Det var en verden af meget beskedent omfang, europæerne kendte på de store opdagelsers tid. Men allerede fra det 13. århundrede forelå europæiske og arabiske beretninger om eventyrlandene. Indien, Kina og Japan, hvis fabelagtige rigdom på ædelstene, guld, sølv, kostbare varer og fantastiske dyr de gamle opdagelsesrejsende havde malet i grelle farver. Som alle spændende rejseskildringer virkede de stærkt dragende på sindet og kaldte på initiativ og vovemod. Indenfor den nautiske videnskab vidste man nu mere end tidligere. Omkring år 1300 nåede Italien frem til brugen af kompas-søkort, der gjorde det mindre risikabelt at slippe kyst og land af sigte. I det 15. århundrede tjente kompas, om muligt Polarstjernen som retningsviser, og man var kommet et godt stykke frem med hensyn til kurs- og afstandsbestemmelser. De første heldige forsøg på at bestemme breddegraden finder vi hos portugiserne i 1465 - Diago Gomez målte med sin kvadrant polhøjden ved hjælp af Polarstjernen, og Kristoffer Kolumbus søgte på sin rejse at finde et steds' længde. Man var altså bedre rustet til et fremstød end tidligere, og mange forhold gjorde et sådant mere end ønskeligt. De indiske krydderier - navnlig peberet - var allerede en nødvendighed for den velstillede europæers køkken. Men den ægyptiske Sultan, over hvis land transiten fra Indien gik, fordyrede varerne ved en ublu transittold, og priserne blev for »pebrede«. Endvidere trængte de europæiske købmænd, handelshusene og fyrsterne til flere penge dvs. til mere sølv, end Europa selv kunne producere. Det var derfor ikke den intellektuelle nysgerrighed, opdagelserne tilfredsstillede. Vejen til ære, magt og rigdom gik over det ukendte åbne »mørke« hav - til Indien, opdagelsestogterne var betydelig mere end dristige søfareres halsbrækkende togter ud i det blå. Betydelige fremskridt inden for skibsbygningsindustrien gjorde sagen lettere; den portugisiske karavel var målt med datidens øjne et fint fartøj, udmærket styrbart og i stand til at skyde en antagelig fart. Men også uvidenheden fortjener sin part af æren for opdagelserne. Man anede ikke risikoen ved at begive sig ud på opdagerfærd, fordi man havde ganske forvirrede begreber om størrelsen af jordens omkreds - på papiret og i fantasien var denne langt mindre end i virkeligheden. De første opdagelsesrejser udgik fra Europas sydvestlige hjørne, den Pyrenæiske Halvø, hvorfra vejen til Indien var kortest, omend betydelig længere end antaget. Togterne fra Portugal begyndte på Henrik Søfarerens tid (1394-1460). Under ham besatte portugeserne den mauriske by Ceuta og nåede Azorerne, Madeira, som spaniere og italienere allerede langt tidligere havde besøgt, Senegambien og de Kapverdiske øer. I 1470 kom portugiserne til Guinea og i 1471 overskredes Ækvator. I 1484 slog portugeserne sig ned ved mundingen af Kongo, og endelig nåede Bartholomæus Diaz Kap det Gode Håb i 1486. Samtidig hermed begyndte imidlertid Spanien at røre på sig. Ved en traktat mellem dette land og Portugal afstod det sidste alle krav på de Kanariske øer til Spanien mod at få frie hænder i Vestafrika. Erobringen af det mauriske Granada i 1492 bevirkede, at genueseren Kristoffer Kolumbus fik den spanske krones understøttelse til at udruste tre små skibe, hvormed han drog ud på sin eventyrlige færd over Atlanten og dermed lagde grunden til oprettelsen af det mægtige spanske kolonirige. Kolumbus landede på en af Bahamaøerne - San Salvador - dernæst fulgte opdagelsen af de Caraibiske øer, Puerto Rico, Jamaica, Trinidad, Honduras, Panama, Venezuela og Amazonlandet. Kolumbus havde troet, han ved at søge vestpå ville nå det mål, han havde sat sig - Indien ad søvejen. Istedetfor opdagede han en ny verdensdel, medens andre fandt til Indien syd om Afrika. I 1497 rundede portugiseren Vasco da Gama Kap det Gode Håb med fire skibe, i Østafrika fik han indfødt lods ombord og nåede I 1498 Calicut på Malabarkysten.

I det næste århundrede fulgte opdagelserne slag i slag. Portugiseren Cabral blev år 1500 af Sydøst-passaten og ækvatorialstrømme slået ud af kurs og kom til Brasilien. Balboa nåede frem til Stillehavet 1512. I 1519-21 underlagde Cortez sig Mexico, 1524 -32 trængte Pizarro og Almagro ind i Peru, Almagro erobrede Chile i 1530érne, Florida nåede de Soto næsten samtidig, og Mendoza kom 1534 til Buenos Aires, hvorfra man fortsatte til Paraguay. Fra 1526 trængte portugiserne frem i Brasilien, de nåede mod nord til Amazonfloden og mod syd til la Plata og dennes bifloder. I 1509-15 fik portugiserne fast fod på Afrikas østkyst og i Indien og drog derfra videre øst på, hvor de ved Molukkerne stødte på spanierne. Portugiseren Magellan sejlede i spansk tjeneste 1519 som fører for en ekspedition på 5 skibe syd om Amerika og nåede Filippinerne, hvor han blev dræbt af de indfødte. Hans efterfølger drog hjem syd om Kap og havde således foretaget den første jordomsejling. De tidligste opdagelser er i det store og hele Portugals værk, medens andre nationers aktivitet i sammenligning hermed må kaldes ringe. John Gabot, italiener af fødsel, og hans tre sønner havde for den engelske regering søgt en nordøstlig søvej og nåede i 1498 Kap Breton. De nyopdagede rige fiskepladser ved New Foundland lagde derefter nogle årtier beslag på engelsk foretagsomhed i den nye verden, men fra 1520érne begyndte atter tanken om at tage en kolonisering op. Efter 1588 frembød Spanien ikke længere nogen fare for England, og dets deltagelse i opdagelserne og erobringerne af nye verdensdele tog hermed langt større fart end tidligere, hvor man ikke var nået stort ud over famlende koloniseringsforsøg på Nordamerikas kyst og New Foundland. Det sidste sted havde forøvrigt franskmændene besøgt allerede i 1535, ligesom de havde forsøgt en kolonisation i Kanada. De såkaldte religionskrige bevirkede imidlertid, at Frankrig for en tid fik andet at tænke på end ydre ekspansion. Med erobringen af nye lande fulgte naturligt en folkeretslig drøftelse af spørgsmålet om suveræniteten. Meningerne var stærkt delte. I 1542 hævdede en spansk-amerikansk retslærd, Las Casas, over for Karl V, at erobringen af Amerika fra de indfødte var ulovlig, tyrannisk og uretfærdig, medens andre gjorde sig til talsmænd for de spanske kolonisters synspunkt, der var det stik modsatte. Dominic Soto fremhævede, at der ikke kunne være nogen forskel mellem kristne og hedninge, da Folkeretten var ens for alle nationer. Franciscus Victoria mente, at den spanske konge vel kunne tiltage sig suveræniteten over de indfødte, men betingelserne måtte være, at han gav dem andel i civilisationens velsignelser, behandlede dem barmhjertigt og ikke udbyttede dem. Der er intet overraskende i, at Folkeretslærere i England og Holland - Spaniens fjender og det følgende århundredes store kolonimagter - kritiserede det spanske kolonivældes retsmæssighed. Englænderen Gentili anførte i 1588, at Spaniens krig mod indianerne ville have været retfærdig, hvis disse havde nægtet at ville handle med Spanien. Dette kunne ikke siges at være tilfældet, og derfor kæmpede Spanien, ikke for handelens, men for magtens skyld. Han benægtede således, at opdagelse af nyt land i sig selv medførte ret til besættelse. Også hollænderen Grotius bestred i »Mare Liberum« (1609) det retsmæssige i den spanske erobring af indiansk land. Det kan ikke nægtes, at der i større dele af den folkeretslige litteratur fra det 16. århundrede spores en understrøm af interesse for dem, opdagelserne gik ud over, den indfødte befolkning. Eet var imidlertid teori, et andet staternes praksis. Portugiserne støttede sig i deres første fremstød på pavelige buller. En sådan skænkede i 1441 Henrik Søfareren alle lande, der måtte blive opdaget mellem Nordvestafrika og Indien. Man byggede på en juridisk teologisk opfattelse, der hævdede, at land, beboet af vantro, havde kristne magter lov til at erhverve. I 1452 gav pave Nicolaj V den portugisiske konge ret til at »angribe, undertrykke og gøre til slaver« Saracenere, hedninger og andre fjender af kristus. Paverne tiltog sig myndighed til at skænke kristne fyrster hedningers og vantros lande i kraft af deres stilling som guds statholder på jorden, samt af den ret hertil, som det Konstantinske Gavebrev, en forfalskning fra det 8.-9. århundrede, forlenede dem med. Ved bullen »Inter Caetera« i 1492 gav pave Alexander VI af apostolisk magt den spanske krone eneret til herredømmet over den del af den nye verden, som ikke allerede var erhvervet af kristne fyrster, mod forpligtelse til at udbrede den kristne tro, - en anden bulle delte verden op mellem Spanien og Portugal. Alt land vest for en meridian 100 leguas vest for Azorerne og de Kapverdiske øer tilfaldt Spanien, medens landet øst for tilkom Portugal. Efter en række stridigheder mellem de to magter nåede man endelig til et forlig i 1494, hvorved en meridian 370 leguas vest for de Kapverdiske øer blev skillelinien. Den pavelige afgørelse måtte således bekræftes ved en overenskomst mellem de to stater. Da det spanske kongepar, Ferdinand og Isabella, modtog den pavelige bulle, bemærkede de, at mange kompetente personer mente, en henvendelse til paven var unødvendig, da spanierne allerede besad territorierne i Amerika. Det vil med andre ord sige, at Spanien også tog de nye lande i besiddelse med erobrerens ret. Andre regenter anerkendte overhovedet ikke pavens kompetence. Frants I af Frankrig bemærkede således, at han meget gerne ville se den klausul i Adams testamente, som berettigede Spanien og Portugal til at dele den ny verden mellem sig. I det fjerne Østen hvor spanierne og portugiserne stødte sammen, fik Portugal i 1529 Molukkerne mod at betale 300.000 dukater til Karl V af Spanien, medens Filippinerne i strid med delingsliniens bestemmelser senere blev spansk. Pavebullen betragtedes til ind i det 19. århundrede som gyldig de to lande imellem, men overfor andre magter styrkede de deres krav på de erobrede territorier med en henvisning til den ret, de havde fået ved selve opdagelsen. Og da andre nationer kom til, fulgtes den samme praksis. John Cabot fik i 1495 et patent af Henrik VII, der bemyndigede ham til i den engelske konges navn at opdage og tage hedninges og vantros land i besiddelse i de dele af verden, der hidtil havde været ukendte for kristenheden; et lignende charter fik Humphrey Gilbert (1578) og Walter Raleigh. Frans I af Frankrigs charter til Robenal af 1540 angående Kanada præciserede endnu kraftigere eroberens ret til det nyopdagede land. Bestemmelserne om, at opdagelser af nyt land kun måtte finde sted, såfremt andre kristne fyrster ikke allerede havde taget dette i besiddelse regulerede forholdet mellem de europæiske magter indbyrdes. Hvor landet ejedes af indfødte i mere eller mindre fast sammentømrede samfund, fulgte efter opdagelsen erobring ved våbenmagt. Medens Spaniens krav på den nye verden, Kolumbus opdagede, begrundedes med opdagelsens ret og den pavelige bulle, besatte man Mexico og Peru med erobrerens ret efter at have gjort det af med Aztekernes og Inkaernes riger. Samtidig med den første opdeling af verden rejste spørgsmålet sig om havenes frihed, et begreb, der var ukendt før opdagelsernes tid. I kraft af den pavelige bulle, der delte verden mellem Spanien og Portugal, krævede de to magter suveræniteten over de nye verdenshave. Da Francis Drake i 1580 havde vovet sig ud på Stillehavsfærd, klagede den spanske ambassadør i London over, at englænderne havde besejlet Stillehavet. Dronning Elisabeth afviste kraftigt de spanske suverænitetskrav, samtidig med at England selv krævede fuld suverænitet over Kanalen og havet fra Kap Finisterre til Norges kyst og forbød andre nationer fiskeri indenfor dette område uden særlig tilladelse. Hollandske skibe, der vovede sig til Ostindien i 1597, blev behandlet som pirater af portugiserne. Mod de spanske og portugisiske krav skrev Grotius sit værk om havenes frihed, hvori han hævdede, at havene var alfarvej for fredelige sejlere. Karakteristisk nok rejstes modstanden mod denne opfattelse først og fremmest af en englænder, Selden, der i et arbejde om det lukkede hav (mare clausum) hævdede, at England havde fuld suverænitet over de engelske vande. Selden mente dog, at selvom en nation havde suverænitet over havene, måtte fredelig passage dog også være tilladt andre nationers skibe - et standpunkt, som fuldt ud faldt i tråd med Englands egne interesser på havene. Portugal havde på opdagelsernes tid en befolkning på ca. 1 millioner mennesker og kunne ikke levere et større menneskemateriale til kolonisation, hverken i Sydamerika eller i Afrika. Det er sikkert en af de vigtigste årsager til, at portugiserne mere end nogen anden nation blandede sig med den indfødte befolkning. Omkring de portugisiske støttepunkter i Afrika, der som regel bestod af et fort med tilhørende missions- og handelsplads, dannedes der små enklaver bestående af få hvide, men mange mulatter og negre, der var blevet løsrevet fra de negersamfund, de tidligere havde tilhørt. Ofte affandt man sig med de lokale høvdinge ved i større eller mindre grad at underkaste sig deres jurisdiktion og betale dem en årlig afgift af den jord, kolonien eller rettere handelspladsen lå på. Mange mulatter og enkelte negre nåede frem til at indtage ret betydelige stillinger. Disse »sorte portugisere« blev præster, missionærer, mæglere, skibsførere og betydelige købmænd. En del kom til selve Portugal tilligemed adskillige negerslaver, som blev bragt til moderlandet, der i det 16. århundrede synes at have været inde i en affolkningsperiode. Deres første vigtigere besiddelse på Afrikas vestkyst var de Kapverdiske øer, der organiseredes som en slavekoloni under militært styre og støttede den portugisiske indflydelse i Sudan. Sao Thomé var centret for slavehandelen. Herfra foretoges fremstødet mod Kongo-mundingen, hvis sorte hersker gjordes til portugisisk lydkonge i 1570. Loanda blev nu deres fornemste støttepunkt for handelen på Kongo-egnene. På guldkysten var Fort Elmina den vigtigste handelsstation. I Afrika hentede portugiserne meget guld, som de brugte til at købe krydderier for i Ostindien. Men langt den vigtigste indtægtskilde var slavehandelen. I mange århundreder havde spanierne bragt maurerne som slaver til Europa. Pavebullerne havde udtrykkelig fremhævet sejrherrens ret til at gøre de vantro fanger til sin ejendom. Man udbredte kristendommen med sværdet, men de overvundne blev slaver. Imidlertid viste det sig snart, at man nemmere købte slaver af kystlandenes negerfyrster. Europæerne kunne således lette deres samvittighed ved ikke at være den første årsag til slaveriet. Det var dog ikke således, at nogen europæisk autoritet tog afstand fra slavehandelen under de drøftelser, der fandt sted om slavespørgsmålet i det 16. århundrede - tværtimod -. De interesserede landes kirker gik ind herfor, og det anførtes bl.a., at der i guds love intet fandtes, som forbød slaveri, ligesom det gang på gang fremhævedes, hvilken velgerning det var at befri slaverne fra deres grusomme sorte herrer. Imidlertid var slavernes børn i Afrika fri i modsætning til, hvad tilfældet var i den nye verden, hvor de blev transporteret hen, og en slave i Afrika kunne næsten altid købe sig fri. Velsignelsen ved at overgå fra Afrikansk til europæisk herre var således højst problematisk for negerslaven. En del af slaverne blev dog ved forterne uddannede til håndværkere og til sømænd, hvilket også var en god forretning, idet deres løn lå langt under de hvides. Negrene, der falbødes, var oftest blevet slaver som følge af krig, domfældelse eller nød, i sidste fald blev de solgt til de hvide af deres nærmeste familie. Under Afrikanske krige var slaverne billige, hvorimod priserne steg, når forholdene lå roligere. Efterhånden som efterspørgslen blev større, lavede høvdingene undertiden krig for at skaffe slaver til markedet. Fremskaffelsen af slaver blev meget snart negerhøvdingenes monopol, ethvert forsøg fra europæisk side på at kidnappe negre førte omgående til repressalier. Betalingen lagdes i jernstænger, kobber, krystalperler, huggerter med messingfæste, skydevåben, krudt, messingvarer, linned- og klædevarer etc. til handelen med negre brugtes mæglere af en ikke alt for sart kaliber. Høvdingene viste langt fra de hvide større respekt - det var ikke ualmindeligt, at slaveopkøberen ved sin ankomst blev anbragt med hovedet nedad, medens hans lommer gennemsøgtes for at finde nøglerne til hans forråd. Portugiserne var i to århundreder hovedleverandører, hvad angår forsyningen af slaver til den nye verden, hvorefter denne rolle overtoges af englænderne. I de Afrikanske kolonier var den portugisiske handel i alt væsentlig ordnet som stats- eller monopolhandel. I Indien, der i henhold til den spansk-portugisiske delingslinie tilfaldt Portugal som interessesfære, anlagde portugiserne under næsten stadige kampe med de indfødte fyrster en række forter og faktorier. Om nogen portugisisk kolonisation i Indien var der ikke tale, derimod om en særdeles indbringende handel med indiske krydderier. Denne reguleredes af staten, men blev drevet for europæisk, navnlig tysk og italiensk kapital, da portugiserne selv ikke rådede over midler nok til alene at udnytte deres monopol. Portugisernes største erhvervelse - det eneste sted i den ny verden, hvor man med nogen ret kan tale om en portugisisk kolonisation, var Brasilien. I de første 25 år efter opdagelsen skete der så godt som intet fremstød, fordi der i Brasilien i modsætning til de spanske kolonier intet guld fandtes, og det var først og fremmest guldet, man var på jagt efter. Men portugiserne indførte derefter kvæg og sukkerrør, og ret hurtigt tog dyrkningen af sukker et betydeligt omfang. Nogle eventyrere, væsentlig adelige lykkeriddere, fik efter 1532 overdraget store provinser som en slags len, men systemet viste sig mindre heldigt, hvorfor det blev afskaffet i 1549. Der udnævntes nu en generalguvernør, og landet blev inddelt i 10 distrikter. I de kommende år trængte portugiserne frem mod nord, vest og syd i idelige kampe med de indianske samfund, der var uden politisk solidaritet og delt i høj- og lavlandsfolk. I det nordlige Brasilien brugte portugiserne indianske arbejdere, i det sydlige negerslaver, som navnlig arbejdede på sukkerplantagerne. Omkring 1580 havde hovedstaden San Salvador 800 europæiske indbyggere, hvoraf mange var velstillede. I Pernambuco fandtes store sukkerværker, hvor tusinder af negre beskæftigedes. San Paulo var nærmest et tilflugtssted for eventyrere og forbrydere. Blandt dem og deres halvblods efterkommere rekrutteredes Brasiliens militære styrker; de trængte langt ind i landet i kamp med indfødte stammer og tog så mange slaver, at en slave til tider kun havde en pris af nogle få kroner. Jesuiterne kom til landet i ca. 1550 og var fortrinlige kolonisatorer. Ordenen anlagde landsbyer, hvor man samlede omvendte indianere, der oplærtes i agerbrug og fik andel i den lokale administration. Da de derved berøvede kolonisterne en del af deres arbejdskraft, klagede disse til kronen i 1574, men uden at opnå noget, hvorefter de i større grad end tidligere importerede negerslaver. I 1570 udstedtes forbud mod at gøre indianerne til slaver, med mindre de var krigsfanger eller menneskeædere som Botokuderne, men dette forbud overholdtes ikke. Portugiserne blandede sig i Brasilien ret hurtigt med indianerne og, i mindre grad, med negrene. Der herskede ikke stærke racefordomme, en indianer kunne f.eks. godt blive generalkaptajn. En meget vigtig faktor i den portugisiske kolonisation var de fra den Pyrenæiske Halvø i 1492 fordrevne jøder - også i opdagelsernes tekniske forudsætninger, navnlig den astronomiske videnskab har de så stor en andel, at den tyske historiker Werner Sombart har kaldt Kolombus for Israels forretningsfører. I 1492 begyndte de sukkerdrift på Sao Thomé og havde forud for den tid allerede etableret sig på Madeira. I Brasilien kastede de sig særlig over sukkerdrift. Efter år 1500 ankom der en tid årlig til Brasilien to skibsladninger jøder - og forbrydere. Det var ikke blot mod indianerne i Brasilien, portugiserne måtte kæmpe. I det 16. århundrede gjorde franskmændene et par resultatløse forsøg på kolonisation, men blev fordrevet. Under Portugals forening med Spanien i 1580-1640 negligeredes landet. En tid satte hollænderne sig fast i den nordlige del, men blev til sidst, måske ikke mindst på grund af manglende støtte fra hjemlandet, trængt ud. De førte imidlertid deres kendskab til brasiliansk sukkerplantagedrift med sig til øerne i Vestindien og hjalp således med til at bringe det brasilianske sukker frem på det europæiske marked. Under kampene mod franskmænd og hollændere fik portugiserne hjælp af indianere og negre, hvilket næppe er uden forbindelse med den forholdsvise lemfældighed, de viste i deres administration af Brasilien.

