Brudstykker af Vesteuropas og Habsburgerne historie op til 1500 - (IV)

Indhold på denne side: Indledning * De italienske handelshuse og condottiererne * Habsburgerne * Reformationen * Tillæg: Det »ordnende« Princip i Donaubækkenet * Bønderne i 1918-1919 *

Indledning:

Indledningen er en kommenteret indfaldsvinkel til tidsperioden, og teksten bør suppleres med Borgerklassens opkomst.

Kristendommens religiøse forestillinger blev første gang vedtaget og sat i system på kirkemødet i Nikæa (Tyrkiet) i 325 e. Kr. under ledelse af den østromerske kejser Konstantin den Store i Konstantinopel. Her blev grundlaget lagt til de efterfølgende forbrydelser mod menneskeheden, der skulle adskille de ideologiske, juridiske, økonomiske og rettroende magthavere fra deres undersåtter, fra de vantro, kætterne, hedningerne, mystikere og mange andre. Denne orientalske mysterieovertro var med deres troldmænd flittige til at opfinde nye ord, begreber og et nyt sprogsystem til at legitimere deres magt og domme, der skulle fordømme folkegrupper og hvor store landområder skulle renses og udrenses ved masseforbrydelser. Sammen med fyrsterne gennemførte de deres magt og vælde i kampen for at tilegne sig skatter og ejendomsret, og tilegnede sig frugterne af befolkningernes arbejde. De kristne skabte løbende nye fordomme, fjendebilleder, verdensbilleder og djævlebilleder. Det var ikke bare sjælen, der skulle renses eller fordrives. Terroren, étpartiet og totalitarismen blev skabt og sat i system. Mennesket blev dømt syndigt, og de der ikke ville ofre til kirken, blev selv ofre og ofret, brændt på bålet. Den sakrale frelse var døden og de skabte en førerdyrkelse, heltekult og dødemandskult omkring Jesu død. Kult og folkefællesskab gik under fascismen op i en højere enhed under førerens ledelse, og de gjorde også førerens fødsel et centralt kristent ritual med ceremonier. De ville skabe en ny mennesketype i guds billede. Men de skabte enorme tilintetgørelser. De kristne havde gjort sig til en del af den romerske kejser krigsfæller, og de burde være forsvundet fra Europa med Romerrigets sammenbrud i flere omgang. Men en vanvittig franker: Klodevig, genoptog de kristnes ideverden i flere blodbade mod sine fæller. I den orientalske verden havde man fået nok af de kristne skatteopkrævere fra Konstantinonpel. De arabiske købmænd startede frihedsrevolutionen og i 632 e. kr. kunne Muhammed gennemføre frigørelsen så mægtigt, at muhamedanerne satte sig fast på alle handelsvejene over mod Kina og Indien og ned over Afrika og Arabien. Et nyt økonomisk og moralsk system var opstået… dog i lige linie med det dogmatiske, monolitiske kristne verdensbillede med én gud, der ikke kunne afbildes. Og i den muhammedanske verden voksede videnskaberne og rigdommen frem, selvom muhamedanerne fastholdt at man ikke måtte tage rente af udlånte penge. (Paven fordømte i 443 e. Kr., at personer eller læger tog rente).

Byerne: I den ældre tid var byerne kun små og de havde ingen indflydelse. Handelen var indskrumpet til næsten intet. Håndværket var ganske uudviklet. Byerne var indordnede under lensvæsenet og hver by tilhørte den verdslige eller gejstlige Stormand, der havde det omliggende land i len. Stormandens foged styrede byen og håndhævede retten og lensmagten overfor befolkningen, og krævede skat og told af dem og tog bestemmelser om byens indre ordning. Borgerne skulle svare fogeden afgifter eller gøre arbejde for ham; de var afhængige, bundne, ligesom bønderne ude på landet. Lidt selvstyre havde de hist og her i Italien som en levning af kejsertidens kommunale byforfatning. I Tyskland var der en rest af frihed fra den gamle germanske tid, - men det var næsten uden betydning. Allerede tidlig begyndte dog en stræben efter større selvstændighed at røre sig blandt byernes befolkning. Byboerne følte lensherrernes åg som et hæmmende tryk, og de søgte at ryste det af sig. Det var jo ofte i byerne, at vare omsætningen foregik, da der dér forefandtes lovlige markeder, ofte udenfor kirkerne på kirkepladsen. Betalingsmidler (mønter) var ikke rigtigt i brug i mange århundreder efter Germanerne fik knækket de romerske lejetropper og styrtet Romerriget i grus. Så tidligt som i det 11. århundrede hører vi både i Tyskland, Frankrig og Italien om byopstande, og om oprør mod den biskop eller greve, der havde byen i len. Nogle steder lykkedes oprøret,- men som oftest var byboernes styrke endnu for ringe til at kunne byde lensvældet trods. Kun i Norditalien havde byernes købmand allerede da så megen styrke, at disse forretningsmænd kunne omskabe samfundet. Thi her havde oldtidens handelsliv og betalingsmidlerne aldrig helt været knust. Her havde der i Genua men især i Venedig holdt sig en omsætning, og pugning af formuer, der var ganske høj og som førte til øget klassedeling og arbejdsdeling i byen. Som i enhver anden tid og udvikling medførte dette modsætninger om privilegier, juridiske rettigheder, afgifter, handelsmonopol, etc.. Det var lidt før korstogene i 1096, at der var begyndt en stærkere udvikling i alle de byerhvervene dernede i Sydeuropa, og det var de kristne korstog mod Orienten, der gav disse købmænd en rigtig stor fremgang. Ud af håndværket groede der en »industri« frem af mange forskellige arter: glasfabrikation i Venedig, uldvæveri i Florens, og en omsætning og handel som ikke havde set siden Romernes undertrykkelse. Men æblet fald jo heller ikke så langt fra stammen, dernede. Pengespekulanterne opfandt vekslen, og købmændene indrettede handelskontoret, banker, og indsatte konsuler i fremmede havne og ofte fik en by lov til at slå mønt af sølv og guld. Der kom således monopolmønter mellem hænderne på bestemte klasser i byerne: handelsmændene, købmændene, vekselererne, bankier, etc., der lettere kunne erhverve varer og som havde monopol på al udveksling af varer, - og købmændene blev velhavende. De rejste hovedet i selvbevidsthed over deres borgerlige forretninger og deres voksende velstand, og i deres voksende selvbevidsthed fødtes en hidsig trods i dem - mod lensherrerne - og de førte sig frem i kamp for at undslå sig skatter og afgifter. Pengepugerne fandt en forbundsfælle i kejseren eller i kongen, som også kæmpede for at få mere magt, da kongen også ville tiltvinge sig skatter og afgifter fra lensadelen, samt samle indflydelsen og magten i sin enevældige hånd. Konge og købmænd havde altså intentioner om at samle magten mod de decentrale vilkår som dengang herskede, og der var magtkampe med krav om selvstyre til byerne (dvs. selvstyre til købmændene i byerne), der bestandigt udfoldede sig mere og mere. Af købmandsforeningerne voksede et byråd frem, og afgifterne til lensherren blev ændret til en én gang for alle fastsat sum årlig - eller også faldt de helt bort. Nogle steder beholdt lensherren overledelsen af byen og havde kontrol med dens bystyrelse og havde ret til at udnævne visse embedsmænd. Hver by organiserede sig med en selvstændig byret, der blev bekræftet af fyrstemagten, og byen indrettede en borgervæbning samt befæstede sig med mure og tårne. Hvor der var grøde i fyrstemagten som i Frankrig, blev Borgerklassen landet over en rigsstand, på hvis hjælp og troskab kongen kunne stole på. I Tyskland derimod, hvor kejserens magt var i sygnet hen, blev rigsstæderne selvstændige republikanske stater side om side med de monarkiske, kurfyrsternes og landefyrsternes områder, og de drev politik på egen hånd. Lübeck, Nürnberg og Augsburg var magter, man gjorde vel i at regne med. Men byen var da »landstad«, som det kaldtes i Tyskland, og byen blev »rigsstad«, og blev kun underdanig overfor rigsfyrsten, kejseren eller kongen. Det var fordi de rige handelsmænds penge var i stand til at stille store lejetroppeskarer på benene. Men al denne djævelskab og udnyttelse af bønder og byboere skabte blot dårlig klassesamvittighed. Så købmændene byggede prægtige gotiske bykirker, hvor de kunne få syndsforladelse af deres monopolgud. Men ud af denne historiske udvikling skabtes andre klassekonflikter. Det var de indre kampe mellem købmænd og håndværkere. Købmændene, der havde ført an i kampen med lensherrerne, regnede sig selv for de egentlige Borgere og håndværkerne for en lavere stående klasse, der ingen ret havde til indblanding i bystyrelsen. En tid gik det godt, men så begyndte håndværkerne, især i de byer, hvor industrien spillede en større rolle, at røre på sig og forlange ligeberettigelse. Men købmændene ville ikke give efter, og alle de forbitrede ord om verdens dårlighed, der fornylig havde lydt fra lensmændenes mund til købmændene, lød nu fra købmændenes mund til håndværkerne. Lidt efter lidt vandt håndværkerne dog frem, men så dannede der sig nedenunder håndværksmestrene en ny klasse, der rejste krav. Det var svendene. Og alle disse indre stridigheder kom til at lamme byernes udvikling. Hidtil havde kirkemagt og lensadel delt magten imellem sig, og bønderne havde været deres underdanige. Men nu var kongemagten groet frem og fik støtte fra købmændene og kirken. Lensvælden var på de fleste steder i forfald, og men gejstlighedens magt blev også undergravet, da ergærigheden hos kongen og købmændene ikke kendte grænser. Fyrstemagt og købmandsvælde (byvælde) var de nye kræfter, som havde fremtiden for sig. Men af dem blev det kongemagten, der fik overtaget, og det var vel først med den franske revolution i 1789, at købmændene i det franske fik styrtet kongemagten og den adel og kirke, som sluttede op om enevældet. Med Napoleon indføres enevældet, diktaturet igen, men han var krigsfører for købmændene sejrsgang.

Lav og gilder: Det var altså fra korstogstiden i 1096, at »industrien« i Sydeuropa begyndte - for Italiens vedkommende allerede lidt tidligere. Man havde tidligere kun stillet krav på de allersimpleste, alleruundværligste artikler, og den smule håndværk der udøvedes udenfor hjemmene, havde været indskrænket til godsejernes eller byherrernes halvfrie undergivne, der kun, når de ikke havde arbejde for deres herrer, kunne arbejde lidt for naboerne. Nu begyndte finere »industrigenstande« at komme i brug. Der stilledes større fordringer til arbejdernes uddannelse og personlige dygtighed, og håndværkerne gled lidt efter lidt over fra at være ufrie eller halvfrie til at være personlig frie indbyggere i byerne, selvom de i begyndelsen måtte overlade alle politiske rettigheder til købmændene, som var den egentlige Borgerstand. Disse bærere af den vågnende industri begyndte tidlig at samle sig i lav, dvs. håndværkerselskaber, der i forening bedre kunne udvikle deres kunst og hævde deres rettigheder, end de havde kunnet gøre enkeltvis. Allerede omkring år 800 e. Kr. træffer man i Italien de første spor til sådanne lav; og tydeligere træder lavene frem her i det 11. og 12. århundrede, og deres fulde styrke opnår de først i Europa i det 14. og 15. århundrede. I Sydeuropa er det muligt, at lavene voksede frem under indflydelse fra den romerske kejsertids »kollegier«, dvs. håndværkerselskaber til gensidig støtte for medlemmerne. I Nordeuropa uddannede håndværkerne sig i mange henseender i stil med de nordiske gilder, der var ældgamle foreninger, der stammede fra den hedenske tid, men senere havde fået et kristelig-religiøst præg. Ved den senere tids lav forstår man en forening af næringsdrivende af samme art og fag, der har ret til at udelukke alle udenfor lavet stående fra at udføre samme stykke arbejde, som lavsmedlemmerne havde fremstillingsret på. Det særlige for lavet - og foreningsretten dengang - er eneretten, dvs. monopolet på fremstilling af bestemte varetyper eller tjenesteydelser (dvs. arbejdsdeling). I denne tid havde lavene mere vidtrækkende opgaver end den at udelukke al konkurrence fra udenforstående. De beskæftigede sig også med sociale, moralske, religiøse og politiske spørgsmål. På denne måde var de også en politisk organisation. Hvert lav havde sin særlige skytshelgen, sin fane og sit segl. Dets medlemmer skulle som regel bo i bestemte gader, og undertiden bar de særlige dragter (arbejdstøj). Og blev der gjort en opfindelse, sørgede lavene for at holde opfindelsen hemmelig indenfor lavets medlemmer. Det var lavets ledelse, der bestemte hvor mange svende og drenge som den enkelte mester måtte beskæftige, ligesom ledelsen bestemte arbejdstidens længde, og hvor mange varer det enkelte værksted måtte forarbejde om året, og af hvilken art de måtte være, af hvilket stof de måtte tilvirkes, og for hvilken pris de måtte sælges. For at påse, at disse bestemmelser blev overholdt, blev der afholdt tilfældige besøg på de enkelte værksteder, og det gik hårdt ud over den mester, der vovede at bryde vedtægten. Lavet havde ret til igennem sin Oldermand, der i regelen var valgt af lavet selv og bekræftet af fyrsten, - at udøve retspleje over sine medlemmer, - ikke blot i håndværksspørgsmål, men også i kriminelle sager. Lavet kunne udelukke en håndværker fra lavet og derved gøre ham erhvervsløs. Lavet kunne idømme mesteren bøder eller fængselsstraf, ja der er eksempler på, at Oldermænd har idømt dødsstraffe og ladet dem eksekvere. Men det var en stor støtte for de enkelte mestre at være medlemmer af sådanne lav. Råprodukterne fik de billigere, idet de gjorde store fællesindkøb. Kom der en ladning jern til en by, købte smedelavet den under ét, og da der ingen andre bydende var, kunne lavet skrue prisen så langt ned, det ville, når blot det ikke underskred den grænse, hvor købmanden sagde stop, og fandt det fordelagtigere at drage til en anden by med sin vare. Det fælles indkøbte materiale blev bagefter ligelig fordelt til de enkelte mestre. Al konkurrence var udelukket, ikke blot udenfor lavet, men også indenfor lavet. Den ene mester arbejdede nøjagtig på samme måde som de andre, og ingen kunne hæve sig i virksomhed og velstand over de andre. Traf nogen uforudselig ulykke en af mestrene, ildsvåde eller sygdom, havde han krav på bistand fra sine lavsbrødre. Lavene blev som en slags forsikringskasser og gensidige understøttelsesselskaber. I kraft af sammenslutningen kunne håndværkerne komme til at udøve en vis politisk indflydelse. Overalt fik de - nogle steder med det gode, andre steder med magt - sat igennem, at der indrømmedes dem lovlig del i byens styrelse. Også for køberne var lavsindretningen i det hele et gode. Priserne var ganske vist noget højere, end de ville have været, om konkurrerende håndværkere havde underbudt hverandre. Men lavet fastsatte priser var ikke ublu, og man var sikret mod altfor stort optrækkeri, og man kunne altid stole på at få gode varer. Skammen for et slet arbejde ramte jo ikke blot den enkelte mester, men hele det lav, han tilhørte, og det havde straffemidler nok mod det medlem, der leverede uordentligt arbejde. Men ved overgangen til den nyere tid forvandledes lavsvæsenet, der i tidligere dage havde været et gode både for håndværkerne og deres kunder, et mægtigt middel til at styrke industrien i dens barndom, til en ulidelig plage. Den vågnende foretagsomhedsånd kunne ikke finde plads indenfor disse lavssamfund, hvor alt var reguleret af regler og barrierrer, og hvor ingen havde lov til at vige et skridt udenfor det fra fædrene nedarvede. Lavene tillukkede sig mere og mere, og de enkelte lav i den enkelte by fastsatte ikke blot én gang for alle et antal mestre, som ikke måtte overskrides, men de gjorde også ofte håndværket arveligt, således at de kun åbnede sig for tidligere medlemmers sønner eller svigersønner, eller de forbandt så store udgifter med optagelsesprøverne, at kun meget formuende svende kunne bestride dem. Der blev da efterhånden en del svende, som ikke kunne gøre sig håb om nogensinde at blive optagne i lavet, og som følte sig trykkede og forurettede ved mestrenes eneret. Mange af svendene drev selvstændigt håndværk på trods lavsbestemmelserne. Men lavsmestrene mødte med en stedse stigende mistænksomhed de indgreb, som disse »fuskere« eller »bønhaser« gjorde i deres privilegier. Deres smålighed og stædige ståen på deres ret voksede i samme forhold, som det stigende forbrug i samfundet krævede en mere gennemført arbejdsdeling. Der opstod evindelige kævlerier mellem grydestøbere og kandestøbere, tøffelmagere og skomagere, handskemagere, hattemagere, og så fremdeles blev grundtonen i de fleste håndværkerforbunds historie. Det var kongens enevælde der gjorde ende på lavenes selvstyre og decentraliseringen, da lavenes indretning ikke stemte overens med grundsætningerne i den nye centralistiske statsform, der stræbte efter at samle al myndighed i fyrstens hånd. Men indtil videre fik lavene dog lov til at beholde deres ret til at forhindre alle udenforstående i håndværk. Det var først da Borgerklasserne havde foretaget en voldsom økonomisk samling i Frankrig at forholdene blev ændret, da befolkningerne sultede og krævede revolution. I Frankrig fejedes lavene bort af den store Borgerlige revolution i 1789, men hvor det også med det samme blev forbudt svendene at organisere sig i fagforeninger, sådan at købmændene kunne bestemme alt. Folk måtte forsætte med at sulte, - men nye revolutioner brød ud i Europa i 1848 mod de enevældige herskere, - og da købmændene også vandt disse kampe, afsagde de dødsdommen over lavsvæsenet. Det skete i Danmark i 1857. Men som man vurdere havde lavene stor myndighed. Der var ikke tale om en tredeling af magten, som fremlægges i den teoretiske statsform efter 1848. Lavene var også domstol, forsikringsselskab, etc.. I korstogstiden lærte Europa en ting at kende, som skulle komme til at øve en stor indflydelse til fremme for søfarten og derigennem for hele udviklingen. Det var kompasset, som nævnes i 1190 ved kontakten med Araberne. Kineserne havde allerede kendt kompasset i lang tid før vor tidsregning. Men der skulle gå mere end 100 år, før Vestens sømænd tog kompasset i brug. Igennem oldtiden og den ældre middelalder havde der været én vanskelighed forbundet med al søfart. Skipperen kunne ikke være sikker på altid at kende verdenshjørnerne. Om dagen kunne han ganske vist slutte sig til dem af solens stilling i hvert enkelt øjeblik, hvis da ikke himlen var særlig skyet, og om natten af stjernene, især da af den stjerne, der står omtrent på det punkt af himmelhvælvingen, som en linje fra jordens sydpol til nordpol ville træffe, om den blev forlænget ud i himmelrummet. Denne stjerne, Nordstjernen, der tilsyneladende altid står stille lige mod nord, var den sikreste vejleder som søfolk havde, og man kan forstå, hvilken frygt der greb europæiske rejsende, når de på rejser i asiatiske farvande i ny og næ kom så langt syd på, at Nordstjernen forsvandt i horisonten. Men der var også nætter, da stjernerne ikke var til at se, og i sådanne øjeblikke var en sømand ilde faren, om storm drev hans skib ud af dets kurs. Han kunne kende farvandet aldrig så nøje, havde han ikke land så nær, at han kunne se det, var der intet andet at gøre end at give sig lykken i vold eller at søge at ankre op og vente. Da skibene var små og ikke overdrevent solide, blev oldtidens og middelalderens sejladser væsentlig til kystfart. Kunne skipperen spare mange tiders sejlads ved at styre tværs over en stor bugt i stedet for at snegle sig frem langsmed kysten, vovede han måske trøjen.

Pengepugerne: Intet folk har haft så forunderlig en skæbne som jøderne. Så forskellige de er i deres overtro, og hvor de fastholder at leve efter nogle skikke og moralbegreber, som er uden relation til livet hos os, og som er skabt under andre gammeldags samfundsforhold i Orienten, med Orientens klimatiske forhold i historisk tid, adskiller de sig fra andre mennesker. De er ofte uden hjemstavn, ildesete og hånede og til tider hårdt forfulgte, og genopdyrker et sprog og en retorik var udgået og forsvundet. I middelalderen formedes en skikkelse i Sydeuropa som »den evige jøde«, der har hånet den romersk-katolske frelser. Jøder tilhørte kun halvvejs den by, det folk og den fyrstemagt, de færdedes iblandt, da jøderne valgte at leve bag lukkede mure, noget frimureragtigt, og de indgik kun indgifte ægteskaber, hvor mændene fik et kainsmærke ved den makrabre omskæring af kønsdelen. Der var i den ældre middelalder kun få betalingsmidler i omløb, men jøderne ejede næsten alt, hvad der var i omløb af ædelt metal i Sydeuropa. Derved var de i stand til at besørge den omsætning, der krævedes for at tilfredsstille de riges og de store godsejeres trang til luksus. Jøderne var tålte af overklasserne og i året 1084 skrev bispen af Speyer, at han anså det for en ære for sin by, at der fandtes jøder i denne by, og 6 år efter udstedte kejser Henrik IV en forordning for den samme by, hvor den der sårede en jøde, skulle betale en større bøde end den, der sårede en ridder. Det var først fra den seneste korstogstid, at de store organiserede jødeforfølgelser bredte sig over Sydeuropa. Under det stigende handelsliv som fulgte med de røveriske korstog, ville de kristne købmænd tilrive og overtage handelen, og derved gøre jøderne overflødige. Jøderne var således skadelige som farlige konkurrenter, da de sad inde med store kapitaler, hvor kristne fyrster og købmænd atter og atter var nødt til at ty til jødernes økonomiske hjælp i vanskelige forhold. Men jøderne kunne som långiverne nu aldrig vide sig sikre på liv og formue. Derfor satte de deres rente til en fuldstændig urimelig højde på 50 % årlig eller endnu mere. Undertiden kunne renten stige til 100 %. Denne jødiske ågerrente, var forbudt i den Vestromerske kirkekreds, og blev teologisk kritiseret af den største af skolastikerne: Thomas af Akvino, (død 1274), der hævdede, at jøderne ifølge guds lov burde gøres til slaver, men at det dog kunne forsvares, om man af kristelig mildhed nøjedes med at afkræve særlige afgifter af dem. Kampen mod jøderne bredte sig ikke med ét slag over Sydeuropa, idet betalingsmidlerne (monopolmønterne) og de kristne købmænd jo bredte sig op gennem byernes markeder i Europa i langsomt tempo. I Polen ser vi da endnu i det 14. og 15. århundrede, at jøderne er stærkt begunstigede, medens de allerede før korstogene (1096) var genstand for forfølgelser i Italien og i Sydfrankrig. Jødeforfølgelserne antog mange forskellige former. En forholdsvis mild fremgangsmåde var at forjage jøderne fra sin by eller sit land, og det skete i det 14. og 15. århundrede rundt omkring, eller også inddrog fyrsterne jødernes ejendomme. Ejendommene var jo også frembragt ulovligt via ågerrenter. Ludvig den Hellige af Frankrig beslaglagde en del rige jøders formue for at skaffe penge til sine korstog. Der hvor fyrsterne tillod jøder at opholde sig, indførte fyrstemagten store afgifter og forpligtelsen til at bære en særegen dragt eller bo i en særlig gade i byen. Et sted i Sydfrankrig skulle der hver Langfredag stå en jøde ved kirkedøren og modtage en ørefigen af alle kirkegængerne. Man mente også at jøderne forgiftede brøndene, og at de drev gudsbespottelse med indviede offerdyr, og man troede at det hørte med til deres gudsdyrkelse, at de slagtede og fortærede kristenbørn. Så under den sorte død i 1348-50 blev hele byens jødiske befolkning i Basel ført ud på en ø i Rhinen og brændt. I Strassburg blev der bygget et træstillads på den jødiske kirkegård og 2.000 jøder blev brændt på dette. I Mainz gjorde jøderne modstand mod de rasende folkemasser, og der faldt omtrent 6.000 jøder i denne kamp. I Zahringen i Schweiz blev 4 jøder radbrækkede, og resten forlod frivilligt byen. I Tyskland hvor alle forhold var i den vildeste opløsning, var jødernes forhold sådan, at de nogle steder mod betaling kunne søge beskyttelse hos nogle ridderne. Derfor finder man ofte ved foden af et bjerg, hvor en ridderborg har været opført, en jødisk landsby. Frankfurt am Main var i 1740 det økonomiske centrum i Tyskland, og ligesom i andre tyske byer fandtes en jødisk ghetto. Der var givet mange strenge regler for jødernes beskæftigelse og færden, og bl.a. skulle jøderne betale en afgift for »beskyttelse«. Der måtte ikke være mere end 500 familier i byerne, hvoraf der kun måtte indgås 12 ægteskaber om året. Der skulle nødigt fremavles for mange af disse, og jøderne måtte ikke erhverve grundejendomme, drive håndværk eller jordbrug. Indenfor handelen havde jøderne også fået betydelige restriktioner, og måtte bl.a. ikke måtte handle med frugt og silke. Udenfor ghettoen måtte de kun falbyde deres varer, når der var marked, og om natten eller på helligdage måtte ingen af dem forlade deres ghettoer, hvor deres gader blev spærret af med jernkæder. Jøderne måtte ikke vise sig på byens smukkeste promenader, og de boede i overbefolkede og dårlige ejendomme. Men her i Frankfurt boede en marskandiser Rothschild der også drev lidt vekselforretning. I 1744 fik denne Rothschild en søn: Maier Amschel Rothschild (†1812), og da forældrene døde, arvede drengen, hvorefter han forsatte med vekselforretninger, idet de tyske stater og byer havde forskellige møntsystemer. Da han også kunne fremskaffe sjældne mønter fik han kontakt med prins Wilhelm af Hessen, som bl.a. blev kendt for at forsøge at få sine 74 uægte børn indført i adelsstanden. Da prins Wilhelm i 1785 blev landgreve af Hessen-Cassel og arvede en enorm formue på 50 millioner thalere, gjorde dette ham til en af Tysklands rigeste fyrster. Wilhelms vigtigste indtægtskilde var at udruste soldater, og dem udlejede han til andre stater, sådan at lejetropperne gav ham en større indkomst. Han tjente 3½ million mark ved at sende sit Hannau-regiment til England. Prins Wilhelm af Hessen-Cassel betroede nu Maier Amschel Rothschild med pengeforretninger, og Rothschild skulle trække indtægterne hjem for udlejning af soldaterne, og få pengene anbragt i udlån til andre fyrster eller stater. Samtidig drev Rothschilds en omfattende pengeforretning fra Frankfurt, og han fik kontakt til bl.a. fyrsten af Thurn und Taxis, hvis »fyrstedømme« bestod i at han havde monopol til at drive posttransport i det tysk-romerske rige. Men under Napoleonskrigene i 1803-15 ændredes hele den finansielle situation i Tyskland og det gav uanede muligheder for M.A. Rothschild. Landgreve prins Wilhelm af Hessen-Cassel, der var blevet kurfyrst, blev uvenner med Napoleon, fordi kurfyrsten leverede soldater til England, men også fordi Napoleon ville sætte sig i besiddelse af kurfyrstens store formue, og Hessen blev besat, og prins Wilhelm måtte flygte. Det lykkedes Wilhelm at få krigskassen med sig, hvori der var ca. 21 millioner thalere. De værdier og penge som kurfyrsten ikke fik med sig blev betroet til Rothschild. Kurfyrst Wilhelm af Hessen-Cassel kom først til Danmark, men måtte tage til Bøhmen, da Danmark kom i krig på Napoleons side. Men i Franfurt forøgede Rothschild sine forretninger under krigen, og blev en af de rigeste familier i Frankfurt, hvor der iøvrigt var adskillige andre kæmpemæssige formuer. Men familien Rothschild havde også store indtægter på smugleri af tøj fra England, efter at Napoleon havde forbudt at importere engelske varer til fastlandet. De mange forretningsforbindelser med England medførte, at en af hans fem sønner: Nathan, flyttede til London i 1789 og drev forretningerne herfra, og da M. A. Rothschild døde i september 1812 var hele firmaet lavet om til et familieaktieselskab. Den engelske hær i Spanien, stod under ledelse af hertugen af Wellington, men Wellingtons skibe blev opfanget af franskmændene, så tropperne i Spanien gad ikke mere, da der ikke nåede penge frem. Nathan Rothschild fik så den ide, at en anden af brødrene: James Rothschild skulle oprettede en filial i Paris i 1812, og nu blev der smuglet enorme beløb fra England til Frankrig. Napoleon så gennem fingre med dét, idet han ikke anede, at pengene skulle videre til de engelske tropper i Spanien. James Rothschild fra Paris købte så veksler hos kriminelle sydeuropæiske bankiers, og via disse bankiers på Sicilien, i Spanien og i de små italienske stater, nåede vekslerne frem til Wellingtons tropper, og blev omsat i løn/sold til soldaterne. Omsætningen af vekslerne var så omfattende, at den medførte en betydelig nedgang i kurserne i England. Men samtidig havde familien Rothschild en omfattende spekulation på børserne, fordi deres postryttere og udsendinge som de allerførste kunne underrettede Rothschilderne om begivenhederne rundt omkring. Efter Napoleons nederlag i 1812 skulle de store franske erstatningsbeløb, sendes til England og Østrig. Det blev en kæmpeforretning for Rothschilderne, da tilstandene i Europa var så usikre, at faren ved at transportere penge var meget stor og provisionen derfor høj. Med deres firmaforbindelser i London, Paris og i de fleste store byer i Tyskland behøvede Rothschilderne ikke at sende de penge der skulle overføres, men de kunne nøjes med at trække på husets tilgodehavender de forskellige steder, hvor pengene skulle udbetales. Hele provisionen for den store transaktion blev derfor en ren nettofortjeneste for firmaet, der ikke havde den ringeste risiko ved forretningen. Nu var Østrig det førende land og en af brødrene: Salomon Rothschild (1774-1855) åbnede bankforretning i Wien i 1820, og Calmann Rothschild oprettede en filial i Napoli, for derfra at varetage lånetransaktioner med de forskellige italienske stater. Så nu havde Rothschilderne ét firma i 5 lande og én formue. Calmann Rothschild etablerede forretningsforbindelse med Luigi de´ Medici, der var finansminister for Neapel, og også paven i Rom blev en forretningsforbindelse, selvom den hellige stol var kendt for at være en særdeles dårlig betaler. Men Calmann fik dog den højeste pavelige orden og lov til at kysse paven på hånden. Østrig blev styret af fyrst Klemens Metternich, og Salomon Rothschild i Wien fik etableret en omfattende bestikkelse af Metternichs´ sekretær: Friedrich von Gentz, der forsynede Salomon Rothschild med alle vigtige begivenheder, og sørgede for, at den østrigske krone optog lån hos Salomon. Formuerne voksede og Salomon købte 3 kæmpegodser, der gjorde ham til en af Østrigs største godsejere, og i 1822 blev Salomon udnævnt til baron. Den spanske finansminister Toreno havde engang snydt Rothschildernes for én million francs. Da han blev ministerpræsident gennemførte Rothschilderne en voldsom børsspekulation i London og Paris, sådan at kurserne på de spanske statsobligationer faldt fra kurs 70 til 37. Toreno måtte gå af og Rothschilderne havde en kæmpemæssig fortjeneste på deres spekulation. I perioden 1815-1870 blev hovedparten af alle statslån arrangeret gennem Rothschilderne, men statslånene fik efterhånden mindre og mindre betydning for familien, der begyndte at interessere sig for finansiering af jernbaneanlæg, ligesom de opkøbte hele tobakshøsten på de Vestindiske øer for at videresælge tobakken til de europæiske fabrikker. Også de vældige anlæg Witkowitz i Mähren, blev omkring 1850 opkøbt af Salomon Rothschild.

Bondestanden: Fra romernes tid havde flertallet af landboerne i Sydvesteuropa været slaver, som deres herrer, de store godsejere, kunne sælge, mishandle, dræbe og behandle ganske som deres husdyr. I middelalderen kaldtes de bestandig trælle og havde kår som slaver. Trællene dyrkede jorden, men ejede den ikke. Jorden tilhørte nemlig kongen eller baronen, bispen eller abbeden. Trællene var kun jordbrugere, der pløjede, såede og høstede, mens herren tog deres arbejde, skatter, korn, vin, fjerkræ osv.. Men kongen havde ikke længere ret til at berøve dem selve det stykke jord, de dyrkede, og, når de døde, arvede deres sønner det, men rigtignok også alle faderens pligter. Deres kår var altså meget trange, og ofte blev de groft mishandlede; men herren kunne dog ikke berøve dem deres børn og ikke sælge dem, som romeren havde solgt sine slaver. Trælbonden i det 11. århundrede var således noget bedre stillet end den romerske landslave, men landbefolkningen var endnu ufri. Den måtte lystre alle sine herrers bud og befalinger. Hver herremand havde på sit gods en foged, som inddrev afgifter og skatter, pålagde bøder, ja kunne dømme hans bønder fra livet; de havde ikke engang ret til at forlade den landsby, de boede i. I det 10de århundrede var der i mellem- og Nordeuropa egentlig kun landsbyer eller flækker, beboede af sådanne bønder. Men disse flækker voksede i omfang og blev til byer. For at kunne værge sig mod omstrejfende fjender byggede beboerne rundt om byen mure og befæstede dem med tårne. En sådan befæstet by kaldte de en borg, sig selv kaldte de borgere. Ligesom bønderne var borgerne oprindelig undergivne en mægtig herre; thi de eneste frimænd var adelsmændene. Mellem byens borgere var der dog ofte købmænd og håndværkere, der tjente gode penge. Så købte de af deres herrer retten til at styre deres egne sager, og deres by blev da en stad, en kommune. Udenfor Romerriget var bonden fri og selvstændig da lensvæsenet opstod, men efterhånden blev bonden i næsten hele Europa fuldstændig afhængig af herremanden. Næsten al fri selvejendom forsvandt, og bonden fik en gård i fæste af godsejeren og var pligtig at yde ham en del af sine produkter i landgilde og at gøre hoveriarbejde til hovedgården. Bondens stilling var endog meget retsløs, og herremanden kunne gøre næsten med ham hvad han ville, - forhøje hans afgifter og jage ham fra gården. Herremanden betragtede bonden som træl. Udviklingen mellem herremanden og dennes lensforhold til fyrsten ændrede bonden rets- og betalingsforhold. Afgifternes størrelse og hoveridagenes tal blev fastsat og nedskrevet i jordebøger, og herremanden måtte ikke tage gården fra den mand, der opfyldte sine forpligtelser, - i hvert fald ikke uden lovligt varsel. Døde en bonde, kunne hans søn mod et lille vederlag overtage den gård, faderen havde drevet. Bønderne blev fri for krigstjeneste, da overklassen så en fordel i at have lønnede lejetropper. Udbyttet af bøndernes gårde har som regel slået til, for at tilfredsstille bøndernes fordringer til livet. Men naturligvis var der de herremænd, som udpinte deres fæstebønder. Men i al almindelighed følte herremændene ikke stor fristelse hertil; thi det var vanskeligt for dem at gøre de landbrugsprodukter, hvori landgilden leveredes, til penge. Forholdet mellem bønder og herremænd havde de fleste steder en patriarkalsk karakter. Herremanden beskyttede sine bønder og værnede dem mod ydre fjender. Men respekt for dem som mennesker havde herremanden ikke. Han nedtrampe deres marker under jagten eller at krænke deres ejendomsret, når han fandt det passende. Så kom korstogene og med dem opsvinget i handelen og dermed uro og bevægelse i alle forhold. Og bønderne var ikke dem, der nød mindst fordel af de nye tilstande. Der groede i byerne en stadig voksende handels- og håndværkerstand frem. Korn og kvæg måtte derfor i stigende mål føres til byerne, og derved steg prisen på landbrugsprodukterne. Folk strømmede fra landet til byerne for at slå sig på andre håndteringer end agerbrug og kvægavl, men derved steg arbejdslønnen på landet. Mange godsejere indså derfor, at det var fordelagtigere for dem at give bønderne en fri og selvstændig stilling, end at behandle dem som trælle, og med monopolmønterne fremtrængen, var det en fordel for herremanden, at få bønderne til at benytte disse penge, thi ellers kunne herremanden ikke få andel i købmændenes vareomsætning og luksusgenstande. Derfor fremsatte overklassen et krav frem om at afskaffe de tidligere dages naturalydelser og hoveriforpligtelser - til én gang for alle fastsatte årlige pengeafgifter. Efterhånden som så pengemængden i Europa steg, steg også priserne, og derved blev det en stor fordel for nogle bønder, at have fået sine ydelser til herremanden afløste mod én pengesum, der stadig lydende på samme antal pengestykker. Så vendte imidlertid udviklingen sig, og det var godsejerne, der bragte udviklingen til at standse. Der var mere end én grund dertil. Krige og store landeplager, især den forfærdelige »sorte død« i 1348-50, havde i de fleste, af Europas lande tyndet stærkt ud i bondebefolkningen. Derved var arbejdslønnen steget voldsomt, og det var svært for godsejeren at bestride udgifterne til sine folk, og så søgte han ved statsmagtens hjælp at få en række tvangsforholdsregler gennemførte: stavnsbånd, i hvert fald et stavnsbånd for kortere tid; fastsatte lønningstakster, der ikke måtte overskrides, osv.. Og det var herremændene så meget mere om at gøre at få sådanne bestemmelser iværksat, som deres godsdrift nu spillede en ganske anden rolle for dem end nogensinde før. Adelen blev efterhånden sat ud af spillet og den blev mere og mere overflødig i krig og kunne trække sig tilbage til sine godser. Og medens adelen i gamle dage havde betragtet godsernes drift som en biting ved siden af sine egentlige store livsopgaver, blev nu varetagelsen af landbruget adelens egentlige kald, som den satte al sin kraft ind på; og det gjorde den så meget ivrigere, som de nye tider havde vakt hos den en stadig stigende trang til luksus. Adelen dyrkede jorden med langt stærkere omhu og interesse end før - via bønder. Adelen forsøgte at købe fæstebønderne ud af deres gårde for at danne sig en større bedrift, en hovedgårdsmark, og til disse store virksomheders og landområders dyrkning krævedes et langt større hoveriarbejde end før. Adelen begyndte også at drive handel med landbrugsprodukter; og forsøgte derfor at forhøje landgilderne. Når en bonde var død, og hans gård blev bortfæstet til en anden, blev hoveri- og landgildetaksterne ofte forhøjede. Men de kristne konger besluttede nu, at alle de områder der før havde været folkets (bøndernes) fælleseje, nu skulle tilhøre kongen. Det var almindingerne (skove og egne), hvor bønderne tidligere havde drevet deres kvæg på græs; bønderne fik forbud mod at fiske i søer, vandløb og havet; forbud mod hugst og svinedrift i skovene, og mange flere tyvagtige kongelige urimeligheder. Under disse forhold vaktes der hos bønderne en voksende bitterhed mod de store herrer. Men konge, adel og herremænd følte på deres side en dyb forargelse over disse bønder, der ikke længere ydmygt bad »nådigherren« om indrømmelser, men som nu derimod stillede fordrede til dem, - som om at det var en rettighed som de retsløse bønder havde. Bitterheden steg på begge sider. Demokratiske tanker, tanker om alle menneskers ligeberettigelse, ja endog på sine steder tanker, som meget ligner både socialismen og anarkismen i vore dage, fængede i bønderne. Nogle steder fremkom religiøse oprørsbevægelser: Wiklifs bevægelse i England, Jan Hus' i Bøhmen, siden Luthers i Tyskland og Zwinglis i Schweiz. Overalt ulmede der had og rundtom brød oprøret ud i lyse luer. Man ville slå herremændene ihjel, brænde deres gårde og fordele deres rigdomme imellem sig. Der hvor oprørsbevægelsen var mere moderat, ville man sætte en stopper for alle adelens nye påhit, pålæg og krav. I Frankrig brød der en stor bondeopstand, La Jacquerie ud i 1358, i England en anden i 1381; i Bøhmen rejste de Hussitiske bønder sig lidt ind i det 15. århundrede; i Tyskland var der stadige bondekrige ved overgangen fra det 15. til det 16. århundrede; den sidste og største i 1525; i Danmark ligeså gennem hele den senere middelalder. Mest kendt er den nordjyske opstand i 1441 og Klemensfejden i 1534. I Sverige var Gustav I´s regeringstid fuld af bondeuroligheder. Men på hvert eneste sted blev bønderne slået ned, og opstandene blev til den største ulykke for dem. Thi nu stod godsejerne med sejrens ret over de slagne. Nu kunne godsejerne med rette tale om de farlige og oprørske kræfter i almuen, som skulle aves ved hensynsløs strenghed, og nu kunne de uden modstand spænde de tungeste åg på bøndernes skuldre. Frygtelige pengebøder, stavnsbånd, snærende hoveriarbejde, ulidelig landgilde, en ydmyg og underkuet stilling, - det var det, som bonden nu de fleste steder gik ind til. Og bestandig strammedes båndene mere og mere, og der blev ringere og ringere plads for velstand og oplysning blandt Europas bønder; - indtil omsider en ny tids ånd rev lænkerne i sønder. I 1348 rasede den sorte død i England med det frygtelige resultat, at mellem 1/3 og 1/2 af landets befolkning døde. Denne voldsomme nedgang i befolkningstallet medførte en stor mangel på arbejdskraft, hvad der drev arbejdslønnen i vejret. For at klare sig med så lidt arbejdskraft som muligt udlagde de store godsejere størstedelen af deres arealer til får. England blev derfor den store leverandør af uld til klædevæverne i Flandern i slutningen af det 14. århundrede. Denne udvikling tog yderligere fart, da den engelske »reformation« medførte, at kirkens gods blev overført til adelen. I de følgende 100-år rasede »krigen mod hytterne«, som startede med, at alle overdrev og fælles græsninger blev inddraget af godsejerne, selvom de frie bønder havde andel i dem. Fæstebønderne blev opsagt, selvejerne købt ud eller drevet bort og deres jord lagt ind under godserne. Agerbruget blev opgivet, og de dyrkede arealer blev lagt ud til græsning til får. Vældige fårehjorde blev oprettet og leverede store mængder af uld, der dels eksporteredes og dels blev bearbejdet i England. De mange tusinder af fæste- og småbønder, landarbejdere, m.v. der var udelukket fra deres erhverv gik arbejdsløsheden imøde, da der kun skulle bruges få fårehyrder, og de sociale forhold var forfærdelige. Pjaltede mennesker i tusindtal flakkede om på vejene og gjorde England usikkert. Landarbejderne var via laugsbestemmelser udelukket fra håndværk, og lovgivningen var grusom overfor disse stakkels arbejdsløse horder. Strenge straffe anvendtes overfor de ulykkelige mennesker: pisk, gabestok, afskæring af øret og brændemærke, slaveri og henrettelse. Alene i Henrik VIII regeringstid fra 1491 til 1547 skal 72,000 vagabonder have lidt dødsstraf. De store godsejere havde sat sig på fremstillingen af ulden, og godsejerne forstod at skaffe sig betydelige økonomiske fordele, blandt andet gemte de ofte ulden i flere år, før ulden bragtes på markedet for at skaffe en højere pris. De store mængder af uld skulle forarbejdes, spindes og væves af engelske »selvstændige håndværkere« på rok og vævestol, der sad hjemme rundt omkring på deres egne usle »værksteder«. De var presset til at købe ulden af de store godsejere, og de var henvist til at sælge de færdige varer til store opkøbere (handelskapitalister), der eksporterede dem. Samtidig medførte den store arbejdsløshed en voldsom nedgang i lønningerne, så spinderne og væverne, selvom de arbejdede mindst 12 timer om dagen, ikke kunne skaffe nok til at betale føden til kone og børn. Fra denne decentrale håndværksmæssige bearbejdning udviklede handelskapitalisterne forlæggersystemet eller udsvedningen, dvs., at de »selvstændige håndværkere« nu producerede hjemme på bestilling fra handelskapitalister, der forsynede dem med råvarer og som også aftog det vævede produkt. Siden Karl I (1625-1649) har lordkansleren iøvrigt siddet på en uldsæk, når han ledede det engelske Overhus' forhandlinger. Uldsækken indført som et symbol på, at ulden var det bærende led i det engelske erhvervsliv. Men da der ikke var nok profit i dette forlæggersystem valgte handelskapitalisterne at samle flere spindere og vævere i store lokaler, hvor de arbejdede under opsyn og streng disciplin for en ringe løn, - men der var forsat tale om håndværksmæssig fremstilling (manufaktur, der betyder håndlavet). Thomas Newcomen (1664-1729) fremstillede en del maskiner, og da James Watt (1736-1819) havde fremstillet sin dampmaskine i 1774 fulgte andre nye maskiner tæt efter. Nogle af tekstilmaskinerne var allerede opfundet tidligere, men først da dampkraftmaskinen blev føjet hertil, blev det muligt at indrette egentlige fabrikker. Men spinderne brød ind i det hus, hvor opfinderen af spindemaskinen boede, og ødelagde alt og stak til sidst huset i brand. Møllerne angreb den første mølle, som fik installeret en dampmaskine til at drive kværnen, og i det engelske parlament rejste sig en storm mod jernbanedriften, fordi køerne ville holde op med at give mælk af skræk over det ildsprudende uhyre, og at gnisterne ville ødelægge alle marker og svide skove af i flere miles omkreds. Og med jernbanernes fremkomst blev aktieselskaberne en nødvendighed, og kapitalismen dukke op med sine grundlove og imperialisme, og i marts 1880erne var nogle af verdens rigeste mænd: William H. Vanderbilt, Russel Sage, Jay Gould, A.Y. Stewart, John Jacob Astor, James Gordon Bennet, Markisen af Bute, hertugen af Westminster og hertugen af Sutherland.

