Stoffet i denne Brochure er samlet af Metalarbejderske Ragnhild Andersen og Journalist Helge Larsen, der begge som Kommunister blev interneret i Vestre Fængsel og Horserød i Sommeren 1941 og efter 29. August 1943 blev deporteret til Stutthof-Lejren ved Danzig. Tegningerne er udført af Per Ulrich, der for sin Deltagelse i Frihedskampen blev deporteret til Sachsenhausen og Neuengamme. De er udført under Livsfare, idet al Tegning var strengt forbudt. Mens andre Tegninger fra Koncentrationslejrene i Reglen er udført efter Hjemkomsten, er disse blevet til på selve åstedet og har derfor en enestående Værdi som Kildemateriale. Ifølge et materiale, indsamlet af »Howard League for Peace Reform«, fandtes der i Letland i perioden 1937-38 161,5 politiske fanger i fængslerne for hver 100.000 indbyggere…i fredstid ! De tilsvarende tal var for Tyskland på 156,9 politiske fanger og for Mussolinis Italien 126,4 !

Hvad Ragnhild Andersen og Helge Larsen her fortæller os fra Stutthof-Koncentrationslejren, som tog en Række Danskes Liv, kommer måske ikke i Gru på Højde med Beretningerne f.eks. fra Maidanek. Per Ulrichs Tegninger fra Sachsenhausen og Neuengamme kommer Rædslernes Højder nærmere. I Stutthof var det jo kun godt 50.000 Mennesker, der blev myrdet, sultet og sejgpint til Døde. I Maidanek var det halvanden Million. Alligevel spurgte begge Kammerater os: Vil Læserne tro os, når vi fortæller det, vi oplevede?

Det må ikke alene Læserne, men alle tænkende Mennesker tro, og det må aldrig glemmes. Hvad der i de tyske Lejre gik ud over nogle Millioner af Europas bedste Mænd og Kvinder, det kunne have ramt endnu flere Millioner og trukket hele Verden ud i Ulykken. Vi blev reddet denne Gang, først af den Røde Hær og sluttelig af de samlede allierede Styrker.

Vi blev reddet fra Fascisme og Nazisme, men det må ikke gå i Glemme, at Hitler kun var Talsmand for stærke Interesser, for Krupp og Stinnes og Tysklands menneskefjendske Junkere. Der går en lige Linie fra Mordene på Liebknecht og Rosa Luxemburg til Henrettelsen af Thälmann og Breitscheid. Det var i den tyske Monopolkapitalismes Interesse, at den tyske Arbejderbevægelse og de tyske Demokrater blev slået ned og Vejen banet for et Røvertogt over Verden.

Det må ikke gå i Glemme, fordi Monopolkapitalismen stadig er den dominerende økonomiske Magt uden for Sovjetunionen og også i vort Land. Det kan tænkes, at et Lands Monopolkapitalisme endnu engang tager en Hitler i sin Tjeneste. Vi er ikke sikre på en tryg og skabende Fremtid, før Folket dominerer både politisk og økonomisk. Af de kolossale Kræfter, der i vore Dage brydes i Samfundenes Dyb, er Folket imidlertid den stærkeste Kraft, hvis der ligger en klar Bevidsthed og enig Vilje bag.

Lad os lære dette også af Stutthof-Kammeraternes Skæbne. De blev under udbredt Ligegyldighed indespærret af det danske Politi i 1941, da Grundloven blev brudt, de 150 blev i 1943 fanget i Fælden i Horserød, fordi en nazibehagelig Justitsminister, Thune Jacobsen, intet gjorde for at lukke dem ud i sidste Øjeblik, de stod Prøvelserne i Hitlers Tilintetgørelseslejr igennem og vendte trods all dette åndeligt ubrudte hjem, som ranke Mennesker med et højt Mål i Sigte. Lad os lære det samme af alle de mange andre Danske, der overlevede Koncentrationslejrenes Sult og Svineri og vendte hjem som viljestærke Demokrater. Vi blev reddet denne Gang, og næste Gang skal aldrig komme.

Koncentrationslejren Stutthof blev anlagt i Årene 1939-40 lige ved Landsbyen Stutthof - ca. 35 km Øst for Danzig - noget fra Kysten i en sandet Skovstrækning umiddelbart ved Begyndelsen af den lange Tange Frische Nehrung, der skilter Frisches Haff fra Østersøen og strækker sig omtrent til Pillau. Lejrens Opbygning foregik på den Måde, at der i den første Tid blev sendt en Afdeling Fanger til Stutthof for at bygge de første Barakker og rydde Skoven, medens de selv boede i Telte. På denne Måde opbyggedes efterhånden den gamle Lejr, der tilsidst udelukkende brugtes til Værksteder og „Sygehus". I den gamle Lejr lå også Kvindelejren. Senere byggedes den nye Lejr, der var betydeligt større end den gamle, også her anlagdes en Del Værkstedsbarakker. Den nye Lejr, der var den egentlige Fangelejr, havde 20 Barakker, hver med Plads til ca. 300 Mand. I Efteråret 1943 var Bestanden ca. 5000 - senere voksede dette Tal til op imod et halvt Hundrede Tusind. Hver for sig var de to Lejre, der lå ca. 200 Meter fra hinanden, omgivet af Pigtrådshegn, for den nye Lejrs Vedkommende elektrisk. Med korte Mellemrum var der opstillet Vagttårne, hvorfra Vagtposter kunne overskue hele Lejren og dens Omgivelser. Lejren var på Afstand mest kendelig på en høj Skorsten, hvorfra det altid røg - Krematorieskorstenen, hvis almindelige Navn var Frihedsstøtten, fordi Hovedparten af Fangerne kun gennem denne nåede Friheden.

Umiddelbart foran den gamle Lejr lå en smuk Have med en stor Murstensbygning, der ligeledes var bygget af Fanger. Det var Administrationsbygningen med S.S.-Køkken og Boliger for de højere S.S´er og deres Kvinder. 500 Meter fra den egentlige Lejr byggedes „Sonderlager" omgivet af elektrisk Hegn og en høj Stenmur. Lejren hævdedes at være beregnet som Straffelejr for Partisaner. Yderligere hørte ind under Lejren „Germanlager", et Par Kilometer borte. Denne Lejr var nærmest en Interneringslejr, hvor både Kost og Behandling var bedre end i Koncentrationslejren. Her boede de norske Politifolk og de internerede finske Søfolk.

Lejren var kun tænkt som rent foreløbig. Planerne gik ud på at opføre en Lejr i Stenbygninger med Plads til 80.000 Fanger. Ved Afslutningen var bl.a. et stort Køkken færdigt. Det nåede aldrig at blive brugt til sin egentlige Funktion. Her spærredes bl.a. flere Tusind jødiske Kvinder inde, uden at der var opstillet Senge eller på anden Måde indrettet Sovepladser.

Ledelsen af Lejren lå her som i alle andre tyske Lejre i Hænderne på S.S.. Kommandanten var Sturmbannführer Hoppe, hans højre Hånd og den, de havde Ansvaret for Fangerne, var en Hauptsturmführer Meyer. Der var et Utal af dem i alle mulige Grader ansat i Lejrens Administration. Vagtmandskabet bestod af ca. 300 S.S´er, der boede i en Lejr for sig selv.

I Lejrens første Tid ledede S.S´erne personligt alt Arbejde, havde også en Mand boende i hver Barak, men det gik man ret hurtigt bort fra, og den daglige Ledelse overgik så til Fangerne selv. Det vil sige, man importerede fra andre Lejre og Fængsler tyske Kriminalforbrydere. Alfonser, Mordere, Voldtægtsforbrydere o. l, som fik tildelt de forskellige Hverv. Disse Mennesker kunne så gøre med Fangerne aldeles, hvad der passede dem. Den øverste af disse Forbrydere var Lagerältesten. Den næste var 1´ste Forarbejder, Lederen af Arbejdsindsatsen, de forskellige Kapoer (Forkortelse af Kameradschaftspolizei), som var Ledere af Arbejdskolonnerne, og endelig Blok- eller Barakpersonalet. Hver Blok havde l Blockältester, l Skriver og 2 Stubenältester.

Udenom Lejren lå flere Virksomheder, flere af dem private, som fik deres Arbejdskraft fra Lejren, mod Betaling selvfølgelig, det mest almindelige var 4 Mark om Dagen pr. Fange. Lejren ejede selv et ret stort Teglværk, her alene arbejdede 300 Mand, endvidere var der et Par Cementstøberier, Savværker og en Ammunitionsfabrik, hvor der i Lejrens sidste Tid arbejdede 5000 Mand. Der blev bygget 4 mægtige Haller til Flyvemaskinfabrikation, man nåede dog kun at få installeret de kostbare Specialmaskiner, taget i Brug blev de aldrig. Arbejdskommandoerne til disse fjernere liggende Steder rykkede ud hver Morgen efter Appellen og kom ikke hjem før om Aftenen. Så var der de direkte Udekommandoer, der nok hørte til Lejren men ikke boede i den. Om Sommeren var der Bondekommandoer på en Masse af Gårdene i Omegnen. Der var Hope Hill Teglværk, som var Straffestedet for opsætsige Fanger, 2000 Mand på et Skibsværft i Elbing, og en Masse andre Småkolonier.

Et karakteristisk Syn i en KZ.-Lejr var de udtærede, udmattede Fanger, der støttet til hinanden vaklende og stønnende arbejdede sig frem her og der

Vi kom forbi nogle flotte røde Bygninger, der lå inde i en velholdt Have med Springvand og Påfugle. Det så slet ikke dårligt ud - men Turen gik videre, og snart viste sig foran os en Del skumle Barakker, omgivet af et solidt Pigtrådshegn. Inde i Lejren blev vi stillet op, og noget efter ankom Hauptsturmführer Meyer, kaldet Stankelben.

Efter at have kaldt en Oversætter frem, holdt han en kort Tale til os, i hvilken han meddelte os, at vi var ankommet til Statens Koncentrationslejr Stutthof, at vi havde at rette os efter enhver Anordning, der blev givet af Lejrens Funktionærer, og at enhver Forseelse ville blive straffet. Straffen varierede fra Pryglestraf til Dødsstraf. Ulydighed mod givne Anordninger ville blive betragtet som Mytteri, og for Mytteri var der kun een Straf: Døden.

Vi blev derefter spurgt, om der blandt os befandt sig Jøder. Der var Jøder iblandt os, men skulle disse melde sig og dermed udlevere sig til en endnu grusommere Behandling, end der var tiltænkt os som Kommunister? Og hvis de ikke trådte frem, ville det så ikke gå dem endnu værre, hvis det senere blev opdaget? Vi svarede på Spørgsmålet, at vi alle var Danskere, og dermed måtte den høje SS´er lade sig nøje. Men han så ud, som om han tænkte, at vi var nogle mærkelige Mennesker, når vi kunne svare så dumt.

Efter denne korte Introduktion fik vi Besked på at gå ind i en af Barakkerne. Vi tog vor Bagage og spadserede roligt ind. Men det gik for langsomt. Pludselig for en høj civilklædt Fyr, der på den ene Arm bar et Bind med Bogstaverne L.A. (vi antog ham for Gestapo-Mand, senere viste det sig, at han også var Fange) hen til Døren og begyndte at sparke og slå. En af S.S.´erne fandt, at det var en god Spøg. Han stillede sig ved den anden Side, og således fortsattes Folkefællesskabet mellem Fange og Fangevogter, til vi allesammen var kommet ind i Barakken.

Kort efter fik vi Besøg af nogle S.S.´er, der spurgte, hvem der talte Tysk. Tre-fire Mand trådte frem og fik hver en knyttet Næve i Ansigtet. Vi fik derefter at vide, at dette er en Tilintetgørelseslejr. I har haft Lejlighed til at vælge Kampen for eller mod os, som I racemæssigt hører sammen med. I er Germanere som vi, men i Stedet for at kæmpe sammen med Tyskland, har I valgt at kæmpe sammen med de russiske Undermennesker. Her skal I få Lejlighed til at se, hvordan vi behandler jeres Kommissærer!