Da spanierne kom til Amerika, fandt de som portugiserne i Brasilien en mongoloid, polynesisk befolkning af asiatisk oprindelse. På øerne havde denne en ret primitiv kultur. På St. Domingo udryddede spanierne den indfødte befolkning, da den ikke ville arbejde for dem, medens den bukkede under på Cuba og de andre øer, af hvilken grund indførsel af negerslaver hurtigt blev en nødvendighed. I kulturel henseende stod fastlandets indianere langt over deres stammefrænder, i Mexico og Peru fandtes en blomstrende bykultur og statsdannelser med ret faste rammer. Jorden tilhørte som regel klaner, den dyrkedes enten i fællesskab eller af familierne, en del af den var udlagt til dækning af de offentlige udgifter, og der fandtes hos det herskende folk Aztekerne tilløb til storgodsdannelse. Kampen mellem Aztekerne og andre stammer og indianernes komplette afmagt over for de europæiske skydevåben lettede Cortez erobringen. Han overtog den bestående samfundsordning, udnævnte de indfødte skatteopkrævere til embedsmænd, tog den jord, der var udlagt til offentlige formål samt ny jord og gjorde stammehøvdingene til lensmænd. Ofte anbragtes venligtsindede indianere blandt erobrede stammer. Det svækkede imidlertid høvdingene, at de blev gjort til spanske embedsmænd, ofte fjernet fra klan og stammeliv. Desuden blev indianernes gamle landsbyer ødelagt og de selv samlede sammen i nyoprettede, hvor befolkningen plagedes af skatteopkrævere og kongelige agenter, der skulle overvåge agerdyrkningen. Hvor jorden ikke var krongods, blomstrede encomienda-systemet. Store godser blev udlagt til erobrerne, encomenderos, der fik ret til at kræve afgifter af indianere og benytte deres arbejdskraft mod at opdrage dem i den katolske tro og yde militærtjeneste, derimod fik godsejerne ikke civil og kriminal jurisdiktion over den indfødte befolkning. Selve landsbyjorden var ikke godsejerens ejendom, og han kunne - på papiret - ikke udnytte bøndernes arbejdskraft gratis eller vilkårligt. Den beskyttelseslovgivning, der blev indført i 1512, og senere forordninger af samme karakter forbød bl.a. al anvende indianere til bærere i miner uden særlig tilladelse samt at lægge beslag på deres arbejdskraft ud over en vis tid af året. Den blev imidlertid aldrig overholdt. I praksis betød encomienda-systemet slaveri og ødelæggelse for indianerne. Da regeringen truede med at gå alvorligt til værks mod godsejerne, der krævede arveret til deres encomiendas, forsøgte disse i 1566 at gøre den første erobrers søn Martin Cortez til konge. Forsøget mislykkedes, men encomenderos beholdt deres magt til 1748, da overdragelsen af godserne til kronen blev beordret og gennemført i løbet af 50 år. Forøvrigt var staten i mange tilfælde ikke stort bedre end godsejerne. Det skete ikke sjældent, at indfødte sendtes ud for at søge arbejde for et bestemt beløb, svarende til deres andel i skattebyrden. De blev som regel bærere. Men disse overbelastede menneskelige pakdyr satte derved oftest liv og helbred til, hvilket medførte affolkning. Der kom så reguleringer, som bl.a. tilsigtede at skaffe trækdyr - muldyr og okser. Men indianerne måtte dog fremdeles som bærere foretage mange rejser, ikke blot for godsejerne, men også for kirkens og statens embedsmænd. Det er karakteristisk for behandlingen af indianerne, når regeringen måtte foreskrive, at de ved arbejde i minerne skulle have samme ration som negerslaverne, af hvilken mere kostbar vare der allerede i det 16. århundrede blev indført et meget stort antal. Det fortjener at anføres, at Dominikanerne viste betydelig interesse for de indfødte. Den øvrige del af den store katolske gejstlighed brandskattede og pinte indianerne til døde lige så fuldt som den sværm af korsfarere og røverriddere, der med sværd, kors og tomme lommer var draget ud for at skaffe sig rigdom for enhver pris. Statsretslæreren las Casas forsvarede negerslaveriet for at skåne indianerne. Der er heller ingen tvivl om, at negerens tilsynekomst bevarede indianerne for komplet udryddelse. Allerede fra koloniperiodens begyndelse har han været det lam, der måtte bære alverdens synd. I Peru fulgte udviklingen nogenlunde samme linier som i Mexico, efter at Pizarro havde gjort det af med Inkaerne i 1530érne. Der udkæmpedes i det 16. århundrede store kampe mellem erobrerne indbyrdes, men det lykkedes omsider efter en række blodige oprør at hævde den spanske krones autoritet. For de indfødte blev resultatet som i Mexico, encomienda-systemet og hårdhændet udbytning af indianerne. Det samme var tilfældet i Chile. Fra Argentina trængte Sebastian Cabot ind i Paraguay, hvor der i 1536 opstod en permanent spansk koloni, og i 1554 indførtes encomiendas. De indianere, der gjorde modstand eller erobredes, blev slaver, medens resten samledes i landsbyer og blev gjort skatskyldige. Omkring år 1600 kom jesuiterne til Paraguay og koloniserede her efter samme mønster som i Brasilien. I Argentina fandtes forholdsvis få indianerstammer. De levede som nomader. I 1573 grundlagdes den første faste koloni, væsentlig bestående af halvblods fra Paraguay. Befolkningsmæssigt førte den spanske erobring i de nye lande således til udryddelse af en betydelig del af det indianske befolkningselement, der kun skånedes fra hel undergang ved indførelsen af negerslaver. Da der emigrerede meget få europæiske kvinder, opstod hurtigt en række blandinger. De europæisk fødte spaniere udgjorde kun en forsvindende del af befolkningen, men indtog både socialt, politisk og kommercielt en førende stilling; efter dem kom de i den nye verden fødte hvide af spansk afstamning, kreolerne. Den almindeligste blanding var mestizer (hvid-indianer), dernæst mulatter (hvid-neger), og samboer (neger-indianer). Kulturelt skete der et betydeligt skifte, idet de indfødte kulturer forsvandt for at give plads for et samfund, der åndeligt og materielt havde sine rødder i det spanske hjemland. Den spanske kirke fik et nyt stort arbejdsfelt i Amerika, hvortil den overførte alle sine institutioner. Landet velsignedes med et utal af klostre, kirker og katolske gudshuse, og der oprettedes på et meget tidligt tidspunkt et universitet i Mexico, medens folkeoplysningen blev forsømt, og uvidenheden florerede. De gamle byerhverv forsvandt og erstattedes af europæisk håndværksteknik. Hvad landbruget angik, fik enkelte af det gamle samfunds organisatoriske rammer lov til at bestå, medens det på andre og væsentlige områder europæiseredes, hvilket betød en absolut tilbagegang for den indianske landbruger. Medens man tidligere kun havde haft lamaer, indførtes nu de europæiske husdyr, og kvægavlen antog ret betydelige dimensioner. Men da de hvide indskrænkede indianernes ret til græsgangene, blev dette fremskridt nærmest disse til skade og godsejerne til gavn. Fra andre oversøiske lande, navnlig fra Indien, indførtes en hel ny fauna, således peber, sukkerrør, indigo, ris og hvede, der nu blev dyrket sammen med bomuld, majs, kakao, tobak, kartofler, vanilje, som fandtes inden europæernes ankomst. Selve landskabsbilledet blev således også et noget andet end før erobringernes tid. Men først og fremmest fandt der en mere rationel drift af de rige miner sted. Det var navnlig håbet om at finde ædle metaller, der drev lykkejægerne over Atlanten. Kronen forbeholdt sig en afgift på 20 % af sølv- og guldminerne. Efter at man en halv snes år havde røvet og plyndret de indfødte, kom der mere fart i minedriften. I 1545-46 leverede de spanske kolonier årlig 5500 kg guld af en verdensproduktion på 8500 kg. Verdensproduktionen af sølv beregnes til ca. 47.000 kg årlig omkring år 1500, men i ca. år 1600 var den 423.000 kg årlig, hvoraf de 390.000 kg kom fra spansk Amerika. Da minearbejdet havde ødelagt så mange indianere, at spørgsmålet om arbejdskraft blev brændende, kom der en stærk forøgelse i antallet af indførte negerslaver. Men også i teknisk henseende skete der store forandringer. I stedet for den bekostelige smeltningsproces af ertsen udskilte man under en amalgameringsproces sølvet i ren kold tilstand ved hjælp af kviksølv. To gange om året afsejlede de store sølvflåder fra Amerika til Sevilla, medens de øvrige importvarer spillede en mindre rolle. Handelen var en udpræget monopolhandel med eneret for moderlandet både på import og eksport. Produktionen i kolonierne blev så vidt muligt tilpasset efter moderlandets tarv, således at der ikke opstod erhvervsbrancher i Amerika, som kunne konkurrere med spanske. Det førte bl.a. til, at dyrkning af vinstokke i spansk-amerika blev forbudt. For selve Spanien betød erobringen af de nye lande en mægtig opblomstring og en stærk industriel vækst, navnlig uldindustrien gik meget frem. Andelen i ædelmetalproduktionen og store eksport- og importafgifter satte den spanske krone i stand til i det 16. århundrede at drive imperialistisk katolsk politik i Europa og en tid gøre Spanien til Europas førende magt. Men herligheden varede ikke ved. Den mægtige tilførsel af guld og sølv gjorde få rige, men flere fattige, idet den voldsomme prisstigning, som fulgte med, tog købekraften fra det spanske folks store flertal for til slut at lamme erhvervslivet. En betydelig del af handelen på kolonierne gik over på repræsentanter for udenlandsk kapital. Ved århundredets slutning var spansk erhvervsliv nede i en dyb bølgedal og dets politiske magtstilling stærkt på retur. Også for det øvrige Europas brede lag bragte det stigende prisniveau store ulykker. I de fleste landbrugslande blev bøndernes stilling forringet, idet herremændene under de stigende konjunkturer gjorde herregårdsmarkerne større ved nedlæggelse af bøndergårde og udvidelse af hoveriet. I byerne forringedes stillingen for alle arter af lønarbejdere, og hvor bjergværksdrift havde været dominerende, blev situationen nærmest katastrofal, idet det ikke mere kunne betale sig at drive de mindre givtige miner. Der opstod således store sociale ulykker, som blev årsag til en række uroligheder og bondeoprør. Trediveårskrigens (1618-48) sociale baggrund har en nøje forbindelse med de omvæltninger, der skete i verdensbilledet efter opdagelserne og de virkninger, disse havde på de europæiske samfunds sociale struktur. Men medens bønder og lønarbejdere trykkedes ned, rejste der sig en ny klasse, som fremtiden hørte til - det velstillede Borgerskab, først og fremmest købmandsaristokratiet. Dette eksisterede før opdagelserne, men skabelsen af et verdensmarked gav det større chancer og fortjenstmuligheder end tidligere. Det stigende prisniveau stimulerede kapitalanbringelse i nye produktionsforetagender, og hermed fik teknikken et skub fremad. Vi står nu foran den epoke, hvor manufakturerne - førindustrialismens fabrik - blev en dominerende faktor i byproduktionen. For Europas overklasse så verden derfor lys og lykkelig ud. Ikke blot den europæiske underklasse, men også de farvede folkeslag stod til dens disposition som udbytningsobjekt. Vi går ind i den moderne kapitalismes tidsalder, hvor kapitalisten i storkøbmandens skikkelse fik en magtposition og blev en anset samfundsstøtte, der sammen med kongemagten slog adelen ud ved at fratage den dens vigtigste økonomiske privilegier. Samtidig hermed ophøjedes rentetagning fra at have været ukristelig og ubillig til »kristelig og billig«, medens etik og moral også på andre områder søgte at omdanne sig efter den nye tilstands tarv. De forbrugs- og luksusvarer, der fra oversøiske lande strømmede ind over Europa til overkommelig pris for den, der tjente penge, gav tillige den materielle tilværelse en langt mere nuanceret og behagelig form. Vist var livet i Europa skønnere efter opdagelserne for dén, der var placeret rigtigt i det klassedelte samfund.

Det spanske verdensriges storhedstid var til ende med det 16. århundredes sidste årtier. Trods de store indtægter, kolonierne kastede af, voksede statens financielle vanskeligheder, og hvad der kunne presses ud af selve Spanien var minimalt, efterhånden som erhvervslivet stagnerede. Et afgørende vendepunkt var opgøret mellem Spanien og dets Nederlandske provinser. Disse havde høstet store fordele af Spanien. Antwerpen blev central for den nordeuropæiske handel med koloniprodukter. Denne indbringende mellemhandel i forbindelse med en meget betydelig skibsfart og en blomstrende tekstilindustri skabte stor velstand og som revers hertil stor fattigdom blandt industriens arbejdere og handelens daglejere. Blandt disse af prisstigninger hårdt ramte fag opstod dybe sociale rørelser, der tillige havde et Kalvinistisk anstrøg. Efter en hård dyrtid fandt i 1566 den såkaldte billedstorm sted, hvor masserne trængte ind i klostre og kirker og ødelagde helgenbillederne. Samtidig hermed herskede der blandt adelen og den velstillede Borgerklasse, hvoraf mange var katolikker, stærk utilfredshed med det spanske regimente, hvilket gav sig udtryk i bønskrifter om en mere tolerant politik over for kætterne. Da dette besvaredes med en barbarisk fremfærd over for al opposition og nye tunge skattepålæg samt en for den Nederlandske mellemhandel yderst generende omsætningsafgift, voksede forbitrelsen. De nordlige provinser med Holland i spidsen hejste i 1572 oprørsfanen, og dette var begyndelsen til en mangeårig kamp, der endte med, at de sydlige katolske provinser bevaredes for Habsburgerne, medens de øvrige blev en fristat med Amsterdam som hovedstad. Her samledes efterhånden en meget stor del af den handel, der tidligere var gået over Antwerpen. De spanske og portugisiske havne blev lukket for oprørerne, hvilket naturligvis bragte betydelig afbræk i deres kolonihandel. Selv om afspærringen langt fra var effektiv, bevirkede den imidlertid, at hollænderne søgte direkte forbindelse med kolonilandene, og nu begyndte den anden store epoke i opdagelsernes og kolonisationens historie med Cornelius Houtmanns Indiensfærd i 1595. Til at tage en sådan gerning op var hollænderne fortrinligt rustede. Deres skibstyper var Europas bedste og hurtigstgående, deres fragter de laveste og deres kapitalrigdom imponerende. Det blev dem, som i det 17. århundredes første halvdel så afgjort førte an i kampen om de oversøiske lande. Men deres arvtagere som herre over havene og kolonierne - englænderne - var allerede fra første færd med og banede faktisk vej også for hollænderne ved ødelæggelsen af den spanske armada. Det 16. århundredes sidste halvdel så Englands velstand i stærk vækst, hvilket navnlig skyldtes klædeindustrien og klædeeksporthandel. Fra 1560érne havde engelske kapere truet de spanske sølvflåder, drevet smughandel på de spanske kolonier eller var draget på opdagerfærd, alt efter styrken af den politiske spænding mellem Spanien og England. Da henrettelsen af Marie Stuart i 1587 af Filip II føltes som en udfordring til hele den katolske verden, nåedes bristepunktet. I 1588 udsendtes den store spanske armada - 130 skibe med 2400 kanoner og 30.000 soldater om bord - som skulle knuse England, men i stedet for selv gik til grunde, takket være englændernes bedre krigsskibe og strategi samt vind og vejr. Vorherre var ikke hans katolske majestæt nådig. Det stod nu klart, at det spanske verdensherredømme havde fået sit banesår, vejen var i fremtiden åben for andre nationer. I det 17. århundrede optrådte tillige Frankrig som kolonimagt, og også de mindre stater forsøgte sig i denne egenskab om end naturligvis i beskedent omfang. Lad os i samme forbindelse nævne Kristian IV's Ostindiske Kompagni og erhvervelsen af Trankebar. Der fandtes da i de europæiske bysamfund i det 17. århundrede en handelskapital af ikke helt ringe dimensioner. Enten alene eller i samarbejde med staten kastede den sig over udenrigshandelen, der lokkede med store gevinster. For at skaffe de tilstrækkelige kapitaler til veje organiseredes den oversøiske handel gennem kompagnier, dannet på aktieselskabsbasis og med monopol på en bestemt handel, hvor kapitaldannelsen var mindst med staten stærkt engageret som aktiv partner. De to fornemste institutioner af den art var det Hollandsk-Ostindiske Kompagni, dannet ved sammenslutning af flere mindre indbyrdes konkurrerende i 1602, og det Engelsk-Ostindiske Kompagni, stiftet år 1600. De mægtige kompagnigevinster satte naturligvis stærkt sving i kapitalakkumulationen, hvorved der stadig blev flere penge at anbringe i nye oversøiske fremstød. Kompagnierne havde først og fremmest handelsformål for øje. Deres hovedopgave var at tjene penge til aktionærerne. Først lidt efter lidt måtte de tvunget af omstændighederne tage en række kampe op med de indfødte folkeslag. Det fremgår heraf, at de store kompagnier navnlig baserede deres eksistens på anlæggelsen af befæstede faktorier. Hvor der fandt en egentlig kolonisation sted, idet et større antal europæere slog sig ned for at finde et nyt hjem, gjorde der sig andre interesser end rent kommercielle gældende. Her måtte moderlandet som regel hurtigt gribe regulerende og organiserende ind, selv om en del af disse koloniseringer var startet som kompagniforetagender.

Når Holland i de første 50-60 år kunne bevare førerstillingen, skyldtes det ikke mindst, at både England og Frankrig måtte igennem en række borgerkrige, hvor religiøse modsætninger spillede ind. Før samfundene fik den nødvendige indre stabilitet, der foruden tilstrækkelig kapitalstyrke var nødvendig for at tage en ekspansionspolitik op. Men det borgerlige kapitalistiske samfund sejrede i England praktisk talt med Cromwell og i Frankrig på Colberts tid. Hensynet til den nationale borgerlige økonomi blev nu en afgørende faktor i staternes politik. Det 17. århundrede viste en omend ikke stor befolkningstilvækst - man regner med ca. 35 millioner for Europas vedkommende. Væksten var størst i England, hvis befolkning i løbet af århundredet steg fra 3 til 5½ million. Frankrig havde omkring år 1600 16 millioner indbyggere, og i ca. år 1700 19 millioner indbygger. Nederlandene med godt 3 millioner omkring år 1600 havde derimod en ret ringe tilvækst, medens den spanske befolkning svandt ind fra ca. 8 til 6 millioner. Også det af Trediveårskrigens ødelæggelser plagede Tyskland gik tilbage i folketal. Det er derfor klart, at det først og fremmest var England og dernæst Frankrig, som befolkningsmæssigt set havde størst chance for at drive kolonipolitik. De indre brydninger, ikke mindst religionskrigene, bidrog naturligvis til at sætte fart i udvandringen til de nye verdensdele, det samme gjorde prisstigningen, der i århundredets første årtier skabte hårde levevilkår for de brede lag. Den Hollandske ekspansion gjaldt først og fremmest Indien. Her gjorde hollænderne det næsten af med portugiserne, der omkring 1670 kun havde to faktorier, Goa og Diu, tilbage. De Hollandske befæstede faktorier var knudepunkter for handel, derimod ikke anlagt med henblik på erobring af større territorier. I 1605 slog man sig ned på Amboina, fra 1638 på Ceylon, endvidere satte man sig i besiddelse af alle Molukkerne (i tiden op til 1662), Celebes, Borneo, Sumatra, Java og Malakkahalvøen (1641). Også på Formosa havde hollænderne et faktori fra 1624 til 1661, da de blev fordrevet af kineserne, og med japanerne knyttede de i det 17. århundrede, éne af alle europæiske nationer, indbringende handelsforbindelser. I 1642-43 opdagede Tasman New Zealand og Australiens nordkyst, uden at dette dog førte til nogen kolonisation. Besiddelsen af det store ørige fik man ikke uden kampe med spanierne, der angreb Molukkerne fra Filippinerne, og med englænderne, som trængte frem fra Indien. Hollændernes fremgangsmåde mod de indfødte fyrster, der vovede at sælge krydderier til spaniere eller englændere, var meget brutal og hårdhændet. Englænderne var langt den farligste konkurrent. I en række år så det ud til, at det skulle lykkes dem at få fast fod i det nuværende Hollandsk Indien, og en tid fik de løfte om ret til en tredjedel af udførelsen af kryddernelliker. Imidlertid nærede kompagniet intet ønske om at give englænderne varig andel i denne indbringende handel, og da disse satte sig for godt fast på Amboina, blev de trængt ud ved et formeligt blodbad. Englænderne måtte nu forlade den ene skanse efter den anden, men først 1684 opgav det Engelsk-Ostindiske Kompagni helt forretningerne på Java, hvor det havde sit sidste og eneste holdepunkt. Også på Afrikas vestkyst gjorde hollænderne varige erobringer, der navnlig gik ud over portugiserne, fra hvem de tog en række befæstede faktorier, deriblandt det vigtige Elmina i 1637. I 1599 rettedes et angreb mod de Kanariske øer, og samtidig erobredes Sao Thomé. På Guldkysten anlagdes Fort Nassau i 1612. Da brandenburgerne kom til Guldkysten 1681 og slog sig ned dér, protesterede hollænderne. Da det ikke hjalp, blev nogle af deres pladser erobret, mens andre erhvervedes ved køb. I Kap, hvor hollænderne første gang satte sig fast i 1651, grundlagdes den første egentlige hollandske koloni, der bl.a. befolkedes med et stort antal huguenotter, der udvandrede fra Frankrig på grund af religionsforfølgelserne i slutningen af det 17. århundrede. I den amerikanske verdensdel blev den hollandske ekspansion en forholdsvis kortvarig periode. På Vestindien havde man begyndt farterne allerede i 1595, forøvrigt samtidig med at mange på grundlag af den berømte geograf Mercators søkort søgte en nordøstpassage til Kina med det resultat, at man måtte vende hjem med uforrettet sag efter på to rejser at have nået Novaja Zemlja og Spitsbergen. I Vestindien søgte hollænderne med ikke alt for stort held at gøre sig til herre over og kolonisere nogle småøer. Men under kampene med Spanien og Portugal fik de fodfæste i Surinam og Curacao, og endelig fra 1642 på Tobago, der var et fortrinligt centrum for smughandelen på de spanske kolonier. I Nordamerika kom den første hollandske koloni 1614 på Manhattan-øen, som købtes af indianerne for den billige pris af 26 dollars. Her grundlagdes Ny Amsterdam, det senere New York, hvorfra hollænderne udvidede deres besiddelse til dele af Delaware og New Yersey. De fleste amerikanske og afrikanske kolonier ejedes en tid af et i 1621 oprettet Vestindisk Kompagni, der i langt højere grad end det Ostindiske søsterselskab havde statslige interesser at varetage. Man var imidlertid ikke nået til at stabilisere de amerikanske kolonier, før de måtte afstås til englænderne.

Det var prisstigningen på krydderier i London i 1599, der førte til dannelsen af det Engelsk-Ostindiske Kompagni, som fik ret til at erhverve land øst for Kap det Gode Håb til Magellanstrædet. I Indien lykkedes det efter adskillige blodige kampe med hollænderne det engelske kompagni at få faste støttepunkter, hvorimod det, som før omtalt, måtte opgive tanken om at erobre krydderiøerne. Samtidig med at englænderne nåede til Indien syd om Afrika, arbejdede de for fuld kraft på at finde en passage nordvest om Amerika. Under forsøgene herpå kom man i 1606 til Virginia, som Walter Raleigh allerede i 1580érne havde gjort et mislykket forsøg på at besætte. I Virginia troede man dels at finde guld, dels at være så nær Amerikas nordkyst, at en nordlig vej til Indien ikke var langt borte. Begge dele viste sig hurtigt at bero på en misforståelse, men Virginia fik betydning som udgangspunkt for den engelske kolonisation af Nordamerika. Fra 1620 til 1660 kom der imidlertid under religions- og borgerkrigene og de dermed følgende usikre kår for store dele af befolkningen, betydelig mere fart i kolonisationen. Det skal straks siges, at det ikke udelukkende var sekteriske martyrer og forfulgte kristne, der drog ud i disse år. Mange var geschäftige eventyrere, hvem drømmen om at finde guldlandet »eldorado« lokkede hjemmefra, adskillige var en blanding af begge dele. De beskrivelser, der fandtes af tilstandene i kolonierne, var ofte usandsynligt løgnagtige, men forfattet på en så bestikkende måde, at en smart udvandringsagent fra det 20. århundrede ikke havde kunnet gøre det bedre, og de virkede stærkt som en opfordring til udvandring for dem, der ikke kunne slå an i hjemmet. De engelske kolonier i Amerika tjente som et bolværk mod yderligere ekspansion fra spansk-amerika, mod nord betød deres tilstedeværelse, at den hollandske kolonisation var i fare. Også i Vestindien opstod engelske kolonialbesiddelser. I 1605 gik englænderne i land på Barbados, der helt var taget i besiddelse før 1625, desuden tog de Bermudas og Bahama-øerne. Hertil kom så under Cromwell den meget værdifulde ø Jamaica. En varig afrikansk koloni fik England ikke i tiden før 1660, selvom de drev en ret betydelig slavehandel på Vestafrikas kyst allerede fra sidste halvdel af det 16. århundrede. Her lykkedes det hollænderne i det store og hele at holde dem stangen.

Da religionskrigene ophørte under Henrik IV, begyndte Frankrig at røre på sig som kolonimagt. Men den mægtige fastlandsstat distanceredes af England og navnlig Holland derved, at den kun rådede over en meget beskeden krigs- og koffardiflåde; endvidere var Frankrig først og fremmest optaget af at konsolidere sin stilling som Middelhavsmagt for derigennem at sikre sin meget betydelige handel på Levanten. Imidlertid havde franske fiskere fra gammel tid besøgt New Foundland og dristige franske søfarere ofte været i de kanadiske farvande. I 1598 sendte kongen en guvernør til Kanada, og i 1603 nåede en marinekaptajn Champlain frem til St. Louis, og i de følgende år fandt en omend ikke overvældende stor kolonisation sted i Kanada og Akadien. Den gik dog stærkt tilbage de følgende år. Sully, den ledende franske statsmand, anså en kolonisation i Kanada for en tåbelighed, idet man, som han udtrykte det,  ikke kunne drage store rigdomme fra steder, der lå over den 40. breddegrad. Først under Richelieu blev kolonipolitikken igen sat i højsædet. For at knække huset Habsburgs magt, mente han, at Frankrig måtte blive kolonialmagt ligesom Spanien, der havde hentet store rigdomme i sine amerikanske kolonier. Holland og England var fulgt i Spaniens spor, og skulle Frankrig bevare sin position, måtte det derfor sikre sig del i de oversøiske landes rigdomme og om nødvendigt trænge de andre kolonimagter over i defensiven. Richelieu arbejdede energisk på at skabe betingelsen for et kolonivælde - en stor flåde - og oprettede kompagnier som de engelske og Hollandske, men med den meget store forskel, at både ved selve dannelsen og ledelsen var det staten, som havde den absolut afgørende indflydelse. For Frankrig blev kolonipolitikken således i modsætning til Holland og England fra første færd en absolut statsopgave. Kanada blev i 1627 tilligemed New Foundland og Florida overdraget et kompagni, og dette måtte forpligte sig til årligt at føre mindst 200 personer til Nordamerika og i løbet af 15 år mindst 4000. Samtidig hermed stiftedes et andet kompagni, som skulle kolonisere St. Christophe, Barbados og andre af Antillerne. På St. Christophe stødte man sammen med englændere og spaniere, men det lykkedes franskmændene at fordrive dem i 1635 og i den følgende tid at sætte sig fast på Martinique, Guadeloupe og Dominique med flere øer. I Afrika, hvor et kompagni havde mindre held med sig, lagdes i 1638 grunden til den senere by St. Louis på Senegalkysten. Naturligvis oprettedes der også et ostindisk kompagni, som forøvrigt hurtigt afløstes af andre. Men takket være hollænderne, der af al magt modarbejdede franskmændene i Indien, blev foretagendet ingen succes. Det eneste, der kom ud af bestræbelserne for at få fast fod i Indien, var opdagelsen af Madagascar i 1638, hvorpå fulgte en mindre kolonisation af denne ø samt af naboøen Bourbon. Under Richelieu skabtes således det første franske kolonirige, ganske vist ikke af så stor udstrækning, som han havde ønsket, men krige i Europa lagde beslag på Frankrigs kræfter. Efter hans død fulgte år med borgerkrig, de såkaldte frondekrige, hvor kolonisationsarbejdet næsten gik i stå, for derefter atter at leve stærkt op under Colbert.