Adelen: Adel betyder en person med særlige forrettigheder og særrettigheder, og desuden udgør adelen én stand med privilegier. I Norden betød udtrykket »adel« »den bedste, det rigtige, ædelig, ægte, den strålende« Der er flere udgaver af adel og forretigheder gennem tiderne, afhængig af disse personers egenskaber og samfundet udvikling: krigeradel, embedsadel, hofadel, kjoleadel, rigsadel, landadel, lav og højadel. Hos danerne var hirdmænd og styresmænd de ledende før adelsvældet, hvor utroligt mange tyske adelsmænd blev importeret til Danmark. I Norge var det fylkes-kongerne og herserne (lendermænd), der tillige var hovgoder. Hos næsten alle germanske folk spores en ældgammel fødselsadel, dvs. en slægsadel, der var arvelig, og fødselsadelen nød særlig anseelse og rettigheder. En drabsbøde af en adelsmand var højere end en drabsbøde af en frimand eller en træl. Germanerne valgte deres konger blandt adelen, fortæller romeren Tacitus. Fødselsadelens oprindelse kan ikke findes, men man formoder, at en adelsmand er overhovedet for de slægter, som folkestammerne bestod af, idet kelterne og slaverne benyttede dette. I den romerske republik fremtræder både en embedsadel, nobiliteten, en pengeadel, ridderne, og i kejsertiden danner der sig på ny en adel, honoraii, bygget på fyrstegunst og rigdom. Der opstår en ny adel hos de germanere, der flytter ned i det vestromerske rige, og bliver lejesoldater for romerne. Romerne havde jo et kolossalt undertrykkelsessystem med betalingsmidler, lejetropper, godsejere, etc., som udbyttede andre folkeslag, og dertil behøves jo en mængde personer med fæle titler og privilegier, for at kunne opkræve skatterne, og bestemme handelsbetingelserne og lovgivningen. En ny adel dukker op med lensvæsenet, hvor folkestammerne skal elimineres via de kristne konger og kejsere. Der er selvfølgelig kamp mellem adelsslægterne om hvilken slægt der skal være konge og kejser, og den ene adelsmænd efter den anden falder for den »konge«, der har de bedste våben, eller som bliver finansieret af de kristne eller købmændene, som også har raget rigdomme til sig. Kongemagten gik efterhånden over til mægtige slægter, der blev indgift i hinanden; men kongerne havde dog kun ringe magt og myndighed. Der var mange tronkrævere og uægte arvinger efter at fyrsterne beskyttede kristendommens overtro. Voldsomme kampe foregik, og kongerne forsøgte at lægge det ene len for len ind under sit domæne, og landområder og rige var opdelt i provinser, sysler, herreder, som hver havde sin styrer, en hertug, greve, baron der som løn for krigerske bedrifter »havde fået« jordegods af kongen til underhold for sig og sit følge. I sådanne tilfælde var adelen blevet kongens vasal eller lensmand, der skulle gøre ledingstjeneste, når kongen bød, og skulle pleje lov og ret på hans vegne og kræve skat i hans navn; men snart blev disse adelsmænd de virkelige herskere i deres hertugdømmer eller grevskaber; thi kongen savnede magt og midler til at styre dem, og, når en sådan stormand døde, tog hans søn eller datter hans len i arv. Disse lensmænd rådede da over hele, store provinser som deres storgodser, og som højadel forlenede de atter dele heraf til undervasaller, der hver sad i sit len med pligt til at følge og lyde dem. Stormændene havde selv ikke blot, som nu, store gårde med tilliggende jorder; deres herresæder var hele landsbyer, thi de omgav sig med en skare af krigsfolk og tjenere, og mange fri mænd tyede ind under deres værn: ofte ejede disse mægtige herrer tyve, tredive landsbyer og kaldte sig baroner eller friherrer. Deres gårde var befæstede kasteller. I hine tider var der nemlig kun personlig sikkerhed bag de høje, tykke mure om borge og byer. De krigerske stormænd byggede helst deres stærke borge på toppen af høje bakker, hvorfra de kunne se vidt ud over det om- og underliggende land. Rundt om borgen var der et bolværk af svære bjælker eller en ringmur med dybe grave; over en vindebro kom man gennem den gitrede port, det på begge sider forsvaredes af tårne eller selv var bygget som et fæstningstårn, ind i borggården, hvis ene side dannedes af det massive tårn med underjordiske kældere til fængsler, med flere stokværk, der afgav boliger, rust- og forrådskamre. Murene var så høje, at stormstigerne ikke kunne nå deres tinder, og så tykke, at de kunne trodse belejringsmaskinernes angreb. På borgen opvartedes så ridderen af unge mænd af adelig byrd, sønner af frænder eller naboer, der her oplærtes i våbenbrug som drenge og svende, opdroges i høvisk lydighed og øvedes i troskab og tapperhed for efter 7 års læretid som pager og lige så lang en tjeneste som væbnere at kunne aflægge den højtidelige prøve ved dystløb eller turnering og vinde ridderslaget, der gav dem ret til at bære de gyldne sporer, føre eget mærke i skjoldet og optages i selve ridderskabet. Hver borg med sit jordtilliggende dannede nu et len, og de mindre lensmænd gav sig under en større lensherres beskyttelse, og disse anerkendte så den mægtigste iblandt sig som fyrsten i denne del af riget. Alle disse lensmænd havde nu som lensherrer visse rettigheder, som vasaller bestemte pligter, og begge dele blev højtidelig fremhævede ved lenets ceremonielle overdragelse. Hver by havde sin bisp, hvert munkekloster havde sin abbed. De var både mægtige og rige, formående og formuende. I hine tider vare både konger, grever og baroner voldsomme og ustyrlige herrer, der for et godt ord slog både naboer, slægt og venner ihjel. Men, da de var bange for at komme i helvede for deres synders skyld, gav de tit og gerne før deres død en bisp eller abbed et stykke jordegods »for deres sjæls frelse«, som det hed sig, og de pålagde munkene at bede for dem. Således blev kirker og klostre rige og derved bisper og abbeder selv store herrer. I Tyskland var f.eks. bisperne af Mainz og Køln besiddere af hele store provinser og langt mægtigere end mange baroner. Særlig henimod år 1000 blev kirken rig, da de forkyndte dommedag, sådan at mange skænkede alt deres jordiske gods til kirken og grundlagde derved dens rigdom og en magt. Baronerne og deres følge færdedes ude til hest, væbnede med sværd og lange lanser og klædte i ringbrynjer eller pansere, med lukkede hjelme og store skjolde. De kaldte sig adelsmænd og anså krigerfærd for den eneste sømmelige virksomhed. Adelsmand og krigsmand var eet og det samme. Og når de ellers intet andet havde at tage sig for og var kede af at jage med falke og hunde, fordrev de tiden med krig og fejder indbyrdes. Dernæst dannede der sig af kongernes og fyrsternes tjenestemænd (en embedsadel) en talrig lavadel, der var krigere, hirdmænd; og adelen fremkom på ejendomsretten til store jordegodser med talrige fæstere, der arbejdede, medens godsherren (adelen) helligede sig til krig. Adelen udgjorde i tal kun en ringe del af samfundet; men den var tungt rustet og til hest, medens den faste borg gav den ly. Krigeradelen nåede sit højdepunkt i korstogstiden, og der opbyggedes en fællesfølelse i krigsromantik gennem ridderskabet og de adelige våbenskjolde fremkom. Kernen i riddernes hær bestod af deres beredne svende, klædte i panser og plade. Der var vel i reglen fodfolk til stede i hæren, men de spillede slet ingen rolle i sammenligning med de jernklædte ryttere. Mod deres harnisk af metal og tykt læder prellede ethvert pileskud af, og sværd og lanse havde ondt ved at bide igennem det; en lille, godt rustet og sammenarbejdet rytterskare kunne holde stand mod tusinder af letrustede fodfolk. Men så kom krudtet til Europa. Det er sikkert, at kineserne har kendt krudtet over 1000 år eller meget længere før krudtet blev brugt i Europa, og det er muligt, at korstogene via araberne har bragt kundskaben om krudtets sammensætning og egenskaber til Europa. De kristne har forsøgt at tilegne sig opfindelsen af krudtet, ved at udbrede en røverhistorie om en tysk munk, Berthold Schwarz, der gav sig af med naturvidenskabelige forsøg. Men han har ikke opfundet krudtet. Den engelske franciskanermunk Roger Bacon kendte i 1267 til sprængstoffer. Den første gang man hører tale om krudtets anvendelse i krige, er i slaget ved Crecy mellem England og Frankrig i 1346. I Danmark har krudtet være benyttet i kanoner til Valdemar Atterdag´s krigsformål. I Sverige omtales krudtet første gang i 1395. I »Unionskrigene« mellem Danmark og Sverige i det 15. århundrede nævnes krudtet jævnlig, men den første gang krudtet i Norden spiller nogen stor rolle i en kamp, er i Ditmarskerfelttoget i 1500. Men udviklingen med krudtet havde nu skabt en mulighed for en stående hær af fodfolk, hvis udstyr var mindre bekosteligt end riddernes og deres svendes. Rustningen var overflødig, thi den skærmede hverken mod bøsse- eller kanonskud. Selv den stærkeste og bedste rytterhær kunne i længden ikke vinde kampen mod artilleri og en hær af fodfolk med skydevåben. Det var billigere for kongerne at lønne en sådan en lejet krudthær til at tryne de selvrådige uafhængige lensmænd. Krudtet bragte selvfølgelig et opsving i handelslivet, og igennem den stigende told bragte det stadig flere og flere penge i fyrsternes kasser, der satte dem i stand til at holde større hære og købe flere kanoner. Så ved middelalderens slutning flyttedes tyngdepunktet i hærene mere og mere fra de stærkt rustede rytterskarer over til lejede fodfolkshære, ledsagede af kanoner, senere bevæbnede med bøsser i de kongelige hære. Og derved blev ridderstanden og lensfyrsterne stadig mere svækket, fordi de ikke kunne hamle op mod kongens og købmændenes rustede krudthære. Nu sad der rundt om på Europas kongetroner mænd, som hadede stormændene, lensvæsenet og ridderne og brændte af længsel efter at bryde deres magt for selv at stige op på deres ruiner. Det var ikke let for ridderstanden, som gennem århundrede havde opfyldt sin beskytterrolle, at blive forvandles til fredelige godsejere og til kongelige officerer og embedsmænd. Krigslyst, eventyrtørst og selvstændighedstrang lå stadig disse adelsmænd i blodet, og de foretrak ofte at leve som røverriddere på deres borge. Men nu havde kongen våbenmidler mod dem, så når ridderstanden/adelen forstyrrede landefreden, eller når de sad kongens bud overhørig, eller når de ligefrem rejste et oprør, kunne kongen finansiere og udsende lejetropper mod adelens borge, og hvor heldig en borgs beliggenhed end kunne være, hvor tykke dens mure og hvor tapre dens forsvarere, kunne kanonerne dog få bugt med denne borg. Kongen og pengepugerne drev skridt for skridt adelen tilbage. Ved middelalderens slutning var for Tysklands som for de fleste andre Europæiske landes vedkommende en gærende brydningstid, i hvilken der ikke blot skød nye tanker og nye forhold frem, men også gammelt opløstes og faldt sammen på alle kanter. I det 14. og det 15. århundrede led de adelige ridderhære forsmædelige nederlag overfor det engelske, flanderske, bøhmiske og schweiziske fodfolk; krudtets opfindelse ødelagde både rustninger og adelsborge. Adelens indbyrdes fejder og hele levevis passede kun lidet til de ordenskrav, som statens andre borgere stillede, og bragte atter og atter adel i strid med den fremvoksende fyrstemagt. Kongerne begyndte at udstede adelsbreve, og af de nyadlede var mange hverken krigere eller godsejere. I middelalderens sidste århundreder er adel derfor i stor nedgang; den havde megen vanskelighed ved at finde sig til rette i de nye forhold, og den udartede ofte til røverriddere og bandeførere. De særrettigheder som adelen havde og efterhånden øgede, tillod den at spille hovedrollen i samfundene, hvor hofembeder, officersstillinger og de højere civile embedsposter overvejende kom i dens hænder, og da adelen nu tillige med iver kastede sig over landbruget, hjalp også her dens privilegier den til at erhverve betydelig rigdom; ved indførelse af stamhuse og adel fideikommissariske bånd holdtes adelsgodset samlet. I de stænderske forfatninger fik adelen skattefrihed og det medførte, at fyrsterne måtte henvende sig til adelen, når de ønskede pengebevillinger, og den var så meget mere uafhængig stillet end gejstlighed og borgerstand, at den blev et værn for hele folkets indflydelse på samfundets styrelsen og den vigtigste skranke mod den kongelige enevælde, som jo trængte sig frem. Men i længden kunne adelen ikke vinde de andre folkeklassers sympati, og borgerstanden foretrak at finde sig i absolutismen, og nu mister adelen al politisk indflydelse, tabte alle de rettigheder, der indskrænkede fyrstens fri magtfuldkommenhed, men absolutismen lod som oftest adelen beholde alle de sociale privilegier, der trykkede folket. Adel blev en hofadel, en pryd for den enevældige konge, levende af hans nåde; den udgjorde det gode selskab, der litterært frembragte klassicismen; men dens nytte for samfundet var ringe mod, hvad den kostede. Så kommer fra 1789 de revolutionære strømninger og rammer adel endnu stærkere end kongemagten, og i løbet af det 19. århundrede er adelens særrettigheder forsvundne mere eller mindre, men de har da stadigvæk deres godser.

Adelen afløses af kongemagten: Som tidligere nævnt var det med og efter korstogene, at fyrsterne og ridderne fik adgang til luksusartikler. Ridderne udgjorde dengang den rigeste og mægtigste stand i Tyskland, og de ville klæde sig i kostbare stoffer, og de ville se fine retter og fine vine på deres bord, og de ville smykke deres stuer med en pragt, der ikke havde været kendt i tidligere dage. Men deres indtægter strakte ikke til de forøgede udgifter. Bøndernes landgilde og hovedgårdens drift indbragte ikke så meget, at det kunne dække adelsmandens behov. Så holdt forarmelsen lidt efter lidt sit indtog på borgene. Bondegård på bondegård måtte sælges fra godset, og det hjalp i øjeblikket, men det gjorde nøden så meget større sidenhen. Ridderne faldt i ågerkarlenes kløer, og prioriteterne voksede op over skorstenen. En forarmet, forgældet adel sad oppe på borgene, og de så med en blanding af foragt og misundelse på »kræmmerne« og »pebersækkene« nede i byerne, der blev rigere og rigere dag for dag, - medens adelen selv gik sin ruin i møde. Betalingsmidlerne og pengepugerne udviklede sig i byerne i tæt sammenhæng med afgifterne konge og kirkemagt, hvor der skete en ophobning af penge i det helt store format. Eksempelvis i handelshusene Bardi og Peruzzi i Firenze i første halvdel af 1300-tallet. De var bankierer for paven i Avignon, og skulle indkassere de pavelige afgifter fra England. Det gjorde de på den måde, at de indkasserede afgifterne fra England i form af uld - der var den bedste uld i Europa. De lod ulden fragte til Flandern for fremstilling af klæde eller direkte til Firenze for at fremstille luksusproduktet purpur- og skarlagensklæde. Pavestolen eller det pavelige kammer kunne på sin side let og enkelt anvise udgifter til betaling hos Bardi og Peruzzi. På den måde skaffede Bardi og Peruzzi sig en tredobbelt fortjeneste: 1) ved kommission for opkrævning og fremsendelse af pengene fra det fjerne England til Avignon, 2) ved selv at fastsætte kursen for vekslingen fra engelsk til italiensk mønt, 3) ved pavens penge som gratis kredit til handelen med uld og klæde. Tilsvarende fordele men i endnu større format havde huset Medici i Firenze, der var pavens bankier i 1400-tallet. Et tredje eksempel er huset Fugger. Gennem hele 1400-tallet havde de forpagtet told og skat for habsburgerne og lånt dem penge. Til gengæld fik de ret til at drive sølv-, kobber- og jernminer i Østrig og Ungarn. Dette havde de så store fordele af, at de udlånte 500.000 floriner for at sikre at habsburgeren Karl V i 1519 blev valgt til tysk-romersk kejser. Men i intet andet land greb opløsningen så vidt om sig og sårede så dybt som i Tyskland. Men dog bukkede kongedømmet i Tyskland ikke så hurtig under for lensadelen som i Frankrig; men da opløsningen kom, blev den til gengæld varig, da det tyske rige søndersplittedes i talrige enkeltstater, der kun ved et yderst løst bånd knyttedes sammen under kejser og rige. Der fremkom en sondring mellem en højadel, der stod umiddelbart under kejseren og havde »reichsstandschaft«, dvs. de kunne stemme på den tyske rigsdag og lavadelen, der stod under en af territorialherrerne, og til den sidste regnedes dog også rigsridderskabet. Bortset fra den rigsumiddelbare adels fyrstelige rettigheder var de fleste privilegier fælles for begge adeler's klasser, så længe det gamle tyske rige bestod. Hele samfundslivet var i fuldstændigt forfald, ingen vidste, hvad lov og ret var, og oppe på de faste borge sad ridderne. At føre en kårde og en lanse var jo egentligt ridderen og adelens kald, og nede på landevejen drog købmændene forbi med tunge pengesække og svære ladninger af allehånde varer, - og disse kræmmerne var sjælden synderlig øvede i våbenbrug. Havde ridderen så overfaldet et købmandstog, og var han heldig nået tilbage til sin borg, kunne han le ad alle trusler om hævn. Thi vejen op til borgen var stejl og borgen var befæstet. Fra murene kunne herren og hans svende vise en nok så stærk hær vintervejen. Hvad købmændene røvede gennem markederne, prisdannelser, veksler, bytold, betalingsmidler, byprivilegier, etc., ja, det ville ridderne også have andel i, - så de foretog den åbenlyse røverhåndtering på de omrejsende købmænd i det 15. og fra begyndelsen af det 16. århundrede allevegne i Tyskland, men især i de sydvestlige egne, hvor ridderne var talrigst, og hvor handelen var mest levende. Hjertet sank i den købmand, hvem landevejen eller floden førte hen forbi foden af et bjerg, på hvis top en borg knejsede. Og mødte han ridderen og hans svende, måtte han prise sit held, om han slap med at aflevere alt, hvad han førte med sig. Undertiden morede den højbårne herre sig med at hugge hænder og fødder af ham, eller han slæbte ham med sig til sin borgkælder og beværtede ham med smal kost, til slægt eller venner fremsendte løsepenge. Udenfor bymuren græssede borgernes kvæg, men de kunne aldrig være sikre på, at ikke en naboadelsmand en skønne dag, når hans køkken var udspist, drog ned fra bjergene og lagde beslag på det. Undertiden - midt i dybeste fred - blev en købstad overrasket ved at se en hel hær lægge sig udenfor dens mure. Nogle adelsmænd havde forenet sig, havde samlet deres mandskab og skrabet allehånde landevejspak sammen, og de gav sig så til at belejre byen, afskar vejene, ledede vandet bort og begyndte at udhungre byen. Først når en tilstrækkelig sum var blevet dem udbetalt, drog de bort. Til tider kunne sådanne riddere kaste sig over de store tyske landefyrster. I 1518 drog således Frans af Sickingen og hans folk ind i Hessen og plyndrede og brandskattede allevegne, og forlod først landet, efter at landgreven havde betalt en sum, der omtrent svarer til 1/2 million kroner (1899-priser). Den skade Hessen led i de 14 dage kampene varede, beregnedes til omtrent 18 millioner kroner. Det store flertal af riddere tog det ikke så nøje med, hvem de plyndrede. En købmands penge og varer var lige gode, enten han selv boede i Køln eller i Nürnberg. Mere fintfølende riddere ville dog helst have et eller andet påskud, som kunne berolige deres samvittighed med, at deres røverier kun var fejder og retfærdig hævn for krænkelser, der var overgået dem. Og det var sjælden vanskeligt at finde et sådant påskud. Lå ens gode ven i fejde med en by, kunne man træde op som hans hjælper, og havde man selv eller én af ens svende eller bønder lidt den mindste forurettelse fra en byborger, var der god grund til at sende hans by et fejdebrev, og gøre den alt det onde, man kunne overkomme. Var en sådan ridder så uheldig at falde i byborgernes hænder, var hans skæbne ham vis. Han måtte da prise sig lykkelig om han nøjes med at blive hængt eller henrettet, og undgik at radbrækkes eller spiddes, eller hvad for andre pinefulde straffe, de ophidsede byborgere kunne udfinde. I begyndelsen af 1520erne gik riddernes magt i Tyskland til grunde. De havde begyndt at føre planer om en politisk revolution, og ville omstyrte landefyrsternes og især de gejstliges magt, for at gøre kejseren og de frie riddere til bærerne af Tysklands statsforfatning. Men da vendte fyrsterne sig for alvor imod dem med kanoner, og den ene efter den anden af disse faste borge, der middelalderen igennem havde været uindtagelige, blev blæst over ende som korthuse. Et par dages belejring og borgen var en grushob. Fra da af var riddernes og adelens gyldne periode forbi, og de blev til fredelige godsejere, og efterhånden som de fandt det for besværligt at kravle op til deres bolig på bjerget, byggede de sig gårde nede i dalene og lod de gamle borge stå og forfalde. Hen ved middelalderens slutning blev lensstaten i Europa afløst af kongens enevælde. Lensstaten havde virket sålænge bue og blide og sværd var de vigtigste våben, og sålænge agerbrug var næsten den eneste næringsvej. Men med krudtets brug i felten, og med pengepugernes og byernes opsving, der fra korstogstiden kom i handel og håndværk, måtte den gamle lensstat vige for købmændenes og Borgerklassernes krav. Krigene i middelalderens slutning havde gjort lyst i de store lensherrers rækker. Korstogene, »Hundredeårskrigen« mellem Frankrig og England, »Rosekrigen« i England, Maurerkampene i Spanien og uro og fejder rundtom i Europa havde krævet mangfoldige stormænds liv, og for hvert skridt lensadelen gik tilbage, vandt kongen og byborgerne (købmændene) frem. Kongerne spandt deres garn ud over landet med en sjælden svigtende sikkerhed. I Frankrig har historien tydelig vist udviklingen. Intet land havde i middelalderen lidt mere under lensopløsningen end Frankrig. Stykket ud mellem mægtige stormænd havde Frankrig været kraftesløst udadtil - usammenhængende indadtil, - og dets konge havde kun sjælden magtet at mestre de evindeligt oprørske lensherrer og træde op med den myndighed, han ville gøre krav på. Men i den senere middelalder åbnede kongerne og købmændene kampen mod lensadelen. Langsomt igennem århundreder drog kongerne ved køb og ved giftermål, når en lensmand blev grebet i oprørske planer, eller når en linje uddøde, - len på len ind under sig. I tiden fra år 1200 til ind i det 16. århundrede samlede de omtrent 7.000 kvadratmile land. Adelen mistede lidt efter lidt de fleste og vigtigste af sine rettigheder, og adelen blev forvandlet fra en krigerkaste med stor magt i samfundet til en fredelig, privat godsejerstand, og under den franske revolution i 1789 gjorde købmændene (byborgerne) definitivt op med adelen. Og bedre gik det ikke gejstligheden, der blev gjort lydig og afhængig af kongen, hvor kongen blandede sig i embedernes besættelse, og gejstlighedens forbindelse med Rom blev løsnet. Således brød kongerne de højere klassers magt. Men kongemagten kæmpede også imod de spirer til kommunalt selvstyre og til en repræsentativ forfatning, der i den senere middelalder var vokset frem. Der var steder hvor kongen fik al stænderforfatning og alt selvstyre helt tilintetgjort. Stændernes magt var i de fleste af Europas lande ved år 1500 langt svagere end 100 år tidligere. Det blev kongemagten der i de følgende århundreder gav Europas historie sit særpræg. Men disse konger var vidt forskellige fra middelalderens idealer af en stor og herlig monark. De havde intet ridderligt i deres karakter, thi de var kræmmersjæle og pengemænd, der mindst ligeså gerne ville vinde frem ved list og svig som ved åben magt. De havde ingen store verdensomspændende planer, som folket kunne fylkes med i begejstring. Deres eneste mål var at styrke den magt, de havde arvet fra deres fædre, og føre denne magt et par skridt frem i løbet af deres egen regeringstid. Og de hadede adelen og stræbte efter at stække den, hvor lejlighed tilbød sig, og derfor søgte de deres støtte i Borgerstanden, og gjorde købmændene til deres rådgivere. Manglede de penge blev de nødt til at sammenkalde en stænderforsamling for at bede denne bevilge nye skatter, og derved ville stændernes magt styrkes og deres egen kongemagt svækkes. De var jævnlig gnieragtige og drev pengepugeri, og de skyede sjælden noget middel for at erhverve sig det røde guld. I England indrettede kong Henrik VII en særskilt domstol, »Stjernekamret«, hvortil han selv udnævnte dommere, og ved den kunne de fleste forbrydelser udsones med svære pengebøder til kongen. Der blev indført besparelser på alle områder af hoflivet; hoffet blev tarveligt, en iøjnefaldende modsætning til riddertidens glimrende fyrstehoffer. Men det må indrømmes, at disse konger heller ikke betænkte sig på at give penge ud, hvor en udgift syntes dem gavnlig. Soldaterne fik deres sold, og kongen brugte ofte meget store summer for at bestikke en mægtig modstander eller købe en storlensmand hans len af. Men det er påfaldende at disse konger var så langt væk fra alt det, vi betragter som godt og sædeligt. De undså sig ikke ved at bruge noget middel, hvor smudsigt det end kunne være. »Hvad der er fordel ved, det er hæderligt,« var Ludvig XI af Frankrigs valgsprog, og han handlede derefter. Machiavelli´s fyrste er en hædersmand i sammenligning med ham. Ferdinand den Katolske af Spanien brugte kætterforfølgelserne som et virksomt middel mod sine personlige fjender. I Paris rejstes Bastillen og i London Tower, - to uhyggelige statsfængsler, hvor tusinder af ulykkelige blev isat, og hvis eneste forbrydelse var den, at deres politiske overbevisning ikke stemte overens med, hvad kongen mente at kunne tillade. Og fangerne har døjet med de forfærdelige pinsler. Valdemar Atterdag i Danmark, havde sin styrke i den listighed, at han intet hensyn tog til ret og uret. Kristian II. er måske den mest hensynsløse, da han gennemførte Stockholmerblodbadet på de svenske Stormænd. Tyranner og despoter var de alle. Listige og hensynsløse, grusomme og vilkårlige. I stedet for lensmandsfogederne, der tit havde handlet vilkårlig med menigmand, trådte nu en virksom kongelig embedsstand. Selvfølgelig traf de forholdsregler til fremme for deres handel og deres næringsliv. Fejder mellem de store gamle herremænd blev forbudte og strengt straffede, og en kongelig lovgivning til fordel for Borgerklasserne blev indført. Men vilkårligheden ophørte ikke, og bønderne var forsat bastet og bundet. Der blev lagt et nyt monopolgrundlag i mønter, mål, vægt, postvæsen. I hælene på kongernes politibetjente og embedsmænd fulgte der en modbydelig spidsborgerånd og krybende underdanighed, og en kulsviertro på, at hvad kongen befalede, er altid det eneste rette, og at dét har folkene lydig at finde sig i og ikke kritisere. Den stolte, djærve folkelige selvfølelse, der var stærk i reformationens mægtige tid, ja, den svækkedes og sygnede hen, og der skulle gå århundreder, før den igen vaktes til live. Derfor blev det i de næste århundreder kongerne der stemplede verdensbegivenhederne med deres mærke, politik, rænker og luner, - og sligt har sjældent været til det gode.

Retsvæsen. I den ældre middelalder havde retsplejen i størstedelen af Europa formet sig ud fra de gamle germanske samfundsformer. Dommene afsagdes af de frie mænd på tinge. Appelret fandes ikke mange steder, og en embedsmand havde kun på enkelte steder bekræftelsesret på dommen, og i al almindelighed havde han kun at påse, at den del af de idømte bøder, der tilfaldt hans herre, kom rigtig ind. Alle forbrydelser, der ikke umiddelbart krænkede den offentlige sikkerhed, betragtedes som privatsager, der måtte udsones eller udkæmpes mand og mand imellem. For drab var der fastsat bøder, vekslende efter den dræbtes stilling i samfundet; for drabet af en fri mand skulle der betales så meget, for drabet af en livegen bonde så meget osv.. Men vægrede den dræbtes slægtninge sig ved at tage imod mandeboden, ved at »bære deres døde frænde om i pengepungen«, kunne de påføre drabsmanden fejde, og det betragtedes da som en ærlig sag, om de passede ham eller en af hans slægtninge op og slog ham ihjel. Under de fejder, der således udspandt sig af retstrætter, gik stundom hele slægter til grunde. Man lod de stridende parter kæmpe med hinanden. Den der sejrede var uskyldig og den tabende modstander var skyldig. Med kristendommen fremtrængen fulgte, at man kunne også lade den anklagede bære glødende jern i hænderne eller vandre barfodet over glødende plovjern. Kom han uskadt derfra, da havde gud ved sit jærtegn erklæret ham uskyldig. Eller man kastede ham ned i vandet, og sank han var han uskyldig, - svømmede han ovenpå, var han skyldig. Eller man lod den, der var mistænkt for mord, lægge sin hånd på den dræbtes lig, og man troede derved, at hvis han var skyldig, ville sårene i samme øjeblik springe op på den dræbte. Men det var dog ikke den herskende retssædvane. Undersøgelser anvendtes kun overfor ufrie, hvor man brugte det forfærdelige »skarpe forhør«, som har sat så styg en plet på den kristne tids retsvæsen. Det var først hen i 1050-1100 og op i korstogstiden, at retsplejen i størstedelen af Europa begyndte at antage andre former. Lensvæsenet var på denne tid i forfald, og kongemagten tog et opsving. Hele den myndighed, der i tidligere dage havde været opdelt på mange hænder, samledes i kongens hånd og udøvedes af ham gennem hans embedsmænd. Kongerne så skævt til de ældre samfundsformer, og den ældre retspleje, der kun indrømmede dem selv så underordnet en stilling, og de arbejdede rundtom med held på indførelsen af en anden ret, der kunne give dem selv den øverste magt i hænde på dette som på alle andre områder. Så trængte i middelalderens andet afsnit Romerretten igennem i næsten alle Europas lande. Romerretten var bygget på betragtningen af fyrsten som enevoldsherskeren, der frit kunne byde over alle sine undersåtters liv og gods, der éne havde ret til at udøve al myndighed i sit land og undersåtterne lærte efterhånden lovlydighed. Denne romerret passede kongerne fint i deres kamp mod de decentrale len. Men på den anden side rummede Romerretten også farer. Der hvor de kongevalgte dommere fortrængte de gamle folkedomstole, dér forsvandt gerne den selvstændige, selvfølende ånd, der havde besjælet borgerne og bønderne, når de som frie mænd sad til tinge, og gav plads for småligt, lavpandet spidsborgen. Og med Romerretten indførtes den forfærdeligste grusomhed i forhøret og i straffenes udøvelse. Denne grusomhed blev nu kongernes retssædvane i det meste af Europa. Torturen holdt sit indtog i retsplejen. Den vanvittige tro på, at man ved pinsler, når blot disse fortsattes tilstrækkelig længe og tilstrækkelig skarpt, kunne presse sande tilståelser ud af en anklaget, - tilståelser ved tortur skulle nu danne grundlag for »retfærdige« domme, - den ide blev nu almindelig antaget af Europas kristne dommere. Læren om torturen blev til en vigtig side af retsvidenskaben. Der er skrevet mange store værker, som nok kan få hårene til at rejse sig på dit hoved og tilføre dig grimme mareridt. Det er et helvedeskøkken af gru, man træder ind i, når man åbner en af disse bøger, eller når man ser nogle af de gamle billeder, hvorpå den ulykkelige anklagedes skæbne er fremstillet. Undertiden hængte man den anklagede op ved bagbundne hænder med centnertunge vægte ved fødderne, eller man spændte ham ud på pinebænken og trak ved spiltov i lemmerne, så vidt de lod sig strække; eller man lagde ham koghede æg under armhulerne; eller man nægtede ham føde, indtil han bekendte; eller man skruede hans lemmer sammen med tommeskruer, så knoglerne knustes; eller man skar hul på huden og proppede terninger ind mellem huden og kødet; eller man spilede hans mund op og hældte vand ind, - i Frankrig var 18 potter vand fastslået som maksimum; eller man bandt ham nøgen fast i en vandret stilling og lod vand dryppe dråbe for dråbe højt oppe fra ned på hans mave; eller man bandt brændende vokslys til hans fingre, der efterhånden som lysene brændte ned, fik store brandsår; eller man bandt ham fast til en jernvogn, som lidt efter lidt blev ophedet; eller man stænkede ham med kogende vand, - og der var hundrede andre torturmetoder, som helt stod på højde med disse. Var der fare for, at legemet skulle bukke under for disse pinsler, blev der holdt inde med dem, for at den anklagede i en stund kunne komme til kræfter - så pinslerne kunne begynde forfra påny. Og den samme umenneskelighed viste man mod den, hvem en tilståelse, sand eller falsk, omsider var blevet afpresset, og over hvem dommeren havde kendt sig »skyldig«. Selv om han slap med livet, gik han dog gerne en frygtelig fremtid i møde. At komme i gabestokken eller at piskes var forholdsvis mildt sluppet. Værre var det at få mærker indbrændt med glødende jern; at få sin hånd afhugget eller afbrændt eller at få næsen knebet af med glødende tænger. Man høre engang, hvordan Ludvig XI af Frankrig behandlede to unge adelsdamer, hvis eneste brøde var den, at deres fader havde optrådt imod den enevældige kongemagt. De blev sat i et underjordisk fængsel, så trangt, at de hverken kunne ligge eller stå i det; to gange ugentlig blev de trukne frem og piskede, og hver tredje måned blev to tænder trukne ud på dem. Var man dømt til døden, var der mange veje at gå. At henrettes med sværd var i de fleste lande en forret for adelsmænd. Almindelige mennesker blev enten henrettet med økse eller hængte. Var det nogen særlig slem forbrydelse, de havde begået, hekseri, fædrelandsforræderi eller falskmøntneri, havde man dog ganske anderledes kraftige måder at straffe dem på. Man kunne lade dem levende brænde på bål, levende stege i en metalskål eller levende koge i en gryde. Man kunne lade dem spidde ved sværd eller pæl eller lade dem drukne; man kunne lade dem radbrække, dvs. binde fast på en rist af træplanker og så køre et tungt hjul henover de dele af legemet, der under sig havde mellemrummene mellem plankerne, sådan at knoglerne knustes i kroppen; eller man kunne lade deres lemmer binde til halerne af 4 heste, der så hidsedes fra hverandre. At blive levende begravet var gerne en forret for kvinder, - »for kvindelig æres skyld«, som det hed i Riber ret fra anden halvdel af det 13. århundrede. Så forfærdelige former antog kongemagten. De udviklede det gamle rå barbari til et raffineret barbari med de frygtelige forhørs- og straffebestemmelser fra Romerretten. Og disse tilstande varede - til skændsel for Europa, de kristne og kongemagten - ved et godt stykke ind i den nyere tid, om end i en noget afdæmpet skikkelse. Det var først forbeholdt det 18. århundrede med dets sundere tankegang, og dets mere vågne sans for menneskets rettigheder, at rydde resterne af denne grufuldhed bort.

I det 11 århundrede var det lombarderne og jøderne i Magdeburg, Mainz og Køln, der var pengemænd i det vestromerske rige. Jøderne havde jo besluttet, at de måtte tage rente af udlånte penge, i modsætning til reglerne fra den vestromerske pavemagt. Men da de kristne fyrster kom i pengegæld hos jøderne, igangsatte de en forfølgelse og udsugede jøderne gennem ekstra skatter og afgifter. Og i Flandern (Brügge og Damme) opbyggedes handelen og markedslivet og i Artois og Picardie noget »industri«. Magdeburg og Lübechs byrettigheder bliver normgivende øst for Elben, og byen Lorris byrettigheder bliver normgivende i Frankrig; Newcastles for England. I det 12. og 13. århundrede lå de mest betydningsfulde interne markeder for Vesteuropa i Mellemfrankrig, i grevskaberne Champagne og Brie, i byerne Troyes, Provins, Lagny-sur-Mayne ig Aube. Novgorod og Gotland var stadig store markedspladser i den anden ende af Europa, ligesom Skanør-markedet i Skåne, Falsterbro, Bergen og grevskabet Flandern. I 1302 var der vedvarende håndværkeropstande i Flandern. Vigtigt var det at byerne selv bestemte toldregler, m.v., og ud af disse byer opstod bystater og republikker. Og i det 14. århundrede er pengevæsenet, handelsmonopolerne og fjernhandelen nået op til Nordeuropa via de 70 byer der danner Hanseforbundet, med Køln i den vestlige kreds; Lübeck i den vendiske del; og Visby i den østlige del. Men da de vesteuropæiske fyrster og den vestromerske kirkemagt ville fravriste handelspladserne til Orienten fra muhamedanerne førte de kristne i perioden 1095-1291 adskillige korstog ned over Lilleasien til Jerusalem, med grusomme myrderier til følge. Og rovet fra disse hærtog medførte et økonomisk opsving i Norditalien. Da korsfarerne erobrede Konstantinopel i 1204 fik købmændene i Venedig et kolonirige og Venedig et markant økonomisk opsving, da Orienthandelen tillige gik gennem Venedigs kolonier og over selve Venedig. Venedig holdt med korsfarerne, hvorimod købmændene i Genova holdt med den græske kejser. Rundt omkring i de italienske og sydfranske byer grundlagdes nu penge- og bankforretninger med veksler. Korstogene havde altså givet de Norditalienske byer deres chance. Medens Venedig særligt interesserede sig for handelen mod øst med den nære Orient og Lilleasien, så vendte Florenz sig i den anden retning og skaffede sig økonomisk indflydelse i Tyskland, Frankrig og England. Det var handelsfyrsterne, der herskede i disse byer, og over dem alle strålede familien Medici i Florenz. Man var på vej væk fra naturalieøkonomi. De mest kendte var i fristaden: Siena, Tempelridderordenen, St. Georgsbanken i Genua, bankerne i Florens (Firenze) med huset Acciainoli, Strozzi og Bardi, Wels, huset Peruzzi, slægten Medici, slægten Visconti, senere kom slægten Fuggerne. Slægten Medici (1360-1429) blev rig på Orienthandel og det fra Kurien erhvervede alunmonopol. Slægten grundlægger det største europæiske bank- og handelshus, og i tekstilbranchen havde de ca. 300 firmaer med 10.000 arbejdere. Bankiererne drog nordpå for at inddrive skat til paven i Rom. Frescobaldierne var bankier for den engelske krone, der kom i en frygteligt stor gæld til huset Bardi og huset Peruzzi. Og da den engelske krone valgte at undlade at betale gælden, medførte det en voldsom ruin hos købmændene i Florens i 1345. Betalingsmidlerne udviklede sig via byerne i tæt sammenhæng med afgifterne til konge og kirkemagt, hvor der skete en ophobning af penge i det helt store format. Men allerede ved år 1300 begyndte Champagne-markederne at miste betydning og i 1309 valgte de franske kardinaler deres egen pave, for at skrabe penge sammen. I dette århundrede var der derpå 7 på hinanden følgende franske paver i Avignon. Og på konsilet i Vienne i 1311 truede paven de personer, der tog rente og bedrev åger for udelukkelse af kirken i hele Vesteuropa…..Men i 1360 satte de osmanniske krigsskarer under anførsel af Murad I (1319-1389) over Hellespont, der skiller Lilleasien fra Europa. Det var de slaviske balkanfolk, som forsvarede Europa med det største heltemod. Medens de »tyske« feudalherrer bragte Mellemeuropa i forfald ved deres usle fejder, blev der udkæmpet et verdenshistorisk slag i Serbien. Det tapre serbiske bondefolk, som i det 12. århundrede havde dannet en statslig enhed, havde i det 14. århundrede under folkehelten Stephan Duchans ledelse svunget sig op til en høj kultur. Da serberne i juni 1389 sammen med bosniere, albanere, bulgarere og wallachianere gik de osmanniske erobrere i møde med våben i hånd under prins Lazar I, forsvarede de en stat, i hvilken bøndernes og borgernes velstand var i rivende udvikling. Slaget på Kosovo-marken endte med et frygteligt nederlag for de frihedselskende serbere. Atter havde et slavisk folk, i lighed med kampene for 150 år siden mod mongolerne, sat liv og ejendom på spil for at frelse Europa. Selv i sit nederlag har serberne opnået legendarisk berømmelse - i modsætning til Mellemeuropas feudalherrer, hvis kampe mod osmannerne endte i skændsel.

Normannerne havde i 1061 indtaget Sicilien og afsluttede arabernes herredømme her, og normannerne havde i 1085 indtaget den sydlige del af den italienske støvle, og dermed gjort en ende på det byzantiske herredømme. Robert Guiscard blev hertug af Calabrien (1059-85) og på Synoden i Melfi anerkendte normannerne pavens lensoverhøjhed. Roger II (1105-54) forener Sicilien med Calabrien og Apulien og erobrer Amalfi, Napoli og Gaeta. De tyske kejsere siden Otto I mener sig dog berettige til den tysk-romerske kejserkrone, og dermed også til retten til det opsplittede Italien og Lombardiets rige byer. Konrad II første felttog i 1026/27 fører til hans kroning med den lombardiske jernkrone i Milano. I 1037/38 støttes Ariberto af Milano af borgerskabet og her møder Konrad II sit nederlag til de lombardiske byer. Læs mere her. 100 år efter i 1157 krævede »den tyske« Frederik I Barbarossa den italienske kongekrone, men hans allierede pave Hadrian IV, der blev efterfulgt af Alexander III, havde en anden holdning, og Frederik nægtede at anerkende ham som pave, og belejrede Rom, som han indtog, samt Milano i 1162. Derfor understøttede paven nu de lombardiske byer i deres oprør mod Frederik I, idet Frederik I ville tvinge de rige og mægtige lombardiske kommuner til at tage imod de af ham udnævnte embedsmænd, medens byerne krævede fuldt kommunalt selvstyre. Ved pavens hjælp rejste Det Lombardiske Forbund af byer sig atter og atter til kamp, skønt den ene efter den anden af byerne blev lagt øde af Frederik I´s hærstyrker. Paven, hertugen af Saksen og kongen af Sicilien gjorde oprør nu mod Frederik. Også republikken Venedigs magt var voksende, og da Frederik I for femte gang drog over Alperne for at rette et hovedslag mod lombarderne blev Frederik I d. 29. maj 1176 besejret af Det Lombardiske Forbund i slaget ved Legnano. Så springer jeg er par korstog over rykker atter 100 år frem…og jeg når ikke rundt om alle byerne og hertugerne i Italien, da der er alt for mange aktører.

