Indhold på denne side: Irlands historie * * England og Irland i 1880-1890erne * * Det britiske verdensrige * * Cypern * * Brudstykker af Frankrigs historie fra 1870

Hvis man turde fæste lid til de irske klostres årbøger, kunne Irland føre sin historie længere tilbage end noget andet europæisk land, thi de begynder med syndfloden og giver beretninger om kampe mellem forskellige folk, der efter hinanden skulle være indvandrede til øen. Selvfølgelig må man ikke søge sand historie i disse fortællinger; men professor Johannes Steenstrup har dog i en afhandling om »Keltisk historieskrivning« i «Historisk årbog for 1879, udgivet af S. B. Thrige» påvist, at kelterne havde mange egenskaber, som var gunstige for at bevare historiske minder, og han anser det for sikkert, at indvandringssagnene indeholde en erindring om, at der har levet et iberisk folk på de britiske øer, inden de blev besatte af kelterne. Sagnet skildrer efterkommerne af disse ældre beboere som sorthårede, troløse, simple slyngler, medens de keltiske gæler, som i Irland kaldtes skoter (scoter-skotter), er blonde, tapre og hæderlige.

Da Irland aldrig kom under romerne, er de efterretninger om øen, som findes hos oldtidens forfattere, meget tarvelige. Grækerne kaldte øen Jerne, romerne Hibernia; det gamle keltiske navn er Erin. Indbyggerne, der efterhånden forenedes til ét keltisk folk, bestod af mange små stammer, som styredes af arvelige høvdinger og lå i idelige fejder med hinanden; først senere erkendte de en fælles overkonge. Deres gamle retsvedtægter bevaredes af druiderne, som både var præster og dommere, og de gamle sange overleveredes af barderne. I stedet for druiderne trådte efter kristendommens indførelse ved siden af de kristne præster «brehonerne», og brehonernes love, som i middelalderen dannede Irlands ret, indeholde sætninger, som har en mærkelig lighed med ældgamle romerske, germanske og indiske love.

De første påvirkninger af kristendommen modtog Irland fra det af romerne kristnede Britannien, og i ca. 430 virkede missionæren Palladius på øen, men uden at udrette stort. Desto større betydning fik Patrik, senere som helgen kaldet St. Patricius, der med rette bærer navnet »Irlands apostel». Fra sit kristne hjem (enten i Britannien eller Gallien) blev han i sit 16de år bortført af sørøvere og kom som slave til Irland. Her udstod han mange lidelser, men undslap efter 6 års trældom. I 432 vendte han tilbage som missionær, og fra nu af virkede han i lang tid med nidkærhed og held for kristendommens indførelse i Irland. Og nu indtraf det mærkelige tilfælde, at den hidtil barbariske og hedenske ø blev et fristed for den kristne kirke, hvorfra der udgik missionærer til andre lande, medens folkevandringens storme bragte uro og forstyrrelse over kristenhedens gamle sæder. I talrige klostre nåede de irske munke en ikke ringe lærdom og udviklede en stor kunstfærdighed, som især viser sig i deres skønne håndskrifter. Men i andre henseender stod Irlands kultur tilbage, og det lykkedes aldrig at danne en ordnet irsk stat.

Blandt Irlands mange «hellige mænd» må først og fremmest de omtales, som drog på omvendelsesrejser til de ved Skotland liggende øer. Den berømteste af disse er St. Columba, der med 12 disciple nedsatte sig på den lille ø, som fik navnet Jona og nu hedder Icolmkill. Her grundlagde han et kloster og omvendte derfra hele Skotland. Såvel han som de følgende abbeder i Jona stod i spidsen for den skotske kirke. Columba døde i 597. Noget yngre var den hellige Columbanus, der optrådte som bodsprædikant og øvede streng klostertugt blandt de fordærvede frankere, men blev fordrevet af den vilde dronning Brunehilde. Han døde i 615 i Italien, hvor han kort i forvejen havde grundlagt et navnkundigt «skottekloster». Hans discipel var St. Gallus, som stiftede det berømte kloster i Schweiz, der fik navn efter ham; han døde i 645. Endnu skal blot St. Brendan nævnes, som levede i det 6te århundrede, og hvem sagnet tillægger en rejse til Amerika. Så meget er vist, at nordmændene, da de i det 9de århundrede kom til Island, der fandt spor af «papar» eller kristne præster, som havde efterladt sig krumstave, klokker og irske bøger, hvoraf man så, at de havde været «vestmænd», som nordboerne kaldte irerne.

Ligesom nordboerne kaldte irerne for vestmænd, kaldte disse de danske og nordmændene «østmænd», da de på deres vikingetog nåede til Irland. Det var i ca. 800, at de nordiske vikinger første gang viste sig på Irlands kyst, og fra 820 foretog de næsten hvert år plyndringstog på øen. I 823 ødelagde de et berømt kloster med en højskole i det nordlige Irland, sønderbrød St. Comgalls helgenskrin og dræbte mange klerke. Snart begyndte de at tage fast stade på øen. Irland var vistnok dengang et kongerige, men overkongens magt var meget ringe, og øen var ikke blot delt i 4 kongeriger: Connaught, Ulster, Leinster og Munster foruden landskabet Meath med overkongens sæde Tara; men disse større dele var igen adsplittede i mange stammer, klaner og slægter, til hvilke irernes kærlighed var knyttet.

Under normannernes plyndringer fejdede de irske stammer således indbyrdes imod hinanden, og fra 836 drog talrige vikinger plyndrende gennem hele øen. Rundt om ved kyster, floder og indsøer byggede de fæstninger og skanser, og i ca. 840 herskede en norsk konge Thorgisl over det første normanniske rige i Irland. Men efter hans død i 845 slog irerne i flere slag nordmændene og dræbte en mængde vikinger. Mærkelig er den bestemte forskel, som de irske årbøger her gøre imellem nordmænd og daner. I en af de mest pålidelige krøniker fortælles det således, hvorledes nordmændene («lochlanns»), da de var stedte i nød, så en stor dansk flåde nærme sig til kysten. «Lochlanns», hedder det i det af professor Steenstrup meddelte annalfragment (»Normannerne« 2det bind s. 115), «sendte da et hurtigt skib mod danerne for at få at vide, hvor de var; og dette hurtige skib løb hen imod et af de fremmede skibe, og da de lå side om side, spurgte «stjurusmanden» på Lochlanns skib: «Folk, fra hvad land er i komne hid på dette hav? Komme i med fred eller fejde?» Det svar, som danerne gav, var at sende en byge af pileskud på ham. De tvende skibes mandskaber styrtede sig imod hinanden, og danernes skib besejrede Lochlanns; danerne dræbte det tredobbelte af deres eget tal, og de huggede hovedet af enhver, som de dræbte. Danerne bragte Lochlanns skibe med sig til en havn, og de tog også Lochlanns kvinder, guld og ejendele med sig; således tog herren fra dem al den rigdom, som de havde taget fra kirker, gudshuse og helgenskrin på Erin.»

Medens de nordiske vikinger således bekrigede hinanden, vedblev irerne at ødelægge sig ved indbyrdes fejder, og deres konger sluttede forbund snart med nordmænd, snart med danske imod deres landsmænd. Nordmændene dannede hovedmassen af vikingerne i Irland, og dem tilskrives grundlæggelsen af stæderne Dublin, Limerick og Waterford. Hovedpunktet for deres magt var Dublin, hvor der herskede norske konger fra 853 til 1070. Kun i ca. år 900 mistede nordboerne Dublin, og en kort tid havde Irland fred for vikingerne; men allerede i ca. 920 genvandt de norske konger deres magt, og ved siden af Dublin blev riget i Limerick betydeligt. Normannerne blandede sig mere og mere med irerne; men på den anden side vedligeholdt de også venskabs- og slægtskabsforbindelser med deres landsmænd i England, Skotland og Skandinavien. Nordiske krigere fra disse lande kæmpede undertiden sammen med de i Irland bosatte nordmænd imod irerne, ligesom de norske konger i Irland ofte understøttede deres frænder i England og Skotland mod angel-sakser og højskotter. Når nordiske vikinger og købmænd opholdt sig i Irland, stiftedes ægteskaber mellem dem og irske kvinder, således mellem Olaf Tryggvesøn og en søster til kongen i Dublin. Islandske skjalde gæstede det norske kongehof i Dublin, hvor den danske tunge holdt sig. Tæt op til Dublin byggede nordmændene en egen med grave og mure befæstet by, «Østmandsbyen», som gennem hele middelalderen vedblev at være afspærret fra det øvrige Dublin.

Omtrent ved år 1000 lykkedes det kong Brian at blive Irlands overkonge; men som sædvanlig rejste der sig oprør imod ham, og til sidst faldt han i det navnkundige Clontarf slag nær ved Dublin langfredag d. 23 april 1014. Brian, som var en gammel mand, deltog ikke personlig i den blodige kamp mod østmændene og de med dem forbundne irer; efter Njals saga, som ved siden af de irske krøniker giver en fortælling om slaget, ville han ikke kæmpe på helligdagen. Hans tropper sejrede; men nordboernes magt blev ikke knækket. Det var imidlertid sidste gang, at de hidkaldte større hjælpeskarer fra Norden. De fredelige forbindelser med irerne tiltog, og kristendommen, der allerede i det 10de århundrede havde begyndt at udbrede sig iblandt dem, sejrede nu fuldstændig; snart efter stiftedes der bispedømmer i Dublin, Waterford og Limerick.

Nordmændene levede nu rolig i disse handelsbyer, som væsentlig skyldte dem deres udvikling; men i 1102 gjorde den krigerske kong Magnus Barfod fra Norge et togt til Irland, som han agtede at underkaste sig ligesom alle de andre lande, hvor der fandtes norske kolonier. Kong Brians sønnesønssøn: Murtough kæmpede på den tid mod andre irske fyrster, som ikke ville erkende ham som Irlands overkonge, og søgte nu hjælp hos Magnus Barfod. I 1103 førte denne krig i Irland, men omkom med mange af sine mænd, omringet af irerne. Under sit ophold i Dublin havde han haft en kærlighedsforbindelse med en irsk kvinde, og hendes søn må vel den unge irlænder have været, som siden kom til Norge og blev erkendt for en søn af Magnus Barfod efter at have underkastet sig jernbyrd. Således blev en irlænder Norges konge og stamfader til den følgende norske kongeslægt.

Fra Norges side blev der imidlertid ikke mere tale om indgreb i Irlands forhold; men derimod begyndte i midten af det 12te århundrede Englands indblanding. Anledning dertil blev givet dels af de sædvanlige indre stridigheder, dels af øens kirkelige forhold. Kelterne havde antaget kristendommen på en tid, da biskoppen i Rom endnu ikke var optrådt som kristi statholder på jorden, og Irland havde fremfor andre keltiske lande bevaret sin særstilling i den katolske kirke. Irerne havde deres egen påskeberegning, cølibatet havde ikke fået indgang imellem dem, og deres præster fik ingen tiende, men levede i stor fattigdom. Men smerteligst følte man i Rom savnet af Peterspengene, som i Britannien berigede pavestolen. Tidligere end det øvrige Irland trådte østmændene i forbindelse med den af Rom stærkt afhængige engelske kirke, og biskopperne i Dublin, Waterford og Limerick hentede deres pallium i Canterbury. Senere søgte dog også de keltiske ærkebiskopper (3 i tallet foruden ærkebiskoppen i Dublin) deres indvielse i Rom. Så vidt var man kommet, da den voldsomme Henrik II besteg Englands trone (1154), og på samme tid englænderen Hadrian IV blev pave. Straks efter udstedte paven en bulle, som opfordrede kong Henrik til «at gå over til Irland for at udrydde øens lastefulde sæder, underkaste den de kirkelige love og bringe ethvert hus til at betale den årlige afgift af en denar til den hellige Peter.» Indtil videre blev dog Henrik II af andre anliggender afholdt fra at følge den opfordring, som han vistnok selv havde foranlediget; men da gav en irsk høvding englænderne stødet til at begynde den erobring, som skulle blive så skæbnesvanger for Erins grønne ø.

Den for sin ryggesløshed og grusomhed berygtede kong Dermot af Leinster havde i mange år plaget de andre irske fyrster med sine angreb; endelig forenede de sig om at vælge Roderik O'Connor til deres overkonge og fordrev Dermot fra Irland. Den fordrevne fyrste søgte 1168 hjælp hos Henrik II og hyldede ham som sin lensherre, hvorefter Henrik udstedte et brev til alle sine undersåtter, hvori han opfordrede dem til at understøtte kong Dermot. Den første af de fransk-normanniske stormænd i England, som indlod sig på dette foretagende, var den tapre eventyrer Richard de Clare, sædvanlig kaldet Strongbow (den stærke bue). Aftalen var, at han skulle ægte Dermots datter Eva og følge ham på tronen i Leinster; men Henrik II yndede ikke Strongbow, og først i 1170 lykkedes det denne at samle en styrke til et tog mod Irland. Imidlertid havde nogle andre normanniske adelsmænd begivet sig derover og i forening med Dermot indtaget staden Wexford på Irlands sydøstlige hjørne, som således blev den første engelske koloni på øen.

Strongbow landede i nærheden af Waterford og indtog denne by efter et tappert forsvar; hans bryllupstog gik over de blodige legemer af døde og døende irer. Derefter drog han mod Dublin, hvor de over myrderierne i Waterford skrækslagne indbyggere åbnede underhandlinger om overgivelse. Den som en helgen ærede ærkebiskop Laurentius blev sendt ud til Dermot; men midt under underhandlingerne brød engelske soldater ind i byen, og der begyndte et skrækkeligt slagteri; kun med stor møje lykkedes det ærkebiskoppen at gøre ende på dette. Staden blev derpå overgivet til engelske kolonister fra Bristol. Ikke længe efter døde kong Dermot, og Strongbow lod sig udråbe til konge af Leinster; men da blev han kaldt tilbage til England af kong Henrik. Denne modtog imidlertid nådig hans tilbud om at overgive ham «alle de lande, han havde vundet i Irland» og gav ham den største del af dem tilbage som len. Henrik landede derefter med 500 riddere og 4.000 bueskytter på øen (1171). Flere af de irske småkonger hyldede ham som deres herre, og den høje gejstlighed, de 4 ærkebiskopper og 29 biskopper, ydede ham lenseden. På en synode blev dernæst alle pavens fordringer anerkendte. Først 4 år efter blev der sluttet en fred med kong Roderik, som erkendte Henrik som sin lensherre, medens Henrik erkendte Roderik som overkonge over Irland med undtagelse af Dublin, Meath, Leinster og Waterford. I disse distrikter indsatte Henrik sine stormænd som herrer, og engelske love indførtes for de engelske kolonister, medens irerne beholdt deres gamle love. Men vilkårlighed og lovløshed trådte ofte i stedet for al ret, og forsåvidt som de engelske kolonister, der spredte sig omkring på øen, ikke blev tiltrukne af den irske levevis og blandede sig med de indfødte, var normannerne tilbøjelige til at betragte irerne, som kolonisterne i Amerika senere betragtede de røde mænd (indianerne), dvs. som vilde dyr, imod hvilke de ikke havde nogen forpligtelse. Et mord på en englænder, udøvet af en irlænder, var en kapitalforbrydelse; men at dræbe en irlænder gjaldt ligeså lidt for en synd som at slå en hund ihjel.

Strongbow, der ikke roses for andet end for sin færdighed i bueskydning, døde i 1176, og Henrik II udnævnte derpå sin Seneshal Fitz-Aldelm til vicekonge i Irland; men denne blev af normannerne beskyldt for partiskhed for irerne, fordi han ikke ville nægte dem al retfærdighed. Han blev derfor afløst af Hugo de Lacy, hvem Henrik havde overladt Meath, efter at dets irske fyrste var ryddet af vejen på en troløs måde; men hans magt og anseelse blandt normannerne blev snart kongen mistænkelig, især efter at han havde ægtet en datter af kong Roderik. Dennes kongetitel var iøvrigt uden al virkelig betydning, og efter hans død var der ikke mere tale om irske konger. Derimod fattede Henrik II den plan at gøre sin yngste søn Johan til konge i Irland. I 1185 kom den unge prins til Irland; men han opførte sig så uklogt, at han opbragte både irerne og normannerne imod sig. Han behandlede de keltiske høvdinger på en foragtelig måde, og hans ledsagere spottede deres dragt og lange hår. Og ikke blot deres, men endog normanniske kolonisters besiddelser skænkede han til sine yndlinger, så at englænderne undertiden blev «mere irske end irerne«. Prins Johans rejse voldte således det engelske herredømme i Irland ikke ringe skade, og Hugo de Lacy gjorde sig ligeledes så forhadt, at han blev myrdet af irlænderne.

Så lovløse var forholdene i Irland også under de følgende engelske konger. Irske klanshøvdinger og normanniske stormænd lå i idelige indbyrdes fejder. Blandt de sidste var to familier længe de mægtigste: Fitz-Aldelms efterkommere, der i Irland fik familienavnet Burke, og Fitz-Geralderne eller Geraldinerne. Disse to familier levede i fejde eller i det mindste i fjendskab med hinanden. Irerne hadede de fremmede, som havde bemægtiget sig deres land, og fra de dele af øen, som ikke var frataget dem, gjorde de ofte indfald i de engelske besiddelser. De blev således vante til et røverliv, som hindrede dem i at gå frem i civilisation.

En udsigt til befrielse åbnede sig for Irland i 1315, da Skotlands konge Robert Bruce, efter at have slået englænderne ved Bannockburn, sendte sin broder Edvard med 6.000 mand over til øen. Mange irer flokkede sig om ham, og de irske høvdinger i Ulster sendte en skrivelse til paven, hvori de fremførte deres klager over englændernes tyranni og viste, hvorledes falske angivelser havde bevæget pave Hadrian IV til at overdrage deres land til Henrik II; nu havde de indkaldt den tapre Edvard Bruce, til hvem de havde overført deres ret til kongedømmet i Irland. Skotterne og de med dem forenede irer vandt flere sejre; men som sædvanlig var irerne uenige, og i 1316 sejrede englænderne i et stort slag. Forgæves kom kong Robert sin broder til hjælp, og efter at han var vendt tilbage til Skotland, vandt englænderne i 1318 atter en sejr over skotterne, uagtet denne gang ikke blot irer, men også flere engelsk-normanniske herrer havde sluttet sig til disse. Edvard Bruce faldt selv, og hans hoved blev nedsaltet i en kiste sendt til London og sat frem for kong Edvard II ved en fest. De normanniske herrer, som havde forenet sig med skotterne, blev, forsåvidt de overlevede slaget, kastede i fængsel og sultede ihjel.

Frygten for, at de engelske kolonister skulle miste deres nationalitet og blive til irlændere, bevægede regeringen til at fastsætte en række bestemmelser, der blev vedtagne i 1367 på et parlament, som vicekongen Lionel af Clarence, Edvard IIIs søn, havde sammenkaldt i Kilkenny. Det vedtoges: 1) at enhver forbindelse med irerne ved giftermål, opfostring af børn eller fadderskab skulle straffes som højforræderi; 2) at enhver englænder, som antog et irsk navn eller brugte irsk sprog eller dragt, skulle miste sine ejendomme; 3) at englænderne ikke måtte tillade irerne at lade deres kvæg græsse på deres jorder eller give dem adgang til kirkelige beneficier eller klostre, ikke heller underholde deres sangere. Ved sådanne midler vedligeholdtes det fjendtlige forhold imellem de to nationer, medens i selve England den oprindelige modsætning mellem angel-sakser og franske normanner var faldet bort ved en fredelig blanding af de to folk, deres sprog, skikke og love.

Kilkenny-bestemmelserne blev dog i mange tilfælde et dødt bogstav, og ved middelalderens slutning var Englands magt i Irland efter kampene mellem den hvide og røde rose sunken til sit laveste standpunkt. Den havde aldrig haft nogen fasthed ud over den sydøstlige del af øen, den såkaldte «indhegning» (pale); men, som Lecky siger, «ligesom en spydod, der sidder fast i et levende legeme, frembragte den betændelse i hele sin omgivelse og forstyrrede alle livsfunktioner«. Endnu viste der sig dog enkelte lysglimt på Irlands mørke himmel, som da den ædle Margaret O'Connor samlede Irlands og Skotlands høvdinger, brehoner og barder, og som det fortælles, ialt 2.700 gæster til en glimrende fest.

Men i det 16de århundrede begyndte øens fuldstændige underkuelse. Efter at den hjerteløse tyran Henrik VIII havde gennemført sin reformation i England, ville han også gøre sig til Irlands pave. Som sit redskab brugte han en forhenværende munk, dr. Browne, som uden samvittighedsskrupler ville udføre hans vilje og derfor blev udnævnt til ærkebiskop i Dublin. Henriks minister: Thomas Cromwell tilkendegav ærkebiskoppen, at «det var hans majestæts kongelige vilje, at hans undersåtter i Irland ligesom de i England skulle adlyde ham i åndelige ligesom i verdslige sager og opgive deres afhængighed af pavestolen i Rom». Men den irske gejstlighed rejste en enstemmig modstand mod kongens bud, og dr. Browne skrev til Cromwell, at «folket på denne ø er mere ivrigt i sin blindhed end de hellige martyrer var i sandheden». I 1536 blev der sammenkaldt et parlament, for hvilket der blev forelagt en lov, som erklærede kongen for den irske kirkes overhoved, pålagde tiender til ham, afskaffede pavens magt og ophævede mange klostre. Man fratog de gejstlige deres stemmeret i parlamentet, og loven blev gennemført. Dr. Browne og den kongelige statholder drog derpå igennem hele øen, ødelagde domkirker, plyndrede abbedier og brændte relikvier. De kirkelige ejendomme blev solgte eller skænkede til dem, som havde hjulpet kongen med at berige ham.

Plyndringen vedblev under Henrik VIIIs efterfølger, den umyndige Edvard VI, som det fremgår af følgende ordre fra protektoren lord Sommerset til dekanen ved St. Patriks kirke i Dublin: «da vi er blevet underrettede om, at 1000 unzer ædelt metal af kors og deslige beror hos eder, anmoder vi dem om at udlevere samme til hans majestæts brug».

Da den katolske dronning Maria 1553 besteg Englands trone, fattede irlænderne håb om, at der skulle oprinde en bedre tid. Og med hensyn til den frie udøvelse af deres religion blev deres håb ikke skuffet; men i verdslig henseende var Marias regering meget sørgelig for dem; thi under hende begyndte den konfiskering af irske ejendomme, som blev hovedårsagen til Irlands ulykke. Såvel under Maria som senere under hendes søster Elisabet opstod der uophørlige stridigheder mellem regeringen og de irske høvdinger, der benyttedes som påskud til at berøve irerne deres land og befolke det med engelske kolonister. Efter irsk ret var desuden høvdingen ikke sit lands uindskrænkede herre: han blev valgt, skønt kun ud af én familie, og hele klanen havde ret til jorden. Det ringeste medlem af klanen var medejer med sin høvding: han var vistnok underkastet mange trykkende byrder, men kunne ikke uddrives; hans stilling var således meget forskellig fra en engelsk forpagters. Under Marias regering berøvede man de irske klaner i det vestlige Leinster deres store godser og forvandlede dem til to engelske grevskaber: Queens og Kings County. Da konfiskeringen blev foretaget uden ringeste hensyn til de ringere klansmedlemmers rettigheder, opstod der en lang og blodig guerillakrig mellem de nye besiddere og de gamle ejere.

Igennem hele Elisabets regering blev der derfor kæmpet mod de indfødte høvdinger, som rejste sig imod det engelske tyranni, og blandt dem, der gjorde modstand mod dette, var der også engelsk-normanniske slægter. Den første forkæmper for Irland var den tapre Shane O'Neill, den mægtigste herre i Ulster. I året 1562 mødte han ved Elisabets hof, omgivet af en skare af øksebærere, som med deres bare hoveder, lange hår og ejendommelige dragt vakte stor opsigt ved hoffet. Man opfordrede forgæves O'Neill til at antage engelsk dragt: han ville lige så lidt opgive sin irske dragt som kampen for sine rettigheder. Han var mødt i London under løfte om frit lejde; men inden han fik lov at slippe bort, måtte han dog underkaste sig flere betingelser. Så snart han var kommet hjem, brød han imidlertid det aftvungne forlig, og vicekongens forsøg på at kue ham slog fuldstændig fejl: i et nyt forlig blev han anerkendt som Ulsters herre. Men den strenge orden, han indførte, tiltalte ikke de ringere klanshøvdinger: det kom til en kamp mellem irerne indbyrdes, og til sidst blev O'Neill dræbt af de i det nordlige Ulster indvandrede skotter. Hans hoved sendte de til vicekongen, af hvem de til gengæld krævede en betaling, de længe havde haft til gode. Den stolte irske høvdings hoved blev spiddet og sat på en stage på Dublins volde (1567).

Således endte det første irske oprør mod dronning Elisabet. Men den ro, der blev tilvejebragt ved Shane O'Neills død, var kun kortvarig, og dertil kom det religiøse spørgsmål. Når regeringen søgte at indføre protestantismen, var det først og fremmest dens formål at gøre irerne til englændere ved hjælp af en engelsktalende gejstlighed. Men en farlig modstander mod denne bestræbelse fandt de i tiggermunkene. Skarer af disse drog barføddede gennem landet, delte deres sidste stykke brød med de keltiske indbyggere og var disses eneste trøst i deres nød. Lige overfor dem stod de fra England indtrufne protestantiske gejstlige, folk, der var drevne fra deres hjem ved deres slette rygte og var begærlige efter at trænge sig ind i præstekaldene og, når de havde opnået disse, var ubekymrede om deres menigheds vel og ve, men kun tænkte på deres indtægter. Af et sådant stof kunne der kun dannes en kirke, der blev opretholdt ved magten, ikke en stridende protestantisk kirke.

Til åben kamp kom det atter, da 1200 velbevæbnede englændere i 1573 landede i Ulster for at tage land, der var skænket dem af dronningen, i besiddelse. Deres fører, grev Essex, lokkede den irske høvding Brian O'Neill til et gæstebud, overfaldt ham, efter at han havde begivet sig til ro, om natten og tog ham tillige med hans hustru og broder til fange, hvorefter de blev førte til Dublin og henrettede; de skarer af klanen, der var fulgte med dem, blev ubarmhjertig myrdede. Under en række af sådanne forræderiske og barbariske myrderier førtes der i nogle år krig i Ulster, uden at grev Essex udrettede noget. En anden forfærdelig kamp rasede i Munster, hvor jarlen af Desmond, af en gammel normannisk slægt, havde rejst sig mod regeringen. Et øjenvidne skriver: «Munster, som var et rigt land, fuldt af korn og kvæg, sank ved denne krig i den forfærdeligste elendighed. Af skove og huler kom folk krybende ud; thi deres fødder kunne ikke bære dem. De så ud som skeletter og fortærede ådsler, ja lig, som de rodede ud af graven.» Ethvert slot, enhver by i greven af Desmonds store besiddelser blev brændt; selv blev han jaget fra sted til sted som et vildt dyr og til sidst dræbt på flugten; hans hoved blev sendt til dronningen, spiddet og sat på en stage på London'er broen (1583). Efter opstanden fulgte konfiskeringen. Store landstrækninger uddeltes til engelske kolonister: disse skulle tage englændere til forpagtere og kun benytte irerne som arbejdere. Men snart begyndte det at skorte på engelske forpagtere, og irerne, som var vante til et kummerligt liv, bød højere afgift. Således udviklede de agrariske tilstande sig snart til den skikkelse, som siden er blevet den almindelige i Irland: lige overfor den fremmede grundejer stod den indfødte forpagter, lige overfor den nydende englænder den producerende kelter.

Den sidste irske opstand mod dronning Elisabet var den farligste af alle. Hugo O'Neill var i sin ungdom kommet til det engelske hof og havde taget del i grev Essex's togt til Ulster og kampene mod opstanden i Munster. Til belønning havde dronningen ophøjet ham, der regnedes for en halv englænder, til greve af Tyrone og anerkendt ham som høvding for klanen O'Neill. Han havde lovet at omdanne Ulster til engelske grevskaber, indføre engelsk dragt og ret og forbyde katolske præster og munke opholdet i Ulster. Men selv om han havde villet, var det ham umuligt at holde sit løfte; han besluttede derfor at indtage en uafhængig stilling. Han forstod at vinde alle klanshøvdinger i Ulster, og ved slutningen af året 1594 kunne han byde over 18,000 mand, medens den engelske styrke i Irland næppe udgjorde 5000 mand. Vicekongen måtte derfor finde sig i hans optræden, og flere år gik hen med underhandlinger og ubetydelige sammenstød; først 1598 vovede englænderne et større angreb på Ulster, men led et stort nederlag.

De engelske kolonister i Munster flygtede, irerne jublede, og det syntes at være ude med Englands herredømme over øen. Den engelske regering måtte nu opbyde alle kræfter, og i 1599 landede Elisabets yndling, den yngre grev Essex, med 16,000 mand i Irland. Men de engelske tropper led nød i det ødelagte land, og efter at Essex havde genoprettet regeringens magt i Munster, vendte han tilbage til Dublin med sin til det halve sammensmeltede hær. Han bad om forstærkninger, men fik i dets sted befaling til at tage tyren ved hornene, dvs. gå løs på O'Neill i Ulster. En kamp mod denne var han imidlertid ikke voksen, og han måtte prise sig lykkelig ved at slutte en våbentilstand. Den endelige fredsslutning blev overladt til dronningen, for hvilken grev Essex forpligtede sig til at forelægge de af O'Neill foreskrevne betingelser. Da han frygtede, at hans fjender i London ville fremstille hans opførsel i et slet lys for dronningen, ilede han derhen for at gøre sin personlige indflydelse gældende, men bukkede under i striden mod sine modstandere og blev henrettet i 1601.

Vicekongen i Irland, Mountjoy, som efter våbenstilstandens udløb igen optog kampen med O'Neill, var heldigere: han førte krigen ikke så meget med sværdet som ved en forfærdelig ødelæggelse af landet, så at hungersnød til sidst fik bugt med O'Neills modstand. Han underkastede sig, men beholdt sin værdighed som jarl af Tyrone. Imidlertid døde den gamle dronning den 24de marts 1603; først 8 dage efter erfarede Mountjoy og O'Neill det, da de sammen red ind i Dublin.

Ved Jakob den 1stes tronbestigelse fattede de irske katolikker nyt håb; men de blev sørgelig skuffede. I sin proklamation til irlænderne erklærede han, at han aldrig ville tåle nogen anden religion end den, som stemmede med rigets love. Straffebestemmelserne mod katolikkerne blev indskærpede og gennemførte med forøget strenghed. Og dernæst blev hele samejets og den lige arvedelings system, som havde udviklet sig af Brehon-lovene og endnu gjaldt i en stor del af øen, erklæret for ulovligt, og således tilintetgjordes irernes ejendomsrettigheder med ét slag. Derefter fulgte Ulsters kolonisation. O'Neill blev beskyldt for sammensværgelse mod regeringen og måtte flygte; få år efter døde han i Rom. Derefter konfiskeredes den største del af Ulster og befolkedes med englændere og skotter. Denne gang foregik kolonisationen med forholdsvis lethed og rolighed; thi for det første var landet blevet affolket ved den sidste krig, og dernæst blev der anvist de indfødte betydelige landstrækninger. Men til klanernes rettigheder blev der ikke taget noget hensyn. Mange gamle ejere blev fordrevne, og det stærke presbyterianske element, som nu trængte ind i Ulster, gav religionshadets bitterhed ny næring. Desuden var mange af de nye kolonister, skønt de overtraf de indfødte langt i driftighed, slette mennesker, som ikke skulle bidrage til at forsone et folk, som de foragtede, eller formilde dets hårde skæbne. Desuden fortsattes de uretfærdige uddrivelser under hele Jakob Is regering. Såkaldte «opdagere» spredte sig over hele øen og bevirkede konfiskeringer, hvorefter de selv fik land i forpagtning mod en ringe afgift. I et land, hvor engelsk lov først nylig var blevet indført, hvor besiddelsen mest beroede på gammel hævd, og hvor uophørlige borgerkrige og inddragelser havde fremkaldt stor forvirring i de retslige adkomster til ejendommen, var det umuligt for de fleste af ejerne at opfylde alle betingelser, som man stillede dem, og fremgangsmåden for domstolene blev snart til et ryggesløst gøglespil. En stor del af landet var under kongerne af huset Plantageret gået over fra normanniske til irske hænder, da det af England underkuede distrikts omkreds endnu var indskrænket, og når ejerne nu ikke kunne bevise deres adkomst ved dokumenter, eller man i disse kunne opdage en eller anden ringe formfejl, blev landet, når ingen andre gjorde fordring på det, inddraget til fordel for kronen. De indfødte erfarede til deres skræk, at loven i fredens tid og uden nogen anledning kunne blive et ligeså frygteligt middel som sværdet til at fordrive dem fra deres ejendom.

Kun i Irlands vestligste og fattigste provins, Connaught, troede man at kunne være rolig. Dér var der i 1585 sluttet en overenskomst med regeringen, ifølge hvilken alle grundejere havde opgivet deres gamle irske rettigheder, men havde modtaget kronpatenter, som tilsikrede dem den arvelige besiddelse af deres godser imod at de betalte visse fastsatte afgifter til kronen, og under Jakob den 1ste fornyedes disse patenter. Betalingen for indførelsen af patenterne var erlagt; men i sin begærlighed efter nye konfiskeringer fandt man på, at de ikke var tilbørlig registrerede, og uagtet grundejerne i Connaught aldeles ikke havde nogen skyld i denne formfejl, erklæredes provinsens samtlige ejendomsadkomster for ugyldige. Under disse omstændigheder kan man forstå, at der ved Carl den 1stes tronbestigelse (1625) gik en feberagtig uro gennem Irlands liv. De indfødte ejere havde en følelse af, at de var indviede til den visse undergang. De tilbød nu at betale 120,000 pund, når de derved kunne opnå visse «nådesbevisninger» (graces) af kongen. De vigtigste af disse var, at en besiddelse af 60 år skulle sikre en grundejer mod alle ældre fordringer, og at beboerne af Connaught ved registrering af deres patenter skulle være beskyttede mod retsforfølgelser. Kongen gav sit højtidelige tilsagn; men efter at man havde betalt de bevilgede penge, kaldte Carl Is yndling: Wentworth, der i 1632 var blevet vicekonge i Irland, nådesbevisningernes vigtigste artikler tilbage. Det var denne dygtige, men samvittighedsløse mands hensigt at indføre despotismen i Irland som indledning til despotismen i England. Når kongen kunne råde uindskrænket over en stærk hær og en stor indtægt i Irland, kunne han gøre sig uafhængig af det engelske parlament. Det irske parlament var altfor svagt og afhængigt til at yde nogen alvorlig hindring. «Jeg kan nu siges, skrev Wentworth, «at kongen her er så uindskrænket som nogen fyrste i hele verden». For at kunne gennemføre sin plan stræbte han nu efter at forøge Irlands indtægter så meget som muligt. Med stor energi arbejdede han på at udvikle øens materielle hjælpekilder og lagde f.eks. grunden til dens store lærredsfabrikker; men han besluttede nu også at skride til Connaughts kolonisering. Man anstillede undersøgelser og indkaldte, for at bevare skinnet af ret, juryer, som ved skræk og bestikkelser bragtes til at erklære alle ejendomme for at være tilfaldne kongen.

I det sidste øjeblik blev dog koloniseringsplanen opsat. Man indså, at den ville fremkalde et oprør, og da striden mellem kongen og det engelske parlament truede med et åbenbart brud, anså man det for altfor farligt, i dette øjeblik også at rejse irlænderne imod sig. Wentworth forlod i 1640 Irland, som han havde bragt til den yderste skræk og fortvivlelse. Den indfødte befolkning nærede ikke længere nogen tvivl om, at den gamle plan om «at udrydde dem» var regeringens stadige politik, og at alt land, som de endnu havde tilbage, var udset til bytte for griske eventyrere, Englands og Skotlands bærme, for folk, hvem irlændernes ret og vel var fuldstændig ligegyldig.

Der gaves kun ét gode, som de satte endnu højere end deres timelige velfærd; men også dette var i fare. Ved Elisabets lovgivning var Uniformitets-akten indført i Irland; al gudsdyrkelse undtagen den anglikanske var ulovlig, enhver, som ikke mødte i kirken, skulle betale bøder, og alle gejstlige og embedsmænd skulle sværge suprematseden. Disse bestemmelser kunne imidlertid ikke gennemføres. I en stor del af øen lå kirkerne i ruiner, der gaves kun få protestantiske gejstlige, og den aldeles overvejende del af befolkningen hang trofast ved den katolske kirke. Loven var overalt kraftløs, og regeringen blev meget mere ledet af verdslige end af religiøse bevæggrunde. I byerne og de mere civiliserede landdistrikter blev kirkerne med deres indtægter frataget katolikkerne, og i enkelte tilfælde blev lovens strenge straffe fuldbyrdede. Under Elisabets regering blev 5 katolske biskopper henrettede eller myrdede af soldaterne, og den katolske primas døde som fange i Tower; men der lå næsten altid politiske motiver til grund for disse straffe.

Også under Jakob I var den katolske religion, omend ikke tilladt, så dog i almindelighed tålt; men under Carl I kom det til skarpere modsætninger. En i 1626 af den anglikanske ærkebiskop indkaldt forsamling af præster erklærede, «at papisternes religion var overtroisk og afgudisk, deres tro og lære falsk og kættersk, deres kirke forfalden, og at det derfor var en svær synd at tilstå dem tolerance eller at indvillige i, at de frit udøvede deres religion og bekendte deres tro». Det engelske underhus understøttede denne erklæring ved en forestilling til kongen, hvori der klagedes over, at man overalt i Irland offentlig bekendte den pavelige religion, og at der genoprettedes munke og nonneklostre«. Wentworth afpressede katolikkerne penge ved den trussel, at han ville lade lovene mod papismen træde i kraft, når de ikke føjede sig, og i et af sine breve siger han udtrykkelig, at han vel for øjeblikket opsatte sin plan, at undertrykke katolicismen, men at han håbede, at de tilsigtede konfiskeringer i Connaught ville tilvejebringe en så stærk protestantisk overvægt, at han kunne udføre den.

Wentworth stillede således den katolske religions undertrykkelse i anden linie; men det puritanske parti, som snart blev mægtigt, var besjælet af den vildeste fanatisme mod pavedømmet. Underhuset i det engelske parlament androg på, at den barbariske lov, som dømte alle katolske præster til galgen, skulle sættes i kraft. Nogle af dem blev fængslede, men benådede af kongen, hvilket i høj grad blev lagt ham til last. Rygter om, at man i parlamentet havde erklæret irlændernes omvendelse med bibelen i den ene hånd, sværdet i den anden for nødvendig, og at den indflydelsesrige Pym havde pralet af, at parlamentet ikke ville lade en eneste katolsk præst tilbage i Irland, opflammede irlændernes fanatisme, og eftersom det engelske underhuses holdning stedse blev mere fjendtlig, steg panikken i Irland stedse højere, og endelig brød opstanden ud (1641). Det første udbrud skete d. 22 oktober i Ulster; men almindelig blev opstanden først, efter at det engelske underhus i begyndelsen af december havde vedtaget, at der ikke mere måtte vises nogen tolerance mod den katolske religion i Irland. Det var denne beslutning, som blev lydelig forkyndt af det engelske underhus, der drev Irlands katolske adel i armene på oprøret.

Der fortælles sædvanlig, at opstanden i Ulster begyndte med et almindeligt blodbad på de mellem katolikkerne levende protestanter, og man har sammenstillet dette med den sicilianske vesper og Bartholomæusnatten; men denne fortælling er fuldstændig usand. Opstandens udbrud betegnedes kun ved få mord, og oprørenes hovedformål var at fordrive englænderne fra deres huse og landgodser. Men når de ulykkelige flygtninge i den strenge årstid hjælpeløse blev stødt ud på landevejen, omkom mange af kulde og nød, og på denne måde have vistnok de fleste af dem, der sagdes at være myrdede, fundet døden. Men mange blev også reddede og under irsk bedækning sendte til Dublin. På den anden side kan man ikke undre sig over, at en befolkning, som for en menneskealder siden var blevet berøvet sin ejendom, nu da den fik magten, ofte på en barbarisk måde hævnede sig på dem, der havde forjaget dem. Men dens forbrydelser blev i høj grad overdrevet af englænderne, og de værste var enkelte handlinger af en halvvild almue, ikke planmæssige af opstandens ledere forordnede myrderier. Det engelske parlament gjorde derimod straks fra begyndelsen af alt for at give kampen karakteren af en udryddelseskrig. I februar 1642, da endnu kun få større godsejere havde sluttet sig til oprøret, besluttede det, at umådelige landstrækninger skulle anvises engelske eventyrere til erstatning for ubetydelige summer, som de havde tilvejebragt til Irlands undertvingelse. I Leinster, hvor i alle tilfælde intet blodbad havde fundet sted, fik soldaterne befaling til «ikke blot at udrydde oprørerne og deres tilhængere, men også at opbrænde alle byer og huse, hvor de havde fundet tilhold, og at dræbe alle våbenføre mænd i samme.» Ja soldaterne myrdede ofte endog kvinder og børn.

De rædselsscener, som fandt sted over hele Irland, overgår al beskrivelse, og selvfølgelig fremkaldte forbrydelse igen forbrydelse. I Ulster var borgerkrigen væsentlig en agrarisk krig; men i de andre provinser omfattede de katolske oprøreres forbund en stor del af de engelske familier, som drog sværdet for at forsvare deres tro. De protesterede mod at kaldes oprørere: «De var kongen tro og var rede til at nedlægge våbnene, når man tilsikrede dem religionsfrihed og ejendomssikkerhed.« I året 1643 blev der sluttet en våbenstilstand trods puritanernes forbitrede modstand: den blev navnlig tilvejebragt af de irske stormænd, som ikke havde villet slutte sig til forbundet mod regeringen, i spidsen for dem James Butler, greve, senere hertug af Ormond. Familien Butler havde antaget dette navn, fordi Henrik II havde udnævnt dens stamfader til arvelig mundskænk (Butler); i 1644 blev Ormond udnævnt til Irlands vicekonge. Kongens eller rettere sagt parlamentets generaler overholdt kun våbenstilstanden, forsåvidt det var dem belejligt, og efterhånden blev Carl Is forhold til underhuset så fjendtligt, at han måtte søge et forbund med irlænderne. Ormond fik fuldmagt til at indrømme dem alt; men det var for sen til at yde den ulykkelige konge nogen hjælp, og desuden herskede der som sædvanlig splid blandt irlænderne, idet nogle ville underkaste sig, medens andre lod sig forføre til fortsat kamp af en pavelig legat. Under sådanne forhold i Irland var det, at Carl I blev henrettet (1649).

Cromwell var imidlertid blevet udnævnt til overanfører for den engelske hær i Irland, og efter at han havde sikret sin magt i England, drog han i august 1649 ud for at erobre den ulykkelige ø. Han medbragte 200,000 pund sterling, 8 regimenter til fods og 6 til hest, en mængde bibler og en tilsvarende masse ammunition og leer. Biblerne skulle uddeles mellem de stakkels irlændere, som ikke kunne forstå et ord af deres indhold, leerne skulle berøve dem alle levnedsmidler. Cromwell udstedte nu to proklamationer til sine soldater: den ene mod drukkenskab, den anden mod plyndring. Derpå drog han mod fæstningen Drogheda, som Ormond havde besat med 3000 mand, for en stor del englændere. Efter et tappert forsvar overgav forsvarerne sig med løfte om pardon; men efter at Cromwell var blevet herre over byen, begyndte et forfærdeligt slagteri, som varede i 5 dage og ikke engang skånede kvinder og børn. I et af Cromwells breve hedder det: «I den store St. Peterskirke, hvor katolikkerne forrige søndag havde holdt messe, omkom næsten 1000 af dem, som var flygtede derhen; og på alle deres munke blev hovedet knust med undtagelse af to, som blev taget til fange og dræbt. Hvad der drev vore folk til at storme så modigt, var guds ånd, og ham alene tilkommer æren.» Man skulle tro, man hørte korsfarerne tale efter Jerusalems erobring. En deltager i stormen fortæller, at soldaterne, idet de steg op i et tårn, til hvilket fjenderne havde taget deres tilflugt, hver tog et barn og holdt det foran sig som skjold, og at de derpå efter at have nedhugget alle i kirken, steg ned i de underjordiske hvælvinger, hvor de fornemste damer havde skjult sig. En af dem, en skøn ung pige, knælede for fortælleren og bad om livet; rørt af medlidenhed, tog han hende under armen og førte hende til volden, for at hun kunne undkomme; men en soldat, som mærkede hans hensigt, gennemborede hende, og da fortælleren så, at hun opgav ånden, tog han hendes penge og kostbarheder og kastede hende ned ad volden.

På en lignende måde gik Cromwell til værks i Wexford, og da han kort efter forlod Irland, fortsatte hans efterfølgere ødelæggelsen. «han efterlod,» som Lecky siger, «et af de minder, som er de usaligste hindringer for forsoning mellem folkeslag og trosbekendelser. Cromwells navn virker endnu som en ond trolddom på irske sind og øver en mægtig og levende indflydelse på vedligeholdelsen af hadet mod England og protestantismen. Blodbadet i Drogheda fik en endnu afskyligere farve og betydning ved dets ophavsmænds fromme betragtninger og religiøse fraser, og den by, som var dets skueplads, udmærker sig endnu den dag idag ved sin fanatiske katolicisme.»

I 1651 forlod Ormond med flere royalister Irland, men først i 1652 overgav den sidste irske fæstning sig. Irlands befolkning i året 1641 anslås til henved 1½ mill. mennesker; deraf var i løbet af 11 år mindst 600,000 omkommet ved sværdet, sygdom eller hungersnød. Menneskelig føde var i den grad blevet ødelagt, at Irland, før et af Europas rigeste kvægmarkeder, måtte indføre hornkvæg fra Wales til brug i Dublin, og kornpriserne var steget til mere end det firedobbelte. I nogle egne kunne den rejsende tilbagelægge flere mile uden at træffe spor af menneskeligt liv; skarer af ulve viste sig i nærheden af Dublin. Kraftige mænd fik tilladelse til at forlade landet og gå i fremmed krigstjeneste, og 30-40,000 benyttede sig af denne tilladelse. Slavehandlere blev slupne løs på det ulykkelige land, og mange hundrede drenge, og unge piger blev revne bort fra deres hjem og solgte til planterne i Vestindien. Ofrene synes mest at have været børn eller unge enker af de omkomne; men efterhånden begyndte slavehandlerne også at lokke englændere om bord på deres skibe, og misbrugene blev så store, at den puritanske regering, som en tid lang med glæde havde set på øens renselse for irlændere, måtte stræbe efter at standse den skændige trafik.

Det store mål, som man havde efterstræbt i det sidste hundredår var nået: alt eller næsten alt irernes land i de tre rigeste provinser var konfiskeret og delt imellem eventyrere, som havde lånt parlamentet penge, eller puritanske soldater, som havde løn til gode. Alle, som havde deltaget i opstanden eller støttet den ved nogen slags hjælp inden november 1642, og endnu omtrent 100 navngivne mænd, blandt dem Ormond og en stor del af det irske aristokrati, blev dømt til døden; alle andre grundejere, som havde båret våben mod parlamentet, enten for oprørerne eller for kongen, mistede deres ejendom; dog blev der lovet dem land til en tredjedel af værdien i Connaught. Papister, som aldrig havde båret våben mod parlamentet, men heller ikke virksomt havde understøttet dette, mistede deres ejendom, men skulle få to tredjedele af værdien i Connanght. Arbejdere, som var nødvendige til jordens dyrkning, kunne blive, men alle gamle ejere måtte forlade deres gamle besiddelser og søge et hjem i Connanght. Til dette klippefulde og sumpede land, som næsten var blevet øde ved mord og hungersnød, blev således Irlands gamle befolkning forvist. Forvisningsordren udstedtes d. 26 september 1653, og enhver, som ikke havde adlydt den inden d. 1 maj 1654, skulle straffes med døden. Et bælte på én mils bredde fra hav til hav rundt omkring det således indrettede nationalfængsel blev givet til soldaterne, som kunne dræbe enhver, der forsøgte at undslippe, uden lov og dom. Den bedste del af landet blev forbeholdt regeringen ligesom den for ikke lang tid siden oprettede, men nu igen ophævede anglikanske statskirkes godser, og dette rige bytte blev fordelt imellem regeringens medlemmer og dens fornemste tilhængere.

En tydelig forestilling om Irlands tilstand under Cromwells styrelse får man af et forslag, som en engelsk officer som deputeret for et irsk grevskab i 1657 forelagde i det af protektoren indstiftede fællesparlament for alle 3 kongeriger. Det hed i dette forslag: «Vi har 3 vilde dyr at ødelægge, som plager os. Det første er ulven, for hvis drab vi udsætte 5 pund, det andet er en katolsk præst, på hvis hoved vi sætte 10 pund, det tredje en «tory», på hvis hoved vi sætte 20 pund» Ulvene var så talrige, at landejendomme, som før havde svaret en høj afgift, nu i dets sted kunne stille et bestemt antal ulve. For at blive af med præster og munke gav man dem tilladelse til at vandre ud inden en vis tid; men det var så langt fra, at de benyttede sig af denne frist, at tværtimod mange irske gejstlige kom hjem fra fastlandets kollegier, hvor de var opdraget, fulde af brændende iver efter at finde martyrdøden. Hundreder faldt da også for sværdet eller bøddeløksen, men deres landsmænd forrådte dem aldrig. Toryerne var sønner af gode familier, som var blevet forviste til Connaught, men ikke kunne glemme deres tidligere stilling og vendte tilbage som røvere, der plyndrede deres tidligere ejendomme. De fandt gæstfrihed i hytterne hos deres slægts gamle fæstere, der behandlede dem som herrer, skønt de ikke havde andet end deres navn tilbage af deres gamle herlighed; også deres børn kaldtes «toryer», og senere blev dette et almindeligt partinavn for det stuartske huses tilhængere.

Da stuarterne i 1660 igen vandt kongemagten, havde man grund til at vente, at irlændernes stilling ville blive forbedret; thi Carl den 1ste havde under sine sidste trængsler lovet dem genindsættelse i deres ejendomme, og hans søn havde i sin landflygtighed udtrykkelig lovet at opfylde de af hans fader indgåede forpligtelser. Men medens i England de gamle ejere, som var fordrevet af Cromwells tilhængere, blev genindsatte, gik det anderledes i Irland. Øen befandt sig for størstedelen i engelske kolonisters hænder, og disse havde fået parlamentets garanti for deres besiddelser. De irske katolikkers agenter foreslog nu, at irerne straks skulle få deres grundejendomme tilbage, men at en del af disse godsers indtægt i nogle år skulle anvendes til at tilfredsstille de eventyrere og soldater, som havde gyldige krav at gøre gældende. Men de politiske indvendinger mod denne plan var uovervindelige. Den offentlige mening i England ville ikke finde sig i, at protestantismens sejr i Irland, som havde kostet så meget blod og så mange penge, igen skulle omstyrtes, eller at de måtte genindsættes, til hvis navn der efter englændernes mening knyttede sig de forfærdeligste mordhistorier. Dernæst syntes erstatningssummen aldeles utilstrækkelig til at tilfredsstille eventyrernes og soldaternes krav, og endelig ville kongen miste den arverente, som disse skulle udrede, en sum, som var uafhængig af parlamentets bevillinger, og som Carl II derfor meget nødig ville give slip på. Han opgav derfor hurtig irlændernes sag, og det irske parlament, som blev sammenkaldt efter ophævelsen af Cromwells fællesforfatning, sluttede sig selvfølgelig aldeles til kolonisternes parti; thi af deres rækker var det væsentlig fremgået.

Alt håb syntes nu udslukt for irerne; men de efter restaurationen følgende år udmærkede sig dog ved fred, mild regering og stor tolerance. Medens Carl II ikke havde nogen følelse for de fattige irers nød, sørgede han for enkelte fornemme royalister, og Ormond fik således en erstatning af 30,000 pund og blev vicekonge i Irland. Uagtet nu harmen over den dem tilføjede uret var dybt indgroet i irlændernes sind, levede dog landets velstand efterhånden igen op og med den en vis loyalitet, men snart formørkede revolutionen af 1688 igen horisonten. Det følger af sig selv, at irerne i denne kamp sluttede sig til kong Jakob II, hvis alt for ivrige katolicisme havde været hovedårsagen til hans afsættelse, og man kan ikke undre sig over, at de i den korte tid, de havde overvægten, ilede med at omstyrte det hele af englænderne indførte system. Jakob landede d. 12 marts 1689 i det sydlige Irland. Han udstedte to proklamationer, en, som tilbagekaldte alle fraværende irlændere, for at de kunne støtte ham i hans kamp, og en, som indkaldte et parlament til d. 7 maj. Det bestod næsten ganske af katolikker: de protestantiske grundejere holdt sig borte eller var flygtede til England, og de katolske pairer fik de pladser, man havde berøvet dem, tilbage. Blandt dette parlaments beslutninger må fremhæves: 1) indførelse af fuldstændig religionsfrihed, 2) ophævelse af en lov, der for ca. 200 år siden havde gjort det irske parlament afhængigt af det engelske, 3) afskaffelse af katolikkernes afgifter til den protestantiske gejstlighed, 4) ophævelse af de siden 1641 foretagne konfiskeringer og kolonisationer, 5) en anklage for højforræderi mod over 2000 grundejere. Men inden disse beslutninger kunne gennemføres, var det jakobitiske partis herredømme i Irland omstyrtet.

Allerede i august 1689 fik flere foretagender af kong Jakobs hær mod de engelske tropper i Irland et uheldigt udfald, og general Schomberg landede på øen med en stor hær, der for en stor del bestod af franske hugenotter. Sygdom og nød bragte den imidlertid ned til halvdelen, og Jakob kunne måske have besejret den, hvis han havde angrebet den i tide; men i juni 1690 landede kong Vilhelm III selv i Irland og vandt et afgørende slag ved Boyne-floden, i hvilket den 82årige Schomberg faldt. Kong Jakob opgav straks sin sag og flygtede til Frankrig; men irlænderne fortsatte kampen lige til d. 3 oktober 1691, da der ved Limericks overgivelse blev afsluttet en overenskomst, ved hvilken de troede at have sikret deres religionsfrihed. Ved overgivelsen fik de irske tropper valget imellem at træde i engelsk eller fransk tjeneste: kun 1000 valgte det første, medens 11,000 indskibedes til Frankrig. De blev der modtagne med glæde, og mange af dem udmærkede sig i fremmed tjeneste.

Men hjemme i Irland blev den højtidelig besvorne traktat snart krænket. Allerede i parlamentet af 1692 forlangte den protestantiske majoritet, at katolikkerne skulle aflægge en ed, som erklærede flere af den katolske kirkes læresætninger for forkastelige og afgudiske, og de katolske pairer og deputerede måtte således træde ud af forsamlingen. Således bestod det irske parlament fra nu af udelukkende af protestanter. Denne udelukkelse blev gjort til lov af parlamentet af 1695, og dette vedtog fremdeles: 1) katolikkerne er udelukkede fra alle embeder. 2) fraværelse fra den protestantiske gudstjeneste straffes med bøder eller endog med forvisning. 3) to fredsdommere kunne indstævne enhver voksen irlænder og, når han vægrer sig ved at afsværge den katolske religion, overdrage hans ejendom til den nærmeste slægtning. 4) ingen katolik kan lade sine børn opdrage af en katolsk skolemester, og hvis han sender sit barn udenlands for at opdrages, må han betale en bøde af 100 pund, og barnet kan ikke arve nogen ejendom i England eller Irland. 5) enhver katolsk præst, som kommer til Irland, skal hænges. 6) en katolsk adelsmands søn, som bliver protestant, kan straks tage sin faders ejendom i besiddelse. 7) enhver protestant, som ser en katolsk fæster på en forpagtning, der efter hans mening yder en tredjedel mer end den årlige rente, kan overtage hans forpagtning, når han blot sværger på kendsgerningen. 8) en protestant kan tage en hest fra en katolik, af hvad værd den endog er, når han betaler ham 5 pund 9) ingen katolik må handle mere end 5 engelske mile fra sit hjem, have våben, føre processer eller være formynder.

Imod disse næsten utrolig skændige love protesterede dog 14 protestantiske biskopper og verdslige pairer, ligesom de senere blev almindelig fordømte og satte ud af virksomhed; men hvorvidt englænderne den gang kunne gå i deres forholdsregler mod disse «rigsfjender», som de ofte kaldte dem, viser den mod deres handel og industri rettede fremgangsmåde. Da de engelske grundejere klagede over, at Irlands konkurrence på kvægmarkederne skadede Englands kvæghandel, blev der i årene 1665 og 1680 givet love, som forbød udførsel af hornkvæg, får, svin, kød, flæsk, ja endog smør og ost fra Irland til England. Da nu de irske grundejere ikke måtte udføre deres kvæg til England, lagde de sig især efter fåreavl og begyndte at forarbejde ulden. Mange engelske, skotske og fremmede fabrikanter indfandt sig, og tusinder fandt beskæftigelse herved. Hvis statsmændene havde haft det formål at formilde det irske folks fattigdom og udvikle orden og civilisation i Irland, måtte de opmuntre denne næringsvej, og hvis det havde været deres hovedformål at gøre det til et protestantisk land, måtte udviklingen af en rig fabrikantbefolkning, som fortrinsvis bestod af protestanter, bidrage mere til dette formåls opnåelse end alle tvangslove; men et andet formål lå det engelske parlament mere på hjerte end noget af hine. Efter revolutionen tænkte man fortrinsvis på handel og industri. Der bestod en vigtig uldindustri i England, og de engelske fabrikanter androg på ødelæggelsen af den konkurrent, der viste sig i Irland. Det blev derfor forbudt irlænderne at udføre deres uldvarer.

Virkningen af denne handelspolitik var i høj grad fordærvelig. Enhver måtte nu indse, at England ville ødelægge enhver slags irsk industri, så snart den kunne konkurrere med den engelske. De betydeligste fabrikanter vandrede ud til England, Amerika eller Europas fastland. Mange tusinde irske protestanter søgte en tilflugt i kolonierne, og muligheden til at skabe en protestantisk modvægt mod katolikkernes store overtal var forsvunden. Da irlænderne ikke måtte føre deres uldvarer nogen steds hen og deres rå uld kun til England, blev de drevet til smugleri med Frankrig, hvilket var til gavn for Englands farligste medbejlers uldfabrikker og føjede en ny drivfjeder til irlændernes lyst til ulovlig virksomhed. Forholdene imellem grundejere og forpagtere, som allerede var dårlige nok, blev forværrede, da ødelæggelsen af industrien drev hele befolkningen til agerdyrkningen som den eneste næringsvej. Næsten i et halvt hundredår var derefter folkets fattigdom så stor, at enhver slet høst ligefrem medførte hungersnød. Den berømte irske forfatter Jonathan Swift erklærede i et flyveskrift, som udkom 1720, at »enhver, som kommer gennem Irland og iagttager indbyggernes ansigter, sædvaner og boliger, næppe kan tro, at han befinder sig i et land, hvor lov, religion eller sædvanlig humanitet har gyldighed.« Den samme forfatter skrev i 1729, efter at tre frygtelige uår havde bragt folket i den yderste elendighed: «De gamle og de syge omkommer daglig af kulde og sult; de yngre arbejdere finde intet arbejde og tæres hen af mangel på næring, så at de, når de endelig blive lejede til et sædvanligt arbejde, ikke har kræfter til at forrette det.» I 1739 indtraf en frygtelig frost som ødelagde al sæd, og i de to følgende år fulgte en forfærdelig hungersnød. En samtidig forfatter skriver: «Man har beregnet, at i disse to år ligeså mange mennesker døde af mangel eller deraf opståede sygdomme, som der under oprøret i 1641 omkom ved sværdet. Hele sogne var affolkede, de døde fortæredes på markerne af dyr, fordi der ikke var folk til at begrave dem.» Husmændene var ganske afhængige af deres små kartoffelmarker, og når disse mislykkedes, døde de i tusindvis. Kartoffelavlen var nemlig allerede blevet almindelig: det var i virkeligheden disse ulykkeliges eneste mulighed til at skaffe sig føde. Kartoflerne kunne let dyrkes, og for mennesker, der hvert øjeblik var udsatte for at fordrives fra deres usle forpagtninger, når de prøvede på at forbedre deres avl, var de en uskatterlig hjælp. Forpagtningerne udbødes til den højstbydende; men de bydende var en forsultet befolkning, som ikke havde nogen anden hjælpekilde end jorden og derfor lovede mere, end de var i stand til at holde. En hovedårsag til Irlands fattigdom var dernæst grundejernes utilbøjelighed til at leve på øen: i det mindste en tredjedel af landets indtægt blev fortæret i England, og da de store grundejere skyede møjen og ubehageligheden af at indkræve afgiften af talrige små forpagtere, forpagtede de landet på lang tid til en stor forpagter, som så foruden afgiften til ejeren skulle søge sin egen fordel. De få rejsende, der besøgte landet, skildre enstemmig dets tilstand som den jammerligste i hele Europa. «Aldrig traf jeg,» skriver en indsigtsfuld rejsende, som besøgte Irland 1764, «så mange scener af usselhed og undertrykkelse, som dette land frembyder. Dertil hører den strenge inddrivelse af forpagtningsafgiften, endog før kornet er indhøstet - en praksis, som kun altfor ofte udøves af de små uhæderlige herrer, som først er forpagtere på tredje, fjerde eller femte hånd; dernæst fordringen af den protestantiske sognepræst, som kræver tiende ikke blot af kornet, men endog af kartoffelbedene, hvoraf en hel familie måske skal leve et helt år, og endelig gaverne til den katolske præst. Landevejene i den sydlige og vestlige del af øen er fulde af tiggere.« Disses antal forøgedes særlig derved, at grundejerne forvandlede deres marker til græsgange. Hele landsbyer blev ofte givne til pris, og i nogle af de skønneste egne kunne den rejsende ofte tilbagelægge 10 til 15 engelske mil uden at støde på et hus eller en kornmark.