Omkring 1650 er det meste af verden opdaget, idet kun Australien og nogle Stillehavsøer mangler. De næste halvandet hundrede år blev det hovedsagelig om grænserne mellem de enkelte landes kolonier og om selve disse, at kampen stod. Op til midten af det 17. århundrede havde opdagelserne og koloniseringen i det store og hele været præget af en vis planløshed, en underlig blanding af handel, sørøveri, landtagning og statsmandskunst med rivninger mellem de enkelte kolonigrupper, som moderlandene ofte ikke deltog i. I den oversøiske kolonikamp var Rusland ikke aktiv partner, hvilket dog ikke betød svigtende russisk interesse for kolonisation. Fra Moskva bredte zarerne i midten af det 16. århundrede deres herredømme over Volga ned til det Kaspiske hav. Deres rige havde i slutningen af århundredet nået en udstrækning af 4,2 millioner km². Herpå trængte russerne frem i syd-Rusland, hvor frugtbar jord og rige mineralfund hævede zardømmet til en hidtil ukendt velstand, og i det skovrige Sibirien, hvis floder tjente som hovedveje og dannede etaper under ekspansionen østpå. Omkring 1670 omfattede zarens rige ca. 15 millioner km², hvoraf de to tredjedele lå øst for Ural. Asien blev således angrebet fra to kanter, medens russerne trængte ind i Sibirien, gjorde portugisere, hollændere og englændere indhug i Indien. Vist blev verden større også i det 17. århundrede. Det var stadig opdagelsernes tid, menneskene levede i.

Kernen i det 17. århundredes kolonistyre og organisation var kompagnierne. De havde den fordel, at staten, når det passede i dens kram, kunne give dem æren og skylden for de handlinger, den ikke selv ønskede retsligt at tage ansvaret for. Der skabtes således vidt spillerum for en uærlig politik over for andre stater, idet kompagniet, pousseret frem af regeringen, der på samme tid tog afstand, tvættede sine hænder og henviste til kompagniet. I økonomisk henseende opnåede staten at begrænse sin risiko, men ikke muligheden for en letkøbt gevinst ved udstedelse eller fornyelse af privilegierne, såfremt kolonisationen tegnede til at blive en god forretning. Som befuldmægtiget for moderlandet, hvem suveræniteten over kolonierne tilkom, udøvede kompagnierne visse højhedsrettigheder. På grund af de mægtige afstande og sparsomme forbindelser med hjemlandet, blev de praktisk talt uafhængige i deres administration af kolonierne og faktorierne. Dette gælder således først og fremmest det Hollandsk-Ostindiske Kompagni. I spidsen for styret i Hollandsk Indien stod en af regeringen anerkendt generalguvernør, som ved sin side havde et tilforordnet råd, der medvirkede ved embedsbesættelser og administrative beslutninger af større rækkevidde. Hovedsædet var Batavia. De øvrige faktorier styredes af guvernører eller af overkøbmænd. Men kompagniets hovedformål var at skaffe et stort udbytte til den 6,4 millioner gylden store aktiekapital. Af den grund blev Indiens administration praktisk talt et indre kompagnianliggende. De fleste hollændere i kolonierne var dels embedsmænd, da man for at undgå konkurrence konsekvent søgte at holde hvide kolonister ude. Kun i Batavia og på Amboina og Banda fik et beskedent antal mænd lov at slå sig ned, hvorimod adgang blev forbudt kvinder. For at drive priserne på kryddernelliker og muskat så højt i vejret som muligt, blev disse kulturer indskrænket til to øer, medens de med den største hårdhed udryddedes andre steder. En gang årlig rejste guvernørerne rundt i deres distrikter og overvågede, at denne bestemmelse overholdtes. Dette gav anledning til blodige kampe med den indfødte befolkning, idet enhver overtrædelse blev slået ned på den brutaleste vis. De indfødte fyrster måtte slutte overenskomster med kompagniet, der gav dem så små priser for deres krydderier, at dette førte til hårdere trældom og slettere levevilkår for malajerne, og hvor disse direkte blev underlagt kompagniets styre, blev deres tilværelse en slet stillet livegens. De første tyve år fik aktionærerne gennemsnitlig 22 % i dividende. I 1622 forlængedes monopolet 21 år, i hvilket tidsrum udbyttet lå mellem 45 % og 50 %. Det var dog langt fra, at aktionærerne var tilfredse med kompagniet, hvis Hollandske styre - et 17 mands kammer - og 60-73 kommercielle direktører (de såkaldte bewindthebbers) ledede auktionerne i Amsterdam over kolonivarerne og de øvrige forretninger uden at aflægge ordentligt regnskab. I 1647 blev dets monopol forlænget på 25 år. Den Hollandske regering - generalstaterne - der ved stiftelsen havde fået 150.000 gylden i aktier for monopolet, forlangte nu 1½ million gylden for at forny privilegiet. Det andet store Hollandske kompagni, det Vestindiske, blev stiftet 1621, samme år som en våbenstilstand, sluttet med Spanien i 1609, udløb. Dets organisation var skåret så nogenlunde efter samme læst som det Ostindiske. Aktiekapitalen beløb sig til 7 millioner gylden. Det formåede dog ikke på afgørende vis at rette et slag mod de spanske og portugisiske kolonier, og en kolonisation i Brasilien slog fejl. Men da det fik overdraget de Hollandske besiddelser på Afrikas vestkyst, drev det en forholdsvis rentabel forretning med guld og elfenben samt ikke mindst med slaver, der navnlig solgtes til de engelske plantagelande. Da man desuden ernærede sig redeligt ved plyndring af det spanske og portugisiske Amerika og var så heldig i 1627 at tage en spansk sølvflåde til en værdi af 14 million gylden, kunne der en tid gives et godt udbytte. Imidlertid led kompagniet et kendeligt skår, da Portugal løsrev sig fra Spanien og i 1641 sluttede fred med generalstaterne. De Hollandske kolonier i Nordamerika var også dets domæne. Eksporten herfra af forskellige slags skind havde omkring 1660 nået et meget betydeligt omfang. Men i det store og hele blev det kun småt med det Vestindiske Kompagnis koloniseringsarbejde. I ca. 1660 var dets rolle ret ubetydelig, og dets administration af kolonierne kostede mere, end de indbragte.

Det Engelsk-Ostindiske Kompagni havde i modsætning til det Hollandske i sin start ingen fast organisation. I endnu højere grad end det Hollandske ønskede det sig opfattet som et rent handelsforetagende, selvom det i henhold til sit kongelige privilegium havde ret til at erhverve landområder, administrere dem og udstede love, når disse ikke stred mod engelsk lov. Aktionærerne var på en enkelt undtagelse nær købmænd, kapitalen blev mange år kun fastsat pr. ekspedition. Ledelsen, der bestod af en guvernør og en bestyrelse, valgtes for eet år ad gangen. Kompagniet erhvervede i tiden før 1616 en del faktorier, hvoraf det betydeligste var Surat. Dets vigtigste våben i kampen om støttepunkter i Indien var et velbeslået gesandtskab ved Stormogulens hof, til hvis stormænd der uddeltes rundelige bestikkelser. Men under de stadige kampe med portugiserne og hollænderne blev kompagniet tvunget ind i en mere militær organisation, og i 1639 anlagde man for første gang i Indien et stærkt befæstet faktori i Madras. Indtil 1630érne tjente kompagniet godt på sin krydderihandel, hvorefter forulykkede ekspeditioner og kampe i Indien kostede det meget betydelige summer. Hertil kom, at kong Karl I, som kompagniet ikke ville optage som aktionær, pressede det for penge og i 1637 gav et konkurrerende selskab ret til handel på Indien, ligesom der udstedtes licenser til enkeltpersoner, begge dele til fordel for kongens personlige kasse. Herved svækkedes kompagniets stilling i Indien. Den økonomiske depression, som herskede i England den næste snes år, gjorde ikke sagen bedre. Kolonisationen i Nordamerika gav fra første færd anledning til kompetencestridigheder mellem kongemagt og parlament, fordi kronen udstedte chartre udenom Parlamentet. Ved det privilegium, som Virginiakompagniet fik af Jacob I, forbeholdt han sig lovgivningsmagten, medens den administrative myndighed tilfaldt en lokal guvernør. Et kongeligt råd bestående af kolonister fik til opgave at overvåge administrationen og kolonisationen i et område, der strakte sig fra den 34. til 45. breddegrad, d.v.s. fra sydKarolina til Halifax. Selve koloniseringen skulle imidlertid foretages af to kompagnier - London- og Plymouth-kompagnierne, hvoraf det ene, Plymouth-kompagniet praktisk talt kun figurerede på papiret. Kompagnierne havde så deres eget råd i England at stå til regnskab for samt et lokalt råd i kolonien til varetagelse af de løbende forretninger. Apparatet var tungt og forudsatte et harmonisk samarbejde mellem krone, kompagni og kolonister. Da et sådant ikke lod sig etablere og den foretagne kolonisation ikke havde givet større resultater, fik London-kompagniet et nyt charter i 1609, som lagde magten over kolonien i dets bestyrelses hånd. Denne var ganske vist udnævnt af kongen, men blandt aktionærerne, og disse havde udnævnelsesretten ved nybesættelser. Hermed var kolonisterne, hvis indflydelse gjorde sig gældende i det kongelige råd, til deres store utilfredshed sat ud af spillet. Tilbage havde de kun chartrets forsikring om, at kolonien skulle regeres efter engelsk lov, og at de for sig selv og deres efterkommere også som kolonister bevarede deres engelske borgerret. I 1619 var forholdene så ustabile, at der måtte udstedes et nyt charter, hvorved koloniernes forfatning blev ændret. Valgte repræsentanter for kolonisterne skulle sammen med rådet og guvernøren danne en lovgivende forsamling. Da kompagniet opløstes i 1624, blev forfatningen stående og kom til at danne forbillede for de øvrige kolonialforfatninger. Året efter fulgte oprettelsen af et særligt kolonialdepartement i England. I 1630 drog den første af de skarer, som religionskrigene drev fra England, over Atlanten. Det var de puritanske pilgrim fathers, som i et antal af ca. 100 personer slog sig ned ved Cape Cod, 400 miles nord for Delawarebugten med New England-kompagniets - det tidligere Plymouth-kompagni - tilladelse og under dets charter. Før deres afrejse havde de tilsagt den engelske konge deres loyalitet og fået et halvt løfte om religionsfrihed i Amerika. I New Plymouth indrettede de sig med en forfatning nogenlunde som Virginias. I 1629 kom Massachusetts-kompagniet til. Dets charter gav det næsten uindskrænket selvstyre. Ledelsen overdroges 1 guvernør, 1 viceguvernør og et råd på 18 medlemmer taget blandt aktionærerne. Som det første af alle amerikanske kompagnier var det uden tilknytning til en korporation i selve England. I 1631, da kolonien talte adskillige tusinde indbyggere, måtte forfatningen ændres. Hvert by-lag - bestående af kompagniets formænd - fik ret til at vælge 3 medlemmer til en forsamling, der i 1634 fik lovgivende og skattebevilgende myndighed, medens den administrative blev hos guvernør og råd. Religiøs intolerance i den stærkt nonkonformistisk prægede koloni drev i 1635 en del af dens beboere bort. Dette blev begyndelsen til koloniseringen af Rhode Island. Også Connecticut blev samme år grundlagt af emigranter fra Massachusetts. I 1638 kom ydermere en puritansk koloni til, New Haven. De Massachusettske emigrantkolonier blev selvstyrende, men manglede en lovlig basis for deres oprettelse, da de var uden charter. Maine og New Hampshire, to nye ikke puritanske kolonier, der havde fået lov til at etablere sig under New England-kompagniets charter, førte fra første færd en utryg tilværelse, idet Massachusett-kompagniet gjorde krav på herredømmet over deres territorier. Maine blev grundlagt i 1639 og var en proprietærkoloni, der ved et charter blev overdraget til Fernando Gorges til ejendom med de sædvanlige forbehold overfor den engelske krone. En anden af kongens favoritter, den katolske lord Baltimore, fik på samme gunstige betingelser i 1632 overdraget Maryland - nabokolonien til Virginia - idet det dog i gavebrevet udtrykkelig fastsloges, at der skulle herske religiøs tolerance i kolonien, et forbehold, der blev taget for ikke for kraftigt at udfordre den offentlige katolsk-fjendtlige opinion i England. Proprietæren og hans arvinger herskede over kolonien som, over et gods med fuld jurisdiktion og udtrykkelig fritaget for beskatning fra kronens side og havde således en ligeså udstrakt ret som kompagni-kolonierne. Lovgivning og skattebevilling skulle ganske vist ske efter »frimændenes råd, samtykke og billigelse«, men hvad en frimand var, stod der ikke noget om, så proprietæren havde i så tilfælde et vidt spillerum. Det lykkedes dog kun en kort tid at opretholde et autokratisk styre, idet kolonisterne gennemtvang en forfatning, der ligesom i de andre kolonier kom til at bestå af guvernør, råd og et repræsentanternes kammer. Proprietæren valgte guvernøren og rådet og tjente store penge bl.a. ved salg af jord, medens den folkevalgte forsamling, hvad lovgivning og skatteudskrivning angik, fik en meget betydelig indflydelse. I 1647 blev forfatningen som i Virginia, således at råd og forsamling dannede een institution, hvor rådet svarede til et overhus og forsamlingen til et underhus. Også de Vestindiske besiddelser fik deres forfatninger - Bermudasøerne i 1615 et kompagni-charter og i 1620 et repræsentativt system som Virginia. Barbados var en proprietærkoloni. Af afgørende betydning for kolonisationen i Amerika var det, at princippet om religiøs tolerance trængte sejrrigt igennem. Da de første udvandringer fandt sted, var det med kronens velsignelse, man så gerne, at elementer, der hjemme forøgede den religiøse uro, emigrerede. Imidlertid skiftede opfattelsen, idet mange værdifulde engelske borgere udvandrede. I 1634 truede stridighederne i hjemlandet med at brede sig til kolonierne, idet der under ærkebispen af Canterbury's forsæde oprettedes en kommission, der skulle regulere forholdene i kolonierne, også de religiøse. Men denne havde intet held med sig, og da striden mellem konge og Parlament gik ind i sin afgørende fase, der endte med Karl I´s henrettelse 1649, styrkedes koloniernes selvstændighedsfølelse. En i 1643 nedsat parlamentskommission formåede intet at udrette over for kolonierne, og samme år sluttede de nordlige stater, de såkaldte New-England stater, en konføderation. I det store og hele var kolonierne neutrale under borgerkrigen i England, naturligvis holdt Nordstaterne med Parlamentet, medens der i Maryland og Virginia, hvor der fandtes et betydeligt adeligt islæt blandt kolonisterne, sporedes store sympatier for kongen. Da England blev republik, skete der intet af betydning på fastlandet, mens en rejsning på Barbados og Bermudasøerne hurtigt blev knust. Kompagniernes - og proprietærernes - fornemste opgave blev ordningen af selve koloniseringen. Jorden fik eller tog man fra indianerne. Ved den første kolonisation i Virginia tog man kun sådan jord fra de indfødte, som disse mente at kunne undvære, og søgte at sikre sig deres samtykke. Helst købte man land. Prisen var billig, betalingen lagdes gerne i europæiske godtkøbsvarer, i bøsser, kobber o.s.v.. Imidlertid var der stor forskel på fremgangsmåden overfor indianerne, den skiftede med tid og sted. Ofte tog englænderne del i de indianske stammekampe, ofte foretog indianerne hævntogter mod de hvide kolonister, der havde taget deres land, og ligeså omgående besvaredes deres angreb med blodige massakrer fra de hvides side. Da indianerne havde de sletteste våben, var sagen på forhånd afgjort med kolonisternes sejr. Enkelte steder søgte man at gøre indianerne til faste agerdyrkere ved mod en ubetydelig afgift at overlade dem land, - dette var således tilfældet i Maryland. Men i det hele prægedes tiden til 1650 af permanente kampe mellem kolonister og indianere. Efter landtagningen kom landfordelingen. I kompagniernes første tid blev hele foretagendet, jorden indbefattet, drevet i et slags formuesfællesskab. Efter 7 års forløb skulle der så foretages en opdeling blandt kolonisterne, som samtidig var kompagniets aktionærer. Men undertiden gik man straks til en opdeling af jorden blandt aktionærerne, der fik den gratis eller for små penge. Efterhånden som emigranternes tal voksede, måtte man udvide kredsen, de nyankomne tildeltes så jord på lidt strengere vilkår. Der var betydelig forskel på jordloddernes størrelse, de var f.eks. gennemgående små i Maryland, hvor der dyrkedes korn, men store i Virginia, hvor der fandtes plantagedrift. Mange velstillede udvandrede medbragte talrige tjenestefolk, men manglen på arbejdskraft var permanent. Derfor søgte man at binde fattige håndværkere og arbejdere for en længere periode. På den måde fik koloniseringen i Amerika og Vestindien et betydeligt tilskud af hvid arbejdskraft, der på plantagerne førte et liv ikke meget forskelligt fra en slaves. Et andet kontingent leverede fattigvæsenet og fængslerne. Da disse hvide slaver efter en tid blev fri, udnyttedes de ofte værre end negerslaver og fik dårligere kost og behandling, navnlig gælder dette i Vestindien. Efter 1620 begyndte importen af negerslaver at tage til, men før midten af det 17. århundrede spillede den hvide arbejdskraft en betydelig rolle selv i plantagekolonierne. For den frie arbejder var lønnen forholdsvis god, hvilket i forbindelse med de lave jordpriser, hurtigt gjorde en lønarbejder til kolonist. Hvor mange indbyggere, der fandtes omkring 1650, ved vi ikke, men i 1642 udgjorde Massachusetts befolkning 16.000 personer, for Virginia var tallet 1649 ca. 15.000.

Den vigtigste franske koloni, Kanada, styredes af et kompagni på 100 medlemmer. Det var forsynet med udstrakte rettigheder, de øverste dommere skulle udnævnes af kongen og retsplejen følge fransk lov. En for sin tid meget vigtig og fremsynet bestemmelse i chartret var, at alle efterkommere af franske kolonister og omvendte indianere fik fransk borgerret. I modsætning til, hvad tilfældet var i de fleste engelske kolonier, herskede der ikke religiøs tolerance i Kanada. Ikke-katolikker kunne derfor ikke slå sig ned som nybyggere. Chartret nævnte udbredelsen af religionen som et vigtigt led i koloniseringsarbejdet, og allerede tidligt tog jesuiterne livlig del i arbejdet. De anlagde - som i Sydamerika - kolonier, beboet af omvendte indianere, og skabte således »stater i staten«, hvilket skulle give anledning til stadige gnidninger mellem dem og det verdslige styre. I 1642 var der ca. 2.000 hvide kolonister i Kanada, og på dette tidspunkt rejstes der fra deres side krav om del i koloniens styrelse. I 1647 oprettedes et råd bestående af en generalguvernør med sæde i Quebec, guvernøren i Montreal og jesuiterordenens førstemand i Kanada. I 1648 kom hertil tre repræsentanter for kolonisterne. Dette råd fik administrationen og finansforvaltningen under sig. Jorden til kolonisation erhvervede man sig på samme måde som englænderne i deres kolonier, og ret hurtigt blev franskmændene indblandet i de blodige stammekampe mellem Kanadas hårdføre indianere. De indgik venskabspagt med huronerne, og blev således part i sagen i kampene mellem dem og deres dødsfjender, irokeserne. Disse sidste støttedes med våben og på anden vis af kolonisterne i Ny Holland, senere af englænderne, som med sure miner så den franske kolonisation og gjorde alvorlige, men forgæves forsøg på at fravriste franskmændene Kanada. Også de Vestindiske øer blev ved charter overdraget et kompagni, men allerede tidligt lagdes den øverste ledelse i hænderne på en af kongen udnævnt generalguvernør, og det gjorde ingen forskel i øernes styrelse, at kompagniet i 1651 forsvandt, og at der i stedet for kom forskellige proprietærer. De Vestindiske øer var overordentlig frugtbare og tiltrak velstillede franske kolonister, som anlagde deres kapitaler i plantagedrift. Dette medførte naturligvis, at man hurtigt foruden hvid arbejdskraft - forbrydere og subsistensløse - gik over til en betydelig import af afrikanske negerslaver. I 1642 fandtes der godt 7000 franske kolonister på de Vestindiske øer. Alle franske kolonier sorterede under et i 1626 oprettet kolonikontor. Den spansk-portugisiske erobring af Syd- og Mellemamerika havde ført til den indianske befolknings delvise udryddelse. Et hundred år senere kom de Nordamerikanske stammer ud for samme ilde medfart. Da de ikke i så høj grad som de Sydamerikanske rødhuder var et agerdyrkende folk, førte den hvide kolonisation særlig til deres fordrivelse fra kystlandene. De gav ikke frivilligt op, men veg først de sidste skanser efter en decimering af stammerne. I det franske Kanada etableredes dog et mere venskabeligt forhold mellem de hvide kolonister og visse indianerstammer, og blandinger mellem franskmænd og indianere blev ingen sjældenhed. Fransk lovgivning opmuntrede denne assimilation ved at give halvblods fuld borgerret. I 1620 begyndte indførselen af afrikanske negerslaver til plantagekolonierne og til de Vestindiske øer. I Nordamerika etablerede de hvide sig i selvstyrende kolonier, der efterhånden fik forfatninger, skåret efter samme læst som den engelske, og man forbeholdt sig navnlig den lokale skattebevillingsret. I de franske kolonier var selvstyret mere begrænset, og antallet af kongelige embedsmænd større. I koloniseringsperioden til 1650 må som betydelige kulturer navnlig nævnes den Vestindiske sukkerdyrkning og tobaksplantagerne. Tobakken fik sit hjemsted i Virginia og blev først anerkendt efter lang tids forløb, mange anså rygning for noget forfærdeligt griseri, andre havde økonomiske og moralske skrubler, og det var vist nærmest de gode indtægter, dyrkningen indbragte, i forbindelse med de toldindtægter, som handelen dermed afkastede, der beroligede sindene. Jacob I af England var en ivrig tilhænger af »bort med tobakken«. - tobak, sagde han, anvendtes kun af oprørske og uordentlige personer af ringe og lav kondition, som brugte det meste af deres tid til denne tomme forfængelighed, til dårligt eksempel og fordærv for andre. Med udelt glæde så man derimod på sukkerdyrkningen, hvor franskmændene forøvrigt lå forud for englænderne.

Medens koloniseringen af Amerika og Vestindien skabte oversøiske europæiske samfund af et efter datidens forhold meget betydeligt format, kan dette ikke siges at være tilfældet i Indien, hvor englændere og hollændere kun anlagde handelsfaktorier. I Hollandsk Indien modarbejdede det ostindiske kompagni en hvid kolonisation, fordi man forringede den indfødte befolknings - malajernes - levevilkår. Af alle tiders kolonisatorer var hollænderne de mest hårdhændede. Fra Asien og Amerika strømmede varerne i et hidtil ukendt omfang ind over Europa. Dette i forbindelse med et fald i verdensproduktionen af sølv - fra 423.000 kg. årlig i 1601-20 til 366.000 kg. i 1641-60 - var medvirkende årsag til prisfald og økonomisk depression i Europa. Amerikas kolonisation skabte hårdere vilkår for Østersøhandelen. Massevarer som tjære, træ, hør, potaske, der tidligere var kommet fra Rusland og Polen, indførtes nu også fra New-England staterne, der til gengæld blandt andet aftog groft engelsk klæde og andre industrivarer. Det blev navnlig Holland med sin fortrinlige koffardi flåde, som høstede fordelen af den oversøiske handel, men også fransk og engelsk skibsfart tog til i vækst, samtidig med at skibene byggedes noget større - ca. 300 tons - blev kobberforhudede, hvilket gav større holdbarhed på de oversøiske farter, og førte flere sejl. Handelspolitisk var den franske kolonihandel præget af stærk protektionisme eller monopol, det samme gjaldt den Hollandske. I de Hollandske kolonier i Amerika var visse industrier forbudt, således navnlig linnedindustrien, for ikke at skabe konkurrence til hjemlandets industri. Da det engelske kolonirige i Amerika opstod, blev det hurtigt den engelske regering klart, hvor store muligheder, kolonihandelen rummede for engelsk handel og skibsfart. I 1615 fornyedes det aldrig overholdte middelalderlige forbud mod at sende egne varer med fremmede skibe. Under den stigende varehandel på kolonierne kunne denne bestemmelse naturligvis ikke overholdes. Imidlertid viser forbudet af 1615 hvilken vej, man handelspolitisk var ved at gå. Det samme ses af en række forordninger fra 1619 og århundredet ud, hvorved dyrkning af tobak i England forbødes, samtidig hermed lagdes der større told på spansk og Vestindisk end på Virginiatobak. Hvert år rejste soldater til Gloucestershire, hvor der fandt en ret stor tobaksdyrkning sted, og ødelagde planterne. Det var mod præference og selvforsyningspolitik, man sigtede. I 1650 kom det første store slag, da det blev forbudt udlændinge at handle på de engelske kolonier uden licens. For England betød kolonisationen, at religionskrigenes emigranter blev inden for det engelske imperiums grænser, hvorved det ikke som Frankrig berøvedes meget værdifuldt menneskemateriale. Netop denne store flok udvandrere betingede de nye oversøiske demokratiske samfunds frodige vækst. Mange fandt stillinger som embedsmænd og handelsmænd i kolonimagternes administration og kompagnier. Men først og fremmest skabte den oversøiske handels mægtige udbytte en kapitalophobning hos Borgerstanden, der danner baggrunden for bourgeoisiets stærke økonomiske og politiske fremdrift i de følgende århundreder. Denne udvikling havde en varm forsvarer i de førende merkantilister, bl.a. Thomas Munn, der ganske vist samtidig var direktør i det Engelsk-Ostindiske Kompagni.