Under det 12. og 13. århundredes kampe vokser byerne frem og danner store byforbund. Men de mægtigere byer havde som indbyrdes handelskonkurrenter brugt de mest yderliggående midler mod hinanden, medens de trykkede de svagere nabobyer ned i retsløs afhængighed og de store brugte gerne et voldsherredømme. De indre kampe mellem adelspartierne indbyrdes og mellem adelspartierne og borgerskabet vakte længslen efter en fast regering. Og det var muligt at købe lejetropper for penge, til at støtte en hvilken som helst sag, idet man på dette tidspunkt bevægede sig væk fra naturalieøkonomi til pengetyrani. Og bankierne og tyranner opslugte de fleste byers frihed. Blandt de byer, der hævdede deres uafhængighed, er der to, som får den højeste betydning: Firenze (Florens) og Venedig. Men planerne om landerov antog et umådeligt omfang. Spanien stod sammen med pavestaten i Italien forrest i kampen mod reformer, og bragte derved pavedømmet i langvarig afhængighed af Spanien.

Milano. Men en hel familie af grusomme despoter og pengedyrkere styrede Milano, som dengang i enhver henseende søgte at kappes med Florens (Firenze). Familiens navn i Milano var Visconti, og var allerede tidligt udgået som den sejrende part af en strid med en anden familie, hvis medlemmer overmandedes og holdtes fangede i jernbure som vilde dyr. Familien Viscontis navn er i historien omgivet af rædsel. Visconti var en lombardisk slægt, der i en længere periode herskede i Milano som tyranner, og de havde en umenneskelig blodtørst og frembragte gruopvækkende voldshandlinger. Den, som grundlagde slægtens anseelse, var ærkebiskop Ottone Visconti (1208-1295), der i 1263 af pave Alexander IV udnævntes til at beklæde Milanos ærkebispestol. Men han måtte først føre en langvarig kamp med den mægtige slægt Della Torre, inden han i 1277 kunne overtage sin stilling, som han derpå havde til sin død i 1295. Han styrede fuldstændig byens sager, og blev bistået af sin brodersøn: Matteo (1250-1322), der som hans hærfører erobrede Vercelli og Como, og fik titel af kejserlig statholder i Italien i 1294. Fra denne tid står Visconti som ghibellinernes hovedmænd, og milaneserne anerkendte ham efter onklens død som deres hersker. Visconti-slægten skyede ikke noget som helst middel. En af dem tiltog sig magten på den måde, at han med bedrageri og forstillelse lokkede sin farbroder og hans sønner i fangenskab for siden at lade dem forgive. For at styrte en af sine fjender drev han denne til de vanvittigste forbrydelser mod sin familie, og på samme måde stiftede han gennem list og løgn blot ufred på andre hold og svækkede derigennem sine modstanderes stilling. Han lokkede småfyrsterne til at føre krig mod hverandre, og han gjorde sig een for een til forbundsfælle med dem alle, til den sidste var underkuet, og han kunne underlægge sig hans besiddelser. Ejendommeligt for denne mand var det, at han personlig udmærkede sig ved stor fejghed og en stadig angst og rædsel. I sine hæres felttog deltog han ikke, men sad indelukket i et værelse og styrede derfra så vel sine talrige generalers operationer som sit riges forvaltning. Hans hensynsløshed var altfor stor endog for hans samtid, og da han døde under pesten gik der et lettelsens suk gennem hele Italien, som stod i fare for at komme ind under hans overherredømme. Men Matteo havde atter i 1302 en svær kamp med Della Torre'rne, hvori det kun lykkedes ham at sejre, da han havde kaldt kejser Henrik VII til hjælp. Kejseren gav Matteo i 1311 bekræftelsesbrev på herskerværdigheden, medens pave Johan XXII lyste ham i band, og guelferne stadig bekrigede ham. Dog udvidede han sit magtområde ved Bergamo, Pavia, Piacenza med mere. Han døde i kloster efter at have abdiceret til fordel for sønnen: Galeazzo (1277-1328). Galeazzo havde også straks problemer med at værge sig mod guelferne, og først med kejser Ludvig's (af Bayern) bistand fik bragt hans sager på fode i 1327. En tro forbundsfælle af kejseren var Galeazzo imidlertid ikke, og hans hemmelige underhandlinger med dennes modstandere fik Ludvig til at kaste ham og flere af slægten i fængsel, hvorfra han dog snart blev løsladt, men med tab af sine lande og han døde samme år. Sønnen Azzo (1302-1339) styrkede slægtens magt. Kejseren overdrog ham herredømmet over Milano i 1328, men det var især efter at Azzo havde sluttet sig til pave Johan XXII, at hans sager havde fremgang, da han blev pavelig statholder, og det tidligere interdikt ophævedes. Han fik talrige nye besiddelser, til dels genvundne fra fordums tid. Han døde i 1339 efter endnu at have kuet et oprør i sin egen slægt. Hans onkel, Lucchino (ca.1287-1349) der fulgte efter ham, var en streng hersker hvor landområdet atter forøgedes, bl.a. med Parma Han blev forgivet af sin hustru, Isabella Fiesco og han havde indtil sin død delt magten med sin broder, Giovanni (1290-1354), der blev ærkebiskop af Milano fra 1329, og som nu blev enehersker og forøgede territoriet med nye store besiddelser, navnlig Bologna, der blev købt i 1350, og Genova, der i 1353 erkendte hans overhøjhed. Alt dette vakte Venedigs skinsyge, og denne by bragte et forbund i stand mod Giovanni, da han døde i 1354. Fra nu af begyndte de ret blodige familiedramaer med en række af forhadte tyranner, og det var næsten umuligt at få fat på de velbevogtede voldsherrer end ved de højtidelige kirkebesøg. Den hårde og grusomme Matteo II, en brodersøn til Giovanni, delte magten med sine to brødre: Galeazzo II og Bernabo. Så mistede Matteo II Bologna i kamp mod en fætter i 1355 og døde samme år af gift, som brødrene havde givet ham. Så fulgte Galeazzo II der lod condottierer hære forsvare ham mod Venedig og forbundet. Ved hans død i 1378 blev Bernabo enerådende, en kraftig, brutal despot, en ivrig jæger, hvis tusinder af jagthunde folket måtte underholde og pengegridsk var han. Ved snild politik lykkedes det ham at værge sig mod de forskellige forbund, der efterhånden stiftedes imod ham, især under pavens auspicier. Mod det venetianske forbund måtte han i 1356 afstå Genova og Bologna. Bernabo ville ligne de forfærdeligste romerske imperatorer. Han kaldte sig pave i sine stater, konfiskerede de gejstliges godser og indespærrede præsterne, og hans vigtigste statsformål blev vildsvinejagten. Dem som forgreb sig på hans eneret til vildsvinene, blev henrettet under pinsler. Folket skælvede og måtte fodre 5000 jagthunde for ham under strengeste ansvarlighed for deres velbefindende. Skatterne blev drevet i vejret ved alle optænkelige tvangsmidler, og syv døtre udstyres hver med 100,000 guldgylden, og en uhyre skat samles. Ved sin hustru´s død i 1384 udstedte han en befaling til befolkningen, at de skal klæde sig et helt år i sorg. Fra 1378 havde han sin brodersøn, Gian Galeazzo (1347-1402) til medregent. Denne gik for at være from og hengiven til studier, men med stor snedighed planlagde han en sammensværgelse mod onklen. Under påskud af en valfart forlod han byen og samlede en skare krigsfolk, overfaldt Bernabo og fængslede ham. Kort efter lod han ham forgive i fængslet, bemægtigede sig eneregeringen og forjog onklens sønner og arvinger i 1385. Gian Galeazzo fik tillistet sig Padova i 2 år (1388-90), men Vicenza og Verona blev hans i 1387, og sidenhen Pisa, Siena. Perugia, Bologna, m.m.. Han higede efter kongedømmet i Italien og anvendte sine umådelige indtægter til byggeforetagender. Han lagde grundstenen til klostret la Certosa i Pavia og til domkirken i Milano, som i størrelse og pragt overgik alle kirker i kristenheden. Han fuldførte også paladset i Pavia, som hans fader Galeazzo havde påbegyndt, og hertil førte han også sit bibliotek og den store samling helrelikvier. Med en bekostning af 300,000 guldgylden har han foretaget uhyre dæmningsarbejder for at kunne bortlede Mincio fra Mantova og Brenta fra Padova og således gøre disse byer forsvarsløse. Det er ikke utænkeligt, at han har planlagt en udtørring af lagunerne i Venedig. På ét år indsamlede han 2 millioner guldgylden i skatter gennem de frygteligste voldshandlinger. Kong Wenzel gjorde ham til hertug i 1395, men Gian Galeazzo døde i 1402 under en belejring af Firenze, og efterlod sig en datter Valentina, gift med hertug Ludvig af Orléans, og to sønner. Den ene søn Gian Maria (1388-1412) lod sin moder og formynder, Catrina, ombringe med gift på slottet i Marza, og han var en vanvittig tyran, der efter sigende lod sine blodhunde føde med menneskekød. I Milano samlede han alle de økonomiske midler til at skabe sikkerhed om sin egen person. Han blev også berygtet ved faderens hunde, som han brugte til af sønderrive mennesker med, og det udsultede folk blev blot myrdet i gaderne i 1409 af hans storcondottierer: Facino Cane´s soldater, men til sidst lykkedes det at slå Giovan Maria ihjel ved indgangen til kirken Sankt Gottardo i maj 1412. Broderen og efterfølgeren Fillopo Maria (1391-1447) var lumsk, listig og holdt ikke ord, og nærede planer om et italiensk kongedømme. Han købte dygtige condottierer som Carraopola og Francesco Sforza, der generobrede det tidligere Italien, men dog ikke byerne i Toskana og Milano. Ved hans død i august 1447 blev svigersønnen Francesco Sforza (1450-1466) hertug af Milano, og med ham begynder et nyt dynasti: Sforza. Det var Attendolo Sforza (1369-1424) der grundlagde Sforza-families dynasti. Han var bondesøn fra Cotignola ved Faenza. Faderen Jacopo havde en stor børneflok (20 søskende), hvoraf alle også kvinderne, var øvede i våbenbrug. De opvoksede ved Gotignola ved Faenza og førte blodhævnsfejder mellem deres egen slægt og familien Pasolini. Huset var kun arsenal og vagtstue; selv moderen og døtrene var krigerske ligesom mændene. En dag, da Jacopo var 13 år og arbejdede på marken, blev han af nogle soldater overtalt til at følge med dem til Panicale til den pavelige kondottiere Boldrino. Her fik Jacopo lyst til krigstjeneste, samlede en flok om sig, blandt andre en hel del af sin slægt; med denne sin skare tjente han mod god betaling snart den ene, snart den anden af Italiens verdslige og åndelige herskere mod en passende betaling, og han bedrog efterhånden dem alle. Men så blev han fanget og sat i fængsel i Castel Dell' Nuovo i Napoli, men hans søster redder ham med gidsler fra døden. Dog tyder det på at Jacopo var pålidelig i pengesager og havde kredit hos bankquiererne, ja selv efter et nederlag, ligesom at han alle vegne værnede bønderne mod soldaternes udskejelser og nødigt så, at de erobrede byer blev ødelagt. Hans yndlingsfrille Lucia (Francesco´s moder) lader han ægte en anden mand, for at han selv kan vinde frihed til at slutte en fyrstelig forbindelse. Da han under et krigstog omkom ved drukning, stod han i anseelse som Italiens fornemste hærfører, ligeså dygtig i sit virke som komplet fri for moralske skrupler. Hans uægte søn Francesco (1401-66) er slægtens berømteste mand. Han var tidlig som dreng med på felttog. Efter at faderen var død blev han lejehærens fører og i 1434 erobrede han Ancona fra pavestolen. I en ung alder havde Francesco Sforza giftet sig med en ung catalansk arving, Polissena Ruffa, grevinde af Montalto, men en tante tog livet at P. Ruffa med gift, og arven tilfaldte det barn som den myrdede havde sammen med Francesco Sforza. Milanos hertug: Filippo Maria Visconti (1392-1447) ansatte Francesco og han støttede hertugens vaklende trone mod hans mange fjender og fik hans uægte datter Bianca Maria til hustru. Ved temmelig betænkelige midler (hensynløst forrædderi) lykkedes det ham selv i 1450 at vinde hertugværdigheden i Milano, som han beholdt til sin død. Først måtte han dog værge titlen med våben imod adskillige modstandere, deriblandt condottiereslægten Piccinino, der længe havde gjort ham rangen stridig, men ved magt og klogskab hævdede han sin stilling, og opnåede ved sin snilde politik at få dannet et forbund mellem halvøens mindre stater. Hans ord var alle vegne af den største vægt, og det lykkedes ham, at få Giacomo Piccinino myrdet hos kong Ferdinand I. i Napoli. I 1434 fangede han Alfonso II af Napoli (1448-1495) og indgik forbund med ham. Hans søn og efterfølger Galeazzo Maria (1466-1476) begyndte sit styre med at lade sin moder forgive, og som lod sine fjender levende begrave. Han ejede over 2 millioner guldstykker, og holdt af fuglejagter. Galeazzo Maria var tilsyneladende både i forbund med Ludvig XI og Karl under Burgurderkrigen i 1462. Galeazzo Maria førte krig mod Ferante i Napoli og mod Sixtus IV tilbød Ludvig XI ham hjælpetropper. Galeazzo Maria blev myrdet af et par frihedselskende unge mænd i kirken sankt Stefano i 1476, da han havde gjort sig forhadt ved afskyelig despotisme. Det var Giovanni Andrea Lampugnani, Gerolamo Olgiati og Carlos Visconti der stak Galeazzo Maria ihjel juledag i kirken. Lampugnani blev straks nedhugget af hertugens ledsagere og de andre pågrebet, tortureret og ført til bøddelen. Medens bøddelen knuste Gerolamo Olgiati´s bryst, sagde han: »Man vil længe mindes dig; døden er bitter, hæderen evig.« De sammensvorne havde studeret Sallust´s (86-34 f.Kr.) værker. De rædselsscener, hvorpå renaissancetiden i Italien er så rig på holdt nu også deres indtog i denne slægt. Men der var ingen som i denne tid kunne føle sig trygge, selvom de havde »rettigheder« til deres byer og land. Da condottierne Roberto Malatesta og Federigo af Urbino døde samme dag i 1482, viste det sig, at de havde givet hinanden anvisning på hver sin stat. Der var fire stormagter: Napoli, Milano, Kirkestaten og Venedig, og i Kirkestaten vrimlede det med små tyranner, som var kondottierer. Under formynderskab af Bona af Savojen, Galeazzo's enke, og en af hans fornemste tilhængere blev den lille Giovan Galeazzo hertug. Men hans onkel, Ludovico Sforza kaldet »il Moro«, bemægtigede sig hans magt i 1489, og formodentlig lod han Giovan Galeazzo forgive i 1494. Ludovico var en fuldkommen umoralsk, fej og troløs mand, og ved hans hof herskede de mest løsslupne og unaturlige laster. Også han brugte vold, og en anset borger i Cremona lod han kvæle, fordi denne havde talt mod de ny skatter. Hans hof var det prægtigste i tiden, efter at det burgundigske hof var forsvundet, men der herskede den allerstørste usædelighed ved hoffet. Ludovico il Moro holdt aragonierne i Napoli og Sixtus IV vågen da man aldrig kunne vide sig sikker om han fik fremmed hjælp fra franskmændene eller tyskerne. Men Firenze havde sympati for det guelfiske parti og for franskmændene. Engang i 1484 ventede enkehertuginde Bonas tilhængere på at myrde Ludovico il Moro, og han undslap kun ved at betræde kirken sankt Ambrogio ad en anden dør end den, hvor de ventede ham. Men længe vidste han at sno sig blandt de vanskelige forhold Italien i slutningen af det 15. århundrede, og som han selv havde bidraget til, ved af frygt for spanierne at indkalde franskmændene under Karl VIII. Guelferne i Italien troede sig forpligtede til sympati for Frankrig, og ghibellinerne for Spanien. Da Ludovico il Moro for en kort tid var vendt tilbage til sine stater i 1500, kaldte guelferne i Tortona en del af den franske hær til byen for at fordrive ghibellinerne. Franskmændene plyndrede og ruinerede ghibellinerne, men bagefter fik guelferne samme tur, indtil Tortona var lagt fuldstændig øde. Siden svigtede Ludovico il Moro sine allierede og sluttede sig til venetianerne, men blev af Ludvig XII berøvet sit hertugdømme i 1500 og døde 10 år efter i fransk fangeskab. Endnu to af hans sønner opnåede at blive hertuger i Milano ved heldige omstændigheder, men allerede i 1515 mistede Massimiliano (den ældste søn) sin magt, og Francesco Maria (den yngste søn) hvis styre begyndte i 1522, gjorde sig så forhadt, at han (der døde 1535) blev den sidste af slægten på Milanos hertugtrone. Da franskmændene i 1512 drog bort fra Milano fra den hellige liga og Maximilians I´s hær, blev Milano plyndret af de fremrykkende tropper. Lucceseren Francesco Burlamacchi endte på skafottet i februar 1548 i Milano.

I Florens (Firenze) var det også købmandstanden, der gennem sine voksende indtægter tog magten i byen, og som regel var det gennem én familie, der opførte sig tyrannisk. Florinen blev som mønt introduceret i 1252, og Giano della Bella var fører for en anti-aristokratisk gruppe på guelfernes side i 1293. Handelshusene Bardi og Peruzzi var i første halvdel af 1300-tallet var bankierer for de franske pave i Avignon, og skulle indkassere de pavelige afgifter fra England. Det gjorde de på den måde, at de indkasserede afgifterne fra England i form af uld. De lod ulden fragte til Flandern for fremstilling af klæde eller direkte til Florens (Firenze) for at fremstille luksusproduktet purpur- og skarlagensklæde. Paven kunne let og enkelt anvise udgifter til betaling hos Bardi og Peruzzi. På den måde skaffede Bardi og Peruzzi sig en tredobbelt fortjeneste: 1) ved kommission for opkrævning og fremsendelse af pengene fra det fjerne England til Avignon, 2) ved selv at fastsætte kursen for vekslingen fra engelsk til italiensk mønt, 3) ved pavens penge som gratis kredit til handelen med uld og klæde. Tilsvarende fordele men i endnu større format havde Huset Medici i Firenze, der var pavens bankier i 1400-tallet. I 1334 ved pave Johannes XXII´s død havde pavestolen indestående for 24 millioner guldgylden i rede penge samt ædelstene. Men Frankrig og England kom op og toppes om valget af paven hvilket udløste 100-års krigen 1337-1453. Kongen af England, Edward II havde kolossale lån hos Bardi og Peruzzi, der nu mistede en formue på 1,355,000 guldgylden. Handels- og bankierhuset Peruzzi var i 1330erne den næststørste bank i Europa, hvor Giovanni Villani (1275-1348) mistede mange penge ved bankerotten i 1338 og kom i gældsfængsel. I 1345 gik handelshuset og bankier Peruzzi bankerot. Handelshuset og bankier Bardi gik bankerot i 1347. I 1353 indrettes nye statsrenter, og fra prædikestolene talte franciskanerne for dem, medens dominikanerne og augustinerne var modstandere, og så i 1378 gjorde uldkræmmerne oprør. Florentinerne fortæller os om pesten, og om hvorledes man ventede, at alt skulle blive billigt på grund af den ringe folkemængde. Men prisen på levnedsmidler og arbejdskraft steg til det dobbelte, og almuesfolk ville ikke arbejde mere. I byen måtte man betale karle og tjenestepiger i dyre domme, og bønderne kun gad dyrke de allerbedste jorder og lod de øvrige ligge hen. Der var uhyre summer penge, som under pesten testamenteredes til fattigfolk, men de viste sig unyttige, eftersom de fattige dels var døde eller ikke mere var trængende. Familien Albizzi (Rinaldo og Maso) var rivaler til Medicierne og til Alberti familien indtil 1434. Købmandstanden kunne på denne tid være forbryderiske, blodtørstige mordere, voldsforbrydere og så dyrke sig i kirkens velsignelse og maler- og digterkunst om dagen. Kontrollen med den enkelte person var allerede fuldstændig gennemført fra Frederik II´s tid af via paskontrollen, og Frederik II var et mønster og forbillede for borgerskabet. Huset Medici var berømt for sin handel og berygtet for sine pengeudlån, og slægten kendes fra det 12 århundrede som rige. Mediciernes slægt blev berømt og berygtet på grund af deres store magt, rigdom og deres grusomhed. Blodige mord og dolkestød hørte med til dagens orden for at Mediciernes kunne nå fremad. Skønt Mediciernes var rige bankierhuse, sluttede de sig til den oprørske middelstand overfor de store familier, der beherskede Florens. Men de udsatte sig ikke for alvorlige forfølgelser fra de rige, men de dog havde de fattige klasser at støtte sig til, når det begyndte at knibe. Under de opstande af forskellig art, som hærgede Florens omkring 1343, var det medlemmer af Mediciernes familie, der ledede borgernes masser til plyndring. De sørgede for, at det altid var deres værste konkurrenter, der først og fremmest blev plyndret, hvis ejendomme blev afbrændt og andre rigdomme ødelagt. Efter krigstiden måtte Medicierne være lidt mere forsigtige, og bruge bestikkelse og bestikkelse, eller hvis det ikke hjalp, så dolken og giftbægeret. En førerstilling hos florentinerne opnår de med Giovanni de Medici (Bicci/1360-1429), der blev pavens officielle bankier. Under kirkemøde i Konstanz i 1414-1418 spillede han en væsentlig rolle. Medici-huset havde bankier filialer flere steder i Europa. Men andre slægter tilstræbte dem livet, og det hjalp dem ikke, at de fik et par paver i slægten, da de andre bystater med deres slægter, ikke ville bøje sig for pengemagten. Medicierne lod deres modstandere rydde af vejen for at sikre deres egen stilling. Cosimo il Vecchio dé Medici (1389-1464) herskede fra 1434 diktatorisk i Florens (Firenze). Cosimo Medici havde svunget sig op til at blive byens herre. Da han engang blev fængslet af sine fjender, købte han sig friheden af sin fangevogter og morede sig over ham, fordi han nøjedes med 100 floriner, skønt Cosimo gerne ville have givet 10,000. Da han blev sendt i landsforvisning flyttede han sin forretning til Venedig. Her levede han som patricier og ledede sine finansoperationer mod konkurrenterne i hjembyen. Han begyndte at tømme Florenz for guld, og det lykkedes ham at skabe en krise, som han yderligere skærpede ved at lukke de væverier, han ejede i byen, og kaste arbejderne på gaden. Da forvirringen blev større og større, var byen tvunget til at bønfalde Cosimo om at vende tilbage - man kunne ikke undvære ham. De, der havde forvist ham og nu kaldte ham tilbage, kom til at angre begge dele, for straks efter sin hjemkomst begyndte Cosimo en udrensning blandt sine fjender. Mange af dem omkom under mystiske omstændigheder, andre blev ruinerede eller måtte vandre i landflygtighed. Cosimo Medici søn Piero den Ældre (1414-1469) var en sygelig mand, som kun havde ringe kraft og ringe indflydelse. Han døde ung og efterfulgtes af sin ældste søn Lorenzo Medici (1449-1492), som af samtid kaldtes »il Magnifico«, dvs. »den prægtige«, og han var også diktator i byen. Som dreng havde han engang reddet sin faders liv, da Piero var ved at blive snigmyrdet. Piero havde nemlig krævet at få tilbagebetalt store summer, som hans rige hus i sin tid havde lånt til flere af Florens' fornemmeste familier, og derved havde han vakt deres utilfredshed. En optegnelse fra 1422 viser to og halvfjerdsindstyve vekselererboder omkring Mercato Nuovo, og summen af rede penge, der var i omløb var 2 millioner guldgylden. Da Lorenzo overtog arven efter Piero, lyste Mediciernes stjerne ikke længere med samme glans. I hans unge dage fik han besøg af den berygtede tyran Galeozzo Visconti fra Milano, men Lorenzo festede for Galeozzo og forbrugte fabelagtige summer. I årene 1444-1471 udgav medicieres til almisser, offentlige byggearbejder og skatter ikke mindre end 663,755 guldgylden, af hvilke der kom 400,000 fra Cosimo il Vecchio dé Medici. Lorenzo var forgudet af sin samtid og viste grusomhed mod sine modstandere og kvalte dem i blod, samtidig med at han brugte løs af byens penge. Med alle midler søgte Medicierne efter nye rigdomskilder, og ganske særligt søgte de i så stort omfang som muligt at skaffe sig monopoler, sådan at forretningsprincippet blev »lille omsætning, men stor fortjeneste«. Lorenzo Medicide forsøgte at beherske allunmarkedet og alungruberne. Allun blev brugt i klædefabrikationen og var et absolut nødvendigt råstof. En lille del af forsyningen af allun kom fra Tyrkiet, men derudover var allun-gruberne ved byen Volterre de eneste forekomster. Minerne var forpagtet af et konsortium af købmænd fra Florens med Lorenzo Medici i spidsen. Volterre opsagde imidlertid kontrakterne for nu selv at nyde godt af byens rigdomme fra jorden. Denne formastelige handling blev hurtigt gengældt fra Florenz, som kort og godt ødelagde byen og lagde minerne ind under sig. Dermed havde de hånd i hanke med produktionen og benyttede sig omgående af det ved at sætte priserne i vejret. Overalt i Italien begyndte folk at søge efter allun og fandt det. Det var ubelejligt for Medici, ikke mindst fordi det var i kirkestaten disse miner lå, og her kunne de ikke anvende den samme fremgangsmåde som over for Volterre. I stedet for tilbød Medici paven at forpagte gruberne og meddelte, at »der ikke kunne være nogen tvivl om, at det var i vor hellige faders interesse«. Forhandlingerne gik i orden, og i den hensigt at skabe en allunmonopol for hele kristenheden fik de overtalt deres nye forretningskompagnon, paven, til at lyse alle dem i band, som herefter importerede allun fra de hedenske tyrkere. Forretningen gik strålende og gav betydelige summer i kassen, både til Medici og til den hellige stol. Paven var ikke nogen dårlig forbundsfælle, og Medici gjorde alt for at komme til at stå på en god fod med den hellige fader i Rom. Blandt andet lykkedes det Lorenzo, »den prægtige« Medici, at få sin søn valgt til kardinal, og vel at mærke den yngste kardinal, der nogensinde har været, for han var ikke mere end 14 år gammel. Det var et tydeligt forretningsmæssigt kup, og det er så heldigt, at man kender lidt af de formaninger, som Lorenzo gav sin unge søn, da han skulle indtage sit høje embede. Han formanede ham til: at guds og kirkens fordel gik frem for alt, men, »medens du søger dette, vil det ikke være svært for dig også at gavne Florenz og vort hus. Du må følge din pligt at sætte kirkens interesser frem for alt andet, dog anser jeg det for sandsynligt, at man kan finde en udvej for, således som ordsproget siger: at redde både gederne og grøntsagerne«. Men forholdene var dog ikke altid lige gode over for de skiftende paver. En familie, som længe havde båret nag til Medicierne, og som blev understøttet af paven var bankierfamilien Pazzi, der nu var på vej til at opnå en indflydelse, og som kunne blive farlig for Lorenzos finanshus. Men så udgav Lorenzo en lov, som pludselig berøvede Pazzierne i Toscana en uhyre arv og hindrede dem i at få adgang til de fornemste embeder. Men de hævnede sig på en måde, som Lorenzo ikke havde kunnet ane. Pazzierne lod paven vide, at de ønskede at få berøvet Lorenzo magten, på hvad måde dette end måtte ske. Pave Sixtus IV tilsluttede sig disse planer og man mente at et snigmord var det bedste. Familiens venner var i hundredevis indviklede i sammensværgelsen, og det blev besluttet, at ikke alene Lorenzo, men også hans yngre broder Giuliano (1453-1478) skulle ryddes af vejen, for at Mediciernes forhadte magt helt kunne blive kvalt. Man benytte sig af højmessen en søndag i domkirken. To af de sammensvorne, venner af Giuliano Medici, gik for sikkerheds skyld til ham og fulgtes med ham til kirken, og på vejen forvissede de sig om, at han ikke bar panserskjorte under sin dragt. En kondottiere: Giovan Battista da Montesecco, havde påtaget sig at myrde Lorenzo, men af skræk for at begå en sådan handling i et helligt hus under selve messen nægtede han i sidste øjeblik at gøre, hvad han havde lovet. To præster, hvoraf den ene hørte til pavens kancelli, påtog sig da hvervet i hans sted. På et givet signal styrtede Pazzierne sig over Giuliano, gennemborede ham med en mængde dolkestik og blev ved i raseri at slå ham, selv efter at han var død. Men præsterne, som overfaldt hans broder, var ubehændige, og det lykkedes Lorenzo at flygte ind i sakristiet, fulgt af nogle af sine venner. Der blev en frygtelig forvirring i den overfyldte kirke. Pazzierne blev forsagte, da det ikke lykkedes at få dræbt Lorenzo, og Mediciernes tilhængere benyttede sig af øjeblikket til blandt hele folket at udråbe hævn og død over forræderne. Lorenzo satte sig i besiddelse af 200,000 floriner, der lå i byens kasse, og som han netop trængte til for at få likvideret sin filial i Brüssel, der var gået konkurs. En del af modstanderne massakreredes på gaderne; andre lod Lorenzo straks henrette, og til skræk og advarsel blev de fornemste sammensvorne hængt på vinduesposterne i Palazzo Vecchio - deriblandt en ærkebiskop i fuldt ornat. Andre opsøgtes i deres gemmesteder eller blev udleveret af fremmede fyrster, til hvis lande de var flygtede. Over dem alle tog Lorenzo en frygtelig hævn, og denne hævn ramte også uskyldige, endog de medlemmer af familien Pazzi, som havde nægtet at tage del i sammensværgelsen. Ikke mindre end 300 mennesker siges at have mistet livet på Lorenzos bud i 1478. Da byen Volterna i 1472 havde gjort oprør på grund af en skat, som Lorenzo havde udskrevet, blev byen af hans soldater på en barbarisk måde ødelagt og udplyndret. Men Pazzi-sammensværgelsen medførte politiske forviklinger. Hans modstandere, paven og kongen af Napoli, Ferdinand I af Aragonien, lod deres tropper drage mod Toscana, og paven lyste Florens i band. Lorenzo var beslutsom som altid og begav sig personlig til kongen af Napoli for at forhandle om fred, og denne som også var en af tidens brutaleste tyranner, der hadede Lorenzo voldsomt, overvældedes til den grad af hans så overordentlig vindende væsen, hans veltalenhed og hans intelligens, at han gav sig. Da freden havde lagt sig begyndte Loranzo at formindske demokratiet og lagte magten i hænderne på dem han udpegede. Lorenzo havde i årenes løb lånt ud til Mediciernes bundløse pengekiste, og da han selv kom i pengemangel, snuppede han en offentlig kasse, der indeholdt opsparede penge til brudeudstyr til byens borgerpiger. Han døde i 1492 og var en god kristen. Han blev efterfulgt af Piero Medici den Yngre (1471-1503) hvis ene broder: Giovanni blev pave Leo X.. Men nu dukkede Fuggerne Hus op fra Augsburg og de overtog også hvervet som bankier for paven. Piero Medici den Yngre måtte flygte fra Florens, da franske tropper ankom i 1494 og man fratog Medicinernes deres palads Donatellos. Så førte Florens en krig mod Pisa, og valgte i 1502 Piero Soderini (1450-1513), som præsident på livstid. Men lejetropperne var så dyre, at Florens var på bankerottens rand, og så udskrev tyrannerne en borgerhær der bestod af bønder, og en spansk hær mødte frem, men bønderne flygtede, så Soderini blev landsforvist. Pisaerne blev dog undertvunget. Medicierne kom tilbage som private borgere, og de demokratiske regler i byen blev omstyrtet, og så blev Mediciernes fjender henrettet. Lorenzo den Yngre (1492-1519), der var søn af Piero, genvandt magten i byen i 1512. Den sidste Mediciiske pave døde i 1534, og de forsatte med at myrde hinanden…og de var alle kristne. Lorenzino Medici (1514-1548) dræbte hertug Alessandro i 1537, men måtte selv flygte til flere lande, og blev til sidst myrdet i Venedig i 1548, på foranledning af hertug Cosimo af Toscana.

Sigismondo Malatesta (1417-1467) herre af Rimini, overtog ryet for at være den dygtigste general. Ugudelighed, ryggesløshed, krigertalent og høj dannelse har sjældent været forenede hos eet menneske som hos Sigismondo Malatesta. Han var en mærkelig renæssancetyran og kondottiere. Han var tapper, klog og udholdende som ingen anden, men han var også en af de frygteligste mennesker, som tiden havde at opvise. Blandt de forbrydelser, han begik indenfor sin egen familie, var de mildeste, at han tog livet af to hustruer. Han undertrykte de fattige og plyndrede de rige, rasede i blodig vildskab mod alle, som ejede noget, han ville have fat i, enten det nu var nogle dukater eller en smuk hustru eller datter. Han morede sig med at lade hælde blæk i kirkernes vievandskar og havde sin fornøjelse af det, når han så folk dyppe deres fingre i blækket og korse sig. Denne forbryder søgte hvile fra sine blodige sysselsættelser ved at sætte sig ved de lærdes fødder og indhente kundskab om og indsigt i antikkens ædle tanker, - eller også ved selv at digte idyller om naturens skønhed. Han forsømte aldrig en morgenmesse, og ved en afbildning i marmor af sin stamfaders hovedskal tænkte han på døden og sin salighed. I samråd med en af alle tiders største ånder, Alberti, byggede han den mærkelige kirke San Francesco i Rimini. Mange kondottiererne havde stor grund til at vogte sig for deres herrer. Hvis de kæmpede med held, blev de farlige og blev ryddet af vejen. Malatesta-slægten var stor, men forbrydelserne dynger sig op i denne slægt, bl.a. med kondottieren Roberto Malatesta (1442-1482). Under Innocenz VIII´s ynkværdige regering stod kondottiere Boccolino på nippet til at overgive sig til tyrkerne med byerne Osimo og Jesi, som han for egen regning havde erobret. Boccolino havde tidligere været i burgundisk tjeneste, men ved Lorenzo Magnificos mellemkomst fik han nogle penge og drog bort igen. I året 1495 var forstyrret som følge af Karl VIII´s krig. En kondottiere Vidovero af Brescia erobrede byen Cesena med mord på mange adelsmænd og borgere, men borgen holdt sig, og han måtte drage bort igen. Han blev fulgt af en trop, som var overladt ham af en anden slyngel: Pandolfo Malatesta af Rimini, en veneziansk kondottiere og en søn af ovennævnte Roberto,og han erobrede byen Castelnuovo fra ærkebiskoppen af Ravenna. Venezianerne, som frygtede værre ting af ham og desuden var under pres af paven, befalede »velvilligt« Pandolfo ved lejlighed at tage den gode ven Vidovero af Brescia tilfange. Pandolfo udviste dog det hensyn først at kvæle Vidovero af Brescia i fængslet, inden folket fik ham at se. Den berømte Kastellan af Musso, ville under forvirringen i Milano efter slaget ved Pavia i 1525 improviserede sin suverænitet ved Comosøen. Men han måtte bøde for denne dumdristighed med mange års fangenskab i Milanos borg til 1538. Pandolfo hævdede kun herredømmet, fordi Venedig trods alle hans forbrydelser ikke ville lade sin kondottiere falde. Da han ikke kunne opnå en forbindelse med sin elskede, truede han hendes fader og afbrændte det kloster, hvori hun holdtes indespærret; forbitrede herover bombarderede hans undersåtter ham i hans borg i Rimini; de lod ham dog slippe bort, men han førtes tilbage af en veneziansk kommissær, plettet som han var af brodermord og alle optænkelige skændselsgerninger. Efter tre årtiers forløb bestod slægten kun af fattige forviste.

Ferrara, Modena og Reggio. d´Este er en ældgammel adelsslægt, der var besvogret med mange regerende fyrstehuse i og udenfor Italien. Den påstod at nedstamme fra en af Alboins langobardere, Adalbert af Mainz, og skal kunne føres tilbage til karolingske statholdere i Toscana i det 9. århundrede (Welf-Este) og til Bajern. I kampene mellem guelfer og ghibelliner spillede medlemmer af familien en fremtrædende rolle. Det ældste sikre medlem er Oberto I (død i 975), der var pfalzgreve i Italien under Otto I. Herredømmet i Este fik markgreve Albert Azzo II af Milano (996-1097) der byggede en borg i Este nær ved Padua, og som ledsagede Henrik IV til Canossa. Albert Azzo II havde tre sønner, og med ham deler familien sig i en tysk og en italiensk gren. Albert Azzo II havde med sin første hustru, Kunigunde, sønnen Welf IV, der i 1170 blev hertug af Bayern. Kunigunde var en søster til Henrik Welf III. Fra Welf IV (død i 1101) nedstammer hertughusene Braunschweig og Hannover. Med sin anden hustru Azzo havde han den tredje søn Fulco I (død i 1135), der blev stamfader til den italienske gren. Ester´erne tilhørte snart det guelfiske og snart det ghibellinske parti og erhvervede sig fra slutningen af det 13. århundrede Ferrara, Modena, Reggio m. m.. Et af familiens mest fremtrædende medlemmer var Obizzo I (død i 1193), der kæmpede mod Frederik I Barbarossa, og blev senere af kejser Frederik I valgt til markgreve i Milano og Genua. Hans nevø Azzo dÉste VI (1170-1212) blev podesta (chef magistrat) af Mantua og Verona. I de følgende år rasede der borgerkrige i Ferrara mellem familierne d´Este og Torelli, der var ghibellinsk, indtil det lykkedes Azzo VII (død i 1264) ved pave Gregor IX´s hjælp at overvinde Aalinguerra Torelli og udrydde ghibellinerne af Ferrara. Obizzo II (død i 1292) blev lord i Ferrara i 1264, lord af Modena i 1288 og lord af Reggio i 1289. Derefter er d´Este'ernes historie mindre interessant, indtil Niccolo III (1384-1441), som bl.a. lå i strid med Giangaleazzo Visconti. Niccolo var en beskytter af videnskab og kunst og genoprettede det af hans fader Oberto stiftede universitet. Niccolo's sønner Lionello (1407-1450) og Borso (1413-1471) beskyttede tillige industri og handel og regerede klogt. Af kejser Frederik III fik Borso i 1452 titlen hertug af Modena og Reggio, og af pave Paul II fik han i 1471 titlen hertug af Ferrara. Hele Italien vidste at i Ferrara fik soldaterne deres sold og universitetsprofessorerne deres løn udbetalt på dagen, at soldaterne aldrig egenmægtig turde holde sig skadesløse hos borger og landmand, samt at Ferrara var uindtagelig, og at der i kastellet lå en vældig sum af møntede penge. De bygninger, som opførtes af Borso (1430-1471) var meget talrige, men som oftest af ringe omfang. De vidner om en fyrsteslægt, der ikke vil indlade sig på uberegnelige udgifter. Hertugdømme er vel forsynet med spejdere, og hertugen undersøger selv daglig den fremmedliste, som værterne er strengt forpligtede til at føre. Hos Borso står dette endnu i forbindelse med hans gæstevenlighed, som ikke tillod, at nogen rejsende af betydning skulde savne æresbevisninger. En undersåt, som i Venedig havde talt ilde om Borso, bliver ved sin hjemkomst til Ferrara angivet og af retten dømt til landsforvisning og ejendomsfortabelse; ja, det var nærved, at en loyal borger havde stødt ham ned foran domstolen; med strikken om halsen går han til hertugen og tiltrygler sig fuldstændig tilgivelse. Borso måtte dog lade sine første og fortroligste rådgiver fængsle. Borso fulgtes af sin broder Ercole I (1431-1505), der kæmpede med tab mod Venedig. Det var især under ham, at Ferraras hof blev kendt for sin pragt og som samlingssted for fremragende mænd inden for litteratur og kunst, bl.a. Ariost og Boiardo, der var Ercole's minister. I Ercole I tid er fremmedlisten en ren betryggelsesforanstaltning. Ercole I lader en opkræver, som i mange år havde mæsket sig på folkets bekostning, afsætte med skamme; men i eet tilfælde lod Ercole det gå for vidt, da han afsatte sin politidirektør fra Lucca. Selv hertugens sønner og brødre rystede for ham, da Ercole´s bøder altid gik op i hundreder og tusinder af dukater, og torturen begyndte allerede før forhøret. Han lod sig bestikke af de største forbrydere og skaffede dem hertugelig benådning ved løgn. Hvor gerne havde undersåtterne betalt hertugen 10,000 dukater og derover, dersom han ville have givet afkald på denne fjende af gud og mennesker! Men Ercole tog ham til barnefadder og gjorde ham til ridder, og Zampante lagde år efter år 2000 dukater op; han turde rigtignok ikke spise andet end duer, som voksede frem i huset, og han gik aldrig over gaden uden ledsagelse af en skare armbrøstskytter og politibetjente. Det var på tide at afskedige ham; men da skete det, at to studenter og en døbt jøde, hvem han havde krænket dødeligt, huggede ham ned i hans hus under middagshvilen d.18. juli 1490, hvorpå de på heste, som holdtes rede til dem, sprængte gennem byen, syngende: »Kom ud, folk! Løb hen at se! Vi har dræbt Zampante!« Mandskabet, der skulde indhente dem, kom for sent; de var allerede nåede i sikkerhed over den nære grænse. Naturligvis regnede det nu ned med smædeskrifter, både sonetter og canzoner. Men Esternes herredømme i Ferrara, Modena og Reggio var en middelvej mellem voldsomhed og folkeyndest. Indenfor paladset foregår dog de skrækkeligste ting. En fyrstinde Parisina bliver halshugget i 1425 og ægte og uægte fødte prinser flygter fra hoffet og trues også i udlandet af eftersendte mordere. Intetsteds var moralen så løs og livet så letsindigt som ved dette hof, - og dét vil sige noget. En af dets herskere siges at have haft 300 uægte børn; et af dem var sønnen Ugolino, som faderen lod halshugge, fordi han mistænkte ham for at stå i forhold til sin stedmoder. En af hans efterfølgere lod sin hustru forgive for at undgå at blive forgivet af hende. Hertil kommer stadige sammensværgelser udefra, der vil frarive den eneste retmæssige arving, Ercole I, herredømmet. I 1493 skal Ercole have forgivet sin hustru, da han havde fået at vide, at hun ville rydde ham af vejen ved gift, tilmed efter opfordring af sin broder, Ferdinand af Napoli. Kardinalen Ippolito, broder til den regerende fyrste, forelskede sig dødelig i en kammerpige, men da hun foretrak en anden broder, lod kardinalen i sin egen nærværelse øjnene rive ud på denne. En sammensværgelse, som den blinde broder og en fjerde broder havde dannet mod hertugen, blev røbet, og begge blev kastede i slottets fangehuller, hvor den ene tilbragte 34 år og den anden 54 år, inden døden befriede dem. Men i slottets sale blomstrede alle kunstarter, strålede luksus og glæde, og det var kun denne side, man udefra kunne se. Men rustninger og befæstninger krævede skatter- men alt skete dog med mådehold. Befolkningens hurtige tilvækst er en målestok for den virkeligt opnåede velstand, sådan at der i 1497 ikke mere fandtes huse til leje i den stærkt udvidede hovedstad. Ferrara er den første moderne by i Europa hvor der fremstår store regelmæssigt anlagte kvarterer. Og da industrien havde gode vilkår, tiltrak det rige flygtninge fra alle egne af Italien, især dog florentinere, der byggede paladser her. Under hungersnød lod fyrsten korn komme langvejs fra og uddelte det. Men under almindelige forhold holdt fyrsten sig skadesløs ved monopoler, om ikke på korn, så dog på mange andre levnedsmidler: saltet kød, fisk, frugt, grønsager. En ny indtægt fik fyrsten gennem salget af embeder, som hvert år skulle besættes påny. Ved nytår 1502 hedder det således: de fleste købte deres embeder til pebrede priser og der udnævntes alle slags embedsmænd; og de skulle nok forstå at genopkræve disse udgifter hos befolkningen, hvilket gjorde dem lidet vellidt. Men Ercole I havde to døtre (Isabella og Beatrice) og én søn (Alfonso). Isabella d'Este (1474-1539) havde fået en glimrende opdragelse. I 1490 blev hun gift med Marchese Francesco Gonzaga (1466-1519) af Mantua. Hun viste diplomatiske evner, bl.a. i forhandlinger med Cesare Borgia. Hendes hof i Mantua var det mest glimrende i Italien ved de fremragende mænd, digtere, kunstnere og lærde, der følte sig knyttet til den skønne og kunstforstandige fyrstinde, som i sine bevarede breve har sat sig det smukkeste minde. Francesco Gonzaga var venezianernes hærfører i slaget ved Taro i 1495 mod Karl VIII. Deres søn Ferdinand blev kejserlig feltherre. Den anden datter Beatrice d'Este (1475-97) blev i 1491 gift med Ludovico Sforza (il Moro), hertug af Bari, senere hertug af Milano. I 1492 var Beatrice sin mands diplomatiske udsending i Venedig, hvor hun især søgte at opnå hans anerkendelse som hertug af Milano. Senere viste hun også diplomatiske evner ved fredskongressen i Vercelli i 1495 mellem Karl VIII og de italienske fyrster. Ved Ludovico's pragtfulde hof omgaves hun af lærde, digtere og kunstnere. Ercole´s søn Alfonso I (1476-1534) var gift første gang i 1491 med Anna Sforza, anden gang i 1502 med Lucrezia Borgia. Alfonso I havde bl.a. ved studierejser i Frankrig, England og Nederlandene skaffet sig et kendskab til disse landes handels- og industriforhold, der kom hans eget land til gode. Han besad stort teknisk kendskab til kanonstøberi, og som militær og diplomat fik han rig lejlighed til at vise sin dygtighed under de krige, han under næsten hele sin regeringstid var indviklet i. Efter dannelsen af Ligaen i Cambrai imod Venedig i 1508 blev han af Julius II udnævnt til kirkens gonfaloniere og kæmpede med held mod venetianerne; men da Venedig sluttede fred med paven og forenede sig med denne mod Frankrig, nægtede Alfonso at følge pavens ny politik, og skønt han tabte Modena og Reggio, slog han flere gange de pavelige tropper. Da franskmændene forlod Italien, stod Alfonso alene i sin kamp mod paverne (Julius II, Leo X, Clemens VII). Til sidst tvang Karl V paven til atter at anerkende Alfonso som pavelig lensmand i Ferrara, og kejseren bekræftede hans ret til Modena og Reggio. Alfonso I fulgtes af sønnen Ercole II (1508-1559), gift med Ludvig XII's datter, Renée, og general over den franske hær i Italien under ligaens kamp mod Spanien (fred 1558). Både han og broderen kardinal Ippolito (d. 1572), der byggede den skønne villa d'Este i Tivoli, var beskyttere af litteratur og kunst. Ercole's søn, Alfons II (1533-1597) hertug af Ferrara fra 1559, er bl.a. bekendt for sit venskab med Torquato Tasso, hvem han senere lod sætte i fængsel. Han forsøgte forgæves at vinde Polens trone efter den jagellonske mandsstammes uddøen. Da han ingen børn havde, uddøde med ham hovedlinien af de italienske Este´re. Hertugdømmet gik over til fætteren Cesare (1533-1628). Pave Clemens VIII erklærede imidlertid, med tvivlsom ret, Cesare for uægte født og inddrog Ferrara under pavestolen. Derimod beholdt Cesare stadig Modena og Reggio. Med Cesare ophører familien d´Este at spille en fremtrædende rolle i Italiens historie. I de følgende tider er der Alfons III (1628-1644), der frasagde sig tronen i 1629; Francesco I (1644-1658); Alfons IV (1658-1662), Francesco II (1662-1694), der forøgede det store bibliotet d´Estense og oprettede et universitet i Modena. Da han var barnløs, indtog kardinal Rinaldo III (1694-1737), en søn af Francesco I, hertugtronen. Han ægtede Charlotte Felicita af Braunschweig-Hannover og forenede således de, siden slutningen af det 11. århundrede adskilte hovedgrene af huset d´Este. Han forøgede sit landområde ved købet af Mirandola. Efter ham fulgte sønnen Francesco III (1737-1780), der var gift med en datter af Filip af Orléans. Han kæmpede med tab på fransk side i Kirkestaten, Napoli og Piemont, men fik sine lande igen ved freden i Aachen i 1748. Under hans søn Rinaldo blev ved freden i Campo Formio i 1797, Modena og Reggio indlemmede i den nyoprettede Cisalpinske republik. Med ham uddøde Esternes´s mandlige linie i 1803. Hans eneste datter Marie Beatrice blev gift med ærkehertug Ferdinand, søn af kejser Frants I. Som en erstatning for tabet i 1797 havde Rinaldo fået Breisgau, men Ferdinand tabte det igen ved freden i Pressburg i 1805. Hans søn var Frants IV (1779-1846), der fik Modena tilbage i 1814, og således var hertug over Modena, Reggio og Mirandola. Ved moderens død i 1829 fik han desuden Massa og Carrara. Han fulgtes af Frants V (1846-1875), der mistede sine besiddelser, da Modena sluttede sig til Sardinien i 1859, dvs. at kong Victor Emanuel II af Sardinien indvadere Modena. Ved hans død i 1875 overgik familien d´Este's titel og godser til ærkehertug Frans Ferdinand (1863-1914). Efter Italiens indtræden i 1. Verdenskrig på de allieredes side beslaglagde den italienske stat villa d'Este. Ifølge autorisation af d. 31. oktober 1914 er familiens navn og våben gået over til ærkehertug Karl Frants Joseph, Østrigs daværende kejser.