PELENCKI RYSZARD - En polsk Dreng på 20 År, fuldstændig udmarvet, der var kastet i Koncentrationslejren, fordi han havde stjålet en Sæk Kartofler fra den Bonde, til hvem han var sendt på Tvangsarbejde.

Endnu et Besøg fik vi samme Aften. S.S.´eren, der havde hjulpet til med at sparke og slå os, kom sammen med en Fange, Lejr-Elektrikeren, for i Fællesskab med ham at stjæle de sørgelige Rester af vor Tobak og Tændstikker. Til Tak herfor lod han os få lidt Drikkevand. Lejr-Elektrikeren forklarede os trøstende, at hvad vi indtil nu havde været ude for, var intet mod, hvad der ventede os i Fremtiden „Endnu i Aften kan I le, i Morgen ler I ikke mere". Og med disse trøsterige Ord kunne vi gå i Seng, det vil sige, vi kunne lægge os i en Køje med Tøjet på, for der fandtes hverken Madras eller Tæpper. Men alene det, at man havde Plads til at ligge ned, var store Ting, og de fleste af os sov den Nat, trods Spekulationer over, hvad Morgendagen ville bringe, godt og trygt til næste Morgen.

Elektrikerens Ord viste sig heldigvis ikke at holde Stik. Det så næste Dag ud, som om Behandlingen af os var ændret en lille Smule til det bedre, der vankede den Dag hverken Slag eller Spark - til Gengæld faldt der rigeligt af begge Dele af i de følgende Dage. Næste Dag gik Turen bl.a. til Baderummet. Her måtte vi allerførst aflevere alt, hvad vi havde med os. Vi fik Lov at beholde Toiletsager, en Pibe og Tobak. Det sidste havde efter de to Tyverier nu nærmest kun teoretisk Interesse. Alt vort Tøj, Fyldepenne, Ure, Fotografier, Penge etc., blev frataget os. Efter at være klædt af, blev vi klippet. Ikke alene Hovedhårene faldt for Maskinen, men ethvert Hår på Kroppen skulle af - og den samme Maskine blev benyttet til begge Ender. Vi blev senere klar over, at Hygiejne i Lejren kun kendtes af Navn. Efter at Badet var overstået, fik vi udleveret en Skjorte, et Par Benklæder, en Jakke og et Par Badetøfler, samt en rund Hue af samme stribede Tøj som Jakke og Benklæder. At vi fik stribet Tøj, var egentlig en Udmærkelse, idet kun Germanerne måtte gå i stribet Dragt.

Vi havde bagefter det største Besvær med at kende hinanden. Enkelte havde jo i Horserød tillagt sig flotte Fuldskæg, og disse måtte også ryge for Maskinen.

Imens alt dette stod på fik vi, ved 12-13 Tiden, det første Måltid Mad, siden vi forlod Horserød. Lidt Vand fik vi også, samtidig med, at man gjorde os opmærksom på, at Vandet der i Lejren ikke var til at drikke - det var sundhedsfarligt. Det første Måltid Mad så slet ikke dårligt ud. Det var Gulerødder og Kartofler kogt sammen, og vi var enige om, at blev Maden ikke værre, var det nu slet ikke så slemt. Det var en Illusion, der hurtigt bristede.

Efter at have fået Numre udleveret - Danskerne fik Numrene fra Nr. 25653 til 25802 - blev vi ført over til en anden og større Lejr. Her blev vi præsenteret for vores Blockälteste, en Østriger ved Navn Hölzer, om hvem del blev sagt, at han var en af Lejrens værste Banditter. Han skulle give os den første Opdragelse, og det varede en Uges Tid. Den vigtigste Del af denne Opdragelse bestod i at kunne marchere og - ikke mindst - at kunne „tage Mützen af" på reglementeret Måde, d.v.s., at hele Kompagniet skulle tage Huen på nøjagtigt samme Sekund, klaske den ned mod Låret, så det lød som ét Slag. Jeg er bange for, at vi ikke ligefrem var hans bedste Elever. Men da Belæringen ledsagedes af Spark og Slag, var vi alligevel tvunget til at gøre gode Miner til slet Spil. Værst var det at skulle marchere. Overalt var der Sand. På Fødderne havde vi i Stedet for Strømper „Fusslapper", en Las, der var svøbt om, så godt vi, der jo ikke havde Træning i at bære den Slags Beklædning, var i Stand til at gøre det, og de tidligere omtalte Badetøfler, der raslede af Fødderne, så snart man tog et Skridt. Det hjalp noget, da det lykkedes os efter et Par Dages Forløb at få udleveret vort eget Fodtøj. Hvad der satte vore Aktier en Smule i Vejret var, at vi kunne synge. Under Marchturene skulle vi altid synge, og da der kun blev forlangt af os, at vi skulle synge vore egne Sange, gik det rigtig godt, og når vi af og til skulle marchere forbi de kvindelige Kammeraters Barak, lød Sangen dobbelt kraftigt som en Hilsen til dem.

Den daglige Spiseseddel så således ud: Morgen, et Stykke Brød med mindre end en halv Teskefuld Marmelade. Middag, Suppe kogt på Roer, Roetoppe, fordærvede Kartofler, og en sjælden Gang tynd Ærtesuppe eller Grütze, en Mellemting af Grød og Vælling, kogt med Kartofler og ganske enkelte Kødtrævler. De to sidste Retter var det bedste, der blev budt os. De øvrige Retter var værre end den Ædelse, man serverer for Svin, men alligevel tvang Sulten os til at forsøge at få noget ned. Aftensmåltidet bestod af et Stykke Brød med en lille Klat Margarine, Lørdag Aften desuden en tynd Skive Pølse, og Søndag Aften et lille Stykke Smøreost. Morgen og Aften serveredes desuden lidt tynd Kaffe- eller Te-Erstatning.

Da vi ankom til Lejren, væmmedes vi ved at se Fangerne næsten slås om at komme til Affaldsdyngen fra Køkkenet for dér at finde Kartoffelskræller og andet „spiseligt" frem. Selv om vi aldrig nåede så langt ned, forstod vi ret snart, hvorfor Fanger spiste overhovedet alt, hvad der blot kunne tænkes at fylde lidt i Maven.

Med Sulten fulgte ret hurtigt Sygdomme. Det var kun få, der slap for Bylder og andre Ernæringssygdomme. Ikke så få af vore Kammerater måtte en Tur på Sygehuset, og det kunne også have sine Vanskeligheder til Stadighed at holde Humøret højt, når Maven altid knurrede af Sult. Trætte var vi altid på Grund af Underernæringen. Så snart vi havde spist til Middag, satte de fleste sig til at sove ved Bordene, indtil Klokken alter lød, og så snart Aftensmaden var sat til Livs og man havde vasket sig, gjaldt det om at komme så hurtigt som muligt i Seng, også fordi Sulten ikke føltes, så længe man sov. Det første, man kikkede efter om Morgenen, når vi kom ud i Dagligrummet, var, om Brødskiverne muligvis var en Millimeter tykkere i Dag end i Går, eller om de, hvor utroligt det end lød, var endnu tyndere.

På Lejrenes Hospitaler udførte Fangelægerne et heroisk Arbejde. Midlerne var små og utilstrækkelige - Narkotika var det naturligvis skralt med, og Fangerne døde ofte under store Pinsler.

I Slutningen af Oktober ankom der Pakker til enkelte af os, men det var som en Dråbe i Havet. Vore Familier fik først sent Underretning om, hvor vi befandt os, og slet ikke om, under hvilke Forhold vi måtte opretholde Livet. Da vi endelig langt om længe fik Lov at skrive hjem, lød alle Brevene da også omtrent enslydende: Send Pakker! „Jeg er ankommet til Stutthof. Jeg har det godt, men kan du ikke snarest muligt sende noget Brød, Smør, Pølse etc. - men send det endelig så snart det overhovedet kan lade sig gøre" - de næste Breve havde nogenlunde samme Ordlyd, og man kan forestille sig, hvorledes sådanne Breve må virke på en i Forvejen bekymret Mor, Hustru eller Kæreste. Men for det første måtte vi ikke skrive stort andet i Brevene, for det andet gjaldt det Livet for os, at der hurtigst muligt blev sendt os noget Mad.

Det varede omtrent tre Måneder, før de første Pakker fra Dansk Røde Kors ankom til Stutthof. De vakte stor Glæde, men var alligevel langt fra tilstrækkelige til at holde Sulten væk. Vi var alle så underernærede, at der skulle mange Pakker til, for vi kom nogenlunde på ret Køl igen.

Efterhånden blev Pakkernes Antal større, og deres Ankomst indtraf mere regelmæssigt. Men først hen på Sommeren 44 var vi kommet så vidt i ernæringsmæssig Henseende, at vi kunne sige, vi ikke sultede mere.

Manglen på Pakker havde andre ubehagelige Følger end Sulten, Fattige Fanger var dårligt anskrevet i Stutthof. Havde man Pakker, kunne man altid tilkøbe sig visse Fordele, men Fanger, der ikke fik Pakker, måtte finde sig i alt. Det gjaldt også os. Efter Hølzer havde vi fået en Polak som Block- og en Østriger som Stuben-Alteste, og vi havde intet at lukke Munden på disse to Forbrydere med. I enhver Blok er det Skik, at en Fange afleverer en Del, ofte en ret stor Del, af sine Pakkers Indhold til Blok-Funktionærerne, og gør han det ikke frivilligt, er der altid Midler til at gøre ham ydmyg. Endelig har Block-Funktionærerne den Udvej simpelthen at stjæle, hvad de vil have. At klage er håbløst, for den forurettede skal klage over Tyven til - Tyven selv.

Men Block-Personalet nøjedes ikke med at stjæle af Pakkerne. En af deres vigtigste Indtægtskilder var at stjæle af de knapt tilmålte Brød-, Margarine- og Marmeladerationer, og vort Block-Personale dannede ingen Undtagelse. De stjal systematisk og rigeligt. De fem Kammerater, vi mistede kort efter Ankomsten til Lejren, døde faktisk som Ofre for Sulten. Det var Nytorp, Albert Andersen, Callesen, Sode og Harry Jensen.

RAGNHILD ANDERSEN:

Da vi kom til Lejren og fortalte Kopken, at vi stadig var Kommunister, sagde hun, at „som Straf skulle vi først bo hos Russerpigerne, det var det værste af alt." Hvis vi derefter skikkede os bedre, kunne vi få Lov at komme til de polske Kvinder, og hvis vi blev meget dygtige og lydige, kunne vi måske få Lov at bo sammen med de tyske Kvinder. Den sidste tvivlsomme Ære opnåede vi 7 dog aldrig, heldigvis, de fleste af de tyske Kvinder i vor Lejr var nemlig asociale Elementer, løse Piger fra Danzig o.l.. Ganske enkelte hæderlige, stolte og begavede tyske Kvinder, der var politiske Fanger ligesom vi, stiftede vi dog Bekendtskab med. Iøvrigt var Lejrens Bestanddel for største Delen polske Kvinder, russiske Kvinder og senere kom der i Tusindtal af jødiske Kvinder til. Vi kom altså til at bo på Russerstuen, som Barakken hed. Og den Hjælpsomhed og det Kammeratskab, vi mødte her, skulle vi lede længe efter. I al deres Armod og Fattigdom, uden Breve og uden Pakker hjemmefra, uden anden Kontakt med Omverdenen end det indbyrdes Kammeratskab, styrkede og opmuntrede de os i de første svære Uger. De gav os straks en Plads ved Bordet, de sørgede for, at vi fik hver sin Skål at spise af til Middag, og selv om alle i Lejren påstod, at hos Russerne blev alt stjålet, er der aldrig forsvundet så meget som en Synål eller langt mindre et Stykke Sæbe, eller et Stykke Brød fra os i de Uger vi boede der.