Under sådanne forhold kan man ikke undre sig over, at udvandringen, til hvilken irlænderne altid havde haft tilbøjelighed, efter revolutionen af 1688 tiltog i omfang. Thi ingen steds var der dårligere udsigter for en dådkraftig og ærgerrig mand. Var han katolik, så han sig ved sin religion udelukket fra enhver tillids og magtstilling ligesom næsten fra enhver adgang til at erhverve sig formue, fornedret ved et socialt brændemærke, berøvet enhver politisk betydning. Var han presbyterianer, var han underkastet testaktens lovmæssige hindringer, og industriens ødelæggelse drev ham bort fra de egne, hvor den havde hidlokket mange driftige mænd. Var han medlem af statskirken, måtte han se alle høje stillinger i kirke og stat besatte med englænderne, ligesom store pensioner af den irske statskasse blev uddelte til kongernes yndlinger og mætresser.

Ikke desto mindre var det irske liv dog ikke blottet for lysere sider. Under indflydelse af den religiøse ånd, som gennemtrængte almuen, udviklede der sig en sans for huslig dyd, som stod højere end i nogen anden del af riget. Netop den almindelige fattigdom havde fremkaldt en rørende veldædighedsånd, en beredvillighed til at dele den sidste brødskorpe og den sidste kartoffel med hinanden. Familiefølelsen var varm, og den har i dette århundrede vist sig i, at der i løbet af 20 år tilbagesendtes 20 mill. pund til slægtninge af mænd, som var vandrede fattige ud til Amerika. Barnemord og forbrydelser mod kvinder er langt sjældnere end i England. Modsætningen mellem stænderne var i det 18de århundrede meget stærk; men hvor jorddrotten levede blandt sine folk og behandlede dem godt, viste den gamle klansånd sig i trofast hengivenhed. Der udviklede sig i det hele en ejendommelig irsk karakter, som manglede driftighed, selvtillid og selvbeherskelse, men var rigelig udstyret med tiltrækkende egenskaber. Irlænderen var i høj grad lidenskabelig, men også i høj grad vedholdende i taknemmelighed som i hævn. Intet folk rugede mere over gammel uret, hang mere ved gamle sædvaner, lod sig mere beherske af fantastiske forestillinger. På den anden side var irlænderens temperament letsindigt og livligt. Enhver rejsende var overrasket ved den fattige bondes naturlige høflighed, medfødte takt og muntre, gæstfri og forekommende optræden. Dans og boldspil var almindelige og kærlighed til musik meget udbredt. Den sidste af den gamle irske bardeslægt, den blinde Carolan, som døde i 1737, vandt på sine idelige vandringer gennem Connaught almindelig beundring. En særlig ros fortjener Irland, fordi det holdt sig næsten ganske frit for hekseprocesser: i et enkelt år har man i England og især i Skotland brændt flere hekse end gennem alle tider i Irland.

I den størstedel af Irland var tilstandene i den første halvdel af det 18de århundrede ikke mindre rolige og lovlige end i England; men en mindre del af landet mod vest dannede ganske vist en undtagelse. Disse egne, som mest bestod af sumpe og vilde bjerge, og som beboedes af en rå katolsk befolkning, havde næsten ganske løsrevet sig fra lovens herredømme. Snighandel var den eneste indbringende næringsvej: i de naturlige havne på klippekysterne landede præster og munke uhindret, indskibede talrige rekrutter sig for at gå i fransk eller spansk tjeneste, ombyttedes irsk uld med sydens vine og spirituosa. De love, som forbød katolikkerne at have våben, blev her aldeles ikke overholdt, og den gamle klansånd var i fuld livskraft. I årene 1711-13 udbredte sig i en stor del af Connaught den afskyelige sædvane, at dræbe eller lemlæste kvæget, hvorved forbitrelsen over landets forvandling til græsgange gav sig luft. Megen misfornøjelse i Irland vakte det også, at de engelske kolonister for hurtig at berige sig udryddede de prægtige skove, som tidligere havde dækket en stor del af øen.

Dublin var i midten af det 18 århundrede det britiske riges anden by og talte over 100,000 indbyggere; livet i dets højere kredse stod ikke tilbage for det i London. Halvt så folkerig var Irlands næststørste by Cork, der drev en betydelig handel med kvæg og fedevarer, hvoraf Irland udførte en umådelig mængde til udlandet. Efter 1750 hævede øens tilstand sig noget; men den rask fremskridende forvandling af agerland og almindinger til private græsgange vedblev, og en lov som 1727 havde forordnet, at mindst en tyvendedel af landet skulle være under ploven, blev aldrig overholdt; thi de afmægtige bønder kunne ikke gøre retten gældende. Denne retsovertrædelse gav kort efter Georg III tronbestigelse (1760) anledning til, at der i det sydvestlige Irland dannede sig et hemmeligt selskab, «De hvide Drenge» (Whiteboys), den første af de ulovlige forbindelser, der siden den tid næsten stedse have forstyrret Irlands ro. Klædte i hvide lærredskitler og forsynede med en hvid kokarde samlede de sig i store skarer og nedrev de indhegninger, som man havde opført om græsgange, der tidligere havde været fælles. De hvide drenge marcherede som regulære tropper, sendte trusselsbreve omkring og straffede enhver, som modsatte sig deres fordringer, undertiden på en barbarisk måde. Opstanden udbredte sig over den største del af Munster og rettede sig i nogle egne især mod de trykkende tiender, som den fattige almue måtte udrede til de anglikanske sognepræster, der for en stor del slet ikke opholdt sig i Irland, medens de rige kvægopdrættere, der i mange sogne ejede 9/10 af landet, var fritagne for afgift. Forbindelsen var stærkere end loven; thi den ramte overtrædelsen af dens forskrifter langt sikrere end denne. Det irske parlament udstedte strenge forordninger mod De hvide Drenge, og det lykkedes også for en tid at standse deres udskejelser; men de rejste sig stadig på ny og trådte frem under nye navne.

Mindre udbredte og vedholdende var opstande i Ulster, hvor tienderne ikke var så trykkende, og den til dels presbyterianske befolkning ikke var så udelukket fra at benytte lovlige midler som katolikkerne i syd og vest. I året 1771 fremkaldte dog en af Ulsters største godsejere, marquis'en af Donegal, ved sin hensynsløse fremfærd en heftig opstand, især af presbyterianere. Det var en almindelig sædvane blandt godsejere, der levede fjernt fra deres ejendomme, at drive indtægterne af deres forpagtninger i vejret ved at udbyde disse til den højstbydende; men lord Donegal ville ikke nøjes med en fornyelse af sine forpagtninger med en ringe forhøjelse: han forlangte en øjeblikkelig stor godtgørelse, og da hans fæstere ikke så sig i stand til at betale denne, jog han dem alle fra deres hjem. Tusinder af fordrevne bønder rejste sig da under navn af «Stålknøse» og begik mange voldsgerninger. Betydelige troppemasser måtte opbydes imod dem, og snart blev opstanden kuet. Mange stålknøse flygtede til Amerika, hvor de dannede en betydelig del af de hære, som snart efter løsrev de Nordamerikanske kolonier fra den britiske krone.

Imidlertid havde der begyndt at røre sig et mere selvstændigt liv i det irske parlament. Under Georg II havde der i 32 år ikke været sammenkaldt noget nyt parlament; med desto større interesse fulgte man det i begyndelsen af Georg III regering valgte parlaments forhandlinger. De gik navnlig ud på at indskrænke den utålelige pensionsbyrde og at indføre 7årige parlamenter, og 1768 gik regeringen endelig ind på en 8årig varighed. Det irske parlament var nu ganske vist en meget utilfredsstillende repræsentation for Irland, og dets afhængighed af regeringen var meget stor; men protestanternes religiøse fanatisme mod katolikkerne var ikke så stor som tidligere, en offentlig mening kom til orde i politiske blade, og de økonomiske interesser var fælles for alle irlændere. Den amerikanske krig nødte dernæst regeringen til at tage mere hensyn til et land, som ellers let kunne drives over i dens fjenders rækker, især efter at Frankrig og Spanien havde sluttet sig til disse. Året 1778 blev derfor betegnet ved flere lettelser i Irlands handelsforhold og de mod katolikkerne rettede bestemmelser. Der dannede sig dernæst en frivillig væbning, som påtog sig at forsvare øen mod fjendtlige angreb og overalt fremkaldte stor loyal begejstring.

Under disse forhold udviklede der sig en ny type af irsk nationalitet: mænd, som med engelsk sprog og dannelse dog følte sig som irlændere, som med fuld troskab mod det britiske rige uden hensyn til race og religionsforskel kæmpede for deres snævrere fædrelands selvstændighed og rettigheder og søgte at hæve det af dets dybe fornedrelse. En sådan mand var Henry Grattan, hvis første grundsætning det var, at «den irske protestant aldrig kunne være fri, førend den irske katolik ophørte med at være slave«. Henry Grattan var født i 1746 i Dublin, hvor han blev advokat; i en alder af 30 år trådte han ind i parlamentet, hvor han snart vandt stor indflydelse ved sin glimrende veltalenhed, glødende fædrelandskærlighed og rene karakter. I 1779 holdt han en fortræffelig tale til fordel for frihandelen, og efter at det irske parlament enstemmig havde udtalt sig for denne, gav ministeriet North efter, vistnok især påvirket af frygten for den frivillige væbning, som allerede talte over 40,000 mand, og i slutningen af 1779 og begyndelsen af 1780 ophævedes den handelstvang, der i det sidste hundredår havde hindret Irlands industrielle udvikling. Det blev således tilladt irlænderne at udføre deres uldvarer og frit at deltage i den store kolonialhandel.

I marts 1780 befriedes dernæst de irske dissentere for eden på at nyde nadveren efter den anglikanske kirkes ritus, hvorved de stilledes på samme fod i politisk henseende som deres højkirkelige landsmænd; de nåede således denne fritagelse for Testakten 48 år tidligere end deres trosfæller i England. Imidlertid tilfredsstillede disse indrømmelser ikke irlænderne, og navnlig krævede man stedse lydeligere den irske lovgivnings uafhængighed af den engelske. D. 19 april 1780 holdt Henry Grattan en tale i det irske underhus, som af flere tilhørere skildres som den mest udmærkede, de nogen sinde havde hørt. Han udtalte, at vel var Irlands krone uadskillelig forbunden med Storbritanniens, men kun kongen og det irske parlament var berettigede til at give Irland love. «Den engelske regering havde netop søgt at forsone Nordamerikanerne ved at tilbyde dem fuldstændig uafhængighed af det britiske parlament; ville da», spurgte Grattan, »Storbritannien nægte loyale undersåtter, hvad den tilstod dem, der var erklærede for oprørere?».

På denne fordring om Irlands selvstændighed ville ministeriet og det af samme afhængige flertal i det irske parlament ikke gå ind; men d. 15 februar 1782 blev der i kirken i Duncannon holdt en forsamling af delegerede fra Ulsters frivillige, som væsentlig bestod af presbyterianere, i hvilken der blev fattet en række resolutioner, der gav et bedre udtryk for den offentlige mening blandt Irlands protestanter, end parlamentet kunne give. Først og fremmest vedtog man næsten enstemmig, «at ingen korporation undtagen kongen og Irlands over og underhus har noget lovligt krav på udstedelsen af love for denne provins», og dernæst bl.a. «at vi agte andres overbevisning i religionsanliggender for ligeså hellig som vor egen, at vi som mennesker, som irer, som kristne og protestanter glæde os over formildelsen af straffelovene mod vore romersk-katolske medundersåtter, og at vi anse denne forholdsregel for en sådan, som vil have de lykkeligste følger for irlændernes enighed og velfærd». Fra alle sider sluttede de frivillige sig til denne erklæring, og kort efter holdt Henry Grattan en tale i underhuset, hvori han foreslog indgivelsen af en adresse til kongen om den irske lovgivnings uafhængighed. Parlamentet, som ikke turde gøre nogen indvending mod sagen selv, vedtog spørgsmålets udsættelse; men en måned senere afløstes ministeriet North af et liberalt ministerium, i hvilket den ædle Charles Fox blev den ledende ånd, og dette ilede med at åbne fredsunderhandlinger med De Forenede Stater i Nordamerika på grundlag af deres uafhængighed og at tilstå Irland fuld selvstændighed. Netop 2 år efter at H. Grattan første gang havde hævet sin veltalende røst for denne, blev sagen gennemført, og efter dens lykkelige tilendebringelse udråbte han begejstret: «Irland er nu en nation! Jeg hilser det i denne nye egenskab, og idet jeg bøjer mig for dets ophøjede værdighed, siger jeg: esto perpetua!»

Vistnok hævede nu handel og industri sig til en hidtil ukendt blomstring, efter at det af naturen velsignede lands hjælpekilder var blevet løste fra den forældede handelslovgivnings lænker, og i 20 år steg Irlands folkemængde fra 3 til 5 millioner. Men skønt der atter blev vedtaget nogle formildelser i straffelovene mod katolikkerne, vedblev disse dog at være trykkede på mange måder, og landboforholdene forbedredes ikke. Det irske parlament var kun af navn blevet befriet for engelsk indflydelse: mange af pairerne var englændere af interesse og opdragelse, og underhusets medlemmer valgtes for en stor del af valgflækker, der var aldeles afhængige af dem, ligesom de var i høj grad tilgængelige for bestikkelse. De frivillige begyndte derfor at agitere for en parlamentsreform; men flere af deres førere blev afskrækkede ved dennes demokratiske retning og trak sig tilbage fra foreningen. Den forrige begejstring for denne tabte sig; men derimod dannede der sig ulovlige og hemmelige forbindelser, således 1786 «The Right Boys», som pålagde alle katolikker ed på ikke at betale tiende og straffede dem, der ikke holdt deres ord.

Den Franske Revolution (1789) vakte store forhåbninger i Irland, og i 1791 dannede der sig en forening af katolske og protestantiske patrioter, «De forenede Irlændere«, hvis hovedgrundsætninger var: 1) den engelske indflydelse i dette lands styrelse er så stor, at der udfordres en hjertelig forening af hele Irlands folk for at opretholde den ligevægt, som er en betingelse for bevaringen af vore friheder og udvidelsen af vor handel. 2) den eneste lovlige måde, ved hvilken denne indflydelse kan overvindes, er en fuldstændig og radikal reform af folkets repræsentation i parlamentet. 3) ingen reform er retfærdig, som ikke omfatter enhver irlænder af enhver religiøs overbevisning.

Påvirket heraf vedtog det irske parlament 1792 flere indrømmelser; således tillodes det katolikkerne at føre sager for retten, blandede ægteskaber tilstedtes, og indskrænkningerne i opdragelsens frihed ophævedes. Videre ville flertallet ikke gå, og den ivrige patriot lord Fitz Gerald udbrød derfor: «Jeg anser dette huses flertal for kongens sletteste undersåtter». Da han blev kaldt til orden, gentog han sine ord og tilføjede: «Det er sandt, og det gør mig ondt». Katolikkerne, som selvfølgelig ikke var tilfredsstillede, holdt i december 1792 en forsamling i Dublin og valgte 5 deputerede, som forebragte deres klager for kongen. Denne tilstillede da også i januar 1793 det irske parlament en opfordring til at gøre noget for at hæve de bestående uligheder, og der vedtoges derefter en lov, som gav katolikkerne adgang til lavere embeder og valgret, men ikke valgbarhed. Men samtidig vedtoges flere love, som forbød offentlige forsamlinger og indøvelse af frivillige. Ophidselsen forøgedes ved retsforfølgelser; især vakte det forbitrelse, at en anset mand, mr. Rowan, på grund af en for 2 år siden udstedt adresse til de frivillige, i januar 1794 blev dømt til 2 års fængsel og en høj pengebøde. De forenede Irlændere tilstillede ham en adresse i fængslet, hvorfra han iøvrigt snart undslap; derefter kom han lykkelig til Amerika, uagtet der var udlovet 1000 pund for hans pågribelse.

De forenede Irlænderes dristige optræden og voldsomme sprog bragte regeringen til at lukke deres møder, beslaglægge deres papirer og fængsle flere af deres ledere. Andre flygtede, blandt dem Theobald Wolfe Tone, der havde stiftet den første af foreningens klubber. De mådeholdne og ængstelige medlemmer trådte ud af foreningen, og de tilbageblevne gav den 1795 en ny karakter. Dens formål blev nu ikke længere reform og emancipation, men republikansk styrelse og adskillelse fra England. Imidlertid var der også begyndt kampe imellem en ulovlig katolsk forbindelse, «Forsvarerne», og ivrige protestanter i Ulster, som efter Vilhelm af Oranien kaldte sig «Orangister». De sidste sejrede i et væbnet sammenstød, hvorefter den første «Orangeloge» blev stiftet d. 21 september 1795. Fra begge sider blev der begået grusomheder, og da nu de forenede irlændere organiserede sig militært, samlede regeringen tropper og forkyndte standretten over hele øen. Denne blev ofte udøvet på en grusom og vilkårlig måde, især efter at irlænderne havde søgt fransk hjælp.

Theobald Wolfe Tone havde bevæget Carnot til at yde en sådan, og i december 1796 nærmede en fransk flåde på 17 linieskibe med 15,000 mand under general Hoche sig til Irlands kyster; men storm adsplittede flåden, så at kun 6000 mand nåede øen. Disses anfører var Grouchy, den samme som 20 år senere ved Waterloo skuffede Napoleons håb; to gange havde denne mand skæbnesvangre afgørelser i sin hånd, og begge gange unddrog han sig fra disse. I 5 dage lå han for anker i en irsk havn, men vovede ikke en landgang. Efter at Hoche var kommet tilbage til Frankrig, skrev han til Wolfe Tone, at den store plan ingenlunde var opgivet, men flåden skulle først istandsættes, republikken manglede penge, og tropperne måtte bruges andensteds; så snart et nyt tog afgik til Irland, ville han vende tilbage. Han blev imidlertid udnævnt til anfører for hæren på Frankrigs østgrænse, og der døde den tapre general, om hvem man nærede så store forventninger, d. 19 september 1797. I Frankrig selv kunne man ikke finde midler til et nyt irsk togt; men i sommeren 1797 udrustedes et sådant af den bataviske republik. En flåde på 15 linieskibe og 14,000 mand lå i længere tid rede ved Texel; men vinden hindrede afsejlingen, og da flåden endelig var stukket i søen efter at have opgivet toget til Irland og landsat de fleste af landtropperne, havde englænderne imidlertid rustet sig og slog den i søslaget ved Camperdown (den 11te oktober) - et nederlag, hvorfra den hollandske sømagt ikke igen hævede sig.

Irlænderne havde knyttet store forhåbninger til de påtænkte togter, efter hvis ankomst det længe forberedte oprør skulle udbryde. Nu var deres mod blevet knækket, og modsætningerne mellem katolikkerne og de misfornøjede protestanter var for stor, til at enigheden imellem dem kunne vedligeholdes. Opstandens udbrud var imidlertid fastsat til d. 23 maj 1798; men regeringen kendte sammensværgelsens tråde, og hverken William Pitt, den mand, der nu i stedet for den humane Fox var dens leder, eller den indfødte irlænder lord Castlereagh, den irske vicekonges første sekretær og højre hånd, var til sinds at forebygge udbruddet ved mildere midler. Tværtimod så de ikke ugerne, at voldsomheder fra irsk side kunne give dem anledning til at kue Irlands frihed. Allerede d. 12 marts fængsledes flere af sammensværgelsens ledere, og der udsattes en høj pris for pågribelsen af lord Edvard Fitz Gerald, den mand, i hvem man så opstandens tilkommende hoved; under hans modstand mod dem, der ville fængsle ham, blev han såret og døde kort efter i fængslet. Skønt de sammensvorne irlændere således var berøvede deres vigtigste førere, åbnede de dog kampen til den bestemte tid; men de engelske tropper, som gennemstrejfede øen, overvandt let de skarer, der hist og her satte sig til modværge. De rasede med vild grusomhed både mod skyldige og uskyldige: præster og andre, som havde beskyttet loyale undersåtter mod pøbelens udskejelser, blev henrettede, fordi de ved at øve indflydelse på de oprørske bønder havde vist sig som deres tilhængere, ialt skulle henved 30,000 mennesker være dræbt. Til ingen nytte landede en lille fransk styrke - 1200 mand - under general Humbert d. 22 august i Irland: den kæmpede tappert og sejrede i en lille træfning, men blev snart nødt til at overgive sig. Allerede i september var opstanden dæmpet: nogle af hovedmændene dømtes fra livet, blandt dem Wolfe Tone, som dræbte sig selv i fængslet.

Imidlertid var den øverste civile og militære styrelse af Irland blevet overdraget til lord Cornwallis, der især var blevet bekendt af sit uheld i Amerika, hvor han havde måttet overgive sig med hele sin hær ved Yorktown i 1781, men siden som generalguvernør i Ostindien havde vundet ære ved Tippo Sahibs overvindelse. Det irske parlament var samlet fra juli til oktober 1798 og vedtog en ved mange undtagelser indskrænket amnestilov og en indemnitetslov, som bevilgede 100,000 pund til protestanter, som havde lidt skade ved oprøret. Pitt og Castlereagh begyndte nu ved alle midler at bearbejde parlamentsmedlemmerne for deres plan, fuldstændig at tilintetgøre Irlands selvstændighed ved en union med England. Unionsforslaget forelagdes d. 22 januar 1799 på én gang i det britiske og irske parlament: i det første gik det igennem med stort flertal, kun Fox's, ven, irlænderen Richard Sheridan, gjorde alvorlige indvendinger, som han navnlig støttede på irlændernes utilbøjelighed til atter at opgive den i 1782 vundne selvstændighed. Men i det irske parlament opstod der stormende kampe, der fortsattes igennem samlingerne i 1799 og i 1800. Dets sidste samling åbnedes i januar 1800; overhuset var blevet forøget med 27 nye pairer, og i underhuset var der 50 nye medlemmer for valgflækkerne, som havde forpligtet sig til at stemme for unionen. Kampen mod denne var i virkeligheden håbløs, og Henry Grattan havde syg og mismodig trukket sig tilbage; men hans venner havde i det sidste øjeblik fået ham valgt i en valgflække, hvor en plads var blevet ledig. I et afgørende møde, som allerede havde varet hele natten igennem, viste han sig nu pludselig i forsamlingen. Et oppositionsmedlem havde ordet, da to andre forlod salen og ledte den næsten afmægtige Grattan ind. Alle rejste sig fra deres pladser, da han bleg som et spøgelse langsomt slæbte sig hen til sit sæde: hans partifælle tav, og Grattan udbad sig tilladelse til at tale siddende. I begyndelsen lød hans stemme svagt; men snart hævede hans tale sig til den højeste energi og følelse. Dog hvad kunne veltalende ord udrette lige overfor mænd, som forud var bestemte på, hvorledes de ville stemme? Med et flertal af 42 stemmer blev unionen vedtaget, og d. 7 juni blev sagen endelig gennemført.

D. 1 januar 1801 trådte unionen i kraft for «Det forenede kongerige Storbritannien og Irland«. Irlands repræsentanter i fællesparlamentet kom til at udgøre: i overhuset 28 pairer, valgte på livstid af deres standsfæller, i underhuset 100 deputerede fra grevskaber og stæder. Irland fik lige rettigheder med Storbritannien imod at bære en kvotadel af statsudgifterne: for de næste 20 år blev den fastsat til 2/15. Pitt havde givet irlænderne håb om fuldstændig politisk emancipation; men de skridt, han foreslog dertil, strandede på den bigotte konges modstand, og det allerede udarbejdede forslag kom ikke til forhandling i parlamentet. Derved fremkaldtes i 1802 stiftelsen af et katolsk forbund i Dublin, og lige overfor dette trådte orangelogerne igen op. Imedens således den gamle strid imellem katolikker og protestanter vedvarede, gjorde Irland i flere henseender fremskridt: værdien af dets udførsel steg i de følgende 20 år til mere end det dobbelte og folkemængden voksede fra 5 til 7 millioner.

I 1809 fik Det katolske Forbund en ny mere demokratisk skikkelse, navnlig ved O'Connells virksomhed. Daniel O'Connell var født i 1775 i det sydvestlige Irland af en slægt, som i ældre tider havde spillet en stor rolle og afledte sin herkomst fra de gamle konger. Hans fader havde tjent en stor formue ved smugleri, og han fik en god opdragelse i katolske læreanstalter i Frankrig. Som anset advokat i Dublin protesterede han i 1800 som ordfører for sine standsfæller mod unionen. I 1809 optrådte han som folketaler og blev snart sjælen i Det katolske Forbund: han stiftede filialselskaber over hele Irland, som fik stor indflydelse på valgene til parlamentet, da disse jo i regelen var i de små forpagteres hænder, og holdt offentlige møder, men vogtede sig stedse for at overtræde loven. Derimod begik hemmelige forbindelser blandt bønderne under navn af «Båndmænd» og «Hvide Drenge» ofte ulovlige handlinger. Især var vinteren i 1821-22 meget urolig: på mange steder skete der angreb på godsejernes ejendomme og personer. I februar 1822 ophævede parlamentet indtil videre Habeascorpus-akten for Irlands vedkommende og bemyndigede autoriteterne til at straffe enhver irlænder som oprører, når han blev truffet bevæbnet efter solnedgang på landevejen eller et offentligt sted.

I 1825 forbød parlamentet dernæst alle politiske foreninger; men O'Connell fornyede Det katolske Forbund under andre navne. I 1828 lod han sig vælge til underhuset, skønt han som katolik ikke kunne få sæde deri. Men katolikkernes udelukkelse kunne ikke længere opretholdes. Også i England var stemningen vunden for ophævelsen af en indskrænkning, som ikke stemte med tidens ånd og holdt den største del af Irlands og en ikke ringe del af selv Englands bedste kræfter borte fra deltagelse i det offentlige liv. Dets største statsmand, George Canning, havde endnu før sin død (1827) syg ladet sig bære hen i underhuset og gjort stort indtryk ved sin tale for emancipationen. Nu var ganske vist den ivrige tory, hertugen af Wellington, blevet førsteminister; men han indså, at den store reform var nødvendig. Irlænderne havde fået en leder, der som ætling af en gammel keltisk slægt og som ivrig katolik var i besiddelse af alle egenskaber, som måtte rive hans landsmænd med sig. Hans gribende veltalenhed henrev ikke blot de mangfoldige tilhørere, som strømmede sammen til hans møder, men under den uindskrænkede i pressefrihed udbredte hans taler sig til de fjerneste egne. Hans valg vakte en umådelig jubel: i alle katolske kirker blev der holdt højtidelige gudstjenester for at takke gud for den store sejr, på alle bjerge brændte glædesblus. Og denne mand skulle nu ved loven udelukkes fra at hæve sin mægtige røst i parlamentet for at gøre sit mishandlede fædrelands krav gældende! Skønt Wellington var et medlem af det aristokratiske flertal i overhuset, som i katolikkernes emancipation så et brud på ånden i den engelske forfatning, foreslog han ved parlamentets åbning d. 5 februar 1829 »en reform af den for katolikkerne i det britiske rige gældende lovgivning». Han gøs med rette tilbage for det frygtelige ansvar, at vække irlænderne til en kamp på liv og død for deres religion, og da han én gang havde fattet sin beslutning, veg han ikke noget skridt tilbage. D. 30 marts vedtog underhuset Emancipationsbillen, lorderne måtte opgive deres modstand, og d. 13 april undertegnede kong Georg IV, skønt højst ugerne, loven. Uagtet denne erklærede katolikkerne for ligeberettigede med protestanterne, fastsatte den dog nogle indskrænkninger: ingen katolik kunne blive lordkansler eller vicekonge i Irland, og de katolske parlamentsmedlemmer måtte aflægge ed på ikke at foretage noget mod den protestantiske statskirke. Samtidig vedtoges en betydelig indskrænkning af valgretten i Irland, ligesom forbudet mod Det katolske Forbund blev gentaget.

I februar 1830 indtog O'Connell sit sæde i underhuset, hvor han vandt stor indflydelse, dels ved sin glimrende veltalenhed, men især ved sit herredømme over halvdelen af alle de irske medlemmer, som man spottende kaldte «O'Connells hale». Mc'Carthy har givet en god skildring af Irlands «usalvede konge», som hans beundrere have kaldt ham. «O'Connell var en fuldblods kelter, hos ham fandtes det heftige, let bevægelige sind, den lidenskabelige overdrivelse i kærlighed og had, den unøjagtighed i fremstillingen, den tilbøjelighed til at blande indtryk med kendsgerninger, det sprudlende lune - kort sagt alle de egenskaber, som er karakteristiske for det keltiske folk. Det irske folk var det publikum, til hvem O'Connell som oftest henvendte sig, og som taler ved et folkemøde har han vistnok aldrig haft sin lige i disse lande; han havde mange af de fysiske betingelser, der fordres for at gøre lykke i en sådan sfære, en kæmpemæssig skikkelse, en stolt fremtræden, et ansigt, der med lethed afspejlede de hurtigt skiftende sindsstemninger, og en stemme, som af alle, der har hørt ham, erklæres for enestående i styrke og velklang; hans stemmes rørende, lidenskabelige magt beskrives med ligefrem begejstring af mænd, der hadede ham, og som gerne, om de havde kunnet, havde nægtet ham enhver adkomst til offentlig opmærksomhed. Han talte uden forberedelse og havde naturligvis alle de mangler, som følge hermed, så at han ofte forfaldt til gentagelser, til skødesløshed i sætningsbygningen og til overdrevne, endogså svulstige udtryk; men på den anden side opnåede han det held, som belønner den, der kan tale uforberedt: hvad han sagde, gik altid hans tilhængere lige til hjertet og blev ikke afleveret over deres hoveder, som hos mange talere. Han var næsten 54 år, da han kom ind i underhuset, og de fleste mente, at den måde at tale på, han havde dannet sig, først ved at henvende sig til juryer og senere ved at rejse den irske pøbel, ville glippe, når han skulle tiltale det usympatiske og kræsne publikum i underhuset; men ikke desto mindre er det sikkert, at O'Connell blev en af sin tids dygtigste parlamentstalere.» «Men O'Connells veltalenhed hjalp ham kun til at skaffe sig flere fjender i underhuset, også dér var han hensynsløs i sine udtryk, skønt han sørgede for aldrig at byde parlamentet de overdrevne, meningsløse skældsord, hvormed han frydede de irske folkemøder.» - «han prækede strengt læren om konstitutionel agitation og erklærede, at ingen politisk reform var værd, at der blev udgydt en dråbe blod for den. Hvorledes gik det da til, at O'Connell til trods for alle de udmærkede egenskaber, som kritikken nu indrømmer, at han besad, var så forhadt af de allerfleste englændere? En af grundene var sikkert, at O'Connell næsten med forsæt rippede op i det næsten uddøde nationalhad mellem keltere og saksere, for at det kunne tjene hans politiske formål; som partibenævnelse i de politiske stridigheder kan man gerne sige, at han har opfundet ordet «saksere«. Det var den almindelige mening i England, at alle de irske ulykker og alle de uroligheder, unionen mellem de to lande forårsagede, skrev sig fra dette uforsonlige bitre had, som kelterne nærede til sakserne, og det var englænderne umuligt at fatte, at en mand, som forsætlig brugte hele sin veltalenhed til atter at vække det gamle nag, skulle være en sand patriot og nære en begejstret hengivenhed for Englands hersker (som han navnlig ofte udtrykte lige overfor dronning Viktoria). Imidlertid var O'Connells loyalitetsforsikringer rimeligvis aldeles ærlig mente: han var på ingen måde nogen revolutionsmand; hans opdragelse i en fransk skole havde tidlig givet ham afsky for den franske revolutions principper, og han talte om de irske oprørere fra 1798 med lige så megen intolerance, som nogen borneret engelsk tory kunne vise, når han talte om O'Connell selv.» - «Han holdt stadig på nødvendigheden af at vedligeholde orden og fred, og da det var hans hensigt at gennemføre agitationen ved hjælp af biskopperne og præsterne, var han nødt til at overholde fredelige grundsætninger, selv om han havde ønsket andet.»

I begyndelsen understøttede O'Connell Whigministeriet Grey i dets kamp for gennemførelsen af en parlamentsreform; men efter at denne var vedtaget (1832), fandt han sig ikke tilstrækkelig belønnet for sine tjenester ved en bill, som det forelagde om en gradvis afløsning af de katolske bønders tiender til den anglikanske kirke. Allerede i forvejen havde han stiftet en forening i Dublin, som gik ud på tilbagekaldelsen (repeal) af unionen mellem Storbritannien og Irland, og nu blev denne repeal-agitation hovedmålet for hans virksomhed. Han gjorde sig al mulig umage for at holde denne agitation inden for lovlige grænser; men de irske bønder, som i stedet for en gradvis afløsning havde ventet en fuldstændig ophævelse eller i det mindste formindskelse af tienderne, ville ikke mere yde disse og gjorde åbenlys modstand mod retslig inddrivelse; vold, mord og brand tog igen overhånden i mange egne. Ministeriet forelagde derfor i 1833 en irsk tvangslov, som bemyndigede vicekongen til at forbyde folkeforsamlinger og forkynde krigsloven. Loven blev vedtaget i begge huse og blev gennemført med eftertryk ved hjælp af en hær på 26,000 mand og 6000 væbnede politibetjente; men whiggerne anvendte den med langt mere mådehold, end toryerne tidligere havde gjort.

Samtidig havde ministeriet søgt at formilde irlændernes forbitrede stemning ved forelæggelse af en kirkelov, som i høj grad indskrænkede den anglikanske kirkes urimelige rettigheder. 10 bispedømmer i katolske egne ophævedes, de øvriges indtægter formindskedes, og anglikanske præstekald inddroges, når der i 3 år ikke havde været holdt gudstjeneste i deres sogne. Uagtet toryernes modstand blev denne lov i sit væsentlige indhold til sidst også vedtaget af overhuset; men da en del af ministeriet med lord Melbourne i spidsen ville gå videre, trådte grev Grey tilbage, og Melbourne blev førsteminister. Ministeriet foreslog nu, at det ved kirkeloven vundne overskud skulle anvendes til Irlands skole og fattigvæsen uden hensyn til trosbekendelsen, ligesom det forsonede irlænderne ved at tage tvangsloven tilbage. O'Connell ophævede til gengæld Repealforeningen. Men toryerne erklærede forslaget om kirkeoverskuddets anvendelse for et kirkerov, og flere af whiggerne med Grey i spidsen sluttede sig i dette spørgsmål til dem. Allerede i november måtte derfor ministeriet Melbourne træde tilbage.

Det nye tory-kabinet under Robert Peel søgte at vinde irlænderne ved en ny tiendelov; men da lord John Russell i det efter en opløsning sammenkaldte parlament igen bragte kirkeoverskudsspørgsmålet på bane, blev Peel, som holdt på den anglikanske kirkes eneret, overstemt og måtte indgive sin afskedsbegæring (april 1835). Melbourne trådte atter i spidsen for ministeriet, og under den nye vicekonge, lord Mulgrave, antog de irske anliggender en fredeligere karakter. Mulgrave besatte mange embeder med katolikker, indførte en retfærdigere retspleje, forbedrede forvaltningen og tøjlede orangisternes overmod. I 1836 nødsagedes endog Orange-forbundets overhoved, den forhadte hertug Ernst August af Cumberland, til selv at andrage på forbundets opløsning, da han blev beskyldt for at nære den hensigt, ved dets hjælp at ville fortrænge sin broderdatter, den unge Viktoria, som var den lovlige tronarving efter engelsk arvefølge, og vinde kronen efter sin broder kong Vilhelm den 4des død.

Under dronning Viktoria, som tiltrådte regeringen i 1837, vedvarede striden om tiendeloven: to gange strandede den i overhuset, da man havde knyttet forslaget om kirkeoverskuddets anvendelse til den; først da man havde ladet dette falde, gik tiendeloven igennem (1838). Samme år gennemførte ministeriet en irsk fattiglov, ifølge hvilken der skulle opføres fattighuse for 70-80,000 mennesker. Men det kunne ikke tilfredsstille irlænderne, at der blev budt dem almisse istedet for en billig omdannelse af de på uretfærdige konfiskeringer grundede ejendomsforhold; den fattige forpagter betragtede sig jo som den retmæssige ejer af den jord, hvorfra hans forfædre var udjagede. Der herskede imidlertid i disse år en større ro og orden, end man var vant til i Irland. Dertil bidrog også den mådeholdsbevægelse, pater Mathew satte i gang. O'Connell tog straks denne til indtægt, opfordrede sine tilhængere til at træde ind i mådeholdsforeningen og pralede at «sin ædle hær af afholdsmænd».

Da Robert Peel i august 1841 igen blev minister, reorganiserede O'Connell Repealforeningen, som nu også fandt støtte hos den katolske gejstlighed. I 1843 kom Irland i heftig bevægelse: overalt blev der holdt folkemøder, og mange forpagtere nægtede at betale deres afgifter. Derfor blev tvangsloven igen sat i kraft. De store folkemøder, på hvilke O'Connell mønstrede sin hær og opflammede den ved de voldsomste ytringer og skildringer af fortidens mishandlinger, indjog imidlertid regeringen skræk. På et møde, der blev holdt på Tara-bjerget, hvor O'Connell stod ved siden af den sten, som siges at være brugt ved kroningen af Irlands gamle konger, var der ¼ million mennesker tilstede, og skønt O'Connell aldrig har haft i sinde at bruge vold til opnåelse af sine planer, ønskede han utvivlsomt at skræmme regeringen ved at vise den, hvilken umådelig hær han rådede over. Mange af hans tilhængere, især blandt de unge, var desuden overbeviste om, at deres fører ville kalde dem til kamp, når den belejlige tid kom, og følte sig højlig skuffede, da de mærkede, at det ikke var hans hensigt. Til sidst besluttede regeringen at lægge sig imellem. Der var ansat et møde, som skulle holdes i Clontarf, der hvor irlænderne fordum havde vundet en navnkundig sejr over normannerne, d. 8 oktober 1843; men dagen før udstedte vicekongen en proklamation, der forbød mødet som «egnet til at vække rimelig og velbegrundet frygt, da dets hensigt var at opnå forandring i rigets love og konstitution ved hjælp af intimidering og demonstrationer af fysisk styrke».

O'Connells magt over folket har aldrig vist sig tydeligere end i dette kritiske øjeblik: befolkningen strømmede allerede i store skarer til Clontarf, da vicekongens proklamation blev udstedt; men O'Connell erklærede, at vicekongens befaling måtte adlydes, at mødet ikke kunne finde sted, og at folk skulle vende tilbage til deres hjem. «Den usalvede konge» blev adlydt, og der blev intet møde holdt. Dog fra det øjeblik af havde repeal-agitationen mistet sin magt: regeringen havde tvunget O'Connell til at vise sine kort, og det var nu klart, at det ikke var hans hensigt at gribe til voldsomme forholdsregler for at nå sit mål. Fra den tid af var der splid imellem de ældre og yngre repealere; demonstrationerne havde tabt deres betydning, da man så, at der aldrig ville komme noget ud af dem, og det var umuligt, at det irske folk nogen sinde igen kunne nå det toppunkt af begejstring, som O'Connell havde bragt den på før Clontarf-mødet.

Straks efter blev O'Connell og nogle af hans vigtigste hjælpere sagsøgte af regeringen: de blev domfældte af juryen, der udelukkende bestod af protestanter; men O'Connell appellerede til overhuset, og dette var mådeholdent nok til at tilbagekalde juryens dom. Da de fængslede efter overhusets kendelse blev satte i frihed, viste det irske folk sin glæde ved illuminationer og gilder, møder og processioner; men med O'Connells herredømme var det forbi. De stridigheder, der opstod mellem ham og den irske ungdom og delte hans parti i to fjendtlige lejre, knækkede den gamle mands mod: syg og nedbøjet ønskede han at ende sit liv i Rom, men døde i Genua d. 15 maj 1847.

I året 1845 foretog Peel nogle skridt til Irlands fordel: han gennemførte således oprettelsen af et katolsk præsteseminarium og 3 konfessionsløse højere læreanstalter samt nogle forholdsregler for at sikre fæsterne en bedre stilling. Men i samme efterår brød en forfærdelig ulykke ind over den ulykkelige ø. Den største del af den irske arbejderbefolkning var afhængig af kartofler som opholdsmiddel: i den nordlige del af øen med sin for en stor del skotske befolkning var havremel det vigtigste næringsmiddel; men i de sydlige og vestlige provinser levede en stor del af bønderne udelukkende af kartofler. Arbejderne fik sædvanlig i stedet for dagløn et lille stykke land, hvorpå de kunne plante kartofler. Nu indtrådte der kartoffelsyge, og der var fare for hungersnød.

Navnlig påvirket af et kraftigt brev fra lord Russell til dennes vælgere, hvori han opfordrede til en almindelig forståelse for at gøre ende på den fordærvelige kornlov, besluttede Peel at skride til denne forholdsregel, der stod i en så stærk modstrid med toryernes principper, og i januar 1846 erklærede han sig fuldstændig omvendt til frihandelen. D. 25 juli gik loven om afskaffelse af beskyttelsestolden igennem; men samme dag faldt ministeriet Peel. Nøden havde fremkaldt alvorlige tilstande i Irland, og regeringen havde derfor foreslået en tvangslov for øen. Men beskyttelsespartiet tørstede efter hævn og forenede sig med whiggerne og de irske katolikker til at stemme imod ministeriet. Således kom dette i minoritet, og Robert Peel måtte gå af, netop som han havde vundet en stor sejr.

John Russell overtog styrelsen under meget vanskelige forhold. Ikke en eneste provins i Irland undgik ganske kartoffelsygen, og i mange af de sydlige og vestlige egne af øen herskede der snart virkelig hungersnød; der udbrød samtidig en skrækkelig blodgangsepidemi, og i nogle distrikter døde folk daglig af blodgang, feber eller ligefrem af sult. Uheldigvis var regeringen nødt til at indføre tvangslove; det var utænkeligt, at hungersnød i et land som Irland ikke skulle føre forbrydelser med sig, og de pengebidrag, som både staten og privatmænd ydede, forslog kun lidet. Da hungersnøden var forbi i sommeren 1847, viste det sig, at Irland havde mistet millioner af sin befolkning, som fra 8 millioner var sunket til 6 millioner. Det var dog ikke blot en følge af hungersnøden, men tillige af udvandringen. Længe efter, at kartoffelsygens virkninger var ophørte, vedblev befolkningen stadig at aftage, og udvandringen til Amerika vedblev i mange år at være ligeså almindelig. Men samtidig aftog også fattigdommen og forbrydelserne.

Februarrevolutionen i 1848 fremkaldte en stærk bevægelse i Irland. I modsætning til de repealere, der endnu troede på O'Connells politik, havde der dannet sig en forening under navn af «Det unge Irland». Det var fra først af en slags studenterforening, som rasede mod præsternes indflydelse og gjorde nar af den konstitutionelle agitation: men revolutionerne i 1848 forvandlede pludselig bevægelsen fra en litterær forening til en oprørsk sammensværgelse. I spidsen stilledes en noget ældre mand, den store godsejer Smith O'Brien, en efterkommer af den navnkundige kong Brian. Det var en ædel, men svag og forfængelig mand uden dygtighed. Partiets mest glimrende taler var den 22årige Thomas Meagher; kraftigere og farligere var John Mitchel, en protestantisk dissenter fra det nordlige Irland. En deputation med O'Brien og Meagher i spidsen søgte audiens hos Lamartine, men fik ikke nogen opmuntring af denne. Mitchel prækede i sit blad «De forenede Irlændere« det vildeste oprør og vedblev at ophidse folket til krigerske forberedelser. De blev alle 3 sagsøgte for oprør i tale og skrift, men blev frikendte af en jury. Regeringen fik derfor vedtaget et forslag om, at enhver, som skriftlig æggede folket til oprør, skulle kunne straffes som forbryder ved deportering. Da Mitchel nu gentog sine oprørske artikler, blev han fængslet. Han ventede, at hans ophidsede tilhængere ville befri ham, og håbede således at fremkalde en opstand; men de andre, mindre dristige ledere frarådede ethvert forsøg på at befri en mand, som stillede dem fuldstændig i skyggen. Mitchel blev altså domfældt og i største hast bragt til Bermudasøerne. Dermed var al fare forbi: efter et svagt og umodent forsøg på oprør blev O'Brien og Meagher fængslede og dømte til døden, men i dets sted deporterede til Australien. Meagher og Mitchel flygtede senere, medens O'Brien blev benådet.

Efter at Habeascorpus-akten var suspenderet for Irland under opstanden i 1848, oprettedes der en hemmelig forening af unge mænd, som skammede sig over, at de i revolutionsåret ikke var komne til at kæmpe for deres fædreland. Foreningen vandt snart mange medlemmer; men efter at nogle forsøg på at foranstalte en almindelig opstand var mislykkede, tabte de unge mænd modet, lederne forlod Irland, og foreningen døde hen. Nogle år senere dannedes «Fønix-klubberne», som mest bestod af bønder, og det førte kun til nogle af de sædvanlige forfølgelser og fængslinger. De engelske statsmænd anså det for nok at kue og straffe den slags tilstande, når de viste sig åbenbart, medens de ikke gjorde noget for at råde bod på de fejl, der lå til grund for dem. Efter Fønix-foreningerne fulgte derfor «Fenierne».

Fenierne havde valgt deres navn efter en mytisk helt fra den hedenske tid; de begyndte deres virksomhed omtrent i 1858 og organiserede sig i 1861 i Amerika til et forbund, der var ordnet efter det system, at al myndighed samlede sig om et centrum, så at de, der var fjernest fra de styrende, forholdsvis vidste mindre og mindre om deres planer. Irlænderne i Amerika var opfyldte af fjendtlige følelser mod Englands herredømme over deres fædrene ø og benyttede nu deres politiske indflydelse til at skaffe sig Amerikanernes medvirkning i planer mod England. De store politiske partier, hvori Nordstaterne var delte, søgte at vinde irlænderne i de store byer: de hyklede en stor kærlighed til Irland og sympati for den uret, det led, deres ledere viste sig ofte på talerstolen ved irske møder, og i nogle byer tog endog øvrigheden del i processionerne på St. Patriks dag. Irlændernes stemmer var en tid uundværlige for det demokratiske parti i De Forenede Stater, og dette parti erklærede sig derfor rede til at støtte de irske planer. Efter den amerikanske borgerkrig var næsten alle politiske partier i De Forenede Stater fjendtlig stemte mod England; det var derfor ikke underligt, om mange af de feniske ledere anså det for muligt at bringe en krig mod England istand.

Amerikanske irlændere strømmede til Irland og fordelte sig omkring i købstæderne og landsbyerne, hvor de fleste havde slægt og venner, hvem de fortalte om de forberedelser, der blev gjort i Amerika for at skaffe øen uafhængighed. I De Forenede Stater udstedte de feniske ledere en adresse om, at deres officerer havde i sinde at begive sig til Irland og rejse en hær for at befri øen. Hovedmanden for Feniernes Forbund: James Stephens, kom til Irland, men blev fængslet (1865); inden kort tid undkom han imidlertid fra fængslet og vendte tilbage til New York. Fenierne i Amerika forsøgte nu at fremkalde en krig med England ved et indfald i Kanada. D. 31 maj 1866 gik en lille skare over Niagara-floden og var i begyndelsen heldig; men den amerikanske regering overholdt sin neutralitet med en kraft, som kom fenierne aldeles uventet: den forhindrede ethvert senere forsøg på at gå over floden og fængslede flere af feniernes ledere, medens den kanadiske regering med lethed slog angrebet tilbage.

Imidlertid var Habeascorpus-acten atter blevet suspenderet for Irland (februar 1866) og på selve øen var størstedelen af befolkningen og navnlig den katolske gejstlighed ugunstig stemt mod alle vilde foretagender. Stephens selv kom heller ikke mere tilbage; men mange af de amerikanske irlændere var misfornøjede med, at et foretagende, hvoraf de havde ventet sig så meget, skulle blive til intet, og længtes efter at vise deres iver og alvor. I marts 1867 blev der gjort forsøg på en opstand; men det mislykkedes fuldstændig. Der faldt i dette forår en umådelig mængde sne: ustandselig væltede den ned nat og dag, dækkede vej og sti og fyldte bjergkløfterne, som oprørerne havde bestemt til deres samlingssted. Da snefaldet endelig ophørte, var opstanden forbi; den var, som Mc'Carthy siger, bogstavelig blevet begravet i al denne sne. Den havde kun kostet få menneskeliv; men mange fanger blev tagne. Nogle af disse optrådte under forhørene med en så mandig værdighed, at de vakte megen deltagelse, også i England. Enkelte senere feniske forsøg på opstand førte kun til, at mange mennesker blev straffede med fængsling og landsforvisning; men virkningen af alt dette var en stedse voksende misfornøjelse blandt den irske bondestand.

Endelig begyndte dog nogle af de engelske statsmænd at indse, at der måtte gøres noget alvorligt for at fjerne grunden til misfornøjelsen. Den mand, der tog sagen i sin hånd, var den ædle William Ewart Gladstone (født i 1809). I marts 1868 åbnedes i underhuset en forhandling om de irske tilstande af den højsindede og dygtige irlænder John Francis Maguire. Særlig lagde han i sin tale megen vægt på den uheldige virkning, som den anglikanske statskirkes »skandaløse anomali» havde udøvet. Under denne forhandling holdt Gladstone en tale, hvori han udtalte, at nu var tiden kommet til at ophæve den irske statskirke. Få dage efter anmeldte han en række resolutioner, som gik ud på gennemførelsen af denne forholdsregel. Ministeriet - dengang toryer med Disraeli i spidsen - søgte forgæves at standse sagens behandling: resolutionerne gik igennem med stort flertal. Efter parlamentets opløsning blev det liberale parti endnu talrigere, og i november 1868 blev Gladstone førsteminister. Kort efter åbnedes det nye parlament, og d. 1 marts 1869 indbragte Gladstone sit lovforslag om den irske statskirkes afskaffelse. Lovforslaget tilstod de afgående gejstlige en rigelig - efter irlændernes mening en altfor rigelig - erstatning; men den store sum, som blev tilovers - næsten 9 millioner pund sterling - skulle lægges til side til hjælp for «uundgåelige ulykker og lidelser». Efter at loven var vedtaget i underhuset, turde overhuset ikke modsætte sig den almindelige folkestemning, og d. 26 juli 1869 gav dronningen sin underskrift.

D. 15 februar 1870 indbragte Gladstone dernæst et lovforslag om en omdannelse af de irske landboforhold i underhuset. Det kuldkastede læren om godsejernes absolutte og uindskrænkede rettigheder og anerkendte fæsterens ret til på en måde at være medejer af den jord, han dyrkede. Så længe han betalte sine afgifter, skulle han ikke kunne opsiges, og i alle tilfælde skulle han have fuld erstatning for enhver forbedring, han havde foretaget. Sådan var tilstanden ved hævd i den største del af Ulster, og denne vedtægt blev nu overalt gjort til en lovlig institution. Loven gik igennem i begge huse; men dens virkninger blev ikke fuldt så heldbringende, som man havde ventet. Gladstone havde nemlig tilladt godsejerne under visse omstændigheder at unddrage sig lovens bestemmelser, og denne indrømmelse benyttedes i så rigt mål, at der i flere egne fandt flere uddrivelser sted, efter at loven var givet, end tidligere. D. 1 august 1870 blev den underskrevet af dronningen.

På et valgmøde havde Gladstone udtalt, at det irske upastræ havde tre store grene: statskirken, fæstesystemet og undervisningsvæsenet, og at han ville bestræbe sig for at fælde dem alle tre. De to havde han nu fældet, men ikke til irlændernes fulde tilfredshed. Man mente i Irland, at et hjemligt irsk parlament kunne have tilvejebragt en mere fyldestgørende ordning, og der begyndte derfor nu at rejse sig en agitation for Irlands selvstyrelse (homerule). Nogle nye valg faldt ud til homerulernes fordel, og den største del af de irske medlemmer af underhuset sluttede sig snart til det nye parti. De fleste englændere afviste hånlig disse tanker om en irsk selvstyrelse; men Gladstone indlod sig velvillig på at drøfte dem. I England var man derfor tilbøjelig til at tillægge ham skylden for at have givet irlænderne stødet til at genoptage deres gamle bestræbelser for selvstændighed, og han begyndte at miste sin folkegunst.

Under disse omstændigheder forelagde han i februar 1873 sit lovforslag om den højere undervisning i Irland. Det anglikanske universitet i Dublin skulle åbnes for alle trosbekendelser og med udelukkelse af teologi og nyere historie blive en central højskole for hele øen; dennes øvrige højere læreanstalter skulle knyttes til det ved en fælles styrelse. Men det velmente forslag havde sine store ulemper og tilfredsstillede hverken katolikker eller protestanter. Med tungt hjerte stemte de irske medlemmer sammen med toryerne imod den minister, der følte så varmt for deres sag, og ved den første afstemning kom Gladstone i et mindretal på 3 stemmer. Han indgav derfor sin afskedsbegæring; men da Disraeli, til hvem dronningen henvendte sig, ikke ville danne et ministerium uden udsigt til at kunne samle et flertal i underhuset, måtte Gladstone atter træde til. Heller ikke han ville imidlertid overtage styrelsen uden et sikkert flertal og udskrev derfor nye valg. Disse gav toryerne en stor majoritet, og Disraeli blev nu statens leder i februar 1874.

I flere år var opmærksomheden mest henvendt på de udenlandske forhold; men regeringen søgte dog at forsone irlænderne ved flere love, således i 1878 ved en lov om fremme af det højere irske skolevæsen ved et tilskud af én mill. pund sterling fra den fond, som var samlet ved den irske statskirkes ophævelse, og i 1879 ved en universitetslov, som i det væsentlige var en ny udgave af Gladstones forkastede forslag. Men det irske homerule parti var ikke tilfredsstillet, og det havde nu fået en begavet og energisk leder i Parnell. Charles Stewart Parnell var en godsejer af engelsk protestantisk familie, født 1846 og indtrådt i underhuset 1875. Han havde vundet stor indflydelse på det irske folk ved sin veltalenhed og trådte 1879 i spidsen for en landliga, som satte sig en radikal reform af landboforholdene til formål. Under de ved den amerikanske indførsel trykkede kornpriser havde forpagterne ondt ved at udrede deres afgifter, og væbnede bander øvede tvang imod dem, der ville betale. D. 19 november lod regeringen 3 af de irske ledere fængsle; men da ophidselsen derved kun steg højere, frigav den dem igen.

Stemningen i England var slået om, og dens sædvanlige veksel imellem ebbe og flod var begyndt. Ved de nye valg i 1880 blev det hidtilværende liberale mindretal i underhuset forvandlet til et flertal, større end det havde været siden reformbillen i 1832. Der var valgt over 350 liberale, så at de havde flertallet uden at behøve homerulernes bistand; disse havde flertallet i Irland og udgjorde nu 63. I april 1880 trådte Disraeli (nu lord Beaconsfield) tilbage, og Gladstone dannede atter et ministerium. Han forelagde en lov om erstatning til irske forpagtere, som blev udjaget på grund af ikke betaling, og loven gik igennem i underhuset (d. 27 juli); men i overhuset blev den forkastet med 282 stemmer mod 51, da whig-aristokraterne ligesåvel som de konservative betragtede den som et brud på ejendomsretten. Mange af dem, som havde stemt mod loven, var selv store godsejere i Irland, og man kan ikke undre sig over, at ophidselsen blandt irlænderne efter denne afstemning steg til en foruroligende højde. Parnell, som i begyndelsen af året havde gjort en rejse til Amerika for der at søge hjælp, udfoldede en overordentlig virksomhed i spidsen for landligaen: han og hans venner holdt det ene møde efter det andet og opfordrede ligefrem til anvendelse af magt. Regeringens myndighed blev fuldstændig ringeagtet, og i vinterens løb blev det snarere landligaen end vicekongen, der beherskede Irland: hvo der modsatte sig dens forordninger, f.eks. at ingen måtte overtage en forpagtning, der var frataget en anden, eller arbejde for en godsejer, der selv beholdt en sådan forpagtning, udsatte sin person og sin ejendom for voldshandlinger (en forfølgelse af dem, der blev underkastede en sådan bandlysning, kaldtes «boycotting» efter en kaptajn boycott, der var blevet bandlyst som hård godsforvalter). D. 25 september 1880 blev lord Mountmores myrdet, uden at man kunne opdage gerningsmændene, og på flere steder kom det til blodige sammenstød mellem mængden og den væbnede styrke.

I anledning af de sørgelige forhold i Irland åbnedes parlamentet i året 1881 allerede d. 6 januar: trontalen forkyndte på den ene side tvangslove, på den anden side en lov om reform af de irske landboforhold. Inden man ville gøre irlænderne indrømmelser, ville man bringe dem til lydighed mod loven og forelagde derfor først tvangslovene. Den ene af disse gav vicekongen forøget magt for at gøre ende på de agrariske forbrydelser, som i 1880 havde nået et tal af 1253 uden at regne trusselsbreve: han skulle have ret til at erklære alle irske distrikter, der syntes ham upålidelige, i belejringstilstand og til under denne at fængsle enhver, der forekom ham skyldig, uden lov og dom på 1½ år. Den anden lov forbød alle irlændere at besidde skydevåben uden særlig tilladelse af vicekongen. Disse love mødte en hårdnakket modstand af underhusets irske medlemmer, førte af Parnell og forfatteren Justin Mc'Carthy. Først forhalede de adresseforhandlingen, som ellers plejer at afgøres i ét eller to møder; først d. 20 januar var man færdig med de talrige ændringsforslag, som stilledes snart af et, snart af et andet medlem af homerulernes parti. Dernæst anvendtes «obstruktionen« endnu stærkere mod tvangslovene, idet den ene irlænder efter den anden holdt lange taler; et enkelt møde varede således fra mandagen d. 31 januar kl. 04 til onsdag d. 2 februar kl. 09 om morgenen 1881. Da erklærede formanden (the speaker), at han ikke mere ville give nogen taler ordet, men lade forslagene komme til afstemning. Homerulerne protesterede mod dette brud på parlamentets gamle regler og forlod huset, hvorefter den første tvangslov blev vedtaget ved første behandling.

Dagen efter foreslog Gladstone, at når huset i nærværelse af mindst 300 medlemmer efter en ministers andragende med et flertal af ¾ beslutter en sags hurtige fremme, skal formanden under dens behandling være udrustet med diktatorisk magt. Endnu før end forhandlingen om dette forslag åbnedes, blev over 30 irske medlemmer udelukkede fra mødet og fjernede med magt, fordi de på forskellige måder havde trodset den af formanden påbudte forretningsorden. Derefter vedtoges Gladstones forslag, tvangslovene blev underkastede hurtig fremme, og i marts fik de lovskraft. Allerede i samme måned gjorde vicekongen dem gældende i 8 irske grevskaber.

Den irske landbill var en gennemførelse af irlændernes tidligere fordringer, de såkaldte 3Fér (free sale, fixity of tenure og fair rents). Der skulle indsættes en kongelig kommission på tre medlemmer, som skulle afgøre stridigheder mellem godsejere og forpagtere om forpagtningsafgiftens størrelse og fastsætte denne for 15 år. Dernæst skulle der kunne gives forpagterne forskud af statsmidler for at lette dem adgangen til at blive ejere. Det konservative parti angreb loven som et uretfærdigt indgreb i ejendomsretten, og på den anden side mødte den modstand hos flere af de irske medlemmer, navnlig førerne af landligaen med Parnell i spidsen, som holdt fast ved den fordring, at godsejersystemet helt skulle afskaffes, og vedligeholdt landligaens terrorisme i Irland. Mod denne dobbelte opposition kæmpede Gladstone med mageløs dygtighed og fik endelig loven ført igennem i underhuset med stort flertal (d. 29 juli). Overhuset foretog nogle ændringer, men vedtog dog til sidst loven, som d. 22 august fik den kongelige stadfæstelse.

