samt om Nordamerika og de amerikanske truster af Gustav Bang (1908)

og Den nordamerikanske frihedskrig af H. Carl Bering Liisberg (1899)

Da islænderen Leif Erikssøn i året 1000 opdagede det amerikanske fastland, fandt han et land med vindruer og selvsået hvede, som han kaldte Vinland. Man tror at dette land har været en del af Ny England, den nordøstlige del af de såkaldte Forenede Stater i Nordamerika; men sandsynligere er det, at det har været det nordøst derfor liggende Ny Skotland. Men først i 1497/98 opdagede Sebastian Cabot fra Bristol og hans far John Cabot fra Venedig det vi nu kalder den amerikanske østkyst ved Ny Foundland, og i 1512 kom spanierne til Florida. Den ældste beskrivelse af de amerikanske østlige kyster stammer fra florentineren Verrazani, som i 1524 besøgte stedet i fransk tjeneste. Det første sted, hvor han landede var i Nord Karolina, og han traf her brunrøde vilde, men svage mennesker, klædte i skind og smykkede med fjer. Længere nordpå forblev Verrazani i 14 dage ved kysten af Rhode Island. Han skildrer de indfødte som godmodige og gavmilde, men så uvidende, at de ikke kunne gøre sig noget begreb om brugen af stål og jernredskaber. Imidlertid fortsatte spanierne deres togter til Florida og landene nord for den Mexicanske Bugt, hvor de håbede at finde guld. Det betydeligste togt blev foretaget i ca. 1540 af Fernando de Soto, der havde vundet ære og rigdom som deltager i Peru´s erobring. En udvalgt skare, som i antal og udrustning langt overgik Cortez's og Pizarros´ hærfølge, drog mod nordvest fra Florida under store besværligheder og morderiske kampe med de indfødte. Omtrent under 35° nordlig brede nåede de til Mississippi, hvor talrige indianere fra flodens vestlige bredder, malede og pyntede med store, hvide fjerbuske, kom roende ned ad floden i en flåde af 200 kanoer. Krigerne stod i rækker med buer og pile i deres hænder; høvdingerne sad under prægtige solsejl. De optrådte ikke fjendtlig mod spanierne, og efter at disse havde bygget fartøjer, der var store nok til at føre deres heste, satte de over floden. Overalt, hvor de kom frem, fandt de agerdyrkende folk med faste bopæle, men ikke de guld de søgte. Fernando de Soto døde og levningerne af det store togt sejlede ned ad Mississippi til dens munding og derfra langs kysten til Mexico. Florida blev opgivet, og F. Fernando de Soto´s togt førte ikke til nogen fast bosættelse, lige så lidt som nogle mindre togt, som spanierne samtidig gjorde til Kalifornien og op ad Rio del Norte lige til dens kilder. Den første koloni på amerikansk grund blev derimod anlagt af franske hugenotter, hvis store fører: Gaspard de Coligny havde fattet den plan at grundlægge et fransk protestantisk rige i Nordamerika. Den franske i nybygd anlagdes i 1564 på østkysten af Florida; men allerede året efter overfaldt spanierne den med stor overmagt og myrdede kolonisterne. Efter blodbadet rejste de et mindesmærke med følgende indskrift: «Ikke som franskmænd, men som kættere har vi dræbt dem». Det franske hof så med ligegyldighed denne skændselsdåd af dets trosfæller; men en adelsmand fra Gascogne, kaptajn de Gourgues, udrustede 3 skibe med hvilke han afsejlede til Florida, hvor han nedsablede spanierne og satte den indskrift: «Ikke som spaniere, men som mordere har vi dræbt dem.» For svag til at holde sig derovre sejlede de Gourgues tilbage til Europa, og fra det af religionskrige sønderrevne Frankrig udgik ikke noget nyt forsøg på at grundlægge et »fransk Florida«. Derimod anlagde spanierne St. Augustin, den ældste by i denne del af Amerika, og alle den Mexicanske Bugts kystlande regnedes nu for dele af det spanske rige. Men da Mexicos og Sydamerikas rigere egne snart tildrog sig spaniernes hele opmærksomhed, fik deres erhvervelser i nordligere lande ikke så stor betydning. Dog stammer også de Forenede Staters næstældste by, Santa Fé i det amerikansk erobrede Ny Mexico fra spanierne, og byen blev grundlagt i 1582. Indianerne i denne fjerne egn mellem høje bjerge og golde ørkener fik spanske herrer og katolske præster på samme tid, som englænderne gjorde deres første forsøg på at kolonisere kysten ved Atlanterhavet. Det var dronning Elisabets yndling, den ridderlige Walter Raleigh, som stod i spidsen for disse koloniseringer. I 1584 udsendte han to skibe til den egn, som senere fik navnet Nord Karolina, og da de nærmede sig kysten, slog en krydret duft af blomster fra de stedsegrønne skove dem i møde. Den «jomfruelige» dronning blev begejstret over de glimrende skildringer af landets skønhed, som de søfarende hjembragte, og lod det kalde Virginia (af «virgo», en jomfru). Året efter afsejlede 7 skibe med lidt over 100 nybyggere, som bosatte sig på øen Roanoke. En af dem har beskrevet landet og dets indbyggere: dyrkningen af tobak og majs vakte hans beundring, og brugen af tobak indførtes allerede da i England. De brunrøde indfødte, indianerne, som man kaldte dem, boede i små landsbyer, bestående af træhytter (wigwams). De første nybyggere kom i strid med dem og vendte modløse tilbage til England. En ny koloni gik aldeles tilgrunde, og de forsøg, som den utrættelige Walter Raleigh gjorde på at få kundskab om, hvad der var blevet af nybyggerne, bragte intet udbytte. Walter Raleigh havde anvendt store summer på det mislykkede foretagende. Men dronning Elisabet havde mistet interessen for det fjerne land, og hendes efterfølger Jakob I. lønnede Walter Raleigh med fængsel og henrettelse i 1618.

Imidlertid blev Walter Raleigh´s planer blevet optaget af to kompagnier, som i 1606 fik privilegier af kong Jakob. Det sydlige kompagni anlagde byen Jamestown, som i 100 år vedblev at være Virginias hovedstad; men nybyggerne kom snart i nød og elendighed. Den mand hvem de skyldte deres redning var kaptajn John Smith, der med rette betragtes som staten Virginias fader. I sin ungdom havde han deltaget i kampen for Nederlandenes frihed; senere havde han med stor tapperhed kæmpet i Ungarn mod tyrkerne, men var tilsidst faldet i deres hænder og var blevet solgt som slave. Undsluppen til Rusland var han vendt tilbage til England og var derfra draget til Amerika som deltager i grundlæggelsen af den nye koloni i Virginia. På mange måder virkede han til dennes bedste og gennemstrejfede bl.a. med utrættelig flid fjorde, floder og havne omkring den vidt forgrenede Chesapeak Bugt. Da han på en af sine rejser var blevet taget til fange af indianerne, forstod han at vække deres beundring, men kom dog i livsfare; efter sagnet skal han være blevet reddet fra døden af høvdingens datter Pokahontas. Den elskværdige unge indianerinde blev senere døbt og gift med en nybygger; med ham kom hun til England, hvor hun vakte stor opsigt, men døde allerede i 1617 efter at have skænket en søn livet, fra hvem flere af Virginias mest ansete slægter aflede deres herkomst. Så længe Pokahontas' fader levede, var der god forståelse mellem englænderne og indianerne, men senere blev forholdet fjendtligt. Da kompagniet nemlig tilbød enhver, som ville udvandre, land, strømmede der snart nybyggere til, og i 1619/20 forøgedes Virginias befolkning desuden på en uheldig måde, idet regeringen sendte 100 forbrydere derhen, og et hollandsk handelsskib bragte en ladning negerslaver til Jamestown. Da nybyggerne, som nu havde fået tilstrækkelig arbejdskraft, udbredte sig rundt om i landet, hvor de især dyrkede tobak, og indianerne blev bange for, at de skulle blive helt fortrængte fra deres fædrene jordbund, og d. 22 marts 1622 overfaldt de pludselig de spredte nybyggere og myrdede i én time 350 mennesker uden hensyn til alder eller køn. Men en omvendt indianer havde røbet sammensværgelsen for en plantør i Jamestown, hvem han skyldte sin opdragelse, og byen med de nærmeste plantager blev reddet. En blodig krig fulgte derpå. Men de hvide mænd genvandt snart deres overlegenhed, og indianerne blev uden barmhjertighed udryddede, og deres marker blev besatte af nybyggerne. Slavehandelen bragte nye arbejdere og engelske aristokrater, som derhjemme ikke havde formue nok til at føre et overdådigt liv, og de fik i Virginia jord og arbejdskraft for en økonomisk ubetydelighed. I 1624 ophævedes kompagniet og Virginia blev en kongelig koloni; men ved siden af den kongelige guvernør stod en folkeforsamling med skattebevillingsret. Det nordlige kompagni, som var stiftet på samme tid som det sydlige, havde år efter år udsendt skibe til Ny England, men der blev ikke grundlagt nogen varig nybygd. Derimod udstrakte franskmændene, som allerede havde sat sig fast i Ny Skotland, deres besiddelser ind i Ny Englands nordligste egne (Maine) og trængte under den dygtige Samuel Champlain fra Kanada frem til den sø i den nuværende stat Ny York, som bærer hans navn. 100 fra England fordrevne puritanere (de såkaldte pilgrimsfædre) landede i 1620 på kysten af Massachusetts og grundlagde et lille samfund, som snart under trængsler og nød vandt stærk tilvækst ved nye indvandringer af forfulgte puritanere. I 1630 anlagde de Boston. Men snart bragte religiøse stridigheder nogle af kolonisterne til at udskille sig og danne egne nybygder i Ny Hampshire og Maine, og da de, som på en eller anden måde afveg fra puritanernes strenge lære, blev de udstødt af menigheden, og foranledigede herved stiftelsen af nye samfund. Roger Williams som havde hævdet en uindskrænket samvittighedsfrihed, var således blevet forjaget fra Boston og var flygtet til urskovene, hvor han fandt en venlig modtagelse hos indianerne, som overlod ham og hans meningsfæller Rhode Island i 1636. På samme tid lagde puritanere, som var flygtet fra England under borgerkrigene, grundlaget til kolonien Connecticut. Således dannedes kolonierne i Ny England, og på samme tid løsrev kong Karl I. Maryland fra Virginia, og opkaldte det efter sin dronning Henriette Maria og overlod det til undertrykte katolikker. Imidlertid var landet imellem de nordlige og sydlige engelske kolonier blevet besat af nederlændere og svenskere, og der var således imellem Ny England og Virginia opstået et Ny Belgien og et Ny Sverige. Englænderen Hudson havde i 1609 i hollandsk tjeneste besejlet den efter ham benævnte flod (Hudsonfloden), ved hvis munding han landede på en ø, hvor indianerne drog hen for at fiske, når jagttiden var forbi i skovene inde i landet. De så forbavsede «kæmpefuglen med sine hvide vinger» glide hen over vandet og troede, at det var et besøg af «den store ånd». Hollændernes brændevin satte dem i en salig stemning, hvoraf øen fik sit navn «Manhattan», dvs. hvor alle blev drukne. Det gamle sagn om afståelsen af så meget land, som en oksehud kunne omfatte, går her igen. Så meget er vist, at nederlænderne købte øen og her i 1614 lagde grunden til Ny Amsterdam, det nuværende Ny York. Byen bestod dengang af 4 små huse og en skanse, anlagt for pelshandelens skyld. Noget senere i 1626 grundlagde Gustav Adolf en svensk nybygd ved floden Delaware; men det varede ikke længe, førend svenskerne her kom under Nederlandenes herredømme. Heller ikke nederlænderne beholdt dog længe det således forstørrede Ny Belgien; thi allerede i 1664, inden der endnu var udbrudt krig mellem Nederlandene og England i Europa, erobrede englænderne de hollandske besiddelser i Nordamerika, som de beholdt ved freden i Breda i 1667 og gav navnet: Ny York og Ny Jersey. De bosatte hollændere beholdt deres rettigheder og bevarede længe deres ejendommeligheder. På samme tid skænkede kong Karl d. II nogle af sine ministre og hofmænd de syd for Virginia liggende landskaber: nord og Syd Karolina, «fordi de var besjælede af en rosværdig og from iver for at udbrede kristendommen i disse af barbariske horder beboede egne». De pengegriske herrer lokkede nu alskens pak til Karolina, og på dette grundlag kunne en guvernør i Virginia 1681 skrive: «Karolina er en skamplet for Amerika, et tilflugtssted for alle misdædere; sørøvere og fribyttere, der her finder anerkendelse og markeder for alle røvede genstande». Kolonisterne førte et ryggesløst liv på deres plantager, hvor de øvede frygtelige grusomheder mod deres negerslaver: i Syd Karolina avlede de især ris og indigo, i Nord Karolina, ligesom i Virginia og Maryland, mest tobak. Så forskellige var bestanddelene af de engelske kolonier, som nu strakte sig fra Syd Karolina til Maine, der efter længere tids strid blev tilkendt Massachusetts. Men endnu var nybyggerne ikke trængt langt ind i landet. Det første landskab, som i sine privilegier fik en bestemt vestgrænse var Pennsylvania. Kvækeren William Penn havde efter sin fader, der som admiral havde erobret Jamaika, arvet en fordring på 16,000 pund sterling på regeringen, og til betaling af denne fordring anviste Karl II. ham land i en udstrækning af 5 længdegrader mod vest fra floden Delaware. Dette store landskab fik navnet «Penns skovland«. I 1682 landede William Penn med 2000 trosfæller ved Delaware, hvor han anlagde sin hovedstad Philadelfia (broderkærlighed). Han gav sin stat vise og menneskekærlige love og købte landet af indianerne, med hvem han sluttede venskabsforbund. Ved et møde med deres høvdinger lod han en tolk forkynde: «Den store ånd, som har skabt alle mennesker og kender deres hemmeligste tanker, véd, at jeg og mine venner er bestemte på at leve i venskab med de indfødte og underholde fredeligt samkvem med dem». Alle stridigheder skulle bilægges ved en af kolonister og indianere sammensat voldgiftsret, og landet skulle betragtes som begge parters fællesejendom. Penn åbnede et fristed for undertrykte fra alle folkeslag og viste en ubegrænset tolerance; men ved herskesyge og krybende underdanighed mod den despotiske Jakob II, Karl IIs efterfølger, skabte han sig mange modstandere. Medens englænderne således besatte østkysten, trængte franskmændene fra Kanada frem til Mississippi, som ikke var blevet besøgt af nogen europæer, siden spanierne i 1543 havde besejlet dens nedre løb. De første opdagere var her jesuiter-missionærer, som med opofrende iver underkastede sig de største farer og besværligheder for at udbrede kristendommen blandt indianerne. Pater Mesnard opdagede i 1660 Øvresøen og de små øer i samme, som fik navnet «Aposteløerne«, pater Allouez levede i to år her og byggede et kapel, hvortil indianerne strømmede sammen, og pater Marquette roede på en kano ned ad Mississippi til det sted, som Soto 130 år tidligere havde nået. Derfra drog missionæren igen op ad floden og ind i dens biflod Illinois, hvor han opdagede et frugtbart land med herlige sletter, fulde af bøfler og hjorte. Efter at han i to år havde prædiket evangeliet for indianerne, sejlede han over Michigansøen og døde i 1675 ved dennes bredder, hvor en bugt og en flod endnu bære hans navn. På denne tid levede Robert de la Salle fra Normandiet, som i 20 år med aldrig svækket kraft arbejdede på at udbrede Frankrigs herredømme og handel, ved de Kanadiske søer og Mississippi. Med italieneren Tonti som næstkommanderende og en lille skare håndværkere og søfolk opslog han sin bolig ved Niagara, byggede der et skib og sejlede igennem Erie-, Huron- og Michigansøen. Senere sejlede han ned ad Mississippi til dens munding, tog landet i besiddelse for Frankrig og kaldte det Louisiana efter kong Ludvig XIV i 1682. Efter at være vendt tilbage til Frankrig udrustede han 4 skibe for at anlægge en koloni ved Mississippi, men forfejlede indløbet til floden og landede ved kysten af Texas. Ulykke på ulykke ødelagde den fra alle andre europæere vidt adskilte koloni, og da Robert la Salle prøvede på at nå Kanada til lands, blev han myrdet af en af sine ledsagere i 1687. Tonti, som fra Illinois var sejlet ned ad Mississippi for at træffe sammen med Robert la Salle, efterlod et brev til ham hos indianerne ved flodmundingen, og dette blev trolig bevaret og senere overgivet til føreren for dét togt, som i 1699 fornyede det første gang mislykkede forsøg, den fra kampe i Kanada søhelt d'Iberville. Øst for den nu genfundne Mississippis udløb anlagdes et fort ved Mobile, og kysten herfra mod vest til Texas blev indlemmet i det franske Louisiana, medens spanierne ved at opføre fortet Pensacola havde betegnet Floridas vestgrænse.

