Brudstykker af balternes historie

Indhold på denne side: Tallinn tildeles Lenin-ordenen * Balternes historie I.

Venskabet mellem vore sovjetiske folk

En udtømmelig kilde til vore sejre !

december 1973

Gode kammerater ! I dag tildeles Estlands socialistiske Sovjetrepublik Ordenen for venskab mellem Folkene, og byen Tallinn tildeles Leninordenen. Tillad mig på vegne af SUKP’s centralkomité, USSR’s Øverste Sovjets præsidium og den sovjetiske regering at lykønske jer varmt med disse høje udmærkelser. De er en anerkendelse af de store fortjenester, som republikken og dens hovedstad har indlagt sig i den kommunistiske opbygning, i udviklingen af venskabet og det broderlige samarbejde mellem de sovjetiske folk samt i styrkelsen af den sovjetiske stat. Samtidig er det en anerkendelse af det store bidrag, som hver af jer, alle arbejdende i det sovjetiske Estland, har ydet for den fælles sag til gavn for vort socialistiske fædreland. Estland er en af de yngste sovjetrepublikker. Det sovjetiske folk har imidlertid ikke glemt, at den socialistiske revolution indledtes her den 7. november 1917, ligesom i Petrograd. Lige fra revolutionens allerførste dage stod vore folk over for komplicerede nationale og sociale problemer. En hel verden afventede i spænding, hvorledes bolsjevikkerne ville gribe sagen an efter at have tilkæmpet sig magten, om de ville være i stand til at forene den folkenes ret til selvbestemmelse, som de forfægtede. med parolen om, at verdens proletarer skulle forene sig. Gennem århundreder havde menneskehedens bedste hjerner søgt veje til folkenes lykke, til at oprette retfærdige og ligeberettigede relationer mellem dem. Men det var kun kommunisterne, der evnede at anvise den rette vej. De forenede den revolutionære kamp for et nyt samfundssystem med de undertrykte folks kamp for national befrielse. Bourgeoisiets fortalere skreg vidt og bredt, at bolsjevikkerne ikke ville være i stand til at løse det nationale problem. De henviste til, at Lenins parti åbent udtalte, at det nationale spørgsmål var underlagt revolutionens almene sociale opgaver. Men dette betød på ingen måde, at det nationale spørgsmål blev undervurderet. Sovjetunionens historiske erfaring har klart bekræftet rigtigheden af Lenins ideer. Det er kun gennem løsningen af revolutionens klasseopgaver, at den mest korrekte og fyldestgørende løsning af det vanskelige nationale spørgsmål kan findes. Som Marx og Engels forudså, ville med socialismens sejr og den dermed forbundne ophævelse af antagonismen mellem klasserne inden for den enkelte nation også de fjendtlige relationer mellem nationerne forsvinde. Sovjetstatens fjender havde regnet med, at nationalismens centrifugalkræfter ville vinde overhånd over internationalismens ideer. Men mod deres forventning rejste et hidtil uset og kvalitativt nyt socialistisk statssystem sig på det tsaristiske imperiums ruiner. De revolutionære ideer hjalp millioner af arbejdere og bønder til den erkendelse, at deres styrke og enhed var garantien for virkeliggørelse af drømmen om social retfærdighed og national lighed. Estiske kommunister skrev i januar 1918 i en appel: Ikke adskillelse fra Rusland, men det mest nære og broderlige forbund med Ruslands arbejdende - det er vor parole. Arbejdernes revolution har forenet os med Ruslands arbejdende folk...Den arbejdende befolkning i by og på land må ikke så meget som ét minut glemme, at de er en del af arbejdernes internationale familie. I de hårde år med revolutionær kamp viste Estlands arbejdende befolkning sin troskab mod denne flammende appel. Den imperialistiske verden mødte revolutionens sejr i Rusland med opplantede bajonetter, og det i ordets mest direkte betydning. Intervention, blokade, sabotage - alt dette blev igangsat for at kvæle den socialistiske revolution i fødslen. Den internationale imperialisme undertrykte dengang i ledtog med den indre kontrarevolution sovjetmagten i Estland. Det blev en del af det kapitalistiske verdenssystem. Men hvad bragte dette Estland og dets arbejdende folk ? To årtier med bourgeoisiet ved magten blev til den politiske reaktions sorte herredømme, betød lidelser for de arbejdende og forvandlede landet til et agrar- og råstofvedhæng til det kapitalistiske marked. Under borgerskabets og godsejernes system måtte Estland dele skæbne med andre små lande, der, med Lenins udtryk, »formelt er politisk selvstændige, dog i virkeligheden er indviklet i et net af finansiel og diplomatisk afhængighed. De imperialistiske stormagter søgte at udnytte Estland og de andre baltiske republikker som en art stødpude mod Sovjetrusland. Det estiske folk havde imidlertid også sit at skulle have sagt. Det viste beslutsomt, hvilken vej det havde i sinde at følge. Det sovjetiske Estland blev frivilligt medlem af de sovjetiske republikkers broderlige familie. Dermed var det estiske folks nationale interesser sikret og de sociale og politiske problemer blev løst med held. På sin side forøgede de baltiske republikkers indtræden i Sovjetunionen det sovjetiske folks styrke og muligheder. Folkenes venskab fik sit fulde udtryk i den store fædrelandskrig. Fjendens planer om at slå en kile ind mellem de socialistiske nationer og splitte dem bristede som sæbebobler. Fascismen blev slået. Alle Sovjetunionens folkeslag bidrog til denne sejr. 21.000 estere blev belønnet med ordener og medaljer for heltemod og tapperhed i kampen mod de fascistiske besættelsestropper. 13 af disse tildeltes den højeste udmærkelse som Sovjetunionens Helt. Det sovjetiske fædreland ærer mindet om de soldater, der gav deres liv i kampen mod fjenden. Det sovjetiske folk har nu levet næsten tre årtier i fred. Gennem skabende arbejde er de internationale bånd mellem alle nationer og folkeslag i Sovjetunionen blevet yderligere styrket. Disse bånd kan med rette kaldes folkenes sande venskab i Lenins ånd. Af fælles erfaring har de sovjetiske folk draget den konklusion, at de socialistiske republikkers samling i et broderligt forbund er en forudsætning for, at alle områder af det politiske, økonomiske og kulturelle liv kan udvikle sig. Først under socialismen sammen med de øvrige sovjetiske folk kom Estlands arbejdende befolknings virkelige muligheder til udfoldelse. Jeg behøver blot at nævne, at republikkens samlede industriproduktion i dag er 34 gange større end i 1940. Det er ikke nogen tilfældighed, at vi i første række retter vor opmærksomhed mod økonomien, når vi taler om resultaterne af vor udvikling. Økonomien udgør som bekendt det materielle grundlag for vor fremgangsrige bevægelse på vej frem mod kommunismen. Den enkelte republiks resultater er samtidig hele det sovjetiske folks fælles resultater. Vi kan med stolthed gøre resultaterne af femårsplanens tredje år op. Indeværende år var et særlig vigtigt år for os. Det blev afgørende i kampen for at opfylde femårsplanen som helhed. Som I ved, blev vor økonomis udvikling og de videre planer for den økonomiske opbygning gjort til genstand for en alsidig drøftelse på SUKP’s centralkomitémøde, der fandt sted i denne måned. På mødet fremlagde kammerat Bresjnev en dybtgående analyse af partiets virksomhed og det sovjetiske folks skabende arbejde under den nuværende femårsplan. Hans tale rejste principielle spørgsmål om veje og metoder i den økonomiske opbygning, opfyldelsen af planopgaverne, samfundsøkonomiens fortsatte opsving og vort lands arbejdende befolknings materielle og kulturelle niveau. I har, kammerater, sikkert ikke glemt, hvor kompliceret og vanskeligt sidste år var for vor økonomi. Partiet tog i tide korrekte skridt til at forbedre styringen af økonomien. Det tog skridt til effektivt at løse økonomiens problemer samt overvinde fejl og mangler. Dette gjorde det muligt for os at fastholde en høj vækstrate i den økonomiske udvikling. For partiet, sovjetteme og de økonomiske organer har året været en slags afgørende eksamen, og vi kan med god grund sige, at den er bestået med ære. Dette er det politiske hovedresultat af partiets arbejde. Folkets uselviske arbejde og partiets politiske og organisatoriske virksomhed har gjort det muligt ikke bare at opfylde de vedtagne planopgaver, men også at overopfylde dem. Industriproduktionen har således udviklet sig med en højere vækstrate end beregnet. Den forøgedes med 7,3 procent i stedet for planens 5,8 procent. Værdien af merproduktionen alene udgør mere end 7 milliarder rubler. Som bekendt er det for samfundet vigtigt ikke blot at fremstille en bestemt mængde varer, men også at gøre dette med de færrest mulige omkostninger. Der lægges derfor under den nuværende femårsplan særlig vægt på at forøge den samfundsmæssige produktions effektivitet og fremskynde det videnskabelig-tekniske fremskridt. Det er afgørende, at fire femtedele af tilvæksten i industriproduktionen opnås gennem stigende arbejdsproduktivitet Den arbejdende landbefolkning har i år opnået fremragende resultater. En enestående god høst af korn og bomuld er kommet i hus. Produktionen af andre produkter er steget. Hvad er det, der er fælles for disse rekorder? Er de kun opnået i kraft af gunstige vejrforhold? Nej, det er ikke muligt at forklare denne fremgang ved blot at henvise til det gode vejr. Vejret var for øvrigt mange steder i landet ikke særlig gunstigt. Hovedsagen er, at vi nu ser resultaterne af de foranstaltninger, partiet har truffet for at styrke landbrugets materielle og tekniske basis og forbedre dets organisation. At udvikle økonomien er ikke et mål i sig selv. Partiet anser ufravigeligt væksten inden for industri og landbrug som grundlæggende for en forbedring af det sovjetiske folks tilværelse. Man kan med rette sige, at også i denne sammenhæng opfyldes femårsplanen konsekvent og målrettet. Hver tredje arbejder og tjenestemand har fået lønforhøjelser. Realindkomsten pr. indbygger er vokset med 13,5 procent. Alene i løbet af indeværende år har mere end 11 millioner fået forbedret deres boligforhold. Også Estlands arbejdende befolkning har ydet sit bidrag til løsningen af femårsplanens opgaver. Republikkens økonomiske profil er dens moderne energisektor, dens kemiske industri, dens præcisionsinstrumenter og elektronik. Anlæggelsen af de mest moderne brancher er blevet muliggjort gennem betydelige investeringer fra statens side. I dag producerer republikken mere på ti dage end gennem hele 1940. Industriarbejderne har påtaget sig høje socialistiske forpligtelser for at opfylde planen før tiden. Målet for den samlede realisering af industriproduktionen og for produktionen af de vigtigste artikler blev nået i går. Af ære og ros til jer, kære kammerater, for jeres selvopofrende arbejde. De estiske landarbejdere har været i stand til at forøge landbrugets vareproduktion betydeligt. Trods det at republikkens arbejdskraftforbrug i landbruget i dag er tre gange mindre end i 1940, er produktionen 50 procent større. I århundreder har de estiske bønder forbandet markernes sten og sump. Hele livet kæmpede de med skovl og jern mod disse onder. Sovjetstaten har nu givet de estiske landarbejdere moderne teknik, som i vidt omfang har gjort det muligt at gennemføre en jordforbedring. Der er i år også opnået gode resultater i republikkens fiskeindustri. Det sovjetiske folks arbejde har skabt de nødvendige forudsætninger for en succesrig opfyldelse af de kommende to års opgaver. Jeg vil ikke fremføre konkrete tal for den samfundsøkonomiske plan for 1974, der blev vedtaget for nylig på et møde i USSR’s øverste Sovjet. De er jer vel bekendt. Men hvis man lader sig fordybe i disse tal og sammenligner dem med vor tidligere udvikling, fyldes man med en følelse af dyb tilfredshed og stolthed: Alene i løbet af et enkelt år er det sovjetiske folk i dag i stand til at løse gigantiske opgaver, hvis løsning før i tiden ville have krævet mange år. Vi har allerede udført meget, men der er endnu meget at gøre. Den kommende tid vil kræve, at alle vore kræfter og muligheder anvendes til det yderste. Det er netop derfor, partiet opfordrer til, at massernes skaberevner og aktivitet på alle områder udvikles, at de bedste arbejdserfaringer videregives, og at der kæmpes mod de eksisterende fejl og mangler. Det er jo i sidste instans det enkelte arbejdskollektivs, det enkelte sovjetiske menneskes konkrete resultater, der er bestemmende for vor fremgang. Partiets opfordring til at gøre en ekstra indsats for at sikre opfyldelse og overopfyldelse af opgaverne i femårsplanens fjerde år har vundet varm genklang blandt byens og landets arbejdende befolkning. Den socialistiske kappestrid finder nu udbredelse over hele landet, og antallet af kommunistiske stødarbejdere vokser. Denne millionbevægelse er udtryk for broderligt samarbejde og gensidig hjælp - disse fremragende træk, der kendetegner den sovjetiske livsstil. Disse træk er ikke blot indbegrebet af det enkelte arbejdskollektiv, de personificerer hele systemet af gensidige relationer mellem unionsrepublikkerne, hele den kommunistiske opbygningsproces. Det sovjetiske fædreland er stolt af arbejdernes og kollektivbrugbøndernes arbejdsbedrifter samt de store resultater, som ingeniører, videnskabsmænd og teknikere fra alle vore republikker har opnået. Det er også forståeligt. Gennem sit arbejde deltager hver af dem i løsningen af almenstatslige opgaver og styrkelsen af det økonomiske grundlag for de sovjetiske folkeslags forbund og broderskab. Ud over arbejdet har vi ingen kilder til at forbedre folkets velfærd. Derfor berømmes den ekstra indsats til gavn for hele det sovjetiske folk så højt her hos os; derfor respekterer og ærer vi dem, der udretter arbejdsbedrifter. Navnene på de af Estlands sønner og døtre, som udgør fortroppen i den socialistiske kappestrid, er kendt over hele Sovjetunionen. Det er det socialistiske arbejdes helt, brigadeleder på Tallinns Maskinfabrik, Alfred Valdov, brigadeleder på produktionssammenslutningen »Estonslanets« Aksel Pertel, lokomotivfører på Tallinns remise Ruppert Kajk, væverske på kombinatet »Baltijskaja Manufaktura«. Sinaida Agafonova, kaptajn Fridrich Tamm, traktorfører Oskar Kjajs, statsbrugsdirektør Thomas Sooaluste og mange andre. Også de ansatte inden for uddannelse, sundhed, teknik, videnskab, litteratur og kunst fortjener de varmeste ord. Deres arbejde er blevet hele nationens eje. Hvem i vort land kender ikke så fremtrædende estiske kunstnere som Georg Ots og Tut Kuusik? Juhan Smuuls, August Jakobsons, Egon Rannets og mange andre estiske forfatteres værker værdsættes i hele Sovjetunionen. Vestlige borgerlige »sovjetologer« søger at fremstille tilnærmelsesprocessen mellem de forskellige nationale kulturer som førende til en ensartning af kulturerne, men det er slet ikke tilfældet. Den sovjetiske kultur udvikler sig som en multinational kultur, hvis hovedkendetegn samtidig er dens dybe internationalisme. Den indoptager progressive træk og traditioner fra folkekunsten i brodernationerne, alt det bedste, som her er skabt. Vor fest i dag er, kammerater, forståeligt nok ikke den bedste anledning til at tale om fejl og mangler. Men vi kommunister er tro mod Lenins idealer: Aldrig at lade stå til, men også på festdage at genkalde sig de problemer, der endnu ikke er løst, ikke mindst, fordi flere negative resultater i republikkens økonomi mildest talt giver anledning til undren. 26 virksomhed har i de første elleve måneder af 1973 ikke opfyldt planen hvad angår øget arbejdsproduktivitet. På en række virksomheder udnyttes arbejdstiden stadig ikke produktivt. Det er svært at finde en forklaring på dette, da arbejdsomhed, organiserethed, disciplin og ihærdighed altid har kendetegnet esterne som folk. Man kan heller ikke stille sig tilfreds med det faktum at planen for de faste fondes iværksættelse indtil december kun er blevet opfyldt med 63 procent. Eller lad os tage boligbyggeriet. Det er vort mål at skabe gode boligforhold for hver enkelt familie. Hvordan kan det så ske, at en tredjedel af de boliger, der ifølge republikkens årsplan skulle opføres, skal bygges i årets sidste måned? Det fremkalder hastværk og det må Være klart for enhver, hvilke konsekvenser det får for byggeriets kvalitet. Som det ses, er der altså nok at tage fat på for parti-, sovjet-, fagforenings- og komsomolorganisationer. Det er af deres evner og ihærdighed i det ideologiske, opdragende og organisatoriske arbejde det afhænger, om de gigantiske skabende kræfter, der findes i vort samfund, fuldt ud kan bringes i anvendelse. Der er ingen tvivl om, at Estlands arbejdende befolkning vil leve op til femårsplanen. Fremragende mennesker, den ny tilværelse, skabere, er vokset op her. De estiske kommunister har samlet Stor erfaring i den politiske, økonomiske og kulturelle opbygning. De har bag sig de revolutionære kampe i oktober 1917, de hårde år i illegalitet og de heltemodige kampe mod fascismen for vort fædrelands frihed og uafhængighed. Deres stadige høje mål var og er at tjene kommunismens idé og folkets grundlæggende interesser. Det sovjetiske folk ser trygt fremtiden i mode. Vor kommunistiske optimisme bunder i marxismen-leninismens store livskraft og massernes skaberevne. Lenins parti, der er hærdet og prøvet i kamp samt væbnet med kendskab til den samfundsmæssige udviklings love, står i spidsen for bevægelsen i retning af kommunismen og er en garanti for vor fremgang. Under partiets ledelse har Sovjetunionens arbejdende befolkning opbygget det udviklede socialistiske samfund og går i dag ufortrødent frem mod kommunismen. Med stolthed kalder det sovjetiske folk partiet for sin ære, samvittighed og fornuft. Det sovjetiske folk ser den leninske centralkomités, dens politbureaus målrettede virksomhed og SUKP’s generalsekretærs, Leonid Bresjnevs utrættelige arbejde i alle vore bedrifter. Vore landvindinger og erfaringen fra den socialistiske og kommunistiske opbygning i USSR er blevet det socialistiske verdenssystems og den internationale kommunistiske bevægelses eje. Lenin sagde: »Ingen kraft i verden, hvor megen ondskab, fattigdom og pinsel den så end måtte sprede blandt millioner og hundreder af millioner mennesker, er i stand til at tage vor revolutions grundlæggende landvindinger tilbage, thi det er ikke længere vore, men verdenshistoriens landvindinger.« Kammerater ! Opfyldelsen af planerne for den økonomiske og kulturelle opbygning er uløseligt knyttet til den konsekvente kamp, som vort land fører for at virkeliggøre den udenrigspolitiske linje, der blev fastlagt på partiets 24. kongres. Der er tale om at styrke freden, eliminere truslen om en verdensomspændende atomkrig. Der er samtidig tale om at skabe de gunstigste betingelser for opbygningen af kommunismen i vort land og kampen for socialisme og fremskridt i hele verden. Det er endnu kun kort tid siden, at den kolde krigs vinde hærgede verden. Dens mørke skygger kastedes over alle egne af kloden. Vort partis, vort lands og det socialistiske samvirkes strategi for en fredelig offensiv medførte positive forandringer i det politiske klima og gav gode resultater. Hvad er hovedtendensen i udviklingen af de internationale relationer i dag? Der er først og fremmest sket en mærkbar vending fra militær konfrontation til afspænding, styrkelse af sikkerheden og fredeligt samarbejde. Disse forandringer blev mulige som resultat af ændringer i styrkeforholdet til fordel for socialismen. De er en direkte følge af Sovjetunionens, det socialistiske samvirkes og alle nutidens revolutionære kræfters vækst og styrke. Aldrig før har sovjetstatens udenrigspolitik haft en sådan gennemslagskraft, aldrig før har den givet så betydelige resultater i løbet af så kort tid. Kammerat Bresjnevs besøg i de socialistiske lande, USA, Vesttyskland og Frankrig har spillet en vigtig rolle heri. De nyligt afholdte sovjetisk-indiske forhandlinger på statslederplan og deres resultat i form af de underskrevne dokumenter er ligeledes en konkret realisering af de mål og opgaver, der blev opstillet i fredsprogrammet fra den 24. kongres. Besøgene og partiets udenrigspolitiske virksomhed som helhed har medført, at den internationale situation nu i meget høj grad præges af de sovjetiske fredsinitiativer. Sovjetunionen virker i tæt samarbejde med de socialistiske broderlande på den internationale arena. Partiet ser det som sin primære internationale forpligtelse at styrke den socialistiske verdens positioner på alle områder samt styrke de socialistiske landes enhed, venskab og alsidige samarbejde. Det politiske, økonomiske og kulturelle samarbejde mellem broderlandene bliver stadig bredere. Der sker en praktisk opfyldelse af programmet for de socialistiske landes økonomiske integration. Det militære forbund, som udtrykkes i Warszawapagten, styrkes. Vi noterer med tilfredshed, at aggressionen mod Vietnam er bragt til ophør. Der er sket positive ændringer i Sovjetunionens forhold til de vestlige lande. På konferencen for fred og sikkerhed i Europa foregår der et konkret arbejde for at udarbejde foranstaltninger til sikring af en varig fred i vor verdensdel. Med andre ord er man ved at løse problemer, med hensyn til hvilke det ikke tidligere var muligt at opnå praktiske fremskridt. De internationale begivenheders gang bekræfter til fulde, at partiet har udarbejdet en korrekt udenrigspolitisk linie i overensstemmelse med de nuværende betingelser. Når vi fremhæver de positive tendenser i den internationale situation, må vi imidlertid ikke lukke øjnene for truslen fra imperialismens aggressive kredse. Også i dag findes der i de borgerlige stater modstandere af afspændingen, som ikke vil gå af vejen for en militær konfrontation. Reaktionære kræfter i Vesten har stadig betydelig indflydelse, og imod folkenes forhåbninger går de ind for en fortsættelse af våbenkapløbet. Som kammerat Bresjnev har bemærket: »Alle disse tilhængere af den kolde krig har en fælles platform - modstand mod bestræbelserne på at styrke freden og det internationale samarbejde. Vi skal fortsat være årvågne over for deres intriger. De sidste begivenheder i Mellemøsten giver denne advarsel særlig aktualitet. Som I ved har den mellemøstlige konflikt snart stået på i over et kvart århundrede. Årsagen hertil er, at israelske ekstremister, der nyder støtte fra imperialistiske kræfter, nægter at give afkald på deres aggressive mål og anerkende de arabiske folks legitime rettigheder. Den virksomhed, som de israelske høge og ligeledes de mest hæmningsløse sionister uden for Israel udfolder, fremkalder voksende fordømmelse og modstand i verden. Sovjetunionens stilling i dette spørgsmål er klar. Vi støtter konsekvent de arabiske folk i deres retfærdige kamp mod den israelske aggression. Vi støtter kravet om en israelsk tilbagetrækning fra de arabiske områder, der blev besat i 1967, og kravet om en sikring af denne verdensdels staters og folks, deriblandt også det palæstinensiske folks legitime rettigheder. Kun på dette grundlag kan en retfærdig og varig fred i Mellemøsten sikres. Det er også nødvendigt at opholde sig ved situationen i Indokina, sådan som den udvikler sig. Her er problemerne først og fremmest forbundet med, at reaktionære og aggressive kræfter saboterer Paris-aftalerne. I den sidste tid har de intensiveret forsøgene på at ændre styrkeforholdet i Sydvietnam til deres fordel. Det er i denne situation, at de patriotiske militære styrker tilbageviser Saigon-administrationens militære provokationer. Også de tragiske begivenheder i Chile er et eksempel på fredens og demokratiets fjenders undergravende virksomhed. Gennem anvendelse af fascistiske metoder træder militærjuntaen de mest elementære menneskerettigheder under fode og foranstalter et blodbad mod de chilenske patrioter. Sovjetunionen fordømmer kraftigt disse forbrydelser udført af reaktionen og opfordrer til solidaritet med de demokratiske kræfter i Chile. International afspænding betyder naturligvis ikke, at den internationale klassekamp ophører. Imperialismen tilpasser sig den internationale situation og søger at udnytte den i overensstemmelse med sine klasseinteresser. Den gør forsøg på at forstærke sin ideologiske indtrængen i de socialistiske lande, heriblandt også Sovjetunionen. Udnyttelsen af nationalistiske emigranter spiller en ikke uvæsentlig rolle heri. Aktionernes mål er at fremkalde nationalistiske holdninger og undergrave det socialistiske samfund. Under hyklerisk dække af forsvar for menneskerettighederne søger visse politikere i Vesten at tiltage sig ret til indblanding i vore anliggender og gennemførelse af fjendtlig virksomhed i de socialistiske lande. Vi kan med det samme sige til disse politikere: den går ikke! Vi går ind for en udveksling af åndelige værdier. Vi har selv noget at tilbyde, men vi afviser beslutsomt og vil også fremover afvise ethvert forsøg på at udnytte disse kontakter i modstrid med vore love og traditioner. Man må desværre konstatere, at den nuværende kinesiske ledelses aktivitet på den internationale arena i stadig højere grad er sammenfaldende med den imperialistiske reaktions bestræbelser. De kinesiske ledere er imod afspændingen og går ind for »stor forvirring under himlen«. I strid med sandheden taler de om den »sovjetiske trussel« og opgejler kineserne til stormagtsnationalisme. Det sovjetiske folk afviser denne grove bagvaskelse af sit fædreland. USSR er ikke og har aldrig været en trussel mod Kina. Vi har ingen territoriale fordringer over for Kina. SUKP og den sovjetiske stat forsvarer beslutsomt de marxistisk-leninistiske princippers renhed samt vort socialistiske fædrelands interesser og arbejder samtidig for en normalisering af relationerne med folkerepublikken Kina og en genetablering af det gode naboskab, for venskab mellem det sovjetiske og kinesiske folk. I dag kan vi med rette sige, at hverken det militærindustrielle kompleks i Vesten eller maoisternes bestræbelser er afgørende for den internationale udvikling. Den historiske udvikling bestemmes af fredens, fremskridtets og socialismens kræfter. Sovjetunionens og de øvrige socialistiske landes fredelige offensiv er i udvikling. Vor udenrigspolitiks styrke består i, at den korrekt genspejler de objektive love for verdens udvikling. Den er i overensstemmelse med det sovjetiske folks, med hele den arbejdende menneskeheds grundlæggende interesser. I kampen mod imperialisme, for varig fred og sikkerhed står vi sammen med de broderlige kommunistiske og arbejderpartier, med alle, som kæmper for national frihed og sociale fremskridt. Fredskræfternes verdenskongres, der for nylig fandt sted i Moskva, blev et klart udtryk for den brede anerkendelse af og støtte til vor udenrigspolitik. Dette brede og autoritative forum, i hvilket der deltog repræsentanter for politiske partier af forskellig observans, fagforeninger, kvinde-, ungdoms- og andre samfundsmæssige organisationer, blev en demonstration af fredskræfternes stigende aktivisering. Kammerater! Sovjetunionen har haft stor succes i løsningen af såvel hjemlige som internationale opgaver. Med vor indtræden i året 1974 kan vi med stolthed opgøre resultaterne fra det foregående år. Det er ingen tvivl om, at vort socialistiske fædrelands folkeslag under ledelse af partiet og dets leninske centralkomité vil opnå nye resultater i opbygningen af kommunismen. Tillad mig at oplæse USSR’s Øverste Sovjets præsidiums bekendtgørelse om tildelingen af disse udmærkelser til Estlands socialistiske Sovjetrepublik. Lad mig endnu engang lykønske jer med de høje udmærkelser og ønske jer fremgang til gavn for hele det sovjetiske folk. Leve Estlands socialistiske Sovjetrepublik! Styrk det ubrydelige venskab mellem de sovjetiske folk! Leve Sovjetunionens kommunistiske Parti ! 