Lederne af landligaen erklærede imidlertid, at de ikke var tilfredsstillede ved indrømmelserne, men ville vedblive med deres agitation, indtil forpagterne er blevet ejere, og Irland har fået sit eget parlament. Det var de tanker, Parnell d. 15 september udtalte på et stort møde i Dublin. Regeringen besluttede derfor at træde kraftigere op. D. 13 oktober fængsledes Parnell, i de følgende dage flere andre af ligaens ledere; tvangslovenes bestemmelser udvidedes til hele Irland, der sendtes tropper til øen, og landligaens opløsning blev påbudt. De fænglede førere besvarede disse skridt med et manifest, hvori de opfordrede det irske folk til helt at undlade at betale fæsteafgift. Følgen var, at der i november blev udøvet 520 agrariske forbrydelser, deriblandt 2 mord. Imidlertid havde landbokommissionen begyndt sin virksomhed og på mange steder nedsat afgiften. Den første afgørelse af, hvad den anså for «fair rents», blev således givet den 1ste november: afgiften blev i dette tilfælde nedsat til 2/3; andre steder nedsattes den endog til halvdelen.

Ikke desto mindre vedblev de agrariske forbrydelser, og de såkaldte «måneskinsmænd» begyndte deres natlige og blodige virksomhed. Irlænderne i Amerika støttede ikke blot landligaen med pengemidler, men nogle af dem foranstaltede også brandstiftelser og dynamiteksplosioner. Den vilde demagog O'Donnovan Rossa forkyndte i sit blad i New York «De forenede Irlændere», at Englands stæder skulle stikkes i brand, de engelske skibe bores i sænk, de mest fremragende englændere myrdes. Gladstone indlod sig derfor i underhandlinger med landligaens fængslede førere Parnell, Dillon, O'Kelly og Davitt, som gave håb om, at de ville tilbagekalde det af dem udstedte manifest mod at betale fæsteafgifter og virke til genoprettelse af den lovlige orden i Irland, mod at de blev frigivne og nye agrariske reformer indførtes. I begyndelsen af maj 1882 løslodes derpå de fleste af de fængslede. Men den begyndende forsoning mellem Gladstone og homerulernes førere blev desværre standset ved en rædselsgerning, som ansås for at være udgået fra feniernes hemmelige lige forbund, der ikke vilde vide af nogen overenskomst med regeringen, men drømte om en irsk republik.

D. 6 maj 1882 indtraf den nye vicekonge, lord Spencer, og den nye irske statssekretær, lord Cavendish, til Dublin; dagen efter spadserede den sidste tillige med understatssekretæren Bourke, i den til slottet stødende Fønixpark, da pludselig nogle mænd sprang ud af en vogn og myrdede dem. Landligaens førere og endog nogle af feniernes ledere udtalte vel deres afsky for denne udåd; men den offentlige mening i England krævede nu strenge forholdsregler, og allerede d. 11 maj forelagde ministeriet en ny tvangsbill, som indførte en formelig belejringstilstand i Irland. Homerulerne søgte forgæves at hindre dens fremme, og den blev vedtaget i juli.

Samtidig havde Gladstone imidlertid forelagt et lovforslag til lettelse for de små irske forpagtere: når en forpagter ville betale den resterende afgift for et år, skulle staten af det irske kirkefonds midler betale en anden part, hvorefter resten skulle slettes. Denne lov, som mødte megen modstand hos de konservative, blev vedtaget i juli og august. Den fandt på mange steder gunstig modtagelse, tvangsloven fremkaldte en gavnlig skræk, og de agrariske forbrydelsers tal sank fra 396 i maj til 111 i oktober. D. 17 oktober samledes under Parnells forsæde en nationalkonvention i Dublin, som besluttede at danne en ny «irsk nationalliga». Dennes formål skulle være: oprettelsen af et eget parlament til styrelse af Irlands lokale anliggender og tilvejebringelsen af et statsforskud til forpagterne, for at de kunne blive ejere, mod at de skulle afbetale deres gæld til staten i løbet af 63 år. I sammenligning med tidligere fordringer kunne disse jo kaldes mådeholdne.

D. 12 januar 1883 fængslede politiet i Dublin 22 personer, som det havde mistænkt for delagtighed i mordet i Fønixparken. Da nogle af de fængslede, navnlig en hoveddeltager, kommunerådsmedlem Carey, mod løfte om straffefrihed optrådte som «kronvidner» imod de øvrige, fik man fuldstændige oplysninger om mordet og erfarede, at der gaves en formelig morderbande, «De irske Uovervindelige», hvis formål var at udrydde «tyrannerne». 5 deltagere i mordet blev henrettede, kronvidnerne løsladte og belønnede, de øvrige dømte til flere års tvangsarbejde. Carey, hvis liv blev truet af det dublinske folks had, blev hemmelig skaffet om bord på et dampskib, men i nærheden af Sydafrikas kyst skudt af en udsending fra «De Uovervindelige», O'Donnell, som var fulgt med på skibet. Efterretningen herom blev hilset med jubel i Dublin, men O'Donnell blev henrettet.

I august blev der opdaget en ny mordsammensværgelse i Limerick, og i september blev der gjort forsøg på at forgifte 40 arbejdere, som havde hjulpet deres af ligaen bandlyste herre med høsten; men størst rædsel vakte dog gentagne dynamiteksplosioner i London, som foranstaltedes af fenierne i New York, dynamitapostlen O'Donnovan Rossas disciple. Flere grebne dynamitsammensvorne dømtes til livsvarigt tvangsarbejde; men regeringens forsøg på at fremkalde forholdsregler mod dynamitapostlene i Amerika mislykkedes; dog sejrede ved et stort møde af irlændere i Filadelfia (d. 26/27 april 1883) den mere mådeholdne retning, som efter Parnells råd kun ville anvende lovlige midler.

Større imødekommen end i Amerika fandt den engelske regering hos paven. Leo XIII kaldte en irsk ærkebiskop, som havde befordret homerule-agitationen, til Rom for at drage ham til ansvar, og d. 11 maj udstedte den pavelige kurie en rundskrivelse til den irske gejstlighed, hvori den forbød den at deltage i indsamlingen af en nationalgave til Parnell og i det hele at virke for den irske agitation. Den pavelige indblanding blev imidlertid fuldstændig tilbagevist af irlænderne, og medens bidragene til Peterspengene så vel i Irland som i Amerika aftog, strømmede bidragene til Parnell så rigelig ind, at der på et møde i Dublin d. 10 december 1883 kunne overrækkes ham en nationalgave af 38,000 pund sterling. Lige så lidt virkning havde i året 1888 en fornyet pavelig skrivelse til de irske biskopper.

Kun i Ulster, hvorhen nationalligaen stræbte at udbrede sin agitation, mødte den en voldsom modstand af det i denne provins talrige protestantiske parti, Orangisterne. Nytårsdag 1884 samledes to møder, et af hvert parti, i samme by, Dromore i Tyrone Shire. De to partier var i færd med at komme i håndgemæng, da de blev adspredte af konstabler og rytteri. To protestanter blev dødelig sårede. 8 dage efter afholdt nationalpartiet et møde i Clonmell til ære for Davitt, som der fremsatte sin teori om konfiskation og uddeling af land. Flere møder var ansatte fra begge sider på samme dage; men regeringen forbød dem, og derefter ophørte for nogen tid denne bevægelse med «meetings« og «contremeetings». D. 8 juni begyndte den igen, da et stort nationalistmøde var sammenkaldt til Newry. Ved mødets slutning drog en hob mod de mest ansete protestanters huse, hvorefter nationalpartiets møder igen blev forbudte. De agrariske forbrydelser i Irland var nu sjældnere, men desto større skræk vakte dynamitattentater og helvedesmaskiner i England, som udgik fra amerikanske irlændere.

Med afbrydelse af et kortvarigt tory-ministerium (juni 1885-februar 1886) blev Gladstone atter minister. Han havde nu indset, at der aldrig kunne tilvejebringes ro i Irland, medmindre man opfyldte irlændernes fordringer og navnlig gav det et eget parlament; den nye sekretær for England, John Morley, havde også bestemt udtalt sig i denne retning. Derimod indtrådte nogle af de gamle liberale ministre, som lord Hartington, ikke i det nye kabinet, ligesom to af dem, der indtrådte, allerede i marts trådte ud, da de gøs tilbage for et så afgjort brud på alle engelske traditioner. Gladstones planer vakte dernæst stærk forbitrelse blandt den protestantiske befolkning i Ulster, som frygtede for, at den, når Irland blev selvstændigt, ville blive givet fuldstændig i det katolske flertals vold. Gladstone lod sig imidlertid ikke standse på sin vej, men forelagde i april sine to store lovforslag til Irlands fuldstændige omdannelse. D. 8 april forelagde han «homerulebillen», som tilsigtede oprettelsen af et eget irsk parlament og en irsk regering i Dublin, og anbefalede den i en tale på 3½ time som det eneste middel til at fremkalde en moralsk union med Storbritannien, medens tvangsforholdsregler kun ville gøre svælget imellem begge lande dybere.

Medens Parnell lykønskede underhuset til, at der endnu fandtes en statsmand, som ville låne det stakkels hjælpeløse Irland sin mægtige stemme, talte bl.a. Lord Hartington imod billen og klagede bl.a. over udelukkelsen af de irske deputerede fra rigsparlamentet, hvilket ville føre til Irlands fuldstændige adskillelse fra Storbritannien. For at afvæbne denne indvending erklærede Gladstone, at regeringen var rede til at indrømme de irske deputeredes adgang til rigsparlamentet med indskrænkede rettigheder eller i formindsket tal og at tilstå rigsparlamentet et veto mod det irske parlaments beslutninger; men den almindelige stemning i England ytrede sig stærkt imod unionens opløsning, og et møde på 5000 mennesker gav d. 14 april denne stemning sit udtryk i en af lord Hartington foreslået resolution. Efter at homerulebillen var gået til anden behandling, forelagde Gladstone sit andet store forslag, som fordrede 50 mill. pund sterling til køb af store irske godser, der skulle omdannes til statsforpagtninger for irske farmere og efter 49 år blive deres ejendom. I en tale på 2½ time viste han, at England kun ved at påtage sig denne store byrde kunne oprette sine tidligere synder mod Irland. D. 10 maj 1886 kom homerulebillen til anden behandling og blev genstand for lange debatter. I en forsamling af sine tilhængere d. 27 maj talte Gladstone om yderligere indrømmelser og erklærede, at dersom billen blev vedtaget i anden behandling, ville han i en efterårssamling forelægge et omarbejdet forslag: «Ved afstemningen for den anden behandling stemte en deputeret kun for oprettelsen af en lovgivende forsamling i Irland til behandling af irske anliggender.« D. 7 juni kom det til afstemning. Billen blev forkastet med 341 stemmer (248 konservative og 93 liberale untonister) mod 311. Gladstone opgav imidlertid endnu ikke kampen. Parlamentet blev opløst d. 26 juni, og nye valg blev udskrevne.

Over hele England førtes nu en valgkamp med største lidenskab imellem «den store gamle mands» tilhængere og dennes modstandere, for hvilke en mængde af Englands berømteste mænd: politikere, historikere og digtere udtalte sig. Der valgtes 317 konservative, 76 liberale unionister, 191 tilhængere af Gladstone og 86 irske homerulere. Gladstone havde således lidt et nederlag og indgav d. 20 juli sin dimission. Lord Salisbury trådte i spidsen for et tory-ministerium. Det nye parlament åbnedes i august, men udsattes allerede d. 25 september, efter at et forslag af Parnell til lettelse for de irske forpagtere, som ikke kunne betale deres afgifter, var forkastet med 297 stemmer imod 202.

Parlamentet trådte igen sammen d. 27 januar 1887. Dets hovedopgave var ordningen af de irske forhold: til undertrykkelse af Irlands revolutionære regering, nationalligaen, foresloges en tvangslov, til forbedring af forpagternes ulykkelige stilling en landlov. Tvangsloven forøgede politidommerens myndighed, foreskrev, at edsvorne kun måtte tages blandt mænd, af hvem man kunne vente en uafhængig og retfærdig prøvelse af den forelagte sag, bemyndigede vicekongen til at erklære visse handlinger og foreninger for ulovlige, og bestemte, at agrariske forbrydelser, begåede i Irland, skulle kunne forelægges engelske edsvorne. Især mod den sidste bestemmelse udtalte Gladstone en stærk fordømmelsesdom; men efter at afslutning af forhandlingerne i overensstemmelse med en nylig vedtaget reform af forretningsordenen var vedtaget, forlod han huset med sine tilhængere, og de irske homerulere fulgte ham. Loven vedtoges i tredje behandling d. 8 juli 1887 med 349 stemmer mod 262, i overhuset næsten enstemmig d. 19 juli.

Landbillen blev først forelagt for overhuset, som vedtog den i tredje behandling d. 4 juli. Ifølge denne skulle en forpagter, som fik udvisningsordre, blive forvalter på sin hidtilværende forpagtergård og inden 6 måneder igen blive forpagter, når han betalte restancerne, medens eksekution skulle opsættes lige overfor forpagtere, som ikke kunne betale på grund af ulykkestilfælde. I underhuset vedtoges loven d. 6 august i tredje behandling. Parlamentet sluttedes d. 16 september. I følge tvangsloven blev d. 23 juli flere irske grevskaber erklærede i belejringstilstand, og d. 19 august udstedte vicekongen en proklamation, ved hvilken nationalligaen erklæredes for «farlig».

Flere af dens ledere, deriblandt parlamentsmedlemmerne O'brien og Dillon, fængsledes, og da politiets indskriden mødte blodig modstand, blev henved 200 forgreninger af ligaen opløste. Man troede dernæst at kunne komme Irlands nye «usalvede konge» til livs ved at indvikle ham i de almindelig misbilligede mordsager. Det ansete og vidt udbredte blad «Times« fremkom med beskyldninger mod Parnell for ved hjælp af andre irske førere at have taget del i mordanslagene, navnlig i mordet i Fønixparken. Bladet lod aftrykke nogle breve fra Parnell, der syntes at bevise hans skyld; men efter en lang retsforhandling blev det godtgjort, at brevene var falske, og «Times» dømtes til en skadeserstatning af 5000 pund sterling. Det vigtigste kronvidne mod Parnell dræbte sig selv.

Denne sag endte således med en triumf for Parnell; men snart efter blev hans stilling nedbrudt ved en privat skandale. En af hans tidligere venner og kampfæller, kaptajn O'Shea, anklagede ham for at stå i forhold til hans hustru. Han blev erkendt skyldig og ægtede senere fru O'Shea. Men hans engelske venner brød nu med ham, og i Irland, hvor den katolske gejstlighed fordømte hans færd, splittede det nationale parti sig i to dele, af hvilke det ene ikke længere ville erkende ham som deres fører, medens det andet holdt fast ved den ubøjelige mand, som nu kæmpede mod sine tidligere venner og bl.a. krænkede Gladstone. Man kunne have ventet, at denne splittelse af homerulerne ville være blevet hævet ved Parnells pludselige død d. 7 oktober 1891; men hans ivrige tilhængere og beundrere ville ikke indlade sig på noget forlig med Mac Carthy, Dillon, O'Brien og de andre ledere, som havde «forrådt Parnell; også efter den store førers død burde det irske folk løfte hans fane højt.» Således indtrådte den forventede forsoning imellem «Parnellister» og «anti-Parnellister» ikke.

Imidlertid havde tvangsloven, som var gennemført med stor kraft af ministeren for Irland, Salisburys Neveu Arthur Balfour, tilvejebragt en roligere tilstand i Irland; men ministeriet erkendte dog, at der måtte gøres noget, for at de irske landboforhold kunne ordnes på en tilfredsstillende måde. Det forelagde derfor d. 24 marts 1890 en bill, der gik i samme retning som Gladstones forslag i 1886. Der skulle stiftes et garantifond på 33 millioner pund til fremme af de irske forpagteres selvejendom. Købeprisen blev fastsat til det 2odobbelte af forpagtningsindtægten; en regeringskommission skulle give den i forskud, og køberen skulle årlig give 4 pct. i rente og amortisation; efter 49 års forløb skulle han have fuld ejendomsret. Dette forslag, som mange af de konservative kun modstræbende gik ind på, blev vedtaget ved anden læsning d. 1 maj; men skønt det gjorde irlænderne så store indrømmelser, og ministeriet endog indtil en vis grad forkyndte at ville give Irland selvstyrelse, var homerulerne og Gladstones tilhængere dog ikke tilfredsstillede, men fortsatte deres opposition. Irlands forhold er således stadig sørgelige.

I 1846 kom der sygdom i kartoflerne, og folk sultede ihjel i store mængder. Irlands folketal sank med 1/4, dvs. 2 millioner mennesker som følge af hungersygdomme og dels ved udvandring. Den engelske regering søgte ved offentlige arbejder og ved direkte hjælp at lindre nøden. Også den private godgørenhed trådte til. Det forslog dog ikke noget, selvom irerne var næsten lige så nøjsomme som Indiens hinduer. Med 7 pund majsmel eller for 57 øre om ugen kunne man holde liv i en irlænder. Men nøden og hungeren lå langt dybere end fattigunderstøttelser og almisser nåede. Nøden bundede i de sociale misforhold og i århundreders vanrøgt og undertrykkelse. En række hungerrejsninger og agrariske mord tvang den engelske regering til at søge forandringer indførte i ejendomsforholdene. Mange af godsejerne havde prioriteret deres ejendomme ret højt op, så de var selv trykket af renterne, og fæsterne kunne naturligvis ingen afgifter betale i hungerårene. Når en fæster ikke betalte, blev han sat ud, og han fik ikke nogen erstatning for den forbedring af jorden, som hans arbejde havde medført. Lord Russell var imidlertid ikke heldig i sit reformværk. Han kunne ikke sætte igennem, at fæsterne skulle have erstatning, og en lov, som han gennemførte med det formål at lette salget af for stærkt prioriterede ejendomme, gjorde kun ondt værre. Ved det store udbud af jord sank priserne og mange småejere blev helt ruinerede. Og megen jord gik over i spekulanternes hænder, der kun tænkte på at få det mest mulige ud af den. Fra 1849/50 foretoges der 52,000 udsættelsesforretninger, der ramte ca. 260,000 mennesker. 17,000 udsættelser faldt på forpagtere, der regelmæssig havde betalt deres afgifter; men ejerne ville lægge deres jord sammen med andre gårde, for at få en mere lønsom stordrift. Og vi har da de bekendte irske udsættelsesforretninger, hvor godsejeren eller hans forvalter, kommer anstigende i spidsen for en lille hær af politibetjente og soldater, og hvor fæsterne barrikaderer sig i deres gamle hjem. Dørene brydes op og fæsterne slæbes ud i det fri, og vinduerne tages af, og forvalteren ødelægger så som mulig af den usle rønne, sådan at de udjagne fæstere ikke genindflytter i huset, når politiet er borte. Hvem kan sige noget til at hadet vokser og vokser. Der er dem, der bliver hjemme og sulter videre med deres had. Der er andre kraftigere fæstere, der udvandrer til Amerika. Udmagrede, hyllede i pjalter, kommer de derover, hvor mange slår sig op, men med de bedrede kår vokser kun hadet mod undertrykkerne, der drev dem fra deres hjemlands ø. Og så talrige er udvandrerne, at der skabes et helt nyt Irland i Amerika, et Irland, der jubler hver gang, det går englænderne ilde, og selv er betænkte på at volde England afbræk. Under borgerkrigen i Amerika tog mange irere tjeneste i nordstaternes hær, og da de er fortræffeligt soldaterstof, og i besiddelse af en letsindig og forvoven tapperhed, høstede den tapre »irske brigade« mange laurbær. Under kampen fandt irerne hinanden og organisationer blev dannede. Det feniske broderskab stiftes. Fra Amerika forplantes bevægelsen til Irland, og der sendtes penge og våben, og mange irske officerer og soldater vendte forklædte hjem, sådan at man snart havde en hel hær rede i Irland. Regeringen kom bevægelsen i forkøbet ved at erklære belejringstilstand på øen, og en rejsning ved Dublin blev slået ned. Men selve den feniske bevægelse var ikke undertrykt dermed. Dens hovedmænd og hovedklubber fandtes udenfor den engelske lovs rækkevidde, i Amerika, og de var besluttet på at anvende alle midler overfor England. Man forsøgte således at sprænge Clerkenwell-fængslet i London, hvor nogle irske oprørere sad fængslede, i luften, for at kunne befri dem. Irerne er nu så stærke, at det er farligt helt at vende det døve øre til deres klager. Den engelske tænker Stuart Mill sagde om Englands evige tvangslove mod Irland: »Når en kaptajn på et skib stadig straffer sine matroser, eller en lærer i en skole stadig prygler sine drenge, viser det blot, at hverken den ene eller den anden kan byde.« Og Gladstone, der havde begyndt sit politiske liv med at betragte den engelske statskirke som den eneste vej til himmelen, og ethvert forsøg på at rokke ved den som helligbrøde, foreslog i 1868 i parlamentet 3 resolutioner, der skulle forberede ophævelsen af den biskoppelige statskirke i Irland. Han fik flertal for dem, og da han i december samme år overtog magten, gav han sig til at reformere på Irland. Allerede d. 1 marts 1869 forsvarede han i en tre timer lang tale sit forslag til en kirkeform. Han foreslog, at ligestille den biskoppelige kirke med de andre trossamfund, og regeringen opgav sin ret til at udnævne dens biskopper, de mistede deres sæde i det engelske parlament. I spidsen for kirken skulle træde en af gejstlige og lægmænd bestående synode. Af den biskoppelige kirkes rige midler, 16 1/2 mill. pund sterling, skulle den beholde de 6 1/2 millioner, foruden alle sine bygninger, medens de andre trossamfund skulle have 2 millioner pund sterling, og 8 millioner skulle gå til forskellige velgørenhedsforanstaltninger. Det var en ret konservativ reform de irske protestanter fik, i forhold til deres antal dog ret rigeligt. Men alligevel betegnede oppositionen Gladstone som en kirkeraner, og kun med megen vanskelighed, og efter at Disraéli havde fået den biskoppelige kirkes andel forhøjet til 12 millioner, gik loven igennem. I 1870 gennemførtes en irsk landlov, der bedrede forpagternes kår, og sikrede dem mod at blive jaget fra gården, så længe de betalte deres afgifter, og tilkendte dem erstatning for de forbedringer, de havde foretaget på gård og grund. Disse reformer var noget, men ikke nær nok, de bragte ikke en varig bedring i forholdene, da det irske had var lige brændende. Englands imperialistiske og energiske udenrigspolitik havde kostet meget i 1870erne. Medens ministeriet Gladstone (1880-85) havde haft overskud på sine budgetter og havde kunnet betale af på statsgælden, havde ministeriet Disraeli (1874-80) underskud på sine. Indkomstskatten, som Gladstone havde lovet at afskaffe, steg tværtimod. Og medens udgifterne gik opad, sank skatteydernes indtægter. Det var vanskelige år for industrien. I 1879-80 havde landbruget den dårligste høst, det havde haft i mange år. Man begyndte at længes efter fred og indre reformer. Udfaldet af valgene blev derfor 349 liberale, 235 konservative og 68 irlændere. Beaconsfield trak sig tilbage og døde i 1881. Hans statue rejstes i Westminster, og hvert år samles de konservative om den med Beaconsfields yndlingsblomst, primulaen, i knaphullet for at fejre genoprejseren af det gamle tory-parti. Dronning Viktoria ville nødig have Gladstone til minister igen. Hun skal om ham have sagt, at »han var den eneste minister, der hverken havde opført sig overfor hende som man opfører sig overfor en kvinde eller overfor en dronning.« Hun tilbød lord Hartington premierministerposten, men han svarede, at da Gladstone atter var indtrådt i det politiske liv, var han partiets chef. Man måtte tage ham, og dronningen tog ham. Man har i England bevaret kongedømmet, man er meget loyal, man omfatter kongehuset med stor ærbødighed, men kun på den betingelse, at regenten ikke blander sig i regeringsforretningerne. Kronens indehaver er landets repræsentant, det synlige udtryk for den engelske nation, han repræsenterer nationen overfor udlandet og i indlandet ved alle fester, indvielser og andre lejligheder, hvor man behøver en repræsentation. Men den virkelige politiske magt er hos de store partiers chefer, den virkelige konge i England er Gladstone, Disraeli eller Salisbury. Han bestemmer landets politik udad og indad. Dronningen deltager ikke i statsrådets forhandlinger, hun får end ikke at vide, hvorledes den enkelte minister har stemt: når statsrådet har vedtaget en beslutning, meddeler premierministeren den til dronningen, han er den eneste, som dronningen har noget at gøre med. Gladstone havde lovet fred udad til, og han skaffede den overfor boerne i Sydafrika og Afghanistan. Kun overfor Ægypten måtte han gribe til våben, da der under Arabi Pascha udbrød en mod de fremmede rettet rejsning. Ægypten og Suez-kanalen var så vigtig for det engelske herredømme i Indien, at selv den mest fredselskende regering måtte gribe ind. Alexandria blev bombarderet. Arabi Pascha blev slået ved Tel-el-Kebir af general Wolseley, og Ægypten kom derved under engelsk overherredømme i 1882. Men kom der fred udad til, blev kampen i det indre kun så meget skarpere. Det er det evige irske spørgsmål, der atter trænger sig på. I 1798 var det irske parlament i Dublin blevet ophævet. Irlands repræsentanter mødte fremtidig i parlamentet i London, og siden da havde omtrent hver generation af engelske statsmænd haft den irske plage at trækkes med. Irland havde været på bane i 1801, i 1820erne, i 1840erne, i 1860erne, og det vil sige hvergang, der havde været dårlige år og hungersnød og opstande på den grønne, ulykkelige irske ø. Man kan dog ikke sige, at de engelske ministre havde taget sagen meget alvorligt. De havde væsentlig kun haft tvangslove, soldater, fængsels- og dødsstraffe at byde irerne »til lindring«. Gladstone var den første, der virkelig søgte at råde bod på forholdene, og han fik den engelske statskirke på øen ophævet, og gennemførte i 1870 en landlov, der skulle sikre forpagterne mod at blive jaget fra gården og tilkendte dem erstatning for forbedringer udført på gården og grunden. Men loven kunne omgås. Godsejerne kunne slutte »frivillige« kontrakter med deres forpagtere, der indeholdt ganske andre bestemmelser, og de benyttede sig deraf. Tilstanden på Irland forværres derfor i 1870erne. Den radikale John Bright, der var medlem af Gladstones ministerium, skildrede i en tale, holdt i Birmingham, de irske forhold: »en tredjedel af Irlands jord ejes af 292 personer, halvdelen af 744 eller omtrent så mange, som der er på galleriet der bag i salen, to tredjedele af 1942 mennesker, det vil sige omtrent halvdelen af dem, der i øjeblikket befinder sig i denne bygning. På den anden side står der 500,000 forpagtere, eller i alt 3 millioner mennesker, der ikke har andet at leve af end agerbruget, og som lever i en evig usikkerhed.« Godsejerne benyttede enhver lejlighed til at sætte afgiften op, og medens forpagteren i England med jorden tillige får en god bolig og gode udhuse, får han i Irland kun jorden; thi hvad der findes på den af bygninger, gærder og andet, tilhører ikke godset, dét er skabt af forpagteren, det er frugten af hans årelange flid. Men den dag, da han jages ud af sin forpagtning, mister han det altsammen. Han får ikke mindste erstatning for alle forbedringer og intet for alt sit slid. Og forpagterne lever således fra hånden i munden. Han har så grumme lidt at stå imod med, at ét uår, en kartoffelhøsts fejlslagning straks sætter ham ude af stand til at betale sine afgifter og som giver godsejeren et påskud til at drive ham fra gården. Godsejerne er englændere, der mest lever borte fra øen. De tilhører et andet folk og en anden religion end irerne, og englænderne ser ned på irerne og er kun interesserede i at få det mest mulige ud af deres ejendomme. Ulykken øges ved de mellemmænd og agenter, som godsejerne benytter til at styre deres godser. Også de vil berige sig og udsuger den irske befolkning. Den jord som hver forpagter har, er for lille til ordentlig at kunne ernære en familie. Deraf opstår en bundløs fattigdom og en grænseløs uvidenhed. Hvis Irland havde været helt irsk, havde man måske endda kunnet finde udveje, havde man måske overladt irerne til at styre sig selv. Men Irlands nordøstlige hjørne, Ulster, var befolket af indvandrede skotter og englændere, der var kommet ind under erobringen, - særlig efter 1688. De var protestanter, der holdt på det engelske herredømme, og englænderne ville ikke overgive dem til irerne, til et irsk parlament, dét betragtedes som et forræderi. Ulster valgte til parlamentet toryer, resten af øen er irske nationalister. De var omtrent 70 i tal, men formåede ikke noget i parlamentet. De var ikke enige indbyrdes. Man gjorde i England nar af deres irske klædedragt, deres accent, og deres besynderlige optræden. De to store partier var, når de havde magten, i så stort flertal, at de ikke behøvede de irske stemmer. Irerne opnåede derfor ikke andet end at blive til latter. Der var ikke mellem dem en overlegen mand, der kunne samle denne løse bande til en fast politik mod et fast mål. Men alt det forandres, da Parnell i 1875 kom ind i parlamentet. Han, der blev kaldt »Irlands ukronede konge«, var hverken irer eller katolik, han var englænder og protestant og godsejer. Men netop det var hans styrke. Han havde alle den engelske races ejendommeligheder, dens hårdnakkethed, dens hensynsløshed, dens politiske evne, dens nøgterne opfattelse af situationen, dens forståelse af magten og organisationen. Hvor irerne var fantaster og begejstrede, var han rationel og logisk, kold og klar. Han mødte englænderne på lige grund, de måtte anerkende ham som en af deres egne. Og så var han den fødte hersker, som mænd uvilkårligt underordnede sig. Det var naturligt at lyde ham. Han gjorde sig aldrig til busenfreund med sine partifæller. Da en dag en af hans parti blot kaldte ham ved navn, afbrød han ham med et »hr. Parnell, om jeg må be«. Han fik hurtigt partiet på rigsdagen organiseret under sin ledelse, med et fast program og en fast taktik. Medens andre havde sværmet for et uafhængigt, republikansk Irland, valgte han et opnåeligt mål: homerule (hjemmestyre) for Irland, det vil sige et særligt irsk parlament og en irsk regering i Dublin for de særlige irske anliggender. Og taktikken var en konsekvent gennemførelse af obstruktionspolitikken. Det betragtedes i underhuset som en af medlemmernes vigtigste rettigheder at de kunne tale lige så længe, de ville, uden at der kunne kræves afslutning. Det var ordets frihed, og hvor meget besvær der end havde voldt, havde man aldrig kunnet få over sig at afskaffe den. Endvidere kunne ethvert medlem stille ændringsforslag til hvert ord i det foreliggende lovforslag, og han kunne ved afstemningen forlange afstemning gennem dørene. Medens man i de fleste rigsdage stemmer ved navneopråb, foregår afstemningen i det engelske parlament ligesom i det romerske senat ved, at medlemmerne forlader salen. De, der stemmer ja, går ud ad en dør, de, der stemmer nej, ad en anden; stemmetællerne optæller nu medlemmerne, der vender tilbage til salen ad den modsatte dør. Enhver sådan afstemning tager en halv time. Efter hver afstemning kan man stille forslag om opsættelse af forhandlingen til en anden dag. Det kan jo være, at mange medlemmer ikke har været tilstede for at deltage i afstemningen, endelig kan man til enhver tid forlange en optælling af medlemmerne, for at se, om huset er forhandlings- og beslutningsdygtig. Disse midler har enhver hårdnakket opposition benyttet sig af, for at trætte majoriteten og forhindre loves vedtagelse. Peel havde gjort det, Gladstone havde gjort det, de havde gjort det alle. Men ingen så gennemført som Parnell. Han ville standse hele det engelske lovgivningsmaskineri, for derigennem at tvinge englænderne til at beskæftige sig med Irlands ulykker og yde det oprejsning. Irlænderne tog ordet, den ene efter den anden, talte og talte i det uendelige, kommenterede hvert ord i regeringsforslagene, stillede ændringsforslag og forlangte afstemninger. Parnell talte i en samling 500 gange, en anden over 300 gange. Møderne trak ud natten over, den næste dag med, næste aften, et enkelt varede endog 41 timer. Regeringsmajoriteten var nødt til at dele sine medlemmer i hold, der holdt vagt, sov i salen, sad i restauranten, for at der altid kunne være et tilstrækkeligt antal medlemmer til stede, så at irene ikke kunne få mødet sluttet på grund af husets ubeslutningsdygtighed. Også udenfor parlamentet organiserede Parnell modstanden. Når nøden var blevet for stor, havde irerne taget sig selv til rette. De havde dannet bander, de såkaldte »hvide drenge« (white boys) eller »måneskinsmændene« (moonlighters), der havde slået de værste bondeplagere ihjel, stukket ild på deres huse, dræbt eller lemlæstet deres kvæg. Men alt dette havde kun været spredte voldsgerninger, der havde givet den engelske regering anledning til tvangslove, fængslinger og husundersøgelser. Det kunne være ubehageligt nok for godsejerne og deres agenter, der altid måtte leve i frygt, der ikke turde gå en tur uden politiledsagelse, og hver nat måtte ryste i deres senge for at få taget sviet af over hovedet; men det bragte ikke nogen bedring i forpagternes kår. Nu organiserer Parnell de irske bønder. Han og Michael Davitt drog øen rundt og agiterede, de fik oprettet den irske landliga, hvis forgreninger strakte sig over hele øen og snart omfattede så godt som alle de irske bønder. Dens program var rent agrarisk, dens mål at gøre bønderne til ejere af jorden mod, at de betalte godsejeren en vis årlig afgift, eller, om man vil, forandre godsejerens ejendomsret til en prioritet i ejendommen, af hvilken der blev svaret en årlig rente. Når den blev betalt, havde bonden ret til at sælge og gøre med sin jord, hvad han lystede. Parnell rådede bønderne til kun at betale en sådan afgift, som de mente stod i forhold til høsten, og blev forpagtningen opsagt, skulle de ikke flytte, før de blev jaget fra gården med vold. Endnu en gruppe irer var der, »de udvandrede« i Amerika, fra hvem den feniske bevægelse var udgået. Parnell drog til Amerika, og vandt også irerne der for den rolige, parlamentariske fremgangsmåde. En del ville dog ikke gå med, men var opsatte på at fortsætte kampen for Irlands uafhængighed ved voldsomme midler, drab og dynamitattentater. Hovedparten sluttede sig dog om Parnell, og de rige amerikanske irer gav de pengesummer, som agitationen kostede. Parnell vendte hjem med l½ million. Således havde han sammensvejset de tre irske skarer, parlamentsmedlemmerne, de irske bønder og de amerikanske irer, til en fastsluttet og slagfærdig hær, der lystrede ham blindt. Gladstone var tilbøjelig til at gå videre på reformernes vej, ved at udvide sin irske landlov af 1870. Men irerne erklærede, at det var ikke nok, og den langvarige kamp mellem Gladstone og Parnell bryder ud. Året 1879 havde været et dårligt år på Irland, og mange forpagtere var drevet fra gården, og Parnell udstedte da, for at modvirke disse udsættelser, følgende ordre: »Hvis en mand tager en gård i forpagtning, hvorfra en anden er sat ud, skal i gå uden om ham, når i møder ham på vejen, på byens gader, i købmandens bod og i håndværkerens værksted, selv i guds hus skal i sky ham. Han skal være udstødt og ensom som den spedalske i fordums dage.« Denne fremgangsmåde blev først bragt til anvendelse overfor en kaptajn Boycott, der som forvalter på et gods havde gjort sig særlig forhadt. Hans tjenestefolk forlod ham, og han kunne ingen arbejdere få, ingen ville sælge til ham eller købe af ham. Kornet og kartoflerne stod og rådnede på marken. Det blev helt hen i november, førend 60 protestantiske arbejdere fra Ulster kom ham til hjælp. Men der måtte en hel hær på flere tusind mand fodfolk og rytteri til, for at beskytte arbejderne mod irernes raseri. Det kostede regeringen omtrent 200,000 kr. at få Boycotts kartofler taget op og hans korn høstet. Og stillingen blev ham selv snart så utålelig, at han måtte fortrække i 1880. Efter dens første offer har man kaldt denne fremgangsmåde for boycotting De agrariske forbrydelser steg i tal. Gladstone måtte sende 30,000 mand til Irland for at holde oprøret nede. I parlamentet fremsatte og gennemførte han en ny tvangslov: landligaen blev opløst, og Parnell og hele ligaens førerskab blev sat i fængsel for at have ophidset til voldsomheder i 1881. Men fra fængslet gav Parnell ordren: bliv ved, hvad vægt ligger der på, at nogle førere er satte bag slå og lås, betal ingen afgifter, så længe tvangsherredømmet varer og så fast var irernes organisation, at den virkede, selv opløst og uden førere. Englænderne stødte som mod en mur. Parnell havde med rette spået, at »mod en hel befolknings modstand har militærmagten ingen våben. En hel nation kan ikke fængsles eller udvises. En eneste vinter vil vise, hvor magtløs magten er mod en enig nations vilje« - og det blev Gladstone, der kom til Parnell i hans fængsel. Han lod indlede hemmelige underhandlinger med ham, og det kom til en overenskomst, hvorefter de irske førere skulle løslades og der skulle gennemføres love til fordel for de irske forpagtere. Irerne og det liberale parti skulle i parlamentet gå sammen for at gennemføre liberale reformer. En fredstid syntes at oprinde, og så vælter et mord det hele. De uforsonlige amerikanske irer ville et bevæbnet oprør og Irlands fuldstændige løsrivelse, de bebrejdede Parnell, at han slog sig til tåls med et parlament i Dublin, og de ville kuldkaste forsoningsværket ved en forbrydelse. Ved højlys dag blev statssekretæren for Irland, lord Cavendish, og understatssekretæren, Bourke, myrdet i Føniksparken i Dublin d. 6 maj 1882. Det lykkedes morderne at slippe bort i en vogn, der blev holdt rede. Længe var morderne strafløse, men til sidst angav en af de sammensvorne, Carey, sine medskyldige. Han fik en belønning, og blev under et falsk navn sendt til Kaplandet. Men de sammensvorne fandt hans spor og dræbte ham. Parnell og Davitt udstedte et opråb, hvori de fordømte mordet; men alligevel gav man dem skylden derfor. Der var ikke mere tale om overenskomst og forsoning. Man ville ikke i dette øjeblik i det over mordet forbitrede England kunne have gennemført en lov til fordel for irerne. Gladstone foreslog en ny irsk tvangslov, loven til forebyggelse af forbrydelser i Irland, som skulle gælde i 3 år, og som overtraf alle tidligere tvangslove. Parnell søgte forgæves at rejse modstand mod dem. Parlamentet havde i februar 1882 brudt brodden af obstruktionspolitikken ved at vedtage en forretningsorden, der tillod afslutning, dog kun når minoriteten var under 40 medlemmer. Loven gik igennem, juryerne blev afskaffede på Irland, politiet fik ret til at foranstalte husundersøgelser ganske som det lystede, det vil sige, at den boligens og personens ukrænkelighed, som englænderne holder så stærkt på, ikke skulle gælde i Irland. Tvangsloven gav de yderligtgående irer påskud til voldsomheder, og den feniske bevægelse tager ny fart, fra 1883 til 1885 øves der en række dynamitattentater i England. Ved at sprænge offentlige bygninger i luften ville man skræmme den engelske regering. Imens arbejdede Gladstone på den tredje valgretsudvidelse, der gennemførtes i 1885 (den anden udvidelse var i 1867). Alle var enige om, at en forandring var nødvendig; thi valgretten var yderst ulige fordelt. Dels havde selv efter den anden valgretsudvidelse endnu kun et mindretal af Englands voksne mænd valgret, og dels var valgretten meget ulige fordelt mellem by og land. Medens byerne i gennemsnit havde én repræsentant for hver 41,000 indbyggere, havde landdistrikterne kun en for hver 78,000. 105 byer under 16,000 indbyggere valgte hver sit underhusmedlem. Gladstone omlægger derfor valgkredsene, tager fra byerne og giver til landet, så at det får en repræsentant for hver 50,000 mennesker. Samtidig forøges parlamentets medlemsantal med 12, så at det nu tæller 670 medlemmer. Medlemmerne får fremdeles ingen diæter, og da de selv må afholde de store valgomkostninger, kræver det en ret betydelig formue at være parlamentsmedlem, hvis da ikke som ved irerne og arbejderpartiet partiet betaler valgomkostningerne. Dernæst udvides valgretten. Enhver, som alene bebor et hus, der er indskrevet i skatteregistret, enten som ejer eller som lejer, har valgret, og endvidere enhver, der bor til leje i et større hus og betaler 10 pund sterling i leje. Valgretten er altså ikke knyttet til personen, men til huset, og en mand, der har ejendomme i flere kredse, kan derfor stemme i hver af dem. Da valget i England ikke foregår på én dag, men strækker sig over 2-3 uger, kan en mand altså stemme flere gange, og det er en af de radikales fordringer, at dette flerstemmesystem skal afskaffes og afløses af én mand, én stemme. Ved denne valgretsudvidelse steg vælgertallet til 4 millioner. I Irland blev det tredoblet, og i England og Skotland steg det med 75 pct.. Men endnu var der opad 2 millioner voksne mænd, der ikke havde stemmeret, sønner, der boede hos deres forældre, folk, der boede i et møbleret værelse hos andre, tjenere og en del landarbejdere. Som den anden valgretsudvidelse væsentlig var til fordel for de i »trade unions« organiserede byarbejdere, var denne væsentlig til fordel for landet og dets arbejderbefolkning. Kvinderne har ikke valgret til parlamentet; men parlamentet har i princippet anerkendt deres valgret, selvom sagen ikke er gennemført. Derimod har kvinderne valgret ved de kommunale valg, og de er desuden valgbare til fattigrådene og skolerådene. I 1885 kom Gladstone ved en afstemning angående en spiritusafgift i minoritet, idet en del af det liberale parti undlod at stemme, og Parnell stemte sammen med de konservative. Han trak sig derfor tilbage, og lord Salisbury, der efter Beaconsfleld var blevet de konservatives chef, dannede sit første ministerium. Han havde ikke noget flertal at støtte sig til, men de liberale undlod at styrte ministeriet. De ville helst have de konservative som regering under de valg, der skulle foretages efter den nye valglov. Det anses i England, modsat af i Frankrig, for at være en fordel at være i opposition under valgkampagnen. Begge partier bejlede til de irske stemmer, af hvilke der er mange også i de engelske og skotske valgkredse. Salisbury lovede, ikke at ville forny tvangsloven, og Gladstone tilbød at give Irland al den uafhængighed, som var forenelig med rigets enhed. Men han ville på Parnells opfordring ikke udtale sig nøjere, og den irske fører gav da irerne ordre til overalt at stemme mod de liberale kandidater. Forøvrigt udviklede Gladstone et meget radikalt og demokratisk program: en retfærdigere skattefordeling, en reform af overhuset, jord til de jordløse landarbejdere, så at de kunne blive selvejere (»tre tønder land og en ko« var valgstikordet). Valgte blev 335 liberale, 251 konservative og 86 parnelliter det vil sige, at Parnell var det engelske parlaments herre, den side, han gik til, havde flertallet, intet af de to partier var stærkt nok til ene at have majoriteten. Hans plan var da den at slide de to partier op mod hinanden, aftvinge hver af dem så mange indrømmelser som muligt, og så sælge sine stemmer til modpartiet for nye indrømmelser og styrke ministeriet. Det var en endnu virksommere politik end obstruktionspolitikken. Irerne og de liberale styrtede straks lord Salisbury, og Gladstone dannede et liberalt kabinet i januar 1886. Men han kunne intet udrette uden irernes hjælp, og da er det, at han pludseligt erklærer, at han vil give irerne det homerule, som de ønskede. D. 8 april forelægger han sit første forslag desangående. Irland skulle ligesom de selvstyrende engelske kolonier have et eget ministerium og en egen rigsdag, medens den engelske regering skulle have afgørelsen i de fælles anliggender. Der blev tillige foreslået en lov, som skulle skaffe de irske forpagtere jord, staten skulle anvende over 1 milliard derpå. Men Gladstone kunne ikke få hele partiet med sig. Hans lov stred alt for meget mod, hvad der havde været hundredårig politik i England. Partiet sprængtes og det således, at dets højre og venstre fløj marcherede over til fjenden, medens centrum holdt fast ved den gamle fører. At en lille aristokratisk gruppe, der holdt på de gamle whigtraditioner, gik over under ledelse af lord Hartington, forbavsede mindre. En så meget større overraskelse var det, at Chamberlain trådte ud af Gladstones kabinet og gik med de konservative. Man havde længe betragtet ham i parlamentet næsten som en revolutionær. Han havde i hvert fald altid været ude på den yderste venstre fløj. Hans program var såre demokratisk, han ville have stat og kirke adskilt, undervisningen konfessionsløs og tvungen; endnu ved sidste valg var han mellem de yderste. Men var han end radikal, endnu dybere var han englænder, englænder fra sål til isse, med national stoltheden og nationalhovmodet, og englænderen tog magten fra radikaleren. Hartingtons og Chamberlains folk dannede en ny gruppe under navn af de liberale unionister. Bruddet var meget føleligt for det liberale parti, det mistede herved det meste af sit tilhold i selve landet England. Dag for dag viste det sig klarere, at opinionen i England gik skarpt imod Gladstones forslag. Man ville ikke udlevere Ulsters befolkning, ikke forråde sine stam- og trosfæller. Og Ulsters beboere, de såkaldte orangister, protesterede heftigt mod en adskillelse; de hævdede på store møder, at hellere ville de gribe til væbnet modstand end at finde sig i det irske selvstyre. Ved afstemningen i underhuset faldt homerule-loven med 341 stemmer mod den, 311 for den. Gladstone opløste straks parlarmentet, og resultatet af valget blev 317 konservative, 75 liberale unionister, 191 gladstonianere og 86 irske nationalister. Af selve Englands 485 valgkredse beholdt de liberale kun 125, i hovedstaden London kun 11 af 62. De konservative havde ikke ene flertal, men alligevel dannede Salisbury et rent konservativt ministerium. Man ville heller ikke i England have syntes om, at de liberale unionister straks var blevet optaget i kabinettet. Partirammerne er meget faste, og pludselig at gå over fra det ene parti til det andet, selv når årsagen er et så dybt indgribende spørgsmål som homerule, ville anses for mindre hæderligt. Mange håbede endnu, at de to dele af det gamle liberale parti atter kunne mødes; der blev indledt forhandlinger, forsøgt mægling, men bruddet var for dybt. Derimod smelter de konservative og unionisterne mere og mere sammen til ét parti Chamberlain giver det konservative parti et yderligere radikalt og demokratisk anstrøg, og fortsætter således på en måde Disraelis værk, det gamle torypartis demokratisering. Overfor Irland måtte Salisbury naturligvis gå skrapt til værks. Skuffelsen var dyb derovre over homerules stranding, og flere gange kom det til væbnede sammenstød mellem orangister og nationalister. En ny tvangslov blev givet, og Salisburys nevø, Balfour, der var minister for Irland, regerede med hård hånd. Gladstone og Parnell fortsatte agitationen for homerule, og det, der fra først af kun havde været et nødmiddel for at bøde på Irlands ulykker, blev efterhånden til et princip. Vi ved, hvordan de nordamerikanske fristater er et statsforbund, hvor de enkelte stater har deres særegne forsamlinger og råder over deres særlige anliggender, medens kongressen i Washington styrer de fælles anliggender. Vi har i »vore fædres tid« set, hvorledes man næsten i hele Amerika over kæmper i to lejre, den demokratiske, der fordrer den størst mulige selvstændighed for de enkelte småstater indenfor storstaten, og republikanerne, der hævder enheden og centralmyndighedens magt. Det, der er sket i Amerika, er kun en videre udvikling af det kommunale og stedlige selvstyre, der grunder så dybt i hele den angel-saksiske races karakter. Og nu påtænker man at gøre noget lignende i England. Ikke blot Irland skal have sit selvstyre, men tillige Skotland og Wales. England skal blive en forbundsstat. Modstanderne søgte at komme selvstyret til livs i Parnells person. Det store blad »Times« bragte et brev, hvori brevskriveren billigede Føniksmordet og beklagede, at han ikke offentlig kunne udtale sin billigelse, og det beskyldte Parnell for at have skrevet brevet. Det kom til en stor og opsigtvækkende proces, hvorunder det oplystes, at den mand, der havde solgt »Times« brevet, Pigott, selv havde lavet det i februar 1889. Han flygtede til Madrid og tog sig af dage dér. Det var en stor sejr for Parnell, og det gavnede homerule, at man havde betjent sig af smudsige midler. Regeringen begyndte at give efter, og forelagde en lov, der skulle hjælpe de irske bønder til jord. Så blev Parnell indviklet i en ny proces og overbevist for hor med en kaptajn O'sheas kone, og det, der i Frankrig ville have givet anledning til nogle morsomme karikaturer og en god vise, blev i England fald for Irlands ukronede konge. De forskellige sekter, der leverede et så stort kontingent af det liberale partis mandskab, erklærede ikke at ville have noget at gøre med en person, der var grebet i hor. Gladstone offentliggjorde et brev, hvori han hævdede, at Parnell ikke mere kunne stå i spidsen for partiet. Den katolske gejstlighed på Irland, der aldrig havde kunnet lide protestanten Parnell, gik også imod ham. Men Parnell ville ikke bøje sig, han følte godt, at han var den eneste, den kunne føre Irlands sag til sejr. Det kom i partiet til heftige debatter, der endte med dets sprængning i 56 parnelliter og 45 anti-parnelliter. Fra parlamentet blev kampen ført over til Irland, fra møde til møde drog Parnell for atter at samle folket under sig. Sorgen og de uhyre anstrengelser slog ham pludselig ned, han døde i oktober 1891. Splittelsen forsatte efter hans død. Irerne er en hær uden fører, de er nu kun et tilhæng til det liberale parti, ikke noget parti selv. Det har lange udsigter for den grønne ø. Under det konservative ministerium gennemførtes en af de mest indgribende indre reformer i England, loven om grevskabsrådene i 1888. Det havde i århundreder været det karakteristiske for det engelske aristokrati, at det, modsat fastlandets adel, havde gjort sig nyttigt, havde administreret og styret gratis. Derfor havde det kunnet opretholde sin magt. Det var ikke en unyttig kaste, der levede højt på fortiden, hvert slægtled fortjente selv sin rigdom og magt. De engelske administrative inddelinger, de såkaldte grevskaber, var hidtil blevet styrede af »freddommere«, der foruden deres dommermyndighed tillige havde de offentlige arbejder og andre kommunale hverv under sig. Det var det jordejende aristokrati, der leverede disse fredsdommere. Men efterhånden bliver det kommunale liv mere og mere indviklet, kommunens opgaver flere og flere, fredsdommernistitutionen slår ikke til. De radikale og senere de liberale havde fordret en reform indførelsen af valgte råd til at styre grevskabernes anliggender. Det havde været stærkt fremme ved valget i 1885, og nu gennemfører de konservative særlig under tilskyndelse af Chamberlains radikale gruppe, grevskabsloven. Forholdet mellem liberale og konservative i reformspørgsmålet er oftest dette: det er de liberale der rejser kravene, laver agitationen, og når fordringerne da er skarpe nok, når stemningen bydende kræver reformen, gennemfører de konservative den, idet de søge så vidt muligt at smelte fortid og fremtid sammen. Og er en gang reformen vedtaget, gennemføres den loyalt. Der er i England ingen reaktion som ofte på fastlandet. Der er i alt 122 grevskaber, 60 på landet, 61 omfattende byerne særlig dem over 50,000 indbyggere, og endelig London, der sammen med alle dens nabokommuner blev samlet til én administrativ inddeling. Hver styres af en forsamling, der vælges af alle, der betaler en vis skat. Disse råd har en meget udstrakt myndighed og er meget selvstændige. Regeringen har ingen repræsentant i dem, og de sorterer direkte under et eget ministerium for det lokale selvstyre, medens man i England tidligere var tilbøjelig til at lade staten og kommunen udføre så lidt som muligt og overlade så meget som muligt til det private initiativ, slår de nye råd mere og mere ind på den såkaldte kommunalsocialisme. De anlægger gas- og vandværker, de driver sporvognsdrift, de nedriver usunde kvarterer og bygger arbejderboliger, de træffer bestemmelser om arbejdstid og arbejdsløn. Under grevskabet er desuden på landet sognet, og i 1894 vedtoges der under det liberale ministerium en lov, der også gav sognet selvstyre, der også der flyttede magten fra aristokratiet over til valgte forsamlinger. Ved disse to love frembringes der en fuldstændig revolution i det lokale styre. Da århundredet begyndte, regerede aristokratiet både i parlamentet og ude i landet. I 1832 fik mellemstanden deltagelse i den politiske magt, i 1867 byarbejderne, i 1885 landarbejderne. Nu følger deltagelsen i det lokale selvstyre efter den politiske medbestemmelsesret. England er i virkeligheden et meget mere demokratisk land, end man tror. Man lader sig skuffe af det ydre skin. Medens man i Frankrig lægger vægt på facaden, bygger man i England om inde i huset, man lader det ydre stå, man beholder de gamle navne og titler, men indholdet bliver et ganske andet. Kongedømmet står i England endnu med hele sin ydre glans, men det er kun en skal. England glider mere og mere hen til at blive en republik, ledet af et demokratisk valgt underhus, der regerer gennem det udvalg, der hedder ministeriet. Overhuset består endnu med sine pairer, sine prinser af blodet og sine biskopper, men det vil i længden ikke kunne modsætte sig nogen lov. Det engelske aristokrati har endnu sine slotte, sine rigdomme, men det styrer ikke længere, hverken i parlamentet eller ude i kommunerne. De engelske arbejdere havde tidligere organiserede sig i trade unions, og skabte produktions- og forbrugsforeninger, og de blev stærke nok til i 1867 at kræve sig optagne som deltagere i den politiske magt. De gamle trade unions omfattede kun de faglærte arbejdere, de højest lønnede. De udgjorde så at sige fjerde stands aristokrati. De havde råd til at betale et temmelig højt ugentlig kontingent, og deres fagforeninger var foruden kampforeninger mod arbejdsgiverne tillige gensidige understøttelseskasser. Det havde altid været deres princip ikke at påkræve statens indblanding, »jo mindre en arbejder har med loven at gøre, des bedre for ham«, var slagordet for dem, og de følte sig stærke nok til at skaffe arbejderne en passende levefod ved egne kræfter. De ville aldeles ikke omforme samfundet, men kun indenfor det bestående samfund skaffe arbejderne de bedst mulige kår. Hvert år holdt de en kongres, en arbejderrigsdag, i en eller anden storby, hvor deres delegerede mødte og blev modtagne med megen honnør af byrådet og de andre autoriteter. Imellem arbejderrigsdagens møder var en komité samlet, der styrede fagforeningernes anliggender og tilrettelagde arbejdet på mødet. Rundt om i fagforeningerne havde der dannet sig en arbejdernes generalstab af disses sekretærer, disses forretningsførere, en fagforeningernes embedsstand, der forstod sig på arbejdsmarkedets konjunkturer, og som havde store midler at råde over. Denne generalstab var blevet gammel og grå i tjenesten, og den havde i et langt liv vænnet sig til de gamle former for fagforeningerne; de havde set dem virke godt, og ville ikke forandringer, ikke nye teorier. Arbejderrigsdagen forkastede i 1883 et forslag om almindelig stemmeret, og den tilbageviste alle forslag om statens overtagelse af arbejdsmidlerne og jorden. De var med alderen blevet konservative. I politik udgjorde fagforeningerne ikke noget særligt parti. De stemte på de kandidater, der lovede arbejderne mest, nu og da på de konservative, som i 1874, mest dog sammen med de liberale, der havde det mest omfattende reformprogram. To arbejdere blev valgte i 1874, John Burns og Keir Hardie, i arbejderkredse, men de udgjorde ikke noget særligt parti, de sad kun yderst til venstre i det liberale parti. De gamle fagforeningsfolk var hovedsageligt et radikalt småborgerparti. Men under de gamle førere vokser en ny generation op, som var mere eller mindre påvirket af fastlandets socialdemokratiske ideer. Fagforeningerne selv var ældre end socialismen, og Karl Marx, som boede i England, havde kun vundet få tilhængere der. Men efterhånden vinder dog selv indenfor de gamle fagforeninger de socialdemokratiske krav flere og flere tilhængere. Udviklingen støttes af den krise, der indtræder i den engelske industri efter 1885 med deraf flydende arbejdsløshed og nedsættelser af lønnen. Arbejderne begynder at føle, at de ikke alene er stærke nok til at skaffe sig en passende arbejdsløn og en kort arbejdstid, de begynder at påkalde lovgivningens hjælp. Og der kommer en ny slags fagforeninger til, de ikke-faglærte arbejderes foreninger. I 1889 udbrød der en vældig strejke i Londons dokker, og under den lykkedes det John Burns og Tom Mann at gøre det, som hidtil havde været anset for umuligt, at organisere alle dokkernes løse arbejdere. Da forsøget var lykkedes, begynder et uhyre organisationsarbejde mellem de ikke-faglærte arbejdere, og en ren organisationsfeber griber arbejderne. Havnearbejdere og gasværksarbejdere, jernbanemænd og søfolk, kort sagt hele den løsere arbejderhær organiseres. Deres løn er ikke stor nok, deres arbejde ikke fast nok, til at de kan betale det høje kontingent, som de gamle fagforeninger krævede, og hvorved de tillige blev istand til at virke som understøttelseskasser. De nye foreninger bliver kun kampforeninger mod arbejdsgiverne, ikke tillige gensidige forsikringsforeninger. De er derfor mere modtagelige for socialistiske lærdomme, de er selv svagere og derfor mere tilbøjelige til at påkalde statens hjælp og kræve en omordning af samfundet. De unge folk rykker nu ind på arbejderrigsdagene, og det kommer til en heftig kamp mellem arbejdernes gamle generalstab og den unge generation. En tid så det ud, som skulle de gamle få overtaget, og man mente allerede, at de engelske arbejdere ikke som fastlandets ville blive socialdemokrater. Et år havde de gamle overtaget, næste år de unge, kongressen tog sine årsgamle beslutninger tilbage; men mere og mere går dog strømmen i socialdemokratisk retning. I 1890 vedtog man ønsket om en 8-timers arbejdsdag, fastslået ved lov, senere har man krævet samfundets overtagelse af jorden, af minerne, af jernbanerne, af produktionen i en række industrigrene. Mere og mere kræver man statens og kommunens indgriben. Et stort socialdemokratisk parti, i politisk forstand, som fastlandsstaternes findes dog endnu ikke i England. Arbejdernes store flertal føler sig endnu ikke som en særlig klasse, der fører klassekampen mod de andre. Der findes et par mindre, rent socialdemokratiske grupper med et fast udformet program, der ønsker at rejse klassekampen, og vælge særlige socialdemokratiske repræsentanter, der i parlamentet skal udgøre et eget parti. Men de har endnu ikke formået at give deres bestræbelser ydre udtryk. De fleste arbejdere tager stilling for og imod de liberale og konservative kandidater. De to store partier i England er så gamle, at det er vanskeligt for et nyt at arbejde sig op ved siden af dem. Og deres kandidater er villige til at give vidtgående løfter, for at vinde arbejdernes stemmer. Englænderen er mere praktiker end teoretiker, tilbøjelig til at drive opportunistisk politik, at tage, hvad der i øjeblikket er muligt at få. Han er vant til den jævne omformning. Karakteristisk er det navn, som det engelske litterære socialdemokratiske selskab har valgt sig, det Fabiske Selskab (Fabian Society). Det er lavet af den romerske feltherre Fabius Nølerens navn. Dets mål er, lidt efter lidt, at indpode samfundet de socialistiske lærdomme. Det består væsentlig af skribenter og lærde. Det virker gennem undersøgelse af sociale forhold, gennem drøftelse af sociale teorier og udsendelse af talrige småbøger og flyveskrifter. Medens de socialdemokratiske skrifter fra fastlandet har en mere teoretisk og abstrakt karakter, har det fabiske selskabs en praktisk. Det undersøger de slette boliger, påviser, hvorledes sygdom og alderdom fremkalder nød mellem arbejderne. Alt i alt gør dette selskab et socialt oplysningsværk af høj rang, og dets grundige undersøgelser har allerede sat sig spor i lovgivningen samtidig med, at det forbereder en grundig reform af det bestående. De stedfundne omvalg til parlamentet havde vist, at stemningen gik i liberal retning, og Salisbury besluttede da at opløse parlamentet, medens det endnu var tid i 1892. Gladstones program var radikalt som ingensinde før; han, der var begyndt som en forsvarer for den anglikanske kirke, betragtende den som den eneste vej til himlen, foreslog nu, 50 år efter statens adskillelse fra kirken, en reform af overhuset, en fjerde udvidelse af valgretten, diæter for parlamentets medlemmer. Hovedstridsspørgsmålet var naturligvis dog det irske selvstyre. Ved valget sejrede Gladstone i juli 1892, men hans majoritet var ikke så stor, som man havde ventet, og ikke stærk nok til på den at føre en kraftig politik. Der blev valgt 275 liberale og 80 irske nationalister mod 270 konservative og 42 liberale unionister. Gladstone måtte især støtte sig på Skotland og Irland, i England selv havde hans modstandere et overtag af 71 stemmer overhuset, der for den langt overvejende del var imod homerule, fik derved mod til at rejse modstand. Gladstone viede al sin alderdomskraft til det irske spørgsmål. D. 13 februar 1893 forelagde han i en 2¹/₂ time lang, glimrende tale sit andet forslag til Irlands selvstyre. Det var en del forskelligt fra det foregående. Navnlig deri, at det beholdt en repræsentation for Irland på 80 medlemmer i rigsparlamentet i London; de skulle kun stemme i rigsanliggender, vedrørende hele det britiske rige, ikke i alle spørgsmål, der kun vedrørte England og Skotland derved håbede han at bevare rigsenheden og hævde rigsparlamentets øverste myndighed. På Irland skulle der være en særlig irsk rigsdag, bestående af to kamre, der skulle lovgive om de specielle irske anliggender, men ikke havde noget med hæren, flåden, den udenrigske politik og kolonierne at gøre; heller ikke måtte den vedtage love, der kunne true trosfriheden og den personlige frihed. Det skulle være et forsvar for Ulsters befolkning. Der skulle i Irland være en vicekonge, der repræsenterede kronen, og som styrede ved et irsk ministerium. Til rigets fælles anliggender skulle Irland betale 2,370,000 pund sterling eller ca. 5 pct.. »Jeg vil,« sluttede Gladstone, »ikke gerne efterlade landet den tvedragtsarv, der nu i syv århundreder næsten uden afbrydelse er gået over fra generation til generation. Jeg besværger derfor, næsten med mit sidste åndedræt, huset om at bryde med fortiden og lade kærligheden, endrægtigheden og det faste sammenhold råde.« I 82 dage varede debatten, modstanderne søgte at hæmme lovens fremgang ved endeløse taler og talløse ændringsforslag, og så bitter var stemningen, at det undertiden udartede sig til slagsmål. Som da Chamberlain og nogle unionister kæmpede på næverne med parnelliterne. Omsider vedtoges loven med 301 stemmer mod 267 d. 1 september 1893. Ude i landet gik lidenskaberne endnu højere, særlig i Ulster, hvor man ligefrem rustede sig til en borgerkrig, hvis loven skulle blive vedtaget. De konservative førere var så langt fra at dæmpe krigslysten, at Balfour endog sagde ovre i Belfast til de ophidsede ulstermænd, at vel håbede han, at Ulster aldrig skulle blive tvungen til at kæmpe for sin frihed; men hvad der var retfærdigt overfor en tyrannisk konge, var også tilladt overfor en tyrannisk parlamentsmajoritet. Hertugen af Devonshire sagde, at Ulster havde ret til voldsom modstand, selv en borgerkrig måtte man sætte mod det irske selvstyre. Det kom til mindre blodige sammenstød, og der blev endog rettet et attentat mod Gladstone. I England gik stemningen mere og mere afgjort imod homerule, og de konservative udfoldede en hidsig agitation. Støttet på den stemning var det, at overhuset tog mod til sig og gik mod underhuset så skarpt, som det ikke havde gjort det siden parlamentreformen i 1832. Efter 4 dages forhandling blev forslaget forkastet med en uhyre majoritet, 428 stemmer mod 41, og af disse var endda de 21 medlemmer af regeringen d. 8 september. Et så stort stemmetal havde man næppe set før i overhuset; medens de høje lorder ellers plejede at møde ret sparsomt og overhuset altid var ret fåtalligt, var de nu mødt omtrent til sidste mand. Og regeringens nederlag kunne ikke tænkes fuldkomnere. Gladstone kunne nu gå to veje, enten opløse underhuset og gennem et valg styrke sin majoritet, han kunne da overfor overhusets modstand stille vælgernes fornyede støtte, eller på en mere eller mindre revolutionær måde foretage en forandring i overhuset. Vælgerne var imidlertid ikke til at stole på. Et nyt valg nu kunne godt give en konservativ majoritet. Og man valgte da den fremgangsmåde at lade overhuset forkaste endnu en række forslag. Man vedtog i underhuset de forskellige radikale fordringer og sendte dem op til overhuset; men lorderne, der følte, at de havde vundet stemningen for sig i England ved at forkaste homerule, slog resolut de radikale forslag ned. Da de havde det engelske folk med sig, tog de kampen op som hus mod hus. Der blev da ikke andet tilbage for det liberale parti, der så alle reformer forkastede og frugten af rigsdagsarbejdet tilintetgjort ved lordernes modstand, end at arbejde på en forfatningsforandring. Stikordet mod overhuset blev: Mend or end (at forbedre overhuset eller afskaffe det). De radikale forlangte det helt afskaffet, så at man i England fik et etkammer. De gammel-liberale fordrede overhuset forandret til en valgt forsamling eller indskrænkning i dets myndighed på anden vis. Gladstone erklærede d. 1 marts 1894, at den nuværende tilstand, hvor overhuset kunne lægge alt reformarbejde øde, ikke kunne vedvare, der måtte på en eller anden måde findes en udvej. Man ventede nu, at han skulle have taget kampen op, men et par dage derefter begav han sig til dronningen på Windsor Slot og bad om sin afsked. Hans syn var blevet mere og mere svækket, han følte vel også, at en 84-årig olding, hvor kraftig han end var, ikke mægtede at tage kampen op mod en institution, der havde så mange århundreders hævd. Hans efterfølger som premierminister og partiets chef blev den 47-årige lord Roseberry. Men selv om han vedkendte sig hele Gladstones arv, selvom han erklærede det liberale parti bundet ved sin ære til at gennemføre homerule, selvom han trådte endnu skarpere end Gladstone op mod overhuset og erklærede det ikke blot for en forældet levning fra fortiden, men endog, siden dets flertal bestod af toryer, for en fare for landet og udviklingen, var Gladstones bortgang dog en uhyre svækkelse for partiet. Han havde en uimodsagt autoritet, ingen vovede at have særmeninger, når han en gang havde bestemt partiets politik. Ude mellem vælgerne havde man ubetinget tillid til »den store gamle mand«. Hans navn var alene en fane. Roseberry var ung og havde ikke megen autoritet. Der var i partiet ældre veltjente førere, som den radikale Harcourt, finansministeren, der efter Gladstone blev partiets fører i underhuset; mange mente, at han var nærmere og mere skikket til chefsposten. Gladstone havde også været den eneste, der kunne have gennemført homerule. Nu blev det en lænke om partiets fødder. Mange i England og Skotland, der egentlig var liberale, stemte med de konservative, fordi de betragtede homerule som en fare for enheden. I selve partiet begyndte der at komme opløsning. Det bestod af yderst brogede bestanddele. Der var de gammel-liberale, de radikale af forskellige afskygninger, de katolske irske nationalister, der var skilte i anti-parnelliter og parnelliter, og hvor modsætningen stadig brød op, de protestantiske dissenters fra Skotland, Wales og England. At holde denne hær med dens forskellige krav sammen, kunne med møje lykkes for en gammel fører som Gladstone, ikke for en ung som Roseberry. Parlamentsmajoriteten begyndte at smuldre hen, og suppleringsvalgene faldt ud til gunst for de konservative. Ministeriet formåede ikke noget overfor overhusets modstand, og det var heller ikke stærkt nok til at gennemføre en forfatningsændring. Det greb derfor den første lejlighed til at gå af. En dag, da der ikke var ret mange medlemmer tilstede, blev et mistillidsvotum til krigsministeren, der var stillet i form af en nedsættelse af hans gage med 100 pund sterling, vedtaget med 132 mod 125 stemmer. Det var en tilfældig afstemning. Regeringen havde endnu flertal, men den gik dog af, og lord Salisbury dannede sit tredje ministerium i juni 1895. Det var denne gang et sammenslutningsministerium mellem de konservative og liberale unionister, Chamberlain og andre af disse sidstes førere fik sæde i regeringen. Dermed fuldbyrdedes den officielle sammensmeltning af de to partier. Der blev derved ind i det konservative parti gydt nyt, friskt blod, ny handlekraft og nyt initiativ. Særlig Chamberlains optagelse i ministeriet fik i så henseende betydning. Ved valget gik de konservative og unionisterne derfor hånd i hånd, og det blev et frygteligt nederlag for de liberale. De konservatives majoritet var over 150 stemmer. Der stod 340 konservative og 71 liberale unionister mod 177 liberale og radikale samt 82 irlændere. I England var der valgt 349 tilhængere af ministeriet mod kun 116 liberale. I det gamle liberale land Skotland var deres majoritet sunken ned til 6 stemmer. De konservative alene havde flertallet i underhuset, selv uden de liberale unionister, men samarbejdet i regeringen og parlamentet fortsættes dog. Det konservative ministerium har gennemført enkelte reformer, såsom en ulykkesforsikringslov for arbejderne, en ny irsk landlov, der skulle sætte de irske bønder i stand til at skaffe sig jord, men i det hele har reformerne stået i stampe ligesom under Disraelis ministerium i 1870'erne. Sindene har været stærkt vendte udad til, og den, der skulle være fremmeren i en demokratisk indre politik, Chamberlain, har som koloniminister været så optaget, at han ikke har kunnet skænke de hjemlige anliggender mange tanker. Selvom Salisbury er ministeriets chef, har dog Chamberlain mere og mere tilrevet sig den faktiske magt indenfor regeringen. Det hænger sammen med hans stilling som koloniminister. England forandres mere og mere fra et europæisk kongedømme til et uhyre kolonirige, der spænder over alverden. En energisk koloniminister vil derfor let blive ministeriets vigtigste medlem. I hans ministerium vil de store afgørelser blive trufne, de store interesser stå på spil. Chamberlain er imperialismens første mand, og når denne bevægelse har grebet så dybt ned i det engelske folk, er det, fordi den på det nøjeste svarer til rigets tarv, som det er for øjeblikket. Skal England vedligeholde sin magt, må det knytte det engelske verdensrige fast sammen og ydermere udvide det. På det europæiske fastland er nationerne i det sidste halve århundrede samlede. Deres magt er øget, de har sluttet sig sammen i grupper. England står isoleret i Europa. Med Frankrig støder dets interesser sammen særlig i Afrika. Med Rusland har det modstridende interesser i Mellemasien og Kina. Den opvoksende tyske industri volder den engelske meget afbræk og sætter stadig ondt blod mellem de to folk. Den eneste magt i Europa, hvis interesser ikke kolliderer med Englands er Italien. Men det er som forbundsfælle for England ikke så svært meget bevendt. England er henvist til sig selv, og intet er da naturligere end at det knytter sine kolonier så nøje til sig som muligt. Det har fortsat med stadig at give sine kolonier større og større selvstyre. Så snart en koloni er levedygtig nok til selv at kunne forsvare sig og har midler til at styre egne anliggender, er England altid rede til at give den selvstyre, og selv de kolonier, der står direkte under kronens kontrol, lader den så vidt mulig sørge for sig selv. Englands koloniale udgifter er kun en fjerdedel af Frankrigs, og det til et kolonirige, der er 10 gange så stort som det franske. Kolonier som Kaplandet, Canada, de Australske kolonier er i virkeligheden ganske selvstændige stater med egen historie, egen udvikling. De er ofte i demokratiske institutioner og lovgivning langt forud for moderlandet. Men det har så langtfra at løsne forbindelsen med England snarere styrket den. Kolonierne føler vel fordelene ved at tilhøre et stort verdensrige. Der er ingen, der tænker på at rive sig løs som de nordamerikanske fristater i forrige århundrede. Der er fremvokset en engelsk verdenspatriotisme. Når England havde kampe at bestå som i Sudan og nu nys i Transwaal, har de selvstændige kolonier sendt tropper til moderlandets hjælp. Da dronning Viktoria i 1897 fejrede sit 60 års regeringsjubilæum, mødte der i London premierministre fra 13 selvstændige kolonier og rådslog med Chamberlain om en nøjere sammenslutning af riget. Der har været på tale at lave en stor toldunion, der skulle omfatte alle de britiske besiddelser. Der er et økonomisk fællesskab mellem moderlandet og dets kolonier, der letter samlingen. Det engelske landbrug bukker stadig mere under i konkurrencen mod udlandets. Befolkningen og kapitalen slår sig på de mere lønnende erhverv: industri og handel; byerne vokser, landet affolkes, parkerne bliver større og kornmarkerne mindre. I 1887 udgjorde indtægten af landbruget kun 20 pct. af Englands årsudbytte, og dets produkter kunne kun dække en sjettedel af landets behov. Resten må skaffes fra udlandet, og englænderne siger da: lad os så vidt muligt tage vore næringsmidler fra vore egne kolonier. De moderne hurtige transportdampere i forening med de nye metoder at fryse kød på muliggør forsendelsen fra de fjerneste kolonier til moderlandet. Til gengæld skal de selvstændige kolonier, der selv bestemmer deres toldsatser og undertiden har rejst ret stejle toldmure mod moderlandet, nedsætte tolden på de engelske industrivarer. Men det er ikke nok at sammenknytte det, man har. Imperialismen vil tillige udvide riget. Jo mere den tyske industri trænger frem, særlig i Europa, des nødvendigere er det at skaffe den engelske, som er nationens marv, nye markeder i nye kolonier. Og det går ikke an at lade andre magter tage de ledige lande. Under ministeriet Salisbury fører England derfor en energisk udvidelsespolitik, det runder sine grænser af i Indien. Men særlig i Afrika udvider det sig. Det trænger frem i Sudan, det sætter bom for de franske erobringsforsøg, og det skaber i Sydafrika et stort britisk rige. Det ydre middel til at holde riget sammen er flåden, der skal forsvare moderlandet og kolonierne, og den skal i krigstid tillige sørge for den så vigtige proviantering af England. Derfor ofres der uhyre summer på altid at have en kampberedt flåde. Det er målet altid at holde den så stor, at den ene kan tage det op med to af fastlandsmagternes flåder. Så stærk er den imperialistiske bevægelse, at store dele af det liberale parti faktisk hylder den, selvom de misbilliger den hensynsløshed, hvormed Chamberlain er faret frem, særlig overfor boererne i Sydafrika. Den radikale fløj holder dog endnu fast på Gladstones gamle program om fred og reform og en tilbagetrukken stilling. Hvad yderligere har svækket det liberale parti, der i forvejen var svagt, er dets hyppige skiften i ledelsen. Lord Roseberry var trådt tilbage som partiets chef. Harcourt havde ladet førerskabet i underhuset gå over til Campbell-Bannerman, der har haft det vanskelige hverv at holde sammen på partiets splidige elementer. Det var derfor at forudse, at de valg, som Salisbury efter Chamberlains råd lod afholde efteråret 1900, medens begejstringen over lord Roberts' sejre i Sydafrika gik højt, ville falde ud til de konservatives fordel. De liberale havde sejret ved en del tidligere suppleringsvalg, og de håbede nu, vel ikke på sejr, så dog på at bringe den konservative majoritet noget ned. Men Salisbury beholdt sin store majoritet ganske uforandret, 400 mod 270. Under valget havde hvert af partierne vundet 35 kredse, 70 kredse havde altså skiftet parti. Det viser, hvor heftig valgkampen har været. Navnlig i de store byer havde de konservative haft fremgang. London, der besætter en tiendedel af parlamentspladserne, er næsten helt de konservatives.

