Brudstykker af Danmarks historie (V)

Købmændene og Borgerklassernes Åndsliv.

»Et lille Land, og dog så vidt om Jorden end høres Danskens Sang og Mejselslag.« De Farer og Ulykker, der i Århundredets Begyndelse hjemsøgte vort Land, svækkede i udvortes Henseende Riget, og dog bidrog de til at styrke Folkelivet; thi de kaldte det dybeste og bedste i Folket frem. Folkeånden vaktes, og Kirkelivet fornyedes. Man finder ikke i vor Historie, og sjælden hos fremmede Folk, noget Tidsrum med et rigere Åndsliv end det, der blomstrede frem i Danmark under og efter denne Prøvelsens Tid. I »Oplysningstiden« havde Fornuften været alt; nu kom Hjertet med. Det som man før havde kastet Vrag på, kom til Ære og Værdighed: de gamle Sagn, Sagaerne, Kæmpeviserne. Folket fandt sin Barnetro igen, og Livet fremmedes derved. Blandt de mange Åndens Stormænd, der i dette Tidsrum som Skjalde, Præster, Kunstnere eller Videnskabsmænd have løftet Folket opad og hædret det danske Navn, må nævnes de to Høvdinger, der rage op over alle: Oehlenschläger og Grundtvig.

Thomasine Gyllembourg (1773-1856), J.L. Heibergs Moder, havde udmærkede Digterevner; men det var noget, hun knap selv vidste af eller rigtig lagde mærke til, før hun allerede var over 50 År gammel, og sønnen gjorde hende opmærksom derpå. Hun skrev da »Familien Polonius«, »En Hverdagshistorie«, »To Tidsaldre« og flere andre større og mindre Fortællinger, som vakte stor Opmærksomhed og endnu skattes højt.

Bertel Thorvaldsen: (1770-1844 ) Menneskene har en medfødt Trang til at omgive sig med noget skønt. Overalt i Verden, endog mellem vilde Stammer, kan denne Skønhedstrang spores, men jo mere et Folk forfremmes i Udvikling, des stærkere kommer den til Syne, og des bedre formår det at tilfredsstille den. Enkelte Folk have haft særegne store Gaver i den Retning. I Oldtiden overgik Grækerne alle andre; hvor de færdedes, i Templerne, Buegangene eller på offentlige Pladser, omgaves de af herlige Billeder af Guder og Gudinder eller navnkundige Mænd fra Fortid og Samtid, som deres store Billedhuggere havde frembragt. Da Romerne senere erobrede Grækenland, førte de mangfoldige af disse Billeder til deres Hjemsted og søgte at efterligne dem, og således blev Rom rigt på Kunstværker. Endnu ses der de gamle græske Billeder og disses Efterligninger. I langt senere Tid - i det 16. århundrede efter Kr. fremkom en ny Kunst i Italien »Renaissancen eller Genfødelsen«og hundrede År efter en anden i Spanien og Nederlandene. Det var da især Malerkunsten, der hævede sig til et højt Trin. Hvad der således til forskellige Tider og i forskellige Lande er frembragt af Kunst, har bidraget meget til at gøre Menneskene glade og løfte deres Sind fra det lave og mod en skønnere og renere Verden. Indtil dette Hundredeår var der her i Danmark ikke frembragt noget stort Kunstværk. Men i Året 1802 lød Budskabet fra Rom ud over Landene, at der var fremstået en Mester i Billedhuggerkunsten, som ikke havde sin Lige siden Grækernes Dage, og denne Mester var en dansk Mand: Bertel Thorvaldsen. Den 19. November 1770 kom Bertel Thorvaldsen til Verden under fattige Vilkår i et Hus i »Store Grønnegade« i København. Hans Fader, oprindelig en Islænder, ernærede sig som Billedskærer; hans Moder var af jydsk Bondeslægt og aflagde aldrig sit jydske Mål. Da den lille Bertel havde Lyst til at tegne, kom han i sit ellevte År ind på Kunstskolen på Charlottenborg, hvor fattige Børn kunne få fri Undervisning nogle Timer om Aftenen. Snart kom han så vidt, at han kunne hjælpe Faderen med at skære Gallionsfigurer til Skibene. Når han om Middagen bragte Mad ned på Skibsværftet, listede han sig undertiden til at rette på Arbejdet, medens Faderen spiste. På Kunstskolen overgik han snart alle sine Kammerater, men vidste ikke selv, hvor dygtig han var. Da han var 20 År, skulle han forsøge at vinde den lille Guldmedalje i Billedhuggerkunsten, som han især havde lagt sig efter. Han syntes nu ikke selv, han var så dygtig, og turde knap give sig i Lag med Opgaven; men hans Venner fik sat Mod i ham, og han blev lukket ind i et lille Kammer, som han ikke måtte forlade, for han havde gjort et Udkast til det egentlige Arbejde. Det var dog nær ikke blevet til noget alligevel; thi da han havde fået Opgaven at vide, blev han overfaldet at Modløshed og listede sig ned I en Bagtrappe for at løbe sin Vej fra det hele; men heldigvis mødte han i Porten en af Lærerne, som overtalte ham til gå tilbage igen for at tage fat på Arbejdet, og dette lykkedes så godt, at vant vandt Prisen. Et Par År senere vandt han den store Guldmedalje, hvorved han fik Adkomst til at nyde Rejsepenge i flere År. Han skulle som alle Kunstnere til Rom, Kunstens Hjemstavn. Det tog dog Tid, inden han kom af Sted. Moderen kunne ikke afse sin store Dreng med det lyse Hår, de klare blå øjne og det kærlige Hjerte, og Bertel selv havde heller ikke Mod på at forlade Hjemmet. Han var 27 År gammel, før Maleren Abildgård og hans Venner endelig fik ham af Sted. På et dansk Krigsskib, der skulle til Middelhavet, gjorde han Rejsen til Italien. I 1796 forlod Thorvaldsen Danmark og rejste til Rom for at uddanne sig ved at betragte de rige Kunstskatte, som findes i denne By. Thorvaldsen blev i Rom i 42 År. Han brugte sine Øjne og Hænder godt, studerede ivrigt de mange udmærkede Kunstværker fra Oldtiden og øvede sig flittigt i selv at frembringe noget. Han udførte mange smukke Figurer og solgte en Del af dem, så han kunne trække Opholdet ud over de tre År. Men han var længe ikke selv tilfreds med, hvad han udførte, og slog meget af det i Stykker igen, thi det svarede ikke til hans ophøjede Forestillinger om et rigtigt Kunstværk. . Endelig, da han i fem År havde set på de gamle Kunstværker, lykkedes det ham at udføre en Billedstøtte efter sit Sind. Det var et fire Alen højt Billede, forestillende den græske Halvgud Jason. Snart taltes der om det skønne Kunstværk alle Vegne i Rom, og alle strømmede til hans Værksted for at se det. Italiens største Billedhugger, Canova, udbrød ved Synet af det: »Denne Billedstøtte af den unge Danske er i en ny og en stor Stil !« Men han havde ikke Råd til at lade det udføre i Marmor og heller ikke Tid til at vente, til nogen ville komme og købe det; thi hans Penge var ved at slippe op, og han måtte derfor berede sig til at rejse hjem. Dagen til Afrejsen var kommet, Kufferten var pakket og surret fast på Vognen, som holdt for døren; men så kunne hans Rejsekammerat ikke få sit Pas påtegnet, og Rejsen måtte opsættes en Dag. Just på denne Dag kom en rig Englænder ind i Thorvaldsens Værksted for at se den Figur, som Folk i Rom talte så meget om; han blev da også henrevet af Beundring for den og spurgte, hvad den ville koste, når den blev udført i Marmor. 3.000 Rdl. (6.000 Kr.), svarede Thorvaldsen; men Englænderen syntes, det var for lidt, han bød 4.000 Rdl. (8.000 kr.), og det Tilbud blev naturligvis modtaget. Hjemrejsen blev nu opgivet, Thorvaldsen forblev i Rom, og der oprandt en lykkelig Tid for ham. Han fik Bestilling på det ene Arbejde efter det andet, og Rygtet gik over hele Verden om den store danske Billedhugger. Så længe Thorvaldsen levede i Rom, boede han i det samme Hus. Han vedblev at være ugift og spiste derfor hos Familien i Huset. Sine Værksteder havde han i en anden Gade, og de blev snart store; thi der kom Bestillinger alle Vegne fra, og mange unge Kunstnere strømmede til for at arbejde under den berømte mesters vejledning. Udenfor lå de store marmorblokke, indenfor var 30-40 lærlinge i travl virksomhed, nogle med at hugge i marmor, andre med at udføre mesterens tegninger i ler. Thorvaldsen gav anvisning til alle. Undertiden tog han selv fat på mejselen og hug da løs, som skulle det hele splintres, men det viste sig snart, at alt føjede sig snildt efter hans slag. Som det var den græske kunst, der ret havde åbnet hans øje for det skønne, så vedblev han at elske det græske. Han læste gerne den græske digter Homers sange, og ud af de indtryk og de forestillinger, sangene gav ham, formede han en mængde billeder af græske guder og helte, dels som fritstående billedstøtter, dels som ophøjet arbejde på en flade (relief). Han yndede ikke det voldsomme og lidenskabelige, men derimod det milde og fredsæle, og han formede derfor helst barnlige og ungdommelige skikkelser. Man kommer ved at se hans billeder let ind på den tanke, at således ville vel menneskene have set ud, om de altid var blevne i paradis, og synden ikke var kommen i verden, så milde, så uskyldige, så fulde af Fred og Ynde. I 1812 ventede man den franske Kejser Napoleon til Rom, og der skulle i største Hast udsmykkes et Slot til hans Modtagelse. Thorvaldsen påtog sig at udføre et ophøjet Vægbillede (et såkaldt Basrelief) på 55 Alen til en af Salene, og han fik det færdigt i rette Tid; det forestiller »Aleksanders Indtog i Babylon« og er et af hans berømteste Arbejder. Man ser Babylon og dets Omgivelser; en Skare fra Byen drager ud for at møde Sejrherren; nogle strø Blomster for ham, andre bringe ham Gaver. Selv kommer han kørende, fulgt af sine Hærførere, Hestfolk og Fodfolk. Da dette Billede blev sat op, var alle Kunstkendere enige om, at det var det ypperste Relief, der i mange Århundreder var frembragt. I 1819 gjorde Thorvaldsen en Rejse til sit Fædreland, som naturligvis var stolt af sin berømte Søn og gjorde megen Stads og Ære af ham. Da han så den gamle Portner, der så tit havde åbnet Døren for ham, medens han som Dreng gik på Kunstskolen, blev han så rørt, at han faldt den gamle Mand om Halsen og kyssede ham, og enhver kunne da se, at han ikke var blevet hovmodig af sin store Berømmelse. I 1820 fik Thorvaldsen Anmodning om at smykke den genopførte Fruekirke i København med Billedværker, og den blev smykket som ingen anden Kirke fra den nyere Tid. Frue Kirke i København er smykket med nogle af hans bedste Værker. Over Hovedindgangen ser man »Johannesgruppen«, som forestiller Døberen Johannes, der prædiker for en Skare i Ørkenen; i Forhallen er »Kristi Indtog i Jerusalem« fremstillet, og inde i selve Kirken står Billeder af »de tolv Apostle« langs ned med begge Sider, medens et »Kristusbillede« står oppe ved Alteret; midt i Koret knæler »Dåbsengelen« med Døbekarret, og på Muren bag Alteret ses »Kristi Gang til Golgatha«. Hans ophold i Danmark varede kun et år Derefter drog han atter til Rom for at fuldføre de talrige Arbejder, som ventede på ham. Dernede virkede han endnu i mange År og udsendte det ene berømte Kunstværk efter det andet. Til mange andre Byer i Europa udsendtes Billedstøtter fra Thorvaldsens Værksted. I Warsjawa står hans Billede af Copernikus, i München hans Kurfurst Maximilian, i Stuttgart Schiller, i Mainz Gutenberg, i Peterskirken i Rom Pius den Syvende o. s. v. - Årene gik; hver Vinter mente Kunstneren, at næste År skulle han være færdig til at rejse hjem til Danmark; men han blev en gammel Mand, før han blev færdig. Endelig skulle Hjemrejsen gå for sig. I flere År havde den danske Regering sendt Krigsskibe til Middelhavet, hvilke havde ført rige Ladninger af hans Kunstværker hjem. Nu kom 1838 det Skib, der skulle føre den sidste Ladning, og med den Mesteren selv, hjem til Danmark. Han elskede det skønne Italien, men han elskede dog sit barndomshjem højere; der ville han henleve sin alderdom og stedes til hvile. Han fik en storartet modtagelse i København. Da fregatten kom sejlende, var havnen fuld af festlig smykkede både, og folkemasser trængtes i gaderne. Det gjorde et dybt indtryk på mængden, da han steg i land på toldboden, og man så hans ædle skikkelse og simple påklædning. Ungdommen spændte hestene fra hans vogn og trak den gennem gaderne, hvad Thorvaldsen dog ikke syntes om; han var en såre jævn og ligefrem mand og helt undselig over al den ære, der vistes ham. Han tilbringe sine sidste leveår i sin fødeby. Han levede omtrent 6 år herhjemme og udførte i denne tid flere smukke arbejder; det sidste, han begyndte på, var et billede af Luther. Til sin fødeby København skænkede han alle sine efterladte arbejder og kunstsamlinger, hvorpå man påbegyndte opførelsen af et Museum, hvori det hele kunne gemmes. Da han døde i 1844, stedtes han til Jorde som en Fyrste. Hvor Ligtoget kom frem, stod Skarerne med blottede Hoveder, mange simple Folk med Tårer i øjnene. Den store Mand var lige så højt elsket, som han var berømt. Året efter hans Død stod en stor Bygning, Thorvaldsens Museum færdig, og midt i denne Bygnings Gård hviler den store Kunstner i sin Grav. Museet færdigt, en fritliggende Bygning med fire Længer indesluttende et lille Gårdsrum. Der stå alle hans Arbejder - over halvsjette Hundrede - opstillede, nogle i Gibs, andre i Marmor. År efter år have Folk fra vort eget Land og andre Lande valfartet hertil; de ville vedblive at komme og ville altid her i dette Skønhedens Tempel finde en ren og forædlende Glæde. Og de ville standse ved den simple Grav midt i Gården, hvor Mesteren hviler, omgiven af sine skønne Værker, med Tak i Hjertet for, hvad der med Thorvaldsen er skænket Danmark. Blandt de danske Billedhuggere, som kom efter Thorvaldsen, og som alle have lært meget af ham, skal nævnes: H .V. Bissen er næst efter Thorvaldsen Danmarks største Billedhugger, og han har haft stor Indflydelse på den danske Kunst. Til Bissens Værker høre »den tapre Landsoldat« i Fredericia og Frederik den Syvendes Rytterstøtte på Slotspladsen i København; Stein, har udført de i København opstillede Billedstøtter af Holberg og Niels Juel; Såby, hvis Mindesmærke for H. C. Andersen er opstillet i Rosenborg Have, og Jerichau, der har frembragt det store Mindesmærke for H. C. Ørsted.

Samtidig med, at den danske Billedhuggerkunst blev verdensberømt, grundlagdes også en dansk Malerkunst, og fremstod der end ikke nogen dansk Maler, der som Thorvaldsen kunne drage Verdens Opmærksomhed til sig, kan »den danske Malerskole« dog fremvise mange Kunstnere, der med stor Kærlighed og Dygtighed have skildret den danske Natur og det danske Folkeliv. Af Constantin Hansen har vi de store Billeder: »Ægirs Gæstebud« og »Den grundlovgivende Rigsdags Medlemmer«. Jørgen Roed har malet en Del fortrinlige Portrætter og det store Folkelivsbillede »Sjællandske Høstpiger hæge sig ved Brønden«. Jørgen Sonne har gjort sig bekendt dels ved fredelige Folkelivsbilleder, som »De syges Søvn på Helenes Grav ved Tisvilde« og »Præsten hentes til en syg«, dels ved sine Krigsbilleder. I den første slesvigske Krig fulgte han Hæren på dens Vandringer og i Slagene, og hvad han så, har han fortalt med sin Pensel; hans Billeder af Fredericiaslaget og Istedslaget er betydelige Kunstværker. Christen Dalsgård og Julius Exner skildre i deres Billeder gerne Livet i Bondens Hjem, men på forskellig Måde; den første fortæller helst om Livets Alvor, som i »Jydske Bønderfolk«, der nyde Alterens Sakrament i Hjemmet, »Et Besøg af Mormoner hos en Landsbysnedker«, og i det bedste af alle hans Billeder: »En Udpantning hos en fattig Landsbybødker i Jylland«, der på en gribende Måde skildrer Fattigdommens Sorg; den anden fortæller helst om det lyse eller muntre i Livet, som i Billederne »Gildelag hos en Bonde på Amager«, »Sorteperspillerne«, »Den forstyrrede Middagshvile«, o. fl.. En Maler, der med lige Dygtighed har kunnet fremstille det muntre og det alvorlige, er Wilhelm Nikolaj Marstrand (1810-1873): Blandt mange andre morsomme Billeder har han givet os en Billedrække til Holbergs Komedier af den muntreste Art; men det er også ham, vi skylde de herlige Historiemalerier: »Dommen over Kristoffer Rosenkrans«, »Søslaget ved Femern« (Roskilde Domkirke) og »Den hellige Nadvere«. Vor ypperste Historiemaler er dog Carl Bloch (1834-1890): »De to Munke«, »Jairi Datter«, »Kristian den Anden som Fange på Sønderborg« er kun enkelte af de mange skønne og levende Historiemalerier, han har udført. Til Bedestolen i Frederiksborg Kirke har han malet en Række bibelske Billeder, der høre til det skønneste af dansk Kunst, og ikke få Kirker have Alterbilleder fra hans Mesterhånd. I andre Kirker findes smukke Alterbilleder af Anton Dorph. De nævnte Malere have særlig sludret Menneskelivet, Nutidens eller Fortidens. Andre have lagt sig efter at skildre Naturlivet, Dyrene eller Landskabet. Johan Thomas Lundby »Det indre af en Kostald«, »Malkepladsen ved Vognserup« o. fl.) og Otto Bache »En Æltevogn ved et Teglværk i Jylland«, »Hundene skal have Mad« o. fl., hører til vore dygtigste Dyremalere. Anton Melby og Carl Frederik Sørensen har i fortrinlige Billeder skildret Søen og Livet på Søen. Peter Christian Skovgård, Janus la Cour, Gotfred Rump, Vilhelm Kyhn o. fl. have i en Mangfoldighed af dejlige Billeder skildret vor Natur. Ingen har som Kyhn kunnet vise os de vide Udsigter fra Jyllands Bakkedrag, og ingen har som Skovgård kunnet fortælle om Sommerdagene i de sjællandske Skove, om Freden og Stilheden ved de danske Skovsøer. P. S. Krøyer har vundet Berømmelse som vore største Landskabsmalere. Exner er berømt både herhjemme og i Udlandet for sine muntre Folkelivsbilleder fra Amager og Hedebo. Joakim Skovgård er blevet bekendt ved sine udmærkede Vægmalerier i Viborg Domkirke. Weyse, Kuhlau, N. Gade og J. P. E. Hartmann regnes for Danmarks største Komponister eller Tonedigtere. De høre med til vort Lands rige Skatte; de vække Sansen for det skønne og styrke Kærligheden til Landets Natur og Folkets Liv.

Hans Christian Ørsted (1777-1851) en Apothekersøn fra Rudkøbing på Langeland, blev født der d. 14. August 1777. Som han blev vor berømteste Naturforsker, blev hans Broder, Anders Sandø Ørsted, der var et År yngre, vor berømteste lovkyndige. De to Brødre nåede så vidt frem, fordi de ville frem; de skyede intet Arbejde, og de hjalp trolig hinanden; så kom de frem ved små Midler. Undervisningen var simpel nok. Thi som ganske små Drenge hver dag sendt hen i Huset hos en tysk Parykmager for at være under Opsigt, thi Forældrene havde alt for travlt til selv at tage sig videre af dem. Konen lærte dem at læse, Manden lærte dem at tale Tysk og at regne Addition og Subtraktion, mere forstod han ikke; men så lærte de at multiplicere af en ældre Skoledreng og at dividere af en Præst, der kom i deres Forældres Hus. Byfogden lærte den ene af dem Fransk og den anden Engelsk, og ved indbyrdes Undervisning blev de hver for sig hjemme i begge Sprogene. Alle Bøger, de fik fat i, blev læste grundig, og Indholdet vel gennemtænkt, og hvad den ene læste, meddelte han altid den anden. På samme Måde fortsatte de også Arbejdet, da de kom til København og blev Studenter, så da Hans Christian havde valgt Naturvidenskaben til sit særlige Fag og Anders Sandø Lovkyndigheden, vedblev de dog at følge hinandens Arbejde. Deres Gaver var store, deres Flid overordentlig, Kærligheden til Kundskab gjorde dem Arbejdet til en Fryd. Derfor vakte de unge Granskere store Forhåbninger hos dem, der så deres mærkelige Fremgang. Da Hans Christian var 22 År gammel, tog han Doktorgraden, rejste derefter udenlands i nogle År og blev 1806 Professor ved Universitetet i Naturlære, i hvilket Embede han blev til sin Død. Han ophørte aldrig at være Lærling; det var hans store Glæde at granske og undersøge for at vinde større og større Klarhed i Naturen og dens indre Sammenhæng og Love. Men det var ham en ikke mindre Glæde at meddele andre, hvad han fandt. Hvad enten han stod mellem Studenterne eller mellem ældre Mænd på Universitetet eller i Hjemmet, kunne han drage alle med sig ind i sin Videnskab, og han har derved udrettet mere end nogen anden i vort Land til at fremme Kundskab om Naturen og gøre den frugtbringende for mange. Verdensberømt blev han ved den Opdagelse, han gjorde 1820. Mange havde længe kendt de to store Naturkræfter Elektricitet og Magnetisme, men Ørsted påviste Sammenhængen mellem dem. Ved en Række Forsøg godtgjorde han, at en elektrisk Strøm påvirker Magnetnålen på lovbestemt Måde, og da han havde udfundet Loven, sendte han Meddelelse derom til Videnskabens Hovedstæder i Europa. Alle Vegne kom man i travl Bevægelse. Æresbelønninger strømmede ind til Opdageren; men hvad der måtte glæde ham mest, var at se, hvor ivrig der blev arbejdet på, at hans Opdagelse kunne komme Menneskeslægten til gode. Denne Opdagelse førte igen til Opdagelsen af Elektromagneten og en af de Frugter, Ørsteds Opdagelse har bragt, er, at Menneskene nu ved den elektriske Telegraf kunne sende deres Tanker Jorden rundt med Lynets Fart, og der er al Grund til at vente flere for Menneskeheden betydningsfulde Anvendelser af de to mægtige Naturkræfter, som man har begyndt at få Herredømme over ved ørsteds Opdagelse. Til denne knyttes hans Berømmelse. Men vi Danske ville ikke glemme, at den store Gransker var en god Mand, åben, ærlig, jævn og hjælpsom. Hans Hjerte slog varmt for Danmark, og hvad der hørte Danmark til. Hvor travlt han end havde med sin Videnskab, fandt han dog Tid til at sysle med Modersmålet, som han berigede med ikke få nye fortrinlige Ord.

Rasmus Christian Rask (1787-1832), en af Verdens største Sprogmestere, var en Husmandssøn fra Brændekilde ved Odense, hvor han kom til Verden den 22. November 1787. Han var meget svag og spinkel ved sin Fødsel. Forældrene havde tidligere mistet to stærke og kraftige Sønner, og faderen var ikke videre glad, så han så den lille skrøbelige Pusling, men udbrød klagende» Hvad der duede noget, tog vor Herre; det dårlige lod han mig beholde«. Men han kom dog snart på andre Tanker, da han så, hvorledes Drengen udmærkede sig, navnlig ved en overordentlig Hukommelse. 13 År gammel kom Rasmus Rask i Odense Latinskole og vakte her Opmærksomhed ved sine forunderlige Sproggaver han nøjedes ikke med de Sprog, hvori Skolen gav Undervisning, men begyndte på egen Hånd at studere Islandsk, Grønlandsk, Kreolsk, Angelsaksisk og Møsogotisk. Lærerne undrede sig, og Borgermændene sagde ofte, når han kom: nu kommer den lille Professor. En af hans Venner fra denne Tid og Livet igennem, Fynboen N. M. Petersen, fortæller således om deres Samliv: »Til Livets Adspredelser levnedes os hverken Lyst, Tid eller Anledning; vor Vederkvægelse var en Slags regelmæssige Søndagsammenkomster, hvor Samtalen da ofte, hos Rask næsten altid, drejede sig om det gamle Norden; ved disse grundlagdes i vore Sjæle en Kærlighed til Fædrelandet, til gammel nordisk Ærlighed og til et trofast Fostbroderlag, som ingen af os har svigtet. Mangen stjerneklar Aften er jeg gået bort fra denne Kreds i en Henrykkelse og Begejstring for alt, hvad godt, ædelt og stort er.« Da han i Året 1807 kom til Universitetet i København, kunne ingen anden Student måle sig med ham i Sproglærdom. Men det var langt fra, at han dermed følte sig færdig, han ville gå langt videre endnu, rigtig trænge til Bunds i Sprogene, særlig da i vort eget Modersmål og de Sprog, som det stammer fra eller er i Slægtskab med. Den værste Hindring, han havde at kæmpe imod, var Fattigdom. I sit første Studenterår måtte han næsten hver Dag leve ved tørt Surbrød og Vand. Når han følte sig alt for mat og trængte til lidt kraftigere Kost, på tog han en gammel Kavaj på og sneg sig ved Aftenstid ned i en Kælder, hvor han kunne få sig en Ret varm Mad for 5 Skilling. Traf det sig, at han en Aftenstund fik Besøg af en af sine fortrolige Venner, så ville han gerne byde ham noget, når Spisetiden kom; han trak da atter i den gamle Kavaj og gik ud i Byen, hvor han købte for nogle få Øre varme Kartofler, og disse i Forening med lidt Salt udgjorde hele Aftensmåltidet. Skønt han på ledes led Nød og Sult, arbejdede han ivrigt hele Dagen igennem og langt ud på Natten for at trænge dybere og dybere ind i sin Videnskab. Han skrev da også en Mængde Afhandlinger, som alle viste hans klare og dybe Indblik i Sprogenes Natur og Sammenhæng. Han havde udgransket, at de nordiske Sprog har deres ældste Kilde i Asien, og det var hans daglige Ønske at komme over og undersøge denne rigtig grundigt. Snart lærte flere end hans nærmeste Venner at kende hans klare Tanker og omfattende Lærdom; i forskellige Tidsskrifter kunne man læse hans grundige Afhandlinger om Sprogene, og i Året 1811 udgav han en fortrinlig islandsk Sproglære. I 1813 kom han ud på Rejse, til det Land, han helst ville gæste, til Island. Mens han var deroppe, forklædte han sig som islandsk Bondedreng og fremstillede sig som sådan for sin Ven Provst Helgason, der virkelig troede, at han havde en Brevbærer fra Nordlandet for sig. Og dog skrev Rask hjem: »Det var godt, jeg kom herop; jeg havde ellers aldrig lært Islandsk til Gavns, hvad jeg så gør endnu.« Selv havde han rigtignok ingen Penge at rejse for; men en Rigmand på Fyn gav ham en Del af Rejsepengene, Regeringen skød også noget til, og i Året 1816 gav han sig på den lange Rejse. Han rejste over Sverrig, gennem Finland, Rusland, Tyrkiet og Persien; enkelte Steder opholdt han sig flere i Måneder, og Sproget studerede han i alle Lande, han kom igennem, så han overalt kunne tale med Folkene i deres egne Tungemål, både med Finner, Russere, Tyrker, Persere, Tartarer, Armenier, Tsjerkesser, Persere, og hvad de nu alle sammen hedder. Efter en rejse på fire År nåede han til Indien, hvor han opholdt sig i to År og studerede mange asiatiske Tungemål: Hindustansk, Sanskrit, Kanarisk, Bengalsk, Singalesisk, Arabisk, Kinesisk og mange flere, som vi andre knap kan huske Navnene på. I Indien, hvor han længst opholdt sig, studerede han en Mængde nye og gamle Sprog og samlede Håndskrifter på Palmeblade, hvilke nu gemmes i Københavns Bogsamlinger. Efter henved syv Års Fraværelse kom han tilbage til København i 1823. Han var nu en berømt Mand og beundret af alle lærde i hele Europa; thi han havde bidraget stærkt til at åbne Øjnene for Sammenhængen og Slægtskabet mellem de forskellige Folks Tungemål, og han blev derved en af Grundlæggerne af en helt ny Videnskab: den sammenlignende Sprogvidenskab. Det var ikke alene hans vidunderlige Hukommelse, der gjorde ham det muligt at blive hjemme i Snese af Sprog, man beundrede, det var ikke mindre den Klarhed og Sikkerhed, hvormed han straks så det særegne ved et Sprog og kunne påvise Forskelle og Ligheder mellem de forskellige Sprogstammer. Han var som kommen op på et højt Sted, hvorfra han kunne overse Sprogenes Vrimmel, og hvorhen han så rettede øjet, så han klart og sikkert. - Det anstrengende sjælelige Arbejde og Strabadserne på Rejsen havde imidlertid nedbrudt hans Helbred; han trængte til et sorgfrit Udkomme; men det var en karrig Understøttelse, den danske Regering ydede ham. Og det er en stor Skam for vort Land, at Regeringen ikke skaffede ham et sorgfrit Udkomme, som han trængte så hårdt til. Der tilbød sig ellers en god Lejlighed til at hjælpe ham ud af hans Nød og på samme Tid høste Fordel af hans store Dygtighed; thi der blev et Embede ledigt som Professor netop i de Sprog, som han var så dygtig i; men alligevel lod man det ene År gå hen efter det andet, uden at han fik Embedet. Som det på allerfattigst ud for ham, fik han Tilbud fra Skotland om et Embede som Professor i Edinburgh, og der lovedes ham en høj Løn; men han elskede sit utaknemlige Fødeland højere end et godt Udkomme og afslog det fristende Tilbud med de Ord: »Sit Fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette«. Endelig kom Regeringen da i Tanke om at vise Retfærdighed mod den berømte Sprogmester og udnævnte ham til det ledige Embede. Han modtog Meddelelsen om sin Udnævnelse med de Ord: »Jeg frygter for, at det er for silde«; og det var for silde, thi Svagheden tog mere og mere til. Året efter døde han, kun 45 År gammel. I et Mindedigt siger Grundtvig: Dette skal hans Gravskrift være:»Vej han brød, hvor han kom hen, som det kaldes skal en Ære at betræde ret igen; og han kom fra Renens Veje ned til Elefanters Leje.«

Niels Mathias Petersen, Rasks Ungdomsven, var blandt dette århundredes dygtige Sagamænd, og som denne en Husmandssøn fra Odense Egnen (Sandertun). Den Kærlighed til det gamle Norden, han i sin Ungdom delte med Rasmus Christian, fulgte ham Livet igennem, og den gav sig til Kende i et utrætteligt Arbejde på at sprede Lys over vor Oldtid og vort Åndslivs Historie. Hans »Danmarks Historie i Hedenold«, hans Oversættelse af de islandske Sagaer og hans »Bidrag til den danske Litteraturs Historie« o. fl. andre Skrifter bære Vidnesbyrd om, at han var en Mand, der havde set med sine egne Øjne, og det var klare og kærlige øjne. J. N. Madvig må næst efter Rask nævnes som Danmarks største Sprogmester. Det var især Græsk og Latin, han gjorde til Genstand for sine Forskninger, og han bragte en sådan Klarhed over disse gamle Sprog og alt, hvad der står i Forbindelse med dem, at alle sproglærde i hele Europa deri må erkende ham som deres Mester. N. M. Pedersen, en Husmandssøn fra Sanderum ved Odense, var en grundig og flittig Gransker af Fædrelandets Sprog og Historie, og hans Skrifter er af stor Betydning. Som hans Hovedværker må nævnes »Det danske, norske og svenske Sprogs Historie« og »Bidrag til den danske Litteraturs Historie«.

Adam Gottlob Oehlenschäger (1779-1850) Nordens Sangkonge, fødtes i et lille Hus på Vesterbro ved København den 14. November 1779, men voksede op på Frederiksberg Slot, hvor hans Fader var Slotsforvalter. Et mærkeligt Barndomshjem havde han. Det stod kun tarveligt til hos hans Forældre, men han led ingen Nød og levede en mere lykkelig Barndom end mange rige Folks Børn. Han var en fattig Dreng og boede dog i Kongens Slot. Inde var der småt og tarveligt, Omgivelserne var store og glimrende. Han og hans Søster kunne lege i Slotshaven, se på Livet i Kongens Gård, og når Kongefamilien om Vinteren flyttede til København, kunne de vandre gennem Slottets Sale og fryde sig over de herlige Malerier. Tæt ved hans Barndomshjem var den smukke Frederiksberg Have, og der kunne han tumle sig frit under de skyggefulde Træer og fryde sine øjne og øren ved Blomsterpragt og Fuglesang. Han kunne også forlyste sig ved at betragte den brogede Glans og Herlighed som følger med Hoflivet på Frederiksberg Slot, og der boede Kronprinsen ofte om Sommeren. Lektier og Skoletvang blev han ikke plaget med i sine første Drengeår. Han lærte at læse af en gammel Enke, siden gik han lidt i Skole hos Degnen på Frederiksberg, og det måtte han nøjes med i lang Tid, thi Forældrene havde ikke Råd til at give mange Penge ud til Skolegang. Han havde derfor megen Fritid, som han benyttede til Læsning af en hel del Morskabsbøger: Holbergs Komedier, Ewalds og Wessels Værker, Robinson Krusoe, Østerlands Eventyr og mange andre. Sådanne Bøger var han meget henrykt over og ønskede inderligt, at han måtte blive Digter. Han prøvede da også tidlig på at skrive små Historier og Vers, og i sit 9'de År digtede han en ret smuk lille Morgensalme. Da han var 12 År gammel, traf Digtere Edvard Storm ham en Dag ude i Frederiksberg have. Han gav sig i Samtale med ham og blev så indtagen i den smukke og livlige Dreng, at han skaffede ham en Friplads i Efterslægtens Realskole, som han selv var Forstander for, og der nød han nu en god Undervisning, indtil han i sit 16'de År blev konfirmeret. Efter endt Skolegang vidste han ikke, hvad han ville være. Han havde nok Lyst til at blive Student, men ikke til at læse til Studentereksamen. Efter sin Konfirmation begyndte han at studere Græsk og Latin for at blive Student. Men den tørre og kedelige latinske Sproglære havde han ingen Lyst til; han var derfor slet ikke flittig, og efter et Års Forløb sagde han farvel både til Græsk og Latin, læste Romaner og spillede Komedie og gav sig til at være Skuespiller. Han indså dog snart, at han aldrig kunne blive nogen udmærket Skuespiller, og en middelmådig ville han ikke nøjes med at være; han forlod derfor snart Teateret. Han lærte Brødrene Ørsted at kende, og deres Flid ansporede ham, og ved deres Hjælp nåede han så vidt, at han i Året 1800 blev indskreven som Student ved Københavns Universitet og gav sig til at studere igen, og i Året 1800 opnåede han at blive Student. Herefter vidste han straks ikke rigtigt, hvad han skulle slå ind på. Han havde mest Lyst til at hengive sig til Digtekunsten; men hans venner mente, at han skulle se at få en Eksamen, der kunne skaffe ham et Embede, og for at føje dem begyndte han da også at studere Lovkyndighed. Så kom den 2. April 1801. Han var Vidne til denne Dags Kamp; han beundrede Heltene, der stred, og hans Hjerte fyldtes af Kærlighed til Fædrelandet. Det var Folkeånden, der kom over ham og indviede ham til Folkets Sanger. Ikke længe efter kom en mærkelig Mand til København, Nordmanden Henrik Steffens, der havde rejst i Tyskland, gæstet Åndens Stormænd og af dem fået et andet Syn på Livet. I Tyskland var nemlig fremstået Mænd, der gjorde en ny Opfattelse gældende (Romantikken). Bag det synlige, som man kunne forstå, var der noget usynligt, som man ikke kunne forstå, og dette uforståelige var det højere. Derfor skulle man ikke kaste Vrag på det hemmelighedsfulde, det overnaturlige, de dunkle Følelser, de sære Anelser; det hørte Menneskelivet til, og Forstanden havde ikke Ret til at råde alene. Herom holdt Henrik Steffens nu Foredrag i København, og Folk undrede sig meget over, hvad de fik at høre. Det var ikke Fornuften, han priste, men Ånden. Han talte om Naturen og Historien, således som endnu ingen havde hørt det; han talte med Ærbødighed om den kristne Tro, og om, hvorledes Gud indgav visse Mennesker de store Tanker, der skulle lyse for tusinde Sjæle. Den skulle ikke så meget befatte sig med den håndgribelige Virkelighed og de dagligdags Begivenheder, men med Tilværelsens hemmelige og usynlige Magter og de store Begivenheder i Historien, helst dem, der ligger langt tilbage i Tiden og viser sig ligesom i Eventyrglans. Han talte med en sådan Kraft og Varme, at der ikke var hørt Mage dertil i lange Tider, og alle Tilhørerne blev helt henrevet af hans Veltalenhed. Henrik Steffens forkyndte en helt ny Lære om Digtekunsten. Ved at høre denne veltalende Mands Foredrag og ved at samtale med ham, klarede det op for Oehlenschläger, i hvad Retning hans Digtning måtte gå. Oehlenschläger havde i sit stille Sind gået omkring med de samme Tanker om Digtekunsten uden ret at have Mod til at tro på dem; men nu blev han overbevist om, at de var rigtige, og Lysten til at digte blev så stærk hos ham, at den ikke var til at modstå; han opgav derfor Lovkyndigheden og besluttede, at han for Fremtiden ville leve og dø som Digter. Da han var 22 År, udgav han sin første Digtsamling, der skulle lukke så mange Øren op for Modersmålets Skønhed og vække Liv i så mange danske Hjerter. I »St. Hans Aftenspil« skildrede han den danske Natur, Stranden og Skoven og det brogede Liv på Dyrehavsbakken, når Københavnerne om Sommeren drog derud for at more sig. Det vakte stor Opsigt og blev læst af alle dannede med Glæde og Beundring, og det stod nu klart for enhver, at Oehlenschläger var en virkelig Digter. Han glemte ikke, hvad der lå bag ved det synlige, og han skildrede alt, så det blev som nærværende for Læseren. Tre År senere udgav han en ny Samling af Digterværker; og deriblandt var atter et Mesterværk, nemlig Eventyrdigtet »Aladdin«. I »Aladdin« sang han om Lykkebarnet, der fra det fattige Hjem stiger så højt, at han får al Verdens Rigdom og Magt i Eje, ikke som Løn for møjsomt Arbejde, men som Gave, fordi han har et barnligt Sind. Digteren tænker herved på sig selv. Størst Indtryk gjorde hans nordiske Digte. »Et Sagn fuld værd at høre med gamle Rimer står; maner mig eders Øre, mens jeg Guldharpen slår«.  Således slog han til Lyd for sine nordiske Sange, og Folket lyttede gerne til dem. Det var, som de gamle Helte gik frem af Graven lyslevende igen. Det blev læst over hele Landet med stor Henrykkelse og er endnu noget af det smukkeste, som findes på Dansk. Han var nu så berømt og anset, at han fik Penge af Regeringen til en Udenlandsrejse, og i henved fem År rejste han så omkring i Tyskland, Frankrig og Italien (1805-10) og samlede stor Erfaring ved at se de mange forskellige Naturskønheder og samtale med Tidens berømteste mænd. På denne Rejse digtede han fire Tragedier eller Sørgespil: »Hakor Jarl«, »Baldur hin Gode«, »Palnatoke« og »Aksel og Valborg«. Det var Digte, som med sælsom Magt kaldte Nordens store Minder frem. Og dermed blev han ved, så længe han levede. Der kom vel en Tid, da han skrev ringere Digte, og da Jens Baggesen ikke uden Grund dadlede hans Værker, men så hævede han sig igen og frembragte skønne Digte som »Helge«, »Ørvarods Saga«, Eventyret »Aly og Gulhyndy«, Tragedierne »Hagbart og Signe«, »Erik og Abel« og »Dronning Margrete« o. fl.. I Danmark hædredes han som den ypperste mellem Skjalde; men han kendtes videre ud. Hans Sang havde givet Genlyd mellem Norges Klipper og ved Mælarens Strande. Minderne, han sang om, var fælles for Nordens Stammer, og alt som de trende Folk lyttede til, forstod de bedre, at de var eet. Efter Hjemkomsten blev han ansat som Professor i Æstetik eller Skønhedslære ved København Universitet, og denne Stilling beklædte han lige til sin Død. Da Oehlenschläger i Året 1829 gæstede Lund, satte Biskoppen der, den berømte Digter Tegnér, Laurbærklansen på hans Hoved, kaldte ham »den nordiske Sangarekungen« og takkede ham, fordi »sondringens tid er forbi«. Som Oehlenschlager havde begyndt med at synge om Aladdin, så var han selv et Lykkebarn. Herlige Gaver var ham givet, hans Liv var langt og lykkeligt, hans Alderdom fredelig, hans Gerning blev rigt velsignet. Han døde i Januar 1850 og blev jordet på Frederiksberg Kirkegård, tæt ved Barndomshjemmet. Nogle Uger tidligere havde danske Kvinder på hans 70 årige Fødselsdag skænket ham en Æreskrans. Den blev hængt over Graven, og da Foråret kom, byggede en Sangfugl Rede i den.

Steen Steensen Blicher (1782-1848) var af en gammel jysk Præsteslægt, og selv opnåede han også at blive præst i Jylland har draget Folkeminderne frem, men han så dog mere på Folkelivet, som det nu er, og da især som det er på den fattigste Egn i Landet: den jydske Hede. Hans Præstegerning er der nu ikke noget særligt at fortælle om. På denne var han født og opvokset, på den strejfede han om med Bøssen på Nakken, efter at han var blevet Præst; den elskede han, og om den sang han så skønt, som nogen Digter har sunget om de rigeste Lande. Det var hans Sange om Heden og hans Fortællinger om Livet på Heden (Novellerne), der give ham Rang mellem vore bedste Skjalde. Som Digter er han blevet berømt ved sine mesterlige og naturtro Skildringer af Natur og Folkeliv i Jylland, navnlig i de fattige Hedeegne. Hans berømteste Digtning er »E Binnstouw« (Bindestuen), der består af Sange og Småfortællinger i jysk Mundart; den er et Mesterværk af Virkelighedsskildring, som ingen anden dansk Digter endnu har skrevet Mage til. Som de betydeligste af hans Fortællinger, de såkaldte Noveller, kan nævnes: »En Landsbydegns Dagbog«, » Røverstuen«, »Hosekræmmeren« og »Keltringliv«.

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) den danske Menigheds ypperste Mand i dette Århundrede, er født den 8. September 1783 i Udby Præstegård ved Vordingborg hvor hans Fader var Præst.. Hans Forældre var et Par alvorlige Præstefolk. De søgte tidlig at vække hans Kærlighed til Kristenhedens berømte Mænd, og han var endnu kun en lille Pusling, da han med stor Beundring og Henrykkelse læste Luthers Levned; han kunne knap rive sig løs fra Bogen, mens han spiste sin Mad, og idelig tænkte han på Luthers mandige Ord: »Om der på er lige på mange Djævle i Worms som Tagsten på Husene, vil jeg dog derind«. Her levede han i et godt Barndomshjem sine første År, men da hans Lærer fik Præstekald i Thyregod i Jylland, fulgte han med ham for fremdeles at nyde hans Undervisning, og således fik han i sin Barndom Indtryk både af Sydsjællands smilende Mark og af den alvorlige jydske Hede. Han blev undervist hjemme til sit 9'de År, derefter var han seks År i Huset hos en Landsbypræst i den jyske Hedeegn, og to År gik han i Århus Latinskole, hvorfra han kom til København og blev Student i Året 1800. Allerede som Barn lærte han at elske Kingos Salmer og den danske Krønike. Når han læste om Morten Luthers Fasthed og Mod, da bankede hans Hjerte af Fryd, og når han hørte om Balles Kamp mod Fritænkerne, da ønskede han at stå ved denne Mands Side. Men Hans Barndoms Begejstring for Morten Luther og andre kristelige Stormænd havde nu tabt sig, thi han var i sit Skoleliv blevet påvirket af Tidens Vantro. Han tog alligevel fat på at studere til præst, og han fik også Præsteeksamen; men det var mest for at føje sine gamle Forældre, der på inderligt ønskede, at deres Søn måtte blive Præst. Som ung Student var han Vidne til Slaget på Reden og fik et lignende Indtryk deraf som Oehlenschläger. Ligeledes hørte Steffens Forelæsninger til det bedste, han oplevede i sin Ungdom; han forstod dem vel ikke helt igennem, men ved at høre denne ildfulde Mands Tale lærte han at kende noget, som han aldrig glemte, det levende Ords Magt. 20 År gammel tog han Præsteeksamen og var derefter Huslærer på Langeland i fem År., og under det ensomme Liv i den smukke landlige Egn dukkede Barndomsminderne levende frem i hans Sjæl; han gav sig ivrigt til at studere i Bibelen og Luthers Skrifter. Her kunne han uforstyrret hengive sig til sine egne Tanker og Drømme og fordybe sig i, hvad Verdens største Tænkere og Skjalde havde skrevet, og efter mange Sjælekampe lykkedes det ham at vinde en fast og inderlig Tro på Kristendommens Sandhed. Fædrelandets Fornedrelse faldt tungt på hans Sind, men så vendte han sig mod det gamle Norden; der var Storhed og Heltekraft. Med Henrykkelse læste han Oehlenschlagers nordiske Digte, og da han i Året 1808 vendte tilbage til Hovedstaden, drejede hans Tanker sig især om de gamle Helte. At han forstod disse endnu bedre, end Oehlenschläger havde forstået dem, og at han kunne skildre dem lyslevende, fik man at se, da han udgav sit første større Digt: »Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord«. Det var nu hans Livsmål at blive en dygtig Sagamand og en folkelig Skjald; Præstegerningen syntes ham for ringe. Og dog skulle han netop være Præst. Hans gamle Fader, der trængte til en Kapellan, kaldte på ham, og han fik snart at føle, at også Gud kaldte på ham til denne Gerning. Da han 1810 skulle holde en Prøveprædiken, før han kunne blive præsteviet, kom det levende frem for ham, at Menigheden var stedt i en stor Nød, fordi dens Præster ikke længer forkyndte Herrens Ord, men fyldte Kirken med forfængelig Snak om de jordiske Ting eller, når det kom højt, med brammende Menneskevisdom, og hans Prædiken kom da til at dreje sig om det Spørgsmål: »Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus ?« og han fremkom med så mange Angreb på Tidens rationalistiske Præster, at det vakte almindelig Opsigt; han fik næsten alle københavnske Præster til Fjender, og det var ikke langt fra, at de havde fået udvirket et Forbud mod hans Ansættelse. Præsterne i København blev meget forbitrede og de indgav en Klage til Regeringen, og Grundtvig fik en Irettesættelse, som dog ikke trykkede ham meget. Men der var noget andet, som trykkede ham: Det var det Spørgsmål: Er du selv en Kristen ? og det var den store Sag, som han ikke vidste, om han kunne magte, at føre Herrens Ord tilbage til hans Hus. Prædiken i København blev Indledning til en lang og alvorlig Kamp for at hævde den gamle Kristentro over for dem, der forkyndte Rationalismen. Under Kampen kom han mere og mere ind på den Anskuelse, at den apostoliske Trosbekendelse, som lyder ved den kristne Dåb, er det oprindelige Vidnesbyrd om den sande Kristendom, og han satte den over Bibelordet som den øverste Trosregel. Dåben og Nadveren fremhævede han stærkere end de fleste andre Religionslærere, og han betragtede dem som den kristne Menigheds to Livskilder. Der rejste sig fra alle Sider en heftig Modstand mod hans Opfattelse af Trosbekendelsen, men han var ikke til at rokke derfra; han forkyndte den med en sådan Kraft og Udholdenhed både i Tale og Skrift, at mange af de dygtigste Præster sluttede sig til ham, og gennem dem vandt han store Kredse af Folket i Landet forskellige Egne. Igennem hårde Sjælekampe blev han vis i sin Sag, at han selv havde fundet Freden med Gud, og at han var kaldet til på ny at tænde Guds Ords Lys i den danske Menighed. Da var alle hans Storhedsdrømme om at vinde Verdens Pris forsvundne. I 1811 blev han Hjælpepræst hos sin gamle Fader, og han bad nu kun om, at Gud ville antage ham til sit Ords Tjener. Ved sin Prøveprædiken havde Grundtvig fået mange, især blandt Præsterne, imod sig, og Modstanden blev ikke mindre, da han i de to År, han var Kapellan i Udby, og vedblev at tale og skrive strengt mod Tidens Vantro. Efter Faderens Død (1813) tog han til København, den By, hvorfra Vantroen bredtes ud over Landet, og hvor han følte, Kampen skulle stå. Men det var, som alle havde sammensvoret sig for at hindre »den store Anklager« i at komme til Orde. Embede kunne han ikke få, og Præsterne nægtede ham Adgang til deres Prædikestole. I 8 År måtte han vente på Embede i Statskirken; men ledig var han ikke. Da man nægtede ham at komme til Orde, brugte han Pennen. I Tidsskriftet »Danevirke« og i en »Verdenskrønike« viste han, hvorledes man i den lutherske Kirke var kommen længere og længere bort fra Morten Luthers Prædiken; ved »Roskilde-Rim« og »Kvædlinger« oplivede han gennem en Række af skønne Digte mange af Folkets gode Minder, og ved en ny Fordanskning af Sakses og Snorres Kongesagaer hjalp han til, at også den menige Mand kunne lære at kende vor gamle Historie. En af de få, der ikke var ham imod, var Kongen, Frederik den Sjette, der da også omsider satte sin Vilje igennem og gav ham Præsteembede, først i Præstø og snart derefter i København. I 1822 blev han kaldet til Kapelan ved Frelsers Kirke. Nu havde han fået den Stilling, han mente at måtte have for med Held at kunne rejse en Kamp mod Fornuftkristendommen, og Kampen lod ikke længe vente på sig. Da den unge begavede Præstelærer Dr. H. N. Clausen 1825 havde udgivet et Skrift, hvis Indhold var, at de lærde skulle bringe Skriftens Udsagn til at rime sig med Fornuften og derefter sige Menigmand, hvad Kristendom er, da udsendte Grundtvig »Kirkens Genmæle !«, en lille Bog, hvori han i klare og bestemte Ord nedlægger Indsigelse imod, at den Lærdom, der forkyndes af Præstelæreren og af de fleste Kirkelærere på den Tid, skal kaldes Kristendom, eftersom den tværtimod er den reneste Vantro. Uden Omsvøb siger han om Clausen, at »han har stillet sig i Spidsen for den kristne Kirkes Fjender og Guds Ords Foragtere«. Men idet han angriber Fornuftkristendommen, viser han tillige hen til den gamle Kristendom, som han vil give Vidnesbyrd. Det er ikke de lærde, der skal sige os, hvad Kristendom er; thi Herren har selv sagt os det, da han har givet sin Menighed en Trosbekendelse. Hverken Skriften eller de skriftkloges Forklaringer er Kirkens Grundvold. Grundvolden er Herrens eget Ord ved hans Nådemidler, og ingen kan da blive en Kristen ved Fornuftens Oplysning, men kun ved enfoldig barnlig Tro på Herrens Ord. - Disse jævne og dog så mægtige Ord gav Fornuftkristendommen Dødsstødet her i Landet, om end det varede en Stund, før deres Virkning ret blev kendelig. Kampen, som Balle havde begyndt, blev fuldført af Grundtvig. Lige straks så det snarest ud efter, at Grundtvig havde tabt Slaget; han blev idømt en Bøde og berøvet sin Skrivefrihed (hvad han i de følgende År skrev, skulle gennemses af Politimesteren, før det måtte komme i Trykken), og selv tog han sin Afsked fra Præsteembedet, da han ikke kunne finde sig i at være Præst i en Kirke, hvor man ikke måtte angribe Kristendommens Fjender. Men det klaredes efterhånden. Han udgav det ene Skrift efter det andet, alle vidnende om grundig Lærdom og en mægtig Åndskraft. I »Theologisk Månedsskrift« skrev han: »Om den sande Kristendom«, »Om Kristendom og Rationalisme«, »Om Kristendommens Sandhed« »Skal den lutherske Reformation virkelig fortsættes«. I Årene 1827-31 udkom hans »Søndagsbog«, 1829 »Krønikerim til Børnelærdom«, 1832 »Nordens Mythologi«, 1833-43 »Håndbog i Verdenshistorien«, og 1837-41 »Sangværk til den danske Kirke.«. I 1832 fik han Lov til at prædike i Frederikskirken, for hvem der ville høre ham, og 1839 fik han atter Embede i Statskirken, idet Frederik den Sjette kaldede ham til Præst ved Vartov Kirke. Den værste Kamptid var nu omme, og i den Menneskealder Grundtvig var Præst ved Vartov - fra 1839 til hans Død 1872 - var det hans egentlige Gerning at bygge op. Han samlede en fri Menighed om sig, der med Glæde lyttede til hans Forkyndelse og sang hans Salmer med Liv og Lyst. Hovedindholdet af hans Prædiken var, at Dåb en og Nadveren er Menighedens Livskilder og Bibelen dens Oplysningsbog. Særlig fremdrog han Dåbens Pagt, Forsagelsens og Troens Ord, der viser os Salighedens Vilkår, men tillige er et levende Guds Ord, der giver hver, som ærlig tror og bekender det, Magt til at være et Guds Barn. Og han fremdrog det ikke som en Lærdomssag; han vidnede om sin Tro, og Guds Ånd stadfæstede hans Vidnesbyrd. Menigheden voksede, flere og flere Præster blev hans Disciple, fra Vartovmenigheden udgik en Vækkelse til mangfoldige Menigheder rundt om i Landet. Ved sin Kamp mod Fornuftkristendommen, ved sit kraftige Vidnesbyrd om Kirkens Nådemidler og ved sine herlige Salmer blev han en Reformator i den danske Kirke. Så kom hans Gyldenårsdag, da han havde været Præst i 50 År. Præsterne gik da atter sammen, men ikke for at anklage ham; de flokkedes nu skarevis om hans Prædikestol med Tak til Gud for Lyset, der ved ham atter var bleven tændt i Menigheden, og samme Dag meldte Kongen ham, at da vore to ældre Salmedigtere, Kingo og Brorson, begge havde været Biskopper, så havde han anset det for ret at give den tredje store Salmedigter, Grundtvig, Rang med Sjællands Biskop. Om det menneskelige havde Grundtvig andre Forestillinger end Rationalisterne og Pietisterne. Når de første forgudede det naturlige Menneske, og de sidste fordømte det, da så Grundtvig i Mennesket en falden Skabning, som kun kunne genrejses ved Guds Hjælp, men som dog i Faldet havde bevaret Præget af at være skabt i Guds Billede. Synden skulle hades og udryddes, men det ægte menneskelige skulle elskes og opdyrkes som den gode Jord, hvori det himmelske Ord kunne gro og bære Frugt. Gerne pegede han på, hvad ædelt og stort Mennesket rundt om på Jorden har øvet; men især elskede han det menneskelige, som det har vist og viser sig her i Danmark. Han var en stor Ven af Frihed og Danskhed og en ivrig Forkæmper derfor. Utrættelig har han kæmpet for Ordets og Troens Frihed, og han opnåede at se denne Frihed fastslået i Rigets Grundlov. Flere af de Love, som have gjort den danske Folkekirke til en af de frieste i Verden, skyldes særlig ham, f.eks. Loven om Sognebåndets Løsning, der tillader Folkekirkens Medlemmer at slutte sig til den Præst og Menighed, hvor de kunne finde mest Opbyggelse. For den danske Sag har han arbejdet mere end nogen anden. Det fremmede (Latinen og Tysken), der så tit og så længe havde kuet vort Åndsliv, satte han til Dørs, hvor han kunne, og han søgte på alle Måder at styrke det danske Liv ved at vække Kærlighed til vore gamle Minder og ved at rejse et levende Håb i Folket om en lys Fremtid. Det var en af hans kæreste Tanker at få en dansk Højskole grundet i Sorø, hvor den danske Ungdom frit kunne flokkes for at oplyses på Modersmålet om de Ting, der må elskes og forstås, når Folket livet skal trives vel, og opnåede han end ikke at se denne Tanke ligefrem udført, så oplevede han dog, at der rundt om i Landet rejstes en Mængde frie Skoler for Ungdommen (Folkehøjskoler), på hvilke der undervises efter hans Tankegang. Hvad Grundtvig har virket som Præst og Salmedigter, som Frihedsmand og Folkeoplysningsmand, kendes rundt om i vort Fædreland, og der er gode Tegn til, at det Ord, han har talt, vil vedblive at være til Vejledning for Menigheden og Folket i lange Tider. Ved Siden af de to store Banebrydere optrådte en hel Flok af Skjalde, som hver især havde noget godt at bringe. Grundtvig var også en stor Digter. Ved Oehlenschlägers nordiske Digte vaktes hans Kærlighed til Nordens Oldtid, og han skrev det berømte Digt »Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord«. Senere skrev han »Roskilde Rim«, »Roskilde Saga«, »Påskeliljen« og mange andre smukke Digte og Sange, som ikke vil glemmes, så længe det danske Sprog lever. Særligt må nævnes hans udmærkede Salmer, som kun få Lande har Mage til, og alle er enige om at erkende ham for en af Danmark største Salmedigtere. Det var da også for at hædre ham som Salmedigter, at Kongen gav ham Titel af Biskop. Historien havde Grundtvig stor Kærlighed til, især Nordens Historie, og derfor oversatte han på Dansk både Sakses Danmarkskrønike og Snorre Sturlesens Norgeskrønike, så disse to udmærkede Bøger nu er til at læse i et klart og kraftigt Sprog. Han skrev også selv Flere historiske Værker, hvoraf det vigtigste er »Håndbog i Verdenshistorie«, og i sin høje Alderdom holdt han en Række Foredrag over Kirkens Historie, som er optegnet under Navnet »Kirkespejl«. Det var med Glæde, at Grundtvig mindedes sin Barndom i sine Forældres Hus og i den jyske Præstegård. Derimod var han ikke så glad, når han tænkte tilbage på sit Skoleliv i Århus; thi den Undervisningsmåde, der brugtes i Latinskolerne, var slet ikke efter hans Sind. Han syntes, det var en stor Urimelighed, at et sådant gammelt og helt fremmed Sprog som Latin skulle være vigtigere end Modersmålet, og det blev en fast Tro hos ham, at der burde indføres en grundig Forandring i Ungdommens Undervisning. Det danske Sprog og Historien skal efter hans Mening være Hovedfagene; Børnene må ikke plages med tørre og kedelige Ramser; men der skal fortælles klart og livligt for dem, så de kan lytte med liv og Lyst. Han kæmpede med stor Kraft og Udholdenhed for at skaffe sine Skoletanker Udbredelse, og hans Kamp i den Retning var heller ikke uden Virkning, thi hverken Latinen eller Ramseriet har længer den Magt som tidligere. Under sit Arbejde for at løfte og hæve Folket kom han også ind på Tanken om en vækkende Skole for den voksne Ungdom i den Alder, da Sansen let kan vækkes for Livets alvorlige Spørgsmål. Denne hans Tanke er kommet til Udførelse gennem de mange Folkehøjskoler, som navnlig siden 1864 er blevet oprettet i Landets forskellige Egne. Disse skoler er noget ejendommeligt for Danmark, og de har i Forening med Børneskolerne haft den Virkning, at Landbefolkningen står højere i Oplysning og Dannelse i Danmark end i andre Lande. I 1872 døde Grundtvig som Præst ved Fattigstiftelsen Vartov i København, hvor han havde været ansat siden 1839 og samlet en talrig Menighed om sig. Foruden Grundtvig må der endnu nævnes fire af Åndens Stormænd, som hver på sin Måde har øvet en væsentlig Indflydelse på det religiøse Liv i det 19'de Århundrede, nemlig de to lærde og veltalende Biskopper J. P. Münster og H. L. Martensen, den store Tænker Søren Kierkegård (1813-1855) og Præsten Vilhelm Beck.