 Brudstykker af balternes historie

Kai Moltke (1902-1979) var dansk kommunist. Faderen var præst men ud af godsejerfamilie. I sin ungdom oplevede Kai den reaktionære skole, 1. Verdenskrig, Oktoberrevolutionen i 1917, og Påskekuppet i 1920, - netop da han blev student. Det førte til at Kai tilsluttede sig Kommunisterne, og sammen med Broby Johansen dannede de Kommunistisk Studenterfraktion. Fra 1924 begyndte han at skrive om udenrigspolitik i DKP´s avis: Arbejderbladet. Stridighederne i DKP og i den internationale kommunistiske bevægelse medførte, at Aksel Larsen og Martin Nielsen vandt magtkampen, og da Kai var adelig, blev "han kørt ud på et sidespor". Kai arbejdede i Moskva i 1932-36, og arbejdede derefter atter på Arbejderbladet. Kai blev ligesom mange andre kommunister ulovligt arresteret af det danske politi d. 23. juni 1941; og i 1943 blev han sendt til KZ-Stutthoff. Efter Nazi-Tysklands nederlag skrev han bøger og efter 1958, var han med til at danne SF; i 1967 var Kai med til at danne partiet: Venstresocialisterne, men allerede i 1968 gik han ud af VS, og blev løsgænger i Folketinget, hvor Kai havde et samarbejde med Hanne Reintoft i Socialistisk Arbejdsgruppe. Kai har skrevet:Krigen købt på afbetaling; Krigens Kræmmere (Monopolernes 5. Kolonne); Bag Kulisserne; Mr. Churchills anden front; Pengemagt og Ruslandspolitik; 10 års Atomalder I + II; Korea kæmper; og en række andre bøger og artikler.

af Kai Moltke - 1947

Der har efter den anden Verdenskrig mere end en Gang været Tilløb til Diskussion om de tre små baltiske Landes Skæbne. Debatten er automatisk fulgt i de baltiske Flygtninges Spor. I vort Naboland Sverige var det på et vist Tidspunkt på Nippet til at lykkes for den Del af Pressen, der under Krigen stod Dr. Göbbels nærmest, at få udløst noget i Retning af Massehysteri i Forbindelse med Udleveringen af visse Kategorier af Baltere. Slet så galt har det ikke været herhjemme, men både i Pressen og Mand og Mand imellem er de baltiske Problemer dog blevet udnyttet til at sætte det gamle antisovjettiske Fyrværkeri igang igen. Det kan måske lyde både enkelt og besnærende, at man må misbillige Sovjetunionens Politik, fordi den har berøvet tre små selvstændige Lande deres tidligere »Uafhængighed«. Man har endogså heri villet se et Bevis på det, man populært kalder »rød Imperialisme«. Men så ligetil er Spørgsmålet ikke. Til Forståelse af Problemet Baltikum kræves visse elementære Forudsætninger - både af politisk og historisk Art. Fremfor alt må man dog være forsigtig med at tage den Argumentation for gode Varer, der med en flot Håndbevægelse sætter et Lighedstegn mellem Sovjetunionens Udenrigspolitik og Hr. Hitlers. Det er skadeligt for en sund Opfattelse af Tingene, og det er en falsk og farlig »Teori«, der ikke er egnet til at lette Forståelsen mellem de Folk, der under Krigen i Fællesskab førte Kampen mod Fascismen og dens imperialistiske Aggression og Massemord. Selv har jeg i Praksis truffet på de baltiske Problemer under forskellige Former. Jeg traf i Moskva i Begyndelsen af Trediverne en lettisk Rigsdagsmand fra venstrefløjen. Han var kommet over Grænsen som Flygtning, kun medbringende det Tøj, han havde på Kroppen, suppleret med en Regnfrakke og en stor Militærrevolver. Årsagen til hans Flugt var, at den reaktionære Regering i hans Hjemland pludselig havde fundet på at stille »Arbejder- og Bondegruppen« i Parlamentet udenfor Loven som Kommunister og havde udsendt Arrestordre mod alle dens Medlemmer. Revolveren havde den pågældende Lette taget med sig som det eneste fornødne, fordi det var hændt så ofte før, at Arbejderbevægelsens Funktionærer uden videre blev nedskudt - »under Flugt«, når de skulle arresteres. Denne Episode henledte min Opmærksomhed på, at der vist i disse Lande måtte råde et politisk Regime af en særlig Art. Da jeg under Krigen sad i den tyske Tilintetgørelseslejr »Stutthof«, traf jeg både Letter og Ester i Hundredvis. Jeg kom i en længere Periode til at bo i Blok med dem. Det var Folk, der enten havde været med i den baltiske Modstandsbevægelse mod tyske Besættelsestropper eller blot var mistænkt for at nære antinazistiske Sympatier. Da de kom, var de stærke, stoute Folk, men under Sulteregimet og Mishandlingerne i Lejren døde de fleste af dem, udsultede og forpinte, som Tusinder af andre. De skulle tilintetgøres som uforbedrelige. Ingen fulgte. Med større Iver end de hver sparsom Meddelelse, der indløb. om den røde Armés Fremrykning i deres Land. De var Sovjettilhængere af Overbevisning og talte med samme Bitterhed om det nazistiske Morderregime som om de af deres Landsmænd, der - af Klasseegoisme eller for at redde Skindet - var gået i Hitlers Tjeneste. En Scene fra en Fridag i Blokken: Vi stod ved Vinduerne og betragtede et Hold af »Zugänge« fra Riga, Reval og andre baltiske Byer. Det var den sædvanlige Stroppetur for de nyankomne i Pløre og Sjap. De arme, udmattede Mennesker i deres tynde, våde Tøj, med Træsandaler, der snærede og rev Hul på de nøgne, kolde Fødder, måtte eksercere efter alle Kunstens Regler, marchere, gøre Holdt, kaste sig ned i Snavset, rejse sig, og ned igen. Til Slut fik de endelig Lov til at marchere lidt frit og blev opfordret til at synge en Sang. Det gav et Sæt i os, for de sang den gamle russiske »Partisansang«, trodsigt og udfordrende lige op i Synet på SS’erne. Det var et Hold Industriarbejdere fra Reval, Riga og Libau. Nogle sang på estisk, andre på lettisk, men Tonen og Trodsen var den samme. Man havde ikke formået at knække dem endnu. Jeg husker også en anden Kolonne, på mange Hundrede Letter, politiske Fanger fra Riga. De var kun i Lejren nogle få Dage. De var gode og muntre Kammerater, politisk faste, Antinazister om en Hals og Sovjettilhængere. De skulle videre. Kolonnen afgik en skønne Dag til Mauthausen - Stenbrudslejren i det vestlige Østrig. Hele det lange Tog sang deres hjemlige Arbejdersange, da de forlod os. Overbevisningen holdt dem oppe. Jeg er sikker på, at ikke én eneste nåede hjem til Letland igen. For Mauthausen, det var Dødsdommen over de trodsige, dem, der koldt og skånselsløst skulle udryddes, hurtigt og uden Omsvøb. Det var baltiske Småkårsfolk, og det var Kammerater i Kampen mod Hitler. De var Tilhængere af, at deres Land skulle være en socialistisk Sovjetrepublik, men de var sandelig ikke Forrædere mod deres Folk og deres Land. Svage og isolerede havde de taget Kampen op bag Fronten. De havde kæmpet alene i lange Måneder under Besættelsen mod de nazistiske Bødler for at give en Håndsrækning til den røde Armé, der kæmpede lige så trodsigt omkring Leningrad. Der fandtes også Forrædere og Landssvigere. En anden Morgen stod jeg i Focke og Wulfs store Flyvemaskinfabrik i Lejren og talte med en polsk Ingeniør, fra Warzawa. Der var lige ankommet nogle Letter, der skulle arbejde sammen med os. Det var en Afdeling af de borgerlige, der i sin Tid havde ladet sig indrullere i Hitlers Armé som Lejetropper under Kommando af deres gamle reaktionære Officerer. Til sidst var også de blevet trætte. Der havde været Mytteri, og hele Flokken var havnet i »Stutthof«, hos os andre. Der var temmelig koldt omkring disse Herrer. Det var dem, jeg talte med Polakken om. »De må undskylde,« sagde han, »det er ikke fordi jeg lader mig rive med af Racehad. Men Letter arbejder jeg ikke gerne sammen med. Jeg glemmer aldrig det dyriske Menneskeslagteri, da Tyskerne satte lettiske SS-Tropper ind for at rydde Ghettoen i Warzawa.« Jeg havde kun hørt meget lidt om disse frygtelige Hændelser, den Gang. Senere hørte jeg mere end nok. De, som ikke kender Begivenhederne, kan læse i Nürnberg-Dommenes Præmisser. Der gengives nedenstående Uddrag af en tjenstlig Beretning fra SS-Brigadegeneralen Stroop, der ledede Jødemyrderierne i den polske Hovedstad. I Rapporten, der bærer Titlen: »Den jødiske Ghetto i Warzawa eksisterer ikke længere«, hedder det ordret: »Jødernes og Banditternes Modstand kunne kun brydes ved vore Troppers energiske Aktioner både Dag og Nat. Reichsführer SS gav derfor den 23. April 1943 Ordre til, at Ghettoen skulle renses ud med ubarmhjertig og skånselsløs Konsekvens. Jeg besluttede at ødelægge og nedbrænde hele Ghettoen uden Hensyn til Våbenfabrikkerne. Disse Fabrikker blev først systematisk afmonterede og derefter brændt. Jøderne plejede at komme frem fra deres Skjulesteder, men ofte blev de i de brændende Bygninger, indtil Heden blev uudholdelig, hvorefter de sprang ud af Vinduerne. Siden forsøgte de, trods brækkede Ben, at krybe over Gaden og søge Ly i Bygninger, der endnu ikke var sat i Brand... Livet i Kloakerne var ikke videre behageligt, når den første Uge var gået. Ofte hørte vi tydeligt Stemmer fra Kloakerne ... Der blev kastet Gasbomber ned i de Mandehuller, som førte ned i Kloakkerne, hvorved Jøderne blev drevet ud og fanget. Utallige Jøder blev likviderede i Kloaker og Bunkers ved Hjælp af Sprængladninger. Jo længere Modstanden varede, des mere pågående blev Medlemmerne af Waffen SS, Politiet og Wehrmacht. De udførte stedse deres Pligt på eksemplarisk Vis. General Stroop rapporterede, at der gennem den af ham ledede Aktion i Warzawa blev »likvideret« »et kontrolleret Antal af ialt 56.055 Personer. Til disse må vi føje dem, der blev dræbt ved Sprængning, Ild og lignende. Dette Antal lader sig ikke fastslå.« Det var også Letter, der lod sig bruge til dette Barbari. Fanatiske Sovjet-Modstandere, Repræsentanter for den lettiske Reaktion, for Førkrigstidens Letland, hvor Borgerskabet endnu var »selvstændigt«. Det lettiske Folk delte sig - som omtrent alle Folk delte sig under denne store vanvittige Krig. Reaktionen fandt Vejen til den åbenlyse Nazisme i Randstaterne, smeltede en Tid sammen med den. Andre gik den modsatte Vej, lærte af den overhængende Fare, at Fremskridtets og det sande Demokratis Kræfter målte svejses sammen, at ingen Nation, intet Folk var nok i sig selv eller på egen hånd kunne løse sine Opgaver. I Randstaterne medførte det, at den arbejdende Befolkning og de frisindede Lag måtte søge en nærmere, også statslig, Tilknytning til Sovjetunionen, det eneste Værn mod Hitlers Hære og den stortyske Germanisme under disse Himmelstrøg. Deres dyre Kamperfaringer tvang dem den Vej. Men de gamle Herskere, de socialt privilegerede Lag og deres Medløbere, foretrak, da de stod overfor det afgørende Valg, Nazismen og dens Barbari, fremfor den kæmpende Socialisme. Det er en Kendsgerning, der ikke må overses, når man taler om ulykkelige baltiske Flygtninge. Jeg har hørt Jøder fra Riga - endnu lammede af Oplevelsens Gru - fortælle om, hvordan Rigas gamle lettiske Politi villigt lod sig bruge af Fjenden under de store Jødemasakre i denne By. Fortidens Fordomme, Arven fra den gamle reaktionære Diktaturstat havde gjort disse Folk brugbare - til det umenneskelige. Det er et Stykke Historie, man helst vil udenom. Men på hvor mange Områder byggede Hitler og Himmler ikke netop på det gamle og nedarvede rundt omkring i Europas Stater? Umærkeligt skete den Sammensmelten, som man senere har haft så travlt med at bortforklare. Men det er ikke alle Hænder, der kan vaskes rene, selvom der findes nok så mange og nok så »agtede« Bademestre, når Toppen skal pudses op efter Krigens Vildfarelser. Der har i vide borgerlige Lag været en klar Tendens til at undskylde det Knæfald, de reaktionære Kredse i Randstaterne gjorde for Hitler, med, at det var »naturligt«, når Bolschevikerne havde »erobret« deres Land, at de prøvede på at befri det ved et Forbund med Tyskland. Men de pågældende Kredse kunne ikke et Øjeblik tro, at Hitlers Hære ville bringe dem national Frihed. De vidste tværtimod, at Tyskerne ville udrydde ethvert Spor af Selvstændighed. De gik med Hitler alligevel, fordi de samtidig vidste, at Tyskerne ville bevare noget andet: det privat- kapitalistiske System, Ejendomsretten til Jorden og Produktionsmidlerne. Og de betragtede denne Ejendomsret som vigtigere end Fædrelandet. De gik med Hitler, fordi de i hans »System« så en Redningsplanke mod Socialismen. Det var Sagen uden Omsvøb af nogen Slags. Efter Evakueringen af »Stutthof« traf jeg endnu to Gange sammen med Folk fra Baltikum. Den første Gang skal jeg sent glemme. Det var under Dødsmarchen til Pommeren i Januar 1945. Udsultede og forkomne blev vi Dag efter Dag drevet af Sted i en forrygende Snestorm, uden Ophold, bare mod Vest og Nordvest, bort fra Fronten, der allerede brummede bagude. Vej ene skulle være fri for de militære Transporter og de uendeligt lange Flygtningekolonner, der blev jaget fra Hus og Hjem under Tilbagetoget. Ofte gik vor Rute derfor over Markerne eller langs Banelinjen, bare tilbage. Det var et Kapløb med Døden. I to Dage knaldede Geværerne ustandseligt bag os. Hvis nogen ikke kunne følge med længere, var det Slut. Bag ved os gik Dødens Vagtposter. Blev en Mand syg, eller segnede han af Træthed og Sult, var han sikker på en Kugle. Stadig tættere lå ligene af de myrdede i Grøfterne, på Vejene eller på Marken. Dødsstraf for Svaghed ! I vor Kolonne skød SS´erne den første dag 76 og den næste dag over 150. Blandt Morder-Kolonnens Mandskab var der mange Baltere. De skød uden at blinke. Kæmpede de for deres Landes Frihed og Selvstændighed under denne Rakkertjeneste ? Eller forsvarede de blot den vestlige Kultur mod Bolschevismens Barbari ? Har de Tusinder af hvide Letter og Estere, der deltog i disse Myrderier, også derigennem sikret sig Retten til at blive »allierede Flygtninge« ? Naturligvis fortæller disse Hitlers Dødspatruljer ikke nu om deres Heltegerninger under Krigen. I Dag har de alle kæmpet for deres Lands Frihed - også »Heltene« fra Warzawas Ghetto. Hvor ofte mødes de ikke i Dag med åben Sympati, fordi de i deres »Frihedstrang« ikke ville indordne sig under Sovjetstyret? Hvem er skyldige, og hvem er uskyldige? Det er svært at foretage denne Fintælling, det er omtrent umuligt her i Vesteuropa, hvor de pågældende er langt borte både fra Gerningsstedet - og fra deres Ofre. Det kan kun afgøres hjemme, hvor de er kendt og kan konfronteres med deres Fortid og deres Gerninger ! I alle Tilfælde skal man lade være med at lade sig ophidse af disse Folks »Beretninger«. De er ikke uvildige Vidner. Hvor ofte kan Tiltro til deres Ord ikke betyde Forræderi mod deres Ofre, de navnløse Helte, der drog det sidste Suk i Ghettoerne i Riga og Warzawa og på Pommerens og Korridorens kolde Snemarker ? Ofrene er afskåret fra at anklage. Deres Mund blev lukket, før de nåede at vidne mod deres Bødler. Det kan også betyde naivt Forræderi mod de Tusinder af Letter og Estere, der satte Livet til for Tyskernes Kugler under Partisankampene i deres Hjemland, bukkede under i Lejrene eller knustes i Mauthausens Stenbrud. Mit sidste Møde med Folkene fra Baltikum var i den britiske Opsamlingslejr for lettiske Flygtninge i Lübeck. De gamle lettiske Nationalflag vajede fra Karéerne omkring Lejren. Her havde de »allierede Flygtninge« deres eget Selvstyre under britisk Beskyttelse. Der var Hundreder af Letter, som var flygtet sammen med Hitlers Soldater. Helt andre Typer end de af deres Landsmænd, vi hidtil havde truffet. Velklædte, velnærede og overlegne. Det var ikke Nazismens Ofre. Det var Resterne af den gamle lettiske Overklasse, der her havde fundet sig et nyt Fristed. De sad på Kontorer, bredte sig som Lejrfunktionærer og drev en hæmningsløs antibolschevikisk Agitation. Det var utroligt, hvad de vidste at fortælle om »Rædslerne« i den russiske Zone, skønt de aldrig havde været der. De vidste langt bedre Besked end vi, der havde levet der et Par Måneder og fulgt Udviklingen på første Hånd. Prøvede man at sige dem imod eller at korrigere urigtige Påstande, var de der straks: »Ja, vi kender denne bolschevikiske Propaganda.« Vi kendte også lidt til de hvide Letter og deres Mentalitet. Der var gamle lettiske Officerer med Familie. De havde begået det lille »Fejltrin« at stille sig til Rådighed for Hitler. Der var Embedsmænd, der havde arbejdet i den tyske Administration. Dannede og belevne. Derfor blev de også to Måneder efter Kapitulationen behandlede med udsøgt Høflighed af de britiske Kontrolofficerer. Hvor kunne man dog tro ondt om disse »Patrioter«? Var de ikke allierede Flygtninge, der fortjente ethvert Hensyn, fordi de plumpe Russere havde fordrevet dem fra deres Fædreland ? Det var Tonen allerede i Juni 1945 ! Denne Tone, der er så »menneskelig« og smuk, indeholder Spiren til ny Fascisme og skaber Grundlaget for nye internationale Forviklinger. Det ville være nyttigere, om man i Stedet ville beskæftige sig lidt mere med Spørgsmålet om, hvorfor Fascismen fik så stærke Rødder i et lille Mindretal af de baltiske Folk. Det forudsætter ikke blot Kendskab til, hvad der skete under den sidste store Krig. Man må også kende de historiske Forhold, hvorunder de tre baltiske Stater opstod, hvordan de længe før Hitlers Krig var nået frem til egne Diktaturer, der forberedte Jordbunden for Nazismen. Det er for at kaste nogle Strejflys over disse Ting, denne Bog er skrevet. Der er Problemer, det ikke bliver så let at jonglere med, når man tager visse Kendsgerninger med, som man ikke har kunnet læse sig til i Dagbladene. Med Forsæt har jeg holdt Litauens Problemer udenfor denne tekst Rammer. Litauens historiske Udvikling har på væsentlige Punkter været forskellig fra Estlands og Letlands. Litauen kom i sin første historiske Periode som Stat aldrig under de tyske Ridderordners Herredømme, men fik på et tidligt Tidspunkt knyttet sin Skæbne sammen med Polen og de hviderussiske Provinser. Dets statslige Stilling og dets Agrarudvikling blev derfor en anden igennem nogle Århundreder. I Ordets egentlige Forstand blev Litauen også først en »baltisk« Stat, da det i 1920 fik Adgang til Østersøen gennem Indlemmelsen af Memel og Polangen. Skal man beskæftige sig med Litauens Udvikling, kommer derfor en Række særegne historiske Træk i Betragtning, der ikke gælder for de to andre baltiske Lande. Modsætningen mellem det litauske Bondefolk og den mægtige polske Szlachta (Landadelen) bliver et af Hovedproblemerne. Den katolske Kirkes stærkt dominerende Indflydelse er et andet vigtigt Moment. Også i »Uafhængighedsperioden« spiller dette Lands Forhold til Polen en mere dominerende Rolle end Forholdet til Tyskland. Både de nationale og sociale Problemer i Litauen får derved en noget anden Karakter, der kræve en særlig Udredning. Men dermed er ikke sagt, at Litauens Udvikling i Dag adskiller sig væsentligt fra, hvad der har Gyldighed for Estland og Letland. I Tiden efter den første Verdenskrig står man her overfor en Række lignende Faktorer som i de andre baltiske Lande. Dette gælder både den væbnede udenlandske Intervention, Formerne for Agrarreformens Gennemførelse, den fremmede Kapitals Indflydelse og Udviklingen til et fascistisk Diktatur i Mellemkrigsårene. Heller ikke her kendte man til fri Udvikling af Arbejderbevægelsen eller af den fattige Landbefolknings Organisationer. På disse Områder danner Litauen ingen Undtagelse. De ovennævnte historiske Forhold har imidlertid fået mig til at begrænse Fremstillingen til det øvrige Baltikum. Det gør Problemerne mere enkle, overskuelige og lettere forståelige for Læseren.

