Neders på siden: Til de prøjsiske bønders historie af Friedrich Engels.

De tyske bondekrige i 1524-25 hører til den vældigste og mest betydningsfulde begivenheder i Europas historie i den nyere tid. De nye økonomiske forhold fra slutningen af det 15. og begyndelsen af det 16. århundrede, den skærpede udbytning som straks gjorde sig gældende ved kapitalismens første tilsynekomst, fremkaldte stadig mere omfattende massebevægelser blandt de tyske bønder. I sommeren 1524 begynde de så at organisere sig for åben kamp og i foråret 1525 slog oprøret ud i lys lue over hele Tyskland. Bønderne rejste hære som talte titusinder. De tog herredømmet over store dele af Tyskland, befriede sig fra deres adelige og gejstlige undertrykkere, lod mængder af klostre og borge, de forhadte tilholdssteder for undertrykkerne, gå op i flammer.

Disse begivenheder er mærkelig lidt kendt selv blandt folk som ellers mener at sidde inde med gode historiske kundskaber. I de almindelige historiske lærebøger eller opslagsbøger får de en meget overfladisk og tilfældig behandling. Og dette til trods for, at historien om de tyske bondekrige kaster et overmåde skarpt lys over bøndernes stilling og over bondebevægelser i de europæiske samfund i hele den nyere tid.

Norge har i den tid det her gælder ingen historie som selvstændig stat. Norges nationale historie i dette tidsafsnit udfolder sig først og fremmest i bondefolkets kamp mod deres undertrykkere, udenlandske og indenlandske. Denne frigørelseskamp sætter sit traditionsmæssige stempel på den samfundsmæssige udvikling og de politiske begivenheder i Norge i hele den efterfølgende tid. Men denne kamp har som almindeligt grundlag de samme forhold som frembragte de samtidige begivenheder blandt de tyske bønder. Her i Norge skulle De Tyske Bondekrige derfor fremstille sig som et særligt lærerigt og ansporende afsnit af verdenshistorien.

I «Den Tyske Bondekrig», som herved for første gang fremlægges på norsk, giver Friedrich Engels en fængslende fremstilling af disse begivenheder som i dramatisk spænding kan måle sig med hvilken som helst roman. Han viser samtidig hvad bondekrigen historisk og samfundsmæssig betyder. Hans fremstilling kaster derfor lys over Tysklands egenartede historie helt op til den nyeste tid. Han kalder selv bondekrigen for udgangspunktet for hele den tyske historie.

Af F. Engels' fremstilling vil man også forstå hvorfor kundskaber om de tyske bondekrige er så lidt udbredt. F. Engels viser klart hvilken nederdrægtig rolle Martin Luther spillede overfor den mægtige folkebevægelse som var reformationens betydeligste bærer. Fra usikkerheden og vankelmodighed gik Luther på grund af den afhængighed han var kommet i til fyrsterne, efterhånden over til at forråde folkebevægelsen på ethvert afgørende punkt, til at begynde med forsigtigt og i hemmelighed, og til slut helt åbent og med en rent sadistisk grusomhed, i et voldsomt sprog hvor man stadig tydeligere ved siden af hans egentlige ord, hører forræderen, som en folkets søn, der søger at overdøve sin samvittighed. Men den samme doktor Luther, eller doktor Løgner som reformationens anden store skikkelse Thomas Münzer kalder ham, han blev siden anerkendt som selve grundlæggeren af den nye kirke: fyrstekirken, statskirken. Statskirken gik omhyggelig tilværks når det gjaldt om at udviske sporene efter den skammelige rolle Luther havde spillet. Kirken har sørget for, at den almindelige historieundervisning intet fortæller om, at Luther udtrykkeligt tillod flerkoneri, da det gjaldt hans fyrstelige beskytter Filip af Hessen, - karakteristisk nok en af de grusomste bondeslagtere efter, endda efter at oprøret var kuet. På samme måde skjulte historien for at bevare sin indflydelse overfor folket, hvordan Luther selv forrådte folket i et af dets stolteste oprør og i dets bitreste nød.

F. Engels skrev sin bog i begyndelsen af 1850, på et tidspunkt da revolutionen i 1848/49 havde lidt nederlag. Noget af det, som gør hans fremstilling mest levende er at vi hele tiden mærker den aktive revolutionære, som ikke bliver fortvivlet over nederlaget, og som heller ikke bliver offer for alt det hjernespind, som i sådanne situationer ofte opstår blandt tidligere revolutionære - ligesom Bismarck sagde, at der aldrig lyves så meget som førend en krig, kan man med lige stor ret sige at der aldrig vrøvles så meget, som efter en tabt revolution -, men derimod skal man søge ned i den historiske virkelighed, for at komme til sikrer beherskelse af de samfundsmæssige kræfter, og derved kan vende stadigt stærkere tilbage til de afgørende kampe, som den moderne samfundsudvikling ustandselig stiller på dagsordenen.

Landsbyernes mest årvågne mænd i Norge skulle i F. Engels' bog kunne finde en fremstilling som kan øge deres klarhed over bøndernes kampstilling til den nyere tids statsmagt. Arbejderne skulle i denne tekst kunne finde en sikrer kendsgerning, om bøndernes rolle som revolutionær kraft i det moderne samfund. Nogen bedre opgave kan ingen bog løse i den tid vi nu lever i. (Oversat til dansk fra norsk (Forlaget Fram, Norge, 1934) for første gang i sommeren 2008 af PBP).

Dette arbejde blev skrevet i London i sommeren 1850, endnu under det umiddelbare indtryk af den netop fuldendte kontrarevolution; teksten blev offentliggjort i 5. og 6. hæfte af «Neue Rheinische Zeitung», Politisch-Ökonomische Revue, redigeret af Karl Marx, Hamburg 1850. - Mine politiske venner i Tyskland ønsker et nyt optryk af denne tekst, og jeg efterkommer deres ønske, da den til min sorg er aktuelt endnu den dag i dag.

Den gør intet krav på at ville levere materiale tilvejebragt ved selvstændig forskning. Tværtimod, hele det materiale som angår bondeopstandene og Thomas Münzer, er taget fra Zimmermann. Hans bog, som rigtignok her og der har huller, er forsat den bedste sammenfatning af kendsgerningerne. Derfor følte den gamle Zimmermann glæde ved sit emne. Det samme revolutionære instinkt som her overalt viser sig når det gælder den undertrykte klasse, gjorde ham senere til en af de bedste på den yderste venstrefløj i Frankfurt.

Når derimod Zimmermanns fremstilling mangler indre sammenhæng, når det ikke lykkes den at påvise, at de religiøs-politiske stridsspørgsmål i denne epoke er spejlbilledet af de samtidige klassekampe, når den i disse klassekampe kun ser undertrykkere og undertrykte, onde og gode og de ondes endelige sejr; når dens indsigt i de samfundsmæssige tilstande som dannede forudsætningerne både for kampens udbrud og for dens udgang, er højst mangelfuld, så var det en fejl ved den tid bogen fremkom i. Tværtimod er den for sin tid holdt meget realistisk og danner en rosværdig undtagelse blandt de tyske idealistiske historieværker.

Min fremstilling forsøger, idet den skitserer kampens historiske forløb kun i omrids, at forklare bondekrigens oprindelse, de forskellige optrædende partiers stilling, de politiske og religiøse teorier, hvori disse partier søger at blive klar over deres stilling, endelig at forklare resultatet af kampen selv som en nødvendig følge af de historisk foreliggende samfundsmæssige livsbetingelser; altså at påvise Tysklands daværende politiske forfatning, oprøret mod den og tidens politiske og religiøse teorier, ikke som årsager til, men som resultater af det udviklingstrin som i den tids Tyskland, landbrug, industri, landeveje og søveje, vare- og pengehandel befandt sig i. Denne, den eneste materialistiske historieopfattelse, skriver sig ikke fra mig, men fra K. Marx, og findes ligeledes i hans arbejder om den Franske Revolution 1848-49 i samme Revue og i «18. Brumaire des Louis Bonaparte».

Parallellen mellem den Tyske Revolution af 1525 og den af 1848/49 lå for nær til dengang helt at kunne afvises. Men ved siden af ligheden i forløb, idet altid én og samme fyrstehær nedslog forskellige lokale opstande efter tur, ved siden af den ofte latterlige lighed i byborgernes optræden i begge tilfælle, brød dog også ofte forskellen klart og tydelig frem: «Hvem profiterede af revolutionen i 1525? Fyrsterne. - Hvem profiterede af revolutionen i 1848? De store fyrster, Østrig og Prøjsen. Bag de små fyrster i 1525 stod de små spidsborgere, som bandt dem til sig ved skatter, bag de store fyrster i 1850, bag Østrig og Prøjsen står de moderne storborgere, som raskt underkuer dem ved statsgælden. Og bag storborgerne står proletarerne.»

Det gør mig ondt at måtte sige, at der i denne sætning vises det tyske borgerskab alt for megen ære. Både i Østrig og Prøjsen har det haft lejlighed til «ved statsgælden raskt at underkue» monarkiet; aldrig og ingensteds er denne lejlighed blevet benyttet. Ved krigen i 1866 faldt Østrig som gave i borgerskabets skød. Men det forstår ikke at herske, det er afmægtig og duer ikke til noget. Kun én ting kan det: rase mod arbejderne, så snart disse rører sig. Det kan kun fortsætte med at være ved roret, fordi ungarerne trænger det. Og i Prøjsen? Ja, statsgælden er rigtignok øget i rasende fart, budgetunderskud er blevet fast skik, statens udgifter vokser fra år til år, bourgeoisiet har flertal i kammeret, uden dem kan hverken skatter forhøjes eller lån optages - men hvor er deres magt over staten? Endnu for et par måneder siden, da der igen forelå et underskud, havde de den bedste position. De kunne kun med lidt udholdenhed tiltvinge sig pæne indrømmelser. Hvad gør de? De anser det for en tilstrækkelig indrømmelse, at regeringen tillader dem at lægge for dens fødder henved 9 millioner, ikke for et år, nej årlig og for al fremtid.

Jeg vil ikke dadle de stakkels «national-liberale» i kammeret mere en de fortjener. Jeg ved at de er ladt i stikken af dem som står bag dem, af bourgeoisiets masse. Denne masse vil ikke herske. Den går endnu med 1848 i maven. Hvorfor det tyske bourgeoisiet udvikler denne mærkværdige fejhed, derom senere. Forøvrigt er ovenstående sætning fuldt ud blevet bekræftet. Efter 1850 rykker småstaterne mere og mere bestemt i baggrunden og tjener nu kun som hævestang for prøjsiske eller østrigske intriger; mellem Østrig og Prøjsen opstår stadig heftigere kampe om eneherredømmet, og til slut kommer det voldsomme opgør i 1866, hvorefter Østrig beholder deres egne provinser, Prøjsen direkte eller indirekte underlægger sig hele det nordlige og de tre sydvestlige stater foreløbig sættes udenfor.

For den tyske arbejderklasse er af hele denne storpolitiske affære kun dette af betydning: For det første, at arbejderne ved den almindelige stemmeret har fået magt til at lade sig direkte repræsentere i den lovgivende forsamling. For det andet, at Prøjsen er foregået med et godt eksempel og har slugt tre andre kroner (kongetroner) af Guds nåde. At det efter denne procedure fremdeles indehaver den samme krone af Guds nåde, som det tidligere tilskrev sig, det tror selv ikke de national-liberale på. For det tredje, at der i Tyskland nu kun findes en alvorlig modstander af revolutionen - den prøjsiske regering. Og for det fjerde, at tysk-østrigerne nu endelig vil stille sig spørgsmålet, om hvad de vil være: tyskere eller østrigere? Hvem vil de helst holde sig til - Tyskland eller deres hinsides vedhæng udenfor Tyskland? At de må opgive det ene eller det andet, har alt for længe været en oplagt sag, men er altid blevet dysset ned af det småborgerlige demokrati.

Hvad de øvrige vigtige stridsspørgsmål vedrørende 1866 angår, som siden til kedsommelighed er blevet behandlet af de «national-liberale» på den ene side og «folkepartiet» på den anden, så tør de nærmeste års historie bevise, at disse to standpunkter ligger i så heftig fejde med hverandre kun af den grund, at de er de modsatte poler af et og samme snæversyn. Året 1866 har næsten ingenting ændret ved Tysklands samfundsmæssige forhold. De par borgerlige reformer - éns mål og vægt, flyttefrihed, næringsfrihed osv., altsammet indenfor de skranker bureaukratiet finder passende - er endnu ikke på samme højde med dét som bourgeoisiet i andre vesteuropæiske land forlængst besidder, og lader hovedchikanen, det bureaukratiske bevillingssvæsen til koncessioner, uberørt. For proletariatet bliver desuden alle love om flyttefrihed, indfødselsret, pasophævelse og andet gjort helt illusoriske ved den gængse politipraksis.

Hvad der er meget vigtigere en den storpolitiske affære i 1866, er opsvinget i Tysklands industri og handel, jernbaner, telegraf og oversøisk dampskibsfart siden 1848. Så langt dette fremskridt end står tilbage for det, som samtidig gjordes i England, ja selv i Frankrig, - til Tyskland at være, er det uhørt og har på tyve år ydet mere end ellers ét helt århundrede. Først nu er Tyskland for alvor og uigenkaldelig blevet trukket ind i verdenshandelen. De industrielle kapitaler er raskt øget, bourgeoisiets samfundsmæssige stilling er blevet tilsvarende hævet. Det sikreste kendetegn på industriel blomstring, svindelen, har i rigt mål indfundet sig og lænket grever og hertuger til deres triumfvogn. Tysk kapital bygger nu russiske og rumænske jernbaner - måtte jorden være dem let! - mens endnu for femten år siden gik tyske baner tiggergang til engelske entreprenører. Hvorledes er det da mulig, at bourgeoisiet ikke også politisk har erobret magten, at det optræder så fejt overfor regeringen?

Det tyske bourgeoisi har det uheld, at det efter yndet tysk mønster kommer for sent. Dets blomstringstid falder i en periode da bourgeoisiet politisk i de andre vesteuropæiske lande er i nedgang. I England har bourgeoisiet ikke kunnet bringe deres egentlige repræsentant, Bright, ind i regeringen på anden måde end ved en udvidelse af stemmeretten, hvor følgerne af dette, må gøre ende på hele bourgeoisiets magt. I Frankrig, hvor bourgeoisiet som sådant, som samlet klasse, kun har hersket i to år, 1849 og 1850 under republikken, kunne det kun friste deres sociale eksistens, ved at afstå deres politiske magt til Louis Bonaparte og arméen. Og med den så uendelig øgede vekselvirkning mellem de tre mest fremskredne europæiske lande er det idag ikke længere muligt for bourgeoisiet, at indrette den politiske magt bekvemt for sig i Tyskland, når det har overlevet sig selv i England og Frankrig.

Der er en ejendommelighed netop ved bourgeoisiet i modsætning til alle tidligere herskende klasser: i dets udvikling er der et vendepunkt, hvorefter enhver yderligere forøgelse af dets magtmidler, fremfor alt altså dets kapital, kun bidrager til at gøre det mere og mere uduelig til politisk magt. «Bag storborgerne står proletarerne.» I samme grad som bourgeoisiet udvikler deres industri, deres handel og deres samfærdselsmidler, i samme grad fremavler det proletariat. Og ved et vist punkt - som ikke overalt behøver at indtræde samtidigt eller på samme udviklingstrin - begynder det at mærke, at denne dets proletariske dobbeltgænger begynder at vokse det over hovedet. Fra det øjeblik af, mister det kraften til alene at sidde med den politiske magt; det ser sig om efter forbundsfæller, som det alt efter omstændighederne deler deres magt med eller helt overlader den til.

I Tyskland indtrådte dette vendepunkt for bourgeoisiet i 1848. Og det er sikkert nok, at det tyske bourgeoisi dengang ikke blev så ræd for det tyske proletariat, som for det franske. Juni-slaget i Paris i 1848 viste det tyske bourgeoisi hvad det havde i vente; det tyske proletariat kom akkurat tilstrækkelig i bevægelse til at bevise overfor bourgeoisiet, at sæden for den samme høst lå også her i jorden; og fra den dag af, var spidsen brudt af bourgeoisiets politiske aktion. Det søgte forbundsfæller, det solgte for hvilken som helst pris sig til dem - og endnu ikke idag er det kommet et skridt videre.

Disse forbundsfæller er samtlige af reaktionær natur. Der har vi kongedømmet med sin armé og sit bureaukrati, der er den store feudaladel, der er de små landjunkere, der er selv præstene. Med alle disse har bourgeoisiet sluttet pagt og overenskomst for kun, at redde deres eget skind, indtil det til sidst ikke har mere at sjakre med. Og jo mere proletariatet udviklet sig, jo mere det begyndte at føle sig som klasse, handle som klasse, desto mere modløse blev bourgeoisiet. Da prøjsernes vidunderlige dårlige strategi ved Sadowa sejrede over østrigernes underligt nok endnu dårligere strategi, da var det vanskelig at sige, hvem som åndede mest lettet op - det prøjsiske bourgeoisi, som havde været med og var blevet slået ved Sadowa, eller det østrigske.

Vore storborgere handler i 1870 endnu akkurat sådan, som de middelstore borgere handlede i 1525. Hvad småborgerne, håndværksmestrene og kræmmerne angår, så vil de altid være ens og sig selv. De håber at kunne svindle sig op i storborgerskabet, og de er ræd for at blive stødt ned i proletariatet. Vaklende mellem håb og frygt vil de under kampen hytte deres skind, og efter kampen slutte sig til sejrherren. Det er deres natur.

Med opsvinget i industrien efter 1848 har proletariatets sociale og politiske aktion holdt skridt. Alene den rolle de tyske arbejdere idag spiller i deres fagforeninger, kooperative selskaber, politiske foreninger og møder, ved valgene og i den såkaldte rigsdag, beviser hvilken omvæltning Tyskland umærkelig har undergået i de sidste tyve år. Det må i højeste grad regnes de tyske arbejdere til ære at de er de eneste som har drevet igennem, at de kan sende arbejdere og repræsentanter for arbejderne til parlamentet, medens hverken franskmænd eller englændere hidtil har klaret det.

Men proletariatet er heller ikke vokset fra parallellen i 1525. Den klasse som udelukkende og for livstid er henvist til arbejdslønnen, udgør fremdeles ikke på langt sigt flertallet af det tyske folk. De er altså henvist til forbundsfæller. Og disse kan kun søges blandt småborgerne, blandt byernes lumpenproletariat, blandt småbønderne og landarbejderne. Om småborgerne har vi allerede talt. De er højst upålidelige, undtagen når man har sejret, så skriger de umådeligt højt i ølknejperne. Alligevel findes der blandt dem meget gode elementer, som af egen drift slutter sig til arbejderne.

Lumpenproletariatet, dette skrab af forkomne subjekter fra alle klasser, som slår deres hovedkvarter op i de store byer, er af alle mulige forbundsfæller den værst tænkelige. Dette pak er absolut til fals og absolut påtrængende. Når de franske arbejdere ved hver revolution skrev på husene: Mort aux voleurs! Død over tyvene! og også skød mange, så skete det ikke af begejstring for ejendommen, men i den rigtige erkendelse af, at man fremfor alt måtte holde sig denne bande fra livet. Enhver arbejderfører som bruger disse lumpenproletarer som garde eller støtter sig til dem, viser sig allerede derved som en forræder af bevægelsen.

Småbønderne - for de store hører til bourgeoisiet - er af forskellig art. Enten er de feudalbønder og må endnu yde deres nådige herre pligtarbejde. Eftersom bourgeoisiet har forsømt hvad der havde været dets pligt: at løse disse folk fra livegenskabet, vil det ikke være vanskelig at overbevise dem om, at de nu kun kan vente på befrielsen via arbejderklassen.

Eller også er de forpagtere. I så tilfælde er forholdet omtrent det samme som i Irland. Forpagtningsafgiften er drevet så højt op, at bonden og hans familie ved middelstore indtægter kun akkurat såvidt kan leve, ved dårlig høst sulter de næsten ihjel, og kan ikke betale forpagtningsafgiften, og bliver derved helt afhængig af grundejerens nåde. For sådanne folk gør bourgeoisiet kun noget, når det tvinges til det. Fra hvem skal de vente redning, undtagen fra arbejderne?

Så er der de bønder tilbage, der bruger deres egen lille jordejendom. Disse er for det meste så behæftiget med pantegæld, at de er lige så afhængig af ågerkarlen, som forpagteren af grundejeren. Også de får kun en knap arbejdsløn, som desuden på grund af vekslingen mellem gode og dårlige indkomster er yderst usikker. Allermindst kan de vente noget af bourgeoisiet, for de udsuges jo netop af bourgeoisiet, af ågerkapitalisterne. Men for det meste klamrer de sig til deres ejendom, skønt den i virkeligheden ikke tilhører dem, men ågerkarlen. Alligevel må man gøre dem forståelig, at de kun vil kunne befries fra ågerkarlen i det tilfælde, at en af folket afhængig regering forvandler al pantegæld til en gæld til staten og derved sænker rentefoden. Og dette kan kun arbejderklassen drive gennem.

Overalt hvor middelstore og store jordejendomme er fremherskende, udgør landarbejderne den talrigeste klasse på landet. Dette er tilfælde i hele Nord- og Østtyskland og her finder byernes industriarbejdere deres talrigeste og naturligste forbundsfæller. Ligesom kapitalisten står overfor industriarbejderen, således står grundejeren eller storforpagteren overfor landarbejderen. De samme forholdsregler som hjælper den ene, må også hjælpe den anden. Industriarbejderne kan kun befri sig, når de forvandler bourgeoisiets kapital, dvs. de råprodukter, maskiner, det værktøj og de levnedsmidler som produktionen kræver, til samfundets, dvs. deres egen, i fællesskab benyttede ejendom. På samme måde kan landarbejderne kun befries fra deres afskyelige elendighed, når fremfor alt deres vigtigste arbejdsmateriale, jorden, unddrages storbøndernes og de endnu større feudalherrers private eje, forvandles til samfundsmæssig ejendom og dyrkes af kooperative forbund af landarbejdere på deres fælles regning. Og her kommer vi til den berømte beslutning på den Internationale Arbejderkongres i Basel (Den 1. Internationales 4. kongres i 1869): at samfundet har interesse i at forvandle jordejendommen til fælles, national ejendom. Denne beslutning blev affattet hovedsagelig for de lande hvor der er store jordejendomme og i forbindelse dermed storgodsdrift og hvor der på disse storgodser er én herre og mange dagarbejdere. Men denne tilstand er i det store og hele forsat fremherskende i Tyskland, og derfor var beslutningen næst efter England højst tidssvarende netop for Tyskland. Jordbrugsproletariatet, dagarbejderne på landet - det er den klasse hvorfra størsteparten af fyrstearméerne rekrutteres. Det er den klasse som i kraft af den almindelige stemmeret sender den store mængde feudalherrer og junkere til parlamentet; men det er også den klasse som står industriarbejderne i byerne nærmest og deler deres levevilkår, ja endog har det elendigere end den. Denne klasse, som er afmægtig, fordi den står splittet og delt, og hvis skjulte magt regering og adel kender så godt, at de med hensigt lader skolerne forfalde, for at denne klasse fortsat kan være uvidende - at skabe liv i denne klasse og trække den ind i bevægelsen, dét er den nærmeste og mest påtrængende opgave for den tyske arbejderbevægelse. Fra den dag af da størsteparten af landarbejderne har lært at forstå deres egne interesser, fra den dag af er en reaktionær, feudal, bureaukratisk eller borgerlig regering i Tyskland umulig.

De foranstående linier blev skrevet ned for mere en fire år siden. De har deres gyldighed endnu den dag idag. Hvad der var rigtig efter Sadowa og Tysklands deling, bekræftiger sig også efter Sedan, og oprettelsen af det hellige tyske rige af prøjsisk nation. Så lidt formår den såkaldte store politiks «verdensomvæltende» statsaffærer at rokke ved den historiske bevægelses retning. Hvad derimod disse statsaffærer formår, det er, at de påskynder denne bevægelses hastighed. Og i denne henseende har ophavsmændene til de nævnte «verdensomvæltende begivenheder» ufrivillig opnået resultater som sikkert er dem selv højst uvelkomne, men som de må tage med i købet, enten de vil eller ej.

Allerede krigen i 1866 rystede det gamle Prøjsen i dets grundvold. Det havde kostet meget besvær efter 1848 igen at bringe det oprørske industrielle - både borgerlige og proletariske - element i vestprovinserne under den gamle tugt; det var imidlertid lykkedes, og junkerne fra østprovinserne fik igen ved siden af arméen dominerende interesser i staten. I 1866 blev næsten hele Nordvesttyskland prøjsisk. Bortset fra den ubodelige moralske skade, som den prøjsiske krone af Guds nåde tog, da den slugte tre andre kroner af Guds nåde, blev nu monarkiets tyngdepunkt forskudt betragtelig mod vest. De fem millioner rhinlændere og westfalere blev forstærket først ved de fire millioner tyskere, som direkte var annekteret af det Nordtyske Forbund, og dernæst ved de seks millioner som indirekte annekteres. Og i 1870 kom dertil også de otte millioner sydvesttyskere, sådan at der nu i det «nye rige» overfor de 14½ millioner gammelprøjsere (fra de seks östelbiske provinser, deriblandt ovenikøbet 2 millioner polakker) stod henved 25 millioner, som forlængst var vokset fra den gammelprøjsiske junkerfeudalisme. Således forskød netop den prøjsiske armés sejre hele grundlaget for den prøjsiske statsbygning; junkervældet blev mere og mere utålelig selv for regeringen. Men samtidig havde den rivende hurtige industrielle udvikling trængt kampen mellem junkere og bourgeoisiet tilbage til fordel for kampen mellem bourgeoisiet og arbejdere, sådan at det samfundsmæssige grundlag for den gamle stat undergik en fuldstændig indvendig omvæltning. Det efter 1840 langsomt hendøende monarki havde som sin vigtigste forudsætning haft kampen mellem adel og bourgeoisiet hvor monarkiet opretholdt ligevægten; fra det øjeblik af da det ikke længere gjaldt at beskytte adelen mod bourgeoisiets fremtrængen, men at beskytte alle besiddende klasser mod arbejderklassens påtryk, måtte det gamle absolutte monarki fuldstændig gå over til den, særskilt i dette øjemed udarbejdede statsform: det bonapartistiske monarki. Jeg har allerede på et andet sted (Wohnungsfrage, 2. hefte, s. 26 ff.) udredet denne Prøjsens overgang til bonapartismen. Noget jeg ikke der kunne betone, men som her er meget væsentlig: denne overgang var det største fremskridt Prøjsen har gjort siden 1848; i den grad var Prøjsen kommet til begyndelsen af den moderne udvikling. Det var nu engang fremdeles en halvfeudal stat, og bonapartismen er ialtfald en moderne statsform, som har feudalismens afskaffelse til forudsætning. Prøjsen må altså beslutte sig til at gøre rent bord med deres talrige feudale levninger og ofre junkervæsenet som sådant. Naturligvis sker dette i den mildeste form og efter den populære melodi: Jeg skal omkomme men ikke så hurtigt! Således f.eks. i den berømmelige kredsordning. Den ophæver den enkelte junkers feudale privilegier på hans gods, men kun for at genoprette dem som forrettigheder for samtlige store jordejere i hele kredsen. Tingene forsætter med at bestå, den oversættes kun fra den feudale til den borgerlige dialekt. Man forvandler den gammelprøjsiske junker ved tvang til noget af en engelsk landadelsmand, og man behøvede slet ikke at stritte imod, for den ene er lige så dum som den anden.

Prøjsen har altså den underlige skæbne, at det i slutningen af dette århundrede i bonapartismens behagelige form fuldender sin borgerlige revolution, som det begyndte på i årene 1803-1813 og i 1848 bragte et stykke videre. Og om alt går godt og verden pænt holder sig rolig og vi alle bliver gamle nok, så kan vi måske i året 1900 opleve, at regeringen i Prøjsen virkelig har afskaffet alle feudale indretninger, at Prøjsen endelig kommer dertil hvor Frankrig stod i 1792.

Afskaffelse af feudalismen vil positivt udtrykt sige oprettelse af borgerlige forhold. I samme grad som adelsprivilegierne falder, borgerliggøres lovgivningen. Og her støder vi på kernepunktet i det tyske bourgeoisis forhold til regeringen. Vi så, at regeringen er nødt til at indføre disse langsomme og smålige reformer. Men overfor bourgeoisiet fremstiller den hver af disse små indrømmelser som et offer der er bragt bourgeoisiet, som en indrømmelse der med møje og besvær er fravristet kronen, og som også bourgeoisiet måtte indrømme regeringen noget til gengæld for. Og skønt bourgeoisiet er temmelig klar over tingenes sammenhæng, går det ind på dette bedrag. Deraf er så den stiltiende overenskomst opstået, som danner det stiltiende grundlag for alle rigsdags- og kammerdebatter i Berlin: på den ene side reformerer regeringen lovene i sneglegalop til bedste for bourgeoisiet, afskaffer de feudale, som en følge af småstatsvæsenet opståede hindringer for industrien, skaber éns mønt, mål og vægt, næringsfrihed o.s.v., stiller ved flyttefriheden Tysklands arbejdskraft til uindskrænket rådighed for kapitalen, begunstiger handel og svindel; på den anden side overlader bourgeoisiet regeringen al virkelig politisk magt, stemmer for skatter, lån og soldater og hjælper til med at affatte alle nye reformforslag sådan, at den gamle politimyndighed over mislibige individer fortsætter med at være i fuld kraft. Bourgeoisiet køber deres gradvise samfundsmæssige frigørelse ved straks at give afkald på egen politisk magt. Naturligvis er den vigtigste årsag til at bourgeoisiet godtager en sådan overenskomst, ikke frygt for regeringen, men frygt for proletariatet.

Men hvor ynkelig vort bourgeoisi optræder på den politiske arena, så står det ikke til at nægte, at det i industriel og kommerciel henseende endelig engang gør sin skyldighed. Opsvinget i industri og handel som der blev henvist til i indledningen til anden udgave, har siden udviklet sig med endnu langt større kraft. Hvad der i denne henseende er sket i det rhinsk-westfalske industriområde siden 1869, er for Tyskland noget helt uhørt og minder om opsvinget i de engelske fabriksdistrikter i begyndelsen af dette århundrede. Og i Sachsen og Øvre-Schlesia, i Berlin, Hannover og havnebyerne vil det gå ligesådan. Vi har endelig en verdenshandel, en virkelig stor industri, et virkelig moderne bourgeoisi; til gengæld har vi også haft et reelt nedbrud og har ligeledes fået et virkelig, vældigt proletariat.

For fremtidens historieskriver vil Tysklands historie fra 1869 til 1874 være stridslarmen fra Spichern, Mars la Tour og Sedan og hvad der hænger sammen dermed, have langt mindre betydning end det tyske proletariats fordringsløse og rolige, men jævnt fremadskridende udvikling. Straks i 1870 blev de tyske arbejdere stillet overfor en svær prøvelse: den bonapartistiske krigsprovokation og dens naturlige virkning: den almindelige nationale entusiasme i Tyskland. De tyske socialistiske arbejdere lod sig ikke et øjeblik forvirre. Ikke en antydning til national chauvinisme trådte frem hos dem. Midt i den galeste sejrsrus holdt de sig kolde, forlangte «en rimelig fred med den franske republik og ingen anneksioner», og selv ikke belejringstilstanden kunne bringe dem til tavshed. Ingen krigerære, intet snak om tysk «rigsherlighed» fandt nogen tiltrækning hos dem; deres eneste mål var og blev befrielsen af hele det europæiske proletariat. Man tør vel sige: en så hård og så strålende bestået prøve har vel ikke arbejderne i noget andet land hidtil været stillet overfor.

Efter krigens belejringstilstand fulgte under freden højforræderiprocesserne, majestætsprocesserne og embedsmandskrænkelsesprocesserne, og den stadig øgede politi chikanering. «Der Volkstaat» (Organ for det i 1869 stiftede «Sozialdemokratische Arbeiterpartei» - de såkaldte Eisenachere -, redigeret af W. Liebknecht og «Vorwärts» forløber) havde i regelen tre-fire redaktører i fængsel samtidigt, og de andre aviser er i tilsvarende forhold. Enhver nogenlunde kendt partitaler måtte i det mindste én gang om året for retten, hvor han næsten regelmæssig blev dømt. Udvisninger, konfiskationer og opløsning af møder fulgte slag i slag efter hinanden. Alt forgæves. I stedet for hver arresteret eller udvist, trådte straks en anden frem; for hvert opløst møde indkaldte man to nye møder og trættede politiets vilkårlighed på det ene sted efter det andet ved udholdenhed og nøje overholdelse af lovene. Alle forfølgelser virkede modsat af hvad de var tilsigtet; så langt fra at knække arbejderpartiet eller endog bøje det, tilførte de kun partiet stadig nye rekrutter og befæstede dets organisation. Både i deres kamp mod myndighederne og mod det enkelte bourgeoisi viste arbejderne sig overalt som de intellektuelt og moralsk overlegne, og beviste især i deres konflikter med de såkaldte «arbejdsgivere» at de, arbejderne, nu er de dannede og at kapitalisterne er bøllerne. Og dertil fører de stort set kampen med et humør, som er det bedste bevis på hvor sikre de er i deres sag, og i hvor høj grad de er sig deres overlegenhed bevidst. En kamp som føres sådan på historisk forberedt grund må føre til store resultater. Det heldige udfald af januarvalgene (ved valgene til den første tyske rigsdag i 1871, fik Tysklands socialistiske arbejdere tilsammen 102.000 stemmer, i januar 1874 352.000 stemmer) er hidtil enestående i den moderne arbejderbevægelses historie, og den forbavselse det vakte i hele Europa, var fuldstændig berettiget.

De tyske arbejdere har to væsentlige fordele fremfor det øvrige Europas arbejdere. For det første at de tilhører Europas mest teoretiske folk, og fordi de har bevaret den teoretiske sans, som Tysklands såkaldte «dannede» så fuldkommen har mistet. Uden den tyske filosofi, særligt Hegels´, var gået forud, ville den tyske videnskabelige socialisme - den eneste videnskabelige socialisme som nogensinde har eksisteret - aldrig være kommet i stand. Uden teoretisk sans blandt arbejderne ville denne videnskabelige socialisme aldrig i så høj grad gå dem i blodet, som tilfældet er. Og for et umådelig fortrin dette er, viser sig på den ene side i den ligegyldighed for al teori, som er en af hovedårsagerne til at den engelske arbejderbevægelse trods al den udmærkede organisation af de enkelte fag kommer så langsomt ud af flækken (fabianismen), og på den anden side i det spektakel og den forvirring som proudhonismen i sin oprindelige form har anrettet hos franskmænd og belgiere, i deres ved Bakunin videre korrigerede form hos spaniere og italienere.

Den anden fordel er den, at tyskerne i tid er kommet så omtrent sidst med i arbejderbevægelsen. Ligesom den tyske teoretiske socialisme aldrig vil glemme, at den står på Saint Simons, Fouriers og Owens skuldre, tre mænd som trods deres fantasteri og al deres utopisme hører til alle tiders mest betydelige ånder og genialt foregreb utallige ting hvis rigtighed vi nu videnskabelig påviser - så må den tyske praktiske arbejderbevægelse aldrig glemme, at den har udviklet sig på den engelske og franske bevægelses skuldre, og helt enkelt kunne drage sig nytte af deres dyrekøbte erfaringer, og kunne undgå deres fejl, som dengang for det meste var uundgåelige. Hvor ville vi vel stå idag uden de engelske trades unions, og de franske politiske arbejderkampe, uden den kæmpeimpuls som særlig Pariserkommunen har givet?

De tyske arbejdere skal have ros for, at de med sjælden forståelse har udnyttet fordelene af deres stilling. For første gang så længe der har bestået en arbejderbevægelse føres kampen til alle tre sider - den teoretiske, den politiske og den praktisk-økonomiske (modstand mod kapitalisterne) - harmonisk, sammenhængende og planmæssig. I dette så at sige koncentriske angreb ligger netop den tyske bevægelses styrke og uovervindelighed.

