Brudstykker af Danmarks historie (III)

Knud den Sjette

1182 - 1202

Valdemar den Stores ældste Søn: Knud, overtog Regeringen efter sin Faders Død under Navn af Knud den Sjette og lod sig hylde på Urnehoved, landstinget øst for Bolderslev i Sønderjylland. Men så snart Valdemar var død, var Oprøret igen i fuld Gang i Skåne i 1182. Skåningerne havde bestemt, at de ikke ville svare Absalon Bispetiende, og var mod andre af Hvide-slægten. De ville i stedet have valgt Knud´s frænde: Harald Skreng som kongsemne. Saxo nævner, at budstikken rundt i Skåneland ønskede at samle hele Skånes almue indenfor fjorten dage på Landstinget, for at værge almuens frihed med våben. Denne Gang flød der dog mindre Blod; og før Kong Knud kom med sin Hær, havde de skånske Høvdingen spredt Oprørshoben med en adelig rytterhær i et blodigt slag ved Dysjebro, og den unge Konges forsæt om at ødelægge en Del af Landet med Ild og Sværd blev ikke udført, da Absalon gik i Forbøn for sine Modstandere. Det skrives, at bøndernes nederlag var et skel mellem det "gammeldanske samfund" og Valdemarstiden. Biskop Svend af Århus var grundlægger af Cisticienserabbediet i Øm i 1183. I 1187 syntes det at været lykkes at gennemføre bispetiende i Sønderjylland. Den tyske Kejser Frederik Rødskæg havde engang lokket Valdemar til sig og tvunget ham til at erkende Kejseren for sin Overherre; dette skulle nu gentages med Knud den Sjette. Først kom der Bud og Brev, og da det ikke virkede, kom en kejserlig Udsending, der truede med den mægtige Kejsers Vrede, om Knud ikke indfandt sig hos hans Herre. Men Absalon svarede på den unge Konges Vegne: »Knud er lige så fri en Herre som Kejseren og har lige så god Adkomst til Danmarks Rige som Kejseren til det romerske, og derfor skal Kejseren ikke vente sig nogen Underdanighed herfra«. Svaret blev bragt Kejseren, som blev højlig forbitret og opæggede Hertug Bugislaw af Pommern til at anfalde Danmark. Kejser Frederik Barbarossa (rødskæg) havde travlt efter freden i Constanz med de lombardiske stæder, og kunne derfor kun mobilisere de vendiske vasaller. Ingen anede noget, da en skønne Dag Fyrst Jærmer fra Rügen kom ilende til Sjælland og fortalte, hvilken Fare der truede; Bugislav havde allerede samlet en Flåde på 500 Skibe. Knud den Sjette lå ovre i Jylland, og Absalon bød da på egen Hånd den sjællandske Ledingsflåde ud; alt, hvad flyde kunne, skulle komme straks. Også til Fynboen og Skåninger sendte han Bud, men lod dem vide, at kunne de ikke inden seks Dage møde i den bestemte Havn, måtte de hellere blive hjemme. Fra Sjælland kom alle tidsnok, men fra Fyn kom kun 6 og fra Skåne 14 Skibe. Fredagen før Pinse sejlede Absalon med Flåden over til Rügen og lå der nogle Dage uden at se noget til Bugislav. Anden Pinsedag (1184) udsendte han en Spejder og gik derpå i Land for at holde Gudstjeneste; men for han fik begyndt derpå, kom en af Hærens Folk løbende og fortalte, at Bugislavs Flåde lå udenfor, selvom man ikke kunne se den for Tåge. Straks kaldte Absalon dem tilbage, der gik forud med Altertøjet. »Nu vil jeg«, sagde han, »lade Sværdet synge Messe til Herrens Lov«. Lidt efter lettede Absalons Flåde og styrede ind på den pommerske. På Grund af Tågen så Pommeninkerne intet, før de hørte den danske Kampsang skingre, og da de nu pludselig så Absalons Banner vaje lige over for sig, blev de slagne med Rædsel og tænkte kun på at komme bort. De største af deres Skibe kunne dog ikke så nemt komme af Sted, hvorfor en Del af Mandskabet sprang over på de mindre, der derved blev så overfyldte, at 8 af dem sank. Mange Danske kastede sig over Byttet, men Absalon råbte, det var Fjenden, ikke Byttet, man skulle stræbe at nå, og med 7 Skibe forfulgte han hele den fjendtlige Flåde, som blev tagen på 35 Skibe nær. Bugislavs prægtige Telt blev sendt til Kong Knud i Jylland som Sejrsbud. Efter denne stolte Sejr opgav Kejseren foreløbig sine Planer på Danmark og Frederik Rødskæg talte ikke mere om at ville råde i Danmark. Ved et Par Togter ind i Pommern nødtes Bugislav til at bede om Fred; han tog sit Land til Len af den danske Konge i 1185, der nu antog Titel af Danernes og Vendernes Konge - en titel som de danske beholdt i de næste 800 år. I det danske kongevåben blev den gyldne lindorm i et rødt felt indført som Vendernes våben af Christoffer af Bayern (1439 - 1448), og lindormen går igen i Maribo´s byvåben. Med Vendlands indtagelse nedlagde Absalon Sværdet; Krumstaven førte han endnu i 15 år. Foruden Absalon og Esbern Snare fik Knud den Sjette også en dygtig Hjælper i sin yngre broder Valdemar, som var udnævnt til Hertug i Sønderjylland. Han var kun tolv år gammel, da Faderen døde, og Bisp Valdemar af Slesvig, der var en Søn af Knud Magnussen, blev derfor sat til at styre Hertugdømmet for ham, indtil Hertug Valdemar selv var myndig. Da han så var blevet myndig og skulle til at overtage Regeringen, ville Bisp Valdemar ikke give Slip på Magten og gik i forbund med grev Adolf d. 3 af Holsten og flere nordtyske Fyrster. Bisp Valdemar mente så, at han nok kunne trodse den unge Hertug Valdemar og blive ved at være Hertug, ja han tænkte endogså på at støde Knud den Sjette fra Tronen og blive Danmarks Konge i hans Sted. Bisp Valdemar blev endog valgt til ærkebiskop af Bremen, fordi han var så tyskvenlig, og med krav fra både Norge og Sverige rejste denne Bisp Valdemar krav om at blive Danmarks konge. Men den unge Hertug Valdemar var ikke således at spøge med. Han tog uden videre Bisp Valdemar til Fange i 1192 ved et Møde i Åbenrå, og satte ham i Fængsel i Søborg Fangetårn i Nordsjælland, hvor han måtte sidde i hele 13 år. Grev Adolf d. 3. af Holsten havde tidligere fået samtlige indtægter på Lybechs handel af staufernes kejser, og i 1190 fik han Ditmarsken. Men denne overdragelse af Ditmarsken ville Danmark ikke anerkende. I 1199 forsøgte så grev Adolf d. 3 af Holsten forgæves at kalde til modstand mod danskerne, med det resultat, at Hertug Valdemar indtog grevens nyopførte fæstning: Rendsburg i 1200. Greven selv blev slået i slaget ved Stellau, og sat i 3 år i fængsel og måtte en Tid dele Skæbne med Bispen som Fange på Søborg, indtil han købte sig fri, ved at afstå alle sine Lande Nord for Elben. Hertug Valdemar indtog alle hans Lande Nord for Elben. Efter disse og endnu flere Sejrvindinger herskede Knud den Sjette over alle Østersøens Kystlande lige fra Kalmar Sund til Egnene Øst for Oderfloden; og han tog titlen "de Danskes og Vendernes konge",- men det var ikke lang Tid, han fik Lov til at glæde sig over denne store Magt, thi han døde allerede i 1202 - kun 40 År gammel. I 1198 stifter Germanske købmænd nede i Palæstina: Maria-ridderordenen, kaldet: Den Tyske Orden, hvis formål var kamp mod de vantro, bl.a. de hedenske Litauere. Andre Germanere stifter i 1202 Sværdridderordenen. Absalon døde året før Knud den Sjette dvs. i 1201. Han havde været en trofast Hjælper både for Valdemar den Store og Knud den Sjette, og det skyldtes især Absalons store Dygtighed som Kriger. Absalon styrede tillige myndigt Kirken. Det siges, at Absalon ejede 37.800 tønder land, hvilket svarer til ca. 30 store godser. Men man ved ikke rigtigt noget om hvordan godssamlingen er sket. Sandsynligvis er det taget med magt fra fredelige bønder, brydegårde og herremænd, der er slået ned med sværdet i forbindelse med rigssamlingen. De begravede ham foran Alteret i Sorø Kirke ved Siden af hans Fader. På den Blyplade, der blev lagt i hans Kiste, skrev hans Venner de jævne Ord, at han var »en god og kæk Mand«; Islænderne føjede til, at »han var noget nær den største Krigsmand, der har været i Norden«. Få have tjent Stormændenes og Kirkens Kongemagt så længe, så trofast og så lykkeligt som han. Han var en meget myndig Ærkebisp og drev med Kraft på, at Tienden skulle indføres, og at Kirken skulle have samme Magt i Danmark, som den havde fået i andre Lande. Derover fik han mange Fjender. Absalon havde en Skriver, som hed Sakse han havde stor Lyst til at lytte efter alle Slags Fortællinger om, hvad der var sket i Danmark i gamle Dage, og han lagde også godt Mærke til, hvad der foregik i hans egen Tid. Alt, hvad han således havde hørt og selv set, det skrev han op, og deraf blev en tyk Bog, en Danmarkshistorie, som er af stor Vigtighed og meget fornøjelig at læse. Ligesom Kirkens store Minder var levende oppe i Valdemarstiden, således var der også stor Kærlighed til Folkeminderne. Om Valdemar den Store hedder det, at det var hans Lyst at høre gamle Fortællinger, og imellem hans Mænd færdedes Sagafortællere som Arnold Islænder og Lukas Engelskmand, der satte Liv i Krigerne ved at fortælle Forfædrenes Bedrifter. Fortidens Minder levede i gamle Sange og i mundtlig Fortælling; ingen havde endnu skrevet en Danmarkshistorie Da var det, at Absalon, der gerne ville hævde Danmarks Ære i enhver Henseende, og nødig ville, at det danske Folk skulle stå tilbage for andre, begyndte at tilskynde en og anden til at skrive en sådan Bog, og omsider formanede han Sakse til at påtage sig denne vanskelige Gerning. Det er kun lidt, vi ved om Sakse. Han har sørget for alle de andres Eftermæle, men ingen har sørget for hans. Egentlig ved vi kun, at hans Fader og Farfader var Krigsmænd i Kong Valdemars Gård, og at han selv var Absalons Klerk, dvs. Håndskriver. Hans Lærdom og Dygtighed i Latinen kan tyde på, at han i sin Ungdom, som så mange andre på denne Tid, har studeret ved Højskolen i Paris men vissere er det, at han har pløjet Bølgen om Bord hos Absalon, og under Krigernes Telt i Lejren og på Slagmarken har han været Vidne til mange af de Begivenheder, hvorom han fortæller. Han overlevede Absalon og fuldendte sin mærkelige Bog i Valdemar Sejrs Tid. Sakses Bog er skreven på Latin, de lærdes Sprog dengang; men Indholdet er ægte dansk. De mange Oldtidssagn, hvormed hans Bog begynder, har han fortalt mest efter gamle sange, noget har han hørt af Islænderne, hvis Sagamænd ofte gæstede Danmarks Konger og havde god Kendskab til den gamle Tid; men hvad der var sket under Svend Estridsen og hans Sønner, i Borgerkrigenes Tid, og mens Valdemar og Knud var Konger, derom vidste Absalon Besked, hvorfor også Sakse, som han selv siger, flittig lyttede til Absalons Fortælling, når denne fortalte om sine egne eller om andres Gerninger. Få kendte dengang til at skrive, og ingen kunne skrive som Sakse. Hans Fortælling er så levende, at vi ligesom se Personerne og opleve Hændelserne. Når vi læser i hans Bog, mærke vi, at han har fornøjet sig ved de gamle Sagn, han beundrer de Store og ædle Personligheder. Hans Bog er endnu en af vore fortrinligste Folkebøger og må regnes til det bedste, Valdemarstiden har givet os i Arv. I 1200 anslår man den danske befolkning til 1. Million fordelt på 165.000 brug. I 1200 forsøger Ribe-bispen at forhøje tiende ved hjælp af bestukne Stormænd - men under bøndernes trussel om stening blev dette krav opgivet. I 1200 kommer tiggermunkene, franciskanerne (gråbrødre) dominikanerne (sortebrødre). Venderne eksporterede korn til Danmark. Venderhesten var kraftig og efterspurgt.

Valdemar Sejr

1202 - 1241

Knud den Sjette efterlod sig ingen Sønner, og hans broder: Hertug Valdemar i Sønderjylland var allerede en berømt Mand. Han blev kaldet til som Danmarks Konge. Et mægtigt Rige fik han at råde over. Over de nys erobrede tyske Lande, som han kaldte Nordalbingia, satte han sin Søstersøn, Grev Albrekt af Orlamynde. Valdemar kaldte sig selv: »De Danskes og Venders Konge, Hertug i Jylland og Herre over Nordalbingia«. Han fik Tilnavnet Sejr, fordi han vandt så mange Sejre og indtog så mange Lande. Valdemar Sejr erobrede i 1203 Holsten med Lybæk. Valdemar Sejr var to Gange gift, først med Dagmar, en bøhmisk Prinsesse. Bøhmerkongen havde forskudt sin Hustru, som derfor var tyet til sit Hjemland Saksen, hvor hendes Børn var hos hende, og hvorfra Datteren Dagmar i Året 1205 blev ført til Danmark som Kong Valdemars Brud. Hun blev Moder til Sønnen Valdemar, der allerede som Dreng fik Kongenavn, men dog aldrig kom til at bære Kronen da han 1231 blev dræbt ved et Vådeskud under en Jagt på Refsnæs. Dagmar vandt i en sjælden Grad Folkets Kærlighed, der sørgede over hendes tidlige Død i 1212 og folket forherligede hendes Minde i skønne Folkesange. To År efter hendes Død giftede Valdemar sig med den portugisiske Prinsesse Bengerd og fik med hende Sønnerne: Erik, Abel og Kristoffer. Også hun døde tidlig (1221). Hun var en stor Skønhed, men så stolt og hårdhjertet, at hun blev almindelig forhadt, og der var ingen Folkesorg ved hendes Båre, og hun fik et ondt Eftermæle. Landets fred var kongens pligt, og han skulle beskytte lov og orden. Mange af kongens indtægter kom derfor fra retsbøder og afgifter, og Valdemar var på konstant rejse i Jylland, på øerne og i Skåne for at forøge sin våbenmagt. Mange af afgifterne og bøderne var selvfølgelig varer, som heste og vogne. I 1213 stævnede sysselmanden i Trøndelag (Norge) bønderne til tinget, for at pålægge dem en ledingsskat. Men bønderne mødte bevæbnede op og slog sysselmanden ihjel. Derefter bredte oprøret sig til flere tingsområder. I 1217 dræbte bønderne sysselmanden fra Follo ved ´hærpil´, og i 1227 fik sysselmanden i Aker (Norge) samme medfart, efter en ulovlig beskatning. I 1212 støtter paven i Rom åbent stauferne, og Valdemar der havde støttet welferne, skiftede side. Den unge kejser Friedrich d. 2. takkede i 1214 for Valdemars støtte, og gav i et brev afkald på alt land nord for Elben, bifloden Elde, hele Venden, og anerkendte de danskes erobring af alle landområderne fra Pommern i øst til Ditmarsken i vest. I 1216 anerkendte paven Dominikanerordenen (sortebrødrene) og i 1223 Franciskanerne (gråbrødrene). Disse u-ordener var tiggermunke, der holdt til i byerne. På rigsmødet i Slesvig i 1218 udpeges Valdemar Sejr sin søn: Valdemar, til sin efterfølger. »Sværdridderne«, en tysk Ridderorden, havde i mange År kæmpet for at overvinde og omvende de hedenske Folk Øst for Østersøen, for at gøre dem skattepligtige, men var nu så hårdt trængte af Hedningerne, at de måtte opgive Kampen, om ingen kom dem til Hjælp. De henvendte sig da til Danmarks Konge, hvis Formænd havde kuet Venderne, og da Paven understøttede deres Opfordring og lovede sin Velsignelse, rustede Valdemar sig til Korstog. Fulgt af ærkebisp Andreas Sunesen og Bisperne i Slesvig og Århus gik han i foråret 1219 over Østersøen med en Flåde på 1500 Skibe.. De landede ved Estlands høje Klint og slog Lejr ved Lindanes, hvor Esternes Høvding indfandt sig for at bede om Fred og tilbyde Underkastelse. Kongen, der ikke tænkte på Svig, tog vel mod disse Mænd og gav dem Gaver; Biskopperne døbte dem, og de drog fornøjede bort. Men tre Dage efter, da man havde spist Nadver i den danske Lejr og uden at ane nogen Fare havde begivet sig til Hvile, brød Esterne fra alle Sider ind i Lejren, hvorved stor Forvirring opstod. Heldigvis lå Fyrst Vitslav med sine Rügboer i en Dal længere nede ved Kysten, så han fik Tid til at samle sine Folk og komme de Danske til Hjælp, hvorved det lykkedes Kongen at få Samling på Hæren og gå Fjenden i Møde. I denne Strid kæmpede de Danske første Gang under Dannebrog, som skulle blive Kongens militære Standard. Sagnet fortæller, at da Kampen var hårdest, og de Danske begyndte at vige, da dalede ned fra Himlen en rød Dug med hvidt Kors, og der hørtes en Røst, som sagde: »Når dette Mærke hæves højt, skulle I sejre«. En stor Sejr blev vunden. Tusinder af Estere lå slagne på Marken. Det skete nøjagtig 50 år efter sejren over Arkona. Man mener dog, at nogle græske hjælpetropper, der skulle hjælpe de kristne, tabte deres fane fra et højdedrag, således at flaget faldt ned blandt de kæmpende. Esterne blev tvangskristnet, og Landet lå under den danske Krone til 1346. Men hvor Slaget stod, opførte de Danske borgen Reval, som senere blev til en hel by, der endnu den Dag i Dag kaldes »Danskernes Stad«. Efter Indtagelsen af Estland stod Valdemars sejr i sin højeste Magt og Glans, thi han regerede nu både over Mecklenborg, Rügen, Pommern og Estland. Men det var ikke af Kærlighed til ham, at de mange fremmede Folk adlød ham; det var kun, fordi de frygtede hans Magt, og alle de små regenter, som han havde taget landene fra, var hans bitre Fjender og lurede på Lejlighed til at hævne sig. Den værste af dem var Grev Henrik af Schwerin; men han skjulte sin Vrede og påtog sig en meget venlig Mine over for Kongen, som da også lod sig narre og troede, han var en af hans bedste Venner. En Dag i Maj 1223 holdt Valdemar Sejr Jagt på den lille Ø Lyø ved Fyn. Grev Henrik af Schwerin var også med, og denne Lejlighed ville han benytte til at udføre sin hævn. Hans Skib lå beredt ved Øen, og sent om Aftenen, da Valdemar var vendt tilbage fra Jagten og lå og sov i sit Telt tillige med sin Søn, den unge Prins Valdemar, listede Greven sig derind med sine Svende og greb både Kongen og Prinsen; de stoppede straks Munden på dem, for at de ikke skulle råbe om Hjælp; derpå slæbte de dem ud på Skibet og sejlede af Sted med dem til Tyskland, hvor de blev kastet i Fængsel i et stærkt Fangetårn og indespærre dem i Schwerins Fangetårn. Der sad de fangne i godt halvtredje År, og i den Tid rev næsten alle de undertvungne Lande sig løs fra Danmark. Albrekt af Orlamynde samlet en Hær, hvormed han ville gå til Tyskland for at udfri Fangerne, men efter et tabt Slag ved Mølln (1225) måtte han selv give sig fangen og dele Fængsel med Kongen i Schwerin. Albert af Orlamünde mistede sit grevskab til schauenburgerne, der indsatte Grev Adolf d. 4., og som krævede alt land nordpå til Ejderen og til Kieler Förde og Levensau. Da var der intet andet Råd end at give, hvad Grev Henrik af Schwerin forlangte for Løsgivelsen. Valdemar måtte afstå alle erobrede Lande, på Rügen og Estland nær, udrede 44.000 Mark Sølv, 100 Heste og Dragter til 100 Hærmænd, udlevere den afdøde Dronnings Smykker og sværge på ikke at hævne sig. Juleaften 1225 vendte Kongen tilbage fra Fangenskabet. Men da han først var i Frihed, kunne han ikke ladt være med at tænke på i hævn. Der siges, at Paven løste Kong Valdemar fra den Ed, han havde svoret, og vist er det, at han begyndte en Hævnkrig, som der dog ingen Lykke var ved. I 1224 er gammel Preusserne stadig hedenske og ødelægger Oliva ved Gdansk. Valdemar Sejr tabte Lybæk i 1225. Kejser Frederik 2 besluttede så, at fastsætte året 1227 til Lybæks grundlæggelse. Lybæk blev i 1226 erklæret for fri rigsstad og førte en selvstændig politik som ledende Hansestad under den tyske kejser. Det kom til slag ved Bornhøved i juni 1227; men Kongen og grev Otto af Lüneburg havde ikke længere sit gamle Krigsheld; Valdemar blev overvundet, mistede sit ene Øje, og det var kun med Nød og næppe, at han slap derfra uden at blive taget til Fange af de nordtyske fyrster, der havde rottet sig sammen. Det var bemærkelsesværdig, at den tyske Kejser og hans vasaller brød aftalen fra 1214. En ukendt ridder havde ved Bornhøved havde løftet Valdemar op på sin Hest og ført ham bort ad lønlige Veje, og derved reddet hans liv. Fra nu af lod Valdemar sværdet hvile. Under Valdemar Sejr begyndte man her i Danmark ligesom allerede tidligere i andre Lande at anvende jernklædte Ryttere i Krigen, og de kom snart til at udgøre den vigtigste del af Hæren. Dette gav anledning til Lensvæsenet, som bestod i, at Kongen overlod store Jordegodser som Len eller Lån til ansete Krigere for Livstid, imod at disse så forpligtede sig til på hans Bud at følge ham i Krigen med et vist Antal Ryttere, som de selv måtte udruste og underholde. De Mænd, der kom i Besiddelse af sådanne Len, kaldtes Kongens Vasaller; de fik også Navnet Hærmænd eller Herremænd, og af dem var det, at Adelen efterhånden fremstod som en særegen Stand med mange arvelige Forrettigheder, medens Bondestanden samtidig gik tilbage i Magt og Indflydelse. Kristendommen monolitiske opfattelse og den tyskvenlige kongemagt fortrængte de stammebaserede klaners samfund, og den centralistiske kristne kongemagt blev gradvist stabiliseret og omdannede de regionale jarler til herredsfogeder. Den første sejrrige anvendelse af tungt rytteri fandt sted ved slaget ved Fodevig i Skåne i 1134, hvor tyske lejetropper viste deres styrke mod danskerne. Men det var først efter at den danske hær under Valdemar d. 2. Sejr var blevet besejret af en overlegen rytterhær af nordtyske fyrster ved Bornhøved i 1227, at feudalismens militære organisation med alle dens sociale følger blev overført til Norden. Den Tyske Ridderorden erobrer og tvangskristnede bl.a. de Baltiske Preussere i 1226-80 i Preussen, der derefter i 300 år blev en ordensstat under en Stormester. De tyske Sværdridderne erobrede Kurland og Livland, men efter et nederlag til Litauerne i 1237 indgik Sværdridderne i Den Tyske Orden. De nordtyske handelsbyer dannede Det Hanseatiske Forbund, der allerede fra 1200-tallet beherskede den russiske handel med Vesteuropa. Det var Novgorod de søgte, og der gik en strøm af guld og sølvmønter til Novgorod for varerne. Men både Danerne og Sveernes fyrster var på tæerne for at erobre land fra de hedenske stammer: Estere, Livlændere, m.v.. De havde jo fået tilladelse fra Paven i Rom til at slå de hedenske folkestammer ihjel, og de ville ikke sidde stille, og se hvordan de "tyske" fyrster overtog handelen og blev rige. I Valdemars Jordebog fra 1231 nævnes, at kongen har 420 hove (dvs. bol) mellem Sli og Ejder. I 1232 kom gråbrødrene barfodede til Danmark, og byggede bl.a. i Ribe, og i købstæderne. I 1232 blev Valdemars søn: Abel, hertug af Sønderjylland, hele landet mellem Kongeåen og Ejderen. I Skånske lov - efter 1215 - havde bønderne brugsretten til skovene, og almindingen er frit tilgængeligt for alle. Men i Kongelevlisten (ca. 1231) skrives det, at i Halland regnes almindingen og byerne, der er opstået heraf, for kongens ejendom - og deri medregnes 126 skovbebyggelser. På det tidspunkt var landet stadig dækket af store skove - Jernved og Urneskov i Jylland, Gribskov på Sjælland, og på Bornholm.

Valdemar gav sig nu ivrigt i færd med at samle og nedskrive de mange lovbestemmelser, der i Tidernes Løb havde dannet sig i Rigets tre Hovedlandskaber, og således fremkom den Skånske, Sjællandske og Jyske Lov; de gjaldt alle tre i hver i sin Landsdel, indtil 1683, da de blev afløst af Kristian den Femtes »Danske Lov«. Jyske Lov der også gjaldt for Fyn blev vedtaget på et Møde af Landets Stormænd i Vordingborg 1241, tre Uger før Kongens Død. Jydske Lov er den første af Kongens Landskabslove, som er udstedt af Kongemagten, som derved har vundet overhånd over ætterne, høvdingene, landsdelene og Stormændene. Det er første Gang at én Kongemagt griber ind i Folkets og Landets Lovgivning, der tidligere lå i Folkets og Landstingets Hånd. Kongens lov, Jydske Lov kræver da også Landstingets vedtagelse. Selvom Tinget vedtog loven - "gav" (dikterede) kongen loven. Thi den som ingen ejer - skove, fiskevand, forstrand - det ejer kongen, fastslog loven. Hundrede års kamp om disse rettigheder, var hermed taget fra folket og tilfaldt kongen. Fra den tid, kan man godt sige, at Riget tilhørte kongen - og ikke mere tilhørte folket. Lovteksten hviler på gammel jydsk Ret og er nær beslægtet med den skånske og de sjællandske Love, men indledningen i loven er ikke nordisk, den findes for størstedelen i kanonisk Ret, og er atter udtryk for kristendommens og kongemagtens sammenrotning og indtrængen. Den halvfemsindstyveårige Abbed Gunner af Viborg har sikkert været Hovedmanden ved Affattelsen af Fortalen: Med Lov skal Land bygges. Men ville hver Mand nøjes med sit eget og lade Mænd nyde lige Ret, da havde man ej Lov behov. Men ingen Lov er jævngod at følge som Sandhed; hvor man tvivler om Sandhed, der skal Lov udfinde, hvad Ret er. Var ej Lov i Lande, da havde den mest, der mest kunne tilegne sig; derfor skal Lov gøres efter alles Tarv, at retfærdige Mænd og fredelige og uskyldige nyde godt af deres Retskaffenhed og Fredsommelighed, og ondsindede og uretfærdige Mænd ræddes for det, der i Loven er skrevet, og derfor ej tør fuldbyrde deres Ondskab, som de har i Hu. Godt er det og rigtigt, at den, hvem Rædsel for Gud og Kærlighed til Retten ej kan lokke til godt, at Rædsel for Høvding og Landets Straffelov forhindrer dem i at gøre ilde og straffer dem, om de gør ilde. Loven skal være ærlig, retfærdig, billig, efter Landet Sædvane, passende og hensigtsmæssig og klar, så at alle Mænd kan vide og forstå, hvad Lov siger, og være ej gjort eller skrevet til nogen Mands særlige Gunst, men efter alle Mænds Tarv, der i Landet bor. Ingen Mand skal og dømme mod den Lov, som Kongen giver og Landet vedtager; men efter den Lov skal Land dømmes og styres. Den Lov, som Kongen giver og hele Landet vedtager, den kan han ej heller ophæve eller ændre uden Landets Vilje, thi derved ville han handle åbenbart mod Gud. Det er Konges og Høvdings Embede, som i Landet er, at vogte på Retten og gøre Ret og frelse den, der med Vold tvinges, såsom er Enker og Børn uden Formynder og Pilgrimme og Udenlændsmænd og fattige Mænd: dem overgår tiest Vold, og ej lade ugerningsmænd, de der ej vil forbedre sig, leve i sit Land, thi i det han straffer eller dræber Udådsmænd, da er han Guds Tjener og Lovs Vogter. Thi som den hellige Kirke styres med Pave og Biskop, så skal hvert Land styres og værges med Konge eller hans Dommere. Dertil er og alle skyldige, der i hans Land bor, at være ham hørig og lydig og underdanig og føjelig; til Gengæld er han skyldig at yde dem alle Fred. Det skal og Verdens Høvdinger vide, at med den Magt, som Gud overdrog dem i denne Verden, da overdrog han dem og sin hellige Kirke at værge for alle uretmæssige Krav; men vorder de glemsomme og partiske og værger ej, som Ret er, da skal de stå til Ansvar på Dommedag, om Kirkens Frihed og Landets Fred formindskes for deres Skyld i deres Tid. »Med Lov skal Land bygges«, hedder det, og da må alle bøje sig for den: »Ingen Mand«, hedder det, »skal dømme den Lov, som Kongen giver, og Landet tager ved«; den må han ej heller tage tilbage eller forandre uden Landets Vilje, med mindre den er åbenbar imod Gud«. Domsmagten er Folkets. I hvert Herred skal der være 8 Sandemænd, som skulle fælde Dom i Sager, der angå Manddrab, Lemlæstelse, Voldtægt og Hærværk, og 8 Nævninger, der skulle dømme i Sager, der angå Ran og Tyveri. Men Kongens Embede er det at overholde Domme, at skaffe den Ret, der tvinges med Vold. Han skal være Guds Tjenestemand og Lovens Værge, et Værn for Enker og faderløse, Pilgrimme og fattige Mænd, sådanne som der tiest går Vold over. Det er alles Skyldighed at lyde Kongen, og det er Kongens Skyldighed at skaffe alle Fred. Loven blev skreven i det danske Sprog og underskreven på Danehoffet i Vordingborg i Marts Måned 1241 af Kong Valdemar, hans tre ægtefødte Sønner og alle Rigets Bisper. Det var også en Frugt af Valdemar Sejrs Lovgivningsvirksomhed, at Tvekamp og Jernbyrd under ham endelig blev afskaffet som Bevismidler for Retten. Vide skal alle de, der denne Bog ser, at Kong Valdemar den Anden, Søn af Valdemar, der var St. Knuds Søn, den Tid han havde været Konge ni Vintre og tredive, og fra at Vor Herre blev født, da var gået tusinde Vintre og to Hundrede Vintre og fyrretyve Vintre, i Marts Måned derefter lod han skrive denne Bog og gav denne Lov i Vordingborg, der her står skrevet på Dansk, med sine Sønners Råd, der var til Stede, Kong Erik, Hertug Abel, Kristoffer, og Uffe, der da var Ærkebiskop i Lund, og Niels Biskop i Roskilde, Iver Biskop i Fyen, Peder Biskop i Århus, Gunner Biskop i Ribe, Jens Biskop i Slesvig, Gunner Biskop i Viborg, Jens Biskop i Vendsyssel og desuden alle de bedste Mænds Råd, som i hans Rige var. Men, men…., det blev slået fast, at landet var kongens personlige ejendom og at danskerne skulle være hørige, lydige og underdanige. Som følge af byernes vækst krævedes også retningslinier for byernes styre (stadsretterne). Ældst er bylovgivningen fra Slesvig fra ca. 1100. Grev Adolf d. 4. anlagde byen Kiel, ligesom grunden lægges til en række andre borge og byer. Kong Valdemar døde i Vordingborg. Han er jordet i Ringsted Kirke som de andre Valdemarer; der ligger Dagmar ved hans venstre, Bengerd ved hans højre Side.

I slutningen af 1200 tallet - begyndelsen af 1300 tallet forbydes det at handle med mennesker i Sverige. Men forbuddet indføres kun for at styrke storgodserne og kirken, der kun havde brug for trælle i sommerhalvåret, medens de mindre frie bønder forsat skulle bruge trælle hele året, får at få det til at løbe rundt. Storgodserne ønskede kun at fæste de nyfrie trælle i sommerhalvåret, får dermed slap storgodserne for at fodre på trællene om vinteren. Og da det nu ikke længere var lønsomt for storgodserne at holde trælle hele året, fik storgodserne kirken til at forkynde, »at Kristus havde købt alle mennesker, og de mennesker der havde lade sig døbe, tilhørte derfor Kristus.« Grundlaget for de tidligere ejendomsforhold og arbejdsforhold blev brudt, og derved fik storgodserne yderligere mulighed for at opsluge de mindre frie bønders jord, der jo ikke kunne få tingene til at løbe rundt uden trælle - uden billig arbejdskraft. De små jordejere måtte stifte gæld, og importen af renten som nyt politisk middel, medførte yderligere fattigdom og afhængighed af kongemagt og pengeudlånere. Kirken derimod, optog de frie trælle i sit fællesskab, og dermed havde Kirken reelt tyvstjålet trællene og dermed den gratis arbejdskraft, fra de mindre frie bønder. Men kirken var jo også i forbund med storgodserne og kongen. Og kongen og kirken var mest forbundet, for sammen at fratage lensmændenes gods og bønder. Men mest af alt, var det uforståeligt for alle mennesker, at der nu kun var én Gud som måtte dyrkes, og at denne Gud ikke kunne afbildes og ses. I deres missionsiver gik de kristne så vidt, at de opkøbte trælle, og startede et korstog østpå, hvor trællene blev brugt som krigere. Svenske korsriddere vendte sig mod Finland og myrder løs. Danske korsriddere og de Tyske Ordensriddere vendte sig mod Baltikum. Hvis man døde for de kristne ville man få et evigt liv. Der hvor korsridderne kom frem og forkyndte: Jesus budskab om fred på jorden og et evigt liv, brugte de sværdet og myrdede løs, således at de selv blev lamslået og forskrækket over deres frygtelige forbrydelser.

Munke - og Klostervæsenet - Folkeviserne - Lens- og Riddervæsenet - Danehof

Munke- og Klostervæsenet stammer fra Ægypten. Dernede begyndte i det tredje århundrede enkelte fromme Kristne at trække sig helt tilbage fra Samlivet med andre Mennesker og søgte hen til ensomme Steder, hvor de som Eneboere kunne tilbringe Tiden i Bøn og gudelige Betragtninger uden at fristes eller forstyrres af den syndige Verden. I Tidens Løb sluttede flere Eneboere sig sammen og lod opføre Bygninger, hvor de så levede i broderligt Samfund under daglige Fromhedsøvelser. De fik nu Navnet Munke, og deres Fællesboliger kaldtes Klostre. I Begyndelsen var det kun Mænd, der gik i Kloster; men senere blev deres Eksempel fulgt af mange Kvinder, hvilke da kaldte sig Nonner. Fra Ægypten udbredte Munkevæsenet sig hurtigt til Europa, og det blev efterhånden almindeligt i alle kristne Lande. Her i Danmark begyndte det at vinde indgang under Knud den Store (1018 - 1035), der medtager præster fra England, og sidenhen har der stået en kamp om hvorvidt præsteskabet skulle være engelsk (Canterbury) eller tysk orienteret (Hamburg-Bremen). Ældst er stifterne: Slesvig (før 948); Ribe (før 948); Århus (før 948) for Abo og Lover sysler; Viborg (1060) for Salling, Ommer og Himmer sysler; Vestervig (1060) senere Børglum; Viborg med Aalborg; Odense, Fyn med Lolland, Falster, Langeland og Femern; oprindelig var resten af Østdanmark ét stift, som siden deltes i Roskilde og Skåne stift; Roskilde i 1020 for Sjælland Møn og Rügen; Lund i 1060, og i 1104 for den svenske del og Bornholm, der i en kort overgang var delt i to stifter: Lund og Dalby stif, hvor Dalby i 1160-1165 derefter indgik i Lund stift. Som regel var det kun adelige, der kunne blive bisper. Regelmæssige Klostre byggedes først under Svend Estridsen (1047 - 1076); deres Antal forøgedes i den nærmeste Tid efter ham, og nu der Valdemar den Store og hans to Sønner fik Klostervæsenet en stor Udbredelse. Forstanderen for et Munkekloster kaldtes Abbed eller Prior, og Forstanderinden for et Nonnekloster benævntes Abbedisse eller Priorinde. I ethvert Kloster var der en Kirke, hvori dets Beboere daglig holdt deres Andagt, og der var en stor Sal, hvori de spiste i Fællesskab; men ellers havde hver Munk eller Nonne sit eget lille tarvelige Værelse, som kaldtes en Celle. Enhver, der ville optages i et Kloster som Munk, skulle først prøves en vis Tid, og fandtes han så skikket og værdig til Optagelse, måtte han aflægge et højtideligt Løfte om at ville leve i Fattigdom, i ugift Stand og i streng Lydighed mod Klosterets Forstander og Love. Der var forskellige Arter eller Ordener af Munke. Den berømteste var Benediktinerordenen. Dens Munke viste stor Flid og Arbejdsomhed i mange Retninger; nogle drev videnskabelige Sysler eller afskrev Bøger, andre underviste Ungdommen, atter andre bragte Pleje og Trøst til syge og sorgfulde, og flere udøvede et eller andet Håndværk. En anden berømt Munkeorden var Cistercienser-ordenen, hvis Munke især syslede med Havevæsen og Agerdyrkning. Nogle Munke kaldtes Tiggermunke, fordi det hørte med til deres Forskrifter, at de kun måtte leve af Gaver. Af dem var der i Danmark to meget udbredte Ordener: Gråbrødrene og Sortebrødrene, som de kaldtes efter Farven på deres Ordensdragt. Så længe Klosterreglerne blev strengt overholdt, og kun virkelig Fromhed drev Folk til at blive Munke eller Nonner, var Klostrene til stor Velsignelse; thi der udgik fra dem mange smukke Eksempler på Flid og Nøjsomhed og milde Sæder, som Samfundet i lang Tid trængte hårdt til at lære af. Men der kom Tider, hvor det ikke blev taget så nøje med Reglerne; Arbejdsomheden hørte op, og der blev stedse flere dovne og slette Mennesker, som hyklede fromhed og lod sig optage som Munke bare for at tilbringe et mageligt Liv i de rige Klosterstiftelser. Til sidst gik det så vidt, at mange Klostre blev Skjulesteder for de værste Laster, og det var derfor med god Grund, at Reformationen omsider søgte at gøre en Ende på hele Klostervæsenet. Flere af vore Købstæder er fra først af opstået omkring et Kloster, således Sorø og Ringsted på Sjælland, Maribo på Lolland og Mariager i Jylland. I Valdemarernes Tid (1157-1241) stod de mægtige Bisper trofast ved Kongernes Side og hjalp dem at gøre Riget stort. Men helt anderledes gik det nu. Kirken blev Kongens Fjende, og Kirken var en Stormagt i de Dage. Den havde som Kongens sine store Jordejendomme, sine Fæstninger og Lensmænd, hvortil kom dens store åndelige Magt. Den sad inde med Velsignelsen ovenfra, men også med Forbandelsen. Således troede Folket. Kirken kunne ved sin Bands stråle sætte Konger og Kejsere i Knæ, og den kunne bringe hele Folket til at sukke under Guds Vrede. I andre Lande havde der stået mangen hård Dyst mellem Kirken og den verdslige Magt; Danmark var hidtil blevet forskånet, men nu kom Kampen. Den begyndte så småt under Erik Plovpenning (1241 - 1250), og brød løs for Alvor under Kristoffer den Første og fortsattes under de følgende Konger Erik Glipping og Erik Menved. I 11-1200 tallet byggedes ca. 2000 kirker i Danmark. Sliddet stod danskerne for. Æren tog herrefolket. Og via kirken fik herrefolket rådighed over kirkens indtægter; den tiende man pålagde befolkningen at betale til den nye helligdom. Det var en knusende afgift for jævne folk. Bisperne var kongens tro mænd; når de ikke selv forsøgte at tage magten.

Folkeviserne: Oldtidens Folkesange kendtes endnu i Valdemarstiden; Sakse benyttede dem, da han skrev sin Danmarkshistorie. Men Livet var nu så forandret, at de gamle Sange ikke ret passede længer, og der fremkom da nye Sange, som lignede Tiden, og hvori Folket udsang, hvad der bevægede dets Sind. Disse Sange fra Middelalderen pleje vi at kalde Kæmpeviser. Mange af dem er digtede i Valdemarstiden og i den Tid, der følger nærmest efter, men hele Middelalderen igennem vedbliver der at komme Viser af denne Art. De have især hjemme på Ridderborgene og blev ofte brugte ved Dansen. En enkelt sang da Visen for, og alle de dansende istemmede Omkvædet. Nogle Viser handle om Kæmper og store Helte, som der gik Sagn om, andre handle om Havmænd, Havfruer, Elverpiger og lignende overnaturlige Væsener, som efter Folketroen levede skjult i Naturen, men undertiden greb ind i Menneskelivet; de fleste handle dog om Ridderlivet og da mest om Troskab eller Troløshed i Kærlighed. Mange af disse såkaldte Ridderviser angå Mennesker, vi ellers ikke kende, men nogle omhandle Personer, der kendes fra Historien, og sådanne kalde vi historiske Kæmpeviser. Blandt de sidste er Visen om Tovelille. I sin Ungdom har Valdemar den Store fæstet sig Tovelille, med hvem han har Sønnen Kristoffer. Så bliver han gift med Sofie, men Tovelille kommer dog i hans Gård. Dronningen og hendes Jomfruer danse i Borgegård, og Tovelille kvæder i Dansen for dem. Dronningen får hende til at fortælle, hvordan hun vandt Kongens Kærlighed; hun taler mildt til hende, men hader hende i sit Hjerte. En hellig juledag ville Tovelille gå i Kirke, da kaldte Sofie ad hende og bad hende følge sig i Badstue. Men da de kom til Døren, skød hun Tovelille ind i den koghede Damp og stængede Døren. Tovelille skreg, så det hørtes langt bort, men før hendes Søn kom til, var hans Moder død. Om Dronning Dagmar er der tre Folkeviser. Den første fortæller om hendes Komme herind. Junker Strange førte hende hertil fra Bøhmerland. Da hun nærmede sig Land, så hun Kong Valdemar, der tumlede sin Ganger, og da hun satte sin Fod på Land, var der bredt Silke og Skarlagen på hendes Vej til Slottet, hvor Brylluppet stod med Gammen og Glæde. Den anden Vise fortæller, hvad hun krævede i Morgengave. Hun forlangte intet for sig selv, men bad kun om, at Kongen ville lade Bisp Valdemar løs af det hårde Fængsel og give Bønderne fri for Plovpenninge. Den tredje Vise handler om hendes Død. Da hun blev syg i Ribe, sendtes hendes Dreng til Kongen på Skanderborg. Han red hjem, så ingen kunne følge ham. »Der han drog af Skanderborg, da fulgte ham hundrede Svende, der han kom til Gridsted Bro, fulgte ham kun Dagmars Dreng. Der han red over Randbøl Hed, da fulgte ham femten Svende, der han kom over Riber Bro, da var den Herre alene.« Men idet han red op ad Ribe Gade, døde Dronning Dagmar. Han bad alle Jomfruer og Møer bede en Bøn for Dagmars Sjæl, at han end engang måtte tale med hende, og for deres Bøns Skyld vågnede hun og rejste sig op på Båren. Hendes sidste Bøn til Valdemar lignede den første: »Alle fredløse Mænd dem give I Fred, og løs alle Fanger af Jernene«. Til sidst sagde hun, at de skulle ikke ængstes for hende; hun havde ikke gjort andet ondt, end at hun havde snørt sine Silkeærmer små om Søndagen; for den Sags Skyld havde hun en lille Stund været i Skærsilden, men nu var det ovre. Nu så hun Guds Engle, der ventede hende, og hørte Himmerigs Klokker gå. Også om Bengerd sang Folket, men på en anden Vis. Hun skildres som hård og egenkærlig. I Morgengave krævede hun Samsø og en Guldkrone af hver en Mø, og Bønder og Borgere ville hun hverken unde Hus eller Eje. Der er endnu flere historiske Viser fra Valdemarstiden, og senere fremkom f.eks. de ypperlige Viser om Marsk Stig og Niels Ebbesen.

Lens- og Riddervæsenet: I den ældre Tid var Krigene mest Søkrige. Landet var inddelt i Skipæn, der hvert skulle udrede et Skib med Mandskab og Levnedsmidler, og når på Kongens Bud alle disse Skibe - Ledingsflåden - gav Møde, da var Landets Krigsmagt samlet. Valdemar den Store og Absalon førte endnu Krig ved Hjælp af Ledingsflåden, og Valdemar Sejr brugte den til Estlandstoget; men under den sidste begynder et nyt Krigsbrug, som medfører store Forandringer i hele Samfundstilstanden. Ude i Europas andre Lande, også i Tyskland, havde det i længere Tid været i Brug at føre Krig med jernklædte Mænd. Sådanne kunne på Grund af den tunge Rustning ikke komme synderlig rask af Sted eller langt til Fods, og de jernklædte Krigere måtte derfor blive jernklædte Ryttere. Det viste sig ofte, at en lille Flok af disse kunne overvælde en stor Mængde af tøjklædte Fodfolk, og følgelig søgte Fyrsterne at styrke deres Hære ved et stort Rytteri. Da Valdemar Sejr førte Krig i Nordsjælland, blev det en Nødvendighed for ham at lægge sig efter det nye Krigsbrug. Men hvorfra skulle således udrustede Krigere komme ? Det lod sig ikke gøre at befale Borgere eller Bønder at møde panserklædte og til Hest; hverken havde de Evne til en så kostbar Udrustning, ej heller kunne de skaffe sig den Indøvelse, som var nødvendig. Det nye Krigsbrug førte derfor til Indførelsen af en egen Krigerstand, uden at dog derfor den almindelige Værnepligt afskaffedes. Rundt om i Landet fandtes meget Jordegods, som fra gammel Tid hørte under Kronen, eller som var tildømt den, fordi dets Ejermænd havde ført Avindskjold mod Riget, eller som henlå øde og udyrkede fra Venderkrigenes Tid. Dette Jordegods blev delt ud til en Mængde kongelige Len s mænd, der blev fri for alle Afgifter til Staten, og som kunne oppebære Lenets Indtægter, men som til Gengæld for disse Rettigheder måtte forpligte sig til at holde et vist Antal jernklædte og krigsøvede Ryttere, med hvilke de skulle møde, når Kongen kaldte dem. Adskillige Stormænd, der selv ejede Jordegods, og som havde Lyst til at være med i Krigerlaget, søgte at blive optagne i de kongelige Lensmænds Tal, hvad naturligvis ikke nægtedes dem, og det varede derfor ikke længe, før disse Kongens Mænd, Vasaller eller Herremænd udgjorde en talrig Skare, fordelt hele Landet over. Dette er Oprindelsen til Adelstanden, der i den følgende Tid kom til at stå jævnbyrdig med Gejstligheden, medens Borger- og Bondestanden stod lavere og kom til at lide megen Overlast af de to højere Stænder. I den nærmeste Forbindelse med dette Lensvæsen stod Riddervæsenet. Det højeste Trin på den krigerske Bane var Ridderværdighedefl. Når den unge Adelsmand havde udstået sine Læreår som Væbner i en ridderlig Herres Tjeneste, kunne han få Ridderslaget, blive ophøjet til Ridder. Ved Kroninger eller andre højtidelige Lejligheder eller efter et vundet Slag kunne mange på een Gang få en sådan Udmærkelse. Enhver Ridder kunne uddele Riddderlaget, men hæderligst var det at modtage det af Kongens Hånd. Ved en sådan Begivenhed måtte den unge Væbner først tilbringe Natten under Bøn og Faste i en Kirke; næste Morgen modtog han Alterens Sakramente, trådte med Præsten op til Alteret, hvor hans Sværd blev viet ved en af Præsten udtalt Velsignelse; derefter blev han iført Harnisk og Stålhandsker, omgjordet med Ridderbælte og Sværd og fik de gyldne Sporer og modtog nu knælende Ridderslaget af sin Herre eller Konge, idet denne tre Gange lod sit Sværd falde på hans Skuller med de Ord: »I Guds, den hellige Mikaels og den hellige Georgs Navn slår jeg dig til Ridder. Vær tapper, djærv og tro«. Ved samme Lejlighed aflagdes Ridderløftet, hvorved den unge Ridder lovede at frygte Gud og leve et ærbart Liv, at være en Forkæmper for den hellige Kirke og for alle værgeløse, som Kvinder og Børn, at fly al Svig, ærlig holde sine Løfter og trofast tjene sin Herre, samt i det hele gøre alt, hvad Æren bød. Det var ikke altid, at Ridderens Liv svarede til den smukke Indvielse og de gode Løfter. Også inden for Riddernes Kreds fandtes megen Råhed og Ugudelighed, men dog fremviser Middelalderens Ridderliv meget ophøjet og skønt. Der var kommet noget ædlere ind i Kamplivet end det, der fandtes hos Vikingerne. Kæmperne havde fået højere Formål og større Dannelse. Tapperhed sattes endnu såre højt, men ved Siden deraf krævedes Artighed og høvisk Færd, særlig over for Kvinden. Skønt Oldtidens Viking nok forstod at hædre Kvinden, blev hun dog sat endnu højere af Middelalderens Ridder. At vise Kvinden Opmærksomhed og Ærbødighed hørte til ridderligt Væsen, hendes Yndest var en kraftig Spore til tapre Bedrifter, og det var en Ridders Pligt at vise ubrødelig Troskab mod den Kvinde, hans Hjerte havde udkåret. Den Hyldest, Kvinderne var Genstand for, kom særlig frem ved Kamplegene eller Turneringerne, der gerne opførtes ved Kroninger, Bryllupper og andre højtidelige Lejligheder. I Overværelse af Kvinder søgte Ridderne at kaste hinanden af Sadlen, og Sejrherren modtog Prisen af den skønneste Dames Hånd. Fra først af var det Kongerne, der byggede sig faste Borge, men efterhånden lærte Adelsmændene dem Kunsten af, og landet fyldtes da med Ridderborge. Uden om de høje og stærke Mure var den dybe Borggrav, hvorover man kun kunne komme, når Vindebroen blev sænket. I Porttårnet stod Kuren, som blæste i sit Horn, når fremmede nærmede sig. I Kælderen var det dybe Fangehul. Borgens Hovedfløj var gerne tvende Stokværk høj. I det nederste fandtes da Fadebur, Stegers og Borgestue, hvor Tjenerskabet og de væbnede Svende opholdt sig, i det øverste, Højelofte, var Familiens Bolig med Fruerstue, Riddersal og forskellige Bure (Kamre), og herfra kunne man træde ud på en Svale, Højeloftsbro, hvorfra ofte var en smuk og vid Udsigt. r Fredens Dage, når Borgherren og hans Svende var hjemme, var der livligt på Borgen, men når Kongen kaldte, og hele den væbnede Skare drog bort, da blev der ensomt og stille, da forslog Borgfruen og hendes Døtre Tiden med at sy Silkesøm og væve i Rør og Lad. Læs mere om lensvæsenets opståen her.

Danehof var en rigsforsamling i Danmark, der blev almindelig efter Valdemarerne, og var en delvis afløsning af Hirdmøderne. Dvs. at de 3 Landsting i Jylland, på Øerne og i Skåne blev undergravet af kongens rigsmøder, Danehoffet. Danehoffet havde ikke bestemte beføjelser, idet kongen bestemte, hvornår møderne skulle afholdes, som oftest hvert forår. På et møde i 1241 blev Jyske Lov givet. Ved en håndfæstning til Stormændene af 1282 fastsloges det, at kongen hvert år ved midfaste skulle holde "parlamentet", som altså kaldes Danehof, og hvor Stormændene blev indkaldt. Men på tværs af det hele kom også len til grever og hertuger, som fik større selvstændighed indenfor visse landområder. Danehoffet i Nyborg i 1413 regnes for det sidste Danehof, hvor netop Sønderjylland blev lagt ind under den danske Krone. Kongemagten kom til udtryk i Jydske Lov af 1241: »Det er lov, som kongen giver landet….«, og mange gamle sager blev optaget til behandling med kongens lov, som dog blev afgjort efter den militære Vederlov. Jydske Lov var et stærkt indgreb i bondetingene, i skik og sædvaneretten, og mange bønder og herremænd var utilfredse. Men Valdemar var opdraget i den tro, at hans slægt havde en hellig arveret til Danmark. Jydske lov gjaldt ned til Ejderen, dvs. også for hertugdømmet Slesvig. I 1253 blev Slesvig det første egentlige len, som det danske monarki oprettede. Snart fulgte våbenskjolde, titler og ceremonier med ridderslagning. I 1280 nåede det svenske aristokrati juridisk fritagelse for skat til gengæld for en formel forpligtelse til riddertjeneste overfor kongen. Derved blev det efter kontinentalt mønster en i juridisk henseende særlig klasse, af de kongelige herskere blev udstyret med len. I løbet af årene medførte udviklingen af de lokale aristokratiers konsolidering til en feudaladel en stadig forværring af bøndernes vilkår i de skandinaviske lande. I løbet af hele 1200-1300 tallet fandt enhver godsejer det nødvendigt med en borg ved sin hovedgård. Der var ufred og bønderne gjorde oprør. I 1350 ejede fribønderne kun to femtedele af jorden i Norge. I det 14. århundrede forbød den svenske adel de tidligere bønder at bære våben, og de forsøgte at stavnsbinde dem ved at udstede love, der krævede tvangsarbejdsydelser af den omvandrende landbefolkning. De gamle ting blev degraderet til at have begrænsede domsfunktioner, og den centrale politiske magt blev samlet i et Stormandsråd, der typisk dominerede den middelalderlige statsdannelse i denne periode. Udviklingen i retning af et kontinentalt mønster var ikke til at tage fejl af ved Kalmarunionen, der i 1397 formelt forenede de tre skandinaviske riger i en enkelt stat. Ikke desto mindre lykkedes det aldrig den skandinaviske feudalisme at udslette de indflydelsesrige landlige institutioner og traditioner for en uafhængig bondestand, hvis folkeret og bondeforsamlinger stadig holdtes i frisk erindring på landet. Danmark udgør et særtilfælde, idet det som en forlængelse af den kontinentale landmasse var langt mere udsat for tysk indflydelse og indtrængen gennem det slesvig-holstenske grænseområde, og med tiden blev landet nært knyttet til samfundsmønsteret i det kejserlige bagland. Alligevel blev den danske bondestand først på et meget sent tidspunkt gjort helt og holdent stavnsbunden. Det er vel ikke forkert at formode, at da Erik Glipping (l259-1286) blev myrdet i Finderup Lade, stod der også en kamp mellem dansk og tysk. Der var ikke mange, som kunne lide Erik Glipping thi ret og retfærdighed brød han sig ikke meget om, og han var så upålidelig i sine ord og løfter, at næsten ingen kunne stole på, hvad han sagde. Han var uordholden, og så løsagtig, at han deraf fik navnet Glipping (forføreren, beklippet og forringede møntvæsen, klippet får). Fra 1276 fik Erik Glipping Marsk Stig og Stormændene mod sig, da de ikke ville underskrive en håndfæstning om arvefølgen. Erik Glipping drev det så vidt, at landets Stormænd i 1282 (systemskiftet) tvang ham til at underskrive en forsikring om, at han i fremtiden ville regere mere retfærdigt og rette sig bedre efter rigets gamle love og vedtægter. De vilkårlige fængslinger skulle ophøre og Danehoffet skulle være det politiske midtpunkt, mente Stormændene. Erik Glipping måtte også anerkende Valdemar d. 4. Eriksøn som hertug i Sønderjylland. Men den forsikring hjalp så godt som ingenting. Stormændenes forsamling (Danehoffet) bestemte i 1285 at alt krongods tilhørte kongen. Valdemar d. 4. Eriksøn gjorde oprør, men blev fanget og ført til Søborg Slot. Han slap dog ud i 1286. Men Erik Glipping fik derfor stadig flere og flere fjender, fordi han var løsagtig, og til sidst sammensvor nogle af de mægtigste Adelsmænd (Stormænd) sig for at dræbe ham. Hovedmanden for sammensværgelsen var Rigets Marsk: Stig Andersen. Men vi ved ikke, hvem morderne var, da et rigsmøde i Nyborg pinsedag 1287 dømte grev Jakob af Halland, marsk Stig Andersen, kongens foged på Fyn, Peder Jakobsen, ridderne Niels Hallandsfar, Peder Porse og Niels Knudsen samt væbnerne Ove Kage, Rane Jonsen og Arvid Bentsen fra livet for mordet. Umiddelbart efter dommen flygtede 7 af de 9 til Norge, hvor kong Erik Præstehader gav dem sin beskyttelse. De fleste af de dømte tilhørte Hviderne, Danmarks mægtigste slægt. De danske kongers mest intime medarbejdere blev Holstenere, Mecklenborgere, Pommeranere og andre nordtyske adelsmænd. Holsteren Nicolaus van den Lembek (Klaus Limbæk i 1344) var rigets drost (indenrigsminister), og Tuve Galen var den sidste gældker indtil 1383. Den sidste drost i Danmark var Venderen Henning Podebusk indtil 1387. Marsken skulle stå i spidsen for hærvæsenet og anføre tropperne i tilfælde af krig. Evert Moltke var den sidste marsk i 1380. Gældkeren havde samme funktion som drosten, men kun for Skåne, men gældkeren var underlagt drosten. Dominansen fra Lybæk blev stor. Den tyske imperialisme medførte at plattysk blev fælles handelssprog, officielt kancellisprog og skriftsprog. Også pesten kom til os fra Lybæk og fra nordTyskland via de tyske købmænds handelsmonopoler. Det medførte, at mange tyske helgener også blev dyrket i Danmark. Tyske sæder og skikke holdt deres indtog med det Lybske borgerskab, der følte sig eksklusivt og fint. De nægtede fremmede Borgerret og skabte et fødselsaristokrati ligesom adelsmændene. De tog særnavne og i deres gildesammenslutninger var der de mest modbydelige optagelsesritualer. Men Det tyske Kompagni fik et modstykke i Det danske Kompagni. Klædekræmmere og skrædderne gik sammen og skabte Det hellige Trefoldigheds Gilde i København. Kramboder, høkere, hugersker, garvere, kødmangere skød frem. Og under Erik af Pommeren (1396-1439) har værdien af en dansk sølvmark (1/2 pund sølv) næppe været over 1/8 af den oprindelige værdi. Derimod trængte de Lybske mark frem sammen med rhinske og kölnske mark, og det var Lybæk der kunne diktere de Danske fredsbetingelser. Det var først med Kong Kristian IV, at Danmarks konge bestred Hansaen og Lybæks særlige "statssammenslutning", og bestred gyldigheden af deres privilegier.

Erik Plovpenning

1241 - 1250

Efter Valdemar Sejr følger en Tid fuld af indre Splid. Der er Strid i Kongeætten, Strid mellem Kongerne og Bisperne (Niels Stigsen) og mellem Kongerne og Stormændene (Adelsmændene). Under disse indvortes Kampe synker Danmark mere og mere og bliver et let Bytte for fremmede Voldsmænd, opløst i Stumper og Stykker synes det bestemt til Undergang. Da Valdemar Sejr fik sin Søn Erik valgt til Konge efter sig, uddelte han til de andre Sønner store Len: Abel fik Sønderjylland, og Kristoffer fik Lolland og Falster. Således var det Skik og Brug at sørge for Kongesønner; men at det var en farlig Skik for Rigets Enhed, viste sig her. Meningen var, at de skulle erkende Kong Erik for deres Lensherre; men det holdt de ikke videre af; de ville helst råde sig selv, og det begyndte derfor straks med Uvenskab, da Abel, ville gøre Hertugdømmet til et selvstændigt Rige. Abel var den værste, han ville slet ikke give efter; det varede også kun et År, før han og Erik kom i åbenbar Krig og gjorde ødelæggende Plyndringstog ind i hinandens Lande. Efter et Par Småfejder, der snart blev endte, kom det 1247 til en større Fejde mellem Brødrene. Understøttet af Holstenerne kom Abel ind i Jylland, indtog Ribe, brændte Vejle og Randers og hærgede Landet; ja han gik endog over til Fyn og tog Odense. Jydske lov fra 1241 gjaldt for hele Jylland, og knyttede således Sønderjylland til en del af kongeriget. Men næste År gjorde Kongen Gengæld i Sønderjylland; på et Hærtog ned ad østsiden brændte han Kolding, Haderslev, Åbenrå og Flensborg, og en Del af hans Mænd anfaldt ved Nattetid Slesvig så uventet, at Abels lille datter måtte flygte ud af Byen på bare Ben. Denne stygge Brodertvist smertede Kongens og Hertugens Søster Sofie; hun tog sig da på at tale Brødrene til Rette, og det lykkedes hende at få sluttet Fred mellem dem. Efter indtagelsen af Slesvig havde Erik Overmagten, og Abel nødsagedes til at love ham Lydighed og erkende ham for sin Lensherre. På samme Tid, som Erik førte Krig med Abel, havde han også Stridigheder med Præstestanden. Bisperne klagede til Paven over, at han gik Kirkerne for nær ved de Byrder, han pålagde for Krigens Skyld. Bisp Niels Stigsen måtte flygte ud af landet, og Erik besatte København og fratog Stig hans gods, med den begrundelse at bispen havde tilegnet sig nogle af »statens pengemidler«. En pavelig afsending kom da til Danmark for at tale Kongen til Rette, og i hans Nærværelse holdt alle Landets Bisper et højtideligt Møde i Odense i 1245. Dér vedtog de en Bestemmelse om, at der skulle lyses Band over enhver, som enten selv krænkede Kirkernes Friheder og Rettigheder eller fik andre dertil. Dette Band var særligt rettet mod Kong Erik, og den viser, at Præstestanden begyndte at blive sig sin Magt bevidst, dvs. at præsterne ville udbygge deres verdslige magt overfor kongemagten, i forlængelse af Investiturstriden. I 1249 måtte Erik flygte for de skånske bønder, der nægtede at betale den nye plovskat. Men Kongen var dog endnu den stærkeste, og hentede hjælp på Sjælland. Reelt styrkede Præsternes band Erik´s modstandere: Holstenerne, og kirken tilknytning til de tyske var tydelig. Erik gjorde derefter et togt til Estland for at sikre sin Magt, der af den Plovskat, han dertil udskrev, fik han Tilnavnet Plovpenning - og hjemkommen derfra drog han mod de holstenske Grever, som truede med at indtage Grænsefæstningen Rendsborg. På vejen derned gæstede han sin broder i Slesvig, som vel modtog ham venlig, men dog senere rippede op i den gamle Kiv ved at sige: »Husker du, da dine Mænd forgangen År plyndrede denne By, og min Datter måtte løbe barfodet herfra?» »Nu, kære broder«, svarede Erik, »jeg har da så meget, at jeg kan give hende et Par Sko«. Om Aftenen, mens Kongen sad og spillede Terning med en tysk Ridder, trådte Hertugens Kammermester med flere ind og tog Erik til Fange. De bandt hans Hænder, førte ham ned i en Båd og roede ud ad Slien med ham. Snart indhentedes de af en anden Båd, og da Kongen fra denne hørte Lave (Lauge) Gudmundsens Røst, bares det ham for, at det gik til Døden; thi Lauge Gudmundsens var hans bitre Fjende. Han bad om at få Lov til at skrifte for en Præst, og dette blev tilstået ham. De satte ham i Land, en Præst blev hentet, og Kongen skriftede sine Synder for ham. Derefter førtes han atter ud i Båden, hvor en af Svendene, som var købt dertil, gav ham Banehug med en økse, og det afsjælede Legeme sænkedes ned i Strømmen. Næste Dag fandt Fiskerne den hovedløse Krop i deres Garn, og det blev da klart, at der var begået et Kongemord. De bragte liget til Sortebroderklosteret i Slesvig. Alle mente, at Abel stod bag ved dette Mord; men selv nægtede han det ved Ed; det havde kun været hans Vilje at fængsle, ikke at myrde sin broder, sagde han. Dette skete i Året 1250.