TO FOLK AF LIVEGNE BØNDER

De baltiske Folks Historie er lige fra Middelalderen og til vore Dage præget af uafbrudt Kamp mod fremmede Undertrykkere. Deres skrevne Historie begynder med Undertrykkelsen. Perioden forud henligger i Mørke. Deres Bosættelse ved Østersøen er dog aflangt ældre Dato. Den først kendte Gruppe af de baltiske Folk tilhørte den lettisk-litauske Sproggruppe. Allerede de romerske Historikere omkring Kristi Fødsel kendte dem og sammenfattede disse Stammer under Fællesbetegnelsen Aestere. De levede i omtrent samme Område som deres Efterkommere i Dag, blot med den Forskel, at en tredje Gren af Racen, de gamle Preussere (»Borussi«) dengang også befolkede det nuværende Østpreussen til henimod Weichsel. Den kendte romerske Forfatter Tacitus fremhæver i sit Værk »Germania« disse første baltiske Stammer som fredelige Agerdyrkere og Fiskere:»Sjældent er Jern, men oftere en Kølle deres Håndvåben. Korn og anden Afgrøde dyrker de flittigere end det ellers er Skik hos de magelige Germanere. Også Havet gennemsøger de, og de er de eneste, der ved Kysterne og i selve Dybet samler Rav, der hos dem kaldes »Gles«. Længe lå det dog mellem Havets øvrige Affald, indtil den romerske Luksus skaffede det et Navn. De ved dog ikke selv, hvad de skal gøre med det, det bliver samlet råt og udført i uforarbejdet Stand, og de modtager af os, fulde af Forundring, den Pris, der betales derfor.« Den anden Gren af de baltiske Folk Esterne viste sig først noget senere på Skuepladsen. De tilhørte de finsk-ugriske Folk og indvandrede i den sidste Del af Folkevandringsperioden (dog før År 800) til Landet Syd for den finske Bugt, fra Områderne omkring Øvre Volga. Om alle de nævnte Folk gjaldt det, at de var primitive Landbrugere, Fiskere og Jægere, der levede i en løs Stammeorganisation uden Tendenser til stærkere centraliserede Statsdannelser. De store Folkevandringer havde fulgt en sydligere Rute. De baltiske Lande havde ikke været Skuepladsen for større krigerske Begivenheder, og en stram militær Omorganisering af Samfundet havde derfor i denne Periode været overflødig. Feudalismen i dens udviklede Form stiftede de baltiske Folk først Bekendtskab med, da den blev påført dem udefra, som de sejrrige Erobreres nye Statsform i de med Våbenmagt undertvungne Lande. Kun i Litauen udviklede der sig en indfødt Feudalstat under de uafbrudte Krige mod Polakker og Tyskere fra Begyndelsen af det 13. århundrede. Ved Sammensmeltningen med Polen under et fælles Kongehus antog Feudalherredømmet i dette Land dog hurtigt mere et polsk end et litausk Præg. De litauske Former for Feudalismen kan derfor vanskeligt adskilles fra de store polske Magnaters og den polske »Szlachta.« (Landadels) historie. De slaviske Stammers Opblomstring i Områderne ved Novgorod og Dnjeprs Løb blev Spiren til, at de baltiske Folk blev draget ind i nærmere Samkvem med deres vestlige Naboer. Dünafloden, der gennemstrømmer de lettiske Områder, udviklede sig til en stor Handelsrute som Gennemgangsled til Dnjeprområdet ved Kiev, videre til de byzantinske Handelskolonier ved Sortehavet og helt frem til Konstantinopel. Både de første nordiske Handelsfyrster og Vikinger kendte denne Vej og benyttede den. Men det blev dog først, da de herskende Lag i de tyske Feudalstater i Middelalderen begyndte at interessere sig aktivt for disse Områder, at Spørgsmålet om de baltiske Landes Erobring blev sat på Dagsordenen. Drivkræfterne for de tyske Erobringstendenser var to. Den ene var det tyske Ridderskab: Lensherrerne. De havde i den forudgående Periode under evige indbyrdes Fejder delt det tyske Land imellem sig, tilrevet sig den gamle Bondejord og påtvunget den tyngende Afgifter, medens Livegenskabet bredte sig. Kampen om nye Len, og medfølgende Indtægtskilder for den krigerske Adel, stod stadig på Dagsorden, og langsomt men sikkert havde Sværdet banet Vej for de tyske Erobrere i de af Slavere beboede Lande Øst for Elben. Erobringstogterne besmykkedes i Regelen ved et intimt Samvirke med den katolske Kirkes Spidser. Det var Kirkens Kamp- og Korstogstid. Af Tradition var den tyske Kirke krigersk. Det var ingen Tilfældighed, at den havde sit Udspring i de blodige Begivenheder i Sachsen, da Karl den Store opstillede Huggeblokken på den ene Side, og Døbefonten på den anden og i sin »kristne« iver gav de halstarrige Sachsere valget mellem Dåben eller Halshugning. Korstogene havde genoplevet disse metoder, og nu slog Timen for det hedenske og gudløse Baltikum. Den anden Kraft i den middelalderlige tyske Ekspansion var Hansaen. Den var af mere verdslig Natur. Det var Stædernes Storkøbmænd, som havde skabt sig deres væbnede Kamporganisation, der søgte at monopolisere Handelen i alle de tilstødende Områder. Også i de skandinaviske Lande skabte Kongernes Kamp mod Hansaens Overmod Historie. Det store Centrum for Hansaens Virksomhed i den østlige Del af Østersøen var den befæstede Handelsstation Visby på Gotland. Herfra stødte Købmændene videre frem i de østlige Områder, til Novgorod og Baltikum. Det varede ikke længe, inden Hansaen skulle udse sig Dünas Munding som en ny ideel Handelsplads. Det var Hansaens Købmandspionérer, der på deres væbnede Skibe først dukkede op i de baltiske Lande. De fulgte i de nordiske Banebryderes Spor. De første Købmænd fra Bremen gik i Land ved Dünamundingen i 1158, og senere fulgte en stadig ny Strøm efter, men det viste sig vanskeligt at sætte sig fast, for de lettiske Indbyggere var ikke indstillet på at tillade Oprettelsen af fremmede Handelsstationer i deres Land. Man tog derfor Kirken til Hjælp for at gøre de hedenske Stammer mere medgørlige gennem Udbredelsen af »Guds Ord«. I 1186 udnævnte derfor Bremens Ærkebiskop Munken Meinhardt fra Klosteret i Segeberg til Biskop i den lille Flodby Uexkyll, hvor Håndværkere fra Visby samtidig opførte en Borg med en tysk Garnison. I 1199 havde Bremens Storkøbmænd fået en mægtig Prælat Albert von Buxhøvden, der var Domherre i Bremen, til at interessere sig for en lille Koloni og Handelsplads, der var blevet grundet ved Dünamundingen. Det følgende År tog Albert derop med en lille Hær og begyndte at erobre de omliggende Distrikter og drive Missionsvirksornhed. I 1201 grundlagde Albert Riga, der blev gjort til Sæde for et tysk Bispedømme. Da det stadig kom til hårde Kampe med den indfødte Befolkning, stiftedes det følgende År en kirkelig Ridderorden, »Sværdridderne«, der skulle være Bispedømmet behjælpelig med at erobre Landet. Fra omkring 1208 var hele Livland kommet under Sværdriddernes Regime, og Albert vendte sig derefter mod Stammerne i Kurland og Estland. (Livland er Letlands nordlige Provins i Modsætning til den vestlige Provins: Kurland og den sydøstlige Provins Latgallen. Provinsen Livland omfattede dog indtil 1917 også det sydlige Estland.) Under sine Felttog havde Albert flere Gange modtaget væbnet Assistance fra Hansaens store Handelsstation i Visby, og som Belønning blev Riga i 1226 gjort til fri Hansastad, der hurtigt helt domineredes af de tyske Storkøbmænd. Allerede i 1229 afsluttede Hansastæderne Visby og Riga en Traktat med de russiske Fyrster i Smolensk, der skulle sikre fri Sejlads på Dünafloden. Metoderne, der kom til Anvendelse under den tyske Erobring, kan bedst karakteriseres ved de Ord, som den fromme Munk Helmolt anvendte om de Erobringstogter, den mægtige Sachserhertug Henrik Løve indledte fra År 1160 for at underkue Venderne i det nordlige Tyskland: »Under de forskellige Felttog, han foretog ind i Slavernes Land, blev Kristendommen slet ikke omtalt, men kun den Tribut, der skulle betales.« Af de lettiske og estiske Bondefolk forlangte de kristne tyske Riddere - det hele! Omtrent samtidig med, at »Sværdridderne« gennemførte deres Erobringstogt i Livland, var de danske Konger begyndt at underkaste sig Estland. Det første Korstog hertil var i 1196, og i 1206 havde danske Riddere sat sig fast på den store estiske ø Øsel. Det afgørende Felttog fandt dog først Sted i 1219, da Danskerne i Slaget ved Lyndanis lagde Grunden til deres Herredømme over Estland. Det kom i de følgende År gentagne Gange til blodige Bondeopstande i det erobrede Land og til regelmæssige Stridigheder med de tyske Riddere, og det danske Eventyr endte med, at Kong Valdemar Atterdag i 1346 solgte det urolige og omstridte Land til de tyske Riddere for 19.000 Sølvdalere. Det varigste Spor fra Danskertiden blev Anlæggelsen af Byen Reval, der dog allerede i 1248 blev optaget i Hansaen, og som hurtigt fik et helt tysk Præg. Afslutningen på »Danskertiden« i Estland var i øvrigt lidet flatterende for den danske »Kulturmission« i Østersølandene. En af Datidens Krønikeskrivere beretter om de danske Lensmænds Udskejelser: »Deres Herredømme var af den Art, at de skændede Esternes Kvinder, voldtog Jomfruerne, fratog dem deres Ejendom og begyndte at anvende dem selv som Slaver.« Følgerne af dette Misregimente var den store Bondeopstand i de nordlige estiske Provinser i 1343. Den danske Konge måtte indkalde de tyske Riddere for at knuse Oprøret, og disse indledte en veritabel Udryddelseskrig mod Befolkningen. Som Straf bestemte Ordenen, »at man på en bestemt Dag skulle tage deres Liv og, at Forældrene skulle dræbes sammen med deres Børn, og dette blev også fuldbyrdet.« De tyske Ridderes Røvertogter mod Øst blev bragt til en foreløbig Afslutning i 1242, da den russiske Fyrste Alexander Newski tilføjede Ridderne et stort Nederlag på Peipussøens Is og dermed satte en Stopper for deres videre Fremtrængen. Både Estland og Letland var dog varigt kommet i Tyskernes Hænder, og de baltiske Folks Tilværelse under Fremmedherredømmet skulle komme til at vare de næste 700 År. For både Estere og Letter betød Erobringen, at begge de to Nationaliteter hurtigt degraderedes til en Tilværelse som forkuede og livegne Bønder. De fik en ny Religion og blev gradvis berøvet deres frie Rådighed over hver eneste Stump af den gamle frie Bondejord. Kirken og de adelige tyske Riddere delte Rovet imellem sig som Len, mens den indfødte Befolkning forvandledes til ufri Arbejdsslaver, der måtte svare Tiende og tunge Afgifter til de fremmede Landrøvere. De Købstæder, der opstod i de erobrede Områder, var helt beherskede af tyske Handelsfyrster, og den indfødte Befolkning var derfor i alle Retninger henvist til at leve et udsuget Landproletariats kummerlige Tilværelse. Kun nu og da afbrudt, når Estere og Letter med Mellemrum - men altid forgæves - søgte at frigøre sig under de spontane Bondeopstandes Fane. Den eneste, men til Gengæld så meget stærkere, nationale Tradition hos de lettiske og estiske Folk fra denne mørke Periode er den primitive, men intense Selvopholdelseskamp, som den livegne Bonde gennem Århundreder førte mod de fremmede tyske Riddergodsbesiddere, der havde frarøvet ham hans Jord. For disse Bondefolk blev Kampen mod Godsejerne og Kampen mod Tyskheden identiske Begreber. Og Kampen for at genvinde den tabte Jord og det socialt betonede Opgør med Erobrerne blev Kernepunktet og det egentlige Indhold i hele den nationale Stræben hos de en Gang frie Folk. Det ændrede intet i disse elementære Modsætninger, at Jordbesiddelsen ved Reformationen omtrent helt overgik fra Kirken og de gejstlige Ridderordner til verdslige Lensherrer. Det viste sig hurtigt, at Forskellen mellem Kirkevældet og de nye adelige Baronier var minimal. Målt med den baltiske Bondes Alen var det sociale Indhold det samme. Det ændrede heller ikke væsentligt ved Forholdene, at Estland i 1561 kom under den svenske Konges Overhøjhed, medens Livland samtidig kom under de polske Konger og i 1629 ligeledes under Sverrig. Ændringerne i den statslige Tilhørighed satte sig ikke mere så dybtgående Spor i Staternes indre Liv, for Ejendomsforholdene forblev hovedsagelig uforandrede, selv om de polske Konger søgte at stabilisere deres Magt ved at give Len til nogle polske Magnater. Kongerne kunne skifte, men de baltiske Landes egentlige Herskere var stadig de samme. Det var fortsat de store tyske Grundbesiddere, der påtvang Landene deres feudale Præg. De baltiske Folk blev undertrykt og underkuede, men de blev aldrig germaniserede. Til Trods for, at Kirken var præget af de tyske Præster, til Trods for, at både Skolesproget og Universitetsuddannelsen var tysk, lod Folkets brede Lag sig aldrig assimilere. De bevarede deres Nationalitet, deres Sprog og deres gamle Racepræg gennem Århundreder. Den nationale Kamp gik uafbrudt videre. Hvori ligger Forklaringen på denne historiske Kendsgerning og den nationale Stabilitet, den er et Vidnesbyrd om? Det har en Tid været populært at tale om Blodets Bånd og om den fælles nationale Kultur og Oprindelse, der sprænger den udefra påtrykte Skal. Var Tanken rigtig, måtte vi allerede i et Land som Skåne have oplevet en strålende dansk Renaissance og en blomstrende dansk Nationalbevægelse, så sandt Skåningerne altid i deres Afstamning var et langt renere og mere ublandet dansk Folkeelement, end Slesvigerne nogensinde har været det. Hvis det var rigtigt, måtte et lille Land som Schweiz sprænges i nationale Atomer og tredele sig mellem de tilstødende Stater. Men i begge de nævnte Tilfælde ser vi en tiltagende national Assimilering, der snart helt har udslettet Sporerne af den oprindelige nationale Tilhørighed. I Baltikum og en Række andre Lande er vi derimod Vidne til en hel anden Udvikling. Til Trods for flere Århundreders Fremmedherredømme er de nationale Modsætninger i Stedet for at udglattes, blevet skærpede. Irland kom for Eksempel under den britiske Krone allerede i 1175, men en forbitret national Kamp gik videre lige til Løsrivelsen i 1923. Kroaterne kom under den ungarske Krone allerede i 1102, og de vestlige Ukrainere kom under polsk Styre så tidligt som 1349, men ingen af disse Steder sammensmeltedes de indlemmede Folk med Erobrerne, til Trods for, at disse nærmest repræsenterede en mere udviklet Kultur. Hvad er Årsagen til denne Forskel ? Vel nærmest Erobringens Form og dens sociale Indhold. I Skåne betød Indlemmelsen under den svenske Krone ikke den iøjnefaldende sociale Degradering, som Estere og Letter var udsat for i Baltikum efter de tyske Ridderes Erobring. I Skåne var det ikke sådan, at hver eneste Stump Jord, der før havde været i danske Bønders Besiddelse, pludselig blev overdraget til indvandrede svenske adelige. I vid Udstrækning blev også de gamle danske Herremænd på deres Gårde. Skåningerne blev aldrig gjort til et Folk af Tjenestekarle og Landarbejdere, der var lænket til en fremmed Herremands Gård som stavnsbundne Trælle. Skåne blev derimod hurtigt Sverrigs Kornkammer, og Indlemmelsen medførte i det lange Løb en vis Opblomstring af det skånske Landbrug. Egentlige nationale Tvangsforholdsregler spillede kun en forholdsvis underordnet Rolle. Det skyldtes måske ikke så meget svensk Storsind som, at Erobringen fandt Sted i en anden Tid, hvor den samfundsmæssige Struktur var en anden. På samme Måde med Schweiz. Sammenslutningen mellem de tyske, franske og italienske Kantoner skete ikke ved militær Erobring eller anden ydre Voldsanvendelse. Det var små afsluttede Samfund af Bjergbønder, der trods nationale Forskelligheder frivilligt sluttede sig sammen for at kunne trodse en fælles Fjende af deres tilvante Liv: de østrigske og franske Riddere, som ville påtvinge dem deres feudale Åg og trykkende Afgifter til Nådigherren. Derigennem opstod mellem Bønder af forskellig Nationalitet en fælles Kamptradition og praktiske Resultater af en fri kulturel Udvikling, der gjorde det til en naturlighed for oprindeligt adskilte Grene af tre Folk at leve sammen som ligeberettigede Borgere i samme Stat til Trods for, at de talte forskellige Sprog. I Irland fandt den statslige Forening Sted i en anden Periode og under andre Former. Her som i Kroatien og i det vestlige Ukraine og i Baltikum betød Likvideringen af den nationale Selvstændighed, Erobrenes Ekspropriation af Jorden og en grundig Deklassering af et helt Folk. Derfor tog også den irske nationale Frigørelseskamp sit Udspring i det skarpe Modsætningsforhold mellem de fattige irske Fæstere og de jordaagrende britiske Baroner, der hårdnakket nægtede at give det Gods tilbage, som deres Forfædre havde røvet med Sværdet. De baltiske Folks lange og sejge Nationalkamp er altså ikke et Udtryk for særlige nedarvede Egenskaber, der bunder i en oprindelig Trang til national Afsondring og Selvhævdelse. Den bunder i høj Grad i Reaktionen overfor et ydre, håndgribeligt Tryk, som disse Folk var udsat for i Århundreder. Den nationale Bevidsthed hærdedes og fik tilført stadig ny Kraft, fordi den uundgåeligt Generation efter Generation var smeltet sammen med de spontane og livsnødvendige sociale Bestræbelser for at skaffe Bonden en menneskeværdig Tilværelse ved, at han frigjorde sig for det fremmede feudale Åg og genvandt sin Ret til Hjemlandets Jord. Hvis ikke dette sociale og politiske Mål tages i Betragtning, findes der ingen rimelig historisk Forklaring på, at de estiske og lettiske livegne Bønder hævdede sig som Folk - hvor Skåningerne lod sig opsuge og assimilere. Svenske-Kongernes Erhvervelse af Estland og Livland river i den følgende Periode de baltiske Lande med ind i den store Hvirvel af svensk-polsk-russiske Krige i Sverrigs »Storhedstid«, der endte med Freden i Nystad den 10. September 1721. Gennem den russiske Zar Peter den Stores Sejre over Svenskerne indlemmnes Estland og Livland for første Gang i det russiske Zarrige. Kurland havde i denne Periode været adskilt fra det øvrige Letland. Da de tyske Riddere i 1561 havde svigtet Pavekirken og havde tilsluttet sig den lutherske Reformation, var den gejstelige Ordenstat Kurland blevet forvandlet til et arveligt tysk Hertugdømme, der regeredes af den sidste »Ordensmester«, Kettlers Slægt. Den tidligere Kirkejord var på samme Måde overgået til privat Lensejendom, der tilfaldt tidligere tyske Riddere eller de store adelige tyske Familier i Landet. I Året 1737 var den sidste Hertug af Huset Kettler imidlertid død, og den russiske Zarina Anna fik ved denne Lejlighed udnævnt en af sine Protegéer Ernst Johann Biron til Kurlands Hertug, og hermed begynder den russiske Indflydelse også at vinde Indpas i denne baltiske Provins. Denne Udvikling fuldbyrdedes ved, at den næste Hertug, Peter Biron, efter Polens sidste Deling i 1795, overdrog sit Hertugdømme til Katarina den II af Rusland. På denne Måde var både Estland og Letland blevet russiske Besiddelser. Zarens Rusland var imidlertid på dette Tidspunkt selv et typisk Feudalland, så større sociale eller nationale Forskydninger kunne man ikke vente sig af, at de baltiske Provinser havde skiftet Hersker. Den letteste Måde at styre de nyerhvervede Provinser på var fortsat at lade Administrationen bygge på de gamle Herskere, de mægtige tyske Riddergodsbesiddere, og det blev da også i Hovedtrækkene denne Linje, de russiske Kejsere fulgte. Den første Periode af Zarvældet betød endog nærmest en Udvidelse af de tyske Baroners Privilegier. I Slutningen af Svenskertiden havde Karl den XI gennemført en Række Forholdsregler med det Formål at udvide Kronens Magt på Adelens Bekostning. Der var således i 1680 blevet gennemført en betydelig Reduktion af Baronernes Lensrettigheder til Jorden, men i de fleste Tilfælde fik de gamle Herrer dog Lov til at forpagte den inddragne Jord af Kronen mod, at to Trediedele af Bøndernes Forpagtningsafgifter nu skulle indbetales til Staten. Året efter var der endog Forslag fremme om at fritage Bønderne fra Livegenskabet, men på dette Punkt havde Riddergodsbesidderne dog stillet sig stejlt afvisende, idet de påberåbte sig, at de lettiske og estiske Bønder af Naturen var forudbestemt til Slaveri og »ikke var egnede til at leve i Frihed«. De tilføjede yderligere, at Bønderne, hvis de blev frigivet, uvægerligt ville tilintetgøre deres Herrer, »som man så ofte havde erfaret det af gamle sørgelige Historier«. Baronerne opfordrede derfor indstændigt Kongen til at lade alt blive ved det gamle, »eftersom de jo kun udøvede Hustugt og den Ejendomsret over disse, uden hvilken ingen Adelsmand kan blive i Landet.« Resultatet blev derfor kun, at der blev indført visse Normer i de indfødte livegne Forpagteres Favør. Ved sin Magtovertagelse gav Zaren den tyske Adel i Estland og Livland den Jord tilbage, som Svenskerne havde inddraget under Kronen, og på samme Måde forøgedes også Adelens Rettigheder overfor de livegne Bønder. Baronerne fik Ret til at anvende de i Rusland gældende Legemsstraffe, og de fik ligeledes fra 1760 et nyt Privilegium, der gav dem Ret til at deportere opsætsige Bønder til Sibirien. Det tyske Ridderskab var imidlertid dårlige Repræsentanter for »den vestlige Civilisation«. Den russiske Regering måtte således Gang på Gang gribe ind overfor Tyskernes Fortolkning af Begrebet Livegenskab, der gik endnu videre end det russiske. I 1765 svarede Adelens Landdag på en sådan Henstilling: »Hver og een i Ridderskabet er overbevist om, at Bonden repræsenterer det allervæsentligste Stykke indenfor Herrens Ejendomsret«. I 1771 udstedte Katarina den II dog et Dekret, der forbød det baltiske Ridderskab at sælge »Livegne uden Jord offentligt og under Hammerslag«. Der blev dog længe set igennem Fingre med dette Forbud, og endnu i 1789 skal der have fundet et sådant offentligt Slavemarked Sted i Byen Walk, hvor de tyske Riddere holdt Auktion over deres livegne baltiske Bønder. Et Forslag om Livegenskabets endelige Afskaffelse blev første Gang stillet på Riddergodsbesiddernes Landdag i Livland i 1803. Motiveringen for Forslaget er interessant: »Danmarks Eksempel lærer os, at Landgodserne efter Ophævelsen af Livegenskabet (Hoveriet) næsten er steget til det dobbelte i Værdi.« Forslaget blev dog forkastet med 105 Stemmer mod 40. Først den 23. Maj 1816 blev Livegenskabet i dets gamle bundne Form ophævet i Estland og kort efter ligeledes i Livland og Kurland, men den Pris, Bonden måtte betale, var stor. Zar Alexander og den baltiske Adel fulgte den samme Recept, som Napoleon havde anvendt i Polen: Bonden fik »personlig Frihed«, men den gamle Bondejord blev som Erstatning helt overdraget til Riddergodsbesidderne som deres private Ejendom, som de kunne forpagte ud til Bønderne. Den tidligere Adgang til Arvefæste forsvandt igen. Derimod fortsatte Hoveriet under en ny Form, idet Fæsterne blev forpligtet til at betale deres Forpagtningsafgift i Form af Arbejde på Herregårdene. Først i 1868 blev denne Form for Hoveri afløst af Natural- eller Pengeafgifter til Riddergodsbesidderen. Bondens »personlige Frihed« var iøvrigt meget væsentligt indskrænket. Et vist Stavnsbånd blev stadig bevaret. Til at begynde med gjaldt den Ordning, at Fæstebonden var forpligtet til at forblive i samme Område eller Guvernement og skulle tilhøre en bestemt Landkommune. Han var ligeledes forpligtet til at ernære sig ved Landbrugsarbejde for, at Godserne stadig kunne have den nødvendige Arbejdskraft til Rådighed. Først fra 1848 fik de lettiske og estiske Bønder Ret til at bosætte sig og søge Arbejde i Byerne. I det store og hele kan man sikkert tilslutte sig den livlandske Adelsmand H. von Samson, når han om Agrarreformerne i Begyndelsen af det 19. århundrede siger, at »Riddergodsbesidderne ikke har udøvet en høj modig Handling, men kun gjort en god Forretning, idet de har afrystet alle de Lænker, der var pålagt dem, og erhvervet sig Godsejerrettigheder, som de næppe havde kunnet drømme om under Aristokratiets mest uafhængige Retsforhold.« »Bondefrigørelsen« blev iøvrigt Udgangspunktet for en tiltagende Jordekspropriation fra Riddergodsbesiddernes Side, idet de hurtigt gik i Gang med helt at indlemme de Dele af den gamle Bondejord, som de Livegne havde bevaret Brugsretten over. Der fandt en veritabel Nedslagtning Sted af de gamle Fæstegårde, hvis Jord blev lagt ind under Adelsgodserne. Disse Misforhold gav iøvrigt det tyske Ridderskab Lejlighed til at afslutte en ny lukrativ Forretning ved Gennemførelsen af det næste Hold Landboreformer i Perioden 1849-60. Hovedindholdet af disse var, at der blev draget en skarpere Grænse mellem de gamle Lensgårde og den tidligere Bondejord. Bondejorden skulle juridisk udskilles og enten forpagtes bort til Bønderne eller sælges til disse som Selveje, og der blev ligeledes foreskrevet visse Regler for at give Forpagtningskontrakterne et fastere Præg. Prisen herfor var imidlertid, at Godsejerne som Erstatning skulle have Ret til at inddrage endnu mere Bondejord »en Gang for alle«. I Praksis fik de tyske Landjunkere Ret til at inddrage en Sjettedel af den gamle Bondejord, formelt for at kunne bosætte deres Landbrugsarbejdere, nu da Hoverifæstemålene skulle ophøre. Dette var dog kun et Påskud, for rundt omkring på Storgodserne fandtes i Forvejen en Mængde Arbejdshuse med en lille Strimmel Jord, de såkaldte »Badstuer«. Ridderskabets Landdage traf samtidig Beslutning om, at disse skulle nedrives og deres Tilliggende inddrages. Mange Gange blev på et enkelt Gods ved denne sidstnævnte Forholdsregel mere end 40 Landarbejderfamilier fordrevet fra Hus og Hjem. Om den Brutalitet, hvormed disse nye Tvangsforholdsregler blev gennemført af den tyske Adel, oplyste den russiske Guvernør Fyrst Schachowski: »Denne af Regeringen skænkede Nåde til at røve fra det i Forvejen fattige Folk og til at sende det ud i Verden bliver af den taknemmelige estiske Adel udnyttet med den allerroligste Koldblodighed og med en forbavsende Grusomhed.« »Reformperiodens« mørke Side belyses ved, at over 250.000 Estere fra Landdistrikterne i denne Tid måtte forlade deres Hjemland for at slå sig ned i Rusland, i Guvernmentet Petersburg, i Volgaegnene og i Sibirien. Mere end en Fjerdedel af hele Folket blev af Feudalpolitiken tvunget bort fra deres gamle Land. Særlig belysende for Omfanget af dette nye Jordrov er nogle Tal fra Kurland. Ved Livegenskabets Ophævelse i 1818 fandtes der endnu 15.935 Fæstegårde i Bøndernes Besiddelse, men i 1883 var de 4.152, eller over en Fjerdedel, blevet nedlagt og inddraget under Godsejerjorden. På samme Måde udgjorde alene det i Livland inddragne »Sjettedelsland« i 1895 ikke mindre end 201.907 ha, som Godsejerne nu kunne udnytte efter Forgodtbefindende. En Statistik fra 1911 viser, at kun en Tiendedel af dette »Sjettedelsland« var overladt til Landarbejdere. Resten var overdraget til Småforpagtere eller ganske simpelthen lagt ind under Godsejerjorden ! De estiske og lettiske Bønders Overtagelse af den Del af Bondejorden som Selveje, Riddergodserne havde levnet, lod vente på sig i en Årrække. I Estland opstod det første »selvejende« Bondebrug først i Året 1851, og i Livland bestod der endnu 1860 kun 288 selvstændige Bøndergårde. De tidligere Fæstere rådede ikke over Formue, og deres Indtægter var ikke af en sådan Størrelse, at de kunne tillade sig den Luksus at købe deres egen gamle Jord af Riddergodsbesidderne. Der måtte først skabes Pengeinstitutter til at financiere Overdragelsen af Ejendommene. Der blev i de baltiske Lande oprettet en lille Rentebank for Bønder, men den saboteredes af Godsejerne og det rige tyske Borgerskab således, at der gennem den indtil 1898 kun var købt 280 Ejendomme. Størstedelen af Købene reguleredes gennem Riddergodsbesiddernes egen »Adelige Kreditforening«. Hovedformen for Jordindkøbene var, at 10 pCt. af Købesummen skulle erlægges kontant, 40 pCt. blev dækket ved Lån i Rentebanken og den resterende Halvdel ved Optagelse af Kreditforeningslån i den solgte Ejendom. Jordpriserne var efter de lokale Forhold høje, og de steg hurtigt efterhånden som der blev Mulighed for Køb. Prisen pr. ha Jord var i Livland i 1852-56 39 Guldrubler, men i 1902-04 84 Guldrubler. Det var imidlertid ikke den eneste Fordel, Riddergodserne havde af Jordsalget. De Fæstere, der ikke havde Råd til at købe Jord, blev næsten ramt hårdest. Fæstegårde, der i Perioden 1855-70 havde svaret en Forpagtningsafgift på 40 Rubler, var i 1907 kommet op på en Afgift på 208 Rubler. Det mest raffinerede ved disse Jordreformer var dog deres sociale og politiske Indhold. De blev gennemført på et Tidspunkt, hvor de utålelige Agrarforhold påny var ved at bringe de lettiske og estiske Bønder ud i åben Revolte. Bevægelsens Forløber var de store Bondeuroligheder i Estland i 1856, »Krigen i Mahtra«, som man kaldte dem. Og i Tredserne havde Urolighederne taget et endnu større Omfang blandt både den lettiske og den estiske Bondebefolkning. Den zaristiske Regering og det baltiske Ridderskab benyttede under disse Forhold den gamle, gyldne Leveregel: »Del og hersk«. Om Motiverne til Jordsalget skriver den kendte estiske Agrarekspert Professor Jüri Uluots træffende: »Hovedbestræbelserne i Bondelovene fra 1849-65 bestod i at skabe et Lag af middelstore Grundejere, der indenfor Landbefolkningen skulle danne et stabilt Element, som Storgodsejerne om fornødent kunne støtte sig til. Det skulle være den »Bondestand, der i Statens og Ridderskabets Interesse« skulle opretholdes.« Hovedopgaven var at drive en Kile ind i de oprørsk indstillede lettiske og estiske Folk, og igen blev Omlægningen gennemført på Bekostning af det store Flertal af Landbefolkningen. Man sprængte den gamle indbyrdes Jordfordeling mellem Fæstebønderne og proletariserede yderligere Flertallet for at begunstige en mindre Del uden, at det gik ud over Godsejernes egne Jordarealer. Det viser Størrelsen af de Brugsenheder, der blev udbudt til Salg af Ridderskabet. Som Norm tog man ikke den Jord, en Bonde kunne leve af ved egen og Families Arbejdskraft. Det var Storbondebrug, der skulle oprettes til dem, der var mest betalingsdygtige. Indtil August 1905 var der i Livland oprettet 22.272 selvstændige Bondebrug med et gennemsnitligt Areal på 53,62 ha Jord. Af disse lå de 20.932 indenfor Størrelsesgruppen 33-109 ha, 416 havde mere end 109 ha Jord, mens kun en ganske lille Gruppe var egentlige Småbondebrug. For at nå op på så store Brugsenheder var det naturligvis nødvendigt at inddrage nye Dele af den gamle Fæstejord, hvorved Tusinder af mindre Fæstere blev deklasseret til ganske almindelige Lønslaver. I hvor udpræget Grad de først oprettede Selvejerbrug i Estland og Letland i Virkeligheden var Storbonde- og Proprietærgårde, ser man bedst af, at Gårdene i det livlandske Distrikt Wenden allerede før 1914 i Gennemsnit havde hver 3 Heste, 9 Malkekøer, 4 Stykker Ungkvæg, 3 Svin og 12 Får. Her må så tages i Betragtning, at Kreaturholdet endnu ikke var det udslaggivende og, at de mindste Brug trækker Gennemsnittet ned under det gængse Niveau. I Virkeligheden måtte de nyoprettede Storbondebrug da også ifølge Guvernementsstatistiken beskæftige en 3-4 Landarbejdere. Spaltningen af de to Nationer var blevet foretaget så djævelsk beregnende, at Storgrundbesiddelsen var gået forøget ud af Reformperioden og, at der var skabt en mindre Gruppe af Producenter, hvis Brug hvilede på Udnyttelse af Landarbejdere, medens Landbefolkningens store Flertal stadig udgjordes af fattige Fæstere og usselt lønnede Landbrugsarbejdere. Denne Kendsgerning skulle i høj Grad komme til at præge den fremtidige sociale og politiske Udvikling i de to Folk.