Louisianas senere hovedstad Ny Orleans blev først grundlagt i 1718. Længere inde i landet var det missionærer og pelshandlere, der udbredte Frankrigs herredømme i Mississippi dalen. De engelske kolonier udvidedes i 1732 ved besættelsen af Georgia mellem Syd Karolina og Florida. Georgia dannede i begyndelsen en hæderlig undtagelse blandt de sydlige kolonier. Det grundlagdes af James Oglethorpe, som åbnede et fristed for dem der i England fængsledes for gæld. Han forbød slaveriet og udsalg af berusende drikke til indianerne, med hvilke han sluttede en traktat; men såvel han som metodistsamfundets grundlægger, John Wesley, arbejdede forgæves på at gennemføre disse bestræbelser, og da de havde forladt kolonien, og denne kom ind under den engelske regerings styrelse, fik nybyggerne af kong Georg d. II lov til at købe slaver og sælge rom til indianerne, så meget de lystede. Englænderne havde nu besat hele østkysten nord for Florida indtil Maine, og folkemængden i deres kolonier var i stærk stigen. I begyndelsen af det 18 århundrede nærmede den sig ½ million, deriblandt 60,000 negerslaver. Franskmændene havde udbredt deres herredømme over landene ved de kanadiske søer og Mississippi; men deres tal var kun ringe. Ikke talrigere var spanierne, som havde besat enkelte pladser i Kalifornien, Ny Mexico og Florida. Men i de vidtstrakte lande mellem disse smalle strøg boede indianerne, hvis tal sandsynligvis ikke var større end europæernes. I de store sletter mod vest, hvor de levede af jagten på de talløse bison okser, var de endnu så godt som uberørte af europæerne. Men i østens skovlande var de på fredelig eller fjendtlig vis kommet i forbindelse med disse. I krigene mellem England og Frankrig blev de krigerske rødhuder forkæmpere for begge parter, og grænselandskaberne led forfærdelig ved deres indfald. Ved freden i Utrecht i 1713 måtte Frankrig afstå Ny Skotland, men ubestemte grænseangivelser fremkaldte nye stridigheder. I Maine lededes de omvendte indianere af jesuiter missionæren Sebastian Rasles, som havde vundet deres fulde hengivenhed. Men regeringen i Massachusetts erklærede dem for røvere og forrædere, og i 1724 myrdedes Sebastian Rasles, som ofrede sit liv for sin menighed, og de franske missionærer afløstes af engelske handelsmænd. I Syvårskrigen som i Amerika førtes fra 1755 til 1762, gik Frankrigs magt tilgrunde i Nordamerika. Ved freden i Paris måtte det afstå Kanada og alle sine besiddelser øst for Mississippi med undtagelse af byen Ny Orleans; den del af Louisiana, som det beholdt, overlod det til Spanien. England havde således fået herredømmet over hele den østlige del af Nordamerika, som indesluttede store strækninger, der endnu aldrig var betrådte af den hvide mand. De engelske koloniers befolkning var stegen til 1½ million, hvoraf 300,000 negerslaver, og nybyggere fra Pennsylvania, Maryland og Virginia nu ilede over Alleghany bjergene. Da de kun tog lidet hensyn til de indfødtes rettigheder, dannede der sig et forbund af mange indianerstammer, som i 1763 pludselig angreb de englændere, der havde vovet sig over bjergene, og indtog deres faste pladser imellem floden Ohio og Eriesøen. Dette anfald, som ramte Pennsylvania hårdest, vakte en vild kamplyst hos dets skovboere, for størstedelen skotske presbyterianere, som havde meget lidet tilfælles med Pennsylvanias første nybyggere: de milde og fredsommelige kvækere. Velbevandrede i det gamle testamente, mente de, at ligesom israeliterne udryddede kananiterne, burde de udrydde indianerne, der ligesom hine betegnedes som Kams børn. Nogle af dem myrdede således levningerne af en indiansk stamme, der levede roligt under ledelse af herrnhuttiske missionærer, og snart blev indianerne helt fortrængt fra Pennsylvania. De amerikanske kolonier var 13 i tallet: Ny Hampshire, Connecticut, Massachusetts, Rhode Island, Ny York, Ny Jersey, Pennsylvania, Delaware, Maryland, Virginia, Nord Karolina, Syd Karolina og Georgia. De 13 kolonier var indbyrdes højest forskellige og langtfra at danne en enhed; men størst var dog modsætningen imellem de nordlige og sydlige provinser. I norden var landet delt mellem selvejerbønder (farmere), i syden deltog herremanden (planteren) ikke i arbejdet, men herskede over talrige slaver. Enhver koloni havde sin særskilte forfatning: en guvernør, et råd og en folkeforsamling; men medens guvernøren og rådet i de fleste kolonier udnævntes af kongen, tilkom denne ret i Maryland lord Baltimores, i Pennsylvania og Delaware William Penns familie, og Rhode Island og Connecticut var «demokratiske» republikker, hvor ikke blot folkeforsamlingen, men også guvernøren og rådet årligt valgtes af grundejerne. Før den engelske revolution i 1688 havde kronen gjort fordring på eneherredømmet over kolonierne og ikke indrømmet parlamentet nogen ret lige overfor dem. Men efter revolutionen måtte både kronen og kolonierne anerkende parlamentets beslutninger. Hidtil havde parlamentet vel ikke ligefrem pålagt kolonierne skatter, men det havde gentagne gange hævdet sin berettigelse dertil. Under krigen havde regeringen fremsat begæringer, og koloniernes forsamlinger havde givet bevillinger; men efter freden blev det offentlig anmeldt, at umiddelbar beskatning ville træde i stedet for begæringerne. Mod denne hensigt rejste der sig en stærk modstand i Amerika: folkeforsamlingen i Massachusetts erklærede i 1764: «Vi ville ikke lade os beskatte af parlamentet; vi ville ikke være slaver.» Talrige flyveskrifter udtalte sig endnu stærkere: den ansete James Otis skrev således: «Det er folket ligegyldigt, om de er Ludvigs eller Georgs undersåtter, når begge regere lige despotisk. Al magt tilhører folket, og det kan aldrig tabe eller opgive denne magt, denne guddommelige ret.» Ikke desto mindre vedtog parlamentet i 1765 en stempelskat: flyveskrifter, blade, bekendtgørelser o.s.v. underkastedes stemplet. Denne lov vakte en umådelig forbitrelse i Amerika, og en forsamling af udsendinge fra 9 kolonier, der trådte sammen i Ny York i oktober 1765, vedtog en indsigelse, som de øvrige kolonier senere tiltrådte. I Ny York og Ny England dannede der sig en forening, »Frihedens Sønner«, som forpligtede sig til ved alle midler at hindre stempellovens gennemførelse. Hele baller stemplet papir, som sendtes til Amerika, blev enten sendte tilbage eller ødelagte, og stempelforvalterne blev ved mishandlinger tvungne til at opgive deres embeder. I England vakte denne voldsomme modstand betænkelighed, og et nyt ministerium ønskede at få loven ophævet. For at overbevise parlamentet om, at den ikke lod sig gennemføre, stævnede ministrene amerikanernes bedste tillidsmand, den 60årige Benjamin Franklin til at aflægge vidnesbyrd for dets skranker. Franklin var oprindelig en fattig bogtrykker, men havde ved utrættelig flid erhvervet sig alsidige kundskaber og havde udøvet en omfattende virksomhed ved at udgive folkeskrifter og iværksætte en mængde nyttige indretninger. Da man nu spurgte Franklin, om han troede, at det amerikanske folk ville betale stempelafgifterne, når de blev nedsatte, svarede han: «Nej aldrig, medmindre man anvender våbenmagt.» «Hvordan var stemningen i Amerika i året 1763?» spurgte man videre.«Fortræffelig,» svarede han.«Hvorfor har den da nu forandret sig?» spurgte man. Svaret lød: «Årsagerne er flere. De nylig indførte handelsindskrænkninger, forbudet mod at udstede papirspenge og fremfor alt stempelloven.» »Hvorledes ville amerikanerne optage en afgift, der bliver pålagt efter samme princip som stempelloven?« hed det fremdeles. »Ligesom denne,» svarede Franklin, «De ville ikke betale den.» «Hvis nu stempelskatten bliver ophævet, men beskatningens ret forbeholdes, tror de så, at amerikanerne ville give sig tilfreds?« «Ja, thi de tror, at i aldrig ville udøve denne formentlige ret.» «Kan man fremtvinge stempellovens gennemførelse ved soldater ?» «Nej, man kan ikke tvinge nogen til at tage stempler. En væbnet magt vil ikke forefinde noget oprør, men kan måske fremkalde det.» I 1766 vedtog parlamentet stempellovens ophævelse, men samtidig den erklæring, at kongen og parlamentet havde ret til at udstede love med bindende kraft for kolonierne og folket i Amerika, «den engelske krones undersåtter». Amerikanerne jublede, prædikanterne lovpriste friheden, og forbeholdet ansås for et tilbagetog uden hensigt til at anvende det. Men freden varede kun kort. Få måneder efter stempellovens ophævelse optog kong Georg III nogle af lovens venner i ministeriet, og disse som mente, at man ved at pålægge nye skatter burde udslette den skam, som forekom dem at være tilføjet Storbritannien ved en vedtaget lovs tilbagekaldelse, foreslog nogle ubetydelige toldafgifter på papir, the m.m.. Denne lille lov vedtog parlamentet uden betænkning i 1767. Disse toldafgifter hørte til de såkaldte ydre skatter, som amerikanerne hidtil havde fundet sig i. Men nu fremkaldte de den samme modstand som stempelloven. En forsamling af borgere i Boston fattede beslutninger mod indførsel af engelske varer, og den almindelige folkeforsamling i Massachusetts erklærede: »Forskellen imellem indre og ydre skatter er kun tilsyneladende. Da vi ikke er repræsenterede og ikke kunne være repræsenterede i parlamentet, har dette heller ikke nogen myndighed til at pålægge os skatter.» De fleste kolonier sluttede sig til denne erklæring, og flyveskrifter udtalte, at moderlandet åbenbart havde sat sig det formål at underkue Amerika. Særligt indtryk gjorde pennsylvanieren John Dickinsons 12 breve, hvori det bl.a. hed: «Det drejer sig ikke om afgifternes højere eller ringere størrelse, det drejer sig om friheden.» Da byerne og grevskaberne i Massachusetts imod guvernørens forbud afholdt et konvent, som fattede beslutninger og traf foranstaltninger, løb krigsskibe med tropper fra Ny Skotland ind i Boston´s havn i 1768. Imellem soldaterne og folkehobe i Boston kom det til et sammenstød, i hvilket 3 mennesker blev dræbt og 5 sårede i 1770. Overdrevne rygter forøgede snart dette såkaldte «Bostoner myrderis» betydning. I de nærmest følgende år kom det dog ikke til flere voldsomme udbrud af misstemningen imellem moderlandet og kolonierne, og først i 1773 forefaldt en begivenhed, som førte til det endelige brud. Det engelsk-ostindiske kompagni var i stor pengenød, og som grund angav det navnlig, at amerikanerne ikke ville købe dets med told belagte the. For at afhjælpe kompagniets nød og tillige bevæge amerikanerne til at købe fortoldet the, tilbød regeringen en tilbagebetaling af 3/5 af tolden på de store masser the, der havde ophobet sig i kompagniets varehuse, på det vilkår at theen blev udført til de britiske kolonier i Amerika. Når der blev budt amerikanerne billig the, stolede man på, at de ikke ville kunne modstå fristelsen. Men de talrige hemmelige selskaber, der havde dannet sig i kolonierne, navnlig i Virginia og Massachusetts, de såkaldte kavkus, bekendtgjorde, at de der lod sig tilsende the, var udstødt af det borgerlige samfund, «han var sit lands og den menneskelige friheds fjende». I flere havne tvang man kompagniets agenter til at sende theen tilbage, og da guvernøren i Boston ikke ville tillade det, gik 50 mand, der havde forklædt sig som indianere, ombord på theskibene, slog kisterne op og hældte theen i havet, det var 342 kister til en værdi af mere end 300,000 kroner d. 16 december 1773. Denne voldsdåd vakte stor harme i England, og ministeren lord North foreslog, at Bostons havn skulle spærres, og provinsen Massachusetts forfatning ændres, så at den mistede sine vigtigste friheder, og begge forslag blev vedtagne af parlamentet. Troppernes anfører, general Gage, som blev udnævnt til guvernør i Massachusetts, lod Bostons havn spærre og forsøgte at indføre den nye forfatning; men indbyggerne i Massachusetts gjorde åbenlyst modstand mod dens indførelse, og de andre kolonier svigtede ikke den truede provins i dens kamp for friheden. I den betydeligste provins, Virginia, besluttede folkeforsamlingen at d. 1 juni 1774, den dag på hvilken spærringen af Bostons havn skulle træde i kraft, skulle være en almindelig faste og bededag, og spærringen erklæredes for et brud på hele Nordamerikas frihed og rettigheder. Fra alle sider sendte man næringsmidler til Boston, hvis indbyggere - mest købmænd, skibsbyggere og sømænd - pludselig var blevet brødløse og nu ved den  tvungne lediggang forvandledes til revolutionssoldater. Kolonierne besluttede at vælge deputerede til en almindelig kongres, og i september 1774 åbnedes en sådan i Philadelfia. Der samledes 51 mænd fra alle kolonier med undtagelse af det fjernt liggende Georgia, blandt dem hovedlederne for bevægelsen i Boston Samuel Adams og John Adams, og herremændene Richard Lee og George Washington fra Virginia. Den sidste, som dengang var 42 år gammel, havde vundet ære som anfører i Syvårskrigen mod Frankrig. Kongressen besluttede at amerikanerne efter d. 1 december 1774 ikke måtte indføre, købe eller bruge nogen engelske varer, og vedtog en erklæring om koloniernes rettigheder, som blev indsendt til regeringen tillige med et bønskrift til kongen. Forgæves søgte Englands største statsmænd: lord Chatham (William Pitt den ældre) og Edmund Burke at afvende den truende borgerkrig. Såvel kong Georg III som parlamentets flertal var altfor lidenskabelig opbragte imod amerikanerne til at gøre dem nogen indrømmelse, og krigen udbrød i 1775. Amerikanernes kamplyst opflammedes ved det heldige udfald af de første sammenstød ved Lexington og Concord i Ny Hampshire d. 18/19 april, hvor de engelske tropper måtte vige for deres uøvede landeværnsmænd og mistede henved 300 døde og sårede, medens amerikanernes tab næppe udgjorde 100. Talrige forstærkninger fra England landede derefter i Boston under generalerne Bourgoyne, Howe og Clinton; men imod deres store overmagt vovede en lille skare landeværnsmænd sig frem d. 17 juni. De besatte Bunker Hill og nogle andre høje, fra hvilke de kunne beskyde Boston, og da englænderne rykkede frem imod deres forskansninger, lod de dem komme lige ind på livet, inden de åbnede ilden imod dem. Den ene afdeling af de engelske tropper efter den anden stormede frem over deres brødres lig; men amerikanerne veg ikke, før end deres krudt var sluppet op. Englænderne beholdt valpladsen, men de havde mistet over 1000 mand døde og sårede, og amerikanerne, hvis tab ikke engang var halvt så stort, kunne rose sig af, at deres fra ploven, værkstederne og butikkerne sammenløbne landeværnsmænd havde holdt stand imod Europas mest øvede soldater. To dage før slaget ved Bunker Hill havde kongressen, som atter havde samlet sig i Philadelfia, enstemmig valgt Washington til overanfører for de Forenede Koloniers hær, og aldrig er et bedre valg blevet truffet. George Washington skildres af en samtidig som «en tiltrækkende blanding af gentleman og soldat; værdighed, ro og beskedenhed lyste frem af hvert ansigtstræk i hans ædle og majestætiske ydre». Da han overtog kommandoen over koloniernes tropper, forefandt han 16,000 mand uden uniformer, krudt og penge, og mange, som var hvervede for en kort tid, ville hjem. Washington skrev brev på brev til kongressen og provinsregeringerne for at skaffe nye tropper, og kongressen forordnede, at der skulle underholdes en stående hær i Massachusetts; dog måtte dens tal ikke overstige 22,000 mand. Thi i Pennsylvania, Ny York og andre steder frygtede man, at en større hær kunne blive farlig for friheden. D. 20 juli 1775 afholdt alle kolonierne en almindelig faste- og bededag. Kirkerne var propfulde, og præsterne opfordrede til kamp for friheden. Dog må man ikke tro, at alle amerikanere var begejstrede for frihedskampen. Mange, især kvækerne og tilhængerne af den episkopale kirke, betragtede den som et oprør imod den lovlige øvrighed, og disse - toryer eller royalister - blev ofte underkastede hård forfølgelse. Navnlig i Syd Karolina havde England mange tilhængere, og for at styrke disse og bemægtige sig hele kolonien udsendtes der en betydelig land- og sømagt under general Clinton  mod Syd Karolinas hovedstad Charleston, men den blev slået tilbage med tab i juni 1776. Imidlertid havde Washington efter en lang belejring tvunget englænderne til at rømme Boston og indskibe sig til Ny Skotland for der at afvente forstærkninger i marts 1776. For at skaffe midler til krigens førelse havde kongressen udstedt dollarsedler, og i begyndelsen bevarede disse den værdi, hvorpå de lød; men efterhånden som trangen og papirspengenes mængde voksede, sank kursen. Hidtil havde kolonierne ikke udtalt fordringen om en fuldstændig uafhængighed af moderlandet; men nu blev ønsket om dannelsen af en stor fristat stedse tydeligere fremsat. Stor indvirkning på den almindelige stemning havde flere flyveskrifter af Thomas Payne, en fra England udvandret 40årig håndværker, især hans «Sund Menneskeforstand», som udkom i januar 1776. I juni samme år fremtrådte Richard Lee, føreren for «sydens baroner» i kongressen med et andragende om en uafhængighedserklæring, og d. 4 juli vedtoges en sådan, efter at den var blevet behandlet i et udvalg på 5 mænd, blandt dem Benjamin Franklin fra Pennsylvania, født i 1706, John Adams fra Massachusetts, født i 1735, og Thomas Jefferson fra Virginia, født i 1743. Jefferson var erklæringens forfatter, Adams hovedtaleren for dens vedtagelse i kongressen. Uafhængighedserklæringens bekendtgørelse fejredes overalt i kolonierne med store festligheder; i Ny York indsmeltede man Georg IIIs billedstøtte, som var rejst til ære for sejrherren i Syvårskrigen; nu skulle den tjene til kugler mod «den blodige tyrans lejesvende». Uafhængighedserklæringen havde mødt modstand hos flere patrioter, blandt hvilke navnlig Dickinson havde talt imod Adams. De fandt det betænkeligt at afbryde alle broer til et forlig med moderlandet, og begivenhederne syntes snart at skulle give dem ret. I juli 1776 samlede hele den engelske styrke sig under general Howe ved Ny York. Den udgjorde henved 25,000 mand, for størstedelen hessere, braunschweigere og andre af deres fyrster solgte tyskere. D. 27 august slog de amerikanerne ved Brooklyn på øen Long Island udenfor Ny York. Washington skrev derefter til kongressens præsident: «Vor stilling er sørgelig. Ulykken på Long Island har nedslået hele hæren: frygt og fortvivlelse har grebet om sig. Landeværnet vil hjem: halve og hele regimenter har forladt os. Hvad skal det blive til lige overfor en overlegen, øvet og fortræffelig udrustet fjende? Jeg må aflægge den sørgelige bekendelse, at jeg ikke har nogen tillid til vore tropper i det hele. Vor frihed er i fare, hvis den skal forsvares af militser, som er hvervede på kort tid. Vi behøve en hær, som er taget i tjeneste for hele krigen; kun i en sådan er lydighed, orden og mandstugt mulige.» Det varede heller ikke længe, førend englænderne besatte Ny York, medens amerikanerne trak sig tilbage i hast og uorden. Washington måtte gå tilbage over floden Delaware, og englænderne besatte Rhode Island og Ny Jersey. Men medens de sejrstrygge englændere spredte sig og ventede på, at floden skulle fryse til, genoprettede Washington ved kække foretagender de amerikanske våbens ære, befæstede igen folkets dybt rystede tillid og vandt frihedskampen venner i Europa. Juledag 1776 gik han med 2400 mand over Delaware, overvandt en fjendtlig styrke ved Trenton og fangede henved 1000 mand, mest hessere. Og da englænderne, i stedet for at samle deres overmagt imod ham, flygtede tilbage til Princeton, gik han d. 3 januar 1777 atter over floden og slog dem efter en heftig kamp. Imidlertid havde kongressen overdraget Washington diktatorisk myndighed på 6 måneder, og i vinterens løb fik alt et andet udseende. «Vi følte os som opståede fra de døde,» skriver en deltager i krigen, «rekrutter er strømmede til i massevis, og gamle soldater have ladet sig hverve påny». Englænderne rømmede fuldstændig Ny Jersey, og den første årsdag for Uafhængighedserklæringen d. 4 juli 1777 kunne fejres med uforstyrret glæde. Kongressen gav et festmåltid i Philadelfia, ved hvilket de ved Trenton fangne hesseres musikkorps spillede «så skønt, som man aldrig før havde hørt det i Amerika». I Europa havde der nu udbredt sig stor begejstring for amerikanernes frihedskamp, især i Frankrig. Franklin, som inden krigens udbrud med varme havde talt sit fædrelands sag i London, var i 1776 sendt som hemmelig underhandler til Paris, og den ærværdige olding blev dagens helt i den glimrende hovedstads fine kredse, hvor man beundrede hans simple og jævne optræden. Unge mænd ilede til Amerika for at tilbyde deres tjeneste, fremfor alle den 19årige marquis Lafayette. Han hørte til en af Frankrigs mest ansete familier, var lykkelig gift med en fornem dame og havde en årlig indtægt af 100,000 kroner. Ikke desto mindre drog han i sommeren 1777 til Amerika, hvor han tilbød at gøre tjeneste som frivillig på egen bekostning, men blev udnævnt til general af kongressen. Da han første gang viste sig ved hæren, som lå lejret i det sydlige Pennsylvania for at dække Philadelfia mod et truende angreb af englænderne, sagde Washington til ham: «Vi undser os ved at vise os for en fremmed officer; vi er ikke englænderne voksne.» Ikke uden grund sammenlignedes Washington dengang med Fabius Cunctator, der «ved sin nølen alene reddede staten», og det var ikke med sin gode vilje, at han tvungen af den offentlige mening indlod sig på en kamp ved Brandywine d. 17 september, i hvilken amerikanerne efter en tapper modstand blev drevet på flugten med stort tab. Kongressen og en stor del af indbyggerne forlod Philadelfia, og Howe rykkede ind i byen, hvor han blev modtaget med glæde af kvækerne og andre royalister. Washington indesluttede sig i en befæstet lejr 4 mil fra Philadelfia, hvor han holdt sig lige til næste sommer. Amerikanerne talte 11,000 mand; men deres nød var stor, og mange af dem var halvnøgne. Washingtons forsigtige krigsførelse mødte megen dadel, medens man priste nordhærens i anfører, general Gates, der med en mindre styrke vandt en afgørende sejr. Englænderne havde søgt at afskære Ny England fra de øvrige kolonier og skabe en landforbindelse mellem Kanada og deres hær i Ny York og Philadelfia. General Bourgoyne trængte fra Kanada ind i Hudsondalen, men mødte der store hindringer. Den nordlige del af provinsen Ny York var dengang for størstedelen øde og fuld af moradser, og amerikanerne havde spærret vejen ved Braater. De indianere, som fulgte med den engelske hær, vakte ved deres frygtelige grusomhed alle omboende til fortvivlet modstand, og de flygtende forøgede den amerikanske hær, blandt hvis førere især oberst Arnold og polakken Kosciusko udmærkede sig. Bourgoynes tropper smeltede sammen til 6000 mand - 2400 englændere, 2200 braunschweigere og 1400 amerikanske royalister -, og medtaget af sult og udmattelse måtte til sidst den hele hær overgive sig ved Saratoga d. 17 oktober 1777. Mod løfte om ikke mere at tjene i denne krig blev de ført til Boston og derfra indskibede til England. Blandt amerikanernes bytte fandtes 42 af de bedste dengang bekendte malmkanoner, 4600 geværer og store forråd af ammunition. Efterretningen om denne begivenhed vakte stor skræk i England, og d. 17 februar 1778 foreslog lord North at sende kommissærer til Amerika med fuldmagt til at slutte en fred, som skulle indrømme kolonierne alt med undtagelse af uafhængigheden. Da man vidste, at Frankrig stod i begreb med at forbinde sig med Amerika, vedtoges forslaget d. 11 marts af parlamentet; men denne pludselige eftergivenhed fra Englands side kom for silde. Frankrig havde allerede sluttet forbund med de Forenede Stater, og efter at budskabet herom var kommet til Amerika, svarede kongressen kommissærerne, at England måtte anerkende de amerikanske staters uafhængighed, inden der kunne være tale om fredsforhandlinger. Franklin kunne nu optræde som de Forenede Staters befuldmægtigede sendemand i Frankrig. Da man måtte vente et fransk angreb i Amerika, fik de engelske tropper ordre til at rømme Philadelfia og forene sig med hæren i Ny York. D. 18 juni 1778 forlod da englænderne og med dem henved 3000 toryer Philadelfia, og amerikanerne rykkede ind i byen. Kort efter ankom en fransk flåde til Virginia, hvor 4000 mand blev satte i land. Men de store forhåbninger, man i Amerika fattede til Frankrigs hjælp, gik indtil videre ikke i opfyldelse; tværtimod havde englænderne, som nu rettede deres angreb på de sydlige provinser igen større fremgang. General Clinton erobrede i december 1778 Georgia, hvor mange af indbyggerne lovede troskab og dannede kompagnier af kongelige skarpskytter. Fra Georgia drog englænderne ind i Syd Karolina og besatte i 1779 landet; Charleston overgav sig dog først d. 12 maj 1780 efter en lang belejring. Forgæves sendte Washington en større styrke under general Gates til Syd Karolina: den bestod mest af rekrutter og landeværnsmænd, som ved det første sammenstød med englænderne d. 16 august 1780 spredte sig i vild flugt; 1000 amerikanere faldt, 800 blev taget tilfange. Gates, som var en født englænder, blev afsat og beskyldt for forræderi; først i 1782 blev han frikendt. Under disse sørgelige omstændigheder var Lafayette ilet til Frankrig for at søge ny hjælp, og den franske regering afsendte da også 4000 mand under grev Rochambeau; men denne fandt forholdene så fortvivlede, at han skrev hjem: «20,000 mand friske tropper og mange penge er nødvendige for at befri dette land. På amerikanerne kan man ikke stole: de har hverken penge eller kredit; regeringen tager kun sine egne papirspenge i forhold som 40 til 1. Modstandskræfterne er blot beregnede på øjeblikket: bliver amerikanerne angrebne i deres hjem, træder de sammen og værge sig, men derpå løber de igen hver til sit; Washington har undertiden 12,000, men ofte kun 3000 under sin kommando.« Samtidig truede forræderi og mytterier. Oberst Arnold, som havde vist sit fædreland store tjenester, var blevet forfremmet til general; men den forgældede mand havde begået underslæb og indladt sig i forbindelser med fjenden, hvem han lovede at overgive forterne ved Hudson. Den engelske major André, som overbragte breve i denne anledning, blev grebet og hængt som spion, medens Arnold undkom og trådte i engelsk tjeneste. I Ny Jersey nægtede tropperne lydighed, og kun ved en klog forening af mildhed og bestemthed fik Washington mytteriet dæmpet. Da lykkedes det at udføre et foretagende, som fik en afgørende betydning. Lafayette havde i spidsen for 1200 frivillige, mest ny englændere, lokket den engelske general lord Cornwallis, som fra Karolina drog nordpå for at forene sig med hæren i Ny York, til at tage stilling ved Yorktown, en lille by ved Chesapeak Bugten i Virginia. Englændernes styrke udgjorde næppe 7000 mand, og mod den førte nu Washington og Rochambeau en hær på 18,000 mand, medens en stor fransk flåde løb ind i Chesapeak Bugten. Englænderne blev indesluttede, og efter at franskmændene og Lafayettes tropper havde stormet to skanser, måtte de overgive sig d. 19 oktober 1781; officererne blev sendt til England, efter at de havde lovet ikke mere at deltage i krigen; soldaterne blev krigsfanger. I England var stemningen mod krigen, især hos handelsstanden, blevet stærkere og stærkere, efter at Spanien i 1779 og Nederlandene i 1780 havde begyndt at deltage i den, og Nordeuropas magter havde sluttet den væbnede neutralitet i 1780. Englands sø- og handelsherredømme svævede i fare, og ulykken ved Yorktown slog nu hovedet på sømmet. Underhuset vedtog et andragende om at opgive krigen, og toryministeriet North måtte træde tilbage d. 28 marts 1782. Det nye whigministerium åbnede straks fredsforhandlinger på grundlag af anerkendelse af de 13 Forenede Staters uafhængighed, og præliminærerne afsluttedes uden Frankrigs deltagelse. Ikke uden grund klagede den franske udenrigsminister over Amerikas utaknemmelighed: en af fredskommissærerne, John Adams, var fuld af mistro til alle europæiske magter. Den endelige fred undertegnedes først d. 3 september 1783 i Versailles. De Forenede Stater beholdt retten til at deltage i fiskerierne ved Ny Foundland, ligesom Frankrig ved øens afståelse havde beholdt samme ret. Under krigen havde de 13 stater forenet sig til en »Konføderation», et par af de mindre stater dog kun nølende, fordi de havde krympet sig ved at anerkende den fordring, som flere af de større stater, især Virginia, rejste på de store endnu ikke opdyrkede landstrækninger mod vest. Men i 1784 overgav Thomas Jefferson i de virginske deputeredes navn en erklæring til kongressen, hvorved staten Virginia opgav sine fordringer på det nordvest for floden Ohio liggende land, og kongressen nedsatte derpå et udvalg, som skulle gøre udkast til en «ordinans» om indretningen af de vestlige landstrækninger, der allerede var aftrådte eller ville blive aftrådte til hele forbundet af de enkelte stater. I udvalgets første af Jefferson forfattede udkast var det forbudt at indføre slaveriet i de nye stater, som ville blive dannede i det store vestlige territorium; «thi engang i tiden,» ytrede Jefferson med profetisk blik, «vil slaveriet avle forvirring og borgerkrig i de Forenede Stater». De deputerede fra Nord- og Syd Karolina modsatte sig imidlertid denne bestemmelse, og da ordinansen vedtoges i 1787, kom den kun til at gælde for staterne nord for Ohio: denne flod erklæredes således for slaveriets nordgrænse. Forinden ordinansen af 1787 fik lovkraft, var der desuden tilføjet følgende bestemmelse: «Skulle nogen, på hvis arbejde en borger i de gamle stater har lovligt krav, flygte til et af de nye territorier, så skal en sådan flygtning udleveres.« Samme år trådte de Forenede Staters grundlovgivende «konvention» sammen i Philadelfia og vedtog den endnu gældende konstitution, som overgav den lovgivende magt til en kongres, bestående af et repræsentanthus og et senat. Repræsentanthuset sammensættes af medlemmer, som vælges på 2 år af de forskellige stater efter folketallet; senatet sammensættes af 2 senatorer for hver stat, valgte på 6 år af hver stats lovgivende myndighed. Den udøvende magt overdroges til en præsident, som vælges på 4 år af valgmænd. Men for at få de sydlige  stater til at antage konstitutionen var man nødt til at gøre nogle indrømmelser til slaveriet. For det første fik slaveejerne foruden deres egen valgstemme 3 stemmer for hver 5te af deres slaver, og dernæst hed det i konstitutionen: «Indførsel af mennesker - man undgik benævnelsen «slave» -, som en eller anden af de bestående stater ville tillade, vil ikke blive forbudt af kongressen før i 1808. Enhver, som er forpligtet til en tjeneste eller et arbejde i en stat, kan ikke befries derfra ved at flygte til en anden stat, men skal på forlangende udleveres. Konventionens formand var George Washington, som enstemmig blev valgt til de Forenede Staters præsident, så snart den nye forfatning var trådt ikraft d. 4 marts 1789. I konventionen havde der været tale om at vælge den 80årige Benjamin Franklin til sammes formand; men han havde undskyldt sig med sin høje alder. D. 17 april 1790 døde Benjamin Franklin. Få dage før sin død havde han underskrevet et især fra kvækerne udgået bønskrift fra «Pennsylvania Foreningen» til kongressen. Denne opfordredes heri til «at fjerne denne frygtelige modsigelse, slaveri i en fristat, fra det frie land», men kongressen svarede, at slavernes frigivelse lå udenfor dens myndighed. Ved de Forenede Staters første folketælling i 1790 var der 700,000 slaver blandt den hele befolkning, som allerede var steget til henved 4 millioner. Virginia talte henved 300,000 slaver, Maryland, Nord Karolina og Syd Karolina hver omtrent 100,000, Georgia 30,000, Delaware 10,000. Som storgodsejer i Virginia havde Washington mange slaver, og under en sådan herre kunne deres lod ikke være hård; men han erkendte slaveriets fordærvelighed og bestemte i sit testamente, at hans slaver efter hans og hans hustrus død skulle frigives, og midler lægges tilside til de gamles underhold og de unges opdragelse. Men de fleste plantere i syden betragtede negrene mere som dyr end som mennesker og ville på ingen måde opgive slaveriet, som gjorde dem til eneherrer i sydens stater og i høj grad berigede dem, især efter at Eli Whitney fra Massachusetts i 1793 havde opfundet bomuldsrensemaskinen (the cotton gin), som gjorde bomuld til sydens vigtigste produkt. De fattige hvide i sydstaterne var aldeles uden indflydelse og brugtes som stemmekvæg af de rige plantere. Dette mindretal af regerende herrer fik i den første halvdel af det 19 århundrede den overvejende indflydelse i Unionen. At den nye hovedstad Washington blev anlagt i et forbundsdistrikt imellem Maryland og Virginia, var heller ikke uden betydning for slavestaternes overvægt. Under de 4 første præsidenter, Washington fra 1789 til 1797, John Adams fra 1797 til 1801, Jefferson fra 1801 til 1809 og James Madison fra 1809 til 1817, vakte slavespørgsmålet ikke nogen splid i Unionen. Kun i 1807 udbrød der en lidenskabelig strid i kongressen, da der blev tale om forbudet mod indførsel af slaver. I grundloven var det kun blevet bestemt, at et sådant forbud ikke måtte udstedes før 1808; men nu blev det vedtaget, at det skulle træde ikraft d. 1 januar 1808. Staternes antal var dengang 17, idet der til de 6 oprindelige slavestater var kommet to: Kentucky og Tennessee, og ligeledes til de 7 frie stater to: Vermont og Ohio; men i de følgende år optoges tre slavestater, Louisiana, Mississippi og Alabama, og to frie stater, Indiana og Illinois, så at der nu blev 11 af hver slags. Men under præsident Monroe (1817-1825) udbrød der en heftig strid om optagelsen af staten Missouri. Det blev foreslået, at den nye stat kun skulle optages under den betingelse, at der ikke måtte indføres nye slaver i den, og derom kæmpedes der længe; endelig vedtoges det såkaldte Missouri kompromis i 1820: «Missouri optages uden betingelse; men samtidig bliver Maine skilt fra Massachusetts og anerkendes som selvstændig stat, i alle lande vest for staten Missouri nord for 36½° er slaveriet for bestandig forbudt.« Massachusetts havde opgivet sine fordringer på Maine, for at dette kunne optages som fri stat samtidig med slavestaten Missouri, og det blev fra nu af skik samtidig at optage en stat af hver slags i Unionen for ikke at forstyrre ligevægten. Monroes efterfølger John Qvincy Adams, en søn af den tidligere præsident John Adams, var en modstander af slavenet, men vakte derved slaveholdernes had, og det lykkedes disse ved det nye præsidentvalg at fortrænge den hæderlige Adams og få den i syden beundrede general Andrew Jackson, som havde udmærket sig i kampen mod indianerne, valgt til præsident. Adams trak sig imidlertid ikke som de tidligere præsidenter efter sin fratrædelse tilbage fra det offentlige liv, men lod sig gentagne gange vælge til medlem af kongressen, hvor han kæmpede for slavernes frigørelse, og døde som repræsentant i sit 81de år i 1848. Men Amerika havde stadig den »røde mand«, indianerne der herskede i skovene og jog bøflerne over de vide stepper, og som så deres jagtegne indskrænkede ved den hvide mands fremtrængen. Mange kolonister drog længere vesterpå. Endnu i 1830 fandtes der vest for Mississippi kun omstrejfende indianerbander og hist og her i urskoven eller på prærien et ensomt blokhus. Chicago bestod i 1825 af 14 huse og i 1830 levede der 70 mennesker der. Texas, Ny Mexico, Arizona, Utah, Nevada og Kalifornien tilhørte oprindelig Mexico. Det var næsten mennesketomme egne, hvor bøffelen og de vilde heste og omstrejfende indianere trak om. Efterhånden som befolkningen steg i de andre stater, drog allehånde eventyrere ud i disse vestlige lande. Men under Andrew Jacksons kraftige og hensynsløse styrelse, 1829-1837, anerkendte kongressen Texas, der havde løsrevet sig fra Mexico, som en uafhængig republik. Så længe dette store land stod under Spanien, lå det næsten øde; men efter at Mexico var blevet uafhængigt, åbnede den republikanske regering det for indvandrere og uddelte store landstrækninger til disse. Nybyggerne var næsten alle nordamerikanere, især landmænd fra slavestaterne, som førte deres slaver med sig, skønt den mexicanske regering havde afskaffet slaveriet. De pønsede nu snart på at løsrive sig, og da den mexicanske præsident Santa Anna forvandlede den tidligere efter amerikansk mønster indrettede forbundsstat Mexico til en centraliseret enhedsstat, greb de anledningen til at erklære sig for uafhængige i 1836. Deres anfører var en eventyrer fra Tennessee, Samuel Houston, som med en ringe styrke slog mexicanernes overmagt tilbage. Nybyggerne i Texas frygtede imidlertid for, at mexicanerne skulle gøre et nyt angreb, og ønskede derfor at optages i Unionen, hvor slavestaterne var begærlige efter herved at forøge deres tal. Den der fremfor alle virkede for denne sag, var den ærgerrige forkæmper for slaveriet og de enkelte staters særrettigheder John Calhoun, som i 1844 blev udenrigsminister og den virkelige leder af regeringen under den svage og karakterløse præsident Tyler (1841-1845). Ligesom den jævnaldrende Jackson var J. Calhoun, født i 1782, fra Syd Karolina; ligesom han var han høj og mager, streng og bydende, skabt til at beherske svagere mænd. De nordlige stater nægtede længe deres samtykke til Texas optagelse i Unionen; men slaveholderne gjorde den til deres feltråb ved det nye præsidentvalg. Calhoun tillod sig endog det kunstgreb, at lade sig melde ved et foregivet brev fra London, at englænderne havde i sinde at bemægtige sig Texas, forkynde slaveriets ophævelse og hjemsøge nabostaterne i Unionen med sådanne «abolitionistiske» ideer. Det engelske ministerium fralagde sig slige eventyrlige planer, men tilføjede: «Iøvrigt ønsker Storbritannien, at slaveriet må blive afskaffet på hele jorden,» og overalt i sydstaterne lød nu det råb: «Der kan man se, hvilke fordærvelige planer England nærer må forenes med Unionen for i det mindste på den side at undgå faren.» Fra den anden side følte nemlig slaveholderne sig truede af «abolitionisterne» i nordstaterne. D. 30 januar 1832 havde nogle af slaveriets ivrigste modstandere med den ædle William Garrison i spidsen grundlagt «Ny Englands anti-slaveri Forening» i Boston, og kongressen bestormedes i de følgende år med petitioner imod slaveriet. Blandt abolitionisterne må fremfor alle Wendel Phillips nævnes. Denne fortæller selv, at han d. 25 oktober 1835 så «en 3000 mænd i fine klæder trække afsted med en mand, som blev holdt i et tov om sit liv. Det var W. Garrison, det var slaveri pøbelen i Boston.« Fra dette øjeblik var Wendel Phillips med liv og sjæl abolitionist; men det var især efter at udgiveren af et blad i Illinois, som havde udtalt sig for slaveriets afskaffelse i året 1837 var blevet angrebet af pøbelen og skudt, at han gjorde det til sin livsopgave at «få enhver mand i Amerika til at tænke på slaveriet» og at rense sit fædreland for denne vederstyggelighed. I mere end 20 år, indtil han så sit mål nået, drog han omkring fra by til by og angreb på utallige møder slaveriets venner med glødende veltalenhed og bidende hån; ingen mand i Amerika blev mere spottet og hadet end han, og han vovede idelig sit liv for at byde modstanden trods. Thi også i norden var stemningen i det hele taget imod ham. Købmændene i de store handelsbyer så deres interesser truede af abolitionisterne, og i syden nærede slaveholderne et dødeligt had imod dem. Mormonerne tog Utah i besiddelse og i denne kolonialisering har mange skandinaver deltaget. I året 1830 lod en metodist, Joseph Smith (født 1805), trykke en bog, »mormons bog«, som en engel efter hans sigende havde bragt ham, præntet på gyldne tavler. Den var en forvirret blanding af kristne lærdomme og vilkårligt, eget opspind, dog, som det viste sig, skikket til at skabe en religion på. Han samlede hurtig en menighed om sig og organiserede den efter nye åbenbaringer, som han modtog, med profeter, apostle, patriarker, evangelister, ældste, diakoner, prædikere, lærere. Menigheden voksede, men den var stadig udsat for forfølgelser, og drog stadig længere mod vest, ud i de øde egne. I 1837 slog mormonerne sig ned i Illinois, og anlagde en by og byggede det første tabernakel. Smith fik fremdeles åbenbaringer, således i 1843 om flerkoneriet. I 1844 døbte han sine trofaste »de sidste dages hellige«, alle de andre var »hedninger«. Mormonerne udviste stor fanatisme, og lå derfor i stadig strid med deres naboer. Smith blev anklaget og fængslet, og en aften i 1844 trængte en skare formummede ind i fængslet og lynchede Smith. Det gav mormonerne en martyr, og Smiths efterfølger som seer, åbenbarer og prædikant blev Brigham Young. Han havde oprindelig været tømmermand, og hans viden var ringe, men han forstod at beherske og begejstre mennesker. Gennem hans åbenbaringer afsluttedes den mormonistiske lære. Mormonismens styrke består i det ubrødelige sammenhold, som den forstår at skabe mellem mennesker. Det kirkelige og verdslige samfund er nøje sammenflettede, egentlig ét. Når man trådte ind i mormons kirke, var man led af et samfund, der tog sig af én, der hjalp og understøttede én. Netop midt i århundredet, hvor der endnu ikke var opvokset alle de faglige organisationer, der nu binder de enkelte sammen og giver de svage kraft, var der en rig arbejdsmark for den mormonistiske propaganda. Den vandt mange tilhængere. Da angrebene fortsattes, besluttede mormonerne at bryde op for fjerde gang, og ude i udørkenen grundlægge et frit samfund efter deres hjerte. I begyndelsen af 1846 drog 1500 mand vestpå som »spejdere«, og anlagde stationer og sående korn for dem, der skulle følge efter. Allerede i september måtte hovedhæren vige for de omboendes magt og sætte sig i marsch. Det blev en frygtelig vinter ude på den øde prærie; under tusinde farer og afsavn drog man over vejløse egne. 1000 engelske mil, op over klippebjergene, indtil man nåede den afsides højslette ved den »store saltsø«. Her gav en åbenbaring profeten tilkende, at han skulle grundlægge det nye tabernakel. En by, »det nye Jerusalem«, blev bygget, den øde saltsteppe forvandledes under mormonernes flittige hænder til en frodig have. Young erklærede sin stat uafhængig, men Unionen greb ind og gjorde Utah til et territorium med Young som præsident. Mormonernes fanatisme flammede dog snart op, og Young erklærede som en anden Mohammed den hellige krig mod hedningerne. I 1857 blev en skare udvandrere på 120 mennesker, der drog til Kalifornien, hugget ned med undtagelse af 6 små børn. Unionen sendte nu tropper ind i landet, indsatte en guvernør og anlagde et fort; men forøvrigt lod den mormonerne i ro med deres gudsdyrkelse og flerkoneri. Young var indtil sin død i 1877 uindskrænket hersker over sin menighed. I 1838 erklærede en senator fra Syd Karolina, at man i hans hjemstavn ville hænge enhver abolitionist. For abolitionisterne var slaveriets afskaffelse det formål, for hvilket ethvert andet hensyn burde træde til side. De kunne derfor ikke forlige sig med de politikere, som fremfor alt holdt på Unionens enhed og vel betragtede slaveriet som et onde, men mente, at man måtte finde sig i det, når andre hensyn gjorde det tilrådeligt (whiggerne). Ved præsidentvalget ville abolitionisterne derfor ikke stemme på whiggernes kandidat, den ansete Henry Clay, fordi han ikke havde villet slutte sig til deres bestræbelser og havde erklæret, at han personlig ikke  havde noget imod indlemmelsen af Texas. Det såkaldte «demokratiske» partis kandidat James Polk fra Nord Karolina fik stemmer fra slaveholderne, rigmændene i de nordlige handelsstæder og disses pøbel, over hvis stemmer de rådede. Det var således det «demokratiske» parti, der lagde mest vægt på de enkelte staters selvstændighed og holdt på slaveriet, som beherskede de Forenede Stater, og J. Polk blev valgt til præsident, og Texas blev optaget i Unionen. James Polk, præsident fra 1845 til 1849, var en ubetydelig mand, som var et redskab i John Calhouns og slaveholdernes hænder. Langt dygtigere var hans udenrigsminister James Buchanan, som i kongressen med stor iver og veltalenhed havde støttet det demokratiske parti. Under denne styrelse førtes krigen med Mexico (1846-1848), som var blevet uundgåelig ved indlemmelsen af Texas. Ved freden måtte Mexico afstå øvre Kalifornien og Ny Mexico ved freden i Guadelupe-Hidalgo. For Kalifornien gav man dog en erstatning af 15 millioner dollars. Summen var kun ringe; thi samtidig blev de store guldlejer i Kalifornien opdaget, da man byggede en savmølle på en tysk udvandrer, kaptajn Sutters grund. »Guldfeberen« greb alverden, først Amerika, så Europa og Asien. Kinesere og russere, skandinaver og italienere drog i endeløse rækker til guldets land. Der var da ingen jernbaner i vesten, og møjsommeligt måtte guldsøgernes karavaner fod for fod vandre vejen over prærier, højsletter, bjerge og floder. Det var en broget samling af mænd, som flokkedes derude i det yderste vesten. Alverdens bundfald og alverdens forvovne eventyrere. Det »lovlige« samfund formåede kun lidet, og hver måtte vogte på sig selv og sit guld med revolveren og kniven. Den virksomste dommer var »dommer lynch«. Formuer vandtes, og de tabtes på en dag, i højt spil. Alle livsfornødenheder steg til urimelige priser. Selv lande var godt og frugtbart, der var guld at hente andre steder end i guldvaskerierne. Befolkningen voksede stadigt. San Francisco, der i 1847 talte 453 indbyggere, havde 6 år efter 50,000. I anledning af disse provinsers indlemmelse blussede striden om slaveriet op med fornyet heftighed. En repræsentant fra Pennsylvania, David Wilmot, havde foreslået, at kongressen i henhold til ordinansen af 1787 skulle forbyde indførelsen af slaveriet i noget af Mexico afstået land, medens Calhoun i senatet foreslog vedtagelsen af resolutioner, som gik ud på, at kongressen ikke havde nogen ret til at indskrænke slaveriet. Intet af disse forslag nåede til forhandling i begge ting; men sydstaternes senatorer og repræsentanter holdt i vinteren 1848-49 hemmelige natlige møder, fra hvilke der udgik et mindeskrift, som de kaldte «Den anden Uafhængighedserklæring«. «Hvis norden,» hed det i dette mindeskrift, «ikke afstår fra sine fjendtlige forholdsregler, må i rejse eder mod ophavsmændene, der er ansvarlige for følgerne. Gud har selv forordnet slaveriet; ideen om en naturlig frihed og lighed er tåbelig. Iøvrigt holdt man på ligevægtssystemet: medens Polk var præsident, optoges således territorierne Iova og Visconsin som frie stater, det af Spanien aftrådte Florida foruden Texas som slavestat. Der var nu 30 stater, 15 af hver slags. D. 31 marts 1850 døde John Calhoun, efter at han endnu d. 4 marts dødssyg havde ladet sig slæbe hen i senatet for at lade oplæse en lang forsvarstale for slaveriet og sydstaternes rettigheder, hvilken hans venner og tilhængere betragtede som hans politiske testamente. Præsidenten Millard Fillmore søgte ligesom Clay at tilfredsstille alle partier, og efter en lang og lidenskabelig debat vedtog kongressen i september 1850 et kompromis, som spottende er blevet kaldet «omnibusbillen.» Det indeholdt følgende bestemmelser: 1) Kalifornien optages som fri stat i overensstemmelse med den konstitution, det har givet sig. Den dristige og begavede ingeniør John Fremont, der allerede før krigen med Mexico havde gjort sig til herre i det hidtil kun lidet bebyggede øvre Kalifornien og havde vundet store rigdomme ved købet af en guldegn, havde især virket til at holde slaveriet borte fra det hurtig opblomstrende land og indtog nu sit sæde i kongressen som en af dets to første senatorer. 2) Ny Mexico og det nord derfor liggende Utah erklæres for territorier og kunne senere indtræde i Unionen som stater med eller uden slaver efter hvad deres konstitution vil bestemme. 3) slavemarkedet i forbundsdistriktet Kolumbia undertrykkes. Hidtil havde dette for kongressens øjne været en hovedplads for salget af slaver, som især opdrættedes i det tilgrænsende Virginia, efter at indførelsen af slaver fra Afrika var blevet forbudt. 4) forordningen om flygtede slavers udlevering skal gennemføres i sin fulde strenghed. I nogle af de nordlige stater havde man nemlig ikke villet yde hjælp til denne umenneskelige « flygtningelovs» overholdelse. Men heller ikke efter dens indskærpelse kunne man på flere steder bekvemme sig til at adlyde den. Ligesom slaveholderne i syden oftere havde truet med at træde ud af Unionen, således erklærede nu mange af abolitionisterne i norden, at de hellere ville opgive statsenheden end deltage i de afskyelige slavejagter - alene i året 1850 indfangedes over 1000 flygtede slaver. I en tale i senatet i februar 1851 udtalte Clay: »Abolitionisternes foreninger og herrerne i Syd Karolina er fuldkommen enige i deres anskuelser om Unionens opløsning.« Året efter døde Henry Clay. I juni 1852 holdt både whigger og demokrater deres «nationalkonvention» i Baltimore til kåring af en kandidat til præsidentvalget; deres partiprogrammer var ikke så uoverensstemmende som tidligere, idet begge vedkendte sig overholdelsen af kompromisset af 1850. Begge parter undgik også at opstille deres mest udprægede politikere. Demokraterne sluttede sig sammen om den lidet bekendte advokat Franklin Pierce, whiggerne om general Scott, der havde vundet anseelse i krigen mod Mexico. Da imidlertid whiggernes parti ved sin halvhed havde mistet sin betydning, dannede der sig nu i norden i deres sted et nyt kraftigere parti, »republikanerne«. Franklin Pierce, præsident fra 1853 til 1857, var blevet kåret af slaveholderne, fordi de i den ubetydelige og svage mand håbede at kunne finde et brugbart redskab for deres planer, og fordi de snarere kunne samle fredelige folks stemmer om ham end om en erklæret forkæmper for slaveriet. En sådan var bomuldsplanteren Jefferson Davis, der havde udmærket sig som officer i kampe mod indianerne og krigen mod Mexico; han blev nu krigsminister og præsidentens højre hånd. Regeringens sindelag viste sig i forhandlingerne om den såkaldte «Nebrajka Bill». Langs med de store handelsveje til Kalifornien og Ny Mexico havde der dannet sig en mængde nybygder, og der var derfor stillet flere forslag  til disse egnes organisering som territorier; men da der i det 1820 vedtagne Missouri kompromis var vedtaget, at der ikke måtte oprettes nye slavestater nord for 36½°, havde slaveholderne modsat sig dets anvendelse på de nye territorier. Den ærgerrige og veltalende senator Stefan Douglas fra Illinois, en demagog som håbede at nå sit formål, præsidentværdigheden, ved at stille syden tilfreds uden at bryde med norden, foreslog nu i begyndelsen af 1854, at der skulle indrettes to territorier: Nebraska vest for Iowa og Kansas vest for Missouri; Missouri kompromisset skulle ophæves som stridende mod den 1850 vedtagne bestemmelse, at indbyggerne i Nye territorier og stater selv skulle afgøre, om de ville tillade eller forbyde slaveriet (»sqvatternes suverænitet«). Dette forslag satte atter lidenskaberne i voldsom bevægelse, og der strømmede petitioner ind i begge retninger. 3000 gejstlige i Ny England indgav en protest imod Billen, hvori det hed: «Vi protestere imod den som et troskabsbrud, der omstyrter al tiltro til nationale løfter», og senatoren William Seward oprullede i en glimrende tale d. 3 marts 1854 et billede af, hvad følgerne ville blive af slaveriets håndhævelse. «Kampen mellem frit arbejde og slavearbejde begynder påny,» sagde han; «da jeg for nogle dage siden var i Ny York, så jeg der de på én morgen ankomne indvandrere - det var ikke mindre end 12,000 (hele indvandringen i 1850 udgjorde over 400,000 mennesker) mange af dem ville måske ile til Kansas og Nebraska. De er opfyldte af had til slaveriet og slaveholderne. Ville i begynde kampen? Velan, jeg optager den som kæmper for friheden; vi ville mødes på den jomfruelige jord i Kansas. Gud vil give dem sejren, som møde i størst antal og med den bedste ret. Denne kamp vil var ved, indtil de frie stater eller slavestaterne få overhånd. Hvis det spørgsmål skulle opstå, om Unionen skal bestå eller ikke, da ville masserne rejse sig, og Unionen vil blive bevaret.» Nebraskaloven blev vedtaget af kongressen, i hvilken demokraterne havde stort flertal, og begge partier opbød nu alle kræfter for at vinde Kansas, medens slaveholderne opgav det nordligere liggende, til plantagedrift mindre skikkede Nebraska. Fra staten Missouri gik slaveriets venner i væbnede skarer over grænsen af Kansas, stemte med ved valgene, mishandlede enhver, som modsatte sig deres voldsomme færd, vedtog en konstitution og forbød enhver udtalelse mod slaveriet. Men dettes modstandere, som var vandrede ind fra de nordlige stater, erklærede den ulovlig vedtagne konstitution for ugyldig og vedtog en anden. Der indtrådte et fuldstændigt anarki, uden at regeringen traf forholdsregler derimod. Først efter lang tids forløb, efter at republikanerne i 1856 havde vundet flertal i repræsentanthuset, sendte kongressen tre af sine medlemmer til Kansas for at undersøge forholdene, og efter flere års myrderier og skændselsgerninger blev missourierne endelig nødte til at trække sig tilbage. Under Kansas debatterne angreb senatoren Charles Sumner fra Massachusetts i en glødende tale slaveholderne og skildrede deres skændige færd i Kansas; da han derefter d. 22 maj 1856 sad rolig ved sin pult og arbejdede, overfaldt oberst Brooks fra Syd Karolina ham og tilredte ham således med stokkeslag i hovedet, at han måtte bæres blødende og bevidstløs bort, og det varede 4 år, inden han kom sig fuldstændig. Brooks opgav sin plads i senatet, men blev genvalgt under umådelig jubel og hædredes med gaver af sølvstokke og alle slags damearbejder. Ved et valgmøde udtalte han: »Medborgere! Sønderriv de Forenede Staters konstitution, træd den under fødder, og skab en sydlig konføderation af lutter slavestater! Bliver Fremont eller en anden abolitionist valgt til præsident, så rejs eder mod loven, drag til Washington og tag Unionens skatkammer og arkiver i besiddelse!« I anledning af det nye præsidentvalg afholdtes i juni 1856 nationalkonventioner, på hvilke de to store partier vedtog deres program. Republikanerne opstillede følgende hovedgrundsætninger: 1) der skal sættes en grænse for slaveriets udbredelse. 2) kongressen har overhøjheden over alle territorier, den har myndighed til at forbyde slaveriet og flerkoneriet. Med hensyn til flerkoneriet sigtedes der til mormonerne i Utah, som havde indført dette. 3) Kansas skal straks indtræde i Unionen som fri stat. Af demokraternes program fremhæves: 1) kongressen har ingen myndighed til at gribe ind i staternes særlige indretninger. 2) alle abolitionistiske bestræbelser er fordærvelige. 3) kongressen må ikke blande sig i staternes og territoriernes slaveanliggende. Som kandidat til præsidentværdigheden opstillede republikanerne Fremont, demokraterne Buchanan. Buchanan blev valgt, og såvel Buchanan, der var præsident fra 1857 til 1861, var ubetinget som de fleste af hans ministre, navnlig krigsministeren John Floyd, ivrige tilhængere af slaveriet, og slaveholderne drev nu deres overmod så vidt, at mange af de nordlige demokrater begyndte at skamme sig ved at gøre fælles sag med dem. Alle disse stater, der således samledes til et statsforbund, strækkende sig fra Maine til Florida fra Ny York til Oregon og Kalifornien, var altså af højest forskellig beskaffenhed, og ikke mindre forskellig var de mennesker, der beboede dem. Brogetheden øgedes ved den stadige indvandring. Fra 1841-50 kom der 1½ million fremmede, fra 1851-60 over 2½ millioner. Hovedparten var irlændere, dernæst englændere, tyskere, hollændere, skandinaver. Der måtte gå lang tid, inden disse kunne sammensmelte med landets oprindelige hvide beboere, og de nyankomne spillede ikke nogen større rolle i landet politik. De store modsætninger gik længere tilbage og bundede i forholdene i de oprindelige kolonier, som rev sig løs fra England. Hele det vidtstrakte, spredt befolkede vesten greb heller ikke bestemmende ind i amerikansk politik, der havde sin skueplads hos staterne ved Atlanterhavets kyst. I Amerika udviklede der sig en særlig nationalitet af de indvandrede englændere. Det er yankeen, et ord dannet af den indianske benævnelse på englænderen, yanglee. Forskellig fra disse nordens yankeer, var sydens aristokrati, de store slaveejere. Når norden pukkede på, at den stammede ned fra puritanerne, satte syden sin stolthed i at nedstamme fra de engelske kavallerer. Syden var ydermere blandede med fransk blod, og de var stolte og energiske mænd, og vante til at herske og byde. Og disse mænd, der var så forskellige, havde yderst stridende økonomiske interesser, hvilket også kom til udtryk i toldreglerne. Norden var et agerdyrkende land, der dyrkede majs og hvede, der drev kvægavl, og tillige mere og mere blev et industriland. Syden var store plantager, hvor der dyrkedes tobak og især bomuld. Norden holdt på beskyttelsestold for at støtte sin unge industri, syden på frihandel, for at få alle livets fornødenheder og bekvemmeligheder billigt. I 1828 fik nordstaterne sat en toldlov igennem, der gavnede deres industri, men allerede i 1833 fik sydstaterne en ny toldlov gennemført, der gjorde mange varer toldfri og nedsatte tolden på andre. Således kæmpede man frem og tilbage. En toldnedsættelse fremkaldte den store krise i 1857, der mærkedes hele verden over. Mængder af europæiske varer kastedes ind på markedet, alle priser på varer og ejendomme sank, hele forretningslivet var som lammet indtil 1860. I kort tid talte man over 4000 fallitter. Mod nord var der ingen slaver, ganske simpelt, fordi forholdene ikke egnede sig til slavehold, og her sad de små hvide bønder, hver på sin gård og puklede. Anderledes i syden, på de store plantager i Syd Karolinas, Georgias, Alabamas og Mississippis hede, sumpede egne. Her kunne man kun få noget ud af jorden ved hjælp af negerslaver, der kunne bære anstrengelserne i dette klima. Der krævedes ikke nogen særlig intelligens til at luge og røgte bomulds- og tobaksplanterne, kun en god pisk over nakken. I norden kunne derfor menneskevenlige motiver gøre sig gældende uden at støde sammen med egennytten. Man havde der helt afskaffet slaveriet, og i 1808 havde kongressen vedtaget en lov, der forbød indførsel af slaver. Men derfor varede slaveriet alligevel ved. Særlig i Virginia blev det et hovederhverv at opdrætte slaver, og de blev så for gode priser solgt til de bomuldsdyrkende stater i syd. Da de hvide begyndte at udvide sig mod vest, blev slavespørgsmålet brændende næsten ved hver ny stats oprettelse. Skulle det i den være tilladt at holde slaver eller ej ? Ved territoriet Missouris ophøjelse til stat i 1820 vedtog man det såkaldte missouri-kompromis, hvorefter 36 graders nordlig bredde blev grænsen for det område, hvor man måtte holde slaver. Men man var i norden ikke tilfreds hermed. Man ville have slaveriet helt udryddet da det var konkurranceforvridende i forhold til de hvide indvandrere, der krævede lønninger. Der dannede sig et såkaldt abolilionistisk parti på evangelist grundlag, der i tale og skrift angreb slaveholdet, stemplede det som barbari, stridende mod kristendom og menneskelighed, fremdrog jagterne på undløbne slaver med blodhunde, piskningerne, opløsning af familierne ved salg. Der hævede sig endog røster i sydstaterne for den afrikanske slavehandels indførelse, og mandskaberne på skibe, som i smug bragte slaver fra Afrika, blev frikendte. Flere i disse år udkomne skildringer af slaveriets rædsler, navnlig «Onkel Toms Hytte» af fru Beecher Stowe, bidrog på den anden side til at forstærke harmen i norden. Slavestaterne holdt sig ikke tilbage i agitationen. De havde både politikere, forfattere og præster i mængde i deres agitationsarmé. Præsterne anførte det ene bibelsted efter det andet for at vise, at slaveriet var en gud særlig velbehagelig ting, nøje stemmende med skriftens ord. Kains æt var under herrens forbandelse, slaveriet var en patriarkalsk indstiftelse. Naturforskere påviste, at den sorte race havde en hel anden oprindelse end den hvide. Alene negerens hjerne betegnede ham som en lavere race, bestemt til trældom. »Slaveriet,« sagde man, »er ikke et nødvendigt onde, men et positivt gode; det frie samfund er et misgreb, og civilisationens bedste, om ikke dens eneste håb er genoprettelsen af slaveriet over hele verden uden hensyn til farve eller byrd.« Der var endog dem, der ville have slavehandelen på Afrika genoptaget og formente, »at den afrikanske slavehandler var en ægte missionær og en ægte kristen«. Forøvrigt kunne syden med rette drille yankeerne med, at hvor ivrigt de end fægtede for negernes frigørelse, ville de dog ikke sidde sammen med en neger i en sporvogn eller en jernbanekupe, ikke engang gå i samme kirke som han. Længe havde syden, der var bedst politisk organiseret og holdt bedst sammen, og som også havde et betydeligt tilhold i de nordlige stater, overtaget indenfor Unionen. Men efterhånden begyndte forholdet at forskyde sig til nordens ugunst. Slavestaterne havde ikke ladet det gå af uden forsøg på at vinde nogle af de nye stater, særlig om Kansas havde kampen været hård. Sydstaterne sendte bunker af eventyrere ind i Kansas, og de vedtog dér en forfatning, der tillod slavehold. Nordstaterne var rasende. Præsterne og aviserne prækede korstog, og også norden sendte sine skarer af eventyrere ind i landet. Det kom til en årelang kamp med mord og plyndring. Nordens mænd vandt overtaget, og i 1858 vedtog de med 11,000 stemmer mod 2000, at Kansas skulle være en fri stat. Ved året 1860 talte Unionen 33 stater foruden 7 territorier, og deraf var der kun slaveri i de 13. Der boede i de frie stater 19 millioner mennesker mod 12 millioner i slavestaterne, af hvilke atter 4 millioner var negere. Også i velstand var norden syden langt overlegen. Industrien overfløj langt bomuldsdyrkningen mod syd, og indvandringen drog særlig til norden. Der voksede de store byer op, Ny York, Chicago, Cincinnati, St. Louis, San Francisco, medens sydens byer stod stille eller endog gik tilbage. Værdien af nordens produkter var 6 gange større end sydens, og dens skibsdrægtighed 5 gange så stor. Endnu ved præsidentvalget i 1856 sejrede syden, og Buchanan valgtes med 174 stemmer mod 114, der faldt på nordens kandidat. Men sydens mænd var klare over, at den dag snart ville komme, da norden sejrede, og at norden ved sin sejr ville afskaffe slaveriet. Derfor ville de melde sig ud af Unionen. Der danner sig efterhånden to opfattelser af den nordamerikanske union og de enkelte staters forhold til helheden. Syden hævdede, at Unionen beroede på enkeltstaternes suveræne folks frie vilje; krænkede Unionen de grundbetingelser, hvorpå de enkelte stater var gået ind i den, kunne den enkelte stat træde ud af Unionen. I modsætning dertil betonede norden, at Unionen var ét. Det suveræne amerikanske folk var alle Unionens beboere, og ethvert forsøg på at bryde helheden var højforræderi. Om denne modsætning dannede sig nye partier. Sydens aristokrater kaldte sig demokrater, fordi de hævdede det største selvstyre og den videste selvbestemmelsesret for de enkelte stater. Det nordlige parti kaldtes republikanske, fordi det betonede helheden og staten. Mellem disse to partier blev striden dag for dag mere forbitret. Syden betragtede kampen som en kamp for arne og hjem, for hele sin økonomiske eksistens. De forberedte sig på at træde ud, hvis norden skulle sejre ved valget. De mente at yankeerne, næppe ville lade det komme til en krig for at befri negerne. En af sydens politikere tilbød endog at ville drikke alt det blod, der måtte flyde i en sådan krig. Og selvom krigen virkelig skulle komme, stolede syden på, at dens mænd, der var vant til at bruge bøssen, vant til at jage, var et ganske anderledes godt soldaterstof end nordens kontorister og fabriksarbejdere, de skulle nok sejre. Men alt eftersom agitationen i norden gik sin gang, blev man også der mere og mere tilbøjelig til at omsætte ordene i handling. Men ophidselsen blev drevet frem ved to begivenheder i 1859. Den ene var udbredelsen af et lidenskabeligt flyveskrift mod slaveriet af Hinton Helper fra Nord Karolina, som indeholdt et varmt opråb til de fattige hvide i syden. Den anden var den gamle puritaner John Browns forsøg på at rejse en slaveopstand. Kaptajn John Brown var en efterkommer af en af de gamle »pilgrimsfædre«, de første puritanske indvandrere, en mand af ubetvingelig energi og sværmerisk religiøsitet, en skikkelse, som minder om det gamle testamentes helte. Under borgerkrigen i Kansas havde han ført en guerillakrig mod slaveholderne, under hvilken hans ejendomme blev afbrændt og flere af hans sønner dræbt. I oktober 1859 bemægtigede han sig nu i spidsen for 19 mænd arsenalet i Harpers Ferry i Virginia og kaldte slaverne til våben; men disse var altfor sløve til at følge hans opråb. 1500 mand blev sendt mod ham, og han så sine sønner falde ved sin side, men han måtte overgive sig og blev dømt til døden ved hængning. På vejen til galgen kyssede han et slavebarn, og over nordstaderne fløj hans navn som en martyrs, og pressen beredte sig til at hævne ham, og man sang: »i graven rådner John Browns lig, men hans ånd skrider hen over jorden«. I mange egne af Ny England og vesten ærede man ham som en martyr; men i syden betragtede man republikanerne som medskyldige i John Browns oprør og den store udbredelse af Helpers bog. I kongressen drejede striden sig imidlertid især om Kansas. Senatet vedtog dets optagelse som slavestat og anerkendte den konstitution, som slaveriets tilhængere med vold og svig havde sat igennem, repræsentanthuset derimod dets optagelse som fri stat med den konstitution, som befolkningens flertal havde vedtaget. Den sidste blev til sidst gennemført, men først efter at Jefferson Davis, den indflydelsesrigeste af alle senatorerne, og hans meningsfæller havde forladt kongressen for at sætte sig i spidsen for sydstaternes oprør d. 21 januar 1861. Da optagelsen blev vedtaget i begge ting med et flertal af mere end 2/3 kunne Buchanan ikke nedlægge sit veto. Ligevægtssystemet var iøvrigt allerede blevet forstyrret ved optagelsen af Kalifornien og senere endnu to frie stater. Staternes antal var nu 34, og Unionens folketal udgjorde i 1860 henved 31½ million foruden 300,000 indianere; slavernes tal var henved 4 millioner. I maj 1860 afholdt republikanerne deres nationalkonvention til det nye præsidentvalg i Chicago. De fleste stemmer faldt først på det republikanske partis mest ansete leder, Seward; men tilsidst enedes man om at kåre Abraham Lincoln, der var født i 1809. Lincoln stammede fra en pennsylvansk kvækerfamilie, og han blev født i et blokhus i Kentucky, og han havde næsten ingen skolegang fået. Han måtte som ganske ung tjene sit brød som rorkarl på Mississippi, og som kvægvogter og daglejer. Under en fejde mod indianerne samlede han et friskarekorps og var dets fører. Da han kom hjem startede han en lille handel, og anvendte al sin fritid på at skaffe sig kundskaber. Handelen gik ikke, og han måtte lukke sin bod. Men han havde lært sig så meget af den amerikanske jura, at han kunne åbne et sagførerkontor. Han fik snart et stort navn som sagfører for sin hæderlighed, viljestyrke og sin dybe religiøsitet. Han blev medlem af repræsentanternes hus i Washington, og ved sine »dyder«, der ikke var almindelige mellem amerikanske politikere, kom han hurtigt frem i første linje. Lincoln var en afgjort modstander af slaveriet. Han ville under ingen omstændigheder have, at det skulle brede sig til nye stater. Men han havde sikkert ikke dristet sig til straks at foreslå dets afskaffelse i de gamle slavestater. Lincoln blev i november 1860 valgt til Unionens præsident med 180 valgmandsstemmer; af 4,680,000 stemmer faldt der på ham 1,866,000, medens resten var fordelt på 3 modkandidater, imellem hvilke demokraterne havde splittet deres stemmer, og tilsammen havde nået 2,788,000. Men da slaveholderne indså, at de ikke kunne sætte sydstaternes yderliggående kandidat igennem, ønskede de ikke den mere moderate demokrat, Stefan Douglas valgt; thi denne havde vel holdt på, at det skulle afhænge af de hvide indbyggere i et territorium, om de ville have slaver eller ikke. Men efter at indbyggerne i Kansas havde udtalt sig imod slaveriet, ville han ikke fremtvinge dets indførelse og stemte i senatet i denne retning. Ved opstandens udbrud erklærede han sig også bestemt for Unionens sag, og før sin kort efter påfølgende død udråbte han i feberheden: »Fremad, Lincoln, Fremad!