Indhold på denne side: Den franske revolution - 1789 * * Fra den borgerlige til den proletariske Revolution * * Den store franske Revolutions Betydning for Eftertiden

Indledning: Sammenlignet med krige kostede de fem franske revolutionsår ikke så mange menneskeliv. Det er ikke muligt at finde nøjagtige tal, men sandsynligvis blev der henrettet omkring 30-40.000 mennesker, medens 10.000 døde i fængslerne. Det anslås at Borgerklasserne fratog gejstligheden værdier på 4000 millioner og et lignende beløb fra adelen, - men yderligere mistede gejstligheden og indehaverne af lensrettighederne årlige indtægter på 300 millioner. Det var girondisterne (Storborgerskabet), der igangsatte og traf beslutning om at føre Frankrig ud i krig, - for ved rov at afskaffe landets pengenød. Alle andre var imod krigen. Og i mange, mange år fremover skulle franske hære plyndre i Belgien, Holland, Rhinprovinserne, Schweiz, Italien og Spanien, osv.. Troner, altre, lensrettigheder og erobret gods førtes af tropperne til den franske krigsstats kreditorer og krigsstifterne. Det var også Storborgerskabets (girondisterne) politik, der drev Frankrig ud i borgerkrig. De ville absolut samarbejde med kongen og aristokraterne, der havde været symbolet på århundredes undertrykkelse, og samtidig frarøve dem deres ejendom og privilegier. Og da Storborgerskabet som sejrherre skrev historien, kaldte de Robespierre's og småborgerskabets korte regeringstid for »rædselsherredømmet«, selvom det var Storborgerskabet der forsatte rædslen, terroren og indførte diktaturet. Robespierre og hans småborgerskab kunne vel ikke gøre andet p.g.a. situationen, krigen, sulten og trykket fra de besiddelsesløse, som jo netop var et resultat af girondisternes politik. Selvfølgelig var det tåbeligt, at Robespierre førte sine samarbejdspartnere fra 3. Stand og 4. Stand til guillotinen, for derefter ikke at have nogen opbakning. Hvad skulle sansculotterne med hans idealistiske dyder, når de havde brug for brød på bordet ? Men var det nu ikke sådan, at det var den snedige: Fouche der fældede revolutionen ? Jo, sandsynligvis. Denne brutale barbar, kunne nemlig forsætte under de følgende regimer, med de højeste stillinger. Storborgerskabet og krigsstifterne stod atter som sejrherre efter revolutionsgildet. Og man skal til stadighed erindre sig om, at det var Storborgerskabet der forsatte krigen. Hvor mange hundrede tusinde franskmænd døde på grund af deres krige, og deres hunger efter mammon og rigdom ? Netop de borgerlige samfundsklasser som have beriget sig under enevælden på bekostning af det store fællesskab, mente i 1789, at nu kunne de stå alene, - at det enkelte menneske skabte sin egen lykke - alene. I deres formørkede sind, kunne disse snylterne ikke se, at de aldrig havde frembragt noget, men kun ravet til sig. Frankrigs arbejdere og bønder måtte nu også lægge krop til Borgerklassernes ideer om nationalitet og folkesuverænitet, og mange journalister, jurister og embedsmænd deltog med store politiske ambitioner og armbevægelser for at tilrane frugterne og dele rovet. Et nyt hold tyveknægte, folkeforførere og løgnepræster kom frem på historiens arena. Og bemærk hvor unge de var ! Men det var ikke bare Borgerklassernes sindssyge ideer om egoisme og individualisme, der udløste begivenhederne. Det var deres ærgerrighed efter mere formue. Men de skabte brødmangelen og sult, der medførte at begrebet politik og økonomi fik et uadskilleligt forhold, som også folkemasserne krævede indflydelse på. Sansculotterne krævede, at ejendomsretten måtte underordnes det hensyn, at alle har ret til at leve. Det var et krav som Borgerklasserne på det voldsomste bekæmpede, - både under enevælden og nu under henvisning til menneskerettighederne. Når sansculotterne krævede maksimalpriser på brød, blev det afvist. Borgerklasserne bekæmpede aktivt arbejdernes ret til at organisere sig. Økonomisk kriminalitet blev man ikke straffet for, thi ellers var alle disse Storborgere blevet slæbt til skafottet ! D. 18. marts 1793 udstedte Storborgerskabet via Konventet dødsstraf for den der agiterede for en omfordeling af jord og ejendom ! Intriganterne, frimurerne og egoisterne forrådte og udplyndrede Frankrig, medens retskafne mennesker skælvede og led af sult. Angiveriet slukkede den sidste rest af fællesskab og venskaber. Således vandt egoismen og Storborgerne kampen om Frankrig og trykkede folkemasserne ned i apati. Borgerskabets diktatur var en kendsgerning. Begrebet fascisme er knyttet til økonomiske og politiske forhold i det 20ende århundrede. Men Borgerskabets daværende ensretning og diktatur af Frankrig adskiller sig næppe fra fascismen i nyere tid, der også var pyntet med romersk skuespil og boglig begavelse. Enevældens folkefængsel blev afløst af Borgerklassernes krigsfængsel. Og så blev det hele indledt med »statsmagtens« forsøg på at beskatte de priviligerede, og Borgerklassernes krav om »at handle på menneskehedens vegne«, fordi rettighederne skulle samles i en teoretisk ramme, i en erklæring, af de bogligt begavede: »Menneskerettighederne«, som skulle blive Vestens trosbekendelser, som Luthers 95 teser i 1517.

I denne tekst er navneformen: Ludvig (germansk) og Louis (frankisk) identisk. Louis d.16. blev kronet til konge i 1774 og var kun tyve år og var statsoverhoved i en af de mægtigste af Europas 330 lande og selvstændige territorier. Godt 50 var byrepublikker som Venezia, Genova, Hamburg, Augsburg, Nürnberg, Frankfurt, med arveligt borgeraristokrati og de 280 andre territorier var enevældige eller gejstlige fyrstestater. I England delte kongen dog magten med parlamentet, medens kongen andre steder delte magten med stænder, rigsdage, landdage, provins- og generalstænder.  Fyrstestaterne var veldefinerede og klart afgrænsede størrelser. Trods interesseforskelle havde de alle de sammen en fælles værdinorm og interesse i opretholdelse af det bestående ligevægtssystem og bevarelse af den dynastiske fyrstestat som grundlæggende enhed, der var tæt knyttet sammen med familiemæssige bånd, med et indviklet net af giftemål på kryds og tværs, der respekterede hinanden. »Fyrsternes Internationale« og broderskab havde været stabil i 150,- siden den Westfalske fred fra 1648. Der var skabt et nyt handelsmønster med kolonier. Fra Vest- og Nordeuropa tog man byttevarer med til Afrika, hvorfra man tog slaver med til Amerika og sukker, tobak, kaffe, bomuld, m.v., med tilbage til Europa, som solgtes med klækkelige fortjenester. Kampen om Atlanterhavsøkonomien medførte en voldsom konkurrence og havde bevirkede en forskydning af de økonomiske centre fra Norditalien til den europæiske atlanterhavskyst. Tidligere blomstrende byer som Venedig og Genova var omkring år 1700 blevet overhalet af Marseille og Barcelona, som lå bedre for den atlantiske handel. Sevilla, Lissabon, Bordeaux, Nantes, Saint-Malö, Bristol og Hamburg blev nu økonomiske centre, men der var London og Amsterdam der tegnede sig for verdenshandelen. Fransk havde afløst latin som hovedsprog. Fransk kultur og Solkongens pragt dominerede adel og borgerklasser i hele Europa, men havde også ført til en fransk ekspantionstrang i Den spanske Arvefølgekrig i 1701-1713, men som blev stoppet ved freden i Ütrecht. Frankrig følte sig indespærret af de Habsburgske lande. I 1744 havde arbejderne i Lyon bemægtiget sig byen og magten i flere dage. Frankrig havde i perioden 1750-75 fordoblet produktionen af industrivarer og femdoblet handelen på kolonierne, men i 1775 var der omfattende hungerevolter overalt i Frankrig, og det var kun med kirkelig propaganda og militære styrker det lykkedes at slå oprørene ned. Frankrig havde nemlig hjulpet de amerikanske kolonister i Uafhængighedskrigen 1775-1783, men krigen havde påført Frankrig en desperat mangel på penge. Krigsgælden var på 2 milliarder livres. I 1779 truede en stor spansk-fransk flåde England og Irland. En række af kongens finansministre havde lånt enorme summer for at holde landet sammen og krigene kørende. Men nu var man så svækket, at man ikke turde udstede nye skatter til Frankrigs befolkning, - thi så havde det første kanonskud udløst et fransk sammenbrud. I Amsterdam var den økonomiske magt imidlertidig så stor og dominerende, at Amsterdam i 1780 kunne tvinge statholderen til at føre krig mod England. Men De Forenede Nederlande mistede deres lederstilling i verdenshandelen, men var dog forsat førende på pengemarkedet. Men i 1780 blev engelsk økonomi nu førende, samtidig med at der i juni brød ugelange optøjer løs i London. Det engelske bourgeoisi og aristokratiet satte derefter deres krav om en mere retfærdig valgordning i bero. Men alligevel var situationen flere steder i 1780, at udviklingen var blevet afløst af en depression, således at det dominerende træk var fremgang og fremdrift. I 1787 kom Østrig i krig med det Osmanniske rige. Det medførte i 1789, at 10 provinser i De Østrigske Nederlande erklærede sig uafhængige og i 1790 vedtog de belgiske Generalstænder en suveræn forfatning. Først i 1788 kom englænderne for første gang til Australien med 759 straffefanger og 211 soldater.

Louis d. 16. holdt meget af jagt, og der blev skrevet om ham, at han var en grovæder. Den enevældige, magtfuldkomne konges eneste legitimitetsgrundlag var voldsmagten og voldsmønsteret, og at han var konge af guds nåde, og kun ansvarlig overfor gud. Omkring 1785 stod det imidlertid klart, at Frankrig var på fallittens rand. Louis d. 16. og hans ministre besluttede da at øge skatterne. Frankrig havde en befolkning på ca. 25 millioner. Der var ca. 60 byer med over 10.000 indbyggere og kun 16 % af befolkningen boede i byer med over 2.000 indbyggere. 84 % boede på landet i landsbyer. Paris var Europas næststørste by med ca. 6-700.000 indbyggere. Menneskene var klasseopdelt i stande. 1. Stand er gejstligheden, der udgør ca. 120.000 personer og ejer over 10 % af jorden, samt har tiendeindtægter. Landet havde 139 biskopper. Gejstligheden skulle ikke betale skat. De døbte børnene, viede ægtefolk og begravede de døde. Præsterne og deres hjælpere skulle sørge for, at befolkningen blev indoktrineret i den katolske tro og at folk regelmæssigt gik til gudstjeneste, samt betalte tiende til tiden. Ærkebiskoppen i Strasbourg havde én million livres i årlig indtægt. Den vigtigste stand var 2. Standen: adelen, der udgjorde ca. 350.000 personer, og som også i al væsentlighed var fritaget for skat. De betalte dog meget små indkomstskatter. Adelen ejede over 20 % af jorden og var opdelt i: hofadel, provinsadel, kjoleadel (embedsadel), klokkeadel (parlament, domstole) fødselsadel/sværdadel og enkelte nyadelige af borgerlig oprindelse, der købte et adelsbrev. De havde også udviklet en teori om at de var de biologiske efterkommere af frankerne. Når en person tilhørte adelsstanden måtte han bære våben, og han og hans familie havde en særlig plads i kirken, han havde jagtret, og han var sikker på at få et højt embede inden for hæren, kirken eller domstolene. De måtte ikke påtage sig fysisk arbejde. Mange adelige ejede store godser, hvor de kunne opkræve store skatter og forlange, at bønderne arbejdede for dem på deres jord. Det var dog ikke alle adelige der var rige. De fornemste boede en stor del af året i Versailles i nærheden af kongen. De var en del af hans hof, de tog på jagt med ham, gik til hofballer, i teatret og til koncerter, og nogle af dem var med i kongens regering som ministre. Men det var stillinger som man købte sig til og som kostede flere hundrede tusind livres. Hoffet hovedlidenskab var spil, og der blev spillet for millioner af livres, - og skåret i levende kød. Adelen kunne leje eller få befolkningen til at bygge fornemme palæer med plads til hundrede af tjenestefolk, kuske, kokke, påklædersker, skræddere, syersker, skytter, osv.. De anskaffede sig vogne og heste, service og sølvtøj til store middage, som de måtte servere hver dag, med de fineste retter og de dyreste vine for masser af gæster. Tyveriet fra Frankrig befolkning kendte ingen grænser ! Frankrigs kvinder blev holdt som prostituerede i små lejligheder, til fornøjelse for de rige svin, og kirken var ligeså gennemsyret af gudløshed og kødets lyst. Omkring 40.000 prostituerede var der i Paris. For adelen var beklædning af stor betydning og deres kvinder skulle følge den nyeste mode, der skiftede hele tiden. Der skulle være tøj til enhver lejlighed, og det betød at kvinderne ejede hundrede af kjoler, sko, hatte og sjaler. Embedsadelen var den betydningsfulde med 13 parlamenter og 4 domstole. Disse institutioner hævdede, at rettigheder kun var gyldige, når rettigheden var registreret hos dem. Men i Bretagne turde myndighederne fra Paris ikke hævde deres rettigheder. Sådan havde det været fra gammel tid. Den højeste gejstlighed blev næsten kun rekrutteret fra adelen. Den pudrede og forfængelige hofadelen med parykker var næsten ruineret i Versailles i 1789, og provinsadelen levede i delvis fattigdom. Og denne »fattigdom« førte til, at adelen pressede på for at bevare deres privilegier og enerettigheder. Borgerklasserne havde gennem længere tid købt sig til politiske embeder og dermed var den sociale stabilitet truet i 2. Stand, mente adelsmændene. Hertugen af Orléans havde en indtægt på to millioner livres om året. En lov fra 1781 bestemte, at 3. Stand (Borgerklasserne) blev udelukket fra de højeste embeder, og at man skulle dokumentere et adelsskab i fire generationer for at blive officer. Borgerklassernes sociale mobilitet og politiske indflydelse på embedsstanden i opadgående retning var spærret med barrierer, selv om borgerskabet havde købt sig mange embeder, p.g.a. enevældens financielle problemer. Adelen havde sat en effektiv stopper for Borgerklassernes fremmarch og samtidigt forsøgt at sikre sig de største indtægter og den største indflydelse til afholdelse af deres banketter og lystliv. Men alligevel var det lykkedes en række spekulanter at hæve sig op i spidsen for 3. Stand. Det var storborgere, finans- og bankfolk, handelsfolk, storkøbmænd, rentiers, fabrikanter, store jordbesiddere, skatteforpagtere, der lå i toppen af 3. Stand, og forsøgte at blive optaget i adelsstanden. Men 3. Stand var også de relativt få selvejerbønder, sagførere, læger, videnskabsmænd, skibsredere, m.v.. De mest velstående var skatteopkrævede, som via 40 selskaber stod for den kongelige skatteopkrævning hos befolkningen. Borgerskabet ejede lige så meget jord, som adel og kirke tilsammen - 30 %. I Nantes, Bordeaux, Le Havre og Rouen nød skibsredere og storkøbmænd godt af handelen med kolonier og negerslaveriet. Borgerklasserne havde lånt enevældskongen mange penge, og blev irriteret over at kongen alene kunne ændre landets toldpolitik, handelstraktater og udenrigspolitik. Ændringerne greb på en meget følelig måde ind i deres forretningsliv. De ønskede lensvæsenet, lavsvæsenet og adelens forrettigheder for ophævet. Men sammen med mange adelsmænd drev de også en lang række virksomheder i fællesskab. Og kirken med al sin jord, godser og uoplysthed skulle stoppes. Men det store flertal i Frankrig i 3. Stand var bønder og landarbejdere, der boede i landsbyer, hvor bønderne dyrkede korn og holdt husdyr. Deres jordstykker var meget små, og de skulle betale et utal af afgifter til kongen, kirken og adelsmændene. Til kongen skulle de hvert år betale en sum penge i skat. Desuden skulle de holde vejene i stand, være soldater og stille med heste og vogne til byggeri eller transport for kongen. Det værste for dem var dog en særlig skat på salt, som de var nødt til at bruge, for at maden ikke gik i forrådnelse. Brød var den mest vigtigste ernæringskilde. Møllere og bagere havde en vigtig position. Kirken tog sin del af høstudbyttet. Hver tiende neg på marken skulle afleveres. Kun en lille del gik til præsterne, mens resten blev kørt til biskopperne, abbederne og de andre højtstående gejstlige i byerne. Bønderne var dog mest vrede over alt det, de skulle betale til godsejerne. De skulle betale for at køre på vejene og for at gå på markedet og sælge deres varer, og jordskat. De måtte kun male deres korn, bage deres brød og presse deres vin på godset, og det skulle de også betale for. Frankrig var inddelt i seigneurier, og privilegieholderen havde en overordnet ejendomsret til jorden. Der var 80.000 seigneurale domstole i Frankrig. Romerretten var gældende i SydFrankrig, medens sædvaneretten var gældende i det nordlige Frankrig. Der var et virvar af særinteresser, og nogle kunne endda selv bestemme deres skat. Vægt, mål, toldsatser var forskellig fra egn til egn. Alle ejendomsforhold og skatter var voldsomt forskellig fra egn til egn. Men tag ikke fejl. Frankrigs bønder og børn lignede oldinge, når de var oppe i tyverne. Sådan måtte de slide i det under det »det galante herskabs« modbydelige udbyttersystem. Omkring 1 million var stadig livegne og måtte betale arveafgifter. Der var 8 millioner daglejerne. Desuden havde godsejeren al ret til jagt og fiskeri på bøndernes jord, og bønderne kunne risikere at blive hængt, hvis de skød et dyr i skoven eller fangede en fisk i floden. Bønderne måtte kun dyrke de planter, som der fra gammel tid var fastsat tiende for. For landarbejderne var livet endnu hårdere end for bønderne, de havde kun deres arbejdskraft at sælge, og den var der ikke altid brug for. For dem var sulten en daglig trussel. Ca. 35 % af den samlede jord i Frankrig ejede bønderne. Men de fleste ejede ikke jord, og måtte betale jordleje. Bønderne betalte omkring 75 % af det de tjente til et utal af skatter og afgifter. Og som om det ikke var nok, ansatte godsejerne nogle jurister, der skulle gennemsøgte godsarkiverne, for at se om de kunne påføre bønderne nogle gamle afgifter, som var gemt og »glemt« fra det forrige århundrede. Fra disse specialister, bondeplagere og spekulanter søgte mange bønder og landarbejdere ind til byerne i håb om at finde arbejde. Men her var mulighederne ikke bedre. De heldigste fik arbejde på værksteder eller som tjenestefolk, men lønnen var lav, og priserne steg og steg, så selv om både kone og mand arbejdede, kunne familien knap nok overleve. Arbejdsdagen var lang. På de fleste værksteder begyndte arbejderne kl. 04 om morgenen og fortsatte til kl. 20 om aftenen. Og i Paris var huslejerne høje og levnedsmidlerne dyre. Også tjenestefolkene måtte stå til rådighed hele dagen. Der skulle gøres rent, vaskes, bages og laves mad fra morgen til aften og der var ikke mange fridage. Tiggere, røvere og landstrygere gjorde livet svært ude på landet. Der var store bander af tiggere og røvere. Den engelske forfatter: Charles Dickens beskrive forholdene for de fattigste: »Børnene havde gamle ansigter og alvorlige stemmer, og både deres og de voksnes ansigter stod i sultens tegn. Overalt var sulten tydelig. Sulten kom ud af de høje huse, den var i de usle klædningsstykker, som hang på stænger og snore tværs over gaden, sulten var i hvert eneste stykke usselt brænde. Sulten stirrede ned fra de røgløse skorstenspiber og fór langs den smudsige gade, hvor der ikke var noget spiseligt affald i al skidtet. Sult var skrevet på bagerens hylder blandt de små bitte brød, hos pølsehandleren, hvor man tilberedte døde hunde. Sulten var snittet i små stykker som elendige kartoffelskræller, der blev stegt i nogle få dråber olie. Sultens tilholdssted var en smal, krum gade, hvorfra andre smalle og krumme gader gik ud. Alle gader var befolket af pjaltede og lasede folk, alting lugtede pjaltet og laset«. I byerne havde laugsvæsenet medført et stort antal svende, som efter 10 års »læretid« ikke kunne svinge sig op og blive mester. Og trods myndighedernes forbud havde svendene dannet sammenslutninger og i smug arbejdet sort og udført det arbejde, som de priviligerede mester havde retten til. Lønnen var lille og boligforholdene tarvelige, og yderligere arbejdsmænd, håndlangere, daglejere, tjenestefolk levede i yderste fattigdom Et væld af små gadehandlere lå i konstant slagsmål for at faldbyde sine varer. Men Borgerklasserne i 3. Stand, der var opstået under enevælden ville nu have kontrol med statsbudgettet, ophæve standsprivilegierne og andre regler, der forhindrede den frie næring, og deres fremdrift i samfundet. Bl.a. skulle bytolden afskaffes, fordi den skabte dyre fødevarer, og dermed forhøjede lønudgifter for Borgerklasserne, når de inde i byen skulle ansætte en arbejder i et værksted. Og adelen skulle af med deres privilegier, så Borgerklaserne havde mulighed for at tilegne sig deres jord og formuer, selv om man samarbejde med mange adelige omkring fabriksforetagender. Frankrigs bonde-folkemasser var analfabeter og var sat udenfor Oplysningstiden og den tekniske udvikling i byerne. Alt ondt kom fra byen, og hvis man ikke tyede til overtro, havde man kun tillid til den lokale fattige præst. Før revolutionen udbrød i Paris eksisterede der saloner og klubber for det bedre Borgerskab. Adelens og Borgerskabets damer førte an i salonlivet, og en række af tidens ledende skikkelser mødtes flere steder. Oprindelig startede det med litterære saloner i Oplysningstiden. Hos finansmanden Necker's datter, Madame de Staël, samledes i den grå salon nogle af de mest fremtrædende tilhængere af det konstitutionelle monarki, abbed Sieyès og biskop Talleyrand, og i Madame de Genli's blå salon mødtes C. Desmoulins og Brissot. Af endnu større vigtighed var de politiske klubber. Såvel aristokraterne som monarkisterne havde deres tilholdssteder. Men det blev de borgerlige klubber der dominerede. I Lyon nedlagde i 1786 flere tusinde arbejdere (vævere, murere og daglejere) arbejdet. De var drevet af sult og dyrtid og i stedet for at bemægtige sig byen, gik de ligesom de romerske fattigfolk til en nærliggende by. Myndighederne lokkede dem tilbage med løfte om lønforhøjelse, og da de kom tilbage blev de omringet af soldater, hvoriblandt Napoleon Bonaparte gjorde tjeneste som løjtnant - og tre arbejderføre blev hængt. Derfor var der ikke i Lyon samme begejstring for 1789-revolutionen, som i Marseille. Lyons borgerskab gik også senere sammen med adelen i Vendée til kamp mod revolutionen. 1786 var et år med meget stor arbejdsløshed. Milliarder af livres skiftede hænder hos de rigeste samfundsklasser via en utrolig spillelidenskab, medens en håndværker måtte hutle sig igennem et helt år for ca. 100 livres. Paris havde 54 toldporte og en mægtig mur omkransede byen for at undgå smugleri, da der skulle betales told af alle varer. Dyrtid, nød og mangel på føde opstod. I 1786 forlagde finansminister Calonne en plan for kongen, hvor der skulle lægges skat på al jord, alle indenlandske toldgrænser og saltskatten ophævedes, hovedskatten nedbringes og bøndernes pligt til vejarbejde skulle ændres til en afgift. Men kongen turde ikke udføre planen og derfor blev der indkaldt til en Notabelforsamling, der bestod af prinser, højadelige, gejstlige og borgere. Denne forsamling afskedigede Calonne og Notabelforsamlingen rådede kongen til at indkalde til en stænderforsamling, fordi problemerne var for store og fordi løsningerne greb voldsomt ind i eksisterende rettigheder. Den 6. august tvang kongen Callonne´s forslag igennem, men Paris-parlamentet erklærede handlingen ulovlig. Så blev parlamentet forvist til Troyes, men kom senere tilbage, uden at problemerne var løst. I 1788 tog kongen skridt til at fratage Paris-parlamentet dets opgaver, og etablerede et nyt højadeligt organ: »Cour Pléniére« og 45 distriktsdomstole, der skulle overtage parlamenternes beføjelser. Adelen blev sur og fra provinsstænderne lød der krav om at indkalde til en Generalstænderforsamling for hele riget. I Grenoble var de kongelige tropper blevet angrebet af befolkningen i juni og d. 16. august 1788 standsede statskassen sine udbetalinger, kongens ordninger blev ophævet og de gamle parlamenter genindsat. Adelen havde sejret. Censuren blev nu ophævet og en mængde aviser og publikationer opstod. Der var nu opstået tydelige modsætninger mellem konge og aristokratiet; borgerskabet og de privilligerede; seigeurerne og bønderne, og både på landet og i byen var et proletariat (lønarbejdere) opstået som 4.stand.

Den nordamerikanske frihedskrig tilintetgjorde Georg IIIs forsøg i England på at genoplive stuarternes absolutisme og bragte mere frisindede mænd og modstandere af kongens politik til roret. Hvor stor end demoralisationen var i England, og hvor elendigt end det engelske folk var repræsenteret i Underhuset, var folket dog vant til deltagelse i det offentlige, særlig i det kommunale liv, og frisindede mænd kunne dog stadig i parlamentet tage ordet mod kongelig vilkårlighed og despoti. De europæiske folks store masser var ikke vågnet til åndeligt liv endnu. Intetsteds trængtes der til reformer, som i den franske stat, intetsteds var friheden mindre og magthaverne så blottede for forståelse af nødvendigheden af forandringer som her. I Frankrig herskede Ludvig XIVs enevælde. Her var ingen politisk forsamling, hvor forslag til forbedringer kunne bringes frem, eller hvor protester mod uretfærdigheder og undertrykkelse kunne komme til orde, virkningsløse måske i øjeblikket, men dog vidnesbyrd om tilstedeværelsen af evnen til modstand. Her var kun Bastillens tykke mure for enhver filosof, digter eller forfatter, der direkte fandt noget at udsætte på de bestående forhold. Men dog fandtes der mænd nok, som indirekte, men derfor ikke mindre tydeligt, kritiserede regeringen, kirken og de bestående samfundsforhold. Modige mænd med varme hjerter for dem, der led ilde, og med had til undertrykkerne, kloge og skarpe mænd med spot over for alt, hvad de anså for dumhed og overtro, og endelig begejstrede mænd, der ville lave det hele samfund om og derfor med iver kritiserede og rev ned på det gamle regimente. Nu fremstod kampen om to politiske principper: kongeligt enevælde og folkeligt selvstyre.

Det af naturen så rigt velsignede Frankrig havde måttet lide hårdt under Ludvig XIVs despotiske regering og dens følger. »Solkongen« som han blev kaldt af sine smigrere, havde kun én vilje og ét mål: sin egen personlige ære og storhed. For dens skyld førte han krige, erobringskrige, der skulle udbrede skrækken for hans navn og troen på hans magt. At han for at kunne føre disse krige udsugede landets kraft, var en underordnet sag. Ethvert hensyn til landets vel og folkets tarv måtte vige for monarkens interesser. For at sikre sig mod modstand fra den gamle, stolte adel - en modstand, som var uforenelig med Ludvig XIVs forestillinger om kongens enevælde - demoraliserede han den. Adelen havde tidligere, i lensvæsenets tid, været bøndernes naturlige herrer, taget sig af deres ve og vel, haft deres tillid og talt deres sag. Og samtidig havde de haft kongens tillid og siddet inde med de store statsembeder. De havde således dannet det naturlige mellemled mellem statsmagten og det store folk. Men sådanne mænd, der var vokset op i befolkningens midte og kendte dens tilstande og forhold, kunne få en indflydelse på den, og kunne ende med at være farlig for kongemagten. Ludvig XIV udelukkede derfor adelen fra al deltagelse i det offentlige liv og lagde alle regeringssager i hænderne på kongelige embedsmænd, der var ansat af ham og kun afhængige af ham. Adelen skulle ikke have anden tanke, andet ønske end at komme til at leve i hans nærhed, yde ham personlig tjeneste og kun ånde for ham.

Men derved blev den gamle adel bragt ud af forbindelse med folket, og blev mere og mere fremmed for folket. Og folket havde ikke længere den gamle tro på deres adelige herrer, der havde opgivet den ærefulde stilling som folkets tillidsmænd for det tomme strålende liv ved hoffet i Versailles, og som nu tillod, at det prisgaves griske forpagtere og blodsugende jurister - ja, som selv hjalp til med at flå det. Thi det var dyrt at færdes ved hoffet, det fordrede mange penge, og adelen havde kun deres godser og deres bønder, at leve af, og det blev disse, der måtte skaffe pengene, for at nådigherren kunne optræde med tilbørlig pragt ved hoffet. Således afløstes det tidligere patriarkalske forhold mellem adelen og bønderne af had og forbitrelse. Thi adelen havde, uagtet den ikke mere gjorde statstjeneste, beholdt deres gamle privilegier eller forrettigheder. Det var de privilegerede stænders, adels- og gejstligheds lovlige eller tilsnegne og næsten fuldstændige fritagelse for skatter og afgifter, der bevirkede, at det store arbejdende folk kom til at yde så meget mere.

Statens betydeligste skat, »la taille«, var dels en grundskat, dels en personlig skat. For denne sidste var de privilegerede stænder fuldstændig fritaget; grundskatten hvilede på adelig agerjord, der ikke dreves af ejeren personlig, hvilket mindre hyppigt fandt sted; i reglen var jorden bortforpagtet, og så måtte forpagteren udrede skatten. - alene det forhold, at adelens skove og enge, parker og vinbjerge var afgiftsfri, unddrog værdier til en samlet sum af 432 mill. livres fra beskatning. Kopskatten og tyvendepenge hvilede vel på alle lægfolk uden undtagelse; men da disse skatter beregnedes efter den uretfærdigt pålignede taille, kom atter disse til at tynge uforholdsmæssigt på de uprivilegerede. Og med adelens skattepligt tog man det ikke så nøje. Hvilken embedsmand kunne vel falde på at gå strengt til værks mod en fornem, anset herre, velanskreven ved hoffet og med mange forbindelser? Skatteopkræverne behandler de privilegerede med stor hensynsfuldhed , når de er i restance, sådan at deres skatteafgifter i lang tid og til sidst slet ikke er til at inddrive. Man udspionener ikke en adelsmand for at finde ud af hans reelle indtægter, men er ganske overordentlig imødekommende imod ham. En markis eller greve, der efter tariffen skulle betale 1700-2500 livres, betaler kun 400, medens en borgerlig, der kun skulle betale 70 frcs., må betale 720 frcs.. Prinserne betaler kun skat af en indkomst på 188,000 frcs. istedet for af 2,400,000 frcs.. Hertugen af Orleans sagde ligeud, at han betalte skat efter hvad han selv havde lyst til, og han betalte langtfra de 300,000 frcs., som han årligt burde have svaret i skat. Anderledes når man kommer til bonden og husmanden. Man har beregnet, at den franske landbruger svarede 53 pct. af sin indtægt i direkte skatter. Tiender og afgifter til godsherren beløb sig til 28 1/2 pct.; med resten skulle han klare de indirekte skatter, og for det tiloversblevne - hvis der blev noget tilovers - skulle han leve med hustru og børn!

Om de indirekte skatters natur gør man sig et begreb ved at høre lidt om saltskatten og vinskatten. Saltskatten blev som alle skatter årlig bortforpagtet til en eller anden pengemand og tilfaldt den højstbydende; og denne - generalforpagteren - vil ikke blot have sine udlagte penge igen, men lidt til. I provinserne med den store saltskat (la grande gabelle), - thi de enkelte provinser kan ligesom enkelte klasser af de uprivilegerede stænder have forrettigheder på de andres bekostning - solgtes denne uundværlige vare i detail for 15 á 17 sous pr. pund - og dertil kom, at forbruget pr. individ var tvungent ved lov. Hver person over syv års alderen skulle årlig købe 7 pund salt. Og dette måtte under svære bøder kun benyttes ved tillavning af den daglige mad og ved bordet. Har bonden med møje og savn skaffet føden til en gris til vinterbrug og salter den med fornævnte bordsalt, og det opdages - der sættes præmier ud for hver anmeldelse - så får han en bøde på 300 frcs., og grisen konfiskeres. Til saltning skal der benyttes andet og dyrere salt, og ikke en sou må unddrages blodsugernes lommer, - derfor er det forbudt at indvinde salt af havet eller brænde det af tang; ja, selv de naturlige saltkilder, der findes i enkelte provinser, bliver hvert år forsætlig ødelagt for ikke at formindske forpagterens indtægter! Dette så enevælden ganske roligt på, og de lavere stænders naturlige talsmænd havde svigtet deres samfundspligt. »Les rals de caves«, dvs. kælderrotterne, er navnet på de mest frygtede skattebetjente, dem der udsendtes af generalforpagteren af skatten på drikkevarer. Enhver overtrædelse af de hårde bestemmelser gribes med begærlighed og straffes med svære bøder. »Den, der forærer en flaske vin til en fattig syg, udsætter sig for at blive ruineret ved processer og mulkter.« Betjentene skal til stadighed vide besked med vinkældernes bestand. For fire fade indhøstet vin til en værdi af 600 frcs. betales der af producenten efter påfyldningen og ved salget 105 frcs. Køberen betaler for købet af samme mængde 75 frcs. Vinen skal sendes den af forpagteren anviste vej; træffes den uden for denne vej, bliver den konfiskeret. Da Frankrig, som en levning fra provinsernes selvstændighed i middelalderen, er delt i forskellige tolddistrikter, må en skibsladning vin, der fra Languedoc, Dauphiné eller Roussillon sendes ad flodvejen til Paris, på femten - seksten forskellige toldsteder betale fyrretyve forskellige afgifter, der tilligemed afgifterne i Paris beløber sig til omtrent 200 frcs. pr. fad. Følgen deraf er ganske simpelt den, at ingen drikker den dyre vin, og at vinproducenten er den fattigste og elendigste af alle jordbrugere. Vinavl er ensbetydende med fattigdom, siger en engelsk rejsende 1788, og i provinsen Champagne lader vinavlerne ofte vinen løbe i floden for at blive fri for at betale afgifterne. Eller de foretrækker rundt om i vinprovinserne at lade vinbjergene passe sig selv og går rundt og tigger for at opholde livet.

På samme måde ser man bonden forlade sin avl. Da taillen og de af den afhængige afgifter ikke pålignes den enkeltes ejendom, men alle ejendomme i et distrikt, som samlet hæfter for en bestemt sum, føler den mere driftige og arbejdssomme bonde sig ikke fristet til at sætte flid og kræfter ind på at forbedre sin avl. Thi følgen er blot den, at han kommer til at betale for den mindre flittige. Opkræverne gør sig betalt, dér hvor de finder noget at holde sig til. Bonden betragter sig som ganske ødelagt, når skattebetjentene har en formodning om, at han ikke er ligefrem ved at dø af sult. Beboerne i et sogn fik et år at vide, at de måtte betale højere taille end tidligere, thi opkræverne havde lagt mærke til, at de her ikke var nær så magre og udsultede som andre steder, så her kunne der ikke være helt smalhans; tilmed var der adskillige, som havde et par høns i gården. For at undgå disse plagerier og drillerier forlod masser af mennesker hus og hjem, alt hvad de ejede og havde, og søgte bort til andre steder. En mængde landsbyer blev forladt, store strækninger, halvdelen - og mere - af førhen frugtbare provinser ligger hen øde og udyrket, det rige Sologne f.eks. er blevet et ufrugtbart morads. I Touraine er beboerne så elendige af sult og savn, at de ikke er i stand til at udføre markarbejdet. Her hersker den største usselhed. Befolkningen har ikke længere følelsen af sin egen nød, men synker hen i sløv fortvivlelse. Ægteskabs indgåelse bliver sjældnene og sjældnere, og under sådanne forhold betragtes det som en forbrydelse at sætte børn i verden. De udtærede mødre har ikke mælk i brysterne, så børnene dør i massevis, ude af stand til i den spæde alder at døje det slette og usunde brød, der snart er lavet af klid med iblandet byg eller havre, ofte skåret umodent af på marken og tørret i ovnen, thi det er ikke hvert år, man kan vente, til høsten kommer. Sådant brød tilligemed en suppe, der er tilberedt af havremel, vand og rapsolie danner hovednæringsmidlet på landet. Kødspiser kendes så godt som ikke. I mange egne har bonden i fem år levet af boghvede og vand, og i bjergene lever bønderne af kastanier og vand. Dog går det ikke altid så overdådigt til. Befolkningen må, hvis den ikke skal dø af sult, gribe til de modbydeligste næringsmidler. Og hos disse ulykkelige møder skatteopkræverne og inddriver op, der med alle tvangsmidler vil inddrive de afgifter, som bonden må slide og slæbe for, sulte og tørste for at skaffe tilveje. I omegnen af Toulouse må enhver arbejder, selvom han ikke har andet end sine bare hænder og kun en dagløn af 7-8 sous, årlig betale 8-10 livres i kopskat. I Bourgogne er det ikke ualmindeligt, at en ulykkelig daglejer, som ikke ejer en hvid, bliver tynget med afgifter og kopskat til et beløb af 18-20 frcs. Med eksempelløs ubønhørlighed går opkræverne til værks. Efter en indrømmelse af en af overkontrolørerne medfører saltskatten årlig sådan noget som 4000 udpantninger, 3400 fængslinger og 500 afstraffelser, pisk, forvisning eller galejerne. Ved udpantninger har betjentene en smed med sig, der bryder alle låse op. Møblerne bliver slæbt bort og solgt for en fjerdedel af deres værdi; gangklæder, fødevarer, alt hvad der kan gøres i penge, selv jernbeslag på døre og vinduer tages med. Har en bondekone en ged, med hvis mælk hun holder liv i sine spæde børn, bliver den skudt af opsynet for ikke at æde en smule bort af det skattepligtige korn. Skatteopkræverne, der også nok vil redde en part for sig selv, optræder med større rovsyge og hensynsløshed, end dragoner under en krig i fjendtligt land.

Alle de uretfærdigheder og overgreb, der foregik ved inddrivelsen af afgifterne til godsherren, foregik i hans navn, men hans egen person trådte ikke i forgrunden. Men på ét område så bonden ham som den hensynsløse ødelægger af sine hænders arbejde. Det var, når nådigherren udøvede den fra gamle dage hans stand alene tilkommende jagtret. Engang havde det hørt til lensherrens pligter at forsvare de værgeløse folk mod skovens og de vilde bjergegnes fjender, mod ulv og vildsvin. Nu var det omvendt blevet til, at han forsvarede vildtet mod bonden. Var adelen på andre områder fra en ydende blevet til en nydende stand, så var den tillige her blevet til en ødelæggende stand. Og folkevittigheden havde slået de hærgende fjender - dem fra skoven og dem fra slottet - sammen under én betegnelse, og når bonden så en flok dyr komme ansættende, sagde han: Dér kommer herskabet! At nådigherrens jagt gik over sædmarker og haver, var slemt nok, men det gentog sig dog ikke hver dag. Vildtet kunne bonden derimod have på sin ager hver eneste dag. Harer, kaniner og dyr æder sæden af marken lige for bondens øjne, og opfører han hegn om sine jorder, får han en bøde og må rive hegnet ned igen, thi herremanden skal have uhindret udgang overalt. Og bondens hund kan ikke løbe dem op, thi loven kræver, at et led skal være hugget af et af forbenene, eller at senerne i knæhaserne skal være skåret over på hunden. Og skulle de også engang komme for tæt på, så gør det ikke noget; de har mundkurv på og kan ikke bide. I en af provinserne - og det har sikkert været tilfældet de fleste steder - må beboerne holde vagt natten igennem de seks måneder af året for at skærme deres sæd og deres høst mod disse plageånder. I nærheden af Meulan ødelagde kaninerne i et år sæden på 7000 acres land, dvs. den afgrøde, som 800 mennesker skulle have levet af til næste høst. Ja, kongens og de privilegeredes jagtret anslås i 1787 til at have forårsaget landbrugerne en skade på 10 mill. francs.

Og dersom bonden, der selv med sine forsultne børn må leve af dårligt brød og så godt som aldrig nyder kød, så engang falder for fristelsen og snapper en bøsse, som han mulig har gemt og beholdt trods alle forbud, og skyder et af dyrene, der går ind i hans have og gnaver barken af træerne, en hare eller kanin, der ødelægger hans kål, så risikerer han selv at få en kugle i livet. Thi indgreb i nådigherrens jagt er omtrent den største forbrydelse, han kan gøre sig skyldig i, og på forskellige steder går jagtbetjente, som har skudt folk ned for en hares skyld, frit og utiltalt omkring. Nye lovbestemmelser træder til og skærper de sædvanemæssige rettigheder. Det forbydes bonden at slå sin kløver før St. Hansdag, og mellem 1ste maj og St. Hans må han ikke sætte foden på sin egen mark, eller skære sine egne siv og vidjer på øerne i Seinen. Thi agerhønen skal have lov til at ruge i fred. Så meget hensyn blev der ikke taget til bondens kone i barselseng. Dyrene blev i virkeligheden mere beskyttede end bønderne. Men det, der lå bag ved denne forkuelse og undertrykkelse, var hos adelen og regeringen hverken grusomhed eller umenneskelighed. Det var den gamle middelalderlige opfattelse af bonden som en ringere skabning, som en træl, et dyr, man kunne læsse alle byrder på. Og ingen syntes for alvor at tænke på, at dette tålmodige, i slidende og slæbende lastdyr en skønne dag kunne kaste byrderne af sig og ikke blot knurre og vise tænder, men blive omskabt til det blodigste vilddyr. Den store arbejderbefolknings vilkår i byerne var ikke bedre end bøndernes på landet, og arbejdsmanden måtte af sin ringe ugeløn betale afgift i samme forhold som jordbrugerne eller vinavlerne og led i sit usle tagkammer lige så megen nød som disse i deres hytter. Men inde i byerne var folk klumpede sammen; de havde her deres egen elendighed i endnu højere grad for øje, afspejlet som den var i naboers og genboers og forøget med byens smuds og urene luft. Bliver alle disse mennesker ramt af smitsom sygdom og feber, er der ingen som kan standse udbredelsen.

I Frankrig gaves der kun to klasser: de privilegerede stænder og de uprivilegerede. Til den første hørte gejstlighed og adel, til den anden alle de andre. På arbejderklassen og på den anden mindre klasse, borgerklassen, var der lige så stor forskel, som på disse og de fornemste adelsmænd. Borgerstandens lavs- og handelsprivilegier var i forhold til arbejderbefolkningen, lige så gode som adelsprivilegier. Men indenfor den forholdsvis begunstigede borgerklasse gjorde kasteånden sig gældende med stor styrke, og ingen kunne i højere grad end borgerstanden føle den utålelige byrde af de gamle, forældede stats- og samfundsformer. Ved lavsvæsenet, der udelukkede arbejderbefolkningen fra at arbejde sig frem i industrien, blev det ene slægtled efter det andet tvunget ind på forud bestemt afstukne baner. For den unge håndværker eller handelsmand, der ikke hørte til de gamle slægter, som ved køb eller arv havde fået hævd på de kommunale embeder eller de indbringende monopoler, var det selv med den største dygtighed umuligt at opnå selvstændighed eller at komme ud over de grænser, som fødsels- og lavsforhold havde sat ham.

Mange adelige blev siddende på deres godser og opretholdt dog efter evne det gamle patriarkalske forhold til deres bønder. Men medens hofadelen - den del af adelen, som lod sine ejendomme bestyre af forpagtere og selv levede i Versailles - var tæt på kongen, - alle nådesbevisningers kilde, - og fik hofembeder og indtægter i en mængde, kom landadelen under trykket af landbrugets hele elendighed, og bestemmelserne om førstefødselsretten osv. i den sørgeligste forfatning. For de yngre sønner var der kun officersstillinger eller gejstlige embeder at opnå, men i begge stænder kostede alle de højere stillinger penge, mange penge, og titler og gamle navne nyttede kun lidt, da posterne så godt som altid blev besat fra hoffet. Unge junkere uden mindste militære uddannelse får de store kommandoer. Et felttog er kun en flytning af hoflivet ud i åben mark, en forlystelse i stor stil, hvor det personlige mod måske får lov at glimre, men ikke formår at forhindre nederlag. Alt arbejde hviler på de lavere, usselt lønnede grader. Om overflødigheden på de høje embeder får man en forestilling ved at høre, at i den franske armé var der kort før revolutionen ikke mindre end 1171 generaler. På mangfoldige steder synker derfor landadelen, der er udelukket fra nådens og rigdommens kildevæld ned i kår og ned i den dybeste elendighed. I enkelte egne er 200-300 gamle adelsslægter fuldstændig ruinerede. I Limousin har af flere tusinde adelige familier næppe 15 slægter en årlig indtægt af 20,000 frcs. Mangen gammel højbåren familie må slå sig igennem med 1000, ja 500 frcs. om året; og i Bretagne ser man en mængde fattige adelsmænd, der for at opholde livet, må gribe til de simpleste beskæftigelser. Mangfoldige sidder på en elendig lille gård, hvor kun dueslaget og våbnet over døren tilkendegiver adelskabet, og de lever som bønder og spiser grovbrød. Landadelens stolthed og hævden af sin selvstændighed, som oprindelig lagde sig for dagen ved, at den holdt sig borte fra hoffet, blev betragtet som ren opsætsighed, som åbenbar trods mod suverænen. Kommer derfor en adelsmand fra landet, fattig, men med et klingende navn, så engang ind til Versailles - efter med megen ulejlighed og bekostning at have redet sig standsmæssig ud - for at søge om en nådesbevisning, der måske kan redde hans gamle navn fra at synke endnu dybere ned, så kan det hænde, at kongen ved den første bøn som han retter til majestæten, blot siger de få ord: »Hvem er de? Jeg ser dem aldrig hos mig,» og så er alt forbi med det samme. Intet menneske i Versailles kender en mand, eller gør noget for en mand, som kongen ikke kender. For ham er alle døre lukkede, han har ikke gjort sin skyldighed, og nådens sol skinner ikke på ham. At blive forvist fra hoffet til sine godser - thi der er mange af hofadelen, der har store prægtige godser, hvor hoflivet gentages i formindsket målestok - er derfor den største ulykke, der kan times et menneske, selvom alle jordens goder var samlede på hans forvisningssted. Så sent som i 1787 siges det, »at dét at beskue majestæten, er den fuldkomneste lykke for hofmanden, for hvem det hele livet igennem kun drejer sig om at se kongen og blive set af ham, så vil man kunne fatte, at det at se gud er de saliges højeste fryd«. Paradiset på jord var Versailles. Den, som ikke har set herligheden her, har intet set. Selv efter de foretagne indskrænkninger i hofholdningen tog det sig stadig ud som i Ludvig XIVs dage. Prægtigt og mægtigt, men koldt og fornemt trækker midterpartiet af den pragtelskende konges slot - opført i 1660-1710 for en sum i på ca. 1000 millioner frcs. (1899 udregning) ligger en del tilbygninger, som indeslutter forskellige forgårde, så man kun efterhånden nærmer sig det allerhelligste. Udefra fører tre store alleer, 780 meter lange og 80 meter brede, op til pladsen foran slottet. Mellem midteralleen og de to sidealleer ligger de prægtige stalde, der var udstyrede således, at de kunne benyttes som skuespilhuse eller balsale. De begrænsede slotspladsen mod øst. Mod vest skilles denne plads ved et kunstfærdigt gitter fra den første forgård mellem ministrenes bygninger, ministergården, hvor fire kompagnier af den franske og to af schweizergarden daglig paraderer; fra denne kom man til den anden forgård, kongegården, mellem sidefløjenes gavle, og derfra endelig ad marmortrapper op til den lille firkantede tredje og inderste forgård, marmorgården, mellem den tilbagetrukne hovedbygnings side og afslutningsfløje. På den modsatte side ligger den udstrakte park med de berømte springvand. Brede terrasser med marmortrin fører fra slottet ned til parken, i hvis snorlige alleer gallaklædte kavalerer med en lang, tynd stok i hånden, kårde ved siden, silkestrømper og spændesko, pudret paryk og den trekantede hat under armen, med sirlige, balletagtige trin, elegante buk og håndbevægelser og et stadig elskværdigt smil på læberne, promenerer og konverserer smukke, stærkt nedringede damer i strålende silkekjoler med mægtige slæb og en umådelig vidde i fiskebensskørtet; på det pudrede, højt opsatte hår ses de mest fantastiske arrangementer med blomster og fjer eller bånd. Mellem springvand og statuer af smilende guder og gudinder, lige så sirlige og balletagtige som de selv, spadserer det strålende selskab i små grupper; men ingen fjerner sig dog længere fra slottet, end at han kan høre, når drabanten træder frem på terrassen, støder med sin stav i marmorfliserne og råber højt: Kongen! Så styrter alle op mod de åbne fløjdøre, ad hvilken kongen træder ud. Gennem en allé af dybt bukkende eller nejende herrer og damer går han med sit følge. Og den, der får et blik, et smil eller endog et ord, føler sig ophøjet over alle dødelige. Efterhånden som kongen kommer forbi, slutter selskabet sig til, og promenaden begynder. Endnu prægtigere tager det sig ud, når kongen kører fra Versailles til St. Cloud, Sceaux eller Paris. Gennem alle forgårdene står soldaterne i deres strålende uniformer på begge sider i tæt espalier. Toget som bevæger sig ned at den frie vej i midten, åbnes af fire trompetere, foran vognen »de hundrede schweizere« i middelalderlig dragt med hellebard og kårde. Ved siden af kommer politigarden i deres blå våbenfrakker, med snorebesætning af guld og skarlagenrøde opslag. Derefter musikkorpset med deres funklende instrumenter, der for fleres vedkommende trakteres af ibentræblanke negre. Ved siden af kongens vogn og bag efter den rider den adelige livgarde, tolvhundrede unge herrer, valgte efter højde og figur, med blå, sølvbroderede uniformer, røde benklæder og høje rytterstøvler. De nærmeste er de fineste; de er bevæbnede med damascerede partisaner, medens den øvrige del af garden har kårde og karabin og er iført hvide, guldbroderede uniformer. Det er kongens livkompagni, »Gardes de la Manche«, som allevegne, selv i kirken, skulle bevogte kongen med front imod ham, så de havde ham for øje fra alle sider. Men allerprægtigst har dog en aftenfest taget sig ud i Versailles sale, når lysskæret fra de tusinde kerter bragte et skin af liv i marmorfigurerne i loftet og brødes i væg og loftornamenternes rige forgyldning, i de høje slebne spejle, i kavalerernes guldbroderede røde, blå eller violette dragter, i damernes øjne og diamanterne eller perlerne på deres hvide hals eller raslende silkeslæb; når den yndefulde menuet blev trådt med lette fjed på de blanke modtaget vievandet, holdt bøn og nødt sin første frokost, åbnes døren, en kammertjener råber: »La garderobe«, og de kongelige børn, prinserne af blodet, de tjenestegørende kammerjunkere, stormesteren for garderoben, livlægen, som føler majestætens puls, og livkirurgen træder ind.