Bernhard Severin Ingemann (1789-1862) var en Præstesøn fra Falster. I sin »Levnedsbog« har han med Kærlighed skildret sit Barndomshjem og med Munterhed fortalt om Skolelivet i Slagelse. Han skrev i sin Ungdom mange Digte, men Danmarks Hjerteskjald blev han først, da han noget over tredive År gammel fik sit Hjem i det dejlige Sorø, hvorhen han blev kaldet som Lærer ved Sorø Akademi. Sorø-Egnen og Ingemann passede sammen. De fredsæle Skove om den stille Sø var det rette Sted for den milde, drømmende Digter. Og her i disse egne have nogle af vor Middelalders skønneste Minder hjemme. De mange historiske Minder, knytter sig til Sorøegnen, vakte hans Kærlighed til vor Historie i Middelalderen. I Ringsted hvilede Valdemarerne, i Sorø Biskop Absalon, i Fjenneslev havde Asger Ryg og Fru Inge boet. Når en Skjald her lyttede godt efter, måtte han endnu kunne høre Sværdenes Klang og Kæmpevisens Toner. Ingemann lyttede efter, og det blev hans store Lyst at kalde disse Minder frem, så de kunne blive ret levende for Folket, ja blive Forbilleder for det til ædel og mandig Dåd. I 1824 udkom hans Digt: »Valdemar den Store og hans Mænd», hvorefter fulgte en Række af historiske Romaner: »Valdemar Sejr«, »Erik Menveds Barndom«, »Kong Erik og de fredløse«, »Prins Otto af Danmark og hans Samtid«, og som Afslutning Digtet »Dronning Margrete«. Ved disse Værker er Ingemann fremfor nogen anden blevet Digter for den danske Ungdom; den vil ikke så let glemme de Billeder, han har tegnet af Absalon, Valdemar, Dagmar, Karl af Rise, Drost Peder og mange flere, og den vil vel heller ikke glemme den Digter, som har fået dens Hjerte til at banke for det ædle, og måske mere end nogen anden lært den at elske Fædrelandet og dets Minder. Men fra Ingemanns Hjem i Sorø kom også en Flok af dejlige »Morgen- og Aftensalmer«, der som gode Ånder have vandret Landet rundt og båret milde og fredsæle Tanker, Glædens og Takkens Ord ind i Borg og Hytte. Disse Bøger tillige med hans Nutidsroman »Landsbybørnene« hører til Ungdommens kæreste Læsning og har bidraget meget til at vække og styrke Fædrelandskærligheden. Ingemann har også et stort Navn som Salmedigter og har digtet nogle af vore smukkeste Morgen- og Aftensalmer.

J. C. Hauch (1790-1872) var en strengt alvorlig og noget tungsindig Digter, som i sine Bøger stærkt fremhæver Skyggesiden af Menneskehedens Livskår. De af hans Værker, som er blevet højst skattet, er Skuespillet »Søstrene på Kinnekullen«, Romanerne »Vilhelm Zabern«, »Guldmageren«, »En polsk Familie« og »Slottet ved Rinen« og den i Sagastil skrevne »Saga om Thorvald Vidførle«. Carsten Hauch yndede meget de islandske Sagaer og har i et Par af sine Bøger, »Thorvald Vidførle« og »Haldor«, fortalt om Livet i Vikingetiden, men også den nyere Tids Mennesker har han skildret godt i en Mængde Skuespil og Romaner.

J. L. Heiberg (1791-1860) var Søn af den landsforviste P. A. Heiberg. Han udmærkede sig ved et dybt Kendskab til Digtekunstens Væsen, og sine Anskuelser derom forsvarede han med en sådan Skarphed og Klarhed i Tanken, at det næsten ikke var muligt for nogen at gøre andre Synsmåder gældende. Hans Meninger og Domme om Digtekunst og Digterværker gjaldt derfor også i mange År for at være de eneste rigtige. Som Digter må han regnes blandt de store, og han vakte igen den længe sløvede Sans for dansk Komedie ved sine smagfulde og livlige Lystspil: »Kong Salomon og Jørgen Hattemager«, »Aprilsnarrene«, »Recensenten og Dyret«, »Elverhøj« og flere. Det vittigste og dybsindigste af hans Værker er den såkaldte apokalyptiske (det vil sige: hemmelighedsfulde eller gådefulde) Komedie »En Sjæl efter Døden«.

Poul Martin Møller (1794-1838) nåede ikke at få meget skrevet; men hvad han skrev, viste, at han var en ægte Digternatur. Som hans ypperste Frembringelser kan nævnes den dybt følte og skønne Fædrelandssang »Rosen blusser alt i Danas Have«, de mesterlige Digte »Torbisten og Fluen« og »Hans og Trine« og den ufuldendte Fortælling »En dansk Students Eventyr«, som er overordentlig lystig og morsom.

Christian Winther (1796-1876) var en stor Mester til at skrive Vers, og i flere af sine Digtninge giver han henrivende Skildringer af Sjællands Natur og Folkeliv, som han dog ikke lader os se i nøgen Virkelighed, men i et digterisk forskønnende Lys. Hans Hovedværker er en Digtsamling, som han gav Navnet »Træsnit«, og det fortællende Digt »Hjortens Flugt«, som vandt overordentligt Bifald og altid vil blive anset som et Digterværk af høj Rang.

Henrik Hertz (1797-1870)og senere Jens Christian Hostrup (1818-1892) har givet os en Række af livlige Skuespil, hvori Livet på mangfoldig Vis er afbildet.

Carl Bernhard (1798-1865), hvis rette Navn var Saint-Aubain, skrev flere mindre Fortællinger, deriblandt »Lykkens Yndling« og Commissionæren«, og nogle større historiske Romaner: »Krøniker fra Erik af Pommerns Tid«, »Krøniker fra Kristian den Andens Tid« og »Gamle Minder« fra Struensees og Karoline Matildes Tid. Hans Bøger er skrevet i et smukt og livligt Sprog og meget underholdende at læse.

Henrik Hertz (1798-1870) vandt et berømt Navn ved sine mange Skuespil, hvoraf flere regnes blandt Mesterværkerne i den danske Digtekunst. Som de vigtigste kan nævnes: »Amors Genistreger«, »Sparekassen«, »Svend Dyrings Hus« og »Kong Renés Datter«.

Troels Lund (1802-1867) har ved sit berømte historiske Værk »Dagligt Liv i Norden i det 16'de Århundrede« givet os et fornøjeligt og lærerigt Indblik i vort Folks daglige Levevis i det nævnte Tidsrum.

H. C. Andersen (1805-1875) var Søn af en fattig Skomager i Odense. Han fik kun en yderst tarvelig Undervisning i sine Drengeår, og det var Moderens Bestemmelse med ham, at han skulle være Skrædder; men han havde en levende Følelse af, at han var skabt til noget større, og da han var konfirmeret, rejste han til København med det Forsæt at blive en berømt Mand. Dette var nu ikke så lige at løbe til, og han måtte i flere År udstå mange Genvordigheder; men han nåede sit Mål og blev som Digter en at vort Lands berømteste Mænd. Blandt hans Værker kan nævnes flere gode Romaner: »Improvisatøren«, »Kun en Spillemand«, »De to Baronesser« og »At være eller ikke være«; men sin store Berømmelse vandt han ved sine Eventyr; de blev læst og beundret ikke blot i Danmark, men over hele Europa, ja næsten over hele Verden, og de har skaffet ham et Navn som en af Verdens største Eventyrdigtere. Som nogle at hans bedste og mest kendte Eventyr kan nævnes: »Ole Lukøje«, »Svinedrengen«, »Den standhaftige Tinsoldat«, »Kejserens ny Klæder«, »Tommelise«, »Rejsekammeraten«, »Lykkens Galosker«, »Nattergalen« og »Den grimme Ælling«. I en tyk Bog, som hedder »Mit Livs Eventyr«, har han selv fortalt om sin egen eventyrlige Livsførelse.

Frederik Paludan-Müller (1809-1876) var en fuldendt Mester til at skrive Vers. Det År han kom til Universitetet, var der blandt Studenterne foruden ham hele femten, som mente at have digteriske Anlæg og gav sig af med at digte. Kammeraterne kaldte dem for Spøg de fire store og de tolv små Poeter. Fr. Paludan-Müller regnedes dengang kun til de små; men senere, da han havde skrevet Skuespillet »Kærlighed ved Hoffet« og det henrivende Digt »Danserinden«, så måtte det indrømmes, at han var en at de store, og ved sit enestående Mesterværk »Adam Homo«, et storartet Skjaldeværk, hvori fremstilles et Menneske af den almindelige Slags, der i sin Ungdom tegnede godt, men som efterhånden tabte sit Indhold, så kun den tomme Skal blev tilbage.

Carl Ferdinand Allen (1811-1871)har skrevet et fortrinligt Værk om de første oldenborgske Konger - særlig Kristian den Anden. C. F. Allen har vundet Navn som en af vore grundigste historikere. Hans betydeligste Værker er »De tre nordiske Rigers Historie under Hans, Kristian den Anden og Frederik den Første«og »Håndbog i Fædrelandets Historie«.

Carl Ploug (1813-1894) var som Redaktør af bladet »Fædrelandet« en af Frihedens modigste og dygtigste Forkæmpere under Kristian den Ottende, og han har vundet et anset Navn som Digter ved sine formfuldendte og kraftige Sange for Frihed, Fædreland og Nordens Enhed.

Carit Etlar (1816-1900) eller Brosbøll, som han egentlig hed, skrev en lang Række at Romaner og Fortællinger; han viste sig deri som en Mester til at opfinde. Begivenheder og kæde dem sammen således, at man under Læsningen kommer i en behagelig Spænding. Det er navnlig ved sit Mesterskab i denne Retning, at han har vundet så talrige Læsere. Som de betydeligste af hans Bøger kan nævnes »Gøngehøvdingen« og »Dronningens Vagtmester«.

J. C. Hostrup (1818-1892) førte den Slags Lystspildigtning videre, som J. L. Heiberg havde begyndt, og Henrik Hertz fortsat. Hans Lystspil står i Liv og Lystighed lige så højt som de to andres, og de overgår dem i een Henseende, nemlig i den pålidelige Gengivelse af Virkeligheden. Personerne i hans bedste Stykker bruger i deres Tale netop sådanne Udtryk og Vendinger, som er ejendommelige for den Stand, de tilhører, og det Alders- og Dannelsestrin, de står på. Som Mesterværkerne blandt hans Lystspil må »Genboerne«, »En Spurv i Tranedans« og »Eventyr på Fodrejsen«.

H. V. Kålund (1818-1885) har skrevet Skuespillet »Fulvia« og flere smukke Digte. Blandt disse må nævnes som Mesterværker alle de, hvori han giver Skildringer fra Dyrenes Verden: »Fabler for Børn«, »Bjørnen som Rytter«, »Den firbenede Proletar«, »Elefanten« og flere.

M. Goldschmidt (1819-1887) henledte først Opmærksomheden på sig ved det berømte Vittighedsblad »Corsaren«, hvilket ban udgav i nogle År under Kristian den Ottende og brugte som åndeligt Våben i Kampen for Frihed. Senere skrev han udmærkede Romaner, deriblandt »En Jøde«, »Hjemløs« og »Ravnen«, og han viste i disse Bøger, at han var en skarp Iagttager af Menneskelivet og en af de ypperste Mestre i Modersmålets skriftlige Behandling.

H. F. Ewald (1821-1908) har vundet Navn som en anset Romanforfatter og fundet mange Læsere. Som hans mest læste Bøger kan nævnes »Valdemar Krones Ungdomshistorie« og de historiske Romaner »Svenskerne på Kronborg« og »Den skotske Kvinde på Tjele«.

Jens Worsåe (1821-1885) have syslet med Oldsager, der i stor Mængde er blevne samlede i det »oldnordiske Museum« i København, hvorved meget Lys er vundet over den forhistoriske Tid. Jens Worsåe og Japetus Steenstrup er vore største Oldgranskere. De har med stor Flid og Skarpsindighed studeret de mange Oldsager, som er fundet i Landets forskellige Egne, og derved er udbredt megen Oplysning om Folkets Levevis i den fjerne Oldtid, som man ingen skriftlige Efterretninger har fra.

C. A. Thyregod (1822-1898) har givet jævne og troværdige Skildringer af jyske Landboeres Liv, hvilket han som Landsbylærer i Jylland havde rig Lejlighed til at iagttage.

Erik Bøgh (1822-1899) var enestående som Forfatter af muntre og vittige Viser. Han indtog også en fremragende Plads som Skuespildigter, og mange har moret sig ved at se »Fastelavnsgildet«, »Redaktionssekretæren« og andre af hans talrige Lystspil. »Jonas Tværmoses Ærgrelser« er den betydeligste af hans morsomme Fortællinger.

Svend Grundtvig (1824-1883) har med stor Flid og Lærdom samlet og oplyst Folkeviserne fra Middelalderen, og mange andre Forskere have været og er i travlt Arbejde med at undersøge og drage frem for Lyset alle vore Folkeminder. 

Anton Nielsen (1827-1897) virkede i flere År som Landsbylærer på Sjælland, og i sine Fortællinger »Fra Landet« var han den første, som gav rigtig naturtro Skildringer af sjællandske Landboeres Liv.

Christian Richardt (1831-1892) har skrevet Sangspillet »Drot og Marsk«, Skuespillet »Deklarationen« og flere fædrelandske og religiøse Digte, som alle udmærker sig ved inderlig Følelse og en ejendommelig smuk Form. Som Mesterværker må nævnes hans morsomme spøgefulde Digte »Et romersk Æsel«, »Far skal sove«, »Hr. Mikkel«, »Tulte« og flere.

Vilhelm Bergsøe (1835-1911) vakte i sin Tid stor Opmærksomhed ved Romanen »Fra Piazza del Popolo«, som endnu hører til de mest læste Bøger. Af hans senere Bøger kan nævnes »Fra den gamle Fabrik« og »Bruden fra Rørvig«.

L. Budde (1836-1902) var i mange År Forstander for en Opdragelsesanstalt for vanskelige og forvildede Børn. I denne Stilling virkede han med enestående og utrættelig Kærlighed til Børn, selv de mest forvildede, og det er også denne Kærlighed, der i Forening med et godt Humør går igennem hans forskellige Historier og Fortællinger og gør dem så fornøjelige at læse.

S. Schandorph (1836-1901) var henved 40 År, inden det lykkedes ham at skrive noget, som ret mange brød sig om aflæse; men så vakte Georg Brandes ved sine Forelæsningen hans Sans for Realismen, og det viste sig snart, at det netop var i den Retning, han havde Anlæg til at digte. Han skrev nu i Årenes Løb flere Romaner og Småfortællinger, hvori han naturligt og morsomt skildrer sjællandske Landboere og Købstadborgere. De bedste af Romanerne, »Uden Midtpunkt« og »Småfolk«, men særlig Småfortællingerne fandt mange Læsere.

Georg Brandes (f. 1842) begyndte i Året 1871 på Universitetet i København en Række Foredrag over »Hovedstrømninger i det 19'de Århundredes Litteratur«. I disse Foredrag, som nu foreligger i Bøger, omtaler og bedømmer han med indgående Kendskab og i et udmærket dansk Sprog de vigtigste franske, engelske og tyske Forfattere og deres Værker i første Halvdel af det 19'de Århundrede. Foredragene vakte stærk Modsigelse, fordi han bedømte alt ud fra yderliggående fri Anskuelser; men de øvede en stor Virkning; thi det var hovedsagelig ved dem, at en ny Retning i Digtekunsten også vandt Indgang i Danmark. Denne Retning hævder, at Digtekunsten i højere Grad end tidligere skal skildre Livet således, som det virkeligt er, og ikke, som det burde være. Derfor har den fået Navnet Realisme, hvilket er et nyere latinsk Ord, som her kan betyde Virkelighedsdigtning. Foruden »Hovedstrømninger « har Brandes skrevet højst lærerige Bøger om danske, norske og svenske Forfattere, desuden et stort Værk om den verdensberømte engelske Digter Shakespeare, og han har skildret russiske og polske Forhold og Personer i de to Bøger »Indtryk fra Rusland« og »Indtryk fra Polen«. Hans Bøger er oversat på de europæiske Hovedsprog, og han regnes blandt Europas største Kendere og Bedømmere af Digterværker.

Ingvor Bondesen (1844-1911) var i flere År Landsbylærer på Fyn. Sine iagttagelser af Folkelivet der har han skildret på en fængslende Måde i »Kareten fra Lønneskov«, »Skovstrupfolk« og andre Nutidsfortællinger. Han har også skrevet gode historiske Romaner, deriblandt »Hersen på Steinarstad« og »Kongebrydens Fostersøn«.

Zakarias Nielsen (f. 1844), tidligere Landsbylærer på Sjælland, har været en frugtbar Forfatter og blandt andet skrevet Romanerne: »Nye Tider«, »Gamle Vaner«, »Mågen«, »Den store Magt«, »Kulsviere«, »Mystisk« og »Kilderne«. Han skildrer deri med indgående Kendskab og kærlig Forståelse de åndelige Brydninger blandt Landboerne mellem gamle og ny Anskuelser i Opdragelse, Politik, Religion og Moral.

Holger Drachmann (1846-1908) har i flere af sine Digtninge givet Følelser og Stemninger så stærke og skønne Udtryk, at han i den Retning regnes for Danmarks største Digter i den nyere Tid. Mange af hans Sange og nogle hans Eventyrdigte, »Der var engang«, »Østen for Sol og Vesten for Måne« og flere, anses da også som Mester værker i den danske Litteratur. Hans »Sømandshistorier« er noget af det bedste i den realistiske Digtning, og der findes udmærkede Ting i hans Romaner og Skuespil.

J. P. Jacobsen (1847-1885) var en at de første, som sluttede sig til Realismen i Digtekunsten. Han skrev på Grund at Sygdom og en tidlig Død ikke meget, kun de to Romaner »Marie Grubbe« og »Niels Lyhne«, nogle mindre Fortællinger og enkelte Vers; men hans Bøger er skrevet med så fin Forståelse af sjælelige Rørelser og en så enestående Sprogkunst, at han til alle Tider vil blive regnet for en at Danmarks største Digtere.

Sophus Bauditz (f. 1850) åbenbarer i sine Bøger et lyst Syn på Livet. Han er en udmærket Fortæller, giver pålidelige Naturskildringer og forstår med Opfindsomhed at bringe Liv og Spænding i Handlingen. Af hans Værker fortjener at nævnes: »Historier fra Skovridergården«, »Krøniker fra Garnisonsbyen«, »Hjortholm«, »Sporsne« og »Absalons Brønd«. De hører alle til de mest læste danske Bøger, og de fleste at dem er blevet oversat på fremmede Sprog.

Henrik Pontoppidan (f. 1857) er en at de berømteste blandt Realismens Digtere. Hans Hovedværker er de to store Romaner »Det forjættede Land« og »Lykkeper«. Deri skildrer han med stort Mesterskab Livet på Land og i By, således som det udfoldede sig i et Tidsrum, da der var stærke Brydninger mellem de forskellige Retninger i Politik og Religion. Det er gennemgående i alt, hvad han skriver, at Skyggesiderne stærkt fremhæves ved den Tid og de Personer, der skildres.

Karl Gjellerup (f. 1857) begyndte sin Digtervirksomhed i en ung Alder og sluttede sig straks til Realismen. Hans bedste Bøger er Tragedien »Brynhild« og Romanerne »Minna« og »Møllen«.

Herman Bang (1857-1912) hører også til de realistiske Digtere, og flere at hans Bøger regnes for betydelige Digterværker. Han har blandt andet skrevet: »Slægter«, »Tine«, »Det hvide Hus«, »Stuk«, »Mika og »Stille Eksistenser«.

Lægen Niels Finsen (1860-1904) har vundet Verdensberømmelse ved sin Opdagelse af Lysstrålernes helbredende Virkninger overfor visse Hudsygdomme, navnlig den skrækkelige Lupus, som Lægerne før hans Opdagelse næsten altid stod magtesløse overfor.

Frederik den Ottende

1906 - 1912

Den 20'de Januar 1906 døde Kristian den Niende, og Kronprinsen arvede da Kongemagten under Navn af Frederik den Ottende. Han fulgte i sin korte Regering den parlamentariske Regeringsskik, som hans Fader havde indført i 1901, og han gjorde sig Umage for at komme i et venligt Forhold til hele Folket. Blandt de Love, der udkom under hans Regering, kan nævnes: Forsvarslovene, der anordnede en Forøgelse af Hæren og en Udvidelse af Københavns søbefæstning; Lov om anerkendte Arbejdsløshedskasser, der sikrer Statstilskud til Foreninger af Lønarbejdere, når der blandt Medlemmerne er Arbejdsløshed, som ikke er selvforskyldt, og Lov om Hjælpekasser, der træder i Stedet for Loven om de fri Fattigkasser og giver Anvisning på en mere virksom Hjælp for ubemidlede i trange Tider. I 1905 var Det radikale Venstre blevet dannet. Det var de store industri- og handelsvirksomheder samt bankerne, der var bestemmende for kapitalismens udvikling i Danmark. I bestyrelserne for disse foretagender går en lille og lukket personkreds igen og igen. Disse mænd er i besiddelse af »nøglepositionerne« og indehavere af en betydelig magt. Hverken økonomisk eller politisk dominerer den lille kapital. Omkring århundredskiftet har vi i Danmark at gøre med en centraliseret finanskapital. Antal håndværks- og industrivirksomheder i 1897: 77.000; heraf var 42.559 uden lønnede industrielle arbejdere; på 29.251 virksomheder var ansat 1-5 arbejdere, på 4.219 virksomheder var ansat 6-20 arbejdere; på 1.062 virksomheder var ansat 21-100 arbejdere; på 165 virksomheder var ansat over 100 arbejdere. Samlet personale: 270.622; heraf 176.608 industrielle arbejdere; heraf var 58.284 arbejdere fordelt på virksomheder med under 6 arbejdere; 41.019 arbejdere var ansat på virksomheder med 6-20 arbejdere; 43.064 arbejdere var ansat på virksomheder med 21-100 arbejdere; 34.241 arbejdere var ansat på virksomheder med over 100 arbejdere. Antal håndværks- og industrivirksomheder i 1906: 85.000; heraf var 47.117 uden lønnede industrielle arbejdere; på 32.126 virksomheder var ansat 1-5 arbejdere; på 4.533 virksomheder var ansat 6-20 arbejdere; på 1.248 virksomheder var ansat 21-100 arbejdere; på 218 virksomheder var ansat over 100 arbejdere. I 1906 talte man en del små handelsvirksomheder med, der tillige havde nogen vareproduktion; de var ikke med i 1897. Det er altså ikke givet, at antallet af småvirksomheder er steget mellem 1897 og 1906. Samlet personale: 317.086; heraf 208.444 industrielle arbejdere; heraf var 63.689 arbejdere fordelt på virksomheder med under 6 arbejdere; 44.600 arbejdere var ansat på virksomheder med 6-20 arbejdere; 50.937 arbejdere var ansat på virksomheder med 21-100 arbejdere; 49.218 arbejdere var ansat på virksomheder med over 100 arbejdere. Antal håndværks- og industrivirksomheder i 1914: 82.000; Heraf var 42.115 uden lønnede industrielle arbejdere; på 34.014 virksomheder var ansat 1-5 arbejdere, på 4.774 virksomheder var ansat 6-20 arbejdere; på 1.322 virksomheder var ansat 21-100 arbejdere; på 264 virksomheder var ansat over 100 arbejdere. Samlet personale: 350.194; heraf 232.615 industrielle arbejdere; heraf var 67.405 arbejdere fordelt på virksomheder med under 6 arbejdere; 46.837 arbejdere var ansat på virksomheder med 6-20 arbejdere; 55.374 arbejdere var ansat på virksomheder med 21-100 arbejdere; 62.999 arbejdere var ansat på virksomheder med over 100 arbejdere. I 1914 er der kun ni virksomheder med over 1000 arbejdere, og førende er B&W. Men samtidig beherskes produktionen inden for visse sektorer af en enkelt eller en gruppe virksomheder; det gælder f.eks. F.L. Smidth og Co.. Endnu i 1914 er næsten halvdelen af industriarbejderne beskæftiget i virksomheder med under 20 ansatte. Fra 1897 til 1914 vokser andelen af arbejdere, der er beskæftiget i virksomheder med over 100 arbejdere, fra 19 % til 27 %. I samme periode viger landbruget i betydning, men alligevel spiller landbruget fortsat en væsentlig rolle for dansk kapitalisme. Denne udvikling omtaler V. I. Lenin i sin artikel »Hele 10 »socialistiske« ministre« (Udvalgte Værker, bd. 6, s. 210): »Et specifikt træk ved den danske imperialisme er desuden opnåelsen af ekstra profit som følge af kød- og mælkeproduktmarkedets monopolagtigt gunstige beliggenhed og afsætning ad den billigste vej, søvejen, til London, verdens største marked. I kraft deraf er det danske bourgeoisi og de rige danske bønder blevet »blomstrende« parasitter på det engelske imperialistiske bourgeoisi, til parthavere i dets særligt fredelige og særligt fede profitter.«. Koncentrationen i den danske industri viser sig i monopoliseringen (f.eks. papirfabrikkerne, bryggerierne og sukkerindustrien) og dels i kartelliseringen (ved prisaftaler mellem f.eks. spritfabrikkerne eller i cementindustrien).

Kristian den Tiende

Fra 1912-1947

Under en Udenlandsrejse døde Frederik den Ottende i Hamborg den 14'de Maj 1912, og hans ældste Søn udråbtes Dagen efter til Konge. Han erklærede straks, at Danmarks Lykke, Frihed og Selvstændighed skulle være hans Mål. I Oktober samme År indbragte Førsteministeren Klaus Berntsen i Folketinget et Forslag til en Grundlovsforandring, som tilsigtede at indføre almindelig Valgret til Landstinget ligesom til Folketinget og udvide Valgretten også til Kvinder. Forslaget vedtoges med stor Stemmeflerhed i Folketinget, men blev standset i Landstinget. I Maj 1913 valgtes et nyt Folketing, og Klaus Berntsens Ministerium afløstes af et Ministerium med Zahle som Førsteminister. Socialdemokratiet fik 30 % af pladserne. Zahle indbragte ved Rigsdagens sammentræden i September det uforandrede Grundlovsforslag påny, og det blev atter vedtaget med stort Flertal i Folketinget; men i Landstinget undergik det væsentlige Forandringer, og da det kom til Folketinget igen, blev det der ført tilbage til sin oprindelige Form. Så kom det i Fællesudvalg (et Udvalg af Medlemmer fra begge Ting), og efter mange Forhandlinger og efter Opløsning og Nyvalg af Landstinget var der i Juli 1914 Flertal i begge Ting for et Grundlovsforslag med følgende Hovedbestemmelser om Valget at Rigsdagen: Valgret til Folketinget for alle uberygtede Mænd og Kvinder, som har fyldt det 25de År og ikke modtaget ueftergivet Fattigunderstøttelse, og Valgret til Landstinget for alle Folketingsvælgere, som har fyldt det 35'te År. Men midt under Forhandlingerne udbrød i August den store europæiske Krig; Regering og Rigsdag blev da stærkt optaget af Virksomheden for at holde Vort Land uden for Krigen og for at sætte os i Stand til at værne vor Neutralitet (dvs.: ikke-indblanding), hvis den skulle blive krænket af en af de krigsførende Magter. Under disse Forhold slappedes Interessen for Grundlovsforhandlingerne, og i September blev det vedtaget at udsætte dem til næste Rigsdagssamling. Blandt de Love af Betydning, som udkom de to første År af Kristian den Tiendes Regering, kan nævnes Lov om Understøttelse til Børn af Enker, som sidder i små Kår og ikke selv kan overkomme at sørge for deres Børns Ernæring og Opdragelse. I 1916 havde Danmark en befolkning på 2.920.000. De 1.209.000 boede i byerne, medens 1.711.000 boede på landet. På trods af emigration til Amerika, var befolkningstallet fra 1860 og til 1916 næsten fordoblet. Dronning Alexandrine var af Vendernes æt, datter af storhertug Friedrich Franz 3. af Mecklenburg-Schwerin. Under Første Verdenskrig faldt 5.000 dansksindede sønderjyder som tyske soldater. Der var økonomisk krise i Danmark i 1920 og 1930érne. I 1920 standsede Socialdemokratiet og fagbevægelsen et kupforsøg (Påskekrisen) fra kongens side. Ved overenskomstforhandlingerne i 1922 gennemtvang arbejdsgiverne en lønsænkning på 15 %. I Randers gik arbejderne i generalstrejke og politiet og militæret blev sat ind. Arbejdsgivernes korps af "samfundshjælpere", dvs. skruebrækkere havde travlt. Socialdemokratiet dannede for første gang regering i 1924. I 1925 krævede arbejdsgiverne atter lønnedgang. 100.000 arbejdere blev lock-outet eller kom i strejke. Læs her om Strejkekampe fra 1920érne. Men du må du selv finde nogle bøger om den 1. Verdenskrig, Påskekrisen 1920, 30'ernes kapitalistiske sammenbrud, osv.. Den russiske forfatter Ilja Ehrenburg beskrev Danmark i Sommeren 1929, lidt spydigt og ironisk: »at Danmark ved Folketællingen i Året 1925 havde 3.434.555 Indbyggere og 3.362.900 Svin. Eftersom Svinene formerer sig langt hurtigere end Menneskene, vil der i Løbet af 5 År gå to Svin på hver Dansker. Det må bemærkes, at Danmarks Palæer er meget smukke. Desuden har Danmark et socialdemokratisk Ministerium. På dette Sted har jeg virkelig lært en helt ny Patos at kende, - Svinenes Patos. Thi for Svinene blev der sørget for bedre Boliger end til Menneskene. Til Svinene blev der sørget for bedre Ernæringsforhold end til Menneskene. Endog Dyrlægerne indtog i dette Svinenes og Køernes Land en mere agtet Stilling end de almindelige Læger.« Svinenes Antal, som i Året 1925 havde udgjort 3.3 Mill. var i Året 1930 steget til over 5 Mill. Dette var Danmarks Storhedsår. »Det er ikke Børskurser, men Flæske- og Smørnoteringerne, som var afgørende for Landets Velfærd. »De fylder Aviserne og Radioen melder om svinene og køerne - de glatter Rynkerne, og de truer med Tiggerstaven. Nylig kostede Flæsket 137 øre, nu koster det 152 øre. Fra denne lille Difference stammer såvel Bøndernes opsparing som Københavns velkendte Elegance. I Året 1931 standsede denne Rigdomskilde brat op. Den store Bestand af Svin og Køer, som indtil dette År havde været Danmarks Rigdom, blev fra nu af i Virkeligheden Danmarks Forbandelse. Fra dette År har den danske Statsledelse så at sige uden Ophold været på Vandring med Tiggerstaven på det internationale Varemarked. I Året 1932 var Prisen sunket til 75 øre pr. Kilo. Danmarks Eksport til England, som i Året 1929 havde udgjort 962 Mill. Kroner, var i Året 1932 sunket til 725 Mill. Tal og Statistik er ofte Ting, som bare ved sin tørre Nøgenhed virker afskrækkende på den menige mand. Den danske Statistik over Eksportpriserne på Flæsk og Smør og over Totalbeløbet for Salget til England er imidlertid for den danske Borger ikke tomme Begreber, men levende Realiteter, der er bestemmende ikke bare for den danske Velstand, men også for den danske stats skæbne. Den danske politik´s A B C var landbrugets eksportpriser. Den fascistiske landbrugsorganisation L. S. (Landbrugernes Sammenslutning) gjorde i 1933 knuder og oprettede en bondegarde i august. L. S. fik mere end 100.000 medlemmer. Politisk angreb de højfinansen renter og arbejdernes lønninger, og bevægelsen nærmede sig nazismens ideologi. I perioden 1929-35 gik 7200 ejendomme på tvangsauktion. Det var fordi ejendommene var overbelånt efter krisens fremmarch. I januar 1936 indgik Danmark og Tyskland en delvist hemmeligholdt handelsaftale, der fuldkomment var til ensidig fordel for Nazi-Tyskland, der i løbet af året gennemførte militarisering af Rhinlandet og endog krævede tillægsforhandlinger overfor Danmark, får atter at forringe handelsvilkårene. Selv om hverken kongen eller adelen besad nogen direkte politisk magt, strækker deres indflydelse sig langt ud. Den danske adel er halv tysk, enkelte af de rigeste adelsslægter taler slet ikke dansk. Både det Oldenburgske og det Glücksborgske kongehus er af tysk oprindelse. Oldenburgerne førte helt frem til det 19. Århundrede en stærk tyskvenlig politik. Tysk adel blev indsat i ledende poster indenfor den danske administration, og tysk var indtil begyndelsen af det 19. århundrede det officielle sprog ved det danske hof. Kong Christian d. 9. talte dansk med stærk tysk aksent, og først med kong Christian den 10, tales dansk med indfødt betoning. Denne gamle tyske mode havde medført, at det i Nordslesvig (Sønderjylland) var finere at være tysk end dansk, selv om de tysktalende kun udgjorde max. 15 %. Først den grundtvigianske bevægelse satte en stopper for den tyske mode. I København opholdt den tyske gesandt, hr. von Renthe Fink, som dagligt besøgte udenrigsministeriet og klagede over artikler i danske aviser, som ikke følger Tysklands interesser, den nazistiske »Landsfører« for Danmark, Ritmester W. Haupt; nazi-føreren for København, Ritmester Schäfer; 10 nazi-korrenspondender deriblandt Pflug-Hartung, Karl Liebknects berygtede morder. I denne samtid skrev Johan Vogt i 1936/1937 »Den tyske indflydelse i Danmark« og Nic. Blædel en række artikler, som blev udgivet i 1945 under titlen: »Forbrydelse og Dumhed«.

Arbejdernes kamp standses ikke ved lovbestemmelser

(Anden behandling af forslag til lov om forlængelse af arbejdsoverenskomster m. v. 31. januar 1933)

Regeringen har vist, at den forstår, at mørkets gerninger hører nattetimerne til, ved at henlægge behandlingen af dette forslag til et sådant tidspunkt, og den har endvidere stillet socialdemokratiets ordfører, hr. Alsing Andersens ord i et ganske særligt relief. Han sagde, at han var overbevist om, at det store flertal af befolkningen vil hilse denne lov med begejstring og godkende den, og så ser man, at regeringen - ja, for eftersom rigsdagens præsidium erklærer ikke at kende noget dertil, må det jo være regeringen - ved hjælp af politiknipler og tåregasbomber søger at hindre det begejstrede folk i at give udtryk for denne begejstring; og den folkerepræsentation, hvis værdighed hr. Christmas Møller er så øm for, forhandler her, jeg vil ikke sige under beskyttelse af politiknipler og tåregas, der er nemlig ikke forsøgt noget angreb, men rigsdagsbygningens forhal er forvandlet til en vagtstue på en politistation, og det anser formodentlig alle andre medlemmer i denne sal end kommunisterne for stemmende med rigsdagens værdighed ...Hvad sker der i grunden ved denne lov ? Der sker det, som er en naturlig konsekvens, ikke alene af hele den hidtidige ved socialdemokratiets medvirken gennemførte sociallovgivning i Danmark, men også af det, man i sin tid sagde, ingen konsekvenser ville få, nemlig strejkeprovisoriet af 1925: at fagforeningerne nu ved lov åbenlyst og formelt skal gøres til en statsinstitution. Det er i forvejen reelt så godt som tilfældet - arbejdsløshedsloven, lov om den faste voldgiftsret, septemberforliget, tugthusloven virker i den retning; de tilsigter at fængsle arbejderne, lænke dem fast til den kapitalistiske stats ve og vel, gøre det lovmæssigt omtrent umuligt, økonomisk omtrent uigennemførligt at gennemføre arbejdskonflikter. Men nu vil man sætte kronen på værket ved denne lov, som man også siger ingen konsekvenser vil få, men som siger: foreløbig for i år tvangsmæssig fastsættelse af lønningerne på et bestemt lavt niveau, samtidig med at priserne stiger; strejkeforbud, voldgift gjort obligatorisk, og ved rigsdagsforanstaltning skal der fastlægges regler for, hvordan faglige uoverensstemmelser i fremtiden skal bilægges. Det er i princippet ikke forskelligt fra fagforeningernes stilling i det fascistiske Italien, hvor man rent officielt har gjort fagforeningerne til en statsinstitution, undergivet statens kommando, det vil altså i fremtiden herhjemme i endnu højere grad end hidtil være således, at fagforeninger - det er noget, de fleste arbejdere står i, det er noget, man betaler kontingent til, de har nogle ledere, og disse lederes eneste opgave er at sørge for, at deres medlemmer bøjer sig for, hvad der er den kapitalistiske stats vilje, at alle de nedskæringsforanstaltninger, der besluttes, bliver respekteret af fagforeningernes medlemmer. Medens det før i tiden var således, at når en arbejdsgiver ikke ville makke ret, så sagde arbejderne til ham: Ja, hvis du ikke er ordentlig, så henter vi vor fagforeningsmand, han skal nok ordne dig, så har vi allerede nu en sådan tilstand, at hvis arbejderne på en arbejdsplads er utilfredse med et eller andet, som de ikke vil finde sig i, og siger, at hvis arbejdsgiveren ikke tager sig af det, strejker de, så siger han: Hvis I ikke er ordentlige, ringer jeg til jeres fagforeningsformand, han skal nok ordne jer. Men dette skal nu yderligere lovfæstes her, således at arbejdsgiveren ikke engang selv behøver at gøre det; man går vel Ikke så vidt, at man siger, at statsadvokaten skal beskæftige sig med det, og at politiet - foruden at beskytte rigsdagen mod de begejstrede folkemasser - skal sættes til at overvåge, at arbejderne rundt omkring på arbejdspladserne retter sig efter disse love, men det er dog et skridt i den retning, at det er staten, der skal fastsætte disse ting, og at fagforeningerne bliver et led i det kapitalistiske statsapparat. (Afbrydelse: Ligesom i Rusland !). Ligesom i Rusland bliver der sagt. Ja, enfoldigheden er naturligvis ubegrænset. Jeg talte om det kapitalistiske statsapparat ! Men jeg kan samtidig sige, at planerne på forhånd er dømt til at mislykkes. Det er jo ikke første gang, man i en kapitalistisk stat har vedtaget sådanne love, men det er aldrig sket, at de er blevet respekteret. Sådanne love vedtog man allerede den gang, det kapitalistiske samfund selv fødtes ud af en af historiens blodigste revolutioner - den store franske. Omtrent det første, man gjorde, var at vedtage en strejkeforbudslov, som samtidig var en lov om forbud mod fagforeninger. Men så naiv er man ikke her. Her vedtaget man en lov om, at fagforeningerne skal være undergivet statens myndighed, det er nemmere. Men det hjalp jo ikke, man forhindrede jo ikke arbejderne i at strejke i Frankrig af den grund, loven blev gjort illusorisk, blev brudt og faldt bort. Man forsøgte med en lignende lov efter Pariserkommunen - for blot at holde sig til det franske eksempel. Og hvad hjalp det? Har det forhindret de franske arbejdere i at strejke ? Absolut ikke. Man har i de forskellige kapitalistiske stater vedtaget love, som tilsigter at forhindre arbejderne i at lave revolution, men revolution forhindres ikke ved lovbestemmelser, arbejdernes opstand forhindres ikke ved lovbestemmelser, og arbejdernes kamp for højere lønninger, bedre arbejdsvilkår og mod nedskæringer forhindres og standses ikke ved lovbestemmelser - heller ikke i Danmark.

Arbejderklassens enhedsfront mod kapitaloffensiv og fascisme

Kommunisternes mange forsøg på i Tyskland at få etableret en enheds front med Socialdemokratiet til kamp mod Hitler var strandet på de socialdemokratiske lederes fantastiske modstand. I februar 1933 blev Hitler udnævnt til rigskansler af præsident Hindenburg, der var valgt bl.a. med Socialdemokratiets anbefaling og stemmer. Efter den af Göring-Hitler påsatte rigsdagsbrand dreves det tyske kommunistparti i illegalitet, mens socialdemokraterne fik lov til foreløbig at beholde deres mandater. Den socialdemokratiske II. Internationale udsendte et opråb med opfordring til i alle lande at etablere enheds front socialdemokrater-kommunister mod fascismen. Dette opråb blev aftrykt i den socialdemokratiske presse i Danmark, men Socialdemokratiets ledelse foretog sig intet for at handle efter det. Danmarks kommunistiske parti sendte derpå den 20. marts en henvendelse til Socialdemokratiet om enhedsfrontens etablering. Svaret blev et usædvanlig groft formuleret afslag. Kommunisterne svarede med en henvendelse til de socialdemokratiske arbejdere. Begge henvendelser var forfattet af Aksel Larsen.

Til hovedbestyrelsen for det danske socialdemokrati !

Til alle socialdemokratiske arbejdere i Danmark !

(København d. 20. marts 1933. Centralkomitéen for Danmarks kommunistiske Parti (Sektion af Kommunistisk Internationale)

Hitlerfascismens sejrs- og terrortogt i Tyskland og den truende fascistiske udvikling i Østrig er ensbetydende med kapitalistklassens forsøg på at etablere et absolut, blodigt og brutalt diktatur over arbejderklassen med det formål gennem skærpet udbytning, udsugning og skatteplyndringer samt forberedelser til nye imperialistiske krige at vælte den økonomiske krises byrder over på arbejderbefolkningen og således redde det bankrotte kapitalistiske samfundssystem. Disse begivenheder er et alarmsignal til arbejderklassen i alle lande om for alvor at optage kampen mod kapitaloffensiven og den fascistiske udvikling. Alle arbejdende og alle af kapitalismen under-trykte må forenes til fælles kamp. Kun arbejderklassens ubrydelige enhedsfront på klassegrundlag i kampen mod kapitalisme og fascisme kan være en garanti for sejren. Dette standpunkt har stedse været hævdet af Kommunistisk Internationale, så vel som af Danmarks kommunistiske parti, og vi har gentagne gange appelleret til dannelse af denne enhedsfront. I den senere tid har også Socialistisk Arbejderinternationales (II. Internationales) bureau i Zürich gennem opråb opfordret til kamp mod krig og fascisme og sidst gennem et opråb af 19. februar opfordret til skabelse af arbejderklassens enhedsfront, hvilket opråb har været aftrykt i den socialdemokratiske presse i Danmark. Vi må konstatere, at ligesom det internationale socialdemokratis praksis ikke har modsvaret opråbene, således har der ikke fra det danske socialdemokratis side, udover denne offentliggørelse i pressen, kunnet spores nogen virksomhed i den proletariske enhedsfronts ånd. Der er hverken fra partiets eller regeringens side gjort noget for at gennemføre beslutningerne i Zürich-resolutionen af maj 1932 om kamp mod krigen og boykot af krigsførende lande, regeringens indenrigske politik har været en borgerlig krisepolitik, i samarbejde med storbondevenstre, der, som erfaringerne fra Tyskland også viser, i virkeligheden baner vejen for den fascistiske udvikling og bevirker arbejderklassens spaltning. Men i anledning af den yderst alvorlige situation, der ved begivenhederne i Tyskland og Østrig er skabt, og i henhold til det af Kommunistisk Internationales eksekutivkomité udsendte opråb om skabelse af enhedsfronten på klassegrundlag, retter vi påny en alvorlig opfordring til alle arbejdere og alle arbejderorganisationer om organisering af den fælles kamp af alle Danmarks arbejdere mod fascisme, krigsfare og kapitaloffensiv. Men vi erklærer samtidig, at enhedsfrontens dannelse vil blive formålsløse og alle forhandlinger om dens organisering frugtesløse, hvis ikke dens grundlag bliver løsningen af ganske bestemte kampopgaver. Vi anser det for muligt og for tvingende nødvendigt at organisere arbejderklassens enhedsfront i Danmark på følgende grundlag: Øjeblikkelig organisering af fælles møder, demonstrationer og protestkampagner til støtte for det tyske proletariat. Kamp for fuld asylret for alle flygtninge og ofre for den fascistiske terror. Kamp for arbejdernes fulde møde- og demonstrationsfrihed i Danmark. Organisering af antifascistiske komitéer og udvalg i alle byer og på alle større arbejdspladser med den opgave at organisere oplysnings- og agitationskampagnen mod fascismen, at bekæmpe og hindre den fascistiske agitation og kæmpe for opløsning af og forbud mod borgerskabets fascistiske korps og organisationer, samt arbejde for organisering af arbejderklassens beskyttelseskorps mod fascismen. Alle arbejderklassens organisationer sættes ind til kamp mod arbejdskøbernes angreb, til kamp mod enhver form for lønreduktion og mod ethvert forsøg på at forværre arbejdsbetingelserne. Kamp for arbejdernes uindskrænkede organisations- og strejkeret. Kamp for gennemførelse af syvtimersdagen overalt uden afkortning i lønnen. Kamp for gennemførelse af arbejdsløshedsforsikring, udelukkende på statens og arbejdskøbernes bekostning, og med sikring af satser, der betrygger de arbejdsløses og korttidsarbejdernes eksistens. Kamp for befrielse af den arbejdende. landbefolkning, af husmænd og småbrugere for betaling af renter og afdrag til kapitalisterne. Kamp mod alle levnedsmiddelfordyrelser og mod indirekte beskatninger gennem told- og forbrugsafgifter, for stærkt stigende beskatning af de store indtægter og formuer. Vi anser dette for at være et program, for hvis gennemførelse alle danske arbejdere uden hensyn til politisk opfattelse eller medlemsskab kan forenes til fælles kamp, og vi erklærer os beredt til på dette grundlag at indtræde i forhandlinger om enhedsfrontens virkeliggørelse og organisering. Vi forespørger derfor herigennem hovedbestyrelsen for socialdemokratiet, om den på partiets vegne er beredt til at optage sådanne forhandlinger, om hvorledes dens stilling til praktisk virkeliggørelse af enhedsfronten er og idet vi retter denne henvendelse, appellerer vi samtidig til alle arbejdere om straks at sætte sagen på dagsordenen i alle arbejderforsamlinger, alle arbejderorganisationer, på alle arbejdspladser og i fællesskab påbegynde solidaritetsaktionerne for vore tyske klassefæller og at tage fat på opbygning af enhedsfronten til værn mod kapitalens og fascismens angreb ! Leve kampen mod fascisme og kapitalisme! Leve enhedsfronten til kamp for socialismens sejr !

Til alle arbejdere ! Til alle medlemmer af socialdemokratiet !

København d. 27. marts 1933. Centralkomitéen for Danmarks kommunistiske Parti (Sektion af Kommunistisk Internationale)

Klassefæller! Den alvorlige situation i hele verden gør det også herhjemme påkrævet og nødvendigt, at alle fjender af kapitalismen, alle tilhængere af en socialistisk samfundsordning, at hele den arbejdende befolkning slutter sig sammen til fælles kamp mod vor fælles fjende, kapitalistklassen. Hitlers sejr i Tyskland, og de forfærdelige følger, denne sejr har haft for vore tyske klassefæller, understreger dette yderligere, gør det til en forbrydelse ikke at søge at tilvejebringe denne enhedsfront mod fascisme og kapitalisme. Derfor har vi rettet en opfordring til hele arbejderklassen og i særdeleshed til socialdemokratiet og de socialdemokratiske arbejdere om at være med til at skabe denne enhedsfront. Vi har i vor henvendelse af 20. marts erklæret os beredt til forhandling med den socialdemokratiske partiledelse herom og samtidig klart og tydeligt fastslået, på hvilket grundlag enhedsfronten kan og må skabes: På grundlag af solidarisk, ubrødelig kamp mod fascismens terror, mod arbejdskøbernes angreb, mod nedskæringsbestræbelserne, mod knægtelsen af arbejderbevægelsens frihed, for støtte til vore tyske klassefæller. Svaret fra Socialdemokratisk forbunds forretningsudvalg er kommet nu. Det er et nej ! Socialdemokratiets øverste ledelse afviser tanken om enhedsfrontens skabelse, påstår, at enhedsfront vil være det samme som fornyet splittelse, og nægter overhovedet at gå ind på realiteten i vor henvendelse: det kampgrundlag, på hvilket enhedsfronten skal skabes. Men Socialdemokratiets forretningsudvalg nøjes ikke med egenmægtigt, uden at spørge om medlemmernes mening, at give dette afvisende svar. De socialdemokratiske partiledere udsender samtidig med afvisningen en regulær banbulle mod de medlemmer af partiet, som under nogen form, på noget sted, i nogen organisation vover at virkeliggøre enhedsfronten med kommunisterne og de revolutionære arbejdere til kamp mod kapitalismen. Øjeblikkelig eksklusion af Socialdemokratiet, ikke som følge af beslutning i vælgerforeningerne, men efter den snævreste ledelses diktatoriske beslutning, skal ramme de arbejdere, som vil virkeliggøre i handling den enhedsfront, hvorom lederne talte ord. Socialdemokratiske arbejdere ! Hvem er disse jeres partiførere, som optræder på den måde i en situation, hvis alvor den danske som den internationale arbejderklasse aldrig har kendt magen til ? De står i spidsen for et parti, der har sin oprindelse i den af Marx og Engels grundlagte socialistiske arbejderbevægelse. Men som førere herfor har de forlængst brudt med marxismen, opgivet kampen for det socialistiske mål og i stort som i småt indrettet sig på at føre en politik, der i sin konsekvens er borgerlig, som tilsigter at bevare det bestående samfund. I 1914 brød de alle internationale beslutninger om kamp mod krigen, om dens forvandling til borgerkrig og revolution. Gennem Verdenskrigens fire år bevilgede de i Danmark som i andre lande alle militærbevillinger, som overklassen forlangte til »fædrelandet«, og da arbejderklassens revolutioner i Rusland, Tyskland, Østrig og andre lande gjorde ende på krigens vanvid, var de socialdemokratiske førere at finde på borgerskabets side i forsvar for det kapitalistiske samfund. Siden har de konsekvent fortsat deres borgerlige politik. De har søgt at stabilisere, at bringe plan og system ind i kapitalismen, og nu, under den økonomiske krise bestræber de sig for gennem kriseforlig med borgerskabet at vælte byrderne over på arbejderbefolkningen, samtidig med, at de gennem antistrejkelov, møde- og demonstrationsforbud o.s.v., reelt baner vejen for fascismens regeringsmetoder. I Tyskland har deres politik via Brüning-Hindenburg-von Papen ført til Hitlers bloddrukne herredømme, men selv nu ser vi det tyske socialdemokrati og de reformistiske fagforeningsledere med Leipart i spidsen søge at indordne sig under Hitlers fascistiske diktatur, at udsone sig med arbejderklassens bødler ved at prisgive den revolutionære arbejderklasse og give afkald på enhver antydning af socialistisk klassekamp. Alt dette er kendsgerninger! Men disse kendsgerninger til trods har vi rettet vor opfordring til socialdemokratiet, for ikke at lade noget middel uforsøgt til at tilvejebringe enhedsfronten. Svaret fra socialdemokratiets forretningsudvalg er et kynisk nej! Men vi appellerer dette svar til arbejderklassen og til Socialdemokratisk forbunds medlemmer og organisationer ! Hvorfor svarer de socialdemokratiske ledere nej til enhedsfronten ? Fordi deres handlinger ikke, som de ofte selv påstår, skyldes taktik, men er udtryk for en bestemt politisk linje - en borgerlig politik ! Fordi de ikke vil kamp for socialismen, men »demokrati«, »orden« og fortsat beståen af det kapitalistiske samfund! Fordi de i stat som kommuner er i koalition med borgerlige partier og foretrækker enhedsfront med de radikale og med lappovenstre frem for enhedsfront med den revolutionære fløj af arbejderbevægelsen. Socialdemokratisk forbunds forretningsudvalg søger i sit svar på vor opfordring at skyde sig ind under, at internationale forhandlinger og aftaler må gå forud for enhedsfrontens skabelse i de enkelte lande. Men rent bortset fra, at II. Internationales bureau ikke er gået ind på sådanne forhandlinger, så er dette jo kun et påskud, som skal tjene til at forhale en sag, som ikke tåler forhaling ! Internationale aftaler og forhandlinger kan ikke være betingelsen for, at danske arbejdere, stillet over for det blodige eksempel fra Tyskland, hver dag udsat for angrebene fra vor hjemlige kapitalistklasse, ramt af arbejdsløshed og nedskæringer, finder hinanden til fælles kamp, i enhedsfront! Derfor vender vi os med vor appel til de socialdemokratiske arbejdere: Klassefæller ! Det svar, jeres partis forretningsudvalg har givet, det diktatoriske forbud, der er udstedt mod arbejderklassens enhedsfront, er ikke i jeres interesse, kan ikke finde tilslutning hos jer og ikke blive respekteret af jer! Enhedsfrontens skabelse er ikke et spørgsmål, som kun kan afgøres ved hemmelige forhandlinger på lukkede møder, men hvis afgørelse falder der, hvor arbejderne er, hvor klassekampen føres: på arbejdspladserne, i fagforeningerne, på kontrolstederne, i arbejderkvartererne. Derfor tilråber vi jer i denne situation: Nu først for alvor enhedsfront mod kapitalismen ! Skab overalt, i hver eneste by, på hver eneste plads, i hver eneste fabrik, komitéer, udvalg eller andre organer, som kan organisere og lede den fælles kamp mod fascismen, de fælles solidariske aktioner til støtte for vore tyske kammerater ! Lad ikke socialdemokratiets forretningsudvalg være i stand til at sprænge kampfronten mod fascismen, at forhindre enhedsfrontens skabelse, men sæt spørgsmålet på dagsordenen i alle de socialdemokratiske organisationer, i alle vælgerforeninger, DSU-afdelinger, så vel som i alle fagforeninger. Tål ikke eksklusioner af klassebevidste arbejdere, gennemført efter diktat fra oven, i »demokratiets hellige navn« ! Spaltningen af arbejderbevægelsen er opstået som følge af, at de socialdemokratiske førere brød med det socialistiske program, svigtede kampen mod krigen, og sluttede enhedsfront med borgerskabet. Lad dem ikke nu være i stand til at forhindre os i at opbygge enhedsfronten! Vi rækker i dette arbejde broderhånden til hver eneste ærlig socialdemokratisk arbejder, og opfordrer jer til, sammen med os, under de røde kampfaner at slutte fronten til kampen mod kapitalismen !

Det »mindre ondes« fordærvelige politik

Aksel Larsen i Folketinget den 18. maj 1933

Det tyske socialdemokrati havde den 17. maj 1933 i den tyske rigsdag efter en tale af Hitler om Tysklands ret til at opruste stemt for en udtalelse, foreslået af Göring, altså reelt og formelt givet Hitler et tillidsvotum. Udtalelsen havde følgende ordlyd: »Den tyske rigsdag som det tyske folks repræsentation billiger rigsregeringens erklæring og stiller sig i dette for nationens liv afgørende skæbnespørgsmål om det tyske folks ligeberettigelse samlet bag regeringen.« Allerede forinden, den 22. april, havde de samvirkende tyske fagforbunds socialdemokratiske ledelse udsendt følgende opråb: »Forretningsudvalget for Almindeligt tysk Fagforbund hilser 1. maj som det nationale arbejdes festdag og opfordrer fagforeningernes medlemmer til, i fuld bevidsthed om deres pionertjeneste for majtanken, til ære for den fuldberettigede optagelse af arbejderklassen i staten, lue steder festligt at deltage i den af regeringen foranledigede fest«. Den 1. maj blev med disse lederes tilslutning okkuperet af nazisterne. Den 2. maj besatte og beslaglagde nazisterne Almindeligt tysk Fagforbunds bygninger, kasse og aktiver. Den 22. juni 1933 blev det socialdemokratiske parti i Tyskland forbudt. Dette beskæftigede Aksel Larsen sig med i en tale, han holdt under tillægsbevillingslovens tredje behandling i folketinget den 18. maj, hvoraf her bringes et uddrag. Talen var iøvrigt en appel til samlet kamp mod fascismen: Det, her er sagt, er til belysning af de metoder, med hvilke socialdemokratiet efter eget påstående bekæmper fascismen, de metoder, som der er givet udtryk for af regeringens ordfører i den slags sager, den radikale justitsminister Zahle, som siger, at den bedste kamp mod fascismen er at slå kommunismen ned. (Stemmer: Hør!). Jeg synes, at de afbrydere, som råber »Hør« , hellere skulle gå lidt stille med dørene efter den afstemning, deres partifæller har tilladt sig i går i hr. Hitlers rigsdag. Den viser bedst, hvad socialdemokratisk politik fører til, når man går ud og siger, at man vil bekæmpe fascismen ved at slå kommunismen ned. I den henseende har vi fået adskillige eksempler herhjemme på, hvad regeringen forstår ved kamp imod fascismen, hvor den på den ene side - jævnfør udtalelserne om Estrup - sender politiet hen på de møder, kommunisterne organiserer, og bevogter disse møder; hvor man forfølger udenlandske kommunister, der kommer her til landet for at søge asyl, søger at arrestere dem og få dem udvist af landet, men lader en fascist og morder som f.eks. hr. Pflug-Hartung bo her et halvt år igennem uden at antaste ham, uden at foretage sig noget for at få den herre sendt ud af landet; hvor man tillader en nazistisk agitator som den berygtede hr. Bogs at komme hertil og herfra drive sin agitation, uden at regeringen på noget som helst området lægger ham et halmstrå i vejen. Det er den ene side. Den anden er regeringens optræden f.eks. overfor den antifascistiske kongres, den skandinaviske, der har været holdt, og den europæiske, som skal holdes, hvor regeringen gav dagspressen anvisning på ikke at skrive noget om kongressen og det antifascistiske arbejde, hvor regeringen forsøgte at forhindre Københavns bogtrykkere i at trykke antifascistiske blade, og hvor justitsministeren til trods for at der for halvanden måned siden er klaget til ham over forholdet, endnu ikke har kunnet bekvemme sig til at svare; hvor socialdemokratiet under trussel om eksklusion har forbudt sine medlemmer under nogen omstændighed at beskæftige sig med kampen imod fascismen og i mange tilfælde er nået så vidt, at socialdemokratiske arbejdere under indflydelse af den socialdemokratiske presses agitation stemmer imod resolutioner, der protesterer imod hr. Hitlers herredømme i Tyskland. Ja, sådan er jo socialdemokratiets politik. Man går nøjagtig den samme vej, men beriget med erfaringer og med sammenbidt energi som socialdemokratiet gik i Tyskland, og som har ført det tyske socialdemokrati derhen, at det nu betingelsesløst stemmer for godkendelse af hr. Hitlers politik. Jeg skal slutte med at sige, at det forløbne halve års rigsdags- og regeringsarbejde har, såvel fra regeringen som fra rigsdagens borgerlige partiers side, vist en konsekvent vilje til om muligt at afhjælpe krisen, afhjælpe krisen for de besiddende klasser, ved at vælte byrden over på de besiddelsesløse. Det har været en af de riges sammenrotning imod det fattige, den lumpneste politik af alle, som Hørup kaldte det. Resultaterne har vi fået serveret gennem en række love. Yderligere resultater vil vise sig gennem de praktiske foranstaltninger, der bliver en følge af disse love: de prisstigninger, der yderligere vil blive gennemført, den yderligere sænkning af kronens værdi, som krisefonden bebuder, tapning af strejkefondene, eller nedskæring af arbejdsløshedskassernes ydelser, hvilken vej man nu vil gå, parret med et øget krigsberedskab og et forstærket og bedre organiseret politi til anvendelse imod arbejderklassen. Det er regeringens politik herhjemme, det mindre ondes politik, som man kalder den, en politik, som, under larmende påskud af at tjene til kamp imod fascismen, i virkeligheden jævner de fascistiske tendenser vejen og tenderer hen imod en undertrykkelse af arbejderklassen.