NATIONALE OG SOCIALE STRØMNINGER I BALTIKUM

Det er midt under »Agrarreformerne«s bevidste Opdeling og indre Splittelse af de lettiske og estiske Folk, at man ser det første Tilløb til en fremvoksende borgerlig Nationalbevægelse i de to baltiske Lande. Vejen frem til, at et lettisk og et estisk Borgerskab kunne opstå, var blevet banet dels ved Landbefolkningens Ret til Indvandring i Byerne, der blev sikret i 1848, og dels ved Skabelsen af en økonomisk selvstændig Storbondestand, hvis Produktion hvilede på Lønarbejde, og som forudsatte Afsætning på Markedet. I den sidste Halvdel af det 19. Århundrede foregår der på Grund af de slette Agrarforhold en stigende Indvandring af Estere og Letter til Byerne. Tyskernes gamle Monopol som Bybeboere bliver brudt, og i 1897 udgjorde Letterne allerede 42 pCt. af Bybefolkningen i Kurland og 38 pCt. i Livland. Den samme Udvikling er vi Vidne til for Estlands Vedkommende. Estere og Letter er dog stadig den økonomisk svageste Del af Bybefolkningen. Flertallet er Lønarbejdere, specielt i den fremvoksende Industri. Der opstår dog hurtigt visse småborgerlige og borgerlige Lag, Håndværkere, Handlende og mindre Arbejdsgivere. Borgerskabets Sønner begynder at søge de højere Skoler og Universitetet i Dorpat. Efterhånden bliver en Del af den lavere Embedsstand af praktiske Grunde lettisk og estisk. Disse to Nationaliteter trænger også mere og mere frem i de frie Erhverv, som Sagførere, Læger, præster og Lærere. Man ser de første Tilløb til en national Litteratur og national videnskabelig Forskning. Om Stemningen ude i det jævne Folk på dette Tidspunkt har vi en Række talende Udsagn. Rundt omkring i Landet sad de zaristiske Embedsmænd og udarbejdede deres Beretninger om, hvordan Folket tænkte. I Februar 1864 afsendte den kurlandske Civilguvernør, von Brevern, et sådant Stemningsbillede til sine Overordnede i Petersburg. Han har sine Lytteposter ude i Landdistrikterne, for det er jo Urostider lige efter den sidste polske Opstand med tiltagende Agrarrevolter over hele Landet. Guvernøren beretter udførligt om Stemningen i Landbefolkningen og tilføjer, at Diskussionerne mellem Bønderne i det lettiske Distrikt Dondangen giver sig Udtryk i, at de Mand og Mand imellem siger: »Så længe man ikke giver os nogen Jord til Ejendom, besidder vi intet Fædreland og har heller ingen Grund til at stille Rekrutter. Vi forstår, at der må ydes Betaling ved Erhvervelse af Jord fra de Godsejere, der selv har købt deres Godser, men Majoratsjorden må uden Betaling fordeles mellem Bønderne. Vore Brandstiftelser i Godsejernes Skove har vist sig at være utilstrækkelige. Man må også ødelægge hans Marker og Bygninger. Engang kom Adelen til os under Blodsudgydelse, derfor må vi også nu ordne Tingene med dens Blod.« Det er et udpint, mishandlet og forkuet Bondefolk, der er nået så langt i Fortvivlelse over sin uudholdelige Trældom i sin Desperation ser det kun én Opgave: At frigøre sig for de fremmede Undertrykkere og selv gøre sig til Herre over den Jord, de tyske Riddere med Sværdet røvede fra Estlands og Letlands Bønder. Hele deres Stræben som Folk har kun denne ene Mening. Den er socialt betonet, og andet Indhold kan deres Nationalfølelse endnu ikke rumme. Men det bliver ikke her, den borgerlige lettiske og estiske Nationalisme tager sit Udgangspunkt. De første Nationalister kommer fra Borgerskabet, der er ved at kæmpe sig sin egen Vej frem. Og det unge Borgerskab er en mærkelig Blanding at den småborgerlige Parvenue og den Jeppe på Bjerget, som er ved at vågne op i Baronens Seng, som er begunstiget på de andre Fæsteres Bekostning, har fået Skøde på et stort Stykke Jord, og som selv er begyndt at beskæftige Folk og spille Ridefoged midt i Elendigheden. Disse Typer er blevet reddet ud af det fælles Skibbrud som Enere, der har haft Heldet med sig. De er selv blevet Borgere, der individuelt søger at bane sig en Vej. Det er ligesom Forbindelsen med de knurrende grå Masser derude i de faldefærdige Fæsterhytter allerede er gået tabt. Men det er Borgere med det gamle Mindreværdskompleks, netop fordi Tråden til deres egen Fortid og til det menige Bondefolk er brudt. I Byerne står det tyske Borgerskab, som ude i Landsbyen Riddergodsbesidderne - som Herrefolket. Det dominerer i Handel og Industri, det beklæder de høje Embedsstillinger, behersker Kirken, Skolen og Universiteterne. Altid mærker de »nye«, at man betragter dem som Trællefolket og deres Sprog som Fæstebondens uforståelige og sære »Mål«. Deres Horisont bliver snæver af at stride sig frem midt i al Modstand og dårlig dulgt Foragt. De overkommer ikke at rejse Spørgsmålet i dets folkelige Rækkevidde, at stille sig hele Folkets nationale, politiske og sociale Frigørelse til Mål. Det ligger for langt ude, kræver for vide Perspektiver. De må koncentrere sig om det individuelle: at blive ligeberettigede, at blive lige så rige, lige så agtede som deres Overmænd, få Ret til at besætte de samme Embeder i deres eget Land. Det bliver Hovedsagen. Så må den knurrende Fæster og Landarbejder derude vente. Borgerskabet begynder at slutte sig sammen om sin Nationalpolitik for at gennemføre sin Kamp for Ligeberettigelsen. Det, som Godsejerne og Zaren håbede på, er ved at ske. Der er drevet den første Kile ind i de to oprørske Folk. Klassedelingen har bevirket, at Enheden er brudt og, at der tales to Sprog, der kommer længere og længere fra hinanden. De første Spirer til en borgerlig baltisk Nationalorganisation har vi i »Ung-esterne«s og »Ung-letterne«s Bevægelser. De er Pionérerne for de borgerlige Strømninger. Det er unge Folk fra de baltiske Lande, hvoraf mange har søgt Universiteterne i Dorpat eller Petersburg, hvor de var mere fri for det tyske Tryk og følte sig mere »ligeberettigede« mellem den liberale russiske Ungdom. Ungletternes første Ledere er K. Woldemars og Attis Kronwald. Det er deres Agitation og litterære Virksomhed, der danner Grundlaget for Dannelsen af »Den lettiske Forening« i Riga den 19. Februar 1868. Om dem begge gælder det, at de både i deres nationale og i deres politiske Virksomhed er præget af traditionelt bestemte konservative Synspunkter. Man mærker næppe, at de kommer fra et Folk, der socialt kæmper for Livet. Deres Følelse af Underlegenhed overfor den baltiske Tyskhed får dem hurtigt til at støtte sig på den zaristiske russiske Politik og at bygge deres Forhåbninger om en større lettisk Frihed på dennes Medvirken. Kronwald (og en anden Unglette, R. Besbahrdis), er den første Forkæmper for det lettiske Sprog og den lettiske Skole, men den fælles borgerlige Indstilling og tyske Studieophold får ham til at indtage en temmelig forsonlig Holdning overfor Baltikums Tyskhed. I sin Brochure »Nationale Bestræbelser«, der udkom i Begyndelsen af Halvfjerserne, skriver Kronwald: »Jo mere de baltiske Tyskere lærer at forstå, at deres og Letternes Interesser kun tilsyneladende er delt, at vi har en fælles Jord og et fælles område, desto mindre vil de gamle Fordommes Magt blive, og des mere ægte vil der opstå en frugtbar Gensidighed mellem de herværende Indbyggere, der ikke alene menneskeligt står hinanden nær.« Tyskernes stædige Fastholden af deres gamle Linje, der går ud på en fremadskridende Germanisering af både Kirken og af den højere Skole, får dog hurtigt Ungletterne til i deres Sprogkamp at søge en anden Orientering. Da Russerne i Firserne som Modvægt mod de tyske Kirkeskoler begynder at åbne russiske Statsskoler i de lettiske Områder, mødes dette ikke alene ikke med Modstand fra de borgerlige lettiske Kredse, men disse understøtter endogså sådanne Bestræbelser som et velkomment Middel til at bryde den tyske Indflydelse. Den anden unglettiske Fører K. Woldemars er en mere enkelt type i sin Politik og i sin Virksomhed. Han støtter loyalt Zarismen overfor den baltiske Tyskhed. Da han i 1862 starter sit Blad »Peterburgas Awises«, har han den russiske Storfyrste Konstantin som Bladets Protektor. Overfor Rusland er han loyal, og politisk er han konservativ. Hans hovedinteresse er den økonomiske Udvikling af det lettiske Borgerskab. Han har Øjnene åbne for en Opgave, det tyske Borgerskab har forsømt: Udviklingen af Søfarten på de baltiske Havne. Ved Kurlands Kyst studerer han de lettiske Fiskeres Liv, lægger Grunden til en Række Sømandsskoler og driver Agitation for lettisk Skibsbyggeri og Rederivirksomhed: »Vareomsætningen lige fra Taschkent og Irkutsk, fra Områder med 100 Millioner Indbyggere må dog over Østersøen, vor Dør forbi og gennem vore Hænder mod Vest.« Han forstår Betydningen af det lettiske Borgerskabs Tilknytning til den voksende russiske Udenrigshandel, og ser med Stolthed på, hvordan der i Firserne går over 200 lettiske Skibe i Udenrigsfart fra Rigabugten, medens der i Slutningen af Halvtredserne kun var to. Han propaganderer energisk for Grundlæggelsen af nationale lettiske Skibsfartselskaber. Hans Idéer er medvirkende til Fremme af de selvejende lettiske Bønders økonomiske Organisationsbestræbelser, i Andelsbevægelsens Udvikling og Organiseringen af Landbrugseksporten. Overfor disse materielle borgerlige Interesser næsten blegner Woldemars’ Interesse for Sprogkampen. I sin Bog: »Nationalt og almennyttigt« siger han rent ud: »Letterne og Esterne kender langt stærkere Smerter end Sprogspørgsmålet. Sammenlignet med disse tilfalder der ikke Sproget så vigtig en Rolle, som man uforstandigt tillægger det«. En direkte Arvtager efter Woldemars er en af de yngre borgerlige Ledere af den lettiske Forening, Redaktøren af det borgerlige Rigablad »Rigas Awises«, F. Weinberg. hos ham smelter den lettiske Nationaltanke og Skabelsen af det lettiske Borgerskabs økonomiske Overherredømme i Landet helt sammen i en højere Enhed. I Brochuren »Politiske Tanker fra Letland«, der udkom i 1884, giver han uforbeholdent Løsnet: »De højere Klasser i det lettiske Folk, der allerede har udviklet sig og som bestandigt tager til, må indtage den ledende Stilling i Landet.« Redaktør Weinberg går derefter over til at skildre sine Forhåbninger om, at en fortsat Klassedeling vil styrke den endnu talmæssigt svage lettiske Overklasse, at »Antallet af lettiske Storgrundbesiddere vil forøges og, at nogle Storgrundbesiddere, der i Dag bekender sig til tysk Nationalitet, i Fremtiden vii tilslutte sig Letterne.« Her befinder vi os midt i et af den borgerlige lettiske Nationalismes Mysterier. Det borgerlige Samfundsideal sprænger allerede Racens og Nationalitetens snævre Grænser og fører »Nationalisterne« helt over i Fantasiens Drømmeverden: De tyske Baroner skal optages som et naturligt og nødvendigt Led i den nye lettiske Samfundsdannelse. I deres standsmæssige Svaghed kredser de konservative lettiske Borgerlige stadig om dette pikante Emne. »Rigas Awises« vender tilbage til det i en Artikel af 26. September 1902 og rejser her den originale Teori, »at den baltiske Adel for Størstedelens Vedkommende nedstammer fra lettiske Høvdinge og, at de igen vil lære at anse det lettiske Folks Sag som deres egen og mere end hidtil vil lære at frigøre sig fra Germanismens Indflydelse og Interesser.« En smuk Platform for en »national Sammensmeltning« af Overklassen. De baltiske Baroner behøvede blot at bekende sig til den lettiske Nationaltanke, så kunne de for de lettiske Borgerliges Skyld roligt fortsætte Udsugningen af den lettiske Fæster og Landarbejder. Denne originale »Statsdannelsesteori« er imidlertid karakteristisk for »Ungletterne«s hele negative Indstilling overfor det mest brændende Spørgsmål for det store Flertal af det lettiske Folk, nemlig Agrarspørgsmålet. »Ungletterne«s Teoretikere har aldrig rakt den fattige lettiske Landbefolkning Hånden i dens Kamp. Stadig venter de kun på, at en eller anden »Løsning« af Agrarspørgsmålet skulle komme fra den »hvide Zar« eller fra de baltiske Baroner selv. Allerede i 1886 skrev K. Woldemars: »Måske kommer den Tid, hvor Godsejerne vil begynde at indrette sine Brug til deres Karle for, at de kan have dem i Nærheden af deres Arbejde. Også Bønderne må sørge for, at de har Småbrugere i Nærheden, når den Tid kommer, hvor der vil findes færre Karle.« Woldemars slutter med: »I Øjeblikket er de økonomiske Fremskridt utilstrækkelige. Når engang i Fremtiden en Trediedel eller Halvdelen af Kurland og Livland tilhører de middelstore og små Brugere, vil der kunne leve en tre Gange så stor Folkemængde i vort Hjemland og under bedre Betingelser.« Den borgerlige lettiske Nationalisme har her allerede fået et tydeligt Ising af de nyskabte Proprietærers og Storbønders snævre og klasseegoistiske Filosofi. Der skal blot oprettes endnu nogle Tusind Dværgbrug, der sikrer både Riddergodserne og de nye »Sivskobaroner« den nødvendige Arbejdskraft, så kan Tyskerne for den Sags Skyld godt få Lov til at beholde den øvrige Halvdel af det fattige lettiske Folks Jord. Og dette Standpunkt indtager »Ungletterne« på et Tidspunkt, hvor Woldemars selv indrømmer, at Ridderskabet fordriver Letterne og Esterne »mod Øst til Ruslands indre, ja endogså til det fjerne Persien.« Selv den reaktionære tidligere lettiske Minister Dr. M. Walters indrømmer i sin Bog »Letland«, at Ungletterne var endnu mere konservative end de mest konservative Repræsentanter for den baltiske Adel eller Gejstlighed. »Derfor var deres sociale og politiske Tankeverden fremmed overfor alle Forsøg på Omvæltning. På Agrarpolitikens Område var de Tilhængere af at erhverve Forpagtergårdene som Ejendom, og de har i denne Henseende gjort meget for at støtte Bondestanden. Til Dels måtte de herunder kæmpe mod en stærk Uvilje og Mistro fra deres eget Folks Side.« Allerede fra Begyndelsen var den borgerlige lettiske Nationalisme altså en snæver Bevægelse, repræsenterende den lettiske Overklasses lige så snævre økonomiske Interesser. Der var intet folkeligt eller samlende, som kunne sætte den i Spidsen for den brede Befolknings nationale og sociale Frihedskamp, og selv på det afgørende Område, i Bondespørgsmålet, stod den Ridderskabet og Zarismen nærmere end den stod det oprørske Folk, der kæmpede for sin Ret til Landets Jord. Det var denne lidet folkelige Tradition, der bevirkede, at de borgerlige Nationalister aldrig formåede at komme i Spidsen for, eller blot i Fodslag med, det store Flertal af deres mindre bemidlede og fattige Landsmænd. På det rent forfatningspolitiske Område er den nationale lettiske Borgerlighed præget af den samme Konservatisme. »Nationalisterne« kaster sig her helt i Armene på Zarismen og de reaktionære russiske Slavofiler. »Ungletterne«s første Skridt på dette Gebet er typisk. Da den tysk-baltiske Adel i 1870 overvejer en Petition til Zaren med Anmodning om, at den tyske Adels og de baltiske Landdages Privilegier må blive bevaret ubeskårne, indleder Ungletterne omgående en Modaktion. De begynder at indsamle Underskrifter på en Modadresse, i hvilken de i Stedet andrager om, at den gældende reaktionære russiske Provinsforvaltning, der dog gav alle Grundejere en vis Repræsentation, også må blive indført i Østersøprovinserne. Men længere end at indgive en Adresse til Zaren vovede Ungletterne sig ikke. En teoretisk Ligeberettigelse med Tyskerne fik det lettiske Borgerskab ved Nyordningen af det kommunale Selvstyre i Byerne, der trådte i Kraft i de baltiske Lande den 26. Marts 1870 og afløste den gamle Laugsrepræsentation. Der blev herefter givet Stemmeret til alle Indehavere af fast Ejendom og til Folk, der som selvstændige Handlende eller Erhvervsdrivende svarede en vis Skat til Staten. På Grundlag af denne Lov dannedes i 1881 de første lettiske og estiske Valgkomitéer i Byerne, men da den lettiske og estiske Bybefolknings store Hovedpart endnu bestod af besiddelsesløse Arbejdere, varede det en Årrække, før disse Nationaliteter politisk kunne gøre sig gældende i Kommunalpolitiken. En Ændring i Zarregeringens baltiske Politik indtræder ved Alexander den III’s Tronbestigelse i 1881. Denne hersker var en overbevist Modstander af den tyske Adels Enerådighed i de baltiske Provinser, og det bliver i den efterfølgende Periode en bevidst Linje i den russiske Regerings Politik at spille den estiske og lettiske Nationalbevægelse ud mod Tysk-balterne. En Skrivelse af 6. April 1881 fra Overpresseforvaltningen til den zaristiske Censor i Riga giver klart Udtryk for Zarregeringens Opfattelse af den lettiske og estiske Nationalbevægelse på denne Tid. Det hedder heri: »Den sidste Tids Reformer og særlig Indførelsen af Byordningen i Østersøprovinserne måtte føre til hos Letterne og Esterne at vække Bevidstheden om deres nationale Selvstændighed og i Overensstemmelse hermed fremkalde Bestræbelser for at befri sig for den dem fremmede Livsordning, der i nogle Århundreders Løb har været repræsenteret af det besiddende tyske Element i de lokale Adelsmænds og de lutherske Præsters Skikkelse. Som Målet ved Løsningen af denne Opgave opstod hos dem det naturlige ønske at frigøre sig for de lokale Levevilkår, der hidtil har præget Landets Historie, og som har været en Hindring for deres nationale Vækst, for helt at tilslutte sig de almindelige Institutioner og Livsformer hos det Folk, under hvis Beskyttelse alene deres nationale Udvikling roligt kan forme sig, nemlig det russiske Folk. Deraf deres uforstilte dybe Hengivenhed for Herren og Kejseren, den utilslørede Sympati for Russerne, der er kommet til Udtryk ved enhver Lejlighed og som i den sidste Tid i Skolespørgsmålet faktisk har ytret sig i en åben Bestræbelse for at underordne sig de for hele Riget gældende Lovbestemmelser. Man kan ikke undlade at anerkende, at sådanne Strømninger fuldstændigt stemmer overens med vort Riges Interesser og fortjener Understøttelse og Godkendelse.« Her har vi i en Nøddeskal Hemmeligheden og den »indre« Styrke i den borgerlige lettiske og estiske Nationalbevægelse i dens første Periode. Den har både økonomisk, socialt og kulturelt underordnet sig det reaktionære russiske Feudalsystem, og dermed var der i Letlands Udvikling indtruffet yderligere en Faktor, som naturnødvendigt måtte adskille Folkets brede Lag fra de besiddende Klasser og deres Form for »national« Politik. I Estland var Udviklingen forløbet omtrent ad de samme Baner. Den ungestiske Bevægelse og Kredsen omkring »Den estiske litterære Forening« i Dorpat, med Redaktør Carl Jacobsen og Dr. Weske i Spidsen og deres Partiorgan »Sakkala«, fulgte lovmæssigt de samme Baner. Dr. Weske formulerede klart de borgerlige Esteres nationalpolitisk Linje, da han i 1881 overfor Regeringsråd Jacobi erklærede: »Det er blevet besluttet intet at foretage sig, der kan bringe os i Konflikt med Statsregeringen.« De borgerlige Nationalister fulgte her nøjagtig den samme ubetingede Loyalitetslinje som deres lettiske Standsfæller. Da Alexander den III i Begyndelsen af 1881 for at bryde de tyske Riddergodsbesidderes Magt rejste Spørgsmålet om en Ændring i Provinsforfatningen for Østersøstaterne, er der derfor intet overraskende i, at både de estiske og de lettiske »Nationalister« i April samme År sendte Deputationer til Zarhoffet i Gatschinn, medbringende Adresser, i hvilke de to Landes Borgerskab og Storbønder igen anmodede ærbødigt om at få indført den russiske Provinsadministration i deres Lande. Så bleg og farveløs var denne nationale Bevægelse, at den som Alternativ til Tyskernes Adelslanddage kun kunne tænke sig uforbeholdent at underkaste sig den russiske Zarisme. De estiske Nationalisters hele Indsats er i denne Periode rettet mod Tyskernes økonomiske Overvægt i Landet. Da der i 1882 kom en russisk Undersøgelseskommission til Landet, holdt Dr. Weske i Oktober en Tale i Fellin, hvori han erklærede: »Enhver må klage så meget, han kan, over Tyskerne og Godsejerne for, at Retten bliver på vor Side. Så driver vi Tyskerne ud af vort Land.« I den zaristiske Regering så de estiske borgerlige på dette Tidspunkt kun en Forbundsfælle. På samme Måde understøttede de baltiske Nationalister i Firserne Indførelsen af russisk Politi og russiske Domstole i Baltikum. Selv i Skolespørgsmålet forholdt Bevægelsen sig velvilligt passivt, da Russificeringen for Alvor satte ind. Kun i Kirkesagen søgte Nationalisterne omkring i Landsognene at vække en Folkebevægelse for Sognekommunernes Ret til at vælge deres egne lettiske og estiske Præster i Stedet for de af Tyskerne udpegede. Det drejer sig her ikke om tilfældige Fejltrin på Begynderstadiet. Det var en organisk Linje, der gik som den røde Tråd gennem den borgerlige Nationalbevægelse helt op til Revolutionen i 1905. Den borgerlige lettiske Nationalist Dr. M. Walters må i sin Bog »Letland« indrømme, at Gammelnationalisterne også forholdt sig velvilligt overfor Russificeringsforholdsreglerne i Slutningen af Firserne. Han skriver: »Blandt de lettiske Gammelnationale, der dengang stod i Spidsen for det offentlige Liv i de lettiske Kredse, var man af den Opfattelse, at disse Reformer også kunne være af national Betydning for Letterne. Man ventede gennem disse en Udvidelse af Virkefelterne, og faktisk åbnedes der også for den lettiske Intelligens gennem Omdannelsen af Forvaltningen og Retsvæsnet større Muligheder for Arbejde og Beskæftigelse.« Og udfra disse snævre Standsmotiver overså de borgerlige Nationalister helt Russificeringens politiske Betydning! Med Hensyn til de borgerlige Nationalisters principielle Stilling til Tanken om Provinsselvstyret indrømmer Hr. Walters: »Medens man fra denne Side endnu under Revolutionen i 1905 trådte i Breschen for de på Stænderprincippet opbyggede russiske Landskabsinstitutioner, modnedes i de senere år efterhånden den Anskuelse, at Landskabsinstitutionerne ikke kunne betragtes som et egnet Selvforvaltningsorgan for Letland. Man var selv i konservative lettiske Kredse enige om, at de Områder, der var beboet af lettisk Befolkning, måtte slås sammen til ét Selvforvaltnings territorium.« Men så nationalt dristig blev den borgerlige Nationalbevægelse altså først efter Revolutionen i 1905. Indtil da havde man stadig loyalt fulgt Zaren og været tilfreds med hans Anvisninger og Forfatninger. Det er således vanskeligt på noget afgørende Område at finde Eksempler på, at den borgerlige Nationalbevægelse deltog i Folkets Kamp mod Zarismen. Borgerligheden, Snæverheden og Standsegoismen holdt den »nationale« Bevægelse langt borte fra de Valpladser, hvor det menige lettiske Folk førte sin sejge Kamp mod den russiske Zarismes nationale, politiske og sociale Undertrykkelse ! Det er en af den borgerlige Filosofis fundamentale Misforståelser, at det alene er de såkaldte »højere Lag«, de besiddende Klasser og den som borgerlig Kaste organiserede »officielle Intelligens«, der bestemmer et Folks Udvikling. Det var denne fade Misforståelse, der på et vist Tidspunkt var stærkt medvirkende til, at her indlod sig på Ting, han måtte knække Halsen på. Hvorfor undervurderede han Sovjetunionens Magt og indre Kraft ? Hvorfor forudsagde de fleste borgerlige Sovjetunionens »uundgåelige Sammenbrud« under den sidste Krig? Hitler har selv været så elskværdig at give os Forklaringen i »Mein Kampf«. Hans indgroede Borgerlighed berøvede ham hans Dømmekraft, da han argumenterede: »Skæbnen synes at have villet give os et Fingerpeg. Idet den overantvortede Rusland til Bolschevismen, berøvede den det russiske Folk den Intelligens, der hidtil havde frembragt og garanteret dets statslige Beståen.« Hitler vidste, at den gamle Overklasse var fejet bort ved Revolutionen, at en stor Del af den officielle borgerlige Intelligens havde rystet Ruslands Støv af sine Fødder, og Spidsborgeren i ham fortalte, at dét kunne aldrig gå. Et sådant Land måtte være dømt til Undergang, og alle de små Spidsborgere Verden over gav ham Ret. De havde alle overset en afgørende Ting: Et kæmpende Folks uudtømmelige Muligheder for at skaffe sig nye ledende Kadre, udnytte det, Lenin kalder Folkets ubrugte Talenter, og den virkelige Intelligens, man aldrig fik indregistreret i Kasten. Det var en Fejltagelse, der vil blive gentaget af borgerlige Tænkere og »Statsmænd« Snese af Gange endnu, fordi den hører til de »lovmæssige« Fejltagelser. Af samme Grund gik de undertrykte baltiske Folks Frigørelseskamp ikke i Stå, fordi de »øverste Lag«, der havde flokket sig om den borgerlige Nationalisme, prisgav Folkets mest brændende Spørgsmål og hyggede sig med Zarismen. Der opstod nye Strømninger, som netop koncentrerede sig om det, »Nationalisterne« havde forsømt. Inspirationen kom fra vensterorienterede russiske Kredse. Den første Retning, der gør sig gældende i Baltikum, er »Narodnikerne«, den store terroristiske Kamporganisation, som samlede sig om det illegale revolutionære Blad »Narodnaja Wolja«. I Genève havde en baltisk Intellektuel, E. Bark, tilsluttet sig denne Bevægelse og var begyndt at udgive Bladet »Baltiske Federalister«, som han søgte at skaffe Indpas i sit Hjemland. Jordbunden var gunstig, for netop i årene 1881-84 foregik der både i Estland og i Letland en hel Række Agraruroligheder, der hist og her blev Understøttet af den lavere græsk-katolske Gejstlighed, som søgte at vinde Indpas i Baltikum ved at love de fattige Fæstere »Sjæleland«. Under disse urolige Forhold skabte »Narodnaja Wolja« sine første revolutionære Grupper i Baltikum, der hovedsagelig arbejdede mellem Landbefolkningen. Opdagelsen af »nihilistiske« Sammensværgelser begynder at høre til Dagens Orden. I December 1881 blev en estisk Agitator Märt Mitt arresteret for et Attentat i Kredsen Werro, og i August det følgende År afslørede Arrestationen af en anden Narodniker, A. Dido, en udbredt Filial af Gruppen »Baltiske Federalister«. I Oktober samme År blev en endnu mere vidtforgrenet revolutionær Organisation opdaget i Sesswegen i Kredsen Wenden i Letland. Her arresteredes en Gruppe på fem lettiske Lærere og Kommunesekretæren Ramman, hos hvem der blev fundet en Mængde revolutionære Skrifter og Blade. Det blev fastslået, at der i Riga fandtes en lignende lettisk Gruppe med 20 Medlemmer, der udbredte socialistiske Flyveblade mellem Arbejderne. Der var altså i de baltiske Lande ved at opstå en af de borgerlige Nationalister uafhængig Bevægelse, der satte de sociale Problemer og Kravet om demokratiske Reformer i Forgrunden, og de første Bånd var blevet knyttet til den revolutionære Bevægelse i Rusland. Narodnikerne var imidlertid aldrig nogen revolutionær Massebevægelse, de kom aldrig ud over den snævre Konspirations Rammer, og deres Hovedvåben var den individuelle Terror. I Baltikum virkede de hovedsagelig ved Organiseringen af en Række Attentater, rettet mod tyske Godsejere, og Brandstiftelser omkring i Landkommunerne, der iøvrigt også var rettet mod de såkaldte »Sivskobaroner«s Gårde. Narodnik-Bevægelsen var kun et Forvarsel om kommende revolutionære Storme. Det blev først med den moderne Arbejderbevægelses Gennembrud, at Grundlaget for en bred revolutionær og demokratisk Bevægelse blev lagt i Letlands og Estlands arbejdende Befolkning. Da det var sket, stod den åbne Kamp for at styrte Zarismen og Godsejervældet allerede på Dagsordenen. Fra Begyndelsen af Firserne begyndte visse radikalere Strømninger at gøre sig gældende indenfor den lettiske Nationalbevægelse. I det lange Løb kunne hverken Småborgerskabet eller alle Dele af Intelligensen affinde sig med de gamle Lederes hyperreaktionære Politik, og der opstår en anden Gruppe, »Den nye Retning«, der kritisk afgrænser sig fra Gammel-Nationalismens Dogmer og i langt højere Grad begynder at henlede Opmærksomheden på de sociale Problemer og etablere Kontakt med Arbejderklassens og den fattige Landbefolknings Bestræbelser. Fra 1886 får denne Retning sit eget Blad, »Deenas Lapa«, hvis ledende Pen en lang Periode blev Digteren Pleckschans-Rainis. Gruppen begyndte snart at interessere sig for den moderne Socialismes Problemer, og fra omkring 1893 bragte Bladet »Deenas Lapa« legal-marxistiske Artikler. Samtidig vinder russisk og tysk marxistisk Litteratur mere og mere Indpas imellem den studerende lettiske Ungdom og i Rigas Arbejderkredse. En førende Rolle i denne Venstreudvikling spillede en ung lettisk Jurist Dr. Peter Stutschka, der i Perioden 1888-97 var »Deenas Lapn« Redaktør. Han skulle senere blive den revolutionære lettiske Arbejderbevægelses mest fremragende Førerskikkelse. I 1897 blev der imidlertid af det zaristiske Politi gjort en brat Ende på denne første Spire til en socialistisk Bevægelse. Efter Angiveri af nogle borgerlige lettiske »Nationalister« blev der i Riga og andre lettiske Byer arresteret 85 aktive Medlemmer af Gruppen omkring »Deenas Lapa«, og samtidig afsløredes et vidtforgrenet Net af Grupper, der arbejdede med Indsmugling af socialistisk Litteratur. Både Peter Stutschka og Rainis blev deporteret til Vjatkn i Nordrusland, hvorfra det i 1903 lykkedes dem at undslippe til Udlandet. Mange andre af Gruppens Medlemmer blev ligeledes deporterede eller idømt Fængselsstraffe, medens andre slap over Grænsen. Arrestationerne lammede for et Stykke tid den socialistiske Organisation i Letland, men de Smågrupper, der kort efter igen dukkede op og fortsatte den socialistiske Agitation, spillede dog allerede en vis Rolle under den store Strejkebevægelse i Riga i 1899. Under Demonstrationerne i Forbindelse med Strejken kom det til Uroligheder, der blev kvalt i Blod af Zarens Politi. Fra 1901 dannedes der organiserede socialdemokratiske Grupper i Riga, Libau, Talsen og Windau. Den 5. April 1902 oprettedes som det første Particentrum Centralkomitéen for »Den baltisk-lettiske socialdemokratiske Arbejderorganisation.« Som Partiets Centralorgan anerkendte man Bladet »Socialdemokrats«, der udkom i Zürich med den emigrerede lettiske Socialdemokrat Fr. Rosin som Redaktør. I 1903 er de lettiske Partiorganisationer repræsenteret på de russiske Socialdemokraters 2. Partikongres i London. Den ledende Fløj i det lettiske Parti hælder den Gang til Menschevismen i Spørgsmålet om den kommende Revolutions Karakter, og det nationale Spørgsmål bliver et nyt Konfliktspørgsmål. Sammen med det jødiske »Bund« holdt de lettiske Delegerede på, at det russiske Parti måtte opbygges som et Forbund af Sektioner, der samlede Arbejderne efter Nationalitetslinjer. Lenin afviser denne Skillelinje og hævder, at den proletariske Solidaritet og Organisationens Slagkraft må være det afgørende. I hvert Område må der kun være én Partiorganisation, og den må optage de lokale Socialister af alle Nationaliteter. På dette Spørgsmål holder Letterne sig en Periode afsondret fra det russiske Socialdemokrati, i national Isolering. Det er Arven og den ideologiske Bagage fra den borgerlige lettiske Nationalbevægelse, de lettiske Menscheviker her prøver at smugle ind i Arbejderbevægelsen. I Højresocialdemokraten Fr. Rosins Bog »Den lettiske Bonde« har denne endogså nået at få Myten om de tyske Riddergodsbesidderes lettiske Oprindelse ufortyndet med fra den konservative Redaktør Weinbergs Kogebog. Det næste Skridt af den lettiske Arbejderbevægelses Udvikling er det lettiske Socialdemokratis første Kongres i Riga den 20. Juni 1904. Her forelægges et af Ledelsen udarbejdet Udkast til Partiprogram og Statuter for det lettiske Parti. Ved Siden af de almindelige socialdemokratiske Programpunkter kræver man: »Oprettelse af en russisk demokratisk Forbundsrepublik med vidtgående lokalt Selvstyre for Provinserne.