På den ene side ved denne deres fordelagtige stilling, på den anden side på grund af den engelske bevægelses nationale ejendommeligheder og den voldsomme undertrykkelse af den franske bevægelse, er de tyske arbejdere i øjeblikket stillet i forreste række i proletariatets kamp. Hvor længe begivenhederne vil lade dem beholde denne hæderspost, lader sig ikke forudsige. Men så længe de indehaver den, vil de forhåbentlig fylde den sådan som det sømmer sig. Dertil hører fordoblede anstrengelser på alle kampens og agitationens områder. Særlig vil det være førernes pligt at skaffe sig stadig mere oplysning i alle teoretiske spørgsmål, stadig mere at befrie sig for indflydelsen af overlevede fraser, tilhørende den gamle verdensanskuelse, og stadigt holde sig for øje, at socialismen siden den er blevet en videnskab, også kræver at blive drevet som en videnskab, dvs. at blive studeret. Det som det kommer an på, er med øget iver at sprede den således vunde, stadig mere afklarede indsigt blandt arbejdermasserne og spænde både partiets og fagforeningernes organisation stadig fastere. Selvom de i januar afgivne socialistiske stemmer repræsenterer en pæn armé, så udgør de dog endnu ikke på langt sigt majoriteten af den tyske arbejderklasse; og så opmuntrende end de gode resultater af propagandaen blandt landbefolkningen er, så står det dog netop her uendelig meget tilbage at gøre. Det gælder altså at man ikke går træt i kampen, det gælder om at fravriste fjenden den ene by, den ene valgkreds efter den anden; men fremfor alt gælder det om at bevare den ægte internationale ånd, som ikke lader nogen patriotisk chauvinisme vokse frem, og som hilser hvert nyt skridt i den proletariske bevægelse med glæde, ligegyldig fra hvilken nation det udgår. Hvis de tyske arbejdere går i spidsen på denne måde, så kommer de ikke netop til at marchere i spidsen for bevægelsen - det er slet ikke i bevægelsens interesse, at nogen enkelt nations arbejdere marcherer i spidsen - men dog til at indtage en ærefuld plads i slaglinien; og de vil stå rustet når enten uventet hårde prøvelser eller vældige begivenheder kræver øget mod, øget beslutsomhed og dådskraft af dem. London den 1. juli 1874.

Også det tyske folk har deres revolutionære tradition. Der var en tid da Tyskland frembragte personligheder, som kan sidestilles med de bedste revolutionsmænd i andre lande, da det tyske folk lagde en udholdenhed og energi for dagen, som i en centraliseret nation ville have skabt de mest storartede resultater, da tyske bønder og plebejer gik svanger med ideer og planer som deres efterkommere ofte nok gyser tilbage for.

Det er på tide, overfor den afslappelse vi nu har, og som efter to års kampe viser sig næsten overalt, igen at fremføre for det tyske folk, de grovskårne, men kraftige og seje skikkelser fra den Store Bondekrig. Tre århundrede er siden henløbet, og mangt og meget har forandret sig; og alligevel står bondekrigene ikke så fjernt for de kampe vi har idag, og de modstandere som skal bekæmpes, er for en stor del endnu de samme. De klasser og klassefraktioner som i 1848 og i 1849 begik forræderi overalt, vil vi finde som forrædere allerede i 1525, omend på et lavere udviklingstrin. Og når bondekrigens robuste vandalisme i de sidste års bevægelse kun på enkelte steder, i Odenwald, i Schwarzwald, i Schlesia, kom til sin ret, så er det i alt fald intet fortrin for den moderne rejsning.

Lad os først i korthed gå tilbage til forholdene i Tyskland i begyndelsen af det sekstende århundrede. Den tyske industri havde i det fjortende og femtende århundrede taget et betydeligt opsving. I stedet for den feudale lokalindustri på landet var laugshåndværket i byerne blevet skabt, som producerede for videre kredse og endog for fjerne markeder. Vævning af grove uldtøjer og lærred var blevet en fast, meget udbredt industrigren, og selv finere uld- og linnedtøj såvel som silkestoffer blev allerede tilvirket i Augsburg. Ved siden af vævningen var særlig opkommet den til kunst grænsende industri, som fandt sin næring i den senere middelalders gejstlige og verdslige luksus: guld- og sølvsmedene, billedhuggerne og billedskærerne, kobberstikkerne og træskærerne, våbensmedene, medaljørerne, drejerne osv., osv.. En række mere eller mindre betydelige opfindelser, og de historiske højdepunkter var krudtet og bogtrykkerkunsten, der havde bidraget væsentlig til at hæve industrien. Handelen holdt sig på højde med industrien. Hansaen havde ved sit hundredårige sømonopol bragt garantien for at hele Nordtyskland blev løftet op af det middelalderlige barbari; og om den end fra slutningen af det femtende århundrede raskt begyndte at ligge under for englændernes og hollændernes konkurrence, så gik dog trods Vasco da Gamas opdagelser fra Indien til Norden endnu den store handelsvej stadig gennem Tyskland, ligesom Augsburg stadig var den store stabelplads for italiensk silketøj, indiske krydderier og alle Levantens produkter. De sydtyske byer, særlig Augsburg og Nürnberg, var centrene for en efter datidens forhold anselig rigdom og luksus. Udvindingen af råprodukter havde ligeledes udviklet sig betydelig. De tyske bjergmænd var i det femtende århundrede de dygtigste i verden, og byernes opblomstring havde også revet landbruget ud af den tidligere middelalderlige primitivitet. Udstrakte områder var ikke kun lagt under ploven, men man dyrkede også planter til udvinding af farver og andre indførte planter, og den omhyggeligere dyrkning af dem, påvirkede gunstigt på landbruget i det hele taget.

Opsvinget i Tysklands nationale produktion lå imidlertid endnu stadig tilbage for opsvinget i andre lande. Landbruget stod langt tilbage for det engelske og nederlandske, industrien tilbage for den italienske, flamske og engelske, og i søhandelen begyndte englænderne og særligt hollænderne at slå tyskerne af marken. Befolkningen var endnu meget slæbende. Civilisationen i Tyskland fandtes kun sporadisk, grupperet omkring enkelte industri- og handelscentre; og selv disse enkelte centrers interesser var vidt forskellige, og havde næppe nok her og der et berøringspunkt. I syd havde man ganske andre handelsforbindelser og afsætningsmarkeder end i nord; Øst og Vesttyskland lå udenfor næsten ethvert samkvem. Ikke en eneste by lå sådan til, at den kunne blive hele landets industrielle og kommercielle tyngdepunkt som London f.eks. var det for England. Hele den indenlandske trafik indskrænkede sig næsten udelukkende til kyst- og flodskibsfarten og de store handelsveje, fra Augsburg og Nürnberg over Köln til Nederlandene og over Erfurt mod nord. Længere væk fra floderne og handelsvejene lå en række mindre byer, som var udelukket fra stortrafikken og uforstyrret vegeterede videre under den senere middelalders livsforhold, der søgte lidt fremmede varer og leverede få produkter til udførsel. Af landbefolkningen kom kun adelen i berøring med videre kredse og nye behov; massen af bønderne kom aldrig ud over de nærmeste lokale forhold og den dermed forbundne lokale horisont.

Men i England og Frankrig havde handelens og industriens opkomst ført til en sammenkædning af interesser over hele landet og dermed politisk centralisation, men i Tyskland bragte det kun til gruppering af interesser efter provinser, med rent lokale centre, og dermed til politisk splittelse; en splittelse som snart for alvor blev varig ved Tysklands udelukkelse fra verdenshandelen. I samme omfang som det rent feudale rige faldt fra hverandre, opløstes rigsforbundet, og forvandlede de store rigslensmænd til næsten uafhængige fyrster, og sluttede på den ene side rigsstæderne, på den anden side rigsridderne forbund, snart mod hinanden, snart mod fyrsterne eller kejseren. Rigsmagten, som selv var blevet uklar over sin stilling, vaklede usikker mellem de forskellige elementer som riget bestod af; dens forsøg på centralisering på Ludvig den XI.'s (fransk konge fra 1461-1483) måde, kom trods alle intriger og voldsgerninger ikke ud over det, at holde de østrigske arvelande sammen. De som i denne forvirring, i disse utallige krydsende konflikter til syvende og sidst vandt og måtte vinde, var repræsentanterne for centralisationen i splittelsen, repræsentanterne for den lokale og provinsielle centralisation, fyrsterne, ved siden af hvem kejseren selv stadig mere blev en fyrste som de andre. Under disse forhold havde stillingen forandret sig væsentlig for de klasser som overlevede fra middelalderen, og nye klasser havde dannet sig ved siden af de gamle.

Af højadelen var fyrsterne fremgået. De var næsten allerede helt uafhængige af kejseren og i besiddelse af de fleste overhøjhedsrettigheder. De førte krig og sluttede fred på egen hånd, holdt stående hære, sammenkaldte landdage og udskrev skatter. En stor del af lavadelen og byerne havde de bragt under deres herredømme; de anvendte stadigt ethvert middel til at inddrive de områder og byer og baronier, som endnu stod direkte under riget («var rigsumiddelbare»). Overfor disse repræsenterede de centralisationen, ligesom de optrådte decentraliserende overfor rigsmagten. Indadtil var deres regime meget vilkårlig. De sammenkaldte stænder, men kun når de ikke kunne hjælpe sig på anden måde. De udskrev skatter og lånte penge når de fandt det for godt; stændernes skattebevillingsret blev sjældent anerkendt og kom endnu sjældnere til udøvelse. Og selv da havde fyrsten i almindelighed majoriteten ved hjælp af de to skattefrie stænder som var med til at nyde godt af skattene, nemlig ridderskabet og prælaterne. Fyrsternes pengebehov voksede med luksusen og udvidelsen af hofholdet, med de stående hære, med regeringens stigende udgifter. Skattene blev stadig mere trykkende. Byerne var for det meste beskyttet mod det ved deres privilegier; hele vægten af skattebyrden faldt på bønderne, såvel på fyrsternes egne dominialbønder som på de lenspligtige ridderes livegne og fæstebønder. Hvor direkte beskatning ikke strakte til, satte den indirekte ind; finanskunstens mest raffinerede manøvrer blev anvendt for at stoppe hullerne i statskassen. Når ingenting hjalp, når der ikke var mere at pantsætte og ingen fri rigsstad længere ville give kredit, så skred man til møntoperationer af den dårlige art, slog dårlig mønt, lavede høje eller lave tvangskurser som det passede statskassen. Handelen med byprivilegier og andre privilegier, som man senere med magt tog tilbage igen for påny at sælge dem for dyre penge, udnyttelsen af ethvert oppositionsforsøg til brandskatning og plyndring af enhver art osv., osv. var ligeledes indbringende og dagligdags pengekilder for fyrsterne i de dage. Endog rettergangen var en stående og ikke ubetydelig handelsartikel for fyrsterne. Kort sagt: undersåtterne måtte dengang desuden også tilfredsstille de fyrstelige fogeders og embedsmænds private pengebegær, og fik i fuldeste mål smagt alle det «faderlige» regeringssystems velsignelser.

Den middelstore adel var næsten helt forsvundet fra middelalderens feudale hierarki; den havde enten svunget sig op til at blive uafhængige småfyrster eller var sunket ned i den lavere adels rækker. Lavadelen, ridderskabet, gik raskt sit forfald imøde. En stor del var fuldstændig forarmet og levede kun af at være fyrsternes tjenere i militære og civile embeder; en anden del var lenspligtig overfor fyrsterne og under deres overhøjhed; en mindre del stod direkte under riget. Udviklingen af krigsvæsenet, infanteriets stigende betydning, den stadige forbedring af ildvåbenet gjorde ende på betydningen af de militære ydelser som tungt kavaleri, og muliggjorde tillige indtagelsen af deres borge. Akkurat som nürnberger-håndværkerne blev ridderne gjort overflødige ved industriens fremskridt. Ridderskabets pengebehov bidrog betydelig til deres ruin. Luksusen på slottene, kappestriden i pragt ved turneringer og fester, prisen på våben og heste steg med civilisationens fremskridt, mens riddernes og baronernes indtægtskilder voksede kun lidt eller slet ikke. Fejder med stadig plyndring og brandskatning, landevejsrøveri og lignende noble beskæftigelser blev med tiden for farlige. Afgifterne og ydelserne fra herskabernes undersåtter indbragte næppe mere end før. For at dække deres øgede behov måtte de nådige herrer tage deres tilflugt til de samme midler som fyrsterne. Adelens flåning af bønderne blev hvert år drevet stadig længere. De livegne blev udsuget til sidste blodsdråbe, fæstebønderne blev pålagt nye afgifter og ydelser under alle slags påskud og navne. Pligtarbejdet, renter, grundskyld, indfæstningsafgifter (laudemiene), dødsfaldsafgift, opholdsskatter osv. blev trods alle gamle overenskomster vilkårlig forhøjet. Rettergang blev afslået eller sjakret bort, og hvor ridderen ikke på anden måde kunne få fat på bondens penge, kastede han ham uden videre i tårnet og tvang ham til at købe sig fri.

Med de øvrige stænder stod lavadelen heller ikke på nogen god fod. Den lenspligtige adel søgte at komme direkte under riget («blive rigsumiddelbar»), den rigsumiddelbare at bevare sin uafhængighed; deraf var der stadige stridigheder med fyrsterne. Gejstligheden, som i deres daværende opblæste skikkelse syntes ridderen at være en ren overflødig stand, misundte ham dens store godser, dens ved cølibatet og kirkeforfatningen sammenholdte rigdomme. Byerne lå han stadig i hårene på; han skyldte dem penge, han levede af at plyndre deres område, af at rane deres købmænd, af løsepenge for de fanger han tog fra dem i fejderne. Og ridderskabets kamp mod alle disse stænder blev desto heftigere, jo mere pengespørgsmålet også for ridderne blev et livsspørgsmål.

Gejstligheden, repræsentanten for den middelalderlige feudalismes ideologi, følte ikke mindre indflydelsen af det historiske omslag. Ved bogtrykkerkunsten og de behov den udvidede handel skabte, mistede den monopolet ikke kun på at kunne læse og skrive, men også på den højere dannelse. Arbejdsdelingen indtrådte også på det intellektuelle område. Den nyopdukkende juriststand fortrængte gejstligheden fra en række af de mest indflydelsesrige embeder. Også den gejstlige stand begynde for en stor del at blive overflødig og erkende dette, selv ved deres stadig voksende dovenskab og uvidenhed. Men jo overflødigere den blev, desto talrigere blev den takket være deres enorme rigdomme, som den endnu stadig øgede ved anvendelse af alle mulige midler.

Indenfor gejstligheden var der to helt ud forskellige klasser. Det gejstlige feudalhierarki dannede den aristokratiske klasse: biskopper og ærkebiskopper, abbeder, priorer og andre prælater. Disse kirkens højeste rangspersoner var enten selv rigsfyrster eller de blev behersket som feudalherrer under andre fyrsters overhøjhed med store strækninger land med talrige livegne og fæstebønder. De udbyttede deres undergivne ikke kun ligeså hensynsløst som adelen og fyrsterne, næh de gik endnu meget mere skamløst til værks. Ved siden af den brutale magt blev alle religionens chikaner ved siden af torturens rædsler, og alle rædslerne ved bandlysningen og den nægtede absolution, alle skriftestolens intriger sat i bevægelse, for at fravriste undersåtterne den sidste skilling eller øge kirkens arvelod. Dokumentforfalskning var for disse ærværdige mænd et sædvanlig og yndet middel til bedrageri. Men skønt de foruden de sædvanlige feudalydelser og renter også fik tienden, strakte alle disse indtægter endnu ikke til. Fabrikation af undergørende helgenbilleder og relikvier, organisation af saliggørende bedestationer, afladssjakring blev taget til hjælp for at afpresse folket øgede afgifter, og i lang tid med største held.

Disse prælater og deres talløse, med udbredelsen af de politiske og religiøse forfølgelser stadig forstærkede gendarmeri af munke var det som ikke kun folket, men også adelens præstehad rettede sig mod. For så vidt de var rigsumiddelbare, stod de i vejen for fyrsten. Det flotte vellevnet som de velfødte biskopper og abbeder og deres armé af munke levede i, vakte adelens misundelse og oprørte folket, som måtte bære omkostningerne ved det desto mere, jo mere skrigende de slog deres prædikener i ansigtet.

Den plebejiske fraktion indenfor gejstligheden bestod af præsterne på landet og i byerne. De stod udenfor kirkens feudale hierarki og havde ingen del i dens rigdomme. Deres arbejde var mindre kontrolleret, og så vigtig det end var for kirken, i øjeblikket langt mindre uundværlig end den polititjeneste som munkene i deres kaserner ydede. Præstene var derfor langt dårligere betalt, og deres årsindtægt var for det meste meget knap. Af borgerlig eller plebejisk oprindelse som de var, stod de massens livsvilkår nær nok til at bevare borgerlige og plebejiske sympatier, selvom de var præster. At deltage i det som rørte sig i tiden, hvad munkene kun undtagelsesvis gjorde, var hos dem regelen. De leverede bevægelsens teoretikere og ideologer, og mange af dem, som repræsenterede plebejerne og bønderne, døde på skafottet. Folkehadet mod præstevældet vender sig da også kun i enkelte tilfælde mod dem.

Ligesom kejseren stod over fyrsterne og adelen, således stod paven over høje og lave præster. Ligesom den «almindelige penning», rigsskattene, blev betalt til kejseren, således fik paven de almindelige kirkeskatte, hvormed han bestred luksusen ved det romerske hof. Ikke i noget land blev disse kirkeskatter - takket være præsteskabets magt og antal - inddrevet med større samvittighedsfrihed og strenghed end i Tyskland. Således særlig den afgift der skulle betales, når bispedømmer blev ledige. Med de stigende behov blev der så opfundet nye midler til at skaffe penge: handel med relikvier, aflads- og jubelpenge o.s.v.. Store summer vandrede således år efter år fra Tyskland til Rom, og det derved øgede tryk fik ikke kun hadet mod præstevældet til at vokse, det vakte også nationalfølelsen, særlig hos adelen, som dengang var den mest nationale stand. Af de oprindelige borgere i de middelalderlige byer, havde der ved opblomstringen i handel og industri udviklet sig tre skarpt adskilte grupper:

I spidsen for bysamfundet stod de patriciske slægter, den såkaldte «ærbarhed». Det var de rigeste familier. De alene sat i rådet og i alle byens embeder. De forvaltede derfor ikke kun byens indtægter, de fortærede dem også. Stærke ved deres rigdom, ved deres hævdvundne, af kejser og rige anerkendte aristokratiske stilling, udbyttede de både bykommunen og de bønder som var underlagt byen, på alle måder. De drev åger med korn og penge, tiltog sig monopoler af alle slags, berøvede kommunen alle dens rettigheder til at være med til at udnytte byens skove og jorder og udnyttede disse direkte til deres egen private fordel, pålagde vilkårlig vej, bro- og porttold og andre byrder og drev handel med laugsprivilegier, mester- og borgerrettigheder og med rettergangen. Mod bønderne på byens område gik de ikke mere skånsomt frem end adelen eller præsteskabet; tværtimod, byens fogeder og embedsmænd i landsbyerne, alle sammen patriciere, medbragte i tillæg til den aristokratiske hårdhed og pengebegær også en vis bureaukratisk nøjagtighed i inddrivningen. De på denne vis tilvejebragte byindtægter blev forvaltet med den største vilkårlighed; regnskabsførelsen i byens bøger, en ren formalitet, var så skødesløs og forvirret som vel mulig; underslæb og kassemangel hørte til dagens orden. Hvor let det dengang var for en kaste som på alle sider var omgivet med privilegier, som var lidt talrig og nær knyttet sammen ved slægtskab og interesser, at berige sig enormt på byens indtægter, forstår man, når man tænker på de talrige bedragerier og underslæb, som året 1848 har bragt for dagen i så mange byers forvaltning.

Patricierne havde sørget for at bykommunens rettigheder, særlig når det gjaldt finanssager, overalt sov ind. Først senere, da disse herrers snylteri blev for groft, satte kommunen sig igen i bevægelse for i det mindste at skaffe sig kontrollen over byens forvaltning. De fik i de fleste byer virkelig deres rettigheder tilbage. Men ved laugenes evindelige indbyrdes kiv, patriciernes sejhed og den beskyttelse de fandt hos riget og regeringerne i de byer som var forbundet med dem, genoprettet de patriciske rådsherrer meget snart deres gamle herredømme i rådet, enten ved list eller med vold. I begyndelsen af det sekstende århundrede var kommunen i alle byer igen i opposition. Byens opposition mod patricierne delte sig i to fraktioner, som træder meget klart frem i bondekrigen.

Den borgerlige opposition, forgængeren til vore dages liberale, omfattede de rigere borgere og den borgerlige middelstand såvel som en alt efter de lokale forhold større eller mindre del af småborgerne. Deres fordringer holdt sig helt på forfatningsmæssig grund. De forlangte kontrollen over byens forvaltning og del i den lovgivende magt, enten gennem kommunalforsamlingen eller gennem en kommunal repræsentation (det store råd, kommunalkomiteen); endvidere indskrænkning af den patriciske begunstigelseshusholdning, som lå i nogen få familiers hånd og selv indenfor participiet trådte stadig mere åbent frem. Men højest forlangte de desuden, at besætte nogen pladser i rådet med borgere af deres egen midte. Dette parti, hvortil den misfornøjelse og deklasserede del af patricierne sluttede sig til her og der, var i alle ordinære kommunalforsamlinger og i laugene i stor majoritet. Tilhængerne af rådet og den radikalere opposition tilsammen var blandt de virkelige borgere i afgjort mindretal.

Vi skal se hvorledes denne «moderate», «legale», «velhavende» og «intelligente» opposition i bevægelsen i det sekstende århundrede spiller nøjagtig den samme rolle og med samme nøjagtige held som dens arvtager, det konstitutionelle parti i bevægelsen af 1848 og 1849. Forøvrig ivrede den borgerlige opposition også meget alvorligt mod præstene, hvis dovne vellevnet og løse sæder var den til stor forargelse. Den forlangte forholdsregler mod disse værdige mænds skandaløse levevis. Den fordrede, at præsternes ret til egne domstole og deres skattefrihed skulle afskaffes, og at antallet af munke skulle indskrænkedes.

Den plebejiske opposition bestod af borgere som var deklasserede, og massen af bybefolkningen, som var udelukket fra borgerrettighederne: håndværkssvendene, dagslønnede og de talrige tilløb til et lumpenproletariat som er opstået i de lavere trin af byudviklingen. Lumpenproletariatet er i det hele taget en foreteelse, som mere eller mindre udformet forekommer i næsten alle de samfundsfaser vi hidtidig kender. Mængden af folk uden noget bestemt erhverv eller fast bopæl blev netop dengang stærkt øget ved at feudalismen faldt fra hverandre i et samfund hvor endnu alle erhvervsgrene, enhver livssfære var forskanset bag et utal af privilegier. For alle udviklede landes vedkommende havde antallet af omstrejfere aldrig været så stort som i første halvdel af 16. århundrede. En del af disse landstrygere trådte i krigstid ind i arméerne, en anden del tiggede sig gennem landet, en tredjedel søgte at skaffe sig deres nødtørftige ophold i byerne ved daglønsarbejde, og hvad der ellers ikke var lagt under laugene. Alle tre spiller en rolle i bondekrigene: den første i fyrstearméerne som bønderne lå under for, den anden i bondesammensværgelserne og bondeflokkene, hvor deres demoraliserende indflydelse hvert øjeblik træder frem, den tredje i kampene mellem partierne i byerne. Man må ellers ikke glemme at en stor del af denne klasse, særlig den som levede i byerne, dengang endnu havde en betydelig kerne sund bondenatur og endnu ikke på langt sigt havde udviklet den bestikkelighed og forkommenhed som kendetegner det civiliserede lumpenproletariat i vore dage. Som man ser, bestod den plebejiske opposition i byerne dengang af svært blandede elementer. Den forenede de forkomne bestanddele af det gamle feudal- og laugssamfund med det endnu uudviklede, opdukkende proletariske element i det moderne borgerlige samfund som holdt på at spire frem. Forarmede laugsbrødre, som endnu gennem privilegier hang sammen med den bestående borgerlige orden, på den ene side; bortjagede bønder og afskedigede tjenestefolk, som endnu ikke kunne blive til proletarer, på den anden. Mellem begge kom svendene, som for øjeblikket stod udenfor det officielle samfund og i deres levevilkår nærmede sig proletariatet så stærkt, som dette var muligt med den daværende industri under laugsprivilegiet; men samtidig var de næsten alle sammen vordende, borgerlige mestre i kraft af netop dette laugsprivilegium. Partsstillingen hos denne blanding af elementer var derfor nødvendigvis højest usikker og forskellig alt efter de lokale forhold. Før bondekrigen optræder den plebejiske opposition ikke som parti i de politiske kampe, den optræder kun som en larmende, rovlysten hale til den borgerlige opposition og var til fals for nogle fade vin. Først ved bondeopstandene gør den sig til et parti, og selv da er den næsten overalt i deres fordringer og i deres optræden afhængig af bønderne - et mærkelig bevis på i hvor høj grad byen dengang endnu var afhængig af landet. For så vidt den optræder selvstændigt, forlanger den for byerne oprettet et næringsmonopol på bygden, og den vil ikke se byernes indtægter formindsket ved afskaffelse af feudalbyrdene indenfor byområdet osv.; kort sagt, for så vidt er den reaktionær, og den underordner sig under deres egne småborgerlige elementer og leverer dermed et karakteristisk forspil til den tragikomedie, som det moderne småborgerskab nu har opført i tre år under demokratiets firmanavn.

Kun i Thüringen under Münzers direkte indflydelse og på enkelte andre steder under indflydelse af hans elever blev den plebejiske fraktion i byerne for så vidt revet med af den almindelige storm, som det fremspirende proletariske element i den for et øjeblik fik overhånd over alle andre faktorer i bevægelsen. Denne episode, som danner kulminationspunktet for hele bondekrigen og grupperer sig om dens mest storslåede skikkelse, Thomas Münzer, er også den korteste. Det forstår sig, at det er den som hurtigst må bryde sammen, og at den samtidig frem for alt må have et fantastisk præg, at udtrykket for dens fordringer må blive højest ubestemt; netop den fandt mindst grobund i de daværende forhold. Under alle disse klasser, med undtagelse af den sidste, stod nationens store, udbyttede masse: bønderne. Bonden måtte bære hele det øvrige samfund med dets forskellige grupper: fyrster, embedsmænd, adel, præsteskab, patriciere og borgere. Om bonden hørte til en fyrste, en rigsfriherre, en biskop, et kloster, en by - han blev overalt behandlet som en ting, et lastdyr, ja værre. Var han livegen, så var han på nåde og unåde udleveret til deres herres forgodtbefindende. Var han fæstebonde, så var allerede de lovlige, kontraktmæssige ydelser tilstrækkelig til at knække ham; men disse ydelser blev dagligt flere. Størstedelen af deres tid måtte han arbejde på sin herres godser; af det han tjente i deres få fritimer, måtte betales tiende, renter, landskyld, «bede»(afgift), rejsepenge (krigsskat), landsskat og rigsskat. Han kunne hverken gifte sig eller dø uden at hans herre fik betaling. Bortset fra det regelmæssige pligtarbejde måtte han for den nådige herre samle strø, samle jordbær, samle blåbær, samle sneglehuse, drive vildtet frem til jagten, hugge træ, osv.. Fiske- og jagtrettighederne tilhørte hans herre; bonden måtte rolig se til, når vildtet ødelagde hans høst. Almindingerne (fællesskovene) og bøndernes skove havde herrerne næsten overalt med vold tilegnet sig. Og ligesom over bondens ejendom havde hans herre fri magt over hans egen, hans hustrus og hans døtres personer. Når bonden giftede sig, havde herren ret til at ligge med hans kone på bryllupsnatten. Når han fandt det for godt, kastede han bonden i tårnet, hvor dengang pinebænken ventede ham lige så sikkert som undersøgelsesdommeren nu. Han slog ham ihjel eller lod hovedet kappe af ham, når det faldt ham ind. Af de opbyggelige kapitler i Carolina (Kejser Karl 5´tes straffelovgivning.) som handler om «øreafskæring», «næseafskæring», «øjeudstikning», «afhakning af fingre og hænder», «hovedafkapning», «stejle og hjul», «brænding», «knibning med glødende tænger», «partering i fire dele» osv. er der ikke et eneste middel, som ikke nådig liv- og skytsherren efter forgodtbefindende ville have anvendt mod deres bønder. Hvem skulle vel beskytte bonden? Som dommere sad baroner, præster, patriciere eller jurister, som vel vidste hvad de fik betaling for. Alle rigets officielle stænder levede jo af at udsuge bønderne.

Bønderne knurrede nok under det frygtelige tryk, men var alligevel vanskelige til at få til at gøre oprør. Deres splittelse vanskeliggjorde i højeste grad enhver fælles overenskomst. Den gamle vane med den fra slægt til slægt nedarvede underkastelse, den ting at man i mange egne ikke længere var vant til at bruge våben og det, at hårdheden i udbytningen var snart større, snart mindre, alt efter herrernes personlighed, bidrog til at holde bønderne i ro. Vi finder derfor i middelalderen mængder af lokale bonderejsninger, men - i det mindste i Tyskland - før bondekrigen, ikke en eneste almindelig national bondeopstand. Desuden var bønderne alene ikke i stand til at gøre nogen revolution, så længe fyrsternes, adelens og byernes organiserede magt stod mod dem i sluttede forbund. Kun ved en alliance med andre stænder kunne de få en chance til sejr; men hvorledes skulle de forbinde sig med andre stænder, når de blev udbyttet af dem alle sammen lige meget? -

Vi ser, at rigets forskellige stænder: fyrster, adel, prælater, patriciere, borgere, plebejer og bønder i begyndelsen af det sekstende århundrede dannede en højst forvirret masse med de mest forskelligartede behov, som krydsede hverandre i alle retninger. Den ene stand var i vejen for den anden, lå med alle andre i en fortsat, snart åben, snart skjult kamp. En spaltning af hele nationen i to store lejre, sådan som den bestod ved udbruddet af den første revolution i Frankrig, og som den nu består i de mest fremskredne lande på et højere udviklingstrin, var under disse omstændigheder rent umulig, den kunne endog kun da komme tilnærmelsesvis istand når det underste, af alle de øvrige stænder udbyttede lag af nationen rejste sig: bønderne og plebejerne. Man vil let forstå forvirringen i interesser, anskuelser og bestræbelser i denne tid, når man husker hvilken forvirring der er opstået i de sidste to år ved den tyske nations nuværende, langt mindre komplicerede sammensætning af feudaladel, bourgeoisi, småborgerskab, bønder og proletariat.

Grupperingen af de mangfoldige stænder dengang til større enheder blev næsten gjort umulig allerede ved decentralisationen og den lokale og provinsielle selvstændighed, ved provinsernes industrielle og kommercielle adskillelse fra hverandre og ved de dårlige kommunikationer. Denne gruppering udformer sig først med den almindelige udbredelse af revolutionære religiøs-politiske ideer under reformationen. De forskellige stænder som sluttede sig til disse ideer eller modsætter sig dem, samler, ganske vist med stor møje og kun tilnærmelsesvis, nationen i tre store lejre, den katolske eller reaktionære, den lutherske borgerlig-reformatoriske og den revolutionære. Selvom vi opdager lidt konsekvens i denne store opdeling af nationen, når vi i de to første lejre tildels finder de samme elementer, så lader dette sig forklare af den tilstand af opløsning hvori de fleste fra middelalderen overleverede officielle stænder befandt sig, og af decentralisationen, som gjorde, at modsatte retninger på forskellige steder for øjeblikket blev henvist til de samme stænder. Vi har i de sidste år så ofte haft anledning til at se lignende kendsgerninger i Tyskland, at et sådant tilsyneladende hulter til bulter af stænder og klasser under de langt mere forviklede forhold i det sekstende århundrede ikke kan undre os. Den tyske ideologi ser trods de sidste erfaringer fremdeles ikke andet i de kampe middelalderen gik under i, end heftig teologisk kævl. Havde folk i den tid kunne komme overens om de himmelske ting, så ville der, efter vore patriotiske historiekenderes og statsvises mening, slet ikke have været nogen grund til at strides om denne verdens ting. Disse ideologer er lettroende nok til at tage alle illusioner var gode varer, som en epoke frembringer om sig selv eller som en tids ideologer gør sig om denne tid. Disse samme slags mennesker ser f.eks. i revolutionen af 1789 kun en noget hidsig debat om det konstitutionelle monarkis fortrin for det absolutte monarki, i Juli-revolutionen en praktisk debat om det uholdbare ved retten af Guds nåde, i Februar-revolutionen forsøget på løsningen af spørgsmålet: republik eller monarki ? Om de klassekampe som udkæmpes i disse rystelser og hvis blotte udtryk er den politiske frase, som hvergang er skrevet på fanen, disse klassekampe har endnu idag vore ideologer næppe en anelse om, skønt kundskaben om dem genlyder tydeligt nok, ikke kun fra udlandet, men også i knurring og forbitrelsen hos mange tusinde proletarer i vort eget land.

Også i de såkaldte religionskrige i det sekstende århundrede drejede det sig fremfor alt om meget positive, materielle klasseinteresser, og disse krige var klassekampe lige så vel, som de senere indre kollisioner i England og Frankrig. Når disse klassekampe dengang bar religiøse kendetegn, når de enkelte klassers interesser, behov og fordringer skjulte sig under et religiøst dække, så gør dette intet til sagen og lader sig let forklare af tidsforholdene.

Middelalderen havde helt og holdent udviklet sig fra en primitiv tilstand. Med den gamle civilisation, den gamle filosofi, politik og lovkyndighed havde den gjort rent bord for at begynde forfra igen i alt. Det eneste den havde overtaget fra den forsvundne oldtid, var kristendommen, og en række halvt ødelagte byer, som havde mistet hele sit civiliserede præg. Følgen deraf var, at præsteskabet ligesom på alle oprindelige udviklingstrin, fik monopol på den intellektuelle dannelse og dermed fik dannelsen en væsentlig teologisk karakter. I præsteskabets hånd blev politik og lovkyndighed, som alle andre videnskaber, ikke andet end grene af teologien og behandledes efter de samme principper, som havde gyldighed for denne. Kirkens dogmer var samtidig politiske påstande, og bibelsteder havde lovkraft ved enhver domstol. Selv da der opstod en egen juriststand, fortsatte lovkyndigheden længe at stå under teologiens formynderskab. Og denne teologiens overmagt på hele den intellektuelle virksomheds område var samtidig den nødvendige følge af kirkens stilling som den almindelige sammenfatning og sanktion af det bestående feudalvælde. Det er klart, at dermed var alle almindelige udtalte angreb på feudalismen, fremfor alt et angreb på kirken, og alle revolutionære, samfundsmæssige og politiske doktriner, måtte overvejende være teologiske kætterier. For at de bestående samfundsmæssige forhold kunne antastes, måtte de berøves deres skind af hellighed.

Den revolutionære opposition mod feudalismen går gennem hele middelalderen. Den optræder, alt efter tidsforholdene, som mystik, som åbent kætteri, som bevæbnet opstand. Hvad mystikken angår, så ved man hvor afhængig det sekstende århundredes reformatorer var af den; også Münzer har taget meget fra den. Kætterierne var dels udtryk for de patriarkalske alpehyrders reaktion mod feudalismen som trængte frem til dem (waldenserne); dels i opposition mod feudalismen fra de byers side, som var vokset fra den (albigenserne, Arnold af Brescia osv.); dels direkte bonderejsninger (John Ball; Mesteren fra Ungarn; i Picardie osv.). Waldensernes patriarkalske kætteri, ligesåvel som svejtsernes opstand, kan vi her sætte ud af betragtning som et efter form og indhold reaktionært forsøg på at spærre sig af mod den historiske bevægelse og kun af lokal betydning. I de to øvrige former for det middelalderlige kætteri finder vi i det tolvte århundrede forløberne til den store modsætning mellem borgerlig og bonde- og plebejer opposition, som bondekrigene gik tilgrunde på. Denne modsætning går gennem hele den senere middelalder.

Kætteriet i byerne - og det er det egentlig officielle kætteri i middelalderen - vendte sig hovedsagelig mod præsteskabet, hvis rigdomme og politiske stilling det angreb. Ligesom bourgeoisiet nu fordrer et «guvernement at bon marene», en billig regering, så forlangte de middelalderlige borgere til at begynde med en «église at bon marché», en billig kirke. Det borgerlige kætteri kunne i en videre udvikling af kirken og dogmerne kun se en udartning, og blev derfor i formen reaktionært - det fordrede en genoprettelse af den urkristelige enkle kirkeforfatning og ophævelse af den eksklusive præstestand. Denne billige indretning afskaffede munkene, prælaterne, det romerske hof, kort sagt, alt som var dyrt i kirken. Byerne, som selv var republikker, omend under beskyttelse af monarker, udtalte ved deres angreb på pavedømmet for første gang i mere almindelig form, at den normale form for borgerskabets herredømme er republikken. Deres fjendskab mod en række dogmer og kirkelove lader sig forklare, dels af hvad her er sagt, dels ellers af deres livsforhold. Om grunden til at de f.eks. optrådte så heftig mod cølibatet, giver ingen bedre oplysning end Boccaccio (1315-75, en forfatter af novellesamlingen «Dekamerone», hvori de gejstliges og munkenes sæder drastisk skildres).