1651-1763

Fra midten af det 17. århundrede gik kolonispørgsmålet ind i en ny fase, i forbindelse med den stærke økonomiske vækst, som navnlig fandt sted i de to førende vesteuropæiske lande, England og Frankrig. Karakteristisk nok var det i første omgang den mindste kolonimagt - hollænderne - det gik ud over. Dette land, der i 1648 havde fået sin selvstændighed anerkendt, var en torn i øjet på næsten alle europæiske nationer, og da særlig på de to vesteuropæiske stormagter. Dette skyldtes ikke blot Hollands store og rige kolonirige, men også den enorme rigdomskilde, det havde i sin handelsflåde og indbringende mellemhandel. Det var den sidste, man med særlig kærlighed hæftede sig ved. Det næste slag mod Holland efter Licensakten var en Navigationsakt af 1651. Denne fastslog, at ingen varer fra andre verdensdele måtte sendes til England med andet end dette lands eller dets koloniers skibe, føreren og størstedelen af mandskabet skulle have hjemme i imperiet. Hvad indførslen fra Europa angik, skulle denne finde sted på engelske skibe eller fartøjer, hjemmehørende i det land, hvor varerne først var udskibede eller producerede. Salt, fisk, hvalolie og lignende produkter måtte overhovedet kun føres på engelske skibe, og kysthandelen var ene tilladt englændere. Dog var handelen med spanske og hollandske kolonivarer udtrykkelig undtaget - idet en streng gennemførelse ville have betydet denne handels ruin. Men også for de amerikanske kolonier måtte man foreløbig lade lovene af 1650 og 1651 hvile. New-England fik således ret til at drive sin handel uden restriktioner, og Virginia eksporterede uden hindringer frit til andre lande. I det store og hele betød Navigationsakten således ikke så meget, som det så ud til, men hollænderne var naturligvis klare over adressen. Derfor sagde de nej til et engelsk forslag om en protestantisk union mellem de to lande og begyndte i stedet krig mod England i 1652. Den engelske republik havde imidlertid nu skabt en krigsflåde, som kunne tage kampen på havene op med hollænderne. I to år varede krigen uden nogen egentlig militær afgørelse, og i 1654 tilbød Cromwell Holland en fred, som accepteredes og i realiteten betød, at Holland ikke modsatte sig Navigationsaktens principper. Med denne krig indlededes den række store flådekampe, der endte med, at Britannien herskede uantastet på havene. Imidlertid skulle dog en ny sømagt - den franske - opstå og gå under, før England nåede så vidt. Omkring 1650 havde Frankrig endnu en forholdsvis lille flåde, men fra 1662 fandt der på initiativ af Colbert en reorganisation sted, som i løbet af få år gjorde Frankrig til en sømagt af første rang. Hermed var faktisk Hollands skæbne som kolonimagt beseglet, hvilket ikke betyder, at dets handelsmagt derved blev brudt - den tiltog tværtimod indtil et godt stykke ind i det 18. århundrede. Men Holland måtte nu som kolonimagt gå over i defensiven, medens de to stormagter i og uden for Europa søgte at ødelægge hinanden på bedste vis. Man har med rette kaldt dette opgør for en fransk-engelsk hundredårskrig, og i denne strid indtog koloni spørgsmålet en fremtrædende plads.

Det var ikke blot om magt og ære, man kæmpede, men om råstoffer og afsætningsmarkeder. Der var nu opstået en ny industrimagt i Frankrig, som fra omkring 1650 påførte den dominerende engelske tekstilindustri en så følelig konkurrence på det internationale marked, sådan at England gik over til at producere mindre uld og mere korn. Den forholdsvis beskedne sølvproduktion, der holdt sig på et gennemsnit af 350.000 kg årlig og først omkring det 18. århundredes midte suppleredes med en guldproduktion af større omfang - 1741-1760 var den gennemsnitlig 24.600 kg årlig - i forbindelse med stigning i de omsatte varemængder, bidrog til at skabe en permanent følelse af depression og skærpede konkurrencen. Under denne strid om markederne blev handelspolitik en videnskab, der nøje definerede handelens væsen og mål. Ikke mindst toldpolitikken og kolonispørgsmålet var genstand for de merkantilistiske økonomers interesse. Det mere tilfældige og planløse, som havde kendetegnet tidligere tiders økonomiske ekspansionspolitik, måtte vige pladsen for en mere rationel og gennemtænkt stilling til de aktuelle økonomiske og politiske problemer. For merkantilismen var formålet med al økonomisk og politisk virksomhed at skabe en gunstig handelsbalance i form af et overskud i ædle metaller, alle tiders og alle steders eneste varige rigdomskilde, altid omsættelig og tjenlig til at indgå som et led i den kapitalistiske produktion, hvor og når, det var nødvendigt at sætte kapital ind for at hente en gevinst hjem. Denne opfattelse af de ædle metallers store betydning førte naturligvis til, at det under strenge straffe blev forbudt at udføre dem, om end også stærke røster løftede sig herimod, undtagen når det var nødvendigt for at udvide eller bevare en indbringende handel. Hvor et oversøisk marked ikke kunne modtage europæiske produkter, og dets råstoffer var af betydning for landet, måtte man eksportere penge. Både de engelske, franske og andre europæiske landes kompagnier fik derfor bl.a. lov til at eksportere guld, sølv og ædelstene til Ostindien, som ikke i større omfang var i stand til f.eks. at aftage de tunge europæiske tekstilvarer. Men det gjaldt om ved eksport at drage penge til landet og gennem ophjælpning af dettes egne produktivkræfter at oprette manufakturer for at holde indførsel fra andre lande ude. Som en naturlig følge af denne opfattelse kom handel og industri til at indtage en central stilling i staternes økonomiske politik, medens jordbrug som en sekundær rigdomskilde skubbedes noget i baggrunden. Dette var dog ikke helt tilfældet i England, hvor fransk konkurrence gjorde uldproduktionen mindre rentabel og medførte, at man for at opmuntre kornproduktionen under lavkonjunkturerne fra 1689 gav eksportpræmier for kornudførsel. Den merkantilistiske økonomiske politik har fået sit mest prægnante udtryk gennem den lovgivning, som skyldes Ludvig XIV's store finansminister Colbert. En lignende trængte på samme tid igennem i England og tillige i en række andre europæiske lande, der savnede økonomiske og praktiske betingelser for at drive »merkantilisme«, og hvor den derfor undertiden kom til at virke som karikatur. Industrien fremmedes ved toldbeskyttelse, direkte statstilskud eller indførselsforbud og sammen med handelskompagnierne gennem udstrakte monopolistiske privilegier. Råstoffer eller halvfabrikata indførtes frit eller til lave toldsatser, medens det blev helt eller delvis umuliggjort at importere færdigvarer. Den første franske merkantilistiske, rationelt udformede toldlov er fra 1664, den mest effektive kom 1667. Indenlandsk søhandel søgtes fremmet ved opmuntring af skibsbygningsindustrien, ved lettelser og begunstigelser af forskellig art for indenlandsk skibsfart og ved opkrævning af tunge havneafgifter for udenlandske skibe i fransk fragtfart. Det er klart, at hele denne lovgivning måtte føre til stadige kampe mellem nationerne; det økonomiske indslag i krigsårsagerne trådte tydeligere frem og fik sit officielle udtryk bl.a. i fredstraktaternes økonomiske bestemmelser. Englands og Frankrigs samhandel ramtes bl.a. herved meget hårdt, navnlig efter 1701, da der faktisk var indførselsforbud i Frankrig for de vigtigste engelske varer.

Allerede denne periodes merkantilistiske forfattere opdagede farerne ved en for vidt dreven prohibitiv toldpolitik og ved monopolerne. Krav om en vis frihed for handelen rejstes gang på gang ikke uden forbindelse med, at kun en del af den nationale kapital høstede direkte fordel som deltagere i de monopoliserede og priviligerede foretagender. Hos de første fysiokratisk prægede forfattere, navnlig Vauban, trådte denne tendens endnu kraftigere frem og nåede en betydelig styrke, efterhånden som konjunkturerne for landbruget bedredes tydeligt omkring det 18. århundredes midte. Det var først og fremmest kompagnierne, kritikken satte ind imod. Fordi de hindringer, disse bevirkede, var de mest iøjnefaldende. Vigtigere var det vel, at de gennem deres højhedsrettigheder fik overdraget statsfunktioner af militær art, som de hverken ville eller kunne magte, og som bragte deres finansielle balance i uorden. Endnu stillede de økonomiske resultater sig dog ikke værst, hverken for de engelske eller Hollandske kompagnier, hvorimod det så dårligt ud for de franske; til gengæld var disses handelsmonopol mindre stramt, således gaves der til tider ret til fri handel både i Ostindien og Kanada, og fra 1672 herskede der fri handel på de Vestindiske øer. Kritikken fra fransk side er derfor også meget skarp. I sit værk fra 1748 om lovenes ånd rettede Montesquieu et kraftigt angreb på den merkantilistiske toldpolitik. Staten, sagde han, skulle være neutral mellem sin told og sin handel, finanspolitikken måtte ikke ødelægge handelen ved de hindringer, den skabte. Endnu skarpere udtrykte Gournay sig i 1755. Kompagniernes direktører og deres agenter, sagde han, gør god forretning for egen regning uden om kompagnierne, medens kompagnihandelen er til skade for den samlede nation; dens ophævelse ville i høj grad forøge søfarten, industrien og agerbruget, de sande kilder til rigdom. Man var endvidere klar over, at et lands erhvervsliv ikke fremmedes alene ved told, men at det for at erobre fremmede markeder var nødvendigt at rationalisere produktionsapparatet og fremskaffe de varer, som kunne finde afsætning. Vi må, sagde Child til englænderne, for at erobre verdenshandelen gøre som hollænderne, lave både de dårligste og de bedste varer, så at vi kan tilfredsstille alle markeder og enhver smag. Man skulle endvidere producere så billigt som muligt, have lav arbejdsløn og lav rentefod. Som et led i bestræbelserne for at skabe de billigst mulige kreditforhold må ses oprettelsen af Bank of England og den voksende betydning, brugen af veksler fik. I 1705 fremsatte skotten John Law et forslag om oprettelsen af en bank, der skulle udstede papirpenge mod sikkerhed i fast ejendom. Herved ville man bl.a. kunne skabe flere hårdt tiltrængte omsætningsmidler for handelen. Under den finansielle krisesituation i Frankrig efter Ludvig XIV's død, hvor riget i høj grad fattedes penge, lykkedes det John Law at få tilladelse til at oprette en privat seddelbank (1716), som med held gav sig af med vekselforretninger. I 1718 blev banken overtaget af staten og knyttet sammen med Mississipi kompagniet. Foretagendet mistede nu sit solide bankmæssige fundament, aktiespekulationer, tvivlsomme forretninger med kronen og valutasvindel bragte det til fald. John Laws eksperiment er typisk for den interesse for kreditsystemets udvidelse, som tiden nærede. Selv om hans svindel affødte en mistillid til kreditmidler, måtte denne dog hurtigt vige for tidens krav - vi ser da også kort efter John Law nye banker opstå og staterne i krisesituationer hjælpe sig over vanskelighederne med »autoriserede« sedler. Der skabtes derved en inflation, som drevet med måde var til gavn for udviklingen - det er i det hele taget en ganske urigtig historisk opfattelse at se tidligere tiders møntforringelser og inflation udelukkende som et sygdomstegn. Vi kan altså fastslå, at perioden bragte en meget betydelig udvidelse af det økonomiske begreb, og at den skabte økonomiske og tekniske forudsætninger for en større international handel. Vi har endvidere set, at de økonomiske problemer stadig blev sat under diskussion og »statsmerkantilismen« fra adskillige sider stærkt kritiseret. Trods alt herskede den merkantilistiske politik uindskrænket og opfyldte den mission, den efter Colberts og andre europæiske statsmænds opfattelse havde, at skaffe penge i statskassen til opretholdelse af statens politiske magt. Handelen, sagde Colbert, er finansernes kilde, og disse igen krigens livsnerve. Det var først med industrialiseringens senere gennembrud, der tvang staterne til at revidere deres handels- og finanspolitik. Den merkantilistiske samfundsopfattelse samler sig i forhold til omverdenen udelukkende om, hvad der er til gavn for landet. Hermed var koloniernes placering også givet, nemlig deres fuldkomne underkastelse under moderlandets interesser. »Det er en lov, der har sit udspring i selve koloniernes natur«, siger en engelsk skribent fra den tid, »at de ikke bør have nogen kultur eller erhverv, hvorved de kan rivalisere med moderlandets kultur eller erhverv. En koloni, som ikke formår at frembringe andre varer end sådanne, som moderlandet selv producerer, vil være mere farlig end nyttig.« Derfor er alle merkantilisterne enige om, at de sukkerproducerende Antiller og plantagekolonierne var mere værd end f.eks. New-England staterne. En emigrant det første sted, siger William Petty, giver arbejde til 10 mand i moderlandet, men i New-England kun til een. Kolonisterne skaffede moderlandet et større afsætningsmarked, hvilket hævede priserne, og flere råstoffer, hvormed fulgte lavere priser på hjemmemarkedet. Billig arbejdskraft til kolonierne kunne fremskaffes bl.a. ved deportation af forbrydere og politiske fanger. Cromwell lod efter en sejr i borgerkrigen hver 10énde soldat dræbe, resten deporteredes til Barbados, som en »retfærdig gudsdom«. Colbert sendte bl.a. franske piger fra børnehusene og nærmest kidnappede bønderpiger til kolonierne, hvis embedsmænd fik meddelelser om, at der ville komme så og så mange skibsladninger »unge piger, heste og får«. Vigtigst af alt var dog slavearbejdet, af de fleste sande patrioter betragtet som en af de største kilder til nationens velstand. Denne merkantilistiske politik førtes af England videre ved Navigationsakten af 1660, hvorefter skibe anvendt i handelen på kolonierne skulle være bygget i England, ejes af englændere og have mindst tre fjerdedele engelsk mandskab. De engelske kolonister havde samme rettigheder som englænderne. Desuden bestemtes det, at sukker, bomuld, ingefær, tobak, indigo og farvetræ fremtidig kun måtte føres fra kolonierne til England eller en anden engelsk koloni, men ikke til fremmede lande. Det vil med andre ord sige, at England lagde beslag på koloniernes vigtigste produkter. Til gengæld herfor fik de en fortrinsstilling på moderlandets hjemmemarked, idet der i England lagdes højere told på varer fra udlandet end på tilsvarende fra kolonierne. Endnu havde disse dog ret til en vis fri import fra udlandet, men en akt fra 1663 satte en stopper herfor, idet det fastsloges, at alle europæiske varer, der var bestemt for kolonierne, først skulle bringes til England og sejles videre derfra. England blev således stabelplads for hele den europæiske handel på kolonierne. I 1672 udvidedes denne lovgivning, idet handelen mellem kolonierne indbyrdes blev vanskeliggjort ved toldpålæg, og i 1696 fandt en yderligere skærpelse sted. Navigationsakterne indskrænkede i høj grad koloniernes handelsfrihed, men bød dem på den anden side også visse fordele. Ikke mindst New-England staterne høstede gavn af retten til skibsbygning, - i det 18. århundrede klagede således skibsbyggerne ved Themsen over den amerikanske konkurrence, der var ved at slå dem ud. I 1664 tillodes for 5 år fri indførsel fra kolonierne af hamp, beg og tjære. Krigene omkring århundredskiftet gjorde det vanskeligt at skaffe materiale til den engelske orlogsflåde, hertil kom, at Sverige på dette tidspunkt beherskede udbuddet og drev priserne stærkt i vejret. Under disse forhold udstedtes en akt i 1705, hvorved beg, tjære, master og tømmer blev gjort til stabelvarer for et tidsrum af 9 år, og der gaves store præmier for udførselen af disse varer fra kolonierne. Denne akt, der fornyedes adskillige gange, hilstes først med glæde i kolonierne, men det varede dog ikke længe, inden stemningen slog over. Der klagedes over, at England berøvede kolonierne materiale, som var nødvendigt til udviklingen af deres eget erhvervsliv, og den lovgivning til bevarelse af skoven, som englænderne tvang igennem, blev ikke respekteret. England sikrede sig således første prioritet i de koloniale råstoffer, og samtidig hermed skred man stadig ind mod forsøg på at skabe industrier i kolonierne. I 1699 blev således eksport af uld og klæde forbudt og i 1732 af hatte fra en koloni til en anden. Det var naturligvis først og fremmest tekstilindustrien, som blev holdt nede, men også jernindustrien gik det ud over. Her søgtes forgæves gennemført en ordning, hvorefter det amerikanske jern kun fik en første behandling i kolonierne, medens de øvrige stadier tilfaldt hjemlandets industri. Spørgsmålet rejstes med styrke efter 1738, da svenskerne pålagde udførselen af jern til England meget høje afgifter. Et forslag fra samme år om at skride ind mod de amerikanske jernværker gennemførtes dog ikke. I 1750 blev indførsel af rå- og stangjern gjort toldfri, og i 1764 optoges jern som stapbelvare, hvorved udførsel til andre steder end England blev forbudt. Denne begrænsning gav anledning til stor utilfredshed i kolonierne, hvorfra det hævdedes, at den ophævede toldafgift på 3 sh. 9½ d. pr. ton ikke var nogen rekompensation for indskrænkningen af udbuddet til det engelske marked.

Det franske kolonialsystem - den såkaldte kolonipagt - var endnu strammere end det engelske. I 1670 udstedtes under trussel om konfiskation forbud mod, at fremmede skibe besøgte franske kolonihavne, kort efter blev det forbudt kolonierne at udføre deres produkter til andre lande end Frankrig. Til gengæld fik kolonivarerne en præferencestilling på hjemmemarkedet, og deres udførsel søgtes fremmet ved hjælp af betydelige præmier, navnlig gjaldt dette råsukkeret, hvis forarbejdning forbeholdtes de franske sukkerrafinaderier. Colberts opfattelse af koloniernes stilling til moderlandet var den samme som de engelske merkantilisters; af særlig interesse, sagde han, var de kolonier, der kunne fremskaffe sådanne varer, som moderlandet ikke selv kunne producere. I den indiske handel, og hvor kolonierne stadig ikke var stort andet end faktorier, dominerede monopolkompagnierne fremdeles. Det Engelsk-Ostindiske Kompagni førte dog en ret utryg tilværelse, indtil Cromwell gav det et nyt charter i 1657. Det blev rekonstrueret som et aktieselskab med en kapital på ¾ million £, hvoraf halvdelen var indbetalt, og fik overdraget det gamle kompagnis faktorier, blandt disse var det i Surat førende, hvorfor det blev hovedsædet i Indien. Selskabet fik overdraget fuldt handelsmonopol og var således - på papiret - fri for engelske konkurrenter. Efter kongedømmets genoprettelse i 1660 søgte kong Karl II at skaffe sig indflydelse inden for kompagniets rammer for derigennem at presse det for gaver og lån. Da Stuarterne forjagedes, og Wilhelm blev konge, kom kompagniet atter ud i hård modvind, idet parlamentet hævdede, at kun det havde ret til at forbyde engelske undersåtter at handle frit i Østen. Som følge heraf ophævede kongen i 1694 den bestemmelse i kompagniets charter, som forbød private at handle i Indien uden dets licens. Nu fulgte en række år, hvor der herskede forvirring, og et nyt selskab, som ydede staten et lån på 2 millioner £, fik monopol på den indiske handel, når det gamle kompagnis charter tre år senere udløb. Resultatet blev, at begge kompagnier i 1702 enedes om en sammenslutning, hvilket naturligvis førte til, at kritik en mod kompagniet fortsattes. Da chartret skulle fornyes i 1733, måtte der betales 200.000 £ herfor, og da det i 1744 forlængedes til 1780 en endnu større sum. Hertil kom så de bestikkelser, som i kompagniets tid hørte til dagens orden. I 1663 fik det kongelige Afrikanske Kompagni et charter, der gav det privilegium på slavehandel. Selskabet, hvis administrerende direktør var hertugen af York, talte mange medlemmer af den kongelige familie blandt sine aktionærer. Dets hovedplads blev Cape Coast i Vestafrika. I 1672 afløstes det af et nyt kompagni, som fik monopol på slavehandelen fra Tanger til Kap det Gode Håb. Blandt dette selskabs aktionærer finder vi ingen ringere end John Locke, de naturlige menneskerettigheders - liv, frihed og ejendom - varme forsvarer. Den vigtigste nydannelse var dog Hudson Bay-kompagniet, som fik sit charter i 1670. Selskabet talte 18 deltagere, hvoriblandt kongen, hertugen af York, nogle højadelige og en guldsmed (bankier). Det fik eneret på handel på alle have, stræder, bugter, fjorde og sunde beliggende ved Hudson Strædet og højhedsrettigheder over alt det tilstødende land. Til gengæld skulle kompagniet udforske de omliggende egne og fremme en kolonisation. Ingen af delene skete. Kompagniet indskrænkede sig til at oprette nogle befæstede handelspladser, hvorfra det drev en særdeles indbringende forretning - dividenden var de første 11 år gennemsnitlig 200 %. En amerikansk historiker har om dette selskabs oprettelse sagt følgende: »hvis admiral Byrd havde opdaget en eventyrlig guldmine nær Sydpolen, var han vendt tilbage og havde stiftet et selskab sammen med udenrigsminister Stimson, nogle få senatorer, en håndfuld New Yorkere og måske Henry Ford - hvis præsident Hoover havde fået skænket en aktiepost, og marineminister Adams havde stillet nogle få hurtige krydsere til rådighed for transporten af mennesker og maskiner og bragt guldet tilbage, kunne vi få et bedre begreb om, hvorledes Hudson Bay-kompagniet fik sin start.« De franske kompagnier, der blev oprettet i Colberts tid, var skåret over samme læst som deres forgængere. De fik deres højhedsrettigheder mod at anerkende kronens suverænitet, udbrede den katolske tro og indføre fransk lov i kolonierne. Det Ostindiske Kompagni havde en særlig stærk organisation: i Frankrig bestod styrelsen af 1 generaldirektør. 15 repræsentanter for de større byer og 9 provinsdirektører, i Ostindien af et råd på 7 medlemmer, 1 generalguvernør og 1 kommandant over stridskræfterne. Aktiekapitalen skaffedes ad mere eller mindre frivillig vej. Colbert brugte alle overtalelsesmidler for at skaffe aktionærer, lige fra glæden ved at føre nye sjæle til gud og til den utilslørede trussel, at den bedste måde at erhverve kongens og statens bevågenhed på var anbringelsen af penge i den indiske handel. De store franske statskontrollerede kompagnier havde ikke samme tiltrækningskraft for kapitalen som de mere frie engelske og hollandske,- hellere anbragte man sine penge i industrien. Kompagniernes antal var meget betydeligt. Her kan bl.a. nævnes de Øst- og Vestindiske, Levant-, Nord-, Senegal-, Kap Verde-, St. Domingo- og Slavekompagniet. I 1664 fik det Vestindiske monopol på al kolonisation i Amerika, på Antillerne og i Vestafrika i 40 år, men efter 10 års forløb måtte det give op, hvorpå staten overtog forvaltningen af Vestindien og Kanada. Medens den beholdt administrationen af Vestindien, overdroges Kanada fra 1683-1702 atter til et monopolselskab, det såkaldte Akadiske Kompagni, og havnede efter at have været i endnu et par mislykkede selskabers eje i 1717 i et nyt Vestindisk Kompagni. Det John Lawske Mississipi Kompagni skulle tage sig af kolonisationen af Louisiana. Men snart blev en række andre kompagnier inkorporeret i det, hvorefter det fik navn af Det indiske Kompagni. Foretagendet endte med et enormt krak, men kompagniet blev imidlertid rekonstrueret med en aktiekapital på over 100 millioner frc. og bestod til 1769. Det opgav dog de pladser, som var mindst lovende, og omfattede i 1731 kun Quebec, Senegal, Guinea, I'ile de France, I'ile Bourbon, de indiske besiddelser samt enkelte andre faktorier.