« Der var ingen, der skænkede Oprettelsen af en uafhængig lettisk Stat en Tanke. I Perioden efter Partikongressen søger Lederne af det lettiske Socialdemokrati, under Tryk fra Medlemmerne, på forskellig Måde at etablere Kontakt med de øvrige revolutionære Organisationer i Rusland. I August ender nye Forhandlinger med det russiske Socialdemokrati negativt. I September forsøger de menschevikiske Ledere derefter en Tilnærmelse til de russiske Socialrevolutionære (Narodnikernes Arvtagere) og til de borgerlige russiske Liberale, men Fr. Rosin vækker Forargelse blandt disse Patrioter ved at foreslå en Demonstration mod den russisk-japanske Krig. I samme Måned oprettes der derimod en Samarbejdskomité mellem det lettiske Socialdemokrati og det jødiske »Bund« i Riga. Denne udvides i Foråret 1905 til også at omfatte Repræsentanter for de lokale Organisationer af Ruslands socialdemokratiske Arbejderparti. Optakten til den første russiske Revolution tvinger de oppositionelle Strømninger til en Tilnærmelse. Derimod strander et Forsøg på organisatorisk Sammenslutning med det russiske Arbejderparti på den 3. russiske Partikongres i Januar 1905, igen på Spørgsmålet om nationale Sektioner eller Distriktsorganisationer, opbyggede uden Hensyn til Nationalitetsforskel. Under Indflydelse af de russiske Narodniker var der i øvrigt i Letland i 1903 opstået endnu en lettisk Partidannelse, omkring Bladet »Us preekschu« (Fremad) under Ledelse af E. Rolaws og Michel Walter. Denne. Gruppe akcepterede russiske socialrevolutionæres Program om individuel Terror, Nationalisering af Jorden, en ligelig Jordfordeling mellem dem, der bearbejder den, og den småborgerlige Teori om en Udvikling til »Agrarsocialisme«, uden Klassedeling, gennem frivilligt Jordfællesskab. Den russiske ideologiske Indflydelse på de politiske Bevægelser i Baltikum er her igen iøjnefaldende. Den omtalte Organisation indgik da også i 1905 i et intimt organisatorisk Samarbejde med det russiske socialrevolutionære Parti på federativt Grundlag. Det ideologiske Fællesskab udvikler sig i stigende Grad på tværs af Nationalitetsforskellen. Det er det typiske Træk for Udviklingen indenfor Zarriget af omtrent alle de Nationaliteter, der stod over for ensartede politiske og sociale Problemer. Som Rosinen i Pølseenden kom omkring 1902 den første Spaltning af den gamle borgerlige Nationalbevægelse. En Del af de mest liberale Elementer brød ud og dannede en ny Forening, »Den lettiske Sammenslutning«, der dog ikke var af mere samfundsomstyrtende Karakter end, at den kejserlige russiske Guvernør og Rigas tyske Byråd blev inviteret som Hædersgæster ved den nye Klubs åbning den 8. November 1902. Denne Strømning udviklede sig efterhånden til den nationaldemokratiske Gruppe, der under Ledelse af Arvid Berg og andre skulle komme til at spille en vis Rolle under Revolutionen i 1905. Nogen fri eller selvstændige ideologiske Nydannelser havde dog heller ikke denne Gruppe at byde på. Det var nærmest en lettisk Udgave af den russiske Liberalisme, der senere blev til de konstitutionelle Demokrater (Kadetterne) suppleret med en endnu vag lettisk Selvstyreagitation. I Estland ser vi en lignende Udkrystallisering af Partidannelser. Som Arvtager af »Gammelnationalismen« står her en kristelig-demokratisk, konservativ Gruppe under Jan Tønnisons Ledelse, der efterhånden også udsondrer en mere liberal-demokratisk, borgerlig Fløj. Derimod vinder de russiske Narodnikeres og Socialrevolutionæres estiske Epigoner en større Indflydelse blandt det estiske Småborgerskab og mellem Fæsterne og de middelstore Bønder, end det var Tilfældet i Letland. På Grund af den mere fremskredne Jordtildeling (til en mindre Del af Landbefolkningen), end man var Vidne til i Rusland, får denne Bevægelse imidlertid fra Starten et moderat Præg, hvor Småborgerskabets og de selvejende Bønders Interesser stikker tydeligt igennem. For Arbejderbevægelsens Vedkommende står vi ikke her overfor de samme Brydninger omkring det nationalt Spørgsmål som i Letland. Vekselvirkningen mellem de estiske og russiske Arbejdere er større på Grund af Provinsens nære Tilknytning til det store revolutionære Centrum i Petersburg. Mange estiske Arbejdere drages, i alle Tilfælde periodisk, ind i den russiske Hovedstads Storindustri, medens til Gengæld mange russiske Arbejdere søger til Narva og Reval. Der bliver mindre Plads for en national Afsondring, og det er derfor helt naturligt, at det lokale estiske Socialdemokrati opstår som en Distriktsorganisation af »Ruslands socialdemokratiske Arbejderparti«. En vigtig Rolle i den estiske Arbejderbevægelses Opbygning spiller en Overgang Sovjetunionens senere Præsident Kalinin, der fra Perioden omkring 1901 en Tid var beskæftiget som Metalarbejder i Estland. De estiske Socialdemokrater får hurtigt nær Tilknytning til den russiske Arbejderbevægelses bolschevikiske Fløj. Stærkest giver de russiske og baltiske Bevægelsers fælles Pulsslag sig udtryk under den første Revolution i 1905. Etape for Etape udvikler disse Folks Kamp mod Zarismen sig efter en næsten ensartet Linje. Så snart Signalet til den første russiske Revolution er givet på den »blodige Søndag« den 22. Januar 1905, reagerer Baltikums Arbejdere og Bønder omgående i Kontakt med deres russiske Lidelsesfæller. Tre Dage efter Blodbadet i Petersburg pranger de blodrøde Plakater med et Opråb til Letlands Arbejdere fra »Centralkomiteen for det lettiske Socialdemokrati« på alle Mure i Riga: »Kammerater ! Vore faldne Kammeraters Blod råber efter Hævn. Næverne knytter sig. Fra Brystet lyder det: Død over Magthaverne. Opråbet kræver Indkaldelse af et folkevalgt russisk Parlament, opfordrer til at styrte Zarismen og slutter: »Død over Magthaverne. Ned med den bestialske Regering, der er oversprøjtet af Arbejderblod. Ned med Krigen. Leve 8 Timersdagen. Leve Revolutionen. Leve Socialdemokratiet.« Der var intet om, at de russiske Arbejderes Kamp ikke vedrørte Arbejdere af lettisk Nationalitet. De forenede lettiske, jødiske og russiske Partikomiteer i Riga proklamerede Generalstrejke. Inden 24 Timers Forløb lå hele Riga stille. Over 40.000 lettiske Arbejdere var gået i revolutionær Kamp. »Sådan trådte det lettiske Proletariat ind i den almindelige russiske revolutionære Bevægelse«. De nationale Skranker var brudt. Noget tilsvarende skete i samme Time i Reval og andre estiske Byer. Dagen efter fulgte Libau Eksemplet. Den 25. Januar kommer det til blodige Sammenstød ved Dünabroen i Riga. Zarens Soldater giver ild - 41 Demonstranter bliver dræbt. Næste Dag er Rigas studerende Ungdom med i Bevægelsen. Fra den polytekniske Læreanstalt vajer sorte Sørgefaner med Indskriften: »Død over Morderne, Æret være de faldne.. « Rigas Studenter drager i et mægtigt Sørgetog gennem Gaderne med deres faldne Kammerat Petschurkins Kiste. Da Strejkerne i Petersburg var endt, afblæste de forenede Partikomiteer i Riga den 1. Februar også deres Strejke. Men Situationen var blevet en anden. En samlet Arbejderklasse havde vist sin Magt og sit Sammenhold overfor de zaristiske Magthavere. Riga, Reval og Petersburg havde lært at tale det samme Sprog ! I Januar og Februar 1905 havde Byernes Arbejdere, Småborgerskabet og Dele af Intelligensen tilsluttet sig den revolutionære Bevægelse, der stod under Socialdemokratiets Førerskab. I Marts fulgte Landdistrikternes Titusinder af Landarbejdere, Fæstere og Småbønder samme Vej. Til Byernes Strejkebevægelser føjer sig organisk Agrarrevolterne. Den gamle Tid lakkede mod Enden. Bevægelsens første Led er en Række omfattende Landarbejderstrejker, ledsaget af Massedemonstrationer under røde Faner i Landsbyerne. Særlig stærkt er Røret i Estland og i de kurlandske Distrikter af Letland. Fæsterne og de mest forgældede af de selvejende Bønder slutter hurtigt op, så Bevægelsen snart omfatter Landbefolkningens store Flertal. Efterhånden sættes det russiske Militær ind, så det kommer til blodige Sammenstød. Det revolutionære Socialdemokrati er straks i Spidsen for Modstanden. I Tusindvis spredes socialistiske Opråb i Landsbyerne med Opfordring til at etablere fælles Front mellem den udsugede Landbefolkning og Byernes revolutionære Arbejdere. Folkets store Flertal smedes til en kæmpende Enhed under samme Førerskab. Det lettiske Socialdemokratis Opråb har sin nationale og sin sociale Betoning. I et Opråb fra Februar 1905 hedder det: »Bønder! Forskellige Snyltere kappes om Jeres Sved. De største Driverter og Blodsugere på det flade Land er Godsejerne. De stammer fra de Riddere, der brød ind i Landet med Våbenmagt, besejrede de oprindelige baltiske Indbyggere og derefter har holdt dem under Åget i 600 Års dybeste Slaveri.« Og videre hedder det: »Vi har to Fjender at kæmpe imod, den gamle russiske Regering og det tyske Ridderskab ... Det gamle Zarvældes Dage er talte. Til Ruslands Fremtid er alle dets Undersåtters Skæbne knyttet.« Men det revolutionære Socialdemokrati vender sig samtidig mod den imperialistiske Erobringskrig i det fjerne østen, hvor Bondens Sønner man ofre sit Blod i andres Interesse. Det rejser Landarbejderens og Fæsterens Dagkrav, kæmper mod Zarens Russifiseringspolitik og kræver en fri Folkeskole med Undervisning i Folkets Sprog. I forreste Række stiller det Kravet om Konfiskation af Godsejer- og Domænejorden og Bortfald af Forpagtningsafgifterne. I Marts 1905 giver det lettiske Socialdemokrati Parolen: »Alle Skove, Floder og Søer, Præstejord og Krongodser må være Folkets Fælleseje«. De illegale Opråb blev uddelt i indtil 30.000 Eksemplarer. Socialdemokratiet indstiller Folket på, at Revolutionen må føres til Bunds. I April giver det Løsnet: »Bevæbning af hele Folket i Stedet for den nuværende væbnede Magt, der kun er Statsmagtens lydige Værktøj mod dens eget Folk«. Men det advarer mod Brandstiftelser og ødelæggelser, »da vi herigennem ikke tilføjer vore Modstandere nogen Skade, thi deres Ejendom er forsikret, men vi mister Sympati og Renommé og giver Anledning til, at man betragter os som Røvere og Mordbrændere«. Det var en Advarsel mod de lettiske Socialrevolutionæres Paroler og Kampmetoder. Kulminationen nærmer sig i de sidste Måneder af 1905. Den 11. Juni 1905 havde det lettiske Socialdemokrati afholdt sin anden Kongres. Trods Illegaliteten talte det allerede 6.108 aktive Medlemmer, og dets Indflydelse var stadig stigende. I Oktober stod Rusland overfor sin næste store revolutionære Krise. Den 26. Oktober begyndte Storstrejkerne i Petersburg. De fandt øjeblikkelig Genklang i Baltikum lige som under den første Krise i Januar. Den 28. Oktober lammedes Riga af Generalstrejken, og den følgende Dag brød det los i Reval, hvor det korn til talrige Sammenstød med det zaristiske Militær. Dorpat fulgte efter, og den 10. November så man her, hvordan Soldaterne sluttede sig til Bevægelsen. Der fandt Massedemonstrationer Sted med et Militærorkester, der udfordrende spillede »Marseillaisen«, i Spidsen. For at redde Situationen havde Zarens Regering den 30. Oktober udsendt sit Manifest med Løfter om at indkalde en lovgivende Forsamling, i hvilken alle Stænder var repræsenterede. Det revolutionære Socialdemokrati afviste Regeringens Tilbud. Der var ingen, der længere stolede på Zarens Regering. Man vidste, at den kun søgte at vinde Tid til at slå Revolutionen ned. I Riga støttede et Massemøde med 50.000 Deltagere den 1. November Socialdemokratiets Standpunkt. Regeringen måtte give yderligere efter og gav den 3. November delvist Amnesti for politiske Fanger. En Række Militærrevolter begyndte. I denne Situation indledte det revolutionære Socialdemokrati, som et Led i Bestræbelserne for at lamme det zaristiske Administrationsapparat, en Kampagne mod de gamle reaktionære Kommunalforvaltninger, til hvilke kun de besiddende Klasser havde haft Valgret. Under det revolutionære Massetryk besluttede også den radikale Del af det lettiske Borgerskab, under Ledelse af Arvid Berg, at deltage i denne Kampagne. Et Massemøde i Riga, den 12. November, krævede øjeblikkelig Opløsning af Rigas Byråd og Nyvalg på Grundlag af lige og almindelig Stemmeret. Endvidere forlangte man Ophævelse af Undtagelsestilstanden og det zaristiske Politis Afløsning af en demokratisk Milits. Kravene blev understreget ved stadig nye Strejkebevægelser. Som et Led i Kampagnen afholdtes i Dagene 2.-6. December i Riga en Konference af Delegerede fra alle lettiske Kommuner. Kongressen besluttede: at afbryde enhver Forbindelse med de gamle Kommunalforvaltninger, at standse enhver Indbetaling af Skatter og Afgifter, at etablere Forbindelse med de russiske Bondeorganisationer for at sikre Fællesoptræden og rundt omkring i alle Kommuner at tage Initiativet til Valg af revolutionære Eksekutivkomiteer, der skulle overtage den lokale Forvaltning. Overalt i de lettiske Landkommuner fandt Planen Tilslutning, og de lettiske Bønder føjede en Række nye Krav til de oprindelige, nemlig Standsning af Indbetaling af alle Forpagtningsafgifter og af Afdragene til Godsejernes Landbank. Kommunerne overtog Kontrollen med Skolerne, hvor Undervisningen fremtidig skulle finde Sted på Modersmålet. Der valgtes revolutionære Eksekutivkomiteer i ikke mindre end 360 lettiske Kommuner, og på den følgende socialdemokratiske Partikongres kunne Ledelsen meddele, at »Størstedelen af Eksekutivkomitéernes Medlemmer var Socialdemokrater og, at alle Komitéer arbejdede i Forståelse med de socialdemokratiske Organisationer«. I Spidsen for Bevægelsens Forbundskomité i Riga stod de socialdemokratiske Førere I. Pleekschans-Rainis, J. Janson og Maxim Sokolowski fra »Bund«. Den 7. December proklameredes Belejringstilstand i Livland, og dette besvaredes samme Dag med en ny Generalstrejke. Man iværksatte ligeledes Boycot af Zarens Papirpenge. Den 10. December erklærede en Deputation fra Forbundskomitéen Zarens Guvernør for afsat uden, at denne vovede at lade Deputationen arrestere. Samme Dag standsede Forbundskomitéens Milits alle de zaristiske Domstoles Virksomhed i Riga. Den åbne Revolution var en Kendsgerning, og Zarens Militær holdt sig passivt. Først efter at der den 27. December var kommet militær Forstærkning til Byen, blev der samme Dag gjort et Forsøg på at arrestere Forbundskomitéens Ledere under et Møde - men Forsøget mislykkedes og en ny Generalstrejke advarede mod Gentagelser. Indtil den 8. Februar 1906 lå den faktiske Magt i Letland hos Forbundskomitéen. Hele denne mægtige Bevægelse udviklede sig indenfor den russiske Revolutions almindelige Rammer og under Løsnet om at styrte den zaristiske Regering for at lægge Magten i hænderne på en alrussisk konstituerende Forsamling, valgt ved almindelig Stemmeret af alle Folk indenfor det russiske Riges Grænser. Den eneste af de revolutionære Organisationer, der indtog et Særstandpunkt, var det lille Socialrevolutionære Parti, som tog Afstand fra Tanken om at vælge en alrussisk Forsamling og i Stedet krævede særskilte lovgivende Organer for de lettiske Områder. I et Opråb i Oktober spurgte dette Parti kritisk: »Hvad har Letterne gjort for deres Selvstyre, nationale Frihed og Adskillelse fra Riget?« Men det var ikke den Vej det revolutionære lettiske Folk fulgte. De Socialrevolutionære stod isolerede fra Masserne og gennemførte deres egen individuelt-terroristiske Linje. Disse »Uafhængigheds­forkæmpere«s væsentlige Indsats var, at de ophidsede Bønderne til Brandstiftelser på Godserne under Opstanden. Opstanden i de lettiske Landdistrikter var brudt ud i lys Lue allerede før Konferencen i Riga. Den havde en fuldstændig organiseret Karakter og blev næsten overalt ledet af de socialdemokratiske Komiteer. Rejsningen begyndte samtidig i Kurland og den lettiske Del af Livland, i Dagene 29.-30. November 1905. Efter en forudlagt Plan gik de revolutionære Landarbejdere, Fæstere og Bønder til Angreb på de små russiske Garnisoner, der var indkvarteret i Stationsbyerne, og på de vigtigste tyske Riddergodser. Side om Side med de zaristiske Tropper kæmpede små Afdelinger af det af de tyske Adelige oprettede »Landeværn«. De fleste Landsogne faldt temmelig gnidningsløst i de revolutionære Komiteers Hænder, men mange Godser og mindre Byer blev belejret i adskillige Dage af de oprørske Bønder. En stærk hvid Rede som Alt Kalzenau blev taget af Oprørerne den 14., og et andet zaristisk Støttepunkt Stomersee blev stormet af 7.000 Mand af den røde Milits Dagen efter. Derefter var omtrent hele det sydlige Livland under Kontrol af Oprørerne, der havde deres Hovedkvarter i Stationsbyen Kockenhausen på Banen Dünaburg-Riga. I Provinsen Kurland faldt Størstedelen af Landdistrikterne ligeledes i den lettiske Milits’ Hænder ved Opstanden den 30. November, og Militsen gik derefter over til systematisk Angreb på de store Byer. Af disse erobredes den vigtige Kystby Windau og Friedrichstadt i den østlige Del af Kurland den 11. December af Oprørerne. To Dage senere besatte Militsen også den vigtige by Tuckum, men denne blev rømmet igen tre Dage senere, da den zaristiske general Chorunchenko truede med at bombardere Byen med Artilleri. Her kæmpede en lettisk Afdeling på 3500 Mand mod Kosakkerne. De zaristiske Tropper i Kurland var dog ganske ude af Stand til at beherske Situationen. De var tvunget til at koncentrere sig i Tuckum og Mitau, hvor der fandtes en Garnison på to Infanteriregimenter, 400 Dragoner og 100 Kosakker. Først efter, at der den 12. December var ankommet Forstærkninger fra Riga, begyndte de at gå noget dristigere til Værks. Kystområderne beherskedes helt af de Revolutionære. I Libau fandtes der ganske vist en stærk Garnison i Fæstningen, men den havde sine Sympatier på Revolutionens Side, og den socialdemokratiske Komité afholdt uforstyrret sine Møder på Rådhuset. Selv en lokal Toldkrydser adlød kun Ordre fra de Revolutionære og hindrede al Udførsel af Levnedsmidler fra Havnen. Fra Midten af December begyndte Tropperne fra Mitau deres Fremrykning mod Vest. Den store Flække Talsen blev generobret efter et Artilleribombardement den 19. December. De afgørende Kampe fandt Sted i den lille by Hasenpot, hvor en zaristisk Afdeling på 350 Mand længe havde været belejret. Her fandt der i Dagene 28. og 29. December et regulært Slag Sted mellem 5000 Mand lettisk Milits og Regeringstroppernes Forstærkninger, der efterhånden var nået frem. De zaristiske Troppers moderne Udrustning bragte dem Sejren. Den 3. Januar 1906 faldt den kurlandske Milits’ Hovedkvarter Goldingen definitivt i Regeringstroppernes Hænder, og Windau blev ligeledes generobret. I Livland holdt den socialdemokratiske lettiske Republik sig længst. Den zaristiske Regering måtte udruste to små regulære Felthære med svær Udrustning for at slå opstanden ned. Den sydlige Gruppe rykkede frem langs Dünafloden og Banen til Riga og besatte den 16. December den Livlandske Grænsebv Stockmanshof, men blev derefter indviklet i langvarige og hårde Kampe med Militsen. Den nordlige Gruppe, der talte 2500 Mand udsøgte Gardertropper med svært Artilleri, stod under Kommando af den berygtede Generalmajor Orlow. Den rykkede den 25. December ind i det vigtige Jernbaneknudepunkt Walk og indledte derfra Operationer i Retning af Pernau og Fellin i Estland og mod Syd i Retning af Riga. Operationerne afsluttedes først med Generalmajor Orlows Indtog i Riga den 8. Februar 1906. Den østlige lettiske Provins Latgallen befandt sig i Størstedelen af December Måned i Hænderne på de Revolutionære, men også her blev Opstanden knust i Løbet af Januar Måned, af Grev Grabbes Straffeekspedition. Nedkæmpningen af den lettiske Republik i 1906 er et af de grusomste Kapitler i Zarismens Historie. Tusinder og atter Tusinder Arbejdere og Fæstere faldt som Ofre for Straffeekspeditionernes Hærgen, og derefter tog de zaristiske Krigsretter fat uden Barmhjertighed eller Skånsel. Opstanden i 1905 under det revolutionære Socialdemokratis Førerskab var den mægtigste folkelige Rejsning, det lettiske Folk hidtil havde præsteret, men da Revolutionen i Petersburg og Moskva var slået ned, var også det lettiske Folks Skæbne besejlet. Den lille Republik havde ingen Chancer for at modstå Zarismens væbnede Magt alene. Men trods det var det en mægtig Kraftudfoldelse, at Letlands fattige Arbejdere og Bønder i næsten to Måneder kunne forsvare deres lille Republik. Administrationen af de befriede Distrikter udøvedes helt af de folkevalgte Komiteer, og »Republikken Letland« udgav endog sine egne Seddelpenge. I denne det lettiske Folks første store Frihedskamp er det nødvendigt at fremhæve, at Størstedelen af den gamle borgerlige Nationalbevægelse forholdt sig passiv og afvisende. Da Folkets brede Masser gik i åben Kamp mod Zarismen, erklærede den konservative lettiske Gruppe under Fr. Weinbergs Ledelse sig som Modstander af Revolutionen. Kun den lille radikale Gruppe under Arvid Bergs Ledelse deltog i nogen Grad i den folkelige Bevægelse, idet liberale borgerlige Kredse ydede de Revolutionære financiel Hjælp. Studenterne og den lettiske Lærerstand gik derimod med Liv og Sjæl ind for den revolutionære Rejsning og tilsluttede sig i vid Udstrækning det revolutionære Socialdemokrati. Af senere Undersøgelser fremgår det, at 30,5 pCt. af Lærerne i Livland havde taget aktiv Del i Opstanden, og i Kurland var Procenten endogså helt oppe på 42. Indenfor det lettiske Socialdemokrati fandtes der på det Tidspunkt en organiseret Gruppe på ca. 600 Folkeskolelærere. Socialdemokratiet havde under Kampen opnået den ubetingede Førerstilling i det lettiske Folk. Det revolutionære Parti gik hærdet og stålsat ud af den første store Kraftprøve med Zarismen. Da Partiet i Juli 1906 holdt sin 3. illegale Kongres, udenfor Riga, deltog der 37 Delegerede, som repræsenterede over 11.000 aktive Medlemmer. Kongressen betød et vigtigt Skridt bort fra den separatistiske nationale Isolering, der hidtil havde hæmmet Partiet. Under Revolutionen havde man lært, at Arbejderbefolkningen uden Hensyn til national Oprindelse havde kunnet kæmpe sammen mod Zarismen og, at indbyrdes Solidaritet var en nødvendig Forudsætning for Sejren. Det var lige så klart blevet bevist, at det lille Letland ikke kunne kæmpe sin Kamp alene mod den mægtige Undertrykker, men at alt afhang af den samlede russiske Revolutions Forløb. Fortroppen i den lettiske Arbejderklasse tog de logiske Konsekvenser af denne Erfaring, da Partikongressen besluttede, at det lettiske Socialdemokrati skulle opgive sin hidtidige nationale Isolering og indtræde som Organisation under Ruslands socialdemokratiske Arbejderparti. I Kongressens sidste Del deltog 7 Delegerede for de russiske socialdemokratiske Partiorganisationer i Letland som et Vidnesbyrd om den organisatoriske Sammensmeltning af de to Partier. På samme Måde godkendte Kongressen det russiske Arbejderpartis Program og Statutter som gældende for de lettiske socialdemokratiske Organisationer. Den nye Partiledelse fik pålagt at udgive det lettisk-sprogede Organ »Zihna« og det russisk-sprogede »Borba«. Det var foreløbig en af de mest betydningsfulde Følger af de blodige Storme i Kampåret 1905: De russiske og lettiske Arbejdere var enedes om at føre de fremtidige Kampe i broderligt Fællesskab! Dette Samvirke var Sejrens Pant. I Estland nåede Revolutionen i 1905 ikke helt det samme Omfang som i Letland, selv om den estiske Arbejderbevægelse udfoldede kraftig Aktivitet under Revolutionen. Indenfor de borgerlige Lag var man Vidne til en vis Differenciering. De nationale estiske Foreninger havde indkaldt til en estisk Nationalkongres i Dorpat den 11. December 1905, men straks ved Kongressens sammentræden kom det til skarpe Sammenstød mellem to Retninger. Den konservative gammelnationale Del af Forsamlingen under Ledelse af Redaktøren for Bladet »Postimees«, Jan Tønnison, gik ind for, at man skulle erklære sig for indforstået med Zarens Reskript af 30. Oktober og vende sig imod videre revolutionære Omvæltninger. Hvis Løfterne blev brudt, måtte man nøjes med passiv Modstand. En radikal Fløj spaltede sig ud og indkaldte sin særlige Kongres i Universitetets Aula. Lederne for denne Bevægelse var de estiske Socialrevolutionære med Redaktør Speeks og Otto Strandmann i Spidsen. Til dem sluttede sig borgerlige Liberale som Redaktør Konstantin Päts og Advokat Teemant, der ledede »Aulakongressen«. Fra denne udsendtes et Manifest til Befolkningen, der indeholdt en Række radikale Fordringer og Paroler. Initiativet til den åbne Opstand mod Zarismen blev dog her som i Letland taget af det socialdemokratiske Parti. Det var Meningen, at Revolutionen i Estland skulle bryde ud i Slutningen af December, og Planen gik ud på, at man fra det sydlige Estland skulle forsøge at forene sig med den lettiske Milits i det nordlige Livland. Zarismens Efterretningsvæsen var imidlertid kommet på Sporet af Sammensværgelsen, og den 23. December blev en hel Række af Bevægelsens Ledere arresteret, og det svækkede Kampen fra Starten. To Dage senere blev Signalet til Opstand alligevel givet fra en illegal socialdemokratisk Konference, der fandt Sted i Kommunebygningen i den lille By Koila 30 Werst syd for Reval. Stødtropperne i Oprøret var nogle bevæbnede Arbejderafdelinger fra Reval, der straks fik mægtig Tilslutning fra Omegnens Landarbejdere, Fæstere og Småbønder, der tog Magten og etablerede en revolutionær administration i en Række Landkommuner. Allerede den 28. December gik den røde estiske Milits over Grænsen til estisk Livland, og i de følgende Dage blev hele Landområdet Nord for Pernau besat af Oprørerne. Nord for Fellin led imidlertid en anden Gruppe af Militsen Nytårsdag et Nederlag i en Kamp mod det tyske Landeværn ved den lille By Kabbal. I de følgende Dage trængte derefter den nordlige Gruppe af Generalmajor Orlows »Straffeekspedition« frem til Stationsbyen Rujen, og de følgende Uger blev opstanden slået ned. Her som i Letland blev der taget grusomme Repressalier over den oprørske Landbefolkning. De herskende Kredse i Rusland og Baltikum fik i øvrigt et sådant Chok ved Omfanget og Styrken af den sociale Revolution i Baltikum, at der fra to Sider var Planer fremme om at indkalde fremmede Kolonister til Landet. Den zaristiske Landbrugsminister Kriwoschein udarbejdede et Forslag om at lade 300.000 russiske Bønder få Jord i Baltikum, og de tyske Riddergodsbesiddere søgte at indkalde 10.000 tyske Kolonister fra Sydrusland. Ingen af Planerne nåede dog at blive ført ud i Livet. Valgene til den 1. Duma blev boycottet af Socialdemokratiet, og det blev derfor Repræsentanter for den reaktionære Del af den nationale Bevægelse, der kom til at optræde på Estlands Vegne i denne Forsamling. Efter Revolutionens Nederlag ser man endogså en vis Tilnærmelse mellem de estiske Konservative og de samme tyske Riddergodsbesiddere, som Folkets Flertal havde rejst sig imod i 1905. Den lettiske Nationalist Dr. Walters skriver herom: »I Året 1907 blev der på den på dette Tidspunkt indkaldte Provinskonference gjort et Forsøg på at forene Letternes og Esternes Selvforvaltningsbestræbelser med de konservative Balteres Bestræbelser for at bevare en Stænderordning ved Provinsreformen. Der blev imidlertid intet ud af dette. Fra estisk Side søgte man at bringe et andet Projekt ind i Diskussionen, der som Kerne havde Tanken om en Landdag og som til en vis Grad var påvirket af Forholdene i Finland. Efter dette Forslag skulle det lokale Selvstyre hovedsagelig hvile på de besiddende Bønder.« Lignende reaktionære Tendenser kommer frem på den lettiske Bondekongres, der afholdtes i Dagene 22. og 23. Juli 1906. Kongressen præges af moderate borgerlige Politikere som Pastor Andreas Needra og Advokat Grossmann, der åbenlyst havde taget Afstand fra Revolutionen, og søgte at tale de tyske Godsejere »til Fornuft«. Det er de besiddende Storbønder, der allerede præger det lettiske Bondeforbund. Deres Vej er Kompromis med Feudalismen. Det er en anden vigtig Foreteelse efter Revolutionen i 1905. Spaltningen af Landbefolkningen i både Estland og Letland er ved at tage mere udpræget politisk Form. Under Ledelse af den borgerlige Nationalbevægelse, der svigtede under Revolutionen, skiller Storbønderne sig ud fra den almindelige Agrarbevægelse. Der er ved at opstå et, i sit Væsen kapitalistisk, »nationalt« Storbondebrug, der begynder at blive mæt og mere tilfreds. Det er forsonligt overfor både Zarismen og de tyske Godsejere. Men Landbefolkningens store Flertal er ladt tilbage i den gamle Elendighed. Zarismen og Godsejerne vidste, hvad de gjorde, da de gennemførte deres »Landboreformer«. Deres Løsen var: Del og hersk. Og det, der skulle opdeles, var Folkene i Estland og Letland ! For Arbejderbevægelsen i de baltiske Lande bliver Revolutionen i 1905 et vigtigt Skridt frem mod den endelige Tilslutning til den bolschevikiske Taktik i den revolutionære Kamp. På det estiske Socialdemokratis Konference i den finske By Terejoki i Februar 1907 opnår den bolschevikiske Fløj allerede et stort Flertal overfor Menschevikerne. Den følgende Periode efter Zarens reaktionære Statskup er præget af den skarpeste Forfølgelse og Terror mod det revolutionære estiske Socialdemokrati. Gang på Gang rammes Partiets Ledere af Massearrestationer og Forvisninger. Fra 1912 følger under det nye revolutionære Opsving igen en organisatorisk Stabilisering og Fremgang for den estiske Arbejderbevægelse. Det lykkes de estiske Bolscheviker legalt at få udgivet Partiavisen »Kiip«, der indtil Verdenskrigen udkom regelmæssigt i den store arbejderby Narva under Anwelts Redaktion. Krigen tvang igen det estiske Socialdemokrati under Jorden, men da Martsrevolutionen i 1917 atter åbnede Vejen for en fri Arbejderbevægelse, var det en Selvfølge, at det estiske Socialdemokrati genopstod under bolschevikisk Ledelse og i den intimeste Kontakt med Lenins Parti i Rusland. Det lettiske Socialdemokrati var i Årene efter 1905 præget af en Række skarpe ideologiske Opgør, men efterhånden fik den bolschevikiske Fløj under Ledelse af Peter Stutschka, Karl Danischewski og Jan Bersin den afgørende Indflydelse i både Partiledelsen og Lokalorganisationerne. På Partiets 4. Kongres i Reval i Januar 1914 stod Stemmerne mellem de to Retninger endnu lige, men ved Krigsudbruddet fik Bolschevikerne helt Overtaget i det lettiske Parti. Selv Partiets gamle Leder Jan Jansson, der havde indtaget en vaklende, mæglende Holdning under Partistridighederne, tilslutter sig nu den bolschevikiske Linje. Udviklingen under Krigen bryder helt Resterne af den menschevikiske Indflydelse over Arbejderklassen i Letland. Ved Revolutionen i 1917 genopstår det lettiske Socialdemokrati som en Del af det bolschevikiske Parti, og det bliver i intimt Samarbejde med de russiske Bolscheviker, at det gamle lettiske Arbejderparti mobiliserer Letlands Arbejdere og Bønder til Kamp for Socialismen under den store russiske Revolution. Da det lettiske Socialdemokratis 5. Kongres trådte sammen efter Revolutionen i 1917, mødte der 116 Delegerede, som repræsenterede 13.049 aktive Medlemmer. Af de Delegerede var 6 menschevikiske »Internationalister« og Resten Bolscheviker. Kampen om Førerskabet over den lettiske Arbejderklasse var foreløbig endt med en fuldstændig Sejr for de bolschevikiske Idéer.