Kong Alfonso V af Aragonien (1396-1458) ejede også Valencia, Malorca, Sardinien, Sicilien og Korsika, og han var søn af Ferdinan I af Aragonien (1380-1416). Kong Alfonso V var fra 1435 kommet i besiddelse af Napoli, og han samlede på kunstneriske og videnskabelige ting. Han var glimrende i hele sin færd, viste mildhed og højmodighed mod sine fjender og færdedes frygtløs mellem sine undersåtter. Han havde en eneste uheldig egenskab, da han fremmede betydelige offentlige arbejder. Udgifterne skulle jo følges af indtægter forbryderske finansembedsmænd måtte så afgive deres formuer; ligesom der prædikedes et korstog, for at man under dette påskud kunne beskatte gejstligheden; jøderne måtte afværge nye truende forholdsregler med gammelt guld, frivillige gaver og regelmæssige afgifter. Og efter et stort jordskælv i Abruzzerne måtte de efterlevende fremdeles betale skatterne for de afdøde. Til gengæld ophævede Alfons uværdige skatter som terningeskatten og søgte især at lette de fattige for de dem så tungt påhvilende afgifter. Han viste en uudtømmelig gavmildhed imod alle, endog fjender; hans rundhåndethed overfor litterære fortjenester var ganske ubegrænset. Kongeriget overtoges af hans ægte søn: Ferdinand I. i 1458. Baronernes stadige sammensværgelser mod ham voldte ham voldsomme problemer. Regeringen alene handlede med korn og olie og al den øvrige handel centraliserede Ferdinand hos en storkøbmand Francesco Coppola, som delte vindingen med ham og tog alle redere i sin tjeneste; tvangslån, henrettelser og konfiskationer, den grelleste simoni og brandskatning af alle gejstlige korporationer skaffede det manglende tilveje. Foruden jagten, som han drev ganske hensynsløst, hengav Ferdinand sig til to slags glæder: enten lod han sine modstandere levende indespærre i forsvarlige fængsler, eller han lod dem efter deres død balsamere og iføre den dragt, de bar i live; men i begge tilfælde beholdt han dem i sin nærhed. Han gottede sig ved at tale med sine fortrolige om fangerne. Mumiesamlingen blev der slet ikke gjort nogen hemmelighed af. Hans ofre var næsten altid mænd, hvem han havde fået fat på ved list, ja grebet ved sit eget kongelige bord. Rent djævelsk var hans fremfærd mod førsteministeren Antonello Petrucci, der var blevet gammel og syg i tjenesten, og som i stigende dødsangst uafladelig måtte holde Ferdinand vedlige med gaver, indtil tyrannen en lod ham henrette sammen med Coppola. Ferdinand I. døde i januar 1494. Ferdinand´s ældste søn: Alfonso II af Napoli og Calabrien døde i 1495, og han skildres som grusom, slet, rå og vellystig.

Også hertugen af Urbino: Federigo (1444-1482), der var kriger færdedes vidt omkring på felttog, men fik bygget et slot, hvor han samlede et værdifuldt bibliotek og en mængde ypperlige kunstværker. Federigo tilhørte den gruppe af italienske småfyrster, som på samme tid var kondottierer, dvs. de var hærførere, som stillede deres dygtighed snart til den enes, snart til den andens tjeneste, når de ikke behøvede at kæmpe for deres egen skyld. De havde gjort krigen til en håndtering, og de tilbød deres tjeneste til den, som betalte bedst, uden noget hensyn til politiske sympatier. Mens de var ledige, bestyrede de deres små territorier, men ved første opfordring drog de ud, deltog i et felttog eller flere - og slog sig så til ro igen, indtil der skete nye henvendelser til dem. Ad denne vej kunne flere af dem nå en høj magtstilling, og dynastier grundlagdes af den slags kondottiererer. Hans søn Guidobaldo, der besad store egenskaber, men forfulgtes af sygdom og alskens ulykke, kunne dog til sidst i 1508 overgive sin stat i sikre hænder til sin nevø Francesco Maria, der tillige var en slægtning af pave Julius II.

Fabrianeserne myrdede i 1435 hele tyranfamilien Chiavelli under højmessen. I Mirandola herskede småfyrster af huset Pico. I 1470 havde Galeotto ladet sin broder Antonio Maria kaste i fængsel, men også her blev fyrsten myrdet ved et natligt mord. Også Pandolfo Petrucci førte et tyrani i det sønderrevne Siena. Ubetydelig og ond herskede han ved hjælp af en retsprofessor og en astrolog, idet han nu og da skræmmede folk op ved et mord. Det var hans sommerfornøjelse at rulle stenblokke ned fra Monte Amiata, uden at han brød sig om, hvad eller hvem de traf. Skønt det lykkedes ham, hvad ikke de snedigste havde formået, at unddrage sig den spanske Cesare Borgias rænker, døde han dog forladt og foragtet. Hans sønner hævdede endnu længe et slags halvherredømme.

Bologna. Bentivoglio var en af de fornemme slægter, der sagdes at nedstamme fra en uægte søn af kejser Frederik II. De kom fra en borg i nærheden af Bologna og de støttede guelferne. Giovanni I Bentivoglio fik hjælp af Viscontierne i 1401, men han blev dræbt i 1402. Familien beherskede Bologna i det 15. Århundrede. Annibale I blev myrdet i 1443, Sante I regerede derefter til 1463 og efterfølgeren Giovanni II Bentivoglio (1443-1508) var en voldsom tyran, og i 1506 blev familien jaget ud af byen af pave Julius II.

Perugia. I det femtende århundrede opsamledes de værste voldsherrer sig i de mindre og i de ganske små stater. Talrige familier, der alle ville leve standsmæssigt, var udsatte for arvestridigheder. Bernardo Varano af Camerino ryddede to brødre af vejen i 1432, fordi hans sønner ville have arven efter dem.. Alessandro Sforza, fyrste af Pesaro, broder til den store Francesco og svigerfader til Federigo af Urbino (død 1473) var dog en af de bedre fyrster. Han var en dygtig styrer, en retfærdig og imødekommende hersker, og efter et langt krigerliv kunne han glæde sig ved en rolig regering. Sådan var det også hos Giovanni II Bentivoglio af Bologna (1462-1508), hvis politik var afhængig af husene Este og Sforza. Men frygteligt var det i husene Varano af Camerino, Malatesta af Rimini, Manfredi af Faenza og især hos Baglionierne i Perugia. Baglionierne fødtes med sværd ved siden og var en af hine slægter, hvis magt ikke havde udviklet sig til et fyrstevælde, men som støttede sig på førerskabet i en by, og de havde en stor familierigdom i forbindelse med en åbenlys indflydelse på embedsansættelserne. Indenfor Baglionierne anerkendtes en enkelt som familieoverhoved, og alligevel herskede der et dybt, skjult had mellem de forskellige grenes medlemmer. Som modstander af huset stod et adelsparti under anførsel af familien Oddi, og alle gik bevæbnede om i 1487, og stormændenes huse var fulde af krigsfolk og altid rede til mord. Dagligt øvedes voldshandlinger. Men klagede folk, købmænd og håndværkere sig - tav man, og andre skyndte sig bort fra byen. Da Oddierne måtte forlade Perugia, blev byen forvandlet til en belejret fæstning under Baglioniernes voldsherredømme, der endog tager domkirken i brug som kaserne. Sammensværgelser og overfald hævnes frygteligt. I 1491 havde man nedhugget 130 mand, som var trængt ind i byen, og hængt dem på stadspaladset, hvor der blev oprejst 35 altre på torvet, og i tre dage blev der læst messer og holdt processioner for at borttage forbandelsen fra stedet. En slægtning af Innocenz VIII blev ved højlys dag stukket ihjel på gaden, og da Alexander VI sendte en af sine frænder for at mægle fred, mødte man ham med åbenlys spot. Til gengæld havde begge hovederne for det regerende hus, Guido og Ridolfo, hyppige forhandlinger med dominikanernonnen Suor Colomba af Rieti om fred - men det var forgæves. Medens Karl VIII drog frem med sin hær i 1494, førte Baglionierne en fordærvelig krig mod de forviste, der havde lejret sig i og om Assisi. Alle bygninger i dalen jævnedes med jorden, markerne lå udyrket hen, bønderne forvandledes til frække røvere og mordere, og hjorte og ulve strejfede om i det opvoksende krat, hvor de sidste gjorde sig rigtig til gode med »kristenkød«, dvs. ligene af de faldne. Da Karl VIII vendte tilbage fra Napoli i 1495 og Alexander VI flygtede for ham til Umbrien, fik paven i Perugia den tanke, at han nu med eet slag for bestandigt kunne befri sig for Baglionierne. For at få dem alle samlede, foreslog han Guido afholdelsen af en fest, en turnering eller lignende; men paven opgav sin plan. Snart efter gjorde de forviste et nyt angreb, og Baglionierne sejrede kun ved opbydelsen af det mest personlige mod. Dengang værgede den attenårige Simonetto Baglioni sig på torvet med få krigere mod flere hundrede. Ramt af over tyve sår styrtede han til jorden, men rejste sig igen, da Astorre Baglioni kom ham til hjælp, højt til hest i forgyldt jernrustning med en falk på hjelmen. De forviste flygtede eller var omkommet og ude af stand til at forny angrebene. Nogen tid efter fik de tilbud om delvis forsoning og tilbagevenden. Men der blev ikke derfor mere roligt og trygt i Perugia. Den indre kamp i herskerhuset brød nu frem i rædselsgerninger. Mod Guido, Ridolfo og deres sønner Gianpaolo, Simonetto, Astorre, Gismondo, Gentile, Marc Antonio med flere stiftedes der en sammensværgelse af to nevøsønner: Grifone og Carlo Barciglia; sidstnævnte var tillige en nevø af fyrst Varano af Camerino og svoger til en af de tidligere forviste, Gerolamo Dalla Penna. Simonetto. Sammensværgelsen modnedes pludseligt ved Astorres bryllup med Lavinia Colonna ved midsommertid i 1500. Festen begyndte og varede nogle dage og fyrst Varano af Camerino var ankommet. Med djævelsk snedighed foregøglede man Grifone tanken om et eneherredømme og et opdigtet forhold mellem hans gemalinde Zenobia og Gianpaolo, og de sammensvorne bestemte nu hvem der skulle myrdes. Natten til den 15de juli sprængtes de sammensvorne dørene, og Guido, Astorre, Simonetto og Gismondo myrdedes, medens de andre fik held til at flygte. Sejrherrerne gik nu til familiens venner og ville indynde sig, men de undvegne Baglioniere samlede mandskab og trængte med Gianpaolo i spidsen allerede næste dag ind i byen, hvor nogle tilhængere, hvem Barciglia ligeledes truede med døden, skyndsomst sluttede sig til dem. Da Grifone ved Sankt Ercolano faldt i hænderne på Gianpaolo, overlod denne det til sine folk at dræbe ham; Barciglia og Penna reddede sig til hovedmanden for ulykkesplanen Varano i Camerino, og i løbet af kort tid og næsten uden tab var Gianpaolo herre over Perugia. I 1506 blev Perugia med lethed erobret af pave Julius II (1443-1513) og Gianpaolo Baglioni blev tvunget til at hylde paven. Gianpaolo blev under pave Leo X i 1520 lokket til Rom og halshugget. Men den ene af hans sønner, Orazio, besad Perugia periodevis og under de uroligste forhold. Han holdt sammen med hertugen af Urbino, der også blev truet af paven. Orazio rasede med vold og grusomheder mod sin egen slægt. En onkel og tre fætre blev myrdet, hvorpå hertugen lod ham vide, at det nu kunne være nok. Hans broder, Malatesta Baglioni, var den florentinske feltherre, som blev udødelig ved forræderiet i 1530, og dennes søn Ridolfo er den sidste ætling af slægten, som i Perugia øvede et kort men skrækkeligt herredømme ved at myrde legaten og embedsmændene i 1534.

Borgia var en spansk adelsslægt fra Valencia. Medlemmer af slægten var med ved maurernes fordrivelse fra Valencia i 1328. Den første af familien, som knyttede sin skæbne til Italien, var Alonso de Borgia (1378-1458). Han var fulgt med Alfons V af Aragonien (1396-1458), da denne drog til Napoli for at erobre sig et rige. Pave Eugen IV udnævnte Alonso de Borgia til kardinal og i 1455 besteg han pavestolen som Calixtus III. Han fik sine søstersønner til Italien og skaffede dem embeder og rigdom. Af disse nåede Rodrigo de Borgia højest, idet han blev pave i august 1492 under navnet Alexander VI. Alexander VI havde flere børn: don Juan (Giovanni) fødtes i 1474, Cesare i 1476, don Joffre (Gioffre) af Squillace i 1481, Lucrezia i 1480, som senere blev hertuginde i Ferrara. Cesare Borgia sendes i 1491 til universitetet i Pisa, og samme år udnævntes han af Innocens til biskop af Pampelona, hvor han omgav sig med et hof og levede som en prins. Cesare Borgia udnævnes nu til biskop af Valencia og det følgende år til kardinal. I begyndelsen af 1493 kom Cesare Borgia til Rom, hvor han snart gør sig kendt ved sit ryggesløse liv, og hvor hans hof bliver en vigtig politisk faktor. Da Karl VIII forlod Rom for at erobre Napoli i januar 1495, måtte Cesare Borgia følge ham som pant på pavens troskab, men Cesare flygtede dog tilbage til Rom. Det følgende år udnævnte Alexander VI sin ældste søn, hertug don Juan af Gandia til kirkens gonfaloniére og general over dens tropper. Cesare's ærgerrighed og krigerske instinkter passede dårlig til den rolige stilling som kardinal. Natten mellem 14. og 15. juni 1496 myrdedes hertug don Juan af Gandia på Roms gader, og at Cesare var morderen, er aldrig blevet bevist. I august 1498 havde Cesare Borgia fået tilladelse af paven (hans far) til at nedlægge sin gejstlige værdighed, og Cesare rejste til Frankrig for som pavelig legat at overrække Ludvig XII en bulle, der tillod ham at opløse ægteskabet med dronning Johanne. Til gengæld gav kongen nu Cesare hertugdømmet Valentinois, og bragte et ægteskab istand mellem Cesare og kongen af Navarras søster, Charlotte d'Albret i maj 1499, og lovede militær hjælp til udførelsen af hans og faderens planer. Alexander's nærmeste mål var den fuldstændige underkastelse af kirkestaten med dens småtyranner, der kun nominelt anerkendte paven som lensherre. Tanken var muligvis at skabe et rige i forbindelse med Toscana, hvis erobring Cesare var i færd med ved faderens død i august 1503. Men Cesare's planer gik endnu videre. Han ville have ét samlet kongerige Italien, under ham selv som konge. I de følgende år belejrede og erobrede Cesare nu Romagnaens forskellige fæstninger, og paven udnævnte ham til hertug af Romagna. Over for mange af de overvundne fyrster og folk, der stod ham i vejen, optrådte han med den største grusomhed. Berygtet er den måde, hvorpå han i december 1502, ville umuliggøre et fornyet oprør af sine condottiérer, der var faldet fra ham og havde belejret ham selv. Efter at de var faldet tilføje, indbød han dem forsoning, og ved deres ankomst lod han dem fængsle og de fleste dræbtes. På samme måde foér han frem mod dem, hvis død kunne gavne hans planer. Selv hans nærmeste gik ikke fri. Således lod han i juli 1500 sin søster Lucrezia's mand, hertugen af Bisceglie, myrde, og andre skaffede han af vejen med gift. I 1501 vansiredes hans ansigt af en kønssygdom og ved faderens død i august 1503 blev han angrebet af feber. Ude af stand til at øve indflydelse på valget af den ny pave, måtte han se Pius III blive valgt og ved dennes død d. 18. oktober 1503 blev borgiaernes fjende Giuliano della Rovere valgt som pave Julius II og erklærede, at Cesare's erobringer skulle gives tilbage til kirken. Julius II lod Cesare arrestere. Flere fæstninger i Romagnaen nægtede at overgive sig, så længe Cesare var fængslet, og han frigaves da og søgte sin tilflugt i Napoli. Her lagde han nye planer, da Ferdinand den Katolske lod ham fængsle som forstyrrer af Italiens frihed i maj 1504. I Spanien sad Cesare fængslet nogle år indtil det i november 1506 lykkedes ham at flygte til sin svoger, nu konge af Navarra, i hvis tjeneste han faldt d. 12. marts 1507, 31 år gammel. Lucrezia Borgia ægtede i februar 1493 Giovanni Sforza, herre til Pesaro. Da paven i den følgende tid nærmede sig Napoli, sforzaernes fjende, lod han ægteskabet opløse i 1497, for at lade Lucrezia ægte Alfons af Bisceglie, Alfons II af Napoli´s søn. Atter skiftede pavens politik, og Cesare Borgia lod svogeren myrde i juli 1500. En tid boede Lucrezia nu i Rom, hvor hun som regent overtog styret under pavens fravær. I 1501 lod faderen Lucrezia ægte Alfons af d´Este, senere hertug af Ferrara. Som søster til Cesare og datter af Alexander VI, levende hun i et milieu, der var fyldt af forbrydelser og udsvævelser. Den myrdede hertug don Juan af Gandia´s sønnesøn: Francisco Borgia (1510-72), der var født i Valencia blev i 1528 sendt til Karl V's hof, hvor han blev en af kejserens betroede mænd og fulgte denne på flere krigstog. I 1540 lod han sig udnævne til vicekonge i Catalonien, men ved sin hustru, Eleanor de Castro's død i 1546 nedlagde han sine embeder og indtrådte i Jesuiterordenen, hvis 3. general han blev i 1565. Under hans dygtige administration gik ordenen så betydelig frem, at han er blevet kaldt dens anden stifter. I 1671 blev han kanoniseret. Francisco's barnebarn, Francisco blev i 1614 vicekonge i Peru, hvor han grundlagde byen Borgia.

Venedig. Landskaberne omkring floden Po´s munding blev beboet af den illyriske stamme: veneterne og i det 3. århundrede trådte veneterne og de keltiske stammer: cenomanerne i provinserne Brescia og Verona i forbindelse med romerne i Rom, og herefter brød latiniseringen forholdsvis hurtig fremad i Po-dalen. I den østromerske kejsertid havde landskabet Venedig både agerbrug og kvægavl og Padova var den rigeste by efter Rom. Da hunnerne trænger frem fra Østen drives visigoterne under Alarik til Po-dalen. Derefter dukker hunnerne op under Attila og Padova blev ødelagt, og den samme skæbne overgik Altinum, der var en vigtig handelsby ved lagunerne, samt Aguileji, der var blevet anlagt i 181 f. Kr. og som spillede en vigtig rolle i handelslivet. Beboerne i Po-dalen flygtede til øerne i lagunerne, hvor de grundlagde flere småbyer: Heraclea, Grado eller Aquileja Nova, Caorle, Torcello, Burano, Murano, Malamocco, Pellestrina og Chioggia. Så dukker ostgoterne op, og selve Venedig mener man er anlagt i marts 422 e. Kr. ved Riva Alta. Med hjælp fra byzantinerne lykkedes det veneterne at afværge longobardernes angreb i 552. Atter i 568 indtog longobarderne Po-dalen og på samme tid regnes Venedig med at være en bymæssig bebyggelse. I år 584 kommer Venedig under byzantisk herredømme og befolkningen frembringer og sælger salt. I slutningen af det 7. århundrede indførte byerne et forbund og i 697 e. kr. valgte man Paulucius Anafestus som første doge (dux) for forbundet, og anlagde styrets sæde i Heraclea; men allerede i 707 flyttede man styrelsen til Malamocco. I 809 blev forbundet angrebet af Karl den Store's søn: Pipin, der erobrede Malamocco og indbyggerne blev trængt sammen på de to naboøer Rivoalto og Torcello. I 811 blev styrelsen flyttet til Rivoalto (Rialto) og nu var grundlaget reelt lagt til byen Venedig. Ved sin beliggenhed midt imellem det byzantinske og det frankiske rige blev Venedig et bindeled og handelsplads mellem disse riger, og byen blev hurtig Østens og Vestens fælles markedsplads og en betydelig handels - og søfartsby. I 828 hjembragte en venetiansk flåde de jordiske levninger af evangelisten Markus, som derefter blev byens skytspatron, medens hans dyrereattribut: løven blev Venedigs byvåben. Venedig greb hyppigt til våben. Forbundets flåder kæmpede mod de slaviske sørøvere på Adriaterhavets østkyst, mod ungarerne, der omkring 903 nær havde bragt hele Venedig til undergang og mod saracenerne. Venedig nedkæmper slaverne i 991 og får faste støttepunkter på fastlandet. I slutningen af det 11. århundrede kæmper Venedig mod normannerne i Syditaliens farvande. Som regel var Venedig den sejrende og forbundet erobrede forskellige punkter på kysterne af Istrien og Dalmatien. Under de første århundreder var dogerne i Venedig suveræner med stor myndighed, og flere af dem forsøgte at forvandle denne til et arveligt enevælde, idet de trådte i forbindelse med fremmede fyrstehuse samt udnævnte deres sønner til medregenter. De mest fremtrædende dogeslægter i denne periode var Partecipazio, Candiano og Urseolo. Imidlertid blev der i 1032 gennemført en lov, hvorefter ingen doge mere måtte tage en søn eller broder til medregent , og dogens magt indskrænkedes ved at han fik to rådgivere ved sin side. Fra dogen Pietro Urseolo II's tid i 991-1008 oprinder festen: sposalizio del mare (formælingen med havet). Det var især via korstogene at Venedigs handel, søfart og politiske magt steg til umådelige højder. Venedigs flåder førte skarer af korsriddere og pilgrimme over til det hellige land og flåderne vendte tilbage med Orientens produkter. Samtidig nedkæmpede de muhammedanernes sømagt og skaffede sig handelsfordele i de riger, som korsfarerne havde oprettet. Omkring år 1100 var Venedig allerede så mægtig, at byen besejrede ungarerne i Dalmatien, hvorefter dogen bar titel som hertug af Kroatien og Dalmatien. Venedig erobrede også havnebyer i Syditalien og byzantinerne frygtede nu Venedigs ekspansion. Dog hjalp Venedig byzantinerne med at afværge normannernes angreb og den østromerske kejser og paven kappedes om at få Venedig som forbundsfælle i deres indbyrdes kampe, under hvilken Venedig til sidst tog parti for paven og slog den kejserlige flåde i 1177. Men de politisk/økonomiske kampe rasede i Venedig. Da den 38. doge, Vitale Michiele i 1172 var blevet myrdet under en opstand, forandrede man forfatningen sådan, at man ved siden af dogen og regeringskollegiet på 6 medlemmer (signoria) indførte en af borgerskabet valgt repræsentation: Det store Råd (consiglio maggiore), bestående af 480 notabler (nobili) fra de 6 kvarterer af byen. I sjældnere tilfælde skulle en almindelig folkeforsamling (arengo) sammenkaldes. Endelig kom de fyrretyve (quarantia), der oprindelig var en kriminalret, mere og mere til at spille en politisk rolle som et mellemled mellem signoria og Det store Råd. I 1177 var Venedig skuepladsen for en sammenkomst mellem pave Alexander III og kejser Frederik I, hvorved freden i Venedig sluttedes. Sin største magtforøgelse vandt Venedig under den 41. doge Enrico Dandolo (ca. 1120-1205). Doge Enrico Dandolo kunne føre sin patricierslægt tilbage til 697, hvor et medlem af familien Dandolo var blandt dem, som valgte den første doge. Fire fra familien blev doger i Venedig, af hvilke den første og berømteste var Enrico Dandolo, der blev valgt til doge i 1192, og som forinden havde udmærket sig som kriger og diplomat. I 1172 havde han været sendt til Konstantinopel for at få udleveret nogle venetianske undersåtter og skibe af kejser Manuel I, som kejseren havde beslaglagt. Først genoprettede Enrico Dandolo delvis Venedigs magt over Dalmatien, og dernæst forstod han at gøre det 4. korstogs hær i 1204 til redskab for sin politik, idet han først lod hæren erobre Zara i Dalmatien for sig, dernæst førte den til Konstantinopel, hvor den nye kejser havde gjort vanskeligheder med at forny Venedigs handelsprivilegier, og hvor Enrico Dandolo så var med til at få Det Latinske Kejserrige oprettet i 1204, og hvor Venedig fik store handelsfordele og store besiddelser og kystbyer ved Sortehavet og Marmarahavet, i Thessalieu på Morea, flere øer i Arkipelagos, den ioniske øgruppe samt Kreta, der købtes af Markién af Monferrato. Enrico Dandolo var et af emnerne til kejserværdigheden, men han mente at det var mere i Venedigs interesse at få den svage Balduin af Flandern valgt til kejser. E. Dandolo kunne imidlertid pga. Venedigs store erhvervelser kalde sig »herre over 3/8 af det romerske rige«. Enrico Dandolo døde i Konstantinopel d. 23. juni 1205 og begravedes i Sofiakirken. Enrico's sønner deltog på forskellige måde i Venedigs tjeneste, og hans sønnesøn Giovanni var doge i 1280-89. Allerede efter 1204 fik Venedig i de østlige farvande en meget farlig rival i byen Genua, og Genua og Venedig førte mange krige mod hinanden , bl.a. i 1256-64, idet Genueserne hjalp den i Nikæa residerende græske kejser til at omstyrte Det latinske Kejserdømme i 1261. Men forinden i 1257 havde Venedigs flåde vundet i kamp over Genuas flåde. Men nu blev Genua begunstiget af Konstantinopel og fik alene lov at benytte søvejen til Sortehavet og i 1292 kommer Marco Polo hjem fra Østen. Giovanni´s søn: Andrea, førte Venedigs flåde frem i krigen mod Genua i 1294, men blev slået og taget til fange, hvorover han skal være blevet så overvældet af skam, at han dræbte sig ved at slå sit hoved mod en skibsmast. Venedig måtte vende sig til de syriske havne og Alexandria for at komme i besiddelse af Indiens og Orientens varer. Og fremover førtes der hyppige og blodige krige mellem Venedig og Genua. Under dogen Pietro Gradenigo i 1297 lukkedes Det store Råd, der var en årlig valgt forsamling, og istedet oprettedes et sluttet selskab af de aristokratiske familier (nobili), hvis 287 navne var indtegnede i Den gyldne Bog (II libro d'oro), der fremover skulle styre Venedig. Dette skridt foranledigede oprør af de tilsidesatte adelsfamilier og befolkningen, bl.a. i Tiepolos i 1310, der dog underkuedes, og i 1335 indførtes Timandsrådet (Consiglio dei Dieci), der egentlig var en politiret af statsinkvisitorer med udstrakt myndighed til at fængsle og fuldbyrde domme. Oprindelig udnævntes Timandsrådet kun for to måneder ad gangen, men dets funktionstid forlængedes stadig, indtil det blev en varig institution. Omhyggelig vågede Timandsrådet over alle omvæltningsforsøg såvel monarkiske som demokratiske. Timandsrådet greb ind i alt, og havde ubetinget ret over liv og død, over kasser og hære, og styrede og styrtede mange stormænd. Dette timandsråd blev hvert år valgt påny af hele den herskende kaste, det store råd, og var altså et umiddelbart udtryk for dette. I 1348, 1359 og 1361 kom pesten til Venedig fra Østen. I 1355 måtte dogen Marino Falieri med sit liv bøde for et forsøg på at styrte aristokratiet. Francesco var doge i 1329-39. I hans embedstid førte Venedig krig med Martino della Scala i Verona, erobrede Treviso og udvidede Venedigs herredømme på »terra ferma«. Andrea er den sidste doge fra familien Dandolo i 1343-54. Hovedbegivenheden i hans embedstid var pesten i 1348, krigene med Genua, hvis stigende indflydelse i Orienten var en trussel mod Venedig, men som hæmmedes ved den store søsejr ved Cojera, undertrykkelsen af oprøret i Zara m. m.. Venedig og Genua førte bl.a. den såkaldte Chioggiakrig i 1378-81, i hvilken Genueserne i forbund med ungarerne i 1379 erobrede Chioggia, hvorfra Venedig nu blev truet. I denne kritiske situation samlede Venedig alle sine kræfter under den 80-årige doge Andrea Contarini's ledelse. Det lykkedes Vittore Pisano at vinde et par søsejre over Genueserne og Carlo Zeno at vinde slaget ved Brondolo samt at tage Chioggia tilbage, hvorpå der sluttedes fred i Turin i 1381, ved hvilken Genua måtte anerkende Venedigs herredømme på havet. I 1387 kom Korfu fra neapolitansk herredømme nu under venetiansk herredømme. I lang tid var særlig Venedig genstand for fyrstelig anklage, som om det ville erobre hele Italien. Men enhver by og landskaber har frivilligt tilsluttet sig Venedig. Efter freden i Turin, der afsluttede den næsten 130-årige kampperiode med Genua, begynder den heldigste periode i Venedigs historie med handel, kultur og politisk magt. Iøvrigt holdt venezianerne nok af, at kondottiererne anbragte deres penge hos dem, og de lod sig indsætte til arvinger af dem og konfiskerede alligevel deres formue. De gav hærførerne gift under påskud af, at dette var en straf for et eller andet af dem begået forræderi. Det er betegnende for denne tids moralske tilstande, at kondottiererne ofte måtte give hustru og barn som gidsler og alligevel hverken fik eller ydede tiltro. Venezianerne henrettede bl.a. kondottieren Camargnola i 1432. Venedig vandt Bassano og Vicenza i 1404, Padua og Verona i 1405, Cividale i 1419, Udine i 1420, Brescia i 1426, Bergamo i 1428, Crema i 1454 og Rovigo i 1484. I 1421 beskæftigede Venedigs handel ikke færre end 3.345 skibe med 36.000 matroser og 16.000 skibsbyggere. I 1450 etableres fred mellem Milano og Venedig. I 1451 flyttedes patriarkatet i Aquileja til Venedig. Under den 16-årige krig med tyrkerne i 1463-79 mistede Venedig de værdifulde besiddelser: øerne Lemnos og Negroponte. Samtidig med denne udvikling udadtil grundfæstedes den republikansk-aristokratiske regeringsform indadtil. I 1457 afsatte Timandsrådet egenmægtig en af Venedigs doger: Francesco Foscari. Misundelse og ærgerrighed skulle nødvendigvis tilfredsstilles, så man havde en officiel syndebuk. Det strengt aristokratiske statssystem (fåmandsvælde) havde gjort folkets masser politisk umyndig, men forøgede samtidig den herskende adels magt. Enhver venezianer i udlandet var selvskreven spion for sin regering og havde pligt til at referere hemmelige aftaler. De venezianske kardinaler i Rom opsnappede depecher fra alverdens steder, og sendte hemmeligheder hjem til Timandsrådet. Gennem århundreder var overklasserne i Venedig europamestre i diplomat, og styret begunstigede handel, håndværk, videnskab og kunst, sådan at Venedig i slutningen af det 15. århundrede var den midtpunktet for verdenshandelen. I den sidste fjerdedel af det 15. århundrede var der forrædere mellem de højeste øvrighedspersoner, paverne, de italienske fyrster, kondottiererne, m.v. De havde alle folk til at forsyne sig med nyheder og meddelelser, og det kom så vidt, at Timandsrådet fandt det sikrest at skjule vigtigere politiske efterretninger for Pregadiernes råd, thi man formodede også, at Lodovico Moro rådede over et bestemt antal af pregadiernes stemmer. Mange adelsmænds levede i fattigdom, da købmændene og bankierne styrede udviklingen. I året 1492 lavede to adelsmænd et forslag om, at staten årlig skulle udbetale halvfjerdsindstyve dukater til hjælp for fattige adelsmænd, der var uden embede. Sagen var nær ved at komme for det store råd, hvor man kunne forvente at vinde majoriteten for sig, men Timandsrådet greb ind, og de to ophavsmænd forvistes for livstid til Nicosia på Cypern. Men den venetianske administration blev beundret og efterlignet af fremmede, og de embedsmænd, der stod højest i værdighed i staten efter dogen, var de 9, på livstid udnævnte prokuratorer af San Marco, der foruden at have opsigt med Markuskirken var testamentseksekutorer samt udgjorde en formynderinstitution. Provinserne styredes af proveditorer, der atter havde podestaer for de enkelte byer og distrikter under sig. På vigtige handelspladser i udlandet havde Venedig en udsending, der særlig skulle våge over Venedigs handelsinteresser. Mange turde kun købe og sælge i Venedig, og dét gav jo anledning til mange sammensværgelser. De venezianske hærruller viste fra krigen i 1495, at man betalte 15,526 ryttere i lutter små poster; kun Gonzaga af Mantova havde 1200 ryttere og Gioffredo Borgia 740; så kommer seks anførere med 700-600, ti med 400, tolv med 400-200, fjorten med 200-100, ni med 80, seks med 60-50 osv.. Dette var dels gamle venezianske troppeafdelinger, dels andre korps under anførsel af venezianske by- og landadelsmænd. Men de fleste anførere er italienske fyrster og byoverhoveder eller slægtninge af sådanne. Hertil kommer 24,000 mand fodfolk, uden at der meddeles noget om deres tilvejebringelse og ledelse, samt 3,300 mand - rimeligvis af særlige våbenarter. Flåden skulle altid føres af venetianske adelsmænd, hvorimod befalingen over hæren, når de ældste tider fraregnes, næsten stedse indehavdes af udlændinge (Condottierer). Venedigs adel hvortil regnedes de i Den gyldne Bog indskrevne slægter og hvilken i det 12.-17. århundrede var den ældste, mægtigste og rigeste i Europa, var uden titler, men deltes alligevel i en højere og en lavere adel. Den højere adel bestod af 22 slægter, blandt hvilke nævnes Partecipazio, Contarini, Dandolo, Faliero, Gradenigo, Morosini, Candiano, Muhioli Cornaro, Justiniani, Zeno, Galbajo og Ziani. Slægter blandt den lavere adel var Foscari, Loredano, Marcello, Mocenigo, Pisani og Veniero. Men Venedigs magtstilling blev undergravet af osmannernes fremtrængen, hvorved Venedig mistede mange af sine besiddelser. Øerne Zante og Kephallonia kom i 1483 under Venedig. Kypern, som Venedig en tid havde regeret i enkedronning Catarina Cornaro's navn, blev i 1489 af denne datter testamenteret til Venedig. Venezianerne beskyldte Alfons af Napoli for at forvifte brøndene i Venedig. I 1467 mistænkede Venedig Galeazzo Maria af Milano for at stå i ledtog med osmannerne for at knuse Venedig. Sultan Bajazet II indtog i 1480 Otranto, men i 1481 generobrede hertug Alfonso af Calabrien Otranto. Opdagelsen af søvejen til Indien i 1498 medførte at Venedigs handelen på Orienten efterhånden svandt ind. Styret søgte at dække disse tab ved udvidelse af sine fastlandsbesiddelser, men ved denne aggressive politik og i øvrigt ved sin hovmodige optræden, fremkaldte Venedig et forbund mod sig fra paven, kejseren plus Frankrigs og Aragoniens konger. De dannede en Liga i Cambray i 1508, der havde Venedigs undergang til formål. Venetianerne blev slået ved Agnadello Vaila) i d. 14 maj 1509, men reddede sig med et dygtigt diplomatisk skaktræk ved at sprænge ligaen og få Frankrig på over på sin side, og ved forliget i Bryssel i 1517 kom Venedig atter i besiddelse af hele sit område med undtagelse af Addas bredder, Romagna, Roveredo, Riva og Gradisca. Venedig fik dog et knæk i denne krig, og Frants I's var Venedigs forbundsfælle i hans to første krige mod Karl V., hvis toldpolitik påførte et stort fald for den venetianske handel. Styrets deltagelse i pavens og Karl V's krig med tyrkerne kostede Venedig ved fredsslutningen i 1540 øerne Chios, Palmosa, Cesina, Nio og Poros samt byerne Malvasia og Nauplia. Da tyrkerne i 1571 erobrede Kypern, tiltrådte Venedig den at paven stiftede liga imod Tyrkiet, og Venedig deltog med 140 skibe under Veniero i den forenede kristne flåde på 250 skibe, der vandt sejren over tyrkerne ved Lepanto. Denne sejr fik dog ikke noget resultat, da Venedig blev forladt af sine forbundsfæller, og i 1573 måtte slutte fred og afstå Kypern. I begyndelsen af det 17. århundrede havde Venedig en strid med paven i anledning af, at republikken bl.a. forbød bortskænkning og salg af gods til kirken uden myndighedernes tilladelse. I 1606 slyngede paven bandstrålen mod Venedig, men regeringen erklærede den for virkningsløs og udviste jesuitterne og et par andre ordener, og ved forliget i 1607 beholdt Venedig overtaget. I Den Mantuanske Arvefølgekrig i 1627-30 deltog Venedig på Frankrigs side mod Spanien og Østrig. I 1630 blev Venedig atter ramt af pesten. I 1645-69 førte Venedig en krig med tyrkerne om besiddelsen af Kreta, og den sluttede med at Venedig tabte Kreta til trods for, at Francesco Morosini tappert forsvarede byen Kandia, der måtte kapitulere i 1649, og til trods for en række glimrende søsejre som Tommaso Morosini's ved Resti i 1647, Da Riva´s ved Foscia i 1649, Ludovico Mocenigo's ved Paros i 1651, Lazzaro Mocenigo's ved Dardanellerne i 1655 og 1657 og Marcello's i 1656. Tyrkernes nederlag ved Wien i 1683 gav imidlertid Venedig mod til atter at gå mod Tyrkiet i forbund med Østrig, Polen og Rusland. Francesco Morosini, der var doge i 1688-94 erobrede Morea og Santa Maura, medens flåden vandt flere sejre. Ved freden i Karlowitz i 1699 fik Venedig Morea, øerne Ægina og Santa Maura samt Castelnuova ved Cattarokanalen og nogle pladser i Dalmatien. I den spanske Arvefølgekrig var Venedig neutral, men alligevel drog franskmænd og østrigerne hærgende gennem Venedigs territorium. Efter en ny krig med Tyrkiet mistede Venedig ved freden i Passarowitz i 1718 Morea, men beholdt Korfu og Dalmatien. I 1722 var Venedigs indbyggerantal på 2 ½ million og Venedigs årlige indtægter på 6 millioner dukater, medens republikkens statsgæld var på 28 millioner dukater. Under den krig som kejser Karl VI i 1736-39 førte mod tyrkerne, søgte Venedig blot at holde sig neutral og at beskytte sin handel mod sørøverstaterne i Nordafrika. Under de franske revolutionskrige indtog Venedig en vaklende og tvetydig stilling, skønt Venedig erklærede sin neutralitet. Et tilbud om et forbund fra den franske republik i 1797, afslog senatet i Venedig, fordi nye østrigske stridskræfter var under fremrykning. Men senere begunstigede Venedig opstandene på landet, medens Napoleon Bonaparte trængte ind i Steiermark. Da Napoleon erklærede Venedig krig, søgte Venedig forgæves at redde sig ved at afskaffe den aristokratiske forfatning og indføre demokratiet. Den sidste doge, nr. 120 i rækken af doger: Ludovico Manin afgik d. 12. maj 1797, og d. 16. maj rykkede 3.000 franske soldater ind i Venedig og republikken Venedig eksisterede ikke længere. En provisorisk regering på 60 medlemmer trådte i stedet for Det store Råd og d. 4. juni blev Den gyldne Bog afbrændt ved foden Frihedstræet, der var plantet på Markuspladsen. Ved freden i Campo Formio fik Østrig alt landet øst for Adige, hvorimod de vestlige områder kom til den Cisalpinske republik og senere til kongeriget Italien, der i 1805 også fik den østrigske del af Venedig samt Dalmatien. Efter freden i Wien i 1809 blev begge departementerne Passerino og Istria forenede med Frankrigs illyriske provinser. I 1814 kom Venedig. og landområdet atter under Østrig, der nu forenede alle sine italienske provinser til det lombardisk-venetianske kongerige. I 1830 fik Venedig en frihavn, der skulle bøde på den nedgang i handelen, der var indtrådt som følge af de mange politiske omvæltninger og på grund af Triestes opkomst som handels- og søfartsby. I 1845 kom Venedig i forbindelse med det Norditalienske jernbanenet og efter åbningen af jernbanerne over Alperne til Tyrol, Sydtyskland og Schweiz, samt efter at Suez-Kanalen er taget i brug, fik Venedig fremgang i handelen. De politiske bevægelser i Italien i 1840erne vandt begejstret tilslutning i Venedig, og lederne: Daniele Manin og Tomasseo overrakte regeringen en adresse, der gjorde opmærksom på svagheder i administrationen og foreslog forbedringer. Regeringen svarede med at fængsle ordførerne og forkyndte standretten, og så kom det til voldsomme demonstrationer. D. 22. marts stormede folket arsenalet og tvang Venedigs' kommandant, grev Zichy, til uden sværdslag at overgive byen med alt krigsmateriel til oprørerne. Samtidig dannedes en provisorisk regering og d. 23. marts proklameredes republikken San Marco, og Daniele Manin trådte i spidsen som ministerpræsident. Den nye regering indkaldte en forsamling, der i juni med stort flertal vedtog en tilslutning til Sardinien. Men efter Sardiniens nederlag rejste sig allerede d. 11. august en ny opstand, hvorefter de sardinianske tropper drog bort, og D. Manin fik overdraget diktaturet. Med energi organiserede han modstanden mod østrigerne, der allerede blokerede Venedig. En opstand d. 5. marts 1849 medførte imidlertid diktaturets ophævelse og indsættelsen af et ansvarligt ministerium, medens D. Manin valgtes til præsident for republikken. Efter det italienske nederlag ved Novara d. 23. marts blev Venedig belejret af den østrigske general Haynau, og efter et frygteligt bombardement af byen tog østrigerne d. 26. maj fortet Malghera. Men kolera og mangel på levnedsmidler medførte, at D. Manin måtte indlede forhandlinger og d. 23. august overgav byen sig på forholdsvis milde vilkår. Få dage efter holdt Joseph Radetzky sit indtog. Venedig mistede sit frihavnsprivilegium, som byen dog fik igen i 1851 og Venedig blev erklæret i en belejringstilstand, der varede til d. 1. maj 1854. Krigen i 1859 vakte påny forhåbninger i Venedig; men de gik ikke i opfyldelse. Østrig beholdt Venedig og landet indtil Mincio. I 1866 blev italienerne slået ved Custozza, men efter nederlagene i Böhmen afstod kejser Frants Josef d. 4. juli Venedig til kejser Napoleon III, der overlod Venedig til kongeriget Italien. Efter forhandlingerne i Wien rømmede de østrigske tropper Venedigs fæstninger og d.18. oktober 1866 rykkede de italienske tropper ind i Venedig. Ifølge aftale mellem Frankrig og Italien blev der afholdt en folkeafstemning d. 23.-24. oktober, ved hvilken der afgaves 651.758 stemmer for og 69 stemmer imod foreningen med kongeriget Italien. Under Første Verdenskrig i 1914-18 blev de militære etablissementer, banegården, havnen, m.v. flere gange bombarderet af østrigske flyvere. Efter opførelsen af anlægget Stazione Marittima i Venedigs vestende kan damperne nu omlade umiddelbart fra jernbanevogne, og efter 1900-tallet har man opført magasiner og frilagerbygninger for transithandelen. De vigtigste ind- og udførselsvarer er korn og mel, tekstilvarer, garn og råvarer for spinderierne, råsilke, træ, kul, metaller, glas, kemikalier, huder og skind, kolonialvarer, tobak, ost, fisk og slagtekvæg. Venedig er enestående ved sin talrige og pragtfulde repræsentation af bygningskunst gennem tiderne. Af bygningsværker er bl.a. Arsenalet (Darsena) i den del af Venedig, hvor arsenalet indtager en hel befæstet ø for sig og omfatter skibsværfter, bassiner, forrådsmagasiner af alle slags, værksteder, ankersmedier, kanonstøberier samt en samling af våben og forskellige trofæer. Arsenalet var Venedigs stolthed og beskæftigede dengang 16.000 mennesker. Over portalen, der i er opført i form af en triumfbue, står 14 marmorløver, der i 1687 førtes hertil fra Piraus; på den største af løverne står en nu ulæselig runeindskrift, der antages at være indhugget af en nordbo, efter sprogarten at dømme en upplænding, fra midten af det 11. århundrede. Af ganske særlig arkitektonisk betydning er privatpaladserne i Venedig. Deres antal er ganske overordentlig stort, og de fleste paladser ligger med hovedfronten ud mod Canal Grande. De mærkeligste eksempler på det 12. århundredes byzantinske paladser er Loredano, Farsetti og Da Mosto, der alle ligger ved Canal Grande. Fondaco dei Tedeschi benyttedes fra 12. århundrede som varehus af de tyske købmænd og genopførtes efter en ildebrand i 1505. Det smukkeste palads fra denne tid var Fondaco dei Turchi, der fra 1621 gjorde tjeneste som tyrkisk købmandsherberg. I det 13. århundrede udviklede der sig en særlig gotisk arkitekturform. Fra slutningen af det 14. århundrede står det prægtige Ca d'Oro (Det gyldne Hus). Ved slutningen af det 15 århundrede var Venedig den daværende verdens smykkeskrin med ældgamle kuppelkirker, skæve tårne og skorpede marmorfacader i indsnævret pragt, med lofternes forgyldning. I buegangene og de tilstødende gader var der hundreder af vekselerere og guldsmede, magasiner og butikker i en endeløs række. Der ligger skib ved skib i kanalen. I købmændenes hvælvinger ligger vin og olieflåden, hvor det vrimler med lastdragere. I et gammelt kloster med tilbygninger fra 1552 findes en værdifuld malerisamling på over 700 billeder med hovedværker af Tizian, Giov. Bellinij Carpaccio, Pordenone, Rocco Marconi, Benifazio, Tintoretto og Paolo Veronese. Markusbiblioteket (Biblioteca Nazionale Marciana) indeholder det gamle venetianske statsarkiv i et til kirken Frari tilstødende gammelt kloster og har 298 sale med bl.a. ca. 14 millioner domme, hvoraf de ældste er fra 883 e. Kr.. Markusbiblioteket er stiftet i 1468 af kardinal Bessarione har over 550.000 bind og 12.000 manuskripter. I 1812 overførtes biblioteket på Napoleon's befaling fra det gamle bibliotek til Dogepaladset, hvor det forblev indtil 1905, da det overførtes til det mellem det gamle bibliotek og den kongelige have liggende Palazzo della Zecca, der i opførtes i 1536 af Sansovino. Nogle af det 15. århundredes paladser i tidlig renaissancestil står ikke tilbage for denne gotiske periodes paladser. Lombardi, Giocondo og andre arkitekter fra 1460-1510 anvendte med stor dygtighed de rige orientalske marmorarter. Paladserne Corner-Spinelli, Trevisani og Dario ved Canal Grande er smukke på denne stil. I de fleste venetianske paladser fra senrenaissancen, bl.a. Palazzo Grimani samt i det gamle bibliotek, er hovedmotivet hentet fra det gamle Roms teatre og amfiteatre. Et af senrenaissancens paladser er Palazzo Pesaro ved Canal Grande, der er opført af Longhena, og som indeholder Italiens største moderne billedgalleri. Venedig ligger 395 km nord for Rom og 240 km øst for Milano, og er forbunden med en 3.603 meter lang jernbanebro, der hviler på 222 buer. Venedig er bygget på øer, hvoriblandt 3 øer er større. Den sydligste af disse øer, Guidecca. er skilt fra de andre ved Canal della Guidecca, der er 250-400 meter bred. Ved den østlige ende af den langstrakte Guidecca ligger holmen Isola di San Georgio Maggiore. De to andre hovedøer er adskilte ved den 3.700 meter lange og 45-72 meter brede Canal Grande, der i S-form gennemskærer byen fra nordvest til sydøst. Et stort tal sidekanaler gennemskærer byen i alle retninger og deler den i 117 ø-agtige partier, der forbindes med over 400 broer. Rialto-Broen består af een marmorbue med en spændvidde af 28 meter og den er bygget i 1588-91 af Antonio da Ponte. På Piazzettaen ud mod lagunen står to store granitsøjler, der er bragt til Venedig i 1126 fra Syrien, den ene bærende den vingede »Markusløve«, den anden med den hellige Theodor stående på en krokodille. Venedigs hovedfærdselsåre er den ca. 5,2 meter dybe Canal Grande med sin vrimmel af gondoler, pramme og motorbåde og med de gamle adelspaladser på bredderne. Kun de store vandårer kaldes kanaler; de små betegnes med navnet rio. Midtpunktet for samfærdselen og bylivet er Markuspladsen. Byens mere end 200 andre pladser betegnes med Campo eller Campiello. Markustårnet, det firkantede 98 meter høje klokketårn ved Markuspladsens sydøstlige hjørne er oprindelig opført omkring 900. Venedig var således en tidligere republik i det nordlige Italien, der under sin højeste blomstringsperiode omfattede foruden byen Venedig hele Norditalien indtil Po og Adda, halvøen Istrien, den største del af Dalmatien, del af Slavonien og Grækenland, de ioniske Øer samt Kreta og Kypern. Det var en Kyst- og kolonistat med næsten 8 millioner indbyggere. Det senere østerrigske kronland Venedig eller Venetien (italiensk Il Veneto) omfattede den største del af den tidligere republiks italienske besiddelser og svarer til det nuværende italienske landskab Venice eller Venetien (compartimento Yeneto), der omfatter de 8 provinser: Belluno, Padova, Rovigo, Treviso, Udine, Venedig , Verona og Vicenza med et samlet areal på 24.500 km2 med 4.402031 indbyggere i 1926. Venedig Giula er navnet på en italiensk provins dannet af de tidligere østrigske landskaber Istrien, Gorz (Gorizia) og Gradisca i 1919-23. I 1923 indlemmedes Gorizia og Gradisca i provinsen Udine, medens der af Istrien dannedes provinserne Trieste, Pola, Fiume og Zara.