Det stiveste ceremoniel herskede ved dronningens toilette. Og her skete det engang, da første kammerjomfru i et sådant tilfælde netop skulle til at iføre Marie Antoinette chemisen, at den dertil bestemte hofdame trådte ind; men inden hun havde fået sine handsker af og overtaget chemisen, kradsede hertuginden af Orleans på døren - thi man bankede ikke på døren, lige så lidt som man åbnede den uden melding, men tilkendegav sin nærværelse ved en ydmyg skraben - og det var nu hende, der skulle give den ventende dronning det uundværlige stykke på. Men i sidste øjeblik mødte grevinden af Provence, og det blev endelig hende, der iførte den kuldegysende dronning hendes særk. Når kongen har fået tøfler og slåbrok på, bringes han til sæde i en lænestol, og medens hans kammertjener tager hans benklæder op af en kurv, tager en barber hans nathue af; en anden begynder at sæbe ham ind, en tredje at barbere ham, en frisør at rede hans hår, og en kammertjener holder et spejl foran ham. Nu råbes der atter, efter kongens ordre, ud ad døren; »La premiere entrée!«, dvs. første audiens, og ind træder kabinetssekretærer, finansembedsmænd og garderobebetjente samt de to natstolinspektører med kårder på. Medens disse bukkende spadserer forbi kongen, råbes der atter: »La chambre!« Dette er den store »entrée«, og den omfatter alle de højeste hofembedsmænd, overjægermesteren, overkogemesteren. ceremonimesteren, hofmesteren osv., kapellanen, hofpræsten, livgardens og schweizergardens chefer, gesandter, ministre, statssekretærer, marshaller og de fornemste adelige og gejstlige; desuden en del underordnede hofbetjente. Når dørvagten har anvist alle deres pladser, vasker kongen sine hænder og begynder at klæde sig på. To pager tager hans tøfler af, garderobemesteren og en af hans betjente trække slåbrokken og natskjorten af ham, medens en ren skjorte bliver bragt. Det tilkommer kongens sønner eller sønnesønner at række ham denne. Er der ingen tilstede, skal prinserne af blodet have æren, og i deres forfald overkammerherren eller første kammerjunker, men det er sjældent, at turen kommer til dem. Medens to tjenere holder slåbrokken for som forhæng, træder den næste audiens ind, der omfatter alle hofmænd og adelige, som måtte ønske at gøre kongen deres opvartning. Kongen iføres nu skjorten; første kammertjener hjælper ham højre, første garderobebetjent venstre ærme på, og han klædes på stykke for stykke af de dertil nøje betegnede embedsmænd; bestemte herrer bringer tøjet i den orden, det skal bruges, og andre holder spejle og lys for majestæten. Når han endelig har fået sin hat, sin stok og sine handsker, knæler han på bedeskamlen, medens en af de tilstedeværende gejstlige fremmumler »lader os bede«. Derefter går kongen med de fornemste af sine stormænd ind i sit kabinet til yderligere audiens, og den store skare, der har samlet sig under påklædningen og overværet den, venter nu udenfor for at følge ham til messen. Ved kongens påklædning fik kun standspersoner lov at være tilstede. Ved taflet derimod fik folket lov at nyde det ophøjede skue af en konge og en dronning, der spiste efter alle etikettens fordringer. Denne forestilling fandt i reglen sted i dronningens forgemak kl. 3. Når bordet var dækket, marcherede en drabant hen i salen foran officerernes vagtstue, satte sin stok lydeligt i gulvet og råbte: mine herrer, til kongens bord! Hvorpå disse skyndte sig ind på plads, samtidig med at kammermusikken stillede sig op på sin tribune. Den opvartende kammerjunker undersøger derpå nøje prøvestykkerne af kongens brød, hans serviet, ske, gaffel, kniv og tændstikker. Derpå vender drabanten tilbage til salen, støder sin stok mod gulvet og råber: mine herrer, kongens mad! Den første ret bliver nu båret ind. Forrest går den opvartende kammerjunker, efter ham taflets embedmænd, mundskænk, mundkok, forskærer, osv. Derefter hofmesteren med sin sølvbeslagne stok og efter ham endelig maden, eskorteret af 3 gardister. Alle vegne, hvor den kongelige mad bæres forbi, rejser de tilstedeværende sig. Når første ret er sat på bordet, gøres der melding til majestæterne, som derpå indtager deres pladser og først aftørrer hænderne i de fugtige servietter, som hofmestrene byder med de foreskrevne buk og bøjninger. De tjenestegørende kavalerer og damer, de sidste på klapstole, de første stående, tager plads i rundkreds udenom, og bag ved dem får endelig publikum lov til at bevæge sig i en bred strøm gennem salen og strække hals for at se majestæterne spise eller drikke. Om det sidste underrettes alle i salen ved mundskænkens råben: kongen ønsker at drikke! Til blot at skænke kongen et glas vin og vand fordres der opvartning af fire kavalerer, så middagsparaden fordrer et lige så stort apparat som morgenparaden. Men det er ikke andet end et skuespil, opført i den store sal af kongen og dronningen; den sidste drikker måske et glas vand og spiser en kage, den første derimod lader med sin gode appetit retterne vederfares mere retfærdighed. I salen ved siden af opføre prinserne og prinsesserne af blodet nøjagtig den selv samme forestilling for bagefter at spise rigtig til middag. »Hvor jeg beklager kongen!« skrev i 1788 en adelsmand, som havde overværet dette skuespil, »at han må finde sig i at være midtpunktet i en så barnagtig ceremoni.« Det samme var Frederik den Stores opfattelse. »Du gode gud!« udbrød han ved at læse ceremoniellet for det franske hof, »det første jeg ville gøre, hvis jeg var konge i Frankrig, skulle være at udnævne en konge til for at gøre alt dette i mit sted«.

Med den udstykning af arbejdet, som den strenge etikette foreskrev - f.eks. bestemte personer til at binde kongens halsdug, andre til at give ham sko på, andre til at dække bord for ham osv., fordredes der en umådelig stab af opvartende herrer. I køkkenet findes der 380 kokke, spidvendere, stegedryppere osv. og 103 opvartere. Kongens og hans søstres taffel koster godt og vel 3 1/2 millioner. Hans verdslige sangkor består af 128 sangere, i biblioteket er 43 personer beskæftigede; hans medicinske afdeling omfatter 48 personer fra læger og kirurger til ligtorneoperatører. Hans staldpersonale beløber sig til omtrent 1500 mennesker, hvis udgift årlig koster over en halv million. Alene udgifterne til stalden når i 1787 op til en sum af 6,200,000 frcs. Alt i alt kostede Ludvig XVIs husholdning i begyndelsen af hans regering statskassen årlig 40-45 millioner frcs., og efter forskellige indskrænkninger i 1789 10 millioner mindre. Hans husstand tæller 9000-10000 militære, som bevogter ham og paraderer for ham, og 4000 civile hofmænd og tjenere, som besørger hans daglige opvartning. Dronningen opvartes dog kun af 486, kongens svigerinder, grevinden af Provence af 256. Grevinden af Artois af 239. Men da der skal indrettes en husstand for hans fire uger gamle datter, bliver der til at forrette den allernødvendigste tjeneste hos den lille prinsesse, til trods for at dronningen ønsker at undgå al overflødighed og holde alt borte, som kunne vække stolthed hos barnet, dog ansat 80 personer. Med tjenere og tjeneres tjenere løber antallet af den hele civile betjening for det kongelige hus op til omtrent 6000 mennesker. Selv de ringere bestillinger ved hoffet indtoges af adelige. De måtte lade deres stamtræ undersøge af de kongelige genealoger, der var slægtskyndige, og som iøvrigt ikke var uimodtagelige for bestikkelser, thi får at få et »arbejde« ved hoffet, måtte de adelige få uomstødelig godtgjort, at deres adel gik mindst tilbage til det herrens år 1560. Men de, der ville være i kongens umiddelbare nærhed, spadsere med ham, køre i vogn med ham, måtte tilbage til 1400. Ikke blot kammertjenere, pager, underordnede stald- og jagtbetjente var af gammel adel, men endog de menige soldater af livvagten og garden. Når de så havde paraderet og hver for sig udført sin ubetydelige forretning ved de daglige ceremonier, måtte de i salene - thi dette tjenerskab var et kongeligt tjenerskab og var fornemme herrer overfor alle andre end de kongelige personer - i selskab med hoffets damer og højeste embedsmænd udfolde al deres belevenhed, galanteri og artighed i det yndefulde, fast formede og afslebne franske sprog.

Men i øvrigt undså ingen - selv ikke de rigeste og højst stillede - sig for at gøre sig sit embede så indbringende som muligt. Allerede Ludvig XV udtalte, at der blev stjålet umådeligt i hans husholdning, men det var ham umuligt at forhindre det. Den kop bouillon, som den toårige kronprins i reglen fik én gang om dagen, stod bogført for mere end 5000 frcs. om året. Kammerfruernes kaffe til frokost med brød kostede for hver enkelt 2000 frcs. om året. Kongens nøjsomme søster, madame Elisabeth, spiser ifølge regningerne for 30,000 frcs. fisk, for 70,000 frcs. kød og brænder for 60,000 frcs. lys! Alt kan der tjenes på, og der var i Versailles mange små bagtrapper, ad hvilke lys, fødevarer, silkebånd, skotøj og meget andet kunne bringes ud i byen og gøres i penge. Og på denne måde kunne kongens regning hos vinhandleren i 1778 uden tryllekunster løbe op til 800,000 frcs., og hans regning hos vildthandleren i samme år til 3,500,000 livres. På den måde blev selv de ringeste tjenerbestillinger ved hoffet såre indbringende, og de højere embedsmænd havde derfor lavet sig en god lille biindtægt ved at sælge dem. Prisen vekslede efter det, som de kunne kaste af sig, mellem 30,000 og 100,000 frcs. pr. embede. Mesterkokken tjente ved siden af sin gage 84,000 francs. Dronningens kammerfrue, der er lønnet med 12,000 frcs., skaffer sig en årlig ekstraindtægt af 50,000 frcs. ved at sælge såkaldte nedbrændte vokslys. Ved et eneste fyrværkeri tjener hertugen at Gévres på salget af dertil benyttede træstilladser med mere, den smukke sum af 150,000 frcs. Jagtkaptajnen i Fontainebleau tjener årlig, ved siden af sin gage, 20,000 frcs. på salget af kaniner. Enkelte af disse berigelser får et særlig anstødeligt præg, som når en ministerfrue årlig får 12,000 frcs., der indvindes ved at knibe på galejslavernes brødrationer. Andre er kun et vidnesbyrd om kongelig gavmildhed, som når guvernanten hos de kongelige børn har drevet det op til 115,000 frcs. om året, idet hun til sin oprindelige løn får et tilskud for hvert tilkommende barn på 35,000 frcs. Og en virkelig kongelig løn får de to uniformerede herrer, som hver dag inspicerer og tømmer hs. majestæts natstol. De har hver 20,000 frcs. Også de gaver, som kongen tilstod sine hofmænd, vil kunne give en forestilling om fordelene ved at være knyttet til hoffet. Hr. de Rouillé, der føler sig tilsidesat ved ikke at have været med ved Wienerkongressen, trøster man ved at tilstå to rige damer af hans nærmeste familie 16,000 frcs. om året. Hertuginden af Chevreuse, hvis gemal har en årlig indtægt af 1/2 million, forærer man 8000 livres om året. Familien Polignac får 700,000 frcs., Huset Noailles 2 millioner. Selv efter at Ludvig XVI af sparsommelighedshensyn i 1780 havde foretaget »den store reform« i hofhusholdningen, beregnes der dog en sum på 600,000 frcs. til taffelpenge, dvs. middagsmad, for tre gamle prinsesser. I én eneste uge er der under denne konge udbetalt 128,000 livres i pengegaver til hofdamerne. Da Necker kom til roret, hvilede der på statskassen en årlig udgift af 28 millioner livres i pensioner. Mangfoldige embeder, der forlængst havde mistet al betydning, bestod endnu som rent titulære og var rigt lønnede. Guvernørerne, som ikke havde andet at gøre, end engang imellem at give en officiel middag, er lønnede med indtil 160,000 livres. Kommandantskaber, der blev oprettede i religionskrigenes tid, består endnu og kaster 16,000 frcs. af sig. Og hyppig samles flere gager på en og samme uvirksomme hånd. En afgået minister f.eks. havde ikke blot sin ministerpension på 20,000 frcs., men tillige en pension på 12,000 frcs. fra et tidligere embede; disse havde han fået lov til at beholde og fik yderligere af kongen 40,000 frcs. om året. Men den gavmilde konge tænker ikke på, at når han blot giver en hofmand 6000 livres i nådepenge, er det seks landsbyers under forbandelser og fortvivlelse inddrevne skat, som han skænker bort.

Ødselhed var tidens sikreste kendetegn på en fornem person, og som den største af alle var det kun naturligt, at kongen viste den største ødselhed. Ludvig XIV efterlod ved sin død en gæld på 3000 millioner frcs. Da Ludvig XIV begyndte at indføre større sparsommelighed ved hoffet, råbte man straks i ædel harme: fy, hvor borgerligt! At have rede på sin formuetilstand sømmer sig ikke for en adelsmand; hans gæld er et udtryk for hans fornemhed. Der er ikke tvivl om, at den kavaler, der står med en gæld på 2 mill. frcs., er anset for en dobbelt så fornem herre som den, der kun har en gæld på 1 mill. Der er dem, der for at vise deres ophøjethed, bogstavelig talt smider penge ud ad vinduet. Kun en borger, der tjener sine penge i sit ansigts sved, tænker på at bekymre sig om, hvor de bliver af igen. Ludvig XVI lod engang ærkebiskoppen Dillon tilkalde - thi man møder lige så hyppig den levelystne abbed eller biskop som den verdslige adelsmand ved hoffet, hvor skulle en åndrig kirkens mand med 800,000 frcs. om året kunne trække vejret ude i provinserne? - og spurgte ham: er det sandt, monseigneur, at de er i gæld, i meget betydelig gæld? Og kongen fik det karakteristiske svar: »Jeg ved det ikke. Deres majestæt! Jeg skal spørge min regnskabsfører og derefter tillade mig at underrette deres majestæt derom.« Og i adelens palæer, der skyder op i Versailles som aflæggere af slottet, i dens huse i byerne og på dens godser ude på landet efterlignes det ødsle liv ved hoffet. Greven af Chenonceaux taber på et besøg hos nogle venner en nat 700,000 frcs. i spil; en anden med over 1/2 mill. frcs. om året bygger og bygger, så han sidder i bundløs gæld. For at give en fest for dronningen med tilbørlig glans lader greven af Artois sit slot »Bagatelle« rive ned og opføre fra nyt, udstyret og møbleret på ny fra kælder til loft. 900 arbejdere var i beskæftigelse nat og dag i over otte måneder. I den fornemme verden er livet kun skabt til glæde, og intet fornuftigt menneske vil falde på at lade sin festlig klare himmel formørkes af så sorte skyer som ubehagelige regnskaber, der måske kunne true med tordenbrag og lynnedslag. Og skulle det gå galt en gang, så har man jo altid kongens nåde, dvs. statskassen, at forlade sig på. Thi til statens finansielle stilling tager man lige så lidt hensyn som til sin egen. Prinsen af Conti får 1 1/2 million for at klare sin gæld. For at hjælpe en falleret hofmand afkøber Ludvig XVI ham for 12 1/2 millioner de samme godser, som fornylig var blevet erhvervede for 4 millioner. Finansminister Calonne optog et statslån på 100 millioner. En fjerdedel gik fra i omkostninger, resten blev borte ved hoffet. En af kongens brødre skal have fået 56 millioner, en anden 15 millioner. Statskassen er altså uudtømmelig. Og skulle der være enkelte, som i et eller andet ledigt øjeblik kom til at tænke på, hvordan det skulle gå i længden, så har de sikkert sagt ligesom Ludvig XV i en lignende situation: Det holder nok i vor tid - »efter os kommer syndfloden.«

Stråleglansen fra hoffet havde dog ikke blændet alle. Allerede kort efter Ludvig XVIs død havde enkelte alvorlige mænd haft øje for ulykkerne ved hans regeringssystem og for farerne ved denne letsindige ødslen ved hoffet, medens den store del af befolkningen levede i den yderste nød. Masillon, en hofpræst, der vovede at sige sin mening, kaldte Ludvig XVIs hæder og storhed for en giftig byld, der kun udbredte smitte og fordærvelse, og i 1781 skriver den gamle grev Mirabeau: Adelen fornedrer sig ved hoftjeneste og går til grunde. - Hoffet! udbryder den ædle Dargenson, i dette ord ligger al vor fortræd - hoffet er nationens grav. Det var ikke blot ødselheden ved hoffet, som fremkaldte sådanne udtryk, det var fuldt ud så meget den i livets alvorlige situationer skæbnesvangre forlystelsessyge og blødagtighed, den uvanthed med alt virkeligt arbejde, der fra hoffet bredte sig i hovedstad og provinser til alle, som ville regnes med til det gode selskab. Udelukkede fra statens arbejde og offentlige anliggender og altfor ophøjede til at give sig af med privatlivets forretninger havde de toneangivende kredse kun én beskæftigelse, at more sig. Og livet var for dem en stor fest. Det var dette udsøgte, elegante, åndrige og nydelsesrige franske selskabsliv, der blændede samtiden og som en uimodståelig magnet trak fyrster og adelsmænd fra alle Europas egne til det franske hof eller den franske hovedstad for dér at lære god tone og belevenhed. Selv de stærkeste menneskelige følelser bliver afstumpede, og evnen til at føle dybt og kraftigt forsvinder i denne salonverden; thi høfligheden tillader ikke følelsernes forløb i en naturlig, varm form. Selskabslivets strålende og smilende overflade må ikke forstyrres af stærke udbrud af lidenskaberne; de forflygtiges derfor på alle områder til elegant og galant lefleri. At være forelsket, var i al almindelighed en tåbelighed, var det i ens egen hustru, var det rent ud latterligt. At tage sig af sine børns opdragelse har man hverken tid eller lyst til. Det kan tjenerskabet besørge, og endelig han danselæreren fuldende den, det gør han bedre end nogen anden. En elegant hilsen, en smuk armbevægelse opvejer de største moralske mangler.

Intet forstyrrer denne salonverdens harmoniske ro og smilende fred. Trænger også en enkelt gang efterretningen om en national ulykke, et tabt slag eller en adelmands fallit sig indenfor de yppige kabinetter, så er man ikke langt fra at hilse en sådan efterretning med glæde, thi den giver anledning til åndrigheder og vittigheder…selv i det gærende forår 1789 fortæller den engelske rejsende, Arthur Young. »Der hersker en aldeles eksempelløs ligegladhed og tåbelighed ved hoffet; der udfordredes i øjeblikket den største energi, men kongen tilbringer tiden med at gå på jagt, uagtet hans krone står på spil.« I overensstemmelse med dette udsagn af en fremmed står optegnelserne i Ludvig XVIs egenhændige dagbog; for d. 14. juli, den dag Bastillen faldt, har landets konge den korte tilføjelse: »Intet passeret«. For d. 4 august, natten efter at hele det gamle samfund var styrtet i støvet ved vedtagelsen af »menneskerettighederne«, bærer dagbogen følgende optegnelse: »På jagt i Marly; skød en hjort; frem og tilbage til hest.« Men denne lange fjernelse fra det virkelige liv medførte, at de højere kredse i Frankrig blev ganske fremmede for dette. De så stadig livet fra vinduerne i deres egne saloner, hvor alt var kunstlet, lavet, arrangeret, lige fra dragt og bevægelser til tanker og følelser. »Det er så sjældent, at man kommer til at stå over for noget rent naturligt« fortæller en hofkavaler, »at jeg ofte, når jeg kommer fra Versailles, bliver stående på gaden for at betragte en hund, som gnaver et ben.« Den, som hele sit liv igennem kun har haft den lette, elegante kårde i hånden, er ikke skikket til at slås drabeligt med den tunge huggert, hvis sceneriet en dag skifter, og han kommer til at stå overfor folk, der hverken kender eller respekterer hans yndefulde fægtekunst. Når en skønne dag salonernes og boudoirernes døre slås ind, og det ubarmhjertige grå dagslys falder ind over det kunstig oplyste, pragtfulde rums sminkede og pudrede herrer og damer i deres strålende dragter, medens det vilde folkehav brøler udenfor, så er der måske mod nok til at vove en dyst, men der er ingen kraft i musklerne, ingen torden i stemmen, intet kendskab til de ord og tanker, som bevæger sig hos dem derude. Det kan måske blive nødvendigt at slås på næverne for at skaffe sig udvej, og til en sådan råhed bekvemmer man sig ikke. Nej, så hellere sætte sit tilvante elskværdige smil op og sige med et buk: som det behager dem, mine herrer, - selv om også de stærke mænd derude brøler: på lygtepælen med dem, de adelshunde!

Der var imidlertid det ejendommelige forhold tilstede, at adelen ikke blot var ganske ude af stand til at optage en kamp for sin plads i tilværelsen og for de interesser, som det var dens naturlige opgave at værne, men at den tillige selv hjalp til at smede de våben, som skulle fælde den. Kvintessensen i selskabslivet - og selskabslivet var overalt i Frankrig formet efter hoflivet - var den elegante, åndrige konversation. At konversere, siger Taine, er franskmandens højeste nydelse; intet tiltaler ham som denne åndelige gymnastik, hvor han i selskab med fint dannede, pyntede og koketterende medmennesker udfolder al sin elegance og behændighed, og giver sine åndrige tanker luft. Afsondret fra lejlighed til dåd, uvant med at handle, var der så meget mere anledning til at svælge i ord. Intet frembød sig naturligere til omtale end regeringen og dens handlinger. Og jo fjernere man stod det offentlige liv, jo mindre man var bunden af den tunge virkeligheds fordringer, des friere og lettere kunne man udtale sig. Oppositionslysten, der var holdt nede under Ludvig XIVs jernscepter, begynder atter at vise sig, hyppig farvet af ægte fransk lyst til at spotte og latterliggøre. Enhver satire på regeringens foranstaltninger kunne være sikker på at blive hilset med glæde af alle de diskuterende lediggængere, som fyldte salonerne, og hvoraf næppe én vidste besked med de virkelige forhold. Og et angreb på religion og kirke kunne kun være velkomment hos en klasse mennesker, for hvem religionens og kirkens fordringer stod som de eneste truende skygger midt i deres verdslige og yppige liv. Det var kun naturligt, at denne forfinede, nyhedslystne salonverden, der i sin ørkesløshed først og fremmest greb efter alt nyt, efter enhver afveksling, begærlig styrtede sig over det nye åndelige stof, som ved århundredets midte blev tilført den gennem populariseringen af de store, i Frankrig hidtil ukendte naturvidenskabelige resultater, som forskningen andetsteds var nået til.

Med englænderen Newtons store opdagelser af tyngdeloven var menneskeheden trådt ud af middelalderens drømmeverden og for første gang stillet ansigt til ansigt med naturen selv, med dens evig regelbundne lovmæssighed. Dette var et brud, ikke blot med middelalderens fantastiske naturopfattelse, men med alt i kirke og stat bestående, som endnu hvilede på middelalderlige indretninger, thi det forandrede ganske menneskets stilling i naturen og historien. At den menneskelige tanke formåede at trænge ind i universets uendelige rum, at man sikkert og bestemt var istand til at overføre de samme love, der gjaldt for jorden, på de fjerne kloders vandring gennem rummet, virkede på én gang både lokkende og begejstrende. Og i den opblussende begejstring troede man ingen grænser af finde for den videnskabelige forsken. Alt, hvad der ikke kunne stå for et mere eller mindre videnskabeligt bevis, blev stormet over ende.

I England, hjemstedet for disse oprørske ideer, der forkastede al åbenbaringstro og ikke anerkendte nogen anden autoritet end erfaringen, havde stats- og samfundsliv for længe siden antaget mere tidssvarende former; i Frankrig derimod stod hele det middelalderlige system i fuld kraft endnu og spærrede som en jernmur for al udvikling, for alt fremskridt. At sprænge denne jernmur var oplysningsfilosofiens første opgave. Voltaire og Diderot i spidsen for »encyclopædisterne« var dens kampbegejstrede hær og selve »Encyclopædien«, det første belærende konversationsleksikon, dens frygtelige krigsmaskine. De nye ideer havde i deres hjemlands, Englands tunge sprog, belastede med et videnskabeligt apparat, kun været forskernes og tænkernes ejendom og været genstand for stille og fredelige timers arbejde; nu blev de på en gang til skarpe våben; og samtidig blev de - ved deres brogede mangfoldighed, der frydede de nyhedslystne, elegante damers og herrers sind - den højeste mode. Serveret på en pikant og åndfuld måde, stundom meget overfladisk men altid afgørende, i det af den fine verden anerkendte franske sprog, blev de nye tanker tilgængelige for alle og enhver, i den lærde som i den ulærde verden. »Encyclopædien«, var det litterære arsenal, hvor alle de nye anskuelser blev ophobet, alle angrebene, åbenbare eller skjulte, blev tilspidset; og den modtagelse, dette berømte værk fik, viser bedre end noget andet den iver, med hvilken samtiden forslugte sig på den moderne viden, der ikke altid var så sikker, som dens talsmænd ville give det udseende af. De to første bind, som udkom i 1751 og i 1752, bragte straks gejstligheden i harnisk, og der indtrådte derfor en standsning; men regeringen, der var i strid med gejstligheden, lod blot de to bind beslaglægge, hvilket kun bevirkede, at de, til trods for den høje pris, blev så meget mere udbredte, og den forbød ikke blot ikke værkets fortsættelse, men ydede endog pengeunderstøttelse dertil. De næste bind kunne pynte sig med kongens bifald og privilegium. Syvende bind, som udkom i 1757, vakte imidlertid atter en umådelig storm, forlæggeren fik en dom, og i 1759 blev ved en kgl. resolution privilegiet ophævet og salget forbudt, »da den nytte, som måske deraf kunne flyde med hensyn til kunst og videnskab, ikke står i noget forhold til den skade, som religion og sædelighed lider«. Men stadig blev den smuglet ind overalt - selv ved hoffet og med kongens vidende og vilje; i 1766 udkom endelig de ti sidste bind. Første oplag af det kostbare og omfangsrige værk var på tredive tusinde eksemplarer og blev revet bort med det samme. Otte år senere forelå den allerede i fire oversættelser.

Encyclopædisternes arbejde var først og fremmest et nedrivningsarbejde, deres virksomste middel var latterliggørelse af alt det bestående. Og ingen var en mester i at anvende den bidende vittighed, den spottende latter, som Voltaire. Trods sit beundringsværdige arbejde i humanitetens tjeneste rammes dog han i første række af beskyldningen for åndrig ondskab og skadefro spottelyst. Han formåede kun at rive ned, ikke at bygge op. Den mand, der banede vej for fremtiden, var Jean Jacques Rousseau, det læskende, sprudlende kildevæld i den franske åndskulturs golde ørken. Det var noget nyt og ukendt at høre en mand, med front både mod det bestående og mod oppositionen, i lidenskabelige, overbevisende ord fordre anerkendelse for hjertets ret, den naturlige følelse respekteret og udtale sin væmmelse ved samtidens kunstlede, forhutlede liv. En sådan originalitet og dristighed som den, hvormed Jean Jacques Rousseau brød staven over den lovpriste kultur, var noget aldeles nyt. Det var en fuldstændig venden op og ned på det hele samfund, men fremført med en veltalenhed, en logisk klarhed og en genialitet, som blændede og henlev samtiden. Over for den fine verdens fordærvede liv priste han de huslige dyder, over for salonernes usunde luft den landlige idyl, over for blødagtigheden og yppigheden den mandige energi; det beståendes historiske ret benægter han og opstiller derimod naturretten, over for menneskenes indbyrdes klasseinddeling den fuldstændige lighed, og endelig sætter han mod den kongelige absolutisme folkets enevælde.

Rousseaus skrifter, særlig hans afhandling om »Uligheden«, hans »Samfundsoverenskomst« og »Emil« øvede en ganske overordentlig indflydelse på samtiden og, forandrede i løbet af kort tid i en forbavsende grad dens udseende. Var det før mode at le, så blev det nu mode at græde. Man måtte først og fremmest vise, at man havde hjerte, kunne blive begejstret, falde i henrykkelse, ja i besvimelse. De naturlige dyder kommer atter til ære; man tør elske sin hustru uden at blive latterlig; mødrene begynder selv at amme deres børn, manden er øm fader over for dem og tager sig af deres opdragelse, velvillig over for sine undergivne og hjælpsom over for sine bønder. Men disse lærte man i virkeligheden nu lige så lidt at kende som tidligere. Før så man dem i salonernes hyrdestil; nu optræder de i rousseausk belysning som nøjsomme, brave og ufordærvede naturmennesker. Det var ikke længere hofkavalererne, der spillede hovedrollen i det selskabelige liv. Nu var det litteraturens stormænd, hvis navne var på alles læber. Deres indbyrdes forhold, striden mellem Diderot, Voltaire og Rousseau vakte interesse overalt, selv i de fornemste kredse. »Min gud!« udbrød en dag hertugen af Castrie, »alle vegne, hvor jeg kommer, hører jeg kun tale om denne Rousseau og denne Diderot. Kan man begribe sligt? Folk, som ingenting er…som bor på fjerde sal!«

Ja, det var netop sagen, at en mængde mennesker, som ingen tidligere havde tænkt på at henregne til det gode selskab, begyndte at gøre sig gældende. Det var borgerstanden, som - til trods for at alle gamle indskrænkninger bestod endnu - havde udviklet sig og ganske skiftet karakter. Det var ikke længere som tidligere nøjsomme småkårs folk, der passede deres værksted og deres krambod, lod statssager være statssager og sjældent vendte deres tanker bort fra dagens gerning, i alt fald aldrig længere end til laugts og måske byens affærer. Deres beskedne dagværk havde afspejlet sig i deres beskedne dragt, deres jævne borgerlige tanker og forestillinger, i deres jævne ord og nærmest ydmyge lader. Men i begyndelsen af det 18 århundrede vågner der en stærk foretagsomhedsånd hos borgerstanden, og både i handel og industri foregår der et mægtigt opsving. Den franske søhandel udvikler sig langt hurtigere end selv den engelske, og Bordeaux regnes i 1780 selv af englændere for en større og rigere handelsby end nogen by i England med undtagelse af London. Velstanden vokser, livsfornødenhederne bliver større og større. Der er mindre rigdom hos de fornemme end før, men større hos middelstanden, og dette har bidraget til at formindske forskellen mellem folk. Med andre ord, den dannede borgerstand er i rigdom kommet på højde med adelen, i arbejdsdygtighed og energi har den langt overfløjet den.

Men adelens forrettigheder vedbliver dog uforandret at bestå. Adelen, der i regel var venlig og forekommende mod bønderne, var overmodig og stolt overfor borgerne. Og, efterhånden som den mere og mere mister virkelig ret til at bestå som privilegeret stand, klamrer den sig med så meget større iver til det eneste, der giver den betydning, - sin adelige titel og navn. Den besværger Ludvig XVI at drage skellet endnu stærkere mellem adelen og borgerstanden end før, og Ludvig giver efter. I 1774 havde Frankrig et voksende underskud på 80 mill. og en statsgæld, hvor renten beløb sig til 106 mill. frcs. Nu blev Necker sat i spidsen for at styre udgifterne, og han var populær, fordi der ikke blev indført flere skatter i forbindelse med udgifterne til den nordamerikanske frihedskrig (1788-83), der beløb sig til 1200 mill. frcs. Men Necher gjorde den fejl, at han offentliggjorde finansernes stilling, og derved ved han ganske upopulær ved hoffet, og i maj 1781 kunne han indgive sin afstedsbegæring, og Calonne fra hofpartiet overtog styrelsen af finanserne. I løbet af 3 år havde han lånt 800 mill., og kongen selv forsatte med at ødsle løs, opkøbe slolte, og uddele gaver og nådespenge som ingensinde før. Men nu kunne de ikke mere få kredit nogen steder, og så kun den udvej at privilegierne måtte afskaffes. I februar 1787 blev rigets 124 stormænd (notabler) indkaldt til et møde (Notabilitetsforsamlingen), for at vurdere hvad de kunne gøre ved den financielle elendighed. Der var et underskud på 125 mill. livres, og bankerotten var på vej. I maj foreslog Brienne overfor Pariser-parlamentet, der var et levn fra middelalderen, at man skulle lægge en skat på al jord, ligesom skattefriheden for adelen skulle afskaffes. Men det mente Pariser-parlamentet ikke var muligt. Hertugen af Orleans protestere overfor Brienne, og sagde at fremgangsmåden var ulovlig. Han blev forvist fra Paris og hans venner blev arresteret. Hofpartiet ville ikke forsone sig med Pariser-parlamentet, og senere med stænderforsamlingen, og som mente, at modstanden burde slås ned med magt. Man vidste, at greven af Artois i denne sag var dronningens politiske rådgiver, og deres sindelag mod parlamentet var tilstrækkelig bekendt for medlemmerne gennem dronningens spottende øgenavne og prinsens overmodige optræden. »Hvis jeg var i kongens sted,« havde han bl.a. sagt, »skulle jeg snart komme ud af alle vanskeligheder med for 10 frcs. tov til de herrer!«

De voldsomme forholdsregler med forvisning og arrest ved de berygtede lettres de cachet (arrestordrer) blev da også i parlamentets forhandlinger i tilslørede, men ikke desmindre tydelige udtryk tilskrevet dronningens indflydelse. Og dette blev i endnu højere grad tilfældet, da kongen endelig besluttede sig til ganske at frigøre sig for parlamentet, der bestandig hæmmede regeringens frie bevægelser, og i maj 1788 pludselig ophævede det og lod flere parlamentsmedlemmer fængsle eller forvise. Budskabet om parlamentets opløsning og forvisning vakte overalt den største forbitrelse. I reglen nøjedes man med at give sin harme luft i ord, enkelte steder gik man over til voldsomheder, men kun på ét sted, i provinsen Dauphiné, slog forbitrelsen ud i åbent oprør. Og samtidig med at opstanden i Dauphiné gjorde regeringens svaghed indlysende for alle, tjente begivenhederne her til eksempel og rettesnor for alle landets provinser under det forestående nye og ukendte politiske arbejde: dvs. rigsstændernes sammensætning og valgene dertil. Thi stændernes sammenkaldelse, der først havde været lovet til juli 1792, dernæst til januar 1791, blev nu endelig bestemt til 1789. Dette sidste var en følge af rejsningen i Dauphiné. Den havde vakt en sådan begejstring rundt om i landet, at Ludvig XVI med rette frygtede, at anvendelsen af våbenmagt kun vil gøre ondt værre. Han ville gøre alt for at undgå en borgerkrig og gav derfor efter, bævede d. 8. august majloven om parlamentets opløsning og udstedte samme dag en forordning om rigsstændernes sammentræden. D. 25. august måtte dernæst Brienne træde af som minister efter otte dage i forvejen at have erklæret, at staten foreløbig måtte indstille sine betalinger. For at trække denne uhyggelige åbenbarelse ud så længe som muligt havde han ikke skyet at lægge hånd på hospitals og andre godgørende stiftelsers midler eller på de summer, som var kommet ind ved offentlig indsamling for at lindre den uhyre nød, der rundt om i landet var forårsaget af haglnedslag. Ved hans afgang var der kun en beholdning af 400,000 frcs. i statskassen, af hvilke den værdige prælat, der blev udnævnt til kardinal og ærkebiskop i Sens, tog halvdelen til sig som pension. Han gik »og tog en nations forbandelser med sig.« Endelig rygtedes det under almindelig jubel, at Necker d. 27. august var blevet kaldt tilbage. Kongen havde - for at bøde på misstemningen overfor dronningen - overdraget hende at anmode den af alle ventede frelser i nøden om atter at overtage ledelsen af finansvæsenet.

Høsten i 1788 var på mange steder blevet ødelagt af voldsomme hagelbyger, der havde pisket sæden af på roden, - nu kom i 1788-89 en vinter så hård som ingen siden 1709. D. 26. november var Seinen tillagt, så man kunne færdes overalt på isen med heste og vogne. Kort efter fryser floderne Loire, Garonne og Rhone til. I Provence går oliventræerne til grunde på grund af kulde, og Marseilles samt Brests og Calais havne er stoppede af is, og al sejlads er standset. Nytårsnat 1789 frøs det i Paris 22,5 grad celsius, og vand var kun at få mod betaling, 6 sous for et par spande. Folk dør af kulde, og folk dør af sult. Der er måske endnu korn at få til høje priser, men melet er sluppet op. Vejrmøllerne arbejder langsomt og kan langtfra tilfredsstille behovet, vandmøllerne kan ikke gå, først på grund af frosten, siden på grund af isgangen. Og samtidig er floderne, de almindelige færdselsveje, spærrede af samme årsager. Isgangen begynder på Loire d. 13. januar. Her, ligesom på Rhone og Saone, omstyrter den broerne, gennembryder digerne og fremkalder oversvømmelser over store strækninger. Møller, fabrikker og transportskibe i mængde bliver ødelagt. Men det værste af alt er, at regeringen, som frygter for følgerne af en dyrtid i Paris, af al magt søger at proviantere hovedstaden og armeen på provinsernes bekostning.

Ude på landet så den udsultede befolkning, at det ene læs efter det andet af det dyrebare korn lige for dens næse førtes fra magasinerne ind til Paris af statens opkøbere. Regeringens anstrengelser for at lindre den uhyre nød ude i provinserne forslog, trods store ofre fra statens side, intet overfor millioner af menneskers sult. Det var som dråber i havet. Mistænksomheden vågner, og det gamle rygte, at regeringen vil sulte befolkningen ihjel, dukkede atter op. Ludvig XVI og Necker havde vel den bedste vilje til at råde bod på ulykkerne, men de kunne dog ikke forhindre, at de mænd, som de måtte benytte sig af som mellemhandlere, svigtede deres tillid og for egen fordels skyld tillod sig de største uretfærdigheder overfor den ulykkelige befolkning. Og regeringen selv havde ikke altid været indblæst af menneskekærhghedens ånde. Kong Ludvig XV var i egen person storaktionær i et selskab, der drev den smukke forretning at opkøbe korn i massevis i gode tider og sælge det igen til ublu priser, når der indtraf dårlige år, og brødmanglen blev følelig. Alle, som gav sig af med korhandel engros, var derfor til det yderste forhadte af folket og gik under navnet »kornpugere«. Da revolutionen brød løs, var sådanne mænds liv ikke meget værd, hvad enten de havde tjent selskaber som det nævnte, eller blot som Foulon og hans svigersøn Bertier de Sauvigny - et par af revolutionens første ofre - havde tjent regeringens planer til at proviantere armeen og Paris. Thi i begge tilfælde måtte menigmand se på, at der - medens hans tarme skreg af sult - på regeringens foranstaltning eller med dens billigelse ophobedes masser af korn, som unddroges ham. Årsagerne dertil lå over hans forstand, men det vakte hans dybeste had og forbitrelse. Under al denne demoralisation og elendighed uddannedes forbrydere i massevis, og tre næringsveje står i det skønneste flor: smuglernes, krybskytternes og røveres. De sidste har i reglen fået deres uddannelse hos de to første. Smuglerbander på 80-100 mand fører en stadig og lønnende kamp med toldvæsenet på Frankrigs indre toldgrænser, der tilsammen har en længde af 1200 mil, og derfor fordrer en overordentlig stor bevogtning. Krybskytterne dannede fuldstændige militært organiserede korps på halvhundrede mand, der lever deres eget liv i skovene og ikke er bange for at tage en kamp op med myndighederne. Landevejsrøverne i lige måde.

Der er ved århundredets midte den berømte Mandrin, som med sin trop på tresindstyve mand opsnapper toldembedsmændene på store strækninger, medens han udfører sine smuglerbedrifter, bortfører alt af værdi i kontorerne og slipper kun sine fanger fri mod gode løsepenge. Han gør et togt på ét år ind i Haute-Bourgogne, drager i den tid uden modstand ind i 27 byer, åbner fængslerne og sælger sit røvede og indsmuglede gods. Han bliver først fanget, da der sendes en styrke ud imod ham på 2000 mand, og han fanges endda kun ved forræderi. I 1782 er sagen mod Hulin for domstolene. Han har i 10 år plyndret og hærget alle vegne med en bande på 200 mand. Kort før revolutionen anslås antallet af vagabonder og røvere i Frankrig - tiggernes uhyre skare ikke medregnet - til 10000 mand, en frygtelig hær under urolige tider, hvor myndighederne er magtesløse og mængden let at ophidse; thi alle disse folk er vant til savn og anstrengelser, udholdende, hårdføre, rede til en desperat kamp og endelig øvede i brugen af våben og mange af dem i besiddelse af bøsse, kugler og krudt.

Men bonden var uvidende og overtroisk som midt i middelalderens dybeste barbari. Uvidenhed og overtro har i nyere tider altid stået i ligefremt forhold til klostrenes antal i et land, og Frankrig havde ved revolutionens udbrud flere klostre end selv Italien. Kirken sad inde med en magt og benyttede den på en måde, der minder om Inkvisitionens allermørkeste dage. I 1766 dømtes to ganske unge mennesker, de la Barre og dÉtallonde, til at radbrækkes levende, tungen at udrives af halsen, højre hånd at afhugges og dernæst begge at brændes på bål - for den brøde ikke at have blottet hovederne for en religiøs procession! Den sidste undslap ved flugt, men på den første fuldbyrdedes dødsdommen i al sin middelalderlige grusomhed. - på mangfoldige steder dækkede bonden endnu natten før allehelgens dag bord for de døde, i den sikre tro, at gengangerne kom og gjorde sig til gode på deres gamle bosted. Under Ludvig XV blev der i nogle egne foretaget en klapjagt på en del vagabonder, ved hvilken lejlighed nogle børn fra en landsby ved en fejltagelse blev optagne og førte bort med de fangne. Og straks hed det sig, at de skulle føres til Versailles og slagtes, thi kongen skulle for sin sundheds skyld bruge blodbade. En stakkels politibetjent, der havde den ulykke at høre med til et af de udkommanderede korps, blev overfaldet af landsbyens rasende kvinder og stenet ihjel. Man lod ham ikke en gang få tid til at skrifte - »sådan en slyngel er der ingen plads til i paradis!«

Men den store masse af befolkningen står uden ledere og uden førere og en del foretrækker at lade sig føre af smuglerne eller af røverne fra landevejene. Dem er man godt kendt med, i alle deres kampe med myndighederne har de almuens sympati; thi almuen ser selv en fjende i de samme myndigheder og er måske, når det kommer til stykket, endog en smule stolt af disse deres nære frænder og venner, smuglerne eller af røverne fra landevejene. Og i de senere år har almuen tillige fået en følelse af, at myndighederne ikke er så stærke som i gamle dage.