«. Ligesom han gav sine sønner den sidste formaning: «Adlyd lovene og støt de Forenede Staters konstitution!» En sådan mand kunne slaveholderne ikke bruge, og da budskabet om Lincolns valg kom til Syd Karolina, blev det modtaget med jubel; thi man glædede sig over, at man nu ville blive udløst af forbindelsen med nordstaterne. Uviljen mod norden var nemlig blevet skarpere og skarpere, og man følte sig ikke længere som ét amerikansk folk. Det blev i syden mere og mere den gængse opfattelse, at kunne man blot blive yankeerne kvit, ville syden gå ind til en stor fremtid. Landet selv var rigt, og man drømte om at skabe et verdensrige af landene om den Mexicanske Golf og de Vestindiske øer. Skulle norden endelig gribe til våben, kom man nok ud over det. Derfor ventede man slet ikke på, at Lincoln skulle tiltræde sin præsidentpost. Syd Karolinas senatorer opgav straks deres pladser i kongressen, og der samledes et konvent i Charleston, som d. 20 december 1860 vedtog statens udtrædelse af Unionen. Syd Karolina erklærede sig for en fri, suveræn stat, og enhver, som modsatte sig den herskende stemning i sydstaterne, blev forfulgt, og slaveholderne opstillede den Franske Revolutions terrorister som mønster. Den øverste befalingsmand for Unionens krigsmagt, havde advaret præsidenten og krigsministeren; men de foretog aldeles intet for at standse oprøret i dets udbrud. I januar 1861 erklærede staterne Mississippi, Florida, Alabama, Georgia og Louisiana sig for udtrådte af Unionen; i Texas stræbte guvernøren Houston, statens grundlægger, at bevare forbindelsen med Unionen, men bukkede under for den store indflydelse, som særligt i denne stat øvedes af »Ridderne af den gyldne Cirkel«, et hemmeligt politisk selskab, der havde udspændt sine garn rundt om den Mexicanske Bugt. Således indtrådte Texas i februar 1861 i sydforbundet, i de følgende måneder også Arkansas, Virginia, Tennesee og Nord Karolina. Forgæves optrådte republikanerne på den forsonligste måde, og forgæves gjorde demokraterne i norden forsøg på at tilfredsstille slaveholderne, ligesom «grænsestaterne» dvs. de nordlige slavestater: Virginia, Maryland og Kentucky søgte at mægle forlig. Svaret fra de udtrådte stater lød: «Vi må skilles«. D. 4 februar 1861 samledes deputerede fra de 7 først udtrådte stater i Montgomery i Alabama, hvor de vedtog en konstitution for «De konfødererede Stater i Amerika» og enstemmig valgte Jefferson Davis til præsident. Ligesom unionsbanneret talte en stjerne for hver stat, blev konføderationens flag først smykket med 7, senere med 11 stjerner. Slavebaronerne, som var vante til at kommandere og sysle med våben, ringeagtede nordens købmænd og bønder («yankeerne»), som de håbede let at kunne besejre. Vistnok var det kun et mindre antal grundejere, som holdt slaver; men også «de fattige hvide» i syden var grebet af fanatismen mod yankeerne. I den tid, der gik, inden Lincoln tiltrådte sit embede, og medens sydens mænd endnu havde magten i Washington, havde de haft tid til at forberede sig. De var de bedst rustede og ville benytte deres forspring. I syden lå allerede Unionens vigtigste krigsforråd, og man sendte endnu mere derned, for at slavestaterne kunne have det på rede hånd. Tropperne blev sendt sådanne steder hen, at de enten kunne bringes til frafald eller overvældes af befolkningen. Krigsskibene sendtes på fjerne ekspeditioner, så de ikke hurtigt kunne komme hjem igen, eller man sørgede for, at de var i ukrigsdygtig stand. De fleste af Unionens officerer var udgåede af sydens aristokrati og sluttede sig for en stor del til opstanden, og den forræderiske krigsminister Floyd havde forsynet arsenalerne i syden med alle slags våben, ligesom marineministeren havde sendt de bedste krigsskibe til de sydlige havne eller fjerne lande. Unionens ejendomme i sydstaterne blev beslaglagte, og dets forter besattes af de Konfødererede tropper; kun fort Pickens ved Pensacola i Florida holdt sig, og i fort Sumter i Charlestons Havn havde major Anderson indesluttet sig med 132 mand, uden at regeringen i Washington sendte ham nogen undsætning. D. 4 marts 1861 holdt Abraham Lincoln sit indtog i Kapitoliet (kongressens samlingssted) i Washington, efter at han kun ved general Scotts foranstaltninger var blevet sikret mod de efterstræbelser, hans fjender havde beredt ham undervejs. Han svor, at han ville overholde Unionens love og regere således, at han ville kunne forsvare det for sin højeste dommer. Han erklærede, at han ikke ville bruge magten, med mindre det ophidsede folk ville tvinge regeringen dertil; men han ville med fasthed bruge sin myndighed til at hævde statens faste pladser. I sin tiltrædelsestale erklærede han, at det ikke var hans hensigt at blande sig ind i sydstaternes indre anliggender, og samtidig med, at han naturligvis tilbageviste en anerkendelse af det nye statsforbund, holdt han sig tilbage fra voldsomme skridt mod de udtrådte stater. Seward blev statssekretær, dvs. ministerpræsident og udenrigsminister. Han afviste de Konfødererede staters udsendinge, som skulle underhandle om overgivelse af forterne Pickens og Sumter og en fredelig adskillelse af syden fra norden. Regeringen nølede imidlertid længe med at foretage noget, som kunne hidføre fredsbruddet. Endelig sendte den 3 krigsskibe med mandskab til Charleston; men de kom for silde. De konfødereredes general Beauregard var i mellemtiden rykket frem mod fort Sumter, der beherskede indsejlingen til Charleston i Syd Karolina, og da den svage besætning, 77 mand, ingen undsætning fik, måtte major Anderson overgive fortet d. 14 april 1861. Straks efter udstedte præsident Lincoln en krigserklæring. De Forenede Stater havde kun en hær på 15,000 mand, og den var spredt over et uhyre rum, lå tildels ude i forter for at vogte på indianerne. Mange af officererne tog nu deres afsked, da det trak op til en virkelig krig, andre tillige med mange soldater stod på sydstaternes side. Man måtte derfor først gå til at hverve frivillige; men det slog langt fra til. Lincoln kaldte 75,000 mand militstropper under våben, indtil videre dog kun til 3 måneders krigstjeneste. De endnu vaklende stater nægtede at sende tropper, og de fleste af dem faldt fra, således d. 17 april Virginia, efter at pøbelskarer fra de sydlige stater havde fået magten over de rolige borgere i hovedstaden Richmond. Virginias frafald vakte en umådelig begejstring i de allerede udtrådte stater, og Konføderationen håbede snart at kunne vinde Maryland og tvinge Unionsregeringen til at forlade Washington. Men et oprør i Marylands hovedstad Baltimore dæmpedes, og Washington blev frelst. Ligeledes kuedes et oprør i staten Missouris hovedstad St. Louis, og af sydens store byerr var således kun Louisianas hovedstad Ny Orleans i Konføderationens hænder. Derimod led Unionen et stort tab ved ødelæggelsen af dens vigtigste krigshavn, Norfolk i det sydlige Virginia, hvor befalingsmændene, som ikke troede at kunne bevare den, satte ild på den der liggende flåde og forråd til en værdi af flere millioner; kun en mindre del blev bragt i sikkerhed, medens det meste af hvad der ikke blev ødelagt, faldt i sydstaternes hænder d. 20 april 1861. Dagen før havde Lincoln udstedt en proklamation om blokade af sydstaternes kyster: men i begyndelsen var blokaden lidet virksom, da flåden kun kunne råde over en ringe styrke. Imidlertid  forøgede regeringen den med stor energi ved købte og nyudrustede skibe. Til lands førtes kampen især i Virginia, hvor Konføderationen sammendrog store troppemasser og frem for alt stræbte at sætte sig fast. I Missouri var dens forsøg på at få magten mislykket; Kentucky søgte at holde sig neutral, og ingen af parterne vovede at drive denne stat til at fatte en afgørende beslutning; i det skovrige Vestvirginia endelig, hvor der ikke fandtes mange slaver, var stemningen på Unionens side. Men i det østlige Virginia måtte den afgørende kamp komme til at stå, og i slutningen af maj 1861 flyttede Jefferson Davis sin regerings sæde til Richmond. Virginia, Tennessee og Nord Karolina sluttede sig til de konføderative stater i maj/juni, der nu omfattede alle slavestaterne med undtagelse af Maryland og Delaware. Men oppe i nordstaterne besluttede man med magt at bringe de udtrådte stater, seceisionisterne, som de kaldtes, ind under Unionen igen, og nordstaterne havde indkaldt nye tropper, hvervet frivillige og dannet en stor befæstet lejr omkring Washington. De to hovedhære stod således ikke langt fra hinanden omkring begge hovedstæder, om hvis besiddelse kampen især drejede sig. Mindre afdelinger af unionstropperne anførtes af generalerne Benjamin Butler, Patterson og George Mac Clellan. Mac Clellan, en dygtig yngre officer, der var født 1826 i Philadelfia, befæstede Unionens herredømme i Vestvirginia, hvor han med sin overlegne styrke vandt en fuldstændig sejr ved Rich Mountain d. 11 juni; han var således den første, der vandt laurbær i denne krig. I Washington kommanderede general Mac Dowell over 30,000 mand ; men det var uøvede og udisciplinerede tropper. Det var overgeneralen Scotts plan at samle og indøve en større styrke. Men regeringen og folkestemningen krævede et angreb på den fjendtlige hovedstyrke, som anførtes af general Beauregard og ligeledes talte 30,000 mand. Mac Dowell fik ordre til at rykke frem og angreb de konfødererede ved den lille flod Bull Run. Den første dag d. 18 juli var kampen uafgørende; men da slaget fornyedes d. 21 juli 1861, vandt de Konfødererede en stor sejr. En tid lang hældede sejren til unionstroppernes side; men dagens skæbne afgjordes af general Josef Johnston, der havde forladt sin stilling nordvest for kamppladsen, medens den lige overfor ham stående general Patterson var blevet stående på sin plads. Unionstropperne mistede 1500 døde og sårede, 1200 fanger, 28 kanoner og 10 faner, de Konfødererede henved 2000 døde og sårede. I disse kampe blev »Stonewall« Jackson, »stenmuren«, Jackson, som hans soldater kaldte ham, kendt fordi han var som sydens mur imod fjenden. Han var en strengt troende puritaner, han gik aldrig i kamp uden at bede, men var han først i slaget, sloges han som en djævel, og han havde den geniale feltherres evne til at opflamme sine soldater, så de tålmodigt og begejstret bar alle anstrengelserne. Sejrherrerne havde ikke kræfter nok til at forfølge de flygtende, som uhindrede ilede til Washington. Patterson trak sig tilbage til privatlivet; den gamle Scott, på hvis mangelfulde instruktioner han havde beråbt sig, fulgte snart hans eksempel, og Mac Clellan blev overgeneral. Johnston afløste Beauregard. Dette første slag ved Bull Run havde store følger. Richmond var nu dækket mod fjendtlige angreb og Washington atter truet. Unionstropperne var overvundne og med dem alle, som i sydstaterne var blevet Unionen tro: de havde ikke villet slutte sig til et simpelt oprør, men sejren gav Jefferson Davis' regering en autoritet, som de bøjede sig for. Omend nogle i hjertet bevarede hengivenheden for det gamle statsforbund, underkastede de sig dog den nye magt, som havde vundet en så stor triumf. Man stolede desuden på, at bomuldens betydning for Europas industri skulle bringe England og Frankrig til at understøtte Konføderationen. I Europa troede man også almindelig, at Unionen ville blive sprængt, og i England, hvor en sådan udsigt var mange kærkommen, så man igennem fingre med, at der i dets havne foretoges udrustninger, som skulle tjene Konføderationens sag. Sejren havde dernæst indgydt sydens tropper en ubegrændset tillid til deres overlegenhed og en dristighed, som ofte kan være afgørende for slagenes udfald. På den anden side blev ulykken en gavnlig lære for indbyggerne i norden. De erkendte den dem forelagte opgaves vanskelighed uden at ræddes for den, og fra nu af underkastede de sig tålmodig alt, hvad der var nødvendigt for at organisere hæren. Mange af demokraterne i nordstaterne, som hidtil havde søgt at standse krigen, indså nu, at Unionen måtte anstrenge alle sine kræfter, og kongressen, der var trådt sammen d. 4 juli, bevilgede en udskrivning af 500,000 mand, som skulle tjene i 3 år. De soldater, som dannede den nationale hær, kaldtes stadig frivillige, men søgte nu at erhverve sig den uddannelse, som udgør regulære troppers styrke. Imidlertid var mandstugten i begge parters hære kun ringe, og soldaterne rømmede, når de var kede af krigstjenesten, i store masser. Blandt dem, der ikke blot blev henrevne af en øjeblikkelig begejstring, men også med utrættelighed uddannede sig til gode soldater, var der særlig mange studerende: blandt 300 studenter ved et universitet i Ohio drog således over 100 i krig under deres afholdte lærer, den senere præsident James Garfield, en i enhver henseende udmærket »selvgjort mand». Efter første slag ved Bull Run vedblev hovedhærene længe at ligge lige overfor hinanden, uden at general Mac Clellan benyttede sin overmagt, som nu nærmede sig til 150,000 mand, til at angribe den langt mindre talrige, men mere øvede fjendtlige styrke. Derimod førtes der en heftig guerillakrig i staten Missouri i august-oktober1861, og overanførselen over unionstropperne var her overdraget til Fremont; men da denne bekendtgjorde, at enhver oprørers ejendele skulle konfiskeres, og hans slaver frigives, fandt regeringen, som ville skåne de tvivlsomme stater, denne forholdsregel altfor radikal og afsatte d. 3 november Fremont. I hans sted trådte general Henry Halleck, som indførte en mere systematisk krigsførelse. Ulysses Grant, født i 1822, var en tavs, arbejdsom og udholdende mand, og Grant havde været officerer i den regulære hær. Grant var trådt ud og da krigen brød løs, var han garver og læderhandler i Illinois. Hans dygtighed viste sig snart, og han steg hurtigt til general, og han fik den opgave at sikre det vigtige knudepunkt Kairo ved udløbet af Ohio i Mississippi i hjørnet mellem staterne Illinois, Missouri og Kentucky. 3 mil længere mod syd havde de Konfødererede tropper besat byen Columbus i det neutrale Kentucky, hvorfra de kunne beherske sejladsen på Mississippi. Deres anfører var her general Leonidas Polk, en broder til den afdøde præsident, som efter at have været officer var blevet protestantisk biskop i Louisiana og desuden ejede store plantager med tusinder af slaver, men ved krigens udbrud var vendt tilbage til sin gamle stand. Efter at Kentuckys neutralitet således var blevet krænket, besatte Grant flere punkter i denne stat, som fra nu af var udsat for angreb fra begge sider, men som snart sluttede sig til Unionen. Nordstaterne bemægtigede sig Nashville, hovedstaden i Tennessee, og fordrev de konfødererede helt fra Kentucky og Tennessee. Medens kampen således havde udbredt sig tværs over de Forenede Staters midte fra Virginia til Missouri, havde flåden også begyndt at deltage i krigen. I slutningen af august 1861 gjorde general Butler med en lille eskadre og henved 1000 mand landtropper et togt til Nord Karolina og erobrede Hatteras forterne, som beherskede indløbet til Pamlico Sund, en stor fjord imellem Nord Karolinas fastland og den udenfor liggende lange og smalle landtunge. I begyndelsen af november blev der dernæst gjort et større angreb på den fortrinlige havn Port Royal i det sydlige Syd Karolina; med flåden fulgte 15,000 mand under general William Sherman. De fjendtlige forter blev erobrede, og Sherman besatte øerne ved kysten, hvor en stor mængde slaver blev befriet, og deres herrer var flygtede, og ofte så man negrene stimle sammen om skibene for at søge den «Massa Bobolition», som skulle befri dem fra al deres nød. I de samme dage forefaldt der på søen en begivenhed, som truede med at fremkalde et brud mellem Unionen og England. Kaptajn Charles Wilkes, bekendt af sine opdagelsesrejser i det sydlige Ishav, stoppede med sin fregat det engelske postdampskib Trent, sendte mandskab om bord og bemægtigede sig to sendemænd fra sydstaterne til det engelske og franske hof. Denne voldshandling, som billigedes af kongressen i Washington og vakte stor jubel i hovedstaden, bragte England til at indtage en truende holdning. En skarp noteveksel fulgte derpå, men til sidst måtte den amerikanske regering give efter og lade sendemændene uhindrede rejse til England. Ved slutningen af året 1861 var Unionens flåde blevet meget forøget; den udgjorde nu over 250 skibe med en besætning af mere end 20,000 mand. Blokaden kunne nu gennemføres, og man havde i løbet af året erobret en mængde af sydstaternes handelsskibe og kapere. Den vigtige handelsstad Charleston, oprørets udgangspunkt, var blevet afspærret fra havet ved nedsænkning af gamle skibe, ladede med sten, foran indløbet til dens havn. I 1862 leveredes en række forbitrede kampe, således ved Pittsburg-Landing og især ved Murfreesboro d. 31 december 1862. I februar 1862 erobrede unionstropperne øen Roanoke med dens talrige batterier og bemægtigede sig byerne på kysten af det nordlige Nord Karolina. Ny Orleans lå tæt ved Mississippis udløb og beherskede floden og landet bagved, og var de Konfødereredes vigtigste stapelplads. Byen selv var ubefæstet, men nedad floden lå stærke forter, og mellem dem spærrede en vældig kæde floden. Ved Mississippi arbejdede nordstaterne ivrigt på at forøge kanonbådenes tal, og i februar gik general Grant med en flotille fra Ohio op ad dens biflod Tennessee, erobrede efter blodige kampe Fort Donelson og tog en hær på 14,000 mand med 65 kanoner og 17,000 geværer til fange d. 16 februar. Denne begivenhed havde langt forfærdeligere følger for syden, end slaget ved Bull Run havde haft for norden. Sydstaternes stolte selvtillid var forsvunden, og medens nordstaternes uheld havde kaldt deres talrige befolkning under våben, var den begejstring, som i krigens begyndelse havde fyldt sydhærens rækker, allerede taget af. D. 8/9 marts 1862 forefaldt det mærkelige søslag på Hampton Red, som blev epokegørende i søkrigshistorien. Dampfregatten Merrimack, som unionstropperne havde boret i sænk, da de i april 1861 opgav værftet i Norfolk, var senere blevet optaget af de Konfødererede og omdannet til et pansret vædderskib. D. 8 marts angreb Merrimack 5 af Unionens fregatter, som havde lagt sig på Hampton Red ved fort Monroe lige overfor Norfolk på nord siden af James-flodens munding, uden selv at lide noget ødelagde den to af træfregatterne og ville den næste dag fortsætte sit ødelæggelsesværk, da pludselig et af svenskeren John Ericson opfundet og bygget lavt stærkt pansret fartøj, monitor, kom fregatterne til hjælp. Merrimacks skud og stød med dens vædder gjorde ingen virkning på Monitor, men det usårlige lille tårnskibs svære kugler voldte det store panserskib så megen skade, at det måtte trække sig tilbage. I det hele var foråret 1862 rigt på mærkelige krigsbegivenheder. Efter at de Konfødererede i februar efter Fort Donelsons fald havde rømmet Columbus og den størstedel af Tennessee, stod i den sydvestlige del af denne stat det morderiske slag ved Shiloh eller Pittsburg landing ved floden Tennessee d. 6/7 april. Den første dag sejrede de Konfødererede, den anden dag unionstropperne; men enhver af hærene havde mistet mere end 10,000 mand af en styrke på omtrent 40,000; Sherman og Grant havde især indlagt sig ære. Samme 7 april indtog unionstropperne en stærkt befæstet ø i Mississippi på grænsen af Kentucky og Tennessee, som beherskede sejladsen på floden, ved hvilken lejlighed 5000 mand, en mængde kanoner og store forråd faldt i deres hænder. De var nu herrer over hele Mississippis løb langs med staten Missouri og et stykke ind i Arkansas, og kort efter begyndte de også at bane sig vej sydfra op ad floden fra dens munding. Allerede i februar havde general Butler med 14,000 mand og en flåde under kaptajn David Farragut, født i 1799 i Tennessee, påbegyndt et togt mod Ny Orleans. Det krævede meget arbejde at bringe de mere dybtgående skibe over barren udenfor flodmundingen, og først i april kunne bevægelsen op ad floden begynde. Flåden banede sig trods forternes ild vej. Bombardementet på de stærke forter, som spærrede adgangen til Ny Orleans, varede med stor voldsomhed fra d. 18 april indtil d. 24 april, på hvilken dag Farragut med sine træskibe banede sig vej forbi forterne, de fjendtlige brandere og brændende, med bomuld lastede skibe. I frygtelige kampe blev den fjendtlige flåde tilintetgjort, sprængte kæden, og nåede d. 26 april 1862 frem til Ny Orleans. Forterne overgav sig, og Butler besatte Ny Orleans d. 1 maj, og også længere op ad strømmen bemægtigede nordstaterne sig forter, sydstaterne hævdede imidlertid et stykke af den, så de havde forbindelse med vesten. I det besatte Ny Orleans håndhævede Butler sin magt med en strenghed, som indbyggernes, særlig kvindernes, trods drev til brutal hårdhed. Farragut bemægtigede sig i begyndelsen af maj flere byer ved Mississippi og banede sig under store farer og tab vej forbi det stærkt befæstede Vicksburg i staten Mississippi, hvorefter han kunne forene sig med flotillen i flodens øvre løb. Imidlertid havde general Halleck stillet sig i spidsen for vesthæren, som han samlede på grænsen af staterne Tennessee og Mississippi, medens han tilsidesatte Grant, til hvis hæder han så skævt. D. 1 maj rykkede Grant med 100,000 mand frem mod Korinth i det nordøstlige hjørne af Mississippi, hvor 50,000 Konfødererede under general Beauregard havde indesluttet sig i en befæstet lejr. Men Halleck gik til værks med så stor langsomhed, at Beauregard ved månedens slutning kunne trække sin hele hær bort. Samtidig opgav de Konfødererede deres stilling ved Memfis, den vigtigste by i Tennessee ved Mississippi, og i begyndelsen af juni besatte unionstropperne denne by efter at have taget eller ødelagt de fjendtlige fartøjer på floden. Pansrede dampskibe skød i dette søslag d. 5 juni hverandres dampkedler itu med kanoner, man aldrig før havde set mage til, og søgte ligesom oldtidens krigsskibe at bore hinanden i sænk med deres forstavne. Imidlertid havde Mac Clellan endelig sat sig i bevægelse. Man lagde i norden særlig vægt på indtagelsen af Richmond; men det var meget vanskeligt at nærme sig denne by fra Washington. Mac Clellan besluttede derfor at føre sin hær til søs til den halvø, som dannes af York og James-floden, på hvis sydvestspids den lille fæstning Monroe var i Unionens besiddelse. I løbet af en måned indskibedes 120,000 mand til fort Monroe: d. 4 april var udskibningen tilendebragt; men først en måned senere kunne unionstropperne rykke ind i den fra frihedskrigen navnkundige lille fæstning Yorktown. Så længe havde 8000 mand opholdt den store hær ved opkastede forskansninger, hvorefter de rømmede Yorktown og forenede sig med de Konfødereredes hovedhær, som nærmede sig efter at have forladt sin stilling ved Manassas, nær ved Bull Run, i det nordlige Virginia. Ved Williamsburg kom det til et uafgørende slag, hvorefter de konfødererede trak sig tilbage til Richmond. De opgav ligeledes Norfolk; men inden de forlod værfterne, ødelagde de alt, hvad der kunne ødelægges, og stak ild på vædderskibet Merrimack, som d. 11 maj sprang i luften med et forfærdeligt brag. Fra Williamsburg rykkede Mac Clellan frem imod Richmond, hvor der opstod stor forskrækkelse, så at endog præsident Jefferson Davis skyndte sig med at bringe sine kostbarheder i sikkerhed; men da reddedes sydstaternes hovedstad fra den truende fare af general Thomas Jackson. Denne mand, som var født 1824 i Virginia, var en streng puritaner og plejede før slaget at stige af hesten og bede knælende. Hans udvortes var lidet imponerende, men han forstod at begejstre soldaterne ved sit urokkelige heltemod, hvoraf han fik tilnavnet «Stonewall», dvs. stenmuren. Han havde bidraget meget til sejren ved Bull Run og indgød nu ved et dristigt tog imod nord unionsregeringen en sådan skræk, at den kaldte en del af de tropper, som nordfra skulle støde til Mac Clellan, tilbage til Washington. Imidlertid var Mac Clellan, som kun stod et par mil fra Richmond, dog fjenden langt overlegen, men han var syg og førte ikke krigen med fuld kraft. Et slag ved Fair Oaks d. 31 maj og 1 juni var meget blodigt, men uafgørende; blandt de hårdt sårede var de konfødereredes overanfører, general Johnston. Hans efterfølger blev Robert Lee, født i 1807, af den højt ansete gamle familie i Virginia, af hvilken flere af denne stats guvernører var udgåede. Hans fader havde udmærket sig i frihedskrigen, og selv havde han vundet stor berømmelse i krigen mod Mexico. Ved borgerkrigens udbrud havde regeringen i Washington tilbudt ham overanførselen over unionshæren; men hans kærlighed til Virginia forbød ham at modtage tilbudet. Denne udmærkede mand slog d. 26 og 27 juni Mac Clellan ved Gaines Mill og nødte ham til at trække sig tilbage hen imod James-floden. Dér slog Mac Clellan atter ved kanonbådenes hjælp fjendens angreb tilbage d. 1 juli; men under de 7 sidste dages næsten uafbrudte kampe havde begge hære lidt så umådelige tab, at de måtte søge hvile. Unionshæren, som endnu talte 86,000 mand, vendte i august efterhånden tilbage til Washington. Mac Clellan var falden i unåde, og regeringen overgav nu krigens ledelse til de fra vesten tilbagekaldte generaler Halleck og Pope. Halleck fik den øverste ledelse, Pope kommandoen over den aktive hær; men ingen af dem var det hverv, der blev dem overdraget, voksen. Sydstaternes udmærkede førere, Stonewall Jackson og Robert Lee, kastede sig over Popes hær, slog den i flere mindre træfninger og vandt endelig d. 29/30 august en afgørende sejr ved Manassas. Lee rykkede derpå i spidsen for sin sejrrige hær frem imod Unionens  hovedstad, og regeringen så nu sit eneste redningsanker i Mac Clellan, som Hallecks uheldige krigsplan havde holdt borte fra kamppladsen. Anførslen blev igen overdraget til denne dygtige feltherre, dog ulykkeligvis således, at Halleck beholdt den øverste ledelse. Lee indså dog, at han ikke ville være i stand til med sine udmattede tropper, som også havde lidt umådelige tab i slaget ved Manassas, at forfølge Popes flygtende hær indenfor Washingtons faste værker med deres urørte besætning under en anfører som Mac Clellan. Han vendte sig derfor mod nordvest, hvor han erobrede Harpers Ferry og tog en hær på 11,600 mand med 70 kanoner tilfange d. 15 september. Imidlertidig var der sket det i april 1862, at slaverne i forbundsdistriktet Kolumbia frikøbtes; i juni forbødes slaveriet i alle territorier; i juli optoges Vestvirginia som en egen fri stat. Men nu havde Mac Clellan reorganiseret unionshæren og rykkede med 90,000 mand frem mod Lee, der havde taget stilling ved Antietam, en biflod til Potomak. I to dage kæmpede hærene med hinanden; men d. 17 september måtte Lee trække sig tilbage; tabet var på hver side 13,000 mand. D. 22 september proklamerede Lincoln negerslavernes frihed i alle de stater, som ikke nedlagde våbnene inden nytår 1863. Lincolns proklamation af d. 22 september misbilligedes af mange i nordstaterne, navnlig af de fleste generaler, fordi den gjorde en forsoning umulig. Sydstaterne nægtede fra nu af at udlevere fangne negere, og al udveksling af fanger ophørte. Fangernes behandling, især i nogle af sydens fængsler, blev forfærdelig. Senere anlagdes nybygder af befriede negere i Louisiana, og der dannedes negerregimenter. Medens hovedhærene således trængte hinanden frem og tilbage imellem Washington og Richmond, kæmpedes der samtidig over hele linien fra Alleghany bjergene til vest for Mississippi. I Tennessee og Kentucky blev unionstropperne i september 1862 drevet tilbage til Louisville ved Ohio af sydstaternes general Braxton Bragg, men trængte i oktober igen frem til deres gamle stillinger i Tennessee. De Konfødererede gjorde i oktober et voldsomt angreb på Korinth, men blev drevet tilbage med stort tab af general William Rosecranz. I Missouri og Arkansas førtes en forbitret guerillakrig, i hvilken også de vest derfor bosatte indianerstammer tog ivrig del, idet de benyttede lejligheden til at tilfredsstille deres had mod de hvide, uden at de brød sig synderlig om, hvilken af parterne de sluttede sig til. Medens kampen således rasede i slavestaterne, havde regeringen begyndt at træffe foranstaltninger til slaveriets ophævelse. Imidlertid ville nordstaternes general Mac Clellan netop til at sætte sig i bevægelse, da han pludselig d. 7 november 1862 modtog en kort af Halleck undertegnet ordre, som afsatte ham og udnævnte general Ambrosius Burnside til hans efterfølger. Lincoln havde længe betænkt sig på at fjerne den prøvede feltherre, som nød soldaternes tillid; men endelig havde han givet efter for den mod Mac Clellan ilde stemte Hallecks forestillinger og republikanernes frygt for, at Mac Clellan skulle træde i spidsen for et mod dem fjendtligt parti. Burnside var i modsætning til den forsigtige, videnskabelig uddannede Mac Clellan en tapper soldat, som mente, at man uden hensyn burde gå lige løs på fjenden. D. 13 december 1862 angreb han derfor Lee ved Fredericksburg, en by midt imellem Washington og Richmond; men uagtet hans styrke udgjorde mere end 100,000 mand, Lee´s ikke meget over 80,000, blev Burnside dog slået tilbage med et tab af 13,000 mand, medens Lee kun havde mistet 5000. Misfornøjet med sine underanføreres kritik fordrede Burnside enten deres eller sin egen afsked, og han blev afskediget d. 25 januar 1863. 1862 endte i det hele ikke heldigt for Unionen. D. 30 december mislykkedes et foretagende af Sherman mod den stærkt befæstede krigslejr ved Vicksburg, hvorfra sydstaterne endnu hævdede magten på en strækning af Mississippis løb, og samme dag sank John Ericsons Monitor, der slæbt af et dampskib havde vovet sig for langt ud på søen. Dagen efter vandt Rosecranz en sejr ved Murfreesboro i Tennessee, hvor de Konfødererede led et tab af 14,000 mand; men han havde selv lidt så meget, at han ikke kunne forfølge sin sejr. Men meget blod havde krigen kostet og mange penge. De daglige krigsomkostninger var to millioner dollars. Varmen for krigen var i norden i stærk afkøling, sydstaterne kunne endnu yde lang modstand. Lincoln bestemte sig da til at »brænde sine skibe«, at gøre ethvert tilbagetog umuligt. Da syden trængte frem mod Washington, havde Lincoln højtideligt lovet gud, at hvis faren blev afværget, skulle alle slaver blive fri, og d. 22 september 1862 udstedte han en proklamation om, at fra d. 1 januar 1863 skulle enhver slave i enhver stat indenfor unionen være fri. Hidtil havde man kun kæmpet for at bringe de udtrådte stater tilbage igen under Unionen. Lincoln havde hele tiden håbet på en snarlig udsoning. Nu fik krigen et nyt indhold, og nu måtte det blive en krig på liv og død, hvor den ene måtte ligge helt slagen, før freden var inde. Om vinteren oprustede man, og talrige flygtende slaver trådte ind i nordstaternes hær, hvor de kæmpede bravt. Mere og mere klart blev det, at sydstaterne måtte tabe. Jo længere krigen varede, desmere viste nordens overmagt sig i mænd og penge. Nordens skibe blokerede hele sydens kyst. Planterne kunne ikke komme af med deres bomuld, kunne ingen penge få ind, og man havde ikke nogen industri i landet selv, der kunne tilfredsstille det daglige behov. Man måtte udstede papirspenge, der snart sank i værd. Allerede i efteråret 1862, da Lee trængte mod nord, gik en femtedel af hans hær på bare ben, og halvdelen var klædt i pjalter. Selv knappenåle var så sjældne, at man med begærlighed samlede dem op, når man fandt dem på gaden. Og dog holdt sydens mænd og dens kvinder ud år endnu. De havde sat deres lid til, at England og Frankrig, hvis industri måtte lide ved, at bomuldstilførslen standsede, skulle tage deres parti. Der var i Englands højere klasser megen sympati for sydstaterne. De fik lov til at bygge krydsere på engelske værfter; men da de også havde fået bygget nogle vædderskibe, truede nordstaterne England med krig, hvis det tillod dem at løbe ud, og skibene blev holdt tilbage. Napoleon, der var optaget af sit mexicanske eksperiment, ønskede ivrigt, at unionen sprængtes; sejrede nordstaterne, ville de ikke tåle franske tropper i Mexico; men han var, ligesom i Europa, ikke forberedt på krig. Han søgte at standse nordstaterne ved at få en mægling igang, men de gav tydeligt at forstå, at de ønskede ikke nogen indblanding, de ville kæmpe kampen ud. D. 1 december 1862 trådte den 37 kongres sammen til sin sidste samling. Præsidenten forelagde sin proklamation om negerslavernes frihed, som han havde udstedt ifølge den ham under krigen tildelte overordentlige myndighed. Men det demokratiske parti angreb den som stridende mod konstitutionen. D.15 december blev den imidlertid anerkendt med et lille flertal, og d. 1 januar 1863 underskrev Lincoln en ny proklamation, som erklærede slaveriet for ophævet i de stater, som endnu var i krig med Unionen. Det gjaldt 10 stater, dog med undtagelse af de dele af Virginia og Louisiana, som adlød unionsregeringen; men selvfølgelig ikke Maryland og Delaware, som aldrig havde deltaget i oprøret, eller Kentucky og Missouri, som vel havde været berørte af borgerkrigen, men ikke havde erklæret sig for udtrådte af Unionen, ikke heller Tennessee, som vel var den 11 udtrådte stat, men senere havde underkastet sig. For disse staters vedkommende foreslog præsidenten en gradvis afskaffelse af slaveriet mod erstatning, men tilfredsstillede herved hverken dem, der forlangte en øjeblikkelig afskaffelse, eller dem, der ville have slaveriet opretholdt. Således blev Lincolns moderate forslag ikke antaget. Derimod vedtog kongressen 3 dage før sin slutning d. 28 februar 1863, en udskrivningslov, hvorved alle våbendygtige mænd fra det 21 til det 45 år erklæredes for værnepligtige. Demokraterne angreb denne lov, som gjorde et stærkt indgreb i det amerikanske folks sæder; men flertallet indså, at en forkastelse af loven ville være det samme som en opgivelse af krigen. De frivillige, der havde ladet sig hverve i 1861 og 1862, var efterhånden svundne stærkt ind ved fjendens ild, sygdom og desertion, og når deres tid var udløbet, kunne man ikke vente, at de ville lade sig hverve påny, når andre gik aldeles fri. Den tvungne krigstjeneste, som regeringen i Richmond allerede for mere end et år siden havde set sig nødsaget til at pålægge sydstaterne, var således også blevet en nødvendighed for norden. Imidlertid blev det tilladt at stille for sig eller købe sig fri. De summer, som den sidste bestemmelse ville indbringe i unionskassen, ligesom de forøgede indtægter, som man i 1861 havde tilvejebragt ved at indføre en høj beskyttelsestold, var dog kun en dråbe i det hav af gæld, hvori krigen havde styrtet Unionen. I norden udskrev man 300,000 mand i 1863 og senere i 1864 900,000. I syden vedtog man i 1862 en lov, der udskrev alt det kampdygtige mandskab fra det 18 år til det 35 år; næste år blev udskrivningen udvidet til det 55 år, senere tog man endog 17 års drenge med og begyndte at bevæbne selv negrene. Det tog naturligvis tid, inden man kunne få soldater ud af dette råmateriale. Der blev ofte kæmpet med forbitret tapperhed, men disciplinen var sløj, og man var opsætsig mod officererne, utilbøjelig til at udholde strabadserne; gik det galt, deserterede folkene i tusindvis. Syden manglede i 1863 mellem halvdelen og en tredjedel af dem, hvis navne stod på listerne, og det stod ikke stort bedre til i nordstaternes hær. Værre endnu var det med officererne. Man havde ikke ordentlig uddannede officerer til at kommandere disse kæmpehære. Man måtte tage, hvem man kunne få, advokater, grosserere, landmænd. Den, der samlede et kompagni frivillige, blev kaptajn, den, der samlede en bataljon, major, den, der samlede et regiment, oberst. De havde som regel ikke det fjerneste begreb om at føre krig; manglede soldaterne disciplin, gjaldt det i endnu højere grad disse nybagte officerer. Hver ville føre krig på sin vis, midt under et slag kunne de finde på at storme løs på egen hånd eller anse det for passende at retirere og næsten lige så galt stod det til med de øverstbefalende. Ingen af dem havde nogensinde ført en stor hær, de kendte lidet eller intet til taktik, forstod ikke at kombinere deres troppekorpser til samlet angreb, ikke ved snilde marscher at gøre fjendens stilling uholdbar. Prøvede de engang imellem en indviklet manøvre, mislykkedes den gerne. Der var dem iblandt, der til sidst lærte at levere et slag, men deres lærepenge har rigtig nok også været tusinder og atter tusinder af menneskeliv, ofrede til ingen verdens nytte. Disse blodige slag skyldes for en stor del generalernes manglende krigsdygtighed. Når hærene mødtes, kæmpede man ikke efter en forudlagt, bestemt plan, hvor de enkelte troppekorps greb ind i hinanden; nej, regimenterne opløste sig i milelange tiraillør-kæder, der skød så mange som muligt af modstanderne ned. Når den ene part havde mistet sine 10,000 eller 12,000 mand eller mere, trak den sig tilbage, den anden, der selv havde forblødt sig, forfulgte ikke, slaget bragte ingen afgørelse, tusinder af menneskeliv kastedes bort. I kampene ved Murfreesboro mistede hver hær en fjerdedel af sin styrke. I dette årelange myrderi ville den sejre, der havde de fleste penge og derfor kunne stille de fleste mennesker, - og det var nordstaterne. For at bøde på mandskabets utilstrækkelighed tog man i denne krig teknikkens hjælpemidler i brug som aldrig før. Særlig til søs. Da krigen udbrød, havde De Forenede Stater en flåde på 42 skibe med 555 kanoner og 760 mand; deraf var endda kun tre skibe til øjeblikkelig brug. Men de byggede og i 1863 havde man ialt 671 skibe med næsten 4500 kanoner og mange af disse var pansrede. Man byggede søuhyrer som aldrig før. Den svenske ingeniør Ericsson opfandt en ny art panserskibe, de såkaldte monitorer deriblandt 24 tårnskibe. Med disse skibe kæmpede man til søs med lignende blodighed som til lands, løb skibsstævnene ind i fjendens skrog og borede dem i sænk. Heller ikke her kunne de bomuldsdyrkende sydstater kappes med det industridrivende norden, der havde både mændene og midlerne til at bygge disse uhyrer. Snart blokerede nordstaternes skibe sydstaternes kyster og voldte dem stort afbræk. Til gengæld udrustede sydstaterne hurtige krydsere, der på havet gjorde jagt på Unionens handelsmarine. Den berømteste af disse var »Alabama«. Blandt flådens mange kampe må navnlig de fremhæves, som fandt sted foran Charleston. De forsænkninger, som var nedlagte der i 1861, var for en stor del bortførte af strømmen og havnens talrige indløb, som beskyttedes af stærke forter, gjorde det vanskeligt at hindre blokadebrydere fra at gå ud og ind. D. 7 april 1863 angreb derfor en flåde, som mest bestod af monitorer, Charleston; men fjendens talrige kanoner overøste monitorerne med en så forfærdelig hagl af projektiler, at de måtte trække sig tilbage, dog uden at have lidt stor skade. De faste mure havde monitorerne ikke kunnet ødelægge; men for skibe var de meget farlige modstandere: d. 17 juni erobrede de således et stort panserskib uden selv at lide noget. D. 1 juli fornyedes angrebet på Charleston, og da batterierne på landsiden nu var erobrede og deltog i det, blev nogle af forterne ødelagte, og Charleston blev fuldstændig afspærret fra al handel. Derimod kunne blokaden af Wilmington i det sydlige Nord Karolina ikke gennemføres, og over denne by fik Richmond i den følgende tid sine vigtigste fornødenheder tilførte. Imellem blokadeskibene på denne station og de blokadebrydere, som de jagede, forefaldt der mange kampe, under hvilke navnlig den 21årige løjtnant Cushing udførte mange forvovne og eventyrlige bedrifter, som ofte minder om Tordenskold. Da nordstaterne trængte frem mod Richmond, blev de standsede af Lee og Jackson i et 2 dages slag i maj. Der fandt anden dags aften Jackson sin død. På slagets første dag var han med sin vante voldsomhed i angrebet gennem en skov trængt ind i fjendens flanke. Så heftig var kampen om skoven, at granaterne skød træerne i brand, begge parter måtte trække sig ud af skoven, efterladende de sårede i flammerne. Næste aften red Jackson et recognoseringsridt over valpladsen, og i mørket traf en salve fra hans egen hær ham. Det var et hårdt tab for syden; det begyndte at skorte den på mænd. Den måtte ved en sidste kraftanspændelse vende krigens gang. Lee fik sin hær pint op til 100,000 mand og drog nord på mod Washington. Det kom til det 3 dages slag ved Gettysburg d. 3 juli. Lige overfor hinanden på to parallelt løbende højdedrag stod de to hære. De to første dage havde syden overtaget, men da de på den tredje søgte at storme nordens højder, blev de trods alt heltemod kastet tilbage. Hærens kerne blev liggende på slagmarken. Nordstaterne havde et tab af 16,500 døde og sårede, sydstaternes tab var 28,000. Og sådan i det uendelige. Lee måtte gå tilbage og forskansede sig i omegnen af Richmond for at afslå et muligt angreb. Og et sådant truede; thi vesterpå var det atter galt. Grant, Sherman og Ferragut i forening havde taget sydens forter ved Mississippi efter en hårdnakket modstand. Først da det sidste æsel og den sidste hest var fortæret, overgav de slagne sig. Hele floden var nu i nordens hænder. Alt landet vest for Alleghany-bjergene blev erobret, og i to-tre dages slag lykkedes det Grant og Sherman at bemægtige sig de bjergpas, der over bjergene førte ned i de østlige slavestater. Således var stillingen ved det tredje krigsårs slutning. Lincoln håbede på en snarlig fred, og for at fremskynde den gav han Grant overkommandoen over alle nordstaternes tropper, for at hele ledelsen kunne være samlet i en hånd. Grant fik en stilling, som ingen havde haft siden Washingtons tid. Han indså, at syden kun havde kunnet holde sig så længe, fordi norden havde splittet sine kræfter for meget. Han besluttede derfor at samle sin styrke i to hære. Med den ene, Potomac-hæren, ville han selv trænge frem fra nord, medens Sherman skulle komme vesterfra. Man skulle forhindre fjenden i at sende sine tropper ad jernbanen til de forskellige slagmarker, trænge ham sammen i Virginia og der slå ham. Der blev kæmpet på tre krigsskuepladser. I Virginia, i egnen mellem de to hovedstæder Washington og Richmond, som sydstaterne havde valgt til regeringssæde. Dernæst i staterne Tennessee, Kentucky og den nordlige del af Georgia, hvor jernbanerne forenede sig, og endelig langs hele Mississippi. Det vil sige over et areal på 30,000 kvadratmil, lige så meget som Tyskland, Frankrig og den Pyrenæiske halvø tilsammen. Særlig på de to vestlige kamppladser var befolkningen kun spredt, vejene var få, jernbanerne endnu mange steder i deres vorden. Der var store sumpe og skove. Det var vanskeligt at føre tropperne frem og endnu vanskeligere at proviantere dem. Man tog da jernbanerne i brug som aldrig før i nogen krig, og hvor de ikke fandtes, stampede man dem op af jorden. Et sted slog man en bro, 740 fod lang og oppe i 90 fods højde, på 4½ dag. Ad jernbanen kunne man hurtigt sende sine tropper hen til den krigsskueplads, hvor man havde brug for dem. Nordstaterne sendte således en gang 23,000 mand med hele deres train ad jernbanen fra Virginia til Alabama, dvs. lige så langt som fra København til Sicilien. Krigen blev derfor ofte en kamp om jernbanerne, og dristige strejfkorps drog ind i fjendens land, ødelagde jernbanerne, stak ild på svellerne, så skinnerne blev rødglødende og krummede sig som proptrækkere. I norden lod Lincoln sig lede af Henry Halleck og skiftede til stadighed hærførere. I Burnsides sted trådte general Josef Hooker, som i begyndelsen forstod at indgyde den svækkede hær en bedre ånd og navnlig at standse de overhåndtagende desertioner. Men i det blodige slag ved Chancellorsville nær ved Fredericksburg d. 2-5 maj 1863 tabte han fuldstændig besindelsen og så sig ikke i stand til med sin overlegne styrke at besejre Lee og Jackson. Unionstropperne mistede 16,000 mand og 120 kanoner, de Konfødererede kun 11,000 mand. Men sydstaterne led et uerstatteligt tab, idet general Stonewall Jackson ved en fejltagelse blev skudt af sine egne. Stemningen i norden var i høj grad nedtrykt, og Lee håbede ved at anspænde alle kræfter til et angreb på fjenden i hans eget land at kunne bringe en fred istand og redde Konføderationen ud af dens stedse stigende nød. I juni rykkede han vesten om unionshæren mod nord igennem Maryland ind i Pennsylvania. Hooker ville hindre dette farlige foretagende ved et dristigt togt mod Richmond; men regeringen i Washington befalede ham at indskrænke sig til forsvar. Tilsidst greb Halleck så stærkt ind i hærens ledelse, at Hooker bad om sin afsked. D. 28 juni blev derpå general Meade overanfører, og denne stille, beskedne og koldblodige mand overvandt i spidsen for en hær på 100,000 mand d. 1-3 juli 1863 Lee, hvis styrke ikke var meget mindre, ved Gettysburg i det sydlige Pennsylvania. Blodsudgydelsen var forfærdelig: syden havde mistet 35,000 mand og 17 generaler, norden henved 28,000 mand og 10 generaler; men den kunne erstatte sine tab, medens sydstaternes kræfter var udtømte. Lee tiltrådte et mesterligt tilbagetog. Sejren ved Gettysburg var en stor lykke for Unionen, hvis stilling var blevet betænkelig. I 1863 vedtog staterne Missouri og Vestvirginia slaveriets ophør. Ved valgene i november 1862 til det nye repræsentanthus, som skulle træde sammen i 1863, havde demokraterne vundet flertallet; stemningen havde efter den ulykkelige krigsførelse og udskrivningsloven vendt sig mod regeringen og krigen, især i de store byer. I Philadelfia var der under Lee´s fremrykning opstået en stor forfærdelse, og i Ny York var misfornøjelsen stor; endnu efter det heldige slag d. 11-16 juli, begik dets oprørske pøbel, som især bestod af irlændere, frygtelige skændselsgerninger mod negrene og abolitionisterne; over 1000 oprørere måtte dræbes, inden det lykkedes soldaterne at få tilvejebragt rolighed. Også de ydre forhold så truende ud: franske tropper var trods Unionens protest landede i Mexico, og kejser Napoleon III tilbød ukaldet sin mægling. England foreslog en våbenstilstand, og i parlamentet var der tale om sydstaternes anerkendelse. Udsendinge fra konføderationens regering havde foreslået en fredelig udjævning på grundlag af sydstaternes uafhængighed. Men Lincoln og Seward ville ikke give efter, og nu lønnedes deres udholdenhed. Lee indså, at der ikke var meget håb tilbage for sydstaterne, så meget mere som der snart indløb ulykkesbudskaber fra den anden hovedkampplads ved Mississippi. D. 4 juli 1863, årsdagen for Uafhængighedserklæringen, kom der således efterretning om, at general Grant havde fået bugt med Vicksburg, som han siden maj formelig havde belejret. Forsvarerne havde udholdt belejringen med stort heltemod; men tilsidst tvang hungersnøden deres tapre fører, general Pemberton, til at overgive sig med over 30,000 mand og 172 kanoner. D. 9 juli faldt også port Hudson mellem Vicksburg og Ny Orleans, det sidste faste punkt, som de konfødererede havde inde ved Mississippi. De skiltes således fra forbindelsen med Arkansas og Texas, og den første af disse stater blev i september 1863 besat af unionstropperne. Samtidig kæmpedes der i Tennessee, hvor sydstaternes general Bragg, d. 19/20 september slog Rosecranz i Chickamaugas, «Dødens Flods» dal med umådelige tab på begge sider. Unionstropperne blev indesluttede i Chattanoga, »Høgereden« ved floden Tennessee og kom i stor nød, men blev reddede af Grant, der vandt en afgørende sejr d. 25 november. Stemningen i syden var nu fuldt så nedslået, som den for et halvt år siden havde været i norden: krigens fortsættelse forekom de fleste håbløs; men magthaverne tillod ikke pressen at komme frem med fredsønsker. I norden var Grant blevet dagens helt, og i begyndelsen af 1864 blev han udnævnt til befalingsmand over hele hæren. Som sådan afgik han til Virginia, medens vestens hære, ialt henved 100,000 mand, samledes under Sherman ved Chattanoga, «udfaldsporten» fra Tennessee til de sydligste slavestater. William Sherman var født i 1820, og var en høj mager mand, som var i besiddelse af en mageløs energi og udholdenhed; ham og Grant var fortrolige venner, og disse to mænd var det, hvem Unionen kom til at skylde sin endelige sejr. På hovedkamppladsen i Virginia begyndte Grant i maj 1864 sin fremrykning mod syd. Til anfører for rytteriet havde han valgt Filip Sheridan, som ved raske ryttertogter opsnappede fjendens tilførsler og slog sydstaternes hidtil overlegne rytteri; man kaldte ham «den amerikanske Murat». Unionstropperne rykkede langsomt, men uafbrudt frem under blodige kampe med Lee, der gjorde en hårdnakket modstand mod den dobbelte overmagt. I lang tid rasede den vilde krig i Virginias skove, hvor de Konfødererede ofte havde opstillet deres bedste skytter i træerne. Lee vedblev at holde sig imellem Richmond og det syd derfor liggende Petersburg, skønt han også fra søsiden blev indesluttet af Unionens stadig forøgede flåde. I en række blodige træfninger havde Grant allerede i juni mistet 64,000 mand, og lige vidt var han. Lee kunne endog gennem Shenandauhdalen sende et korps op for at true Washington, kun ryttergeneralen Sheridans hurtighed reddede hovedstaden. Heldigere var Sherman. Han slog alt, hvad der blev sendt imod ham, indtog og brændte Atalanta, den vigtigste by i syden, ødelagde vidt og bredt alle jernbaner, for at afskære fjenden enhver tilførsel. Blandt de talrige kampe mellem sydstaternes kapere og Unionens krigsskibe må særlig nævnes kampen d. 15 juni 1864 ved Cherbourg imellem kaperen Alabama og en korvet af samme styrke. Alabama var et meget hurtig sejlende dampskib, som var bygget i England og i flere år havde opbragt en mængde af Unionens handelsskibe i efter en times kamp blev det skudt i sænk. Efter krigen krævede de Forenede Staters regering erstatning af England for Alabamas røverier, fordi skibet var bygget i England, og ved voldgift blev den engelske regering dømt til at betale 57½ millioner kroner. Særlig berømt er slaget i Mobile Bugt d. 5 august 1864, hvor søhelten, nu admiral Farragut løb ind uden at ænse torpedoer og andre forhindringer; en af hans monitorer sank med den størstedel af sin besætning; men Farragut erobrede et stærkt vædderskib og indtog flere forter. Sherman drog imidlertid under idelige kampe fra Chattanoga ind i Georgia. Under dette navnkundige «togt til havet», som tog 1 måned, måtte han skaffe tilførsler til en hær på 90,000 mand ad en enkeltsporet 60 mil lang jernbane, anlægge veje og slå broer; i det hele havde jernbanerne en stor betydning i det udstrakte land, og strejfkorps søgte hyppig at ødelægge dem. D. 21 september 1864 erobrede Sherman Georgias vigtigste by Savannah, og derfra drog han under de befriede negeres jubel nordpå igennem Syd- og Nord Karolina, hærgende og brændende landet vidt og bredt, thi kun gennem rædselen troede han at kunne skræmme syden til fred. Lee, der nu var indesluttet fra alle sider, og ville trække sig ind i Alleghany bjergene, hvor anføreren for de konfødererede tropper i vesten, general Johnston, skulle støde til ham. Indtil nytår 1864 udstedte Unionen papirspenge (greenbacks) og kreditbeviser til en værdi af over 7 milliarder kroner. Ikke desto mindre blev Unionens kredit ikke rystet. Derimod mistede sydstaternes papirspenge al værdi, og det blev i syden nødvendigt at udskrive fødevarer til tvangspris. Af papirdollars måtte man i 1864 give 50 for en gulddollars, og selv for penge kunne man ikke få varer. Det varede ikke længe, før et pund kaffe kostede 50 dollars. Det var næsten ikke muligt at betale, hvad en ny dragt kostede. Et par damestøvler stod i 250 dollars. Man vendte og omsyede klæderne, til de faldt af kroppen. I natten mellem d. 27/28 oktober 1864 ødelagde det stærke vædderskib Albemarle, som mange af Unionens krigsskibe forgæves havde søgt at få bugt med. Frænde er frænde værst og der blev kæmpet skånselløst, og man lod endog sin grusomhed gå ud over fangerne. Berygtet var især sydstaternes fængsel i Andersonville i Georgia. Det var en åben plads uden noget som helst ly, 1,540 fod lang og 750 fod bred, omgivet af forsvarligt palissadeværk. Der måtte fangerne leve sommer og vinter under åben himmel, i et klima, der om sommeren havde 33 graders varme i skyggen, om vinteren 5-6 graders kulde. I 1864 var der her sammenpakket 31,693 fanger, der levede i den frygteligste urenlighed, halvnøgne, iført nogle skrækkelige pjalter, bedækkede med moskitos og utøj, der sad skorpevis, ofte halvt vanvittige af solens hede, pinte til døden af allehånde sygdomme. En halv mil bort kunne man lugte stanken fra denne uhyre mødding, over hvilken gribbe altid kredsede, ikke forgæves spejdende efter lig. Af de 44,882 fanger, der førtes hertil, døde de 12,462, og opsynsmanden kunne prale af, at han havde sendt flere yankeer ind i det andet liv end general Lee i slaget ved Richmond. I 1864 vedtog Maryland slaveriets ophør. I februar 1865 indtog nordstaterne Charleston og Wilmington og endelig i april også Mobile ved den Mexicanske Bugt, hvor der var blevet kæmpet med stor hårdnakkethed. De stærke søfæstninger Charleston og Wilmington, der havde modstået så mange angreb fra havet, måtte nu overgive sig. Charleston var kun en rygende tomt, hvis kommandant havde sprængt og stukket ild på alt. Stor var jubelen i nord over, at den by, der først havde rejst oprørsfanen, nu var lagt øde. Det toges som et godt varsel og da Sherman d. 26 marts 1865 havde forenet sig med Grant, var det i virkeligheden ude med sydens sag. I forening stormede de Lee´s forskansninger ved Petersburg og Richmond. Lee måtte vige, men han ville endnu ikke give tabt. Med resterne af sin hær søgte han at nå Nord Karolina, hvor en sydstatshær under general Johnston endnu holdt sig. Grant og Sheridan fulgte ham skrapt, og til sidst kunne hans dødeligt udmattede hær ikke mere, i 36 timer havde den ikke fået en bid mad. Grant angreb Lee med sin store overmagt d. 30 marts 1865 ved Five Forks, og efter en heltemodig modstand måtte Lee trække sig tilbage med levningerne af sin hær, som nu næppe udgjorde 20,000 mand. Richmond og Petersburg blev besatte af sejrherrerne. Endnu undgik Lee i nogle dage sine modstandere; men efter at have bestået endnu en kamp måtte han d. 9 april overgive sig med de sammensmeltede og udhungrede levninger af sin hær. Dagen efter gik Sherman mod Johnston, som stod i Nord Karolina med 25,000 mand; men efter at Johnston havde erfaret Lee´s underkastelse, indledte han underhandlinger med Sherman og overgav sig d. 26 april. En måned efter overgav sydens sidste tropper sig i Mississippi. Den forfærdelige krig, som havde kostet norden 300,000 og syden 200,000 mennesker og havde bragt ødelæggelse over de fleste egne i sydstaterne, var endt. Der blev givet almindelig amnesti, hvorfra dog en stor mængde mennesker undtoges, blandt dem Jefferson Davis, som havde styret sydstaterne med hensynsløs energi og næsten uindskrænket magt. På sin flugt fra Richmond blev han taget tilfange, hvorefter han blev holdt fængslet i to år; derpå blev han løsladt og blev jernbanedirektør. Den ædle Lee, som havde mistet sin formue, bl.a. et gods, som hans svigerfader havde arvet efter sin plejefader Washington, blev forstander for et kollegium i Virginia, hvor han viede sine kræfter til ungdommens opdragelse. Han døde i 1870. Men i november 1864 var Lincoln blevet genvalgt til præsident. Republikanerne havde i deres program «Platform» d. 7 juni 1864 krævet en ubetinget underkastelse af sydstaterne, en fuldstændig udryddelse af slaveriet og en dertil svarende ændring i konstitutionen. Demokraterne dadlede derimod ved deres konvention d. 29 august Lincolns regering som ukonstitutionel, fordrede at der straks skulle gøres skridt til en standsning af fjendtlighederne, og erklærede, at den gamle konstitution burde opretholdes. Deres kandidat, Mac Clellan, fik ved de almindelige valg 1,800,000 stemmer, Lincoln 2,300,000, ved valgmandsvalgene kun 21 stemmer, Lincoln 212. Efter at krigslykken havde vendt sig afgjort til Unionens fordel, var stemningen i norden således igen blevet gunstig for Lincoln. D. 31 januar 1865 vedtog derpå kongressen følgende grundlovsændring: 1) slaveri skal ikke finde sted i de Forenede Stater. 2) kongressen skal have myndighed til at fremtvinge denne bestemmelse ved dertil egnet lovgivning. I sydstaterne var hadet mod Lincoln rasende. Deres kongres erklærede ham for «en fjende af ejendommens hellige rettigheder», og aviser i syden havde ligefrem sat en pris på hans hoved. Flere fanatikere sammensvor sig mod ham og andre medlemmer af den sejrrige regering, og en af dem, skuespilleren John Wilkes Booth, skød d. 14 april 1865 præsidenten i teatret i Washington med det udråb: «sic semper tyrannis!« (således gå det stedse tyrannerne!). Det lykkedes ham i forvirringen at undslippe, senere blev han grebet i et tobakshus og dræbt, da han satte sig til modværge. En anden sammensvoren trængte ind i statssekretær Sewards sovekammer og tilføjede ham flere sår. Den hæderlige Lincolns død vakte stor sorg i nordstaterne; vicepræsidenten Andrew Johnson trådte i hans sted. Krigen havde kostet uhyre både af mennesker og penge. Norden havde haft 2,656,000 mand under våben, syden 1,100,000, altså i alt 3¾ million. Norden havde mistet 300,000, deraf var tredjedelen døde i slaget eller senere af deres sår, medens sygdom havde bortrevet de to tredjedele. Hvad syden havde mistet, er aldrig blevet officielt opgjort, man anslår det til en 200,000 mand. Nordens krigsomkostninger var milliarder og statsgælden var vokset enormt. Men tabet er endnu større. Hvad der ikke kan opgøres i tal, er alle krigens hærgninger, alle de brændte byer, hele det knæk, erhvervslivet havde fået. Syden havde mindst mistet mellem 20 og 30 milliarder. Endnu længe efter krigen lå byer og plantager i ruiner; værst var det naturligvis gået ud over Virginia, der i 4 år havde været krigskueplads. Vidt og bredt var der øde og folketomt. Og hertil alle krigens moralske efterveer, alle de plumpe og grove instinkters vækst under en borgerkrig. Sydstaternes tilstand efter krigen var forfærdelig. Store strækninger lå udyrkede, formuesforholdene var aldeles forstyrrede ved slavernes frigivelse og papirspengenes værdiløshed, og mange rige familier var bragte til bettelstaven. Norden, der havde været forskånet for krigens umiddelbare rædsler, kom hurtig til kræfter. Handelen hævede sig snart, hundredetusinder af soldater hjemsendtes, og officererne vendte tilbage til deres gamle sysler; den store flåde opløstes. Men genoprettelsen af forholdet til sydstaterne voldte store vanskeligheder, og der udviklede sig i denne henseende en stor modsætning mellem præsidenten og den 30 kongres (1865-67). I denne, som var valgt samtidig med Lincolns genvalg, havde republikanerne igen flertallet; men Johnson var demokrat. Andrew Johnson var ligesom Lincoln «en selvgjort mand». Han var af en meget fattig familie, født i 1808 i Nord Karolina, og oprindelig skrædder. Skønt han var demokrat, var han dog i 1861 den eneste senator fra sydstaterne, som holdt på Unionens uopløselighed. Han havde derfor i juni 1861 måttet forlade sit hjem i Tennessee, hvor hans liv svævede i fare. Da Tennessee var blevet underkastet Unionen, var han blevet krigsguvernør i denne stat, og i 1864 var han blevet valgt til vicepræsident, fordi han med hensyn til sydens underkastelse og slaveriets afskaffelse hyldede samme anskuelser som Lincoln. Han beholdt også Seward som statssekretær og støttede ham i hans kraftige udenrigspolitik; men han kom i strid med kongressen, fordi han nærede den anskuelse, at de udtrådte stater aldrig havde hørt op med at være stater i Unionen, og at deres forfatninger havde samme gyldighed som før udtrædelsen, og negrene havde således ligeså lidt stemmeret som førhen. Men på hvilke vilkår skulle de oprørske sydstater atter indtræde i unionen? Der var dem, der mente, deriblandt vicepræsidenten Johnston, at sydstaternes repræsentanter straks skulle have adgang til kongressen. Der havde i norden hele tiden været et demokratisk parti, hvis sympatier var på sydens side, og som holdt på den størst mulige selvstændighed for de enkelte stater. Men republikanerne var ikke til sinds at lade syden slippe så billigt. Syden blev først delt i fem militære distrikter, der styredes af generaler. De enkelte stater måtte vedtage forfatninger, der ophævede slaveriet. Andrew Johnson søgte derfor at gennemføre de udtrådte staters indordning under Unionen ved forhandlinger med deres lovgivende forsamlinger, til hvilke alle amnesterede hvide fik valgret; men valgene fik i almindelighed et så unionsfjendtligt udfald, at kongressen erklærede dem for ugyldige. De «radikale» republikanere, som især lededes af Charles Simmer og den gamle Thaddæus Stevens, påstod derimod at de udtrådte stater til straf for deres højforræderi burde forvaltes som erobrede lande og i det højeste have territoriers rettigheder, indtil de tilstod negrene fuldstændig politisk lighed. En almindelig lov af juli 1868 gav negrene stemmeret, og man håbede, at deres tal skulle holde sydens aristokrater i skak. Negerspørgsmålet var dog ikke løst ved at give negerne politisk ligeberettigelse. Selv blandt deres ivrigste forsvarere var der mange, der nok skulle betakke sig for at omgås en neger eller give ham adgang til sin stue. Raceforskellen mellem hvide og sorte holdt sig; selv hvor negrene var i flertal, dominerede de hvide. Omsider fik sydstaternes udsendinge atter deres sæder på Capitoliet i Washington; men det var slået fast ved krigen, at de nordamerikanske fristater var en udelelig nation, hvor ingen enkelt stat kunne bryde ud. D. 4 december 1865, da kongressen trådte sammen, foreslog Stevens, at der skulle nedsættes et udvalg af 9 repræsentanter og 6 senatorer, som skulle undersøge tilstanden i syden og bestemme, om de udtrådte stater allerede skulle sende deputerede til kongressen. Fra dette «rekonstruktionsudvalg» udgik et forslag om at stille de tidligere slaver på lige fod med de hvide i alle civilretlige spørgsmål. Da imidlertid slavernes hidtilværende forhold stod i stærk strid med en sådan ligeberettigelse, blev der indrettet «et bureau for de frigivne», som skulle sørge for deres undervisning og give dem jord til dyrkning. Men uden at afvente resultatet af disse humane bestræbelser, vedtog kongressen loven «om de farvedes borgerlige rettigheder». Præsidenten, som selv havde hørt til de fattige hvide i syden, fandt den pludselige overgang alt for farlig og nedlagde sit veto i februar 1866. Heri benyttede Johnson sin gode ret, men han fordærvede sin stilling ved at optræde på en plump og voldsom måde mod kongressens republikanske flertal, så at man i høj grad kom til at føle forskellen mellem ham og den ædle mådeholdne mand, i hvis sted et ulykkeligt tilfælde havde sat ham. I offentlige taler angreb han republikanerne på en pøbelagtig måde og erklærede mænd som Sumner, Stevens og Wendel Phillips for lige så store fjender af Unionen som Jefferson Davis og hans medhjælpere. Kongressen besvarede disse angreb ved at antage loven om de farvedes borgerlige rettigheder med mere end 2/3 af stemmerne i begge kamre, hvorved præsidentens veto blev ugyldigt. Fra nu af var der åben krig imellem præsidenten og kongressen. I juni 1866 gav kongressen de farvede stemmeret; men denne grundlovsændring blev ikke blot standset ved Johnsons veto, men blev også først efter megen betænkelighed antaget af 2/3 af staterne, hvilket udfordredes ved en grundlovsændring, så at den først i 1870 blev ophøjet til lov. Uagtet nu den skarpe modsætning mellem de farvede og hvide på mange steder i syden fremkaldte blodige stridigheder, udstedte præsidenten ikke desto mindre d. 20 august 1866 en proklamation, hvori han udtalte, at «de såkaldte udtrådte staters insurrektion nu overalt var endt, og at der herskede fred, orden og ro overalt i de Forenede Stater». Derefter foretog Johnson en rundrejse, på hvilken han anklagede førerne for det radikale parti som «tyranner og despoter». Efter at de forsøg, som han uden at rådspørge kongressen havde gjort på at ordne sydens forhold, ikke havde ført til noget resultat, vedtog den 30te kongres i sin anden samling i december 1866 til marts 1867 imod præsidentens veto to meget vigtige love, som berøvede ham en stor del af hans magt, nemlig: 1) en lov, ved hvilken det indskærpedes, at præsidenten ikke måtte indsætte eller afsætte civilembedsmænd uden senatets billigelse. Hidtil var senatets samtykke vel blevet indhentet, men i regelen kun som en form. 2) «militærrekonstruktionsloven» til «genoprettelse af en kraftigere regering i rebelstaterne». Ved denne lov indførtes der i syden en militærstyrelse med myndighed til at suspendere de civile domstole og indstifte krigsretter til pådømmelse af forseelser mod den offentlige ro og orden. Når sydstaterne ville befries for denne militærstyrelse, skulle de indkalde konstituerende forsamlinger, ved hvis valg alle myndige borgere, også negrene, var stemmeberettigede, medens de hvide, som havde deltaget i oprøret, var udelukkede. Disse konventioner skulle give alle myndige negere stemmeret ved fremtidige valg. Først når dette var sket, skulle sydstaterne anerkendes som fuldtberettigede stater, hvis deputerede igen kunne indtræde i kongressen. Dette skete i 1868 og 1869. Samtidig udbrød en opstand på Cuba, som det tog spanierne 10 år at nedkæmpe. Ved de i november 1866 afholdte valg havde republikanerne fået et stort flertal, og den 40de kongres (1867-69) fortsatte således oppositionen mod præsident Johnson. I maj 1868 afholdt republikanerne deres nationalkonvention i Chicago, hvor de kårede Grant til deres kandidat til præsidentværdigheden, og d. 3 november 1868 blev han valgt til præsident med et flertal af 300,000 folkestemmer og 206 valgmandsstemmer. Ved sin tiltrædelse i marts 1869 erklærede Grant, at han aldrig ville modsætte sig folkets vilje: han gav således afkald på sin ret til at nedlægge sit veto og viste sig i høj grad som tjener af det parti, som havde valgt ham alle embeder blev besatte med republikanere, og især strømmede griske embedsjægere til syden; man kaldte dem «carpetbaggers» af «carpetbag», en vadsæk, som ofte var det eneste, hvormed de gav sig på vej. Sydstaternes tidligere herrer så sig prisgivne til disse eventyrere og deres fordums slaver, som nu i flere stater fik flertallet ved valgene, og udelukkede fra lovlige midler søgte de at organisere en ulovlig modstand. Allerede i 1867 havde der i Nord Karolina dannet sig et hemmeligt selskab «Ku Klux Klanen», som brugte alle midler, selv de voldsomste, mod negrene og deres beskyttere, og dette selskab greb således om sig i flere stater, især i Syd Karolina, at kongressen til sidst i april 1871 ved «anti Ku Kluk Loven» overdrog præsidenten en næsten diktatorisk magt indtil d. 1 juli 1872. Grant tilvejebragte sikkerhed i syden med væbnet magt; men ikke blot der, men overalt i de Forenede Stater begyndte man at harmes over den store korruption, som præsidenten ikke kunne eller ville gøre ende på. Mod denne fordærvelse optrådte en del af det republikanske parti, som lededes af Charles Sumner og Karl Schurz, en fra Tyskland flygtet frihedskæmper, der havde udmærket sig i borgerkrigen og var blevet senator for Missouri. De søgte at danne et nyt liberalt-republikansk parti og at forsone sig med demokraterne, men var ikke heldige i valget af deres kandidat til præsidentværdigheden i 1872. De opstillede nemlig Horace Greeley, redaktør af det store blad «New York Tribune», som havde været en ivrig modstander af slaveriet, men nu var optrådt som bekæmper af Grants «tyranni« mod de hvide i sydstaterne, en mand, som ved sit sværmeri for de irske fenieres sag, spiritualisme og kvindeemancipation dannede en modsætning til Grants rolige sindighed. Udad til var forholdet til England en tid meget spændt på grund af den bistand, som sydstaterne havde fået i England. Særlig var nordstaterne forbitrede over de krydsere, som var blevet udrustede i engelske havne. Den mest bekendte krydser var »Alabama«, der havde kapret 65 af nordstaternes handelsskibe til en værdi af 10 millioner dollars. Den sejlede langt hurtigere end noget krigsskib, og derfor undslap den længe sine forfølgere. Endelig fandt et nordamerikansk krigsskib den i den franske havn Cherbourg, hvor den var løbet ind for at reparere. »Alabama« tog mod krigsskibets udfordring, og under tusinder af tilskueres øjne udfægtede de to skibe kampen. Efter to timers heftig kanonade var »Alabama« synkefærdig og strøg flaget d. 19 juni 1864. Men dermed var det ikke ude af sagaen. Nordstaterne krævede af England erstatning for det lidte tab, og Gladstone overgav sagen til en voldgiftsdomstol, der i 1872 dømte England til at betale 15,500,000 dollars. Da de nordamerikanske fristater rev sig løs, beholdt England herredømmet over de uhyre landstrækninger mod nord. Det var kun i det sydøstlige hjørne, i øvre og nedre Kanada, i Ny Brunsvig, Ny Skotland og på øen Ny Fundland, at der fandtes en sammenhængende befolkning. Alt det øvrige lå ind under Hudsonsbugtkompagniet, lidet kendt, ret øde. Den eneste koloni, der havde noget politisk liv, var Kanada, som bestod af to dele, nedre Kanada med en overvejende fransk, katolsk befolkning, som England havde i det forrige århundrede havde erobret fra Frankrig, og øvre Kanada med en engelsk, puritansk befolkning. I 1840 forenedes de to dele under en fælles forfatning, der snart blev ganske parlamentarisk, med ansvarlige ministre, tagne af parlamentets flertal. Under det fri styre udviklede landet sig raskt, i ti år tredobledes handelen, fra 1840 til 1861 steg befolkningen fra 1 million til 2½. Kanada var et agerdyrkende land, der havde et industridrivende behov, for til det at sælge sine produkter, og for der at købe dets varer. Et sådant land fandt det i de Forenede Staters nordlige, industridrivende egne. Der blev afsluttet handelstraktater, og forholdet var længe godt. Under borgerkrigen kom det imidlertid til rivninger, sympatien i Kanada gik over på sydstaternes side, mange af sydens mænd flygtede til de engelske besiddelser og fik der en god modtagelse. Omvendt søgte fenierne, der havde kæmpet under borgerkrigen på nordstaternes side, at ramme England i Kanada. Der blev af irske skarer gjort flere indfald i de engelske besiddelser i 1866 og i 1870/71. Handelstraktaterne blev opsagte, toldkrig trådte i stedet. Der var mange i nordstaterne, som sejren var gået til hovedet, og som allerede nu ønskede udvidelser; de kastede deres øjne på Kanada og de øvrige engelske lande. Tildels for at danne en modvægt herimod, søgte man at skabe en fastere forbindelse mellem de enkelte engelske kolonier, og efter lange forhandlinger dannedes i 1867 en forbundsstat under navnet Dominion of Canada, riget Kanada, bestående foreløbig af øvre- og nedre Kanada, Ny Brunsvig og Ny Skotland. I 1869 kom Hudsonsbugt-kompagniets uhyre lande til, som regeringen købte, og efterhånden de øvrige kolonier. I spidsen for forbundsstaten Canada stod en af den engelske dronning udnævnt generalguvernør. Af Rusland købte USA territoriet Alaska d. 9 april 1867. Nede i Mexico var der i 1862 på en befolkning af 8½ million kun 1 million kreoler, medens 4½ million faldt på de såkaldte indios, efterkommere af landets oprindelige befolkning, og resten på blandingselementerne af den hvide og den røde race, de såkaldte mestitser. Overmåde mægtig var kirken, hvis årlige indtægter langt oversteg statens, og som ejede næsten halvdelen af al jord. Man sloges i dette land om magten, råt og brutalt, fordi magten var kilden til rigdom og nydelse. Man delte sig ganske vist også efter partier, pyntede sig med nogle navne og dertil hørende programmer, men de betød slet ingenting. De klerikale var her føderalister, der vil have Mexico opløst i en række løst forbundne småstater, ligesom sydstaternes program. Men nu begyndte landets oprindelige befolkning, indios, at rejse sig mod kreolerne. Længe havde general Santa Anna haft magten. Han var kommet op i 1833 som liberal dvs. centrist, men han var efterhånden gået over til de klerikale. Fra 1848 til 1858 havde Mexico en række præsidenter og en række opstande, der støder dem fra magten. I 1858 fik Benito Juarez magten, de liberales fører. Han var indianer, født af fattige forældre, der tidlig døde. Da han var 12 år, kunne han hverken læse eller skrive. En købmand, i hvis brød han var, blev slået af hans sjældne evner og lod ham opdrage. Han blev advokat og kastede sig straks ind i den politiske kamp. Han havde al indianerens snildhed og hans hårdnakkethed i forfølgelsen af målet. Den mand gav aldrig tabt, derfor sejrede han trods alt. Gejstligheden og hæren var imod ham, han måtte flygte fra sted til sted, inden han endelig satte sig fast i Veracruz, Mexicos vigtigste havneby. Herfra rettede han et dødeligt slag mod sin fjende, kirken, idet han erklærede gejstlighedens uhyre ejendomme for nationalejendom, ophævede munkeklostrene, indførte borgerligt ægteskab og fri religionsdyrkelse. Det skaffede ham så mange partigængere, der kunne tjene ved rovet fra kirken, at han kunne slå sine modstandere og i december 1860 rykkede han ind i hovedstaden Mexico. De slagne klerikale så sig om efter hjælp i udlandet, først og fremmest hos Napoleon. De fortalte Napoleon, at han let, ved de mexicanske katolikkers hjælp, kunne bringe Mexico ind under fransk indflydelse, og tidspunktet syntes virkelig gunstigt. I Nordamerika var krigen mellem norden og syden brudt ud, så nordens kræfter var bundne. England og Spanien var tilbøjelige til at gå sammen med Frankrig. Under borgerkrigen var en engelsk konsuls hus blevet plyndret, flere spaniere myrdede, og begge lande krævede erstatninger. En fransk bankier, Jecker, havde lånt Juarezs modstander, general Miramon, 75 millioner, og Jecker havde den frækhed at stille krav om udbetaling af lånet hos Juarezs, der selvfølgelig ikke ville betale modstanderens gæld. Jecker fik imidlertidig udvirket, at Spanien, Frankrig og England hver især sendte en hær til Mexico. Men selvom de første 5.000 franske blev slået kom der i september 1862 30.000 franske tropper, der medførte at Juarezs i juni 1863 måtte flygte, sådan at de franske tog magten. Men Juarezs forsatte med en modstandsbegævelse, sådan at han i april 1866 blev indsat af Napoleon som Mexicos lovlige regent, og i marts 1867 røg de sidste franskmænd ud af Mexico. Præsident Grant blev d. 4 november 1872 genvalgt med 289 valgmandsstemmer mod 77. Men da han heller ikke efter sit genvalg gjorde noget alvorligt forsøg på at standse den overhånd tagende bestikkelighed og de talrige underslæb, steg misfornøjelsen med hans styrelse, især da hans ivrige tilhængere begyndte at tale om, at han burde vælges til præsident for tredje gang. Thi vel forbød grundloven ikke et tredje valg; men da Washington og Jefferson ikke havde villet modtage et sådant, syntes det at stride imod vedtægt og forfatningens republikanske ånd. Det store omslag i stemningen viste sig, da republikanerne led et afgjort nederlag ved valgene til repræsentanthuset i november 1874. Medens de før havde haft et overtal af 100 stemmer, fik demokraterne nu næsten 70 stemmers overtal, og samtidig sank deres overtal i senatet, hvor en tredjedel fornyedes, fra 25 stemmer til 13. Imidlertid havde republikanerne endnu magten i den 43de kongres' vintersamling 1874/75 og skyndte sig med at bruge den til at afgøre flere brændende spørgsmål. Bl.a. gennemførte de en lov om negrenes borgerlige rettigheder, hvorved den reform afsluttedes, som indlededes med slaveriets afskaffelse, og den ligestilling, som de havde opnået i de retslige og politiske forhold, også tilstodes dem i det sociale samkvem, såsom lige adgang til teatre, hoteller, første klasses jernbaner og dampskibe. Lovlig er således nu ligestillingen fuldstændig; men sædvanen rejser dog endnu mange skranker, og i mange forhold kan loven ikke gennembryde disse.