I Danmark rekonstrueredes det Ostindiske Kompagni flere gange og gjorde til tider ganske gode forretninger. I 1671 overdroges St. Thomas og St. Jan til et vestindisk kompagni, og i 1733 købtes desuden St. Croix af Frankrig. I 1754 udløste regeringen det, overtog administrationen helt og frigav handelen. I 1760érne blev St. Croix gjort til frihavn. Et Afrikansk kompagni anlagde faktorier på Slavekysten og drev en tid ret stor handel med negre. Derimod lykkedes det hverken Sverige eller Brandenburg at skabe kompagnier af større stabilitet. Meget bedre gik det ikke Østrig, som i 1727 af vestmagterne blev tvunget til at opgive et i 1722 i Ostende stiftet indisk kompagni. I alt væsentligt tilhørte også denne periodes kompagnier de tre store vesteuropæiske sømagter. Vil man have et rigtigt billede af den økonomiske udvikling og forholdet mellem moderland og koloni, kan det ikke nytte at holde sig alene til den merkantilistiske teori og den statspolitiske lovgivning. Det kvælertag, som kompagnier, monopoler, restriktioner og forbud havde i det økonomiske livs strube, var betydelig stærkere på papiret end i virkeligheden; eet var at lovgive, et andet at få sine forordninger gennemført. I en række tilfælde måtte staten dispensere fra lovens ord, fordi dette var uopfyldeligt, i andre nøjedes den med at se gennem fingre med omgåelsen af forbudene. Men hertil kom, hvor den hvide kolonisation var af større dimensioner, en direkte sabotage af lovens bestemmelser, og det gjorde ikke forholdene bedre, at den af regeringen udsendte eller udnævnte guvernør ikke sjældent stod på kolonisternes side, fordi han indså forbudenes urimelighed og skadelighed for kolonien. Det var en stilling forbundet med livsfare at være nidkær toldembedsmand. I de større kolonier havde han store dele af Borgerskabet imod sig, overalt lå han i stadig kamp med smuglere. Disses tal var legio - smugleri blev i vide kredse ikke anset for en uhæderlig beskæftigelse, dertil var det på grund af de overalt herskende ind- og udførselsforbud eller høje toldsatser en såre indbringende forretning. Et hovedmarked for smughandelen var New Foundlands bankerne. Her mødtes skippere af alle nationer og gjorde forretninger uden restriktioner. På de Vestindiske øer havde engelske og franske smuglere med regeringens stiltiende sanktion depoter til brug for smughandelen på de spanske og portugisiske kolonier. Enkelte smuglere af større format dannede ligefrem kompagnier, hvis hovedbeskæftigelse var smugleri. Derfor må man, når man undersøger handelsstatistikkens tal fra denne tid, gøre sig klart, ikke blot hvad den siger, men også hvad den fortier. Forbud mod oprettelse af manufakturer i kolonierne kunne heller ikke overholdes. Det var forment håndværkere at nedsætte sig i kolonierne, men ikke desto mindre skete dette i masser af tilfælde. I 1702 meddelte det engelske kolonialdepartement i en rapport til Overhuset, at emigrerede tekstilarbejdere forsynede kolonierne med klæde. Fabrikanter og arbejdere lokkes til proprietærkolonierne, hedder det, og her producerer de ikke blot til koloniens eget forbrug, men eksporterer endog til de sydlige plantagekolonier mod hans kongelige majestæts forbud. Det var i virkeligheden ikke få manufakturer, der fandtes i de Nordamerikanske kolonier, skønt de savnede en lovlig eksistensberettigelse. De økonomiske forudsætninger var imidlertid til stede, og dette blev i det lange løb det afgørende. Omgåelse af lovens ord bidrog således i høj grad til at mildne de ulemper, der påførtes kolonierne. Hvad restriktionerne har betydet, er det umuligt at gøre op. Det er derimod givet, at den underordnede stilling, kolonien indtog i forholdet til moderlandet i de mere fremskredne kolonier, skabte en bitterhed og selvstændighedstrang, der snart skulle få samhørighedsfølelsen med moderlandet til at briste. Koloniernes udvikling i denne periode er meget betydelig. For plantagekoloniernes vedkommende skyldes det først og fremmest de mægtige tilskud af sort arbejdskraft. Fra sidste halvdel af det 17. århundrede antog slavehandelen langt større dimensioner end tidligere. Hollænderne og portugiserne, der oprindelig havde behersket denne handel, fik nu alvorlige konkurrenter i franskmænd og englændere. I 1701 overdroges monopolretten til indførsel af slaver i spanske kolonier det franske Guinea-kompagni; i 1713 overgik denne ret, den såkaldte assiento, til det engelske Sydhavskompagni; det forpligtedes til i 30 år årlig at levere 4.000 slaver. I 1750 fandt en omorganisation sted. Bristol, Liverpool og London blev den engelske slavehandels hovedpladser, og fra 1660 var den en af de allervigtigste i engelsk handel. I 1701 anvendtes 104 engelske skibe i denne fart. De medbragte varer til Vestafrika til en værdi af 124.000 £; i 1761 var skibenes antal 138 med en tonnage på 15.689 tons, og deres last til Afrika beløb sig til 325.000 £. I denne periode steg slaveeksporten stærkt, fra ca. 50.000 til omkring 100.000 årlig. England tog broderparten heraf på sin kappe. Priserne var opadgående på grund af plantageejernes efterspørgsel efter mere arbejdskraft. I 1663 kostede en god mandlig negerslave på Barbados 18 £, i 1700 20 £, i 1739 24 £, og i 1767 27 £, naturligvis med stærke svingninger i krigsår med små tilførsler. Jamaica blev hovedsædet for slavehandelen i Vestindien. Dødeligheden på overfarten var meget stor fra 4-12 % gennemsnitlig, men med faldende tendens. Bedst stillede var slaverne vel i de Amerikanske kolonier, værst i Vestindien, hvilket hænger sammen med, at hvor de hvide var færrest, voksede angsten for slaveoprør. Behandlingen af slaverne var naturligvis vidt forskellig alt efter arbejdets art og ejerens menneskelige egenskaber, men deres indtægter var minimale, og deres stilling praktisk talt retsløs. En lov fra 1717 på Barbados bestemte, at en slave, som havde været over ét år på øen, skulle have sin højre fod hugget af, hvis han deserterede og var borte i over 1 måned. En neger kunne ikke vidne mod nogen hvid mand, hvorimod denne kunne dræbe sin slave, uden at det vakte større opsigt. I 1723 siger dog en lov på Antigua, at adskillige grusomme personer uden straf imod guds love og menneskelighed hyppigt dræbte, mishandlede eller lemlæstede deres egne eller andres slaver, fremtidig skulle de imidlertid betale en ikke særlig stor bøde herfor. En lov fra 1740 for Karolina fastsatte, at en hvid, der dræbte en neger, skulle betale 100 £ i bøde, medens taksten for i vrede at slå en slave ihjel var 20 £_; for at skære tungen ud, lemlæste eller udøve for brutal tortur betaltes 14 £. Den franske Code Noir af 1685 gav slaverne lidt større retssikkerhed på papiret. I virkeligheden var deres stilling ikke stort bedre end de engelskes. Mest brutal var behandlingen af negrene i de Hollandske besiddelser, hvorimod de spanske og portugisiske negerslaver levede under mere menneskelige kår. Bedst synes negrene i de danske kolonier at være blevet behandlet. I slavelandene fandtes efterhånden adskillige frigivne negre samt mulatter. Deres stilling var forskellig i de enkelte kolonier. I de franske kolonier og Vestindien opnåede de visse rettigheder, kunne således blive soldater, kontorister samt få små embeder. Dog fandtes der også adskillige, som blev betydelige plantere; de foretrak ofte at leve i Europa, hvor de og deres børn var virkelig frie. På fastlandskolonierne var lovgivningen strammest. Der fastsattes - som på enkelte øer - straf for at blande sig med indianere og negre, de halvblods, som alligevel fødtes, kom til at tilhøre deres mødres stand. I 1691 blev det i Virginia forbudt hvide at gifte sig med farvede kvinder, og enhver, der havde en smule negerblod i sig, regnedes for neger. I det 18. århundrede kunne ingen indianer, mulat eller neger få embeder, og frigivelse af slaver var forbudt. I 1741 forbødes det at frigive negre i Syd-Karolina, og i 1716 blev frie negre og mulatter fratagne stemmeretten. I 1761 skete det samme i Georgia, medens landejende negre og mulatter havde stemmeret i Nord-Karolina. Fri-negre og halvkaster udgjorde i Vestindien 2-4 % af befolkningen, adskillige af dem ernærede sig sammen med efterkommere af de hvide slaver, de såkaldte »fattige hvide« som formænd og slavefogeder. Men det var den store hob negerslaver, som måtte gøre det trælsomme arbejde i minerne og på plantagerne. Det var gennem deres slid at Amerika og Vestindien fra natur blev civilisation. I 1694 indførtes ris til Syd-Karolina fra Madagascar, og dermed tog importen af negre fart. I 1708 var der 3.500 hvide, 4.100 negre og 1.400 indianske fanger. I 1724 fandtes 14.000 hvide og 32.000 slaver, medens riseksporten var på 4.000 tons. I 1765 var tallene henholdsvis 40.000 og 90.000, medens der eksporteredes 32.000 tons ris. I Virginia anlagdes store tobaksplantager, og i 1755 fandtes 60.078 negerslaver. Også Nord-Karolina og Maryland havde et betydeligt slavehold og plantagedrift. I den første koloni fandtes i 1765 114.000 hvide og 30.000 slaver. Foruden tobak og ris dyrkedes efterhånden også indigo og bomuld. Importen af negerslaver steg proportionalt med udvidelsen af de forskellige kulturer. Jamaica, hvor der indførtes sukkerdyrkning, havde i 1673 7.768 hvide og 9.504 slaver, allerede i 1740 var der 10.000 hvide og 100.000 slaver. Antigua havde i 1678 2.308 hvide og 2.172 slaver; i 1734 3.772 hvide og 24.408 slaver. Barbados, der fik store plantager med bomuld, ingefær, tobak og sukker, kunne i 1628 ikke opvise en neger; i 1688 var der 40.000 og i årene 1698-1708 var den officielle import ialt 35.409 slaver. På de franske Antiller dyrkedes sukker og fra 1722 kaffe. I år 1700 var der på øerne 25.000 hvide og 70.000 negre. I 1740 ikke færre end 60.000 hvide og 250.000 negre. I Brasilien tog indførslen af slaver et stærkt opsving, efter at der i 1693 fandtes guld i større mængde, og minedriften i spansk Amerika nødvendiggjorde store og stadige tilførsler. Mange slaver krævedes i Cuba, hvor tobaks- og sukkerdriften var i stærk udvikling - i ca. år 1770 var her op mod 30.000 frie negre og mulatter samt 40.000 slaver.

Indianerne i de spanske kolonier levede adskillige steder som slaver. Dette gælder i særlig grad Peru. I Brasilien forsøgtes i 1680 en ophævelse af indianer slaveriet, og i det følgende århundrede reguleredes forholdet gang på gang. I 1758 blev alle indianske slaver fri samtidig med, at jesuiterne (1759) fordreves og deres kolonier ophævedes. Resultatet blev, at planterne fik stillet billig arbejdskraft til disposition, og der indførtes et kontraktforhold, hvor der ikke var meget igen af friheden. Også Nordamerikas indianere blev ofte gjort til slaver. I 1644 vedtog Virginias parlament at udrydde indianerne, men det blev kun til, at disse måtte afstå et meget større område. I 1670 blev krigstagne fanger gjort til slaver; i 1682 købte man krigsfanger af indianerne, hvorved der skaffedes billig arbejdskraft. Men ellers søgte man at udrydde dem de fleste steder, da indianerne forsynedes med brændevin og våben og brugtes som hjælpetropper i de mange kolonikrige mellem franskmænd og englændere. Det land, der på denne måde blev ledigt, overtoges af de hvide kolonister. I 1754 ansloges de engelske koloniers befolkning til 1,3 millioner, medens Kanada kun havde 80.000 indbyggere. Den franske bosættelse var spredt, hvorimod nabolandene havde en stor befolkning i kystegnene, bestående af agerdyrkere, skovbrugere, plantere og fiskere. Endnu et farvet folk tog del i denne tids store ekspansion, nemlig kineserne. Den spanske koloni Filippinerne drev en udstrakt mellemhandel på Østasien og spansk Amerika. Den blev forbudt for kinesisk silkes vedkommende i 1718-1734, fordi de billige kinesiske varer gav spaniernes handel et betydeligt afbræk. I denne mellemhandel deltog adskillige kinesere, der havde slået sig ned på øerne som købmænd. Kineserne kom ligeledes til Hollandsk Indien. Her havde kompagniet fortsat sin hårdhændede monopolpolitik, også efter at kaffen var indført i 1696 sammen med indigo. Kaffedyrkningen reguleredes på samme måde som krydderierne. I 1735 fandt der således en stor udryddelse af kaffebuske sted. Det var imidlertid lykkedes kineserne at få tilladelse til at slå sig ned på øerne, hvor mange af dem drev plantagedrift, forøvrigt navnlig sukkerplantager. På Java fandtes ca. 100.000 kinesere. De var lige så utilfredse med hollændernes regimente, som de indfødte, og i 1740 udbrød der en stor kineseropstand, hvori også javanesere deltog. Den blev imidlertid med hård hånd slået ned af hollænderne, og kineserne så godt som udslettede. Hermed var der foreløbig gjort ende på den kinesiske invasion til Hollandsk Indien. Ved slutningen af det her behandlede tidsrum skulle et andet stort farvet folk - inderne - komme i intim berøring med europæerne. Hinduerne bestod af en blanding af Dravidaer, tilhørende den negroide race, og et indoeuropæisk folk. Ved det 16. århundredes begyndelse var de kommet under Mogulernes herredømme, og det var Stormogulen, som havde givet europæerne lov til at anlægge handelspladser. Men da riget kom i forfald efter 1707, fulgte opløsning og borgerkrige. I denne situation greb både det engelske og franske ostindiske kompagni ind, - hvis England støttede een indisk fyrste, hjalp Frankrig modparten og omvendt. Krigen førtes med skiftende held under Dupleix og Clive, men endte med, at englænderne næsten slog franskmændene ud i 1763. Man kæmpede nu ikke mere om handelsfordele alene, det gjaldt tillige erobring af land. Men dermed blev det engelske herredømme i Indien et ganske andet, og der skulle kort efter følge en række indgreb af afgørende betydning for hele det indiske folks fremtidige skæbne. Den største udvidelse af koloniområdet kom imidlertid i Nordamerika og Vestindien. I engelsk Nordamerika anlagdes Karolina i 1663 som proprietærkoloni. John Locke skrev for denne koloni en mønsterforfatning, der dog hurtigt blev sat ud af kraft; i 1700 deltes den i syd- og nord-Karolina. Den første fik en betydelig skotsk indvandring efter Skotlands forening med England i 1707, ligesom der efter huguenotternes fordrivelse fra Frankrig i 1685 kom 500 af disse til kolonierne. I 1681 fik kvækeren William Penn charter på et stykke land vest for Delaware, - det blev til proprietærkolonien Pennsylvanien; blandt kolonisterne fandtes mange tyskere, franskmænd, svenskere og irlændere. Tyskerne udgjorde i ca. 1760 en tredjedel af befolkningen her og irerne en anden tredjedel. Fra 1699 var de sidstes stilling i hjemlandet forværret, idet det blev forbudt at eksportere irsk uld fra Ulster af hensyn til de engelske producenter. Dette i forbindelse med, at de irske katolikker skulle betale tiende til den engelske protestantiske kirke, bevirkede at mange emigrerede. Endelig stiftedes proprietærkolonien Georgia 1733. Samtidig med englændernes fremtrængen øst fra, søgte spanierne stadig at skyde deres stilling frem fra syd. Det var de franciskanske og jesuitiske indianermissioner, der banede vej. I Ny Mexico fandtes omkring 1680 2.500 spaniere; i 1716 satte de sig fast i Texas og trængte frem i Arizona, hvor de stødte sammen med franskmændene. Disse havde efter 1660 haft store besværligheder med irokeserne. Samtidig herskede der store divergenser. Generalguvernøren ville, støttet af Colbert, fortsætte assimilationsprocessen mellem franskmænd og indfødte, medens jesuiterne, som havde tilhold ved hoffet, anlagde rene indianerkolonier. Mod guvernøren var tillige købmændene, der kun ønskede handel, ikke bekostelig kolonisation. Franskmændene havde dog udstrakt deres indflydelse mod nord til Hudsonbugten, og i 1671-74 nåedes Mississipi, som de sejlede ned ad til Arkansas. La Salle gjorde fra Ohio-egnen et fremstød for at udforske Mississipidalen og forene St. Lawrence-, Ohio- og Mississipifloderne ved en række forter. I 1682 grundlagde han kolonien Louisiana, hvor en besættelse af større betydning - med sukker- og kaffeplantager - dog ikke fandt sted før længe efter det John Lawske Mississipikompagnis oprettelse. Det franske koloniområde var af langt større udstrækning end englændernes, som det omklamrede, men som nævnt, tyndt besat. Det var stadig fransk kolonisations svaghed, at kun forholdsvis få franskmænd emigrerede. Da de stødte sammen med englænderne i områder, som begge ønskede at besidde, var det givet, at den afgørende kamp om overherredømmet ikke var fjern. I Sydamerika slog franskmændene sig ned i Guayana, hvor englænderne og hollænderne allerede tidligere havde fået fodfæste. Omkring år 1700 fandtes i den franske koloni 5.000 beboere, mens den Hollandske havde 50.000. På Antillerne var den franske kolonisation langt større end englændernes, den omfattede Guadeloupe, Marie-Galante, La Desirade, St. Martin, Grenade, Grenadines, Tobago, St. Lucie, La Tortu, St. Christophe (til 1713), Martinique og den vestlige halvdel af St. Domingo.

Med udvidelsen af koloniriget fulgte naturligt en stærk vækst i den internationale handel. Den gennemsnitlige årlige eksport fra de Nordamerikanske kolonier til England udgjorde 1701-1710 265.783 £, importen 267.205 £, i 1760-1770 var tallene henholdsvis 1.044.591 £ og 1.763.409 £. Eksporten fra de Vestindiske kolonier var år 1700 829.178 £ og importen 334.124 £; i 1750 henholdsvis 1.515.824 £ og 546.545 £. En meget stor del af importen til England navnlig fra Vestindien reeksporteredes. Lægger man hertil eksporten til Afrika og slavehandelen - 134.000 £ i 1701 - samt det ostindiske kompagnis varehandel, det eksporterede i 1700 for godt 500.000 £ varer og ædle metaller, får man et indblik i, hvad kolonierne betød. Det må erindres, at Englands samlede eksport omkring i 1700 ansloges til 5,6 millioner £. Godt en fjerdedel af Englands handel faldt således ved begyndelsen af århundredet udenfor Europa. Den franske handel var noget mindre, medens Hollands fremdeles var tre gange så stor som Englands. Men i denne periode skete der stadig en forskydning. Kolonihandelen voksede procentvis i England og Frankrig, hvorimod handelen på europæiske lande aftog. De første, der ramtes af denne udvikling, var Portugal og Holland, hvis mellemhandel efterhånden skrumpede ind. Der opstod nu flere faste oversøiske handelsruter, New-England eksporterede korn, kød, fisk og tømmer til Sydeuropa, der som betaling leverede vin, frugt og andre varer til England, og herfra gik så manufakturvarer tilbage. Varerne kunne også sendes til Vestindien og udveksles for sukker og kolonialvarer, som så igen i England ombyttedes med industrivarer. Med kolonihandelens voksende betydning fulgte en gradvis ændring i europæernes levevis. Til tobak og kartofler kom kaffe, te og chokolade, indiske lette tøjer etc. De nye varer blev ikke altid modtaget med ovenud begejstring. I England klagedes der over, at teen fortrængte det gode engelske øl. Dønningerne bredte sig hurtigt ud over Europa. Omkring 1670 rasede i Danmark bording i sin mercurius mod de fremmede drikke: »jeg priser hummel, øl og anden landsens drikke frem for slig fremmed kram, hvis kraft jeg kender ikke. Lad indier og tyrk med sådant fylde sig, har jeg øl, vin og mjød, jeg noksom hjælper mig«. Allerede hos Holberg er dette et overvundet stadium. Han fortæller om de »føre og spækfede mænd«, som tidligere om morgenen nød reven øllebrød i stedet for te og drak brunsviger mumme i stedet for kaffe. Men stort ud over de velstillede lag nåede de oversøiske varer endnu ikke. Finansielt nød staterne gennem øgede toldindtægter godt af kolonihandelen. Sammen med de øvrige indirekte afgifter, som den merkantilistiske handelspolitik bragte statskassen, skabte de midler til en udvidelse af krigs- og flådestyrkerne. Med kampen om handel og kolonier fulgte nødvendigvis skabelsen af stærkere militærapparater, ikke mindst krigsflåderne fik en afgørende betydning. Fyrsterne var nu mindre hæmmet af bevilgende myndigheder, og det er klart, at merkantilisme og knægtelse af stændernes magt hører sammen. I England var Borgerstanden stærk nok til fra 1689 at tiltvinge sig en afgørende indflydelse på statens styrelse, men i Frankrig, hvor den var svagere, opretholdt enevælden endnu rudimenter fra et overlevet lenssamfunds tid. Her kom udviklingen i de engelske fastlandskolonier til at spille en rolle i Frankrigs politiske liv. Medens de franske kolonier styredes næsten enevældigt, fandtes der i de engelsk-amerikanske stærke rørelser. I det 18. århundrede blev proprietærernes magt ophævet eller reduceret til intet, og koloniernes chartrer var fra 1690érne en afglans af den engelske forfatning. Med guvernørerne som kongens repræsentanter, med det i 1696 oprettede kolonidepartement, Board of Traade and Plantations, samt med det engelske Parlament lå man i stadig kamp om den politiske og økonomiske frihed, ikke mindst om skattebevillingsretten. Selv om disse kolonisamfunds sociale opbygning prægedes af modsætningen mellem den lokalt orienterede overklasse - storkøbmænd, redere og godsejere - og underklassen, navnlig de mindre selvejere og midtkoloniernes håndværker- og arbejderbefolkning, måtte den første søge støtte mod den engelske krones og det engelske parlaments embedsmænd hos underklassen. Ideologisk blev det en kamp for folkesuveræniteten contra despotiet, her repræsenteret af den engelsk-amerikanske parlamentssuverænitet. Derfor så den franske enevældes modstandere i deres kamp mod l'ancien regime ikke blot hen til England, men mod det kæmpende Amerika. Man gik over Atlanterhavet for at hente den amerikanske ideologiske udformning af John Lockes og naturrettens principper - en koloni skulle nu for første gang komme til at øve indflydelse på en europæisk stormagts politiske tænkning. I kampen om herredømmet over kolonierne og kolonihandelen vendte Cromwell sig efter den første engelsk-nederlandske krig mod Spanien og Portugal. Med det sidste land fik han gennemført en overenskomst, der gav britiske undersåtter udstrakte handelsrettigheder - på Hollands bekostning. 1655 erobrede I England uden krigserklæring den rige spanske koloni Jamaica. Det havde været protektorens mening med denne som udgangspunkt at angribe og ødelægge det spanske kolonivælde. I 1659 tog franskmændene den vestlige del af St. Domingo fra Spanien, hvorefter de i nogle år gav sig til at rense Middelhavet for barbaresker, hvis sørøveri lagde Levant-handelen betydelige hindringer i vejen. I 1664 satte englænderne sig i besiddelse af de hollandske kolonier i Nordamerika, Ny Amsterdam og Delaware (oprindelig svensk), hvorved deres amerikanske kystbesiddelser kom til at udgøre et samlet hele. I forbindelse hermed fulgte en engelsk-hollandsk søkrig i 1665-67, der fik en hurtig afslutning, da Ludvig XIV faldt ind i de spanske Nederlande. Herved bragtes vitale hollandske og engelske interesser i fare, og de to lande sluttede fred, hvorved hollænderne fik overladt Surinam (Guayana), medens England beholdt de Nordamerikanske kolonier. I 1668 sluttede Holland, England og Sverige en tripplealliance med det resultat, at Ludvig XIV måtte nøjes med nogle fæstninger i Flandern i stedet for alle Nederlandene, som han oprindelig havde tænkt at tilrive sig. Ved afslutningen af krigen krævede Frankrig, hvis den spanske konge - hvad der var udsigt til - døde uden mandlige arvinger, ret til visse spanske kolonialbesiddelser, bl.a. Filippinerne,- men det lykkedes ikke at få disse bestemmelser ind i fredstraktaten i Aachen. Den franske konge var gift med en spansk prinsesse og begrundede herudfra sit arvekrav på Spanien, det samme var tilfældet med den tyske kejser, Leopold I af Østrig. Under den spanske krone henhørte foruden de spanske Nederlande og kolonierne tillige store dele af Italien. Det var derfor givet, at Spanien måtte blive det centrale problem i europæisk storpolitik. Både Frankrig og Østrig ønskede at knytte det til sig, hvorimod engelsk politik gik ud på at forhindre dannelsen af en overmægtig fastlandsstat, der tillige var kolonimagt. Handels-, koloni- og dynastiske interesser blev nu en helhed, hvori det var vanskeligt at påpege de enkelte leds betydning.