Fuggerne havde oprindelig været købmænd, men efterhånden som handelen rykkede mod vest, og de nederlandske byer blev handelscentret på grund af deres udmærkede beliggenhed ved havet, gik Fuggerne over til bankvirksomhed og til grubedrift. Huset Fugger havde gennem 1400-tallet forpagtet told og skat for Habsburgerne og lånt dem penge. Til gengæld fik de ret til at drive sølv-, kobber- og jernminer i Østrig og Ungarn. De kontrollerede Europa produktion af bly, sølv, kobber og får endda kviksølvmonopol. Jacob I. Fugger havde op til året 1487 samlet en forretningskapital i Augsburg på ca. 25.000 gylden. Efter de voldsomme kampe i Florens dukkede nu Fuggernes Hus op fra Augsburg, og de overtog også hvervet som bankier for paven. Paven skulle bruge mange penge og henvendte sig gang på gang til Fuggerne for at få de fornødne midler. Fuggerne ville ikke låne penge ud, medmindre de fik den fornødne sikkerhed. Således fik de bl.a. pant i afladshandelen. Engang paven var i stor forlegenhed, havde han fundet på at indrette en direkte handel med syndsforladelse, der skulle få folk til at slippe lettere gennem Skærsilden. Det var denne afladshandel, der var den direkte årsag til, at Luther i 1517 opslog sine berømte 95 teser på kirkedøren i Wittenberg, hvormed reformationen, den vældige religiøse revolution, bredte sig over hele den nordlige del af Europa. Det var ikke blot et træk mod paven, det var ligeså meget et træk mod Fuggerne og de andre store finansfolk. Luther rasede mod denne forbindelse mellem kirken og finansfolkene, som gjorde den katolske kirke fuldkommen afhængig af finansfyrsterne, først og fremmest Fuggerne. Da Tetzel drog rundt i Tyskland for at sælge aflad, fulgte en af Fuggernes agenter med for at vogte over den store kiste med penge. Det var denne berømte kiste, som Luther har beskrevet, og som var forsynet med indskriften: »Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer«. Hver aften tømte agenten kassen og sørgede for, at pengene blev indsat på pavens konto i Fuggernes bank, men vel at mærke efter, at man havde fået et passende afdrag på de ydede lån. Luthers kamp var ikke blot en kamp mod paven, men endnu mere mod Fuggerne. »Ingen er så dumme,« skriver Luther, »at han ikke ser, at kompagnier kun er slet og ret monopoler, som endog de verdslige hedenske love forbyder. Thi de har bragt alle slags varer under deres kontrol, gør med dem, hvad de vil, lader frækt disse ting stige eller falde alt efter deres eget forgodtbefindende og undertrykker og ødelægger alle de små købmænd, ligesom gedden sluger småfisk i vandet.« En af Fuggernes største personligheder, Jacob II Fugger (1459-1525), dannede sammen med nogle andre tyske handelshuse en kobbertrust, som ganske vist ikke fik monopol, fordi de ungarske miner ikke kunne erobres. Men trods dette blev priserne alligevel tvunget i vejret, og vældige summer gik ind i Fuggernes lommer. Den tysk-romerske kejser Maximilian I af Habsburg (1459-1519) var i dyb gæld til Fuggernes Hus, da kejserens datter skulle forloves med den engelske tronarving ved fyrstemødet i Wien. Jacob II Fugger ankom og var ikke blot den pragtfuldest klædte blandt de tilstedeværende, men han havde også stillet de fornødne økonomiske midler til kejserens rådighed. Han havde bl.a. lånt hele sit guld- og sølvservice fra paladset i Augsburg til kejseren til den store forlovelsesbanket. Han lånte også kejseren og hans følge mængder af smykker, således at de kunne stråle og brillere ved den store fest. Fuggerne benyttede også fyrstemødet i forretningsøjemed, for det fortaltes, at familiens overhoved ankom med et rigt følge, der medførte store kostbarheder, som blev uddelt til de fyrster, som han vurdere senere kunne være ham til hjælp. En fik en guldring med kostbare ædelstene, andre en gav han en kostbar dragt, her et perlesmykke, og alt i alt gav Fuggerne for omkring 10,000 rhinske gylden af den slags smågaver. Det var forøvrigt ikke den eneste gang Maximilian var i pengenød, tværtimod var det en konstant foreteelse. I 1518 skrev Maximilian til Fuggerne, at de måtte låne ham nogle penge, da han ellers, som han selv udtrykte det, ikke havde »noget at spise«. Efter den tysk-romerske kejser Maximilian I´s død i januar 1519 blev Fuggerne det afgørende lod på vægtskålen da der skulle vælges kejser. Kurfyrsterne trådte sammen for at vælge en ny kejser, og der var tre konkurrenter: Karl af Østrig og Spanien, Henrik VIII af England og Frantz d. I af Frankrig. Det var kurfyrsterne, som skulle foretage valget, men de var helt åbenlyst modtagelige for bestikkelser og de valgte den, der var i stand til at tilbyde mest. Da Fuggerne var den daværende verdens rigeste finanshus, var det derfor Jacob II Fugger, der skulle tage den vigtige afgørelse. Efter en omhyggelig overvejelse af de fordele, som de forskellige kandidater kunne byde ham, sluttede Jacob II Fugger med at holde på Karl af Østrig og Spanien. Henrik VIII var fuldkommen distanceret og konkurrencen kom alene til at stå mellem Frantz I., som havde allieret sig med de rige italienske finansfolk, og Karl af Østrig og Spanien med Fuggernes Hus. De fleste af kurfyrsterne var lette at overtale ved hjælp af en anselig sum penge, men den fattige Joachim af Brandenburg var den snedigste og sørgede for at presse citronen til den sidste dråbe. Da alle de andre var bestukket, anstrengte begge parter sig til det yderste for at hverve Joachim, og selv Fuggernes disponible penge blev sat på en hård prøve. I første omgang lod det til, at Frantz havde sikret sig hans medvirken, men budet var også særligt lokkende, det var intet mindre end en fransk prinsesse med en anselig medgift, som skulle ydes af de italienske bankiers. Det var unægtelig et fristende tilbud, og Joachim var lige ved at slå til, men så kom overbudet. Fuggerne lovede ham en habsburgsk prinsesse, samt 300,000 rhinske gylden kontant. Det kunne Frantz ikke overgå, og Karl blev kronet til kejser. Fuggerne kunne således udlåne 500.000 floriner for at sikre at habsburgeren Karl V i 1519 blev valgt til tysk-romersk kejser. Da de senere også fik erhvervet de miner, de manglede, blev stillingen endnu bedre. Der blev ikke erklæret krig eller sluttet fred i Europa på den tid, uden at Fuggerne havde deres andel deri og det var således Fuggerne og ikke Karl, der vandt slaget ved Padova. Karl belejrede byen, men hans tropper truede med at holde op at slås. Det var lejesvende, og Karl havde snydt dem for sold, simpelthen fordi han ikke havde nogen penge. I sidste øjeblik blev en almindelig våbennedlæggelse afværget, idet Fuggerne stillede de fornødne midler til krigens fortsættelse på benene. Lidt før sin død gjorde Jacob II Fugger et stort kup, idet han sikrede sig den spanske krones indtægter af nogle ridderordner. Til gengæld ydede han et lån, ligesom han skulle betale et årligt beløb på 135,000 dukater i en art afgift. Det var en ren guldgrube Fuggerne havde fundet, men den var så god, at den medførte adskillige overbud fra andre af de rige købmandsslægter, der var villige til at overtage indtægten til en betydelig større afgift. Fuggerne fik ganske vist lov til at beholde rovet, men den årlige afgift blev sat op til det dobbelte. Det var ikke rentefri lån, Fuggerne ydede, tværtimod måtte kejser Karl og de andre låntagere betale dyrt. Rentefoden var mindst 10, men normalt var den endog 12-14 pct.. Kejseren var ikke altid nogen god betaler. Det skete ofte, at afdrag og renter udeblev, men så fik han også skarpe rykkerskrivelser. Man har bevaret nogle af dem, og de er yderst skarpe. I et af dem skriver Jacob Fugger, at nu må han have sine penge, og tilføjer, at »det er bekendt og ligger klart for dagen, at deres kejserlige majestæt ikke uden min hjælp kunne have opnået den romerske krone«. Det hjalp, - pengene kom omgående. På Fuggernes tid forsøgte kurfyrst August af Saksen at skabe et monopol på handel med peber. Det lykkedes ikke, og et par af spekulanterne, som havde tabt hele deres formue og mere til, begik selvmord. Fuggerne forsøg på at skabe monopol for kviksølv resulterede i et tab på ikke mindre end en halv million dukater. Ligesom Medicierne samlede Fuggerne videnskabsmænd, kunstnere og digtere omkring sig. Erasmus af Rotterdam (1469-1535), datidens største videnskabsmand og humanist, var en af deres gode venner. I 1525-60 ejede Anton Fugger handelskoncessioner i Chile, Peru og Moskva. Men Spanien mistede sin dominerende indflydelse i Europa efter nederlaget mod England og handelen på Holland blev stadig mere og mere overvejende. I slutningen af 1500-tallet taber Fuggerne deres indflydelse p.g.a. en spansk statsbankerot, og indre stridigheder i familien. Det blev en af de største fallitter, som verden nogensinde havde set. 6 millioner gylden blev tabet gjort op til, men familien sad stadigvæk derefter som grever og fyrster på kæmpemæssige godser, og bestemte hvem der skulle være kejser i Europa.

Men i 1396 spredtes den ungarske Kong Sigismund´s udisciplinerede adelshær efter et voldsom nederslag til osmannerne på sletterne ved Nicopilis, - netop den konge, som i 1433 kronedes i Rom som tysk-romersk kejser gennem det feje mord på Jan Hus d. 6. juli 1425, og som fremkaldte Hussiterkrigene. Balkanfolkene kom ind under det osmanniske fremmedherredømme. D. 15. juli 1410 overvandt den polske kong Ladislas Jagello imidlertidig den Teutonske Ridderorden i Marienburg ved slaget ved Tannerberg. Ladislas fik hjælp af böhmiske lejesoldater under Jan Ziska (Taboriterne- hussitterne), af russere og litauere, men i 1436 medfører bøhmernes interne og blodige frihedskampe, at bøhmerne i 1436 kom under Sigismund. Men indenfor den vestromerske kirke var der nu i 1409 3 paver, én i Pisa, én i Avignon, og en af paverne begyndte at sælge afladsbreve i Prag for et finansiere et korstog mod Jerusalem. Allerede fra 1380 havde englænderen John Wycliffe kritiserede pavedømmerne for afladshandelen og den måde hvorpå paverne levede som fyrster, og stillede tvivl om det nu også var Jesu blod og legeme, der var tilstede i messens kirkemessens vin og brød. Ligeledes sagde han, at kirken ikke havde ret til privat ejendomsret, og at man skulle søge tilbage til oldkirkens kristendom. Hans bøger nåede til Prag via tjekkeren Hieronymys, hvor ideerne fik tilslutning fra Jan Hus i Böhmen, der modsatte sig de afladsbreve der skulle finansiere korstoget mod Jerusalem, - og den pågældende pave bandlyste Johan Hus. Sigismund, der var konge over Ungarn og Tyskland, indkaldte derfor til november 1414 til et stort kirkemøde i Sydtyskland i byen Konstanz , hvor Overklasserne skulle løse problemet med de mange paver, Wycliff kætteriet og Johan Hus´s modstandsbevægelse i Böhmen, samt de udbredte mord, simoni, hor og sodimi i kirkelivet. Kirkemødet varede i 4 år til april 1418, - og der var indkaldt mange prostituerede. Johan Hus var lovet frit lejde og kom i november 1414 til Konstanz, men blev straks anholdt og brændt på bålet i juli 1415 som kætter, og 10 måneder efter brændte de Hieronymy. John Wycliffe var imidlertidig allerede død i 1384, men kirkemødet besluttede, at hans jordiske rester skulle graves op, og liget blev kastet i floden ved Lutterworth, sådan at man undgik, at hans grav blev et valgfartssted. Kirkemødet afsatte de to paver og den tredje trak sig frivilligt tilbage, medens man valgte Martin d. V som pave, - og han havde ikke engang været præst. Han påbegyndte rejsen mod Rom, der i 100 år havde udviklet sig til en ruinby, og som blev hærget af røverbander. Byen var besat af den neapolitanske hær…. I 1420 var der 72 forskellige banker i Firenze. Og det var stadig forbudt at tage pengerente, fordi man besmudsede guds plan ved at lade penge forplante og formere sig ved udlånrente. Men Huset Medici, der også var pavens bankforbindelse, havde jo tjent de mange penge ved ågerrenter,- men hvis Medicierne ville bygge et kloster, ville gud nok se med større mildhed på formuen - mente Martin V. Grundrenten i byerne var en stor rigdomskilde. Det meste af byens jord ejedes tit af en snæver kreds af gamle familier, som lejede hele gader ud med huse og butikker; og her var oprindelsen til de store formuedannelser. Hvis man sætter jordprisen i år 900 e. kr. til 100, så er jordprisen i det 12. århundrede steget til 1184, og i det 13. århundrede til 1671; og i det 14 århundrede til 3085. Men i byerne havde jordpriserne en større vækst. Fremskaffelse af ædelmetal har også haft stor påvirkning på det økonomiske liv og godsdannelsen. Guldets forsvinden fra Romerriget, har medvirket til dette riges opløsning. Åbningen af bjergværkerne i Harzen stimulerede handelen i Nordeuropa. I det 12. og 13. århundrede åbnedes bjergværkerne i Mansfeld, Saksen, Böhmen og Ungarn, og sammen med det rige krigsbytte fra Forasien og Byzants, som strømmede til Europa med korstogene steg handelen og priserne. Men fra begyndelsen af det 14. århundrede stopper udbyttet, og i de næste 150 år er guld- og sølvbeholdningen stagnerende og voldsomt faldende i slutningen af det 14. århundrede til midten af det 15. århundrede. Blot fra Venedig blev der i det 15. århundrede overført 300.000 dukater til Aleksandria, og i året 1450 var guld dobbelt så dyrt som i 1350. I 1433 vandt en folkehær, der bestod af bønder og håndværkere fra Polen, Bøhmen og Ungarn en betydningsfuld sejr over de osmanniske angribere. Den lange strid mellem kejserne og paverne havde både i Italien og Tyskland forhindret en samling, som derimod skete i Frankrig, England og Spanien. Da både kejserdømmets og pavestolens magtstilling svækkedes i det 14. århundrede, blev de italienske bysamfunds uafhængighed større. Det gamle normanniske kongerige Napoli-Sicilien mod syd var en undtagelse. Men Rom, Florens, Genua, Milano, Venedig og andre byer med omliggende landdistrikter fremtrådte som selvstændige stater. Kirkestaten i Mellemitalien blev styret af kirken, og umiddelbart nord for Kirkestaten lå republikken Florens, der beherskede størstedelen af Toscana. I 1434 lykkedes det for den mægtige bankierfamilie Medici, Cosimo, at blive regent i Florens, og hans slægt beholdt magten i byen i næsten to århundreder. På Po-dalen lå hertugdømmet Milano, som blev styret af slægten Visconti. I 1447 uddøde denne slægt, og et forsøg på at oprette en republik mislykkedes; i stedet gjorde condottiéren Francesco Siorza sig til hertug af Milano. I nordøst blev Venedig styret af et kommercielt oligarki, der valgte en doge eller anfører fra de fornemste familier, men dogens magtstilling blev stærkt begrænset af storrådet, som dannede Venedigs virkelige overhøjhed. Rivaliteten mellem de italienske byer førte til næsten uafbrudte borgerkrige, der i almindelighed blev udkæmpet mellem lejetropper under ledelse af de såkaldte condottiérer. Denne metode med at føre krig på viste sig heldig for italienerne: den gav Borgerne mulighed for at passe deres egne affærer, og eftersom det var condottiérernes mål at opnå resultater med så ringe tab af mandskab som muligt, led Italiens velstand ikke så hårdt under rivaliteten mellem landets despotiske herskere. Men i 1453 kunne osmannerne indtage den gamle østromerske hovedstad: Konstantinopel, og græske lærde bragte deres biblioteker og lærdom med sig til Italien. I 1456 gav en dårligt udrustet bondehær af ungarere, tjekker, polakker, østrigere og sydslavere de 300.000 osmanniske angribere et stort nederlag ved Beograd…….De arabiske købmænd havde jo siden 632 e. Kr. haft monopol på handelen med Kina og Indien, og tog sig godt betalt. Men i Vesten holdt rentefoden sig meget længe på en svimlende højde - som regel mellem 25 % til 50 %, og dertil kom provisionen på 10 % eller mere. Da de kristne i den vestromerske kirke stadig troede på at jorden var flad, og endnu ikke havde opfundet kompasset, og meget mere, - måtte de kristne fyrster og adelsmænd betale høje priser for luksusvarerne fra Orienten - til araberne, kineserne og inderne. Dette medførte selvfølgelig en yderligere udbytning af befolkningerne (bønderne) i Vesteuropa, hvor penge (monopolmønter, guld- og sølvmønter) kom til at spille en betydelig rolle i samlingen af kapital og gods. Pant, told, sportlers og pengeafgifter og naturalieafgifter fik et opsving, og private finanshuse optrådte som skatteforpagtere….Fuggerne i Spanien i stor stil. I midten af det 15. århundrede begynder et opsving, da nye guld og sølvkilder åbnes i Tyskland, Østrig og Bøhmen, hvor bjergværkerne i Salzburg, Schwaz, Schneeberg, Annaberg og Joachimsthal gav en vældig tilvækst til den cirkulerende metalmængde, og dertil kom mod århundredets slutning portugisernes udnyttelse af Afrikas og Asiens guldskatte og spaniernes plyndring af Mexico og Peru. Prins Henrik af Portugal (1394-1460 - Henrik Søfaren) havde allerede sejlet meget på Østafrika og fundet Azorerne og Madeira og han mente, at man fra Det røde Hav kunne angribe osmannerne får derved at få magten over Jerusalem og handelsvejene. I 1487 nåede Bartholemeu Diaz frem til Kap det Gode Håb, og i 1492 sejlede Columbus vestpå og opdagede Cuba og Haiti. De spanske monarker henvendte sig så til paven, for at denne skulle bekræfte deres krav på de lande, som Columbus havde opdaget, da der jo var en rivalisering med Portugal. I 1493 bestemte pave Alexander VI en grænselinje, der gav Spanien alle de lande, som lå mere end 100 romerske mil vest og syd for Azorerne og De kapverdiske Øer. Alle lande øst for denne linje skulle tilhøre Portugal. Vasco da Gama sejlede fra Portugal i 1497 rundt om Kap det gode Håb og nåede til Indien. Columbus foretog yderligere tre togter til »Indien« før sin død. I 1499 vendte Vasco da Gama tilbage med en last, der indbragte et beløb svarende til 6.000 procent af ekspeditionens udgifter. Dette togt blev anledning til en mere omfattende søfart. I 1500 nåede Cabral til Brasilien. Mange portugisiske ekspeditioner drog nu afsted mod øst og mandskaberne slog sig ned langs Indiens og Persiens kyster og på Krydderiøerne eller Molukkerne. Da spanierne først kom til Amerika, indså de snart, at det ikke var landene der ovre, der frembragte de krydderier og farvestoffer samt andre produkter, som de havde modtaget via Levanten. De slog de sig ned og på deres kolonier anlagde de plantager og eksperimenterede. Missionærer forkyndte kristendommen for de indfødte og indførte europæisk kultur. Samtidig fortsatte spanierne med at kolonisere Amerika. De slog sig også ned i Vestindien. Ponce de Leon kom til Florida i 1520. Balboa gik i land på Panama-tangen, og da han havde krydset over den, fik han af indianerne at vide, at Det Stille Hav, som han så for sine øjne, strakte sig over enorme afstande mod nord og syd. I 1517 udsendte Veläzquez, der var guvernør på Cuba, en ekspedition, der nåede frem til Yucatan-halvøen, og her fandt spanierne en gruppe indfødte, der stod på et højt kulturniveau. Beretningerne om disse centralamerikanske indianeres kultur og rigdomme fik Cortez til at begive sig ud på sine eventyr. Han nåede over til Mexico med ti mindre skibe og en militærstyrke på noget over 600 mand. Aztekernes konge, Montezuma, var med rette urolig for, hvad der ville ske, såfremt spanierne kom frem til hans hovedstad, Mexico, så han forsøgte at afholde dem fra det ved at give dem gaver af guld, men synet af guldet vakte kun endnu større lyst hos spanierne, der brændte deres skibe og fortsatte marchen ind i landet. Byen Mexico fyldte spanierne med forbløffelse. Byens store templer og tårne af solide mursten rejste sig direkte op af søernes vand og syntes nærmest at flyde på dem. Da spanierne havde fået adgang til byen, tog de Montezuma til fange. Derpå indtog de byen i 1521 og gjorde i de næste tre år Mexico til et spansk lydland. I 1519 sejlede Ferdinand Magalhaes ud fra San Lucar ved Sevilla med fem skibe i den hensigt at finde en søvej til Asien, og han bevægede sig langs den sydamerikanske kyst ned til det sund, der fik hans navn, og hvorfra han senere stak ud på Det Stille Hav. Efter tre måneder og tyve dage på Stillehavet kom Magalhaes' skib frem til nogle øer, som han på grund af de indfødtes adfærd kaldte »Ladrones« (Tyveøerne). Det næste han gjorde var at opdage Philippinerne, som han gav dette navn til ære for den spanske tronfølger. Her blev han dræbt i en kamp med de indfødte. De overlevende fortsatte togtet mod vest og nåede frem til Borneo og Molukkerne. I 1522 kom ét skib af de fem der var sejlet ud, frem til San Lucar efter at have fuldført den første verdensomsejling. I Mexico hørte spanierne om et rigt land syd for Panamatangen i Sydamerika, og i 1524 begyndte Pizarro at søge efter det sagnomspundne El Dorado, Guldlandet. Efter tre års forløb kom han til Perus kystegne og efter yderligere nogle år til det store Inkarige, der blomstrede i det indre Peru. Skønt hans mandskab bestod af mindre end 200 soldater med ca. 50 heste, lykkedes det ham at underkue et vældigt rige, der strakte sig over 3.000 km fra nord til syd, idet indianerne ikke kendte til heste, ildvåben, rustninger og sejlbåde. Desuden var indianernes kultur ikke krigerisk. Opdagelsen af Amerika medførte at handelsvejene og handelscentrene flyttede sig til Atlanterhavskysten. Betydningen af den voksende metalmængde viser sig på en række områder, som tilsammen omspænder hele det menneskelige liv; de store og hurtigt skabte formuer sprængte byerne og stænderstatens rammer og påkaldte sig hensynsløshed og hasarderet spekulation. Befolkningerne blev revet ud af standens og fagets afstukne og rolige liv, og lyttede til verdens lokkende ord: enhver er sin egen lykkes smed, som købmand, pirat eller landsknægt. Kongemagten lettes for afhængigheden af de bevilgende stænder, og antallet af lejesoldater vokser betydeligt i guldstrømmens følge. Produktionen og omsætningen fremmes, idet frembringelsen af ædelmetallet kalder varer frem og tilskynder til en produktion, der tager videre sigte end de lokale behov. De store omsætningspladser virker dragende langt ud over landegrænserne, og med denne stigende efterspørgsel efter varer begynder den store almindelige prisstigning, der strækker sig over hele det 16. århundrede. I begyndelsen af 1500-tallet var priserne på varer dog faldet, men da guldproduktionen 5 dobledes i løbet af 1500-tallet, sank pengene i værdi. Allerede fra 1520 steg priserne på korn og priserne fordobledes. Godsejerne tabte i de lande, hvor bønderne skulle betale deres afgifter og landgilde i penge. Men den øgede tilførslen af pengerigelighed skabte også øget handel og store handelsforetagender. Men for de laveste klasser, som blev betalt med én dagløn betød det ulykke, fordi lønnen ikke steg i takt med prisstigningerne. Selvom lønnen steg fra 80 cent til 1,20 franc i 1500-tallet kunne man med den første dagløn købe 14 liter korn, medens man senere med de 1,20 franc kun kunne købe 4 liter korn, og i England gik bygningshåndværkernes købeevne ned med 66 % i forhold til begyndelsen af 1500-tallet. Der skete en forskydning i Europas handel og industri, som skyldtes portugesernes og spaniolernes kolonianlæg. Italiens handel på Østen blev ramt af osmannernes fremtrængen. Genoveserne mistede handelen på Sortehavet. venezianernes besiddelser i Grækenland og Syrien gik tabt, og i 1509 var venezianerne hårdt trængt af Ligaen i Cambray, således at de måtte hente deres krydderier i Lissabon. I 1517 mistede venezianerne handelen på Ægypten, da osmannerne fik magten. Portugal bekæmpede Arabernes handel i Indien og knuste fuldstændigt Arabernes handel derude i 1509. Men de tyske købmænd stræbte efter at få magten med krydderihandelen på Nordeuropa via et hovedsæde i Antwerpen. Nederlændingene trængte Hanseaterne tilbage i Østersøen, m.v., og i England skete et opsving i handel og industri (uld). Overalt grundlagdes det ene handelskompagni efter det andet, og begærligheden omkring disse handelsforhold, vilkår og økonomiske stridigheder førtes under dække af religionskrige, ligesom vi i dag ser krigsførelsen sker under ideologiske stridigheder om menneskerettigheder, medens det reelt drejer sig om at bestemme over priserne på verdensmarkedet og styre verdenshandelen til egen fordel. De nordvestlige fyrster i Europa ville selv have andel i verdensmarkedet, og mange af dem fandt en gunstig lejlighed, ved at slutte sig til Luthers ideer, der d. 31. oktober 1517 slog 95 teser om afladen op på Wittenbergs Slotskirke. På det tidspunkt var udbredelsen af trykkerier 60 år gammel, selvom bøger var kostbare, - og det var almindeligt, at man ved opslag indkaldte til en diskussion. Og Luther havde nok ikke forventet, at hans protest ville medføre så vidtrækkede ændringer. Protestanterne sagde, at paven var antikrist. Peterspengene og afladspengene skulle ikke forsvinde ned til Rom, samtidig med at pengevæsenet og handelen med penge var i fremmarch via handelshuset: Fuggerne. Men reelt lå fyrsterne i Vesteuropa i konstant konflikt med hinanden, med kirkemagten og med deres bønder. Fyrsterne, adelen og kirkemagten var også tømt for likvide midler, da de havde brugt formuer på deres luksusforbrug - så der var guldmangel i vesten. Habsburgeren: Karl V (1500-1558) var på det tidspunkt tysk-romersk kejser og var kejser af det største rige i Europas historie. Karl V boede i tryghed over i Spanien, og måske ønskede de vestromerske fyrster også, at den ortodokse (græsk-byzantiske) kirke gik til grunde under Islam fremtrængen i østriget. Men kejser Karl V havde også økonomiske problemer og var fuldstændigt i lommen på Fuggerne. I 1523 i Schweiz formulerede Ulrich Zwingli (1484-1531) sine grundtanker i 67 teser, og talte mod hvervede soldater og mod pavedømmet. Men det viste sig så, at Frankrigs og Englands konger var ved at frigøre sig fra den habsburgsdominerede pavemagt. Og da Karl V bekæmpede frankerne i 1525 ved slaget ved Pavia (dvs. Milano i Lombardiet) brød Englands trone med pavemagten, og oprettede den engelske kirke, og anerkendte kun, at paven var biskop over Rom. Frans d. 1. i Frankrig fik pavens fuldmagt til at være den øverste dommer af guds nåde i sit landområde, og dermed var en fransk kirke (og nation) skabt. Og Frans d. 1. (1515-1547) førte endog forhandlinger med osmannerne, på venskabelig basis, for at stoppe habsburgernes dominans i Vesteuropa. Den kristne vestromerske »enhedskirke« var i opløsning. Efter de frygtelige pestepedimier var Europas befolkning ved at vokse i omfang. Det fik lensherrerne til at genindføre 200 år gamle skattekrav og fæstevilkår, og det bragte bønderne i oprør. Når bønderne var i oprør og fyrster og kirke i splittelse og opløsning, var det klart, at man ikke kunne komme de trængte Magyarer til hjælp. Tiden er præget af fyrsternes, adelens, kongernes, kirkemagtens og krigsherrenes mishandling af Europas befolkning. Tyrannerne gennemførte et opsving i forbrydelser mod menneskeheden. Luther støttede de besiddende klasser mod bøndernes oprør, og straffeekspeditionerne kostede over 100.000 bønder livet. I 1526 kunne osmannerne således slå den Magyariske adel ned, og i 1529 stod der 250.000 osmannere lige udenfor Wien´s byporte. Men da bjergværksdriften i Europa og guldtilførslen fra minerne i Potosi, i Amerika i 1545, kom til Europa, skete der voldsomme prisstigninger på alle varer. Bemærkelsesværdigt er det, at i de gamle romerske besættelsesområder som Italien, Spanien, Frankrig og hos de gamle Keltiske stammer i Irland og Skotland holdt man fast i den katolske kirke, medens de Germanske stammer i Nordvesteuropa støttede de lokale fyrsters frigørelse fra den pavelige centralmagt i Rom. Når man tænker tilbage på datidens krav om at kongemagten skulle avle en søn indenfor ægteskabets rammer der kunne arve kongeriget, og samtidig den liderlighed som blev opvist ved hofferne og kirken og processerne mod bastardbørn (uægte børn) født udenfor ægteskabet, så kan man ikke forstå hvorledes de kristne har bøjet fortællingen om jomfru Maria´s fødsel af Jesu, der skete ved helligånden. Efterfølgende da lutheranerne kom til magten var der nu mere end to modsatrettede systemer, som havde travlt med at rense ud i befolkningerne, og hvor terroren mod befolkningerne fik et fornyet og voldsomt opsving. De kristne havde en utrolig evne til at overleve som væggelus. De skabte kolonialisme, imperialisme og verdenskrigene. Den kristne fred, ser vi på deres kirkegårde…det er dødens fred….og kødets genopstandelse lader de foregå, ved at ormene fortærer deres kroppe. Som kætterne bliver vi andre brændt…men så er vi også sikre på at sjælen genopstår. Og Odin. Ja han vender tilbage og gør krav på tronen. Odin betyder nr. 1. Men nu kan du så læse, om det roderi, der var i det vestlige Europa, - og hvis jeg har lavet fejl, må du endelig skrive til mig her.