Mod sammenkædningsloven

(Første behandling af forslag til loven om mægling i arbejdsstridigheder 8. november 1933)

I efteråret 1933 mødte Steincke frem i folketinget med sit forslag til lov om mægling i arbejdsstridigheder, som blev vedtaget mod kommunisternes stemmer. Aksel Larsen talte på kommunisternes vegne mod loven: Der vil være meget få overenskomster her i landet, som ikke på en eller anden måde har interesse for Dansk Arbejdsmandsforbund. Det vil altid være muligt - for at tage dette konkrete eksempel - for forligsmanden at drage Dansk Arbejdsmandsforbund med ind i afstemningen om et forligsforslag, når der finder sammenkædning sted; og arbejdsmandsforbundets ledere har jo vist, hvor udmærket de ordner den sag: de sammenkalder kongressen, og så vedtager kongressen et hvilket som helst forligsforslag, og så kaster man dette stemmetal i vægtskålen efter socialministerens principper, og så kommer man til det resultat: arbejdsmændene er så mange, og selv om så både smedene og tekstilarbejderne og jeg ved ikke hvem har forkastet, er der alligevel flertal for vedtagelsen, eller i hvert fald er flertallet for forkastelsen på den måde procentuelt blevet for lille. Vi ved, det vil gå således, og vi har praktiske eksempler på det, vi har jo oplevet den slags afstemninger og afgørelser ved forskellige lejligheder. Jeg vil gerne sige med det samme, at dette lovforslags fremkomst er i sig selv typisk for, hvordan man arbejder fra socialdemokratisk hold i Danmark. Vi var inde på det i det små, da det drejede sig om folkeforsikringsloven; nu kommer det i det store. Ved folkeforsikringsloven gjorde socialministeren sygekassen »Fremtiden« socialdemokratiske ledelse den tjeneste ved lov at påtvinge sygekassen et repræsentantskab, som medlemmerne havde afvist; nu kommer man med det samme i det store I en meget lang årrække har kompetencespørgsmålet stået på dagsordenen i dansk fagbevægelse. Gang på gang har man søgt at få det løst ved at rejse det inden for De samvirkende Fagforbund eller inden for de enkelte forbund; man har henvist til de »umulige« forhold, hvorunder overenskomster afgøres, og søgt at få lagt mere kompetence hen til De samvirkende Fagforbunds kompetente forsamlinger eller ledelserne eller at sammenkæde afstemninger med pligt for det enkelte forbund til at bøje sig, og lignende ting. Men alle bestræbelserne er til dato strandet på medlemmernes modstand; det har ikke været muligt, selv med det nuværende bureaukratiske apparats indflydelse inden for forbundene, at få løst spørgsmålet på den måde, at medlemmerne fraskrev sig selv bestemmelsesretten over deres egne overenskomstforhold, løn - og arbejdsvilkår. Nu har man opgivet det, og nu siger man til regeringen: vær så elskværdig at gennemføre i rigsdagen ved lov det, som vi forgæves har søgt at tvinge vore medlemmer til at gennemføre i fagforeningerne. Det er den højre hånd, der udmærket ved, hvad den venstre gør; det er vekselvirkningen mellem partiet og fagbevægelsens reformistiske ledelse til skade for arbejderklassen; det er det, der går igennem dette lovforslag. Man imødekommer samtidig arbejdskøbernes kardinalkrav herhjemme. Så langt tilbage jeg snart kan huske, har det været det vigtigste krav, der har været stillet fra arbejdsgiverforeningen i overenskomstsituationer: vi må have løst dette kompetencespørgsmål, vi må have ændrede regler for forhandling og bilæggelse af faglig strid samt for afstemning over overenskomstforslag. I denne henseende går arbejdsgiverforeningen konsekvent videre. I 1899 erkendte man fra arbejdsgivernes side åbent, at formålet med storkampen var at få skabt »ro« på arbejdsmarkedet; det var at få sammensvejset De samvirkende Fagforbund, så man derved fik lagt en dæmper på de faglige konflikter. Nu går man videre og siger: vi må sikre os, at fagforeningernes medlemmer mister den sidste rest af bestemmelsesret. Og det er da ret typisk, at arbejdsgiverforeningen selv stiller sig på det principielle standpunkt: den kvalificerede majoritet for forkastelse. Jeg tror, det er taktisk uheldigt, at arbejdsgiverforeningen har gjort det; jeg tror, det ville have været mere praktisk for dette lovforslags fædre, om arbejdsgiverforeningen havde vendt sig imod dette, thi når arbejdsgiverforeningen stiller et forslag om 75 % majoritet for forkastelse af et forligsmandsforslag, siger dette jo, at arbejdsgiverforeningen er udmærket veltilfreds med forligsmandsforslagene og ønsker dem gennemført, ønsker at gøre alt for at forhindre deres forkastelse. Derigennem har vi arbejdsgiverforeningens egne ord for, at forligsmand og voldgiftsret opererer i deres interesse og ikke i arbejdernes. Arbejdsgiverforeningen har i de sidste år med stadig stigende styrke forlangt kompetencespørgsmålet løst. Det var et meget vigtigt punkt i overenskomsten af 31. oktober 1928; der er blevet henvist til dette under overenskomstafslutningerne 1931, 1932 og 1933; lockoutvarselet 1932 var udtrykkeligt væsentligst motiveret ved, at man måtte have ændrede afgørelsesregler blandt arbejderne for på den måde at sikre, at forligsforslagene blev vedtaget; og forligsmanden bar jo også ved sine forslag i disse år gang på gang slået fast, at efter hans undersøgelse er dette kardinalspørgsmålet: det er det store stridsspørgsmål, og derfor må man altså arbejde videre for at linde en løsning, nedsætte udvalg, gøre ham til opmand osv. Og da det alt sammen alligevel brast, da man ikke så nogen mulighed for at få fagforeningernes medlemmer til at godkende sådanne forandringer, så opgav man ævret og lod staten træde til gennem nedsættelsen af det statsministerielle udvalg af 31. januar, og dette er nu kommet med sin betænkning, på grundlag af hvilken socialministeren har bygget denne lov. Men jeg skal henvise endnu engang, som jeg tidligere har gjort her i tinget, til, at socialdemokratiet og De samvirkende Fagforbund har haft en delegation i Paris, ved Anden Internationales konference. Blandt de delegerede var adskillige ærede medlemmer af denne sal, og de stemte dernede for en resolution, i hvilken der også tales om fagforeningernes stilling i et land som Danmark. Jeg skal med den højtærede formands tilladelse bringe et par ganske korte citater af den. Der siges i denne resolution, som har været offentliggjort i »Social-Demokraten« den 30. august -1931, står der, men det skal være 1933 - følgende: »De nye former for statskontrolleret og organiseret erhvervsliv kan blive til overgangsformer mellem kapitalisme og socialisme, hvis staten beherskes af arbejderne og bønderne, og hvis statens magt i samfundet finder sin modvægt i den arbejdende klasses fri organisationer«. Det hedder videre: »I de lande, hvor demokratiet stadig består, må arbejderklassen under anvendelse af hele sin kraft forsvare individernes og folkets frihedsret samt den almindelige valgrets herredømme og friheden for fagforeningerne«. Altså, vi ser bort fra det forfærdelige teoretiske sludder om disse overgangsformer og om statens magt over samfundet, eftersom staten intet andet er end et organ for den i samfundet herskende klasser hvilket de herrer kan læse hos Karl Marx. Så henholder vi os til, at man her i landet - det kan endda undskyldes - må danne regering og foretage lignende ting, i et land, hvor der endnu hersker demokratiske tilstande, men så må fagbevægelsen være fri og uafhængig og ikke under kommando af staten. Arbejderklassens organisationer skal stå frit. En sådan resolution rejser man til Paris og vedtager. Så kommer man tilbage til Danmark, og så kommer man med et lovforslag, som siger: Nu skal fagbevægelsen knebles og forvandles til et appendiks til det kapitalistiske statsapparat, forvandles til at være en forsikringsinstitution, en ledelse af kontrol og anvisningskontorer, en syge- og begravelseskasse samt juletræsforening, og jeg ved ikke, hvad man egentlig tilsigter med den danske fagbevægelse. Den slags ting må bekæmpes og vil blive bekæmpet.

Sømændenes strejke i 1934 * * Mere historie fra 30érne

Det arbejdende folks plan

(For fremskaffelse af arbejde og brød til forsvar for og udvidelse af de politiske rettigheder - 1934)

De arbejdsløses kår var fortsat elendige og eet række kommunistiske forslag til forbedring af deres kår var blevet syltet på den måde, at folketingets formand simpelthen undlod at sætte dem til behandling. For at fremtvinge en debat om spørgsmålet benyttede Aksel Larsen sig af den daværende forretningsordens bestemmelser, der tillod at ethvert medlem af tinget ved en hvilkensomhelst forhandling kunne indbringe en »dagsorden« om et eller andet spørgsmål. Han stillede en dagsorden om ophævelse af 10 måneders og 26 ugers bestemmelserne den 7. september 1934, da folketinget behandlede et forslag om støtte til boligbyggeri:

Den 30. juni 1935 udsendte Kommunistisk Parti et bredt, folkeligt programskrift betitlet: »Det arbejdende folks plan«, som var udarbejdet af Aksel Larsen. Det gav en populær analyse af situationen og klassekræfterne og indeholdt et politisk kamp program for det arbejdende folk: Hele samfundsudviklingen siden Verdenskrigen og i særdeleshed gennem kriseårene viser, at der under kapitalismen ikke kan skabes ordentlige leve forhold for folkets overvældende flertal, for den arbejdende befolkning i by og på land. Naturen er gavmild og jorden frugtbar. Naturrigdommene er ubegrænsede, og der er redskaber og maskiner til at dyrke jorden, hente naturrigdommene frem og bearbejde dem og til transporten fra sted til sted. Der er endelig menneskekraft nok til at dyrke jorden, betjene maskinerne og transportmidlerne og holde det hele i gang. Hvis produktion og fordeling var ordentlig organiseret, så natur, teknik og menneskekraft gik op i en højere enhed, ville der ikke være grænser for den mængde produkter, de rigdomme, der kunne frembringes, og der ville oprinde en samfundstilstand, hvor alle kunne have overflod, hvor ingen behøvede at nære bekymringer for dagen i morgen, og hvor derfor kulturen ville nå en blomstring, som vi i dag kun kan drømme om. I dag undertrykkes den arbejdende befolkning i alle de kapitalistiske lande under overklassens herredømme. Produktion og fordelinger organiseret som en fåtallig kapitalistklasses udbytning og udsugning af folkets store arbejdende flertal. Kapitalisterne tager ikke hensyn til behovet, nøden eller arbejdsløsheden, men kun til eget Profitbegær, og derfor ser vi voksende fattigdom, nød og elendighed for befolkningens flertal følge i kølvandet på den tekniske udvikling. Derfor er såkaldt overproduktion parret med mangel. Derfor destrueres levnedsmidler, mens tusinder af munde ikke kan mættet. Derfor tvinges landbrugere økonomisk i knæ, mens byernes arbejderbefolkning ikke har råd til at købe landbrugets produkter. Derfor har den tekniske udvikling ikke bragt velsignelse, men forøget arbejdsløshed. Det kapitalistiske system er kommet dertil, hvorom Karl Marx siger, at det kan ikke længere ernære sine egne slaver - det har derfor intet bedre fortjent end at gå til grunde ! Kapitalismens modsætning er den socialistiske Sovjetunion, som omfatter en sjettedel af jordens overflade, med 175 millioner indbyggere. Dér tilhører al jord og alle produktionsmidler det arbejdende folks samfund, der er kapitalisterne jaget bort og deres udbytning afskaffet. Derfor er Sovjetunionen et land uden arbejdsløse, uden landbrugskrise, uden politiregimente og med stadig stigende velstand for den brede befolkning. Derfor er det udsat for alle kapitalistiske staters og alle kapitalisters had, og derfor har det i 18 år været bagvasket, smædet og beløjet i pressen, men står i dag stærkere, friere og rigere end nogensinde. Reaktion og fascistisk diktatur. I kampen for, trods arbejderbefolkningens utilfredshed og systemets egne indre modsætninger, dog at holde magten endnu en tid, griber den fåtallige, men herskende overklasse til mere og mere åbenlyse og diktatoriske undertrykkelsesmidler, og i mange lande er kapitalens åbne, brutale fascistiske diktatur en kendsgerning. Fascismen eller nazismen betyder den mest skånselsløse, blodige undertrykkelse af den arbejdende befolkning og Nazisme betyder oprustning og verdenskrig ! Hitler-Tyskland med sine rekordrustninger, sin mægtige krigsindustri stræber bevidst henimod en verdenskrig, forfærdeligere end den foregående, hvis ofre endnu ikke er forsvundet, endsige glemt. Alle kapitalistiske lande kapruster med krigen for øje, og kun deres egne modsætninger, kapitalisternes frygt for arbejderklassen samt Sovjetunionens konsekvente fredspolitik, har bevirket, at krigen ikke allerede er begyndt. Krisens følger for arbejderbefolkningen i Danmark. I Danmark er udviklingen gået samme vej som i den øvrige kapitalistiske verden. De rige er blevet rigere, de fattige er blevet fattigere. Hele den arbejdende og forbrugende befolkning er ramt af skatterne og prisstigningerne, som er en følge af regeringens og rigsdagens »krisepolitik«, og som har forringet værdien af alle lønninger, faste indtægter, aldersrente, understøttelse osv. - uden derfor at have været den hjælp for landbrugerne, som det blev påstået. Medens samtlige statens direkte skatter udgør 105 millioner, andrager de indirekte skatter ialt ca. 329 millioner, deraf 104 millioner told og 225 millioner forbrugsskatter. Af disse er sukkerskatterne alene c a. 30 millioner, tobaksskatten 36 millioner, hvortil kommer tobakstolden på 15 millioner, indførselstolden på manufakturvarer er på 25 millioner årligt og på kaffe 21,7 millioner kr., hvortil kommer 4,2 millioner i skat på kaffetilsætning. Arbejderklassen har på denne måde fået sin levefod kolossalt sænket, samtidig med at den er meget hårdt ramt af arbejdsløsheden, som under krisen har været oppe på over 190.000 og stadig om sommeren er højere end tidligere i den værste vintertid ! Det arbejdende landbrug knuges i knæ af uretfærdige rentebyrder og tyngende skatter samt af en forkert prispolitik, som gavner det store landbrug på husmandsbrugets, det mindre gårdmandsbrugs og på forbrugernes bekostning. Fiskerne - havets husmænd - rammes af lignende forhold som landbrugerne og plyndres skånselsløst af kapitalen. Noget lignende gælder de mindre næringsdrivende, der i kraft af den indirekte beskatning er skatteopkrævere for regeringen i stor stil, hvorved deres omsætning hemmes, samtidig med at de presses af storhandelen og udbyttes af bankerne. Krisens følger for overklassen. Kendsgerningerne om industriens og skibsfartens udbytte, bankernes overskud og formuernes vækst viser, at krisepolitikken væsentlig har bestået i, at man tog fra de fattige og gav til de rige. Efter børsens noteringer er aktiekurserne siden 1932 steget med gennemsnitlig 37 % og obligationerne gennemsnitlig med 15 %. Dette vil, udtrykt på anden måde, sige, at de værdier, aktierne repræsenterer, er blevet 700 millioner mere værd, medens obligationerne for deres ejere er blevet 825 millioner mere værd. En formuestigning for ejerne af værdipapirer alene på 1 1/2 milliard kroner ! Denne værdistigning er betinget af virksomhedernes større årlige udbytte, som igen er forårsaget af de stigende priser, kronesænkningen har muliggjort, og som ubeskåret er gået i kapitalisternes lommer, da lønningerne jo tværtimod at være steget, i virkeligheden er faldet i samme tidsrum. Ufrihed, tvangslovgivning og korruption. Parallelt med denne udvikling er fulgt en politisk udvikling, som betyder ufrihed, retsløshed eller retsusikkerhed og tvang for den arbejdende befolkning. Foreningsfriheden eksisterer ikke for arbejderklassen, hvis faglige organisationer er kneblet og bastet gennem forligsmandslov og sammenkædningsparagraffer, i visse situationer suppleret med tvungen voldgift. Mødefrihed eksisterer kun i det omfang, det passer justitsministeren og politiet. »Pressefriheden« er i bladudgivernes vold, den kan kun udnyttes af dem, der har kapital til rådighed, og det hagler med sagsanlæg og straffe mod blade og redaktører, der er i opposition til det bestående. Samtidig rejser kulturreaktionen sig, og korruption og overgreb breder sig. Hans Nielsens »møbelaffære« belyser rigsdagens afhængighed af kapitalistiske kredse. Kødeksportens forhold, Eide-sagen, Andreas Hansen-sagen og mange andre viser, at der trænger til at blive muget ordentlig ud. Socialismen - den eneste udvej ! Stående overfor alt dette erklærer vi kommunister: Kun afskaffelsen af hele det kapitalistiske system med dets udbytning og uretfærdighed, lønslaveri og renteslaveri kan gøre en ende på sådanne tilstande! Det nuværende system må falde og afløses af den socialistiske samfundsordning, hvor alle produktionsmidler, al jord, alle fabriker, banker og samfærdselsmidler, kort sagt alle rigdomme tilhører den arbejdende befolkning, hvor alle får arbejdsmuligheder, hvor alle produktionsmidler udnyttes, hvor arbejdets mål ikke er profit for den enkelte på de manges bekostning, men arbejde til alle, fattigdom til ingen og produktion med det formål at tilfredsstille hvert eneste menneskes fulde behov. Vi vil tage fabrikkerne fra industribaronerne, jorden fra godsejerne og overgive den til den arbejdende befolkning. Vi vil ekspropriere bankerne og monopolerne og gøre dem til samfundseje. Vi vil indføre orden, hvor der nu er kaos, renhed, hvor der nu er korruption, frihed, hvor der nu er tvang. Det korrupte kapitalistiske statsapparat, som tjener overklassen som redskab til at holde underklassen nede, skal sønderslås. I dets sted skal opbygges den arbejdende befolknings regering og styrende organer, som under ansvar for vælgerne, efter forskrifter fra dem, med pligt til tilbagetræden, når disse ønsker det, skal styre og administrere i det arbejdende samfunds ånd. Vi vil rydde op i reaktionens huler og fæstninger, sætte arbejdet i højsædet og tvinge dagtyvene og snylterne til nyttigt, værdiskabende arbejde. Vi vil afskaffe den politiske og sociale ulighed, give ungdommen valgret og indføre hele den arbejdende by - og landbefolknings politiske diktatur over det lille fåtal af befolkningen, som i dag er overklasse, indtil de indstiller sig på at ophøre med udbytningen af deres medmennesker og på at udføre samfundsnyttigt arbejde. I det socialistiske samfund vil der ikke være en overklasse og en underklasse, ikke være arbejdsløshed og mangel, ikke være »overproduktion« og nød. Der vil ikke være modsætninger mellem land og by, mellem arbejder og landbruger. I det socialistiske samfund vil udbytning og klassekamp forsvinde, og der vil kun findes een klasse: det arbejdende folk ! Vi råber hele den arbejdende befolkning, alle arbejdere, alle arbejdende landbrugere, alle fiskere, alle små næringsdrivende, - alle, som udbyttes af kapitalen og lider under følgerne af den kapitalistiske krise, ud til kamp sammen med os mod kapitalismen, for Socialismen. Kun gennem egen, utrættelig, målbevidst kamp når vi til økonomisk og politisk frigørelse, og det afhænger kun af os selv, hvor hurtigt kampen skal føres til sejr ! Indtil den stund, hvor det endelige opgør med det rådne og udlevede kapitalistiske samfundssystem kommer, er det nødvendigt med alle til rådighed stående midler at søge udbytningen bremset, at standse reaktionens fremmarch, hindre kriselovgivningens angreb på det arbejdende folk og gennem kamp for bedre forhold at tvinge overklassen og dens stat indrømmelser og demokratiske frem skridt. Opmuntret af den fascistiske reaktion i andre lande og ikke mindst i Tyskland, og pisket af sit systems egne indre modsætninger søger kapitalisterne at vælte stadig flere byrder over på den arbejdende befolknings skuldre og at berøve denne de demokratiske rettigheder og friheder, der skulle være sikret gennem grundloven og sætte bom for nye fremskridt: Enten finder alle arbejdere, alle småkårsfolk og alle frisindede mennesker hinanden til kamp mod den økonomiske, politiske og kulturelle reaktion -og så er arbejdets og frisindets sejr sikker -eller også triumferer reaktionen -og social undertrykkelse, politisk retsløshed og åndelig ufrihed bliver resultatet. Det er vor opfattelse, at følgende aktuelle økonomiske, politiske og kulturelle krav er i hele den arbejdende og frisindede befolknings interesse og velegnet til at Jo rene dens forskellige klasser og grupper til en sådan fælles kamp: Arbejde til alle ! Arbejdsløsheden - denne det kapitalistiske samfunds største skamplet - kan bekæmpes effektivt, når landbruget hjælpes på fode, hvorved det bliver i stand til at optage arbejdskraft, når der igangsættes omfattende offentlige arbejder (boligbyggeri, skole- og hospitalsbygning, vejbygning, grundforbedring o. l.), og når arbejdstiden overalt nedsættes i overensstemmelse med den fremskredne tekniks muligheder. Arbejdstidsforkortelsen må ikke medføre sænkning af lønningerne og dermed leveniveauet (købekraften), og alt offentligt arbejde skal udføres med fuld uge og til tarifmæssig betaling. Hjælp til arbejdsløse. Indtil arbejde fremskaffes, har de arbejdsløse ret til og krav på tilstrækkelig understøttelse. Omkostningerne herved må bæres af det offentlige samt af arbejdsgiverne, der gennem rationaliseringen har skaffet sig selv øget profit, men gjort tusinder arbejdsløse. Statens tilskud til arbejdsløshedskasserne forhøjes, så de høje kontingenter kan nedsættes og 10 måneders og 26 ugers bestemmelserne afskaffes. Målet er en arbejdsløshedsforsikring, hvor alle udgifter bæres af staten og arbejdsgiverne, og ikke af de forsikrede, der bliver uforskyldt arbejdsløse. Arbejdsløshedslovens reaktionære og fagforeningsfjendske bestemmelser, som er en hindring for faglige aktioner, fjernes. Fagforeningerne skal være kamporganisationer. Kun en slagkraftig, demokratisk opbygget fagbevægelse kan sikre gennem førelsen af ovenstående fordringer. Derfor kræver vi medlemmernes rettigheder og bestemmelsesret i fagforeningerne og, forbundene respekteret og deres afgørelser lagt til grund for enhver overenskomstopsigelse og -afslutning. Den danske arbejderklasse er organisatorisk stærk nok til i kamp at gennemtvinge arbejdstidsforkortelse og effektive lønforhøjelser, som er dobbelt nødvendige og rimelige på baggrund af kronens sænkning, prisernes stigning og industriens fantastiske fortjenester. Fagforeningerne skal varetage såvel de arbejdendes som de arbejdsløses interesser og organisere kampen for forligsmandslovens afskaffelse, strejkerettens sikring og mod diktaturet fra oven. Jorden og landbruget. Vanskelighederne for det arbejdende landbrug hidrører dels fra. de stadig mere tyngende gældsbyrder, dels fra prisforhold, som ikke sikrer landmanden det nødvendige udbytte af hans arbejde. Vi er overhovedet tilhængere af den fulde afskaffelse af landbrugets gæld. Når vi tager magten, vil vi annullere samtlige panteobligationer i Danmarks jord ! Vi anser det i den givne situation i dag for et mindstemål - men et opnåeligt mål - at renten halveres, og at gælden nedskrives i hvert fald til det beløb, låntageren faktisk har fået udbetalt, så ingen kommer til at svare rente og afdrag af kurstab ved lånets optagelse. Et langvarigt moratorium, der ikke må medføre renteforpligtelse, vil også være en god hjælp for mange landbrugere. Priserne på landbrugsprodukter kan i mangfoldige tilfælde sættes i vejret, hvad angår betalingen til producenten, uden at derfor de priser, forbrugeren skal betale, forhøjes. Ofte vil det (mælk, sukker) endda være muligt ved en rigtig prisregulering at nedsætte disse priser samtidig med, at prisen »ved stalddøren« forhøjes. Betingelsen er, at monopolerne ved prisdannelsen brydes, uretmæssig mellemhandleravance beskæres, og den indirekte beskatning af landbrugsprodukter bortfalder. For at skaffe de jordfattige husmandsbrug tillægsjord og for at skaffe landboungdommen mulighed for oprettelse af egne hjem, stilles jord til rådighed fra statsdomænerne, kirkejorden og ved ekspropriation af godsejerjorden. Jorden stilles afgiftsfri til rådighed, og der ydes rentefri lån til indretning af bruget og til driftsmidler. Krisehjælp og beskyttelse for fiskere. For fiskere vil lignende foranstaltninger på gælds- og prisområdet som for landbruget være af overordentlig stor betydning. Afsætningen forbedres og opkøbernes monopol brydes. Havneafgifter bortfalder, og havneforholdene forbedres, hvor det er nødvendigt. For mindre næringsdrivende i handel og håndværk er rentenedsættelse og gældsnedskrivning også af meget stor betydning, ligeledes ophævelsen af alle indirekte skatter. Monopoler og truster bekæmpes, og deres konkurrencevirksomhed begrænses. Sociallovgivningen må forbedres. Arbejdsløsheds-, syge-, invalide-, ulykkes- og aldersforsikringen skal være gratis for den arbejdende og ubemidlede befolkning. Bedre sygeforsorg og flere sygekasselæger og tandlæger. Forhøjelse af ret til fuld aldersrente fra det fyldte 60. år. Bekæmpelse af bureaukratismen i socialforsikringens apparat. Afskaffelse af alle sociale undtagelseslove som medhjælperloven, lærlingeloven og søloven. Lejerbeskyttelse. Jævnsides med at bygningen af gode boliger, hvis leje den arbejdende befolkning kan betale, fremskyndes, må lejerne af såvel boliger som forretningslokaler beskyttes mod vilkårlighed og åger gennem en tidssvarende og effektiv huslejelovgivning. Lejerne bør organisere sig i lejerforeninger til varetagelse af deres interesser og rettigheder. Bort med told og indirekte beskatning ! Enhver form for indirekte skatter, afgifter og told, der skaber vare fordyrelse for den forbrugende befolkning, afskaffes. Dækning af omkostningerne. ed en sådan kriselovgivning kan opnås ved besparelser på de offentlige budgetter, ved en stærkt stigende progressiv beskatning af de store indtægter og formuer, parret med konfiskation af industriens og bankernes kæmpemæssige krise fortjenester, ved indførelse af en indtil konfiskation stigende arveafgift og en grundværdistigningsafgift, som gør grundspekulation umulig. Til uproduktive udgifter (militær, kongehus, kirke og præstelønninger o. l.) anvendes alene 72 millioner kr. årligt, som kan spares og anvendes til noget nyttigt. Af skatteyderne har 1.148.486 eller 68 % under 1.600 kr. årligt i indtægt, medens der blandt de 4 % eller 73.622, der har over 5.000 kr. i indtægt, til gengæld findes kæmpeindtægter ! Mens 85 % af den danske befolkning er uden antydning af formue, råder de 20.000 rigeste (1 % af befolkningen) over 4,3 milliarder kroner eller 50 % af den samlede formue. De 65.957 små »formueejere«, der ejer mellem 6 og 10.000 kr., ejer tilsammen kun halvt så meget som de 427 millionærer, hvis samlede formuer for to år siden var på over én milliard kroner, hvilket tal er betydeligt højere nu ! Som det er nu, hvor staten lægger hovedvægten på. de indirekte skatter, betaler den ubemidlede befolkning forholdsmæssigt langt større skat end velhaverne, der til gengæld har en skatteevne, hvis udnyttelse kan skaffe dækning for en effektiv kriselovgivning. Kommunerne bør have ens skatteprocent, og til dækning af udgifterne, må der finde en udligning sted mellem kommunerne (mellemkommunal skatteligning). Ungdommen må være skattefri, således at der ikke betales skat før efter valgretsalderens indtræden. Folkets politiske rettigheder skal værnes og udvides. Vi kræver fuld og ubetinget organisations-, møde- og presse frihed. Forligsmandsloven med sammenkædningsparagrafferne er en alvorlig begrænsning af organisationsfriheden og kræves afskaffet. Republik, etkammersystem, nedsættelse af valgretsalderen til 25 år og ophævelse af alle skatte-, opholds- og fattighjælpsbestemmelser, som nu indskrænker valgretten for arbejderbefolkningen. Forbud mod rigsdagsmænds, politikeres og embedsmænds »bengnaveri«, som bringer dem i afhængighed til storkapitalen. Større kommunalt selvstyre. Kvindens fulde ligestilling med manden på det økonomiske såvel som på det politiske område anerkendes og sikres. Ingen indskrænkninger i kvindens ret til eller mulighed for selverhverv og gennemførelse af ligelønsprincippet for mand og kvinde ved lige arbejde, såvel i det offentliges tjeneste som i de private erhverv. Forbedret ægteskabs- og børnelovgivning. Udvidet børneforsorg (mødrehjælp, barsel- og spædbørnspleje, vuggestuer, asyler, børnehaver etc.). Afskaffelse af tvangsfødselsparagraffen, så kvindens ret til selv at bestemme, når hun vil være moder, anerkendes. Ungdommens rets - og frihedskrav omfatter valgret, ret til arbejde, understøttelse under tvungen arbejdsløshed og økonomisk ligeberettigelse. Afskaffelse af lærlingeloven. Arbejderungdommen optages i fagforeningerne som ligeberettigede medlemmer, det individuelle kontraktsystem afskaffes og erstattes med faglige overenskomster. Dagundervisning (i arbejdstiden) for lærlinge. Bekæmpelse af forsøgene på almindelig militarisering af ungdommen. Tvungen værnepligt må ikke medføre nogen som helst indskrænkninger i politiske rettigheder, men det menige mandskab skal have ret til at organisere sig og vælge tillidsmænd. Højere dagpenge til soldater og forsvarlig forsørgelse af de indkaldtes familier. Som led i ungdomsopdragelsen: anlæg af og større bevillinger til idrætspladser og redskaber, som stilles gratis til rådighed for den idrætsdyrkende ungdom. Tilskud til arbejderidrætten. Kampen mod kulturreaktionen og for kulturfremskridt. Kirken adskilles fra staten. Menighederne bestemmer selv deres gudstjenester, ordner selv deres anliggender og lønner selv deres præster. Religionsundervisningen i skolerne ophæves. Folkeskolen forbedres. Flere lærere, flere og mindre klasser. Rensning af historieundervisningen for nationalisme og chauvinisme. Den arbejdende befolknings mulighed for deltagelse i den højeste undervisning og uddannelse sikres, også økonomisk, og forholdene og undervisningen ved de højere skoler og ved universiteterne forbedres. Forældrerådenes myndighed udvides. Pryglestraffe afskaffes. Der leveres i alle skoler gratis undervisningsmateriel, indføres skolelæger, skoletandpleje og skolebespisning. Retsplejeloven og straffeloven revideres og forbedres. Straffen skal ikke være hævn, men have opdragende formål. Begrebet »tab af borgerlige rettigheder« afskaffes. Lovovertrædelser, som er en følge af de politiske og sociale klassekampe, må ikke behandles som forbrydelser. Èn-dommersystemet afskaffes. Nævningenes virkeområde udvides, og udtagelsen af dem må ikke som nu være undergivet myndighedernes vilkårlighed. Skarp kamp mod de uheldige forhold i politiet og justitsvæsenet. Kampen mod militarismen og rustningspolitikken. Bekæmpelse af alle udgifter og foranstaltninger til militærvæsenet og til krigsformål. Skyttekorpsene og de fascistiske formationer opløses og forbydes. Internationalt støttes alle bestræbelser, der er i fredens interesse, herunder Sovjetunionens fredsbestræbelser. Bekæmpelse af fascismen. De forskellige fascistiske og »nationalsocialistiske« bevægelser og grupper, der især støttet på magthaverne i Tyskland søger at forgifte befolkningens mening og arbejder for indførelse af det åbne og mest reaktionære diktatur, må modarbejdes og bekæmpes overalt, hvor de viser sig og driver deres agitation. Naziregimentet i Tyskland har tilfulde bevist, hvilke forfærdelige forhold for det arbejdende folk, nazismen betyder, med tvangsarbejde, økonomisk trældom, skærpet udbytning, politisk ufrihed, åndelig tvang, undertrykkelse af videnskaben, parret med fængslinger, terror, mishandlinger af værgeløse ofre og mord. Samtidig betyder nazismen tifold krigs fare, og derfor er dagens bud: International solidaritet i kampen mod krig og fascisme ! Kapitalmagten er international. Den brune pest er international - lad den så aldrig så meget skilte med »nationale« facader og farver. Det er en simpel pligt og nødvendigt i frihedens selv forsvar, at alle tilhængere af frisind og socialisme fører deres kamp internationalt, uden hensyn til nationalitet, landegrænser eller hudfarve. Vor kamp kender ingen landegrænser. I det socialistiske verdenssamfund vil der ingen sådanne findes, men alle folkeslag vil i frit broderligt samarbejde udfolde deres produktivkræfter og i fællesskab bringe menneskeheden og kulturen fremad, idet enhver undertrykkelse, økonomisk eller kulturelt, af nationer og nationaliteter vil være bandlyst. Kan kampen vindes - kan forbedringernes opfyldelse tilkæmpes ? Ja! Vel vil overklassens, reaktionens og militaristernes modstand være stor og deres raseri grænseløst - men for den, der ved, hvilke uhyre kræfter den arbejdende befolkning i Danmark råder over, for den, der ved, at planens modstandere kun er et usselt fåtal, medens de, der har interesse i fordringernes opfyldelse, udgør det overvældende flertal af befolkningen, kan der ikke være tvivl. Spørgsmålet om planens gennemførelse er udelukkende et spørgsmål om, hvor hurtigt den fornødne enighed i den arbejdende befolkning om kamp for gennemførelsen bliver tilvejebragt. Muligheden for en organisering af den arbejdende og frisindede befolknings fælles front i kampen for fælles sag er tilstede: Vi kommunister ønsker af al magt at bidrage til dannelsen af den. Idet vi offentliggør vor plan, erklærer vi, at vi i kampen for arbejderklassens sag og frisindets krav er beredt til samarbejde med alle partier, grupper og organisationer, som arbejder og kæmper for det samme. Vi appellerer derfor til hele den arbejdende befolkning, til alt frisindet i dette land, om sammen med os at skabe den brede demokratiske front, som kan få reaktionens angreb til at bryde sammen, bremse udbytningen og fremtvinge nye fremskridt og sejre for frisindet!

Beslutning om landstingsvalget

Udtalelse fra DKP i april 1936

Landstinget har i dansk politik altid været reaktionens faste borg. Under den gamle grundlov sikrede den priviligerede valgret godsejerne og pengematadorerne et solidt flertal, og selv den mere frisindede grundlov af 1915 indeholder så reaktionære bestemmelser, at Venstre og konservative har kunnet opretholde dette flertal efter, at de er blevet mindretal i vælgerbefolkningen. Ved hjælp af landstingsflertallet har disse partier faktisk kunnet spille en afgørende rolle i dansk politik, regeringspartiernes valgsejre tiltrods. Landstinget har virket som bremseklods for en frisindet demokratisk udvikling, og det har i særlig grad følt sig som beskytter af den besiddende klasses økonomiske interesser samtidig med, at det kynisk har hindret selv den ringe hjælp til arbejdsløse, som regeringen stillede forslag om i vinter. Landstinget har ikke blot direkte været en hindring for frisindet politik, men er også af regeringen blevet benyttet som undskyldning og begrundelse for mange af dennes udemokratiske og reaktionære forslag og standpunkter. Denne uværdige tilstand må nu høre op. Ved landstingsvalget i efteråret bør alle demokratiske og frisindede kræfter sættes ind for at tilføje landstings-reaktionen et afgørende nederlag. De reaktionære valgbestemmelser er imidlertid til stor fordel for det nuværende flertal, og kun et nøje samarbejde af alle demokratiske og frisindede partier kan med fuld sikkerhed garantere en valgsejr over reaktionen. En sådan vil betyde, at demokratiets gamle krav: ingen over og ingen ved siden af folketinget, nu endelig kan opfyldes. Landstinget skal udslettes af dansk politik. Den nødvendige grundlovsændring, der naturligt også må omfatte indførelse af 21 års valgret til folketinget, vil efter en valgsejr let kunne lade sig gennemføre. Landstinget vil heller ikke mere kunne modsætte sig foranstaltninger, der afhjælper arbejdsløsheden, fremskaffer anstændige levevilkår for den arbejdende befolkning på land og i by, samt sikrer de arbejdsløse en tilstrækkelig understøttelse. En effektiv lejerbeskyttelse vil kunne gennemføres. Der bliver mulighed for en fuldstændig omlægning af de indirekte forbrugs- og toldskatter til direkte skatter med stærkt stigende skala. En demokratisk valgsejr vil endvidere fjerne det sidste svage påskud for, at reaktionære befolkningslag éne af alle har lov til at opretholde frivillige bevæbnede skyttekorps, og disse bør omgående forbydes. Endelig vil et nyt flertal i landstinget muliggøre en demokratisering af kommunalvalgloven allerede til valgene i foråret 1937, således at valgretsalderen nedsættes til 21 år og de reaktionære skatte-, opholds- og fattighjælpsbestemmelser ophæves. For at yde sit bidrag til fremskaffelsen af dette nye flertal og gennemførelsen af ovennævnte krav, som det meget store flertal af befolkningen står samlet om, udtaler Danmarks kommunistiske Parti, at det afstår fra at opstille selvstændige lister ved landstingsvalget, og partiet opfordrer samtidig såvel Socialdemokratiet som det Radikale Venstre og Retsforbundet til sammen med os at gennemføre en samlet demokratisk og frisindet enhed i kampen mod de reaktionære partier. - Det gælder nu afslutningen på en hele epoke i Danmarks politiske historie. Venstre og konservative må berøves den sidste mulighed for at præge lovgivningen, og demokratiets lange kamp mod reaktionen må krones med landstingets afskaffelse. Her er smålige hensyn til det enkelte partiers antal af valgmænd ikke på sin plads, her gælder det at samle rækkerne til det afgørende og knusende slag mod det arbejdende folks fjender. Landstingsvalget både kan og skal vindes af demokratiets og frisindets kvinder og mænd, og vejen er banet for en økonomisk og politisk lovgivning til gavn for befolkningens store flertal.

9. April 1940

Den 9. April 1940 rykkede tyske Besættelsestropper ind i Danmark. Begrundelsen blev givet i et Memorandum, der af den tyske Gesandt i København tidligt om Morgenen blev overrakt den danske Regering, og hvori det udtaltes, at »Rigsregeringen er kommet i Besiddelse af uigendrivelige Beviser for, at England og Frankrig agtede allerede i de allernærmeste Dage overraskende at besætte bestemte Områder af de nordiske Stater,« og hvor det endvidere blev sagt, at »de tyske militære Operationer tilsigter udelukkende at sikre Norden mod den planlagte Besættelse,« hvorhos Erklæringen sluttede således: »I Overensstemmelse med den Ånd, der altid har rådet i det gode tysk-danske Forhold, erklærer Rigsregeringen over for den kongelige danske Regering, at Tyskland ikke har til Hensigt nu eller i Fremtiden at berøre Kongeriget Danmarks territoriale Integritet og politiske Uafhængighed«.

Den tyske Kommandør havde udfærdiget et »Opråb til Danmarks Soldater og Danmarks Folk«, der udbredtes Landet over efterhånden som Besættelsen skred frem, og hvori det bl.a. tilkendegaves som Tysklands Beslutning »at foregribe det engelske Angreb og med sine Magtmidler selv at overtage Beskyttelsen af Danmarks og Norges Kongerigers Neutralitet og værne den, så længe Krigen varer. Det er ikke den tyske Regerings Hensigt at skaffe sig et Støttepunkt i Kampen mod England, den har udelukkende det Mål at forhindre, at Skandinavien bliver Slagmark for de engelske Krigsudvidelser. Af denne Grund har stærke tyske Militærkræfter siden i Dag til Morgen taget de vigtigste militære Objekter i Danmark og Norge i Besiddelse. Ud over disse Forholdsregler træffes der for Tiden Overenskomster mellem den tyske Rigsregering og den kongelige danske Regering. Disse Overenskomster skal sikre, at Kongeriget består videre, at Hæren og Flåden opretholdes, at det danske Folks Frihed agtes, og at dette Lands fremtidige Uafhængighed fuldt ud sikres«. Slutningen lod: »Folket opfordres til at fortsætte det daglige Arbejde og til at sørge for Ro og Orden. For Landets Sikkerhed mod engelske Overgreb sørger fra nu af den tyske Hær og Flåde. Den tyske Kommandør. Kaupisch«. Op ad Dagen forelå der fra Regeringen og fra Kongen følgende Udtalelser: » Til det danske Folk ! Tyske Tropper har i Nat overskredet den danske Grænse og har gjort Landgang forskellige Steder. Den danske Regering har under Protest besluttet at ordne Landets Forhold under Hensyn til den Besættelse, som har fundet Sted, og i Henhold hertil kundgøres følgende: De tyske Tropper, der nu befinder sig her i Landet, træder i Forbindelse med den danske Værnemagt, og det er Befolkningens Pligt at afholde sig fra enhver Modstand over for disse Tropper. Den danske Regering vil forsøge at sikre det danske Folk og vort Land imod de af Krigsforhold følgende Ulykker og opfordrer derfor Befolkningen til rolig og behersket Holdning over for de Forhold, som nu er opstået. Ro og Orden må præge Landet, og loyal Optræden må udvises over for alle, som har en Myndighed at udøve. København, den 9. April 1940. Christian R./Th. Stauning «

»Under disse for vort Fædreland så alvorlige Forhold opfordrer jeg alle i By og på Land til at vise en fuldt ud korrekt og værdig Optræden, da enhver uoverlagt Handling eller Ytring kan have de alvorligste Følger. Gud bevare Dem alle, Gud bevare Danmark. Amalienborg, den 9. April 1940. Christian R. «

Om Aftenen samledes Rigsdagen til Fællesmøde, som Folketingets Formand åbnede: »Det er i en såre alvorsfuld og skæbnesvanger Stund, at Rigsdagens Medlemmer i Aften er kaldt til Møde. Den ydre Anledning er kendt af alle. Den har Dagen igennem fyldt vore Sind med Ængstelse, og vi ser med Uro på, hvad kommende Timer og Dage vil bringe. Under sådanne Omstændigheder er det naturligt, at Rigsdagen mødes med Landets Regering for at modtage de Meddelelser, som Landets ansvarlige Ledelse måtte have at give.« Derefter fremsatte Statsministeren denne Erklæring: »Det var med smertelig Sorg, at Befolkningen i Morges erfarede om de Begivenheder, der var i Udvikling. Vi regnede med, at den Politik, Danmark har ført, kunde have holdt os uden for alvorlige Forviklinger, men Tryghedsfølelsen blev afbrudt, da der i Nat blev forebragt Udenrigsministeren en Meddelelse om, at den tysk-danske Grænse var overskredet at tyske Tropper, og at Landgang foregik forskellige Steder i Landet. Under Indtrykket at disse alvorlige, uvarslede Begivenheder og at en Viden om, at Bombardementsmaskiner overfløj Landets Hovedstad, måtte Kongen og Medlemmer at Ministeriet i Morges Kl. 5 - 5.30 tage Standpunkt til den foreliggende Tilstand og til Meldingen om, at den tyske Regering besatte Landet med tysk Militær. Vi valgte at søge Landets Forhold ordnet under denne Besættelse i Tillid til Forsikringen om, at Tyskland ikke har den Hensigt igennem de iværksatte Foranstaltninger at antaste Danmarks territoriale Integritet og politiske Uafhængighed. Vi valgte denne Vej for at skåne Landet og Folket for en Krigstilstands Følger - men vi må dybt beklage Tabet at gode danske Sønner i denne Morgens første Timer, og mange er blevet Invalider. Der er straks nedlagt Protest over tor Tysklands Gesandt i Anledning at den skete Besættelse, og jeg er sikker på, at den danske Rigsdag står sammen med Regeringen om de Følelser, denne Begivenhed må fremkalde. Den nuværende Regering har Ansvaret for den Afgørelse, der blev truffet i denne Dags Morgen, og vi føler, at vi har handlet tid fra en ærlig Overbevisning om, at vi ved Afgørelsen fritog Land og Folk for en tungere Skæbne. Det er Regeringens Ønske, at den Besættelse, som er foregået, må blive ledet med Forståelse og human Følelse over for en gammel, nordisk Nation, der ærligt har gennemført en upartisk Neutralitetspolitik i Forventning om derved at kunne bevare sit nationale Liv i fredelig Udvikling. Forholdene er blevet anderledes, end vi håbede; men vi vil fremdeles søge at sikre Land og Folk imod Krigens Ulykker, og vi stoler på Folkets Medvirken. Jeg henviser til den at Kongen og Ministeriet i Dag udstedte Proklamation til det danske Folk og gentager: Lad Ro og Orden præge Landet og lad os vente en forstandig og loyal Holdning at alle Landets Borgere. Vort fælles Ønske er Fred mellem Folkene, og med dette Ønske slutter jeg også denne Redegørelse. Til denne Meddelelse skal jeg endnu føje den Oplysning, at der påny er blevet forhandlet om Regeringens Sammensætning, og der er givet Tilslutning til en Udvidelse, således at de 4 store Partier nu bliver repræsenteret i Ministeriet. De nærmere Meddelelser om Enkeltheder håber jeg at kunne give i Morgen.« Folketingets Formand sluttede nu Mødet: »Den Regeringserklæring, vi nu har hørt af Statsministeren, vil efter min Overbevisning blive tiltrådt at et aldeles overvejende Flertal at Danmarks Rigsdag og at Danmarks Befolkning. Jeg føler mig sikker på, at man vil godkende Regeringens Holdning under den Situation, der i Morges så særdeles hastigt kom til at foreligge, Rigsdag og Befolkning vil erkende, at Regeringen måtte handle, som sket er, om ikke store Ulykker skulde times Danmark. Trods det Mørke og den Usikkerhed, der behersker Øjeblikket, vil vi sætte vort Håb til Fremtiden. Vi vil håbe, vort Land må gå uskadt gennem den frygtelige Krise, Verden nu oplever, og at vort Folk må bevare Retten til at leve sit eget nationale Liv uden Indgreb at nogen Art. Vi vil ikke kunne tænke den Tanke, at Danmark ikke skulde bestå som et frit og selvstændigt Land. Danmarks Befolkning og dens ansvarlige Regering må stå sammen i de Dage, der forestår. Befolkningen vil tiden Tvivl forstå Nødvendigheden at den Holdning, som Kongens Proklamation i Dag opfordrer til. Og Regeringen vil lige så sikkert forstå sit store Ansvar. Sammenhold må til ! Tvedragt må forsvinde. Nu er det Danmark og alene Danmark, det gælder.«

8. Juli Erklæringen 1940.

Den 8. Juli 1940 fremsatte Udenrigsminister Erik Scavenius efter det første Ministermøde følgende Udtalelse, som ifølge den af Ministeren formulerede Meddelelse var tiltrådt af den samlede Regering: »Ved min Overtagelse af Udenrigsministeriet vil det findes naturligt, at jeg fremsætter nogle Bemærkninger om Danmarks Udenrigspolitik. Jeg vil herved drage en Parallel mellem Forholdene under Verdenskrigen og nu. Det har været den lille Stats Opgave at føre en Politik, der holdt Landet udenfor de store Staters Kampe. Opgaven måtte nærmere forstås således, at Danmark under ingen Omstændigheder måtte komme i Strid med sin store Nabo mod Syd. Denne Politik har fundet Tysklands Forståelse og Støtte såvel under Verdenskrigen som under den nuværende Krig - med den Forskel, der følger af de forandrede Muligheder for Krigsførelsen. Med denne Forskel taget i Betragtning kan man sammenstille Begivenhederne i August 1914 og i April i År. I begge Tilfælde var det den tyske Politiks Mål at holde Danmark udenfor Krigsbegivenhederne, idet Landet ved sin Beliggenhed dækker Østersø-Fronten i Forhold til England. Som Følge af de ændrede Vilkår for Krigsførelsen måtte Opgaven denne Gang væsentlig tilfalde de tyske Land- og Luftstridskræfter, medens den under Verdenskrigen alene løstes af den tyske Flåde. Det må bemærkes, at denne Omstændighed - de tyske Stridskræfters Tilstedeværelse i Landet selv, hvor friktionsløst den end lykkeligvis forløber - ganske naturligt har gjort Forståelsen sværere for det danske Folk. Under Verdenskrigen udelukkede den tyske Flådes Eksistens, at England kunne forsøge at forcere Adgangen til Østersøen og at skaffe Tyskland en 3. Kampfront. Herved bevaredes Danmarks Neutralitet, og dette vil altid blive erindret med Taknemlighed i Danmark. Under den afsluttede Folkeforbundsperiode fastholdtes den danske Politiks Linie. Danmark nægtede at deltage i Forbundets mod Tyskland rettede Politik. Ved de store tyske Sejre, der har slået Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en Nyordning i politisk og økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt Samarbejde med Stortyskland. Det danske Folk stoler på at det i den ny europæiske Ordning vil kunne finde Forståelse for sin Egenart og for sin traditionelle fredelige, politiske og sociale Udvikling.«

Programtalen 1940.

Ved Rigsdagens Åbning Tirsdag den 1. Oktober 1940 udtalte Statsminister Stauning følgende: »Rigsdagen samles i År under særegne Forhold, og under Hensyn til disse skal jeg kun knytte få Bemærkninger til denne Anledning: Den Krig, der for et År siden netop var i sin Begyndelse, fortsættes endnu med megen Styrke, og den har allerede medført indgribende Ændringer i europæiske Forhold. Danmarks Mål vil være en Politik, der holder den danske Nation samlet om de nationale Opgaver, som er det fornemste for Folket, men dernæst vil det være naturligt, at Nationen har Opmærksomheden henvendt på den Udvikling i Europa, der vil følge efter Krigen. Danmark vil fremdeles have Interesse i et fordrageligt Samliv med andre Nationer og i høj Grad med vore Naboer, hvorfor det også vil være en Opgave at forberede den Tilpasning, der melder sig som en uafviselig Fordring i kommende Tid. Det må forudses, at den Fællesfølelse, der lever i det danske Folk, fremdeles vil give sig Udslag i et Samarbejde mellem de Partier, der ønsker at bygge videre på Landets forfatningsmæssige Grundlag, og det ligger derfor som en Opgave for disse at bestemme angående den politiske Udvikling i den forestående Periode« .

Rygteudbredelse

I Januar 1941 vedtoges enstemmigt i Rigsdagen (Kommunisterne var fraværende) et Forslag fremsat af Justitsministeren. Forslaget omfattede følgende: »den, der udspreder Rygter, som er egnede til at skade Landets interesser i forhold til udlandet, straffes selv om Udbredelsen ikke sker offentligt, med Bøde eller Hæfte eller med fængsel indtil 1 År. «

Regeringsudtalelse om den 9. April - 1941.

Regeringen udsendte om Aftenen den 8. April 1941 følgende Udtalelse: »Der er nu forløbet et År siden den Morgen den 9. April, da Verdenskrigens Begivenheder drog med sig, at det tyske Riges Værnemagt rykkede ind i Landet. I sit Budskab til Folket lagde Kongen enhver på Sinde at vise rolig og behersket Holdning og loyal Optræden overfor alle. som har en Myndighed at udøve. Kongen understregede i dette Budskab, at enhver uoverlagt Handling eller Ytring kan have de alvorligste Følger. I det År, der er gået, har det danske Folk efterlevet Kongens Budskab Det tjener intet Formål at skjule, at Begivenhederne den 9. April har hvilet tungt på os alle, men takket være Befolkningens værdige Holdning og den tyske Værnemagts Hensyntagen til danske Følelser og Stemninger er det lykkedes såvel på det politiske som på det økonomiske Område at komme igennem Året under gunstigere Vilkår, end vi ved Besættelsens Begyndelse havde turdet regne med. Den hidtidige Udvikling berettiger os til at håbe, at Danmark i Tillid til det tyske Riges Tilsagn om Bevarelse at Landets Integritet og politiske Uafhængighed også fremdeles vil stå de vanskelige Tider igennem bedre end mange andre Lande, der ligesom vort Land er blevet berørt af det store Opgør. Når vi oplever Årsdagen for Landets Besættelse, lad da disse Betragtninger nedfælde sig i Sindet, og lad os alle være enige om, at Kongens Budskab og Folkets Tro på dets Fremtid fremdeles skal være det Grundlag, hvorpå Nationen og den enkelte i Bevidstheden om vort store Ansvar for vort Fædreland handler i enhver Situation. Lad Dagen give Anledning til Eftertanke, men lad den passere under værdig Holdning fra hver enkelts Side og uden Demonstrationer af nogen Art, såsom Flagning eller på anden Måder.«

Krigen mellem Tyskland og Rusland.

Efter at Krigen var brudt ud mellem Tyskland og Rusland den 22. Juni, meddelte det danske Udenrigsministerium den 24. Juni, at man i den nuværende Situation havde skønnet det rigtigst at hjemkalde Gesandten og Gesandtskabspersonalet fra Moskva.

Erklæring af 26. Juni 1941.

I Anledning af Afbrydelsen af den diplomatiske Forbindelse mellem Danmark og Rusland udsendtes den 26. Juni 1941 følgende Regeringserklæring: »Ved den Krig, som nu er brudt ud mellem Tyskland og Sovjetunionen, er det store Våbenopgør i Europa indtrådt i en ny Fase, som må påkalde vor Opmærksomhed i en ganske særlig Grad, thi Tyskland har nu vendt sine Våben mod Øst i en Kamp mod en Magt, som gennem en Årrække har betydet en Trusel mod nordiske Staters Velfærd og Trivsel. At Frygten i Norden for Faren fra Øst ikke var ubegrundet, viste det Angreb, som Sovjetunionen i Slutningen af 1939 foretog på Finland, hvis heltemodige Forsvar i en ulige Kamp her i Landet fremkaldte en Bølge af Sympati for vore kæmpende Brødre i Nord. Det danske Folk bevæges af de samme Følelser nu, da Kampen er genoptaget efter Ruslands fornyede Angreb på Finland. Men denne Gang fører Finland ikke sin Kamp alene, men sammen med andre europæiske Lande kæmper det under Tysklands Førerskab for at bevare en Samfundsorden i Overensstemmelse med europæisk Kultur. Der er en fælles europæisk Interesse i dette Opgør, hvis Resultat på afgørende Måde vil kunne bidrage til at bevare Europas Lande for indre Samfundsopløsning. Nu som tidligere deltager Danmark ikke i dette krigeriske Opgør, men ud fra denne fælles europæiske Interesse kan Udviklingen ikke være ligegyldig for Danmark. Erkendelsen heraf har fundet Udtryk deri, at det danske Gesandtskab i Moskva er blevet kaldt tilbage, hvorefter Forbindelsen mellem Danmark og Sovjetunionen er afbrudt.«

Forbud mod Kommunisterne.