Den næste krig, Frankrig førte med Holland i 1672 -78, blev en hævnkrig, fordi det 1667 var gået ind i en anti-fransk alliance og tillige en handels- og toldkrig med det formål at ødelægge den Hollandske handel. Her kæmpede England på Frankrigs side til 1674, idet den engelske konge lod sig bestikke af Ludvig XIV, og også Sverige lykkedes det at sikre sig som allieret. Men imod sig fik Frankrig fra 1674 Det tyske Rige, Østrig, Brandenburg og Spanien, og dertil fulgte så Danmark (den Skånske krig). Foruden på de europæiske valpladser kæmpedes i Hollandsk Indien, hvor en fransk ekspedition forgæves søgte at få fodfæste. I 1678 sluttedes fred i Nijwegen; Holland fik gunstigere toldbetingelser end efter tariffen af 1667, men Frankrig var stærk nok til at tiltvinge sig en del fæstninger i de sydlige Nederlande og Franche Comté. Det blev således Spanien, som atter måtte betale gildet. Allerede to år efter freden, faldt de franske tropper ind i Rhin-egnene og indtog bl.a. dele af Elsass og Strassbourg. Tidspunktet var gunstigt valgt, idet tyrkerne rykkede frem og truede kejserens hovedstad Wien, så han var ude af stand til at gribe ind. Men i 1683 blev de slået så eftertrykkeligt, at den europæiske politiske situation forandrede sig i Frankrigs disfavør. Da Ludvig ikke overholdt en i 1684 afsluttet våbenstilstand, dannedes der i 1686 en liga mod Frankrig, bestående af kejseren, Spanien og flere tyske fyrster, og da den franske konge lod sine hære rykke ind i Pfalz, hvor han også for en svigerinde gjorde arvekrav gældende, udbrød den Pfalziske Arvefølgekrig. I denne deltog mod Frankrig tillige Holland og England, hvor Vilhelm af Oranien netop havde besteget tronen efter forjagelsen af den katolske Jacob II. Krigen førtes med den største grusomhed til 1697, og den udkæmpedes både i og uden for Europa. I 1689 blev en fransk eskadre slået af hollænderne ved Guayana. I 1692 knuste englænderne den franske flåde ved Normandiets kyst. I Indien tog hollænderne Pondi-Cherry fra franskmændene, medens disse til gengæld trængte englænderne hårdt i Hudsonegnene og New Foundland. Ved freden i Rijswijk i 1697 måtte Frankrig afstå de fleste af sine erobringer, men beholdt andre, bl.a. Strassbourg, og hvad kolonierne angik bevaredes status quo, idet dog Frankrig fik anerkendt sin besiddelse på St. Domingo.

I år 1700 døde Karl af Spanien, og i sit testamente indsatte han den franske prins Filip af Anjou som arving til det spanske rige. Ludvig XIV forbeholdt Filip hans rettigheder til den franske trone, lod sine tropper rykke ind i de spanske Nederlande og fik for et fransk handelsselskab eneret til slavehandel på de spanske kolonier. Endvidere anerkendte han den fordrevne Jacob II´s søn som retmæssig engelsk konge, og hermed brød uvejret løs. Der dannedes en koalition mod Frankrig, bestående af kejseren, Holland og England, hvortil sluttede sig Det tyske Rige og flere kurfyrster samt Danmark, som dog selv var stærkt optaget af den samtidige Store Nordiske krig. Ludvig XIV fik hjælp af Portugal, Savoyen og et par tyske kurfyrster. Krigen varede fra 1701 til 1714. Allerede i 1703 slog Savoyen og Portugal fra. Med det sidste land sikrede England sig en ny gunstig handelstraktat i 1703, den såkaldte Methuentraktat; den stillede det portugisiske marked til disposition for englænderne mod at give portugiserne halv told på indførsel af deres vine i England. Der kæmpedes både i Europa og Nordamerika, medens de engelske, Hollandske og franske kompagnier i Indien snart sluttede en våbenstilstand. På engelsk initiativ overlod den tyske kejser sine arvekrav til en yngre søn Karl, - hermed skulle faren for et samlet Spanien-Østrig være afværget. Karl søgte fra Katalonien at erobre Spanien. Under kampene satte englænderne sig i 1704 fast i Gibraltar; i 1708 tog de Menorca. Da Karl efter sin broders død blev kejser, forandredes situationen imidlertid ganske. England, der var træt af krigens finansielle byrder og fremdeles ønskede at forhindre Spaniens sammenkobling med en stormagt, trådte ud af koalitionen og indledede særforhandlinger med Frankrig. Derefter fulgte fredstraktaterne i Utrecht (1713) og Rastatt (1714). Den franske prins Filip fik Spanien og de spanske kolonier på den udtrykkelige betingelse, at dette rige aldrig måtte forenes med Frankrig. Østrig tildeltes de spanske (belgiske) Nederlande, og i Italien bl.a. Milano, Napoli og Sardinien, medens Sicilien tilfaldt hertugen af Savoyen. England havde således sikret sig en vis europæisk ligevægt og lagt grunden til sit herredømme over Middelhavet. Men desuden skaffede det sig en kraftig forøgelse af sin kolonimagt, idet Frankrig måtte afstå Akadien, Hudson området, New Foundland, hvor franskmændene dog stadig bevarede en vis fiskeret og St. Christophe. Hermed var den maritime tilgang til St. Lawrence og Kanada i engelsk besiddelse og de franske kolonier næsten lagt som i en skruestik. I 1713 sagde dronning Anna til det engelske parlament, at den vigtigste årsag til, at man havde begyndt krigen, var frygten for at Spanien og de spanske kolonier blev forenet med Frankrig. Ved Utrecht-freden blev man denne frygt kvit. Og Frankrig slap ikke med territoriale afståelser alene. Ludvig XIV måtte give afkald på ethvert privilegium for de franske undersåtter i de spanske kolonier, ligesom Filip 5. I den spanske fredstraktat måtte forpligte sig til at lukke sine kolonier for alle nationer undtagen England, der ved et særligt privilegium fik monopol på slavehandelen på de spanske lande i 30 år og ret til at sende et stort handelsskib dertil årlig. Endvidere fik englænderne lov til at etablere faktorier i La Plataegnene og Buenos Ayres. I godt en snes år efter freden i Utrecht var England under Whigministerier optaget af i fred at udnytte sine rige økonomiske muligheder. Whiggerne, hvis første mand var Walpole (1721-42), repræsenterede i udpræget grad merkantile interesser. Walpoles opfattelse var, at England intet synderligt havde at vinde ved en krig, men meget at tabe, så længe en sådan varede. Men tav kanonerne, talte til gengæld det engelske diplomati truende, når det gjaldt at værne eller udbygge engelsk handels- og erhvervsliv. Ved en diplomatisk aktion tvang man bl.a. Østrig til at opgive det i Ostende stiftede ostindiske kompagni. Men fredsperioden udnyttedes dog også erhvervsmæssigt af Frankrig og Spanien; det sidste land søgte tillige at sætte en stopper for den engelske smughandel på de spanske kolonier, medens den franske kolonisation gjorde fremskridt både i Louisiana og Ostindien. Under disse forhold dannede der sig i England en utilfreds, patriotisk parlamentsgruppe, som var misfornøjet med fredspolitikken, blandt dem William Pitt, hvis familie havde tjent sin formue i kolonierne. Disse patrioter rettede særlig deres opmærksomhed mod kolonierne, og da spanske toldere i Amerika med fuld føje skred ind mod de engelske »handlende«, kom det til krig i 1739. Frankrig, der ønskede at tage hævn over nederlaget i Utrecht, greb ind som beskytter af de spansk-amerikanske kolonier, og franske orlogsmænd angreb uden krigserklæring den engelske koloniflåde (1740). Men nu kom begivenhederne på det europæiske kontinent en tid til atter at binde Frankrigs kræfter. Karl VI af Østrig døde i 1740 og fulgtes af datteren Maria Theresia, hvis arvekrav den bayerske kurfyrste ikke ville anerkende. Resultatet blev den såkaldte Østrigske Arvefølgekrig, hvor man i Europa kæmpede om de Østrigske besiddelser og i Indien og Nordamerika om kolonierne. Krigen viste for første gang en ny stormagt, Preussen, som afgørende faktor i europæisk politik, idet dette land fratog Østrig den rige provins Schlesien. Men i kampen inddroges forøvrigt de fleste europæiske stater, Holland og England på Østrigs side, og Frankrig-Spanien imod. Walpole beskyldtes for at have forsømt den engelske marine og måtte 1742 vige pladsen. Nu sattes der fart i udbyggelsen af flåden, og det lykkedes den at hævde sin overlegenhed over for den franske. I 1748 var krigstrætheden så stor, at parterne sluttede fred i Aachen på basis af, at alt blev som før krigen. Men Aachen-freden var kun en hvilepause; kolonikrigen fortsattes i realiteten i Amerika, begge parter byggede forter, og der fandt en række grænsestridigheder sted. Franskmændene ønskede at forbinde Kanada og Louisiana, medens englænderne ikke ville lade deres fremtrængen vestpå standse af en fransk zone. I 1754 er der faktisk krigstilstand i Amerika. I 1755 angriber englænderne franske troppetransporter, og hermed var krig mellem de to magter uundgåelig. Allerede på dette tidspunkt så det ud til, at franskmændene måtte trække det korteste strå. For det første skulle de kæmpe på to fronter, til lands og til vands, hvorimod England ikke havde andre kontinentale interesser end at holde de øvrige europæiske magter i skak. For det andet var Frankrigs indre politiske forhold i opløsning, udsat for meget stærk kritik fra de kræfter, der bar den Franske Revolution frem, medens det engelske merkantile borgerskabs politiske stilling nu var grundfæstet. I England levede interessen for kolonierne fremdeles, hvorimod den i Frankrig måtte vige for kravet om en demokratisering af det franske samfund. Hvilken gavn, sagde således Voltaire, har vi egentlig af nogle tønder land sne i Kanada? Medens englænderne militært satte energisk ind i kolonierne, sendte franskmændene først tropper i større stil til Indien og Amerika, da det var for sent. Men afgørelsen faldt ikke i kolonierne. Amerika, sagde Pitt, skal erobres i Tyskland. Ved den såkaldte Westminster-konvention i 1756 forpligtede England og Preussen sig til at forsvare Tyskland mod et angreb udefra. Som et træk herimod indgik Frankrig og Østrig en overenskomst, hvorefter de lovede hinanden hjælp for deres europæiske besiddelser - der fandt med andre ord en omvæltning sted i det traditionelle alliancesystem. Hele Europa rustede nu feberagtigt til det store opgør, og Frederik II af Preussen åbnede fjendtlighederne ved at falde ind i Sachsen. Krigen varede i 7 år (Syvårskrigen) og frembød adskillige faser, hvor det var umuligt at se, hvorledes udfaldet ville blive. De første 2 år havde Frankrig overtaget i kolonierne; men derefter gik det ned ad bakke, og da Spanien efter 1761 trådte ind i striden på fransk side, erobrede englænderne adskillige spanske kolonier. Den preussiske hærs standhaftighed i forbindelse med et kejserskifte i Rusland, hvorved Preussen fik en fjende mindre at bekæmpe, førte til en udmattelsesfred. I realiteten betød afgørelsen i Europa, at der foreløbig på grund af Preussens styrke var sat en stopper for Frankrigs ekspansion på Det tyske Riges bekostning. Det største prestigetab led Frankrig gennem sine kolonitab. Ved freden i Paris i 1763 måtte det overdrage England Kanada, øen Kap Breton, St. Lawrence øerne, men beholdt dog St. Pierre og Miquelon samt fiskeriet på New Foundlands bankerne. Endvidere afstod det Louisiana, de fleste Antiller, undtagen Martinique, Guadeloupe og St. Lucie, sine faktorier på Senegalkysten og de indiske besiddelser på nær 5 faktorier. Betingelserne var hårde; man ved, at Pitt, der gik af som minister i 1762, ville have stillet dem endnu hårdere. Spanien måtte afstå Florida. Som en rekompensation herfor fik det overladt den del af Louisiana, der lå vest for Mississipi. England var nu ubestridt den førende kolonimagt, Portugal og Holland levede videre af dets nåde. Spanien måtte efter 1763 åbne Sydamerika for engelsk handel, og Frankrig var slået helt ud i Nordamerika samt ramt føleligt i øst- og Vestindien. Syvårskrigen, siger en engelsk historiker, bestemte ikke blot Storbritanniens, men verdens fremtid. Som herre over Indien og Amerika og behersker af verdenshavene indtog det nu en stilling højt hævet over andre europæiske nationer, hvis fastlandspolitik syntes at fordømme dem til kun at spille en sekundær rolle i verdenshistorien. Men franske statsmænd betragtede blot Pariserfreden som en våbenstilstand. Choiseul, den franske minister, der måtte indregistrere nederlaget, sagde til kongen: »England er deres majestæts, deres stats erklærede fjende og vil altid vedblive at være det. Dets begærlighed i handel, dets hovmodige tone og dets jalousi overfor Frankrig bør for deres majestæt være et varsel om, at der vil gå århundreder, før der kan etableres en varig fred med det land«. Choiseul begyndte omgående at opruste til lands og til vands for at være beredt til det næste opgør. Pengene og roen hertil skaffede han ved at ofre jesuiterne på oppositionens alter og drive dem ud af Frankrig. I 1770 da han gik af, var Frankrig allerede igen en stærk flådemagt.

1763 - 1830

I denne periode må tre store kolonimagter, England, Spanien og Portugal, likvidere meget betydelige dele af deres hidtidige koloniområder. I de engelske Nordamerikanske kolonier havde der længe hersket utilfredshed med afhængigheden af moderlandet og de restriktioner, dette pålagde både det økonomiske og politiske liv. Man erkendte, at Frankrigs nederlag som Nordamerikansk kolonimagt havde givet en større tryghed end tidligere og var nu også villig til at yde bidrag til forsvaret. På den anden side ville amerikanerne selv bestemme, under hvilke former dette skulle ske, og krævede ret til selvbeskatning. Det engelske parlament ønskede imidlertid ikke at slippe sin beskatningsret i kolonierne. Og den engelske konge, Georg III, var ivrig modstander af en liberal politik over for dem. Da Englands statsgæld var blevet fordoblet efter Syvårskrigen 1756-63, så man sig om efter nye indtægter. I 1764 forhøjedes sukkertolden og andre toldsatser, og antallet af varer, der kun måtte føres til britiske havne, forøgedes. I 1765 kom så noget helt nyt i engelsk skattepolitik, en stempelafgift, som skulle betales i guld eller sølv, medens man afslog at modtage koloniernes papirpenge. Stempelloven fremkalde en række protester og trusler om nægtelse af betaling af engelske tilgodehavender, og i forskrækkelse over virkningerne tilbagekaldtes loven i 1766, ligesom sukkerloven forandredes. Men året efter vedtog det engelske parlament at forhøje tolden på en del forbrugsvarer og forbød politisk samvirke mellem de enkelte kolonier. Adskillige toldafgifter blev ophævet i 1770, men en lavkonjunktur for det ostindiske kompagni bevirkede, at der indførtes et monopol i Amerika i forbindelse med tetold. Det irriterede amerikanerne at betale denne told, - der forøvrigt var betydelig lavere end i selve England - og da en ladning te kom til Boston, entrede en skare mænd, forklædt som indianere, skibet og kastede den overbord. I denne nat, siger en engelsk historiker, gik der mere tabt end det ostindiske kompagnis te, thi den britiske suverænitet blev sænket i havet. England besvarede optrinet med at forandre Massachusetts forfatning og røre militært på sig. En kongres i Philadelfia i 1774 udtalte sig med stort mådehold, men hævdede bestemt koloniernes skatte- og lovgivningsret i indre forhold. Imidlertid skærpedes situationen. Irerne i Amerika pustede til ilden, og Georg III ønskede en afstraffelse af kolonierne, der i 1775 erklæredes i oprørstilstand. Herefter var krigen en kendsgerning. England rådede over få tropper og kom i en endnu vanskeligere situation, da Frankrig (1778) og Spanien (1779) trådte ind i kampen på koloniernes side, Frankrig med det udtrykkelige forbehold, at freden ikke måtte sluttes, før England havde anerkendt uafhængighedserklæringen af 1776. 1780 sluttede Rusland sammen med en række neutrale lande et Væbnet Neutralitetsforbund, der krævede »frit skib giver fri ladning« gennemført. England måtte gøre de neutrale magter indrømmelser, men Holland erklærede det krig. Der kæmpedes nu overalt på havene, i Vestindien og i Ostindien. England holdt i det store og hele sine modstandere stangen, undtagen i Amerika, hvor krigslykken vendte sig i 1781. Freden sluttedes i Versailles i 1783. England anerkendte nu de 13 forenede staters uafhængighed og gav hermed afkald på et stort kolonirige. Spanien fik Menorca og Florida, som englænderne havde erobret, men ikke som håbet Gibraltar. Frankrig var gået ind i krigen, bl.a. for at vinde sine Nordamerikanske besiddelser tilbage, men måtte nøjes med at få Tobago og nogle faktorier på Senegalkysten, som det havde måttet afstå i 1763, samt tilbagegivelsen af, hvad englænderne havde besat under krigen i øst- og Vestindien, - endvidere udvidedes dets fiskerettigheder på New Foundland. Den eneste tabende part overfor England var Holland, der til overgrebene under krigen måtte føje afståelsen af Negapatam i Indien.

I de spansk-amerikanske kolonier fortsattes den traditionelle politik, omend monopolhandelen svækkedes på adskillige punkter. I ca. år 1800 var Spaniens andel i hele handelen kun 22 %. Blandt den indfødte befolkning herskede der stor utilfredshed med de spanske embedsmænd, godsejere og minekoncessionærer, og det førte til blodige opstande; under en sådan i Peru mistede 80.000 mennesker livet. Hertil kom gnidninger mellem rigsspanierne, der udelukkende fik de store embeder, og kreolerne, som måtte nøjes med de mindre, skønt mange af dem stod højt både i velstand og boglig dannelse. Den Nordamerikanske Frihedskrig kunne ikke undgå at virke ind på forholdene. Men som i de engelsk-nordamerikanske stater gik der tid, før bevægelsen krævede adskillelse fra moderlandet. Englændernes forsøg i 1806 på at optræde som befriere og føje Sydamerika ind i deres interessesfære blev derfor heller ingen succes. Forholdene bedredes, da Napoleon i 1808 afsatte det spanske kongehus og gjorde Joseph Bonaparte til spansk konge. Der dannedes nu i kolonierne regeringer, som havde til formål at bevare landene for den tidligere kong Ferdinand VII. Men i disse juntaer fik radikale elementer stadig fastere fod, navnlig efter at den royalistiske centraljunta i Sevilla havde ophævet den handelsfrihed, man havde opnået. De begyndte nu at afsætte forhadte spanske embedsmænd, og fra 1810 hørte vicekongens magt i realiteten op, hver provins handlede for sig og for selvstændighed, indtil modstanden organiseredes af Bolivar. De følgende år kæmpede kolonister mod spaniere; længst holdt de sidste sig i Peru, hvor administrationen havde sit hovedsæde. Da Ferdinand VII efter 1814 atter var blevet konge i Spanien, gik han frem med hård hånd for at kue sine koloniale undersåtter, men bidrog derved kun til at ødelægge mulighederne for royalisterne, som fremdeles havde ønsket forbindelsen med moderlandet opretholdt. Revolutionerne sejrede overalt, sidst i Mexico, og hermed var det forbi med det spanske vælde på det amerikanske fastland. I 1820érne søgte Spanien atter at få de tabte kolonilande tilbage og fik støtte af den hellige alliances reaktionære magter (Rusland, Østrig, Preussen), som på russisk tilskyndelse påtænkte en intervention for at hjælpe den spanske konge. Men nu skred USA ind; dets præsident, Monroe, advarede i 1823 de europæiske stormagter mod at betragte det amerikanske kontinent som et koloniland. Ved underretningen herom jublede man - ikke med urette - i Hamburg og sagde: »nu har Hamburg fået kolonier«. Atter var et stort koloniområde unddraget en enkelt magts forgodtbefindende og gjort tilgængeligt for andre landes handel og finans. I 1825 gik England ind for de nye staters uafhængighed af hensyn til sine handelsinteresser i mellem- og Sydamerika. Hermed var al tale om en tilbageerobring af en spansk-amerikansk koloni skrinlagt. De nye stater blev alle republikker, men diktatorisk styrede, da et demokrati vanskeligt lod sig gennemføre, fordi størstedelen af den hovedsagelig indvandrede indiansk-negroidt prægede befolkning stod på alt for lavt et kulturelt stade. Under frihedskrigene var slaveriet officielt blevet ophævet, men det varede længe, før virkeligheden svarede til frigørelsesdokumenternes ordlyd.

Også Portugal måtte give slip på en stor del af sit kolonirige i Amerika, nemlig Brasilien. Her havde man efter fordrivelsen af jesuiterne, der også var forviste fra spansk Amerika, fortsatte grænsestridigheder med Spanien, og kom først i 1777 til et forlig. Guld- og diamantminer frembragte i denne periode betydelige rigdomme, hvoraf staten tog sin del. I 1770 indførtes dyrkning af kaffe i Brasilien. Handelen var stadig væsentlig monopolhandel, og der herskede forbud mod dyrkning af samme kulturer som i moderlandet. I disse år steg antallet af slaver betydeligt - til op imod halvdelen af befolkningen - og også indianernes stilling var ufri, selv om deres arbejdspligt ophævedes i 1799. I den brasilianske overklasse sporedes efterhånden stærke løsrivelses bestræbelser, og de blev ikke mindre, da Napoleon i 1807 afsatte det portugisiske kongehus, som forlagde residensen til Brasilien og i 1815 ophøjede det til kongerige. I 1816 drog kongen tilbage til Portugal, medens hans søn blev i landet som regent. Da Portugal atter prøvede på at reducere Brasilien til en koloni, måtte regenten lade sig udråbe til kejser som Pedro I. Efter Nordamerikas frafald var England indstillet på ikke at føre en aggressiv kolonipolitik. I 1784 fandt en omorganisation sted af styrelsen, som kom til at sortere under en komité, udnævnt af Privy Gouncil, den virkede til 1794, hvorefter kolonierne lagdes under krigsministeriet til 1801. Men fra 1793 begyndte de store kampe mellem England og Frankrig, og disse førtes både i og om kolonier. Kanada viste sig loyal over for det engelske rige; en indbydelse til at deltage i de engelske Nordamerikanske koloniers oprør mod England i 1775 blev ikke modtaget, og da USA i 1812 -14 søgte at ramme England militært i Kanada, blev dets hær slået tilbage af også fransk-kanadiske militssoldater. Det engelske militærdiktatur var gået lemfældigt til værks efter erobringen i 1763, og ved den såkaldte Quebec Act af 1774 fik fransk-kanadierne ret til fri religionsøvelse og stadfæstelse af deres borgerlige rettigheder. Under og efter Den amerikanske Borgerkrig strømmede emigranter, »loyalister«, fra staterne til Kanada. I 1806 var der kommet 70-80.000 engelske indvandrere, som hver fik 200 acres jord til sig og sine børn. De slog sig navnlig ned i Ontario, adskillige også i Quebec, som dog væsentlig vedblev at være fransk. Det nye element krævede en anden styreform, og i 1791 deltes landet i to provinser, det franske nedre-Kanada (Quebec) og det engelske øvre-Kanada (Ontario). Med hver sin guvernør og lovgivende råd. Under krigene voksede oppositionen mod England, og der opstod nu en presse, som kraftigt gik ind for større selvstændighed. Navnlig i nedre-Kanada var utilfredsheden stor. Her kom foruden de sociale og politiske gnidninger også modsætningen mellem englændere og franskmænd til at spille ind. Der fandtes stadig underskud på det kanadiske budget, og et flertal af befolkningen krævede fuldt selvstyre som betingelse for at bringe dette ud af verden. Mod denne periodes slutning trak således uvejrsskyerne op over Kanada. De Nordamerikanske staters løsrivelse var i høj grad medvirkende til, at Australien, delvis kendt efter Cooks rejser og landgang i Botany Bay i 1770, blev koloniseret. I Nordamerika havde man tidligere afsat sine straffefanger på en for England meget fordelagtig måde, og da kolonierne her faldt fra, så man sig om efter andre afsætningssteder og valgte Australien. I 1788 landsattes 750 straffefanger ved Botany Bay, og året efter grundlagdes Port Sidney. Samtidig kom de første frie kolonister, som fik overladt jord skattefrit i fem år, derefter mod en årlig afgift. Også frigivne fanger kunne få 30 acres jord eller herover, medens de i straffetiden udlejedes og måtte opdyrke jord i Tasmanien, der 1824 adskilles fra New South Wales som en særlig koloni, oprettedes i 1802 en fangekoloni. På et tidligt tidspunkt indførtes merinofåret, og dermed skabtes grundlaget for en af Australiens vigtigste næringsveje. Styret var de første 25 år rent militært, men efterhånden kom almindelige domstole, og i 1823 fik New South Wales et lovgivende råd. Der herskede hos en del af kolonisterne uvilje mod at leve sammen med de frigivne fanger, dette gav anledning til stadige udvandringer og var bl.a. årsagen til dannelsen af kolonien vest-Australien i 1829. Efter Napoleonskrigene kom der mere fart i emigrationen. I 1815-25 indvandrede ca. 300 om året, 1825-30 var tallet steget til 1.000. En ny stor, og som det senere viste sig, rig verdensdel var indlemmet i det engelske imperium.