Arnold af Brescia i Italien og Tyskland, albigenserne i Sydfrankrig, John Wycliffe (1320-1384, en radikal religiøs reformator, som sympatiserede med kommunistiske ideer) i England, Johan Hus og calixtinerne i Böhmen var hovedrepræsentanterne for denne retning. At oppositionen mod feudalismen her kun optrådte mod den gejstlige feudalisme, lader sig meget enkelt forklare deraf, at borgerne allerede overalt var en anerkendt stand og i tilstrækkelig grad med våben eller i stænderforsamlingerne kunne bekæmpe den verdslige feudalisme og dens privilegier.

Også her ser vi allerede, både i Sydfrankrig og i England og Böhmen, at størstedelen af den lavere adel i byerne sluttede sig til kampen mod præsteskabet og understøttede kætteriet - en foreteelse, som lader sig forklare af den lavere adels afhængighed af byerne og af begges fælles interesser overfor fyrsterne og prælaterne. Vi vil finde det samme forhold igen i bondekrigene.

En helt forskellig karakter havde det kætteri, som var det direkte udtryk for bøndernes og plebejernes behov og næsten altid stod i forbindelse med en opstand. Det delte rigtignok alle det borgerlige kætteris fordringer angående præsteskabet, pavedømmet og genoprettelsen af den urkristelige kirkeforfatning, men det gik samtidig uendelig meget længere. Det forlangte genoprettelse af det urkristelige lighedsforhold mellem menighedens medlemmer og anerkendelse af dette som norm, også for den borgerlige verden. Fra Guds børns lighed sluttede det til den borgerlige lighed og til og med delvis allerede til lighed i ejendom. Adelens stilling til bønderne, patriciernes og de priviligerede borgeres stilling til plebejerne, kravene om afskaffelse af pligtarbejdet, grundrenten, skatterne og ialtfald de mest skrigende formueforskelle, der blev opstillet mere eller mindre bestemt og betegnedes som nødvendige konsekvenser af den urkristelige lære. Dette bøndernes og plebejernes kætteri som i feudalismens blomstringstid, f.eks. hos albigenserne, næppe endnu kan adskilles fra det borgerlige, udviklede sig til en skarpt adskilt partianskuelse i det fjortende og femtende århundrede, da det sædvanligvis optræder ganske selvstændig ved siden af det borgerlige kætteri. Således John Ball (John Ball blev henrettet efter den engelske bondeopstands nederlag i 1381. Ball tilskrives dette kernesprog: »Da Adam pløjet og Eva spandt, hvem kaldtes da vel adelsmand?«) , som prædikede den Wat-Tylerske opstand i England, ved siden af den Wycliffske bevægelse - således taboriterne ved siden af calixtinerne i Böhmen. Hos taboriterne fremtræder nu under det teokratiske slør den republikanske tendens, som i slutningen af det femtende og i begyndelsen af det sekstende århundrede udformedes videre af plebejernes repræsentanter i Tyskland.

Til denne form for kætteri sluttede sig sværmeriet hos de mysticerende sekter, hudfletterne, lollardene osv., som i undertrykkelsens tider forplantede den revolutionære tradition. Plebejerne var dengang den eneste klasse som stod helt udenfor det officielt bestående samfund. De befandt sig udenfor det feudale og udenfor det borgerlige forbund. De havde hverken privilegier eller ejendom; de havde ikke engang, som bønderne og småborgerne, en med trykkende byrder belastet ejendom. De var i enhver henseende ejendomsløse og retsløse; deres livsbetingelser kom ikke engang direkte i berøring med de institutioner, som ignorerede dem fuldstændig. De var det levende symptom på opløsningen af det feudale og laugsborgerlige samfund og tillige den første forløber for det moderne borgerlige samfund.

Ud fra denne stilling lader det sig forklare hvorfor den plebejiske fraktion allerede da ikke kunne blive stående ved blot at bekæmpe feudalismen og det priviligerede byborgerskab, hvorfor den, i det mindste i fantasien, endog måtte gribe ud over det såvidt gryende moderne borgerlige samfund, hvorfor den som den fuldstændige ejendomsløse fraktion allerede måtte rokke ved institutioner, anskuelser og forestillinger som er fælles for alle samfundsformer som hviler på klassemodsætninger.

Den første kristendoms chiliastiske sværmerier (håb om et ved guddommelig under - med Kristi genkomst - begyndende tusindårsrige med kommunistisk lyksalighed for Guds børn på jorden), bød et bekvemt tilknytningspunkt for angrebene. Men samtidig måtte disse angreb ikke kun gå ud over samtiden men også over fremtiden, de måtte få noget voldsomt, fantastisk over sig, og måtte ved det første forsøg på praktisk virkeliggørelse af ideerne falde tilbage indenfor de snævre grænser som de daværende forhold lagde til rette. Angrebet på privatejendommen, kravet om ejendomsfællesskab, måtte opløse sig i en primitiv velærværdighedsorganisation; den vage kristelige lighed kunne i det højeste gå ud på den borgerlige lighed for loven; afskaffelsen af al øvrighed forvandler sig til sidst til oprettelsen af republikanske regeringer, valgt af folket. Denne foregriben af kommunismen i fantasien blev i virkeligheden en foregriben af de moderne borgerlige forhold. Denne voldsomme foregriben af den senere historie som alligevel let lader sig forklare ud fra den plebejiske stands levevilkår, finder vi først i Tyskland, hos Thomas Münzer og hans parti. Hos taboriterne havde der rigtignok bestået et slags chiliastisk ejendomsfællesskab, men kun som rent militær forholdsregel. Først hos Münzer er disse tilnærmelser til kommunisme udtrykt for en virkelig samfundsfraktions bestræbelser, først hos ham er de formuleret med en vis bestemthed, og efter ham finder vi dem igen i enhver stor folkebevægelse, til de efter hvert flyder sammen med den moderne proletariske bevægelse; akkurat som i middelalderen de fri bønders kamp mod feudalvældet, som mere og mere snørede dem ind i deres garn, flyder sammen med de livegnes og fæstebøndernes kamp for fuldstændig at bryde feudalvældet.

Men i den første af de tre store lejre, den konservativ katolske, forenede alle de elementer sig som var interesseret i at opretholde det bestående, altså rigsmagten, de gejstlige og en del af de verdslige fyrster, den rigere adel, prælaterne og patricierne i byerne, så samlede der sig om den borgerligt moderate, lutherske reforms banner de besiddende elementer af oppositionen, størsteparten af den lavere adel, borgerskabet og selv en del af de verdslige fyrster, som håbede at berige sig ved konfiskation af de gejstlige godser og som ville benytte anledningen til at tilkæmpe sig større uafhængighed af riget. Bønderne og plebejerne sluttede sig endelig sammen til det revolutionære parti, hvis kraft og læresætninger skarpest blev udtalt af Münzer. Luther og Münzer repræsenterer begge efter deres lære, efter deres karakter og deres optræden helt ud hver sit parti. Luther gennemgik i årene 1517 til 1525 ganske de samme forvandlinger som de moderne tyske konstitutionelle gennemgik fra 1846 til 1849, og som alle borgerlige partier gennemgår, når de for et øjeblik bliver sat i spidsen for bevægelsen, men i selve denne bevægelse overfløjes af det plebejiske eller proletariske parti, som stod lige bagved.

Da Luther i 1517 (med de 95 teser i Wittenberg) først optrådte mod den katolske kirkes dogmer og forfatning, havde hans opposition endnu slet ingen bestemt karakter. Uden at gå ud over det tidligere borgerlige kætteris krav, udelukkede de ikke en eneste mere vidtgående retning og kunne det heller ikke. I første omgang måtte alle oppositionelle elementer forenes, og den mest beslutsomme revolutionære energi måtte anvendes, totalmassen af det tidligere kætteri måtte repræsenteres overfor den katolske rettroenhed. Akkurat på samme måde var vore liberale bourgeoisi endnu i 1847 revolutionære, kaldte sig socialister og kommunister og sværmede for arbejderklassens frigørelse. Luthers kraftige bondenatur gav sig i denne første periode af hans optræden luft på den voldsomste måde. «Hvis deres (de romerske præsters) rasende hærgning skulle fortsætte, så syntes det mig, at var der noget bedre råd og lægemiddel til at råde bod på denne, end at konger og fyrster med vold gjorde deres, rustede sig og angreb disse skadelige mennesker som forgifter den ganske verden, og for altid gjorde slut på legen, med våben, ikke med ord. Ligesom vi straffer tyve med sværd, mordere med galge, kættere med ild, hvorfor går vi så ikke hellere til angreb på disse skadelige fordærvelsens lærere, såsom paver, kardinaler, biskopper og det romerske Sodomas ganske sværm med allehånde våben og vasker vore hænder i deres blod?»

Men denne revolutionære nidkærheds ild varede ikke længe. Den tordenkile Luther havde slynget, slog ned. Hele det tyske folk kom i bevægelse. På den ene side så bønder og plebejer i hans opråb mod præsteskabet og i hans prædiken om den kristelige frihed signalet til rejsning; på den anden side sluttede de mere moderate borgere og en stor del af den lavere adel sig til ham, ja selv fyrster blev revet med af strømmen. De første troede dagen var kommet da de kunne gøre regnskabet op med alle deres undertrykkere, de sidste ville kun gøre ende på pavernes magt, afhængigheden af Rom og det katolske hierarki og berige sig ved konfiskation af kirkegodset. Partierne skilte sig ud og fandt deres repræsentanter. Luther måtte vælge mellem dem. Han, kurfyrsten af Sachsens protege, den ansete professor fra Wittenberg, den store mand som så brat var blevet mægtig og berømt og var omgivet af en kreds af krybende spytslikkere og smigrende, nølte ikke et øjeblik. Han lod bevægelsens folkelige elementer falde og gik over til den borgerlige, adelige og fyrstelige side. Opråbene om udryddelseskrig mod Rom forstummede; Luther prædike nu den fredelige udvikling og den passive modstand (sammenlign f.eks. «Til den tyske nations adel» 1520 osv.). På Huttens indbydelse til at komme til ham og Sickingen på Ebernburg, midtpunktet for adelens sammensværgelse mod præsteskab og fyrster, svarede Luther: «Jeg ville helst ikke at man skal forfægte evangeliet med vold og blodsudgydelse. Ved ordet er verden blevet overvundet, ved ordet er kirken opholdt, ved ordet vil den igen blive sat i stand, og ligesom Antikrist har fået sit uden vold, vil han falde uden vold.»

Og med denne vending eller snarere denne bestemte fastsættelse af Luthers retning begyndte den tingen og akkordering om de institutioner og dogmer som skulle bibeholdes eller reformeres, de modbydelige forhandlinger, indrømmelser, intriger og overenskomster, hvis resultat var den augsburgske bekendelse, den forfatning den reformerte borgerkirke til slut handlede sig til. Det er akkurat den samme sjakring som fornylig har gentaget sig i politisk form indtil kedsommelighed i tyske nationalforsamlinger, overenskomstforsamlinger, revisionskamre og Erfurter-parlamenter. Den officielle reformations spidsborgerlige karakter trådte i disse forhandlinger så klart frem som vel mulig.

At Luther som nu var en udtalt repræsentant for den borgerlige reform, prædike det lovlige fremskridt, havde sine gode grunde. Størstedelen af byerne var blevet tilhængere af den moderate reform; den lavere adel sluttede sig mere og mere til den, en del af fyrsterne kom til, en anden del vaklede. Den moderate reforms succes var så godt som sikret, i det mindste i en stor del af Tyskland. Ved fortsat fredelig udvikling kunne de øvrige egne i længden ikke modstå den moderate oppositions fremtrængen. Men enhver voldsom tilkendegivelse måtte bringe det moderate parti i konflikt med det yderliggående plebejer- og bondeparti, måtte skræmme fyrsterne, adelen og mange byer væk fra bevægelsen og levnede kun to muligheder: enten ville det borgerlige parti blive overfløjet af bønderne og plebejerne, eller samtlige bevægelsens partier blive undertrykket af den katolske restauration. Og hvorledes de borgerlige partier, så snart de har tilkæmpet sig den mindste sejr, ved det lovlige fremskridts hjælp søger at svømme frem og tilbage mellem revolutionens Skylla og restaurationens Karybdis, det har vi i den sidste tid haft eksempler nok på.

Ligesom under den tids samfundsmæssige og politiske forhold måtte resultaterne af enhver forandring nødvendigvis komme fyrsterne tilgode og øge deres magt, så måtte den borgerlige reform, jo skarpere den adskilte sig fra plebejer- og bondeelementerne, stadig mere komme under de reformerede fyrsters kontrol. Luther selv blev stadig mere deres lakaj, og folket vidste meget godt hvad det gjorde når det sagdes, at han var blevet en fyrstetjener som de andre, og når de i Orlamünde forfulgte ham med stenkast.

Da bondekrigen brød løs, og det i egne hvor fyrster og adel for størsteparten var katolske, søgte Luther at indtage en formidlende stilling. Han angreb med bestemthed regeringerne. De var skyld i opstanden ved deres undertrykkelse; det var ikke bønderne som satte sig op mod dem, men Gud selv. Men på den anden side hed det, at opstanden visselig også var ugudelig og mod evangeliet. Til slut rådede han begge parter til at give efter og komme overens i mindelighed. Men trods disse velmenende mæglingsforslag bredte opstanden sig raskt, og fik indpas til og med i protestantiske egne, behersket af lutherske fyrster, herrer og byer, og snart voksede opstanden den borgerlige, «sindige» reform over hovedet. I Luthers nærmeste nabolag, i Thüringen, slog den mest resolutte oprørsfraktion under Münzer sit hovedkvarter op. Endnu et par steder med fremgang for oprørsbevægelsen, og hele Tyskland ville stå i flammer, Luther være omringet, måske som forræder blive tvunget til at løbe spidsrod, og den borgerlige reform ville skylles væk af bonde- og plebejer-revolutionens stormflod. Da var det slut med sindigheden. Overfor revolutionen blev alt gammelt fjendskab glemt; i sammenligning med bøndernes bander var det romerske Sodomas tjenere uskyldige lam, sagtmodige Guds barn; og borgere og fyrster, adel og præsteskab, Luther og paven sluttede forbund «mod de myrdende og røvende bondehobe». «Man skal sønderslå dem, kvæle og stikke dem, åbent og hemmeligt, hvo som kan, ligesom når man må slå en gal hund ihjel!» skreg Luther. «Derfor, kære herrer, løs her, rid der, stik, slå, kvæl dem hvo som kan, tager du derover din død, så ve dig, saligere død kan dig aldrig times!» Man skulle ikke have nogen falsk barmhjertighed med bønderne. De blandede sig med de oprørere, som forbarmer sig over dem Gud ikke forbarmer sig over, men som han vil have straffet og bragt i fordærvelsen. Derpå vil bønderne selv lære at takke Gud, når de må give fra sig den ene kun for at kunne nyde den andre i fred; og fyrsterne vil gennem oprøret erkende, af den ånd pøbelen har, kun kan regeres med vold. «Den vise mand siger: cibus, onus et virgam asino, (latinsk citat, omtrent: «Æselet skal have lidt mad, meget at bære og stokkeslag») at til en bonde hører havrehalm, de hører ikke ordet og er vanvittige, så må de høre virgam, børsen, og det har de godt af. Vi skal bede for dem at de må adlyde; hvis ikke, så er der ikke her stor forbarmelse at få. Lad kun riffelkuglerne suse blandt dem, de gør det ellers tusinde gange værre.» Akkurat sådan talte vore fordums socialistiske og filantropiske bourgeoiser da proletariatet efter martsdagene kom for at kræve deres andel i sejrens frugter.

Luther havde givet den plebejiske bevægelse et mægtig værktøj i hånden ved sin oversættelse af bibelen. I bibelen havde han op mod tidens feudaliserede kristendom stillet de første århundredes kristendom, op mod det faldefærdige feudale samfund stillet billedet af et samfund som ingenting vidste om det vidtløftige, med kunst opbyggede feudalhierarki. Bønderne havde benyttet dette værktøj mod fyrster, adel, præsteskab, på alle hold. Nu vendte Luther det mod dem og fra bibelen sammenstillede han en sand lovsang til ære for den af Gud indsatte øvrighed, en lovsang som ingen af det absolutte monarkis tallerkenslikkere nogensinde havde gjort magen til. Fyrstedømmet af Guds nåde, den passive lydighed, selv livegenskabet blev sanktioneret med bibelen. Ikke kun bondeopstanden, også hele Luthers eget oprør mod den gejstlige og verdslige autoritet var her fornægtet; ikke kun den folkelige bevægelse, også den borgerlige var dermed forrådt til fyrsterne. Behøver vi at nævne de bourgeoisier som fornylig igen har givet os eksempler på denne fornægtelse af deres egen fortid?

Lad os nu op imod den borgerlige reformator Luther stille den plebejiske revolutionære Münzer. Thomas Münzer var født i Stolberg i Harz omtrent år 1498 (sandsynligvis allerede tidligere, 1493 eller 1490). Hans far skal være død i galgen som et offer for Stolberg-grevenes vilkårlighed. I sit femtende år stiftede Münzer på skolen i Halle et hemmelig forbund mod ærkebiskoppen af Magdeburg og særligt mod den romerske kirke. Hans lærdom i den daværende teologi skaffede ham tidlig doktorgraden og en stilling som kapellan i et nonnekloster i Halle. Allerede her behandlede han kirkens dogmer og ritus med den største foragt, ved messen udelod han forvandlingsordene fuldstændig og lod, som Luther fortæller om ham, guddommens personer uindviet. Hans hovedstudium var de middelalderlige mystikere, særlig Joachim Calabreserens (i 1130-1202, lærte han, at der skulle komme en ny (tredje) tidsalder af det kristne broderskab) chiliastiske skrifter. Det tusindårsrige rige, straffedommen over den udartede kirke og den fordærvede verden, som denne forkyndte og udmalede, syntes Münzer at være nærmere ved før reformationen og den almindelige bevægelse i tiden. Han prædike i omegnen under stort bifald. I 1520 drog han som første evangeliske prædikant til Zwickau. Her fandt han en af de sværmerske, chiliastiske sekter som i mange egne endnu stadig eksisterede videre i det stille, bag hvis forbigående ydmyghed og tilbagetrukkenhed havde skjult sig de laveste samfundslags stadig voksende opposition mod de bestående tilstande, og som nu med den voksende agitation trådte stadig mere åbent og standhaftigt frem i lyset. Det var gendøbernes sekt som Niklas Storch stod i spidsen for. De lærte at den yderste dom og det tusindårsrige rige var nært forestående; de havde «syner, henrykkelser og profetiens ånd». Snart kom de i konflikt med rådet i Zwickau; Münzer forsvarede dem, skønt han aldrig sluttede sig ubetinget til dem, men snarere fik dem under sin indflydelse. Rådet skred energisk frem mod dem; de måtte forlade byen og Münzer med dem. Det var i slutningen af 1521.

Han drog til Prag og søgte at vinde terræn her ved at træde i forbindelse med restene af den husittiske bevægelse; men hans proklamationer havde kun til følge, at han også måtte flygte fra Böhmen. I 1522 blev han præst i Altstedt i Thüringen. Her begyndte han med at reformere gudstjenesten. Endnu før Luther vågede at gå så vidt, afskaffede han totalt det latinske sprog og lod læse op af hele bibelen, ikke kun de foreskrevne søndagsevangelier og epistler. Samtidig organiserede han propagandaen i omegnen. Fra alle kanter strømmede folk til ham, og snart blev Altstedt centrum for hele Thüringens folkelige anti-præstelige bevægelse.

Endnu var Münzer fremfor alt teolog; endnu rettede han sine angreb næsten udelukkende mod præsteskabet. Men han forfægtede ikke, som Luther allerede da, den rolige debat og det fredelige fremskridt, han fortsatte Luthers tidligere voldsomme prædiker og opfordret de saksiske fyrster og folket til bevæbnet indskriden mod de romerske præster. «Kristus siger jo: jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Men hvad skal I (de saksiske fyrster) gøre med det? Intet andet end at rydde af vejen og skille ud de onde som står evangeliet imod, om I da ellers vil være Guds tjenere. Kristus har med stort alvor befalet, Luk. 19, 27, tag mine fjender og myrd dem for mine øjne - Kom ikke med nogen luftige fraser om, at Guds kraft skal gøre det uden Eders medvirkning med sværdet, ellers kunne det ruste i skeden for Eder. De som er Guds åbenbaring imod, skal man rydde af vejen uden nogen nåde, ligesom Hiskius, Cyrus, Josias, Daniel og Elias jagede Baals præster, ellers kan den kristne kirke ikke komme tilbage til deres oprindelse. Man må rykke ukrudtet op af Guds vingård i høsttiden. Gud har sagt i 5. Mos. 7, I skal ikke forbarme Eder over afgudsdyrkerne, bryd ned deres alter, slå deres billeder i stykker og brænd dem, på det at jeg ikke skal vredes på Eder.» Men disse opfordringer til fyrsterne blev resultatløse, mens der samtidig blandt folket voksede en revolutionær bevægelse frem fra dag til dag. Münzer, hvis ideer blev stadig skarpere udformet, stadig dristigere, udskilte sig nu afgjort fra den borgerlige reformation og optrådte fra nu af tillige som direkte politisk agitator.

Hans teologisk-filosofiske lære angreb alle hovedpunkterne ikke kun i katolicismen, men i kristendommen overhovedet. Han lærte i kristelige former en panteisme som har en mærkværdig lighed med den moderne spekulative anskuelsesmåde og hist og her endog nærmer sig til ateisme. Han forkastede bibelen både som den eneste og som ufejlbarlig åbenbaring. Den egentlige, den levende åbenbaring var fornuften, en åbenbaring som havde eksisteret til alle tider og hos alle folk og endnu eksisterede. At holde bibelen op mod fornuften ville sige, at dræbe ånden med bogstaver. For den hellige ånd som bibelen talte om, var ikke noget som eksisterede udenfor os; den hellige ånd var netop fornuften. Troen var intet andet end det, at fornuften blev levende i mennesket, og derfor kunne også hedninge have troen. Ved denne tro, ved den varige levende fornuft blev mennesket guddommeliggjort og salig. Himmelen var derfor ikke noget hinsidigt, den var at søge i dette liv, og de troendes kald var at oprette denne himmel, Guds rige, her på jorden. Ligesom der ikke fandtes nogen hinsidig himmel, så var der heller intet helvede hinsidigt eller nogen fordømmelse. Ligeledes fandtes der ingen anden djævel en menneskenes onde lyster og begær. Kristus havde været et menneske som os, en profet og en lærer, og hans nadver var et enkelt mindemåltid, hvorved brød og vin blev nydt uden noget videre mystisk indhold.

Denne lære prædike Münzer mest skjult under de samme kristelige talemåder som den nyere filosofi en tid måtte skjule sig under. Men de ærkekætterske grundtanke stikker altid frem i hans skrifter, og man ser, at han tog det meget mindre alvorlig med det bibelske skalkeskjul en mange elever af Hegel i nyere tid. Og dog ligger der tre hundrede år mellem Münzer og den moderne filosofi. Hans politiske lære sluttede sig nøje til denne revolutionært-religiøse anskuelsesmåde og greb langt ud over de umiddelbart foreliggende samfundsmæssige og politiske forhold som hans teologi førte ud over de gældende forestillinger i hans tid. Ligesom Münzers religionsfilosofi nærmede sig til ateismen, således slægtede hans politiske program på kommunismen, og mere end én moderne kommunistisk sekt kunne endnu på tærskelen til Februar-revolutionen ikke råde over noget mere righoldig teoretisk arsenal end Münzers i det sekstende århundrede. Dette program, sammenfatter de daværende plebejers fordringer mere end den geniale foregriben af frigørelsesvilkårene for de proletariske elementer som såvidt holdt på at udvikle sig blandt disse plebejer - dette program krævede straks oprettelse af Guds rige, det profeterede tusindårsriget på jorden, ved at føre kirken tilbage til dens oprindelige form og rydde alle institutioner af vejen, som stod i modsætning til denne angiveligt urkristelige, men i virkeligheden meget nye kirke. Men med Guds rige forstod Münzer ikke noget andet end en samfundstilstand hvor der ikke mere bestod nogen klasseforskel, nogen privatejendom eller statsmagt som står selvstændig og fremmede overfor samfundets medlemmer. Samtlige bestående magter, må såvidt de ikke ville føje sig og tilslutte sig revolutionen, skulle styrtes, alt arbejde og alle godser blive fælles, og den fuldstændigste lighed gennemføres. Et forbund skulle stiftes for at gennemføre dette, ikke kun over hele Tyskland, men over hele kristenheden; fyrster og herrer skulle indbydes tilslutte sig dette; og gjorde de ikke det, skulle forbundet ved første lejlighed med våben i hånd styrte eller dræbe dem.

Münzer gik straks i gang med at organisere dette forbund. Hans prædiker antog en endnu heftigere revolutionær karakter; og ved siden af angrebene på præsteskabet tordnede han med samme lidenskab mod fyrsterne, adelen, participiet, skildrede i glødende farver den rådende undertrykkelse og holdt op mod dette sit fantasibillede af det tusindårsrige med den social-republikanske lighed. Samtidig offentliggjorde han i det ene revolutionære flyveskrift efter det andet og sendte budbringere ud i alle retninger, mens han selv organiserede forbundet i Altstedt og omegn.

Den første frugt af denne propaganda var ødelæggelsen af Maria-kapellet i Mellerbach ved Altstedt ifølge budet: «Deres altre skal I sønderrive, deres søjler skal I bryde ned og brænde deres afguder med ild, thi I er et hellig folk.» (5. Mos. 7, 5.) De saksiske fyrster kom selv til Altstedt for at dæmpe oprøret og lod Münzer kalde op på slottet. Der holdt han en prædiken som de ikke var vandt til fra Luther, «det sagtmodige kød i Wittenberg», som Münzer kaldte Luther. Han fastholdt, at de gudløse regenter, særlig præsterne og munkene som behandlede evangeliet som kætteri, måtte dræbes, og påberåbte sig som støtte herfor Det Ny Testamente. De gudløse havde ingen ret til at leve uden ved de udvalgtes nåde. Hvis ikke fyrsterne udryddede de gudløse, så ville Gud tage sværdet fra dem, for hele menigheden havde retten til sværdet. Fyrster og herrer - det var selve bærmen af ågerkarle, tyver og røvere; de tog alle skabte ting til deres ejendom, fiskene i vandet, fuglene i luften, plantene på marken. Og derpå prædiker de for de fattige dette bud: Du skal ikke stjæle, men selv tager de hvor de finder noget, plager og flåer bonden og håndværkeren; men hvis denne forgriber sig det allerringeste, så må han i galgen, og til alt dette siger så doktor Løgner: Amen. «Det er herrernes egen skyld at den fattige mand bliver deres fjende. Årsagen til oprøret vil de ikke rydde væk, hvorledes kan det da blive godt i længden? Ak, kære herrer, hvor fint Herren kommer til at slå blandt de gamle krukker med en jernstang! Så sandt jeg siger det, jeg vil være oprørsk. Lad gå!» (Sammenlign Zimmermanns Bauernkrieg II, s. 75.)

Münzer lod prædikenen trykke; hans trykker i Altstedt blev af hertug Johann af Sachsen til straf tvunget til at forlade landet, og han selv blev af hertugens regering i Weimar pålagt censur for alle sine skrifter. Men denne befaling brød han sig ikke om. Straks efter lod han i rigsstaden Mühlhausen trykke et højest oprørsk skrift hvori han opfordrede folket til «at gøre hullet stort på det, at alverden kan se og fatte hvad slags størrelser det er, som så bespottelig har gjort Gud til en malt mandsling». Han sluttede med de ord: «Hele verden får en stort rystelse; det kommer til at blive en sådan en leg, at de gudløse styrtes fra stolen, mens de ydmyge bliver ophøjet.» Som motto skrev «Thomas Münzer med hammeren» på titelen: «Mærk, jeg har sat mine ord i din mund, jeg har idag sat dig over folkene og over rigerne, på det, at du skal udrydde, sønderbryde, adsprede og styrte og bygge og plante. En jernmur er rejst mod kongerne, fyrsterne, præsterne og mod folket. De kan gerne stride, som ved et under vil dens sejr blive til undergang for de stærke, gudløse tyranner.»

Münzers brud med Luther og hans parti var inden længe et faktum. Luther havde selv måtte godtage mange kirkereformer, som Münzer havde indført uden at spørge ham. Han iagttog Münzers virksomhed med den moderate reformators ærgerlige mistro overfor det mere energiske og mere vidtgående parti. I foråret 1524 havde Münzer skrevet til Melanchton, denne urtype af en spidsborgerlig, hektisk stuegris, at han og Luther slet ikke forstod bevægelsen. De søgte at kvæle den i bibelsk bogstavstro, hele deres lære var ormstukken. «Kære brødre, slut dog med eders venten og nølen, det er på tide, sommeren står for døren. Hold ikke venskab med de gudløse, de hindrer at ordet får virkning i sin fulde kraft. Smigre ikke eders fyrster, ellers kommer I til at gå tilgrunde sammen med dem. I vege skriftlærde, vær ikke uvillige, jeg kan ikke gøre det på anden måde.»

Luther opfordrede mere end én gang Münzer til disputas; men denne, som var beredt til hvert øjeblik at tage kampen op overfor folket, havde ikke den mindste lyst til at indlade sig i teologisk kiv overfor Wittenberg-universitetets partiske publikum. Han ville «ikke bringe åndens vidnesbyrd udelukkende op på den høje skole». Hvis Luther var oprigtig, så skulle han bruge sin indflydelse til at få chikanerne mod Münzers trykker og censurpåbud til at ophøre, for at kampen uhindret kunne udkæmpes i pressen. Nu efter den omtalte revolutionære brochure af Münzer optrådte Luther offentligt som angiver mod ham. I sit trykte «Brev til fyrsterne i Sachsen mod oprørsånden» erklærede han Münzer for et satans værktøj og opfordrede fyrsterne til at skride ind og jage oprørsanstifterne ud af landet, da de ikke nøjes med at prædike deres onde lære, men opfordrede til oprør og voldelig modstand mod øvrigheden.

Den 1. august måtte Münzer i fyrsternes nærvær på slottet i Weimar forsvare sig mod anklagen for oprørsk propaganda. Der forelå højst kompromitterende kendsgerninger mod ham; man var kommet på sporet efter hans hemmelige forbund, man havde i forbindelserne mellem grubearbejderne og bønderne opdaget hans hånd. Man truede ham med landsforvisning. Da han kom tilbage til Altstedt, fik han at høre, at hertug Georg af Sachsen forlangte ham udleveret; forbundsbrev med hans håndskrift var blevet opsnappet hvori han opfordrede Georgs undersåtter til væbnet modstand mod evangeliets fjender. Rådet ville også have udleveret ham, hvis han ikke havde forladt byen.

I mellemtiden havde den stigende ophidselse blandt bønderne og plebejerne lettet Münzers propaganda overmåde meget. For denne propaganda havde han i gendøberne vundet uvurderlige agenter. Denne sekt, som var uden bestemte positive dogmer, der kun holdt sammen ved deres fælles opposition mod alle herskende klasser og ved det fælles symbol, gendøbningen, asketisk streng i deres livsvandel, udrettelig, fanatisk og uræd i deres agitation, havde mere og mere grupperet sig omkring Münzer. På grund af forfølgelserne havde de ingen fast bopæl; de strejfede rundt i hele Tyskland og forkyndte overalt den nye lære, hvori Münzer havde klargjort for dem deres egne behov og ønsker. Utallige blev lagt på pinebænken, brændt eller henrettet på anden måde, men disse udsendinges mod og udholdenhed var urokkelig, og deres virksomhed havde under den hurtig voksende bevægelse i folket vældig fremgang. Derfor fandt Münzer ved sin flugt fra Thüringen overalt jordbunden forberedt; han kunne vende sig hvorhen han ville.

Ved Nürnberg, som Münzer først rejste til, var en bondeopstand knapt en måned tidligere blevet kvalt i fødslen. Münzer agiterede her i det stille; snart optrådte folk som forsvarede hans dristigste teologiske sætninger om bibelens uforbindtlighed og sakramenter og indholdsløshed, erklærede Kristus for at være kun et menneske og den verdslige øvrigheds magt for ugudelig. «Der ser man Satan gå omkring, ånden fra Altstedt!» råbte Luther. Her i Nürnberg lod Münzer sit svar til Luther trykke. Han anklagede ham ret og slet for at smigre fyrsterne og understøtte det reaktionære parti ved sin halvhed. Men folket ville alligevel blive frit, og doktor Luther ville det da gå som en fanget ræv. Skriftet blev beslaglagt af rådet, og Münzer måtte forlade Nürnberg.

Han drog nu gennem Schwaben til Elsass, Svejts, og tilbage til Øvre Schwarzwald, hvor opstanden var brudt ud for nogen måneder siden, påskyndet for en stor del ved hans udsendte gendøbere. Denne Münzers propagandarejse har åbenbart bidraget væsentlig til organisationen af folkepartiet, til den klare opstilling af dets krav og til det endelige almindelige udbrud af opstanden i april 1525. Münzers dobbelte virksomhed, på den ene side for folket, som han talte til i det eneste sprog det dengang forstod, den religiøse profetis sprog , og på den anden side for de indviede, overfor hvem han kunne udtale sig åbent om hvad han til syvende og sidst ville, træder her særlig tydelig frem. Han havde tidligere i Thüringen samlet omkring sig, en kreds af de mest beslutsomme mænd, ikke kun fra folket, men også fra den lavere gejstlighed, og stillet dem i spidsen for den hemmelige forbindelse, så han her bliver midtpunktet for hele den revolutionære bevægelse i Sydvest-Tyskland, så organiserer han forbindelsen fra Sachsen og Thüringen over Franken og Schwaben helt til Elsass og den svejtsiske grænse og regner de sydtyske agitatorer, som Hubmaier i Waldshud, Conrad Grebel i Zürich, Franz Rabmann i Griessen, Schappelar i Memmingen, Jakob Wehe i Leipheim, doktor Mantel i Stuttgart, mest revolutionære præster, blandt deres elever og blandt forbundets ledende mænd. Selv opholdt han sig for det meste i Griessen ved grænsen til Schaffhausen og gennemstrejfede derfra Hegau, Klettgau osv.. De blodige forfølgelser som de foruroligede fyrster og herrer overalt satte igang mod dette nye plebejiske kætteri, bidrog ikke lidt til at styrke oprørsånden og sluttede forbindelsen fastere. Sådan agiterede Münzer henimod 5 måneder i Sydtyskland, og drog ved den tid da udbruddet af sammensværgelsen nærmede sig, tilbage til Thüringen, hvor han selv ville lede opstanden og hvor vi senere vil finde ham igen.

Vi skal se hvor nøje de to partiføreres karakter og optræden genspejler selve deres partiers holdning, hvorledes Luthers ubeslutsomhed, hans frygt for selve bevægelsen som holdt på at blive alvor, hans feje fyrstetjeneri helt ud svarede til borgerskabets nølende, tvetydige politik og hvorledes Münzers revolutionære energi og beslutsomhed gentager sig i plebejernes og bøndernes mest udviklede fraktion. Forskellen er kun, at mens Luther nøjes med at udtale forestillingerne og ønskerne hos majoriteten af sin klasse og derved skaffede sig en meget billig popularitet hos dem, gik Münzer derimod langt ud over plebejernes og bøndernes umiddelbare forestillinger og krav, og dannede sig eliten af de forefunde revolutionære elementer et parti, som forøvrig, forsåvidt det stod på højde med hans ideer og delte hans energi, altid kun var en lille minoritet af den oprørske masse.

Omtrent 50 år efter undertrykkelsen af husitter-bevægelsen viste sig de første symptomer på den spirende revolutionære ånd blandt de tyske bønder. I bispedømmet Würzberg, et land som ved husitterkrigene, «ved dårlig regering, ved mangfoldige skatter, afgifter, fejder, fjendskab, krig, brand, mord, fængsel og lignende» alt tidligere var forarmet og stadig skamløst udplyndret af biskopper, præsteskab og adel, opstod i 1476 den første bondesammensværgelse. En ung hyrde og musikant, Hans Böheim fra Niklashausen, også kaldt paukeslageren eller Vesle Hans Fløjtespiller, optrådte pludselig i Taubergrund som profet. Han fortalte, at jomfru Maria havde vist sig for ham; hun havde befalet ham at brænde pauken og ikke længere tjene dansen og den syndige vellyst, men mane folket til bod. Så skulle da enhver slutte med sin synd og denne verdens forfængelige lyst, lægge af al stads og alle smykker og valfarte til Guds moder i Niklashausen for at få forladelse for sine synder.