I Folketinget fremsatte Justitsminister Thune Jacobsen den 20. August 1941 Lovforslag om Forbud mod kommunistiske Foreninger og mod kommunistisk Virksomhed. I Lovforslagets ledsagende Bemærkninger peges på, at kommunistiske Foreninger og Sammenslutninger og kommunistisk Virksomhed i det hele taget under de Forhold, som for Tiden hersker, frembyder en særlig Fare for Statens Sikkerhed og Velfærd. Der henvises til tidligere begåede Handlinger, Sprængstofattentater på forskellige Skibe, som er udfort af Medlemmer af det kommunistiske Parti eller Folk, som havde nær Forbindelse med Partiet. Under normale Forhold, hedder det, vilde man måske dog kunne anse det Værn, som Straffeloven yder, for tilstrækkeligt, men under de nuværende vanskelige Forhold udsætter de kommunistiske Handlinger ikke blot Menneskeliv og store Værdier for Fare, men de bliver tillige en Fare for Statens Sikkerhed og Velfærd. I Bemærkningerne til Lovforslaget nævnes dernæst de Interneringer, som det blev nødvendigt at foretage efter Udbruddet af den tysk-russiske Krig. Justitsministeriet finder, at der bør tilvejebringes Lovhjemmel til Forvaringstagelsen, der må forventes at være uundgåelig endnu i nogen Tid, ligesom den Mulighed foreligger, at det også senere kan blive nødvendigt at lade Personer, af hvem kommunistisk Virksomhed må befrygtes, tage i Forvaring. Loven, hvis Vedtagelse var enstemmig kommunisterne kunne ikke stemme, »bestemmer, at alle kommunistiske Foreninger og Sammenslutninger forbydes, og de bestående kommunistiske Foreninger og Sammenslutninger vil straks være at opløse. Kommunistisk Virksomhed eller Agitation at enhver Art er forbudt. Dette gælder, uanset om der foreligger Tilslutning til nogen Forening. Overtrædelse af disse Bestemmelser straffes med Bøde, Hæfte eller Fængsel indtil 8 År. Personer, hvis Adfærd har givet særlig Grund til at antage, at de vil deltage i kommunistisk Virksomhed eller Agitation, kan efter Justitsministerens Bestemmelse eller med hans Godkendelse tages i Forvaring, når dette skønnes nødvendigt af Hensyn til Statens Sikkerhed eller dens Forhold til fremmede Magter. Enhver, der tages i Forvaring i Medfør af denne Bestemmelse, skal inden 24 Timer fremstilles for Københavns Byret, der ved Kendelse beslutter, om forvaringen skal opretholdes. Begæringen om Forvaringens Opretholdelse vil, når Justitsministerens bestemmelse eller hans godkendelse foreligger, være at til følge, medmindre der må antages at foreligge en åbenbar Fejltagelse med Hensyn til vedkommendens Identitet eller hidtidige Deltagelse i kommunistisk Virksomhed eller Agitation. Såfremt det ikke kan nås inden 24 Timer at fremstille dem, der er taget i Forvaring, for Københavns Byret, vil han inden samme Frist være at fremstille for en anden Dommer ved Underret, der modtager hans Forklaring. Beslutning om Forvaringstagelse træffes også i dette Tilfælde snarest muligt af Københavns Byret. Over for Byrettens Kendelse kan såvel den der er taget i Forvaring, som det offentlige, rejse Kæremål til Højesteret. Kæremål, der rejses af det offentlige, har opsættende Virkning. Forvaringen skal ophøre, så snart den ikke længere skønnes nødvendig af Hensyn til Statens Sikkerhed eller dens Forhold til fremmede Magter. Bestemmelse herom træffes af Justitsministeren. Justitsministeren giver hver 3. Måned til et af Rigsdagens to Ting nedsat Udvalg Meddelelse om, hvilke Personer der er eller i den forløbne Periode har været taget i Forvaring i Medfør af foranstående Bestemmelser, med Angivelse af Grundlaget for Forvaringstagelsen. Den Formue, der måtte tilhøre de kommunistiske Foreninger og Sammenslutninger, samt disse Foreningers og Sammenslutningers Arkiv, Protokoller o. lign, vil være at tage i Bevaring af det offentlige«. Ved Forslagets første Behandling betonede Socialdemokratiets Ordfører Alsing Andersen, at »den ekstraordinære Situation, der for Tiden hersker i Europa, må bedømmes ud fra andre Forudsætninger end Situationen, før Krigen udbrød. De ekstraordinære Forhold kræver af alle Lande ekstraordinære Foranstaltninger; det gælder også de Lande, der ligesom Danmark ikke er Deltagere i Krigen. Ingen kan altså med Rette undre sig herover. Heri ligger dog ingenlunde, at det kan være den danske Offentlighed ligegyldigt, hvilke Foranstaltninger der gennemføres. Det må være både Befolkningens og de politiske Partiers Opgave at bedømme hver enkelt Forholdsregel både ud fra de tilstedeværende faktiske Forudsætninger og ud fra de Grundsætninger, hvorpå Landets Forfatningsliv hviler«. Når »de faktiske Forudsætninger« medførte, at de i Lovforslaget omtalte Foranstaltninger måtte gennemføres, og man samtidig har Pligt til at varetage de nævnte Hensyn, kunde, udtalte Alsing Andersen, »Lovforslaget næppe affattes anderledes, end som det her foreligger.« Angående Forvaringstagelsen udtalte Alsing Andersen, at det bør forblive »et Spørgsmål af både usædvanlig og midlertidig Karakter, helt og holdent begrundet i de ganske ekstraordinære Forhold. Dette ønsker vi at understrege stærkest muligt, i Samklang med den Retsopfattelse, der er almindelig, og som afgjort vil blive ved at være almindelig i den danske Befolkning.« Under Forslagets Behandling forsøgte Frits Clausen at konstruere »Beviser« for et Samarbejde mellem Socialdemokratiet og Kommunisterne. Påstandene blev håndfast tilbagevist af Alsing Andersen både fra Folketingets Talerstol og senere i en offentlig Erklæring af 21. August. »Fædrelandet« optog Erklæringen med en Bemærkning om, at man »i Morgen« ville vende tilbage til Sagen. Dette er imidlertid ikke sket.

Journalist Leif Larsen skriver i 2001 i anledning af 60 års-dagen: En af de skændigste love vedtaget af den danske Rigsdag blev i disse dage for 60 år siden behandlet og drøftet i al hemmelighed. Først da alle aftaler var truffet i dybeste fortrolighed, blev katten sluppet ud af sækken. På få minutter og tre hastebehandlinger kunne et enigt Folketing/Landsting d. 20. august 1941 sende lov nr. 349, kaldet kommunistloven , til underskrift hos Kongen. Det skete d. 22. august 1941. Dermed mente politikerne, at de i fuld overensstemmelse med Grundloven havde lovliggjort tidligere arrestationer gennem to måneder af 339 mænd og kvinder. Efterfølgende blev yderligere knapt 300 interneret efter lovens bestemmelser. Med kun tre korte paragraffer, var loven ikke særlig ordrig. Den fastslog: At "alle kommunistiske Foreninger og Sammenslutninger straks vil være at opløse" at "Personer, hvis Adfærd har givet særlig Grund til at antage, at de vil deltage i kommunistisk Virksomhed eller Agitation ... tages i Forvaring" at "Den Formue, der maatte tilhøre kommunistiske Foreninger ... vil være at tage i Bevaring". Optakten til loven foregik i Samarbejdsudvalget, som i daglig tale kaldtes ni-mandsudvalget. Det blev nedsat d. 2. juli 1940 og bestod af to repræsentanter fra de fire gamle partier, Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale. Danmarks Retsforbund havde en enkelt repræsentant. Disse ni politikere holdt i alt 314 møder. Dets vigtigste opgave bestod i at bevare samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Da denne kollaborationspolitik led skibbrud d. 29. august 1943, ophørte udvalget med at eksistere. I Den Parlamentariske Kommissions beretninger findes referater fra samtlige møder, skrevet af udvalgets sekretær, retsstatsmanden Oluf Pedersen. De er gengivet ordret i bind IV (side 505 - 823) i en af kommissionens mange beretninger. Her refereres et udvalgsmøde d. 6. august 1940, hvor justitsminister Thune Jacobsen første gang fremlægger lovforslag om "Forbud imod Kommunisterne". Ministeren tilføjer fiffigt, at "Det var stærkt anbefalet af Højesterets Præsident, Troels G. Jørgensen, og var i Overensstemmelse med Grundloven og godkendt af Justitsministeriet". Selv for datidens kæft - trit - og retnings mentalitet var det alarmerende, at præsidenten for Højesteret blandede sig i lovgivningen, og endog hævdede, at en lov, der forbød et lovligt politisk parti, ikke var i strid med Grundloven. I de følgende dage samles udvalget for at finde ud af, om medlemmer af Rigsdagen kan acceptere, at der udstedes arrestordrer imod tre medlemmer af Folketinget og et ukendt antal mennesker, som enten er, eller formodes at være kommunister. Ved forarbejderne til bogen De Forvarede foretog jeg sammen med min medforfatter, Thomas Clausen en nøje gennemgang af samtlige 600 sagsmapper, der vedrører disse arrestationer. Her viste det sig, at en meget stor del af disse sager drejede sig om mennesker, der aldrig havde været kommunister, ja enkelte var endog erklærede antikommunister. Men i ni-mandsudvalget er det ikke fejltagelser, man drøfter. Det gælder om at få overbevist samtlige rigsdagsmedlemmer i Folketing og Landsting om nødvendigheden af at forbyde DKP, og her ser det ud til, der har været nogen uro på bagsmækken. De næste dage mødes udvalget seks gange for at finpudse kommunistloven. Et enkelt medlem, Axel B. Lange, formand for de konservatives landstingsgruppe har meldt sig syg, og dukker først op igen i udvalget , da debatterne er overstået. Mødet i udvalget d. 7. august 1941var bondeangerens store dag. Nogle udvalgsmedlemmer ønskede loven udsat indtil tyskerne selv kom i tanke om at stille direkte krav om forbud mod kommunisterne. Andre var bange for, at loven kunne anvendes på alle partier, fordi lovteksten ikke klart nok pegede på, at det var kommunisterne, man skulle have ram på. Venstremanden Niels Elgaard rejste følgende spørgsmål: "Hvad kan den Lov bruges til. Jeg er bange for, at vi alle er farlige for Landets Sikkerhed. Min Bestyrelse er enig med mig i, at der bør svares nej til dette Krav." Den konservative Ole Bjørn Kraft erklærer, at han må have en drøftelse i sit parti, før han kunne svare , og han var ikke sikker på, det blev et ja! Den tidligere meget magtfulde udenrigsminister P. Munch (radikal) sagde: "I vor Bestyrelse er der stærk Modstand". Han foreslog en kongelig anordning i stedet for kommunistloven. "Derved undgaar man en Forhandling i Tinget", og han tilføjede: "Bestemmelserne i Kommunistlovens § 2 er uforenelige med Grundlovens § 76, som er sat ind imod vilkaarlige Anholdelser". Et besynderligt spørgsmål rejses under mødet d. 12. august af venstremanden Elgaard: Han sagde: "Har kommunisterne underskrevet en erklæring om Overholdelse af Grundloven, som vi andre". "Det kender vi ikke noget til", lyder det forbløffende svar fra indenrigsminister Knud Kristensen (Venstre). Ingen af de otte ældre mænd lod til at kende Grundlovens § 48, som klart fastslog: "Ethvert nyt medlem afgiver, når hans valg er godkendt, en højtidelig Forsikring om at overholde Grundloven." Skønt alle havde været på valg mange gange til Folketing eller Landsting, var der pludselig en sort plet på hukommelsen, for hvis de kunne huske Grundlovens § 48 ,ville det være ensbetydende med, at også de tre kommunistiske folketingsmedlemmer havde afgivet en "højtidelig forsikring om at overholde Grundloven." Her sidder altså en gruppe mænd med en gennemsnitsalder på 62 år, og bilder hinanden ind, at de kommunistiske folketingsmedlemmer formentlig ikke har lovet at overholde Grundloven, og så må de satme´ også tage skade for hjemgæld, og finde sig i at blive jagtet af politiet og sat i fængsel eller udleveret til tyskerne. Den ene af de tre, Arbejderbladets redaktør, Martin Nielsen, havde de haft under lås og slå i to måneder. Nu gjaldt det om at indfange Aksel Larsen og Alfred Jensen, og at gøre det med god samvittighed. På samme møde d. 12. august spørger Ole Bjørn Kraft (konservativ): "kan Folketingsmedlemmerne oppebære gage" og får minsandten et "Ja" fra Knud Kristensen, selv om han må være vidende om, at Martin Nielsen ikke havde fået en krone fra Rigsdagens lønkontor efter at han var smidt i Vestre Fængsel den 22. juni. I et brev skrev Martin Nielsen følgende til det særlige Rigsdagsudvalg, nedsat efter kommunistloven: "Jeg stempler den mod mig i dette tilfælde anvendte Fremgangsmaade som en sjofel politisk Hævnakt, og kræver, at det i Henhold til Kommunistloven nedsatte Rigsdagsudvalg uophørligt drager Omsorg for, at der udbetales mig mindst 500 kr. svarende til Understøttelse i de to Maaneder, jeg har været uden Indtægt." D. 19. august holdt ni-mandsudvalget det sidste møde om Kommunistloven, inden det gik løs dagen efter med tre behandlinger i Folketinget og tre i Landstinget. Selv om forretningsordenen sagde, at der skulle gå mindst to dage mellem første og anden behandling og mindst to dage yderligere, før 3. behandling af lovforslag kunne foregå. På de sidste møder enes man om at blæse på Grundlovens bestemmelser om tidsperioder mellem de tre behandlinger af lovforslag . Der er også enighed om, at intet må slippe ud før Justitsministeren har holdt sin tale om forelæggelse af Kommunistloven, og efter de meget ordrige referater at dømme, har ingen haft tanke for Grundlovens § 38 (i dag § 34), der dengang lød: "Rigsdagen er ukrænkelig. Den, der antaster dens Sikkerhed eller Frihed, udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling, gør sig skyldig i Højforræderi". Der var overhovedet ingen tvivl. Der var klart tale om højforræderi, når tre folketingsmedlemmer, som ikke havde begået noget ulovligt, som kun havde en anden opfattelse af samfundssystemet, og som havde lovet højtideligt at overholde Grundloven, bliver jaget vildt overalt i landet. Trods alle de lunkne forbehold indtager Folketingets 137 medlemmer og Landstingets 70 medlemmer retstilling den 20. august 1941. Der er ingen vaklen i geledderne. De stemmer alle ja til en højforræderisk og klart grundlovsstridig lov. Det må have været en klam fornemmelse at overvære denne forestilling en onsdag i august 1941. I Landstinget var der ikke en eneste, der ønskede at tage ordet. De tre behandlinger var overstået på få minutter. Justitsminister Eigil Thune Jacobsen, som siden 1925 havde ledet politiets arbejde med at skabe et kartotek over kommunister og sympatiserende, holdt en flammende tale om de kommunistiske terrorgruppers mangeårige hærgen i Danmark. Det seneste eksempel var skibsattentater, som en måned før havde ført til fængselsdomme fra to til 16 års fængsel. Ministeren undlod behændigt at oplyse, at ingen af de dømte var medlemmer længere af det parti, der nu skulle forbydes. Han sagde: "Overalt hos Medlemmer af det kommunistiske Parti, kan der paaregnes hjælp til Fremme af kommunistisk Virksomhed, uden at der først spørges om, hvad denne Virksomhed gaar ud paa, om den er lovlig, eller om det drejer sig om Forbrydelser mod Landets Love". Folketinget brugte noget mere tid. Retsforbundet anvendte 16 ord, de radikale 23 ord til at anbefale lovforslaget. Socialdemokratiet og Venstre lovede støtte til lovforslaget. Kun én brugte al sit antikommunistiske krudt i en meget udfordrende tale. Det var den konservative Ole Bjørn Kraft, der afleverede følgende æselspark til DKP: "Om det kommunistiske Partis Karakter og Stilling her i Landet, kan der ikke længere herske nogen tvivl; den har i Virkeligheden været klar lige siden vi havde den grundlæggende Debat her i Tinget i 1933. Et Parti, der som det kommunistiske lader sine Holdninger og Meninger bestemme, ikke af Hensyn til dets eget Folk og dets eget Land, men af, hvad et enkelt Lands interesser kræver, placerer sig selv paa en ganske bestemt Maade i sine Landsmænds Opfattelse, og derfor vil det ogsaa kun virke ynkværdigt, om et saadant Parti, naar det kommer til Vanskeligheder, pludselig vil søge Ly bagved Landsmandskabets Lov, som det selv saa tydeligt har tilsidesat gennem sin Holdning." Glemt er den konservative leders bekymringer i ni-mandsudvalget over Grundlovsbrud, ulovlig forfølgelse af folketingsmedlemmer og forsøg på at undgå lovgivning og "nøjes med en kongelig anordning". Nogle få minutter blev anvendt til at sætte en lov i gang, som i dag 60 år efter står som en skamstøtte foran de partier, som altid kalder sig demokratiske og forsvarere af menneskerettigheder. Man skulle tro, at der efter den tyske besættelses ophør 5. maj 1945 var kommet et større opgør om en lov, der var blevet anbefalet af Højesterets præsident, endog med påstanden om, at loven ikke stred imod Grundloven; men der kom ikke noget opgør. Den eneste, der fik nogle alvorlige skrammer på grund af kommunistloven var Thune Jacobsen. Han havde få dage efter sin udnævnelse til justitsminister fremlagt en lov, der blev enstemmigt tiltrådt i både Folketing og Landsting. Få dage efter besættelsens ophør d. 5. maj 1945 blev loven i Ugeskrift for Retsvæsen betegnet som "skændig". Denne betegnelse tog Thune Jacobsen til sig i sin bog På en Uriaspost, der udkom i 1946. På side 83 skriver han: "Man maa for min Skyld gerne betegne den som "skændig", naar det underforstaas, at Skændigheden er på tysk Side." Men, der var netop ikke stillet krav fra besættelsesmagten om at forbyde kommunisterne ved lov. Som i andre beslutninger, der skulle træffes af samarbejdspolitikerne, blev tyske ønsker de første par år under besættelsen opfyldt, før de var fremsat. Det gælder således planerne om en Møntunion og om danske arbejdere, som i titusindvis blev tvunget til at rejse til det krigshærgede Tyskland for blot at nævne et par eksempler. Kun tre år efter at Thune Jacobsen havde udgivet sin bog, døde han, 68 år gammel. Dermed var den eneste person, som kom ud i politisk stormvejr efter besættelsen, væk, og siden er der talt og skrevet utroligt lidt om den lov, jeg indledte med at kalde "en skandaløs lov". I bogen Frydenholm af forfatteren Hans Scherfig beskriver han levende dagen, hvor kommunistloven fremlægges i Folketinget d. 20. august 1941. Tilhørerrækkerne er fyldt op med ansatte på Politigården, så ingen af de kvinder, hvis mænd var spærret inde i Vestre Fængsel, kunne påhøre debatten, og Scherfig tilføjer: "Under disse omstændigheder fik justitsministeren så ordet for at forelægge loven om forbud mod kommunistiske foreninger og mod kommunistisk virksomhed. Med krøllet hår og kunstnerslips stod han på tingets talerstol og smilede affabelt til den alvorlige forsamling. Under oplæsning af lovforslaget lagde han hovedet på siden og bevægede hænderne som en bordtaler, der siger behagelige ting til damerne." Med bidende ironi gennemgår han lovforslag og debat, og slutter med et citat fra Jyllands-Postens leder dagen efter vedtagelsen af loven: "Der har hele tiden i dansk lovgivning været grundlag for at forbyde et parti som det kommunistiske . Det beklagelige er kun, at det ikke er kommet for længst."

De samvirkende Fagforbunds Opfordring til Kommunisterne.

Den 17. September 1941 holdtes Formandsmøde i De samvirkende Fagforbund. Mødet vedtog følgende Udtalelse: »På dertil given Foranledning, og under Henvisning til den af Rigsdagen den 20. August i År gennemførte Lov over for det kommunistiske Parti, retter De samvirkende Fagforbunds Formandsmøde at Hensyn til Fagbevægelsens hele Stilling under de nuværende alvorlige og unormale Forhold - en Henstilling til de Kommunister, der endnu måtte beklæde Tillidshverv indenfor dansk Fagbevægelse, om at fratræde disse. «

Erklæring af 25. November 1941.

Den officielle Redegørelse for Danmarks Tiltrædelse af Antikomintern-pagten havde følgende Ordlyd: »I Henhold til Artikel 2 i den mellem Tyskland, Italien og Japan afsluttede Overenskomst til Bekæmpelse af Kommunismen, den såkaldte Anti-Komintern-Pagt, har denne Pagts Signatarmagter indbudt den danske Regering til at tiltræde Pagten, hvis første 5-årige Gyldighedsperiode udløber Tirsdag den 25. November 1941, og som nu forlænges for et Tidsrum af yderligere 5 År. I Erkendelse af den Fare, Kommunismen indebærer for hele vor Kultur og Samfundsorden, har den danske Regering som bekendt allerede sidste Sommer taget Initiativet til Gennemførelse af Loven af 22. August 1941 om Forbud mod kommunistiske Foreninger og mod kommunistisk Virksomhed, efter at den tidligere ved Tilbagekaldelse af det danske Gesandtskab i Moskva havde afbrudt Forbindelsen mellem Danmark og Sovjetunionen. Som en naturlig Konsekvens af den politiske Linie, som her i Landet i dette Spørgsmål er blevet fulgt siden Udbrudet af Krigen mellem Tyskland og Rusland, har Regeringen skønnet det betimeligt at efterkomme den ovennævnte Indbydelse, hvorfor Udenrigsministeren efter den tyske Rigsregerings Indbydelse har begivet sig til Berlin for Tirsdag den 25. November 1941 at tilkendegive Danmarks Tiltrædelse af Pagten samtidig med, at denne forlænges for et Tidsrum af 5 År mellem de oprindelige Parter og de Lande - Spanien, Ungarn, Manchukuo - der senere har sluttet sig til dem, og yderligere tiltrædes af Finland, Bulgarien, Rumænien, Kroatien, Slovakiet og Kina. Pagten går ud på, at de kontraherende Stater gensidigt vil underrette hverandre om den kommunistiske Internationales Virksomhed, rådføre sig med hverandre om de nødvendige Afværgelsesforanstaltninger til Modvirken af sådan Virksomhed samt gennemføre disse Foranstaltninger i snævert Samarbejde. Derudover indeholder Pagten ingen politiske eller andre Forpligtelser. Heller ikke berører den Danmarks Stilling som ikke-krigsførende Magt. Pagten befatter sig derimod på den offentlige Sikkerheds Område med de kontraherende Parters Samvirken mod den kommunistiske Internationales Opløsningsarbejde. Pagten tilsigter en Sammenfatning og Koordination af de Afværgelsesforanstaltninger mod Kommunismen, som hver af de deltagende Stater skal foretage på eget Territorium.«

Statsminister Buhls Programerklæring.

I Anledning af Statsministerskiftet, hvor Buhl afløst Stauning, fremsatte Regeringen den 4. Maj 1942 følgende Udtalelse: »Det er Regeringens Agt på Grundlag af det bestående politiske Samarbejde at fortsætte den hidtil af Ministeriet Stauning førte Politik. Denne Politik har fundet Udtryk først og fremmest i Kongens og Regeringens Opråb til det danske Folk af 9. April 1940, og dernæst i forskellige senere Tilkendegivelser og Beslutninger, således Udenrigsministerens Erklæring af 8. Juli 1940, samt Regeringens Udtalelser af 26. Juni 1941 og 25. November 1941. Det vil derfor stadig være Regeringens første Opgave at sikre Opretholdelse af Ro og Orden i Landet og at virke for Befolkningens korrekte, værdige og loyale Optræden over for alle, som har en Myndighed at udøve. En heldig Gennemførelse af denne Opgave er af fundamental og afgørende Betydning for, at del skal kunne lykkes at føre Danmark frelst gennem disse Ufredstider og bevare vore nationale Værdier. Men dette kan kun opnås ved et godt og nabovenligt Forhold til den tyske Nation. At fremme og udvikle Samarbejdet til gensidig Gavn og Nytte vi vedblivende være den danske Regering magtpåliggende. Ønsket om at holde Danmark uden for de stort Staters Kampe har gennem Menneskealdre været bestemmende for vor Politik. Denne vor traditionelle Politik lykkedes det os at gennemføre under Verdenskrigen 1914-18, og heller ikke i det nuværende store Våbenopgør står vi som Deltager. Vi kan dog ikke forholde os ligegyldige over for dette, thi i Kampen mod Kommunismen drejer det sig om en fælles europæisk Interesse, der berører alle Lande på Kontinentet. For såvidt angår Forholds regler mod Kommunismen på vort eget Territorium er den politiske Linie fastlagt ved Loven af 22. August 1941 og Danmarks Tiltræden af Anti-Kominternpagten. Den Linie vil fortsat blive fulgt. På det økonomiske Område er det positive Mål for den Udvikling, Europas Lande nu er inde i, at opnå en fornuftig Samvirken mellem Landene under Hensyn til de enkelte Staters økonomiske Forhold. Tyskland indtager her den centrale Stilling. Danmark har vist sin Villighed til at medvirke til Løsning af de praktiske Opgaver, der her melder sig, og er fremdeles rede til at deltage i et loyalt og positivt Samarbejde på dette Område. Takket være dels Besættelsesmagtens hensynsfulde Optræden, dels Befolkningens Besindighed og Forståelse af Tidens Vanskeligheder, er det hidtil lykkedes at gennemføre denne Linie, som blev lagt fast den 9. April 1940, og at komme igennem de to År under Forhold, der har været gunstigere, end det på Forhånd var at vente. Og selv om Vanskelighederne i den kommende Tid skærpes, er vi berettigede til i Tillid til det tyske Riges Løfter om Bevarelse af Danmarks Integritet og politiske Uafhængighed at nære Håbet om en for vort Fædreland fortsat lykkelig Udgang.«

Programerklæring fra Ministeriet Scavenius.

Ved Dannelsen af Ministeriet Erik Scavenius den 10. November 1942 udsendtes følgende Erklæring: »Som meddelt den 9. ds. har Forholdene udviklet sig således, at et Regeringsskifte har været nødvendigt. Dette Regeringsskifte har fundet Sted i en for Landet alvorlig Situation. Den nydannede Regering, som nu har overtaget sine Funktioner, vil indadtil fortsætte den hidtil fulgte Politik, idet den vil have sin Opmærksomhed rettet mod alle Foreteelser på det økonomiske, finansielle og beskæftigelsesmæssige Område her i Landet og på disse Områder arbejde for en sund og for Land og Folk gavnlig Udvikling. Udadtil vil Regeringen se det som sin vigtigste Opgave at virke for en Styrkelse og Befæstelse af det gode og nabovenlige Forhold mellem Danmark og Tyskland og at fremme et gensidigt tillidsfuldt Samarbejde i Ønsket om at skabe fortsatte Udviklingsmuligheder for den befrugtende Vekselvirkning mellem dansk og tysk, der gennem Tiderne har haft så stor Betydning. I Erkendelse af det europæiske Skæbnefællesskab er Regeringen sig det Ansvar bevidst, som også et lille Land som Danmark har med Hensyn til Opbygningen af det kommende nye Europa, og den vil efter Evne yde sin Medvirken til Løsningen af sådanne Opgaver, som i denne Forbindelse naturligt vil tilfalde vort Land. Regeringen vil sikre Opretholdelsen af Ro og Orden i Landet. Den vil ikke tåle Sabotage og anden Forbrydelse, der direkte eller indirekte retter sig mod Besættelsestropperne. Regeringens Standpunkt over for Kommunismen er klart. Siden Vedtagelsen af Loven af 22. August 1941 er kommunistisk Virksomhed her i Landet ulovlig. Dette fandt sin Bekræftelse ved Danmarks Tiltræden af Anti-Komintern-Pagten, ifølge hvilken den danske Regering er forpligtet til på dansk Område at bekæmpe den kommunistiske Internationales opløsende og nedbrydende Virksomhed.«

Fra Socialdemokratisk Forbund udsendtes den 2. September 1943 følgende Skrivelse:

Til Socialdemokratiets Hovedbestyrelse, Rigsdagsgruppe, De samvirkendes Forretningsudvalg m. fl.: »Når der fra chauvinistisk og kommunistisk Side bliver gjort gældende, at den af Samarbejdspartierne siden 9. April førte Politik ved de sidste Dages Begivenheder har vist sin Uholdbarhed, og at Udviklingen derfor giver disse Chauvinist- og Kommunistkredse Ret i deres Angreb særlig på Socialdemokratiet, er det - ganske bortset fra de sidste Års fabelagtige Svingning i Kommunisternes Politik - en fuldkommen falsk Opstilling af Problemet og en Påstand, der ikke under nogen Omstændigheder må stå uimodsagt, men tværtimod i Sandhedens Interesse og af Hensyn til Udviklingen på det mest energiske må imødegås og tilbagevises. Vort Formål siden 9. April 1940 har været at gå ind for en Politik, der kunne skåne Befolkningen for de Lidelser og Prøvelser, som en anden politisk Linie uundvigeligt måtte medføre, og som i andre Lande er blevet Krigens Vilkår for Befolkningen. Som Landets største Parti var det vor Pligt overfor Land og Folk uanset Bagholdsangreb at give denne Politik Styrke. Ydermere måtte det befrygtes, at de Vælgere, der havde vist os Tillid, særlig kunne blive udsat ved en anden Politik, og at de og deres Hjem ved deres Levevilkår ville have den ringeste økonomiske Modstandskraft. Gennem tre År viste vor Politik sin Berettigelse og sin Holdbarhed. Målet at skåne Land og Folk for Krigstidens Ulykker nåedes så vidt, at ingen anden Politik kunne have givet et blot tilnærmelsesvis lige så godt Resultat. Og således kunne det sikkert have fortsat indtil Krigens Slutning til Gavn for det danske Samfund og for hvert enkelt Medlem af vort Lands Befolkning. Men denne Vej frem er blevet undermineret af Christmas Møllers Agitation i Radioen i Forbindelse med den Koalition af Chauvinister og Kommunister, der ansvarsløst og skjult har søgt at mistænkeliggøre Samarbejdets Mål og Midler og at fremkalde en anden Mentalitet i Dele af Befolkningen. De har tilsigtet at fremkalde Sabotage og Uro i Befolkningen og på Arbejdspladserne, netop fordi de vidste, at Forholdene under Besættelsen ikke kunne bære denne Belastning. De har foregøglet dem, der hørte på deres Tale, Luftspejlinger og Drømmesyn, der ikke stod til Troende. Derfor er Ansvaret deres for den Situation, som nu er opstået, og de skal fastholdes på deres Ansvar for, at det inden Krigen sluttede kom dertil, hvor vi i Øjeblikket befinder os. Mellem de samarbejdende Partier har der ingen Uenighed været om Formål og Fremgangsmåde for den danske Politik, der måtte stå som Samarbejdets Hovedopgave. Fra alle de medvirkende Partiers Side har man erkendt Pligten til at føre Landet og Folket gennem disse År på så lempelige Vilkår som muligt, men uden at vige på Områder, hvor Eftergivenhed ville være en utilstedelig Fejl. En sådan Eftergivenhed og Slaphed kan til denne Dag ikke heller med Rette bebrejdes Samarbejdets Partier. Målbevidst og ansvarsbevidst er den Politik fulgt, som rummede Mulighed for at komme igennem. Over et Tidsrum af tre År har den vist sin Berettigelse som den eneste rette; i stigende Grad er den modarbejdet fra chauvinistisk og kommunistisk Side; disse Kredse har vist, hvad de var ude efter, hvorledes de søgte at svække Samarbejdets Stilling og Resultater og fremkalde den Krisesituation, der kunne skabe Mulighed for et Sammenbrud og en total Ændring i Landets og Befolkningens Vilkår. Overfor ethvert Forsøg på at tilsløre eller forvanske disse Kendsgerninger er det nødvendigt at klargøre den sande Sammenhæng. De rette Synspunkter må energisk fastholdes til Imødegåelse af kommunistisk og chauvinistisk Agitation, overalt hvor den måtte fremkomme. Ansvaret må have den rigtige Adresse. Arbejderbevægelsens faglige og politiske Organer har Gang på Gang, medens Tid var, påpeget, hvad den ansvarsløse Agitation ville føre til. Med socialistisk Hilsen. Alsing Andersen & Johs. Hansen«.

1940 - 1945

Længe inden Danmark blev besat af tyskerne, blev Nicolaj Blædel, der var skribent ved de konservative blade og havde en fast månedlig udsendelse i Danmarks Radio, udelukket fra radioen og tvungen til at tage orlov, som skribent. Det mishagede den danske regering og Hitler, at nazisterne blev afsløret. Allerede i 1934 skriver Th. Stauning, »at kommunisterne er Moskva agenter, landsforrædere og opviglere, og at det er tid til, at skabe det folkefællesskab, der vender sig mod lovløsheden«. På samme tidspunkt var nazisterne igang med at udslette den tyske arbejderbevægelse. I 1939 bevilger Dansk Arbejdsmandsforbunds forretningsudvalg 40.000 kr. til Mannerheims krig i Finland mod USSR og på samme tid opfordrer danske aviser, til bålbrænding af Martin Andersen Nexø's bøger. Da tyskerne i april 1940 stillede den danske regering et ultimatum, bøjede regeringen sig for Tysklands krav og nedlagde våbnene. Statsminister Th. Stauning og senere Vilhelm Buhl var dog ikke ligeglade med Danmarks nationale selvstændighed, idet de forsat bøjede sig for næsten alle tyske krav og udtalte, at Danmark skulle affinde sig med den nyordning, der opstod i Europa under tysk og nazistisk ledelse. Her skal læseren bemærke sig, at de tyske myndigheder ikke gav ordre til deres danske kollegaer, men fremsatte krav, som der kunne forhandles om med regeringen. Det er regeringen, der indfører censur af hensyn til de tyske interesser. Regeringen var altså leder af en suveræn stat, som Tyskland ikke var i krig med og regeringen brugte denne selvstændighed og Rigsdagen til at fremhæve, at Danmark ikke var en krigsførende nation. Da modstandsbevægelsen opstod, gik regeringen aktivt til modstand mod sabotørerne. Et gennemgående træk i regeringens politik er også, at der er intet, der hindrer Tysklands krigsførelse. I efteråret 1941 var endog mere end 60.000 danskere arbejdere beskæftiget i Tyskland, og i Danmark arbejdede titusinde for Tyskland. Regeringen Stauning tiltrådte Antikominternpagten i 1941 i Berlin og bekæmpede dermed Rusland og kommunismen. Det var dansk politi, der nidkært registrerede kommunister, og anholdte flere (mange) kommunister, end dem som tyskerne havde forlangt anholdt i 1941. DKP blev grundlovsstridigt forbudt af det danske Folketing og DKP´s folketingsmedlemmer blev anholdt. Ingen socialdemokratisk organisation blev forbudt af nazisterne. Socialdemokratiet modsatte sig offentligt sabotagehandlinger og anden form for virksomhed mod de nazistiske tropper. Det betød endvidere, at socialdemokratiet i fagbevægelsen stillede krav om, at de valgte kommunistiske tillidsmænd skulle træde tilbage. Dansk lovgivning gjaldt stadigvæk i landet. Hvis man fragtede jøder over til Sverige og blev taget, blev denne medvirken til illegal udrejse takseret med højst 3 måneders fængsel, - og fragten var jo ikke gratis for jøderne. Th. Stauning døde i maj 1942 og var vel udtryk for den danske 'folkesjæl', idet han aldrig var revolutionær, aldrig marxist og principper var han aldrig besværet af. For ham var dagen, vejen og midlet alt, men målet intet. Og det er vel sådanne egenskaber, som 90 % af vælgerne også ved folketingsvalget i marts 1943 bekræftiger, når de stemmer for samarbejdspolitikken og på de 'demokratiske partier'. Tyskerne anerkendte forsat, at Danmark var et suverænt land, hvor der ikke herskede krigstilstand. Kommunisterne er godt nok blevet forbudt og interneret af det danske Folketing i strid med Grundloven. Dagbladene skriver efter valget, 'at de samarbejdende partier har fået sin godkendelse', og tyskerne udtaler, 'at den danske befolkning med overvældende majoritet støtter regeringens Scavenius politik, der går ud på at opretholde og videreføre samarbejdet med Tyskland'. Senere i august 1943 opstår folkestrejkerne og ligeså i sommeren 1944. Men det var kun overenskomststridige strejker og derfor greb tyskerne ikke ind, idet det danske folk ikke tilkendegav, at de var mod den tyske besættelsesmagt eller stillede krav om, at samarbejdsregeringen skulle gå af. Strejkerne og uroligheder udviklede sig dog således, at tyskerne erklærede 6 ugers undtagelsestilstand i august 1943, selv om det var i strid med Hager konventionen, der indeholdt bestemmelse om, at undtagelsestilstand kun kan erklæres i et krigsførende land. Men Danmark var intet krigsførende land, og da regeringen vælger at afgå i august 1943, erklærer den ikke krig mod tyskerne, hvorimod regeringens forretninger bliver overtaget af departementscheferne. Danmark må internationalt have været et særtilfælde. Efter krigsafslutningen i 1945 ved dannelsen af Forenede Nationer, var Danmark så heldig, at blive optaget i sejrherrens klub. Det blev det neutrale Sverige ikke. D. 5. maj 1945 er det samarbejdsregeringen, der sammen med modstandsbevægelsen, står skulder ved skulder i befrielsesregeringen. Som det eneste land, indrullerede Danmark ca. 2.500 danske soldater i den britiske hær, få måneder efter befrielsen, og de danske soldater blev udstationet forskellige steder i verden, hvor britiske interesser var truet, og i 1947 oprettedes en dansk brigade på 4.000 mand, der deltog på britisk side i besættelsen af Tyskland. Valget senere i oktober måned 1945 viser overvældende tilslutning til den tidligere samarbejdspolitik og 'de demokratiske partier'. Befolkningen havde altså ikke skiftet holdning og modstandsbevægelsen havde også tidligt erkendt, at samarbejdsregeringen havde bred folkelig opbakning. Konklusionen må være, at Danmarks historie under 2. Verdenskrig er et fletværk af uforenelige politiske holdninger, der utilsigtet ender med, at modstandsbevægelsen og de danske kæmpende søfarere bliver »brugt«, da de allierede anerkender Danmark på sejrherrenes side. Retsopgøret efter krigen lægger vægt på begrebet landsforræderi og processerne kunne ikke begrundes juridisk, medmindre man forudsatte at Danmark havde deltaget i krigen og kæmpet på allieret side. I Danmark står man i den paradoksale situation, at "vi har vundet en krig", vi ikke har deltaget i, med mindre man vil påstå, at Danmark d. 5. maj. 1945 indtrådte i krigen med tilbagevirkende kraft. Det er et paradoksalt eftermæle. Det er foruroligende, at tænke på, at nazisternes krig og forbrydelser mod menneskeheden, skete på et tidspunkt af Europas historie, der bliver betegnes som civilisation. Nazisternes krig i Østeuropa var en regulær udryddelseskrig med ubegribelige grusomheder begået af SS tropper og »Einsatz kommandoer«. Det tog nazisterne 12 år at ødelægge Europas civilisation, der altså var meget skrøbelig. Mange kommunister fik under og efter krigen »trukket deres demokratiske mælketænder ud« og tyskernes »besøg« kostede Danmark 15 % af nationalbruttoproduktet, hvorimod besættelsen af Norge og Belgien kostede disse lande 50 % af BNP. Men tilbage står, at det parlamentariske demokrati blev brugt til at fængsle kommunisterne og to folketingsmedlemmer. Er det ikke forunderligt, at de allierede besluttede, at Danmark skulle optages blandt de sejrende nationer ? Så er det da næsten ligegyldigt, at skændes om hvorvidt: modstandsbevægelsen havde folkelig opbakning under krigen eller om modstandsbevægelsen først havde en særlig støtte i befolkningen lige før befrielsen i maj 1945 ? eller dem der forklejner modstandsbevægelsens indsat og betydning for, at Danmark ikke i 1945 kom til at stå som et tysk lydland og befolkningen, som Hitler-nazismen villige hjælpere. Thi levebrødspolitikerne kunne jo efter krigen svinge sig tilbage i sadlen. Skift til BOPA- mindebogen her og Stutthof her.

Vor politik før krigen

af Aksel Larsen - d. 7. juli 1945

Vort parti er blevet til i Årene omkring forrige Verdenskrigs Afslutning. Det er dannet ved en Sprængning af den politiske Arbejderbevægelse, forårsaget af Socialdemokratiets Programbrud under Verdenskrigen 191418 og af Utilfredsheden med dets indre Politik. Den Gang splittedes Arbejderbevægelsen i praktisk talt alle Lande. I nogle Lande - f.eks. Rusland, Frankrig, Bulgarien - skete Spaltningen på den Måde, at et reformistisk Mindretal brød ud og dannede socialdemokratiske Partier, medens Partiets Flertal blev til det kommunistiske Parti. I andre Lande, deriblandt Danmark, var det Mindretallet, der brød ud og dannede det kommunistiske Parti. Årsagen til Spaltningen var imidlertid allevegne den samme: Uenighed om den politiske Kamps Mål og Midler. At vi den Gang sprængte os ud af Socialdemokratiet, betyder ikke, at vi anser Splittelse i Arbejderbevægelsen som ønskelig. Vi er af den Mening, at Arbejderklassen eller bedre udtrykt: den arbejdende og frisindede Del af Folket har Brug for et Parti - og kun eet Parti - til at føre og organisere sin Kamp for bedre Kår og for en Udvikling af Samfundet til retfærdige, socialistiske Samfundstilstande. Et sådant Parti må imidlertid opfylde visse politiske og organisatoriske Fordringer.

Partiets politiske Grundlag

Det skal være et Parti med et klart socialistisk Mål, og det skal bygge på den videnskabelige Socialismes Teori. Det skal være et Parti, som i Hverdagens politiske Kamp ikke taber Målet af Syne, men som stedse arbejder sådan, at den øjeblikkelige Kamp for de dagsaktuelle Krav ikke på nogen Måde kommer i Modstrid til den historiske Kamp med længere Perspektiv for at nå frem til Socialismen. Det skal være et Parti, som ikke fører en snæver Arbejderpolitik, men en virkelig Folkepolitik, så sandt som Karl Marx allerede i det kommunistiske Manifest erklærede, at den kommunistiske Bevægelse er en Bevægelse af det store Folkeflertal i det overvældende Folkeflertals Interesse. Partiet skal være et demokratisk Parti, det skal være demokratisk opbygget, så det til enhver Tid er i Pagt med det arbejdende Folk og dets Interesser og Meninger, således at Medlemmernes Vilje er Partiets Lov. De skal være demokratisk i sin Politik, det skal være det mest konsekvent demokratiske Parti i Samfundet overhovedet. Vor Mening herom er kommet til Udtryk ved mangfoldige Lejligheder; den blev bl.a. fremført i den Beretning, jeg på Centralkomiteens Vegne aflagde på vor Landspartikonference i Odense i Juni 1938. Jeg udtalte den Gang: „Lad mig benytte Lejligheden til, som så mange Gange før, at fastslå, at vort Parti er et demokratisk Parti. Vi er Tilhængere af det sande og virkelige Folkestyre, vi ønsker, at Folkets Flertal skal være bestemmende, og vi anser det ikke for nok, at Folket selv vælger sine Repræsentanter til Stats - og Kommunestyrelserne o. s. v., men mener, at Folket bør beholde Kontrolret over de Valgte, at disse skal være forpligtet til at udøve Folkets Vilje, og at også Administrationen af vedtagne Love og af Samfundets Anliggender i det hele taget ikke skal være Monopol for Overklassen, men lægges i Hænderne på Folket selv og Folkets Børn.

Vi giver os ikke tilfreds med såkaldt „politisk Demokrati", hvor flere af de væsentligste Forudsætninger ikke engang af Navn er opfyldt. Vi er klar over, at sandt Demokrati, sådan som det er virkeliggjort gennem den socialistiske Sovjetunions fri Forfatning, ikke kan skabes under Kapitalismen, hvor den enkelte i Kraft af Fødsel, Arv, Brutalitet eller Held får Ret til at tilegne sig Udbyttet af andre Menneskers Arbejde og derigennem Mulighed for at skabe sig også andre end materielle Forrettigheder. Vi tilstræber et socialistisk Demokrati, hvor alle Samfundsrigdomme tilhører Samfundet - hele Folket - og forvaltes af Samfundets Organer under Folkets Deltagelse og Folkets Kontrol, hvor der hersker økonomisk, politisk og kulturelt Demokrati. Vi tilstræber ikke at nå dette Mål ved forfatningsstridige Midler, ved Voldsanvendelse, ved Mindretalskup eller lignende. Vort Arbejde går ud på at vinde og forene det overvældende Folkeflertal, hele det arbejdende Folk til politisk Kamp for dette Mål, som det er i det store Folkeflertals, i Menneskehedens og Kulturens Interesse bliver nået. -

Men vi er forberedt på, at det lille Fåtal af Befolkningen, som har Interesse i uretfærdige Samfundstilstandes Opretholdelse, og som i Kraft af sin økonomiske Magtstilling har tilranet sig en Indflydelse, som står i omvendt Forhold til deres Fåtallighed, af al Magt og i givet Fald med voldelige og forfatningsstridige Midler vil søge at forhindre Folkeviljen i at blive Landets Lov. Vi kender fra Historien - såvel den danske som Udlandets - tilstrækkelige Eksempler på noget sådant. Og kommer det danske Folk i en sådan Situation, da er det dets Ret og Pligt med alle Midler at sikre Folkeviljens Sejr, at bane Vej for Retten og Folkestyret. Vi anser ikke Demokratiet i Danmark for at være fuldkomment eller blot tilfredsstillende. Vi tilstræber Forfatningens Demokratisering efter de Linjer, jeg lige har trukket op, og forbeholder os vor Ret til at arbejde herfor. Men angriber noget Parti, nogen Gruppe, Fraktion eller Klike det bestående - omend ufuldkomne - Demokrati for at forringe det, at gøre Folket retsløst, da agter vi med alle Midler at bekæmpe sådanne Forsøg. Vi har altid været Modstandere - aldrig været Tilhængere af Mindretalsstyre eller Mindretalsdiktatur. Vi vil bekæmpe alle Forsøg på at indføre noget sådant - hvorfra de så end kommer!"

Partiet bygger som sagt på et internationalt Idegrundlag, for så vidt som det bygger på de marxistiske Teoriers Grund. Det er imidlertid samtidig i Ordets dybeste Forstand et nationalt Parti, så sandt som disse Ideer ikke er i Modstrid, men i Pagt med Danmarks og det danske Folks Interesser. At man gennem et hundrede År har forsøgt at beskylde Arbejderbevægelsen i de fleste Lande for at være unational, kan vi tage os let. Sådanne Beskyldninger kan tilbagevises med følgende Ord fra Beretningen i 1938: „Det er tåbeligt at beskylde Arbejderbevægelsen for at være „udansk", fordi den bekender sig til Marxismens internationale Idé. Hvilke Ideer er egentlig specielt nordiske, endsige specielt „danske" ? Statsideerne er det ikke - den engelske, den franske og andre Stater er bygget op efter ganske samme Principper, som for øvrigt stammer fra den engelske og den franske - den blodige, store franske Revolution. Fagbevægelsen herhjemme er bygget op efter tysk og engelsk Mønster, Kooperationen efter engelsk og fransk. Dansk i Idé, Oprindelse eller Organisation er end ikke Afholdsbevægelsen med det fremmede Navn „good templar", ja end ikke Statskirkens religiøse Grundlag, Kristendommen, som jo stammer fra Jødeland, hvor meget vore Nazister så end ønsker at snakke sig uden om denne Kendsgerning. (De bliver for Resten ikke bedre farne, hvis de som Tyskerne bekender sig til den gamle „nordiske Gudelære" med Odin og Thor - den var jo en indført, asiatisk Opfindelse!)"

Derfor var det med fuld Ret, at det i denne Beretning yderligere blev erklæret: Vort Parti er et dansk Parti. Det er en organisk Bestanddel af det danske Folk. Det er vokset ud af vor over 70 År gamle socialistiske Arbejderbevægelse og har bevaret dennes bedste Traditioner, lige fra Frederik Drejers og Louis Pio´s Dage. Vort Parti har ingen Interesser, som adskiller sig fra Danmarks arbejdende Folks Interesser. Vort Partis Politik bestemmes af det arbejdende Folk i Danmark. Den fastlægges af Partiets Medlemmer gennem Beslutninger på Medlemsmøder, Konferencer og Kongresser, og Centralkomiteen leder Partiet i Overensstemmelse med disse Beslutninger. Alle Partiets ledende Instanser - fra øverst til nederst - vælges af Medlemmerne på demokratisk Måde og med Pligt til at udføre de trufne Beslutninger og til regelmæssigt at aflægge Beretning for det udførte Arbejde. I intet andet Parti har Medlemmerne en så vidtgående, en så absolut Ret til og Mulighed for Kontrol med Partiledelsen og Rigsdagsgruppen som i vort Parti. Partiets Politik bestemmes ikke, dets Ledelse dirigeres ikke af nogen fremmed, indenlandsk eller udenlandsk Faktor eller Magt. Der er intet „tredje Ting", der øver Indflydelse på Partiets Politik og Handlinger bag Kulisserne.

Men som Danmarks Arbejderbevægelse altid bekendte sig til Internationalismen, studerede Arbejderbevægelsens Erfaringer i andre Lande og udnyttede disse, således føler også vort kommunistiske Parti sig forbundet med det internationale Proletariat, solidarisk med den internationale Arbejderbevægelse, og vi bekender os til den socialistiske Samfundsopfattelse og Teori, som denne er udformet af den videnskabelige Socialismes store Fædre, Marx og Engels, og videreudviklet af vore store Læremestre Lenin og Stalin. Thi vi ved, at det broderlige Samarbejde, som alle Folkeslag tilstræber, er betinget af hvert enkelt Folks Frihed og Selvstændighed. Vi ved, at kapitalistiske og fascistiske Magthavere, der som Mindretal undertrykker deres Folk, også stræber efter at undertrykke og udplyndre andre Nationer. Fællesskabet i de økonomiske Forhold og Fællesskabet i Opgaverne skaber et internationalt Idefællesskab og international Solidaritet i alle Nationers og Folkeslags Interesse. Vi ser i den internationale Arbejderklasse og det internationale Frisinds fælles Kamp den eneste Mulighed for at forsvare Freden mod dem, der med alle Midler stræber henimod Krig, vi ser i dette Samvirke den eneste Garanti for Freden, for de enkelte Landes - også for vort Lands - Uafhængighed og for de enkelte Nationers - også den danske Nations - Frihed og Selvstændighed." Måske var der mange herhjemme, som ikke fuldtud forstod Sandheden i disse Udtalelser i 1938. Udviklingen siden da og ikke mindst under Krigen og Besættelsen har tilfulde dokumenteret, hvor rigtige de var.

„Børnesygdommene" overvundet

Jeg har her redegjort for det almindelige Grundlag, vort Parti bygger på, og det Grundlag, som er det eneste gyldige for et virkelig socialistisk Folkeparti i vort Land. Vi er klar over, at i Begyndelsen af vort Partis Tilværelse kunne det på mange Områder og på mange Tidspunkter med Berettigelse siges, at Partiets Politik ikke var så rigtig, som den burde være; men dette har sine historiske Årsager derigennem, at i de første År af Partiets Tilværelse spillede reformistiske Elementer en alt for stor Rolle i dets Ledelse. Det drejede sig om Folk, som forlængst er blevet Renegater i Forholdet til vort Parti, for så vidt som de, dengang vort Parti i 1930-31 var svagest, men samtidig var i Færd med at rette sin Politik op og indlede den ubrudte Fremgangslinje, vi fortsætter i Dag, svigtede Partiet og søgte tilbage til Socialdemokratiet, som siden da har benyttet dem som sine fornemste Penneførere i Kampen mod os. Allerede i 1938 erklærede jeg på Konferencen i Odense, at det var skadeligt for Arbejderbevægelsen som Helhed med den hadske Tone i den gensidige Polemik, og sagde bl.a. følgende: „Vi er fuldt på det rene med, at de tidligere Kommunistledere, som ødelagde vort Parti i det første Tiår af dets Tilværelse, men som nu hygger sig ved Socialdemokratiets Kødgryder, at de ved deres Ord og Handlinger har tilføjet ikke blot vort Parti, men hele Arbejderbevægelsen alvorlig Skade. Men vi har dog skilt os af med dem, medens Socialdemokratiets Ledelse benytter og beskytter dem, stiller den socialdemokratiske Presse til deres Rådighed.

Vi er klar over, at også i nogen Tid efter at vi var blevet befriet for disse Elementer, var Partiet ikke blevet befriet for den Ånd, de havde opdraget det i. Men vort Parti har lært af Fortidens Fejl, det har korrigeret sine Fejl, og derfor har vi Ret til at sige, at vi vil ikke vedgå Arv og Gæld fra Renegaternes Periode, vi anmoder Arbejderklassen om at bedømme os på Grundlag af vor Politik og vore Handlinger, som de er, den Politik, vi bekræftede i Juni - Manifestet 1935, på Partikongressen i 1936, August - Manifestet i 1937 og i Marts - Manifestet 1938, og som vi vil give Udtryk for her på Landskonferencen."

Enhed mod Nazismen

Udfra hele vor Opfattelse og på Grundlag af de Erfaringer, Demokratiet og Arbejderbevægelsen internationalt havde gjort, indledede vi umiddelbart efter Hitlers Magterobring i Tyskland et energisk Arbejde for at hidføre en Samling af Arbejderbevægelsens og Demokratiets Kræfter til Forsvar mod Reaktion og Nazismen og til senere nye Fremstød for Demokratiet og for Socialismen. Vi vidste, at kun hvis det lykkedes os at tilvejebringe denne Samling, ville Fascismens Fremgang kunne standses og den allerede da truende Verdenskrig undgås. På Konferencen i Odense gentog jeg Dimitrofs Ord: „Intet Sted, i intet Land har Fascisme og Reaktion - indefra eller udefra - formået at knække eller besejre et Folk, hvis Arbejderbevægelse var enig, hvis arbejdende og frisindede Befolkning var sammensvejset i den demokratiske Folkefront." - Jeg tilføjede: „Fascismen sejrede i Tyskland indefra over en Arbejderklasse i Splittelse og et Demokrati i Ubeslutsomhed. Det selvstændige Østrig blev løbet overende ved Stormløb udefra, fordi dets Demokrati var blevet gjort illusorisk, dets Arbejderorganisationer forbudt, dets Folk afvæbnet og berøvet sine demokratiske Rettigheder. - I Spanien derimod løber to fascistiske Stormagter snart på tredje År og i Forbindelse med den spanske Reaktion og de landsforræderske Generaler forgæves Storm mod Folkefrontsrepublikens stålsatte Hær, og Fascisternes Nederlag vil være beseglet den Dag, Folkemasserne i Vesteuropas demokratiske Lande tvinger deres Regeringer til at ophæve de skændige Blokadeforanstaltninger, de under den falske Varebetegnelse „Ikke-Intervention" har iværksat mod Spaniens lovlige Regering og det spanske Folk."

Også dette er bekræftet af Udviklingen. I Spanien var Enheden skabt, og hvis Vesteuropas Folkemasser havde tvunget deres Regeringer til at ophæve Ikke-Interventionen, ville Franco og hans Våbenfæller have lidt et forsmædeligt Nederlag. At det ikke gik sådan, har sin dybeste Årsag i, at det ikke lykkedes i Vesteuropas Lande at samle Arbejderbevægelsens og Demokratiets Kræfter i en fælles, kæmpende Front. Vi håbede den Gang, at Socialdemokratiet ville indse Nødvendigheden af dette. Vi mente, at også Socialdemokratiets Ledere måtte have lært af Begivenhederne i Tyskland. Vi vidste ganske vist, at der var en Afstand mellem vore Partier, som jo i lange Perioder havde stået som ret bitre Modstandere over for hinanden. Vi måtte derfor anse det for overilet og formålsløst straks at tale om en Sammenslutning af Partierne og indskrænkede os til at foreslå et praktisk Samarbejde i Kampen mod Reaktionen - det, vi den Gang udtrykte med Ordet Enhedsfronten.

For os var det Alvor!

Vore Bestræbelser stødte på Afvisning fra Socialdemokratiets Side. De forsøgte at betegne det hele som en lumsk Manøvre og på dette Grundlag at lægge os for Had. For os var det ingen Manøvre, for os var det Alvor, og jeg kan også, hvad dette angår, henvise til Beretningen fra Odense 1938, hvori der blev sagt: „Endnu oplever vi alvorlige Eksempler på, at endog ledende Kammerater ikke virkelig har forstået Enhedsfrontpolitiken, men tror, det er en snild Manøvre, og ikke er klar over, at det er Politik i Arbejderklassens Interesse. Centralkomiteen anmoder Konferencen om, så utvetydigt som det er muligt, at fastslå, at vi alvorligt ønsker Enheden, stræber efter Enheden, Kampenheden såvelsom den organisatoriske Enhed i Arbejderbevægelsen. Vort Parti tilstræber derfor det kammeratligste Forhold til og det mest broderlige Samarbejde med Arbejderbevægelsens øvrige Organisationer om Løsning af de for Arbejderklassen vigtige Kampspørgsmål, ligesom vi, som allerede erklæret i vort August-Manifest, erklærer os beredt til Samarbejde og Forhandling med alle det arbejdende Folks og alle demokratiske Organisationer om, hvorledes og på hvilket Grundlag Kræfterne kan forenes på bedst mulig Måde til bedst muligt Resultat. Vi konstaterer, at Enhedstanken marcherer i Arbejderklassen. Den simple Kendsgerning, at Arbejderne har samme Interesser, enten de er Kommunister eller Socialdemokrater, gør Samarbejdet muligt, ja gør det naturligt og let."

Handling bag Ordene

Vi har på dette som på alle andre Områder ikke nøjedes med Ord, vi skred til Handling. Nogle Eksempler vil vise det. Ved Landstingsvalget 1936 var alle klar over, at nu var der Mulighed for en Flytning af Landstingsflertallet. Det var imidlertid yderst uvist, om dette ville ske. Nogle få Hundrede Stemmer og nogle få Valgmænd kunne afgøre det. Vort Parti havde Håb om at kunne erobre et Landstingsmandat, hvis vi opstillede, og havde i hvert Fald Sikkerhed for at kunne få valgt adskillige kommunistiske Valgmænd såvel på Sjælland som i Jylland. Enhver, som kender lidt til Landstingsvalgets Teknik, ved, hvilken Betydning dette kunne have fået. På den anden Side var vi klar over, at vi ved en selvstændig Opstilling kunne bringe selve Landstingsvalgets Resultat i Fare, kunne gøre det mere tvivlsomt, om Landstingsflertallet blev flyttet over til Socialdemokraterne og de Radikale. Vi gav derfor Afkald på den partipolitiske Fordel, det ville være at opstille, og opfordrede i Stedet for vore Tilhængere til at stemme socialdemokratisk. Jeg selv holdt endogså en Radiotale herom og havde derefter den barokke Oplevelse, at Hartvig Frisch i en Diskussion med Christmas Møller på et offentligt Møde i Nykøbing Falster udtrykte ligefrem Ærgrelse over, at jeg havde fået Lejlighed til at holde denne Radiotale, hvori jeg opfordrede Folk til at stemme på det Parti, Hartvig Frisch repræsenterede!

Ved Kommunevalget i Odense 1937 havde vi Sikkerhed for, at vi ved selvstændig Opstilling kunne få valgt en eller to Kommunister ind i Odense Byråd. Her havde der imidlertid hidtil været konservativt Flertal, og der var for første Gang skabt en Mulighed for at forvandle dette til et reaktionært Mindretal, således at Socialdemokratiet kunne få Flertal. Vi foreslog derfor Socialdemokratiet Listeforbund, men da dette Forslag blev afvist, besluttede vi at sætte Sagens, Arbejderbefolkningens Interesser over Hensynet til Partiets snævrere Interesser. Vi undlod at opstille og opfordrede gennem en energisk Valgkampagne alle vore Medlemmer til at stemme socialdemokratisk med det Resultat, at Flertallet i Odense Byråd ganske rigtigt skiftede. Ved Folketingsvalget 1939 undlod vi at opstille i de sønderjyske Valgkredse og opfordrede vore Tilhængere i Sønderjylland til at stemme på et af de øvrige danske Partier. Vi ville derved bidrage til at forhindre de tyske Nazister i muligvis at erobre et ekstra Mandat. Vi vidste, at vor Holdning i Sønderjylland kunne koste os et Folketingsmandat, fordi netop de sønderjyske Stemmer måtte antages at kunne sikre os et ekstra Mandat. Vi besluttede alligevel at ofre Partiets Interesser for de danske Interesser. Disse tre Eksempler kunne suppleres med mange flere, men de belyser tilstrækkelig tydeligt, at vi mente det alvorligt, når vi talte om Enhed.