14 til 15 hundrede år er nu gået, siden de angel-saksiske vikinger satte sig fast i Britannien og lagde grunden til det britiske rige, som nu udstrækker sin mægtige hånd over 5 verdensdele. De forefandt et skønt og frugtbart land, hvis opløste tilstande lettede deres bosættelse og snart hidkaldte nye skarer af deres landsmænd. Romerne, som havde behersket Britannien i mere end 300 år, havde trukket deres tropper tilbage i ca. 410, og briterne, der var vante til at overlade deres lands beskyttelse til de romerske soldater, kunne hverken værge sig mod pikter og scoter, og de beslægtede keltiske stammer, som angreb dem nordfra til lands, eller mod de senere vikingeskarer, som hærgede deres kyster. Kun med hensyn til kristendommen havde briterne modtaget en varig påvirkning af romerne, og de britere m.m., som blev underkuede af angel-sakserne, blev drevet tilbage mod vest, hvor de bevarede deres keltiske sprog og sæder. Angel-sakserne gjorde sig i løbet af 150 år til herre over den større østlige del af Britannien og dannede mange småriger. Undertiden blev en af deres konger af flere af de andre konger anerkendt som overkonge, bretvalda. En sådan overkongestilling vandt Eadvin, konge i Northumberland fra 616 til 633. Han ægtede en datter af den første kristne angel-saksiske konge, Ethelbert af Kent, som var blevet omvendt af den fra Rom udsendte Augustinus. Biskop Paulinus, som ledsagede den unge dronning Ethelberge til Northumberland, bevægede også snart Eadvin til at antage kristendommen, og på en forsamling af de folkevalgte ealdormænd (shirernes styrere) og nogle af kongens mest ansete mænd, et såkaldt vitanegemote (vismandsmøde), stillede han spørgsmålet om den nye læres antagelse til forhandling.

Først tog den hedenske ypperstepræst ordet og sagde: «Hvilket værd den nye lære har, må du selv bedømme, konge! Et kan jeg forsikre dig, at vor gamle tro ikke har nogen kraft og nytte. Thi ingen har med større omhu æret guderne end jeg, og dog have mange modtaget større velgerninger og æresbevisninger af dig og have større held i alt, hvad de foretage sig. Men hvis guderne duede til noget, ville de snarere begunstige mig, som tjener dem med større omhu. Når du derfor finder den nye lære bedre og nyttigere, så lad os straks antage den.» En af ealdormændene sagde derpå: «Det menneskelige livs uvished minder mig om, når du ved vintertid sidder med dine thegner og ealdormænd ved den flammende arne, medens sne og storme raser udenfor, og da en spurv hurtig flyver igennem huset, ind ad den ene dør og ud ad den anden. Så længe den er derinde, berøres den ikke af vinterstormene; men den korte frist er øjeblikkelig forbi, og den forsvinder fra dine øjne, idet den fra vinter vender tilbage til vinter. Sådant er menneskets korte liv; men hvad der følger efter, og hvad der gik forud, er os skjult. Hvis derfor denne nye lære bringer os større vished, så synes det mig, at vi må følge den.»

Efter et foredrag af biskop Paulinus blev kristendommens indførelse vedtaget (627), og ypperstepræsten slyngede selv et spyd mod det hedenske tempel, som derefter blev stukket i brand. Der opførtes en kirke i York, hvor Paulinus blev biskop. Den næste konge i Northumberland, Osvald, var opdraget og døbt i Skotland; under ham vandt derfor den irsk-skotske kirke, som havde sit middelpunkt i det af St. Columba grundede kloster på øen Jona, overhånden i Northumberland, hvor fromme munke fra Jona drog omkring og øvede kærlighedsgerninger. I 642 faldt kong Osvald i et slag mod den hedenske kong Penda af Mercia, og England var nu delt imellem den skotske kristendom mod nord, hedenskabet i midten og den romersk-katolske kirke mod syd. I 655 faldt Penda i et stort slag mod kong Osviu af Northumberland, og kristendommen sejrede derpå fuldstændig i de angel-saksiske riger. Osviu († 670), som var den mægtigste konge i England, lod holde et kirkemøde i Whitby (664), hvor den romerske og den skotske kirkes forkæmpere disputerede med hinanden. Da skotterne især beråbte sig på den hellige Columba, de romerske katolikker på apostlen Peter, og de sidste gjorde gældende, at St. Peter havde fået nøglerne til himlen, spurgte kongen, om Columba også havde en sådan magt, og da dette blev benægtet, sagde han: «Så vil jeg da ikke modsige den himmelske portner, men lyde alle hans bud, for at han ikke skal lukke himlens port for mig.» Alle bifaldt denne beslutning, og således sejrede den romersk-katolske kirke i England.

Senere var Mercia det mægtigste af de angel-saksiske riger, og dets konge Offa (757-796) vandt et mere udstrakt herredømme end nogen angel-saksisk konge før ham. Han opførte en grænsevold mod Wales, der endnu i 500 år holdt sig som et selvstændigt land, skønt dets keltiske indbyggere undertiden måtte erkende engelsk overherredømme. Derimod kom de britiske egne nord og syd for Wales (Cumberland og Cornwallis) efterhånden under angel-saksernes herredømme, skønt Cornwallis i århundreder bevarede sin nationalitet. I politisk henseende blev Cornwallis indlemmet i kongeriget Wessex, som under kong Egbert (800-836) vandt forrangen blandt de angel-saksiske riger. I 829 fik Egbert overherredømmet over Mercia og samlede hele England til ét rige. Det varede vel ikke længe, før end danske vikinger besatte den nordøstlige del af England (Danelagen); men deres høvdinger erkendte snart den engelske konge for deres overherre og antog kristendommen. Derimod erobrede danekongerne i begyndelsen af det 11te århundrede hele England; men Knud den Store betragtede ikke England som et lydrige af Danmark; tværtimod så han i det sit hovedrige, og efter hans sønners død vandt det angel-saksiske kongehus igen herredømmet i sit fædrene rige. Dets herredømme varede dog kun 24 år, og Harald Godvinsøn, søn af en angel-saksisk fader og en dansk moder, som derefter blev konge, bukkede efter 3 fjerdingårs regering under for hertug Vilhelm Erobreren af Normandiet (1066). Såvel angel-sakserne som de danske måtte derefter lyde de normanniske herrer, som vel nedstammede fra danske forfædre, men havde antaget fransk sprog og franske sæder. I begyndelsen stod de overvundne nordisk-germanske folk og de fransk-normanniske sejrherrer fjendtlig lige overfor hinanden; men efterhånden smeltede de sammen til det engelske folk - et folk, som har udbredt sig over hele jorden og næppe finder sin lige i kraft og dygtighed. Selve Normandiet blev siden skilt fra England ligesom de andre landskaber, som de engelske konger vandt i Frankrig; kun en ringe levning er bevaret i de normanniske øer. Det blev ikke i Frankrig, at Englands magt skulle udbrede sig. For det første vendte dets kræfter sig mod de øvrige dele af de britiske øer.

Medens kelterne i Storbritannien var trængt tilbage til de vestligste og nordligste egne, havde de endnu hele Irland inde. Vistnok havde nordboerne også her stiftet riger; men de blandede sig snart med irerne. I det 12te århundrede gav disses indre stridigheder englænderne anledning til indblanding. Den fordrevne kong Dermot af Leinster, der havde gjort sig forhadt ved sin ryggesløshed og grusomhed, søgte i 1168 hjælp hos kong Henrik II af England og hyldede ham som sin lensherre, hvorefter Henrik udstedte et brev til alle sine undersåtter med opfordring til at understøtte kong Dermot. Den første af de fransk-normanniske stormænd i England, som indlod sig på dette foretagende, var den tapre eventyrer Richard de Clare, kaldet Strongbow (den stærke bue). Men allerede inden Strongbow fik sit togt iværksat (1170), havde nogle andre normanniske adelsmænd begivet sig til Irland og i forening med Dermot indtaget staden Wexford, som således blev den første engelske koloni på øen. Strongbow erobrede selv Dublin, som blev overgivet til engelske kolonister fra Bristol, og blev efter Dermots død udråbt til konge i Leinster. Efter at være kaldt tilbage til England af kong Henrik overgav han denne «alle de lande, han havde vundet i Irland«, men fik den største del af dem tilbage som len. Henrik landede derefter med 500 riddere og 4.000 bueskytter på øen (1171). Flere af de irske småkonger hyldede ham som deres herre, ligesom den høje gejstlighed ydede ham lenseden og anerkendte alle pavens fordringer, som den irske kirke hidtil ikke havde underkastet sig. Den sydøstlige del af øen, den såkaldte indhegning (pale) fik engelsk bestyrelse; men i den største del af Irland herskede der lovløse tilstande: irske klanshøvdinger og normanniske stormænd lå i idelige indbyrdes fejder.

Først i det 16de århundrede begyndte Irlands fuldstændige underkastelse: Henrik den 8de plyndrede den katolske gejstligheds godser; hans døtre Maria og Elisabet konfiskerede de irske klaners ejendomme og befolkede dem med engelske kolonister. Gentagne opstande kuedes med blodig strenghed, og ved Cromwells forfærdelige erobring (1649-52) nåede Irlands elendighed sit højdepunkt. Under disse ulykkelige forhold havde øen dog endnu sit eget parlament, og i slutningen af det 18de århundrede begyndte dette at hæve sig til større betydning. Men i året 1800 blev unionen mellem Storbritannien og Irland indført, og fra d. 1 januar 1801 var Irland fuldstændig indlemmet i det forenede kongerige. I den nyeste tid har man bestræbt sig for at afhjælpe nogle af de værste misforhold; men århundreders forurettelser er ikke glemte, og irlænderne lade sig kun tilfredsstille ved at genvinde deres selvstændighed (homerule).

I århundreder fristede fyrstendømmet Wales en meget usikker tilværelse. Den keltiske arverets uheldige bestemmelser voldte idelige strideligheder i den fyrstelige familie, og kongen af England gjorde fordring på en overhøjhed, som blev bestridt af fyrsten af Wales. Briterne gjorde røverske indfald i de engelske grænselandskaber, og Englands konger havde således anledninger nok til at gøre ende på det urolige naboskab. Afgørelsen kom under den krigerske kong Eduard I (1272-1307). Da fyrst Llewellyn nægtede at aflægge sin hyldingsed, erklærede kongen og parlamentet ham i 1276 for en oprører, og der blev udskrevet et almindeligt opbud mod Wales. I sommeren 1277 trængte en stor engelsk hær ind i Nordwales, hvor Llewellyn blev indesluttet imellem uvejsomme bjerge og til sidst måtte underkaste sig på meget hårde betingelser. Kun for sin levetid beholdt han en lille rest af sit fyrstendømme; en anden del af det blev overladt til hans broder David, som havde deltaget i det engelske togt mod hans fædreland. Men i 1282 gjorde begge brødrene opstand, og efter et tappert forsvar faldt Llewellyn: hans hoved blev, smykket med en sølvkrone, båret gennem Londons gader på et spyd; således opfyldtes den keltiske spåmand Merlins profeti, at fyrsten af Wales ville drage kronet ind i London; i mange år sad hans hoved kronet med vedbend på Towers tinder. Først i 1283 blev forræderen David fanget og måtte lide den grusomste død: efter at være bundet til en hestehale og slæbt igennem gaderne blev han henrettet, og hans hoved blev opplantet ved siden af broderens, medens hans lemmer blev sendte omkring til de vigtigste engelske byer. Således endte den gamle britiske fyrsteslægt, og Wales blev behandlet som et ved en vasals forræderi forbrudt kronlen. Iøvrigt søgte kong Eduard at vinde sine nye undersåtter ved en klog og dygtig regering og smigrede deres nationalfølelse ved at blive længere tid i deres land, hvor hans dronning i 1284 fødte en søn, der fik titlen «prins af Wales». I begyndelsen havde Wales som et kronprinsen tillagt len sin egen styrelse; men i 1536 blev det fuldstændig indlemmet i England, og navnet «prins af Wales» har kun holdt sig som titel.

Ikke længe efter, at Eduard I havde erobret Wales, udstrakte han sit herredømme over Skotland. Allerede den sidste konge af den gamle skotske fyrsteslægt, Alexander III, som var gift med Eduards søster Margrethe, erkendte ham for sin lensherre, og efter at Alexander havde knækket halsen ved et fald fra hesten (1286), gjorde Eduard sin overhøjhed over Skotland gældende. Først håbede han at kunne få magten som formynder for sin søsters datterdatter, den norske prinsesse Margrete, og da den 8årige «pige fra Norge» døde på overfarten til Skotland, optrådte han som voldgiftsmand imellem de skotske tronprætendenter. John Baliol blev konge, men søgte snart at unddrage sig fra det engelske overherredømme. I 1296 gjorde derfor Eduard I et tog mod Skotland og underkastede sig landet med våbenmagt. Han håbede at have bragt det for bestandig under den engelske krone; men Skotland havde en større modstandskraft end Wales, og allerede året efter løsrev det sig under den tapre William Wallace. I en række af år førte derefter skotterne og englænderne blodige krige med hinanden, og igennem hele det 14de århundrede led grænselandskaberne forfærdelig ved gensidige indfald; men efter år 1400 gjorde ingen engelsk konge mere noget angreb på Skotland, og det svagere rige bevarede sin uafhængighed. Det skulle ikke blive underkastet England som provins, men først 200 år efter blive forbundet med det på fredelig vis.

Kong Jakob IV Stuart (ca. 1500) blev gift med den engelske prinsesse Margrethe, og deres sønnedatter Maria Stuart blev i sit ægteskab med sin fætter Henrik Darnley moder til Jakob VI, der som dronning Elisabets nærmeste slægtning ved hendes død 1603 blev konge af England. Skotlands konge var således tillige blevet konge i England; men forbindelsen var en blot personalunion imellem to selvstændige stater, og det var så langt fra, at man i England betragtede skotterne som landsmænd, at de endog ligesom andre fremmede var udelukkede fra at deltage i handelen på de engelske kolonier. Ja, da et skotsk kompagni 1698 anlagde en koloni på Panama-tangen, lagde det engelske parlament alle hindringer i vejen for dette foretagende. Kolonien måtte opgives, men den almindelige harme i Skotland vendte sig ikke blot mod Englands folk, men også mod Englands og Skotlands fælles konge. Den skotske krones bærer havde ikke kunnet unddrage sig den engelske indflydelse, siden han havde taget bolig i England. Misfornøjelsen gik så vidt, at det skotske parlament i 1703, netop 100 år efter, at personalunionen var indtrådt, vedtog «en akt for kongerigets sikkerhed», som gik ud på, at når dronning Anna skulle dø uden livsarvinger, skulle parlamentet i Skotland til hendes efterfølger vælge et medlem af stuarternes kongelige slægt, der måtte bekende sig til den protestantiske religion; men denne efterfølger skulle ikke være den samme som den i England valgte tronarving, uden i det tilfælde, at der allerede under hendes majestæts regering skulle være tilvejebragt sådanne bestemmelser, som kunne give den skotske krones ære, kongerigets uafhængighed og nationens handel den fornødne sikkerhed mod engelsk indflydelse.

Allerede dronning Annas forgænger, den kloge Vilhelm III, havde under trykket af de modsatte andragender, der rettedes til ham fra det engelske og skotske parlament, følt sig fristet til at ønske, at »Skotland lå tusinde mile borte fra England, og at han aldrig var blevet konge der». Han ytrede oftere, at øen aldrig ville vinde fred ved nogen anden forholdsregel end ved en real-union; »ligesom rigerne havde fået ét hoved, burde de også have ét hjerte og ét legeme». Da nu spændingen imellem England og Skotland efter sikkerhedsakten var steget så højt, at man endog begyndte at nære frygt for en krig, tilskyndede dronning Annas rådgivere hende til at henvende sig til sine parlamenter med den fra Vilhelm den 3djes regering nedarvede tanke. I året 1705 nedsattes derefter en kommission af 31 englændere og 31 skotter til udarbejdelse af en unionstraktat, og efter at man i lidt over et fjerdingår havde forhandlet med stor dygtighed, blev man enig om, at de to kongeriger England og Skotland skulle forenes til ét kongerige Storbritannien, at dette skulle repræsenteres af ét parlament, og at kronen i det forenede kongerige skulle nedarves i overensstemmelse med den i England tagne bestemmelse om arvefølgen. I Skotland mødte traktaten megen modstand; men til sidst blev den dog i året 1707 vedtaget både af det skotske og det engelske parlament i deres sidste enkeltsamling. Således oplevede man det særsyn, at «to folk, der begge var i besiddelse af politisk frihed og begge havde lagt stærk nationalfølelse for dagen, uden tvang ved frivilligt samtykke af deres repræsentanter forenede sig til et nyt og større borgersamfund.»

I året 1600 stiftedes et selskab, som dronning Elisabet gav eneret til handel i Ostindien og myndighed til at anlægge kolonier i ikke-kristne fyrsters lande. Således lagdes grunden til det Ostindiske Kompagni, som i det 17de århundrede vandt betydning som handelsselskab og i det 18de og 19de dannede et mægtigt rige. Først rettede kompagniets virksomhed sig imod de Ostindiske øer, og i dronning Elisabets dødsår anlagde det to handelsfaktorier på Sumatra og Java; men i 1612 fik det af stormogulen tilladelse til at grunde et faktori i Surat på Forindiens vestkyst og i 1615 en almindelig ret til at anlægge handelsfaktorier ved en traktat med denne Forindiens mægtige herre, som søgte forbundsfæller mod portugiserne. På øerne kom kompagniet snart i strid med det samtidig grundlagte Hollandsk-Ostindiske Kompagni, som med avindsyge søgte at udelukke andre nationer fra deltagelse i handelen på de Ostindiske øer. Til sidst opgav det engelske kompagni aldeles handelen på øerne og afstod i 1682 sit sidste faktori til hollænderne mod en pengesum. Derimod rettede det nu sin hele kraft mod Forindiens fastland. På dettes østkyst havde det allerede 1620 anlagt et handelsfaktori i Masulipatam, og 20 år efter opførtes fortet St. George på Koromandelkysten, under hvis mure byen Madras snart blomstrede op. I 1662 fik Carl II øen Bombay på vestkysten i medgift ved sit ægteskab med en portugisisk prinsesse, og i 1668 overlod han den som lén til det Ostindiske Kompagni. Bombay og Madras blev middelpunkterne for den britiske magt på vest- og østkysten; men i 1707 dannedes et tredje præsidentskab i Calkutta, efter at vicekongen af Bengalen, en søn af stormogulen Avrungzeb, havde overladt kompagniet et stykke land.

Imidlertid havde også et fransk kompagni, som var stiftet i 1664, erhvervet sig besiddelser i Forindien, hvor Pondicherry på Koromandelkysten blev franskmændenes hovedplads. Efter at der i året 1744 var udbrudt krig imellem Frankrig og England, forplantede fjendtlighederne sig også til Ostindien, hvor franskmændene erobrede Madras, som dengang var den betydeligste af de engelske byer i Indien; men ved freden i Aachen 1748 blev alt igen som før krigen. Hidtil havde det engelsk-ostindiske kompagni i det hele vedligeholdt karakteren af et handelsselskab og ved underdanighed mod de indenlandske fyrster søgt at bevare sit fodfæste i det fjerne land; men fra nu af optrådte det som krigførende magt. Endnu tidligere end englænderne havde den ærgerrige og handlekraftige franske guvernør i Pondicherry, Dupleix, fattet store planer til at grundlægge et rige i Forindien, hvor de indfødte fyrsters store svagheder var blevet åbenbaret under den sidste krig. Desuden havde begge europæiske magter nu en større styrke til deres rådighed, end der var nødvendigt til forsvar, og de så sig derfor om efter en lejlighed til at anvende den. Englænderne var de første til at drage sværdet.

En fordreven fyrste af Tanjore på Koromandelkysten bad om deres hjælp til at genindsætte ham og lovede til gengæld at afstå dem fæstningen Devicottah med distrikt. I 1749 drog de mod Devicottah, men trak sig tilbage uden at udrette noget, da de ikke fandt den lovede hjælp hos de indfødte. Harmfulde angreb de anden gang fæstningen og indtog den efter en heftig kamp, i hvilken løjtnant Robert Clive, den senere berømte guvernør, udmærkede sig ved glimrende tapperhed. Straks efter sluttede de fred med den regerende fyrste i Tanjore og beholdt Devicottah, men lovede at holde den fyrste, i hvis navn de havde begyndt krigen, under bevogtning. Dupleix havde imidlertid indladt sig på langt større foretagender. Med udmærket dygtighed forstod han at benytte sig af stridighederne mellem fyrsterne i Dekan, som ikke længere adlød stormogulens overherredømme, til at udbrede Frankrigs magt over store landstrækninger, og det så en kort tid ud til, at det skulle blive franskmændene og ikke englænderne, som skulle stifte et rige i Forindien; men hjemme i Frankrig forstod man ikke at skønne på Dupleix's storartede virksomhed: han blev kaldt tilbage, og krigen i Dekan, hvor franskmændene og englænderne hver understøttede sit parti af de indenlandske fyrster, blev i 1754 standset ved en fredstraktat, ifølge hvilken begge europæiske magter skulle tilbagegive de indfødte fyrster, hvad disse havde afstået til dem. Denne afgørelse var i høj grad til englændernes fordel, men blev ikke desto mindre straks overtrådt af dem. Fra kampene i Dekan vendte opmærksomheden sig imidlertid nu til Bengalen.

Naboben af Bengalen, den ryggesløse og tyranniske Suraja-Dowla, som var blevet forbitret på englænderne, angreb i 1756 fort William, sædet for regeringen i Calkutta. Da den lille garnison var ude af stand til at gøre modstand, blev kvinder og børn bragte ombord på et skib, og mændene var også i færd med at indskibe sig; men under den uordentlige indskibning sejlede skibene bort uden hensyn til dem, der endnu var tilbage; selve guvernøren flygtede i den sidste båd. De 146 mænd, der blev efterladte, indespærredes efter nabobens ordre i et fængsel, som var meget for lille til at rumme så mange mennesker, men som man højst uegentlig har kaldet «den sorte hule», og næste morgen var kun 23 i live. Da disse sørgelige tidender kom til Madras, var man der netop beskæftiget med foretagender, som åbnede glimrende udsigter til at vinde magten i Dekan; men nu måtte man opgive alt for at råde bod på ulykken i Calkutta. En lille eskadre afgik til Bengalen med 2400 mand, deriblandt 900 europæere under Robert Clive, der nu var blevet oberst, og trods nabobens store overmagt blev Calkutta snart erobret tilbage. Der blev derefter indgået en mindre hæderlig overenskomst imellem Robert Clive og nabobens minister Mier Jafier, som lovede at forråde sin herre og betale englænderne en umådelig sum penge, når de ville hjælpe ham på tronen. Da Robert Clive derpå rykkede frem med sin lille skare mod nabobens store hær, forlod Mier Jafier med sine tropper sine landsmænd i slaget ved Plassey (d. 23 juni 1757), og englænderne vandt en let sejr, der kan regnes for begyndelsen til deres herredømme i Forindien. Suraja-Dowla flygtede og blev snart efter dræbt; Mier Jafier blev nabob af Bengalen, men blev fuldstændig afhængig af englænderne, og disses herredømme over et frugtbart land med 30 mill. indbyggere blev snart efter anerkendt af den svage stormogul Shah Alum, som hos dem søgte en støtte mod oprørske vasaller.

Da Robert Clive efter Calkuttas generobring var forblevet i Bengalen, havde han handlet imod en ordre fra præsidenten i Madras, som kaldte ham tilbage, fordi der imidlertid var udbrudt krig imellem England og Frankrig, og man ventede ankomsten af en større fransk styrke til Dekan. Denne kom dog først i 1758 under anførsel af grev Lally, en tapper kriger, som hørte til en af de irske familier, der var kommet til Frankrig med Jakob II, og var opfyldt af et brændende had til englænderne. Lally var i begyndelsen heldig: han indtog flere engelske pladser og belejrede Madras, hvor han blev herre over den af indfødte beboede «sorte stad»; men «den hvide stad» og fortet St. George reddedes ved ankomsten af en flåde fra Bombay, hvorefter franskmændene ilsomt trak sig tilbage uden at afvente nogen ordre fra Lally, som havde gjort sig forhadt ved fremfusende selvrådighed og overmodig strenghed. I et følgende slag vandt englænderne en afgørende sejr, og til sidst måtte Lally overgive sig i Pondicherry; i 1761 var franskmændene fuldstændig fordrevne fra Forindien. Ved freden fik de dog Pondicherry m. m. tilbage. Hjemme blev Lally anklaget for forræderi og uskyldig henrettet. Voltaire kaldte med rette hans død et justitsmord.

Englændernes magt i Forindien vedblev imidlertid at stige: foruden Bengalen adlød østkysten enten deres umiddelbare herredømme eller den af dem afhængige nabob af Karnatik, som de havde ladet stormogulen erklære for uafhængig af vicekongen af Dekan («Nizam»). Men deres herredømme var hverken menneskeligt eller retfærdigt, og kompagniet og dets embedsmænd tænkte kun på at berige sig på de indfødtes bekostning. Ikke engang den mest udmærkede blandt dem, den som general og statsmand lige store Robert Clive, holdt sig fri for handlinger, der plettede hans minde. Som 18årig yngling var Clive, drevet af lyst til eventyr, gået til Indien, hvor han i begyndelsen var skriver, men ved opsætsighed mod sine overordnede bragte sig i så ulykkelige forhold, at han to gange forsøgte på at tage sig selv af dage. I 1760 vendte han i sit 34te år tilbage til England med en formue af én million pund sterling og blev overvældet med æresbevisninger. Men i hans fraværelse blev forholdene i Bengalen ved embedsmændenes tøjlesløshed og slette styrelse så fortvivlede, at direktionen i 1764 besluttede at sende Clive derover som guvernør med udstrakt fuldmagt til at forbedre tilstanden. Efter at han var blevet rig, var det ham lettere at være redelig, og han gennemførte nu med hensynsløs energi store reformer. Derved gjorde han sig forhadt, og da han i 1767 igen vendte tilbage til England, rejste der sig en stærk misstemning imod ham. I 1773 blev han anklaget for myndighedsmisbrug og underslæb: vel blev han frikendt på grund af sine store fortjenester af Englands magtudvidelse; men den stolte mand kunne ikke tåle ydmygelsen, og da han tillige blev plaget af sygdom, dræbte han sig selv, 48 år gammel, d. 22 november 1774.

Samme år, som Robert Clive for sidste gang forlod Indien, begyndte Englands krig med fyrsten af Majsur i det sydlige Dekan, Hajder Ali. Hidtil havde de jammerlige indiske fyrster kun ydet englænderne en svag og planløs modstand; men i Hajder Ali fandt de en farlig modstander. Som officer i den tidligere fyrste af Majsurs tjeneste havde han samlet en skare af krigere om sig, som ved at udplyndre både ven og fjende berigede sig selv og især deres fører, til hvem de måtte afgive halvdelen af deres bytte. I spidsen for denne hær beskyttede Hajder Ali Majsur mod et anfald af mahratterne, en krigersk stamme, som havde underkastet sig en stor del af grænselandene mellem Hindostan og Dekan og havde bidraget meget til at knække stormogulens magt. Hajder Ali blev derefter overanfører for Majsurs krigsmagt og hævede sig ved hensynsløs snildhed og troløshed til den højeste magt. Han udvidede sit rige ved flere erobringer og styrede det med overlegen dygtighed. Da englænderne i Madras i 1767 forenede sig med mahratterne og Nizam imod ham, bevægede han mahratterne ved bestikkelse til fred og Nizam endog til at gå over til ham. I 1769 sluttede han fred og forbund med englænderne; men da mahratterne kort efter igen angreb ham, bragte englænderne ham dog ingen hjælp, så at han blev nødt til at indeslutte sig i sin hovedstad Seringapatam og købe sig fred med mahratterne ved store afståelser. Det varede dog ikke længe, før end han atter vandt det tabte tilbage; men fra nu af var han en uforsonlig fjende af de «troløse» englændere.

For silde fortrød disse, at de ikke havde sikret sig en forbundsfælle mod mahratternes stigende magt og den almindelige misfornøjelse blandt de underkuede hinduer. Det blev mere og mere unaturligt, at et stort rige skulle styres af nogle købmænd i London, som oven i købet ledede kompagniets handelsinteresser så slet, at regeringen flere gange måtte skyde millioner til for at forebygge en bankerot, som ville have været fordærvelig for Englands kredit og ville have styrtet mangfoldige mennesker i ulykke. I 1773 blev der derfor givet en lov, som ophævede den fuldstændige uafhængighed af regeringen, som kompagniet hidtil havde været i besiddelse af. Kompagniets af aktionærerne valgte 24 direktører skulle herefter ikke uden regeringens samtykke kunne udnævne de højere embedsmænd i Ostindien; i spidsen for hele styrelsen skulle en generalguvernør i Bengalen stilles, hvem de to præsidenter i Madras og Bombay underordnedes, og regeringen skulle udnævne en højesteret i Calkutta.

Den første generalguvernør var den udmærket dygtige, men havesyge og samvittighedsløse Warren Hastings. Ligesom Robert Clive var han i sin tidligste ungdom kommet som skriver til Indien; men medens Clive især havde vundet berømmelse som kriger, havde Hastings gennem civile embeder tjent sig op til den højeste stilling. Med ubarmhjertig hårdhed og ofte med anvendelse af uhæderlige midler befæstede han Englands herredømme i Forindien, som kom i stor fare ved et forbund imellem mahratterne og Hajder Ali, der under den Nordamerikanske Frihedskrig understøttedes af Frankrig. Men i 1781 slog englænderne såvel mahratterne som Hajder Ali: de første sluttede fred, og i 1782 døde den gamle Hajder Ali. Hans søn: Tippo Sahib var ligeså talentfuld og ærgerrig som faderen; men medens denne med besindig klogskab forfulgte sine planer og var ligegyldig i religiøs henseende, blev Tippo Sahib behersket af forskellige lidenskaber og var en fanatisk muhammedaner. Han fortsatte krigen, også efter at der var sluttet fred mellem England og Frankrig (1783), og først året efter fandt han sig i en fred, hvorved alt blev som før. Samme år vedtog parlamentet en ny lov, i følge hvilken kompagniets direktion kun i handelsanliggender beholdt sin uafhængighed, medens en «board of control», bestående af 6 medlemmer af gehejmerådet med den første skatkammerlord i spidsen, i alle andre anliggender blev stillet ved dens side. Klagerne over generalguvernørens vilkårlighed og kompagniets udsugelser havde nemlig vakt harme i England, og da Hastings var kaldt tilbage (1785), blev han stillet for parlamentets domstol. I 8 år svævede hans sag for retten: tilsidst blev han ligesom Clive frikendt; men de umådelige omkostninger havde slugt størstedelen af hans formue. Senere levede han i stilhed og blev æret som den, der havde fortsat Clives værk; han døde i 1818.

Året efter at Warren Hastings havde forladt Indien, blev lord Cornwallis generalguvernør. Lord Cornwallis er især blevet bekendt af sit uheld i Nordamerika, hvor han måtte overgive sig med hele sin hær ved Yorktown i 1781, men nød iøvrigt megen anseelse og udmærkede sig i Indien ved at bekæmpe Tippo Sahib. Denne havde gjort sig forhadt ved sine grusomme forfølgelser mod kristne på vestkysten, som i sin tid var blevet omvendt af portugiserne, og hedningerne i bjerglandskabet Kurg, som han tvang til at lade sig omskære; en forsmædelse, som drev 2000 brahmaner til at tage sig selv af dage for at undgå en sådan skændsel. Lord Cornwallis forbandt sig med mahratterne og Nizam, vandt flere sejre over Tippo Sahib og trængte til sidst frem til Seringapatam (1792). Tippo blev nødt til at slutte en fred, hvorved han afstod Kurg, Malabar m. m. til englænderne. Året efter vendte lord Cornwallis tilbage til England. Freden blev derefter vedligeholdt indtil 1798, da lord Richard Wellesley blev generalguvernør. Få dage før Wellesleys ankomst var 100 mand fra Isle de France landede på Malabarkysten. Tippo sahib, som ved efterretningerne om franskmændenes sejre i Europa atter havde fattet håb om ved deres hjælp at kunne overvinde englænderne, havde nemlig opfordret guvernøren på Isle de France til at sende ham et hjælpekorps, og franskmændene, som var blevet fordrevet fra deres besiddelser i Forindien, var de straks villige til at optage kampen. Den ubetydelige styrke, som guvernøren havde kunnet tilvejebringe, blev hilst velkommen i Seringapatam, hvor franskmændene grundlagde en jakobinerklub, plantede et frihedstræ og hilsede »borgeren Tippo» som den franske republiks tro allierede. Men lord Wellesley rustede en stor hær, som forstærkedes med Nizams tropper, der blev stillet under generalguvernørens yngre broder, oberst Arthur Wellesley, den senere berømte hertug af Wellington. Tippo Sahib blev indesluttet i Seringapatam og indså, at alt var tabt. Han sammenkaldte sine højere officerer og spurgte dem, hvad der var deres vilje. «At dø med dig», var det enstemmige svar. Efter en måneds belejring blev fæstningen indtaget med storm efter et heltemodigt forsvar; Tippo blev fundet dræbt i den vildeste slagtummel (1799). Majsur blev delt i 3 dele: den ene, navnlig landskaberne på Malabarkysten, blev indlemmet i Britisk-Indien, en anden del blev overladt til Nizam, en tredje del blev givet til en fyrste af den af Hajder Ali fortrængte gamle rajah-slægt, som nu fik det formindskede Majsur tilbage under engelsk overhøjhed.

Lord Wellesley var sendt til Indien med påbud om at undgå erobringskrige; men ikke desto mindre blev hans regering en række af erobringer og magtudvidelser. Ved at give sig under britisk beskyttelse skaffede de indiske fyrster sig sikkerhed mod andre fyrster ligesom mod deres egne undersåtter, som de nu, støttede af engelske tropper, uforstyrret kunne udsuge. De to mægtigste fyrster, som således i ca. 1800 stillede sig under Englands beskyttelse, var Nizam og naboben af Oude, den betydeligste hersker i det nordlige Hindostan: de måtte begge afstå en del af deres land mod at vinde betryggelse for det øvrige. Den samme politik ville nu generalguvernøren gennemføre lige overfor mahratterne. Her skulle man imidlertid ikke blot underhandle med fyrsterne, men undertvinge en krigersk folkestamme, som styredes af flere høvdinger, der var fjendtlig stemte mod orden og lovlighed. Englands stilling var usikker, så længe disse vilde stammer bekæmpede hverandre indbyrdes og foruroligede deres naboer ved plyndringstog. Lord Wellesley indledte underhandlinger med mahratternes nominelle overhoved, «peishva»; men stammefyrsterne Holkar og Scindia havde en langt større virkelig magt, og Scindia holdt den regerende peishva i så streng afhængighed, at han var tilbøjelig til at søge engelsk beskyttelse. Den 31te december 1802 sluttede han en traktat i Bassejn, ved hvilken han forpligtede sig til at optage et engelsk subsidie-korps. Men Scindia ville ikke indlade sig på underhandlinger, og således begyndte de langvarige mahratkrige (1803). Arthur Wellesley, som nu var blevet general, slog med henved 5000 mand 50,000 mahratter og sikrede peishvas hovedstad Puna, medens general Lake sejrede i Hindostan og indtog stormogulens hovedstad Delhi, hvor den ulykkelige »kejser at Indien» Shah Alum, som i et tidligere oprør var blevet blindet, levede som Scindias fange. Shah Alum blev befriet og levede derefter med en engelsk pension på 150,000 pund sterling i sit glimrende palads i Delhi. Han døde i 1806, og hans søn Shah Akber beholdt faderens titel og pension.

Scindia sluttede fred d. 30 december 1803 og afstod flere landskaber, navnlig Doab (landet mellem Ganges og Djamna) med stormogulens hovedstæder Delhi og Agra; men derefter begyndte en krig med Holkar, som i begyndelsen voldte englænderne nogle vanskeligheder, men endte med mahratfyrstens fuldstændige nederlag. Men imidlertid var lord Wellesley kaldt tilbage (1805), og hans politik, som i så høj grad havde udvidet Englands herredømme i Indien, blev ikke billiget af direktionen. Holkar, som var fordrevet fra sit land, fik derfor, da han søgte fred, næsten alt det tabte tilbage. Det viste sig imidlertid snart, at det var umuligt at vedligeholde en fredelig politik, og i 1813 blev den dygtige kriger: lord Hastings, en mand på henved 60 år, udnævnt til generalguvernør og kommanderende general i Indien.

Lord Hastings's 10årige regering dannede en næsten uafbrudt krigstilstand, som førte til det britiske herredømmes fuldstændige grundfæstelse i Forindien. Allerede længe var de nordligste egne af Britisk Indien blevet plagede ved indfald af gorkhaerne, et krigersk bjergfolk, som havde tilrevet sig herredømmet i Nepal, det land, der på Himalayas sydaffald i en lang strækning danner Hindostans nordgrænse. Da englændernes forestillinger blev tilbageviste af hoffet i Nepal, erklærede generalguvernøren d. 1 november 1814 krig. De første angreb på det ukendte bjergland fik et uheldigt udfald; først i 1816 lykkedes det general Ochterlony at vinde så store fordele over de tapre gorkhaer, at hoffet i Nepal bad om fred. Men efter at generalguvernøren havde undertegnet denne, nægtede rajahen at stadfæste den. General Ochterlony trængte straks igen sejrrig frem gennem vilde bjergkløfter, og i marts 1817 kom freden endelig i stand. Nepaleserne måtte afstå nogle landskaber og har siden den tid ikke foruroliget det Britiske Indien. Prægtige veje føre nu på kunstmæssig byggede broer over dybe kløfter og brusende bjergstrømme, og hvor der førhen herskede den dybeste stilhed i mægtige urskove, ligge nu stæder, landsbyer og skønne villaer, omgivne af yndige haver. Europæerne søge her på 5-6000 høje bjerge vederkvægelse efter Calkuttas hede klima.

Under krigen med Nepal havde mahratterne atter begyndt at røre sig: peishva havde fattet planer om at samle de forskellige stammer under sin fordums højhed, og de mægtigste fyrster: Scindia og Holkar var ikke til at stole på. Vilde røverbander, pindarierne, som tidligere havde stået i deres tjeneste, men nu plyndrede på egen hånd, gjorde hele Centralindien usikkert og vovede tilsidst at overskride de britiske grænser. Generalguvernøren besluttede derfor at udrydde disse ryggesløse bander, og da peishva hemmelig understøttede dem og i 1817 optrådte fjendtlig mod englænderne, rykkede residenten i Puna, den udmærket dygtige Mount Stuart Elphinstone, mod ham med sin lille hær, som kun udgjorde 2800 mand, af hvilke 800 var europæere. Mahratterne, 26,000 i tallet, hvoraf 18,000 ryttere, blev fuldstændig slået (i november 1817), og i 1818 måtte peishva afstå hele sit land til englænderne, de mahratlande, som hidtil havde adskilt præsidentskaberne fra hinanden, blev således indlemmede i de britiske besiddelser. Også andre mahratfyrster måtte afstå stykker af deres lande og blev afhængige af englænderne; kun Scindia, som i tide havde underkastet sig englændernes fordringer, beholdt et lille uafhængigt rige.

I 1823 blev lord Hastings som generalguvernør afløst af lord Amherst. Denne havde næppe betrådt Indiens jordbund, før end han blev indviklet i en ny krig, som regeringen så længe som muligt havde søgt at undgå. Birmanerne (burmeserne), som fra Ava herskede over nabostammerne i Bagindien, havde allerede i mange år foruroliget de britiske grænselandskaber i Forindien og ikke taget hensyn til forestillinger, da de anså englændernes langmodighed for svaghed. I 1824 blev endelig et korps på 11,000 mand, hvoraf halvdelen var indfødte (sepoys), under general Campbell til søs afsendt til Rangun ved floden Iravaddi, som uden modstand blev indtaget; indbyggerne havde forladt byen. I det usunde klima blev de fleste soldater i regntiden ukampdygtige; men ikke desto mindre trængte englænderne gennem tætte skove og oversvømmede rismarker ind i det indre og slog birmanernes langt overlegne hære. Indbyggerne i de af birmanerne undertvungne lande, Pegu, Arakan og Assam, modtog englænderne som befriere, og tilsidst måtte kongen af Ava i februar 1826 slutte en fred, hvorved han opgav sit overherredømme over Assam og flere nordlige stammer, afstod Arakan m. m. til England, optog en engelsk resident ved sit hof og lovede at betale én mill. pund sterling i krigsomkostninger.

Den følgende generalguvernør lord William Bentinck (1828-1835) forbedrede Indiens indre tilstand ved mange gavnlige foranstaltninger. Imidlertid nærmede den tid sig, da det Ostindiske Kompagnis privilegier udløb (1834), og i 1833 blev der vedtaget en lov, ved hvilken dets regeringsmyndighed blev forlænget på 20 år, medens dets handelsmonopol blev ophævet. Generalguvernørens myndighed vedblev at være næsten uindskrænket, og dette fik en sørgelig betydning under lord Bentincks efterfølger lord Auckland, som i 1838 foretog et ubesindigt togt til Afghanistan, hvor englænderne fordrev den tapre Dost Mohammed Khan og satte den tidligere fyrste Shah Sujah på tronen. Dennes herredømme kunne kun opretholdes ved hjælp af en britisk troppestyrke, som blev liggende i en lejr ved Afghanistans hovedstad Kabul. De stolte afghanere så med harme de engelske officerer slå sig til ro i deres land, hvorhen officererne hentede hustruer og børn, og færdes imellem deres skønne til kærlighedsforståelser oplagte kvinder; der dannede sig derfor en sammensværgelse mod de forhadte fremmede. Oprøret udbrød d. 2 november 1841, da en pøbelskare omringede den i staden Kabul midt imellem afghanerne boende berømte rejsende Alexander Burnes' hus og myrdede ham tillige med flere englændere. Dersom englændernes førere (generalen og sendemanden) havde vist den handlekraft, som tidligere så ofte havde skænket en lille engelsk hær sejren over langt talrigere modstandere, ville opstanden rimeligvis snart være blevet dæmpet; men ved en svag og vaklende optræden lod de den gribe om sig, og efter at Dost Mohammeds søn Akbar Khan var trådt i spidsen for oprørerne, kom det den 1ste januar 1842 til en overenskomst, ifølge hvilken englænderne udleverede deres våben og tiltrådte tilbagetoget. I begyndelsen gik dette for sig i orden med kvinder og børn i spidsen; men snart trængte trosknægtene sig ind imellem tropperne, og enhver stræbte, så godt han kunne, at bane sig vej igennem den dybe sne. Da de hjælpeløse skarer trængte sig igennem det snævre Kurd-Kabulpas, som er indesluttet af høje og stejle klippevægge og gennemstrømmes af en rivende bjergstrøm, åbnede de vilde ghilzyer, som havde besat passet, en morderisk ild på flygtningene og dræbte næsten 3000 af disse. Akbar Khan, som fra højderne så på myrderiet i dybden, undskyldte sig med, at han ingen magt havde over ghilzyernes bjergstammer, men tilbød at tage kvinder og børn under sin beskyttelse. Levningerne af hæren slæbte sig fortvivlet videre, og sepoyerne blev uden modstand slagtede af afghanernes lange knive; til sidst var der kun 150 væbnede englændere tilbage; men også disse blev i et højt pas nedhuggede, og kun ganske enkelte undkom.

Ikke længe efter dette ulykkelige tilbagetog kom den nye generalguvernør lord Ellenborough til Indien. Han havde misbilliget toget til Afghanistan, men anså det for nødvendigt at genoprette Englands anseelse og krigerære ved et hævntog mod Kabul. Den ædle general Pollock rykkede frem igennem Kabul-passene, slog Akbar Khan og befriede de ulykkelige fanger, som han havde slæbt med sig; men derefter forlod englænderne igen Kabul, og alt vendte der tilbage til den tilstand, det havde været i før krigen: Dost Mohammed fik igen med Englands samtykke regeringen; Shah Sujah var blevet dræbt under det anarki, der imidlertid havde hersket i Kabul. Under krigen i Afghanistan havde amirerne af sind ved det nedre Indusløb indtaget en fjendtlig holdning mod englænderne; de blev derfor opfordrede til at slutte en traktat, hvorved de forpligtede sig til at stille sig i et venskabeligt forhold til England. D. 14 februar 1843 undertegnede de traktaten; men dagen efter angreb de den engelske kommissærs bolig. Efter et heltemodigt forsvar mod den umådelige overmagt måtte englænderne trække sig tilbage; men den fra mange kampe berømte general Charles Napier gik imod amirerne og slog d. 17 februar med 2800 mand den 22,000 mand stærke fjende. Dagen efter overgav 6 af amirerne sig i deres hovedstad Hajderabad. Dermed var krigen dog ikke forbi, og d. 24 marts sejrede Napier atter med 5000 mand over 27,000 fjender under amiren Shere Mohammed, kaldet «løven». Sind blev derefter indlemmet i de britiske besiddelser, og Charles Napier blev guvernør i den nye provins.