Abel

1250 - 1252

Mange havde Abel mistænkt for, at han var Skyld i sin Broders Død; men han benyttede sig af Forholdene med Kraft og Hurtighed, og inden Rygtet rigtig havde fået Tid til at udbrede sig, lykkedes det ham at blive valgt til Konge - valgt på Viborg Landsting. Bagefter rensede han sig for Mistanken ved tillige med 23 Adelsmænd at aflægge Ed på, at han var uskyldig i Kong Eriks Død. I Året 1252 gjorde han et Tog mod Strandfriserne, som ikke ville betale en Skat, han havde pålagt dem, og på dette Tog satte han Livet til. Efter Sagnet var det en Hjulmand ved Navn Henner, som dræbte ham i en kamp ved Husum bro over Milde å. Hans bratte Død betragtede mange som en Straf fra Himlen for Mordet på Kong Erik, og da Liget hensattes i Slesvig Domkirke, blev Munkene bange for at være derinde; når de hørte en eller anden Lyd i Kirken om Natten, så troede de, at det var Abel, der spøgede, og de fortalte så mange Historier om hans Spøgen, at Liget måtte tages ud Kirken og blev gravet ned i et Kær uden for Byen. Men mange overtroiske Mennesker mente, at han heller ikke havde Fred der; de fortalte, at de tit om Natten så »Abels ville Jagt«, en kulsort Mand fare af Sted på en hvid Hest tværs over alle Marker og Skove, fulgt af Jægere og gloende Hunde. Den sorte Mand var Abel, mente de, som til Straf således måtte jage om ved Nattetid i Stedet for at hvile med Fred i sin Grav.

Kristoffer den Første

l252 - 1259

Abel efterlod sig to Sønner, Valdemar og Erik, men skønt mange var af den Mening, at Valdemar burde være Konge. Det var lovet Abel, at hans ældste Søn: Valdemar skulle følge ham på tronen; men dette Løfte blev ikke holdt. Det blev Valdemar Sejrs tredje Søn, der var Abel´s bror: Kristoffer, der ved Stormændenes Hjælp kom på Tronen som Kristoffer den Første. Thi Valdemar, Abel´s ældste søn var nemlig endnu ikke fuldvoksen og sad desuden som Fange hos Ærkebispen i Køln, så han kunne ikke selv gøre sin Ret gældende. Men Valdemar fik nu tysk støtte af grev Johann d. 1. af Kiel og Gerhard d. 1. af Itzehoe, idet Valdemar var blevet gift med de to grevers søster: Mechtilde. De holstenske Grever var således Valdemars Morbrødre og de tog sig derfor af hans Sag. De ønskede dog ikke, at han skulle være Konge, men forlangte, at Kristoffer skulle forlene ham med Sønderjylland. Der aftegnede sig hermed et billede af at de holstenske grever ønskede, at Sønderjylland skulle blive et særskilt hertugdømme mellem kongeriget Danmark og Holsten. Kristoffer ville ikke gå med til det, og så kom det til Krig mellem ham og Greverne; men da han havde en hel Del andre Bryderier, bl.a. udviklede sig der en kirkekamp; fandt han det omsider klogest at give efter, og han sluttede da Fred med Greverne og overlod Sønderjylland som et Len til Valdemar i 1254. På Lunde ærkebispestol Jakob Erlandsen, som Absalon og Andreas Sunesen af Hvidernes Slægt, men han var af et andet Sind end de. Han ville egenmægtig styre Kirkens Sager uden at bryde sig om Kongen. Ærkebispen Jakob Erlandsen, stod som Fører for Præstestanden. Denne Stand var nu blevet meget rig. Tienden var indført næsten overalt; store Jordegodser var efterhånden blevet lagt til Bispesæderne og gav så mange Indtægter, at Bisperne kunne bygge Fæstninger og holde Krigsfolk. Især var Ærkebispen i Lund Jakob Erlandsen uhyre rig; han havde vidtstrakte Godser, hvorpå der var anlagt mange Fæstninger; talrige Lensmænd stod under ham, som på hans Bud måtte stille med mange væbnede Mænd, og han kunne således bringe en hel Krigshær på Benene. Alt dette gav Præstestanden Magt, og Magten forøgedes ved Folkets Uvidenhed og Overtro, der var så stor, at mange stakkels Mennesker troede, det kom an på Bispen eller Præsten, om de skulle komme i Himlen eller til Helvede. Så megen Magt kunne Præstestanden ikke tåle; den blev hovmodig og ville ikke nøjes med sit åndelige Herredømme over det uvidende Folk, men begyndte også at trodse Kongemagten. Dette viste sig først rigtigt under Kristoffer den Første. Jakob Erlandsen var blevet valgt til Ærkebisp i Lund lige tvært imod Kongens Vilje, og han viste straks, at han ikke ville rette sig efter Kongen i nogen Ting. Han forandrede uden videre den skånske Kirkeby, som tidligere var givet med Kongens Samtykke; han ville ikke indvie de Præster, som Kongen havde Ret til at kalde; han forbød Bønderne på sine Godser at gøre Krigstjeneste for Kongen. Således tillod han sig på egen Hånd at forandre den skånske Kirkeret. Bønderne gjorde Opstand, og Kongen gav dem Medhold. Den 5. Marts 1256 skulle der holdes Danehof i Nyborg, men Bisperne mødte ikke; thi Jakob Erlandsen havde stævnet dem til Møde samme Dag i Vejle, hvor Bisperne enedes om den Vedtægt, at når en Bisp efter Kongens Befaling eller med hans Samtykke blev fængslet eller skete anden Overlast, da skulle al Gudstjeneste være forbudt i Landet; enhver Præst, som holdt Gudstjeneste, skulle være bandsat; så skulle der lyses Interdikt eller Forbud over hele Riget, det vil sige: der måtte ingen Gudstjeneste holdes, Kirkeklokkerne måtte ikke lyde, og intet Lig måtte begraves i indviet Jord. Det var en tydelig Krigserklæring. Danmark var på vej væk fra Stormændene og Kongemagten - på vej til at blive en Bispedømme. I 1256 skrev munkene i deres årbøger, at bønderne i hele dette år satte sig op mod deres ædlinge, og var godt gale. De gik til angreb med køller mod riddere og herrer. Revshaleborg på Lolland blev ødelagt i dette år. Et Par År efter, da Kongen ville have sin Søn kronet, nægtede ærkebispen selv at foretage denne Handling og forbød de andre Bisper at gøre det. Da tabte Kongen Tålmodigheden; han formanede Jakob Erlandsens egen broder og en anden Adelsmand til at gribe den genstridige ærkebisp. Men allerede i 1257 døde Valdemar af Sønderjylland. Kristoffer den Første nægtede at overdrage Sønderjylland til Abel´s anden Søn og Valdemars broder: Erik. Striden brød løs og da Erik var trolovet med Fyrst Jærmers datter på Rügen fik han således også hjælp derfra, samt fra de Holstenske grever. Kristoffer den Første inddrog da Sønderjylland som hjemfaldent len, men tyske Mechtilde modsatte sig dette, og fik hjælp af sine holstenske brødre, der trængte ind i Sønderjylland med en hær. Kristoffer ønskede så at få sin Søn Erik kronet til at være hans Efterfølger som Konge; men Ærkebispen Jakob Erlandsen nægtede at krone ham og truede enhver med Band, som vovede at gøre det. Derover blev Kongen så forbitret, at han fik Jakob Erlandsens egen broder og en anden Adelsmand til at gribe den trodsige Ærkebisp. De klædte ham i en simpel verdslig Dragt, gav ham en Narrehue med en lang Rævehale på Hovedet og bandt ham fast på et gammelt Øg. I denne Tilstand førte de ham så igennem Landet til Hagenskov ved Assens, hvor han blev lænket og kastet i Fængsel. Efter Bestemmelsen fra Vejlemødet skulle der nu lyses Interdikt over hele Landet, men det skete kun i Lunds og Sjællands Stifter. Bisperne i Roskilde og Odense forkyndte Forbud i deres Stifter, hvor da al Gudstjeneste skulle ophøre. Bisp Peder af Roskilde flygtede til Rügen, som hørte med til hans Stift, og han ophidsede Fyrst Jarimar til at gøre et Indfald på Sjælland. Under al denne Forvirring og Hurlumhej flyede Kristoffer flyede til Jylland og søgte Tilflugt hos Bispen i Ribe, men også her nåede Præsteskabets Hævn ham; hans Død i Ribe i 1259 var næppe en naturlig Død; og mange var af den Mening, at Abbed (Domprovst) Arnfast fra Ry havde forgivet ham i den hellige Nadver.

Erik Glipping

l259 - 1286

Kristoffers Søn Erik, senere kaldet Glipping (Erik d. femte Klipping), var dengang kun 10 År gammel, og derfor måtte hans Moder Margrete Sambiria (Sprænghest) foreløbig tage styret. Hun var en dygtig Kvinde, og det fortjener Ros, at hun turde tage Kampen op; at hun skulle sejre, var ikke at vente. Hun var af Pommersk afstamning og datter af hertug Sambor, og dermed af gammel vendisk fyrsteslægt. Kristoffers Søn: Erik Glipping var kun godt 10 år gammel, da han blev Konge efter sin Faders Død, og hans Moder, Kristoffers enke: Margrethe Sambiria (Sprænghest) måtte derfor styre Riget for ham, til han blev myndig. Hun var godt skikket til at regere, thi hun var en klog og kraftig Kvinde; men der var så mange Fjender, at det syntes næsten umuligt at få Magt med dem. Kirkekampen fortsattes og for om muligt at forsone Præsteskabet løslod Dronning Margrete (Sprænghest) ærkebisp Jakob Erlandsen straks efter Kristoffer den Første´s Død; men det hjalp ikke. Ærkebispen var lige så trodsig som før. Han udnævnte Arnfast til Bisp i Århus, satte Viborg Bisp, som havde kronet Erik Glipping, i Band, og Forbudet ville han ikke ophæve. Mange År gik hen under bitter Strid. Der var nu Fyrst Jarimar II fra Rügen, som Sjællands Biskop (Peder af Roskilde) havde kaldt herind; han rasede med sine vilde Vendere omkring på Sjælland, så det var en Gru. Hun opbød de sjællandske Bønder til Kamp mod Fyrst Jærmer, hvis Hær stod ved Næstved. Skønt Bondehæren her blev fuldstændig slået og flere Tusinde Bønder og Kongsmænd blev nedhugget. Kort efter drog Fyrst Jærmer over til Skåne, og der begyndte han også at røve og plyndre ligesom på Sjælland; men det fik heldigvis snart Ende, thi han blev dræbt af en modig skånsk Bondekone, og så var Danmark da befriet fra det Uhyre. Jarmers Plads og Jarmers tårn i København minder om det sted hvor Venderne brød byens befæstning i 1259. En anden Fjende var Abels søn: Erik. Han og moderen: Mechtilde i Sønderjylland og hans Morbrødre, de holstenske Grever, havde gjort fælles Sag med Vendernes: fyrst Jærmer. Og når både Præstestanden, Venderne og de Holstenske Grever var Margrete´s fjender, så hun sig nødsaget til at overlade Sønderjylland som len til Erik. Erik d. 1. Abelssøn, der således blev hertug i Sønderjylland. Senere kom Erik med nye Fordringer, deriblandt var måske den, at Sønderjylland skulle gå i Arv til hans Børn, og da Margrete ikke ville gå ind derpå, kom hun i Krig med ham. Mechilde havde været så snedig, at hun i maj 1260 sammen med sine sønner havde udstedt et pantebrev til sine brødre: de holstenske grever på 8.000 mark lødig sølv. Det hun havde sat i pant var al jorden mellem Slien og Ejderen, Rendsburg, o.s.v.. og det betød jo, at de holstenske grever havde herredømmet i hele den sydlige del af Sønderjylland. Men reelt var pantebrevet fup, fordi de 8.000 mark lødigt sølv aldrig blev betalt. De tyske skulle bare have et påskud til at gøre sig til herre over vore områder, - og papir er jo taknemmeligt. Så Dronningen Margrethe (Sprænghest) gik med en ny hær til Slesvig, hvor Øm kloster på vejen derned bekostede mad til 2.000 mand og 1.600 heste. Øm kloster havde jo støttet det tabende parti, og deres verdslige formue forsvandt. Erik d. 1. Abelsøn´s Hær måtte vige for Margretes hær, men snart fik han hjælp af de holstenske Grever og Junkere. Men her brød Ulykken ret ind over hende. Ved sine Hærføreres Forræderi tabte hun Slaget på Lo Hede i Nærheden af Slesvig, nord for Rendsborg i 1261; både hun og den unge Konge toges til Fange, og nu nødtes hun til ikke alene at forlene Erik med Sønderjylland, men at øge Lenet med en Del Krongods og øen Als. En af de værste Fjender var Ærkebiskoppen i Lund: Jakob Erlandsen. Margrete håbede at vinde hans taknemmelighed ved at vise sig mild og forsonlig, og hun lukkede ham derfor ud af Fængslet; men han blev ved at være lige fjendsk og lige trodsig; Arnfast indviede han til Bisp i Århus, skønt han jo var mistænkt for at have myrdet Kongen; Bisp Niels i Viborg satte han i Band, fordi han havde kronet Erik; Interdiktet, som hvilede over Landet, ville han ikke ophæve, og han gjorde alt, hvad han kunne, for at støtte Kongehusets andre Fjender. Så klagede Margrete over ham til Pave Urban; denne syntes også, hun havde Ret, og befalede Ærkebispen at falde til Føje. Men uheldigvis døde pave Urban kort efter, og den ny Pave holdt med Ærkebisp Jakob Erlandsen, som selv var kommet til Rom for at tale sin Sag. Først efter flere Års Underhandlinger kom der et Forlig i Stand, og det var først da Enkedronningen selv rejste til Rom for ved Pavens Hjælp at få Ende på Striden. Kongen skulle betale ærkebispen 15.000 Mark Sølv og genindsætte ham i hans Værdigheder og rettigheder. Det skete i året 1268 under kansler Niels Jyde. Ærkebisp Jakob Erlandsen´s forbud blev først hævet efter at havde gældende i 17 år og Jakob Erlandsen ilede da tilbage fra Rom, men nåede ikke længer end til Rügen, hvor han kort efter døde, eller blev myrdet. På ærkebisp Jakob Erlandsen´s side stod Roskildebispen, Peder Skjalmsøn og de danske franciscanere og cistercienserne. På kongehusets side stod en række bisper, bl.a. bisperne i Viborg og Århus (biskop Tyge), og adskillige kannikere i Lunde domkapitel og dominicanere. Erik Glipping blev myndig og overtog selv Regeringen. Det var i 1269 at Erik Glipping udstedte sin berygtede Riber ret, som i store træk var en kopi af Lybæks stadsret, der stammede fra den Westfalske by Soest. Efter at Erik d. 1. Abelsøn døde i 1272 holdt Erik Glipping hele Sønderjylland besat. Striden blussede atter op. Kong Erik Glipping ville nok forlene Hertug Erik´s Søn: Valdemar d. 4. Eriksøn med Hertugdømmet, men Krongodset og Als ville han have tilbage. På den tid flyttede Margrethe Sprænghest sin residens til Nykøbing Falster, og da hun døde i 1182 blev hun begravet i Doberan ved siden af hendes frænde: fyrst Valdemar af Rostock og hendes far: fyrst Sambor. I den Strid, som derved opstod om Sønderjylland, gik det Kongen bedre end forrige Gang. Han fangede den unge Hertug Valdemar i 1283 og lod ham sidde på Søborg, indtil han frafaldt sine Krav om Krongodset og Als. Erik Glipping lignede ikke sin Moder i Kraft og Dygtighed. Han havde kun lidt Forstand på at regere og holdt så meget at af Slags dårlig Morskab, at han ikke kunne få Tid til at passe den alvorlige Kongegerning. Der var ikke mange, som kunne lide ham; thi Ret og Retfærdighed brød han sig ikke meget om, og han var så upålidelig i sine Ord og Løfter, at næsten ingen kunne stole på, hvad han sagde. Han var uordholden, og så løsagtig, at han deraf fik Navnet Glipping (Forføreren, beklippet og forringede møntvæsen, klippet får). Fra 1276 fik Erik Glipping Marsk Stig og Stormændene mod sig, da de ikke ville underskrive en håndfæstning om arvefølgen. Erik Glipping drev det så vidt, at Landets Stormænd i 1282 (systemskiftet) tvang ham til at underskrive en Forsikring om, at han i Fremtiden ville regere mere retfærdigt og rette sig bedre efter Rigets gamle Love og Vedtægter. De vilkårlige fængslinger skulle ophøre og Danehoffet skulle være det politiske midtpunkt, mente Stormændene. Erik måtte også anerkende Valdemar d. 4. Eriksøn som hertug i Sønderjylland. Men den Forsikring hjalp så godt som ingenting. Stormændenes forsamling (Danehoffet) bestemte i 1285 at alt krongods tilhørte kongen. Valdemar d. 4. Eriksøn gjorde oprør, men blev fanget og ført til Søborg Slot. Han slap dog ud i 1286. Men Erik Glipping fik derfor stadig flere og flere Fjender, fordi han var Løsagtig, og til sidst sammensvor nogle af de mægtigste Adelsmænd (Stormænd) sig for at dræbe ham. Hovedmanden for Sammensværgelsen var Rigets Marsk: Stig Andersen, og efter hvad Sagnet fortæller, havde han god Grund til at være vred på Kongen; thi Kongen havde krænket hans Hustru, medens Marsk Stig selv var fraværende med Hæren. Kongens egen Kammersvend Rane Jonsen stod i hemmelig Forbindelse med de sammensvorne; han skulle åbenbare dem Kongens Hemmeligheder og mage det således, at de kunne få Lejlighed til at dræbe ham. Efter Sagnet og Folkevisens Fortælling gik det nu således til: Den 22´de November 1286 var Erik Glipping på Jagt i Skovene omkring Viborg og havde ikke andre med end Rane Jonsen og nogle Kammerdrenge. Jagten varede til den sildige Aften. Rane Jonsen førte med Forsæt Kongen vild og lod, som han ikke kunne finde Vej tilbage til Viborg. De red da til Finderup; men der var alle lys slukkede, og alle Døre lukkede, så de måtte nøjes med at tage ind i en Lade ved Kirken for at overnatte. Alt dette vidste de sammensvorne, der opholdt sig i Nærheden, forklædte som Gråmunke, og da Kongen havde lagt sig til Ro, kom de frem fra deres Skjulesteder, styrtede ind i Laden og dræbte ham. Kong Erik Glipping blev dræbt i Finderup Lade af sine Adelsmænd St. Cæsilie Nat i 1286. I Folkevisen fortælles, at han, mens den kække Marsk Stig var i Leding, havde krænket dennes Hustru, og at det navnlig var denne Skændselsdåd, Stormændene ville hævne. Den blodige Dåd i Nattens Mørke var ikke sket på ægte Riddervis, men Erik havde heller ikke handlet på kongelig Vis. Man mener dog også, at Valdemar i Sønderjylland og Jacob Erlandsens venner havde mere grund til at myrde ham.

Erik Menved

1286 - 1319

Vistnok havde det været Hensigten med dette Mord at bane Vejen for Hertug Valdemar til Danmarks Trone. Og da Danmark stod i Vande, var Tiden atter god for Sønderjyllands Hertug. Atter indsatte Stormændene et barn på Tronen, Erik Glippings ældste Søn: Erik Menved var kun 12 år gammel, da han blev Konge efter Mordet på Faderen; hans Moder, Enkedronning Agnes, måtte derfor være hans Formynderske og regere for ham i Begyndelsen. For at skille Hertug Valdemar fra de sammensvorne måtte Dronningen opfylde hans Krav; han fik både Krongodserne og Als, ja Langeland oven i Købet og blev formynder for den mindreårige Erik Menved. Det ses således, at Stridighederne mellem Kongerne og Hertugerne af det Abelske Hus førte med sig, at Hertugdømmet blev mere udvidet, og mere løsrevet fra Danmark som et Land, der havde sin egen Fyrsteslægt, ligesom de bidrog til at svække Kongen i Kampen mod hans oprørske Undersåtter og således fremskynde Rigets Opløsning. Men "Kongemorderne" ville ikke vedkende sig deres Gerning, og året efter Drabet blev der i Nyborg nedsat en Ret, og der blev udnævnt 27 Mænd til at dømme i Sagen mod Erik Glippings "mordere". Marsk Stig tillige med otte andre blev erklæret for skyldige og dømt til Fredløshed, og Paven lyste Morderne i Band. De fredløse søgte Tilflugt hos den norske Konge Erik Præstehader, som tog venligt imod dem, thi han førte allerede i Forvejen Krig med Danmark. Han gav dem Lov til at bo i Norge og overlod dem Fæstningen Kongshelle tæt ved Danmarks Grænse, og både de og Nordmændene gjorde nu det ene togt efter det andet til Danmark, hvor de plyndrede på Søen og Kysterne, så intet Skib kunne sejle sikkert på de danske Have, og ingen Bonde pløje trygt ved Stranden. De blev så nærgående, at de byggede befæstede borge på Hjelm, Samsø og Sprogø, Helgenæs, og de var i mange år slet ikke til at få bugt med. Danmark var plaget af fredløse ! På øen Hjelm slog Marsk Stig mønter, og vel måtte Bonden sukke, når han så disse faste Borge rejse sig med Tinder og Horn; thi det ville komme til at svie til ham. Det hedder i Visen: » Bonden går ad Marken ud, og skuld’ han så sit Korn: Hjælp nu, Gud Fader i Himmerig ! haver Hjælm nu fanget Horn !«. Overklassernes magtapparat skød frem med forbud, afgifter og krænkelser af den traditionelle frihed og sædvaneretten, uden at bønderne fik nogen modydelse. Visen om at bønderne beslutter at dræbe herr Tidemann, viser de sociale oprør. I 1289 landede Marsk Stig Andersen ved Stubbekøbing med en norsk flådestyrke. Men fyrst Wizlaw II af Rügen, der var rigsforstander, blev alarmeret og mødte med en vendisk flåde. Efter et søslag ved Grønsund måtte fribytterne søge tilbage til Norge. Det var ikke alene i Norge, de fredløse fik Understøttelse i Kampen mod Erik Menved. I selve Danmark fik de god Hjælp hos det mægtige Præsteskab, især efter at Jens Grand i Året 1289 var blevet valgt til ærkebisp imod kongens ønske. Denne Mand, der ligesom Jakob Erlandsen var af Hvidernes Stamme, havde vel svoret Kong Erik Troskab, men han optrådte snart som de fredløses Ven og Beskytter og som Kongens åbenbare Fjende. I mange Stormænds Nærværelse havde han rigtignok højtidelig lovet, at han ville vise Kongen Troskab og aldrig være gode Venner med hans og landets fjender; men da Paven havde bekræfte hans Valg, erklærede han rent ud, at han ikke skyldte Kongen nogen Lydighed, og senere udtalte han: »Det er mig ligegyldigt, enten Hertug Valdemar, en Jøde, en Tyrk, en Hedning eller Djævelen selv bliver Konge i Danmark, når kun hverken Kong Erik eller hans broder er det«. Jens Grand ville ikke lyse de fredløse i Band. På et Stykke Jord, der tilhørte Bispesædet, tillod han de fredløse at bygge Fæstningen Hunehals og han lod sig åbenlyst se i deres Forsamling, så det var åbenbart nok, at han holdt med dem. Da gjorde Erik som Kristoffer den Første; han lod ærkebisp Jens Grand fængsle. Kongens broder Kristoffer fangede ham, bandt ham i Lænker og kastede ham i Søborgs mørke Tårn. Man troede på denne Måde at kunne ydmyge den stolte Bisp, men man fejlede. Da han havde siddet fangen der nogen Tid og var blevet meget syg af den hårde Behandling, lovede man ham Frihed, hvis han ville føje sig efter Kongens Vilje og love ikke at hævne sig; men hans stolte Sind var ikke til at bøje, og han svarede trodsigt: » Hellere vil jeg lade Kongen sønderslide mig Led for Led, end jeg går ind på hans Vilkår.« Efter at have siddet i det frygtelige Fængsel i henved to År, lykkedes det ham ved en Madsvends Hjælp at slippe ud, og han tog straks Vejen til Rom, hvor Paven modtog ham såre vel, ja erklærede, at »der var mange Helgener i Himlen, der ikke havde døjet halvt så meget for Guds Ord som han«. Nu fik Danmark og Kong Erik den hellige Faders Vrede at føle. Kongen blev lyst i Band og hele Riget i Forbud, indtil der blev udbetalt Bispen 49.000 Mark Sølv. Dette var mere, end det plyndrede Danmark kunne udrede, og derfor måtte det År efter År sukke under Bandet. I fire År hvilede Band og Interdikt over Konge og Land; Hvor tungt det har hvilet over Konge og Folk, kan man slutte af det Brev, Kong Erik i Året 1302 tilskrev Paven, hvori han ydmyger sig dybt under Svøben og beder om Nåde. »Jeg beder Eders Hellighed», skrev han, »at Peters Sværd atter man stikkes i Balgen, at Kristi Statholder, eller rettere Kristus selv, vil læge sin Tjeners øre, så han igen må stedes til Kirkens Nådegaver. Hvad Eders Hellighed vil pålægge mig, og som mine Skuldre mægte at bære, skal jeg ingenlunde vægre mig ved. Tal, Herre! din Tjener hører! « - Det hjalp: Erstatningssummen blev nedsat til en Femtedel, Band og Interdikt ophævedes, og Jens Grand fik et Embede udenlands, så Kongen blev fri for at have mere med ham at skaffe. Erik Menved havde Erobringslyst og hans Pragtsyge var til Skade for Landet, og han forstod ikke at spare. Han øste Penge ud til Turneringer. Derfor måtte han lægge hårde Skatter på det i Forvejen forpinte Folk, og da Skatterne ikke slog til, pantsatte han Dele af Riget til de tyske Herrer. Han ville gerne efterligne Valdemar Sejr og gjorde flere kostbare Krigstog til Tyskland for at vinde Herredømmet over Østersøens sydlige Kystlande. Nogle af de tyske Stæder og Småfyrster smigrede ham også med at kalde ham deres Lensherre; men de mente ikke noget alvorligt dermed, og det fik heller ingen Betydning. I 1293 mødte hertug Valdemar d. 4. Eriksøn og kong Erik Menved hære på Sommersted Hede uden at det kom til kamp. Hertug Valdemar fik herredømmet over Als, Ærø og Fehmarn, medens kongen fik Langeland og Svendborg. Som Eksempel på kongens Pragtlyst og Mangel på Sparsommelighed kan nævnes, at han engang var med til at holde en stor og glimrende Ridderfest ved Rostock i Tyskland, hvor det gik umådelig ødselt til. Der var anlagt Brønde, som både Nat og Dag i hele fire Uger sprang med Øl og Mjød og Vin, og på Marken var opdynget et helt Bjerg af Havre, som enhver havde Lov til at tage af til sine Heste. Sådanne Fester kostede mange Penge; Krigstogene og Kampen med Kongemorderne krævede også store Summer. Erik var derfor nødsaget til at pålægge så trykkende Skatter, at Folket følte det som en tung Byrde, og så kunne Skatterne endda ikke forslå, men han måtte låne store Summer og sætte hele Landsdele i Pant for dem. I 1305 var Danehoffet sat ud af spillet, og kongens militære engagementer i Sverig og Nordtyskland med lejetropper, medførte store omkostninger - byrder for bønderne. Erik gennemførte tre hærtog i 1307-09 med 2.500 rustede rytter og et anseligt fodfolk (lejetropper). Grev Henrik af Mecklenburg bidrog med 400 mand, og prisen for en tungtrustet rytter var 20 mark sølv. Fra 1308 kom alle Slesvig-biskopperne sydfra. I 1311 afholdt han et pragtfuld hof i Rostock for de nordtyske fyrster, og et efterfølgende hærtog mod samme by, må have kostet mange penge, medens høsten herhjemme slog fejl. I 1312 gjorde Sjællands bønder oprør, og Erik Menved hang mange bønder udenfor København. Samme år døde Valdemar d. 4. Eriksøn i Sønderjylland og blev efterfulgt af Erik d. 2. Valdemarsøn. I 1313 ville Erik Menved opkræve skatter af sine hærtogter til Sverrig. Men på Viborg ting vedtager herremænd (adelsmænd) og bønder, at gøre oprør mod Erik, på grund af de ekstraordinære skattekrav. De bønder som ikke videregiver vidje eller brand dømmes til hængning ved egen hanebjælke. Drosten: Niels Olufsen blev sendt til Jylland med en hærstyrke, men hæren led et betydeligt nederlag ved Kolding. Men Erik mødte op med slesvigske lejetropper, og begyndte at bygge en borg ved Horsens. Mod denne hær måtte bønderne indgå forlig. Bønderne blev straffet med, at de skulle opbygge stenborge i Horsens, Ulstrup, Viborg og på Kalø, hvor Erik anbragte sine tyske tropper som vagthold. Bønderne blev pålagt at angive 25 høvedsmænd. Det var bønder fra Vardesyssel, Hardsyssel, Almindsyssel, Løversyssel, Jellingsyssel og Gern herred, der gjorde oprør. I Sjællandske krønike står, at kongen lod Timme Lauridsøn fængsle og mange af hans slægt henrette for drottesvig og sammensværgelse, eller gjorde dem fredløse og inddrog deres gods I Essenbækårbogen er skrevet, at mange folk i Nørrejylland fængsles. Kalø opbygges, og i Ribe lod kongens mange mænd straffe. Herremænd og riddere blev anklaget. Niels Brok blev beskyldt for at have være i ledtog med drabsmændene, og for at have holdt Rane Johnsen skjult. De blev dømt for avindskjold mod kongen og riget og dømt fra liv og gods. Nogle blev sat på hjul og stejle. Kongen manglede jo penge til sin hær. Et bemærkelsesværdigt forlig blev indgået i 1313 hvor kongen giver afkald på alt krongods i Sønderjylland, imod at hertugen opgav Abel-slægtens krav på dele af kongeriget. I 1315-17 var der misvækst i hele Vesteuropa. I 1317 måtte Erik Menved pantsætte Fyn til Rendsburgeren: Grev Gert d. 3. og Johan d. 3. af Kiel - mod 200 rustklædte riddere. Ved Erik Menved´s Død 1319 var således både Fyn og Skåne sat i pant. Danmark var på katastrofens og fallittens rand, og Erik havde fremmet tyskheden i Danmark, samtidig med at der i de år skete en fortyskning af sproget i Slesvig, Ribe og Haderslev via Præsternes "kvikke hoveder". Den danske kongemagt var således blevet betydeligt svækket efter de tydskes og vendiske´s sejr fra 1261. Henrik af Mecklenburg kastede den danske besætning ud af Danskeborgen ved Rostock.

I 1300-tallet har der formodentligt været omkring 600.000 svenskere - før den Sorte Død (pesten). Man kan beregne det befolkningstal, fordi der skulle betales Peterspenge til paven i Rom. Én enhed pr. husstand. Efter 1335 måtte ingen længere kaldes træl i Sverige, og dermed opstod en ny besiddelsesløs samfundsgruppe: de frigivne. Trællevæsenet blev afløst af tyende eller daglejere. Trællenavnene blev udskiftet med tyendenavne. Den der ejede under 3 mark i værdier (18-36 tønder korn) var ejendomsløs og blev betegnet som tyende, og skulle ikke betale skat. Dem der havde over 3 mark var besiddende, og måtte betale skat til jarlen, fordi de havde et økonomisk interessefællesskab med jarlen omkring ejendomsretten og ved udbytningen af de tyende. Skatterne gik jo bl.a. til en stående hær, der kunne knuse ethvert tyendeoprør. De tyende blev pligtige til at tage arbejde efter 7 ledighedsdage, og påbudt at arbejde i sommerhalvåret. Hvis man husede arbejdsledige tyender (løsgængeri), fik man 3 mark i bøde. Dermed var arbejdet/slaveriet genindført under nye former med nye vulgære ord. I 1403 e Kr. blev der yderligere pålagt bønderne hoveripligt på kongsgården. Kløften mellem de besiddende klasser og folket blev dybere. Det landbyfællesskab der var opstået omkring Tingstedet, var udtryk for fællesskabets normer, værdier, sædvaner og var »loven« i samfundet. Denne øvrighedsfunktion gled bemærkelsesværdigt over til jarler og kirken, der via fogeder og herremænd tugtede folket, således at når bønderne gjorde toilette (sked) bag en busk, sagde de, at de »at de skulle ud og køre for lensmanden«. Men nu blev også bonden indraget som krigskarl for jarlerne,- og da undertrykkelsen blev grovere, var det bedre at emigrere. Men 400 år efter fik de at vide at de var døbt indenfor en falsk kirke. Protestantismen så dagens lys. Først efter den lutherske reformation blev Djævelen en virkelig skræmmende skikkelse. Også Helvede tydeliggøres og bliver uhyggelig mere konkret end før, og nu optræder trolde, drager, naturvæsener, elverpiger, nøkker og troldom. Højtiderne i dag er også hedenske skikke og stammer fra naturreligionen. I 1540 blev det slået fast, at der ikke kunne træffes frie aftaler mellem husbønder og tjenestefolk. Denne tyendelov blev bestandigt fornyet gennem århundrede og først ophævet i det 20énde århundrede.

Kristoffer den Anden

1320 - 1332

»Der er så mange i Danmark, Som alle ville Herrer være«. Således lyder klagesangen fra hin tid, da konger, bisper og adelsmænd hver for sig ville råde og derfor søndersled Riget i indre Strid. Siden Valdemar Sejrs Død i 1241 havde præster og kongemagt arbejdet på Rigets Opløsning, og i udlandet levede forsat efterkommere af de fredløse fra Finderupdrabets tid (1286). Da Erik Menved ikke efterlod sig sønner, blev hans broder: Hertug Kristoffer af Pommern, året efter Erik´s død valgt til Konge, skønt Kristoffer tit havde vist sig at være en troløs Mand. Kristoffer var gift med en pommersk prinsesse: Eufemia. Abels-slægten i Sønderjylland var en voldsom konkurrent til den danske krone, men Ludvig Albrekten fik vendt stemningen til fordel for Kristoffer, således at landets største herremænd og særligt de gamle fredsløses efterkommere, valgte Kristoffer, og bød, at Erik Menved´s tvangsborge skulle rives ned. Kristoffer var den første danske Konge, som ved sin Tronbestigelse underskrev en Håndfæstning, hvor Kongen fraskrev sig den magt, som i tidens løb - med vold og magt - havde samlet sig omkring Kronen. Og Riget var jo allerede et fallitbo, der var pantsat ! I håndfæstningen tilrev de "to højere Stænder" sig Forrettigheder på det øvrige Folks Bekostning, og med Ed forpligtede Kristoffer sig til, at han ikke ville foretage sig nogen vigtig Regeringshandling uden Adelens og Præstestandens Samtykke. Alle de mange Forrettigheder, som de to nævnte Stænder havde tilrevet sig i Tidernes Løb, blev også bekræftet i Håndfæstningen og forøget med flere nye. I Håndfæstningen fra 1320, bestemtes, at intet Medlem af Præstestanden måtte dømmes af nogen verdslig Domstol; ingen Bisp måtte fængsles, gøres fredløs eller landsforvises uden efter Pavens Bud, og hele Standen og al kirkelig Ejendom skulle være fritaget for at betale nogen som helst Skat eller Afgift. Alle de adelige fik Ret til at hæve mange af de Bøder, som Bønderne på deres Godser dømtes til at betale; ingen Adelsmand skulle længere være forpligtet til at drage i Krig udenfor Riget, og blev en Adelsmand taget til Fange af Fjenden, var det Kongens Pligt at udløse ham forinden ét Års Forløb og erstatte ham alle Omkostninger. Alle Skatter, som var pålagte adel og præster siden Valdemar Sejrs Tid, skulle ophæves, og dog skulle Rigets Gæld betales. Det sidste var en Umulighed. Men Kristoffer underskrev alt, hvad de forlangte, og denne Indskrænkning af Kongemagten holdt sig gennem de næste 340 År, idet næsten hver af de følgende Konge lige indtil Enevældens Indførelse i 1660 måtte underskrive en lignende Håndfæstning. I 1320 fik det vendisk-danske Femern landret. Kristoffers Rigsstyrelse blev ikke af lang Varighed, og han var troløs mod sin Ed og regerede, som om der ingen Håndfæstning var til. Fyrster fra Sachsen, Werle, Schwerin, Pommern, Schleisen, Rügen, Holsten slog han til riddere og betalte med 1000 Mark Sølv, - og almuen beskattede han groft, thi hvor skulle pengene ellers hentes, når adel og præster var fritaget for afgifter og skat ? Henrik af Mechlenburg forsøgte at lave invasion i Skåne, men efter at Ludvig af Bayern i 1322 havde vundet den tyske kejserkrone, anerkendte Henrik af Mechlenburg, at Kristoffer var lensherre over Rostock. Kristoffer omgav sig også med tyske tilhængere. I 1325 døde Hertug Erik i Sønderjylland, og efterlod sig sin 10-årige søn Valdemar - uden værge. Kristoffer kom derved i Strid med den mægtige Grev Gert af Holsten d. 3., fordi de begge to ville være Formyndere for den unge Hertug Valdemar af Sønderjylland. Men Grev Gerhard af Holsten d. 3. gjorde sig til formynder, ved at rasle med våbnene, og kunne derved underlægge sig det Sønderjydske hertugdømme. I Sønderjylland forsatte de tydske med at udpante landet til Johan d. 3. af Kiel i april 1325 for 4.000 mark sølv efter Kölnsk vægt. I 1326 tog den unge Hertug Valdemar af Sønderjylland og Grev Gerhard af Holsten d. 3. (kaldet grev Gert og den kullede Greve), kontakt til Kristoffers gamle modstandere, Stormændene: Marsken Ludvig Albrektsen (Eberstein), Drosten Lavrits Jonsen Panter og Knud Porse, der var gået i tjeneste hos den svenske Hertug Erik.. Grev Gerhard af Holsten d. 3. og Kongens halvbroder: Grev Johan d. 3. af Kiel faldt ind i Riget med deres Hære, og fyrst Vartislav af Pommern, truede med at tilrive sig Rügen. Knud Porse kastede sig over Sønderhalland, Samsø og Nordsjælland, og selvom Kristoffer fik hjælp af andre tyske vasaller (Henrik af Mecklenburg og Fyrsten af Werle), samt et herremandsopbud fra Skåne og Sjælland, kunne Kristoffer ikke stå sig, men måtte flygte ud af landet, med dronning Eufemia og den lille prins Valdemar (den senere Valdemar Atterdag). De to holstenske Grever og Landets Stormænd delte nu Landet imellem sig, og Kristoffer blev erklæret for afsat, og den elleveårige Hertug Valdemar (Valdemar d. 5. Erikssøn) valgtes til Konge i perioden 1326-1330, som Valdemar d. 3. - under grev Gerhards Formynderskab, der optrådte som Danmarks Rigsforstander. Efter 75 års bestræbelser fra Abels-slægten, var det nu lykkedes at tage Danmarks krone ! I et tillæg til Valdemar d. 3.´s Håndfæstning stod der, at hertugdømmet Sønderjylland ikke måtte forenes med eller sammenlægges med Danmarks Rige og Krone, således at Sønderjylland havde den samme hersker over begge lande. Kongen Valdemars beføjelser blev yderligere skåret ned, og de kongelige borge i Skåne skulle nedrives. Den nye ærkebisp i Lund: Karl den Røde, gav sin velsignelse til afståelsen af Sønderjylland,- mod at få sin anpart af byttet. Grev Johan d. 3. tog Fehmarn og Lolland og Grev Gerhard tog Sønderjylland som arveligt Len. De danske Adelsmænd, som havde været med i Opstanden mod Kristoffer, fik vel ikke så store Stykker, - dog fik Knud Porse Halland, Samsø og Holbæk Len; Ludvig Albrektsen den sydlige Del af Nørrejylland og Laurits Jonsen Langeland og Ærø. Ret længe forligedes man ikke om Rovet. På et Danehofmøde i Nyborg, august 1326, bestemte Grev Gerhard d. 3., at hertugdømmet Sønderjylland blev arveligt forlenet med ham. Dermed havde de holstenske fyrster fravristet Sønderjylland fra Danmark, og alt land op til Kongeåen var dermed bortrøvet det danske rige. De danske oprørsmænd mente dog, at de havde fået for lidt, og Grev Johan var heller ikke tilfreds med sin Part. Men pludselig stod Kristoffer og Henrik af Mecklenborg ved Vordingborg med 2000 ryttere, - men de blev omringet af Gerhards styrker, og måtte givet op. Kristoffer ejede derefter ikke en plet af Danmarks jord. Der opstod atter Uenighed imellem røverne. Sørøveri og landevejsrøveri blev dagligdag. Da grev Gerhard udskrev nye skatter på de sjællandske bønder, gik de i oprør. Men Gerhard og hans veludrustede hær og hans Stormænd mødte bondehæren sydøst for Hedehusene, og slaget var afgjort på forhånd. D. 14 september druknede bøndernes oprør ved Tyslund bro over Ringsted å. Men Skåningerne gjorde Oprør mod Johans fogeder og gav sig ind under den svenske Konge Magnus Smek, og Danmark var således opløst og hovedsagelig delt mellem den svenske Konge og de to holstenske Grever. Men der var udbrudt en anti-tysk stemning, der påviste, "at aldrig har tydsken vundet nogen sejr eller pris uden ved forrædderi og svig, som er dem så medfødt". Omkring Ribes biskop: Jacob Splitaff samledes en modstandsvilje. Just efter at den forræderiske Marsk Ludvig Albrektsen var død i 1328, drog Ribe- og Århus bispen, m.fl. ned og brændte Haderslevhus af hvor grev Gerts mænd var, og forsatte ned til Slesvigs porte, hvor de dog blev slået af grev Gerts tropper i efteråret 1329. Deraf benyttede Kristoffer sig; det lykkedes ham, særlig ved sin halvbroders hjælp, Grev Johan af Plön, - der skiftede side - at komme tilbage igen. Grev Johan samlede en flok fyrster og riddere og i 1329 sejlede de til Vordingborg for at tage magten. Men for Sjællænderne var det blot den gammelkendte fremgangsmåde, hvor en dansk konge førte sig til magten ved hjælp af tyske lejetropper. Sjællænderne gik til modstand, medens Knud Porse forædderisk med 300 hærmænd var passive, medens bønderne blev tilintetgjort af tyske lejetropper. Derefter sluttede Knud Porse koldblodigt sig til Johans styrker. Hvad hertug Valdemar af Sønderjylland havde været for Grev Gerhard, skulle nu Kristoffer være for Grev Johan af Plön. Men Kristoffer nægtede at være lydkonge, - men efter et forlig i 1330 i Ribe blev han atter taget til Konge, og Kong Valdemar skulle vende tilbage til sit Hertugdømme Men det var kun en ringe Magt, Kristoffer fik; thi Grev Gert skulle have hele Fyn som et arveligt Len og Nørrejylland i Pant for 40.000 Mark Sølv - en uhyre stor Sum Penge; Grev Johan skulle have både Skåne, Sjælland, Lolland og Falster, medens de danske Stormænd måtte nøjes med mindre Len hist og her. Kristoffer skulle igen kaldes Konge, men egentlig havde han intet at regere over. Jacob Splitaffs´ og hans folk måtte forsone sig med Grev Gerhard. Kristoffer den Anden og halvbroderen Johan d. 3. forenede sig så i 1331 mod grev Gerhard. Men kongens hær blev slået nord for Dannevirke af grev Gerhard, og det resulterede i at alt landet vest for Storebælt blev grev Gerts pantelen for 100.000 mark sølv i kölnsk vægt, og hvis beløbet ikke blev lagt på bordet på én gang, kunne pantet ikke indløses. Grev Johan opskrev også sit pantelen i Skåne, Sjælland og Lolland-Falster til at udgøre 100.000 Mark Sølv. Situationen var fortvivlet. Kristoffer var da så ussel og foragtet, at ingen brød sig det ringeste om ham. Grev Johan tillod ham at opholde sig i et simpelt hus i Sakskøbing på Lolland, men huset blev brændt af tyske riddere, der derefter fænglede ham og indsatte ham på Ålholm slot. Kristoffer den Anden døde i d. 2. august 1332. I 1300 tallet faldt befolkningsantallet i Danmark til under 1. million. Ufredstider medførte at brydegårde, etc. blev lagt sammen med store godser, hvor man søgte beskyttelse. Men det skabte også grundlag for nyskabte bøndergårde, der tilhørte herrefolkene, og som blev lejet ud (fæstet). Bønderne skulle nu betale landgilde, og derved var sket en yderligere klassedeling i samfundet.

Danmark uden Konge

1332 - 1340

Aldrig har Danmark været sin Undergang nærmere end i disse Lovløshedens Dage, og aldrig har vort Folk haft værre Kår, end da det sukkede under de tyske Grevers Åg. Tilstanden er skildret i følgende Linier: »Ræven i Skove, og Ulven på Hede, Herrer vi havde af Himmelens Vrede, mens Tyskerne reves om Danmark.« Kristoffer den Anden efterlod sig to Sønner, Otto og Valdemar. Otto prøvede på at vinde Riget tilbage, og det kom til et Slag mellem ham og Grev Gerhard på Taphede i Nærheden af Viborg; men Grev Gerhard vandt Sejr, og Prins Otto blev taget til Fange og sat i Fængsel, og måtte hensukke sine Ungdomsår i Segeberg Slotstårn. Den yngste Søn, Valdemar, var landflygtig i Tyskland. Skåningerne blev kede af at høre til det splittede, underkuede danske Folk, og de gik til Sverrigs Konge og bad om at komme under hans Vælde, og han tog mod dem så vel som mod Blekingerne og Hallandsfarerne og gav Grev Johan Penge for dem. Sagtens ville de øvrige Danske gerne have fulgt Eksemplet, om de havde vidst, hvor de kunne søge hen og finde Beskyttelse. I otte År havde Danmark nu ingen Konge; men Grev Gerhard d. 3. og Grev Johan og deres tyske Hjælpere rådede i Landet, og det var et strengt Herredømme, de førte. Især blev Jyderne hårdt behandlet af Grev Gerhard, hvem de på Grund af hans skaldede Hoved kaldte Den Kullede Greve og Gerhard Den Store. Grev Gert af Holsten huserede med Jyderne og han arbejdede ligefrem på at gøre dem til Tyskere, og han pålagde dem de mest ublu Skatter, som uden Nåde og Barmhjertighed blev inddrevet af hans tyske Bødler. Til sidst syntes de da, at det ikke længer var til at udholde, og hist og her begyndte de at gøre Modstand og vise Tegn til Oprør. Så hvervede Greven en tysk Lejehær på 11.000 Mand, og med den drog han op i Jylland for at dæmpe den ulmende Oprørslyst. Selv lagde han sig ind i Randers med 4.000 Mand; de øvrige fordelte han rundt omkring på Halvøen, hvor de skændte og brændte og røvede og plyndrede på den mest grusomme Måde. I Danmarks store Nød fremstod den jyske herremand Niels Ebbesen fra Nørreris (Norring Riis), Foldby sogn, et par mile nordvest for Århus, - og Niels frelste sit land af Tyskernes Vold. Niels Ebbesen var af Strangesønnernes æt og ejede store godser i Thy og de egne. Han var Århus-bispens væbner og forvalter af dennes gårdsted med omkringliggende bøndergods i Norring. Grev Gerdhard havde fået mange af den danske Adel over på sit Parti; Niels Ebbesen ville han også gerne vinde, og på sit hærgende Togt op gennem Jylland var Grev Gerhard nået til Randers, hvor han stævnede Niels Ebbesen til sig og forlangte, at han skulle gå i hans Tjeneste. Niels har efter grevens indbydelse forladt Norring Riis allerede den 28. marts og er redet til Clausholm, der ejedes af Offa Nielsen Panter. Niels Ebbesen tog mod Indbydelsen og kom. Samtalen fandt sted "norden på Randers Strand". Altså sønder for byen, men nord for Gudenå. I Begyndelsen snakkede Greven sødt og venligt til ham og gjorde store Løfter om Magt og Rigdom; men da han alligevel ikke kunne få ham til at holde med sig, så blev han vred og truede med at lade ham hænge, hvis han ikke rømmede ud af Landet. Men Niels Ebbesen svarede: »I kan hænge Tyve og Skælmer, men jeg rømmer ikke ud af Landet fra Hustru og Børn!« Derpå kastede han sin Handske til Greven og erklærede åbent, at han betragtede ham som sit Fædrelands Fjende og ville dræbe ham, hvor som helst han traf ham.. »Jeg kommer snart igen !« sagde Niels, da han forlod Grev Gerhard. Følgen deraf var, at Greven dømte ham fredløs, og var Niels ikke ude af Landet, før Ugen var omme, skulle han blive hængt. Efter mødet med Grev Gerhard drog Niels bort fra Randers mod Øst til bispegården i Østrup og straks over Clausholm hjem til Norring Riis. Ved at lægge sin rejserute over Clausholm, opnår Niels Ebbesen kontakt med ejeren af Nielsstrup Vandmølle ved brostedet overfor Randers. Ydermere kunne han på sin videre færd mod Uggelhuse Færge lige over for Østrup Bispegård holde ind hos Everstenerne i Virring. Disse, der siden er blevet kaldt Eberstein, har gennem mange år været den danske konges tro riddere, og de var i slægt med Stangesønnerne (Niels Ebbesens æt). Men to Dage senere Natten mellem den 1'ste og den 2'en April 1340, red Niels Ebbesen atter ad Randers til, ledsaget af henved 60 Mand, der alle ligesom han var rede til at vove Livet for at dræbe Danmarks Tyran: Den Kullede Greve. Niels Ebbesens hjælpere har måske været bispens folk fra Østrup. Han følger den gamle Skanderborg Landevej over Foldby, Hadsten, Galten indtil Sdr. Borup. Fra dette punkt fortsatte den gamle rejsevej ligeud mod Vorup by og igennem denne og ad vejen til Vorupkjær nede ved Gudenåen. Den sidste ende af vejen her, hedder i dag Høvejen (Hovvejen). I Fruerlund Skov vest for Nielstrup Broen bandt de deres Heste, og Niels Ebbesens søstersøn, den unge Svend Trøst, blev tilbage ved Randers Bro for at løsne Broplankerne. Ved broen syd for åen lå på den tid Nielsstrup Vandmølle samt Nielsstrup Kirke. Et betydningsfuldt overgangssted med brofogeder og andet personale der tilhørte Clausholm Gods. Men inde i Randers lå Grev Gerhard med 4.000 Mand. Niels og hans følge gik ivrige til Byen, og trængte med Magt ind i Slottet, hvor de dræbte Grev Gerhard i hans Sovekammer. Nu kom de tyske Soldater på Benene, og Niels Ebbesen måtte trække sig tilbage med sin lille Skare. Det så ud til, at det ville blive umuligt at komme ud af Byen; men dog lykkedes det. Efter en heftig Kamp på Gaden, i hvilken flere faldt, nåede Niels Ebbesen og hans Mænd Broen, og dér kastede Svend Trøst de løsnede Planker i Vandet, for at Tyskerne ikke så hurtigt skulle komme efter dem, og således lykkedes det dem at slippe bort. De har sikkert valgt at ride 2-3 mænd sammen thi der fandtes mindst fire tusinde holstenske landsknægte i alarmberedskab. Et af Versene i den gamle Folkevise om Niels Ebbesen siger os, at selv den fattigste gerne ville vise sin Taknemmelighed til »Danmarks Befriere.« »Niels Ebbesen gæsted en Kærling god; hun havde ikkun to Leve, dem gav hun Niels Ebbesen, for han vog den kullede Greve.« Med Niels Ebbesens Dåd begyndte det atter at lyse over Danmark. At det dristige Vovestykke var lykkedes så godt, gav Jyderne Mod; de samledes i Skare om Helten fra Nørreris og begyndte at drive Tyskerne ud. Mangen Tysker måtte lægge sine Ben på den jydske Hede, og i spredte i Hobe drog Grevens Hær mod Syd. Hele Sommeren igennem stod denne Kamp; thi da Tyskerne ikke længere kunne holde sig i åben Mark, havde de endnu adskillige Borge i deres Besiddelse.