SOCIAL REVOLUTION OG NATIONAL POLITIK

Den første Verdenskrig ramte Zarrigets baltiske Provinser i en Tilstand af national Undertrykkelse, politisk Ufrihed og social Elendighed. Kun Borgerskabet og den nye Storbondestand havde vokset sig økonomisk stærkere. Til Landenes andre Ulykker kom, at de som Grænseprovinser hurtigt blev Krigsskueplads. I 1915 var Kurland faldet i de tyske Erobreres Hænder, og Fronten gik lige foran Dünaburg og Riga. Den russiske revolutionære Arbejderbevægelse blev forfulgt værre end nogensinde for. Den havde vendt sig imod Zarens imperialistiske Krig, og de russiske Socialdemokraters Fører Lenin havde udgivet Parolen om at forvandle den til Borgerkrig for at styrte Zarismen. De fem bolschevikiske Dumamedlemmer var blevet fængslede og sendt til Sibirien. De socialdemokratiske Organisationer kunne kun arbejde under Jorden. De to baltiske Folks borgerlige Repræsentanter havde indtaget et andet Standpunkt. De havde godkendt Zarregeringens Forklaringer om, at man førte en national Forsvarskrig, stemt for Krigsbevillingerne og erklæret sig rede til loyalt Samarbejde med Zarismen. Da Tyskerne trængte frem i Kurland, var de to lettiske Dumamedlemmer I. Goldmann og I. Sahlits gået et Skridt videre i deres Loyalitet mod det lettiske Folks Undertrykkere. De havde den 19. Juli 1915 udsendt et Opråb til den lettiske Befolkning om at indtræde i frivillige lettiske Skytteregimenter. I Opråbet hed det: »I Livlændere og Latgahlere, der endnu på Høstmarkerne svinger Leen, og I Kurlændere, hvis forladte Plov allerede ruster på Fædrenes Jord, byt Leen og Ploven med Krigens Sværd. Og alle I i det fremmede, hvis Hjerte trods alt banker for Hjemlandet, ræk Hånden til Kamp.« Opfyldt af Bondens gamle Had til de tyske Udsugere havde Hundreder af unge Letter meldt sig, så at de nu kæmpede i den samme Regerings Hær, der i 1905 havde kvalt det lettiske Folks Revolte i Blod og jævnet dets Landsbyer med Artillerigranater. Det var forgæves Ofre, for den rådne zaristiske Stat kunne ingen Krig føre og langt mindre vinde en Krig. Alt druknede i Intriger, Korruption og indre Opløsning. De undertrykte Folk og de udsugede brede Lag af Befolkningen ville, da det kom til Stykket, ingen Krig føre for deres gamle Undertrykkere. Langsomt smuldrede den gamle bureaukratiske Statsmaskine bort i et helt Folks Had og Foragt. Zarismens Time var inde, og i Marts 1917 fejede Martsrevolutionen Huset Romanow af Tronen, og den borgerlige provisoriske Regering tog Magten for at regere med skønne Løfter og i øvrigt fortsætte den imperialistiske Krig. For at holde sammen på de undertrykte Folk begyndte den provisoriske Regering med visse Indrømmelser til Nationaliteterne. Nu måtte der reddes, hvad der reddes kunne, inden sociale Omvæltninger fejede det gamle økonomiske System over Ende. Til dette Formål rakte Borgerskabet af alle Nationaliteter i det tidligere Zarrige hinanden Hånden - i panisk Angst for Revolutionens anden Akt. Det hastede, hvis der skulle skabes stabile borgerlige Støttepunkter i Randområderne. Det russiske Bourgeoisis Autoritet var lig Nul. Det var for beslægtet med de gamle Magthavere. Altså måtte man forsøge, om ikke det lokale nationale Borgerskabs Indflydelse rakte lidt længere. Overalt dukkede Sovjetterne allerede op som Spirer til den arbejdende Befolknings nye Magtorganer, der truede med at føre Revolutionen til Bunds. Der måtte handles hurtigt, inden Proletariatet nåede at organisere sine Kræfter og udvide sin Indflydelse. Kravet om nationalt Selvstyre blev det Krav, hvorunder Randområdernes Borgerskab forsøgte at opbygge deres nye Magtapparat og sikre deres Autoritet over de Folk, der tidligere havde lidt under Zarens Russificeringspolitik. Det første Eksperiment blev foretaget i Estland. Den 14. April 1917 udsendte den provisoriske borgerlige Regering i Petrograd et Dekret, ifølge hvilket Provinsen Estland blev forenet med de estiske Dele af Livland. I det forenede Område skulle der skabes en. national Forvaltning og udskrives Valg til en national estisk Landdag. Til Leder af den lokale estiske Administration udpegedes den borgerlige Politiker Konstantin Päts, og til den provisoriske Regerings Kommissær for Estland en anden borgerlig Nationalist, Jan Poska. Det estiske Borgerskab udtrykte sin fulde Tilfredshed med denne Form for Selvstyre indenfor det russiske Riges Grænser. Den 23. April var den provisoriske Regerings Justitsminister, Kerenski, på Besøg i Reval, hvor han i det estiske Folks Navn blev budt velkommen af sin estiske Partifælle, Lederen af de estiske »Socialrevolutionære« Otto Strandmann. Denne erklærede ifølge Bladet »Postimees« blandt andet: »Da alle venter Gennemførelse af Landets fuldstændige Selvstyre, er der ikke hidtil fra nogen Side blevet stillet Forslag om Estlands Løsrivelse fra det russiske Rige.« Det var det nationale estiske Borgerskabs Standpunkt til Spørgsmålet om Landets Selvstændighed, og dette Standpunkt blev fastholdt lige til den bolschevikiske Revolution i November samme År. På samme Måde støttede den borgerlige Nationalbevægelse Kravet om Krigens Fortsættelse, til Sejren var vundet, og efter lettisk Mønster begyndte den estiske Administration at opstille estiske Formationer, der skulle deltage i Krigen mod Tyskland. På samme Måde godkendte man den provisoriske Regerings Beslutning om, at Løsningen af alle vigtigere sociale Problemer måtte udskydes, indtil en alrussisk grundlovgivende Forsamling kunne træde sammen. Ved Siden af den provisoriske estiske Administration var der imidlertid umiddelbart efter Martsrevolutionen over hele Estland - såvel som i de øvrige Dele af Rusland opstået andre Magtorganer: Arbejder-, Bonde- og Soldaterrådene - der var den arbejdende Befolknings selvstændige Klasserepræsentation over for den borgerlige Regering. Der var allerede etableret en vis »Dobbeltmagt«, og den dominerende Rolle i de estiske Arbejderråd overtoges hurtigt af den lokale Distriktsorganisation af det socialdemokratiske Arbejderparti (Bolschevikerne). Dette estiske Partis ledende Mænd var Formanden for Sovjetten i Reval, Anwelt, og Dr. Viktor Kingissepp. Det var dette Parti, der havde ført de estiske Arbejderes og Fæsteres revolutionære Kamp mod Zarismen i 1905, og det nød en enorm Anseelse blandt Estlands Småkårsfolk. Partiet havde ganske vist måttet føre en stadig illegal Tilværelse under Jorden i Modsætning til de borgerlige Nationalister. Det rådede ikke over nogen legal Presse, og en Række af dets Ledere og aktive Medlemmer var først lige vendt tilbage til Estland fra Fængsler, Emigration eller Forvisning. Men så snart Partiet igen havde tilkæmpet sig sin Legalitet, voksede den politiske Indflydelse Uge for Uge, og det blev hurtigt en politisk Faktor, man var nødt til at regne med i estisk Politik. I Modsætning til alle de borgerlige estiske Partier stillede de estiske Bolscheviker sig omgående i skarp Opposition både til den borgerlige russiske Centralregering og til dennes Repræsentanter i deres eget Land, de borgerlige og småborgerlige Nationalister. Kun en lille Håndfuld af de socialdemokratiske Intellektuelle - de estiske Menscheviker med Michel Martna og August Rey i Spidsen udskilte sig i Revolutionens første Periode fra Partiet og indledte et nationalt Samarbejde med de borgerlige Partier. Den estiske Arbejderklasses store Flertal fulgte Bolschevikerne og det gamle Parti. De estiske Bolschevikers Opgave lettedes ved, at deres russiske Partifæller under Lenins Førerskab var det eneste russiske Parti, der havde et klart Program i det nationale Spørgsmål, og ikke nærede imperialistiske Aspirationer overfor de forskellige Nationaliteter indenfor det gamle russiske Rige. På Bolschevikernes Partikonference, der fandt Sted i Petersburg i Dagene 7.-12. Maj 1917, var det nationale Spørgsmål Genstand for en indgående Behandling. Stalin forelagde her en af Lenin udarbejdet Resolution, der gav følgende Retningslinjer for Partiets Stilling til de af Zarriget undertrykte Folk: »Alle de Nationer, der tilhører Rusland, må have Ret til frit at løsrive sig og danne selvstændige Stater. At nægte dem denne Ret eller at undlade at tage Forholdsregler, der garanterer dens praktiske Gennemførelse, er det samme som at understøtte Erobrings­ og Annektionspolitiken. Kun Proletariatets Anerkendelse af Nationernes Ret til at løsrive sig kan sikre fuldstændig Solidaritet mellem de forskellige Nationers Arbejdere og fremme en virkelig demokratisk Tilnærmelse mellem Nationerne ... Partiet kræver vidtgående territorielt Selvstyre, Afskaffelse af Tilsyn ovenfra, Afskaffelse af tvungent Statssprog og Fastlæggelse af Grænserne for selvforvaltende og selvstyrende Landsdele på Grundlag af den lokale Befolknings egen Vurdering af de økonomiske Betingelser, de sociale og kulturelle Forhold, Befolkningens nationale Sammensætning og lignende. Partiet kræver, at der i Forfatningen skal optages grundlæggende Lovbestemmelser, som ophæver alle Forrettigheder for en enkelt Nation og alle Krænkelser af de nationale Mindretals Rettigheder.« Det er den ene Side af Bolschevikernes nationale Program: Den principielle Afstandtagen fra enhver Form for national Undertrykkelse og den ubetingede Godkendelse af alle Nationaliteters fuldkomne Ligeberettigelse. Men Bolschevikerne vidste samtidig, at der i Samfundet var andre Skillelinjer end Nationalitetsforskellen. For dem kunne Idealet aldrig være den absolutte Opdeling af Folkene i snævert afgrænsede Nationalstater, som den borgerlige Nationalisme og imperialistiske Ekspansionstendenser indenfor hver enkelt af dem let kunne bringe i evig indbyrdes Kiv. For Bolschevikerne som Marxister og Internationalister lå Idealet netop i at etablere det snævrest mulige Samarbejde mellem Folkene og først og fremmest mellem den arbejdende Befolkning på Grundlag af den fuldstændige nationale Ligestilling. Og de vidste ligeledes, at den største Hindring for en sådan Udvikling var den borgerlige Nationalisme i hvert enkelt Land. Derfor havde Bolschevikernes nationale Program også en anden Side, der blev udtrykt lige så klart og utvetydigt: »Spørgsmålet om Nationernes Ret til at løsrive sig må ikke forveksles med Spørgsmålet om det hensigtsmæssige i en given Nations Løsrivelse i et givet øjeblik. Proletariatets Parti må i hvert enkelt tilfælde uafhængigt træffe Afgørelsen om det sidstnævnte spørgsmål udfra hele samfundsudviklingens Interesser og udfra proletariatets Interesser i Klassekampen for Socialismen. Arbejderklassens Interesser kræver, at alle Arbejdere af alle Ruslands Nationaliteter slutter sig sammen i fælles proletariske Organisationer: politiske, faglige, kooperative og oplysningsorganisationer. Kun en sådan sammenslutning af de forskellige Nationaliteters Arbejdere i fælles Organisationer vil gøre det muligt for Proletariatet at føre en sejrrig Kamp mod den internationale Kapital og den borgerlige Nationalisme«. For Bolschevikerne var Løsnet om Nationaliteternes fuldstændige Ligeberettigelse med Anerkendelse af hvert Folks Selvbestemmelsesret, lige til Løsrivelse, først og fremmest et Middel til at fremme Samarbejdet mellem Folkene ved at fjerne enhver Årsag til national mistro. Det var et Middel til at få Arbejderklassen af alle Nationaliteter til at slutte sig tættere sammen for i Fællesskab at tage Kampen op for en socialistisk samfundsordning. Men det var ikke, som Menschevikernes Nationalprogram, en Opfordring til Arbejderne om at dele sig efter nationale Linjer, og langt mindre en Opfordring til de nationale Minoriteters Arbejdere om at indlede Samarbejde med deres nationale Borgerskab på Bekostning af Kampen for Socialismen og Bestræbelserne for at nå frem til det klasseløse Samfund, som også definitivt kunne etablere den Nationens Enhed, som Klassedelingen havde sprængt. Hverken de russiske borgerlige i den provisoriske Regering eller deres småborgerlige Medløbere, Menschevikerne og de Socialrevolutionære, var i Stand til at stille et lignende samlende nationalt Program på Benene, og endnu langt mindre kunne de i Praksis realisere det. Borgerskabet repræsenterede selv en væsentlig Bestanddel af den russiske Imperialismes og Samarbejdspolitiken drev de nationale småborgerlige »Socialister« samme Vej. Det kom til den ene nationale Konflikt efter den anden. Først i Finland, hvor Menscheviken Indenrigsminister Zeretelli opløste den socialdemokratiske finske Landdag, fordi den krævede Selvbestemmelsesret og proklamerede Landdagens Suverænitet. Og senere i Ukraine, hvor de borgerlige russiske Ministre heller ikke kunne enes med de lokale borgerlige Nationalister om Omfanget af Landets Selvstyre. Alene det bolschevikiske Parti stillede sig i alle disse Konflikter på et klart antiimperialistisk Standpunkt og forsvarede de undertrykte Folks Ret til Selvbestemmelse. Det gav øget Tillid til Bolschevikerne blandt Arbejderne og Bønderne i de ikke-russiske Nationaliteter. Og en lignende Tilslutning vandt Bolschevikerne på deres klassemæssige Paroler om Brud med Bourgeoisiet og Dannelse af en Regering, der kun var ansvarlig overfor Arbejdernes, Soldaternes og den arbejdende Bondebefolknings Rand, Brud med de udenlandske Imperialister og Afslutning af en demokratisk Fred og Jordens øjeblikkelige Overdragelse til Bønderne og de øvrige folkelige og socialistiske Paroler, der dannede Grundlaget for Arbejderpartiets politiske Virksomhed. Man er på denne Baggrund under den russiske Revolution Vidne til en hurtig og stadig Vækst af de bolschevikiske Partiorganisationer i Estland og den Del af Letland, der ikke var besat af Tyskerne. Klassedelingen i de baltiske Landdistrikter begunstigede Bolschevismens Vækst, og de besiddende Klasser vidste det. I Livlands Landdistrikter fordelte de forskellige Befolkningsgrupper sig på følgende Måde: Selvstændige Jordbesiddere 29.815, Bondeforpagtere 10.159, Indehavere af Arbejdshuse og Jordløse Bønder omkring 45.000, egentlige Landarbejdere på Godserne 24.428 og hos Storbønderne 71.610. Det overvældende Flertal af den lettiske og estiske Landbefolkning var således et besiddelsesløst Landproletariat. En stor Del af de nyere, mindre Bondebrug var tilmed stærkt forgældede. Socialt stod det store Flertal altså Byernes Arbejdere meget nær, og traditionelt og politisk havde det revolutionære Socialdemokratis Indflydelse været dominerende i disse Lag. Så snart det bolschevikiske Parti fik Tid og Lejlighed til legal Propaganda og fri Organisering, måtte det politiske Førerskab i Estland og Letland tilfalde det. Udviklingen viste det også hurtigt. Det er et politisk Trick, der er lige så gammelt som det borgerlige Demokrati, at de herskende Lag udskriver Valg på det Tidspunkt, de politiske Modstandere står svagest. Vi har set strålende Eksempler på det efter den anden Verdenskrig, da de amerikanske Myndigheder arrangerede Hastværksvalg både i Tyskland og Japan, hvor Fascisme og Reaktion i Årevis havde haft Monopol på at omtåge Befolkningens politiske Bevidsthed. Man skyndte sig at tilvejebringe et borgerligt Flertal, før de socialistiske Retninger fik Tid til organisatorisk og politisk at stabilisere deres Kræfter efter mange Års Forbud og Terror. I Estland satte de borgerlige Partier deres Lid til samme Metode. Der blev afholdt Valg til Landdagen få Måneder efter Revolutionen. I en Provins, der oven i Købet befandt sig direkte bag Frontzonen, og på et Tidspunkt, hvor de borgerlige Partier ellers havde travlt med at forsikre, at det var umuligt at afholde Valg, så længe Krigen varede - fordi man var klar over, at Valg på det Tidspunkt ville umuliggøre de småborgerlige »socialistiske« Partiers Koalition med Storborgerskabet. Men i Estland gjaldt det om at komme Bolschevikerne i Forkøbet, inden deres genopbyggede Organisationer nåede ud til Landproletariatet. Der kom et borgerligt-nationalt Flertal i Landdagen, som trådte sammen den 14. Juli. Sådan kan man nok vinde et Valg, men man kan ikke hindre den naturlige Udvikling i Styrkeforholdet mellem Klasserne. Næsten lovmæssigt steg de estiske Bolschevikers politiske Indflydelse. Først i Byerne, men derefter også på Landet. Ved Kommunalvalgene i Juni 1917 havde Bolschevikerne i Reval allerede over 30 pCt. af alle afgivne Stemmer, og i den store Arbejderby Narva havde de Flertallet. Det estiske Landproletariat opdagede hurtigt, at en »national« Landdag, der ikke en Gang kunne give sit eget Folk de tyske Riddergodsbesidderes Jord, var en rigtig dårlig Landdag, der måske nok repræsenterede alt muligt andet, men i alle Tilfælde ikke Stemningen i det jordhungrende menige estiske Folk. Og jo mere Landdagen skuffede, des mere fanatisk satte de deres Håb til Sovjetterne. Under de estiske Bolschevikers målbevidste Ledelse skød Landarbejdernes og de i ordfattige Bønders revolutionære Komiteer op som Paddehatte over hele Estland. I Estland som i det øvrige Rusland stod man overfor »Dobbeltmagten«. På den ene Side Borgerskabet og de velhavende »Sivskobaroner« og deres Landdag. På den anden Side det brede arbejdende Folk i By og på Land, repræsenteret ved Arbejder- og Soldaterrådene og de Jordløses Komiteer. Blev Estland overladt til sig selv, var det ikke vanskeligt at se, hvem der ville vinde Kapløbet om Magten. Den gamle Tvedeling af det estiske Folk, som det tyske Ridderskab netop havde tilsigtet med deres Form for Landboreformer, var ikke alene bibeholdt, men Skellet var blevet endnu dybere. Det er blot et mærkværdigt, uforanderligt Fænomen, at jo stærkere en priviligeret Gruppe føler sin Isolering fra Folkets brede Masser, des vildere gebærder den sit nationale Sindelag, og des mere anmassende taler den i det samlede Folks Navn. Estland i 1917 var ingen Undtagelse. I Letland forsøgte Borgerskabet og Storbønderne på samme Måde at tilrive sig Magten i det lettiske Folks Navn. Man benyttede sig af, at Kommunerådene hidtil helt havde været domineret af Storbønderne, til i Livland at danne et Selvforvaltningsråd, der blev valgt på en Konference i Wolmar den 25. Marts 1917. Den borgerlige lettiske Nationalist Dr. Walters indrømmer, at denne første nationale Repræsentation var ensidig borgerlig. I sin Bog »Letland« skriver han: »Med Hensyn til Sammensætningen af dette Råd af Kommunerepræsentanter, der var den første Kim til et parlamentarisk Organ, må det bemærkes, at dette Organs Retmæssighed og Kompetance er blevet bestridt. Rådet var valgt af Kommunerepræsentanternes Kongres. Skønt man ganske vist i Kommunalforfatningen kendte til Deltagelse fra de Jordløses Side, og disse altså var draget med ind i Kommunalforvaltningen, så var deres Deltagelse dog af mere formel Natur. Deres Indflydelse i Kommunerådene og i de andre kommunale Forsamlinger var ringe.« Hr. Walters kunne have udtrykt sig tydeligere. Da Socialdemokratiet og de øvrige proletariske Organisationer var forbudt og forfulgt, havde der ved Kommunalvalgene under Zarismen kun været Mulighed for at stemme på de borgerlige lettiske Nationalister eller på Storbønderne fra det lettiske »Bondeforbund«. Følgelig var det også kun dem, der var repræsenterede i Kommunerådene. Det lettiske Borgerskab var således ved at realisere det Program, der allerede i 1884 blev så klart trukket op af dets Pennefører, Redaktør Weinberg: »Det lettiske Folks højere Klasser må indtage den ledende Stilling i Landet.« Det nationale lettiske Borgerskab mødte imidlertid også Vanskeligheder fra den provisoriske russiske Regerings Side. Disse Imperialister mente efterhånden at have stabiliseret sig så meget, at de igen kunne gøre Front mod de forskellige nationale Selvstyrekrav. Dr. Walters beretter bittert: »Da en Repræsentation for Selvforvaltningsrådet i det sydlige Livland i Maj 1917 forhandlede med den provisoriske Regerings Ministerier, måtte den komme til den Overbevisning, at man i Petersburg ikke kunne overse Forholdene. For Myndighederne i Petersburg var ønskerne om en lokal Selvforvaltning uantagelige. Efter Petersburg-Regeringens Mening skulle de vigtigste Poster i Forvaltningen også fortsat besættes af russiske Embedsmænd. Ikke engang på Kulturarbejdets Område ville man tilstå Letland Selvstyre. Den til Petersburg afsendte Kommission havde til Hovedopgave at forhandle om Tilvejebringelse af Selvstyre og om Valg af en Landdag. Men de russiske Ministerier opretholdt stadig Tanken om en streng Centralisme i Forvaltningen. I Grundtrækkene ville man bevare Selvforvaltningen indenfor den gamle Semstwo­forfatnings Rammer. Den Kommission, der var nedsat i Petersburg for at udarbejde Forslag til Provinsselvstyre, ville ikke vide af en samlet Forfatningsforvaltning for Letland og ville i Særdeleshed ikke gå med til, at de latgalliske Dele blev draget med ind i dette Territorium. Regeringen med Fyrst Lwow i Spidsen stillede sig på det samme Standpunkt.