Den gamle modsætning var mellem norden og syden mellem det industridrivende land og plantagelandet, mellem beskyttelsesvennerne og frihandelsmændene, mellem abolitionisterne og slaveejerne. Denne modsætning tog navn af republikanere og demokrater, hidrørende fra, at norden væsentlig betonede statsenheden og centralmyndigheden, medens syden for at beholde sit slavehold, nødvendigvis måtte hævde den størst mulige frihed for de enkelte stater. Borgerkrigen afgjorde slavespørgsmålet og gav republikanerne sejren. Partierne og partinavnene holdt sig efter 1870, men en ny modsætning danner sig i landet, alt eftersom det uhyre vesten mere og mere befolkes. Medens Amerikas historie endnu under borgerkrigen væsentlig samlede sig om de østlige stater, flyttes tyngdepunktet nu mere og mere mod vest. Alle de østlige stater, selv de sydlige, bliver mere og mere industrilande, medens hele midten af landet bliver et vældigt agerdyrkningsland, og de vestligste provinser et bjergværksdistrikt. Et stadigt stridsemne bliver tolden og møntspørgsmålet. Østen holder på høj beskyttelsestold og guldmøntfod, medens sølvmineejerne i vesten vil have den dobbelte møntfod for at modvirke sølvets stadige prisfald, og midtens landmænd vil have lav told og er også tilbøjelige til at gå ind på den dobbelte møntfod, som de mener vil gavne det betrængte landbrug. Der var under borgerkrigen udstedt 6 lån til et beløb af mellem 8 og 9 milliarder, foruden at der var udstedt for opad en milliard sedler. Det var nu republikanernes agt at få denne gæld ordnet, og få de dyre lån ombyttede med billigere, få sedlerne indløste og guldet atter gjort til det eneste grundlag for møntvæsenet. Det krævede imidlertid tunge ofre. Der var skatter på næsten alting, og krigens efterveer mærkedes endnu. Mange landmænd sad med prioriteter og anden gæld langt op over skorstenen. Det er i denne situation, at det demokratiske parti reorganiserer sig, og drog nye folk til sig. Det sagde til bonden: »staten skal ikke inddrage sedlerne, den skal tværtimod udstede nye sedler, den skal betale sine renter og afdrag med sedler og ikke med guld«. Da seddelpenge i Amerika stod i en lavere kurs end guld, kunne man altså f.eks. for 1000 kr. i guld købe 1200 kr. i sedler, og meningen var da, at staten ved at betale i sedler skulle slippe billigere fra sine gældsforpligtelser, hvorved alle skatterne kunne formindskes. Og når staten betalte i sedler, kunne de forgældede bønder også, og de ville slippe billigere over terminerne. Det var den store valglokkemad, som demokraterne kastede ud, og som de senere forandrer til fordringen om den dobbelte møntfod, at det billigere sølv skal være gængs betalingsmiddel sammen med guldet. Republikanerne var efter sydstaternes nederlag så sikre på deres magt, at de tillod sig de skamløseste udsugelser, og de bortødslede af statens midler. Præsident Grant havde været en fortræffelig general, men var kun en ret middelmådig statsmand, der lod sig bruge af partiets plyndringsmænd. 1870ernes historie er for en stor del sammensat af en række offentlige skandaler. Demokraterne forlangte derfor en hæderlig administration, sparsommelighed i statshusholdningen, nedsættelse i skatterne, og særlig i toldsatserne. Tillige bevarer de naturligvis deres gamle program, om fordringen om den størst mulige selvstændighed for de enkelte stater overfor centralregeringen. Trods alle skandalerne lykkedes det Grant at blive genvalgt som præsident for årene 1873-77, og det republikanske misregimente øgedes. Grant havde ikke noget mod at blive præsident for tredje gang, men stemningen i landet udtalte sig bestemt mod et nyt genvalg. To gange, lad gå, men tre gange vil have en mistænkelig lighed med et kongedømme, det sårer den republikanske følelse. Ved valget i 1876 blev republikaneren Hayes valgt, men kun ved at nogle tvivlsomme valgmændsstemmer blev erklærede for hans, og ude i befolkningen havde den demokratiske kandidat et flertal på 230,000 stemmer. Hayes søgte at forbedre sit partis styrelse, og at bringe mere hæderlighed ind i partiet. Han udnævnte ikke til embedsmænd udelukkende sit partis agitatorer, noget, som i Amerika anses for selvfølgeligt, idet embeder betragtes som løn for arbejde i partiets tjeneste. Han blev derfor også anklaget for at forråde sit parti. Kongressen vedtog, for at vinde vestens sølvmænd, med en lov af 1878, hvorefter skatkammeret hver måned skulle opkøbe og udmønte for mellem 7 og 15 millioner sølv, for at bringe sølvet op i pris. Hayes nedlagde veto, men kongressen vedtog atter loven, der da fik gyldighed, indtil der i 1890 kom en ny lov, der var endnu gunstigere for sølvmændene. Endnu i 1880 sejrede republikanerne, og Charles Garfield blev valgt til præsident for 1881-85. Han fik imidlertid kun liden fornøjelse af præsidentværdigheden, idet en mand, der var skuffet over ikke at få et embede, gjorde et attentat på ham d. 2 juli 1881. Garfield blev såret, og de amerikanske læger kludrede med såret, og præsidenten døde efter 10 ugers hårde lidelser. Vicepræsidenten, Arthur, overtog efter forfatningens bydende styret i resten af Garfields præsidenttid. Ved valget i 1884 havde demokraterne en god kandidat, Grover Cleveland. Han havde gjort sit navn fordelagtigt bekendt ved som guvernør i staten Ny York at skride strengt ind mod de administrative misbrug, og man håbede ved hans valg at opnå retskaffenhed i statsstyrelsen, som befolkningen havde sukket efter under republikanernes årlange misregering. Han blev valgt, og han kæmpede i sin præsidenttid (1885-89) bravt mod uvæsenet. Men demokraterne, der nu endelig var komne til magten, ville også nyde den. Deres styrelse var ikke stort bedre end republikanernes. Enkeltmand formår så lidt, hvor højt han end står, når fordærvelsen er gammel i gårde. Cleveland ville have en formindskelse af toldbyrden. Han ville også en afskaffelse af sølvloven af 1878, men formåede ikke at sætte noget igennem på kongressen. Beskyttelsesmændene havde mægtige forbindelser også i det demokratiske parti, og de havde penge nok til at vinde stemmer, og hvad de ikke havde, havde sølvmineejerne. Særlig opmærksomhed tildrog sig i Clevelands tid arbejderspørgsmålet. Amerika var blevet de store formuers og de kæmpemæssige foretagenders land med milliardærer. De første store formuer blev tjent på jernbaner, idet jernbaneselskaberne fik umådelige landstrækninger tildelt, som de derpå solgte til udvandrere. Senere skabte industrien store formuer, især efter at man havde begyndt på ringdannelser, de såkaldte trusts. Man søgte at samle alle virksomheder i en bestemt industrigren til et stort aktieselskab, og når det ved en høj beskyttelsestold havde fået udelukket konkurrencen fra udlandet, kunne det selv fastsætte prisen på det amerikanske marked. Landet kunne tillige udbytte den levende arbejdskraft til det yderste, så meget mere som indvandringen stadig sørgede for tilførsel af ny, billig arbejdskraft. Arbejdernes kår var derfor meget dårlige, og de var fuldstændig afhængige af kapitalen. De søgte at vinde frem ved at organisere sig, de dannede store foreninger, de såkaldte »Arbejdets Riddere« (Knigts of Labour), der spændte over hele Unionen. Det kom i 1885/86 til talrige strejker, dér ofte fik et voldsomt forløb. I adskillige byer leverede arbejderne og de bevæbnede politibetjente hinanden ligefremme slag. Anarkisterne fiskede i de rørte vande, og i Chicago forefaldt et par bombeattentater i maj 1886. Demokraterne havde ikke holdt deres løfter, og det næste valg gik dem imod, da Benjamin Harrison blev valgt til præsident (1889-93). Republikanerne skyndte sig med at udnytte deres sejr. På Mac Kinleys forslag vedtoges en stærkt forøget indførselstold, der så nogenlunde udelukkede Europas industriprodukter. De fik imidlertid ikke denne lov igennem kongressen uden at indrømme de stærke sølvmænd en ny lov, der pålagde skatkammeret at indkøbe endnu mere sølv. Ved den nye toldlov steg statskassens indtægter så stærkt, at republikanerne ligefrem måtte finde på udgifter for at fjerne det altfor store overskud. Vælgerne ville ellers spørge om, hvorfor staten ophobede flere penge, end den brugte. Man forhøjede således de militære pensioner til den vanvittige sum af over 500 millioner, blot for at blive af med pengene. Overfor denne politik fik Cleveland nye chancer, da han krævede en sparsommeligere statshusholdning. Ved valget i 1892 valgtes han for årene 1893-97. Der herskede i disse år vanskelige forhold på det amerikanske pengemarked, der var fallitter og arbejdsløshed, og da Cleveland og hans venner i 1894 gennemførte nogen nedsættelse i toldbeskyttelsen, beskyldtes han for at forråde landet. Og da man endvidere ophævede sølvloven af 1890, gerådede sølvbaronerne i fuldstændigt raseri. Det gamle demokratiske parti sprænges, et nyt dannes, som til fører fik en ung advokat fra Nebraska, Bryan, en glimrende agitator, en utrættelig taler. Under denne voldsomme præsidentkampagne samler Bryan om sig den mest brogede flok, sølvbaronerne side om side med socialistiske arbejdere og betrængte agrarer. Han forlangte dobbelt møntfod, han hamrede løs på børserne og børsspekulanterne, på storfabrikanterne og trusterne, og strøede med rund hånd løfter ud. Var han kommet til magten og havde han gennemført sit program, ville det have været en fuldstændig økonomisk revolution. Mod ham samlede republikanerne sig om toldbeskytteren Mac Kinley som den, der klarest kunne markere deres politik. Han holdt på guldmøntfoden, på »hæderlige penge«, og overfor Bryans voldsomme agitation fik han en gunstig position som samfundsbevarer. Clevelands venner stemte mange steder på ham, og valgene gav ham en god majoritet i 1896. Republikanerne fornyede påny toldbeskyttelsen, men den afgørende begivenhed under Mac Kinleys første præsidentskab (1897-1901) var den spansk-amerikanske krig og imperialismens sejr. På Cuba var en ny opstand udbrudt i 1895. Den var såre velbegrundet. Spanien havde mistet næsten alle sine gamle kolonier på grund af misregimente, og det var dog ikke blevet klogt af skade. Den i 1878 endte opstand havde kostet meget, og cubanerne skulle selv betale det. Men samtidig styrede Spanien øen således, at den var absolut ude af stand til at betale. Alle spanske varer gik toldfrit ind på Cuba, medens alle cubanske varer, der indførtes i moderlandet, måtte bløde til den tomme spanske statskasse. Sukkerrøret var et af øens vigtigste produkter, men det kunne ikke på verdensmarkedet klare sig overfor roesukkeret. Plantageejerne blev ruinerede. Skulle øen bringes op, måtte man slå ind på nye driftsmåder, og dertil krævedes der store pengesummer. Det ludfattige Spanien kunne ikke hjælpe Cuba, det kunne kun udsuge. Derfor breder misfornøjelsen sig mere og mere, og håbet om at løsrive sig fra Spanien bliver atter stærkt. En sammensværgelse dannes, men den opdages, og opstanden bryder løs i februar 1895. Spanien sendte sin bedste mand, Martinez Campos, der havde dæmpet den forrige opstand, og som var nøje inde i alle forhold. Men han formåede intet. Han havde ikke soldater nok, især ikke kavaleri nok til at føre den guerillakrig, som opstandens førere, Gomez og Maceo, slog ind på. Han søgte at komme igennem med indrømmelser og forhandlinger, men de stolte spaniere derhjemme ville ikke høre om at forhandle med oprørere. Spanien kaldte Martinez Campos hjem og sendte general Weyler derover med friske tropper. Han fik i året 1896 40,000 mand tilsendt, men uagtet han førte krigen med en barbarisk hårdhed, der gjorde tilnavnet slagteren berettiget, opnåede han ikke noget videre. Ude i bjergene og buskadserne holdt oprørerne sig, medens de spanske soldater døde i tusindvis på Havanas hospitaler af den gule feber og andre tropesygdomme. Samtidig brød det løs på den østasiatiske øgruppe Filippinerne, hvor det spanske styre var endnu ondere end på Cuba. Det var gejstlige, franciskanere og jesuiter, der plagede den indfødte befolkning på Filippinerne. En opstand udbrød i august 1896 og snart beredte de indfødte under Aguinaldo spanierne de alvorligste vanskeligheder. Også her var det guerillakrigen, og også her rasede spanierne som dyr. Lige meget hjalp det. I 1897 havde Spanien over 200,000 mand i marken og mistede over 20,000. Det cubanske oprør havde fra først af vakt levende interesse i Nordamerika. Oprørerne havde derfra fået våben og penge, mange frivillige havde kæmpet med i insurgenternes rækker. I Spanien havde det vakt megen bitterhed, og det var kommet til demonstrationer mod Amerika. Men regeringen ville naturligvis ikke føje en krig med De Forenede Stater til sine øvrige kampe, og så længe Cleveland var ved magten, holdt også den amerikanske regering igen. Anderledes blev det da Mac Kinley kom til. Det amerikanske krigsparti fik vind i sejlene, og man opfriskede en gammel ytring af præsident Jefferson fra 1823 om, at besiddelsen af Cuba var nødvendig for afrundingen af det amerikanske gebet. Man håbede, når man havde Cuba inde, at Mexico skulle falde som en moden frugt i Fristaternes skød. Der var endog dem, der drømte om Cuba som en etape på vejen mod Sydamerika. Allerede i 1846 og 1850 havde amerikanske fribyttere under Lopez gjort landgang på Cuba for at vinde øen, dens rige plantager og slavehold. D. 15 februar sprang det amerikanske krigsskib »Maine« i luften i Havanas havn, og det tog med sig 2 officerer og 236 mand. Amerikanerne beskyldte spanierne for at have lagt en mine under det. Der er intet, der tyder derpå, og den virkelige årsag til ulykken er aldrig blevet opklaret. Men det var for amerikanerne et godt påskud, de ville krigen, ikke for at understøtte de cubanske insurgenter, men for selv at tage øen. De stillede til Spanien uantagelige fordringer, og de fik krigen d. 21 april 1898. Man havde i Spanien håbet på, at de europæiske stormagter skulle lægge sig imellem nu, da en europæisk magt for første gang tørnede sammen med den nyopdukkende stormagt hinsides havet. Men om en sådan enighed mellem magterne kunne der naturligvis ikke være tale, og desuden var det ikke fristende at støtte et bundråddent land som Spanien. Magterne lod det blive ved blide noter, og England gav åbent sin sympati tilkende for den angel-saksiske søstermagt. Spanien sendte admiral Cervera ud med en flåde. Men medens han dampede over Atlanterhavet, sloges allerede det første slag på Filippinerne. Amerikanerne havde en eskadre under admiral Dewey liggende ved Hongkong, og han fik telegrafisk ordre til at angribe den spanske filippinerflåde, og allerede d. 1 maj ødelagde han efter en 7 timers kanonade fuldstændig den spanske flåde i Manilabugten. Slaget var karakteristisk for hele krigen. Spanierne sloges fortræffeligt. Det var et gammelt krigerfolk, men deres skibe var dårligt kram og deres skyts duede ikke. Spanien havde ikke haft råd til at udruste sin flåde ordentlig. Dewey havde derimod udmærkede, langtrækkende kanoner, der skød de spanske skibe i brand på lang afstand, hvor de spanske kugler ikke kunne nå. Dewey mistede derfor ikke et skib og havde kun nogle få sårede, medens spaniernes tab løb højt op. Cervera kom omsider til Vestindien, men i stedet for at opsøge de spredte amerikanske flåder løb han ind i den af naturen stærkt befæstede havn Santiago på Cuba. Han havde på den lange rejse over Atlanterhavet opbrugt sine kul. Og snart kom de amerikanske skibe og lagde sig for havnens munding. Cervera var fanget som i en musefælde. Amerikanerne førte tillige en hær over, der lagde sig udenfor Santiago. Der kæmpedes blodigt om Santiagos omegn, og på begge sider var stillingen vanskelig. Den gule feber begyndte at hærge amerikanernes lejr. Den allerhedeste tid stod for døren, og forplejningen var yderst mangelfuld. Leverandørerne havde snydt, som de så ofte snyder i krig. Inde i Santiago manglede man snart det nødtørftigste i alle retninger, både brød og krudt og kul. Cervera forsøgte da på at undslippe, inden det blev for silde. D. 3 juli løb han ud til undergangen. De langtrækkende amerikanske kanoner gjorde deres bedste. Det dårlige spanske panser kunne ikke stå imod, og det ene skib efter det andet blev skudt i brand og løb på grund. På admiralskibet fyrede man endnu, medens skibet brændte. Cervera gjorde forsøg på at drukne sig, men det blev forhindret, Han blev taget tilfange og hele hans flåde var vrag. Kort tid efter overgav Santiago sig, og inden juli måneds udgang havde en anden amerikansk hær uden synderlig modstand bemægtiget sig Puerto Rico. På Cuba havde amerikanerne dog kun et lille stykke land inde, og general Blanco stod endnu med 80,000 mand. Der kunne endnu være ydet en lang modstand, hvis Spanien havde haft penge. Men dets kasser var skrabede til bunden, medens Amerika havde nok af penge og følgelig kunne sende så mange tusinde til Cuba og holde kampen gående så længe, det skulle være. Det hele var et rent pengespørgsmål. Amerika måtte sejre. Den spanske stolthed, der havde talt så klangfulde ord, bøjede sig derfor, og d. 12 august undertegnedes i Washington fredspræliminærerne. De endelige fredsforhandlinger førtes i Paris og sluttedes d. 12 december 1898. Spanien måtte gå ind på alle Amerikas fordringer, og det skånede så sandt ikke. Spanien måtte opgive enhver højhedsret over Cuba, hvis forhold senere skulle ordnes, det måtte afstå til Amerika Puerto Rico og sine øvrige Vestindiske øer samt Filippinerne. For de sidste gav Amerika den fattige slagne 20 mill. dollars for en frugtbar øgruppe med over 10 mill. mennesker. Man måtte være fattig som Spanien for at tage mod slig en skilling. Derimod ville amerikanerne ikke overtage den cubanske statsgæld. Af de gamle spanske besiddelser gik Puerto Rico ganske simpelt ind som led i Unionen. Og ovre på Filippinerne ville de indfødte ikke finde sig i et amerikansk herredømme, og gik til modstand. USA ville nu være en imperialistisk militærmagt, og herom stod kampen ved præsidentvalget, idet Bryan og demokraterne bekæmpede imperialismen, som Mac Kinley og hans kumpaner holdt på, - og Mac Kinley blev valgt i 1900.