Mod Eftergivelsespolitiken

Vi gjorde os imidlertid samtidig til Talsmænd for en virkelig aktiv dansk og demokratisk Politik. I Dag kan vel enhver se, at den Udenrigspolitik, Danmark førte før Krigen, og som med ubønhørlig Konsekvens ledte frem til den 9. April og Besættelsestiden, var i Strid med det danske Folks Interesser. Denne Udenrigspolitik fandt sit Udtryk såvel i den danske Regerings Støtte til den internationale Chamberlain-Politik som i Regeringens Holdning over for Nazisters og Grænseflytteres Rumlerier i Sønderjylland. Om denne Politik erklærede vi i 1938: „Men uden at være i Stand til at drage Lære af Udviklingen andetsteds synes Regeringen og Statsmyndighederne kun at kende een Politik over for det stadig voldsommere Pres, over for Grænseflytningsrumlerierne og Forsøgene på at etablere ligefrem Nazi -Terror forskellige Steder i Sønderjylland: Eftergivenhedens! Dette ligger ganske på Linje med Regeringens og det danske Borgerskabs Holdning i det hele taget: Eftergivenhed, Indrømmelser og Nedværdigelser er den eneste Politik, man synes at kende over for det stadig frækkere og mere aggressive Hitler-Tyskland. Stollig-Affærens Afslutning, Undervisningsministerens ydmygt og eftergivende Udtalelser i Anledning af de uforskammede tysknazistiske Krav om fuldkommen Skole-Autonomi, Udenrigsministerens Mundkurv til den danske Presse og Afslutningen og Forlængelserne af den for dansk Næringsliv i Længden ødelæggende Handelstraktat 'med Tyskland er triste Eksempler på denne Politik. At sådan Eftergivenhed og en sådan stadig Tilbagevigen over for den aggressive Fascisme ikke stiller denne tilfreds, men forøger dens Appetit og Aggressivitet og således efterhånden bringer Landets Uafhængighed og Folkets Frihed direkte i Fare, har bl.a. Østrigs Eksempel leveret uomstødelige Beviser på." Nu har hele det danske Folk gjort sine Erfaringer under Besættelsestiden, det har set, hvor dødsensfarlig Eftergivenhedspolitiken var i sine praktiske .Virkninger, og det har erfaret, at hvis man ikke gav efter, men satte hårdt imod hårdt, fik man i mange Tilfælde Nazisterne til at vige tilbage, til at blive mindre glubske i deres Krav eller helt at frafalde dem, selv på den Tid, hvor de overmægtige tyske Hære havde oversvømmet vort Land!

Danmarks ydre og indre Fjender

Vi gjorde samtidig opmærksom på, at Udenrigspolitik og Indenrigspolitik ikke kan skilles ad, og at Nazisternes reaktionære Venner i Danmark blev stærkere og mere aggressive, jo mere Regeringen bøjede sig for Presset udefra. Herom blev der i 1938 sagt i Odense: „Samtidig har denne Regeringens eftergivende Politik over for Hitlertyskland såvel som Fascistmagternes brutale Fremstød i Europa i det hele taget fået den hjemlige Reaktion til at vejre Morgenluft. Dens Optræden herhjemme må betragtes direkte i Forbindelse med Udviklingen ude omkring. Det må stå enhver klart, at som Hitler har en Franco i Spanien, som han havde en Seyss-Inquart i Østrig, og som han har en Henlein i Tjekkoslovakiet, således har den tyske Fascisme sine Agenter blandt det danske Folk og arbejder aktivt sammen med de mest reaktionære Kredse i Danmark, ikke mindst blandt Godsejere og Storbønder, men også - som bl.a. Tilfældet Pürschel viser - blandt Landets højeste Embedsmænd og i Hærens Ledelse. Det er intet Tilfælde, at Folk som Landstingsmand Hauch og Godsejer Madsen-Mygdal lægger så voldsomt Pres på Regeringen for at få den til fortsat at føre en Handelspolitik, der gavner Hitler -Tyskland og virker ruinerende på danske Erhverv og skaber Arbejdsløshed i Industrifagene. De håber jo, at den forøgede Arbejdsløshed skal tvinge Lønniveauet ned på Landet, og ved at tilføre Landbruget Indtægter gennem den - af hele Samfundet dyrt betalte - Landbrugseksport til Tyskland mener de at kunne trænge Rentesænkningskravet i Baggrunden og således skåne Rentekapitalisterne og Velhaverne her i Landet.

Men det ses altså, at den tyske Fascisme og den danske Reaktion arbejder intimt sammen imod det danske Folk og dets økonomiske som nationale Interesser. Det er klart, at et lille Land som Danmarks indenrigske Problemer er ualmindelig intimt sammenknyttede med de udenrigske. Det er altså Spørgsmålet om at finde en Politik, der på een Gang gør Front mod de indenrigspolitiske såvel som udenrigspolitiske Vanskeligheder, som sikrer Danmarks Uafhængighed og Folkets nationale Selvstændighed udadtil og som overvinder de økonomiske Vanskeligheder og som sætter Reaktionen på Plads indadtil." Det var på dette Grundlag, vi arbejdede for at tilvejebringe et Samarbejde - en Enhedsfront - mellem vore to Arbejderpartier, og det var på dette Grundlag, vi agiterede og arbejdede for at skabe en demokratisk Folkefront herhjemme, som kunne bevirke, at Roret udenrigspolitisk blev lagt om, som kunne bremse den hjemlige Reaktion, og som kunne begejstre og samle Folket til Forsvar for Landets og Folkets Interesser. Vi havde et konkret udformet, positivt Program for dette, og hvis man i Dag på Baggrund af Besættelsestidens Erfaringer gennemlæser det, bliver man slået af dets umiddelbare Rigtighed, ja Aktualitet. Det blev formuleret således i Odense i 1938: „Vi har påpeget, at Forudsætningerne for en sådan demokratisk Folkefront mod Folkets og Frihedens Fjender er tilstede gennem de fælles økonomiske og politiske Interesser. Vi har samtidig påpeget, at den Politik, der må tilstræbes, og som er gennemførlig, skal beskære Højfinansens Formuer og Krisemillionærernes Gevinster til Fordel for Kriseproblemernes Løsning, at den må gå ud på at lette Renteåget, gøre Ende på Dyrtiden, bekæmpe Arbejdsløsheden, forbedre Socialforsorgen, bremse Dyrtiden og afløse de indirekte Skatter med direkte Skatter på Indtægt og Formue efter stigende Skala. Den må ikke angribe, men skal værne det arbejdende Folks Organisationer og deres Handlinger i Medlemmernes og Demokratiets Interesse. Den må sikre og udvide Folkets forfatningsmæssige Rettigheder og gennem Demokratisering af Statsadministrationen og ikke mindst Hæren ryge reaktionære og fascistiske Elementer ud af deres Huler. Den må betyde en Danmark værdig Udenrigspolitik i Fredens Interesse og i Samarbejde med de øvrige demokratiske Stater, ikke mindst de skandinaviske. Den må mobilisere og aktivisere det danske Folks nationale Selvbevidsthed og Vilje til Selvhævdelse og herigennem såvel som gennem det intimeste Samarbejde med de nordiske Lande og Forbrødring med de nordiske Folk skabe Forudsætningerne for en sådan nordisk Forsvarsfront mod Fascismen, at denne tvinges til at afstå fra de planlagte Angreb!"

Vi krævede også Udrensning

I Overensstemmelse hermed blev der udarbejdet et politisk Arbejdsprogram for Partiet i 1938. Det vil føre for vidt at gengive hele Programmet her, men et Par af de vigtigste Afsnit siger også tilstrækkeligt: Under Afsnittet „Danmarks Selvstændighed" sagde Programmet: „De stadige tysk-nazistiske Trusler og Overgreb mod Danmarks Uafhængighed og Folkets Selvstændighed, der går Hånd i Hånd med reaktionære „danske" Kredses lyssky Arbejde herhjemme, gør et kraftigt indre og ydre Forsvar for Danmarks Frihed, Selvstændighed og Demokrati nødvendig. Vi kræver derfor: Afvisning af Indblanding udefra i Danmarks eller det danske Folks indre økonomiske, politiske eller kulturelle Anliggender. Afvisning af enhver Tale om Revision af Sønderjyllands og Landets retfærdige Sydgrænse. Støtte til Befolkningen og de demokratiske Organisationer i Grænselandet. Udenrigspolitik, hvorved Danmark i Forbindelse med Folkeforbundet samarbejder med alle demokratiske Stater til Forsvar for Freden. Deltagelse i Boykot og andre kollektive Aktioner mod Angriberstater. Støtte til demokratiske Lande, der angribes af Fascismen. Udvidet økonomisk, kulturelt og politisk Samarbejde med de øvrige nordiske Lande og Folk. Demokratisering af Statsadministrationen og Hæren. Fjernelse af reaktionære, nazistiske og folkefjendtlige Elementer fra ledende Poster. Almindelige demokratiske Rettigheder til Hærens og Flådens menige Mandskab."

Under Afsnittet „Forfatning og Folkestyre" hed det bl.a.: „Kun, hvis Folket virkelig er Herre i Danmarks Hus og Folkeviljen bliver Landets Lov, kan Stats-skibet holde den rette Kurs og Folket forenes til Forsvar mod dets indre som ydre Fjender. Folkestyret bør sikres og udvides ved følgende Forholdsregler på det politiske og forfatningsmæssige Område: Eetkammersystem med Valgret fra 21-Års Alderen uden Indskrænkninger som Følge af Fattigdom, Skattebetingelser o. l.. De valgte skal have Pligt til at optræde i Henhold til Vælgernes Ønsker og Vælgerne skal have Kontrolret og Tilbagekaldelsesret. Fuld politisk og erhvervsmæssig Ligeberettigelse for alle Samfundsborgere, uanset Køn og Race. Lige Ret til Uddannelse i Forhold til Evner. Retten til Ferie for alle anerkendes. Fuld Organisations -, Presse - og Forsamlingsfrihed for demokratiske Organisationer." Det var i Juni 1938, vi Kommunister formulerede disse Programpunkter. I dag i 1945 findes der vel næppe her i Landet et ansvarligt Menneske, der ikke går ind for dem offentligt - fordi hele Folket efter Besættelsestidens Erfaringer har gjort Udrensningens og Demokratiseringens Krav til sit.

Kampen mod Chamberlain Politikken

Vor aktive demokratiske Politik og vort Enheds -arbejde gjorde store Fremskridt og vandt betydelig Tilslutning i Årene før Krigen, men det sejrede ikke. Såvel Socialdemokratiet som de øvrige demokratiske Partier så i deres Kortsynethed ikke Rigtigheden af vore nationale og demokratiske Synspunkter. De foretrak den Gang allesammen Eftergivenhedens Politik og nægtede absolut at arbejde sammen med os i Forsvaret mod Nazismen eller i Arbejdet på at beskytte Danmark imod en kommende Krigs Ulykker. Det var naturligt, at vort Arbejde måtte forme sig som en Kamp for herhjemme at krydse Chamberlains Politik. Hvad gik denne Politik ud på? Den gik ud på at afvende Krigsfaren fra England og Frankrig på Bekostning af Mellemeuropa og Østeuropa. Den gik ud på at stille Hitler og Mussolini tilfreds ved ustandselige Indrømmelser, samtidig med at man opmuntrede Hitler-Tyskland til at tilfredsstille sin imperialistiske Appetit gennem en Erobringskrig mod Sovjetunionen. Chamberlain-Politiken kom til Udtryk gennem Folkeforbundets Forræderi mod Abessinien, den kom til Udtryk gennem Ikke-Interventionspolitiken over for Spanien, som praktisk blev gennemført sådan af England og Frankrig, at det spanske Folk og Spaniens lovlige, demokratiske Regering udefra kun kunne få de beskedne Tilførsler af Krigsmateriel, som det lykkedes Sovjetskibe at smugle gennem den strenge Blokade, medens Francos Oprørshær ikke alene kunne få tilført ubegrænsede Forsyninger af Krigsmateriel, men også af Hjælpetropper fra Tyskland og Italien. Chamberlain-Politiken gjorde Østrig til Offer for den tyske Nazisme, og den udleverede Tjekkoslovakiet på Nåde og Unåde til Hitler, idet England og Frankrig endogså sammen med Mussolinis Italien gennem München-Aftalen forpligtede sig til at hjælpe Tyskland, hvis Tjekkoslovakiet, bistået af Sovjetunionen, skulle finde på at sætte sig til Modværge mod Lemlæstelsen. Vi forlangte, at Danmarks Regering skulle holde op med i Folkeforbundet at godkende og understøtte denne, Politik, og vi optrådte praktisk imod Danmarks Deltagelse i den derved, at vi som det eneste Parti modsatte os Afslutningen af Ikke-Angrebs-pagten med Hitler. Vi gav Udtryk for vor Politik gennem Partiets Opråb til det danske Folk efter Hitlers Besættelse af Østrig, et Opråb, vi lod trykke som Plakat og opklæbe på Københavns Plakatsøjler, hvorfra det efter 24 Timers Forløb blev pillet ned af Steinckes Politi af Frygt for, at det skulle fornærme Hitler, Göring og Goebbels. Opråbet var en Appel til det danske Folk om at lære af Begivenhederne ude i Europa og at slutte sig sammen til fælles Forsvar imod Landets ydre Fjender og deres „danske" Forbundsfæller. Vi opfordrede Folket til at gøre en Ende på Regeringens eftergivende Politik over for Nazismen og over for Tyskland, idet vi sammenfattede det hele under Parolen:

Læg Danmarks Skæbne i Folkets Hænder !

Nu i 1945, har hele det danske Folk af Besættelsestidens bitre Erfaringer lært, at vor Politik var rigtig, og det har tilsluttet sig denne Politik gennem Rejsningen mod Tyskerne og mod Regeringens Indrømmelsespolitik, hvorved vort Land gennem de store Folkestrejker nåede frem til den stolteste Dato i Nationens Historie: den 29. August 1943. Men vi formåede desværre ikke at trænge ud til hele Folket med vor Politik før Krigen, vi formåede ikke at føre den til Sejr. Dette lykkedes først under selve Krigen og Besættelsen. I September 1939 kom Krigen, som åbnedes gennem Hitlers Overfald på Polen. Efter at Polen var løbet over Ende, fulgte Krigens mærkeligste Afsnit. England og Frankrig havde erklæret Tyskland Krigen, men de foretog sig absolut intet for at føre denne Krig. Den største Aktivitet, man oplevede fra Vestmagternes Side, var de engelske Flyveres Nedkastning af Flyveblade på Tysk over Nørrejylland og franske Flyveres Fotografering af Siegfried-Linjen, hvortil kom, at den franske Øverstkommanderende lod en Hjord Svin drive ind i en lille Skov ved Grænsen for gennem deres Roden i Skovbunden at få eventuelle tyske Landminer til at eksplodere. England og Frankrig befandt sig nemlig stadig under Førerskab af reaktionære, kapitalistiske Kliker, hvis politiske Eksponenter hed Chamberlain og Daladier. Chamberlain-Politiken var hverken blevet afbrudt eller svækket gennem den formelle Krigserklæring til Tyskland. Passiviteten kunne kun forstås sådan, at man stadig håbede på en fredelig Overenskomst med Hitler, hvorefter denne skulle vende sig yderligere mod Øst. Samtidig arbejdede Englands og Frankrigs daværende Magthavere energisk på selv at få påbegyndt en Krig mod Sovjetunionen. De forlokkede Finland til at rode sig ind i den finskrussiske Vinterkrig og arbejdede febrilsk på at udruste en større Ekspeditionsstyrke, som via Norge, Sverige og Finland skulle falde ind i Sovjetunionen nordfra. Samtidig forelå der fuldt udarbejdede Planer om et Angreb på Sovjetunionen fra Syd, og store Ekspeditionsstyrker var begyndt at samles i det franske Syrien, hvorfra de via Irak og Iran (hvis daværende Regeringer som bekendt var yderst nazivenlige) skulle falde ind i Sovjetunionen og foreløbig sikre sig Oliefelterne i Kaukasus. Alt dette er historisk dokumenteret, og der kan ingen Tvivl herske om, at man fra Chamberlain-Folkenes Side har arbejdet energisk på at få Tyskland til at gøre fælles Sag med Vestmagterne og kaste sine Hære imod Øst.

En sådan krig ville vi ikke støtte

Det er en Selvfølgelighed, at vor Holdning over for Krigen måtte blive bestemt af disse Kendsgerninger og af Krigens foreløbige Karakter. Det var aldeles ikke en demokratisk Krig imod Nazismen, der blev ført, det var derimod målbevidst Forberedelse til en udemokratisk Røverkrig mod Sovjetunionen. Derfor tog vi Stilling imod denne Krig, og derfor vendte vi os energisk mod alle Forsøg på at få det danske Folk til at understøtte Chamberlains og Daladiers såkaldte „Krigsførelse mod Hitler". Men dette var intet Brud med vor politiske Hovedlinje fra før Krigen, tværtimod slog vi atter og atter denne fast, bl.a. gennem et Opråb fra Partiet til det danske Folk den 1. September 1939, hvori der blev sagt: „Vi ønsker at gentage vort Partis Erklæringer om, at vort Mål i den givne Situation er at forsvare og bevare Danmarks Frihed og Selvstændighed, at sikre dansk Demokratis Beståen og Udvikling til Gavn for det arbejdende og skabende danske Folk. Danmarks kommunistiske Parti er derfor beredt til at medvirke til ethvert Arbejde, som fremmer Fredens Sag, som tjener til at bevare Landets Selvstændighed og at skærme det mod Krigens Rædsler og til at værne og sikre Folkets Frihed og demokratiske Rettigheder. Derfor opfordrer vi hele det danske Folk til i denne svære Stund at samles om Løsning af Dagens Hovedopgaver: Forening af Arbejderbevægelsens og det aktive Demokratis Kræfter til Værn for Land og Folk, Kamp mod og Undertrykkelse af enhver Bevægelse, som direkte eller indirekte modarbejder Danmarks, dansk Demokratis og den danske Nations Interesser. Hurtig Gennemførelse af alle Foranstaltninger, som kan tjene til at betrygge vort Land, Samarbejde med de øvrige nordiske Lande og Folk om Løsning af Skandinaviens Fællesopgaver i denne Tid."

Efter 9. April

Vi fulgte samme Hovedlinje, også efter at Danmark var blevet besat. Vi måtte påpege den danske Regerings Medansvar for, at dette var sket, fordi den gennem sin Følgagtighed over for Chamberlain-Politiken havde medvirket til den Ulykke, som udefra var brudt ind over os. Vi var os imidlertid fuldt bevidst, at det kun kunne være et Tidsspørgsmål, når Tyskerne brød deres højtideligt givne Ord om ikke at antaste Danmarks Selvstændighed eller at gribe ind i dets indre Politik, og vi vidste, at vi Kommunister var på den mest udsatte Post. Derfor rettede Partiledelsen en Appel til Partiets Medlemmer den 15. April 1940, hvori det blev sagt: „Kammerater! I denne skæbnesvangre Situation for vort Land retter Partiledelsen følgende Appel til alle Partiets Medlemmer: Vort Parti og den danske Arbejderbevægelse går en vanskelig Tid imøde, men hvad der end sker eller vil ske, vil vi Kommunister blive på vore Poster og fortsætte vort Arbejde til Gavn for vort Land og det danske Folk. Lad end de socialdemokratiske Ledere svigte - vi Kommunister vil ikke gøre det! Vi vil vise den danske Arbejderklasse og det danske Folk, at vi ikke stryger Flaget, men vil fortsætte Kampen for Fred, for at Krigens mørke Skyer fjernes fra vort Land, og for at det bliver Velhaverne og ikke det arbejdende Folk, der kommer til at betale Krigstidens og Dyrtidens Omkostninger. Overalt i Fagforeninger og Lejerforeninger, på Arbejdspladser og blandt de arbejdsløse i By og på Land - overalt ude blandt det arbejdende Folk skal hvert eneste Partimedlem arbejde og virke for at samle det danske Folk om vort Partis Politik, sikre de faglige Organisationers Frihed og Eksistens, varetage det danske Folks politiske, sociale og økonomiske Interesser og beskytte vort Lands Folkestyre og nationale Selvstændighed. Men en resultatrig Gennemførelse af denne Politik kræver den yderste Disciplin af hvert eneste Partimedlem og den stærkeste Fasthed i Partiets Rækker. Afvis og bekæmp af alle Kræfter Provokatørers Forsøg på at bringe vort Parti på Afveje! Bevar Hovedet koldt og klart og husk altid på: at vi skal arbejde blandt Masserne, at vi skal arbejde for Masserne, og at vi skal føre Masserne!"

Det var under de givne Forhold en Umulighed for os direkte og offentligt at tage til Orde mod den tyske Besættelsesmagt eller angribe Nazitysklands forbryderiske Ledere. For det sørgede bl.a. den danske Regerings strenge Censur af vor Presse og af alt, hvad der blev sagt såvel i Rigsdagen som på offentlige Møder. Vi måtte nødtvungent indrette os herefter, men gav allerede i et Manifest fra Centralkomitéen i Juli 1940 så tydelige Udtryk for vor Holdning, at enhver burde have forstået den. I dette Manifest krævede vi bl.a.:„Ingen Indskrænkninger i Folkets politiske Frihed eller dets demokratiske Ret til at gøre sin Indflydelse på Statsstyret gældende. Absolut Foreningsfrihed for demokratiske Organisationer. Alvorlig Indgriben mod de reaktionære, lovstridige og til Dels landsforræderiske Sammensværgelser mod Folkets Frihed, dets Rettigheder og Leveniveau og; mod vor nationale Uafhængighed."

I Løbet af 1940-41 skiftede Krigen Karakter

Da Hitler mod Chamberlain -Folkenes Forventninger havde vendt sig mod Vest og tromlet Frankrigs og Englands Modstand på Kontinentet ned under Kampvognenes Larvefødder i Belgien og Frankrig, måtte Chamberlain-Politikerne takke af. Senere kom Sovjetunionen ind i Krigen, og endelig i August 1941 bekendtgjorde England-Amerika for hele Verden gennem Churchills og Roosevelts Atlanterhavsdeklaration, at Krigen skulle føres for Demokratiet og imod Nazismen, indtil de nazistiske Magter var tvunget til Kapitulation. Når Krigen skiftede Karakter fra at være en imperialistisk Krig med Brod mod den socialistiske Sovjetunion og altså ikke en Krig til Gavn eller Værn for de små Lande, deriblandt Danmark, til at blive en Krig mod Nazismen og for Demokratiet, så måtte naturligvis vor taktiske Holdning over for Krigen også forandre sig. Vi stod imidlertid i den Situation, at de øvrige Partier herhjemme (minus Nazisterne) havde sluttet sig sammen i en Koalition til Værn om Eftergivelsespolitiken, og denne Koalition bestræbte sig foreløbig for at holde Folket i en Alsangsstemning, som udelukkede alvorlig og virkningsfuld Kamp mod Besættelsesmagten. Vi måtte altså sætte os som politisk Mål at føre Folket ud af denne Stemning og at få det indstillet på den aktive Kamp mod de tyske Fjende, samtidig med at vi måtte bestræbe os for at konsolidere vort Parti og forberede det på den Illegalitet, som vi vidste ville komme. Vi benyttede imidlertid vore Kræfter og den Tid, der var levnet os, til en heftig Agitation mod Nazismen og til ved mangfoldige Lejligheder demonstrativt at tage Stilling imod Besættelsesmagten. Hvis man gennemgår Rigsdagstidende for Besættelsens første År, vil man se, at det var Kommunisterne, som på Rigsdagen kraftigt og skånselsløst hudflettede og afslørede de danske Nazister, og enhver måtte forstå, at når vi rettede vore Angreb mod Frits Clausen, så hed den virkelige Adresse Hitler. Medens den øvrige Presse beskedent nøjedes med at angribe Brødrene Houlberg for at sælge fordærvede Levnedsmidler, gjorde „Arbejderbladet" det noble Brødrepars nazistiske og tyskvenlige Indstilling til Hovedsagen i sin Kampagne mod dem. Medens Rigsdagens øvrige Partier under Tryk af Tyskerne gennemførte Lønstop, tvungen Voldgift og delvis Ødelæggelse af den sociale Lovgivning, talte og stemte Kommunisterne imod disse Foranstaltninger, som gennemførtes imod vore Stemmer, men i Hitler-Tysklands Interesse. Vi nægtede at stemme for Sommertidens Forlængelse i August 1940 med den udtrykkelige Motivering, at vi ikke ville stemme for en Foranstaltning, som på den Måde blev dikteret os. Vi stemte imod den fra tysk Side forlangte Udskydelse af de kommunale Valg i Foråret 1941, og i det hele taget benyttede vi enhver given Lejlighed til på den Måde og med det Ordvalg, som nu engang var muligt under den udenrigsministerielle Censur, at tage Stilling imod Besættelsesmagten. Vi lagde i denne Periode Grundlaget for vor illegale Kamp mod Tyskerne, og hvad denne angår, skulle jeg tro, at hele det danske folk ved Besked om vor Holdning, vore Handlinger og vor Politik. Vi videreførte under Illegaliteten med yderste Konsekvens den Politik, vort Parti havde repræsenteret også før Krigen, og med støtte af det danske Folk lykkedes det os at føre denne poltik til sejr.

Tvangsloven mod slagteriarbejderne

D. 10 maj 1946 vedtog et flertal på rigsdagen Knud Kristensens forslag om at ophøje forligsmandens mæglingsforslag i slagterikonflikten til lov og at tvinge slagteriarbejderne til i 2 år at arbejde på forslagets betingelser. Før slagteristrejkens udbrud havde slagteriernes arbejdsgiverforening fremsat et tilbud til slagteriarbejderne, som blev anbefalet af hovedbestyrelsen, men forkastet med meget stort flertal ved en urafstemning. Som følge deraf udbrød strejken d. 20 april. Derpå greb forligsmanden ind. Han stillede et mæglingsforslag, som var en ordret afskrift af det arbejdsgivertilbud, slagterierne havde fremsat (lige med undtagelse af, at den beskedne lønforhøjelse skulle have tilbagevirkende kraft fra d. 1 april). Efter nogle dages betænkningstid fandt Knud Kristensen ud af, at nu måtte arbejdsstandsningen øjeblikkelig bringes til ophør, og idet han påberåbte sig, at Stauning som statsminister ofte havde gjort noget lignende, fremsatte han sit lovforslag. Hverken Danmarks fagorganiserede arbejdere eller offentligheden iøvrigt har fra Slagteriarbejderforbundets ledelse eller fra De Samvirkende Fagforbund fået oplysning om, hvad der egentlig var årsag til konflikten, skønt en sådan oplysning jo måtte få stor betydning med hensyn til offentlighedens bedømmelse af strejken og til andre arbejderes solidariske støtte. Den socialdemokratiske presse, som hvert år får 1½ mill. kr. i tilskud gennem tvangskontingenter på alle medlemmer af De Samvirkende Fagforbund, har heller ikke bragt sådanne oplysninger frem. De er første gang givet i den tale, kommunisternes ordfører Aksel Larsen holdt ved lovforslagets 1. behandling i Folketinget onsdag d. 8 maj. Aksel Larsens oplysninger gør ikke krav på at være fuldstændige. På den anden side er de ikke overdrevne. På rigsdagen sidder adskillige slagteribestyrelsesmedlemmer, som ved god besked, og ingen af dem vovede med et eneste ord at gøre indsigelse mod Aksel Larsens fremstilling af forholdene. Hvad stemmetallene angår, lykkedes det at fremtvinge den oplysning fra statsministeren, at slagterierne ved begge afstemninger havde vedtaget énstemmigt, men at slagteriarbejderne ved den første afstemning havde forkastet med godt 2000 mod ca. 1300 stemmer og ved den anden afstemning med 2751 mod knapt 793 stemmer. Vi gengiver lier Aksel Larsens ordførertale efter Rigdagstidendes stenografiske referat, idet vi dog har foretaget enkelte uvæsentlige udeladelser og forkortelser:» Jeg ved ikke, om de andre partiers ordførere, om i det hele taget medlemmerne af tinget er tilfreds med den måde, hvorpå denne sag er forelagt, men jeg er det ikke. Statsministeren holdt en fremsættelsestale, der varede knap 2 minutter, hvori han intet som helst sagde om, hvad lovforslaget i grunden gik ud på, ud over at et eller andet mæglingsforslag, som tingets medlemmer ikke kunne kende, skulle ophøjes til lov. Han gav ingen oplysninger om, hvad mæglingsforslaget gik ud på, ingen oplysninger om, hvad der var parterne imellem, hvilket grundlag mæglingsforslaget var stillet på, og hvilke virkninger det ville få, eller hvilket stemmetal det var blevet forkastet med. Jeg gik ud fra, at når disse oplysninger totalt manglede i statsministerens tale måtte de findes i bemærkningerne til lovforslaget. Dér findes de heller ikke; der står intet som helst derom i lovforslaget. Lovforslaget har nogle paragraffer, som siger, at mæglingsforslaget ophøjes til lov, således at overenskomsterne fornyes for det tidsrum og med de ændringer samt på de vilkår, der indeholdes i mæglingsforslaget. Så siges der videre, at arbejdsstandsninger derefter er forbudt i faget, og at brud på overenskomsten skal behandles af den faste voldgiftsret. Og derefter siges det, at loven træder straks i kraft. Af oplysninger vedrørende lovforslaget findes der reelt intet andet, end at man som bilag har aftrykt ordlyden af forligsmandens forslag. Man kommer på dette magre grundlag og forlanger, at rigsdagen skal være voldgiftsdomstol i denne arbejdskonflikt, for det er nemlig det, det drejer sig om. Forligsmanden er ikke voldgiftsdommer, forligsmanden stiller et mæglingsforslag, som parterne kan stemme om, vedtage eller forkaste, og hvis ikke begge parter vedtager det, er det forkastet. Nu kommer man og siger, at rigsdagen skal ophøje dette mæglingsforslag til lov, det vil sige, at rigsdagen skal fastsætte løn og arbejdsvilkår på dette område 2 år frem i tiden, skal være voldgiftsdomstol og afgøre, på hvilke vilkår der skal arbejdes på slagterierne. Hvis man stiller sig på det standpunkt - jeg siger ikke dermed, at jeg godkender det -, men hvis man altså stiller sig på det standpunkt, at rigsdagen bør fungere som voldgiftsdomstol, bør rigsdagen også kende til de forhold, hvorom den vil lovgive, for at kunne tage stilling til, hvad der er ret og rimeligt - den kan ikke klare det med at ophøje et mæglingsforslag til lov. Ifølge lov om mægling i arbejdsstridigheder er det ikke forligsmandens opgave at undersøge, hvad det vil være rimeligt at betale i løn, eller hvilke arbejdsvilkår der vil være rimelige indenfor et bestemt fag eller arbejdsområde eller for alle fagene tilsammen. Hans opgave er een eneste: at søge at stille et mæglingsforslag, som har udsigt til at blive vedtaget af begge parter. Det kan være sagligt set så urimeligt, det være vil; hvis han skønner, der er chance for at få begge parter til at vedtage det, skal han stille det. Derfor er et mæglingsforslag intet godt grundlag at afgøre en arbejdskonflikt på, når man vil nedsætte sig som voldgiftsdomstol - og det er jo regeringens hensigt, at rigsdagen skal gøre dette. Som følge af dette mener jeg, at de oplysninger, vi ikke har fået i bemærkningerne til lovforslaget, og som heller ikke er givet os af statsministeren, må rigsdagen have, før den har nogen som helst ret til at tage stilling til dette forslag. Jeg anmoder satsministeren om at give os disse oplysninger her i tinget, for det er tinget, der skal have dem. Jeg ved, man kan sige, at vi kan få dem i udvalget. Nu er vi kommunister heldigvis i den situation, at vi kommer med i udvalget og kan få visse oplysninger dér, men det er tinget og offentligheden, der bør have dem. Det er sikkert de færreste af de rigsdagsmedlemmer, som foreløbig er sindede at ville stemme for det foreliggende lovforslag, der overhovedet har nogen anelse om, hvilke løn- og arbejdsvilkår der bydes slagteriarbejderne, og hvad forligsmandens mæglingsforslag betyder for dem. Når jeg ser på mæglingsforslaget og sammenholder det med. Hvad jeg i forvejen selv vidste om slagteriarbejdernes lønninger og arbejdsvilkår, så står det for mig sådan, at de voksne mandlige slagteriarbejdere hidtil har haft en ugeløn på 106 kr. - vel at mærke hvis de havde fuld beskæftigelse alle ugens 6 dage. Forligsmanden byder dem et tillæg, som såvidt jeg kan regne det ud - men jeg tager forbehold for fejltagelser, og hvis jeg gør mig skyldig i fejltagelser, er ansvaret statsministerens. Der ikke har villet give oplysninger -, men som altså, så vidt jeg kan regne det ud, vil udgøre 4 kr. 88 øre om ugen. Det vil sige, at hvis dette gennemføres, vil ugelønnen komme op på 111 kr. - igen under forudsætning af at disse slagteriarbejdere har fuld arbejdsuge. Det drejer sig om folk med meget hårdt arbejde. Jeg vil gerne rette det spørgsmål til tingets medlemmer: hvem af forslagets tilhængere i denne sal vil påtage sig at forsørge en familie ved hjælp af en sådan indtægt? Iøvrigt læser jeg ud af forslaget, at det særlige dyrtidstillæg der efterhånden udgør en væsentlig del af lønnen, har forligsmanden foreslået sat til 86 øre pr. time. Hvis dyrtidstillægget blot skulle op på den højde, det ville have haft, hvis man ikke i 1940 havde sat dyrtidsordningen ud af kraft, måtte det i hvert fald være på 91 øre i timen - og så er varernes kvalitetsforringelse og andre forhold endda ikke taget i betragtning. For kvindelige arbejdere - det drejer sig vistnok særlig om konservesindustrien - foreslås et dyrtidstillæg på 58,5 øre pr. time. Med dette forholder det sig, ligesom med hensyn til mændenes dyrtidstillæg, således, at det er langt ringere, end hvad kvinderne ville have opnået, hvis man ikke i 1940 havde sat dyrtidsordningen ud af kraft, og så må man tage i betragtning, at der ikke er givet noget som helst afsavnstillæg for det, de pågældende arbejdere har mistet i de mellemliggende år i kraft af den totalt uretfærdige og ikke af nogen ydre forhold fremtvungne lov af maj 1940. Det har sin interesse samtidig at vide, at der findes kvindelige arbejdere i andre industrier end slagteriindustrien, der ved frivillige forhandlinger med arbejdsgiverne uden forligsmandens mellemkomst har fået sat deres dyrtidstillæg op til 60 øre pr. time, altså 1,5 øre mere, end forligsmanden her foreslår. Jeg synes at dette tyder på, at forligsmanden har haft en alt anden end heldig hånd, da han udarbejdede sit forslag. Der er imidlertid andre forhold, der må tages i betragtning. Jeg kender ikke afstemningstallene om dette forligsforslag. Jeg aner ikke, med hvor stor stemmeprocent slagterierne har vedtaget det, men når man bevarer en sådan tavshed, vil jeg tillade mig at udtale den formodning, at de har vedtaget det enstemmigt, at de altså er vældig godt tilfredse med det. Jeg vil samtidig tillade mig at udtale den formodning, som ikke er en blot og bar formodning, at slagteriarbejderne har forkastet med en nejprocent på op imod 100. Det tyder på en virkelig udbredt og dybtgående utilfredshed med dette forslag. En så dybtgående og udbredt utilfredshed er naturligvis ikke forklarlig blot ud fra dette forhold, at man tilbyder 4 kr. 88 øre mere om ugen, hvor slagteriarbejderne, så vidt jeg ved, har forlangt ca. 8 kr. mere om ugen. Dette kunne sikkert ikke bevirke en så stor nejprocent. Nej, man må tage hensyn til noget andet, nemlig at i ingen anden industri i Danmark er rationaliseringen drevet så vidt og arbejdstempoet blevet så morderisk som på slagterierne. I løbet af de sidste ti år har slagteriernes ledelser gennemført en systematisk rationalisering, idet man har sendt ingeniører ud til de mest moderne indrettede slagterier, hvor de medvirkede til at drive tempoet i vejret, og derpå rejste de til de mindre moderne slagterier for at kræve og gennemføre, at antallet af slagtede og færdigbehandlede svin pr. mand og arbejdstime blev drevet lige så højt op som på de moderne indrettede slagterier. Dette kunne selvsagt kun lade sig gøre ved, at man forlangte et simpelt hen umenneskeligt slid af slagteriarbejderne. Alle slagteriarbejdernes krav om hensyntagen til disse forhold eller bremsning af denne form for rationalisering, som kun sker ved, at man driver den uhyggeligste rovdrift med den menneskelige arbejdskraft og det menneskelige legeme, er blevet afvist, og en lønmæssig kompensation for den kolossalt forøgede arbejdsydelse har man heller ikke villet give, end ikke i de år, da landbruget tjente mere end fantastiske beløb på at levere svin og andre produkter til tyskerne. Guldregnen over det store landbrug herhjemme under besættelsen mærkede slagteriarbejderne så sandelig ikke noget til. Forligsmanden har, så vidt jeg kan se, overhovedet ikke taget hensyn til dette forhold i sit forslag. Næsten endnu grellere er et andet forhold, som de allerfleste her i salen og navnlig tilhængerne af regeringsforslaget selvfølgelig er uvidende om og ikke har søgt at sætte sig ind i. Det er ganske vist strejfet gennem en uskyldig udseende og tilpas tåget og ubegribelig passus i forligsmandens mæglingsforslag, som jeg vil citere. Der siges i slutningen af indledningen:  »med bemærkning, at forligsmanden under de nævnte forhandlinger over for slagterierne har understreget, at overenskomsten er en ugeløns-overenskomst, og at dette må tages i betragtning ved det enkelte slagteris beskæftigelse af henholdsvis faste arbejdere og ekstra-arbejdere, stiller forligsmanden herefter følgende mæglingsforslag.« Jeg vil gerne udsætte en præmie for dem, der kan forklare, hvad dette betyder; det ville i hvert fald blive meget få, som kunne komme og forlange den. Men jeg skal forklare, hvad det betyder. Slagterierne har drevet arbejdstempoet sådan i vejret, at der ikke er ret meget arbejde, som ubetinget skal udføres om lørdagen, og så fyrer man de fleste af arbejderne, ofte op til 90 pct., fredag aften for at genantage dem mandag morgen. Man skal lægge mærke til ordet »genantage«. De har ingen ret til at blive genantaget, - det sker kun, hvis det passer slagteriet, hvis det passer mesteren i den afdeling, hvor de sædvanligvis har deres beskæftigelse. Hvis det nu er en arbejder, som slagteriet eller mesteren har et horn i siden på, f.eks. fordi han har stillet visse krav, har været sine kammeraters talsmand eller lignende, kan han få en »karantæne« på 3-4 uger, hvor han ikke kan få arbejde på slagteriet. Så regner man med, at nu er han blevet mør, nu kan han vel holde sig i skindet i fremtiden. Der er slagterier, hvor det er langt grovere, end jeg har skildret det her. Der er slagterier, hvor flertallet af slagteriarbejderne er arbejdsløse 2, 3 eller 4 af ugens dage og kun har arbejde henholdsvis 4, 3 eller 2 dage. Derved er begrebet ugelønninger gjort totalt illusorisk, og gennemsnittet af Danmarks slagteriarbejdere har formodentlig ikke over 400 kr. månedlig i indtægt, og det skal de forsørge sig selv og deres familie med. Man taler her så meget om, at det er en samfundsvigtig industri, man er nødt til at have slagterierne i gang. Betingelsen for, at de kan være i gang, er, at de har deres faste arbejdsstab af faglærte folk, som er vant til at udføre arbejdet og kan udføre det; de må holde på dem. Og så fører man en sådan politik over for slagteriarbejderne, så man i og for sig i dag burde både forundre sig over og takke slagteriarbejderne for, at de ikke i flok og tal er søgt over i andre erhverv. Naturligvis kunne arbejdet tilrettelægges på slagterierne sådan, at der blev arbejde til hele arbejdsstyrken på alle ugens 6 arbejdsdage. Men man har ikke villet det, for man har set sin økonomiske interesse i at forfare på den måde, jeg her har skildret. Dette vil imidlertid sige, at de arbejdere, der ikke har arbejde alle ugens 6 dage ikke er faste arbejdere i den forstand, man opfatter dette ord. Ganske vist har mange af dem været ved de pågældende slagterier i 20-30 år, men alligevel er de en slags løsarbejdere, en slags ekstra-arbejdere. Det er dette forhold, der formentlig sigtes til med forligsmandens citerede bemærkning, men enhver må jo erkende, at den er så tilpas tåget og uforbindende formuleret, at man kan forudse, at den ingen som helst praktisk virkning vil få. Jeg tror, at dette forhold, at forligsmanden ikke har villet indføre bestemmelser, som regulerer dette forhold på en rimelig måde, har været den allervigtigste grund til forkastelsen og til den høje nejprocent blandt slagteriarbejderne. Jeg har villet fremdrage disse rent foreløbige og yderst ufuldstændige oplysninger, for at tingets medlemmer dog kan få en lille smule begreb om den sag, de nu har i sinde at træffe afgørelse om. Jeg vil samtidig sige, at naturligvis er der mange andre ting, som bør oplyses, og som jeg ikke ser mig i stand til at give oplysninger om, men som statsministeren må være i stand til at give oplysninger om, når han kommer med et sådant forslag, for det er hans sag at være inde i spørgsmålene. Det kunne være interessant at få oplyst: hvor meget vil den lønforhøjelse og den forbedring, som slagteriarbejderne har ønsket, og som forligsmandsforslaget nægter dem, betyde i ekstra omkostninger pr. svin, der behandles på slagterierne? Hvor mange øre drejer det sig om pr. gris? Kunne man få det at vide, kunne man bedre tage stilling til, hvorvidt det er rimelige eller urimelige krav, arbejderne har stillet, set ud fra hensynet til, hvad den pågældende produktion kan yde. Ligeledes bør man have oplyst, hvad det i dag koster at slagte og færdigbehandle en gris sammenlignet med lønomkostningen for 10 år siden. Sådanne oplysninger må selvfølgelig kunne fremskaffes. Jeg kan love de ærede medlemmer, at de vil blive interessante. Jeg anser det for nødvendigt at få disse oplysninger. Jeg tror, at de sammenholdt med de oplysninger, jeg har givet, vil vise, at det er urimeligt i denne sag at tvangslovgive mod slagteriarbejderne, og at det ville have været meget mere rimeligt, om statsmagten havde hjulpet slagteriarbejderne med at få reallønnen af 1939 genoprettet. Dette blev lovet slagteriarbejderne såvel som, andre arbejdere af alle de partier, der var deltagere i samlingsregeringen af d. 5 maj i fjor, og dette løfte kom til udtryk i den daværende statsministers trontale af d. 9 maj 1945. Det forekommer mig, at statsmagten, regering og rigsdag, som har et så kolossalt, et så tyngende ansvar for den måde, hvorpå arbejderne er blevet behandlet under hele besættelsestiden efter loven af maj 1940, har pligt til at sørge for i det mindste at få opfyldt løftet af maj 1945. Hr. Christmas Møller ville, som han påstod: for gammelt venskabs skyld, forhindre mig i at plumpe i med hensyn til, hvilken stilling jeg havde taget ved en tidligere lejlighed. Jeg skatter ikke den slags venskabsbeviser så højt. Jeg ville skatte det langt højere, hvis det ærede medlem i et spørgsmål som det, vi behandler her, ville anlægge samme synspunkter og holde samme taler, som han anlagde og holdt i samlingsregeringen i fjor, når vi beskæftigede os med arbejdsforhold og arbejdslønninger. Jeg har gjort mig den ulejlighed at finde rigsdagsårbogen for 1937-38, og jeg vil gerne citere alt, hvad der i denne bog siges om det kommunistiske partis stilling til den pågældende sag, så man ikke blot har den brøkdel af et citat, det ærede medlem kom med. Der står heri: »det kommunistiske parti anså det for urigtigt at lovfæste lønninger og andre arbejdsbetingelser på grundlag af forligsmandens mæglingsforslag, fordi disse ikke blev stillet ud fra en undersøgelse af leveomkomstninger og lønningernes højde eller de pågældende arbejdsgiveres indtjeningsmuligheder eller lignende, men udelukkende ud fra hensynet til, hvad der var chance for at få parterne til at godkende.« Jeg tror, hr. Christmas Møller vil erkende, at dette harmonerer fuldkommen med det synspunkt, jeg har gjort gældende her. »På baggrund af fortidens uheldige handlinger - ikke mindst handlingen i 1936, da man lovfæstede et mæglingsforslag, der var forkastet af slagteriarbejderne - syntes der imidlertid ikke at være vej uden om som en nødhjælp at give det foreliggende mæglingsforslag lovkraft, og kommunisterne ville stemme for lovforslaget.« Jeg skal yderligere tilføje, at hvis vi mener, enten vi sidder i regeringen eller på rigsdagen, at en afgørelse vedrørende løn- og arbejdsforhold er rimelig, rigtig og retfærdig, ja, så vil vi naturligvis godkende den; men hvis vi synes, den er urimelig, urigtig og uretfærdig, så vil vi tage stilling imod den. Jeg synes, dette er så ganske enkelt. Jeg vil tillade mig at minde om den stilling, tinget tager, når det drejer sig om andre befolkningsgrupper og i andre spørgsmål. Jeg vil minde om de kæmpeindtægter - jeg vil gerne have lov til at gentage: de kæmpeindtægter -, staten gennem kornloven og på anden måde har tilsikret det store landbrug under hele besættelsen, medens arbejdslønningerne blev holdt nede. Jeg vil erindre om det helt friske eksempel med sukkerordningen, hvor rigsdagens flertal mod kommunisterne sagde: vi må endelig opfylde sukkerroedyrkernes krav om højere ekstrapræmier for dyrkning af sukkerroer. Der blev udtrykkeligt af det konservative folkepartis ordfører her i salen sagt, at man måtte endelig ikke tænke på at tvinge sukkerroeavlerne til at bestille noget, det gik ikke. Han spurgte forarget, om det var min mening at anvende tvang imod dem; det går ikke, sagde han. Man må imødekomme deres krav! Deres krav blev imødekommet. Der blev ansat meget store ekstrapræmier til en i forvejen høj betaling for roerne, og det forbavser aldeles ikke mig, at dyrkningsarealerne steg ganske betydeligt, navnlig da det rygtedes, at man også ville bringe saftroerne ind under loven. Det var kun at vente, når man forhøjede en i forvejen meget generøs betaling betydeligt. Sådan optrådte man over for sukkerroedyrkerne, og sådan har man også til hensigt at optræde, når vi om få dage skal have kornlovforslaget til anden behandling her i Folketinget; så drejer det sig ikke om organiserede, lavt lønnede arbejdere, men om landbruget, først og fremmest om det store landbrug, det er det, der væsentligst dyrker korn, og så anlægger man helt andre synspunkter end dem, man anlægger her. Den måde, man vil behandle slagteriarbejderne på, hvis man ophøjer mæglingsforslaget til lov, minder fordømt om den politik, Hørup i sin tid karakteriserede som den lumpeste af alle: de riges sammenrotning mod de fattige. Jeg har foreløbig ikke flere bemærkninger at fremkomme med, det er jo ikke muligt at sige mere med de sparsomme oplysninger eller med den totale mangel på oplysninger, vi er ude for fra statsministerens side. Jeg vil have lov at slutte med den bemærkning, at i morgen, d. 9 maj, vil man have, at rigsdagen skal feste på årsdagen for det, man kalder demokratiets genindførelse i Danmark; praktisk vil man fra et flertal her indlede festlighederne i dag med at genoplive det endelig afdøde anti-demokratiske strejkeforbud. Noget sådant vil vi kommunister ikke være med til. Vi anser et strejkeforbud for at være ikke alene udemokratisk, men anti-demokratisk, og jeg synes, det er dobbelt groft at ville genoplive det, selvom det sker på denne måde, når vi endelig er sluppet af med denne uretfærdige lov af maj 1940. Man skal ikke komme her og sige, at der er ingen anden vej end at forbyde strejker for at undgå den slags, og at det er et meget vigtigt samfundsområde, det drejer sig om, og så må staten sætte ind med sådanne bestemmelser. Man skal lade være at komme og sige dette, for, for det første: vil staten gribe ind, bør den gribe ind efter retfærdighed og rimelighed og ikke på den uretfærdige måde, man påtænker at gøre det; for det andet må man også tænke på eksemplerne fra andre lande i verden. I øjeblikket er der løbende en kolossal kulstrejke i Amerikas Forenede Stater, og jeg tror i og for sig, at den er mere samfundsskadende end slagteristrejken herhjemme, men jeg har ikke set, at nogen derovre tænker på at indføre strejkeforbud for at bringe strejken til ende, og det ville også være ulogisk, hvis man ville gøre det, fordi selve Rosevelt under krigen i anledning af en anden strejke sagde, at man kan ikke tage strejkevåbnet fra arbejderne, - det er det eneste kampmiddel, de har til at varetage deres økonomiske interesser. Vi kan altså ikke medvirke til denne lov. Derimod vil vi meget gerne medvirke til, at statsmagten siger til forligsmanden: det er dårligt arbejde, du har gjort, det er et elendigt forslag, du har stillet, og der må stilles et ganske andet forslag, som tager hensyn til de forhold, hvorunder slagteriarbejderne arbejder og lever, til de faktiske lønninger, de har, og til, hvad der i øvrigt er ret og rimeligt. Vi vil medvirke til, at der bliver ydet lønmæssig og anden retfærdighed over for arbejderne nu, som vi har gjort del tidligere. Jeg vil have lov til at minde om. Hvorledes det gik i fjor. Da vi havde søfolkenes forhold til behandling i regeringen, og da vi havde august-reguleringen til behandling i regeringen, tog regeringen med det konservative folkepartis, ja, endog med venstres ministres stemmer et standpunkt, som var ret og rimeligt, og jeg mener, at man nu i denne konfliktsituation enten skal holde sig fra indgriben eller tage et standpunkt, der ligger på linie med de standpunkter, samlingsregeringen tog i fjor. Efterskrift: » Ved udvalgsbehandlingen i Folketinget foreslog et stort flertal bestående af kommunister, socialdemokrater, konservative og radikale, at forligsmanden skulle opfordres til at stille et nyt mæglingsforslag, hvorved der kunne være mulighed for en fredelig bilæggelse af konflikten, idet man samtidig gjorde statsministeren opmærksom på, at slagteriarbejderne muligvis ikke ville gå i arbejde, selvom loven blev vedtaget, og at han således ikke ved tvang kunne nå sit mål: at få svineslagtningerne genoptaget. Knud Kristensen afviste brutalt disse henstillinger. I udvalgets betænkning gjorde kommunisterne følgende synspunkter gældende: »Det kommunistiske mindretal har tiltrådt opfordringen til statsministeren om at søge fornyet mægling foretaget, idet man samtidig er opmærksom på, at forudsætningen for et gunstigt udfald af denne må være et mæglingsforslag, som tager hensyn til slagteriarbejdernes berettigede utilfredshed med den praksis, slagterierne anvender, hvorefter et flertal af arbejderne ved svineslagterierne kun beskæftiges enkelte dage om ugen og således ikke kommer op på normal uge fortjeneste. Mindretallet er opmærksom på, at denne utilfredshed, som sandsynligvis er hovedårsagen til mæglingsforslagets forkastelse er blevet særlig stor og berettiget, efter at arbejdsfordelingsloven er blevet ophævet. Mindretallet anser det for sagligt urimeligt at ophøje det foreliggende mæglingsforslag, til lov og kan derfor ikke tiltræde lovforslaget.«. Ved den endelige afstemning blev strejkeforbudet mod slagteriarbejderne vedtaget med venstres, de konservatives, de radikales og Dansk Samlings stemmer. Retsforbundet stemte ikke. Kommunister og socialdemokrater stemte imod. Socialdemokratiets ordfører Hans Hedtoft havde forinden afstemningen gentagne gange forsikret om at ganske vist fandt man loven urimelig, uretfærdig og unødvendig, men man lovede alligevel at gøre alt, hvad der stod i socialdemokratiets magt for at få slagteriarbejderne til at gå under åget. Dette skete også, og da arbejderne ved de fleste og navnlig de største slagterier nægtede at påbegynde arbejdet mandag d. 13 maj og andre arbejdere tilsagde dem solidarisk og økonomisk støtte til strejkens fortsættelse, udstedte den socialdemokratiske presse banbuller mod dem, og forbundsformanden Fr. Berthehen frabad sig disse sympatitilkendegivelser! Slagterikonflikten er et eksempel på, hvorledes en overenskomstsituation forberedes og ledes dårligt af en forbundsledelse, hvis indstilling ikke er i overensstemmelse med medlemmernes. Den viser endvidere, hvor skadeligt det er, hvis arbejderbevægelsen uden tvingende nødvendighed overlader regeringsmagten til et reaktionært parti. Endelig har strejkens fortsættelse ved mange slagterier samt de mange og store almindelige proteststrejker vist, at de danske arbejderes enighed, solidaritet og kampvilje er lige så stærk, som da det gjaldt kampen mod tyskerne«.

Aksel Larsen: »Nøglen til Fremtiden « (august 1947).