Vi finder alt her, hos bevægelsens første forløber, den asketisme som vi møder hos alle middelalderske rejsninger med religiøs farve, og i den nyere tid i begyndelsen af enhver proletarisk bevægelse. Denne asketiske strenghed i sæder, dette krav om forsagelse af alle livets nydelser og fornøjelser opstiller på den ene side lige overfor de herskende klasser den spartanske ligheds princip, og er på den anden side et nødvendig gennemgangstrin, uden det kan det nederste lag af samfundet aldrig sætte sig i bevægelse. For at kunne udvikle deres revolutionære energi, for at kunne gøre sig deres fjendtlige stilling klart overfor alle andre elementer i samfundet, for at kunne koncentrere sig som klasse, må dette lag begynde med at frasige alt sig, som endnu kunne forsone det med den bestående samfundsordning, måtte forsage de få nydelser som endnu af og til kan gøre dets undertrykte tilværelse tålelig, og som selv det hårdeste tryk ikke kan berøve det. Denne plebejiske og proletariske asketisme adskiller sig både ved sin vildt fanatiske form og ved sit indhold helt ud fra den borgerlige asketisme, sådan som den borgerlige, lutherske moral og de engelske puritanere (til forskel fra independenterne og mere vidtgående sekter) prædikede den, og hvis hele hemmelighed er den borgerlige sparsomhed. Det er forøvrig selvsagt, at denne plebejisk-proletariske asketisme taber sin revolutionære karakter i samme grad, som på den ene side udviklingen af de moderne produktivkræfter øger nydelsesmaterialet i det uendelige og dermed gør den spartanske lighed overflødig, og på den anden side proletariatets stilling i livet og dermed proletariatet selv bliver stadig mere revolutionært. Asketismen forsvinder da efterhånden fra massen og forvilder sig til sekterne, som støtter sig på den, enten til borgerlig gnieragtighed eller til højtravende dydshed, som i praksis ligeledes ender med en spidsborgerlig eller laugshåndværkermæssig gerrig husholdning. Massen af proletariatet behøver man så meget mindre at prædike nogen forsagelse for, som den næsten ikke mere har noget igen at forsage.

Vesle Hans Fløjtespillers bodsprædiken fik stor tilslutning; alle oprørsprofeter begyndte med at prædike bod, og i virkeligheden kunne kun en voldsom anstrengelse, en pludselig løsrivelse fra hele den tilvante levevis sætte i bevægelse denne splittede, spredt bosatte bondegeneration, som var vokset op i blind underkastelse. Valfarterne til Niklashausen begyndte og tog hurtig overhånd; og jo større mængder folket strømmede til, desto åbnere udtalte den unge oprører sine planer. Guds moder i Niklashausen havde, prædikede han, forkyndt for ham, at der for fremtiden ikke skulle være nogen kejser eller fyrste, heller ingen pave eller nogen anden gejstlig eller verdslig øvrighed; enhver skulle være den andens bror, tjene sit brød ved sine hænders arbejde og ingen ejede mere end den anden. Al rente og grundskyld, alt pligtarbejde, al told, skat og andre afgifter og ydelser skulle for evigt afskaffes og skov, vand og græsning skulle overalt være frie.

Folket modtog med glæde dette nye evangelium. Profeten, «Vor Frues Sendebud», blev hurtig berømt i vide kredse; fra Odenwald, fra Main, Kocher og Jaxt, ja fra Bayern, Schwaben og Rhinen drog flokke af pilgrimme til ham. Folk fortalte hverandre undere, som han skulle have gjort; de faldt på knæ for ham og tilbad ham som en helgen; de sloges om småbidder af hans kappe som om det var relikvier og amuletter. Forgæves optrådte præstene mod ham, skildrede hans syner som djævelens blændværk, hans undere som helvedes bedragerier. Massen af de troende voksede i rivende fart, den revolutionære sekt begyndte at danne sig, den oprørske hyrdedrengs søndagsprædiker samlede møder med 40.000 og flere mennesker i Niklashausen.

I flere måneder prædikede Vesle Hans Fløjtespiller for masserne. Men det var ikke hans hensigt at standse med prædikenen. Han stod i hemmelig forbindelse med præsten i Niklashausen og to riddere, Kunz von Thunfeld og hans søn, som havde sluttet sig til den nye lære, og som skulle være militære førere i det planlagte oprør. Endelig søndag før St. Kilian, da hans magt syntes at være stor nok, gav han signalet. «Og nu,» sluttede han sin prædiken, «gå hjem og overvej hvad den allerhelligste Guds moder har forkyndt eder; og lad næste lørdag kvinder, børn og gamle folk være hjemme, men I, I mænd, kom igen hertil på Niklashausen på St. Margaretas dag, som er næste lørdag; og tag med eders brødre og venner så mange som I har. Men kom ikke med pilgrimsstaven, men omgør den til værn og våben, i den ene hånd valfartstasken, i den anden sværd og spyd eller hellebard; og den hellige jomfru vil så forkynde eder hvad hendes vilje er, at I skal gøre.»

Men før bønderne kom i masser, havde biskoppens ryttere i nattetide hentet oprørsprofeten og taget ham med sig til Würzburg slot. På den fastsatte dag ankom 34.000 bevæbnede bønder, men denne nyhed virkede nedslående på dem. Størsteparten forlod mødestedet; men de mere indviede fik samlet ca. 16.000 mænd, og drog med dem frem foran slottet under ledelse af Kunz von Thunfeld og Michael, hans søn. Biskoppen fik dem med løfter til at drage afsted igen; men næppe var de begyndt at sprede sig, førend biskoppens ryttere overfaldt dem, og tog adskillige til fange. To blev halshugget, men Vesle Hans Fløjtespiller selv blev brændt. Kunz von Thunfeld måtte flygte, og blev ikke taget til nåde, førend han havde afstået alle sine godser til stiftet. Valfarterne til Niklashausen varede endnu en tid, men til slut blev også de undertrykt. Efter dette første forsøg var der igen i længere tid roligt i Tyskland. Først i slutningen af halvfemserne begyndte nye bondeopstande og bondesammensværgelser.

Vi springer over den hollandske bondeopstand i 1491 og 1492, som først blev kvalt af hertug Albrecht af Sachsen i slaget ved Heimkirk, den samtidige bondeopstand i abbediet Kempten i Øvre Schwaben og den frisiske opstand under Syaard Aylva ca. i 1497, som ligeledes undertryktes af Albrecht af Sachsen. Disse opstande ligger dels for langt væk fra skuepladsen fra den egentlige bondekrig, dels er det kampe som tidligere frie bønder førte mod forsøget på at påtvinge dem feudalismen. Vi går straks over til de to store sammensværgelser som forberedte bondekrigen: «Bundschuh» og «Den fattige Konrad».

Den samme dyrtid som havde fremkaldt bondeopstanden i Nederlandene, medførte at bønder og plebejer i Elsass i 1493 sluttede et hemmelig forbund, hvori også folk af det rent borgerlige oppositionsparti deltog, og som til og med en del af den lavere adel mere eller mindre sympatiserede med. Forbundets sæde var egnen omkring Schlettstadt, Sulz, Dambach, Rossheim, Scherweiler osv.. De sammensvorne forlangte plyndring og udryddelse af jøderne, hvis åger allerede da som nu udsugede Elsass-bønderne; de forlangte endvidere indførelse af et jubelår med strygning af al gæld, ophævelse af told, afgifter og andre byrder, afskaffelse af gejstlige domstole og rigsretter, skattebevillingsret, indskrænkning af præstene til kun én præst på hvert pastorat med én indtægt af 50 at 60 gylden, afskaffelse af det hemmelige skriftemål og egne, selvvalgte domstole for hver kommune. De sammensvornes plan var så snart de var stærke nok, at overrumple Schlettstadt fæstning, beslaglægge kloster- og statskasser og herfra sætte et oprør igang i hele Elsass. På forbundsfanen, som skulle udfoldes i det øjeblik rejsningen tog sin begyndelse, var der en bondesko med lange snøreremme, den såkaldte Bundschuh, som fra nu af gav bondesammensværgelserne i de næste 20 år symbol og navn.

De sammensvorne plejede at holde deres sammenkomster om natten på det ensomme Hungerberg. Optagelsen i forbundet var ledsaget af de mest hemmelighedsfulde ceremonier og de hårdeste trusler om straf mod forrædere. Men alligevel kom sagen ud, netop som slaget skulle rettes mod Schlettstadt, ved påsketid i 1493. Myndighederne greb hurtig ind; mange af de sammensvorne blev fængslet og underkastet tortur og dels parteret eller halshugget, dels lemlæstet på hænder og fingre og udvist af landet. En hel del flygtede til Svejts.

Men med denne sprængning var Bundschuh slet ikke tilintetgjort. Tværtimod fortsatte den at bestå hemmeligt, og de mange flygtninge som spredte sig over Svejts og Sydtyskland, blev til lige så mange budbringere. De fandt overalt den samme undertrykkelse og den samme tilbøjelighed til oprør, og udbredte Bundschuh over hele det nuværende Baden. Den sejhed og udholdenhed som de sydtyske bønder fra 1493 viste under deres konspiration i hele 30 år, og som de viste ved at overvinde alle de hindringer som de spredte bebyggelser på landet udgjorde, og som var i vejen for en større, mere centraliseret forbindelse, og idet de efter utallige sprængninger, nederlag, henrettelser af førerne, stadig påny konspirerede, til endelig lejligheden til masseopstand kom - denne hårdnakkethed er virkelig beundringsværdig.

I 1502 viste sig i bispedømmet Speyer, som dengang også omfattet Bruchsal-egnen, tegn på en hemmelig bevægelse blandt bønderne. Bundschuh havde her virkelig organiseret sig påny med betydelig fremgang. Henimod 7.000 mand var med i forbundet, som havde sit centrum i Untergrombach mellem Bruchsal og Weingarten og med deres forgreninger strakte sig ned langs Rhinen til Main og helt op gennem markgrevskabet Baden. Dets artikler indeholdt følgende: Der skulle ikke længere betales nogen rente eller tiende, skat eller told til fyrster, adel og præsteskabet; livegenskabet skulle afskaffes; klostrene og andre gejstlige godser skulle inddrages og fordeles blandt folket og ingen anden overherre end kejseren anerkendes.

Vi finder her for første gang hos bønderne udtalt kravet om sekularisering af de gejstlige godser til bedste for folket og kravet om det ene og udelelige tyske monarki; to krav som fra nu af regelmæssig dukker op igen hos den mere udviklede bonde- og plebejerfraktion indtil Thomas Münzer i stedet for delingen af de gejstlige godser sætter deres konfiskation til bedste for ejendomsfællesskabet og i stedet for det ene tyske kejserdømme sætter den ene og udelelige republik. Den fornyede Bundschuh havde som den gamle sit hemmelige forsamlingssted, deres tavshedsed, deres optagelsesceremonier og deres Bundschuhfane med indskriften: «Intet andet end Guds retfærdighed!» Slagplanen lignede elsassernes; Bruchsal, hvor majoriteten af forbundets medlemmer var, skulle overrumples, der skulle organiseres en forbundshær, der som et vandrende samlingsmidtpunkt udsendes i fyrstendømmerne.

Planen blev forrådt af en gejstlig, som en af de sammensvorne havde skriftet den for. Straks tog regeringen modforholdsregler. Hvor forgrenet forbundet var, viser sig af den rædsel som greb de forskellige rigsstænder i Elsass og det Schwabiske Forbund. Man trak tropper sammen og lod iværksætte massearrestationer. Kejser Maximilian, den «sidste ridder», udstedte de blodtørstige straffeforordninger mod bøndernes uhørte foretagende. Her og der kom det til sammenslutninger og væbnet modstand; men de isolerede bondeflokke holdt sig ikke længe. Nogle af de sammensvorne blev henrettet, mange flygtede; men hemmeligheden blev så godt bevaret, at de fleste, selv af førerne, kunne fortsætte med at være helt uforstyrret på deres hjemsteder eller ialtfald i nabodistrikterne. Efter dette nye nederlag indtrådte igen en længere tilsyneladende pause i klassestridighederne.

Men i det skjulte blev der arbejdet videre. I Schwaben dannede sig, i forbindelse med medlemmerne af den sprængte Bundschuh i de første år af det sekstende århundrede Den fattige Konrad; i Schwarzwald var Bundschuh fortsat med at bestå i enkelte mindre kredse, indtil det efter ti år lykkedes en energisk bondeleder at knytte de enkelte tråde sammen igen til en stor sammensværgelse. Begge sammensværgelser trådte offentligt frem kort efter hverandre og falder i de bevægede år fra 1513 til 1515, da de svejtsiske, ungarske og slovenske bønder samtidig får gang i en række betydelige rejsninger.

Genoprettelsen af Bundschuh ved Øvre Rhinen skyldtes Joss Fritz fra Untergrombach, flygtning fra sammensværgelsen i 1502, tidligere soldat og en i enhver henseende fremragende personlighed. Efter sin flugt havde han opholdt sig på forskellige steder mellem Bodensøen og Schwarzwald og til sidst slået sig ned i Lehen ved Freiburg im Brejsgau, hvor han til og med var blevet landbyvægter. Hvorledes han herfra reorganiserede forbindelsen, hvor dygtig han var til at få med de mest forskellige folk, det giver efterforskningsakterne de mest interessante detaljer om. Det lykkedes denne mønsterkonspirators diplomatiske talent og udtrættelige udholdenhed, at få et overmåde stort antal af de forskelligste klasser med i forbundet: riddere, præster, borgere, plebejer og bønder; og det synes temmelig sikkert, at han til og med organiserede flere mere eller mindre skarpt adskilte grader i sammensværgelsen. Alle brugbare elementer blev benyttet med den største forsigtighed og dygtighed. Foruden de mere indviede udsendinge som i de forskelligste forklædninger gennemstrejfede landet, blev landstrygerne og tiggerne brugt i mere underordnede opgaver. Med tiggerkongerne stod Joss i direkte forbindelse og holdt gennem dem hele den talrige befolkning af vagabonder i sin hånd. Disse tiggerkonger spillede en betydelig rolle i hans sammensværgelse. Det var højst originale figurer: én drog omkring med en pige og tiggede på hendes angivelig dårlige fødder; han havde over otte symboler på hatten: de fjorten hjælpere i nøden, S.ta Otilia, Vor Frue og andre, dertil langt rødt skæg og en stor knortekæp med dolk og brød; en anden som betlede i St. Veltens navn, faldbød krydderier og ormefrø, og havde en jernfarvet lang frakke, rød baret og Jesusbarnet fra Trient på den, kårde ved siden og mange knive samt en dolk i bæltet; andre havde sår som var kunstig holdt åbne, og dertil lignende eventyrlige kostymer. Der var i det mindste ti sådanne tiggerkonger; mod 2.000 gylden i belønning skulle de samtidig sætte ild på i Elsass, i markgrevskabet Baden og i Brejsgau og med mindst 2.000 mand af deres folk og på dagen for kirkeindvielsen i Zabern komme til Rosen og stille sig under Georg Schneiders kommando, en tidligere landsknægtkaptajn, for at indtage byen. Blandt de egentlige forbundsmedlemmer oprettedes stafettjeneste fra station til station, og Joss Fritz og hans hovedmissionær, Stoffel fra Freiburg, red stadig fra sted til sted og holdt mønstring om natten over de nyhvervede. Om forbundets udbredelse ved Øvre Rhinen og i Schwarzwald giver efterforskningsakterne tilstrækkelig vidnesbyrd; de indeholder utallige navne og signalementer på medlemmer fra de forskelligste steder i denne egn. De fleste er håndværksvenner, så er der bønder og værtshusværter, nogen adelige, præster (således præsten fra selve Lehen) og brødløse landsknægte. Allerede af denne sammensætning ser man den meget mere udviklede karakter som Bundschuh havde antaget under Joss Fritz; det plebejiske element i byerne begyndte mere og mere at gøre sig gældende. Sammensværgelsens forgreninger strakte sig over hele Elsass, det nuværende Baden og lige til Württemberg og Main. Iblandt holdtes på afsidesliggende fjeld, på Kniebis osv., større møder, hvor man drøftede forbundets anliggender. Bondeledernes sammenkomster, som både medlemmerne fra omegnen og delegerede fra fjernere steder ofte var med til, fandt sted på Hartmatte ved Lehen, og her blev også de fjorten forbundsartikler vedtaget: Ingen anden herre end kejseren og (ifølge nogen) paven; afskaffelse af rigsretten, indskrænkning af den gejstlige rettergang i gejstlige sager; afskaffelse af alle renter som var blevet betalt så længe, at de ialt udgjorde lige så meget som kapitalen; 5 % rente som højeste tilladte sats, ret til fri jagt, fiskeret, græsningsret og ret til skovhugst; kun én præst på hvert pastorat; konfiskation af de gejstlige godser og klosterklenodier til bedste for forbundets krigskasse; afskaffelse af alle urimelige skatter og toldafgifter; evig fred i hele kristenheden; energisk indskriden mod alle forbundets modstandere; forbundsskat; indtagelse af en befæstet by - Freiburg -, som kunne tjene forbundet som centrum; åbning af underforhandlinger med kejseren så snart forbundsflokkene var samlet, og med Svejts såfremt kejseren afslog - det er de punkter man kom overens om. Man ser af dem hvorledes på den ene side bøndernes og plebejernes fordringer antog en mere og mere bestemt og fast form, og hvorledes der på den anden side i samme mål måtte gøres indrømmelser overfor de moderate og nølende.

Henimod høsten 1513 skulle man slå til. Kun forbundsfanen manglede endnu, og for at få denne malet drog Joss Fritz til Heilbronn. På den stod foruden alle slags emblemer og billeder Bundschuhen og indskriften: Herre, bistå din guddommelige retfærdighed! Men mens han var væk, blev der gjort et overilet forsøg på at overrumple Freiburg. Det blev opdaget før tiden; nogen indiskretioner ved propagandaen hjalp rådet i Freiburg og markgreven af Baden på det rigtige spor, og forræderi fra to af de sammensvornes side fuldendte rækken af afsløringer. Straks sendte markgreven, rådet i Freiburg og den kejserlige regering i Ensisheim deres gendarmer og soldater ud; en del af Bundschuh's medlemmer blev arresteret, underkastet tortur og henrettet; men også denne gang undslap de fleste, og også Joss Fritz. De svejtsiske regeringer forfulgte denne gang flygtningene med stor heftighed og henrettede selv flere; men lige så lidt som deres naboer kunne de forhindre, at størsteparten af flygtningene fortsatte med at være i nærheden af deres tidligere bosteder og til og med vendte tilbage dertil. Værst rasede Elsass-regeringen i Ensisheim; på dens befaling blev en masse halshugget, radbrækket og parteret. Joss Fritz selv opholdt sig mest på den svejtsiske Rhinbred, men drog ofte over til Schwarzwald, uden at man nogensinde fik fat i ham.

Hvorfor svejtserne denne gang forbandt sig med naboregeringerne mod Bundschuh's folk, det viser den bondeopstand som det næste år i 1514, kom til udbrud i Bern, Solothurn og Luzern, og havde til følge en rengøring i de aristokratiske regeringer og participiet. Desuden fik bønderne mange rettigheder gennemført. Når disse svejtsiske lokale opstande lykkedes, så kom det ganske enkelt deraf, at der i Svejts fandtes endnu meget mindre centralisation end i Tyskland. Også i 1525 kvittede bønderne sig overalt med deres lokale herrer, men fyrsternes organiserede hærmasser lå de under for, og netop disse eksisterede ikke i Svejts.

Samtidig med Bundschuh i Baden og åbenbart i direkte forbindelse med den, havde der i Württemberg dannet sig endnu en sammensværgelse. Ifølge de gamle aktstykker havde den bestået fra 1503, og da navnet Bundschuh efter sprængningen i Untergrombach blev for farlig, antog den navnet Den fattige Konrad. Dens hovedsæde var Remsdalen, nedenfor Hohenstaufenfjeldet. Dens eksistens havde allerede længe, ialtfald blandt folket, været kendt nok. Den skamløse undertrykkelse under hertug Ulrichs styre og en række hungersår, som mægtig bidrog til udbruddet af rejsningerne i 1513 og 1514, havde øget de forbundnes antal; de nye skatter på vin, kød og brød og en kapitalskat på 1 pfennig årlig pr. gylden fremkaldte udbruddet. Byen Sehorndorf, hvor lederne af komplottet kom sammen i knivsmeden Kaspar Pregizers hus, skulle først tages. I foråret 1514 brød opstanden ud. 3.000, ifølge andre kilder 5.000, bønder rykkede frem foran byen, men hertugens embedsmænd fik dem via gode løfter til at drage væk igen; hertug Ulrich ilede til med 80 ryttere efter at have givet løfte om at ophæve de nye skatter og fandt som følge deraf alt rolig. Han lovede at indkalde en landdag for dér, at lade alle klagemål undersøge. Men bøndernes forbundsledere vidste meget godt, at Ulrich ikke tænkte på andet end at holde folket i ro længe nok til han fik samlet en tilstrækkelig stor troppestyrke, så han kunne bryde sit ord og lade skattene inddrive med magt. De lod derfor fra Kaspar Pregizers hus, «Den fattige Konrads kancelli», udgå opfordringer til en forbundskongres, som understøttedes af budbringere til alle kanter. Det held som fulgte den første rejsning i Remsdalen, havde overalt styrket bevægelsen blandt folket; skrivelserne og udsendingene fandt altid god grobund, og til den kongres som holdtes 28. maj i Untertürkheim, sendtes talrige repræsentanter fra alle dele af Württemberg. Det besluttedes, at man uopholdelig skulle fortsætte agitationen, slå til i Remsdalen ved første lejlighed og derfra sprede rejsningen videre. Mens Bantelhans fra Dettingen, en tidligere soldat, og den ansete bonde Singerhans fra Würtingen fik bønderne på den schwabiske højslette med i forbundet, brød opstanden allerede ud på alle kanter. Singerhans blev rigtignok overfaldt og taget til fange, men byerne Backnang, Windenden og Markgronningen faldt i hænderne på de forbundne bønder og plebejere, og hele landet fra Weinsberg til Blaubeuren og derfra til den badiske grænse var i åbent oprør; Ullrich måtte give efter. Men mens han indkaldte landdagen til den 25. juni, skrev han samtidig til fyrsterne omkring sig og til fristæderne, og bad om hjælp mod oprøret, som bragte alle fyrster, al øvrighed og ærbarhed i riget i fare og som «havde et sælsomt Bundschuhaktig udseende».

Imidlertid samledes landdagen, dvs. byrepræsentanterne og mange udsendinge fra bønderne, som ligeledes forlangte sæde på landdagen, allerede den 18. juni i Stuttgart. Prælaterne var endnu ikke kommet, ridderne var ikke engang indbudt. Oppositionen i byen Stuttgart og to truende bondeflokke i nærheden, i Leonberg og i Remsdalen, understøttede bøndernes krav. Deres udsendinge fik adgang, og man besluttede at afsætte og straffe hertugens tre forhadte rådgivere, Lamparter, Thumb og Lorcher, lade hertugen få et råd på fire riddere, fire borgere og fire bønder, bevilge ham fast apanage og konfiskerede klostre og stiftelser til bedste for statskassen.

Hertug Ulrich svarede på disse revolutionære beslutninger med et statskup. Han red den 21. juni med sine riddere og rådgivere til Tübingen, hvorhen prælaterne fulgte ham, og befalede ligeledes borgerskabet at komme dertil og fortsatte her landdagen uden bønderne. Stillet under militær terror forrådte her borgerne deres forbundsfælder, bønderne. Den 8. juli kom Tübingen-forliget i stand, som bebyrdede landet med en hertuggæld på næsten en million, pålagde hertugen nogen indskrænkninger som han aldrig overholdt, og afspiste bønderne med nogen tynde, almindelige talemåder og en meget positiv straffelov mod oprør og sammenslutninger. Bonderepræsentation på landdagen blev det naturligvis ikke mere tale om. Landbefolkningen skreg op om forræderi, men da hertugen, efter at hans gæld var overtaget af stænderne, og han igen havde fået kredit, så fik han snart samlet tropper, og også hans naboer, særlig kurfyrsten af Pfalz, sendte hjælpetropper. Så blev ny troskabsed aflagt og vedtaget af hele landet inden slutningen af juli Tübingen-forliget. Kun i Remsdalen ydede «Den fattige Konrad» modstand; hertugen, som igen selv red derhen, holdt på at blive myrdet, og en bondelejr blev dannet på Kappelberg. Men da sagen drog i langdrag, spredtes de fleste af oprørerne igen af mangel på levnedsmidler, og resten drog ligeledes hjem som følge af en tvetydig overenskomst med nogen landdagsrepræsentanter. Ulrichs hær forstærkedes imidlertid yderligere ved krigerflokke, beredvillig stillet til rådighed af byerne, som nu da de havde opnået deres fordringer, fanatisk vendte sig mod bønderne. Ulrich overfaldt nu trods overenskomsten Remsdalen, hvis byer og landsbyer blev plyndret. 1.600 bønder blev arresteret, deraf blev 16 straks halshugget, de øvrige for det meste dømt til svære bøder til fordel for Ulrichs kasse. Mange måtte længe være i fængsel.

Mod fornyelsen af forbundet og mod alle bondeforsamlinger blev der udfærdiget strenge straffelove, og den schwabiske adel sluttede et specielt forbund til undertrykkelse af alle rejsningsforsøg. Hovedlederne for Den fattige Konrad var imidlertid lykkelig flygtet til Svejts og derfra kom de efter nogen år for det meste enkeltvis hjem igen. Samtidig med den württembergske bevægelse viste der sig symptomer på ny med Bundschuh-propaganda i Brejsgau og i markgrevskabet Baden. Ved Bühl gjordes i juni et oprørsforsøg, men det blev straks sprængt af markgreve Filip, og føreren Gugel-Bastian i Freiburg blev arresteret og halshugget.

Samme år, 1514, ligeledes om foråret, brød der en almindelig bondekrig ud i Ungarn. Der blev prædiket korstog mod tyrkerne, og som sædvanlig lovede man friheden til de livegne og fæstebønder som sluttede sig til. Henimod 60.000 kom sammen og blev stillet under Georg Dosas kommando, en szekler, som havde udmærket sig i tidligere krige mod tyrkerne og var blevet adlet. Men de ungarske riddere og magnater så med uvilje på dette korstog, som truede med at tage deres ejendom fra dem, deres livegne. De skyndte sig efter de enkelte bondeflokke og tilbagehentede deres livegne med vold og under mishandlinger. Da dette blev kendt i korshæren, brød de undertrykte bønders raseri løs. To af de ivrigste korsprædikanter, Laurentius og Barnabas, ansporede endnu heftigere hærens had mod adelen med sine revolutionære taler. Dosa selv delte sine troppers forbitrelse mod den forræderiske adel; korshæren blev en revolutionsarmé, og han stillede sig i spidsen for denne nye bevægelse.

Med sine bønder slog han lejr på Rakosmarken ved Pest. Fjendtlighederne blev åbnet på grund af stridigheder med adelspartiets folk i de omliggende landsbyer og forstæderne til Pest; snart kom det til skærmydsler, endelig til en siciliansk vesper for alle adelige som faldt i bøndernes hænder, og til nedbrænding af alle omliggende slotte. Hoffet truede, men forgæves. Da således den første folkejustits overfor adelen var fuldbyrdet under hovedstadens mure, skred Dosa til videre operationer. Han delte sin hær i fem afdelinger. To blev sendt til de øvre-ungarske fjelde for her at få et almindelig oprør istand og udrydde adelen. Den tredje, under Ambros Szaleves, en borger fra Pest, blev igen på Rakos for at holde opsyn med hovedstaden; den fjerde og femte førte Dosa og hans bror Gregor mod Szegedin. Imidlertidig samledes adelen i Pest og kaldte voivoden af Siebenbürgen, Johann Zapolya, til hjælp. Adelen, i fællesskab med borgerne i Budapest, slog og tilintetgjorde det korps som lå i lejr på Rakos, efter at Szaleves sammen med de borgerlige elementer af bondehæren var gået over til fjenden. En mængde fanger blev henrettet på den grusomste måde, resten blev sendt hjem med afskårne næser og ører.

Dosa var uheldig ved Szegedin og drog mod Csanad, som han erobrede idet han havde slået en adelshær under Batory Istvan og biskop Csakyi og øvet blodig gengæld for grusomhederne på Rakos mod fangene, hvoriblandt også var biskoppen og den kongelige skatmester Teleki. I Csanad proklamerede han republikken, afskaffelse af adelen, almindelig lighed og folkets suverænitet og drog så mod Temesvar, hvorhen Batory var draget i hu og hast. Men mens han i to måneder belejrede denne fæstning og fik forstærkning med en ny hær under Anton Hosza, lå de to øvre-ungarske hærflokkene i flere slag under for adelen, og Johann Zapolya rykkede mod ham med den siebenbürgiske armé. Bønderne blev overfaldt og sprængt fra hverandre af Zapolya, Dosa selv blev taget tilfange, stegt på en glødende trone og levende spist af sine egne folk, som kun på denne betingelse fik lov til at beholde livet. De splittede bønder, som samledes igen af Laurentius og Hosza, blev atter slået, og alle som faldt i fjendens hænder, blev spiddet på pæle eller hængt. I tusinder hang bøndernes lig langs vejene eller ved indkørslerne til de afsvedne landsbyer. Henimod 60.000 skal dels være faldet, dels blevet massakreret. Men adelen sørgede på næste landdag for igen at få undertrykkelsen af bønderne anerkendt som landets lov.

Bondeopstanden i den «Windiske Mark», dvs. i Kärnten, Krain og Steiermark, som brød løs omtrent ved samme tid, havde til grundlag en Bundschuhaktig sammensværgelse, som havde dannet sig i denne af adel og kejserlige embedsmænd, udsugede af hærgede tyrkerindfald og af hungersnød plagede egn i 1503 og fremkaldt et oprør. Både de slovenske og de tyske bønder i denne egn rejste allerede i 1513 krigsfanen for «stara prafa» (de gamle rettigheder), og om de end dette år nok engang lod sig berolige, om de end i 1514, da de sluttede sig sammen i endnu større masser, ved kejser Maximilians udtrykkelige tilsagn om at give dem deres gamle rettigheder tilbage, blev de bevæget til at gå fra hverandre, så brød foråret i 1515 det stadig skuffende folks hævnkrig løs med desto større heftighed. Som i Ungarn blev overalt slotte og klostre ødelagt, og de fangne adelsmænd dømt af bonderetter og halshugget. I Steiermark og Kärnten lykkedes det snart kejserens hærfører Dietrichstein at dæmpe opstanden; i Krain blev den først undertrykt ved Rains overfald (høsten 1516) og ved de derpå følgende utallige grusomheder fra østrigsk side, som var et værdig sidestykke til den ungarske adels skændselsgerninger.

Man forstår let at bønderne i Tyskland efter en række så afgørende nederlag og efter disse massegrusomheder fra adelens side i længere tid holdt sig rolig. Og alligevel ophørte hverken sammensværgelserne eller de lokale opstande helt. I 1516 kom de fleste flygtninge fra Bundschuh og Den fattige Konrad tilbage til Schwaben og Øvre Rhinen, og i 1517 var Bundschuh i Schwarzwald igen i fuld sving. Joss Fritz selv, som fremdeles i hemmelighed bar den gamle Bundschuhfane fra 1513 på sit bryst, gennemstrejfede atter Schwarzwald og var meget virksom. Sammensværgelsen organiserede sig påny. Ligesom for fire år siden blev der igen indbudt til møder på Kniebis. Men hemmeligheden blev ikke bevaret, regeringerne fik nys om sagen og skred ind. Flere blev taget til fange og henrettet; de virksomste og mest intelligente medlemmer måtte flygte, blandt dem Joss Fritz, som man heller ikke denne gang fik fat i; han synes at være død snart efter i Svejts, da han fra nu af ingensteds nævnes mere.

Samtidig som Bundschuh-sammensværgelsen i Schwarzwald blev undertrykt, gav Luther i Wittenberg signalet til den bevægelse som skulle rive alle stænder med i hvirvelen og ryste hele riget. Thüringer-augustinerens teser tændte som en gnist i en krudttønde. De på mangfoldig vis modstridende bestræbelser hos riddere og borgere, bønder og plebejer, hos suverænitetslystne fyrster og hos den lavere gejstlighed, hos mystiserende skjulte sekter og hos den lærde og satirisk-burleske forfatteropposition fik i teserne fra først af et fælles, almindelig udtryk, som de overraskende hurtig grupperede sig omkring. Denne pludselig dannede alliance af alle oppositionselementer, så kort den end varede, afslørede pludselig bevægelsens uhyre magt og drev den så meget desto hurtigere fremad.

Men netop denne bevægelsens raske udvikling måtte også meget snart udvikle de kimer til splittelse som den indebar, måtte i det mindste igen rive fra hverandre de bestanddele af den ophidsede masse som ifølge hele deres livsstilling var direkte modsætninger og bringe dem i det normale fjendtlige forhold til hinanden. Denne samling der trådte frem i reformationens første år af den brogede oppositionsmasse om to midtpunkter; adel og borgere, grupperede sig ubetinget omkring Luther; bønderne og plebejere, dannede som tidligere uden endnu i Luther at se nogen direkte fjende, et særskilt revolutionært oppositionsparti. Der var kun det, at bevægelsen nu var meget mere almen, meget mere indgribende end før Luther, og at det dermed nødvendigvis var givet, at modsætningen mellem de to partier måtte være skarpt udtalt, og at de indbyrdes direkte måtte bekæmpe hinanden. Denne direkte modsætning indtrådte snart; Luther og Münzer bekæmpede hverandre i pressen og fra prædikestolen, ligesom fyrsterne, ridderne og byernes hære, som for størsteparten bestod af lutherske eller i det mindste til lutherdommen hældende kræfter, sprængte bøndernes og plebejernes flokke.

Hvor stor forskel der var på interesser og behov hos de forskellige elementer som havde taget imod reformationen, viser adelens forsøg på før bondekrigen at gennemføre deres krav overfor fyrster og præster. Vi har allerede i det foregående set hvilken stilling den tyske adel indtog i begyndelsen af det 16. århundrede. Den var i færd med at miste sin uafhængighed af de verdslige og gejstlige fyrster, hvis magt stadig voksede. Samtidig som den så, at det gik nedover med dem selv, så de også hvorledes rigsmagten tabte i indflydelse og riget opløstes i en hel del suveræne fyrstendømmer. Dens undergang måtte for adelen selv stå som ét med tyskernes undergang som nation. Dertil kom, at adelen, særlig den rigsumiddelbare adel, var den stand som både ved sit militære styrke og ved deres stilling overfor fyrsterne i særlig grad, repræsenterede riget og rigsmagten. Adelen var den mest nationale stand, og jo mægtigere rigsmagten var, jo svagere og ubetydeligere var fyrsterne i tal, jo enigere Tyskland, desto mægtigere var adelen. Deraf den almindelige klage blandt ridderne over Tysklands elendige politiske stilling, rigets vanmagt udad -, en klage som tiltog i samme grad som kejserhuset ved arv føjede til riget den ene nye provins efter den anden - deres klage over fremmede magters intriger i Tysklands indre og tyske fyrsters sammensværgelser med udlandet mod rigsmagten. Adelens fordringer måtte altså fremfor alt sammenfattes i kravet om en rigsreform, som fyrsterne og den højere gejstlighed skulle ofres til bedste for. Denne sammenfatning overtog Ulrich von Hudten, den tyske adels teoretiske repræsentant, i fællesskab med Franz von Sickingen, dens politiske og militære leder.

Hudten havde meget bestemt udtalt og affattet meget radikalt den rigsreform, han krævede i adelens navn. Det drejede sig om intet mindre end afsættelse af samtlige fyrster, sekularisering af samtlige gejstlige fyrstendømmer og godser, oprettelse af et adelsdemokrati med monarkisk spids omtrent som det bestod i den fordums polske republiks bedste dage. Ved at oprette adelens, den egentlige militære klasses herredømme, ved at fjerne fyrsterne, splittelsens bærere, ved at tilintetgøre præsteskabets magt og løsrive Tyskland fra Roms gejstlige herredømme, troede Hudten og Sickingen igen at man kunne gøre riget enigt, frit og mægtig.