Dengang Columbus i året 1492 nåede til den nye verden, var det på en af de Vestindiske øer, han landede. Og den strøm af, spanske erobrere, der fulgte i hans kølvand, bredte sig ud over Vestindien, over Mellemamerika, over Sydamerika; de opsøgte lande, hvis natur var rigt udstyret, med guld og sølv, med kostbare krydderier og farvestoffer, og hvis skatte lod sig tilegne uden møje, blot ved at overvinde og udsuge de indfødte folkeslag, der faldt som værgeløse ofre imod ildvåbnene og det stærkt rustede rytteri; de var eventyrere, der dreves ud fra hjemmet af en umættelig guldtørst, og de rigdomme, de så let vandt, blev ligeså letfærdig forødte. For Spanien betød guldstrømmen fra Amerika en langsom, men sikker udmarvelse af alle sociale kræfter; for kolonierne betød det spanske herredømme en rå udplyndring, en barbarisk ødelæggelse af udviklingsmulighederne, en stillestående sump, hvori både den materielle og den åndelige civilisation forkrøbledes, og hvorfra man først i de allersidste menneskealdre er begyndt at rejse sig. Hvor helt anderledes var ikke den kolonisation, der begyndte på Nordamerikas østkyst et godt århundrede senere, kort efter år 1600. Her var der intet, som fristede de spanske lykkejægere. Her lå rigdommene ikke for nybyggerens fod, så han blot behøvede at bukke sig for at tage dem op; kun gennem et hårdt og ihærdigt arbejde, ved rydning af de tætte skove, ved opdyrkning af den stridige jord, ved stadig kamp med de dristige og næsten uovervindelige indianerstammer kunne han slide sig et beskedent udkomme til. Her var det da ikke spanske adelsmænd og soldater, der slog sig ned, i håb om rigt og let bytte, men nordboere, mest englændere, men også hollændere, franskmænd og svenskere, for største delen småkårsfolk, bønder og håndværkere og småhandlende, folk som drog bort fra hjemmet, fordi de blev forfulgt for deres religiøse meninger, og som kun attråede et fristed, hvor de kunne leve livet og dyrke gud, som deres samvittighed bød dem - alvorlige, nøjsomme og yderst arbejdsomme mænd. I denne den oprindelige bebyggelses karakter ligger spiren til den mægtige, vidunderlige blomstring, der nu foregår i de Nordamerikanske fristater. Dette land er stedse, hvad det fra først af var, det hårde, rastløse arbejdes land fremfor alle andre. Medens de fra naturens hånd så rige Sydamerikanske stater er gået til grunde i armod under den planløse udsugelse og det tryk, den har efterladt, så har det naturfattige norden hævet sig bestandig højere ved det planmæssige arbejdes skabende kraft. Og intetsteds ser man så klart og skarpt som her, hvordan samfundshusholdningen, det politiske liv, hele kulturen suger sin næring og henter sin form og sin farve fra det menneskelige arbejde. I over halvandet hundrede år førte nybygderne langs Atlanterhavskysten og lidt ind i landet deres stilfærdige tilværelse som kolonier under England, uden at føle sig synderlig trykkede af det engelske herredømme. Politisk havde de fuldt selvstyre, uden at England blandede sig i deres indre forhold; kun økonomisk var de afhængige, idet de var nødt til at købe og sælge hos engelske grosserere og handelsselskaber og afskårne fra handel med andre nationer - men så længe deres hovederhverv var fremdragelse af naturprodukter, af tømmer, fisk, pelsværk og korn mod nord og bomuld mod syd, medens bearbejdelsen, den industrielle virksomhed, kun spillede en ringe rolle, sålænge fandt de sig forholdsvis let til rette derunder. Først da der lidt efter lidt begyndte at opstå en industri i de nordlige kolonier og dermed et borgerskab, af håndværksmestre og købmænd, som hæmmedes i sin udvikling ved de engelske monopoler, først da blev selvstændighedstrangen stærkere. En særlig amerikansk nationalfølelse udfoldede sig, misstemningen overfor det engelske overherredømme antog skarpere former; og da så harmen over nogle skattepålæg bragte bægeret til at flyde over, erklærede de 13 dengang bestående stater sig i året 1776 for uafhængige og førte denne erklæring ud i livet gennem en sejrrig krig imod de engelske hære. I året 1789 blev det nye samfunds politiske forhold ordnede ved en forfatning, som i det hele og store har bevaret sig ned til vore dage, og som forener de enkelte staters selvstyre på alle områder af lokal beskaffenhed med et centralstyre for de spørgsmål, der har fælles, almen betydning for staterne som samlet hele. Så fulgte, frem gennem de to næste menneskealdre, til begyndelsen af 1860'erne, den første store udviklingsperiode i de Nordamerikanske fristaters liv. Stærkt og stadig voksede befolkningens tal, dels gennem den naturlige forøgelse ved fødslerne, dels og navnlig gennem tilvandringen fra fremmede lande. Endnu i året 1820 talte den mindre end 10 millioner, i året 1860 var den steget til over 30 millioner, og bestandig længere bredte den sig vestpå. Det ene nye landområde efter det andet blev taget under ploven, og der var jord i overflødighed at tage af - den kostede intet, enhver kunne frit bosætte sig, hvor han ville, og lægge beslag på så megen jord, som han kunne overkomme at dyrke. Jernvejene begyndte at spænde deres net ud over det stærkere befolkede østen og efterhånden også at sende udløbere ind i de jomfruelige vestlige egne, og lokomotivet drog med magnetisk kraft en stedse stigende mængde af nybyggere med sig langs skinnerne. Købstæder voksede op rundt omkring, efterhånden som landet blev taget under kultur, og hist og her, hvor betingelserne var særlig gunstige, kunne en lille flække i få års løb forvandle sig til en stor by. Men alt imens denne udvikling gik for sig og voksende nationale rigdomme lidt efter lidt udfoldede sig under det rastløse arbejdes befrugtende indflydelse, så drog der sig en fure dybere og dybere ned igennem det Nordamerikanske samfund og truede med at sprænge det i to dele. Det var modsætningen imellem det industrielle norden og det rent agrariske syden, modsætningen mellem det frie arbejde og slavearbejdet. I Nordstaterne var industrien i jævn fremgang; rundt om i byerne blev der oprettet værksteder, ikke så sjælden også større fabriker, og man var godt på veje til at kunne forsyne hele landet med de industrielle produkter, det havde behov; det var det frie lønarbejde, der her herskede - negerslavernes arbejdskraft ville overfor de moderne maskiner være ligeså ufordelagtig og uanvendelig, som den var ufordelagtig og uanvendelig i de små bondebrug, hvori jorden var udstykket; og slaveriet var derfor her forlængst blevet afskaffet. Anderledes mod syd. Her var bomuldsdyrkningen grundlaget for det hele økonomiske liv; det gennembrud i den engelske bomuldsindustri, der fandt sted mod slutningen af det 18. århundrede, med spindemaskinernes og vævemaskinernes og dampmaskinens opfindelse, forøgede efterspørgslen efter råbomuld til det mangedobbelte, og en anden maskine, som kort efter blev opfundet, til rensning af bomuldstrevlerne, gjorde det muligt for plantageejerne at imødekomme den voksende efterspørgsel og sende uhyre masser af dette vigtige råstof til det engelske marked. Over de store godser, som her var de fremherskende, bredte bomuldsplantagerne sig. Og til arbejdet i plantagerne slog negerslavernes arbejdskraft til, og slaveriet antog stadig større omfang. Det var to helt forskellige kulturverdener, der stod overfor hinanden, og modsætningen imellem dem blev efterhånden så skarp og uforsonlig, at de ikke kunne forenes indenfor det samme samfunds legeme. Thi alt hvad der bådede sydstaterne, det virkede ødelæggende for nordstaterne, skadede dem økonomisk, lammede deres industrielle udvikling. Skibsladning på skibsladning af råbomuld afgik fra de sydlige havne til Liverpool, og når skibene vendte hjem, tog de engelske industriprodukter med ombord mod lave fragter, bomuldstøj og knive, strømper og glas og allehånde andre varer, der oversvømmede markedet og solgtes til priser, som de indenlandske fabrikanter med deres unge og endnu lidet udviklede produktion ikke kunne nå ned til. Bitrere og bitrere gjorde denne modsætning sig gældende; syden krævede slaveri og frihandel, norden krævede det frie arbejde som det eneherskende og toldbeskyttelse for industrien; og hver af parterne kæmpede for sine vigtigste økonomiske interesser. Men slavespørgsmålet var det brændende punkt, der samlede al offentlig interesse om sig. Ved nytårstid 1861 var spændingen nået et sådant højdemål, at den brød ud i åben kamp. Slavestaterne erklærede sig for løste fra forbindelsen med de nordlige stater og besluttede at danne et eget, uafhængigt forbund, men nordstaterne svarede med en krig, der efter frygtelige blodsudgydelser endte med sydstaternes nederlag i 1865; forbundets sprængning blev forhindret, og slaveriet blev fra nu af helt afskaffet overalt indenfor det Nordamerikanske statsområde. Med borgerkrigens ophør, med de moderne, industrielle interessers endelige sejr over de gammeldags, rent agrariske interesser, begynder De Forenede Staters storhedstid. Allerede selve krigen havde på mange måder bidraget mægtig til at fremme nordstaternes industrielle udvikling. Hensynet til soldaternes beklædning havde stillet store krav til væveindustrien, og tekstilfabrikkernes produktion var taget stærkt til; i året 1860 havde man ialt kun forbrugt 78 millioner pund råuld, men i året 1864 steg forbruget til 194 millioner; og en lignende opgang fandt sted i skotøjsindustrien, i handskemagerfaget og adskillige andre produktionsgrene. Endnu voldsommere var det fremstød, metalindustrierne og bjergværksdriften fik, under bestræbelserne for at skaffe geværer, kanoner, sabler, panserskibe, jernbaneskinner og hele det øvrige apparat af krigsmateriel, der med ét slag skulle tilvejebringes - den amerikanske jern- og stålproduktions store gennembrud fandt sted i dette tidsrum. Og som det gik den egentlige industrielle virksomhed, hvis udfoldelse tilmed kunstig fremskyndedes ved de høje toldpålæg, der netop samtidig blev indført for fremmede varer, således gik det også landbruget. Da store dele af de voksne mænd drog i felten, indtrådte der mangel på arbejdskraft; det var ikke muligt at få jorden dyrket på den gamle måde, med de gammeldags redskaber; indførelsen af arbejdssparende maskiner meldte sig som en tvingende nødvendighed, og den moderne agerdyrkningsteknik, der først har givet De Forenede Stater deres økonomiske stormagtsstilling, trådte nu ud i livet - og den virkede atter tilbage på den industrielle udvikling, skabte nye betingelser for maskinfabrikationen, for ståltilberedningen, for jernproduktionen. Og da så krigen var endt med sejr for den del af befolkningen, der var knyttet til den moderne industri og det moderne landbrug, da var det, som om alle skranker for udviklingen på én gang var sprængt. Det var som et helt eventyr, hvad der nu skete. Med en voldsomhed, der ikke har sit sidestykke i noget andet lands historie, skred industri og agerbrug frem over bestandig nye felter, øgedes mængden af de rigdomme, der mellem år og dag blev draget frem og forarbejdet, opsamledes der uhyre skatte, som blev forvandlet til nye produktionsmidler, redskaber til ny og endnu mægtigere produktion af værdier. Det var det Nordamerikanske samfund, som nu endelig fuldbyrdede sin frigørelse fra England. Politisk var det blevet befriet fra den engelske stats herredømme i 1770'eme, men den økonomiske afhængighed under den engelske kapitals herredømme havde varet til begyndelsen af 1860érne - sålænge som den engelske industri her ikke blot havde fundet hovedleverandøren for sit vigtigste råstof, men også hovedmarkedet, hvor den aflæssede de færdige produkter, den ikke kunne få solgt andetsteds. Nu gjorde Amerika sig fri. Den råbomuld, der før i hele sin masse var gået til de engelske fabriker, begyndte man selv at spinde og væve; og de industrivarer, der før var blevet hidført fra England, tilvirkede man selv. Ved høj beskyttelsestold spærrede man af for den udenlandske konkurrence, og den industri, der groede frem med drivhusmæssig frodighed i toldbeskyttelsens læ, fandt for sig et vældigt hjemmemarked, der stadig voksede, efterhånden som kolonisationen skred længere og længere frem imod vest og indvandringen sendte den ene million af mennesker til landet efter den anden - fra 1860 til 1890, i løbet af kun 30 år, voksede indbyggertallet til det dobbelte. Det middel, ved hvis hjælp denne vældige, helt revolutionære bevægelse brød sig vej frem, var jernbaneanlæggene. De blev for det amerikanske samfund, hvad bomuldsmaskinernes og dampmaskinens opfindelse et hundredår i forvejen havde været for det engelske samfund: en ny drivkraft for den sociale udvikling, der vendte op og ned på de gamle, tilvante forhold og skabte tilstande, som man før næppe havde kunnet drømme om. Jernbanebygningen var allerede gået rask for sig i tiden forud for borgerkrigen; i året 1865 var 7500 danske mil jernbane åben for driften - en strækning lige så stor som hele det nuværende jernbanenet i Tyskland. Men efter krigens ophør tog bevægelsen en stærkt forøget fart. I 1869 blev den første Pacifikbane fra Atlanterhavet til Stillehavskysten fuldendt; den er siden blevet fulgt af flere andre. Og samtidig blev den ene nye linje efter den anden trukket, i alle mulige retninger, frem gennem egne, som hidtil havde været næsten mennesketomme, men som nu rask blev forholdsvis tæt befolkede under det nye samfærdselsmiddel indflydelse, frem gennem midtamerikas stepper, hvis endeløse græsflader snart forvandledes til majs og hvedemarker, frem gennem det vilde vestens bjergegne, hvis umådelige rigdomme af guld og sølv, af jern og kul først nu kunne drages frem for lyset. I de 10 år mellem 1865 og 1875 forøgedes jernbanelinjernes samlede udstrækning fra 7500 til 15.800 mil, i de næste 10 år til 27.400 mil, i de næste 10 år til 38.700 mil, og nu nærmer tallet sig stærkt op til de 50.000 - halvanden gang så meget som det samlede europæiske jernbanenet. Men jernbaneanlæggene har ikke blot betydning som den første og vigtigste forudsætning for den stigende kolonisation frem over hidtil øde eller kun svagt befolkede egne og for alle de omvæltninger i retning af landbrugets og bjergværksdriftens og industriens udbredelse og udvikling, som dermed er fulgt. De har også betydning som et af de virksomste midler til at opsamle de kæmpemæssige kapitaler, der nu behersker det amerikanske samfunds økonomiske liv. For at fremskynde anlægget af nye jernbaner var staten tidligt kommet ind på at yde jernbaneselskaberne begunstigelse i form af gratis overdragelse af ejendomsretten til store landstrækninger langs linjerne; i tiden fra 1850 til 1872 blev på den måde et areal af 11.000 danske kvadratmil - 15 gange så meget som hele Danmarks fladerum - skænket til de private aktieselskaber. Det var strækninger, som oprindelig var næsten helt værdiløse, men som efterhånden med den tiltagende befolkningstæthed steg stærkt og stadig i værdi og indbragte deres ejere kolossale rigdomme ved salg eller bortforpagtning. Ud over alle grænser er jernbanekongernes formue vokset; helt despotisk er den magt, de øver over landmændene i de distrikter, deres linjer passerer; og de millioner, der her tjenes, bliver anbragt i industri og bjergværksdrift og virker her til at fremskynde produktionen efter en endnu mere storstilet målestok og ophobe herredømmet over nationens rigdomskilder i stadig mægtigere masser på nogle ganske få mangemillionærers hænder. Tallene fortæller i deres skarpe sprog om den omvæltning, som på alle områder er gået for sig i det amerikanske samfundsliv, og som stadig går for sig. I slutningen af 1860érne var der kun lidt over 13 millioner tønder land besået med hvede, og udbyttet var 27-28 millioner tønder; i slutningen af 1880érne var hvedearealet steget til det dobbelte, til godt 27 millioner tønder land, og udbyttet ligeledes til det dobbelte; nu til dags er hvedearealet 35 millioner tønder land - fem gange så meget som hele Danmarks fladerum. Og som produktionen af hvede er steget, således produktionen af majs og de andre kornsorter og i følge dermed også husdyravlen, produktionen af kød og flæsk. Det er en opgang, der har fået de videstrækkende følger for hele verdenshusholdningen. Ved slutningen af 1870érne, da den Amerikanske kornproduktion havde nået en sådan højde, at den indenlandske befolkning langtfra kunne forbruge dens udbytte, begyndte udførslen af korn til Europa pludselig at antage et mægtig forøget omfang; i få års løb steg den til to-tre-fire gange sin tidligere størrelse; den gamle verdens landbrug kom i krise under trykket af de oversøiske kornmasser, mistede helt sit gamle fodfæste, blev stillet ind under nye arbejdsvilkår - og virkningerne af alt dette har forplantet sig ud over hele det politiske liv, over hele kulturlivet i de Europæiske samfund. Det var den første akt af den amerikanske konkurrences store verdensskuespil. I anden akt ser man opgøret mellem den nye og den gamle verdens industri. Som agerbrugsproduktionen er blevet forøget i Nordamerika, således også den industrielle produktion, og med endnu langt mere rivende fart. Man finder den betegnende målestok derfor i de mængder, der til forskellig tid er blevet draget frem af kul og jern, de to grundstoffer i hele den moderne industrielle virksomhed. Fra begyndelsen af 1870érne til begyndelsen af 1890érne voksede den årlige produktion af begge de to genstande til mellem det firdobbelte og det femdobbelte, og siden den tid er fremdragningen af råjern atter steget til over det dobbelte og af stenkul til henimod det tredobbelte. Og i modsætning til andre lande, både England og Tyskland, som udfører en meget stor del af det kul, de frembringer, så er udførslen fra De Forenede Stater kun ganske ringe, kun omtrent én tønde af hver 40, der mellem år og dag drages frem; landets vældig voksende industri kan selv forbruge alt, hvad gruberne yder. Allevegne skyder nye, bestandig større fabrikker frem, allevegne udvides og forbedres deres maskineri og forøges deres produktion. I 1860 anslog man hele den kapital, der var anbragt i den nordamerikanske industri, til 3800 millioner kroner, 20 år senere i 1880, til 10.400 millioner, og atter 20 år senere i 1900 til 36.700 millioner. Som en snebold ned ad et skråt tag vokser da den varemasse, der år efter år vælter ud fra fabrikkerne. Der er nok til fuldtud at dække den indenlandske befolknings forbrug - det ringe kvantum af industrivarer, som stadig indføres fra udlandet, består mest af overdådige luksusgenstande for den allerrigeste del af befolkningen - og der er langt mere end nok. Man har ved slutningen af 1890érne beregnet, at otte måneders arbejde i de amerikanske fabrikker ville frembringe en tilstrækkelig varemængde for hele det årlige hjemmeforbrug; de øvrige 4 måneder af året må der altså arbejdes for eksport - eller med andre ord: tredjedelen af den industrielle produktions udbytte må sendes til fremmede lande og sælges dér, hvis ikke Amerika selv skal rammes af overproduktionens tryk og blive nødt til at indskrænke sin industrielle virksomhed, til tab og lidelse både for arbejderne, for kapitalen og for samfundet som helhed. Med en ganske vidunderlig, for Europas industridrivende rent forfærdende magt er da udførslen af amerikanske industriprodukter taget til. Endnu i 1882 blev der kun udført for 418 millioner kroner industrielle varer, men i 1905 for 2132 millioner, mere end 5 gange så meget - samtidig med at udførslen af alle andre varer kun er steget med lidt over fjerdedelen. Rundt om i den gamle verden, og især i England, øver konkurrencen med de billige, dygtig forarbejdede amerikanske produkter sin virkning. Hvor sært er ikke forholdet vendt om, siden Amerika for knap et halvt århundrede siden udkæmpede borgerkrigen. Dengang stod landet endnu i en slags økonomisk underdanighedsforhold til England, som det lavtstående, svagt udviklede samfund, der solgte de råstoffer, det frembragte, til de engelske fabrikker, og fra dem købte de industrielle varer, det behøvede; nu står det som det overlegne samfund, hvis mægtige industri synes i færd med at knuge gammel-England i knæ. Man har et spejlbillede af denne det amerikanske samfunds forvandling i byernes fremgang - som byernes og især de store byers udvikling overhovedet er et af de mest betegnende træk i hele det moderne samfundsliv. I 1860 boede kun 16 procent af de nordamerikanske fristaters befolkning i byer; 30 år senere i 1890 derimod 29 procent, og i 1908 over 40 procent, og deraf mere end halvdelen i storbyer med over 50.000 indbyggere. I østen er de store byer vokset jævnt og hastig til. Ny York tæller 4 millioner indbyggere, og der vil næppe gå mange år, inden byen er løbet forud for London; i vesten er store byer skudt frem så frodig som planter i en tropisk sommer. Hvor nu Chicago ligger med sine henved 2 millioner mennesker, der lå der i 1837 en lille købstad med 4.000 indbyggere og et par år i forvejen en landsby med nogle få hundrede beboere. Således er Amerika vokset til den magt, det er. I tiden forud for borgerkrigen blev det sikre grundlag for landets fremtidsudvikling lagt; under krigen selv fandt det store gennembrud sted; i løbet af den næste menneskealder udfoldede alle samfundets kræfter sig på en vidunderlig måde; og i det allersidste årti har fremgangen været så rivende stærk som ingensinde før, så svimlende, at man savner enhver målestok for sammenligning. Og dette sidste årti sætter nyt skel i de Nordamerikanske fristaters udvikling. Landet er ikke længere, hvad det var for blot en snes år siden. Det var ved midten af 1890érne, man begyndte at forstå, at grundlaget for hele det nordamerikanske samfund var blevet et andet. To ting var det, som dukkede op for bevidstheden. Dels, at jorden var optaget - de store strækninger af frugtbar jord, der hidtil havde ligget herreløse hen, til fri rådighed for hvem der ville dyrke dem, gratis eller mod et rent ubetydeligt vederlag, de var nu taget i brug og gået over til privat ejendom og kunne kun erhverves ved køb på dyre vilkår. Kolonisationen var dermed blevet umulig under de gamle frie former. Det ekstensive landbrug måtte lidt efter lidt afløses af en mere intensiv drift. Det var ikke længere muligt for byarbejderen at drage ud til vestens prærier og slå sig ned som landmand; han var bundet til sit erhverv, som arbejderen er det i de gamle kulturlande. Og dels, at den frie konkurrence var blevet lagt øde - var blevet forvandlet til et tomt navn, en form uden indhold, under trykket af de mægtige trust'er, som breder sig over næsten alt erhvervsliv, tilriver sig herredømmet over produktionen og tilegner sig udbyttet af produktionen, kvæler de selvstændige virksomheder i deres konkurrences favntag og ikke tillader nye virksomheder at opstå. Det frie Amerika, frit ikke blot i politisk forstand, men også i økonomisk, forsåvidt det gav bredt albuerum og rige muligheder for enhver, der ville og kunne arbejde, dette frie Amerika er ikke længere til. Snævrere og snævrere lukkes alle sunde; arbejdernes kår trykkes, middelstandens rækker udtyndes, landmændenes fortjeneste beskæres, mere og mere anstrengt og forpint bliver befolkningen i den hårde kamp for tilværelsen, op over samfundet hæver trust'ernes ukronede konger sig i bestandig mere frygtindgydende majestæt - samtidig med at produktionens uhyre maskineri fremskynder sin gang til rasende hast. Således er det, at Amerika går ind i det nye afsnit af sin historie. De amerikanske trust'er viser os kapitalens herredømme i den vældigste skikkelse. Som tusindarmede uhyrer breder de kæmpemæssige pengesammenslutninger sig ud over felt efter felt af erhvervslivet, kvæler al selvstændig virksomhed, suger rigdomme op, hvis tal gør en europæisk hjerne svimmel, drager befolkningen ind under en magt, som ingen kronet monark nogensinde har kunnet drømme om. Navne som Rockefeller og Morgan har eventyrets glans og uhygge over sig. Ågerpriser på alle livsfornødenheder, middelstandens ødelæggelse, arbejderklassens knægtelse, det hele samfund som blødt voks i en snes griske, umættelige trustherrers jernhænder - det er den bevægelse, der med rivende fart går for sig i den store nordamerikanske republik. Og Europa kan ikke være en ligegyldig tilskuer. Thi allerede nu strækker den fortrustede kapital sine fangarme ud over Atlanten og truer med at lægge sig som Midgårdsormen omkring alverden. »Trust« er et engelsk ord, der nærmest kan oversættes ved »tillid«, »tiltro«; det angiver i den engelske og amerikanske lovgivning et kontraktforhold, hvorved man overgiver sin ejendom til andenmand, der skal have den i varetægt og forvalte den til ejerens fordel, altså en slags økonomisk formynderskab. Når dette ord er kommet til at betegne de store kapitalsammenslutninger, er det, fordi de ældste af dem valgte en sådan form for deres organisation. Aktionærerne i de forskellige selskaber, som sluttede sig sammen, overgav rådigheden over deres aktier til en kreds af tillidsmænd, der skulle forvalte dem og fordele udbyttet i forhold til aktiernes størrelse; selv gav de afkald på enhver indflydelse over bedrifternes ledelse. Det var af hensigtsmæssighedshensyn, man benyttede sig af denne form, for at omgå visse lovbestemmelser; siden har man fulgt forskellige veje, alt efter som det på hver enkelt tid og hvert enkelt sted var mest belejligt. I den almindelige sprogbrug forstår man nu om stunder ved ordet »trust« enhver sammenslutning af en række forskellige foretagender indenfor en og samme produktionsgren, med det formål at udelukke konkurrencen og enevældig beherske produktionen, ligegyldigt om de enkelte bedrifter bevarer en vis tilsyneladende selvstændighed, eller de er gået fuldstændig op i et enkelt aktieselskab. Allerede tidlig har de kapitalistiske producenter rundt om i de forskellige lande indset, hvilken fordel de ville vinde ved at slutte indbyrdes overenskomster, således at konkurrencen forebyggedes og priserne vilkårlig kunne fastsættes. Og rundt omkring træffer man også tidlig eksempler på den slags overenskomster. Men de var sjælden i stand til at øve nogen varig og almindelig indflydelse på det økonomiske liv; de var for skrøbelige, gik for let i stykker. Når det først var lykkedes en sådan »ring« at drive priserne i vejret til en vis højde, var der gerne et og andet af dens medlemmer, der lod sig friste til at bryde ud og skaffe sig stor afsætning ved at sælge til billig pris; eller der rejste sig konkurrerende bedrifter udenfor ringen, og priserne blev påny presset ned. Også den amerikanske industris historie i 1860érne og 1870érne beretter om idelig gentagne og idelig fejlslagne forsøg på at bringe sådanne monopoler tilveje. Heftigere og ivrigere blev disse bestræbelser, efterhånden som industrien udviklede sig og konkurrencen skærpedes. Hvad det gjaldt om, var at bygge sammenslutninger så faste, at enhver selvstændig optræden af de enkelte bedrifter var udelukket, og så mægtige, at enhver udenforstående bedrift kunne kvæles ved en skånselsløs konkurrence. Det var i 1882, at det lykkedes John Rockefeller at skabe den første sammenslutning, som formåede at besejre alle vanskeligheder: petroleumstrust'en, moderen til alle de senere amerikanske trust'er. Ved en klog og hensynsløs forretningsførelse havde han efterhånden arbejdet sig op til at indtage den ledende stilling indenfor petroleumsraffinadørernes kreds; især havde han med stort held benyttet sig af sine forbindelser med jernbaneselskaberne til at skaffe sig billigere transport for sine varer, således at han kunne underbyde alle konkurrenterne, der måtte betale højere fragtsatser. Lidt efter lidt blev konkurrenterne »møre«; de bukkede under en for en, indstillede deres virksomhed eller solgte den til Rockefeller for de priser, han dikterede. Og omsider foretrak de større forretninger, som endnu var tilbage, at købe sig fred ved at opgive deres selvstændighed og lægge sig ind under Rockefellers ledelse. Trust'en blev dannet. Et råd på 9 mand med Rockefeller i spidsen beherskede fra nu af den amerikanske petroleumsindustri, med uindskrænket myndighed, uden nogen kontrol over sig, bestemte produktionsmængden og priserne, arbejdsforholdene og teknikken, og med rivende fart gik det fremad. Produktionsmåden blev udviklet til sin mest glimrende skikkelse; et net af underjordiske rørledninger blev anlagt, i en samlet udstrækning af 7000 danske mil, hvorigennem olien ledes fra det indre af landet ud til havnene, så den fra raffinaderierne ved kilderne kan tappes direkte ombord på dampere, der fører den over Atlanten; de små selvstændige bedrifter, som hist og her vovede at byde trust'en under, blev slået ned uden skånsel. Og gevinsten steg til svimlende højder. Trust'en var grundlagt med en aktiekapital af omkring 375 millioner kr., hvad der var henved fem gange så meget, som de fortrustede bedrifter i virkeligheden var værd; og dog har dens udbytte år efter år været omkring ved 25 procent - hvad der svarer til et virkeligt udbytte af over 100 procent om året. Eksemplet blev hurtig fulgt. I løbet af den næste halve snes år dannede der sig trust'er i en række af de vigtigste amerikanske erhverv. I 1886 sluttede de store Chicago slagterier sig sammen i en ring. Året efter grundlagdes 2 nye kapitalsammenslutninger, sukkertrust'en og whiskytrust'en, hver med en aktiekapital lydende på henimod 300 millioner kr.. Begge blev de til ved overenskomst mellem en mængde mindre bedrifter, og begge har de givet et mægtigt udbytte. Sukkertrust'en begyndte sin løbebane med at skrue priserne så stærkt i vejret, at den allerede i det første år kunne give 30 procent på kapitalen - og det skønt denne kapital, ligesom i petroleumstrust'en var angivet fem-seks gange så højt som bedrifternes virkelige værdi, således at den virkelige gevinst blev godt 150 procent i et eneste år; en sådan fortjeneste var imidlertid for vældig til at kunne vare ved, konkurrerende forretninger opstod, og priserne dalede atter. År efter år kom trust'er til i nye fag; i 1892 dannedes tre af de største, gummitrust'en, tapettrust'en og ståltrust'en, af hvilke den sidste sidenhen er blevet udvidet til den kolossaleste af alle amerikanske trust'er, med en kapital af næsten 5000 millioner kr.. En standsning indtrådte med den krise, der ramte Amerika i 1893, og med de følgende års trykkede konjunkturer. Men da den økonomiske opgang begyndte igen i 1898, satte bevægelsen atter ind, og den forplantede sig nu med orkanagtig hast ud over hele det amerikanske erhvervsliv. Så godt som alle de industrigrene, der overhovedet har nogen betydning, er gået over til trust'erne, og kun små og helt betydningsløse industrier er endnu tilbage i selvstændig drift. Med ganske forsvindende undtagelser er alle de varer, man mellem år og dag forbruger, udgåede fra trust'ernes fabrikker, og deres priser er fastsat af trustlederne: kød og sukker, salt og sæbe, stivelse og bagepulver, tændstikker og cigaretter, papir og fotografiapparater, cykler og vinduesglas, symaskiner og sytråd, læder og fodtøj, kobber og sølv og så videre i det uendelige, og også gas og elektricitet, jernbaner og livsforsikring er fortrustet. Om den samlede masse af trust'ernes kapitaler har man ondt ved at danne sig nogen rigtig forestilling; det er tal, som det ikke ret vel er muligt at rumme i sin bevidsthed, så lidt som man i sin bevidsthed kan rumme de milliarder af mile, stjernerne er fjernet fra jorden. Opgørelserne peger på en sum omkring ved 100.000 millioner kr. - det vil sige, at hvis en mand alle døgnets 24 timer igennem talte en tikroneseddel op i hvert sekund, ville han først efter godt trehundrede års forløb være nået til ende med denne optælling. Overalt i produktionslivet er det altså monopolet, som er kommet til at herske. I stedet for de mange producenter, der konkurrerer indbyrdes og derved holder priserne nede, ser man en sluttet kreds af millionærer, der afskærer konkurrencen netop i den hensigt at holde priserne oppe og derved høste en høj ekstragevinst. Det absolutte monopol, der samler hele fagets virksomhed i trust'ens hånd, er dog kun i ganske enkelte tilfælde nået - men det behøves heller ikke; trust'en kan alligevel enevældig beherske priserne. Selv i de stærkest organiserede fag findes der gerne en del udenforstående småforretninger, som tilsammen leverer mellem tiendedelen og tredjedelen af den hele varemængde. Men disse forretninger er i virkeligheden slet ikke i stand til at konkurrere. Deres kapital er kun forsvindende ringe i sammenligning med trust'ens, og derfor er også deres modstandskraft i enhver konkurrencekamp kun svag. Deres maskiner er langt mindre fuldkomne, deres hele arbejdsmåde langt mindre hensigtsmæssig end i de vældige trustfabrikker, og derfor bliver også deres produktionsomkostninger langt højere. Sålænge de holder sig i stilhed og sælger deres varer til de priser, trust'en fastslår, får de lov til at bestå; men prøver de at træde selvstændig op og underbyde trust'en og rive dens kundekreds til sig, bliver det svære skyts rettet imod dem, og de bukker hurtig under. Trods disse selvstændige småforretninger er trust'erne da alligevel i det ene fag efter det andet i besiddelse af det virkelige monopol, har uindskrænket magt til at fastsætte de priser, befolkningen skal betale for deres produkter. Anderledes bliver det først, når de i altfor glubsk profitbegær skruer priserne så uforholdsmæssig højt i vejret, at de lokker store masser af fremmed kapital til og skaber sig selv jævnbyrdige konkurrenter. Da daler priserne voldsomt, tit under produktionsomkostningerne, således at hver enkelt vare må sælges med tab; det er et væddeløb mellem konkurrenterne, hvor det gælder om, hvem der har kapital til at holde længst ud. Men en sådan tilstand varer ikke længe. Det ender gerne med, at nogle af de konkurrerende foretagender falder fra, og andre af dem forenes med trust'en i en ny sammenslutning, og derefter indtræder monopolet påny. Publikum, der har haft gode dage, sålænge krigen varede og varerne solgtes til spotpris, kommer til at betale krigsomkostningerne i form af store prisforhøjelser. Således gik det med sukkeret, således er det gået med en mængde andre varer; efter bratte og dybe fald stiger priserne atter højt op over den normale grænse. Og efterhånden som trust'ernes styrke vokser og en snæver kreds af indbyrdes forbundne mangemillionærer behersker næsten al kapital i landet, bliver faren større og større for den forbrugende befolkning; prisfaldene bliver sjældnere, prisforøgelserne mere voldsomme og mere varige; blodprisernes tid er inde. Under trykket af hele denne udvikling omformes alt samfundsliv. Den sociale modsætning, mellem milliardærernes og den store befolknings interesser, stiger til et højtryk af spænding. Middelstanden udryddes eller forarmes. Det er ikke så længe siden, at Amerika var det land, hvor en rask mand med en god forstand og en god vilje til at tage fat havde de bedste udsigter til at skabe sig en solid stilling som forretningsmand. Men den tid er forbi. Trust'erne har spærret af for næsten al selvstændig virksomhed, og kun som arbejder, som ingeniør, som bogholder, som funktionær i de store fortrustede produktionsgrene er der endnu mulighed for at finde plads. Landmændene bliver flået af jernbanetrust'erne, når de vil forsende deres produkter; fragtsatserne er så sindrig ordnede at farmeren allevegne er voldgivet de priser, som dikteres af kødtrust'en, meltrust'en, malttrust'en, stivelsetrust'en, sukkertrust'en og de andre trust'er, der anvender landbrugsprodukter som råstoffer; og når han skal købe redskaber og maskiner, bliver han brandskattet af andre trust'er - han er omsluttet af en ring, der fra alle sider suger udbyttet af hans arbejde til sig. Håndværkerne og småfabrikanterne konkurreres til døde; i fag efter fag har de måttet bide i græsset, snedkere og sadelmagere, garvere og skomagere, bagere og cigarmagere rundt om i de byer, hvor en trust har åbnet udsalg og er begyndt med at sætte priserne så langt ned, at den i kort tid har draget al afsætning over til sig. Med detailhandlerne går det som med håndværkerne. En mængde af dem bliver erhvervsløse; kultrust'en indretter særlige kuludsalg i alle større byer, kødtrust'en ødelægger ikke blot slagterne, men også viktualiehandlerne, og adskillige trust'er er blevet dannede udelukkende med det formål at drive handel. Og de handlende, der får lov at blive i live, mister al virkelig selvstændighed, forvandles til provisionslønnede agenter for de store trust'er og køres i stramme tøjler. Tobakstrust'en nægter rabat til alle tobakshandlere, der fører nogensomhelst vare fra fremmede fabrikker, og således går det i alle fag; detailhandlergevinsten presses ned til det mindst mulige, og et udbredt spioneringssystem våger over, at enhver ordre bliver nøjagtig efterlevet. Den handlende, som er på trust'ens sorte tavle, er færdig; han kan ligeså godt lukke med det samme som vente, til han gennem en sejpinende forfølgelse er bragt til den yderste fattigdom. Og på samme måde med gæstgivere og værtshusholdere og vognmænd, og alt hvad der overhovedet er tilbage af små næringsdrivende - alle må de danse efter trustkapitalens fløjte. Og hvad trust'erne ikke direkte gør for at ruinere middelstanden, det gør de indirekte, gennem den aktiesvindel, de iværksætter. Intetsteds spekuleres der så dristig i folks godtroenhed som her, og intetsteds med så store resultater. Trust'ens aktier er gerne delt i to slags; nogle af dem er der sikret forlods udbytte, og dem forbeholder trustmændene sig selv; de andre derimod skal kun have udbytte, hvis gevinsten stiger op over en vis højde, og disse sidste spredes iblandt publikum. Ved glimrende prospekter lokkes småborgere og bønder til at anvende deres opsparede kapitaler til køb af sådanne papirer, der ofte viser sig at være fuldstændig værdiløse. For middelstanden betyder trust'en altså udryddelse eller økonomisk underkuelse; for arbejderne betyder den et voldsomt tryk på deres hele stilling, en frygtelig svækkelse af deres modstandsevne. Thi overfor den kompakte masse, som en trust udgør, denne magt, som har råd til at ofre, hvad det skal være, for at føre sin krig igennem, og som ledes udelukkende af hensynet til den størst mulige gevinst, har enhver kamp for højere løn eller bedre arbejdsvilkår på forhånd kun såre ringe udsigt til sejr. Alle fordele er på den mægtige fjendes hænder. Rundt om i de forskellige fag råder trust'erne over et stort antal spioner, og i en mængde tilfælde er fagforeningernes ledende mænd underkøbt af dem; store skarer af professionelle strejkebrydere holdes til stadighed på benene og kan øjeblikkelig tages i brug, når en strejke udbryder, og det væbnede privatpoliti går frem med revolverne, når den mindste lejlighed byder sig. De mange fortvivlede konflikter, som er blevet udkæmpet i de fortrustede fag, er da som regel endt med nederlag for arbejderne. Fagforeningsbevægelsen modarbejdes voldsomt fra trust'ernes side; adskillige af dem har erklæret, at de kun ville beskæftige uorganiserede arbejdere, og ofte er det hændt, at fagforeningen er blevet oprevet, når faget gik over til trust. Hertil kommer endnu ét: den arbejdssparende teknik, som anvendes i trust'ernes fabrikker, og den arbejdsløshed, som derved forvoldes i arbejdernes rækker. Intetsteds finder man så vidtgående en arbejdsdeling gennemført som her og intetsteds så fortrinlige maskiner og så hensigtsmæssige tekniske fremgangsmåder. Når et fag fortrustes, bliver gerne en hel del af de ældre bedrifter nedlagt, medens de største og bedst udstyrede holdes i gang og forsynes med så mange forbedringer, at deres produktion kan drives stærkt i vejret. Whiskytrust'en omfattede ved sin dannelse 80 fabriker; de 68 af dem blev straks lukkede og deres arbejdere afskedigede, men i de øvrige 12 blev der produceret mere, end der tidligere var blevet produceret i de 80 tilsammen; cykletrust'en lukkede 18 af sine 28 fabrikker, blikdåsetrust'en 33 af sine 155. Følgen heraf er en voldsom arbejdsløshed, og den vedligeholdes ved de tekniske reformer, der fra tid til anden gennemføres. Enhver ny opfindelse, der kan forøge produktionen og formindske arbejdertallet, bliver straks taget i brug, og de gamle maskiner bliver øjeblikkelig kasseret, når en ny og mere arbejdssparende er kommet på markedet. Bestræbelserne går ud på dels at indskrænke arbejdernes antal, dels at afløse de faglærte arbejdere med billigere arbejdskraft. Tobakstrust'en har således indført maskiner, der gør det muligt i stor udstrækning at sætte kvinder og børn ind på de pladser, der før krævede voksne mænd; vinduesglastrust'en en maskine, der tillader at afskedige mindst de fire femtedele af arbejderne; ståltrust'en en losse- og lademaskine, om hvilken det er blevet sagt, at den ikke er arbejdssparende, men simpelthen arbejdsafskaffende. I adskillige af de fortrustede industrier er arbejderne bragt ned i den dybeste elendighed. Og når deres kår i andre industrier endnu er ret tålelige - fordi trust'en forstår, at en ordentlig løn er betingelsen for en høj arbejdspræstation - så svæver dog utrygheden stadig i sin uhyggeligste skikkelse over deres hoved. På alle lag af det amerikanske samfund øver da denne udvikling sin frygtelige indflydelse, dobbelt frygtelig, fordi den angriber dem fra to sider, både i deres erhverv og deres forbrug. Og over det hele offentlige liv hviler trustmændenes pengevælde som en mare. Politikken er kun et redskab i deres hånd. Både i den fælles amerikanske rigsdag og i de enkelte staters repræsentationer sørger de ved uhyre bestikkelser for til stadighed at råde over et sikkert flertal; både blandt byrådsmedlemmer og blandt embedsmænd, fra de højeste til de laveste, sørger de for at købe sig pålidelige tilhængere, således at de overalt kan føre igennem, hvad der tjener deres interesser, og afslå ethvert angreb, som truer deres stilling. Lovforslagenes skæbne bliver ikke afgjort indenfor rigsdagen, men udenfor, ved trustherrernes hemmelige sammenkomster, og rigsdagsmændene stemmer, som de får ordre til. Udenrigspolitikken er bestemt efter hensynet til at skaffe dem markeder, hvor de kan afsætte deres produkter og købe billige råstoffer; toldpolitikken er bestemt efter hensynet til at sikre dem mod konkurrence fra fremmede lande og bevare deres profit ubeskåret; og de love imod trust'ernes værste udskejelser, som man fra tid til anden har været nødt til at vedtage for at tilfredsstille den offentlige mening, er indrettede således, at det er en let sag at omgå dem. Ethvert slag, der er rettet imod dem, viser sig hurtig at være et slag i luften, og selv de voldsomste trusler, der udslynges for at skabe popularitet foran et valg, har i de fleste tilfælde afsløret sig som tomme ord. Pressen er næsten helt igennem underkøbt og ejes for størstedelen af trustmændene selv, og dag efter dag bliver tusinder af journalisters penne sat i virksomhed for at påvirke stemningen til gunst for trust'erne og sværte deres modstandere. Når der rejses klage over lovovertrædelser, en trust har begået, sørger myndighederne så vidt muligt for i stilhed at få sagen bragt ud af verden eller at trække den i langdrag, indtil dommerne kan blive påvirkede med tilstrækkelig mange dollars. I ly af alt dette kan man ustraffet tillade sig alt. Der er næppe den amerikanske trust til, som ikke i sin tøjlesløse pengejagt har benyttet sig af de alleruhyggeligste midler. Videst i den retning er dog vistnok whiskytrust'en gået; blandt mange andre forbrydelser er det f.eks. oplyst, at den har søgt at købe funktionærer i konkurrerende forretningers tjeneste til at sprænge deres fabrikker i luften! Som en stadig rislende kilde til demoralisation gennemsyrer trustkapitalen hele samfundslegemet med sin gift. Selv står den udenfor alle moralbegreber; den højest mulige profit, ligegyldigt ad hvilke veje, er den eneste lov, den anerkender. Og stadig vældigere bliver den skikkelse, hvorunder den fremtræder. Trust'erne vokser ikke blot i tal og omfang, men de udvikler sig også indadtil, skifter karakter, og tegner mere og mere til at smelte sammen i en fælles helhed, der behersker alt amerikansk erhvervsliv under ét. De ældre trust'er bestod hver for sig af et antal fuldstændig ensartede bedrifter; petroleumstrust'en omfattede kun petroleumsraffinaderier, whiskytrust'en kun spritfabriker, sukkertrust'en kun sukkerraffinaderier; råstoffer og redskaber skaffede de sig ved køb fra andre forretninger, og afsætningen af de færdige produkter foregik også for størstedelen gennem fremmede hænder. Men i den senere tid gør en ny bestræbelse sig gældende; man søger selv at gøre sig til herre over alle produktionens led lige fra den første tilvejebringelse af råstoffer og hjælpestoffer og maskiner indtil produkternes afhændelse til forbrugerne. Ståltrust'en er sammensat af en uhyre mængde forskelligartede foretagender, jern, tin og kulminer, hytteværker, maskinfabrikker, jernstøberier, ståltråds- og jernbaneskinnefabrikker, dampskibs- og jernbanelinjer osv.; tobakstrust'en opkøber de bedste tobaksplantager rundt om i Sydstaterne og Vestindien. Overalt søger man at indrette sig som en sammenhængende organisme, en verden for sig selv, der ikke er afhængig af andre og kun står i forbindelse med omverdenen, når den sælger sine produkter. Man forstår, hvor uangribelig en sådan trust er, hvor fast den sidder i sadlen, når den først har bemægtiget sig monopolet over en hel produktionsgren. Men udviklingen går videre endnu. De rigdomme, der ophobes i de store trust'er, er så kæmpemæssige, at de ikke kan finde plads indenfor afgrænsede faglige områder; der er ikke albuerum nok for dem i den enkelte produktionsgren; for at kunne høste ny rigdom må de brede sig ud over stadig nye fag. Især er det fra petroleumstrust'en, at en syndflod af kapital vælter ud over de forskellige erhverv; femtedelen af Nordamerikas mægtige jernbanenet er i Rockefellers besiddelse, Ny Yorks gas-, elektricitets- og sporvejsvæsen ligeså, tobaksindustrien og store masser af metal- og bjergværksindustrien drives i virkeligheden for hans regning, selvom det er andre navne, som udadtil optræder; i de allerfleste af de trust'er, som er blevet oprettede i de senere år, skal det være hans kapital, som er den fremherskende - man regner hans private kapital til henimod 4000 millioner kr., og dertil kommer den mange gange større kapitalmasse i fremmed eje, som forvaltes under hans ledelse. Den hele amerikanske industriverden er allerede nu delt mellem kun et halvt dusin af sådanne »kapitalgrupper«, der hver for sig beherskes af en enkelt eller nogle ganske få milliardærer. Lejlighedsvis kan to af disse grupper støde fjendtlig sammen, og da er der jordskælv på Ny Yorks børs, og rystelserne forplanter sig ud over alverden. Men det er kun forbigående undtagelser, og de bliver sjældnere og sjældnere. Mellem de forskellige grupper træffes der aftaler om fælles optræden; de enes om at indstille konkurrencen; de smelter sammen i et »interessekompleks«, afhængigt af en ganske lille kreds af sammensvorne trustmænd. Det er trust'ernes fortrustning, der forberedes. De enkelte trust'er er i færd med at tabe deres særstilling, i færd med at gå op i den ene og enevældige, altomspændende fællestrust. Men videre endnu skrider udviklingen frem. Bevægelsen sprænger ikke blot de faglige skillelinjer; den begynder også at søge ud over de geografiske grænser. Det amerikanske samfund er for lille til at optage de produkter, trust'erne kaster på markedet; de må søge afsætning hinsides havene. Både til Asien og til Europa er der en stedse voksende udførsel af industrigenstande fra Nordamerika. Overalt søger de at arbejde sig ind og at fortrænge de hjemlige produkter ved deres billighed - og overalt med stort og stedse stigende held. Tobakstrust'en og skotøjstrust'en, kødtrust'en og frugttrust'en, elektricitetstrust'en og ståltrust'en og mange andre er godt på veje til at sikre sig markedet i den gamle verden, som de forlængst har sikret sig det i den nye. Men den amerikanske trustkapital bliver ikke stående herved. Den kan i længden ikke nøjes med at forøge mængden af sin udførsel, den stræber også efter at skaffe sig magt over produktionen i selve den gamle verden. Det er jordkloden, den søger at lægge for sin fod. Det var petroleumstrust'en, der gik i spidsen for denne udadgående bevægelse. En halv snes år igennem havde den ført en skarp konkurrence på det europæiske marked med de russiske petroleumsproducenter, og priserne var dalet stærkt; så sluttede de russiske raffinaderier sig sammen i en ring, og imellem den og den amerikanske trust blev der i året 1894 truffet aftaler; det synes, som om de ligefrem har delt verden imellem sig; priserne steg straks stærkt, og siden har de to magter i forening ført en forbitret kamp mod alle de udenforstående forretninger, som er blevet oprettede, lokkede af den høje gevinst - en kamp, hvor der fra begge sider ikke er blevet sparet på de skarpe våben. Andre amerikanske trust'er er fulgt i samme spor, især dog ved planmæssige opkøb rundt om i den gamle verden af fabrikker med indarbejdede og ansete firmamærker. Tændstiktrust'en har købt den største engelske tændstikfabrik og er under dens mærke i færd med at skaffe sig eneherredømme over den engelske tændstikindustri; tobakstrust'en har købt store cigaretfabrikker i England, Tyskland, Rusland og Japan og søger overalt ved prisnedsættelser, ved kolossale reklamer, ved tilgift og deslige at slå konkurrenterne af marken. Og hvad man hidtil har set, er sikkert kun blænkerne for en hærskare af amerikanske trust'er, der står beredt til at gå over havet for at angribe den gamle verdens industri ved en konkurrencekamp i fjendens egen lejr, ved at rejse fabriker indenfor selve de gamle landes grænser. Deres kapital skriger efter nye markeder. Men rundt om i de europæiske stater - England alene undtaget - møder de en beskyttelsestold, som i mange tilfælde spærrer deres produkter ude og i alle tilfælde gør et stort skår i gevinsten. Selvom deres produktionsomkostninger, på grund af den overlegne teknik, de anvender, er nok så små, belastes de dog med en indførselstold, der altid stiller dem ugunstig i konkurrencen med de indenlandske producenter. Den eneste måde, hvorpå de kan suge fuldt udbytte af markedet, er ved at trænge om bag toldmurene, ved selv at blive indenlandske producenter, idet de forlægger en del af virksomheden fra Amerika til det toldbeskyttede land. Og hvor en trust først således sætter sig fast, dér vil den føre konkurrencen uden skånsel. Den har råd til at sælge under produktionsomkostningerne en årrække igennem for at gøre konkurrenterne møre; den har de mægtige og stadig opsvulmende amerikanske kapitaler i ryggen; og den kan sidenhen, når kampen vel er omme og eneherredømmet over markedet erobret, tage sig betalt ved store prisforhøjelser. Og vejen banes for en sådan bevægelse igennem de mange kapitalsammenslutninger, som finder sted på selve den gamle verdens grund. Eksemplet fra Amerika smitter; rundt om i mange fag ser man fabrikanterne forene sig for at lukke konkurrencen ude. I nogle erhverv er der kun løsere aftaler om produktionens og prisernes regulering, medens de enkelte bedrifter iøvrigt bevarer deres selvstændighed; i andre er man nået frem til en fast og fuldstændig sammensmeltning, som tilfældet især er med en mængde af de engelske industrier. Også til internationale organisationer forekommer der allerede nu enkelte tilløb, således i visse grene af den elektrotekniske industri, i hotelvirksomheden og sovevognsbefordringen. Hvor sådanne ringe er dannede, vil vejen stå åben for overenskomster mellem de små europæiske trust'er og den store amerikanske trust. Europas fortrustning under den amerikanske kapital vil fremskyndes. De gamle producenter vil enten bukke under for de overlegne konkurrenter eller give sig ind under deres førerskab imod løfte om en beskeden andel i udbyttet. Det er disse linjer, man må tænke sig forlængede et stykke ud i fremtiden, og man ser da nogle få amerikanske mangemilliardærer som alverdens enevoldsherskere - ikke langt ude i en fjern fremtid, men uhyggelig nær. Hvor hurtig går ikke udviklingen for sig! I det år dette skrives, er der gået 25 år, siden John Rockefeller grundlagde den allerførste amerikanske trust - og hvilken omvæltning har der ikke fundet sted siden da, og hvilke omvæltninger mon der ikke forestår i de næste 25 år?