En umættelig storkapital forsøger igen engang at skære en bred Rem af Folkets Ryg, ligesom under den tyske Besættelse, hjulpet af politiske Kræfter, som Folket venter sig andet af. Nu som dengang anføres Felttoget af en fremmed Højfinans. Og stadig sætter eet Parti, det Kommunistiske, alt ind på at samle alle fremskridtsvenlige om at vise Reaktionen tilbage og dermed bane Vej for en sikring ikke alene af det daglige Brød, men også af Danmarks selvstændighed og Uafhængighed af al økonomisk og militær Dollarimperialisme. Ligesom Aksel Larsens berømte Appel fra Landspartikonferencen i Odense 1938 »Der kaldes til samling« indvarslede Folkets afgørende samling under Frihedskampen, således vil denne artikel: »Nøglen til Fremskridt«, vinde Genklang og bringe Klaring langt udenfor Partiets Rækker, og artiklen vil blive brugt til at lukke af for Reaktionens Indflydelse på Landets styre og åbne for de sunde Kræfter i Befolkningen, og det vil ske så meget lettere, som det danske Folk ikke har glemt den Lære netop Frihedskampen gav: »Når alle Kræfter sættes ind kan Fremskridtet ikke standses! «. For 10 År siden befandt Verden sig i en Tilstand af Frygt og Uro. Den tyske Imperialisme havde rejst Hovedet og konsolideret sig påny. Efter Hitlers Magtovertagelse stilede den direkte mod en ny Krig om Verdensherredømmet. Vi var Vidner til Overfaldene på det spanske Folk, på Abessinien, Albanien og Østrig, noget senere på Tjekkoslovakiet. Samtidig udøvedes der et utåleligt Tryk på de af Tysklands Nabostater, som ikke direkte blev antastet, deriblandt Danmark. Hvorledes reagerede ,,Vestmagterne"s Regeringer dengang ? Man forrådte Spanien, man svigtede Østrig, man lammede Folkeforbundet, man tolererede Hitlers Krigsforberedelser og hans Indblanding i andre Nationers Forhold, og man solgte Tjekkoslovakiet gennem det skændige München-Forlig - altsammen, mens man forsvarede denne Politik med den pompøse Påstand, at derigennem blev Verdensfreden »sikret i vor Generation«. Det var ligeså herhjemme. Regeringen og de gamle politiske Partier bøjede ustandselig af for de tyske Krav og understøttede på den internationale Arena »Chamberlain-Politikken«. Det var dengang, Skandinaviske Politikere - enten det nu var Folkebedrag eller Udtryk for deres egen Forvirring - formulerede slagordet om, at »stormagterne kommer til at slette Skandinavien af deres militære Kalkulationer« - det var dengang, Stauning holdt sin Tale i Lund - det var dengang, de styrende stak Hovedet i Busken og håbede, at Uvejret vilde drive over, samtidig med at de gjorde, hvad de formåede for at holde Folket i Uvidenhed om de Farer, der truede. Man trøstede sig med, at Hitler nok »kun« vilde Kommunisterne og Sovjetunionen til Livs, og da noget sådant var i Monopolkapitalisternes og Reaktionens Interesse, så hylede man for fuld Kraft med i det antikommunistiske Kor, der blev dirigeret fra Berlin af Hr. Goebbels, og håbede, at hvis man enten begunstigede eller i det mindste ikke lagde Hindringer i Vejen for Hitlers forventede Felttog mod øst og for Nazisternes Kamp mod Kommunismen, så ville man selv få Lov til at være udenfor - eller muligvis endda få en beskeden Part af Byttet. Kammerater ! Hvad gjorde vi Kommunister dengang ? Vi erklærede, at Udfaldet af Krigen i Spanien var afgørende for, om der blev Krig eller Fred i hele Europa. Vi erklærede, at München-Forliget ikke betød »Fred i vor Generation«, men betød sikkerhed for den nye Verdenskrig. Vi erklærede imidlertid også, at Folkenes og Demokratiets Kræfter kunde standse Hitler, slå Nazismen ned og redde Freden og dermed redde Danmark. Vi sagde efter Hitlers Indmarch i Østrig, at endnu var det ikke for sent at dæmme op for den nazistiske Flom og at træffe Foranstaltninger til Værn for Danmarks Frihed og Uafhængighed. Vi sagde: »Læg Danmarks skæbne i Folkets Hænder«, og på Landspartikonferencen i Odense i 1938 formulerede vi den Politik, der kunde samle det danske Folk, og som viste Vejen ikke blot til en Bedring af Folkets Kår indadtil, men til Forsvar for vort Lands Frihed udadtil. Vi kaldte det danske Folk til samling om sin egen sag. Men vort samlingsråb var først og fremmest rettet til Arbejderklassen, som vi opfordrede til at forene sine Kræfter og gå i spidsen for Folket i Kampen for Frihed, Uafhængighed og tryggere demokratiske og økonomiske Vilkår. Vi formåede ikke før Krigen at sejre med vor Politik i den Forstand, at Folket aktivt sluttede op om den og sikrede dens Gennemførelse, selv om vor Politiks Rigtighed gik op for meget store Kredse. Vi lagde imidlertid Grundlaget for vort Arbejde og vor Politiks sejr i de kommende hårde År. Vort Parti, som havde overvundet de værste børnesygdomme - som fra gold sekterisme under Ledelse af Folk, der forlængst er havnet der, hvor de oprindelig kommer fra, og hvor de hører hjemme: i den socialdemokratiske Lederklike, var blevet et Parti i Folket og for Folket - viste, at det var sig sit Ansvar bevidst og var i stand til at anlægge en positiv Politik. Det styrkedes udadtil og indadtil, og det svejsedes yderligere sammen under de hårde storme, som rasede mod os i Efteråret og Vinteren 1939-40. Derfor var det også i stand til, at bestå den Prøve, intet andet dansk Parti havde kunnet bestå, »Illegalitetens Ildprøve« under den tyske Besættelse. De lammende slag, den tyske Nazisme og Gestapo ved danske Myndigheders Hjælp havde tænkt at rette mod os i 1941, hvor Hundreder af vore bedste Folk i Nattens Mulm og Mørke blev arresteret for senere at havne i tyske Koncentrationslejre, og hvor hele vor offentlige, lovlige Virksomhed blev standset og vore materielle Hjælpemidler beslaglagt, viste sig at være alt andet end lammende, fordi Partiet var politisk stærkt nok og havde en tilstrækkelig stor Kerne af trofaste, stålsatte Medlemmer til, at dets Arbejde ikke kunde bringes til at standse. Der skete det modsatte af, hvad man havde beregnet. Partiet blev hverken knust eller lammet, men var - også på Grund af de Forberedelser, som var truffet i Forvejen - i stand til som den første danske Organisation at optage den illegale Kamp. Det påbegyndte Udgivelsen af en illegal Presse (»Land og Folk« var Danmarks første illegale Avis !), og det tog fat på sabotagens Organisering i stor Målestok. skønt det så ud, som om alles Hånd var løftet mod os, skønt samarbejdsregeringen i det Omfang, den kunde få de underordnede Myndigheder til at lystre Kommando, af al Magt bistod Gestapo, skønt den legale Dagspresse på den ublufærdigste Måde overfaldt og bagvaskede os, samtidig med, at den tiljublede Hitlers »Korstog mod Sovjetunionen« - så voksede Partiet i styrke, Arbejdsindsats og Indflydelse, således at den Tid kom, hvor Kommunisternes Politik sejrede, takket være dens Rigtighed og takket være vor Tro på Folkets Danskhed, dets Kraft og Vilje. Der rejstes i Danmark en Modstandsbevægelse, organiseret på den bredeste Basis. Vi samarbejdede inden for denne Modstandsbevægelse på det bedste og mest kammeratlige med Folk fra alle Lejre, og efterhånden sluttede Folkeflertallet op om Modstandsbevægelsen, således at Folkestrejkerne i disse Dage for 4 År siden gik som en Brand over Landet og fejede samarbejdstanken og samarbejdsregeringen af Vejen. Folket tog i August 1943 Landets skæbne i sine egne Hænder og førte derefter Danmark frem til den strålende Befrielsesdag den 5. Maj 1945. Denne Dag havde det danske Folk set frem til, ikke blot som Dagen, hvor Tyskland skulde kapitulere og Danmark atter blive befriet for national Undertrykkelse. Det havde set hen til den som Dagen, hvor man skulde tage fat på at opbygge ikke blot et frit, men et nyt og bedre Danmark med stadig udvidede demokratiske Rettigheder for Folket - med en Udenrigspolitik, en økonomisk Politik, en Produktionspolitik, en social Politik, der overalt satte Hensynet til Landet og Folket i første Række, og som for stedse gjorde Ende på Monopolkapitalisternes og deres Forbundsfællers Herredømme, Profitjageri og Misregimente. Vort Efterkrigstids Program. Disse Tanker og ønsker fra Folket havde vort Parti givet Udtryk for gennem sine illegale Programskrifter under Besættelsen. I de illegale Pjecer »Vi kæmper for et sandt Demokrati« og »Folkets Vilje - Landets Lov« var udformet det arbejdende Folks Efterkrigstidsprogram for Danmark. Dette Efterkrigstidsprogram byggede på de samme Hovedsynspunkter som Programmet fra Landspartikonferencen i 1938, og det var ikke blot i Overensstemmelse med det store Folkeflertals Vilje og ønske, men Erfaringerne og Udviklingen senere har også dokumenteret, at det angav den eneste rette Politik for vort Land. Der blev også af samlingsregeringen efter Befrielsen gjort en Begyndelse - lad være, at den ikke var fuldt tilfredsstillende til at realisere disse Tanker og Ideer. Men hvorledes er det gået siden da ? Hvorledes er situationen i Dag ? Situationen er den, at de storslåede Resultater, Folkene nåede under Frihedskampen mod Fascismen og i den første Tid derefter, i stort Omfang og i de allerfleste Lande har kunnet opretholdes, og at Udviklingen i mange Lande er skredet videre frem i Overensstemmelse med Folkenes Vilje og til Landenes Gavn. Forholdet er det, at Folkenes Vilje til Frihed og til at forme Landenes styre og politiske system efter Hensyn til Folkenes Vel er usvækket. Samtidig har Reaktionen imidlertid rejst Hovedet. Den har, med USA’s Dollarimperialisme som Fører og Hovedkraft, optaget Kampen for at konsolidere sig, om muligt genvinde de tabte Positioner og berøve Folkene sejrens Frugter. Den gør dette uden hensyn til de højtidelige Løfter. der under Frihedskampen blev givet om Fred og Tryghed, om Respekt for Nationernes Uafhængighed og for Folkenes selvbestemmelsesret. Den gør det gennem Udbredelse af Krigsfrygt, gennem Forsøg på splittelse af De forenede Nationer, gennem Trusler med Atombomben og ikke mindst gennem økonomisk Tryk og gennem Indblanding i en Mængde staters indre Forhold, så vel som gennem støtte til endnu eksisterende fascistiske Regeringer i Europa. Hvad er Årsagen, og hvad er Drivkraften til dette omfattende reaktionære Fremstød ? Den er at søge hos Verdens Monopolkapitalister med Amerikas Milliardærer i spidsen. De var i stand til at berige sig under den Krig, Folkene vandt over Hitler, men deres politiske Magtstilling blev svækket og deres fremtidige Muligheder for Profit og sikkerhed for storkapitalens Herredømme blev bragt i Fare. Derfor har det karakteristiske for hele Perioden siden den 5. Maj 1945 været Monopolkapitalens voksende Bestræbelser for at besværge de aktive demokratiske Kræfter, der voksede sig stærkere i alle Lande i Kampen mod Nazismen. Disse Bestræbelser har ingenlunde været resultatløse, men nogen Tilbagevenden til Førkrigstidens uomtvisteligt økonomiske og politiske Herredømme for Monopolkapitalen er der ikke Tale om. Nu står Verdenskrisen for Døren. Dette har tvunget Monopolkapitalen og Verdensreaktionen til en forstærket Offensiv for at komme til at sidde fast i sadlen, inden Krisen for Alvor bryder løs, og for på Forhånd at skabe Betingelser for at lade Folkene bære den kommende Krises Byrder. Derfor har USA og dets Følgesvend, det derangerede kapitalistiske England, bestræbt sig for at komme bort fra Aftalerne i Jalta og Potsdam dg for at nedbryde De forenede Nationers Principper og svække deres Handlekraft. Derfor har man ved positiv økonomisk og politisk støtte hjulpet Franco til at holde sig ved Magten i Spanien. Derfor har man nyskabt et fascistisk Terrorregimente i Grækenland og understøttet fascistiske og halvfascistiske Regeringer i Tyrkiet, i Chiang Kai Shek’s Kina og i andre Lande. Derfor indrettes der anglo-amerikanske Krigsbaser og holdes der Besættelsestropper på andre Landes Territorier. Derfor føres der gennem statsmandstaler og i Pressen en fantastisk Kampagne beregnet på at lægge Sovjetunionen og de nye Demokratier for Had eller i det mindste at mistænkeliggøre dem og på at skabe Krigsfrygt i alle Lande. Derfor arbejdes der med økonomiske Trusler og økonomisk Boycott overfor alle Lande, som ikke vil give sig ind under den anglo-amerikanske Monopolkapitals økonomiske og politiske Hegemoni. Derfor ledsages Dollarlånene af Betingelser, som betyder en uhyrlig Indblanding i andre Landes indre økonomiske og politiske Forhold, og derfor har man forsøgt gennem den aldrig eksisterende, men meget lovpriste og efterhånden til blå Røg forvandlede Marshallplan at indordne Europas økonomi under Hensynet til Wallstreet-Herrernes Profitinteresser. Kampen gælder Afsætningsmarkeder, Råstofområder og det økonomiske Herredømme over Landenes Erhvervsliv. Den føres så meget mere hård og skånselsløs som Resultaterne for Verdensreaktionen endnu er få og små. Men det viser sig - som det måtte vise sig - at Monopolkapitalen og Verdensreaktionen ikke alene støder på hårdnakket Modstand i alle Lande, hvor Folkene har formået at bibeholde Kontrollen over statsstyret, men at de reaktionære Bestræbelser også møder Vanskeligheder på Grund af de voksende Uoverensstemmelser og indre Modsætninger mellem Verdens kapitalistiske Kræfter. Begivenhederne i England og Modsætningen mellem England-Amerika er et tydeligt Eksempel på dette. Derfor er det rigtigt, hvad der siges i Centralkomiteens Resolution af 18. Maj i År: »Selv om USA-Imperialismen og dens Forbundsfæller råder over store økonomiske Ressourcer og militære Positioner og har nået visse Resultater, så er der dog ikke verdenspolitisk sket nogen afgørende Forskydning til Gunst for Reaktionen. Nazismen (den rabiate tyske Imperialisme) med dens tiltvungne Formynderskab for andre stater, dens nationale Undertrykkelse, Raceforfølgelser, økonomiske Slaveri og årelang, bestialsk Krig har hos Folkene ikke blot skabt større afsky for Imperialismen og dens Metoder, men også hidført større Muligheder for en samling af Folkenes Kræfter, således at de med de nye Demokratier og sovjetunionen i spidsen uden Frygt og med Beslutsomhed vender sig mod nye imperialistiske Anslag. Derfor har hverken økonomisk Pres, Atomdiplomati, spekulation i Krigsfrygten eller Forsøg på at genoplive den Goebbelske antikommunistiske Front kunnet trænge de opbyggende Kræfter tilbage eller give den angloamerikanske Reaktion den eftertragtede Indflydelse. Muligheden for en Fred i Overensstemmelse med Folkenes Tarv er stadig til stede. Men som i Kampen for Friheden kræves der stadig sammenhold og den stærkeste Anspændelse af alle Fremskridtets Kræfter. Sejg Kamp for at bevare og udbygge alle vundne Bastioner og for at tilbageslå de reaktionære Angreb i Forbindelse med grundig Afsløring af de reaktionære Imperialister og deres Hjælpere er i stand til at sikre Folkene Freden og Landene Friheden«. Udviklingen i Danmark er gået parallelt med Verdens Udvikling og må ses i Lys af denne. Det er værd at erindre om, hvad der blev sagt i Resolutionen fra vort første legale Centralkomitémøde i Maj 1945: »Det kan forventes, at reaktionære og folkefjendske Kræfter vil forsøge at skrue Udviklingen tilbage og at ødelægge Folkets Enighed i den Hensigt at berøve det Frugterne af disse Års bitre Kamp og Erfaringer. Vi opfordrer hele Folket til at være på Vagt overfor sådanne Forsøg og Bestræbelser«. Også i Danmark har Folket og Demokratiet takket være sit sammenhold og sin heltemodige Kamp mod den ydre Fjende vundet meget betydelige Resultater, som består den Dag i Dag, uanset alle de Attentater, Reaktionen har gjort på dem, og uanset Reaktionens Landvinding på enkelte Punkter. Det, som er Hovedsagen, er at det danske Folk ikke har glemt Besættelsestidens Erfaringer og ikke er vundet for Tilbageskridtets Politik. Det har afgørende Betydning, at selvom det lykkedes de socialdemokratiske Ledere at forhindre Arbejderbevægelsens Enhed, så er Arbejderklassen i Danmark ikke vundet for de socialdemokratiske Lederes Politik, som går ud på at søge samarbejde med Reaktionen og at indordne Arbejderklassen under Monopol kapitalens Interesser. Det er imidlertid lykkedes at føre splittelsen til sejr i Toppen af dansk Politik. Under Valgkampen i Oktober 1945 erklærede vi: Dette Valg drejer sig ikke om, hvorvidt Danmark skal være socialistisk eller ikke. Det drejer sig om, hvorvidt Arbejderbevægelsens Efterkrigstidsprogram skal virkelig gøres, hvorvidt samlingsregeringens Linie skal videreføres af en demokratiske Regering efter Valget. Der er ingen Tvivl om, at det overvældende Flertal af Vælgerne - uanset hvilket Parti, de stemte på (og Partilinierne i Danmark er jo endnu så gammeldags og lidet tidssvarende, at det i 1945 kunde være vanskeligt for Vælgerne klart at tilkendegive deres Mening) - godkendte denne vort Partis Opfattelse af deres ønsker og ventede, at der efter Valget vilde blive dannet en Regering på et Program, som betød Videreførelse af Arbejdet fra sommeren 1945. Det blev der imidlertid ikke. Regeringsdannelse mod Folkeviljen. Vi fik Mindretalsregeringen Knud Kristensen dannet af Folketingets næststørste Parti, Venstre, som havde udviklet sig til at være Landets mest reaktionære Parti, og som har afsløret sig som Monopolkapitalisternes mest håndgangne Parti i Danmark. Det er nødvendigt (selv om visse Folk ikke kan lide det) igen og igen at erindre om, at denne Regeringsdannelse var i direkte strid med Valgets Resultat, med enhver parlamentarisk Rimelighed og med Folkets Interesser. Knud Kristensen blev kun i stand til at danne Regering, fordi socialdemokratiets Ledere gik i Regeringsstrejke, og det har endnu ikke været muligt for dem at forklare hvorfor. De har i Almindelighed talt om, at eftersom socialismen ikke havde fået Flertallet af stemmerne, så måtte man overlade til de antisocialistiske Partier at danne Regering. Dette Argument er imidlertid blevet slået i stykker af H. C. Hansen, som fornylig i »Politiken« erklærede, at selv om socialdemokratiet ikke vil få Flertal ved et nyt Folketingsvalg, vil det alligevel være villig til at danne Regering, fordi, som han udtrykte det, »vi nærer en dyb Frygt for, at en Fortsættelse af Venstre-Regeringen vil vise sig at blive en kostbar Historie for Arbejderne her i Landet. Det vil vi forhindre, hvis vi får Mulighed derfor«. Nøjagtig den samme Frygt burde man vel have haft i 1945, men hvis Frygten for, hvad en Venstre-Regering kan tænkes at gøre i Fremtiden, får socialdemokratiet til at indse, at det nu bør være med til at styrte denne Regering, så er det vel egentlig en klar Erkendelse af, at socialdemokratiet begik en uhyrlig Fejl (for ikke at sige det, der er værre) ved at lade denne Venstre-Regering komme til i 1945, hvor statsminister posten blev tilbudt socialdemokratiet. Regeringens Regnebræt. Under Knud Kristensens Regering er det midlertidig lykkedes Monopolkapitalisterne og Reaktionen at bryde den Udviklingslinie, som blev indledet af det danske Folk under Frihedskampen og fortsat af samlingsregeringen i sommeren 1945, som Monopolkapitalens Ministerium har Regeringen forsømt eller direkte saboteret Mulighederne for en hurtig Genopbygning ved Landets egne Kræfter. Den dirigerer Hovedparten af vor Eksport vestpå til for Landet aldeles utilstrækkelige Priser, uden at sikre os de fornødne Råstoffer og udenlandske Forbrugsvarer til rimelige Priser. Den har ophævet Kontrollen med Hjemtagelsen af Eksportvalutaen. Den tolererer f.eks. på Brændselsproduktionens og Boligbyggeriets Område - en bevidst sabotage fra Monopolkapitalisternes side, den begunstiger Prisstigninger, men bekæmper Arbejdernes Forsøg på at få rimelige Reallønninger. Dens socialpolitik er reaktionær, og den forværrer til stadighed og bevidst Forsyningssituationen for den brede Befolkning, hvis skattebyrder den samtidig forøger, mens den holder sin skærmende Hånd over dem, der indkasserede Formuestigningerne under den tyske Besættelse. Regeringen, som er kørt fast efter at have forsøgt at praktisere sine Valgparoler fra 1945 om alle Restriktionernes omgående Ophævelse, udarbejder nu den ene Panikplan efter den anden. Fælles for dem er det, at de er Nedskæringsplaner vendt mod det arbejdende Folk og ledsaget af Opbygning af kæmpemæssige, overbureaukratiske Apparater, som koster skatteyderne Penge, langsommeliggør Administrationen og synes at være ligefrem beregnet på at kompromittere Tanken om samfundskontrol og Plan i økonomien. Samtidig med, at statsministeren - med suveræn Foragt for Folketingets Beslutninger - driver Eventyrpolitik i spørgsmålet om sydgrænsen, søger Regeringen udenrigspolitisk at indordne Danmark under de mest reaktionære Magter, hvorved Landet står i Fare for at blive delagtig i Planer og Blokdannelser, som ikke er i Fredens eller i Danmarks Interesse. Regeringen og de reaktionære Kræfter forfusker efter Evne Udrensningen og Demokratiseringen. Den saboterer kynisk den af Folket krævede og af Politikerne forlængst lovede Forfatningsrevision. Følgen af alt dette er blevet Hæmning af Landets virkelige økonomiske og sociale Genopbygning. Følgen er blevet Fire for, at Danmarks genvundne Uafhængighed sættes over styr. Følgen er blevet en Forsyningssituation, dårligere og mere kaotisk end i Besættelsens værste År. Følgen er blevet Opløsning og splittelse i det politiske Liv, hvor samarbejdet er blevet afløst af en tilsyneladende alles Kamp mod alle, mens Folkets Tillid til statsstyret svækkes. På Baggrund af alt dette og i den givne situation rejser sig spørgsmålene: Hvor store er Vanskelighederne ? Er Danmarks økonomiske situation katastrofal ? Er Nedskæringsvejen den eneste farbare? Kan kun det arbejdende Folks Blod, Sved og Tårer - samt Dollarhjælp fra Amerika - give Danmark en Mulighed for at komme over Vanskelighederne ? Hedtoft synes at mene noget sådant, hvis man da skal dømme efter hans Tale i Sønderborg den 29. Juni, hvor han stillede i Udsigt, at efter et Folketingsvalg og et Regeringsskifte vilde en socialdemokratisk Regering stort set være nødt til og have Vilje til at fortsætte, hvor, de tre K’er (Knud, Thorkil og Axel Kristensen) må slippe. Lad os foretage en Undersøgelse af situationen og af Årsagerne til Vanskelighederne, for derpå at se, hvilken Vej der skal betrædes. Danmarks Vanskeligheder bunder kun tildels i en almindelig Vareknaphed i Verden, en Vareknaphed, om hvilken man har Grund til at formode, at den delvis er kunstig, at den er skabt af Amerikas Monopolkapital for at tjene Dollarimperialisternes Interesser. Danmarks Vanskeligheder bunder først og nærmest i Danmarks Valutamangel, i vor Valutapukkel i England og i svigtende Tilførsler til Danmark af Råstoffer til Industrien og Landbruget. Men hvad er så Forholdet ? Sandheden om Valutaknaphedens Årsager. Forholdet er det, at Regeringen har givet skibsrederne fri Dispositionsret over 800 millioner kr. fremmed Valuta, først og fremmest Dollarvaluta, som de har indtjent i Krigsårene, og som de er blevet fritaget for at tage hjem til Landet. Ene af alle har skibsrederne, som hører til Monopolkapitalisternes øverste Top, fået denne Favørstilling. Forholdet er det, at Regeringen har ophævet Kontrollen med, at Industriens, skibsfartens, størstedelen af Fiskerieksportens og en Del af Landbrugseksportens i Udlandet indtjente Valuta overhovedet tages hjem. Det drejer sig om mere end en Milliard årligt, og kyndige Folk mener, at hvis man regner meget forsigtigt, snydes der i hvert Fald så meget med Hjemtagningen, at Danmark på den Måde mister et Par Hundrede Millioner årligt. Forholdet er det, at Regeringen i det første År af sin Tilværelse søgte at leve op til Venstre’s Valgparoler om, at alle Restriktioner og af statskontrol skulde ophæves. Man overlod stort set til Importørerne selv at bestemme, hvad de vilde indføre, i hvert Fald fra Sterlinglandene, og uden Hensyn til Priserne blev der indført Råstoffer, Nyttevarer og Luksusvarer i Flæng, uden at man tænkte særlig på Landets Behov, men kun på, hvilke Varer der kunde give Importørerne og Monopolkapitalisterne størst Profit at handle med. Her har vi de konkrete Hovedårsager til Danmarks øjeblikkelige Valutamangel, og samtidig er der alene gennem Påpegning af disse Hovedårsager givet Besked om, hvad der kan og bør gøres for umiddelbart at rette på Forholdene. Til alt dette kommer imidlertid noget andet. Regeringen er Monopolkapitalisternes Regering. De har som Kendsgerningerne om Kapitalinvesteringen og om de store Monopolselskaber viser så at sige fælles Navlestreng med den anglo-amerikanske Højfinans. Derfor bør man vel ikke blive forundret over, at Monopolkapitalisternes Regering gennem hele sin Politik på Udenrigshandelens Område har optrådt på en sådan Måde, at Danmark er blevet delvis afhængig af Vestmagterne til skade for Landets egen økonomi og Genopbygning, til Fare for dets Uafhængighed. Regeringen og Monopolkapitalisterne ønsker handelsmæssigt kun at orientere vort Land mod Vest. Man har holdt Danmark bundet til at sælge mellem 70 og 90 pct. af hele vor Landbrugseksport til England og til så lave Priser, at Regeringen selv påstår, at store statstilskud er nødvendige for overhovedet at holde Produktionen i Gang. (Hvorvidt denne Påstand er rigtig, er så en anden sag.) I hvert Fald har man solgt vore Landbrugsvarer til England til Priser, som ligger langt under de Priser, andre Lande betaler, og man har nægtet at imødekomme andre Landes Anmodning om Adgang til at købe danske Landbrugsprodukter, uanset om de byder højere Priser end Englænderne og tilbyder os Råstoffer og Nyttevarer som Betaling. Har Regeringen været villig til at lægge et alt for lavt Loft over Priserne på vor store Landbrugseksport til England, så har den til Gengæld omhyggeligt undladt at sikre sig Garanti for livsvigtige Leverancer fra sterlinglandene, endsige Garanti for, at Priserne på de Varer, Englænderne leverer os, ikke stiger. Eksempelvis kan det nævnes, at Kul kunde vi købe større Mængder af i Polen, end vi gør i øjeblikket og til en billigere Pris end den, de dårlige amerikanske Kul står os i. Betingelsen er imidlertid, at vi leverer Levnedsmidler, i første Række Fedtstoffer til Polen. Regeringen foretrækker at sælge vort smør og Flæsk til England til lavere Priser, end Polen tilbyder, og så til Gengæld bruge vore sparsomme Dollars til at købe dyre og dårlige amerikanske Kul. Regeringen har netop til den såkaldte Marshall-Konference indsendt Anmodning om at få Lov til at købe flere Hundredtusinde Tons Oliekager i Argentina til en pris af over 60 øre pr.. kg, hvilket gør Brugen af disse Oliekager urentabel. Den vil derimod ikke tage mod et ungarsk Tilbud om Levering af Oliekager til en Pris af 35 øre pr. kg. Når der handles på den Måde, når importen så ydermere foregår planløst, og når der i hvert Fald ikke hidtil har været nogen Plan over Produktionen herhjemme - så er det jo klart, at det skal gå galt. Derfor har Regeringen også pludselig fået travlt med at offentliggøre den ene spareplan efter den anden og indføre alle mulige nye og bureaukratiske Restriktioner, hvorved den foreløbig kun har nået at skabe Kaos, samtidig med at den ustandselig spænder det arbejdende Folks Livrem ind og direkte truer Tusinder af selvstændige næringsdrivendes Eksistens. Marshall-Planens Fata Morgana. Men skal man tro den ikke-kommunistiske Presse, så er Redningen nær. Der har været Konference i Paris om’ den ikke eksisterende Marshall-Plan, og Regeringen har i et beundringsværdigt Tempo udarbejdet og afsendt en Bestillingsseddel, hvorigennem man rekvirerer en Kredit på 3½ Milliard, som skal bruges til Import i Løbet af en kort Årrække, dels af Råstoffer, dels af Maskiner og dels af de omtalte overdyre Foderkager, samt af et så fantastisk Tal som 7-8000 Traktorer om Året. Medens man stiller Befolkningen i Udsigt, at hvis ikke Marshall-Planen bliver til Virkelighed, og Regeringens fantastiske Bestillingsseddel altså ikke bliver honoreret, så vil Produktiviteten i Industrien synke, og stillingen kan kun rettes op, hvis Arbejderne vil opgive 8-Timers Dagen, samtidig med at Landbrugseksporten er truet, og Landbruget står over for Ruin på Grund af en Høst som nærmest er Misvækst. Følgeslutningen af det hele må vel være den, at kun Dollar-Hjælpen og Nedskæringer kan redde Danmark, og hvis vi ikke I år det første, og hvis Arbejderklassen modsætter sig det sidste, så er den store Katastrofe over os. Heroverfor er det, vi siger: Danmark er hverken svagt eller i nogen Tvangssituation. Vort Land har rige Muligheder, vor Industri, vort Landbrug, vort Fiskeri er konkurrencedygtigt, men kan ved en planmæssig Forbedring af dets Produktionsevne bringes til at yde langt mere. Folket er dygtigt og arbejdsomt, og gennem Frihedskampen viste det både Vilje og Evne til selvhævdelse. Derfor kan både de indre Forhold forbedres og de udenrigske Vanskeligheder overvindes, når blot der føres en Politik, som kan samle og aktivisere Folkets Kræfter, og som sætter alle Landets Reserver ind i slaget om Vanskelighedernes Overvindelse, slaget om Opbygning af det Folkets Danmark, vi drømte om og kæmpede for i de onde År. Vi vil intet have imod Dollars-Kreditter eller andre udenlandske Kreditter, hvis de ydes på sædvanlige åbne Betingelser, om hverken politisk eller økonomisk antaster Landets Uafhængighed eller vort Folks fulde suverænitet. Vi ønsker derimod ikke at modtage Dollar-Kreditter, hvis de ledsages af Betingelser for, hvorledes vi skal ordne vore indre Forhold, endsige hvis Formålet med dem er at tvinge os ind i en imperialistisk Vestblok, som hverken er i Fredens eller i Danmarks Interesse. Vi anser ikke Danmark for så svagt eller fattigt, at det er nødvendigt at bibeholde eller videreføre Regeringens infame Nedskæringspolitik over for den arbejdende og forbrugende Befolkning. Det må være muligt, og det er muligt for Danmark, når vi anspænder vore Kræfter, at skalle hele Befolkningen anstændige Levevilkår, Mad, Husly, Klæder og Brændsel, og hvad der ellers er nødvendigt. Landbrugets Problemer. Hvad Landbruget og Landbrugsproduktionen angår, er Forholdet det, at den dyriske Produktion i øjeblikket kun er ca. 75 pct. af Førkrigsproduktionen. Den væsentlige Årsag hertil er Manglen på Foderstof import, men en medvirkende Årsag er den ulyksalige høje Kornpris, som har forøget Omkostningerne ved den dyriske Produktion, og som har fristet mangfoldige storlandbrugere til at gå over til kvægløst Landbrug. som Eksemplet med det ungarske Tilbud viser, kan Foderstofferne imidlertid købes i Udlandet til særdeles rimelige Priser, og efter at England har lystret Amerikas Kommando og sagt nej til en Million Tons Korn fra Sovjetunionen, skulde det vel ikke være udelukket, at Danmark kunde forsyne sig yderligere derfra. Iøvrigt er det en Misforståelse at tro, at Høstudsigterne i Danmark er så rent katastrofale i År. De hidtidige Høstberetninger har ganske vist været pessimistiske, men Tærskningernes Resultat viser, at de sagkyndiges Pessimisme - som så ofte før var med et mildt Ord overdreven. Antagelig vil Kornhøsten blive 500.000 Tons mindre end i Fjor, men i Fjor var Høsten til Gengæld 300.000 Tons større end Normalhøsten. En væsentlig Del af det manglende Korn vil i År utvivlsomt kunne erstattes derigennem, at mange Landmænd har Korn tilovers fra Rekordhøsten i Fjor. Manglen på hjemmeavlet Brødkorn kan ganske vist kun afhjælpes ved Import (iøvrigt viste Tærskningsresultaterne for Rug og Hvede, at det enten skyldtes en slags Panikstemning eller måske endog Lyst til sabotage, at man i Foråret fik så mange Landmænd til at pløje deres Brødkornarealer om og så Byg eller anden Afgrøde i stedet). Hvad Foderkornet angår, er Avlen i År større end i et normalår, og så må man tage i Betragtning, at Kartoffelhøsten bliver god, medens der kan ventes dårligere Roehøst end i Fjor. Det, vi har Brug for, er altså Import af Foderstoffer til rimelige Priser fra Lande, som ikke befinder sig under anglo-amerikansk Kontrol. Desuden Gennemførelse af Foranstaltninger, som sikrer Aflevering af Korn i Henhold til Kornlovens Bestemmelser (i Fjor blev der snydt for Aflevering af omtrent 100.000 Tons). Endvidere må vi have Kornprisen og da navnlig den urimeligt høje Pris på Frihandelskorn sat ned, hvorved Landbrugsproduktionens Omkostninger i Almindelighed sænkes, og Tendensen til at gå over til kvægløst Landbrug modvirkes. Gennemføres en sådan Politik, og bliver der samtidig gjort noget alvorligt for at modernisere det danske Landbrugs Teknik, så vil Landbrugseksporten kunne bringes i Vejret, uden at Indskrænkninger i den danske Befolknings Forbrug gennemføres. Arbejdskraft og Udstykning. Der tales fra det store Landbrugs side meget om Manglen på Arbejdskraft. Disse Klager har vi hørt hvert eneste År i en Årrække, men endnu er det da lykkedes at få Høsten i Hus og Roerne taget op. I det Omfang, Landbruget alligevel mangler Arbejdskraft, må man tage i Betragtning, at den i første Række er forårsaget af de dårlige sociale og kulturelle Forhold på Landet. Fordi Landbruget tjener - så store Penge, og fordi Beskæftigelsesgraden ved andre Erhverv er så høj, er det ganske vist efterhånden lykkedes at få Lønnen sat i Vejret ved Landbruget. Det viser sig imidlertid, at dette ikke er nok. Der må sikres Landbrugets Arbejdere en kortere Arbejdstid, rimelige Ferie forhold, anstændige Boligforhold, sikkerhed for Helårsbeskæftigelse og ikke mindst Fremtidsudsigter. Hvad Landboungdommens Fremtidsudsigter angår, er det et spørgsmål om Udstykningens Genoptagelse. Det er muligt, at man på Grund af de Forhold, der hersker for Byggeriet i øjeblikket (Forhold, som Regeringen har Hovedansvaret for, og som under en handlekraftig, demokratisk Regering kan forandres), støder på Vanskeligheder, når det drejer sig om at oprette nye Husmandsbrug på rimelige økonomiske Betingelser. Men det, vil i hvert Fald kan gøre i den nuværende situation, er at skabe Forudsætning for at sætte Udstykningen i Gang, så snart de andre Betingelser bliver bedre. Dette vil sige, at der skal fremskaffes tilstrækkelig Jord til Udstykning, og det kan gøres derved, at alle Nazisters, Lands forræderes og Tyskeragenters Jord beslaglægges og uden Erstatning over går til staten, som overgiver den til statens Jordlovsudvalg. Derved bliver der Jord nok til Oprettelse af flere Tusinde nye Husmandsbrug, og det er vel at mærke Danmarks fineste Agerjord, det drejer sig om. Da det efter de uhyrlige hele eller delvise Frifindelsesdomme, der er afsagt, kan lade til, at danske Dommere ikke vil dømme i Overensstemmelse med, hvad der var Meningen med Straffelovstillæget af 1940; da det har vist sig, at Dommerne ikke vil fradømme Nazigreverne deres Jord, bliver det nødvendigt gennem Rigsdagen at få vedtaget Love, som direkte påbyder Konfiskation af d’Herrer Schimmelmanns, Castensskjolds, Knuths, Sehesteds og Konsorters Godser. Når Udstykningen sættes i Gang, når de nye Husmandsbrug skal oprettes, må man ikke gentage Fortidens Fejl. De skal have et så stort Jordtilliggende, at Husmandsfamilien kan klare sig økonomisk. Og de bør ligge i store Kolonier, således at de gennem udvidet Andelsbevægelse bliver i stand til ved fælles Hjælp at tage hele den umoderne Teknik i Brug. så vil Husmandens Arbejde blive lettere og mere lønnende, og så vil Husmandsbrugenes Produktion for Marked og Eksport blive større. Endnu i År bør der gennemføres Love, som sikrer Fremskaffelse af Tillægsjord til de Tusinder af indeklemte Husmænd, som på Grund af deres ringe Jordtilliggende lever i en stadig Kamp for at skaffe Penge til at klare Terminer, skatter og andre Ydelser, og som for at klare sig økonomisk må tage betalt Lønarbejde og derved ofte udsættes for at påføre Egnens Arbejdsmænd Konkurrence, samtidig med at de må slide langt hårdere, end det er berettiget at forlange. Det vil kun være muligt at skaffe denne Tillægsjord ved Ekspropriation. Og uanset om det skulde lykkes ved de Forhandlinger, der føres bag Kulisserne, at tilvejebringe et nyt råddent Forlig mellem Knud Kristensen og. Niels Peter Andreasen, så agter vi Kommunister at fortsætte Kampen for den rigtige Løsning i denne sag. Hvad Industrien angår, så har Danmark først og fremmest Brug for en virkelig Produktionsplan. Vi afviser en Paniklukning af Virksomheder som den, Forsynings- eller Forsømmelsesministeren netop har bebudet, og som åben bart først og fremmest skal tjene de store Virksomheders, altså Monopolkapitalisternes, Interesser. Det, vi har Brug for, er en Plan over, hvad der skal produceres, hvad Råstoffer og Arbejdskraft skal anvendes til, og i Forbindelse hermed en Undersøgelse af, hvad de forskellige Virksomheder kan producere, hvorpå man tildeler dem Råstoffer, Arbejdskraft og Produktionsopgaver i Overensstemmelse med Landets Behov for Varer til Hjemmemarkedet og til Eksport. Også hvad Industrien angår, råber man op om Mangel på Arbejdskraft, og adskillige Ministre har været fremme for at forlange 9-Timers Arbejdsdagen indført. Man raser, hvis der er Fag, der kræver en forkortet Arbejdsuge, og der føres ivrige Forhandlinger om at få Overarbejdet gjort til en fast Institution i Jernindustrien. Det er nødvendigt heroverfor at gøre opmærksom på følgende: En Forbedring af Arbejdsforholdene (ikke mindst i de Industrier, som råber højest om Mangel på Arbejdskraft) og en Modernisering, eller om man vil Rationalisering af Produktionsprocessen - men ikke sådan, at den fylder flere Penge i Kapitalisternes Lommer, nej, sådan at den er til Gavn for Arbejderne - vil i høj Grad afhjælpe Manglen på Arbejdskraft. Endvidere må man sørge for, at Arbejdskraften bliver anvendt der, hvor der er Brug for den til at fremstille samfundsnyttige Produkter; men det skal ikke-være på slavevilkår. Det skal være på Vilkår, der viser, at man betragter Mennesket som den værdifuldeste Kapital. Der må desuden gennemføres sådanne sociale Reformer, at den Arbejdskraft, som gerne vil stille sig til Rådighed for Produktionen, ikke bliver nødt til at holde sig tilbage. Dette vil sige, at sociallovgivningen skal forbedres, hvad angår Forsorgen for Mødre og Børn. Der må - dels af det offentlige, dels af Industrien - indrettes tilstrækkeligt. med Vuggestuer, Børnehaver og Fritidshjem, således at Husmødre, der er villige til at tage Arbejde uden for Hjemmet, også bliver sat i stand til det. Tillige må man ophæve den urimelige Beskatning af Ægtefæller, der begge arbejder i Erhvervslivet. sambeskatningen, som vi har den nu, må og skal afholde mange Arbejderhustruer fra at tage Arbejde uden for Hjemmet. Hvis man gennemfører disse positive Foranstaltninger, vil det vise sig, at der kan skaffes Arbejdskraft nok uden sådanne kulturelle Tilbageskridt som en Forlængelse af Arbejdsdagen. Lønninger og Priser. Man beklager sig iøvrigt over Arbejdernes Krav om højere Lønninger og erklærer, at sådanne er en Hindring for Produktionen. Disse Beklagelser hører ingen steder hjemme. Det kan man se i Praksis af Burmeister & Wain’s Krav om 2000 flere Arbejdere, Krav, som fremsættes, uden at man taler om, at Lønningerne er for høje. Enhver, der har nationaløkonomisk Indsigt, ved også, hvilken forholdsvis ringe Rolle Arbejdslønnen i Virkeligheden spiller for Produktionsomkostningerne og for Varens endelige Pris. Naturligvis er det ikke noget Ideal i sig selv at få Lønningerne forhøjet og bestandig forhøjet. Men her i Landet gennemføres der ikke en rimelig og retfærdig Prispolitik. Vi har nok en Priskontrol, men for det første har den ikke ført til noget Prisstop, og for det andet tager den ikke sigte på at sætte Prisen ned på Områder, hvor dette er muligt, og hvor det i Virkeligheden er samfundsmæssigt nødvendigt. For det tredie udøves den i Praksis så uretfærdigt, at den går ud over de små Næringsdrivende, men giver Monopolkapitalisterne, de storindustrielle og storhandlen frit slag. Derfor har vi haft en så uafbrudt Kæde af Prisstigninger, at den endogså er kommet til Udtryk i det af Regeringen systematisk forfalskede Pristal. (Må jeg komme med en indskudt Bemærkning: Da Regeringens nye Vidunderbarn, Indenrigsminister Arnth Jensen, var på Besøg hos Grundejerne, lovede han dem, at han nok skulde finde nogle Folk, som kunde udarbejde en statistik, der beviste, at der ikke er Bolignød her i Landet. Det er Arnth Jensen ligegyldigt, om de husvilde må sove i Bunkers eller under åben Himmel, når bare de kønne og tålmodige Tal står på det tålmodige Papir.) På lignende Måde opererer man jo med Pristallet. Man sørger for, at det bliver beregnet på en Måde, så Prisstigningen syner meget lidt eller slet ikke. Alligevel har selv det forfalskede Pristal måttet registrere, at der er sket nogen Prisstigning, endda i en Grad, så der sker en beskeden Pristalsregulering af Lønningerne. Det er på Grund af disse stadige Prisstigninger, som forringer Lønnens Værdi, at Arbejderne i simpel Nødværge forlanger Lønforhøjelse. Fagbevægelsen er i denne situation nødt til at sige rent ud: Før man totalt standser Prisstigninger og indleder Prisnedsættelser, kan vi ikke af lade fra at kræve og at tiltvinge os Lønforhøjelser og slet ikke ind lade os på at diskutere Lønstop. Kampen for Lønforhøjelser er under de givne Forhold den eneste effektive Forholdsregel til Forsvar mod Monopolkapitalisternes Politik, hvad Priser og Vareforringelser angår. Fiskeriets Afsætningsvanskeligheder. Hvad Fiskeriet angår, er det i Forholdet til andre Erhvervsudøvere endda ganske usædvanlig produktivt og leverer navnlig usædvanlig mange Varer til Eksport. Derfor bør samfundet hjælpe Fiskerne til ikke blot at forbedre Fangstmulighederne, men også at sikre Afsætningen af al den Fangst, der kan bringes i Land. Fiskerne har selv vist Vejen gennem deres Forslag om Oprettelse af samlecentraler, Isværker, Hermetikfabriker o. s. v., således at Fangsten til enhver Tid kan afsættes, så snart den ilandbringes, og derpå om fornødent opbevares eller bearbejdes til senere salg i Indlandet eller Udlandet. Fiskerne er imidlertid for fåtallige, for økonomisk svage og har for lidt organisatorisk styrke og Erfaring til at klare alt dette. Men hvis staten vilde interessere sig for det og yde Fiskernes Andelsbevægelse Hjælp og støtte dertil, så kunde det ordnes. Det burde gøres, ikke for Fiskernes skyld alene, men for Landet og dets økonomis skyld. Desværre må det erkendes, at sandsynligheden for reelle Fremskridt på dette Område umiddelbart er ringe, fordi Fiskeriets Interesser altid er blevet misrøgtet, så længe de har skullet varetages af Landbrugsministeriet, og fordi Fiskeridirektoratet er en meget bureaukratisk Institution, som efterhånden kun få Fiskere i Landet har Tillid til. På dette som på næsten ethvert andet Område har vi Brug for en ny Regering med en ny Ånd og Politik. Monopolernes Magt skal brydes. Det er en Betingelse for den heldige Gennemførelse af en sådan Produktionspolitik, at Monopolkapitalens Magt i Danmark bliver brudt. Det kan ikke længere tolereres, at de store monopoliserede Industrier og Finanssammenslutninger er i stand til at dommere det økonomiske Liv og derigennem den økonomiske Politik herhjemme, hvorved de ikke alene udbytter det arbejdende og forbrugende Folk, men også på det blodigste udplyndrer hele Mellemstanden og samtidig på væsentlige Områder gør Demokratiet illusorisk. Det er Monopolkapitalisterne, der står bag sabotagen af Boligbyggeriet. Det er dem, der unddrager Landet betydelige Valutatilførsler. Det er dem, der fordyrer Befolkningens Livsfornødenheder. Det er dem, der bag Regeringens og Rigsdagens Kulisser arbejder som et »tredje Tinge og udøver folkefjendtlig Indflydelse på såvel Lovgivning som Administration. De burde forlængst være sat under effektiv samfundskontrol, men noget sådant er ikke sket. Hvor galt det er fat, kan man forstå, når man erindrer sig, at selv Danmarks Nationalbank ikke er statseje, men en delvis Privatbank, hvor de store Monopolkapitalister i Virkeligheden bestemmer Kursen. Vi må have gennemført en virkelig effektiv samfundskontrol med Monopolerne, en Kontrol med Udbytte- og Tantiemebetaling og med den Form, hvorunder Investeringen i Erhvervslivet foregår. samtidig må Danmark begynde at betræde den Vej, andre Lande forlængst og med stort Resultat er slået ind på: Nationaliseringen - Overgang til samfundseje - af de vigtigste og samtidig mest ondartede Monopolforetagender herhjemme må sættes i Gang. I første Række kommer Nationalbanken og andre betydningsfulde Pengeinstitutter, såvel som Forsikrings væsenet. For Industriens Vedkommende må der i første Række tænkes på Cementindustrien, som behersker praktisk talt hele Produktionen af Byggematerialer. Men dernæst andre samfundsvigtige Industrier, som er særlig egnet til Nationalisering, f. eks. sukkerfabrikkerne. En ligelig Fordeling til Befolkningen. Manglen på almindelige daglige Livsfornødenheder - den Mangel, som den brede Befolkning mærker - vil i meget høj Grad kunne afhjælpes, hvis der blot sørges for en lige lig Fordeling til Befolkningen af alle Varer, der er Knaphed på. Med de manglende og mangelfulde Ordninger, vi har nu, er det en Kendsgerning, at mens Velhaverne i Kraft af deres gode Forbindelser eller ved sortbørskøb kan skaffe sig Varer i Overflod, så lider den ubemidlede Befolkning Mangel. Et Eksempel på disse Tilstande er den fantastiske Kødordning, som man nu forsøger at sætte i Værk. Den lægger smerten på Forbrugerne, den lægger Byrden ved Ordningens Administration på de Handlende, og den nødvendiggør skabelsen af et bureaukratisk Embedsmandsapparat, som bliver langt større og får langt mere indviklede Opgaver, end hvis der blev gennemført en enkel Mærkerationering efter det Mønster, der I. Eks. findes i Sverige. Ved en sådan retfærdig Fordeling af Kødet vilde Flertallet af Husholdningerne i København sikkert få mere Kød end hidtil, skønt Regeringen har skåret Tilførslerne til Hovedstaden som Helhed ned. Rationering er ikke i sig selv noget ideelt eller eftertragtelsesværdigt, men når der er Knaphed på en Vare, eller når spekulanter og andre skadedyr forhindrer, at den når ud til Forbrugerne på retfærdig Måde, så må staten gennem en retfærdig Rationering sørge for det fornødne. Skattelovgivningen og skatteudskrivningen bør reformeres omgående. Hvor på trængende nødvendigt dette er, derom vidner de mange Resolutioner og Forslag, Konferencen har modtaget fra Partiets Organisationer over hele Landet. Må jeg i denne Forbindelse sige, at Partiledelsen glæder sig over den Aktivitet, som disse Henvendelser er Udtryk for. Det skal i vort Parti altid være sådan, at hvis man i en Partiorganisation - det være sig en Afdeling, Byledelse eller et Distrikt har Ideer og Meninger vedrørende Landets og Partiets Politik, så har man naturligvis ikke blot Ret, men Pligt til at gøre Partiledelsen bekendt med dem for på denne Måde at befrugte dens Arbejde. Partiet skal arbejde på den Måde, at mens Ledelsen fra oven gennem alle Led skal holde Partiet og dets Medlemmer informeret om, hvad den beskæftiger sig med, og hvilke politiske Beslutninger den træffer, samt hvorledes de skal føres ud i Livet, så skal Medlemmernes Meninger om situationen og om Partiets Politik føres frem til Partiledelsen, således at vil et kollektivt samvirke kan fastlægge den Politik, som er rigtig, og som er i Overensstemmelse med Folkets Meninger og ønsker. Men det var skatteudskrivningen og skattelovgivningen, jeg vilde sige noget om. Når man kræver Reformer, plejer Finansministeren at henvise til skattekommissionen og forklare, at før denne langsommeligt arbejdende Kommission er færdig med sit Arbejde, bør man ikke pille ved det eksisterende skattesystem. Dette har dog ikke fået ham til at pålægge sig noget? Begrænsninger, hvad Udskrivning af nye skatter angår. I Løbet af de sidste 2 År har Regeringen (tildels endda ved socialdemokratisk støtte) pålagt Befolkningen nye indirekte skatter til et Beløb af 500 Millioner om Året, og den fortsætter med at opkræve dem, til Trods for at Begrundelsen for dem er delvis bortfaldet, og til Trods for at der er et meget stort Overskud på statens Driftsregnskab. Disse indirekte skatter bør snarest muligt afskaffes. Samtidig er det imidlertid nødvendigt, at man uden at afvente skattekommissionens Betænkning får revideret skalaen for Indkomstskatten til staten. Den er sidst fastsat i 1931, hvor indtægts- og Prisniveauet var et helt andet end nu. De. som dengang havde almindelige Arbejderindtægter, betalte en meget ringe eller slet ingen statsskat. Nu er deres Indtægter steget (omend de ikke har fulgt Trit med Prisstigningerne og Vareforringelserne), men da skalaen er den samme som i 1931, skal der nu af Arbejderindtægterne svares en meget stor statsskat. Det er endogså så galt, at Rentemodtagerne, som før Krigen højst svarede nogle få Kroner i Kommuneskat, nu ikke alene skal betale højere Kommuneskat, men samtidig et betydeligt Beløb i statsskat. Bortset fra. at Folk, der kun har Alders eller Invaliderente at leve af, overhovedet burde være fritaget for at betale skat, så bør skalaen for Indkomstskat til staten revideres, så den passer til det nuværende Pris- og Indtægtsniveau. Hvis staten har Brug for en lige så stor samlet Indtægt af Indkomstskatten som hidtil, så kan dette sikres ved, at skatten på de store Indtægter forøges. Man bør samtidig i Kommunerne sørge for at ændre Ligningsgrundlaget ved at hæve det såkaldte Nulpunkt. Det er allerede sket i adskillige Kommuner, og det er overalt Kommunisterne, der har ført Kravet frem og vist Vejen. Der kan være meget endnu at sige om skatterne. Men dette vil Robert Mikkelsen beskæftige sig med i et særligt Foredrag. Jeg vil kun yderligere nævne Nødvendigheden af en Reform af Jordbeskatningen her i Landet, så Princippet om lige skat på lige Jord gennemføres. samtidig er det rimeligt at arbejde for en Ændring af Reglerne for Landbrugets Indkomstbeskatning, således at Landbruget beskattes i Forhold til dets faktiske Indtjeningsmuligheder, hvilket vil betyde, at den dygtige Landmand, der arbejder mere produktivt, får en gunstigere stilling, eg samtidig vil sikre, at Landbruget bliver beskattet mere retfærdigt sammenlignet med andre Befolkningskredses Indtægtsbeskatning, end Tilfældet er nu. Socialpolitikken skal forbedres. Jeg har allerede berørt det, da jeg talte om Forholdsregler til Fremskaffelse af Arbejdskraft til Industrien. Men sammenfattende kan jeg sige, at vi har Brug for en socialpolitik, som garanterer ordentlige Arbejdsvilkår i By og på Land, som sikrer betryggende Leveforhold for gamle, Invalider og andre arbejdsudygtige, som reviderer Fabriksloven, som afskaffer 13-Ugers Bestemmelsen i Ulykkesforsikringsloven, og som indfører en virkelig Forsorg for Moder og Barn. Dette kan ske ved Gennemførelse af Foranstaltninger i Overensstemmelse med Forslaget fra Befolkningskommissionen, som den kommunistiske Rigsdagsgruppe har taget Initiativet til at få behandlet i Folketinget. Bureaukratiet i den offentlige Administration er ved at tage Overhånd. Det er på Tide, at Kampen tages op mod Bureaukratismen, som er et Levn fra Enevælden, men overtaget af Kapitalismen og udvidet af Monopolkapitalisterne som et Middel til at tjene deres Interesser. Det er øjensynligt, at den nuværende Regering og ikke mindst dens Forsyningsminister på Trods af Venstres Valgagitation fra 1945 ustandselig udvider statsbureaukratiet, formodentlig også med det Formål at gøre det hele mere indviklet, så Menigmand ikke kan gennemskue statens Karakter, og så statsindgreb bliver lagt for Had. Det er desuden klart, at Administrationen må blive så meget mere bureaukratisk, dyr, indviklet og omstændelig, når man undlader at gennemføre enkle Foranstaltninger, der virkelig skærer igennem over for storkapitalen og dens sabotage af Produktionen og Fordelingen. som Eksempler kan man nævne Kødordningen, Priskontrollen, Varedirektoratet og Virvaret hvad Byggeriet angår. En Politik, der består i effektive og derfor også klare og enkle Bestemmelser rettet mod Monopolkapitalen, en Politik, som i videst muligt Omfang lægger Bevisbyrden for Nødvendigheden af Prisstigninger over på Kapitalisterne, den vil formindske Bureaukratiet og spare en Masse dyr Administration. Når det drejer sig om statens Indgreb i Erhvervslivet, bør Administrationen selv råde over absolut dygtige Fagfolk, så den ikke er afhængig af »Råd« og »Vejledninger« fra de store Erhvervssammenslutninger, hvilket aldrig kan blive til Gavn for Forbrugerne, men som Regel betyder, at Love og Foranstaltninger administreres, som det passer i Monopolkapitalisternes Kram, medens de mindre erhvervsdrivende sidder med smerten. Udrensningen efter Besættelsestiden skal gøres færdig. Efter at man i 1½ År har forkyndt, at nu vilde den parlamentariske Kommission snart være færdig med sit Arbejde, viser det sig, at den ikke er kommet Halvvejen, og da der nu er Udsigt til Valg, har Kommissionens Ledelse pludselig fået travlt. Dette glæder os, og det glæder os også, at den samtidig er kommet til at beskæftige sig med noget virkelig betydningsfuldt, nemlig Myndighedernes samarbejde med Gestapo og med, hvem der havde Ansvaret for disse Handlinger. Vi må have Undersøgelserne af Besættelsestidens Politik gjort færdig og Resultaterne lagt frem til Folkets Bedømmelse. Vi må have de ansvarlige for Landsforræderi og landsskadelig Politik draget til Ansvar. Dette Arbejde skal gøres, for at Danmark kan lære af Erfaringerne og undgå de Fejl eller det, som er værre, der blev begået før og under Besættelsen. Vi må samtidig have Forsvaret, Politiet og Embedsmandsvæsenet gennem gribende demokratiseret. Hvad Forsvaret angår skal vi ikke blot have det opbygget demokratisk og fyldt med demokratisk Ånd - den sidste Tids Afsløringer i LAND OG FOLK viser jo, at der er store Mangler - men vi skal samtidig have det tilrettelagt efter Hensynet til Danmarks Tarv og Muligheder. Vi tror, at Danmark kan klare sig med at bolde adskilligt færre soldater indkaldt til tvungen Militærtjeneste, end Tilfældet er nu, og dette kan nås bl.a. ved Hjælp af kortere Tjenestetid. Det må sikkert være muligt at gennemføre en betryggende Forsvarsordning med betydeligt mindre Udgifter end dem, staten i øjeblikket har. samtidig bør vort Forsvar med en eventuelt Krigssituation for øje gøres mere effektivt gennem Udbygning af Hjemmeværnene og yderligere støtte fra statens side til Hjemmeværnene. En Forfatningsrevision med 21 Års Valgret blev lovet Befolkningen allerede i 1945, men under statsministerens kyndige Mangel på Ledelse er Forfatningskommissionen ikke kommet ud af stedet. Vi ved os i Overensstemmelse med Folkets overvældende Flertal, når vi kræver en snarlig Revision af Danmarks Riges Grundlov, således at Folkets Frihedsrettigheder bliver sikret og udvidet, at Ungdommen får Valgret, og at den Fortidslevning, der hedder Landstinget, bliver afskaffet. Det gælder først og sidst: Danmarks Uafhængighed ! Alle disse indenrigske Problemer er uløseligt forbundet med vor udenrigske stilling og vor Udenrigspolitik. Forudsætningen for, at vor økonomi herhjemme kan bringes på Fode, og at Priserne kan bringes ned i et fornuftigt Leje, er at der brydes radikalt med den Linie for Udenrigshandel, som er blevet fulgt af Venstre-Regeringen. Forudsætningen for, at vi kan få de nødvendige Forsyninger til Landet er, at vi ikke dirigerer vor Eksport i een bestemt Retning, men søger samhandel med alle Lande, som har Mulighed for at gå ind i en Vareudveksling med os. Forudsætningen for, at vi selv kan bestemme over vor økonomi, over vort Produktionslivs Retning og over vore indre Forhold, er, at vi ikke gør os økonomisk afhængige af enkelte stormagter eller modtager Lån på Betingelser, som er en Krænkelse af vor Uafhængighed og af vor indre suverænitet. Danmarks Udenrigspolitik. Skal på det økonomiske som på det politiske Område udelukkende have til Formål at tjene Landets og Folkets Vilje og at værne vor Uafhængighed, som i denne Tid er ude for de alvorligste Trusler. Vi må træde op mod alle direkte Attentater på dansk suverænitet, som vi bl.a. oplever dem i spørgsmålet Grønland, og vi må føre en Udenrigspolitik, som ikke gør det muligt, at Danmark på nogen Måde inddrages i eller kan blive mistænkt for at gøre Tilnærmelser til nogen Art magtpolitisk Blokdannelse. At der herhjemme findes kraftige Tendenser til at indordne Danmark under en Vestblok, ved vi. Ikke alene i Regeringen, men også andre steder findes sådanne Tendenser. De kommer tydeligt til Udtryk gennem den ensidige proamerikanske Orientering, der besjæler størsteparten af den danske Dagspresse. Danmarks Udenrigspolitik må tilstræbe at betrygge vort Lands sikkerhed udadtil, og vi må inden for De, forenede Nationer lægge, vort Lod i Vægtskålen for at betrygge Verdensfreden, for at bremse dem, der driver Ophidselseskampagne med en ny Krig for øje, og for at isolere de endnu eksisterende fascistiske Magter, ja, for at medvirke til Udryddelse af Nazismen og Fascismen, - hvor den end findes. Dette gælder ikke mindst i Forholdet til Tyskland og i Forhold til det spørgsmål, der hedder at skabe sikkerhed for sydgrænsen. Vi afviser den Eventyrpolitik, som Knud Kristensen og hans ligesindede er Talsmand for, hvad enten de er det af et ærligt, omend forvirret sindelag, eller de er det for at få Folk til at glemme det økonomiske Kaos, Regeringens Virksomhed har medført. Vi anerkender ikke, at der i Løbet af to År kan være sket et totalt nationalt Omslag i Sydslesvig, og jeg må sige, at efter at have studeret Grænseflytternes sidste Publikationer herhjemme, så er selv jeg, der burde være blevet hærdet, rystet over den skamløse Gemenhed, hvormed man stiller Kendsgerningerne på Hovedet og forsøger at stikke det danske Folk Blår i øjnene. Grænseflytterne går nu så vidt som til at erklære, at to Trediedele af Befolkningen i Sydslesvig er ærlige Demokrater og ærlige og bevidst dansksindede. Enhver, som kender det mindste til den historiske Udvikling i Sydslesvig, som kender de nationale Tilstande før 1848, som har fulgt med i den senere Udvikling, og som har set, hvorledes det store Flertal af Sydslesvigs Befolkning stemte nazistisk allerede før Hitler kom til Magten, ved jo, at en sådan Omvendelse er umulig. Sikkerhed og Tryghed for Danmarks sydgrænse. Vi er interesseret i, at der skabes sikkerhed og Tryghed for Danmarks syd grænse. Det gøres ikke ved at flytte Grænsen ned til Ejderen. Det gøres først og fremmest derved, at Nazismen og Militarismen udryddes i Tyskland. Dens Rødder, som hedder Monopolkapitalisternes og Godsejernes Magt, må overskæres, og kun herigennem kan der skabes Forudsætning for et virkeligt demokratisk Tyskland. For Danmarks skyld, og for at sikre vor sydgrænse, bør Kræfterne koncentreres om at understøtte en sådan Udvikling i Tyskland, og ikke om at flytte en Grænse, som i 1920 blev draget i Overensstemmelse med den virkelige nationale sindelagsgrænse. Indre sikkerhed mod mulige fremtidige Forsøg på at skubbe Grænsen nordpå skabes ved, at man gør det, vort Parti foreslog allerede før Krigen. Det danske Sønderjylland bør systematisk forstærkes økonomisk, politisk og nationalt, så det i alle Henseender kommer på Højde med det øvrige Danmark. Sønderjylland er relativt tyndt befolket. I Sønderjylland er der procentvis flere store Gårde end i det øvrige Land, og de store Gårde råder over en større Del af Jorden end i det øvrige Land. Dels gennem Udstykning af de større Gårde, dels gennem Kultivering og Udstykning af de store Arealer i Sønderjylland, der nu kun benyttes til Græsning, kan man sørge for, at der vokser Tusinder af nye Landbrug op i Grænselandet, hvorved Befolkningstætheden vil stige, og der opbygges et effektivt Folkeværn mod syd. sådan Udvikling af Sønderjyllands Landbrug vil forøge hele Landsdelens Velstand, og parallelt hermed må gå et statsledet Arbejde for at udvikle de sønderjyske Byer og sørge for, at de får lige så megen Industri, som der findes i andre tilsvarende danske Byer. Dette vil ikke alene styrke Landsdelen økonomisk. Det vil også bevirke, at den sønderjyske Arbejderklasse bliver mere talstærk. Også dette vil være en national Fordel, da det jo under hele Frihedskampen er dokumenteret, at Arbejderklassen var en af de nationalt mest bevidste Dele af det danske Folk. Hvorledes skal hele denne Politik føres til sejr ? Det skal gøres ved støtte af det danske Folk og ved Mobilisering af alle Folkets Kræfter. Kun en lille Klike af Monopolkapitalister og reaktionære har Interesser modsat denne Politik, og det gælder om at rejse hele det øvrige Folk uanset politiske Anskuelser til fælles Kamp for Folket og Danmark. Arbejderklassen er klar til at gå i spidsen i denne Kamp. Vi ved jo, at den Politik, som .vort Parti forfægter, og som er i Overensstemmelse med, hvad vi kæmpede for før Krigen, og med vort Efterkrigstidssprogram, som vi udarbejdede under Illegaliteten, er Udtryk for alle Arbejdernes Mening, uanset om de er bevidste Tilhængere af vort Parti eller ikke. Fagbevægelsen kommer til at spille den største Rolle, når det drejer sig om at sætte en stopper for Venstre-Regeringens reaktionære Virksomhed og at fremtvinge en økonomisk og social Politik i Overensstemmelse med Folkets Interesser. For at Fagbevægelsens Kamp kan blive forstået og få støtte i hele den øvrige arbejdende og frisindede. Befolkning, er. det imidlertid nødvendigt, at de faglige Kampe føres på en Måde, så den brede Befolkning kan indse deres Berettigelse. For at udtrykke det konkret: Under en Overenskomstsituation, for slet ikke at tale om en strejke eller Lockout, er det ikke nok, at Fagorganisationerne fører denne Kamp udelukkende med de gammelkendte og traditionelle Metoder. Nej, man må søge Kontakt med Folket Gøre hele Befolkningen klar over, hvad. Kampen drejer sig om, hvem den er rettet mod, og hvilke Konsekvenser dens Udfald kan få. Den Del af Befolkningen, som de radikale Voldgiftstilhængere kalder for »Trediemand«, skal oplyses om, at Kampen føres mod Monopolkapitalisterne. og at den ikke blot er i Arbejderklassens, men også i Mellemklassernes Interesse. Men det er først og sidst nødvendigt, at alle Arbejdere står ubrydeligt sammen under sådanne faglige Kampe og ved aktiv solidaritet hjælper kæmpende Klassefæller til sejr. Stillingen i Arbejderbevægelsen. Vi har i den forløbne Tid set, at det Parti, som endnu er det største inden for Arbejderbevægelsen, socialdemokratiet, i Kraft af sin officielle Politik og sine Lederes Anskuelser søger at sprænge Arbejderklassens Enighed, og at det bestræber sig for at komme i samarbejde med de borgerlige Partier. Efter at de socialdemokratiske Lederes Politik praktisk var blevet forkastet af de danske Arbejdere under Besættelsestiden, kunde det se ud, som om disse Ledere havde lært af Erfaringerne. De erklærede sig i 1945 for Tilhængere af Enheden, men søgte kun et Påskud til at forhindre denne Enhed. De overlod i Efteråret 1945 Regeringsmagten til Knud Kristensen for derefter gennem en larmende Opposition at give Indtryk af at være i skarp Kamp mod ham og hans Politik. Oprigtigheden af denne Opposition får man sine Tvivl om, når man tænker på, hvorledes Hedtoft i sønderborg bebudede, at efter et Valg vilde socialdemokratiet føre i Hovedsagen samme Politik som Knud Kristensen, og når man iagttager de socialdemokratiske, Lederes ublufærdige Frierier til det radikale Parti, som de efter Oktobervalget 1945 skælder ud som »antisocialistiske«. Spørgsmålet er ganske enkelt dette: Enten vil socialdemokratiet arbejde for de politiske Principper i »Fremtidens Danmark og gennemføre en Politik i Overensstemmelse med deres Opposition mod Knud Kristensen, eller også vil det i samarbejde med de borgerlige Partier føre Nedskæringspolitikken videre under samtidig splittelse af Arbejderklassen. Meget tyder på, at de socialdemokratiske Ledere har mest Lyst til det sidste. Det er vor Opgave ikke alene at kæmpe for den Politik, som vi ved, alle Arbejdere er Tilhængere af, men også at drage Omsorg for, at de socialdemokratiske Lederes splittelsesarbejde bliver resultatløst. Arbejderbevægelse skal ikke stilles i Reaktionens og Monopolkapitalisternes Tjeneste. Kammerater ! Vor Partikonference afholdes på Årsdagen for Udbruddet af de historiske Folkestrejker i Odense 1943. Den afholdes samtidig i en høj spændt indenrigspolitisk situation. Regeringen er rådvild med Hensyn til, hvilken Politik det er muligt for den at gennemføre, og dens hidtidige Virksomhed har gjort den forhadt af Befolkningens Flertal, og svækket dens støttepartier. Samtidig nærmer det tidspunkt sig, hvor Afgørelsen skal træffes, om Danmark skal bevare sin Uafhængighed eller blive en økonomisk Træl og en politisk Vasal for de imperialistiske Vestmagter. Det er disse omstændigheder, som får Knud Kristensen til at fortsætte sine provokatoriske Taler om Sydslesvig. Det er disse Omstændigheder, som har tvunget Regeringen til at indlede de såkaldte storpolitiske Forhandlinger om Dannelse af en samlingsregering med socialdemokratisk støtte, men med Udelukkelse af Kommunisterne. Om der kommer noget Resultat ud. af disse, kan, ikke siges i Dag. Men der er i hvert Fald større Muligheder end nogensinde før for, at. vi nu får det Folketingsvalg, som vil betyde Knud Kristensen-Regeringens Død og give Mulighed for en ny Politik. Vi Kommunister er de eneste, som kræver og for Alvor har krævet Regeringens Afgang og Folketingsvalgets Afholdelse. Vi kræver imidlertid ikke blot en ny Regering, men vi kræver en Regering; som vil føre en ny Politik i Overensstemmelse med Folkets Krav og Danmarks Interesser. Hele vor Politik han sammenfattes i dette ene: Nu gælder det om at kæmpe for Danmarks økonomiske og politiske Uafhængighed. Denne Kamps Udfald er afgørende for, om Danmark skal få de fornødne forsyninger, om Befolkningens Levevilkår skal blive forbedret, om Danmark skal blive økonomisk stærkt, og om der skal gøres sociale og demokratiske Fremskridt herhjemme. Vi sætter os som Mål at føre en sådan Kamp til sejr. Mulighederne herfor er til stede. Under Besættelsen, da vort Parti måtte kæmpe illegalt og højst talte 5.000 Medlemmer, formåede vi at Vinde omtrent hele det danske Folk til aktiv Deltagelse i Modstandskampen, at vælte Scavenius-Regeringen og at ændre Danmarks Politik til Trods for, at Tyskerne var i Landet. Nu er vort Parti større og stærkere, vi kan arbejde legalt, og Kampen kan føres med fredelige Våben. skulde vi da ikke være i stand til i spidsen for Arbejderklassen at genskabe det danske Folks sammenhold og rejse det til forenet Kamp for at forandre den politiske og økonomiske Udvikling i vort Land til Gavn for Folket og Danmark !