Valdemar Atterdag (den Onde)

1340 - 1375

Med mordet på Grev Gerhard, var Vejen til Danmarks Trone banet for Kristoffers landflygtige Søn: Valdemar. Valdemar var opdraget i Sydtyskland hos den tyske kejser i Bajern, og befolkningen gav Valdemar tilnavnet »den Onde«. De »danske« landsdele var dengang ejet af bestemte familier (stormænd, etc.), ligesom i de italienske bystater, og hvordan kan man være konge uden at have noget land og stormænd, der understøtter én. Det var da også kun få Jyder, der i Viborg gav Valdemar kongenavn. Også denne tid havde tronkrævere der forlangte ulovlige arverettigheder, og Valdemar var såmændt ikke andet én godsejer blandt andre godsejere, og kan vel sammenlignes med de tyske røverriddere, der uretsmæssig inddrog gods som krongods. Det hedder sig, at iblandt de Vanskeligheder, Valdemar Atterdag havde at kæmpe med, var det ikke den mindste, at Rigets Stormænd var selvrådige og troløse og tjente helst den Herre, der bød den højeste Løn. Her siges det ligeud, at betalingsmidlerne (møntsystemet) nu var vældigt rådende. Efter at Valdemar havde giftet sig med datteren af hertug Erik II af Slesvig, fik hun i medgift ¼ af Nørrejylland. Så St. Hans Dag, juni 1340, stod Valdemar på Viborg Ting og modtog Jydernes Hyldning, og det er tvivlsomt om han har underskrevet en håndfæstning og vedgået sig datidens lovgivning og retsreglerne. Tilsyneladende har han også været tilhænger af selvtægt, retsbrud, trykkende skatter, hoveri og mange andre byrdefulde vilkår i sin kamp for at tilrane sig gods og ejendom. Særligt gik det ud over bønderne på Sjælland, og især kirkens fæstebønder blev groft udnyttet. Og lad nu være med at tro på al den snak om Valdemars fædrelandskærlighed, som blev skabt efter nationalismen og kapitalismen fremkomst i 1850érne. Valdemar var jo tysk opdraget og fik datidens største orden »ridder af den hellige grav« i Jerusalem, - efter at han i 1368 var smidt ud af Danmark. Også han satte sin lid til bisper og den våbenmagt som kendtes fra Absalons dage, og Stormændene skiftede side, efterhånden som de opdage hvem der svigtede løfter og rettigheder. Men om Niels Ebbesen stod i den Folkeskare i Jylland, der hilste Valdemar med Kongenavn, ved man ikke, men det er rimeligt, og vist er det, at det, som Valdemar her blev kaldet til, var at fuldføre, hvad Niels Ebbesen havde begyndt, nemlig at udfri ikke alene Jylland, men hele Danmark af Fremmedherredømmet, så der atter kunne fremstå et »Danmarks Rige«. Men det var ikke meget, han fik at regere over lige straks, thi Landet var splittet ad i Stumper og Stykker. Det var en stor og vanskelig Opgave, der blev stillet den tyveårige Valdemar. Jyderne havde givet ham Kongenavn, men Rådighed over Riget kunne de ikke give ham. Skåne var under Kong Magnus Erikson Smek af Sverige (1316-1474), Sønderjylland stod under Hertug Valdemar, Nørrejylland var sat i pant for en stor pengesum til Hertug Valdemar, Fyn var et arveligt Len under Grev Gerhards sønner, Sjælland, Lolland og Falster var også sat i Pant. Det eneste, det syntes muligt at udfri, var Jylland og Sjælland, der var udskiftede i Pantelen, hvilke altså Valdemar kunne indløse, når han kunne betale de Summer, hvorfor de var pantsatte. Og dog var også dette en såre vanskelig Sag; thi det var ikke nemt at skaffe Penge. Men Valdemar var en Mand med fast Vilje, der ikke forgæves bar Valdemarsnavnet; han var trods sin Ungdom en klog Mand, der øjnede Udveje, hvor ingen anden så dem, og han var frem for alt en udholdende Mand, der kunne bie og vente; aldrig tabte han Modet, aldrig opgav han Ævret, efter hver ny Skuffelse rejste han Håbet på ny og begyndte forfra med frisk Mod. »I Morgen er der atter en Dag«, tænkte han, og deraf har han fået Tilnavnet Atterdag. Men Holstenerne var langtfra ude af landet endnu. »Frihedskampen« var først begyndt og hen i Efteråret 1340 lå Niels Ebbesen med sine Jyder foran Skanderborg Slot, som Holstenerne endnu havde. Da Besætningen var nær ved at måtte overgive sig, kom Grev Gerdhards sønner slottet til Hjælp med 600 Mand og samtidig gjordes der Udfald fra Slottet. Det kom til et hidsigt Slag på en Bakke udenfor Skanderborg. Der faldt mange Jyder, og iblandt dem Niels Ebbesen og hans tvende Brødre, - d. 2. November 1340 -. Niels gav sit Liv for Fædrelandet; men aldrig hans Minde dog lægges i Mulde, han stod i Spidsen for Jyderne hulde, da Tyskerne reves om Danmark - Niels Ebbesen var Danmarks Redningsmand ! Valdemar giftede sig med Hertug Valdemars d. 5. Eriksøn af Sønderjylland´s søster: Helvig; med hende fik han en stor Sum Penge i Medgift (24.000 Mark Sølv), som han brugte til at indløse den nordlige Fjerdedel af Jylland for. Det øvrige af Jylland blev efterhånden indløst ved Hjælp af Skatter, som Jyderne selv udredede. Han førte sig frem for at skaffe sig herredømmet over Nordfrisland, som i 1344 underkastede sig Valdemar. Ved at pålægge store Skatter skaffede han sig også Penge, så han kunne blive ved med at indløse det ene Stykke af Landet efter det andet, selv om de tyske skruede afløsningssummen op for Sønderjylland med 7.000 Mark Sølv. Men der var tilløb til oprør p.g.a. skatterne og hans hårdhændede metoder. Penge kunne dog ikke altid klare Sagen; tit måtte han bruge List, hvilket han da også var en stor Mester i; ofte var der ikke anden Udvej end Våbenmagt, og det kostede ham mange blodige Kampe. Valdemar søgte også at komme i Besiddelse af Sjælland. Da Holstenerne, dér sad inde med faste Borge og var Herrer i Landet, måtte Valdemar arbejde på at komme i Besiddelse af Borgene. Bispen af Roskilde var fædrelandssindet nok til at overlade Valdemar Københavns By og Slot, hvorved han fik fast Fod på Sjælland. Da det kneb med Pengene, samlede han Tropper for at indtage det stærkt befæstede Kalundborg, der også omsider faldt i hans Hænder, og kort efter kom han i Besiddelse af Søborg i Nordsjælland. En lille Tid måtte han afbryde sin Virksomhed i Sjælland for at gøre en Rejse til det fjerne Estland, som han ved denne Lejlighed afstod til de tyske Riddere mod en Godtgørelse af 19.000 Mark, og for de Penge indløste han så andre Landsdele, som var af større Vigtighed. Estland havde været i dansk eje siden 1219. Men aldrig så snart var han kommen hjem, før han atter optog Fejden på Sjælland. Flere faste Punkter blev tagne, og da øens Hovedfæstning Vordingborg Slot i Året 1346 havde overgivet sig til ham, kunne han betragte hele Sjælland som genvundet for Danmarks Krone. Vordingborg Slot blev hans kæreste Opholdssted - om end i en senere Tid måske Gurre gjorde det Rangen stridig -; det havde en så skøn Beliggenhed, og herlige Minder knyttede sig dertil fra de to første Valdemarer. Valdemar Atterdag udvidede Bygningerne og Fæstningsværkerne og opførte det navnkundige Gåsetårn, der endnu med sin Guldgås på Fløjstangen står som Minde om ham. Overalt samlede han sig forråd, penge, skibe og andet, som hans øjne begærede; thi frygt og skælven og lammelse faldt over alle, til hvem han kom, for han tugtede alle forfærdeligt med ild og sværd, med fængsel og død, til de lød hans bud. Da han var blevet Herre over Nørrejylland og Øerne, beredte han sig for Alvor til at vinde de skånske Landsdele tilbage. Hvor meget Valdemar end havde at tænke på, fik han dog Tid til i Året 1347 at gøre en Ilrejse til det hellige Land, hvor han i Påsken dvælede i Jerusalem og blev slået til »Ridder af den hellige Grav«. Men han skyndte sig hjem for at fortsætte Samlerarbejdet. Jylland og Sjælland var frigjorte; Lolland, Falster og Fyn derimod ikke. Ved snilde Underhandlinger lykkedes det ham dog snart at komme i Besiddelse af Nyborg Slot, hvormed fulgte den østlige Halvdel af Fyn, og omtrent på samme Tid blev han Herre over Lolland og Falster. Lykken havde ikke altid været ham god. Han havde lidt mange Skuffelser og set mangt et Håb briste; men i det hele og store var han nået langt videre, end nogen skulle tænkt, og da han på et Møde i Ringsted 1349 gjorde Regnskab for, hvorledes han havde anvendt de Midler, der var betroede ham, måtte alle indrømme, at de var vel anvendte. På denne Tid hjemsøgtes Danmark af en forfærdelig Pest, »den sorte Død«. Fra Kina havde den vandret sin Vej gennem Asien til Sydeuropa og derfra gennem Frankrig, Tyskland og England, alle Vegne nedmejende Beboerne med sin giftige Ånde, ja endog Kreaturerne angreb den. Mange Steder levnede den kun eller af Befolkningen. Efter et Sagn skal den være kommen til Danmark med et folketomt Skib, der strandede i Vendsyssel (1349). De, der angrebes af den, blev fulde af sorte Bylder og satte næsten altid Livet til. Folk døde i Tusindvis, hvor denne skrækkelige Pest nåede hen, og flere Steder stod Landsbyerne helt tomme, fordi alle Beboerne var uddøde. De 33%-66% af Danmarks Befolkning skal være blevet bortrevet af Pesten; der var Købstæder, hvor Beboerne så godt som alle uddøde, og nogle Egne af Landet blev ligeledes helt affolkede; i Ribe Stift blev således 12 Kirkesogne øde. Denne gruelige Landeplage, der ligesom lamslog Folket, lamslog dog ikke Valdemar. En af hans Mænd, Ridder Kalv, som han havde betroet tvende Slotte, gik med disse over til de holstenske Grever, som gav ham et Slot til. Senere, da han blev ked af at være hos Greverne, vendte han tilbage til Valdemar med alle tre Slotte, og blev da modtaget af den vittige Konge med de Ord: »Det kalder jeg en god Kniv! han løb bort med to Slotte og kommer tilbage som en Stud med tre«. De jydske Herremænd Klavs Limbek og Niels Bugge på Hald rejste ligefrem Opstand mod Kongen i 1351, og med Understøttelse af Hertugen og Greverne bød de ham Trods i flere år. Kongens og oppositionen holdt Danehof i sommeren 1354, og ved en håndfæstning blev der dikteret landefred af kongen, drost Klaus Limbek, marsk Palle Jonsen, 5 bisper og hertugen af Slesvig, Klaus Limbek med flere, og det bestemt, at de gamle love fra Valdemar Sejrs tid skulle gælde m.v., og at der hvert år til Sct. Hans skulle afholdes Danehof, som det var gammel sædvane, og dertil blev tilføjet at der samtidig skulle være 6 ugers landefred i forbindelse med mødet, ligesom Valdemars embedsmænd ikke måtte foretage selvtægt. Tekstdelen vedr. Danehof var gentagelser fra Erik Klipping (1282) håndfæstninger og fremad, og man kan formode, at Valdemar Atterdag havde brudt retsreglerne og sædvaner, og at kongens modstandere havde sejret i 1354. Teksten indeholdt flere bestemmelser, som tyder på at der er foretaget alvorlige retsbrud. I 1355 ville Valdemar arrestere ridderen: Niels Eriksen Rød af Jerstrup, og da denne selvfølgelig gjorde modstand, blev han dræbt. I 1356 gjorde Erik Magnussen oprør, og relationerne til Albert 2 af Mecklenborg forværredes, selvom Valdemar afholdt et møde i Kiel med Albrect og de rendborgske grever. Samme år skal der være sket en forringelse af mønterne, og samtidig forringedes sølvmønter i dele af Europa, og der blev lagt skat på kvæg, der skulle betales to gange om året, samtidig med at man skulle stille op til 14 dages hoveri for kongen om sommeren og vinteren, hvor der bl.a. skulle bygge vandmøller, og da det var kongens fogeder der førte retssagerne, kan man nok vurdere, at det var rent tyrani. I 1357 udbrød der igen oprør fra de jydske stormænd, drost Klaus Limbek, marsk Palle Johsen, de holstenske grever og hertug Valdemar, da kong Valdemar var kommet i besiddelse af borgen Tønder. De kongelige fæstninger i Tønder, Randers og Odense faldt i deres hænder. Kong Valdemar smed sin gamle samarbejdsparter ridder Peter Larsen, høvedsmand for Randers i fængsel, sammen med mange andre, og tog over på Fyn med en hærstyrke, og slog modstanderne, der belejrede Brobjerg. Derefter plyndrede han de grevelige dele af Fyn og brandbeskattede Odense. I 1358 drog Valdemar til Fyn med en hær, og Tranekær på Langelang overgav sig, medens han ikke kunne erobre Hindsgavl. I juni angreb han Nordborg og Sønderborg på Als samt Femern der overgav sig. Men nu gik Albert 2 af Mecklenborg i land med en hær i Skåne og nu ville Valdemar pludselig forhandle med flere af parterne. Der blev bl.a. holdt et Fredsmøde i Slagelse, hvor Niels Bugge tillige med et Par andre jydske Herremænd og bisper mødtes for at høre Kongens Vilkår, hvilke de dog ikke fandt rimelige, hvorfor de forbitrede forlod Mødet. På Hjemvejen kom de ikke længere end til Middelfart, hvor de blev dræbte af Fiskerne, hvem de sagtens i adeligt Hovmod havde fornærmet. Også sønnen af Stig Andersen af Bjørnholm var blandt de dræbte. Hvor Mordet skete, vokser nogle røde Skræpper, som man endnu kalder Bugges roser. Kongen blev beskyldt for at have haft en Finger med i Spillet her, og skønt dette næppe var Tilfældet, gød denne Begivenhed ny Olie i Ilden, og Valdemar måtte fremdeles i et Par år kæmpe mod oprør. I 1359 havde Valdemar atter brudt nogle aftaler ved Femern, medens han samtidig forsøgte at få fingre i gods i Sverige. Endnu kom der forhandlinger men Valdemar gik mod de jydske stormænd og erobrede Randers, Katholm, Estrup og Klausholm, og så var der flere forhandlingssammenbrud. De rendborgske grever og de jyske stormænd stod overfor Valdemar, men blev så etableret aftaler med Mechlenborg. Men i maj 1360 sluttedes på Danehoffet i Kalundborg mellem Kongen og de forsamlede Adelsmænd, Borgere og Bønder en Pagt, der gik ud på, at de alle for Fremtiden ville hjælpe hinanden med at hævde Lov og Ret i Landet. I Sverrige gjorde Magnus Smek’s Søn Erik Opstand mod Faderen og satte sig i Besiddelse af nogle af dennes Lande, deriblandt Skåne. I sin Nød henvendte Kong Magnus sig til Valdemar og bad om Hjælp mod Sønnen, - en Bøn Valdemar gerne opfyldte, da Kong Magnus lovede ham som Løn derfor Skånes hovedfæstning: den stærke Fæstning Helsingborg - nøglen til de skånske Lande. Imidlertid døde Erik, og Magnus, der nu ikke længere havde Brug for Valdemars Bistand, søgte at trække sig tilbage fra Overenskomsten. Men Valdemar lod ikke den gode Lejlighed slippe sig af Hænderne. Han holdt fast på, at Overenskomsten skulde gælde, Helsingborg skulde være hans, og da han ikke på anden Måde kunde få det, gik han over Sundet med en Hær, og nødte derved Magnus til at holde sit Løfte (1360). Men idet Valdemar blev Herre på Helsingborg, blev han tillige så godt som Herre over hele Skåne; Befolkningen der var jo dansk, og nu, da Danmark igen havde en Konge, som var i Stand til at hævde Ret og Orden, ville Skåningerne helst vende tilbage til Moderlandet; de hyldede alle Vegne Kong Valdemar, der selvfølgelig ikke sagde Nej til det, han så inderlig havde ønsket i lang Tid. Valdemar gjorde sig til herre over Skåne, Bleking og Sønderhalland, og Valdemar havde således også vundet de indbringende sildemarkeder ved Falsterbro og Skanør, og snart skulle han overfalde en anden vigtig handelsplads: Visby på Gotland. Valdemar var således blevet Herre over de danske Lande på nær Sønderjylland. Men på de Vande, der omgav Valdemars Rige, rådede en anden Magt: Hansestæderne. »Den tyske Hanse« var et Forbund af flere tyske Handelsstæder, som Rostok, Wismar, Stralsund og Greifswalde med Lybæk i Spidsen, hvortil efterhånden mange Stæder (byer) i og udenfor Tyskland tilsluttede sig. De kunne næsten helt gøre sig til Herre over Østersøen. Ved sin Rigdom, Handelsdriftighed og sin mægtige Flåde var dette Hansaforbund blevet en Stormagt i Østersøen. Lybæk stod i Spidsen Hansaforbundet, og Saltudførslen udgjorde en tredjedel af Lybeks samlede udførsel. Hansaforbundet havde tilrevet sig Ret til den indbringende Sildefangst i Øresund; og fra sine Liggepladser på Skånes Kyst gjorde Hansaforbundet en rig Høst i Sildestimerne, drev der fra en storartet Fiskehandel og Danmark Konge og Stormænd, mistede derved en vigtig Indtægtskilde, som ikke måtte gå deres næse forbi. Men også rundt om i de nordiske Stæder fik Hansaforbundet indpas, og tilrev sig Handelen, trykkede Håndværkerne ved at indføre alle Slags forarbejdede Sager, og hindrede således vor egen Borgerstand i at komme frem. Intet Under, at en Konge som Valdemar så det fordærvelige i Hansernes voksende Magt og gerne ville rette et Slag derimod. Lejligheden tilbød sig, medens han førte Krig med Sveriges Magnus Smek om Skåne. Så snart han havde sikret sig de skånske Lande, - men før Krigen med Magnus endnu var til Ende, - besluttede han at angribe den svenske ø: Gulland (Gotland), der hørte med til Hansestædernes Forbund. Det fortælles, at Valdemar ville hævne sig på Indbyggerne i Visby, fordi de havde sunget Spotviser om ham. På denne Ø lå nemlig Visby, en stor og prægtig Stad, berømt for sine storartede Bygninger, deriblandt 18 Kirker, for sin vældige Ringmur med de 48 stærke Tårne, for sin udbredte Handel, men frem for alt for sine store Rigdomme, og denne stolte Stad hørte til Hansernes Forbund. Det ville blive et hårdt Stød for Hansaforbundet at miste Byen, - og et rigt Bytte for Valdemar. En Flygtning fra Byen, Niels Guldsmed, havde skildret dens Rigdom for ham og sagt, at Kvinderne spandt på Guldten, og Svinene åd af Sølvtrug. En Sommerdag 1361 landede Kong Valdemar på Øen, og efter flere Dages blodige kampe kunne Valdemar rykke frem til Visbys Mure. Udenfor Byen et blodigt Slag, der fuldstændig tog Magten fra Gullændingerne, og hvori 1800 af dem faldt. Endnu står på Valpladsen det Gravminde, Kong Valdemar rejste over sine faldne Fjender, med følgende Indskrift: »I Herrens År 1361, Tirsdag efter St. Jakobs Dag, faldt Gullændingerne foran Visbys Porte for de Danskes Sværd. Her ligge de begravne. Beder for dem.« Valdemar lod derefter et Stykke af den stærke Ringmur rive ned, og gennem Åbningen holdt han så sit Sejrsindtog i Byen. Han opstillede tre store Øltønder på Torvet og lovede Indbyggerne, at hvis de inden tre Dage kunne fylde dem med Guld og Sølv, så skulle deres By ikke blive plyndret; men Rigdommen var større, end han havde troet, thi allerede inden første Dags Aften var Tønderne fyldt. Men Kirkerne berøvedes deres kostbare Prydelser af Sølv, Guld og Ædelstene. Uhyre Rigdomme førtes hjem til Danmark, og Valdemar kaldte sig »de Goters Konge«. Men nu brød et Uvejr fra Sverige og Hansestæderne løs over Danmark. En Tid lykkedes det Valdemar at tvinge Stormen. Han slog i Øresund Hansernes Flåde så grundig, at der blev stor Jammer i Forbundets Stæder, og den svenske Hær, som faldt ind i Halland, blev med Kraft dreven tilbage, hvorved de to Magter således svækkedes, at de måtte bede om Stilstand indtil videre, hvad der blev dem indrømmet. Valdemar fik Datter Margrete forlovet med Magnus Smeks Søn: Hagen den Sjette, som var Konge i Norge. Men den forlovelse syntes de svenske Stormænd ikke om; de tvang Magnus til at hæve den og satte igennem, at Hagen skulle giftes med den holstenske Prinsesse Elisabet. Under denne Stilstand sejlede Gert den Stores Datter, prinsesse Elisabet fra Holsten til Sverrig; hvor hun så skulle giftes med Magnus Smeks Søn: Hakon. Men hun kom ikke så vidt; thi hun strandede på den danske Kyst, og Valdemar, som straks skønnede, at der kunne bringes noget ud af denne Hændelse, beholdt hende i Forvaring. Han lod Elisabet føre til Lund, hvor han og Ærkebispen holdt hende tilbage under Påskud af, at de kirkelige Love ikke tillod hende at blive gift med Hagen, fordi denne tidligere var blevet forlovet med Margrete. Valdemar vidste, at hverken Hakon eller Magnus Smek var synderlig glade med den holstenske Forbindelse, som de svenske Stormænd havde udtænkt, og ved et Møde med Magnus og Hakon fik Valdemar hurtig dem overtalt til, at Hakon skulle giftes med Valdemars Datter: Margrete. Brylluppet blev holdt med det samme, skønt Bruden kun var 10 år. Den unge Brud drog med sine Svigerforældre til Sverrig for der at opdrages af den hellige Birgittas Datter Mereta, medens den bedragne holstenske Elisabet vandrede i Kloster. Dette var dog for meget for de svenske Stormænd og de afsatte Magnus Smek og gav Tronen til hans Søstersøn Albrekt af Meklenborg. Under denne Konge samlede Valdemars Fjender sig igen, talrigere end nogen Sinde før: der var Hansestæderne, Hertug Albrekt af Meklenborg, dennes Søn Kong Albrekt i Sverrig, de holstenske Grever og en Del jydske Adelsmænd, der gjorde oprør - alle, som før havde været ham fjendske eller frygtede hans Vælde, havde sammensvoret sig til hans Fald under Anførsel af Klaus Limbek. Med sit sædvanlige frejdige Mod modtog Kong Valdemar Budskabet om den truende Fare. Da han på een Dag modtog 77 Fejdebreve fra 77 Hansestæder, sammenlignede han disse med en Flok skrigende Gæs. Vardemar var overmodig, men han måtte dog snart erkende, at denne Gang var hans Fjender for mægtige, og Skærtorsdag i 1368 måtte han forlade det Rige, han i en Menneskealder havde arbejdet så utrættelig og stridt så hårdt for at samle og værne. Det var, som al hans Møje og Strid skulle være forgæves. Som Ravne faldt Fjenderne over vort Land og søgte at dele det imellem sig. Men heldigvis kunne de ikke forliges derom, og Kong Valdemar forstod i det fremmede at lede Sagernes Gang, så Henning Podebusk, hvem Kongen havde udnævnt til Rigsforstander i sin Fraværelse, kunne slutte Fred med Hansestæderne på Vilkår, at der tilstodes dem fri Handel og Fiskeri i Danmark, at de fik sig overdraget en Del af Skåne med Borgene, Helsingborg og Stæderne ved Kysten i 15 år, og at de efter Valdemars Død skulle have Del i Kongevalget. Henning Podebusk (Putbus) var født på Rügen, og var af vendisk æt, men blev drosten, dvs. rigsforstander, og da fjendeforbundet rykkede mod Danmark mistede Henning Podebusk sine ejendomme på Rügen, og hans far måtte sværge på, at han ikke ville have forbindelse med sønnen. Da Valdemar havde underskrevet disse Fredsvilkår, vendte han efter fire Års Landflygtighed atter tilbage til sit Rige. I 1370 fik Valdemar tilsagn fra enkehertuginden af Sønderjylland: Richardis, der sammen med sin søn: Henrik Valdemarssøn, der var de sidste af Abels slægt, til at anerkende Valdemar som formynder og værge. Men Valdemar var nu ikke længer ung, og tunge Prøvelser havde ramt ham, men hans sjælskraft var ikke brudt, og hans Arbejdslyst ikke svækket. Han kunne endnu som i Ungdomsårene sige: »I Morgen er det atter en Dag». Med Hansestæderne havde han fået Fred, men med Sverige og med de holstenske Greven måtte han fortsætte Krigen, og dog finde vi ham stadig på Rejser rundt om i Riget for at læge Krigens Sår og bringe Riget på Fode. Ja, i de tre år, han efter sin Hjemkomst fik Lov at styre, lagde han Plan til at indsamle det Stykke Land af det gamle Danmark, som han tidligere ikke havde kunnet få med, nemlig Sønderjylland. Når den barnløse Hertug Henrik - den sidste af Abels Hus - faldt fra, var der ingen Tvivl om, at de holstenske Greven ville gøre Forsøg på at sætte sig i Besiddelse at Hertugdømmet. Men Valdemar var på sin Post. Det ene Slot efter det andet gled over i hans Besiddelse, og allerede sad hans Mænd på Nordborg, Sønderborg, Haderslev, Aabenraa og Tønder, og han stod i Underhandlinger med Hertug Henrik om Udløsningen af Gottorp. Da døde Hertugen (1375); men just som Valdemar stod rede til at fuldbyrde sit sidste store Formål, ramtes han at en hård Sygdom, og få Måneder efter Hertugen endte han sit dådfulde Liv på Gurre Slot. I de tre År, Valdemar endnu levede, arbejdede han med Kraft på at vinde Sønderjylland; han fik Hertug Henrik til at overlade ham det ene Slot efter det andet, og da Hertugen døde uden at efterlade sig Arvinger, syntes Målet at være nær; Valdemars rige gik nu nord om Flensborg og syd om Tønder; men Valdemar døde selv kort efter d. 24. Oktober 1475 på Gurre Slot. Henning Podebusk døde i Margrethes regeringstid og blev gravlagt for hovedenden af Valdemar Atterdags sarkofag. I løbet af 1300-tallet blev de slaviske Vendere, Obroditterne, m.v., fuldstændigt opslugt i de tyske og var blevet fortysket. Indadtil særtegnes Tidsrummet derved, at Stormandsvælden tiltog, og Kirken sank dybt i Verdslighed og Vildfarelser, medens de lavere Stænder sukkede under Åget

 Oluf og Margrete

1375 - 1387 *** 1387 - 1412

Valdemar Atterdag efterlod sig ingen Sønner; men hans Datter: Margrete, der var blevet gift med Magnus Smek´s søn: Hagen, var nu kongen i Norge - Hagen den Sjette - og de havde fået en søn: Oluf, som det danske Rigsråd valgte til Konge. Margrete og hendes mand underskrev en Håndfæstning på Oluf´s Vegne. Nogle år derefter - i 1380 da Hagen den Sjette døde - blev Olaf tillige Konge i Norge, og Margrete styrede da en Tid Tvillingriget som Formynderske for sin Søn. Da Oluf var 15 År gammel, blev han erklæret for myndig, og det skulle da forestille, at han selv regerede; men i Virkeligheden var det Margrete, som førte Regeringen, og det var Rigerne også bedst tjent med, thi hun havde arvet sin Faders udmærkede Evner til at herske og styre. Danmark og Norge var derefter forenede lige til 1814, altså i over 400 År. Hun føjede til Olufs Titel: »sand Arving til Sverrig «. Derved gav hun tilkende, at det var hendes Mål også at lægge Sverrig ind under hans Herredømme, og de svenske Forhold var således, at hun nok kunne have Håb om at nå Målet. Det var en Streg i hendes Regning, at Oluf døde, da han var 17 År i 1387. Oluf var nok den sidste danske konge, der modtog hyldningsed fra Rügens fyrste. Det Danske rigsråd valgte straks Margrete til »fuldmægtig Frue og Husbonde og Danmarks Riges Formynder«, og Året efter valgte Nordmændene hende til »regerende Dronning«. Valdemar Atterdag skal have sagt om sin Datter, at Vorherre tog fejl, da han skabte hende som Pige, og vist er det, at hun ved Rådsnildhed og Kraft har gjort mange Mænd til Skamme; få Konger har styret med så stor Kløgt og Kraft som hun. Hun var ikke ræd for at sætte sig et stort Mål, og hun styrede utrættelig gennem alle Hindringer. På Sverrigs Trone sad den tyske Kong Albrekt af Mecklenburg, en dårlig og magtesløs Mand. Med valget af Margrete som konge var Kong Albrekt af Sverrig meget misfornøjet med; thi han var fætter til Hagen den Sjette, og mente derfor at have større Ret end nogen anden til at blive Norges Konge. Hans lave Tænkemåde viste sig blandt andet derved, at han ikke blev træt af at håne den danske Dronning. Han kaldte hende »Kong Brogeløs« (Kong Bukseløs) og »Munkedejen«, og han skal have sendt hende en Slibesten, hvorpå hun kunne hvæsse sine Synåle. Men Spotten fik han dyrt betalt. Det stod nemlig dårligt til med Kong Albrekts Magt og Anseelse i Sverrig. Han var en Tysker og forstod slet ikke at gøre sig afholdt af sine Undersåtter. Han havde en sådan Forkærlighed for sine tyske Landsmænd, at han kaldte dem i store Skarer over til Sverrig, hvor han gav dem de bedste Embeder og gjorde langt mere Stads og Ære af dem end af Svenskerne. Det var de svenske Adelsmænd naturligvis meget misfornøjede med. Rigtignok blev han nødsaget til at gøre dem store Indrømmelser for at få deres hjælp under et truende Angreb fra Norge; men da Faren var ovre, begyndte han igen at indskrænke deres Rettigheder og skaffe sine kære Tyskere Indflydelse på ny. Deres Forbitrelse imod ham blev nu så stor, at de bare tænkte på at komme af med ham, og til at hjælpe dem dermed kendte de ingen bedre end Margrete. Kong Albrekt af Sverrig havde ved sin vilkårlige Regering opbragt de svenske Stormænd imod sig, De sendte i al Hemmelighed Bud til Margrete og lod hende vide, at hvis hun blot kunne skaffe dem af med den forhadte Albrekt, så ville de gøre hende til Regentinde i Sverrig (»fuldmægtig Frue« over Sverrig). Margrete lod sig ikke dette sige to Gange. Hun lod en dansk-norsk Hær under Anførsel af Ivar Lykke og Henrik Parov rykke ind i Sverrig, og da denne Hær i Vestergøtland forenede sig med den svenske Hær, som førtes af Erik Ketilsen, stod de tre Rigers Hære under Dronning Margretes Septer rede til Kamp mod den forhadte Albrekt. Denne regnede i Førstningen ikke stort derpå. »Ville hun ikkun, den gode Frue, sidde ved Rokken og spinde«, udbrød han. Men da Uvejret nærmede sig, kom han på andre Tanker; han hentede Forstærkning hos sine Venner i Tyskland, og 1389 stod da ved Falkøping i Vestergotland det Slag, der skilte Albrekt ved Kronen. I en Mose, hvor Hestene sank i, blev han fangen tillige med sin Søn Erik, og bunden i Lænker førtes han frem for Dronning Margrete, der befalede at holde ham fængslet på Lindholm Slot i Skåne. Hele Sverrig kom nu i Margretes Vold på Stockholm nær, hvor Tyskerne havde Magten; i ni år forsvarede de Byen med Bistand af tyske Sørøvere, de såkaldte Fetaljebrødre,- det Navn havde de fået, fordi de tilførte Stockholm Levnedsmidler, som på deres Sprog kaldtes Fetalje. Men så blandede Hansestæderne sig i Sagen, thi de ville have en Ende på Fetaljebrødrenes Sørøverier, der forstyrrede deres Handel og Skibsfart. Det kom til Underhandlinger i 1195, som førte til den Afgørelse, at Albrekt skulle betale en løsesum på 60.000 mark sølv. I 1398 kunne han selvfølgelig ikke betale, og Stockholm overgaves til Margrethe medens Gotland blev besat af den Tyske Ridderorden. Dronning Margrete var efter Olufs Død barnløs, og der måtte da tænkes på, hvem der skulle være hendes Efterfølger. Hun tog da sin Søsterdattersøn Erik af Pommern til sig og bad Nordens Folk vælge ham til Konge. Det skete, som hun ønskede det. Den 17. Juni 1397 havde en glimrende Forsamling fra alle tre Riger givet Møde på Kalmar Slot, og her satte Ærkebisperne af Lund og Upsala Tvillingkronen på den femtenårige Eriks Hoved. Og den kloge Dronning lod det ikke blive derved. Hun gjorde en Pagt med Stormændene fra de tre Riger, som hun lod opskrive og forsyne med Underskrifter, og som gik ud på, at når denne Konge døde, da skulle Rigerne enes om at vælge en anden, så den Forening, den nu var begyndt, kunne var evindelig; hvert Rige skulle beholde sine Love, men om et Rige blev overfaldet at Fjenden, da skulle de andre stå Last og Brast med det. Dette Dokument gemmes endnu i København. Margrete havde ikke fremtvunget Foreningen; hun havde forhandlet i Fredelighed med Rigets gode Mænd derom. Derfor havde hun godt Håb om, at den kunne vinde og var, som også Rimkrøniken laden hende sige: »Den Snor, som lægges af Strenge tre, hun brister fuld næppelige; det siger Vismand foruden Spe, om hun lægges lempelige.« Og dog blev hendes Håb ikke opfyldt. Foreningen holdt sig ikke »evindelig«, og så længe den varede, fremviste den mere at Strid og Splid, end af Enighed mellem Folkene. Tidernes Ugunst og dårlige Styrere ødte Margretes herlige Værk. Men derfor skal hun ikke miste sin Ros, og den Dag kan endnu komme, da Nordens Folk tager den Lærdom op, hun har efterladt dem, at de er ene Børn at samme Moder, og at de trofast bør holde sammen. Det abelske Hertughus havde voldt Ulykke ved at ville gøre Sønderjylland til et selvstændigt Rige, men værre blev det, da Abels Hus uddøde 1375, og de holstenske Greven satte sig i Besiddelse af Hertugdømmet. Ulykkeligvis døde Valdemar Atterdag samtidig med den sidste Hertug af Abels Hus, og kunne således ikke hindre, at de holstenske Grever tog Landet i Besiddelse. De var så mægtige, at også Margrete fandt det klogest at overlade det som et arveligt Len til en af dem i 1386: Gerhard den Sjette, og denne Hertug udtalte højt, at Landet var hans lovlige Arv, og at han ikke var pligtig at yde Danmark Hærfølge. Men efter at Gerhard havde trodset Danmark i 18 år, faldt han i 1404 på et Ditmarskertogt, og hans Enke Elisabet sad tilbage med tre små Sønner. Enke Elisabet måtte nu døje en hel Del Fortræd af hans Broder Grev Henrik, der meldte sig som Arving til Hertugdømmet. Hun kunne ikke godt værge sig imod ham og bad derfor Margrete om Hjælp. Margrete hjalp hende også, og ved Køb og Pant og Underhandlinger kom Margrete i Besiddelse af den ene faste Borg i Sønderjylland efter den anden. Elisabets Rådgiver blandede sig nu og hun sluttede fred med Grev Henrik i Året 1410 og fremsendte et Fejdebrev til Danmark. Margrete nåede ikke at få Sønderjylland genforenet med Riget; da hun døde i 1412 ombord på sit Skib i Flensborg Fjord. Ved Højalteret i Roskilde Domkirke står hendes Kiste - og nu begyndte en Kamp for Sønderjylland, der varede i 25 år. Den hallandske, dansk-svenske ridder Abraham Broderssøn Baad kom tidlig i gunst hos dronning Margrethe, til hvem han udlånte penge, og han blev en af hendes mest betroede mænd, der som dansk rigsråd deltog i alle unionsmøderne. I vinteren 1393-94 ledte han belejringen af Stockholm, og 10 år efter anførte han det felttog, der forgæves søgte at fravriste øen Gulland fra den preussiske højmester. Han blev slotshøvedsmand på Varberg og Laholm, således at hele Halland lød under ham, og dertil føjedes store len hinsides den svenske grænse i Værend og Finvid. Sin store indflydelse benyttede han til at erhverve sig uhyre rigdomme, bl.a. ved giftermål med en svensk født adelsenke, ved køb, mageskifter og tilpantning skaffede han sig det ene gods efter det andet og ikke altid på den lempeligste eller lovligste måde. Det var vanskeligt for bonden eller den mindre adelsmand at stå stormanden imod, og Abraham Broderssøn udbyttede sin stilling til det yderste. Hvor Abraham Broderssøn rådede, var der et hårdt herskab, og især blandt svenskerne gik han for en grusom tyran og stor vellystning. Tilsidst ejede han over 200 byer og gårde, der lå spredt over Halland, Skåne og hele det sydlige Sverige, og i hans gemmer fandt man efter hans død foruden en mængde sølvtøj og klenodier en sum i rede penge, svarende til 1/2 millioner kroner (1929 dk-kroner). I sommeren 1410 fulgte Abraham Broderssøn Erik af Pommern på et krigstog til Als, og her blev Abraham Broderssøn pludselig halshugget udenfor Sønderborg d. 27. august. Klagen mod ham lød på, at han havde «brudt det vilkår, som han selv havde vilkåret under liv og under gods om en fred på landet Als»; men senere siges det, at det var ved voldtægt mod en kvinde, at han havde brudt freden. Tiden var dog ellers ikke så streng mod den slags gerninger, og Erik synes kun at have grebet denne lejlighed til at skaffe sig af med en mægtig stormand, der havde flere svende end Erik selv havde, og dronning Margrethe der i dette øjeblik var højt oppe i Sverige, lagde øjeblikkeligt beslag på alt Abraham Broderssøn´s gods og efterladenskaber, selvom hun misbilligede henrettelsen. Dét var ran fra en stormand, der følte sig svensk, og i 1411 indkaldte Margrethe hans arvinger for Rigsrådet der tilstod, at henrettelsen var retfærdig, men dronning Margrethe ville ikke give dem nogen arv tilbage. Kort efter dronning Margrethe´s død overlod kong Erik arvingerne det som Abraham Broderssøn havde ejet, mod at de påny erklærede, at Abraham Broderssøn var blevet henrettet lovligt efter landsloven.

Erik af Pommern

1412 - 1439

Erik af Pommern, der efter sin fostermoders død helt havde overtaget tvillingrigets styrelse, var ikke den rette mand til at genvinde Sønderjylland. Han fortsatte kampen mod de holstenske grever om Sønderjylland, og der blev udrustet store hærmasser fra alle tre Riger. I Begyndelsen lykkedes det ham at fortrænge Holstenerne fra det meste af Sønderjylland. I Året 1424 bad de stridende Parter Kejser Sigismund om at dømme i sagen, og efter at en at de kejserlige Råder havde været i Sønderjylland og der overbevist sig om, at befolkningen talte det danske sprog og havde love og indretninger til fælles med det øvrige Danmark, dømte Kejseren, at hele Sønderjylland med rette hørte Danmark til, og at greverne ingen som helst ret havde til det. Denne dom hjalp dog ikke Erik; thi Holstenerne ville ikke bøje sig for den, hvorfor krigen begyndte påny, ja blev værre end før, da Hansestæderne nu gik i forbund med greverne. De var vrede over, at Erik indskrænkede deres handelsrettigheder og forlangte told af alle skibe, som sejlede gennem Øresund. Axel Pederssøn (Thott) rigsråd og slotshøvedmand på Varberg, blev sendt til Grønsund/Gedser i 1428 for at indfange de skibe, der sejlede mellem Hansestæderne. Erik måtte nu sprede sine stridskræfter, og Holstenerne vandt atter nogen fremgang. Det var Hansestædernes plan at indtage København. I året 1428 gik en stor Hanseflåde på 240 skibe løs på København, som dog blev så godt forsvaret, at Hanserne måtte drage bort uden at have nået deres Hensigt. Efter sigende skal Eriks Dronning Filippa især have været virksom ved denne Lejlighed. Før slaget opmuntrede hun krigsmændene og byens borgere til at stride som mænd for fædrelandet, under kampen lå hun bedende i kirken, og da sejren var vunden, tog hun sig kærlig at de sårede og gjorde gilde for dem, der havde stridt. I kampen med Holstenerne gik det op og ned, og der var ingen af Parterne, som rigtig kunne få Magt over den anden. Så blev de endelig kede af Kampen og sluttede Fred i Året 1435 - uden at Sønderjylland var vundet. Krigen havde da med enkelte Afbrydelser varet i 25 år og kostet uhyre summer og mange tusinde menneskeliv. Hertug Adolf, den eneste af Gerhards Sønner, den nu var i live, fik lov til at beholde Hertugdømmet, og var nu dets Styrer i mange år. Den kongetro norske biskop i Viborg: Thorleif Olafsson kunne i 1439 konstatere, at en del bønder i Jylland nu hyldede Hertug Adolf, - rigets mangeårige modstander. I Erik´s regeringstid blev jordbøgerne specificeret og fæstesystemet fastlåst. De rige pugede korn tilside fra bønderne der sultede, og en landbrugskrise påvirke samfundsforholdene, ligesom de tunge skatter til krigenes førelse. Erik af Pommern (1412-1439) vandt ikke Sønderjylland, men han kunne heller ikke holde de tre riger samlede. Amund Sigurdsson var leder af de norske bønders oprør mod kong Erik i 1436 og kongens fogeder, og de norske bønder valgte højadelsmanden: Amund Sigurdsson Bolt til deres høvedsmand og forsvarer i 1436 på tinget i Arnedal. Efter at have jaget de danske fogeder bort, sluttede Amund Sigurdsson ved Tønsberg forlig med en del rigsråder. Men det aftalte rigsmøde i Oslo kom ikke istand, så Amund Sigurdsson samlede igen bønderne og besatte bispegården i Oslo. En tid efter overgav han den til høvedsmanden på Akershus mod løfte om forlig. Ved fastelavn i 1437 holdtes under ærkebiskoppens forsæde et møde i Oslo mellem rigsrådet og bønderne fra hele bispedømmet og fra andre bygder. Rådet lovede bl.a. at sørge for, at kongen gav Amund Sigurdssøn Færøerne i len, og at han aldrig genindsatte de udjagede fogeder. Dette skete alligevel, og et nyt oprør: Gråtop-oprøret i 1438 blev følgen. Amund Sigurdsson førte ætten Bolt´s våben og var sysselmand i Borgarsyssel. Amund Sigurdsson Bolt levede i 20 år i Sverige, og giftede sig med en datter til Engelbrekts morder. Hallvard Gråtop (Halvard Graatop) var norsk ridder og boede i Drangedals i Bamble fogderi (Bratsbergs amt), og han lavede oprør i Telemarken i 1438 og drog i spidsen for en talrig bondeskare østpå, og ødelagde høvdingesædet Brynla og plyndrede kirkerne etc.. Sammen med bønderne i Akers og Bärums herred angreb han Oslo, men blev slået tilbage. Svenskerne blev også i tidens løb meget misfornøjede med kong Erik; de syntes, han pålagde dem alt for store Skatter, og desuden blev de mange Steder gruelig plaget af de tyranniske Fogeder, han satte over dem. Den værste af disse var den danske foged: Jens Jøsse Eriksen (Lykke i Dalarne. Han drev sin umenneskelighed, så vidt, at han hængte fem bønder op i røg og spændte deres frugtsommelige koner for hølæs, og kom nogen til ham med klager, så lod han dem piske eller ørene skære af dem. Engelbrekt Engelbrektsen oprørtes ved at se på denne Grusomhed; derfor rejste han til Kongen med Klage over Fogeden og bad, om han ikke måtte blive afsat. Kongen lovede, at sagen skulle blive undersøgt. Det blev den også, og det viste sig, at klagen var sand; men Jøsse Eriksen blev alligevel ikke afsat. Plagerierne hørte heller ikke op, og da den frisindede adelsmand fra Falun Kobbenbjerg kom igen med sine Klager, ville Kongen ikke høre på ham, men jog ham bort med onde Ord. I 1432 gik befolkningen i Dalerne i Sverige til tinget og valgte den lokale bjergværks- og lavadelsmand Engelbrekt Engelbreksson fra Falun til høvedmand, og svor at de ikke ville betale skat til lensmanden på Västerås slot. Da den berygtede Jøsse Erikson begyndte at opkræve skat i 1433 samledes Dalkarlene under våben under anførsel af Engelbrekt; og oprøret stod på i årene 1432-38. Kongens fogeder blev jaget væk, og andre indsat i deres sted. De svenske Rigsråder forsamledes i Vadstena for at rådslå om, hvad der skulle gøres under disse vanskelige forhold. Der var ingen af dem, som holdt videre af Kong Erik, men de syntes heller ikke om, at der gjordes Oprør, og de snakkede frem og tilbage uden at kunne blive enige om, hvad de skulle gribe til. Som de nu sad der tvivlrådige, kom pludselig Engelbrekt Engelbrektsen i Spidsen for en Skare oprørske Bønder. Han gik lige ind i Rådets Forsamlingssal og forlangte, at de skulle opsige Kongen huldskab og Troskab. Det sagde de i Begyndelsen nej til, så vidt ville de ikke gå, og de foreholdt ham hans ulovlige Færd. Men Engelbrekt gjorde ikke lang Snak, han begyndte uden videre at gribe fat i Råderne og truede med at smide dem udenfor til Bønderne. Efter denne Behandling var de til at komme til Rette med: Opsigelsesbrevet blev nu skrevet og afsendt til Kongen, således som Engelbrekt bød. Der kom senere et Forlig i Stand mellem Råderne og Erik, hvorved Erik igen blev antaget til Konge; men Oprøret brød straks efter ud påny. Erik var for umedgørlig. Til deres billige Forlangender svarede han, at han »ville ikke være deres Ja-herre«. Foreningen ville man da ikke rent ud bryde, men Kong Erik ville man ikke lyde, og man ophævede derfor foreløbig Foreningen ved at Råderne valgte den ærgerrige Adelsmand Karl Knutson til Rigsforstander. Det menige Folk ville have valgt Engelbrektsen, men Adelen afgjorde Valget på egen Hånd, og først da Bønderne ytrede deres Misfornøjelse hermed, bestemtes det, at Karl Knudsen skulle dele Magten med Engelbrektsen således, at denne skulle sættes i Spidsen for Hæren. Engelbrekt drog nu om i Landet og indtog de Borge, Kong Eriks Mænd sad inde med; men en Aften, da han var gået i Land på en holm i Hjelmaren, blev Engelbrekt overfaldet og snigmyrdet af en at Karl Knudsens Frænder. Og som det gik ham, gik det flere at hans Vennen. Karl Knudsen ville være ene om Magten. Broder Svendsen Baad ejede gods i Sverige og under Erik af Pommerns krig med hanseaterne var han fører for en fribytterskare, men faldt i 1432 i Lybækernes hænder, og Erik udløste ham ikke af fangenskabet, hvad der vakte megen misnøje i Sverige. Da han ved fredsslutningen var blevet fri, stillede han sig straks på Engelbrecht Engelbrechtssons side og nævnes i 1436 som en af anførerne for den svenske bondehær, der belejrede Varberg. Efter Engelbrechts død kom han i strid med Karl Knutsson og blev på dennes befaling henrettet i 1436. At kong Erik splittede det Margrete havde samlet, skulle ikke styrke hans stilling i Danmark, hvor adelen aldrig havde haft nogen ret tillid til ham. Også her klagedes over, at han indkaldte fremmede adelsmænd og gjorde dem til høvedsmænd på de danske borge, og da han nu forlangte, at de danske skulle kåre hans farbroders søn Hertug Bugislav af Pommern til hans efterfølger, blev uenigheden så stor, at det tegnede til opstand. Det blev Erik så vred over, at han forlod Danmark og rejste til Gulland, og straks herefter brød et bondeoprør igang på Sjælland, og bredte sig til resten af riget. Rigsrådet mente, at Erik af Pommern havde lovet bønderne friheder (muligvis også lempelser i landgildet), hvis de godkendte Hertug Bugislav af Pommern, men Erik sagde, at årsagen til oprøret lå hos rigsråderne selv, da de var gerrige, uredelige og uretfærdige, ligesom tabet af Sønderjylland ikke var kongens skyld. I 1439 erklærede både det danske og svenske rigsråd kong Erik af Pommern for afsat. På Gulland levede han i 10 år efter sin afsættelse og ernærede sig ved sørøveri. Da han endelig havde overgivet øen til Danmark, søgte han til Pommern, hvor han døde i fattigdom i 1459. Da Erik at Pommern forlod Danmark, fik Hertug Adolf sine rettigheder godkendt af det danske rigsråd; han skulle have og beholde det som et arvelen, plus Ærø og Haderslev, og så sad han som arveherre i Kristoffer af Bajerns tid (1440-48), og han fandt sig så vel derved, at han ikke engang ville modtage Danmarks krone, da man efter Kristoffers død tilbød ham den (det er et underligt rigsråd). I året 1459 døde Hertug Adolf uden at efterlade sig børn, og Sønderjylland kunne da have været inddraget under den danske Krone som et hjemfaldet Len. Dette skete dog ikke. Vel blev Kong Kristian den Første (148-1481) herre både over Sønderjylland og Holsten (1460), (Hertug i Slesvig og Greve i Holsten), men Slesvig blev ikke forenet med Danmark. For at kunne blive herre også over Holsten undlod kongen at indlemme Sønderjylland i Danmarks Rige, og tog derved mere hensyn til egen højhed end til rigets bedste. I 1438 blev Vardehus slot brændt af og Sct. Jacobs kirke i Varde, samt Varde by blev ødelagt af bønderne. 1439 var en urolig tid med flere bonderejsninger og i 1439 måtte bønderne på Fyn i Vendsherred højtideligt love, at de ikke mere ville "løbe sammen", men først i oktober 1440 var bønderne på Nordfyn bragt til ro, og det blev forbudt at bære våben. Men oprørene forsatte mod adelens og præsteskabets store magt. Peder Christiernssøn Skram † ca. 1533 til Voldbjerg, der var draget i landflygtighed efter et drab i 1417 på Ebbe Mogenssøn Galt til Tyrrestrup i Voer Herred, fulgte nu med Kristoffer af Bajern og nogle landsknægte til Danmark, og Peder Ch. Skram blev i 1443 slået til ridder af Kristoffer af Bajern, efter at han havde slået bondeoprørene ned, og Peder Ch. Skram nævnes som den der reddede den danske adel fra at blive slået ned af bønderne, der stadigvæk støttede kong Erik af Pommern.

Kristoffer af Bajern

1439 - 1448

Da Erik af Pommern var afsat, blev hans søsterssøn Kristoffer af Bajern valgt til rigsforstander og i 1440 hyldet på Viborg Ting. Da han sendte mænd op i Sverige for at forhøre, om han kunne forvente at blive hyldet, fik han det svar, at det nok kunne lade sig gøre, når svenskerne kunne være sikre på ikke at blive undertrykte; de ville selv råde for, hvem der skulle betale på slottene og sidde i Rigets råd; hvad Rådet bestemte, skulle Kongen stadfæste, og hvad skat, den blev opkrævet, skulle anvendes til Rigets bedste. Kristoffer lovede alt, hvad der blev forlangt. »Havde de krævet Himlens Stjerner af ham, han havde lovet dem«, sagde man. Men bøndernes oprør forsatte, og i 1440 tilbyder Hansestaden Lybæk at stille 100-200 bøsseskytter til rådighed, for at knuse bønderne på Sjælland. I november 1440 er de oprørske bønderne på Nordfyn kuet, og i 1441 bliver det forbudt bønderne at bære våben. Karl Knudson blev afskediget som Rigsforstander og fik som erstatning Finland til Len og en Sum Penge, og slap for at aflægge regnskab for sin styrelse. I februar 1441 fandt et sammentræf af norske og svenske herrer sted i Lödöse (havneby, 40 km. nord for Gøteborg). Man kom overens om indbyrdes fred og samling mellem rigerne. Til Kalmar kom om sommeren 1441 også norske sendebud. Men Kristoffer var forhindret i at komme til Kalmar, da de jyske bønder gjorde oprør, men dét som de svenske og norske herre havde vedtaget i Lödöse, blev bekræftet i Kalmar. I sommeren 1441 kunne Kristoffer holde sit indtog i Stockholm med ærkebispen af Upsala ved sin højre og Karl Knudson ved sin venstre side, og dagen efter påsattes ham kronen i Upsala Domkirke. Men dog - nordmændene havde ikke bestemt sig alligevel. Men bønderne i Nørrejylland var stadig forbitrede over adelens og præstestandens plagerier, at de gjorde oprør. Fra Vendsyssel, Thy og Mors samledes en bondehær på 25.000 mand, som anførtes af Henrik Tagesen Reventlov. Adelen sendte en hær imod dem, og det kom til et slag på St. Jørgens Bjerg i Hanherred (1441). Bønderne vandt sejr og hævnede sig grusomt på de herremænd, som faldt i deres magt; således blev Eske Brok hugget i mange stykker, fordi han havde været en af de værste bondeplagere, og de forbitrede bønder halshuggede 12 andre herremænd. Børlumbispens allierede: provst Palle, blev berøvet sine ejendomsbreve og jordebøger. I begyndelsen af oprørskrigen havde Grev Adolf af Holsten truet med at ville hjælpe Oprørerne. Det var ikke, fordi han havde medlidenhed med bønderne, men han ville benytte sig af Kristoffers vanskelige Stilling til selv at vinde Fordele. Ved Fredsslutningen med Erik af Pommern havde han jo kun opnået at få Sønderjylland for Livstid og var ikke blevet anerkendt som Danmarks Lensmand. Hans Stilling var derfor noget usikker og udsat for Fare i Fremtiden. Det var meget ubelejligt for Kristoffer at få ham til Fjende, mens Oprøret stod på, og så købte han ham til at være rolig ved at anerkende Sønderjylland som et arveligt Len i hans Slægt. Nu drog Kristoffer med sin hær mod Bønderne, som havde lejret sig ved Husby Hule, lidt norden for St. Jørgens Bjerg. Han turde dog ikke angribe straks, da han så hvor mange de var; men der blev indledt Underhandling med dem og lovet Fred for alle, som ville nedlægge deres Våben og drage hjem. Dette Tilbud tog Morsinger og Thyboer imod; hvad de måtte høre ilde for i Folkevisen: »Først da rendte de Morsinger og så de Forrædere at Ty; efter stod ædle Vendelboer, og de ville ikke fly.« Vendelboerne ville derimod ikke fly; de kæmpede som rasende, da Kongens Hær endelig angreb deres Stilling. Men da de nu kun var så få, kunne al deres Mod og Tapperhed ikke hjælpe dem; de blev overvundet, og alle, der ikke satte Livet til, idømtes store Bøder. Henrik Tagesen og flere af bondeførerne blev fangne og henrettede, og en Mængde Bønder faldt i Slaget. De tilbageblevne bønder måtte opgive deres Selvejendom og blive Fæstere. Og efter dette Nederlag for Bondestanden blev Tienden fuldstændig indført over hele Landet, og det forbødes Bønderne at bære andet Våben end en kort Kniv. I maj 1442 kom Kristoffer til Lödöse, og mødtes med adelsmændene fra de 3 riger. Her blev Kristoffer af Bajern kronet som Norges Konge, og bønderne gav deres samtykke i predikaremunkenes klostersal. Derpå drog Kristoffer til Oslo og Trondhjem og blev her godkendt som konge, og året efter som Danmarks Konge i Ribe. I 1442 skete en omfattende ændring i Kalmar-unionens politiske system, hvor unionen blev et aristokratisk statsforbund med en fælles konge. Men i hvert af Rigerne måtte han give Rigsrådet en overvejende Magt og indrømme Stormændene mange Rettigheder i en nordisk Landefredsforordning, hvor lensmænd, herremænd og fogeder fik besked på, at de ikke måtte praktisere ulovlig beskatning og gæstning. Samme år flyttede han kongesædet fra Roskilde, hvor hans slot var brændt, til det bedre beliggende København, som fra den tid at har været Danmarks Hovedstad. Kristoffer var godmodig og munter, men ikke nogen betydelig Mand. Som Tysker var han fremmed for det nordiske Folks Liv, og det var da ikke at vente, at han skulle styre Rigerne således, at Enhedstanken kunne fremmes, og Folkene vokse sammen. Svenskerne var aldrig rigtig fornøjede med Kristoffer af Bajern. De gav ham øgenavnet Barkekongen, fordi der indtraf så stor Misvækst og Hungersnød, at de måtte bage Brød af Mel, som var blandet med træernes bark. Det kunne Kristoffer naturligvis ikke gøre ved; men det var noget upassende af ham, at han ligefuldt drog omkring i Landet med et stort følge og så mange heste, at de hver nat åd 60 tønder korn. Det vakte også misfornøjelse, at han roligt så på Erik af Pommerns sørøverier og slet ikke gjorde noget for at hindre dem; når nogen klagede til ham derover, slog han det gerne hen i spøg og sagde, at hans morbroder jo da også skulle have noget at leve af.

I Den Nordiske tid med Foreningen (Unionen)

blev Kløften mellem Rigets Stænder større og større. I Sverrig var Stormandsvælden videre fremskreden end i Danmark, og Foreningen virkede da til at hæve de danske Adelsmænd, så de kom til at stå lige så højt som deres svenske Brødre. Kongerne udstedte nu Adelsbreve, hvori det hed: »Vi have undt og givet ham og hans ægte Afkom Frihed og Frelse med Skjold og Hjelm til evig Tid «. Adelskabet blev altså nu arveligt, hvorved Adelsmændene kom til at udgøre en særegen afsluttet Kreds, hævet over alle andre fra Fødselen af. Da de sad inde med de indbringende Len, og det betragtedes som en Selvfølge, at den adelsbårne Mand gik forud for alle andre ved Besættelsen af de rigtlønnede Embeder i Staten og Kirken, og da de var fritagne for Skatter og Afgifter, voksede deres Rigdomme år for år. Det kendtes på den Pragt, hvormed Adelsmanden og Adelsfruen fremtrådte - han med Silkehoser og sølvspændte Sko, Klædeskjortel, Fløjelskappe, Fjederhat, Guldkjæde over Brystet og Sværd ved Lænd - hun med kostbar Perlehue, Gyldenstykkes Kjortel og Kåbe af Zobel og Hermelin. Og det kendtes af de mange Borge, der tårnedes rundt om i Landet ved Fjorde og Indvige, på Halvøer og Holme, over hvis Døre Adelsmandens Våbenmærke prangede, og bag hvis Mure og Grave han følte sig stærk og tryg. Vel var der en Forskel indenfor Adelskredsen. De Adelsmænd, der havde opnået Ridderværdigheden, var mest ansete og trådte mere frem i det offentlige Liv, medens mangen simpel Adelsmand sad hjemme på sin Gård og passede sit Landbrug (til en sådan sagde Kongen »Du«, medens han tiltalte Ridderen med »I«.) Men i det hele udgjorde Adelen et Samfund for sig, der med Stolthed talte sine Aner og med Ringeagt så ned på de »ufrie«. En lignende afsluttet Kreds dannede den mægtige Gejstlighed. Cølibat og Tiende var nu helt indførte. Cølibatet satte Skel mellem den gejstlige Stand og andre Mennesker; Tiende-skatten sikrede præsteskabet i timelig Henseende, og Folkets Ærbødighed for Kirken der med sit hellige Embede forsøgte at kaste Glans over præsterne. Kirken var meget talrig og rig. Det store Antal Kirker, navnlig i Byerne, krævede et talrigt Præsteskab, og de mange Klostre i By og på Land rummede en Skare af Munke. Da det var en almindelig Tro, at man kunne købe Sjælefred ved at skænke Gods til Kirker og Klostre, blev disse rigelig betænkte at Fyrsten og Rigmænd, som på denne Måde tænkte at sone deres Synder. Derfor kunne Bisperne optræde på fyrstelig Vis, og mange Klostre var rige Skatkamre. En Tredjedel af Landets Jordegods lå ved Slutningen af dette Tidsrum under Kirken. Kun Skade, at alt som Kirken tog til i Rigdom og udvortes Magt, tog det en dårlig Retning med i Livet. Paven begyndte at sælge Aflad, Bisperne levede i Sus og Dus, Præsterne tog sig Frillekoner, og Munkene drev Tiden hen med Tiggeri og Lediggang. Et talende Vidnesbyrd om, hvilken Magt de højere Stænder opnåede i Foreningstiden, er det, at Rigsrådet dannes i denne Tid. Dette Råd, der bestod at Rigets Bisper og en halv Snes Adelsmænd, blev stillet ved Kongens Side; det kaldtes et Råd, men det blev et bydende Råd. Ved Kongevalget fik det den afgørende Stemme, og før en Konge besteg Tronen, måtte han love »ikke at foretage sig nogen Sag af Vigtighed, som angik Danmarks Rige og Krone, uden Rigsrådets Minde og Samtykke«. Hvad de højere Stæder vandt, tabte de lavere. Skønt Borgerstanden endnu havde noget Selvstyre, idet hver Købstad styredes at to Borgmestre og en halv Snes Rådmænd valgte af Byens Borgere, var Tilstanden i Købstæderne dog ikke videre lystelig. De fleste Byer var befæstede, men Værkerne bestod tit kun af en Mur eller et Plankeværk. Husene var lave, ofte klinede op af Ler og tækkede med Strå, hvorved frygtelige Ildebrande var almindelige. Glas var en dyr Vare, så Vinduerne var få og små. Gaderne var smalle og fulde af Skarndynger, vanskelige at komme frem ad især ved Aftenstide, når de Lå i Mulm og Mørke, og den store Urenlighed fremkaldte tit pestagtige Sygdomme. Hvert Håndværk havde sit Lav, og der vågedes nøje over, at ingen udenfor Lavet befattede sig med det Arbejde, som hørte dette til. Oprindelig opstod lavene som håndværksgilder fra det 12. Århundrede. Først op mod det fjortende århundrede bliver de til egentlige lav, der skulle værne deres fag og mestrene. Tømrer, smede, sadelmagere, bryggere, osv. Hvert fag havde i lidt større byer sit eget lav, hvori både mestre og svende var organiseret. Lavet var kongeligt privilegeret, og det vil sige, at de rettigheder og fordele, lavene havde, blev beskyttet og værnet, og gav ret til afstraffelse af alle former for overtrædelse. Lavsmestrene fastsatte svendenes løn, der ofte var minimal, idet svenden som oftest boede og spiste hos mesteren og sågar skulle have mesterens tilladelse til at gifte sig. Lavene, dvs. mestrene fastsatte priserne på produkterne, kontrollerede mængden af færdige produkter, og der blev ikke producerede for et egentligt marked. Lavene udførte kun arbejde på bestilling, og lavene havde eneretten til at producere det pågældende arbejde indenfor det område, lavet dækkede. Det vil sige, at med eneretten til prisfastsættelsen, produktionsmåde, produktionsmængde var der tale om en slags monopol, hvor det pågældende lavs mestre enerådigt bestemte over den pågældende produktionsgren. Nye mestre kunne optages i lavene, men det foregik efter sindrige systemer og regler, der var fastsatte i lavenes love. En svend skulle for at blive mester ud over det traditionelle mesterstykke betale store pengeydelser og umådelige mængder øl og brændevin. Lavsmestrene kunne således regulere antallet af mestre, og der var ingen fare for at deres egen produktion og velstand bragtes i fare. Mange kongelige forordninger og indgreb søgte at åbne op for de mange udenlandske svende og håndværksmestre, der ofte repræsenterede tidens nye teknik. Men dem fik de gamle lav bekvemt fik ryddet af vejen. Svende, der producerede uden om lavet, blev kaldt for bønhase og fuskere, og de blev forfulgt af myndighederne og ofte straffet hårdt. Men de danske Håndværkere kunne ikke ret hamle op med de mange indvandrede Tyskere, og som det gik de danske Håndværkere, gik det de danske Købmænd. Hansenstædernes Kræmmere de såkaldte Pebersvende - tog gerne Broderparten. Skønt enkelte Konger søgte at ophjælpe Stæderne, kunne de ikke ret komme i Opsving. Den meste Fordel gik i Hansernes og Adelsmændenes Lommer. De havde Pengene, de kendte Handelsvejene og de var tildels fritagne for at svare Told. For Bondestanden gik det mere og mere tilbage. Vel var der endnu en Del Selvejere, som rådede frit over deres Jord og kun svarede Skat til Kronen, men flere og flere gik over i Fæsternes Klasse, som var trykket på mange Måder. Fæsteren ejede ikke selv Gård og Grund, men lejede den på et vist Åremål af Adelsherren, Kronen eller Kirken. Han svarede et årligt Landgilde - sædvanlig en halv Snes Tønder Korn og en mindre Pengeafgift til sin Husbonde; men da dette ikke ansås for fuldt Vederlag, måtte han tillige gøre Hoveri eller Dagværk på Hovmarken, 9 Dage i Høsttiden, eller en Dag om Ugen hele Året om, hvortil undertiden kom endnu en Ugedag i Høstens Tid. Dette kunne være hæmmende nok for Arbejdet hjemme, og i Tidens Løb, da Hoveridagenes Antal voksede, blev det næsten en utålelig Byrde, og dog havde en Del af Fæsterne et andet og endnu værre Åg på Nakken, nemlig Vornedskabet. Herremændene havde megen Brug for Arbejdskraft, og for at bevare, hvad der deraf var på deres Godser, fik de fastslået, at Bonden ikke måtte forlade det Gods, hvorpå han var født; han var vorned, bunden til sin Fødestavn. Prøvede han på at flygte, blev han forfulgt som Rømningsmand og kunne vente sig en hård Straf, f.eks. Fredløshed, det vil sige, han stod ikke længer under Lovens Beskyttelse; enhver kunne handle med ham efter Godtykke. I de Dele af Riget, hvor Vornedskabet var indført, og det var der, hvor Sjællands Lov gjaldt, altså på Sjælland, Lolland, Falster og Møen, mente Godsejerne at eje ikke alene Fæstegodset, men Bønderne med, og der en Eksempler på, at den ene Herremand har foræret eller solgt Bønder til den anden. Mere end een Gang rejste Bønderne sig til Opstand mod Undertrykkelsen, men opnåede intet andet derved, end at Undertrykkelsen blev værre. En af de heftigste Bondeopstande fandt Sted i Begyndelsen af Kristoffer af Bajerns Regering i 1441. Den vigtigste af Landets Næringsveje var Agerbruget, og vistnok blev Jorden ganske godt dyrket; thi den udførtes mere Korn i dette Tidsrum end i senere Tider. Man havde de samme Kornsorter som nu, men mærkeligt nok dyrkedes tillige Hejre. På Grund at det store ølforbrug begyndte man også at lægge sig efter Humleavl; Kristian den Første pålagde enhver Bonde på Fyn at anlægge 60 Humlekuler ved sin Gård. Bønderne dyrkede i dette Tidsrum, som før og senere, Jorden i Fællesskab. Landsbyens Jord var delt i 3 Vange, der skiftevis var Rugvang, Bygvang og Græsfælled. På den sidste vogtede Byhyrden Byens samlede Kvæg; de andre Vange var delte i Agre, og hver Gårdmand havde Agre her og der, en på Sandjorden, en på den gode Jord, en nær ved, en langt borte osv. Således kom de forskellige Mænds Jordstykker til at ligge ind imellem hverandre, hvorfor det var nødvendigt, at Arbejdet med Pløjning og Såning foregik samtidig. Byerne havde derfor Love, der gav Regler for dette og andet Fællesskab, og når Byhornet lød, samledes Mændene om Majtræet for at holde Stævne og gøre Aftaler om Arbejdet på Bymarken, eller hvad andet de havde fælles. Med Kornavlen fulgte Kvægavlen, der ligeledes i dette Tidsrum gav stort Udbytte. De danske Heste var søgte i Udlandet, Svin holdtes i Mængde og ligeledes Geder. Størst Betydning havde dog Studeavlen. Ikke blot i Jylland, men hele Landet oven, brugtes Stude som Trækdyr, og det både for Plov og for Vogn. Fedestude udførtes i Mængde, men ikke lige frit af alle Jordbrugere. Adelsmanden havde Ret til at sætte Stude på Stald hos Fæsteren, og han havde Ret til at føre sine Stude ud af Landet til de store Markeder anden Steds, medens Bønderne skulle sælge deres i Købstaden, ja senere blev det endog rent ud forbudt dem at fede Stude, for at Herremændene kunne have hele Fortjenesten. Vort Land var dengang rigt på Skove med Eg og Bøg og med mange Slags Vildt. Jagten var en af Adelsmændenes bedste og stadige Fornøjelser. Det hørte til de dagligdags Skuespil at se Adelsmanden med sine Jægere og sit Hundekobbel drage ud for at bede Hjort og Hare og vende hjem til Borgen med rigt Bytte. Men også andre nød godt af Skoven; thi med den tog man det ikke så nøje. Fra gammel Tid havde Kronens Fæstebønder Lov til at hente, hvad Tømmer de behøvede til Husbygning, Vogne og Redskaber, ligesom de også måtte drive deres Svin i Skoven, for at disse kunne fedes ved at æde Olden. Og de Adelsmænd, der havde store Skove, gav sædvanlig deres Fæstebønder samme Lov. På mange Steder var Kulbrænding almindelig. Trækul var et yndet Brændsel, og Bønder i Skovegnene tilvirkede da sådanne i stor Mængde og førte dem til Torvs i Købstæderne. Men idet alle søgte Fordel i Skovene, og ingen ret tænkte på at værne dem, svandt de mere og mere ind, og af den store Skovrigdom blev kun fattige Levninger tilbage. En anden Rigdomskilde var Havet. Alle Beretninger går ud på, at det dengang vrimlede af Fisk i vore Vande, og mange forstod at drage sig det til Nytte. Tørret og saltet Fisk var et af de almindeligste Fødeemner. Især var Sildefangsten vigtig. Ved Limfjordens Bredder lå Fiskerleje ved Fiskerleje, og her var det Landets egne Børn, der tilegnede sig Rigdommen. Anderledes var det på den anden store Fiskeplads, ved Øresundets Kyst, hvor Hansestæderne havde Ret til at fiske og nedsalte. I Begyndelsen af August, når de store Sildestimer ankom, fyldtes Sundet af et umådeligt Antal Skibe fra de tyske Stæder og et lille Antal fra nogle danske Købstæder. Særlig blev der Liv og Røre på Stranden mellem Falsterbo og Skanør, hvor Hansestæderne havde deres faste Liggepladser, afgrænsede med Pæle, som bar vedkommende Stadsvåben. Et år taltes ved denne lille Kyststrækning 7500 Både, bemandede med 37.000 Fiskere. På Liggepladserne var opslået Boder, hvor Silden blev saltet og nedpakket, men der var også Boder for de Værtshusholdere, Slagtere, Bagere, Kræmmere, Skomagere, Skræddere og Bødkere, som de tyske Købmænd førte med; hele Byen rejste sig her i Fisketiden, tyske fra øverst til nederst, hvorfor også en tysk Foged styrede og dømte i hver By. Det var overmåde lønnende for Hanserne, og meget bekvemt havde de fået det indrettet for sig; men harmeligt var det for danske Mænd at se, hvorledes disse fremmede hvert år kom for at tømme en af vort Lands bedste Rigdomskilder. Hansaen havde en hel koloni i Bergen bl.a. på Tyskebryggen. Det var særlig handel med sild, der skaffede Hansaen rigdom. Stimerne var så store her, at samtidige beretninger fortæller, at skibene sad fast i dem, og blev der stukket et spyd ned, blev det stående lodret. Mange beretninger fortæller også, at man kunne øse fiskene op med hænderne. I august og september måned har der været et rigt liv ved den skånske kyst. Her stævnede de tyske købmænd til med store ladninger af salt og andre varer. Her oprettedes hele byer slået op i løbet af kort tid af brædder eller sejldug - et vældigt leben, sålænge sildefiskeriet stod på, med handel, ran, vold og drikkeri. Det var en vældig indtægtskilde for den danske konge, der havde højhedsretten og afkrævede alle købmændene skatter, ja, selv gællekoner og ølkoner måtte betale afgift til ham. Bønderne måtte betale deres landgilde inden d. 15 august, fordi herremanden skulle have penge til at foretage indkøb på Skanørmarkedet. Der blev ikke blot handlet, der afholdtes også kongresser i sildemarkedsbyerne, for her samledes hele landet. Bisperne opsatte deres visitatser i denne tid og tog til Øresund. Oldermændene fra gilderne rundt om i de danske byer samledes i sildebyerne for at diskutere fælles interesser. Den store handel var opstået ved et sammentræf mellem den katolske faste, der krævede store mængder af fisk og en usandsynlig fiskerigdom i Øresund, som man aldrig har set mage til. Kun en årrække holdt sildestimerne sig, så svandt rigdommen atter væk. Omkring år 1500 var fiskeriet ved Bergen enormt. Byen havde en af sine allerstørste perioder takket være disse myriader af sild, og rigdommen syntes ganske uudtømmelig. År efter år østes millioner af fisk op i salttønderne og sendtes til de katolske lande. Der tilvirkedes, især i Jylland, en del Jern. I visse Egne, hvor Jorden var meget jernholdig, glødede man den i dertil indrettede Ovne, hvorved Jorddelene brændte fra. Ligeledes var Saltsydning ikke ualmindelig ved Vesterhavets og Kattegattets Kyster, hvor man udvandt Salt ved at brænde Tang. I Slutningen af Middelalderen gjordes flere vigtige Opdagelser og Opfindelser, der, om end Æren for dem må tilskrives andre Folk, dog kom også vort Folk til gode. De gamle Nordboer havde vel allerede i Året 1000 fundet den nye Verden, men Mindet derom var blegnet, og Vejen glemt, så det var som en ny Opdagelse, da Kolumbus i Året 1492 efter en dristig Sejlads over Atlanterhavet landede på en af Amerikas Øer, hvorfra Opdagelsen gik videre ud, indtil hele den store nye Verden lå kendt for Europas Folk. Omtrent samtidig fandt man Søvejen til det rige Indien. Det var, som Menneskene pludselig lærte hele den Klode at kende, hvorpå de er satte. De sejlede den rundt, og de forskellige Landes Frembringelser udveksledes efter Folkenes Behov. Disse storartede Opdagelser kunne ikke være gjort, om der ikke tidligere var sket en Opfindelse, ved hvilken Sømanden fik en Vejviser ud over de store Have. En Italiener skal omkring ved året 1300 havde opfundet Skibskompasset, hvis Magnetnål gjorde det muligt for Sømanden at styre den rette Kurs, også når han var langt fra Land, og Sol og Stjerner skjulte sig. En anden Opfindelse, der lidt efter lidt bidrog meget til at omdanne Samfundet, er Krudtet. Om end dette har været kendt af Kineserne i den fjerne Oldtid, så har det dog ikke været anvendt til Skydevåben her i Europa før i Begyndelsen af det 14. Hundredår. Her i Danmark vides det, at have været kendt i Slutningen af Valdemar Atterdags Tid. Jo mere dette Sprængmiddel blev anvendt i Krigen, des mindre Betydning fik det at føre jernklædte Ryttere i Marken, og kunne disse undværes, da var der heller ingen Nødvendighed for at opretholde Ridderskabet. Men ingen Opfindelse overgik i Vigtighed Opfindelsen af Bogtrykkerkunsten, der blev et mægtigt Middel til at udbrede Kundskab. Opfinderen var Johan Gutenberg, der i Året 1450 lod trykke den første Bibel i Mainz. I vort Land blev denne vigtige Kunst kendt i Kong Hans’s Dage, først ved omrejsende Bogtrykkere, senere ved Hollænderen Gotfred af Gehmen, der nedsatte sig som Bogtrykker i København og der i året 1495 trykkede den danske Rimkrønike. Denne er således den første af trykte danske Bøger; men der kom snart mange efter; thi i Kirkerensningstiden, som nu var forestående, gjaldt det om så vidt muligt at få hele Folket i Tale, og dertil blev de mange trykte Bøger et godt Middel ved Siden af det mundtlige Ord.