« Den borgerlige Nationalbevægelse i Latgallen havde ellers på en Kongres den 26. April vedtaget Sammenslutning med Livland. Men nu forhindredes altså Oprettelsen af en central borgerlig Provinsregering af den reaktionære russiske Regering ! Det lettiske Folks besiddelsesløse Flertal ville heller ikke vide af det reaktionære lettiske Borgerskab og »Sivskobaronerne« som deres »nationale« Repræsentanter. Dr. Walters skriver videre: »Det er uden videre klart, at Agrarspørgsmålet straks dukkede op som et af de mest brændende Spørgsmål, Provinsrådet måtte beskæftige sig med. Og netop i dette Spørgsmål viste Lidenskaberne og Spaltningen i Landets sociale Organisme sig, og dette fik naturligvis Indflydelse på såvel Selvforvaltningens Sammensætning som på dens Arbejde.« Man kan også udtrykke det således, at så snart det blev klart for det lettiske Folk, at den borgerlige »Nationalbevægelse«s og »Bondeforbundet«s Ledere langtfra var til Sinds at støtte Folkeflertallets Krav om en øjeblikkelig Udstykning af Riddergodsernes Jord, var den borgerlige Nationalbevægelses Autoritet over Letlands brede Masser brudt. Det blev igen det revolutionære Socialdemokrati (de lettiske Bolscheviker), der kom i Spidsen for det lettiske Folks Frihedsbevægelse, både overfor de tyske Godsejere og overfor den reaktionære russiske Regering. Dr. Walters skriver herom: »Med den demokratiske og socialistiske Bevægelses Opblussen blev de Jordløse ført ud i en Særaktion. Under Ledelse af det socialdemokratiske Parti (Bolschevikerne) fik denne Aktion en skarp socialdemokratisk Betoning. En Kongres af de Jordløse i de forskellige Kommuner valgte (den 29. April 1917) under socialdemokratisk Ledelse et Råd af Jordløse. Dette begyndte sin Virksomhed samtidig med Selvforvaltningsrådet.« Det nationale Borgerskab, der så Magten glide fra sig, søgte et Kompromis i Form af et Fællesorgan, hvor de Jordløse og Kommunerne havde lige mange Repræsentanter. Det skulle fungere, indtil der var afholdt nye Kommunal- og Provinsvalg. Resultatet blev Indkaldelsen af en Konference af alle nationale og revolutionære Organisationer i Riga den 30. Juli 1917. Her besluttede man blandt andet: »Letland udgør en politisk selvstyrende Enhed indenfor den demokratiske Republik Rusland. Det lovgivende, udøvende og dømmende lokale Selvstyre udøves af Letlands Folk og dets Landdag, der er valgt på Grundlag af almindelig, lige, hemmelig og proportionel Valgret for begge Køn.« Valgene til Provinsforvaltningen skulle finde Sted i September, men netop på dette Tidspunkt rømmede de russiske Generaler Letlands Hovedstad, Riga, det store revolutionære Centrum i de lettiske Områder. Medlemmerne af den lokale Sovjet blev skudt eller fængslede af Tyskerne, og det bolschevikiske Parti måtte igen gå under Jorden. Valgene kunne derfor kun finde Sted i det øvrige Livland, men trods Tabet af den største Arbejderby blev de en strålende Sejr for Bolschevikerne, der blev det ubestridt største Parti. I Provinsrådet indvalgtes 24 Bolscheviker mod 16 Borgerlige. Dr. Walters skriver sørgmodigt: »I de andre Dele af Livland, der endnu ikke var besat, blev Valgene gennemført, og det nyvalgte Provinsråd trådte sammen til Møde i Wolmar. Dog var dets organisatoriske Kraft på Forhånd brudt. Majoriteten var socialistisk eller stod endnu længere til Venstre. Løsnet var blevet Idéen om Proletariatets Diktatur, og under dette Løsen, der blev båret af sociale og politiske Lidenskaber, måtte Provinsrådet opløse sig. Der dannedes et bolschevikisk Arbejder- og Jordløseråd, som politisk og socialt omsatte dette Diktatur til Virkelighed.« Hr. Walters glemmer at fortælle, at det overvældende Flertal af Letlands Befolkning stod bag den nyoprettede Sovjetmagt ! Det lettiske Folk havde videreført Kamptraditionerne fra Generalprøven i den første Frihedskamp i 1905 ! Før Bolschevikernes Magtovertagelse havde den borgerlige lettiske »Nationalbevægelse« lidt endnu et Nederlag. Den havde mistet den væbnede Magt, den oprindelig selv havde skabt: De lettiske Skyttedivisioner havde på deres Kongres 25.-30. Maj i sluttet Trop stillet sig til Sovjetternes Rådighed. Dr. Walters indrømmer - for en Gangs Skyld uden Omsvøb - de væbnede lettiske Styrkers Overgang til Bolschevismen. Han skriver: »På dette Tidspunkt (Efteråret 1917) oplevede Letland med dyb Smerte Skytteregimenternes Afspaltning fra sin levende Organisme.« Han anfører en Række Årsager hertil, men man behøver blot at fremhæve: »De var i alt for høj Grad sammensat af forskelligartede Elementer.« Senere hen omtaler han Skytterne som »jordløse Borgere«. Om deres Ideologi siger han: »De store abstrakte Begreber om Frihed, Lighed og Broderskab talte for Demokratiet og mod Aristokratiet. For de unge Hjerner var der stillet den Opgave at vælge mellem Demokratiet og Aristokratiet. Når Spørgsmålet en Gang var stillet, måtte det lettiske Folks Slaveri gennem Århundreder igen lyse op med Flammeskrift. Og af denne Følelse af Had mod Aristokratiet talte Revolutionens frihedsstræbende Borgersind. Deres Patriotisme var gået i en anden Retning, mod de store abstrakte Princippers Idé om Befrielse fra ethvert Aristokrati. De lettiske Skytteregimenters Sammenbrud er ikke noget moralsk Sammenbrud. Den nationale Patriotisme forekom dem ikke som noget fornuftigt Udtryk for Frihedsidéerne. Derfor kunne Landrådets Virksomhed ikke vinde deres Bifald«. Dr. Walters har Ret i sin Indrømmelse af, at Skytterne ikke brød moralsk sammen. De blev aldrig en demoraliseret Soldaterhorde i Opløsning. Det var jordløse Bønder og Landarbejdere, der forblev tro mod Letlands arbejdende Folk. Disciplinerede og kampivrige førte de den revolutionære Kamp videre under det lettiske Arbejderpartis Førerskab. Men i Forbindelse hermed rejser der sig logisk et andet Spørgsmål. Dr. Walters indrømmer selv: Først skilte den lettiske Arbejderklasse sig ud fra det, han kalder »Nationen«, så fulgte Landbefolkningens jordløse Flertal og endelig også de lettiske Skytter i den nationale Hær. Kan det store Flertal af et Folk skille sig ud fra »Nationen«? Var det ikke Borgerskabet og den lille Gruppe Storbønder, der udfra deres snævre Standsegoisme spaltede sig ud fra deres Folks brede Masser, som samledes under Bolschevikernes Førerskab? Det blev i øvrigt under Skytternes aktive Medvirkning, at Letlands arbejdende Folk i Slutningen af 1917 skabte deres egen socialistiske Republik. Den 7. November sejrede den bolschevikiske Revolution i Petrograd under Løsnet: »Al Magt til Sovjetterne«. Ved Fronten i Livland fulgte de lettiske Skytteregimenter som én Mand Parolen. Den øverstkommanderende for den gamle russiske Hær, General Duchonin, skrev herom i en Beretning om Stillingen ved Fronten den 11. November 1917: »I den 12. Armés Afsnit forlod Letterne deres Stillinger og besatte i Baglandet Byerne Walk, Wolmar og Wenden.« I hele det ubesatte Letland befæstede Skytterne Sovjetternes Magt. Om Begivenhederne to Dage senere berettede Duchonin: »Letternes Holdning har antaget en åbenlys statsfjendtlig Karakter, og vi har ikke blot at gøre med enkelte Brigader, der går egenmægtigt frem, men med dette Områdes samlede Befolkning, der er fjendtlig indstillet overfor de russiske Soldater. Ifølge Beretninger fra Kommandanten for den 12. Armé er Situationen katastrofal. Under disse Omstændigheder var det ikke muligt at sende den 17. Kavalleridivision og panserauto-afdelingen til Gatschina. Under den anden russiske Revolution, i 1917, omstyrtede den lettiske Befolkning altså ikke alene den borgerlige provisoriske Regerings Magt i deres egne Landsdele, men den ydede også den nyoprettede Sovjetregering i Petrograd en uvurderlig Hjælp, idet de lettiske Skytteregimenter beslutsomt forhindrede, at der blev ført Forstærkninger frem til de Kosakafdelinger, der fra Gatschina under Kerenskis og General Krassnows Kommando rykkede frem for at knuse Revolutionen i det røde Petrograd. Myten om, at de russiske Bolscheviker i 1917 påtvang de ubesatte Dele af Letland Sovjetstyret mod Folkets Vilje, hører således hjemme i Fantasiens Verden. Det var den lettiske Befolknings Flertal, der tog Magten, og Sovjetstyret repræsenteredes i Månederne efter Oktoberrevolutionen af det lettiske Arbejderparti, der stod under Ledelse af sine gamle, revolutionære Ledere Peter Stutschka, Jan Bersin, Karl Danischewski og andre. En Kongres af Repræsentanter for Letlands største Befolkningsgruppe de jordløse Bønder, der trådte sammen i Wolmar den 20. December 1917 sammen med Delegerede for Arbejder- og Soldaterrådene, bekræftede definitivt Magtens Overgang til den lettiske Sovjetregering. I Estland gik Magten i November 1917 omtrent lige så smertefrit over til Sovjetterne. Sovjetmagten blev proklameret i Reval den 9. November, og både de allerfleste af de estiske Enheder og de revolutionære Garnisoner fra den 12. russiske Armé gik over til Bolschevikerne. Kun i Området ved Fellin gjorde et enkelt estisk Kavalleriregiment, der var sammensat af Storbondeelementer, Modstand, men blev hurtigt afvæbnet. Også de estiske Bolscheviker ydede værdifuld Indsats under Kerenskis sidste Forsøg på Kontrarevolution. General Duchonin berettede herom den 11. November: »Selvom der ikke har fundet nogen Aktion Sted i Reval, kunne Donregimenterne No. 13 og 15 ikke transporteres til Petrograd, da Bolschevikerne gennem Trusler hindrede Sammenstillingen af Jernbanetog. Af mig ubekendte Årsager viste Regimenterne selv ingen Tilbøjelighed til at gennemtvinge Afrejsen til den næste Station, så at de kunne blive anbragt i Waggonerne udenfor Revalområdet.« De revolutionære estiske Jernbanearbejdere og Soldaternes egen Uvilje mod at slås mod Petrograds Arbejdere fik de Hvides sidste Modstand til at smuldre bort. I de første Uger efter Revolutionen lod Bolschevikerne uforstyrret den gamle estiske Landdag fortsætte sin politiske Virksomhed i Reval. Sovjetterne erstattede blot den provisoriske Regerings Kommissær for Estland med Lederen for de estiske Bolscheviker, Dr. Viktor Kingissepp. I Byerne overtog de lokale Arbejder- og Soldaterråd Administrationen, medens de Jordløses Komitéer på Landet etablerede revolutionære Magtorganer, der i Overensstemmelse med Sovjetregeringens Dekret gik i Gang med at konfiskere de tyske Godsejeres Jord. At denne Forholdsregel blev mødt med almindelig Begejstring af Befolkningen, behøver man ikke at tvivle om. Den egentlige Krise omkring Spørgsmålet om Regeringsmagten opstod i Forbindelse med de almindelige Valg til den konstituerende alrussiske Nationalforsamling, der fandt Sted i Dagene 25. og 26. November 1917. Valgene blev en stor Sejr for de estiske Bolscheviker. De nøjagtige Stemmetal har jeg ikke kunnet fremskaffe, men det engelske Blad »Times« opgav i December 1917 Bolschevikernes Stemmetal til 80 pCt. af alle afgivne Stemmer. I dette Tal er dog sikkert medregnet de russiske Garnisoners Stemmer. Den éstiske Bolschevikleder Anwelt opgiver, at Bolschevikerne fik mellem 40 og 50 pCt. af de af den estiske Befolkning afgivne Stemmer eller omtrent lige så mange som de øvrige estiske Partier tilsammen. Hertil kom imidlertid, at det småborgerlige socialrevolutionære Parti, der endnu havde betydelig Indflydelse mellem Bønderne, havde delt sig i to Fløje, af hvilke den ene, under Presset af Oktoberrevolutionen og den fremadskridende Agrarreform, erklærede sig for Tilhængere af Sovjetstyret. Kandidatlisterne var imidlertid indgivet før Spaltningen, så denne Fløj ikke fik fair Lejlighed til at gøre sig gældende ved Valgene. Der er dog ingen Tvivl om, at over Halvdelen af det estiske Folk allerede da var erklærede Tilhængere af Sovjetrepublikken. Og Bolschevikernes Indflydelse var hurtigt stigende. Det var et estisk Masseparti, der allerede før Novemberrevolutionen alene i Reval talte over 6000 aktive Medlemmer. Magtens Overgang fra den borgerlige russiske Regering til Sovjetterne bliver temmelig omgående Udgangspunktet for en fuldstændig Kursændring i det estiske og lettiske Borgerskabs nationale Politik. Under Zarismen havde det nationale Borgerskab aldrig tilladt sig Ekstravagancer i Retning af Separatisme. Det havde været mere end loyalt. Under den provisoriske Regering havde Kravene aldrig været mere videregående end lokalt Selvstyre indenfor den forenede russiske Republik. Men efter, at Sovjetterne var kommet til Magten, forlangte de estiske og lettiske Nationalister omgående fuldstændig Adskillelse fra det russiske Rige. Det var ikke så meget Russerne som den truende Socialisme, Borgerskabet for enhver Pris ville skilles fra. For den arbejdende Befolkning var Forholdet lige omvendt. Den havde aldrig følt så nær Tilknytning til nogen Regering som til Folkekommissærernes Råd, da dette udsendte Dekretet om Godsejer- og Domænejordens Overdragelse til Jordkomiteerne. I Stedet for at virke samlende på Folket uddybede Borgerskabets nye Løsen om fuldstændig Uafhængighed tværtimod Skellet mellem den borgerlige Nationalisme og den arbejdende Befolknings brede Masser ! Valgene til den konstituerende Forsamling i Estland havde vist, at de estiske Bolscheviker i alle Tilfælde havde den ene Halvdel af Folket bag sig. Den gamle Landdag var ikke længere noget virkeligt Udtryk for, hvad Folket tænkte. Men da Landdagen umiddelbart efter dette Mistillidsvotum trådte sammen, mødte de borgerlige Partier, den 28. November 1917, op med et Forslag om, at Estland fremtidig skulle være en selvstændig Republik med Landdagen som højeste Myndighed, og dette Forslag blev vedtaget af Landdagen, der overdrog »Regeringsmagten« til Lederen af det estiske Bondeforbund (Maalit-Partiet) Konstantin Päts. Det åbne politiske Brud mellem Borgerskabet og Landets arbejdende Befolkning var dermed uundgåeligt. Samme Dag lod Viktor Kingissepp på Sovjetregeringens Vegne Landdagen opløse. »Dobbeltmagten«s Tid var forbi, og den arbejdende Befolkning i Estland gik over til at skabe den nye Stat udfra de egne Idealer og Interesser. Ligesom i 1903 fulgte den besiddelsesløse estiske Befolkning sine russiske Kampfællers Eksempel. De jordløse Bønders Kongres, der trådte sammen den 16. December 1917, godkendte Magtens Overgang til Sovjetterne, der senere lige som i Rusland hindrede et borgerligt Forsøg på at overdrage Regeringsmagten til en konstituerende Forsamling. Den nyvalgte »Landdagsregering« var ikke i Stand til at udøve nogen som helst reel politisk Indflydelse i Hjemlandet. En Del af dens Medlemmer flyttede derimod til Petrograd for at optage Kontakt med Stormagternes Repræsentanter. Andre rejste rundt i Europas Hovedstæder for at opnå Anerkendelse for deres nye Republik i »Legalitetens« Navn. I særlig Grad satte de borgerlige Estere deres Håb til Vestmagterne, og allerede den 23. Januar 1918 førte den estiske Politiker Jan Poska fortrolige Forhandlinger med den franske Petrograd-Ambassadør Noulens for at udvirke en Anerkendelse af »Regeringen«. Den 7. Februar opsøgte de tre Herrer Landdagsmedlemmer Julian Seljama, Professor Piip og Virgo den franske Gesandt i samme Ærinde, men Vestmagterne holdt sig foreløbig afventende. Den Gang så de Allierede endnu mest på, hvem der rådede over brugbare væbnede Kræfter til at føre Krigen videre mod Tyskland, og denne Betingelse opfyldte den opløste estiske Landdag ikke. Også en stor Del af de øvrige borgerlige estiske Politikere havde forlagt deres Virksomhed til Udlandet, og efter den tyske Besættelse af Baltikum fik de deres Chance hos Vestmagterne. Den 3. Maj 1918 anerkendte det britiske udenrigsministerium den ikke længere eksisterende borgerlige Landdagsregering de facto og akcepterede Professor Piip som Estlands Gesandt i London. Ti Dage senere fulgte Frankrig Eksemplet og godkendte en anden borgerlig politiker Karl Pusta, som den estiske Republiks Parisergesandt. En Række af de neutrale Stater fulgte i Stormagternes Spor. Den »uafhængige« estiske Republik så altså Dagens Lys - i Udlandet. I den ubesatte Del af Letland havde Valgene til den russiske konstituerende Forsamling igen været en Bekræftelse på de lettiske Bolschevikers dominerende Indflydelse. I Livland faldt ikke mindre end 74 pCt. af Stemmerne på de bolschevikiske Kandidater, og de borgerlige Nationalister opnåede tilsammen kun 67.000 Stemmer. De borgerlige Partier opgav helt at støtte sig på noget som helst folkevalgt Organ. I Stedet samledes deres Organisationer i en Repræsentation, som de kaldte det lettiske »Nationalråd«, der kun repræsenterede de besiddende Klasser. »Nationalrådet« holdt sit første Møde, i Walk i Dagene 16.-19. November, og vedtog her en Resolution om sine Planer. Det hed heri om Forholdet til Rusland: »Det lettiske Nationalråd udtrykker sin mest energiske Protest mod Delingen af Letland, og først og fremmest mod Tysklands Annektion af Kurland, og erklærer, at Livland, Kurland og Latgallen er en politisk og selvstyrende Enhed, hvis indre Forhold og Forbindelser med Udlandet skal fastlægges af Letlands konstituerende Forsamling.« I Erkendelse af sin Magtesløshed forlod »Nationalrådet« dog hurtigt Letland, for at slå sig ned i Petrograd, hvor det søgte at udøve Indflydelse på de mange Tusinde Flygtninge fra Kurland. Det supplerede sig her med Repræsentanter for den borgerlige lettiske Hjælpeorganisation, hvis Ledere var V. Olavs og en af det reaktionære »Bondeforbund«s Førere Jahnis Tchakste. Jo længere de borgerlige lettiske Politikere kom på Afstand af den lettiske Virkelighed, jo mere højtflyvende blev deres Planer. I Dagene 15.-19. Januar afholdtes der et nyt Plenarmøde i det lettiske »Nationalråd«, og her besluttede man, at Letland var en selvstændig national republik. Herefter begyndte det lettiske Borgerskab også at føre sin egen Udenrigspolitik. I »Nationalrådet«s Navn udarbejdedes et Memorandum til Regeringerne i Udlandet, i hvilket man slog til Lyd for, at Nationalrådet skulle anerkendes som det »uafhængige« Letlands eneste lovlige Regering. Dette Memorandum blev den 21. Januar overrakt Vestmagternes Repræsentanter i Petrograd, af d’Herrer Meirowitz og Seskis. Den britiske Charché d’Affair Lindley var meget forbeholden. Og Amerikaneren, Mr. Francis svarede: »Vi ser ingen Hindring for, at I danner en selvstændig Stat. Vi kan tale om det igen, når Tyskland er slået «. Den franske Ambassadør Noulens, der var hadefuld overfor Rusland på Grund af, at Sovjetregeringen havde trukket sig ud af Krigen, svarede derimod, at han var sikker på, at Nationalrådet ville få sit ønske opfyldt efter Vestmagternes Sejr. De lettiske Borgerlige fik derved det Indtryk, at der var større Magter, der havde samme Interesser som de, og »Nationalrådet« sendte en Række Repræsentanter, med Hr. Meirowitz i Spidsen, til Udlandet for at knytte Forbindelser med Ententelandene og de neutrale Stater. Men foreløbig var det altså Bolschevikerne, den arbejdende befolkning der havde magten både Estland og Letland. De borgerlige Politikere kunne ikke engang være en Trussel mod Sovjetmagten, dertil var deres Indflydelse for minimal. Revolutionen havde vundet den første Runde og havde det nye Rusland i Ryggen. Der var en anden Fare, der var langt mere overhængende: Den tyske Imperialismes Erobringsplaner i østersølandene. I Berlin havde man længe pønset på at komme de tyske Riddergodsbesiddere til Undsætning og redde deres udstrakte Jorder fra de lettiske og estiske Jordkomitéers Konfiskation. Inden længe skulle den tyske Trussel mod de to små Sovjetrepublikken blive bitter Virkelighed.