Fusioner og koncerner

Selvom Danmark efter 2. verdenskrig er gået over fra at have landbruget som det dominerende erhverv, og har gennemløbet en periode af en meget kraftig industrialisering, så har dette ikke betydet oprettelsen af egentligt nye dominerende industrigrupper. Karakteristisk for udviklingen har det været, at de store gamle monopoler enten har været i stand til at vokse med udviklingen eller efterhånden har overtaget kontrollen med nye enkeltvirksomheder efterhånden som disse voksede sig store, hvis de ikke er blevet om dannet til underleverandører De egentligt nytilkomne er de store udenlandske selskaber, væsentligst indenfor olie og auto- mobilbranchen. Væsentligste omdannelser har været, at den gamle finanskapital bag industrifusionerne i forrige århundrede er blevet omdannet til industrikapital, der nu omvendt kontrollerer bankerne, og at den internationalt baserede handelskapital har overtaget kontrollen med en væsentlig del af industrikapitalen. I modsætning til Sverige er den danske monopolkapital kun i ringe grad blotlagt. Der var ganske vist i 1950’erne nedsat en Trustkommission med ret vidtgående beføjelser til at undersøge konkurrencebegrænsninger og koncerndannelser i dansk erhvervsliv. Den var i det væsentligste oprettet i forskrækkelse over tendenser til massiv udenlandsk indtrængen i dansk erhvervsliv i slutningen af fyrrene. Da den imidlertid begyndte at gøre alvor af sit kommissorium og begyndte en systematisk afdækning af trustdannelserne i Danmark fik man fra borgerlig side hurtigt sat en stopper for dens virksomhed, og dens materiale blev henlagt. Imidlertid nåede kommissionen dog at indsamle materiale nok til at afsløre en meget kraftig koncentration på en lang række vigtige områder jfr. følgende varebrancher. Egentlige koncernundersøgelser blev kun foretaget for bryggeriernes og "F. L. Smiths’ vedkommende. Her er nogle af de vigtigste varer, hvor højest 4 virksomheder i 1952 dækkede 75% eller mere af omsætningen. Akvavit 100; sukker l00; Gær 100; Cigaretter 99; Havregryn 95; Øl 90; Tobak 81, Gummistøvler 100; Papirsække 100; Pakkepapir 100; Superfosfat 100; Animalske og vegetabilske olier 100; Cykelgummi 100, Vaskepulver 95; Tagpap 85; Cement 100; Eternit 100; Flasker 98; Vinduesglas 86; Udvalsede og trukne metaller 100; Kabler og ledningstråd 100; Højspændingsmateriel 100; Transformatorer 100; Glødelamper 100; Tørelementer 100; Automater 100; Dynamoer og generatorer 99; Vaskerimaskiner 100; Dieselmotorer 90; Dampkedler 84. Eftersom trustdannelserne ikke har været af forskningsinteresse indenfor det officielle universitets miljø, findes kun nogle få private undersøgelser af dette felt. Robert Mikkelsen foretog en undersøgelse for året 1923 af direktions- og bestyrelsesmedlemmer i danske aktieselskaber på 1 mill. kroner og derover i aktiekapital, og fandt, at 25 personer tilsammen var repræsenteret i ikke mindre end 75% af den samlede aktiekapital. En tilsvarende undersøgelse for 1936/37, foretaget af Helge Andersen viste en tilsvarende magtkoncentration (21 personer og 68% af aktiekapitalen). Og en stor del af de forbundne ledelses- medlemmer var advokater, ingeniører, højere funktionærer o.lign. har man hævdet, at personforbindelserne kun var udtryk for en fælles udnyttelse af visse specialister og ikke nogen form for kapitalkoncentration. En undersøgelse foretaget af I. Grünbaum viste imidlertid, at personforbindelserne praktisk taget 100% dækkede over bagvedliggende anonyme ejerforbindelser. Hvis f.eks. en advokat sidder i flere selskabers ledelse, er det fordi han er sat der af den kapital, som har interesse i disse selskaber. Helge Andersen har siden fulgt sine undersøgelser fra 30’erne op, med offentliggørelse af registrerne over bestyrelsesmedlemmer i danske aktieselskaber. Imidlertid er der sig bekendt endnu ikke siden de få tilfælde Trustkommissionen klarlagde, blevet forsøgt en egentlig koncernanalyse. Der er flere grunde hertil, men den væsentligste er at der til en sådan undersøgelse kræves oplysninger der ikke eller kun vanskeligt er tilgængelige efter dansk lovgivning. Koncernanalysen må derfor baseres på et skøn over de overlappende bestyrelsesposters betydning, hvilket kan være ret usikkert. En bestyrelsespost i et selskab kan skjule både en ubetydelig og en afgørende interesse. Da vi imidlertid har en forholdsvis god historisk viden om de store selskaber, både for så vidt angår omstændighederne for deres oprettelse og deres senere udvikling, (frem for alt at vi kan føre så godt som alle store selskabers historie tilbage til dansk industri’s gründerperiode), er det rimeligt at antage at disse selskaber må udgøre kernen i kapitalintegrationen.

Monopolerne i Danmark.

Hvad enten man måler koncentrationen i forhold markedsandel eller andel af aktiekapitalen, er der i Danmark en høj grad af økonomisk koncentration. Hvis man tager udgangspunkt i aktieselskaber imod en aktiekapital på 20 mill. kr. eller derover, er der ca. 80. Disse 80 selskaber udgør omkring 1/2 % af samtlige aktieselskaber, men de udgør tilsammen omkring 37 % af den samlede aktiekapital. Og dette er i sig selv en ret kraftig koncentration (Den største 1/20 af aktieselskaberne udgjorde i 1958 kun 21% af den samlede aktiekapital). Men disse 80 selskaber er ikke 80 selvstændige selskaber, Undersøger man sammensætningen af deres bestyrelser, så udkrystaliseres der ca. 15 store kapitalgrupper, der tilsammen har hovedindflydelsen på den danske økonomi: F. L. Smith: Cementindustri. ØK.: Rederi, Handel, Plantage og Industri, Skibsværft. Store Nordiske Telegraf: Telegrafi Elektriske artikler, Kabler etc. De Danske Sukkerfabrikker: Sukker og materiel til fremstilling af sukker. De Forenede Papirfabrikker: Papirfabrikation. A. P. Møller: Rederi, Industri, Luftfart, Skibsværft, Levnedsmiddelindustri og detailhandel. De Danske Spritfabrikker: Sprit og kemisk industri. Sadolin & Holmblad: Farve og Lak, men også anden kemisk industri. De Forenede Bryggenier: øl, flasker etc. Dansk Svovlsyre og Superphosfat-fabrik: Kunstgødning og anden kemisk industri. Korn og Foderstof Kompagniet: Sædekorn og foderstoffer. Kampsax: Entreprenørvirksomhed. Monberg og Thorsen: Entreprenørvirksomhed. Højgård & Schultz: Entreprenørvirksomhed. Det Forenede Dampskibsselskab: Rederi. Disse store selskaber dækker hver for sig en række af andre selskaber med mere end 20 mill. kr. i aktiekapital. "Store Nordiske Telegraf" dækker f.eks. "Aluminord", "Nordisk Kabel & Trådfabrik", "Lauritz Knudsen" og "Storno". A. P. Møller-gruppen består foruden af "Dampskibsselskabet af 1912" og "Dampskibsselskabet Svendborg" af "Odense Stålskibsværft", "Roulunds Fabrikker", "Danbritkemi" og "Dansk Supermarked". Alene F. L. Smith-gruppen, der beherskes af en lille kreds af personer, nemlig efterkommerne af grundlæggeren, kontrollerer eller har væsentlig indflydelse på over 100 selskaber med en samlet aktiekapital på ca. 1.200 mill. kr. eller ca. 10 % af den samlede danske aktiekapital. Gennemgår man disse 10 store kapitalgruppers forbindelser til de mindre aktieselskaber synes der at være grund til at antage at de kontrollerer eller har væsentlig indflydelse på mindst halvdelen af den danske aktiekapital. Hvis man dertil lægger de udenlandske selskabers kontrol, er der ikke meget der bliver tilbage til "the entrepreneurial spirit". Om det er 15, 20 eller 30% der bliver tilbage når de store danske og udenlandske monopoler er trukket fra, er meget svært at afgøre. Dertil kræves adgang til de store selskabers interne regnskaber. En række af de store selskaber kan ikke henføres alene til nogle af de store kapitalgrupper. Blandt disse finder man først og fremmest nogle af de store statskoncessionerede selskaber, som telefonselskaberne, (der i Danmark kun er halvt offentlige), DDL (det danske moderselskab til SAS) o.lign. Men endvidere finder man en række basisindustrier, industrier eller virksomheder der er afgørende for en række af de store selskaber. Det er åbenbart virksomheder som den danske monopolkapital har stor interesse i at have kontrol over, men det lille danske marked har medført, at der kun har været plads til en enkelt af slagsen, hvorefter man driver den i fællesskab. Et eksempel herpå er "Det Danske Stålvalseværk", der drives af de store danske forbrugere af valset stål i fællesskab. Det drives i fællesskab af "F.L. Smith", (cementfabnikker), "ØK." (ØK’s skibsværftsinteresser), "Nordisk Kabel & Tråd", og flere. Et andet eksempel herpå er "Burmaeister & Wain", der ejes i fællesskab af en række leverandører til værftet, ("F. L. Smith"-interesser) og aftagere d.v.s. rederier som "ØK". Dertil kommer nok det vigtigste, kontrollen over de tre store banker, "Privatbanken", "Landmandsbanken" og "Handelsbanken". Disse banker har i slutningen af 1960’erne opkøbt de danske provinsbanker og har herigennem fuldstændig kontrol over kreditgivning, og dermed kontrollen over alle de mindre og halvstore virksomheder der ikke direkte er underlagt de store monopoler. En nærmere gennemgang af bankernes bestyrelser og repræsentantskaber viser at de store monopoler har fuld kontrol over dette vigtige instrument. I modsætning til i Sverige Finder man imidlertid ikke de enkelte banker som redskab for en enkelt kapitalgruppe. Tværtimod er store dele af de store monopoler repræsenteret i alle banker. I "Handelsbankens" repræsentantskab sidder repræsentanter for bl.a. "ØK", "Kampsax", "Dansk Fransk", "F.L. Smith", "Nordisk Kabel & Tråd", "De Forenede Bryggerier", "Spritfabrikkerne" og "Korn & Foderstofkompagniet". I "Privatbanken" sidder folk fra "Store Nordiske Telegraf’,’ "A. P. Møller", "Sukkerfabrikkerne", "Papirfabrikkerne", "Kampsax", "De Forenede Bryggerier" . "Landmandsbankens bankråd" har repræsentanter fra bl.a. "De Forenede Bryggenier", "ØK" samt udenlandske som "BP". De 500 største industrivirksomheders andel af den totale omsætning ser således ud og kilden er fra 1969: De 500 størstes omsætning var på 25.876 mill. kr. svarende til 69 % af den totale omsætning. De 100 størstes omsætning var på 19.616 mill. kr. dvs. 52 % af den totale omsætning. De 10 størstes omsætning var på 6.360 mill. kr. dvs. - 17 % af den totale omsætning. Den samlede omsætning var på 37,580 mill. kr.

Den udenlandske indflydelse

Et meget omdiskuteret spørgsmål har været de udenlandske selskabers indflydelse i Danmark. Igen er det svært at opgøre, da det afgørende regnskabsmateriale ikke er offentliggjort. Imidlertid har Helge Andersen gjort et forsøg på grundlag af konstaterede udlændinge i danske aktieselskabers bestyrelser. Den samlede danske aktiekapital er på 12.543 mill. kr. Sættes dette tal overfor størrelsen af de selskaber hvor der på en eller anden måde er konstateret en udenlandsk indflydelse, fås det resultat, at omkring 17-18 % er under udenlandsk indflydelse. Hvis man gennemgår branchefordelingen er der imidlertid en del store udsving. Det skyldes at de udenlandske interesser koncentrerer sig omkring industri og handel. Sammenlignes f.eks. den samlede aktiekapital i den danske industri, der er på 4.797 mill. kr. med det tilsvarende tal i førnævnte tabel 1, 1.025 mill. kr., fåes at omkring 25 % af den samlede industrikapital i Danmark er under udenlandsk indflydelse. Takket være de to kraftigt amerikansk dominerede brancher, olie og automobiler, kommer USA ind som den vigtigste nation. Sverige kommer på andenpladsen, tæt fulgt af England. Holland ligger på fjerdepladsen igen takket være nogle enkelte store industrivirksomheder. Konstateret udenlandsk indflydelse i danske aktieselskaber: Penge og forsikring: 31 virksomheder med 160 mill. kr.; Transport: 22 virksomheder med 35 mill. kr.; Industri: 299 virksomheder med 1.025 mill. kr.; Handel: 115 virksomheder med 585 mill. kr.; Øvrige: 34 virksomheder med 20 mill. kr. I alt: 501 virksomheder med 1.825 mill. kr. Konstateret udenlandsk indflydelse i danske aktieselskaber: Sverige: 110 virksomheder med 340 mill. kr.; Norge: 26 virksomheder med 20 mill. kr.; Tyskland: 61 virksomheder med 110 mill. kr.; Holland: 45 virksomheder med 250 mill. kr.; Frankrig;13 virksomheder med 65 mill. kr.; England: 73 virksomheder med 320 mill. kr.; Schweiz: 40 virksomheder med 95 mill. kr.; USA: 92 virksomheder med 465 mill. kr.; Øvrige 41 virksomheder med 160 mill. kr.; I alt 501 aktieselskaber med 1.825 mill. kr. (Kilde: Helge Andersen: Er det udlandet der ejer Danmark,1968.) Nu kan den udenlandske indflydelse ikke måles alene på udenlandske bestyrelsesposter, ihvertfald behøver det ikke betyde udenlandsk dominans. Ofte er bestyrelsesfællesskab mellem udenlandske og danske selskaber udtryk for et nødvendigt samarbejde på internationalt plan, som det er tilfældet f.eks. ved "Store Nordiske Telegrafs" samarbejde med "L. M. Ericson". Det er samarbejde lige for lige, 51 % til "Store nordiske". Det kan også være interessant at se på fordelingen af omsætningen. Ser man på de 100 største industrivirksomheders totale omsætning, finder man at de udenlandsk influerede kun har 1/6 af omsætningen medens danske storselskaber har mere end halvdelen. Omsætningen i de 100 største industrivirksomheder er: "Udenlandske" monopoler ejer 3.661 mill. kr.- Danske "monopoler" ejer 11.588 mill. kr.- Mindre danske monopoler ejer 4.367 mill. kr.- Ialt er omsætningen indenfor de 100 største industrivirksomheder på 19.616 mill. kr. (Kilde: Beregnet på grundlag af materiale i "Danmarks 500 største virksomheder", Oslo 1969). Betydningen af udenlandsk indflydelse i dansk erhvervsliv ses af følgende. Indenfor Penge og forsikring (ikke banker) er der 160 aktieselskaber med udenlandsk indflydelse, medens 1.143 mill. kr. repræsenterer danske selskaber og den udenlandske indflydelse er her 14 %. I den Kemisk-teknisk industri er der 150 aktieselskaber med udenlandsk indflydelse, medens 849 mill. kr. repræsenterer danske selskaber og den udenlandske indflydelse er her 18 %. I Maskin & Metal industri er 120 aktieselskaber med udenlandsk indflydelse, medens 1.481 mill. kr. repræsenterer danske selskaber og den udenlandske indflydelse er her 14 %. Hertil kommer at den udenlandske indflydelse er lavest i nogle af de vigtigste basisindustrier, når der ses bort fra olieraffinaderier. Dette tyder på, at det især er i den mindre forbrugsvareindustri at den udenlandske indflydelse gør sig stærkest gældende. Det er da også således at selv de eksisterende selskaber med udenlandsk indflydelse i basisindustrien næsten alle er karakteriseret ved en eller anden form for ligelig fordeling med et udenlandsk og et dansk storforetagende.

Monopolerne og småkapitalisterne.

Ser man på de store selskabers forhold til de mindre erhvervsdrivende, er der som ovenfor nævnt kun en ringe del af omsætningen der er overladt til denne gruppe. Forholdet varierer lidt fra branche til branche, men hovedtendensen er, at de mindre virksomheder i stigende grad overgår til en slags underleverandørstatus. Dette gælder især for en stor del af de nye virksomheder der i løbet af 1960’erne er oprettet i landdistrikterne, hvor de kan udnytte de lavere lønomkostninger, især de lave produktionsselskaber i stigende grad har oprettet egne engrosenheder og i detailhandelen gør de store supermarkedskæder sig i stigende grad gældende. Noget af det interessanteste er imidlertid monopolernes forhold til lastbilejere og til landbruget. Danmark har traditionelt et antal mindre erhvervsdrivende indenfor lastbilerhvervet. De er dels beskæftiget med forekommende lokale kørselsopgaver, men fungerer især som en slags kørselsreserve for de store monopoler. Selvom monopolerne i en vis udstrækning driver egne vognmandsforretninger dækker disse kun en del af deres kørselsbehov, hvilket især er fremtrædende i tilfælde af spidsbelastninger. De mindre lastbilejere konkurrerer så indbyrdes om denne overskudskørsel, og må bære en stor del af omkostningerne ved ledig kapacitet som følge af sæsonsvingning selvom lastbilejerne er organiseret en forening der har til opgave at regulere kørselspriserne er disse priser ofte meget svære at opretholde overfor de store monopoler på købersiden. Denne situation har medført et ret udtalt modsætningsforhold fra vognmandserhvervets side mod storforetagenderne og da man for nogle år tilbage fandt det nødvendigt at danne en arbejdsgiverforening, var dette modsætningsforhold så stort, at man nægtede at gå ind i den officielle (og monopolernes) arbejdsgiverforening. I stedet dannede man sin egen af "Dansk Arbejdsgiverforening" uafhængige arbejdsgiversammenslutning. Selvom landbruget målt ved dets andel af beskæftigelse og bidrag til nationalproduktet er et erhverv i tilbagegang, har det i meget udtalt grad været i stand til at omstille sig og er på mange måder stadig et betydningsfuldt erhverv for nogle af de store monopoler. Selvom landbruget i løbet af 1960’erne har afgivet omkring halvdelen af sin arbejdskraft har det dog i samme periode været i stand til at forøge sin totalproduktion med omkring 50 %. Alligevel har dets forrentningsprocent været stadig faldende. Forrentningsprocenten lå i de gode år efter 2. verdenskrig på ca. 6, medens den i løbet af 1960’erne er faldet til under 2. Noget af forklaringen på vanskelighederne er selvfølgelig de meget vanskelige eksportvilkår, men der er også andre faktorer. Ser man nærmere på landbrugets koblinger til andre brancher, er en stor del af den direkte videreforarbejdning under kontrol af landbrugets egne kooperative produktionsselskaber, medens alle andre forbindelser er stærkt domineret af de store monopoler. Dette gælder især forsyningen med kunstgødning og korn og foderstoffer. Her finder man at Dansk Svovlsyre og Superphosfatfabrik, Dansk Sojakagefabrik samt Korn & Foderstof Kompagniet har op mod 70 % af totalforsyningen. Samtidigt har Korn & Foderstof Kompagniet i 1960’erne opkøbt mindst halvdelen af de lokale købmandshandler på landet. Endvidere er en stor del at den højtudviklede videreproduktion i hænderne på De Forenede Bryggerier, De Danske Spritfabrikker, De Forenede Sukkerfabrikker, Havregrynsmøllerne o.s.v. Ingen af disse selskaber er karakteriseret ved udpræget lave "forrentningsprocenter", tværtimod. Samtidig med at landbruget økonomisk set kun lige kan holde næsen over vandet gennem en udstrakt statslig økonomisk bistand, kan de store monopoler omkring landbruget år efter år udbetale mellem 10 og 15 % i udbytte. Paralellen til den såkaldte u-landshjælp er slående.

International ekspansion.

Den enkelte storvirksomheds muligheder for ekspansion er forholdsvis begrænset i et forholdsvis lille marked som det danske. Som nævnt til indledning består der derfor i hovedsagen kun to muligheder for monopolerne, hvis de ønsker at ekspandere mere end markedet. Enten at overtage bestående mindre virksomheder eller søge international ekspansion, hvad enten dette bliver gennem forøget eksport, eller det sker gennem direkte investeringer. Eftersom en stor del af det danske erhvervsliv allerede er underlagt forskellige koncerndannelser er der i hovedsagen kun den internationale ekspansion tilbage. Medens landbrugseksporten i løbet af 1960‘erne har ligget omkring 5 milliarder kr. er industriens eksport ekspanderet mere end 100 % fra omkring 5 milliarder i begyndelsen af 1960’erne til omkring 13 milliarder kr. i 1969. Og her er det især den af monopolerne dominerede tunge industri som maskin- og metalindustrien, den kemiske industri etc. Men ud over den eksportmæssige ekspansion er der sket en fordobling af de danske investeringer i udlandet, til ialt 1.170 millioner kr. i samme periode, hvilket er omkring 10 % af den samlede danske aktiekapital eller mere relevant, da det især er de store selskaber der gennemfører udenlandske investeringer, 25 % af den samlede aktiekapital i selskaber ned en aktiekapital på 20 mill. kr. og derover. Disse investeringer fordeler sig med 641. mill. kr. i Europa, 261 mill. kr. i USA og Canada og 267 mill. kr. i den 3. verden. Disse tal stammer fra 1967 og der er grund til at tro at de er ekspanderet kraftigt lige siden. Traditionelt har det været den gamle handelskapital omkring skibsrederne der er gået ind i investeringer i udlandet. Således har f.eks. A. P. Møller siden 1930 drevet sukkerplantage i Østafrika. Det mest udtalte eksempel er imidlertid ØK der driver en lang række meget forskellige virksomheder overalt i den 3. verden, både inden for plantagevirksomhed, industri og handel. Kompagniets basisområde har traditionelt været det fjerne østen, især Thailand, men især i de senere år har man udvidet virksomheden i Latinamerika og Afrika. Et bemærkelsesværdigt træk er, at denne ekspansion i det væsentligste er sket i samarbejde med andre danske monopolvirksomheder. Udenfor kapitalgrupperne omkring rederne er det især F. L. Smith, farve- og lakfabrikkerne, som Sadolin og Holmblad, Dyrups, der har været internationalt ekspanderende, ofte i samarbejde med nogle af de store entreprenørselskaber som Kampsax, eller Højgård og Schultz. Også for disse virksomheder er det især det Fjerne østen, der har budt på markeder og investeringsmuligheder, men også de portugisiske kolonier er kommet ind i billedet efter opdagelsen af de rige mineralforekomster og deraf følgende "udviklingsopgaver". Men bortset fra disse få store er det hovedregelen at de danske monopoler traditionelt har interesseret sig for mindre risikable områder i Europa og USA. Det har til og med været nødvendigt for ØK og statsmagten i fællesskab at starte propaganda og institutioner til at overbevise resten af den danske monopolkapital om vigtigheden af investeringer i den 3. verden. ØK har for nyligt oprettet en afdeling, der kan stille "knowhow" til rådighed for andre danske virksomheder, der vil investere oversøisk. Det mest karakteristiske er den såkaldte "Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene", populært kaldet "kaffefonden". Indtægterne til denne fond kommer fra importtolden på kaffe, og disse midler stilles til rådighed som risikovillig kapital for danske virksomheder der investerer i u-lande. Men også andre statslige ordninger er indført, som f.eks. investeringsgarantier etc., hvortil kommer de af den såkaldte u-landshjælp financierede statslån. Alt dette har muliggjort en international ekspansion for de fleste af monopolerne. Således har De Forenede Papirfabrikker investeret i en papirfabrik i Tyrkiet, De Forenede Bryggerier i Tyrkiet, Malawi, Sukkerfabrikkerne i det fjerne østen og Latinamerika etc. Det har gennem mange år været en meget yndet myte, at den danske økonomi var præget af en politisk og økonomisk stærk "middelstand", at Danmark var en slags småkapitalistisk paradis. Som i de fleste politiske myter er der et vist gran af historisk sandhed, også i denne. Den agrare småkapitalisme var helt op til slutningen af 1940’erne en økonomisk og politisk stærk faktor, bl.a. gennem sine positioner i den kooperative bevægelse. Men den anden side af sagen er, at der overfor denne faktor helt siden slutningen af forrige århundrede har stået en monopolkapitalistisk struktur, der langsomt men sikkert har tvunget agrarkapitalismen ud i den situation småkapitalismen altid ender i, når den konfronteres med monopoler. Denne udvikling er især blevet tydelig i løbet af 1960’erne hvor landbrugets eksportmuligheder er blevet væsentligt begrænset. Vi står altså nu i en situation hvor den monopolkapttalistiske struktur er den altdominerende i det danske samfund. Dette er nok værd at erindre sig, når situationen omkring den mulige tilslutning til EEC skal gøres op. De kræfter der rører sig bag ønsket om en dansk tilslutning er ikke kun landbruget, der ønsker sig nogle bedre flæskepriser; heller ikke nogle dominerende udenlandske kapitalgrupper der spøger i regeringens korridorer. Bag ved dette ønske står snarere en velkonsolideret monopolkapital, der af hensyn til sin videre ekspansion må søge med i den fællesmonopolistiske integration der foregår i Europa. Den modstand mod indmeldelse i EEC, der baserer sin strategi på beskyttelsen af såkaldte danske kulturværdier, d.v.s. på at vække småkapitalismen af den dvale, som de høje flæskepriser synes at have hensat den i, er naturligvis forfejlet. Heller ikke de såkaldte nordiske løsninger er meget værd. Den skandinaviske kapitalisme er en meget højtudviklet monopolkapitalisme. At fremhæve den som alternativ, er at sælge sig selv som et argument i det spil af rivalisering og integration denne fører på sin vej ind i EEC.

Frederik den Niende

1947-1972

Vesttysklands nazigeneraler og Danmark

af Kai Moltke - 1951

Hitlers generaler - vore allierede?

Skal vore danske soldater en skønne dag kastes ud i en ny krigs rædsler på fremmed jord ? Skal deres og andre danskes liv og førlighed måske ofres for, at vor tidligere tyske krigsmodstander igen kan få lejlighed til at flytte Polens og Tjekkoslovakiets grænser som indledning til en ny storkrig, der måske også hurtigt vil få bud til vor egen grænse og vort eget land ? Spørgsmålene ville for nogle år tilbage have forekommet læseren helt absurde. Nu er de blevet aktuelle. Risikoen for en sådan udvikling tilpidses med Vesttysklands genoprustning og den påbegyndte genoprettelse af en ny tysk hær under ledelse af Hitlers gamle nazigeneraler og besættelsestidens tyske krigsforbrydere. Der er også andre delikate spørgsmål, der rejser sig. Tyske enheder skal nu indgå som en organisk del af Atlantblokkens fælles hær. Nazigeneralerne bliver herved det tidligere besatte Danmarks allierede. Der har været megen tale om blandede militære enheder. Kan det resultere i, at f.eks. den danske brigade i Tyskland en skønne dag får nazigeneralen Hasso von Manteuffel til sin øverste militære chef ?

Også sådanne kombinationer er jo blevet aktuelle, ikke mindst efter at Hans Hedtoft åbent har gjort sig til talsmand for „fuld tysk ligeberettigelse" inden for Atlantblokkens rammer. Lad os ikke glemme Tysklandsbrigadens egentlige opgave, da den blev sendt af sted. Den blev placeret i Tyskland for at være de store allierede behjælpelig med at sikre opløsningen af de væbnede tyske styrker, der under krigen havde terroriseret Europa, og sikre det besejrede Tysklands totale afrustning og demilitarisering.

Tysklands demilitarisering var, som alle ved, et af frihedskampens fornemste efterkrigsmål. Man ville have garanti for, at et militaristisk Tyskland aldrig mere kom til at true de europæiske folks sikkerhed i fremtiden. Nu er faren atter over os. Der må findes en løsning, en befrielse fra den overhængende trussel. Noget sådant kan ikke opnås ved diktat og ensidige forholdsregler. Det kan kun opnås ad forhandlingens vej. Hvor skal man så tage sit udgangspunkt ? Ved krigens slutning kendte alle de sejrende magters regeringer udmærket godt folkenes stemninger og ønsker. Folkeviljen nødsagede regeringerne til at finde et fælles sprog. Om visse grundprincipper opnåedes der da på dette tidspunkt Også en klart formuleret enighed mellem regeringerne, og det nedfældedes i de højtideligt undertegnede aftaler om efterkrigstiden. Det naturlige udgangspunkt for mellemfolkelig forståelse og samarbejde er derfor, at man bygger på netop det, folkenes overvældende flertal var og er enige om.

Hvad man var enige om i Potsdam

De allieredes stilling til den tyske militarisme formuleredes i Potsdams-aftalen. Denne bærer både Trumans, Attlees og Stalins underskrifter. Den blev undertegnet i Berlin den 2. august 1945. Man kunne forestille sig, at denne traktats ordlyd var uklar, siden spørgsmålet om tysk genoprustning igen kan dukke op som et internationalt kardinalspørgsmål. Lad os se på et par af Potsdams-aftalens vigtigste punkter for at konstatere, om der findes nogen unøjagtigheder, der kan give anledning til misforståelser. I aftalens § 3 hedder det f.eks.: „Formålene ved besættelsen af Tyskland, som kontrolrådet skal ledes af er: Den fuldstændige afrustning og demilitarisering af Tyskland og eliminering af eller kontrol over al tysk industri, der kan anvendes til militær produktion.

Alle tyske land-, flåde- og luftstyrker, SS, SA, SD og Gestapo, med alle deres organisationer, stabe, institutioner, indbefattet generalstaben, officerskorpset, reservekorpsene, militære skoler, veteranorganisationer og all e andre militære og quasimilitære organisationer, sammen med alle klubber og foreninger, som tjener til at holde den militære tradition vedlige i Tyskland skal komplet og endelig afskaffes på en sådan måde, at man for stedse forhindrer en genopliven og en reorganisation af den tyske militarisme og nazismen.

Alle våben, ammunition og krigsmateriel og alle muligheder for deres produktion skal stilles til rådighed for de allierede eller ødelægges. Bevarelsen og produktionen af alle flyvemaskiner, alle våben, ammunition og krigsmateriel skal forhindres."

Her er intet at misforstå. Der er ikke en sætning, der ikke klart siger, hvad der skal gøres. En sådan aftale kan kun blive overholdt eller brudt, den kan ikke fortolkes. Men den er i Vesttyskland blevet brudt punkt for punkt.

Den danske regering tog intet forbehold

Så at sige alle europæiske regeringer, repræsenterende folk, der havde stået sammen i kampen mod Hitlers aggression, blev direkte spurgt om deres mening. De har det fulde medansvar for, hvad der er aftalt. Den danske regering tog ingen som helst særstilling, intet forbehold over for Potsdams-aftalen. Endnu den 6. februar 1947 kunne enhver dansk avislæser i pressen læse et memorandum, der af den danske regering var blevet tilstillet vice-udenrigsministrenes møde i London. Det hed heri ordret om Danmarks syn på Tysklands fremtid: „Europas historie i det sidste århundrede viser, hvilken trussel den tyske militarisme har udgjort for Tysklands nabostater. Danmark var offer for den første tyske angrebskrig i 1864, der efterfulgtes af Preussens krige mod Østrig og Frankrig i 1866 og 1870, og Danmark var et af ofrene for den sidste tyske aggression. Danmark har derfor en særlig interesse i Tysklands fuldstændige afrustning og i, at tysk militarisme varigt udryddes. Den kongelige regering går ud fra, at effektive foranstaltninger bliver truffet til forhindring af militær uddannelse af tysk ungdom og for at forebygge, at en tysk våbenindustri genopstår, hvorved det må sikres, at :den fredsindustri, som vil være nødvendig for Tysklands » økonomiske genopbygning, ikke lader sig omdanne til krigsformål.

Den danske regering går ud fra, at den af besættelsesmagterne iværksatte afnazificering gennemføres således, at det blandt andet udelukkes, at ledende stillinger i tysk offentligt liv beklædes af tidligere aktive medlemmer af det nazistiske parti." Disse danske ønsker var og er i vort lands interesse. Men regeringens hjerte var åbenbart ikke med i dette. Den og alle senere regeringer er løbet fra deres egne ord. Har Danmarks erfaringer med tysk militarisme da forandret sig? Er tysk militarisme og aggression pludselig med et slag holdt op med at være en trussel mod vort land, der grænser til Tyskland? Aldeles ikke. Har det danske folks flertal ændret sin opfattelse med hensyn til et reaktionært og militariseret Tyskland ? Har det pludselig glemt de fem forbandede år under nazismens jernhæl? Heller ikke. Det er den danske regering og atlantblokkens partier, der har skiftet signaler. Man søger febrilsk at udslette de tidligere, klart formulerede synspunkter over for et af de mest vitale problemer i dansk udenrigspolitik. Man følger andres stemme og er ophørt med at føre dansk politik.

Var det russerne, der ikke ville afruste østzonen?

De fleste er betænkelige ved udviklingen syd for vor grænse. De er mere end utrygge ved tanken om den tyske genoprustning. Men propagandaen har sat sine spor og sået tvivl og usikkerhed. Fra ærlige modstandere af hasardspillet med den nye tyske militarisme møder man spørgsmålet: Ja, men var det ikke russerne, der først tilsidesatte bestemmelserne om tysk oprustning og demilitarisering? Tvang udviklingen i Tjekkoslovakiet ikke de vestallierede til nødtvungent at ændre signaler for at afværge „et kommunistisk overfald på Europa" ? Er der andet at gøre heroverfor end at se på udviklingens kendsgerninger, på forhistorien til den tyske genoprustning og formeringen af den nye vesttyske hær ? Genoprustning er ikke alene et spørgsmål om indkaldelse, udrustning og træning af mandskab i militære enheder. Genoprustning er i lige så høj grad et spørgsmål om militære anlæg og om produktion af våben og materiel til at føre krig. Det får vi hver dag også demonstreret herhjemme. Og allerede i spørgsmålet om ødelæggelse af Tyskland krigsindustri og dets militære anlæg blev de indgåede aftaler svigtet på et tidligt tidspunkt.

Man kan jo slå efter i de originale dokumenter fra den periode, da Potsdams-aftalen gradvis blev sat ud af kraft uden blot formelt at blive opsagt. I de første år efter krigen eksisterede der jo endnu en fælles allieret kontrolkommission bistået af en række fælles specialkommissioner, der skulle overvåge Potsdams-aftalens gennemførelse. Planen for Tysklands tekniske og økonomiske demilitarisering blev godkendt af alle fire stormagters repræsentanter den 28. marts 1946. Den forudsatte i alle enkeltheder en fuldstændig sløjfning af alle militære anlæg og indeholdt detaillerede beslutninger om, hvilke tyske rustningsvirksomheder, der skulle demonteres eller omstilles til fredsproduktion. Var det russerne, der saboterede denne plans klare bestemmelser og undlod at føre deres del af opgaven ud i livet? Det vil være lidt vanskeligt med vægt at fremsætte denne påstand. Fra den fælles kontrolkommission foreligger der en række enstemmige beretninger om afmilitariseringens forløb i den russiske zone i den første periode. Der rejses heri ingen påstande om, at russerne ikke skulle have overholdt deres del af den fælles plan. Så tidligt som i januar 1947 foretog en allieret firemagtskommission en almindelig inspektion af rustningsvirksomhederne i den russiske zone og undertegnede den 18. januar enstemmigt en protokol, hvori det hed: „Arbejdet på at likvidere de inspicerede rustningsforetagender udvikler sig i fuldt omfang, i overensstemmelse med direktiv nr. 39 fra kontrolrådet, og gennemføres heldigt, i en række tilfælde på kortere tid end de frister, der er fastsat for likvideringen ..."

Ganske tilsvarende erklæringer blev ligeledes afgivet af de vestallieredes repræsentanter efter en ny inspektion i østzonen i juni-juli 1947. Her gennemførte russerne til punkt og prikke kontrolrådets beslutninger om demontering af rustningsvirksomheder og sløjfning af militære anlæg. Angrebene fra vestallieret side mod russernes tyske politik i den første periode efter krigen gik da også nærmest ud på, at sovjetmagten gik for langt i sine foranstaltninger. Det er det værd at minde om idag!

Hvor afrustningen virkelig saboteredes

: Helt anderledes udviklede stillingen sig fra første færd i ide vestlige zoner. Sabotagen af Potsdams-beslutningerne og planen om total likvidering af Tysklands rustnings-potentiel kan umuligt „forklares" som en repressalie som svar på russisk misligholdelse af de indgåede forpligtelser, og de vestallierede bestræbelser for at redde tysk rustningsindustri og spiren til en ny tysk militarisme satte ind længe før de omstridte begivenheder i Tjekkoslovakiet, der som bekendt først indtraf i de sidste dage af februar 1948. Heller ikke her kan nogen sammenhæng konstrueres med mindste saglige begrundelse!

Historien om de vestallieredes „gennemførelse" af den fælles demilitariseringsplan af 26. marts 1946 er beretningen om en række gradvise og systematiske bestræbelser for at skåne Hitlers gigantiske rustningsindustri og dens nazistiske indehavere. Ifølge nævnte plan var der oprindelig opstillet en liste på ialt 1977 krigsvigtige tyske virksomheder, der skulle demonteres. Ved en ensidig angelsaksisk revision af listen den 16. oktober 1947 bekræftedes kun demonteringen af 682 foretagender, af hvilke kun 301 hørte til de egentlige rustningsvirksomheder. Højvigtige militære rustningsanlæg blev bevist skånede. Endnu på udenrigsministermødet i Moskva i april 1947 blev forelagt en beretning fra militærguvernøren i den britiske zone i Tyskland over rustningsvirksomheder, der skulle uskadeliggøres ifølge beslutning fra det allierede kontrolråd. Listen omfattede 284 rustningsbedrifter af første kategori. I juli havde den britiske militærregering allerede ensidigt strøget 86 af de militært mest betydningsfulde foretagender af listen. Blandt disse var „Friedrich Krupp Stahlbau", der havde fremstillet undervandsbåde, „Rheinmetall Borsig", der havde forsynet værnemagten med artillerimateriel og „Norddeutsche Dornier-werke", der havde fremstillet militære flyvemaskiner!

På samme måde reducerede den amerikanske militærguvernør general Clay vilkårligt listen over tyske rustningsbedrifter, der skulle uskadeliggøres fra 130 af første kategori til - 52. Blandt de skånede foretagender var så vigtige militære anlæg som Robert Boschværkerne i Stuttgart, Heinkelfabrikkerne og Messerschraidt flyvemaskinefabrikkerne i Lenheim og Leinfelde. En særstilling indtog i denne forbindelse også den store tyske rustningstrust „I G. Farbenindustrie"s uhyre krigsvigtige anlæg, i vestzonerne. I en særlig „Lov nr. 9" havde det allierede kontrolråd i Tyskland lige efter krigen besluttet at alle trustens egentlige krigsbedrifter skulle nedlægges. Loven blev kun overholdt i den russiske zone.

Spørgsmålet blev til slut taget op til speciel behandling i det allierede kontrolråd den 19. marts 1948. Det dokumenteredes her, at af 35 af I. G. Farbens egentlige krigsvigtige bedrifter af første kategori var der kun blevet ødelagt - 2, og begge betegnende nok under de militære operationer før krigens slutning! I den franske zone var overhovedet ingen af trustens rustningsbedrifter blevet demonteret. Sådan lå forholdene på et afgørende område, hvor kontrolrådet oven i købet enstemmigt havde vedtaget en særlig lov ! Russernes protest blev blot besvaret med, at de tre øvrige magter krævede, at hver besættelseszone selv måtte træffe sine forholdsregler. Den 16. maj 1948 fulgte så beslutningerne fra de to angel-saksiske generaler Clay og Robertson om, at I. G. Farbenindustries virksomheder ensidigt blev stillet under anglo-amerikansk kontrol for, at trustens ejendom kunne skånes! Det er ikke formeget sagt, at uskadeliggørelsen af den tyske rustningsindustri i vestzonerne på et tidligt tidspunkt udviklede sig til en af den moderne histories største farcer!

Vesttyskland blev aldrig demilitariseret!

Trods de klare aftaler i Potsdambeslutningen blev Vesttyskland aldrig heller demilitariseret ved, at de tyske militære anlæg fra krigstiden blev ødelagt, som man var enedes om. Både befæstningsanlæg, militære flyvepladser og marinebaser blev i det store og hele bevaret af de vestallierede på trods af alle aftaler og de klare beslutninger fra kontrolrådet, s I en speciel „Lov nr. 22" fra det allierede kontrolråd i Tyskland var det blevet besluttet, at ajle tidligere tyske befæstninger og militære anlæg totalt skulle ødelægges. Denne beslutning blev senere højtidelig bekræftet på udenrigministermødet i april 1947 i Moskva, hvor man vedtog: „at fremskynde arbejdet for at tilintetgøre tysk krigsmateriel og ødelægge alle militære objekter med udrustning, bestemt til at føre krig på landjorden, på havet og i luften".

Med en enestående standhaftighed blev også denne enstemmigt trufne beslutning saboteret af de vestallieredes repræsentanter i Tyskland. På det interallierede kontrolråds og koordineringskomiteens møder den 31. januar, 11. og 17. februar 1948 blev disse spørgsmål taget op til detailleret debat mellem ;de allierede. Ved denne lejlighed dokumenterede den russiske repræsentant marskal Sokolovskij klart, hvordan det så ud :med afmilitariseringen af vestzonerne. I den amerikanske zone var trods alle aftaler fortsat bevaret 162 egentlige befæstningsanlæg i åben modstrid med „Lov nr. 22". I den britiske zone var på samme måde blevet bevaret 860 egentlige befæstningsanlæg, der skulle have været ødelagt og yderligere 1518 betonstillinger for luftværnskanoner. Af de tyske marinebaser var kun øen Helgoland blevet afmilitariseret, medens marinebaserne i Kiel, Wilhelmshafen, Cuxhafen og andre steder var blevet bevarede af angelsakserne.

Det nytter i denne forbindelse ikke at møde frem med den udbredte undskyldende forklaring om, at demilitariseringen af Tyskland brød sammen, fordi russerne ikke ville tillade de vestallierede ubegrænset inspektion og kontrol i den østlige besættelseszone. Denne påstand blev ganske vist rejst af den amerikanske general Hays på mødet i den interallierede koordineringskomité i Berlin den 17. februar 1948 i forbindelse med spørgsmålet om ødelæggelse af de tyske søbefæstninger og marinestationer. Men det er lige så rigtigt, at den russiske repræsentant general Dratwin ved samme lejlighed garanterede fuld frihed til inspektion og undersøgelse i østzonen, hvis en lignende kontrol blev sikret mod vest. I det officielle russiske referat af mødet hedder det uden omsvøb om Dratwins erklæring: „General Dratwin understøttede hans (general Hays) betingelser og ville på sin side garantere en firesidig kommissions undersøgelser af havne- og tidligere marinebaser fuld frihed i den sovjetiske zone. Den sovjetiske repræsentant erklærede sig endvidere indforstået med, at undersøgelsen af demilitariseringen af marinebaser og havne blev påbegyndt i den sovjetiske zone på betingelse af, at de samme undersøgelser også derefter blev gennemført i de andre zoner."

Trods dette klare tilbud om en virkelig demilitarisering under betryggende gensidig kontrol nægtede repræsentanterne for de tre vestmagter overhovedet enhver realitetsforhandling på grundlag af det vidtgående og imødekommende russiske tilbud. I stedet besluttede de kort og godt at „majorisere" deres russiske kollega ved kort og godt med 3 stemmer mod l at vedtage at udskyde spørgsmålet om demilitariseringen i Tyskland - på ubestemt tid. Ingen kan med mindste saglige begrundelse beskylde Sovjetunionen eller dennes repræsentanter for at have saboteret eller tilsidesat bestemmelserne om fuldstændig demilitarisering af de militære anlæg i Tyskland. Men de vestallierede foretrak på trods af Potsdams-aftalens bestemmelser at udnytte disse som støttepunkter for deres nye vestlige militærblok, der var rettet mod Sovjetunionen og folkedemokratierne.

Bagmændene for Vestens tyske politik

Det vil næsten være umuligt at pege på nogen enkelt begivenhed, eller at angive noget bestemt tidspunkt, der betegner det afgørende vendepunkt i de angel-saksiske stormagters brud på Potsdams-aftalen om Tysklands totale afrustning og demilitarisering. Bruddet på den oprindelig fastlagte linje blev gennemført skridt for skridt, og maskeret og gradvis gennemførtes foranstaltningerne til igen at lade reaktionær tysk militarisme blive en afgørende politisk faktor i Vesteuropa. Det må imidlertid fastslås: Bag hele denne langvarige proces arbejdede fra begyndelsen af stærke kræfter indenfor de ledende finanskredse i den angel-saksiske verden. De havde allerede under krigen i detailler udarbejdet deres løsning af „det tyske spørgsmål" og skred målbevidst til deres planers virkeliggørelse.

Også efter den første verdenskrig skulle Tyskland udrede krigsskadeerstatninger. I mellemkrigsårene var det frem til 1931 kun lykkedes at få erstatninger til et samlet beløb af omkring 11 milliarder mark ud af Tyskland og til gengæld ydede de angelsaksiske pengefyrster Tyskland „stabiliseringslån" på ialt 25-30 milliarder mark. I samme periode ydede alene 171 amerikanske banker -og industrivirksomheder tyske foretagender og monopoler en privat financiering af mindst 420,6 millioner dollars. Størstedelen af disse millionbeløb blev anbragt i tysk rustningsindustri !

Ved den anden verdenskrigs slutning arbejdede de angelsaksiske långivere udfra det enkle synspunkt, at det var vigtigere at skaffe dækning for de i Tyskland placerede kapitaler end at drage omsorg for, at der af det slagne Tyskland blev ydet erstatning for den nazistiske krigsmaskines ødelæggelser. Financieringen ved opbygningen af Hitlers krigsmaskines ødelæggelser. Financieringen ved opbygningen af Hitlers krigsmaskine burde efter monopolernes mening have forret fremfor kravene fra de lande, som samme krigsmaskine havde udplyndret og ødelagt. For Danmarks vedkommende betød dette blandt andet, at vort land - trods gyldne løfter - selv måtte dække de tab på omkring 13 milliarder kroner, den tyske besættelse havde kostet os. For at nå deres mål i Tyskland anvendte de angelsaksiske monopoler den metode, at de drog omsorg for at få sådanne folk placeret i spidsen for Tysklands-administrationen, som gennem de firmaer, de repræsenterede, selv umiddelbart var interesserede i investeringerne i den tyske rustningsindustri. Deres linje var sabotage af Potsdams-aftalen.

Et smukt persongalleri.... ;

Allerede Churchills regering udpegede som leder af den økonomiske afdeling af den britiske militærregering den gamle inkarnerede konservative Sir Percy Mills, som i marts 1939 havde været medundertegner af den berygtede samarbejdsaftale mellem de tyske og engelske industrigrupper. Fra begyndelsen af gik Mills bestræbelser derfor logisk ud på at skåne tyske foretagender med britisk kapital og de britiske monopolers gamle kartelpartnere: Unilevers tyske filialer, tekstiltrusten „Glanzstoff", den elektriske koncern „Siemens", rustningstrusten „Vereinigte Stahlwerke" med flere. På samme måde var også kommandoposterne i ledelsen af den tyske administration for USA´s vedkommende præget af repræsentanter for amerikanske truster med udprægede tyske finansinteresser: Både udenrigsminister James Byrnes og general Lucius Clay, den første leder af den amerikanske militærregering i Tyskland, var nær knyttet til Morgangruppen, der havde ydet de største tyske lån. De indtrådte betegnende nok begge efter deres afgang i ledelsen for Morgans mineforetagende „Newmont mining Corporation".

Som øverste ansvarlige for den amerikanske besættelsesmagt i Tyskland sad USA´s krigsminister. Denne Post beklædtes siden 1945 af juristen Bob Patterson, der ifølge et tysk pressebureau under krigen var den store tyske trust I. G. Farbenindustries juridiske konsulent i staterne. Han afløstes i juli 1947 af James Forrestal, der før sin politiske karriere havde været leder af bankfirmaet „Dillon Read Co.", det amerikanske foretagende, der var den vigtigste financier af rustningstrusten „Vereinigte Stahlwerke". Krigsministerposten i USA gik også senere i arv til lignende monopolister. Som ledere af den amerikanske militærregerings økonomiske sektion sad først mr. Graene K. Howard fra Ford fabrikkerne, der var ejere af de tyske automobil- og tankfabrikker i Køln. Senere afløstes Howard i den afgørende periode af general William Draper, ligesom Forrestal fra bankfirmaet „Dillon Read Co." med de tyske ståltrust-interesser. Om disse hovedpersoner flokkedes i øvrigt i næsten alle grene af den amerikanske militæradministration større og mindre koryfæer fra amerikansk finansverden med udprægede tyske interesser.

Deres mål var tydeligt nok med alle, til rådighed stående midler at få sat den „urimelige" Potsdams-aftale ud af kraft. Efter krigen var der netop en gunstig lejlighed, ikke blot for at redde gamle investeringer - men også for helt at skaffe amerikansk kapital kontrollen over den rige vesttyske sværindustri, der i en ny oprustningsperiode kunne skaffe sine indehavere en overdådig fortjeneste. Truslen om demontering og tysk kapitalmangel efter sammenbruddet skaffede jo i efterkrigstiden de allergunstigste betingelser for, at stadig større aktieposter i de afgørende tyske foretagender kunne flyttes over på tjenstivrige amerikanske monopolherrers hænder. Blev demilitarisering, afkartellisering og afnazificering af tysk sværindustri en drønende fiasko i efterkrigstiden, blev den fremmede kontrol med tysk økonomi til gengæld en strålende forretning!

Nogle milepæle på vejen til militarisering

Løfterne til folkene ved krigens slutning var opløftende: De gamle krigerske monopoler skulle opløses, nazister og andre krigsanstiftere skulle fjernes fra de ledende poster i det økonomiske liv, der på alle områder skulle demokratiseres efter de slette erfaringer med Hitlers almægtige økonomiske bagmænd. Efter valgsejren i 1945 forkyndte den nye britiske Labourregering frejdigt og overmodigt, at tysk sværindustri skulle konfiskeres og Rationaliseres under international kontrol og våbensmedjen Ruhr lå jo i Attlees zone ! En egnet og betydningsfuld forsøgsmark for ægte „demokratisk socialisme"!

På papiret skete der da også visse tilløb. Den 21. december 1945 konfiskerede den britiske militærregering efter ordre fra London alle Ruhrs kulminer „uden nogen erstatning til de tidligere ejere". Krupps og I. G. Farbenindustries virksomheder blev også „beslaglagt". Den 20. august 1946 fulgte en lignende officiel „konfiskation" af hele Ruhrs stål- og jernindustri. Administrationen blev imidlertid foreløbig overladt til tidligere direktører og industriherrer, da der skulle „fagmænd" til. Da alle industriens eksperter tidligere havde været nazister, kunne det altså dårligt undgås, at tyske nazister og „Wehrwirtschaftsfuhrer" fortsat ledede den „konfiskerede" industri. Den 3. december 1946 fulgte så sammenslutningen af den britiske og amerikanske zone udfra princippet om, at Tyskland skulle administreres som en økonomisk enhed. Dermed rykkede såvel amerikanske monopolister og stadig mere blakkede tyske „kolleger" af disse ind i den „konfiskerede" industris administration. Den 9. marts 1948 kom så den officielle forordning fra general Clay om, at den i forvejen mere end farceagtige „afkartellisering" skulle indstilles i den tyske sværindustri. Den fortsatte kontrol med monopolerne „skulle overdrages til tyskerne selv": det vil sige til de tyske monopolherrer.

Ved slutningen af året var man igen under „Marshallplanen"s velsignelser nået et stort skridt videre. Den 10. november 1948 fulgte den berømte „Lov nr. 75" om, at de tyske industriforetagender i Vesttyskland „foreløbig" skulle overtages af de tidligere ejere selv. Begrundelsen var naturligvis „hyperdemokratisk": Det kommende tyske parlament måtte selv træffe afgørelsen om et så vigtigt problem som nationalisering eller „privat initiativ". Amerikansk levevis forudsætter det sidste. Ved lovens offentliggørelse stod den store tyske rustningstrust „Vereinigte Stahlwerke"s tidligere direktør og dengang administrator af jern- og stålindustrien Heinrich Dinkelbach bevæget ved radioen og forkyndte: „Jeg har altid sagt, at de gamle ejere ikke ville komme til at lide nogen nød. Nu vil de tyske industrielle ikke blot lede industrien, men vil også varetage besiddernes interesser .. " Dette skete ikke uden resultater: Allerede den 4. januar 1949 kunne samme hr. Dinkelbach meddele de overraskede aktionærer i „Vereinigte Stahlwerke", at de angelsaksiske kontrolmyndigheder havde tilladt, at der for perioden 1940-44 for hvert år udbetaltes 6 % i ekstra dividende. Med et slag blev trustens indehavere belønnet med en kontant udbetaling af 30 % af aktiekapitalen for den strålende „europæiske" indsats, der var blevet ydet ved forsyningen af Hitlerhærene med våben i krigsårene. De krigshærgede lande fik ganske vist ingen erstatninger. Men de tyske våbenleverandører fik sig til gengæld en god præmie for deres krigsindsats!