Kristian den Første

1448 - 1481

Kristoffer efterlod sig ingen Arvinger, og man måtte derfor igen til at se sig om efter en Konge. Men istedet for at enes om den samme konge, gik Rigerne hver sin Vej. Svenskerne kaldte Karl Knudson hjem fra Finland og kårede ham til konge. I Danmark tænkte nogle på Adelsmanden Knud Gyldenstjerne, andre på Hertug Adolf d. 8 af Holsten, men da man ikke kunne enes om den første, og den sidste ikke ville, gik man atter til Tyskland og hentede den tredje tyske Konge: Kristian af Oldenborg. Han giftede sig med Kristoffers unge Enke Dorthea og blev Stamfader for det oldenborgske Kongehus, der klædte Danmarks Trone til 1863. Han var lensherre over Slesvig (Sønderjylland), og var faktisk Hertug Adolfs af Slesvig- Holsten´s forlængede arm. Grev Kristian af Oldenborg måtte forpligtige sig til at styre riget sammen med Rigsrådet, og at Danmark var et frit valgrige, ligesom at aftalerne fra 1326 blev bekræftiget. Hvis man har glemt aftalerne skal de lige opfriskes: I et tillæg til Valdemar d. 3.´s Håndfæstning stod der, at hertugdømmet Sønderjylland ikke måtte forenes med eller sammenlægges med Danmarks Rige og Krone, således at Sønderjylland havde den samme hersker over begge lande. Dermed havde de holstenske fyrster fravristet Sønderjylland fra Danmark og på Danehofmøde i Nyborg, august 1326, bestemte Rendsburgeren: grev Gerhard d. 3., at hertugdømmet Sønderjylland blev arveligt forlenet med ham. Alt land op til Kongeåen var dermed bortrøvet det danske rige. Denne aftale var blevet gennemført efter at både Grev Gerhard og Kongens Halvbroder: Grev Johan d. 3. af Kiel faldt ind i Riget med deres Hære og hvor de oprørske Stormænd forenede sig med dem. Kristoffer den Anden (1320 - 1332) kunne ikke stå sig, men måtte flygte ud af Landet og han blev erklæret for afsat, og den elleveårige Hertug Valdemar (Valdemar d. 5. Erikssøn) valgtes til Konge i perioden 1326-1330, som Valdemar d. 3. - i hans Sted under grev Gerdhards Formynderskab, der optrådte som Danmarks Rigsforstander, hvor Niels Ebbesen i 1340 gav de tyske dødsdødet. Så ved Kristian den Førstes Tronbestigelse blev Den nordiske Forening (Unionen) brudt; men nok kunne komme i Stand igen, om Kong Kristian den Første havde været en dygtigere Styrer; thi også i Sverige var der et stort Parti, som ønskede Foreningen opretholdt. Dette viste sig allerede i 1450, da 12 svenske og 12 danske Adelsmænd mødtes i Halmstad for at jævne Striden om, hvilken at de to Konger der skulle have Herredømme i Norge; thi man enedes ikke blot om, at Norge straks skulle forenes med Danmark, men også om, at Kalmarforeningen skulle træde i Kraft for alle tre Rigers vedkommende, så snart den ene Konge døde. Kong Kristian den Første røgtede ikke Pengevæsenet vel. Kongen var hurtig til at love Penge ud, men sen til at betale, og samtidig med, at han optrådte med Pragt og Glans, sad han i Borg og Gæld særlig til Lybekkerne, som derfor i hans Tid kunne gøre, omtrent hvad de ville. I 1455 brændte Hansestæderne et Kloster i Bergen, myrdede Byens Bisp og Kongens Lensmand uden at Lybekkerne blev straffede derfor. Men det var ikke alle Svenske, der syntes om Karl Knutson. Præstestanden kunne ikke lide ham, og den mægtige Ærkebisp i Upsala, Jens Bengtson Oksenstjerne gik i Spidsen for Foreningspartiet. Han trådte en Dag ind i Upsala Domkirke, hvor han ombyttede sin Bispedragt med en Krigsrustning og greb Sværdet med den højtidelige Erklæring, at han ikke ville nedlægge det, for han havde fordrevet Karl Knutson, som han kaldte Kirkens Tyran. Og han holdt sit Ord; thi han vakte en sådan Uvilje og Modstand mod Karl Knutson, at denne til sidst måtte flygte ud af Riget i 1457. Derefter indkaldte Svenskerne Kristian den Første, og han blev samme År kronet som Sverrigs Konge, - ja Rigsrådet var endog så føjeligt, at det udnævnte hans lille treårige Søn til hans Efterfølger, så Rigernes Forening nu syntes at være sikret for en længere Tid. Nu var der Lejlighed til at samle alle Foreningens Venner om Tronen og ved Hjælp at dem prøve at vinde de andre. Men Kong Kristian nyttede ikke Lejligheden. Han var simpelthen for tysk ! Med urimelige høje Skattepålæg pinte han det svenske Folk, der derved blev fjendtlig sindet imod ham og kaldte ham en »bundløs Pung«, ja selv dem, der havde stridt for ham, gjorde han til sine Uvenner, så de forlod ham. I Året 1459 døde Hertug Adolf d. 8 af Sønderjylland uden at efterlade sig mandlige Arvinger, valgte det magtfulde Ridderskab i Slesvig-Holsten, at Kristian den Første blev valgt til hans Efterfølger i 1460 både som Hertug af Sønderjylland og Greve af Holsten; men det var uafhængigt af hans Stilling som Konge i Danmark, og han måtte love, at begge Lande (Slesvig og Holsten) skulle blive »evig sammen udelte«. I Ribe-brevet fra marts 1460 indledes der med "at det slesvig-holstenske ridderskab havde valgt Kristian den Første til deres herre over disse forannævnte lande". Denne Tilvækst i Magt og Herredømme kostede ham desværre mange Penge; thi han måtte overtage hele grev Adolfs d. 8s gæld i Holsten og betale store Summer til Grevens Slægtninge, for at de skulle give Afkald på deres formentlige Arveret. Dermed overførtes alle skatteindtægterne til Slesvig-Holsten, og det var jo smart - hvis man var tysker. Men kongen kom jo selv fra Oldenborg. Ribe-brevet omtaler, at de nye undersåtter havde ret til hævdvunden sædvaneret, og Kristian d. 1. gav løfter om landefreden, kirkens værn, rettens håndhævelse, garanti for tidligere privilegier og friheder, og nævner købstæderne i områderne, bl.a. Lybæk og Hamburg, hvor Hamburg var en fristad under schauenburgerne. Endvidere gives der løfte om, at hertugdømmet Slesvig og grevskabet Holsten skal forblive evig udelt sammen. De var indgået i en Personalunionen, der betød at "det danske monarki" også omfatte det tyske: Holsten, i de næste 400 år. Danmark måtte fremover ikke udpege stormænd til lensmænd/hertug i Slesvig-Holsten. I Lybæk blev man dog sur over at være kommet under det danske monarki, selv om kongen jo kom fra Oldenborg. Men alle disse penge til Grev Adolf´s gæld, m.v. kunne kongen ikke betale uden ved at pålægge store Skatter, og det var ingen af hans Undersåtter glade ved. Den ene greve skulle have 43.000 rhinske gylden, den næste skulle have 40.000 rhinske gylden…. osv.. I alt 123.000 rhinske gylden plus noget ældre gæld. Men særlig var dog Svenskerne misfornøjede, og et dansk hærtog drog i 1463 til Stockholm. Svenskerne klagede stadig over de idelige skattepålæg og misfornøjelsen blev så stor, at de gjorde Oprør; i Året 1463 antog Svenskerne igen Karl Knutson til Konge. Dermed var det forbi med Den nordiske Forening og Kristian var kun konge i Sverrig fra 1457 til 1463. I Kolding blev der indgået en aftale i maj 1466, der medførte at det slesvig-holstenske ridderskab blev fuldt ligestillet med de tre rigsråd i de nordiske riger: Danmark, Sverige og Norge. Kongens broder: Gerhard, blev "forstander" for Slesvig og Holsten ved udgangen af 1466, fordi kongen skyldte ham så mange penge. Gerhard bemægtige sig enorme godser, borge, slotte og tog pant overalt, og det medførte selvfølgelig harme, og i 1469 blev Slesvig og Holsten overdraget som samlet pant til Gerhard af broderen Kristian den Første. Men 143 riddere samlede sig til værn mod denne fremgangsmåde i adelsforbundet af 1469, og broderen Gerhard måtte ofres i september 1470, fordi det var nødvendig med Hansastædernes støtte mod oprøret i Sverige. Ridderskabets krav var nu på 141.000 mark Lybsk. I Sverrig gjorde Erik Karlson oprør i 1469 og oprørslederne agiterede med held blandt bønderne mod Karl Knutsson. I 1469 pantsatte Kristian den Første Shetlands -og Orkney-øerne til Skotlands kong James d. 3.. Da Karl Knudson i Sverrig nu døde, og Sten Sture (den ældre) var valgt til Rigsforstander, prøvede Kristian den Første at bruge Magt for igen at blive Konge i Sverrig. I oktober 1471 sejlede han op uden for Stockholm i med en stor Flåde og gik i Land med 5.000 Mand, som lejrede sig lidt norden for Staden på en Bakke, der kaldtes Brunkebjerg. Der kom det til en blodig Kamp; men Kristian blev overvundet og såret og opgav dermed alt Håb om Kongemagt i Sverrig. Hans broder: Gerhard etablerede i september 1472 et oprør med hjælp fra bønderne og "borgerskabet" i det vestlige Holsten. De ville ikke affinde sig med riddernes magttilvækst efter 1470, men de blev slået og anførerne blev dræbt, der blev udstedt bøder på 30.000 mark, indført ekstra skatter og foretaget store konfiskationer af ejendom. Siden 1473 kendes Kiel, som omslagsplads for alle mulige pengeforretninger (Kieler Omslag), der også blev et fast terminsbegreb fra d. 6 januar til d. 16 januar, hvor transauktionerne skulle foretages. Lån, renter og gæld udlinedes og alle indfaldsveje var bevogtedes, ligesom man røg i gældsfængsel hvis man ikke kunne betale. I 1523 sad Domprovsten af Odense således i "indlager" (arrest). Kristian den Første havde engang i Livsfare lovet at gøre en pilgrimsrejse til det hellige Land; men det fortrød han bagefter og gjorde så en kostbar Rejse til Paven i Rom for at blive løst fra sit Løfte. På denne Rejse traf han sammen med den tysk-romerske Kejser: Friedrich d. 3., som ophøjede Holsten til et Hertugdømme i januar 1474 og gav ham Lov til at lægge Ditmarsken til, skønt Kejseren ingen Ret havde til at give dette frie Land bort til nogen. Ditmarskerne protesterede omgående, og siden den tid er det blevet almindeligt, at tale om hertugdømmerne. Kongen bragte Paven mange Foræringer, der mest bestod af Sild og Bergfisk, som dengang var en stor Sjældenhed i Rom, og han viste sig så ydmyg, at han kyssede Pavens Tøffel og holdt Vandfadet for ham, mens han vaskede sig. Til Gengæld gav Paven ham sin Velsignelse og Forladelse for alle hans Synder, skænkede ham desuden en indviet Guldrose, indviede Tørklæder og Håndklæder, en gylden Stav og en Splint af Kristi Kors. Foruden alle disse "herligheder" gav Paven ham Tilladelse til at oprette et Universitet i København. Denne Tilladelse forsømte han ikke at benytte sig af, men efter Hjemkomsten tog han straks fat på Forberedelserne, og Universitetet blev indviet i 1479. En anden kostbar Rejse gjorde Kristoffer den Første i 1475 til Køln, hvor han søgte at overbyde Kejseren og Karl den Dristige i Pragt, medens Folket her hjemme sukkede i Armod. I denne tid var det de gejstlige bisper, verdslige stormænd, rigsråder, lensmænd og landsherrer, der førte pennen og uddelte privilegierne. Men kongen, der nu også af kejseren var blevet hertug af Holsten, indkaldte ridderskabet og stormænd til møde i Kiel i 1480 får at underkue dem. Og det lykkedes kongen ved et nyt møde i Rendsburg at opløse adelsforbundet af 1469. Fyrstemagtens sejr over Adelen (Stormændene) var åbenbar. Og fra Kristian den Førstes regeringstid strømmede det herop med tyske hofmænd, adelsmænd og embedsmænd. Kristian den Første døde i 1481.

Hans

1481 - 1513

Kristian den Førstes Søn ældste søn Hans (Johan) kunne straks blive valgt til Konge i Danmark, men han måtte først underskrive en Håndfæstning, der gav Rigsrådet og Stormændene endnu større Magt end før. To År efter valgtes han til konge i Norge, men måtte vente i 16 år på den svenske Krone. I 1482 forhandlede kong Hans´ moder: dronning Dorothea, der også var af tysk oprindelse, med ridderskabet i Slesvig-Holsten. Det lykkedes hende, at få hendes to sønner: Kong Hans og Frederik gjort til samhertuger af de to lande: Slesvig og Holsten. Fremover skulle der være fælles landdage med prælater og ridderskab, der kunne vedtage skatter for begge hertugdømmer. Hertugdømmerne måtte han altså dele med sin yngre Broder Frederik (1490), som fik den gottorpske, medens Hans fik den segebergske Del. Enkedronningen, Dorthea, kunne nemlig ikke finde sig i, at Frederik, hendes øjesten, ikke skulle have Land at styre, og fik så dette sat igennem til Skade for Danmark, og uden at Frederik derved blev lykkelig. Han forlangte, at Hans også skulle dele Danmark og Norge med ham og udbetale ham en stor Sum, og da disse urimelige Krav ikke kunne blive opfyldte, sad Frederik på Gottorp og surmulede og betragtede sig som en højlig forurettet Mand. Kong Hans indgik i 1493 en kontrakt med storfyrsten af Moskva. I 1494 købte kong Hans, Nordslesvigs største adelsborg: Tørring len, incl. Gram herred, Hviding, Frøs og Kalvslund herred for 102.000 Mark Lybsk. Flensborg blev "frigjort" fra det Lybske handelsoverherredømme. Kong Hans underhandlede ofte med det svenske Rigsråd om at blive valgt, men Sten Sture sørgede for, at der intet kom ud deraf. Rigsforstanderen Sten Sture var nemlig ikke til Sinds at nedlægge sit Embede; han fik derfor opstillet nogle vanskelige Betingelser, som der skulle forhandles videre om, og nu forstod han med stor Kløgt og Snildhed at trække Underhandlingerne i Langdrag og holde Kong Hans hen med Snak, så der i mange År ikke kom noget ud deraf. Kong Hans tabte da Tålmodigheden og drog ind i Sverrig med en stor Hær for med Vold og Magt at tvinge Sten Sture til at nedlægge sit Embede. Tidspunktet var heldigt valgt, thi Sten Sture lå dengang i en heftig Strid både med Ærkebispen Jacob Ulfsen og de fleste Rigsråder, og der var mange af Stormændene, som ønskede, at Sverrig skulle slutte sig til de to andre Riger. Flere af dem sluttede sig til Hans, og Sten Sture måtte indeslutte sig med sin Hær i Stockholm. Der ventede han på, at Dalkarlene skulle komme ham til Hjælp. De var også på Vej, hele 30.000 Mand; men ved Rotebro blev de uventet angrebet af de Danske og aldeles slået. Efter denne Sejr drog den danske Hær mod Stockholm og førte de erobrede Faner i Spidsen. Deraf lod Sten Sture og hans Folk sig narre; de troede, at det var deres Venner, Dalkarlene, der kom, og drog derfor ud for at slutte sig til dem; men da de så pludselig opdagede, det var Fjender, blev de helt forvirret og flygtede til alle Sider, så Hans vandt en let Sejr over dem. Sten Sture kunne nu ikke gøre mere Modstand, og Sten Sture frasagde sig Rigsforstanderskabet mod Løfte om rige Forleninger og Tilgivelse for, hvad han og andre havde gjort. Og Kong Hans holdt ærligt Forliget. Da en tysk Høvedsmand i hans Følge vovede at foreslå ham at lade Sten Sture gribe og henrette, vendte Kongen sig fra ham med Afsky og ville ikke se ham siden. Hans blev kronet som Sverrigs Konge i 1497 og det lykkedes at forny Kalmarforeningen, 100 år efter at den var blevet stiftet. På Holstens vestside lå det lille flade Ditmarsken, hvis rige Bønder styrede sig selv og ofte med Tapperhed havde kæmpet for Frihed og Fædreland. Kejseren havde givet Kristian den Første Lov til at lægge dette Land ind til Holsten, og da Hans og Frederik delte Hertugdømmerne, blev det bestemt, at de skulle være lige gode om Retten til Ditmarsken. Hans havde også overtaget Tørring len og Nørre Rangstrup herred. Men Ditmarskerne havde i lange Tider været et frit Folk; Friheden var derfor blevet dem kær, og de ville ikke godvilligt give sig ind under fremmede Herrer, selvom en tysk Kejser befalede det; thi Ditmarskerne var ikke til Sinds at underkaste sig godvillig. Det er nu ikke smukt at undertvinge et frit Folk, og når Brødrene prøvede derpå i Året 1500, kan man kun glæde sig over, at det mislykkedes. Kong Hans førte sin Hær frem under Dannebrog, selvom hæren kun for en ringe Del var dansk. Ikke som Konge i Danmark, men som Hertug i Holsten drog han ud med sin Broder Frederik, i Spidsen for Slesvigs og Holstens Ridderskab og fulgt af »den sachsiske Garde«, en tysk Lejehær, anført af Junker Thomas Slents. Junkeren kunne ikke forstå, hvorfor der gjordes så store Anstalter for at undertvinge et så lille Land. Thi da han stødte til Hertugens Hær og så dennes Størrelse, udbrød han: » Er da Ditmarsken lænket til Himlen ?«. Men han fik snart at føle, hvor vanskeligt det er at kue et lille Folk, der vil forsvare sig til det yderste. Efter dem kom den øvrige Del af Hæren, deriblandt Kongen og Hertugen med den lange adelige Rytterskare, dernæst Vogne med Levnedsmidler og andre Fornødenheder, og allerbagest fulgte en hel Række tomme Vogne, der var bestemt til at belæsses med det rige Bytte, som man sikkert troede at vinde. Hele det slesvig-holstenske ridderskab med adelsopbudets leder: Hans Ahlefeldt, sluttede fuldtalligt op om det korstog, der skulle gøre Ditmarskerne skattepligtige. Tilsyneladende var også friserne og de sachsiske Ditmarskere, jydske borgere og bønder med i dette felttog mod Ditmarskerne. I Førstningen gik det rask fremad mod Heide, og den østlige, højere liggende Del af Landet blev snart taget, og Hertugerne drog ind i byen Meldorp i den Formening, at nu var så godt som hele Landet erobret. Hertugens vilde Krigere viste ingen Medlidenhed, men nedsablede både Mænd, Kvinder og Børn, og De og Adelsmændene levede højt i Klostret, medens Hæren plyndrede i Byen og Omegnen. Men ude i det lave Vestland flokkedes Ditmarskens Mænd og Kvinder og rådslog om, hvad der var at gøre. Ingen var ivrigere end Kvinderne i at opmuntre til tappert Forsvar. Og da Erobringshæren drog op fra Meldorp for at trænge ind i Marsken ad Vejen til Hemmingstedt, var alt rede til at tage imod den. Det var en Dag i Februar. Vejret var hårdt, og Sne og Regn stod Hæren i Ansigtet. Vejen gennem det lave Marskland var som et Lerælte; Karlene sank i til Anklerne, Hestene til Bugen; på begge Sider var Grøfter og våde Enge. Foran gik »den sorte sachsiske Garde« med sine Feltstykker, med Risknipper og Brædder; dens Feltråb var: »Vogt dig, Bonde, nu kommer Garden !«, derefter kom begge Hertugerne med den lange adelige Rytterskare, så en Hær af Fodfolk og det grove Skyts og endelig Trosset, en Mængde af Vogne, dels indeholdende Fødevarer, Vin, Klædninger o. s. v.. Vejen gik frem ad en smal Vej, der var så opblødt, at både Folk og Heste sank i Mudder næsten til Knæerne, og en skarp Vind piskede Regn og tøsne lige i Ansigtet på Soldaterne. I det fjerne hørtes Larm som af brusende Vande. Ditmarskerne havde nemlig åbnet Sluserne ude ved Vesterhavet, så Vandet kom strømmende ind over de lave Enge og gjorde Landet endnu mere ufremkommeligt. Det gik dog fremad trods alle Hindringer fra Naturens Side, og Hertugerne mødte ingen Modstand af Mennesker, før de i Nærheden af Hemmingsted fik Øje på en større Jordhøj, der ragede op over den flade Egn. Da knaldede det pludselig forude. Denne Høj var omdannet til en Skanse, og bagved stod bonden Wolf Isebrand med 500 Ditmarskere, medens Jomfruen Telse Hansdatter bar deres Banner. Fra Skansen fór Kuglerne lystigt mod den fremtrængende Hær, i hvilken en frygtelig Forvirring opstod. Bøsser og Kanoner gjorde, at de i hæren faldt i Tusindvis. Tilbage kunne hæren ikke komme; den prøvede at gå ud til Siderne; men Ditmarskerne havde åbnet Sluserne ved Havet, så Vandet steg højere og højere over Engene. Wolf Isebrand stormede frem med sin Skare under Råbet: »Vogt dig, Garde, nu kommer Bonden«! Da faldt Junker Slents og mangfoldige med ham; mange druknede i Grøfterne, og mange nedtrådtes under Hestehove; ikke Halvdelen af »den sachsiske Garde« slap levende derfra. Vognene bag Hæren sad fast i Dyndet og hindrede Tilbagegangen; men dog lykkedes det begge Hertugerne at slippe bort; men Adelsmænd i Hundredvis og Menigmænd i Tusindvis omkom i den frygtelige Kamp. Først blev lejesoldaterne hugget ned, derefter adelsopbuddet og de forhadte stormænd i deres tunge rustninger. Men det kunne kun gå langsomt, thi de mange Vogne hindrede Tilbagetoget ad den smalle Vej, og til Siderne kunne ingen komme for Oversvømmelsen. Alle brød på i vild Uorden for at komme af Sted og frelse Livet; mange blev derfor trampet ned eller druknede i Grøfterne, og alt imens blev de rasende Bønder ved at hugge ind på dem, så størstedelen af Hæren blev tilintetgjort. Ditmarskerne vandt således en glimrende Sejr. Stor blev Sorgen trindt om i Hertugdømmerne - men Ditmarskerne jublede. Deres Land var frelst, og et umådeligt Bytte var faldet i deres Hænder. Iblandt dette var Dannebrog, den gamle Rigsfane fra Volmerslaget, hvilken aldrig burde være båren frem i en Kamp som denne; den blev hængt som Sejrsminde i Wøhrden Kirke. Så var der Våben og Klæder i Mængde, Vogne, Heste, Guld og Ædelstene; Bønderne forstod ikke engang at værdsætte alle de Herligheder. Der går Sagn om Bønder, som en Tid derefter bandt deres Hunde i Guldkæder. Den sorte garde var berygtet for sir feltråb: "Vogt dig bonde, nu kommer Garden ! ", men efter slaget ved Hemmingsted var frasagnet anderledes over hele Europa: "Vogt dig Garde, nu kommer Bonden !". Ved Rygtet om det navnkundige nederlag d. 17. Februar år 1500 i Ditmarsken gjorde både Svenskerne og Nordmændene Oprør. I Norge blev Oprøret undertrykt af Kongens Søn Kristian, men i Sverrig var det ikke til at dæmpe. Sten Sture rejste igen en Opstand i Sverrig, og skønt Dronning Kristine tappert forsvarede Stockholms Slot imod ham i otte Måneder, blev han dog atter Rigsforstander i hele Landet, og ved Sten Stures Død i 1503, valgte Svenskerne Svante Nielsen til at forestå Embedet, så Foreningen (Unionen) vedblev at være brudt. Kejseren søgte på Kong Hans’s Opfordring at true Sverrig til Eftergivenhed og forbød alle tyske Lande og Stæder at have Samkvem med Sverrig; men det virkede ikke. Mere end til Kejserens Trussel lyttede Svenskerne i de Dage til Biskop Hemming Gads Ord. Denne lærde og veltalende Mand hadede de Danske af Hjertens Grund og kaldte dem »en Samling af Tyve og Mordere«, »Menneskehedens evige Fjender, som under Sværgen og Banden lurede på de skibbrudne ved Jyllands Sandbanker«. Stemningen blev derfor mere og mere bitter mod Danmark, og da Svante Nielsen døde 1513, valgtes hans Søn, Sten Sture den Yngre, til Rigsforstander. Men Kong Hans forsøg på at genoprette Unionen, fik Danmark i åben konflikt med Lybæk. Admiral Søren Norby foretog et plyndringttogt i øst-Holsten nær Neustadt. I 1510 blev der erklæret krig mellem Danmark-Norge og Lybæk, og al handel via toldstederne blev forbudt. Kong Hans opbyggede en krigsflåde, men i april 1512 kunne der sluttes fred i Malmø. Samme År døde Kong Hans. På en Rejse i Vestjylland ville han ride over et Vadested i Skern Å; men Hesten snublede, så Kongen faldt i Åen og pådrog sig en Forkølelse. Han rejste vel videre og kom til Ålborg, men her fik Sygdommen Magten og endte hans Dage. Hans var en jævn Mand, holdt sig til gammel dansk Skik og kunne ikke lide nye Moder. I sit daglige Liv var han omgængelig og munter, spøgte tit med andre og kunne godt tåle en Spøg igen. Der siges om ham, at han van »skånsom mod sine Fjender, trofast mod sine Venner og gavmild mod sine Tjenere«, og hvad hans Rigsstyrelse angår, da var han ikke alene en arbejdsom, forstandig og retsindig Konge, men han var dansk i Sind og Tale og forstod bedre end hans Formænd, hvad der var tjenligt for Danmark. Til visse Tiden kunne der dog komme en ond Ånd over ham, og da kunne han foretage sig Handlinger, der ellers ikke lignede ham, som da han lod Adelsmanden Povl Laksmand myrde og først bag efter dømme. Også hans Dronning Kristine, en Søster til Kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen, Luthers trofaste Beskytter, har vundet sig et smukt Navn i vor Historie som en forstandig og brav Kvinde. Hendes efterladte Regnskabsbøger bære på hver Side Vidne om hendes Godgørenhed, og hendes fromme kirkelige Sind var så vidt kendt, at endog Paven skrev til hende og bad om hendes Forbøn hos Gud.

Kristian den Anden

1513 - 1523

Da Kong Hans var død, blev hans Søn Kristian valgt til Konge i Danmark og Norge, efter at han først havde underskrevet en meget streng Håndfæstning. Men der havde også været hemmelige tilbud om at kåre kong Hans´s broder: Frederik til konge. Noget af det første som Kristian den Anden foretog sig, var at betale en gældspost på 30.000 rhinske gylden til Frederik. Kristian den Anden var en Ven af Borgeren og Bonden og gjorde sit Bedste for at hjælpe dem på Fode. Hans Bestræbelser lykkedes ikke, dels fordi hans Fremfærd var for voldsom, og dels fordi han var for tidligt på Veje; men han fortjener dog at roses for sit Klarsyn og sin gode Vilje, og blev hans Tanker end ikke til Virkelighed i hans Tid, så blev nogle af dem dog en Sæd, der skulle bære Frugt i kommende Tider. Allerede i sin Barndom lærte han at forstå og elske jævne Borgerfolk, idet hans Fader satte ham i Huse hos Købmanden Hans Meisenheim Bogbinder, der boede på Amager Torv lige overfor Slottet. Købmandens Sønner Hans og Ambrosius var hans Legebrødre, medens han var lille, og da han blev stor, blev de hans trofaste Venner. En simpel Kannik var en Tid Prinsens Læremester, og da det mangen Gang faldt svært nok at styre den urolige Kongesøn, der havde Lyst til at kravle på Tage og Gavle eller sidde højt på Hanebjælker, tog Kanniken undertiden Prinsen med i Kirken og lod ham synge sammen med Fattigfolks Børn. Dette syntes dog selv den jævne Kong Hans var at drive det for vidt. Prinsen kom hjem på Slottet, hvor han af en anden Læremester fik en god og grundig Undervisning. Ved Siden heraf øvedes han i alle Hånde legemlige Idrætter, at svinge Sværdet og tumle Stridshingsten, så han i voksen Alder overgik alle sine Jævnlige i ridderlige Øvelser. Selv tog Kongen sig med Alvor af den dygtige, men viltre Søns Opdragelse. Engang, da det var kommet ham for Øre, at Prinsen ved Nattetid sneg sig ud af Slottet til Lystighed i Byen, tog han ham for sig og revsede ham strengt både med Ord og Svøbe. Da Kristian var Prins og 20 År gammel, sendte hans Fader ham til Norge som vicekonge for at dæmpe et Oprør, og han udførte sit Hverv så godt, at det betroedes ham at styre dette Land. Her lærte han at kende to hollandske Kvinder: Sigbrit og hendes Datter Dyveke. De havde måttet forlade deres Fædreland og ernærede sig ved at drive Gæstgiveri i Bergen. Kristian syntes godt om Sigbrits store Forstand og mange Kundskaber, og Prinsen blev så indtagen i Dyveke, at han ikke kunne afse hende, men overtalte hende og Moderen til at følge ham til Oslo. Gifte sig med hende kunne han ikke, da hun var en borgerlig Pige; hun blev da hans Frille. Da han blev Konge, fulgte de begge to med til København og kom til at bo i Nærheden af Kongeborgen. Det harmede Rigsrådet, at Kristian den Anden lyttede efter Sigbrits Råd. Rigsrådet så meget skævt til disse Kvinder og forlangte, at han skulle sende dem bort, men det ville han slet ikke føje Rigsrådet i, ikke engang da han var blevet gift med den nederlandske Prinsesse Elisabet. Så døde Dyveke pludselig midt i sin blomstrende Alder, uden at hun i Forvejen havde været syg. Det Rygte udbredte sig, at hun var død af nogle forgiftede Kirsebær, som Adelsmanden Torben Okse havde sendt hende, og den Mening var Kongen også af. Han lod Torben Okse indstævne for Rigsrådet, men det frikendte ham; derover blev Kongen meget forbitret og udbrød: »Hvis jeg havde haft lige så mange Venner i Rådet som Torben, så var der nok blevet fældet en anden Dom; men om han end havde en Hals så tyk som en Tyrs, skulle han dog miste den !« Han indkaldte nu tolv Bønder fra Københavns nærmeste Omegn og bød dem dømme i Sagen, og de udtalte den Kendelse: »Vi dømmer ikke Torben, men hans egne Gerninger dømmer ham.« Dermed var Kongen tilfreds og bestemte, at Torben Okse skulle henrettes. Rigsrådet, Dronningen og alle Hoffets Fruer og Jomfruer bad om Nåde for ham, men det hjalp ikke; han blev halshugget. Efter denne Begivenhed brød Kongen sig hverken om Rigsråd eller Håndfæstning, men regerede, som om de slet ikke var til. Dermed var Krigen mellem Kong Kristian og den mægtige Adel erklæret, om det end varede nogle År, før Adelen ret tog Kampen op. Hans vigtigste Rådgiver var endnu bestandig Sigbrit; hun steg stedse højere i Magt og Indflydelse, og til sidst fik hun hele Toldvæsenet under sin Bestyrelse. Men hun havde ikke mange Venner. Rigsrådet hadede hende. Ofte måtte Kongens Følge, der bestod af fornemme Adelsherrer, stå uden for hendes Port i Regn og Slud eller i den strengeste Vinterkulde, gnidende sig i Hænderne og stampende med Fødderne, medens de ventede på Kongen, der var inde at rådføre sig med Sigbrit og Adelsmændene i Kongens Følge skar Tænder af Raseri, når de i Frost og Kulde måtte stå uden for hendes Port og vente; Borgere og Bønder havde heller ingen Kærlighed til hende; de mente ikke, det gik naturligt til, når en gammel Kvinde havde så megen Magt hos en Konge, og mange af dem troede ganske bestemt, at hun var en Heks. Sigbrit fik efterhånden hele Rigets Pengevæsen under sin Styrelse, og ingen vigtig Sag blev afgjort, før Kongen havde drøftet den med hende. En anden, som Kongen gerne tog med på Råd, var den brave Købmand og senere Borgmester i Malmø Hans Mikkelsen. Det var især ved disse tvendes Hjælp, han styrede Riget og udarbejdede de mange gode Love, hvorved han ville forbedre Samfundstilstanden og hjælpe de fortrykte til deres Ret. Omsorg for Bondestanden viste han i flere af sine Lovbud. Det gjorde ham ondt at se, hvor dybt de trælbundne Bønderne var sunket i Trældom under Adel og Præstestand. På Sjælland, Lolland, Falster og Møen var det kommet så vidt, at de ikke måtte forlade det Gods (Vornedskabet), hvorpå de hørte hjemme, og flere Gange skete det, at de kristne Herremænd solgte Bønderne tillige med Gårdene, som om de kunne være Husdyr, der hørte med til Besætningen. Denne Trælletilstand ville Kristian ophæve eller indskrænke; han forbød derfor den »onde og ukristelige Skik at sælge de stakkels Bønder og kristne Mennesker som andre ufornuftige Kreaturer«, og han gav dem Ret til at flytte bort til et andet Gods, når deres Herskab var uretfærdigt eller ubilligt imod dem. Thi også bønderne var kristne mennesker. Men denne lov og andre Love, blev efter Kristian den Andens Fordrivelse brændte på Viborg Landsting som »skadelige og fordærvelige, stridende mod gode Sæder«. Efterhånden kom nogle af lovene dog op igen; men Bonden måtte dog endnu i over halvtredie Hundredår sukke i Trældom. Omsorg for Borgerstanden viste han også, og det kunne den nok trænge til. Adelen og de fornemste af Præstestanden havde fået Ret til at indføre de Varer, som de selv brugte, uden at betale Told af dem; men denne Ret misbrugte de; thi de indførte langt mere, end de havde Brug for, og drev så Handel på Landet med det, der blev tilovers. Derved indskrænkedes Købstædernes Handel, og Borgerne led store Tab. Kristian kom dem da til Hjælp og forbød på det strengeste Adelens og Præstestandens Landhandel. Det var også for at gavne Købstæderne, at han bød, der skulle indføres ens Mål og Vægt over hele Riget. Til deres Gavn var det ligeledes, at han gjorde det første Forsøg på at indrette et Postvæsen. Vejene skulle holdes i god Stand, i hver Købstad skulle ansættes to eller tre Løbere til at løbe med Breve fra den ene By til den anden, og Udsendinger fra samtlige Købstæder skulle hvert År samles i København og Viborg for at rådslå om, hvad der kunne tjene til Byernes Bedste. I Bylovene kan man spore Moder Sigbrits Indflydelse. Hun, der havde hjemme i det renlige Holland, var ikke tilfreds med den Måde, hvorpå Renligheden varetoges i de danske Byer; derfor pålægges det Borgerne flittig at feje deres Huse og Gårde, skure Gulv og Bænke og holde Rendestene og Gader i Orden. Ved andre Love blev der sørget for en bedre Tilstand i Skole og Kirke. Kun dygtige Lærere måtte ansættes, og Børnene måtte ikke behandles så barbarisk som hidtil. Den Sløvhed og Død og det verdslige Sind, der rådede hos Præstestanden, kunne ikke fjernes ved Love, men Kongen søgte at gøre, hvad han kunne. Han forbød Bisper og andre gejstlige at drage om i Landet som verdslige Stormænd med et stort væbnet Følge eller med Pibere og Trommeslagere foran sig, og de Præster, der havde forladt deres Menighed på Landet for at leve et muntert Liv i Byerne, fik Tilhold om at vende tilbage til deres Sogne og med Flid tage Vare på deres Embede. En af Kristian den Andens Love handler om Stranding og Vrag. På de danske Kyster, især på Jyllands Vestkyst, strandede mange Skibe, og det Bytte, Kystboerne ved den Lejlighed kunne gøre, havde efterhånden gjort dem begærlige og grusomme; ikke alene undlod de mangen Gang at redde de skibbrudne; men det hændte sig også, at de myrdede dem, når de var komne frelste i Land, for derefter at tilegne sig det strandede Gods. Dette kaldte man »at leve kristelig og nære sig af Vrag«. For at gøre en Ende på dette Uvæsen forordnede Kongen, at når et Skib strandede, så skulle de, der hjalp til med at bjerge, have en bestemt Betaling i Bjergeløn; men de måtte ikke tage noget af Godset, og hvis slet ingen Folk kom levende i Land, skulle alt Vraggodset bringes til den nærmeste Kirke og opbevares der, indtil Ejermanden blev udfundet. Denne Forordning var de jyske Biskopper meget misfornøjede med, fordi den gjorde Skår i deres Indtægter, der for en Del bestod i en vis Part af det strandede Gods. Selv Bisperne i Børglum og Viborg skammede sig ikke ved at ytre deres Misfornøjelse til Kongen over, at han forandrede de gamle Vedtægter og berøvede dem deres »lovlige Indkomster«. Da Kongen ytrede, at det nok var bedst at forandre sådanne Vedtægter, som stred mod Guds Lov, mente Bisperne, at der ikke stod noget i Skriften om Vrag og Strandinger. »Have I da ikke læst det femte og det syvende Bud«, sagde Kongen, og Bisperne måtte beskæmmede tie. Kong Kristian ville gøre Folket mere frit og lykkeligt, og han ville gøre Norden stort og mægtigt. Han ville som Dronning Margrete samle de tre Riger; men han forstod ikke om at gøre det med Lempe. I Sverige regerede Sten Sture den Yngre som Rigsforstander. Han kom i en heftig Strid med Ærkebispen i Upsala, Gustav Trolle, som han til sidst tog til Fange og satte i Fængsel. Men Paven holdt med Bispen og satte både Sten Sture og hans Tilhængere i Band. Dette benyttede Kristian den Anden sig af ved nytårstid i 1520. Han sendte en Hær ind i Sverrig under Anførsel af Otto Krumpen og foregav, at han ville udføre Pavens Straffedom; men hans sande Hensigt var at blive Konge i Sverrig. Det kom til et Slag ved Bogesund i Vestergøtland. I Begyndelsen af Slaget ramtes den tapre Sten Sture af en Kugle, så han hårdt såret måtte bæres bort; derved tabte Svenskerne Modet og begav sig på Tilbagetog mod Stockholm, og blev forfulgte af de Danske. Den sårede Rigsforstander udåndede i en Slæde på Mælarens Is; men hans kække Enke Kristine Gyldenstjerne lukkede Stockholms Porte for de Danske og forsvarede Byen mod dem; først hen i Sommeren overgav hun den på det Vilkår, at alt, hvad der var sket, skulle være glemt og ingen lide noget for sin Modstand mod Kongen. Gustav Vasa søgte i 1519 tilflugt i Lybeck. I November 1520 blev Kristian den Anden så kronet som Sveriges Konge i Stockholm. Ingen troede andet, end nu var alting godt igen; men da tre Dage var hengået, blev de fleste svenske Herrer, som endnu opholdt sig i Stockholm, tilsagt at møde på Slottet, og så snart de var kommet ind, blev Porte og Døre aflåset efter dem. Gustav Trolle stod frem og oplæste en lang Anklage mod dem, der havde været med til at afsætte ham og nedbryde hans Borg, og Dagen efter blev de dømt som Kættere til at lide Døden. Kongen havde vel lovet Tilgivelse for sit Vedkommende, men han havde ikke lovet Tilgivelse for, hvad de havde forbrudt mod Bispen og Kirken, hed det. En Ret blev hurtig nedsat, der dømte dem alle til Døden, som havde stået på Sten Stures Side i Kampen mod Ærkebisp Gustav Trolle, og næste Dag udførtes en Handling på Stockholms Torv, der ikke har sin Lige i Nordens Historie. Det var Sverrigs ypperste Mænd, hvis Hoved her faldt for Bøddeløksen først Bisperne - thi Henrettelsen foregik efter Rang - så Adelsmændene, og til sidst en Del Borgere, i alt nogle og firs. "Sturepartiet" faldt. Straks efter Blodbadet faldt der Regn, hvorved Blodet førtes rundt i Byens Gader og Stræder. Ligene henlå tre Dage, inden de blev begravet. Denne grusomme Handling kaldes »Det stockholmske Blodbad«. Det vakte stor Forbitrelse over hele Landet. Meningen var nok, at danske købmænd skulle overtage handelen i Sverrig og fortrænge Lybæk og Hansastæderne. Når man kender Kristian den Andens Sind, som dette viser sig for os i de Love, han skrev, har man ondt ved at forstå denne grusomme Handling. Nogen Forklaring giver det, at han i det hele var Adelen gram, at han ikke uden Grund formodede, at de svenske Stormænd ville benytte enhver Lejlighed til atter at bryde Foreningen (Unionen), og at han i Kroningdagene havde en så ond Rådgiver om sig som den nedrige Tysker Didrik Slagbeck; men helt forklare Handlingen kan dette dog ikke. Kristian den Anden havde måske allerede hørt om hvordan Luthers teser fra 1517 skabte oprør og bedre passede til den kommende tid, hvor adelens, riddervæsenets og kirkens magt skulle knækkes via et nyt forbund mellem kongen, borgerne og bønderne. Men selv var han dog katolsk. I 1522 stormede bl.a. befolkningen fra Stralsund Bergens kloster på Rügen. Og også Stormændene (adelen) i Danmark var han jo ligeglad med. Der var på den tid et usædvanligt monopol på handelen, som Kristian den Anden forsøgte at pille ved, med det resultat, at han fik fjender overalt. Nogen Tid efter Blodbadet rygtedes det, at Dalkarlene begyndte at flokke sig for at fordrive »Kristiern Tyran«. De havde til Høvedsmand valgt sig den unge Gustav Vasa, en Søn af en af de henrettede Adelsmænd, og en bedre kunne de ikke få. I en tidligere Fejde var Gustav ført som Fange til Danmark og sat i Forvaring på Kalø Slot, hvorfra han imidlertid havde set Lejlighed til at flygte, og var over Lybæk kommen tilbage til sit Hjemland. Medens han her fredløs vankede om i Skovene ved Mælaren, nåede Budskabet om Blodbadet til ham. Da lovede han sig selv at blive en Hævner for sin Slægt og en Frelser for sit Land. Han vandrede mod Nord for at begynde Rejsningen i Dalarne. Og efter at han med varme og veltalende Ord havde opildnet Dalfolket til Kamp for Frihed og Fædreland, stod han nu i Spidsen for en Hær af Dalkarle og vandt Sejr på Sejr, indtog det ene Slot efter det andet, indtil de Danske efter to Års Forløb var fordrevne, og han selv kunne lade sig vælge til Sveriges Konge i 1523. Dermed var Foreningstiden til Ende. Den Handling, hvorved Kristian den Anden troede at gøre Foreningen varig, medførte dens fuldstændige Ophør. Danmark og Norge vedblev dog at holde sammen; men Sverrig gik sin egen Vej. Og Ydmygelsen, Kong Kristian led i Sverrig, var kun den første Begyndelse til en lang Række Genvordigheder. Alle hans Fjender rejste sig nu imod ham. Kristian den Anden tog derfor også kontakt til den tyske kejser Karl den Femte, for at forbyde Lybæk og Hansestæderne, at foretage handel med hans fjender (Sverrig). Hertugdømmerne Slesvig-Holsten forholdt sig officielt neutrale med Rantzau-slægten som talsmænd i striden med Lybæk, men arbejdede hemmeligt for at proklamere en politisk selvstændighed i forhold til Kongeriget, og søgte bistand i det jyske. Og de jyske katolske Bisper og Adelsmænd blev enige (med hertugdømmerne) om at opsige Kristian den Anden huldskab og Troskab. Lybekkerne, hvis Handel han havde søgt at indskrænke, lagde sig foran København og truede Byen; Kongens Farbroder, Hertug Frederik i Gottorp, der altid havde været uvenlig sindet mod ham, fremkom på ny med sine gamle Krav om Arveret til Norge, om en Del af Danmark og Udbetalingen af en stor Pengesum, og Stormændene her i Landet fandt Lejligheden passende til at rejse en Opstand. Kongen udskrev en Rigsdag i Århus og begav sig på Vejen dertil; men da han nåede Vejle, kom Landsdommeren Mogens Munk, der havde påtaget sig at bringe Opsigelsesbrevet. Det kom han af Sted med på en snild Måde. De talte om flere Ting, blandt andet også om Jagten, og til Slutning bad Kongen, om han ikke kunne skaffe ham en god Rævemynde. Dette lovede Mogens Munk og tog så Afsked. Men sine Vanter lod han som ved en Forglemmelse blive tilbage, og i en af dem lå Opsigelsesbrevet. Da Kristian Dagen efter fik øje på det, udbrød han: »Guds Dros, der skaffede han os en Rævemynde på Love !« Jylland stod allerede i fuldt Oprør; selv Bønderne havde Herremændene ved falske Foregivender fået med på deres Side imod den Konge, der mere end nogen anden havde styret til deres Gavn. Mismodig og tvivlrådig vendte Kongen tilbage til Øerne. På Viborg Ting brændte de jydske Stormænd Kong Kristians Love og hyldede Hertug Frederik af Gottorp som Konge. Snart efter gik Frederik over til Fyn og Danmark Vest for Storebælt var i hans Hænder. Og under alt dette sad Kong Kristian rådløs på Københavns Slot; det var, som hans forhen så kraftige Arm var lammet. Rygtet gik, at den nyvalgte Kong Frederik gjorde sig rede til at gå over til Sjælland; Kongen skulle tages til Fange og halshugges og Dronningen giftes med Frederik den Førstes Søn. Da besluttede Kong Kristian at forlade Danmark for at søge Hjælp i Udlandet. Efter at have indsat den trofaste Henrik Gjø til Befalingsmand i København og taget det Løfte af ham, at han ville forsvare Byen i 4 måneder, gik Kongen om Bord på et af Flådens Skibe og forlod sit Rige. Dronning Elisabet havde modtaget et Brev fra Kong Frederik, hvori han opfordrede hende til at blive i Riget og lovede hende den bedste Behandling; men hun svarede: »Hvor min Konge er, der er mit Kongerige! « Med tre små Børn fulgte hun sin Mand i Landflygtighed. D. 13 april 1523 stod Københavns Borgere ved Stranden for at se efter det bortsejlende Kongeskib, og hvad de følte derved, kan skønnes af den gamle Folkevise, hvori det hedder: »Bort da fløj den gamle ørn, alt med sine Unger så små, de andre Småfugle de blev så vilde, de vidste dem ingen Råd. Herre Gud hjælpe den fattige ørn, som flyver i vildene Hede! Han ved sig hverken Ly eller Læ, hvor han kan bygge sin Rede.« Men nu gik også Sjælland over til den nye Kong Frederik. Høvedsmændene over de faste Slotte i Korsør, Vordingborg, Helsingør og Kalundborg glemte deres Ed til deres gamle Kong Kristian og overgav de stærke Fæstninger til den nye Magthaver. Værst handlede Klavs Eriksen på Kalundborg, den stærkeste Fæstning næst efter København. Ved Nattetid lod han selv en fjendtlig Trop lukke ind på Slottet og hjalp denne med at afvæbne den tro Besætning, et Forræderi, der gjorde ham foragtet af hæderlige Mænd, også mellem Kong Kristians Modstandere, og medførte, at han, så længe han levede, gik under Navnet Klavs Slippeslot. Men Henrik Gjø forblev tro imod sin Konge og sit Løfte; han ville ikke åbne Københavns Porte for de Hærskarer, der nu lejrede sig om Byen. De tilbød ham 20.000 Gylden, når han ligesom alle de andre ville gå over til Kong Frederik, men han viste Tilbudet fra sig med Foragt; de søgte at forknytte ham ved at erklære alt hans Gods på Sjælland for Krigsbytte, men det rørte ham ikke; de gik så vidt, at de prøvede på at bevæge hans Fæstemø til at skille sig fra ham; men hans Troskab var urokkelig. End ikke, da de fire Måneder var gået, ville han høre om Overgivelse; først efter 8 Måneders Forløb, da Levnedsmidlerne begyndte at slippe op, og der ingen Udsigt var til, at Kong Kristian kunne komme Byen til Undsætning, overgav han den på det Vilkår, at han og Besætningen frit kunne drage, hvorhen de ville. Efter Henrik Gjøs Bortrejse var der kun een Mand i Norden, der turde løfte Sværd for Kong Kristian og håbe Sejr for hans Sag; det var den djærve Søren Nordby, hvem Kristian havde sat til Høvedsmand på Gulland. Som Søkongerne fordum, herskede han på sin Ø og jagede med sine Skibe Hansestædernes Fartøjer, af hvilke han opbragte mange. Han havde altid fundet det tjenligt for sit Helbred, sagde han, at rage i Lübekkernes Kramkister og lugte til deres Krydderposer. Når han havde lænset Købmændenes Skibe, lod han dem sejle hjem med den Besked, at de skulle være velkomne, hvis de kom igen med mere af samme Slags. Det var da ikke helt uden Grund, når den muntre Søren Nordby ikke alene kaldte sig Lensmand på Gulland, men også »Admiral udi Østersøen«. Både Danmark og Sverige bejlede til hans Ø; men han vedblev at forsvare den for Kong Kristian, indtil han, hårdt trængt af de Svenske, efter Kristian den Andens Råd overgav Øen til Frederik den Første, for at den ikke skulle blive skilt fra Danmark. Så sad han en Tid som Kong Frederiks Lensmand på Øen, men da der i Året 1525 åbnede sig Udsigt til, at Kristian den Anden kunne føre en Hær herind for at genvinde sine Lande, var Søren Nordby straks rede til at bane Vejen for ham. Han rejste en Opstand i Skåne og modtog Hylding i Kong Kristians Navn. Men Kristian kom ikke, og de uøvede Bondeskarer blev slagne af Frederik den Førstes dygtige Hærfører Johan Ranzau. Da måtte Søren Nordby opgive sin Stilling på Gulland; men så stor Agtelse havde man for Helten, at man til Gengæld bød ham Slottene Sølvitsborg og Rønneby i Blekingen. En Tid holdt han sig her i stadig Kamp med Svenskerne og Lybækkerne, indtil han omsider så sig nødsaget til at opgive Kong Kristians Sag og forlade Norden. Han kom i Kejser Karl den Femtes Tjeneste og fandt sin Død på en Valplads i Italien i 1530. Kong Kristian led store Ydmygelser i sin Landflygtighed, når han rejste i England, Nederlandene og Tyskland for at søge Hjælp hos Fyrsterne og tit måtte føle, at han var til Byrde, og han blev ofte bittert skuffet, når der syntes at vise sig Udvej for ham, og denne da straks igen blev spærret. Og dog oplevede han i disse Trængselsår noget så glædeligt som vel aldrig før. Han hørte Morten Luther prædike, og den Prædiken, siger han, glemte han aldrig. Han drog til Wittenberg for at sidde ved den store Læremesters Fødder og lærte der at lægge sin Sag i Guds Hånd. Altid havde han været en Ven af Oplysningen, og som Konge havde han gjort, hvad han kunne, for at fremme den; men her strålede ham et Lys i Møde, han ikke havde kendt. Gerne ville han, at det skulle skinne op i de nordiske Lande ! Selv kunne han ikke bringe det derop; så satte han sig til med Hans Mikkelsen og andre af de Danske, der havde fulgt ham i Landflygtighed, at oversætte det nye Testamente på Dansk og sendte Bogen hjem, for at hans Landsmænd kunne læse de hellige Skrifter i deres eget Mål. Efter 8 års forløb fik han den hjælp af sin svoger, den mægtige kejser Karl den Femte, han så længe havde attrået. Med en lille hær sejlede han til Norge og fik straks en Del af dette Rige i sin Magt; men da han ikke kunne indtage Aggershus, tabte han Modet, og efter nogle Underhandlinger med Frederik den Førstes Hærfører, Knud Gyldenstjerne, gik han ind på at lade sig føre til København for der at underhandle med farbroderen; et frit Lejde blev højtidelig tilsagt ham. Da Skibet ankom til København, blev det sagt ham, at Kong Frederik ikke kunne modtage ham der, men ville mødes med ham i Flensborg. De sejlede da videre, ikke til Flensborg, men til Sønderborg; der blev Kong Kristian sat i Forvaring på det faste Slot. I Førstningen havde han Lov til at gå om på Slottet; men da hans Venner lagde Planer om at udfri ham, blev han indespærret i et Tårnværelse; Døren blev muret til, og Kongens eneste Selskab var en gammel Soldat. I Gulvet blev der Spor af hans daglige Vandring, og i Stenbordet blev der en Fure, hvor hans Finger havde glidt. Kong Frederik den Første døde 1533; en Borgerkrig gik hen over Landet; Kristian den Tredje besteg Tronen i 1533, og Reformationen indførtes; men Kong Kristian vedblev at være Fange. Dog mildnedes hans Fængsel efter Borgerkrigens Ophør, så han under Bevogtning af og til kunne vise sig udenfor Slottet, og efter at han havde været fange på Sønderborg i 17 År og var blevet en gammel Mand på 68 År, overflyttedes han til Kalundborg, hvor han fik Bolig gå Slottet og Frihed til at færdes i Egnen. Der henlevede han sine sidste 10 År. Hans Sind var da stille, mildt og gudhengivent, og han følte stor taknemmelighed mod Kristian den Tredje, der havde givet ham blidere Kår i hans Alderdom. Da i Januar 1559 det Budskab kom til ham, at Kong Kristian den Tredje var død, græd den gamle Kristian den Anden, og bad Gud løse op også for ham, og hans Bøn blev hørt; thi han døde nogle få Uger derefter.