Le grand siéde - det store århundrede - kalder franskmændene i reglen det 18 århundrede. Og med nogen ret. I alt fald med lige så megen ret, som de kalder Ludvig XIV for »den Store«. Thi det er denne mand, som påtrykker hele dette tidsrum sit præg, næsten lige indtil dets sidste årti. Det er glansen fra Solkongen, fra »den store konges« hof, det er elegancens, smagens og kunstens forfinelse, man her beundrer. Og de, som beundrer denne tid og kalder den »den store tid«, var tidens svorne mænd. Der var dog dem, der dømte anderledes. Det 18 århundredes herlighed var jo kun til for de forholdsvis få, for de enkelte hundrede tusinder, der hørte hjemme på livets solside. For de mange millioner, der var fødte på skyggesiden og ifølge deres fødsel nødte til at færdes dér, var det 18 århundrede elendighedens og trældommens århundrede.

Det var den ulige fordeling, ikke af livets goder, men af de første og nødvendigste betingelser for al føre en menneskelig tilværelse, som mod århundredets slutning fremkaldte den Store Franske Revolution. At denne store omvæltning, i hvilken meget af det største i vort århundrede har sin rod netop fandt sted i Frankrig, har sin naturlige årsag i at intetsteds i Europa stod det gamle - trods al sin glans og herlighed - på mere hul og rådden bund, og intetsteds forholdt det sig mere stejlt og stædigt overfor det nye end her.