Også i Indien udvidedes den britiske interessesfære. Her var det ostindiske kompagnis magt steget stærkt, navnlig under Warren Hastings regime som generalguvernør (1772-85). Styrelsen omformedes først i 1773 og senere ved India Act i 1784. Tilsynet blev hermed underlagt den engelske regering gennem »Board of Control«, medens Indien skulle styres af en generalguvernør og et råd på 3 medlemmer. I selve Indien sad stadig Mogulen i Delhi. De indiske fyrster var officielt hans vasaller, i realiteten var de lige så uafhængige af ham som det ostindiske kompagni; i Central-Indien fandtes krigerske hindustammer, Maratherne. Det ostindiske kompagni ejede suverænt de frugtbare egne omkring Nedre Ganges, egnen omkring Madras og på vestkysten Bombay. Med indfødte fyrster havde kompagniet afsluttet traktater, hvorefter der ansattes en engelsk resident ved hofferne, og det blev denne, hos hvem den virkelige magt kom til at ligge. I 1784 udnævntes en ny generalguvernør, der fik instruks om at rydde op i korruptionen og indskænke de militære udgifter. Men allerede i 1789 måtte man tage kampen op med en indfødt fyrste, der i 1792 blev tvunget til al afstå store dele af sine lande, navnlig på Malabarkysten. Kort efter toges den franske koloni Pondicherry. De følgende år var der stadig uroligheder og kampe, hvori franskmændene tog aktiv del. Men allerede i 1802 stod englænderne direkte eller indirekte som herrer over hele Indien med undtagelse af Induslandet og Marath-staterne. Krigen i Indien kostede store penge. Den indiske gæld steg i 1802 til 18,4 og i 1806 til 28 millioner £. Medens eksporten til England samtidig gik betydeligt ned, og kompagniets direktion krævede derfor, at ekspansionspolitikken skulle ophøre. Forholdet til Marathstaterne havde imidlertid forværret sig, og efter først at have påbegyndt rollen som erobrere inde i landet havde man intet valg, men måtte fortsætte. Det hjalp ikke, at man kaldte generalguvernørerne hjem eller pålagde dem at trække grænserne tilbage. Der fulgte dog nogle få års delvis fred (1807-13), som man benyttede til at slutte traktater med fyrsterne i Afghanistan og Punjab, hvorved nordvestgrænsen sikredes. Men så opstod der uro i nordøst, ghurkaerne i Nepal trængte ind på kompagniets område og blev først drevet tilbage i 1816. Samme år blev Nagpore en vasalstat, og 1818 havde man fået overtaget over Maratherne og nogle røverbander, de såkaldte pindaner. Kompagniet havde efter 1820 praktisk talt Indien i sin magt, som provins eller vasalstater, hvor britiske residenter var rådgivere. For det indiske bondesamfund fik det engelske styre alvorlige følger. Foruden i salt- og opiumsmonopoler bestod kompagniets indtægter af en grundskat. I Bengalen opkrævedes denne af Mogulens embedsmand, zemindarerne. Disse blev nu af englænderne, i modsætning til tidligere, gjort til en slags lensherrer med pligt til at inddrive skatterne og ret til at påligne dem efter behag, hvilket betød en opløsning af de tidligere kommunistisk prægede landsbysamfund. Enkelte steder bevaredes endnu det gamle system, hvor landsbyen som sådan stod inde for skatten, medens man fra 1825 i Sydindien krævede denne hos hver enkelt bonde gennem kompagniets embedsmænd - det såkaldte Ryotwarsystem. For at skaffe flere penge i kassen begyndte man allerede tidligt for engelske midler på store kanal- og overrislingsarbejder, hvorved betydelige arealer i det tæt befolkede rige kunne tages under dyrkning. Det engelske skattesystem fremskyndede overgangen til pengeøkonomi og bevirkede tillige, at bønderne, som af skattemæssige grunde havde fået tilbudt ejendomsret til deres jord, faldt i kløerne på pengeudlånere. Den engelske bomuldsindustris vækst slog samtidig det indiske landhåndværk ud, medens hjemmemarkedet var skrumpet ind under stagnationen i Mogulregeringens forfaldstid. Den stærkt industrialiserede engelske industri krævede stadig flere råstoffer. Indien blev hurtig udset til at være både råstof- og afsætningsmarked. Derfor sætter angrebene på kompagniets monopolhandel nu ind med fornyet kraft, ledet af bomuldsfabrikanterne. I 1793 blev en del af handelen frigivet, senere mere, og i 1833 ophævedes kompagniet som handelsforetagende. I 1783 importerede England fra Indien 0,1 millioner pund bomuld, i 1810 27,8 millioner - ¹/₅ af den samlede indførsel. I 1814 solgte englænderne 0,8 millioner yards bomuldsvarer til Indien, i 1828 42,8 millioner yards, samtidig hermed gik eksporten af indiske bomuldsvarer til England ned fra 1,3 millioner yards til 0,4 millioner. Indiens placering som råstofproducent var gennemført og dets landsbyvævere gjort brødløse. De søgte så at ernære sig ved landbrug med det resultat, at gennemsnitsstørrelsen på et sådant fra 1770 til 1818 gik ned fra 30 tdr. land til 13 tdr.. Det engelske herredømme over Indien betød dårligere levevilkår, hårdere hungerperioder og mere ufri kår. Først englændernes reformarbejde i det følgende århundrede bragte inderne fordele også i forhold til det tidligere regime, som langtfra havde været ideelt. Det er på den anden side forståeligt, at indernes had til englænderne voksede. I så henseende vejede det ikke mindst til, at fortjenesten ved det indiske arbejde i modsætning til tidligere gik ud af landet, at inderne måtte betale omkostningerne ved deres egen undertrykkelse, og at landet forarmedes mere og mere som følge af den engelske industris ødelæggelse af det indiske erhvervsliv.

Endelig bragte revolutionskrigene England store og værdifulde forøgelser af dets oversøiske område. Efter 1763 var fransk politik indstillet på at vinde det tabte tilbage og gøre England rangen stridig som verdensmagt. Det var en hovedårsag til, at man havde støttet de Nordamerikanske kolonier i uafhængighedskampen. I 1765 havde Frankrig proklameret en streng afspærring af kolonierne overfor udlandet, men allerede i 1768 indførtes flere lempelser. I 1779 blev spanierne ligestillet med franskmændene i deres besiddelser; i 1787 fulgte amerikanerne efter, og i 1784 gives store dele af kolonihandelen fri for alle. I selve kolonierne sporedes dønninger af utilfredsheden med l'ancien regime, væsentlig som et skærpet modsætningsforhold mellem hvide og farvede. I 1788 dannedes i Frankrig foreningen »de sortes venner« med bl.a. Condorcet, Mirabeau og Robespierre som medlemmer. Programmet lød på afskaffelse af slavehandelen, gradvis ophævelse af slaveriet og indførelse af borgerlig lighed for alle i kolonierne. Det er klart, at de hvide plantageejere ikke var synderlig begejstrede for et sådant fremtidsperspektiv. Da der udskreves valg til generalstænderne, valgte hvide kolonister på St. Domingo også repræsentanter, skønt dette var mod alle regler, og andre fulgte efter. Nationalforsamlingen anerkendte dem, og hermed var kolonierne altså repræsenteret ved ganske vist højst vilkårligt valgte delegerede. Herefter fulgte lange bitre forhandlinger om negrenes stilling med udgangspunkt i menneskerettighedernes erklæring af d. 26. august 1789, som fastslog menneskenes frihed og lighed. I 1790 vedtoges et dekret, der gav de farvede politiske rettigheder, hvad angik det lokale styre. Men da en forsamling på St. Domingo begyndte at styre uden at tage hensyn til den franske lovgivende magt, blev den erklæret ulovlig, og en militær ekspedition sendt til øen. I 1791 nåede man til en vedtagelse om, at frie farvede, hvis forældre også havde været frie, skulle have politiske rettigheder, men loven blev et dødt bogstav, selv de mest radikale var bange for at den skulle medføre de Vestindiske øers økonomiske ruin. I 1790 gjordes handelen på Indien fri; i 1791 indførtes en mere liberal toldlovgivning til fordel for kolonierne, og i 1792 fik alle frie farvede lige rettigheder med hvide og ret til repræsentation i det franske parlament. I 1794 ophævedes endelig slaveriet, og i forfatningen af d. 23. september 1795 stod derfor i menneske- og borgerrettighedernes erklæring, at intet menneske kunne sælge sig eller sælges. I kolonierne virkede revolutionens vaklende politik i spørgsmålet om forholdet mellem hvide og sorte samt begivenhederne i selve Frankrig opløsende, og det på et tidspunkt, hvor den afgørende kamp om verdensherredømmet var begyndt mellem England og Frankrig.

Foreløbig holdt England sig neutral under krigen i 1792 mellem Frankrig og Østrig-Preussen. Men da franskmændene havde erobret Belgien i 1792 og åbnet for handelen på Schelden, var det givet, at England ville gribe ind; Belgien som en del af Frankrig kunne ikke tolereres. Det var ikke revolutionens propaganda for en ideologisk udbredelse af dens ideer i verden, ikke heller Ludvig XVI´s henrettelse, men faren for egne vitale interesser, som kaldte den yngre Pitt´s England frem på arenaen. Krigserklæringen kom dog fra Frankrig, der erklærede England, Holland og Spanien krig og således fik en koalition imod sig bestående af disse magter samt Østrig, Preussen, Det tyske Rige, Portugal, Sardinien og nogle Italienske stater. Krigen førtes ikke særlig energisk af koalitionen. Preussen og Østrig var desuden i 1793 og i 1795 optaget af sammen med Rusland at foretage Polens anden og tredje deling. For at stå bedre under rovet mod øst sluttede Preussen fred med Frankrig i 1795. Spanien gjorde det samme og måtte afstå sin del af St. Domingo. Året efter indgik det forbund med Frankrig. Nederlandene blev til den Bataviske republik og måtte forpligte sig til at deltage i krigen mod England. Således var stillingen, da det borgerlige Frankrig havde rystet det såkaldte rædselsherredømme af sig og indført Direktoratet, der hurtigt kom til at hvile på bajonetterne og derfor banede vej for Napoleon.

Imedens havde begivenhederne udviklet sig knapt så heldigt for franskmændene i kolonierne. Her førtes adskillige steder kampe mellem tilhængere og modstandere af republikken, mellem hvide og farvede, og englænderne blev ligefrem tilkaldt som befriere fra det republikanske styre. I 1794 tog en engelsk flåde Guadeloupe og Martinique, den første blev dog samme år generobret af en fransk ekspedition, hvis chef proklamerede slaveriets ophævelse og stablede en indfødt hær på benene mod englænderne på en række øer. Hvor disse også havde sat sig fast, lykkedes det franskmændenes propaganda mod slaveriet at drive englænderne ud. Men Martinique blev i deres besiddelse. På St. Domingo tilkaldtes de også i 1793 samtidig med, at spanierne trængte ind i den øvrige del. En tidligere slave, Toussaint, organiserede imidlertid negrene, drev englænderne ud og regerede klogt som øens hersker. Også andre steder i verden førtes kampen. Englænderne erobrede Pondieherry i Indien i 1793 og St. Pierre og Miquelon. Medens Ile de France og Ile Bourbon i Madagascarområdet foreløbig levede videre, som om der overhovedet ikke eksisterede revolution eller kolonikampe. I 1795 tog en engelsk flåde Batavia i besiddelse, forud var gået Ceylon, og nu kom fra 1796 angreb på de spanske kolonier. Østrig målte takket være Napoleons militære sejre slutte fred med Frankrig i Campo Formio i 1797, hvorved det anerkendte Napoleons italienske politik og afstod Belgien til Frankrig. Tilbage som fjende stod nu kun England. Direktoratet opfordrede sin store general til at gøre landgang i England, men han foretrak at rette hovedslaget mod Indien og som første etape angribe Ægypten, der ganske vist ikke var engelsk, men stod under tyrkisk overhøjhed. I 1798 drog Napoleons ekspedition af sted, besatte øen Malta og erobrede hurtigt Ægypten. For at åbne vejen til Indien angreb han Syrien, tog Gaza og Jaffa, men måtte så give op. Tyrkiet havde erklæret Frankrig krig og Nelson ødelagt den franske flåde ved Abukir. I 1799 indskibede Napoleon sig derefter til Europa, hvor Frankrigs fjender (England. Østrig, Rusland, Tyrkiet, Portugal og Napoli) året før havde sluttet sig sammen i den Anden Koalition. I 1801 havde de franske hære under Napoleons fremragende ledelse slået koalitionen og tvunget alle deltagerne til fred - undtagen England. Men også her var der på grund af finansielle vanskeligheder stærke ønsker om fred. Skønt man havde erobret Trinidad (1797) og Honduras (1798) fra Spanien, Malta fra Frankrig (1800) og året efter ved hjælp af tyrkerne tvunget den franske hær til kapitulation, var stillingen dog ikke alt for god. Engelske overgreb til søs havde i 1800-01 fået Rusland til sammen med Danmark, Norge, Sverige og Preussen at danne et Væbnet Neutralitetsforbund, som Danmark dog blev tvunget ud af efter slaget på Københavns Red i 1801. Hertil kom så, at Napoleon allerede nu søgte etableret en fastlandsspærring for at ramme engelsk industri og handel. Pitt måtte gå af, og da Frankrig også var krigstræt, kom det i 1802 til freden i Amiens. England måtte tilbagegive Frankrig Martinique. Øen Gorée ved Senegal og de Ostindiske besiddelser samt anerkende Frankrigs suverænitet over fransk Guayana og dets fiskerettigheder på New Foundland. Frankrig havde desuden i 1801 fået Louisiana af Spanien; dets samlede kolonibesiddelser var således vokset siden 1783. Men England kunne notere endnu større gevinster, selvom det lovede at udlevere Malta til Johanniterordenen. Af de spanske kolonier beholdt det Trinidad og af de Hollandske Ceylon. Freden skulle ikke blive af lang varighed. Der var ingen mulighed for en deling af magten mellem England og Frankrig. Napoleon, som i 1802 blev livsvarig konsul og i 1804 kejser, hadede englænderne af et godt hjerte og ønskede at skabe et stort og mægtigt fransk kolonirige. Han opfattede koloniernes stilling som underordnet, ophævede de politiske rettigheder, der var blevet givet dem, genindførte i 1802 slaveriet og slavehandelen, forbød ægteskaber mellem hvide og negre og nægtede negre og mulatter adgang til Frankrig. Endelig blev handelen på kolonierne praktisk talt lukket af for udlændinge. Denne hårdhændede politik førte på Guadeloupe til et blodigt oprør, der blev slået ned uden større vanskeligheder. Til St. Domingo sendtes i 1801 en ekspedition på 35.000 mand og 41 skibe. Efter et tappert forsvar måtte Toussaint overgive sig, men modstanden var langt fra ophørt, dengang krigen med England atter brød løs i 1803. Da franskmændene herefter ikke kunne sende hjælp, erklæredes øen for uafhængig under navnet Haiti. Alle hvide blev dræbt, men af negerbefolkningen var efter Napoleons togt kun halvdelen tilbage. Antagelig under indtrykket af hændelserne på St. Domingo og for ikke at få USA til fjende solgte Napoleon i 1803 Louisiana til Staterne for 80 millioner francs.

I England var Pitt atter kommet til magten, og mod subsidier til Rusland fik han dannet den tredje koalition i 1805, hvortil Østrig. Sverige og Napoli sluttede sig. Som sædvanlig sejrede Napoleon til lands og var efter freden i Pressburg kontinental Europas herre. Men England kunne han ikke ramme. I 1805 ødelagde Nelson ved Trafalgar den fransk-spanske flåde, og hermed herskede England lige så ubestridt på havene som Frankrig på kontinentet. Da den Bataviske republik i 1806 blev gjort til et kongerige med Napoleons broder Ludvig som regent, besatte englænderne Kaplandet. Som modtræk mod England etablerede Napoleon en fastlandsspærring, hvis formål var at lukke al handel ude fra kontinentet, »undertvinge havet ved landet«. For at få hjælp hertil sluttede han i 1807 i Tilsit overenskomst med kejser Alexander af Rusland. Resultatet blev bl.a. at englænderne kom de to kejsere i forkøbet ved at bemægtige sig den danske flåde i 1807. Da Napoleon i 1808 gjorde Joseph Bonaparte til konge i Spanien efter året forud at have afsat det portugisiske kongehus, greb englænderne ind, sluttede forbund med Østrig og besatte dele af Spanien og Portugal. Østrig blev slået og måtte gå med til en ydmygende fred i Wien 1809. Men England stod stadig ubesejret. I 1808 planlagde Napoleon en fransk-russisk aktion mod Indien over Syrien og Mesopotamien, nu indlemmede han i 1810 Holland, den tyske Nordsøkyst og en del af Østersøkysten i Frankrig for at gøre fastlandsspærringen effektiv og derved sulte England ud. Han ramte det hårdt. Men var ude af stand til at give det et dødbringende slag. På dette tidspunkt havde englænderne imidlertid gjort det af med det franske kolonirige. I 1809 tog det Martinique, i 1810 Guadeloupe, ligesådan gik det de øvrige besiddelser i Amerika og Afrika. I Madagascarhavet erobrede englænderne Rodriques i 1809, Ile Bourbon og Ile de France i 1810 og Seychellerne i 1811. Nu kølnedes forholdet stærkt mellem de to kejsere, fordi Napoleon også krævede den neutrale, navnlig den amerikanske skibsfart lammet, hvilket Alexander ikke ville gå ind på af hensyn til Ruslands handel. I 1811 kom bruddet og Napoleon opererede med en fantastisk plan om at slå den russiske kolos ned som første trin på vejen til Indien - det sted, hvor han vidste englænderne var mest sårbare. Han måtte til sidst bide i græsset og led efter det mislykkede Ruslandstogt i 1812 og slaget ved Leipzig i 1813 det sidste afgørende nederlag i 1815 ved Waterloo, hvor en engelsk hær under Wellington gjorde det af med det franske verdensherredømme. Det var England, der sejrede i slutspurten. Ved traktaterne i Paris og Wien fik England af Frankrig Tobago. St. Lucie, Mauritius, Seychellerne, Rodriques og Ile de France. I Indien beholdt franskmændene 5 pladser. Holland, der blev forenet med Belgien til kongeriget Nederlandene, afstod definitivt Kaplandet og Ceylon samt en del af Surinam. Danmark måtte overgive Helgoland til England, der også beholdt Malta og beskyttelsesretten over de Joniske øer. Haiti forblev uafhængigt, medens den østlige del al St. Domingo vedblev at være spansk til 1821.

Efter Pariserfreden var England ubestridt den førende kolonimagt. Frankrig syntes nu at have opgivet håbet om at få sit tabte kolonirige tilbage og koncentrerede sine anstrengelser om Senegal, Madagascar og sørøverreden Algier. Kolonierne fik efterhånden en sparsom repræsentation i moderlandet. Holland slikkede sine sår og reorganiserede kolonistyret, i 1825 oprettedes et marine- og koloniministerium, i Surinam fik kolonisterne et råd ved siden af guvernøren. Det ostindiske kompagni, hvis økonomi ikke kunne holde til de administrative og militære krav, som stilledes til det, ophævedes i 1798. Dets gæld nåede op på 134 millioner gylden. Under englændernes styre i 1811-16 indførtes mange reformer, bl.a. fik javaneserne fri dispositionsret over jorden mod en fast afgift. Da hollænderne atter kom til, indførtes det gamle tvangssystem, hvilket havde til følge, at der var stadige opstande på Java til 1830. I Kapkolonien havde den engelske guvernør efter 1806 i realiteten hele magten, han lod af skattemæssige grunde hottentotterne indregistrere, men gav på den anden side negrene adgang til visse embeder og større rettigheder end tidligere. Fra 1817 begyndte en engelsk indvandring, tildels af aftakkede soldater. De fik fri jord, og i 1819 bevilligedes 5.000 £ til emigration. Modsætningsforholdet til boerne skærpedes i disse år, navnlig efter at englænderne reorganiserede de lavere retsinstanser og derved tvang boerne til for retten at vise en respekt, som i høj grad var dem imod. I Østen hvor englænderne i 1786 havde fået greb i Penang og dermed lagt grunden til kolonierne på Malaya, kom efter Napoleonstiden endvidere en værdifuld forøgelse, idet Stanford Raffles, der som mange andre englændere var utilfreds med, at man havde tilbagegivet hollænderne deres Ostindiske besiddelser, grundlagde Singapore (1819), hvorfra praktisk talt indsejlingen til Østen beherskedes. Først i 1824 anerkendte Holland efter en række protester Singapore som engelsk besiddelse. I denne periode florerede slavehandelen fremdeles, og priserne var opadgående. Men samtidig satte angrebene på slaveriet for alvor ind. I 1772 erklæredes det for ulovligt i selve England. Herved blev 15.000 negre fri. Negrene havde talsmænd bl.a. i Montesquieu, Voltaire, Rousseau, Turgot og Adam Smith. I tråd med den liberalistiske opfattelse fremhævedes, at det tvungne arbejde gav mindre udbytte, hvorfor negrene skulle gøres til frie forpagtere. I England og Frankrig dannedes foreninger til slavernes frigørelse, og menneskerettighedernes erklæring gav bevægelsen et skub fremad. Det er allerede omtalt, hvorledes praksis i Frankrig så helt anderledes ud end teori under revolutionen, og også i England var vejen lang og trang. Fra 1789 drøftedes spørgsmålet gang på gang i Parlamentet under Wilberforce´s utrættelige førerskab. I 1794 forbyder USA udførsel af slaver. Danmark, der fra det 17. århundrede ejede nogle pladser på Guineakysten og selv havde en betydelig plantagedrift på St. Croix, St. Thomas og St. Jan, undertrykte handelen allerede i 1803. I 1807 kom så forbud for britiske undersåtter mod under streng straf at give sig af med slavehandel, og USA forbød indførsel af slaver over sine grænser. I 1810 gjorde England skridt hos den store slavehandler Portugal til afskaffelse, men uden resultat. Da Napoleon vendte tilbage i de 100 dage, søgte han at vinde terræn ved atter at indføre de af ham selv tilintetgjorte menneskerettigheder, deriblandt slavernes frihed, og Ludvig XVII måtte følge i hans spor. Sverige lovede forbud mod slavehandel i 1813. Nederlandene i 1811 og Frankrig inden 5 år efter. I 1817 gav Spanien mod at få 400.000 £ England ret til at undersøge dets skibe og erklærede at ville afskaffe slavehandelen fra 1820. I 1825 indførtes så i England dødsstraf for at give sig af med denne metier.