Habsburgerne

Habsburgerne er et fyrstehus, opkaldt efter stamborgen Habichtsburg i Aargau, Schweiz, men er oprindelig fra Øvre Elsass. Habsburgernes stormagtsstilling blev skabt på besiddelsen af arvelande og senere af andre områder, der blev erhvervet gennem habsburgernes speciale: ægteskabspolitik og arverettigheder. Habsburgerne har altid støttet kontrarevolutionens kræfter mod folkeslagene. Der er dog ganske få undtagelser. Habsburgerne har ikke bygget deres stat op på et forbund mellem bønder og borgere, men i forbund med adel og kirke. I 1090 er fyrstehuset grever og i 1135 landgrever med besiddelser ved Øvre-Rhin og i det centrale Schweiz. Ottokar II af Böhmen (1253-1278) bemægtige sig ærkehertugdømmet Østrig og Steiermark, da den sidste af Babenbergerne i den østrigske fyrsteslægt døde, og derved kom han i krig med den Ungarnske kong Bela IV, der havde sluttet forbund med Polens konge, og efter at Ottokar II af Böhmen havde vundet et slag ved Kessenbeunn ved Marchfloden i 1260, indtog han næsten hele det nuværende Østrig, og derved fik Ottokar af Böhmen også tilbudt kejserkronen. Men de tyske kurfyrster turde ikke at vælge ham til kejser, da han besad så stor rigdom. Derfor valgte kurfyrsterne Rudolf I af Habsburg (1218-1291) til tysk konge 1273, og da begyndte slægtens første store fremgangsperiode, idet de ikke ejede ret meget af betydning. Kong Rudolf I søgte straks at udvide sine snævert begrænsede besiddelser, og stillede krav til kong Ottokar II af Böhmen, om at få størstedelen af Otto´s len som hjemfaldne len, samt lenene: Steiermark, Krain og Kärnten, og da den tjekkiske adel lod Ottokar i stikken, måtte han aflevere alt med undtagelse af Böhmen og Mähren. Men den tyske adel gik til angreb og fik tilslutning fra de østrigske og böhmerske feudalherrer, der forræderisk medførte drabet på Ottokar II, der faldt i det store slag ved Durenkrakraut ved Marchfeld i 1278. Rudolf 1. af Habsburgs lagde således grunden til habsburgernes magt. Men nu begyndte adelsvældes tøjteløse fremfærd, der tvang bønderne ned i elendighed. Rudolf 1. af Habsburgs magtovertagelse medførte også vilde adelskrige. Rudolf førte lange kampe, og selvfølgelig kaldes den tabende part for røverriddere, og Rudolf overgav Steiermark, Krain, Kärnten og den Windischske Mark til sin søn Albrecht af Østrig. Man bør huske på, at disse områder var slaviske områder og at Babenbergernes slægt i Østrig uddøde i 1246 i kampen mod de ungarske konger. Paven henrettede den sidste af Hohenstaufernes dynasti i 1268 på torvet i Napoli. Habsburgerne erhvervede i 1335 Kärnten, i 1363 Tirol, i 1368 Breisgau samt i 1370-1380erne Vorarlberg, Istrien og Trieste. Da alle disse omfattende områder gik i arv i slægten, kaldtes de habsburgske arvelande. Endnu i disse år talte bønderne deres slaviske modersmål (vendisk) i alle disse 'østrigske områder', selv om Karolingerne siden det 8. århundrede havde gjort forsøg på at genoprette det romerske imperium i disse områder. Der taltes kun tysk på borgene og i klostrene. Steirmark er et område på grænsen til Slovenien på 16.384 km² og Steirmark stod under Romerriget i perioden fra 15 f.Kr. til det 5. århundrede e.Kr.. Steirmark var under slovensk bosættelse i det 6. århundrede, underlagt Bayern og Frankerriget i det 8. århundrede, markgrevskab under greven af Steyr 1056, og fra denne tid foregik der indvandring af tyske nybyggere. Steirmark blev hertugdømme i 1180 og tilfaldt i 1192 Østrig, og kom i 1282 under habsburgerne. I flere perioder var Steirmark halvvejs selvstændigt. I det 15.-17. århundrede skete talrige ungarske og Osmanniske indfald. Det sydlige Steiermark blev jugoslavisk i 1919, og Steirmark er kendt for sin rige steiriske folkekultur. Men kurfyrsternes modstand medførte dog, at Rudolfs I's kongemagt fra 1273 ikke blev arvelig. Efter Rudolf blev hans søn Albrecht I alligevel tysk-romersk kejser, efter noget roderi. Fra 1308 fulgte en konsolideringsperiode. Ludvig IV af Bayern var konge i 1314-47 og kejser fra 1328. Han måtte kæmpe mod to modkonger: Friedrich der Schöne af Østrig, og siden mod hans efterfølger Karl IV af Böhmen, der var konge i 1346-78 og kejser fra 1355. Karl IV var fra fyrstehuset Luxembourg, og erhvervede bl.a. Brandenburg, Tirol og Nederland. Karl IV's søn: Sigismund (1368-1437) kurfyrste af Brandenburg, 1387 konge i Ungarn gennemførte et »korstog« mod osmannerne, der endte med et frygteligt nederlag ved Nikopolis i 1396. Han blev tysk konge i 1410 og tysk-romersk kejser fra 1433. Han overtalte i 1413 paven til at sammenkalde et koncil i Konstanz til bilæggelse af skismaet mellem paverne i Rom og Avignon. Det lykkedes at gensamle kirken bag pave Martin V. Men da han svigtede sit lejde til Jan Hus, vendte Böhmen sig fra ham og han førte fra 1419 krige mod hussitterne og annerkendtes først i 1436 som böhmisk konge. Han forstod at opretholde kongemagten, men kunne ikke betvinge hussitterne i Böhmen. Efter hans død overgik tronen definitivt til habsburgerne med Albrecht II (død 1439), og Friedrich III, der blev konge i 1440-93 og kejser fra 1452. Friedrich blev arvtagere til både de habsburgske og de luxembourgske arvelande og store privatgodser i Østrig. Habsburgernes største fremgangstid skete med hertug Albrecht V, der med et omhyggeligt valg af svigerfædre udvidede magten. Gennem sit ægteskab med kejser Sigismunds datter erhvervede Albert V i 1437 kongerigerne Böhmen og Ungarn, som senere midlertidigt gik tabt for slægten, og i 1438 kejsertronen, som habsburgerne bevarede, så længe riget bestod, bortset fra en ganske kort afbrydelse. Habsburgerne, den tyske kejser Frederik III og den østrigske fyrste Ladislaus var mere optaget af indre stridigheder, end at forsvare Europa mod tyrkerne. Som tak for at bondehæren i 1456 havde nedkæmpet de Osmanniske angribere og reddet Østrig og Ungarn, lod Ladislaus den ene af Hunyadys sønner henrette og satte den anden i fængsel. På den måde håbede feudalherrerne at bevare deres magt på. Men da Hunyady slap ud af fængslet, samlede han folket, slog feudalherrene ned og smed kejser Frederik III ud af Østrig og forenede det østrigske og ungarske folk, og vandt også Mähren og Schlesien. Men ved hans død i 1490 rejste adelen igen sit hoved. Ved ægteskab mellem en burgunder og Friedrich IIIs søn: Maximilian I, konge i 1486-1519 og kejser fra 1493, overgik de burgundiske og Nederlandene til Habsburg, undtagen selve hertugdømmet Burgund og Picardie, der blev franske. I Schweiz indlemmedes efterhånden de habsburgske områder syd for Rhinen. De vigtigste af de mægtige tyske territorialfyrster tilhørte slægterne Wettin i Saksen, Wittelsbach i Bayern og Welf i Braunschweig, Luxembourg i Böhmen og Hohenzollern i Brandenburg. Tyskland bestod af 150 verdslige og gejstlige fyrster med henved 70 rigshovedsæder og talrige rigsriddere. I Nordtyskland lå de betydelige rigsstæder Lübeck, Hamburg, Bremen. I Øst de store fyrstelande Pommern og Brandenburg. I Midttyskland Meklenburg og Brunsvig-Lüneburg. I vest ærkebispedømmet Bremen-Verden og bispedømmet Münster. I det mellemtyske bjergland lå mange små fyrster og over dem hævede sig huset Sachsen, delt mellem den ernestinske linie, der havde Kurhatten og hovedsædet i Wittenberg og den albertinske hertuglinie med hovedsæde i Dresden og Leipzig. Vest på lå landgrevskabet Hessen og de tre gejstlige kurfyrster ved Rhinen, Køln, Trier og Mainz. I Sydtyskland lå Franken og Schwaben. På Wütterbergs landområder taltes 78 herrer foruden rigsriddere og der lå talrige rigsstæder grupperet om Rhinen og Donau og meget kendt er også Fuggernes Hus i August. Størst magt havde huset Wittelsbach, hvis ældre linie ejede Kurpfalz med Heidelberg, mens den yngre nok så mægtige gren havde Bajern med München. Men Habsburgerne ejede endnu større områder end nogen enkelt tysk fyrste, idet deres besiddelser strakte sig ned til Adriaterhavet, sammen med arven efter de burgundiske hertuger og Elsass. I de tidligere århundreder havde egentlig kun Pavehoffet haft så store indtægter, at det havde haft brug for finansmænd i større stil, som vekselerere, finansagenter o.s.v., og det var kun Italienere, der havde haft udbytte deraf, især Florentinerne. Men også andre forhold spillede ind på efterspørgslen efter kapital, bl.a. da hærerne forandredes fra små ridderhære, der lønnedes ved at få jord til len af kongen, til større lejehære, som det kostede uhyre summer at underholde, ikke mindst efter, at krudtet var kommet i almindelig brug, og et primitivt artilleri var blevet en nødvendighed. Da Kong Ludvig XII af Frankrig ville angribe Italien, spurgte han en dag i statsrådet om hvilke midler dette forehavende ville kræve, og rådet svarede: »der hører 3 ting til, som man må holde parat: penge, penge og atter penge. Lederen af det store Fuggerske handelshus i Augsburg, overgik alle andre i pengerigdom. Fuggernes stamfader kom som fattig væver til Augsburg, og at penge har haft betydning for Augsburg ses af, at Karl V´s oldefar: kejser Frederik III engang var i Augsburg, da der kom bud fra kølnerne, om han ville komme og hjælpe dem mod en fjendtlig fyrste. Det ville kejseren nok, men det stødte på den vanskelighed, at han skyldte bagere, slagtere, fiskehandlere og forskellige håndværkere i byen i alt 1.730 gylden, som det var ham, det hellige tysk-romerske riges kejser, umuligt at skaffe. Så tilbød kølnerne at sende Augsburgerne pengene, når kejseren var kommet til Køln, men det lod Augsburgerne sig ikke nøjes med. Da kejseren forsøgte at rejse uden at borgerne havde fået deres penge, slog de energiske kreditorer kreds om stalden og forhindrede staldkarlene i at trække majestætens heste ud. Striden varede i flere timer, indtil det endelig lykkedes at låne 1500 gylden hos byrådet mod at efterlade det kejserlige sølvtøj som pant. Datidens fyrster var meget ringe betalere, og de havde jo ingen over sig, der kunne tvinge dem til at betale. Jacob Fugger havde op til året 1487 samlet en forretningskapital i Augsburg på ca. 25.000 gylden; i 1511 var kapitalen 10-doblet; i årene 1511-1527 tjentes der gennemsnitlig 55 procent årligt, sådan at Fuggernes Hus ved Jacobs død i 1526, ejede over 2 millioner gylden; efterkommere havde en formue på 4.700.000 gylden - en enorm datidig formue. Borgerklaserne i de sydtyske byer havde hele middelalderen igennem drevet en stor og indbringende varehandel med Norditalien. I Venedig, (Levanthandelens hovedsæde) havde Fuggerne deres store købmandsgård, Fondaco dei Tedeschi, og herfra købte de alle Orientens produkter og solgte metaller og tøj. Opdagelserne fra 1498 (Columbus, m.v.) blev skæbnesvangre for den italienske handel, og indirekte også for den tyske handel, fordi eftertidens færdsel nu gik flyttede ud langs Atlanterhavskysten op til Nederlandene og England. I 1487 lånte Jacob ærkehertug Siegmund af Tyrol 23.627 gylden af Fuggerne mod at de fik pant i udbyttet af sølvgruberne ved Schwaz. Dette udbytte rådede grubeejerne nemlig ikke selv over. Grubeejerne skulle aflevere sølvet til landets fyrste mod en fikseret pris. Det lykkedes Fuggerne at kontrollere sølvgruberne i Tyrol og kobbergruberne i Ungarn i løbet af de følgende år, og eftertiden anklagede dem for at have skabt kunstige monopoler for at skrue priserne i vejret. Det er også sandt, at de allerede i 1498 søgte at danne et kobbersyndikat, en slags »trust«, hvis mål var at beherske kobbermarkedet i Venedig og hindre, at priserne faldt. Deres formue tjente de ved pengeforretninger med Habsburgerne, og på samme vis tabte de dem igen. Men også i samtiden rettes der anklager mod Fuggerne pga. af kirkens forbud mod at tage renter. I 1488 lånte Fuggerne 150.000 gylden til Ærkehertugen Siegmund af Tyrol, og pengene skulle tilbagebetales ved at hele udbyttet af gruberne i Schwaz anvistes til Fuggerne til en for Fuggerne meget gunstig afregningspris, og dermed var spillet i gang. I de følgende år bliver handelen med sølv og kobber Fuggernes vigtigste pengeforretninger. Karl V (1500-1558) var søn af Johanna den Vanvittiges og Filip af Østrig, og Karl blev født i Gent i året 1500 Efter sin bedstemoder, Maria af Burgund, og sin moder Johanne, Datter af Ferdinand den Katolske og Isabella, arvede han Aragonien med Napoli, Sicilien og Sardinien, Castilien med de amerikanske kolonier og Burgund, efter sin bedstefader Østrig, efter sin fader Nederlandene. Han blev hersker i vidtstrakte lande. Støttet af Fuggerne blev han valgt til romersk (tysk) kejser i 1519. Han fik også vældige besiddelser i Sydamerika. Trods denne vældige magtfylde blev hans regering en kæde af bekymringer og trængsler, og en af hans værste fjender var rigets evige finansnød. Han besøgte en rig Købmand, som til ære for sin fornemme gæst havde fyret op i kaminen med kanelbark og da Karl gjorde en bemærkning om det kostbare brændsel, svarede værten, at han nok kunne gøre en endnu mere kostbar ild, hvorpå han gav sig til at kaste en rulle kejserlige gældsbreve på ilden. I 1509 havde kejser Maximilian fået løfte om store subsidier fra sine forbundsfæller, men han skulle bruge pengene straks, og det lykkedes Fuggerne at skaffe dem. En del penge blev fremskaffet i løbet af 14 dage og resten på 6 uger, hvad der den gang blev anset for noget af en bedrift, som øgede husets omdømme. Fuggerne holdt sig dog ikke alene til Habsburgerne. Også med Kurien (pavehoffet) stod de i nær forbindelse. I 1514 indledte Fuggerne en forretning med Albrecht af Brandenburg, der skulle få verdenshistorisk betydning, ved at blive anledning til den lutherske reformation. Albrecht af Brandenburg var blevet bisp over 3 stifter og måtte betale paven 30.000 gylden for udnævnelsen. De penge havde han ikke, og måtte låne 21.000 gylden hos Fuggerne, som de betalte gennem deres »faktor« (filialbestyrer) i Rom. For nu at skaffe sig midler til denne gælds afdragelse, søgte Albrecht om at blive generalkommissær for den jubelaflad, som pave Leo X havde ud skrevet for at få penge til Peterskirkens opbygning. Han opnåede det også mod en betaling af 10.000 gylden, rimeligvis fordi Fuggerne har talt hans sag i Rom. De var jo interesserede i at få deres penge igen, og sagen ordnedes da sådan, at en repræsentant for Fuggerne rejste sammen med afladskræmmeren Johan Tetzel og forvarede den ene nøgle til afladskisten. Når kisten var fuld, åbnede han og Tetzel den i fællesskab, og han tog hele indholdet, som blev indbetalt til Andreas Mattstedt i Leipzig, der var Fuggernes nærmeste filialbestyrer. Halvdelen af indtægten gik til paven i Rom. Halvdelen skulle Albrecht have som generalkommissær, men de gik altså straks i Fuggernes lomme som afdrag på gælden. Om disse enkeltheder ved Tetzels virksomhed vidste Luther ingenting: det var afladshandelen i almindelighed, han angreb, i sine 95 teser, og Fuggerne havde jo ikke udskrevet afladshandelen. Fuggerne var ganske »uskyldige«, og stod kun for indkasseringen af pengene, således at de fik dækning for det forskud, de havde ydet ærkebiskop Albrecht. I 1519 afgjordes valget af den tyske kejser efter Maximilians død. De to kandidater var Karl V af Spanien og Frans I i Frankrig, og de, der skulle afgøre valget, var Det tyske Riges kurfyrster. Dette, at 2 mægtige rige fyrster stod som medbejlere, gjorde det muligt for kurfyrsterne at sælge deres stemmer og de forlange en meget høj pris efterhånden som valget nærmede sig. Hverken Karl eller Frans eller noget andet menneske havde så mange penge, som der forlangtes. Endnu mindre ville man tage mod deres forsikringer og løfter, og derfor gjorde det udslaget, at Karl vandt Jakob Fugger for sig, thi Fuggernes veksler og gældsbreve regnedes den gang allerede for lige så gode som rede penge. Af de 850.000 gylden, som valget til sidst kom til at koste Karl, skaffede Fuggerne 543.000 gylden, medens resten fordeltes ligeligt mellem et andet stort augsburgerfirma (Welserne) og en række italienske bankmænd. Til gengæld fik Fuggerne ret til at drive sølv-, kobber- og jernminer i Østrig og Ungarn. Det var da ingen overdrivelse, når Jakob Fugger nogle år senere i et dristigt brev til Karl skrev: »Det er bekendt for alle og ligger klart for dagen, at Eders kejserlige majestæt ikke havde kunnet opnå den romerske krone uden min hjælp, hvilket jeg også kan bevise ved hjælp af egenhændige skrivelser fra Eders majestæts kommissærer,« og det gør ingen forskel heri, at der dog var en kurfyrste, som ikke havde villet sælge sig, nemlig Luthers ven og beskytter, Frederik den Vise af Saksen, som vel stemte på Karl, men uden at tage penge derfor. Praktisk talt havde Jakob Fugger afgjort kejservalget og derigennem knyttet sit firma fast til habsburgernes interesser. Med denne forretning havde han afgørende erobret førstepladsen blandt alle sin tids pengefyrster, og til sin død vedblev han at udvide og befæste denne stilling. Frants I (1494-1547) forsøgte altså forgæves at sprænge Habsburgernes indkredsning af Frankrig. Frans´ tropper foretog flere gange fremstød i Norditalien i forbund med paven, osmannerne og Venedig. På »Weinmarkt« i Augsburg her blev han syg i oktober 1525 og Jacob Fugger døde i januar 1526. Anton Fugger overtager forretningen og i 1530 tager forretningen fart igen. En opgørelse fra 1536 viser at formuen øgedes. I 1540erne opstår den Schmalkaldiske krig mellem kejseren og de lutherske fyrster og byer, og Fuggerne måtte træde til på ny og yde Karl V uhyre store lån. I året 1552, da Karl V sad ensom og pengeløs i Innsbruck, udsat for Moritz af Saksens angreb, kaldte Karl Fuggerne til sig og fik efter mange forhandlinger 400,000 dukater til låns, uden hvilke han næppe var sluppet ud al klemmen. I 1554 sker der det uhørte, at Fuggerne havde vanskeligt ved at skaffe penge til at betale en forfalden fordring på 30.000 gylden, så Anton gentagne gange må skrive til sin faktor i Antwerpen, det opblomstrende centrum for verdenspengehandelen, om at skaffe penge til Augsburg for enhver pris. I 1557 havde kong Philip II af Spanien indstillet sine betalinger, og det gjorde naturligvis ikke sagen bedre, og skønt skinnet endnu i enhver henseende var opretholdt, begyndte situationen at fylde Anton med bekymring. Anton Fugger døde den 14. september 1560. Ledelsen af Fuggernes Hus blev så afgjort dårligere, og de spanske tilgodehavender blev stadig mere usikre. Kongernes bankerot, og andre ting forenede sig med disse for at hidføre katastrofen. De nye børser i Lyon og Antwerpen gjorde det muligt at komme uden om de gamle pengematadorer, genuesiske bankmænd fandt indgang overalt, også ved det spanske hof, og i 1630 hed det sig i Spanien, at »Fuggernes store rigdom beroede på den rene indbildning«. I 1637 gik Fuggerne fallit. Deres samlede tab på habsburgerne er beregnet til 8 millioner gylden. Fuggernes storhedsperiode gjorde ikke Fuggerne populære i alle kredse. Der herskede blandt mange mennesker forbitrelse både mod dem og de andre store handelshuse, så navnet Fugger endnu i tyske dialekter bruges som ensbetydende med ågerkarl. Trods ihærdige forsøg på rigsreform kunne en sådan ikke gennemføres, og rigets opløsning lod sig ikke standse og tyngdepunktet lå i territorierne. Misfornøjelserne mod rigets opløsning medførte indre uro og ufred, fordi handelslivet nu stod så blomstrende. Bønderne klagede over godsejerne, og i byerne klagede man over at lavene sluttede op om handelsselskaberne. Folket ventede på hjælp fra kejseren. Gammel tysk ret blev fortrængt af Romerretten, der til bøndernes fortrydelse kun befæstede fyrsternes magt. Men kejseren var magtesløs og ikke den reelle herre, idet kejserens tid mere blev brugt til langvarige forhandler mellem kurfyrsternes og stædernes interessemodsætninger. Byerne var jo vokset frem og ville have indflydelse. Der blev dannet folkebevægelser og hemmelige selskaber, der var misfornøjet og som vendte sig mod fyrsterne og deres jurister, mod adelen og byerne fremvoksende borgerskab, og man fremsatte vidtgående reformforslag. Bogtrykkerkunsten medførte at underjordisk propaganda spredes med de hussitiske lærdomme og humanismen og renæssancen trængte ind over grænserne fra Italien. Jan Hus fra Prag angreb afladshandelen og blev brændt på bålet som kætter i 1514. Trangen til kundskab medførte oprettelse af universiteter og mellemskoler, og det var faktisk en tysker, der kom til at give Amerika navn efter den opdagelsesrejsende: Amerigo Vespuccis. Kendskabet til biblen medførte, at folket krævede oprettelsen et »fredens og rettens rige«. Den tyske humanist: Eramus af Rotterdam, var hvad Voltaire blev for det 18. århundrede. Maximilians søn: Filip den Smukke føjede på samme vis Spanien og de spanske besiddelser i Italien, Amerika og Asien til det kolossale rige, der forenedes under hans søn Karl V, der blev tysk-romersk kejser. Hans opdragelse fandt sted i Nederlandene, som han arvede i 1506 sammen med Østrig. Hans rige var et af verdenshistoriens største imperier. Men faktisk var han uønsket og det var Fuggernes Hus, der med sin kapitalmagt i 1519 fik kurfyrsterne til at stemme for Karl som kejser. Ved Maximilians død forsøgte stænderne i de østrigske arvelande at lukke pungen for Karl. Både i Spanien (Castillien) og i Tyskland fik han vanskeligheder, fordi han mest følte sig som nederlænder. Borgernes repræsentanter i Cortes oprettede en junta, med det program, at Karls moder: Juana var den rette hersker og håndværkerne dannede et forbund: Germania (broderskab), der vendte sig mod adelen. Opstanden blev knust i 1521 og Karl slog sig ned i Spanien i 1522, hvor han forblev og undertrykte de sidste rester af oprøret. Her lod han sin politik lede af spanske synspunkter, og Karl var hersker over et spansk verdensrige, hvori Tyskland kun blev et ubetydeligt biland. I 1514/15 og 1525/26 var der omfattende bondeoprør i Ungarn, Østrig, Slovenien, Sydtyskland, m.v.. I 1521 overdrog Karl V styret til broderen Ferdinand i de østrigske arvelande og i 1526 Böhmen og Ungarn. Ferdinand d. I bedrog bønderne - stillede sig på adelen side, og med hans landsknægte lykkedes det ham at slå folkeoprøret ned. Derved fik osmannerne lettere adgang til at overtage magten i de magyariske landskaber, m.v., og Ferdinand indgik en forsmædelig overenskomst med osmannerne for derefter med bøddelens sværd at indridse habsburgernes kongemagt i det tjekkiske folk bevidsthed på 'den blodige rigsdag' i Prag. Karl V nedkæmpede i 1520/21 en opstand i Spanien. Med Frankrig måtte Karl V allerede i 1521 til 1544 føre fire blodige krige om Norditalien, som han vandt (slaget ved Pavia i 1525 og Roms plyndring i 1527). Frans I blev fanget og ført til Karl V i Madrid i 1525. Men nu kan Italiens fyrster se, at Karl V fremover bliver den største fjende, og i hemmelighed slutter pave Clemens III af Huset Medici fred med Frans I.. Forskellen mellem Frankrig og Karl V's rige, var at franskmændene følte sig som ét folk, selv om kongemagten næsten var enevældig, medens Karl V's undersåtter ikke havde fælles interesser. Frans I måtte i 1525 afstå en række landsområder og love at bistå Karl V i kampen mod kætterne i Tyskland, ligesom han skulle opgive Italien og afstå Burgund. Men Frans I. foretog senere indfald i Italien. Karl V havde dermed nedsat Frankrig til, at være hans allierede og hans magt var på sit højeste, så derfor tillagde man ham planen om et 'kristen universalmonarki'. Men en ny »Hellig Liga« så dagens lys med Paven, Frans I, Venedig, Florens og Frans Sfora, og den anden krig brød ud i 1526-29. I maj 1527 nåede nogle af Karls tyske landsknægte Rom, hvor de plyndrede de hellige relikvier, m.v., fængslede paven og hvor landsknægtene red rundt på æsler udklædte som kardinaler og med halvnøgne kvinder. Først derefter påbegynder Frans I og Henrik VIII et felttog mod Norditalien for at hjælpe deres pave-allierede i »den hellige liga« . Men i Genova flyttede Frans I saltmarkedet til en naboby, og dermed mistede hans genovesernes tillid, der gik over på Karl V's side. En pest medførte at 2/3 af Frans I's. hær døde, så resten af hæren måtte kapitulere ved »Damefreden«, hvor Frans I atter måtte afstå landområder og løskøbe sine sønner for 2 millioner Guldalere. Karl V mødtes i 1530 med sin modstander og den formastelige pave: Clemens VII, der kronede Karl til kejser. Medens man i vesten kæmpede om »Italien«, udbredte osmannerne deres herredømme. På Balkan var kun Montenegro uafhængig og venezianerne havde store besiddelser på Balkans vestkyst. Allerede i 1514-16 vandt osmannerne over Persien og Ægypten, Syrien, i 1522 Rhodos hvor 15.000 osmannere faldt, men hvor der ikke kom nogen hjælp fra Europa til korsridderne, men hvor de et par år efter fik overdraget Malta af Karl V. Frans I der havde lidt nederlag i 1525 tog kontakt til osmannerne får at få dem til at angribe Karl V østfra. Det gjorde de så i 1526 hvor de vandt Ungarn ved et stort slag ved Mohatsj og hvor hele Ungarns adel faldt. Efter at have afbrændt byen: Buda, og kong Ludvar var druknet på flugt, forlod osmannerne Ungarn. Efter fjenden var borte rasede heftige stridigheder om magten mellem Ferdinand og Johan Zapolya, som på en rigsdag blev valgt som konge. Begge søgte anerkendelse hos Sultanen, der foretrak Johan Zapolya. Ferdinand ville ikke forlade Ungarn, og derfor drog Sultan Sulejman i 1529 op med 1/4 million orientalske soldater, og lagde sig udenfor Wien. Efter tre store angreb på Wien trak Sultanen sig tilbage. I Tunis fordrev Karl V osmannerne. Men kampene medførte, at venzianerne mistede deres besiddelser på øerne og i Dalmation, og da Johan Zapolya døde i 1540 blev Ungarn underlagt Sultanen styre. Da Frans Sforzas døde indrog Karl V byen Milano, som sit len, og det rystede Frans I, der kastede sig over Savoin-Piemont. Dermed var freden mellem Karl V og Frans I brudt sammen. Kirkens ældste søn: Frans I, sluttede forbund med osmannerne og i Italien fik han paverne til at integrere mod Karl V. Urolighederne blev stoppet ved freden i 1544 i Crespy.

Reformationen

Under Karl V der indtil 1544 var optaget af krige mod Frankrig om Italien og mod osmannerne, begyndte Martin Luther allerede i 1517 en reformatorisk bevægelse i de tyske fyrstedømmer til fornyelse af kirken. Bogtrykkerkunsten havde jo gjort det muligt, at udbrede skrifter, der henholdsvis skilte og samlede de »lærde præster« i deres spiritualisme og hinsides det levende liv. Kirken krævede jo bod af synderne og boden var en straf, hvor kirken afløste den ene bod med den anden bod, og ved at lade et pengeoffer være afløser for en bod, nåede kirken frem til afladshandel. I sin kirkelige dybsindighed opnåede kirken indtægter, under påskud af, at det kom de døde til gode i Skærsilden. Præsternes fantastiske beretninger medførte en afladslære, og under forskellige påskud berigede de sig - »Kan I ikke høre eders døde forældre råbe og skrige: »Forbarm jer dog over os! Vi lider pine, men i kan redde os ved en ringe almisse« - eller: »Når pengene i kassen klinger, sjælene ud af Skærsilden springer«. Senere er det blevet afsløret, at Fuggerne var Pavens agenter i Tyskland, og at kun halvdelen af udbyttet blev udbetalt fra Fuggerne til Paven. Når Paven modtog direkte Jubelaflad til opbygning af Peterskirken udbetalte Paven halvdelen til en tysk prælat. Så de tyske fyrste kæmpede om at få underlagt så mange stifter som muligt, og afladen udviklede sig til ren pengeafpresning. Jubelafladen skulle give betaleren evig synstilgivelse og sikre vedkommende fra både Skærsilden og Helvede. Bønderne blev grebet af de nye reformationstanker da øvrigheden brændte Jan Hus som kætter i 1514, og af Luthers 95 teser fra 1517, fordi bønderne og Luther mente, at gode gerninger var mere værdifulde en afladskøbet. I Zürich virkede en schweizisk storbonde som reformator: Ulrik Zwingli, som forsøgte at vinde Borgerskabets og øvrighedens tilslutning, så udviklingen kunne føres bort fra den vestromerske kirkes uretfærdigheder og aflad. I sine 95 teser angreb Luther ikke afladslæren, som var kirkens magt til at løse og binde, men skrev tværtimod, at forbandet er den, der taler mod den pavelige læres og sandhed. Men bønderne læste mellem linierne, og fortolkede ideerne socialt og det rystede Luther. Men paven var også rystet, og Luther blev stævnet til Rom med det formål at han skulle trække sine debatsynspunkter tilbage og ellers tie stille. Han hørte forinden, at paven ville domfælde ham som kætter, og skrev bønfaldende til pave Leo X »at din stemme vil jeg antage som Kristi stemme, der regerer ved dig og taler gennem dig.« Da så Luther i 1519 skrev, at pavedømmet i Rom kun var 400 år gammel og henviste til den græske kirke, og at den enkelte kristne kan have ret mod kirkeforsamlingen, ligesom enhver kristen har ret til at dømme frit, skaffe sig forståelse og dømme om sandheden, er han på vej med et brud. På den tid drager bogførere rundt i Tyskland og fortæller befolkningen om udviklingen, og da kejser Maximilian døde i 1519 og kurfyrsterne sjakrede med deres stemmer, bragte det røre i folkestemningen. Valget af den franskopdragne nederlænder: Karl V som boede i Spanien, fik humanisterne, borgerstanden, rigsridderne og bønderne til at tro, at Karl V ville stoppe fyrsternes vækst og undertrykkelse. Men når kurfyrsterne valgte ham, var det selvfølgelig fordi han var så fjernt væk og ikke kunne øve indflydelse i Tyskland. Bønderne, borgerbevægelserne og humanisterne (Erasmus af Rotterdam og Hutten) henvendte sig til Luther, og i 1520 er de mange strømninger blevet til een bevægelse i kamp mod pavedømmet - for rige og folk. De »revolutionære« skriver: »Vi straffer tyven med galge, røveren med sværdet, kætteren med bålet. Hvorfor da ikke angribe det Sodoma, disse kardinaler, denne pave, al fordærvelsens mestre,- angribe dem med alle våben og vaske vores hænder i deres blod«. Andre revolutionære skriver:» hvad henter vi i Rom: en slet samvittighed, en dårlig mave og en tom pengepung. Hvad handler Rom med: Kristus, gejstlige embeder og med kvinder. Luther og mange andre henvendte sig til de undertrykte rigsriddere, får at få den tyske kirke frigjort fra Rom og får at få skabt en tysk national kirke, og ønsker en ligestilling, hvor præstens væsen og gerning er lig med skomagerens og smedens. De revolutionæres kirkepolitiske program udvikler sig til, at paven ikke skal have eneret på at udlægge biblen; at den gejstlige magt skal ikke stå over den verdslige magt; at pavens eneret til at indkalde til kirkeforsamlinger skal brydes; at kardinalernes skatteret ophæves og at de sættes på fast løn; ågerrenterne og det ville luksus angribes; der kræves et andet undervisningsprogram; thi det var bedre at alle bisper blev myrdet, alle stifter og klostre udryddede, end blot en sjæl blev fordærvet. I december 1520 fordømmer romerpaven 41 sætninger i Luthers skrifter og bandlyser Luther. Den revolutionære Hutten ønsker en revolution og samler rigsridderne med bøhmerhelten Ziska som forbillede. Men idealet Ziska var hadet som ingen anden. Denne fædrelandet store befrier, en »guds kriger« og svøbe for gejstligheden, havde hærget Tyskland så forfærdeligt. Men da kejser Karl V betrådte tysk jord sank den nationale bevægelse øjeblikkeligt sammen og Karl V sagde, at et rige skal kun have én hersker og ikke flere herskere, ligesom han afviste de østrigske fyrster ret til at blive kejser. Karl V ville ikke støtte rigsridderne og byerne. Men kravet om rigets enhed via et rigsregimente skulle løses, og Karl V udnævnte i 1521 sin yngre broder: Ferdinand til statholder. Der blev oprettet en kammeret,- men hvorfra skulle omkostningerne på 50.000 gylden komme ? Modsætninger havde i lang tid gået på om et rigsregimente skulle ske med grundlag i byerne (stænderforsamlinger) eller på grundlag af kurfyrsternes magt. Der herskede en voldsom anti-romersk stemning, og hvis Karl V skulle gennemføre reformer, kunne han indse, at han måtte splitte forholdet mellem kirkens ældste søn: Frans I (Frankrig) og paven i Rom. Men først ville paven i Rom og kejser Karl V have Luther til afhøring og domfældelse. Til den lokale pavelegations store ærgrelse besluttede stænderne og rigsridderne at beskytte Luther, og at kættersagen skulle foregå i Worms. Kejserlige herolder hentede Luther, der ikke ville frasige sig sine skrifter, og Karl V indkalde fyrsterne og mindede dem om, at han holdt fast i troen, og ikke kunne affinde sig med at denne munks ideer skulle sætte de kristne i strid med hverandre. Luther blev bortført og mange troede han var ryddet af vejen. Men det viste sig, at være sakserne, der tog Luther i beskyttelse og han skjulte sig i Wartburg under et andet navn. Karl V sluttede forbund med paven mod Frankrigs Frans I og da rigsdagen var ved at blive opløst, forelagde Karl V sine forslag mod Luther, der skulle underkastes kirkens censur, og hvor Luthers bøger skulle brændes på bålet. Kejseren gjorde Luther fredløs og forbød udbredelse af hans lære, og forbuddet blev fulgt op af de fleste kurfyrster. På Wartburg beskæftige Luther sig med at oversætte biblen til tysk og henfaldt fuldstændigt i religiøse sjælekampe. I Wittenberg begyndte andre at ændre ceremonierne, ophæve helgendyrkelsen, fasteordninger og cølibatet. Opløsningen fik støtte af to vævere fra Gendøbernes bevægelse hvor Thomas Münzer var leder, og i marts 1522 forlod Luther sit sikre tilholdssted og talte i Wittenberg, hvor han genvandt sin stilling som bevægelsens eneste fører. Men hans underkendelse af autoritet, kirkestyrelse og tvang på troens område, medførte kun, at den konservative Luther ændrede opløftelsen af sakramentet ved messen og den ceremoni, der kaldes Nadveren. Det lykkedes endog Luther at få fordrevet den revolutionære Karstadt fra Saksen, uden at Karlstadt fik mulighed for at forsvare sig. Samtidig kan mange præster ikke realisere Luther ideer, og adskille hvad der er verdsligt, og hvad der er åndeligt. Pave Leo X. dør, og i 1522 kommer nederlænderen, den strengt katolske spanske bisp: Hadrian VI til Rom som pave og opgiver kampen mod Frans I. Hadrian VI ønsker at få de stridende fyrsters hjælp mod osmannerne, der er ved at angribe Rhodos, og tilkendegiver overfor lutheranerne, at kirken og romerkirken - centraladministration (Kurien) havde mange misgerninger på samvittigheden. Formålet var at vinde de tyske protestanter tilbage. Men alting strandede, da Frans I og Karl V forsatte deres krig. Reformatorernes synspunkter og udbredelse medførte kiv og strid, da ideerne skulle udformes i praksis. Humanisterne vender sig i 1524 mod himmelstormeren: Luther, der mente, at gud er alt - mennesket intet. Erasmus fra Rotterdam mente, at mennesket havde en fri vilje og kunne påvirke sit fremtidige liv og skæbne, og i 1525 roser Luther Erasmus, fordi Erasmus gør op med al det religiøse volapyk, og får fat i kernen, årsagen og målet for hele sagen. Men Luther underkender menneskets fri vilje, - spotter Erasmus og anfører at ingen selv kan bedre sit liv - Judas blev forræder, ganske vist med sin vilje, men hans vilje var skæbnebestemt, og menneskets fordærvelse stammer fra Arvesynden, ligesom forældrenes synder straffes på børnene, slutter Luther. Bevægelser fra 1520 får ingen forfatningsmæssig indflydelse eller magt fik på rigsdagen i Worms i 1521. Derfor udvikler ridderne nu revolutionære bevægelser i 1522/23 og bønderne i 1525. Hutten havde været riddernes litterære herold og Frans af Sickingen deres politiske fører. Da Karl V ikke tilstræbte Tysklands nationale enhed, lykkedes det den største ridder: Frans af Sickingen at få tilslutning fra byen Wittenberg, som støtter hans tanker om national enhed. Frans af Sickingen er den første der bryder med bispen af Trier og belejrer Trier. Men fyrsterne hjælper kirken, og Frans af Sickingen måtte trække sig tilbage til sine klippeborger, der snart blev angrebet af fyrsterne. Fyrsternes nye kanoner fik murerne til at styrte i grus, og Frans af Sickingen døde ved angrebet. Men hans standsfæller blev indraget i hans nederlag, og riddernes bjergfæstninger blev revet ned. Fyrsterne havde sejret, og dog jublede nogle borgere i byerne med. Men bondestanden havde kræfter i sig. Misfornøjelsen rejste sig i 1524 mod de gejstlige og verdslige herrer i en rigsomfattende bondekrig, som fyrsterne desværre med Luthers billigelse slog ned med hård hånd. Opstanden tog sin begyndelse ved Bodensøen, over Schwalben og Franken og fik tilslutning fra de mindre fyrstebyer. Rigsstæderne proklamerede ikke uvenlig »vi har ikke spyd mod bønderne«. Bønderne opstille 12 punkter, bl.a., at bonden skal være fri og ikke en andens ejendom, frit fiskeri og fri adgang til skovene, grundafgifterne skulle revideres, herskaberne skulle kun have krav på hvad der var fastsat, og skulle betale for andre ydelser. Til disse 12 punkter sluttede senere Heilbronartiklerne til, hvis hovedtanke var en demokratisk stat under kejserens ledelse; al gejstlighedens gods skulle inddrages; byerne skulle have en demokratisk forfatning; fyrsterne skulle ikke være politiske herrer men kun godsejere; den øverste domstol (Kammerretten) skulle vælges demokratisk; romerretten skulle ikke være gældende, men kun landets egne lov. Befolkningen var også harm over munkenes driverliv, tiggerne og priser på arbejdet. Hundrede af kloster blev brændt af og herregårdene plyndres, når der blev forsøgt modstand. Bøndernes oprør i hele syd- og Mellemtyskland medførte, at de byer der ikke frivilligt sluttede sig til bønderne blev tvungen hertil. Greven af slottet Weinberg, skød på bøndernes herolder. Det skulle han aldrig have gjort, fordi bønderne svor, at alle der bar sporer og støvler på slottet skulle dø. Blandt bønderne var der også krav om at genindføre kristendommen i sin ældste form, og under Thomas Münsters revolutionsromantik skulle alt desværre gå til grunde ved Gideons sværd. Mange misgerninger foregik, som vi også har set det under senere revolutioner, nationernes frihedskamp og frigørelsen fra kolonialismen. De nordtyske fyrster nåede at ruste sig, og i maj 1525 mødtes fyrsternes lejetropper og bønderne i et slag. Bønderne tabte og Thomas Münster henrettes. Inden året var omme var bøndernes kamp slået ned i hele Tyskland. Tusinder af bønder blev henrettet og herremændenes plagerier voksede. Bondekrigens resultater styrkede territorialfyrsterne, der i Luthers hævdelse af deres ret til verdslig autoritet fandt næring for deres egne magtkrav, medens bøndernes og riddernes økonomiske stilling stadig forværredes. Muligheden for et rigsfællesskab var forsvundet. Luther vaskede sine hænder, og sagde at bøndernes krav ikke havde rod i evangelierne, og andre præster sagde det tydeligere, at menigmand ikke skulle regere. Luther udgav i 1525 et skrift med titlen: mod de røveriske og morderiske bønder, hvor den verdslige myndighed blev opfordret til at slå bønderne ihjel. Et usympatisk træk, hos en mand der få år før var ved at blive brændt på bålet som kætter, og som når det virkeligt gjaldt, støttede de herskende klasser. Æslet vil have prygl, og pøbelen må regeres med vold; det vidste gud, og derfor gav han øvrigheden et sværd i hånden; ikke en rævehale men et sværd, sagde Luther nu. Kejser Karl V indkalde til rigsdag i 1526 og blandt mindretallet var enkelte protestantiske fyrster: Kurfyrst Johan af Saksen og landgrev Filip af Hessen. Rigsdagen beslutter, at der ikke skulle ændres på ceremonier og i trossager. Men i Preussen havde den tyske Ordens Højmester af Brandenburg, fået lov til at indføre reformationen af sin polske lensherre. Men rigsdagen i 1529 besluttede at Zwinglis tilhængere og Gendøberne skulle forfølges som kættere, medens Luther ikke skulle forfølges, da han havde skiftet sindelag. Men de lutheranske fyrster og præster fik ikke trosfrihed, og gjorde protest og lavede et hemmeligt forbund hvor de fik tilslutning fra Nürnberg, Strassburg og Ulm. Efter sine sejrrige sejre kom Karl V til Rom i 1530 med sin modstander og formastelige pave: Clemens VII, der kronede Karl til kejser. Rigsdagen i 1530 i Augburg have to hovedpunkter: krigen mod osmannerne og religionssagen, og mødet endte med, at lutheraner skulle rette sig efter den romerske lære, får ellers ville kejseren bruge sværdet. Det medførte, at lutheranerne sluttede sig sammen ved et møde i Schmalkalden og ikke ville kæmpe mod osmannerne. I Zürich sad Zwingli, der i 1531 påbegyndte en kamp mod de katolske skovkantoner, der dog vandt en hurtig sejr og parterede Zwingli. De »overtyske schweizerbyer« tilsluttede sig nu Det Schmalkaldiske Forbund. Karl V og pavens plan var at føre kamp mod lutheranerne. Men det var galmandsværk, at bekæmpe halvdelen af »Tyskland« samtidig med, at osmannerne truede arvelandene østpå, og derfor blev der etableret en religionsfred i Nürnberg i 1532. Men i 1534 danner de katolske fyrster: Nürnbergerforbundet plus en hær, ligesom der opdukkede »et katolsk højre« i Bayern. Bayern var omgivet af Habsburgerne og gennem århundrede følte bayerne sig truet af denne situation, selv om Karl V broder: Ferdinand var romersk konge over de østrigske arvelande. Karl V havde en fredelige holdning end det katolske Nürnbergerforbund, og det gav lutheranerne mulighed for at udbrede deres ideer i det nordtyske. Da fyrst Henrik af Brunsvig vil straffe en Luthers by, faldt lutheranerne over ham og fordrev ham. Lutheranerne herskede nu i hele Nordtyskland,- undtagen i Køln og Münster stifter, og også mange fyrster i Sydtyskland tilsluttede sig løbende Schmalkaldenerforbundet, ligesom Zwinglis tilhængere tilnærmer sig lutheranerne og endog Kristian III af Danmark (slesvigeren) tilsluttede sig Schmalkaldenerforbundet. Men bonderevolutionerne havde efterdønninger. I bispestaden Münster indgik bispen et forlig med de lutheranske borgere. Men det viste sig, at Gendøberne nu tog magten og jog alle dem ud, som ikke ville modtage den ny dåb. Gendøberen: Jan Bockhold kaldte sig konge og styrede sammen med 12 ældste. Han spadserede rundt med krone og verdenskugle efter Davids forbillede og holdt sig et kvindehus med en dronning og 16 medhustruer. Den katolske bisp fik hjælp af Ferdinand og åbnede kampen mod byen, hvorefter alle Gendøberne blev henrettet under de forfærdeligste pinsler. Oppe i Lübeck var der samtidig en demokratisk bevægelse, hvor Jørgen Wullenweber under tortur tilstod, at han var Gendøber. Men åbenbart har flerkoneri ikke på den tid været unormalt blandt fyrsterne, idet protestanten Filip af Hessen henviser til de jødiske patriarkers flerkoneri, og ønsker at gifte sig med sin frille, og henviser til, at der intet bibelord var i biblen, der forbød polygami. I 1534 bliver reformatoren Calvin udvist af Frankrig. Da Luther døde i februar 1546 vendte han sig bort i vrede fra Sodomaet i Wittenberg, hvor studenter og borgere kappedes om ægteskabsbrud, åger, tyveri og bedrageri og hvor hans nærmeste ideologer nærmede sig Zwingli og Erasmus af Rotterdam synspunkter. I 1542 opretter paven »den pavelige inkvisition« efter spansk forbillede, hvormed ingen almindelig domstol kunne lægge sig imellem. Inkvisitionen var den højeste domstol, de skyldige skulle henrettes og deres gods indrages, litteratur skulle censureres før trykning og alle mistænkelige bøger brændes. Et lille skrift »om kristi velgerning« blev udryddet så fuldstændigt, at man først i det 19. århundrede fandt ét enkelt eksemplar i England. Inkvisitionen udsender lister over forbudte bøger og udryddelseskampen mod kætterne tager et opsving. For at overleve måtte bønderne udtale overfor de herskende klasser og kirken:» I har altid ret - vi har altid uret«. En bayersk fattig katolsk adelsmand: Inogo Loyola, som blev hårdt såret i kampene mod franskmændene i 1521 overtaler pave Povl III i 1540 til at anerkende Jesuiterordenen, der opfattede sig som Guds legion, hvis hovedopgave var en krigerisk, kampberedt og lydig hærs omvendelse af alle hedninge og vantro. I løbet af kort tid samlede Jesuiterorden mægtige midler, og det afhang af Ordenens bestemmelser, hvem der skulle være rig eller fattig. Utrolige var de pinsler og hallucinationer, som var et ritual i fire uger under optagelsesbetingelserne. Og var man ikke lydig blev man udstødt. Ingen fyrste kunne bandlyse en jesuit, der stod over loven og i direkte forbindelse med paven i Rom. Derfor står Karl V i 1544 stærk i troen efter at have afsluttet sin sidste krig mod Frans I og udsonet sig med Kristian III (slesvigeren) og fik indkaldt til et pave/kirkemøde i Trient i 1545. Formålet var at stoppe lutheranerne, som fik så meget tilslutning, at drømmen om en national tysk kirke var synlig, og derfor var lutheranerne selvfølgelig ikke fristet til at give møde i Trient. Man udgav Luther´s voldsomme skrift: »Pavedømmet, stiftet af djævelen«. Karl V fik finansieret sit korstog mod lutheranerne af romerpaven og de katolske fyrster i Bayern. Da Schmalkaldenerne spurgte hvad oprustningerne skulle betyde, fik de det svar, at kejseren ville bruge sin autoritet mod de ulydige, og i sommeren 1546 drog tropperne ind og erobrede de sydtyske byer. Imidlertidig forsøgte paven og jesuitterne at gennemføre en ulovlig kirkeforsamling, da de ikke kunne forsones med lutheranerne, der skulle anerkende Vulgata's bibeloversættelser. Karl V ville gerne forsone sig med lutheranerne, når de have overgivet sig, men spændingerne mellem paven og Karl V, medførte at pavens hjælpetropper i januar 1547 blev kaldt tilbage. Da Karl V opdagede at paven forsøgte at tage magten, indkaldte han en talrigt besøgt rigsdag i 1548 i Augsburg, hvor Nederlandene blev gjort til den tiende kreds af riget, og hvor Karl V gav visse indrømmelser til lutheranerne. Denne kirkepolitik mødte modstand mange steder og folkestemningen rørte sig voldsomt. Men Karl's magt stod på sit højeste og han vidste, at magten beroede på Spanien og det nye herredømme i den nye oversøiske verden. Sammen med sin broder Ferdinand forsøgte Karl at overtale de tyske fyrster til at holde sig til habsburgerne og sikre de tyske fyrster en egen tronfølger i Tyskland, for derved at sikre sig magten over Milano og indflydelsen i Italien. Tankerne om et arvemonarki, og oven i købet et spansk, der truede »den tyske libertet«, rystede de tyske fyrster. Da Karl V i 1551 kom i krig med osmannerne og Henrik II af Frankrig, gik de tyske fyrster i forbund med Henrik II, for at befri sig fra det despoti, som Karl ville sætte igennem under religionens maske. Karl V måtte flygte efter kamp og »Tyskland« var befriet. Henrik II fik bispedømmerne Metz, Toul og Verdun som tak for hjælpen. Karl V broder: Ferdinand anerkende de tyske fyrsters krav, men Karl V ville ikke bevare freden. I 1555 kom så religionsfreden på rigsdagen i Augsburg hvor katolikker og lutheranere blev ligestillet. Men det var kun Øvrigheden som kunne vælge religion - ikke undersåtterne, der skulle bøje sig for øvrighedens valg, - men undersåtterne kunne så udvandre uden at blive brændt på bålet som kættere. Men som det altid er ved kontrakter og fredsaftaler opstår der uklarheder. Det blev ikke afklaret hvad der skulle ske hvis en gejstlig fyrst skiftede tro. Katolikkerne ønskede erstatning for deres klostre og godser, hvis en verdslig fyrste gik over til protestanterne. I 1555 var Karl V træt af sygdom og nederlag og frasagde sig tronen . Han blev efterfulgt som kejser af broderen Ferdinand, der allerede var romersk konge, og Karl V's søn overtog Spanien, Nederlandene, Italien og den nye verden under navnet: Filip II Karl gik i kloster i Spanien, - syslede med ure og døde i 1558. I Rom kom en ny pave: Povl IV, som ikke kunne lide spanierne. Han løste den franske Henrik II fra hans ed om ikke at bryde freden, og dermed rykkede en fransk hær ned til Rom. Men Spanien fik slået franskmændene tilbage, som led et kæmpe nederlag. Efter freden opgav England sin fastlandspolitik, - Frankrig stoppede angrebene på Italien, - og Spanien koncentrerede sig om deres nederlandske besiddelser. Der var nemlig sket det, at frafaldet fra kirken var umådeligt stort og at en calvinistisk(huguenotterne) bevægelse truede Frankrig og Nederlandene. Dette fik de herskende klasser i Frankrig og Spanien til øjeblikkeligt at forsone sig, til trods for forskellige kirkelige modsatrettede standpunker og årelange kampe om magten i Italien. Nu gjaldt det kampen mod de nye kættere: Den calvinistiske bevægelse, der var godt organiseret og som have lært af Zwingli Jean Calvin var født i Frankrig af en embedsmand og tilsluttede sig reformationen, hvilket medførte, at han i 1534 måtte forlade landet. Han søgte tilflugt i Basel, i Strassburg der var de reformertes hovedsæde og i Geneve, hvor borgerne tilsluttede sig den zwingliske bevægelse. Hertugen af Savoien og bispen ville slå bevægelsen ned, men Borgerne fik hjælp fra Bern, og derved lykkedes det Geneve, at frigøre sig fra Hertugen. Forfølgelserne i Frankrig medfører, at flere flygter og i Geneve slutter sig til Calvins menighed. Men Calvin var selv en forræder. En læge: Michael Servet, der havde skrevet mod Treenighedslæren, kom på flugt til Geneve, og Calvin angav ham til den katolske Inkvisition, der brændte Michael Servet på bålet. Alligevel lykkedes det Calvin at udforme en anderledes kirkeideologi og fornyede den borgerlige lovgivning i byen. Calvinisterne mener, at menneskets natur er ødelagt gennem arvesynden, og mennesket kan kun retfærdiggøres ved tro, ikke tillige ved gode gerninger; i nadveren er Kristus åndeligt, men ikke legemligt til stede; mennesket er af Gud forudbestemt til frelse eller fortabelse; dets opgave er fremfor alt at forherlige Guds majestæt ved lydighed og kirketugt. Calvinisternes fanatisme må have været som Jesuitterordenens. Fra Geneve spredte calvinisterne sig over hele Vesteuropa, under troen på at gud aldrig havde svigtet jødefolket, så hvorfor skulle gud så svigte calvinisterne. Men på bålene i Vesteuropa skulle calvinisterne brænde lystigt op, da de gladere gik i døden end de kunne gå ind i brudekammeret. Men bålene bragte alligevel katolsk frafald, og snart får calvinisterne tilhængere i alle klasser, selv om de må holde gudstjeneste midt om natten ude i skove eller på enge, og de opbygger en stærk demokratisk kirkeorganisation i modsætning til lutheranerne, der ikke havde organisation. Efter religionsfreden i 1555 fulgte i »Tyskland« en fredstid, der varede over et halvt hundrede år. Striden mellem fyrsterne og kejserdømmet hørte op da den yngre linie af habsburgerne overtog kejserværdigheden. De tyske fyrster nød fred fra franskmændene der var optaget af religionskampe og for osmannerne, hvis nedtur var begyndt. »Tyskland« blev hverveplads for »tyske« lejetropper, der kæmpede i Nederlandene og i Frankrig.- på begge sider. Territorialfyrsterne var gået sejrrige ud af første halvdel af århundredet idet kejserdømmet, byerne og ridderne måtte vige, og fyrsterne opbygger en administration, leder kirken og påbegynder et socialt arbejde. Hovedreglen er, at hver stand bliver ved sin næring, og at bønderne ikke blander sig i borgernes sager, o.s.v.. Fyrsterne greb ind i flodhandelen, forbød ind- eller udførsel af varer, greb ind i lavenes ordninger, fastsatte priser og løn, arbejdstid og rentefod. Efter religionsfreden vandt lutheranerne frem overalt i Tyskland og i Østrig, blandt landadelen og borgerne. Men lutheranerne kom op og skændes om de lutherske ideer og striden bredte sig over hele »Tyskland«, hvor fyrstene skiftevis ansatte og fyrede de lutherske præstefraktioner. Paven havde aldrig anerkendt Augsburgfreden og fra det jesuitiske Collegium Germanicum udgik skarer af troende katolikker, der fuldstændig vendte udviklingen og fik hjælp af spanske, bayerske tropper og paven. De lutherske fyrster manglede handlekraft og på rigsdagene begyndte man at nægte de nordtyske fyrster sæde. Kammeretten lod klostre gå tilbage til katolikker. Tyskland mistede sin store stilling i det Europæiske handelsliv og fremmede købmænd oversvømmede »Tyskland«. Østersøhandelen gik over til nederlændingene og »Tysklands« udførsler bliver råstoffer,- og ikke forarbejdede varer. Det er en ejendommelig tilbagegang der sker i »Tyskland«, hvor industri og pengeøkonomi var ved at trænge igennem, og selv om der sker et opsving i landbruget sker det på bekostning af bøndernes personlige friheder. Stavnsbåndet breder sig og territorialfyrsterne bruger de strenge retsregler fra romerretten. Bøndergårde bliver nedlagt og jorden lagt ind under herremanden. Nye riddergodser ser dagens lys, således at ridderen bliver »krautjunker« og bønderne fæster. Ved år 1600 var riget enhed så godt som opløst, og nationen splittet i religiøst kiv. Fyrsterne vandt nok over kejsermagten, men lutheranernes kævleri med calvinisterne medførte, at pavekirken bredte sig.