Det på livegenskabet hvilende adelsdemokrati, sådan som det bestod i Polen og i noget modificeret form i de første århundreder i de af germanerne erobrede riger, er en af de mest primitive samfundsformer og udvikler sig ganske normalt videre til et regelret feudalhierarki, som allerede er et betydelig højere trin. Dette rene adelsdemokrati var altså umuligt i Tyskland i det sekstende århundrede. Det var umuligt allerede af den grund, at der fandtes betydelige og mægtige byer i Tyskland. Men på den anden side var der en alliance mellem lavadelen og byerne umulig, som i England bevirkede at det feudale standsmonarki blev forvandlet til det borgerlig-konstitutionelle. I Tyskland havde den gamle adel holdt sig, i England var den under Rose-krigene blevet udryddet på 28 familier nær, og blev erstattet med en ny adel af borgerlig oprindelse og med borgerlige tendenser; i Tyskland fortsatte livegenskabet med at bestå og adelen havde feudale indtægtskilder, i England var det næsten helt afskaffet, og adelen udgjordes af ret og slet borgerlige grundejere med den borgerlige indtægtskilde: grundrenten. Endelig var den centralisation ved det absolutte monarki, som i Frankrig havde bestået siden Ludvig XI., takket være modsætningen mellem adel og borgerskab, og stadigt udformede sig videre, endnu umulig i Tyskland allerede af den grund, at her var betingelserne for den nationale centralisation overhovedet slet ikke tilstede eller kun i uudviklede former.

Jo mere Hudten under disse forhold indlod sig på den praktiske gennemførelse af sit ideal, desto flere koncessioner måtte han gøre og desto mere ubestemt måtte omridsene for hans rigsreform blive. Adelen alene var ikke mægtig nok til at sætte foretagendet i værk, det viste dens voksende svaghed overfor fyrsterne. Man måtte have forbundsfæller, og de eneste mulige var byerne, bønderne og reformationsbevægelsens indflydelsesrige teoretikere. Men byerne kendte adelen godt nok til ikke at stole på den, og de afviste ethvert forbund med den. Bønderne så i adelen, som udsugede og mishandlede dem, med fuld ret deres bitreste fjende. Og teoretikerne stod enten på borgernes eller fyrsternes eller bøndernes side. Hvad positivt skulle vel også adelen kunne love borgere og bønder af en rigsreform, hvis hovedmål stadig var at hæve adelen? Under disse omstændigheder havde Hudten intet andet at gøre end i sine propagandaskrifter lidt eller slet ingenting at sige om adelen, byerne og bøndernes fremtidige indbyrdes stilling, og lagde skylden for alt ondt på fyrsterne og præsteskabet og afhængigheden af Rom, og påviste for borgerne, at det var i deres egen interesse i den forestående kamp mellem fyrster og adel i det mindste at holde sig neutrale. Ophævelse af livegenskabet og de byrder som bonden skyldte adelen, er der hos Hudten aldrig tale om.

Den tyske adels stilling overfor bønderne var dengang ganske den samme som den polske adels stilling til deres bønder i rejsningerne efter 1830. Som i de moderne polske opstande kunne dengang i Tyskland bevægelsen kun gennemføres ved en alliance af alle oppositionspartier - særlig adelen - med bønderne. Men netop denne alliance var umulig i begge tilfælde. På den ene side var det ingen bydende nødvendighed for adelen at opgive deres politiske privilegier og deres feudalrettigheder overfor bønderne, på den anden side kunne de revolutionære bønder heller ikke kun på grundlag af almindelige ubestemte udsigter indlade sig på nogen alliance med adelen, med den stand som netop undertrykte dem værst. Ligesom i Polen i 1830, således kunne adelen i Tyskland i 1522 ikke mere vinde bønderne. Kun den fuldstændige afskaffelse af alle adelsprivilegier ville have kunnet forene landbefolkningen med adelen; men adelen havde, som enhver privilegeret stand, ikke den ringeste lyst til frivillig at opgive deres forrettigheder, hele deres undtagelsesstilling og størsteparten af deres indtægtskilder. Adelen stod altså til slut, da det kom til kamp, alene mod fyrsterne. At fyrsterne, som i de to sidste århundrede stadig havde vundet terræn på adelens bekostning, også denne gang måtte komme til at gøre det af med dem uden større besvær, var til at forudse.

Selve kampens forløb er kendt. Hudten og Sickingen - den sidste var anerkendt som politisk militærchef for den mellemtyske adel - fik i 1522 et forbund istand i Landau af den rhinske, den schwabiske og den frankiske adel på seks år, angivelig til selvforsvar; Sickingen fik samlet sammen en hær, dels ved egne midler, dels i forbindelse med ridderne i omegnen, organiserede hvervninger og forstærkninger i Franken, ved Nedre Rhinen, i Nederlandene og Westfalen og åbnede i september 1522 fjendtlighederne med en fejdeerklæring mod kurfyrstbiskoppen af Trier.

Men mens han lå foran Trier, blev hans forstærkninger afskåret ved rask indskriden fra fyrsternes side; landgreven af Hessen og kurfyrsten af Pfalz kom Trier-bispen til hjælp, og Sickingen måtte skyndsomt søge tilflugt i sit slot Landstuhl. Trods alle anstrengelser fra Hudtens og hans øvrige venners side, blev han her ladt i stikken af den forbundne adel, skræmt som den var ved fyrsternes koncentrerede og raske aktion; han selv blev dødelig såret, måtte overgive Landstuhl og døde straks efter. Hudten måtte flygte til Svejts og døde få måneder senere på øen Ufnau i Zürichti-øen.

I og med dette nederlag og begge førernes død var adelens magt brudt, efter at disse fyrster havde dannet et uafhængig samarbejde. Fra nu af optræder adelen kun i fyrsternes tjeneste og under disses ledelse. Bondekrigen, som straks efter brød ud, tvang dem endnu mere til direkte eller indirekte at stille sig under fyrsternes beskyttelse og beviste samtidig, at den tyske adel fortsat foretrak at udsuge bønderne under fyrstelig overhøjhed, fremfor at styrte fyrster og præsteskab ved et åbent forbund med de frigjorte bønder.

Fra det øjeblik af da Luthers krigserklæring overfor det katolske hierarki satte alle Tysklands oppositionselementer i bevægelse, gik der ikke et år hen, uden at også bønderne igen trådte frem med deres krav. Fra 1518 til 1523 fulgte den ene lokale bondeopstand efter den anden i Schwarzwald og Øvre Schwaben. Fra foråret 1524 antog disse opstande en systematisk karakter. I april dette år nægtede bønderne i abbediet Marchtal pligtarbejde og ydelser; i maj nægtede Sankt Blasien-bønderne at udrede livegenskabsafgifter; i juni erklærede bønderne i Steinheim ved Memmingen at de hverken ville betale tiende eller andre afgifter; i juli og august rejste Thurgau-bønderne sig og blev igen bragt til ro, dels ved zürichernes mægling, dels ved brutalitet fra Edsforbundets side, som lod flere henrette. Endelig fulgte i landgrevskabet Stühlingen en kraftig opstand, som kan var den umiddelbare begyndelse til bondekrigen.

Bønderne i Stühlingen nægtede pludselig, at levere ydelserne til landgreven, og samlede sig sammen i store flokke og drog den 24. oktober 1524 under Hans Müller fra Bulgenbach til Waldshud. Her stiftede de i fællesskab med borgerne et evangelisk broderskab. Borgerne tiltrådte forbundet så meget hellere, som de samtidig var i konflikt med den østrigske regering på grund af religiøse forfølgelser mod Balthasar Hubmaier, deres præst, en ven og elev af Thomas Münzer. Der fastsattes så et forbundskontingent på tre kreuzer i ugen - et uhyre beløb efter den tids guldværdi -, der blev sendt udsendinge til Elsass, Mosel, hele Øvre Rhinen og Franken for overalt at få bønderne med i forbundet, og som forbundets mål proklameredes afskaffelse af feudalvældet, ødelæggelsen af alle slotte og klostre og udryddelse af alle herrer med undtagelse af kejseren. Forbundsfanen var den tyske trikolore.

Opstanden vandt raskt terræn i hele det nuværende Øvre Baden. Panisk skræk greb den øvre-schwabiske adel, hvis stridskræfter næsten samtlige var beskæftiget i Italien i krigen mod Franz I. af Frankrig. Den havde intet andet at gøre, end ved forhandlinger at trække sagen i langdrag og i mellemtiden tilvejebringe penge og hverve tropper, til den var stærk nok til at straffe bønderne for deres frækhed med «ild og brand, med plyndring og mord». Fra nu af begyndte dette systematiske forræderi, dette konsekvente brud på givet ord og denne lumskhed som adelen og fyrsterne udmærkede sig ved hele bondekrigen igennem, og som var deres stærkeste våben overfor bønderne som ikke var centraliseret og som var vanskelige at organisere. Det Schwabiske Forbund, som omfattede fyrsterne, adelen og rigsstædene i Sydveststyskland, lagde sig imellem, men uden at garantere bønderne virkelige lettelser. Bondebevægelsen fortsatte. Hans Müller fra Bulgenbach drog fra 30. september til midten af oktober gennem Schwarzwald til Urach og Furtwangen, fik samlet flokke på ialt 3.500 mand og tog med disse stilling ved Eratingen (ikke langt fra Stühlingen). Adelen havde ikke over 1.700 mand til rådighed, og også disse var splittet. Den var nødt til at gå med på en våbenstilstand, som også virkelig kom i stand i lejren ved Eratingen. Mindelig overenskomst, enten direkte mellem partene eller ved opmænd, og undersøgelse af klagemålene ved landsretten i Stockach blev lovet bønderne. Både adelstroppene og bønderne drog væk.

Bønderne enedes om 16 artikler, som skulle kræves indvilget af domstolen i Stockach. De var meget moderate: Afskaffelse af adelens jagtret, af bøndernes pligtarbejde, af de trykkende skatter og herreprivilegierne for alle, beskyttelse mod vilkårlig fængsling og mod partiske, vilkårlig dømmende domstole - mere krævede de ikke. Men så snart bønderne var draget hjem, krævede adelen påny øjeblikkelig indført samtlige omstridte ydelser, så længe domstolen ikke havde truffet nogen afgørelse. Bønderne vægrede sig naturligvis og henviste herrerne til retten. Striden brød ud påny; bønderne trak sig igen sammen; fyrsterne og herrerne koncentrerede deres tropper.

Denne gang gik bevægelsen endnu videre, gennem hele Brejsgau og langt ind i Württemberg. Troppene under Georg Truchsess von Waldburg, bondekrigens Alba, observerede dem, og slog enkelte flokke af forstærkningstropper, men turde ikke angribe hovedstyrken. Georg Truchsess underforhandlede med bondelederne og fik her og der forlig istand. I slutningen af december begyndte forhandlingerne for landsretten i Stockach. Bønderne protesterede mod, at retten kun blev sammensat af adelige. Til svar blev oplæst et kejserlig brev om rettens myndighed. Forhandlingerne trak i langdrag, i mellemtiden oprustede adelen, fyrsterne og de schwabiske forbundsmyndigheder. Ærkehertug Ferdinand, som foruden de endnu østrigske arvelande også beherskede Württemberg, det badiske Schwarzwald og det sydlige Elsass, påbød den største strenghed mod de oprørske bønder. Man skulle fange dem, bruge tortur overfor dem og slå dem ihjel uden nåde, man skulle ødelægge dem efter hvordan man faldt det mest bekvemt, brænde og ødelægge det de ejede og havde, og jage deres hustruer og børn ud af landet. Man ser på hvilken måde fyrsterne og herrerne overholdt våbenstilstanden og hvad de forstod ved fredelig mægling og undersøgelse af klagemålene. Ærkehertug Ferdinand, som finanshuset Welser i Augsburg havde forstrukket med penge, oprustede i al hast; det Schwabiske Forbund udskrev et kontingent af penge og tropper som skulle stilles i tre opbud.

Opstandene falder sammen med Thomas Münzers femmånedlige besøg i Øvre Baden. Om den indflydelse han har haft på bevægelsens udbrud og forløb er der rigtignok ingen direkte bevis for hånden, men denne indflydelse er indirekte fuldt ud konstateret. De mere pågående revolutionære blandt bønderne, er for det meste hans elever og repræsenterede hans ideer. Både de tolv artikler og Øvre Baden-bøndernes artikelbrev tilskrives ham af alle samtidige, skønt ialtfald de første sikkert ikke er forfattet af ham. Endnu på sin tilbagerejse til Thüringen udsendte han et afgjort revolutionært skrift til de oprørske bønder.

Samtidig intrigerede den siden 1519 fra Württemberg fordrevne hertug Ulrich for ved bøndernes hjælp igen at komme i besiddelse af sit land. Det er en kendsgerning at han efter sin fordrivelse søgte at benytte det revolutionære parti og stadig understøttede det. Hans navn knytter sig til de fleste af de fra 1520 til 1524 forekommende lokale uroligheder, og nu oprustede han direkte til et indfald i Württemberg fra sit slot Hohentwiel. Han blev imidlertid kun et værktøj for bønderne, og havde aldrig nogen indflydelse over dem og endnu mindre deres tillid. Således gik vinteren uden at det fra nogen af siderne kom til noget afgørende skridt. De fyrstelige herrer holdt sig skjult, bondeopstanden bredte sig. I januar 1525 var hele landet mellem Donau, Rhinen og Lech i fuld gæring, og i februar brød stormen løs.

Mens flokken fra Schwarzwald og Hegau under Hans Müller fra Bulgenbach konspirerede med Ulrich af Württemberg og til dels var med på hans resultatløse togt til Stuttgart (februar og marts 1525), gik bønderne i Ried, ovenfor Ulm, til opstand den 9. februar, samlede sig i en af moser beskyttet lejr ved Baltringen, hejste den røde fane og dannede under Ulrich Schmids ledelse Baltringen-flokken. De var 10-12.000 mand stærke. Den 25. februar trak Oberallgäu-flokken, 7.000 mand stærk, sig sammen ved Schusser som følge af rygtet om, at troppene var i anmarch mod de misfornøjede som fandtes dér. Kempten-bønderne, som hele vinteren gennem havde ligget i strid med deres ærkebiskop, kom sammen den 26. og forenede sig med dem. Byerne Memmingen og Kaufbeuren sluttede sig på visse vilkår til bevægelsen; dog fremtrådte her tvetydigheden i den stilling byerne indtog i denne kamp. Den 7. marts vedtoges i Memmingen de tolv Memmingen-artikler for alle Allgäu-bønder.

På allgäuernes anmodning dannedes ved Bodensøen Seeflokken under Eitel Hans. Også denne flok øgedes raskt. Hovedkvarteret var i Bermatingen. Ligeså gjorde bønderne i Nedre Allgäu, i egnen om Ochsenhausen og Schellenberg, i Zeil og Waldburgdistrikterne, Truchsess' magtområder, oprør, og det skete i de første dage af marts. I denne Nedre-Allgäu-flok lå 7.000 mand stærk i lejr ved Wurzach. Disse fire flokke vedtog alle Memmingen-artiklerne, som forresten endnu var meget mere moderate end Hegauernes, og også på de punkter som angik de bevæbnede flokkes forhold til adelen og regeringerne, bar bud om en mærkelig mangel på beslutsomhed. Hvor beslutsomheden overhovedet kom, kom den først i løbet af krigen, efter at bønderne havde gjort erfaringer om deres fjenders handlemåde. Samtidig med disse flokke dannedes en tiende ved Donau. Fra hele distriktet mellem Ulm og Donauworth, fra Uler, Roth og Bibers dalfører kom bønderne til Leipheim og slog lejr der. Fra 15 steder mødte hver våbenfør mand, fra 117 steder kom der forstærkninger. Føreren for Leipheim-flokken var Ulrich Schön, prædikant var Jakob Wehe, præsten i Leipheim.

Således stod i begyndelsen af marts i seks lejre opimod 30-40.000 oprørske øvre-schwabiske bønder under våben. Disse bondeflokkes karakter var meget blandet. Det revolutionære - det Münzerske - parti var overalt i minoritet. Alligevel danner det overalt kernen og holdet i bondelejrene. Stormassen af bønderne var altid beredt til at indlade sig på en overenskomst med deres herrer, når indrømmelserne sikredes dem, som de ved deres truende holdning håbede at kunne tiltrodse sig. Desuden blev de kede af krigsførelsen når sagen drog i langdrag og fyrstehærene rykkede frem, og de som endnu havde noget at tabe, drog for det meste hjem. Dertil kom at det vagabonderende lumpenproletariat i massevis havde sluttet sig til flokkene, hvad der vanskeliggjorde disciplinen og demoraliserede bønderne. Lumpenproletarerne løb ligeledes ofte til og fra. Allerede heraf lader det sig forklare, at bondeflokkene i begyndelsen overalt var i defensiven, demoraliseredes i feltlejrene og - også bortset fra deres taktiske utilstrækkelighed og mangelen på gode førere - på ingen måde var fyrsternes arméer jævnbyrdige.

Endnu mens flokkene holdt på at trække sig sammen, faldt hertug Ulrich med hvervede tropper og nogle Hegaubønder fra Hohentwiel ind i Württemberg. Det ville være ude med det Schwabiske Forbund såfremt bønderne nu fra den anden side rykkede frem mod Truensess von Waldburgs tropper. Men med flokkenes rent defensive holdning lykkedes det snart Truchsess, at slutte våbenstilstand med Baltringen, Allgäu- og Seebønderne, indlede forhandlinger og fastsætte tidspunktet for sagens afgørelse til Judica-søndagen (2. april). I mellemtiden kunne han drage mod hertug Ulrich, besætte Stuttgart og tvinge hertugen til allerede den 17. marts igen at forlade Württemberg. Så vendte han sig mod bønderne, men i hans egen hær revolterede landsknægtene og vægrede sig ved at gå mod dem. Det lykkedes Truchsess at berolige landsknægtene, og nu marcherede han til Ulm, hvor der samledes nye forstærkninger. Ved Kirchheim nedenfor Teck havde han efterladt en observationslejr.

Det Schwabiske Forbund, som endelig havde fået hænderne frie og samlet deres første kontingenter, kastede nu masken og erklærede, at det var «fast bestemt på, ved våbnene og med Guds hjælp, at afvente det som bønderne i deres egenrådighed havde fordristet sig til». Bønderne havde imens strengt holdt sig til våbenstilstanden. De havde til forhandlingerne på Judica-søndagen opstillet deres krav, de berømte tolv artikler. De forlangte, at de gejstlige skulle vælges og afsættes af menighederne, at den lille tiende skulle afskaffes og den store tiende skulle bruges til offentlige formål, efter at præstens løn var trukket fra. Videre forlangte de afskaffelse af livegenskabet, af adelens fiske- og jagtret og dødsfaldsafgiften, indskrænkning af det svære pligtarbejde, skattene og afgifterne, tilbagelevering af de skove, græsgange og rettigheder som med vold var berøvet kommuner og enkeltpersoner, og fjernelse af vilkårlighed i justits- og administration. Som man ser, havde det moderate, forligsvenlige parti endnu et betydelig overtag i bondeflokkene. Det revolutionære parti havde tidligere, i artikelbrevet, opstillet sit program. Dette åbne brev til samtlige landsbyers bønder opfordrede dem til at træde ind i den «kristelige forening og broderskab» med det mål at fjerne alle byrder, enten med det gode, «hvad ikke godt kan ske», eller med magt, og truede alle som vægrede sig, med det «verdslige band», dvs. med udstødelse af samfundet og udelukkelse fra ethvert samkvem med forbundsmedlemmerne. Alle slotte, klostre og præstestiftelser skal ligeledes lyses i det verdslige band, medmindre adel, præster og munke frivillig forlader dem, flytter ind i sædvanlige huse som andre folk og slutter sig til den kristelige forening. I dette radikale manifest, som åbenbart blev affattet før forårsopstanden i 1525, drejer det sig altså fremfor alt om revolutionen, den fuldstændige besejring af de endnu herskende klasser, og det «verdslige band» pålægges kun undertrykkere og forrædere, som skal slås ihjel, slottene, som skal brændes, klostrene og stiftelserne som skal konfiskeres og hvis skatter skal forvandles til penge.

Forinden bønderne kom så langt, som til at forelægge deres tolv artikler for de indkaldte mæglingsmænd, fik de underretning om, at det Schwabiske Forbund havde brudt overenskomsten og at dets tropper nærmede sig. Straks traf de deres forholdsregler. En generalforsamling i Allgäu, Baltringen og Seebauern blev holdt i Gaisbeuren. De fire flokke blev slået sammen og af dem organiseredes fire nye kolonner; og det blev besluttet at konfiskere de gejstlige godser, sælge deres klenodier til bedste for krigskassen og brænde slottene ned. Således blev det suppleret med de officielle tolv artikler i artikelbrevet rettesnoren for deres krigsførelse, og Judica-søndagen, den dag fredsslutningen var fastsat til, blev datoen for den almindelige rejsning.

Den overalt voksende bevægelse, bøndernes stadige lokale konflikter med adelen, efterretningen om opstanden i Schwarzwald som i seks måneder stadig havde været i vækst og havde bredt sig til Donau og Lech, er rigtignok tilstrækkelig til at forklare, at der slag i slag fulgte bondeopstande i to tredjedele af Tyskland. Men at der i spidsen for bevægelsen stod folk som havde organiseret den med gendøbere og andre udsendinge, det viser den kendsgerning, at alle de partielle opstande fandt sted samtidig. I den sidste halvdel af marts var der udbrudt uroligheder i Württemberg, ved Nedre Neckar, i Odenwald, i Nedre og Midt Franken; men overalt blev det angivet på forhånd, at den 2. april, Judica-søndagen, den dag skulle det bryde løs over hele linien, overalt skete det afgørende slag, masseopstanden, i den første uge af april. Også Allgäu, Hegau og Seebønderne kaldte alle våbenføre mænd til lejren og til massemøder den 1. april ved ringning med kirkeklokkerne og åbnede samtidig med bønderne fra Baltringen fjendtlighederne mod slottene og klostrene.

I Franken, hvor bevægelsen grupperede sig om seks centre, brød opstanden overalt løs i de første dage af april. Ved Nördlingen dannedes ved denne tid to bondelejre; med deres hjælp fik det revolutionære parti i byen, hvis chef var Anton Forner, overtaget og satte igennem både Forners udnævnelse til borgmester og byens tilslutning til bønderne. I Anspachs distriktet rejste bønderne sig overalt i tiden fra 1. til 7. april, og opstanden bredte sig herfra til Bayern. I Rottenburgt-distriktet havde bønderne stået under våben siden den 22. marts; i byen Rottenburg blev den 27. marts «ærbarhedens» herredømme styrtet af småborgerne og plebejerne under Stephan von Menzingen; men netop da bøndernes ydelser her var byens hovedindtægter, indtog også den nye regering en meget vaklende og tvetydig holdning overfor bønderne. I bispedømmet Wurzburg rejste bønderne og småbyerne sig over hele linien, og i bispedømmet Barnberg tvang den almindelige rejsning inden fem dage biskoppen til at give efter. Endelig i nord, ved grænsen til Thüringen, blev den stærke bondelejr i Bildhausen trukket sammen.

I Odenwald, hvor Wendel Hipler, en adelsmand og tidligere kansler hos Hohenlohe-greverne, og Georg Metzler, værtshusholder i Ballenberg ved Kraudheim, der stod i spidsen for det revolutionære parti, brød stormen løs den 26. marts. Bønderne drog fra alle sider mod Tauber-elven. Også 2.000 mand fra Rottenburglejren sluttede sig til. Georg Metzler overtog ledelsen og marcherede, da alle forstærkninger var ankommet, den 4. april til klosteret Schönthal ved Jaxtelven, hvor bønderne fra Neckardalen sluttede sig til ham. Disse, som førtes af Jäcklein Rohrbach, værtshusholder i Böckingen ved Heilbronn, havde på Judica-søndagen proklameret oprøret i Fleim, Sontheim og andre steder, mens samtidig Wendel Hipler med en del sammensvorne havde overrumplet Öhringen og revet bønderne i omegnen med i bevægelsen. I Schöntal forenedes de to bondekolonner til den «Klare Flok», som vedtog de tolv artikler og organiserede strejftog mod slotte og klostre. Den «Klare Flok» var henved 8.000 mand stærk, og havde kanoner og 3.000 håndvåben. Også Florian Geyer, en frankisk ridder, sluttede sig til og dannede i den Sorte Skare, et elitekorps, som særlig rekrutteredes fra landeværnet i Rottenburg og Öhringen.

Den württembergske foged i Neckarsulm, grev Ludwig von Helfenstein, åbnede fjendtlighederne. Han lod alle bønder som faldt i hans hænder, uden videre hugge ned. Den «Klare Flok» drog mod ham. Dette slagteri og den netop indløbne underretning om Leipheim-flokkens nederlag, om Jakob Wehes henrettelse og Truchsess' grusomheder forbitrede bønderne. Grev Ludwig, som havde besat Weinsberg, blev angrebet her. Slottet blev stormet af Florian Geyer, byen taget efter længere kamp og grev Ludwig fanget med flere riddere. Den næste dag, den 17. april, holdt Jäcklein Rohrbach sammen med de mest pågående folk i flokken dom over fangene og lod fjorten af dem, med grev Ludwig i spidsen, spidde - den skændigste død han kunne lade dem døje. Indtagelsen af Weinsberg og Jäckleins terroristiske hævn overfor grev Ludwig forfejlede ikke sin virkning på adelen. Greverne af Löwenstein tiltrådte bondeforbundet, Hohenlohe-greverne, som tidligere havde sluttet sig til, men som endnu ingen hjælp havde ydet, sendte straks de kanoner og det krudt som forlangtes.

Kaptajnerne rådslog om de ikke skulle tage Götz von Berlichingen til fører, «da denne kunne bringe adelen på deres side». Forslaget fandt genklang; men Florian Geyer, som i denne stemning hos bønderne og kaptajnerne så begyndelsen til reaktionen, skilte sig da af med sin Sorte Skare fra flokken, og gennemstrejfede på egen hånd først Neckaregnen, så Würzburg distriktet og ødelagde overalt slottene og præsternes reder .

Resten af flokken drog nu mod Heilbronn først. I denne mægtige frie rigsstad var der som næsten overalt, en borgerlig og en revolutionær opposition som bekæmpede «ærbarheden». Den revolutionære opposition, som var i hemmelig forståelse med bønderne, åbnede under tumulten allerede den 17. april portene for Georg Metzler og Jäcklein Rohrbach. Bondelederne tog med deres folk byen i besiddelse, den blev optaget i broderskabet og stillede til rådighed 1.200 gylden i penge samt en afdeling frivillige. Kun gejstligheden og de ejendomme som tilhørte herrerne af den Tyske Orden, blev brandbeskattet. Den 22. drog bønderne væk igen efter at have ladet en lille besætning blive tilbage. Heilbronn skulle blive centrum for de forskellige flokke, som også virkelig sendte delegerede derhen og rådslog om bøndernes fælles aktion og fælles krav. Men den borgerlige opposition og «ærbarheden», som efter bøndernes indmarch stod i forbund med dem, havde nu påny overtaget i byen, og forhindrede alle energiske fremskridt og ventede kun på at fyrstehærene skulle komme, for definitivt at forråde bønderne.

Bønderne drog mod Odenwald. Den 24. april måtte Götz von Berlichingen, som få dage i forvejen først havde budt sig frem til kurfyrsten af Pfalz, derefter til bønderne, så igen til kurfyrsten, træde ind i det Evangeliske Broderskab og overtage overkommandoen over den «Klare Lyse Flok» (i modsætning til Florian Geyers Sorte Flok). Men han var samtidig fange hos bønderne, som mistroisk vågede over ham og bandt ham til bondeledernes råd, thi uden dem kunne han intet gøre. Götz og Metzler drog nu med størsteparten af bønderne over Buchen til Amorbach, hvor de blev fra den 30. april til den 5. maj og fik et oprør istand over hele Mainz-distriktet. Adelen blev overalt tvunget til at slutte sig til og deres slotte derved skånet; kun klostrene blev brændt og plyndret. Flokken var blevet påtagelig demoraliseret; de mest energiske folk var borte, enten sammen med Florian Geyer eller med Jäcklein Rohrbach, for også denne havde efter Heilbronns indtagelse skiftet side, åbenbart fordi han, grev Helfensteins dommer, ikke længere kunne blive hos en flok som tænkte på forsoning med adelen. Disse stadige krav om forlig med adelen var i sig selv et tegn på demoralisering. Snart efter foreslog Wendel Hipler en meget passende reorganisation af flokken: man burde tage i tjeneste de landsknægte som daglig bød sig frem, og ikke som hidtil fornyede flokken hver måned ved at trække nye ind og afskedige de gamle kontingenter, men beholde det mandskab som en gang stod under våben og var nogenlunde øvet. Men et allemandsmøde forkastede begge forslag; bønderne var blevet overmodige og betragtede hele krigen som et plyndringstog, hvor konkurrencen fra landsknægtenes side ikke kunne tiltale dem, og hvor det måtte stå dem frit for, at drage hjem, så snart deres lommer var fyldt. I Amorbach gik det endog så vidt at Heilbronnrådsherren Hans Berlin hos flokkens bondeledere og råd fik vedtaget «Deklarationen af de tolv artikler», et aktstykke, hvori selv de sidste brodder i de tolv artikler blev brudt af og bønderne lagt et ydmygt supplikantsprog i munden. Men denne gang blev det alligevel for meget for bønderne; de forkastede deklarationen under stor larm og holdt fast ved de oprindelige artikler.

Imidlertid var der i Würzburg-distriktet indtrådt en afgørende vending. Biskoppen, som ved den første bondeopstand i begyndelsen af april havde trukket sig tilbage til det befæstede Frauenberg ved Würzburg og forgæves havde skrevet til alle kanter om hjælp, var endelig blevet tvunget til et øjebliks eftergivenhed. Den 2. maj blev der åbnet en landdag hvor også bønderne var repræsenteret. Men før man kunne opnå noget som helst resultat, blev der opsnappet breve, som konstaterede forræderiske rænker fra biskoppens side. Landdagen blev straks opløst, og fjendtlighederne begyndte mellem de oprørske byfolk og bønder på den ene side og biskoppens folk på den anden. Biskoppen selv flygtede den 5. maj til Heidelberg; den næste dag kom Florian Geyer og den Sorte Skare til Würzberg, og sammen med ham den Frankiske Tauberflok, som bestod af bønder fra Mergentheim, Rottenburg og Anspach. Den 7. maj rykkede også Götz von Berlichingen ind med den «Klare Lyse Flok», og belejringen af Frauenberg begyndte.

I Limpurg-distriktet og i egnen omkring Ellwangen og Hall dannedes en anden flok, Gaildorf-flokken eller den «Almindelige Klare Flok» i slutningen af marts og begyndelsen af april. Den optrådte meget voldsomt, fik istandsat oprør i hele distriktet, nedbrændte mange klostre og slotte, bl.a. også slottet Hohenstaufen, og tvang alle bønder til at gå med og alle adelsmænd, ja selv alle værtshusholderne i Limpurg til at træde ind i det kristelige broderskab. I begyndelsen af maj gjorde den et indfald i Württemberg, men blev tvunget til tilbagetog. Partikularismen i de tyske småstater tillod dengang lige så lidt som i 1848, at de revolutionære fra forskellige statsområder optrådte i fællesskab. Gaildorf-bøndernes bevægelse, indskrænkede som den var til et lille område, måtte nødvendigvis bryde sammen, efter at den havde besejret al modstand i dette enkelte distrikt. Gaildorf-bønderne kom overens med byen Gmünd, og drog fra hverandre og efterlod kun 500 bevæbnede.

I Pfalz havde der på begge sider af Rhinen dannet sig bondeflokke mod slutningen af april. De ødelagde mange slotte og klostre og tog den 1. maj Neustadt a. d. Hardt, efter at Bruchrain-bønderne var kommet over, og dagen før havde tvunget Speier til en overenskomst. Marskalen af Zabern kunne med kurfyrstens få tropper intet udrette mod dem, og den 10. maj måtte kurfyrsten slutte en kontrakt med de oprørske bønder, hvori han garanterede dem, at deres klagemål skulle blive efterkommet på en landdag.

I Württemberg var opstanden endelig tidlig brudt ud i enkelte distrikter. I Urachfjeldet havde bønderne i februar sluttet et forbund mod præsterne og herrerne, og i slutningen af marts gjorde bønderne i Blaubeuren, Urach, Münsingen, Balingen og Rosenfeld oprør. Ved Göppingen faldt Gaildorf-bønderne ind på Würtemburgsk område, ved Brackenheim Jäcklein Rohrbach, og ved Pfuldingen resterne af den slagne Leipheimflok. Det fik bondebefolkningen til at gøre oprør. Også i andre egne brød der alvorlige uroligheder ud. Den 6. april måtte Pfuldingen kapitulere for bønderne. Den østrigske ærkehertugs regering var i den største forlegenhed. Den havde slet ingen penge og ganske få tropper. Byerne og slottene var i den dårligste tilstand og havde hverken besætning eller ammunition. Selv Asperg var næsten værneløs.

Regeringens forsøg på at sammentrække kontingenterne fra byerne mod bønderne gjorde at den foreløbig led nederlag. Den 16. april nægtede Bottwar-kontingentet at marchere, og i stedet for at drage til Stuttgart drog den til Wunnenstein ved Bottwar, hvor den dannede kernen i en lejr af bønder og borgere, som raskt voksede. Den samme dag brød opstanden ud i Zabergau; klosteret Maulbronn blev plyndret, og en række klostre og slotte fuldstændig ødelagt. Fra det nærliggende Bruchrain kom der forstærkninger til distriktets bønder.

I spidsen for flokken på Wunnenstein trådte Matern Feuerbacher, rådsherre fra Bottwar, en af førerne for den borgerlige opposition, men tilstrækkelig kompromitteret til at måtte gå med bønderne. Men han holdt sig stadig meget moderat, forhindrede fuldbyrdelsen af artikelbrevets bestemmelser overfor slottene og søgte overalt at mægle mellem bønderne og det moderate borgerskab. Han forhindret, at württembergerne forenede sig med den «Klare Lyse Flok» og fik ligeledes senere Gaildorf-bønderne til at rykke ud af Württemberg. På grund af deres borgerlige tendenser blev han afsat allerede den 19. april, men straks den næste dag igen udnævnt til leder. Han var uundværlig, og selv da Jäcklein Rohrbach den 22. april kom med 2.000 mand til støtte for württembergerne, havde denne intet andet at gøre, end at lade ham blive i sin stilling og indskrænke sig til nøje at overvåge hans handlinger.

Den 18. april forsøgte regeringen at forhandle med bønderne på Wunnenstein. Bønderne holdt fast ved, at regeringen måtte vedtage de tolv artikler, og dette kunne regeringens forhandlere naturligvis ikke. Flokken satte sig nu i bevægelse. Den 20. var den i Laufen, hvor regeringens repræsentanter for sidste gang blev vist tilbage. Den 22. stod den, 6.000 mand stærk, i Bietigheim og truede Stuttgart. Her var størstedelen af rådet flygtet og en borgerkomité sat i spidsen for forvaltningen. I borgerskabet fandtes de samme partisplittelser mellem «ærbarhed», borgerlig opposition og revolutionære plebejere som overalt. Her blev organisationen af den «Klare Kristelige Flok», som de württembergske oprørere nu kaldte sig, fuldstændig gennemført, og løn, byttefordeling og forplejning osv. ordnet efter bestemte regler. En afdeling stuttgartere under Theus Gerber sluttede sig til.

Den 29. april drog Feuerbacher med hele flokken mod de Gaildorf-bønder som ved Schorndorf var faldet ind i Württemberg, optog hele distriktet i forbundet og fik derved Gaildorf-bønderne til at drage tilbage. Han forhindrede således, at det revolutionære element i hans flok som Rohrbach stod i spidsen for, fik en farlig forstærkning ved at blandes med de hensynsløse Gaildorf-bønder. Ved underretningen om at Truchsesa nærmede sig, drog han denne imøde fra Schorndorf og slog lejr den 1. maj ved Kirchheim nedenfor Teck.

Vi har hermed skildret opstandens tilblivelse og udvikling i den del af Tyskland som vi må betragte som området for den første gruppe af bondeflokke. Før vi går over til de andre grupper (Thüringen og Hessen, Elsass, Østrig og Alperne), må vi berette om Truchsess' felttog, hvori han, i begyndelsen alene, senere understøttet af forskellige fyrster og byer, tilintetgjorde denne første gruppe af oprørere.