I slutningen af samme år blev det sidste uafhængige Mahratrige bragt under engelsk overherredømme. Maharajah Scindia var et umyndigt barn, og der herskede anarki og forvirring i hans land. «Til beskyttelse for den unge maharajah» rykkede engelske tropper ind og overvandt mahratterne i et blodigt slag d. 29 december 1843. Lord Ellenborough var selv til stede i slaget. Han, som var kommet til Indien med de fredeligste hensigter, var af omstændighederne ført ind i en krigersk politik, og da direktørerne derfor havde tilbagekaldt ham (1844), måtte hans efterfølger lord Hardinge ligeledes snart drage sværdet. Hardinge havde kæmpet under Wellington og mistet den venstre arm i slaget ved Ligny; men han var ikke blot en udmærket general: han havde også flere gange været minister, og det var ikke med hans gode vilje, at hans regering væsentlig blev optaget af krigen mod sikherne. Sikherne er et religiøst-politisk samfund, hvis religion står midt imellem islam og brahmanismen, og de havde i det 18de århundrede gjort sig til herrer i Pandjab, og i begyndelsen af det 19de århundrede havde deres fyrste, den udmærket dygtige Rundsjit Sing, «løven af Lahore», udbredt sit herredømme over de omliggende lande på grænsen af Hindostan og Afghanistan. Han var for klog til at bryde med sine mægtige østlige naboer; men da han døde i 1839, udbrød der anarki i Pandjab, og de krigerske sikher angreb i december 1845 de britiske besiddelser. Med en af ilmarcher udmattet armé på 10,000 mand gik general Gough imod den tredobbelte fjendtlige styrke og vandt d. 18 december en blodig sejr ved Mudkie. Lord Hardinge stillede sig under Goughs overkommando, og 3 dage efter sejrede englænderne atter ved Ferozeshahur med 16,000 mand over 58,000 sikher: de fjendtlige batterier måtte stormes med bajonetten; men sejren og de 78 erobrede kanoner kostede englænderne 2400 døde og sårede. Endnu gjorde de tapre sikher en hårdnakket modstand; men efter at general Gough den 10de februar 1846 havde stormet deres faste lejr ved Sabraon, besatte englænderne Lhore og tog Rundsjit Sings umyndige sønnesøn Dhulip Sing under deres beskyttelse. Den nordligste del af Sikhriget - Kashmir m. m. - blev overladt til høvdingen Gulab Sing, som havde forrådt sine landsmænd. Foruden et lille stykke af Sikhriget indlemmedes under lord Hardinges styrelse i 1845 de danske besiddelser (Trankebar og Sirampur) ved køb i det Britiske Indien. De danske havde først af alle indrettet protestantiske missioner i Forindien, og deres milde herredømme og gavnlige virksomhed mindes endnu blandt de indfødte.

Da den næste generalguvernør lord Dalhousie i januar 1848 kom til Indien, havde englænderne atter de fredeligste hensigter; men et nyt felttog til Pandjab blev snart nødvendigt. Udgangspunktet for den nye bevægelse var den stærke fæstning Multan i det sydlige Pandjab, som Rundsjit Sing havde bragt under sikhernes herredømme. Guvernøren i provinsen Multan, en hindu ved navn Mulraj, myrdede d. 19 april 1848 på en forræderisk måde to britiske udsendinge, som han selv havde indbudt, og snart gjorde flere sikhhøvdinger opstand mod den af englænderne ledede regering i Lahore. Der blev samlet en stor hær under lord Gough, Multan blev indtaget i januar 1849, og efter flere blodige kampe, i hvilke sikherne med stor tapperhed havde modstået de af lord Gough slet ledede englændere, vandt disse endelig d. 21 februar en afgørende sejr ved Guzerat, hvorefter Pandjab i marts blev indlemmet i det britiske rige. I stedet for lord Gough blev den gamle Charles Napier sat i spidsen for den indiske krigsmagt. Da den energiske kriger kom til Indien, ville han med strenghed genoprette den svækkede disciplin blandt sepoyerne, men kom herover i strid med generalguvernøren og blev efter 2 års forløb kaldt tilbage til England.

Ved århundredets midte var hele Forindien med undtagelse af Himalaya-landene Nepal og Butan umiddelbart eller middelbart bragt under Englands herredømme; men i Bagindien udbrød der i 1852 atter en krig med Burma. Den blev ikke ført med synderlig dygtighed, men endte dog i 1853 med en fred, som bragte Pegu tillige med resten af kystlandet indtil Malakka under britisk herredømme. I de nærmest følgende år indlemmedes flere vasalstater ved deres fyrsteslægters uddøen i det britiske rige, og samme skæbne havde kongeriget Oude, hvor regeringens slethed oversteg alle grænser. Det var lord Dalhousies overbevisning, at hinduerne kun ved at gøres til umiddelbart engelske undersåtter kunne opnå ordnede og lovlige tilstande; men de indfødtes afsky for de fremmede herskere var altfor stor til, at de kunne føle sig tilfredse under deres herredømme. Sepoyernes frygt for den engelske overlegenhed var dernæst blevet svækket ved de sidste kriges til dels uheldige kampe; de var væbnede på europæisk vis, og deres tal var 5 gange så stort som de europæiske soldaters, der ikke udgjorde meget over 50,000. Og imellem dem udbrød nu i foråret 1857 et forfærdeligt oprør.

Dets hovedleder var den grusomme Nena Sahib, en plejesøn af den sidste peishva, og i spidsen stilledes den 92årige stormogul Shah Akber som konge af Indien. Med Delhi som middelpunkt udbredte oprøret sig over landene omkring Ganges og Dsjamna, og mange englændere myrdedes med kvinder og børn. Det fælles had havde forenet muhammedanerne med brahmalærens tilhængere; men oprøret vandt ingen udbredelse blandt sikherne og i Dekan, og efter et halvt års blodige kampe blev Delhi erobret. I 1858 faldt oprørets andet middelpunkt, hovedstaden i Oude Lakno, og englænderne vandt igen fuldstændig herredømmet. Allerede inden dette var befæstet, omdannedes Indiens styrelse ved lov af 2den august 1858. Kompagniets regering, som i 1854 indtil videre var blevet forlænget, blev ophævet, og Ostindien blev en engelsk koloni under en vicekonge, medens kontrolkollegiet blev afløst af en statssekretær (minister) for Indien og et råd på 15 medlemmer, for størstedelen mænd, der havde tjent i Indien.

I året 1876 oprettedes «Det indiske Kejserrige», og d. 1 januar 1877 blev dronningen af England udråbt til kejserinde af Indien. Det umådelige indiske rige har en folkemængde af henved 300 mill., medens Storbritannien og Irland kun har 38 mill., og over disse millioner af indfødte herskede 150,000 englændere. Og dog synes deres herredømme ikke længere at være truet af indre farer. Det sidste oprør var væsentlig en soldateropstand; men talforholdet mellem de indfødte og de engelske soldater er nu forandret til gunst for de sidste. De udgør nu over 60,000, medens sepoyernes antal er formindsket til 150,000. Hovedsagen er imidlertid at styrelsen er blevet forbedret. Vistnok forstår de stolte englændere ikke at vinde de indfødtes kærlighed; men deres dygtige og hæderlige styrelse vinder mere og mere deres agtelse. Noget over 50 mill. indbyggere styres endnu af indfødte fyrster; men disses tilstande står langt tilbage for de engelske undersåtters. I åndelig henseende er der gjort meget for deres udvikling, og i materiel henseende har Indien aldrig været så blomstrende som nu. I stedet for evige fejder er der trådt en fast grundet fred i hele riget; i stedet for de tidligere udsugelser er der trådt moderate skatter, som er mindre end i de indfødte fyrsters lande; vilkårligheden er afløst af lige ret for alle; landet gennemskæres af jernbaner, som letter forbindelsen, hvorved den forfærdelige hungersnød, der af og til hjemsøger forskellige egne kan formildes. Udadtil trues Forindiens fred kun af fare fra nordvest, hvor man ved indflydelse i Afghanistan har søgt at skabe sig en formur mod den russiske magts udbredelse. I begyndelsen af 1877 gav khanen af Kelat i Belutshistan sig under Englands beskyttelse, og der blev lagt besætning i Ketta på Belutshistans nordgrænse, hvorfra vejen fører ind i Afghanistan. Da dette lands hersker, Shir Ali, i 1878 indlod sig på en forbindelse med Rusland, men nægtede en engelsk sendefærd adgang til Kabul, besatte de engelsk-ostindiske tropper de for Indiens sikkerhed nødvendige punkter og rykkede i april 1879 frem til Gandamak foran den sidste opstigning til den bjergryg, som skilte dem fra Kabul. Shir Alis søn og efterfølger Jakub Khan sluttede derefter en fred, hvorefter det blev bestemt, «at emiren af Kabul i alle ydre anliggender skulle modtage den britiske regerings råd og beskyttes af denne mod ethvert ydre angreb.« En britisk resident med fornøden eskorte skulle tage sæde i Kabul. De 3 dale, gennem hvilke hovedvejene føre fra Indien til Afghanistan, skulle stå under engelsk styrelse; men overskuddet af deres indtægter skulle tilfalde emiren, der desuden årlig skulle modtage 120,000 pund sterling, når han strengt overholdt freden. D. 24 juli drog derefter residenten major Cavagnari med 3 europæere og 80 indiske soldater ind i Kabul, hvor emiren modtog ham med megen ære. Men det viste sig snart, at fredstraktaten ikke blev anerkendt af landets indbyggere. Der udbrød opstand på flere steder, ghilzy-stammerne i de af englænderne besatte egne trådte fjendtlig op, og endelig gjorde nogle regimenter i selve Kabul oprør og stormede i forening med pøbelen residentens bolig; han selv og hans folk myrdedes efter et tappert forsvar (den 3dje september). General Roberts drog derefter mod Kabul, slog afghanerne og besatte d. 12 oktober byen, hvor han lod 73 mennesker, som blev overbeviste om deltagelse i blodbadet den 3dje september, henrette. Han bekendtgjorde, at England ønskede at indsætte en ny emir, og så snart høvdingerne kunne blive enige om valget af en sådan, der ville træde i venskabeligt forhold til England, ville de britiske tropper trække sig tilbage. Det lykkedes at finde en sådan emir i Abd ur Rahman, en sønnesøn af den kraftige hersker Dost Mohammed († 1863), hvis fader var blevet tilsidesat for sin yngre broder Shir Ali. D. 22 juli 1880 blev Abd ur Rahman erkendt for emir af Afghanistan, og straks derefter forlod de engelske tropper Kabul.

Efter at det indiske kejserrige ved at vinde overherredømmet over Belutshistan havde udbredt sin magt mod vest, har det udvidet sig mod øst ved erobringen af Burma. Dette lands hersker, den grusomme tyran Tibo, sluttede i januar 1885 en handelstraktat med Frankrig, og da England heri så en fare for, at handelsvejen ad Iravaddi til Kina ville falde i franske hænder, greb den engelske regering en lejlighed, som tilbød sig ved en strid imellem Tibo og et engelsk handelskompagni, til at fordre, at Burma skulle underkaste sig Englands overherredømme. Da kong Tibo ikke ville gå ind herpå, rykkede englænderne ind i Burma og besatte d. 29 november 1885 hovedstaden Mandalay uden modstand. Kongen blev bragt til Forindien, og Burma blev indlemmet i de britiske besiddelser. En tid lang måtte englænderne kæmpe mod opstande af de indfødte; men nu er landet fuldstændig underkastet, og ved en traktat af d. 24 juli 1886 har kejseren af Kina anerkendt det britiske herredømme i Burma og lovet at lette handelsforbindelsen med den til Burma grænsende kinesiske provins Jynnan, imod at England har erkendt hans overherredømme over Burma. Af de nord for dette liggende bjerglande er Assam blevet umiddelbart, andre distrikter middelbart britiske.

Af andre asiatiske besiddelser er følgende blevet indlemmede i det indiske kejserrige: 1) de vest for Forindien liggende Lakkediver. 2) den i 1839 besatte fæstning Aden, «Asiens Gibraltar», på Arabiens sydkyst, som er en vigtig kulstation på vejen fra Suez til Ostindien. 3) øen Perim, besat i 1857, som behersker indløbet til det Røde Hav. 4) Andamanerne og Nikobarerne vest for Bagindien. Andamanerne har efter den store Sepoy-opstand været deportationssted for straffefanger, og efter at englænderne i 1869 havde besat Nikobarerne, som var opgivne af deres tidligere ejere, de danske, er også disse øer blevet benyttede i samme øjemed. Foruden disse i det indiske rige indlemmede øer - også Aden er så godt som ø, da det kun hænger sammen med fastlandet ved en smal tange - har England følgende besiddelser i Asien: 1) de sydvest for Forindien liggende Malediver. 2) den skønne ø Ceylon, som under revolutionskrigen blev taget fra hollænderne, og som i 1798 blev en britisk kronkoloni og i 1802 blev afstået ved freden i Amiens. Europæerne havde kun sat sig fast på kysterne, medens kongerne af Kandy herskede over et ældgammelt buddhaistisk rige i det indre. I 1800 søgte englænderne at knytte forbindelser med dette, men blev tilbageviste. Røverske indfald i de britiske besiddelser gjorde derefter forholdet fjendtligt, og tilsidst erobrede englænderne Kandy. Men dødelige febre nødte dem til at trække deres tropper tilbage, og de tilbageblevne blev myrdede på en lumsk måde. En senere konges grusomhed og overmodige angreb bevægede englænderne til at erklære krig, og i 1815 indtog de atter Kandy, hvor de blev modtaget som befriere; kongen blev derefter holdt i engelsk fangenskab. Men i 1817 gjorde cingaleserne, der følte sig sårede i deres religiøse fordomme, opstand: en buddhapræst blev udråbt til konge, og der begyndte en krig, som nødte englænderne til at hente store forstærkninger fra Madras. Uenighed blandt høvdingerne lettede dog snart englænderne sejren, og deres bedre styrelse har senere forsonet folket. Tidligere end på fastlandet har man endog kunnet indrømme de indfødte del i forvaltningen. 3) besiddelserne i Malakkastrædet: Pulo Pinang, som blev erhvervet i 1786, staden Malakka, som blev afstået af Holland i 1824, og den vigtige handelsstad Singapura, som blev erhvervet i 1819. Nogle malayiske fyrster på halvøen Malakka have givet sig under britisk beskyttelse. 4) øen Labuan ved nordkysten af Borneo. Det nordøstlige Borneo tilhører et engelsk handelsselskab, og under engelsk beskyttelse står de vest derfor liggende riger Brunei og Savarak. Det sidste blev stiftet af en englænder James Brooke, som har efterladt sit herredømme til en slægtning. 5) øen Hongkong ved indløbet til Kanton, som i 1842 blev afstået af Kina efter den såkaldte opiumskrig. Staden Viktoria er en betydelig handelsplads. Af stor betydning for Englands stilling i Middelhavet, navnlig lige overfor Ægypten, er Cypern, som sultanen vel ikke ligefrem har afstået til englænderne, men ved en traktat af d. 4 juni 1878 har overladt til deres styrelse. D. 1 juli samme år undertegnedes et tillæg til denne overenskomst, hvorved det bl.a. blev bestemt, at England skulle udbetale overskuddet af Cyperns indtægter til Porten (dvs. »Den Høje Port« der var en betegnelse for osmanner-regeringen i Konstantinopel).

I begyndelsen af det 17de århundrede, på samme tid som englænderne anlagde deres første kolonier i Ostindien, begyndte de også at nedsætte sig i Amerika. Men de vigtigste af de kolonier, de dengang grundlagde, hører nu til de Nordamerikanske Fristater. Derimod er de endnu i besiddelse af nogle småøer, som de besatte på samme tid, nemlig Bermudasøerne og de små Antiller St. Christoph, Antigua og Barbados. Bermudasøerne var i begyndelsen en straffekoloni, senere et tilflugtssted for forfulgte royalister på Cromwells tid. Nu danner de et mellemled imellem Kanada og Vestindien og en observationspost lige overfor De Forenede Stater i Nordamerika. St. Christoph og Antigna er ubetydelige; men det tæt befolkede Barbados er den mest blomstrende ø i Vestindien. På Barbados er der ikke ladt en udyrket plet jord tilovers, på hvilken negrene kunne finde deres livsophold uden at arbejde; men det modsatte er tilfældet på Jamaika, som i 1655 blev frataget Spanien af admiral Penn. Der indførtes derefter en mængde slaver til øen, og dens sukkerproduktion steg til en stor højde; men efter at negerslaveriet er ophævet og sukkeravlen aftaget, har Jamaika tabt sin væsentlige betydning. I det 18de århundredes sidste halvdel og de første år af det 19de århundrede erobrede englænderne de fleste af de små Antiller fra Frankrig ligesom den største af dem, Trinidad, fra Spanien og besatte Bahamaøerne.

I den nordlige halvdel af Nordamerikas fastland, som nu med undtagelse af Alaska er helt britisk, var franskmændene de første nybyggere; men i 1670 overlod Carl II landene vest for Hudsonsbugten til prins Rupert af Pfalz og hans mænd, hvorved grunden blev lagt til Hudsonsbugt-kompagniet. I 1713 afstod Frankrig Acadia og Terre Neuve, der nu fik navnene New-Skotland og New-Foundland. Deres hovedbesiddelse Kanada forsvarede franskmændene med stor tapperhed i Syvårskrigen (1756-1763); men i 1759 erobrede den heltemodige unge general Wolfe Quebek: såvel han som den franske anfører Marquis Montcalm faldt i slaget. I 1760 var hele Kanada erobret, og ved freden i Paris i 1763 blev det afstået til England. Således gik Frankrigs magt i Amerika til grunde; som levning beholdt det kun ret til at deltage i de store fiskerier på New-Foundlands bank. Derimod har den franske nationalitet holdt sig i Nedre-Kanada; men forbindelsen med Frankrig er næsten helt afbrudt: under frie britiske indretninger er Kanada vedblevet at være et stykke af det gamle Frankrig før revolutionen. Efter forskellige stridigheder og forandringer er der i 1867 stiftet en kanadisk stat, som omfatter alle britiske lande i Nordamerika med undtagelse af New-Foundland, der danner en egen kronkoloni. I spidsen for «The dominion of Canada» står en generalguvernør, som udnævnes af den britiske regering; den lovgivende magt har et parlament, som består af et overhus og underhus. Overhusets medlemmer vælges på livstid af generalguvernøren, men kun ud af de enkelte landskabers lovgivende forsamlinger. Valgloven til underhuset er aldeles demokratisk. Fransk og engelsk er ligeberettigede sprog i parlamentet. Under disse frie forhold synes Kanada at gå en stor fremtid imøde. Endnu udgør folkemængden kun 5 millioner; men især efter at regeringen har erhvervet Hudsonsbugt-kompagniets umådelige landstrækninger, er der åbnet en rig mark for indvandrere, som her kunne finde de samme fordele som i De Forenede Stater uden disses skyggesider. En jernbane fører tværs igennem landet fra Atlanterhavet til det store ocean, og der er herved tilvejebragt en så hurtig forbindelse mellem England og Østasien, at man i 26 dage kan rejse fra Liverpool til Hongkong. I Mellemamerika er der i 1861 grundlagt en koloni Honduras, der ligesom det i 1796 erhvervede Britisk-Guyana i Sydamerika især udfører kostbare træsorter. I 1833 besattes Falklandsøerne sydvest for Sydamerika.

For 100 år fandtes der ingen anden koloni i Australien end det i 1788 grundlagte deportationssted ved Port Jackson på Australlandets østkyst, New-Sydwales; men fra denne ringe begyndelse har Englands magt udbredt sig rundt om fastlandets kyster, og den europæiske befolkning i disse kystlande og i økolonierne Tasmania og New-Seland nærmer sig nu til 4 millioner. Den anden forbryderkoloni anlagdes i 1803 på Tasmania, i 1829 stiftedes kolonien i Vestaustralien, i 1835 blev grunden lagt til det nuværende Viktoria, i 1836 begyndte kolonisationen af Sydaustralien, i 1840 blev New-Seland taget i besiddelse. Efterhånden fik den frie befolkning overvægten over forbryderne: i 1839 ophørte deportationen til New-Sydwales, i 1853 til Tasmania, medens den i Vestaustralien holdt sig til 1868; nu er alle forbryderkolonierne ophævede. Endnu for 50 år siden skrev statholderen i Ny-Sydwales, da han var ankommet til koloniens hovedstad Sydney: »Kolonien er endnu næppe udtrådt af barnlighedens svøb; den lider under de forskelligste savn og mangler: agerdyrkningen er endnu lidet udviklet, handelen i sin første begyndelse, de få veje og broer ikke til at passere, befolkningen trykket af armod, ingen offentlig eller privat kredit, den store masses moral på det laveste standpunkt.« Nu tæller New-Sydwales 1,200,000 indbyggere, skønt Viktoria i 1851 og Queensland i 1855 er blevet udskilte derfra som særskilte kolonier. Intet land på jorden har i forhold til sin befolkning nær så mange får, og udførselen af uld giver en årlig indtægt af 10 millioner pund sterling. Sydneys befolkning nærmer sig til 400,000, og dets skibsfart kan måle sig med Europas største handelsstæders. Endnu hurtigere har Viktoria hævet sig. Dets folkemængde er mindst ligeså stor som den ældre kolonis, og hovedstaden Melbourne tæller ½ mill. indbyggere. Opdagelsen af de store guldlejer i 1861 gav det første stød til denne uhørte tilvækst; men nu har også agerdyrkningen og kvægavlen fået stor betydning; udførselens værdi overstiger 20 millioner pund sterling. Næst efter de to vigtigste kolonier har New-Seland hævet sig til størst betydning: hvor maorierne for 50 år siden opførte deres krigsdanse og fortærede deres fanger, findes der nu blomstrende europæiske byer, og kolonien tæller over 600,000 indbyggere. Guld og uld er også her hovedgenstandene for udførselen. Enhver af de 6 kolonier har sin egen fri forfatning med et parlament og en guvernør i spidsen. Forfatningerne er aldeles demokratiske; men befolkningen er fuldkommen loyal, og kolonierne danner endnu langt mere et Ny-England i syden end Kanada i vesten. Foruden kolonilandene ejer England den sydlige del af Ny-Guinea og Fidshi-øerne.

I Britisk Afrika, hvor det mørke fastland, som nu åbner sit indre for civilisatoriske bestræbelser, havde i begyndelsen kun betydning for europæerne ved at skaffe dem slaver til deres amerikanske kolonier. Det var særlig Vestafrika, hvor de europæiske sømagter i det 17de århundrede erhvervede sig handelspladser i dette øjemed. I 1672 gav således Carl II et »Afrikansk Handelskompagni« eneret til at vinde besiddelser og drive handel langs Afrikas vestkyst. Det første sted, hvor englænderne satte sig fast, var mundingen af floden Gambia; men de dér anlagte faktorier har aldrig vundet nogen stor betydning. De hører nu under den syd derfor liggende i 1787 grundlagte koloni: Sierra Leona, som i dette århundrede er blevet middelpunktet for englændernes bestræbelser for at tilintetgøre slavehandelen. De af engelske krydsere fra slaveskibene befriede negere blev bragt til Sierra Leonas hovedstad Freetown, hvis befolkning således er blevet en blanding af mangfoldige negerstammer. Betydeligere er de engelske besiddelser på Guldkysten. Tidligere var der her også danske og hollandske forter; men de første blev i 1850, de sidste i 1872 solgt til England, og i 1872 kom hele Guldkysten under engelsk beskyttelse. På slavekysten erhvervede englænderne sig i 1861 handelsstaden Lagos, og senere have de besat flere punkter i det østlige Guinea, hvor de søge at tilegne sig hele handelen på Nigeren. Den betydeligste britiske koloni i Afrika er Kaplandet, som blev taget fra Holland i 1795. Dets befolkning er meget blandet: ved siden af 1 million indfødte af forskellige stammer står ½ million hvide, hvoraf halvdelen er engelsk, halvdelen hollandsk. Det har ligesom Kanada og de australske kolonier en egen forfatning med et parlament og en guvernør. Mod nord udvidedes Kaplandets grænser først til Oranjefloden, dernæst i 1843 ved indlemmelsen af kolonien Natal, som var blevet besat af hollandske «boere», der var udvandrede fra Kaplandet, senere ved indlemmelsen af Kafferlandet, Basutolandet og Vestgriqualandet med verdens rigeste diamantlejer. Nordligere have englænderne også udbredt deres indflydelse blandt suluerne, men stødte her sammen med portugiserne, de gamle herrer i landet omkring Zambese. Længere nordpå stødte englænderne sammen med tyskerne, der erhvervede sig store landstrækninger imellem Zansibarkysten og søen Tanganayka. I 1886 fastsatte en traktat bestemte grænser imellem det tyske og det engelske Østafrika, og i 1887 aftrådte sultanen af Zansibar kystlandet til det tysk-østafrikanske og det britisk-østafrikanske selskab. Der vedblev imidlertid at opstå stridigheder mellem tyskerne og englænderne; men i 1890 kom det til en overenskomst, hvorved det engelske herredømme på mange punkter udvidedes, og sultanen af Zansibar gav sig under Englands beskyttelse, imod at den frisiske ø Helgoland blev afstået til Tyskland. Af øerne ved Afrika var det lille af Napoleons fangenskab bekendte St. Helena den ældste engelske besiddelse. Ubetydelige er den lille ø Ascension i Atlanterhavet ligesom Amiranterne og Seychellerne i det Indiske Hav; langt vigtigere er det tæt befolkede Mauritius, som i lang tid under navnet Isle de France havde været en blomstrende fransk koloni, men under krigen med Napoleon blev erobret af englænderne; dets befolkning er endnu overvejende fransk.

Ægypten er Englands vigtigste forbindelse med Ostindien, og Ægypten er i den nyeste tid vel ikke blevet indlemmet i det britiske rige, men bragt ind under dets indflydelse. I begyndelsen måtte England dele formynderskabet over Ægypten med Frankrig. De to stormagters indblanding begyndte i 1878. Kediven Ismail Pascha havde ved sin umådelige ødselhed bragt de ægyptiske finanser i den forfærdeligste uorden og var fuldstændig ude af stand til at betale renter af den store statsgæld. Hans kreditorer var væsentlig englændere og franskmænd, og der blev derfor nedsat en engelsk-fransk kommission til undersøgelse af Ægyptens finanstilstand. Kommissionen foreslog store reformer, og kediven gik ind på alle deres forslag. Englænderen Wilson, som havde stået i spidsen for kommissionen, blev finansminister, franskmanden dé Bligniéres minister for de offentlige arbejder. Der indførtes nu en streng sparsommelighed; men denne vakte stor misfornøjelse, især blandt de afskedigede officerer, og allerede i 1879 løsrev Ismail Pascha sig fra det europæiske formynderskab, begyndte igen på sin gamle ødselhed og nægtede rentebetalingen af den udenlandske gæld. Vestmagterne klagede til Porten, hvorefter sultanen afsatte Ismail og udnævnte hans søn Tevfik Pasha til hans efterfølger. Ismail fik en stor pension og bosatte sig i Neapel. Den nye kediv erklærede sin beredvillighed til en grundig reform og udnævnte Bligniéres og englænderen Baring til generalkontrollører over Ægyptens finanser med rådgivende stemmer i ministerrådet. Tilstanden begyndte at forbedre sig, og uagtet forrentningen og amortiseringen af statsgælden krævede 40 pct. af indtægten, gav budgettet for 1880 og 1881 dog et betydeligt overskud. Man kunne derfor ophæve flere trykkende skatter; men medens det arbejdsomme folk var tilfreds, var hæren misfornøjet og ustyrlig. I 1881 udbrød derfor en militæropstand, som lededes af oberst Achmed Arabi Bey, hovedet for et «nationalt» parti, som ville fortrænge de fremmede embedsmænd. Kediven måtte give efter for flere af militærpartiets fordringer, og der dannedes i 1882 et nyt ministerium, i hvilket Arabi blev krigsminister og snart tilrev sig hele magten. Da generalkontrollørerne nu mistede al indflydelse, besluttede England og Frankrig ved en fælles flådedemonstration at indjage de ægyptiske magthavere skræk, og d. 19 maj 1882 løb 6 engelske og franske skibe ind i Alexandrias havn; men da de ikke havde nogen landgangstropper om bord, lod Arabi og hans tilhængere sig ikke skræmme. Frankrig og England så nu ingen anden udvej end at opgive deres ensidige optræden og foreslå indkaldelsen af en stormagtskonference i Konstantinopel og en tyrkisk intervention. Sultanen mente imidlertid, at han alene kunne afgøre sagen, og sendte i juni Dervish Pasha som kommissær til Ægypten. Dervish, som i 1880 havde vist megen energi lige overfor albaneseme, trådte nu også op med stor myndighed i Kairo og stræbte efter selv at komme i spidsen for den ægyptiske krigsmagt; men da indtraf en begivenhed, som gjorde en brat ende på hans forhåbninger om på fredelig vis at genoprette sultanens herredømme ved Nilen. D. 11 juni 1882 gav en strid imellem en malteser og en araber anledning til, at det længe ulmende had til europæerne brød ud til en rejsning af pøbelen, som myrdede henved 50 europæere, sårede over 80, blandt dem den engelske og græske konsul, og plyndrede butikker og huse. Politisoldater deltog i myrderiet, og først efter 5 timers forløb skred tropperne ind. Kediven og Dervish Pasha kom derpå fra Kairo til Alexandria og lod over 400 arabere fængsle som deltagere i urolighederne; men europæerne stolede ikke længere på sikkerhed for liv og ejendom, og over 40,000 forlod i den nærmest følgende tid Ægypten. Tusinder af de indfødte blev derved brødløse og måtte underholdes på statens bekostning; handel og vandel standsede, og Alexandria var som uddød.

D. 23 juni trådte stormagternes sendemænd sammen i Konstantinopel, uagtet Porten ikke ville deltage i konferencen, som den erklærede for overflødig, da »forholdene i Ægypten nu var ordnede«. Ikke desto mindre holdt de fleste stormagter med Tyskland i spidsen fast ved, at man skulle opfordre sultanen til at skride ind med våbenmagt under Europas kontrol, og det så således ud til, at der intet ville blive gjort. Heller ikke Frankrig ville mere deltage i nogen ensidig intervention uden det øvrige Europas samtykke, og England, hvis interesser i Ægypten på grund af Suez-Kanalen og forbindelsen med Ostindien langt overgår alle andre landes, besluttede derfor at tage sagen i sin egen hånd. Den engelske admiral Seymour, hvis styrke ved Alexandria var forøget til 8 panserskibe, opfordrede Arabi til at høre op med at opruste forterne, og da han ikke fik noget tilfredsstillende svar, stillede han d. 10 juli den bestemte fordring, at de skulle overgives til englænderne; «i modsat tilfælde ville han den næste morgen åbne et bombardement«. Den franske flåde, som ikke ville deltage i dette bombardement, afsejlede om aftenen til Port Said, og de andre nationers skibe lagde sig for anker udenfor havnen og udenfor de ægyptiske kanoners skudvidde. Da Arabi gav et afslående svar begyndte bombardementet den 11te juli om morgenen; i begyndelsen blev det kraftig besvaret af forterne, men uden synderlig virkning, medens englændernes umådelige granater snart ødelagde flere forter og bragte de andre til tavshed. Næste morgen åbnedes ilden igen, men standsedes, da ægypterne hejste det hvide flag. Under dettes beskyttelse drog Arabi med sine tropper ud af byen og lejrede sig ved Kafred-Davar (3 mile fra Alexandria), som han begyndte at forskanse. Da englænderne endelig d. 13 juli gik i land, fandt de alt i den sørgeligste tilstand: de engelske bomber, som var fløjet ud over forterne, havde beskadiget mange bygninger og dræbt flere mennesker, men tillige vakt ægypternes raseri mod de europæere, som var blevet tilbage i byen. Deres huse blev plyndrede og stukne i brand; henved 500 mænd, kvinder og børn blev myrdede; andre lykkedes det at slippe om bord på de engelske skibe. Mod kediven havde Arabi, da han forlod Alexandria, udsendt en afdeling soldater, som imidlertid for penge lod sig bevæge til at skåne ham.

Alexandrias bombardement fremkaldte megen dadel, dels fordi England ved sin egenmægtige voldsdåd havde skilt sig fra de øvrige magter, dels og med mest grund, fordi det var foretaget, uden at der var truffet foranstaltninger til beskyttelse af byen og dens kristne indbyggere. Desuden var der jo endnu ikke opnået noget til genoprettelse af den lovlige tilstand i Ægypten og sikringen af Suez-Kanalen. Til det sidste øjemed ønskede den franske ministerpræsident Freycinet at bidrage; men hans dertil sigtende forslag forkastedes af det franske deputeretkammer (d. 29 juli), hvorefter han indgav sin dimission. I England bevilgede derimod underhuset d. 28 juli næsten enstemmig regeringens fordringer til et togt til Ægypten og tillod anvendelsen af en indisk troppestyrke. Da heller ikke Italien ville gå ind på Englands tilbud om at deltage interventionen, blev der nu kun spørgsmål om Tyrkiets deltagelse. Konferencen havde d. 15 juli opfordret sultanen til at skride ind i Ægypten; men England havde tilføjet nogle betingelser, som gjorde ham uvillig dertil, fordi han frygtede for at gøre sig forhadt blandt muhammedanerne, når han optrådte på Europas vegne. Sultan Abdul Hamid fulgte derfor den sædvanlige tyrkiske forhalingspolitik og erklærede, at han var villig til at deltage i konferencen, hvor man så kunne forhandle om videre forholdsregler; men d. 26 juli erklærede han pludselig, at han nu havde besluttet at gøre sin højhedsret gældende i Ægypten og ville sende 20,000 mand derhen, men ønskede, at de engelske tropper i Alexandria, der imidlertid var blevet noget forøgede, måtte blive trukne tilbage. Den engelske regering afslog dette forlangende og fordrede tydelige oplysninger om troppernes bestemmelse samt en proklamation, hvorved Arabi blev erklæret for en oprører. Derpå ville sultanen ikke gå ind, og da han endelig d. 8 august lovede det, gjorde den engelske sendemand i Konstantinopel, lord Dufferin, nye vanskeligheder og hindrede således tyrkiske troppers afsendelse, som ville forstyrre Englands krigsførelse; thi nu var den engelske regering blevet færdig med sine rustninger.

D. 15 august ankom overgeneralen Wolseley til Alexandria, og få dage efter landede de indiske tropper ved Suez. Det var general Wolseleys plan at benytte Suez-Kanalen som udgangspunkt for sine operationer, og d. 19 august afsejlede hans første division fra Alexandria for at besætte Port Said. Dette lykkedes uden vanskelighed, og i løbet af et par dage var hele Kanallinien i englændernes hænder. Fra Ismailia rykkede de dernæst frem igennem Vadi Tumilat, en smal indsænkning i ørkenen, i hvilken såvel ferskvandskanalen, der forsyner Ismailia og Suez med drikkevand fra Nilen, som jernbanen mellem Suez og Kairo er anlagte. Der, hvor Vadi Tumilat munder ud i Nildeltaet, ligger Tel el Kebir, hvor ægypterne havde befæstet sig og samlet betydelige stridskræfter. Derfra rykkede de flere gange frem og angreb englænderne, men blev drevne tilbage efter heftige kampe. D. 13 september angreb dernæst general Wolseley Tel el Kebir med 15,000 mand og vandt en afgørende sejr over den mindst dobbelt så talrige ægyptiske hær. Englænderne mistede kun 54 døde og 342 sårede, ægypterne flere tusinde døde, sårede og fanger, hele deres artilleri og flere jernbanetog med proviant. Umiddelbart fra slaget ilede 1500 ryttere til Kairo, som overgav sig uden modstand, uagtet citadellet havde en besætning af 10,000 mand. Arabi, der indtil det sidste øjeblik havde udstedt løgnagtige sejrsberetninger, blev forladt af alle og overgav sig endnu samme dag. Kediven dannede efter Englands opfordring et nyt ministerium og holdt d. 25 september sit indtog i Kairo. Den ægyptiske hær blev opløst, og Baker Pasha, en tidligere engelsk officer i tyrkisk tjeneste, fik det hverv at indrette den på ny. En del af de engelske tropper blev sendt hjem; men 12,000 mand blev stående i Ægypten, hvor England nu var den eneste rådende magt. For at ordne forholdene kom lord Dufferin i begyndelsen af november til Kairo, hvor han lod den ægyptiske regering erklære den fransk-engelske finanskontrol for ophævet, et skridt, som vakte megen harme i Frankrig, men var den naturlige følge af, at Frankrig havde overladt interventionen til England alene. Arabi og 5 hans medhjælpere blev d. 3 december 1882 dømte til døden af en nedsat krigsret; men kediven, dvs. lord Dufferin, formildede straffen til landsforvisning. Til forvisningssted bestemtes Ceylon. Imidlertid var Ægyptens finanser komnet i en forfærdelig forvirring, og nu skulle man give erstatning til de europæere, som havde lidt skade, samt betale Englands okkupationsomkostninger og genoptage rentebetalingen til statens kreditorer. Til at fastsætte erstatningssummerne nedsattes en international kommission; men det varede længe, inden Ægypten kunne opfylde sine forpligtelser. På samme tid gik Ægyptens herredømme i Sudan til grunde: en falsk profet (mahdi) erobrede Darfur og Kordofan, og i november 1883 bukkede en ægyptisk hær under englænderen Hicks efter 3 dages fortvivlede kamp under for mahdiens tropper. De europæiske officerer fandt tappert kæmpende døden; deres hoveder plantedes på Kordofans hovedstad el Obeids porte. Kort efter led de ægyptiske tropper, som fra Suakim (ved Det røde Hav) søgte at oprette forbindelsen med den vigtigste by i ægyptisk Sudan ved Nilen, Kartum, nederlag mod beduinerne, og Baker Pascha, som fik overkommandoen, kunne ikke udrette noget, fordi ægypterne i stedet for at kæmpe kastede deres våben, og englænderne ikke sendte hjælp. Da den ægyptiske regering var aldeles afhængig af England, syntes det at være dettes pligt at forsvare det for Ægypten så vigtige nilland, og i en note af d. 2 januar 1884 forlangte derfor den ægyptiske regering, at England enten skulle påtage sig forsvaret af Sudan eller give sit minde til, at landene mellem den øvre Nil og Det røde Hav blev overgivet sultanen, »Ægyptens overherre«, til besættelse og forsvar. I sit gensvar af d. 6 januar erklærede den engelske regering, at den ikke havde noget imod det sidste, når Porten alene ville bære omkostningerne, hvorpå der jo ikke kunne være tale om, at sultanen ville indlade sig; men tillige gav den kediven det råd, at trække alle de tropper, som stod syd for Vadi Halfa (den anden Nilkatarakt i Nubien), tilbage og opgive alt land på hin side af denne grænse. Der blev derefter givet ordre til at rømme Kartum, medens man ville forsvare stillingen ved Det røde Hav.

Den ægyptiske overanfører Baker Pasha drog derfor ud fra Suakim mod mahdiens ivrige og dygtige tilhænger Osman Digma, som holdt de to små fæstninger Tokat og Sinkar indesluttede, men blev slået d. 4 februar 1884, hvorefter han måtte trække sig tilbage til Suakim, og de to mindre fæstninger blev erobrede af Osman Digma. D. 21 februar ankom imidlertid general Graham med 4000 mand af de engelske tropper i Kairo til Suakim, hvorfra han drog frem mod Osman Digma og drev ham tilbage til bjergene. Men imidlertid havde alles blikke vendt sig mod Kartum. D. 18 januar var den berømte general Gordon, der tidligere havde vist udmærket mod og dygtighed i Kina og som generalguvernør i Sudan især havde bekæmpet slavehandelen, blevet afsendt fra England til Ægypten. Hans indflydelse gjaldt for så stor, at man troede ham i stand til at bringe mahdiens tilhængere til at falde fra denne og ham selv til at lade sig nøje med Kordofan. Gordon ankom d. 18 februar til Kartum og opfordrede mahdien til en fredelig overenskomst; men denne besvarede hans skrivelse med at råde Gordon til at gå over til islam og blive hans statholder. Det gjaldt nu for Gordon at sikre sig tilbagevejen til Ægypten, og han gjorde derfor d. 16 marts et udfald med sin lille skare af ægyptere og sudanesere, men foretagendet mislykkedes aldeles. Stillingen blev dag for dag betænkeligere, da stammerne omkring Kartum var i åben opstand mod det ægyptiske herredømme. Endelig udsendtes ved nytårstid i 1885 en lille hjælpeskare under general Wolseley, som rykkede frem gennem Nubien; men da en afdeling af disse tropper d. 28 januar nærmede sig Kartum, blev den modtaget med skud af araberne og erfarede, at byen 2 dage før ved forræderi var faldet i Mahdiens hænder, og at den ædle Gordon var blevet dræbt. Det sørgelige budskab vakte stor harme i England over ministeriets sendrægtighed, og i begyndelsen var der tale om at tage Kartum tilbage; men denne plan blev snart igen opgivet og tilbagetoget fra Nubien besluttet. Vadi-halfa var det sydligste punkt, som blev holdt besat.

I 1884 var der sluttet en overenskomst med Frankrig, ifølge hvilken Frankrig gav afkald på genoprettelsen af den fransk-engelske kontrol over Ægypten, medens England forpligtede sig til at drage sine tropper ud af landet, så snart det var muligt. Men denne mulighed har den engelske regering hidtil benægtet. D. 17 marts 1885 blev der sluttet en traktat imellem stormagterne, ifølge hvilken det ægyptiske lån blev fastsat til 9 millioner pund sterling til 3½ pct. og ikke blev stillet under engelsk, men under alle stormagters kaution. Dernæst nedsattes Englands fordringer for okkupationen, og der blev endelig udredet skadeserstatning til de europæere, som havde lidt tab ved Alexandrias bombardement. D. 24 oktober 1887 afsluttedes endelig en overenskomst, ifølge hvilken Suez-Kanalens neutralitet skal overholdes af en international kommission, bestående af stormagternes sendemænd i Kairo, en ordning, som England hidtil havde bekæmpet. Indtil en vis grad har England altså indrømmet de andre stormagter del i opsynet over Ægypten; men det har efterhånden tiltaget sig hele landets styrelse, og det kan ikke nægtes, at der er kommet en hidtil ukendt orden i denne. D. 7 januar 1892 døde Tevfik Pasha, og hans søn Abbas Pasha, som var født den 14de juli 1874 og var opdraget i Wien, blev hans efterfølger.

Da England i 1878 overraskede verden med at tage Cypern i besiddelse, henledtes opmærksomheden på den fordum så navnkundige ø, der i de tre sidste århundreder havde sovet dødssøvnen under tyrkernes fordærvelige herredømme. Det synes derfor vel at være umagen værd at kaste et blik tilbage på den ø´s historie, som i oldtiden var kærlighedsgudindens dejlige og rige hjem, og som endnu i middelalderen var sædet for en højt blomstrende ridderstat. Cypern ligger i det hjørne af Middelhavet, som skiller Syriens vestkyst fra Lilleasiens sydkyst, og fra begge disse lande kan man fjernt ude i havet øjne dets bjerge. Fra dem begge udbredte derfor også fastlandsstammerne sig i en ukendt fortid over øen, og den blev således et ældgammelt mødested for de to hovedgrene af menneskeslægten, der nu i tre årtusinder have ledet dennes udvikling: semiterne og indoeuropæerne. Langt fjernere ligger Cypern fra Nordafrikas kyst, og der er vistnok heller ikke derfra sket nogen indvandring på øen; men efter at Ægypten forud for alle andre folk havde hævet sig til en mægtig kulturstat, udbredte dets herskere flere gange deres magt over Cypern. Det ægyptiske herredømme på øen har ingenlunde været stadigt, men måtte oftere genoprettes ved nye krigstog. Imidlertid måtte den højt udviklede ægyptiske kultur selvfølgelig dog efterlade spor, og der savnes heller ikke sådanne i de mærkelige oldtidslevninger, som i den nyeste tid er udgravede på Cypern.

Den ægyptiske indflydelse på Cypern ophørte, da Ægyptens magt for 3000 år siden svækkedes; men desto stærkere blev nu fønikernes indvirkning. Dette driftige handelsfolk satte sig især fast på øens sydkyst i byerne Kition, Amathus og Pafos. Disse byer, der næsten kunne betragtes som forstæder for Sidon og Tyrus, blev de første led i den lange række af fønikiske handelspladser, som omspændte Middelhavet, og i mange hundrede år stod de i forbindelse med moderlandet, til dels i afhængighed af det. Da således kitierne (i ca. år 1000 f.kr.) gjorde et forsøg på at løsrive sig fra Tyrus's overherredømme, tvang kong Salomons ven og forbundsfælle, kong Hiram, dem til igen at underkaste sig, og Kition vedblev også i den følgende tid at være skatskyldigt til Tyrus. Da Kition var øens vigtigste handelsby og ifølge sin beliggenhed på sydkysten stod i nærmest forbindelse i med fønikerne og de andre semitiske folk, var det naturligt, at Kittim hos disse blev en fællesbenævnelse for alle kypriere.

Medens fønikerne i det væsentlige holdt sig til sydkysten, udbredte grækerne, som rimeligvis forefandt en ældre jafetisk, fra Lilleasien indvandret befolkning på øen, sig efterhånden over alle de andre kyster. De fleste græske nybygder var så gamle, at man henførte deres oprindelse til trojanertogers helte; navnlig gælder dette om det mægtige Salamis, der lå på østkysten i en rig slette. Denne by, der afløste Kition som øens betydeligste kongerige, var efter sagnet anlagt af Tevkros, der blev forvist af sin fader, kong Telamon på øen Salamis ved Attika, fordi han vendte tilbage fra Troja uden sin broder Ajas. Grækerne have altid kaldt øen «Kypros», og allerede hos Homer omtales den oftere under dette navn. Af navnet «Kypros» afledtes navnene på flere af øens produkter, navnlig det hellige cyprestræ og kobberet, som oprindelig hed «det kypriske metal», senere forkortet «Cyprum, Cuprum». Fra ældgammel tid var nemlig øen berømt af sine kobberminer, broncesværd og rustninger. Allerede Homer beskriver således (i Iliaden) den prægtige broncerustning, der var skænket Agamemnon af kong Kinyras, den gamle kypriske nationalhelt, fra hvem de i Pafos herskende ypperstepræster afledte deres herkomst, og det samme store ry holdt sig i senere tider. Alexander den Store havde således et udmærket kyprisk sværd, der var skænket ham af kongen i Kition, og Demetrius Poliorketes fik under belejringen af Rhodus to rustninger fra Cypern, som bestod prøven, da han lod skyde på dem med en maskine i 20 skridts afstand.

Vi nævnte cypressen som et til Cypern særlig knyttet træ; men iøvrigt var øen ligeså rig på en mængde andre af de skønneste træer, og tømmer var en hovedgenstand for dens udførsel. Hos oldtidens største geograf Strabo fortælles det i bog 14, kap. 5, at hverken brugen af det meget træ, der gik til ved udsmeltningen af kobber og sølv, eller af de talrige stammer, der anvendtes til skibsbygning, ville lyse op i de tætte skove, og at man derfor tillod hvem, der ville, at rydde så megen skov, han kunne, og beholde den derved vundne jord som agerland. Sletterne omskabtes således til de ypperste hvedemarker, og ikke mindre udmærkede den herlige ø sig ved sin vin og olie. I det hele påstod man i oldtiden, at intet andet land på en lignende udstrækning frembød så mange fortrinlige produkter som Cypern, og man stillede det i frugtbarhed lige med Ægypten. Særlig omtales den vellugt af blomster og frugter, der opfyldte luften, og endnu den dag i dag er bjergskråningerne og dalene smykkede med dejlige blomstrende buske, som oleander og myrter, og dækkede med det yndigste tæppe af roser, tulipaner, hyacinter, narcisser, krokus o.s.v.. På Cypern, synger Homer, salvede kariterne Afrodite med gudernes himmelske olie og dyppede, som det hedder i et poetisk brudstykke, deres klæder i talløse forårsblomsters duft.

Semiterne havde bragt deres vellystige og grusomme naturgudinde Astarte med til Cypern; men hun forvandledes her til den skønne helleniske kærlighedsgudinde, den kypriske Afrodite. Hendes ældste helligdom var en kegleformig sort meteorsten i det gamle Pafos, som salvedes og badedes på gudindens fødselsfest og derefter indhylledes i rene tørklæder. Således sender endnu den ægyptiske vicekonge årlig et kostbart klæde til Den sorte Sten i Mekka, og ligesom Astartes hellige hvide duer fløj ud og ind i hendes tempel, således flyver endnu duerne omkring i Kaabas tempelgård. Kærlighedsgudindens dyrkelse bidrog meget til at forbinde føniker og hellener: omkring hendes helligdom i Pafos, hvor så mange fremmede samledes, dannede der sig et blandingsfolk, som talte både fønikisk og græsk. I helligdommen åndede alt kærlighed og vellyst: templet omsusedes af grønne lunde, kilder rislede, fugle sang, luften var opfyldt af vellugt, fløjtespil lød, og gudindens slavinder, prægtig klædte og prydede med guldsmykker, færdedes i telte og lette bygninger.

Cypern var, som vi have set, delt i flere småstater, styrede af konger; sædvanlig var deres tal omtrent 10. Deres historie er indhyllet i mørke, indtil der henved år 700 f. Kr. kommer et glimt af lys fra østen. Ligesom de ældste historiske efterretninger, vi har om Cypern, stammer fra de ægyptiske mindesmærker og minder om den fjerne fortid, da faraonerne herskede over øen, således får vi nu igen nogle efterretninger fra Ninives kileindskrifter, fordi de assyriske konger på deres erobringstog nåede derhen. Kong Sargon fortæller således (707 f.kr.), at han modtog hylding af 7 fyrster fra en ø, som lå 7 dagsrejser mod vest fra kysten, og så lang tid kan der med svage og foranderlige vinde medgå for at komme over fra Syrien til Cypern. I en kileskrift fra år 672 nævner dernæst kong Asarhaddon 10 konger fra «øen Cypern midt i havet», som ved deres gaver havde bidraget til Ninives forskønnelse. Under en så livlig forbindelse med Assyrien måtte dette riges kunst naturligvis få indflydelse på den kypriske, og man har også i den nyeste tid udgravet statuer på Cypern, der have et aldeles assyrisk præg.

Kort før år 600 f.kr. gik Assyriens magt til grunde, og Cypern kom sandsynligvis ligesom Syrien under Babylons herredømme; men henved 50 år senere lykkedes det den ægyptiske konge Amasis at underkaste sig øen, hvis miner og skove gjorde dens besiddelse meget værdifuld for de store fastlandsriger. Da derfor perserkongen Kambyses 525 f.kr. drog mod Ægypten, søgte han at vinde kyprierne for sig, og de hyldede ham ligesom fønikerne, men beholdt som før deres egne konger og love. Nogle år efter var det, at kong Darius Hystaspis' søn søgte at indordne alle Perserrigets vidtstrakte lande under et mere ordnet skattesystem, og det har vel sagtens været hovedgrunden til, at kyprierne sluttede sig til den opstand, der i ca. år 500 f.kr. udbrød blandt ionerne i Lilleasien. Medens vi hidtil har måttet sammenstykke Cyperns historie af ægyptiske og assyriske indskrifter, får vi nu for første gang hos Herodot en udførlig fortælling om kampen med perserne. Kyprierne, siger Herodot, sluttede sig alle frivillig til ionerne undtagen amathusierne, og med deres frafald fra mederne (Herodots sædvanlige benævnelse for perserne) gik det således til. Onesilos var en yngre broder af salaminiernes konge Gorgos. Denne mand havde tidligere søgt at overtale Gorgos til at falde fra storkongen, og da han nu hørte, at ionerne var faldne fra, drev han især ivrig på ham. Dog da han ikke kunne få sin broder overtalt, passede Onesilos lejligheden, da Gorgos engang havde forladt salaminiernes by, og lukkede med sine tilhængere portene for ham. Gorgos, som var berøvet sin by, flygtede til mederne; men Onesilos herskede over Salamis og søgte at få alle kyprierne til at falde fra med ham. De andre overtalte han nu; men amathusierne, som ikke ville adlyde ham, indesluttede og belejrede han. Under belejringen af Amathus blev det meldt Onesilos, at en perser ved navn Artybios var i vente til Cypern med en stor hær. Da Onesilos hørte dette, bad han ionerne om hjælp, og disse betænkte sig heller ikke længe, men kom med en stor krigsmagt. Imidlertid var perserne gået over på skibe fra Lilleasien og rykkede til lands frem imod Salamis; men fønikerne sejlede med skibene omkring det forbjerg, som kaldtes Cyperns nøgler. Da det nu stod således til, kaldte fyrsterne på Cypern ionernes feltøverster sammen og sagde til dem: «Ioniske mænd! Vi kypriere give eder valget, hvem i ville give eder i kast med, enten perserne eller fønikerne ?« Hertil svarede ionerne: «Os har Ionernes Forbund udsendt for at dække havet, men ikke for at vi skulle overgive vore skibe til kyprierne og selv til lands give os i kast med perserne. Hvor vi nu  har fået vor post, der ville vi stræbe at vise os tapre; men I bør i erindring om, hvad i har lidt som medernes trælle, vise eder som brave mænd.» Dét svarede ionerne; men da derpå perserne var kommet til salaminiernes slette, stillede kypriernes konger deres hær i slagorden, således at de stillede de andre kypriere mod de andre tropper, men salaminiernes og soliernes udvalgte mandskab mod perserne (Soli var en græsk by på nordkysten af Cypern), og lige overfor persernes feltherre Artybios valgte Onesilos sin plads. Men Artybios red en hest, som var afrettet til at stille sig på bagbenene mod en sværtvæbnet. Da Onesilos hørte det, sagde han til sin våbendrager, en karer af slægt, som var en udmærket kriger og modig mand: «Jeg hører, at Artybios's hest stiller sig på bagbenene og både med bid og spark gør det af med enhver, som den kommer nær. Betænk dig nu straks og sig, hvem af de to du vil angribe, enten hesten eller Artybios selv.» Dertil svarede våbendrageren: «Jeg er rede til at gøre begge dele og en af delene og i det hele hvad du byder; men hvad der synes mig gavnligst for dig, det skal jeg sige. En konge og feltherre, mener jeg, bør give sig i kast med en konge og feltherre; thi hvis du nedlægger en feltherre, så udfører du en stor gerning, og hvis han, hvad gud forbyde, skulle nedlægge dig, så er dog døden for en ligemands hånd kun den halve ulykke: men vi tjenere bør give os i kast både med andre tjenere og med en hest. Dens kunster skal du nu ikke være bange for; thi jeg lover dig, at den ikke mere skal stille sig mod en mand.» Det sagde han, og straks derefter begyndte slaget både til lands og vands. I søslaget udmærkede ionerne sig på den dag og overvandt fønikerne; men til lands kom hærene i nærkamp, og med feltherrerne gik det, som følger. Da Artybios på sin hest fór frem mod Onesilos, huggede denne efter sin aftale med våbendrageren løs på Artybios selv; men da hesten slog sine forben imod Onesilos's skjold, huggede våbendrageren til med en le og afskar hestens fødder. Der faldt nu Artybios tillige med sin hest. Men midt under kampen flygtede nogle af kyprierne, og således fik perserne overmagten. Da kyprierne blev drevet på flugt, faldt en stor mængde og blandt dem Onesilos, som havde fået kyprierne til at gøre opstand, og soliernes konge Aristokypros, en søn af den Filokypros, som athenæeren Solon, da han var kommet til Cypern, priste i et digt fremfor andre fyrster. (I et opbevaret brudstykke af dette digt hedder det: »gid den vidtbekransede kypris må sende mig uskadt med mit hurtige skib bort fra den herlige ø; gid han til løn for vor nybygd mig skænke sin yndest og ære og til mit fædreland lykkelig hjemkomst igen«.)

Herodot fortæller videre: «Onesilos's hoved afskar amathusierne, fordi han havde belejret dem, bragte det til Amathus og ophængte det over porten. Da det nu hang der og allerede var blevet hult, satte en bisværm sig i det og fyldte det med vokskager. Da det var hændet, og amathusierne spurgte Oraklet derom, fik de det svar, at de skulle tage hovedet ned og begrave det, men hvert år ofre til Onesilos som en heros, og når de gjorde det, ville i det blive til deres gavn. Det gjorde så amathu'sierne og er blevet ved dermed lige til min tid. Men da ionerne, som havde kæmpet til søs, hørte, hvor ilde det var gået Onesilos, og at kypriernes andre byer blev belejrede, men at salaminierne havde overgivet deres stad til den forrige konge, Gorgos, sejlede de straks derefter bort til Ionien. Af byerne på Kypros udholdt Soli den længste belejring; men i den femte måned indtog perserne den efter at have undergravet muren. Således var da kyprierne igen bragte i trældom, efter at de havde været frie ét år.»

På Xerxes' togt mod Grækenland i 480 f.kr. måtte kyprierne stille 150 skibe. Herodot fortæller ved denne lejlighed, at de havde turban på hovedet, men for resten var klædte som hellenerne. Efter Herodots fyldige skildringer må vi i den følgende tid igen nøjes med enkelte korte og magre efterretninger om Cypern. Da grækerne efter at have drevet perserne tilbage førte krigen over på asiatisk grund, gjorde de vel oftere togt til denne deres nationalitets østlige forpost og vandt også her flere sejre, men uden at det dog lykkedes dem at grundlægge noget varigt herredømme på øen. Den navnkundigste begivenhed forefaldt i året 449, da Kimon i spidsen for 140 athenæiske skibe belejrede Kition, men døde under belejringen, hvorefter athenæerne sejlede til Salamis og slog perserne både til lands og til vands, men derpå vendte hjem til Grækenland. Af det rige bytte skænkede de en tempelgave til guden i Delfi, hvis indskrift er opbevaret. I den hedder det: »Siden den delende bølge har skilt Europa fra asien, siden den voldsomme krig jorden med kampgny har fyldt, aldrig er gerning så stor af jordiske mænd blevet øvet, som den sejr, vi vandt både på fastland og hav. Medernes talrige skarer på Kypros vi slog, og på havet hundrede snekker vi tog, fyldte med tyriske mænd«.

Dog om athenæernes sejr end har været nok så glimrende, den blev dog indtil videre slutningen på deres dristige togt til den fjerne ø, og i den nærmest følgende tid indtrådte der en stærk reaktion af det østerlandske element på Cypern mod hellenismen. Perserkongen fik igen fuldstændig herredømmet på øen og søgte at sikre det ved at hæve dens fønikiske befolkning på den græskes bekostning. Vi høre således, at den gamle kongeslægt i Salamis, der afledte sin herkomst fra Tevkros, blev styrtet af en fønikisk magthaver, som fordrev eller undertrykte græske kypriere; men da optrådte en mand, som igen på en glimrende måde genoprettede hellenismen på sin fædreneø, den højt begavede og højsindede Evagoras. Evagoras, der var født i Salamis (omtrent i år 440 f.kr.) af tevkridernes æt, måtte som så mange andre flygte for den fønikiske tyrans efterstræbelser og undkom til Lilleasien. Her samlede han 50 landflygtige kypriere om sig, satte over til øen og brød om natten ind i Salamis, hvor han fældede tyrannen og selv vandt kongedømmet (ca. år 410 f.kr.). Med udmærket dygtighed og klogskab sikrede han sin magt, hævede Salamis til en højt blomstrende by og stræbte på enhver måde at gøre Cypern til et græsk land. Navnlig glædede han sig ved enhver forbindelse med Athen, hovedsædet for den helleniske dannelse, som han så højlig beundrede, og viste i slutningen af den peloponnesiske krig sin hengivenhed for denne by ved at forsyne den med korn. Da derfor den athenæiske feltherre Konon efter det ulykkelige slag ved Ægosfloden (405) måtte flygte fra Grækenland, drog han med sine 9 skibe til Cypern og fandt en gæstevenlig modtagelse hos Evagoras; men også mange andre landflygtige grækere søgte i den sørgelige tid, der derefter fulgte på, under Spartas trykkende herredømme et nyt hjem på den frugtbare ø under den milde konges beskyttelse, og navnlig fortælles det, at mange athenæiske kvinder, som ikke kunne finde tilstrækkeligt udkomme i deres dybt sunkne fødeby, vandrede ud til Salamis og der fandt ægtemænd. Ved alt dette måtte hellenismen i høj grad styrkes på Cypern. Man kunne måske undre sig over, at perserne lod denne betydningsfulde udvikling gå for sig uden hindring; men for det første var «den store konge» langt borte og i al denne tid optaget af begivenheder, der lå ham langt nærmere, og desuden blandede han sig i regelen ikke i sine provinsers indre forhold, når de blot ydede ham deres tribut, og derpå har den kloge Evagoras naturligvis ikke ladet det mangle. En tid lang lykkedes det endog ham og Konon at få en afgørende indflydelse på Persiens politik. Spartanerne var trængt sejrrig frem i Lilleasien, og kong Artaxerxes den 2den så med skræk, hvor lidet hans satraper var i stand til at modstå grækernes krigskunst. Da tilbød Konon ham sin tjeneste, og man gjorde storkongen opmærksom på, at en persisk flåde under en græsk hærførers kyndige ledelse ville bringe Sparta i den største fare. Artaxerxes gik ind på forslaget, og Konon blev sat i spidsen for en flåde, af hvilken Evagoras stillede den største del. Efter at have slået spartanerne ved Knidos på Lilleasiens sydvestlige hjørne (394 f.kr.) benyttede Konon den magt, der var givet ham ihænde, til at genoprejse sin fædrene by; men athenæerne erkendte, at de skyldte Evagoras ligeså meget som Konon, og oprejste billedstøtter af de to ædle venner ved siden af hinanden. Venskabet mellem Evagoras og storkongen holdt sig imidlertid ikke længe: Artaxerxes blev snart misfornøjet med Athens stigende magt og så med harme, hvorledes Evagoras mere og mere udbredte sit herredømme over Cypern. Kition, Amathus og Soli, som gjorde modstand herimod, fik hjælp fra Persien; men Evagoras optog nu dristig kampen med storkongen og fandt understøttelse, dels i Ægypten, der havde løsrevet sig fra det persiske herredømme, dels hos athenæerne, der efter 60 års forløb igen sendte en flåde til Cypern. Således lykkedes det Evagoras ikke blot at få hele Cypern underkastet, men endog at indtage Tyrus og få Kilikien på Lilleasiens sydkyst til at gøre oprør: det lille ørige var blevet midtpunktet for en farlig forbindelse mod Persiens magt. Under disse forhold mødtes Spartas og Persiens politik: spartanerne hadede vistnok fuldt så meget som Artaxerxes den athenæisksindede konge, som måske mere end nogen anden havde bidraget til at knække deres overherredømme i Grækenland, og ved den mellem deres sendemand Antalkidas og perserkongen afsluttede fred i 387 f.kr. blev den sidste naturligvis erkendt for Cyperns herre. Heller ikke Athen vovede at modsætte sig de to stormagters vilje, og snart stod Evagoras alene mod hele Persiens magt.