Frederik den Første

1523 - 1533

Mogens Munk drog lige fra Vejle ned til Kristian den Andens Farbroder Hertug Frederik af Gottorp og bragte ham den jyske Adels og Præstestands Tilbud om at blive Danmarks Konge. Hertug Frederik af Gottorp var søn af Kristian I. og Dorothea af Brandenburg, og Frederik tog med Glæde mod Tilbudet, og han blev valgt efter at have underskrevet en Håndfæstning, og blev således tronraner. Men det kostede ham megen Kamp, inden han fik herredømmet over hele Landet. Flensborg, Sønderborg, Nordborg holdt med Kristian den Anden, som i slutningen af marts 1523 blev overfaldet og plyndret af de hertugelige tropper, der stod bag kuppet. Kristian den Andens trofaste ven Henrik Gøye forsvarede København i 8 måneder, inden hungersnøden tvang ham til at overgive det; Malmø forsvarede sig også længe, og Lensmanden på Gulland (Gotland), den tapre Søren Nordby, holdt denne ø i flere år. Omsider fik Frederik bugt med alle disse Modstandere og blev også valgt som enehertug for Slesvig-Holsten, samtidig med at han understreger hertugdømmernes privilegier og fremhæver ridderskabets (adelens) sociale forrettigheder. Via disse privilegier fra 1524 kunne godsejerne i Slesvig-Holsten udnytte bønderne, og det blev værre og værre for bønderne. I 1523 fordrev bønderne herredsfogeden på Slogs herredsting med pileskud. Men Frederik tog også sine embedsfolk med sig fra Gottorp til København, og etablerede det Tyske Kancelli, som styrede forholdet til udlandet og hertugdømmerne. D. 4 december 1526 forbød Frederik den Første gilderne i Danmark.. De religiøse gilder havde indtil da fungeret i tæt forbindelse med den katolske kirke. Gilderne havde altre i kirker og klostre, og i skomagernes regler fra 1437 i Flensborg, fremgår det, at alle bøder skulle deles halvt til gudstjeneste og den anden bødehalvdel skulle bruges til øl til gildebrødrene. Frederiks Søn: Hertug Kristian havde inden udgangen af 1527 ansat lutherske præster i næsten alle købstænder i Slesvig-Holsten. Franciskanerklosteret blev lukket i 1528. På Herredagen i Odense i 1527 satte Kongen igennem, at de lutherske fik fri Religionsøvelse. Men i Året 1531 viste sig en ny Fare for hans Magt. Kristian den Anden landede da i Norge med en Hær, som han havde hvervet i Udlandet, og det var nu hans Hensigt at vinde sine Riger tilbage. Han blev vel modtaget af Nordmændene; Stænderne hyldede ham i Oslo, det norske Rigsråd sendte Frederik den Første et opsigelsesbrev, og begyndelsen var således god nok. I Danmark blev der imidlertid truffet kraftige Forberedelser og udrustet en Flåde, som under Anførsel af den fynske Bisp Knud Gyldenstjerne sendtes op mod Norge. Kristian vandt vel nogle Småsejre; men hans Hær blev efterhånden stærkt formindsket ved Sygdom, og da han ikke kunne indtage det befæstede Slot Aggershus eller få noget andet fast Punkt i sin Magt, så blev han modfalden og indlod sig i lange Underhandlinger med Knud Gyldenstjerne. Denne foreslog ham at lade sig føre ned til København for at underhandle med sin Farbroder, og da han på sin bispelige Ære tilsagde ham frit Lejde, gik Kristian omsider ind på Forslaget. Men han blev skammelig narret; han fik slet ikke Lov til at komme i Land i København og tale med Kongen, men førtes til Sønderborg på Als, hvor han blev sat i Fængsel i Slottets Fangetårn. Hele sit øvrige Liv tilbragte han nu i Fangenskab, 17 år på, Sønderborg og 10 år i Kalundborg.

Da Gustav Eriksson Vasa i juni 1523 påtog sig at bære Sveriges krone, var det efter hans eget udtryk »et øde og lammet rige«, han blev konge over. I de tre slægtled, der havde levet siden Erik af Pommerns fordrivelse i 1434/35, var det næsten gået i glemset, hvad rigets enhed og kongedømmet betød. Det blev da Gustav Vasa´s opgave at skabe dette fra nyt. Thi kampen mod unionskongerne og mod unionen var nødvendigvis ofte blevet til en kamp mod kongedømmet overhovedet og mod en centralmagt, der stod over de enkelte landskabers vilje. Hvad der var sket i 1434/35 og mangfoldige gange siden, havde genoplivet landskabernes og befolkningernes særfølelse, særlig Dalarnes, hvis almue havde sat sig i hovedet, at når Dalarne gav signalet, havde de andre landskaber at følge det. Alligevel var opgaven ikke så lidt lettere for Gustav, end den havde været det for Kristian den Anden. For det første stod han omgivet af berømmelsen som landskabernes fælles fører i frihedskrigen mod Kristian den Anden og som personliggørelse af drømmen om ét Sveriges rige under St. Eriks lov. Men den selvrådige adel, som havde været den mægtigste modstander af et stærkt kongedømme og et fast rigsstyre, var jo blevet vældig tappet og stynet af Kristian den Anden. Det var bøndernes rejsning, der havde skaffet Gustav kronen, en stridig og kampdjærv bondeklasse, som det nu gjaldt om at bøje under lovens og rigsstyrets tugt. Og i kirkestanden rådede endnu den middelalderlige tankegang, at kirkemagten stod selvstændigt ved siden af eller snarest over statsmagten, så Gustav Vasa kunne vente, at når han nu tog fat på at bygge en enhedsstat op af de enkelte landskaber og af de splidagtige stænder, hvor det drejede sig om at skaffe almuen gode år og billige handelsvarer. Thi når slog høsten fejl og blev salt og humle dyrt, fik kongen skylden. Og salt, humle - og alt hvad der skulle købes for penge - måtte uundgåelig blive dyre ting. Thi Lybæk og dets forbundsbyer lod sig betale blodigt for deres hjælp til at styrte kong Kristian den Anden. Et par dage efter kongevalget i Strængnæs i 1523 måtte Gustav og rådet udstede et brev om Hansestædernes privilegier, hvis hovedindhold var, at Hansestæderne fik det mest ubegrænsede monopol på al Sveriges handel. Enhver, som ikke tilhørte Lybæk, Danzig eller deres forbundsslæder, var det rentud forbudt at drive nogen handel med Sverige. Svenske købmænd måtte kun handle med disse byer, og intet svensk skib måtte sejle gennem Øresund og bælterne. Ud over dette kom Gustav endda i en tung gæld til Lybæk. Thi da han ville hjemsende en del af de lejede landsknægte, som han ikke længere trængte til, måtte han først betale dem den sold, de havde tilgode, og det kunne han kun ved at låne penge af Lybæk. Da han meget hurtig måtte afdrage en del af denne gæld, gik rådet allerede i 1523 med til at kræve et stort »lån« af rigets kirker og klostre, som »uden al tøven« måtte sende enten rede penge eller kalke og monstranser. Men alligevel var den størstedel af gælden tilbage, så at Gustav i hvert eneste af sine første regeringsår stod overfor den nødvendighed at skaffe mange penge eller penges værd til at tilfredsstille lybækkerne. Endelig var stridighederne indbyrdes af en den art, at Gustav ikke kunne slippe for at holde en god del krigsfolk til stadighed. Han gjorde jo et alvorligt, men mislykket forsøg på at få Gulland under sig, og Skåne rakte han hånden ud efter, og Bleking og Viken holdt han i nogen tid besat. Der måtte holdes knægte på rigets slotte, og han måtte være oprustet til at tage kampen op med Søren Norby og Kristian den Anden's onde venner. Alt dette kunne umulig overkommes ved hjælp af kronens dagligdags indkomster. Ved markedet i Vesterås i efteråret 1523 gjorde Gustav rede for de udgifter, han havde haft, siden han kom til magten, og som løb op til en »sum så stor, at det næppeligen noget menneske troet haver«. Han fortalte, hvad det havde kostet at hyre skibe og leje udenlandske krigsfolk, og viste, hvor mange tønder korns værdi det drejede sig om, og hvis nogen syntes, at dette var dyrt, måtte han tænke på, at de fremmede krigsfolk var indkaldt for at »Sveriges almue kan sidde hjemme, røgte ager og eng, føde hustru og børn, og ikke længere gå ud og lade sig slå ihjel«. Denne redegørelse blev sendt ud og oplæst i alle rigets landskaber. Oplæsning af skrivelser og taler var en af Gustav Vasa´s metoder til at underbygge sin magt, og forklare almuen hvad han ville og hvorfor. Som konge vedblev han at være folkefører. Tit holdt han derfor rigsdage med mænd af alle stænder, men endnu tiere holdt han møder med sit rigsråd, som han forstærkede ved at optage ikke blot indenlandske mænd, men også udlændinge, således den Bernhard v. Melen og grev Johan af Hoya, der blev gift med kongens søster Margareta. Dette sidste var rigsrådet dog ikke så glad for, og rigsrådet advarede kongen mod at inddrage flere udlændinge »til noget mærkeligt giftermål eller forlening«. For kronens pengenød var der ingen anden udvej end at vende sig til den rige kirke og få pengehjælp af den. Den var i øjeblikket høvdingløs, idet Gustav Trolle var landflygtig, og den kunne ikke med nogen nytte nægte at hjælpe. I begyndelsen var det også ret mådeholdne krav der rettedes til kirken, nogle skatter, nogle »lån«, nogle inddragelser af tiende, noget borgeleje af knægte i de rigeste klostre. ....

 Reformationen og Adelsvældens Tid

1525-1660

Nogle år før Frederik den Første blev konge i 1523, havde Morten Luther i Tyskland i 1517 begyndt at tale og skrive mod Afladshandel, Helgendyrkelse, Munkevæsen, Skærsild og mange andre Vildfarelser, som under Pavernes lange Herredømme havde fået Indpas i Kristenheden. Det, der først gav Anledning til Kampen, var Afladshandelen, og den var da også godt skikket til at vække Opmærksomhed og Eftertanke. Denne Handel havde udviklet sig af Læren om de afdøde fromme Mænd og Kvinder, som kaldtes Helgener. Om dem lærtes nemlig, at de havde gjort mere godt i levende Live, end de selv behøvede for at blive salige. Der blev således et stort Overskud af gode Gerninger, som Paverne ene havde Rådighed over, og som de kunne uddele i Form af Syndsforladelse til andre, der ikke havde levet, som de burde. Men det var, kun sjældent, at Paverne uddelte Syndsforladelse for ingenting; de gjorde den til en Vare, som der handledes med, og når de trængte til Penge, lod de skrive Afladsbreve i uhyre Masser, som deres Afladskræmmere rejste omkring med og solgte i alle kristne Lande, som stod under Paven. Foreningen mellem de tre nordiske Riger havde ført til større Splid, og der begynder i dette Tidsrum mellem Broderfolkene en Række at blodige Kampe, så meget farligere for Danmark, som dette nu også til den anden Side får en Fjende i den gottorpske Hertug, der gerne gør fælles Sag med Sverrig. I Kristian den Andens tid 1513 - 1523 drog en pavelig Udsending, Johan Arcimbold, om i Norden og solgte Aflad. Rundt om på Kirkedørene opsloges en Kundgørelse fra Paven, hvori det hedder, at han savnede Penge til at fuldføre St. Peders Kirke i Rom, og ligesom Kristus fordum udsendte sine Apostle i al Verden, ville han nu udskikke sine betroede Mænd, for at hver Kristen kunne yde sin Skærv og medvirke til, at de hellige Martyrers Ben ikke længere skulle ligge udsatte for Vejr og Vind. Arcimbold optrådte med fyrstelig Pragt og havde et Følge på 30-40 Personer, som en konge. Hvor han eller hans Svende kom hen, rejstes Korset med Pavens Våben, og en Afladskiste blev sat ved Siden. Med høje Råb og mange Lovprisninger af Varernes Godhed opmuntredes Folk til at komme og købe. Der var billige Afladsbreve, ved hvilke man fik Lov til at spise Smør, Æg og Kød i Fastetiden, og der var dyrere, ved hvilke Køberen fik fuldstændig Aflad for alle sine Synder, ihvor store og grove de så end var; for den, der ejede et sådant, var Helvedes Porte lukkede og Paradisets åbne. Det åndelige Mørke var så stort, at Folk skarevis strømmede til Udsalgene for at købe sådanne Breve, af hvilke mange endnu findes her i Landet. Arcimbold gjorde en god Forretning; men der var dog også mange, som syntes, at det var en underlig Handel, og ikke rigtig kunne tro, at den stemte med Guds Ord, og da det spurgtes, hvorledes Luther ivrede imod den, så blev der her i Danmark stedse flere, som fik øjnene op for Pavens fordærvelige Magt og arbejdede på at udbrede Luthers Lære blandt Folket. Kongen kunne jo heller ikke se på at en sådan forretning strøg forbi hans næse, og ud af landet. Når sligt kunne finde Sted, måtte det stå dårligt til med Kirkelivet i det hele, hvad der da også er Vidnesbyrd nok om. Ærbødigheden for de afdøde hellige Mænd og Kvinder var blevet til Afguderi; hver havde sin Helgen, som påkaldtes i al Nød, og mange Helgener havde deres særlige Område, inden for hvilket de hjalp. Også med de helliges Levninger (»Helligdomme«, Reliqvier) dreves Afguderi; ved Kirkerne opbevaredes en stor Mængde, nogle ægte, de fleste uægte, men alle tillagdes undergørende Kraft. Ved Viborg Domkirke forevistes f.eks. noget af Kristi Vugge, af Høet, hvorpå han hvilede, noget af Davids Kappe, noget af Arons Stav, nogle Hår af St. Peders Skæg, en af de Stene, hvormed St. Stefan blev dræbt, og meget mere. Rundt om i den katolske verden fandtes så mange Splinter af Kristi Kors, at de samlede ville have udgjort flere Skibsladninger. I Stedet for at bygge på Guds åbenbarede Ord lagde man Vægt på visse ydre Skikke og Handlinger, som at faste, give Almisse, høre Messe, skrifte sin Synd for Præsten, gå i Pilgrimsfærd og deslignende. Munkene, der før havde været til megen Velsignelse ved det Eksempel, de gav på inderlig Fromhed og Gudhengivenhed, og ved den Oplysning, de udbredte, var nu foragtede som skinhellige, dovne og gerrige Personer, og det stod ikke bedre til med Præsterne, af hvilke mange var hengivne til Drik og andre grove Laster. Gudstjenesten bestod mest i latinske Messer, som Almuen ikke forstod, og prædikedes der engang imellem, da var det ikke Evangeliet, men mest Helgenhistorier og Fabler, hvorom Talen drejede sig. Herrens Bog var lagt på Hylden, Eventyr i Kirken lod for en Krone, for en Gylden Himmerig til fals. Men som Kirkenøden var Størst både i vort Land og i alle katolske Lande, lød Budskabet om, hvorledes den djærve Munk i Wittenberg Morten Luther havde rejst sig og talt mægtige Ord mod Paven og hans Tilhængere. Støttet til Kirkens oprindelige Nådemidler og den gamle Bibelbog afslørede han dristig Pavekirkens Vildfarelser og prædikede Retfærdiggørelse af Troen alene. Både fra Tyskland og andre Lande strømmede Mænd til Wittenberg for at lytte til Luthers Ord, og når de vendte hjem igen, tog de hans Vidnesbyrd med sig. Hans Tavsen var den betydeligste af de Mænd, som under Frederik den Første forkyndte Luthers Lære i Danmark. Han var født af fattige Forældre, Smedesøn, født i Birkende på Fyn. Som Barn gik han i Skole først i Odense, drev Plovheste ligesom andre Bønderdrenge, kom senere i Latinskole i Slagelse, og efter endt Skolegang blev han Munk i Andvordskov Kloster ved Slagelse. Han fandt dog ikke der det Lys, han søgte, og drog derfor snart ud i Verden for at finde det anden Steds. I nogle År studerede han ved Højskolen i Rostock og kom tilbage Danmark som en så lærd Magister, at han fik Ansættelse som Læsemester ved Københavns Højskole; da var han 27 År gammel. Men han må ikke have følt sig tilfredsstillet endnu; thi snart er han atter på Vejen til Tyskland for at studere ved andre Højskoler, understøttet dertil af sit Kloster. Det var ham forbudt at gæste Wittenberg; men da han kom til Tyskland og hørte han idelig Tale om Morten Luther og hans Kamp med Paven. Han kunne ikke bare sig for at læse lidt i hans Skrifter; men jo mere han læste, jo mere syntes han, at Luther havde Ret, og han fik til sidst en sådan Lyst til at se og høre ham, at han ikke kunne lade være med at rejse til Wittenberg, hvor han i Luthers og Melanchtons Ord fandt det Lys, han hidtil forgæves havde søgt. Da han efter at have opholdt sig der et År uformodet blev hjemkaldt, var han en ivrig Discipel af Luther, og det var ikke hans Agt at lægge Skjul derpå. Kort efter sin Hjemkomst holdt han en Prædiken, hvori han med Ild og Kraft på Luthersk Vis forkyndte Retfærdiggørelse af Troen, hvorover hans Klosterforstander Eskild blev så harmfuld, at han lod den frafaldne Munk sætte i Fængsel. Da han ikke kunne overbevise ham, sendte han ham til Johanniterklosteret i Viborg og pålagde Klosterforstanderen, den lærde Peder Jensen, at gøre alt muligt for at få ham ud af hans Vildfarelse. Skønt Hans Tavsen også der holdtes fangen, fremkaldte han dog en stor Bevægelse; et Par Munke, som han havde vundet for sin Lære, bragte hans Ord om i Byen, og uden for hans Fængselsvindue samledes Flokke af Borgere, for hvem han prædikede. De fik ham ud af Klosteret, tog ham i deres Beskyttelse, og kong Frederik den Første, der var en Ven af Reformationen og derfor glædede sig over Bevægelsen i Viborg, udnævnte Hans Tavsen til sin egen Kapellan, forbød at gøre ham nogen Fortræd og gav ham Lov til at forkynde Ordet i Viborg (1526). Der dannede sig nu en luthersk Frimenighed i denne By, flere af de katolske Kirker blev nedbrudte, og den lutherske Menighed fik Kongens Tilladelse til at benytte Sorte- og Gråbrødrenes Kirke til Gudstjeneste. Der hørte Viborgenserne nu Evangeliet blive forkyndt med Ild og Kraft på Modersmålet, og der istemte Menigheden de danske Salmer, som Hans Tavsen havde ladet trykke. Det hjalp ikke, at de katolske gejstlige fnøs, eller at de udstedte Forbud mod Luthers Skrifter og mod Oversættelser af den hellige Skrift på Dansk; Forbuddene virkede kun til, at disse Bøger end mere blev læste. Det hjalp lige så lidt, at de katolske udsendte deres dygtigste Mand, Povl Helgesen (Eliæsen), for at han rundt om i Riget skulle tale mod det lutherske Kætteri; ingen havde ret Tillid til hans Ord; han havde tidligere i visse Ting holdt med Luther, og nu da han ivrede så stærkt imod ham, kaldte man ham »Povl Vendekåbe«. Jo mere de stred mod Lutherdommen, des flere Sejre vandt den. Da slet ikke andet ville hjælpe, forlangte Bisperne af Kong Frederik, at han skulle bruge Magt mod Luthers Tilhængere, og de lod ham vide, at det havde han lovet i sin Håndfæstning. Men på Herredagen i Odense i 1527 satte Kongen igennem, at de lutherske fik fri Religionsøvelse. I Malmø læste Bymændene flittig i den Oversættelse af det nye Testamente, som deres forrige Borgmester Hans Mikkelsen havde hjemsendt; et par af dem, Klavs Mortensen Tøndebinder og Hans Spandemager, rejste til Haderslev, hvor der allerede i flere År havde bestået en luthersk Præsteskole, for at få rigtig Rede på den nye Kirkeskik, og da de efter et Års Forløb vendte tilbage, indrettede de luthersk Gudstjeneste i deres By, ligesom de også fik oprettet en Skole for vordende lutherske Præster. Borgmesteren i Malmø Jørgen Mønter var på lutheranernes side. I Viborg vandt Hans Tavsen flere og flere Tilhængere. Når Bispen Jørgen Friis truede med sine Ryttere og Stridsmænd, trak Bymændene Jernkæder over de Gader, der førte til deres Kirke, og i Kirken mødte de væbnede for at forsvare deres Præst. Efterhånden blev Viborg en luthersk sindet By, Menigbederne havde forladt den katolske Kirke, og de katolske Præster sad ene tilbage og rugede over Tienden. I Året 1529 kunne Hans Tavsen forlade Byen; en af hans Medarbejdere, Jørgen Sadolin, skulle fortsætte hans Gerning der, medens han selv drog til København, hvor han som Præst ved Nikolaj Kirke snart samlede en ny Menighed om sig. Da således Lutherdommen vedblev at brede sig, trods al Modstand, søgte de katolske gejstlige at formå Kongen til endnu engang at sammenkalde en Herredag for om muligt at få Tavsen og hans Tilhængere dømte som Kættere, og en sådan blev holdt i København 1530. Men også her viste det sig, at »når Sandhed og Løgn mødes, har Løgnen tabt«. Lutheranerne fremlagde deres Trosbekendelse i 43 Artikler, hvis Hovedindhold var, at Kristus har fyldestgjort for vore Synder, at Kirken kun har to Sakramenter, Dåben og Nadveren, at selvdigtede gode Gerninger, Aflad og andet Påfund kan ikke gøre os salige, og at den hellige Skrift er den Regel, hvorefter alle Kristne må rette sig. Et virksomt Middel i Kampen mod Pavekirken var det ny Testamente. Tidligere havde ikke andre end de lærde kunnet læse det, thi det var kun til at få på Græsk eller Latin; men nu blev det oversat på godt og tydeligt dansk af Fynboen Kristen Pedersen, og Folk læste det med den største Begærlighed rundt omkring i Landet. De blev meget forundret over at se, at der slet ikke stod noget deri om Afladshandel eller Helgendyrkelse eller Skærsild. Iblandt den lutherske Fynboen Kristian Pedersen udrettede meget for sagen med sin Pen. Allerede i Kristian den Andens Tid begyndte han at skrive Bøger. Medens han lå ved Paris’ Højskole (1510-17) udgav han Sakses latinske Danmarkskrønike og en katolsk Prædikenbog (»Jærtegns Postil«), affattet i det danske Sprog. Da Kristian den Anden var fordreven, drog Kristian Pedersen til ham i Nederlandene, og under sit Ophold der gik han over til Lutherdommen og oversatte nu i Året 1529 det nye Testamente på Dansk, en Oversættelse, der var meget bedre end Hans Mikkelsens og derfor snart blev den mest brugte. Senere kom han hjem igen og tjente nu den lutherske Menighed her hjemme ved at oversætte hele den hellige Skrift og ved flere gode Skrifter i Luthers Ånd. Også de gamle Folkebøger om Karl Magnus og Olger Danske udgav han på dansk Mål. Ingen var flittigere end han, og ingen kunne skrive så godt Dansk som han. Han er den første danske Skribent, der i stort Mål tager Bogtrykkerkunsten i Brug. Men hver Dag holdt de lutherske Præster to Prædikener i Helligåndskirken over disse Artikler, og Folk strømmede til for at høre derpå. Nu følte katolikkerne, det var nødvendigt også for dem at rykke frem; de indgav 27 Artikler, hvori de søgte at modbevise Lutheranerne; men disse svarede straks med andre 27 Artikler, og hvad værre var, de føjede hertil 12 Klagepunkter over de katolske Bispers Embedsførelse. Uden Omsvøb blev her deres skændige Væsen blottet, og det var mere, end de kunne tåle; de listede af den ene efter den anden, Herredagen blev opløst, uden at nogen ny Bestemmelse blev tagen, og Kongen afgav da den Erklæring, at det fremdeles skulle blive ved, hvad der var vedtaget på Herredagen i Odense. Således kunne altså Lutheranerne i de tre År, Frederik den Første endnu levede, vedblive frit at forkynde deres Lære, der i disse År vandt Indgang i næsten alle Rigets Stæder og i mange Sogne på Landet. Så i Tidsrummet 1528-1660 omdannes langtsomt Kirken og Oplysningssagen fremmes. Den følgende Tid indtil Enevoldsmagtens Indførelse i 1660 har man derfor kaldt Adelsvældens Tidsalder. I Frederik den Førstes tid (1523-33) grundlægges nogle lutherske Frimenigheder midt i den katolske Kirke; i Kristian den Tredjes tid 1534 - 1559 omdannes kirken til en luthersk Statskirke, i hvilken de følgende Konger hæver Lutherdommen ved Tvang. Kirkelivet bringer Liv i Oplysningssagen, der dog efterhånden atter sygner, fordi Latinen igen tager Magten fra Modersmålet, og Ånderne ikke få Lov til at røre sig frit. Med Kirkefornyelsen falder Præstestandens verdslige Magt, men Adelsvælden vokser. Det nye Livsrøre hæver også i åndelig Henseende Adelstanden, som i dette Tidsrum tæller mange udmærkede Mænd: Helte, Statsmænd, Oplysningssønner. Men i Længden kan Standen ikke bære de store Forrettigheder, den bliver mere og mere egennyttig, mindre og mindre offervillig, til sidst svigter den helt Fædrelandet i Nødens Stund og graver derved sin egen Grav. I Norden havde der hersket en mild humanistisk moral og fredelige tilstande omkring det kønslige. Men lutheranerne fik kongemagten overbevist om, at dét der før var lovligt, skulle nu være en forbrydelse, og at forbrydelsen endda skulle være strafbar. Lutheranerne gik således voldsomt til angreb mod den uimodståelige kønsdrift hos mennesket og megen virksomhed blev kaldt trolddom. Folkereligiøse ritualer var ikke velset og den korrumperede pengedyrkende kirke værnede om kongemagten. De optrådte som private krigsherrer og kirken blev udstyret med straffemyndighed. Folket blev jaget som vildt og sindene afstumpedes af det rå herredømme og magtmisbrug. Folk blev dømt på mistanke, og gabestokken var flittigt i brug. Reformationen i 1536 afskaffede ikke vornedskabet i Danmark. Vornedskabet betød jo, at fæstebonden ikke kunne forlade sin gård, uden at have herremandens tilladelse. Det var lutheranerne der gjorde menneskets kønsdrift til hovedmodstander. Kun kønsdrift indenfor ægteskabet blev lovligt, og kønsdriften udenfor ægteskabet fik lutheranerne gjort til djævelens værk. Og kirken mente jo også, at mennesket var født ondt og syndigt. Ord som horkarle og skørlevned blev brugt i kampen mod menneskenes naturlige seksuelle drift, og straffen for sex udenfor ægteskabet var særdeles brutal og umenneskelig. Kirken kaldte børn født udenfor ægteskabet for "uægte børn", og "uægte børn" mistede mange rettigheder og anseelse. Et "uægte barn" blev uforskyldt kaldt og dømt en Horeunge med vanære og uden arverettigheder. Der blev ført en hårdhed mod børnene, hvor børnetugt med ris blev godkendt af kirken. Kirkemagtens fjender blev især de unge kvinder og de gamle hekse. Lutheranerne var hverken liberale eller humanistiske. Ved drukning i sæk og brænding på bål, skulle kvinder og folkemasserne nu uretfærdigt og urimeligt tugtes af de kristne og deres kongemagt. Åh hvilken tragedie! Angiveriet for utugt var formidabelt. Kærlighed til mennesket var en vederstyggelighed. Kirken accepterede kun kærlighed til gud og kongen. Kirken betragtede skøgerne som djævelens udvalgte redskaber til at hindre ægteskab, og derfor ville kirken forfølge og udrydde skøgerne. Samtidigt udvidede kirken begrebet skøge til at omfatte næsten enhver kvinde, der havde overtrådt det sjette bud. Et svangerskab udenfor ægteskabet blev en forfærdelig forbrydelse. I de middelalderlige stadsretter (byretter) havde der dog tidligere været enkelte straffe for hustruer, der gjorde sig skyldig i hor. Men i ingen af de danske almindelige love, var der tidligere fastsat livsstraf for hor, og den straf at drukne en kvinde forekom næppe nogetsteds tidligere i ældre danske love og skikke. Nu blev kvindelige tyve levende begravet under galgen, og troldkvinder skulle brændes. Pinebænkene var flittigt i brug, for at undertvinge befolkningen. Tidligere havde skøger ellers været tålt i byerne. Kong Hans havde i 1496 befalet, at skøger skulle bære huer af en egen farve for at være kendelige. I 1524 da man byggede Sct. Anna Hospital i København, blev det anført i bevillingen, at skøger skulle bo mindst firsindstyve favne fra hospitalets fortov. Kristian den Anden (1513-1523) befalede endog, at „løse kvinder" i købstæderne ikke måtte bo hos gode, ærlige folk; men skulle bo i et særlige kvarterer, og til gengæld måtte de bære gode klæder og smykker, som de havde evne til; men „løse kvinder" måtte dog ikke gå med kåber som Dannekvinder. Dem der tilføjede skøgerne overlast som slag og sår, skulle have brudt deres hals. Frederik den Første (1523-1533) bestemte i hans forordning i 1528 om adelen, "at hvis nogen mand af adelen, gejstlig eller verdslig, efter denne dag skænder eller offentlig berygter noget kvindfolk af adelen, da skal han rømme fædrelandet, være fredløs og hans næste frænder beholde al hans arv og løsøre. Hun skal af sin rette værge indsættes, så at hun ingen af adelen går til blusel, og hendes næste arvinger skal beholde alt hendes gods, løst og fast, dog ikke det barn hun i uære fanger. Fordrister nogen ufri mand, gejstlig eller verdslig, sig til at beligge noget kvindfolk af adelen, han skal derfor dømmes som åbenbar tyv (og hænges)." D. 3. juledag 1530 kom Ambrosius Bogbinder i spidsen for en fanatisk borgerskare og trængte ind i Vor Frue Kirke i København, uddrev katolikkerne, ødelagde billeder og prydelser. Det var biskop Peder Palladius (1503-1560), der med Kristian den Tredje (1534-1559) kom til at stå for opbygningen af den lutherske kirke i Danmark efter reformationen i 1536, og det er først herefter at der tales dansk i kirkerne. Peder Palladius siger selv dengang, at tyveri fører til galge eller balje, og de strenge købstadslove, forsøger myndighederne nu at påføre landbefolkningen, under sej modstand fra bønderne. Og Kristian den Tredje befalede, at i danske købstæder skulle nogle Dannekvinder to gange om året gå rundt i byen og malke de ugifte kvinder, for at finde ud af om de var eller havde været svangre. I Kristian den Tredjes Københavnske Reces af 1537 hed det: "bliver nogen ægtemand eller ægtekvinde funden i hor, da skal den skyldige ægtemand derfor miste sit hoved og den skyldige ægtekvinde sækkes og druknes". Den bestemmelse blev fortolket sådan, at livsstraffen også gjaldt den ugifte, der havde ulovlig omgang med en gift. Straffen for løsagtighed blev sat til ni mark til kvindens værge og otte skilling grot til myndighederne. I Ålborg dømtes i 1537 på Kongens Retterting en mand til at halshugges for hor og den skyldige kvinde skulle stoppes i sæk og druknes, og dét uagtet, at hun kunne fremvise et skilsmissebrev fra byfogeden, der viste at hun var løst fra sit tidligere ægteskab. I Nysted blev en mand halshugget fordi han blev fundet nøgen i seng med en gift kvinde. I Odense ændredes loven dog i 1539 til, at første gang man begik hor skulle den skyldige straffes på gods og penge efter yderste formue; anden gang på samme måde og siden forvises landet; men tredje gang man begik hor skulle den skyldige mand miste hovedet; og var det en kvinde, skulle hun druknes i sæk. Men samtidigt bestemte Kirkeordinansen af 1539, at kirkens straf også skulle anvendes, og præsten kaldte dem da hedenske og fordømte og bandsatte dem. Ægteskabssager var først blevet henlagt under verdslig øvrighed. Men i år 1539 befaledes det, at ægteskabet skulle foregå hos kongens lensmand eller af købstædernes borgmester og råd. Men i 1542 henlagdes ægteskabet og horsager under en gejstlig ret der skulle mødes fire gange om året, og i folkemunde kaldtes retten for: Tamperretten. I 1550 blev en mand på Lolland hængt, fordi han var blevet fundet om natten hos anden mands hustru. Der er mange eksempler på, at en mand, der havde beligget en pige, der havde en betroet nøgle til gården, blev dømt som tyv, og hvis begge tjente på samme går blev de slået ihjel. Men lensmændene var modstandere af at bønderne mistede livet og ville hellere have, at bønderne betalte bøder på gammeldags vis. Ridefogeden og præsten var konstant på jagt efter ofre, og bøderne udgjorde usædvanligt store indtægter i mange len i 1560érne og fremefter. I Frederik den Anden´s »Gårdsret« i 1562 udelod man bestemmelsen om, at en vanæret adelskvinde skulle indespærres på livstid. Nogle adelskvinder blev også levende indmuret i klostrene. Der blev fastsat dødsstraf for forsøgt voldtægt, og den der lå til sengs med en kvinde eller mø blev hængt, og det betød, at kæresteri mellem de arbejdende tjenestefolk ville medføre, at den mandlige part blev hængt. Offentlig piskning af horekvinder blev straffen på denne tid. I år 1568 hedder det, at præsterne skulle med flid straffe skørlevnet og urenhed, sådan at alle skøger og bolefolk mister huden. Andre steder blev straffen for ubemidlede og løse kvinder sådan, at de blev stillet nøgne til skue foran kirkedøren, og derefter blev udvist af byen. Den stærke tilstrømning af mennesker til Helsingør i anledning af Øresundstolden og til København fik i 1574 Frederik den Anden til at befale, at myndighederne skulle opsøge alle løsagtige kvinder og lade dem stryge til Kagen og derefter forvise dem. Kom de igen, skulle begge øre skæres af dem. Vovede de at komme igen, skulle man lade dem binde i en sæk og drukne dem. Men også de personer, der husede dem skulle straks udvises af byen. Mestermanden (bøddelen) havde rigeligt at lave hver dag, og byvagten havde nok at gøre med at efterse, at alle lå i de rigtige senge. I den Kalundborgske Reces i 1576 bestemtes det, at når en adelskvinde lader sig i uære beligge, skal hendes værge straks lade hende fængsle på livstid, og tage alt hendes gods til sig og må selv nyde dette gods, sålænge han holder hende i fængsel. Hovedsammenstøddet mellem adel og lutheranerne skete i 1580, da de gejstlige fik Kongen til at skride ind mod adelens frilleforhold. Kongen befalede, at præsterne i hver sit sogn skulle våge over sædeligheden, sådan at hvis nogen adelig eller uadelig levede i løs forbindelse, skulle præsten først hemmeligt straffe og påminde vedkommende, dernæst i de følgende tre søndage advare dem med navns nævnelse fra prædikestolen, og endelig, hvis dette endnu ikke hjalp, bandsætte dem. Hvis præsten skjulte eller så igennem fingrene med loven, ville han miste sit embede. Adelen havde det problem, at jordegodset ikke måtte splittes op ved arv. Og da adelen havde mange børn og friller, var det nødvendigt at få kirkemagten til at anbringe de adelige piger i katolske jomfruklostre og skaffe embeder til deres sønner, sådan at jordegodset kunne holdes samlet. Netop efter reformationen, hvor kongemagten havde ranet størsteparten af kirkegodset og klostrene, så mange adelige sønner frem til at blive kongelige lensmænd af de gamle klostre. Men hvad skulle man gøre ved de adelige piger ? Adelen klagede over, at de var nødsaget til at bortgifte de adelige døtre til bønder og ufrie folk. Kongen besluttede i al sin lutherske selvmodsigelse i 1556, at genoprette Maribo Kloster som jomfrukloster til de adelige piger. I foråret 1582 blev et nyfødt barn fundet udlagt på gaden. Myndighederne gik straks i gang med malkeprøverne på byen kvinder, for at finde moderen, og til deres forfærdigelse opdage de, at mange af borgerdøtrene og andre "pæne" piger, havde været svangre. Frederik den Anden skrev straks til Borgmestrene og myndighederne, at de ikke havde været påpasselige, og kongen befalede, at alle der havde kaldt og holdt sig for piger, men var fundet frugtsommelige, straks under livsstraf skulle forvises fra byen. Efter Frederik den Andens død medførte de strenge bestemmelser, at der udenfor Københavns porte opstod lysthuse og småboliger, hvor der førtes et frit og festligt liv. Men dette fik myndighederne til at bestemme, at kun gamle mennesker måtte have ophold udenfor portene. Men reformationen og den holstenske tronkræver, Kristian den Tredje, skuffede navnlig bønderne, som havde drømt om ophævelse af tienden. De måtte finde sig i at give tiende til kongen. Det var en byrde, der synes bønderne så meget værre, som adelen fik tilstået frihed for tiende af sine sædegårde. Der skabtes her mellem tiendepligtig jord og tiendefri jord en adskillelse, der føltes som en stor uret og som i tidernes løb satte meget ondt blod. Adelen havde også på andre måder fordel af den ny kirkeordning, idet den fik ret til at kræve det gods tilbage, dens forfædre havde givet til oprettelse af sjælemesser, og navnlig derved, at hovedmassen af det tidligere kirkegods nu blev verdslige len, der forlenedes ud til adelige. Også købstæderne havde nogen fordel af omvæltningen, idet de omfangsrige klostre tømtes og deres bygninger toges til verdslig brug eller fjernedes, hvad der også skete med adskillige kirker. Men medens bønderne intet vandt, borgerne vandt lidt, adelen noget, - så vandt kongen mest. Kongen blev den rige kirkes arving. Imidlertid kunne han ikke lige med ét råde over alt kirkegodset, som han ville, idet mangfoldige munke, især af tiggerordnerne, som med magt var jaget bort af klostrene, nu levede spredt ude i landsbyerne eller var landflygtige i udlandet, var det endnu nødvendigt at underholde kapitlerne og mange af klostrene, indtil de pågældende gejstlige var døde. Regeringen nøjedes med at tvinge disse kanniker og munke til at tie stille og i det ydre at lempe sig efter lutherdommen, således at den ikke behøvede at frygte, at de skulle rejse en katolsk bevægelse igen. Der sporedes dog en ikke helt ringe passiv modstand mod den sejrende kirkeordning. Selvom mange præstelærte og brødløse mænd fandtes blandt tidligere munke, kanniker og præster, var det kun forholdsvis få, der meldte sig som tjenere i den lutherske kirke, som derfor i lang tid havde svært ved at få nok af brugelige præster. Almuen blev på mange steder ved med at vise helgeners billeder, ærefrygt og at ære jomfru Marie. Derfor måtte de nye præster lade mange gamle billeder føre ud af kirkerne eller lade vægmalerierne overkalke. En overordentlig stor vægt lagde man fra begge sider på spørgsmålet om messen og nadveren; ofte vedblev de katolsk-sindede præster i stilhed at holde »papistisk« messe for dem, der turde overvære den. Peder Palladius (Plad) taler med stor harme om folk, der deltager i papiske eller munkemesse derhjemme på deres gårde, som hin ugudelige adel plejer at gøre. Alt sligt havde i de endnu eksisterende kapitler et rygstød, som det måtte være regeringen af vigtighed at fjerne. Derfor lod den de vigtigste kapitler kalde til akademisk disputats med universitetets professorer i 1543/44. Roskilde Domkapitels ordførere viste i disse forhandlinger stor teologisk dygtighed i at forsvare den katolske opfattelse af nadveren og lignende spørgsmål; men overfor den stærke regerings bud gav de dog efter og underskrev en slags tilslutning til den lutherske kirke »for at redde Roskilde Kirkes godser og privilegier, at de ikke til hele religionens skade for fremtiden ved deres uklogskab eller ubesindighed skulle komme i fremmede hænder«. Kapitlet i Lund tog voldsommere fat og skrev bl.a.: »Gud bedre det kristne folk; hver nation under solen strider for sin gamle landslov i gammel sædvane og tro; men vi kristne løber straks fastelavn med den hellige skrift, den hellige kirkes ceremonier og sæt«; men også Lunds kanniker endte med at bøje sig. Der fandtes mellem katolikkerne ingen mand af en stor karakter end Povl Helgesen, som vi nu intet hører om, må være død, muligvis under grevefejden. Efter at kapitlerne havde underkastet sig, holdtes så i 1546 et møde i Antvorskov af de lutherske bisper og professorer, som her stemplede alle, der hårdnakket afholdt sig fra sakramentet (altså de hemmelige papister), som bandlyste. Oplæringen af de ny præster foregik først ved de skoler, hvert stift havde i sin bispeby. Bispen af Børglum havde ikke sæde i en købstad, og derfor blev i 1553 Ålborg by taget fra Viborg stift og givet Vendsyssel bisp til sæde. Men vigtigere end stiftsskolerne var universitetet, som efterhånden fik ordentlige lærere. Peder Palladius (Plad) og Hans Tavsen var begge veluddannede teologer; særlig var Hans Tavsen af betydning, fordi han kunne ikke blot latin og græsk, men tillige hebraisk. Snart blev lolliken Niels Hemmingsen lærer ved universitetet efter et langt studieophold i Wittenberg. Han kom herhjem »varm ud af Melanchthons ovn« og blev ungdommens yndlingslærer, der gjorde Københavns Universitet til en af de mest ansete lutherske højskoler. Kongen bestemte indtægten af en lille del af det umådelige jordegods, som var blevet hans, til underhold for fattige studenter. Johan Friis gjorde ligeså. Den vigtigste bispestol var nu ikke længere den i Lund, men den i København, hvor biskoppen over Sjællands stift fik sæde, og hvor han var i regeringens umiddelbare nærhed. Peder Palladius var en skomagersøn fra Ribe og hans danske navn eller øgenavn var »Plad«, dvs. skoflikker, hvad han ændrede til »Palladius«, der kunne minde om visdommens gudinde: Pallas Athene. Han gik i skole og blev selv skolemester, men kom først i en alder af henved 30 år til Wittenberg, hvor Melanchthon og Bugenhagen fik øje på den flittige dansker og roste ham for Kristian den Tredje, der på deres råd udnævnte den 34årige mand til Sjællands superintendent. Her blev han et mønster for alle sine embedsbrødre ved den udholdende iver, hvormed han tog fat på at oplære sine præster og menigheder. Til stadighed var han på visitatsrejse rundt om til sit stifts kirker, og det tog 6 år, inden han var nået rundt til de næsten 400 kirker i Sjællands stift, og derefter begyndte han nye visitatsrejser. Ved disse besøg indskærpede han menighederne om hvorledes kirkerne skulle indrettes og gudstjenesten foregå, og om hvorledes man skal opføre sig gudfrygtigt i alle livets forhold. Peder Palladius var ret et barn af folket, en jævn håndværkers søn, som under sin lutherske lærdom - og grundlærd var han efter datidens målestok - bevarede almuesmandens simpelhed og sikkerhed i livsopfattelse. Da Kristian Pedersen var færdig med bibeloversættelsen, var det Palladius og andre lærde, som granskede den igennem, hvorefter den udkom i 1550 som »Kristian den Tredje's bibel«. Når Peder Palladius var på sine besøg i menighederne, indskærpede han overfor præster og almue, at det skulle være forbi med det gamle skel mellem de særlig lærde, rene og hellige klerke på den ene side og hele det øvrige folk på den anden. Præsten skulle prædike evangeliet rent og klart, »som en fattig tjenestepige, dersom hun endnu kan sin børnelærdom, da kan hun derpå dømme, om han farer med nogen munkelærdom«. »Eders sognepræst skal tjene eder udi livs og sjæls fare. Vel indrømmer Peder Plad, at de første lutherske prædikere kan være gået lidt for vidt. »Det hændte dem, som begyndte først at bryde pavedømmet ned, som det plejer at hænde en tømmermand, der bryder et gammelt hus ned: han bryder også isønder uforudseende en løsholt eller andet sådant, som måtte end have tjent udi det nye hus«. Men det gælder dog kun småting. I det hele har de netop ramt papisteriet på de rette punkter. Som nu med papisternes lære om renlevned og om ægteskab: »Når en dannekvinde går i kirke efter sit barn, det haver også været udi stor vanbrug her til dags ud af det ugudelige pavens folk, som ikke måtte lide ægteskab; men horeri, boleri og skørlevned måtte de vel lide: så mange tusinde paver, kardinaler, biskopper, munke, nonner og alterpræster, de måtte ikke giftes, det var en led ting for deres øjne. I 1553 landene nogle skibe på Sjælland med engelske protestantiske flygtninge, der førtes af en post adelsmand, Johan a Lasco. Men man fandt ud af at de måtte være kalvinister, og derfor fik de ordre til at forlade landet eller forandre deres kirkeide. Men de blev tvunget til at forlade og rejse videre til Tyskland, hvorfra de udsendte klager over, at Kristian den Tredje behandlede dem dårligt, selvom de dog var evangeliske, når han samtidig tillod papister at nyde rang og rigdom i sit rige. Dermed sigtede de til de endnu bestående kapitler og klostre. Men med klostrene gik det rask nedad. De jyske jomfruklostre aftog så hurtig, at den jyske adel allerede i 1552 bad kongen om, at han ville lade to jomfruklostre vedblive, »at de ikke skulle nødes at give deres børn til bønder og ufri folk.« Få år efter forordnede kongen, at Maribo Jomfruklostre skulle opretholdes som hjem for adelige jomfruer, hvor de kunne leve til de blev gifte. Med klostrene gik det altså således, at nogle vedblev at bestå en tid under gejstlig ledelse, der dog måtte svare gode afgifter til kronen, medens de fleste hurtig ophævedes og deres jordegods blev ligesom bispegodset til almindeligt krongods. Det var en umådelig tilvækst i jordegods, og krongodset blev tre gange så stort, som det før reformationen havde været. Efter 1536 ejede kongen omtrent halvdelen af rigets jord, mens han før 1536 måske kun havde ejet sjettedelen. Og dette betød så meget mere, som Kristian den Tredje nyttede sin magtstilling til at reformere lensstyret grundigt i samme retning, som Kristian den Anden havde stræbt at få så mange len som muligt gjort til regnskabslen eller fadeburslen. I hvilken grad dette nåedes, ses af et par tal. I året 1533 var kun 43 herreder forlenede bort på regnskab - resten var på afgift eller tjeneste -, men i 1559 lå 123 herreder, dvs. ¾ af riget, under regnskabslenene. I sådanne len var lensmanden i virkeligheden kun kongens lønnede og afhængige embedsmand, som stod under skarp kontrol, kun handlede efter kongens bud, kun oppebar indtægter og afholdt udgifter på kongens vegne. Hvad enten vi ser på rigsrådets stilling eller på lensstyrets udvikling, viser det sig tydeligt, at adelens politiske magtstilling, dens styrke overfor kongemagten, var i høj grad svækket. Men i forholdet til de lavere samfundsklasser mistede den intet af sin gamle sociale stilling, blev endog snarere adskilt skarpere fra dem. De små herremænd trykkedes nu helt ned i bondestanden, navnlig ved at det gjordes gældende, at den, der ægtede en ufri, selv mistede sin adelsret. Og resten af adelsmændene, der ikke længere kunne føle sig væsentlig som rigets hersker og krigerklasse, kastede sig med des større iver over dels at samle og afrunde sine godser og drive dem op, dels at blive kongelig majestæts embedsmænd. Thi den unåde, som den danske adel i 1536 havde følt over sig, forsvandt efterhånden bort. Allerede ved lovene i 1536 havde Kristian den Tredje indrømmet, at til embederne som kongens kansler, rigshovmester og rigsmarsk måtte kun indfødte adelsmænd udnævnes. Dog holdt kongen sig i sine første år til sine holstenske rådgivere og satte tyske høvedsmænd på de vigtigste danske fæstninger. Men fra omkring 1542 nærmede han sig til den danske adel og lod flere af dens mænd rykke frem, uden at han dog derfor brød med sine holstenere. Han mærkede nu, at han havde fast hold på riget - hvad han yderligere sikrede ved opførelse af faste slotte, f.eks. Malmøhus. De politiske begivenheder og magtspørgsmålet i Norden skal ses på baggrund af den almindelige europæiske udvikling. Handelsvejene havde ændret sig. I århundreder havde de hanseatiske byer og især de lybske Storkøbmænd haft et faktisk handelsmonopol i Norden. De besørgede al éngros handel i Østersørummet, opkøbte korn og kreaturer og indførte Råstoffer, Manufakturer og Krydderier. De havde deres Handelsagenturer overalt fra Venedig, hvor Importen kom fra Asien og Indien, og op til Bergen, og ved Lån eller simpelt hen ved militære Magtmidler dirigerede de Nordens Politik. Men i begyndelsen af 1500-tallet forrykkedes det handelspolitiske Tyngdepunkt i Europa vestpå. Tidligere var de kostbare Varer blevet bragt over de italienske Handelsbyer, via Augsburg, Frankfurt og de andre store, tyske Handelsstæder gennem Tyskland til Øst-, Midt- og Nordeuropa. Men Amerikas Opdagelse og Søvejen til Indien ændrede fuldstændig Forholdene. Antwerpen og Amsterdam blev Centrer for Verdenshandelen, og en tysk Skribent klager over de tyske byers forfald. Græs og Ukrudt vokser i de før så befærdede Gader. Hansestæderne prøvede at ændre denne uafvendelige Udvikling ved et System af Handelstraktater og politiske Overenskomster. De havde før haft et faktisk monopol på Handel i Østersørummet, nu prøvede de at gøre det til et magtpolitisk monopol. Kong Hans og Kristian den Andens politik havde klogt spillet på Modsætningsforholdet mellem hollandsk og hanseatisk handelskapital, mens de samtidig indenrigspolitisk havde gjort, hvad de kunne, for at udvikle det danske Borgerskab til en sådan Dygtighed, at man kunne udnytte Danmarks efter de ændrede geopolitiske Forhold yderst gunstige Beliggenhed til at gøre Landet til Basis for Østersøhandelen. Det var en klog og fremsynet Politik efter store Linjer, men den stødte hårdt mod Adelens Klasseinteresser og førte til Kristian den Andens Fald. Men i Løbet af nogle År blev den storpolitiske Gruppering fuldstændig ændret. Kongeskiftet i Danmark kunne i det lange Løb ikke sikre Hanseatemes Positioner, Udviklingen gik sin Gang. Jo hårdere Hansestæderne og den førende By Lybæk handelsmæssigt blev trængt, jo mere desperat blev deres Politik. Danmark var Nøglen til Østersøen, og hvis Hansestæderne havde Herredømmet over Danmark, kunne de simpelthen slå Porten til Østersøen i Lås for den hollandske Handel. Efter Frederik den Førstes Død nægtede Hertug Kristian af Holsten - den senere Kristian den Tredje - at tage mod Kronen på Betingelser, som betød fuldstændig afhængighed af Lybæk. Med ét slag stilledes Brikkerne på Skakbrættet om på en helt ny måde