Vi håbede, at Kopken lod os blive hos vore Russerpiger. Men en af Chikanerne i Stutthof bestod netop i, at blive smidt rundt fra Barak til Barak, så man aldrig følte sig sikker. At flytte er ensbetydende med, at alting forsvinder fra en, så man skal til at organisere nyt, at man får anvist de dårligste Sovepladser, og slet ingen Plads har ved Bordet, men må stå op og spise. Den 7. November blev vi smidt ud af Russerstuen og blev flyttet over i Stue 5. Men Russerpigerne havde inviteret os til Fest om Aftenen, og selv om det var forbudt at gå over i andre Barakker end den, hvor vi boede, løb vi denne store Risiko, og vi fortrød det ikke. Anja, en frisk Bankassistent fra Leningrad, der var Stueformand, vi smilede og lo og dirigerede sine Piger til Sange og russiske Danse, også en lille morsom Sketch lavede de. Så denne 7. November hvor vi lyttede til Sangene om „Mit Moskva og mit Land", om den Røde Hær og Sangen om „Tovarisch Stalin", denne Aften eller Eftermiddag, for det var en Søndag, blev en uforglemmelig Oplevelse. Snart forsvandt imidlertid både Anja og flere af vore Venner, der blev nemlig Transport til Ravensbrück-Lejren, og selvfølgelig blev Russerpigerne først sendt af Sted. Disse Transporter til andre Lejre var også altid frygtet, dels varede de mange Dage uden Mad og dels blev alt, hvad man havde organiseret sig, frataget en, og man måtte igen begynde som „Zugang" i en ny Lejr.

Efter vort første Skrubarbejde i Stutthof kom vi alle på Flikkammeret. Her blev alle de gamle Klude og Lumper, som vi kaldte Tøjet i Stutthof, fordi det altsammen var Laser og Pjalter, lappet og syet. Flikkammeret var en rigtig Luserede. Vi knækkede Lopper Dagen lang, men det var kun Småting. Det vænnede vi os til. Lusene derimod var værre at få Bugt med, dem fik vi hurtigt, og når vi skulle af med. dem, måtte vi smide alt det Tøj væk, d.v.s. brænde det, der havde været Lus i, og organisere nyt. Men vi måtte stadig vænne os til at føre Kampen til alle Sider. Var vi fri for Kroplus fik vi Hovedlus, og Kæmmekam havde vi ikke og kunne ikke købe det, ej heller organisere det. Arbejdsdagen på „Flikken", som vi kaldte det, var uendelig lang, men een Fordel havde vi. Vi kunne „organisere" lidt. f.eks. Strømpebånd, Bælter og Lommetørklæder kunne vi sy af gamle Laser, og det var en stor Fordel. Men en Dag blev to af os sendt i Vaskeriet. Det var et strengt Job, de måtte stå op hele Dagen ved Vasketrugene, og nu må man huske på, at vi dengang ingen Pakker fik, så vi var grumme sultne, og det varede heller ikke længe, inden den ene af Kammeraterne fik dårlige Ben. Fra Vaskeriet kunne Pigerne imidlertid se enkelte af vore mandlige Kammerater, der passerede forbi. Det var altid en Opmuntring, selv om de så mere og mere elendige ud for hver Gang. Flere af dem var helt barfodede i Tøflerne, og de bad allesammen, om vi ikke kunne organisere Sokker til dem. Vi på Flikkammeret forsøgte at reparere nogle gamle, elendige Lumper om til Sokker. Og det lykkedes os at få nogle Par sendt derover. Vi fik Hilsen og Tak tilbage, Mændene opmuntrede os, og vi glædede os over, at vi havde Kontakt med dem. Men en skønne Dag blev det opdaget, og det var en frygtelig Eftermiddag. En af Pigerne blev smidt i Bunkers, en af vore mandlige Kammerater fik Tærsk, og vi blev truet med meget værre Straf, og Mændene med 25 og 50 Stokkeslag eller med at komme på Straffekolonne. Disse Straffekolonner var næsten altid ensbetydende med Døden.

Fra Flikkammeret kunne vi se, når der kom „Zugang", og vi fulgte, hvordan de blev mishandlet. Så godt som hver eneste Dag var der Nyankomne. Mange var frygtelig elendige at se på og kom fra andre Fængsler. Andre var Partisaner, russiske og polske, andre var Gidsler, hele Familier, der blev slæbt til Stutthof, f.eks. fordi Sønnen var stukket af fra Værnemagten (det var mange Polakker, der var „eingedeutscht", d.v.s. indtusket, det skete som oftest under Tvang). Selv om Familien havde flere Sønner i den tyske Værnemagt, blev Far, Mor og Søskende slæbt til Stutthof, når bare en af Sønnerne forsvandt. Så mange Mødre sad der og led i Årevis, medens en eller flere Sønner måtte kæmpe for den tyske Værnemagt.

Med Zugangen kom også Kvinder, unge og gamle, russiske og polske. Gamle, gamle Koner på 70, 75 ja 80 År, der næsten ikke kunne rokke af Sted, blev slæbt ind i Lejren. Nogle af dem, der kom, var frygteligt mishandlet. Unge Kvinder kom og havde fået slået alle Tænderne ud af Munden af Gestapo. Gamle Koner kom med Ryggen blå og stribet af frygtelige Mishandlinger, med blå opsvulmede Øjne. Mændene kom om bagved i Gården og fik Stroppetur. Der blev kommandere! med dem, de skulle løbe, smide sig ned, løbe, smide sig ned igen, Time efter Time. Eller de skulle lave Knæbøjninger og sidde Timevis i den Stilling. Eller de fik Prygl, Stokkeslag, Pisk af Læderremme, Spark og Mishandlinger, enten af S.S.´erne eller af de værste Kapoer. Kvinderne græd, når de så denne frygtelige Tortur, og derfor flod Tårerne rigeligt på Flikken. Og når de kunne komme af Sted med det, stak de også Brød ud til enkelte, trods Risikoen. Det var nemlig strengt forbudt. Så undværede de selv. Ved Juletid kom de 250 norske Politimænd. De var store, kraftige Mænd, og Kvinderne græd og sagde: „Se, så flotte og smukke Mænd. Sådan så jeres Danskere også ud. Om kort Tid er de Vrag ligesom alle andre".

„Zellenbau" i Neuengamme, hvor Minister Aksel Larsen sad, en „Bunker", hvorover der var rejst en Træbarak. Bygningen rummede samtidig et Henrettelsessted med 8 „Galger".

På Stråstuen flettedes flotte Ting af Strå og Cellofanpapir. Det var Håndarbejde, og Fangerne var dygtige. Smukke Sandaler og Sivsko blev lavet til S.S.´erne, til deres Familier, til dem, der solgte det og lavede privat Forretning med det. På Stråstuen blev også broderet og strikket smukke Jumpers, Kjoler, Sokker, Handsker o.l.. Altsammen til vore Tyranner. Kopken spurgte os også, da vi kom, om vi var dygtige til at brodere, hvilket vi heldigvis benægtede. Denne Arbejdsplads var ikke officiel, den var S.S.´ernes private, og når der kom Kommissioner, blev den skyndsomt lukket og alt, Strå, Papir o.l. gemt godt af Vejen, til Kommissionen igen var ude af Lejren.

Kommissionerne er egentlig et Kapitel for sig selv. Det var den eneste Dag, da Vaskerummet med 4 Vaskebækkener og 8 W.C.er (til ca. 1000 Kvinder) så ordentligt ud. Men inden Kommissionens Ankomst sent om Eftermiddagen målte heller ingen Fanger gå på W.C.. Alle de Forberedelser, der blev gjort for Kommissionens Ankomst, stod slet ikke i Forhold til det, de så. De så nemlig ingenting. De gik lige igennem de nu velopryddede Lokaler, Barakker og Arbejdspladser. Intet mere. Men den Dag var, Middagsmaden bedre end sædvanlig.

En Dag hørte vi, der skulle åbnes et Bordel for S.S.´erne. En tysk Kvinde, der havde siddet flere År i Lejren, var rede til at blive Bordelværtinde. Hun havde sort Vinkel (d.v.s. asocial) og var så naiv at tro, at det ville betyde Vejen til hendes Frihed. Men selvfølgelig, da Bordellet lukkede ved Evakueringen i 1945, kom hun tilbage i Lejren igen. De andre Kvinder, der skulle være i Bordellet, blev udvalgt af S.S.´erne; ganske unge Kvinder var det. Og så blev Flikkammeret sat til at sy, usmagelige Brystholdere og Benklæder, medens det regnede med rå og uhumske Bemærkninger fra S.S.´erne. Og de små, unge Piger på 14 og 15 År måtte påhøre deres modbydelige Uhumskheder.

Til Lægen gik man kun, når det var meget strengt nødvendigt, og det ikke på nær alle. Nogle ville principielt ikke til Lægen, om de var nok så syge, fordi det regnedes for en Form for Tortur. Særlig Kopken forstod at gøre de Syge Helvede hedt. Hun var stor og bred og kom ned, når der var Lægetid efter Kl. 7 Aften, og kiggede på Rækkerne. Sommetider smed hun alle de syge ud og spurgte, hvad de bildte sig ind, de fejlede jo ikke noget. Af og til nøjedes hun med at smide dem ud, hun så sig ond på. En Aften kom en gammel Kone ind til Lægen. Hun havde syge Øjne. „Hvad for noget," skreg Kopken. „Din gamle Høne, kan du skrubbe ud, du fejler jo ikke det ringeste". Og så et Spark ud af Døren. Man kan forstå, at det var svært at blive indlagt på Reviret (Sygeafdelingen), og mange Kvinder gik med svære Bylder og Sår uden at forsøge det. Da Kopken kom væk, lettede det noget, men mange Fanger overvandt aldrig deres Skræk for at komme på Reviret.

I Januar 1944 kom tre af os til at arbejde i D.A.W. (Deutsche Ausrüstungswerke) og her i den tyske Rustningsindustri arbejdede vi lige til Januar 1945. Først i Pelskammeret, hvor vi syede Pelsfrakker til det tyske Militær og Marine, Flyverveste o.l, og det var Meningen, at det skulle gå stærkt. En tysk kvindelig Kapo råbte og skreg Dagen lang. Desuden var der en tysk civil Mester, foruden det kvindelige Opsyn og flere Scharførere. Så der var mere end rigeligt til at holde Opsyn med os, regere, true, skælde og smælde. Vi skulle sy et bestemt Antal, d.v.s. det var altid for lidt, og der var altid en Masse Vrøvl. Trods det meget Opsyn, blev der lavet megen Sabotage, en Masse Pelse, Kaninskind o.l. blev klippet i Småstykker, mange Knaphuller blev syet forkert i o.s.v. Så kom Arbejdet retur, og så var der et farligt Vrøvl igen. Hvad Sabotage angik, var der stort set et godt Sammenhold blandt Fangerne.

Her kom vi til at arbejde i Maj Måned 1944. Vi reparerede alle Slags Lædervarer til Værnemagten, Kikkertkasser, Patronhylstre, Læderremme, Rygsække o.l.. En polsk kvindelig Læge, Fru Paschkofsky, var vor Kapo. Hun var en Dygtighed af Rang. Vi arbejdede i langsomt Tempo, ofte endda usandsynligt langsomt, og hun blev naturligvis Gang på Gang æreskældt og truet med al Landsens Ulykker. Men hun forstod at sno sig, så Tempoet aldrig blev til noget synderligt. Hun var dristig og bevidst, og ved alle „Episoder", og det var der næsten hver Dag, tog hun altid Fangernes Parti og gik i Breschen for os. Selv var hun blevet pint frygteligt af Gestapo og S.S.. Hun blev tilligemed sin Mand taget af Gestapo, mens hun var svanger. Hun fødte sit Barn i Fængslet, det blev taget fra hende og de blev begge sendt til Stutthof. Efter 2 Dages Forløb slog S.S.´erne hendes Mand ihjel. Det sørgede hun meget over, men hun rejste sig, fordi hun ville leve for sine tre Børn. Som Kapo var hun et prægtigt Menneske.