Artaxerxes foretog nu store rustninger, og i 386 f.kr. satte de en flåde på 300 skibe over fra Lilleasien til Cypern. Evagoras fik ved store anstrengelser samlet henved 200 skibe, og det kom til et søslag ved Kition, hvor han i førstningen var heldig, men til sidst bukkede under for overmagten. Derefter måtte han indeslutte sig i Salamis, som i lang tid forgæves blev belejret af perserne. Til sidst blev de trætte, og det kom til en overenskomst, i følge hvilken Evagoras beholdt Salamis som storkongens skatskyldige vasal, men opgav sine fordringer på det øvrige Cypern. Det dristige forsøg på at gøre Cypern til en samlet og uafhængig græsk stat var mislykket; men hellenismen synes dog fra den tid af at have været aldeles overvejende på øen, og således fik Evagoras's virksomhed dog en varig indflydelse. Salamis nød i de følgende år fredens velsignelser, og de i denne tid af Evagoras og efter hans død i 374 af hans søn slåede mønter, er de skønneste som øen har frembragt. Endnu engang rejste kyprierne sig mod det persiske herredømme: det var i 351 f.kr., da kong Artaxerxes III Ochos ville drage mod Ægypten, men blev standset af fønikernes modstand. Til fønikernes opstand sluttede sig da også de kypriske stater; men allerede året efter blev de igen underkastede. Det mærkeligste ved denne kamp var, at den fra Persiens side mest blev ført med græske lejetropper under anførsel af athenæeren Fokion. Denne for sin tapperhed og ubestikkelighed af de gamle forfattere så højt priste feltherre lod sig således bruge af barbarerne imod sine landsmænd og belejrede Salamis, ved hvis hjælp Athen en menneskealder tidligere havde hævet sig af sin fornedrelse. Snart efter var det imidlertid ude med Persiens magt; i 333 f.kr. rykkede Alexander den Store efter sin sejr ved issus ind i Fønikien, hvor han begyndte at belejre Tyrus. Ved denne lejlighed var det ham til stor hjælp, at de kypriske konger sendte ham deres flåder, som talte 150 skibe, og de beholdt derfor selvfølgelig deres riger under hans overherredømme. De fik derefter navnlig det hverv at forstærke Alexanders sømagt; men adskillige kypriere fulgte ham også på hans togt ind i Asien, og deres bygmestere byggede skibe for ham på Indus.

Efter Alexander den Stores død kom Cypern til at spille en vigtig rolle i stridighederne mellem hans efterfølgere; thi såvel Ægyptens kloge hersker, Ptolemæus, som den ærgerrige Antigonus i Lilleasien anså den rige ø for uundværlig til at vinde herredømmet på havet. Ptolemæus fik først overhånden og berøvede de kypriske konger deres magt; om en af dem fortælles det, at han dræbte sig selv, og at derpå hans hustru dræbte sine døtre, stak ild på kongeborgen og styrtede sig i flammerne. Ptolemæus' broder Menelaus blev øens statholder; men i 306 f.kr. sendte Antigonus sin søn Demetrius imod den med en flåde på over 100 skibe, deriblandt flere umådelige kolosser på 6 og 7 rækker årer, og en hær på 15,000 mand. Demetrius gik i land og slog Menelaus, som måtte indeslutte sig i Salamis; derpå begyndte han at belejre den faste by og vandt sit tilnavn Poliorketes (by-erobreren) ved at opfinde nye krigsmaskiner, bl.a. et svært, 150 meter højt belejringstårn (helepolis), som blev rullet frem mod muren og udslyngede umådelige stene og kastevåben af alle slags. Imidlertid nærmede Ptolemæus sig med 140 krigsskibe og en stor transportflåde med 10,000 mand landtropper; til sin broder i Salamis sendte han bud, at han skulle lade de 60 skibe, som lå der i havnen, sejle ud og støde til ham. For at hindre dette lagde Demetrius sig med sin flåde udenfor Salamis; 10 af sine skibe overdrog han bevogtningen af havnemundingen, medens han med de øvrige sejlede Ptolemæus imøde. Utallige kastevåben fyldte luften, og snart stødte skibene sammen og søgte at bore hinanden i sænk eller at entre de fjendtlige fartøjer. Fremfor alle stred Demetrius på sit syvradårede skib med uimodståelig tapperhed, og enden blev, at Ptolemæus måtte flygte og kun med 8 skibe undkom til Kition og derfra til Ægypten. Menelaus havde vel efter en hårdnakket modstand fået bugt med de 10 skibe, men kom for silde til at forandre kampens skæbne og måtte derpå overgive sig med hele sin flåde og 12,000 mand. Af Ptolemæus's skibe var over halvdelen boret i sænk, de øvrige tagne med deres besætning, og ligeledes var den største del af transportflåden taget med 8000 mand og et umådeligt bytte. Den sejrrige Demetrius ærede sin lykke ved ridderlig ædelmodighed: han sørgede for de faldne fjenders hæderlige begravelse, sendte de fornemste fanger uden løsepenge tilbage til Ptolemæus, bl.a. hans broder og søn, og tog de fleste andre krigsfanger i sin tjeneste. Til Athen sendte han 1200 rustninger, til sin fader milesieren Aristodemos med budskabet om sejren og Cyperns erobring; Aristodemos begyndte sin tale med ordene: «Til lykke, kong Antigonusu og denne skrev til sin søn: «Til kong Demetrius!» Også Ptolemæus og de andre makedoniske fyrster antog nu kongenavnet, og det varede ikke længe, førend de forbandt sig mod Antigonus. Antigonus bukkede under og faldt i slaget ved Ipsus (301); men Demetrius beholdt dog i nogle år Cypern. Først i 295 f.kr., da den urolige helt var draget til Europa for at vinde større magt, angreb Ptolemæus den for tropper blottede ø og indtog til sidst Salamis efter et tappert forsvar af Demetrius's ædle hustru Fila.

Cypern var således igen kommet under Ægyptens herredømme ligesom flere gange i tidligere tider, når dette rige var mægtigt; når det ville gøre sin magt gældende, trængte det netop til den skovrige ø, som kunne yde det skibstømmer. Ptolemæerne lagde også megen vægt på at bevare deres herredømme på Cypern og holdt derfor stadig en betydelig krigsmagt på øen. I spidsen for denne stod en strateg; men han havde også i andre henseender den øverste myndighed og kaldes i indskrifter: »strateg, admiral og ypperstepræst på Cypern.» Han fik altså også den højeste gejstlige magt, som før havde tilhørt ypperstepræsten i Pafos; men denne vedblev dog at være «ypperstepræst i byen«. De enkelte byer på Cypern beholdt indre selvstændighed og dannede således småstater, der blot havde at betale afgifter til statholderen. Øen betragtedes som et eget rige og blev undertiden også overladt til en broder af den ægyptiske konge. Dette blev således tilfældet i året 81 f.kr.; men på den tid var Ægypten allerede ganske afhængigt af romerne, og det var kun et tidsspørgsmål, hvornår det ville blive ligefrem indlemmet i Romerriget. Denne skæbne ramte først Cypern. Den kypriske Ptolemæus havde været uforsigtig nok til at fornærme en romersk stormand. Det var den berygtede Publius Clodius Pulcher, som var blevet fanget af de kilikiske sørøvere og havde anmodet kong Ptolemæus om at løskøbe ham; denne havde da sendt to talenter (ca. 8000 kr.), en sum, der forekom den stolte romer altfor ringe til at byde for ham. Da han derefter som tribun i året 58 f.kr. kunne sætte igennem, hvad han ville, besluttede han at afsætte Ptolemæus og inddrage Cypern under Romerriget. Folkeforsamlingen vedtog «den skændige lov», som Cicero med rette kalder den, og dens udførelse blev betroet til den strengt retskafne Cato, som Clodius ville fjerne fra Rom. Endnu inden Cato kom til Cypern, havde Ptolemæus taget gift, og kyprierne gjorde ingen modstand. Cato kunne således i ro og mag konfiskere Ptolemæus's umådelige rigdomme og holde auktion over hans pragtfulde bohave, og han gjorde det på en vistnok redelig, men også meget smålig måde. Selv beholdt han kun en statue af Zenon fra Kition, stifteren af den stoiske skole, til hvilken han selv bekendte sig; men i det romerske skatkammer nedlagde han 7000 talenter (henved 30 mill. kr.).

Cypern blev nu et rigt bytte for romerske statholdere, skatteforpagtere og ågerkarle. Hvor vidt de sidste kunne gå, se vi af Ciceros breve. Markus Brutus, en mand, der dog regnedes blandt de hæderligste romerske stormænd, Catos søstersøn og svigersøn og ligesom han stoisk filosof, havde lånt salaminierne, der havde en sag i Rom og naturligvis intet kunne udrette uden bestikkelser, en sum penge til 48 procent. Som en mellemmand, der lagde sit navn til, havde Cato brugt en vis skaptius, og denne var derpå ved hans indflydelse blevet præfekt i Salamis. Som sådan ville han tvinge salaminierne til at betale det dobbelte af, hvad de var skyldige, og indespærrede deres rådsherrer, så at 5 af dem døde af sult. Netop på den tid blev Cicero prokonsul over Kilikien og Cypern (51 f.kr.). Til ham klagede salaminierne, og menneskelig og retskaffen, som han var fremfor de fleste af sine standsfæller, søgte han at hjælpe dem til deres ret. De stakkels mennesker ville gerne betale, hvad de skyldte, og var Cicero højst taknemlige, fordi han ikke oven i købet selv forlangte en gave, der under en anden statholder let kunne være blevet mere trykkende end selve gælden; men da Brutus bebrejdede ham, at han ikke tog mere hensyn til en ven, var han svag nok til at finde sig i, at sagen blev opsat, uagtet han vel indså, at det let kunne gå salaminierne ilde under den næste statholder.

Ligesom Clodius' had havde bragt Cypern under Rom, gav Cæsars kærlighed til Kleopatra det snart igen tilbage til Ægypten, og først efter hendes død (30 f.kr.) kom det tillige med hovedlandet atter under romernes herredømme. Under kejserne blev styrelsen mere ordnet, og var end det romerske herredømme trykkende, bragte det dog overalt fast borgerlig ret, fred og orden, gode veje og fri handel over hele det store rige. Øen vedblev således at blomstre og kaldes også i romertiden «den fine, yppige, på alle herligheder rige». Dens overordentlige frugtbarhed vedligeholdtes stadig ved kunstig vanding. Pafos vedblev at være det religiøse middelpunkt, og på en hel række broncemønter, prægede under de romerske kejsere i de kypriske byers fælles navn, ser man en bygning, som forestiller det Pafiske Tempel med dets ejendommelig gamle gudebillede.

Dog hedenskabet mistede snart sit eneherredømme på Afrodites ø. Allerede var talrige jøder fra deres tæt befolkede land strømmet derover, og Cypern stod på mange måder i forbindelse med Palæstina: Herodes den Store fik således af Cæsar den halve indtægt af øens rige bjergværker, og hans datterdatter Alexandra blev gift med en fornem kyprier. Cypern var derfor også et af de allerførste lande, til hvilke kristendommen udbredte sig. Flere kypriske jøder, blandt dem Barnabas, var de første, som prædikede evangeliet for hellenerne, og Barnabas grundlagde i forening med Saulus fra Tarsus i Kilikien menigheden i Antiochia. Derfra drog de til Cypern, og som det videre hedder i apostlenes gerninger (kap. 13), «da de var i Salamis, forkyndte de guds ord i jødernes skoler. Da de var draget gennem øen til Pafos, traf de en troldmand, en falsk profet, en jøde ved navn Barjesus; han var hos landshøvdingen Sergius Paulus, en forstandig mand. Denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og begærede at høre guds ord; men troldmanden Elymas (thi således oversættes hans navn) stod dem imod og søgte at afvende landshøvdingen fra troen. Men Saulus, også kaldet Paulus, så fuld af den helligånd stivt på ham og sagde: «O, du, som er fuld af al svig og ondskab, du djævelens barn, en fjende af al retfærdighed! Vil du ikke lade af med at forvende herrens rette veje? Og se nu, herrens hånd er på dig, og du skal blive blind og en tid lang ikke se solen;» men straks faldt der en tåge og mørke over ham, og han gik omkring og søgte en vejleder. Da landshøvdingen så, hvad der var sket, troede han fuld af forundring over herrens lærdom.» Derefter kunne evangeliet frit prædikes på Cypern, og de ældste kristne fandt her et tilflugtsted under forfølgelser. Efter sagnet blev dog Barnabas senere pint og begravet i Salamis, ligesom også i den følgende tid oftere andre helgener fandt deres grav på øen. Under kejser Trajan (ca. 100 e. Kr.) gjorde jøderne på Cypern opstand og dræbte en stor mængde af de andre indbyggere. Siden den tid måtte ingen jøder bo på øen; men desto raskere fremskridt gjorde kristendommen. Den blandede sig ofte på en besynderlig måde med hedenskabet, og guds moder, som afløste Afrodite, blev kaldet Afroditissa. Der rejste sig talrige kirker; men iøvrigt begyndte det at gå stærkt tilbage med Cyperns herlighed. Det led flere gange af jordskælv, som ødelagde adskillige byer, og i det 4de århundrede blev det i 17 år i træk plaget af en sådan tørke, at en mængde mennesker måtte vandre ud fra den hidtil så tæt befolkede ø. I en så ulykkelig tilstand var den, da kejser Konstantin den Stores moder Helene besøgte den på sin hjemrejse fra det hellige land. Sagnet fortæller, at hendes brændende bønner nedkaldte en rigelig regn over de tørre marker, og da hun kom tilbage til Konstantinopel, fik hun sin søn til at fritage alle de udvandrede kypriere, som ville vende tilbage til deres fædrene ø, fra alle afgifter i en række af år. Cypern havde på den tid 13 bispedømmer, i spidsen for dem et ærkebispedømme i Salamis; men det var nu ude med oldtidens glans og på den romerske tid fulgte den langsomme hensygnen under det byzantinske kejserdømme.

Blandt Cyperns indfødte helgener æredes især St. Barnabas, der efter sagnet var blevet stenet i sin fødeby Salamis. I året 477 e. kr. udbredte der sig pludselig den efterretning, at en hyrde nær ved Salamis havde fundet Barnabas' lig og på hans bryst et eksemplar af Matthæus's evangelium, afskrevet af helgenen selv. En så mageløs relikvies fund bevægede kejseren i Konstantinopel til at erklære den kypriske kirke for aldeles uafhængig: ærkebispen af Salamis blev stillet lige med patriarken og fik titelen: «Den meget Salige» samt ret til at klæde sig i purpurfarvet silke, bære scepter istedet for biskoppernes hyrdestav og undertegne sit navn med røde bogstaver. Et stort kloster rejste sig på det sted, hvor helgenens lig var fundet; det har holdt sig indtil vor tid, og endnu den dag i dag har St. Barnabas' kirke, skønt den er svunden ind til 4 bispedømmer, bevaret sin selvstændighed.

Under kejser Justinian den 1ste, i midten af det 6te århundrede, indførtes silkeavlen på Cypern, hvorved øen fik en erstatning for den i oldtiden så vigtige bjergværksdrift, der synes at være opgivet under de ulykker, som ramte den i det 4de århundrede. Fra nu af dækkedes dens kyster med morbærtræer, og silkevæverierne blev betydelige. Kejserinde Theodora, som ved sin skønhed og klogskab havde vundet Justinians kærlighed og fra den laveste stilling havde hævet sig til verdens fornemste trone, stammede fra Cypern og gav sine landsmænd midler til at bygge den store Sofiadomkirke i Nikosia, et bispesæde i den rige slette i øens indre, som senere blev den græske statholders sæde.

I det 7de århundrede begyndte arabernes angreb på det græske rige; først erobrede de Syrien, hvorfra de i 647 e.kr. på 1700 småskibe satte over til Cypern. De ødelagde flere af de gamle byer, bl.a. Salamis, hvorfra ærkebispedømmet flyttedes til det nærliggende Famagusta. Vel blev de snart igen fordrevne af grækerne; men de kom oftere tilbage, og fra 800 e.kr. til 960 havde de magten på øen. Muhammedanerne ødelagde mange af den gamle kulturs mindesmærker, især kirker og klostre, men byggede siden igen og anlagde dejlige haver med vanding og østerlandske træer. I 960 erobrede den græske kejser igen øen tilbage, og i de to følgende århundreder hørte den atter til det græske rige. I dette tidsrum hævede den sig påny, og dens folkemængde steg ved talrige indvandringer; thi den blev forskånet for indfald af de seldsjukiske tyrker, som hærgede fastlandet. Kirker og klostre rejste sig af deres ruiner, og der grundedes nye, bl.a. det navnkundige abbedi Kykko, som endnu er en af den østerlandske kirkes mest ansete helligdomme. Dets oprindelse fortælles således: i begyndelsen af Alexius Komnenus' regering (ca. 1090 e.kr.) havde statholderen på Cypern gjort opstand mod kejseren, men var blevet overvunden af dennes feltherre manuel Vutumitis, som derefter var blevet statholder. Da nu Vutumitis engang jagede i bjergene på den vestlige del af øen, blev han fornærmet, fordi en eneboer ved navn Isa'i ikke viste ham ærbødighed, og mishandlede eneboeren. Straks derefter visnede den fod, hvormed han havde sparket den hellige mand, og han kunne ikke finde lægedom, førend han lovede at hente det billede af jomfru Maria, som under navnet Eleusa (den barmhjertige) opbevaredes i kejserpaladset i Konstantinopel og sagdes at være malet af evangelisten Lukas. Vutumitis og Isai rejste i den anledning sammen til Konstantinopel; men kejseren ville ikke af med det hellige billede. Da ramtes både han og hans datter af samme sygdom som Vutumitis, og efter at den hellige jomfru selv havde åbenbaret sig for kejseren, sendte han billedet og en stor sum penge til Cypern. Her grundlagdes nu klostret Kykko på det sted, hvor Isa'i havde boet, og siden den tid opbevares Eleusa der. Det er endnu bestandig øens hovedhelligdom, og endog tyrkerne søge dets hjælp mod sygdom og andre ulykker; navnlig bliver det under langvarig tørke båret i procession gennem markerne. Selvfølgelig er der til alle tider strømmet gaver ind til klosteret, og det har besiddelser ikke blot på Cypern, men i Konstantinopel, Smyrna, Thessalien, ja endog i Rusland.

En fuldstændig forandring af Cyperns forhold fremkaldtes ved korstogene. Den første følge af dem var en for øen meget sørgelig begivenhed. Det var i året 1155 e.kr., at fyrst Rainald af Antiochia, forbitret på kejser Manuel Komnenus, som ikke havde betalt en ham lovet pengesum, gjorde et plyndringstog til Cypern, lod næse og øren afskære på mange græske præster og hjembragte et rigt bytte. Henved 30 år efter bemægtigede en græsk prins, Isak Komnenus, sig øen og lod sig udråbe til «kejser af Cypern». Han håndhævede sit herredømme mod flere angreb af kejseren i Konstantinopel, hvis sømagt var kommet dybere og dybere i forfald; men han var en grusom tyran, som udsugede sine undersåtter og støttede sig på lejetropper. Mod korsfarerne var han meget fjendtlig stemt: han lagde hindringer i vejen for deres forsyning fra den rige ø, og medens pilgrimmene på vejen til det hellige land førhen stedse havde fundet venlig modtagelse i de kypriske havne, tænkte han kun på at presse penge af dem. Da hændtes det, at 3 af kong Richard Løvehjertes skibe på det 3dje korstog (1191) af en storm blev drevet ind på Cyperns sydkyst: de skibbrudne nåede i en forkommen tilstand til byen Limasol vest for ruinerne af det gamle Amathus, men blev der ilde behandlede, og et fjerde skib, på hvilket kongens søster og hans forlovede var ombord, kunne ikke engang få lov til at forsyne sig med frisk vand, men måtte flygte bort, for at fyrstinderne ikke skulle falde i fangenskab. Harmfuld udskibede Richard Løvehjerte sine tropper ved Limasol, medens Isak Komnenus trak sig tilbage til det indre af øen. I Limasol indfandt sig nu titularkongen af Jerusalem, Guido af Lusignan, og andre fornemme herrer fra Syrien, og i deres nærværelse holdt Richard bryllup. Derefter drog han mod Isak Komnenus, overvandt ham i et slag og tog ham til fange; da han forlod Cypern, førte han ham bunden i guldlænker over med til det hellige land, hvor han blev holdt i fangenskab af johanniterne indtil sin død. Det bytte, Richard Løvehjerte vandt på Cypern og rundhåndet uddelte blandt sine riddere, bliver af samtidige forfattere sammenlignet med Krøsus' skatte: en sådan rigdom af smykker, kunstværker, våben og kostbare klæder havde man aldrig før set. Da kong Richard ønskede at drage alle sine tropper over til det hellige land, skilte han sig af med Cypern og overgav øen til Guido af Lusignan, som havde mistet den sidste levning af magt i Palæstina. Således fik Cypern sin egen konge (1192).

Det fortælles, at Guido sendte bud til sin hidtilværende fjende, den vise og ædle sultan Saladin, for at melde ham sin tronbestigelse og spørge ham til råds, om hvad han skulle gøre for at sikre sig en rolig besiddelse af sit nye rige. «Jeg er ingen ven af kong Guido,» skal sultanen have svaret, «men siden han spørger mig til råds, skal jeg sige ham min oprigtige mening: jeg råder ham da til, hvis han vil bevare øen Cypern, at skænke den helt bort.» Det gjorde Guido da også: alle de godser, som havde tilhørt Isak Komnenus eller de faldne eller flygtede grækere af hans parti, uddelte han til krigere fra det hellige land. Således opstod der på Cypern en frankisk lensadel, som under Guido talte 300 riddere og et rytteri af 200 væbnere. Fremdeles forlod enker og børn af dem, der var faldet i kampen for korset, og mange købmænd og håndværkere det urolige fastland og søgte sikkerhed på øen, hvor de blev vel modtagne og udstyrede med gaver og privilegier. «Da kong Guido således havde befolket øen,» siger en samtidig krønike, «og givet så meget bort, havde han næppe så meget tilbage, at han kunne underholde 20 riddere ved sit eget hof»; men han havde skaffet huset Lusignan en fast støtte i en fransk og italiensk befolkning, som var knyttet til det ved fælles stamme, religion og interesser.

Der var således grundlagt en vesterlandsk ridderstat på den græske ø, og de indfødte måtte se de fremmede riddere gøre sig til herrer over styrelsen og den romersk-katolske kirke få forrangen fremfor den nationale græske. I byerne nød den meget blandede befolkning en ikke ringe frihed: frankerne havde i Østerland vænnet sig til en større tolerance, end der var skik hjemme i Europa; men landbefolkningen blev mere eller mindre ufri og måtte tjene de nye herrer enten som livegne eller fæstere. Cyperns forfatning grundlagdes på de retsvedtægter, der havde udviklet sig i Palæstina og kaldes de jerusalemske assiser. Kongen var meget indskrænket af sine vasaller. Iøvrigt kunne de nye indretninger ikke gennemføres af kong Guido, som allerede døde 1194, men må snarere tilskrives hans kraftige broder og efterfølger Amalrik, som inddrog en del af de len, Guido så rundhåndet havde uddelt, og fik paven til at ordne den romersk-katolske kirke på øen, hvor der nu ved siden af de græske biskopper indsattes 4 latinske med en ærkebiskop i Nikosia i spidsen.

Da huset Lusignans mandslinie uddøde i 1267, gik kongedømmet over til en linie, der kun på kvindesiden hørte til denne slægt. Den nye kongelinie vandt også Jerusalems krone; men de få søstæder, der endnu var tilbage af dette rige, gik snart tabt, blandt dem Akre, der nu i et hundredår havde været korsrigets hovedstad og middelpunkt for samfærdslen mellem østen og vesten. Det var i 1291, at sultanen af Ægypten angreb den glimrende by, der var delt i kvarterer, som tilhørte venetianerne, genueserne, johanniterne, tempelherrerne, kongen af Cypern og flere herrer. Efter at kongen af Cypern var sejlet bort med de tropper, han havde bragt til hjælp, og en mængde andre indbyggere, som søgte tilflugt på hans ø, forsvarede ridderordenerne endnu i nogle dage byen med stor tapperhed, men bukkede til sidst under for overmagten; de få tempelherrer, der var tilbage, lykkedes det at komme ombord på et skib og slippe bort til Cypern med deres relikvier og kostbarheder. Limasol blev deres hovedsæde, og her valgtes deres sidste stormester, Jakob Molay, som nogle år efter blev kaldet til Frankrig og der fandt en forsmædelig død, efter at ordenen var tilintetgjort (1312). Også johanniterne havde fået store besiddelser på Cypern, og skønt de fik deres hovedsæde på Rhodus, vedblev de også at spille en stor rolle på Cypern, hvor en johanniter-kommandør boede i et prægtigt slot ved Limasol. De dyrkede her bl.a. den fortrinlige «kommanderi-vin», hvis navn har holdt sig indtil vor tid.

Korsrigets undergang blev mere til gavn end til skade for Cypern: ørigets kræfter spildtes ikke mere på frugtesløse kampe på fastlandet, dets folkemængde steg ved de fra de syriske stæder fordrevne ridderes og borgeres indvandring, og det afløste Akre som det vigtigste middelpunkt for forbindelsen mellem østen og vesten. Kongeriget Cypern regnedes for kongeriget Jerusalems arving og bevarede dets indretninger og titler: når kongen var kronet i Nikosia, fulgte den anden kroning for Jerusalem i Famagusta, og prinserne kaldtes fyrste af Antiochia, greve af Tripolis o.s.v.. Lusignanernes rige vedblev at være et ideal af riddertidens stat, men hævede sig tillige ved have- og agerdyrkning, industri og handel til en overordentlig rigdom. Uagtet sin tætte befolkning kunne øen udføre korn; men især tog vinavlen et stærkt opsving. Også sukker blev en vigtig udførselsgenstand, og i det hele var Cypern dengang kulturøen, hvorfra asiatiske planter vandrede til Grækenland, Italien, Sydfrankrig, Spanien, de kanariske øer og endelig til Amerika. I Nikosia var der store bomuldsvæverier, og Famagusta var en af verdens rigeste handelsstæder.

Men i den sidste halvdel af det 14de århundrede begyndte Cyperns glans at tabe sig. Tilbagegangen begyndte med en begivenhed, som forefaldt i Famagusta i 1370. En strid i denne by imellem genueserne og venetianerne endte med et frygteligt blodbad på genueserne; for at hævne dette sendte den mægtige republik en hær til Cypern, som ødelagde en stor del af øen og erobrede Famagusta, som derefter i næsten hundrede år blev i Genuas hænder. Fra nu af gik det stærkt tilbage med Cyperns herlighed: genueserne gjorde sig til eneherrer over handelen og skræmte andre købmænd bort fra øen; kongen måtte yde dem en årlig afgift og korn dybere og dybere i gæld, krigsvæsenet og andre indretninger kom i forfald. Men under kong Janus (1398-1432) opstod der krig med mamelukkerne i Ægypten. Janus blev taget tilfange og tillige med mange af sine undersåtter bortført til Ægypten. Under kongens fraværelse søndersledes Cypern af indre stridigheder, og det var kun med stor møje, at en løsesum blev bragt tilveje. Desuden måtte Janus erkende Ægyptens overherredømme og forpligte sig til en årlig skat. Hans sønnesøn Jakob II (1460-73) var en kraftig konge, som vandt Famagusta tilbage fra det svækkede Genua; men den fordum så glimrende by var under genuesernes monopolsystem dybt sunken og affolket. Kong Jakob ægtede en adelig dame fra Venezia, Katarina Kornaro, i det håb at vinde den mægtige republiks beskyttelse, men gav derved venetianerne lejlighed til at træde i genuesernes sted som eneherrer over øens handel. Hvor højt de skattede denne forbindelse, viste de ved at erklære Katarina for en datter af St. Markus og den venetianske stat og give hende en medgift af 100,000 dukater. Brylluppet højtideligholdtes i 8 dage med stor pragt i Venezia, og da dronningen afrejste, fulgte dogen hende selv på vej.

Efter Jakob IIs død blev Katarina Kornaro dronning af Cypern; men i virkeligheden var det Venezia, som herskede over øen, og i 1489 overtog republikken åbenlyst regeringen, medens Katarina med kongelige æresbevisninger blev ført til sin fødeby. Efter at Cypern i tre hundredår havde været et eget rige, blev det således igen provins af en fjern stat. Venetianerne ødelagde de stolte borge i det indre af øen, for at de ikke skulle tjene til støttepunkter for oprør; endnu er store ruiner bevarede. Kun søfæstningerne holdt de nogenlunde vedlige. Krongodserne blev solgt til de højest bydende, hvorved der skabtes en ny adel til modvægt mod de gamle lensbaroner. Disse blev efterhånden fortrængte, øen blev gjort værgeløs, og indbyggerne sank ned i det blødagtige, sløve væsen, som de siden har beholdt. Venetianerne forvaltede landet som et stort gods, hvoraf de søgte at udpresse den størst mulige indtægt ved et ubarmhjertigt skattesystem. De venetianske embedsmænd, som skiftede hvert andet år og støttede sig på albanesiske lejetropper, der var fordelte over øen, sørgede for, at der herskede ro og orden, at landet blev godt dyrket, og at skatterne kom regelmæssig ind. Efter afdrag af alle omkostninger kunne Cypern således yde en årlig indtægt af én million gulddalere til det venetianske skatkammer. Øens folkemængde var i det 16de århundrede sunken til 200,000, hvoraf 20,000 i Nikosia, 8000 i Famagusta.

Men venetianernes herredømme på Cypern varede ikke engang ét hundredår. Da den tyrkiske sultan Selim I i 1517 havde underkastet sig Ægypten og Syrien, var øen på alle sider omgivet af den voksende halvmånes lande, og venetianerne skyndte sig med at sende sejrherren den skat af 8000 dukater, som de hidtil havde ydet mamelukkerne; men da Venezia 10 år efter forbandt sig med paven og kejser Carl den 5te imod sultan Soliman den 2den, angreb denne blandt andre venetianske besiddelser også Cypern og indtog Limasol. Ved freden i 1539 beholdt republikken dog endnu denne sin største ø, medens den måtte afstå mange mindre; men Soliman vedblev at nære planer mod Cypern. I hans dødsår i 1566 besluttede man derfor at befæste Nikosia: der udgik befaling til at indskrænke byens store omfang til en tredjedel og omgive den med mure og grave; hvad der lå udenfor fæstningslinien skulle nedrives. Indbyggerne hjalp villig til at jævne deres villaer og huse med jorden; endog dominikanerklostret med kongernes grave blev ødelagt. Og Solimans efterfølger Selim II var fast bestemt på at ville have Cypern. En portugisisk jøde, Josef Nassy, var hans yndling og skaffede ham den bedste cypervin, til hvilken han var meget forfalden. En aften, da de svirede sammen, svor sultanen, at han ville gøre jøden til konge af Cypern, og fra den tid af hang der i Nassys hus et stort skjold med Cyperns våben og overskriften «Josef, konge af Cypern«. Jøden drev nu ivrig på et erobringstog mod det ham lovede kongerige, og d. 1 juni 1570 viste den tyrkiske flåde sig for Limasol. Venetianerne havde ikke truffet foranstaltninger til at hindre landgangen og besluttede at indskrænke sig til forsvaret af Nikosia og Famagusta, medens de prisgav den øvrige del af øen. 100,000 tyrkere drog mod Nikosia, som forsvaredes af 10,000 mand. Syv uger varede belejringen, og to gange stormede tyrkerne med al magt, men blev begge gange kastede tilbage. Deres flåde måtte sende friske tropper, endog matroser, og d. 8 september begyndte om natten den tredje storm. Hele tyrkerhæren kastede sig over byen, og før solopgang væltede de rasende, blodtørstige barbarer sig ind i den. 20,000 mennesker blev myrdede; mange kvinder styrtede sig ned fra tagene eller søgte døden for deres mænds eller fædres hånd for at undgå skændselen. Otte dage rasede ild og sværd, og et umådeligt bytte blev bortført: 1000 slavinder, kostbarheder og kunstsager bragtes om bord på tre skibe; men en grækerinde fandt vejen til krudtkammeret på det ene skib, det sprang i luften, og de to andre brændte med.

Fra Nikosia drog tyrkerne mod Famagusta; men her forsvarede borgerne og besætningen sig endnu mere hårdnakket under den tapre venetianer Bragadino. Den tyrkiske feltherre Mustafa lod sine tropper mange gange storme byen, men stadig forgæves. Til sidst var ammunition og levnedsmidler sluppet op, og Bragadino blev nødt til at overgive sig. Der blev tilstået ham de hæderligste vilkår: besætningen skulle med våben og bagage sættes over til Kreta, beboerne kunne frit vandre ud eller ukrænkede blive boende. D. 5 august 1571 var besætningen optaget på den tyrkiske flåde; kun 300 mand holdt endnu ved stranden. Bragadino red med sine officerer hen til Mustafas telt for at overgive fæstningens nøgler, og tyrkerne modtog dem med al ære; men Mustafa gik snart over til bebrejdelser og fordringer, og da den venetianske feltherre ikke kunne eller ville indrømme disse, lod Mustafa ham gribe og hans næse og øren afskære, medens hans ledsagere blev myrdede. De 300 mand på kysten blev nedhuggede, og de øvrige bortførtes i slaveri af skibene. Derpå brød tyrkehæren ind i den ulykkelige by og svælgede i 10 dage i alle rædsler. Bragadino blev til sidst dræbt under de forfærdeligste mishandlinger; Mustafa frydede sig ved hans pinsler og råbte: «Hvor er nu din kristus? Hvorfor kommer han dig ikke til hjælp?» men den ædle venetianer bad lydelig sit miserere og opgav ånden ved det 9de vers. Hans hud blev udstoppet og bragt til Konstantinopel, hvor sultanen glædede sig og priste Cyperns erobrer, men dog bemærkede, at øen havde kostet ham flere mennesker, end der nu var tilovers på den.

Efter Famagustas fald sluttede Venezia et forbund mod tyrkerne med paven og kongen af Spanien, og den spanske feltherre Juan D'Austria vandt den navnkundige sejr ved Lepanto (d. 7 oktober 1571); men ved freden måtte Venezia ikke desto mindre afstå Cypern; storvesiren sagde til den venetianske sendemand: «Jeg har af hugget eders højre arm, den vokser ikke ud igen; i har klippet mit skæg, det vokser kun desto tættere.« Tre år efter Cyperns erobring trådte sultan Selim ind i et nyt marmorbad; han fandt det koldt og forlangte kommanderi-vin; beruset styrtede han om på det glatte stengulv, slog sin hjerneskal itu og døde få dage efter. Og jøden Josef blev ikke konge af Cypern; men øen blev et tyrkisk pashalik og fik et sådants sædvanlige lod: agerdyrkning og industri forfaldt mere og mere; tyrkerne tænkte kun på at udpresse skatter, men ikke som venetianerne på at vedligeholde eller skabe noget, der kan yde skatten. I det 18de århundrede blev øen overladt til storvesiren, og denne sendte hvert år en statholder, som da søgte at vinde den sum, han måtte give storvesiren, tilbage med høje renter. I 1764 blev således Tshil Osman Aga statholder og udstedte befaling til, at enhver kristen skulle yde ham 44 pjastre (ca. 7 kr.), hver musselmand halvdelen. Alle erklærede det for en umulighed at tilvejebringe så meget; men Osman udsendte sine janitsharer og udpressede endnu meget mere. Udsendinge gik til Konstantinopel for at klage, og det lykkedes dem virkelig at få udvirket en befaling til Osman, at han skulle tilbagegive halvdelen af afgiften. Til at høre denne befaling blive oplæst af storvesirens afsendinge havde alle øens fornemste mænd samlet sig i Nikosia; men næppe var oplæsningen begyndt, førend gulvet styrtede sammen under dem, så at adskillige kom til skade. Statholderen havde nemlig ladet bjælkerne under gulvet oversave. Da rejste den ellers så tålmodige befolkning sig og dræbte statholderen. Det romanske præg, som Cypern havde fået under lusignanerne og venetianerne, er nu aldeles forsvundet. Det nygræske har besat hele øen, forstås overalt og tales endog i de fleste muhammedanske huse. I den nyeste tid har grækere og franker begyndt at dyrke meget krap, plante morbærtræer og forbedre den forfaldne vinavl.

Link til Cypern

Efter den Store Franske Revolution i 1789 skete mange forskellige ting, som er udeladt her. Kampene mod kirken, adelen og royalisterne forsatte de næste 100 år. Den lovgivende forsamling i 1791-92 blev valgt efter konstitutionen af 1791, og Frankrig første republik blev etableret i 1792 og varede til 1804. Den nye grundlovgivende forsamling: Nationalkonventet fra 1792 til 1795, blev valgt ved almindelig stemmeret for mænd, men dét blev der lavet om på med Direktorieforfatningen i 1795 til 1799, og i 1804 opgav Napoleon (1769-1821) sin republikanske rolle og indførte kejserdømmet. Louis Napoléon Bonaparte (1808-1873) tilbragte sin ungdom i landflygtighed forskellige steder i Europa, hvor han prøvede at placere sig som Bonaparte-familiens officielle tronarving, og han forsøgte to mislykkede kupforsøg mod kong Louis-Philippe af Frankrig (1830-1848), der blev konge under Julirevolutionen i 1830, hvor de politiske rettigheder blev forbeholdt velhavende godsejere og byernes højborgerskab. De mislykkede kupforsøg medførte at Louis Napoléon Bonaparte i 1840 fik livsvarigt fængsel, men han flygtede i 1846 til England. Februarrevolutionen i 1848 og kongedømmets fald førte til at Louis Napoléon Bonaparte blev den anden republiks første præsident i 1848, men d. 2. december 1851 begik han statskup, bl.a. med hærens hjælp, og kupmagerne arresterede de ledende politikere, og indførte diktatorisk magt og slog en arbejderopstand hårdt ned. Efter en forfatningsændring i 1852 genindførte han kejserdømmet og dikterede under navnet Napoleon III. I sin kejsertid søgte han at gøre Frankrig til en ledende europæisk stormagt, samt at hævde sin egen magt. Økonomisk og politisk var hans magt bygget på finanskapital og han styrede nærmest enevældigt, og magtgrundlaget fik han fra storborgerskabet og en ny adel. Men under den fransk-preussiske krig i 1870 blev den tredje republik grundlagt d. 4. september 1870 og denne republik holdt stand til d. 28. januar 1871, hvor Frankrig kapitulerede. Men denne tid og tiden fremover var forsat præget af en forsat vesteuropæisk kolonialisme, som vi kender det siden Christoffer Columbus opdagelse af Amerika. Under Napoleon III indtog franskmændene Syd-Vietnam. I september 1858 okkuperede Frankrig Da Nang; i februar 1859 erobrede de Saigon og de sydvietnamesiske provinser: Bien Hoa, Gia Ding, Ding Toung; og kolonialismen forsatte, sådan at franskmændene i 1867 overtog kontrollen over provinserne: Chau Doc, Ha Tien, Vinh Long; og i 1864 blev alle de franske territorier i Syd-Vietnam udråbt som den franske koloni: Cochin-Kina. Men mange andre folkeslag var ofre fransk imperialisme.

For tredje gang er Frankrig blevet republik, og medens de to første republikker efter få års forløb blev opslugt af Napoleon den Store og hans mindre brodersøns eneherredømme, har den nydannede tredje borgerlige republik overskredet de 20 år, som efter revolutionen syntes at være den grænse, udi ingen regering i Frankrig kunne nå. Da budskabet om slaget ved Sedan og kejser Napoleon IIIs tilfangetagelse d. 4 september 1870 kom til Paris, trængte store folkehobe under råbet: «Leve republikken» ind i den lovgivende forsamling. Den deputerede Jules Favre, født i 1809, der fra sin ungdom havde været en af førerne for den republikanske bevægelse og havde vundet stor anseelse som advokat, besteg talerstolen og søgte at bevæge de indtrængende folkeskarer til at forlade salen, men da man opfordrede ham til at udråbe republikken, sagde han: «Det er ikke her, det skal ske, det er i Hotel de Ville; følg mig, jeg går i spidsen.« Denne opfordring til at gøre hovedstadens rådhus til den nye republiks arnested faldt i parisernes smag, og med de republikansksindede, for størstedelen i Paris valgte deputerede i deres midte, begav folkeskarerne sig til det i revolutionernes historie så berømte Hotel de Ville. Der dannedes så uden nogen lovlig hjemmel en »regering for det nationale forsvar«, bestående af hovedstadens deputerede med undtagelse af historieskriveren og tidligere minister Thiers, født i 1797, som vel havde været en modstander af kejseren og krigen, men som ikke havde hørt til det republikanske parti og undslog sig for at indtræde i den nye regering. Til regeringens præsident valgtes general Trochu, født i 1815, som havde vakt kejser Napoleons misfornøjelse ved en skarp kritik over det franske hærvæsen, men derved havde vundet folkegunst, hvorfor kejseren i august havde udnævnt ham til guvernør i Paris. Ved ubestemthed, uklarhed og langsomhed viste han sig siden uskikket til den ansvarsfulde post, man havde betroet ham. Af de øvrige regeringsmedlemmer blev Jules Favre udenrigsminister, den energiske, ildfulde og begavede advokat Leon Gambetta, født i 1838, indenrigsminister; den gamle jødiske advokat Cremieux, født i 1796, justitsminister, et embede, han allerede havde beklædt som medlem af den provisoriske regering fra 1848; den kraftige og dygtige Ernest Picard, født i 1821, der som redaktør og deputeret især havde bekæmpet den kejserlige regerings valgtryk, finansminister, general Leflo, født i 1804, krigsminister, den ansete videnskabsmand Jules Simon, født i 1814, undervisningsminister. Ministre uden portefølje blev advokat Jules Ferry, født i 1823, Emmanuel Arago, født i 1812, der ligesom hans fader, Frangois Arago, den store fysiker, som havde været medlem af den provisoriske regering i 1848, og hans farbroder Etienne Arago, havde været en ivrig modstander af kejser Napoleon, og den røde (ultraradikale) adelsmand og redaktør Henri Rochefort, født i 1830, som flere gange havde været fængslet på grund af sine voldsomme angreb på kejseren og hans slægt. Den nye regering, som således i sin midte talte radikale, men overvejende moderate republikanere, kaldte sig «forsvarsregering», men optrådte straks som ihændehaver af styrelsen på alle områder og begyndte sin virksomhed med at opløse den lovgivende forsamling som den, der ikke var nogen sand repræsentation af det franske folk, da den i sit store flertal bestod af kejserens «officielle kandidater». Men regeringens hovedopgave var dog hovedstadens og landets forsvar, og som den eneste myndighed, der kunne samle hele Frankrig til enig modstand mod fjenden, fandt den lydighed rundt om i landet tiltrods for sin revolutionære oprindelse. Først og fremmest gjaldt det om at sikre Paris mod de fjendtlige hære, som nærmede sig, og regeringen udviklede en utrættelig omsorg for at forstærke fæstningsværkerne og samle levnedsmidler fra omegnen. Men da man hver dag kunne vente at blive indesluttet og adskilt fra det øvrige land, afsendtes en afdeling af regeringen med Cremieux i spidsen til Tours for at danne en centralbestyrelse for provinserne, og allerede d. 19 september viste det sig også, at Paris kun ved brevduer og luftballoner kunne træde i forbindelse med omverdenen. Det hændtes endog to gange under hovedstadens belejring, at man der i hele 20 dage savnede alle efterretninger fra den øvrige verden. Forgæves gjorde Jules Favre forsøg på at åbne underhandlinger med fjenden, forgæves søgte Thiers, der gik som udsending til de andre stormagter, at bevæge disse til at optræde som mæglere - disse forsøg mødte allerede den vanskelighed, at kun få stater endnu havde anerkendt forsvarsregeringen. D. 7 oktober forlod Gambetta Paris i en luftballon, og derefter øvede han fra Tours en slags diktatorisk myndighed, hvormed han med hensynsløs energi kaldte hele Frankrigs befolkning under våben. Da han var aldeles blottet for militære kundskaber, overdrog han udførelsen af sine planer til den dygtige civilingeniør Freycinet, født i 1828, som med utrættelig iver samlede store troppemasser til Paris' undsætning. Men de uøvede soldater kunne ikke modstå de krigsvante tyske tropper, og en nok så dygtig civilingeniør, som desuden undertiden på en mindre heldig måde greb ind i generalernes krigsførelse, kunne selvfølgelig ikke som overgeneral måle sig med Europas første strategier, Moltke. Således udgød talrige tapre mænd frugtesløst deres blod, og Paris måtte overlades til sine egne kræfter; men Trochu benyttede ikke disse med tilstrækkelig energi, og forskellige udfald blev slået tilbage med tab. Imidlertid måtte regeringen kæmpe med de radikale og anarkistiske elementer blandt hovedstadens befolkning. I bladene og klubberne beskyldtes den for at bedrage folket og føre forsvaret med lunkenhed; flere «demagoger» valgtes til bataillonschefer ved nationalgarden, og misfornøjelsen med «advokaternes» styrelse blev stedse stærkere. Da budskabet om Metz's overgivelse d. 27 oktober kom til Paris, genlød arbejderkvartererne af harmfulde råb om «Bazaines forræderi«, og d. 31 oktober trængte store folkehobe og nationalgardister fra forstæderne ind i rådhuset, hvor de fleste af regeringens medlemmer var samlede. Opstanden var udgået fra de «årvågenhedskomiteer», som havde dannet sig i hovedstadens 20 arrondissementer og havde stor indflydelse i mange af dem. Til deres feltråb havde de valgt ordet «kommune», hvormed de betegnede byen Paris' selvstændighed, - til deres felttegn den røde fane. Ligesom Paris i 1792 havde stået i spidsen for de fremmedes fordrivelse, således skulle nu Frankrigs befrielse udgå fra hovedstadens «kommune». Forsvarsregeringen blev afsat og en provisorisk regering udråbt, blandt hvis medlemmer var dels opstandens førere: Gustave Flourens, født i 1838, en begavet mand og dygtig naturforsker, som mest af utilfredsstillet ærgerrighed havde kastet sig i armene på det yderligste frihedsparti, og Felix Pyat, født i 1810, en radikal skribent og redaktør, som kort i forvejen var vendt tilbage til Paris, efter at han ved flugten havde unddraget sig fra en fængselsstraf; dels de gamle revolutionsmænd som Blanqui, født i 1805, og den vilde Delescluze, født i 1809, der havde tilbragt en stor del af deres liv i fængsler, og endelig Rochefort. De øvrige tilstedeværende regeringsmedlemmer blev holdt fangne indtil næste morgen, da de befriedes af Picard, som havde samlet nogle regeringen hengivne tropper. Oprørerne blev drevet ud af rådhuset, og regeringen med undtagelse af Rochefort blev genindsat. En opfordring, som d. 1 november fandtes opslået på gaderne, til at vælge en «kommune» på 80 medlemmer, blev revet ned, og regeringen kaldte Paris' befolkning til afstemning over, om de ville stadfæste dens myndighed eller ikke; 558,000 stemte: ja, kun 63,000: nej. November og december gik sørgeligt for pariserne: brevduerne bragte den ene dårlige efterretning efter den anden fra krigsskuepladsen, og kredsen om byen blev mere og mere uigennembrydelig. Legemlig og åndelig overanstrengelse satte befolkningen i en feberagtig tilstand, som regeringen nærede ved forhåbninger og skuffelser. I januar 1871 blev hungersnød stedse mere truende, og desuden begyndte et bombardement at sprede sine rædsler over byen, uden at Bismarck tog noget hensyn til en protest fra de neutrale magters repræsentanter i Paris. Ikke blot de røde i Paris klagede over, at man ikke gjorde udfald med fuld kraft; også fra Bordeaux, hvorhen regeringsafdelingen fra Tours var flyttet, indtraf den ene depeche efter den anden, som opfordrede til handling; d. 16 januar skrev således Gambetta: «I har ladet det gunstige øjeblik for en sejrrig gennembrydning gå forbi, og, med de reneste hensigter, ville i falde, som de, der faldt ved Metz og Sedan dersom i gør udfald idag, imorgen, iovermorgen, ville i endnu sejre. At vente længere, ville være fordærveligt for landet og republikken. I har den nødvendige kraft og retten til at gøre eder adlydte. Benyt den!» D. 19 januar gjorde da Trochu endelig det «fortvivlelsens udfald», han længe havde talt om; men resultatet blev det sædvanlige, og da det blev oplyst, at der ikke var brød tilbage i Paris for mere end højst 10 dage, besluttede regeringen d. 23 januar, at Jules Favre skulle begive sig til det tyske hovedkvarter for at underhandle om en våbenhvile. D. 26 januar ophørte bombardementet, og d. 28 undertegnedes konventionen om våbenhvilen og Paris' kapitulation. Våbenhvilen skulle vare til d. 21 februar, og i mellemtiden skulle der samles en nationalforsamling i Bordeaux til afslutning af freden. Valgene afholdtes d. 8 februar, og d. 12 trådte nationalforsamlingen sammen. Forsvarsregeringen nedlagde sin myndighed, og forsamlingen valgte med stort flertal Thiers, der var blevet valgt i 28 departementer, til den franske republiks præsident. D. 19 februar valgte han sine ministre, blandt dem Jules Favre, Jules Simon og Leflo, som beholdt deres embeder, og Picard, som blev indenrigsminister, og samme dag rejste Thiers og Favre til Paris og derfra til Versailles, hvor Bismarck gik ind på en forlængelse af våbentilstanden til d. 26, men holdt fast ved de strenge fredsbetingelser, han havde foreskrevet. Dog lykkedes det Thiers at få de 6000 millioner francs, som Frankrig skulle udrede, nedsatte til 5000 og at bevare fæstningen Belfort med omegn, medens det øvrige Elsass med en del af Lothringen med Metz blev afstået. Fredspræliminærerne godkendtes d. 1 marts af nationalforsamlingen med 546 stemmer mod 107, blandt dem de fleste deputerede fra Paris, hvorefter den endelige fred afsluttedes i Frankfurt d. 11 maj 1871. Men imidlertid havde den franske regering måttet kæmpe med indre fjender. «Kommunen» havde under belejringen organiseret sig, og efter at de tyske tropper havde forladt Paris, fremtrådte den åbenlyst under ledelse af »nationalgardens centralkomité», som snart fik magten i byen. I centralkomitéen fik socialdemokratiet og selskabet Internationale efterhånden stor indflydelse; men hovedstammen i Kommunen var dog snarere jakobinsk end socialistisk. En af betingelserne for Paris' kapitulation lød: «Nationalgarden beholder sine våben; Paris' bevogtning og ordenens opretholdelse er overdraget til den.» Denne bestemmelse fik en skæbnesvanger betydning; thi af nationalgardens 266 bataljoner sluttede de 215 sig til centralkomitéen, og denne erklærede d. 14 marts, at ethvert forsøg på at afvæbne nationalgarden eller give den en anden organisation, skulle mødes med våbenmagt. Samme dag indtraf Thiers til Versailles, hvorhen efter hans forslag både regeringen og nationalforsamlingen blev forflyttede for at være nærmere ved Paris. At vælge selve hovedstaden til regeringssæde syntes altfor farligt, men ved denne mistillid fik Pariserne en ny grund til forbitrelse mod regeringen og forsamlingen foruden de mange, de allerede havde: den forsmædelige fred, nationalforsamlingens tøven med at proklamere republikken, de påtænkte indgreb i Paris' kommunale friheder, navnlig dets ret til selv at vælge sine mairer (distriktsborgmestre), ligesom nationalgardens til at vælge sine officerer, forsamlingens modstand mod at udsætte forfaldstiden for betaling af veksler og husleje. D. 17 marts udstedte regeringen en proklamation til pariserne, i hvilken det blev udviklet, hvorledes ordenen i visse kvarterer forstyrredes af ildesindede efter ordre af en oprørsk komité, og hvorledes nationalgarden fra højden Butte Montmartre og andre punkter rettede kanoner mod byen; «Nu ville regeringen straffe de skyldige og bringe kanonerne til arsenalerne; hertil påkaldtes alle gode borgeres bistand.» I den følgende nat rykkede derefter en afdeling af regeringstropperne under general Lecomte mod Montmartre og bemægtigede sig kanonerne. Men stormklokkerne og trommerne kaldte de omliggende kvarterers befolkning under våben, og nationalgarden satte sig imod kanonernes bortførelse. General Lecomte befalede sine soldater at give ild; men den største del af tropperne kastede geværerne og forlod kanonerne. Lecomte og en anden general, Clément Thomas, blev taget tilfange og skudt. Regeringen trak derpå sine tropper tilbage fra Paris, og nationalgarden besatte Hotel de Ville. Centralkomiteen begav sig derhen, og snart vajede den røde fane fra Paris' brændpunkt. Uden nogen kamp, og uden at «de gode borgeres havde rørt sig, var Paris d. 18 marts 1871 faldet i Kommunens hænder. Dagen efter udstedte centralkomiteen følgende proklamation: «Den franske republik- frihed - lighed - broderskab. Borgere! I har overdraget os at forsvare eders by og eders rettigheder. Vi tror at vi har opfyldt dette hverv. Ved hjælp af eders ædle mod og beundringsværdige koldblodighed har vi bortjaget den regering, som forrådte os. Fra dette øjeblik udløber den fuldmagt, i har givet os, og vi give eder den tilbage; thi det er ikke vor mål at indtage de bortjagedes plads. Forbered eder derfor straks på de kommunale valg og giv os den eneste belønning vi kunne ønske: at se den virkelige republik grundlagt. Indtil dette er sket, blive vi i Hotel de Ville i folkets navn.» D. 26 marts afholdtes valgene til kommunen: af 180,000 afgivne stemmer faldt 2/3 på oprørets tilhængere; men «de gode borgere», som udgjorde langt over halvdelen af de stemmeberettigede, havde ingen stemme afgivet og således bidraget til Kommunens sejr. Kommunen kom til at tælle 79 medlemmer, blandt dem de 4 ovennævnte medlemmer af den provisoriske regering fra d. 31 oktober 1870; den femte, Rochefort havde vel i sit blad tilskyndet til oprøret, men tog ikke personlig del i det. Kommunen indsatte 10 kommissioner: for krigsvæsenet, den offentlige sikkerhed (man undgik navnet «politi») o.s.v.; i spidsen for hver kommission blev der stillet en delegeret fra Kommunen, for politiet således studenten Raoul Rigault, hvis virksomhed karakteriseres ved ordrer som følgende: «I betragtning af, at præsterne er røvere og kirkerne røverhuler, hvori de moralsk myrder masserne ved at bøje Frankrig under skurkene Bonapartes, Jules Favres og Trochus kløer, skal kirken N. N. lukkes og dens præster fængles.» Ved at fængsle præster og andre «mistænkte» søgte man i det hele at skaffe sig gidsler for de talrige fanger, der faldt i regeringstroppernes hænder, efter at krigen d. 2 april var udbrudt, og 100,000 mand dagen efter var draget ud mod Versailles. Angrebstoget var ordnet af general Cluseret, som havde kæmpet under Garibaldi og i unionshæren i Nordamerika, men blev drevet tilbage med store tab. Kort efter åbnede regeringen, som forstærkede sin hær med de fra Tyskland hjemvendte krigsfanger, en formelig belejring af Paris under anførsel af marskal Mac Mahon, hertug af Magenta, født i 1808. De af kommunarderne besatte forter blev erobrede, og snart svandt ethvert håb om at kunne holde Paris. Kommunens medlemmer kom i indbyrdes strid, og de vildeste og mest rasende førere fik mere og mere indflydelse. Vendome-søjlen blev omstyrtet, Thiers' bolig ødelagt, de mådeholdne blade blev forbudte, et korps af «hævnere» fængslede mistænkte i hundredevis, under Raoul Rigaults forsæde åbnedes et revolutionstribunal, og endelig besluttede kommunen efter Delescluzes forslag d. 20 maj at stikke alle offentlige bygninger i brand, når regeringstropperne trængte ind i byen. Følelsen af rædselsherredømmets nær forestående ende drev lidenskaberne til det yderste: når man skulle falde, ville man i det mindste berede friheden en værdig ligbegængelse. D. 21 maj trængte regeringstropperne ind i Paris, og nu begyndte en forbitret gadekamp, som varede i 5 nætter og dage. D. 23 maj stak brandstifterne ild på Tuilerierne, rasende mænd og kvinder, «petroleurerne« og «petroleuserne», slæbte petroleum og andre brændbare sager til, og snart stod Palais Royal, Hotel de Ville og en mængde andre bygninger i flammer; kun troppernes fremtrængen reddede Louvre med alle dets kunstskatte. Ærkebiskoppen af Paris og mange andre gidsler blev på Delescluzes befaling førte til døden af Raoul Rigault; både Delescluzes og Raoul Rigault faldt i kampen mod tropperne, som skånselløst nedsablede de overvundne. Tropperne mistede ca. 1000 døde og over 6000 sårede; de dræbte kommunarders tal angives til 17,000. Flourens var allerede faldet i en af kampene udenfor Paris, Pyat og ikke få andre undslap. 25,000 fanger blev indbragte til Versailles, et antal, som ved senere fængslinger steg til over 40,000. Krigsretten dømte over 70 til døden, over 200 til livsvarigt tvangsarbejde, 4000 til deportation eller forvisning, ligeså mange til fæstnings eller fængselsstraf. Den materielle skade på bygninger, som kommunarderne havde ødelagt, beregnedes til 300 millioner francs, værdien af ødelagte kunstværker, varer o.s.v. til en langt højere sum. I de 2 måneder, kommunens herredømme havde varet, havde den udgivet over 60 millioner franc, størstedelen til nationalgardens lønning (2 franc om dagen). Det største bidrag til disse udgifter havde Frankrigs bank måttet udrede.