Kristian den Tredje

1534 - 1559

I 1533 døde Frederik den Første, og efterlod sig 4 døtre og 4 sønner, og den ældste af disse børn var den næsten 30årige Kristian, som allerede i faderens levetid havde været statholder i Holsten og Slesvig, og som nu selv overlog hertugdømmernes regering i alle brødrenes navn.. Ved Frederik den Første´s død mistede lutherdommen en kraftig beskytter. Det blev da også straks klart, at de katolske ville benytte lejligheden til at komme ovenpå. Det danske rigsråd havde bundet sig til at vælge en af Frederik I´s sønner til hans efterfølger, og det ville øjensynlig være det naturligste at tage hertug Kristian af Holsten. Men de katolsksindede blandt rigsråderne kunne ikke forsone sig med at Kristian var ivrig lutheraner; og vistnok for at have et brugeligt kongsemne i hans sted, havde man nogen tid i forvejen givet hans næstældste halvbroder, den 13årige Hans, ophold hos en dansk rigsråd på Nyborg Slot, hvor han kunne vokse op til at blive både en god katolik og en god dansk konge. Men adelen ville have Frederiks ældste søn: Kristian af Holsten. Præstestanden ville ikke stemme på ham, fordi han var en ivrig Lutheraner, og de ønskede hellere hans yngste Søn: Hans; thi han var endnu kun et barn, som den nok mente at kunne opdrage til at holde med Paven. Men foreløbig blev der intet kongevalg foretaget, dels på grund af uenigheden mellem rigsråderne indbyrdes, og dels fordi de norske rådsherrer ikke kunne komme med til den indkaldte herredag i juni 1533; og nordmændene ville man nødigt savne ved et kongevalg, da Norge først lige var bragt til ro igen efter Kristian den Anden´s indfald. Hvad rigsrådet kunne enes om, var da at udsætte kongevalget til sommeren næste år og i mellemtiden skulle Rigsrådet føre Regeringen. Rigsrådet besluttede at kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig og Holsten var to jævnbyrdige og politisk selvstændige stater, og det er jo ikke så underligt, når man ustandselig kunne se en tysktalende Holstener, som konge af Danmark. Adelspartiet, der repræsenteredes af Rigsrådet, ville jo vælge hertug Kristian af Holsten til konge, fordi man var vis på, at han ville vogte over adelens priviligerede Stilling, og ville han ikke tage mod Kronen, ønskede man en Adelsrepublik. Men udenrigspolitisk ville adelen ikke gå ind på de betingelser, som borgmester Jørgen Wullenweber fra Lybæk (Hansestæderne) opstillede for at støtte hertugens kandidatur. Istedetfor at indgå en handelsoverenskomst med Hansestæderne sluttede Rigsrådet en Traktat med Nederlandene om et Forsvarsforbund på 30 År. Det kunne med Sikkerhed siges, at det var den mest egnede metode til at gøre Danmark til Krigsskueplads for Sammenstødet mellem de to konkurrerende imperialistiske Magter. Jørgen Wullenweber lagde da også straks sin Politik om. Han indgik på Lybæks Vegne en Pagt med borgerklasserne, og planerne gik ud på, at Kristian den Anden skulle befries af sit Fængsel og på ny gøres til Konge. Slottene i København og Malmø skulle nedrives og de to Byer have en lignende Stilling i Danmark som de frie Rigsstæder havde i Tyskland. Borgerpartiet havde altså opgivet sit Håb om en handelsmæssig Stormagtstilling for Danmark i Østersøen og var villig til at gå i handelspolitisk samarbejde med Hansestæderne. Som man forstår, holdt Adelspartiet på Holstenerne og Borgerpartiet nu på Hansestæderne. Men rigsrådets katolske flertal besluttede også, at kirkeforholdene skulle sættes på den gamle fod, og i hvert stift blev det egentlige styre lagt hos bisperne i forening med stiftets rigsråder. Bisperne fik også vedtaget, at ingen Præst måtte indsættes uden deres Samtykke, og at den katolske Messe atter skulle indføres, og at Munke og Nonneklostrene skulle vedblive at bestå. Mogens Gjø og andre lutherske rådsherrer forlod København i vrede over disse bestemmelser, medens de katolske rigsråder blev der nogle dage længere. Da de drog bort, havde de ikke indsat nogen rigsforstander eller nogen anden regeringsmagt, så hvert stift måtte klare sig for sig selv. Dog havde de først indstævnet Hans Tavsen for Herredagen og rigsrådet, anklaget for falsk Lære og for at have brugt Skældsord mod de katolske Præster. Povl Helgesen optog ordstriden med ham og påviste, at hans lære var kættersk, hvorpå rådet dømte, at Hans Tavsen ikke mere måtte prædike i København eller lade noget trykke, og at han skulle forlade Sjælland og Skåne. Men folket i København holdt med Hans Tavsen. Men medens Hans Tavsen var inde i rådhuset, stod Københavns borgere udenfor på Gammel Torv, og at de var vrede, fik Bisp Rønnov at føle, da han trådte ud, og Forsamlingen trængte truende ind på ham. Det kunne have kostet Bispen Livet, - om ikke Hans Tavsen var trådt til og havde formanet til Orden. Underligt har det været at se, at den domfældte Mand tog Sjællands mægtige Biskop under sin Beskyttelse og ledsagede ham til hans Hjem. Nu forlod Hans Tavsen Byen, men Borgerne gav deres Misnøje så stærkt tilkende, at bisp Joakim Rønnov kort efter måtte kalde ham tilbage og tillade ham atter at forkynde ordet i den menighed, der havde samlet sig om ham. Da adel og præstestand ikke kunne enes om kongevalget, så begyndte borgere og bønder at snakke med. De ville ikke have nogen af Frederiks holstenske sønner, men blev enige om at hjælpe Kristian den Anden - »den gamle ørn« - ud af fængselet og igen vælge ham til konge. Som Danmark nu lå hen uden noget slags fælles rigsstyre, blev dets enkelte partier og stænder redskaber for udenlandske magters politik. Holstenerne ville drage rigsrådet med sig til forbund med Nederlandene og med kejseren. Derimod ville borgmester Jørgen Wullenwever fra Lybæk knytte Danmark til Lybæk, og det var en vældig dristig plan at støtte Kristian den Andens Parti. Jørgen Wullenwever opholdt sig uger igennem i København. Den afsatte Kong Kristian den Anden sad fangen på Sønderborg Slot, men hans Navn var stadig uhyre elsket i de brede Masser. Stillingen var altså den, at Lybækerne først havde støttet Adelspartiet, Overklassepartiet, men nu valgte at støtte Borger- og Bondepartiet. Det var naturligvis ikke af kærlighed til demokratiet, men udelukkende fordi de fiffige, Lybske kræmmerpolitikere regnede med at kunne diktere en svag, demokratisk regering sin handelspolitik.. Wolfgang von Utenhof, som var født i Sachsen, havde været Frederik I's tyske kansler, og stræbte efter at få rigsrådet mod Lybæk ved at fremmane tanken om den Nordiske Unions genoprettelse: »Når Lybæk var kuet,« sagde han, »kunne man også let igen vinde Sverige«. Men rigsrådet gik da også til den holstenske side og sluttede en »union« med hertugdømmerne mod alle fjender, også mod Lybæk. Men Jørgen Wullenwever gav ikke tabt, og da han ikke kunne vinde rigsrådet, så vidste han hvordan han kunne finde andre forbundsfæller i Danmark, først og fremmest dets to vigtigste byer, København og Malmø, hvis urolige borgerskab havde førere som borgmester Ambrosius Bogbinder og borgmester Jørgen Kok, som ønskede at adelens og gejstlighedens herredømme skulle omstyrtes. Da rigsrådet forsømte at give riget en konge, optog disse borgerførere også den dristige plan at udfri Kristian den Anden af hans fangenskab og gøre ham til konge igen. I stilhed havde Jørgen Kok sat sig i forbindelse med grev Kristoffer af Oldenborg, som nok var villig til at samle landsknægte og påtage sig krigen for Kristian den Anden's sag, og nu ved forhandlingerne med Jørgen Wullenwever, frembød der sig en udvej til at rejse de nødvendige pengemidler, thi Wullenwever kunne ikke modstå udsigten til at vinde magten over Øresund. Skønt tallet på Lybæks fjender atter voksede, idet Gustav Vasa sluttede sig til det forbund, hertug Kristian af Holsten og det danske rigsråd havde indgået, trodsede Jørgen Wullenwever sin sag igennem. I marts 1534 tvang han sine modstandere i Lybæk til helt at træde ud af byens byråd, og i maj brød grev Kristoffer af Oldenborg ind i Holsten, idet han af hertug Kristian af Holsten forlangte den fangne konges frigivelse. Den hemmelige traktat mellem grev Kristoffer af Oldenborg og Lybæk fastsatte, at når kong Kristian den Anden var udfriet, skulle grev Kristoffer bringe Kristian den Anden i Lybæks magt, for at byen kunne træffe en venskabelig overenskomst med ham. Endvidere skulle Kristoffer af Oldenborg, såsnart han havde vundet Helsingborg og Helsingør, overgive disse byer med deres borge og hele sundtolden til Lybæk, og når han endelig havde taget Gulland og overladt denne ø til lybækkerne, ville disse atter afstå Helsingør og den halve sundtold til Danmarks rige. Kongevalg måtte ej mere ske i Danmark uden Lybæks samtykke. Dette var Lybæks virkelige planer, som den danske menigmand selvfølgelig intet vidste om; idet menigmand skulle tro på, at krigen førtes for Kristian den Anden's skyld. Grev Kristoffer af Oldenburg håbede selv på, at udgangen ville blive, at Danmarks krone sattes på hans eget hoved. I maj 1534 åbnede Lybæk krigen. Lejetroppernes anfører, Markus Meyer, gjorde et Indfald i Holsten, og samtidig rejstes opstanden i Skåne, hvor beboerne i Malmø under Jørgen Kok overrumplede slottet Malmøhus og jævnede det med jorden. D. 22. juni landede Grev Kristoffer af Oldenborg ved Skovshoved med en lybsk flåde og ved Hvidøre og besatte en stor del af Sjælland. Bønderne og småbyernes borgere hilste ham med glæde velkommen, mange mænd af landadelen sluttede sig ligeledes til for ikke at få deres herregårde brændt ned, og snart gik også enkelte mænd af højadelen med. Adelens Optræden var karakteristisk. Der var nu Udsigt til, at borgerklasserne ville sejre og Kristian den Anden komme på Tronen igen som lybsk Lydkonge. Alle Vegne sluttede Borgere og Bønder sig til Grev Kristoffer af Oldenborg, og det varede ikke længe, før han var Herre både over Skåne, Sjælland, Fyn og de øvrige øer. Det gjaldt altså om hurtigst muligt at affinde sig med de ændrede Magtforhold for ikke at sætte sine Besiddelser over Styr. Høvedsmanden over Sjælland, Anders Bille til Søholm, gik straks over til Grev Kristoffer af Oldenborg og svor den fangne Konge Huldskab og Troskab. Kommandanten på Københavns Slot, Johan Urne, overgav den 24. Juli uden nogen militær Nødvendighed Slottet til Lybækerne. Store Mængder af Krigsmateriel samt Rigets Orlogsskibe kom i Grev Kristoffers Hænder. Overalt modtog Grev Kristoffer de sjællandske Herremænds og adelige Prælaters Hyldest, og han underlagde sig på kort Tid Sjælland og Fyn. De adelige Lensmænd fik Lov til at blive siddende i deres Len, men der blev straks udstedt en Række provisoriske Love af demokratisk Karakter. Bønderne fik Sikkerhed for, at de ikke vilkårligt kunne jages væk fra deres Fæstegårde, og demokratisk Styre blev genindført i Købstæderne. Det var i de Dage ikke godt at høre til de adelige, thi dem blev der ikke vist Mildhed imod; mange af deres herregårde blev plyndret eller gik op i Luer, og ofte hørtes de truende Ord: »Slå Ulvene ihjel, så bliver der ingen Unger efter dem !«. Selvom det på Sjælland og Fyn kom til spredte Rejsninger, var der på Øerne kun Tale om et politisk Systemskifte, hvor det demokratiske Borgerparti tog Magten fra Adelspartiet. I juli 1534 blev Ambrosius Bogbinder atter borgmester i København og spillede nu en stor rolle, og han havde stor del i den adelsjagt, som i januar 1535 anstilledes på Sjælland. Trods alt, hvad bisp Joakim Rønnov forestillede københavnerne, indlod også disse sig med greven, der højtidelig lovede at nedrive Københavns Slot og at gøre Kristian den Anden til konge. Hen på sommeren i 1534 havde greven på Kristian den Anden's vegne fået alle Sjællands slotte i sin vold, endog Krogen (Kronborg), så at han kunne opkræve sundtolden. På samme måde var det gået i Skåne. Grev Kristoffer af Oldenborg drog herover og blev i august 1534 hyldet på St. Lybers Høj ved Lund i Kristians den Anden´s navn. Samme sommer i 1534 drøftede Grev Kristoffer af Oldenborg i Malmø og skipper Klemmen Andersen og hans underskippere Thomas, Hermand, Jens Finke og Oluf Klinte mulighederne for en rejsning i Nørrejylland. Som i alle krige var de store Herrer ivrige efter at rejse almuen og bruge den til sine formål, og Klemmen Andersen var rede til at rejse Oprøret. Men hans Mål var at gøre fyrsternes penge- og handelskrige til en revolution og afskaffe adelsvældet. Skipper Klement var en af Kristian den Anden's og Søren Norbys kækkeste og vildeste søhaner, der som født vendelbo havde let ved at rejse sine landsmænd til kamp mod herremændenes konge. I dette politiske Spil var Klemmen Andersen en vigtig mand. Han var kendt som en trofast tilhænger af Kristian den Anden, og han har formodentlig allerede dengang haft et stort Navn i den danske Almue som folkelig Frihedsmand og Fjende af Herrevældet. Kristian af Holsten kunne ikke sende en krigsmagt op i Jylland, da han lå og kæmpede mod Lybæk, og nu kunne grev Kristoffer af Oldenborg sætte sig fast øst for Storebælt. Derpå fik han Fyn i sin magt og satte den gamle Gustav Trolle til bisp i Odense. I juli blev Kristoffer af Oldenborg kåret som konge i Hjallelse, og i august blev han hyldet af indbyggerne i Horsens. Men i august 1534 havde Mogens Gjø indkaldt en selvbestaltet jysk Rigsdag, hvor resterne af de jyske rigsråder og en mindre mængde jydsk adel mødtes med nogle af de rigeste Bønder i hvert Herred og præsteskabet. Denne af Adelen og Præstestanden beherskede en nu en forsamling i Ry ved Hilmelbjerget i 1534. Men de katolske prælater ville ikke bøje sig og samtykke i kætteren (lutheraneren) hertug Kristian af Holstens valg. Men den menige adel, som stod ude på kirkegården, tabte tålmodigheden og trængte ind i kirken, råbende, at hertug Kristian af Holsten skulle være konge. Da måtte bisperne give efter, og endnu en holstener skulle være Danmarks konge. Det varede dog flere uger, inden Kristian af Holsten blev hyldet ved Horsens. Og så kom der gang i »Grevens Fejde«, som kampene kaldes efter lybekkernes hærfører: Grev Kristoffer af Oldenborg. Men i Jylland var adelsregimentet var ligeså forhadt af Bønder og Borgere som på Sjælland, og da Klemmen Andersen rejste Oprøret i Nordjylland, flammede Branden hurtigt op. I Begyndelsen af September 1534 kom Klemmen Andersen til Vendsyssel, og med en strålende Organisationsdygtighed fik han Oprøret rejst. På Herredstingene stævnede Bønderne sammen og besluttede at kæmpe for deres Rettigheder. I Thy satte den gæve Bonde Jens Duus sig i Spidsen for Opstanden. Han stod frem på Refs Herredsting, oplæste Skipperens Sendebrev og truede enhver, der ikke ville følge ham, med at hænges i Galgen. Derpå opfordrede han Tingalmuen til at "splitte Tinget i Djævelens Navn" og følge ham til Vestervig Kloster, der blev svedet af. D. 14 september kom Skipper Klemmen til Ålborg. Byen tog vel imod ham, og Slottet blev stormet og erobret. Opstanden bredte sig som Ild i tørt Græs. Biskop Styge Krumpen skjulte sig i "Peder Ridemands Bageovn", mens Bønderne plyndrede og brændte hans gårde: Seglstrup, Vorgård og Birkelse. Klarupgård og Hjermeslev blev afbrændt, mens Ejeren Bagge Griis var fraværende. I Raseri red han til Ålborg, fik Foretræde for Skipperen og prøvede at gennembore ham med en Daggert. Men Skipperen havde en Panserskjorte under Kjortlen, og den tog af for Stødet. Bagge Griis flygtede gennem Ålborgs Gader. Skomageren Peder Beeske, der sad uden for sit Værksted og lappede Fodtøj, slyngede en Teglsten efter ham. Man fandt senere Herremanden død af Såret ved Hasseris Kær. De voldsomme Begivenheder gjorde et stærkt Indtryk på Adelen. Det jydske adelsmænd samlede i Århus en adelshær på 600 Ryttere under Anførsel af Lensmanden på Kalø Erik Banner og Holger Rosenkrantz til Boller. De drog mod Ålborg for at tugte de revolutionære Bønder. De var veludrustede og betragtede med stor Ringeagt de dårligt bevæbnede og krigerisk uøvede Bønder. Tidligt om Morgenen d. 16 oktober 1534 drog de mod Ålborg, hvor Klemmens Bønder havde besat Højderne foran Svenstrup, lidt Syd for Ålborg. Da de harniskklædte Adelsmænd fik Øje på Bondehæren, red de frem over den sumpede Eng for at angribe, men den bløde Jord kunne ikke bære Heste og Ryttere. De blev siddende fast, og Bønderne styrtede løs på Herremændene med deres "Vendelbopigge", deres hjemmelavede Spyd. "Slå Hesten ned," var Feltråbet - "Manden får vi vel." Når Hestene var slået ned, var de adelige Herrer værgeløse i deres tunge Jernplader, og Adelshæren blev hamret sønder og sammen af Bøndernes Økser og Køller. Fjorten Adelsmænd blev dræbt, flere sårede eller fanget, resten flygtede i Panik og nåede til Randers, hvor det lykkedes dem at slå et temmelig planløst Bondeangreb tilbage. Klement sejrede med sin Bondehær over de adelige Krigere. Adelskrøniken fortæller, at Bønderne stormede Randers "i en Ølrus". Der lyser ud af den Bemærkning den samme Foragt for Folket som de borgerlige Historieskriblere i vore Dage nærer for "Pøbelen", der lavede den franske og den russiske Revolution. Og noget ejendommelig er den Påstand jo i Munden på en Adel, der kun blev berømt i Europa for én eneste Ting, nemlig for sin umådeholdne og ukristelige Drukkenskab. Slaget ved Svenstrup fik sin enorme moralske Betydning. Det gav Bønderne Selvtillid og Kampmod, at de havde overvundet Adelshæren, og Opstandene flammede endnu hidsigere op. I hvert eneste Sogn i Nordjylland samlede Bønderne sig og drog mod Herregårdene. Nørlund, Albek, Tjele, Klitrup, Vinge, Torstedlund, Spøttrup, Bustrup, Kås, Als, Visborg, Lundenæs, Lønborg.... i Snesevis af Herregårde blev stormet, erobret og brændt af. Rejsningen bredte sig sydpå og vestpå lige til Varde. Viborg var en Tid Skipper Klemmens Hovedkvarter. Det smukke ved den jyske Revolution var for det første dens Klarhed, for det andet dens folkelig-nationale Karakter. Medens Bondekrigene i Tyskland havde deres religiøse Præg, var den jyske Revolution ikke religiøst præget. Men naturligvis havde Reformationsrøret en vis Betydning. Almuen var sluppet ud af den religiøse Spændetrøje, som overalt i Europa skabte Bondeproletariatet sin egen religiøst-proletariske Ideologi, som jo fik Reformatorerne selv til forfærdet at vende sig mod det sociale Røre, de mod deres Vilje havde rejst. Luther skrev i sit Brev til den tyske Herrestand om de oprørske tyske Bønder: Slå dem ned som gale Hunde. Og i Danmark indordnede de lutherske Præster sig servilt under Kongemagt og Adel. Men Almuen havde ved Vækkelsesprædikanternes Virksomhed selv fået Skriften i Hænde og fik meget hurtigt øje for det primitive, kommunistiske Islæt i Evangelierne. Som det hedder i et engelsk Folkedigt fra Reformationstiden: Da Adam pløjed og Eva spandt, hvor fandtes dengang en Herremand ? Reformationsrøret havde den betydning i Danmark, at det nedbrød autoritetstroen, men i Bondeopstanden udartede det sig ikke til religiøst Sværmeri. De revolutionære Bønder vidste nøjagtig, hvad de ville: De kæmpede for at afskaffe Adelsherredømmet, jævne Herreborgene med Jorden, udrydde Herremændene, skaffe sig Retten til Produktionsmidlerne: den Jord, som Adelen havde frarøvet dem, og den personlige Frihed, som Herremændene havde bastet og bundet. Bonderevolutionen havde sit ganske klare, primitive, realpolitiske Program. Desuden var Bondeopstanden så klart national. Medens Adelen for at bevare sin priviligerede Magtstilling Gang på Gang gik i Forbund med fremmede Herrer eller hidkaldte Interventionstropper, var Klemmen Andersens Opstand dansk og kun dansk. Han havde ingen handelspolitiske Bagtanker, og når han smidigt benyttede sig af de imperialistiske Gruppers Magtkamp, var Formålet tydeligt nok det ene: Den danske Almues Befrielse fra enhver Form for Herrevælde, hvad enten Herrerne var lybske Købmænd, holstenske Landsknægte eller dansk Adel. Skipper Klemmens Krig var ikke som Grev Kristoffer af Oldenborgs alene politisk,- krigen var først og fremmest revolutionær. Han gjorde Grevens tamme Borgerkrig til en virkelig Revolution. "Udi de Dage var det ikke godt at være eller hedde adelig; jævnlig lød de Ord: "Man skulle slå Ulvene ihjel, så blev der ingen Unger efter dem". Mange Fruer og Frøkener forklædte sig som Bønder og søgte på denne Måde at frelse sig. Man forstår nok, at Adelens Penneførere har søgt at udslette Mindet om Klemmen Andersen og gøre ham til en Nidding og Udådsmand. Men selvom Klemmen Andersen blev slettet af Danmarkshistorien, står hans Skikkelse med vældige, faste Konturer. Han er den første Mand i det danske Folks Historie, som ganske bevidst har rejst Klassekampen. Han er i den danske Almues Liv en stor og heroisk Skikkelse. Det demokratiske Folkeparti stod efter Sejren ved Svenstrup og Indtagelsen af en Række jyske Byer stærkt. På Fyn og Sjælland havde Grev Kristoffer alle vigtige strategiske Punkter i sin Hånd, i Jylland var Bonderevolutionen i fuld Gang. Herregårdene var rygende Ruiner, Adelen flygtede, der var virkelig dannet en demokratisk Folkefront mellem Bonde og Borger. Det var en lovende Udvikling, som kunne have gjort Danmark og måske hele Norden til et frit demokratisk Folkesamfund, men den revolutionære Bevægelse blev, ramt af et Dolkestød bagfra. Det naturlige havde jo været, om Grev Kristoffer havde sendt Klemmen Andersen forstærkning. De jyske Bondehære kæmpede glimrende under Anførsel af Klemmen selv og hans "Underskippere" Thomas, Hermand, Jens Finke og Oluf Klinte og de lokale Bondeførere, af hvis Navne vi kun kender den gæve Thybobonde Jens Duus. Det skal fortælles om Skipper Klemmen Andersen, at han mente at herremændene (adelsvældet) simpelthen måtte likvideres som klasse. Samtidens magthavere betragtede ham med had, da han var en Folkets Mand, og mindet om Klemmen Andersen vil leve videre gennem århundreder i folket, efter at Herremændene havde sat hans Hoved på en 12 Fods Stage på Viborg Landsting. Vi ved om Klemmen Andersen, at han var af en solid nørrejysk fribondeslægt og blev født i 1484 i Vedsted i Vendsyssel. Han slog sig ned i Ålborg som Købmand, og rimeligvis har han selv ført sin Handelsskude. Senere opgav han Handelen og trådte i Kongens Tjeneste. I 1525 var han Viceadmiral i Flåden. I Begyndelsen af September 1525 lå Skipper Klemmen Andersen med fire Skibe på Københavns Red for at sejle kongelige Kommissærer til Gotland, hvor de på Frederik den Førstes Vegne skulle modtage Visby af Søren Nordbys Hånd, efter at den raske Søhane havde sluttet Forlig med Kongen. Bagefter skulle Skipper Klemmens Flådeafdeling forene sig med en hanseatisk flåde imod Kristian den Andens sømagt i Vesterhavet. Det var kun to År siden, Kristian den Anden var blevet forjaget af Adelsmændene, som havde tilkaldt Frederik og hans holstenske Lejetropper, der besatte Danmark og kvalte den gærende Uro i Folket. Men medens kong Frederik den Første´s hær altså var en holstensk besættelseshær, var flåden bemandet med danske Fiskere og Sømænd, som i deres Hjerter var mod det af Holstenerne støttede Adelsvælde. Kristian den Anden, som havde prøvet at stække Adelen og befri de vornede Bønder, var deres Mand, og Skibsofficererne bestod ikke af Adelsherrer, men af jævne, begede skippere som Klemmen Andersen selv. Ordren om at sejle ud for sammen med Hanseaterne at slås med Kristian den Andens Skibe, førte til et Mytteri i Flåden. Før de kongelige Sendemænd var kommet ombord, samlede Skipper Klemmen søfolkene på det største af de fire Skibe, forhuggede Takler og Tov på de tre andre Krigsskuder, og stod med "Admiralsskibet" ud af Sundet for at føre Krig for Kristian den Andens regning. Det var Meningen, at Klemmen Andersen ville slutte sig til den lille Eskadre, som Kristian den Anden havde udrustet i Holland, og som kommanderedes af Claus Knyphof, en Stedsøn af den demokratiske Malmøborgmester Jørgen Koch. Men før Klemmen Andersen kunne støde til Knyphofs Flåde, var den blevet slået af Hansestædernes Eskadre, og Knyphof og femoghalvfjerds af hans Mandskab blev henrettet i Hamborg som Sørøvere. Det er værd at lægge Mærke til, at Kristian den Andens fuldstændig regelrette og juridisk forsvarlige Proces i Stockholm mod de 80 svenske Rigsråder, Bisper og høje Adelsmænd, som førte til Domfældelse og Eksekution, stadig i Historien betegnes som et Blodbad, medens der kun ofres den grove, folkeretsstridige henrettelse af det demokratiske skibsmandskab en Fodnote i Historien. Klemmen Andersen kæmpede nu i nogle År med sine Mænd for Kristian den Anden. Han overmandede i snesevis af hanseatiske Handelsskibe og deltog i et søslag under Søren Norbys overkommando mod Lybækerne, men Kristian den Andens Flåde blev slået. Klemmen Andersen mistede sit Skib og flygtede til Junker Balthasar i Essen. Han fik igen et Skib, strandede på Skotland, men reddede Livet. I 1527 rygtes det fra Norge, at han er i søen med tre Skibe. Derefter deltager han i Kristian den Andens uheldige Togt mod Norge og slap også denne gang levende fra det. Klemmens Forbindelse med Junker Balthasar i Essen tyder på, at han tidligt har været i berøring med Grev Kristoffer af Oldenborg og altså har haft en finger med i storpolitikken. I Juli 1533 ligger Klemmens med et Par Skibe ved Götaelven og indleder på Skrømt Forhandlinger med Gustav Vasa om at gå i svensk Tjeneste som Kaper mod Lybækerne. Men så snart en hollandsk Flåde viser sig i danske Farvande, slutter Klemmen Andersen sig til den og gør Jagt på Lybækerne i Øresund. Det er tydeligt, at Skipper Klemmen fulgte en politisk Linje, - nogen Kaperkaptajn var han ikke. Men endnu i oktober 1534 var hertug Kristians af Holstens krigsmagt optaget af kampen udenfor Lybæk´s mure. Men denne kamp satte Lybæk i daglig større forlegenhed, idet holstenerne fik held til at spærre Trave og derved afskåret Lybæk fra Adgangen til Havet. Denne Blokade var yderst farlig for den store Handelsstad og ikke mindst for Borgmester Jürgen Wullenwebers personlige politiske Prestige. Da endvidere mange mægtige tyske fyrster stillede sig på hertug Kristian af Holstens side og manede byen til fred. Hertug Kristian og de holstenske Herrer var dybt forfærdede over den indenrigspolitiske Udvikling i Danmark. Det var jo ikke længere en Strid om Kongemagt og politiske Partier, men simpelt hen et Spørgsmål om Adelens Ejendomsret til Jorden, om dens priviligerede, sociale Stilling. Der måtte handles hurtigt, hvis den danske Adel ikke skulle blive fuldstændig udryddet. Og nu vendte lybækkernes stemning sig så meget, og i Stockelsdorp blev der d. 18 November 1534 sluttet en Traktat om fred mellem Lybæk og hertug Kristian, og de to kontraherende Parter sikrede sig altså, at Krigen udelukkende blev ført på dansk Territorium. Kristian af Holsten sin hær til rådighed, og kunne sende den ind i Danmark. Hertugens Feltherre Johan Rantzau til Breitenburg på Vej op i Jylland. Hans Hær bestod af Landsknægte, professionelle Krigskarle, der var glimrende bevæbnede og naturligvis i krigsteknisk Henseende de uøvede Bondehære langt overlegne. I Ilmarch nåede Rantzau Kolding, marcherede videre til Varde, hvor han slog en Bondehær og nåede Skjern, Ringkøbing, Holstebro og Viborg, hvor Bondestyrkerne blev tromlet ned. Den 17. December stod den holstenske Landsknægthær foran Ålborg. Rantzaus Styrke bestod af 4.500 Knægte, mens Byens Forsvarere, Bønder og Borgere udgjorde 8-900 Mand. Alligevel besluttede Skipperen at forsvare Byen, og der blev arbejdet energisk på at forbedre dens Forsvarsværker. Det fortælles, at Rantzau fra sin Lejr hørte Bønderne arbejde travlt på Byens Volde, og at han erklærede, at han "tidlig næste Morgen ville spise en Morgensuppe med dem". Næste Morgen blev Byen stormet. Selv Adelens Historikere indrømmer, at Byen "værgede sig mandigt". Men Kampen var for ulige. Efter to Timers rasende Kamp var Byen erobret. Og nu foranstaltede denne Johan Rantzau, som i Historiebøgerne den Dag i Dag nævnes med Hæder, et bestialsk Blodbad. Rantzau "benyttede sig af Sejren med en Grusomhed, som man sjældent finder Eksempel på". Alle Forsvarerne blev myrdede, Byen plyndret og stukket i Brand. Johan Ranzau lod uden videre 2.000 Bønder nedhugge - kun kvinder og børn undslap. Hertugdømmerne slap for krigens rædsler, der alene blev udkæmpet på dansk grund. Efter Sejren i Ålborg var Kristian af Holsten snart Herre over hele Jylland. Klemmen Andersen var såret, men det lykkedes ham at flygte. Men en forræderisk Bonde Esbern Nielsen fandt ham og overgav ham til Adelshæren. Til Gengæld fik han en Gård i Storvorde, fri for al kongelig Tynge i sin Levetid. Efter én Overlevering blev Klemmen Andersen ført til Viborg, kronet med en Blykrone, levende radbrækket og sønderlemmet på fire Hjul, hvorefter hans Hoved blev sat på en tolv Alen høj Stage. Efter en anden Beretning blev han holdt i Fængsel nogle År og først henrettet i Efteråret 1536 på Viborg Landsting. Efter at Skipperen var slået, var Bondeopstandens Kraft brudt. Johan Rantzau sendte i de følgende Måneder Straffeekspeditioner rundt i Jylland og undertvang de lokale Rejsninger. Og bagefter kom det sociale Opgør: den jyske Bonde måtte afstå al sin Ejendom og sin Frihed. De faldne Bønders Ejendomme tilfaldt simpelthen Kronen og Adelen. De overlevende, hvem det kunne siges, at de havde været med i Frihedskrigen, blev af Viborgs adelige Landsdommere dømt fra Liv og Gods. Alle de bønder, som havde deltaget i rejsningen, dømtes i kongens unåde med liv og gods, og for at løse deres hals igen afstod og afhændede de til kongen og hans efterkommere alt deres gods til evig tid, medmindre kongen ville benåde dem. De blev ganske vist benådede - ikke af humane Grunde, men fordi det ikke var økonomisk fordelagtigt at udrydde hele den jyske Bondestand - men fra Fribønder blev de Fæstere. De måtte løse deres Hals med Øksne og Penge til "en usigelig Summa". Hvert eneste af de 49 Herreder, dvs. omtrent to tredjedele af Nørrejylland, som havde rejst sig, måtte udgive sit åbne Brev, hvori det hed: Efterdi vi efterskrevne med den øvrige oprørske Almue udi Nørrejylland have os med Liv og Gods forbrudt mod den stormægtigste Herre Kristian, udvalgt Konge til Danmark, have vi for igen at løse vor Hals for slig Utroskab, Brøst og Forseelse opladt og afhændt fra os og vore Arvinger alt vort Bøndergods og Ejendom til Kongen til evig Tid, med mindre han mildelig vil benåde os. Det var en Plyndring i den største Stil ! Bonderevolutionens Nederlag og Nedslagtningen af den jyske Almue betød en uhyre Svækkelse af Demokratiet. Ved nytår 1534/35 var hele Jylland underlagt den kommende adelskonge. Allerede i oktober 1434 havde Gustav Vasa støttet sin svoger Kristian af Holsten ved at lade en svensk Hær rykke ind i Skåne. Gustav Vasa, der jo i lige så høj grad som hertug Kristian af Holsten måtte frygte Kristian den Anden´s udfrielse og genindsættelse, og som desuden var knyttet til hertugen ved svogerskab, idet hans hustru var en søster til Dorothea af Sachsen-Lauenborg, var herovre optrådt som Kristians tro forbundsfælle. Eftersom hans krigsfolk rykkede frem i Halland og Bleking, skød den skånske adel modet op i livet og faldt i løbet af kort tid fra grev Kristoffer af Oldenborg. Derpå rykkede svenskerne og et skånsk adelsopbud frem mod Øresund, og da kampen så drog sig sammen om Helsingborg Slot, gik også dettes høvedsmand, den mægtige Tyge Krabbe, pludselig over, og dermed var Gustav Vasa og adelen herrer i de Skånske lande udenfor Malmø og Landskrone. Skåningerne hyldede nu hertug Kristian af Holsten. Den svenske Hær belejrede Hälsingborg, hvor den lybske Hærfører Markus Meyer og den demokratiske Borgerpolitiker Jørgen Kock ville levere Svenskerne Slag. Befalingsmanden på Hälsingborg, Tyge Krabbe, stod officielt på det borgerlige Partis side og var med til at lægge Slagplaner. Men midt under Kampen gik han i hemmeligt ledtog med Svenskerne og lod Kärnans Kanoner affyre i ryggen på forsvarshæren -Borgerpartiets hær blev fuldstændig slået, Markus Meyer blev fanget, Jørgen Kock slap væk i en båd til Sjælland. Det er forståeligt, at dette gemene Forræderi vakte Ophidselse Landet over. De trængte borgerlige begyndte Krigen på den indre Front, og en Række høje Adelsmænd og Rigsråder blev fængslet. Men Borgerkrigens afgørende Slag blev udkæmpet på Fyn. Fra januar 1535 havde Kristian den Anden's parti kun magten på de danske øer; men selv her svækkede det sin stilling ved indbyrdes strid. Lybæk og de andre vendiske byer, som med mistro så på grev Kristoffers færd, mente at det klogt at opvække en ny tronkræver i Kristian den Anden's navn. Det var hertug Albrekt af Meklenborg, der var en ret varm katolik, som nu måtte prøve at spille forkæmper for »det rene evangelium«. Med de krigsfolk, han sendte til Sjælland, fulgte grev Johan af Hoya, der før havde været en stor mand i Sverige og nu igen drømte om at spille en selvstændig rolle. Mellem grev Kristoffer af Oldenborg, Jørgen Kok og Ambrosius Bogbinder , Jørgen Wullenwever, rådet i Lybæk, Albrekt og grev Johan af Hoya udviklede der sig nu et rænkespil og en indbyrdes tvist, som kun svækkede dem alle. Tillige brød borgerkrigen ud på Sjælland. Thi da den skånske adel sveg hurtigt sin troskabsed til greven og Kristian den Anden, og dermed blussede de sjællandske borgeres og bønders mistro op til deres adel. Mange herregårde afbrændtes, rigsråder og andre fremtrædende adelsmænd slæbtes i fængsel, og under møder og opløb dræbtes de, man hadede mest, således den højadelige fru Anne Meinstrup, som havde været hovmesterinde i tre kongers tid. Men dette drev øernes adel i armene på hertug Kristian af Holsten, og han og Johan Rantzau slog til uden vaklen og nølen. Det var store oprustninger, de foretog for at gøre felttoget i 1535 så afgørende som muligt. Ved hjælp af skatter og lån i hertugdømmerne og navnlig ved de store afgifter og løsesummer, nørrejyderne måtte ud med, blev en stærk stridsmagt stillet på benene. Til lands rådede hertug Kristian af Holsten vel over 6.000 mand. Til søs fik han udrustet 10 skibe, som under Gulland forenede sig med de flåder, der stilledes af hans forbundsfæller Gustav Vasa og Albrekt af Prøjsen, hans søsters mand. De prøjsiske skibe førtes af Johan Pein, de danske og svenske af den jyske herremand Peder Skram til Urup. De lybske kunne ikke beslutte sig til at rømme Fyn, ej heller til at samle alt om at forsvare Fyn, men delte både deres landtropper og flåde mellem Fyn og København, mellem Lillebælt og Øresund. Midt i marts 1535 gik Johan Rantzau fra Als over til Fyn på Halvøen Helnæs syd for Assens og slog en Bondehær ved Favrskovs Banker og indtog det åbne land og de fleste købstæder. Kristian af Holsten har selv skrevet derom: "Krigsfolket tog Flugten og tyede til Assens By og forlod den arme, forførte, vanvittige Almue på Pladsen igen udi al Angst og Dødsens Nød, så der desværre og blev en mærkelig Hob Folk slagne." Denne Skildring af den kristelige Blodhund af en Konge tyder jo på, at de lybske Tropper har ladet Bønderne i Stikken og ladet dem alene om at slås. Johan Rantzau lå og belejrede Assens, da greven af Hoya og Gustav Trolle rykkede frem imod ham, og her var det, at præsten Hans Madsen fra Svanninge udførte en højst uheldige Bedrift. Han var fængslet af Lybækerne, fordi han ikke ville røbe, hvor det guld og sølv var gemt, som den flygtede Herremand Jakob Hardenberg til Sandholt havde betroet ham. Lybækerne hængte ham op under Loftet i Tommelfingrene og bandt varme Æg i hans Armhuler for at få ham til at bekende. Til sidst spærrede de ham inde i et Skab i Stuen, hvor Bispen Gustaf Trolle og den lybske Høvedsmand Greven af Hoya holdt Krigsråd. Næste dag blev han ført til Fåborg, men slap fri og kom ned til stranden og stagede sig i en båd over Hornebugten, og nu løb halvnøgen til Johan Rantzaus Lejr og åbenbarede lybækernes angrebsplan. Lybækerne viste sig også nøjagtigt på den Tid og det Sted, som Hans Madsen havde angivet; men Ranzau var da rede til at tage imod dem, og han havde derfor let ved at sejre med sit overlegne artilleri. De to Hære mødtes ved d. 11 juni ved Øksnebjerg, en halv Mil øst for Assens. Efter halvanden Times blodig Kamp var den lybske Hær fuldstændig slået. I dette grevefejdens største slag deltog næppe mere end 4000 mand på hver side. Den grevelige hær mistede halvdelen af sin styrke; Gustav Trolle førtes såret til Gottorp, hvor han snart døde af sine sår. Greven af Hoya ville overgive sig, men da han var ved at stå af Hesten blev han gennemboret af en personlig Uven, den holstenske Adelsmand Ditlev Rathlou. Atter et Træk af den fornemme Adelsmoral ! Befolkningen i Assens overgav sig, men blev plyndret. Med utrolig råhed huserede Landsknægtebanderne i Fåborg, Svendborg og Odense, der blev udplyndret tre Gange på ét År. På de holstenske lansespidser rykkede adelsvældet atter ind i Danmark. Et par dage efter slaget ville den lybske flådeafdeling i Lillebælt trække sig tilbage mod syd, men mødtes her af den jyske adelsmand Peder Skram, Herre af Urup der kom sejlende fra øst og spærrede den vejen mellem Als og Ærø. Lybækkerne tyede da ind i Svendborg Sund, men indhentedes af Peder Skram, så de efter en kort kamp selv satte deres skibe på grund, stak ild i dem og forsøgte at flygte til lands. Men Peder Skram besatte i hast de lybske skibe, forsøgte at slukke ilden og fik derved frelst og erobret 9 skibe, deraf 3 meget store. Med denne dag, d. 16 juni 1535, endte Lybæks søvælde. Disse to sejre afgjorde krigens udfald. Al den modstand, greven og borgmestrene endnu rejste, var kun et fortvivlelsens værk. Deres forsøg på at rejse Sjællands bønder mislykkedes. Peder Skram tjente som dreng hos Henrik Gjøe, og fulgte Gjøe i 1518 i krigen mod Sverige, og var med ved nederlaget ved Bännkyrka. I 1520 kæmpede Peder Skram han på Tiveden og ved Uppsala, og i 1523/24 deltog han under biskop Ove Billes´ i Københavns belejring, hvorefter han tog til Tyskland, hvor han deltog i flere slag. I 1532 blev Peder Skram sat i spidsen for en lille flådeafdeling, der skulle bekæmpe Kristian den Anden, der var landet i Norge; og han fik derefter len i Norge. Peder Skram sluttede sig til Kristian den Tredjes´parti og sammen med en dansk, en brandenburgsk og svensk flåde fik de bekæmpet Lybekkernes flåde, der holdt med Kristian den Anden. Først var der en uafgjort søkamp i Østersøen, men da de 3 flåder tog til Svendborg lykkedes det dem at fange en stor Lybsk hjælpeflådeenhed, og så tog de Langaland og Korsør, sådan at Kristian af Holstens hær kunne sættes over fra den ene landsdel til den anden. . Efter sejren ved Øksnebjerg førte Ranzau sin hær over til Sjælland og drog lige mod København, som straks blev belejret både fra land- og søsiden. Også Malmø holdt stand. Den utrættelige Wullenwever fra Lybeck lagde dog stadig vidtgående planer og prøvede i Tyskland at vinde ny hjælpere. Men rådet i Lybæk vendte sig nu helt imod ham og lod ham i stikken, da hans fjende ærkebispen af Bremen tog ham til fange og gav ham i Kristian af Holstens magt. Denne overdrog sin trofaste og jernhårde mand Melkior Rantzau at forhøre fangen, som på pinebænken pressedes til at tilstå alt, hvad han havde gjort, og mere til, og sagde, at han ville dræbe rådet i Lybæk, indføre gendøberiet, ihjelslå alle adelsmænd i Danmark og Holsten osv.. Wullenwever blev siden overgivet til en anden tysk fyrste, som lod ham henrette i 1537. Den ene måned gik hen efter den anden, og de tapre forsvarere i København var stadig ikke til at få bugt med. Men omsider lykkedes det at afskære byen al tilførsel, og det gav håb om endelig sejr. Rådet i Lybæk, som var træt af krigen og hadsk mod alt, hvad Wullenwever havde taget fat på, indgik da i januar 1536 en endelig fred med Kristian af Holsten, og Lybæk godkendte ham som konge i Danmark og Norge, og fik derfor sine gamle privilegier opretholdt og beholdt Bornholm på 50 år. Hungersnøden i det belejrede København var til sidst så stor, at man måtte spise kødet af heste, hunde, katte, rotter, mus og krager, og folk styrtede døde om af sult på gaden. Men København udholdt belejringen i 1 år. Dog var der endnu et håb for de belejrede i København og Malmø. Thi kejser Karl V havde ladet Dorothea, datter af Elisabet og Kristian den Anden, ægte til en pfalzgrev Frederik og lovet ham støtte til at kræve de nordiske kroner som sin hustrus arv. Der blev oprustet stærkt i Nederlandene, og Kristian den Tredje nærede ikke ringe frygt for pfalzgrevens angreb, og Johan Rantzau overtog selv at lede vagtholdet ved Elben. Men det trak for længe ud, inden nogen nederlandsk hær eller flåde kom til Danmark, og imens fuldendtes Kristian af Holsten sin sejr. I april 1536 åbnede Malmø sine porte, da Kristian tilbød temmelig milde vilkår. I maj faldt Varberg, hvor den lybske eventyrer Markus Mejer havde ført krig på egen hånd, og han blev henrettet med 17 andre. Imens blev København helt indesluttet, Amager besattes, og hungersnøden indtrådte. Men hertug Albrekts og grev Kristoffers krigsfolk pinte borgerne til at holde ud indtil d. 29 juli 1536, hvor det sidste bolværk for folkefriheden i Danmark forsvandt. Da drog Albrekt, Kristoffer, Jørgen Kok og Københavns borgmestre og råd kongen ydmyg imøde, hvorefter grev Kristoffer tre gange faldt på knæ og bad Kristian om nåde for vor frelsers skyld. Forlig blev da sluttet, således at kongen tog dem og Københavns borgere til nåde på strenge vilkår. Straks rykkede kongens folk ind i byen, og levnedsmidler førtes ind fra skibene, »thi de havde ingen ædende varer i København, hverken heste eller hunde, ikke katte, ikke krager eller andet, og havde den kgl. majestæt ikke taget dem til nåde på en dag om at gøre, havde de ædt deres egne børn; thi de havde intet andet end løv på træerne«. Ved Voldgraven og på marken fandt man mange døde børn med græs i munden. D. 6 august 1536 holdt hertug Kristian af Holsten sit indtog i København. Den sidste modstand var brudt, og holsteneren Kristian den Tredje var nu Herre og konge over hele Danmark. Efter Københavns fald lod kejseren Nederlandene slutte stilstand med Kristian af Holsten, og dermed var faren for pfalzgrevens krig, som jo støttede sig til Kristian den Andens rettigheder fjernet. Tabt havde dernæst Lybæk, og det så afgørende, at byen aldrig mere hævede sig op til at spille en politisk rolle. Dens Østersøhandel gik mer og mer over til nederlænderne, som netop af denne handel høstede den rigdom og den selvfølelse, som snart gjorde dem til en af Nordeuropas og protestantismens hovedmagter. Endvidere havde den danske almue tabt, både borgerne og bønderne. Særlig de jyske og de sjællandske bønder var blevet tappede for penge og blod, og de skånske bønder, som mest havde siddet rolig hjemme, slap tålelig fra det. Men for bondestanden som helhed betød grevefejden, at den synker ned i en politisk magtløshed, der i den følgende tid fører til nedgang på mange andre områder. Men Adelens sejr med holstenske Herrer og tyske Landsknægte gør ikke Klemmen Andersens politiske Tanke mindre stor eller rigtig. Han havde indset, at borgerklassens magt og demokratiet i Danmark måtte nå helt ned til Bunden. Det var ikke nok med en Reformlovgivning, der sikrede Borgernes Rettigheder og Byernes Selvstyre og til en vis Grad satte Grænser for Herremændenes Udbytning af det fattige Bondeproletariat. Kun Almuens fuldstændige overtagelse af produktionsmidlerne - og det var jo dengang jorden - kunne sikre et sandt folkeligt demokrati. Klemmen Andersen rejste klassekampen. Og hvad man kan lære af Klemmen Andersens Bonderevolution er ikke svært at se. Det er den ældgamle Kvintessens af al Historie, - at Underklassen kun har sig selv at stole på. Forbundet med andre Stænder og med øjeblikkelige politiske Magthavere, holder aldrig længere, end Forbundsfællens Interesser rækker. Men Folkepartiet havde tabt. Men også den katolske kirke havde tabt. Dens ledere havde hårdt mod deres vilje måttet finde sig i lutheraneren Kristians valg. De havde ikke mægtet at gøre deres og kirkens sag gældende, men den gamle kirkeordning var dødsdømt, og den danske adel havde ingen synderlig del i sejren. Dens hovedmasse, sjællænderne og skåningerne, havde dukket hovedet for grev Kristoffer og først sent slået sig på Kristian af Holsten's side, sådan at de ikke kunne tilskrive sig nogen stor ære for kampens udfald. Nogle af dens bedste mænd, som marsken Tyge Krabbe, var den gamle kirkes venner og følgelig lige lidet glade ved Kristian den Anden's og Kristian den Tredje's sejr. Men det kan heller ikke siges, at de danske lutheranere havde sejret. Vel kæmpede begge parter for »det rene evangelium«. Men de mest fremragende af de lutherske førere fra Frederik I's tid havde åbenbart været med i det folkelige røre på Ambrosius' og Jørgen Koks side og havde altså del i nederlaget. Protestantismen havde sejret, men ikke de danske protestanter. De virkelige sejrherrer var de fremmede, hertug Kristian, der af sprog og opdragelse var mange gange mere tysk end en dansk fyrste, og hans tyske rådgivere: først og fremmest hans ypperlige, snarrådige og hensynsløse hærfører Johan Rantzau, hans kloge og ubarmhjertige diplomat Melkior Rantzau, - begge Holstenere -, og hans sachsiske kansler Utenhof. Kun få danske adelsmænd kunne regnes med til sejrherrernes kreds; det var navnlig Mogens Gjø, Peder Skram og endelig Johan Friis, der straks efter Københavns fald blev optaget i rigsrådet og udnævnt til kongens danske kansler. Og endelig hørte de talrige tyske landsknægte og krigsøverster og prøjsiske skibsfolk med til de sejrende, og selvom de ikke krævede at de skulle være med til at regere, forlangte de jo deres løn og rov. Kristian den Tredje der var lutheraner tog ikke hensyn til rigets gamle forfatning. Sejrherren lavede vel et statskup. D 11 august tilkaldte han sine vigtigste krigsøverster fra hæren og flåden til et møde på Københavns Slot for at rådslå om, hvorledes han som konge skulle få penge til at give soldaterne den sold, der tilkom dem. Det blev forklaret for de fremmødte, at bisperne havde nægtet at hjælpe til at udrede denne sold. Som kong Kristian den Tredje beordrede han i hemmelighed de tre bisper af Sjælland, Skåne og Ribe arresterede d. 12 august kl. 04 af Profos og hans landsknægte. Bisperne blev straks ført op på Københavns Slot, og under stærk vagt af hageskytter og drabanter indsatte hver i sit faste rum. I samme stund, da man pågreb dem, blev København sikret med vagt til lands og til vands, så at ingen kan komme ud eller ind uden vedkommendes befaling. Kl. 08 kaldte Kristian den Tredje de andre rigsråder op på slottet, og de der nu var enige med kongen og hans krigsråder, skulle ikke lide nød, - med de der ikke var enige med Kristian den Tredje ville blive sat fast. De 12 rigsråder - flere var ikke til stede -, blandt hvilke var Mogens Gjø, Tyge Krabbe og Johan Friis, - udstedte samme 12 august 1536 et forsikringsbrev, hvori de binder sig til Kristian den Tredje. I dette forsikringsbrev stod der, at eftersom kong Kristian har overvejet, at Danmark ikke kan regeres i ro og fred uden gennem en øvrighed og et verdsligt regimente, og da han ikke vil have, at rigets regimente skal hænge hos ærkebisp eller andre bisper, men blive hos kongelig majestæt og hans efterkommere, konger i Danmark, og hos det verdslige rigsråd, ....da lover underskriverne, at de aldrig vil tillade, at nogen bisp kommer til verdsligt eller gejstligt regimente i Danmark.... tillige forpligtigede de sig til ikke at hindre, at det hellige evangelium og rene gudsord forkyndes her i riget. Et tilsvarende brev måtte i den følgende tid hele den danske adel og øvrighederne i byerne underskrive. Men særlige forholdsregler måtte desuden tages mod dem, hvis stilling gav dem en fremtrædende indflydelse. Derfor nøjedes Kristian den Tredje ikke med at fængsle de tre ovennævnte bisper, men lod i en fart sine krigsfolk sætte alle de danske bisper i fængsel, endog Ove Bilde, der dog havde været både Kristian selv og Frederik I en trofast mand. Dér blev de siddende, til de underskrev et brev hvor de affandt sig med den nye ordning. En af dem - Styge Krumpen - kom først ud i 1542. Sjællands biskop Joakim Rønnow sad endog fængslet til sin død i 1544. En del verdslige rigsråder, som Kristian den Tredje ikke troede på, udstødtes af rigsrådet, og enkelte af disse sattes ligeledes i fængsel, således den fra 1520 navnkundige Otto Krumpen. Tyske landsknægte fordeltes over hele landet og blev liggende derude i mange år. Danmark blev i lang tid ved at ligne et af fremmede indtaget land. Efter statskuppet d. 11/12 august gik et par måneder hen med udarbejdelsen af de ny forfatningslove, til hvis stadfæstelse en rigsdag blev indkaldt til at møde i oktober. Det lemlæstede rigsråd havde nødvendigvis måttet samtykke i, at kongens magt blev meget udvidet, og da rigsdagen kom sammen, måtte denne helt nøjes med at sige ja til det, kongen foreslog for den. Rigsrådet blev kuet og stækket, men ikke afskaffet. Men kong Kristian den Tredje holstenske rådgivere var utilfredse, da de havde regnet med at få ryddet op i Danmarks adel og få den ydmyget, så at de selv kunne skyde sig ind på de tomme pladser, vinde de ledende stillinger og de bedste godser i kongeriget og derved gøre dette til et nyt og større Sønderjylland, som dette behersket af de holstenske herremænd. Men tyskerne i Kristian den Tredje's omgivelser blev efterhånden skuffede over ham og fældede hårde domme om ham som en svag karakter og i det hele var en ubetydelig mand og uselvstændig regent. Kristian den Tredje's håndfæstning af d. 30 oktober 1536 er langt mere afvigende fra de tidligere foregående håndfæstninger, end tilfældet ellers er på noget punkt i kongernes 3-400årige håndfæstningstid. Den er først og fremmest ikke så lidt kortere, især fordi den udelader alle de gamle bestemmelser om kirkens og prælaternes rettigheder, og istedet for disse kun har det korte løfte, at kongen vil elske guds hellige ord og lære og håndhæve dette til troens forøgelse. Endvidere udelader den de artikler, som i de sidste håndfæstninger var indsat for at sikre valgriget imod kongernes lyst til at indføre arveregering. Her findes ingen bestemmelse om, at kongen ikke må søge at få sin søn valgt til tronfølger i sin levetid, ingen om, at undersåtterne skal gøre oprør, når kongen bryder håndfæstningen og ikke vil lade sig undervise af rigsrådet, ingen om, at slotslovene skal holdes til rigsrådets hånd. Tværtimod fastsættes det, at i tilfælde af kongens død skal slotslovene holdes til hans søns hånd eller dennes formynderes eller i hvert  fald til dens hånd, som kongen havde enedes med rigsrådet om at udnævne til tronfølger. Dermed havde arvekongedømmet sejret i Danmark, selvom riget af navn vedblev at være et valgkongerige. Samme dag, d. 30 oktober 1536, vedtoges »menige rigens konstitution, sæt, skikkelse og ordinatie«, som kaldet recessen, i et møde af hele rigsdagen på Gammeltorv. Den er udstedt af kongen, 19 rigsråder, 403 adelsmænd, ombud fra 81 købstæder og fra alle danske herreder, ialt over 1200 mænd, af hvilke naturligvis kun meget få - velsagtens kun rigsråderne - havde taget en smule del i udarbejdelsen, mens de allerfleste først lærte den at kende, da de den nævnte oktoberdag stod tæt pakkede på Gammeltorv og hørte den blive oplæst. Dér stod alle disse bønder og borgere og menige adelsmænd og måtte først lytte til en alvorlig straffetale, rettet mest mod bisperne, der havde draget så stor tvedragt over riget ved det at de ikke i rette tid ville vælge en konge, men også mod alle de andre stænder for al denne elendige jammer og krig, som ødelagde riget, indtil kong Kristian forbarmede sig over det. Men nu skulle alt være glemt og tilgivet. Men bisperne skal aldrig komme til gejstligt eller verdsligt regimente igen, medens andre lutherske tilsynsmænd - som kaldes superattendenter (overpræster) - indsættes for at prædike og lære det hellige evangelium. Bisperne blev nemlig helt udelukket fra at have sæde eller stemme i rigsrådet, og de måtte nøjes med rimelige indtægter. Kirkefornyelsen eller reformationen var således indført, men det blev forsat en fyrstekirke, og intetsted fik kirken folkelig opbakning. Og alt det gamle bispegods, slotte, gårde, huse og jorder, blev indraget under Kronen, og skulle til evig tid lægges under kronen til kongens og rigets bedste. Også den tredjedel af tienden, som fra gammel tid var bispernes, skulle nu være kongens. Adelen blev fritaget for at svare tiende af sine hovedgårde. Derimod skulle bønderne blive ved at betale tiende; denne deltes i tre lige store dele: een del til kongen, en anden til sognepræstene og en tredje til kirkerne. Kongen skulle af sin tredjedel lønne de syv nye bisper og give bidrag til underhold for lærde mænd og til forbedring af skolevæsenet. Klostrene blev nedlagt, efterhånden som deres beboere uddøde eller frivilligt forlod dem. Af klostergodset inddroges det meste under Kronen, og noget kom i adelens besiddelse, når det kunne bevises, at det i sin tid var skænket af dens forfædre. Af rigets stænder var adelen nu den rigeste og mægtigste. Adelen svarede ingen afgift til kirke og præster, den fik ret til at hæve alle 40 Marks bøder på sine godser, den fik fuldstændigt herredømme over sine bønder, og rigsrådet skulle udelukkende bestå af dens medlemmer. For at sikre riget mod nye uroligheder af den art som det nylig havde oplevet, valgte rigsrådet kong Kristians toårige søn Frederik til tronfølger med titelen »prins af Danmark«. Også bestemmelserne om Norges forhold, om prælaters og klosterfolks stilling i den nærmeste overgangstid, om adelens og de andre stænders rettigheder blev ændret. Da alt dette var oplæst og vedtaget, trådte den gamle rigsmarsk Tyge Krabbe frem og takkede med blottet hoved kongen for hans nåde og tilgivelse. Kristian den Tredje ønskede at få Bugenhagen herop til at indrette den ny kirke, et arbejde som Bugenhagen allerede havde udført i Pommern, Lybæk, Hamborg og andre nordtyske stater, og i sommeren 1537 kom Bugenhagen da også med hustru og barn. D. 12 august 1537 - statskuppets årsdag og Kristian den Tredje's fødselsdag - kronede Bugenhagen kong Kristian den Tredje og dronningen i Frue Kirke og holdt sin festtale på tysk, »for at enhver« - af kongens omgivelser - »kunne forstå den.« Få uger senere havde han med kongen og rigsrådet fuldendt udarbejdelsen af den danske kirkeordinans, som i det hele var bygget over de nordtyske mønstre. Efter at den havde været overvejet og prøvet i 2 år, blev den endeligt fastsat på et rådsmøde i Odense i 1530. De 7 superintendenter nord for kongeåen blev: Peder Palladius (Plad) i Sjælland, Frans Vormordsen i Lund, Jørgen Sadolin i Odense, Peder Thomsen i Vendsyssel, Jakob Skøning i Viborg, Matthias Skade i Århus og Johannes Vandal i Ribe. Johannes Vandal var en tysker, resten var danske. Peder Palladius var en borgermands søn fra Ribe, der i 6 år havde studeret i Wittenberg og der vundet så godt Lov for sin Lærdom og Fromhed, og han blev sat på den vigtigste post i den nye kirke, som Sjællands første lutherske biskop. Han drog Omsorg for, at den danske Bibel, som Kristian Pedersen havde oversat, kunne blive trykt 1550 (Kristian den Tredjes Bibel). Hans Tavsen blev her forbigået, enten fordi han i grevefejden havde været for stærkt med det parti, der stod Kristian den Tredje imod, eller fordi han ikke kunne undværes som lærer for de unge præster, som nu måtte uddannes. Men i 1542 blev han J. Vandals efterfølger i Ribe. Navnet superintendenter blev aldrig optaget af folket, som kaldte dem biskopper ligesom deres forgængere, uden at lægge vægt på, at de ny kirkeherrer ikke havde modtaget apostolsk indvielse. De lutherske biskopper kunne ikke optræde med den pragt som de katolske og var ikke store godsherrer, men de skulle føre opsyn med præster og menigheder, vejlede, formane og irettesætte, og sammen med »de højlærde« ved universitetet øvede de censur, dvs. de havde indseende med, at der ikke i riget tryktes eller indførtes bøger, hvis indhold stred mod den ny ordning eller den rene lære. Det helt opløste universitet blev genoprettet mest som en præstehøjskole. Men indtil videre skortede det på veloplærte lutherske præster. I det hele måtte man hjælpe sig med en del af de gamle præster, der af biskopperne eller af andre lutherske teologer i en hast modtog en højst overfladisk undervisning i, hvad der hørte med til det rene evangelium og den ny gudstjeneste. Hvor kongen eller adelen i forvejen havde retten til at vælge præst, blev dette ved at være således. Men henad vejen opfriskedes nu menighedernes gamle ret til selv at vælge deres præster. Peter Skram der havde knækket Hansestædernes magt fik sæde i rigsrådet, men det skrives, at han var mod det anmassende holstenske parti, sejrherrene. Men 5 år senere kaldte kongen Hans Tavsen til bispestolen i Ribe i 1542, hvor han virkede som en nidkær tilsynsmand til sin død i 1561. Han var en djærv mand, ufortrøden og uforsagt havde han stridt mod Papismens Stormænd; men han var også en gudhengiven Mand, der villig tog alt, også Sygdom og Nød, af Guds Hånd. Han plejede at sige: »Den Dag, jeg er uden Smerte, frygter jeg for, at Gud ikke er mig nådig«. Kun få danske Mænd have oplevet at se så rige Frugter af deres Livs Gerning som han. »Mer end alle Bisper i Danemarks Land hin Bondesøn har sørget for Kvinde og Mand. Ret aldrig hans Navn skal i danske Hjerter dø, så længe der ringer en Klokke over Ø«.

For Norges vedkommende havde disse år vel været urolige, men langtfra så blodige og ødelæggende som for Danmarks. Ved Frederik I's død stod ærkebisp Olaf og Vincens Lunge som hoveder for de to partier mellem Norges stormænd. Vincens Lunge, som på sin side havde de søndenfjældske rådsherrer og da navnlig de danske slotsfogder i disse landsdele, blev hurtig stemt for, at Norge skulle gå med de jyske adelsmænd og hylde hertug Kristian af Holsten, som Kristian den Tredje, og ud på året 1535, da Kristians sejr var sikker, gik de søndenfjældske adelsmænd ind på at binde sig til Kristian den Tredje, når han stadfæstede Norges friheder. På kongens bud drog så Vincens Lunge, Eske Bilde på Bergenhus og Klaus Bilde på Bahus, foruden bisperne Hans Reff af Oslo og Magnus af Hamar og måske endnu et par rådsherrer, i julen til Trondhjem, hvor ærkebisp Olaf ville holde rigsmøde. Almuen samledes og hørte de søndenfjældske herrer fremsætte Kristian den Tredje's krav: de skulle hylde ham som konge og bevilge ham en skat. Da brød bønderne i vrede, thi de ville ikke have den fremmede holstenske konge, som inden han var lovlig valgt ville tvinge folket med en hård skat, - og de stormede mod Vincens Lunges og hans fællers boliger, slog Vincens ihjel og afholdtes kun fra at dræbe de andre derved, at ærkebisp Olaf satte disse i fængsel. Ærkebisp Olaf, som hidtil havde stræbt at holde sig alle udveje åbne, var nu nødt til at træde åbent op mod hele Kristian den Tredje's parti og udsendte sine krigsfolk for at tage Bergenhus og Akershus. Men dette mislykkedes aldeles. Og dermed tabte Olaf og hans tilhængere modet, frigav de fangne stormænd og prøvede ved deres hjælp at få forlig med Kristian den Tredje. Af de øvrige bisper var Magnus af Hamar den stridigste. Han blev ført til Danmark, indsat i Antvorskov Kloster og holdt i fangenskab til sin død. De andre bøjede sig. Da ærkebisp Olaf mærkede, at pfalzgrev Frederik, som han havde sat sit håb til, ikke magtede noget, turde han ikke afvente Kristian den Tredje's sejr, men opgav sin og kirkens sag. Olaf samlede i hast kirkeskatten og kirkernes kostbarheder og inddrev hos almuen, hvad han i en fart kunne få, gik til søs og sejlede til Holland d.1 april 1537. Derfor mødte Kristian den Tredje's tropper så godt som ingen modstand, og Trøndelagens faste slot Stenviksholm overgav sig hurtig. Norge lå for Kristian den Tredje fod lige så fuldt som Danmark. 1536 er et mærkeår, der betegner lavpunktet af norsk selvstændighed. Fra bestemmelserne i Foreningsbrevet fra 1450, at intet af de to riger skulle være det landets overmand, var man nu kommet så langt bort, at Kristian den Tredje's håndfæstning i sin tredje artikel udtalte: »Eftersom at Norges rige nu så forringet er både af magt og formue, og Norges riges indbyggere ikke ene formår at underholde dem en herre og en konge, og samme rige er dog forbundet at blive hos Danmarks krone til evig tid, og fleste parten af Norges riges råd, besynderligen ærkebiskop Olaf, som nu er det største hoved der i riget, i en kort tid af to gange med meste parteu af Norges riges råd faldet fra Danmarks rige mod deres egne forpligtelser, da har vi derfor lovet og tilsagt Danmarks riges råd og adel, al dersom gud almægtigst det så bestemt har, at vi samme Norges rige eller noget dets ledemod, slotte, lande eller sysler, som dertil hører, kunne erobre eller bekomme under vort hørsomme, da skal det herefter være og blive under Danmarks krone, ligesom et af de andre lande, Jylland, Fyn, Sjælland eller Skåne er, og herefter ikke være eller hedde et kongeligt rige for sig, men et ledemod af Danmarks rige og under Danmarks krone til evig tid. Dog hvad fejde heraf kan komme, skal Danmarks riges råd og indbyggere være pligtige med os troligen hjælpe til at uddrage (føre til ende)«. Denne artikel er åbenbart udtryk for det danske rigsråds ønsker, og når Kristian den Tredje gik ind på den, har det vel været fordi han regnede Norges undertvingelse for vanskeligere end den virkelig var. Det kunne ellers ikke være ønskeligt for ham, at Norge blev del af et land, som dog af navn vedblev at være et valgrige, i stedet for at han med gode grunde kunne hævde at det i kraft af sin gamle arvelov var hans arv. Og da han hurtig fik Norge i sin hånd, blev artikel III da heller ikke helt udført efter sin ordlyd; ja det synes, at den slet ikke blev almindelig kendt. Norge mistede vel sit rigsråd og blev afhængigt af det danske rigsråd, men vedblev at regnes for og at hedde et eget kongerige. Det blev nok for en tid et lydrige, men ikke en provins af Danmark. Kristian den Tredje gav sig så i lag med at reformere Norge på grundlag af den danske kirkeordinans. Af de gamle bisper var Hans Reff villig til at tjene den ny kirke, men blev dog først i 1541 superintendent over Oslo og Hamar stifter. Iøvrigt havde regeringen hverken bispe- eller præsteemner nok til at forsyne Norge. Med rette sagde Peder Plad, at »de norske brødre var som forvildede får uden hyrde«. Kun Bergens stift havde allerede i 1537 fået en luthersk bisp i den virksomme Geble Pedersen. Trondhjems bispestol blev først besat i 1546. Kun langsomt kom der luthersk dannede præster ind i de norske præstegæld. Geble Pedersen og Hans Reff oprettede tålelig gode præsteskoler, hver i sit stift; men det forslog kun lidt. Først efter som Danmark blev forsynet med præster, kom der hernedefra et overskud af præsteemner, som kunne sendes op til Norge. På østlandet kunne folk vel tålelig forstå dem, men på vestlandet kun dårligt, og hele reformationen trængte af disse grunde meget langsomt igennem. Bønderne, især i inddalene, som i alle ting hang ved det gamle, tog fjendsk mod de lutherske præster. Man hørte f.eks. om en mand, hvis fader havde slået tre præster ihjel, og som, når han var drukken, bad gud om, »at han ikke måtte dø, førend han havde fået lov til slå flere præster ihjel«. Det var ikke så sært, at unge danske præster undlod at søge et præstekald i Norge. Men gik det langsomt med den åndelige side af reformationsværket i Norge, da gik det rask nok med den verdslige. Hvad der var tilbage af kirkernes klenodier, lagde kongen sin hånd på. Således tog han St. Olafs navnkundige sølvskrin, der vejede 6500 lod. Bispetienderne og kirkens jordegods blev selvfølgelig ligeledes inddraget under kronen.

På Island gik det ikke så helt af sig selv med indførelsen af lutherdommen, idet nordlandets biskop Jon Arason viste sig som en langt kraftigere og mere udholdende forkæmper for den gamle kirke end nogen anden bisp i det dansk-norske rige. Han var vokset op som en fattig dreng og havde i Tværaa kloster kun modtaget en lille smule af en præsts lærdom, og latin kunne han således ikke stort af. Men han var klog, ærgerrig, en god skjald på gammel islandsk vis, vittig og elskværdig. I 1524 blev han af ærkebiskop Olaf viet til biskop i Holar. Som så mange andre af de islandske bondepræster levede han i en slags verdsligt ægteskab, hvad der ikke vakte den ringeste forargelse, og havde med sin »følgekone« seks børn. Da Kristian den Tredje havde fået sin magt underbygget i Danmark og Norge, vendte han blikket mod Island, og lod i 1539 Peder Plad indvi en islænder til luthersk superintendent for Skalholt og forlangte, at Altinget skulle godkende den danske kirkeordinans. Men biskop Jon og lagrettemændene for nord- og vestlandet erklærede i hele almuens navn, at de ikke ville tage mod ordinansen, fordi den ikke var givet af den romerske kirke og ikke stemte med den norske lov. Og i en årrække gik det da således, at mens lutherske indretninger så småt vandt frem i sydlandet, holdt Jon Arason nordlandet rent for lutherske kætterier. Han sagde til stadighed, at den ny tro gik over hans forstand, og derfor blev han ved det gamle. Men så rygtedes det i 1548 op til Island, at de tyske protestanter havde lidt svære nederlag i deres krig mod kejser Karl V, og at deres udslettelse forestod. Denne information gav Jon Arason mod til dristigste planer, så han samlede folk for at underlægge sig hele Island og genrejse den katolske kirke overalt på øen. På Holar byggede han et kastel omgivet af grave og udrustet med kanoner, og han sendte paven, Povl III, breve om sit forehavende. Fra Danmark sendte Kristian den Tredje kongebreve op til Island, hvorved Jon Arason dømtes fredløs, og hans dødsfjende Dade Gudmundsson opfordredes til at gribe ham. Men snart efter fik bisp Jon også brev fra paven, som takkede og opmuntrede ham. Med fornyet mod rejste han sig da for at kue lutheriet, og drog med sit følge landet rundt, tvang med vold præsterne til at lyde og gjorde sig til biskop også over Skalholt. Men så stødte i 1550 bisp Jon og Dade Gudmundsson sammen. Hver af dem havde godt 100 mand med sig, så det blev en hård og blodig kamp, der endte med, at Dade tog bisp Jon og to af hans sønner til fange. Han var noget i tvivl om, hvad han skulle gøre med dem, men fulgte dog til sidst de råd, Jons bitreste fjender indgav ham, og tillod, at bispen og sønnerne henrettedes. Dette førte til ny hævnfejder, som dog alle standsedes, da der i 1551 kom en lille dansk flåde op til Island. Nu gjorde ingen mere nogen modstand. Men også ned i den lutherske tid ærede Islands folk mindet om Jon Arason. Modsat hvad der skete i Norge, måtte den lutherske kirke på Island bruge folkets eget gamle skriftsprog. Både bibelen, Luthers katekismus og salmer og andre kirkelige bøger overførtes på islandsk og tryktes i det bogtrykkeri, som allerede Jon Arason havde oprettet på Holar.