Vi forlod Truchsess ved Ulm, hvortil han drog i slutningen af marts, efter at han ved Kirchheim nedenfor Teck havde efterladt et observationskorps tilbage under Dietrich Spat. Truchsess' korps bestod, efter at de i Ulm koncentrerede forbundsforstærkninger var trukket ind, af ikke fuldt 10.000 mand, hvoraf 7.200 mand infanteri; dette korps var den eneste hær som kunne disponeres til angrebskrig mod bønderne. Forstærkningerne fandt meget langsomt sammen i Ulm, dels på grund af regeringens pengemangel, dels fordi de få tropper som overalt fandtes, var mere end uundværlige som besætninger på fæstninge og slotte. Vi har tidligere set hvor få tropper fyrsterne og byerne kunne disponere over, som ikke hørte til det Schwabiske Forbund. Alt afhang altså af de heldige resultater Georg Truchsess med sin forbundsarmé kunne tilkæmpe sig.

Truchsess vendte sig først mod Baltringen-flokken, som i mellemtiden var begyndt at ødelægge slotte og klostre i omegnen af Ried. Bønderne, som da forbundstroppene nærmede sig, var draget tilbage til Ried, blev omringet og drevet ud i moserne, og de gik så over Donau og kastede sig ind i kløfterne og skovene i de Schwabiske Alper. Her, hvor rytteriet og artilleriet, forbundsarméens hovedstyrke, ikke kunne få has på dem, undlod Truchsess at forfølge dem videre. Han drog mod Leipheim-bønderne, som stod med 5.000 mand ved Leipheim, 4.000 i Mindeldalen og 6.000 ved Illertissen. De rejste oprør i hele distriktet, ødelagde klostre og slotte og forberedte sig til at drage mod Ulm med alle tre kolonner. Også her synes allerede nogen demoralisation at have bredt sig blandt bønderne og havde tilintetgjort flokkens militære pålidelighed; thi Jakob Wehe forsøgte at forhandle med Truchsess på forhånd. Men denne ville ikke nu indlade sig på forhandlinger, da han havde en tilstrækkelig stor troppestyrke bag sig, men angreb den 4. april hovedflokken ved Leipheim og sprængte den fuldstændig. Jakob Wehe og Ullrich Schön samt to andre bondeførere blev fanget og henrettet; Leipheim kapitulerede, og efter nogen strejftog i omegnen faldt hele distriktet til fode.

Et nyt oprør blandt landsknægtene, foranlediget ved kravet om plyndring og ekstraløn, opholdt igen Truchsess til den 10. april. Så drog han sydvestover mod Baltringen-bønderne, som i mellemtiden var faldet ind i hans magtområder Waldburg, Zeil og Wolfegg og belejrede hans slot. Også her fandt han bønderne splittede og slog dem den 11. og 12. april i den ene træfning efter den anden, hvorved også Baltringen-flokken fuldstændig opløste sig. Resten drog under præsten Florian tilbage til Seeflokken. Truchsess vendte sig nu mod den. Seeflokken, som i mellemtiden ikke kun havde gjort strejftog, men også fået byerne Buchborn (Friedrichshafen) og Wollmatingen med i broderskabet, holdt den 13. stort krigsråd i klostret Salem, og besluttede at drage mod Truchsess. Straks ringedes der overalt med stormklokkerne, og 10.000 mand, til hvem også de slåede Baltringen-bønder tilsluttede sig, samledes i lejren i Bermatingen. Den 15. april holdt de i en heldig træfning stand mod Truchsess, som ikke her ville sætte sin armé på spil i et afgørende slag og han foretrak at underforhandle, så meget mere som han fik hørt, at Allgäu og Hegau-bønderne også var i anmarch. Han sluttede altså et for dem tilsyneladende gunstig forlig den 17. april i Weingarten med Seebønderne og Baltringen-bønderne, som bønderne uden betænkning gik med på. Han fik endvidere ordnet det sådan, at Øvre og Nedre-Allgäu-bøndernes delegerede ligeledes vedtog dette forlig og drog så til Württemberg.

Truchsess' list reddede ham her fra den sikre undergang. Havde han ikke forstået at narre de svage, indskrænkede, for størstedelen demoraliserede bønder og deres for det meste uduelige, ængstelige og bestikkelige førere, så ville han med sin lille armé have været blevet indelukket mellem fire kolonner, tilsammen i det mindste 25-30.000 mand stærke og det havde været ude med ham. Men hans fjenders kortsynthed - altid uundgåelig når det gælder bondemasser - gjorde det mulig for ham at blive dem kvit i det øjeblik da de, i hvert fald for Schwabens og Frankens vedkommende, kunne have endt krigen med ét slag. Seebønderne overholdt den kontrakt, de til slut naturligvis kun blev narret med, så nøje, at de senere greb til våben mod deres egne forbundsfæller, Hegaubønderne; Allgäu-bønderne, som gennem deres førere var blevet indviklet i forræderiet, sagde sig rigtignok straks løs fra det, men da var Truchsess udenfor fare.

Straks efter gav Hegau-bønderne, skønt de ikke var indbefattet i Weingartenforliget, et nyt eksempel på den grænseløse lokalsnæverhed og den egenrådige provinsialisme som ødelagde hele bondekrigen. Efter at Truchsess havde forhandlet med dem og marcheret til Württemberg, drog de efter ham og holdt sig stadig i flanken; men det faldt dem ikke ind at forene sig med den württembergske «Klare Kristelige Flok», og det af den grund at Württemberg og Neckardal-bønderne også engang havde afslået at yde dem hjælp. Da derfor Truchsess havde fjernet sig langt nok fra deres hjem, vendte de rolig om og drog mod Freiburg.

Vi forlod Württemberg-bønderne under Matern Feuerbacher ved Kirchheim nedenfor Teck, hvorfra det observationskorps, som Truchsess havde ladet blive tilbage under Dietrich Spät, og som havde trukket sig tilbage til Urach. Efter et forgæves forsøg på at tage Urach drog Feuerbacher mod Nürtingen og skrev til alle oprørsflokkene i nærheden efter forstærkninger til det afgørende slag. Der kom i virkeligheden betydelige forstærkninger både fra Nedre Württemberg og fra Gäu. Resterne af Leipheim-flokken havde trukket sig tilbage til Vest-Württemberg. Gäubønderne havde samlet sig om disse og rejst oprørsfanen i hele Øvre Neckar og Nagold-dalen til Böblingen og Leonberg, og særlig dem var det, som nu rykkede frem i to stærke flokke og den 15. maj forenede sig i Nürtingen med Feuerbacher. Ved Botlingen støtte Truchsess på de forenede flokke. Deres tal, deres artilleri og deres stillinger fik ham til at studse; han begyndte efter sin sædvanlige metode straks underforhandlinger og sluttede en våbenstilstand med bønderne. Næppe havde han derved gjort dem trygge, før han den 12. maj under våbenstilstanden overfaldt dem og tvang dem til et afgørende slag. Bønderne ydede længe tapper modstand til endelig Bötlingen ved borgerskabets forræderi blev overgivet i Truchsess' hænder. Venstre fløj af bønderne var hermed berøvet sit støttepunkt, blev kastet tilbage og omringet. Hermed var slaget afgjort. De udisciplinere bønder kom i uorden og snart i vild flugt; og de som ikke blev hugget ned eller fanget af forbundets rytteri, kastede våbnene og skyndte sig hjem. Denne «Klare Kristelige Flok» og med den hele Württemberg-oprøret var i fuldstændig opløsning. Theus Gerber undkom til Esslingen, Feuerbacher flygtede til Svejts, Jäcklein Rohrbach blev fanget og i lænker slæbt med til Neckargartach, hvor Truchsess lod ham binde til en pæl, stablet véd op rundt omkring ham, og således stegte ham levende ved langsom ild, mens han selv holdt svirelag sammen med sine riddere og frydede sig over dette ridderlige skuespil.

Fra Neckargartach understøttede Truchsess ved et indfald i Kraichgau kurfyrsten af Pfalz' operationer. Denne, som i mellemtiden havde samlet tropper, brød ved efterretningen om Truchsess' gode resultater straks overenskomsten med bønderne, overfaldt den 23. maj Bruchrain, tog og brændte Malsch efter heftig modstand, plyndrede en række landsbyer og besatte Bruchsal. Samtidig overfaldt Truchsess Eppingen og tog bevægelsens leder til fange på stedet, Anton Eisenhud; kurfyrsten lod straks ham og et dusin andre bondeførere henrette. Bruchrain og Kraichgau var hermed tvunget til lydighed og måtte betale henimod 40.000 gylden i brandskatning. Truchsess' to hære - som ved de tidligere slag var reduceret til 6.000 mand - og kurfyrstens (6.500 mand) forenede sig nu og drog mod Odenwald-bønderne.

Efterretningen om nederlaget i Bötlingen havde overalt spredt rædsel blandt oprørerne. De af de frie rigsstæder som var kommet under bøndernes trykkende hånd, åndede pludselig påny lettet op. Heilbronn var den første som tog skridt til en forsoning med det Schwabiske Forbund. I Heilbronn satte bondekancelliet og repræsentanterne for de forskellige flokke sig sammen, for at rådslå om de forslag som i samtlige bondeoprøreres navn skulle tilstilles kejser og rige. Under disse forhandlinger, hvis udfald skulle have almindelig gyldighed for hele Tyskland, viste det sig igen, at ingen enkelt stand, heller ikke bønderne, var nok udviklet til ud fra deres standpunkt helt at omskabe forholdene i Tyskland. Det viste sig straks, at skulle dette opnås, måtte adelen og ganske særligt borgerskabet vindes.

Wendel Hipler fik hermed ledelsen af forhandlingerne i sin hånd. Af alle bevægelsens førere erkendte Wendel Hipler de bestående forhold rigtigst. Han var ingen vidtspændende revolutionær som Münzer, ingen repræsentant for bønderne som Metzler eller Rohrbach. Hans mangesidige erfaring, hans praktiske kendskab til de enkelte stænders gensidige stilling hindrede at han kom til at udelukkende repræsentere en enkelt af de i bevægelsen indviklede stænder mod de øvrige. Ganske som Münzer som repræsentant for den samfundsklasse som havde stået helt udenfor det hidtidige officielle samfund, nemlig spirene til proletariatet, blev drevet til en foruddannelse af kommunismen, på nøjagtig samme måde kom Wendel Hipler, repræsentanten så at sige for gennemsnittet af alle nationens progressive kræfter, til foruddannelsen af det moderne borgerlige samfund. De grundsætninger han repræsenterede, de krav han opstillede var rigtignok ikke det umiddelbart mulige, men det noget idealiserede, nødvendige resultat af den bestående opløsning af feudalsamfundet, og bønderne var nødt til at gå med på dem, så snart de gik igang med at lave lovudkast for hele riget. Således antog den centralisation bønderne krævede, her i Heilbronn en mere positiv form, en form som imidlertid var himmelvidt forskellig fra den forestilling bønderne havde om den. Den blev f.eks. nærmere fastslået ved opstillingen af enheder for mønt, mål og vægt, ved ophævelsen af den indre told osv., kort sagt, i krav som langt mere var i byborgernes end i bøndernes interesse. På samme måde fik adelen indrømmelser, som betydelig nærmede sig de moderne afløsninger, og gik ud på en endelig forvandling af den feudale jordejendom til borgerlig. Kort sagt, så snart bøndernes krav blev sammenfattet til en «rigsreform», måtte de underordne sig ikke borgernes krav i øjeblikket, men deres definitive interesser.

Mens denne rigsreform endnu debatteres i Heilbronn, rejste forfatteren af «De tolv artiklers deklaration», Hans Berlin, allerede i mødet med Truchsess for i «ærbarhedens» og borgerskabets navn at forhandle om overgivelsen af byen. Reaktionære bevægelser i byen understøttede forræderiet og Wendel Hipler måtte flygte med bønderne. Han drog til Weinsberg, hvor han søgte at samle resterne af Württemberg-bønderne og de få mandskaber af Gaildorf-bønder som kunne stille. Men rygtet om at kurfyrsten af Pfalz og Truchsess nærmede sig, fordrev også ham herfra, og han måtte da drage til Würzburg for at sætte den «Klare Lyse Flok» i bevægelse. Forbundets og kurfyrstens tropper underlagde sig imidlertid hele Neckardistriktet, tvang bønderne til at hylde deres herrer påny, afbrændte mange landsbyer og stak ned eller hængte alle de flygtende bønder som de fik fat i. Weinsberg blev brændt til hævn for henrettelsen af grev Ludwig af Helfenstein.

De foran Weinsberg forenede flokke havde imidlertid belejret Frauenberg og den 15. maj, endnu før nogen kanon var skudt af, havde de med stor tapperhed, men uden resultat forsøgt at storme fæstningen. Firehundrede af de bedste folk, for det meste af Florian Geyers flok, blev liggende døde eller sårede i fæstningsgravene. To dage senere, den 17., kom Wendel Hipler og afholdt krigsråd. Han foreslog, at man kun skulle lade 4.000 mand blive tilbage foran Frauenberg og med hovedstyrken på henved 20.000 mand slå lejr for øjnene af Truchsess ved Kraudheim an der Jaxt, hvor alle forstærkninger kunne koncentreres. Planen var fortræffelig; kun ved massernes sammenhold og overlegenhed i tal kunne man håbe på at slå fyrstehæren, som nu var henved 13.000 mand stærk. Men demoralisationen og modløsheden blandt bønderne var igen blevet for stor til at tillade nogen energisk aktion påny. Götz von Berlichingen, som snart efter åbent optrådte som forræder, kan nok også have bidraget til at forsinke flokken, og Hiplers plan blev aldrig udført. I stedet for blev flokkene som altid splittede. Først den 23. maj satte den «Klare Lyse Flok» sig i bevægelse efter at frankerne havde lovet at følge efter så snart som muligt. Den 26. blev markgreven af Anspachs korps, som lå i lejr i Würzburg, kaldt hjem ved meldingen om at markgreven havde åbnet fjendtlighederne mod bønderne. Resten af belejringshæren og Florian Geyers´ Sorte Skare tog stilling ved Heidingsfeld, ikke langt fra Würzburg.

Den «Klare Lyse Flok» kom til Kraudheim den 24. maj i en dårlig kampdygtig stand. Her hørte mange, at deres landsbyer i mellemtiden havde hyldet Truchsess, og tog dette som påskud til at drage hjem. Flokken drog videre til Neckarsulm og underforhandlede den 28. med Truchsess. Samtidig blev der sendt bud til frankerne, elsasserne og Schwarzwald-Hegauerne med opfordring om hurtig at komme med forstærkninger. Fra Neckarsulm marcherede Götz tilbage til Öhringen. Flokken skrumpede ind for hver dag; også Götz von Berlichingen forsvandt under marchen; han var redet hjem, efter at han tidligere gennem sin gamle våbenbroder Dietrich Spät havde forhandlet med Truchsess om at gå over til denne. Ved Öhringen blev den rådløse og modløse masse på grund af falske efterretninger om at fjenden nærmede sig, pludselig grebet af en panisk skræk; flokken spredtes i vild uorden, og kun med møje kunne Metzler og Wendel Hipler holde sammen på omkring 2.000 mand, som de igen førte til Kraudheim. I mellemtiden var det frankiske opbud på 5.000 mand fremkommet, men på grund af en sidemarch over Löwenstein til Öhringen, som Götz havde anordnet og åbenbart i forræderisk hensigt, traf det ikke den «Klare Flok» og drog til Neckarsulm. Denne lille by som var besat af et korps fra den «Klare Lyse Flok», blev belejret af Truchsess. Frankerne kom om natten og så bålene i forbundslejren; men deres førere havde ikke mod til at turde gennemføre et overfald og trak sig tilbage til Kraudheim, hvor de endelig fandt resten af den «Klare Lyse Flok». Da der ingen forstærkning kom, overgav Neckarsulm sig den 29. til forbundstroppene, Truchsess lod straks tretten bønder henrette og drog så hærgende og brændende, plyndrende og myrdende mod flokkene. I hele Neckar-, Kocher- og Jaxtdalerne viste rygende ruiner og hængte bønder på træerne den vej han drog.

Ved Krautheim støtte forbundshæren på bønderne, som tvunget af en flankebevægelse fra Truchsess' side, havde trukket sig tilbage til Königshofen an der Tauber. Her tog de stilling, 8.000 mand med 32 kanoner. Truchsess nærmede sig dem skjult bag høje bakker og skove, og lod omgående kolonner rykke frem og overfaldt dem med sådan overmagt og energi, at de trods den mest hårdnakkede modstand fra flere kolonners side til langt ud på natten blev fuldstændig slået og opløst. Som altid bidrog også her forbundsrytteriet, «bøndernes død», væsentlig til tilintetgørelsen af oprørenes hær, idet den kastede sig over bønderne, som var bragt til at vakle ved artilleri, geværild og lanseangreb, og sprængte dem fuldstændig og huggede dem ned én for én. Hvad slags krig Truchsess og hans ryttere førte, det viser den skæbne de 300 Königshofenborgere led, som var med bondehæren. De blev under slaget hugget ned på femten nær, og af disse femten blev senere endnu fire halshugget.

Efter at han således havde gjort sig klar af bønderne i Odenwald, Neckardalen og Nedre Franken, tvang Truchsess ved strejftog, afsvidning af hele landsbyer og utallige henrettelser hele omegnen til lydighed og drog så mod Wüirzburg. Undervejs fik han vide, at den anden frankiske flok under Florian Geyer og Gregor von Burg-Bernstein stod ved Sulzdorf, og straks vendte han sig mod den.

Florian Geyer, som efter den resultatløse storm på Frauenberg hovedsagelig havde forhandlet med fyrsterne og byerne, navnlig med Rottenburg og markgreve Casimir af Anspach om deres tilslutning til bøndernes broderskab, blev pludselig kaldt bort ved efterretningen om nederlaget i Königshofen. Men hans flok forenede sig med Anspachflokken under Gregor von Burg-Bernstein. Denne flok var ganske nyligt dannet. Markgrev Casimir havde på ægte hohenzollernsk vis, dels ved løfter, dels ved truende troppeansamlinger, forstået at holde bondeopstanden indenfor sit område i skak. Han iagttog fuldstændig neutralitet overfor alle fremmede flokke så længe de ikke tiltrak sig nogen af Anspachs undersåtter. Han søgte at rette bøndernes had mod de gejstlige stiftelser, som han senere agtede at konfiskere og berige sig på. Desuden oprustede han stadigt og afventede begivenhedernes gang. Næppe var efterretningen om slaget ved Bötlingen indtruffet, før han straks åbnede fjendtlighederne mod sine oprørske bønder, plyndrede og satte ild på deres landsbyer og lod mange af dem hænge og hugge ned. Men bønderne trak sig raskt sammen og slog ham under Gregor von Burg-Bernsheim den 29. maj ved Windsheim. Mens de endnu forfulgte ham, kom råbet til dem fra de nødstedte Odenwalds-bønder, og straks drog de til Heidingsfeld og derfra sammen med Florian Geyer igen til Würzburg (2. juni). Her efterlod de, stadig uden efterretning fra Odenwaldfolkene, 5.000 bønder og drog med 4.000 mand - resten var spredt for alle vinder - efter de øvrige. Efter at de ved falske meldinger var gjort trygge med hensyn til udfaldet af slaget ved Königshofen, blev de ved Sulzdorf overfaldet af Truchsess og totalt slået. Som sædvanlig anrettede Truchsess' ryttere og knægte et frygtelig blodbad. Florian Geyer holdt resten sammen af sin Sorte Skare på 600 mand, og slog sig gennem til landsbyen Ingolstadt. 200 mand besatte kirken og kirkegården, 400 slottet. Pfalzerne havde forfulgt ham, og en kolonne på 1.200 mand tog landsbyen og satte ild på kirken; de som ikke røg med under branden, blev hugget ned. Så skød pfalzerne et hul i den faldefærdige slotsmur og forsøgte at gå til storm. To gange blev de slået tilbage af bønderne, som stod dækket bag en indre mur, men de skød også denne mur sammen, og forsøgte så et tredje stormangreb, som også lykkedes. Halvdelen af Geyers folk blev hugget ned; han var heldig nok til at undslippe med de sidste tohundrede. Men hans tilflugtssted blev opdaget næste dag (pinsemandag); pfalzerne omringede skoven hvor han lå skjult, og huggede hele flokken ned. Kun 17 fanger blev taget på disse to dage. Florian Geyer havde igen kun nogen få af de mest beslutsomme slået sig igennem, og vendte sig nu til Gaildorf-bønderne, som igen havde samlet sig, henved 7.000 mand stærke. Men da han kom derhen, fandt han dem som følge af de nedslående meldinger fra alle kanter for størstedelen igen spredt for alle vinde. Han gjorde endnu et forsøg på at samle de splittede i skovene, men den 9. juni blev han ved Hall overrasket af tropper og faldt kæmpende.

Truchsess, som lige efter sejren ved Königshofen havde underrettet de belejrede på Frauenberg, rykkede nu mod Würzberg. Rådet blev i hemmelighed enig med ham, så at forbundshæren natten til den 7. juni kunne omringe byen og de 5.000 bønder som var der, og den næste morgen åbnede rådet portene, så forbundshæren uden sværdslag kunne rykke ind. Ved dette forræderi fra den Würzburgske «ærbarheds» side, blev den sidste frankiske bondeflok afvæbnet og samtlige førere taget til fange. Truchsess lod straks 81 halshugge. Her til Würzburg kom nu i rad og række de forskellige frankiske fyrster; biskoppen af Würzburg selv, biskoppen af Bamberg og markgreven af Brandenburg-Anspach. De nådige herrer delte rollerne mellem sig. Truchsess drog sammen med biskoppen af Bamberg, som nu straks brød den overenskomst han havde sluttet med sine bønder og prisgav sit land til forbundshærens rasende mordbrænderhorder. Markgrev Casimir lagde sit eget land øde. Teiningen blev brændt; utallige landsbyer blev plyndret eller prisgivet flammerne; desuden oprettede markgreven standretter i alle byer. I Neustadt an der Aisch lod han 18 oprørere halshugge, i Mark Bürgel 43. Derfra drog han til Rottenburg, hvor «ærbarheden» igen havde lavet kontrarevolution og arresterede Stephan von Menzingen. Småborgerne og plebejerne i Rottenburg måtte nu bøde hårdt for at de havde opført sig så tvetydig overfor bønderne, at de til sidste minut havde nægtet dem enhver hjælp, at de ud fra snævre lokale hensyn havde holdt fast ved at erhvervene på landet skulle undertrykkes til fordel for laugene i byerne og kun modstræbende havde opgivet de byindtægter som skrev sig fra bøndernes feudalydelser. Markgreven lod halshugge 16 af dem, fremfor alle naturligvis Menzingen. På samme måde drog biskoppen af Würzburg gennem sit distrikt under plyndring, brand og hærgning. På sit sejstogt lod han 256 oprørere henrette og satte kronen på værket, da han ved sin tilbagekomst til Würzburg lod yderligere 13 würzburgere halshugge.

I Mainzs-egnen oprettede statholderen, biskop Wilheim af Strassburg uden modstand ro og orden. Han lod kun fire henrette. Rheingau, som ligeledes havde været urolig, men hvor alle forlængst var draget hjem, blev derefter overfaldet af Frowen von Hudten, Ulrichs fætter, og fuldstændig «bragt til ro» ved henrettelse af tolv oprørsledere. Frankfurt, som også havde oplevet betydelige revolutionære bevægelser, var blevet holdt i tømme, i begyndelsen ved rådets eftergivenhed, senere ved hvervede tropper. I Rhinpfalz havde efter kurfyrstens kontraktbrud igen henved 8.000 bønder sluttet sig sammen og påny nedbrændt klostre og slotte; men ærkebiskoppen i Trier kom marskalen i Zabern til hjælp og slog bønderne den 23. maj ved Pfedersheim. En række grusomheder (i Pfedersheim alene her blev 82 henrettet) og med indtagelsen af Weissenburg den 7. juli endte opstanden her.

Af samtlige flokke henstod der nu kun to at besejrer, Hegau-Schwarzwald-bønderne og Allgäus-bønderne. Med begge havde intrigeret med ærkehertug Ferdinand. Ligesom markgrev Casimir og andre fyrster havde benyttet opstanden til at tilegne sig gejstlige jordgodser og fyrstendømmer, så søgte han at benytte opstanden til at udvide sin østrigske families magt. Han havde underforhandlet med Allgäu-bondelederen Walter Bach og hegaueren Hans Müller fra Bulgenbach for at få bønderne til at erklære sig for tilslutning til Østrig, men skønt begge ledere lod sig købe, opnåede de ikke andet hos bondeflokkene, end at Allgäus-bønderne sluttede våbenstilstand med ærkehertugen og iagttog neutralitet overfor Østrig.

Hegaud-bønderne havde på sit tilbagetog fra Württemberg ødelagt en række slotte og modtaget forstærkninger fra markgreven af Badens land. De marcherede den 13. maj mod Freiburg, beskød byen fra den 18. Af, og rykkede den 23., efter at byen havde kapituleret, ind med flyvende faner. Derfra drog de mod Stockach og Radolfzell og førte længe en resultatløs lille krig mod besætningerne i disse byer. Både disse, adelen og de omliggende byer bad i kraft af Weingarten-overenskomsten Seebønderne om hjælp, og Seeflokken rejste sig, 5.000 mand stærk, mod deres forbundsfæller. Så stærkt var disse bønders lokale snæversyn. Kun 600 vægrede sig, og ville slutte sig til Hegau-bønderne og de blev massakreret. Men den bestukne Hans Müller fra Bulgenbach havde allerede fået Hegau-bønderne til at ophæve belejringen, og da Hans Müller straks derefter flygtede, var de fleste spredte for alle vinde. Resten forskansede sig ved Hilzingenstien, hvor de den 16. juli blev slået og tilintetgjort af de tropper som i mellemtiden var blevet disponible. De svejtsiske byer formidlede for Hegau-bønderne en overenskomst, som imidlertid ikke forhindrede, at Hans Müller trods sit forræderi blev arresteret og halshugget. I Brejsgau brød nu også Freiburg (den 17. juli) sit forbund med bønderne og sendte tropper mod dem; men også her blev der på grund af de fyrstelige stridskræfters svaghed den 18. september i Offenburg sluttet et forlig, hvori også Sundgau blev indbefattet. De otte Schwarzwald-forbund og Klettgau-bønderne, som endnu ikke var afvæbnet, blev ved greven af Sulz' tyranni atter drevet til oprør og slået i oktober. Den 13. november blev Schwarzwald-bønderne tvunget til forlig, og den 6. december faldt Waldshud, oprørenes sidste boldværk ved Øvre Rhinen.

Allgäus-bønderne havde efter Truchsess' afmarch genoptaget deres kampagne mod klostre og slotte og taget energiske repressalier for forbundshærens hærgninger. De havde få tropper mod sig som kun foretog enkelte små overfald, men som aldrig kunne forfølge dem ind i skovene. I juni opstod der i Memmingen, som havde holdt sig temmelig neutralt, en bevægelse mod «ærbarheden». Den blev kun undertrykt ved, at der tilfældigvis befandt sig nogle forbundstropper i nærheden, som akkurat i rette tid kunne komme «ærbarheden» til hjælp. Schappeler, prædikant og fører for den plebejiske bevægelse, flygtede til Sankt Gallen. Bønderne rykkede nu frem foran byen og ville netop begynde at afskyde kanoner, da de hørte at Truchsess nærmede sig fra Würzburg. Den 27. juni marcherede de ham imøde i to kolonner over Babenhausen og Obergünzburg. Ærkehertug Ferdinand forsøgte endnu engang at vinde bønderne for det Østrigske Hus. Idet han støttede sig til den våbenstilstand han havde sluttet med dem, opfordret han Truchsess til ikke at rykke videre frem mod dem. Men det Schwabiske Forbund befalede ham at angribe dem og kun undlade at hærge og brænde; Truchsess var imidlertid altfor klog til at give afkald på sit fremmeste og afgørende krigsmiddel, selvom det havde været mulig for ham at holde de landsknægte i tømme, som fra Bodensøen til Main havde plyndret, brændt og myrdet. Bønderne tog stilling bag Iller og Luibas, henved 23.000 mand stærke. Truchsess stod overfor deres front med 11.000 mand. Begge hære havde stærke stillinger; på det foreliggende terræn var rytteriet ude af funktion, og selvom Truchsess' landsknægte var bønderne overlegne hvad angår organisation, militære hjælpekilder og disciplin, så talte Allgäus-bønderne en mængde veltjente soldater og erfarne befalingsmænd indenfor deres rækker og havde talrigt, godt betjent artilleri. Den 19. juli åbnede de forbundne en kanonade, som forsattes fra begge sider den 20., men uden resultat. Den 21. støtte Georg von Frundsburg til Truchsess med 300 landsknægte. Han kendte mange af bondelederne, som havde tjent under ham i de italienske felttog, og indledte forhandlinger med dem. Forræderiet lykkedes hvor de militære hjælpemidler ikke strakte til. Walter Bach, flere andre befalingsmænd og artillerichefer lod sig købe. De lod bøndernes krudtforråd stikke i brand og fik flokken til at gøre en omgående bevægelse. Men næppe var bønderne ude af deres faste stillinger, førend de faldt i det baghold som Truchsess efter aftale med Bach og de andre forrædere havde lagt for dem. De kunne så meget mindre forsvare sig som deres befalingsmænd, forræderne, der havde forladt dem under påskud om en rekognoscering og som nu var på vej til Svejts. To af bondekolonnerne blev på denne måde fuldstændig sprængt, den tredje under Knopf fra Luibas kunne trække sig tilbage i fuld orden. Den tog igen opstilling på Kollenberg ved Kempten, hvor Truchsess omringede dem. Heller ikke her turde han at angribe dem; han afskar dem tilførselen og søgte at demoralisere dem, idet han lod afbrænde henved 200 landsbyer i omegnen. Sulten og synet af deres brændende huse fik endelig bønderne til at overgive sig (25. juli). Mere end tyve blev straks henrettet. Knopf fra Luibas, den eneste fører i denne flok som ikke havde forrådt sin fane, undkom til Bregenz; men her blev han sat fast og hængt efter langvarig fængsel. Dermed var den schwabisk-frankiske bondekrig tilende.

Straks ved udbruddet af de første bevægelser i Schwaben havde Thomas Münzer igen skyndt sig til Thüringen og havde siden slutningen af februar boet i den frie rigsstad Mühlhausen, hvor hans parti var stærkest. Han havde hele bevægelsens tråde i sin hånd; han vidste om den almindelige storm som holdt på at bryde ud i Sydtyskland, og han havde påtaget sig at forvandle Thüringen til bevægelsens nordtyske centrum. Han fandt en højst frugtbar jordbund. Thüringen selv, reformationsbevægelsens hovedsæde, var i den højeste grad af ophidselse; og de undertrykte bønders materielle nød havde i lige høj grad som de verserende revolutionære, religiøse og politiske doktriner også forberedt nabolandene, Hessen, Sachsen og Harz-distriktet for en almindelig opstand. Særlig i Mühlhausen var hele massen af småborgerskabet vundet for den yderliggående Münzerske retning og kunne kun så vidt vente på det øjeblik, da de ved deres overmagt skulle gøre sig gældende overfor den hovmodige «ærbarhed». Münzer selv måtte, for ikke at foregribe det rigtige øjeblik, optræde beroligende; men hans elev Pfeiffer, som her ledede bevægelsen, havde kompromitteret sig i den grad, at han ikke kunne holde udbruddet tilbage, og den 17. marts 1525, endnu før den almindelige opstand i Sydtyskland, startede Mühlhausen sin revolution. Det gamle patriciske råd blev styrtet og regeringen lagt i hænderne på det nyvalgte «evige råd», hvis præsident Münzer var. (Efter nyere forskning blev Münzer ikke rådspræsident, men fortsatte at være ret og slet revolutionens prædikant. Heinrich Pfeiffer var en småborgerlig-demokratisk præst i Mühlhausen.)

Det er det værste som kan vederfares lederen for et yderliggående parti, når han tvinges til at overtage styret i en epoke da bevægelsen endnu ikke er moden for denne klasses herredømme, som han repræsenterede, og for gennemførelsen af de forholdsregler som denne klasses herredømme kræver. Hvad han kan gøre, afhænger ikke af hans vilje, men af den højde modsætningerne mellem de forskellige klasser er drevet til på, og af udviklingsgraden af de materielle eksistensbetingelser, produktions- og samfærdselsforhold, som klassemodsætningernes udviklingsgrad til enhver tid afhænger af. Hvad han bør gøre, hvad hans eget parti forlanger af ham, afhænger igen ikke af ham, men heller ikke af klassekampens udviklingsgrad og dens betingelser; han er bundet til sine tidligere læresætninger og krav, som på sin side ikke fremgår af samfundsklassernes stilling til hverandre i øjeblikket eller af produktions- og samfundsforholdenes mere eller mindre tilfældige stilling i øjeblikket, men af hans større eller mindre indsigt i den samfundsmæssige og politiske bevægelses almene resultater. Han befinder sig således nødvendigvis i et uløselig dilemma: Hvad han kan gøre, strider mod hele hans tidligere optræden, hans principper og hans partis umiddelbare interesse; og hvad han bør gøre, kan ikke gennemføres. Han er med et ord tvunget til at repræsentere, ikke sit parti, sin klasse, men den klasse, for hvis herredømme bevægelsen netop er moden. Han må i selve bevægelsens interesse gennemføre en for ham fremmed klasses interesser og affærdige sin egen klasse med fraser og løfter, med bedyringer om at denne fremmede klasses interesser er dens egne interesser. Den som kommer i denne skæve stilling er redningsløst fortabt. Også i den seneste tid har vi oplevet eksempler på dét; vi minder kun om den stilling proletariatets repræsentanter indtog i den sidste franske provisoriske regering, skønt de selv kun repræsenterede et meget underordnet udviklingstrin af proletariatet. Den som efter Februar-regeringens resultater - for ikke at snakke om vore ædle tyske provisoriske regeringer og rigsregentskaber - endnu kan spekulere på offentlige stillinger, må enten være snæversynet over alle grænser eller tilhøre det yderliggående revolutionære parti så højt med fraser.

Münzers stilling i spidsen for det evige råd i Mühlhausen var imidlertid endnu meget vågeligere, end hvilken som helst moderne revolutionær fører. Ikke kun bevægelsen dengang, også hele hans århundrede var umodent for gennemførelsen af de ideer, han selv dunkelt havde begyndt at ane. Den klasse han repræsenterede, var så langt fra at være fuldstændig udviklet, og i stand til at underkaste sig og omforme hele samfundet, og var netop kun i færd med at opstå. Den samfundsmæssige omvæltning som foresvævede hans fantasi, havde endnu så lidt grundlag i de foreliggende materielle forhold, at disse endog pegede frem mod en samfundsordning, som var den direkte modsætning til den samfundsordning han havde drømt om. Men dertil var, at han forsat var bundet til sine tidligere prædikener om den kristelige lighed og det evangeliske ejendomsfællesskab, at han i det mindste måtte forsøge at gennemføre det. Ejendomsfællesskab, alles lige pligt til at arbejde og afskaffelse af al øvrighed blev proklameret. Men i virkeligheden fortsatte Mühlhausen med at være en republikansk rigsstad med en noget demokratiseret forfatning, med et af almindelige valgt fremgået senat, som stod under forums kontrol, og med en skyndsomt improviseret naturalforplejning af de fattige. Den samfundsomstyrtning som forekom de samtidige protestantiske borgerlige så forfærdelig, gik i virkeligheden aldrig ud over et svagt og ubevidst forsøg på en forhastet oprettelse af det senere borgerlige samfund.

Münzer selv synes at have følt den brede kløft mellem sine teorier og den umiddelbart foreliggende virkelighed, en kløft som desto mindre fortsat kunne være skjult for ham, jo mere forvrængte hans geniale anskuelser måtte genspejle sig hos hans råbarkede tilhængermasser. Med en selv for ham ukendt iver kastede han sig over bevægelsens udbredelse og organisation; han skrev breve og sendte udsendinge og budbringere til alle sider. Hans skrivelser og prædikener ånder en revolutionær fanatisme, som selv efter hans tidligere skrifter må forbavse os. Den naive ungdommelige humor i de revolutionære Münzerske pamfletter er helt forsvundet; tænkerens rolige, udpenslede sprog, som tidligere ikke var ham fremmed, forekommer ikke mere. Münzer er nu helt ud revolutionsprofet; han nærer et uopholdelig had mod de herskende klasser, han pirrer de vildeste lidenskaber og taler nu kun i de voldsomme vendinger, som det religiøse og nationale delirium lagde de gammel testamentelige profeter i munden. Man ser af den stil han nu måtte arbejde sig ind i, på hvilket dannelsestrin det publikum stod som den skulle virke på.