Den så længe mishandlede og forkuede befolknings altid vågne mistænksomhed skærpes overfor alt nyt og usædvanligt. Alt ukendt synes at rumme en fare,- man er kun vant til ulykker og fortræd. Da der i 1787 blev tale om en stænderforsamling, hed det sig straks: det er kun for at presse flere penge ud af lommen på os! Men da i 1789 valgene til rigsstænderne skulle til at begynde, havde tankerne fået en anden retning. Det vidunderligste af alt viste sig virkelig at være sket: kongen ville selv tage sig af de fortrykte. Det stod tydelig at læse i reglementet for valgene, »at hans majestæt havde udtalt det ønske, at det skulle muliggøres alle hans undersåtter, selv i de fjerneste dele af hans rige, at fremføre deres ønsker og besværinger for ham.« Derfor skulle der i hver valgkreds føres en protokol, hvori alle klager og besværinger over de mange bestående uheldige forhold skulle indføres tillige med forslag til deres afskaffelse eller forbedring. Dette var omend en gammel så dog atter en uheldig foranstaltning af regeringen; thi lidelserne voksede ved at blive diskuterede på valgmøderne, og ulykkerne syntes større ved at blive fremstillede med klare ord og førte til protokols i et lidenskabeligt sprog. Den store befolknings elendighed blev den mere bevidst, og forventningen om at få den afhjulpen så meget desstørre. Den gode konge ville gøre noget for sine ulykkelige børn, - men hvad skulle der ske? Svaret lå ligefrem i fordoblingen af tredje stands medlemsantal. Dette blev af folket udlagt som, at tredje stand, den længe forhånede og uretfærdigt behandlede tredje stand, endelig blev stillet lige i alle forhold med de privilegerede stænder. Så bredte der sig ganske naturlig i enkelte provinser det rygte, at »den bedste af alle konger ville have, at alle mennesker skulle være lige, - nu skulle der hverken være biskopper eller herremænd, eller tiende eller hoveri, eller jagt og fiskerirettigheder, hverken adelig stand eller andre personlige udmærkelser; folket skulle være fri for alle skatter, og de to tidligere privilegerede stænder skulle fra nu af alene bære skattebyrden«. Men når den gode konge ville gøre så meget for sine stakkels undersåtter, så vil han da meget mere mætte dem, når de er sultne. Og befolkningen stoler trygt på, at den har kongens samstemning, når den hjælper sig selv til rette. I forårsmånederne 1789 udbryder der over trehundrede opstande rundt omkring i Frankrig. Kornmagasiner bliver plyndrede. Generalforpagternes pengeskabe tømte. Tiender og skatter nægtede. Toldbetjentene jagede bort - alt under råbet: Kongen leve! Og alt med den samme begrundelse: Kongen vil have det.

Da stændernes sammenkaldelse var blevet besluttet, havde regeringen tænkt sig Fontainebleau eller et andet af kongens slotte ude i provinserne som deres mødested. Men kongen havde selv holdt på, at de skulle træde sammen i Versailles, for at han uhindret kunne gå på jagt derfra. Dette meget underordnede hensyn til kongens hovedforlystelse fik en ganske uberegnelig og skæbnesvanger indflydelse på revolutionens gang, idet det gjorde stænderforsamlingen og kongefamilien til nabo med den nervøse og urolige hovedstad Paris. Paris havde i århundreder - men særlig fra Henrik IVs, Richelieus og Ludvig XIVs tid - været det åndelige midtpunkt for det franske rige. Alt, hvad der søgte at udmærke sig, drog til hovedstaden. Kun her kunne den unge mand, som stræbte frem i verden, hvad enten han var en håndens eller en åndens arbejder, få det præg, der hævede ham over det almindelige. Alt, hvad dygtighed og smag formåede at frembringe i alle retninger, hørte hjemme i Paris. Og her kunne prinser, adelsmænd og den velhavende borger finde fornøjelser og nydelser som intet andetsted i Europa. Hovedstadens befolkning stod i livlig intelligens højest af alle Frankrigs borgere, og følelsen af at være franskmand og af det fælles fædreland var vågen i Paris længe før end i provinserne. Lige fra det 14 århundrede havde pariserne vist sig let påvirkelige, og hovedstadens befolkning havde undertiden grebet ind i Frankrigs historie på en måde, der viste, at den var en faktor, man måtte regne med. Og både regeringen og dens modstandere havde ved forskellige lejligheder med held bejlet til de let opildnede pariseres gunst. Frie tanker havde altid fundet et hjemsted i Paris. Og ligesom under Ludvig XIV Frankrigs dygtigste, mest oplyste og mest velhavende borgere var protestanter, således sluttede under Ludvig XV parises velstående og fremragende borgerstand sig for en stor del til de tolerante, af romerkirken forkætrede jansenistiske anskuelser. Fra Paris var alle bidske angreb udgået imod regeringen i de sidste hundrede år, omend de af frygt for censuren blev trykt i udlandet, og som arnested for encyclopædien og for oplysningsfilosofien, som hjemsted for alle moder og den fineste smag blev Paris i lang tid ikke blot Frankrigs, men hele Europas hovedstad; dens adel, dens borgere, videnskabsmænd, kunstnere og håndværkere følte sig alle med stolthed som parisere. Men som modsætning til alt dette rummede Paris større fattigdom, dybere vankundighed og flere arbejdssky, lastefulde og elendige tilværelser end nogen anden stad i det franske rige. I 1789 havde byen omtrent 700,000 indbyggere, der boede meget sammentrængt. Byen begrænsedes af de nye opførte mure med deres porte og barrierer (acciseboder) i 1784. Paris havde endnu et meget gammeldags udseende. De fleste gader var krumme og mange steder så snævre, at der aldrig nåede en solstråle ned i dem; husene var på 5-6 etager, med høje, spidse tage og en mængde højt op ragende skorstene. Stenlagt fortov kendtes endnu ikke; de fleste gader var brolagte, med en afløbsrende i midten, men til trods for brolægningen fyldte med snavs og uhumskheder. Belysningen var kun sparsom og frembragtes af tranlygter, der hang i snore tværs over gaden, eller var anbragte på jernarme, der sprang frem fra hjørnehusenes mure. Selv i de fine gader, boulevarderne, St. Honoré, St. Denis, Montmartre, Dauphiné, de la Harpe osv. var det umuligt for velklædte folk at færdes til fods; det var kun enkelte steder, at dette lod sig gøre. Følgen var at det i Paris vrimlede med køretøjer og befordringer af alle slags, lige fra bærestolen og den endnu mere gammeldags tohjulede vogn til finere og mere moderne lejevogne, ja endog et slags omnibusser. I de fattige forstæder St. Antoine, mellem Hotel de Ville (rådhuset) og Bastillen, og ude i St. Marcel, i nærheden af det skrækkelige Bicétre, på én gang fængsel og hospital, og af La Salpétriére, det overfyldte, pestbefængte kvindefængsel, hvor de ulykkelige stuvedes sammen fire og fem i én seng, kom beboerne kun sjældent uden for deres bydel; dem kendte de fine gaders parisere ikke. De blev hjemme i deres huler; først da lidenskaberne brød løs, kom de frem og forfærdede alle ved deres udseende. Ordenspolitiet, det ældgamle vægterkorps, bestod af lidt over 1000 mand, til hest og til fods. De kunne måske nok gøre gavn overfor tiggere og fulde folk på gaderne, men hvad formåede de over for en folkerejsning? Garnisonen talte 3000 mand, den franske garde, næsten alle indfødte parisere, der ikke havde været uden for byens mure i de sidste 25 år; ved ægteskab eller familiebånd var de på det nøjeste knyttede til den borgerlige befolkning og til de underordnede officerer, som de alene havde noget at gøre med, thi de overordnede var naturligvis ved hoffet. Der var ikke synderlig stor udsigt til, at de skulle ville lade sig bruge mod deres bysbørn. Frygten for sulten bragte i foråret 1789 muligheden for oprør tilveje, og sulten selv gjorde kort efter muligheden til virkelighed. Sulten drev den fattige daglejer, med ørene endnu fulde af sine børns råb om brød, ud af sit hul, for at gå med bare hænder, måske væbnet med en kæp eller med gadens brosten, mod bajonetter og dragne klinger. Og det var atter sulten, der ude fra det åbne land tilførte ham tusinder og atter tusinder af lidelsesfæller, der dreves hjemmefra af mangel og nød og i den store by håbede at finde arbejde og mulighed for at tjene det daglige brød. Men de fandt kun almindelig standsning af forretningslivet - allerede i august 1788 var der i St. Antoine alene, over 20,000 arbejdsløse! - og en elendighed, der var langt større end den, de kom fra; de bidrog kun til at forøge de hungriges store skare med en hær af ophidsede, grådige og desperate mennesker, for hvem livet var så usselt, at døden næsten var en befrielse. Hvad under da, om de satte det på spil med fortvivlelsens mod! - selv om de bukkede under i kampen, var ulykken ikke så stor.

Da franskmændene vågnede nytårsmorgen 1789 ventede der dem en overraskelse. På alle gadehjørner var der opslået plakater, på hvilke der stod at læse med store bogstaver, at hans majestæt havde besluttet sig til at sammenkalde rigets stænder til sig i sit slot Versailles i april 1789, og at tredje stand skulle sende lige så mange deputerede som de to privilegerede stænder tilsammen. Hvorefter alle hans gode og tro undersåtter havde sig at rette. Rigsstænderne! Der lå noget af en trolddom alene i klangen af dette ord. Parlamentet, der aldrig tidligere, på grund af dets embedsmandsvigtighed, dets langsomhed i retsplejen og dets forsvar for privilegierne, havde kunnet glæde sig ved folkets gunst, fik på én gang aflad for alle sine synder, blot fordi det havde nævnt ordet rigsstænderne og fordret deres sammenkaldelse. Ingen vidste egentlig, hvad rigsstænderne var - de havde ikke været samlet siden 1614 - men alle var enige om, at de og de alene kunne frelse landet fra ødelæggelse. Og alle ventede sig noget af rigsstænderne. Adel og gejstlighed betragtede sig som de eneste rigets stænder, der kunne få noget at sige; tredje stand håbede - i følelsen af sin styrke og overlegenhed - at få nogen indflydelse på fordelingen af skattebyrden og på forvaltningen af landets penge; regeringen ventede at finde mere medgørlighed i stænderforsamlingen end i parlamentet, og dette stolede sikkert på, at rigsstænderne ville stå lige så fast over for regeringen, som herredagen havde stået. Kongen glædede sig til at få de finansielle vanskeligheder klaret og til at kunne lægge byrderne og ansvaret over på denne institution, som der blev råbt på fra alle kanter. Dronningen og hofpartiet endelig betragtede rigsstændernes sammenkaldelse som en topmålt latterlighed og lovede sig selv at berede tredje stand en sådan modtagelse, at den skulle blive klog på, hvad den var.

Omend Necker atter viste sit finanstalent ved påny at bringe penge i den tømte statskasse, viste han lige så tydelig sin mangel på statsmandsevner ved ganske at overse tredje stands styrke og sammenhold. Og denne var dog blevet ret iøjnefaldende ved provinsen Dauphinés åbenbare og sejrrige trods overfor regeringen. I stedet for at gribe tøjlerne og under den voksende uro selv bestemme udviklingens gang havde regeringen derimod med sin sædvanlige mangel på energi udstedt en opfordring til alle offentlige institutioner, særlig til lærde mænd og lærde selskaber, om at gennemstøve deres arkiver og optegnelser og oplede alt, hvad der kunne tjene til oplysning om rigsstænderne, deres dannelse, sammensætning og forretningsgang, hvilket altsammen var gået i glemmebogen i den lange tid, der var henrunden siden deres sidste sammenkaldelse i 1614. Det var regeringens mening, at disse oplysninger skulle tilstilles den, og at den selv ville nyde godt af dem; men dette blev fuldstændig misforstået, og under den umådelige interesse, hvormed rigsstændernes sammentræden blev imødeset, og de forhåbninger, som særlig tredje stand knyttede dertil, blev Frankrig i vinteren 1788-1789 oversvømmet af en syndflod af politiske småskrifter, hvis forfattere - hyppigst unge stuelærde, teoretiske politikere af alle stænder, af hvilke senere mange vandt sig et navn i revolutionen - i det voldsomste sprog fremsatte oplysningsfilosofiens radikale anskuelser. Det mest bekendte af disse småskrifter er abbed Sieyés berømte: »Hvad er tredje stand? Alt. - Hvad har den hidtil været i staten? Intet.« Dette og andre stridsskrifter blev trykt og omdelt på hertugen af Orleans bekostning.

Disse masser af politiske pjecer bidrog ikke så meget til regeringens oplysning i den ønskede retning som til i en hidtil ukendt grad at vække og interessere befolkningen for de politiske spørgsmål. Og først og fremmest blandt disse stod de tre stænders indbyrdes styrkeforhold på stænderforsamlingen. Parlamentet havde sat al sin vundne folkegunst over styr ved at erklære, at stænderne skulle mødes under de samme former som i 1614, dvs. i lige antal. Men dermed var de privilegerede stænders overmagt altid givet, og med Dauphinés sejrrige rejsning for øje fandt tredje stand sig endnu mindre end ellers beføjet til at rette sig efter så middelalderlige forhold, men fordrede med stigende styrke ikke blot, at tredje stand skulle sende lige så mange deputerede til stænderforsamlingen som de to andre stænder tilsammen, men også - som en naturlig følge deraf - at afstemningen skulle foregå efter medlemsantal og ikke efter stand, hvorved de to privilegerede stænder altid ville være i stand til at overstemme tredje stand.

I november 1788 var notablerne atter blevet sammenkaldte for at vejlede regeringen med hensyn til disse vigtige spørgsmål; men det havde vist sig, at de kun havde tanke for at værne om deres privilegier. Kun greven af Provence, det eneste af kongehusets medlemmer, der udmærkede sig ved virkeligt statsmandsblik, foreslog tredje stands fordobling. Alle ventede nu, at Necker ville sige det bestemmende ord, men han nøjedes med at udtale sig for tredje stands fordobling uden at berøre det afgørende spørgsmål: afstemning efter stand eller efter medlemstal. Og dog hørte der ikke stor statsmandskløgt til at indse - særlig med provinserne Bretagne og Franche-Comté for øje, hvor der i den anledning forefaldt blodige optrin mellem tredje stand og de privilegerede stænder - at der straks på stænderforsamlingen ville blive rejst strid om dette hovedpunkt, en strid, som måtte blive skæbnesvanger, og hvis følger ville være fuldstændig uberegnelige.

Men medens plakaterne med bekendtgørelsen af Necker´s afgørelse og senere med forskrifter for udøvelsen af valgene blev slået op i alle Frankrigs byer og landsbyer, begyndte det at se ilde ud for størsteparten af tredje stand. For alle de mange nemlig, som hverken havde forstand eller indsigt til at glæde sig over tredje stands fordobling på stænderforsamlingen eller til at frygte afstemning efter stand, som ikke kendte noget som helst til politik, men for hvem det kun gjaldt at skaffe den knappe føde til sig selv og sine og midler til at betale de forhadte afgifter med.

De store haglnedslag i juli 1788 havde tilintetgjort ethvert håb om en tilstrækkelig høst, og i marts-april 1789 begyndte manglen i byen. Man regner alt tidlig på året, at 120,000 personer er udsatte for at sulte ihjel, og at over det dobbelte antal kun med møje ved egen hjælp holder livet oppe. Hvad forslår den storartede hjælpsomhed, som udvises over for denne elendighed? Ærkebiskoppens 400,000 frcs., som han uddeler i milde gaver, de fornemme damers store indsamlinger - thi parises damer udfoldede ved siden af deres saloner, teatre og koncerter en storartet virksomhed, med dagligt, personligt arbejde i de fattiges interesse - eller den godgørenhed, som mangfoldige enkeltvis lagde for dagen for at lindre den herskende nød, ikke mindst den velstående brygger Santerre ude i forstaden St. Antoine. Hvad hjælper det, at regeringen, for at skaffe beskæftigelse, lader 12,000 mand daglig arbejde med at trille jord op på Montmartre? Nøden voksede dag for dag. »Enhver bagerbutik var belejret af en masse mennesker, til hvem man med ængstelig nøjagtighed uddelte brødet, som i reglen var klægt, sort og bittert og fremkaldte halsbetændelser og mavesygdomme.« Og for at få en ringe del af dette elendige brød må folk vente i mange timer og slås for at beholde deres plads i rækkerne. Hvem får tid til at gå på arbejde, når hele dagen går med til at søge at skaffe brød? Og hvem tænker ikke med fortvivlelsens angst på, hvordan det skal gå den dag i morgen?

Stænderne skulle efter bestemmelsen være trådt sammen d. 27. april. Men om morgenen red kongelige herolder rundt i gaderne og forkyndte under trompetskrald og fanfarer, at det havde behaget hans majestæt at udsætte åbningsmødet til d. 4. maj. Muligvis er denne udsættelse af de mistænksomme parisere blevet opfattet som, at man ville holde dem for nar, og at det slet ikke ville blive til noget med rigsstænderne, der først og fremmest skulle skaffe folket brød. Åh, der var naturligvis nogle skurke, der havde bildt den gode konge ind, at der ingen nød var på færde! Pludselig, uden at nogen ved hvorfra, dukkede det rygte op, at den rige Réveillon, der ude i St. Antoine boede så at sige dør om dør med elendigheden, på et valgmøde i distriktet St. Marguerite havde brugt den ytring, at en arbejder med kone og børn godt kunne leve af 15 sous om dagen. Havde man givet sig tid og spurgt sig for hos en af de 3-400 arbejdere, som han beskæftigede, ville man snart have forstået, at selvom han havde sagt noget sådant, handlede han dog ud fra en anden opfattelse; thi Réveillon, der havde arbejdet sig op fra små kår og kendte arbejdernes stilling så godt som nogen, betalte sine folk fra 25-50 sous om dagen og var ved siden deraf en meget godgørende mand. Men han var en rig mand og stod i forbindelse med hoffet! Hans udtalelse bredte sig og satte ondt blod; snart hed det sig, at han havde hånet det udpinte folk ved at erklære, at der ingen nød var. Han var en forræder, og der måtte tages hævn. Samme aften og næste morgen samledes der en skare på ca. 4000-5000 mennesker udenfor Réveillons hus, der i rette tid var blevet besat af en sikkerhedsvagt på 30 gardister, medens beboerne flygtede for at undgå folkets urimelige raseri. Sergenten vovede imidlertid ikke at lade soldaterne skyde på den fremstormende menneskemasse, der trængte dem tilbage, sprængte dørene og styrtede ind i det store og rigt udstyrede hus, spredende sig i værelserne, i haven, i fabrikkerne og oplagene, knusende og masende alt, hvad de traf på. Så snart man havde fundet vejen til vinkælderen, blev vildskaben endnu større; da endelig en betydelig deling af garden med møje havde banet sig vej gennem de menneskefyldte gader og begyndte at give ild, svarede oprørerne med en regn af sten fra alle nærliggende huses tage; først henimod aften, da en bataljon af schweizergarden rykkede frem med to kanoner, spredte masserne sig efter forinden at have søgt at stikke ild på huset. Réveillon selv - en repræsentant for den flittige, velstående franske borgerstand, - der med egne øjne havde set begyndelsen til ødelæggelsen, havde imidlertid fundet et sikkert tilflugtssted i despotiets endnu frygtede værn: Bastillen!

Ved midten af april begyndte de deputerede til rigsstænderne at samles i Versailles. De gejstlige og adelige herrer fandt sig snart til rette. De første dannede - trods den store kløft mellem den høje og den lavere gejstlighed - en sluttet stand og, på grund af den hierarkiske trinfølge, et organiseret korps; de sidste traf altid bekendte eller bekendtes bekendte mellem deres kollegaer. De fleste af dem tjente eller havde tjent i armeen og kendte hinanden fra tjenesten eller havde haft et eller andet offentligt embede og var kendte derigennem. Den frisindede del så straks i Lafayette eller i hertugen af Orleans deres naturlige leder; af den konservative del fulgte hofpartiet dronningen og greven af Artois; de mod hoffet og mod den kongelige enevælde fjendtlige - og det var de fleste - sluttede sig til parlamentets medlemmer.

Men tredje stands repræsentanter fra de forskellige, over for hinanden skinsyge provinser var hinanden så fremmede, som om de havde været af forskellig nationalitet. Af forskellige samfundslag, højst forskellig opdragelse og uddannelse, ubekendte og uden fremragende navne havde de intet fællesmærke, som kunne samle dem. Kun nogle få var kendt af alle, blandt dem først og fremmest Mounier, der havde indlagt sig stor berømmelse under rejsningen i Dauphiné, og han betragtedes også almindelig som tredje stands leder. En anden, hvis ry var gået forud for ham, var Mirabeau. Hans rejse i Provence havde lignet et triumftog. Han var valgt både i Marseille og i Aix og blev ledsaget til denne by af et tog på femhundrede borgere til hest, trehundrede vogne og en umådelig skare til fods. Mens han endnu var i Versailles - mere berygtet end berømt - og skulle først her vise, hvilke evner han sad inde med. Han og Duport var imidlertid de eneste, som søgte at modarbejde farerne ved tredje stands mangel på sammenhold: den sidste stiftede en politisk klub »Club Breton«, senere berømt som Jakobinerklubben, og Mirabeau søgte at skabe et fælles organ for standen, idet han d. 5. maj begyndte udgivelsen af et blad, les Etats généraux »Rigsstænderne« der dog allerede dagen efter blev beslaglagt og forbudt af regeringen. Mangelen på repræsentanter fra hovedstaden, som måtte antages at afgive de bedste politiske kræfter, forøgede den almindelige hjælpeløshed, og tredje stands deputerede drev så at sige om for lud og koldt vand, og var fremmede i byen og fremmede for hinanden og øjensynlig ringeagtede ved enhver lejlighed af hoffet og adelen. Tredje stands repræsentanter havde al grund til at se hen til den kommende stænderforsamling som til indledningen af en helt ny tidsalder. Stod der ikke i selve det kgl. åbne brev, at »de deputerede skulle forsynes med almindelige og tilstrækkelige instruktioner og med fuldmagt til at foreslå, bringe i erindring og samtykke i alt, hvad der angår statens tarv, misbrugenes ophævelse og oprettelsen af en fast og varig ordning i alle administrationens grene, i alt, hvad der kan bidrage til vort riges almene lykke og vore undersåtters bedste?« Og medbragte ikke hver enkelt af dem i sin vadsæk sin cahier, (bog over vælgernes udtalelser og ønsker), hvis besværinger og klager over de mange herskende misbrug og hvis forslag til disses afhjælpning han ved ed over for sine vælgere havde forpligtet sig til at forebringe på stænderforsamlingen? Det var denne regeringens egen opfordring samt betydningen af les cahiers, der fra første færd indgav tredje stand den skæbnesvangre opfattelse, at rigsstænderne skulle gennemføre en fuldstændig omdannelse af den gennem århundreder bestående samfundstilstand, medens regeringen kun i dem så et middel til at afhjælpe finansnøden. Men tappen, som det hele drejede sig om, var det store spørgsmål: afstemning i fællig eller standsvis. Tredje stands cahiers fordrede alle som én det første. Adelens med undtagelse af én eneste det sidste, og gejstlighedens var delte.

Jo større forhåbningerne var, des dybere måtte enhver begivenhed føles, om nok så ubetydelig i sig selv, der varslede om skuffelser. Og dem skulle der komme nok af. Men medens hofpartiet og adelen i sit blinde hovmod forsømte det gunstige øjeblik til ved en elskværdig forekommende optræden, noget, der aldrig forfejler sin virkning i Frankrig, at skaffe sig venner og tilhængere mellem tredje stand, førend denne endnu var organiseret og følte sig stærk nok i sig selv - medens adelen tværtimod stødte den fra sig, forstod gejstligheden bedre øjeblikkets alvor. Da det viste sig, at der kun kom til at stå 103 biskopper og højere gejstlige overfor 205 præster, der alt havde vist sympati for tredje stand, og som åbenbart ville få den afgørende indflydelse på afstemningerne, begyndte de første straks at søge at skaffe sig venner mellem den lavere gejstlighed, som de tidligere havde trykket ned og tyranniseret på alle måder.

I et land, hvor etikette og form spillede en sådan rolle som i Frankrig, kunne der naturligvis ikke være tale om, at udsendinge fra nationen mødtes under tag med kongen, uden at deres påklædning var dem nøje foreskrevet. Ceremonimesteren havde da også helliget dette vigtige spørgsmål måneders indgående studium og alvorlige overvejelser. Reglementet lød for gejstlighedens vedkommende, for kardinaler: rødkorkåbe, for biskopper: messeskjorte, kåbe og violet præstekjole med firkantet baret; for dekaner, kanniker, sognepræster og andre af lavere rang: præstekjole, lang kappe og firkantet baret. Adelen skulle optræde i fuldstændig sort ridderdragt a la Henrik den Fjerde, med hvide silkestrømper, kniplingshalsdug, guldbroderet kappe og hat med hvide fjer samt naturligvis kårde. For tredje stand var der bestemt frakke, vest og knæbenklæder af sort klæde, sorte strømper, musselins halsdug, kort kappe og trekantet opkrammet hat uden sløjfe eller roset. Tredje stand følte sig i høj grad ydmyget ved at skulle møde i denne beskedne påklædning ved siden af adelens pragtfulde skrud. Den så straks deri, og med rette, en stræben efter at gøre så iøjnefaldende forskel på de tre stænder som muligt; ved reglementet om påklædningen antydede regeringen sin stilling over for spørgsmålet: fællesafstemning eller hver stand for sig. Og adskillelsen i stænder blev yderligere fremhævet få dage efter, da de deputerede d. 2. maj var blevet tilsagt til audiens hos kongen. Gejstligheden blev først modtagen, om formiddagen, adelen om middagen, og førtes lige som denne gennem opsmækkede fløjdøre ind i kongens kabinet. Tredje stand mødte først ud på eftermiddagen og måtte under almindelig forvirring vente 3 timer, inden de ad en enkelt sidedør førtes ind i kongens kammer, hvilket ikke var nær så fint som at komme i kongens kabinet.

Den næste dag skulle forskellen blive endnu mere iøjnefaldende. I det glimrende optog, der bevægede sig fra Notre Dame Kirken til kirken St. Louis tog tredje stands repræsentanter sig kun fattige ud ved siden af de privilegerede stænder i deres farverige og guldbroderede dragter. Kongen var med i al sin pomp, dronningen med alle sine hofdamer og pager; alle huse var smykkede med brogede tæpper, alle vinduer besatte med pyntede damer; musikken spillede, solen skinnede, og alt syntes lutter lyst og glæde. Men mislyd, som skurrede stærkt i majestæternes og hoffets øre, lod sig dog snart høre den med så megen spænding imødesete begivenhed havde samlet en umådelig skare af tilskuere fra hovedstaden og provinserne. Og efterhånden som det lange tog drog frem, blev det tydeligt at tredje stand, der som den mindst fornemme del gik forrest, dvs. fjernest fra kongen, fik broderparten af de tæt sammenstuvede tilskueres bifaldsråb og hilsener. Hertugen af Orleans, der i sin egenskab af hertug og pair havde ret til at gå umiddelbart i kongens nærhed sammen med prinserne af blodet, havde givet afkald på denne ret for at hædre sine vælgere og havde indtaget sin plads i de deputeredes rækker. Og denne øjensynlige demonstration blev hilset med så lydelige bifaldsytringer, og råbet: »Leve hertugen af Orleans!« Lød med en sådan styrke og hyppighed, at dronningen følte sig ilde og nær havde måttet træde ud af processionen.

I kirken kom det straks til støjende optrin mellem nogle af adelens og nogle af tredje stands deputerede. Thi disse, som var komne først ind, havde taget plads til højre og venstre i kirkens hovedskib, inden ceremonimesteren var kommen til stede og havde forklaret, at tredje stand måtte beskedent nøjes med pladserne i sideskibene, medens hovedskibet var forbeholdt de privilegerede stænder. En af de deputerede fra Anjou, Laréveil-Lérelépeaux, nægtede bestemt at efterkomme ceremonimesterens opfordring til at forlade sin plads og lod sig kun med møje af sine kollegaer overtale til at give efter og ikke fremkalde en åben og mulig i øjeblikket skæbnesvanger strid. Talen blev holdt af den frisindede biskop af Nancy; han dvælede særlig ved landbefolkningens elendighed, og hans påvisning af det uretfærdige i, at skattebyrden hvilede tungest på den fattige befolkning, og af de ulykkelige følger af det bestående beskatningssystem, samt hans slutningsord: alt dette finder sted i den bedste konges navn, greb de fleste af hans tilhørere i den grad, at de uden hensyn til majestæternes nærværelse og stedet, hvor de befandt sig, brød ud i lydelige bifaldsråb og klapsalver. Men adelen havde sikkert hellere set, at den udmærkede prælat havde valgt en anden tekst for sin prædiken.

Endelig oprandt den store dag, og d. 5. maj kl. 9 om morgenen begyndte de deputerede at indfinde sig på det opgivne sted, en bygning, der benyttedes til mindre festligheder, og som lå udenfor selve slottet, på hjørnet af den store allé, der førte ind til Paris. Atter her understregedes forskellen på de tre stænder. Gejstlighed og adel havde fået anvist forsamlingsværelser i bygningen, men overfor tredje stands medlemmer havde man ikke været så hensynsfuld, men lod dem vente udenfor. Der var ved salens indretning blevet anbragt tre døre på bygningen, en for hver stand, og med forbitrelse lagde de mærke til, at de privilegerede stænder gik lige ind ad sidedørene, medens de selv var blevet henviste til en bagdør, hvor de måtte vente i to-halvtredje time, inden alle - med hele det gammeldags ceremoniel fra 1614 - var bragt på plads. Først kl. 13 meldtes majestæternes og hoffets ankomst. Den langagtige sal afsluttedes for den ene ende af en afrundet niche; i denne, midt på en ophøjet tribune, tog kongen plads på tronen, på en lavere stol til venstre sad dronningen, den kongelige familie umiddelbart bagved og i en halvkreds længere tilbage hoffet i hele sin pragt, med damer og pager, diamanter, uniformer og strålende dragter. Nede foran tribunen ved et aflangt bord havde ministrene deres pladser, langs længdevæggen til højre sad gejstligheden, til venstre adelen, og i bunden af salen, lige overfor tronen og ministerbordet, sad tredje stand. Gallerierne, som på begge sider bares af joniske søjler, var fulde af elegante tilskuere, damer og herrer, deriblandt en mængde udlændinge. Alle rejste sig, da majestæterne trådte ind, og udbrød i livlige bifaldsråb.

****

D.1. januar 1789 indkaldte Ludvig d. 16. til en stænderforsamling, der skulle afholdes d. 5. maj i Versailles, fordi han ønskede at få bevilget skatter til dækning af statens store underskud på 4 milliarder livres og årlige underskud på 126 millioner livres. Ludvig d. 16. ville indføre en jordskat, som alle jordejere skulle betale. Adelen nægtede stadigvæk at godkende ekstraskatter. Ved hoffet befandt sig 15.000 snyltedyr og skadedyr til hobe, som levede i deres egen verden. Ikke siden 1614 var der afholdt stænderforsamling. Kongens enevældsmagt var svækket. Der var uenighed mellem enevælden og samfundets øverste klasser om hvordan Frankrig skulle ledes. Men 3. Stand der jo repræsenterede over 24 millioner af Frankrigs 25 millioners befolkning ville ikke nøjes med at have ligeså mange repræsentanter i Stænderforsamlingen som 1. Stand og 2. Stand havde i 1614. Adelen gik mod 3. Stands krav om flere repræsentanter på en Notabelforsamling, men efter pres af Jacques Necker og dronning Marie Antoinette, gik de med til at give 3. Stand dobbelt repræsentation. Antallet af 3. Stands repræsentanter sattes til 600, lige så mange som for de to andre Stænder tilsammen (gejstlighed og adel). Stemmeret havde skattebetalende mænd der var fyldt 25 år og som havde ejendom. Paris blev opdelt i 60 valgdistrikter. Valgkampen blev Storborgerskabets første skridt frem mod en politisk og økonomisk overtagelse af hele magten i Frankrig. Grev Mirabeau, der havde tilsluttet sig 3. Stand blev valgt i Marseille, hvorfra der hver år stak 1500 skibe, og hvor der var beskæftiget 80.000 arbejdere i værksteder og fabrikker. Denne rige by blev et af revolutionens arnesteder. En vrimmel af flyveskrifter krævede en fri forfatning som den forfatning, de havde i England og i det nyligt oprettede »Amerikas Forenede Stater«. Adelens og gejstlighedens forretninger og privilegier skulle falde ! I Marseille siger grev Mirabeau: « Tag jer i agt, i adelsmænd og godsejere, som vil holde samfundets frembringende medlemmer i umyndighed ! Tag jer i agt i præster og biskopper, som udsuger befolkningen og søger at holde befolkningen nede i uvidenhed og armod ! Tag jer i agt i hofmænd, der øder landets rigdom i vanvittig vellevned og allerede har lagt slag på de skatter, hvormed i næste år og næste år igen vil pine borger, bonde og arbejder ud for deres sidste skilling.! Tag jer i agt i skattefri og priviligerede stænder. Foragt ikke dette folk, som frembringer alt, og som bliver frygteligt i det øjeblik, da det standser arbejde !«. Stærkest virkede et lille skrift af abbed Sieyès, der også havde forladt sin stand: »Hvad er tredjestand ?« spurgte han. »Alt !« lød svaret. »Hvad har den hidtil været regnet for ? Intet ! Hvad forlanger den at være ? Noget !«. D. 27. april angreb arbejderne en rig tapetejer i Saint-Antonie, fordi han havde udtalt sig om hvor lidt i løn arbejderne kunne nøjes med. Der måtte sættes soldater ind for at stoppe optøjerne, og der var mange døde og sårede. I Grenoble var 28 % rentiers, hvilket vil sige at de bare sad og levede af deres renter uden at bestille noget. I byerne var efter engelsk mønster stiftet politiske klubber, og overalt flokkedes Borgerne til møder. Flertallet af 3. Stand's repræsentanter, der opstillede til valgene var velstående Borgere. Efter gammel skik fik hver Stænderrepræsentant et valgbrev (cahier) hvori de udviklede deres krav. Der blev nu stillet krav om menneskerettighedserklæringer af lignende art som de amerikanske, men også forslag om en fri forfatning og om at forrettighedernes skulle afskaffelse. Håndværker- og arbejderkrav var bemærkelsesværdigt udvisket i valgbrevene. Enkelte flyveblade omtaler ordet 4. Stand, og 150.000 håndværkere og arbejdere i Paris klagede over at de ikke havde stemmeret til rigsstænderne, og at de ønskede lavere levnedsmiddelpriser og bedre fattigforsørgelse. Valgene af repræsentanter til Stænderforsamlingen var foregået under et stærkt røre. I Lyon valgte småborgerne lutter valgmænd af deres egen kreds, til stor forargelse for Storborgerskabet,- men bønderne mødte ikke frem til valgene. Der blev ikke valgt nogen egentlige bønder eller håndværkere til Stænderforsamlingen, thi befolkningen var udelukket fra forhandlingerne og valgene. Alle i 3 Stand's Stænderforsamling tilhørte bourgeoisiet: store erhvervsdrivende, rentiers, jordejere, med et flertal af jurister. Da Stænderforsamlingen mødtes d. 5. maj snakkede man mest om et procedurespørgsmål, som 3. Stand havde fremsat, om hvorvidt at man ikke skulle foretage afstemning efter Stand eller efter »hoveder«, dvs. at hver af de 1.200 Stænderrepræsentanter havde én stemme, således at 3. Stands 600 »hoveder« kunne komme til at gøre sig gældende. I gamle dage havde Stænderne arbejdet stændervis. Tiden syntes nu inde til at skabe det nye samfund, som de bogligt begavede så længe havde drømt om. Efter 7 ugers pladderdebat i Stænderforsamlingen foreslog abbed Sieyés, at 3. Stand konstituerede sig som Nationalforsamling. 3. Stand foretog et regulært politisk kup d. 17. juni og erklærede sig for Nationalforsamling »Asemblée Nationale des Réprésentants du Peuple«. To dage senere besluttede et flertal i 1. Stand at slutte sig til 3. Stand. Kongen sluttede sig til 2. Stand (adelen) - mod 3. Stand. D. 20. juni 1789 samledes 3. Stand i en boldsal i Versailles og erklærede at de álene skulle repræsentere folket. De svor her, én efter én, ikke at skilles, men samles, hvor som helst forholdene krævede det, indtil de havde fået gennemført deres nye forfatning. Et senere maleri af »Boldhuseden« viser midt i billedet stående på bordet astronomen Bailly, der læser edsformularen op. Foran bordet sidder abbed Siéyes; til højre en mand der griber sig til brystet, som er advokat Robespierre; og manden i den mørke dragt til højre i forgrunden er grev Mirabeau. Gruppen midt i billedet foran Bailly består af en abbed, en karteusermunk og en protestantisk præst. Boldhuseden blev formuleret af advokat Jean-Joseph Mounier fra Dauphiné. D. 23. juni erklærer kongen 3. Stand's beslutninger for ugyldige og befaler, at stænderne skal forlade forsamlingsbygningen i Versailles. Men forsamlingspræsident Mirabeau udtaler til kongens udsending: »Vi er her med folkets vilje og vi forlader kun vore pladser for bajonetter«. Suveræniteten udgik nu ikke længere fra kongen, men fra nationen, hvormed der mentes »en politisk enhed bestående af frie borgere i et land«. »Oprøret« var en kendsgerning, og skete på baggrund af stridigheder mellem samfundets øverste klasser. Kongen trak derefter tyske og schweiziske lejetropper til Versailles. Men d. 27. juni bøjer kongen sig og godtager, at der kan forhandles under ét. Den tredelte Stænderforsamling konstituerede sig d. 9. juli, som rigets Konstituere Forsamling, og Stænderforsamlingen var hermed opløst. »Oprøret« var lykkedes. Men den Konstituerende Forsamling var ingen homogen gruppe, da de bestod af aristokrater, monarkister, konstitutionelle og nogle få demokrater. Monarkisterne havde størst indflydelse. Konstitutionalisterne ville have stærke centrale organer. Kongen og hoffet opgav dog ikke håbet om at kunne standse udviklingen med magt, men omringer Paris med 16 regimenter og livgarden, og dannede et kampministerium med baron de Breteuil. De borgerlige aviser opfordrede de franske soldater til at gøre oprør. Den ledende minister: Necker fik sin afsked af kongen, og da meddelelsen nåede frem til Paris d. 12. juli holder Camille Desmoulins taler for, at man skal gribe til våben. Der opstod optøjer da folk forsøgte at skaffe sig våben. Da toldsteder afbrændes bliver militæret sat ind. 407 valgmænd i Paris, som tidligere havde udpeget hovedstadens repræsentanter til Stænderforsamlingen besluttede at organiserede en borgermilits på 200 mand i hver af valgdistrikterne i Paris, på baggrund af den truende militære situation. Valgmændene overtog magten, men urolighederne forsatte. D. 14. juli rejste Paris sig. Det var småborgerne og håndværkerne der reagerede og som var aktører, - og tømmersvende gik forrest. Borgerskabet havde jo fået opløst Stænderforsamlingen og fået mulighed for at gennemtvinge deres forfatning. Det gamle system var fejet bort. D. 14. juli 1789 om morgenen erobrede en kæmpe menneskemængde et våbendepot med 32.000 geværer, og derefter fortsatte en ophidset folkeskare mod borgen og fængslet Bastillen, der blev betragtet som symbolet på det gamle samfunds tyranni. Bastillen havde 30 meter høje mure, havde metertykke mure og var omgivet af brede og dybe voldgrave og borgen blev forsvaret af 114 soldater. Hen på eftermiddagen blev stemningen i mængden mere og mere ophidset, og folk blev så desperate at de kastede sig mod porten, slæbte stiger frem og prøvede at komme over muren, men ingen af delene hjalp. Men så kom en deling på et hundrede mand af kongens livgarde og sluttede sig til mængden, og med sig havde de fem kanoner, som så blev stillet op foran porten. Fra Bastillen beordrede kommandanten sine soldater at skyde mod folkemængden, men da han så kanonerne gav han op, og lod det hvide flag hejse, som et tegn på overgivelse. Vindebroen blev sænket, og folk stormede ind i fængslet, for at befri fangerne. Men de blev skuffede da de kun fandt 7 fanger. I deres vrede brændte de fæstningen af og halshuggede kommandanten, satte hans hoved på en stage og gik gennem byen med hovedet, som triumf. 83 angribere blev dræbt og 73 såret. Borgmester Flesselles blev også et hoved kortere, da han sendte nogle kasser linned ud til en ophidset folkemængde, i stedet for nogle kasser geværer. 200.000 jublede sammen med tropperne. De samfundsklasser der havde udviklet et helt folk til barbarer, med tortur, pinsler, stejler og heksebål, skulle nu senere blive ofre for barbariet. Dagen efter samledes en stor menneskemængde, der begyndte at rive Bastillen ned. Bastillen fald standsede kongens kupplaner, og man skal bemærke sig, at i stormen på Bastillen deltog ikke finansfolk, købmænd, sagførere eller fabrikanter. I Paris blev dannet et folkeligt byråd og præsidenten for Den Konstituerende Forsamling: Jean Sylvain Bailly, blev borgmester,- og dermed var Den Konstituerende Forsamling blevet sikret ved massernes indgreb. I alt udgjorde arbejderbefolkningen mellem 50-75 % af befolkningen i Paris, og mange var på vandring. »Kommune-revolutionen«, med lokalt selvstyre brød ud i andre franske byer, og var også et resultat af arbejdernes revolutionære holdninger. I Strasbourg afgjorde arbejdere bevæbnet med økser og hamre det gamle bystyres skæbne, - det blev ganske enkelt afsat. I andre tilfælde f.eks. i Troyes fik arbejderne og masserne støtte fra omegnens bønder. Også rundt om i det øvrige Frankrig opstod en stadig voksende uro og i byerne valgte man nye byråd og oprettede borgervæbninger. Bemærkelsesværdigt godkendte kongen det skete d. 17. juli under et besøg i Paris, hvor lederen af borgermilitsen, nu kaldet Nationalgarden, kommandant Josef M. de Lafayette, overrakte kongen den nye trefarvede kokarde (trikoloren). Necker blev kaldt tilbage. Greven af Artois og mange andre adelsmænd flygtede på denne dag. Bondeplagerne gik en svær tid i møde. På landet valgte man sogneråd, og nogle steder brændte bønderne herregårdene af. De fleste steder vedtog bønderne, at de ikke længere ville betale afgifter til herremænd og prælater. Fæstebreve og lenspapirer blev afbrændt i stor stil. »Den røde hane« galede ud over alle undertrykkernes borge. Overalt var der bondeoprør mod adelen og aristokratiet. I byerne blev bystyret forandret og der blev oprettet nationalgarder. Med et slag var der således skabt et nyt kommunalt selvstyre, og en stor del af overklasseprivilegierne var afskaffet af befolkningen selv. »Den forarmede klasse har alene gennemført revolutionen« skrev arbejderne noget senere til Jean Paul Marats avis »L’ami du Peuple«. Babeuf, som sidenhen blev betegnet som den første socialist skrev »Jeg forstår at folket tager sig til rette, men hvor grusomt ! Det er fortidens hundredårige tortur, pinsler, stejlen og heksebålene som endnu påvirker os. Vore herrer har i stedet for at opdrage os gjort os til barbarer. De høster nu hvad de har sået…..«. Den Konstituerende Forsamling i Versailles var rystet ! Det kom fuldstændigt bag på det pæne Borgerskab hvor aktivt et had, der var blevet udløst og sat i bevægelse. D. 22. juli blev Paris´s intendant Sauvigny og fhv. minister Foulon dræbt af folkemasserne. De havde forsynet kongens schweizergarde med mad. Kongen og de forskrækkede i 1., 2. og 3. Stand turde ikke sætte militær magt ind mod oprørerne. I stedet frasagde adelsmænd og kirken sig én efter én deres privilegier, og få dage efter forkyndte Den Konstituerende Forsamling d. 4. august, at feudalsystemet var tilintetgjort i sin helhed og Den Konstituerende Forsamling godkende det skete. De kunne ganske simpelthen ikke gøre andet, fordi hele folket var i bevægelse mod undertrykkerne. Lensrettighedernes ophævelse ramte kun i mindre grad Storborgerskabet. Under jubel besluttede man med at ophæve hoveri og andre ydelser til herremænd og kirke. Al skat skulle fra nu af hvile på alle i forhold til deres evne. Den gamle feudale samfundsorden brød helt sammen. Personlige byrder afskaffedes, medens reelle byrder kunne afløses mod erstatning. Men bønderne manglede stadigvæk jord og Frankrigs gældskrise var ikke løst. Kirken blev foreløbigt ofret, og mistede sin tiende indtægt på 120 millioner årligt, plus kirkens lensrettigheder. Men bønderne ville ikke løskøbe sig for gamle byrder og betale erstatning. De besluttede, at man ikke skulle betale en øre til herremanden, og at den bonde der betalte - skulle hænges. Kongen nægtede at godkende Den Konstituerende Forsamlings beslutninger. Allerede i Versailles havde nogle deputerede fra Bretagne dannet den bretonske klub, og i august 1789 havde svendene i Paris organiseret sig for at få gennemført minimumslønninger. Det politiske klima og arbejdet i Den Konstituerende Forsamling blev i høj grad præget af de mange saloner og klubber i Paris. Der var ikke endnu nogen klar partideling i Den Konstituerende Forsamling. Til højre for talerstolen sad adel og prælater, til venstre de ivrigste fremskridtsvenner. I centrum havde de mere ubestemte venner af fremskridtet deres plads. Den udemokratiske valglov udelukkede de ejendomsløse, men det snakkede man ikke meget om. Før Den Konstituerende Forsamling skulle fuldføre en forfatning, gik man i gang med en menneskerettighedserklæring, der skulle danne det ideologiske grundlag for en ny forfatning. D. 26. august vedtog den Konstituerende Forsamling i Versailles en »erklæring om menneskerettighederne«, der skulle danne grundlag for en ny forfatning. De franske borgerlige forfattere havde jo atter og atter talt om de umistelige menneskerettigheder, og amerikanerne havde sat menneskerettighedserklæringer i spidsen for deres forfatninger. Nu samlede man hovedpunkterne i 17 korte og klare sætninger. Det fastsloges i disse, at al magt hviler hos nationen, at menneskene fødes og forbliver frie og lige i rettigheder; alle borgere skal have del i den lovgivende magt, være lige for loven og have adgang til alle offentlige hverv. Desuden forkyndtes religionsfriheden og ytringsfriheden, og det krævedes, at ingen måtte straffes uden efter lovlig dom, samt at ejendomsretten erklæres for ukrænkelig. Erklæringen byggede på Voltaires krav om tolerance, Montesquieus politiske magtfordelingsteorier og Rousseaus sociale lighedskrav og folkesuverænitetslære. Montesquieu skriver bl.a., at et samfund, hvori magten ikke er delt mellem forskellige myndigheder, har ingen forfatning. D. 30. august 1789, da man skulle afgøre det principielle spørgsmål om indskrænkning af kongens magt, vægrede Kongen sig ved at skrive under, da han fik forelagt erklæringen. I stedet for samlede kongen på ny tropper rundt om Versailles, og hans officerer river den trefarvede kokarde af og erstatter den med den gamle sorte kokarde. Rygtet om denne forhånelse af den nye nationale kokarde bredte sig hurtigt til Paris. Da pariserne stadig frygtede hoffets planer om at bruge magt, svarede de på ny med et oprør. 7-8.000 kvinder, der igen var offer for stigende brødpriser, drog til rådhuset for at opfordre borgerbevæbningen til at følge med til Versailles. Lafayette nægtede, fordi han både ville forsvare hoffet og revolutionen, og han var jo også valgt af 2. Stand. Den Konstituerende Forsamling havde endog været så snedig at beslutte, at de ejendomsløse ikke måtte bære våben, og at borgerbevæbningen skulle bære en kostbar uniform, som selv de små næringsdrivende ikke havde råd til at indkøbe. Dermed var det atter kun de velstående, der måtte bære våben. Men så trængte kvinderne selv ind i rådhuset og forsynede sig med geværer og kanoner. I den tusindtallige skare, der gik mod Versailles d. 5. oktober, og som i betydelig grad bidrog til at forpurre de kontrarevolutionæres sammensværgelse, deltog også arbejderne. Det var arbejderne der gik i aktion, medens repræsentanterne for den moderate politiske fløj i den borgerlige ledelse kun gav sig af med »snak og skrivelser«. Om eftermiddagen luskede borgerbevæbningen nølende med til Versailles. Kvinderne fik foretræde for Den Konstituerende Forsamling, med kravet om »brød til Paris«, der sendte formanden hen til kongen. Men kongen trak sig bare tilbage. Om aftenen angriber kvinderne kongens tropper, og der kæmpes bravt. Kongen vågner forskrækket op og hidkalder Den Konstituerende Forsamlings formand, - og skriver under på Menneskerettighederne. Borgerskabets frihedsbrev blev beseglet af enevoldskongen under trykket af sultende kvinders oprør ! En deputation af kvinder havde fået foretræde for dronningen, hvor de havde forklaret, at de sultede og manglede brød. Et af de små prinsebørn svarede: »forlangerne konerne brød, - jamen, de kan jo også spise kager«. Den næste morgen føres, bageren, bagerkonen og den lille bagerdreng, dvs. kongen og dronning Marie Antoinette med til Paris af kvindeoptoget, hvor de kongelige må tage ophold i Tuilerierne. Den Konstituerende Forsamling følger med til Paris, og slog sig ned i ridehussalen i det samme bygningskompleks i Tuilerierne. Som situationen havde udviklet sig, var kongen tvunget til at bekræfte såvel privilegiernes bortfald som Menneskerettighedserklæringen. Det dramatiske begivenhedsforløb satte endnu en emigrationsbølge igang, og kongefamilien mistede derved flere af sine støtter. Dele af emigrantadelen, med greven af Artois i spidsen, opfattede sig endog som en slags eksilregering, der beklagede Ludvig d.16.'s eftergivenhed, og greven udtrykte, at det nu var nødvendigt at redde kronen fra kongen. Den bretonske klub slog sig ned i et gammelt Jakobinerkloster i Paris. Det officielle navn ændredes til »Forfatningsvennernes Selskab«, men hurtigt gik man over til at bruge betegnelsen »Jakobinerklubben« efter mødestedet i Rue Saint-Honore. Toneangivende medlemmer var Mirabea, Sieyès, La Fayette, Bailly, Le Chapelier, Pétion, Antonie Barnave, Brissot og Robespierre. Jakobinerne oprettede omkring 1.000 filialer overalt i Frankrig og her samledes de konstitutionelle. Cordelierklubben blev den kendteste af de folkelige klubber, der holdt til i et nedlagt kloster i Paris´ latinerkvarter, med aktører som Danton, Desmoulins, Marat, senere Hébert, Vincent, Chaumette. Det var herfra, at selve folket tog del i den politisk/økonomiske kamp via et netværk af klubber, og hvor endog kvinderne kunne deltage. Fra Cordelierklubben udsprang mange demokratiske initiativer, krav og demonstrationer. Et vigtigt programpunkt var afskaffelsen af skellet mellem aktive og passive borgere, når der skulle foretages valg. De ledende personer i Frankrig var i den følgende tid nationalgardens øverstbefalende La Fayette, Paris’ borgmester Bailly, og Mirabeau, der var toneangivende i Den Konstituerende Forsamling. Alle tre ønskede et konstitutionelt monarki, og de forsøgte at overtale kongen til at afbryde forbindelsen til aristokratiet, thi så ville han på sin vis blive stærkere end før. Han havde så sin suverænitet direkte fra folket, og hans myndighed kunne ikke indskrænkes af 1. og 2. Stands særinteresser. Det var Storborgerskabets ønske, at Ludvig d.16. skulle være »de franske´s konge« og ikke længere blot konge af Frankrig. Den Konstituerende Forsamling gik i gang med den anden opgave: at skabe en ny forfatning. En ting skulle imidlertid så splid overalt i landet: »Gejstlighedens civile forfatning«. Udgangspunktet var den akutte mangel på likvide midler til de daglige udgifter. Bruddet med regimet og den almindelige uro havde ført til, at statens indtægter i stor udstrækning udeblev. Og gælden var jo kolossal i forvejen. I oktober 1789 foreslog biskop Talleyrand derfor i Den Konstituerende Forsamling, at kirkens ejendom kunne anvendes til betaling af statsgælden. Kirkegodset blev »stillet til disposition« for nationen, som til gengæld påtog sig at aflønne præsterne, dække omkostningerne til kirkens drift og betale til fattigforsorgen og kongen fik udsættende vetoret. D. 2. november faldt gejstlighedens økonomiske grundlag bort, men kirkegodset faldt ikke i hænderne på bønderne. Selve salget af kirkegodset udmundede i en nyfordeling af jorden til gunst for den velhavende del af Borgerskabet. Derimod kom det kun i ringe udstrækning småbønderne til gode, selv om de bestemt kunne have brugt et supplement til deres beskedne jordlodder. Med nationaliseringen af kirkegodset mistede kirken næsten helt sine indtægtskilder, idet tiende allerede var blevet afskaffet ved privilegiernes bortfald i august måned. Derved var en hovedforudsætning for gejstlighedens selvstændige stilling i samfundet bortfaldet. Allerede i november begyndte de lokale sektioner af »nationalgarder« at slå sig sammen i »føderationer«. Nationalgardisterne mødte op til fester, hvor de på »nationens alter« sværgede, at de ville leve i frihed eller dø. Mirabeau blev ikke minister d. 7. november og slog derefter ind på en forsoningspolitik. Den mægtigste af datidens politiske klubber blev Jakobinerklubben, der oprindelig var moderat borgerlig. Størst indflydelse i klubben fik sagføreren Robespierre. I Cordelierklubben virkede sagføreren Danton, der var berømt for sin storslåede veltalenhed. Endnu mere betød på det tidspunkt dog pressen, idet der opstod en mængde aviser samtidig med, at det vrimlede med småblade, som bragte de mest fantastiske historier. Voldsomst skrev lægen Marat, som i »Folkevennen« talte det fattige proletariats sag. Hoffet og adelen var stadig misfornøjede. Straks efter Bastillens fald var adskillige adelige udvandret, flere fulgte siden, og disse emigranter samledes som en hel lille hær ved østgrænsen. Den Konstituerende Forsamling udstedte nu særlige papirpenge, assignater, svarende til værdien af den jord, der blev udbudt til salg, ca. for 400 millioner livres. Journalisten Hébert skrev senere ironisk i sit blad »Le père Duchesne«, Assignaterne opstod og Frankrig var frelst !, så i december vedtoges loven om assignater, der kan opfattes som en slags rentebærende statsobligationer, hvis værdi garanteredes i den jord man indrog fra kirker og emigranter. Men snart lavede man flere sedler end der var dækning for, og hele systemet bidrog til en voldsom inflation. I 1790 gik de over til at blive rene papirpenge. Allerede d. 22. december fraveg Den Konstituerende Forsamling sine ideer om menneskerettigheder og lighed, da man på baggrund af abbed Sieyés forslag vedtog valgreglerne om aktive og passive borgere. Suveræniteten kom nu kun til at omfatte ejendomsbesiddere og skattebetalende, og »du peuple« (folket) blev nu en meget, meget lille indskrænket skare af landets befolkning. Ud af Paris befolkning på ca. 700.000 havde nu kun 80.000 stemme- og valgret, hvoraf kun de 66 % deltog i de kommende valg. Belgien brød i 1789 ud af habsburgmonarkiet og erklærede landet selvstændigt.