Sønderjylland er et gammelt dansk Land, men den danske Regering har tit handlet med det, som om det kun halvvejs hørte Danmark til. Iblandt de store Fejl, Styrelsers har begået, er de såkaldte Delinger. De danske Prinser, som ikke kom til at klæde tronen, skulle forsørges på anden Måde, og når der da var knap Tid på Penge, gav man dem en Del af Hertugdømmerne. Således delte kong Hans hertugdømmerne med sin broder Frederik i 1490. Da denne, som Frederik den Første, besteg Danmarks trone, samledes riget igen. I marts 1542 fik hertugdømmerne en fælles-kirkelig grundlov på plattysk. I Slesvig blev biskop Goske Alefeld siddende i sit embede til sin død i 1541. Han havde ikke lagt Kristian den Tredje's planer om lutherdommens fremgang nogen hindring i vejen og slap derfor for at blive draget med i det almindelige sammenbrud. Ved hans død var hertugdømmet Slesvig helt luthersk. For denne landsdels forbindelse med moderlandet blev reformationen højst skæbnesvanger. Idet den danske kirkeprovins, der havde ærkebispen i Lund til overhoved opløstes, og den verdslige fyrstemagt trådte i ærkebispens sted, kom den sønderjyske kirke til at stå fjernere fra kongerigets og nærmere ved Holstens. Der blev udstedt en tysk kirkeordinans fælles for de to hertugdømmer. Klostrene ophævedes eller indrettedes som adskillige forsørgelseshjem, og dermed det fællesskab, der havde knyttet alle danske, ja til dels alle nordiske klosterfolk sammen. Den ny lutherske præstestand i Sønderjylland som i Holsten så sine foresatte i de fyrstelige regeringsmyndigheder i hertugdømmerne, ikke i Danmarks konge, og denne præstestands indbyrdes embedssprog blev i reglen det tyske. Omkring i kirkerne, hvor modersmålet skulle træde i stedet for latinen, blev ordningen ofte den, at det ikke blev bøndernes danske, men herremændenes plattyske modersmål, der gjordes til kirkesprog. Fra en tid, som kun er lidt senere end reformationen, véd vi, at det tyske kirkesprog var nået frem til Flensborg fjord, altså var blevet rådende i de dansktalende landskaber Svansø og Angel. De 50 sogne i det nordvestlige Sønderjylland, som alle dage havde hørt under Ribe bisp, blev udskilte fra dette stift; men dette blev dog senere ændret, så at de fleste af disse sogne atter kom til Ribe stift og blev der indtil 1864. Alt  dette står i nøje sammenhæng med, at reformationen gjorde den verdslige fyrstemagt til kirkens herre, - gjorde fyrsten til »øverste biskop«, summas episcopus, som det hed. Det var Kristian den Tredje's mening at dele sin fædrearv, hertugdømmerne, med sine brødre, så snart de blev myndige. Det syntes det danske rigsråd godt om, da det så slap for at give de unge fyrster en forøgelse i kongeriget Danmark eller Norge. Ligesom det var sket i 1490, blev hertugdømmerne da for anden gang delt i august 1544 mellem Kristian den Tredje og hans brødre Hans og Adolf; der var endnu en fjerde broder, som blev aflagt med nogle penge og Slesvigs bispegods. Men Johan Rantzau var utilfreds med, at kongen indlod sig på delinger, der nødvendigvis ville svække hertugdømmernes og deres adels indflydelse på statens politik. Han trak sig tilbage fra kongens nærhed, levede derpå et fyrsteligt privatliv på sit store holstenske gods Breitenburg. Kong Kristian den Tredje beholdt den midterste del af Sønderjylland (den sønderborgske), og fik i Sønderjylland det vigtige slot Flensborg med dets by og amt samt Sundeved, Als og Ærø. I Holsten var hans lod betydelig større, Segeberg. Hertug Hans fik den nordlige del (den haderslevske), dvs. det meste af Nordslesvig med Haderslev og Tønder foruden nogle holstenske landskaber. Hertug Adolf fik den sydlige del (den gottorpske), dvs. Gottorp med det meste af Sydslesvig, desuden Åbenrå og i Holsten Kiel med omegn. Til hver af disse dele hørte også stykker af Holsten; en del adelsgods skulle være fælles for dem alle tre. De tre fyrsters lande lå følgelig stærkt spredte mellem hinanden. Hertug Adolf af Gottorp havde den mest samlede part. Men det, der således deltes mellem herrerne, var væsentlig kun det ikke-adelige bondegods, hvorimod adelen med de adelige klostre og til dels købstæderne dannede en fjerde part, der stod under alle tre hertuger i fællesskab. Den adelige del omfattede især det østlige Holsten, Danske Skov, Svansø og en del af Angel, foruden spredte godser rundtom. Over denne fælles del oprettedes en fællesregering i de tre hertugers navn, således at de skiftedes til at have forsædet i den et år ad gangen. Og det var fællesregeringen, som forhandlede med hertugdømmernes landdag (adelsmænd og ombud fra købstæderne) og som overfor de andre statsdele optrådte som øverste myndighed over hertugdømmerne. Det var Kongens Mening, at Brødrene skulle hylde ham som Lensherre, men de ville hellere være selvstændige, og navnlig den gottorpske Hertug, som var den mægtigste, voldte i den følgende Tid Danmark stor fortræd. Hertug Adolf med den gottorpske del knyttede hurtigt kontakt til Habsburgerne, der også herskede over Nederlandene og Burgund. Han var ærgerrig og bl.a. ville tage Ditmarsken fra Kristian den Tredje, hvilken Adolf også gjorde i 1559 da Kristian døde. Allerede i 1548 fik Holsten fast plads i den tyske rigsdag. Reformationen var et stort Fremskridt i Menneskeslægtens Udvikling; men der var endnu langt til virkelig Åndsfrihed, og allerede under Kristian den Tredje så man her i Danmark et sørgelig Eksempel på ukristelig Hårdhed mod anderledes troende. En polsk Adelsmand ved Navn Johan Lasky flygtede i 1553 fra England med 170 af sine reformerte Trosfæller for at undgå Dronning Maries blodige Forfølgelser. De begav sig til Danmark i Håb om at finde et Tilflugtssted her, thi de havde hørt Tale om den danske Konges Mildhed; men de måtte snart bekende, at denne Mildhed ikke viste sig, når det gjaldt Trossager. Hofpræsten holdt en Prædiken imod dem, hvori han afmalede dem som de værste Uhyrer, fordi de ikke havde nøjagtig den samme Mening om Nadveren som Luther, og Kongen befalede da, at de straks skulle forlade Riget. De bønfaldt om Tilladelse til at blive her blot i to Måneder, for at deres mange spæde Børn og syge Kvinder ikke skulle sætte Livet til ved at rejse så hovedkulds midt i den barske Vinter; men alle deres Bønner hjalp ikke noget, og de måtte skyndsomst forføje sig ud af Landet. Denne kunstige og indviklede styremåde i hertugdømmerne fortsattes i et par hundrede år, indtil den kongelige linie fik delingen ophævet i Slesvig i 1721 og i Holsten i 1773. Uafhængigt af disse aftaler måtte hele Slesvig desuden vedblive at være et len af Danmarks krone, og Kristian den Tredje og rigsrådet stræbte at få dette lensforhold ordnet påny, men stødte på så mange vanskeligheder, at sagen endnu var svævende ved kongens død. Efter grevefejdens blodtab og ødelæggelser havde rigerne rigelig gavn af den lange fred, de nød i resten af Kristian den Tredje's dage, og alt tyder på, de kom hurtig til kræfter. Både herremænd og bønder byggede ødelagte eller forfaldne gårde op påny, kongen rejste borge og fik de mest udsatte byer befæstede, og byernes handel gik så småt frem. Og dog måtte rigerne stadig bære store byrder for at holde hær og flåde på en sådan højde, at de gav nogen tryghed under de stadig truende ydre politiske forhold. Men det var nu ikke længere Hansestæderne, der voldte egentlig fare. Tværtimod måtte de finde sig i, at den unge lensmand i Bergen, Kristoffer Valkendorf, med magt slog de tyske håndværkslav i Bergen ned og holdt »de kontorske« i streng tugt. Den største fare lå derimod i, at Kristian den Anden's døtre med kejser Karl V's hjælp vedblev at rejse krav på deres faders og egne vegne om Nordens kroner. Det var den førnævnte Dorothea, som ægtede pfalzgrev Frederik, og Kristina, som ægtede hertug Frants af Lothringen. Overfor dem søgte Kristian den Tredje sin støtte i forbund med Gustav Vasa - et forbund hvis enkeltheder navnlig aftaltes ved et møde i 1541 ved broen over Brømseå, der løber på grænsen af Bleking og Småland, altså på grænsen mellem Danmark og Sverige -, med de tyske protestanter og med Frants I af Frankrig. Det så i flere år krigersk ud. Kristian den Tredje holdt en stor hær på benene og udsendte en kraftig flåde mod Nederlandene. Men hans mægtigste våben var dog det, at han spærrede Øresund for nederlændernes handelsskibe. Denne halve krigstilstand vedvarede til 1544, da del lykkedes at få fred sluttet med kejseren i Speier, der opgav at give Kristian den Anden's døtre yderligere hjælp. Der blev så forhandlet med den gamle kong Kristian selv, der nu viste sig tilbøjelig til et forlig, som endelig sluttedes i 1546. Han opgav al sin ret til rigerne mod at få indtægterne af Kalundborg len og en medgift til døtrene. Disses indvendinger gjorde, at hele ordningen trak ud til 1549, men da blev den til alvor. Kristian den Anden fik nu lov til at forlade Sønderborg og at bo på Kalundborg, hvor han endnu levede 10 år, og fordrev tiden med jagt, men han var afskåret fra al politisk virksomhed. Efter Speierfreden undgik Kristian den Tredje omhyggelig alt, hvad der kunne føre ham i strid med kejseren, og nægtede derfor at sende de tyske protestantiske fyrster hjælp i den »Schmalkaldiske krig« 1546/47, der udbrød omtrent samtidig med Luthers død i februar 1546. Men medens det danske rige således fik fred til den side, blev forholdet til Sverige dårligere. Gustav Vasa blev især vred over, at Kristian den Tredje efter forliget med Kristian den Anden optog de tre kroner i sit våben. Kristian den Tredje døde d. 1 januar 1559 og fulgtes tre uger efter i døden af sit søskendebarn Kristian den Anden. Kristian den Tredje kaldtes af sine uvenner for »præstekongen«.

Frederik den Anden

1559 - 1588

Frederik den Anden , den holstener, var allerede som barn udnævnt til tronfølger og overtog derfor regeringen straks efter Kristian den Tredjes Død. Sønderjylland og Holsten fik Frederik kun en tredjedel af, thi hans Fader havde delt disse Lande med sine to brødre hertug Hans og hertug Adolf. Hertug Adolf var meget krigerisk af sig, og gik med den Plan at indtage Ditmarsken for sig selv; men han kunne ikke få Lov til at være ene om Fordelen; hans Broder Hans og Frederik den Anden ville også være med i Rovet, og de blev så enige om at hjælpes ad alle tre og være lige gode om Byttet. Belært af erfaringerne fra kong Hans felttog i 1500, mødte hertug Adolf frem i 1559 med feltherren Johan Rantzau. De skred straks til Værket; en hær på 20.000 hvervede landsknægte og ryttere blev udrustet, og under anførsel af den gamle, erfarne Johan Rantzau drog hæren ind i Ditmarsken. Sejrrig trængte hæren frem i Marsklandet og tog den ene by efter den anden. Den sidste kamp stod ved byen Heide. Ditmarskerne værgede sig med fortvivlet Tapperhed, selv Kvinderne kæmpede med i Mændenes Rækker; men de kunne ikke stå sig mod den store Overmagt; flere Tusinde af dem faldt i den blodige Kamp, og Dagen efter måtte alle de, der endnu var i Live, falde på Knæ og bede om Nåde, fordi de havde forsvaret deres Frihed, og sværge på, at de ville være Sejrherrerne tro og lydige. Ditmarskerne måtte efterfølgende betale 300.000 gylden i erstatning. Hertugerne delte Landet imellem sig og mente vistnok at have vundet sig stor Hæder. Johan Rantzaus felttog havde jo været dyrt at finansiere, og Danmark måtte også spytte i krigsbøssen. Johan Rantzau befæstede sit ry som hærfører, thi det var jo også denne tyske lejeknægt, der havde erobret magten i Danmark for Frederik den Første og Kristian den Tredje, samt nedkæmpet Skipper Klements bondehær - og nu bønderne i Ditmarsken. Ranzau-slægten store ideal, blev Medici-slægten fra Firenze, der via handelshuse styrede hele Sydeuropa. Fire år efter Ditmarskens undertvingelse begyndte Syvårskrigen (1563-70). Peder Skram blev indkaldt til atter at føre flåden, og i september 1563 fordrev han svenskernes flåde under Jacob Bagge fra Østersøen, og Peder Skram blev nu afløst af Herluf Trolle. Peder Skram slog sig ned på Laholm Slot, hvor svenskerne belejrede ham hårdt flere gange, og Peder Skram døde i juli 1581 på Urup. I Foreningstiden var der Skinsyge mellem de nordiske Riger; også mellem Gustav Vasa og Kristian den Tredje var der af og til Uenighed; men disse Konger var dog forstandige nok til at indse, hvor stor Fordel Rigerne havde af at holde sammen, ja de indgik endog i 1541 et Forbund med hinanden i Brømsebro, som, hvis det var blevet varigt, kunne blive en Fortsættelse af Kalmarforeningen. Det gik nemlig ud på, at Rigerne foreløbig i 50 År skulle stå Last og Brast med hinanden i alle Krige. Men den forstandige Aftale stod ikke ved Magt ret længe. Som før omtalt døde Kristian den Tredje i 1559, Gustav Vasa fulgte ham Året efter, og Sønnerne - Frederik den Anden og svenskernes Erik den Fjortende - var ikke så besindige som deres Fædre. Erik var vred over, at Frederik førte tre Kroner i sit Våben, desuden gjorde Erik Fordring på Øen Gulland, som Frederik påstod hørte til Danmark siden Valdemar Atterdags Tid, og tillige stredes de om, hvem der skulle have størst Indflydelse i Lifland, hvor Sværdriddernes lille Rige var ved at opløses. Det var således kun Småting, Striden drejede sig om; men de var begge to unge og brugte ikke deres Fornuft, og så måtte deres Folk og Lande lide derunder. De begyndte en ødelæggende Krig, den Nordiske Syvårskrig, som varede fra 1563 til 1570, og som kostede Strømme af Blod og Dynger af Penge, og som for lange Tide, satte Fjendskab mellem Broderfolkene. Til søs var Sverige den stærkeste i denne Krig; Danmark havde derimod overvægten til Lands; men ingen af Parterne var stærk nok til helt at overmande den anden, og Krigen var kun til Ulykke for begge Lande; thi den kostede enhver af dem uhyre Pengesummer, megen Ejendom blev ødelagt, mange Tusinde Mennesker satte Livet til, og den skabte mellem Danske og Svenske et bittert Had, som virkede med til at fremkalde de senere ødelæggende Krige mellem de to Naboriger. Vi har sandelig ikke været heldig med tyskheden indtrængen i Danmark. Til Lands i Krigen udmærkede sig på dansk Side især Daniel Ranzau. Da han 1565 rykkede frem mod Varberg for at komme denne By til Undsætning, blev han på Falkenberg Hede ved Svarteaa omringet af en svensk Hær mere end dobbelt så stor som hans egen. Dog tænkte han ikke på Overgivelse, men talte mandige Ord til sine Folk: »I den ene Vægtskål« sagde han, »ligger et ærligt Navn og et udødeligt Rygte, i den anden evig Spot og Foragt. Lad os gå på med friske Hænder og frejdige Hjerter; hvad mig angår, da vil jeg gå i Spidsen og føre eder således, at jeg kan træde frem for Gud med en ren Samvittighed«. Krigerne svarede ham, at de var villige til at ofre Liv og Blod, når han førte dem, og alle faldt på Knæ for at bede Gud om Sejr. »Nu tigger Jyden om Nåde«, sagde de svenske Forposter. Men de Danske rejste sig, uforsagt gik de frem, og trods deres ringe Antal vandt de den mest glimrende Sejr. 3.000 Svenske faldt, endnu flere toges til Fange, og Resten opløstes i vild Flugt. Erik den Fjortende blev så harmfuld, at han lod mange af sine Soldater nedhugge. To År efter indlagde Daniel Ranzau sig atter Hæder ved et Tog ind i Østergøtland; gennem Skove og Hulveje trængte han frem og slog den ene svenske Hær efter den anden. Til sidst så det dog ud, som han skulle straffes for sin Forvovenhed. Svenskerne havde opbudt alt for at overmande ham. Nordfra rykkede en Hær frem imod ham, medens en anden sydfra skulle tage ham i Ryggen; overalt var Vejene gjort ufarbare, idet Broerne var afkastede og Forhugninger anlagte i hver Snævring. Her hjemme opgaves alt Håb om nogen Sinde atter at se Ranzau og hans Hær. Men ved et mesterligt ledet Tilbagetog førte han sine Folk gennem alle Forhindringer, gennem Hulveje og over Søer og Klipper, forbi fjendtlige Hære tilbage til Danmarks Grænser. Skønt det således syntes, som Helten kunne overvinde alle Farer, skulle han dog ikke overleve Krigen. Kort før den endte, blev han ramt af en kugle og faldt i Kamp ved belejringen af Varberg. Til Søs gik det ikke så heldigt, hvorvel vi ikke fattedes store Søhelte. Rigets Admiral Herluf Trolle var Adelsmand både af Byrd og Sind. Engang, da han gik på Holmen for at tilse Flådens Udrustning, mødte han sin Ven, den lærde Niels Hemmingsen, der talte til ham om de Farer, han gik i Møde. »Hvorfor hedde vi Adelsmænd ?« svarede Trolle. »Hvorfor bære vi Guldkæder og have Jordegods ? Denne Ære have vi, for at vi skulle Rigets Fjender afværge og beskærme vort Fædrenerige, når vor Konge og Herre, Land og Rige have det behov«. Og hans Dåd svarede til hans Ord. 1564 havde han en hård Kamp med den svenske Flåde under Øland; i to Dage tordnede Kanonerne; da sprang det svenske Admiralskib i Luften, de andre Skibe undkom, men Herluf kunne føre den svenske Admiral som Fange til København. Hans sidste Kamp stod under Meklenborgs Kyst ud for Bukov. Et herligt Syn var det at se Helten stå rolig på Skansen i Kugleregnen og kommandere til Entring; uagtet han blev såret i den venstre Arm og Hofte, ville han ikke forlade sin Post, men vedblev at lede Kampen, til Mørket standsede den uden afgjort Sejr på nogen af Siderne. Han ænsede ikke meget sit Sår og tillod ikke Sårlægen at forbinde ham, før der var sørget for de hårdt sårede blandt Mandskabet; derfor gik der Koldbrand i Såret, og få Uger efter lagde det ham i Graven. Hårdt blev han savnet på Flåden, hvis Mandskab elskede ham som en Fader. Han var gift med den ædle Birgitte Gø, og han var en lige så kærlig Ægtefælle, som han var en tapper Søkriger. Når han var hjemme, samlede han gerne Husets Folk om sig og læste og forklarede dem Stykker af den hellige Skrift; de nødlidende gik aldrig uhjulpne fra hans Hus, og de bedrøvede fandt altid venligt Rand og Trøst hos ham og Birgitte. De havde ingen Børn selv, og var derfor blevet enige om at give deres store Formue til en Skole, hvor sådanne Børn, som trængte til det, kunne få et godt Hjem. Efter Herlufs Død sørgede Birgitte for, at denne smukke Tanke blev udført, og bortskænkede den store og smukke Ejendom Skovkloster nede ved Næstved, som end den Dag i Dag hedder: Herlufsholms Skole. Syvsårskrigen kostede mange andre Ofre, og Freden blev omsider sluttet uden anden Vinding, end at Sverrig skulle betale Danmark 300.000 Kr. og begge Konger skulle have Lov til at føre tre Kroner i Våbenet. Sådan var den Lutherske Gud og Konge. Og i 1573 blev udarbejdet en landsretsordning (livegenskab) for Slesvig-Holsten, der satte kronen på værket, i spørgsmålet om at undertrykke bønderne. Den personlige frihed var sat ud af kraft og de kunne ikke indgå ægteskab uden herskabets tilladelse. Godsejeren fik en ubestridelig magtstilling og mange bønder rømmede alligevel fra deres hjemstavn, fordi undertrykkelsen var så brutal. I 1580 vedtog Oldenburgerne på et møde i Odense, at fjerne ridderskabets rettigheder fra 1460, således at ridderskabet ikke havde retten til at vælge hertugdømmernes fyrste. Ved hertug Hans død i 1581 opstod der stridigheder om arverettighederne til den haderslevske del. Men der blev forlig mellem Frederik den Anden og Adolf, således at hertugdømmerne nu var opdelt i en kongelig del og en Gottorps del. Den kongelige del var adskilt i 3 store områder, med byerne: Haderslev, Ribe; Flensborg, Bredsted; Meldorf, Rensborg, Glückstadt og Itzehoe, Segerberg, Oldesloe, Krempe, Wilster, Segerberg,; og den gottorske del i 2 store og 2 mindre områder, med byerne: Åbenrå, Tønder, Løgumkloster; Slesvig, Husum, Tönning, Heide; Kiel, Neimünster og Eckernförde. Men der var også fællesregerede godsdistrikter. Et sandt kludetæppe var opstået. I 1586 døde Adolf af Gottorp og selv om ridderskabet i 1588 valgte to unge fyrster, døde den ene, og så gik der kuk i arvefølgen. Frederik den Anden døde 1588, endnu ikke 54 År gammel. Han havde, som de fleste af den Tids Fyrster og Adelsmænd, siddet for tit og for længe ved de fyldte Bægere, og det passer vel nok, hvad den sandru Anders Vedel siger i Ligtalen over ham, at »dersom Hans Nåde havde kunnet holde sig fra den skadelige Drik, som nu over al Verden al for gængs er, da synes det for menneskelige øjne og Tanker, at Hans Nåde kunne have levet mangen god Dag længer«. Ellers var Kong Frederik venlig og omgængelig og kunne godt finde sig i Lystighed. »Kongen er ikke hjemme«, sagde han undertiden; da vidste Hoffolkene, at de havde Lov til at slå Gækken løs, men drev de det for vidt, da hed det: »Kongen er kommen hjem igen». At han ikke var uden Tro, kom især frem på det sidste. Under et Ophold på Andvordskov Slot blev han syg; han lod da holde Gudstjeneste ved Sengen og sagde med høj Røst Salmerne med, og da Lægen ville føle hans Puls, sagde han: »Lad kun Åren slå, som den vil, det vide vi, at Guds Nåde og Venskab slår ikke fejl«. I 1558 tog fiskerne i Skanør og Falstebro som sædvanlig ud for at fange sild, men de vendte hjem med tomme både. Silden havde pludselig ændret rejserute og vendte først tilbage næsten 100 år senere.

Var der i Frederik den Andens Tid dem, der udmærkede sig på Valen, så savnedes der heller ikke Mænd, som virkede til Gavn ved fredelig Gerning. Kirkefornyelsen havde fremkaldt Trang til Oplysning, og mange, deriblandt Kongen og ikke få Adelsmænd, søgte at komme Trangen i Møde. Frederik den Anden stiftede Kommunitetet, hvor 500 Studenter fik fri Kost og Bolig, ligeledes forandrede han Sorø Kloster til et Skolehjem for 30 adelige og lige så mange borgerlige Børn, og mange Adelsmænd fulgte hans Eksempel ved at understøtte fattige studerende. Derved fremmedes Oplysningen; men den fremmedes ikke ved, at der indførtes en Trostvang, som gjorde det næsten umuligt for den, der i et eller andet Punkt afveg fra den herskende Lære, at udtale sin Overbevisning, og heller ikke ved, at de lærde mere og mere kom ind på at bruge det latinske Sprog i stedet for Modersmålet. I Frederik den Andens Tid levede tre Oplysningsmænd, hvis er en Pryd for vor Historie. Niels Hemmingsen var en fattig Bondesøn fra Lolland, men opnåede at blive den berømteste Religionslærer under Frederik den Anden og blev gerne nævnt med det hædrende Navn »Danmarks Lærefader.« Han kom til Universitetet i Wittenberg, hvor han hørte Luther og Melanchton og især sluttede sig nær til den sidste. Senere var han i mange År den mest ansete Religionslærer ved Københavns Universitet. I Tale og Skrift var han en dygtig Vejleder for unge og gamle; Hans mange latinske Skrifter vakte stor Opmærksomhed i Udlandet; især blev hans Forklaringer over det ny Testaments Breve læst og beundret i Tyskland, og i hele Europa gjaldt han for en af Tidens største Bibelfortolkere. Han holdt fast ved Trosbekendelsen som en urokkelig Grundvold, og det mente han enhver burde, som ville kaldes en Kristen; men ellers var det hans Overbevisning, at de Kristne nok må have forskellige Meninger i mindre vigtige Stykker af Læren, og han anså det for ukristeligt at bruge Magt for at tvinge alle til at tro og tænke ens. Så frisindede var nu ikke mange dengang, hverken her eller i andre lutherske Lande. Der herskede tværtimod den mest trykkende Trostvang som søgte at kvæle al fri tænkning og Forskning og i høj Grad hindrede Videnskabens Fremgang. Hvor strengt det gik til i den Retning under Frederik den Anden, kan man se deraf, at han udstedte 25 Trosartikler, som enhver fremmed, der ville nedsætte sig her, måtte sværge på at ville antage. Hvem der vægrede sig derved, måtte inden tre Dage rømme Kongens Riger og Lande, og fandtes det, at nogen ikke holdt Artiklerne efter at have antaget dem, skulle han uden af Nåde miste både Liv og Gods. Niels Hemmingsen måtte omsider også lide under den hårde Trostvang. En tysk Professor havde opdaget i et af hans Skrifter, at han afveg noget fra Luther i Læren om den hellige Nadvere, og han ophidsede da Kurfyrst August af Sachsen til at anklage ham hos sin Svoger Frederik den Anden. Kongen havde dog nogen Betænkelighed ved at straffe den berømte Videnskabsmand, der gjorde Landet så megen Ære, og da Hemmingsen tilmed retfærdiggjorde sig ved et grundigt Forsvar, blev det første Angreb på hans Rettroenhed uden Frugt. Men Klagen blev gentaget atter og atter med stedse større Heftighed, og endelig gjorde den da også sin Virkning; thi Niels Hemmingsen blev i sit 66'de År uden Lov og Dom Pludselig afsat fra sit Embede. Som Tidens ypperste Religionslærer udgik af Bondestanden, så udgik dens ypperste Historieskriver, Anders Sørensen Vedel, af Borgerstanden. Hans Fader var Købmand i Vejle; der voksede han op i et godt Hjem og lærte Latin i Byens Skole. Da han var fjorten År, erklærede Skolens Forstander at den lille Anders nu var så vidt, at de der ikke kunne lære ham mere. Han blev da sendt til Ribe, hvor der var en berømt Skole, og hvor han kunne komme i Huset hos en Slægtning, den ædle Jens Grundet, som var Præst ved Domkirken der. Drengen kunne ikke vel være kommen på et bedre Sted. Mange ypperlige Mænd var den Gang samlede i Ribe, som Biskop Hans Tavsen, Historieskriveren Hans Svaning, Ærkedegn Jens Kansler, den dygtige Bestyrer af Ribe Skole Hans Thomesen og den foran nævnte Jens Grundet. Når disse Mænd kom sammen, var der noget at lytte efter, og Anders Vedel lyttede med Lyst. Han gjorde udmærkede Fremskridt i Skolen, men lærte ikke mindre i Omgang med de nævnte fromme og dygtige Mænd, hvis Ord faldt som en god Sæd i hans modtagelige Hjerte, og hvis ædle Tænkemåde og nidkære Virksomhed blev gode Forbilleder for ham. Mest Indflydelse på ham fik Jens Grundet; når denne om Aftenen læste med ham i Sakses Historie og andre Krøniker, da bankede Drengens Hjerte af Fryd over Fortidens herlige Mænd og Kvinder, og ingen Livsgerning forekom ham så skøn som den at udbrede Oplysning om Danmarks Historie. Efter fire Års Forløb kom han til København for at studere, men blev dog ikke længe der. Som Hovmester for den unge Adelsmand Tyge Brahe kom han på Udenlandsrejse med denne. Tyge havde fået en overhændig Lyst til at granske i Himmelens Bygning, noget hans adelige Slægtninge ikke syntes om, og det blev da pålagt Vedel at drage Omsorg for, at hans Rejsefælle ikke fordybede sig i Stjernehimmelen, men holdt sig til sådanne Studier, som kunne gøre ham skikket til engang at vorde Statsmand. Medens de rejste i Tyskland, blev Vedel Vidne til, hvorledes Tyge ved Nattetid stille rejste sig fra sit Leje for at betragte sine kære Stjerner; da blev han betænkelig ved at afholde Ynglingen fra, hvad der syntes at være hans rette Kald, og han lagde ham nu ingen Hindringer i Vejen for at følge dette, hvad Tyge var ham meget taknemmelig for og aldrig kunne glemme. Tre År gik hen med Rejser i Tyskland og Studering ved forskellige Højskoler, før de atter vendte hjem. Senere gjorde Vedel på egen Hånd en Rejse til Wittenberg for at uddanne sig ved Højskolen der, og da han kom tilbage herfra, var han en såre kundskabsrig Mand. Han havde nu samme Lykke i København som tidligere i Ribe, at komme i nært Forhold til flere ypperlige Mænd, som Rigshofmesteren Peder Okse, Kansleren Johan Friis og Feltherren Johan Ranzau, og på disses Anbefaling udnævnte Frederik den Anden Vedel til Hofpræst. I denne Stilling vandt den unge Mand stor Agtelse og mange gode Venner. Kongen yndede at høre ham prædike; hans brændende Tro, hans jævne forståelige Udlæggelse, hans store Veltalenhed fængslede både Kongen og Rigets Stormænd. Men hvorvel Vedel var en udmærket Præst, var han dog kaldet til en anden Gerning end Præstegerningen. Den gamle Kansler Johan Friis, der var en stor Ven af Historien, havde under Omgangen med Vedel fået den Tro, at ingen bedre end han var skikket til at blive Fædrelandets Historieskriver, og ofte havde han opmuntret ham til at oversætte Sakses latinske Krønike på Dansk, for at ulærde Folk ikke skulle vedblive at savne Kendskab til vor Fortid. Og da den gamle Kansler døde, trådte Peder Okse i hans Sted og gentog stadig denne Opfordring. Da tog Vedel fat på Værket, og i Året 1575 skænkede han det danske Folk den Oversættelse af Sakse, som i mange År var en af dets kæreste Bøger. Kongen yndede meget dette Arbejde; han udnævnte Vedel til kongelig Historieskriver på Modersmålet og satte ham i Stand til at opgive sin Stilling ved Hoffet, for at han i Ro kunne hengive sig til det store Arbejde at skrive en hel Danmarkshistorie. Da tyede Vedel til sit kære Ribe. Han blev gift med en Datterdatter af Hans Tavsen, med hvem han fik en talrig Børneflok og levede et yndigt Husliv på Gården »Liljebjerget «. Her samlede og udgav han 100 Kæmpeviser og reddede derved mange af vore gamle skønne Folkeviser fra Glemsel, og her arbejdede han på det store Værk, den fuldstændige Danmarkshistorie, der skulle udkomme i 22 Bind. Værket skulle ikke blot være stort, det skulle være grundigt og godt, og derfor måtte det tage lang Tid. Om Sommeren var han gerne på Rejse for at samle Sagn, Viser og Dokumenter, og for at se de Steder, hvor Historiens Begivenheder var forefaldne. Om Vinteren arbejdede han hjemme. Men da der var mange, som forlangte Tjenester af Vedel, og han havde ondt ved at sige nej, gik det langsomt fremad med hans Bog. Så døde Frederik den Anden, og hans andre Velyndere gik ligeledes bort, den ene efter den anden. De nye Magthavere begyndte at blive utålmodige over, at Bogen ikke kom; den kom måske aldrig, hed det, og til sidst øvede de den store Uretfærdighed mod Vedel, at fratage ham ikke blot hans Indtægter, men også de Samlinger, han havde skaffet sig, og hvoraf hans Værk skulle fremgå. Denne Krænkelse voldte ham megen Sorg, og han havde fra den Tid af ikke mere nogen Lyst til at skrive. Man vil mene, at Vedel lige fuldt fik en Danmarkshistorie færdig, men trykt blev den ikke, og Håndskriftet er forsvundet. Folket fik da ikke den Historie fra hans Hånd, som mange havde ventet. Men hans Oversættelse af Sakse og de 100 Kæmpeviser er nok til at sikre hans Berømmelse. Hans Kærlighed til Fædrelandet og dets Minder, hans Dygtighed som Skribent på Modersmålet i en Tid, da dette agtedes ringe, hans jævne, ærlige danske Sind har opflammet mange til at elske det, han elskede, og vil vedblive dermed, så længe der er dansk Sprog og danske Minder til. Hans Grav findes i Ribe, hvor han døde 1616. Tyge Brahe, der levede under Frederik den Anden, er blevet berømt som en af Verdens største stjernekyndige. Han var Søn af en Adelsmand i Skåne, hvor han blev født i 1546. En rig Farbroder tog ham i sit Hus, mens han endnu kun var en Dreng, og han sørgede godt for hans Opdragelse og Undervisning. Da han var 13 År gammel, blev han sendt til København for at studere Lovkyndighed, og Anders Sørensen Vedel, som kun var tre År ældre, fulgte med som hans Hovmester. Men Tyge holdt slet ikke af at læse i Lovbøger; derimod havde han stor Lyst til Stjernevidenskaben, den gav han sig til at studere meget ivrigt, og han læste alle de Bøger derom, som han kunne få fat i. Efter et treårigt Ophold i København blev han sendt til Leipzig i Tyskland, og der skulle han da rigtig for Alvor studere Lovkyndighed. Anders Vedel måtte også følge med ham dertil og havde strengt Pålæg om at passe på, at han ikke kiggede efter Stjernerne i Stedet for at læse i Lovbøgerne. Men Tyge kunne ikke lade være med at studere Stjernehimlen og Anders Vedel nænnede til sidst ikke at afholde ham derfra, men lod ham følge sin Lyst. Han lærte derfor også alt, hvad andre vidste om Stjernerne, og gjorde selv flere ny Opdagelser, så han allerede i den unge Alder blev en meget berømt Mand. Under sit Ophold i Tyskland kom han engang op at slås og var da så uheldig at få et Stykke hugget af sin Næse. Men det vidste han Råd for. Han lavede et nyt Næsestykke af sammensmeltet Guld og Sølv og satte det fast med en Slags Lim; det ville rigtignok somme Tider gå løs, men han havde altid en lille Æske hos sig med Lim i, så han nemt kunne sætte det fast igen. Da han var kommet tilbage til Danmark, opdagede han en ny Stjerne, som han Studerede nøje, og han udgav en Bog om sine Iagttagelser af den. Han begyndte nu også at holde Foredrag over sin Videnskab ved Københavns Universitet; men det blev hans adelige Slægtninge meget vrede over; de syntes, at det var alt for simpel en Forretning for en Adelsmand, og da han tilmed gik hen og giftede sig med en Pige, der ikke hørte til Adelstanden så var der Ingen Ende på deres Fjendskab, og de gjorde ham nu Livet så surt, at han besluttede at forlade sit Fædreland. Frederik den Anden syntes imidlertid, det var en Skam for Danmark, om det skulle miste en så udmærket Mand; han overtalte ham derfor til at blive og gav ham den lille ø Hven i Øresund samt en rigelig årlig Indtægt. På Hven byggede Tyge Brahe Slottet Uranienborg med et Tårn til at betragte Stjernerne fra. Der levede han så i 21 År og studerede stadig Stjernernes Gang og Naturens Kræfter, og han gjorde så mange Opdagelser, at han blev berømt over hele Europa, så både Konger og Fyrster og lærde Mænd kom alle Vegne fra for at besøge ham og lære af ham. Men han havde også mange Misundere og Fjender, især blandt Adelen, og da Frederik den Anden var død, fik de den unge Kong Kristian den Fjerde bildt ind, at alle hans Indretninger var til ingen Nytte. Så blev de fleste af hans Indtægter taget fra ham, og han blev hånet og krænket på så mange Måder, at han syntes, han var nødsaget til at forlade Danmark. Han drog til Prag i Bøhmen. Der tog den tyske Kejser Rudolf med Glæde imod ham, sikrede ham et rigeligt Udkomme og gav ham et Slot, som blev indrettet til en Stjerneborg, og hvor han så levede og virkede indtil sin Død 1601. Han ligger begravet i en af Prags Kirker, hvor hans Mindesmærke endnu findes.

Adelen havde i 1500-tallet afsondret sig stadig mere fra det øvrige samfund og samtidigt udvidet og fået lovfæstet sin myndighed over sine undergivne. Det afgørende sociale klasseskel var mellem de »ufrie« og den adelige godsejer. De »ufrie« var alle underlagt adelen, som havde øvrighedsmyndighed over dem. Godsejeren kunne i praksis sætte bønderne fra deres gårde, og sognepræsten kunne kun fungere på godsejerens vilkår. At en adelsmand indgik i et officielt parforhold med en pige »af trællestand« var meget uhørt. Et løsagtigt forhold var slemt nok. Det var noget der tit forekom, og loven tog det i betragtning, omend det kun i de færreste tilfælde førte til retsforfølgelse. For det blev anset for at høre til herremandens rettigheder. Frederik den Anden´s gårdsret fra 1562 bestemte, at hvis en adelsmand voldtog en ufri kvinde, skulle han straffes med døden, og var forholdet med hendes vilje, skulle de begge være æreløse. Hvis en ufri mand havde samleje med en adelig kvinde, skulle han i alle tilfælde henrettes og hun miste sit arvegods. Ægteskabslovgivningen var endnu ret uklar. I middelalderen var ægteskabs indgåelse ikke betinget af gejstlig medvirken, hverken efter kirkens kanoniske ret eller almindelig sædvane. Efter kanonisk ret stiftedes ægteskab enten ved, at parterne erklærede, at de herefter ville være ægtefæller, eller ved, at en aftale om senere at ville være det, en trolovelse, efterfulgtes af samleje. Dette havde fungeret godt sammen med den almindelige folkelige opfattelse og ældgamle praksis, at det gensidige løfte, trolovelsen, stiftede ægteskabet. Det var også i god , de overensstemmelse med den verdslige lovgivning. Jyske Lov (1241) fik efterfølgende status som lov for hele landet, og anerkendte to former for indgåelse af ægteskab. Det drejede sig om slægt og arv. Den vordende ægtemand kunne indhente samtykke fra kvindens far, voksne søn eller bror og ellers nærmeste mandlige slægtning. Kvinden kunne godt give sig i ægteskab uden sin slægts samtykke, men så mistede hun sin ejendom, hvis hun havde nogen. Slægten kunne ikke bortgifte en pige imod hendes vilje. Den anden form for ægteskabs indgåelse, som Jyske Lov regner med, er den sædvanebestemte. Den kvinde, som i tre vintre åbenlyst havde levet i en mands hus som hans kone, spist og drukket og sovet sammen med ham og haft nøglerne til hans husholdning, skulle "være hans ægtehustru og rette husfrue". Det var en form, der var udviklet af og velegnet for en befolkning, der helt overvejende var bønder, fattige og analfabeter. Et gammelt jysk ord blev brugt til at betegne sådan en anerkendt hustru og parrets børn: slegfred og slegfredbørn. Vedrørende slegfredbarnets arveret, som var den verdslige lovgivnings anliggende og skulle ordnes i forhold til slægten, bestemmer Jyske Lov at faderen på tinget kunne tilskøde barnet, hvad det skulle arve, og han kunne også lyse det i kuld og køn, hvorefter det ville være hans arving. Havde han desuden børn født i et "regulært" ægteskab, skulle slegfredbarnet arve halvt i forhold til et ægtebarn. Med reformationen bortfaldt kanonisk ret, og tilbage var Jyske Lovs bestemmelser samt befolkningens gamle praksis. Jyske Lov blev desuden i endnu højere grad end tidligere fælles lovbog for hele landet, således at det, der ikke var særskilt lovgivet om, skulle gå for sig efter den. Der var altså på denne tid intet krav i lovgivningen om, at gejstligheden eller anden øvrighed skulle medvirke, for at et ægteskab var retmæssigt indgået. I katolsk tid havde kirken godt nok ment, at det var ønskeligt, at ægteskab blev indgået under medvirken af en præst, og at der blev lyst i kirken, bl.a. for at undgå bigami. Præstens medvirken skulle da bestå i, at parret blev velsignet af ham, efter at ægteskabet var indgået. Men retsstiftende var præstens medvirken ikke. Efter reformationen ønskede de lutherske gejstlige at ændre på dette. Sammen med kanonisk ret ophørte også de kirkelige domstole undtagen på ét område: ægteskabssager, hvor gejstlige skulle deltage i de særlige domstole: Tamperretterne, der behandlede ægteskabssager. Tamberretterne blev ophævet i 1797. Kirken stemplede enhver kønsforbindelse udenfor et af den selv stiftet ægteskab som hor, og bisper og præster førte en voldsom kampagne imod alt, hvad de betragtede som uægteskabelige forbindelser, herunder den gamle form for ægteskabs indgåelse ved parternes trolovelse. Kirkens virksomste midler i denne kamp var bandlysning, offentlig syndsbekendelse i kirken, trusler om helvedes straffe og forsøg på at stemple alle børn født uden for et af kirken godkendt ægteskab, herunder slegfredbørn, som horeunger. Fra omkring midten af århundredet søgte bisperne at få gennemført i praksis, at trolovelsen skulle være et forstadium til ægteskabet, en forlovelse, og at den senere vielse var det, der stiftede ægteskabet. I 1566 befalede Sjællands biskop sine præster at »lade dem stå åbenbart skrifte, som ligger hos deres trolovede, førend de kommer til kirken«. Almindelig løsagtighed kunne straffes efter loven, men slegfredbegrebet var der endnu ingen lov imod, og befolkningen holdt i det store og hele fast ved sine ældgamle former for ægteskabs indgåelse, uanset hvad lutherske præster og bisper lod sig forlyde med. Her bestemte befolkningen, og hverken katolicisme eller lutherdom kunne ændre deres sædvaneret. Det kunne kun ændres ved lovgivning og tvangsmidler. Under voteringen vedrørende en sag om brudt trolovelse, som kom for universitetets øverste organ, Konsistorium i 1567, udtalte Niels Hemmingsen: »Det har altid været holdt her i riget, at de folk, som hinanden har trolovet, og derom har været vidnesbyrd og bevisning, og de har givet hinanden fæstensfæ (fæstegave), de folk er ægtefolk for Gud og verden«. Niels Hemmingsen udgav i 1572 en bog på latin, »Vejledning i ægteskabssager«, og her siger han det samme, og der findes ingen antydning i Niels Hemmingsen´s bog af, at kirkelig vielse var en nødvendig betingelse for retsgyldigt ægteskab.

Kristian den Fjerde

1588 - 1648

Da Frederik den Anden 1576 holdt Herredag i Kalundborg, kom en Samsinger-Bonde til ham og fortalte, at en Havfrue flere Gange, når han pløjede ved Stranden, havde vist sig for ham og pålagt ham at drage til Kongen med Bud om, at Dronningen skulle føde en Søn, som skulle blive en mægtig Herre i de nordlige Lande. Således fortæller sagnet, og virkeligheden er den, at Kristian den Fjerde blev født i 1577 på Frederiksborg Slot. Han var kun 11 år, da hans fader døde. Hans moder, Sofie af Meklenborg, var en brav og begavet kvinde og kunne vel nok have styret Riget, indtil sønnen blev myndig; dog blev det ikke hende, men fire Rigsråder, kansleren Niels Kås, rigsadmiralen Peder Munk, rentemesteren Kristoffer Valkendorf og Nørrejyllands statholder Jørgen Rosenkranz, der kom til at styre, hvorved heller ingen skade skete, eftersom disse var retskafne og dygtige danske mænd. De styrede Riget godt, og i forening med enkedronningen sørgede de for at give den unge Konge en god Opdragelse. Han fik grundig Undervisning i Sprog og andre Videnskaber, og da han var lærenem og arbejdsom, gjorde han gode Fremskridt. Særlig Lyst havde han til Tegning og Mekanik, hvori han da også blev så dygtig, at han som Konge selv kunne gøre Udkast til Bygninger og Skibe. Men heller ikke hans Legeme blev forsømt; under daglig øvelse i Ridning, Hugning og andre Idrætter voksede han op til en Kæmpekarl, der overgik alle andre i legemlige Færdigheder og Styrkeprøver og var i Stand til at udholde de værste Strabadser. Stor Forkærlighed havde han for Livet til Søs. Som Dreng tumlede han sig på Skanderborg Sø, hvor hans Moder havde ladet bygge et lille Orlogsskib til ham; som Mand pløjede han Østersøens og Nordhavets Bølger, og med Lethed entrede han op i Mærset for at holde Udkig. Allerede som Dreng viste han stor Iver for Rettens Fremgang. Han var kun 14 År, da tre Brødre af en jysk Adelsfamilie overfaldt en ung værgeløs Adelsmand på Viborg Gade og afhuggede hans højre hånd. Da Sagen kom for Retten på en Herredag, ville Rigsrådet gerne frelse de adelige Voldsmænd fra Straf; men dette oprørte den unge Konge, og han spurgte, om der da slet ikke var noget Lovsted, der satte Straf for en sådan. Misgerning. »Jo,« blev der svaret, »i den skånske Lov står der rigtignok, at den, der afhugger en Træls Hånd, skal bøde 3 Mark og give hans herre Erstatning; men den Bestemmelse gælder blot for Skåne og kun, når den overfaldne er en Træl, så den kan ikke anvendes her«. »Skal da,« udbrød Kongen, »en skånsk Træl have større Ret end en jysk Adelsmand ? Min Mening er, at de to af Gerningsmændene, som endnu lever, skal bøde deres 3 Mark og have Æren forbrudt; den tredje, som er død, må Gud dømme.« Og Kongens Mening gik igennem: de to Adelsmænd mistede Æren. Den samme Retfærdighedsfølelse bevarede han gennem hele sin Regering. Ofte kunne han også vise stor Snildhed i at udfinde skjulte Forbrydelser. Da Kristian var nær ved 20 År gammel, overtog han selv Rigsstyret, og det blev snart kendeligt, at Tvillingrigerne havde fået en Konge, der fyldte sin Plads. Det var ved den indre Styrelse, han vandt sig mest Hæder. Han var alle Vegne på Færde, ville selv se og selv være med. I Norge havde det hidtil gået, som det kunne, og ikke som det skulle; men Kristian indførte en bedre Skik; næsten hvert År drog han selv derop og så Embedsmændene alvorligt på Fingre. Da der blev Uenighed om Landegrænsen mellem norske Finmarken og Sverrig, sejlede han op langs Norges Vestkyst, forbi Nordkap ind i det hvide Hav; han ville selv på Stedet undersøge Sagen. Også herhjemme drog han flittig om i Landets forskellige Egne og ordnede mange Ting. Gerne sad han selv i Retten, og han sparede da ingen Umage for at udfinde, hvad Ret var, og det var lige meget, om Dommen gjaldt høje eller lave. Hvor omhyggelig han kunne lede om Retten, viste sig engang, da en Købmand på Kristianshavn stod for Domstolen, anklaget for at have skrevet et falsk Gældsbevis. Det syntes umuligt at godtgøre Mistanken; men Kongen ville dog ikke opgive Sagen; ved omhyggelig Undersøgelse af Papiret opdagede han omsider, at dettes Vandmærke var i Stand til at fælde den anklagede. Den Mølle, hvorpå Papiret var fabrikeret, var endnu ikke anlagt den Dag, da Forskrivningen skulle være udstedt. En anden Gang stod Adelsmanden Kristoffer Rosenkranz for Skranken, anklaget for en lignende Forbrydelse, og det hjalp ham ikke, at han var en højbåren Mand; han blev dømt fra Ære, Liv og Gods. I 1593 måtte Kristian møde op med 900 riddere i Flensborg, får at overtage ledelsen af hertugdømmerne, mod enkedronningens planer. Desværre var Kongen i det Stykke ikke bedre end de fleste, men tilbragte ofte Tiden i lystigt Lag med Svir og Drik til langt ud på Natten, og hans huslige Liv var langtfra, som det burde være. Han har alligevel fået Ord for at være en gudfrygtig Konge, og i visse Retninger gav han også et godt Eksempel på Gudsfrygt; han læste således daglig et Kapitel i Bibelen, forsømte næsten aldrig Kirken om Søndagen, og på sine Rejser var han altid glad ved at træffe på dygtige Præster. Han kunne også godt tåle at høre Sandheden i Præstens Mund, selv om det var hans egen Synd, der blev revset. Dette viste han på en smuk Måde over for Ole Vind. Denne Mand var Præst ved Frue Kirke og meget bekendt for den Strenghed, hvormed han uden persons Anseelse prædikede mod Tidens herskende Laster. En Søndag fik nogle af Hoffolkene Lyst til at høre ham og gik da hen i Frue Kirke; men de gik meget forbitrede bort igen, thi han havde holdt en tordnende Prædiken mod det lastefulde Liv, der førtes ved Hoffet. De anklagede ham for Kongen, hvem han også havde omtalt på en Måde, som de fandt meget upassende, og de mente, han burde straffes hårdt. Kristian lod Ole Vind kalde for sig og spurgte, om det var sandt, at han havde prædiket således, som det var sagt. Præsten svarede, at han kun havde prædiket, hvad der var Sandhed, og det ville han blive ved med at gøre, enten så Folk syntes om det eller ej, thi det var hans Pligt som Herrens Tjener. Kongen befalede nu, at han skulle møde på Slottet og der holde den selv samme Prædiken, han havde holdt i Kirken. Ole Vind gjorde, som der blev ham befalet, og holdt sin Prædiken aldeles uforandret. De fornærmede Hoffolk troede nu sikkert at skulle få Hævn over den strenge Præst, og de var meget spændte på at få at vide, hvilken Straf Kongen ville give ham. Men i Stedet for at straffe ham udnævnte Kong Kristian ham til Hofpræst, thi Sandhed ville han høre af sin Præst og ikke Smiger. Til Oplysningens Fremme ansatte Kristian den Fjerde lere Lærere ved Universitetet, opførte en Stjernekure, »Rundetårn«, og oprettede et ridderligt Akademi i Sorø. Ved siden af lavene havde der imidlertid vokset en ny form for produktion frem. Man begyndte at indrette en række værksteder, hvor mange håndværkere og arbejdere producerede sammen. De blev kaldt for manufakturværksteder eller slet og ret for manufakturer, fordi manufaktur på latin betyder »hvad der er gjort med hånden«, og da tekstilfremstillingen var en af de første store manufakturgrene, gik ordet senere over til at betyde tekstilvarer. Disse store værksteder havde mange fordele. Der kunne laves fælles råstofindkøb, der kunne indføres en vis arbejdsdeling, og i det hele taget kunne man benytte sig af »storproduktionens« fordele. Langt de fleste manufakturværksteder var ejet af staten, kongehuset eller kirken. Et af de første store manufakturværksteder blev oprettet af Kristian d. 4. i 1605, og det hed »Tugt- og Børnehuset«. Her installerede man 800 »vilde« børn, der var indskrevet fra alle landets egne, sammen med kriminelle, og lod dem producere tekstiler. »Tugt- og Børnehuset« blev så effektivt, at hele kongehusets, flådens og hærens forbrug af klæde, det såkaldte tugthusklæde, blev dækket af dette manufakturværksted. Skibe byggedes på stadig større værfter med tilknyttede reberbaner, sejldugsvæverier, ankersmedjer osv. Samtidig voksede handelen. Til Handelens Opkomst byggede han Børsen, anlagde også flere Købstæder: Kristiania, Kristianssand og Kongsberg i Norge, Kristianssstad i Skåne, Kristianshavn på Amager og Fæstningen Glückstadt ved Elben; og stiftede flere Handelsselskaber. Der blev oprettet mange handelskompagnier, f.eks. Islandske Kompagni, Ostindisk Kompagni (1616), Østersøkompagniet og mange andre. Den store danske handelsflåde og gamle danske handelstraditioner medvirkede til, at vi hurtigt fik en stærk placering på de internationale markeder. Glückstadt skulle tage konkurrencen op mod hamburgerne, og fik i 1630 monopol på import af spansk salt, og Kristian d. 4. brugte byen til at kræve toldafgift af sejltrafikken på Elben. Hamburgerne tilbød i 1643 Kristian d. Fjerde 280.000 rigsdalere for at få tolden ophævet. På Kristian den Fjerdes Tid herskede megen Råhed og Usædelighed, især blandt Stormændene. Han indkaldte fremmede Kunstnere og Håndværkere. Til Landets Forsvar oprettede han en stående Hær, men især bar han Omsorg for Flåden. Man kunne se ham i den tidlige Morgenstund vandre fra Slottet ned til Holmen, hvor Skibene byggedes, for at se til med Arbejdet, og det var ikke et sjældent Skue, at se et stort, kraftigt Orlogsskib løbe af Stabelen. 1500 Mand holdt han til fast Tjeneste på Flåden, og til denne faste Stok sørgede han for Bolig ved at bygge »Nyboder«. Foruden de alt nævnte Bygninger og Byer opførte han Trinitatis, Holmens og Frelserens Kirke, Regentsen, hvor 100 fattige Studenter skulle have fri Bolig og Varme; Tøjhuset til Opbevaring af Statens Våbenforråd og Nyboder til Bolig for Flådens faste Mandskab, der udgjorde 1500 Mand; opførte det skønne Rosenborg, og fuldførte det stolte Frederiksborg, som hans Fader havde påbegyndt. Desuden byggede han Krudtmøller, Papirmøller, Silkefabrikker, Klædefabrikker, og Flåden blev forøget med det ene smukke krigsskib efter det andet. Undres må man over, hvor han fik Penge fra til alt dette. Ved visse Lejligheder, når der var Fest på Slottet, kunne han være rundhåndet nok; men til daglig var han nøjeregnende og passede på, at intet gik til Spilde. Som Kong Kristian vandt Folkets Agtelse ved sin sjældne Arbejdsomhed og Omhu i Rigsstyrelsen, så vandt han dets Kærlighed ved sin Jævnhed og sit danske Sind. Han færdedes midt i sit Folk, talte med lav som med høj. Han undså sig ikke for at uddele Dagløn til sine Arbejdere eller for at sætte sig ved Bonden på Agefjælen og køre hjem til Slottet med ham. Dansk var hans Sprog, når han talte, og når han skrev. Sine Sendemænd i fremmede Lande pålagde han at tale Dansk; »Forlanger man Tysk af jer, da skulle I gøre en høflig Undskyldning, at I ikke er det Sprog mægtige«. På Kristian den Fjerde Styrelse udadtil kan der vistnok udsættes en Del, og hans Krige hjalp ikke Landet. I Året 1611 kom Kristian den Fjerde i Krig med den svenske Konge Karl den Niende, fordi de ikke kunne enes om den nordlige Grænse mellem Sverrig og Norge. Krigen varede i to År og benævnes almindeligt Kalmarkrigen fordi Kampen længe drejede sig om Fæstningen Kalmar. Det havde jo vistnok været bedre, om Kongen efter de gamle Adelsmænds Råd havde søgt at jævne Stridighederne på fredelig Måde, men han kunne ikke lide Svenskerne og greb gerne Lejlighed til at ydmyge dem.. Det var i denne Krig, at en skotsk Oberst ville komme Svenskerne til Hjælp. Med nogle få Hundrede Lejetropper sejlede han over Nordsøen og landede på Norges Vestkyst. Derefter drog han frem gennem det norske Klippeland for at komme til Sverrig. I Begyndelsen mødte han ingen Modstand; men da han nåede til Klippekløften Kringen, blev han pludselig overfaldet af en Del norske Bønder, som havde samlet sig på Fjældet ovenfor, og de tog så varmt imod ham, at han faldt med størstedelen af sin Skare. Svenskerne fik altså ingen Hjælp af de skotske Lejetropper, skønt de nok kunne have trængt dertil, thi de kunne i det hele taget ikke godt stå sig mod de Danske; men de gjorde dog så tapper Modstand, at Sverrig hverken blev erobret eller lemlæstet. Adelsmanden Kristen Barnekov fandt en Lejlighed til at vise en berømmelig Selvopofrelse. På et Tilbagetog fra Vestergøtland blev Kong Kristian og den lille Rytterskare, der fulgte ham, overfaldet af en overlegen Styrke, der splittede de Danske og drev dem på Flugt. Kongens Hest blev siddende i et Morads, og det syntes, som Kongen kun havde Død og Fangenskab at vælge imellem. Da sprang Barnekov af sin Hest og gav den til Kongen med de Ord: »Jeg giver Kongen min Hest, Fjenden mit Liv og Gud min Sjæl«. Kong Kristian undkom til Varberg, men hans Redningsmand blev nedhugget. Endnu vises på Skellinge Hede den Sten, på hvilken den ædle Helt skal have sat sig, da han ikke kunne følge Kongen længer, og på hvilken hans Blod sprang. Ved Fredsslutningen i 1613 måtte Sverrig betale en stor Sum Penge til Danmark og opgive sine Fordringer på de omstridte Grænselande; men hvert Rige skulle give de Fæstninger og Landsdele tilbage, som det havde indtaget under Krigen. Kristian den Fjerde var således på en Måde gået ud af Kampen som Sejrherre; men det havde været langt fornuftigere at undgå Krigen, der fremkaldte så megen Nød og Elendighed i de Landsdele, hvor den førtes, og opfriskede Hadet mellem Danske og Svenske. Studehandelen var i de år på sit højeste. 52.350 stude gled gennem toldstedet ved Gottorp i 1611 og 40.000 stude ved toldstedet i Haderslev. Portugesiske jøder og calvinske sekter, (gendøberne) fik lov til at tage ophold i Danmark, men der var ikke plads til katolikker. I 1615 og 1634 blev Sydjylland ramt af enorme stormfloder og oversvømmelser. På øen Strand forsvandt 19 kirker, 6.000 druknede, og 80 % af landet forsvandt i buldrende mørke i vandmasserne. I 1618 udbrød Trediveårskrigen i Tyskland mellem de lutherske Nordtyskere og de papistiske Sydtyskere, som den tyske Kejser stod i Spidsen for. Da Lutheranerne snart blev overvældede, henvendte de sig i deres Nød til de to nordiske Konger, Sverrigs Gustav Adolf og Danmarks Kristian den Fjerde, hvilke begge var lutherske Fyrster og så kraftige Mænd, at man med god Grund kunne vente Hjælp fra dem. Det havde nu været smukkest og bedst, om de tvende Konger i Forening havde rykket deres Trosbrødre i Tyskland til Hjælp, og således ville også den højsindede og klartskuende Gustav Adolf, det skulle være; men Kong Kristian kunne ikke bekymre sig til at kæmpe Side om Side med Svenskerne, hellere ville han ene klare Sagen. I Året 1625 drog Kristian den Fjerde med en Hær ind i Tyskland. Sagen var, at Kristian den Fjerde som hertug af Holsten, og som tysk rigsfyrste havde mere tilfælles med de tyske end med det danske rigsråd. Han blev endda valgt som militær øverstkommanderende i hele det nordvestlige Tyskland - mod den tyske kejser. Men dette Stivsind kunne let have kommet Danmark dyrt at stå. I 1625 førte han et felttog i Harzegnen, og befolkningen hjalp ham og blev anti-katolske. Her var danskekongen kommet i besiddelse af den stærke fæstning, Harzburg, med de kendte skytter, og bønderne hjalp til som sabotører (friskarer) mod Tilly, der rykkede frem. Det var Tilly´s plyndring, afbrændinger og grusomheder mod bønderne, der vendte den udplyndrede befolkningen bort fra de katolske og kejseren. Bønderne gik virkelig til modstand, og skar hænder, fødder og hoveder af de soldater og soldaterkoner, de fangede. De flåede Tilly´s officerer levende og tusindvis af bønder slog Tilly tilbage, bl.a. ved Hemmendorf og Lamspringe, og flere garnisoner blev simpelthen hugget ned af bønderne. Hele denne bondeaktivitet var årsag til at Kristian den Fjerde i september kunne tvinge Tilly væk fra Nienburg. Men den anden kejserlige hær på 20.000 mand med Wallenstein kunne besætte Halberstadt og Magdeburg. Byråddet i Goslar samarbejdede med den katolsk-kejserlige part og forsynede dem med proviant. Wallensteins marskal Collalto ville have fæstningen Harzburg. Men bønderne havde stærke friskarer, der fangede mange købmænd og vognladninger gods, samt kvæg og får, og Goslar måtte have undsætning af 300 mand fra Colloredos regiment. Da Tilly trængte frem, måtte de danske og braunschweigske tropper trække sig tilbage, men den lokale befolkning forsatte kampen med Thomas Merten, mod de kejserlige tropper. Disse frivillige havde faktisk opdelt sig i regulære militære paramilitære enheder, endog ofte til hest, og havde tilslutning fra andre bjergfolk. De talte ofte skarer på 600 bevæbnede bønder. Men i landskaberne i Braunschweig-Wolfenbüttel var allerede 300 landsbyer gået op i luerne under krigshandlingerne. De kejserlige anførere var ubeskrivelig onde, og myrdede uden spørgsmål og skånsel. De nød at radbrække bønder, hvilket jo også har medført at man forbandede de katolske og kejserlige lejetropper. Men Kristian den Fjerde ramtes af det ene uheld efter det andet. Hans Hest styrtede med ham ned ad en høj Vold, og han slog sig så slemt, at han måtte ligge syg i lang Tid; og med Nød og næppe reddede Kongen Livet; de Penge og Soldater, som hans Trosfæller havde lovet ham, så han næsten ikke noget til. Han fik derfor ikke en Hær, der var stor nok, til sin Rådighed, og da det så kom til en alvorlig Kamp ved Lutter am Barenberg, blev han overvundet af Kejserens sejrsvante General Tilly. Tja, Den Katolske Liga vandt !. Nu kunne Kristian den Fjerde ikke værne sine egne Landegrænser, så den kejserlige katolske General Wallenstein trængte med en stor Hær ind i Danmark og besatte hele Jylland, som hans Soldater i to År plyndrede og udsugede på det grusomste. Folk flygtede til øerne og helt til Skåne. Halvdelen af Haderslev by blev nedbrændt. Kirker og landsbyer blev brændt ned. Røveriet var ufatteligt, selvom der oppe i Nørrejylland opstod modstandsbevægelse fra bøndernes side og kejserlige desertører (krabber). Kristian hindrede dem dog i at komme over til øerne, og i 1629 lykkedes det ham at slutte Fred med Kejseren uden noget Tab af Land imod at love, at han ikke mere ville blande sig i Tysklands Anliggender; men Danmark var så ilde medtaget, at det sent kom til Kræfter igen. Det var tidens storpolitik, der reddede Kristian Kristian den Fjerde og landet. Men i årene fra 1629 til 1643 steg kronens gæld på Kieler Omslag til 950.000 rigsdalere, og stænderne blev afpresset højere skatter. Efter at Danmark havde sluttet Fred med Kejseren, drog den svenske Konge Gustav Adolf ind i Tyskland for at hjælpe lutheranerne og han var mere heldig; han vandt den ene glimrende Sejr efter den anden. Til sidst faldt han i Slaget ved Lutzen, men Sejren blev ligefuldt vundet. Hans Hære fortsatte Krigen flere År efter hans Død, og det med så stort Held, at Kejseren endelig måtte indrømme Lutheranerne den Religionsfrihed som de havde stridt så længe for. Kristian den Fjerde var slet ikke glad ved Svenskernes mange Sejre i Tyskland, og i sine Forsøg på at mægle Forlig gjorde han, hvad han kunne, for at de ikke skulle gå ud af Krigen med alt for store Fordele. Dette blev den svenske Regering omsider så forbitret over, at den i Året 1643 uden foregående Krigserklæring sendte General Torstensson med en Hær ind over Danmarks Sydgrænse og inden kort Tid var hele Jylland erobret. I Flensborg forlangte den svenske kommandant 8.000 rigsdalere. Overalt blev der ubarmhjertigt opkrævet skatter og røvet i 2 år. Snaphanerne (frihedskæmpere) opstod overalt (Svend Gønge Poulsen, Ib, m.v.). Samtidig faldt en anden svensk Hær ind i Skåne, Vestfra kom en hollandsk Flåde, og Planen var, at begge svenske Hære skulle mødes på Øerne for helt at indtage Danmark. Dette Angreb kom meget ubelejligt, thi Danmark var slet ikke forberedt på Krig: Krigsskibene var ikke i Orden til straks at løbe ud; Fæstningerne var forfaldne; der var ingen Penge i Statskassen, og Adel og Rigsråd var uvillige til at ofre noget alvorligt for Landets Forsvar. Kristian den Fjerde var dengang en Olding på 67 År; men Faren gjorde ham ung og stærk. Han ilede til Fyn og fik bygget Skanser ved lille Bælt, og hurtig derfra igen tilbage til København, hvor han gik om Bord på Flåden for ude i Vesterhavet at møde Hollænderne. Under en kulende Storm slog han den hollandske Flåde ved Lister og nødte den til at vende tilbage. Da han igen kom til København, bad hans Venner ham spare sig selv og sætte en anden til at føre Flåden, men han svarede: »Jeg er gammel og stiv og duer ikke længere til Landkrigen; derfor går jeg med Flåden, for at Efterverdenen kan se, at jeg mente det ærlig med Fædrelandet«. Det var Kongen ene, der måtte sørge for alt, og det var ham, der frelste Riget fra at gå helt til Grunde: han gjorde Udvej for Penge; han hvervede Soldater; og fik Flåden i største Hast udrustet, og tog selv Kommandoen og sejlede ud for at møde Fjenderne på Søen. I Farvandet Kolberg Heide ved Femern traf han sammen med Svenskerne, og der udspandt sig nu en heftig Kamp på ti timer mellem 30 danske og 40 svenske Krigsskibe. Kongens eget Skib, »Trefoldigheden«, måtte en Tid tage Kampen op med fire svenske og »Trefoldigheden« blev ramt af en tung Kanonkugle, der sprængte Skansen og Dækselet på en Kanon, så der fløj Stumper af Træ og Jern om til alle Sider og sårede flere Mand. Kongen blev også ramt; han mistede Synet på det ene Øje, segnede om på Dækket, og rundt om lød Råbet: »Kongen er død«. Men den gamle Konge rejste sig fra det blodige Dæk. Hans højre Øje var såret, det ene Øre flænget, et Par Tænder slået ud; ialt havde han over 20 Sår; men han ænsede dem ikke, og udbrød: »Nej, Gud har endnu levnet mig Liv og Styrke nok til at stride for mit Folk, så længe kun enhver vil gøre sin Pligt.« Han lod sig derpå forbinde og støttende til sværd blev han stående på dækket og ledede kampen, til Mørket brød frem, og Slaget var endt. Det er om Kristian den Fjerde vi synger i Kongesangen: »Kong Kristian stod ved højen Mast«. Det lykkedes ikke Svenskerne at føre deres Hære over til Øerne og helt tilintetgøre Danmark; men de fik Held til at overvinde en mindre dansk Flåde i Østersøen, og derefter blev Kristian nødt til at slutte Fred i Brömsebro i 1645. Danmark måtte afstå Herjedalen og Jæmteland i Norge samt Øerne Gulland og Øsel og indrømme Svenskerne Toldfrihed i Øresund.. De store planer om en dansk magtstilling ved Elben, måtte opgives. » End ser vi på Rosenborg Slot Klædet, som kongeligt Blod haver vædet ! 350 År ej udsletter de kostbare, purpurne Pletter.« Det er ikke så glædeligt at se på Kristian den Fjerdes Husliv som på hans Kongegerning. Som i hans Faders Tid sad Kongen og Adelsmændene på Slottet ved de fulde Bægere til langt ud på Natten, og ofte måtte Tjenerne bære de adelige Herrer hjem. Kongen selv kunne tåle meget og var, om han end var kommen sent til Hvile, gerne oppe Kl. 4 for med Kraft at tage fat på sit Arbejde. Efter at hans første Hustru, den brandenborgske Anna Kathrine, var død, giftede han sig med en dansk Adelsdame, Kirstine Munk, der forvoldte ham megen Kummer. Hun var en dårlig Moder for sine Børn, dem hun lod gå revne og pjaltede, eller hun sendte dem bort for ikke at have Ulejlighed af dem, og da hun tillige var sin Ægteherre utro, måtte han til sidst forvise hende fra Slottet til Herregården Boller. Hendes mange Døtre blev gifte med danske Adelsmænd, der som Kongens Svigersønner gjorde store Fordringer og til sidst næsten helt tog Magten fra den gamle Konge. I det hele gik det nu tilbage med Adelen; dens Magtsyge tog til, og dens Fædrelandskærlighed tog af. Forgæves søgte Kongen at formå Herrerne til at gøre noget for Landets Forsvar. »Det kommer os underligt for«, siger han, »at når de med Penge deres Herre til Fædrelandets Forsvar skulle understøtte, da er de ikke ved Middel; men når de Kronens Gods til brugeligt Pant kunne bekomme, da er Pengene for Hånden.« Huslige Sorger og Adelens skamløse Færd mørknede Kong Kristians sidste År. Men helt mørkt var det dog ikke for ham, da han i Året 1648 lå på sit Dødsleje på Rosenborg Slot; thi ved hans Side sad hans smukke, højtbegavede og mest elskede Datter Leonora Kristina, og det var hendes kærlige Hånd, der lukkede hans Øjne. 