Når vi skulle til D.A.W. gik vi ud af den gamle Lejr og over i den nye. Der skulle så altid være Vagtposter om os. Når disse Poster ikke var der, måtte vi vente. Både, når vi skulle ud og hjem. Mange halve og hele Timer har vi stået i al Slags Vejr og ventet. Den første Vinter havde vi ingen Frakker, og vi frøs bravt. Når vi så endelig nåede D.A.W., var vi så forfrosne, at vi ikke kunne begynde at arbejde, og det skulle vi. Så blev der først tændt op i Ovnen, og vi forsøgte at få varmet Hænder og Fødder op. Vi satte vore Krus på med Kaffe eller Vand til Bouillon. Men det var altsammen forbudt, og vi blev skældt ud fra Morgen til Aften på Grund af Ovnen. Hvis der ingen Scharfører var og Kapoen kunne få overtalt Opsynet til at tillade det, blev Krusene sat på. Men så skete der pludselig et eller andet, så hed det „Alt skal væk fra Ovnen".

„Ingen må koge på Ovnen", o.s.v.. Der var Kamp om den Ovn hver Dag, Spektakler, Skældsord, Afstraffelser. Kvinderne forsøgte naturligvis hver Dag, fordi de var nødt til det, hvis de ville leve. De havde organiseret sig et Par Kartofler, skar dem i Småstykker og forsøgte at koge dem i Kruset. Men det var en daglig Nervekrig, og mange mange Gange har Opsynet i Raseri taget Krus fra Ovnen og smidt Krus og Kartofler enten i Ilden eller ud af Vinduet. De for os så dyrebare Kartofler blev smidt væk. Det var selvfølgelig strengt forbudt at organisere Kartofler.

Vi sultede de første 4 Måneder i Stutthof, og også senere, efter 25. Januar 1945. Men Tusindtal af Russere og Polakker sultede, sultede og segnede for vore Øjne. Russerne fik aldrig en Krumme Brød udover Lejrens Tildeling, ingen Pakker, ingen Breve, ingen menneskelig Hjælp i deres Nød og Elendighed. En Del polske Fanger fik Pakker hjemmefra, men ingen Russer, Kvinde eller Mand, fik nogensinde noget. De var de fattigste, Og hvis de fattige ikke er en organiseret Magt, bliver de mest undertrykt. Men hvordan kan man være en organiseret Magt i en Koncentrationslejr? Uden Våben af nogen Art, ikke engang et Par stærke Arbejdsevner. Som de fattigste og svageste måtte Russerne arbejde hårdest, og de blev udsat for de frygteligste Mishandlinger og havde den største Dødelighedsprocent indtil Jødernes Ankomst. Men også mange polske Fanger blev frygteligt mishandlet. Udenfor Flikkammerets Vinduer gik Fangerne en af de første Dage vi var i Lejren, og gravede. Elendige og syge, levende Skeletter mange af dem, så det var en Gru at se. En af dem fandt en eller anden Knokkel i Jorden. Om det var fra en Hund, en Kat eller et Menneske, skal være usagt. Men disse sultne og elendige gav sig til at slås om den. Vi sagde til hinanden - Livet her i Lejren gør Mennesker til Dyr. Vi så Mændene, når Arbejdskolonnerne passerede forbi, vakle, segne og dø lige for vore Øjne. Og når de ikke kunne gå, blev de stablet på Benene, slået, sparket af S.S.´erne og af Kapoerne, indtil de udåndede.

Gå. 50 Mødre med Småbørn levede, hvor utroligt det lyder, også i Lejren. Kvinderne kom til Lejren og var svangre, de fødte deres Børn og de gjorde de hæderligste Forsøg på at holde Liv i de små svagelige Pus, der i de fleste Tilfælde kom til Verden i Lejren. De fleste af Mødrene havde kun Modermælk til Barnet de første Par Dage. De fik selv ingen Mælk, kun den sædvanlige tynde Kaffeerstatning, vi andre fik. Derfor standsede Mælken. Kvinderne fik af og til, ikke altid, en lille Smule Skummetmælk til børnene. Men det var ikke nok, og flere Børn døde i Lejren, andre var syge og lignede gamle, gamle Mennesker, så magre var de. En tre Dage gammel Dreng blev en Dag skåret for en Masse Bylder på Bryst og Ryg, han skreg hjerteskærende. Det gjorde iøvrigt de fleste af Børnene. Det var af Sult.

Mange Fanger kom til Lejren, blev straks sat i Bunkers, derefter ført op i Skoven og hængt. De gik i Reglen forbi Bagsiden af Barakkerne, der lå omme i Gården, og selv om disses Vinduer var tilmalet, så Kvinderne dog i Reglen altid, når der blev ført Fanger til Hængning.

Alle russiske Kvinder i Uniform blev hængt, når de kom til Lejren. Vi så dem stå indenfor Porten, nogle af dem med høje Udmærkelser på deres Uniformer, af og til gik de gennem Lejren på Toilettet, der kom ofte 6, 8, 10 ad Gangen. Smukke Piger var det at se, og stolt var altid deres Gang, selv om de vidste, det gik til Galgen. Havde de Lejlighed til at snakke med de andre russiske Piger i Lejren, var det kun for at opmuntre dem til at holde ud. „Krigen er snart forbi, I skal snart hjem," sagde de.

Engang kom en kvindelig russisk Major til Lejren. Et storartet Menneske var hun, en smuk Kvinde at se. Hun sad i Bunkers flere Dage, og da det gik op for hende, at hun var i Koncentrationslejr, protesterede hun overfor Kommandanten og krævede at komme i Krigsfangelejr. Hun var kæk og råbte ud af Bunkeren til Russerpigerne: „Op med Humøret, snart er Krigen slut". Så forlød det, at hun skulle hænges. Med Ængstelse fulgte vi fra Dag til Dag, om hun var der. En skønne Dag var hun væk. Og vi tænkte vort, vi kendte jo Vejen til Galgen. Men nogle Måneder senere kom nye russiske Partisaner, og de fortalte os, at hun på Skrømt var gået i tysk Tjeneste og på en Rekognosceringstur havde hun skudt den tyske Ledsager og var landet i god Behold på sit Fædrelands Jord bag de russiske Linier.

HELGE LARSEN

Iøvrigt gjorde der sig en vis „Humanisering" gældende for hele Lejrens Vedkommende. Allerede da vi ankom, fortalte de gamle Fanger, at Lejren var et rent Hvilehjem i Forhold til tidligere. Før var Lejren en Morderhule, en af de mest berygtede Koncentrationslejre i det tredie Rige.

Der blev ligefrem sat Præmie på Udryddelsen af Fanger, og den nemmeste og mest effektive Måde var at tilintetgøre dem under Arbejdet. Når en Arbejdskolonne rykkede ind om Aftenen, kunne det ske, at kun en Fjerdedel af, hvad der var rykket ud om Morgenen, kom levende tilbage. Resten var styrtet om af Overanstrengelse - det var umenneskeligt, hvad der blev budt dem - eller direkte slået ihjel af Kapoen, der fik Ballade, hvis Dødsprocenten ikke var stor nok.

Men nu havde Krigslykken vendt sig. Tyskerne rykkede ikke mere sejrrigt frem mod Øst. Den tyske Hær var af „Bolsjevikerne" ikke alene bragt til Standsning, men Marchen gik nu tilbage mod Vest. Altså opstod den Tanke hos S.S, at de måske dog engang ville komme til at stå til Regnskab for deres Handlinger. Kursen i Lejren blev lagt om og Behandlingen noget mildnet. I Realiteten betød det blot, at Fangernes gennemsnitlige Levetid forlængedes noget. Det var stadig en Tilintetgørelseslejr (og blev det i endnu højere Grad, da de store Jødetransporter ankom), men Tilværelsen blev tåleligere.

Der blev således udstedt „Forbud" mod at slå på Fangerne. Ikke at Pryglestraffen blev afskaffet. Det var stadig tilladt at skamslå Fangerne, når det skete som „Straf" for en eller anden såkaldt Forseelse, men Forbudet betød, at Kapoerne ikke slet så åbenlyst kunne gå rundt og slå Folk ihjel. Meningen med Forbudet var, at S.S.´erne ikke mere direkte ville lægge Navn til de værste Mishandlinger. Disse skulle overføres på de professionelle Forbryderes egen Regning.

Hvordan Forbudet blev praktiseret fremgår bl.a. af følgende Eksempel. En forhutlet lille Fyr meldte sig en Dag på Sygehuset, Han var blevet gennembanket af Kapoen i den Grad, at han dårligt kunne slå på Benene. Da han henvendte sig til Oberscharführeren på Hospitalet fik han den Besked, at det var noget Sludder - han vidste dog, at det var forbudt at slå Fangerne!

Den komplette Mangel på Respekt for Menneskeliv gjorde Behandlingen af Ligene særlig rå. De kastedes hensynsløst omkring og trampedes sammen på Vognene, der kørte dem fra Lighuset over på Krematoriet.

I lang Tid gik Rygtet fra Kvinde til Kvinde: De bygger Gaskammer. Vi skal alle likvideres i Gaskammeret. En Aften ved 9 Tiden stod en Arbejdskommando udenfor vore Vinduer. En dansk Kammerat var med, vi hilste skjult på ham. Da de lige var marcheret ud af Porten, blev der et mægtigt Skyderi med Maskingeværer o.l., og vi troede, det var hans Kommando, det gjaldt. Da de lidt efter marcherede ind igen, forstod vi, at det måtte være noget andet. Det var den første Kolonne, der blev kommanderet til det nye Gaskammer, de ville ikke. De forsøgte at undslippe, og nogle var, grundet på deres Flugtforsøg indenfor Lejren, så lykkelige, må man vel sige, at de opnåede at blive dræbt af en Kugle. De første, der blev dræbt i Gaskammeret, led en frygtelig Død. Det var russiske og polske Fanger. I næsten 2 Timer måtte de strides med Døden inde i det klorfyldte Kammer. Det fortaltes af Folk, der vidste Besked, at de blev vanvittige, inden de kunne dø.

Denne barbariske Død i Gaskammeret led Tusinder af jødiske Kvinder. Kolonner af Kvinder måtte en lang Overgang hver Dag vandre denne Vej. Så blev der Vanskeligheder med Kvinderne, de ville ikke gå med, fordi de vidste hvorhen. Så fandt S.S.´erne på noget nyt. De byggede en Jernbanevogn, der holdt udenfor vore Vinduer på D.A.W., så bildte de Kvinderne ind, de skulle på Transport. De lod dem tage Spiseskål med og lod dem gå op i Vognen, der var bygget som et Gaskammer. Så var de færdige. Det gik et Stykke Tid, så skød man dem, eller man gav dem en Indsprøjtning, så de døde. Det var et systematisk Masseslagteri, som man ikke skulle tro, var muligt. Af en eller anden Grund holdt man til sidst op med at dræbe dem i Gaskammeret. De blev sultet og pint ihjel. De blev slidt totalt op på Udekommandoerne. Alene på 14 Dage døde 3000 jødiske Kvinder.

De Dødsdømte bar et lillafarvet Armbind med „Tor Sperre" i hvide Bogstaver. De måtte ikkekomme uden for Lejrens indre Afspærring, og blev brugt til alt forefaldende Svinearbejde: Køre Ligvogne, Latrinvogne, rense døde Diarrépatienters Tæpper etc.

Under Opholdet i Lejren havde det naturligvis visse Vanskeligheder at følge med i, hvordan Situationen ude i Verden i Virkeligheden var. Det ene mere fantastiske Rygte blev sat i Omløb efter det andet, Rygter, der alt for ofte kun var Udtryk for Ønsker. For et År siden hed det sig, at nu skulle Danskerne sendes hjem, det havde man fra absolut sikre Kilder - det var kun et Rygte, og det lærte os at tage de forskellige Meddelelser, der fremkom, med et vist Forbehold. Gang på Gang har vi hørt Meddelelse om, at nu var Sverige trådt ind i Krigen, nu var den og den By faldet - men det lykkedes os også at få nogenlunde pålidelige Oplysninger. En Tid lang arbejdede to Danskere i S.S.-Barakkerne og benyttede her Lejligheden til bl.a. at aflytte den svenske Radio, og i Opholdets sidste Periode havde vi stadig Lejlighed til at få Meddelelserne fra den udenlandske Radio. Ellers måtte vi klare os med de danske og tyske Aviser, og efterhånden fik vi en ret god Øvelse i at læse mellem Linjerne og finde ud af, hvad der lå til Grund for de forskellige Meddelelser.