Det gamle, det var l'ancien régime, det gamle samfund, fødsels- og pengeadelens, gejstlighedens, håndværkerlaugenes, de nedarvede privilegiers samfund, fordommenes, den religiøse ufordrageligheds og snæver hjertethedens samfund; de vilkårlige arrestordrers tid, de kongelige elskerinders, de samvittighedsløse regeringers, de himmelråbende uretfærdigheders tid. Det nye var det evig unge: længslen efter frihed, retfærdighed og fordragelighed, de bedste hjerters forhåbninger om menneskelykke og menneskeværdighed.

Og det nye var, at disse længsler og disse ønsker ikke længere fremkom som uklare, tågede drømme. Resultaterne af de store videnskabsmænds undersøgelser på hele den menneskelige videns område vedblev ikke som før at være den fåtallige lærde stands arv og eje. De bragtes ud i verden, bårne frem af det faste, udmejslede og klare franske sprog, der læstes med lige lethed af herskab som af tjenerskab. Tanker, som engelske filosoffer havde gransket og undersøgt og iklædt det hjemlige sprogs tunge og ubekvemme dragt, jog - gennem franske forfatteres smidige penne - ud i verden som knitrende, blændende lyn.

Disse nye lærdomme prækede alle den samme lære: oprør mod hele det gamle samfund med dets uhyre uretfærdigheder, det lod nogle få leve i herlighed og glæde, men det store flertal i den bitreste nød, der lagde hindringer i vejen for enhver ædel stræben og ved sit kastevæsen underkuede al frihed, al higen efter selvstændighed, og som endelig var blevet overforfinet til unatur.

På grund af ejendommelige forhold, som vi senere vil komme til at berøre, havde de nye tanker særlig fået indpas i det franske samfunds dannede kredse, hos dem, der gav tonen an. De lå her som krudt i en skrøbelig tønde - der behøvedes kun en gnist for at sprænge det hele i luften. Gnisten kom; det var den nordamerikanske frihedskrig. Den smalle bræmme af Nordamerika mellem Alleghany bjergene og Atlanterhavet var i det 17 århundrede blevet befolket af udvandrede englændere. Stuarternes meget strenge optræden mod de ivrige protestanter, som snart fik navnet puritanerne, bevægede en mængde af disse trosstærke mand, der satte den politiske og religiøse frihed højere end alt andet, til at forlade det gamle fædreland og søge sig hus og hjem i den nye verden, hvor de kunne bevare deres uafhængighed og dyrke gud efter deres hjerters trang. I 1620 drog den første skare afsted, omtrent hundrede mand, som senere fik navnet »Pilgrimmenes fædre«. De ankrede i bugten inden for Cap Cod; i 1630 fulgte 320 efter og slog sig ned på kysten af Massachusetts-bugten, hvor de straks efter deres ankomst lagde grunden til byen Boston. Forfølgelserne i hjemlandet vedblev, og flere og flere fulgte efter og sluttede sig til de første udvandrere. Også andre nationer ydede deres tilskud, Holland, Tyskland, Frankrig og Sverige, og ved midten af det 17 århundrede bestod »Ny England« af fire kolonier: New Hampshire, Massachusetts, Connecticut og Rhode Island med Providence Plantation.

De første nybyggere var så godt som alle landmænd og håndværkere. Livet i de uopdyrkede skovstrækninger stillede store fordringer til dem, og under kampen for det daglige brød og mod de indfødte indianere udvikledes alle den angel-saksiske stammes bedste egenskaber. Den lille flok mennesker havde kun sig selv at stole på. De blev praktiske, nøjsomme, hårdføre, snarrådige og udholdende. Det frie liv ude i naturen udviklede deres uafhængighedstrang og deres medfødte selvfølelse. Lige ret for alle var det demokratiske samfunds første grundsætning, og den politiske frihed var den magnet, der drog stedse voksende skarer ud til den nye verden. Efterhånden som folkemængden tiltog, vendte flere og flere sig fra dyrkning af jorden, der som oftest kun gav sparsom afgrøde, til industrien. De mangfoldige floder gav vandkraft i overflod til maskinbrug; den ene fabrik voksede op efter den anden, handelen begyndte, såvel med indlandet som med udlandet, og koloniernes velstand tiltog fra år til år.

I 1760 bestod de amerikanske kolonier af 13 stater, de alt nævnte fire, der udgjorde det oprindelige Ny England, samt New York, New Jersey, Pennsylvania, Delaware, Maryland, Virginia, Nord og Syd Carolina samt Georgia. Befolkningen ansloges samtidig til 2 millioner hvide og en halv million farvede. Kolonierne bestyredes af et stående udvalg, sammensat af medlemmer af statsrådet og med det officielle navn: Lords of The commitee of Traade and Plantations (dvs. Koloni- og handelskollegiet), almindelig forkortet til Lords of Traade. I spidsen for hver stat stod en guvernør, i nogle valgt af beboerne selv, i andre udnævnt af kongen; i to stater endelig, Pennsylvania og Maryland, gik værdigheden i arv. Ved siden af guvernøren stod der i hver stat en folkevalgt, kontrollerende og lovgivende forsamling.

Med undtagelse af det engelske sprog forsvandt i tidens løb fællesskabet mellem kolonierne og moderlandet, og beboerne følte sig snart mere som frie mennesker end som engelske undersåtter. Til at udvikle denne kosmopolitiske følelse bidrog ikke blot den store mængde mennesker af forskellig nationalitet, som kolonierne optog, men også de forskellige jordbunds og klimatiske forhold, ernæring og erhverv. En særlig amerikansk type dannede sig og fjernede yderligere koloniernes befolkning fra moderlandets. Den engelske regerings optræden overfor de 13 stater var i reglen ikke egnet til at vinde dem for sig. Dens kolonialpolitik gik efterhånden mere og mere ud på at hæmme staternes raske udvikling og at lægge hindringer i vejen for deres voksende industri og handel.

»Amerika«, sagde statsrådets præsident engang til Benjamin Franklin, der var Pennsylvaniens politiske agent i London, »må ikke på noget som helst område foretage sig noget, der på det europæiske marked kan konkurrere med Storbritannien«. Amerikanerne skulle tvinges til kun at ernære sig som landbrugere - en kummerlig næringsvej i sammenligning med den fordelagtige, rigelig frugtbringende industri. Og ikke engang deres landbrugsprodukter måtte de udføre. »Når vi kun må have lov til at så og høste« lød B. Franklins rolige svar på præsidentens ytring, »men intet må udføre, skulle deres herlighed hellere indbringe forslag i parlamentet om, at vi alle skulle transporteres tilbage til England«. Regeringens åbenbare hensigt at ødelægge koloniernes industri og handel til fordel for moderlandets, vakte en levende forbitrelse hos de stolte og selvfølende amerikanere. De følte sig under sådanne forhold ikke opfordrede til at vise nogen som helst eftergivenhed over for regeringen, og på de forskellige forsøg, der fra dennes side blev gjort på at pålægge kolonierne en direkte afgift til kronen, lød stadig det samme svar: »Så længe vi ikke er repræsenterede i parlamentet, betaler vi ingen skat.«

Koloniernes udviklede selvstyre kunne vanskelig rammes på grund af den store afstand fra moderlandet. Kronens påstand på, at kongen i kolonierne besad uindskrænket lovgivende magt blev mødt med henvisning til deres »fribreve« (privilegier), som kronen i sin tid havde givet dem på de landstrækninger, de havde indtaget, og til deres afstamning fra frie engelske borgere. Og på anvendelse af magt var der ikke at tænke. Den ringe troppestyrke, som regeringen kunne holde til disposition for guvernørerne, var ikke istand til at udrette noget overfor en i krigene mod indianerne uddannet befolkning. Så længe England var optaget af krigen med Frankrig, kunne regeringen ikke optræde med nogen kraft overfor kolonierne, hvis bistand og gode vilje var af den yderste vigtighed, da krigen også førtes i Amerika; kolonierne beholdt i virkeligheden foreløbig deres friheder ubeskårne.

Men med 1763 indtrådte der en stor forandring. I dette år blev Pariser-freden sluttet med Frankrig, der bl.a. måtte afstå Canada. Englands amerikanske besiddelser nåede nu fra Atlanterhavet til Mississippi, fra den Meksikanske havbugt til Hudsonbugten. Handelskollegiet havde længe set hen til det tidspunkt, da regeringen fik frie hænder i Amerika, for at sætte en stopper for koloniernes altfor store friheds- og selvstændighedstrang. Nu efter den heldige fred var øjeblikket kommet. I 1760 havde den 22årige Georg III besteget den engelske trone, en mand, hvis hele anlæg og karakter mere end noget andet skulle bidrage til at frembringe bruddet mellem kolonierne og moderlandet. Den unge konge, der i sin barndom stadig havde hørt sin moder fortælle om de to første Georgers skammelige afhængighed af de whigske (frisindede) ministre, havde meget høje forestillinger om den kongelige magt. »Georg, vis dem, hvorledes en konge skal være!« var den lære, hun stadig havde indprentet ham. Hans uvidenhed og mangel på dannelse gjorde ham imidlertid snart til en fabel; i denne retning kan det være tilstrækkeligt at anføre den ene udtalelse af ham: at han ikke kunne fatte, hvad der var at beundre hos sådan en sølle nar, som denne Shakespeare. Han var i høj grad stivsindet, men havde til trods for sin kortsynethed, smålighed og mangel på begavelse et åbent øje for sin egen fordel. Han var både beregnende og ihærdig i at nå sit mål. I modsætning til, hvad der ansås for almindelig god tone i England, var han meget mådeholdende i drik og sippet moralsk. Og Georg III betragtede det som sin livsopgave at modarbejde alle frie bevægelser og opretholde absolutismen i dens fulde udstrækning. Hertil var alle, selv de smudsigste midler ham lige gode.

Med sådanne anlæg og et sådant mål er det ej at undres over at Georg III i lige så høj grad hadede whiggerne - frem for alle deres fører, den store, fint dannede statsmand William Pitt den ældre, »oprørstrompeteren«, som han kaldte ham - på grund af deres forholdsvis frisindede anskuelser, som han hadede de amerikanske kolonister på grund af deres selvstændighedsfølelse. Indrømmelsen af amerikanernes stadig gentagne: »Intet skattepålæg uden repræsentation« ville være det samme som anerkendelsen af det forhadte parlamentariske system i hele riget. Dermed ville følge et nyt, meget demokratisk Underhus, og, hvad der var det værste af det hele, den forhadte Pitt ville blive den styrende mand i landet, medens Georg III ikke ville komme til at spille nogen rolle. I 1761 måtte den kloge og skarpsindige William Pitt, der under Georg II havde ledet den engelske politik og bidraget så meget til Englands storhed, vige pladsen som førsteminister for kongens opdrager og rådgiver, den statelige, men lidet politisk kløgtige, skotske levemand, jarlen af Bute. Med Charles Townshend som første lord i handelskollegiet og Georg Grenville som skatkammerkansler begyndte han nu den række undertrykkelser, som til sidst skulle rive kolonierne løs fra det britiske rige.

Alle højere embedsmænd skulle stilles over staternes lovgivende forsamlinger og udnævnes og lønnes af kronen, så de blev fuldstændig afhængige af denne. De gamle fribreve skulle sættes ud af kraft; koloniernes gamle landområde skulle forandres og en ny provinsinddeling indføres; en stående hær skulle oprettes til at kue ethvert forsøg på rejsning. Og samtidig blev de ældre, hæmmende forbud mod udførsel af amerikanske varer skærpede påny. Kolonierne måtte hverken udføre eller forarbejde deres store mængder af uld eller deres store rigdom på jern, stenkul og træ. Alt, hvad amerikanerne indførte, skulle tages fra England. Så snævert var grænserne trukne, at der endog var bestemmelser for, hvor meget englændere, som på rejser i Amerika så sig nødsagede til at anskaffe sig et eller andet, måtte købe af amerikanske frembringelser. Var en engelsk sømand f.eks. på grund af forlis eller anden grund nødsaget til at have sig et sæt tøj i en amerikansk havn, måtte han ikke betale det dyrere end 14 shilling. Ikke engang en engelsk bibel måtte trykkes i Amerika, den skulle indføres fra England, for at moderlandet ikke skulle gå glip af profilen. Også den indbyrdes handel mellem kolonierne besværliggjordes ved en mængde trykkende og urimelige forbud. Intet fabrikat f.eks., hvori uld indgik som en bestanddel, måtte udføres fra den ene koloni til den anden. En mand i Maryland måtte ikke gå med en hat, der var lavet i Virginia; en frakke fra New Jersey måtte ikke bringes over grænsen til Delaware.

Naturligvis omgik amerikanerne disse forbud på alle mulige måder. Franske manufakturvarer indsmugledes i store masser, og for ædelt metal i barrer tilbyttede de sig i de spanske kolonier sådanne engelske varer, som de havde brug for, billigere end i moderlandet. Smughandelen med the antog dog de største dimensioner der brugtes årlig i Amerika ca. 1 1/2 millioner pund the, som alt skulle indføres fra England ifølge loven. Men kun 150,000 pund the kom denne vej. Resten bragtes af amerikanske skibe, som ballastede gik ud og efter aftale mødte theflåderne fra Kina, snart ved Cap Verde, snart ved de Kanariske øer og andre steder, og indtog deres ladning i rum sø. Medens udgifterne til toldopsynet beløb sig til mellem 7000-8000 pund sterling årlig, indbragte udførselstolden, trods de høje toldsatser på alle amerikanske varer, som udførtes til de franske og spanske besiddelser, kun ca. 2000 pund sterling om året.

For at påse, at forbudene mod handel med andre nationer blev overholdte, udrustedes der en mængde krydsfartøjer, og besætningen på ethvert engelsk skib, fra chef til matros, fik rettighed til at optræde som toldbetjent og angiver, samt myndighed til at ransage ethvert amerikansk skib. At de selv fik deres andel af prisepengene, gav dem kun blod på tanden. I land fik toldbetjentene fuldmagt til at trænge ind i borgernes huse, deres boliger og lagre og snuse efter kontrabande. Men ved denne bestemmelse havde regeringen såret den engelsk-amerikanske borgers selvfølelse i dens dybeste rod. Bopælen, hjemmets ukrænkelighed, »my house is my castle« (mit hus er min borg) er den borgerlige friheds første grundsætning i gammel som i Ny England. På den anden side syntes også den religiøse frihed alvorlig truet og på en for puritanerne særlig stødende måde, idet det forlød, at regeringen agtede at påtvinge indførelsen af den engelske statskirkes gudstjeneste i kolonierne. Man så alt nu, hvad man kunne vente sig. Til overdommer i New York blev der udnævnt en advokat Pratt fra Boston, ikke som tidligere »for good behaviour« (på grund af hæderlig vandel) men »af the kings pleasure« (fordi kongen fandt for godt). Det var begyndelsen til vilkårlighederne. Var først dommerstanden i regeringens sold, så var det forbi med al uafhængighed.

Og nu tog regeringen atter det gamle beskatningsspørgsmål op. Krigen med Frankrig, som også var blevet ført i Amerika, havde bragt Englands statsgæld op til en umådelig højde. Som det sidste punkt i regeringens fremtidige kolonialpolitik fremtræder indførelsen af en skat i anledning af de store udgifter til koloniernes forsvar under krigen. Dette var imidlertid et uheldigt påskud for at pålægge en sådan afgift. Thi kolonierne havde på egen bekostning udrustet og underholdt en hær på 25000 mand, en lige så stor styrke som hele Storbritannien havde stillet på benene i Amerika. Men dette tog man ikke i betragtning i England. Grenville indbragte i 1765 et forslag til lov om, at ethvert dokument angående køb og salg eller vedrørende en retshandel, enhver avis, ethvert tidsskrift og almanak osv. skulle være forsynet med et stempel af en værdi fra 3 pence til 10 pund sterling. For amerikanerne var der ikke tale om pund eller shilling. For dem var det et spørgsmål, der rørte deres dybeste interesse, deres politiske selvstændighed. Omtrent et år før Grenvilles forslag blev indbragt, havde rygtet haft travlt dermed. Borgerne i Boston, under ledelse af den faste og klare Samuel Adams, »den sidste puritaner«, hvis stadige aftenbøn gik ud på, at .hans fødeby, Boston måtte blive et kristeligt Sparta, protesterede på et stort møde imod, at det engelske parlament beskattede kolonierne uden deres samtykke, og fra Massachusetts sendtes der cirkulærer rundt til de andre kolonier med opfordring til fælles optræden i en så vigtig sag. Og så godt som alle sluttede sig sammen i den gamle udtalelse, at de som frie engelskmænd ikke lovlig kunne beskattes af Underhuset, så længe de ikke havde sæde i denne forsamling.