Mühlhausens eksempel og Münzers agitation virkede raskt derudad. I Thüringen, i Eichsfeld, i Harz, i de saksiske hertugdømmer, i Hessen og Fulda, i Øvre Franken og i Vogtland rejste bønderne sig overalt, samlede sig i flokke og satte ild på slotte og klostre. Münzer var mere eller mindre anerkendt som hele bevægelsens fører, og Mühlhausen fortsatte med at være midtpunktet, mens en rent borgerlig bevægelse sejrede i Erfurt, og det dér herskende parti stadig indtog en tvetydig stilling overfor bønderne.

Fyrsterne var i Thüringen i begyndelsen akkurat lige så rådløse og afmægtige overfor bønderne som i Franken og Schwaben. Først i de sidste dage af april lykkedes det landgreven af Hessen at få samlet sammen et korps - den samme landgreve Filip, om hvis fromhed de protestantiske og borgerlige reformationshistorier har så meget rosende at sige, og om hvis skændigheder mod bønderne vi straks skal høre en lille smule om. Landgrev Filip betvang ved et par raske togter og ved bestemt optræden snart størstedelen af sit land, trak nye opbud til og vendte sig så mod deres tidligere lensherre, abbeden af Fuldas´ område. Han slog Fulda-bondeflokken den 3. maj ved Frauenberg, underlagde sig hele landet og benyttede lejligheden til ikke kun at frigøre sig fra abbedens overhøjhed, men endog til at forvandle abbediet Fulda til et hessisk len - naturligvis med forbehold om dets senere sekularisering. Så tog han Eisenach og Langensalza, og drog sammen med den saksiske hertugs tropper mod oprørets hovedsæde, Mühlhausen. Münzer samlede sine stridskræfter, henved 8.000 mand med en del artilleri ved Frankenhausen. Thüringen-flokken havde langtfra den slagkraft som en del af de øvre-schwabiske og frankiske flokke lagde for dagen overfor Truchsess; den var dårlig bevæbnet og dårlig disciplineret, den talte få øvede soldater og manglede fuldstændig førere. Münzer selv var åbenbart uden de ringeste militære kundskaber. Alligevel fandt fyrsterne det hensigtsmæssig også her at anvende den taktik som så ofte havde hjulpet Truchsess til sejr: løftebruddet. Den 16. maj påbegyndte de forhandlinger, sluttede en våbenstilstand og overfaldt så pludselig bønderne endnu før våbenstilstanden var udløbet.

Münzer stod med sine folk på det bjerg som endnu kaldes Slagberget, forskansede bag en vognborg. Modløsheden i flokken var i stærk vækst. Fyrsterne lovede amnesti, hvis flokken ville udlevere dem Münzer levende. Münzer lod danne en kreds til at debattere fyrsternes forslag. En ridder og en præst udtalte sig for kapitulation; Münzer lod straks begge føre ind i kredsen og halshugge. Denne agt af terroristisk energi, som blev mødt med jubel af de pågående revolutionære, gav igen flokken en vis holdning; men til slut ville den alligevel for størstedelen uden modstand have løbet fra hverandre, hvis man ikke havde mærket, at de fyrstelige landsknægte efter at have omringet hele fjeldet trods våbenstilstanden, rykkede frem i sluttede kolonner. Hurtig blev fronten formeret bag vognene, men da slog allerede kanon- og riffelkugler ned blandt de halvt værgeløse, lidet kampvante bønder, landsknægtene var nu kommet frem til vognborgen. Efter kort modstand var vognlinien brudt, bøndernes kanoner erobret og de selv splittet. De flygtede i vild uorden, og faldt så meget sikrere i hænderne på omringningskolonnerne og rytteriet, som anrettede et frygtelig blodbad på dem. Af ottetusinde bønder blev de femtusinde dræbt; resten kom ind til Frankenhausen og samtidig med dem de fyrstelige ryttere. Byen var taget. Münzer, som var såret i hovedet, blev opdaget i et hus og taget til fange. Den 25. maj kapitulerede også Mühlhausen; Pfeifer, som havde opholdt sig der, undkom, men blev grebet i Eisenach-distriktet.

Münzer blev i fyrsternes nærvær spændt på pinebænken og så halshugget. Til retterstedet gik han lige så modig som han havde levet. Han var endnu en ung mand da han blev henrettet. Også Pfeifer blev halshugget; men foruden disse to også utallige andre. I Fulda havde den Guds mand Filip af Hessen sat sin standret igang; han og de saksiske fyrster lod bl.a. 24 oprørere henrette med sværd i Eisenach, 41 i Langensalza, efter Frankhausensslaget 300, i Mühlhausen over 100, ved Germar 26, ved Tungeda 50, ved Sangerhausen 12, i Leipzig 8, for slet ikke at snakke om lemlæstelser og andre lempeligere midler, plyndring og brænding af landsbyer og byer. Mühlhausen måtte give slip på sin rigsfrihed og blev indlemmet i de saksiske land, akkurat som abbediet Fulda i landgrevskabet Hessen.

Fyrsterne drog nu over Thüringer Wald, hvor frankiske bønder fra Bildhausenlejren havde forbundet sig med thüringerne og brændte mange slotte. Ved Meiningen kom det til kamp; bønderne blev slået og trak sig tilbage til byen. Byen lukkede pludselig portene for dem og truede med at angribe dem i ryggen. Flokken, som ved dette forræderi fra dens forbundsfællers side var kommet i en slem knibe, kapitulerede overfor fyrsterne og spredtes endnu mens forhandlingerne pågik. Bildhausenlejren var forlængst spredt for alle vinde, og i og med sprængningen af denne flok, så var den sidste rest af oprørerne tilintetgjort i Sachsen, Hessen, Thüringen og Øvre-Franken.

I Elsass var opstanden brudt ud senere en på den højre Rhinbredd. Først henimod midten af april rejste bønderne sig i bispedømmet Strassburg og snart efter dem bønderne i Øvre-Elsass og Sundgau. Den 18. april plyndret en nedre-elsassisk bondeflok klosteret Altorf; andre flokke dannede sig ved Ebersheim og Barr og i Willerdalen og Urbis-dalen. De forenede sig snart til den Store nedre-elsassiske Flok og organiserede indtagelsen af byer og stæder og ødelæggelsen af klostrene. Overalt blev hver tredje mand indkaldt til hæren. Denne floks tolv artikler er betydelig radikalere end de schwabisk-frankiske.

En kolonne af nedre-elsasserne samlede sig i begyndelsen af maj ved St. Hippolyt og fik efter forgæves forsøg på at tage denne by via forståelse med borgerne den 10. maj Barken, den 13. Rappoltsweiler, den 14. Reichenweier i sin magt, mens en anden kolonne under Erasmus Gerber drog afsted for at overrumple Strassburg. Forsøget mislykkedes, kolonnen vendte sig så mod Vogeserne, ødelagde klosteret Mauersmünster og belejrede Zabern, som overgav sig den 13. maj. Herfra drog den til grænsen mod Lothringen og fik et oprør istand i den tilstødende del af hertugdømmet, mens den samtidig forskansede fjeldpassene. Ved Herbolzheim a. d. Saar og ved Neuburg blev der dannet store lejre; ved Saargemünd forskansede 4.000 tysk-lothringske bønder sig; endelig dækkede to fremskudte flokke, Kolben-flokken i Vogeserne ved Stürzelbrunn og Kleeburg-flokken ved Weissenburg, fronten og højre flanke, mens den venstre flanke støttede sig til øvre-elsasserne.

Disse sidste, som havde været i bevægelse siden den 20. april, havde den 10. maj tvunget Sulz, den 12. Gebweiler, den 15. Sennheim og omegn ind i bondebroderskabet. Den østrigske regering og de omliggende rigsbyer forbandt sig rigtignok straks mod dem, men var for svage til at yde dem alvorlig modstand, endsige angribe dem. Og med undtagelse af nogen få byer, var til midten af maj hele Elsass i hænderne på oprørerne. Men nu var den hær i anmarch som skulle knække Elsass-bøndernes formastelighed. Det var franskmænd som her gennemførte restaurationen af adelsvældet. Den 6. maj satte hertug Anton af Lothringen sig i bevægelse med en armé på 30.000 mand, deriblandt blomsten af den franske adel og spanske, piemontesiske, lombardiske, græske og albanske hjælpetropper. Den 16. maj støtte han ved Lützelstein på 4.000 bønder som han uden vanskelighed slog, og den 17. tvang han Zabern, som bønderne havde besat, til kapitulation. Men endnu under lothringernes indtog i byen og bøndernes afvæbning blev kapitulationen brudt. De værgeløse bønder blev overfaldet af landsknægte og for størstedelen hugget ned. De øvrige nedre-elsassiske kolonner spredtes, og hertug Anton drog nu mod øvre-elsasserne. Disse, som havde vægret sig ved at drage efter nedre-elsasserne til Zabern, blev nu ved Scherweiler angrebet af lothringernes samlede styrke. De værgede sig med stor tapperhed, men den enorme overmagt - 30.000 mod 7.000 - og forræderi fra en del ridderes side, særlig fogeden af Reichenweier, gjorde al tapperhed nytteløs. De blev fuldstændig slået og splittet. Hertugen betvang nu hele Elsass med sædvanlig grusomhed. Kun Sundgau forskånes for hans nærvær. Den østrigske regering fik med trusler kaldt ham til landet, og i begyndelsen af juni sluttes forlig med bønderne i Ensisheim. Men selv brød regeringen igen straks dette forlig og lod bevægelsens agitatorer og førere hænge i massevis. Bønderne gjorde så opstand påny, som til slut endte med at Sundgau-bønderne blev indbefattet i Offenburgforliget (18. september).

Vi har nu kun tilbage at fortælle om bondekrigen i de østrigske alpelande. Disse egne og det tilstødende ærkebispedømme Salzburg var siden «stara prafa» i stadig opposition til regering og adel, og den reformerte lære havde også fundet god jordbund her. Religiøse forfølgelser og vilkårlig skatteflåning bragte opstanden til udbrud.

Byen Salzburg havde, understøttet af bønderne og grubearbejderne fra 1522 af ligget i strid med ærkebiskoppen om deres byprivilegier og om religionsudøvelsen. I slutningen af 1524 overfaldt ærkebiskoppen byen med hvervede landsknægte, terroriserede den med slottets kanoner og forfulgte de kætterske prædikanter. Samtidig udskrev han nye, trykkende skatter og ophissede derved befolkningen til det yderste. Foråret 1525, samtidig med det schwabisk-frankiske oprør og Thüringer-oprøret, rejste bønderne og grubearbejderne sig pludselig i hele landet, og organiserede sig i flokke under befalingsmændene Prossler og Weitmoser, befriede byen og belejret slottet Salzburg. Ligesom de vesttyske bønder sluttede de et kristelig forbund og sammenfattede deres fordringer i artikler, her 14 i tallet.

Også i Steiermark, Øvre-Østrig, Kärnten og Krain, hvor nye ulovlige skatter, toldafgifter og forordninger havde krænket folket alvorlig i dets mest vitale interesser, rejste bønderne sig i foråret 1525. De tog en række slotte og slog omstøderen af «stara prafa», den gamle krigsleder Dietrichstein, ved Grysz. Skønt det lykkedes regeringen ved forhandlinger at berolige en del af oprørerne, holdt massen sig dog samlet og forenede sig med salzburgerne, så at hele Salzburg-distriktet og størstedelen af Øvre-Østrig, Steiermark, Kärnten og Krain var i hænderne på bønderne og grubearbejderne.

I Tirol havde ligeledes den reformerte lære fået stor tilslutning; dér havde Münzerske udsendinge haft held i deres virksomhed endog i højere grad end i det øvrige østrigske alpeland. Ærkehertug Ferdinand forfulgte den nye læres agitatorer, og også her greb man ligeledes ind i befolkningens rettigheder med nye vilkårlige finansreguleringer. Følgen var, som overalt, opstanden i foråret samme år, 1525. Oprørerne, hvis øverste leder var en elev af Münzer, Geismaier, det eneste betydelige militære talent blandt samtlige bondeledere, indtog en mængde slotte, og gik særlig i syd, i Etsch-distriktet, meget energisk frem mod præstene. Også Vorarlberg-bønderne rejste sig og sluttede sig til Allgäu-bønderne.

Ærkehertugen som blev omringet fra alle kanter, gjorde indrømmelse på indrømmelse overfor de oprørere som han kort tid før havde villet udrydde ved mord og brand, plyndring og hærgning. Han indkaldte arvelandenes landdage og sluttede våbenstilstand med bønderne til de kunne træde sammen. I mellemtiden oprustede han af alle kræfter, for så snart som mulig at kunne tale et andet sprog med misdæderne.

Våbenstilstanden blev naturligvis ikke iagttaget længe. I hertugdømmerne begyndte Dietrichstein, som kom i bekneb for penge, at brandbeskatte. Hans slaviske og magyariske tropper tillod sig desuden de mest skamløse grusomheder mod befolkningen. Steiermark-bønderne rejste sig altså påny, overfaldt natten fra 2. til 3. juli krigslederen Dietrichstein i Schladming og nedhuggede alle som ikke talte tysk. Dietrichstein selv blev fanget, og om morgenen den 3. indsatte bønderne en jury domstol, og firs tjekkiske og kroatiske adelsmænd blandt fangene blev dømt til døden. De blev straks halshugget. Det virkede; ærkehertugen gik straks med på alle krav fra de fem hertugdømmers stænder (Øvre- og Nedre-Østrig, Steiermark, Kärnten og Krain).

Også i Tirol godkendtes landdagens krav, og derved blev de nordlige distrikter bragt til ro. Men befolkningen i syd, som holdt fast ved deres oprindelige krav overfor de afsvækkede landdagsbeslutninger, fortsatte med at være under våben. Først i december kunne ærkehertugen her ved magt genoprette ordenen. Han undlod ikke at henrette en hel del af de oprørsanstiftere og ledere som var faldet i hans hænder.

Mod Salzburg drog nu i august 10.000 bayrere under Georg von Frundsberg. Denne imponerende troppestyrke, sammen med uoverensstemmelserne der var brudt ud blandt bønderne, bevægede salzburgerne til at slutte et forlig med ærkebispen som kom i stand den 1. September, og som også ærkebispen gik med til. De to fyrster, som i mellemtiden havde forstærket deres tropper tilstrækkelig, brød dog meget snart dette forlig og drev derved Salzburg-bønderne til en ny opstand. Oprørerne holdt sig vinteren over; om foråret kom Geismaier til dem og åbnede et strålende felttog mod de tropper som rykkede frem fra alle kanter. I en række brillante fægtninger slog han - i maj og juni 1526 - efter tur, bayrere, østrigerne, schwabiske forbundstropper og ærkebispen af Salzburgs landsknægte og hindrede længe de forskellige korps i at forenes. Ind imellem fik han også tid til at belejre Radstadt. Da han endelig var omringet af overmagten fra alle sider, måtte han drage væk; han slog sig igennem og førte resterne af sit korps midt igennem de østrigske alper og ind på venetiansk område. Republikken Venedig og Svejts, bød den utrættelige bondeleder støttepunkter for nye intriger; han forsøgte endnu et helt år at indvikle dem i en krig med Østrig som skulle give ham lejlighed til en ny bondeopstand Men under disse forhandlinger faldt han for morderhånd; ærkehertug Ferdinand og ærkebispen af Salzburg følte sig ikke trygge så længe Geismaier var i live: de bestak en bandit, og denne lykkedes det i 1527 at skaffe den farlige rebel ud af verden.

Med Geismaiers tilbagetog ind på venetiansk område var bondekrigens sidste efterspil kommet til afslutning. Bønderne var overalt påny blevet afhængige af deres gejstlige, adelige eller patriciske herrer; de forlig som her og der var blevet sluttet med dem, blev brudt, de tidligere byrder blev øget med enorme brandbeskatninger, som sejrherrerne pålagde de besejrede. Det tyske folks mest storartede revolutionsforsøg endte med et forsmædelig nederlag og for en stund fordobledes undertrykkelse. (Den borgerlige historiker Egelhoff siger i sin «Deutsche Geschichte im Zeitalter der Reformation», Berlin 1903, s.. 245 ff.: «Oprørets gru blev ti gange overgået af de rædsler en over al forstand umenneskelig reaktion satte i værk….Tallet på de dræbte bønder sættes til 130.000.»). Men i længden blev bondeklassens stilling ikke værre ved undertrykkelsen af opstanden. Hvad adel, fyrster og præster år ud og år ind kunne presse ud af dem, det blev sikkert før krigen presset ud af dem; den tyske bonde dengang havde det tilfælles med den moderne proletar, at hans andel af arbejdets produkter indskrænket sig til det minimum af eksistensmidler, som kræves til hans underholdning og til bondefolkets forplantning. I gennemsnit var her altså ikke mere at tage. Mange mere velhavende middelstore bønder blev rigtignok ruineret, en mængde fæstebønder blev tvunget ind i livegenskabet, hele strækninger fællesland blev konfiskeret. Som følge af, at deres boliger var ødelagt og deres marker hærget, og på grund af den almindelige uorden blev en stor mængde bønder omstrejfere eller gik op i byenes plebejerstand. Men krig og hærgning hørte til de dagligdags foreteelser i denne tid, og i sin almindelighed stod nu engang bondeklassen for lavt til, at deres stilling varigt kunne forværres ved forhøjede skatter. De følgende religionskrige og endelig Trediveårskrigen (1618-48) med sine stadigt gentage massehærgninger og masseaffolkninger ramte bønderne meget hårdere en bondekrigen; særlig Trediveårskrigen tilintetgjorde den betydeligste del af de i landbruget anvendte produktivkræfter og bragte derved og ved den samtidige ødelæggelse af mange byer bønderne, plebejerne og de ruinerede borgere ned i en irsk elendighed i dens værste form i lang tid.

Den stand som bondekrigen gik mest ud over, var gejstligheden. Dens klostre og stiftelser var brændt op, dens kostbarheder plyndret, solgt til udlandet eller svundet hen, dens forråd var fortæret. Den havde overalt kun ydet mindst modstand, og samtidig havde hele vægten af folkehadet ramt den hårdest. De andre stænder, fyrster, adel og borgerskab, fandt endog en hemmelig glæde ved de forhadte prælaters nød. Bondekrigen havde gjort sekulariseringen af kirkegodserne populær til glæde for bønderne, de verdslige fyrster og tildels byerne gik i gang med at gennemføre denne sekularisation til glæde for sig, og snart var prælaternes ejendommer i de protestantiske lande i hænderne på fyrsterne eller «ærbarheden». Men også de gejstlige fyrsters herredømme var der blevet rørt ved, og de verdslige fyrster forstod at udnytte folkehadet også i denne retning. Vi har således set hvorledes abbeden af Fulda blev degraderet fra at være Filip af Hessens lensherre til at blive hans vasal. Ligeså tvang byen Kempten fyrsteabbeden til for spotpris at sælge den en række værdifulde privilegier, som han ejede i byen.

Adelen havde ligeledes lidt betydelig. De fleste af dens slotte var ødelagte, og en række af de mest ansete slægter var ruineret og kunne kun finde deres udkomme i fyrsternes tjeneste. Dens afmagt overfor bønderne var konstateret; den var overalt blevet slået og tvunget til kapitulation; kun fyrstehærene havde reddet den. Den måtte mere og mere miste sin betydning som rigsumiddelbar stand og kom under fyrsternes herredømme.

Byerne havde i det store og hele heller ingen fordel af bondekrigen. «Ærbarhedens» herredømme blev næsten overalt befæstet påny; borgerskabets opposition var og blev brudt for lang tid. Sådan slæbte den gamle patriciske slendrian sig videre helt frem til den Franske Revolution og bandt handel og industri på alle hold. Dertil gjorde fyrsterne byerne ansvarlige for de midlertidige fordele, som det borgerlige eller plebejiske parti i deres skød havde tilkæmpet sig under kampen. Byer som tidligere tilhørte fyrsternes områder, blev hårdt brandbeskattet, berøvet deres privilegier og gjort til slaver af fyrsternes griskhed og vilkårlighed (Frankenhausen, Arnstadt, Schmalkalden, Würzburg osv.), rigsstæder blev indlemmet i fyrstelige territorier (f.eks. Mühlhausen) eller ialtfald bragt i moralsk afhængighed af fyrsterne omkring, som mange frankiske rigsstæder.

De som under disse omstændigheder alene trak fordel af bondekrigens udgang var fyrsterne. Lige fra begyndelsen af vor fremstilling så vi, hvorledes den manglende udvikling af Tysklands industri, handel og landbrug gjorde enhver centralisation af tyskerne til en nation umulig, hvorledes den kun tillod en lokal og provinsiel centralisation, og hvorledes derfor repræsentanterne for denne centralisation indenfor splittetheden, dvs. fyrsterne, var den eneste stand som enhver forandring af de bestående samfundsmæssige og politiske forhold måtte komme tilgode. Det daværende Tyskland stod på et udviklingstrin så lavt og samtidig så uensartet i de forskellige provinser, at der ved siden af de verdslige fyrstendømmer desuden kunne bestå gejstlige suveræniteter, byrepublikker og suveræne grever og baroner; men udviklingen drev dog samtidig, omend meget langsomt og kedeligt i retning af den provinsielle centralisation, dvs. underordning af de øvrige rigsstænder under fyrsterne. Derfor kunne ved bondekrigens slutning kun fyrsterne have vundet. Sådan var det også i virkeligheden. De vandt ikke kun relativt derved at deres konkurrenter, gejstligheden, adelen og byerne, blev svækket; de vandt også absolut, idet de tog broderparten af byttet fra alle de øvrige stænder. De gejstlige godser blev sekulariseret til deres bedste; en del af adelen som var halvvejs eller helt ruineret, måtte lidt efter lidt give sig ind under deres overhøjhed; brandbeskatningspenge fra byer og landsbyer flød ind deres statskasse, som ovenikøbet ved at mange byers privilegier blev afskaffet, og fik langt friere spillerum for deres kære finansoperationer. Tysklands splittethed, hvis skærpelse og konsolidering var bondekrigens hovedresultat, var også samtidig årsagen til at den brød sammen.

Vi har set hvorledes Tyskland var splittet op, ikke kun i talløse uafhængige, hinanden næsten fuldstændig fremmede provinser, men også hvorledes nationen i hver af disse provinser var kløvet op efter en vidtløftig inddeling i stænder og standsfraktioner. Foruden fyrster og præster finder vi adel og bønder på landet, patriciere, borgere og plebejere i byerne, uden undtagelse stænder hvis interesser var hinanden totalt fremmede, om de da ikke krydsede hinanden og gik hinanden imod. Og så over alle disse komplicerede interesser igen til og med kejserens og pavens. Vi har set hvor besværligt, hvor ufuldstændigt og alt efter de lokale forhold uensartet disse forskellige interesser til slut ordnede sig i tre store grupper; hvorledes trods denne møjsommelige gruppering hver stand opponerede mod den retning forholdene havde givet den nationale udvikling, lavet sin bevægelse på egen hånd, derved også kolliderede, ikke kun med alle konservative, men også med alle andre oppositionelle stænder og til slut måtte ligge under. Således adelen i Sickingens opstand, bønderne i bondekrigen, borgerne i hele deres tamme reformation. På den måde kom i de fleste egne af Tyskland selv bønder og plebejere ikke til fælles aktion og stod i vejen for hverandre. Vi har også set i hvilke årsager denne splittelse af klassekampen og det derved nødvendige fuldstændige nederlag for den revolutionære og det halve nederlag for den borgerlige bevægelse havde sit rod.

Hvorledes den lokale og provinsielle splittelse og det deraf nødvendig følgende lokale og provinsielle snæversyn ødelagde hele bevægelsen, hvorledes hverken borgerne, bønderne eller plebejerne nåede til en samlet national optræden, hvorledes bønderne f.eks. i hver enkelt provins handlede på egen hånd, stadigt nægtende de oprørske bønder i nabodistrikterne hjælp, og derfor i de enkelte kampe efter tur blev oprevet af hære, som for det meste ikke nåede op til tiendedelen af oprørernes samlede masse - det skulle vel efter den foregående fremstilling være klart for enhver. De forskellige våbentilstande og forlig mellem de enkelte flokke og deres modstandere; de mange forræderiske handlinger mod den fælles sag, og den eneste mulige gruppering af de forskellige flokke, ikke efter den større eller mindre solidaritet i deres egen aktion, men efter solidariteten hos den specielle modstander som de lå under for, er det mest slående bevis på hvor fremmede bønderne i de forskellige provinser stod overfor hinanden.

Også her er der lighed med bevægelsen i 1848-50. Også i 1848 kolliderede de oppositionelle klassers indbyrdes interesser, og enhver handlede på egen hånd. Bourgeoisiet, som var for udviklet til endnu længere at finde sig i den feudal-bureukratiske absolutisme, var da endnu ikke kraftfuld nok til straks at underordne andre klassers krav under deres. Proletariatet, som var altfor svagt til at kunne regne med et raskt spring over den borgerlige periode og snart selv erobre magten, havde allerede under absolutismen i for høj grad lært at kende det borgerlige regimes sødme og var overhovedet altfor udviklet til endog for et øjeblik i bourgeoisiets frigørelse at se deres egen frigørelse. Nationens masse, småborgere, småborgeres jævnlige (håndværkere) og bønder, blev af deres foreløbig endnu naturlige allierede, bourgeoisiet, ladt i stikken som allerede for revolutionær, og sine steder af proletariatet som endnu ikke var nok udviklet; da denne masse også selv stod splittet, drev heller ikke den det til noget, og opponerede til højre og venstre mod deres medopponenter. Det lokale snæversyns endelig kan ikke have været større blandt bønderne i 1525, end det var blandt samtlige klasser som deltog i bevægelsen af 1848. De hundrede lokale revolutioner, den lokale reaktion som gennemførtes uhindret på hundrede steder, opretholdelsen af småstatsystemet er beviser som sandelig taler højt nok. Den som efter de to tyske revolutioner af 1525 og 1848 og deres resultater endnu kan fantasere om en føderativ republik, fortjener ingen andensteds at komme end i dårekisten.

Men de to revolutioner, den i det 16. århundrede og den af 1848-1850, er trods alle ligheder meget væsentlig forskellig fra hverandre. Om revolutionen af 1848 ingenting beviser for Tysklands fremskridt, så ialtfald for Europas. Hvem profiterede af revolutionen i 1525? Fyrsterne. Hvem profiterede af revolutionen i 1848? De store fyrster, Østrig og Prøjsen. Bag de små fyrster af 1525 stod de små spidsborgere som bandt dem til sig ved skatterne, bag de store fyrster af 1850, bag Østrig og Prøjsen står de moderne storborgere, som raskt underkuer dem ved statsgælden. Og bag storborgerne står proletarerne.

Revolutionen af 1525 var et lokalt tysk anliggende. Englændere, franskmænd, böhmerne, ungarer havde haft deres bondekrige da tyskerne gjorde deres. Var Tyskland splittet, så var Europa det endnu meget mere. Revolutionen i 1848 var intet lokalt tysk anliggende, den var et enkelt stykke af en stor europæisk tildragelse. Dens drivende årsager under hele dens forløb er ikke sammentrængt på et enkelt lands snævre område, ikke engang på en verdensdels. Ja, de lande som var skuepladsen for denne revolution, var netop mindst delagtige i dens fødsel. De er mere eller mindre ubevidste og viljeløse råstoffer, som omformes under forløbet af en bevægelse som nu hele verden tager del i, en bevægelse som under de bestående samfundsmæssige forhold rigtignok kun kan te sig for os som en fremmed magt, skønt den til syvende og sidst kun er vor egen bevægelse. Revolutionen af 1848-1850 kan derfor ikke ende som den i 1525.

Læs også: Bondespørgsmålet i Frankrig og Tyskland - Tysklands historie forsættes: her og her.

Læs også om de vilkårlige og brutale levevilkår i de italienske småstater.

Tillæg: - Revolutionerne i 1525 skete kun i Tyskland. Bønderne i England, Frankrig, Böhmen og i Ungarn havde allerede gennemført bondekrige. Den frisiske bonderevolte skete i 1500. - Bonderevoltens krav var udvidelse af personlig og økonomisk uafhængighed, større jordarealer og driftskontrol, frihed fra personlig tvang, mindre rente- og tjenestepligt, konflikt om skatten og rettighedernes størrelse, afskaffelsen af jordherrens privilegier på ressourceudnyttelse af skov og udkantsarealer. På det tidspunkt var jagt og fiskeri var et vigtig tillægserhverv, og kontrollen over fællesjorden havde en central rolle i bøndernes krav. Forværringen af bøndernes byrder opstod gerne i de år hvor høsten slog fejl, når der blev ført krig og under politiske kriser. Taberne i bondekrigene var præsteskabet, og vinderne var fyrsterne og byerne. Præsternes kloster og ejendomme blev brændt ned, og deres værdier plyndrede, og solgt til udlandet eller blev omsmeltet. En del velstående bønder blev også ruineret. Men adelen havde også fået betydelige tab. De fleste af deres slotte var ødelagte, en del af de mest respekterede familier var ruinerede og kunne kun finde deres levebrød i tjeneste hos fyrsterne. Overalt var adelen blevet slået og blev tvunget til at give op, og de blev kun reddet af fyrsternes hære. De blev tvunget til at opgive deres stilling som rigsumidelbart stand. Selv om Müntzers forbund i Allstedt kun havde gennemført få og afgrænsede aktioner mod de ugudelige magtforhold, var fyrsternes skepsis i løbet af sommeren 1524 allerede blevet så stor, at Müntzer i august måtte flygte. Denne gang stoppede han i Mühlhausen - en af Thüringens to «frie rigsbyer», med et mere uafhængigt forhold til den feudale fyrstemagt end tilfældet var med Allstedt. Håndværk og landbrug var Mühlhausens vigtigste næringsveje, og næsten halvdelen af befolkningen blev regnet som fattige. Alligevel var det ikke først og fremmest disse, men i højere grad byens nye, politisk magtesløse middelstand der udgjorde det vigtigste oprørspotentiale. En vigtig faktor var her de omfattende bondeoprør, som fra sommeren 1524 hurtigt bredte sig i Tyskland, og som også nåede Sachsen og Thüringen. og drog derfor med en del af sine tilhængere til byen Frankenhausen for at komme bønderne til undsætning før den afgørende konfrontation med fyrstestanden i maj 1525. Som profetisk folketaler opfordrede Müntzer til kamp og fordømte al tanke om kompromis og overgivelse. Trods talmæssig overlegenhed blev bondehæren imidlertid hugget ned, før det kom til noget egentlig slag. Bl.a. på grund af mangelfuld taktisk og strategisk ledelse. - Gendøbere, mennonitter, anabaptister opstod som bevægelse i egnene omkring Zürich i 1525. Den daværende katolske kirke forsøgte flere gange at fordrive gendøberne, fordi de afviste barnedåben og statskirken, og de forskellige fyrster i Europa frygtede gendøberne, sådan, at der blev vedtaget love, og en organiseret forfølgelse af gendøberne opstod. Utallige gendøbere blev forfulgt, tortureret, frataget al ejendom,og blev fordrevet fra deres hjem og fødeegn. En senere gren af gendøberne grundlagde kolonier i Pennsylvania. - Mystikerne var i slutningen af middelalderen en af de vigtigste oppositionsgrupper i Tyskland og Nederlandene indenfor den katolske kirke, og de var en forløber for reformationen. De var tilhængere af en uklar mystisk religiøsitet. - Tiggermunkene var opstået i 1200-tallet og havde bl.a. udviklet en fantasi om overtroen om hekse, hvilket fremgår af valdenserprocessen i året 1459. Både tiggermunkene og franciskanerne opfordrede folk til give deres ting væk, og prædike fattigdomsidealet. Katharerne, modsatte sig det kirkelige hierarki, og talte for fattigdom og askese. Og pave Innocens IIIs (1198-1216), indledte et korstog via dominikanernmunkene mod albigenserne i 1208. Men både overfor tiggermunke og franciskaner forsvandt den folkelige opbakning, fordi det øvrige klostervæsen opbyggede formuer. Bønderne så, hvordan kirken gennem middelalderen var blevet stadig rigere, og at livet som gejstlig var præget af luksus. Hovedførerne for hekseforfølgelsessystemet var tyske dominicanere, og således blev også Tyskland fremfor alle andre lande hjemsøgt af denne svøbe, som også hærgede de egne af Italien, der ligger Tyskland nærmest. Selv pavernes befalinger og buller er således rettede mod den dominicanske ordensprovins Lombardia, mod stifterne Brescia og Bergamo og mod Cremona. I Como blev der allerede i det første år efter bullens fremkomst brændtes 41 hekse, og italienerinderne flygtede i skarevis over til ærkehertug Sigismunds område, hvor de endnu mente sig sikre. - Calixtinerne var den moderate fraktion indenfor hussiterbevægelsen i Böhmen. - Taboriterne var den radikale fraktion indenfor hussiterbevægelsen. - Chiliastisk kaldes den bevægelse, som har det mål at oprette et tusindsårsrige. - Siciliansk vesper, var et pludseligt folkeligt oprør på Sicilien i 1282, hvor huset Anjou blev fordrevet fra øen og 8.000 franskmænd blev dræbt. Om aftenen den 31 marts år 1282 ringede kirkerne med klokkerne i Palermo, som signal til at befolkningen foretog en massakre på flere tusinde franske riddere og soldater. Som resultat befriedes hele Sicilien. - Szekler, er en folkestamme i de østlige og nordøstlige egne af Siebenbürgen, og de er beslægtiget med magyarerne. - Östelbisk, dvs. øst for Elben. - Den Augsburgske Bekendelse kom i stand under kejser Karl 5’s forsøg på at skabe et forlig i den kirkelige spaltning i 1530. Meget forskellige trosartikler blev grundlaget for Den Augsburgske Bekendelse, og Den Augsburgske Bekendelse er sammensat af myriader af kirkepolitiske interesser i 1500-tallets Europa. Bekendelsen blev til stadighed omarbejdet af Luthers ven, Melanchthon, tildels endda i calvinsk retning. Hvad der stod i den oprindeligt vedtagne udgave af bekendelsen, ved teologerne ikke engang mere, da både den tyske og den latinske originaltekst er forsvundet. - Gottfred von Berlichingen var tysk røverridder fra 1480-1562, og havde et tilnavn "med jernhånden", da han havde mistet højre hånd. Casimir var markgreve af Brandenburg, og var også i besiddelse af Ansbach og Bayreuth. - Det Schwabiske Forbund var grundlagt i 1488 af fyrster, adelsmænd og rigsbyernes patriciske overklasser. Forbundets hovedmål var at bekæmpe bøndernes og plebejernes bevægelse. De syd- og vesttyske fyrster, som ledte dette reaktionære forbund, ville befæste deres egen herredømme. Forbundet havde sine egne forvaltnings- og retsorganer samt egne stridskræfter. Det Schwabiske Forbund opløstes i 1534. - Abbeden af Fulda degraderedes fra lensherre til vasal under Filip af Hessen. Også byen Kempten tvang sin fyrste abbed til at sælge mange værdifulde privilegier, som han ejede i byen til en spotpris. - Kurfyrste af Sachsen (1532-47) Johan Frederik, kaldet den Højmodige, var opdraget i streng luthersk ånd, og blev den nye læres vigtigste leder i Tyskland og virkede med iver for udadtil at udbrede reformationen, bl.a. ved at fordrive den ivrig katolske hertug Henrik af Braunschweig, medens han i sine egne lande organiserede den evangeliske kirke. Ved den Schmalkaldiske Krigs udbrud i 1546, ledede han sammen med Filip af Hessen den protestantiske forbundshær i Sydtyskland, men måtte ile hjem, da hans fætter Moritz af den yngre albertinske linie angreb hans lande. Kejser, Karl den Femte, der nu anvendte magt mod de protestantiske fyrster fandt tilslutning hos Moritz, som ganske vist selv var protestant, men som dog af politiske grunde sluttede sig til kejseren. "Den Schmalkaldiske Krig" var snart afgjort, og kurfyrst Johan Frederik af Sachsen blev taget til fange ved Mühlberg i februar 1547. Han mistede sin kurværdighed og han dømtes kort efter til døden, men blev benådiget i Wittenberg, mod at afstå sine lande til Moritz. Ingen af de andre protestantiske fyrster tænkte længere på modstand. Landgreve Filip af Hessen, som ved siden af kurfyrst Johan Frederik stod i spidsen for protestanternes forbund, underkastede sig uden kamp og overgav sig til kejserens nåde. Johan Frederik holdtes i fangenskab indtil Moritz rejste sig mod kejseren. Han i døde i 1554 efter forgæves at have søgt at tilbagevinde sin kurværdighed. Det var nu kejserens tanke at tvinge protestanterne til at give møde ved den kirkeforsamling, som paven i slutningen af 1545 havde åbnet i Trient. Men paven havde andre planer med kirkeforsamlingen end kejseren, og frygtede for at kejseren skulle benytte den overmagt han havde vundet, til at give kirkeforsamlingens forhandlinger en anden vending. Der kunne kun blive tale om at give protestanterne indrømmelser for at forliges med dem, og om at indskrænke pavens magt. Paven skyndte sig derfor under forskellige påskud med at flytte kirkeforsamlingen fra Trient til Bologna, hvor han kort efter opløste den indtil videre. Der kunne således ikke længere blive tale om, at protestanterne skulle give møde i kirkeforsamlingen.