Teksten forsætter her: Brudstykker af Central- og Vesteuropas historie efter 1500-tallet

P. Wieden skriver i Kommunisternes tidsskrift: Tidens aktuelle spørgsmål, Arbejderforlaget, denne artikel i 1939:

Det »ordnende« princip i Donaubækkenet - Hvad kan man lære af Donau folkenes historie ?

Efter at de tyske fascister har bragt Østrig og Tjekkoslovakiet under åget, forsøger de at give deres landerov et anstrøg af »historisk ret«. Den officielle preussiske historieskrivning har jo altid været historieforfalskning, men den hitlertyske historieforfalskning overgår alt, hvad der hidtil er præsteret på dette område. De hitlertyske historieforfalskere har fået instrukser om at tvære følgende påstande »videnskabeligt« ud: 1: Hitlertyskland er den retmæssige arvtager af det »hellige romerske rige« som brød endeligt sammen i 30årskrigen for endnu gennem to århundreder at friste en ynkelig skyggetilværelse som et natligt spøgelse i en borgruin og for endelig helt at forsvinde for Napoleons kommando. 2: det tyske rige har i tusinde år været det »ordnende princip« i Mellemeuropa, den klemme, som holdt alle Donaubækkenets folk sammen. 3: østrigerne, tjekkerne, slovakkerne, sydslaverne og ungarerne har ingen selvstændig historie, men har altid været og er endnu i enhver henseende henvist til det tyske »protektorat«. Af disse eventyrlige påstande drager de hitlertyske historieforfalskere den slutning, at den tyske fascisme kun da opfylder sin »historiske mission« når den underkuer samtlige Mellemeuropas folk. Disse folk - hævder de - har ikke blot altid været tyskerne underdanige, det tyske fremmedherredømme er ikke blot deres uafvendelige skæbne, men stemmer også overens, med deres virkelige interesser. For at gennemprøve disse forløjede påstande vil vi i korte træk opridse de folks historie, som den tyske fascisme betragter som sine »protegéer«. Vi vil forsøge, om vi kan drage nogle vigtige slutninger af denne tusindårige historie. Vi vil endelig se, hvor vidt det er muligt af det, vi har lært herigennem, at vinde synspunkter for de underkuede nationers frihedskamp mod den tyske fascisme.

Slaverne

Gennem de mod øst vidt åbne lande i Donaubækkenet strømmede mange folkeslag. Resultatet var en broget folkeblanding, mange nationaliteter boede side om side og smeltede derfor let sammen. I det 5. århundrede før vor tidsregning trængte kelterne ind og blandede sig med den jafetitiske urbefolkning, som allerede flere hundrede år forinden havde udviklet en høj kultur. I begyndelsen af vor tidsregning indlemmede romerne Donaulandene i deres verdensrige; de bøhmiske og mähriske områder bemægtigede de germanske nomadefolk: quaderne og markomannerne sig for en tid. Efter folkevandringsstormene i det 6. århundrede, bosatte slaverne sig i Bøhmen, Mähren, Schlesien, Ungarn, Østrig og Jugoslavien. De stødte sammen med de germanske bajuvarer, som underkastede sig Tyrol og dele af Over-Østrig. De frihedselskende slaviske bønder satte sig til modværge mod de bajuvariske eventyrere; de blev imidlertid samtidig truet af de mongolske avarers rytterstammer, der kom strømmende til fra øst og måtte således forsvare deres frihed til to sider. Denne kamp, der udkæmpedes på to fronter, var gennem århundreder de folks skæbneproblemer, som koloniserede Donaubækkenet og de bøhmisk-mæhriske områder. De var europas skjold mod de mongolske folkeslags stormløb, og de måtte samtidig optræde mod tyskernes erobringstrang, der hellere vandt land med sværdet end med ploven. Allerede sakseren widukind, de tyske kejseres historieskriver i det 10. århundrede, skildrede de slaviske bønders frihedskamp med følgende ord: »da de foretrækker den dyrebare frihed fremfor at lide nød, griber de trods mange nederlag stadigvæk til våben. Medens sakserne slås for ryet og for udvidelsen af deres grænser, så kæmper slaverne for deres frihed«. De slaviske folk i Mellemeuropa blev slået ned af avarerne, men år 623 rejste de sig med våben i hånd og brød fremmedherredømmets åg. Med en vis Samo som fører, hvem de gamle historieskrivere betegnede som frankisk købmand, gjorde de det første store forsøg på at sikre de slaviske folks frihed fra Moldau til Saven ved at slutte sig sammen til een stat. De grundlagde en stat, som omfattede det nuværende Bøhmen, Mähren, Østrig, Ungarn, Slovenien og Kroatien. Som følge af de udviklede produktionsforhold kunne en så stor stat dengang ikke bestå; den deltes efter Samos død i et nordligt rige, som bestod af Bøhmen, Mähren og nogle tilgrænsende områder, og i et sydligt rige (Karantanien), som omfattede Kärnten, Steiermark, Øst-Tyrol samt dele af Neder-Østrig og Salzburg. I det 8. århundrede opstod karolingernes mægtige europæiske rige, som greb om sig til alle sider, og som med den katolske kirkes hjælp gjorde det gigantiske forsøg at genoprette det romerske imperium på et nyt grundlag. Dette forsøg kunne i den tidlige feudalismes tidsalder kun lykkes for en tid; kort efter karl den stores død brød Karolingerriget sammen. Trods alt var det lykkedes de tyske feudalherrer at oprette deres herredømme over det slaviske Østrig. Bønderne i Over- og Neder-Østrig, i Steiermark og Kärnten holdt endnu i århundredvis fast ved deres slaviske modersmål, men i borgene og i klostrene talte man tysk. Det tyske sværd og det tyske kors herskede over den slaviske plov. Endnu i det 14. århundrede talte størsteparten af det østrigske folk sit slaviske modersmål; selv i Wien var i det 14. århundrede, som den samtidige kronist Durandi fastslog i sit værk »Rationale divinorum Officioruin«, intet andet sprog så vidt udbredt som dette, som man kalder det vendiske (windisch)«. Kun langsomt blev det tyske sprog østrigsk folkesprog. Trods Karolingerrigets fremtrængen og trods slavernes og tyskernes fælles kamp mod de stadigvæk truende avarer, forstod det Mähriske rige ikke blot at bevare sin uafhængighed, men også kraftfuldt at udvikle sig videre under moimoriderslægten. Efter Karolingerrigets deling i 843 blev det Stor-Mähriske rige en betydelig magtfaktor i Mellemeuropa. Atter og atter blev tyskernes angreb slået tilbage, med voksende fasthed sikrede det Stor-Mähriske rige den slaviske uafhængighed, indtil en uforudset katastrofe brød ind over Mellemeuropa.

Ungarerne

I 889 blev magyarernes finsk-ugriske folkestamme fortrængt fra det Sorte Havs kyst af petsjenegerne. Magyarerne drog dernæst længere mod vest for at søge nye græsgange. Slået blodigt tilbage af bulgarerne, som under anførsel af Symeon med stærk hånd forsvarede en økonomisk og kulturelt opblomstrende stat, trængte de ind på sletten mellem Theiss og Donau og drev ligesom en kile ind mellem slaverne i nord og i syd, mellem det Stor-Mähriske rige og det opkommende Kroatien. Denne magyarernes indtrængen i Mellemeuropa var af skæbnesvanger betydning. En tysk historiker har karakteriseret magyarernes rolle som kile mellem nord- og sydslaverne med følgende ord: »I et årtusinde har de opfyldt denne mission, som for et germansk standpunkt endnu den dag i dag er af uhyre betydning«. I året 906 gjorde de magyariske stepperyttere det af med det Stor-Mähriske rige, der ikke var stærkt nok til samtidig at modstå trykket fra tyskerne og ungarernes stormløb. De magyariske rytterskarer jog nu igennem hele Europa, hjemsøgende Italien, Tyskland, Frankrig, Spanien og Balkanhalvøen. Først i året 955 lykkedes det ved tyskernes og slavernes fælles anstrengelser at sætte en stopper for dem. Ved ungarernes indtrængen i Mellemeuropa og den herigennem fremkaldte sønderdeling af det slaviske koloniområde, såvel som ved tyske feudalherrers herredømme i Østrig var der opstået yderst komplicerede forhold i Donaubækkenet. De mest forskelligartede nationer var og er stadigvæk her blandet mellem hinanden og henvist til hinanden. Den samlingsproces, som Samos-riget og det Stor-Mähriske rige havde påbegyndt, var blevet afbrudt med magt, og der skulle de voldsomste rystelser til for at indbanke Moldauens og Donauens folk erkendelsen af, at de hører sammen, og at de kun samlet er i stand til at bevare deres uafhængighed. 

Przemyslidernes stat

Efter at det Stor-Mähriske rige var gået under, trådte de tjekkiske hertuger af Bøhmen i forgrunden. Truet på den ene side af tyskerne, på den anden af magyarerne, kunne det tjekkiske folk kun med den største takt og udholdenhed bevare deres selvstændighed. Da den tyske kejser Henrik I i året 928 opstillede sin arme foran Prag, så Wentzel i sig nødsaget til at anerkende hans overhøjhed. Under hans efterfølger Boleslau rejste det tjekkiske folk sig med våben i hånd mod den tyske kejser Otto I efter en hårdnakket frihedskamp måtte det dog underkaste sig, så meget mere som de magyariske rytterskarer bragte uro ind i landet. I det afgørende slag, som blev udkæmpet på Ledesletten i året 955 mod magyarerne, kæmpede tjekkerne på tyskernes side. Efter deres hårde nederlag satte ungarerne sig fast. De gik over til kristendommen, og ved siden af deres kult af »die grosse frau«, Gudsmoderen, trådte kulten af »die kleine frau«, Mariekulten. År 1000 modtog Stephan L kongekronen af paven. De ungarske konger besvogrede sig med de tyske kejsere og blev begejstrede for den tyske feudalisme. I de mangfoldige kampe om den videre udformning af de nationale og statslige forhold i Donaubækkenet var de tyske kejsere på ingen måde inkarnationen af det sagnagtige »ordensprincip«. Tværtimod; deres bestræbelser gik altid ud på at forhindre en sammenslutning af folkene ved Moldau og Donau, at spille den ene nation ud mod den anden og med alle midler at modarbejde dannelsen af en stor ordnet stat. De fremmede den feudale splittelse, søgte at forpurre den sammenslutning af Bøhmen og Mähren, som przemyslidernes energiske herskerslægt forberedte og at skærpe tvedragten mellem Polen og Bøhmen. Trods alle disse hindringer lykkedes det dog przemysliderne at forene Bøhmen og Mähren, at hindre polens indblanding, at holde feudaladelen i skak og at fastlægge en ordnet arvefølge. Fra begyndelsen af det 13. århundrede var przemysliderne den mægtigste mellemeuropæiske herskerslægt, og Bøhmen det rigeste, det bedst ordnede og det mest udviklede land i Mellemeuropa. Den tyske kejsers behandling af landet blev efterhånden en ren formsag, faktisk var Bøhmen og Mähren en uafhængig stat. Dens overvældende betydning kom også til udtryk i, at hertugerne af Bøhmen i året 1204 tilkæmpede sig den arvelige kongeværdighed, medens de tyske konger kun var valgkonger. I modsætning til Tyskland, hvor feudaladelen blev mere og mere suveræn, foregik i Bøhmen en lignende udvikling som i Frankrig: i kampen mod feudaladelen støttede det bøhmiske som det franske kongedømme sig mere og mere bevidst til borgerskabet og til dels endog til bondestanden. Denne udvikling nåede sit højdepunkt under den store kong Przemysl Ottokar II . Med glæde fulgte tyske borgere, håndværkere og bjergfolk hans opfordring til at slå sig ned i det rige velordnede Bøhmen, og til at undslippe Tysklands feudale forvirring. Det er en af den tyske imperialismes mange legender, at Bøhmen havde tyske indvandrere at i takke for sin opkomst. Rigtigt er det derimod, at tjekkere og tyskere i broderligt arbejdsfællesskab har hævet przemyslidernes stat op på et højt kulturtrin. I 1241 brød mongolerstormen ind over Europa. Polen blev oversvømmet; påny truede faren for at komme under steppehestenes hove Europas folk. Det var de slaviske schlesiere, som kastede sig imod de vilde erobrere. De blev ganske vist slået afgørende ved Siegnitz, men Mellemeuropa var reddet. Mongolerne vendte sig mod Ungarn, og to år senere var det blodige mellemspil afsluttet.

Przemysl ottokar den andens rige

I 1246 faldt den sidste hertug af Østrig af babenbergernes slægt i kampen mod de ungarske konger. Samtidig uddøde hohenstaufernes dynasti, fra hvis midte kongerne i et århundrede var udgået. Bayern, Ungarn og Bøhmen kæmpede om arveretten til Østrig. Kongen af Bøhmen Przemysl Ottokar II sejrede over bayerne og ungarerne og samlede Bøhmen, Mähren, Østrig, Steiermark, Kärnten, Krain og kystlandene til et stort rige. Feudaladelen blev trængt tilbage, byerne kunne udfolde sig frit, landbrug og bjergværksdrift, handel og håndværk trivedes under przemyslidernes kraftfulde kongedømme. Igennem 25 år oplevede de folk, der var samlet under Bøhmens ledelse, et hidtil eksempelløst kulturopsving - indtil Rudolf af Habsburg i året 1273 blev valgt til tysk kejser og i spidsen for den tyske adel gik over til at angribe Ottokar. De østrigske og bøhmiske feudalherrer gik over til Rudolf, deres forræderi blev skæbnesvangert for Ottokar og Donaubækkenets folk. Efter bøhmerkongens nederlag og drab gav Rudolf af Habsburg feudaladelen overvægten over borgerne og bønderne og fremmede herigennem forfaldets og uordenens princip i de lande, som han tilegnede sig. Følgerne af det tøjlesløse adelsvælde, som han fremsvor, viste sig snart i bondestandens begyndende nød, i landbrugets tilbagegang, i affolkningen af landsbyerne i de ville adelskrige, som hærgede hine lande og underminerede deres modstandskraft mod den stadig mere truende tyrkerfare og endelig i de revolutionære kampe mod feudalherrerne, begyndende med svejtsernes frihedskamp, udviklende sig til hussiterkrigene og nåede sit højdepunkt i den store bondekrig fra den Ungarske Slette til Vogeserne. I Ungarn blev det skæbnesvangre adelsvælde grundlagt af kongerne af huset Anjou, et adelsvælde, på hvis skuldre en umådelig historisk skyld hviler.

Adelsvældet og tyrkerfaren

Ottokars forsøg på at samle folkene fra Moldau til Adriaterhavet i kampen mod adelsvældet var slået fejl. Men hver gang folkelige kræfter i Bøhmen, Østrig eller i Ungarn trængte adelsvældet tilbage, blev dette forsøg fornyet. Ikke de tyske kejsere, ikke det »hellige romerske rige«, ikke de feudale tyske »kolonisatorer«, men de demokratiske folkekræfter var det »ordnende princip« i Donaubækkenets lande. Først da disse folkelige kræfter led et frygteligt nederlag i det 16. århundredes store bonderevolution, overtog habsburgerne den opgave at bringe den uundgåelige sammenslutning af de bøhmiske, østrigske og de ungarske lande i stand - en opgave, som de løste dårligt nok. Disse landes sammenslutning blev en elementær nødvendighed, da tyskerne mere og mere truende gjorde forsøg på at oprette deres fremmedherredømme, ikke alene over Sydeuropa, men også over Mellemeuropa. Denne historiske sandhed, som de borgerlige historieskrivere overså, blev fastslået af kammerat Stalin med en uforlignelig prægnans. D. 10. marts 1921 sagde kammerat Stalin i sin tale om det nationale problem på Sovjetunionens kommunistiske Partis (bolsjevikkernes) 10. partikongres: »I Vesteuropa - i England, Frankrig, Italien og til dels i Tyskland - faldt tidsafsnittet for feudalismens likvidering og udviklingen af nationerne i det store og hele sammen med tidsafsnittet for de centraliserede staters opkomst, således at nationerne ved deres udvikling iklædte sig statslige former…. I Østeuropa derimod faldt udviklingen af nationaliteter og likvideringen af den feudale splittelse ikke sammen i tid med dannelsen af centraliserede stater. Jeg tænker her på Ungarn, Østrig og Rusland. I disse lande fandtes der endnu ikke nogen kapitalistisk udvikling, den havde måske først lige taget sin begyndelse, mens derimod interessen for forsvaret mod invasionen af tyskere, mongolere og andre orientalske folkeslag fordrede en ufortøvet dannelse af centraliserede stater, som var i stand til at stå for invasionens tryk. Og da i Østeuropa den proces, som førte til dannelsen af centraliserede stater, gik raskere for sig end den proces, som førte til dannelsen af nationer, så udviklede der sig således de blandede stater, som bestod af nogle folkeslag, der endnu ikke var blevet til nationer, men som allerede var forenet i en fælles stat«. I året 1360 satte de tyrkiske krigsskarer under anførsel af Murad i over Hellespont, der skiller Lilleasien fra Europa. Det var de slaviske balkanfolk, som forsvarede Europa med det største heltemod. Medens de tyske feudalherrer bragte Mellemeuropa i forfald ved deres usle fejder, blev der udkæmpet et verdenshistorisk slag i Serbien. Det tapre serbiske bondefolk, som i det 12. århundrede havde dannet en statslig enhed, havde i det 14 århundrede under folkehelten Stephan Duchans ledelse svunget sig op til en høj kultur. Da det i året 1389 gik de tyrkiske erobrere i møde med våben i hånd, forsvarede det en stat, i hvilken. Bøndernes og borgernes velstand var i rivende udvikling. Slaget på Kossovomarken (Amselfeld) endte med et frygteligt nederlag for de frihedselskende serbere. Atter havde et slavisk folk, som for 150 år siden i kampen mod mongolerne, sat liv og ejendom på spil for at frelse Europa. Selv i sit nederlag har det opnået legendarisk berømmelse - i modsætning til Mellemeuropas feudalherrer, hvis kampe mod tyrkerne endte i skændsel. Nogle år senere, i 1396, spredtes den ungarske kong Sigismunds udisciplinerede adelshær - den konge, der senere som tysk kejser gennem det feje mord på Johannes Hus fremkaldte hussiterkrigene - for alle vinde ved Nekropoli før tyrkerne´s hug. Balkanfolkene kom ind under den tyrkiske despotismes fremmedherredømme, der ligesom den tyske imperialisme betragtede sit centralistiske regime, der fordrede ubetinget lydighed, og som dræbte enhver form for frihed, som det eneste »ordensprincip«.

Folkene beskytter sig selv

Endnu engang blev tyrkerfaren afvendt fra Mellemeuropa - ikke af europæiske »korsriddere«, men af den mægtige mongolske erobrer Tuncer, som tilintetgjorde de tyrkiske stridskræfter i Lilleasien og bragte det tyrkiske rige på fordærvets rand. I pusterummet tog opløsningen i Donaulandene mere og mere overhånd; årsagen var det voksende feudale anarki og den politik, som kejserne af huset Luxemburg og fyrsterne af huset Habsburg førte. I Bøhmen rejste hussiterne sig, drivende den tyske feudalismes lejeknægte foran sig og overalt vindende bøndernes og håndværkernes sympati, mod de uudholdelige sociale tilstande, mod de tyske verdslige og gejstlige feudalherrers fremmedherredømme. Da tyskerne efter Konstantinopels erobring i 1453 atter begyndte at vende sig mod Mellemeuropa, lykkedes det folkekræfterne i Bøhmen, Mähren og Ungarn for en tid at trænge adelsherredømmet tilbage og således at muliggøre et effektivt forsvar af de truede lande. Den hussitiske folkekonge Georg af Podiebrads herredømme i Bøhmen, den magtstilling, som folkeheltene, der udgik fra familien Hunyady, sad inde med i Ungarn, åbnede nye perspektiver for de splittede lande. Medens de tyske fyrster ikke rørte en finger for at forsvare Mellemeuropa mod fyrsterne, vandt en folkehær, bestående af bønder og håndværkere fra Polen, Bøhmen og Ungarn, i 1443 en betydningsfuld sejr over de tyrkiske angribere. Medens de tyske, østrigske og ungarske feudalherrer kun tog deres egne indre stridigheder alvorligt, medens den tyske kejser Frederik III og den østrigske fyrste Ladislaus, begge af huset Habsburg, bekæmpede hinanden som rasende, tilføjede en dårligt udrustet, af ungarere, tjekker, polakker, østrigere og sydslavere sammensat bondehær i 1456 den tyrkiske angriber et afgørende nederlag. Medens kejser Frederik III ifølge en gammel kronist »sørgede mere for at beskytte sine planter mod frosten end sine folk mod fjenden«, greb 20.000 borgere og bønder i Kärnten og Krain til våben og drev på egen hånd tyrkerne ud af landet. Johann Hunyady, sejrherren fra Belgrad, døde umiddelbart efter bøndernes glorværdige slag mod de tyrkiske janitsharer. Til tak for Ungarns og Østrigs redning lod habsburgeren Ladislaus den ene af Hunyadys to sønner henrette, den anden satte han i fængsel. På denne maner håbede feudalherrerne, hvis værktøj Ladislaus var, at gøre det af med deres populære modstandere. Det lykkedes imidlertid den fangne Mathias Hunyady at undslippe fra fængslet og at samle folket om sig. I 1458 blev han valgt til konge af Ungarn, slog feudalherrerne ned, jog kejser Frederik III ud af Østrig og forenede det østrigske folk med det ungarske. Han vandt også Mähren og Schlesien og stillede således et stort rige op mod tyrkerne. Han organiserede en stående hær til folkenes beskyttelse, fremmede humanismen og holdt tyskerne i skak ved grænserne. 

Bondekrig og tyskerkrig

Efter folkekongen Mathias Hunyadys død i 1490 (Georg von Podiebrad var allerede død i 1471) rejste adelen igen sit hoved. Ganske vist lykkedes det de polske konger af jagellonernes slægt at samle Polen, Bøhmen og Ungarn under sig, men de forstod ikke at betvinge feudalherrerne og at gøre borgernes og bøndernes sag til deres egen. Mod tyrkernes indfald, der blev mere og mere farlige, samledes i 1514 en hær på 60.000 ungarske, østrigske og sydslaviske bønder i Ungarn. Feudalherrerne var meget misfornøjede hermed og ville med våbenmagt slæbe »deres« bønder tilbage til livegenskabet; udbytningen af de livegne var for dem vigtigere end forsvaret af landet mod de tyrkiske angribere. I kampen mod denne feudale anmasselse forvandlede bondehæren sig til en revolutionsarme. Samtidig rejste de slovenske og tysktalende bønder i Kärnten, Krain og Steiermark sig mod de adelige blodsugere. Bonderevolutionens udgang måtte nødvendigvis også afgøre udfaldet af tyrkerkrigene. Adel og fyrster havde vist sig ude af stand til at beskytte de truede lande, kun de forenede slaviske, ungarske og østrigske bønder og borgere formåede at holde den tyrkiske angriber stangen. De tyske rigsstænder bekymrede sig ikke om tyrkerfaren. De var udelukkende beskæftiget med reformationens brydninger. De katolske fyrster så i protestanterne hovedfjenden og Luther erklærede, at tyrkerne var ham kærere end katolikkerne. Donaufolkene havde intet at vente sig af Tyskland. For at redde sig måtte de slutte sig sammen på liv og død. Bonderevolutionens sejr ville være den bedste garanti for denne sammenslutning af donaufolkene. De ungarske bønder blev efter en række betydningsfulde sejre slået og nedsablet. Den samme skæbne fik i 1515 de slovenske og østrigske bønder fra Krain, Kärnten og Steiermark, som måtte betale deres tillid til kejser Maximilian I’s løfter med et blodigt nederlag. I året 1525 rejste bønderne i Sydtyskland, i Østrig og i de slovenske områder sig. Medens de tyske bønder blev slået, vandt de østrigske og de slovenske bønder, anført af den geniale Michael Geismayer den ene sejr efter den anden. Den kloge habsburger Ferdinand I forhandlede med dem, så i dem en modvægt mod de overmodige feudalherrer, men var, da det kom til stykket, ikke stor og dristig nok til med folkets hjælp at grunde en stærk stat. Han bedrog bønderne, stillede sig alligevel til sidst på adelens side og sammenkaldte en tysk landsknægtarmé for at slå folkerevolutionen ned. Også i Østrig sejrede feudalherrerne, omend ikke så absolut som i Tyskland. Den feudale kontrarevolutions sejr i 1526 var samtidig et nederlag for Europa. Adelshæren, som mødte tyrkerne ved Mohacs, led ikke blot et knusende, men også et skændigt nederlag. Ungarn måtte bøde for kontrarevolutionen med et århundredlangt fremmedherredømme; Østrig undgik kun med nød og næppe den samme skæbne. 

Habsburgerstaten

Donaufolkenes samling ved folkekræfterne selv var med den store bonderevolutions sammenbrud blevet illusorisk. Den uundgåelige sammenslutning kunne nu gennemføres »fra oven« - af habsburgerne. I folkenes forsvarskamp mod de tyrkiske angribere opstod habsburgerstaten. I og for sig var denne stat en historisk nødvendighed. Det er en tåbelig historieforfalskning kun at forklare denne stats opståen med »husmagtpolitik« eller fyrstevilkår. Habsburgernes husmagtpolitik er uomtvistelig, deres vilkårlighed som fyrster er det ikke mindre. Men man kan ikke holde sammen på en stor stat i århundredvis blot ved husmagtpolitik og fyrstevilkårlighed. Habsburgerstatens kit var ikke fyrstehuset, men donaufolkenes skæbnefællesskab. Ikke på grund af den politik, men til trods for den politik, som habsburgerne førte, kunne den østrigsk-ungarske stat bestå gennem århundreder. Habsburgerne har, på få hæderlige undtagelser nær, altid understøttet kontrarevolutionens kræfter mod folkenes kræfter. De har ikke bygget deres stat op på et forbund med bønderne og borgerne, men set deres stats princip i et forbund med adel og kirke. Ferdinand i har efter afslutningen af en forsmædelig tributoverenskomst med tyrkerne på den »blodige rigsdag« i Prag med bøddelens sværd indridset habsburgernes arvelige kongemagt i det tjekkiske folks bevidsthed. Rudolf II og Ferdinand II har ved modrevolutionens rædsler og ved den frygtelige blodret i året 1620 antændt det tjekkiske folks uudslukkelige had. Det ungarske folk blev ved mishandlinger og forfølgelser, som i 1687 nåede et frygteligt højdepunkt i Blodretten i Eperies atter og atter drevet i armene på den ungarske adel, som forsvarede det feudale anarki mod den despotiske centralisme. Der er ingen tvivl om, at centralismen og kongedømmets arvelighed var et historisk fremskridt i forhold til det feudale anarki - men disse to faktorer var i habsburgernes hænder i den grad forbundet med reaktion og mørkemandsfiksfakserier, at de kun formåede at frastøde folket. Den faste sammenslutning mellem tjekkerne, østrigerne og ungarerne var en historisk nødvendighed - men den fik gennem habsburgerne en utiltalende karakter. Folkenes sammenslutning kunne under det 16. og 17. århundredes sociale forhold kun finde sted indenfor det arvelige monarkis former - men dette arvelige monarki kunne lige så godt støtte sig til folkekræfterne som til de folkefjendtlige kræfter. Det har med få undtagelser støttet sig til de folkefjendtlige kræfter og derved skadet sig selv. Som følge af denne sammenslutning var det muligt, at trænge tyrkerne på Balkan tilbage og at befri ungarerne og kroaterne fra deres fremmedherredømme, østrigerne fra fortsat ydre nød - men denne befrielse blev gennem den påfølgende indre nød i nogen grad gjort problematisk, og det var ikke de dårligste ungarere, som konspirerede med tyrkerne mod habsburgerne. Den historisk nødvendige sammenslutning blev købt dyrt og mødte alt for ofte folkene i form af utålelige vilkår. Trods alt kan man hverken bestride habsburgerstatens selvstændige eksistens fra det 12. århundrede ej heller dens historiske nødvendighed. De Hitler-tyske historieforfalskere vil lade gå i glemmebogen, at det »hellige romerske rige« faldt fra hinanden under reformationstidens kampe for endelig at gå definitivt under i Trediveårskrigen. Østrig udviklede sig fuldkommen selvstændigt efter sammenslutningen med tjekkernes og ungarernes lande. Habsburgerstaten var en realitet, det »hellige romerske rige« en fiktion. Med den internationalt anerkendte ordning af arvefølgen ved habsburgeren Karl VI´s »pragmatiske sanktion« omkring 1720 var det østrigsk-ungarske monarkis fuldkomne selvstændighed som stat sikret også statretsligt, politisk, økonomisk og kulturelt var det allerede selvstændigt.

Folkestat og folkelængsel

Den Østrigsk-Ungarske folkestat, som var opstået under kampen mod tyrkerne, blev fæstnet i kampen mod prøjserne. Da den unge Maria Theresia besteg tronen i 1740 efter sin fars, Karl VIs død, blev Østrig-Ungarn næsten fuldstændig slået sønder og sammen af de forenede prøjsere, bayere og franskmænd. Under denne uhyre krise blev folkestatens livskraft sat på prøve. Frederik af Prøjsen var uden krigserklæring faldet ind i Schlesien, idet han kynisk proklamerede sit rov som sin ret. Hans franske og bayriske forbundsfæller besatte Bøhmen og store dele af Østrig. Maria Theresia syntes fortabt. I dette afgørende øjeblik trådte folkene i aktion. Krigen mod de prøjsiske angribere blev folkelig, ligesom fordum krigen mod de tyrkiske angribere. Østrigere, ungarere og slaver sluttede sig fast sammen for at forsvare den fælles stat. Deres indsats reddede staten og bekræftede påny forbundet mellem deres folk. Og atter var det i den videre udvikling habsburgernes forblindede politik, som underminerede staten og gjorde folkene fremmede overfor hinanden. Støttet til de feudale storgodsejere, til den katolske kirke og til et folkefremmed bureaukrati stod habsburgerne uforstående overfor. Nationernes opvågnen i det 14. århundrede, folkenes demokratiske og nationale bevægelser. I den opkommende kapitalismes tid begyndte de slaviske folk at fordre national ligeberettigelse. Rasende modsatte Østrigs tysktalende bourgeoisi og den ungarske adel sig de krav, som slaverne med tjekkerne i spidsen stillede. Habsburgerne og deres rådgivere forsøgte at spille folkene ud mod hinanden og med de østrigske, ungarske og slaviske storgodsejeres hjælp at holde nationernes demokratiske bevægelser nede. De nationale kampe blev mere og mere forbitrede på grund af den indædte intolerance, der rådede i det tysktalende østrigske bourgeoisis og de ungarske magnaters herskende kreds, på grund af den sløve og ligegyldige politik, som habsburgerne gav deres allerhøjeste billigelse. Alle nationer følte efterhånden i højere og højere grad folkestaten som et folkefængsel og habsburgerne som allerhøjeste fængselsdirektører. Trods de tiltagende nationale modsætninger ønskede dog hverken østrigerne, slaverne eller ungarerne fællesstatens sprængning. Hvor meget de end afskyede de nationale undertrykkeres maskineri, så følte de dog overfor den tyske imperialisme, der voksede frem under preussisk ledelse, nødvendigheden af at leve sammen i en stat, selv om denne i længden ikke måtte blive ved at være en centralistisk, men skulle udvikle sig til en føderativ stat. Først da alle disse forhåbninger og anstrengelser var bristede, først da Donau-monarkiet drog i den imperialistiske krig på Tysklands side, først da det blev klart, at en sejr for »mellemmagterne« ikke ville have andet til følge end den tyske imperialismes uindskrænkede herredømme over Mellem- og Sydøsteuropa, så de slaviske folk kun en udvej i habsburgerstatens undergang.