Den protestadresse, som arbejderne fra forstaden Saint-Antoine forelagde Den Konstituerende Forsamling den 13. februar 1790, vidnede om, at arbejderne tog direkte del i kampen for valgrettighederne. Arbejderne vendte sig imod den begrænsende karakter af, hvad Gracchus Babeuf, en revolutionær utopisk kommunist fra den tid, kaldte »en menneskefjendsk valglov», som »på skændigste vis berøvede fem sjettedele af alle borgere en menneskeret«. Arbejderne på den kongelige manufaktur i Sèvres henvendte sig ligeledes til Den Konstituerende Forsamling med krav om valgret. Levnedsmiddelkrisen affødte en økonomisk kamp, der forenede alle de franske arbejdere. Det var arbejderne, der havde det sværest af alle i denne situation. Strejker og dannelse af arbejderorganisationer, som havde til opgave at kæmpe for højere lønninger og forkortelse af arbejdsdagen opstod hos bl.a. tømrerne og trykkeriarbejderne i Paris. De parisiske arbejdere fremsender bønskrifter til byrådet med klager over arbejdsgiverne. I nogle murerarbejdsmænds bønskrift omtales deres arbejdsgiveres »overgreb og skændigheder«, og det hedder, at de »har tilranet sig enorme formuer på fattige arbejdsfolks bekostning«. Skrivelsens forfattere forstår udmærket, at revolutionen i hele nationens navn er blevet gennemført af de fattige alene, medens de, som »har nydt frugterne af arbejdernes sved« i de revolutionære dage »har gemt sig i deres kælderhuler og set tiden an«. Brevene indeholder en for den tid forbavsende modenhed. Cordelierklubben ønskede nu at de kommunale repræsentanter skulle møde med bundet mandat, og ikke bare kunne vedtage tilfældigheder på kommunemøder. I marts måned gik Mirabeau i kongens tjeneste, der betalte hans gæld og 6000 livres om måneden, og fra april var Lafayette også i kongens tjeneste. D. 22 maj 1790 vedtog Den Konstituerende Forsamling et aktstykke der gjorde enhver erobringskrig ulovlig. Derfor blev Paris i juni opdelt i 48 sektioner, som skulle stå for de kommende valg til Den Lovgivende Forsamling.. »Gejstlighedens civile Forfatning« blev stadfæstet d. 12. juli 1790. Dermed blev kirken underlagt de almindelige myndigheder og fik løsere bånd til pavestolen i Rom. Der opstod en konflikt, da Paven lyste den nye franske kirke i band, og Den Konstituerende Forsamling samtidigt krævede, at alle gejstlige skulle aflægge troskabsed. Mange nægtede at aflægge eden. Specielt i den vestlige del af Frankrig var edsnægterne i overtal, hvilket styrkede de kontrarevolutionære kræfter. Da mange bønder fulgte deres præster, fik aristokratiet fra det tidspunkt derfor i visse egne paradoksalt nok en lidenskabelig folkelig opbakning. Kirkeforfatningen medførte, at præsternes herredømme var forbi, og jo større anstrengelser de gjorde sig for at opretholde de vaklende rester af den kirkelige magt, jo mere ville de fremskynde dens sammenbrud. Den Konstituerende Forsamling havde i sin diskussion af kirkens borgerlige forfatning erklæret, at hvert departement vil udgøre et stift i sig selv. Den havde indsat ti metropoliter og bestemt deres myndighedsområde. Efter at have begrænset antallet af bispeembeder havde Den Konstituerende Forsamling tildelt nogle bisper nye områder samt afskaffet adskillige. Den havde forbudt en biskops autoritet, når biskoppen var under udenlandsk kontrol. Den havde fastlagt valg af bisper og sognepræster, og den havde overgivet dette valg til den samme valgmandsforsamling, som udnævner medlemmerne til departementerne og distrikterne. Hvis præsteskabet ønskede at ophidse til borgerkrig ville man fratage dem alt, fordi deres rigdom var uforskammet og fuldstændig stod i modsætning til evangeliets ånd og principper. Med udgangspunkt i Rousseaus »Du contrat social« ville Borgerklasserne ved overenskomst mellem alle klasser og magter i samfundet skabe et menneskeligt samfund. »Den broderlige forening« skulle komme til udtryk ved den såkaldte Føderationsfest d.14. juli 1790. Den Konstituerende Forsamling inviterede repræsentanter fra hele Frankrig og alle føderationerne (nationalgarden) til Paris for på Marsmarken at fejre årsdagen for Bastillens fald. Marsmarken blev ophøjet til Føderationsmarken. Da byrådet ikke havde foretaget sig noget med henblik på den nødvendige planering af festpladsen, tog befolkningen i Paris sagen i sin egen hånd omdannede Marsmarken til en slags arena, ved at omgive den med skråninger af jord, der blev gravet af midten. Tolv tusind mand gik straks i gang med arbejdet, men det blev snart klart, at man med den styrke ikke kunne blive færdig på den måned, der var til rådighed, men at arbejdet ville tage tre eller fire måneder. Der blev da gennem sektionerne i Paris rettet en appel til befolkningen, og Paris efterkom den med en sådan begejstring, at ikke alene Nationalgardens bataljoner drog derud med trommer og faner, men også tog folk med, som de selv betalte for at hjælpe dem. Officerer, der var på orlov i Paris og selv munke og elegante damer blandede sig med personer af enhver alder og stand, der myldrede ad alle vejene til Marsmarken i vogne, kalecher og kabriolet’er. Hver medbragte en skovl eller hakke, og alle vegne fra kom man med trillebøre. I løbet af få dage bar alle en dragt, bestående af jakke, lange benklæder af drejl eller nankin og en lille hue. Mange damer lod sig lave elegante huer. Der er aldrig blevet solgt så meget af disse stoffer eller syet så mange af den slags antræk. Man kappedes i iver og munterhed, så at 50.000 mennesker allerede før den 10. juli var færdige med dette arbejde, der ville have været de gamle romere værdigt. D. 14. juli udgik Føderationstoget fra det sted, hvor Bastillen havde ligget, og marcherede under sine 83 bannere. Optoget talte hundred tusind mand, der brugte over tre timer til opmarchen. I spidsen gik Den Konstituerende Forsamling. Lige efter kom en børnebataillon, der var fulgt af en bataljon oldinge. Særlig vil man huske de ca. 400 præster og de 100 kordrenge med røgelsekar, alle i hvide messeskjorter med skærf af trefarvede bånd. De besatte de mange trin omkring Fædrelandets Alter, hvor tre bisper gjorde tjeneste, mellem dem bispen af Autun, der celebrerede eller rettere profanerede messen og aflagde en af de mange Eder, - som han senere brød. Men man ankom også med musik i spidsen og skrålede en schlager fra beværtningerne:» Ja ! Fremad, fremad, fremad går det, klyng aristokraterne op i gadelygterne. Ja ! fremad, fremad, fremad går det. Aristokraterne dem hænger vi, og når vi har hængt dem alle, Så gi’r vi dem et spark i røven. Ja! fremad, fremad, fremad går det..« La Fayette var midtpunktet for alles opmærksomhed. Han havde al myndighed under højtideligheden, og skønt han kun kommanderede de Fødererede styrker, syntes han at kommandere hele Frankrig. Ludvig d.16. sad ved siden af, men lidt tilbage for Den Konstituerende Forsamlings præsident, men foran dronningen og Dauphin, og trods det, at man havde ladet ham sidde med præsidenten på venstre hånd, så den nedværdigede monark ud som en umyndig, der sad ved siden af sin formynder. Kongen, dronningen og Dauphin aflagde en ed, der besejrede forhistorien, og forsamlingen kvitterede med stormende bifald, medens fanfarerne fra tyve militærorkestre og tusind trommer hvirvlede og bragene fra hundrede kanoner hørtes »i hele Frankrig« . Ved denne lejlighed forenedes franskmændene med deres konge og med hinanden til forsvar for nationen og loven. Delegationen fra Alsace sig her som en del af den franske nation, for første gang. I Alsace fandtes ikke en lovlig øvrighed, som modsatte sig indlemmelse. Men Jean Paul Marat gennemskuede borgerklasserne og skriver i avisen »L´Ámi du Peuple« d.16.juli 1790: »Jeg skal ikke more mig med at komme med en kritisk beskrivelse - det vil ikke være umagen værd. Men hvordan kan man undgå at afsløre nogle skamfulde foranstaltninger ! Umiddelbart efter den universelle ed, kaldet det kommunale dekret, fulgte et stort Te Deum for at takke »Det højeste Væsen« (Etre Supréme) for alle de velgerninger, som det har overøst Frankrig med siden revolutionen. At byens administration, Bailly og alle skurkene som styrer, blot drømmer om velstand og lykke, er der ikke noget overraskende i, for de lever et liv i overflod. Men at man, efter at fabrikkerne og handelen er sygnet hen, efter at alt arbejde er standset og efter at udbetalingen af offentlig understøttelse er hørt op, efter 7 måneders hungersnød vover at tale et sådant sprog til et forarmet folk, til ulykkelige mennesker, der dør af sult, dertil kræves sandelig et ansigt, der ikke længere kan rødme. Midt i den generelle elendighed siger man, at hele 8 dage skal være helliget fester, banketter, turneringer og underholdning af enhver art, en underholdning der hver aften skal krones af en stor lysfest. Tror de, at de ved dette falske billede på folkelig glæde kan narre folk, der konstant for deres øjne har den forarmede menneskemængde, og det store antal af borgere, som revolutionen har bragt til tiggerstaven ? Bilder de sig ind, at de ved at tale om den almene lykke kan få tilgivelse for deres skandaløse ødselhed ?«. Avisen »Les Annales Patriotiques« skriver d.17. juli: »Europas tyranner, ti ! Og I folk fra alle fire verdenshjørner, lyt her ! Den 14. juli 1789 erobrede franskmændene friheden og omstyrtede despotiets trone. Siden proklamerede den ærværdige Nationalforsamling ved sine lovgivende repræsentanter menneskerettighederne, lighed og nationens suverænitet. I dag, den 14. juli 1790, har 80.000 bevæbnede mænd, der repræsenterer mere end 3 millioner, indgået en pagt med dem, som de repræsenterer. Med dragen sabel i hånd og stående omkring Fædrelandets Alter svor disse 80.000 mænd, der selv var omgivet af 300.000 tilskuere, over for himlen og jorden at forsvare deres rettigheder, deres forfatning og deres frihed til det sidste åndedrag. Desuden svor de at leve som brødre, at holde af og elske hinanden som aldrig før, og at forenes ved det første signal for at straffe de forrædere, der på enhver måde måtte vove at krænke - det være sig ved vold eller list - de fastsatte love og folkets hellige suverænitet. Oh, hvilket århundrede, hvilket eftermæle, vi så denne dag, der vil fortsætte til de sidste dage. Vi hørte den ophøjede ed, som vi håber snart vil være gældende hos alle jordens folkeslag. 25 millioner franske individer gentog eden på samme tid i alle egne af dette rige. Fra Alperne og Pyrenæerne, fra Rhinen og Meusefloden genlyder ekkoerne vidt omkring. De vil uden tvivl viderebringe eden til Europas og Asiens mest afsidesliggende grænser. Guddommelige forsyn, jeg knæler for dig, og idet jeg med foragt betragter alle disse konger, som tror de er guder og kræver røgelsesoffer fra de dødelige, siger jeg til dem: »Hvem er I ? Hvad har I gjort for menneskenes lykke? Nej, det er menneskene selv og nationerne i forening, der må lave deres egne love og skabe deres egen lykke«. I forlængelse af den store jubel gjorde borgerklasserne op med de »yderliggående«, og bl.a. Camille Desmoulins blev tvunget til at flygte. Jean-Paul Marat, der udgav det berygtede blad »Folkevennen« (L’Ami du People) måtte ligeledes for en periode gå under jorden. Den borgerlige enighed kom til udtryk i reformarbejdet, der blev gennemført i løbet af 1790. Den Konstituerende Forsamling s vigtigste opgave var fremover at udarbejde en forfatning. Menneskerettighedserklæringen havde skitseret nogle almengyldige principper, som det nu gjaldt om at konkretisere. Arbejdet var blevet påbegyndt allerede i juli 1789, men selv om der blev givet udtryk for, at man hver dag gjorde nye skridt hen mod fornuften, var forfatningen først klar til vedtagelse i september 1791. Camille Desmoulins fremkom med en af de kritiske kommentarer: »Der har været sådan et rod af planer, og så mange mennesker har arbejdet på den fra så mange forskellige vinkler, at den er et rent Babelstårn«. En anden mulig brobygger mellem kongen og borgerskabet: Necker, gik af i unåde som minister i september 1790, da han forsat ikke formåede at få finanserne bragt i orden. I oktober 1790 oprettede abbed Fauchet »Cercle Social«. Fauchet prædikede en form for social kristendom og understregede ejendomsrettens sociale grundlag og mente, at en ren politisk reform ville være meget mangelfuld. »Cercle Social« udgav avisen »La Bouche de Fer«, men broderskabet havde kun tilslutning fra de fattigste i Paris’ slumkvarterer. Men også i Sachsen og i Ungarn var der nu voldsomme bondeopstande.

Det velhavende borgerskab, der var tilhænger af det konstitutionelle monarki, stod som sejrherre ved årsskiftet til 1791. Men de frygtede for revolutionens udvidelse p.g.a. af den social ustabilitet, medens bønderne og byernes folkemasser frygtede for kontrarevolutionen i form af aristokratiets tilbagevenden til magten. Kongen og dronningen tænkte på at få revolutionen standset med hjælp fra udlandet, især Østrig. Borgerlige grupper i Den Konstituerende Forsamling ønskede et kompromis med kongen. Mirabeau havde kort tid efter Kvindeoptoget i 1789 taget kontakt med dronningen, og et halvt år senere fungerede han i det skjulte som rådgiver for kongehuset. Mirabeau forsøgte at overbevise Ludvig d.16. om fordelene ved en ny forfatning, der ville befri ham for adelens, gejstlighedens og parlamenternes opposition, men kongen greb ikke denne chance til at konsolidere sin position. I foråret 1791 døde Mirabeau. Nye store direkte skatter, boligskat, jordskat og erhvervsskat fra d. 1. januar løse ikke de financielle problemer. Svendene i Paris kræver på ny minimumslønninger og det kom til uro. D. 1. maj faldt bytolden i Paris og fødevarerne faldt i pris. Inddragelsen af kirkegodset havde skabt en vældig omsætning og rigdom hos de besiddende klasser, der byggede sig pragtfulde huse. Byggeaktiviteterne medførte, at tømrersvendene nu forlangte mere i løn og dannede en sammenslutning. De blev straks anklaget for at have stiftet et laug, men undskyldte sig med, at de kun havde dannet sig en understøttelsesforening. Et negeroprør brød ud på St. Domingo mod de hvide, og oprøret bredte sig til flere kolonier. Men Den Konstituerende Forsamling gav udtryk for at menneskerettighederne ikke var gældende i kolonierne. Strejkebevægelsens opsving i foråret og sommeren 1791 førte til, at den Konstituerende Forsamling vedtog Le Chapeliers arbejderfjendtlige lov af 14. juni 1791, som under trussel om streng straf forbød strejker og arbejderforeninger, og som i mange henseender fik arbejdernes øjne op for bourgeoisiets karakteristiske klasseegoisme. Le Chapelier-loven blev i Den Konstituerende Forsamling næsten enstemmigt vedtaget, dvs. loven angående forsamlingerne af arbejdere og håndværkere af samme stand og fag: »Artikel 1: Da ophævelsen af alle slags faglige sammenslutninger af borgerne fra samme stand og erhverv udgør en af de grundlæggende forudsætninger for den franske forfatning, er det forbudt rent faktisk at genetablere dem under ethvert påskud og under enhver form overhovedet. Artikel 2: Borgere fra én og samme stand eller ét og samme erhverv - fabrikanterne, de som driver forretning, arbejderne og svendene i et hvilket som helst håndværk - vil, når de forsamles, ikke kunne udnævne hverken formænd, sekretærer eller forretningsførere, føre bøger, træffe afgørelser eller beslutninger samt udarbejde vedtægter for deres såkaldte fællesinteresser. Artikel 4: Hvis borgere tilhørende samme erhverv eller fag imod friheds- og forfatningsprincipperne skulle tage beslutninger eller indgå indbyrdes aftaler, som har til formål efter fælles overenskomst at afslå eller kun til en bestemt pris at yde deres næringsvejs eller arbejdes bidrag, vil disse beslutninger og aftaler, hvad enten de er beedigede eller ej, blive erklæret forfatningsstridige og en krænkelse af friheden og af Menneskerettighedserklæringen og uden virkning. De statslige og kommunale råd vil være forpligtede til at erklære dem som værende således. Ophavsmændene, lederne og bagmændene, som måtte have foranlediget, udfærdiget eller stået i spidsen for dem, vil blive indstævnet for politiretten og idømt bøde på fem hundrede livres samt i et år blive frataget udøvelsen af enhver aktiv borgers rettigheder og adgangen til forsamlingerne til valgmandsvalg. Artikel 6: Hvis beslutningerne eller aftalerne i form af de opslåede plakater eller rundskrivelser skulle indeholde nogen form for trussel mod fabrikanter, håndværkere eller arbejdere, eller mod dem, som ville nøjes med en mindre arbejdsløn, vil alle ophavsmænd, bagmænd og underskrivere af dokumenterne eller skrivelserne blive straffet med en bøde på tusind livres og tre måneders fængsel. Artikel 8: Enhver sammenstimlen bestående af håndværkere, arbejdere, svende og daglejere, eller som anstiftes af disse, rettet mod den frie arbejds- og virksomhedsudøvelse, som angår enhver form for personer og er under enhver form for betingelser,... vil blive betragtet som oprørske forsamlinger og vil som sådanne blive splittet af ordensmagtens håndhævere og straffet efter lovens strengeste forskrifter..«. Mestrene kunne nu i ro sidde og aftaler om arbejdstid, arbejdsløn og priser, og også Robespierre stemmer for loven. Denne lov og dens efterfølger i Napoleons lovbog sidestiller alle strejker som oprør, og bestod indtil 1864. Man forbød simpelthen arbejderne i at organisere sig. D.20. juni besluttede kongen at flygte med sin familie. Da flugten blev kendt i Paris førte det til stor opstandelse. Stormklokkerne gik i gang og Den Konstituerende Forsamling samlede sig, og man debatterede ophidset i klubberne. Men kongefamilien blev opdaget i Varennes, og ført tilbage til Paris. Paris havde fået sin konge tilbage. Bageren, bagerkonen og den lille bagerdreng, var tilbage. Hvad skulle man imidlertid stille op med dem ? Det var lykkedes Ludvig d.16. at demonstrere, at monarken ikke længere var uundværlig. Flugtforsøget havde også vist, at kontrarevolutionen var mulig, og efter begivenhederne i Varennes krævede mange monarkiets ophævelse. Men netop monarkiet skulle fungere som bolværk mod politisk og social uro. Flugten udløste en umådelig forbitrelse hos folket, som nu mistede al tillid til monarken. Den Konstituerende Forsamling valgte nu at suspendere kongen, indtil den ny forfatning i september kunne redegøre nærmere for hans placering i samfundshelheden. Situationen var vanskelig for Borgerklasserne. Under den følgende politiske krise var de parisiske arbejdere rede til endnu dristigere aktioner. D.14. juli 1791 rasede borgerklasserne atter mod faglige sammenslutninger. Men i Paris deltog arbejderne i erobringen af et våbenlager og gik imod den Konstituerende Forsamling og ind for at dele de riges formuer »blandt de trængende« . D.16. juli bryder en gruppe ud af Jakobinerklubben og danner Feuillantinerklubben, deriblandt var La Fayette og Barnave. En borgerlig repræsentant siger i Den Konstituerende Forsamling: »Jeg kommer i Deres forfatningskomites navn for at meddele Dem et brud på de forfatningsprincipper, som forbyder faglige sammenslutninger - et brud der forårsager store farer for den offentlige orden. Adskillige mennesker har prøvet at genskabe de nedlagte sammenslutninger ved at danne forsamlinger for håndværk, hvor man har udnævnt formænd, sekretærer, forretningsførere og andre funktionærer. Hensigten med disse forsamlinger, der efterhånden spreder sig ud over kongeriget, og som allerede er begyndt at have forbindelse med hinanden, er at tvinge leverandører, de tidligere herrer, til at hæve lønnen for en dags arbejde. Man vil hindre arbejdere og de enkeltpersoner, der beskæftiger dem i deres værksteder, i at lave deres private aftaler, og man vil få dem til at underskrive protokoller, der anerkender forpligtelsen til at rette sig efter satserne for en dags arbejde og andre regler, som fastsættes af disse forsamlinger. Der bruges vold for at gennemtvinge disse regler. Arbejdere tvinges til at forlade deres arbejdspladser, selv når de er tilfredse med de lønninger, som de modtager. Man ønsker at tømme værkstederne, og allerede nu har adskillige værksteder gjort oprør, ligesom forskellige tumulter er opstået. De første arbejdere, som forsamlede sig, opnåede tilladelse til at gøre dette fra bystyret i Paris. Heri synes bystyret at have begået en fejl. Alle borgere må utvivlsomt have lov til at forsamle sig, men borgere fra bestemte erhverv bør ikke have lov til at gå sammen ud fra deres såkaldte fælles interesse. Der eksisterer ikke længere en faglig sammenslutning i Staten, der er kun den enkeltes særinteresser og så de fælles interesser. Ingen har tilladelse til at foreslå borgere en særlig interesse og til at adskille dem fra almenvellet ved at animere til faglige sammenslutninger«. Det var tydeligvis i Borgerklasssernes interesse at nedbryde laugsvæsenet, og nu forhindrede man også arbejderne i at søge beskyttelse i nye sammenslutninger. Men i fattigkvarteret Saint Antoine i Paris samlede man sig under bryggeren Santerres ledelse. Et bønskrift var udgået fra Cordelierklubben til Den Konstituerende Forsamling om kongens afsættelse. De vigtigste underskrivere var Hébert, Chaumette, Hanriot og Santerre, og de indkaldte pariserne til at komme og skrive under på bønskriftet. D.17. juli kom kolossale menneskeskarer til Marsmarken for på Fædrelandets Alter at underskrive. D. 17. juli var en regnvejrsdag, men iveren efter at skrive under var uformindsket. Regnen holdt op, - himlen blev rolig og klar igen og på mindre end to timer kom der mere end 50.000 mennesker til Marsmarken. En troppeafdeling går ind i den fjerne ende overfor militærskolen, en anden kommer ind et stykke længere nede, og en tredje af indgangen, som ligger ud til La Grande Rue de Chaillot - det var dér, det røde flag var placeret. Næppe havde de, der var stod Fædrelandets Alter, og der var mere end femten tusinde, bemærket det, før man hører en skudsalve. Men folk troede, at der blev skudt med løst krudt, således styrkerne kunne komme frem til Fædrelandets Alter for at kundgøre loven. Men tropperne skyder for anden gang og en tredje salve mejer mange ned. Mængden flygter og kun en gruppe på hundrede mennesker bliver stående ved selve alteret. Ak! de betalte dyrt for deres mod og blinde tillid til loven. Adskillige mænd og kvinder, endog et barn blev massakreret dér, massakreret på Fædrelandets Alter ! Åh ! hvis vi nogen sinde igen skal holde Føderationer, må vi vælge et andet sted, for dette sted er blevet vanhelliget ! Du gode Gud, hvilket syn ! Var det ikke, som denne fatale dags sidste stråler faldt på ubevæbnede borgere, der flygtede for bevæbnede borgere. Man må have brugt voldsomme midler og usle metoder for at få Nationalgarden til dette ! I fædrelandets børn ! hvad har I gjort ? Hvilken brug har I dog gjort af jeres våben ? Der er blandt jer nogle, som har dræbt jeres venner, jeres familie. De har forrådt jeres mod, de har gjort jer til de ulykkelige redskaber for en lidenskab, der ikke er jeres, aldrig har været det, og aldrig vil blive det ! I Cordelierklubbens protokol skrives: »Bødlerne skyder mod Fædrelandets Alter fra alle sider. De dræber gamle kvinder og børn, og kun de, der flygter for at redde sig, undslipper dem. For at undgå at blive skudt er der nogle, der kaster sig ned i grøfterne eller skjuler sig i hækkene, mens andre klatrer op i træerne, men alle beskyttelsesforanstaltninger er forgæves og nytteløse. Man myrder løs overalt, og der er ingen skånsel. Du, Nationalforsamling, der gav ordre til forbrydelsen, og I: Bailly og La Fayette og jeres usle følgesvende, der har begået den: Hvis angeren endnu kan trænge ind i jeres hjerter, vil den snart sønderrive dem. Kavaleriet forfølger med sabelhug borgerne, der forsøger at undgå det morderiske stål. Denne dag bringer skam over morderne og smeder lænker til patrioterne. Dette er den rene og skære sandhed. Franskmænd, døm Den Konstituerende Forsamling , der kaldte departementet, kommunerådet og de offentlige anklagere i vidneskranken for at beordre dem til at lade deres brødre myrde. Du Bailly, og du La Fayette, der begge er deputerede, I har begge lavet love og udført dem. Således har I i modstrid med principperne i forfatningen samlet den udøvende og den lovgivende magt i de samme hænder«. Borgmester Bailly og La Fayette lod altså nationalgarden gennemføre en massakre, og efter denne dramatiske begivenhed blev Cordelierklubben lukket for en periode, ligesom censuren skærpedes mod bl.a. Marat's og Desmoulins blade. Nedskydningen på Marsmarken var med til at spalte Borgerklasserne mellem de, som ønskede, at 1. og 2. Stands privilegier skulle overgå til den del af folket, der kaldtes bourgeoisiet (Bailly), og dem der ønskede frihed for alle gennem en politisk og social udjævning. I august udfærdige Østrig og Preussen en deklaration i Pillnitz, hvor de bebude en væbnet intervention i Frankrig, men under forudsætning at andre monarkier tilsluttede sig Pillnitz erklæringen. Først d. 13. september var den nye forfatning færdig og atter var Storborgerskabets revolution knæsat. Forfatningen fastslog, at magten hviler hos folket. Den udøvende magt skulle være hos kongen. Kongen skulle udøve magten gennem ministre, som han selv valgte, og som skulle bære ansvaret, mens kongen blev ansvarsfri. Den lovgivende magt var hos en rigsdag, der skulle bestå af ét kammer. Den dømmende magt skulle være hos folkevalgte domstole. Kongen kunne forkaste et af kamret vedtaget forslag to gange, førte udenrigspolitik, men kunne ikke indgå traktater eller indlede krige, uden at de først var vedtaget af Den Lovgivende Forsamling. Kongen fik 25 millioner livres om året. Først og fremmest ønskede man at erstatte regimets institutionelle forskelligheder med en ensartet organisering af samfundet. Det skulle på een gang gøres mere rationelt. De gamle provinser havde hidtil hver haft sin uensartede styrelse og ofte meget forskellige lovregler, men gennem intendanterne havde regeringen våget over alt, hvad der skete. Nu skulle styrelsen fremover være ensartet. Man håbede dermed at man indskrænke provinsfølelsen, det lokale,- og fremmede nationalfølelsen. Intendanterne forsvandt, og folkevalgte råd af ejendomsbesiddere fik magten både i departementer, byer og sogne. Alle de gamle lokalinddelinger forsvandt og blev erstattet at 83 departementer, som igen var opdelt i kantoner, distrikter og kommuner. Paris blev opdelt i 48 sektioner. Endvidere opdelte man borgerne i passive og aktive borgere. Kun de »aktive borgere« med ejendomsbesiddelser kunne vælge kommune- og departementsstyret, der skulle sørge for opretholdelse af ro og orden, opkrævning af skatter, udskrivning af nationalgarden. Vælgere blev mænd over 25 år, som endvidere indbetalte en skat, der svarede til 3 dages arbejde. Vælgerkorpset blev dermed yderligere reduceret fra 7 millioner til 4 millioner. Valgene skete på flere trin, og for hvert trin blev der stillet større indtægtskrav, således at det i virkeligheden kun var 50.000 mænd i hele Frankrig, der kunne opstille som kandidater til Den Lovgivende Forsamling. Valgreglerne var vendt mod folket og aristokratiet. Ligeså gennemgribende ændredes kirkens forhold. Bisper og præster skulle vælges af »befolkningen«. Biskoppen skulle indsættes af metropolitten i de ti største byer. Tienden afskaffedes, klostrene ophævedes, og kirkegodserne erklæredes for national ejendom, fordi statsgælden ustandselig blev større. Kirken var en del af staten, og staten var en del af kirken. Ikke engang en ny skatteordning kunne løse gældsproblemerne. Staten skulle betale gejstlighedens lønninger og yde munke og nonner en vis pension. Der blev fuld religionsfrihed,- på papiret. De fra kirken inddragne nationalgodser skulle udstykkes i små lodder. Der skulle skabes en stand af små selvejere, som følte sig stærkt knyttet til revolutionen. Men også her blev snydt. Den Konstituerende Forsamling krævede, at præsterne skulle aflægge ed på den ny kirkeordning, men mange af dem nægtede det og fandt støtte hos Paven og hos kongen. Det viste sig at hurtigt, at revolutionslederne ikke ville eller turde give den brede befolkning større magt. Derfor begrænsede de stemmeretten, således at kun de mere velhavende købmænd, finansfolk, jurister og embedsmænd kunne stemme eller vælges til Den Lovgivende Forsamling. Der fandt ligeledes gennemgribende ændringer sted indenfor retsvæsenet. Den gamle retspraksis med titusindvis af særdomstole og decentrale parlamenter blev udskiftet med valgte juryer og dommere. Det nye hierarkiske system skulle sikre »lighed« for loven. Da den franske befolkning i hovedsagen var analfabeter, undlod Borgerklasserne at indskrive alle menneskerettighederne i forfatningen. Især rettighederne om lighed. På det økonomiske område satsede man på handelsfrihed, idet monopoler og indre toldgrænser blev ophævet, ligesom man fjernede en række omsætningsafgifter. Væsentligst var indførelsen af den ukrænkelige ejendomsret, hvor ejendom kunne benyttes af ejeren efter forgodtbefindende. Under den feudale ejendomsret måtte bønderne betale afgifter til lensherren, ligesom ejendommen var behæftet med kollektive pligter i forhold til landsbyfællesskabet. Nu blev disse bånd skåret over, omend herremændene i første omgang fik tildelt en ganske betydelig erstatning, der udgjorde 25 gange værdien af den årlige afgift i naturalier. Det kunne de fleste småbønder ikke betale, men først senere under revolutionen fandt den endelige ophævelse af feudalafgifterne sted. Laugsvæsenet blev ophævet til fordel for Borgerklassernes fremdrift og næringsfrihed. I ægteskabet havde manden det fulde herredømme over kvinden. Han kunne sætte hende i kloster og have ret til at dræbe hende, hvis hun var skyldig i utroskab, men også i september vedtages også erklæringen om kvindens rettigheder.» Artikel 1. Kvinden fødes fri og er manden lige i rettigheder. Social forskel kan kun være begrundet i almenvellet. Artikel 2. Målet for enhver politisk sammenslutning er at bevare kvindens og mandens naturlige og umistelige rettigheder. Disse er: frihed, lykke, sikkerhed og fremfor alt ret til modstand mod undertrykkelse. Artikel 3. Al magts oprindelse ligger helt og holdent hos folket, som ikke er andet end mand og kvinde i forening. Ingen sammenslutning, intet individ kan udøve nogen myndighed, som ikke udtrykkelig udgår fra folket. Artikel 4. Frihed består i at kunne gøre alt, som ikke skader andre. Udøvelsen af kvindens naturlige rettigheder har altså ikke andre begrænsninger end den vedvarende undertrykkelse, manden udsætter hende for. Disse begrænsninger skal fjernes med fornuftens og naturens lov«. Men det endte med, at de fleste var lige så fattige og uden indflydelse, som da revolutionen begyndte. Olympe de Gouges kæmpede for ligestilling mellem kønnene. Hendes vigtigste resultat er udformningen af Kvinderrettighedserklæringen, der var et anklageskrift fra september, som en reaktion på, at den nye forfatning udelukkede kvinderne fra politiske rettigheder. Mod slutningen af året 1792 startede hun sit felttog mod Robespierre og i juli 1793 blev hun arresteret og henrettet i november. Da Ludvig d.16. i september godkendte den nye forfatning, så det på ny ud til, at monarken og repræsentanterne for bourgeoisiet havde fundet sammen. Forfatningen gjorde kun kongen til nationens højeste befuldmægtigede, til lovens første tjener. Med den nye september-forfatning var Den Konstituerende Forsamlings arbejde dermed tilendebragt. Man kunne lade sig afløse af nye deputerede. For at fornyelsen til Den Lovgivende Forsamling skulle blive så gennemgribende som mulig, havde Den Konstituerende Forsamling vedtaget, at ingen af dens medlemmer kunne genvælges. Kort tid før Den Konstituerende Forsamling trådte tilbage, besluttede den, at en enkelt mand ikke længere skulle lede nationalgarden. Ledelsen skulle i fremtiden fordeles mellem seks legionschefer, som på skift skulle have kommandoen. Det var ensbetydende med La Fayette's afgang. Overgangen fra Den Konstituerende Forsamling til Den Lovgivende Forsamling fandt sted d. 30. september/1. oktober under indtryk af begivenhederne i Varennes. Det var kun »aktive borgere«, der kunne stemme, dvs. 60 % af befolkningen, fordi vælgeren skulle besidde ejendom og have en vis indkomst, samt betale skat. I 1791 forfatningen stod:» Den franske nation giver afkald på enhver krigsførelse med henblik på erobringer og vil ikke anerkende styrker mod noget folks frihed«. Der var 1 valgmand for hver 100 vælgere. Valgene gik imod aristokratiet og der var ingen fortalere for at genskabe kongemagtens regime. Men flertallet af de 745 valgte medlemmer kom fra borgerskabet, 66 % af de valgte var jurister og embedsmænd, og ingen havde politisk erfaring. Østrigs hemmelige agent i Frankrig grev de La Marck gav en karakteristik af Den Lovgivende Forsamling: »De tre fjerdedele er rene nuller, og resten udmærker sig kun ved deres revolutionære ideer«. Den Lovgivende Forsamling konfirmerede annekteringen af Avignon, der fra gammel tid havde hørt til Pavestolen. I en udtalelse til delegationen fra Avignon sagde Robespierre:» Hvis en nation er et fællesskab af mennesker, forenet af fællesinteresse under fælles lov og fælles regering; hvis lovene er betingelserne for fællesskabet, bestemt af almenviljen, og regeringen organisationen af den offentlige autoritet, som skal håndhæve lovene, hvem kan da benægte et hvilket som helst folks ret til efter eget ønske at forandre såvel lovene som regeringen og, om nødvendigt, udskifte dem, hvem samme regering er betroet«. Det var tilfældet i Avignon, hvilket dog ikke forhindrede annekteringen. Dermed var grænsen mellem ikke-indblanding og intervention for alvor begyndt at skride, i interventionens favør. Den Lovgivende Forsamling bestod primært af intellektuelle, jurister, journalister og litterater. De 745 medlemmer kunne i nogen grad opdeles i 3-4 grupper. Til højre sad ca. 250 medlemmer, der holdt til i Feuillantinerklubben - de konstitutionelle. De støttede principperne i forfatningen af 1791 om det konstitutionelle monarki, ligesom de ønskede at styrke den udøvende magt. Til venstre sad gironden/girondinerne/brissotinerne. Det kaldte man dem, fordi flere af de toneangivende medlemmer kom fra departementet Gironde ved Bordeaux, og gruppen havde tilknytning til Borgerskabet, middelstanden og provinserne. Gironden mødtes i salonen hos Madame Roland. Omkring 350 medlemmer befandt sig i det uafhængige centrum. Nogle få deputerede med Couthon i spidsen udgjorde det yderste venstre, der hentede støtte hos Robespierre i Jakobinerklubben og i Cordelierklubben. Jakobinerklubbens ledende folk var Brissot, Condorcet, Vergniaud, Isnard og Guadet. Gironden (Storborgerne) vandt de uafhængige medlemmer og dermed flertallet og magten i Den Lovgivende Forsamling. Høsten i 1791 var imidlertidig dårlig, og om vinteren opstod der hungersnød i flere byer. Priserne på fødevarer steg voldsomt, medens assignaterne faldt drastisk i værdi. Uroen øgedes. I Paris var der stor politisk virksomhed i de 48 sektioner, hvor man forsøgte at bremse spekulationen i nød. De edsnægtende præster forsatte overalt deres agitation mod revolutionen, og de fik stadig større opbakning. I Vendée i den vestlige del af landet kom det direkte til oprør. Hovedstad og provins fjernede sig gradvist fra hinanden. Den Lovgivende Forsamling vedtog en række dekreter mod revolutionens fjender. Ved borgmestervalget i november måtte Bailly (morderen fra Marsmark-massakren) nedlægge sit embede og blev afløst af girondineren: Pétion. Der var opstået en besynderlige alliance mellem kronen og Gironden, da Marie Antoinette i det skjulte støttede Pétion mod La Fayette ved borgmestervalget i Paris. En anden fremtrædende person i byforvaltningen blev Danton, og dermed stod Paris udenfor Storborgerskabets kontrol. D. 27. november vedtog Den Lovgivende Forsamling at alle præster skulle aflægge ed. Emigrantloven fastsatte dødsstraf og ejendomsinddragelse for alle, der ikke forinden d. 1. januar 1792 var vendt tilbage til riget, og på samme måde blev de edsnægtende præster opfattet som landsforrædere. Men Ludvig d. 16. brugte sit veto mod dekreterne, hvilket fremkaldte mange harmfulde udtalelser mod den mand, »hvis vilje kan lamme en hel nations, og som sluger 30 millioner, medens millioner af borgere lider nød« (Isnard). Det store problem i tiden var forholdet til udlandet, og her havde kongehuset og Gironden besynderligt nok sammenfaldende interesser, omend motiverne var forskellige. Man var tilbøjelig til at mene, at emigranterne og de europæiske stormagter indgik i et tæt samarbejde vendt mod revolutionen og at de fremmede hoffer kun lurede på lejligheden til at genoprette den gamle samfundsorden i Frankrig. Men udlandets trusler, eksempelvis Pillnitz-erklæringen fra august underskrevet af kejseren af Østrig og kongen af Preussen - stod i kontrast til deres passive handlemåde. Stormagterne opfattede snarere revolutionen som et indenrigspolitisk anliggende, der på bedste måde svækkede Frankrig og satte landet udenfor det stormagtspolitiske spil. Fyrsterne ville først komme »den gode broder Ludvig d.16.« til hjælp, når man kunne se, at han var så langt nede, at han måtte lønne sine »gode brødres hjælp og bistand« med nogle franske provinser. D. 29. november sagde Isnard: »Lad os sige til Europa, at hvis kabinetterne engagerer kongerne i en krig mod folkene, så vil vi engagere folkene i en krig mod tyrannerne. Derefter vil folkene omfavne hinanden foran de detroniserede tyranner, og jorden vil være trøstet og himlen tilfreds«. D. 3. december skriver Ludvig d.16. til kongen af Preussen: »Monsieur, min broder. Jeg er blevet underrettet om den interesse, som Deres Majestæt har vist ikke kun for mig men også for mit riges velfærd. Deres Majestæts Ønske om at give mig bevis derpå i enhver situation, hvor en sådan interesse kan gavne mit folk, har rørt mig dybt. Det er med fuld tillid, at jeg påberåber mig den på dette tidspunkt, hvor oprørerne, til trods for min godkendelse af den nye forfatning, åbent konspirerer for at ødelægge, hvad der er tilbage af monarkiet. Jeg har netop henvendt mig til Kejseren af Østrig, Kejserinden af Rusland samt kongerne af Spanien og Sverige for at præsentere dem for ideen om en kongres for stormagterne i Europa. En kongres - understøttet af en hær - er den bedste metode til at sætte en stopper for intrigemagerne her, og til at forhindre det onde, som plager os, i at nå de andre stater i Europa. Jeg håber, at Deres Majestæt vil bifalde mine ideer, opretholde en absolut fortrolighed angående sagen og beredvilligt forstå, at omstændighederne tvinger mig til den største varsomhed. Det er af den grund, at kun Baron de Breteuil er underrettet om mine planer, og Deres Majestæt kan viderebringe Deres synspunkter til ham. Jeg føler det som en sand tilfredsstillelse at give Deres Majestæt forsikringer om den agtelse og hengivenhed, med hvilken jeg er, Monsieur min broder Deres Majestæts gode broder, Louis«. Flere steder var der temmelig stor sympati for udviklingen i Frankrig. Borgerlige kredse i England lavede paralleller til landets egen glorværdige revolution i 1688, og kun få fandt som Edmund Burke, at revolutionen stred mod den sociale udvikling. I Tyskland og Italien så mange intellektuelle Bastillens fald som udtryk for fornuftens sejr. Studentersammenslutninger holdt fester under tricolorens farver, og adskillige drog til Paris for personligt at overvære tyranniets endeligt. Europa ønskede ikke krig mod Frankrig, men mange i Frankrig ønskede krig mod Europa. Hoffet følte, at en krig under alle omstændigheder ville forbedre kongehusets position. Dronningen førte korrespondance med sit hjemland om at få østrigske tropper til at genindføre enevælden. Gironderne ønskede krigen, og krigen skulle skabe den belejringstilstand, der var nødvendig for at føre revolutionen videre. Gennem krigen ville Gironden komme til magten. I Jakobinerklubben proklamerede Brissot: »Vi trænger til forræderi, og et nyt korstog, for hele verdens frihed«. Men mange feuillantinere frygtede, at krigen ville bringe det ustabile konstitutionelle monarki til fald. De frarådede derfor kraftigt et udenlandsk eventyr, men på grund af den øgede uro i vintermånederne 1791 kom krigsmodstanderne i klemme. Følgen af flere koloniopstande var også, at sukkerpriserne steg voldsomt. På Haiti blev slaveoprøret særdeles brutalt, og først i 1781 kunne slaverne erklære Haiti selvstændigt. En gruppe indenfor Borgerskabet drev hensynsløst spekulation med livsfornødenheder og andre varer.