Følgende tekst blev offentliggjort første gang i marts-april 1849, i en række artikler i "Neue Rheinische Zeitung", og har været indsat i 1886 som anden del af Indledningen i Wilhelm Wolffs brochure "Die Schlesische Milliarde" (Hottingen-Zürich). Artiklen findes i Marx-Engels samlede værker, Dietz Verlag 1975, bind XXI, s. 238-247; "Zur Geschichte der preußischen Bauern".

Til forståelse for Wolffs følgende arbejde har jeg et kort forord.

Det »Tyskland« der ligger øst for Elben og nord for Erz- og Riesengebirgs, er et landområde, der i løbet af sidste halvdel af middelalderen, blev frataget de fremtrængende slaviske folk, og landområderne blev da »germaniseret« af »tyske« kolonister [se nedenfor]. Den sejrende tyske ridder og baron, som erobrede disse landområderne blev »tildelt« dette land, og optrådte som "grundlæggeren" af landsbyer og opdelte områderne i bylodder med grænser, hvilke senere opdeltes i et stort antal bondelodder og ejendomme. Til hver ejendom var en byggeplads med gårdsplads og have i selve landsbyen. Disse gårde blev fordelt ved lodtrækning blandt de frankiske »udstationerede« (rhinfrankiske og nederlændinge), saksiske og frisiske kolonister. Kolonisterne skulle til gengæld udføre meget moderate og klart definerede afgifter og tjenesteydelser til grundlæggeren, dvs. til ridderen eller baronen. Bønderne blev arvelige ejere af deres gårde, så længe de opfyldte disse forpligtelser (afgifter). Desuden havde de på grundlæggerens (senere godsejernes) skovarealer samme adgangsrettigheder til rydning af træer, skovhugst, græsning, bærplukning osv. som de vestlige tyske bønderne havde på deres fællesjorde. Den dyrkede jord var underlagt dyrkningstvang og dyrkedes hovedsageligt til efteråret og forårsafgrøder, og brak ved tresvangskifte. Brakmarker og høstede områder blev brugt som fælles græsarealer for både bønder og grundlæggernes kvæg. Alle landsbyens anliggende afgjordes af gårdkollegier (en forsamling), dvs. gårdsindehavernes råd, ved stemmeflertal. Den adelige grundlægger's rettigheder blev begrænset til inddrivning af præstationer (dvs. bondens ydeevne), delrettighed i græsarealer på brakmarker og stubmarker, samt afkast i overskuddet af skovbruget og som formand i gårdskollegiernes råd, hvis medlemmer alle var frie mænd. Dette var den normale tilstand hos de tyske bønder fra Elben til Østpreussen og Schlesien. Og denne tilstand var i det store og hele betydeligt mere gunstig end situationen hos de vestlige og sydlige tyske bønder på samme tid, som senere dengang befandt sig i en hård og konstant opflammende kamp mod feudalherrerne om deres gamle arvede rettigheder og som allerede var løbet ind i et afhængighedsforhold, som var langt mere besværlig og truende som f.eks. ødelagde deres personlige frihed.

Feudalherrernes stigende pengebehov i 1300- og 1400-tallet, førte indlysende til, at de gjorde forsøgt på at presse kontraktvilkårene og udnytte bønderne i landets nordøstlige dele. Men det skete på ingenlunde i et sådant omfang og med en sådan fremgang, som i Sydtyskland. Antallet af mennesker var stadig småt og der var store øde områder øst for Elben. Opdyrkningen af dette ødeland, udviklingen af opdyrkningsmetoder og anlæggelsen af nye afgiftspligtige landsbyer forblev her den sikreste måde at berige sig selv på for de feudale herremænd. Dertil kom, at større »stater«, allerede var oprettet i dette område på rigsgrænsen mod Polen, som Forpommern, Brandenburg og Kur-Saksen (Schlesien var østrigsk), og derved bevarede man den indre fred bedre og vedvarende. Adelens fejde og røverier blev undertrykt stærkere her, end i de delte områder ved Rhinen, i Franken og Schwaben. Men dem som imidlertidig led mest af den evige krigstilstand var jo bonden.

Kun der hvor man havde undertrykt polske eller litauisk-preussiske landsbyer i naboområderne, forekom hyppige forsøg fra adelen side på at fortrænge de tyske bonderettigheder hos de indflyttende kolonialister, ned i samme livegenskab som de polske og preussiske undersåtter. Det skete i Pommern og i den Tyske Ordens området [omtrent det samme område som de senere preussiske provinser Østpreussen og Vestpreussen, som fra 1200 tallet til 1400 tallet beherskedes af den Tyske Orden], men mere sjældent i Schlesien.

Som et resultat af denne gunstige situation blev de østelbiske bønder næsten ikke berørt af de vældige bondebevægelser i syd- og vesttyskland, som fandt sted i løbet af den sidste fjerdedel af 1400-tallet og i begyndelsen af 1500érne, og da revolutionen udbrød i 1525 [Den store Tyske Bondekrig] fik den kun i Østpreussen et svagt ekko, som uden megen modstand undertrykkedes. De østelbiske bønderne lod deres rebellerende brødre i stikken og det som derefter skete med dem, havde de fortjent. I de områder, hvor de store bondekrige havde raset, var bønderne nu uden videre blevet livegne, retsløse, og underlagt hoveriforpligttigelser og byrder, som godsejerne vilkårligt opfandt, og deres frie jord blev helt enkelt forvandlet til adelig ejendom, sådan at de nu kun havde små jordstykker tilbage, som godsejerne af nåde gav dem lov til at beholde. Dette var det feudale jordherredømmes egentlige ideelle tilstand, som den tyske adel forgæves havde stræbt efter under hele middelalderen, og som den nu ved feudalhusholdningens forfald endelig nåede, og som også lidt efter lidt udvides til de østelbiske områder. Ikke kun bøndernes kontraktlige adgangsrettigheder til feudalherrens skov blev ændret, i det omfang rettighederne ikke allerede i forvejen var beskåret til nådegaver af godsejeren, der når som helst kunne tilbagetrække dem: ikke kun hoveriforpligttigelsen og forpagtningsafgifterne blev forhøjet uretsmæssigt, men der indførtes også nye forpligtelser, såsom laudemier (afgifter til godsejeren når den gårdbesiddende bonde døde), hvilket udgjorde et særligt kendetegn på livegenskab, eller også udmøntedes sådanne tjenester mod gamle nedarvede ubestridelige forhold som tilkom livegne, men ikke frie mænd. På mindre end ét hundrede år forvandledes således de frie østelbiske bønder først reelt og snart derefter til juridisk livegne.

Samtidig borgerliggjordes feudaladelen mere og mere. Den blev stadigt mere forgældet til pengekapitalisterne i byerne og fik dermed det mest presserende behov for penge. Men fra deres livegne bønderne kunne de ikke presse nogle penge ud, men kun arbejde og landbrugsprodukter, og sidstnævnte gav også under de ekstremt vanskelige forhold opdyrkede bondegårde kun et minimum, udover de allernødvendigste livsfornødenheder til den arbejdende bonde. Men ved siden af dem, lå klostrenes omfattende og frugtbare godser som under sagkyndig kontrol opdyrkedes med hoveri fra underordnede og livegne bønder på ejerens vegne. Denne form for husholdning havde fattigadelen næsten aldrig, højadel og fyrsterne kunne undtagelsesvis være i stand til at gennemføre det på deres domæner. Men nu blev stordriften muliggjort på den ene side gennem den i landet tilvejebragte fred, medens adelen på den anden side på grund af dens stigende pengehov mere og mere blev tvunget til at indføre det. Forvaltningen af store godser gennem hoveriet fra livegne bønder for jordejernes regning blev efterhånden den indkomstkilde, som skulle holde adelen skadesløs for den stigende trafik af røverriddere. Men hvorfra ville de tage de nødvendige jordarealer? Adelsmanden var godtnok føreren af et større eller mindre område, men det var med få undtagelser helt opdelt til arveberettigede skattebønder, der havde lige så meget ret til deres jord og gårde - så længe de opfyldte deres kontraktlige forpligtelser - som nådigtherren selv. Dette måtte afhjælpes og derfor blev det mere påtrængende at omdanne bønderne til livegne. Thi selvom bortjagningen af livegne bønderne fra jord og gård ikke i mindre målestok var en retskrænkelse og en voldsgerning end når det gjaldt frie skattebønder, så var det dog ved indførelsen af romerretten meget lettere at ignorere. Kort sagt, efter at bøndernes lykkelige transformation til livegne, kørte man det nødvendige antal bønder væk eller tog dem ind som husmænd, daglejere, med et lille hus og en lille have på godset. Hvor adelens tidligere faste borge fik gjort plads til de nye, mere eller mindre åbne landslotte, var det netop på grund af endnu større omfang, de tidligere frie bønders gårde, der måtte vige for de livegnes, kvinder og børns hoveri, fra elendige småhuse.

Når det adelige forretningsgods - dominium, som det blev kaldt i Schlesien - var indrettet, så gjaldt det derefter kun om at sætte bøndernes arbejdskraft i bevægelse til forarbejdning af godset. Og her fremtrådte den anden fordel med livegenskabet. De tidlige bønder, havde i kontrakten fastsatte hoveridage, der på ingen måde var beregnet til samme formål. De indskrænkkede sig i de fleste tilfælde til præstationer i almenhedens interesse - vej og brobyggeri osv., bygningsarbejde på den adelige borg, kvindernes og pigers arbejder på borgen i forskellige aktiviteter af industriel karakter og som personlig oppasser. Men så snart bonden var omdannet til livegen og med de romerske juristers hjælp var blevet ligestillet med den romersk slave, stemte nådigherren op med en anden melodi. Ved hjælp af juristerne specificerede han nu sine krav ved dommerens bord, og krævede ubegrænset arbejde og præstationer af bønderne, så mange som muligt, og når og hvor det behagede ham. Bønderne måtte lave hoveri, køre, pløje, så og høste for godsejeren, så snart denne stillede krav derom, og dét selvom bøndernes egne marker blev forsømt, og bondens egen høst stod og rådnede. Og ligeledes skruede godsejeren renten og afgifterne op i naturalier og i kontanter - op til det højest mulige niveau.

Men ikke nok med det. Den noget mindre adelige landfyrste, der regerede overalt, og også øst for Elben, behøvede ligeledes penge, mange penge. Til gengæld for at han tillod adelen at undertrykke bønderne, tillod adelen ham at lægge skatter på bønderne - adelen var jo selv fri for skatter! Og for at sætte kronen på værket, sanktionerede samme landfyrste den indgribende omdannelse af godsejerens tidligere ordføreret (formandsret) i bøndernes - for længst afskaffet - byret, til patrimonialdomsretten og godspolitiinstitutionen, hvorigennem godsejeren ikke kun blev politichef, men også den eneste dommer over bønderne, selv i deres egne sager, således at bonden kun kunne klage over sin godsejer til sin egen godsejer. Dermed var godsejeren lovgiver, dommer og eksekutor i én og samme person og var fuldstændig uindskrænket enehersker på sit gods.

Disse skændige betingelser, som ikke finder deres lige - selv i Rusland, thi dér havde bonden dog lokalt selvstyre - nåede sit højdepunkt i perioden fra Trediveårskrigen indtil det frelsende nederlag kom i Jena. Voldshandlinger under Trediveårskrigen gav adelen lejlighed til fuldstændigt at underkue bønderne. Ødelæggelsen af utallige bondegårde åbnede muligheden for uhindret at indlemme dem i riddergodsets domæner. Krigens ødelæggelser forvandlede brutalt befolkningen om til vagabonder, og da befolkningen ønskede at genetablere sig på deres gamle gårde, opstod først det rigtige påskud, til at binder mennesker som livegne ved mulden. Men selv derved stoppede det kun for en kort tid. Thi næppe var de frygtelige sår, som krigen havde påført dem, blevet helbredt i løbet af de næste halvtreds år, førend den ædle godsejers appetit på bondejord og bondearbejde vågnede på ny. De adelige domæner var ikke store nok til at opsuge alt det arbejde, der stadigt kunne presses ud af de livegne - afpresning er her ment i bogstavelig forstand. Systemet med at degradere bønder til landarbejdere og livegne daglejere havde bestået prøven med udmærket. Fra begyndelsen af 1700érne, kom det oftere til anvendelse, at det nu kaldes "bondeundertrykkelse". Man undertrykker så mange bønderne man kan, alt efter omstændighederne. Til en begyndelse udtager man så mange som er nødvendigt til landbrugets udførelse og forvandler de øvrige til landarbejdere (tærskekarle, landarbejdere, gårdskarle og alt hvad det nu hedder) [der var nogle kategorier af bønder, der ikke ejede jord, og andre arbejdede for godsejeren til en ekstremt lav "løn" i form af varer], som for en husmand med et lille kartoffelland og en elendig løn i kornmål og meget lidt i kontanter skal slæbe år efter år på godset. Når nådigherren var blevet så rig, så han kunne erhverve egne trækdyr, "underkuer" man de endnu tilbageværende bønder og slår deres gårde sammen med det adelige gods. På denne måde har den tyske adel store landgodser, der udelukkende består af stjålen bondejord, og det gælder især i de østelbiske adelsgodser, og hvis denne jord uden lidt erstatning blev frataget fra røverne, så vederfares der dem ikke engang fuld retfærdighed. Egentlig burde de desuden betale erstatning.

Lidt efter lidt mærkede landets fyrster, at dette system, hvor nyttigt det end var for adelen, slet ikke var i deres interesse. Bønderne havde betalt skatter forinden de blev degraderet. Fra de skattefrie domæner med de sammenlagte gårde modtog stat ikke er en tøddel, og næppe en øre fra de nye livegne. Nogle af de degradere bønder, der blev overflødige for godsets forvaltning, blev simpelthen kørt bort og derigennem frie, dvs. fuglefrie. Landsbyens befolkning blev mindre, og derefter begyndte landfyrsten at supplere deres dyrebare lejehær, på den billige måde, at han udskrev bønderne, og det var på ingen måde ligegyldigt for landfyrsten. Således finder vi især i Preussen i 1700, den ene forordning efter den anden, der er designet til at sætte en stopper for udsættelsen af bønder. Men det går med dem som med ni og halvfems hundrededele af umætteligt papiraffald, som de tyske regeringer har underskrevet, siden Karl den Store kapitularier [de af Karl den Store udfærdigede og i flere mindre afsnit inddelte forskrifter, som dannede grundlag for den frankiske lov]. De blev kun papir og adelen lod sig næppe forstyrre. Bondeundertrykkelsen videreføres.

Ikke engang det frygtelige eksempler, som den Store Revolution i Frankrig statuerede for den egensindige feudaladel, har afskrækket mere end i et øjeblik. Alt forblev ved den gamle. Og det Frederick II ikke orkede med, var det helt utænkeligt, at hans svage og kortsynede nevø Frederik Wilhelm III skulle klare. Så kom hævnen. D. 14 november 1806 blev hele den preussiske stat rykket i stykker på samme dag i Jena og Auerstadt, og den preussiske bonde har mere grund til at fejre denne dag og d. 18 marts 1848 [en småborgerlig-demokratisk revolution i tysklandene]end alle de tyske sejre fra Mollwitz til Sedan. Nu begyndte der endelig at gå et svagt lys op for den tilbagetrængte regering over den russiske grænse, om at man ikke kunne besejre de frie jordbesiddende franske bønders sønner, med sønner til livegne hoveribønder, der dagligt blev jagtet væk fra jord og gårde. Nu endelig mærkede den, at bonden så at sige også er et menneske. Nu skulle der skrides ind.

Men næppe var freden sluttet og hoffet og regeringen vent tilbage til Berlin, førend de ædle hensigter endnu smeltede som smør i solskin. Det lovpriste edikt fra d. 9 november 1807 havde vitterligt ved navns nævnelse, ophævet livegenskabet eller den arvelige underdanighed (og det først fra Mortensaften 1810), men kun på papiret, og i virkeligheden stod næsten alting ved det gamle. Og derved blev det. Den tvivlende og indskrænkede konge, lod sig nu som før lede af den bondeplyndrende adel, og det i den grad, at der i årene 1808-1810 blev udstedt fire forordninger, som i flere tilfælde endnu engang gjorde det tilladt for godsejerne at røve jorden fra bønderne - trods ediktet af 1807. Først da Napoleons krig mod Rusland var i syne, erindrede man sig påny om, at det ville være nødvendigt at have bønderne, og man udfærdigede ediktet af d. 14 september 1811, i hvilket både bønderne og godsejer anbefales, at der i løbet af to år foretages en mindelig løsning med hensyn til nedlukning af hoveriomfanget og andre byrder, samt i spørgsmål om godsejerens overhøjhed, med den risiko at en kongelig kommission efter fristens udløb i henhold til bestemte regler tvangsvis ville gennemføre forandringen. Som et generelt princip gælder at bønderne gennem at opgive en tredjedel af sin jord (eller betale modværdien i penge) ville blive omdannet til frie ejere af den derefter tilbageblevne jordlod. Men selv dette for adelen så enormt fordelagtige frikøb forblev fremtidsmusik. Thi adelen slog bremserne i for at få endnu bedre betingelser og efter de to års forløb var Napoleon igen i landet.

Knap var denne - under de igangværende fremtidsløfter om en forfatning og folkerepræsentation fra den ængstelige kongens side - definitivt jaget ud af landet, førend alle de fine løfter blev glemt igen. Allerede d. 29 maj 1816 - ikke helt et år efter sejren ved Waterloo! - offentliggjordes et forslag til ediktet af 1811, og det lød allerede helt anderledes. Frikøb fra feudale pligter var ikke længere regel, men undtagelsen. Det skulle kun gælde for sådanne landbrug, som var registreret i jordskattelængder (dvs. større arealer), som allerede i 1749 i Schlesien, i 1752 i Østpreussen, i 1763 i Brandenburg og Pommern [Den preussiske bagklogskab er uudgrundeligt. Det viser sig her i kolde fakta. Hvorfor i 1763? Helt enkelt fordi det følgende år, d. 12 juli 1764, havde Fredrik Wilhelm II en kategorisk regulering, i hvilken de genstridige adelige under trusler om straf tilpligtes til at genindsætte de tidligere bønder på gårde og husmandssteder, som efter 1740 og især efter Syvårskrigen udbrud var inddraget i massevis. I det omfang, at denne forordning havde nogen virkning, blev den sådan udført til fordel for adelen i 1816] samt i 1774 i Vestpreussen, der bruges til bondehusholdning. Selv hoveriet ved såning og høst forblev opretholdt. Og når der endelig i 1817 blev gjort alvor af projektet med frikøbningskommissionerne gik det meget hurtigere bagud med jordlovgivningen end fremad for jordkommissionerne. D. 7 juni 1821 blev tilføjet en ny frikøbsordning, gennem hvilken reduktion af frikøbsmulighederne for større gårde, dvs. de såkaldte familiejordbrug, [ved familiejordbrug forstod man en bondegård, der rådede over så meget jord, at bondens familie kunne overleve på sit afkast, uden at skulle påtage sig lønarbejde og uden at man behøvede at købe sig lejet arbejdskraft i løbet af året] og yderligere indskærpes hoveriet og at andre feudale forhold forsat består til evig tid for småbønderne - landarbejderne, gårdskarlene, skovhuggere, kort sagt alle daglønnede - udtrykkeligt fastlægges. Først i 1845 gjordes der undtagelsesvis for Saksen og Schlesien mulighed for at frikøbe sig fra denne art af forpligtigelser på anden måde end gennem gensidig aftale mellem godsejer og bonde - for hvilket det naturligvis ikke behøves for nogen lov. Videre blev den sum, som bonden en gang for alle kunne frikøbe sig fra til den pengesum eller omregnet til præsterede kornleverancer, fastsat til 25 gange årslejen, og afbetalingerne skulle leveres i summer på mindst 100 taler [én preusisk taler (thaler) var en almindelig møntenhed i slutningen af 2800-tallet indtil 1907], mens bønderne i statsdomænerne allerede indrømmet i 1809 fik tilkendt retten til at frikøbe sig for den tyvedobbelte årslejen. Kort sagt, "intelligensstatens" meget lovpriste oplyste jordlovgivning havde kun ét formål: at redde så meget som muligt af feudalismen.

De praktiske resultater var i overensstemmelse med disse bedrøvelige forhold. Jordkommissionerne forstod udmærket regeringens velvillige hensigter og, som det er drastisk skildret i detaljer af Wolff, de sørgede for at bønderne ved frikøbet behørigt luredes til fordel for adelsmanden. Fra 1816 til 1848 frikøbtes 70.582 bondegårde med et jordareal på 5.158.827 morgen [morgen er et gammelt tysk terrrænmål (markmål) af varierende størrelse, normalt = 25,5 ar. Oprindeligt betød det et stykke jord, som på en morgen (dvs. en halv dag) kunne pløjes eller slåes af en mand, i Saksen 27,5 ar, i Bayern 34,0 ar og i Baden 36,0 ar]. Hvilket udgjorde sig for seks syvendedele af alle skattepligtige større gårde. Derimod blev der kun frikøbt 289.651 af de mindre jordbrug (deraf over 228.000 i Schlesien, Brandenburg og Saksen). Det samlede antal frikøbte årlige arbejdsdage udgjorde: køredage 5.978.295, karle- arbejdsdage 16.869.824. Som kompensation for dette fik højadelen som kapitalerstatning 18.544.766 taler, årlige rentebetalinger i kontanter 1.599.992 taler, i rug 260.069 skæpper, og endelig 1.533.050 morgen bondejord som afståelse [Meitzen "Der Boden des preußischishen Staats" I.p.432 ff.]. Uden alle andre godtgørelser modtog de tidligere jordejere derfor godt en tredjedel af den tidligere bondejord.

Året 1848 åbnede endelig øjnene på de lige så bornerte som indbilske preussiske landjunkere. Bønderne - i særdeleshed i Schlesien, hvor latifundiesystemet med den dertil svarende undertrykkelse af befolkningen til daglønnede arbejdsfolk var mest udviklet - stormede slottene, opbrændte de allerede opgjorde frikøbsaktstykker og tvang de nådige herrer til skriftligt, at godkende, at de afstod sig fra enhver yderligere præstation (ydelse). Disse handlinger - som selv det da herskende bourgeoisi syntes var skændige - blev vitterligt slået ned med militær magt, og strengt straffet, men selv det dummeste fårehoved af en junker indså nu, at slavehoveriet var blevet en umulighed. Hellere afstod de dem helt og holdent end at henvende sig til de oprørske bønder. Nu gjaldt det bare om at redde hvad der kunne reddes og den jordejende adel havde faktisk den frækhed til at begære godtgørelse for tabet af disse hoveridage, som var blevet en umulighed. Og næppe havde reaktionen sat sig rimeligt solidt i sadlen, førend de havde opfyldt disse ønsker.

Først fremkom imidlertidig loven af d. 9 oktober 1848, ifølge hvilken alle ikke afsluttede frikøbsforhandlinger og deraf følgende processer samt en række andre processer mellem godsejer og bønder var suspenderet. Dermed var hele den så højt lovpriste jordlovgivning fra og med 1807 dødsdømt. Men så snart den såkaldte nationalforsamling i Berlin blev sprængt og statskuppet lykkedes, følte det feudalbureaukratiske Brandenburg-Manteuffelske ministerium sig tilstrækkelig stærk nok til at komme adelen imøde. Den udstedte den provisoriske forordning af d. 20 december 1848, hvorved de tjenester, som bønderne i forventning om yderligere regulering måtte udføre osv. med et par undtagelser, og genindførtes den gamle ordning. Det var denne forordning, der gav Wollf anledning til at behandle de schlesiske bondeforhold i "Neue Rheinische Zeitung."

Samtidig forløb der yderligere og mere end et år førend den nye endelige frikøbslov af d. 2 marts 1850 kom i stand. Man kan ikke skarp nok fordømme den endnu i dag, selvom de preussiske chauvinister priser jordlovgivningen fra årene 1807-1847 til himlen, end hvad som modstræbende nok sker i motiveringen til loven af d. 2 marts 1850 - og det er den Brandenburg-Manteuffelske ministerium som har skrevet den.

Tja, nogle betydningsløse byrder er simpelthen ophævet, frikøbet fra de andre dekreteredes gennem deres omdannelse til afbetaling i kontanter og deres kapitalisering til et attendoblet beløb, og for formidlingen af kapitalmoratorierne blev oprettet den såkaldte Rentebank, der ved velkendte amorteringsoperationer skulle betale det tyvedoblede beløb til jordejeren, mens bonden gjorde sig fri fra alle sine forpligtelser ved at betale amorteringer (afdrag) i 56 år.

Fordømte ministeriet hele den tidligere jordlov i sin motivering, så fordømte kammerets kommission den nye lov. Den skulle ikke gælde på den venstre Rhinbred, som gennem den Franske Revolution for længe siden var befriet fra al denne udplyndring. Kommissionen gik ind på, at fordi højst en eneste af de 109 paragraffer i alle tilfælde var tillempet der, "mens alle de øvrige bestemmelser, ikke passede ind dér, men snarere let kunne skabe forvirring og unødvendig irritation…[F. Engels citerer en rapport fra det andet preusiske hus landsbrugsudvalg om indløsning af de feudale afgifter, som blev udstedt d. 2. marts 1850], fordi loven på den venstre Rhinbred vedrørende ophævelsen af de virkelige byrder går langt videre end man for øjeblikket er villige til at gå, og man endnu ikke kan bede rhinlænderne om atter at lade sig nedpresse til det ny-preussiske idealtilstands niveau.

Nu er man endelig for alvor begyndt at tale om afskaffelse af de feudale arbejds- og udsugningsformer. I nogle få år var bønderne frikøbte. Fra 1850 til 1865 årets udgang frikøbtes resten af de større bondegårde, og det gælder kun yderligere 12.706 med et areal på 352.305 morgen; af de mindre landbrugere, husmændene er medtaget, frikøbtes imidlertidig ikke mindre end 1.041.341 under disse femten år, mens der indtil 1848 ikke var frikøbt 290.000 af dem. Dertil kommer et antal af kun 356.274 frikøbte køredage, der faldt på de større ejendomme, mens indløste ordinære arbejdsdage beløb sig til 6.670.507. Ligesådan udgjorde den erstatning, som udgik i jordafståelser og som ligeledes kun ramte større jordejendomme på 113.071 morgen og den i kornmål omregnede årsamortering på 55.522 skæpper. Derimod modtog landadelen 3.890.136 taler om året i nye pengerenter og desuden 19.697.483 taler som endelig erstatning for kapitaltab.

Summen, som den samlede preussiske jordejerkaste, statsdomænerne inkluderet, er blevet betalt ud af bøndernes pengepung for at disse skulle kunne få tilbage en del af den jord, som bønderne tidligere - selv i 1800-tallet - ejede og berøvedes, beløber sig ifølge Meitzen bd. I, s.. 437, til 213.861.035 taler. Men summen er alt for lavt. Thi for hver morgen opdyrker agerjord er i den henseende "kun" anslået til 20 taler, hver morgen skovareal til 10 taler og hver skæppe rug til én taler, hvilket er alt for lidt. Hertil er der kun de "med sikkerhed kontrollerbare skadeserstatninger" medregnet, dvs. at alle private aftaler mellem parterne er udeladt af regningen, og Meitzen siger selv, de her frikøbte præstationer, altså selv de derunder betalte skadeserstatninger, udgør et "minimum ".

Vi kan altså anslå, at den af bønderne til adelen og statskassen udbetalte sum for at blive fri for ulovlige forpligtelser er på et minimum af 300.000.000 taler, muligvis endda til en milliard mark.

En milliard mark for at få den jord tilbage og gældfrit eje mindstedelen af den jord, som bønderne blev berøvet under fire århundreder! Den mindste del, thi langt den største del beholdt i alle tilfælde, adelen og statsmagten i form af fideikommis samt andre riddergodser og domæner!

Livlands (Lifland, Livonia) ældste befolkning bestod af lettere, som dog fortrænges af de finske stammer: ester og liver, efter hvilke som landet fik sit navn. Det senere Letland (Latvia) ligger omkring Rigabugten og floden Düna (lett. Daugava), og omfatter og består af 3 historiske provinser: Kurland (lett. Kurzeme) i sydøst, Livland (lett. Vidzeme) i nordøst og Lettgallen (lett. Latgale) i øst. De levede dog i indbyrdes strid, og udsattes derfor ofte af angreb fra nordiske vikinger og fra russiske stammer. Storfyrst Jaroslav (1030) grundlagde Jurjev (Dorpat), men det bestod ikke længe. I 1100 tallet bosætter liverne sig ved floderne Daugava og Ridzene, der hvor Ridzene udmundede i Daugava. Ridzene var kendt som Riga. Dünamünde lå 14 km. nord for Riga, på venstre bred af floden Düna ved dens udmunding i Riga-bugten, og hvor den optager sin sidste biflod Bolderaa. Købmænd fra Lybeck kom for at handle, og de etablerer en handelspost ved Riga i 1158. Riga var ligesom Gotland en god handelsplads, og i Riga kunne man handle med russerne og balterne, m.v.. og snart kom Augustiner-Ordenen for at missionere blandt liverne. Den holstenske munk Meinhard grundlagde den første kristne kirke blandt liverne i 1180, og han udnævnes til Livlands biskop i 1188 af ærkebispen i Bremen. I 1196 foretog Knud VI et korstog mod esterne. Men missionen i Livland var ved at gå under, og i 1199 bliver en præst fra Bremen, Albert, udnævnt til biskop af Riga, af sin onkel Hartwig, der var ærkebiskop i Hamborg-Bremen. Albert af Riga skulle nu redde den kristne mission i Livland. I 1200 lander Albert med en flåde ved floden Dünas mynding ved Riga, og i 1202 opretter han sammen med missionsbispen Theoderik, »Kristi Ridderskabs Orden«, Sværridder-Ordenen, (Fratres militiae Christi), der skulle bekæmpe hedningene, dvs. indbyggerne i Livland. Dem der gik med ham i kampen mod befolkningen gav han landområder, og hele tyveriet blev godkendt af paven i Rom, som hjalp med afladsbreve (skatter) og nye korsriddere. Cistercienserne anlagde et kloster ved Dünamünde. I 1206 var alle livere døbte ved sværdet. Så i 1207 kunne Albert »modtage«Livland som len i det tyske kejserrige af kong Filip, men Sværridder-Ordenen fik dog en tredjedel af Livland. Men Sværridder-Ordenen og Albert kunne ikke enes, og de havde utallige stridigheder, og paven fremkom med en bulle d. 20 oktober 1210. Albert foretog nu hårde kampe mod esterne, og han henvendte sig til ærkebiskop Anders Sunesøn i Danmark, og grev Albert af Orlamünde, der støttede Albert ved et korstog i 1217. Albert gik frem med sine hære, og gik mod esterne, men kong Valdemar af Danmark kom ham i forkøbet, med sine pavelige velsignelser til at Valdemar havde eneret på føre korstog mod esterne og ligeledes pavens velsignelse til at tilegne sig esternes land, og bruge befolkningen som slaver. Albert måtte anerkende, at Valdemar havde ret til Estland, og så udførte Valdemars tropper sit mordertogt i 1219, med tallige kristne lejetropper, der skulle kue esterne. Det var her, at formodentligt græske lejetropper tabte Dannebrog ned fra en bakketop, som derefter blev Valdemars militære krigsstandard. Albert gik syd for Düna med sine tropper, og underkastede sig Semgallen i 1219 og grundlagde et nyt bispedømme der. Snart opstod der igen stridigheder om Estland, og Albert måtte til sidst godkende Valdemars overhøjhed over Estland og Livland i 1221, - men Valdemar gav dog afkald på Livland. Valdemars regime svækkedes imidlertid af estiske oprør, og esterne fik hjælp af russerne. Albert indsatte sin bror til biskop i Reval, og det lykkedes ham at dæmpe esternes oprør. En pavelige legat, Vilhelm af Modena, fradømte nu kong Valdemar 3 af de 5 estiske provinser, og i 1225 blev Albert anerkendt som tysk rigsfyrste. I 1224 er gammel Preusserne stadig hedenske og ødelægger Oliva ved Gdansk. Kong Valdemar tabte Lybæk i 1225, og kejser Frederik 2 besluttede så, at fastsætte året 1227 til Lybæks grundlæggelse. Lybæk blev i 1226 erklæret for fri rigsstad og førte en selvstændig politik som ledende Hansestad under den tyske kejser. Der udbryder indre uroligheder ud i Danmark og esterne rejser sig til oprør i 1226 mod de ubudne gæster og deres missionærer. Men Sværdridder-Ordenen og Albert af Riga kvæler esternes oprør i blod. Men det kom til slag ved Bornhøved i juni 1227 hvor Valdemar og grev Otto af Lüneburg blev overvundet af tyske fyrster, og Valdemar slap lige derfra uden at blive taget til fange af de nordtyske fyrster, der havde rottet sig sammen. Det var bemærkelsesværdig, at den tyske kejser og hans vasaller brød deres gensidige aftaler med Valdemar fra 1214. Men det ved vi jo, at tyskerne gør ofte. Så erobrede Albert Øsel fra Danmark, hvorpå Albert grundlagde et bispedømme i 1227 på øen, - og det er nok ikke gået stille for sig. Sværdridder-Ordenen bemægtiger sig i 1227 det danske Estland, og i 1228 gav den tysk-romerske kong Henrik VII Sværdridder-Ordenen Reval, Harrien, Wierland og Jerwen, og Ordenen store områder udgør nu 750 tyske kvadratmil. Albert var i 1229 rigsfyrste over store landområder fra Den Finske Bugt til Litauen, og han havde germaniseret og voldført Østersøprovinsernes befolkninger. Hans efterfølger, Albert 2. Suerbeer (død 1272), blev til løn for sit frafald fra Frederik 2. gjort til ærkebiskop i 1246, så at Riga fra den tid var ærkesæde. Men de tyske besættere bliver stadigt truet i 1231, og Sværdridder-Ordenen søgte en forening med den Tyske Orden, som i 1228 havde fået fast fod over de slaviske preussere. Men i 1236 tilføjer litauer og kurer besætterne et alvorligt et stort nederlag ved Saule, og de kristne røvere må søge hjælp hos den Tyske Orden i Preussen, da modstandsbevægelsen var omfattende stærk. Så i 1237 nyorganiseredes den Livlandska Orden som en gren af Tyske Orden (Tyske Orden i Livland, dvs. Or do equester Theutonicorum in Livonia), og med disse voldsapparater genvandt tyskerne områderne. Semgallens stift blev derefter lagt sammen med Riga stift i 1245. Stiftet Kurlands Landsherreret var indskrænket til en tredjedel af Kurland, hvorimod den Tyske Orden i dette land tog to tredjedele i besiddelse, uden lensforpligtigelser. I 1253 blev der mere indviklede forhold da de tre livlandske stifter og stiftet Kurland foruden de tre preussiske stifter: Kulm, Samland og Ermeland stilledes under ærkebiskoppen af Riga, og denne var overhoved for Livlands biskopper, den Tyske Ordens lensherre, men vasal for de preussiske stifter. Med byen Riga, var faktisk uafhængig af ærkebiskoppen og i slutningen af 1200-talet indgik i Riga i Hansaforbundet. Den Tyske Orden kom fra 1297 i langvarige stridigheder, og selvom Riga blev støttet af biskopperne og byen kaldte litauerne til hjælp, led byen nederlag. Den Tyske Orden købte Dünamünde i 1305 af cistercienserne, og det gav Ordenen et strategisk vigtig støttepunkt i kampen. Men gennem en lang proces ved den pavelige domstol, blev Ordenen først bandlyst i 1313, men uoverensstemmelserne blev dog afgjort i 1319 til Ordenens fordel. Så Riga måtte til sidst i 1330 indordne sig under Ordenen og erklære sig skattepligtig og krigspligtig. Men et nyt oprør fra esterne skete fra 1343 mod det tyske herrevælde, og tvang Reval og det estlandske ridderskab til at søge hjælp hos Ordenen, og efter at oprøret var knust, så den danske konge sig nødsaget til at sælge sine estiske landområder i 1346.

Mere om Livland her.

Webmaster