Hidtil havde hver enkelt Håndværker kun haft en begrænset kreds af kunder, nu åbnede der sig Muligheder for et videre Marked, og disse Muligheder bidrog også til at give vor hjemlige Industri et vist opsving og løsne de bestående Lavsrammer. I Slutningen af det 1600-tallet grundlagdes der et Par Papirmøller, og i det følgende syttende Århundrede ser vi Fabriksindustrien lidt efter lidt trænge ind i Landet. Der opstår Fabriksarbejdere, og der udstedes (under Kristian den fjerde) et Forbud mod, at Svendene driver »Rotten eller særdeles Sammenkomst, hvormed de Mestrene til Skade på deres Arbejde kunne forhindre«. Det er det første Spor af en Arbejderbevægelse, vi træffer i Danmark. En Mængde tyske Svende var kommen hertil og dannede efterhånden Grundlaget for særlige Svende-Broderskaber til Værn mod Mestrene. Den ny Tids Stemning kom til Orde i nogle tyske Rim, som Københavns Snedkere i 1642 skrev på panelet over det øverste Bord i deres Lavssal. De lød således: » Magt går for Ret, sådan klager jeg arme Knægt. Du skal ej dømme i en Fart, men høre først den anden Part. Een Mands Tale er kun halv, man dem begge høre skal.« Henved Slutningen af Århundredet blev det forbudt Svendene at samles i særlige Lav. Politimester Claus Rasch, som var et nidkært Redskab for den ny Enevælde, satte sig for at kurere Svendene for deres »gale Griller«, som han kaldte det. Han opsnusede således de københavnske Bagersvendes hemmelige Sammenkomster, beslaglagde deres Lavstøj og lod det sælge ved Auktion.

Sveerne

Den unge Gustav Vasa fordrev Kristian den Anden fra Sverrig og blev derefter kaldt til som konge for at styre sine landsmænd. Dette var ingen let Sag; thi gennem mange Tiders Urolighed var de svenske folk vante til Selvrådighed og Selvtægt (Frihed); men Gustav var rådsnar og fast og overvandt alle Vanskeligheder. Nu skulle sveerne også ensrettes og underkastes en centralmagt. I Gustav Vasa´s Tid og ved hans kraftige Bistand gennemførtes Kirkefornyelsen i Sverrig. En Smedesøn fra Ørebro, Olaus Petri, havde hørt Luther i Wittenberg og bragt hans Lære til Sverrig. Kong Gustav var en af de første, på hvem den nye Forkyndelse gjorde stærkt Indtryk, og han lagde ikke Hænderne i Skødet, når hans Hjerte blev varmt for en Sag. Han sørgede for, at det nye Testamente blev oversat på Svensk, og at den katolske Gejstlighed ikke hindrede Luthers Disciple i at forkynde Ordet, og da Stemningen var forberedt, sammenkaldte han en Rigsdag i Vesterås 1527, for hvilken han kundgjorde, at det var hans faste Vilje, at Guds Ord skulle prædikes rent uden menneskelige Tilsætninger. Man får her ret at se, hvilken ivrig Mand Gustav var. Da Bisper og Adelsmænd talte ham imod og holdt på, at der ikke kunne gøres nogen Forandring i Kirken uden Pavens Minde, da blev Kongen vred og udbrød: »Da have vi ej heller Lyst til at være eders Konge. Det forundrer os ikke, at Almuen er gal og ulydig, når den har sådanne tilskyndere. Får de ikke Regn og Solskin, så beskylder de os derfor; hænder dem Dyrtid, Hunger og Pest, så må vi bære Skylden. For al vor Umage have vi ingen anden Løn at vente, end at I gerne så Øksen sidde i Hovedet på os, fast ingen tør holde i Skaftet. Derfor må I være betænkte på at gengælde os, hvad vi have kostet på Riget, så kan vi drage vor Knas og aldrig komme her igen.« Med disse Ord forlod Kongen Salen. Men som nu alle godt forstod, at ingen anden end Gustav mægtede at styre Riget, så gav de efter. Pavens Magt blev ophævet, og det blev lagt i Kongens Hænder at sørge for Kirkens Ordning. Da Gustav på sine gamle Dage mærkede, at Døden nærmede sig, sammenkaldte han en Rigsdag i Stockholm for at tage Afsked med sit Folk. Omgivet af sine Sønner trådte den gamle Konge frem for Stænderne og talte til dem. Han takkede Gud, fordi han havde udset ham til Redskab til at udfri Sverrig af Trældom. Han sammenlignede sig ved Kong David, som Gud fra en Hyrde gjorde til Herre over sit Folk; ej kunne han tænke sådant, da han for fyrretyve År siden måtte skjule sig i Skov og øde Fjælde for Fjendens Sværd. Sine kære svenske Mænd bad han om Tilgivelse for, hvad han havde fejlet; det var sket imod hans Vilje. Han vidste, at han i manges Tanker havde været en hård Konge, men den Tid kunne komme, da de gerne ville grave ham op af Mulde, om de kunne. Til sidst bad han dem bevare ham i kærlig Ihukommelse, så hans Minde ikke skulle dø med Klokkernes Lyd. Kort derefter nedlagdes han på Sottesengen og døde i 1560. Tre af hans Sønner fulgte ham på Tronen: 1) den evnerige, men heftige og til sidst sindssyge Erik d. 14. (1560-1568), 2) Johan d. 3. (1568-1592), der vendte tilbage til katolicismen og søgte at gennemføre den i Sverrig, 3) den kraftige og kloge Karl d. 9. (1599-1611). Sit kronskud skød Vasastammen med dennes Søn, den store Gustav Adolf, Sveriges største Konge og en af de ypperste, som har levet. Allerede som Barn udmærkede han sig ved glimrende Evner, Videlyst og Højsind, og han var kun 16 År gammel, da han begyndte at tage Del i Statsstyrelsen. Som fuldvoksen Mand var han sine tre Alen høj og før derefter, så der skulle en stærk Hest til at bære ham på en længere Færd. Hans Hår og Skæg var gult, hvorfor han ofte kaldtes »Guldkongen«, Øjnene blå, Ansigtet fyldigt og frisk; i hans Blik og hele Væsen var Mildhed forenet med Højhed. Med stor Lethed satte han sig ind i enhver Sag, og med Klarhed og på en tiltalende Måde fremsatte han sine Tanker, så han endog ansås for en større Taler end den veltalende Gustav Vasa. »Han har overvundet flere ved sine Ord end ved sit Sværd«. Men ikke blot i Rådet, også på Slagmarken gik Gustav foran alle; han kendte ikke til Frygt, og hans Hærførersnille beundres af Kendere. En levende Gudsfrygt prægede al hans Færd. Eder, letsindig og uværdig Tale kunne han ikke tåle, og en samtidig Sagamand siger om ham: »Kong Gustav er en Herre, der begynder alle sine Foretagender med Bøn og derfor ender dem med Taksigelse«. Kongeborgen var et Hjem ikke alene for Krigerære, men også for Gudsfrygt, Retvished og Sædelighed, og Sverrigs Indbyggere så did op ikke blot med Beundring for det store, men også med Agtelse og Kærlighed for det ædle, som boede bag dets Mure. Den Storbedrift, der har båret Gustav Adolfs Navn videst om, er hans Sejrstog i Trediveårskrigen (1618-48). Da det var mislykkedes for Kristian den Fjerde at hjælpe Lutheranerne i Tyskland, henvendte disse sig til Gustav Adolf, der rørtes over sine Trosbrødres Nød og gjorde sig rede til at yde dem Bistand. Med sin lille Datter Kristina på Armen trådte han ind mellem Rigets Stænder og lod dem sværge hende Troskabsed som deres tilkommende Dronning. »Det er ikke af personlig Lyst til Krig«, sagde han, »at jeg begynder dette Foretagende, men for at fri vore Trosfæller fra det pavelige Åg. Nu er det jo så, at Krukken går så længe til Vands, at den til sidst kommer hankeløs hjem, og det vil vel også gå mig således. Derfor vil jeg anbefale eder til Gud med det Ønske, at vi engang må møde hinanden i Guds Rige.« Med en lille Hær på 15.000 Mand satte han over Østersøen og landede i Pommern. Han var selv den første, der sprang i Land, og i hele Hærens Påsyn takkede han knælende Gud og bad om hans Velsignelse. Han begyndte straks at drive Wallensteins vilde Skarer ud af Pommern, og Indbyggerne lærte nu en anden Krigstugt at kende; thi Gustav vågede nøje over, at hans Soldater ikke fornærmede nogen Borger. Men Fjenderne måtte overalt vige for ham, og hele Nordtyskland blev snart befriet for de katolske Hære. I Slaget ved Leipzig 1631 overvandt han den berømte Tilly, der før ikke havde tabt noget Slag. Kort efter holdt Gustav sit Indtog i Frankfurt am Main og fortsatte derfra sin Sejrsgang gennem Sydtysklands Stæder. Det sidste store Slag stod ved Lützen, hvor hans Modstander var den frygtede Wallenstein. Det var d. 6 november 1632. En tung Tåge lå over Sletten, så Hærene, der stod tæt sammen, ikke kunne se hinanden. Før Slaget istemte de Svenske den Krigssang, som Kong Gustav selv havde forfattet: »Forfærdes ej, du lille Hob«, og da Tågen derefter lettede, sprængte Kongen frem foran sine Linier og kommanderede fremad. Midt under Kampen kom han den fjendtlige Linie for nær, så han pludselig så sig omringet, og inden hans Folk kunne komme ham til Hjælp, segnede han for Fjendens Kugler; hans blodige Hest bragte Sørgebudskabet rundt i den svenske Hær. Dreven af uimodståelig Kamplyst gik denne nu frem, og ved 11 Timers blodig Strid vandt den Sejren og hædrede således sin faldne Konge. Efter hans Død styrede hans ven Oxenstjerna Sverrig i en Del År for den umyndige Kristina; men de svenske Hære vedblev at føre Krigen i Tyskland, indtil Lutheranerne ved Freden 1648 opnåede den Trosfrihed, der var kæmpet for. Skønt Gustav Adolf faldt, før denne Fred nåedes, var det dog ham, der bragte Vending i Sagen og gjorde en sådan Fred mulig. Derfor have taknemmelige Lutheranere i Året 1832 rejst en Mindesten på Stedet, hvor den store Konge faldt. 

Frederik den Tredje

1648 - 1670

Det var uhyre Rettigheder, den danske Adel i Tidernes Løb havde tilrevet sig. Den sad inde med de store Jordejendomme, med de indbringende Len og de bedste Embeder. Den kaldede Præster og Dommere, og på dens Hovmarker trællede den største Del af Rigets Bønder. Den sad inde med Rigdommen, men var dog fri for at svare Skat og Tiende. Alle Herligheder havde den samlet til sig, og alle Byrde havde den skubbet af sig. En sådan Samfundsordning var i høj Grad uretfærdig, men dog såre vanskelig at forandre; thi den var lovhjemlet i Håndfæstningen, og for Håndfæstningen rådede Rigsrådet. Det var nemlig også blevet Rigsrådets Ret at vælge Kongen, og det mægtige Råd kunne da forelægge den nye Konge Håndfæstningen i den Skikkelse, det og Adelen i det hele ønskede den. Ved hvert Kongeskifte skrev Rigsrådet deres Grundlov. Men Historien viser, at når de lovhjemlede Uretfærdigheder blive altfor indlysende, da modnes de til Undergang, og en naturligere og sandere Ret gør sig gældende. Under Frederik den Tredje får man netop dette at se. Et Par Måneder efter Kristian den Fjerdes Død havde Rigsrådet den nye Håndfæstning færdig og forelagde den for hans Søn Frederik. Som Prins beklædte Frederik i en Del år i øvrigt Ærkebispestolen i Bremen, og ville han underskrive håndfæstningen, skulle han blive Danmarks Konge. Den var hårdere end nogen tidligere og gjorde snarere Kongen til Rigsrådets Tjener end til Landets Hersker. Det var derfor ikke med venlige Følelser mod Adelen, at Frederik den Tredje satte Sit Navn under den; især var han harmfuld på Rigshofmesteren Korfits Ulfeldt, den mest formående Mand i Rigsrådet; thi det var nok især denne, der havde skruet Fordringerne op. Korfits Ulfeldt var en rig Adelsmand, og det var Kristian den Fjerde der gjorde ham til Rigshofmester, der næst efter Kongen var den fornemste Embedsmand i Landet, og han gav ham sin kæreste Datter, Eleonore Kristine, til Hustru og i Kristian den Fjerdes sidste Leveår havde Korfits Ulfeldt, fået en sådan Magt og Indflydelse, at han var nær ved at betragte sig som Rigets rette Hersker; hans Palads overgik Kongeborgen i Pragt, og de vigtigste Afgørelser var lagte i hans Hænder. Ved Kroningsgildet, samme Dag Håndfæstningen var underskreven, skal Kongen have sagt til Ulfeldt: »I har i Dag bundet mine Hænder, hvo ved, hvem der kan binde Eders ?« - »Har man bundet Eders Hænder for stærkt«, svarede Rigshofmesteren, »kan de vel løses igen«. Han vidste vel ikke selv, hvor sandt han spåede. Det blev aldrig godt mellem Kongen og Ulfeldt.. Men den nye Konge ville ikke finde sig i, at Ulfeldt vedblev at spille en sådan Rolle. Hertil kom, at Frederik den Tredjes Dronning, den stolte og herskesyge Sofie Amalie, var misundelig på Leonora Kristina, der overstrålede hende i Skønhed og Begavelse, og derfor endnu ivrigere end Kongen ønskede at få den hovmodige Rigshofmester og dennes Frue ydmyget. Ulfeldts store Magt og Anseelse gjorde ham hovmodig og frastødende; han skaffede sig derfor mange Fjender i sin egen Stand, og efter Kristian den Fjerdes Død i 1648 faldt han helt i Unåde ved Hoffet. Frederik den Tredje kunne ikke lide hans stolte og myndige Væsen. Ulfeldt blev sendt til Holland for at afslutte et Forbund; men da han kom hjem, blev de Aftaler, han havde gjort, kendte ugyldige; en Undersøgelse blev indledet for at oplyse, om han havde handlet redeligt med Statens Penge under Kristian den Fjerde; de Æresbevisninger, Leonora hidtil havde nydt som Kongedatter, blev hende nægtede; hun måtte ikke længer lade sin Karosse køre ind i Slotsgården, men skulle ligesom andre Adelsdamer stå af ved Porten. Disse og flere Krænkelser forbitrede den stolte Rigshofmesters Sind. Hemmelig forlod han med sin Familie Danmark og gik til Sverrig, hvor han æggede Regeringen til at overfalde Danmark. Den svenske Konge Karl den Tiende Gustav, som var en ivrig Krigsmand, lyttede gerne til hans Råd, men besluttede dog først at gøre det af med Polen; når dette var sket, skulle Turen komme til Danmark. I sin Forbitrelse mod Kongen blev Ulfeldt en Forræder mod sit Fædreland. I 1650 udstedte Frederik den Tredje arvestatutten om førstefødselsretten. I 1652 blev der indført en Landsmatrikel, der fastsatte et bestemt plovtal for godser, amter, byer, og denne landsmatrikel blev brugt helt op efter år 1800 til at opkræve skatter efter. Men hertugen af Gottorp: Friedrich d. 3, fik i 1654 giftet sin datter med Sveriges nye konge: Karl 10. Gustav, der førte krig i Polen. I Begyndelsen var han heldig, men siden gik det tilbage for ham, og han truedes af andre Fjender. Da det ikke gik Karl Gustav videre godt i Polen, begyndte de yngre danske Rigsråder at få Krigslyster. Var ikke nu det rette Øjeblik kommet til at generobre de Provinser, Sverrig i den sidste Krig havde taget fra Danmark og Norge ved Freden i Brömsebro. Ville Krigen ikke komme alligevel, og var det værd at bie, til Tiden var belejlig for Svenskerne ? Rigtignok stod det slet til med Forsvarsmidlerne; men Karl Gustav havde jo begge Hænder fulde, hvor han var. Der blev altså afsendt en Krigserklæring og i Året 1657 begyndte Krigen. En hemmelig forbundstraktat fra september 1657 gjorde Gottorp til en svensk lydstat. Men Krigen skulle bringe Danmark til Afgrundens Rand. I Hast sluttede Karl Gustav fred med Polen og førte sine krigsvante Skarer i Ilmarch mod Danmarks sydlige Grænse. Op gennem Holsten og Slesvig, hvor den gottorpske Hertug modtog ham som Ven, fortsatte han sit raske Tog. Den danske Hær, der skulle have værnet Grænsen, skyndte sig tilbage og krøb i Ly bag Fredericias nys opkastede Volde; men heller ikke her var den sikker. Med stormende Hånd tog den svenske General Vrangel Fæstningen, og fangede eller nedhuggede Besætningen på 6.000 Mand. Korfits Ulfeldt, der var fulgt herind med Fjenden, skrev Breve til de jydske Adelsmænd, hvori han søgte at overtale dem til at hylde Erobreren, men hvor langt Adelen end var fra at svare til det Hædersnavn, den bar, så dybt var den dog ikke sunken, at den ville låne Øre til Forræderens Ord; selv hans egne Slægtninger vendte sig fra ham med Foragt. Karl Gustav var nu Herre over hele Jylland. Dermed havde han dog ikke nået sit Mål; han ville også indtage Øerne, og Naturen kom ham til Hjælp, thi det gjaldt nu for Karl Gustav at komme over til Øerne, hvad længe syntes umuligt, da den danske Flåde nu som før spærrede Overgangen. Men Lykken var ham god. Vinteren blev usædvanlig streng og lagde sin Isbro over Bælterne. Noget Syd for Middelfart, hvor Lillebælt udvider sig, og hvor Strømmen er svag, blev Isen så stærk, at den dristige og dådlystne Karl Gustav vovede sig til at gå over med Hæren. Ude i Strømløbet gyngede vel Isen under dem, og et Par Rytterskarer gik til Bunds; men Vovehalsen ville frem, og han nåede med Hovedstyrken Fyns Land, jagede Strandvagten på Flugt og gjorde sig i en Hast til Herre over Øen. Snart gik Toget videre, ikke over Storebælt, det lod sig ikke gøre, men over Svendborg Sund til Tåsinge, det fra over til Langeland, og videre frem til Lolland. Det havde begyndt at tø, Vandet stod over Isen, men Karl Gustav trodsede Faren, og den 12. Februar 1658, næppe fjorten Dage efter at han havde forladt den jydske Kyst, stod han på Sjælland. Efterretningen om dette glimrende Sejrstog vakte stor Forfærdelse i København. Regeringen troede ikke, det kunne nytte noget at gøre Modstand, og der var således ikke andet for end tilbyde Fredsunderhandling. Udenfor Vordingborg mødte han de danske Rigsråder Gersdorf og Skeel, der skulle underhandle om Fred, og Karl Gustav brugte da Korfits Ulfeldt som Underhandler. Gersdorf og Skeel bød Penge, men Ulfeldt rystede på Hovedet; så lagde de Skåne, Halland og Bleking til. »Nu sige I noget !« udbrød Forræderen, men det var dog ikke nok; han krævede end videre: Bornholm, Saltholm, Hveen, Læsø, Anholt, Bohus, Akershus Stift, Trondhjems Stift, Lapland og Finmarken, Ditmarsken, 12 Krigsskibe, 2 Mill. Kroner, Halvparten af Øresundstolden, Skadeserstatning for sig selv o. m. m. Alt dette turde Rigsråderne ikke gå ind på, de rejste til København og forelagde de hårde Vilkår for Kongen og deres Fæller. Da var det Kongens Mening at kæmpe, så længe man kunne; men Adelen og Rigsrådet satte sig imod og råbte på Fred for enhver Pris. Gersdorf og Skeel måtte atter af Sted, og nu blev Freden sluttet i Roskilde. Danmark afstod Skåne, Halland, Bleking, Bornholm, Bohus Len og Trondhjems Amt plus udgifterne til køb af 2.000 Ryttere i fuld Rustning,; Hertugen af Gottorp skulle ikke længere stå under den danske Konge, og Korfits Ulfeldt skulle have sine Godser tilbage. Så hårde Fredsvilkår havde Danmark ikke før modtaget; da Gersdorf skulle undertegne dem, udbrød han: »Jeg ville ønske, at jeg ikke kunne skrive!«. I maj 1658 erklærede således Frederik den Tredje sin fætter: Friedrich d. 3, for en uafhængig og suveræn fyrste over Slesvig-Holsten-Gottorp. Hvor meget Karl Gustav end havde vundet, fortrød han dog snart, at han ikke havde forlangt mere; han kunne jo lige så godt have taget hele Danmark. Den 8. August, samme År som Roskildefreden var sluttet, kom det Budskab til København, at Erobreren atter var gået i Land med en Hær på Sjællands Kyst, denne Gang ved Korsør. Et Par Rigsråder blev sendte ud for æske Forklaring. Karl Gustav lod dem sige, at de helst straks måtte give ham Landet i Vold, det var jo klart, at Danmarks sidste Time var kommen, og det kunne jo også være dem det samme, om deres Konge hed Karl eller Frederik. Da der kom Efterretning til Hovedstaden om dette overmodige Svar, blev alle grebet af den dybeste Harme og Forbitrelse. Men denne Gang blev det ikke Adelen, der kom til at afgøre Rigets Skæbne. Adelen havde svigtet sidst; derfor tog Kongen og Københavns Borgere nu Sagen i egen Hånd. Den 9. August, da Udsendingerne var vendte tilbage med Besked, lod Kong Frederik Slottets Porte åbne og indbød alle, høje og lave, til en Rigsdag på Slottet, for at de kunne enes om, hvad der var at gøre. Her tog en simpel Borger, Garver af Håndtering, Ordet og sagde, at det var lidet sømmeligt at give tabt for en Trussel, og aldrig så snart var dette Ord faldet, før det lød fra alle Sider, at de ville stå, så længe de kunne; når de ikke kunne længer, var det tidsnok at bede om Nåde. Sådanne Ord huede Kong Frederik godt; det slog ham, at de, der tænkte således, var Rigets rette Adelsmænd, og Dagen efter lod han forkynde, at han havde givet Københavns Borgere Adels Ret. Selv ville han stå med dem til det sidste. Da nogle rådede ham til at flygte bort, svarede han: »Jeg vil sejre eller dø i min Rede«. Snart fik man at se, hvad Enighed og Kærlighed til Fædrelandet formår. Voldene var sammensunkne, Flåden lå aftaklet, Soldaterne var hjemsendte, og der var stor Mangel på Våben; men der blev Råd for alt. Der blev stukket Ild på Forstæderne, for at Fjenden ikke skulle have Ly af dem. Alle strømmede til Voldene for at rejse Palisader og brystværn; hvem der ikke kunne få andet Våben, væbnede sig med Morgenstjerner, Økser og Køller, Leer, Høtyve; alle var de med: Soldater, Matroser, Købmænd, Håndværkere, Studenter, høj og lav, fattig og rig. Kongen havde ladet sit Telt rejse tæt ind under Volden for at kunne være til Stede Nat og Dag, og hver Dag red han Volden rundt med Dronningen ved sin Side. Karl Gustav førte sin Hær frem mod Byen uden at ane, hvorledes Stemningen der havde vendt sig; men da han nåede Valby Bakke og så de brændende Forstæder, udbrød han: »Nu sværger jeg dyre, at vi få Modstand !« Han indesluttede Byen fra alle Sider og under den Belejring, som nu begyndte, blev Københavnernes Mod og Udholdenhed sat på en hård Prøve. Af og til gjorde de Udfald og tilføjede Svenskerne megen Skade, men disse trak dog stedse Kredsen nærmere om Byen. Samtidig belejrede en af hans Generaler Fæstningen Kronborg. Denne kunne han ikke tage med Magt; men så forsøgte han - List og udspredte det Rygte, at København allerede var indtaget, og Kong Frederik gjort til Fange. Listen lykkedes; thi de øverstbefalende gav sig ikke tid til at undersøge Sagen, men troede blindt hen Rygtet, og de blev så forfærdede derover, at de uden videre overgav den stærke Fæstning. Dens rige Forråd af Kugler og 77 Kanoner førtes straks ned for at bruges mod København, og i flere Dage sendtes nu en Regn af Bomber og Granater ind over Voldene; jævnligt blev en eller anden af Bygningerne stukket i Brand; men de tapre Forsvarere var hurtigt til Rede med at slukke ilden, så den aldrig nåede at få helt Overhånd. På samme Tid tog Fjenden Amager, Byens Spisekammer, og der blev da snart en følelig Mangel på Føde. Men Overgivelse var der ikke Tale om. Med Håb spejdede man ud over Sundet, om Hollænderne ikke skulle komme, og Håbet blev ikke beskæmmet. Den hollandske Admiral Opdam var undervejs med en Flåde på 35 krigsskibe og 30 Førselsskibe. Det kneb at komme igennem Sundet; Kronborg havde han til højre, Helsingborg til venstre og en svensk Flåde foran; men han slog sig igennem, og under Københavnernes Jubel lagde han ind på Reden. Fra Voldene tordnede Kanonerne, Klokkerne ringede, og Lovsangen lød i Kirkerne. Foreløbig var man frelst fra Hungersnød. Langsomt skred Tiden hen. Jobsposter og glædelige Tidender afløste hinanden. Nyårsdag kom der Bud fra Bornholm, at Øens Beboere havde skudt den svenske Officer, som havde Befaling der, og fanget hans Mandskab, men samtidig mislykkedes de Danskes Forsøg på at gøre sig til Herrer i Malmø. Vinteren blev hård, Vagttjenesten på Københavns Volde blev strengere og strengere, og når Forsvarerne kom hjem, sad de i kolde Værelser; thi Brændselet var næsten sluppet op. Men de vidste, at Danmarks Frelse var lagt i deres Hånd, og det gav Mod til at stride og Kraft til at holde ud. Efter omtrent et halvt Års Belejring var der endnu ingen Udsigter til, at Byen ville overgive sig, og så besluttede Karl endelig, at nu skulle den tages med Storm, hvad det end måtte koste. For at sætte Mod i sine Soldater gav han dem rigeligt af Brændevin og lovede, at de måtte plyndre Byen i tre Dage. Natten mellem den 10'de og 11'te Februar 1659 bestemtes til angrebet. Kl. 1 blev signalet givet, og Svenskerne stormede da som rasende løs mod Hovedstaden fra flere Sider. Men oppe på Voldene stod alle, som kunne bære Våben, rede til at modtage Fjenden. Det lykkedes Svenskerne at trænge frem over Gravene; vanskeligere var det at komme op ad Voldene; man havde overgydt dem med Vand, som var frosset til Is; så satte Fjenden Stormstiger til; men Forsvarerne rullede Bjælker ned mod de angribende, eller styrtede kogende Vand og Tjære over dem, hvilket Kvinderne i Mængde bragte op på Volden, og lykkedes det nogle at få Hovedet over Brystværnet, modtoges de af Kølleslag og blanke Våben. Således larmede Kampen på Byens Volde, mens Blinket af Kanonerne, Fakler og Blus lyste over Venner og Fjender. Det lykkedes også mange af svenskerne at komme over Fæstningsgravene; men efterhånden som de forsøgte at klatre op ad Voldene, blev de drevet tilbage eller hugget ned, thi alle Vegne var de Danske på deres Post, og Kongen selv var stedse der, hvor Kampen var hårdest; om det så var Kvinderne, hjalp de til med Forsvaret; de bar store Kedler med kogende Vand eller sydende Beg og Tjære op på Voldene og hældte Indholdet ned over Hovedet på de fremstormende Fjender. Atter og atter førte Karl Gustav sine slagne Tropper mod Voldene, og først da Morgensolen brød frem, erklærede han, at Staden ikke kunne tages; da trak han sin Hær tilbage. Men Volden rundt lød en tredobbelt Salve fra de 200 danske Kanoner, det var deres Sejrssalme; inde i Byen ringede Klokkerne, og Stadens Indbyggere samledes i Kirkerne for at takke Gud for Sejren. Karl trak sig lidt efter lidt tilbage fra Byen med sin Hær; København var således frelst. Omsider kom fremmede Tropper fra Polen og Brandenborg Danmark til Hjælp. De jog Svenskerne bort fra Jylland og sejrede i Forening med de Danske over en svensk Hær i et blodigt Slag ved Nyborg mod Slutningen af Året 1659. Karl Gustav var ikke selv med der, men opholdt sig i Korsør, hvor han i stor Spænding ventede på Efterretning om Kampens Udfald. Det var kun få af hans Folk, som undslap. En at disse var General Stenbock, som frelste sig over Bæltet i en Båd; men da han kom og meldte Kongen Svenskernes Nederlag, blev han modtaget med det vrede Udråb: »Tog Fanden Gederne, kunne han gerne have taget Bukken med !« Dette Nederlag tog Karl sig meget nær; han blev helt syg af Græmmelse derover og døde kort efter i Göteborg. Så blev Freden sluttet i 1660. Danmark fik igen Bornholm og Trondhjems Len tilbage, men Sverrig beholdt Skåne, Halland og Bleking og Kongen tabte Lensretten over Sønderjylland. Hollænderne ville ikke give deres Samtykke til, at en og samme Magt skulle råde over begge Øresundets Kyster (Sundtolden). Slesvig-Holsten-Gottorp´s suverænitet blev nu godkendt af Frankrig, England og Nederlandene. Men de 30.000 lejetropper, der var kommet danskerne til hjælp fra Polen, var ikke sådan at slippe af med. De hærgede Jylland og epidemiske sygdomme spredte sig. I visse sogne døde mellem 66 % og 90 % af befolkningen, og polakkerne forsøgte energisk at gøre folk til katolikker..

Efter 1660 så det meget sørgeligt ud i Danmark efter den blodige Krig med Karl Gustav. De mange Fjender havde hærget og plyndret rundt omkring både på Landet og i Byerne, så mange Borgere og Bønder var blevet helt forarmede; det kunne ikke hjælpe noget, de forlangte Erstatning af Statskassen, thi den var tom og skyldte desuden mange Penge hen. Så blev Frederik den Tredje og Rigsrådet enige om at sammenkalde en Rigsdag i 1660 i København for at rådslå om, hvorledes der bedst kunne skaffes Penge, og Landet hjælpes til Kræfter igen. Denne Rigsdag kom til at bestå af udvalgte Medlemmer af Adelen, Præstestanden og Borgerne. Bønderne fik ikke Lov til at have noget at sige. Kun een Klasse havde Midler i Overflødighed, Adelsmændene, men de var jo skattefri, og hvad kunne det så hjælpe ? Og dog, hvorfor skulle denne Stand vedblive at nyde de mange Rettigheder uden at være med til at bære Rigets Byrder ? Hvorfor skulle den råde over alle andre, Kongen med, når det dog havde vist sig, at den ikke kunne frelse Landet i Farens Stund ? Det var ikke Adelen, men Kongen og Københavns Borgere, der nys havde frelst Land og Rige. Det var med sådanne Tanker, de lavere Stænder, Præster og Borgere, mødtes på Rigsdagen og gik i Pagt med hinanden. Adelsmændene følte, at der var noget i Gærde og anede Omvæltning. To af dem mødte hinanden uden for Slottet. »Hvad mon den Rigsdag har at betyde ?« sagde den ene. »Den betyder«, svarede den anden, at vil du ikke, så skal du !« Regeringen foreslog at lægge en Skat på Fødevarer og andre vigtige Livsfornødenheder, og den skulle betales af alle uden forskel. Det var Præstestanden villig til at gå ind på, Borgerne også; men Adelen begyndte straks at råbe på, at den havde Skattefrihed og ikke på nogen Måde ville finde sig i at betale Skat eller Afgift, som »de ufrie«. De andre Stænder blev meget forbitrede over, at den kunne være så lav og egenkærlig, at den slet ikke ville ofre noget for at hjælpe Fædrelandet ud af den store Nød. Da fremkom fra Præste- og Borgerstanden et andet Forslag, som måtte skurre endnu mere i Adelens ører: Man kunne tage Rigets Len fra Adelen og bortforpagte dem til de højestbydende. Men nu blev Forhandlingerne bitrere og bitrere, dybere og kløften dybere. I Spidsen for Borgerne stod Hans Nansen, oprindelig en Sønderjyde, siden Købmand og Borgmester i København; han havde udmærket sig under Københavns Belejring, stod højt hos Kongen og havde i en sjælden Grad vundet sine Standfællers Agtelse og Tillid. I Spidsen for Gejstligheden stod den kloge og veltalende Biskop Hans Svane. Det var disse to Mænd, der efter at have plejet hemmeligt Råd med Kongen formanede til at foretage et afgørende Skridt ved at opstille det Krav, at Kongen skulle være Arveherre, så Rigsrådet ikke fik Lov til at skrive en Håndfæstning, hvergang Landet skulle have en ny Konge. Denne Mening bestyrkede Kongen dem i, alt hvad han kunne, men i al Hemmelighed, og til sidst fremkom de med et Forslag derom. Hans Svane var en overmåde klog og snild Mand og talte udmærket for sig, så det var let for ham at vinde andre for sine Planer. Adelen var han ingen Ven af, thi den havde efter hans Mening opnået alt for stor Magt, og han var desuden blevet dybt krænket af den. Det var nemlig dengang forbudt alle andre end Adelen at køre i Kareter med Himle over. Alligevel skaffede Bispen en sådan Karet til sin Frue; men da hun en Dag kørte i den gennem Københavns Gader, mødte hun nogle Adelsmænd, som blev så forbitrede over dette Indgreb i deres Rettigheder, at de standsede Kareten midt på Gaden og uden videre rev Himlen af over Hovedet på Bispinden. Den Fornærmelse skar den stolte Bisp i Hjertet; han glemte den aldrig, og den var måske en af Grundene til, at han på Rigsdagen gjorde alt muligt for at knække Adelens Magt. Medlemmerne af Præste- og Borgerstanden gik villigt ind for arveretten. De adelige Medlemmer var derimod i Hjertet forbitrede over dette Forslag og satte sig imod det, så længe de kunne. De tænkte på at forlade Hovedstaden for således af sprænge Rigsdagen; men det hindrede Kongen dem i; thi han var fast bestemt på, at nu skulle Sagen føres igennem enten med det gode eller med det onde: han lod Byens Porte lukke; Vagterne blev fordoblet, og Borgerne fik Befaling til at holde sig rede og møde bevæbnede, så snart Stormklokken lød. Adelen rådslog i flere Dage uden at give Svar derpå. En Dag, mens dette stod på, mødte den hovmodige Rigsråd Otto Krag Hans Nansen på Slotspladsen. »Kender I det ?« spurgte Rigsråden, idet han pegede på det blå Tårn, Fangetårnet på Slottet. »Og ved I, hvad der hænger ?« svarede Borgmesteren, pegende på Frue Tårn, hvor Stormklokken hang, som hurtig kunne kalde Københavns Borgere sammen. Under disse truende Omstændigheder sank de adelige Herrers Mod Time for Time; da to Dage var gået, var de villige til at indrømme Kongen Arveret på Mandsstammen; og da dette ikke blev modtaget, gik de ind på det hele: fuld Arveret både på Sværd- og. Spindelinien. Den faste Grund, hvorpå Adelsvælden hvilede, var dermed styrtet sammen; thi når Rigsrådet ikke mere havde Kongevalget i sin Hånd, kunne det heller ikke mere råde over Kongen. At dette var så, blev klart under de følgende Dages Forhandling, ved hvilken det end videre afgjordes, at den gamle Håndfæstning skulle være død og magtesløs, og at Kong Frederik selv skulle give Riget en lov, som kunne være til alle Stænders Tarv. Den gamle Tid, Adelsvældens Tid, var omme, derom var der ingen Tvivl; det kundgjordes med Pauker og Trompeter for alle, da Kongen og hele hans Hus d. 18. oktober på Pladsen mellem Slottet og Børsen modtog Hylding af Adelsmænd, Præster, Borgere og Bønder. Men hvad der nu skulle følge, Kongevælde eller Folkefrihed, det vidste man ikke så lige; det var lagt i Kongens Hånd, ham var det overdraget at give Samfundet den nye Ordning. Kongemagten blev erklæret for arvelig, og Frederiks Håndfæstning blev tilintetgjort. Og hvor blev de snydt - Enevælden holdt sig helt til 1848, thi Frederik den Tredje tilvejebragte Kongeloven, men først i 1665. Men Kongelovens Tilværelse var en dyb Hemmelighed, så længe han levede. Kongeloven blev først oplæst ved Kristian den Femtes Kroning i 1670, og først kundgjort på Tryk i 1709, da Folket var vænnet til at affinde sig med Enevælden. Og Kongeloven blev således ikke, som mange i samtiden havde ønsket og ventet; thi loven lagde hele Magten i Kongens Hånd, så han slet ikke behøvede at spørge om nogens Samtykke til, hvorledes han ville regere, eller hvad han ville foretage sig. Enevoldsmagten eller Enevælden var således indført. Og 100 år senere kaldte man 100-årsdagen for suverænitetsfesten. Kong Frederiks den Tredje´s Egenskaber fortjener ikke Ros og ikke alle hans Handlinger kunne billiges. Den Brug, han gjorde af Borgerstandens Tillid, kunne være mere hæderlig. Man havde overdraget ham Magten, fordi man på Rigsdagen ikke kunne enes om den nye Forfatning, og i Tillid til, at han ville udstede en ny Reces, en ny Grundlov, der skulle være til alle Stænders Tarv. Men man fik længe vente. Hverken Kong Frederik den Tredje eller hans Ætlinge i mange Led havde Lyst til at skrive en sådan Grundlov; den kom først med Frederik den Syvende i juni 1849. Den foreløbige Enevælde blev vedvarende; i det lange Tidsrum fra 1660 til 1848 holdtes ingen Rigsdage; ingen andre end Kongen og de Embedsmænd, han valgte sig, havde med Rigsstyrelsen at gøre. Kongeloven pålægger Kongen og hans Børn i 1000 Led at opretholde den rene lutherske Lære, »vældelig at håndhæve og skærme den mod alle Kættere, Sværmere og Gudsbespottere, at holde Riget samlet og ikke tåle noget, der kunne skade Enevælden. Den bestemmer Arvefølgen, som denne var fastslået på Rigsdagen i 1660. Tronen er arvelig både på Sværd- og Spindesiden. Den ældste ægtefødte Søn er Arving, og myndig, når han har fyldt det trettende År. Uddør Mandslinien, går Arvefølgen over på Spindelinien. Og den beskriver Enevælden i overmåde tydelige Ord. Ved Tronbestigelsen skal Kongen ikke aflægge nogen Ed eller afgive noget Løfte, da han som en fri og ubunden Enevoldsherre ikke kan bindes af sine Undersåtter ved nogen Ed eller foreskreven Forpligtelse. Han er det højeste og ypperste Hoved her på Jorden, over alle menneskelige Love, og kender intet Hoved og ingen Dommer over sig uden Gud alene. Derfor kan han give, formindske, formere eller helt ophæve, hvad Love han vil, Kongeloven alene undtagen. Med Adelsvældens Fald ophørte den gamle Rigsstyrelse gennem Rigsråd og Lensmænd. Den enevældige Konge indrettede et helt nyt Styresæt. I Stedet for Rigsrådet indrettedes seks Regeringskollegier (Ministerier): Statskollegiet skulle våge over Enevælden og lede Styrelsen udad til, Krigs- og Admiralitetskollegiet tage vare på Hær og Flåde, Rentekammeret på Pengevæsenet, Kancelliet på Kirke-, Skole- og Retsvæsen, og der oprettedes en Højesteret, i hvilken Kongen selv ville føre Forsædet. Adskillige Adelsmænd fik vel Sæde i de nye Kollegier, men det bestemtes udtrykkelig, at også borgerlige kunne ansættes; der måtte ikke tages Hensyn til Stand og Stilling, men til Hæderlighed og Dygtighed. Idet den øverste Styrelse således faldt ud af Adelens Hånd, mistede denne Stand også Retten til de indbringende Poster, den hidtil havde haft som Kongens Lensmænd. Kronens Len blev inddragne, hvorved Indtægterne af dem steg til det femdobbelte, det overdroges lønnede Embedsmænd, Amtmænd og Amtsforvaltere, at udføre de Forretninger, Lensmændene hidtil havde varetaget, som at indkræve Skatterne og udskrive til Krigstjeneste. Hvad Rettigheder Adelen for Fremtiden skulle have, beroede på Kongens Vilje. Af »kongelig Nåde« fik den Lov til fremdeles at have Hals- og Håndsret over sine Bønder og at beskikke Præster og Dommere på sine Godser, men Skattefrihed måtte den ikke gøre Regning på; Frederik den Tredje skrev den i Skat som andre Borgere, og når senere, under Kristian den Femte, Hovedgårdene fritoges for Skatter, da var denne Ret ikke knyttet til Adelskab; thi også andre end Adelsmænd kunne eje sådanne Gårde. I det hele var der ikke megen Venlighed mellem Enevoldskongerne og den gamle Landadel. 1660 lå dem imellem. Den gamle Adel kunne ikke vel glemme Magtens skønne Dage, og Kongerne ventede ikke at finde den rette Underdanighed hos de Slægter, der var så vante til at byde. Kristian den Femte lægger derfor i al Hemmelighed (i sit Testamente) sine Efterfølgere på Hjerte at tage sig i vare for den gamle Adel og navnlig ikke hæve nogen af dens Medlemmer til sådanne Stillinger, hvor de kunne skade Enevoldsmagten. Den nye Hofadel, der snart fremstod, kom derimod ikke til at savne kongelig Nåde og Mildhed. Da således en forsvarlig Grund for den enevældige Styrelse var lagt, trængte den sig frem alle Vegne, i Stat og Kirke, i det, der vedrørte Samfundet, men også i det, der efter vore Begreber kun vedrørte Familien og Personen. Den enevældige Konge skulle bestemme alt, sørge for alt. Han skulle ikke alene styre Land og Rige, men også bestemme, hvad der var den rette Tro, hvad Folk måtte skrive og læse, hvad de måtte more sig med, og undertiden også, hvad de måtte klæde sig i. De danske Enevoldskonger var ikke fremragende Statsmænd. I Stedet for at bruge Magten til at udjævne de store Uligheder, hvorunder Samfundet lider, giver de Tronen Glans ved at skabe nye Uligheder. Men dog bliver det muligt for Borgerlig fødte Mænd at svinge sig op i høje Stillinger eller på anden Måde vinde Anseelse. Det åndelige Liv har ikke synderlig gode Kår. I Tidsrummets Begyndelse har Latinen endnu Magt over Modersmålet, henimod Slutningen føre Tyskerne det store Ord, og helt igennem, om ikke altid lige meget, er det enevældige Formynderskab i Vejen for, at Åndslivet kan vokse frodigt og frit. Men jo ringere Kårene er, des mere Grund er der til at prise de enkelte Mænd, der slå til Lyd for Modersmålet, oplive den danske Ånd eller hædre det danske Navn ved Ord og Dåd. Borgerstanden vandt en Del ved Enevældens Indførelse, men Bondestanden fik slet ingen Gavn deraf; thi Kongen lod Adelen beholde sin gamle Magt til at holde den i Trældom, og denne Trældom måtte den endnu i lange Tider sukke under. I 1668 gik Sønderborg med Christian Adolf konkurs. Frederik den Tredje skyndte sig, at lade sig hylde i det lille fyrstedømme. Nordborg led samme skæbne i 1669, og Johan Bugislav blev fradømt sit len. Oldenburg-Delmenhorst blev købt for 150.000 rigsdalere, men det kejserlige tyske rigshofråd annullerede købet i 1673 og sagde at grevskaberne skulle tilkendes Plön. Det gik ikke Ulfeldt bedre i Sverrig end i Danmark. Ulfeldt faldt også i unåde i Sverrig. Medens han under svenskernes belejring af København havde taget Bopæl i Malmø, kom det frem i Sverrig, at nogle danske Borgere og Ulfeldt havde sammensvoret sig, for at erobre Byen tilbage til Danmark, ja det hed, at han endog havde skaffet den danske Regering Planen til Stormen på København. Sagen forholdt sig rigtig, i alt Fald, hvad det første angik, og der var al mulig Udsigt til, at Ulfeldt i Malmø blev dømt som Forræder. Under Processen værgede han sig, det bedste han kunne, og nægtede alt, men da han blev syg og sengeliggende, trådte Leonora i Skranken for ham, og skønt hun var vidende om hans Skyld, fortsatte hun med nægtelsen og forsvarede ham med en Omtanke og Skarpsindighed, der har vakt Beundring. Hun stred for sin Mands Liv. Imidlertid hjalp hverken hans eller hendes Benægtelse, og der var stor Sandsynlighed for, at han ville blive dømt til at miste Livet. Han flygtede sammen med sin hustru bort fra Malmø til København; Livet reddedes, men ikke Friheden, inden Sagens Udfald blev dem bekendt. Men i København blev de grebet begge to, og straks efter førtes de til Bornholm, hvor de sattes i et hårdt Fængsel på Hammershus. Den danske Regering kunne ikke se venlig til Ulfeldt, og da netop på denne Tid Rigsdagen skulle samles, kunne Ulfeldt blive en farlig Mand. Da Rigsdagen var til Ende, og Enevælden gennemført, løslodes de på det Vilkår, at Ulfeldt afstod alle sine Ejendomme til Kronen, på nær den fynske Herregård Holkenhavn. Der skulle han bo og måtte ikke uden Kongens Tilladelse forlade Fyn. Men Ulfeldt kunne dog ikke finde sig i at sidde stille på Holkenhavn; da en kort Tid var gået, foregav han være syg, og søgte Kongen om Tilladelse til at gøre en Baderejse til Aachen. Han fik Tilladelsen; men istedet for at rejse til Badestedet begav han sig til Amsterdam, og derfra til Paris, og der kom Underretning herhjem om, at han arbejdede på at ophidse fremmede Magter til at angribe Danmark. Sagen blev undersøgt, og i hans fravær dømte Rigets øverste Domstol ham som Landsforræder til at miste Ære, Liv og Gods. Han skulle nu henrettes, og der gjordes store Anstrengelser for at få fat på ham; men det ville ikke lykkes, og de måtte derfor nøjes med at halshugge et stort Træbillede, som skulle forestille den levende Ulfeldt. Der blev udlovet en stor Sum Penge til den der kunne gribe ham enten død eller levende, og han kunne derfor ikke vide sig sikker noget Sted, måtte flygte som et vildt Dyr omkring i Europa. Leonora fulgte ham på Rejsen, men han skjulte sit Rænkespil for hende, og de skiltes desuden snart, da hun efter hans ønske drog til England for at afkræve Kong Karl den Anden en Sum, hvormed Ulfeldt tidligere havde forstrakt ham. Kong Karl ville nødig betale, og det var ham derfor ikke ukært at modtage en Opfordring af den danske Regering om at udlevere Leonora til den danske Sendemand. Dronning Sofie Amalie hadede Leonora og ville hende ondt. Hun blev på et engelsk Krigsskib ført til København, og den 8. August 1663 lagde Skibet ind ved St. Annæ Bro. De Hofembedsmænd, som kom om Bord, forklarede, at hun skulle føres til Slottet - og hun blev, ført til Slottet, dog ikke til Kongetrappen, men til det blå Tårns Dør, som lukkedes efter hende for først at åbnes igen efter 22 lange År. Da hun gik derind, var hun en kraftig Kvinde på 42 År, da hun gik ud, var hun gammel og gran. Thi efter Ankomsten førtes hun frem for sin værste Fjende, Dronning Sofie Amalie gav Befaling til, at alle hendes Smykker skulle tages fra hende, og hendes smukke Dragt rives af lige til Skindet. Da dette var sket i Dronningens Påsyn, blev hun iført en grov Fængselsdragt og indsat som en Forbryder i Blåtårn. Hendes Fangekammer var et lille usselt og elendigt Hul, som kun fik Lys gennem et eneste Vindue, der var anbragt oppe under Loftet. Der var rigtignok en Kakkelovn, men den havde ikke noget Rør, og hun var derfor tit nær ved at kvæles af Røgen, der måtte skaffe sig Vej ud i Kammeret og op igennem det åbne Vindue. I lang Tid havde hun hverken Lys eller Lampe at se ved og ingen Ting at beskæftige sig med, så Tiden var dræbende lang for hende. Hun bar dog sin Ulykke med stor Tålmodighed og trøstede sig med, at hun led uskyldigt; thi hun havde ikke taget Del i sin Mands Forbrydelser, men kun været ham en trofast Hustru både i Medgang og Modgang. Derfor var det vel også hendes håb, at Kongen, som jo var hendes Broder; ville komme til at indse at hun led Uret, og give hende Frihed. For ikke mange År siden, i 1868, fandtes nede i Østerrig hos en af Ulfeldts Efterkommere, som levede der endnu, en gammel dansk håndskreven Bog, kaldet »Jammersminde». Den viste sig at være forfattet af Leonora Kristina, som heri giver en levende Skildring af, hvad hun har oplevet i sin lange Fangetid. Her kan man da læse om hvorledes alt, hvad der kunne forkorte de lange Timer, blev hende nægtet: Nål, Tråd, Kniv, Saks og Bøger. I ni Dage sad hun i Blåtårnets værste Fangehul, »Mørke Kirke«, så førtes hun til det Rum, der blev hendes egentlige Fængsel: 7 Skridt langt, 6 bredt, Gulvet dækket af et tykt Lag Skam, højt oppe i Muren et lille gitterstængt Vindue; der var snævert, mørkt og koldt; på den anden Side af Muren var hendes Brudekammer. Hendes Omgang var faldne Kvinder, fordrukne Slotsfogder og Tårngemmere, samt en dødsdømt Fange, der vedblev at gå omkring i Tårnet, fordi ingen ville bekoste hans Henrettelse. Fem Dage efter hendes Indsættelse i Tårnet indfandt Rigets øverste Embedsmænd sig og oplæste for hende Dommen over Ulfeldt. Man havde fået gyldige Vidnesbyrd om hans nye Forræderi, ifølge hvilke han var dømt fra Ære, Liv og Gods; en Pris var udsat for hans Hoved, og hans Navn skulle forbandes fra Prædikestolen. Hun hørte, hvorledes Ulfeldts Billede blev sat ind i Tårnet og Dagen efter parteret. Deres pragtfulde Gård i København blev nedreven og på dens Tomt rejst en Skamstøtte med Påskriften: »Til evig Spot, Skam og Skændsel for Landsforræderen Ulfeldt«. Hun gruede for den elskede Mands Skæbne, nu da han blev jaget som et Dyr fra Sted til Sted, og hun ængstedes for sine Børn, hjemløse som de var i fremmed Land. Da hun omsider hørte, at Ulfeldt var død i en Båd på Rhinen, og at Sønnerne havde begravet ham på Flodbredden under et Træ, da takkede hun Gud, hvorvel det tyktes hende underligt, at det var kommet dertil, at hun kunne takke Gud for Ulfeldts Død. I den første Tid indfandt nogle Embedsmænd sig for at forhøre hende; man troede, hun var vidende om sin Mands Forræderi; men hun forsikrede på det helligste, at hun vidste intet; så hørte Forhørene op; ingen Dom overgik hende, og dog blev hun siddende. I Begyndelsen havde hun sværest ved at bære den hårde Skæbne. Døden syntes hende bedst, hun blev meget syg og håbede nu en snarlig Udfrielse. Men da hun atter begyndte at komme sig, var hun nær ved at fortvivle. Hun kastede sig urolig på sit Leje og gik i Rette med Gud. Hun mente, at han straffede hende hårdere, end hun havde fortjent, og hun forbandede, den Dag, hun var født. Hun spurgte Gud, om hun havde veget fra sin Pligt, om dette var Lønnen, fordi hun havde været trofast mod sin Ægtefælle, om der var en Jammer i Verden større end hendes, og om der måske var noget endnu værre, hvorefter hun skulle leve. »Jeg er dog ikke af Stål og Jern«, sagde hun. Således stred hun med Gud, indtil hun en Morgenstund vågnede med de Ord i Munden: »Mit Barn, vær ikke forsagt, når Gud revser; den, Herren elsker, den tugter han«. Da græd hun og bad ydmyg Gud om Tilgivelse og Tålmodighed. Om alt dette kunne vi læse i Jammersmindet; men vi læse der også noget andet. Vi få at se, hvorledes hendes Livsmod vender sejrende tilbage. Hvor er hun snild til at skaffe sig Redskaber og opfindsom i Arbejde! og hvor livlig er ikke hendes Tanke, og hvor stærk hendes Kærlighed til Livet! For at få et lille Glimt af Livet udenfor, rejste hun sin Seng på Enden, sætter Bord og Stol ovenpå, og fra dette Stillads kan hun nå at kigge ud af Vinduet og se Linedanseren i Slotsgården. Og hvor kraftig er ikke hendes Vilje! Skønt hun er fangen og forsvarsløs, hersker hun over de rå Mennesker, som omgiver hende. Som hun er i Fængslet, lærer hun os, hvad Vilje er: det mest kongelige hos Mennesket; alt det ydre kan falde, men Viljens faste Borg er uindtagelig. Havde der været nogen Stolthed og Hårdhed hos hende, så lærte hun her Ydmyghed, og hendes Sind blev så stille og mildt. Hun forhærdedes ikke og sløvedes ikke, men hun voksede i Tålmodighed. Ser vi således ind til hende, da hendes Fødselsdag for ellevte Gang vender tilbage i Fængslet, da hører vi hende ikke som før, at hun går i Rette med Gud. Vi høre hende synge en af hende selv forfattet Salme, hvori det blandt andet hedder: »Tak ske dig, Nådsens Kilde, at du mig revse ville, så mild og faderlig.« Hun kom også så vidt, at hun kunne bede om Udfrielse, men den lod vente på sig. Da hun havde siddet 17 År, døde hendes Halvbroder Frederik den Tredje (1670), og Kristian den Femte blev Konge. Denne, og ikke mindre hans Dronning Charlotte Amalie, havde vel Hjerte for den fangne kongedatter: Leonora Kristina, men Enkedronningen ville mætte sit Had til det sidste. Først da Sofie Amalie døde, og Fængselsårene var løbne op til 22, slog Befrielsens Time. Leonora sendte da igen Kongen et Bønskrift, og denne Gang af en egen Art. Hun havde forskaffet sig et Billede af sin Fader, Kristian den Fjerde, derom satte hun en af hende selv udarbejdet Ramme og skrev nu på Billedets Bagside sin Ansøgning i følgende Vers, som lægges Kristian den Fjerde i Munden: »Min Sønnesøn og største Navne, du ligner mig i Magt og Mod; lad det min Levning (Min Datter) nu og gavne og vis, at du est nådegod«. På Rosenborg kan man endnu se dette Billede, der endelig bevirkede hendes Frigivelse. En Morgen trådte en Embedsmand ind i hendes Fængsel og meldte, at hun kunne gå, når hun ville. Ved sin Bortgang spørger han hende, om han skal lukke Fængselsdøren, eftersom hun nu er fri. Da viser det sig, at hun ikke er bleven støv; hun er endnu Kongedatteren. »Så længe jeg er i dette Fængsel« , siger hun, »er jeg ikke fri, og jeg vil ud med Maner !« Hun vil ikke lukkes ud som en hjemløs på Gaden; hun kan vente, til hendes Slægt kommer og fører hende hjem på sømmelig Vis. Da om Aftenen en Slægtning hentede hende i Vogn, forlod hun det lange og hårde Fængsel uden Bitterhed, med Tak til Gud, for hvad hun havde lidt, og hvad hun havde lært. For at hun ikke skulle lide Nød, fik hun en Indtægt på 3.000 Kroner og Lov til at bo på Maribo Kloster, hvor hun endnu i tretten År henlevede en fredelig, velsignet Alderdom. Især glædede hun sig ved at gense sine Børn, som vel var dømte fredløse, men som Kongen engang imellem gav Lov til at gæste deres så hårdt prøvede Moder.

Fortsættes på næste side !

Skift til: Danmarks historie (IV) * * Danmarks historie (V) * * Brudstykker af Danmarks historie (I) * * Danmarks historie (II)

Webmaster