Et par måneder efter udnyttedes Marshallplanen til et nyt kup: Hensynet til „Europas økonomiske genrejsning" krævede nu efter en kommissionsundersøgelse en ny nedskæring af demonteringslisten over krigsvigtige tyske rustningsforetagender. Den 13. april 1949 fritoges af henved 300 krigsbedrifter yderligere 159 for demilitarisering og ødelæggelse. De skulle anvendes til våbensmedie for den nye vestbloks hær. Til beroligelse foretoges kun aktionerne mod de foretagender, der fremstillede ting som syntetisk gummi og benzin, der kunne påføre tilsvarende angelsaksiske industrier en generende konkurrence. Atlantpagten gjorde det endelig af med de sidste „demilitariserings"-bånd, der var pålagt tysk rustningsindustri: Den 3. april 1951 ophævedes for Vesttyskland de sidste betydningsfulde indskrænkninger. Vesttyske bedrifter fik igen lov til at fabrikere hidtil forbudte krigsvigtige varer som aluminium, syntetisk benzin, ammoniak og gummi. Skibs- og flådebygning blev ligeledes tilladt i ubegrænset målestok. Tysk demilitarisering og afrustning var definitivt lagt på hylden. Den store tyske genoprustning understøttet, organiseret og financieret af USA´s monopolkapital var atter sat på dagsordenen som et såkaldt „demokratisk Europa"s hovedopgave!

Kan tyske nazigeneraler „sikre" fred og demokrati ?

Med Tysklands økonomiske og materielle genoprustning er som amen i kirken også fulgt de store atlantmagters målbevidste bestræbelser for atter at stille en ny tysk hær - og igen en aggressiv og nazistisk inficeret hær - på benene. Dækket og maskeret af de uvederhæftige amerikanske atlantparoler om fælles „forsvar" af Europa. Utrætteligt udbredende myten om „den kommunistiske trussel" søger vestens transatlantiske formyndere at overtale Vesteuropas krigsramte folk til at glemme to menneskealdres vigtigste politiske lære:. At en reaktionær og aggressiv tysk militarisme altid bragte de omliggende folk krig og ufrihed ! Planerne om genskabelse af den berygtede tyske værnemagt går tilbage helt til den første tid efter krigens slutning, da man i vestzonerne veloverlagt og forsætligt saboterede klare aftaler om opløsning af alle væbnede .tyske styrker. Hjemsendelsen af Hitlers berygtede og forhadte militære styrker blev saboteret, trods alle nok så klare aftaler, fordi herskerne i vest nærede forestillingen om, at en genskabt reaktionær tysk hær definitivt ville kunne sikre de angel-saksiske magters ubestridte førerstilling i Europa og hindre dyberegående sociale ændringer og reformer efter krigen.

Allerede i de første år efter Tysklands sammenbrud søgte besættelsesmagterne i vest maskeret at holde officersstaben og værnemagtens tekniske kadre i beredskab til senere anvendelse. Under falske varemærker som „arbejdsenheder", jernbanevagt, bedrifts- og industriværn, civilgarder, grænseværn og lignende holdtes titusinder af Hitlerhærenes „elite" fortsat under fanerne. Gang på gang protesterede de russiske besættelsesmyndigheder i denne periode mod dette brud på Potsdams-aftalen. En slet maskeret tysk generalstab, i fuld gang med at udarbejde nye, militære planer, oprettedes så tidligt som i juli 1947 under medvirkning af så kendte nazigeneraler som to af Hitlers tidligere generalstabschefer: Franz Holder og Heinz Guderian. At der virkelig fra angelsaksisk side, i modstrid med aftalerne om total tysk afrustning, ulovligt opretholdtes militære tyske enheder i vestzonerne kan enhver se af, at der på Moskvakonferencen i april 1947 blev truffet klare beslutninger om, at tyske militærafdelinger af nævnte art definitivt skulle opløses - i den amerikanske zone senest i juni 1947 og i den britiske zone senest den 31. december 1947. En beslutning af denne art skulle ellers forekomme helt overflødig, eftersom alle fire store besættelsesmagter allerede i august 1946 i fællesskab havde udsendt en særlig lov om fuldstændig opløsning af værnemagten.Heller ikke de nye aftaler blev imidlertid overholdt. Der organiseredes tværtimod stadig nye tyske militære afdelinger i vestzonerne.

I 1950 talte de forskellige afarter af tyske væbnede formationer i vestzonerne allerede 400-450 tusinde mand. Til sammenligning talte det berømte tyske rigsværn efter sidste krig, på hvis ramme Hitler opbyggede sin værnemagt, over hele riget kun 100.000 mand! Ledelsen af de forskellige hjælpekorps blev fra første færd lagt i kendte og „erfarne" nazigéneralers hænder, og de militære afdelinger rekrutteredes fortrinsvis af kadre fra organisationer som SS, SA og Hitlers „elitedivisioner" som „Grossdeutschland" med flere, og specielt fra panserhærene. Atlantpagten og oprettelsen af den såkaldte „europæiske" hær gav anledningen til officielt at lade disse reaktionære tyske militærenheder træde frem på scenen med Bonnregeringens og det såkaldte vesttyske „parlament"s officielle velsignelse.

Kommuniquéet fra vestmagternes udenrigsministermøde i Washington den 19. september 1950 efterfulgtes straks af oprettelsen af Bonnregeringens „øverste militære komité", der skulle udarbejde det formelle grundlag for en vesttysk hærs genopstandelse. De ledende ånder på dette felt var Rommels tidligere stabschef Hans Speidel, der ved Stalingrad udmærkede sig som ekspert i „den brændte jords politik", og lederen af Hitlerstabens operative afdeling, general Heusinger, suppleret med admiral Gottfried Hansen og en række andre kendte nazigeneraler fra sidste krig. Fra de 12 atlantstaters møde i Brussel d.18.-19. december fulgte som bekendt derefter den famøse beslutning „om Tysklands inddragen i Europas forsvar". Virkningen af denne åbne appel til traditionel tysk militarisme var fænomenal. Fra Bonns side afvistes hånligt den franske Plevenplan om tyske enheders indrullering i „blandede europæiske divisioner", kravet om fuld tysk ligeret blev gjort til en ufravigelig betingelse for tysk medvirkning. Sideløbende hermed demonstrerede Bonns militøere og civile „demokratiske" støtter deres sande sindelag ved en voldsom kampagne for, at Hitlerkrigens værste forbrydere skulle sættes på fri fod! „Tysklands ære" krævede dette!

For alvor er Vesteuropas folk blevet stillet over for et uafviseligt samvittighedsspørgsmål: Kan fred, frihed og demokrati sikres folkene af Hitlers gamle generaler og af berygtede nazistiske krigsforbrydere? Vil den tyske genoprustning, som også er tiltrådt af Danmarks regering og atlantpartierne, ikke forøge mulighederne for nye krige og aggressive provokationer?

Mændene bag Bonns „demokratiske" kulisser:

Det drejer sig her ikke blot om en tysk genoprustnings risiko og om aggressive tyske traditioner. Det drejer sig samtidig og i hovedsagen om, at der gennem års målbevidst amerikansk politik er lagt det mest skæbnesvangre grundlag for et reaktionært, militaristisk og i sit væsen til dels nazistisk Vesttyskland, med alle de farlige gamle traditioner i behold. Hvem står således bag Bonns og Konrad Adenauers udenrigspolitik? Det er langtfra nye demokratiske skikkelser, der har afløst Hitlers og Ribbentrops diplomatiske intriganter. I marts i år aftrykte det amerikanske blad „Inside Information" følgende persongalleri fra dr. Adenauers udenrigstjeneste. Det taler for sig selv:

Dr. Becker, leder af den handelspolitiske afdeling i ministeriet, tidligere nazipartiets og SD´s (efterretningstjenesten) befuldmægtigede i Rio de Janeiro, Obergruppenführer i SS.

Dr. Kordt, leder af ministeriets „politiske afdeling", medlem af nazipartiet, organiserede efter Ribbentrops ordre i 1939 tyveri af dokumenter fra den engelske ambassade i Rom.

Dr. von Etzdorf - medlem af nazipartiet og Standardenführer i SA. Som „ekspert vedrørende folkeretten" sanktionerede han i 1940 efter ordre fra Ribbentrop og Hitler-hærens overkommando i Frankrig røveri af kunstværker, der var offentlig ejendom, eller som tilhørte jøder. Var i 1942 befuldmægtiget for Hitlers statssekretær von Weizsäcker, han var aktiv medanstifter af krigen mod Sovjetunionen.

Dr. von Grundner: For tiden Adenauers generalkonsul i Grækenland, deltager i de forholdsregler, der gik ud på at dræbe, deportere og tilintetgøre folk, og som gennemførtes af den tidligere nazistiske gesandt i Danmark, SS Gruppen-fiihrer dr. Werner Best.

Dr. von Rintelen, doceat ved den diplomatiske skole i Speyer, tidligere medlem af nazipartiet, og SD´s befuldmægtigede ved von Ribbentrops stab. Gav i 1942 ordre til „særlig behandling" (det vil sige drab) af de jøder, der deporteredes fra Rumænien.

Dr. von Nestitz, arbejder i den politiske afdeling i Bonn, var tidligere politisk referent hos Ribbentrop, „tilrådede" i 1939 at bombardere Warzawa, skønt denne officielt var blevet erklæret for at være „åben by".

Dr. von Kapfhëyer, nu Adenauers generalkonsul i Tyrkiet, tidligere medlem af nazipartiet, var leder af Ribbentrops tjeneste for kontrol af telegrammer, arbejdede senere som agent for Ribbentrop i Hitlers hær.

Dr. Kroll, Adenauers befuldmægtigede ved forhandlinger om Marshallplanen i Paris, tidligere Hitlers generalkonsul i Barcelona, som det fremgår af hans generalieblad: „særlig hengiven over for den nationalsocialistiske stat", indrapporterede antifascister til nazisterne. Listen er ufuldstændig!

Folk af denne kaliber vil trofast tjene - ikke fredens - men de amerikanske monopolers sag?

»Fred med frihed" - til de store krigsforbrydere !

Den 31. januar 1951 besegledes det nye broderlige samarbejde mellem USA´s herskere og regeringen i Bonn ved den bemærkelsesværdig gestus i anledning af den tyske genoprustning, der nu for alvor skal forceres. Denne dag blev 21 af det gamle Tysklands største og mest kendte krigsforbrydere fra nazitiden løsladt fra fængslet i Landsberg. Blandt de benådede var som bekendt Tysklands store rustningsfyrste Alfred Krupp von Bohlen und Hallbach og hans med-direktør fra Kruppværkerne den mellemtyske stålmagnat Friedrich Flick og en række af „I. G. Farbenindustrie"s direktører. Det var denne klike, som i sin tid havde været de ivrigste til at financiere nazismen og bringe Hitler til magten. Det var folkene, som havde anstiftet og forberedt den anden verdenskrig på alle måder. De var blandt andet i 1948 blevet dømt for udnyttelse, mishandling og drab af slavearbejdere.

Betegnende nok fandt der i de samme dage en betydningsfuld udnævnelse sted i De forenede Stater. Den hidtidige leder af det amerikanske udenrigsministeriums russiske afdeling, mr. Charles Bohlen, forfremmedes til præsident Trumans personlige udenrigspolitiske rådgiver! Det var ingen anden end den løsladte tyske kanonkonges kødelige fætter, der her rykkede frem i rampelyset i amerikansk politik - en af bagmændene for Truman´s tyske kurs i efterkrigstiden. Måske som en erkendtlighed for tidligere tjenester havde Bonn-regeringen allerede et par uger før Alfred Krupps løsladelse betænkt hans virksomheder med en kredit til udvidelser, en klatskilling af 11 millioner mark! Ofrene for familierne Krupp og Boblens krigsmageri fik derimod ingenting! Men de tyske ofre har til gengæld al mulig udsigt til snart at få „tilladelse" til at trække i de grønne uniformer igen - for at Krupp og andre ligesindede kan blive endnu rigere!

Familieforbindelser har også haft stor betydning for den vigtigste eksponent for amerikansk politik i Tyskland, højkommissær John Mc Cloy. Denne er jurist, og blandt kunderne i hans firma var den amerikanske storbank „Chase National Bank", en af grundpillerne for den magtgruppe, der kendetegnes af navnene Rockefeller og Standard Oil. Det sidste selskab havde som bekendt investeret millioner af dollars i den tyske trust „I. G. Farbenindustrie" før krigen. Blandt andet takket være Mc Gloy er disse penge ikke gået tabt, de har oven i købet ynglet. Højkommissær Mc Cloy har imidlertid også en hustru, født Ellen Zinsser, en af de berømte tre søskende Zinsser. Mc Cloys svoger er John Sherman Zinsser, indehaver af firmaet „Zinnsser Chemical Co." - og direktør i Morgans mægtige verdensbank. Mc Cloys svigerinde Peggy er gift med den amerikanske London-ambassadør, mr. Louis Douglas. Men Mc Cloys hustru har også en kusine, og hun er gift med Vesttysklands sorte kansler Konrad Adenauer, tidligere direktør for „Deutsche Bank". Er der ikke noget næsten patriarkalsk over tysk-amerikanske finansforbindelser i Trumans og atombombens tidsalder? Næsten én stor familie - trods Atlanterhavet - i toppen vel at mærke.

Vesttysk militarisme en forberedelse til krig !

Det hedder altid så smukt i vore atlantpolitikeres proklamationer, at de går ind for Atlantpagten, fordi denne er en fredelig defensiv alliance, der kun skal garantere Vesteuropas sikkerhed. Vor regering og rigsdagsflertallet har placeret vort land som forbundsfælle af nazismens bagmænd, af Ribbentrops diplomater og af Hitlers nazigeneraler og deres SS- og SA-tropper, og der er al grund til at spørge: Kan et forbund med et reaktionært og militariseret Vesttyskland nogen sinde i praksis blive en „forsvarsalliance"? Er det ikke klart som dagen, at det, disse folk tilstræber, ikke er „europæisk defensiv", men revanche og ny aggression? Er det ikke lige så typisk, at disse „forbundsfæller" efter Hitlers mønster allerede har sat hele grænserumlen i gang igen ? Tysk militarisme og det gamle nazislæng med Alfred Krupp, Friedrich Flick og I. G. Farben direktørerne i spidsen er blevet inddraget i Atlantblokken, fordi aggressive amerikanske kredse her har redskaber, der er vant til at fremkalde krigerske provokationer, når deres bagmænd mener, at tiden er inde til atter at slippe krigen løs i Europa. Tysklands militarisering og genoprustning betyder, at provokatørerne mobiliseres for at være parat til indsats efter ordre fra Wall Street ! Ingen kan nægte, at Hitler-Tysklands rester i Bonn ikke både har erfaring for og teknisk viden om, hvordan en krig fremprovokeres og slippes løs! Deres mobilisering betegner Atlantpagtens store og afgørende provokation mod freden! Nazigeneraler kan hverken bringe fred eller frihed, men de kan bringe krig!

Stormløbet mod grænserne forberedes igen!

Er grænserummel og krav om grænseflytning en fredens og en forsvarets linje fra vesttysk side? I så tilfælde var også Hitler en fredens og en forsvarets mand. Det betænkelige og det dødsens farlige ved Bonn-Tysklands udenrigspolitik - ledet af nazidiplomaterne - består netop i, at man akcepterer oprustningen og Vestysklands indlemmelse i Atlantblokken på et klart grænseflytningsprogram.

Det drejer sig ikke blot am, at Bonnkliken stadig mere åbenlyst træder i bresjen for, at den nye hær skal bruges til at forene de forskellige tyske zoner med militær magt i monopolernes interesse, for at udvide deres magt til den tyske demokratiske republik, hvor socialistisk opbygning er ved for stedse at gøre en ende på Hitlertrusternes, Alfred Krupps og Co´s magt ! Det drejer sig om, at Bonn-regimets officielle skikkelser fra første dag har nægtet at anerkende, og hver dag mere kynisk agiterer for, at flytte de grænser, de sejrende stormagter efter krigen enedes om for Tysklands vedkommende. Bonns aggressive standpunkt er, som i Hitlers dage, at det slagne tyske riges grænser ikke ligger fast, men at de skal flyttes igen! Allerede den 24. marts 1949 proklamerede Bonns tidligere „kansler" Konrad Adenauer i en tale: „Det er ubetinget nødvendigt, at der dannes en tysk centralregering. Berlin vil vi aldrig opgive, og vi vil lige så lidt nogensinde anerkende en grænse ved Oder og Neisselinjen. Det er nødvendigt at fremhæve, at det i 1945 var den tyske værnemagt, der kapitulerede betingelsesløst, men ikke det tyske folk ..."

Som kansler i Bonn-regimet har Adenauer senere gang på gang gentaget denne provokatoriske erklæring og forkyndt, at grænseflytning er Vesttysklands vigtigste udenrigspolitiske mål. Dette Adenauers frække revancheprogram er „Bonnflertallet" s samlende fællesprogram ! Er det en defensiv europæisk politik at indgå militære aftaler og indlede militært samarbejde med en „magt", der åbent forkynder, at den vil flytte sine grænsepæle ind på andre landes nuværende områder? Det er det, atlantmagterne gør, og USA financierer både vesttysk oprustning og lægger et pres på Adenauer og Co. for at fremskynde opstillingen af væbnede styrker og udvide den ved bindende international overenskomst forbudte rustningsindustri! Der er ingen, der har sagt et eneste ord til hverken hr. Adenauer eller til nazigeneralérne Hans Speidel, Heusinger og Co. om, at de må anerkende Tysklands nuværende grænser for, at de kan få adgang til den såkaldte „defensive blok"! Der er i Atlantblokken åben adgang for åbenlyst ekspansive og aggressive tyske deltagere! Men et militært forbund må vel enten være defensivt eller aggressivt. En aggressiv deltager er jo nok til at gøre hele foretagendet aggressivt og krigersk !

Atlantmagternes stiltiende og aktive understøttelse af de vesttyske revisions- og revanchekrav kendetegner bedre end noget andet denne pagts provokatoriske karakter. Og provokationen er så meget mere åbenlys, eftersom begge de store angel-saksiske magter i 1945 var aktivt med til at fastlægge Tysklands grænser, også Oder-Neisselinjen! Ikke des mindre ophidser de nuværende angel-saksiske magthavere i dag tysk nationalisme og militarisme mod en international nyordning, de selv har været med til at bekræfte og fastlægge.

Det er ganske vist blevet en gængs mode at fremstille den tyske østgrænse som et ensidigt russisk-polsk foretagende, som vestmagterne ikke har billiget eller taget noget ansvar for. Men denne fremstilling er vitterlig historieforfalskning. Storbritaniens tilslutning til Oder-Neissegrænsen blev givet så tidligt som den 2. november 1944, da direktøren for det britiske udenrigsministerium Alexander Cadogan på Churchill-regeringens vegne i en note til den polske Londonregerings udenrigsminister erklærede: „For det andet har De spurgt mig om, hvorvidt Hans majestæts regering definitivt var tilhænger af at skyde den polske grænse frem til Oderfloden og at indlemme havnen Stettin. Svaret er, at Hans Majestæts regering er af den opfattelse, at Polen skal have ret til at udvide sit territorium i dette omfang ..." Det er rigtigt, at Oder-Neisselinjen i Potsdams-aftalen kun omtales som polsk-tysk administrativ grænse, der senere skulle formelt bekræftes i fredstraktaten. Men det er lige så rigtigt, at både Attlee og Truman samtidig bekræftede beslutningen om at føre alle tyskere bort fra områderne øst for Oder-Neisse. Meningen var vel ikke, at de skulle vende tilbage igen og atter tage dette område i besiddelse, når det var blevet genopbygget og bragt i orden af polakkerne ? Om grænsens definitive karakter fik man da også en l autoritativ erklæring af præsident Truman, der den 9. august 1945 i sin beretning om Potsdammødet forklarede: „Det vil mellem Tyskland og Polen tilvejebringe en grænse, der er mere sikker og lettere at forsvare. Koloniseret med polakker vil det skabe en mere homogen nation. Det initiativ, der blev taget i Berlin (folkeflytningen) vil hjælpe med til at gennemføre De forenede Nationers grundlæggende politik over for Polen: at skabe en stærk, uafhængig og velhavende nation ...". Det uhyggelige skuespil, vi i øjeblikket er vidne til på den europæiske arena, er, at „forbundsfæller" af vort land, de store angel-saksiske vestmagter, i øjeblikket gennem deres tyske politik er godt med til at ophidse tysk nationalisme og tysk militarisme til fremstød mod en grænse i øst, som de selv har det fulde medansvar for, og som de i 1945 selv var med til at fastlægge ! Under disse forhold er (betegnelsen defensiv alliance vist ikke det mest karakteristiske udtryk for den Atlantblok, der målbevidst driver pagtens vesttyske deltager frem til åbne krav om ekspansion og grænserevision!

Det tyske folk vil ikke genopruste !

Det mest opmuntrende træk ved udviklingen i vort sydlige naboland er den ubestridelige kendsgerning, at det tyske folks store flertal, belært af krigens bitre erfaringer, stadig mere bevidst vender sig mod tanken om en ny krigs rædsler og aktivt tager afstand fra tanken om en tysk militarisering og genoprustning. Det var folkeafstemningen mod militariseringen i den tyske demokratiske republik et talende vidnesbyrd om. Men herom vidner også gentagne „gallupafstemninger", selv foretaget af borgerlige vesttyske blade, og den stadig bredere folkebevægelse mod genoprustningen.

Flertallet af det tyske folk ønsker ikke en ny krig, ønsker ikke en ny tysk hær, ledet af Hitlers nazigeneraler. Det ønsker ikke, at landets produktionsapparat skal bortødsles til fremstilling af våben og krigsmateriel, men at det i stedet sættes ind på at genopbygge tyske krigshærgede byer, og til at fremstille de varer, befolkningen mere end nogen sinde har brug for. Eksemplet fra østzonen viser, at der er en vej frem ved fredens dont.

Det politisk farlige i Vesttyskland er, at det hidtil i vidt omfang, trods befolkningens indstilling er lykkedes skridt for skridt at gennemtvinge militariseringen og genoprustningen, fordi den anglo-amerikanske besættelsesmagt har brugt sin indflydelse til at gennemtvinge en militaristisk politik gennem sine lydige redskaber i Bonns regering og „parlament"!

Højresocialdemokratiske grænseflyttere og krigsmagere

En særlig raffineret rolle er i denne forbindelse blevet spillet af det tyske socialdemokratis højreorienterede lederklike. På den ene side har Kurt Schumacher, Carlo Schmid og Co. snedigt søgt at opfange befolkningens utilfredshed og opposition mod oprustningen. For at nå dette har de højresocialdemokratiske ledere forløbig ikke givet forslagene om tysk oprustning deres formelle sanktion. På den anden side søger Schumacher og Co. til gengæld at udnytte den godwill, de har skaffet sig gennem „oppositionen" mod Adenauer, til at drive agitation for en linje, der i sit væsen er endnu mere reaktionær og krigersk end Bon n regeringen s officielle politik. De højresocialdemokratiske førere driver deres kampagne for „oprustning på visse betingelser"! I spørgsmålet om grænseflytningen er de højresocialdemokratiske ledere endog endnu mere rabiate end Adenauer. De spiller åbent på nationalistiske revanchestrømninger på dette afgørende felt. Der holdes ingen Schumacher- eller Carlo Schmid-tale, uden at der tordnes mod østgrænsen og kræves indlemmelse af polsk eller tjekkisk territorium. På samme måde er Schumacher ikke mod „Wehrmacht"s genopstandelse. Han agiterer allerede for indførelse af almindelig værnepligt. Men Schumacher kræver hypernationalistisk „fuld ligeberettigelse" for en stærk vesttysk hær: „ingen soldater af 2. klasse" og „ingen begrænsning i våbnenes antal og kvalitet". Og indtil den vesttyske hær er stærk nok, kræver han en langt stærkere koncentration af amerikanske tropper i Vesttyskland: flere besættelsestropper. Bonntysklands udgifter til besættelsesmagten (derunder oprustningen) beløber sig i forvejen til 6,6 milliard vestmark. Men det er ikke nok for en „pacifist" af Schumachers type. Kravet om flere amerikanske tropper hænger i øvrigt sammen med højresoeialdemokraternes nyeste militære doktrin, hvis betingelsesløse akceptering højrøstet kræves af atlantpartnerne.

Kurt Schumacher er nemlig begyndt at docere, at ikke enhver krig behøver at resultere i Tysklands ødelæggelse. Højresocialdemokraten har lanceret en ny form for Hitlers berømte „lynkrig". Krigen må føres med en lynhurtig angrebsstrategi (jævnfør atombomben). Schumacher docerer: „Tysklands skæbne afhænger af det første slags udfald". Den 17. marts 1951 gjorde den tyske socialdemokratiske fører Carlo Schmid i Studenterforeningen udførligt rede for de tyske højresocialdemokraters nye militære doktrin: „Vi mener, at tysk militær deltagelse i den europæiske oprustning kun har praktisk værdi, hvis visse forudsætninger i forvejen bliver opfyldt ... Det kontingent, der må opstilles i Europa, må være så stærkt, at det kan slå fjenden på hans egen slagmark ... For russerne og amerikanerne er det afgørende, hvem der vinder det sidste slag. For de kontinentale lande er det afgørende, hvem der vinder det første. Hvis vi taber det, vil general Eisenhower komme til at generobre et territorium, men ikke mere Europa ..." (Politiken 18. marts 1951). Stadig hyppigere kommer de socialdemokratiske profetier om krigen, der skal vindes ved Weichsel og Njemen!

Efter sit besøg i USA i foråret lancerede Vest-Berlins socialdemokratiske „overborgmester" Ernst Renter det nye slagord om „fjenden", der „skal presses tilbage bag Curzonlinjen" (Polens østgrænse). Den længe forkyndte generobring af de polske områder øst for Oder-Neisse slår ikke længere til for disse folk. De forestiller sig allerede i tilgift hele Polens „befrielse" gennem tysk værnemagt, skønt polakkerne vist fik temmelig rigeligt af den frihed, der blev båret frem på tyske bajonetter i 1939-45. Der har jo også i den sidste tid været tale om koncentration af polske fascistiske tropper fra general Anders' hær i Vesttyskland. Ligesom hr. Reuter var også den polske fascisthøvding for nylig til militærkonference i Washington - og han var også i Bonn for at drøfte samarbejdet.

Vesttysk oprustning kan føre tit en ny Koreaprovokation!

Det kan ikke understreges kraftigt nok: Den af Atlantblokken under amerikansk førerskab gennemførte genoprustning af Vesttyskland er den hidtil største provokation mod Europas fred ! Den genopstandne tyske militarisme og grænseflytnings-propaganda, der uforstyrret trives i Vesttyskland, lige fra nynazisterne til Kurt Schumachers højresocialdemokrater, kan med gamle naziprovokatører i våben når som helst gå over i de allerfarligste handlinger. Lad os sætte, at vesttyske tropper en skønne morgen går over zonegrænsen mellem Bonn-republiken og den demokratiske tyske republik i Østtyskland. Det ville svare til den ophidselseskampagne, der ledsager genoprustningen i Vesttyskland. Så sikkert som amen i kirken ville Bonn-regeringen udsende et telegram af følgende indhold: „Bonn-regeringens udenrigsministerium har meddelt USA´s repræsentant og general Eisenhower, at stærke styrker af østtysk folkepoliti i morges uprovokeret trængte over demarkationslinjen til Vesttyskland. Der er forbitrede kampe i gang." Det var jo recepten ved den 38. breddegrad i Korea den 25. juni 1950, og 48 timer efter var den amerikanske krigsmaskine i FN´s misbrugte navn sat i gang til krig . . .Danmark er medlem af atlantpagten, Danmarks regering følger slavisk USA´s politik i FN. ...Der står unge danske soldater i Tyskland, som ved en sådan lejlighed øjeblikkelig vil blive ofre for provokationen. Danmark opruster sammen med Vesttyskland og vil være trukket med ind i krigens følger . ..Det er den risiko, Danmark løber ved Vesttysklands genoprustning og den nye tyske hærs opstilling. Det er denne vanvittige situation, regeringen og atlantpartierne har bragt Danmark i, fem år efter krigen. Det er følgerne af, at der ikke fores dansk politik, men at Danmark behandles som militærbase for fremmede magter.

Hvad kræver Danmarks interesser?

Den truende katastrofe kan bekæmpes. Det er oven i købet ikke vanskeligt. Vore dages regeringer er uhyre svage over for tryk fra folkets side. Den reelle fare kommer, hvis dette tryk udebliver eller ikke vokser i styrke. Hvad er det da, Danmarks interesser kræver. Først og fremmest, at vort lands regering nødsages til at virke for forhandlinger mellem stormagterne på de bestående, højtideligt indgåede aftalers grund. Aftaler må holdes, det må Potsdams-aftalen også, ellers hersker junglens lov, og folkene stilles over for katastrofe og krig. Potsdams-aftalens mål: et demilitariseret Tyskland, er en nødvendighed for freden. Det er kun den ene side af sagen. Et demokratisk Tyskland, hvis befolkning får lejlighed til at udvikle sin fredsindustri og sine levevilkår, er den anden. Krigsindustrien skal og kan afskaffes, men det tyske folk må have mulighed for at skabe sig en fremtid som et selvstændigt folk.

Derfor må der også afsluttes en fredstraktat. Det må ikke gå, som USA agter at gøre med Japan: at der sluttes en ensidig fredstraktat, som ligefrem håner de øvrige allierede. Japan vil, hvis det går, som Truman har i sinde, selv få mulighed for at afgøre, om det overhovedet vil slutte fred med f.eks. Kina. Hvilke perspektiver giver dette eksempel ikke de tyske militarister og revanchepolitikere! Der må sluttes en fredstraktat med alle de magter, Tyskland under Hitlerstyret hærgede og trådte under fode, og denne fredstraktat må gælde for hele Tyskland, ikke for nogen enkelt del eller zone. Det er et vitalt punkt, dette at Tyskland skal behandles som en helhed. En af de største farer i Europa er Tysklands deling i to, hvorved en Korea-situation uhyre let kan opstå. Derfor er det i Danmarks interesse at støtte enhver bestræbelse, som i det tyske folk selv udfoldes for at fremme oprettelsen af et enigt demokratisk Tyskland. Denne kamp for enhed er et af det tyske folks mest værdifulde bidrag til Europas og hele verdens fred. Bort med den kunstige deling, bort med de urimelige skranker gennem Tyskland - og vi vil være frygtelige uromomenter kvit. Til gengæld vil vi have fået en ganske anden basis for gode naboforbindelser til Tyskland. Dette vil ganske naturligt medføre, at besættelsesstyrkerne trækkes bort fra hele Tyskland. Hvilken lettelse ville det ikke være for alle!

Netop fordi denne lettelse og afspænding kun kan nås gennem forhandling, kan den også hidføres! Thi forhandling er det, alle rettænkende mennesker ønsker. Selv årelange forhandlinger er at foretrække for blot een dags krig. Og netop vi i Danmark har erfaring for, at den politik, et folk virkelig støtter, den kan også gennemføres. Det viser hele vor historie, det viser begivenhederne under modstandskampen mod den tyske militarisme og nazisme, det viser den 29. august 1943, hvor den danske regerings forbliven og fortsatte samarbejde med landets fjender blev umuliggjort. For at folkeviljen kan styrkes, udvikles og komme til uimodståeligt udtryk, er utrætteligt arbejde nødvendigt. Som den europæiske arbejderkonference i Berlin i påsken 1951 formulerede det: Arbejdere i Europa, brug alle kampformer, som er egnede under de givne forhold, organisering af møder, indsamling af underskrifter, henvendelse til regeringerne, nedsættelse af fælles aktionskomitéer osv. både i national og international målestok ...

I denne store kamp står alle ærlige og oprigtige mennesker sammen med jer. Lad os da i fællesskab af alle kræfter hjælpe det tyske folk, som kræver oprettelse af et enigt, fredselskende og demokratisk Tyskland!" Det er i en sådan udvikling, at garantien for Danmarks fred og selvstændighed som nation ligger, for kun den kan skabe fred. Danmark har tillige en særlig pligt, fordi vi så ofte har været udsat for den tyske militarismes aggression. Derfor er et stadigt pres for at komme frem til en anden politik end de danske oprustningspartiers en opgave for alle i landet. Regeringerne og deres partier har truffet beslutninger, som ikke alene er ydmygende i betragtning af vor frihedskamp, men også farlige for vor fremtid. Sådanne nationalt vanærende beslutninger kan det danske folk ikke være bundet til at tolerere, og da gælder det kun om eet, at arbejde og kæmpe sådan, at disse beslutninger om Tysklands genoprustning og remilitarisering også virkelig bliver gjort til det intet, de altid burde have været.

Kongelig anordning af d. 6. marts 1952 om forholdsordre for det militære forsvar ved angreb på landet og under krig:

»Vi Frederik den Niende af Guds Nåde konge til Danmark, de Venders og Goters, hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, gør vitterligt: Vi anordner følgende: I tilfælde af angreb på dansk territorium eller på dansk militær enhed udenfor dansk territorium skal de angrebne styrker ufortøvet optage kampen, uden at ordre afventes eller søges indhentet, selv om krigserklæring eller krigstilstand ikke er de pågældende chefer bekendt. Dersom forsvarets styrker ikke inden angrebet er bragt op på fuld krigsstyrke, er ethvert angreb på Danmark udefra eller på dets forfatningsmæssige myndigheder at betragte som ordre til mobilisering. Hjemmeværnet møder uopholdeligt som bestemt ved »Hjemmeværnet på plads«. Der må forventes ved krigsudbrud og under krigstilstand at ville fremkomme falske ordrer og meddelelser til befolkningen og til mobiliserende eller kæmpende styrker. Ordrer om ikke at mobilisere eller ikke at gøre modstand eller afbryde påbegyndt mobilisering eller kamp må derfor ikke adlydes, før der foreligger fornøden vished for, at ordren er udstedt af dertil kompetent myndighed. Ordrer fra forfatningsmæssige myndigheder, der er taget til fange, eller som af fjenden er sat ud af funktion på anden måde, skal ikke adlydes. Angrebne enheder eller enheder i nærheden af angrebne enheder sætter uden at afvente ordre omgående alle til rådighed stående midler ind i kampen. Isolerede styrker skal, under energiske forsøg på at sinke fjendens fremrykning mest muligt og tilføje ham størst mulige tab, søge forbindelse med andre kæmpende danske eller allierede enheder. Kampen skal, selv om styrkerne kæmper isoleret, føres med største energi for herved at skaffe tid til at organisere styrker i eller uden for området. Kampen skal fortsættes, selv om fjenden truer med repressalier for at bevæge vore styrker til overgivelse. Bliver det uomgængelig nødvendigt at opgive et landområde til fjenden, skal styrkerne gøre, hvad der er muligt for at nå frem til forsvarskampen på andre frontafsnit. Chefer for landsdelskommandoer, regioner, regimenter, selvstændige afdelinger, marinekommandoer, -distrikter, basiskommandoer m. fl. træffer, når angreb er erkendt, alle foranstaltninger til at forøge deres enheders fredsstyrke i overensstemmelse med de gældende bestemmelser, og søger snarest kampen vendt fra forsvar til angreb. 5. kolonnevirksornhed skal bekæmpes. Politiet vil på dette område bistå de militære myndigheder. Våben og andet krigsmateriel må aldrig falde i fjendens hånd i brugbar stand. Befalingsmænd, mather og værnepligtige af hær, søværn, flyvevåben, korps m. fl. - hvad enten de er tjenstgørende, afskedigede (endnu mødepligtige ved mobilisering), hjemkommanderede eller hjemsendte - skal, når angreb på Danmark erfares, ufortøvet og uden at afvente ordre om mobilisering give møde som befalet ved designeringsskrivelse eller på den i soldaterbogen (orlogsbogen) indklæbede røde mødebefaling. Såfremt landet bliver delvis besat af angriberen, skal alle, der ikke kan nå frem til deres egen afdeling, tilslutte sig andre kæmpende danske eller allierede enheder. Af det personel af værnene, der er overført til hjemmeværnet, skal de, der i fredstid er iklædt og udrustet, møde som bestemt ved »Hjemmeværnet på plads«. Det øvrige personel af værnene, der er overført til hjemmeværnet, skal derimod afvente nærmere ordre«.

Margrethe den Anden

1972 -

Perioden blev en krænkelse af folkenes og nationernes selvbestemmelsesret, og pludselig var Danmark i krig på Balkan … og andre steder. Thi fra slutningen af 1950’erne blev de nationale grænser mellem de vesteuropæiske lande snærende for den centraleuropæiske finanskapital, der havde behov for at placere pengene dér, hvor der var mest profit at hente. Derfor blev Fællesmarkedet dannet. Overklasserne i Vesttyskland, Frankrig, Italien, Belgien, Holland og Luxemburg slog sig sammen, men der var også planer om engelsk og dansk indmeldelse i 1962, - men det blev ikke til noget. I Danmark ønskede Storkapitalen tilslutning til EF, men dog sammen med Storkapitalen i England. Det samme gjorde eksportlandbruget, der havde en del afsætning i Centraleuropa. Der var store betænkeligheder ved dansk tilslutning hos dem, der ikke ejede store firmaer og hos dem som ikke eksporterede landbrugsvarer. Og med EF som en magtblok øgedes faren for en storkrig, og Storkapitalens større styrke i EF, ville blive brugt mod arbejderne og andre lønmodtagere, samtidig med, at Danmark ville risikere at blive opkøbt af udenlands kapital. Tre uger før folkeafstemningen den 2. oktober 1972 viste en meningsmåling flertal for et nej. Tilhængerne af EF forstærkede derfor deres propaganda, og de store firmaer og politikerne truede i fjernsynet med al landsens ulykker ved et nej, samtidig med at de lovede guld og grønne skove, hvis befolkningen stemte ja. Kom vi ikke ind, ville der blive stor arbejdsløshed, prisforhøjelser, forringelser af socialforsorgen og uddannelsesstøtten. Menigmand havde simpelthen ikke råd til at stemme nej. Den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag sendte et brev til alle over 65 år, hvori der stod, at stemte de ja, ville det betyde bedre kår for »alle vore ældre medborgere.« EF blev fremstillet som et toldsamarbejde. Men her blev det afgørende, at Socialdemokratiets øverste ledelse så kraftigt gik ind for et ja. Afstemningens resultat blev en stor sejr for EF-tilhængerne, der fik 63 procent af stemmerne. Men agitationen for EF var løgnagtig og landsforrædderisk. Umiddelbart efter Danmarks indtræden i EF i oktober 1972 gik Jens Otto Krag af som statsminister og overlod statsministerposten til den tidligere forbundsformand i DASF (Specialarbejderforbundet): Ankel Jørgensen. Men gennem 1970érne blev stadig større dele af de samfundsskabte værdier anvendt til uproduktive og spekulative formål, som f.eks. bolig - og jordspekulation, hvor enorme kunstige værdistigninger belåntes og skabte forrentning, uden at der lå samfundsmæssig produktion bag. Også i valutaspekulationen anvendtes meget store beløb, og den grå og sorte udlånsvirksomhed og de kriminelle transaktioner voksede hastigt i disse år. Handelsbanken, Landmandsbanken og Privatbanken kontrollerede halvdelen af pengeformidlingen. De syv personer, der sad i bestyrelsen for Handelsbanken i 1973 havde plads i 76 aktieselskaber. I slutningen af 1973 og ind i 1974 slog den økonomiske krise for alvor igennem i Danmark. Baggrunden for krisen var bl.a. den meget voldsomme ophobning af kapital, der var forekommet op gennem tresserne, der sammen med den løbende rationalisering havde stillet lønarbejderne over for en stadig større mængde af kapital, som de igennem deres arbejde skulle sikre forrentning af til en fast og konkurrencedygtig profitrate. Dette kunne under de ganske svære konkurrencevilkår være svært indenfor bestemte brancher, og når det ikke lykkedes, forsøgte kapitalisterne ofte at indhente den tabte forrentning i form af højere priser. Disse stigende priser sammen med den løbende inflation var med til at udhule lønningerne, og der opstod et gab mellem arbejdskraftens købekraft (forbruget), og den rationaliserede industris stadig voldsommere udbud af varer. Ved årsskiftet 1973/74 afløstes den socialdemokratiske mindretalsregering af en borgerlig mindretalsregering under ledelse af partiet Venstre´s Poul Hartling, og nu begyndte den borgerlige nedskærings- og krisepolitik. I februar måned 1974 vedtog Folketinget et tilskud på 2. mia. kr. til kapitalen. Denne form for direkte støtte til virksomhederne skulle i de kommende år blive mere almindelig, og var en tydelig omfordeling af befolkningens midler over i kapitalisternes lommer, som ellers plejer at foregå mere i det dulgte For at finansiere dette arbejdsgivertilskud gennemførte Folketinget en tvungen opsparing i befolkningen, som man tilmed lod bankerne foretage, således at denne tvangsopsparing gik helt uden om statsapparatet og direkte over i erhvervene. I april måned gennemførte man besparelser på finansloven for ikke mindre end 1,5 mia. kroner, og endelig i maj måned vedtog regeringen en række punktafgifter, der skulle dæmpe forbruget. Dette sidste forlig blev hurtigt på arbejdspladserne døbt »det sorte forlig«, og dét udløste flere store demonstrationer i maj måned, og herfra udgik spirerne til protestbevægelsen mod Hartling-regeringen. Formandsinitiativet indkaldte 1.000 faglige tillidsfolk til en konference d. 5.- 6. Maj i Nørrebrohallen, og de besluttede at løbe storm mod regeringen. Byggefagenes Samvirke og Det Centrale Arbejdsløshedsudvalg arrangerede en demonstration d. 26. November, der talte langt over 100.000 deltagere. Da regeringen med støtte i Folketingets flertal fortsatte denne politik, voksede utilfredsheden, og Hartling-regeringen udskrev valg d. 9. december 1974. Men i løbet af 1974 måtte en lang række mindre virksomheder alligevel bukke under og arbejdsløshedstallet steg til langt over 100.000. Den økonomiske krise skyldes 1) de stærkt stigende oliepriser, der var et resultat af OPEC-Iandenes prisfremstød fra efteråret 1973. Disse stigende udgifter på så vigtigt et råstof som olien betød, at den færdige produktionspris på produkterne steg, og det betød også, at den danske udenlandsgæld steg betydeligt; 2) at inflationen forsatte med at udhule lønningerne og dermed vedligeholder den svækkede købekraft; 3) betalingsbalancevanskeligheder, der i høj grad skyldes virksomhedernes ensidige handelsmønster, hvor de var ganske afhængige af 2-3 samhandelspartnere 4) den kraftige nedskæring af boligbyggeriet og af forbruget. Samtidig skete der fra 1974 til 1977 en systematisk forringelse af boliglovgivningen, der betød huslejeforhøjelser. I februar 1975 fik man en socialdemokratisk mindretalsregering under ledelse af Anker Jørgensen. Selvom denne regering var kommet til magten på grund af Hartling-regeringens asociale og arbejderfjendske politik, så var Socialdemokratiets første gerning, at ophøje Forligsmandens mæglingsforslag til overenskomsterne - til lov. Endnu engang skulle en socialdemokratisk regering, og tilmed en tidligere fagforeningsmand i spidsen, bryde arbejdsmarkedets frie forhandlinger og gennemføre et mæglingsforslag, der for langt de fleste grupper på arbejdsmarkedet kom til at betyde en nulløsning, og en forlængelse af deres overenskomster uden lønforbedringer, der modsvarede den dokumenterede produktivitetsfremgang, der havde fundet sted. I september måned 1975 gennemførte den socialdemokratiske regering sammen med de borgerlige partier Septemberforliget. Man forsøgte at stimulere omsætningen og befolkningens købekraft ved en 5-måneders sænkning af momsen på 5% og ved en tilbagebetaling af den tvungne opsparing. Det var en slingrende økonomisk politik, fordi man et år tidligere med Hartling-regeringen havde forsøgt at dæmpe forbruget ved at lave punktafgifter og udskrive tvangsopsparing, og nu 18 måneder senere stemte det samme Venstre for en stimulering af forbruget igennem udbetaling af den selvsamme tvangsopsparing og en midlertidig sænkning af momsen. Udover dette indeholdt Septemberforliget også aftaler om en række besparelser på det offentlige budget og en væsentlig forbedring af erhvervenes afskrivningsmuligheder, - altså endnu mere statsstøtte til kapitalen. Endelig lå der i Septemberforliget rammerne for den indkomstpolitik, der skulle føres i de kommende år, idet man i dette forlig aftalte, at man skulle forhindre et voksende omkostningsniveau i industrien, og ved omkostningsniveau forstår man i den borgerlige økonomi ensidigt lønomkostninger, og hverken rente, profit, inflations- eller spekulationsomkostninger. Dette forlig knyttede Socialdemokratiet til de borgerlige partier og forbedrede på ingen måde beskæftigelsessituationen, hvor man nu lå med arbejdsløshedsprocenter på mellem 10 % og 13 %. I juni 1976 brød den store porcelænsstrejke ud på Den kongelige Porcelænsfabrik, og strejken varede 3 måneder. Kravet var en mindsteløn på 32 kr. i timen, og på trods af Arbejdsrettens overgreb, sluttede arbejdsplads efter arbejdsplads op om strejken. I august 1976 indgik Socialdemokratiet sammen med 4 borgerlige partier et vidtrækkende Augustforlig, der indeholdt 1) en indkomstramme, der begrænsede lønudviklingen helt frem til 1979 idet lønningerne kun måtte stige 2 % hvert år. Selv dyrtidsportioner, der måtte falde derudover, skulle ikke udbetales. Derudover indeholdt lønrammen, at der kun måtte udbetales én dyrtidsportion pr. halvår, og hvad der måtte komme til udbetaling derudover skulle indsættes af staten i ATP-fonden, hvor lønmodtagerne så kan få pengene udbetalt når de engang bliver pensionerede. 2) regeringen gennemførte et afgiftsbombardement, hvor de mest dagligdags varer som te og kaffe benzin og øl fik nye afgifter, der hævede det samlede prisniveau med 4%. Det betød for en arbejderfamilie med en indtægt på 66.000 kroner, at den blev 3.120 kroner fattigere i købekraft om året. 3) regeringen vedtog nedskæringer på børnepengene, på uddannelserne, på anlægsarbejderne, på hospitalerne osv.. I alt vedtog man offentlige nedskæringer på 1,5 mia., og sammenholdt med de forrige års nedskæringer betød det, at man på 2 år havde sparet 6 mia. kroner på et statsbudget på ca. 80 mia.kr. 4) regeringen vedtog et stop for stigningen i aktieudbytterne og fastsatte, at de foreløbigt ikke måtte ligge over gennemsnittet for de sidste tre år. Men man gjorde ikke noget ved udstedelsen af friaktier og andre former for udbytteudbetaling, hvor der alene i de 7 første måneder af 1976 var udstedt for 1.003,6 mill. kroner i friaktier til kapitalisterne selv. 5) regeringen vedtog at bruge 105 mill. kr. til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden 6) man vedtog en »hensigtserklæring«, der sagde, at forliget skulle bedre beskæftigelsessituationen, men regeringens egne vismænd havde beregnet, at forliget ville skabe ca. 20.000 yderligere arbejdsløse ! Selv LO med Thomas Nielsen i spidsen tog afstand fra Augustforliget.. Men i oktober måned fordømte LO og Thomas Nielsen det Formandsinitiativ, der forsøgte at samle arbejdspladsernes krav og arbejdernes aktiviteterne til de kommende overenskomstforhandlinger, hvor arbejdspladserne stillede krav om en mindstebetaling på 35 kr. i timen; 35 timers arbejdsuge; og udbetaling af 35 øre pr. dyrtidspoint. Men staten og Socialdemokratiet førte indkomstpolitik mod arbejderne, og de tog skærpede midler i brug mod arbejderne. Politiet blev sat kraftigt ind ved ulydighed mod myndighederne. I november strejkede oliechaufførerne. Folketinget vedtog et lønstop til marts måned 1977, og politikerne forsøgte at kriminalisere strejkerne. Men krisen holdt dog ikke op, og stadigt flere blev ofret som arbejdsløse. De arbejdsløse udgjorde i 1973/20.000; i 1975/103.000; i 1977/132.000; i 1979/160.000; i 1981/300.000. Og danskerne affandt sig med, at disse mennesker blev jaget ud i arbejdsløshed. Da danskerne gik ind i anden halvdel af 1970’erne, var de forvirrede, nagede af tvivl, desillusionerede og kyniske. Den økonomiske krise kom samtidigt med en moralsk krise af samme art, som danskerne før havde været i, når vi befandt os i sidste fase af én samfundsorden og endnu ikke havde taget det afgørende skridt ind i en anden. Nogle af vores politikere slog sig op på at fortælle danskerne, at det ikke kom dem ved, at børn, syge og gamle skulle hjælpes, men samtidigt stolede danskerne ikke på nogen politiker over en dørtærskel. Men med Fællesmarkedet gik det stik modsat af, hvad politikerne havde forsøgt at bilde folk ind. Landbruget fik ikke en ny velstand, priserne gik ikke ned, arbejdsløsheden steg og faldt ikke. EF var ikke bare et toldsamarbejde, men den politiske magtblok, som politikerne havde svoret sig blå i hovedet på, at det ikke var. De forhenværende selvstændige og de, der endnu hang i vandskorpen, forstod ikke, hvad det var der ramte dem, de gamle familiemønstre kom kun på længere afstand, fornemmelsen af usikkerhed bredte sig. Også fiskerne blev ramt. Sammenhold gjaldt ad helvede til. Kun fiduser, følelseskulde og hurtig fortjeneste var noget værd. Penge kunne købe alt. Europa var gennemspækket med atombomber, kun et mirakel havde hidtil gjort, at de ikke var blevet fyret af. Forureningen fra den kapitalistiske produktion med dens overflødige produktion og dens ene hensyntagen til profitten lagde havene øde, den fælles store giftdød blev en nærliggende mulighed. I foråret 1977 udbrød den langvarige strejke på Berlingske Tidende, idet arbejdsgiverne opsagde lokalaftalerne, og ville indføre ny teknik uden at forhandle med trykkeriarbejderne.

De moderne hoverilove og godsejerrettigheder i byernes moderne industrikapitalisme er: Hovedaftalen af d. 31. oktober 1973 med ændringer pr. 1. marts 1987 og 1. januar 1993 - i uddrag: § 1. Da det er ønskeligt, at spørgsmål om løn- og arbejdsvilkår løses gennem afslutning af kollektive overenskomster, eventuelt under hovedorganisationernes medvirken, forpligter hovedorganisationerne og deres medlemmer sig til hverken direkte eller indirekte at lægge, hindringer i vejen for, at arbejdsgivere og arbejdstagere organiserer sig indenfor hovedorganisationernes organisatoriske rammer. 2. Stk. 1. Nar der er indgået en kollektiv overenskomst, kan det inden for det område, som overenskomsten omfatter, og så længe det er gældende, ikke etableres arbejdsstandsning (strejke, blokade lockout eller boykot), medmindre der er hjemmel herfor i "Norm for regler for behandling af faglig strid", eller kollektiv overenskomst. Sympatistrejke eller sympatilockout kan i øvrigt etableres i overensstemmelse med aftaler og retspraksis. Stk. 2. Ingen arbejdsstandsning kan lovligt etableres, medmindre den er vedtaget med mindst 3/4 af de afgivne stemmer af en efter vedkommende organisations love dertil kompetent forsamling og et behørigt varslet i overensstemmelse med reglen i stk. 3. Undtaget herfra er alene arbejdsstandsninger i de i "Normen", § 5, stk. 2. nævnte tilfælde. Stk. 4. Såvel hovedorganisationerne som de under dem hørende organisationer samt øvrige af Hovedaftalen bundne organisationer er forpligtet til ikke at understøtte, men med alle rimelige midler at hindre overenskomststridige arbejdsstandsninger og, hvis overenskomststridig arbejdsstandsning finder sted, at søge at få den bragt til ophør. Stk. 6. Under arbejdskonflikt mellem parterne i nærværende overenskomst eller deres medlemmer og udenforstående arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisationer eller virksomheder må støtte til den udenforstående ikke ydes af nogen ved denne overenskomst forpligtet part. § 3. Stk. 1. Overenskomster afsluttet mellem hovedorganisationerne skal respekteres og efterkommes af alle under dem hørende organisationer under vedkommende hovedorganisations ansvar. Stk. 2. Uoverensstemmelse om, hvorvidt der består overenskomst, afgøres af Arbejdsretten, medmindre parterne er enige om at lade spørgsmålet afgøre ved faglig voldgift. Uoverensstemmelse om, hvilket område en overenskomst har, afgøres ved faglig voldgift. § 4. Stk. 1. Arbejdsgiverne udøver ledelsesretten i overensstemmelse med de i de kollektive overenskomster indeholdte bestemmelser i samarbejde med arbejdstagerne og deres tillidsrepræsentanter i henhold til de mellem Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening til enhver tid gældende aftaler. Stk. 3. Ved afskedigelse af en arbejdstager må vilkårligheder ikke finde sted, og klager over påståede urimelige afskedigelser kan derfor behandles efter nedenstående regler. Sager, i hvilke der nedlægges påstand om underkendelse af en afskedigelse, skal så vidt muligt være afsluttet inden udløbet af den pågældende arbejdstagers opsigelsesvarsel….Såfremt der foretages afskedigelse af en arbejdstager, der har været uafbrudt beskæftiget i den pågældende virksomhed i mindst 9 måneder, har den pågældende arbejdstager ret til at begære skriftlig oplysning om grunden til afskedigelsen….etc…. Lov om Arbejdsretten af d. 13. marts 1997. I uddrag: § 9. For Arbejdsretten indbringes sager om 1; overtrædelse og fortolkning af en af Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark vedtaget hovedaftale samt tilsvarende hovedoverenskomster og hovedaftaler, 2; overtrædelse af kollektive overenskomster om løn- og arbejdsforhold, 3; lovlighed afvarslede kollektive kampskridt eller af de i denne anledning udstedte varsler, såfremt den berørte parts hovedorganisation eller, dersom parten ikke er medlem af en sådan, parten selv ved anbefalet brev inden 5 dage har protesteret over for ved kommende organisation eller enkeltvirksomhed mød lovligheden af kampskridtet eller varslet, 4; hvorvidt der foreligger en kollektiv overenskomst, og 5; lovligheden af anvendelse af kollektive kampskridt til støtte for krav om overenskomst på områder, hvor kollektiv overenskomst ikke er indgået. Stk. 2. Arbejdsstandsninger skal straks indberettes til organisationerne, og fællesmøde under organisationernes medvirken til drøftelse af en arbejdsstandsning skal afholdes dagen efter dennes iværksættelse, medmindre arbejdsstandsningen er ophørt forinden fællesmødets afholdelse. Stk. 3. Sager efter stk. 1, nr. 1-3, kan kun indbringes for Arbejdsretten, hvis overtrædelsen er foretaget eller kampskridtet er varslet eller iværksat af en arbejdsgiverorganisation eller et eller flere medlemmer af en sådan, af en enkeltvirksomhed (enkeltmand, firma. aktieselskab eller offentlig institution) eller af en lønmodtagerorganisation eller af medlemmer af en sådan i fællesskab. Adgangen til at indbringe sager er endvidere betinget af, at der ikke i det på gældende overenskomstforhold er indeholdt bestemmelser i modsat retning. Stk. 4. Ud over de i stk. 1 nævnte sager, kan sager vedrørende uoverensstemmelser mellem arbejdsgivere og lønmodtagere indbringes for Arbejdsretten, nar retten billiger det, og der mellem en arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisation eller mellem en enkelt-virksomhed og en lønmødtagerorganisation er truffet aftale derom. § 12. Stk. 1. I sager, der er nævnt i § 9, stk. 1, nr. i og 2, og stk. 4, kan Arbejdsretten idømme den eller dem, der har deltaget i det overenskomststridige forhold, en bod, der skal tilfalde klageren. Stk. 2. Bod kan ikke pålægges de deltagere i en arbejdsstandsning, der har genoptaget arbejdet inden afholdelse af det i § 9, stk. 2, omtalte fællesmøde eller har fulgt en henstilling fra dette møde om straks at gå i arbejde, medmindre det godtgøres, at arbejdsstands igen har savnet rimelig begrundelse eller må betragtes som led i en systematisk aktion. Stk. 3. Består overenskomstkrænkelsen i undladelse af at betale et skyldigt beløb, kan dommen i stedet for bod gå ud på betaling af beløbet. Stk. 4. Nar ikke andet forud er vedtaget. kan der kun pålægges en organisation som sådan retligt ansvar, nar den har gjort sig delagtig i det påklagede forhold. Stk. 5. Boden fastsættes under hensyntagen til samtlige sagens omstændigheder, herunder i hvilken grad overtrædelsen har været undskyldelig fra overtræderens side. Ved bedømmelse af en overenskomststridig arbejdsstandsning skal der således tages hensyn til, om der fra modpartens side har foreligget forhold af en sådan art, at arbejdsstandstningen må anses for at være en forståelig reaktion herpå. Stk. 6. Under særlig formildende omstændigheder kan en i øvrigt forskyldt bod bortfalde, og den skal bortfalde, nar overenskomststridig adfærd fra modpartens side skønnes at have givet rimelig grund til en arbejdsstandsning. Det samme gælder, nar det godtgøres, at en arbejdsstandsning skyldes trivselsmæssige faktorer, som modparten bærer ansvaret for. Stk. 7. Som en særlig skærpende omstændighed skal det anses, at overtræderen, skønt overenskomstmæssig forpligtet hertil, har nægtet at lade sagen afgøre ved voldgift eller har handlet i strid med lovligt afsagt voldgiftskendelse eller en af Arbejdsretten afsagt dom. § 21. Arbejdsrettens dømme kan fuldbyrdes efter retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse af domme. Stk. 2. Forlig indgået for Arbejdsretten kan fuldbyrdes efter retsplejelovens regler om fuldbyrdelse af forlig. Stk. 3. Retsplejelovens bestemmelser vedrørende indsigelser mod rigtigheden af domme m.v., der fremsættes under tvangsfuldbyrdelsen, finder tilsvarende anvendelse for indsigelser, der fremsættes under fuldbyrdelsen af Arbejdsrettens domme, kendelser og beslutninger.

Fortsættes her: Det 20´ende århundrede - hvilket århundrede ? * * Stutthof * * historien i det 20´århundrede * *

Skift til: Brudstykker af Danmarks historie (I) * * Danmarks historie (II) * * Danmarks historie (III) * * Danmarks historie (IV) * * Strejke * * 1875 m.v. * * Revolutionære ideer gennem historien I. + II. + III.

Webmaster