Russernes Fremmarch fulgtes naturligvis ikke alene af os, men af hele Lejren med den største Opmærksomhed og Forventning. Vi hørte om Lejre, der var befriet af Russerne, selv om vi også hørte om Lejre, hvor Tyskerne havde myrdet de fleste Fanger for at undgå, at disse skulle falde i Russernes Hænder. Vi var naturligvis sikre på, at vi skulle nok komme igennem, vi skulle nok klare den, til den røde Hær marcherede op foran Stutthof og lukkede Døren til Friheden op for os.

Det gik ikke således. Da den voldsomme russiske Fremrykning mod Danzig-Området satte ind i Januar Måned, begyndte Lejrens Ledelse at træffe Forberedelser til Evakuering af Fangerne. Den 25. Januar påbegyndtes Evakueringen af Lejren, også Hovedparten af Danskerne marcherede afsted. Tilbage blev af Danskerne kun 14-15 ikke marchdygtige samt Kvinderne. Meningen var, at de skulle være fulgt efter nogle få Dage senere, men det formede sig anderledes. Af Danskerne marcherede den 25. Januar 115 Mand af sted. Målet var Lauenburg. Imidlertid rykkede Russerne frem og tog også Lauenburg-Området, og en stor Del af Fangerne kom tilbage, deriblandt en Dansker, Poul Richard Andersen. Oplysningerne om de bortdragne var sparsomme, men det stod os klart, at det havde været en meget drøj Tur.

På „Flugt" for Russerne!

Den 25. Januar, et Par Timer efter, at Hovedparten af Danskerne marcherede afsted mod Lauenburg, ankom til Stutthof en lille Kolonne, 9 Mand, hvoraf de 8 Danskere. Det var en Udekommando, der vendte tilbage fra Rosenberg. Vi havde i omtrent et halvt År arbejdet på et Savværk i Rosenberg. Allerede ved Afrejsen dertil havde vi diskuteret med vore Kammerater, hvem af os der nu havde størst Chance for at blive befriet af Russerne, og vi mente naturligvis, at vi, der drog bort, havde langt de største Chancer, og at Russerne ville komme til Rosenberg, før de kom til Stutthof. Det kom de også, men da var vi væk - rejst Dagen i Forvejen. Den 19. Januar kom vores Kommandofører og fortalte os, at nu var Russerne rykket ind i Warszawa, Krakau var faldet, og de røde Tropper stødte rask frem. Der var ingen Tvivl om, at Rosenberg-Området ville blive rømmet i Løbet af den allernærmeste Tid.

Den 19. Januar kom der Telefonbesked, at vi omgående skulle starte mod Stutthof. Vi gjorde de to Vagtposter opmærksomme på, at vi ikke var særligt interesseret i at komme tilbage til Stutthof, men at vi langt hellere ville tages af Russerne. Tilsyneladende var Posterne heller ikke særligt interesserede i at komme til Lejren, specielt var de ikke glade for at være der, når Russerne tog den, og vi støttede dem selvfølgelig i den Antagelse, at det kostede deres Hoved, hvis det skete. Resultatet blev, at vi langsomt skulle begive os på March.

Efter at have fourageret grundigt i Fængslet, hvor vi boede - Arrestforvareren havde allerede forladt Byen - startede vi Søndag den 21. lige over Middag. Henimod Aften nåede vi en lille By, ikke mange Kilometer fra Rosenberg, og her blev vi enige om at opslå vort Kvarter for Natten. Vi brød ind i et Værtshus, der lå lige ved Hovedvejen, og her kunne vi ligge og høre de tyske Panserbiler og Tanke drøne forbi - på Tilbagevejen fra Fronten. Kommandoføreren var efterhånden blevet temmelig nervøs og ville fortsætte samme Aften - men vi, der ventede Russernes Tilsynekomst i Løbet af Natten, protesterede voldsomt og blev støttet af den anden Post, der allerede var blevet kraftigt forelsket i de mange Vinflasker. Russerne kom ikke den Nat, og vi måtte videre næste Morgen. I Løbet af Dagen nåede vi en lille By på den anden Side Riesenburg, og det viste sig, at vi, ved at gå i en stor Bue, på to Døgn var nået 7 Kilometer fra Rosenberg. Kunne det fortsætte på denne Måde, skulle det nok lykkes os at blive taget af Russerne, Vi blev enige om at gå over Christburg, men desværre kom der en Mand og fortalte, at den allerede var taget af Russerne. Vi foreslog derefter Marienwerder, og det blev vedtaget, skønt det var en stor Omvej. Uheldigvis ..kom vi forbi et Vejskilt, der viste Kommandoføreren, at det var betydelig nærmere at tage over Stuhm, og vi måtte bide i det sure Æble og bøje os. I Løbet af Tirsdagen nåede vi hen i Nærheden af. Stuhm og gjorde Holdt for Natten 8 km fra Byen.

Nu var det forbi med den langsomme March. Efterretningerne om Russernes hurtige Fremrykning havde efterhånden gjort Posterne nervøse. Nok ville de nødigt til Lejren, men endnu nødigere ville de tages til Fange af Russerne - og de havde ikke Mod til simpelt hen at stikke af og lade os passe os selv. Vi måtte marchere, og marchere hurtigt, hele Dagen, uden det mindste Ophold. Det stribede Tøj måtte vi tage af, imedens vi marcherede, og Måltiderne måtte vi ligeledes indtage gående. Først sent om Aftenen fik vi Lov at gøre et Par Timers Holdt på et Værtshus, og her benyttede Jens Schrøder fra Ålborg Lejligheden til at stikke af. Vi havde naturligvis allesammen spekuleret på, om vi ikke hellere skulle lade Posterne passe sig selv, men vi var kommet til det Resultat, at det var uklogt at tage Risikoen. Vi ville forsinke Marchen så meget som muligt, men skulle vi endelig nå at komme til Stutthof, ville det jo alligevel kun vare et Par Dage, før Russerne tog Lejren dér og befriede os.

Efter et Par Timers Hvil marcherede vi videre og ankom ved 2-Tiden til Tiegenhof, hvor vi overnattede. Næste Morgen marcherede vi videre og nåede op på Formiddagen Stutthof - efter i det sidste Døgn at have tilbagelagt omkring 70 Kilometer.

De to Poster var iøvrigt et typisk Eksempel på S.S.-Moralen. Under hele Turen fra Rosenberg til Stutthof benyttede de enhver Anledning til at røve og plyndre i tyske Hjem. Det startede allerede inden Afrejsen fra Rosenberg. Medens vi sørgede for at få fat i, hvad vi kunne bruge af Madvarer i Fængslet, og specielt i Vagtmesterens private Køkken, endevendte de to SS´er Privatlejligheden og stjal, hvad de mente at kunne anvende af Garderoben, samt alt, hvad de kunne finde af Tobak. Endnu denne Dag nøjedes de med at stjæle. Der var jo endnu en Mulighed for, at Lejlighedens Indehaver kunne vende tilbage. Men på Resten af Vejen viste de rigtig deres Landsknægtenatur. Alt, hvad de mente at kunne få Anvendelse for, herunder Rejsegrammofoner o.l., blev slæbt med, og alt andet blev ødelagt. Lamper blev smadret med tomme Vinflasker, Skabe og Skriveborde brudt op, og alt muligt strøet ud over Gulvet. I en Del Huse var Civilpersoner kommet vore noble Ledsagere i Forkøbet, og det var komisk at høre deres Forargelse herover. Der var ingen Tvivl om, at efter deres Opfattelse havde S.S. Monopol på Udplyndring.

Et Hus, vi aflagde Besøg i på Vejen, var fuldstændig raseret, da vi kom dertil, hvilket fik en af os til at udbryde: „Ja, se nu her. Alt er stjålet og plyndret af Tyskerne selv. Og senere hedder det sig, at de grusomme Bolsjeviker har gjort det !" S.S.erne grinede, bare dumt.

At den russiske Fremrykning på denne Kant var standset - bl.a. fordi store Landområder ved Tiegenhof var sat under Vand - betød ikke, at S.S. nu følte sig sikker, tværtimod var man fuldstændig klar over, at det kun var et Spørgsmål om Tid, når „Ivan" kom på Besøg, og der blev startet et større Bunkersbyggeri i Skovene ved Lejren. Det var hovedsagelig skandinaviske Kommandoer, der måtte udføre dette Arbejde. Til de højere S.S.´er, Kommandant, Hauptsturmführer m.fl. blev der bygget underjordiske flere-Værelsers Lejligheder, der gjorde det muligt for disse sarte „Soldater" at føre en forholdsvis behagelig Tilværelse i Skoven. At der også var sørget for store Proviantlagre, nævnes kun for en Fuldstændigheds Skyld.

Også Ammunition var der sørget for. Forskellige mindre Bunkers var fuldstændig fyldt med Geværer, Maskingeværer, Panzerfaust, Ammunition m. m.

Iøvrigt blev Lejren flere Gange angrebet af russiske Flyvere. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette er blevet brugt af den tyske Propaganda - men man har i så Fald næppe angivet den egentlige Grund. I Skoven rundt om Lejren lå den ene Flakstilling ved Siden af den anden, Skoven var fyldt med Militær, og i selve Lejrens Administrationsbygning holdt foruden S.S. en større Afdeling Gestapo til.

Efterhånden blev det vanskeligere at få Forsyninger til Området omkring Stutthof. Fra Kønigsberg gik Fronten ned til Elbing, og inden længe var Russerne ved og i Danzig. Vi var altså fuldstændig omringet. Dette mærkedes kendeligt på Ernæringssituationen i Lejren. Brød blev en Sjældenhed - til Gengæld kom der nu lidt Trevler Hestekød i Middagsmaden. På Vejene strejfede Hundreder af herreløse Heste omkring, og en Del blev indfanget, ført ind i Lejren og slagtet.

Vi var på det Tidspunkt flyttet over i den gamle Lejr, hvor vi i de tidligere Værksteder havde indrettet en speciel skandinavisk Blok. Her indrettede vi selv et Køkken og lavede selv Middagsmaden. Blev der organiseret Heste til Lejren, blev der også organiseret specielt til Skandinaverne. Vi gik på det Tidspunkt ud og ind i Lejren, som det passede os, og ingen protesterede, fordi vi kom slæbende med en Hest eller to. På et Tidspunkt havde vi 8-9 Heste stående i Vaskerummet, der blev brugt som Stald. Det kom os nu til gode, at vi havde lært at tilpasse os. Kartofler stjal vi fra Lejrens Kartoffelkælder, som stod under Opsyn af et Par Nordmænd.

RAGNHILD ANDERSEN:

Tiden fra den 25. Januar til den 25. April var en meget streng Tid. De Fanger, der var tilbage, sultede og døde i et Tempo som aldrig før. For os Kvinder gjaldt det, at en Del arbejdede i Kartoflerne, derfra stjal vi Kartofler, og det blev vor Redning. Der kom så godt som intet Brød. De Jødekvinder, der var tilbage, fik slet intet Brød, og kunne heller ikke „organisere" Kartofler. Vi i den gamle Lejr spiste Kartofler Morgen, Middag og Aften. Men frygteligt, hvor Mændene sultede. Deres Sygeafdeling lå lige op ad vores Barakker. Herfra kom de, der kunne kravle eller humpe, for at tigge. De blev frygteligt mishandlet, når det blev opdaget, at de havde lavet Hul i Pigtrådshegnet for at komme ind og tigge Mad. De endevendte Skarnbøtterne, spiste alt muligt, og vi kunne ikke vise os med rå, snavsede Kartoffelskræller, før de tog dem og spiste dem. Lige meget hvor mange Prygl og Mishandlinger de var udsat for, så kom de igen. De kunne ikke andet, de ville leve, og Døden var ude efter dem.