Maximilian Robespierre sagde i Jakobinerklubben d. 2. januar 1792: »Under krigen med udlandet afleder, som jeg allerede har sagt, de militære begivenheder folkets opmærksomhed fra de politiske forhandlinger, der vedrører frihedens vigtigste grundprincipper. Folket er ikke så opmærksom på, at det undermineres og svækkes af intriganternes og den udøvende magts hemmelige rænkespil, og på at de svage og korrupte repræsentanter ikke forsvarer det. Denne politik har været kendt til alle tider, og hvad Brissot end har sagt herom, så er det eksempel med Roms aristokrater, som jeg har nævnt, passende og rammende: Da folket krævede sine rettigheder overfor senatets og patriciernes overgreb, så erklærede senatet blot krig. Og idet folket kun bekymrede sig om krigen, glemte det både sine rettigheder, og hvordan det var blevet krænket. Man overlod altså magten til senatet og beredte nye triumfer for patricierne. Krigen er god for militærets officerer, for de ærgerrige og for børsspekulanter. Den er god for ministrene, hvis dispositioner den dækker med et tæt og næsten helligt slør. Den er god for hoffet, og den er god for den udøvende magt, hvis autoritet, popularitet og indflydelse den forstærker. Den er kort sagt god for den koalition af intrigante og moderate adelige, der styrer Frankrig. Dette parti kan placere sine helte og sine medlemmer i spidsen for hæren. Hoffet kan betro landets styrker til folk, der, når lejligheden byder sig, kan tjene det så meget des mere, idet man vil have arbejdet på at give dem en slags patriotisk ry. De vil vinde soldaternes hjerter og tillid, så disse knyttes stærkere til royalismen og moderationen. Dette er den eneste form for forførelse, jeg frygter, soldaterne skal blive udsat for. Det menneske, der normalt vil være bange for at forråde fædrelandet, kan af snedige ledere bringes til at støde sværd i hjertet på de bedste borgere. De bedrageriske ord 'republikaner' og 'oprører', som sekten af hykleriske modstandere forfatningen har opfundet, kan bringe folk, der er uvidende, fordi de er blevet vildledt, til at ruste sig til kamp mod folkets interesser. Men det store formål med alle deres sammensværgelser er at ødelægge det patriotiske parti, og når det først er blevet tilintetgjort, er der så andet tilbage end trældom ? Det er ikke en kontrarevolution jeg frygter, men derimod at falske principper og afgudsdyrkelse skal vinde frem, og at samfundsånden skal fordærves«. I januar trængte arbejderne ind i købmandsbutikkerne og tvang købmændene til at sælge sukker og kanel til gamle priser. De rettede henvendelse til byrådet for at få byrådet til at tømme tre kirker, der blev brugt som pakhuse, så de oplagrede varer kunne sælges til befolkningen til en rimelig pris. Men myndighederne slog arbejderne ned. Vergniaud sagde bl.a. i Den Lovgivende Forsamling d. 18. januar: »Vor revolution har skræmt alle de kronede hoveder. Den har vist, hvorledes man ødelægger den despotisme, der holder dem oppe. Despoterne hader vor forfatning, fordi den gør menneskene frie, og fordi de vil regere over slaver. Dette had er kommet til udtryk gennem hjælp til og beskyttelse af emigranterne, i hemmelige forhandlinger, i de deraf affødte traktater, i forhandlingerne i Pillnitz. Tro ikke, at dette had ikke længere eksisterer, men man må sørge for, at det ophører med at gøre sig gældende. Det vil røre på sig, sålænge det øjner et håb, og indtil man har erkendt, at forfatningen er uangribelig, vil den blive angrebet. Men Vaubans’ ånd våger stadig over vore grænser, der forsvares af patriotiske og tapre linietropper, af hengivne nationalgardister og i endnu højere grad af en lidenskabelig beundring for friheden……«. I marts gik Ludvig d.16. med til at antage et Gironde-ministerium, hvor de vigtigste skikkelser var Dumouriez og Madame Roland som henholdsvis udenrigs- og indenrigsminister. Alt imens var finanstilstanden dårlig og priserne steg, således at de fattige til stadighed led nød. Der var hele tiden tumulter rundt om, især i Paris. Pariserproletariatet blev mere og mere en 4. Stand, der følte sig i modsætning til 3. Stand (borgerklasserne). »Enragés«-bevægelsen (»de rasende´s« bevægelse), opstod i foråret 1792 og blev de plebejiske massers talerør. Det varede ikke længe, før der kom strid mellem kongen og Den Lovgivende Forsamling om præsternes stilling. Og desuden begyndte nu Østrig og Preussen, hvis fyrster nærede voksende bekymring for, at revolutionen skulle smitte af til deres lande, at stille sig truende over for Frankrig. Men de ønskede ingen krig, fordi Rusland så ville indtage Polen og Sverige havde jo allerede i 1790 sluttet fred med Rusland. Rusland lokkede med løfter om bytte hvis Østrig og Preussen indledte krigen mod Frankrig. Blandt girondinerne var der mange, der ville have en krig med udlandet. De begrundede det med, at krigen ville tjene til at udbrede revolutionsideerne udenfor Frankrig, ja fremkalde folkerejsninger, der ville feje fyrsterne bort. De ville have kongen og aristokratiet til at vise sit sande ansigt, og indadtil ville en sejrrig krig sikre girondinerne førerskabet og trykke jakobinerne ned, og samtidig aflede opmærksomheden fra de vanskelige forhold indadtil. Girondinerne fremkaldte tidligere spøgelser og gamle ideer op fra enevældens tid, om at Frankrig skulle nå frem til sine naturlige grænser: Alperne og Rhinen, d.v.s. at man skulle erobre Savojen og Nizza, Vest-Rhinlandet og Belgien. D. 20. april 1792 erklærede Frankrig krig mod Østrig (Böhmen og Ungarn) og 23 års krig blev nu indledt. Østrig blev omgående støttet af Preussen. Modstanderne blev foreløbigt Østrig, Preussen og kongedømmet Sardinien, der også havde nogle landskaber i det nordvestlige Italien. Revolutionens slagsang, Marseillaisen, blev til i Strasbourg, samtidig med at guillotinen første gang blev taget i anvendelse d. 25. april i Paris. Aldrig før var en krig blevet mere ønsket og forberedt med flere bagtanker. Kun Robespierre forsøgte til det sidste at standse det uundgåelige. Krigen kom med ganske små afbrydelser til at vare til 1825. Når blot de franske tropper viser sig, ville de overalt blive opfattet som befriere, udtalte Gironden fortrøstningsfuldt. Men umiddelbart så det ud til, at man havde brug for mirakler, hvis Frankrig skulle sejre. Disciplinen ved fronten blandt de mange frivillige var yderst ringe, og officerskorpset bestod hovedsageligt af nye og uerfarne officerer. Fædrelandskærligheden, kærlighed, frihed og lykke var nu nogle af de begreber, der blev introduceret for at holde sammen på franskmændene. Krigen førte atter til kursfald på assignaterne, til prisstigninger på madvarer og misfornøjelse hos folket. Girondineren Madame Roland fandt endog, at hæren efterhånden blev lovlig meget fyldt op med Cordelierere. Allerede de første træfninger førte da også til kaos. I Paris opfattede man det som en national katastrofe, der skyldtes forræderi, og Gironden anklagede dronningen for at lede en særlig østrigsk komité. Da kongen som modtræk afskedigede Gironde-ministeriet d. 12. juni kom det til optøjer den 20. juni. Sansculotterne trængte ind i Tuilerierne, og tvang kongen til at tage den røde frygiske hue på. Kongen nægtede at tage de afskedigede ministre tilbage, men tilbagekaldte sit veto mod loven om forvisning af de præster, der ikke vil aflægge ed. Efter d. 20. juni-begivenhederne forsøgte man for sidste gang at skabe national enhed. Biskoppen af Lyon, Lamourette, opfordrede medlemmerne af Den lovgivende Forsamling til at glemme uenigheden, forny nationaleden og omfavne hinanden i broderlig kærlighed. Revolutionskomiteer oprettes overalt af sansculotterne. Marat skrev 7. juli: »I tre år har vi bestræbt os for at genvinde vor frihed, og alligevel er vi længere væk fra den, end på dens første dag og aldrig har vi været mere undertrykte. Statens teater er stadig det samme. Kun dekorationerne er forandret. Der er stadig en tyran omgivet af intrigante hoffolk, hyklere od svindlere. De gamle aktører er forsvundet, men nye er kommet til, og de spiller de samme roller. Dette vil forsætte i en uendelighed. Revolutionen blev gennemført og forsvaret af arbejdere og håndværkere, småhandlende og bønder, men overraskende nok er den blevet gennemført til fordel for jordejerne og juristerne…..«. Alt blev sat i højeste alarmberedskab, da de østrigske og preussiske hære i slutningen af måneden overskred grænserne. Modstandernes øverstbefalende, hertugen af Braunschweig, udsendte et manifest, der vakte kolossal forargelse ved at true Paris med udslettelse, hvis kongefamilien blev udsat for den mindste krænkelse. Krigen medførte, at Den Lovgivende Forsamling erklærede fædrelandet i fare d. 11. juli, og overalt lød propagandaen om »fædrelandet og nationen«, for at få frivillige til at melde sig. Krigen dannede baggrund for det kommende diktatur. Pariserne anså nu kongen for landsforræder. Forsoningsånden skulle stå sin prøve ved Føderationsfesten d. 14. juli. Men i august stormede pariserproletariatet Tuilerierne med en rød fane i spidsen og overmande Schweizergarden og afsatte bystyret. Sansculotterne og fødererede styrker fra provinsen, bl.a. fra Marseille etablerede en revolutionær kommune i Paris. Sansculotterne var nu revolutionens aktører, og nu begik de statskup. Kongen søgte tilflugt hos Den Lovgivende Forsamling, hvor kun de mest radikale havde vovet at give møde. De vedtog at suspendere kongens magt d. 10. august og at holde ham i forvaring i middelalderborgen Temple. Den 10. august måtte man opgive fiktionen om den nationale enhed personificeret gennem det konstitutionelle monarki. Men før Frankrig var parat til at gå imod de ydre fjender, kom det til en foreløbig indenrigspolitisk afklaring.  De parisiske arbejdere tog del i alle afgørende begivenheder i revolutionens anden etape (10. august 1792 - 31. maj 1793). I opstanden den 10. august, der styrtede monarkiet, var 20 af 43 dræbte og 30 af 82 sårede arbejdere. I et midlertidigt nedsat regeringsråd (eksekutivkomite) besatte Gironden næsten alle ministerposterne, medens justitsministeriet overgik til Danton. Han begyndte straks at undersøge aristokraternes forhold, og flere tusinde blev sendt i fængsel pga. invasionen. Madame Roland skriver: »Danton styrer det hele. Robespierre er hans marionet og Marat bærer hans fakkel og dolk«. Kongedømmet havde fra nu af ikke mange tilhængere. Men girondinerne ønskede at genoprette ordenen og gøre ende på parisernes magt og gengive provinserne deres indflydelse. Girondinernes midlertidige regeringsråd blev betragtet som et statskup og Jakobinerne ville skabe en stærk centralmagt, støttet til de parisiske folkemasser,- og bag sig havde de Paris’ kommuneråd, der øvede stor indflydelse. Frankrig blev nu styret fra ét eksekutivråd, - fra Den Lovgivende Forsamling, og fra den revolutionære Pariserkommune, hvor kommunerådet traf beslutning om at indkalde til en ny grundlovgivende forsamling, der ved almindelig valgret indkaldte et Nationalkonvent, der skulle afgøre kongedømmets skæbne og lave en ny forfatning. Der blev således udskrevet valg til Konventet og de udemokratiske valgregler blev lavet om, så skellet mellem aktive og passive borgere blev ophævet, og deltagelsen i de politiske møder blev stor. Lafayette overgav sig allerede til østrigerne d. 19. august. D. 23. august overgiver Longwy sig og fæstningen Verdun overgiver sig d. 2. september. Da fjenderne stadig nærmede sig fra nordøst, gik der en bølge af panik over Paris. Fængslerne fyldtes med adelige, præster og andre, som antoges for at være revolutionens fjender. I september trængte blodtørstige småborgere og nationalgardister ind i fængslerne og myrdede i flæng blandt de mistænkte fanger. Ofrenes antal anslås til 1.100 og disse myrderier bragte et stærkt omslag i den stemning, hvormed man i de andre lande betragtede revolutionen. Men frivillige blev kaldt til fra hele Frankrig. Valget til Den nye Grundlovgivende Forsamling fandt sted under indtryk af septembermyrderierne, og det kom i Paris til et voldsomt opgør mellem Brissot og Robespierre tilhængere. 40 dages »valgkamp« resulterede i at Gironden og Storborgerskabet fik en vederstyggelig dårlig repræsentation i Konventet, og Girondelederne måtte nøjes med at sikre deres valg i provinsen. Allerede d. 20. september, dagen før Konventet trådte sammen, besejrede Dumouriez preusserne ved Valmy i en mindre træfning. Det fik stor symbolsk betydning. Konventet trådte sammen d. 21. september og bestod af 750 deputerede, hvoraf de 280 havde været medlemmer af enten Den Konstituerende Forsamling eller Den Lovgivende Forsamling. Den sociale sammensætning lignede alligevel forgængernes, idet det store flertal kom fra byernes middelklasse med sagførere som den talrigeste gruppe, men medens de to foregående forsamlinger havde været præget af Montesquieus ånd, blev Konventet efterhånden domineret af Rousseaus ånd. Flertallet frygtede både en modrevolutions repressalier som en social revolution, der kunne sætte spørgsmålstegn ved ejendomsretten. Konventet erklærede enstemmigt både monarkiet for afskaffet og ejendomsretten for ukrænkelig og erklærede Frankrig for en republik. Et par sektioner i Paris oprettede revolutionskomiteer, der skulle foretage husundersøgelser og politimæssige opgaver. Efter deres pladser i salen kaldtes Jakobinerne ofte Bjerget (montagnarder) d.v.s. de deputerede, der placerede sig på de øverste bænke. Et midterparti kaldtes Sumpen eller Sletten. Hurtigt opstod der imidlertid uoverensstemmelser mellem Gironden, som nu sad til højre i salen og Jakobinerne. Gironden udgjorde omkring 160 medlemmer, og dens ledere var Brissot, Vergniaud, Condorcet og Pétion. Jakobisterne havde omkring 140 medlemmer; og de toneangivende var Robespierre, Saint-Just, Couthon, Danton, Desmoulins og Marat og de fik støtte af sansculotterne. Mellem de to grupper var der flere personlige modsætningsforhold, men det afgørende var naturligvis den politiske uenighed, der rådede mellem Storborgerskabet (Gironden) og småborgerskabet (Jakobisterne). På det økonomiske område var det af stor betydning, at man endelig helt fjernede bøndernes erstatningsforpligtelser overfor seigneurerne, ligesom salg af emigranternes ejendom nu skulle komme en større del af landbefolkningen tilgode. Bønderne blev Paris mere venlig stemt. Gironden forsvarede ejendoms- og næringsfriheden i fuldt omfang og modsatte sig en fast kurs på assignaterne, maksimalpriser, og var modstandere af leveringspligt. På det politiske og administrative område ønskede girondinerne at lægge en del af magten ud til provinsen, da de lokale myndigheder ofte var domineret af det stedlige bourgeoisi (girondinere). Girondinerne blev derfor af deres modstandere betegnet som føderalister, og de så med bekymring på kommunerådets og sansculotternes aktivitet i Paris, og ønskede at Paris’ indflydelse skulle reduceres til 1/83, ligesom de andre departementer. Jakobinerne mente, at småborgerskabet i beskedent omfang kunne samarbejde med sansculotterne for at sikre revolutionens resultater. Om nødvendigt måtte man acceptere økonomiske sanktioner og indskrænkninger i det frie initiativ. Af frygt for at kontrarevolutionære kræfter i provinsen skulle tage magten, koncentreres magten hos Konventet i hovedstaden. Er man imod Paris, er man en dårlig patriot ! Når Gironden alligevel stod stærkt, skyldtes det de franske troppers forbløffende succes ved fronten. D. 25. september gennemtvang Danton sine ideer om at den franske republik er én og udelig, og det var selvfølgelig et slag mod girondinernes føderalistiske ideer, og Pariserkommunen blev tvungen til at vige pladsen for et lovligt valgt styre. Men også dette styre blev ledet af »revolutionære« jakobinere. I november kom ved Jemappes en rigtig militær sejr, der blev fulgt op af Belgiens og Rhinlandets erobring. Men nu opstod et nyt problem: Var de okkuperede områder erobrede eller befriede ? Man nåede ikke i første omgang til noget entydigt resultat. Selv Jakobinerne og kommunerådet i Paris, som havde været imod krigen, stod delt. Ganske vist udtalte Desmoulins, at man ikke ønskede at ligne kongerne, og Marat følte, at den hellige frihedsepidemi greb stadig mere om sig, men Chaumette fandt, at rummet mellem Paris og Moskva snart ville blive forfransket. I sidste instans kom afgørelsen til at hænge sammen med landets finansielle krise. Hvis man definerede Frankrigs naturlige grænser som Rhinen, Alperne og Pyrenæerne, kunne de indvundne landsdele nemlig være med til at dække det store statsunderskud. Især fristede det rige Holland, - men derved kom man i konflikt med England, som i forvejen var meget utilfreds med den franske erobring af Belgien. Konventets udstedte et dekret d. 19. november, hvor Konventet i den franske nations navn lovede »at vise broderskab og yde undsætning til alle folk, som ønsker at genvinde deres frihed, og pålægger den udøvende magt at give sine generaler de fornødne ordrer til at komme folkene til undsætning og forsvare borgere, som måtte føle sig forfulgt på grund af kampen for friheden«. Skulle dette dekret tages for pålydende måtte Frankrig dermed nærmest engagere sig i en endeløs krig mod tyrannerne, for der ville overalt være mennesker, som hævdede sig forfulgt. Dertil kom yderligere det problem, som kunne opstå, når revolutionstropperne havde befriet et fremmed folk: Hvem skulle etablere de nye regimer, som skulle afløse tyrannerne - folkene selv eller Frankrig ? I sidstnævnte fald ville befrielsen ikke være til at skelne fra gammeldags aggression. Abbeden Jacques Roux krævede dom over Ludvig d. 16. og retsforfølgning mod børsspekulanter og forrædere. »Kornhandelens frihed kan ikke forliges med republikkens eksistens,« sagde vælgerne i Seine-et-Oise til Konventet i november 1792. »Denne handel ligger i hænderne på et mindretal, som kun har til mål at berige sig selv, og dette mindretal er kun interesseret i at lade priserne kunstigt stige. Kornhandelen, al forsyning af levnedsmidler må overtages af republikken, der må fastsætte det rigtige forhold mellem brødets pris og en arbejders dagløn.« I Eure-et-Loir var misfornøjelsen så stor mod spekulantsystemet, at de udsendte Konventkommisærer nær var ved at blive slået ihjel, fordi der ikke blev gjort noget mod bourgeoisiet. Den vigtigste indenrigspolitiske begivenhed var processen mod kongen. Kongen anklagedes af Konventet for landsforræderisk forbindelse med udlandet og dømtes til døden. Mange fandt, at kun en domfældelse kunne markere skellet mellem fortid og nutid, medens andre mente, at Ludvig d. 16´s død ville føre til yderligere radikalisering af forholdene i landet og udmunde i borgerkrig. Gironden frygtede, at borgerskabet derved ville miste magten til fordel for de modrevolutionære eller sansculotterne. Jakobinerne havde derimod intet imod at fremkalde en krise, der kunne bringe det til magten. Og ved at karakterisere girondinerne som royalister, lykkedes det at splitte Gironden. Ved årsskiftet kom det til en voldsom inflation, og assignaterne faldt i værdi med en sådan hastighed, at bønderne ikke længere ville tage imod dem som betalingsmiddel. De holdt deres korn tilbage, hvilket førte uroligheder med sig mange steder. Da den sociale nød voksede, blev situationen snart uholdbar, og den folkelige protests ledere, kaldet »les Enragés« (De rasende), mødte op i Konventet og proklamerede: »Det er ikke tilstrækkeligt at have erklæret, at vi er franske republikanere. Folket må også være lykkeligt, og det må have brød. Hvor der ikke er brød, er der heller ikke længere love, frihed og republik.« Selv om Robespierre først fandt, at folket burde have bedre ting at give sig til end at gøre oprør for nogle stakkels madvarers skyld, så kunne Jakobinerne glæde sig over, at disse fordringer om restriktioner på det økonomiske liv i endnu højere grad mishagede girondinerne. Jakobinerne fik gennemført en fast kurs på assignater og maksimalpriser på korn. Jakobinerne var på det økonomiske område i færd med at udforme det revolutionære undtagelsesstyre, der skulle styrte Gironden. Danton foreslog endog at al privatejendom skulle stilles under nationens beskyttelse. Marat der havde fået nogle fængselsdomme måtte på slutningen af året flygte til London.

I kriseåret 1793 overhalede folket borgerklasserne. Sansculotternes aktioner, især fra begyndelsen af 1793, var rettet mod inflation og prisstigninger. De ville have et prisloft på levnedsmidler og afstraffelse af spekulanter. I januar fandt henrettelsen af Ludvig d. 16. sted og ved hans sidste køretur gennem Paris, var gaderne bevogtet af 1.200 soldater fra Nationalgarden. Fra fængslet kørte man ham langsomt til skafottet på Place de la Revolution. Gaderne var fyldt med folk. Hans dødsdom var blevet vedtaget af Konventet, som hånligt kaldte ham hans borgerlige navn: Louis Capet. Kongen havde ikke været en populær regent. På skafottet blev hans hår hurtig klippet af Paris´s bøddel, Sanson, så halsen var blottet til guillotinens klinge. Kongen blev bundet til henrettelsesplanken med ansigtet nedad, og hans hoved blev placeret i gabestokken. Efter hugget tog en assistent hovedet op og gik rundt på skafottet, mens han viste hovedet frem for folket. Der rejste sig et vældigt brøl »Vive la Nation ! Vive la République !« De forreste tilskuere styrtede frem for at dyppe lommetørklæder og papirstumperne i det blod, der dryppede ned fra skafottet, så de kunne gemme det til minde om denne store begivenhed. Ved at dræbe kongen havde de revolutionære demonstreret for det franske folk og for resten verden, at de havde til hensigt at bryde med fortiden. Nationen skulle ikke mere styres af én konge. I stedet skulle det franske folk regeres via folket (borgerklasserne). De franske hære gik fra sejr til sejr og drev fjenderne ud af Frankrig. De rykkede ind i Belgien og erobrede Rhinlandene, Savojen og Nizza. Danton sagde d. 31. januar: »Det er efter min opfattelse forkert at frygte, at Republikken får for stor udstrækning. Dens grænser er jo markeret af naturen selv. Vi ser det i alle fire verdenshjørner, mod Rhinen, mod Oceanet, mod Alperne. Der bør vor Republiks grænser ligge, og ingen menneskelig magt bør kunne forhindre os i at nå dem«. Spanien meldte sig i begyndelsen af 1793 som modstander af revolutionen, og selv om Barère fra Jakobinerne udtalte, at en ny fjende for Frankrig blot var en ny triumf for friheden, så voksede vanskelighederne ved fronten. D. 1. februar erklærede Frankrig krig mod England og Nederlandene. Frankrig stod således overfor endnu flere fjender og indkaldte 300.000 soldater. Det svækkede afgørende krigspartiets: Girondens, position. Men Girondens nederlag skyldtes også den indre udvikling i landet. Krigen sagde ikke bønderne noget. Konventet udfoldede under disse vanskelige forhold en feberagtig energi. Kongemordet fik gironde sympatisøren: Dumouriez, der ledede de franske tropper ved fronten i nord, til at forsøge et statskup. Han lovede Østrig at rømme Belgien mod at få frie hænder til sin plan om at gå mod Paris og opløse Konventet, lukke klubberne og genindføre forfatningen fra 1791, samt sætte tronfølgeren på tronen som Ludvig d.17.. Soldaterne nægtede imidlertid at følge deres general, og Dumouriez flygtede over til fjenden. Dumouriez’ forræderi var et alvorligt slag for Gironden, men viser blot at monarkisterne var en del af en fælles-europæisk ide og bevægelse. Saint-Just sagde i februar i forbindelse med en debat om hærens reorganisation: »Jeg kender kun ét middel til at modstå Europa, og det er at stille det over for frihedens ånd«, og han tilføjede: »Det forekommer mig, at det er vor skæbne at skulle forandre de europæiske regeringers ansigt, og vi må derfor ikke hvile, før de er frie. Deres frihed vil garantere vor«. Anti-krigspolitikken var nu tydeligt blevet ændret til, at revolutionens overlevelse forudsatte intervention og sejr over tyrannerne. Men det mindede grangiveligt om klassisk aggression, blot i revolutionens hellige navn. Ud på foråret kom det til uroligheder i en række større byer som Lyon, Marseille og Bordeaux. Specielt var der utilfredshed med tvangsudskrivninger af tropper til fronten. Bønderne satte aktivt til modværge mod tvangsudskrivningen til krigen, og da der ikke var nok frivillige måtte man senere tvangsudskrive ugifte mænd, hvilket ikke var populært. Mange var arbejdere. Man førte dem langt bort fra hjemegnen, så de ville være fortabte i de fremmede omgivelser, hvis de fandt på at stikke af. Alvorligst blev dog bondeoprøret i Vendée. Mange bønder nærede større tillid til den lokale præst end til de revolutionære herrer i byerne. De fleste præster var, som tidligere omtalt, utilfredse med den nye forfatning for gejstligheden og opfordrede til kamp for Gud. D. 24. februar skrev vaskerikonerne i en adresse til Konventet: »Vi kræver dødsstraf over opkøberne og spekulanterne!«. Men da Konventet afviste denne adresse, tog folket sig egenmægtigt af spekulanterne, og også her spillede arbejderne en stor rolle. Af de henved 50 arresterede deltagere i urolighederne 25.-26. februar 1793 var de 30 lønarbejdere. En ny bølge af proletariske aktioner tog til i foråret 1793, da de parisiske arbejdere på samme tid gik i gang med at bekæmpe spekulanterne og arbejdsgiverne. I et lille agitationsskrift af Jacques Roux finder vi følgende karakteristiske udtalelse: »Det er de rige som i fire år har nydt revolutionens fordele, handelsaristokratiet, som er langt værre end adelens aristokrati, der undertrykker os, og vi ser ingen ende på deres udsugning, thi varepriserne stiger forfærdelig. Det er på tide, at den kamp på liv og død som egoismen fører mod den mest arbejdssomme klasse får en ende….. Er slynglernes ejendom mere hellig end menneskelivet ? Levnedsmidlerne må komme i hænderne på forvaltningsorganer, akkurat som den væbnede magt står til deres forføjning.« Jacques Roux bebrejdede også Nationalkonventet, at det ikke havde konfiskeret de skatte som siden revolutionen var erhvervet af bankierer og opkøbere, og han
fremholder, at hvis Konventet pålægger de rige et tvangslån på én milliard, »så vil kapitalisten og handelsmanden allerede næste dag skaffe sig denne sum gennem sit monopol og ved udpresning af sansculotter«, dersom handelen og ågernes monopol ikke bliver tilintetgjort. Kravene om socialisering af omsætningen og kommunalisering af handelen, og spørgsmålet om kornhandelen var brændpunktet. Jacques Roux og tusinder af håndværkere og bønder forstod, at kravet om maksimalpriser ikke kunne stå alene, uden at grundejendommen, industrien og handelen blev socialiseret. I Lyon rejstes krav om industriens socialisering, og at kommunen skulle regulere lønnen og holde den så høj, at lønnen sikrede arbejdernes eksistens. I et flyveblad skrives det, at rigdommen forpester revolutionens ideer, »bare i arbejdsomme hænder er guldet nyttigt og sundt. Guldet bliver giftigt når det hober sig op i kapitalisternes pengeskabe. De som intet bestiller og kalder sig ejendomsbesiddere, kan udelukkende opsamle overskuddet af vore eksistensmidler. Det taler i det mindste for vor medejendomsret ! Men hvis vi af naturen er medejere og den eneste årsag til enhver indtægt, da er retten til at begrænse vort underhold og berøve os overskuddet røverens ret.«. I Paris var et forslag om at kommunen skulle overtage de riges parker og drive grønsagsavl særligt populært. Det var ikke tilfældigt, at der fra bourgeoisiet lød følgende advarsel: »Jeres ejendom er i fare - en krig står for døren mellem ejendomsbesidderne og de besiddelsesløse«. Det er tankevækkende, at netop på det tidspunkt opstiller de besiddende klasser en ny parole: »Frihed, lighed og ejendom !« Vendée-oprøret begyndte i marts og blev ledet af royalistiske officerer. Borgerkrigen fik et opsving og i starten klarede bondeoprørerne sig godt. Det skulle helt frem til oktober, før krigslykken vendte. Kampene blev ført med en utrolig hårdhed. Bønderne anerkendte ikke nogen myndighed og slog dem ihjel der troede, at de kunne komme og rekvirere korn til militæret. Regeringen mistede sin betydning, og allerede kort tid efter årsskiftet trak Madame Roland sig tilbage som indenrigsminister. På samme tidspunkt lykkedes det for Jakobinerne at få en af sine tilhængere placeret som borgmester i Paris, hvor kommunerådet domineredes af Hébert og Chaumette. Arbejderne i Saint-Antoine-forstaden krævede, at den nye magt skulle befri dem for angsten for arbejdsløshed, sygdom og alderdom og garantere dem retten til arbejde og social sikkerhed, sådan som den jakobinske forfatning forkyndte. Robespierre var overbevist om at, Frankrig kun kunne reddes, hvis der blev taget skrappe midler i brug. Landet var midt i en krig. Der var åbent oprør mod revolutionen i mange egne af Frankrig. De fattige i Paris klagede over manglen på fødevarer og de høje priser. Det lykkedes Robespierre at få gennemført en ny lov, der gjorde det let at få arresteret, dømme og henrette enhver der var imod revolutionen. D. 7. marts erklærede Frankrig krig mod Spanien og d. 10. marts oprettes Revolutionsdomstolen og Revolutionskomiteerne blev legaliseret. D. 18. marts vedtog Konventet dødsstraf for enhver der blot foreslog jordfordeling eller nogen anden omvæltning af privatejendommen. 4 år senere blev Babeuf henrettet efter denne lov. De andre landes regenter så nu hvorledes den gældende »folkeret og stabilitet« blev krænket, når nye byer og landområder oprettede nationalforsamlinger og anmode om indlemmelse i det nye revolutionære forbund. I Liège og hele Belgien havde en nydannet Nationalforsamling i marts anbefalede indlemmelse i Frankrig. Rhinlandet anmodede om indlemmelse, og overalt ledsagedes indlemmelserne af nationalisering af kirke- og adelsgods og indførelse af en række rent franske love. Dette må - trods annekteringernes tilsyneladende frivillighed - tages som udtryk for, at man ikke ville respektere den traditionelle folkeret, men indføre en ny af revolutionært tilsnit. For at give regeringen større kraft indadtil samlede man den udøvende magt hos et Velfærdsudvalg, der fik en overordentlig myndighed, og som bestod af Konventsmedlemmer. D. 6. april oprettes Velfærdsudvalget med 9 medlemmer og med i udvalget var Georg Danton, Barére og Cambon. Da man hele tiden kunne gribe ekstraordinært ind, kom udvalget hurtigt til at fremstå som den egentligt udøvende magt, som regering. Et Sikkerhedsudvalg havde opsyn med politiet og ansvaret for den indre sikkerhed. Desuden etablerede man overalt i landet revolutionære overvågningskomiteer, der bestod af pålidelige patrioter. Et cirkulære blev udsendt fra Velfærdsudvalget til Revolutionsdomstolen: »Et folk, som genfødes og vikler sig ud af trældommens svøb, står overfor dette valg; enten må dets fjender dø eller det selv gå til grunde. Dyden og forbrydelsen skyer hinanden som ild og vand. Er man nødt til at straffe, må man slå til øjeblikkeligt. Thi straffen, der i følge sit princip og skal virke som et skræmmende eksempel og rammer med størst virkning sit mål og spreder en gavnlig rædsel. Des hurtigere banes derved vejen for den lyksalige samfundstilstand, hvor øksen skal ruste i sit hylster, fordi alle mennesker er blevet vundet for dyden. Udrens enhver svaghed af jeres sjæl. Det drejer sig ikke blot om at sejre over de gammelkendte fristelser, at holde sin fod fri af alle de elendige snarer, som i tidligere tid omgav retfærdighedens statue. Langt skønnere sejre venter jer ! Vær i domstolene lige så ufølsomme som loven selv, og lad dens malm fylde jer sjæl og styrke den ! I skal ikke have anden slægt end fædrelandet. Som Brutus skal I ofre jeres brødre, jeres venner, jeres egne børn, hvis de forbryder sig. Så ophøjede er de pligter, der hviler på jer. Men kend også disse pligters grænser. Der er et andet skær, den glødende fædrelandskærlighed kan strande på. At skærpe lovens straffe, at forvanske dens ånd, forvrænge dens mening, fordreje dens indhold og krænke dens bestemmelser er forbrydelser, som kalder straffen ned over dommernes eget hoved. Lovens bestemmelser er klare. Jeres opgave er udelukkende at anvende dem«. Til at overvåge hæren udsendtes særlige kommissærer. Endelig blev der oprettet en Revolutionsdomstol, hvis afgørelser ikke kunne appelleres. Domstolen skulle dømme ethvert anslag mod republikkens frihed, lighed og enhed. Danton sagde med tankerne henledt på myrderierne i september 1792: »Lad os gøre det, som Den lovgivende Forsamling ikke gjorde. Lad os være frygtelige, for at folket kan slippe for at være det«. Det var oprindelig tanken, at medlemmerne af udvalgene skulle udskiftes hver måned, men i praksis kom de snart til at sidde permanent. Velfærdsudvalget skulle overvåge og effektivisere administrationen, som normalt var underlagt ministrene. Girondinerne fandt, at det var begyndelsen til diktaturet. Jakobinerne pressede på for at udbygge velfærdssystemet, mens Gironden gradvist tabte terræn. Konventskommissærer sendtes ud i provinsen med en større myndighed end de gamle intendanters; dette var en afvigelse fra princippet om decentralisation, men nødvendiggjordes af de farlige forhold. En revolutionsdomstol oprettedes i Paris, og i stadig stigende tal slæbtes de mistænkte for den. Marat blev anklaget og ført til revolutionsdomstolen, men blev frikendt og båret rundt i triumf i Paris gader af sansculotterne. Girondisterne havde lavet en kæmpe bommert ved at stille Marat foran en domstol. Jakobinernes politik mødte modstand fra girondisterne i en række provinser. Der var optræk til kontrarevolution fra adel og gejstlighed. I et andragende skriver nogle arbejdere: »Det er på tide, at lønarbejderen sikres sit brød, dette beskedne tribut for et udholdende og møjsommeligt arbejde. Det er på tide, at den republikanske regering forbyder enhver spekulation med menneskers liv«. Først d. 4. maj indføres prisstop på brød og mel. I slutningen af maj gik Paris over til handling. Opløsningen af Frankrig var i gang og Robespierre sagde, »Når alle love er krænket, når despotiet har nået sit højdepunkt, og når man tramper ærlighed og anstændighed under fode, så må folket gøre oprør«. Kommunerådet sendte et ultimatum til Konventet, hvori man krævede, at der blev rejst tiltale mod de ledende girondinere. Jakobinerne beslutter sig for at begå statskup og i de parisiske sektioner fik de rejst en milits på 20.000 mand. D. 31. maj opstod folkeopstanden i Paris og d. 2. juni omringede sansculotterne og den nye milits Konventet og arrestere 31 girondinere, 2 ministre og 29 deputerede. Folkeopstanden i Paris d. 31. maj - 2. juni 1793 førte revolutionen frem til oprettelsen af jakobinernes herredømme. Jakobinerne kom til magten i forbund med »Enragés« og som følge af alle sansculotternes støtte. Lønarbejdere, svende, lærlinge, daglejere og ufaglærte arbejdere udgjorde 12.4 procent af deltagerne i folkets kamp. Sammen med andre plebejiske lag, der stod under »Enragé´s« indflydelse, håbede arbejderne først og fremmest på en løsning af deres mest påtrængende vitale problem - fødevareproblemet. Jacques Roux, »Enragés« leder, konstaterede umiddelbart efter den revolutionære omvæltning d. 2. juni, at samfundets arbejdende klasse er berøvet muligheden for at leve på en jord, der er vædet med deres tårer, medens de rige har tiltaget sig retten over de fattiges liv og død, og skrev at »friheden består ikke i at udsulte sine medmennesker«. Konventets flertal bøjede sig for kuppet, og de girondinere, som ikke nåede at flygte d. 2. juni blev fængslet. Men girondisterne i det sydlige Frankrig rejser et oprør d. 6. juni i Marseille og Bordeaux (den føderalistiske opstand). Girondinernes fald fremkaldte talrige oprør ude i provinsen, især mod vest i Bretagne og Vendée. Inflationen øgedes, og der var mangel på fødevarer i Paris. Samtiden har skildret en sansculotte, som en person, der er til fods, som ikke har mange penge og som bor ganske enkelt på 4. eller 5. etage med sin kone og sine børn. En sansculotte havde altid sin skarpe sabel med sig. Sansculotter blev de kaldt fordi de gik med lange bukser (bukseben) i modsætning til aristokratiet og bourgeoisiet, der gik med knæbukser (culottes). Sansculotte betegnede efterhånden de revolutionære, som ønskede at føre revolutionen længst, og dem der krævede »frihed fra nød«. På hovedet bar de den røde frygiske hue, der i oldtiden blandt slaverne stod som et symbol på frihed. Jakobinerne kontrollerede nu alle statsorganerne, men samtidig blev de stillet over for den værste krise. D. 24. juni var Jakobinernes nye forfatning færdig og var blevet udvidet med et nyt begreb: broderskab og folkesuverænitet, der blev den grundlæggende ide, i stedet for frihed. En ny lovgivende forsamling skulle vælges hvert år via almindelig stemmeret og den lovgivende forsamling skulle derefter vælge landets regering, og et eksekutivråd på 24 mand. Men forfatningen skulle først træde i kraft efter krigens afslutning. D. 25. juni holdt Jacques Roux en dundertale til Konventet: »…har I gjort spekulation ulovlig ? Nej. Har I erklæret dødsstraf mod hamstring ? Nej. Har I begrænset handelsfriheden ? Nej. Har I forbudt omveksling til hård valuta ? Nej. .. Hvorfor er I ikke gået fra 3. sal op til 9. etage i denne revolutionære bys huse ? Thi så ville i blive rørt over de mange folk der ikke har brød og tøj, og som er ulykkelige p.g.a. spekulation og hamstring, og fordi loven har været grusom mod de fattige, og fordi lovene kun er blevet udstedt til de rige for de rige…«. Hermed var temaet slået an, nemlig at det rige handelsborgerskab var værre end den gamle adel og gejstligheden. Jacques Roux fornærmer endog Konventet for at havde snydt de fattige i to forsamlinger, og anklagen var så alvorlig, at den normalt medførte døden ved guillotinen. På Robespierre's initiativ mødte en talstærk jakobinerdelegation op d. 30. juni hos Cordelierklubben og forlangte at få Jacques Roux, smidt ud af klubben. Både Jacques Roux, Varlet og Leclerc blev bortvist fra klubben, og nu blev der taget flere initiativer til at få J. Roux arresteret. I en petition fra 3 sektioner til Konventet d. 4. juli skrives: »Da i proklamerede menneskerettighederne og derpå forfatningen, som skal sikre dem, skabte I et våben, som alene kan omstyrte al tyranni. Indbyggerne i de tre sektioner meddeler jer, at de enstemmigt har tilsluttet sig forfatningen, hvis principper var indskrevet i deres hjerter. De nærer ingen tvivl om, at deres brødre fra departementerne snart vil samles for at overbringe jer samme tilslutning, og dette med et ønske- skabt af oprigtig taknemmelighed: Lovgivere, fuldend jeres værk og overlad det ikke til jeres efterfølgere. Vi venter med den behørige respekt, som jeres mod har indgivet os, på loven om uddannelse. Vi er sikre på, at vi derigennem vil finde midler, så bonden vil få glæde af alle de opfindelser, som kan lette hans arbejde og forøge hans udbytte, og at kunstneren derigennem vil finde midler til at udvikle sin kunst og håndværkeren sine evner. I må også fjerne alt, hvad der kan forlænge overtroens ånd, som i så høj grad og så længe har behersket menneskeheden. Betænk, at hidtil har kun den fattige hjulpet jer med at støtte revolutionen og skabe forfatningen. Det er på tide, at han begynder at få del i dens frugter! Sæt følgende på dagsordenen: oprettelse af værksteder, hvor den arbejdende altid og alle steder kan finde det arbejde, som han mangler. Hospitaler, hvor gamle, syge og invalider kan få den hjælp, som menneskekærligheden byder det. Endelig steder, hvor snyltere og dovne bliver vænnet til at arbejde og lærer at skamme sig over at leve på andres bekostning. I vil da have sikret menneskehedens lykke og overalt, hvor I kommer, vil I opnå den søde tilfredsstillelse at høre råbet: Leve republikken, leve friheden«. Girondisterne havde succes i SydFrankrig, i Lyon, Marseille og Bordeaux, hvor jakobinernes kommuneråd blev fængslet. Girondisterne førte sig frem som Føderalister mod »de røde huer« (sansculotterne). I disse egne lykkedes det en overgang herremænd og præster at rejse bønderne til en rasende kamp mod Konventet. De allierede hære angreb Frankrig og i sommeren indskrev man alle mellem 18 år og 40 år til militærtjeneste, og dette var det første skridt i retning af almindelig værnepligt. Borgerklasserne ville ikke som enevælden betale sig til lejetropper. De tvang befolkningen til at dø, som soldat i deres krig. Gennem almindelig værnepligt (tvangsudskrivning) lykkedes det at rejse næsten én million mand, og med utrættelig energi øvedes og disciplineredes denne vældige hær. Nye opfindelser toges i brug. Således anvendtes luftballoner til at udspejde fjendens bevægelser og optisk telegraf, d.v.s. man kunne afsende en meddelelse på lang afstand via signalmaster. Fjenderne, der på ny havde haft fremgang på nordgrænsen, blev nu for anden gang drevet tilbage, og franskmændene erobrede både Belgien og Holland. Siden sluttede Preussen fred og afstod sine besiddelser på den venstre Rhinbred. D.13. juli myrdede den girondinske kvinde Charlotte Corday fra Normandiet folkets ven: Marat. Jacques Roux og »les Enragés« ville gå videre og krævede misforholdet ophævet mellem fattig og rig, og hævdede at den borgerlige ejendomsret var uacceptabel og en begrænsning af de fælles interesser i samfundet. Velfærdsudvalget gennemførte en række ekstraordinære foranstaltninger for at redde Frankrig mod ydre og indre fjender. Fra den 27. juli kom Saint-Just og Robespierre med i Velfærdsudvalget, medens Danton røg ud, og udvalget udvides til i alt 12 medlemmer. Robespierre blev nu den toneangivende i velfærdsudvalget, der også bestod af Couthon og Saint-Just. Klassekampene var brudt ud og den politiske udvikling rettedes mod alle kontrarevolutionære, der modarbejdede republikken. Den økonomiske politik gik ud på at sørge for forsyninger til hæren og levnedsmidler til sansculotterne i byerne, og den religiøse politik, der var en følge af lokale initiativer, var vendt mod den katolske kirke. Men den religiøse modstand havde ikke Velfærdsudvalgets accept, da den skabte republikken flere fjender end nødvendigt. Politikken viste sig at virke. Der oprettedes revolutionsudvalg i alle landets kommuner og revolutionsudvalgene var statspolitiets lokale organer. De skulle overvåge alle udlændinge samt optage fortegnelser over alle mistænkte. D. 10. august blev den nye forfatning af d. 24. juni festlighold. Men snart skulle masserne selv få øjnene op for jakobinernes ubeslutsomhed og deres halvhjertede reformer. Dette bevirkede en ny bølge af uroligheder. Mangel på levnedsmidler og prisstigninger tvang arbejderne til igen at gå på gaden i juli-august. Sammen med alle andre sansculotter plyndrede de korntransporter og skaffede sig mad på denne måde. »Enragés« advarede dengang om, at en ny opstand stod for døren, og at folket vil blive tvunget til at redde sig selv. Presset mod alle grænserne fra fjendens side øgedes, og d. 27. august udlevere de kontrarevolutionære i Toulon ca. 1/3 af Frankrigs flåde til englænderne. Girondisterne samarbejde nu åbent og tydeligt med royalister og aristokrater. I 60 af 83 provinser var der oprør. Men begejstringen for den ny tid kaldte en hidtil ukendt energi frem i vide kredse. Carnot, en fremragende artilleriofficer, fik ledelsen af krigsvæsenet og blev, som man sagde, »sejrens organisator«. Prieur skabte en våbenindustri. Madame Roland skriver d. 22. august i fængslet: »I dag er der opstået uenighed mellem tyrannerne. Hébert, der er utilfreds med ikke at være blevet minister, retter i sin avis »Le père Duchesne« angreb mod svindlerne. Han angriber de patrioter, der har skrabet rigdom til sig, og nævner i den forbindelse Lacroix’ og Danton. Sidstnævnte, der er mere forbryderisk end nogen anden, men mere snu, benævnes allerede som moderat, fordi han søger et vist mådehold i tingenes udvikling. Velfærdskomiteen har udstødt ham fra sin midte, og Robespierre anklager ham. Cordelierklubben og Jakobinerne er på nippet til at gå fra hinanden. Det er et stort skue, der forberedes for os ofre. Tigrene vil sønderrive hinanden. De vil måske glemme os, med mindre galskaben i sidste øjeblik skulle få dem til at udslette alt, før de selv tilintetgøres«. D. 23. august blev loven om massemobilisering af mænd mellem 18-25 år vedtaget. Hébert skrev i »Le père Duchesne« i efteråret:» Da den gode sansculotte Jesus levede, prædikede han om Frihed, Lighed, Broderskab, om godgørenhed og om ligegyldighed for rigdom. Løgnepræsterne bed sig i neglene af raseri og blev genstand for alle fornuftige folks foragt. Det er sandt, at de slyngler hævnede sig, de slog sig sammen med dommerne og de tiders Capet’ og lod den stakkels sansculotte Jesus hænge; for at forfølge ham efter hans død, stjal de hans ideer, forvrængede hans evangelium og benyttede det til deres egne narrestreger. De har lavet den bedste Jakobiner, der nogensinde har eksisteret under himlens låg, om til en blodtørstig gud og myrdet halvdelen af menneskeslægten i hans Navn«. Men i Paris var der brødmangel. Forsyningerne der hver dag skulle være på 1500 sække mel, var kun på 400 sække. Sansculotterne henvendte sig til Konventet d. 2. september: »Hvor længe vil I tolerere, at royalisme, ambition, egoisme, intriger og grådighed i forening med fanatisme blotlægger vore grænser og forårsager ødelæggelser og død overalt ? At spekulanter er skyld i hungersnød overalt i republikken i det håb, at de derved kan slå patrioterne ihjel og genoprette tronen med fremmede tyranners hjælp ? Skynd jer, det haster ! Universet betragter jer, menneskeheden bebrejder jer de onder, som hærger den franske republik. Eftertiden vil, i de kommende århundreder, for altid få jeres navne til at falme, hvis I ikke straks bruger de rette midler. Skynd jer, folkerepræsentanter, med at fjerne alle tidligere adelige fra hæren, præster, parlamentsmedlemmer og finansfolk fra alle administrative og juridiske embeder og at låse priserne fast på alle nødvendighedsartikler råvarer, lønninger, industriens og handelens profitter. I har retten og magten til det. Men aristokraterne, royalisterne, de moderate og intriganterne vil uden tvivl sige til jer, at det vil være et angreb mod den ejendom, som bør være hellig og ukrænkelig. Men de forbrydere, ved de ikke, at ejendom kun har de grænser, som fysiske behov sætter ? Ved de ikke, at ingen har ret til at gøre det, som kan skade andre? Hvad er mere skadeligt end vilkårligt at kunne sætte en pris på fødevarer, som 7/8 af borgerne ikke kan betale. Ved de ikke, at ethvert medlem af republikken efter evne bør bruge sin intelligens og sine hænder og udgyde sit blod for dens skyld. Republikken bør på sin side sikre alle midler til at skaffe sig de livsnødvendige varer i et sådant mål, at eksistensen kan opretholdes. Har vi ikke gennemført en skrækkelig lov mod spekulanter, vil I sige ? Folkerepræsentanter, tag ikke fejl. Ved at tvinge alle dem, som har masser af livsnødvendige varer til at afgive en anmeldelse, begunstiger dette dekret snarere spekulanterne, end det ødelægger spekulation. Thi det stiller alle deres varer under nationens beskyttelse, og det sætter spekulanterne i stand til at sælge varerne til den pris, som passer dem, og som deres griskhed får dem til at fastsætte. Idet sansculottessektionens generalforsamling mener, at det er alle borgeres pligt at foreslå forholdsregler, som synes dem mest egnet til at genskabe velstand og den offentlige ro, anmoder den derfor Konventet om at dekretere:» 1: At tidligere adelige ikke kan udøve nogen som helst militære funktioner og heller ikke sidde inde med noget offentligt hverv. At tidligere parlamentsmedlemmer, finansfolk eller præster skal fjernes fra alle administrative og juridiske embeder. 2: At priserne på alle livsnødvendige varer skal fastlåses på niveauet, idet man tager hensyn til deres forskellige kvaliteter. 3: At også priserne på alle råvarer skal fastlåses på en sådan måde, at industriens profitter, lønninger og handelens fortjenester, som skal nedsættes ved lov, kan give folk i disse erhverv mulighed for at forsyne sig, ikke kun med de livsnødvendige varer, men også med så meget, at det kan øge deres velfærd. 4: At alle bønder, hvis høst uforskyldt er slået fejl, får en erstatning af det offentlige. 5: At hvert departement får et tilskud, således at prisen på livsnødvendige varer bliver den samme for alle, som lever i den franske republik. 6: At tilskuddene til departementerne anvendes til at fjerne den ulighed, som er en følge af prisen på de livsnødvendige varer og udgiften til transport i hele den franske republik, hvor alle bør have de samme fordele. 7: At lejemål bliver annulleret og indgået igen til samme pris, som var gældende i de år, som I vælger som udgangspunkt for fastsættelsen af maksimalpriser på livsnødvendige varer. 8: At et maksimum for formuer fastsættes. 9: At samme person kun kan sidde inde med ét maksimum. 10: At ingen kan forpagte mere jord, end der skal til et bestemt antal plove. 11: At samme borger kun kan have ét værksted eller én butik. 12: At alle de, som har varer eller jord i deres navn, skal anerkendes som ejere. Sansculottessektionen mener, at disse forholdsregler vil kunne genoprette velfærd og ro, få den alt for store formueulighed til at forsvinde lidt efter lidt og øge antallet af ejendomsbesiddere«. Sansculotterne rejste sig d. 4.-5. september med våben i hånd for at kæmpe for deres umiddelbare interesser for brød, og i spidsen herfor stod arbejderne fra Saint-Antonie og fra andre af Paris’ proletariske forstæder. Bevægelsen udsprang af de mest proletariske lag blandt sansculotterne, af de arbejdende, som hverken var butiksindehavere eller håndværkere og kun lige kunne slå sig igennem med en stadig ringere realløn. Proletarmængderne bestod af murere, bygningsarbejdere, klejnsmede, arbejdere fra de militære værksteder og det nationale trykkeri. »Der må drages omsorg for«, krævede de i en henvendelse til byrådet, »at arbejderen, som efter at have arbejdet en hel dag har behov for hvile, om natten ikke skal være tvunget til at bruge en del af denne nat til at finde noget brød, og det ofte forgæves, og så tillige miste halvdelen af næste dag«. Den ledende skikkelse i kommunen: Chaumette, sluttede sig til arbejderne og stillede sig i spidsen for demonstrationen og råbte: »dette var de fattiges krig mod de rige«. Kommunerådet i Paris fik d. 5. september adgang til Konventets talerstol og Chaumette sagde: »Lovgivende borgere. Borgerne i Paris, der er trætte af, at deres skæbne alt for længe har været usikker og flydende, vil have en varig og fast form. Europas tyranner og statens indre fjender prøver på forfærdende vis at udsulte det franske folk for at besejre og tvinge det til skamfuldt at bytte sin frihed og suverænitet med et stykke brød - men det vil aldrig ske. Nye herrer, der ikke er mindre grusomme, begærlige og arrogante end de tidligere, har rejst sig på ruinerne af feudalvældet. De har forpagtet eller købt deres tidligere herres ejendomme og fortsætter med at gå ad forbrydelsens slagne vej, med at spekulere i folkets elendighed, med at udtørre overflodskilderne og med at tyrannisere dem, der tilintetgør tyranniet. En ny klasse, der er lige så grådig som den tidligere, har bemægtiget sig de vigtigste fornødenheder. I har ramt den nye klasse, men den er kun blevet lettere rystet, og i ly af selve lovene fortsætter den sine plyndringer. I har givet forstandige love, der giver forventning om velfærd, men de er ikke blevet gennemført, fordi magten til at føre dem ud i livet mangler. Hvis I ikke omgående skaber denne magt, risikerer lovene at være forældede, lige efter at de er blevet vedtaget. I, Jakobinere, der bestandigt vil berømmes i historieskrivningen, vær franskmændenes Sinai, fremsæt midt i ulykkerne eviggyldige dekreter for retfærdighed og gunst for folkets vilje. Vær urokkelige midt i aristokratiets uvejr, vær rolige og skælv ved folkets røst. Længe nok har jeres lidenskabelige kærlighed til statens vel været holdt tilbage. Lad den nu bryde voldsomt ud. Hellige Bjerg bliv en vulkan, hvis brændende lava for altid ødelægger den ondes håb....Derfor er det blevet os pålagt at opfordre jer til at danne en revolutionær hær.... Kernetroppen i denne hær skal straks etableres i Paris, og i alle de departementer, som gennemrejses, skal den forstærkes med de mennesker, der ønsker den ene og udelelige republik. Hæren skal ledsages af en ubestikkelig og frygtet domstol samt et henrettelsesinstrument, som i ét og samme hug gør en ende på gerningsmændenes liv og på deres komplotter. Det skal pålægges hæren at tvinge de gerrige og begærlige til at kaste op, hvad de har taget af jordens rigdomme - jorden, der er en uudtømmelig fostermoder for alle sine børn«. Jakobinerne så ingen anden udvej end at bøje sig, hvis de skulle gøre sig håb om at opnå støtte. På de oprørske fattiges forlangende indførte jakobinerne et generelt prisloft og satte terroren mod spekulanterne på dagsordenen. De var også nødsaget til at give et svar på sansculotternes politiske krav om at anvende terror mod de kontrarevolutionære, sikre en effektiv organisering af forsvaret for Republikken mod udenlandsk intervention ved at erklære generel mobilisering og bevæbne folket. Det var således arbejderne, der sikrede revolutionens sejr og det lykkedes at mobilisere 650.000 mand, der fik oprøret slået ned i hele landet. Der oprettedes en sansculotte milits (armée révolutionnaire), på 7.200 sansculotter, som skulle finde skjulte kornlagre hos bønderne. Men oprøret d. 5. september og sanculotternes gjorde Ropespierre rasende. Samme dag arresterede han Jacques Roux og der blev han holdt i fængsel. D. 17. september udvides loven så enhver modstander, der i kraft af sin opførsel, i ord eller tale, eller som kunne mistænkes for at være mod Robespierre, kunne fængsles og henrettes. Diktaturet var en kendsgerning. Priskontrolloven d. 29. september skulle stoppe inflationen, og der sattes en maksimalpris på fødevarer. Billaud-Varene og Collot d´Herbois kom med i Velfærdsudvalget og udviklede sig til en venstregruppe, i midten jakobinerne, og Carnot og Barére som højregruppe. Frankrigs revolutionskalender var et brud med den romerske kalender. Den nye revolutionære kalender indføres d. 5. oktober og Lyon tilbageerobres af jakobinerne d. 9. oktober. I en tale i Konventet d. 10. oktober sagde Robespierre bl.a.: »I har ikke længere grund til at holde jer tilbage over for republikkens fjender. Friheden må sejre for enhver pris. I skal straffe ikke blot forræderne, men også dem, der er ligeglade og lunkne. Fred og Retfærdighed, er ord der gælder. Vi må regere med jern over dem, der ikke kan styres ved hjælp af retfærdighed«. Regeringen udsteder et dekret og erklærer forfatningen sat ud af kraft indtil videre. Marie Antoinette henrettes d. 16. oktober. D. 31 oktober henrettes Bailly og de førende girondister, Brissot, Vergniaud og Madame Roland. Da republikkens beståen syntes at være tryg, tog Danton til orde for en standsning af henrettelserne. Det var jo blevet et almindeligt syn i Paris´ gader, at se de hestetrukne kærrer med de dødsdømte på vej til guillotinen. Ved siden af kærrerne gik soldater for at spytte efter fangerne eller overdænge dem med rådne frugter eller sten. Det var de fattiges hævn på deres fjender: adelsmænd, præster, og andre, der havde stjålet jordens rigdomme og undertrykt franskmændene og ført landet ud i krig. D. 10. november blev Notre Dame gjort til »Fornuftens tempel«. D. 4. december vedtages Frimaireloven. Loven indebar at al magt lå i Velfærdsudvalget og i Sikkerhedsudvalget, dvs. en centralisering af administrationen således at Robespierre kunne gøre sig mindre afhængig af sansculotterne. Konventet behandlede derefter kun proforma de forelagte dekreter, og Velfærdsudvalget havde fuld kontrol med lovene og retsvæsenet. Angiveriet var sat i system og var nu den vigtigste af de politiske dyder. Revolutionskomiterne blev underlagt Sikkerhedsudvalget og en del af terrorpolitikken. D. 21. november vente Robespierre sig mod deltagerne i afkristningskampagnerne, og sagde at ateismen var aristokratisk og kontrarevolutionær. Robespierre talte til Konventet d. 25. december: »Borgere og folkerepræsentanter ! Medgangen luller de svage sjæle i søvn, men den ansporer de stærke sjæle. Der er stadig farer nok til at lægge beslag på al vor iver. At besejre englænderne og forræderne er en let sag for vore tapre republikanske soldater. Men der er en opgave, som ikke er mindre vigtig og til gengæld vanskeligere. Det er at knuse alle de intriger, vor friheds fjender evig og altid spinder på, og at bringe de principper til sejr, på hvilke folkets vel skal bygges op. Det er den første pligt, I har pålagt eders velfærdsudvalg. Jeg skal først skildre principperne for revolutionsregeringen og forklare, hvorfor den er nødvendig. Derpå skal jeg vise de årsager, som stræber efter at lamme den i dens fødsel. Revolutionsregeringens teori er noget ligeså nyt som selve den revolution, der har skabt den. Man skal ikke lede efter den i de statsretslige forfatteres værker, thi de har ikke forudset denne revolution, eller i de love, tyrannerne har givet, thi de nøjes med at udnytte deres magt uden at bekymre sig om dens lovmæssighed. Derfor vækker dette ord, revolutionsregeringen, kun rædsel eller fordømmelse i aristokraternes kreds. For tyrannerne er det en forargelse, for mange mennesker en gåde. Derfor er det nødvendigt at forklare det for alle, for at vinde i det mindste de gode borgere for almenvellets principper. Regeringens opgave er at lede alle nationens moralske og fysiske kræfter henimod det mål, for hvis skyld den er blevet oprettet. Den konstitutionelle regerings formål er at bevare republikken. Revolutionsregeringens formål er at grundlægge den. Revolutionen er frihedens krig mod sine Fjender. Forfatningen er den sejrrige og fredelige friheds herredømme. Revolutionsregeringen må udfolde en usædvanlig energi, netop fordi den fører krig. Den er underkastet mindre ensartede og mindre strenge regler, fordi de forhold, hvorunder den virker, er omtumlede og stadigt skiftende, og især fordi den er nødt til uophørlig at gribe til nye og hurtige midler for at afværge nye og overhængende farer. Den konstitutionelle regering beskæftiger sig især med den enkelte borgers frihed. Revolutionsregeringen især med statens frihed. Under det konstitutionelle styre er det næsten tilstrækkeligt at beskytte individerne mod overgreb fra statsmagten. Under det revolutionære styre er statsmagten nødt til at forsvare sig selv mod alle de oprørere, som angriber den. Revolutionsregeringen skylder de gode borgere al den beskyttelse, staten kan give. Folkets fjender skylder den kun døden«. D. 4. december underlægges alle valgte administrative organer og tjenestemænd Velfærdsudvalgets kontrol. Men vinteren 1794-95 blev den værste i mands minde, og sansculotterne levede i yderste nød. Priskontrolloven og maksimalpriserne fra d. 29. september virkede ikke, og der var ingen varer i butikkerne og bagerne snød. I december uddeles for første gang rationeringskort. Oprøret i Vendée besejreres og i SydFrankrig mister girondisterne dermed deres positioner.