DE STORTYSKE PLANER

Der var den Ejendommelighed ved det tyske Rige, Bismarck havde støbt Fundamentet til, at det var sammensat af to tilsyneladende modsatte Faktorer: I Vesten og i de store mellemtyske Industridistrikter en gigantisk moderne Monopolkapitalisme. Her var det Borgerskabet, der prægede Udviklingen. I de østlige Områder lå Forholdet anderledes. Det var de sidst koloniserede Dele af Riget. De var blevet tyske ved Sværdets Hjælp, og her regerede Godsejerjunkerne, der udgjorde Rygraden i den nye tyske Militarisme, lige så suverænt som Finanskapitalen dominerede i Vesten. Selve »Riget«s Idé var i Virkeligheden at finde en politisk Generalnævner for disse to Magtcentre. Der var meget, der adskilte dem. Der var talrige Områder i Samfundslivet, hvor deres indbyrdes Konkurrence var hård. Men i en Henseende kunne de stille sig et fælles Mål. Begge de herskende Lag stilede målbevidst mod det tyske Riges fortsatte sejrrige Ekspansion. For Monopolkapitalismen var Begrundelsen, at det var nødvendigt stadig at inddrage nye Råstofkilder og nye Markeder for, at det mægtige og indbringende tyske industrielle Apparat kunne fortsætte sin Vækst og sin Stræben frem mod Verdensherredømmet. For Junkerne var det Jordmonopolet, der for enhver Pris skulle bevares. De så, hvordan Verden over de gamle hel og halvfeudale Ejendomsforhold styrtede i Grus. De mærkede, hvordan Titusinder af jordfattige Bønder og ejendomsløse Landarbejdere stadig mere uafviseligt rejste Kravet om Jord. Og det styrkede hos Grundbesidderstanden i Mecklenburg, Pommeren, Preussen og Schlesien Overbevisningen om, at den ekspansive Kolonisering aldrig måtte få Lov til at gå i Stå. Skete det, ja så vidste man, at Klokken var faldet i Slag for Junkernes Jordmonopoler i østen. Når Landbrugets Pariaer ikke længere ville slå sig til Tåls med de gamle Tingenes Tilstande, når de stadig mere ubønhønligt rejste Kravet om egen Jord og en menneskeværdig Tilværelse, ja så betragtede Storlandbrugets Magnater det som den eneste forstandige præventive Forholdsregel at give »Rebellerne« Løfter om Jord alle andre Steder, blot ikke ved Udstykning af Junkergodserne. Og hvad var så rimeligere end at søge denne Jord i de tilstødende Lande? Hele det tyske Riges Historie mod øst var jo i sin Tid blevet skrevet af Hærer, der erobrede, og af Kolonister, der tog fremmed Jord i Besiddelse som sin tyske Ejendom. Her byggede Junkerne på en lige så gammel som rodfæstet og prøvet tysk Tradition. Den imperialistiske Ekspansion blev derfor ganske selvfølgelig den eftersøgte Generalnævner, der forenede Storkapitalistens Skrig efter Råstoffer og Markeder med Junkerens Frygt for at miste den Jord, han betragtede som sit dyrebareste Arvegods. Højkapitalismens ekspansive nye Produktionsformer og Junkerdømmets forældede feudale Ejendomsforhold indenfor Landbruget blev de to Lokomotiver, der lovmæssigt drev det nye tyske Rige frem mod en aggressiv imperialistisk Politik, som stillede sig det bevidste Mål politisk og økonomisk at udvide Riget, der var blevet for snævert for begge de herskende Lag, udfra forskelligartede, men dog parallelt løbende, Motiver. I denne tyske Politik spillede de baltiske Randstater naturligt og på et tidligt Tidspunkt en fremtrædende Rolle. Der var historisk Tradition for en Udvidelse i denne Retning. Man havde endvidere vigtige Forbundsfæller i det Territorium, man tilstræbte at okkupere, hos Byernes tyske Borgerskab og på Landet hos Riddergodsbesidderne, der ved nære Bånd var knyttet til Østelbiens Adelsslægter. Der var endvidere et ikke ueffent Propagandastof til Rådighed. Var det måske ikke »tyske Folkefæller i Nød«, hvis gamle Privilegier og Ejendomsrettigheder nu var truede af den baltiske Bondebefolknings »Oprør«? Da den første imperialistiske Verdenskrig udbrød i 1914, havde den tyske Herskerklike i disse Egne sine skarpt optrukne Fremtidsplaner med Baltikum, og den gjorde ikke nogen Røverkule af sit tyske Hjerte. I Krigens første Periode var det ganske vist i Tyskland (af taktiske Grunde) forbudt offentligt at diskutere Rigets Krigsmål, men allerede i 1913 begyndte man at få Munden på Gled, også om dette delikate Emne. I Maj 1915 overrakte førende tyske Industrisammenslutninger Rigskansler Bethmann-Hollweg et Memorandum om Krigsmålene, hvori det blandt andet hed: »Mod øst må det afgørende Hensyn være, at vor Industris stærke Vækst imod Vest afbalanceres gennem en tilsvarende Annektion af Landbrugsområder... Nødvendigheden af at styrke vor Nations sunde landbrugsmæssige Basis, Nødvendigheden af at muliggøre en storstilet tysk Landbrugskolonisation såvel som at genindlemme de tyske Bønder, der lever i Udlandet - og i Særdeleshed dem, der er bosat i Rusland, og som i øjeblikket er berøvet deres Rettigheder - i Riget og i vort industrielle System, og endelig Nødvendigheden af at forøge den Del af vort Folk, der er i Stand til at bære Våben, kræver en betydelig Udvidelse af Rigets og Preussens Grænser mod øst ved, at man i det mindste annekterer Dele af de baltiske Provinser og de Territorier, der ligger Syd for dem.« Denne Linje gennemførtes konsekvent i de Områder af Baltikum, der i Krigens første Periode erobredes af de tyske Tropper. General Ludendorf, der en lang Periode havde Kontrollen med de besatte Områder, skriver i sine Krigserindringer: »Vi havde Følelsen af på fremmed Jord at arbejde for Tysklands Fremtid. Vi ville nemlig i Kurland vinde et tysk Kolonisationsområde. Jeg forbød alt Salg af Grunde og Jorder for hermed at skabe Grundlaget for en sund Agrar- og Koloniseringspolitik og for at hindre Åger med Jorden«. Et typisk Udtryk for den Agitation, der under den første Verdenskrig blev drevet for Indlemmelsen af de baltiske Lande i Tyskland, finder man også i den kendte politiske Skribent Poul Rohrbachs Værk »Weltpolitisches Wanderbuch«. Han skriver heri om de tyske Fremtidsplaner i Baltikum: »Hvad er det, der volder os den største Bekymring for Fremtiden? Det er det tyske Rums Snæverhed, der tvinger os til, jo mere vort Befolkningstal vokser, at hente desto flere Levnedsmidler fra fremmede Lande. Vore Modstandere kan brede sig over et videre Rum, hvadenten det nu er på denne eller hin Side af Havene. Men vi er i Forhold til vor Vækst og vor Livsudfoldelse presset sammen indenfor så trykkende Grænser, som et stort Folk aldrig tidligere har været det. Nu er Tiden kommet, hvor vi kan foretage et mægtigt Skridt ud af Snæverheden. Dér foran os ligger Balterlandet, hvor der fortsat er Plads for mange tyske Bønder, også for de to Millioner tyske Kolonister, der bor dybt inde i Rusland ... Skal man ikke bringe dem derhen, hvor den Jord, der igen er blevet tysk, giver tilstrækkeligt Rum til Kolonisation? Hvor svært ville det dog ellers være at blive kaldt Tysker! Narva var engang det tyske Riges Grænsefæstning - og hvis man medregner Litauen, der også engang var et tysk Ordensland, så strækker der sig fra Grobin til Narva et tyndt befolket Rum så stort som en Trediedel af Tyskland, hvor der er rigelig Plads til at sikre, at vore Børns og Børnebørns Rige på 100 Millioner bliver Virkelighed. Et Rige, der indenfor sine Grænser har Levnedsmidler nok til alle sine Indbyggere.« Hvor de øvrige kapitalistiske Stormagter forsøgte at komme ud over deres Vanskeligheder ved oversøiske Erobringskrige mod farvede Kolonifolk, var det tyske Rige kommet for sent i Kapløbet og søgte derfor, udfra de samme Motiver, at skabe sig Kolonier i Europa. Og ved Tysklands østgrænse havde de herskende Lag i første Række udset sig de baltiske Lande som Kolonisationsområde. De havde ikke alene til Hensigt at indlemme disse Lande politisk, de ville også i Ordets snævreste Forstand sætte sig i Besiddelse af Jorden, overdrage den til Tyskere og gøre Litauiere, Lettere og Estere til Kulier og retsløse Slavearbejdere i deres egne Lande. Disse Planer begyndte ikke med Adolf Hitler. Han underbyggede blot de tyske Monopolkapitalisters og Junkeres Undertrykkelsesplaner med sin »Raceteori« om, at Tysklands Naboer var »lavtstående Undermennesker«, som man roligt kunne behandle på samme Måde, som de øvrige imperialistiske Stormagter havde behandlet deres brune, sorte og gule Kulier i Kolonierne. Det var den særprægede tyske Nuance i den imperialistiske Racefilosofi, der regelmæssigt og overalt udnyttes til at maskere Voldspolitik overfor andre Folkeslag. Da de tyske Hære i 1915 brød ind i Kurland, trak den lokale Befolkning sig næsten overalt tilbage sammen med de russiske Tropper. Ca. 80 pct. af Indbyggerne forlod Kurland, da den tyske Hær rykkede ind. Ludendorf skriver, at der for Eksempel i Kredsen Bausk kun levede 4 Mennesker pr. Kvadratkilometer. Resten var vandret mod Nord eller øst eller var flygtet til Skovene. Den tyske General beretter: »Mange Gendarmer har betalt deres Troskab i Kampen med de talrige Bander med deres Liv.« De mest aktive Elementer af de lettiske Bønder førte Friskarekrig mod den forhadte Besættelsesmagt. Tyskerne tog en grusom Hævn ved totalt at udplyndre Landet. Fabriksanlæg, Landbrugsmaskiner, Andelsmejeriernes Inventar, Råstoffer og Tømmer, alt, hvad der havde Værdi, blev slæbt til Tyskland. Også på Menneskene blev der selvfølgelig drevet Jagt. Begrebet Slavearbejdere var heller ikke ukendt under den første Verdenskrig. De tyske Militærmyndigheder førte unge lettiske Mænd og Kvinder, der var blevet tilbage i Landsbyerne, til Tvangsarbejde i Tyskland, i Rustningsindustrien eller Landbruget. Også i selve Kurland tvang Tyskerne den arbejdsdygtige Del af den tilbageblevne Befolkning, indrulleret i særlige Arbejdsbatallioner på 70-120 Mand, - til Vejanlæg, Befæstningsarbejder og lignende. Deres Kost var sædvanlig Fangekost og de blev aflønnet med den svimlende Sum af 30 Pfennig om Dagen. Den lettiske Befolkning skulle vænnes til Tanken om, at den kun var Arbejdskvæg for Landets germanske Herrefolk! Fra første Færd satte Fortyskningen af det offentlige Liv ind. Skole- og Embedssproget var Tysk. Der udkom kun en eneste Avis på Lettisk, og den var naturligvis også udgivet af Tyskerne. Først efter Rigas Fald i 1917 og efter den russiske Revolution samme År begyndte Tyskerne at føre et noget lempeligere Okkupationsregime, i deres Bestræbelser for at vinde de besiddende lettiske Kredse som Forbundsfæller i Kampen mod den voksende russiske revolutionære og socialistiske Bølge. Helt anderledes formede Besættelsestiden sig naturligvis for det tyske Befolkningselement i Baltikum. Det tyske Borgerskab og de tyske Riddergodsbesiddere opfattede indrykningen af Hindenburgs Tropper som Indledningen til en varig Indlemmelse af Baltikum i det tyske Rige, og fra Besættelsens første Dag gik deres Virksomhed ud på at fremme den tyske Imperialismes Planer ved at yde Besættelsesmagten deres aktive Støtte for at sikre og bevare deres Standsprivilegier. Allerede den 28. Juni 1915 tilsendte det af de tyske Baroner og Storborgere oprettede »Baltiske Tillidsmandsråd« Rigskansler Bethmann-Holweg et Telegram, hvori de krævede, at »Liv-, Est- og Kurland fra Polangen til Reval og Narva blev indlemmet i det tyske Rige«. De tilsluttede sig fuldt og helt de tyske Planer om en omfattende tysk Kolonisation, der for dem var blevet et endnu mere brændende Problem efter den lettiske Befolknings Flugt. De manglede ganske simpelt Arbejdskraft til at opretholde Driften af deres Godser. Det kunne kun nødtørftigt ske ved Hjælp af Krigsfanger, der ikke var ønskelige så nær Frontzonen. I den nævnte Henvendelse hedder det endvidere: »Som Kolonisationsområde for de tyske Bønder er de Landområder, der kan erhverves, yderst vigtige. Det vanskelige Problem at anbringe de fra Volgaområdet, Kaukasus og Sydrusland fordrevne Tyskere, kan kun løses ved, at man koloniserer dem i de Grænselande, der skal erhverves«. I den tyske Presse og Litteratur blev der drevet en stadig heftigere Agitation, hvori man udmalede de Rigdomme, en Indlemmelse af Baltikum ville bringe Riget og det tyske herrefolk. Konkrete Planer om, hvordan Jorden skulle udnyttes til Kolonisering, blev fremsat af den tyske Skribent Silvio Broedrich Kurmahlen. Han foreslog, at de tyske Kolonister skulle have overdraget: 1) Statsdomænerne, 2) en Trediedel af Riddergodsernes Jord, 3) Halvdelen af den udstykkede Bondejord og 4) de store uopdyrkede Arealer. »Derfor må man øjeblikkelig overdrage de ovennævnte (uopdyrkede) Arealer til Staten på Grundlag af de gennemsnitlige Førkrigspriser, medens den konfiskerede Jord foreløbig må overlades til de nuværende Besiddere til Udnyttelse mod en vis Forpagtningsafgift. Den store Gevinst gennem Jordpriserne, der sædvanligvis stiger med Koloniseringen, tilfalder på denne Måde Staten selv og kan anvendes til at kolonisere disse Områder. På denne Måde behøver Koloniseringen ikke at komme til at koste Millioner, men vil komme til at indbringe Millioner. Man kan i dette Arbejde, for at lette det, medinddrage den baltiske Tyskhed, der kender de lokale Forhold. Sikker og arbejdsivrig vil den møde op, når der gives nationalt Arbejde på tysk Vise. En anden Skribent, K. Ostmann, foreslog i 1916, at den inddragne baltiske Jord skulle overdrages til: 1) De i Rusland levende Tyskere, 2) Verdenskrigens tyske Soldater og invalider, 3) andre tyske Civilpersoner fra Riget og 4) Udenlandstyskere og »Nordgermanere«. Der var altså allerede ved denne Lejlighed en Invitation til os Skandinavere om at tage Plads ved Rigets veldækkede Bord. At de pågældende Planer ville betyde en national og social tragedie for den lettiske og estiske Befolkning syntes ingen at skænke en Tanke. Blev Planerne realiserede, ville det ganske simpelt betyde, at de lettiske og estiske Folk blev tvunget til Udvandring eller til at leve en ussel og deklasseret Tilværelse som Herrefolkets udbyttede Lønslaver. Og det var ikke Fantasterier blot på Papiret. Allerede den 12. Juli 1916 traf de tyske Okkupationsmyndigheder deres første praktiske Forholdsregler for at forberede Koloniseringen. Der blev udsendt et Dekret om, at ingen Overdragelse eller Belåning af Ejendomme var lovlig uden de tyske Myndigheders Godkendelse. Dette Påbud blev yderligere understreget i en Forordning af 4. April 1917. Året efter, den 17. Juni 1918, blev den sidste Hånd lagt på Værket, idet der blev udsendt en udførlig Anordning om, hvilke Arealer, Jordbesidderne var forpligtede til at overdrage det nyoprettede store Koloniseringsselskab: »Landgemeinschaft Kurland m. b. H..«. Da var det heldigvis ved at blive for sent at realisere Planerne, for Tysklands militære Sammenbrud nærmede sig. Men aldrig før har de to baltiske Folk befundet sig så nær ved Katastrofen som under Eksperimenterne med disse Planer. Først Adolf Hitlers Genoptagelse af de gamle Projekter skulle bringe dem i en tilsvarende Situation. Det var imidlertid ikke alene de baltiske Riddergodsbesiddere og de Østelbiske Junkerstorgodsejere, der stod bag Planerne om denne storstilede baltiske Ekspansion, der en Gang for alle skulle lette det indre Tryk og redde dem for de voksende Trusler om en Jordreform. Industriens og Storhandelens fornemste Repræsentanter deltog med samme Nidkærhed i Diskussionerne om, hvordan den imperialistiske Krig kunne omformes til en strålende Forretning for de herskende og besiddende Lag. I de erobrede baltiske Lande så disse fornemme Herrer først og fremmest en mægtig Udvidelse af det tyske Marked, der årligt skulle indbringe dem Millioner. Et talende Vidnesbyrd herom er et Memorandum fra Handelskamret i Lübeck, der i alle Enkeltheder udvikler de pågældende Erobringers Betydning for tysk Handel og Industri i Perioden efter Krigen. Man går her ud fra, at fem Sjettedele af Litauens, Letlands og Estlands samlede Indførsel i Fremtiden skulle ske fra Tyskland. Dette ville betyde en Udførsel på i Milliard Mark årligt, mere end Tysklands samlede Udførsel til hele det russiske Rige i Perioden før Krigen, der igen udgjorde 10 pCt. af Rigets samlede Eksport. Særlig henviser man i Memorandum’et til de kolossale Muligheder, Indlemmelsen af Baltikum ville få for de førende Virksomheder indenfor Jern- og Stålindustrien. D’Herrer Lübeckere havde således udregnet, at Jernbanenettet i de tre Lande burde bringes op på 2100 km, hvilket naturligvis ville betyde en Kæmpeafsætning for de tyske Fabrikker, der havde specialiseret sig i at fremstille Skinner, Lokomotiver og Vaggoner af enhver Art. Og på samme Måde fremhævede man de rige Muligheder for Producenter af Landbrugsmaskiner og Tekstilvarer. Man behøver således ikke at efterlyse Drivkræfterne i den tyske Ekspansionspolitik, Spekulanterne i Soldaternes Blod og Befolkningens Elendighed. Det har blot været vort Århundredes største menneskelige Tragedie, at disse, de egentlige og mest køligt beregnende Krigsforbrydere, aldrig er blevet draget til Ansvar efter Krigene. Hver Gang har det været som om en mægtig, beskyttende Hånd har dækket over dem. Når man først. er nået frem til disse Tysklands egentlige Regenter, er der blevet sagt Tabu. Hovedvanskeligheden var ikke at finde, ud af, hvordan man kunne uskadeliggøre den tyske Militarisme og standse dens evigt tilbagevendende Aggression. I Virkeligheden véd alle godt, hvem der er Hovedfjenden.. Hvad det i første Række gælder om, er at sikre et økonomisk Demokrati for at nå frem til et politisk. Skal man fjerne Grundlaget for den tyske Imperialisme, må man en Gang for alle bryde og borteliminere Junkergodsejernes og Monopolkapitalens økonomiske og politiske Magt. Vil man ikke det, ja så er al Tale om Forebyggelse af Gentagelser kun tom og demagogisk Snak. Sker det ikke, er, Hovedårsagen at søge i et for intimt åndeligt og økonomisk Slægtskab mellem de besejrede tyske Krigsforbrydere og de vestlige Sejrherrer. Under Krigen havde de borgerlige Kredse i Estland skarpt vendt sig mod de tyske Planer om at bemægtige sig Landet. De havde også stillet sig velvilligt overfor Tanken om at organisere de estiske nationale Regimenter for, at de i Fællesskab med Russerne kunne kæmpe mod den truende tyske Invasion. Den russiske Revolution i Slutningen af 1917 fik imidlertid visse borgerlige Lag til at slå ind på en ny Orientering - ikke så meget af nationale som af klassemæssige Motiver. Hos de besiddende Lag trådte Kampen mod Socialismen i Forgrunden og fik alle andre Hensyn til at vige. I Særdeleshed gjaldt det de førende Lag indenfor det estiske Bondeforbund. For første Gang fandt der en Tilnærmelse Sted mellem de estiske Storbønder og de tyske Godsejere for i Fællesskab at tage Kampen op mod Landproletariatet og Småbønderne, der med Begejstring havde tilsluttet sig Sovjetregeringens Dekret om Ekspropriation af Riddergodserne, Jordens Nationalisering og dens Overdragelse til Jordkomiteerne. I Januar 1918 gik en Gruppe af det estiske Bondeforbunds, »Maaliit« -Partiets, Ledere så vidt, at de sendte en Delegation gennem Fronten. Denne rejste til Berlin og rettede en Henvendelse til den tyske Rigsregering om at intervenere i Baltikum med væbnede Styrker. I Begyndelsen af Februar udsendte Delegationen en formel Deklaration om, at Estland og den nordlige Del af Livland havde løsrevet sig fra Rusland og havde besluttet at søge Støtte hos det tyske Rige. Allerede tidligere, den 5. Februar, havde en Delegation fra den tysk-baltiske Adel rettet et Bønskrift til Kejser Wilhelm, i hvilket den henstillede, at »Hans Majestæt vil tage Estland og Livland under sin mægtige Beskyttelse, befri dem for deres Undertrykkere og forene dem med de allerede besatte Områder og deres Søsterprovins Kurland, med hvilken de er forenet ved fælles Historie og Tradition, under Hans Majestæts berømmelige Scepter«. Denne forræderiske Henvendelse, der fandt Sted netop i det kritiske øjeblik, hvor Fredsforhandlingerne i Brest-Litausk var ved at bryde sammen, medførte naturligvis omgående drastiske Forholdsregler fra de estiske Sovjetters Side, rettet mod de tyske Storgodsejere. Formanden for Sovjetten i Reval Anwelt udsendte den 8. Februar et Dekret, der stillede de baltiske Baroner udenfor Loven som Landsforrædere. For at hindre, at de tyske Storgodsejere skulle have Lejlighed til at optræde som en femte Kolonne i Ryggen på de revolutionære Tropper, blev der Natten mellem den 9. og 10. Februar 1918 over hele Estland foretaget Massearrestationer af de baltiske Baroner, der for en Sikkerheds Skyld blev deporteret til Rusland. Otte Dage senere, den 18. Februar, indledte den tyske Armé en almindelig Offensiv langs hele Fronten. De krigstrætte russiske Styrker og de få rødgardistiske Afdelinger kunne ikke holde Stand overfor det voldsomme fjendtlige Tryk, og i Løbet af få Dage oversvømmede de tyske Hære bande Livland og Estland. I denne farlige Situation undså en lille Gruppe borgerlige estiske Officerer sig ikke for at række de tyske Erobrere en hjælpende Hånd. Allerede Natten mellem den 17. og 18. Februar sendte Kommandøren for det 1. estiske Regiment, der holdt den vigtige Havneby Hapsal besat, den tidligere »nationale« estiske Kredskommissær og en af sine Officerer til det tyske Hovedkvarter i Arensburg på Øsel og tilbød at angribe og afvæbne de socialistisk indstillede Dele af Garnisonen. Da Tyskerne den 21. Februar rykkede ind i Hapsal, blev der derfor ikke ydet Modstand, og 600 estiske Hvidgardister stillede sig her under tysk Kommando. På samme Måde optrådte de borgerlige Officerer ved 2. estiske Regiment, der holdt Frontafsnittet Pernau-Fellin besat. De gav den 25. Februar deres Soldater Ordre til frivilligt at lade sig afvæbne af Tyskerne. Noget lignende var Dagen i Forvejen indtruffet i Walk, hvor 1000 Mand estiske Tropper ligeledes overgav sig som Følge af deres Officerers Konspirationer. I Weissenstein blev en Bataillon af 4. estiske Regiment Offer for et lignende Forræderi. Hovedparten af de estiske Tropper kæmpede imidlertid loyalt sammen med Sovjetafdelingerne og trak sig fra Estland tilbage til Området omkring Petrograd, da deres Land måtte rømmes. Det samme gjalt i endnu højere Grad de lettiske Skyttedivisioner. De stillede sig under Kampene til sidste Mand på Bolschevikernes Side, gik sluttet og veldisciplinerede tilbage til russisk Territorium, og var under hele Borgerkrigen i Rusland nogle af den røde Armés mest pålidelige Elitetropper. Deres Kommandant, Wazetis, blev i Juli 1918 udnævnt til øverstkommanderende for den røde Armé. De estiske borgerlige Politikere, der under den tyske Offensiv var gået Fjendens Ærinde af Frygt for deres eget Lands Befolkning, fik imidlertid ikke megen Glæde af deres Konspirationer. Da de røde Tropper den 25. Februar måtte trække sig tilbage fra Reval, søgte de ganske vist at tage Magten ved at proklamere den »selvstændige« estiske Republik i Håb om tysk Støtte, men da Kejserens Tropper næste Dag rykkede ind i Hovedstaden, gjorde de omgående Ende på alle Eksperimenter i den Retning. På ét Område nåede Konstantin Päts og hans Klike dog grundigt at kompromittere sig i Flertallet af det estiske Folks øjne i de 24 Timer, de spillede »Regering«. De nåede i deres Iver efter at tækkes de indrykkende Tyskere at få udsendt et Dekret, der ophævede alle de Love og Forordninger, der var blevet udstedt af Sovjetmagten. Al konfiskeret Ejendom skulle herefter gives tilbage til de oprindelige »Ejere« i Hovedsagen var det et Påbud om, at de jordløse Bønder skulle levere Jorden tilbage til de tyske Storgodsejere. De »nationale« estiske Socialdemokrater deltog betegnende nok i denne Beslutning. Tyskerne ville absolut ikke vide af et uafhængigt borgerligt Estland. Det var helt andre Planer, de var optaget af, da de lod deres Tropper rykke frem for at omstyrte den første estiske Sovjetrepublik med væbnet Magt. Det skulle det estiske Folk blive belært om allerede i de kommende Måneder! Den tyske Indmarsch i Livland og Estland blev indledningen til et frygteligt Myrderi blandt Befolkningerne. Kort efter Indmarschen gav den tyske øverstkommanderende Grev von Kirbach en Ordre, hvori det hed: »Alle pågrebte Bolscheviker, Agitatorer, Angivere og Rødgardistførere skal under sikker Bevogtning tilbageholdes som Gidsler... Da den bolschevikiske Regering har udsendt Opråb med Opfordring til at organisere Bandekrig i Ryggen på de tyske Hære, befaler jeg med hensynsløs Strenghed og med alle Midler at hindre, at der danner sig Bander. Banderne står udenfor Folkeretten og skal tilintetgøres. På sådanne Røvere og Mordere er det Synd at spilde en Kugle. Rebet passer for dem! « De tidligere baltiske Sovjetrepublikker blev Arbejder- og Bondemyrderiernes og Galgernes Land. Den tyske Hær tog en frygtelig Hævn mod de Arbejdere og Bønder, der havde formastet sig til at ville beslaglægge de tyske Riddergodsers Jord. Tyskerne var kommet til Estland og Letland for at blive der. I Estland og Livland forberedte de tyske Besættelsesmyndigheder sig på at gennemføre en omfattende Kolonisation af tyske Indvandrere ligesom i Kurland. Der blev truffet alle Forberedelser til Jordrovet. Allerede den 29. Januar 1918 var der på de estiske øer Dagø, Øsel og Moon blevet udstedt Forbud mod Køb, Salg og Behæftelse af Landejendomme. Den 10. Juni 1918 blev et lignende Forbud udstedt for Livland og Estland. I Berlin havde man besluttet, at Baltikum skulle fortyskes ! Under disse Forhold var der naturligvis ikke Plads for lokale Regeringer, selv om de var nok så borgerlige og tyskvenlige. Magten blev lagt i de tyske Riddergodsbesidderes Hænder. I Kurland oprettedes der en næsten helt tysk »Landdag«, sammensat af den lokale tyske Overklasse. Spørgsmålet om Indlemmelse udskød man af rent taktiske Grunde. Ved Indlemmelsen ville både Estere og Letter få Valgret til den tyske Rigsdag, og det skulle undgås. I Stedet for udarbejdede man derfor Planer om »selvstændige« Lande i Personalunion med Preussen. Så kunne man anvende så reaktionære Forfatninger, at det tyske Overklasseelement blev helt dominerende, indtil Fortyskningen var fuldbyrdet gennem Indvandringen. Allerede den 8. Marts tilbød denne »Landdag« Kejser Wilhelm II Kurlands Krone. I Byen Riga lod Tyskerne det af dem beherskede »Byråd« fremsætte en lignende Udtalelse. I Livland og Estland gjorde de sig lidt mere Besvær for udadtil dog at tage noget Hensyn til Folkenes Selvbestemmelsesret. De fik kommanderet nogle af det estiske »Maalit«-Partis Medlemmer og visse konservative lettiske Kredse til at deltage i en fælles Landdag med Tyskerne. Skønt den tyske Befolkning udgjorde under 10 pCt., kom Landdagen til at bestå af 34 Tyskere, 13 Estere og 11 Letter. Denne »repræsentative forsamling« blev så den 12. April 1918 sat til at vedtage en Anmodning til Kejseren om at understøtte de nævnte Provinsers fuldstændige Adskillelse fra Rusland og Oprettelsen af »en konstitutionel-monarkistisk Stat med fælles forfatning og forvaltning«, der skulle have Preussens Konge til Hersker, og som skulle være knyttet til Riget ved et Militærforbund og en Told- og Møntunion. Andragendet blev senere overrakt den tyske Rigskansler i Hovedkvarteret, og denne godkendte naturligvis højtideligt den af ham selv udarbejdede Plan. Kun Tysklands påfølgende militære Sammenbrud hindrede således de baltiske Landes Indlemmelse i det tyske Rige. Det skal endnu fremhæves, at de borgerlige lettiske Nationalister, der under den tyske Besættelse havde samlet sig i den såkaldte »demokratiske Blok«, var fuldstændig klare over, at Folkets Flertal stadig var tilhængere af en genforening med det revolutionære Rusland. En af dem, Dr. M. Walters, skriver: »Blokken måtte i sin Udtryksmåde og i sine tilkendegivelser tage Hensyn til visse russisk-revolutionære Sympatier, skønt Blokken og de Kredse, der tilsluttede sig den, ikke længere tænkte på at vende tilbage til Rusland«. Det kommer også til Udtryk i den borgerlige Bloks Tilkendegivelse efter Brest-Litausk Freden, hvori det hedder: »I Tilfælde af, at de modstridende Interesser i den internationale Politik hindrer Letlands Tilbagevenden til det russiske Demokratis Område, må Letlands videre Skæbne ikke gøres afhængig af en Fortsættelse al den krigerske Konflikt. For at opnå en fredelig Løsning er international behandling af Spørgsmålet Letland nødvendig«. På dette Grundlag udgav den borgerlige Blok Parolerne om Letlands »Neutralisering«. Sådanne Omveje måtte de borgerlige lettiske Nationalister endnu anvende i Hjemlandet, medens deres Partifæller rejste rundt i Europas Hovedstæder og hævdede, at Løsrivelsen fra Rusland var fuldbyrdet, og, at stormagterne derfor burde anerkende den uafhængige lettiske Republik. Under hele Besættelsestiden havde de borgerlige Nationalister i Virkeligheden kun ét politisk Resultat. De fik suppleret sig med en lille Klike Socialdemokrater, de lettiske Menscheviker, der i 1917 havde udskilt sig fra det lettiske Arbejderparti på et separatistisk Grundlag. Yderligere var de under Besættelsen blevet forstærket med en anden lille Gruppe (af lettiske Intellektuelle), de såkaldte menschevikiske »Internationalister«, hvis Ledere var Dr. Kalnins og Dr. Menders, der på en illegal Konference, det lettiske Arbejderparti afholdt i Riga i Maj 1918, var blevet ekskluderet af Partiet på Grund af deres vaklende Holdning. Disse to socialdemokratiske Retninger tilsluttede sig Borgerskabet i den »demokratiske Blok«. Da det lakkede mod Enden med den tyske Besættelse, dannedes med disse socialdemokratiske Gruppers Hjælp, det såkaldte lettiske »Folkeråd« i Riga, der var sammensat af 13 Medlemmer af »Bondeforbundet« (Storbønderne), 10 nationale Socialdemokrater, 3 Socialrevolutionære, 14 Repræsentanter for de andre borgerlige Partier, 21 Repræsentanter fra Kurland og 13 fra Latgallen. Til Folkerådets Formand valgtes Jahnis Tchakste fra Bondeforbundet. Det var denne Koalition, der i November 1918 søgte at tage Magten i Letland, da Tysklands militære Nederlag var en Kendsgerning. 

 Skift til Balternes historie II.

Webmaster