Rygterne lød Dag for Dag: „Nu skal vi væk," og mange Kvinder sov med Tøjet på, af Angst og Skræk for at vi pludselig skulle blive sendt af Sted. I den første Tid hørte vi Russernes Kanonader. Nat efter Nat. Dag efter Dag. Og det var pragtfuldt at høre dem nærme sig. Det var Kampene om Elbing, Marienburg, Dirschau, det var Kampen om Tiegenhof. Så forstummede Kanonaderne et Par Dage, så begyndte Kampen om Danzig og Gdynia, som vi næsten fulgte fra Dag til Dag, da alle de russiske Bombeflyvere på Vej derind susede hen over vore Hoveder. Mægtige Brande lyste op, og det vældige Skær fra Russernes Lys- og Fosforbomber, der tændtes som hele „Juletræer" over Danzig, vakte Glædens og Begejstringens Ild i alle os ventende Fanger. Da Danzig var faldet, kom en Masse tysk Militær ved Tilbagetrækningen til vores Kanter. Det var ikke så hyggeligt for os. Udenom Lejren og indeni selve Lejren i Barakker, der blev tømt for Fanger, indlogeredes Masser af Soldater, Syge og sårede, og naturligvis begyndte Russerne at bombe det tilkommende Militær. Så måtte vi tage os i Agt for de russiske Flyvere, Tyskerne skød nemlig hensynsløst på dem med en Masse Antiluftskyts, og det var ikke hyggeligt at blive ramt af Splinterne. Det var Påskedag, en Bombe faldt i selve Kvindelejren. 4 blev dræbt og flere sårede. Russerne nedkastede bagefter Flyveblade, hvori de opfordrede os til at holde ud, vi skulle snart blive befriet. Tyskerne lukkede op for Vandet rundt om og forårsagede store Oversvømmelser (vi lå midt i Området ved Weichsel-flodens mange Mundinger), bl.a. blev Tiegenhof sat under Vand, men Russerne skrev i Flyvebladene, at nok så meget Vand kunne ikke spærre dem Adgangen. De skulle nok komme igennem.

Naturligvis var Stemningen nervøs blandt Kvinderne. Selv om Begejstringen var stor for de russiske Maskiner, var mange Kvinder dog nervøse, og ikke mindst bange var de for de tyske Planer om Evakuering. En Kolonne på 100 Kvinder var sendt af Sled til Evakuering i Marts Måned. De nåede Danzig, lige da Russerne lavede deres Storangreb på Byen. De måtte vandre igennem Artilleriilden i Danzig, de levede i en Lejr derinde, der i en hel Ring var omgivet af Rustningsbedrifter. De fortalte, at alle disse Bedrifter var blevet bombet og ramt fint af Russerne, uden at Lejren var ramt. De fortalte om Officerer og Soldater, der var blevet hængt på Broerne i Danzig, med store Plakater på, der fortalte, at de havde nægtet at kæmpe videre for det, tredje Rige. Kvindernes Nerver var tyndslidte, da de kom tilbage til Stutthof. „Hvad vil de S.S.-Banditter finde på med os," var det evige Spørgsmål.

Sluttelig hed det, at nu skulle alt, der ikke havde med Værnemagten at gøre, forsvinde. Det var den 24. April. Og den 25. blev da de allerfleste af de overlevende Fanger, mandlige og kvindelige, og de allersidste Rester af jødiske Mænd og Kvinder evakueret fra Stutthof. Vi håbede på, at Russerne ville få Fingre i os undervejs.

I Fangernes Tøj var der klippet Huller, hvorover der syedes Lapper i skrigende, afstikkende Farver, og store røde eller gule påmalede Kryds gjorde Fangerne let kendelige under Flugt. Teoretisk var der ikke Dødsstraf for at flygte, men nok i Praksis, da en Flygtning ikke kunne klare sig uden at stjæle, og Tyveri under Flugt straffedes med Døden.

Den 25. April stillede vi altså igen op til Transport med vore Rygsække på Ryggen. Denne Gang var det Alvor. Vi var nu kun 6 Kvinder. Den 11. Februar havde vi mistet vor Kammerat Hedvig Carlsen af Plettyfus. Vi skulle af Sted sammen med vore 24 mandlige Kammerater, de norske Politifolk og de finske Skibsbesætninger. Vi Skandinaver fulgtes ad gennem hele den stormfulde Fart. Vi kom af Sted sammen med en Mængde polske Kvinder og en Del Jøder, også de ca. 50 russiske og polske Mødre, der havde deres Spædbørn hos sig. Vi fik udleveret hver l kg Rugbrød, lidt Margarine og et lille Stk. røget Hestekød. Onsdag Eftermiddag Kl. ca. 3 gik vi til Banen, der efter den sædvanlige lange Ventetid førte os til Nickelwalde, en lille By ved Weichselflodens Munding. Her ankom vi om Aftenen Kl. ca. 12. Vi fik anvist en Eng, vi kunne kampere på. Her havde i Forvejen ligget Tusinder af Mennesker, og man skulle kort sagt vogte hvert Skridt, man tog. Alligevel måtte vi finde et Sted, hvor vi anbragte Rygsækken og Tæpperne, og nogle af os forsøgte at sove lidt. Men vi skulle passe på, det var nemlig iskold Tåge.

Næste Morgen blev vi jaget op i Skoven, og her var vi hele Dagen, til vi om Aftenen måtte stille op ved 6 Tiden. Hele Dagen hørte vi Russernes Kanoner, men et Stykke borte. Vi ventede igen til Kl. ca. 2 1/2 Nat, da vi blev jaget ombord i en Landgangsbåd, presset sammen, de færreste af os kunne sidde. Her blev altså heller ingen Søvn. Kl. ca. 6 Morgen kom vi til Hela-Halvøen, som Tyskerne havde befæstet. At Russerne var ude efter den, skulle vi få at mærke. Vi måtte marchere flere Timer op gennem Byen, op i Skoven. Vi havde syge med, og nogle af dem måtte bæres, andre støttes, heriblandt en dansk Kammerat, Richard Andersen, der lige havde haft Plettyfus. Op gennem Byen så vi, hvordan den var bombet, og ikke så snart var vi kommet op i Skoven og tænkte, vi skulle have lidt Søvn, så kom de russiske Bombeflyvere. Vi blev anbragt på en indhegnet Plads, men Vagtmandskabet kommanderede os flere Gange til at flytte om. Fra Kl. ca. 10 til 2 kom 4 store russiske Flyverangreb. Det drønede og sang i Skoven, og Tyskernes Antiluftskyts, der var anbragt alle Vegne i Skoven, skød som rasende. Der var ingen Ro til at sove.

Kl. 2 1/2 blev vi kommandere! af Sted igen ned til Havnen. Igennem Byen så vi rigtig, at Russerne havde været der. En Masse Huse var bombet, en Mængde store Bombekratere gabede frem, Lig lå på Vejen og bortsprængte Dele af Menneskelegemer. Lastbiler kørte forbi os med Ligene af Soldater, der lige var dræbt. Da vi nåede Havnekajen, så vi russiske Maskiner nærme sig, og vi havde dårlig Tid til at smide os næsegrus ned på Jorden med Rygsækken over Hovedet, før det næste store Bombardement begyndte. Da troede vel de fleste af os, at nu var det Slut, Himlen formørkedes, og det var nogle vældige Drøn og Brag, der lød. 20 Meter fra os faldt en Bombe og et Øjeblik efter dryssede det ned om Ørene på os. Det var Jorden, der kom fra Bombekrateret. Vi rejste os uskadte, kun godt beskidte. Vi gik ud ad Kajen, og her kom det næste Bombardement. Vi sprang for Livet, ned i Sandet, og ingen af os kom til Skade.

I Lægteren, der sejlede med Slæbebåd foran, blev vi stuvet ned som Sild i en Tønde. I et Rum var vi 85 Personer, vi kunne ikke ligge, højst kunne nogle af os sidde og de andre stå. Til nogle syge skaffede vi Liggeplads, men så måtte endnu flere stå. På vores Lægter var vi ialt ca. 900 Personer, godt 300 Skandinaver, nogle Letter og Litauere, mest Jøder, sultne, forkomne, elendige. De var stuvet endnu tættere sammen end vi. Vi sejlede Kl. 8 om Aftenen, ud i det uvisse, ingen vidste hvorhen. Vi kiggede på et lille Kompas, en Nordmand havde fået fat i. Hvad er Kursen? Vest-Nord vest. Der blev gættet og rådslået. Så blev der sagt: til Svinemunde. Til denne By var Russerne imidlertid ankommet, altså måtte vi videre, men hvorhen?

Under Sejladsen var en Mængde flyttet op på Dækket. Det var først forbudt, og det var på eget Ansvar. Dækket var tagformet, og man skulle passe morderlig på ikke at falde i Vandet. En Dag under Sejladsen faldt en jødisk Kvinde i Vandet. Hun gled forbi Skibet, hun svømmede lidt. Ingen interesserede sig for hende. Vi, der så hende, fulgte hende i Tankerne, ellers skete intet. Andre af disse elendige Stakler sprang selv over Bord for at befri sig for flere Pinsler. Om Lørdagen blev det Stormvejr, vi kom til Rügen. Vi kiggede - det skulle vel ikke være Møen? Men nej. Vi gik ind til Sassnitz for Storm.

Her påstod S.S.´erne, at de ville forsøge at få Proviant, vi var godt sultne, men vi fik kun Vand. Men hvor var det dejligt, det Vand. Østersøens Vand, som vi ellers drak, var brak, men det slukkede vor Tørst, når der ikke var andet. Vi drak kun sparsomt af det, men Jøderne, der var så forkomne, drak mere af det, blev syge, døde, og de levende, der var udmattede, hentæredes nede i Rummet. De sov ovenpå dem, der var døde, af og til blev et Lig smidt udenbords, men ikke alle. Fra Sassnitz gik det videre, til Stralsund. Vi kom forbi Greifswald, her så vi Røgen fra store Brande, Russerne var ved at tage Byen. Vi kom ikke længere end til Stralsunds Red. Her lå Masser af Skibe. Slæbebåden gik ind for Ordre og, påstod de, for Proviant. Vi fik en Dåse fed Sylte til Deling til 6 Mand, hver 2 Stk. Knækbrød, det var overhovedet alt det Proviant, vi fik om Bord på Lægteren. Vand fik vi ikke.

Da vi kom, hed det: Russerne er 40 km fra Byen. Lidt senere: Russerne er 20 km fra Byen. Til sidst hørte vi: Russiske Panserspidser rykker ind i Byen. Og det kan nok være, vi fik Fart på. Alle Skibe på Reden lettede, af Sted, af Sted! Vi sejlede atter ud i det uvisse. Atter så vi på Kompasset. Vi kom til Warnemünde. Kun på Reden. Ingen Proviant, intet Brød, ingen Vand. Lettede igen. Hvorhen? Vides ikke. Vi kom til Neustadt, hvor vi fik Masser af dejligt Vand, men intet Brød. Flere og flere Jøder blev smidt udenbords, hver Dag lå der Lig på den smalle Ræling. Vi vaskede os hver Dag i Saltvand, Huden blev tør og ru som Sandpapir. Toilettet foregik ud over Rælingen, Kvinder som Mænd. I Neustadt lå vi en Nat, fra Tirsdag til Onsdag Morgen. Onsdag Morgen startede vi atter. Nu skulle vi til Lübeck. Vi sejlede ind ad Fjorden, 1 Times Sejlads fra Lübeck kom en anden Lægter tilbage fra Byen. De vinkede af, det er Slut, Englænderne har taget Byen. Tilbage igen. Så bombarderede Englænderne. Vi kom ind til Fjordbredden, nogle sprang i Land, lavede Bål, og de der havde lidt Mel med fra Lejren, kogte Mel og Vand. Alle Mand om Bord. Af Sted igen. Hvorhen vides ikke. Foreløbig til Neustadt. Vi sejlede imidlertid igennem Neustadt, og alle tænkte. Hvad er Meningen?