Men, føjede de til, hvis kolonierne i kongens navn anmodedes om at yde et tilskud af deres almindelige kassebeholdning til det britiske riges behov, ville de, ligesom tidligere, med glæde yde betydelige summer som et udtryk for deres troskab og deltagelse i alt, hvad der angik det store rige, hvortil de hørte. Disse frivillige tilskud, ræsonnerede man i England, ville imidlertid langtfra indbringe de summer som stempelafgiften, og regeringen havde desuden besluttet, at lade kolonierne mærke deres underlegenhed. Ved indbringelsen af forslaget havde Grenville gjort en tilføjelse om, at overtrædelser af loven ville blive pådømte af engelske dommere uden tilkaldelse af jurymænd - altså en ny vilkårlighed; og så meget større, som dommerne ingen løn skulle have, men skulle leve af de bøder, de selv idømte. Townshend anbefalede forslaget i en lang tale, der endte med følgende for regeringens mangel på kendskab til de virkelige forhold meget betegnende ord: »Skulle nu disse amerikanere, som ved regeringens omsorg er forplantede til hine kyster, er nærede ved regeringens omhu og forudseenhed og voksede op og blev kraftige og velstående, som endelig er blevet skærmede og forsvarede af engelske våben, - skulle de nu, spørger jeg, vægre sig ved at yde deres skærv for at lette regeringen for den byrde, der tynger den?«

Indgående kendskab til amerikanske forhold fandtes der vel i det hele ikke meget af i det engelske parlament; men én mand sad der, hvem denne udgydelse fra ministeren faldt for brystet. Det var en engelskmand, oberst Isaac Barré, der havde gjort det sidste felttog med og rejst meget i kolonierne, en retsindig og varmtfølende mand. »Forplantede til Amerikas kyster ved regeringens omsorg, siger de?« råbte han og sprang op - »Nej, på grund af regeringens undertrykkelse er de udvandrede! På grund af regeringens tyranni måtte de flygte til et dengang ubeboet og øde land, hvor de var udsatte for anstrengelser og farer af enhver art, hvor de måtte kæmpe med de vildeste, grusomste og listigste af alle fjender….nærede ved regeringens omhu og forudseenhed? Nej, til trods for regeringens ligegyldighed trivedes de. Så snart regeringen begyndte at bekymre sig om dem, lagde den sin omhu for dagen ved at sende mænd derover, som på en eller anden måde skulle kommandere over disse frihedens sønner, mænd, der mulig var håndlangeres håndlangere for enkelte medlemmer af dette hus, som kun blev sendte derud for at udspionere amerikanernes frie institutioner, for at fremstille deres handlinger i et falsk lys og udbytte deres flid…elendige personer ofte, som måtte være glade over at være slupne bort fra deres hjemland, inden de faldt i rettens klør. - Skærmede og forsvarede af engelske våben! Nej, højmodig har de grebet til våben, og under al deres anstrengende virksomhed har de tappert kæmpet for deres land….men glem ikke mine ord: den frihedens ånd, som fra første færd har gennemglødet dette folk, vil også i fremtiden besjæle det. Det er et folk, som våger nidkært over sin frihed , og som vil forstå at forsvare den mod ethvert indgreb.«

Det høje hus lod sig ikke bevæge af Barrés tale; Pitt var syg, og taleren fandt kun støtte hos enkelte medlemmer. D. 27. februar vedtog huset Stempelafgiftsloven med 250 stemmer mod 50. Men 3 måneder senere kom hans tale til New York. I et nu blev den spredt i tusinder og atter tusinder af eksemplarer og vakte over alt i alle stater den mest levende begejstring. Betegnelsen »frihedens sønner« blev modtaget med jubel af alle indfødte amerikanere. Benjamin Franklin, den af alle højt ansete håndværker og videnskabsmænd, var straks efter protestmødet i Boston af sine landsmænd blevet sendt til London for ved sin personlige optræden at søge at modvirke Stempelskattens vedtagelse. Og i håb om at bringe denne indflydelsesrige mand på sin side, søgte regeringen at anvende sit almindelige og i reglen med stort held anvendte bestikkelsessystem og udnævnte ham til generalpostmester i alle kolonierne, en af de mest indbringende stillinger i landet. Men trods al imødekommen og trods alle behageligheder fra regeringens side kunne han dog intet udrette i beskatningsspørgsmålet. »Jeg har lige så lidt kunnet hindre vedtagelsen af Stempelloven,« skriver han til en ven, »som jeg har kunnet hindre solen i at gå ned. Men eftersom den nu er gået ned, min ven, og det måske kan vare længe, inden den står op igen, så lad os bruge natten, så godt vi kan. Lad os tænde vore lys. Med flid og nøjsomhed kan vi holde os længe oven vande endnu«.

Benjamin Franklin mente således, at man for øjeblikket kom længst med sagtmodighed og underkastelse. Men denne opfattelse var ikke almindelig i kolonierne, og meddelelsen om Stempellovens vedtagelse blev i Amerika modtaget med en umådelig forbitrelse. Kirkeklokkerne ringede som til lig, fra huse og skibe vajede flagene på halv stang som tegn på landesorg. I byerne sendtes løbesedler ud med et dødningehovede trykt i stedet for stemplet med det kongelige våben oven over den forhadte lovs paragraffer og med overskrift: Englands tåbelighed og Amerikas ødelæggelse. I det ellers så aristokratiske Virginia viste sig det første revolutionære udbrud. En ung, varmtfølende patriot, en advokat Patrick Henry, der lige var blevet valgt ind i forsamlingen på grund af sin opposition mod regeringen, gjorde på stående fod, under det friske indtryk af den skæbnesvangre nyhed, udkast til fem resolutioner i oppositionel retning og forelagde dem i forsamlingen. Under den voldsomme debat, der rejste sig mellem ham og de kongeligsindede, udtalte han den mindeværdige sætning, der straks fløj landet rundt som et bevinget ord: »Cæsar fandt sin Brutus, Carl i sin Cromwell og Georg III….« Der rejste sig en vældig tumult. »Majestætsforbrydelse!« råbte formanden og sprang op for at afbryde forhandlingerne. »Højforræderi!«

Men Patrick Henry fuldendte sin afbrudte sætning og råbte med sin klare stemme: »….Georg III burde se sig i spejl!« Stempelloven skulle træde ikraft d. 6. november 1765. Kolonien Massachusetts, der stedse gik i spidsen for oppositionen, udsendte på tilskyndelse af James Otis, forfatteren til »Forsvar for de engelske koloniers privilegier«, en bog, der havde vakt stor opsigt, opfordring til de øvrige kolonier om at samles til fælles rådslagning i anledning af regeringens optræden. D. 7. oktober trådte den således indvarslede kongres sammen i New York. Der mødte udsendinge fra de 9 kolonier, men udeblivelsen af de 4 skyldtes kun tilfældige og praktiske grunde - i Virginia forbød f.eks. den engelske guvernør den lovgivende forsamling at træde sammen for at vælge en udsending. I alle stater herskede der fuldstændig enighed og tilslutning til kongressen i New York. Resolutioner blev vedtagne om folkets ret til selvbeskatning som hovedhjørnestenen for den engelske frihed, og det blev vedtaget at sende andragender til kongen og parlamentet med påberåbelse af de gamle frihedsbreve (the charters). »Lad os dog vogte os for at støtte os for meget på fribrevene« , sagde Gadsden, den skarpsindige og lærde købmand fra Syd Carolina, »thi det kan blive skæbnesvangert. Lad os stå på vor naturlige ret som frie mænd og efterkommere af engelskmænd. Ved at støtte os på fribrevene kunne vi lægge snarer for os selv, thi de er forskellige for de forskellige kolonier og vil kunne fremkalde forskellige anskuelser og forskelligartet optræden, hvilket i en sag som denne vil være det samme som fuldstændig undergang. Der bør ikke længere eksistere New Yorkere, New Hampshire eller Virginia mænd - der bør i Amerika kun være tale om amerikanere.«

De lavere folkeklasser havde imidlertid besluttet at gøre modstand mod Stempelloven på deres måde. Arbejderne i de større byer sluttede sig sammen i hemmelige foreninger under navnet »Frihedens Sønner« og svor at lade høre fra sig. Embedsmændene ved stempelforvaltningen kunne man jo foreløbig lade det gå ud over. En morgenstund i august overraskedes borgerne i Boston ved at se en dukke og en støvle hængt op i et højt elmetræ på en af byens pladser. Med nogen god vilje kunne man se, at dukken skulle forestille generalstempeldirektøren mr. Oliver. Støvlen var det ikke så lige at forklare sig; der stak et forskrækkeligt uhyre med horn i panden op af skaftet på den. Folk, der havde lidt anlæg for at gætte gåder, regnede imidlertid snart ud, at støvlen repræsenterede lord Bute (navnet bute udtales på amerikansk-engelsk som boot, en støvle) og det hornede uhyre i støvleskaftet betegnede, at djævelen var faret i lord Bute, der ansås for den egentlige ophavsmand til regeringens strenge politik overfor kolonierne. Hen imod aften mødte en stor mængde af »Frihedens Sønner«, skar dukken og støvlen ned og bar dem i højtidelig procession på en ligbåre gennem Bostons gader. Udenfor et hus, der var under opførelse, og som man antog skulle benyttes til stempeludsalg, gjorde de holdt, rev huset ned og førte bjælkerne og træværket videre med til Fort Hill, hvor de tændte bål foran mr. Olivers hus og kastede hans afbildning samt lord Bute med hans djævel i flammerne, da det blussede højest. Få dage senere plyndrede pøbelen overdommeren, mr. Hutchinsons hus, kastede hans prægtige møbler ud ad vinduerne og spredte hans kostbare bibliotek for alle vinde. Men dette var en sørgelig misforståelse af frihedens sønner, thi mr. Hutchinson havde netop af alle kræfter modsat sig Stempelloven. Det fulgte af sig selv, at når præsterne fra prædikestolene i den treenige guds navn lyste forbandelser over Stempelloven, var det ikke mere end en god kristens pligt og skyldighed at ødelægge dens resultater efter bedste evne. Og om natten brød frihedens sønner ind i pakhusene ved havnen, slæbte de i dagens løb fra de engelske skibe oplossede kasser med stempelpapir ud og brændte dem under almindelig jubel eller styrtede dem i søen. Under sådanne forhold kan man ikke undres over, at de af regeringen udnævnte embedsmænd ved stempelforvaltningen hurtigst muligt nedlagde deres embeder.

Der blev nu heller ingen brug for dem. Med en enighed, som virker ved sin storslåede alvor, og som viser, hvad tømmer der var i denne i England som urostiftere og oprørere ringeagtede befolkning, besluttede kolonisterne ikke at foretage noget som helst skridt, hvoraf der ifølge Stempelloven skulle svares afgift. Det var et umådeligt offer, som befolkningen, særlig den velstående del af den, her bragte. New Yorks handelsstand forpligtede sig til fra 1ste jan. 1766 ikke at indføre nogen som helst toldpligtig vare fra udlandet og at tilbagekalde alle inden dette tidspunkt indsendte bestillinger i England. Således gav en købstad ved Atlanterhavets kyst, søfartens udvalgte midtpunkt, afkald på hele sin handel. Et folk, der endnu ikke besad nogen manufaktur-industri, foretrak at opgive enhver udenlandsk komfort fremfor at risikere at miste sin frihed ved vedblivende at indføre sådanne ting. Købmændene i Boston og Philadelphia gjorde fælles sag med deres standsfæller i New York, ligeså en stor mængde detailhandlere, om ikke fra d. 1. januar at købe eller sælge nogen fra England indført vare. I så godt som alle familier lagde man sig efter håndarbejde og hjemlig industri. Rigmænd kappedes med middelklassen i tarvelighed og bar kun hjemmegjorte dragter. For at forrådet på uld ikke skulle slippe op, blev man enig om ikke at slagte får og gav således afkald på »mutton« (fårekød), en af de mest yndede kødspiser. Prokuratorerne undlod at afslutte forretninger, der skulle beskrives på stemplet papir, eller at inkassere engelske fordringer på Amerika. Alle offentlige civile kontorer blev lukkede. Ingen skibe løb ud af havnene. Mænd og kvinder blev i kirkerne opfordrede til at indgå ægteskab med hinanden, da man ved et sådant på opfordring indgået ægteskab ikke behøvede stemplet hjemstedsbevis.«

Det var ej at undres over, at folk under sådanne omstændigheder ikke var meget ivrige efter at få de ellers så indbringende udsalg af stempler og stemplet papir, og den dag, loven skulle træde i kraft, kunne det måske være vanskeligt at finde en eneste bod i samtlige amerikanske kolonier, hvor man kunne få et stempel til købs. En sådan modstand mod Stempelloven havde man i almindelighed ikke tænkt sig muligheden af i England. Men modstanden selv og den besindighed, den frihedskærlighed og værdighed, hvormed lederne gik frem, vakte stor sympati for deres sag hos alle frisindede i moderlandet. Her var Grenvilles ministerium gået af, og flere ivrige modstandere af Stempelloven var komne til roret. Pitt, der var plaget af gigtsmerter, rejste sig fra sin sygeseng, lod sig bære hen i parlamentet og holdt, støttet på sine krykker og med fødderne indsvøbt i flonel, en af de store taler, der har gjort hans navn berømt. »Amerikanerne,« udbrød han bl.a., »er Englands retmæssige børn, ikke dets bastarder, og kunne i samme grad som vi gøre fordring på de naturlige menneskerettigheder og den engelske borgers særrettigheder. De er på samme måde som vi bundne ved Englands love og delagtige i landets frie forfatning. Skulle regeringen virkelig lade Stempelloven vedblive at bestå, vil franskmændene få større udbytte af vore kolonier, end de ville have fået, om de havde erobret dem med sejrrige våben i sidste krig. Oprørere kalder man dem!« - det var Grenville, der benyttede denne betegnelse - »det fryder mit hjerte, at amerikanerne gør modstand. Amerikanerne kæmper for friheden, ikke blot for sig selv men for hele den gamle verden såvel som for den nye. Tre millioner mennesker, hvis frihedsfølelse var i den grad uddød, at de frivillig lod sig kue, ville være et passende redskab til at gøre os alle til slaver. Hvis Amerika falder, vil det falde som den stærke Samson, med sine arme slyngede om forfatningens grundpiller og begrave os under dens ruiner.«

Han stillede endelig den fordring, at Stempelloven skulle tages tilbage med en åben udtalelse om, at den havde hvilet på et forkert princip. Det var imidlertid en vanskelig sag for regeringen at tage den urovækkende Stempellov tilbage med nogenlunde anstand og uden at pådrage sig skinnet af frygt. Endelig fandt man på at dække dens ophævelse med en brammende erklæring om, at regeringen havde fuld ret til at give bindende love for kolonierne i alle retninger. Men dette forsøg på at redde honnøren brød ingen sig om. Hovedsagen var, at Stempelloven blev taget tilbage d. 18. marts 1766. Og sagens udfald blev hilst med stor glæde i London; Pitt og hans tilhængere blev modtaget med hurraråb i gaderne, medens Grenville og hans parti forfulgtes med piben og hyssen. Skibene på Themsen flagede som et tegn på den engelske handelsstands særlige tilfredshed over tilbagekaldelsen. Thi Amerikas frivillige afspærring for engelske varer ville være et hårdt stød for Englands industri, som hverken kunne undvære Amerikas marked eller dets råprodukter. Og desuden spillede det vel også sin rolle, at de engelske købmænd havde adskillige millioner pund sterling til gode hos amerikanske forbrugere, som de kunne skyde en hvid pind efter, så længe Stempelloven stod ved magt. Var der glæde i England, var der selvfølgelig jubel i Amerika. Der tændtes glædesblus i hver en by; man følte sig som befriet for et hæsligt mareridt og holdt fester og banketter alle vegne. Og i alle lovgivende forsamlinger vedtog man tak

Sigelsesadresser til konge og regering. New York og Virginia gik endog så vidt, at de rejste statuer for kongen, medens andre af kolonierne foretrak at ære den mand , som dog havde gjort mest til Stempellovens ophævelse, og rejste statuer for William Pitt. Nu skulle man tro, at den hellige grav var velforvaret, særlig da det, knap et halvt år senere, blev overdraget Pitt at danne et nyt ministerium, medens han selv blev ophøjet i pairsværdigheden som lord Chatham. Men hans gigt blev han ikke af med, den pinte og plagede ham, så han ikke kunne møde i Overhuset og næsten ikke formåede at følge begivenhedernes gang fra sit sygeleje. Heraf benyttede Townshend, »regeringens onde ånd«, sig og vovede, støttet på kongens bevågenhed, stik imod lord Chalhams politik, at bringe en række forslag frem, der alle gik ud på at pålægge amerikanerne nye skatter. Disse skulle, erklærede han, da kolonierne så bestemt modsatte sig en direkte beskatning, udredes på indirekte måde, nemlig gennem toldafgifter på olie, vin og frugter, samt på glas, papir, bly, farvestoffer og the.

Kolonierne havde selv erklæret sig villige til at betale sådanne toldafgifter, vel at mærke under den forudsætning, at de gik direkte ind i statskassen. Men det blev udtrykkelig udtalt, at den derved fremkomne indtægt skulle benyttes til fast lønning af guvernørerne - som tidligere helt eller delvis var blevet lønnede af kolonierne selv og derved havde været mindre afhængige af kronen - samt til lønning for de kongevalgte dommere. Og derved blev det lagt klart for dagen, at det ikke så meget gjaldt om at skaffe moderlandet en naturlig indtægt fra kolonierne, som om at håndhæve Englands overherredømme over kolonierne på bekostning af deres selvstyre. Thi at tillade regeringen at blande sig i deres indre politik ved at gøre guvernørerne uafhængige af kolonierne og ved at stille dommerne i afhængighed over for kronen, ville være et endnu alvorligere og mere faretruende skridt end at tage imod Stempelloven. Her gjaldt det den personlige frihed over tor en despotisk regerings vilkårlige og bestikkelige guvernører og dommere. Hvad der var i vente, var tydeligt nok. Kolonien New York var af regeringen blevet anmodet om at sørge for underhold af de engelske soldater, som, under kommando af general Gage, lå i garnison i byen, og regeringen havde sendt forskellige instruktioner derover om måden, hvorpå dette skulle ske. Men koloniens lovgivende forsamling foretrak at skaffe det nødvendige tilveje på en anden måde, end regeringens instruktioner angav, og parlamentet vedtog nu på Townshends forslag, som en straf for denne ulydighed, at erklære forsamlingen for opløst, indtil den i et og alt havde fuldbyrdet regeringens vilje. Det var netop en sådan fremgangsmåde, som vandt den absolutistiske kong Georg III's udelte tilslutning, og han gjorde øjeblikkelig alle Townshends uovervejede og udfordrende planer til sine, da denne, et par måneder efter at han havde ført dem igennem i parlamentet, gik hen og døde. »Townshends amerikanske politik var den glimrende politiske charlatans skæbnesvangre testamente til den tungnemme fanatiker.« Thi Georg III var en fanatiker i sit had til alle frie rørelser. Kampen med kolonierne kom ham såre veltilpas som en begyndelse. Han ville nemlig altid i England kunne skyde sig ind under, at det var nødvendigt at slå oprørerne ned i Amerika. Efter dem, håbede han, kunne turen komme til de opsætsige i gammel-England selv, lord Chatham og de øvrige.

I løbet af kort tid efter Townshends død forandredes atter ministeriet; lord Chatham trak sig tilbage, alle de mænd, som havde haft forståelse af amerikanernes stilling, fik deres afsked, og nye mænd, udpræget fjendtligtsindede mod koloniernes selvstyre, indtog deres pladser. Blandt dem var der særlig to mænd, som stod højt i kongens gunst, lord North, der overtog Townshends embede som skatkammerlord og lord Hillsborough som koloniernes sekretær. Man gjorde sig i Amerika ingen forhåbninger om nogen imødekommen hos dette ministerium, og hos enkelte af de mere forudseende amerikanere, dæmrede den tanke, at det kunne blive nødvendigt, at sætte hårdt imod hårdt. Samuel Adams opsatte et andragende til kongen om tilbagekaldelse af Townshends skattepålæg. »Dette dokument skal altså snart berøres af en kongelig hånd«, sagde hans datter en aften, da han havde nedskrevet den. »Hvis det ikke snarere bliver af en kongelig fod og på en ublid måde!« svarede hendes fader. Samtidig udsendte han en rundskrivelse til koloniernes lovgivende forsamlinger, hvori han erklærede Townshends indførselsskatter for stridende imod forfatningen og opfordrede dem alle til at stå last og brast med Massachusetts. Samuel Adams rundskrivelse modtoges i alle kolonierne med en meget stor tilslutning, og amerikanerne indtog straks den samme holdning, som de havde taget overfor Stempelloven. Non-importations foreninger, dvs. købmændssamfund, som forpligtede sig til ikke at indføre noget som helst fra England, dannedes alle vegne; befolkningen gav som før afkald på al luksus og komfort, og »Frihedens Døtre« var lige så ivrige som Frihedens Sønner. Naturligvis kunne der blandt de handlende være enkelte, som brød ud af geledderne af lyst til i en fart at tjene gode penge. Men med dem blev der holdt skarpt øje, og bladene satte dem uden betænkning i gabestokken. Det var ikke behageligt at finde sit navn offentliggjort som på følgende liste over navnene på de handlende, som frækt vedbliver at omgå de nordamerikanske købmandslavs i enighed vedtagne bestemmelser med hensyn til ikke at indføre britiske varer: John Bernard, boende i Kingstreet lige over for hotellet. James mc. Masters, boende ved Treat's værft. Patrick mc. Masters, boende lige over for skiltet med lammet. John Mein, lige overfor »Hvide Hest« og i Kingstreet. Nathaniel Rogers, i den yderste ende af Kingstreet, lige overfor mr. Hendersons pakhus. William Jackson, ved messinghovedet, Cornhill. Theophilus Lillie, tæt ved mr. Bemberton's forsamlingssal. John Taylor, skråt over for »Hjerte og Krone« i Cornhill. Anne & Elizabeth Cummings, lige overfor gamle forsamlingshus.- Alle i Boston.

Thi selv om det ikke gik på livet løs, kunne der dog vanke adskillige livfuld hug. Og én straf undgik man i hvert fald næppe, nemlig at blive klædt af og rullet, først i tjære og dernæst i fjer, - en afstrafningsmåde, som amerikanerne synes at have opfundet og anvendt med forkærlighed. Samuel Adams rundskrivelse til kolonierne og den tilslutning, den havde fundet, havde spændt kongens tålmodighed til det yderste. Regeringen havde altid set meget skævt til alt, hvad der kunne kaldes samlet optræden af kolonierne, og denne opfordring til samvirken mod dens egne foranstaltninger forekom den at grænse tæt op til åbent oprør. De beretninger, den modtog fra den kgl. guvernør i Massachusetts, skulle ikke bidrage til at stemme den mildere. I stedet for at fremhæve som det karakteristiske ved hele bevægelsen, at det var koloniernes alvorligste og bedste mænd, der på lovens grund, med hensyn til nedarvede rettigheder, modsatte sig regeringens politik, fremstillede guvernøren rejsningen som sat i scene af en lille del samvittighedsløse urostiftere, der blot ønskede lejlighed til at fiske i rørt vande.

Som svar fik han ordre fra regeringen til at opfordre den lovgivende forsamling i Massachusetts til at tilbagekalde Samuel Adams rundskrivelse og til at befale forsamlingerne i de andre stater at tage afstand fra den. Hvis de nægtede at adlyde, skulle de opløses og måtte ikke træde sammen igen, før de afgav løfte om at rette sig efter regeringens ordrer. »Man forlanger, at vi skal tage vor rundskrivelse tilbage« råbte James Otis, da regeringens kundgørelse var blevet fremlagt i Massachusetts forsamling. »Lad regeringen tage sine forholdsregler tilbage, eller koloniernes rigdomme går for evig tabt for England!« Og efter ni dages debat vedtoges det med 92 stemmer mod 17, at skrivelsen ikke skulle tages tilbage. Forsamlingen blev øjeblikkelig opløst og hjemsendt, men fra alle dele af landet sendtes der taksigelser til »de berømmelige 92«. Og aldrig mødtes i de dage amerikanere ved et festligt lag, uden at der blev drukket en skål for »de berømmelige 92«. Men i alle de stater, hvor de lovgivende forsamlinger udtalte tilslutning til forsamlingen i Massachusetts, lod guvernørerne dem øjeblikkelig opløse.

I forsommeren 1768 kom det engelske vagtskib, fregatten »Romney«, ud til kolonierne og tog station i Bostons havn. Dens mandskab var af en eller anden grund ikke fuldtalligt; men det kunne der efter engelsk - ganske vist lovløs - skik let rådes bod på. Man sendte blot en båd med væbnet mandskab i land en aftenstund, hjemsøgte alle knejper og boder i nærheden af havnen og fangede så mange mandfolk ind, som man havde brug for; de bragtes om bord og måtte derefter gøre tjeneste til søs. Det kaldtes »at presse«. Denne barbariske fremgangsmåde, der endnu bestod længe efter i England, var i det utvivlsomt mere fremskredne amerikanske samfund forlængst blevet betegnet som et skændigt barbari, og tyve år i forvejen havde en »presgang« i Boston fremkaldt en alvorlig tumult i byen. Det var derfor mere end uforsigtigt, at chefen på »Romney« lod et af sine fartøjer gå ind en aften og presse nogle amerikanske borgere. Men ikke nok dermed. Under et intetsigende påskud beslaglagde toldvæsenet d. 10. juni et fartøj, sluppen »Friheden«, som tilhørte en af byens købmænd, førte det bort fra værftet og lod det lægge ud på siden af vagtskibet. Hvis der blot havde været nogen sandhed i de engelske embedsmænds indberetninger om amerikanernes tilbøjelighed til oprør og voldsomheder, ville man vel efter sådanne overgreb finde et udslag deraf i form af blodig hævn på en eller anden måde. Men alt, hvad der skete, var, at arbejderne på værftet ved stenkast søgte at forhindre orlogsgasterne i at bemægtige sig fartøjet, at toldkontrollørens ruder blev slået ud, og at en af hans både blev trukket op på land og brændt. Ejerens og Samuel Adams ankomst på stedet var nok til at få hoben til at afstå fra videre uordener. Og den almindelig forhadte guvernør Bernard burde, af hvad der tildrog sig nogle dage senere, have kunnet indse ubetimeligheden og urimeligheden af sine stadige nødråb til regeringen om, at han måtte have tropper derud til at forsvare sig, da han daglig gik i fare for sit liv. D. 15. juni blev det på et overordentlig stærkt besøgt møde i et kirkeligt forsamlingshus vedtaget at indgive en besværing til guvernøren over de amerikanske borgeres ulovlige presning til søtjeneste, og over at byen blev behandlet næsten som en fjendtlig og erobret by, hvortil endelig blev føjet en bestemt og alvorlig opfordring til ham om uopholdelig at fjerne orlogsskibet fra byens havn. Det blev overdraget 21 af byens første borgere at overbringe guvernøren denne klages vedtagelse i hans bolig på Jamaica Plain.

Hvad grund guvernør Bernard havde til at frygte for sit liv, er ikke let at vide. I de sidste tre år, hvor alle sind havde været i spænding og ophidselse over den truede frihed, var der kun forefaldet én udskejelse, som kunne kaldes en virkelig voldshandling; dét var ødelæggelsen af Hutchinsons hus. Men selv dér var der ikke udgydt en dråbe blod. Og vi må da håbe, at guvernøren følte noget i sit indre i retning af skamfølelse, da han hin smukke juni eftermiddag fra sit åbne vindue så optoget fra forsamlingshuset bevæge sig ned imod sin bolig. Ingen vild og støjende folkehob med truende holdning, men 11 chaiser (små kaleschevogne) på rad, der bevægede sig ned ad alleen og til sidst holdt udenfor hans dør. Ud af dem trinede 21 adstadige herrer, som førte sig så net og nydeligt og talte så belevent og dannet, at guvernøren glemte sin ængstelse og lod sin tjener bringe et par flasker vin fra kælderen. Man klinkede og drak, og det hele så ud som en jubilæumsdeputation. Den ældste af de 21 herrer overrakte guvernøren dokumentet, og bad ham velvilligst læse det igennem og ved lejlighed lade dem sin mening vide. Og så skiltes man med mange buk og sirlige hilsner, thi man var endnu i pudderparykkernes, knæbuksernes, de lange stokkes og skospændernes tid og satte pris på belevenhed og fint væsen. Og de 21 herrer steg atter op i deres kaleschevogne og rullede bort, medens guvernøren satte sig til rette i sin lænestol ved det åbne vindue og læste papirerne igennem. Men da han kom til forlangendet om at fjerne vagtskibet rystede han på hovedet. Hvem skulle så forsvare hans dyrebare liv og gods? Og den næste dag blev det meddelt deputationen, at fregatten måtte blive liggende, men fremtidig skulle presningen af amerikanske borgere ikke finde sted. Og dermed slog man sig foreløbig til ro.

Da Kjøbenhavns borgere i marts 1848 med byens mest ansete mænd i spidsen begav sig til Frederik VII for at tolke ham, hvad der rørte sig i folket, blev det i Tyskland fremstillet, som om kongen var blevet truet af en pøbelhob. På lignende måde her. De alvorlige, amerikanske borgere, der i regeringens ulovlige fremfærd så en fare for koloniernes fremtid og særlig for deres nære forbindelse med moderlandet, der endnu stod for alle som en naturlig betingelse for deres trivsel, blev i Englands konservative kredse opfattet som en skare ville urostiftere. Regeringen havde alt tidligere taget under overvejelse at sende tropper over til Amerika for at holde styr på disse urolige hoveder. Nu efter de ganske ubetydelige uordener i anledning af sluppens beslaglæggelse, fandt den ikke, at der var anledning til at tøve længere. Nu skulle de gode kolonister få at mærke, at det var alvor. Boston havde været den mest fremtalende, den skulle kues, til ad varende eksempel for de andre, og to regimenter soldater sendtes derud om bord på en engelsk fregat. Samtidig bladede sekretæren for kolonierne, lord Hillsborough, omhyggelig i sin lov for at finde en eller anden paragraf, som han kunne kneble disse uforskammede kolonister med. Han fandt endelig - han måtte rigtignok gå tilbage til Henrik VIIIs mørke dage for at hitte den - en bestemmelse, som gik ud på, at personer, der havde gjort sig skyldige i forræderi i udlandet kunne bringes til England og dømmes. Altså guvernør Bernard, lad os hurtigst muligt få fat på denne Samuel Adams og denne James Otis, og hvad de hedder, og få dem herover til England, så skal vi snart få stoppet munden på dem. Dette, at regeringen sendte tropper ud, var nu en meget alvorlig sag. Thi det drev sagerne på spidsen. Det viste sig altså, at regeringen ikke gøs tilbage for med vold og magt at berøve de amerikanske kolonier deres lovlige rettigheder. Thi det må vel erindres, at amerikanerne fordrede intet nyt, kun opretholdelsen af deres gamle stilling.

Da lord Hillsborough bladede sin lovbog igennem, havde han været så optaget af at finde en mundkurv til kolonisternes ledere, at han rent havde glemt andre men ikke mindre vigtige interesser. Det var godt nok, at han ville lægge en garnison i Boston by, men han havde overset den almindelige engelske indkvarteringslov, ifølge hvilken dét var forbudt at pånøde byerne indkvartering af tropper. Øjeblikkelig afskedigelse ramte enhver officer af højere som af lavere rang, der ville prøve på at lægge soldaterne i kvarter på anden måde end i loven angivet. Men i oktober 1768 ankom fregatten med de to regimenter. Guvernøren, der synes at have været mere bange for sit skind end passende for en højtstående embedsmand, havde pludselig fået vigtige forretninger ude på landet og var ikke til at finde i byen, den dag tropperne sattes i land. Havde han set, hvor roligt og fredsommeligt landsætningen gik for sig, ville han måske have gjort den opdagelse, at amerikanerne var langt mere politisk udviklede end hans kære landsmænd i gammel-England, og at de forstod værdien af at stå på lovens grund. Modtagelsen var altså noget kølig omend ikke fjendtlig, og da troppernes kommandant, oberst Dalrymple, bad om at få anvist kvarter til sine folk, svarede man ham, at dermed kunne man ikke tjene ham. Dog, da det alt havde begyndt at fryse om natten, ville man ikke være så umenneskelig, selv under sådanne forhold, at lade de stakkels soldater ligge under åben himmel. Borgerne i byen tillod derfor obersten for denne ene nat at indkvartere sine soldater i selve rådhuset, Faneuil Hall. Det var noget nær ydmygende!

Guvernøren, som så, at det ikke var så farligt, kom nu atter ind til byen, og gik rundt med obersten for at finde huslejlighed. Men hvor de kom, fandt de lukkede døre. Endelig opdagede de et gammelt faldefærdigt hus, som tilhørte kolonien. »Det kan vi bruge, når vi ikke kan få andet«, sagde obersten. Det viste sig imidlertid, at huset var beboet, og at beboerne vidste, hvad de havde at gøre. »Smid os ud, om de tør,« sagde de til guvernøren. Men det turde hverken han eller obersten eller den kommanderende general over hs. britiske majestæts tropper i Nordamerika, general Gage, indlade sig på. Endelig måtte de bekvemme sig til, for ikke at nødsages til at lægge deres folk i kvarter ude på de gamle barakker på Fort William, en ø i havnen, hvor de var helt borte fra byen, i dyre domme at leje husrum hos nogle engelske husejere; og for at vise, hvad de nu var for nogle pokkers karle, blev der uden for huset plantet to kanoner med mundingerne vendt mod det gæstfri rådhus.

Bernards optræden havde imidlertid vakt betænkelighed i England; man forstod, at han ikke var den rette mand på pladsen, kaldte ham tilbage og gav ham titel af baronet, thi det måtte ikke se ud som en indrømmelse. En sådan komedie kunne man nu spille med en embedsmand; de townshendske skattepålæg derimod, som var skyld i hele striden, kunne man nok tage tilbage, men man ville ikke kunne undgå, at dette blev betragtet som et nederlag for regeringen. Der var vel dem i parlamentet, der ikke ville høre noget om indrømmelser over for »denne skare af uforbederlige slubberter, som må være glade for hver dag, der går, inden de bliver hængt,« som den lærde dr. Johnson sagde, eller som lord Hillsborough smagfuldt udtrykte sig: »Kun med strikken om halsen skal amerikanerne tiltrygle sig indrømmelser fra regeringen«. Selv premierministeren, lord North, udtalte sig i samme retning, omend mindre barskt. »Amerika må frygte en, før det kan elske en«, sagde han. »Jeg er en bestemt modstander af den tanke at tilbagekalde parlamentets beskatning af kolonierne, og jeg vil intet gøre dertil, før jeg ser Amerika ydmyget for min fod«. Sådanne udtalelser mødte dog stærk modstand hos den frisindede opposition, og den brave barre påviste med varme, at England selv ville tabe mest ved at underkue og slavebinde kolonierne, og førend nogen i Amerika havde vovet at udtale sligt, forudsagde han i selve det engelske parlament koloniernes frafald. »Et lykkeligt og velstående Amerika, som med fasthed og selvfølelse hævder sine rettigheder og forsvarer sine friheder, vil være rede til at kæmpe side om side med England, vil stå os bi, om vi skulle trænges af en overmægtig fjende. Det vil være det naturlige marked for vore frembringelser, støtte vor handel og bringe vore byer store rigdomme. Hvis ej vi forandre vor politik overfor Amerika, vil vi miste kolonierne, alle som én. Men først og fremmest må toldskatterne ophæves«.

Af skade bliver man klog men sjælden rig, siger et gammelt ord. Tabet af de amerikanske kolonier var de lærepenge, som England måtte bøde for at komme til forståelse af, at det kun er ved den størst mulige frihed i alle retninger, at kolonier kan blive til rigdomskilder for moderlandet. Til trods for ministrenes store ord fandt regeringen det dog rigtigst at ophæve de af Townshend pålagte toldskatter med undtagelse af skatten på the. Samtidig blev den ledige guvernørpost besat med den tidligere overdommer, den lærde Hutchinson, der var født i Boston og som tidligere havde været i besiddelse af sine landsmænds tillid. Men allerede under den indledende kamp mod Stempelloven havde det vist sig, at han i spørgsmålet om moderlandets herredømme over kolonierne ganske stod på regeringens side. Omend han havde frarådet vedtagelsen af Stempelloven, havde han dog, da den først var blevet vedtaget, ment, at den skulle opretholdes. Det var denne hans konservative politik, der havde bragt folket til at plyndre hans hus i 1765, og det var den, der gjorde ham endnu mere irriterende for hans landsmænd, der betragtede ham som en forræder mod den gode sag, end engelskmanden Bernard.

Imidlertid drillede soldaterne, som hs. majestæt kongen af England stadig havde den fornøjelse at underholde på sin egen bekostning i Boston, og byens borgere hinanden efter bedste evne. Der er vel næppe tvivl om, at sædeligheden stod på et højere trin i det under puritanernes kirketugt opdragne samfund end i gammel-England, hvor det kun var småt bevendt med den. Og lige så sikkert er det, at amerikanerne havde ikke ringe tanker om sig selv og deres egen fortræffelighed. De engelske soldater, skriver Samuel Adams, bestiller ikke andet end at trække på parade og drive omkring i gaderne, hvor de ved deres abekattestreger gør sig til grin for kvinder og børn. De føre et skammeligt leben med skrig og vræl, og vore stille gader genlyder om natten af deres drukne hyl. En sværm tøjter er fulgt med herover til stor forargelse for alle og endelig til byrde for kolonien, så vist som de alle ender på fattiggården. Om søndagen rider de væddeløb på fælleden og forstyrrer gudstjenesten med deres yankee-doodle lige udenfor kirkedøren. »Yankee-doodle« er amerikanernes ældste »nationalsang«, om man vil. Melodien - en rigtig lirekassemelodi - skal stamme fra Carl I´s tid og oprindelig have været benyttet til en smædevise om Cromwell; før spændingen begyndte mellem kolonierne og moderlandet, havde den engelske militærmusik hver søndag spillet yankee-doodle som en opmærksomhed mod kolonierne. Men nu morede de engelske soldater i Boston sig med at spille melodien og sætte tekst til af deres eget fabrikat, og den var just ikke skikket til at glæde yankeernes øren - ordet yankee stammer fra indianernes udtale af english og benyttedes som øgenavn for Ny Englands beboere. - Her er en prøve:

And yankee doodle went to town To buy a pair o trousers, He could nt get the tailors shop For all the many houses.

Og yankee doodle gik ind til byen For at købe sig et par bukser, Men han kunne ikke finde skrædderens bod På grund af alle de mange huse.