I sin tale d. 25. februar forsøger Robespierre, at forklare revolutionens mål:»Det er at nyde friheden og ligheden under fredelige forhold og at oprette evige forhold og at oprette det evigt retfærdige styre. Lovene er først og fremmest at finde i folkets sjæl, thi det er sindelaget, der er afgørende. Det gamle styres normer og vaner må udryddes, egoismen må vige for moralen, æresbegreberne for den personlige integritet, vanerne for principperne, lunerne for fornuften, forfængeligheden for sjælstorheden og lasten for dyden….«. Jacques Roux begik selvmord i fængslet d. 10. februar 1794. For det »revolutionære« bourgeoisi skulle sansculotterne åbenbar tjene som en styrbar masse, der var så nødvendig for at styrte det gamle system og for at sejre over den udenlandske koalition. Samtidig med at jakobinerne gav masserne væsentlige indrømmelser, sendte de imidlertid den plebejiske befolknings sande ledere til guillotinen og indførte en for arbejderne katastrofal maksimalløn, samt lod Le Chapeliers arbejderfjendtlige lov forblive i kraft. Det var altså derfor kun naturligt, at arbejderne fortsatte med at kæmpe for deres rettigheder også under jakobiner-diktaturet. Men en revolutionsfjendsk delvis monarkistisk bevægelse var stadigvæk i gang rundt omkring. I løbet af foråret 1794 blev fjenden slået tilbage og den udenlandske invention blev bremset. Denne udvikling fik to konsekvenser. Dels løsnedes alliancen mellem sansculotterne og jakobinerne. Da Jakobinerne ikke længere var så afhængige af deres folkelige partner, opstod der en splittelse blandt jakobinerne om revolutionens videre forløb. En moderat gruppe ledet af Danton ønskede »terrorpolitikkens« afvikling. En gruppe ledet af Hébert fra Cordelierklubben ønskede en skærpelse af klassekampene, medens Robespierre og hans tilhængere placerede sig midt i mellem. Der udspandt sig en magtkamp mellem disse tre grupperinger, og da det blev klart, at den også drejede sig om en kritik af revolutionsregeringens politik, slog Robespierre til. Danton´s ven Desmoulins kom med bebrejdelser mod terrorsystemet og selve revolutionsregeringen, og i stedet for et velfærdsudvalg krævede han et mildhedsudvalg. Men det var det samme som direkte at angribe Robespierre. Modsætningsvis krævede kommunerådet i Paris med Chaumette og Hébert, der var blevet de dominerende i Cordelierklubben, at klassekampen blev intensiveret. De fattige led jo nød i voldsomt omfang. I sit blad »Le Père Duchesne« opfordrede Hébert til stadighed Paris’ forstæder at forsætte klassekampene, der var den eneste mulighed, som kunne sikre revolutionens sejr. I sammenhæng med dette synspunkt fremførte man ønsket om et endeligt opgør med kirken og religionen. Præsterne blev sammenlignet med markedsgøglere, og i Notre Dame kirken i Paris lod Hébert madonnabilleder udskifte med buster af Marat. Gudstjenesten blev endvidere flere steder erstattet af Borgerfester til fornuftens pris. Derimod realiserede man ikke tanken om at jævne alle kirketårne med jorden, fordi deres udfordrende højde var en hån mod lighedsprincippet. Robespierre svarede på oppositionen fra Chaumette/Hébert og Danton/Desmoulins i begyndelsen af 1794: »I vil dele os op to lejre - den ene vil tvinge os til excesser og De andre vil tvinge os til svaghed«. Han vendte sig voldsomt mod ateismen og den totale krigs fortalere, som vil føre revolutionen ud i det absurde, men mådeholdenhed over for revolutionens modstandere kan til gengæld bringe de indvundne resultater i fare. D. 3. marts fremlagde Saint-Just i Konventet nogle lovforslag, der gik ud på at tildele nødlidende patrioter jordlodder fra de beslaglagte emigrantgodser. Forslaget blev fremsat for at holde sansculotterne og Hebért i ro. Men det var for sent. Ophidselsen var enorm, og der blev igen agiteret for en opstand. Jakobinerne afslørede, at Hébert hamstrede, da man fandt 24 pund saltet kød hos ham. D. 12. marts fremlagde Saint-Just en rapport om hébertisternes sammensværgelse, og de blev arresteret og henrettet d. 13. og 14. marts. Claire Lacombe ledede den mest kendte kvindeklub i Paris i perioden d. 10. maj 1793 til den og samtlige andre kvindeklubber blev forbudt den 30. oktober på begæring af Jakobinerklubben og Konventet. Klubben arbejde bl.a. for priskontrol. Efter arrestationen af hebértisterne, stillede kvinderne spørgsmål ved de mange arrestationer, om grundlaget for anklagerne og mindede om, at ingen kunne holdes fængslet i mere end 24 timer uden lov og dom. Claire Lacombe blev i april 1794 arresteret og fik et fængselsophold på omkring halvandet år. Der blev rejst forskellige anklagepunkter mod kvinderne, men alle kvinder blev anklaget for at have begået forræderi mod deres køn ved at blande sig i politik. D. 5. april henrettedes et dusin dantonister samt Danton og Desmoulins. Det var Saint-Just, der var terrorens anklager. Revolutionen var for alvor gået i gang med at æde sine egne børn. Robespierre syntes nu grebet af et raseri, der berøvede ham både følelse og fornuft. Som den ledende skikkelse i Velfærdsudvalget fastlagde han principperne for landets inden- og udenrigspolitik. Da Velfærdsudvalget oprettede sit politbureau og greb ind i Sikkerhedsudvalgets kompetanceområder, opstod der direkte fjendtlighed mellem de to udvalg. I Paris var kommunerådet blevet besat af Robespierres svorne tilhængere efter Héberts og Chaumettes fald, og i Jakobinerklubben havde han en magtbasis, der virkede stærkere end nogensinde. Konventet turde ikke umiddelbart sætte sig op mod den ubestikkelige: Robespierre. Robespierre og dyden havde sejret ved hjælp af terroren og ville skabe en enig og udelelig republik af retskafne borgere, og som det blev sagt, regeringen skal ikke blot regere, den skal først og fremmest sørge for dyden. Revolutionen skulle udvikle sig fra et politisk anliggende til at dække alle områder af tilværelsen, og et etisk-religiøst opgør mellem det gode og det onde. Fra april måned stod Robespierre i spidsen for Velfærdsudvalget som den tilsyneladende ubestridte leder af revolutionen. Fra dette tidspunkt søgte han at give den et nyt og andet indhold. Terrorens mand ville give den en moralsk dimension ved at opelske de republikanske dyder. Dette program fremlagde han i sin tale for »Det højeste Væsen« d. 7. maj 1794. En række nationale fester skulle tjene til at befæste dyden. Samtidig skærpedes kampen mod de kontrarevolutionære, som nu også omfattede dem der var lunkne over for republikken. Mange i Konventet og Velfærdsudvalget følte sig utrygge ved Robespierre´s etisk-religiøse politik, idet mange folkerepræsentanter blev kaldt til Paris for at gøre rede for deres ofte ulovlige og brutale aktiviteter i provinsen. I Vendée iværksatte folkerepræsentanterne en massakre, i Nantes massedrukninger og i Lyon påbegyndte Couthon en ødelæggelse af en række flotte bygninger medens Joseph Fouché iværksatte en udslettelse af kontrarevolutionære. Konventudsendingen Carrier samlede i Nantes 2-3.000 fjender på skibe, og sank dem på floden, så de druknede. Fouché var kendt for sin brutale fremfærd som udsendt folkerepræsentant i Lyon. Herved vakte han Robespierre´s mishag. Robespierre ville stoppe klassekampene. Han var den eneste mand i Konventet, der syntes at nyde en uangribelig popularitet. Men Robespierre var fuld af list og hovmod, var misundelig, hadsk, hævngerrig og ville stille sin tørst med sine kollegers blod, - mente Joseph Fouché. Ved sin dygtighed, sin væremåde, ved at følge sine ideer og sin stædighed nåede Robespierre frem, og ved at bruge sin fremtrædende stilling i velfærdsudvalget stræbte han tilsyneladende efter ét despotisk diktatur. Kun et skridt til og Robespierre var den absolutte herre over revolutionen. Men han manglede endnu 30 hoveder, som han havde mærket i Konventet, påstod Fouché. Robespierre's synspunkter blev klart manifesteret d. 8. juni med festen for »Det højeste Væsen«, der blev iscenesat af kunstneren David. Han lod sig nu dyrke som profet for en ny religion. Den kristne religion var blevet officielt erstattet af dyrkelsen af »Fornuften«, og Konventet havde vedtage, at det franske folk troede på et »Højeste Væsen«. Robespierre lod afholde en pragtfuld fest for denne »gud« og ved festen brændtes et billede af ateismen. Men ville Robespierre være diktator ? Ville han i sin person, som suveræn, samle folket til fællesskabets bedste ? Af alle de fester, som man har fejret siden revolutionens start, har ingen fest været holdt med så megen harmoni. Allerede aftenen før var alle bygninger i Paris som ved et trylleslag udsmykket med guirlander af løv, der i de omhyggeligt fejede gader udsendte en behagelig duft af grønt. Om natten kunne man have troet, at man gik i en have. En forlods glæde og et røre af fryd indvarslede den smukkeste af alle fester. Allerede fra daggry var hele byen i bevægelse. Frihedens højtelskede farver lyste i kvindernes pynt, alle mænd bar egegrene i deres hatte. Aldrig har man set et så strålende og ophøjet syn som i Tuilerierne, der var fuld af udsmykkede folk, hvis blikke var rettet mod Konventet. Akkorder fra en ædel og blid melodi bød til stilhed og gav Robespierre mulighed for at holde en meget smuk tale om lovprisning af ædle følelser, der styrker og forøger i de fysiske evner. Han kunne høres langt væk og i den grad gjorde de smukke omgivelser hans stemme tydelig. Fréron, Barras, Tallien og Fouché blev kaldt til Paris for at stå til regnskab for deres vilkårlige styre i provinserne. Fouché fremførte i Konventet, at Robespierre skulle begrunde sin anklage mod ham. Men så fik Robespierre Fouché jaget ud af Jakobinerklubben. Den 10. juni fik terroren et opsving. Prairial-loven ophævede garantierne for de anklages retssikkerhed og Couthon stod som ophavsmand til denne lov. »Mellem folket og dets fjender er der ikke andet til fælles end sværdet. Muligheden for forsoning var ikke længere tilstede«. Det blev et opgør med moralske og umoralske borgere, en etisk kamp mellem det gode og det onde. De anklagede skulle hverken have ret til at føre vidner eller have forsvarere. Dommeren skulle bare sige frikendt eller skyldig. Fem dage efter festen for »Det højeste Væsen« krævede Robespierre Fouche´s hoved plus 20 andre i udvalget. Men Robespierre blev mødt med opposition mod sine blodige planer mod Konventet. Det var allerede lemlæstet nok, sagde velfærdsudvalget til Robespierre, og det var bedst at standse en udtynding, som jo kunne ende med at ramme dem selv. Da han så sit flertal svinde ind, trak han sig ærgerlig og rasende tilbage, idet han svor ikke at ville sætte sine ben igen i udvalget, sålænge hans vilje blev tilsidesat. En sammensværgelse dannedes under ledelse af folkerepræsentanten Fouché med det formål at styrte Robespierre. Robespierre hidkaldte straks Saint-Just, som var ved hæren, og da han også beherskede revolutionstribunalet, fik han endnu Konventet og de mange, som var offer for frygten til at skælve. Han var sikker på støtte fra Jakobinerklubben, og fra den berusede Hanriot, der var kommandant for nationalgarden, og alle hovedstadens revolutionskomiteer. Revolutionens sejrherre skriver om Robespierre, at han smigrede sig med at få støtte fra så mange tilhængere, at han ville sejre til slut. Og ved at fjerne sig fra udvalgene, ville han kaste den almindelige fordømmelse over på sine modstandere, og få det til at se ud som om de alene var skyld i de mange mord, således at Robespierre kunne overlade Konventet til folkets hævn, som begyndte at beklage sig over at se så meget blod rinde. Fouché fik fat i bl.a. Legendre, Tallien, Dubois de Crancé, Daunou, Chenier, Barras, Bourdon de l’Oise og fortalte at de stod på dødslisten ! De står på listen lige så vel som jeg, det er jeg sikker på ! Men de taler som Couthon afholdte for Jakobinerne og som var vendt mod Konventsmedlemmerne, havde skabt en misstemning. I en måned var Robespierre ikke mødt op i velfærdsudvalget, og også det skabte misstemning. Robespierre's fjender fremførte at tyrannen afslørede sig selv, da han irriteret over at blive modarbejdet af nogle modige mænd, fejt forlader den post, som Konventet havde betroet ham i velfærdsudvalget og fordi Robespierre nu angriber regeringen og råber op om undertrykkelse og sammensværgelse. Efter at Robespierre havde prøvet på at vildlede den offentlige mening, kom han til mødet den 8. thermidor i Konventet for at forelægge en tale, hvori han anklagede regeringen og prøvede på at splitte folkerepræsentanterne. Han bagvaskede revolutionen, bestrider hærens sejrspalmer og ser intet dydigt menneske bortset fra sig selv og betragter sig selv som den eneste, der kan grundlægge republikken. Ophidselsen er på sit højeste og maskerne falder, da den »dydige« Robespierre forsvinder og den hæsligste tyran træder frem for alles blikke. Om aftenen begiver han sig til Jakobinerklubben hvor Robespierre gentager sine frække løgne, sine formastelige deklamationer og allerede tror på en sikker sejr. Men den tale, han holdt den 8. thermidor mod de to udvalg, fik utilfredsheden til at kulminere og mødet om aftenen i Jakobinerklubben fik bægeret til at flyde over. Collot d’Herbois blev hånet, og alene Robespierre triumferede. Under Konventsmødet den 9. thermidor prøvede Robespierre medskyldige: Saint-Just i en tale at genoptage Robespierre's frække angreb. Men næppe var han, begyndt, førend han bliver afbrudt af en spontan uro i Konventet. »Vi må sønderrive sløret, for at fædrelandet i dag kan reddes eller dets forsvarere omkomme med ære«, bliver der råbt. Robespierre blev angrebet af Tallien, hvis liv var i yderste fare. Robespierre bad om ordet for at svare. Han råbte til Konventsmedlemmerne, at de var mordere, fordi en anden fik ordet, da han skulle have haft det. Robespierre' s bror sluttede sig til ham, og der råbtes op om sandheder, der havde været skjult alt for længe. Da han tog ordet for at forsvare sig, lød op mod ham råbet: Ned med tyrannen ! Men også hans venner tog heftigt til orde for at forsvare ham. Men nu anklages Robespierre for mange forbrydelser, og hans egen tale blev anklageskriftet. Forgæves forsøger Robespierre og hans venner at forsvare sig og de gribes. Robespierre og hans bror, Couthon, Saint-Just, Le Bas og flere af deres håndlangere anklages, og et enstemmigt råb »leve republikken« genlyder i Konventet. Forsamlingen, der allerede var meget ophidset, udstedte et dekret om deres arrestation. Velfærdsudvalget og sikkerhedsudvalget, som skulle udføre ordren, overlod de arresterede til folk, som førte dem bort. Konventmødet, der var erklæret permanent, udsættes fra kl. sytten til kl. nitten om aftenen. Men Jakobinerne befriede Robespierre, og Paris’ kommuneråd tog parti for ham, men det lykkedes dog ikke at bringe befolkningen i bevægelse. Han havde søgt tilflugt på rådhuset, men snart trængte provenlige Konvents-soldater ind, ledet af Barras. De fandt Robespierre såret af et pistolskud. Det vides ikke, om han havde forsøgt selvmord, eller det var en af gendarmerne, der havde såret ham. Den øverstbefalende for hæren, Hanriot løber hid og did for at provokere borgerne til at gøre oprør mod Konventet. Én enkelt kommune hjælper dem med alle midler. Hanriot viser sig ved de porte, som får alle tyranner til at skælve, og bruger skiftevis myndighed, list og trusler for at vildlede nogle borgere, som er trofaste mod friheden. Folket provokeres til en opstand mod dets repræsentanter, alarmklokken lyder, man prøver på at bestikke borgerne, og byportene lukkes. Konventet genoptager mødet og de sætter de fangne udenfor loven. Revolutionsdomstolen med Fouquier-Tinville fælder den forudsige dom. Sektionerne samles,- nogle på den oprørske kommunes opfordring. Et enstemmigt råb høres: »død over forræderne, slut jer til Konventet, leve republikken«. Borgerne griber til våben og det samme råb høres overalt. 8-10.000 er på gaderne og er klar til at besejre fjenderne og danner et uigennemtrængeligt bolværk rundt om Konventet. Det viste sig, at robespierristerne stod ret isoleret, og Robespierre's appel til Konventet var virkningsløs. D. 28. juli blev Robespierre, borgmester Lescot-Fleurot, Saint-Just, Le Bas, Couthon og 70 tilhængere henrettet, bl.a. repræsentanterne i kommunen. Robespierre's varmeste fortaler, Saint-Just, nåede inden han steg op på skafottet at sige: »Revolutionen er stivnet, alle principperne er afsvækket. Det eneste, som er tilbage, er røde huer på hovedet af intriganterne. Terroren har sløvet fornemmelsen af forbrydelse, således som stærke drikke sløver ganen« . Fra alle landets egne strømmede taksigelser ind til Konventet. Den nys så beundrede folkehelt kaldtes nu en Cromwell og Catilina, og han blev for eftertiden symbolet på alle revolutionens rædselsgerninger. Men han var ikke alene om at træffe beslutningerne, - det bør eftertiden erindre. I de sidste 6 uger som Robespierre rådede, henrettedes ca. 1.400, altså omtrent 30 mennesker daglig. I de foregående 13 måneder havde det hele tal været 1.200 henrettelser. Af de 1.400 henrettede var 43 % arbejdere, 28% bønder, og 29 % adelige og gejstlige. Men årsagen kan vel næppe være Robespierre´s, da han jo var anklaget for ikke at møde frem i udvalgene !!! De nye magthavere i Konventet efter Robespierre, kaldes »Thermidorianerne«. De slog ind på en reaktionær kurs og girondinerne kom med. Velfærdsudvalget og Revolutionsdomstolen ophævedes, og en modterror, »den hvide terror«, sattes ind overalt. D. 12. november blev Jakobinerklubben lukket og kort efter Cordelierklubben. Samtidig opgav Konventet i december den ekstraordinære økonomiske lovgivning, hvorved inflationen nåede uanede højder. Maksimallovene ophævedes og erstattedes af fri prisdannelse, der udløste de voldsommeste prisstigninger. Dette i forbindelse med en usædvanlig streng vinter i 1794-95 gjorde sansculotterne desperate. Robespierre' s fald er en af de mest omstridte begivenheder under hele revolutionen. Diskussionen drejer sig både om, hvorfor og af hvem han blev styrtet. Et væsentligt aspekt var sikkert frygten for en enehersker, men desuden var mange trætte af den permanente revolution med dens terror og usikkerhed. Borgerskabet, der havde nydt så godt af udviklingen efter 1789, havde brug for i ro og mag, at kunne nyde frugterne af indsatsen, og selv Robespierre' s støtter blandt småborgerskabet følte, at hans krav om idealitet kunne gå for langt. Da »den ubestikkelige« nærmede sig den endelige sejr, manglede han tilstrækkelig opbakning. Sandsynligvis har det korrupte Borgerskab ikke kunne affinde sig med en ubestikkelig person. Kun sansculotterne ønskede at føre revolutionen videre, og deres kraft havde Robespierre selv brudt gennem henrettelsen af sansculottelederne i begyndelsen af året. Revolutionens manglende styrke så man tydeligst ved, at adskillige folkekommissærer, Barras, Fouché, Tallien, m.fl., der havde gennemført terroren i provinsen, skyndsomt lod sig fremstille som moderationens fortalere. De bidrog således paradoksalt nok til at fjerne det styre, som i første omgang havde bragt dem til magten. Da Babeuf i sit blad »Pressefriheden« kritiserede magthaverne, blev der d. 13.oktober udstedt en arrestordre på ham. Det lykkedes ham at holde sig skjult. Babeuf udtalte: »I stedet for at civilisere os, har vore herrer gjort os til barbarer, fordi de selv er det. De høster, som de har sået, og det vil de blive ved med«. Emigranter og præster fik lov til at vende tilbage.

Det lykkedes imidlertid ikke på noget tidspunkt at skabe politisk ro og få orden i finanserne. I 1795 forsatte den hvide terror fra royalisterne, der i voldsomhed ikke stod tilbage for de tidligere myrderier. Man forsøgte en forsoningspolitik overfor monarkisterne og pryglebander blev oprettet, der overalt forfulgte jakobinere og sansculotterne, der blev henrettet uden rettergang. Babeuf blev fængslet d. 12. februar og sat i Plessis fængsel, hvor Buonarroti allerede sad. Babeuf skriver fra fængslet » Hvorfor, skal de som udfører det produktive arbejde have uendeligt mindre i udbytte af det end f.eks. købmændene som har besørget omsætningen ? Fordi spekulanterne og forretningsmænd holder sammen indbyrdes og sørger for at de bestandigt har de virkelige producenter til rådighed. De er istand til at sige til dem: arbejd meget - spis lidt, ellers får du slet ikke noget arbejde og slet intet at spise«. Den sociale nød voksede og voksede. Folkemasserne sagde: »Da Robespierre styrede, flød blodet, men vi manglede ikke brød. I dag flyder blodet ikke længere, og nu mangler vi brød. Lad derfor blodet flyde, så vi kan få brød«. Brødrationen var nede på et halvt pund brød til hver og blev nedsat til 60 gram. I desperation prøvede sansculotterne i Paris’ forstæder både i april og maj at gøre oprør. Kvinderne deltog i voldsomt omfang i oprørene, men nogle af også forlad Paris af sult. Det drejede sig mere om brød, brændsel og andre livsfornødenheder end om politiske reformer. Men opstandene blev hurtigt nedkæmpet. For første gang satte Konventet hæren ind i nedkæmpelsen af oprør. Det var tropperne fra de velstående vestlige kvarterer i Paris, der blev sat ind mod folkemasserne flere gange. Brødpriserne steg med 1300 % fra marts måned til maj måned. Selvmordene blandt de fattige steg i uhyggeligt antal. D. 23. maj omringede de hvide tropper forstaden Saint-Antonie, og hele bydelen overgav sig. Jagten fik på jakobinerne og sansculotter fik atter et opsving og de førtes til guillotinen, medens andre blev forvist til Guyana. Dette blev definitivt afslutningen på revolutionen - i denne omgang. »Thermidorianerne« havde sikret deres voldsapparat med provenlige hvide militære styrker, der skød løs på Frankrigs folk. Revolutionsdomstolen blev ophævet d. 31. maj. Et læs brændes kostede i august 100 livres i modsætning til prisen året før, der var på 6 livres. I juni landsættes to divisioner emigranter fra England, der lovede at genindføre de gamle stænder og kongemagten, - men de bliver slået ned. D. 22. august vedtog Konventet en ny forfatning, og nye valgreglerne medførte at det blev svært for royalisterne at blive valgt. Der blev udskrevet valg, men det afgående Konvent havde vedtaget, at 66 % af kandidaterne skulle være tidligere konventsmedlemmer. D. 12. september blev Babeuf løsladt og sammen med hans venner dannede de en forening »Pantheon-Selskabet«. Monarkisterne, grossister og vekselerer forsøgte d. 5. oktober en opstand mod de udemokratiske valgregler, men Konventet overdrog den unge officer: Napoleon Bonaparte at slå oprøret ned. D. 26. oktober gennemførte »Thermidorianerne« den nye Direktorie-forfatning. Den lovgivende magt lå i hænderne på to kamre, de ældres råd med 250 medlemmer over 40 år og de yngres råd med 500 medlemmer over 30 år, medens fem direktører i Direktoriet havde den udøvende magt. Valgene skete gennem indirekte valg med, hvor valgretten var begrænset af et enormt formuekrav og alderskrav, der udelukkede enhver jakobiner eller sanculotte. Forfatningen var vendt mod jakobinerne, sansculotter og royalister. Hele perioden var præget af anslag fra både venstre og højre. Konventet førte en slingrende og vaklende kurs, hvorved den i stedse stigende grad måtte støtte sig på militæret. Babeuf´s forening skrev til Direktoratet, og krævede at en voldsom fordeling af statsgodser til de fattige, og han skrev dristigt i sin nye avis »Folketribunen«. Babeuf udgav d. 30. november »Plebejernes manifest«, og en ny arrestordre blev udstedt mod ham. Bander af fattige havde der hele tiden været. Men nu opstod endnu flere bander af »chauffeurs«, der varmede fødderne i kaminen på bønderne, hvis de ikke fortalte hvor værdigenstandene befandt sig.

I marts 1796 spredtes et opråb fra Babeuf, hvor det tilkendegives at det er samfundets formål »ved samarbejde at øge summen af de fælles livsgoder og der kræves almindelig arbejdspligt. Revolutionen er ikke endt! Thi de rige opsuger alle livsgoder og de er ene herskende, medens de fattige arbejder som slaver, hentæres i elendighed og intet bestyrer i staten«. »Lighed eller døden !« var Babeuf løseord - og det blev hans død. D. 10. maj 1796 blev Babeuf og en større gruppe anhold for sammensværgelse. D. 15. maj rykker Napoleons tropper ind i Milano og året efter oprettes den Cisalpinske Republik, i Genova oprettes den Liguriske Republik. For Milano var »Frihedens Pris« en øjeblikkelig skat på 20 millioner franc. Overalt blev kunstskatte frarøvet og sendt i vogntog fra Italien og Schweiz til Paris. Men allerede i foråret 1796 var der blevet udstedt for op mod 30 milliarder assignater, og da krigen forsatte, skabte det kaotiske tilstande. D. 15. december blev en flåde med 15.000 soldater sendt til Irland, for at hjælpe oprørerne der. Men vinterstormene afsluttede denne invasion. D. 16. maj 1799 havde nyjakobinerne vundet en stor valgsejr. Pressefriheden blev genindført og de gamle politiske klubber blev genåbnet og nye stiftet. Sieyés var overbevist om at det eneste der kunne redde republikken fra jakobinsk terror var et statskup. Til sidst så Storborgerskabet, Sieyés og de ældres råd ingen anden mulighed for at bruge hæren, og anmodede general Napoleon om at tage magten, hvilket han gjorde ved et statskup d. 9. november 1799. »Thermidorianernes« snævre sociale rekruttering og valgmanipulationer var nu ophørt efter eget ønske, og i de følgende 14 år var Frankrig underlagt et militærdiktatur.

Afslutning: Revolutionens lovgivning kom til at omfatte mange sider af samfundets liv. Men alt skal tages med et stort forbeholdt, når de borgerlige klasser beskriver revolutionens resultater. Thi kun dem med ejendom og formuer kunne deltage i det kyniske spil om jura, politik, handel, m.v.. Der skabtes et såkaldt frit borgerligt »folkestyre« og et kommunalt selvstyre, og der kom ensartethed i hele administrationen. Paris blev centrum. Alle borgere stilledes på papiret lige for loven. Drenge og piger fik lige arveret. Der indførtes tale- og trykkefrihed, men dog ikke for dem der blev henrettet, fordi de havde ytret sig forkert. Der kom religionsfrihed. Stat og kirke adskilles. Borgerlig vielse skulle anvendes. Skilsmisse blev tilladt. Men kvinderne fik ikke noget ud af revolutionen ! Før dåb kunne finde sted, skulle barnets navn indføres i statens protokol, civilregistret. Retsplejen forandrede og der blev ensartede domstole i alle egne af riget, nævningesystemet indførtes, retsforhandlingerne blev offentlige og mundtlige, og der kom anklager og forsvarer i hver sag. Således fastsloges alle de grundsætninger, hvorefter europæisk retspleje siden udvikledes. Straffene mildnedes og tortur anvendtes ikke i revolutionstiden. Der indførtes næringsfrihed. Lavene ophævedes, men man forbød fagforeninger, der kunne hæmme den fri konkurrence. Konventet vedtog tvungen og gratis skolegang, og skolen blev konfessionsløs, - men denne lov førtes ikke ud i livet. Først under den tredje republik efter 1870 gennemførtes de grundsætninger, som Konventet havde opstillet. Der kom ensartethed i mønt, mål og vægt, som inddeltes efter titalssystemet. Meteren blev længdeenhed. En ny tidsregning, regnet fra republikkens første dag, d. 22. september 1792 indførtes. Alt blev for så vidt ensrettet ! Enevælden havde som mål at oprette en enhedsstat, men der var mange lokale kræfter der trak i hver sin retning. Den decentrale enevælde blev afløst af den ensrettede og centralistiske stat, som godt nok prøvede på at fremstille sig selv som decentral under ensretnings fane, men som i virkeligheden gør det modsatte. Dobbeltheden og usædeligheden fra præstanden fulgte med i kølvandet. Regeringens repræsentanter forsøgte på enhver måde at disciplinere og kue folket. Borgerklasserne skabte aldrig en landbrugspolitik for Frankrigs store flertal af bønder, men Borgerklasserne dannede grundlaget for den kommende kapitalisme. Det blev denne linie, som sluttelig gik af med sejren, og i revolutionens sidste år under Direktoriet optrådte det revolutionære Frankrig helt som en klassisk stormagt, der søgte strategiske grænser og omgav sig med bufferstater til alle sider. Man kaldte dem ganske vist »søster-republikker«; men i realiteten var de blot små lydstater: I nord Den Bataviske Republik (Nederlandene), i øst Rhinlandet og Den Helvetiske Republik (Schweiz) og i syd de italienske republikker. Dermed havde revolutionen endegyldigt ofret de universelle idealer om selvbestemmelse og ikke-indblanding til fordel for egoistiske franske magtinteresser i gammeldags forstand, selv om idealerne stadigvæk fandt anvendelse i den revolutionære propaganda. Det revolutionære korstog var gennem de stadier, som her er ridset op, blevet forvandlet til klassisk fransk magtpolitik. Heller ikke på det udenrigspolitiske område kunne revolutionens høje idealer således holde til konfrontationen med virkeligheden. De franske revolutionshæres fremtrængen gennem Middelhavet til Ægypten og Mellemøsten i 1798-99 skal da heller ikke ses som forsøg på at gøre den europæiske revolution universel, men derimod som et geopolitisk bestemt led i Frankrigs store magtkamp med England. Dette gav ekspeditionens leder, heltegeneralen Napoleon Bonaparte på slående vis udtryk for, da han i 1799 stod i Palæstina. Han blev da spurgt, om han havde til hensigt at indtage Jerusalem, målet for så mange korstog i Europas ældre historie. Han svarede da, uden at fortrække en mine: »Jerusalem? Nej, Jerusalem ligger uden for min operationslinie!«

Det er umuligt at få alle detaljer med, fordi der er så mange aktører. Revolutionshistorien er focuseret på Paris, men der var oprør overalt ! Rettelser og kritik kan sendes til mig her.

Se også: Republikkens Præsident * * Pariserkommunen 1870 * * Den 3dje franske republik efter 1870

Babeuf, Gracchus en revolutionær utopisk kommunist, proletarbarn, født i St. Quentin d. 23. november 1760, døbt Franciois Nöel, tjener og jordebogsassistent. Havde læst Mably, der erklærede ejendomsretten for kilden til alle ulykker og forbandelser; Morellys: Naturens Lovbog, der priste ejendomsfællesskab; og Mesliers anden bog om angrebet på ejendomsretten, som var tilbageholdt i hundrede år, da ingen turde udgive den. Babeufs hjerte bankede af glæde når han læste italienerens Campanellas og englænderen Thomas Mores visioner om en fremtidsstat. Det var ham, der påviste at samfundets modsætninger mellem rig og fattig skyldes ejendomsretten. Derved tillægges han som en af de første, at være ophav til Socialismen. Han udtalte, at alt hvad et menneske hobede sammen ud over hvad der var nødvendigt for at opretholde livet, var socialt tyveri. I udgangspunktet var han tilhænger af den jordlov, der var et hovedkrav under revolutionen og som skulle afskaffe arveretten på landet. Senere erkendte han, at privat ejendom af jord helt måtte afskaffes, og at fordeling og forbrug måtte organiseres kollektivt. Henrettet d. 27. maj 1797 efter en lang skueproces.