Det skulle vi få at mærke. Meningen var, at de på en eller anden djævelsk Måde skulle få Ram på os. Udenfor Neustadt lagde vi op til en stor Damper „Tilbeck", det blev sagt, at den var fuld af Sprængstof og skulle sprænges i Luften. Den skulle vi over i. Der var andre politiske Fanger om Bord. Vi ville ikke over i den. Så gik alle SS´erog S.D.´er (fra Sicherheits-Dienst) om Bord i Slæbebåden, og Slæbebåden forsvandt. Kun Skipperen på Lægteren blev, han blev nærmest tvunget til det. Nu lå vi der, på Vej ud i Østersøen. Hvad var Meningen? Hvert Øjeblik kunne man vente Englændernes Flyvere, der rensede Havene for de flygtende Nazister. Det var Kl. 9 Onsdag Aften. Mændene blev enige om, at vi måtte se at komme i Land. Vi kunne skimte Landet. Nu var gode Råd dyre. Jollen blev sat ud, Mændene roede for at få Lægteren i Drift, vore Tæpper blev hentet op på Midterdækket og holdt ud som Sejl for at få Båden i Drift, og efter en 3-4 Timers Drift nåede vi Land. Samtidig var også en anden Lægter, fuld af Fanger, der var efterladt ligesom vi, nået ind til Kysten. Mændene gik i Land med Jollen og begyndte den besværlige Landsætning af de mange Hundrede Mennesker.

Landsætningen varede flere Timer. Det var en lys og strålende Maj Morgen, Torsdag den 3. Maj. Er vi nu i Friheden? Vi så ingen Nazier. Civile Mennesker fortalte, der var ingen Militær i Nærheden. Men Fangerne, der begyndte at gå op i Landet, stødte på Poster, og snart kom vore Tyranner i en i Følge med endnu flere. Hvad var Meningen, hvorfor var vi gået i Land? For at redde Livet naturligvis. De begyndte straks at regere med os. Alle skulle i Land, fra begge Lægterne. En Del, syge og dårlige, var endnu om Bord, mest Jøder, der kun havde få og svage Kræfter. Mødrene med deres Spædbørn var kommet i Land fra den anden Lægter. De sad og vuggede deres Små, der hele Tiden græd af Sult. S.S.´erne gik om Bord på Lægterne, råbte og skreg, slog med Bøssekolberne, sparkede. Men Tempoet var ikke stærkt nok. De Mennesker, der var tilbage på Lægterne, var udmattede og elendige, og det gik kun langsomt. De blev sparket udenbords, slog en tre, fire Kolbøtter og forsøgte at vade i Land gennem det kolde Vand. Mange havde ikke Kræfter og druknede. Andre blev ramt af en Kugle fra Lægteren. S.S.´erne og S.S.-Marinefolkene var helt fra Sans og Samling. De skød og skød, ned i Lasten, ned i Vandet En Kvinde, der famlede sig ned ad Lejderen, skød en S.S.Mand tre Gange efter med sit Gevær. Han ramte ikke. Så tog han sin revolver frem og skød hende gennem Hovedet. Mange Lig lå og drev i Vandet. Vi stod på Bredden og måtte overvære disse frygtelige Grusomheder. Det viste sig Dagen efter, at 77 Jøder var blevet skudt i disse Minutter af disse Blodhunde.

Igen af Sted. På March ind til Neustadt. Det kan ikke gå stærkt nok. Vagtmandskabet har travlt. Vi kommer op til Marinens Kasernegård, hvor vi kan lejre os på Pladsen. Trætte og udasede. Hvad finder disse Tyranner nu på? Pludselig kommer Kommandanten fra Stutthof, Hoppe. Han giver Besked. Vi skal på et Skib, men kun Skandinaverne. Vi skal til Flensborg, hvor svensk Røde Kors vil tage sig af os. Flensborg. Svensk Røde Kors. Hvorfor har de ikke forlængst sejlet os til Flensborg, hvis det var Meningen? Der har været Tid nok. Men vi skal af Sted. Til Havnen. Det viser sig, at alle skal med, også jødiske og polske Fanger står på Kajen. De er begyndt at gå om Bord i et Krigsskib, „Athen", der ligger ved Kajen. Vi står sidst i Rækkerne af de flere Tusinde Fanger, der skal indskibes. Så begynder Englænderne at bombardere ude over Vandet. De renser Bugten for Skibe. Mens vi står på Kajen, eller ligger, for vi kaster os ned for Bombardementerne, hører vi, at en stor Damper „Cap Arkona", der lå et lille Stykke udenfor Neustadt, er ramt af Englænderne med to Fuldtræffere. Den er lastet med 8000 politiske Fanger fra andre Koncentrationslejre, vist nok flest fra Neuengamme. Den skød på Englænderne, da de nærmede sig. Kun 300 Mennesker bliver reddet. De svømmer deres 4 km. Pludselig bliver „Athen" ramt, lige foran os. Hagekorset skydes ned, Agterenden rammes af det engelske Artilleri. Der bliver Panik, de ombordværende, Fanger og Besætning, springer for Livet for at komme i Land. Og vi, der hidtil har været omkring Havnen, springer af Sted, så komme hvad der vil. Op i Byen. Her kommer nøgne Mennesker løbende, rystende af Kulde. Det er fra „Cap Arkona", de enkelte, der reddede sig. Vi bliver oppe i Byen, hvor længe? Ikke længe. Engelske Panservogne kommer, og vi Fanger råber Hurra, jubler, klapper i Hænderne. Neustadt har kapituleret. Selv nogle af Tommyerne græd, da de så de Tusinder af Fanger og deres Glæde over Befrielsen. De omfavnede hinanden, de jublede og lo. Disse elendige Mennesker, hvoraf mange dårligt kunne stå på Benene mere, de, som lignede levende Lig, klædt i Pjalter, de oplevede en Glædens Time, som det er svært at skildre. Vi var endelig og afgjort befriet for Nazi-Tyranniet.

I Neustadt fik vi Skandinaver overladt to store Bygninger, hvor U-Bådenes Ledelse tidligere havde haft Kontorer og Skoler. Fødevarer blev hurtigt organiseret, så vi ikke kom til at lide Nød, og iøvrigt sørgede Englænderne for en Forplejning af alle Fangerne, der allerede efter få Dages Forløb kom til at se kendeligt bedre ud.

Stemningen var høj, men blev endnu højere, da vi i Radioen hørte om Kapitulationen og Danmarks Befrielse. Nu behøvede vi ikke mere at spekulere på, om vi skulle til Sverige eller hvor vi skulle hen. Nu gjaldt det blot om at komme til Danmark snarest muligt.

Fredag den 11. blev vi afhentet af svensk Røde Kors, der i store Biler kørte os til Padborg, hvor vi blev hilst velkommen til Danmark af Frihedskæmpere og den danske Brigade såvel som af Indbyggerne i Byen. Folk i Byen kom med frisk Franskbrød til os, og på Karantænestationen fik vi en dejlig Portion Havregrød med Mælk og Franskbrød med Smør. Det lykkedes os ved Hjælp af elskværdige Banefunktionærer og Telegrafbude at få sendt Besked til København. Og det var en veltilfreds Forsamling der den Aften lagde sig til at sove i Frøslevlejren - ikke mere som Fanger men som frie Mennesker.

Næste Morgen gik Turen mod København. Overalt, hvor vi kom frem, hilste Folk os velkommen tilbage til Danmark, en Velkomst, der kulminerede, da vi rullede ind på Københavns Hovedbanegård.

Mon vore Familier har fået Beskeden, var det stadige Spørgsmål. Mon der er nogen til at modtage os. Da vi nærmede os Hovedbanegården, forsvandt enhver Tvivl, på lang Afstand oplyste et Hav af røde Faner os om, at ikke alene var vore nærmeste mødt op for at modtage os, men Partiet var der for at byde os velkommen tilbage i Rækkerne.

20 Måneders Fangenskab i Stutthof-Koncentrationslejren var endt, og for manges Vedkommende var samtidig omtrent fire Års Indespærring til Ende.

Skift til: historien i det 20´århundrede (V), hvor Villy Fuglsang fortæller om DKP og arbejderbevægelsens historie. Villy Fuglsang deltog i den spanske borgerkrig 1936-38 og blev arresteret i 1941-45 - og deporteret til Stutthof. Horserød-Stutthof foreningen. Her kan du læse Bopa; om Sovjetunionens indsats mod hitlerismen; om besættelsestiden og om situationen i Europa efter krigen: For varig Fred og Folkets demokrati - 1947.  

Martin skriver denne artikel i kommunisternes dagblad, i tiden før Tyskland invaderer Polen; altså før England og Frankrig erklærer krig mod Tyskland. De nazistiske koncentrationslejre blev fortiet af vestmagterne. Mange af de tyskere som flygtede fra Tyskland blev sendt tilbage til Tyskland af vestmagterne. Det passede vestmagterne fint, at den ældste aktive arbejderbevægelse i Centraleuropa blev udryddet, og Hitler forsikrede vestmagterne om sine planer om livsrumsudvidelserne i øst - mod alle de slaviske folk og lande, og især mod Sovjetunionen, mod marxismen, mod bolsjevikkerne og jøderne. Martin havde et godt kendskab til Tyskland. Første gang han var i Tyskland, var i 1894, og tyskernes hårdhændene behandling af det danske folk syd for grænsen, var stadig i erindring hos Martin. I Tyskland blev kommunisternes leder Ernst Thällmann arresteret af Gestapo d. 3. marts 1933. I juli 1936 var den spanske borgerkrig udbrudt, da Franco dukkede op med en hær fra Spansk Marokko, og ville gennemføre et fascistisk kup mod den lovligt valgte spanske regering. Franco fik hjælp af 7.000 tyske elitetropper og 60.000 italienske tropper, og vestmagterne forbød enhver form for sympati med det spanske folk. Fascisterne skulle have frie hænder til at nedkæmpe Spaniens lovlige regering - sådan var holdningen hos højfinansen i de såkaldte borgerligt-demokratiske lande. Den antikommunistiske pagt (AntiKominternpagten) blev etableret i november 1936 af Tyskland og Japan, og underskrevet af Italien i 1937. I 1937 angreb Japan Kina, og »verdensbalancen - styrkeforholdet« blev lynhurtigt forrykket. I 1939 underskrev Ungarn, Spanien og Manckukuo, og i 1941 underskrev Danmark, Rumænien, Bulgarien, Slovakiet, Kroatien, Finland, og den kinesiske Nanjing-regering i 1941 AntiKominternpagten. Herhjemme blev Martin blev indespærret i sommeren 1941 - helt i strid med Grundloven.

**********

På mit skrivebord er manuskriptet til et værk om Dachau dalet ned, ikke Dachau fra før det Tredje Riges opståen, münchnerens skønne udflugtssted, men Dachau af i dag. Koncentrationslejren over alle koncentrationslejre, helvedet, pinestedet Dachau!

Eksisterer koncentrationslejrene da endnu?

Naturligvis eksisterer de! Det Tredje Rige eksisterer jo også endnu, og koncentrationslejren er dets fundament. Man kan ikke pille fundamentet bort under en bygning, uden at den styrter sammen! Men man kan forsøge at stive en vaklende bygning af ved at styrke det, man betragter som dens sokkel; og en kendsgerning er det, at det tredje rige i stedet for at afvikle disse »opdragelsesanstalter til den ny ånd«, som de hedder på nazisprog, både har øget deres antal og gjort dem rummeligere. I dag skulle jo koncentrationslejrene og de for dem ejendommelige opdragelsesmetoder ifølge naziførernes spådomme i 1933 være en saga blot. Og hvorfor ikke? Det er før set, at store nyskabere har så at sige pryglet menneskeheden tro ind på fede men ukendte græsgange; og det jævne tyske folk har - som det jævne folk andetsteds - al grund til at være mistroisk! Men nu, efter seks års ophold i lyksalighedens land måtte det tyske folk forventes at befinde sig så vel som aldrig før, så vel at det overhovedet ikke var til at prygle ud af det Tredje Rige igen.