Thiers var blevet «valgt» til den franske republiks præsident som den, der af befolkningens store flerhed ansås for mest skikket til at genoprette freden og ordenen. Såvel monarkister som republikanere havde stemt på ham, måske med undtagelse af begge partiers yderste fløje, og man var blevet enig om foreløbig at lade forfatningsspørgsmålet hvile. Men i længden var det jo umuligt at opretholde denne mellemtilstand, og ligeså umuligt var det at finde en løsning, som kunne tilfredsstille alle partier. Ved valget af en præsident for nationalforsamlingen d. 16 februar 1871 havde der rigtignok vist sig en mærkelig enighed, idet også monarkisterne havde stemt på den udprægede republikaner Grévy, født i 1814, hvad enten det nu var af patriotisme og agtelse for denne mand, eller vel snarere fordi de 3 monarkiske partier, legitimister, orleanister og bonapartister, ikke kunne enes om en kandidat. Til bonapartisterne behøvede man ikke at tage hensyn; thi deres parti var så ubetydeligt, at det med alle stemmer mod 6 blev vedtaget at stadfæste Napoleon IIIs afsættelse og erklære ham for ansvarlig for Frankrigs ulykker; men de to andre monarkistiske partier var desto talrigere, og efter at Ludvig Filips sønner, prinsen af Joinville og hertugen af Aumale, var blevet valgte til deputerede, ophævede forsamlingen d. 8 juni 1871 med 484 stemmer mod 103 de love, som forviste medlemmer af huset Bourbon fra Frankrig. Allerede dagen efter indtraf prinserne i Paris, hvor de aflagde præsidenten og ministrene deres besøg og forsikrede, at de ikke tænkte på at optræde som prætendenter. En ganske forskellig stilling indtog derimod den sidste ætling af den ældre franske gren af huset Bourbon, Carl Xs sønnesøn, den 50årige barnløse greve af Chambord, som legitimisterne kaldte Henrik V. Allerede i en skrivelse af d. 12 maj, som blev offentliggjort i aviserne, havde han forsikret, at han ville bringe religionen, enigheden og freden tilbage til Frankrig; men tillige havde han erklæret,  at han ville beskytte kirkens frihed og pavedømmets uafhængighed. I slutningen af juni begav han sig til Belgien og afventede der de orleanske prinsers besøg og hylding. Der var indledet forhandlinger om en overenskomst, ifølge hvilken prinserne skulle erkende Henrik V som Frankrigs konge, og da Ludvig Filips sønnesøn, greven af Paris, måtte blive hans tronfølger, var det orleanistiske parti ikke utilbøjeligt til at gå ind på en sådan «fusion». Hvis en sådan kom i stand, ville det forenede monarkiske parti vinde flertallet i nationalforsamlingen, og kongedømmets genoprettelse syntes at stå for døren; men modsætningen mellem det legitimistiske parti, som støttede sig på adelen og gejstligheden, og det orleanistiske, som væsenligt bestod af bourgeoisiet og holdt på de ved revolutionen vundne friheder var for stor. Da nu prinserne gjorde deres hylding afhængig af, at greven af Chambord ville anerkende de nationale farver, den trikolore, til hvilken der knyttede sig så mange store minder, men «den legitime konge» holdt fast ved den hvide fane, kom det ikke til nogen overenskomst. Greven af Chambord rejste over Paris til det slot, hvis navn han bar, og udstedte derfra d. 5 juli et manifest, i hvilket han erklærede, at han ærede ethvert banner, under hvilket Frankrigs krigere havde vundet ære, men hans farver var Jomfruen af Orleans', Frants Is, Henrik IVs. «Som en hellig arv havde han modtaget dette pletfri banner af Carl X, det havde vajet over hans vugge, det skulle stå ved hans grav.» Dermed var bruddet fuldbyrdet, og da ikke alle. Legitimister delte deres konges urokkelige fasthed, greb frafaldet i deres rækker om sig. En lille hob erklærede sig for enige med «Henrik V»; men royalisternes forhåbninger havde lidt et stort knæk, og samtidig led de et stort nederlag ved de d. 2 juli afholdte eftervalg til nationalforsamlingen. Aldeles overvejende blev der valgt mænd, der som præsidenten ikke just sværmede for republikken, men dog mente, at man burde overholde overenskomsten om indtil videre ikke at røre ved forfatningsspørgsmålet. Men imidlertid var der indkommet en mængde adresser til forsamlingen, som gjorde gældende, at regeringen måtte sætte sig i forbindelse med fremmede magter for at genindsætte paven i den stilling, som var nødvendig til at give ham frihed til at virke som den katolske kirkes overhoved. Da disse adresser d. 22 juli kom til behandling i nationalforsamlingen, erklærede Thiers, som stedse havde været en fjende af Italiens ligesom af Tysklands enhed, at han i princippet var fuldkommen enig med de anskuelser, som adresserne udtalte, men at Frankrig efter den sidste ulykkelige krig ikke kunne indlade sig på en ny, som let kunne blive følgen af disse adressers modtagelse. Efter en lidenskabelig diskussion vedtog forsamlingen med 431 stemmer mod 82, at den «i tillid til præsidentens klogskab og patriotiske erklæringer henviste adresserne til udenrigsministeren.« Da der heri lå en godkendelse af de af Thiers billigede anskuelser, som stred stærkt imod Jules Favres, nedlagde denne sit ministerembede, og Thiers valgte i hans sted sin meningsfælle grev Rémusat. At højre i det hele havde overvægten i nationalforsamlingen, viste sig også, da det i august blev foreslået, at nationalgarden skulle opløses, fordi det havde vist sig, at den hverken udgjorde noget kraftigt forsvar mod ydre fjender eller noget pålideligt middel til ordenens opretholdelse i det indre, men tværtimod havde været et villigt værktøj for revolutionære bevægelser. Til trods for venstres ihærdige modstand besluttede forsamlingen d. 24 august med 488 stemmer mod 154, at nationalgarden skulle opløses, efterhånden som hærens omdannelse blev iværksat. Hermed var man nemlig ivrigt beskæftiget. D. 1 maj 1871 nedsattes en militærkommission for at udarbejde et forslag i denne henseende, og efter at ethvert punkt i forslaget var omhyggelig drøftet med Thiers, blev det forelagt i nationalforsamlingen i maj 1872 og vedtoges d. 27 juli 1872. I følge denne lov skulle enhver franskmand fra sit 20de til sit 40de år være forpligtet til krigstjeneste i den aktive armé eller dens reserver uden ret til at stille en anden i sit sted og uden anden undtagelse end udygtighed til al militærtjeneste. I 5 år skulle han høre til den aktive armé, i 4 år til reserven, i 5 år til territorialarméen (landeværnet) og endelig i 6 år til dennes reserve - en værnepligt, som var endnu meget strengere end den tyske. Man beregnede, at Frankrig på denne måde foruden officerer og andre krigere af profession (tilsammen 120,000 mand) skulle få en aktiv armé på 704,000 og en reserve på 510,000 mand samt en territorialarmé på 1 million mand. Indtil videre opsattes det spørgsmål, hvor stor en del af denne umådelige hær der skulle kaldes under våben. Denne omdannelse af hæren skulle gengive det franske folk den selvtillid, som den ulykkelige krig havde rystet, og alle partier havde forenet sig om den. Ikke mindre almindelig viste fædrelandskærligheden sig i bestræbelsen for så hurtig som muligt at befri Frankrig fra den tyske besættelse af de departementer, som skulle rømmes efterhånden, som betalingen af de 5 milliarder blev udredt. D. 21 juni 1871 besluttede nationalforsamlingen at optage et lån af 2 milliarder, og få dage efter var 5 milliarder tegnede. Et år efter optoges atter et lån på 3 milliarder og denne gang tegnedes 44 milliarder - så lidet var Frankrigs rigdom blevet udtømt. I det hele beløb den sum, som Frankrig måtte betale, med renter sig til over 5,300,000,000 francs, og denne umådelige sum var betalt d. 5 september 1873, et halvt år før den sidste forfaldsdag. Få dage efter forlod de sidste tyske tropper den franske jordbund. Ifølge en opgivelse af finansministeren i januar 1875 havde krigsomkostningerne i det hele udgjort 9,880,000,000 francs. Men Frankrigs statsgæld var steget til en forfærdelig højde, og nye pålæg kunne ikke undgås for at dække det store årlige underskud. Venstre ville have foretrukket en indkomstskat; men Thiers erklærede sig med stor heftighed imod denne «revolutionære» skat og ville tilvejebringe den fornødne indtægt ved toldafgifter, bl.a. ved en høj indførselstold på råstoffer. Dette vakte megen misfornøjelse, og d. 19 januar 1872 fattede nationalforsamlingen en beslutning, som stred meget imod regeringens forslag. Dagen efter nedlagde Thiers sin værdighed; men intet af partierne ønskede dengang hans afgang. Monarkisterne (ca. 300 i tallet), som indså, at der for øjeblikket ikke var noget håb om at få indført kongedømmet, betragtede hans styrelse som et overgangsled til dette, og de moderate republikanere (ca. 280) så deri det bedste middel til at befæste republikken. De radikale republikanere med Gambetta i spidsen (60 i tallet) fandt vistnok Thiers' styrelse altfor moderat, men regnede på, at republikken efterhånden ville blive mere radikal. Således vedtog forsamlingen næsten enstemmig en dagsorden, som udtalte, at dens beslutning ingenlunde indeholdt noget mistillidsvotum mod præsidentens styrelse, og indstændig opfordrede ham til at blive på sin post til fædrelandets bedste. Thiers gav efter, men erklærede, at han var og blev en ven af beskyttelsestold. D. 26 juli vedtoges da også hans forslag om told på råstoffer med 311 stemmer mod 265. Men hen imod slutningen af året 1872 kom det til et brud imellem præsidenten og højre. Den klerikale bevægelse, som i foråret 1871 havde givet sig tilkende i adresser til fordel for paven, fremtrådte nu på en fanatisk måde i valfarter: d. 6 oktober drog således ca. 20,000 pilgrimme til Lourdes i Pyrenæerne. «Red Frankrig, red Rom» lød pilgrimmenes omkvæd, og «kong Henrik» påkaldtes til hjælp i «Frankrigs dybe nød». Kort efter skrev den påkaldte prins til en af sine tilhængere, at «Frankrig havde styrket sig ved den store trosakt af Lourdes», og at «den konservative republik ikke var mindre forkastelig end den radikale». Da præsidenten derefter d. 13 november åbnede en ny samling af nationalforsamlingen, sagde han: »Republikken er landets lovlige regering, at stræbe efter noget andet er revolution. Men denne republik må være konservativ, ellers vil den gå under og drive landet i armene på en ny eventyrer. I 2 år har man levet under de nye forhold; nu er det afgørende øjeblik kommet til at give dem faste og varige former for at give republikken den konservative kraft, som den ikke kan undvære. Når forsamlingen, som det alene tilkommer at tage fat på denne vigtige opgave, vil nedsætte et udvalg med dette formål, vil regeringen åbent meddele det sine anskuelser». Venstre modtog dette budskab med levende bifald, men højre afbrød det med lidenskabelige mishagsytringer. Der blev derefter nedsat et udvalg på 30 medlemmer, af hvilke 19 var af højre, 11 af venstre. Højres indflydelse viste sig også, da forsamlingen på sit sidste møde i året 1872 vedtog, at den orleanske families ejendomme i Frankrig (til en værdi af 50 millioner francs) skulle tilbagegives den. I januar 1873 blev der atter gjort et forsøg på at samle alle monarkister under Henrik Vs fane. D. 9 januar døde kejser Napoleon i sin landflygtighed i England, og man kunne nu vente, at adskillige bonapartister ville slutte sig til «fusionen», da de ikke følte sig forpligtede til at støtte hans 17årige søn eller hans fætter Jerome, som søgte at nærme sig til venstre. Dernæst deltog de orleanske prinser i sørgegudstjenesten på Ludvig XVIs dødsdag, d. 21 januar, og d. 25 skrev Frankrigs mest ansete gejstlige, biskop Dupanloup af Orleans, som var medlem af nationalforsamlingen, til greven af Chambord for at bevæge ham til at give efter og antage det trefarvede banner; men svaret var atter et ubetinget afslag. Højre havde således atter mistet udsigten til at få en konge; men dets opposition mod Thiers fortsattes, og da nu også bonapartisterne i konservativ interesse nærmede sig til det, blev dets magt større end hidtil. Samtidig måtte Thiers kæmpe mod det radikale venstre, som særlig blev forbitret over en lov, der berøvede byen Lyon dens kommunale uafhængighed. Det hævnede sig ved at vælge en forhenværende skolelærer og maire Barodet til deputeret for Lyon med 180,000 stemmer imod udenrigsministeren grev Rémusat, som kun fik 135,000. Også de øvrige udfyldingsvalg, som blev afholdte i slutningen af april og begyndelsen af maj, faldt næsten alle ud til de radikales fordel. Højre troede, at det gunstige øjeblik var kommet til at styrte Thiers. I anledning af et ministerskifte rettede hertugen af Broglie, født i 1821, d. 23 maj 1873 et angreb på regeringen, som han beskyldte for at have to sjæle i sit bryst; «den ene drev det til bekæmpelse af radikalismen, den anden til forhandling med den; han spurgte, hvorledes de sidste ministerskifter var at forstå, om man kunne regne på et kraftigt forsvar for de konservative interesser.» Justitsministeren Dufaure, født i 1798, fordums minister under Thiers på Ludvig Filips tid, svarede, at både de gamle og de nye ministre var konservative mænd »ligesom han selv var de moderate republikanere«. Thiers, som derefter tog ordet, beråbte sig på sine gerninger i den konservative sags interesse, men tilføjede, at der kun gaves ét virksomt middel til radikalismens bekæmpelse, det var republikkens proklamering. Et medlem af højre foreslog derefter et mistillidsvotum til regeringen, og dette blev vedtaget med 360 stemmer mod 344. Regeringen trådte tilbage, og samme aften valgtes Mac Mahon med 390 stemmer mod 1 til præsident; venstre havde forladt salen.

Fra alle sider strømmede der taksigelsesskrivelser ind til den gamle statsmand, som i 2 år med selvstændig kraft og utrættelig virksomhed havde arbejdet på Frankrigs genoprejsning og af fædrelandskærlighed var blevet «fornuftrepublikaner». I hans sted trådte en mand, som kun havde gjort sig bekendt som tapper kriger, men ikke havde spillet nogen politisk rolle: at han hyldede højres anskuelser, kunne der ikke være tvivl om, og at han ikke havde udtalt sig for noget af de monarkiske partier, tjente kun til hans anbefaling, ligesom de klerikale kunne glæde sig ved, at hans hustru havde hørt til den kreds af fornemme damer, som havde opfordret til deltagelse i valfarten til Lourdes. Der var ingen fare for, at han som Thiers selv ville lede styrelsen, og højre kunne således besætte ministerpladserne efter deres ønske. Hertugen af Broglie blev ministerpræsident og udenrigsminister, og de øvrige ministerpladser blev fordelte imellem hans nærmeste partifæller, orleanisterne, og de to andre højrepartier. Da derfor Jules Favre klagede over de talrige afsættelser og forflyttelser af republikansksindede præfekter og andre embedsmænd og spurgte, om regeringen var legitimistisk, orleanistisk eller bonapartistisk, svarede Broglie, at forandringen i styrelsen var foranlediget ved de radikale valg i april og maj; præsident Mac Mahons program var «de konservative partiers enighed og betryggelse af nationalforsamlingens rettigheder». Forsamlingen udtalte derefter med 388 stemmer mod 270 sin tillid til den nye regering. Regeringens flertal var således tvært imod republikanernes forventninger vokset, idet nogle af de mest konservative republikanere efterhånden gik over til det, medens venstres sammenhold kun var ringe, da de radikale under Gambetta vanskelig kunne forenes med fornuftrepublikanerne under Dufaure. De forhandlinger om tredive-mandsudvalgets forslag til en republikansk forfatning, som var påbegyndt under Thiers, blev derfor udsat, medens man beskæftigede sig med hærens organisation, hvorom alle partier kunne enes. Der oprettedes 18 armékorps, hvert på 36,000 mand, foruden et 19de for Algeriet. I spidsen for det tropperne i Algeriet sattes general Chanzy, født i 1823, som blev generalguvernør og igen forenede den højeste civile og militære myndighed over Algeriet, som var blevet adskilt i 1871. Loven om hærens sammensætning gennemførtes d. 24 juli 1873, hvorefter nationalforsamlingens møder udsattes til november. I mellemtiden arbejdede legitimister og orleanister ivrigt på en «fusion». Greven af Paris gjorde et besøg hos greven af Chambord og blev venlig modtaget, og ligeledes indfandt flere deputerede sig hos «kongen»; men da denne erklærede, at han kun på grund af sin arveret ville tiltræde regeringen og kun af kongelig nåde ville bevilge folket konstitutionelle rettigheder, omtrent i samme omfang som Ludvig d. XVIIIs charte, ligesom han på ingen måde ville ombytte den hvide fane med trikoloren, måtte man opgive håbet om indførelsen af et legitimt monarki i Frankrig. Højre søgte derfor i det mindste så længe som muligt at bevare den regering, det havde indsat, og d. 19 november 1873 besluttede forsamlingen med 378 stemmer mod 310 at forlænge Mac Mahons præsidentværdighed på 7 år. Samtidig bestemtes det, at forfatningsforhandlin-gerne skulle genoptages. Men imod en sådan konsolidering af en republikansk forfatning var nogle af ministrene stemte, og ministeriet indgav derfor sin afsked. I det nye ministerium blev hertug Decazes udenrigsminister, født i 1819, søn af Ludvig XVIIs minister, medens Broglie, som vedblev at være ministerpræsident, overtog indenrigsministeriet. Yderste højre var imidlertid meget misfornøjet med Broglie, som syntes at have opgivet kongedømmets restauration, og en ny fare truede ham fra bonapartismen, der atter begyndte at komme til kræfter. Vistnok kom uviljen mod bonapartisterne stærkt frem ved processen mod Bazaine, som blev dømt fra livet af en krigsret d. 10 december 1873, men benådet med fængsel på øen St. Marguerite ved Cannes, hvorfra det i august 1874 lykkedes ham at undslippe. Men at hadet mod kejser Napoleon III dog var aftaget, viste sig ved to bonapartistiske valgsejre og ved en beslutning af nationalforsamlingen om at tilstå kejserinde Eugenie en erstatningssum af over 10 millioner franc. Legitimister og bonapartister lurede da også på en lejlighed til at komme Broglie til livs, og under behandlingen af regeringens forslag til en ny valglov, som på flere måder indskrænkede valgretten d. 16 maj 1874, stemte de med republikanerne. Regeringsforslaget forkastedes således med 381 stemmer mod 317, hvorefter ministeriet indgav sin dimission. Ministerskiftet forandrede i øvrigt ikke i nogen væsentlig grad ministeriets karakter: Decazes vedblev at være udenrigsminister; men general Cissey, som havde været Mac Mahons underanfører i kampen mod Pariserkommunen, blev ministerpræsident og krigsminister. Man nærmede sig nu imidlertid løsningen af forfatningsspørgsmålet, og efter lange forhandlinger kom det i begyndelsen af året 1875 til et kompromis imellem venstre og orleanisterne, ifølge hvilket forfatningen endelig vedtoges d. 25 februar 1875 med 448 stemmer mod 241 (legitimister og bonapartister). Den lovgivende magt blev overdraget til to kamre: det umiddelbart valgte deputeretkammer og senatet, som skulle bestå af 300 medlemmer, af hvilke de 75 skulle vælges på livstid af nationalforsamlingen, de andre 225 på 9 år med delvis afgang hvert tredje år af valgkollegier for de enkelte departementer, sammensatte af departementets deputerede, dets generalråd og arrondissementsråd samt valgmænd fra dets kommunalråd. Republikkens præsident skulle vælges på 7 år af de to forenede kamre. Han fik ret til med senatets samtykke at opløse deputeretkammeret, men skulle styre efter det parlamentariske systems regler, d.v.s. ved ministre, tagne af kamrenes flertal. Han fik ligesom senatet og deputeretkammeret initiativet i lovgivningsspørgsmål; men finanslove skulle først forhandles i deputeretkammeret. Kamrene skulle samles i Versailles. D. 11 marts 1875 dannedes et nyt ministerium. I spidsen for det trådte nationalforsamlingens præsident buffet, som havde været minister under Napoleon III og nu overtog indenrigsministeriet. Decazes og Cissey beholdt deres embeder som udenrigs- og krigsminister, Dufaure blev igen justitsminister, kompromissets ophavsmand Wallon undervisningsminister. Størstedelen af kabinettet nærede klerikale anskuelser og begunstigede en lov om ret til at danne frie, af statsmagten uafhængige universiteter, som allerede længe havde været et formål for biskoppernes bestræbelser. Da denne lov d. 12 juli blev gennemført, jublede de klerikale blade over, at gejstligheden havde nået en ret, som den i 80 år forgæves havde tragtet efter under alle regeringsformer, og der stiftedes snart en række universiteter. Fremdeles vedtoges valglovene til kamrene, af hvilke den, som d. 30 november indførtes for deputeretkamret, indeholdt den vigtige bestemmelse, at det i året 1848 indførte system, at lade departementerne vælge under ét (scrutin de liste), som venstre holdt på, skulle ombyttes med den tidligere ordning, valg efter arrondissementer og i enkeltmandskredse, som højre og regeringen foretrak. Året 1875 endte med, at nationalforsamlingen vedtog en skærpelse af presseloven, medens den tilbagekaldte den belejringstilstand, der siden krigen havde varet i over halvdelen af landet, og samtidig valgte de 75 livsvarige senatorer. Ved dette valg lykkedes det republikanerne ved en snild forbindelse med de hadefulde legitimister af få ¾ af pladserne besat med venner af den nye forfatning. Således kunne de også i senatet nogenlunde holde højre stangen, skønt mere end halvdelen af de 225 senatorer, som valgtes i januar 1876, hørte til dette. Og ved valgene til deputeretkamret, som afholdtes i februar, vandt republikanerne en afgjort sejr: der valgtes kun 24 strenge legitimister og i alt næppe 90 medlemmer af højre og lige så mange bonapartister, men derimod 360 republikanere. Blandt de sidste dannede ca. 30 yderste venstre, «de uforsonlige», «intransigents», som var endnu radikalere end Gambetta og hans tilhængere. Republikanerne kunne således uden at tage hensyn til dem gøre deres holdning så moderat, at de ikke gav deres modstandere nogen grund til klager over revolutionære lyster. At holde venstres program indenfor disse skranker, blev Gambettas opgave. Under disse forhold tog Buffet sin afsked og Dufaure blev ministerpræsident, medens Decazes og Cissey beholdt deres embeder, og de fleste øvrige ministre hørte til de moderate republikanere. D. 8 marts 1876 åbnedes kamrene, og dermed trådte nationalforsamlingen bort fra skuepladsen. Den nye regerings republikanske retning viste sig, da indenrigsministeren Ricard afskedigede eller forflyttede en del af de præfekter, som havde tilladt sig flest indgreb i valgene eller vist mest fjendskab mod republikken. Derimod blev et fra yderste venstre udgået forslag om almindelig politisk amnesti forkastet i begge kamre med stort flertal, medens ministrene lovede at vise mildhed mod de ringere deltagere i kommunens oprør, for så vidt de viste sig værdige dertil. Allerede i juli kom imidlertid modsætningen mellem de to kamre til syne, idet deputeretkammeret med næsten to tredjedeles flertal vedtog undervisningsminister Waddingtons forslag om at afskaffe de året forud oprettede blandede eksamenskommissioner for studenterne fra de nye private højskoler, medens senatet med 5 stemmers overtal forkastede forslaget som et indgreb i kirkens ret og undervisningsfriheden. Et lignende stemmetal gjorde kort efter Buffet til livsvarig senator i den d. 12 maj afdøde Ricards sted, medens denne et par måneder forinden ligeledes ved senatets valg var blevet efterfølger af en afdød legitimist; også de senere udfyldingsvalg viste, hvorledes det »konstitutionelle« højre, som i senatet holdt ligevægten mellem begge ydersiderne, vaklede frem og tilbage mellem disse. Endnu i sommerens løb lykkedes det den nye indenrigsminister Marcére at gennemføre en lov om kommunalrådenes ret til at vælge deres mairer i alle de små byer - en ret, der var blevet dem indrømmet i 1871, men igen frataget dem i 1875 - medens regeringen skulle udnævne mairerne i alle de større byer. I august 1876 trak krigsminister Cissey sig tilbage, misfornøjet over besparelser, som deputeretkammeret indførte i hærens forvaltning, og blev afløst af republikaneren general Berthaud. Derimod viste kammeret stor rundhåndethed overfor undervisningsvæsenet, medens det nedsatte kirkebudgettet til de klerikales store forbitrelse. Til gengæld viste senatets flertal d. 1 december sig uvilligt til at gå ind på det af deputeretkammeret vedtagne og af regeringen tiltrådte lovforslag om standsning af videre tiltaler mod Pariserkommunens tilhængere. Den gamle Dufaure indgav derfor sin dimission, og den mere udprægede republikaner Jules Simon blev ministerpræsident. Det nye ministerium fik straks den vanskelige opgave at bringe finansloven til ende gennem de brydninger, der havde rejst sig imellem de to kamre. Senatet modsatte sig nemlig flere af deputeretkammerets nedsættelser, bl.a. for så vidt de stred imod særlige love, medens alle de radikale og en del andre republikanere under Gambettas ledelse ville hævde kammerets udelukkende rådighed over finansloven og særlig nægte senatet ret til at forhøje nogen bevilling. Efter heftig kamp lykkedes det dog Jules Simon at få senatets bevillingsmyndighed i almindelighed godkendt, medens derefter de fleste af dets ændringer omstødtes eller ændredes ved mæglingsforslag, og dermed lod senatet sig nøje, så at finansloven kom istand inden årets ende. Men da Jules Simon trådte kraftigt op både mod bonapartisterne og de klerikale og fortsatte den udrensning, Ricard året forud havde påbegyndt blandt administrationens reaktionære elementer, tilkendegav Mac Mahon, som blev påvirket af højre, i et brev til ministerpræsidenten sin misbilligelse af hans optræden, navnlig af, at han ikke i deputeretkammeret var optrådt imod ophævelsen af den indskrænkning i trykkefriheden, som var vedtaget i 1875. Ministeriet trak sig derefter straks tilbage, og d. 17 maj 1877 trådte hertugen af Broglie i spidsen for et nyt kabinet, i hvilket kun Decazes og Berthaud beholdt deres embeder; de øvrige ministre var dels orleanister, dels bonapartister, dels klerikale legitimister. Kamrene udsattes en måned, og med ét slag omskiftedes hele det højere forvaltningspersonale. Også i andre henseender opfriskedes kejserdømmets sædvaner: de frisindede blade forfulgtes, foreninger opløstes o.s.v., medens der ikke blev gjort noget skridt til at fuldbyrde den fængselsdom, som i april var fældet mod den ivrige bonapartist Paul de Cassagnac for hans voldsomme udtalelser imod den lovlige statsordning. D. 16 juni kom kamrene sammen på ny: efter flere dages heftige angreb på ministeriet vedtog deputeretkammeret med 363 stemmer mod 158 en mistillidserklæring og nægtede at bevilge denne regering de direkte skatter for næste år, medens senatet d. 22 juni med 149 stemmer mod 130 gav sit samtykke til Mac Mahons forslag om det andet kammers opløsning. På begge sider begyndte nu den ivrigste agitation for de nye valg. Mac Mahon rejste omkring i landet og holdt politiske taler, ligesom præfekterne med stor iver søgte at virke på valgene, medens Gambetta ligeledes foretog en rundrejse og holdt ophidsende taler. D. 3 september døde den 80årige Thiers, som borgerskabet havde været erkendt for fælles fører af alle det republikanske partis grupper; men disse vedblev ikke desto mindre at holde sammen mod ministeriet og kårede deputeretkammerets formand Grévy til Thiers' efterfølger som partiets formelle fører; thi oppositionens mest indflydelsesrige leder, Gambetta, ville ikke træde i forgrunden af frygt for, at hans radikale retning skulle skræmme de moderate republikanere, det såkaldte «venstre centrum». Kort efter udsendte Mac Mahon et manifest til det franske folk i anledning af valgene, hvori han erklærede, at kampen ville blive fortsat, hvis valgene faldt ud imod hans ønske; «thi han ville alligevel forblive i sin stilling for at værge de konservative interesser og beskytte de embedsmænd, som trofast havde tjent ham, mod modstandernes politiske hævn». Manifestet vakte megen uvilje ved den stærke fremhævelse af præsidentens personlige vilje og ved det selvtillidsfulde sprog, der kun stemte slet med Mac Mahons ubetydelighed som statsmand. Det blev også skarpt imødegået, selv i de mest mådeholdne republikanske blade, og enhver virkning udslettedes ved offentliggørelsen af et åbent brev til vælgerne, som Thiers havde efterladt sig, hvori han indtrængende rådede dem til at holde fast ved republikken, da ethvert monarki havde vist sig umuligt i Frankrig. Hans veltalende ord fandt desto stærkere indgang, fordi de lød som en alvorsrøst fra den anden side graven. I modsætning til Mac Mahons trussel om fortsat kamp ytrede Gambetta, at når folket havde valgt, måtte alle bøje sig for dets vilje, så at præsidenten ville få valget imellem «at gå af eller underkaste sig». De ivrigste reaktionære blade opfordrede ligefrem regeringen til et statskup, hvis valgene gik den imod; men derpå ville Mac Mahon ikke indlade sig, og der herskede desuden uenighed imellem de monarkiske partier. Legitimister og orleanister klagede over, at indenrigsministeren Fourtou tog alt for meget hensyn til sit parti, bonapartisterne, og valgte over halvdelen af de officielle valgkandidater ud af deres rækker, medens bonapartisterne alligevel var misfornøjede med, at regeringen ikke helt kastede sig i deres arme. Modstanderne kunne således med grund gøre gældende, at et for ministeriet gunstigt udfald af valgene dog kun ville give en våbenstilstand, men ingen varig fred, fordi kampen mellem de monarkiske partier ville udbryde, om ikke før, så når forfatningen efter den 1875 vedtagne bestemmelse skulle gennemses i 1880. Valgene foretoges d. 14 oktober 1877. De gav vel monarkisterne en forstærkning af 40 stemmer; men republikanerne udgjorde dog 3/5 af kammerets medlemmer, og ved de senere omvalg, som foretoges, efterhånden som valgbrevene prøvedes og vragedes, når de erklæredes for at være vundne ved valgtryk, mistede de monarkiske partier 55 pladser, så at de kun kom til at udgøre 2/7 af kammeret. Ministeriet ville dog ikke trække sig tilbage, førend de forestående valg på den ene halvdel af departements og arrondissementsrådene var afholdte; men da også disse d. 11 november gav republikanerne sejren, indgav Broglie sin afskedsbegæring. Mac Mahon ville derimod endnu ikke give tabt og dannede et overgangsministerium under general Rochebouet, i hvilket ingen politiker fik sæde; men deputeretkammeret nægtede at forhandle med dette ministerium, fordi dets dannelse stred imod det af forfatningen hjemlede parlamentariske system. Præsidenten tænkte på en ny opløsning af kammeret; men de «konstitutionelle» orleanister, hvis modstand mod den hvide fane i efteråret 1873 havde hindret greven af Chambords tilbagekaldelse, nægtede at give deres understøttelse dertil. Mac Mahon stod nu overfor de to alternativer, Gambetta havde stillet ham, og da hans tilhængere bad ham om ikke at opgive præsidentværdigheden, underkastede han sig d. 14 december republikanernes strenge vilkår, udnævnte et ministerium med Dufaure i spidsen, i hvilket 3 af ministrene fra før den store forandring i maj fik sæde tillige med to endnu mere udprægede republikanere, sendte et budskab til kamrene, der aldeles fornægtede Broglies politik, og lovede at rette sig efter flertallets stemmer. Først derefter vedtog deputeretkammeret en midlertidig finanslov på to måneder, og Mac Mahon måtte finde sig i, at hans nye ministerium afskedigede næsten alle præfekterne og størstedelen af underpræfekterne og i deres sted genindsatte de embedsmænd, Fourtou havde fjernet, eller valgte endnu mere udprægede republikanere. Også flere andre embedsmænd, navnlig generaler og diplomater, blev afløste af republikansksindede mænd. Da kamrene trådte sammen efter juleferien d. 8 januar 1878, forelagde regeringen nogle lovudkast, som var fremkaldte ved den nylig overståede krise: om amnesti for alle presseforseelser fra maj til december, om forbud mod at gøre ubevilgede udgifter, når deputeretkammeret er opløst o.s.v. ved de konstitutionelle senatorers hjælp lykkedes det at føre disse love igennem. Iøvrigt fremmedes flere praktiske reformer, ligesom der gaves bevillinger til nogle kanalanlæg, det første led i en storartet plan, som ministeren for de offentlige arbejder, den ovenfor omtalte Freycinet, havde forelagt til fuldstændiggørelse af det franske kanal og jernbanesystem. I hele året 1878 blev republikanernes enighed usvækket; selv yderste venstre bøjede sig for Gambettas ledelse og fandt sig i hans såkaldte «opportunitetspolitik», hvorefter sammenstød med senatet og præsidenten skulle undgås, og alle indgribende reformer udsættes, indtil republikken var blevet rod i fæstet og havde vundet flertal også i senatet. Dertil åbnedes der allerede udsigt ved den fremgang, republikanerne vandt ved kommunalrådsvalgene d. 6 januar, selv på Korsika og i de vestfranske vinegne, der tidligere fortrinsvis havde været bonapartistiske, og sejren sikredes ved de valg, som d. 27 oktober blev foretagne på valgmænd til valget af nye senatorer i stedet for dem, der skulle aftræde ved det nye års begyndelse. Det republikanske parti styrkedes også ved det heldige udfald af den storartede verdensudstilling, som fra d. 1 maj til d. 10 november samlede en mængde fremmede i Paris. Den glimrende udvikling af den franske industri og handel, den blomstrende velstand, der så hurtig havde rådet bod på krigens ulykker, og de store fremskridt i hærens reorganisation og befæstningssystemets udvikling havde også allerede for en stor del gengivet Frankrig den anseelse det havde mistet i 1870-71. Men efter at republikanerne ved senatorvalgene d. 5 januar 1879 også havde fået flertallet i senatet, ville de også høste sejrens frugter og fordrede nu afskedigelse af alle monarkisksindede embedsmænd. Så vidt ville ministeriet ikke gå; men Dufaure lovede dog at fjerne en del højere justitsembedsmænd og flere generaler, blandt dem hertugen af Aumale. Dertil ville Mac Mahon ikke give sit samtykke: han havde siden december 1877 i virkeligheden kun af navn stået i spidsen for regeringen og ikke gjort nogen vanskeligheder ved at underskrive alt, hvad ministrene forelagde ham; men nu gjaldt det hans tidligere krigskammerater, som man ville afskedige uden at kunne lægge dem nogen strafbar handling til last. Han erklærede derfor, at han ikke ville desorganisere hæren af politiske grunde, og da ministrene forlangte deres afsked, og han indså, at ethvert andet ministerium af majoriteten ville stille samme fordring til ham, foretrak han selv at nedlægge sit embede d. 30 januar. Samme dag trådte kamrene sammen til en kongres og valgte med 563 stemmer mod 99 Jules Grévy til Frankrigs præsident.

Til Grévys efterfølger som præsident i deputeretkammeret valgtes Gambetta med 314 stemmer af 405, hvorefter ministeriet indgav sin dimission. Udenrigsministeren Waddington dannede et nyt kabinet, som af de gamle ministre bl.a. optog finansministeren Leon Say og Freycinet, af nye Jules Ferry, som blev undervisningsminister. Ministeriet gik noget mere til venstre end det aftrådte: kun Waddington og Leon Say hørte til venstre centrum. Også deputeretkammeret gik efterhånden mere til venstre, og den af Gambetta stiftede «Union Republicaine» blev dets stærkeste gruppe. Dets forhandlinger drejede sig navnlig om 4 spørgsmål: 1) amnestien for kommunarderne, 2) anklagen mod ministeriet Broglie, 3) kamrenes overflytning til Paris og 4) «kulturkampen« mod den katolske gejstlighed. Allerede d. 28 januar havde den gamle socialist Louis Blanc, født i 1813, foreslået ubetinget almindelig amnesti for alle kommunarder; men nu forelagde regeringen (d. 11 februar) en amnestilov, som fastsatte ubetinget amnesti for de benådede og de in contumaciam dømte kommunarder samt alle endnu ikke domfældte og bemyndigede regeringen til omfattende videre benådninger indtil d. 1 juni. Louis Blancs forslag forkastedes, medens regeringsforslaget vedtoges med 340 stemmer mod 99. I senatet blev det vedtaget med 140 stemmer mod 86, og efterhånden offentliggjordes nu listerne over de af præsidenten amnesterede kommunarder, i alt 3.331; kun 900, som havde gjort sig skyldige i forbrydelser mod den almindelige ret, skulle ikke benådes. Medens man således viste mildhed mod kommunarderne, erklærede et udvalg, at ministerierne Broglie og Rochebouet havde trådt loven under fødder og bragt Frankrig til borgerkrigens rand, hvorfor man overgav dem til den nationale samvittigheds dom. Ministerpræsident Waddington tilkendegav vel sin billigelse af denne domfældelse, men forlangte dog, at sagen ikke skulle forfølges videre, og gjorde denne fordring til et kabinetsspørgsmål. Deputeretkammeret vedtog derpå d. 13 marts med 317 stemmer mod 159, at undersøgelsen skulle indstilles. Den næste sag af betydning var kamrenes overflytning til Paris. Da denne stred imod forfatningsloven, kunne den ikke ske uden en forfatningsrevision, til hvilken begge kamre skulle træde sammen i en kongres. Ministeriet udtalte sig derfor, og kongressen vedtog forandringen med 540 stemmer mod 262. Den nye lov bestemte, at den udøvende magt og kamrene skulle have deres sæde i Paris fra d. 1 november, senatet i Luxembourg-paladset, deputeretkammeret i Palais Bourbon; begge kamres kongres skulle derimod afholdes i Versailles. På dagsordenen stod nu det mest indgribende af alle spørgsmål, som venstre havde rejst, «kulturkampen» mellem staten og den katolske gejstlighed. D. 15 marts havde Ferry forelagt to love om undervisningsvæsenet: den ene indskrænkede de gejstlige kongregationers ret til at underholde højere skoler, berøvede dem retten til at holde afgangsprøver og meddele grader og forøgede de verdslige skoler, som var trængt tilbage af de gejstlige. Lovens vigtigste paragraf var den 7de lov, som forbød medlemmer af ikke anerkendte kongregationer at lede nogen offentlig eller privat undervisningsanstalt eller meddele undervisning ved den. Dette forbud ramte særlig jesuiterne, som havde tilrevet sig en stor magt over undervisningen, skønt deres Orden var forbudt. Den anden lov bestemte, at det højere undervisningsråd, som stod ved ministerens side, herefter kun skulle bestå af pædagogisk dannede lægmænd, medens gejstligheden, der hidtil havde været stærkt repræsenteret deri, skulle udelukkes. Disse lovforslag var henvist til et udvalg, som valgte Gambettas ven Spuller til sin ordfører; men imidlertid åbnede gejstligheden en heftig agitation imod dem, så at regeringen gentagne gange måtte skride ind imod biskoppernes voldsomme hyrdebreve. D. 16 juni åbnedes forhandlingerne om undervisningslovene i deputeretkammeret. Det klerikale parti afbrød ministeren med trusler og forhånelser, og Paul de Cassagnac drev det så vidt, at man vedtog en ny forretningsorden med skarpere bestemmelser mod medlemmer, der forstyrre forsamlingens ro. Ferry og klerikalismens lidenskabelige modstander, den udmærkede naturforsker Paul Bert, påviste de gejstlige ordeners, navnlig jesuiternes, fordærvelige indvirkning på ungdommen, og uagtet § 7 også mødte modstand hos nogle republikanere, som den berømte gamle lærde Littré, der gjorde gældende, at det stred imod friheden, ikke at tillade enhver at give undervisning og ikke at overlade familiefædrene bestemmelsen om, hvem der skulle undervise deres børn, blev paragrafen dog d. 9 juli vedtaget med 330 stemmer mod 187. Samme dag vedtoges hele den første lov med endnu større overtal og en uges tid efter loven om undervisningsrådet. I senatet stødte derimod begge love, især § 7, på stærk modstand, ikke blot hos højre, men også hos republikanerne af venstre centrum, som her havde langt større betydning end i deputeretkammeret. I spidsen for modstanden stod Jules Simon, som blev formand i udvalget og fik sagen udsat til næste samling: de moderate republikaneres modstand beroede vel ikke så meget på den af dem fremførte doktrinære grund, at loven stred imod friheden, som på den overbevisning, de nærede om det farlige i at vække en religiøs strid, «en kulturkamp», i den af indre fjender truede republik. Udenfor kamrene truede nemlig farer fra to sider. På den ene side valgte det ultraradikale parti d. 20 april den gamle konspirator Blanqui  til deputeret for Lyon, skønt han sad i fængsel siden 1871, da han blev dømt som oprører, og således havde mistet sine borgerlige rettigheder. Hans valg var altså ulovligt og blev erklæret for ugyldigt af kammeret med 372 stemmer mod 33. Han blev derefter benådet, dog uden at generhverve sine politiske rettigheder. Dernæst begyndte nu de amnesterede kommunarders tilbagekomst fra deres forvisningssted Ny Kaledonien. Flere af dem, som Humbert, der havde været redaktør af bladet »Pére Duchesne«, som havde spillet en stor rolle under Pariserkommunen, optrådte med stor frækhed, roste Pariserkommunens gerninger og krævede højrøstet almindelig amnesti. De fandt tilslutning i de store byer, og en del af pressen, ja endog Gambettas organ, »Republique Francaise«, udtalte sig for almindelig amnesti. Humbert blev i Paris valgt til medlem af kommunerådet, og en arbejderkongres, som i oktober samledes i Marseille, forkyndte åbenlyst de yderligste kommunistiske grundsætninger. På den anden side vokse den bonapartistiske agitation, og d. 7 april valgtes tre bonapartistiske deputerede, den ene i Paris. Den unge Louis Napoleons fald mod suluerne i Sydafrika, d. 1 juni udslukte imidlertid partiets forhåbninger. Men nu trådte greven af Chambord igen op og udstedte en skrivelse, hvori han meldte sig som Frankrigs redningsmand. De orleanske prinser blev indbudt til tilslutning, men de vægrede sig, og Henrik V måtte lade sig nøje med at lade sin fødselsdag d. 29 september fejre ved fester i Frankrig. Republikken kunne således kun styrtes ved sine egne fejl, men jo tryggere republikanerne blev for en monarkisk restauration, desto større indflydelse fik de radikale elementer, og navnlig ville det stærkeste parti i kammeret, den republikanske union, nu også have større indflydelse i ministeriet. Efter at kamrene var sammentrådte i Paris d. 27 november, åbnede de derfor deres angreb på kabinettet. Til sidst kom det til en ministerkrise, af hvilken d. 28 december 1879 ministeriet Freycinet fremgik. I dette var venstre centrum forsvundet med Waddington og Leon Say, medens dets nye medlemmer blev taget af den republikanske union og det republikanske venstre, en gruppe, som stod imellem de to andre venstregrupper. Freycinet overtog selv udenrigsministeriet, Ferry beholdt sit embede. I det hele måtte det nye ministerium betragtes som et udtryk for Gambettas politik, og den ærgerrige mand håbede nu gennem det at kunne lede Frankrig. I januar 1880 genoptoges forhandlingerne om undervisningslovene i senatet. De blev vedtagne med undtagelse af § 7; men Freycinet erklærede, at regeringen, når man vragede denne, agtede at bringe de bestående love mod kongregationerne, især mod jesuiterne, i udførelse, og samme dag d. 16 marts, som kultusminister Ferry forelagde loven i den skikkelse, hvori den kom fra senatet, stilledes en mellem de 4 venstregrupper aftalt forespørgsel om, hvad regeringen nu agtede at gøre ved kongregationerne. Freycinet svarede, at man ville anvende lovene mod dem, men forbeholdt sig fuld handlefrihed; han udbad sig i denne anledning en tillidserklæring. Denne blev givet med stort flertal, og loven blev derpå vedtaget uden § 7. Derefter tog kamrene en måneds ferie. Under denne ferie udkom d. 29 marts to dekreter, som støttede sig på gamle, ikke udtrykkelig ophævede love (især fra 1804). Det ene pålagde jesuiterne, som i Frankrig talte 1.000 medlemmer og havde 74 undervisningsanstalter med 10,000 disciple, da deres Orden ikke var tilladt af staten, at rømme alle deres stiftelser inden 3 måneder og lukke deres skoler inden skoleårets ende. Det andet dekret pålagde alle andre ikke anerkendte kongregationer, ialt 500 med over 20,000 medlemmer, deraf 2/3 kvindelige, inden 3 måneder at forelægge deres statutter for regeringen og udbede sig disses lovlige godkendelse; i modsat tilfælde ville de også blive opløste. Mod disse dekreter protesterede alle biskopperne, og på en forsamling af kongregationernes overhoveder d. 2 april vedtoges det ikke at søge godkendelse. Efter den givne frists udløb lukkedes de jesuitiske stiftelser; men mod de øvrige kongregationer blev der ikke foretaget noget. Freycinet, som ønskede at undgå en åben konflikt med kirken, havde nemlig underhandlet med den pavelige kurie, og man var blevet enig om, at kongregationerne skulle få lov til at bestå, når de undertegnede en erklæring, som udtalte deres underkastelse under republikken og dens love. Men Gambetta og hans venner, blandt dem indenrigsministeren Constans, fordrede martsdekreternes udførelse. I det hele var Gambetta blevet misfornøjet med det mådehold og den selvstændighed, som Freycinet viste, og han besluttede derfor ved given lejlighed at styrte ham. For det første havde regeringen krympet sig ved at indrømme den almindelige amnesti, som Gambetta nu krævede. I en glimrende tale i deputeretkammeret sagde han: «På nationalfesten d. 14 juli bør i lukke de sidste 10 års bog, sætte forglemmelsens gravsten over Parisekommunens forbrydelser og spor og sige til alle, at der kun er ét Frankrig og én republik.« Efter denne tale vedtog kammeret med stort flertal den almindelige amnesti, og efter at senatet havde foretaget en lille ændring, gik forslaget igennem d. 10 juli. Derpå benådedes alle kommunarder med undtagelse af 17. Ved den store nationalfest på årsdagen efter Bastillens erobring uddeltes der nye faner til hæren, hvis nu fuldendte omdannelse dermed afsluttedes. Ikke længe efter foretog Grévy, ledsaget at begge kamres formænd, Leon Say og Gambetta, en rejse til krigshavnen Cherbourg. Her holdt Gambetta i sin glæde over Frankrigs anselige land og sømagt en tale, i hvilken nogle ytringer forekom tyskerne at forkynde en revanchekrig. I modsætning hertil fremhævede Freycinet d. 18 august Frankrigs fredelige sindelag og udtalte sig imod en «eventyrlig politik ». Derefter fremtrådte spliden i ministeriet imellem en højre side under Freycinet og en venstre side under Constans så stærkt, at Freycinet d. 19 september indgav sin afskedsbegæring. I spidsen for det nye ministerium trådte undervisningsminister Ferry; udenrigsminister blev Barthélemy Saint Hilaire, en 75årig fredelig lærd, som havde været en nøje ven af Thiers. Da han kort i forvejen havde lovprist fyrst Bismarcks politik, skulle hans udnævnelse berolige dem, der i ministerskiftet kunne se en fare for freden. Den energiske og hensynsløse Constans vedblev at være indenrigsminister. Blandt de nye ministre må præsident Sadi Carnot nævnes, født 1837. Som sin navnkundige farfader og sin fader var han en uplettet republikaner og havde siden 1871 været deputeret; han var en af det republikanske venstres ledere og blev som polytekniker minister for de offentlige arbejder. Det nye ministerium satte nu udførelsen af martsdekreterne i værk. Af de ikke anerkendte kongregationer blev først karmeliterne, franciskanerne, kapuzinerne, dominikanerne og andre i provinserne udvist af deres kloster, og disse lukkedes; dernæst opløstes mands-kongregationerne i Paris d. 5 november. De opløste stiftelsers antal udgjorde 261. Udvisningen foregik ikke uden anvendelse af magt: munkene spærrede adgangen til klostrene og indesluttede sig i deres celler, ansete mænd, som hertugen af Broglie, ydede dem bistand, folket rottede sig på nogle steder sammen, man måtte opbyde den militære styrke, og på flere steder kom det til blodige sammenstød. Mange embedsmænd indgav deres afskedsbegæring for ikke at medvirke ved udvisningen; andre, som deltog i den, blev lyst i band. Mod kvinde-kongregationerne blev dog udvisningen ikke bragt i udførelse. Et nyt led i kulturkampen dannede love om elementarundervisningen, som skulle være tvungen, uden betaling og konfessionsløs, så at religionsundervisningen udelukkedes fra den offentlige skole. Den sidste bestemmelse mødte en stærk modstand i senatet, som især lededes af Jules Simon og først blev overvundet i 1882, efter at udfyldingsvalg havde forandret senatets flertal. Gennemførelsen af marts-dekreterne havde vakt en storm af uvilje imod det herskende parti, og højre kaldte Ferry Gambettas stråmand, medens Broglie sagde, at Frankrig ikke kunne nyde Europas tillid, når der bag ved regeringen stod en uansvarlig regering, som stod over ministrene og drev udenlandsk politik. Endnu voldsommere angreb på Gambetta og det «opportunistiske» parti udgik fra kommunarderne, som ingenlunde var blevet forsonede ved amnestien. Deres forsamlinger genlød af hævnskrig mod bourgeoisiet; en rasende kvinde, Louise Michel, som var hjemkommet fra Ny Kaledonien, priste endog åbenlyst det politiske snigmord. Efter at den gamle Blanqui var død på nytårsdag 1881, fejrede de yderligstgående partier hans minde ved en storartet jordefærd, og Paris' municipalråd sluttede sig for så vidt til Pariserkommunens grundsætninger, som det arbejdede på at tilrive sig en uafhængig stilling og forvandle Paris til en stat i staten. Ikke desto mindre vedtog kamrene en meget radikal presselov: den afskaffede alle forebyggende forholdsregler, censur, stempel og kaution, og vedtog, at presseforseelser, som ikke havde følger i gerning, skulle være straffrie. Den af deputeretkammeret d. 17 februar 1881 vedtagne lov modtog kun nogle ubetydelige ændringer i senatet. Derimod forkastede senatet den af Gambettas venner foreslåede indførelse af listeafstemningen, som var afskaffet i 1875, men blev vedtaget af deputeretkammeret i maj 1881, efter at Gambetta havde veget forsædet og selv havde talt for den. Han udtalte bl.a. »republikken behøver en bred basis, som kan erstatte plebiscitet og sikre den mod den nu stedse truende koalition imellem monarkisterne og en del af selve republikanerne såvel som mod pengemagten, der nu gør udslaget ved valgene i stedet for ideerne og grundsætningerne«. Sagen var, at arrondissementsvalgene åbnede mere spillerum for lokale indflydelser og gav valgene en mere konservativ karakter, medens ved listevalget partiernes kraft kunne udfoldes stærkere og mindretallene lettere undertrykkes. En valgkomité i Paris kunne ved listeafstemningen udstrække sit net over hele Frankrig, der kunne dannes et ensartet kammer, og en partifører kunne træde frem som folkets udvalgte ved at vælges af mange departementer, således som Thiers i 1871 var valgt af 28. Gambetta var meget misfornøjet med senatet, som havde forkastet den lov, der skulle sikre hans herredømme, og da der d. 21 august skulle afholdes valg til deputeretkammeret, fremsatte han ved et valgmøde i Tours et meget radikalt program, som bl.a. fordrede listeafstemning, afskaffelse af de livsvarige senatorer, ophævelse af præsidentens ret til med senatets samtykke at opløse deputeretkammeret og dommernes afsættelighed. Ministerpræsidenten Ferry holdt dernæst en tale i Nancy, hvor han ganske underkastede sig Gambetta og erklærede sig rede til at være hans første løjtnant. Det ansås derefter for givet, at ministeriet Ferry ville blive afløst af et ministerium Gambetta, som man snart almindelig kaldte «det store ministerium», fordi det skulle optage de betydeligste republikanske statsmænd i sin midte. At Gambetta måtte overtage styrelsen, betragtedes især som afgjort, efter at valgene i august og omvalgene i september havde givet hans tilhængere et afgjort flertal i kammeret. De republikanske grupper, der sluttede sig til ham og ministeriet, talte 370 medlemmer, venstre centrum 40, yderste venstre 47, bonapartisterne 47, royalisterne 41, medens de to sidste grupper i det forrige kammer havde udgjort 142. I Paris var valgenes udfald ikke så heldigt for Gambetta: yderste venstres fører, Clémenceau, blev her med stort flertal valgt i begge Montmartres kredse.

Indtil videre måtte regeringen blive på sin post; thi det nye kammer kunne først træde sammen d. 28 oktober, og for det skulle den forsvare sin handlemåde i Tunis. Dette land beherskedes af en bey med arvelig magt, der ifølge Firman af 1871 i krigstilfælde skulle understøtte sultanen med tropper, medens han ikke længere betalte ham tribut. Men Frankrig og Italien havde mere og mere stræbt efter at vinde den overvejende indflydelse hos beyen, Muhammed es Sadok. Under Berliner kongressen i 1878, da Frankrig ytrede skinsyge mod England, der ved besættelsen af Cypern havde vundet en ny middelhavsstation, erklærede marquis'en af Salisbury i en samtale med Waddington, at England ikke havde noget imod, at Frankrig gjorde, hvad det ville med Tunis, og fyrst Bismarck så gerne, at Frankrig indlod sig på et foretagende, der kunne beskæftige dets magt udenfor Europa og forøge Italiens misstemning imod det. I 1881 fik nu den franske regering en anledning til at gøre disse tanker til handlinger. En halvt uafhængig tunesisk stamme, krumirerne, havde gjort røveriske indfald i Algeriet og angrebet en fransk post d. 2 april 1881. For at tugte krumirerne udrustedes der en ekspedition, hvortil kamrene enstemmig bevilgede midlerne, og uden at tage hensyn til beyens, Muhammed es Sadok protester rykkede tropperne fra Algeriet over grænsen, medens en brigade under general Bréart landede i Biserta d. 1 maj. Krumirerne gjorde ingen modstand, men de franske tropper rykkede frem mod hovedstaden Tunis. I det udenfor denne liggende slot Bardo fik general Bréart audiens hos beyen og oplæste udkastet til en traktat, ifølge hvilken flere vigtige pladser skulle overgives til franskmændene, og en fransk ministerpræsident skulle overtage styrelsen af landets udenlandske anliggender, ligesom dets finansforhold skulle ordnes ved en overenskomst med den franske regering, for at dets kreditorer, som for størstedelen var franskmænd, kunne sikres. Beyen måtte undertegne denne traktat d. 12 maj, hvorved han blev aldeles afhængig af Frankrig, og den hidtilværende generalkonsul Roustan, der allerede i 7 år med stor kraft havde gjort sin indflydelse i Tunis gældende, blev udnævnt til ministerresident. Kamrene stadfæstede traktaten, skønt den vakte nogen misstemning i England og stor harme i Italien. Porten protesterede mod de franske troppers indmarch i «et af sultanen afhængigt land», men vovede ikke at foretage noget fjendtligt skridt mod Frankrig. Efter traktaten i Bardo rettede Beyen en note til den tyrkiske regering, hvori han protesterede mod den ham aftvungne overenskomst, og sultanen erklærede den for ugyldig; men Frankrig brød sig ikke om disse protester. Sagen syntes afgjort, og en del af tropperne blev tilbagekaldt; men nu begyndte vanskelighederne. Den muhammedanske fanatisme var blevet stærkt opflammet mod franskmændene, og der udbrød ikke blot opstande i Tunis, men også i Algeriet, der var blevet blottet for tropper. I provinsen Oran på grænsen af Marokko overfaldt høvdingen Bu Amema flere europæiske nybygder og myrdede mange kolonister, for størstedelen spaniere. I Tunis var beyens myndighed knækket, røverske bander drog omkring i landet, og de tunesiske tropper var aldeles upålidelige. Der måtte altså hurtig sendes forstærkninger til Afrika; men ved denne lejlighed viste der sig store ulemper ved det franske hærvæsen. Da mobiliseringen af et enkelt armékorps ville have forvoldt megen forstyrrelse i landet, fordi man så måtte indkalde reserverne, havde krigsminister Farre taget to bataljoner af et vist antal regimenter af alle korps; ved den yderligere forstærkning tog han endnu to, men derved blev armékorpserne desorganiserede. Sundhedsvæsenet og intendanturen viste sig dernæst slette, og Farre viste ikke tilstrækkelig dygtighed. Tropperne i Afrika led nød og mangel, og i Tunis måtte hæren indtage den ene by efter den anden, uden at det lykkedes den at få bugt med oprørerne, som fandt tilhold i det tilgrænsende tyrkiske pashalik Tripolis. Overalt dette opstod der en stærk misstemning i Frankrig: man klagede over, at regeringen skjulte den rette sammenhæng, og i kammeret blev særlig generalguvernøren i Algeriet, Albert Grévy, en broder gennemførtes dog foruden elementarskoleloven en anden lov af betydning om en reform af kommuneforfatningen, hvis hovedbestemmelse var, at ikke blot som hidtil i de mindre kommuner, men også i de større byer, dog med undtagelse af Paris, municipalrådet selv skulle vælge mairen. Freycinets fald bevirkedes ved de ægyptiske forhold. Frankrig og England havde hidtil ved den finanskontrol, som deres generalkonsuler øvede, haft den overvejende indflydelse i Ægypten; men derimod havde et «nationalt« parti med Arabi Bey i spidsen rejst sig. Gambetta havde foreslået en væbnet intervention; men deri havde England ikke villet deltage. Senere foretog dog England og Frankrig i forening efter Freycinets forslag en fælles flådedemonstration mod Alexandria; men denne førte kun til, at Arabi fik magten. D. 11 juni gav en strid imellem en malteser og en araber i Alexandria anledning til, at det længe ulmende had til europæerne brød ud til en almindelig rejsning af pøbelen, som myrdede henved 50 europæere, sårede over 80, blandt dem den engelske og den græske konsul, og plyndrede butikker og huse. Da de fleste stormagter med Tyskland i spidsen holdt fast ved, at man skulle opfordre sultanen til at skride ind med våbenmagt under Europas kontrol, og det således så ud til, at der intet ville blive gjort, og da heller ikke Frankrig mere ville deltage i nogen ensidig intervention uden det øvrige Europas samtykke, tog England sagen i sin egen hånd, og d. 11 juli åbnede den engelske panserflåde et frygteligt bombardement på Alexandria. Arabi forlod Alexandria med sine tropper; men ægypternes raseri vendte sig imod de kristne, som var blevet tilbage i byen. Deres huse blev plyndrede og stukne i brand, og henved 500 mænd, kvinder og børn blev myrdede. Englands voldsdåd vakte med rette megen harme, og desuden var der jo dermed ikke opnået noget til genoprettelse af den lovlige tilstand i Ægypten og sikringen af Suez-Kanalen. Til det sidste øjemed forlangte Freycinet en bevilling af deputeretkammeret, men fandt modstand både hos Gambetta og hans tilhængere, der krævede en langt mere energisk optræden i Ægypten og klagede over, at Frankrigs indflydelse var forspildt og overladt til England, og hos dem, der frygtede enhver intervention d. 29 juli nægtedes bevillingen med 416 stemmer mod 75, og straks efter indgav ministeriet sin dimission. Først d. 7 august lykkedes det at danne et nyt ministerium, i hvilket den hidtil lidet bekendte senator Duclerc overtog forsædet og udenrigsministeriet, 5 af de gamle ministre forblev; de 5 øvrige, blandt hvilke indenrigsministeren Falliéres var den betydeligste, hørte til Gambettas gruppe, den republikanske union; således havde den tidligere så mægtige leder for det republikanske parti, som i den sidste tid havde været fortrængt fra magten, påny gjort sin indflydelse gældende. Det nye ministerium kom særlig til at beskæftige sig med forholdene udenfor Europa. Tunis, der af navn kun stod under Frankrigs beskyttelse, var i juli 1882 ved en traktat med beyen i virkeligheden gjort til en fransk provins under styrelse af en ministerresident. Frankrig overtog statsgælden, forvaltningen af statsejendommene og skatternes indkrævning, medens beyen og hans hof fik en civilliste på 2 millioner franc; en fransk domstol fik afgørelsen af alle retssager. Da den gamle bey, Mohammed es Sadok, døde d. 27 oktober, blev hans broder, Sidi Ali, anerkendt af Frankrig som hans efterfølger, og et forsøg af Porten på at gøre sit overherredømme gældende blev tilbagevist af Duclerc. I Senegambien var oberst Desbordes i februar 1882 trængt frem til Nigeren, og der blev gjort begyndelse til anlæggelsen af en jernbane til forbindelse af denne flod med Senegal. I det sydlige Senegambien lykkedes det i årene 1881 og 1882 en fredelig ekspedition under lægen Bayol at få afsluttet traktater med flere fyrster, som anerkendte Frankrigs protektorat og eneret til handel i deres lande. Også i det nyopdagede Congo besluttede Frankrig at benytte sig af en mellem den rejsende Savorgnan de Brazza og negerfyrsten Makoko afsluttet traktat til at vinde besiddelser og udbrede sin handel. Endelig traf den franske regering foranstaltninger til at gøre sin magt gældende på Madagaskar, hvor Frankrig fra gammel tid af har gjort fordring på overherredømmet over en del af vestkysten og ret til beskyttelse for de på øen bosatte franskmænd. Da nu det på Madagaskar herskende folk, hovaerne, vægrede sig ved at tillade salg af land til fremmede, rettede 53 franske undersåtter i hovedstaden Tananariva et andragende til den franske republiks præsident og bad om beskyttelse og hjælp, idet de tillige fremkom med andre klager. Den franske regering samlede derfor i sommeren 1882 nogle krigsskibe ved kysten af Madagaskar og truede med voldsomme forholdsregler, hvorefter der i september ankom sendemænd fra hovaerne til Paris. Efter længere tids frugtesløse underhandlinger tilstillede Duclerc dem i slutningen af november et ultimatum, hvori han fordrede anerkendelse af Frankrigs protektorat over vestkysten og tilladelse for franskmænd til at forpagte land på Madagaskar på 99 år. Sendemændene vægrede sig ved at gå ind på disse vilkår og afrejste straks efter til London, hvor de håbede at finde en støtte; thi de engelske blade havde udtalt sig meget stærkt imod Frankrigs nye forsøg på at grunde en kolonialmagt. Medens Frankrig således havde gjort sin magt gældende på flere punkter af Afrika, havde det tillige begyndt på at udvide sit herredømme i det østlige Bagindien. I 1874 var der sluttet en traktat imellem guvernøren i fransk Cochin-Kina, admiral Dupré, og kejseren af Annam (dvs. Indo-Kina eller Nord Vietnam), Tuduc, ifølge hvilken Frankrig fik fri skibsfart på Songka, dvs. den Røde Flod, som åbner en handelsvej til provinsen Jynnan i det sydlige Kina, og kejser Tuduc lovede at udrydde de kinesiske sørøvere, som gjorde farvandene ved Tongkin usikre. (Tongkin er den nordligeste region i Nord Vietnam, og ligger syd for det kinesiske Junnan og Guangxi, øst for det nordlige Laos, og vest for Tongin bugten. Tonkin er kendt fra det 7 århundrede som Bắc Kỳ, der betyder den nordlige region, og som ligger i deltaet for den Røde Flod.) I dette øjemed forærede den franske regering ham fem fuldt udrustede orlogsfartøjer, 100 kanoner og en mængde geværer; men Tu-Duc gjorde aldeles intet for at opfylde sit løfte. Da han vedblev at være døv for alle forestillinger, sendte guvernøren i fransk Cochin-Kina, le Myre de Vilers, i marts 1882 major Riviére med en lille eskadre og 500 mand til Tongkin. Riviére tog i april citadellet i Tongkins hovedstad Kesho med storm, og Frankrig var således faktisk i krig med Annam; men den franske sendemand blev rolig på sin post i Annams hovedstad Hue, og Tuduc brød ikke åbenlyst med Frankrig, men søgte hemmelig hjælp i Kina, hvor man var villig nok til at gøre et gammelt overherredømme over Tongkin gældende. En kinesisk hær samledes i efteråret i Jynnan og rykkede ind i Tongkin, men trak sig igen tilbage, da den franske sendemand i Peking, Bourrée, viste sig eftergivende mod Kinas fordringer, og den franske regering ikke sendte nogen større styrke til Tongkin. Hjemme i Frankrig forstyrredes roligheden af anarkisterne i Lyon og andre byer, og det blev oplyst, at der bestod en vidt forgrenet revolutionær sammensværgelse, hvis øverste ledelse udgik fra den røde Internationale i Genéve; en af hovedlederne, den russiske nihilist fyrst Krapotkin, var blandt de fængslede. D. 6 december døde den gamle socialist Louis Blanc i sit 70de år. Hans ligfærd, som blev foranstaltet af staten, og gav anledning til en demonstration af det radikale parti. Medens Louis Blancs død var uden politisk betydning, havde det en desto større betydning, at den 44årige Leon Gambetta døde på årets sidste dag, 5 minutter før dets ende. Hans bortgang blev af det republikanske parti følt som en national ulykke; thi skønt han som minister ikke havde kunnet samle dets forskellige grupper under sin kraftige styrelse, var han dog den eneste, der måske endnu kunne gøre det, og den sidste tids misstemninger trådte i skygge for mindet om hans glødende fædrelandskærlighed, vældige energi og glimrende veltalenhed. Få dage efter, d. 5 januar 1883, døde general Chanzy i sit 60de år i Chalons sur Marne, hvor han kommanderede det 6te armékorps. Hans død blev betragtet som et stort tab, og hans jordefærd foranstaltedes ligesom Gambettas af staten.