Barros (1753-1829) officersuddannet. Konventsmedlem, udsendt folkerepræsentant i Toulon og Marseille, øverstkommanderende for de tropper, der styrtede Robespierre. Han var den ledende direktør under Direktoratet

Biliaud-Varennes (1756-1819) advokat. Medlem af Jakobinerklubben, valgt ind i Konventet og i velfærdsudvalget fra d. 5. september 1793. Var yderliggående Jakobiner. Han medvirkede både til Dantons og Robespierre's fald. I maj 1795 deporteret til Guyana

Bourdon de l’Oise (1750-1797) advokat og konventsmedlem

Brissot, Jacques Pierre (1754-1793) journalist og advokat. Deputeret i Den Lovgivende Forsamling for jakobinerne og i Konventet for girondinerne. Agiterede voldsomt for krigen, og var en af de førende girondinere. Henrettet. Udgav avisen »Patriote Francais«. I 1784 sad han i Bastillen i fire måneder for at have skrevet kritisk om kongens regering

Buonarroti arbejdede sammen med Babeuf, måtte flygte men førte Babeuf lære videre. Han var stifter af kulsvierbevægelsen, fakkelbæreren og sjælen i 1830-revolutionen og øvede stor indflydelse på Blangui

Carnot, Lazare (1753-1823) ingeniørkaptajn. Medlem af Den Lovgivende Forsamling og Konventet, ledende militærekspert i velfærdsudvalget. Udgav avisen »Soiré des camps«, der blev populær efter henrettelsen af Hébert

Chalier revolutionær helt, myrdet d. 17. juli 1793 i Lyon, jakobiner.

Chaumette (1763-1794). Ledende skikkelse i Cordelierklubben og kommunen i Paris efter den 10. august 1792. Meget antiklerikal, lukkede alle kirker i Paris og indstiftede fornuftsdyrkelsen i Notre Dame. Henrettet efter en mislykket opstand mod Robespierre

Collot d´Herbois. (1749-1796) skuespiller og forfatter. Udgav almanakken »L´Almanach du Pére Gérard«. Medlem af Jakobinerklubben og Konventet. Udsendt folkerepræsentant sammen med Fouché i Lyon. Massakrerede tusindvis i Lyon. Kom med i velfærdsudvalget d. 5. september 1793. Med i sammensværgelsen mod Robespierre. Som præsident i Konventet afbrød han Saint-Just tale, og derefter brød forsamlingen ud i råbet »Ned med tyrannen !«, der førte til Robespierres henrettelse. I maj 1795 deporteret til Guyana, hvor han døde.

Couthon, Georges (1755-1794) advokat. Jakobiner. Medlem af den lovgivende forsamling og Konventet. Sammen med Robespierre og Saint-Just var han en af de ledende. Modstander af girondinerne. Henrettet sammen med Robespierre

Danton (1759-1794) advokat. Organiserede den militære modstand mod fjenden i september 1792. Medlem af Konventet og velfærdsudvalget april-juli 1793, førte en moderat kurs og efter magtkampen mod Robespierre blev han henrettet. Danton var et stemningsmenneske. Han talte ud at øjeblikkets indtryk i voldsomme ord med en rigdom at malende billeder, men springende, tit usammenhængende. Han ejede en tordenrøst, og få evnede som han at rive folkemasserne med. Han var varmt og oprigtigt begejstret for fædrelandet og friheden. Til tider handlede han med uimodståelig energi, til andre tider kunne han synke hen i lad ligegyldighed. Han forstod at sætte fart i en bevægelse, men langt mindre at lede dens gang. Han kunne gribe til voldsomme, blodige midler, når dette syntes nødvendigt, men i grunden var han en blød natur, der hurtigt rørtes til mildhed mod modstanderne

Desmoulins (1760-1794) journalist. Havde stor indflydelse i juli-dagene 1789. Blev medlem at Konventet. Han blev henrettet sammen med Danton. Udgav avisen »Révolutions de France et de Brabant« og »Le Vieux Cordelier«

Dumonriez (1739-1823) general og politiker. Spillede hovedrollen i det girondinske ministerium i foråret 1792. Vandt sejr ved Valmy i september 1792. Efter et mislykket statskup året efter gik han i landflygtighed

Fouché (1759-1820) gejstlig og lærer. Konventsmedlem og tilhørte den yderliggående fløj af Jakobiner. Kendt for sine voldsomme angreb på kirken og sin brutale fremfærd som udsendt folkerepræsentant i Lyon. Vakte derved Robespierre's mishag og deltog i sammensværgelsen imod ham. Under direktoratet og Napoleon var han politiminister. Konspirerede mod Napoleon, men blev atter politiminister under de 100 dage. Efter Bourbonernes tilbagekomst i 1815 blev han en kort periode politiminister, men måtte træde tilbage, da han havde stemt for Ludvig d. 16’s henrettelse. Levede sine sidste år i landflygtighed

Fouquier-Tinville, Antoine Quentin (1746-1795) berygtet offentlig anklager ved revolutionsdomstolen

Fréron (1754-1802) journalist. Konventsmedlem, udsendt folkerepræsentant i Marseille og Toulon. En af lederne i sammensværgelsen mod Robespierre. Stod i spidsen for jeunesse dorée-banderne (gylden ungdom) efter dennes fald. Blev under Napoleon administrator på Santo Domingo

Gouze (1748-1793) datter af en slagter i Montauban. Under navnet Olynspe de Gouges skrev hun romaner, skuespil og politiske småskrifter. Manede til forsoning mellem Jakobinerne og girondinerne. Da hun angreb Robespierre, blev hun henrettet

Hanriot (1739-1794) chef for nationalgarden. Det lykkedes ham ikke at slå sammensværgelsen mod Robespierre ned. Henrettet

Hébert, Jacques Réne (1757-1794) Kom til Paris i 1780 hvor han levede af at sælge billetter i et teater og slog sig op som journalist. Fra 1790 udgav han avisen »Le père Duchesne«, som blev de revolutionæres blad efter Marats død. Han havde en stor indflydelse i Cordelierklubben og blev Chaumette´s stedfortræder i kommunen i Paris efter december 1792, og forsøgte uden held at blive valgt til Konventet. Efter mordet på Marat konkurrerede han med Jacques Roux om sansculotternes gunst. Han anklagede Robespierre for at være moderat. Men han gik sammen med Robespierre for at få Jacques Roux, Leclerc og Varlet ud i kulden - op til skafottet, og i marts 1794 blev han selv offer for sin splittelsespolitik og blev henrettet af Robespierre. Jacques Hébert havde en folkelig og læst avis i samtiden. Hébert indtager en fornem plads blandt de mænd, der spillede en rolle under de blodige, underlige og skandaløse farcer i1793, og han opnåede derfor en omfattende hæder. Héberts avis havde som mål at gøre folkemasserne fortrolige med alle sager af almen interesse. Sagerne blev præsenteret i folkets eget sprog og med de mest vulgære udtryk. Han blandede sine farver og skabte sine billeder efter naturen, idet han benyttede sig af de mest dristige kvinders og de mest tøjlesløse mænds fantasi. Som Molière havde studeret sine markiser ved hoffet, lægerne i boudoirerne og de lærde i deres akademier brugte Hébert sine pensler og studerede sine modeller på kajerne og i torvehallerne. Alene navnet »Père Duchesne« fik 2/3 af Frankrig til at stivne af rædsel. Og dog var såvel de, der mest afskyede hans anskuelser, og de, der var mest fremmede for hans udtryksmåde, var de ivrigste efter at læse hans uanstændige avis. Alle skulle se avisen, og når de bad om den, var det med en påtagen glæde. Thi det var en måde at komme ud af de mistænktes rækker på, eller som avisen udtrykte det, »man skulle sansculottisere sig«. Billedet af den piberygende Père Duchesne, der var en mytisk folkelig skikkelse, var hver dag hængt op som en beskyttelse på de smukke kvinders toiletter, i de lærdes arbejdsværelse, i de riges saloner og i handelskontorerne. Girondinerne, de moderate, smilede ved læsningen af »Le Père Duchesne«, når de gik gennem salene og kom til deres pladser. Sieyès’ grublende pande afklaredes lystigt og hans læber foregav at udtrykke anerkendelse, når han i gangene eller på sin stol læste denne avis.

Legendre (1755-1795) slagter og Konventsmedlem

Lepeletier revolutionær helt, myrdet i januar 1793

Marat, Jean-Paul (1743-1793) var læge uden praksis. Han agiter voldsomt mod de kontrarevolutionære i sit blad »L’ami du Peuple«, og var derfor populær blandt sansculotterne. Avisen lå på 2. pladsen efter Hebert´s » Le Père Duchesne«. Som Jakobiner havde han ikke megen indflydelse i Konventet. Han var en lidenskabelig natur, opfyldt af harme mod samfundets uretfærdigheder og varmt medfølende over for alle samfundets stedbørn. En dag udbryder han i sit blad: »Hvor er fædrelandet for dem, som ingen ejendom har, som ikke har udsigt til noget embede, og som ikke nyder nogen fordel af samfundet? Overalt er de dømt til at føre et trælleliv. Er de ikke under en herskers åg, træller de for deres medborgere. Hvor mange revolutioner der end foregår, er deres skæbne evig den samme: trældom, fattigdom, underkuelse. Hvad skylder de denne stat, som ikke har gjort andet end at lovfæste deres elendighed og smede deres lænker endnu stærkere ? De skylder den intet andet end had og forbrydelser.« Marat led af en ondartet hudsygdom, som han havde pådraget sig, da han en gang under en forfølgelse holdt sig skjult i Paris’ kloakker. Han fandt lindring ved at opholde sig længe i varmt bad. Han blev myrdet af girondinertilhængeren Charlotte Corday i et badekar, idet Charlotte Corday var forbitret over Jakobinernes adfærd. Hun skaffede sig ved hjælp af et bønskrift adgang til Marat´s hjem, og knivdræbte ham den 13. juli 1793 i hans badekar. Hun blev henrettet få dage efter. Marat blev revolutionen største martyr.

Marie-Antoinette (1755-1793) datter af Maria Theresia og Francis den 1. af Østrig. I 1770 blev hun som 14-årig gift med den senere Ludvig d.16. Sammen fik de to drenge og to piger. Efter det mislykkes flugtforsøg i d. 20. juni 1791 blev hun fængslet og senere henrettet. Som østrigsk prinsesse var hun ikke særligt populær i Frankrig. Østrig var Frankrigs gamle fjende, og dronningen blev hurtigt syndebuk for folkets problemer. Marie Antoinette levede et overdådigt liv ved hoffet, omgivet af hofdamer, som alle var adelige, og helt uden kontakt med det franske folk. Hun forstod ikke, hvad revolutionen handlede om, og brugte alle midler for at bevare kongedømmets magt. Der er ingen tvivl om, at kongens kontakt til Frankrigs fjender i høj grad skyldtes hende. Samme år revolutionen brød ud, døde den ældste af hendes sønner, kronprinsen, der da var 8 år. Derfor blev den 4-årige Ludvig nu udset til kongens efterfølger. Men da kongefamilien blev arresteret i juni 1792, kom børnene med i fængsel. Marie Antoinette sad i fængsel over et år. Hun oplevede kongens henrettelse i januar 1793, før hun selv blev dømt til døden for sammensværgelse mod Frankrig og henrettet d. 17. oktober 1793. Den nu 8-årige Ludvig havde siddet i fængslet sammen med sin mor. I juli 1793 blev han fjernet fra cellen, og der er stor usikkerhed om, hvad der skete med ham. Men sandsynligvis, døde et par år senere af tuberkulose. Der blev således aldrig nogen Ludvig d.17. i Frankrig

Mirabeau (1749-1791) skønt adelig blev han valgt som repræsentant for 3. Stand i Stænderforsamlingen. Fremragende taler, men på trods af sin stilling som kongens hemmelige rådgiver ikke den politiske indflydelse, han havde håbet på. Mirabeau var Den Konstituerende Forsamling s mægtigste personlighed. Han havde ført et meget uregelmæssigt liv og havde bl.a. måttet prøve langvarige fængselsophold, ramt af lettres de cachet. Under stor begejstring var han blevet valgt som repræsentant for 3. Stand. Han var kundskabsrig som få. Han hørte ikke til dem, der tænkte sig, at det gik let at lave det hele om. Men han nærede en dyb uvilje mod den gamle samfundsordning med al dens uret og vilkårlighed. De gamle forrettigheder burde falde, men man skulle gå besindigt til værks, ikke indlade sig på mere end man kunne magte. Han var en ypperlig taler. Når han rolig og ubevægelig i sin holdning lod sin dybe, velklingende stemme runge ud over forsamlingen, på een gang dristig og myndig, bøjede tilhørerne sig uvilkårligt ind under hans stærke vilje, selv de, der så på ham med mistro i erindring om hans bevægede fortid. Og som han vidste at finde de rammende ord, ejede han handlingens mod. I de afgørende øjeblikke var det ham, der førte an. Efter sin død i foråret 1791 begravedes han under overvældende deltagelse i Pantheon, en tidligere kirke, som Nationalforsamlingen gjorde til gravsted for Frankrigs revolutionære mænd. Men da man blev klar over, at han i sit sidste leveår havde plejet forbindelse med hoffet og modtaget penge af Marie Antoinette, fjernedes hans lig i 1793

Montesquieu (1689-1755) oplysningsfilosof og statsteoretiker. Baron og tilhørte adelen i Bordeaux. Udgav det statsteoretiske værk »Lovenes ånd« i 1741 hvori han opstillede sin teori om magtdeling. Satirisk citat: »Kongen af Frankrig er den mægtigste fyrste i Europa. I modsætning til naboen, kongen af Spanien har han ingen guldminer; men alligevel ejer han større rigdomme, for ved at udnytte undersåtternes forfængelighed kan han disponere over rigdomme, som er mere uudtømmelige end dem, der stammer fra miner. Han har ført store krige uden andre midler end dem, der kom fra salg af ærestitler, og ved hjælp af dette mirakel, som udspringer af menneskelig stolthed, er hans tropper blevet betalt, hans fæstninger armeret og hans skibe udrustet. Denne konge er ydermere en stor troldmand. Han udøver nemlig sit herredømme selv over undersåtternes sind og får dem til at tænke, som han ønsker. Hvis han i sit skatkammer kun har én million kroner, men har brug for to, behøver han blot at overbevise dem om, at én krone er det samme som to, og de tror ham. Hvad jeg her fortæller om denne fyrste bør ikke forbavse dig. Der er nemlig en anden troldmand, som er endnu mægtigere end den første, og som har lige så stor magt over den førstes sind, som denne har over sine undersåtters. Denne troldmand kaldes Paven. Sommetider får han kongen til at tro, at tre kun er én, sommetider at det brød, han spiser, ikke er brød, og den vin han drikker ikke er vin, og tusind andre ting af den slags...«.

Napoleon (1769-1821) officersuddannet. Efter felttog i Italien og Ægypten styrtede han direktoratet ved et statskup. Blev 1. Konsul i 1799-1804 og kejser 1804- 1814,15. Efter nederlaget ved Waterloo blev han forvist af englænderne til St. Helena

Necker (1736-1804). Schweizisk finansmand. En indflydelsesrig bankier fra Geneve. Fransk finansminister 1776-81 og igen i 1788. Var uhyre populær i 1789, men gik af i 1790

Paine, Thomas (1737-1809) engelsk skribent, der deltog i den amerikanske frihedskrig på amerikansk side. Udgav bogen »Right of Man« vendt imod Burke. Kom til Frankrig hvor han blev konventsmedlem

Robespierre, Maximilien de(1758-1794) advokat. Repræsentant for 3. Stand i Stænderforsamlingen. Fra Arras. Han var med i Nationalforsamlingen, men var ikke medlem af Den Lovgivende Forsamling, da han selv havde stillet forslag om, at Nationalforsamlingen ikke kunne vælges til Den Lovgivende Forsamling. Han fik stor indflydelse i Jakobinerklubben, hvorfra han angreb girondisternes krig og brissotinerne. Han gjorde sig til forsvarer for de fattige i samfundet. Han blev Konventsmedlem og kom i juli 1793 med i velfærdsudvalget »le comiti de salut public«, og blev den ledende skikkelse, og var således medansvarlig for udformningen af terrorpolitikken. I juli 1794 blev han styrtet og henrettet. Robespierre var en ivrig talsmand for Rousseaus ideer og talte mod skellet mellem fattige og passive borgere. Men han var alligevel ikke tilhænger af direkte demokrati og folkets styre. Hans han vandt ry for sin dyd og uangribelighed og han kaldtes »den ubestikkelige«. Han levede sparsommeligt og viste en overdreven korrekthed i ydre optræden som i dragt. Hans overbevisning om, at han havde al ret, at enhver, der stod ham i vejen, var en misgerningsmand, der fortjente den hårdeste straf, drev ham til sidst ud i helt ubeherskede voldsomheder. Det var girondinerne Brissot og Vergniaud, der beskyldte Robespierre for at stræbe efter diktaturet. Billaud-Varene, Collet d'Herbois og Carnot kritiserede Robespierre i velfærdsudvalget. I sin bitterhed over gruppernes skænderier holdt han sig væk, og da han mødte op i Konventet var sammensværgelsen mod ham organiseret og klar

Rousseau (1712-1778) Forfatter og statsteoretiker. Vendte sig imod oplysningstidens fornuftsdyrkelse og fremhævede følelsen som den væsentligste egenskab i mennesket. Han skrev det statsteoretiske værk »Samfundspagten« i 1762

Roux, Jacques (1752-1794) præst. Kom til Paris i 1790 og sluttede sig til Cordelierklubben. Til tider kaldet »slumpræsten« eller »den røde præst«. Han boede i det nordlige Paris, hvor den største fattigdom og nød herskede. Han var en af lederne i den revolutionære gruppe kaldet »les Enragés« (de rasende). Fik sæde i kommunerådet og vandt indflydelse i flere sektioner. Udgav »Publiciste de la Républigue Francase«, og han blev bekæmpet af både Jakobinerklubben og Cordelierklubben. Efter mordet på Marat var Jacques Roux den ledende skikkelse for mange. Han bekæmpede de autoritære tendenser hos Jakobinerne og var en modig agitator for de fattige. På grund af det, fik Robespierre ham arresteret d. 5. september 1793, og stillet ham for revolutionsdomstolen. Men han begik selvmord i fængslet d. 10. februar 1794.

Saint-Just, Louis Anton (1767-1794). Jurist. Medlem af Konventet og velfærdsudvalget. Som udsendt folkerepræsentant reorganiserede han Rhinarmeen. Blev henrettet sammen med Robespierre 27 år gammel. Var talsmand for en vegetarisk republik

Sieyès, abbed, havde vundet sig stort ry ved sit lille flyveskrift. Han var ligesom Mirabeau kundskabsrig og retorisk, og hans logik tiltalte mange af borgerskabets mænd, der var opdragne i filosoffernes skole. Fuld af tillid til tankens magt troede han, at verden kunne omformes efter fornuftens krav. Det var ham der opstillede de udemokratiske valgregler, således at Storborgerskabet kunne beholde magten. Han viste megen smidighed og fulgte med i den konstitutionelle bevægelse, og sluttede sig til sidst til Napoleon.

Talleyrand (1754-1838) adelig og biskop af Autun. Foreslog nationalisering af kirkegodset i nationalforsamlingen i 1789, og var en af de få bisper, der aflagde ed på kirkeforfatningen. Under Direktoratet og Napoleon var han udenrigsminister. Medvirkede til Bourbonernes tilbagekomst i 1814-15. blev Ludvig d. 18´s udenrigsminister og repræsenterede Frankrig under Wienerkongressen. Efter Juli-revolutionen i 1830 var han en af dem, der medvirkede til Ludvig-Filips tronbestigelse. Var ambassadør i London i sine sene år. En utrolig karriere under forskellige Borgerklaser

Tallien (1767-1820) sekretær hos en advokat. Blev konventsmedlem og udsendt folkerepræsentant i Bordeaux. Deltog i sammensværgelsen mod Robespierre. Under Direktoratet blev han medlem af de 500's råd, men levede derefter uden politisk indflydelse

Varlet, en af lederne hos »de rasende«. Kørte rundt med en rullende tribune og holdt sine taler

Vergniaud (1753-1793) advokat fra Bordeaux. Ledende girondiner i Den Lovgivende Forsamling og Konventet. Talsmand for krigspolitikken og i juli 1792 gik han i forhandling med kongen

Voltaire (1694-1778) forfatter og oplysningsfilosof. En af de vigtigste skikkelser i den franske oplysningstid. Tilhænger af oplyst enevælde. Opholdt sig i nogle år hos Frederik d. II af Preussen. Han agiterede for åndelig frihed og mod den officielle kirke

5. maj: Generalstænderne mødes i Versailles

17. juni: 3. Stand´s repræsentanter konstituerer sig som Nationalforsamling

20. juni: Boldhuseden

23. juni: Nationalforsamlingen mødes med kongen, der bøjer sig

27. juni: Kongen beordrer repræsentanterne for de privilegerede stænder til at slutte sig til nationalforsamlingen

11. juli: Necker afskediges

12. juli: Camille Desmoulins taler i Palais Royals have, oprør i Paris

14. juli: Bastillens fald, emigrationen begynder

4. august: Feudalrettighederne ophæves

26. august: Menneskerettighedserklæringen

5. oktober: Kvindetoget til Versailles, kongefamilien og Nationalforsamlingen flytter til Paris

6. oktober: Klub Breton bosætter sig i et gammelt Jakobinerkloster

10. oktober: Talleyrand foreslår at kirkegodset nationaliseres

december: Lov om assignater

12. juli: Kirkeforfatningen

14. juli: Føderationsfesten

4. september: Necker træder tilbage

21. oktober: Trikoloren bliver Frankrigs nationalflag

4. februar: Mirabeau dør

juni: Le Chapelier loven vedtages mod arbejdere og håndværkere

21. juni: Kongefamiliens mislykkede flugt til Varennes

17. juli: Massakren på Marsmarken

3. september: Forfatningen af 1791

1. oktober: Den Lovgivende Forsamling træder sammen. Kongen antager et Feuillant-ministerium

foråret: kongen bruger sin vetoret mod lovene om emigranter, m.v.

12. marts: Kongen antager et Gironde ministerium: Brissotinsk ministerium under Dumouriez’ ledelse

20. april: Frankrig erklærer Østrig og senere Preussen krig, Rouget de Lisle laver »Marseillaisen«

12. juni: Kongen afskediger Gironde-ministeriet

20. juni: Folket trænger ind i Tuilerierne

14. juli: årsdagen for Bastillens fald

25. juli: Hertugen af Braunschweigs manifest

10. august: Stormen på Tuilerierne og kongens fængsling i Temple. Girondisterne danner nyt ministerium.

2. september: Fæstningen Verdun overgiver sig, september-myrderierne i Paris, kongedømmets fald

20. september: Fransk sejr ved Valmy

21. september: Konventet træder sammen

22. september: Republikken proklameres

oktober måned: Franske militære sejre, brud mellem Girondinerne og Jakobinerne. Brissot m.fl. udelukkes fra Jakobinerklubben

november måned: Fransk militær sejr ved Jemappes, Belgien besættes

december: Retssag mod Ludvig d.16

21. januar: Ludvig d. 16. henrettes

2. februar: Frankrig erklærer England og Holland krig

marts måned: Frankrig erklærer Spanien krig, fødevareopstande i Paris, oprør i provinserne og specielt i Vendée, Dumouriez’ forsøger statskup men lider nederlag, Belgien opgives

10. marts: Revolutionstribunalet oprettes

6. april: Velfærdsudvalget oprettes

31. maj: opstand i Paris, jakobinerne for magten i Paris

2. juni: Girondinernes ledere arresteres medens andre flygter.

24. juni: Forfatningen af 1793 udstedes, men træder aldrig i kraft. De feudale rester på landet ophæves. Girondinerne leder oprør i provinsen.

13. juli: Girondineren Charlotte Corday myrder Marat. Robespierre bliver toneangivende i Velfærdsudvalget. De allierede hære angriber Frankrig.

23. august: Massemobilisering

27. august: Toulon overgiver sig til englænderne

5. september: Folkelig opstand mod Konventet. Sansculotternes oprør mod jakobinerne

29. september: Generel kontrollov gennemføres, Loven mod de mistænkte »Rædselsherredømmet«, prislov

oktober måned: Terroren skærpes, Marie-Antoinette henrettes, afkristningskampagnerne, Jakobinerne sejrer i Lyon, massehenrettelser

november måned: Girondinerne henrettes

december måned: Frimaire-loven om centralisering af magten, franske militære sejre, oprøret i Vendée nedkæmpes

24. marts: Hébertisterne henrettes. Kommunalrådet i Paris mister sin betydning.

5. april: Dantonisterne og Desmoulins henrettes

8. juni: Festen for »Det højeste Væsen«

26. juni: Fransk sejr ved Fleurus, Belgien generobres

27. juli: Robespierre´s fald

12. november: Jakobinerklubben lukkes

24. december: Kontrollovene ophæves

1. april: Germinal-opstanden

20. maj: Prairial-opstanden

5. oktober: Vendémiaire-opstanden, royalisterne nedkæmpes af Napoleon

26. oktober: Konventet opløses, Direktorieforfatningen træder i kraft.

Revolutionen i 1789 medførte menneskeåndens frigørelse fra fordomme og vold. Men kirken modsatte sig til det yderste ethvert krav i retning af samvittighedsfrihed. I det øjeblik, da revolutionen begynder, er alle forberedelser til det store sammenstød mellem autoritetsprincippet på den ene side og individualitets- og solidaritetsprincipperne på den anden side trufne. Filosofferne og kirken er af forskellig herkomst og har en højst forskellig fortid. Det er adelsmænd som Mirabeau, gejstlige som Maury, Fauchet og Talleyrand, læger som Marat, advokater som Robespierre, digtere, filosofer, talere, skribenter som Chénier, Condorcet, Danton og Desmoulins, og en lang række af talenter som kæmper for den nye tid mod kirken og enevældet. Straks efter at stænderne er sammenkaldt kræver den gejstlige stand enstemmigt, at få den katolske, apostoliske og romerske religion anerkendt som nationalreligion, som den eneste, der skulle have tilladelse til offentlig cultus. Dog var der få abbeder der var imod inkvisitionen, og kaldte den menneskeæderisk, men de advarede samtidig mod tolerancen fra filosofferne. Den revolutionære abbed Fauchet, der efter Bastillens indtagelse velsignede Nationalgardens trefarvede uniformer og skabte Tricoloren som nationalflag, betegnede tolerancen hånligt og siger, at hvis den bliver indført, vil det kun lede til alle gode sæders fuldstændige forfald. Han går så vidt, at han vil nægte dem, der ikke bekende sig til et religionssamfund, retten til at gifte sig, da han ikke kan anser sådanne mennesker for bundne ved deres ord. I oktober 1789 kræver jøderne også borgerrettigheder. Men abbed Maury vil ikke høre tale om jøderne som borgere. Han taler om jødernes ågertilbøjelighed og andre laster, som jøderne har haft i århundrede, uden at de blander sig med andre folkeslag, og de har kun drevet handel med penge; ikke én iblandt dem har forstået at adle deres hænder med at styre et plovjern eller dyrke et stykke jord. Men når man nu véd, at det på det strengeste var jøderne forbudt at besidde den ringeste smule jord, og at når de gik ind i en by, måtte de betale samme afgift som svinene;….men hadet mod jøderne var endnu så stort, at ingen havde noget at udsætte på dette had. Man frygtede for, at jøderne skulle gøre hele Elsass til en jødisk koloni, hvis man gav dem borgerrettigheder. Ja en revolutionær deputeret fra Elsass bemærkede endog, at han ikke indestod for roen i provinsen såfremt forslaget om jødernes ligestilling gik igennem. Man følte, at forslagets skæbne var afgjort. Ikke een eneste deputeret vovede at nedlægge protest. Det er en endnu helt ubekendt mand, advokat af fag, en af dem, som da endnu holdt sig i anden række og plejede at sidde skjult bag de fremtrædende personligheder, der endnu for størstedelen tilhørte de tilforn priviligerede stænder. Hans ansigt er almindeligt og ikke meget livligt, men uhyggeligt blegt. Han er simpelt, men særdeles renligt og omhyggeligt klædt, og hans hår sidder smukt. Allerede hans ydre antyder hans respekt for. sig selv og hans lidenskab for orden. Præsidenten nævner hans navn, som ingen lægger mærke til: Maximilien Robespierre. Han bestiger tribunen og siger kort og skarpt: »Jødernes laster er en følge af den fornedrelse, hvori I have holdt dem. De ville blive gode mennesker, så snart de har nogen nytte af at være det.» Men han er den eneste i hele forsamlingen, der taler for forslaget. Mærkværdigvis indbefatter forslaget protestanter, skuespillere og jøder under ét. Protestanternes og skuespillernes borgerrettigheder blev anerkendte, men da Mirabeau indså umuligheden af forslagets fremme for jødernes vedkommende, lod han behandlingen af dette punkt blive udsat på ubestemt tid. I 1791 fornyer jøderne deres ansøgning, og nu får de borgerrettigheder. Men selvom tolerancen er voksende sker der et oprør i Nímes, da man får at vide, at en protestant, Saint-Ètienne var blevet valgt som præsident for Nationalforsamlingen. Alt kirkegods og klostergods bliver nu erklæret for statsejendom. I Camille Desmoulins' bladartikler kan man læse en skildring af en landsbypræsts ufrivillige afsked fra sit sogn. Ved kirkens dør finder han en søndag efter gudstjenesten til sin overraskelse en uhyre, fuldt pakket flyttevogn med alle hans sager ovenpå vognen, og han sættes ind i vognen under råbene »farvel, farvel, Deres velærværdighed« og afsted går det, tiltrods for at han skælder og smelder, så længe han endnu kan se sit klokketårn. Men på andre steder fik præsten stukket bajonetten for brystet når han ikke ville aflægge ed til den revolutionære regering, og en enkelt gang blev præsten stående på prædikestolen og dræbt med et geværskud. De katolske præster, der ikke ville aflægge ed overfor forfatningen skildrede for landbefolkningen den civile konstitution som djævelens gerning. De fortalte, at det var dødssynd at tage sakramentet af en præst, der havde aflagt ed til forfatningen, og at de børn, som disse præster viede, var at betragte som bastarder, ja at guds forbandelse hvilede over ethvert sådant barns vugge. De kirker som Nationalforsamlingen havde ladet lukke, blev nu åbnede med økseslag, og i enkelte departementer drog morderiske bander af pilgrimme anført af præster over markerne med geværer og spyd i hånden. Værst gik det dog til i Bretagne. Da nu den lovgivende forsamling trådte sammen, var der jo ingen stænder mere. Adelen var emigreret, og den højere gejstlighed anråbte i eksilet om de fremmede hoffers bistand. Den lavere gejstlighed var fanatisk kontrarevolutionær og ophidsede den uvidende mængde mod friheden. Gejstligheden kæmpede for at få deres ejendomme og gods tilbage, og præsternes løgne og voldsgerninger ødelagde stemningen i den lovgivende forsamling. Girondisterne mener, at den individuelle fornuft ikke føler sig opfordret til at vise samfundsreligionen og dens bærere noget hensyn. Girondisternes fører Verguiaud frembringer en proklamation, hvori det hedder: «Oprørske præster har forberedt en rejsning imod konstitutionen, og disse despotismens frække drabanter anråbe alle troner om guld og soldater for at generobre Frankrigs scepter». Som indenrigsminister siger Roland: «Oprørske og hykleriske præster, der dække deres planer og lidenskaber med religionens hellige slør, betænker sig ikke på at ophidse fanatismen og væbne deres vildledte medborgere med intolerancens sværd.» På forslaget vedrørende landsforvise præster, siger Vergniand at man kan ikke være bekendt at tilføje udlandet et sådant onde, og der gives ikke noget mere umoralsk end at sende et nabofolk de forbrydere, for hvilke et samfund vil befri sig selv, men dog må vi trøste os med, at vil blive modtaget som sande helgene i Italien og at paven i den foræring af så mange levende helgene, som vi sender ham, vil se et beskedent forsøg på at udtrykke vor erkendelighed for alle de arme og ben og de reliqvier af døde helgene, hvormed han gennem århundreder så rigeligt har betænkt vor fromme letsindighed. Ja, tilføjer girondineren Isnard, den senere præsident for Konventet og siger «Lad os sende disse pestbefængte til Roms og Italiens lazaretter, og når en præst er fordærvet, er han det aldrig halvt; og dét at tilgive forbrydelse, er jo det samme som at deltage i den, og nu må der gøres en ende på tingenes tilstand. Girondineren Guadet siger, at enhver ved at præsten er lige så fej som havesyg, og han kender ikke andre våben end overtroens, og han er kun vant til teologiske fægterier. Men heri tog han og mange andre grueligt fejl. Det viste sig snart, at præsterne gik i spidsen mod revolutionen og indledte en blodig borgerkrig. Mange bønder sluttede op om den kirkelige reaktion, da de jo stadigvæk stod under århundredes løgne, og ikke have modtaget dannelse og lærdom under oplysningstiden. I republikkens navn skriver madame Roland til paven: «Du den romerske kirkes ypperstepræst, du fyrste for en stat, som glider ud af dine hænder, vid, at du kun kan bevare stat og kirke ved en uegennyttig bekendelse af hine evangeliske principper, der ånder det reneste demokrati, den ømmeste menneskekærlighed og den fuldkomneste lighed, og som kristi statholdere kun har forstået at besmykke sig med for at forøge en herskermagt, der nu falder sammen af ælde. Uvidenhedens århundreder er forbi.» Cordeliererne havde deres klub i en klosterkirke, og her talte Danton, Marat og Camille Desmoulins, den elskværdige og vittige Camille, der gjaldt for så moderat, at han måtte forsvare sig imod beskyldningen for skinhellighed og som endnu overfor Revolutionstribunalet førte sansculotten jesus i munden. Han havde sine private grunde til had mod præsterne. Da han i december 1790 ville giftes med sin elskede Lucile og kun manglede præstens stadfæstelse, var der ingen præst, som ville vie ham, fordi han i en bladartikel havde sagt, at Muhammeds religion var ganske ligeså evident som Jesu religion. Han blev da nødt til at kalde sine ord tilbage og gå til skrifte for at blive gift. Men nu tog han sin revanche. I sit blad «Le vieux Cordelier» skrev han: «Man har sluttet kapitlet om præsterne og om alle religioner, når man har sagt, at de ligne hverandre deri, at de alle er lige latterlige. Tartarerne spise den store lamas ekskrementer som de største lækkerbiskener. Mongolerne tilbede en ko, som er genstand for lige så mange knæfald som guden Apis ... vi har ikke lov til at ærgre os over alle disse dumheder, vi, som så længe i vor enfoldighed har ladet os narre til at tro «que l´on gobait un dieu comme on avale un huître». Hos Cordeliererne gik Loustalots indflydelsesrige avis «Les révolutions de Paris» fra hånd til hånd. I fasten 1792 stod der i anledning af markedsløjerne at læse i avisen: «På den tid, da der var én herskende religion i Frankrig, tålte de kronragede gøglere ingen konkurrence i den stille uge. Det var dengang kun dem tilladt at give forestillinger, men nu er konkurrencen fri. Når taskenspilleren imidlertid stiger op på sin fjællebod, er han klædt i et pudserligt hovedtøj og en mantille, som gør ham bemærket i folkemængden udenom ham; men når forestillingen er tilende, tager han kostumet af. Præsten derimod fortsætter sin rolle udenfor scenen og beholder til daglig brug masken på….hvornår mon vil de rødme over at være menneskeslægtens harlekiner?» Fra nu af bliver den stående revolutionære benævnelse af præsterne, at de er gudspisere. Konventmedlemmet Lequinio har tilegnet en bog til paven med titlen »Les préju´ges détruts«, og skriver heri, at religionen er en lænke, der er opfundet til at styre menneskene og som kun har tjent til at sikre nogle få individers nydelse ved at holde alle de andre i tømme; og andre steder kaldes de frække bedragere og imbicile, der dyrker en bastard og en utro hustru, og det er vitterligt en skandale for den offentlige sædelighed! D. 19.august 1792 udstedes et dekret, der fastsatte deportation af enhver præst, der ikke havde aflagt ed overfor forfatningen. Hver dag fandt arrestationer sted, og i Carmeliterfængslet foretrak 172 præster at blive skudt, end at aflægge ed på forfatningen. Den katolske kirke og pavemagten stod højere end det franske fædreland og ligheden hos disse harlekinpræster, der med deres komedie og røgelse havde skabt så megen overtro. Da kongen af Frankrig atter sad på sin trone i 1814, fik man bøde hvis man ikke var katolsk, og ikke-katolikker blev tvungne til at smykke deres huse, når sakramentet blev båret forbi. D. 7. August 1814 blev Jesuitterordenen højtideligt genoprettet, og al undervisning blev lagt i gejstlighedens hænder, og universitet skulle knuses fordi det havde taget kampen op mod de fremmede tropper. Protestanterne til tvunget tilbage til det 16 og 17 århundredes bekendelser, og mange blev udpeget som kættere. Katolikkerne gav nu »Den hellige Jomfru«, med den ubesmittede undfangelse, Maria, et vældigt opsving og gjorde hende guddommelig, medens kristus fortrænges. De gamle autoriteter og miraklerne kom frem i lyset, medens friheden og den moderne civilisation blev knægtet og sat i mørket - også med politiets hjælp. Men det skulle ikke vare længe førend der udbrød oprør igen i 1830.

For 150 år siden rejste Frankrigs folk sig for at feje et fordærvet samfundssystem af vejen. Borgerne og bønderne, arbejderne og de intellektuelle sønderslog adelsherredømmet, hvis snævre smuldrende mure tog lyset og luften, som de måtte have for at komme fremad. Da Bastillen, det dystre statsfængsel i Paris, blev brudt op d. 14. juli 1789, og da fangerne kom ud i dagslyset fra de skumle hvælvinger, følte alle den symbolske betydning, som lå i denne begivenhed; adelsherredømmets Bastille var brudt sammen, de livegne bønder kom ud i dagens lys fra lenssamfundets skumle hvælvinger sammen med borgerne, som havde været bundet på hænder og fødder af toldskranker, lavsordninger og aristokratisk forgodtbefindende, for i fællesskab at bygge et nyt samfund. D. 4. august om natten blev alle herremændenes privilegier afskaffet på beslutning af nationalforsamlingen; livegenskabet, godsejerjustitsen, bøndernes afgifter til adelens og kirkens grundejere, aristokraternes monopol på alle embeder i staten og hæren, på sportler og bevillinger, skrankerne mellem de enkelte provinser, de uoverskuelige særrettigheder, den korrupte, folkefjendtlige justits, stændernes og lavenes snærende bånd - alt dette blev som visne blade hvirvlet ind på historiens losseplads, alle disse privilegier og indretninger, hvis urørlighed var opstillet som dogme af den herskende klasse. I stedet blev menneskerettighederne proklameret, alle statsborgeres ligeret blev anerkendt.

Et nyt samfund, det borgerlige samfund, fødtes af den gamle lensordnings skød. Folkerevolutionens kraft var dets jordemoder. De adelige bondeplageres brændende slotte lyste på dets unge ansigt. Stormklokker og revolutionære sange hilste det velkommen. Heltemodige frihedskæmpere forsvarede det nye samfund mod fortidens magter. Den væbnede opstand sang sin uforglemmelige vuggesang for det. I dag anstrenger bourgeoisiet sig ganske vist for at benægte sin revolutionære oprindelse. Bourgeoisiet, som er kommet til verden ved den revolutionære omstyrtning af gamle magtforhold, er selv blevet gammelt og reaktionært. Det rejste sit samfund i vældige klassekampe mod herremændene, men nu forbander det proletariatets klassekamp. Det drog ud til barrikaderne for frihed og fremskudt, men søger i dag at kvæle friheden og forhindre fremskridtet. Det prædikede frihedskrig mod alle undertrykkere, men har nu kvalt det spanske demokrati og modtaget de spanske frihedskæmpere med bøssekolber og pigtråd. De, som proklamerede retten til opstand, hidser nu af hensyn til »ro og orden« deres blodhunde mod de undertrykte, som forsvarer deres menneskerettigheder. I dag hviler bourgeoisiets klasseherredømme på folkene som forhen lensadelens klasseherredømme gjorde, lammende, kvælende, med peststank omkring sig. Kapitalismen rev for 150 år siden tyranners borge ned og gjorde vejen for den menneskelige udvikling fri, men den er i dag den værste tyranborg og den stærkeste hindring for den menneskelige udvikling. Liglugt og korruption, forsumpning og forbrydelse stiger nu op fra kapitalismens skumle hvælvinger, som forhen fra lensvældets. I dag er kapitalismen gået i forrådnelse, som lensvældet førhen var det.

Det mest krasse udtryk for dette bourgeoisiets forfald er det fascistiske herskersystem. Bourgeoisiets mest reaktionære lag, hvis åbne terroristiske diktatur er fascismen, har erklæret den borgerlig-demokratiske revolutions overleveringer krig på kniven. De fascistiske førere ser det som deres »historiske« opgave at tilintetgøre alt, hvad den Franske Revolution erobrede, alt hvad den Franske Revolution bragte folkene. De herrer Hitler og Mussolini, Goebbels og Rosenberg, har ofte erklæret, at deres kamp i første linie er rettet mod idéerne af d. 4. august 1789, det er deres »sendelse« totalt at udslette disse idéer, at rive alt det ud af historiens bog, som ligner frihed, ligeret, demokrati. Alfred Rosenberg, den tyske fascismes »ideolog«, har mere end een gang erklæret sig solidarisk med lensherrerne, bondeplagerne og borgerforagterne, som emigrerede fra Frankrig i 1789 for at anstifte krigen mod deres folk. Han har fejret de franske lensherrer, disse dovenkroppe, blodsugere og landsforrædere, som de »sidste repræsentanter for den nordiske ædelrace« i Frankrig og fremstillet den borgerlig-demokratiske revolutions, bøndernes og arbejdernes sejr som Frankrigs »racemæssige undergang«. Der findes ingen alvorlig historieskriver, der vover at bestride eller besmykke den forfærdende forsumpethed hos lensherrerne, som udplyndrede Frankrig indtil 1789; endog den ærkereaktionære preusiske historieskriver Sybel, som kun har hadefuld miskendelse tilovers for den Franske Revolution, har i sin »revolutionstidens historie« fastslået: »det var kun et forsvindende mindretal af de store besiddere, der selv bekymrede sig, om deres godser og undergivne. Den, som på nogen måde kunne, ilede til nydelserne ved hoffet og i hovedstaden og vendte første tilbage til sine godser, når den tømte pung skulle fyldes efter udsvævelserne. Der levede de i begærlig tilbagetrukkethed, medens de ragede til sig skyet af bønderne som ubønhørlige kreditorer …. Om åndelige interesser var der lige så lidt tale som om landbrugsøkonomisk virksomhed ... Antallet af undtagelser fra denne bedrøvelige regel var så ringe, at de ikke havde nogen indflydelse på landets tilstand’.

Og dette pak er for fascisten Rosenberg blomsten af den »nordiske ædelrace« i dets navn raser han mod den Franske Revolution ! Det er af gode grunde, de tyske fascister fraterniserer med de gamle lensherrers spøgelser og ser forbilleder og forløbere i dem. De tilstande, fascismen fører til, har megen lighed med tilstandene før den borgerlig-demokratiske revolution. Den rådnende kapitalisme, som fascisterne forsvarer, har megen lighed med det rådnende lensvælde; hvor meget der end skiller kapitalismens grundlag fra lensvældets, så bliver de dog hinanden lig i forrådnelsen. Hos en historieskriver læser vi følgende skildring af, »hvordan staten ifølge dette system regerer sig ind i alt, hvordan intet sogn kan genrejse et sammenfaldet kirketårn, udbedre en medtaget præstegård, en dårlig vel, en forfalden bro, uden at have ventet et par år på øvrighedens tilladelse«. Man finder denne skildring i Häussers »den Franske Revolutions Historie«, men den kunne lige så godt være taget fra beretninger om et fascistisk land. Vi læser en klage over myndighederne, hvori det hedder: »hele den forkerte besættelse af stillingerne, embedernes usikre afgrænsning og beføjelse, det overvældende antal kaldsembeder, begunstiger overgreb fra de små tyranner, de er lyst i ban af den offentlige mening og må afskaffes, thi de er uforenelige med folkets lykke, frihed og værdighed«. Er det en protest mod de fascistiske embedsmænd ? Nej, det er et afsnit af en besværing fra tredjestand i Rennes før den Franske Revolution. Vi læser en sammenfatning af de almindelige folkekrav: »enstemmigt forlanger de oprettelse af en forfatningsmæssig retsstat . . . Garantier for personens og ejendommens sikkerhed, pressefrihed, brevhemmelighedens ukrænkelighed, ministeransvarlighed, ligelig beskatning . . « disse et folks krav er ikke taget ud af et antifascistisk dokument fra vore dage, men fra tredjestands besværinger før den Franske Revolution. Vi læser videre: »hele statens apparat bliver aldeles forkastet: ingen arrestordrer, ingen statsfængsler, intet hemmeligt politi, ingen særdomstole, ingen vilkårlig fængsling, ingen hemmelig retsforfølgning . Sådan lyder det fra alle sider «. I det fascistiske Tyskland eller Italien ? Nej, i lensvældets Frankrig før den borgerlig-demokratiske revolution !

Man kan forstå fascisternes had til en revolution, som rejste og realiserede sådanne krav; krav, som har brændende aktualitet igen i dag. Man kan så meget bedre forstå dette had, når man erindrer Menneskerettighedernes Erklæring, den erklæring, hvori det hedder, at alle mennesker er fri og lige, at alle mennesker har ret til at gøre modstand mod undertrykkelse, at al magt udgår fra folket. Hvert ord i denne erklæring er en anklage mod fascismen, en anklage mod det reaktionære bourgeoisi, som fornægter dette dokument, der var grundlag for dets overtagelse af magten. Man kan forstå fascisternes raseri, når følgende ord stråler dem imøde fra byen Paris’ krav: »vi pålægger vore repræsentanter uden eftergivenhed at modsætte sig alt, hvad der kunne træde frie borgeres rettigheder for nær, når de kommer for at udøve nationens højhedsrettigheder….nationen alene kan bevilge skatter, den har retten til at fastsætte deres højde og varighed, anvise deres anvendelse, kræve regnskab over det og affatte skatteudskrivningens form ... Ethvert menneskes naturlige, borgerlige, religiøse frihed, hans personlige sikkerhed, hans fuldstændige uafhængighed af nogen anden autoritet end lovens udelukker enhver efterforskning af hans meninger, taler, skrifter og handlinger, så længe de ikke forstyrrer den offentlige orden og krænker andres ret«. Og man kan forestille sig, med hvilke følelser fascisterne hører de ord, Robespierre brugte d. 24. april 1793, idet han krævede menneske- og borgerrettighederne udvidet og sammenfattede sine krav i følgende 4 paragraffer:

Mod alle disse den Franske Revolutions idéer rejser fascisterne sig som »mordere og oprørske røvere«. De hader og frygter disse idéer, som lever videre, selv om bourgeoisiet allerede for 150 år siden hverken havde vilje eller evne til at virkeliggøre dem. Men de træder op som dødsfjender ikke alene af idéerne, men også som dødsfjender af den borgerlig-demokratiske revolutions håndgribelige erobringer: de vil igen forvandle de arbejdende til livegne og hovbønder, tilintetgøre frihedsrettighederne, afskaffe pressefriheden, forsamlingsfriheden og foreningsfriheden, erstatte nationens suverænitet med førerprincippet, ophæve alle statsborgeres ligeberettigelse, gøre statsfængsler, hemmeligt politi, særdomstole og lovløse arrestationer til styrets grundlag og sætte almægtige øvrigheder overfor retsløse undersåtter. I de lande, hvor de hersker, har de gennemført alt dette; nu vil de også påtvinge andre lande dette system. Som Europas reaktionære magter for 150 år siden samlede sig til den »Hellige Alliance« mod den Franske Revolution og manede en verdenskrig frem, således vil de fascistiske magter i dag tilintetgøre alle folkeslags frihed og forvandle verden til et eneste fængsel. Og som den franske kontrarevolutions partigængere dengang blev landsforrædere og understøttede deres folks dødsfjender, således er de mest reaktionære lag af bourgeoisiet i Frankrig, England og andre lande i dag rede til at sammensværge sig med de fascistiske angribere mod deres eget folk. Og som kontrarevolutionen dengang sendte deres agenter ind i revolutionens lejr, hvor de for en del gebærdede sig revolutionært og overdøvede de udenlandske penges raslen med støjende fraser, således underholder kontrarevolutionen også i dag sine agenter i den demokratiske og proletariske bevægelses lejr. Og som den borgerlig-demokratiske revolutions sejr over det rådnende lensvælde dengang ikke kunne forhindres, således kan heller ikke i dag de demokratiske kræfters sejr over fascismen, de socialistiske kræfters sejr over kapitalismen forhindres.