Arbejderklassen og det nationale problem

I alle disse nationale kampe har det været arbejderklassens historiske opgave at være den cement, der holder folkene sammen. At den ikke løste denne opgave med revolutionær beslutsomhed var det østrigske, det ungarske og det tjekkiske socialdemokratis uhyre store fejl; det gik ikke til det nationale problem, i den revolutionære proletariske internationalismes ånd, men i den småborgerlige bornerte nationalismes ånd, i det nationale bourgeoisis kølvand. Herved fremkaldte det en national spaltning, ikke alene af partiet, men også af fagforeningerne, herved drev det arbejderne over i »deres« nationale bourgeoisis lejr. Kun et virkelig revolutionært parti ville have været i stand til at bevare de østrigske, ungarske og slaviske arbejderes enhed og herigennem også at berede vejen for folkenes enhed ! Et virkelig revolutionært parti ville have krævet folkenes selvbestemmelsesret, deres ret til selv at afgøre, hvilken stat de vil høre til, samtidig med, at det havde sørget for de østrigske de ungarske og de slaviske arbejderes sammenslutning i et enhedsparti og gjort propaganda for folkenes frivillige sammenslutning til beskyttelse af deres uafhængighed mod enhver imperialistisk trussel. Mod habsburgerne og for Mellemeuropas små nationers frivillige sammenslutning - dette skulle være løsenet for arbejderklassens revolutionære parti kun arbejderklassens revolutionære internationalisme kunne frembringe den historiske løsning af det nationale problem. Kun arbejderklassens kamp for habsburger-monarkiets og den tyske imperialismes nederlag i verdenskrigen kunne forhindre, at arbejdere af alle nationaliteter kom under »deres« nationale bourgeoisis ledelse. Det østrigske, det ungarske og det tjekkiske socialdemokratis politik har imidlertid støttet sprængningen af folkenes historiske forbund og herigennem til syvende og sidst også den tyske imperialisme. Efter habsburger-monarkiets sammenbrud i 1918 kæmpede de nydannede staters arbejderklasse ikke for en fælles proletarisk form for folkenes broderlige samarbejde i Donaubækkenet. I alle lande var de socialdemokratiske førere i ledtog med det nationale bourgeoisi i Østrig forlangte de »anschlüss« til Tyskland. De beråbte sig her demagogisk på Marx og Engels, som under helt andre forudsætninger havde forfægtet det stortyske løsen som revolutionært løsen. I Tjekkoslovakiet stod både førerne for det tjekkiske og førerne for det tysk-bøhmiske socialdemokrati i »deres« nationale bourgeoisis lejr og førte broderkampen ind i arbejderklassens rækker. Den ungarske revolution blev forrådt af socialdemokratiets førere, og Ungarn blev et arnested for kontrarevolutionen. I alle lande triumferede bourgeoisiets snæversynede og skæbnesvangre nationalisme, som var et opløsningens og et splittelsens element, som tidligere feudalherredømmet. Og ligesom det feudale anarki i gamle tider havde undergravet donaufolkenes modstandskraft mod den tyrkiske despotisme, således undergravede bourgeoisiets tåbelige og forræderiske nationalisme donaufolkenes modstandskraft mod den tyske imperialisme. Folkenes demokratiske kræfter har altid været det samleride element, det »ordnende princip« i Donaubækkenet. De reaktionære klasser har altid været ødelæggelsens og splittelsens element. I forsvarskampen mod det »hellige romerske riges« feudalherrer og mod den tyrkiske despotisme var det middelalderens borgere og bønder, som sikrede folkenes uafhængighed i Donaubækkenet, og de feudale storgodsejere, som ofrede folkenes uafhængighed for deres smudsige klasseinteresser. I dag har den tyske fascisme overtaget den tyrkiske despotismes rolle. I dag repræsenterer det reaktionære bourgeoisi den gamle feudaladels forsmædelige traditioner. I dag må arbejderklassen overtage de folks stolte traditioner, som heltemodigt ydede modstand mod idet tyrkiske fremmedherredømme og den forræderiske reaktion. 

Mod det fascistiske fremmedherredømme - Donau folkenes forbund

»Vi har fordrevet tyrkerne, vi vil også fordrive prøjserne !« Folket i Wien har præget disse ord. Folkene mindes deres store historie. Den historiske sandheds flamme ødelægger de fascistiske historieforfalskninger. Det er ikke sandt, at det »hellige romerske rige«, som de tyske fascister påberåber sig, forenede Mellemeuropas folk økonomisk, politisk og kulturelt. Lige fra begyndelsen stod tjekkerne som italienerne, svejtserne som friserne, litauerne som slovenerne i en hårdnakket frihedskamp mod de tyske kejsere og feudalherrer. Kun for en kortere tid var de tyske kejsere og feudalherrer faktisk i stand til at udøve overhøjheden over de fleste af disse folk. I 30årskrigen brød det »hellige romerske rige« endeligt sammen; østrigerne, tjekkerne, slovakkerne, ungarerne, slovenerne og kroaterne dannede deres egen stat. Efter 1648 var det »hellige romerske rige« kun et spøgelse og ikke noget, der havde bund i virkeligheden. Det er ikke sandt, at Tysklands rige i tusinde år har været det »ordnende princip« i Mellemeuropa. I middelalderens første halvdel har dette rige kun bragt uorden og ufred ind i det slaviske besættelsesområde, i middelalderens anden halvdel var det på grund af adelsfejder og borgerkrig indadtil så splittet, at det overlod forsvaret af Europa mod tyrkerne til Donaubækkenets folk. I et kort historisk overblik har vi genkaldt disse folks frihedskampe mod den tyrkiske despotisme og mod det reaktionære adelsherredømme i erindringen. Vi har set, at ikke de tyske kejsere og feudalherrer, men folkenes demokratiske kræfter har været det »ordnende princip« i Donaubækkenet. Det er ikke sandt, at østrigerne, ungarerne og slaverne ikke kan se tilbage på en egen national historie. Deres tusindårige nationale historie er rig på store begivenheder og præstationer, på frihedskampe og kulturmindesmærker. Denne historie bliver til et våben mod den tyske fascismes fremmedherredømme. Den giver Donaubækkenets folk bevidstheden om at høre sammen. Den giver dem bevidstheden om, at de blev underkuet, fordi de var uenige, at de formår at kaste åget af sig, hvis de slutter sig sammen i et broderligt kampfællesskab. Den giver dem bevidstheden om, at hverken tjekkerne eller slovakkerne, hverken østrigerne eller ungarerne alene er stærke nok til at sikre deres nationale uafhængighed, at kun et forbund af disse folk, i hvilket intet folk gør krav på hegemoniet, vil give alle kræfter til at afværge enhver form for national undertrykkelse. I kampen mod det fascistiske fremmedherredømme vil Donaubækkenets folk samles for også i fremtiden at bevare denne enhed som et kostbart gode. I 1427 tilsvor folkene i Siebenbürgen, ungarerne, szeklerne og sakserne overfor det truende tyrkiske fremmedherredømme hinanden højtideligt »gensidigt at beskytte hinanden mod alle og enhver, som måtte angribe dem« og forpligtede sig til, ufortøvet at komme den angrebne til hjælp med opbud af alle våbenduelige mænd. I denne tid vil Donaubækkenets folk til sidst overvinde den tyske fascisme, der forsøger at hejse dem op mod hinanden for enkeltvis at underkue dem, og igen tilkæmpe sig deres uafhængighed for at bevare den for fremtiden. 

O. Fischer skriver i kommunisternes tidsskrift: tidens aktuelle spørgsmål, arbejderforlaget, denne artikel i 1939:

Bønderne i 1918-1919

I november 1917 stod den fjerde krigsvinter for døren. Fjerde vinter skulle tyske soldater lide i vestfrontens helvede. Atter truede i østen den russiske vinter med sine snestorme. I karpaterne, i Balkans bjerge, i Ortlers gletsjere og i Piaves sumpe skulle tyske, østrigske, ungarske, kroatiske, tjekkiske soldater holde ud til den endelige sejr. Fjerde vinter truedes centralmagternes front og bagland med en mangedobling af den endeløse folkenedslagtnings lidelser, afsavn og kvaler. I Tysklands og Østrig-Ungarns byer og landsbyer herskede militærdiktaturets brutale og sjælløse maskine. De militariserede bedrifter arbejdede for »hærens behov«, bønderne såede og høstede for »hærens behov«. Krigsforvaltningen pressede den sidste lille rest af velstand ud af by og landsby; kirkeklokkerne vandrede sammen med dørklinker, kobberkedler og andre metalting fra hus og køkken til centraler for at blive smeltet om til hærens behov. Fattigdom, hunger og elendighed havde nået en utænkelig udstrækning, mens krigsfortjenesten samtidig svulmede gigantisk op. I denne november måned blev freden født i St. Petersborg. Den sejrrige Russiske Oktoberrevolution havde skrevet den øjeblikkelige fred uden anneksioner eller kontributioner på sin fane. Den viste folkeslagene udvejen fra massegraven. Hverken fronterne, der var spændt som stålbånd om folkeslagene, eller ententens blokade eller censuren kunne forhindre, at efterretningen om de revolutionære arbejder-, bonde- og soldaterråds fredsmagt fløj ud i alle byer og landsbyer, ned i hver eneste skyttegrav den uopløselige forbindelse mellem ethvert fredshåb og den nye Sovjetmagt sikrede rådsidéen sejren.  

Bøndernes kamp mod »herrerne«

Ikke alene arbejderne ved fronten, også bønderne i soldaterkappen var rede til at optage den unge Sovjetmagts fredsbudskab i sig. Over tre års skyttegravsfællesskab med arbejderne kunne ikke gå sporløst hen over bevidstheden hos de bønder, som krigen havde revet ud af deres landsbyer. Før krigen, i landlivets isolation, var man vænnet til ude i landsbyerne at betragte alt det med mistro, der korn fra byen. I skyttegravene viste verden sig fra en anden side; her var der ikke byboere og folk fra landet, men kun officerer og soldater. Samfundets klassekarakter viste sig i grotesk forenklet form. Soldater - det var arbejdere, bønder og småfolk. Officerer - det var sønner af adelen, af borgerskabet i byerne og på landet, borgerlig og småborgerlig intelligens. Modsætningen mellem by og land, næret ikke mindst ved socialdemokratiets industriproletarisk-laugsmæssige indstilling, forsvandt for modsætningen mellem de kommanderende og kommanderede klasser. I skyttegravene opstod der en samhørighedsfølelse mellem arbejdere og bønder. Oplevelsen af de undertrykte klassers solidaritet var den jordbund, i hvilket den russiske revolutions sæd fald, og derudaf voksede bondesoldaternes oprørskhed imod herreklassen. For bønderne var »herrerne« et udtryk for indbegrebet af alt fjendtligt. »herrerne« havde begyndt krigen, de havde hentet bonden og hans voksne sønner fra gården og smidt dem ud i skyttegravenes mudder, »herrerne« lod hente kvæg fra staldene, korn og foder fra laderne. »herrerne« - dette begreb er ældre end den kapitalistiske verden. I århundreder har de siddet på deres godser og pint bønderne, de har siddet i embederne og regeringerne, de har været i generaluniformerne og har på etapen mæsket sig ordentligt. Bøndernes århundredegamle had til »herrerne« svulmede vældigt op  i skyttegravene og forenedes der med hadet hos arbejderne og alle krigens andre ofre. En afslutning på krigen uden afregning, en afslutning på krigen uden revolution forekom mere og mere umuligt. Men hvor uklare, hvor forskellige var ikke de håb og forventninger, der blev knyttet til denne revolution ! For alle var freden det første og det vigtigste! Næsten alle var enige om, at revolutionens første handling skulle være at styrte hohenzollerne, at styrte habsburgerne. I hovederne på de politisk mest modne styrkedes den overbevisning, at kun arbejder-, soldater- og bonderådene kunne og ville gennemføre revolutionen. Men allerede i spørgsmålet om den nationale selvbestemmelsesret for folkeslagene i habsburgermonarkiet var der dengang kun én eneste opfattelse. Endnu stærkere spredtes i alle sociale spørgsmål kravene til revolutionen. De revolutionære arbejdere var overbeviste om, at den kommende revolution foruden kejseren og generalerne også ville skaffe arbejdsgiverne af vejen, at den ville ekspropriere kapitalisterne og gennemføre socialismen, uden at de imidlertid forbandt særlig konkrete forestillinger med denne sidste. Hvad ventede og håbede bønder og landarbejdere af revolutionen? For dem var ønsket om en afslutning af krigen forbundet med ønsket om en afslutning på krigsdriften. De så i den med fuld ret kun to forskellige sider af en og samme katastrofe. Udover det så landbefolkningen en revolutions opgave i, at den brød »herrerne«s magt og herredømme. Kejseren var langt borte, men godsejeren, distriktshøvedsmanden, og hvad de ellers hed alle disse feudale og halvfeudale magtorganer, var nær. Var først denne magt brudt, så skulle alt det atter være bondeland, der kun var blevet herreland ved vold og retsbrud. Var denne magt først brudt, så kunne landarbejderen få et stykke jord, og den lille forpagter kunne blive sin egen herre. At være en selvstændig bonde, at drive bruget uforstyrret, det ville landarbejdere, husmænd og småforpagtere. Var denne magt først brudt, så kunne bonden få træ fra herskabsskoven, få enggræsning og vejrettigheder. Et uhyre antal af ønsker og forhåbninger hobede sig op, mange gange i modstrid med hinanden i enkeltheder, men allesammen havde de en fælles forudsætning: »herrerne«s magt skulle brydes, jorden skulle befries for storgodsejerne. »socialisering« var i begyndelsen bare et tomt ord for hele landbefolkningen, de ønskede den ikke og afviste den. Deraf kom det, at alle lag af landbefolkningen, forsåvidt de ikke selv regnede sig til »herrerne«, som herrebønderne, ventede, at revolutionen skulle bringe dem freden og den øjeblikkelige likvidering af krigsdriften, ikke blot afskaffelsen af kapitalismen - et krav de ikke forstod men afskaffelsen af adelen og de store godsejere. De fælles ønsker dækkede i det mindste delvis klassemodsætningerne indenfor den landlige befolkning. I begyndelsen var der utvivlsomt den objektive mulighed, at man under arbejderklassens førerskab kunne sammenslutte landarbejdere, husmænd, småbønder, middelbønder og en betydelig del af storbønderne til en revolutionær afslutning på krigen, til en afskaffelse af resterne af de feudale herskabs- og produktionsformer; ved enhver videre udvikling af revolutionen måtte ganske vist klassemodsætningerne i landsbyerne på ny bryde op. Men netop de videre mål for revolutionen lå i det sene efterår 1917 endnu fuldstændig i tåge. Næsten hele folket i en voksende revolutionær enhed så som det første og afgørende mål, der overskyggede alt andet, afslutningen på krigen.

Forbundet mellem arbejderne og bønderne og socialdemokratiet

Overfor denne spontane masserevolutioneringens proces stod det socialdemokratiske parti, der i de brede massers bevidsthed var kaldet til at stille sig i spidsen for den revolutionære bevægelse. Denne forventning hos masserne svarede imidlertid absolut ikke til socialdemokratiets indstilling. Dette havde i mellemtiden tilrettelagt sig en langt nemmere og bekvemmere vej til socialismen. Med stemmesedlen i hånd ville de, skridende fra valgsejr til valgsejr, endelig erobre flertallet, og de lovede, at hvis de så herskede, så ville de indføre socialismen af lovens vej. Havde de end forlængst mistet den videnskabelige marxismes grund under deres fødder, så troede de dog, eller ville i det mindste lade som de troede, at reformismen ikke var andet end marxismens tilpasning til de »ændrede forhold«. Navnlig følte de sig kaldede til at rette Marx’ og Engels’ »vildfarelser« i bondespørgsmålet. Selvom Marx og Engels henviser til nødvendigheden og muligheden af det revolutionære forbund mellem arbejderne og bønderne under arbejderklassens ledelse og med henblik på den sig nærmende revolution havde krævet dette forbunds realisering, så bortfaldt forbundets nødvendighed sammen med revolutionens nødvendighed for reformisterne. Når hos Marx og Engels muligheden for dette forbund kom af bondestandens tvangsmæssige undergang, af dens frygtelige elendighed under kapitalismen, så hævder reformisterne her overfor, at bondestanden hverken kommer til at lide elendighed eller gå til grunde under kapitalismen. I dette modsætningsforhold mellem meningerne skjuler der sig en af de groveste forfalskninger af marxismen. Marx og engels talte om bondebrugets undergang og mente dermed bøndernes familiebrug, hvor der ikke anvendes nogen, eller kun undtagelsesvis anvendes lønarbejde; de adskilte dette bondebrug meget skarpt fra storbøndernes udtalt kapitalistiske, udbyttende landbrug. Denne adskillelse svømmer ud og forsvinder hos reformisterne, og det er netop de sidstnævnte, de moderne kapitalistiske landbrug, der drives intensivt på et relativt lille område, der tiltaler reformismen som landbrug. Mens Marx og Engels krævede forbundet med den store masse af de elendige bønder, der var ved at gå til grunde, så havde reformismen aldeles tabt denne vældige bondemasse af syne og så i bønderne kun - storbønderne og agrarkapitalisterne. Allerede i Hilferdings arbejde om »Finanskapitalen« i 1909 trådte denne forskydning klart frem for dagen. Hilferding skrev, at storgodsets magt voksede ved, at modsætningen til den lille ejendom svandt ind eller i det mindste var i stærk aftagen. Med ophævelsen af feudalbyrderne var den historiske modsætning mellem den store og den lille grundejendom forsvunden. Den fælles kamp for told havde forenet stor- og småejendomsbesidderne. Storgrundejerne var blevet smågrundejernes førere. Nøjagtig det samme siger Kautskys påstand om, at socialdemokratiet aldrig ville være i stand til at slå de agrariske partier af marken. Alt det sagte er kun rigtigt for den lille agrarkapitalist. For ham, men også kun for ham, er modsætningen til storgrundejendommen kun en modsætning af anden orden, en modsætning indenfor kapitalen. For ham og kun for ham er den borgerlige revolution endt og afsluttet, mens både i Tyskland og Østrig de meget stærke rester af feudalismen, af de feudalistiske grundrettigheder, halvfeudale afhængigheds- og arbejdsforhold i høj grad har bestemt og bestemmer bevidstheden hos brede bondemasser. Disse opfattelser ligger til grund for socialdemokratiets politik overfor bønderne. På den ene side skulle »bonden« bevæges til at stemme for socialdemokratiet. Derfor viste socialdemokratiet en stadig voksende forståelse for alle forholdsregler, der skulle føre til en videre rationalisering af landbruget, til en forhøjelse af produktiviteten. Derfor tøvede det med landarbejdernes organisering, forsøgte at holde landarbejdernes krav indenfor beskedne grænser for ikke at gøre de landlige kapitalister, i hvem de så »bønderne«, forstemte. Men på den anden side lærte de imidlertid de socialdemokratiske arbejdere at betragte bønderne som begærlige kapitalister, der ikke havde nogen anden interesse end at drive priserne i vejret og mæske sig på arbejdernes sult. Var den første del af den socialdemokratiske politik så godt som ubekendt indenfor arbejderklassen, så slog den bondefjendtlige indstilling så meget desto dybere rødder og gav næring til den overbevisning, at revolutionen kun kan være arbejderklassens værk alene i kamp mod alle de øvrige klasser i samfundet. Marxismens lære om arbejdernes revolutionære forbund med middelklasserne og især med bønderne, der blev videreudviklet af Lenin og gennemført af bolsjevikkerne, gik fuldstændig i glemmebogen i vesten. Det var i denne situation, at socialdemokratiet blev overrasket af krigen, der måtte afsløre og afslørede dets dybe forfald. Det var i det væsentligste i denne situation, at socialdemokratiet i efteråret 1917 blev overrasket af den russiske revolution, af den revolution, der var ved at bryde ud i Østrig og i Tyskland. Socialdemokratiet kunne ikke se andet i revolutionen end en elementarkatastrofe, der forstyrrede begivenhedernes normale forløb. 

Hjemkomst fra fronten

I efteråret 1918 var middelmagterne ved udtømmelsen af deres kræfter. Midt i september brød Bulgarien sammen, i de første oktoberdage bad Tyskland, Østrig-Ungarn og Tyrkiet om øjeblikkelig våbenstilstand. Efter nogle blodige krampetrækninger var krigen til ende. Bondesoldaterne strømmede fra fronten tilbage til landsbyerne. De medførte det forsæt, at de ville afregne med dem, der var skyld i krigen, der var skyld i hele elendigheden på landet. Fra skyttegravene bragte de den overbevisning med, at de ikke behøvede at udkæmpe denne kamp alene, at arbejderne ville stå fast ved deres side, at overhovedet arbejderne ville stå i første række i kampen mod herreklasserne. De sidste uger i skyttegravene, afsættelsen og bortjagelsen af officererne, dannelsen af soldaterråd havde navnlig i Østrig styrket bondesoldaternes revolutionære stemning væsentligt. Anderledes var stemningen i landsbyerne, som de hjemvendende hastede imod. De talrige rekvisitioner, myndighedernes endeløse chikanerier, der alle på en eller anden måde stammede fra byerne, desuden den sultende bybefolknings voksende og åbenlyse fjendtlige stemning imod bønderne - alt dette førte ud over alle klassemodsætninger til en vis solidaritet i landsbyen imod byen, til en skærpelse af modsætningen mellem by og land. Alt dette kendte de hjemvendende soldater også fra breve og korte orlovsbesøg hjemme, men den tillid de i skyttegravene havde fået til de undertrykte klassers revolutionære solidaritet var i begyndelsen stærkere end deres landbomistro til byen. De hjalp arbejderne med at forjage officererne, de sad i soldaterråd sammen med dem, de marcherede eller rejste sammen med dem tilbage til hjemstavnen. Hvor stor måtte de hjemvendte bønders skuffelse og oprørthed ikke være i Tyskland og Østrig, da de i deres landsbyer fandt arbejderrådene beskæftiget med at rekvirere kvæget og høsten. Ja og mere end det: arbejderrådene gjorde dette hånd i hånd med myndighederne, med distriktshøvedsmanden, hånd i hånd med krigsdriftens forhadte organer. Otto Bauer fremstiller dette i sin bog om den østrigske revolution, som om alt dette var sket spontant; men faktisk blev arbejderrådene i Østrig ledet af socialdemokratiet allerede fra januar 1918! Opstået som organer for revolutionen var arbejderrådene kommet ind under dygtige socialdemokratiske demagogers førerskab. Massernes spontane bevægelse manglede det revolutionære hoved, det bolsjevikiske parti. Ganske vist førte de »venstreradikale«, hvorfra kommunistisk parti senere udgik, en lidenskabelig kamp for ledelsen af arbejderrådene, men de var ikke på højde med socialdemokratiets og fagforeningernes skolede og udvalgte demagoger. Det er sikkert, at arbejderrådene ikke altid var villige til at tage mod anvisninger fra det socialdemokratiske parti; men dog var det dette, der bestemte retningen for deres virksomhed. Socialdemokratiet stillede sig beskyttende foran statsapparatet; kun under dets beskyttelse kunne krigsøkonomiens apparat arbejde videre, kunne distriktshøvedsmændene arbejde videre i deres embeder. Socialdemokratiet havde opdraget arbejderne til at være fuldkommen uforstående, til at være afvisende indstillet overfor bønderne. Den frygtelige mangel drev arbejderrådene til at søge efter levnedsmidler, og socialdemokratiet gav dem frie hænder overfor bønderne. Socialdemokratiet så, hvordan den revolutionære stemning ebbede ud i landsbyerne, og hvordan der i dens sted trådte et had til arbejderne; det så, hvordan den politiske ledelse, der under det revolutionære opsving havde revet småbønderne og landarbejderne i landsbyerne med sig, hvordan den atter gik over i hænderne på landsbybourgeoisiet, og det foretog sig intet for at forhindre det. »bonden så, at revolutionen nægtede ham den »frihed«, han havde tænkt sig. Han så, at det i stedet for den militære rekvisitionskommando nu var arbejderrådene, der gennemtvang tvangsafleveringerne, forfulgte smughandelen og bekæmpede overtrædelserne af maksimalpris-forskrifterne. Bonden oplevede fra tid til anden, at der som tidligere med kk-tropper (kk= kejserlige kongelig) nu blev anbragt folkeværnsafdelinger i landsbyen, indtil han havde afleveret det krævede korn, kvæg eller træ. Bonden så i proletariatet fjenden, der nægtede ham retten til frit at råde over sine arbejdsprodukter. Bonden begyndte nu at hade proletariatet, som han før havde hadet militarismen. « det var ikke arbejderrådene, men socialdemokratiets førere, der krævede og gennemtvang opretholdelsen af krigsøkonomien. Det var ikke arbejderrådene, der forhindrede bønderne i at jage den forbandede øvrighed, distriktshøvedsmændene, væk, det var socialdemokratiets førere. Når det også i den følgende tid var verdslige og gejstlige storgodsejere, der kunne nægte tusinder af småforpagtere jorden, så kunne de takke socialdemokratiets førere for det, disse folk, der stillede sig beskyttende foran de skove og græsninger, der gennem århundreder har været røvet fra masserne, og ikke tillod, at bønderne atter kom i besiddelse af denne deres oprindelige ejendom. Og når endelig folkeværnsafdelingerne blev lagt i landsbyerne for at tvinge bønderne til afleveringer, så var det netop det folkeværn, der var dannet og ledet af socialdemokratiet, der ikke fik ordrer af arbejderrådet, men som fuldbyrdede disse voldshandlinger mod bønderne efter ordre fra myndighederne. Det fulde ansvar for alle disse forbrydelser mod revolutionen påhviler socialdemokratiets førere og ikke arbejderrådene, der bare var et misbrugt værktøj. Overfor disse kendsgerninger kunne den revolutionære stemning blandt de bønder, der vendte hjem fra fronten, ikke blive ved at bestå. Den stemning, der herskede i landsbyerne, der hidtil hverken havde været revolutionær eller kontrarevolutionær, greb nu. Også de hjemvendte og rettedes ensidigt mod arbejderklassen. Når bonderådene sammen med arbejderrådene gik ind i kommune-, distrikts- og landbrugskommissioner, så skete det ikke for at arbejde sammen med arbejder- og soldaterrådene dér, men derimod kun for at forhindre det værste for landsbyerne. I disse kommissioner fandt de hos deres gamle fjender, storgodsejerne og bureaukratiet, understøttelse imod arbejderrådene. Deres revolutionære forhåbninger var hurtigt bortvejret, de forlod revolutionens lejr og kastede sig i armene på kontrarevolutionen. 

Bonderådene i Tyskland

På samme måde fuldbyrdedes udviklingen i Tyskland. Også her lykkedes det hurtigt socialdemokratiet at berøve rådene deres egentlige karakter og at forvandle dem til hjælpeorganer for krigsøkonomien. I opråbet fra den socialdemokratiske rigsregering d. 12. november 1918 læser vi: »den nye tyske rigsregering opfordrer hermed alle lag af landbefolkningen uden hensyn til partiretning til i fællesskab og frivilligt at danne bonderåd for at sikre folkeernæringen, ro og orden på landet og den uhindrede fortsættelse af landbrugsvirksomhederne.« Bonderådene fik altså den opgave at forhindre netop det, der kunne være bonderådenes eneste formål: revolutionens gennemførelse i landsbyerne! Allerede d. 19. november blev der i Berlin konstitueret et »rigsbonde- og landarbejderråd«, der bestod af repræsentanter for alle landbrugsorganisationer, hvad der er ensbetydende med de storgodsejere, de herremænd og den landbrugskapital, der beherskede disse organisationer. En førende rolle ved dannelsen af dette mærkværdige rigsbonderåd spillede det »tyske landarbejderforbund« fra de frie fagforeninger. I dets beretning for årene 1914-1919 meddeles der følgende i så henseende: »som følge af vor tilskyndelse kom d. 19. november 1918 den første sammenkomst i stand mellem landbrugsorganisationerne inklusive arbejdsgiverforbundene. Samme dag blev »rigsbonde- og landarbejderrådet« stiftet. Dette »rigsbonde- og landarbejderråd« skulle først og fremmest have den opgave at sørge for sikringen af folkeernæringen og endvidere at fremme landbrugsproduktionen. ... Vi greb ind dengang, for at disse bonde- og landarbejderåd ikke skulle blive politiske organer. Vi havde allerede på forhånd betragtet den verdenshistoriske trappevits, at landbrugernes konservative repræsentationer ville bidrage til beskyttelsen af de revolutionære erobringer, som en forbigående foreteelse.« Mens landarbejderne ventede deres befrielse af revolutionen og af det tyske landarbejderforbund, beskæftigede dette sig med den »trappevits« at skabe et bonderåd sammen med de kontrarevolutionære junkere. På den måde blev landarbejderne og bønderne også i Tyskland berøvet deres revolutionære organer straks ved begyndelsen af revolutionen, det revolutionære forbund mellem arbejdere og bønder blev kvalt i kimen. Hvor stærke de revolutionære stemninger var i den tyske landbefolkning og særlig blandt landarbejderne, viser det tyske landarbejderforbunds uhyre talmæssige vækst. Antallet af medlemmer steg fra 19.077 i 1913 til 695.695 i 1920, mens samtidig medlemsantallet i det kristelige centralforbund svulmede op fra 5.576 til 69.520. En i sin udstrækning indtil da ukendt bølge af landarbejderstrejker bredte sig over Tyskland. I 1919 blev der talt 163 strejker i 932 bedrifter, allerede i 1920 366 strejker i 3320 bedrifter. Under Kapp-kuppet i marts 1920 rejste en del af de nordtyske landarbejdere, særlig i Mecklenburg, sig imod de kontrarevolutionære kupmagere. Landarbejderne spærrede godsejerne inde i svinestien og forsøgte at danne en rød armé. De forblev isolerede og uden ledelse. Den hvidgardistiske bandefører von Lettow-Vorbeck lod et antal af dem myrde ved standret, og den socialdemokratiske tyske republik vidste ikke af nogen tak for den heroiske kamp imod kontrarevolutionen. Mens den revolutionære bølge i Østelbien først og fremmest havde grebet landarbejderne, blev også bønderne grebet af den i Syd- og Vesttyskland. Desværre forefindes der kun meget få beretninger om bøndernes forsøg på at gennemføre deres krav ad revolutionær vej. I et hidtil ikke offentliggjort arbejde, der foreligger i manuskript, fortæller Edwin Hörnle: »Denne artikels forfatter mindes personlig en episode fra novemberdagene 1918 i Württemberg. I Württemberg er rundt regnet en tredjedel af alle kommuner »fideikommis-kommuner«, det vil sige kommuner, indenfor hvis grænser en stor del af jorden er en adelig families bundne, det vil sige usælgelige ejendom. Kun en lille del, ofte overhovedet intet af denne feudal jord udnyttes kapitalistisk, den største del forpagtes bort til bønderne i små parceller ved hjælp af auktion. Ydermere er fideikommis-herrerne i besiddelse af en del forskellige vej-, jagt- og udnyttelsesrettigheder i kommunen uden at skulle bidrage til omkostninger ved bevarelsen. Omvendt har kommunerne undertiden ikke tilstrækkelig skriftligt bevislige fældnings- og vejrettigheder i de udstrakte feudale skove. Disse rettigheder bestrides på det voldsomste af grundejerne og gøres til genstand for talrige kostbare processer. En sådan landsby, er nu Donzdorl ved Geislingen a. d. Steige. Allerede d. 9. november drog denne landsbys bønder og halv proletarer i sluttet trop og bevæbnede op til slottet og tvang greven til skriftligt at give afkald på sine feudale rettigheder og til at afstå den bortforpagtede jord. På grund af denne spontane aktion fra Donzdorfes’ bøndernes side opstod der stor opstandelse i landet Württembergs provisoriske socialdemokratiske regering. Indenrigsminister Crispien, dengang USP, og minister præsidenten Wilhelm Blos, SPD, lod straks bøndernes erobringer gå tilbage, trøstede disse med jordspørgsmålets »lovlige ordning« på den kommende nationalforsamling og udstedte en advarsel til alle Württembergs fideikommis-kommuner om ikke at efterligne Donzendorfer-eksemplet.« Dette ene eksempel er tilstrækkeligt til at vise, hvor langt den revolutionære gæring blandt bønderne var nået, og hvordan de lige fra den første dag stødte på modstand ikke blot hos storgodsejerne og det gamle bureaukrati, men også på den lige så heftige modstand hos de socialdemokratiske regeringer. Under disse omstændigheder måtte enhver revolutionær bevægelse blandt landarbejderne og bønderne kvæles i fødslen og vige for en dyb skuffelse og forbitrelse mod denne »revolution«.

Bønderne og det bayriske rådsherredømme

Noget anderledes end i det øvrige Tyskland lå tingene i Bayern. Her havde Kurt Eisner dannet en provisorisk socialdemokratisk regering, der d. 8. november proklamerede en slags rådsrepublik: »Den bayriske Republik proklameres herved. Den øverste myndighed er det af befolkningen valgte arbejder-, soldater- og bonderåd, der er indsat provisorisk, indtil der er skabt en endelig folkerepræsentation. Det har lovgivende myndighed.«  Samtidig blev det imidlertid i den provisoriske regerings foreløbige program fastlagt: »alle hidtidige embedsmænd skal blive i deres stillinger.« Dagen efter blev der forkyndt en forordning fra indenrigsministeren, socialdemokraten Auer, der bekræftede de forvaltningssteder, der hidtil havde sørget for levnedsmiddelforsyningen, retten til at arbejde videre og den eneste bemyndigelse til at udstede anordninger. Ved disse forordninger ramte man først og fremmest bønderne, eftersom de betød den fuldstændige bibeholdelse af krigsøkonomien. Samtidig blev derved rådenes magt, netop som de var proklameret, faktisk ophævet igen, såvidt dette stod i regeringens magt. Regeringsfunktionerne forblev i det gamle statsapparats hænder. Rådenes magtløshed i denne rådsrepublik blev påny bekræftet i de »foreløbige retningslinjer« af d. 26. november 1918. Arbejder-, soldater- og bonderådene skulle ganske vist være udtryk for det statsretslige »grundlag for det nye regeringssystem«, men de skulle ikke have nogen udøvende magt. Der blev faktisk i det væsentligste kun indrømmet dem ret til oplysninger fra myndighedernes side, retten til at give myndighederne råd og retten til at beklage sig over myndighederne. Samtidig blev de forpligtet til at hjælpe med ved afleveringen af alle levnedsmidler, der kunne undværes, og ved bekæmpelsen af smughandelen. For så vidt adskilte forholdene i Bayern sig altså ikke fra forholdene i det øvrige rige og i Østrig, hvad bønderne angik. Særegenheden bestod i skabelsen af et centralt bonderåd, der ikke ligesom rigsbonderådet lige fra begyndelsen var et organ for kontrarevolutionen, men derimod til en vis grad et organ for de revolutionære bønder. Dannelsen af dette bonderåd blev betroet den uafhængige socialdemokrat Ludwig Gandorfer, og efter at han var blevet offer for en automobilulykke, hans broder Karl Gandorfer. Karl Gandorfer var fører for venstre fløj indenfor det bayriske bondeforbund, den eneste fremskridtsindstillede demokratiske bondeorganisation i Bayern. Det af ham dannede centralbonderåd bestod helt igennem af tilhængere af det bayriske bondeforbund - det kom aldrig til noget valg - og stod på rådenes side lige til den blodige omstyrtning af rådsmagten i Bayern. Dette centrale bonderåds anstrengelser for at bevæge først Eisners regering og senere rådsregeringen til en politik, der kunne få understøttelse hos bønderne, var i det væsentligste resultatløse. Bonderådets førere havde selv en meget uklar forestilling om revolutionær bondepolitik og stødte desuden hos modparten på en fuldkommen manglende forståelse af bondespørgsmålet. Tydeligst viste dette sig ved de »fuldsocialiseringsplaner« for landbruget, som den mer end omdisputable »socialist« dr. Neurath havde udarbejdet. De krævede i det væsentligste en statens overtagelse af storbedrifterne og bøndernes tvangsmæssige sammenslutning i produktivkooperativer under central ledelse. Dr. Neurath stod i spidsen for socialiseringskontoret på rådsdiktaturets tid. Det centrale bonderåd havde umiddelbart før udråbelsen af rådsdiktaturet blandt andet erklæret sig rede til at understøtte dette rådsdiktatur på den betingelse, at socialisering i landbruget i henhold til dr. Neuraths centraløkonomikontor kun måtte gennemføres under bonderådets medvirken og kun ved bedrifter i et omfang af over 1000 dagværk (omtrent 330 ha.). Denne betingelse, der blev antaget, viser det centrale bonderåds forsvarsstilling overfor den »fulde socialisering«. I det væsentligste var der sket følgende: i begyndelsen havde i hvert fald en stor del af landbefolkningen håbet, at revolutionen ville give storgodsejernes jord til bønderne og landarbejderne. Da slagordet om socialisering trængte ud i landsbyerne, forstod bønderne ikke andet ved det end netop opdelingen af de stor godser til bønder og landarbejdere. Snart skulle de imidlertid erfare, at der var ment noget ganske andet ved »socialisering«. Jorden skulle ganske vist tages fra storgodsejerne, men i det væsentligste skulle den slet ikke deles, men derimod drives af en eller anden central. Samtidig skulle også bønderne fortrædiges i deres frihed til at drive bruget og underkastes en central. Dermed havde socialiseringen for bønderne vendt sig til det modsatte; fra at være en forhåbning om forøgelse af bondelandet havde den forvandlet sig til en trussel mod den allerede eksisterende bondebesiddelse. De store bønder, der pludselig frygtede, at man også kunne tage jorden fra dem lige så vel som fra storgodsejerne, meddelte de små bønder denne frygt. Ved at fastsætte en så høj grænse som muligt for socialiseringen søgte centralbonderådet at sprede denne frygt. Derved kunne den ganske vist ikke ændre noget i, at bønderne havde mistet enhver interesse i revolutionen, at de også i fremtiden så en fare i socialismen. Skuffelsen af bøndernes håb om en ophævelse af krigsøkonomien, om en opdeling af storgodserne fulgtes af frygten for socialiseringen, som bønderne kun betragtede som en skærpet krigsøkonomi dermed mistede de revolutionære elementer i landsbyen føringen, og denne gik øvet i kontrarevolutionens hænder. På denne måde blev det bayriske rådsdiktaturs skæbne væsentligt også bestemt af den kendsgerning, at heller ikke det yderste venstre indenfor det tyske socialdemokrati havde formået at befri sig for socialdemokratiets forkerte indstilling overfor bondespørgsmålet. 

Kontrarevolutionen vinder bønderne

Den demokratiske revolution i november 1918 i Tyskland og Østrig havde ikke givet bønderne og landarbejderne en brøkdel af, hvad de havde ventet og håbet af den. Den borgerlige revolutions opgaver var nu som før uløste. Den østelbiske landarbejders stilling var kun blevet ændret ubetydeligt, storgodserne var stadig urørte i hele Tyskland og Østrig. Bourgeoisiet havde let spil. Det var nok at give ubetydelige indrømmelser til de rebelske bondemasser til for lange tider at fjerne dem fra enhver indflydelse fra den revolutionære arbejderbevægelses side og senere at forvandle dem til bourgeoisiets følgesvende i kampen mod arbejderklassen. Det var således i Østrig bourgeoisiet, der imod socialdemokratiets modstand likviderede krigsøkonomien tidligt om sommeren 1920. Også i spørgsmålet om jordreformen var det bourgeoisiet, der mod socialdemokratiets modstand viste en vis imødekommenhed: »socialiseringen af skovejendommen stillede landene overfor ganske modstridende planer; de gik i gang med ved landslove at afløse bøndernes servituter på statsskovene mod afståelse af jord, altså at fordele skovene til bønderne i stedet for at socialisere dem«. Den såkaldte »socialisering« optræder her ligesom vi allerede har set det i Bayern fjendtligt overfor bønderne. Efter socialdemokratisk opfattelse var kravet om ophævelse af krigsøkonomien i årene 1918-1919 en »kontrarevolutionær« kamp imod »planøkonomien«, kravet om storgodsejernes jord var en kamp imod socialiseringen. Og Otto Bauer tror at have ydet et væsentligt bidrag til marxismen, når han opstiller følgende uhyrlige, helt igennem falske påstande: storbønder og middelbønder.... har ikke.... revolutionære traditioner, de stod indtil 1918 i den habsburgske kontrarevolutions lejr og står stadig dér i deres hjerter.. Deres republikanske indstilling er deres frygt for tjekkerne. Den mandige frihedskærlighed, uden hvilken det virkelige demokrati ikke er muligt, er dem fremmed...Overfor dette fastslår en objektiv borgerlig videnskabsmand: »bondebefolkningens holdning overfor revolutionen var langt mere imødekommende, end arbejderrådenes svar skildrede det. Disse sammenblandede i deres dom bondebefolkningens holdning med dens holdning til dem selv. Den bonde, der hylder revolutionen, behøver imidlertid ikke at være nogen tilhænger af arbejderrådene.« Sådan skrev Mattes om Bayern. Det gælder også for de andre dele af Tyskland og for Østrig. Bøndernes holdning overfor arbejderrådene var bestemt af disse råds holdning overfor bønderne. Arbejderrådene anså det under socialdemokratiets indflydelse for »kontrarevolutionært«, hvis bønderne ikke var indforstået med deres optræden. Bønderne ophidsedes imod socialdemokratiets politik, fordi denne politik var bondefjendtlig. Det beviser imidlertid ikke i mindste måde, at disse bønder stod i kontrarevolutionens lejr. Først socialdemokratiets politik beredte jorden for kontrarevolutionen i landsbyerne. 

I kamp mod fascismen

Fascismen kunne takket være socialdemokratiets politik ved sin magtovertagelse støtte sig på middelklasserne, på bønderne. Da den først var ved magten, tøvede den ikke med modydelsen for hjælpen fra byens og landets småborgerskab; den kvitterede med at berøve det alle friheder, med oprettelse af et fysisk, åndeligt og moralsk slaveri, der ikke har nogen forbilleder i historien. Den kvitterede med den voldelige ekspropriering af de små grundejere. De gamle feudalherrers landrov fejrede sin genopstandelse under nye former under fascismen. Landbrugets elendighed og undergang synes ikke at være ophævet, men derimod at være fremskyndet, det har antaget en voldsommere og brutalere karakter. Fascismen har på den måde selv overskåret det bånd, i hvilket den kunne have ført bønderne i kampen mod den revolutionære arbejderklasse. Vejen til et nyt forbund mellem arbejderne og bønderne til kamp mod fascisme og kapitalens herredømme er åben. I 1918 forrådte socialdemokratiet revolutionen. Imidlertid er der opstået kommunistiske partier efter bolsjevikernes forbillede og under deres ledelse, under Lenins og Stalins førerskab. I Spanien har det unge kommunistiske parti forstået at oprette et fast forbund mellem arbejderklassen og de arbejdende bondemasser i kampen mod fascismen i kampen mod de fremmede interventer. Det har realiseret dette forbund i kamp mod det trotskistiske Poum, der efter ordre fra fascismen ville forhindre bøndernes forening med arbejderne ved radikale, voldelige »socialiseringsforholdsregler«. Under Gestapos ledelse har trotskisterne imidlertid forfinet og fuldstændiggjort den »fulde socialiserings« morderiske metoder, som Neurath praktiserede på den bayriske rådsrepubliks tid imod det unge kommunistiske partis vilje, for på denne måde at kvæle revolutionen under radikalismens dække. Spaniens kommunistiske partis vagtsomhed har tilintetgjort dette kontrarevolutionens trick. »Ti til tyve års rigtig holdning overfor bønderne og sejren er sikret i international målestok (selvom den proletariske revolution, der er ved at modnes, lader vente på sig), ellers - tyve til fyrre års kvaler under den hvidgardistiske terror«.  Denne udtalelse af Lenin er i udvidet betydning blevet til virkelighed på en rystende indtrængende måde i Tyskland og Østrig, mens socialismens sejr i Sovjetunionen blev sikret ved »oprettelsen af den rigtige holdning overfor bønderne, takket være bolsjevikkerne under Lenins og Stalins ledelse. Arbejderklassen og foran den alle kommunistiske partier har den uopsættelige pligt at udrydde socialdemokratismen i bondespørgsmålet lige til det allersidste. Kun det er vejen til en fast folkefront, kun det er vejen til den kommende, sejrrige revolution imod fascismen.

Skift til: Brudstykker af Central- og Vesteuropas historie efter 1500-tallet * Borgerklassernes opkomst * Kelterne og Romernes historie * Kristendommens historie * Germanerne * Tyskernes historie * Kampen om kolonierne * Betalingsmidlernes historie * Jugoslavernes historie * Ruslands historie * nyere historie * Danmarks historie * Det 20´århundrede

 

webmaster