Det store jævne folk har megen realpolitisk sans, det har den så at sige i kroppen. Man kan kalde en styreform diktatur eller demokrati, hvad man vil - blot det går fremad. Fattigper hænger sig ikke i etiketten. Men han kan lade sig fange ind af den - for et stykke tid!

Og den tid er nu omme, som selve de nazistiske ledere ved det Tredje Riges start forudsagde, at det ville tage at omvende de »vrangvillige«. Er de da omvendt? Kunne man, om man ville, nedlægge koncentrationslejrene og de politiske gestapofængsler? Er det måske kun slendrian, langsomhed i statsmaskineriet, der gør, at man stadig holder dem oppe, ja udbygger dem?

Det er ikke til at tage fejl af, at de »vrangvillige« - miesmacherne og quertreibernes - tal i Tyskland er taget til i stedet for af, og det i en for systemet ret uhyggelig grad. Anti-nazisternes tal er i dag legio, og dette hænger nøje sammen med, at forholdene for de brede lag, der i 1932 ikke var for gode, er blevet endnu meget ringere - trods alt deres slid. For der arbejdes i Tyskland og arbejdes hårdt - men med hvad? Det Tredje Rige ligner i dag middelalderens tyske rovridder, der, da det gik tilbage med hans håndværk, troede det kom af, at han ikke var skrækindjagende nok - og derfor blev ved med at hænge jern på sig og sin rosinante. Alt hvad han kunne skrabe sammen, gik til panser og plade, og til sidst var han og hans krikke så behængte med jern og så udtærede selv, at en usselig bonde kunde prikke ham af sadlen og stikke ham ihjel med sin høtyv.

Der er to måder at lede og styre et folk på - kun to: enten at hjælpe det til stadig øget frembringelse, dygtiggøre det til at arbejde sig fremad til bestandig bedre levevilkår! Eller at sætte det i gang med at smede våben, få det til at sulte sig, mere eller mindre nødtvungent, tage det brødet ud af munden og omsætte brødet i rustning - klæde folket i panser og plade, med gyldne løfter om en plads i solen, et slaraffenliv på andre folkeslags bekostning, blot det føjer sig i oprustningen. At arbejde selv eller plyndre andre for deres arbejde - andre veje er der ikke!

Men høtyven forgår aldrig, mens enhver form for rustning lidt før eller senere bliver så forældet, at en høtyv kan besejre den. Selve den idé, der ligger til grund for våbnene, forgår; de klogere også blandt menneskehedens udbyttere er ved at opdage, at det er mere profitabelt at lade folkene arbejde, end at sende dem i krig. Selv en sejrrig krig giver underskud; har man plyndret sin nabo i en krig, så har han ikke noget at købe for bagefter!

Mange af dem, der skulle være krigens selvskrevne støtter verden over, begynder at tvivle om dens værdi overhovedet og bliver en slags pacifister, profit-pacifister kan man måske kalde dem. Også i toppen af det Tredje Rige findes der folk af den slags, omend frafaldet dér foregår langsommere. Desflere findes der i dag, der vel betragter krigen som et glorværdigt metiér, det eneste der rigtig er et mandfolk værdigt, men som tvivler om det Tredje Riges evne til at tage en krig. Rustningen er mere tung end tidssvarende, rytter og hest har lige ondt ved at slæbe den allerede i fredstid; manden med høtyven skimtes i horisonten.

Det er ikke til at tage fejl af, at »der Führer« hverken er nogen frelser eller gud i folkets øjne længere. Med helligheden og ufejlbarligheden er det forbi, nu vejes han, for og imod. Han har reddet en del glorie for Tyskland som stormagt, gengivet det sin prestige som militærstat; alt det kan være godt nok for junkere og professionals i støvletramp. Men det tyske folk har fået nok af landsknægt-romantik og kolonidrømme serveret på en bajonetspids; det vil fredeligt arbejde - mad og et hjem. Og Hitler har ikke formået, trods de fagreste løfter, at sætte folket et stykke ærligt ublandet brød på bordet. Når den tyske arbejder, sulten og udaset, fører et stykke brød til munden, må han gnave sig igennem adskilligt der smager mere af affald end af livnærende kost. Og dette gælder det daglige brød på alle dets, allerede af Luther definerede områder. For ikke at tale om den åndelige føde, der siden er blevet en nødvendig bestanddel af det jævne folks ernæring.

Følgen af den uafbrudte nedgang på trods af alle løfter er blevet, at det tyske folk i hastig voksende omfang vender sig fra - og mod - nazismen. Folket giver åbenlyst sin uvilje mod systemet udtryk til trods for knipler og terror - som under mobiliseringen og, kort efter, under jødepogromerne. Og det Tredje Rige må stive sin underbygning af, ved endnu mere terror, endnu flere koncentrationslejre.

De sidste to-tre år er der blevet stille om koncentrationslejrene - i al fald uden for Tyskland; de skildringer fra de forskellige pinesteder, der under nazistyrets første tre år rystede verden op, efterfulgtes ikke af ny. Det var næsten som kunne lejrene selv være likviderede. Til nu den nye skildring af pinestedet over alle andre pinesteder, Dachau, kommer og minder os om, at mennesket endnu ikke er udryddet i det Tredje Rige, men tværtimod synes at gå styrket ud af alle trængsler. Og at man stadig tror at kunne omvende mennesker til nazismen ved de laveste argumenter: ved prygl og prygl igen, ved bestialsk fysisk og sjælelig tortur, ved den mest raffinerede martren til døde.

Den foreliggende skildring af Dachau, som stammer fra en arbejder, der har tilbragt år i dette helved og kun ved et tilfælde er sluppet levende ud af det, virker endnu mere rystende end nogen af de tidligere skildringer af koncentrationslejrene i naziland. Alle ligner de hinanden, da metoden er ens i dem alle; og skildringen af Dachau er deres potens - som Dachau selv er helvedernes helvede. Her kommer alle de bedste hen, altså alle de, der er værst i nazistøjne: de åndelige kæmpere for fred, for frihed, for sociale fremskridt - lysende skikkelser, som ethvert andet folk måtte misunde det tyske. I dette helvede, hvis torturmetoder langt overgår den middelalderlige inkvisitions, vansmægter det tyske folks bedste sønner. Hundredtusinder har denne ny inkvisition haft under sine blodskruer i de seks år, nazismen har været ved magten; og af dem er adskillige tusind pint til døde.

Værket om Dachau giver os besked såvel om fangerne som om dem, der på nazitysk kaldes opdragerne, dvs. bøddelknægtene, der forøvrigt også på deres vis er udsøgte folk. Det er SA- og SSs´-mænd, udvalgte blandt nazismens pålideligste tilhængere. Da en væsentlig del af dem er tidligere spioner, kriminalforbrydere eller femefolk, siger dette en hel del om det materiale, der danner grundlaget for det Tredje Rige. Deres optræden overfor fangerne svarer så at sige helt igennem til deres fortid.

Koncentrationslejrene i det Tredje Rige er produkter af et system og legemliggør dette system. Alle skildringer af dem, hvad enten de stammer fra de martrede selv, fra bøddelknægte der har fået kvalme af deres håndværk og er blevet antinazister, eller fra sådanne, der afstumpet praler med, hvordan de har omvendt marxister og sendt jøder ind i evigheden - alle skildringer fortæller det samme; at det Tredje Rige kun mener at kunne bestå, når mennesket i det tyske folk, dets sjæl og hjerte, bliver trampet ud af det med jernbeslåede støvler.

Nogen æstetisk nydelse er disse skildringer ikke; alligevel - eller netop derfor - burde den offentlige mening ikke droppe dem. Det er menneskelige - umenneskeligt menneskelige - dokumenter fra en tid, der er ond mod de gode fredelige kræfter i tilværelsen, en ulve- og sværdtid, der forhåbentlig har det længste bag sig. Enhver der tænker og føler frisindet, burde læse bøgerne om koncentrationslejrene om og om igen; de anskueliggør som intet andet den fascistiske reaktions vilje til, støttet på menneskehedens bundfald, at kvæle ethvert kim til demokrati og dermed selve den menneskelige udvikling. Det er pligt for enhver, der nærer omsorg og bekymring for kulturen, at sætte sig grundigt ind i, hvad det er for kræfter, der henholdsvis er ovenpå og ligger under i det Tredje Rige. Ingen har lov at luske sig fra tanken om, hvad der venter menneskeheden om denne krydsning af wilhelminsk underofficersånd og afstumpet, under verdenskrigen avlet, landsknægtmoral får lov at underlægge sig verden.

Gruopvækkende er læsningen om helvedet Dachau, man bliver ikke indtrykket kvit igen. Og man skal det heller ikke; vi er alle medskyldige i at det kunne komme så vidt, og har vort medansvar for, at det snarest mulig tager slut. Det er et stort og værdifuldt, et højt begavet folks sjæl, der skriger til os gennem disse skildringer. Har man levet i Tyskland og lært at elske folket på grund af dets menneskelige kvalitet - dets flid, dets hjælpsomhed, dets retskaffenhed - kommer man ved læsningen til at fryse på kulturens vegne. Fra Tyskland - tænkte man efter Versaillesfreden - må den vesteuropæiske gammelmandskultur fornyes; det tyske folk vil efter sit nederlag falde tilbage på det rige forråd af åndelige kræfter, der hidtil lå skjult bag militærpanseret og korporalsånden, og vil give Europa ny menneskelige signaler.

Hvor ganske anderledes er det kommet. Folket lod sig ved velklingende »edelfrasen« lokke som et barn ind i en obskur smøge, bort fra verdensoffentligheden og kulturfællesskabet med den øvrige menneskehed. Kildrende ord blev hvisket det i øret, til det var vel borte fra alfarvej; så først viste kidnapperne deres virkelige hensigter.

Koncentrationslejren er det Tredje Riges fundament; som en krypt under det hele virker den. Dernede i mørket uddrives det gode af folket med gloende tænger; sjæl og ånd skal svies så kun »die reine bestie« bliver tilbage.

Men så rige og ukuelige er de åndelige kræfter at der spirer friskt grønt af selve profossens torturinstrumenter! Gribende er de steder i det foreliggende dokument, hvor det menneskelige sejrer over bestiet, hvor bøddelknægtene - om end kun forbigående - lammes i armen ved synet af de martrede frihedskæmperes åndelige og menneskelige styrke. Det offermod hvormed fangerne tager straffen på sig for at fri svagere kammerater, får profosserne til at vakle, kalder noget tillive i deres afstumpede indre.

Og rundt om i den uhyre koncentrationslejr, som det Tredje Rige er, spirer og grønnes det i dag, trods al forstærket terror. Der er dødsstraf ved hængning for at udsprede sande meddelelser om koncentrations lejrene, de må overhovedet ikke berøres i samtale! Men i dag taler man åbent om dem, om »føreren«, om systemet. Tyskeren er ved at dukke ovenud af angsten og frygten; kanske har koncentrationslejren lutret ham. Uniformer, kommando og politi er ved at tabe deres magt over ham! Foreløbig skærpes altså terroren, men rigsdagsmanden Frantz Stenzer er en af de hundreder, der er blevet myrdet i Dachau; da han trods de umenneskeligste pinsler ikke var til at drive til at begå selvmord, blev han - i god overensstemmelse med systemets fejghed - »skudt på flugten«. I de svære torturdage kort før sin død skrev han følgende ord: »at kæmpe for noget højere end det egne jeg, og at lide for det, bringe det ofre, udvikle mod - det giver livskraft! Først det giver livet en mening og gør det værd at leve!«

Ingen martyr har, idet han gik ind i døden, givet sine medkæmpere et smukkere arveord! Ville demokratiet i dag gøre Stenzers ord til sine, - havde fascismen snart udspillet sin rolle.

Webmaster