Den borgerlig-demokratiske revolution sejrede, fordi de var kampen for de nye, fremstormende produktivkræfter, hvis udvikling var hæmmet af lensvældet, den unge kapitalistiske produktionsmådes kamp mod den forældede naturaløkonomi, den opstigende, udviklingsdygtige samfundsklasse bourgeoisiets kamp mod det nedgående lensvælde, der klamrede sig til det forgangne. Lensvæsenets forhold med deres stænder og lav, med deres toldskranker og privilegier, deres stavnsbånd og livegenskab var blevet for snævre for de produktivkræfter, der opstod i deres skød; de måtte sprænges, og de blev sprængt. »alle faste, indgroede forhold med tilhørende ærværdige forestillinger og meninger bliver opløst, og de nye, der dannes, bliver forældede, inden de kan nå at stivne. Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold«. (Marx og Engels: Det Kommunistiske Manifest). Af den borgerlig-demokratiske revolution er ikke fremgået de fries og liges samfund, som de mest konsekvente og ædle jakobinere drømte om, thi der manglede dengang det økonomiske grundlag for et sådant samfund. Småborgerne og proletarerne, som på barrikaderne og frihedskrigens fronter gav deres blod for revolutionen, kunne ikke blive de egentlige sejrherrer, skønt også de ved at styrte lenssamfundet banede sig vej ind i fremtiden; den egentlige sejrherre var den klasse, som rådede over det nye samfunds afgørende produktionsmidler: bourgeoisiet. Af den borgerlig-demokratiske revolution gik kapitalismen frem som sejrherre og fuldførte vældige præstationer, samtidig med at den bar spiren til forfald i sig. Kapitalismen har øget produktivkræfterne til det gigantiske. Den har beriget menneskeheden med grundlæggende opfindelser og opdagelser. Den har bragt lande og verdensdele nærmere til hinanden, den har gennembrudt skallen om de indelukkede kulturkredse og lagt grundstenen til en altomfattende menneskelig kultur. Den har sat udviklingens tempo enormt i vejret og givet folkemasserne mulighed for at slutte sig sammen, organisere sig, bevidst og aktivt gribe ind i begivenhedernes gang. Men i et lille mindretals interesse har den endnu en gang fordømt menneskenes overvældende flertal til nød og slaveri. Den har oprettet et nyt skånselsløst klasseherredømme og fremkaldt nye uhyre klassekampe. Den har vel i høj grad tæmmet naturkræfterne, øget rigdommen af materielle og kulturelle goder enormt, vakt de bredeste folkemasser til samfundsmæssig bevidsthed, men på samme tid har den demonstreret sin fuldkomne afmagt, nar det gælder at organisere det økonomiske liv på planmæssig måde og lægge produktivkræfterne ind under den menneskelige fornuft og den menneskelige vilje. Og som lenstidens produktions- og ejendomsforhold efterhånden forvandlede sig til lænker for produktionen og måtte sprænges for at udvikle produktivkræfterne yderligere, således forholder det sig også med de kapitalistiske ejendoms- og produktionsforhold. »de borgerlige produktions- og samfærdselsforhold, de borgerlige ejendoms forhold, det moderne borgerlige samfund, der har fremtryllet så vældige produktions- og samfærdselsmidler, ligner troldmanden, der ikke længer er i stand til at beherske de underjordiske magter, han har manet frem…. Disse produktivkræfter er blevet for voldsomme for disse forhold, de hæmmes af dem . … de borgerlige forhold er blevet for snævre til at kunne rumme den rigdom, de frem bringer«. (Marx og Engels: Det Kommunistiske Manifest).

Denne voksende indre modsigelse i den kapitalistiske produktionsmåde har ført til, at. Kapitalismen fra at være en drivkraft er blevet en hæmsko for udviklingen, at den er gået i forrådnelse. En ny revolution er blevet nødvendig og uundgåelig for at bringe den døende kapitalisme af vejen og lægge produktivkræfterne ind under hele samfundets fornuft og vilje. Som Europas folkeslag for 150 år siden var ved at kvæles, fordi hovedproducenterne var livegne, stavnsbundne bønder og tilbageblevne, lavslænkede håndværkere, således er jordens folkeslag nu ved at kvæles, fordi hovedproducenterne er proletariske lønslaver. Som redningen og fremskridtet dengang bestod i, at kapitalismen rystede alle hæmninger af og forvandlede de livegne til ubundne lønarbejdere på et højere kulturtrin, således kan redningen og fremskridtet i dag kun bestå i, at hele samfundet overtager produktionsmidlerne, at virkelig frie og ligeberettigede mennesker tilfredsstiller menneskehedens behov gennem deres samfundsmæssige produktion og fremstiller samfundsmæssig rigdom i voksende mængde. Arbejderklassen, det moderne samfunds største, stærkeste og mest udviklingsdygtige klasse, er kaldet til at afløse det reaktionære, forkalkede bourgeoisi, der klamrer sig til fortiden, således som bourgeoisiet engang afløste lensadelen. For at forhindre denne nødvendige udvikling og opretholde den døende kapitalisme, har det reaktionære bourgeoisi gjort den grundsætning til sin, som lensadelen hævdede før det borgerlig-demokratiske revolution: »efter os kommer syndfloden ! Lad blot alt styrte sammen, lad blot alt gå til i barbari - hvis blot denne dag og denne time endnu må tilhøre os«. Det reaktionære bourgeoisi er besluttet på at prisgive alt, hvad den borgerlig-demokratiske revolution bragte til verden af almindeligt menneskeligt fremskridt, af frihed og kultur, blot for at bevare kapitalismen i dens afskyeligste form for undergangen. Det vil ikke høre mere om de faner og hvide sejl, med hvilken den engang sejlede ud på historiens hav, det vil kun vogte de skatte, der ligger i skibets bug, skatte som ingen gavner, skatte som forholdes menneskehedens masse. Det vil ikke høre mere om de menneskerettigheder, det engang forkyndte, om de demokratiske erobringer og højtflyvende forhåbninger i dets forgangne revolution. Og i stedet for den Bastille, det rev ned, rejser det sit åbne terroristiske diktaturs nye forfærdelige Bastille.

I kampen mod bourgeoisiets forræderi er det arbejderklassen, der forsvarer den borgerlig-demoktatiske revolutions erobringer. Mod de fascistiske diktatorer og deres reaktionære forbundsfæller i andre lande forsvarer arbejderklassen de borgerlig-demokratiske frihedsrettigheder, den forsvarer pressefriheden, forsamlingsfriheden, foreningsfriheden, den forsvarer bøndernes arbejdsskabte ejendom og småfolks eksistensmidler i byerne, den forsvarer statsborgernes medbestemmelsesret og nationernes selvbestemmelsesret. Men samtidig kæmper arbejderklassen for at virkeliggøre menneskehedens ophøjede drømme, som foresvævede den borgerlig-demokratiske revolutions mest dristige og konsekvente mænd, uden at de var i stand til at virkeliggøre dem. Menneskerettighederne, som man forkyndte i 1789 - dem har kapitalismen ikke virkeliggjort, men trådt dem under fode. Den er med hånlatter gået hen over de krav, som Robespierre d. 5 februar 1794 sammenfattede i de skønne ord: »vi vil sætte moralsk opførsel i stedet for egoisme, grundsætninger i stedet for vaner, fornuftens herredømme i stedet for traditionens slaveri, foragt for lasten i stedet for foragt for ulykken, tragten efter ære i stedet for begærlighed efter penge. Ranke mennesker i stedet for »det gode selskab«, sandhed i stedet for glimmeret, menneskelig storhed i stedet for de stores ynkelighed, et ophøjet, mægtigt, sejrrigt og lykkeligt folk«.

Kapitalismen kunne og ville ikke opfylde disse fordringer. »vi ved nu«, skrev Friedrich Engels i sin »Anti Dühring«, »at fornuftens rige ikke var noget som helst andet end bourgeoisiets idealiserede rige; at den evige retfærdighed fandt sin virkeliggørelse i bourgeoisi-justitsen; at ligheden betød den borgerlige lighed for loven; at det, der blev proklameret som en af de vigtigste menneskerettigheder, var den borgerlige ejendom; og at fornuftstaten, den rousseauske samfundskontrakt blev til og kun kunne blive til den borgerlige, demokratiske republik«. Men alligevel er drømmen om menneskerettighederne ikke gået under. Arbejderklassen har taget den til sig og har forvandlet den til virkelighed i sin stat, i den socialistiske Sovjetunion. Som den borgerlig-demokratiske revolutions kulturarv lever videre i socialismen og udvikler sig videre der, således bliver mange af den borgerlig-demokratiske revolutions krav og forhåbninger for første gang virkeliggjort i socialismen. Samfundet af virkelig frie, virkelig ligeberettigede mennesker - det står foran os i den socialistiske Sovjetunions skikkelse. De nye, de socialistiske menneskerettigheder - de er forankret i Sovjetunionens stalinske forfatning, garanteret af det socialistiske økonomiske system, af det socialistiske samfund: retten til arbejde, retten til uddannelse, retten til hvile. Det ophøjede krav om folkets enhed, om nationernes broderforhold - det er blevet virkelighed i sovjetfolkets politiske og moralske enhed, i broderforbundet mellem sovjetfolkeslagene. Det ophøjede, mægtige, sejrrige og lykkelige folk, som Robespierre så for sig i ånden i dag bærer det det store og frie sovjetfolks træk. Jakobinerne måtte lide skibbrud, fordi de stormede.ud over produktionsforholdenes grænser. Bolsjevikerne har udvidet produktionsforholdenes grænser umådeligt ved at gøre produktionsmidlerne til samfundseje, og de har derved givet Menneskehedsidéerne fra 1789 det nødvendige grundfag til deres realisering. Det reaktionære bourgeoisi forsøger at gøre deres »ungdomssynd«, den borgerlig-demokratiske revolution, usket. Arbejderklassen forsvarer denne revolutions positive erobringer mod de degenererede efterkommere af mændene fra 1789, mod de fascistiske aggressorer og de reaktionære landsforrædere. I denne kamp skrider den fremad mod den proletariske revolution for at. Virkeliggøre de socialistiske menneskerettigheder overalt på jorden og føre en ophøjet, mægtig, sejrrig og lykkelig menneskeslægt opad. Som forbillede i denne kamp står den socialistiske Sovjetunion foran den. For 150 år siden stillede det franske folk sig i spidsen for menneskeheden. I dag står det store, berømmelige sovjetfolk i spidsen for menneskeheden.

Fascismen er besat af et fæisk had til den store franske borgerlige revolution, til principperne af d. 4. august 1789. I ensbetydende ord har Hitler og Mussolini stillet fascismen den opgave at udslette disse principper af folkenes bevidsthed og tilintetgøre alt, hvad er er skabt i sammenhæng dermed. Og i virkeligheden har fascismen i Tyskland og Italien slettet enhver demokratisk rettighed for indbyggerne; selv de organisationer fascismen selv har skabt bliver beskåret og knust, så snart de viser tegn på spirende demokratisk liv. Fascismen har i Tyskland afskaffet selv den formelle lighed for straffeloven, og ikke ved hjælp af racelovene alene, men også ved forordninger som unddrager det fascistiske partis medlemmer retsforfølgning ved de almindelige domstole. Den genoptager ideologien fra det rådnende lensvældes tid, selv om den ikke »begrunder« menneskenes ulighed ved at påberåbe sig gud og åbenbaringen, men ved at påberåbe sig racemyten. Med denne myte »retfærdiggør« fascismen den »naturlige ordning« med førere og følge, de førstes ubetingede ret til at kommandere og de sidstes ubetingede pligt til at lyde, og udadtil retten til at herske over folkeslag af »mindreværdig race«. Fascismen har ophævet ethvert skin af frihed i videnskab og forskning, den har nedværdiget universiteter og akademier og givet gøglere og kvaksalvere »føringen« af dem. Den foreskriver digtere og skabende kunstnere, hvad de skal arbejde med, og hvordan de skal gøre det, og hvis en kunstner ikke tilpasser sig den ovenfra krævede skabelon, bliver han forfulgt, undertiden indtil fysisk udslettelse. Fascismen genopvækket lenstyranniets umenneskelige »statsræson«, herskeren bestemmer undersåtternes religion og forfølger de trosretninger, som ikke underkaster sig det fascistiske dogme. Fascismens ideologi og praksis er i praksis den absolutte fornægtelse af principperne af 1789.

Fascismen, som for at komme til magten skabte en selvmorderisk bevægelse blandt de småborgerlige masser og selv oparbejdede dette bedrag uden nogen art af skrupler, hader den Store Franske Revolutions folkelige karakter. Den frygter dette storslåede eksempel på et folks revolutionære kamp, som uden respekt for den mystiske glorie, »herreracen« omgav sig med, forjog, indespærrede og halshuggede blodsugerne og undertrykkerne, forræderne og folkefjenderne. Den hader som pesten denne revolution, skabt af et helt folk, af håndværkerne og de små handlende i byen, af bønderne på landet og af intelligensen, denne et helt folks rejsning for at hævde sine egne rettigheder, sin egen magt, sit eget vel. Alene skyggen af denne vældige historiske begivenhed, som trods allehånde kontrarevolution, ændrede Europas ansigt i bund og grund, indgyder fascisterne panisk skræk. Det fascistiske diktatur er en form for den forrådnende. Borgerlige klasses regimente, udøvet af denne klasses mest reaktionære og mest chauvinistiske del. Hvor dybt denne klasse er sunket ses skarpest deraf, at den, fornægter sin egen herkomst, at den bagvasker og udsletter de smukkeste historiske bedrifter, som fandt sted i sammenhæng med dens opkomst, at den hader den største begivenhed i sin historie og frygter dens sene virkninger. Ingen begivenhed med udspring og brændpunkt udenfor Tyskland har haft så stærk, vedholdende, vækkende og fremmende indflydelse i dette land som den Store Franske Revolution. Alligevel var erindringen om den Store Franske Revolution altid pinlig for det tyske bourgeoisi, som ikke formåede at løse sine store historiske opgaver ved egen kraft, og som ved store historiske vendepunkter viste sig udueligt og fejgt. Det skabte hohenzollern-legenden og mystificerede historien om kampene mod Napoleon for at skjule den virkelige historie og tilsløre den kendsgerning, at det skylder sin fremvækst den Store Franske Revolution og Napoleon. Men denne mindreværdsfølelse er ikke det afgørende i nutidens tyske fascistiske bourgeoisis had til den Store Franske Revolution. Bourgeoisiets eksistens er blevet en lænke for den historiske udvikling, og for yderligere at forlænge denne tilstand må bourgeoisiet udslette endog bevidstheden om sin herkomst, det må bagvaske sin egen historiske betydning, der består i, at det har givet både de enkelte og hele samfundet viljen til at stå på egne ben, til at være uafhængig og at agte denne uafhængighed for andres vedkommende. Det fascistiske bourgeoisi gør et ganske vist utjenligt forsøg på at skrue menneskenes bevidsthed nogle århundreder tilbage, fordi denne bevidsthed, som skabte selve det borgerlige samfund, er blevet uforenelig med kapitalismens fortsatte eksistens.

Fascismens had til den Store Franske Revolution gælder tillige alle de store fremskridtsidéer, som denne revolution var med til at forberede. Nogle af dem er så gamle som de første tilløb til den borgerlige klasse og opstod altså før det 18. århundrede. Så godt som alle store bedrifter i tænkningens og den skabende kunsts verden siden det 13. århundrede i Italien og siden det 14. århundrede i Tyskland er gennemsyret af humanismens ånd, de er lige så mange tilløb til sprængning af en ideologi og dogmatik, der har overlevet sig selv. Nogen direkte sammenhæng er der vel ikke, det tillod den tyske histories elendige forfatning ikke, men der er dog en indre sammenhæng fra Nicolaus von Cusa, Melankton, Hutten, Kepler, Dürer og Grünewald til Klopstock, Lessing, Goethe, Schiller, Beethoven, Herder, Kant, Fichte og Hegel.

Allerede det, som det tyske folks store tænkere og nyskabere fra det 14. og 15. århundrede bragte til verden, var revolutionært-demokratisk, hvis man ikke opfatter »demokrati« formelt og dogmatisk som småborgerlig demokratisme, men som et historisk begreb, d.v.s. som noget, der forandrer sig. Den klassiske litteratur, filosofi og musik er gennemtrængt af den autoritetsfjendtlige, herremandsfjendtlige, frihedselskende, almenmenneskelige og demokratiske ideologi, som var det revolutionære borgerskabs. Fascismens fæiske had til principperne af 1789, til den Store Franske Revolution, medfører derfor et fæisk had til de store bedrifter i dens eget folks kultur. Barbar-mystiken om »blod og race«, om de unge nationers »dynamisme«, er tillige en ubetinget fornægtelse af de afgørende store bedrifter i den menneskelige kulturs og morals udvikling, de bedrifter som har givet det tyske og også det italienske folk en så ærefuld plads i nationernes kreds. Fascismen gør forsøg på at udslette af folkets bevidsthed det eneste, som gennem mange århundreder gjorde det tyske og italienske folks småtskårne og. Nedtrykkende politiske og sociale historie udholdelig. Fascismen skænder og ødelægger det kostelige nationale eje. De fleste repræsentanter for den tyske klassiske litteratur og filosofi var den Store Franske Revolutions samtidige. Blandt dem fandets ingen, som ikke gav tilslutning til principperne af d. 4. august 1789, ingen som ikke i sit skabende arbejde var revet med og påvirket af den verdenshistoriske begivenhed. Hegel talte ikke for sig selv alene, men for hele den tyske fremskridtsvenlige og selvstændige intelligens på den Store Franske Revolutions tid, da han i sin »Historiens Filosofi« skrev følgende tilbageblik: »tanken, begrebet ret gjorde sig med eet slag gældende, og mod dette kunne urettens gamle arsenal ikke gøre modstand. I retstanken er der altså nu skabt en forfatning og på det grundlag skulle alt bygges . . . . Dette var således en herlig solopgang. Alle tænkende væsener har været med til at fejre denne epoke. En ophøjet bevægelse beherskede hin tid, en åndens begejstring gennemrystede verden, som om det guddommeliges forsoning med verden først nu var sket«.

Goethe lader i »Hermann og Dorothea« dommeren, som fører flygtningene fra venstre rhinbred, siger følgende: »thi hvem nægter det vel, at hans hjerte svulmede i brystet, og hans livsblod strømmede med friskere fart gennem åren, dengang den nye sol steg op og spredte sin lysglans, da man forkyndte menneskerettigheder for alle og den begejstrende frihed, den attråværdige lighed ? Dengang håbede enhver, et liv uafhængigt af andre; nu skulle lænken løses, som tyngede mangfoldige lande, den som egennytte og lediggang havde smedet. Så ikke folk i hine brændende dage henrykt mod verdens hovedstad, mod Paris, der så længe var det og dobbelt nu fortjente at kaldes således ? Var ikke hine mænd, der først forkyndte det nye budskab, de største lig, som nogentid var under solen ? Voksede ej i enhver både modet og ånden og ordet ? Lette syntes selv krigens vidtrækkende byrder at bære, thi vore øjne så med håb mod det ukendte fjerne, uoverskueligt bredte sig der nyåbnede baner. Ak, hvor skøn er hin tid, da brud og brudgom sig svinger glade i dans ved tanken om brylluppets dag, som sig nærmer! Endnu skønnere var den tid, da den herligste sejr, menneskeånden kan tænke sig, syntes os nær, næsten sikker. Hver en tunge var fri, og oldinge, mænd og de unge talte med hellig begejstring, opfyldt af de herligste drømme. Schiller - der ligesom Klopstock blev udnævnt til æresborger i det revolutionære Frankrig - tænkte en overgang på at træde i det franske folks tjeneste. Naturligvis kunne denne digter, som i sin ungdom havde slynget sit »tyranner« mod det datidige tyske fyrste pak, ikke stå fremmed over for den Store Franske Revolutions principper. Endnu i sit sidste værk, i »Wilhelm Tell« forkyndte han ethvert folks evige naturlige ret til at rejse sig mod tyranniets utålelige tryk: »nej, tyrannisk magt har en grænse, når den undertrykte intet sted finder ret, når byrden bliver uudholdelig - så griber han med trøstigt mod ind i himmelen og henter sine evige rettigheder ned ….. Som sidste middel, når alle andre slår fejl, er sværdet ham givet«. Herder bekendte sig fra den Franske Revolution begyndelse modigt til den og blev af den grund fortrædiget på det groveste af pakket ved Weimarhoffet og af hertugen selv. I modsætning til Goethe og Schiller stod han ved den Franske Revolutions side også i dens jakobinske periode. Herder skrev: »ingen tysker skal gøre sig til franskmand og vedligeholde lugten af den franske trone, når franskmændene efter mere end et årtusinde vil rense denne gamle kongetrone, den ældste i Europa, (hvad renlighed forlængst havde krævet)«. Den gamle Klopstock viede den franske Nationalforsamling følgende ode: »Galliens modige rigsdag dæmrer allerede, morgenkulden går den ventende gennem marv og ben: oh kom, du nye levende sol vi end ikke drømte om«. I en anden ode opfordrede Klopstock tyskerne til at tage de franske brødre til mønster, og han beklagede, at tyskerne ikke selv havde plantet frihedens fane. I vil, tilråbte han i en anden revolutionsode de tyske fyrster, som marcherede op til den første interventionskrig mod det revolutionære Frankrig, i vil styrte det pinte folk ned fra dets nyvundne friheds højder, »tvinge det til igen at gøre tjeneste for vilde«. Wieland skrev i 1792: »hvor meget man end med grund kan bebrejde jakobinerne, så kan jeg dog ikke lade være i det store og hele at støtte deres sag. Til syvende og sidst ville en undertrykkelse af dem ufejlbarligt være døden for friheden og ligheden, og når Frankrig alligevel måtte være et af to, enten monarki eller republik, så er det i sandhed bedre, at en enkelt mand omkommer, end at hele folket bringes i fordærv«. Begejstret over det franske folks revolutionære kamp skrev Hölderlin sin hymne til frihedens gudinde: »fryd og himmelsk storhed er dit budskab, dronning, dig prise kraft og dåd. Nu begynder atter skabertimen, nu vil sæden spire til velsignelse«.

Kant har udførligt beskæftiget sig med den Store Franske Revolution. I skriftet »Idé til en almen historie i verdensborgerlig betydning«, som udkom 10 år før den Store Franske Revolutions begyndelse, har denne filosof krævet skabelse af et folkeforbund for at komme ud af den primitive tilstand, som krige og uafbrudte rustninger hensatte menneskeheden i. Dette folkeforbund måtte garantere enhver, selv den mindste stat sikkerhed og ret ved hjælp af den forenede menneskeheds hele magt og autoritet. I skriftet »Fakulteternes Strid« fra 1798 skrev Kant: »et åndfuldt folks revolution, som vi ser den foregå i vore dage, kan lykkes eller strande, den kan være fyldt med nød og grusomhed i en sådan grad, at selv om et velmenende menneske kunne tænke på at begynde den påny og have håb om at føre den til sejr, ville han ikke kunne beslutte sig til eksperimentet i betragtning af sådanne ofre - denne revolution, siger jeg, finder dog hos alle tilskuere (som ikke selv er med i begivenhederne) en ønskets deltagelse, som grænser til begejstring, og hvis udtryk endog var forbundet med fare, en deltagelse som ikke kan have noget andet end en moralsk tilbøjelighed i menneskeslægten til årsag«. Denne revolution har bevist, at ethvert folk har ret til at skabe sig den politiske forfatning for borgerne, som den anser for nødvendig og hensigtsmæssig. Den har endvidere bevist, at kun den statsorden kan anerkendes som god i retlig og moralsk betydning, som efter sin natur udelukker angrebskrig, og det kan kun være den demokratiske republik. Det er som om kant har forudset det fascistiske barbaris bestræbelser, når han videre i dette skrift erklærer, at denne revolution aldrig vil kunne gå i glemme, eftersom den har åbenbaret menneskehedens evne til forbedring, til fremskridt. Denne begivenhed, fortsætter kant, er alt for betydelig, alt for stærkt forbundet med menneskenes interesser til, at der under ugunstige omstændigheder ikke skulle vågne et ønske om den hos folkene og blive gjort forsøg på at gentage den.

Langt mere konsekvent end kant bekendte Fichte sig til den Store Franske Revolution. På grund af sin holdning til den Store Franske Revolution og dens idéer blev han fordrevet fra sin professorstilling ved Jena-universitetet, dvs. fra universitetet i den lille provins, hvor den »velmenende og frisindede« hertug Karl August, Goethes ven, regerede. Dengang i 1799, skrev Fichte, at intet menneske, som havde udtalt en fri tanke, ville kunne finde blivende sted i Tyskland. Opildnet af nabofolkets heroiske kamp krævede Fichte af forfatterne og videnskabsmændene, at deres værker skulle være præget af bevidst politisk hensigt. Han siger om sig selv, at: »de forfølger i mig en fri tænker, som begynder at gøre sig forståelig, og en udskreget demokrat; den selvstændighed, som de dunkelt aner, at min filosofi opvækker, forskrækker dem som spøgelser«. Fichte lod disse krav gælde også for sig selv. Med sine »Taler til den tyske nation« blev han den første store borgerligt-politiske propagandist, som henvendte sig til hele det tyske folk og fandt genklang i hele Tyskland. Overfor jammerklagerne fra de tyske filistre, Goethe og Schiller ikke undtaget, over revolutionens »grusomheder« erklærer Fichte: »Ved den undersøgelse skal man ikke høre på nogen adelig, nogen militærperson i kongedømmet, nogen forretningsmand ved et hof, som står den Franske Revolution imod. Kun den kan her være dommer, som hverken er undertrykker eller undertrykt, den, hvis hænder og arvedel ikke er besmittede af nationers rov, den, hvis hoved ikke fra ungdomstiden er blevet presset ind i vor tidsalders vedtagne former, den, som i sit hjerte føler en varm, men stille ærefrygt for menneskeværd og menneskeret. Det er sandhed, du ridder af den gyldne vlies (høj spansk og habsburgsk orden) . . . Spørgsmålet stod slet ikke om din nød eller ikke-nød, det stod om vore rettigheder. Det, som bringer dig i nød, kan aldrig være ret, mener du. Men se de slaver, du hidtil har undertrykt, de tilråber os: den rige, den begunstigede, hører ikke til folket, han har ikke lod og del i de almene menneskerettigheder! Det er deres interesse. Deres slutninger er lige så grundige som dine«. Over for alle klejnmodige bekræfter Fichte folkets ret til revolutionen. At give afkald derpå ville betyde at handle i strid med menneskehedens ånd, det ville betyde afkald på at være menneske, det ville betyde, at man lod sig nøje med et dresseret dyrs rang.

Digtere som Schubart, Voss og Bürger var inderligt forbundet med den Store Franske Revolution. I folkelige, revolutionære strofer besynger Bürger de franske revolutionæres heltemod: »at dø for sæder, ret og menneske frihed, thi kun for det de største heltemennesker farver deres panserskjorte rød med hjerteblod.« I et andet digt synger Bürger: »når friheden trues med bly og jern af undertrykkerens hovedmodsvildskab, vil jeg dog prise den på trods med uforfærdet mod.« Blandt de betydelige tyskere på den Store Franske Revolutions tid tilkommer der Georg Forster en æresplads. Han var en højtbegavet skribent og tænker, som allerede i 1789 var trådt op imod den tyske litteraturs »slavesind«, mod dens spidsborgerlige svigten de brændende spørgsmål i folket, mod dens »ophøjede fjernhed«, mod dens klistren sig opad fyrstehoffernes bagside. Denne skarpsindige, vidtberejste tænker havde stor indflydelse på ingen ringere end den unge Hegel, som han gav de første henvisninger til historiens dialektiske bevægelse. Det følgende uddrag af et brev fra Georg Forster af d. 12. juli 1791 viser hans stilling til den Store Franske Revolution og viser samtidig hans oprindeligt dialektiske tænkemåde: »jeg for min del må stadig beundre og til det yderste forbavses over at så stort mådehold, så megen ægte, høj moral endnu kan findes i et folk, der i århundreder sukkede under de mest elendige despoter og under en så dybt sunket adel, der manglede ethvert intellektuelt fortrin og ethvert indre værd. Der kan aldrig være tale om absolut fuldkommenhed i verden. Man kan ikke nogensinde vente, at mennesker skal handle andet end menneskeligt. Når tingene under en bestemt form er sat på spidsen når misbrug, fordærvelse, nederdrægtighed, karakterløshed, kort sagt fuldkommen usædelighed ved hjælp af denne form ødelægger alt, så må de par ufuldkommenheder, som man bemærker hos den nye, på følgende form, ikke få en til at ønske disse afskyeligheder fortsat eksistens. I løbet af hundrede år, to hundrede år, eller måske før, vil ufuldkommenhederne ved den nye franske statsreform har udviklet sig til misbrug af første rang - hvis de ikke forinden er blevet afskaffet. Men før det kommer dertil, har de gode indretninger åbenbart overvægten, og når det slette kommer for dagen, og der virkelig truer et lige så ondartet fordærv, hvad kan det så tilskrives andet end den bitre nødvendighed, den uomgængelige naturlov, i kraft af hvilken det er umuligt at afskaffe virkningen af en yderlighed uden at gå over til den anden yderlighed ? En hvilken som helst fejl, enhver fejltagelse, ethvert misbrug, som man kan beskylde nationalforsamlingen for, er forbandelser, som falder tilbage på den forudgående despotisme«.

Det, som Georg Forster i det samme storartede brev skriver om drivkræfterne i den Store Franske Revolution, rager langt op over senere borgerlige historikeres og politikeres skriblerier. Også for mangen socialdemokratisk fører fra vore dage turde følgende sætninger af et brev fra 1791, skrevet af en mand, der var samtidig med den Store Franske Revolution, være lærerige: »det er ynkeligt, hvis de folk virkelig bilder sig ind, at man i Frankrig kun spiller frihedskomedie. Denne komedie bliver spillet så godt, at over hele Frankrig er bonden blevet befriet for halvdelen af sine byrder. Derfor føler han sig, derfor er han lykkeligere end før. Han kan spise sig mæt, han kan klæde sig, det kunne han ikke under vampyr-regimentet. Derfor formår de pavelige banstråler intet selv i dette katolske land, derfor får kongens flugt ingen anden virkning, end at nationens almindelige stemning for den nuværende forfatning lægges tydeligt for dagen, at aristokraterne betages alt håb, og at nationalforsamlingens magt styrkes af den mest fuldkomne tillid. Uden nogen anden magt faktor hersker den nu uindskrænket og kan endda ophæve kongens udøvende magt, uden at nogen i hele landet rører sig af den grund. Det kunne ikke ske, hvis folket ikke var lykkeligt. For den umådeligt store menneskemasse, som lever fra hånden i munden, er to gode år mere end tilstrækkelige til at prøve forfatningens fortræffelighed for dem selv. De skal leve, det er den nye forfatnings store argument. Man behøver kun at tænke på, hvordan aristokraterne efterhånden har ændret deres indvendinger, hvordan kendsgerningerne bestandig har modbevist dem, hvordan de i begyndelsen sagde, at bonden ikke ville blive lykkeligere under den nye forfatning end under den gamle, hvorledes de så ville gøre repræsentationens ufuldkommenhed til bevis for, at de 1200 repræsentanter også kun var despoter, hvorledes de nu kun søger at vække medlidenhed og beklagelse, skaffer sig luft i afmægtige smædeudbrud, og så kan man dømme om, hvordan det virkelig ser ud i Frankrig. Under alle omstændigheder vil man se det på resultatet, når de tyske tropper tiltræder deres tog mod de franske borgere«. I den forsvindende del af Tyskland, hvor den Franske Revolution havde udløst direkte revolutionære kampe fra folkets side, stod Georg Forster i spidsen for det revolutionære borgerskab. Han var føreren for jakobinerklubben i Mainz og repræsenterede Mainz’ befolkning i konventet i Paris. Han døde i Paris som revolutionær. F. Engels betragtede ham som en af tysk histories lysende skikkelser ved siden af Thomas Münzer. Georg Forster var en isoleret foreteelse i datidens Tyskland. Han var ene om at erkende drivkræfterne i den Store Franske Revolution og samtidig forholde sig til den som revolutionær. Goethe var den, der kom nærmest forståelsen af den sociale omvæltning, som havde fået udtryk i den Franske Revolution. I 1790érne, under det umiddelbare indtryk af revolutionen i nabolandet, skrev Goethe »Wilhelm Meisters læreår« hvor han beskæftigede sig med de spørgsmål. Som rejstes af det fremvoksende kapitalistiske samfund. De bekendte ord, Goethe nedskrev den aften, hvor kanonerne tordnede ved Valmy - at fra nu af begyndte en ny tidsalder - var ikke tilfældige. De fulgte af, at Goethe erkendte kapitalismens sejr og lensvældets undergang som uundgåeligt. Men Goethe, som i denne erkendelse ragede langt op over Schiller, Herder, Kant og Fichte, vendte sig fuldkommen mod den folkelige revolution og smædede den i en række dramaer, som med rette er glemt. Fichte forstod ikke revolutionens sociale karakter, skønt han var den af alle tyske klassikere, der mest bestemt bekendte sig til revolutionen, og skønt han kaldte sig selv demokrat. I en afhandling om Fichte siger Franz Mehring træffende: »Fichte så med brændende afsky forfaldet i de tyske tilstande, hvis »åndeligt slette syndighed« han påviste i sine forelæsninger om den nuværende tidsalders grundtræk. Forfaldet var så stort, at det endda manglede den praktiske løftestang for den politiske revolution, ja, så stort, at Fichte endda ikke så disse løftestænger, således som de havde arbejdet i den Franske Revolution. Tilløbene til den kapitalistiske udvikling, som han kun ville se som tilbagefald i middelalderlige tilstandes barbari, stod han fremmed og uden forståelse for«.

Schiller, som dog i sine ungdomsdramaer på den mest virksomme måde havde rusket tyskernes samvittighed op mod de forrykte tilstande i deres fædreland, ville bringe det franske folk »til fornuft« ved et memorandum, da han hørte, at det revolutionære Paris slæbte forræderen Louis Capet for sin domstol. I sit kendte digt »Klokken« synker Schiller ned til ynkelig spidsborgerlighed, til en uværdig bagvaskelse af den store folkerevolution. Klopstock tilbagekalder sine begejstrede ode, Kant vil, som vi så, ikke tiltro det »velmenende« menneske at gentage en sådan revolution. Marx og Engels har i deres berømte karakteristik af Goethe også karakteriseret splittetheden i de tyske klassikeres forhold til den Store Franske Revolution. »Goethe forholder sig på to måder til sin tids tyske samfund. Snart er han det fjendtligt, han søger at flygte for det, der vækker hans afsky, således som i Iphigenia og i det hele taget under den italienske rejse, han oprøres mod det som Götz, Prometheus eller Faust, som Mefistofeles overøser han det med bitter spot. Snart efter er han venskabelig over for det, optages af det som i flertallet af de tamme xenier og i mange prosaskrifter, fejrer det som i maskeoptogene, ja han forsvarer det endog mod den opkommende historiske bevægelse, navnlig i alle skrifter, hvor han kommer ind på den Franske Revolution… således er Goethe snart kolossal, snart småtskåren, snart et trodsigt spottende, verdensforagtende geni, snart en hensynsfuld, nøjsom, indskrænket filister. Heller ikke Goethe var i stand til at besejre den tyske misère; tværtimod, den besejrede ham, og denne misèrens sejr over den største tysker er det bedste bevis på, at den overhovedet ikke kan overvindes »indefra« . . . I dette dilemma, at eksistere i livsomgivelser, som han måtte foragte, og dog at være lænket til disse omgivelser som de eneste, hvor han kunne virke, i dette dilemma har Goethe bestandig befundet sig, og jo ældre han blev, des mere trak den vældige digter sig om bag den ubetydelige weimarske minister«.

Hvorledes så denne Tysklands misére ud ved den Store Franske Revolutions begyndelse? I modsætning til England og Frankrig, hvor enevælden havde tæmmet højadelen, havde tilintetgjort den eller berøvet den dens jordbesiddelser, hvor der var opstået en centralt regeret stat, splittedes Tyskland i mange hundrede selvstændige statsvæsener med egne hære, egne toldområder, egne gesandtskaber i udlandet osv.. Kun Habsburgerne udgjorde en stormagt, men denne stormagt havde sit tyngdepunkt i ikke-tyske, slaviske eller ungarske områder. De andre tyske fyrster, Preussen indbefattet, stod i udenlandske magters sold, i hvis interesse de førte krig indbyrdes, og som de leverede tropper mod kontant betaling. Om de økonomiske og sociale forhold i dette Tyskland i det 18. århundredes sidste halvdel har engels givet følgende skildring i sin artikelserie »Stillingen i Tyskland«: »Overalt en forrådnende og mugnende masse. Ingen befandt sig vel. Håndværk, handel, industri og landbrug var i en dårlig forfatning. Bønder, købmænd og håndværkere stod under et dobbelt åg, den blodtørstige regerings og den slette handels åg. Adelen og fyrsterne mente, at deres indkomster burde følge trop med deres voksende udgifter, skønt de allerede havde presset deres undersåtter til sidste hvid. Alt var miserabelt, og i landet herskede almindelig utilfredshed. Ingen dannelse, ingen midler til at indvirke på massernes mening, ingen pressefrihed, ingen offentlig mening, ingen blot nogenlunde betydelig handel med andre lande; overalt nederdrægtighed og egoisme - hele folket var gennemsyret af en nedrig, slavisk, gemen kræmmerånd. Alt var råddent, alt vaklede, var sammenbruddet nær, og man kunne ikke engang regne med en velgørende forandring, eftersom der ikke var nogen kraft i folket, som havde kunnet rydde det rådnende lig af de overlevede institutioner bort«. I sit arbejde »Status quo i Tyskland«, som udkom nogle år efter de foran citerede afhandlinger, sagde F. Engels: »Medens der i England efter det 17. og i Frankrig efter det 18. århundrede dannedes et rigt og mægtigt bourgeoisi, kan man først efter det 19. århundredes begyndelse tale om et bourgeoisi i Tyskland. Indtil da eksisterede der ganske vist enkelte rige redere i Hansestæderne, nogle rige bankiérer i indlandet, men ingen klasse af store kapitalister, og slet ikke s t o r e industrielle kapitalister. Skaberen af det tyske bourgeoisi var Napoleon«.

I dette Tyskland med de tre-firehundrede »fædrelandsrepræsentanter«, hvor der knap nok var kim til en nationalbevidsthed, med dets forfald og morads fra lensvældens forhold, uden at der på nogen måde kunne siges at være en kraftig udvikling af kapitalismen, i dette Tyskland fandtes der ingen forudsætninger før en borgerlig revolution. I dette land syntes endog håbet om, at tredjestand nogensinde kunne få kraft til at ændre de forsumpede tilstande, fantastisk og uden noget som helst grundlag. Den tyske litteraturs og filosofis klassikere genspejler i højere grad Frankrigs og Englands mere udviklede tilstande end kræfter, som var kommet i bevægelse i deres eget land. De tyske klassikere, der var i højeste grad modtagelige for nabolandenes mest fremskredne ideer, som var opstået på grundlag af en fremskreden udvikling af de samfundsmæssige forhold, og som i mange henseender udviklede disse idéer videre, kom i konflikt med de tilstande, som de var tvunget til at leve under. Fortvivlelsen over deres eget lands misère fik sit klassiske udtryk i Kants, Fichtes og Hegels filosofiske idealisme og særlig udpræget, i Schillers filosofiske digte: »men flygt fra sansernes skranker til tankernes frihed, og frygten er forsvundet«. Men denne undløben var en flugt, en desertation fra den vældige historiske bevægelse, der var brudt løs.

Den store borgerlige revolution i Frankrig bragte frisk luft ind i datidens kvalmende og mugne Tyskland. I de tyske provinser på venstre Rhinbred fejede den lensvæsenets brokker bort lige så radikalt som i selve Frankrig efter at revolutions-arméerne havde jaget de preussiske og østrigske interventionstropper tilbage over Rhinen. Under slagene fra Napoleons hære gik det »hellige romerske rige af tysk nation« i stykker som et mørt skelet; de syd- og mellemtyske fyrster underkastede sig frivilligt imperatoren, som tillod dem at afrunde deres territorier ved indlemmelse af de gejstlige fyrstedømmer, de frie rigsstæder, rigsgreverne og rigsridderne. I 1806 blev den preussiske armé slået fuldstændigt ved Jena, og Napoleon marcherede til Tilsit. Napoleon var ikke kun en imperialistisk erobrer, han var samtidig fuldføreren af den borgerlige revolution, for så vidt som han overalt, hvor han kom hen, ryddede mangt og meget fra lensvældet bort og gjorde vejen fri for den kapitalistiske udvikling. Det tyske bourgeoisi har søgt at tilsløre sin herkomst ved to legender, ved hohenzollern-legenden og legenden om befrielseskrigene. Legenden om den »nationale fornyelse« ved preusserkongen Friedrich IIs hjælp har allerede Franz Mehring engang for alle gjort det af med. Da Friedrich II døde, var Preussen og Tyskland endnu fattigere, endnu mere forkomment, uudviklet og afhængigt af udlandet, end da han fik regeringen. Slutningen på »befrielseskrigene« er den hellige alliance, forsøget på at genrejse lensvældet. Når Tyskland ikke længere splittedes i mange hundrede, men »kun« i 39 stater, så skyldes dette oprydningsarbejde den Store Franske Revolution og Napoleon. Når bønderne helt eller delvis blev frigjort for lensvæsenets lænker, så var også dette for en stor del en følge af den Franske Revolution. Når der nu i Tyskland fandtes tilløb til en moderne industri og en moderne, antifeudal lovgivning, så har den Franske Revolution også spillet ind her. Patrioter og reformatorer som Stein, Hardenberg, Scharnhorst, ville være blevet hængende i den preussiske sump, hvis ikke den Franske Revolution havde sat sit præg på dem, og mange af deres reformer kunne kun gennemføres under Napoleons beskyttelse, han gennemtvang f.eks. Steins genindsættelse som minister.

Det tyske bourgeoisi har ikke selv lukket den første store port til friheden op, den blev stødt op udefra. Det tyske bourgeoisi har kun formået at udvikle en forkrøblet, kuet selvbevidsthed, belastet som det var med et rådnende, mishandlet, underdanigt lavsborgerskabs traditioner, med en forkommen byoverklasse som sit ophav; det skyldte sin første fremgang fremmed kraft. Da det kapitalistiske, samfund begyndte at bryde igennem i Tyskland, kunne det ikke længere, som det oprindeligt var tilfældet på den Store Franske Revolutions tid, optræde med krav på at repræsentere hele folkets, nationens interesser. Da det tyske bourgeoisi i fyrrernè i forrige århundrede for første gang afgørende optrådte på den politiske scene, havde den fremskredne klasse, proletariatet, allerede kæmpet store kampe i Frankrig og navnlig i England. Det var angsten for dette industriproletariat, som berøvede det tyske bourgeoisi al fremdrift. Dette dobbelte brud i det tyske bourgeoisis bevidsthed genspejles også i den borgerlige litteratur fra forrige århundredes første halvdel. Skønt udviklingen i Tyskland væsentlig var påvirket af den Store Franske Revolution, og skønt ethvert tænkende menneske måtte beskæftige sig med den, så blev den for det tyske borgerskab og dets intelligens mere en advarsel end et kampråb. Flugten ind i romantikken, det »unge Tyskland«s overfladiskhed, unghegelianismens frivillige afsporing til den religiøse kritiks område, den skepsis, som den tyske datidige litteraturs mest storslåede skikkelse, Henrich Heine, udtrykte, han som var genial nok til allerede at erkende det kapitalistiske samfunds uundgåelige undergang, alt det er udtryk for, at den tyske borgerlige klasse ikke evnede at løse deres historiske opgave på revolutionær måde. Principperne fra 1789 var allerede gået over i den nye revolutionære klasses, proletariatets besiddelse. Det borgerlige Tyskland har siden Hegel ikke frembragt nogen virkelig fremskridtsvenlig tænker. Der fulgte Schopenhauer, von Hartmann, Nietsche, der var »højdepunkterne«, forfaldets, pessimismens, antihumanismens filosoffer, smædere af den Store Franske Revolution og af den tyske klassiks storslåede sider. Men der var to mænd, der tilegnede sig såvel den tyske klassiske arv som læren fra den Store Franske Revolution, for derefter at gå udover begge dele ved deres lære om den historiske materialisme, forkynderne af en ny revolution, af den proletariske revolution. Disse to mænd var Marx og Engels.

Det betyder ikke, at den borgerlige humanisme overhovedet ikke mere eksisterede. Den førte en skyggetilværelse hos de borgerlige litterære efterlignere og citatsamlere efter 1848, i ny-kantianismen, i visse foreteelser i førkrigstidens borgerlige ungdomsbevægelse. Den fik nyt liv under indflydelse af den opstigende arbejderbevægelse, af store udenlandske forfattere i det 19. århundrede, for at sande til i naturalisme og ekspressionisme. I nogle betydende digtere - Thomas Mann, Lion Feuchtwanger og andre - kommer den endnu engang til ægte modning. Medens en revolution af højere type allerede har sejret på en sjettedel af jorden, i Sovjetunionen, og en ny højere udviklet humanisme, den socialistiske humanisme, er blevet virkelighed, blev Tyskland af et reaktionært, fascistisk udartet bourgeoisi stødt ud i et barbari, som ikke har noget sidestykke i historien. Det fascistiske diktatur har endnu engang gjort kampen om den store franske borgerlige revolutions politiske principper aktuel: kampen om den politiske frihed, kampen om individets frihed, kampen om den nationale frihed for de af fascismen undertrykte folkeslag. Overfor det fascistiske barbari er borgerlig og socialistisk humanisme henvist til at være forbundsfæller, og den socialistiske humanisme ved, at det nu gælder om først at generobre den tabte frihed. Erfaringerne fra den franske borgerlige revolution har derfor ikke blot historisk, men aktuel interesse for Tyskland. Den klassiske tyske litteraturs og filosofis humanisme er atter blevet til aktuelt våben i den politiske kamp. Der er blandt de tyske antifascister strømninger, som søger tilknytning netop til den tyske klassiske litteraturs og filosofis historiske betingede svaghed, skepticismen, forkastelsen af det folkelige i revolutionen, dens tilbøjelighed til rådne kompromiser. Men der kan ikke gives noget kompromis med fascismen, den må rykkes op med rode. Vi må søge tilknytning til den begejstring, hvormed de tyske klassikere hilste den Franske Revolution, til alt det i deres værker, som konsekvent repræsenterer og forsvares menneskenes »evige rettigheder«. Vi må søge tilknytning til jakobinerne i den Franske Revolution, til deres konsekvens, deres revolutionære vilje til ikke at skåne folkets fjender. Det tyske folk skal nu atter gennemføre stormen på Bastillen. I denne kamp om friheden vil de fremskredne mennesker nå til den overbevisning, at humanismens ideal i vore dage kun kan blive virkelighed i socialismen.

Webmaster