Efter Gambettas død fandt prins Jerome Napoleon det passende at lade høre fra sig. Om morgenen d. 16 januar 1883 fandt man hans manifest opslået på gadehjørnerne, samtidig med at det i tusinder af eksemplarer var sendt omkring i provinserne. Han betegnede den republikanske regering som i enhver henseende ussel, erklærede sig for Napoleonernes arving og opfordrede nationen til at give sig en ny regering ved almindelig folkeafstemning. Ministeriet Duclerc tillagde denne handling af den lidet ansete prins Napoleon en altfor stor betydning, og lod plakaterne nedrive og prinsen fængsle. Men efter presseloven af 1881 blev han snart kendt skyldfri. Imidlertid greb det radikale parti lejligheden til at komme prinserne af huset Orleans til livs, og disse var ganske vist ved deres indflydelse i hæren og finansverdenen farligere for republikken end prins Napoleon; men de havde ikke foretaget noget ulovligt skridt. Ikke desto mindre fremkom der nu forskellige forslag til prinsernes forvisning eller i det mindste til deres udelukkelse af hæren, og da ministrene stillede sig forskelligt til disse forslag, indgav ministeriet Duclerc sin dimission; det havde næppe bestået et halvt år. D. 29 januar dannede indenrigsminister Falliéres et nyt ministerium; men det faldt meget vanskeligt at finde en krigsminister, som ville gå ind på at afsætte tre orleanske prinser, blandt hvilke navnlig hertugen af Aumale nød stor anseelse, fra deres stillinger i hæren. Først d. 31 januar fandtes en general, som var rede dertil, i general Thibaudin, hvis ære ikke var uplettet, fordi han i 1870 var flygtet fra Tyskland med brud af sit æresord. Efter et voldsomt spektakel vedtog deputeretkammeret et mæglingsforslag; men dette blev forkastet af senatet, og der kom ingen lov i stand. Ministeriet Falliéres indgav sin dimission og d. 21 februar 1883 dannedes endelig et levedygtigt ministerium. I spidsen for dette trådte Jules Ferry, der ligesom i tidligere ministerier overtog undervisningsvæsenet; han syntes snarere end nogen anden at kunne optræde som Gambettas efterfølger, og det var ikke med noget let hjerte, at Grévy henvendte sig til ham. Thibaudin vedblev at være krigsminister, og regeringen ilede med at imødekomme deputeretkammerets ønske om de orleanske prinsers fjernelse fra hæren ved anvendelse af ældre love. Også ved en anden forholdsregel, den såkaldte retsreform, tilfredsstillede ministeriet det radikale parti. I 1882 havde deputeretkammeret i princippet vedtaget dommernes afsættelighed og valg af folket. Men d. 27 januar 1883 havde det dog med 287 stemmer mod 242 igen forkastet denne yderst uheldige bestemmelse. Nu forelagde regeringen et nyt lovudkast, som vel ikke indeholdt bestemmelsen om dommernes afsættelighed og valg, men gav justitsministeren myndighed til i 3 måneder at reorganisere alle domstole, d.v.s. i dette tidsrum at kunne afsætte og indsætte dommere. Denne meget betænkelige lov vedtoges d. 6 juni med stort flertal i kammeret, og i senatet udtalte Jules Simon: «Det er ingen retsreform, men en lov, som man kunne kalde reform til at fjerne de øvrighedspersoner, som ikke nære vore meninger. Man har talt om den offentlige menings bevægelse mod de nuværende øvrigheder; men det er blot et parti, som har skabt denne bevægelse.« Tilsidst vedtog dog senatet loven med én stemmes overtal, og efter at kammeret d. 1 august havde vedtaget senatets ubetydelige ændringer, kom retsreformen til udførelse. Justitsministeren fik derved myndighed til at ophæve 614 dommerembeder og afsætte ligeså mange dommere, og han fik således lejlighed til at rense dommerstanden for alle ikke-republikanske elementer. Ved siden af de indre anliggender havde kamrene beskæftiget sig meget med kolonialforetagender, som den offentlige stemning mere og mere fandt smag i. Savorgnan de Brazzas foretagender i Congo understøttedes ved franske krigsskibe, som tog en kyststrækning mellem floden Gabun og Congos munding i besiddelse og bombarderede byen Loango, da den vægrede sig ved at erkende fransk overherredømme. D. 2 april 1883 hejsedes det franske flag i Porto Novo på Slavekysten, hvor kongen havde givet sig under fransk beskyttelse. På Madagaskar begyndte tvangsforholdsreglerne, da forhandlingerne med hovaernes sendemænd var strandede, og d. 11 juni blev hovedstadens havn Tamatave indtaget. Det vigtigste foretagende var dog erobringen af Tongkin. Da Ferrys ministerium var blevet dannet, afløstes den hidtilværende nølende fremgangsmåde af en kraftigere optræden. Den i Peking afsluttede traktat med Kina blev ikke anerkendt, Bourrée blev kaldt tilbage, og regeringen besluttede at sende forstærkninger til Tongkin. Medens kamrene forhandlede om den dertil krævede bevilling, kom der en sørgelig efterretning til Paris. Major Riviére, som med en lille styrke havde forsvaret Kesho mod alle angreb af annamiter og kinesere af «Det sorte Flag», dvs. de i Tongkin bosatte uafhængige sørøvere, var d. 19 maj 1883 ved et udfald mod de sidste faldet i et baghold og myrdet tillige med en del af sine tropper. Ved dette budskab forstummede al modstand mod regeringens forslag, bevillingen vedtoges enstemmig, og senere i juli udtalte deputeretkammeret i en dagsorden med 391 stemmer mod 82 sin tillid til ministeriets politik, forstærkningerne afsendtes så hurtig som muligt, og den hidtilværende sendemand i Japan, Tricon, blev sendt til Kina, hvor han d. 1 juni overrakte et ultimatum, som krævede anerkendelse af Annams uafhængighed og under trussel med krig forbød kinesiske troppers afsendelse til Tongkin. På den anden side førte også den kinesiske sendemand i Paris, Marquis Tseng, et truende sprog, og man begyndte i Europa at frygte for en krig mellem Frankrig og Kina. Da indtraf der en vigtig begivenhed i Annams hovedstad Hue: kejser Tu Duc, som havde påkaldt Kinas hjælp, døde d. 20 juli, og den af ham udnævnte efterfølger afløstes allerede to dage efter af hans broder Hiep-Hoa, som støttedes af de katolske biskopper. De 3 mænd, hvem den franske regering havde overdraget styrelsen af anliggenderne i Bagindien (civilkommissæren Harmand, admiral Courbet og general Bouét) troede nu, at øjeblikket var kommet til at tilrive sig hele magten i Annam og Tongkin. I Tongkin gjorde Bouét et forsøg på at fordrive kineserne af Det sorte Flag fra deres hovedpladser: Son Tay, Bak Ninh og Hai Dzuong, der ligger i en halvkreds omkring Kesho ved randen af Den røde Flods delta; men regntidens oversvømmelser havde gjort vejene ufremkommelige og d. 15 august måtte Bouét med tab trække sig tilbage fra et angreb på Son Tay; derimod lykkedes det at tage Hai-Dzuong. De krigerske foretagender i Tongkin måtte derefter standses, indtil der indtraf nye forstærkninger. Desto heldigere var Courbet i Annam. Han sejlede med en eskadre fra Saigon i fransk Cochin-Kina til den flod, som fører op til Hue, ødelagde d. 18-20 august de forter, som skulle beskytte hovedstaden mod et angreb fra søsiden, og tvang den annamitiske regering til at slutte en traktat, som d. 25 august blev undertegnet af kejser Hiep Hoa. Dens vigtigste bestemmelser var: 1) Frankrigs protektorat over Annam og Tongkin anerkendes. 2) provinsen Bin-Thuam indlemmes i Fransk Cochin-Kina. 3) Frankrig besætter alle strategisk vigtige punkter i Annam. 4) Frankrig overtager styrelsen af Annams toldvæsen. 5) i Tongkin stilles de indfødte mandariner under opsyn af franske residenter. Ved denne traktat fik Frankrig i virkeligheden herredømmet over hele det østlige Bagindien. I november 1883 overtog Ferry selv udenrigsministeriet, medens Falliéres blev undervisningsminister, og fik ved et tillidsvotum fuldmagt til at gøre, hvad han ville i Tongkin. I december fik han atter en stor bevilling og kunne nu meddele, at admiral Courbet, som havde overtaget hele ledelsen i Tongkin d.16 december havde indtaget Son Tay. Imidlertid havde der igen fundet et tronskifte sted i Annam. Kejser Hiep Hoa blev d. 28 november af de mod Frankrig fjendtlige mandariner tvunget til at tage gift, og en 15 årig prins, Kien Fuc, blev sat på tronen, men det lykkedes dog den franske resident at hindre et brud af den afsluttede traktat. D. 6 juni 1884 blev Frankrigs herredømme i Annam ved en ny traktat endnu fuldstændigere befæstet, og uagtet den unge Kien Fuc d. 2 august 1884 fik samme skæbne som hans forgænger, blev forholdet dog uforandret. Imidlertid havde franskmændene d. 12 marts 1884 erobret Bak Ninh og var blevet fuldstændig herrer over den Røde Flods delta. I Peking blev man forskrækket over deres fremgang og tilbøjelig til underhandlinger. D. 11 maj 1884 sluttedes der i Tientsin mellem kaptajn Fournier og den mægtige vicekonge af Petsheli, Li-hung-Tshang, en traktat, ved hvilken Kina overlod Frankrig Tongkin og åbnede sine 3 sydlige provinser for den franske handel. Men denne traktat vakte stor misfornøjelse i Kina: det fredeligsindede parti ved hoffet i Peking under ledelse af prins Kung blev styrtet, og den unge kejsers fader, prins Chun, kom i spidsen for regeringen. Li-hung-Tshang havde vel modtaget en note af kaptajn Fournier, hvor terminerne for rømningen af de pladser, som kineserne havde inde i Tongkin, var fastsatte; men de fornødne ordrer var ikke tilstillede de kinesiske kommandanter, og da en fransk afdeling d. 23 juni rykkede frem for at tage fæstningen Langson i besiddelse, blev den angrebet af en langt overlegen kinesisk styrke og måtte trække sig tilbage med tab. Frankrig fordrede en stor skadeserstatning for dette traktatbrud, og da Kina nægtede at betale denne, besluttede den franske regering at tage repressalier. D. 5 august bombarderedes forterne ved Kelung på Formosa, og d. 18 august sejlede admiral Courbet med 10 skibe op ad floden Min, kastede anker foran den store by Futshevs arsenal og ødelagde d. 23 en kinesisk flåde og dagen efter arsenalet. Disse tab føltes imidlertid ikke så meget i Peking, at den kinesiske regering derved blev tilbøjelig til at give efter, og da Ferry, som ønskede at få ende på krigen, begyndte at underhandle, skruede den sine fordringer således op, at Frankrig blev nødt til at genoptage sine krigerske foretagender. Såvel på Formosa som i Tongkin viste det sig imidlertid, at den franske styrke ikke var tilstrækkelig, og Ferry måtte derfor i december 1884 forlange større bevillinger, som blev vedtagne af kamrene med betydeligt flertal. I Bagindien havde imidlertid Frankrigs herredømme vundet en ny udvidelse, idet kongeriget Cambodia, der siden 1863 havde stået under fransk protektorat, ved en traktat af d. 17 juni 1884 blev bragt i fuldstændig afhængighed. Kong Norodom havde søgt at unddrage sig Frankrigs indflydelse og havde bl.a. bortforpagtet sine toldindtægter til kinesere og tyskere; men guvernøren i fransk Cochin-Kina, Thomson, tvang ham med våbenmagt til at underkaste sig. D. 24 august 1883 døde greven af Chambord barnløs i Frohsdorff i Østrig. Greven af Paris, der herved blev huset Frankrigs overhoved, begav sig tillige med flere orleanske prinser til Frohsdorff, men vendte tilbage derfra uden at deltage i jordefærden, fordi enkegrevinden ikke ville indrømme ham den første plads. De fleste legitimister anerkendte ham nu som deres overhoved; men det lykkedes dog ikke at sammensmelte dem fuldstændig med orleanisterne. En måned efter indtraf en begivenhed, som skadede Frankrig meget i Europas øjne. Da kong Alfons d. XII af Spanien på vejen til Tyskland ville besøge Paris, bad Grévy, der ikke havde lyst til at afbryde sit ophold på landet, ham om at opsætte det. Men da kongen d. 29 september kom til Paris på hjemrejsen, var han imidlertid blevet udnævnt til chef for det slesvig-holstenske ulanregiment i Strassburg. De mod Ferry fjendtligsindede blade, de intransigente og de af Grévys svigersøn Wilson inspirerede, overøste nu «ulankongen» med hån, medens de øvrige rådede til at modtage ham med værdig ro «for ikke at tjene Bismarcks planer, da denne netop havde udnævnt ham til chef for et i Elsass liggende regiment for at tirre og ydmyge Frankrig og stifte ufred mellem det og Spanien». Krigsministeren Thibaudin, som søgte de radikales gunst, udeblev ved modtagelsen på banegården; Grévy var vel tilstede, men ledsagede ikke kongen til den spanske sendemands hotel. De øvrige ministre kunne ikke hindre, at mængden hylede og peb, da kongen steg i vognen med Ferry, og overøste ham med skældsord under kørselen. Da kong Alfons derfor allerede ville rejse den følgende dag, bevægede Ferry ved indstændige forestillinger præsidenten til at aflægge ham et undskyldningsbesøg. Han deltog da i en til hans ære afholdt banket, men afrejste allerede d. 1 oktober. De radikale havde ikke betænkt sig på at skade deres fædreland ved at forstyrre det venskabelige forhold til Spanien; men Ferry besluttede nu at bryde med dem. Thibaudin fik sin afsked og afløstes af general Campenon, som havde været krigsminister under Gambetta, og ministerpræsidenten benyttede en rejse til Rouen og Le Havre til offentlig at udtale sig skarpt imod det radikale partis færd. En hovedgenstand for de radikales bestræbelser var den allerede længe bebudede, men flere gange udsatte forfatningsrevision, som endelig blev gennemført i året 1884, men rigtignok i et langt ringere omfang, end de ønskede. Ferrys forslag, som blev forelagt i kammeret d. 24 maj, gik ud på, at de livsvarige senatorer efterhånden skulle afløses af sådanne, som blev valgte på 9 år, og at senatets indflydelse på finansloven skulle formindskes. Det blev vedtaget med 414 stemmer mod 113; men senatet ville ikke opgive sin ligeberettigelse i finansspørgsmål, medens det gik ind på, at bestemmelserne om senatorernes valg udgik af forfatningen, den til en forfatningsforandring nødvendige af senat og kammer sammensatte kongres samledes derpå i Versailles d. 4 august. Den meget indskrænkede forfatningsrevision blev her vedtaget d. 13 august med 509 stemmer mod 172; men de radikale ville ikke deltage i afstemningen og protesterede mod denne «udfordring til demokratiet». Også prins Napoleon protesterede; men hans demonstrationer gjorde ikke mere noget indtryk, især efter at der ved en strid imellem ham og hans søn, Viktor Napoleon, var indtrådt en spaltning i det bonapartistiske parti. I en ny samling af kamrene behandledes den lov, som i følge kongressens beslutning skulle gives om senatorvalgene. Efter at senatet og deputeretkammeret havde vedtaget meget forskellige forslag, blev man til sidst (d. 9 december) enig om, at alle 300 senatorer skulle vælges af repræsentanter for departementerne, arrondissementerne og kommunerne, og medens hidtil enhver kommune lige fra den mindste landsby til selve Paris havde stillet én delegeret, skulle de delegeredes antal nu kunne stige til 30. De små kommuner fik således dog en stor overvægt, og hvor stor en betydning dette havde, fremgik af kommunerådsvalgene d. 4 maj. Ved disse havde nemlig regeringen vundet en afgjort sejr i provinserne, medens over halvdelen af de i Paris valgte var radikale. Som en lov af betydning, der blev gennemført i 1884, må endnu nævnes loven om ægteskabsskilsmisse, der efter megen modstand blev tilendebragt d. 19 juli. Ægteskaber kunne altså nu opløses i Frankrig.

Efter nytår 1885 afgik nye tropper til Tongkin, hvor franskmændene igen var i færd med at rykke frem mod fæstningen Langson, hvorfra de i juni 1884 var blevet drevet tilbage af kineserne. Efter at have sejret i flere træfninger besatte de d. 13 februar 1885 Langson; men da en brigade under general Negrier rykkede videre frem, blev den slået tilbage af kineserne og måtte trække sig tilbage til Langson. Negrier var selv hårdt såret og havde kun 6000 mand at stille mod 60,000 fremrykkende fjender. Oberst Herbinger, som havde overtaget kommandoen, gav derfor d. 24 marts befaling til at rømme Langson og trække sig tilbage til deltaet med opofrelse af krigskassen og den størstedel af artilleriet. Efterretningen om dette uheld vakte en umådelig bevægelse i Paris, og ministeriet Ferry, som nu i over 2 år havde styret Frankrig, bukkede straks under for deputeretkammerets mangel på overlæg og skønsomhed. Ferry oplæste d. 30 marts en erklæring, hvori han meddelte de dagen før modtagne depecher og forlangte en bevilling af 200 millioner francs for at sikre besiddelserne i Bagindien og genoprette Frankrigs ære. Han blev afbrudt af lidenskabelige og fornærmelige tilråb, som bl.a. hånede ham som den, der havde søgt Tysklands venskab, og da kammeret med 306 stemmer mod 149 afslog hans begæring om at nedsætte et udvalg om bevillingsspørgsmålet, og først gav det radikale partis fører Clémenceau tilladelse til at fremkomme med en interpellation, trak Ferry tillige med de øvrige ministre sig tilbage og overgav præsidenten sin dimission. Dagen efter bevilgedes 50 millioner af den forlangte bevilling. Kammeret havde styrtet et ministerium, som var et udtryk for dets flertals politik, og det var derfor en meget vanskelig opgave for Grévy at danne et nyt ministerium. Efter flere frugtesløse forsøg lykkedes det endelig d. 6 april kammerets præsident, Henri Brisson, som først havde nægtet sin medvirkning, at danne et ministerium. I dette indtrådte bl.a. Freycinet som udenrigsminister, Campenon som krigsminister, Sadi Carnot som finansminister. Det nye ministeriums program afveg ikke i noget væsentligt fra det gamles, og de øvrige 150 millioner bevilgedes nu straks af kammeret med 373 stemmer mod 92, af senatet med 221 mod 6. Forstærkning afgik straks til Tongkin under general Courcy. Men imidlertid var der afsluttet en overenskomst med Kina, i følge hvilken fjendtlighederne ophørte. Kina overlod Frankrig hele Tongkin, medens Frankrig gav afkald på den tidligere fordrede krigsskadeerstatning og lovede at rømme Formosa. Af navn blev vel Kinas overhøjhed over Annam anerkendt; men til gengæld var der åbnet adgang til landhandel med Kina. Imidlertid måtte franskmændene også efter freden med Kina kæmpe mod oprørerne af det Sorte Flag ved den Røde Flod og indtage det befæstede Thanmoi med storm d. 24 oktober. Dernæst havde franskmændene atter måttet kæmpe i Annam for at bevare deres herredømme. General Courcy havde d. 4 juli begivet sig til Hue for at overrække sin fuldmagt som overgeneral og træffe de fornødne forholdsregler til indsættelsen af Frankrigs protektorat; men i den følgende nat blev franskmændene pludselig angrebne af en stor mængde annamiter. De holdt tappert stand imod overmagten og slog fjenderne tilbage med et 20dobbelt tab; kejseren og hans minister Thuyet, som stod i spidsen for oprøret, flygtede til bjergene, medens kejserens broder, regenten Thuhong, kom i fransk fangenskab. Der dannedes et nyt ministerium af Frankrigs tilhængere, og senere indsattes en ny kejser. Frankrigs herredømme syntes altså igen befæstet; men i flere provinser blev dog talrige kristne annamiter myrdede af deres fanatiske landsmænd. På Madagaskar lykkedes det franskmændene i december 1885 at få afsluttet en gunstig fred med hovaerne. Disse erkendte i forhold til udlandet den franske resident som mellemmand og afstod bugten ved Diego-Suarez til Frankrig; desuden forpligtede de sig til at betale 10 millioner francs i krigsskadeerstatning. D. 21 maj 1886 blev de nordvest for Madagaskar liggende Comoriske øer, som tildels allerede var i Frankrigs hænder, fuldstændigt taget i besiddelse. I de indre forhold tildrog først senatorvalgene d. 25 januar 1885, som for første gang skulle foretages efter den nye valglov af december 1884, sig den almindelige opmærksomhed. Der skulle vælges 87 senatorer, og medens disse pladser hidtil havde været besatte med 44 republikanere og 43 monarkister, valgtes nu 67 republikanere og 20 monarkister. Ialt var der nu kun 67 monarkister tilbage blandt de 300 senatorer. Men imod almindelig forventning fik valgene til deputeretkammeret, som foretoges d. 4 oktober efter den nye lov om listevalg, som var vedtaget d. 8 juni, et for republikanerne ugunstigt udfald. De deputeredes tal var forøget til 595. Der valgtes 176 monarkister og 149 republikanere, medens 270 omvalg blev nødvendige. Dette udfald af valgene, som fordoblede monarkisternes tal i kammeret, havde især sin grund i den almindelige misfornøjelse med industriens, handelens og finansernes dårlige stilling, de fjendtlige beslutninger mod den katolske kirke og den ikke populære krig i Bagindien. Det vakte stor skræk hos republikanerne; de moderate og de radikale republikanere sluttede sig derfor næsten overalt sammen, og ved omvalget d. 18 oktober valgtes således 245 republikanere og kun 25 monarkister. Resultatet af samtlige valg var: 201 monarkister, 279 moderate og 115 radikale republikanere. Når de republikanske partier var enige, havde de således et stort flertal; men deres uoverensstemmelser var så store, at man aldeles ikke kunne stole på en sådan enighed. I det gamle kammers sidste samling var der d. 17 marts blevet vedtaget en vigtig lov til beskyttelse for landbruget om forhøjelse af tolden på hvede, mel, okser og svin. I det nye kammers første samling opstod der straks en heftig strid om Tongkin. D. 16 november erklærede Brisson, at ministeriet holdt fast ved protektoratet over Tongkin og Annam, og samtidig, at det ikke kunne gå ind på en adskillelse af stat og kirke. Denne erklæring vakte de radikales mishag, og da der forlangtes en bevilling af 79 millioner franc, for størstedelen til Tongkin, blev der nedsat et udvalg på 33 medlemmer, i hvilket monarkistiske og radikale modstandere af protektoratet fik flertallet. Uagtet Brisson erklærede, at en rømning af Tongkin ville være fordærvelig for Frankrig og en plet på dets ære, foreslog udvalgets flertal dog kun at bevilge en fjerdedel af den fordrede sum til troppernes foreløbige underhold; men det lykkedes dog ministrene, understøttede af Paul Bert og biskop Freppel, der erklærede, at de politiske modsætninger burde forsvinde, når det gjaldt Frankrigs ære og interesse, at få den fulde bevilling vedtaget med 274 stemmer mod 270 d. 24 december, hvorefter senatet d. 26 december gav sit samtykke med 225 stemmer mod 61. To dage efter trådte begge kamre sammen for at vælge en præsident for de næste 7 år, da Grévys embedstid var udløbet. Grévy blev genvalgt med 457 stemmer af 589; monarkisterne havde afholdt sig fra at stemme. Dagen efter indgav Brisson sin dimission og d. 7 januar 1886 dannede Freycinet sit tredje ministerium. Selv overtog han de udenlandske anliggender; foruden ham gik bl.a. finansministeren Sadi Carnot og undervisningsministeren Goblet fra det gamle ministerium over i det nye; men for at vinde Clémenceau måtte Freycinet optage flere radikale medlemmer i ministeriet, blandt dem handelsministeren Lockroy og krigsministeren Boulanger, født i 1837. Men uagtet den kloge Freycinets bestræbelser for at tilfredsstille alle flertallets fraktioner, havde han dog stor møje med at sno sig igennem alle de hindringer, de voldte ham, og måtte gentagne gange gøre de radikale indrømmelser for at afholde dem fra at forbinde sig med monarkisterne og således styrte ministeriet. Et forslag til amnesti for Louise Michel, fyrst Krapotkin og flere fængslede tilfredsstillede ikke yderste venstre, som med Rochefort i spidsen krævede fuldstændig amnesti for alle politiske forbrydelser; da dette ikke blev vedtaget, trådte Rochefort ud af deputeretkammeret. Da arbejderne i bjergværkerne i Decazeville d. 26 januar nedlagde arbejdet og myrdede en direktør, som ikke ville give efter for deres fordringer, forkastedes vel de socialistiske deputeredes andragender om, at regeringen ligefrem skulle tage parti for arbejderne; men den lovede dog at foretage forandringer i bjergværkslovene. Stærkest viste imidlertid regeringens svaghed sig i spørgsmålet om prinsernes udvisning. To andragender derom blev indbragt i deputeretkammeret: det ene af Duché forlangte alle prinsers udvisning, «da det hidtil af republikkens regering viste mådehold kun havde fremkaldt oprørske forhandlinger og demonstrationer hos prinserne og deres venner»; det andet af Rivet bemyndigede regeringen til at udvise prinserne, dersom deres ophold i Frankrig skulle volde den vanskeligheder. Det lykkedes Freycinet at få begge andragender forkastede d. 4 marts, og derefter vedtoges følgende dagsorden: «kammeret stoler på regeringens energi og årvågenhed og er overbevist om, at den vil tage de for republikkens interesse nødvendige forholdsregler imod prinserne.» Denne dagsorden, som var billiget af ministeriet, blev vedtaget med alle republikanske stemmer mod de monarkistiske, medens de radikale havde stemt for Duchés forslag, de moderate for Rivets. Freycinet havde således hver gang sejret ved et flertal, bestående af to af kammerets tre partier. Da imidlertid greven af Paris d. 15 maj gav en stor fest, inden han afrejste til Lissabon i anledning af hans datters giftermål med kronprinsen af Portugal, rejste der sig igen en stærk storm imod prinserne, fordi festen havde gjort indtryk af et monarkisk hof, og fordi man antog, at der over hele Frankrig var udbredt en politisk forbindelse, som virkede for greven af Paris. De radikales forslag om straks at udvise alle prinserne blev forkastet; men derimod vedtoges et af ministeriet billiget forslag, ifølge hvilket overhovederne for tidligere regentfamilier og deres nærmeste arvinger straks skulle udvises, og regeringen bemyndigedes til også at udvise de øvrige medlemmer af disse familier; de skulle straks udelukkes fra alle embeder. Denne lov vedtoges d. 11 juni af deputeretkammeret med 314 stemmer mod 220, d. 22 juni af senatet med 141 stemmer med 107. Udvisningen ramte straks greven af Paris og hans søn ligesom prins Napoleon og hans søn Victor (prins Napoleon døde i Rom d. 17 marts 1891). Idet greven af Paris tog afsked med sine tilhængere, udtalte han sig i et åbent brev som Frankrigs retmæssige konge og lovede at være rede i afgørelsens time. Af hærens lister udslettedes greven af Paris' broder hertugen af Chartres, hans 3 farbrødre og disses to sønner samt tre prinser af huset Bonaparte. Hertugen af Aumale erklærede i et brev til Grévy, at de militære grader stod over præsidentens magtfuldkommenhed, og deraf tog ministeriet anledning til at udvise denne prins, der på grund af sin dygtighed og store rigdom ansås for den farligste modstander af republikken. Aumale hævnede sig ved at bekendtgøre nogle breve, i hvilke krigsminister Boulanger for 6 år siden havde takket ham for sin udnævnelse til general og på en ydmyg måde havde henvendt sig til ham. Boulanger skadede i høj grad sin anseelse ved først at fragå, senere at indrømme disse breves ægthed, men forstod snart at bringe denne ubehagelige historie i forglemmelse ved sin energiske virksomhed som krigsminister. På en noget pralende måde trådte han frem ved alle lejligheder, men vandt snart en stor popularitet, som steg ved de forhåbninger, han vakte om en revanche, da han tænkte på at afholde en manøvre med to mobiliserede armékorpser på Elsass' grænse. Men denne udfordrende forholdsregel fremkaldte en indsigelse fra tysk side, blev dog forhindret af Freycinet. Medens Boulanger således ved sin urolige ærgerrighed udsatte Frankrig for nye rystelser og farer, viste hertugen af Aumale sin fædrelandskærlighed på en ædel måde. Den udviste hertug skænkede nemlig sit pragtfulde slot Chantilly med dets rige kunstskatte til det franske akademi. Da dernæst i den følgende tid nogle af royalisterne med greven af Paris i spidsen for at undergrave republikken begunstigede Boulangers rænkespil, udtalte hertugen sig imod enhver forbindelse med den upålidelige mand. I marts 1889 blev derfor hans forvisning tilbagekaldt. I kamrenes samling i efteråret 1886 gennemførtes en samlet lov om elementarundervisningen. Den var allerede vedtaget af deputeretkammeret i 1884; men dens vigtigste nye bestemmelse, som ganske udelukkede medlemmer af religiøse i ordener fra undervisningen og ophævede præsternes opsyn, mødte stærk modstand i senatet og blev først vedtaget i 1886 med nogle ændringer. For at skaffe verdslige lærere i tilstrækkeligt antal blev lærerne ved de offentlige skoler fritaget for militærtjeneste, når de forpligtede sig til at blive 10 år i skolens tjeneste. Efter at deputeretkammeret d. 28 oktober havde vedtaget skoleloven med senatets ændringer, drejede dets forhandlinger sig især om: finansloven. Indtægterne var aftaget på grund af en middelmådig kornhøst, mange vinbjerges ødelæggelse af fylloxeraen og udlandets konkurrence med de franske fabrikker, og det stadige underskud havde gjort nye lån nødvendig, så at statsgælden havde nået en umådelig højde. Uagtet derfor ministrene selv (med undtagelse af krigsministeren og marineministeren) havde foretaget betydelige nedsættelser i udgifterne, forlangte deputeretkammeret dog endnu flere, og da det d. 3 december, med 262 stemmer (monarkister og radikale) mod 247, vedtog at afskaffe alle underpræfekter, skønt Freycinet havde erklæret sagen for et kabinetsspørgsmål, indgav ministeriet sin dimission. Det var meget vanskeligt at finde en ny ministerpræsident, da intet ministerium kunne regne på et sikkert flertal. Først var der tale om kammerets præsident, den radikale Floquet; men da denne i 1867 havde fornærmet kejser Alexander d. II ved at tilråbe ham: «Leve Polen!», frygtede man for, at den attråede alliance med Rusland derved kunne gøres umulig. Undervisningsminister Goblet dannede endelig d. 10 december et ministerium, hvori de fleste gamle ministre indtrådte; i Freycinets sted indtrådte Emile Flourens som udenrigsminister. Han var yngre broder af den bekendte kommunard. Boulanger havde gjort sin indtrædelse i ministeriet afhængig af, at man ville bevilge ham en stor kredit, og d. 9 februar 1887 blev bevillingen uden forhandling anerkendt af deputeretkammeret. Men generalens egenrådige optræden vakte mere og mere mistanke om, at han nærede farlige planer. Han tillod sig således at skrive et brev til kejseren af Rusland eller efter andre til den russiske krigsminister, som han ville medgive den franske militærattaché, der stod i begreb med at rejse fra Paris til St. Petersborg; men det lykkedes udenrigsministeren at hindre brevets afsendelse. I april ville han, understøttet af Goblet og Lockroy, bevæge ministerrådet til at tilstille Tyskland et ultimatum i anledning af den franske politikommissær Schnæbeles fængsling på grænsen. Men den mådeholdne Flourens, som understøttedes af Grévy, fik dog de øvrige ministre på sin side, og et truende brud blev undgået, idet Bismarck igen satte Schnæbele i frihed. I marts vedtoges en forhøjelse af korn og kvægtolden. Men i maj kom det til en strid om budgettet for 1888 imellem ministeriet og finansudvalget, som fordrede større sparsommelighed. Da udvalget d.17 maj fik højres, opportunisternes og det yderste venstres stemmer, ialt 312 for sig, imod 213 mest radikale, indgav ministeriet sin dimission; men det var meget vanskeligt at få dannet et nyt ministerium, da opportunisterne ikke ville indtræde i et ministerium med Boulanger, de radikale ikke i ministerium uden Boulanger. Endelig dannede finansudvalgets formand, Rouvier, d. 29 maj et moderat republikansk ministerium, i hvilket han selv overtog finanserne, Flourens udenrigsministeriet, Falliéres det indre, Spuller undervisningsvæsenet, general Ferron krigsministeriet. Boulanger, som regeringen ønskede at fjerne fra Paris, blev udnævnt til kommanderende general i Clermont Ferrand, og ved hans afrejse fra Paris forefaldt der larmende demonstrationer. Mod ministeriet Rouvier stillede de radikale d. 31 maj forslag til et mistillidsvotum. Men det blev forkastet med 285 stemmer (højre og opportunister) imod 139 (radikale og yderste venstre). Derefter begyndte behandlingen af den af Boulanger forberedte nye militærlov, som forsvaredes af Ferron. D. 5 juli vedtoges det, at enhver skulle tjene 3 år i den aktive hær, 6 i reserven, 6 i landeværnet, 5 i landeværnsreserven. Det bestemtes, at reserven skulle indkaldes to gange til 28 dages øvelse, landeværnet til 13 dages øvelse. Ferron forelagde derefter flere lovudkast til forøgelse af den aktive hær, som hurtig vedtoges af begge kamre, ligesom et forslag til en forsøgsvis mobilisering af et armékorp's. Det 17de armékorps, hvis generalkommando er i Toulouse, blev udset dertil; dets øvelser åbnedes d. 31 august; men den tilsigtede hemmeligholdelse af det udvalgte korps blev ikke overholdt. Da højre havde stemt for ministeriet, beskyldte yderste venstre og de radikale det for at støtte sig på monarkisterne, og Clémenceau forlangte, at det skulle erklære monarkiet og privilegierne åben krig. Rouvier svarede, at ministeriet ikke var nogen kampregering, hverken mod yderste venstre eller mod højre; landet trængte til ro.«Er de af en anden mening, så dan et flertal og sig landet, at den republikanske regering må være en forfølgelsens regering.» «Iøvrigt ville regeringen træde tilbage, hvis mere end halvdelen af de republikanske partier stemte imod den.» Den simple dagsorden, med hvilken han erklærede sig tilfreds, blev derefter vedtaget med 357 stemmer (212 republikanere og 145 medlemmer af højre) imod 111 (radikale og yderste venstre). Ministeriet havde således fået et republikansk flertal af 101. Men i oktober forefaldt der en skandaløs begivenhed i Paris, som fik vigtige følger. General Caffarel, hvem Boulanger havde ansat som generalstabschef i krigsministeriet, blev arresteret og tilligemed flere andre personer, blandt dem en dame af tvetydigt rygte, fru Limousin, anklaget for at have drevet handel med ordensdekorationer. Af de hos fru Limousin fundne breve fremgik det, at Grévys svigersøn, Wilson, var indviklet i denne smudsige sag og i det hele havde benyttet sin stilling på en utilbørlig måde. D. 8 november nedsatte deputeretkammeret et udvalg til undersøgelse af disse misbrug, men dagen efter viste det sig, at brevene fra Wilson til fru Limousin var forsvundne, og mistanken for at have foranstaltet dette faldt ikke blot på politipræfekten, men også på ministeriet og på selve præsidenten, der ikke ville opgive sin svigersøns sag. Imod regeringens ønske tillod kammeret d. 19 november Clémenceau at stille en interpellation om hele den trøstesløse tilstand, og straks derpå indgav ministeriet Rouvier sin dimission. Clémenceau, som derefter blev kaldt til Grévy, erklærede, at kammerets beslutning fornemmelig var rettet mod selve præsidenten, der, efter hvad der var foregået, ikke længere kunne blive i sin stilling. Grévy svarede, at han ikke ville lade sig tvinge til at fratræde, førend de 7 år, på hvilke han var valgt, var omme. Men alle, som han henvendte sig til for at danne et ministerium, erklærede hans afgang for nødvendig. Endelig lod han Rouvier, der endnu ledede forretningerne, vide, at han ville nedlægge sit embede og d. 1 december ville tilstille kamrene et budskab derom. Men d. 1 december ventede man forgæves på dette budskab: radikale deputerede, som havde troet, at monarkisterne ved et nyt præsidentvalg ville stemme på Ferry og således sikre denne af de radikale forhadte statsmands, den spottede «Tongkinesers», valg, havde begivet sig til Grévy og bedt denne om at blive i sit embede. Da man erfarede dette i kamrene, besluttede de næsten enstemmig at udsætte deres møder i to timer, i hvilken tid de endnu ville oppebie den forventede meddelelse, og klokken 6 meddelte Rouvier, at præsidenten nu havde besluttet at aftræde. Dagen efter d. 2 december bekendtgjorde Grévy sin aftrædelse og forlod sin bolig i Elysée-paladset. D. 3 december samledes kamrene til en kongres i Versailles for at vælge en ny præsident. Opportunisterne var stemte for Ferry, de radikale for Freycinet eller Floquet; men da de ikke kunne enes, kastede en stor del af dem deres stemmer på den mindre udprægede og almindelig agtede: Sadi Carnot. Ved første afstemning fik Sadi Carnot 303 stemmer, Ferry 212, general Saussier 148, Freycinet 76 og general Appert 72. Da ingen af dem havde nået det absolutte flertal på 427, erklærede Perry som så, at monarkisterne ikke stemte på ham, men på en af de to nævnte generaler, at han trådte tilbage, og bad sine venner om at give Sadi Carnot deres stemmer, og Freycinet fulgte hans eksempel. Ved den anden afstemning fik Sadi Carnot 616 stemmer og blev udråbt som republikkens præsident.

Sadi Carnots valg gjorde et gunstigt indtryk; men det blev ham meget vanskeligt at få dannet et ministerium. Endelig lykkedes det Tirard, der flere gange havde været handels- og finansminister, at danne et overvejende mådeholdent kabinet. Selv overtog han finanserne, Flourens udenrigsministeriet, Falliéres justitsministeriet. Men i det hele var tilstanden yderst utilfredsstillende; de sidste hændelser havde efterladt et meget pinligt indtryk; det i tre partier splittede deputeretkammers afmagt, som ikke kunne danne noget flertal undtagen til at styrte ministerier eller forkaste love, havde fremkaldt en dyb mistillid til de parlamentariske institutioner, og der var indtrådt en håbløs opløsning. Under disse forhold troede general Boulanger at kunne nå sit formål, sit valg til præsident ved en almindelig folkeafstemning. Imedens han lod sine tilhængere forberede sit valg til deputeret, forlod han gentagne gange imod krigsministeriets ordre Clermont Ferrand, og da han derfor var blevet afskediget d. 14 marts, fremtrådte han åbenlyst som kandidat, medens han tidligere havde nægtet sin deltagelse i valgforberedelserne. D. 30 marts henvendte han sig i et åbent brev til vælgerne i Nord-departementet, hvor der skulle foretages et udfyldingsvalg og udtalte deri: «I er kaldede til at afgøre, om det er muligt for en stor nation som vor at yde folk tillid, som indbilder sig at kunne undertrykke krigen ved at undertrykke forsvaret. Da jeg var minister, sagde jeg: «Hvis jeg ønskede krigen, ville jeg være en tåbe, men hvis jeg ikke forberedte mig til den, ville jeg være en usling». Mine følelser have ikke forandret sig. Eders patriotiske befolkninger kræve et stærkt Frankrig for at have et arbejdsomt Frankrig, hvis industrielle geni kun kan udvikle sig i den sikkerhed, som bevidstheden om dets hjælpekilder giver. Parlamentet er selv forfærdet over resultatet af dets uvirksomhed. Efter en årrækkes søvn lader det, som om det vågnede ved at forkynde projekter til reformer, som ikke kunne virkeliggøres, da ethvert fremskridt, som måtte blive vedtaget af kammeret, uundgåelig vil strande ved senatets port. Alene den almindelige afstemning kan gøre ende på uenigheden mellem dem, der have givet hvervet, og dem, der have modtaget det. Der er kun ét middel mod forsamlingens afmagt: kamrets opløsning og forfatningens revision. Derpå ville alle mine bestræbelser være rettede.» Samme dag, som den ærgerrige general kastede denne brand ud imellem befolkningen, forbandt deputeretkammerets to yderlige mindretal, de radikale og højre, sig mod dets relative flertal, de moderate, og krævede en hurtig vedtagelse af en forfatningsrevision. Tirard udtalte sig derimod og erklærede sagen for et kabinetsspørgsmål, og da forslaget blev vedtaget med 268 stemmer mod 237, indgav ministeriet sin dimission. Floquet, som nu ved tilnærmelser til den russiske sendemand, baron Mohrenheim, havde vundet tilgivelse for sin ungdomsubesindighed, dannede d. 3 april et nyt ministerium: idet han støttede sig på det republikanske partis mindretal, håbede han, at dets mindre energiske flertal kunne drages med på slæbetovet. Floquet overtog selv indenrigsministeriet, Goblet de udenlandske anliggender, Freycinet krigsministeriet, Lockroy undervisningsvæsenet. Da det radikale parti nu var kommet til magten, havde det intet hastværk med at gennemføre forfatningsrevisionen, den blev tværtimod indtil videre opsat. Men d. 15 april blev Boulanger med 172,000 stemmer imod 85,000 valgt til deputeret for Nord-departementet, medens han havde vægret sig ved at modtage et samtidigt udfyldingsvalg i departementet Dordogne og fået stemmer ved to andre valg. D. 4 juni stillede han i deputeretkammeret sit andragende om en forfatningsrevision, hvis hurtige fremme blev forkastet med 359 stemmer mod 181; Floquet spottede ham ved at ytre: «I deres alder, min herre, var Bonaparte død.» D. 12 juli optrådte han igen med et andragende om kammerets opløsning; Floquet svarede, at han mindst af alle måtte kritisere kammeret, hvor han aldrig mødte, medens han færdedes i sakristier og prinsernes forgemakker. Boulanger kaldte derefter præsidenten en slet opdraget skolemester og uforskammet løgner, og da man ville underkaste ham censur, råbte han: «Da talefriheden er mig afskåret, appellerer jeg til landet og indgiver min afsked som deputeret.« Derpå forlod han salen. Floquet udfordrede ham og sårede ham ved et kårdestik i halsen. I august lod Boulanger sig igen opstille som kandidat til tre ledige pladser, for således at vinde et slags plebiscit, og d. 19 august blev han på alle tre steder valgt. De radikale mente, at de bedst kunne besejre boulangismen ved at overbyde den, og d. 15 oktober forelagde Floquet et udkast til en forfatningsrevision, som fratog senatet alle dets væsentligste rettigheder og bestemte, at det skulle vælges ved almindelig stemmegivning. Ja det nedsatte udvalg, som mest bestod af radikale, foreslog endog afskaffelse af senat og præsident samt indkaldelse af en konstituerende nationalforsamling. Floquet begyndte at blive betænkelig, og medens forfatningsrevisionen ikke blev fremmet, erfarede man, at han tænkte på genindførelse af arrondissementsvalg for at hindre et plebiscit. Et sådant syntes endnu mere truende, da Boulanger d. 27 januar 1889 blev valgt til deputeret for Paris med 244,000 stemmer af 435,000. Genindførelsen af arrondissementsvalgene blev derefter d. 11 februar vedtaget af deputeretkammeret med 268 stemmer mod 222 og allerede d. 13 februar af senatet med 222 stemmer mod 54. D. 14 februar kom dernæst forfatningsrevisionen til forhandling; men til almindelig forbavselse foreslog et medlem af det radikale venstre at opsætte denne til efter de nye valg i efteråret, og uagtet Floquets indsigelse vedtoges dette forslag med 307 stemmer mod 218. Floquet indgav straks derefter sin dimission. Det samme kammer, som næppe ét år før for at styrte Tirard havde erklæret forfatningsrevisionen for påtrængende nødvendig, havde nu med et endnu større flertal udsat dens behandling på længere tid. Højre havde begge gange afgjort afstemningen, idet det første gang stemte med de radikale, nu med de moderate. Det radikale parti, som så længe havde råbt på reformers nødvendighed, havde kun fået magten for ikke at udføre en eneste, og efter at det havde anklaget de foregående kabinetter for at begunstige boulangismens fremskridt, havde det nu vist sin egen afmagt lige overfor den truende cæsarisme. Først d. 21 februar lykkedes det at danne et nyt, aldeles overvejende moderat ministerium, i hvilket kun Freycinet af det gamle kabinet gik over. Tirard blev ministerpræsident og handelsminister, Rouvier finansminister, Constans indenrigsminister, Falliéres undervisningsminister, Spuller udenrigsminister. Endnu dagen før sit fald havde Floquet indladt sig på forhandlinger med det socialistiske parti, som havde begyndt en agitation i Paris og i flere andre byer; men Constans optrådte straks på en så kraftig måde, at man fik indtrykket af, at Frankrig endelig havde fået en regering. Som sin hovedopgave betragtede den energiske minister undertrykkelsen af det boulangistiske uvæsen. Han begyndte med at opløse «Patriotligaen», der under ledelse af Dérouléde og den deputerede Laguerre var blevet et værktøj for Boulanger. Dernæst blev Boulanger anklaget for højforræderi og sammensværgelser, og d. 1 april gjorde han regeringen en stor tjeneste ved at opgive sin sag og flygte til Brüssel. Efter at han og hans medskyldige grev Dillon og Rochefort var flygtede, blev de indstævnede for senatets domstol, og da de ikke mødte i august, blev de dømt in contumaciam til fæstningsstraf. Også efter sin forvisning søgte Boulanger at stifte sammensværgelser mod republikken; men efter at han forgæves havde søgt forbindelser med alle partier, endte han sit liv ved selvmord d. 30 september 1891. Medens Constans indlagde sig store fortjenester ved at genoprette den borgerlige ro og orden i Frankrig, lykkedes det Tirard og Rouvier at tilbagevise de angreb, som i marts 1889 rettedes mod regeringen af højre på grund af to store finansforetagenders fald. Det ene var Lesseps' selskab til anlæggelse af en kanal gennem Panama-tangen, som efter at have anvendt umådelige summer i slutningen af 1888 havde indstillet sine betalinger. Stolende på Lesseps' berømte navn havde mange små kapitalister anbragt deres penge i Panamaaktier, og man klagede nu over, at regeringen ikke havde hjulpet disse. Men efter at der tidligere var gjort flere forsøg på at redde selskabet, var det nu erkendt for håbløst. Den anden kort efter følgende fallit af det store pengeinstitut «Comptoir d'Escompte» angik staten nærmere, og Rouvier viste stor dygtighed ved at komme det til hjælp. Tilstandene var således i flere henseender forbedrede, da revolutionens hundredårsjubilæum blev højtideligholdt d. 5 maj 1889, og den store verdensudstilling blev dagen efter åbnet på Marsmarken. Skønt stormagterne havde vægret sig ved at lade sig repræsentere officielt på udstillingen, tog dog alle lande med undtagelse af Tyskland del i den, og Frankrig kunne glæde sig ved dens glimrende udfald. Inden kamrenes samling sluttedes d.15 juli, blev den i 1887 i deputeretkammeret vedtagne militærlov endelig gennemført. Senatet havde med hensyn til den i Tyskland indførte forlængelse af tjenestetiden forandret tiden for de to sidste klasser, således at tjenesten i landeværnet skulle være 5 år, i landeværnsreserven 11 år, hvorved de værnepligtiges antal fik en stor forøgelse. Dernæst var det vedtaget, at ingen kunne stille sig til valg på mere end ét sted, atter for at forhindre en stemmegivning, der kunne se ud som et plebiscit. D. 22 september afholdtes endelig de nye valg. Regeringen opbød alt for at sikre sig et gunstigt udfald, dels ved strenge forbud mod gejstlighedens agitation, dels ved at anvende et stærkt regeringstryk, som mindede om kejsertidens dage. Efter at udfyldingsvalgene var foretagne d. 6 oktober, blev resultatet: 366 republikanere, af hvilke de radikale og socialisterne nu kun udgjorde 100; 166 royalister og bonapartister, samt 44 boulangister, blandt hvilke dog adskillige senere blev udelukkede, da kammeret erklærede deres valg for ugyldige. Ialt havde republikanerne samlet 4 millioner stemmer, højre 2 1/3 million, boulangisterne 1 million. Midt i november trådte kamrene sammen; Floquet blev valgt til deputeretkammerets præsident. Men ministeriet havde ikke nogen tilstrækkelig fasthed; i marts 1890 trådte først Constans ud efter en strid med Tirard, og 14 dage efter indgav hele ministeriet sin dimission på grund af en dagsorden i senatet, som misbilligede regeringens fremgangsmåde lige overfor en handelstraktat med Tyrkiet. D. 17 marts dannedes et nyt ministerium, som søgte at forene alle de republikanske partier. Af det gamle ministerium indtrådte Freycinet, der blev ministerpræsident og krigsminister, Constans og Rouvier, som beholdt deres porteføljer, og Falliéres, der blev justitsminister, medens Bourgeois blev undervisningsminister og Ribot udenrigsminister. Ministeriet Freycinet vandt større fasthed og anseelse, end man i lang tid havde været vant til i Frankrig, og forholdet til udlandet blev mere tilfredsstiltende. D. 5 august 1890 sluttedes en overenskomst i London med England: Frankrig anerkendte det britiske protektorat over Zanzibar, medens England anerkendte det franske protektorat over Madagaskar og udstrækningen af Frankrigs indflydelse syd for dets middelhavsbesiddelser lige til en linie fra Say ved Niger til Barrua ved Tshad-søen. Men på Guinea-kysten udbrød en krig med negerstaten Dahomey. Frankrig havde erhvervet sig nogle havnepladser på kysten, og kongen af Dahomey havde afstået kystdistriktet Kotonu til det. Men i sommeren 1890 besluttede den nye kong Behanzin at forjage franskmændene. Men kong Behanzin blev slået og sluttede i oktober en fred, hvori han forpligtede sig til at holde sig rolig mod en årlig bevilling af 20,000 francs. Behanzin opgav imidlertid ikke sine planer og angreb i 1892 nabostaten Porto Novo, som har stillet sig under Frankrigs beskyttelse. Angrebet blev slået tilbage af den lille franske styrke på Guinea-kysten; men den store ulyst til at indlade sig på en ny kolonialkrig hindrede regeringen i at træde alvorlig op mod Dahomey. I Europa betegnedes forholdet til de andre stormagter navnlig ved to begivenheder. Henimod slutningen af februar 1891 erfarede den franske regering pludselig, at enkekejserinde Victoria ville besøge Paris. Hendes søn kejser Vilhelm ønskede herved at bane vejen til et mindre uvenligt forhold mellem Frankrig og Tyskland. I begyndelsen blev kejserinden modtaget enten med høflig ligegyldighed eller med nærgående nysgerrighed; men hendes besøg i Versailles og det af tyskerne ødelagte St. Cloud ligesom hendes bestræbelser for at bevæge de franske kunstnere til at deltage i udstillingen i Berlin ophidsede nogle blade imod hende, og kunstnerne, som halvvejs havde lovet at give møde, veg tilbage for den almindelige stemning. På den anden side udtalte flere tyske blade sig på en fornærmelig måde om parisernes opførsel. Kejserinden afkortede sit ophold i Paris, og det mislykkede forsøg på en tilnærmelse forværrede kun forholdet mellem de to fjendtligsindede nationer. De tilsigtede lettelser i forbindelsen mellem Elsass og Frankrig blev straks udsat, og kejser Vilhelm skyndte sig med at forny Tripelalliancen med Østrig og Italien, i hvilken han søgte at inddrage England, hvor han aflagde et besøg. I modsætning hertil var det, at den anden betydningsfulde begivenhed fandt sted i slutningen af juli. En fransk flåde under admiral Gervais, som blev modtaget med stor sympati i København og Stockholm, fandt nemlig i Kronstadt og St. Petersborg en så begejstret modtagelse, og kejser Alexander viste den en så stor opmærksomhed, at en forståelse mellem Frankrig og Rusland åbenlyst blev lagt for dagen. Da den franske flåde på hjemvejen besøgte Portsmouth, viste englænderne den en stor opmærksomhed. Det stemmede heller ikke med den engelske politik, ubetinget at forene sig med Tripelalliancen. I september 1891 var Frankrigs europæiske stilling blevet meget forbedret. Ved slutningen af de store manøvrer i Østfrankrig udtalte ministerpræsidenten Freycinet d. 16. september: «Vi blive ikke trætte af at styrke vor armé. Dens fremskridt, som Europa ser og Frankrig fryder sig over, indgyder os tillid, de andre respekt. Ingen tvivler nu om, at vi er stærke; vi ville bevise, at vi er vise. Under den nye situation ville vi bevare den ro og værdighed og det mådehold, som i onde dage have forberedt vor oprejsning.« D. 28 september sagde dernæst udenrigsministeren Ribot ved indvielsen af et monument over general Faidherbe: «Europa har endelig ydet os retfærdighed. En vis og fast hersker, fredelig som vi selv, har offentlig tilkendegivet de dybe sympatier, som forener hans land med vort. I Danmark, Sverige og Norge er vore sømænd blevet modtagne med de mest rørende demonstrationer. Hvoraf er disse udtryk af agtelse og tillid fremkommet? Af den almindelige følelse af, at vi bringer en nødvendig garanti for den europæiske ligevægt.» Det samme udtryk brugte den tyske rigskansler Caprivi i en tale, som han samtidig holdt ved et militært jubilæum i Osnabrück, hvor han udtalte sin tillid til den genoprettede ligevægts fredelige holdning. Forud for disse ord var der gået en betydningsfuld handling, idet flere indskrænkninger i forbindelsen mellem Frankrig og Elsass var ophævede ved en forordning fra styrelsen i Strassburg, som trådte i kraft d. 1 oktober. I Frankrigs indre forhold var året 1891 begyndt med to begivenheder, som viste tillid til de bestående forholds varighed og landets kredit. Ved den treårige fornyelse af senatet forøgedes dets republikanske flertal med 10 medlemmer, blandt dem Ferry, mod hvis valg det radikale parti havde søgt at vække de gamle fordomme. Freycinet blev genvalgt i Seine-departementet med 579 stemmer af 654. Og få dage efter, da der udbødes et lån til 3 % på 869½ millioner francs, tegnedes der 14½ milliarder. Under disse gunstige varsler åbnedes kamrene d. 13 januar 1891. Den vigtigste genstand for deres forhandlinger var en toldreform. Medens Tyskland veg tilbage fra den stærke beskyttelse og sluttede handelstraktater med sine naboer, havde den protektionistiske retning mere og mere vundet overhånden i Frankrig. De forslag til en ny toldtarif, som regeringen fremsatte i anledning af, at handelstraktaterne med Belgien, Schweiz, Spanien og flere lande udløb d. 1 februar 1892, gik i protektionistisk retning, men tilfredsstillede ikke kamrenes flertal, som lededes af den franske Mc. Kinley, Méline, og resultatet af de lange forhandlinger blev en høj beskyttelsestold. Ved siden af handelspolitikken kom kirkepolitikken til at spille en stor rolle. Allerede i 1890 havde ærkebiskoppen af Algier, kardinal Lavigerie, erklæret sig for, at den katolske gejstlighed burde slutte sig til republikken, fordi den kun derved kunne vinde indflydelse på regeringen, og den kloge pave Leo d. XIII udtalte sig i samme retning. D. 20 januar 1892 offentliggjorde de fem franske kardinaler, ærkebiskopperne af Paris, Reims, Rennes, Lyon og Toulouse, den erklæring, at de ikke ville rette nogen opposition imod den regeringsform som Frankrig gav sig, men nu også måtte gøre krav på at betragtes som venner og forbundsfæller af regeringen. Da kamrene kort efter åbnedes d. 18 februar, forelagde imidlertid regeringen et forlængst lovet lovforslag om de gejstlige kongregationer. Men da ministerpræsident Freycinet erklærede, at loven ikke skulle tjene til bekæmpelse af kirken og ikke skulle forberede nogen adskillelse mellem stat og kirke, beskyldte de radikale ministeriet for et forbund med paven, og da også de konservative misbilligede loven, blev en af regeringen billiget dagsorden forkastet med 304 stemmer mod 212, hvorpå ministeriet indgav sin dimission. Sadi Carnot modtog ikke ugerne denne, da hverken han eller Freycinet var vel stemte imod Constans. Denne blev derfor udelukket af det nye ministerium, som dannedes d. 27 februar 1892. I spidsen for dette trådte Carnots ven Loubet, som blev indenrigsminister, medens Freycinet beholdt krigsministeriet og Ribot udenrigsministeriet. Det nye ministerium fremstillede sig d. 3 marts for kamrene og lod oplæse en erklæring, hvorefter det ville hævde de republikanske love, navnlig hærloven og skoleloven, og opretholde konkordatet med paven. Da kammeret havde indset, at det havde forløbet sig ved forkastelsen af dagsordenen d. 18 februar, billigede det med 341 stemmer mod 91 ministeriets erklæring, uagtet dets kirkepolitik ikke adskilte sig fra det forrige kabinets.

Webmaster