Imedens drøftelsen af slavernes frigørelse stod på, antog slavehandelen enorme dimensioner - også i de engelske kolonier - fra 1788-1806 steg således antallet af slaver på Jamaica fra 250.000 til 400.000. Alene i året 1822 indførte portugiserne 56.000 negerslaver til Brasilien. Men det var klart, at slaveriet gik på hæld. Samtidig med at sukkeret i de engelske kolonier tabte i betydning, og kong sukker på verdensmarkedet afløstes af kong bomuld. I de samme år. Hvor der stadig kæmpes om kolonierne, begynder angrebene på kolonisystemet at sætte ind med stor kraft. Det var naturligt, at de først begyndte i Frankrig, hvor kampen om kolonierne havde kostet så store ofre. Montesquieu hævdede, at de betød en svækkelse af moderlandet. Voltaire karakteriserede dem som årsag til krig og en kostbar luksus. Rousseau og mange andre af oplysningstidens navne indtog samme standpunkt. Men den skarpeste kritik gav Adam Smith i sit værk om Nationernes Velstand (1776). Han fremhæver, at oprettelsen af kolonierne i Amerika og Vestindien ikke har været dikteret af nødvendighed. Fordelene ved Amerikas opdagelse består i vareforøgelse og udvidelse af Europas industri, men moderlandenes priviligerede handel tenderer mod at formindske fordelene og industrierne for alle lande i almindelighed og for kolonierne i særdeleshed. Under frihandel ville, siger Adam Smith, flere fordele kunne opnås, idet det kun er et relativt gode, hvad der opnås på andre landes bekostning indenfor en enkelt handelsgren. Ved at overfylde handelen på Amerika med kapital, havde man draget denne bl.a. fra Middelhavs- og anden europæisk handel, hvilket ikke var noget gode. Adam Smith gjorde sig derfor til talsmand for handelstraktater med kolonierne i stedet for monopol. Hans skrift fremkom på et tidspunkt, da industrialiseringen var ved at trænge igennem. Masseproduktionen kunne ikke nøjes med kolonierne, men måtte have de europæiske lande som afsætningsmarkeder. Efterhånden som produktionen voksede kritiseredes det gamle kolonistyre voldsommere. James Mill anførte i 1828, at den sejge fastholden ved kolonierne skyldtes visse kredses interesser i gode stillinger og regeringens militære formål. Der også vandt massernes billigelse. Lignende tanker fremsattes af Bentham og Parnell. Liberalisternes syn på kolonierne gav naturligvis impulser både til antislaveri-bevægelserne og selvstyrebestræbelserne i kolonierne, således f.eks. til Durhams rapport om forholdene i Kanada i 1839. Også i handels- og toldpolitikken sporedes ændringer i liberalistisk retning. 1815 havde England ganske vist fået en stærkt protektionistisk kornlov, men i 1825 sænkedes toldsatserne for indførsel af en række varer betydeligt, og flere forbud ophævedes. I Frankrig reduceredes tolden i 1774, og restriktioner bortfaldt. I 1786 sluttedes en ret liberal handelsaftale med England, og revolutionen gik videre i frihandelsvenlig retning til 1792 så sejrede protektionismen atter, den eneste afvigelse herfra var handelstraktaterne med England og USA af 1822 og 1826, som gav disse landes skibsfart begunstigelser. I USA trængte protektionismen frem fra 1816. Det var her som i Frankrig den økonomiske depression oven på Napoleonskrigenes ulykker, der var den udslaggivende faktor. Også i de mindre europæiske stater mærkedes lignende svingninger mellem tendens til frihandel eller beskyttelse. I kolonihandelen sporedes nu også adskillige lempelser. I Brasilien åbnedes handelen for alle i 1808, omend med præference for portugiserne. I 1794 gav England USA lov til direkte handel med engelsk Vestindien og i 1796 ret til indførsel af egne varer til England på amerikanske skibe. I 1808 tilloddes dette også Brasilien. I 1822 de tidligere spanske kolonilande. I 1823 blev skibsfarten fri for fremmede skibe, men der var stadig differentialtold på engelske varer i kolonierne, og handel mellem kolonierne og England var principielt forbeholdt englændere, omend der blev skudt brecher heri fra 1825. Indførselen fra kolonierne til England begunstigedes ligeledes ved udstrakt præference. Det liberalistiske princip, baseret på gensidighed, trængte stadig mere igennem. Fra 1784 var monopolhandelen på de Hollandsk-Ostindiske besiddelser blevet gennemhullet, og i 1825 fik alle Holland venligtsindede nationer ret til fri handel, omend Holland forbeholdt sig en præferencestilling. I Frankrig tilstodes der udlændinge store indrømmelser i deres handel med egne varer og på kolonierne, men krigene satte en stopper for denne udvikling. I 1816 begrænsedes adgangen til kolonihandelen for fremmede, men fra 1818 brydes systemet. De europæiske landes samlede udenrigshandel beløb sig i 1780 til 186 millioner £. I tiden 1800-1815 står den praktisk talt stille, men så begyndte fra 1820érne et langsomt opsving, hæmmet af staternes gældsbyrder oven på krigene. I 1830 udgjorde den 407 millioner £. Det er karakteristisk for udviklingen, at den europæiske samhandel kommer til at betyde mere i forhold til kolonihandelen end tidligere.

1830-1870

Den engelske opfattelse af kolonierne var omkring 1830 påvirket af den liberalistiske skole, der betragtede dem som et urentabelt foretagende, moderlandet kun havde udgifter af. Og kolonisterne som mennesker, der trods hjælp og tilskud altid var utilfredse. Koloniernes løsrivelse fra moderlandet burde derfor snarere fremmes end hæmmes, og denne tankegang var baggrunden for, at den engelske regering så villigt gav dem selvstyre og forfatninger. Denne negative indstilling, hvis ivrigste forkæmpere var Manchesterfolkene, skyldtes at England på det tidspunkt ikke havde væsentlig grund til at søge et kolonimarked. Industrialiseringen af samfundet her var forud for det øvrige Europa; britisk industri beherskede næsten uden konkurrence det europæiske og amerikanske marked, som den forsynede både med færdigvarer og udrustning til den industri, der langsomt var ved at vokse frem også her. Ikke mindst med hensyn til bygningen af jernbaner var England ledende, og engelsk kapital fandt på det europæiske lånemarked et lønnende operationsfelt. Imidlertid voksede interessen for kolonierne i 1830érne og 40érne, da »The colonial Reformers« med Wakefield i spidsen ud fra Malthus' befolkningsteorier fremdrog kolonierne som egnede til en aflastning af det stigende befolkningsoverskud. De ville derfor give kolonierne et udstrakt selvstyre og løse beskæftigelsesproblemet ved kolonisering gennem udvandring. Disse to forhold var i virkeligheden sammenhængende, idet en hvid befolkning var forudsætningen for selvstyre i kolonierne. Til kolonisationen af uopdyrkede egne i Kanada, Australien og New Zealand udstedtes i 1835 regler, hvorefter emigranterne af hensyn til sikring af den nødvendige arbejdskraft først kunne erhverve jord. Når de formåede at betale en minimumspris pr. acre i rede penge, af disse summer tilskød regeringen hjælp til rejserne. Men fra 1850érne, da industrien i højere grad var i stand til at optage overskudsbefolkningen, stagnerede udvandringen, og samtidig sejrede laissez faire princippet afgørende i kolonipolitikken. Dette manifesteredes bl.a. gennem Kanadas ophøjelse til Dominion og likvideringen af enhver udvidelsespolitik i Sydafrika. I kampen mod slavehandelen og bestræbelserne for at frigøre slaverne gik England under denne periode i spidsen. Det vestindiske rørsukker havde nu i nogen grad mistet interessen for England og dermed tillige opretholdelsen af slaveriet. I 1833 ophævedes det i de engelske kolonier mod en erstatning på 20 millioner £ til slaveejerne. I den følgende tid afsluttede England traktater med Frankrig, som i 1831 forbød deltagelse i slavehandelen, om undersøgelse og opbringelse af slaveskibe. Især voldte forholdene i de spansk-Vestindiske kolonier besvær. Her havde plantageejerne i modsætning til de engelske industrialiseret driften for bedre at kunne konkurrere, og der indførtes årlig mange tusind slaver til disse kolonier såvel som til de Sydamerikanske stater. Under de faldende konjunkturer skulle der produceres billigt, og slaverne blev derfor udnyttet mere brutalt end nogensinde tidligere. Da Spanien blev tvunget til at standse handelen, gik den over på portugisiske hænder. Fra slutningen af 1830érne begyndte kampen dog at blive effektiv. I 1839 afgik således 59 slaveskibe til Havanna. I 1841 var tallet faldet til 31, og det dalede derefter jævnt nedad. Da USA i 1865 havde ophævet slaveriet, sluttede det sig til England i kampen mod det spanske slaveri. I 1870 måtte Spanien forbyde slaveriet i Vestindien, og ved engelsk-amerikansk pres blev forbudet ført ud i livet i begyndelsen af 1880érne. I Brasilien havde sukkeravlen fået et kraftigt skub ved den engelske frihandelsvenlige sukkerlov af 1846, og importen af slaver steg fra ca. 19.000 årlig til ca. 50-60.000 i den følgende tid. Men fra 1851 begyndte man at undertrykke handelen på foranledning af den engelske regering. I 1852 importeredes kun 700, og det næste år ophørte den fuldstændig. Afskaffelsen af slavehandelen og slaveriet i Vestindien kostede England 80 millioner £. Foruden et rent humant formål havde man tillige opnået at skabe lige betingelser for køb af arbejdskraft i plantagelandene.

Den største engelske koloni i Amerika, Kanada, bestod i 1830 af provinserne Quebec og Ontario, Nova Scotia, New Brunswick. Prince Edward Island og New Foundland. Mellem de franske og engelske indbyggere var hyppige stridigheder, som skærpedes ved den stigende britiske indvandring, der årlig androg ca. 20.000 og i et enkelt år steg til ca. 50.000. i 1837 gjorde den franske befolkning, der led under dårlige økonomiske kår oprør, men det underkuedes, og i 1838 udsendtes lord Durham som guvernør. Han tilrådede selvstyre som middel til at skabe ro. Begyndelsen blev gjort i 1840 med sammenslutningen af øvre- og nedre-Kanada til en provins, og i 1847-54 udviklede der sig et omfattende selvstyre. I 1857 anerkendte det engelske parlament sammenslutningen af de kanadiske provinser til »Dominion of Canada«. Den nye statsdannelse bestod i begyndelsen af provinserne Quebec, Ontario, Nova Scotia og New Brunswick, nogle år efter fulgte Prince Edward Island. Det lykkedes ikke at få optaget New Foundland, som vedblev at bestå som en selvstyrende kronkoloni. Den kanadiske forfatning var føderativ. I spidsen for Dominion stod en generalguvernør, udnævnt af kronen, men den reelle magt lå hos det overfor parlamentet ansvarlige kabinet. Kanadas stilling til moderlandet, især i udenrigske forhold, var uklar, men den engelske regerings overhøjhed i denne periode var dog uomtvistelig. Nu ordnedes også forholdet til Hudson Bay-kompagniet, som herskede over store strækninger mod nord. I 1858 opdagedes guld i Britisk Columbia, og dermed blev en ordning brændende. I 1859 afkøbte regeringen kompagniet dets land, og i 1871 optoges Columbia i Den kanadiske Dominion. I Australien fandtes i 1830 tre kolonier: VestAustralien, New South Wales og Tasmanien, hvoraf de to sidste var straffefangekolonier. Men fra 1830érne tog udvandringen fart. Følgen heraf var at New South Wales i 1840 ophørte at være straffekoloni, og snart efter fik også Tasmanien ophævet denne bestemmelse, fordi det viste sig, at kolonisterne foretrak andre egne. På den måde befolkedes Victoria og syd-Australien i 1830érne og 1840érne. Den australske kolonisation fandt sted i henhold til en plan, som udarbejdedes af Wakefield. Han foreslog, at man for at skabe en selvstændig hvid befolkning skulle ophøre med at skænke jorden bort til et fåtal, der lod den dyrke af straffefangerne, og i stedet sælge den til kolonisterne for en sum, der svarede til en arbejders indkomst i 5 år. Wakefields planer vakte stor opsigt og bidrog i høj grad til at stimulere interessen for emigrationen til Australien. Denne udvandring, der kulminerede i 1847, året efter den store hungersnød på Irland, fortsattes gennem 1850érne og 1860érne. Med den voksende befolkning steg også kravet om selvstyre, og i 1850 gennemførtes en føderativ forfatning, der dog i begyndelsen kun var svag, og i praksis mest virkede ved, at guvernøren for New South Wales var guvernør for hele Australien. Derimod anerkendtes i 1855 de enkelte koloniers meget demokratiske forfatninger. Af afgørende betydning for Australiens udvikling blev, at der i 1851 fandtes guld i New South Wales. Udvandrerstrømmen steg kolossalt, navnlig da der også andre steder blev gjort fund. I Victoria voksede befolkningen således fra 77.000 i 1851 til 720.000 i 1870. Guldfundene bremsede for en tid opdyrkningen, men fra 1860érne satte denne igen ind med fornyet fart. Samtidig udvikledes kommunikationsmidlerne i hurtigt tempo. Bygningen af jernbaner skete væsentlig på de enkelte staters foranledning, hvilket oprindelig skyldtes, at engelsk kapital ikke var særlig ivrig efter at blive engageret i koloniernes opbygning. New Zealand var ved denne periodes begyndelse faktisk »no man's land« hvor den hvide befolkning for størsteparten bestod af flygtede straffefanger fra Australien samt rømte sømænd. Også her tog Wakefield initiativet til kolonisering og fik dannet et selskab til koloniernes udnyttelse. I 1840 annekteredes de af den engelske regering. Emigrantstrømmen satte snart ind. Men på New Zealand kom de til at stå overfor en kraftig indfødt befolkning, maorierne. Disse havde i 1840 ved en overenskomst med den engelske regering fået sikret deres jordbesiddelse, som ejedes kollektivt, mod at binde sig til ikke at sælge til andre end den engelske regering. Da nu det Wakefieldske selskab begyndte at opkøbe jord af de indfødte enkeltvis, kom det snart til stridigheder mellem kolonisterne og stammehøvdingene, i hvilke de engelske guvernører tog høvdingenes parti. Først i 1850érne lykkedes det at få en ordning i stand. I 1852 gaves den første forfatning, hvorved New Zealand inddeltes i seks provinser med udstrakt selvstyre og et parlament, hvortil maorierne havde stemmeret. Dette fik dog ikke nogen praktisk betydning i denne periode, idet det kom til en stor Maorikrig, der varede fra 1857 til 1870. Den engelske regering stillede sig ret indifferent over for kampen og ønskede ikke at bekoste en hurtig nedkæmpelse af maorierne. Først i 1870 lykkedes det at undertvinge dem. I Kapkolonien kom i begyndelsen af 1830érne en længe ulmende modsætning mellem det engelske styre og de Hollandske kolonister, boerne, til udbrud. I 1833 ophævedes slaveriet, og trods en klækkelig erstatning følte boerne sig krænket i deres rettigheder. Hertil kom nu i 1834 overfald fra de indfødte kaffere, uden at den engelske regering ville hjælpe boerne til forsvar. Følgen blev at ca. 10.000 boere i 1835 forlod Kapkolonien og vandrede mod nord for uden den engelske regerings indblanding at kunne drive deres landbrug, der var baseret på hårdhændet udbytning af den farvede befolkning. Boerne slog sig i 1838-40 ned i Natal, og da dette i 1842 annekteredes af englænderne, drog boerbefolkningen længere nordpå til Oranjestaten og Transvaal. Kapregeringen var imidlertid ikke stemt for at tillade denne udvikling af boer-spørgsmålet; man inddrog i de følgende år land nord for Natal og gik endelig i 1848 til en annektion af Oranjefristaten. Det kom nu til en krig mellem boerne og Kapkolonien. Den endte med anerkendelse af Transvaals uafhængighed. Den passive kolonipolitik, som i disse år førtes fra London, bevirkede endvidere, at man 2 år efter atter genoprettede Oranjefristatens frihed. I selve Kap skete der på samme tid en rask udvikling som følge af den kraftige indvandring af hvide, hvis antal i årene 1850-75 steg fra 76.000 til 237.000. Der skabtes nu et landbrug af betydelig kvalitet. Fra 1836 kom et samarbejde i stand mellem engelske kolonister og tilbageblevne boere. Ved en parlamentslov af 1854 fik kolonien et begyndende selvstyre, og dette udbyggedes i 1872. I de to boerstater blev udviklingen fra 1854 meget forskellig. Efter en kort periode med uro stabiliseredes de politiske forhold i Oranjestaten, hvorimod de i Transvaal næsten udviklede sig til et anarki, der i 1864 resulterede i borgerkrig. Boerne kunne dog enes om een ting - hensynsløs udnyttelse af de indfødte. Indien blev endnu i 1830érne styret af det Engelsk-Ostindiske Kompagni, selv om dette var under nøje kontrol af den britiske regering. Ved en lov af 1833 om Indiens forhold indskrænkedes kompagniets handelsmonopol betydeligt, og styret centraliseredes under generalguvernøren. I 1840érne udvidedes den engelske magtsfære mod nordvest, dels ved krige og dels gennem traktater med fyrsterne. Derved nærmede den engelske magt sig stærkt Rusland mod nord, og englænderne begyndte nu for alvor at frygte en russisk ekspansion i Indien, hvilket bl.a. var af betydning for Englands deltagelse i Krimkrigen. Omkring århundredets midte fastsloges det, at såfremt en fyrste døde uden arvinger, overgik suveræniteten til den engelske generalguvernør. I denne tid påbegyndtes et kraftigt reformarbejde, navnlig bygningen af jernbaner, telegrafvæsen og moderne veje, grundlaget for det nyere Indiens kommende udvikling. Denne vesteuropæisering fremkaldte imidlertid en kraftig reaktion, som kulminerede i Sepoysoprøret i 1857, der sloges ned med hård hånd af englænderne. Dette betød afslutningen på kompagniets styre. I 1858 opløstes det, og Indien underlagdes den engelske krone. Landet styredes nu af en minister for Indien, et indisk råd, og generalguvernøren, som fik titel af vicekonge. I 1861 oprettedes tillige et lovgivende råd. I 1845 overtoges Tranquebar, der havde været dansk koloni siden 1616. Det strategisk vigtige Aden ved Det røde Hav erhvervede England i 1839.

Nu begyndte også åbningen af Kina for europæisk handel. I 1834 ophævedes det ostindiske kompagnis monopol. Man havde navnlig fået te og betalt den med indisk opium, skønt indførselen var forbudt i henhold til flere kejserlige edikter. Efter kompagnihandelen´s ophør blev forholdene værre, og tilstedeværelsen af mange engelske firmaer i Kanton krævede ansættelse af en konsul. I 1834 kom lord Napier i den egenskab til byen, men han blev ganske simpelt drevet ud af kineserne. I 1838 sendtes en engelsk flåde til de kinesiske farvande, og da kineserne det følgende år konfiskerede opiumsforråd til et beløb af 1¼ millioner £ hos engelske købmænd i Kanton, kom det til krig mellem Kina og England. Naturligvis led kineserne nederlag, og i 1842 undertegnedes traktaten i Nanking, hvorefter 4 havne, Amoy, Fuchovv, Ningpo og Hongkong, foruden Kanton blev åbnet for udenrigshandel samtidig med, at bestemmelserne om, at kun et vist kinesisk købmandslav måtte handle med europæerne, ophævedes. Endelig fastsattes en værditold på 5 %, og Kina indrømmede England mestbegunstigelse og ekstra territorial jurisdiktion overfor dets konsuler. Da englænderne havde lovet andre nationer samme rettigheder, som de selv opnåede i Kina, fulgte disse hurtigt efter med krav om mestbegunstigelse, således at der dannedes en front af europæiske stormagter, klar til at kræve indrømmelser af kineserne. Ved Nanking- og senere traktater fik europæerne lov til at slå sig ned i de åbnede havnebyer. Der opstod nu de såkaldte europæiske koncessioner, hvor efterhånden også kinesiske bankiers og købmænd slog sig ned. Så de blev større end selve den kinesiske bydel. Shanghai, der er oplandsby for Yangtse-deltaet, overfløj hurtigt Kanton i betydning; den engelske og amerikanske koncession sloges sammen, og kun franskmændene beholdt et distrikt for sig selv. Kineserne ville imidlertid ikke give europæerne ret til at rejse frit i det indre Kina, til at missionere og have gesandtskaber i Peking, og dette blev årsagen til krigen i 1857-60 mellem Kina og England-Frankrig. Kina led atter nederlag og måtte for at betale krigsskadeserstatning tillade, at al søtold kom under europæisk kontrol. Det ultrakonservative mandarinstyre var overhovedet ikke i stand til at tilegne sig vestens metoder og teknik og stod derfor helt værgeløst over for den europæiske invasion. Englænderne, der havde gjort øen Hongkong til hovedsæde, 12-doblede deres besiddelse ved at tage Kowloon-halvøen i 1860. Samtidig trængte russerne frem i nord. Hvor de i 1861 blev bremset af England i et fremstød mod Japan, medens franskmændene overfaldt den kinesiske vasalfyrste i Annam. Handelen på Kina steg stærkt - navnlig englændernes, hvis eksport i 1834 beløb sig til 843.000 £. For allerede 15 år efter at have nået en fordobling. Den franske kolonipolitik var i denne periode langt mere aktiv end den engelske. Både under Juli-monarkiet og det andet kejserdømme udfoldedes ivrige bestræbelser for at erhverve nye områder og udnytte gamle mere effektivt. Udvandringen var - bortset fra i Algier - kun ubetydelig. Selvstyreproblemet blev derfor ikke aktuelt. Allerede i Bourbonernes sidste år i 1830 påbegyndtes erobringen af Algier. Bagved lå planer om en Middelhavspolitik, der skulle gøre dette hav til et fransk »mare nostrum«. Franske kapitalinteresser var allerede betydelige i Tunis og Ægypten. Franskmændene støttede derfor i 1830érne og 1840érne den ægyptiske vicekonge Mehmed Ali i hans kamp for selvstændighed overfor den tyrkiske Sultan. Men England, der så vigtige interesser truet ved den franske ekspansion, greb nu ind, og Frankrig måtte under engelsk tryk opgive sine omfattende middelhavsplaner. Algier var i ca. 1830 fremdeles hovedsædet for sørøveri i Middelhavet. Kort før Bourbonernes fald erobrede en fransk hær hovedstaden, og Beyen måtte abdicere. Under Juli-monarkiet trængte det franske styre ind i landet, samtidig med at der etableredes en fransk administration og oprettedes en kolonihær. Modstanden mod denne fremtrængen lededes af emiren Abd-el-Kader, men knustes i løbet af 1840érne. Samtidig skete en betydelig indvandring. Den europæiske befolkning, der i 1840 talte ca. 28.000, var i 1848 kommet op på 109.000. Regeringen havde i 1841 truffet bestemmelser om jordfordelingen i Algier. Ved ankomsten fik kolonisten tildelt et jordstykke, som efter en årrække blev ejendom. Ved Februarrevolutionen i 1848 oprettedes et forfatningsråd, men det opløstes i 1858 og erstattedes af et særlig Algiersk departement. Under kejserdømmet udvidedes grænserne mod øst, idet kabylerne blev undertvunget i 1857. I 1860 blev kolonien stillet under en generalguvernør. Økonomisk oplevede Algier en fremgangsperiode med bygning af jernbaner, anlæg af veje o.s.v.. Antallet af hvide kolonister steg stadig og udgjorde i 1872 245.000; i 1870 androg eksporten af landbrugsprodukter 99 millioner francs. På Afrikas vestkyst fandt det franske fremstød især sted i Senegal og ved Guineabugten. Under kejserdømmet interesserede man sig navnlig for Senegal-kolonien, der havde fået egen guvernør i 1840. Besiddelserne udvidedes ved nedre-Senegal, der oprettedes en kolonihær og anlagdes forter og faktorier. Samtidig skete en ekspansion ved Guineabugten. I 1838 trængte franskmændene fra Senegal frem til Guld- og Elfenbenskysten, hvor man afsluttede handelstraktater med de indfødte. Det samme var tilfældet på Slavekysten, hvor der i 1863 oprettedes et fransk protektorat. I løbet af 1850érne fik Frankrig betydelige handelsinteresser i Siam, Annam og Cambodje, og da de indfødte lagde denne handel hindringer i vejen, skred den franske regering ind. I 1859 bombarderede franske tropper Tourane i Annam. I 1862 og 1865 blev Cochinchine et fransk protektorat; i 1867 Cambodje, og Annam kom i afhængighedsforhold til Frankrig. Disse besiddelser betød en værdifuld forøgelse af det franske kolonirige. Også i Stillehavet udvidedes franske interesser, således erhvervedes i 1842 protektoratet over det rige Tahiti.

De Hollandsk-Ostindiske øer udnyttedes fremdeles hensynsløst af de hvide besiddere. Da den Hollandske regering på Sumatra og Java skubbede det ostindiske kompagni til side, kom det til blodige opstande, som sloges ned med stor brutalitet. Årsagen til den øgede utilfredshed blandt de indfødte var det såkaldte kultursystem, som indførtes i 1830-34. Det bestod bl.a. i at de indfødte på egen jord to måneder af året for den Hollandske regering skulle avle vigtige eksportvarer som kaffe og sukker. Slaveriet opretholdtes lige til 1860, da det allerede var ophævet i de fleste af de europæiske staters kolonier. Behandlingen af de indfødte fremkaldte imidlertid omkring 1860érne en voldsom kritik i Holland. Trods forsøgene på at stemple kritikerne som landsforrædere, måtte man i 1870 ophæve kultursystemet, selvom dette kun var en ringe begyndelse til en mere human behandling af de indfødte. Økonomisk svarede systemet heller ikke helt til de forventninger, man havde stillet. Vel steg eksporten fra kolonierne, men ikke forholdsvis så meget som man havde beregnet, og de stadige uroligheder påførte regeringen betydelige udgifter. Rusland fortsatte i perioden sin ekspansion i Nordasien. Fra Sibirien trængte man frem til det nordlige Manchuri, og ved traktater i 1858 og i 1860 fik det Kina til at afstå alt land nord for Amurfloden. Derimod afhændede det i 1867 sin besiddelse på det amerikanske fastland, Alaska (siden ca. 1750) til De forenede Stater.

I tiden efter 1830 skete det 19. århundredes første meget store opsving i verdenshandelen, kun afbrudt af nogen tilbagegang under krigen i 1830érne og1860érne. Fra 1830 til 1850 steg udenrigshandelen fra 407 millioner £ til 832 millioner £, altså over en fordobling. Den voksende handel og emigrationen betjentes af en koffardiflåde med et stærkt voksende tonnagetal. Nu begyndte dampskibene at spille en rolle, i 1831 udgjorde de 32.200 tons; i 1849 216.000 tons. Men sejlskibene, væsentlig de hurtige klippere, havde stadig overtaget med ikke mindre end 6.4 millioner tons i 1849. Først derefter falder dampskibenes store tid; i 1870 var deres tonnage 2,3 millioner tons. Også jernbanerne begyndte at lette omsætningen kendeligt; i 1830 fandtes 382 km. Sporlængde; i 1850 38.000 km.; i 1870 220.000 km.. I 1866 tages del første transatlantiske kabel i brug. Samtidig med, at samkvemmet mellem folkene øgedes, steg verdens folkemængde stærkt, fra 1.009 millioner i 1845 til godt 1.300 millioner i 1870. Hvad kolonihandelen angik, var det i disse år navnlig de ikke-europæiske Middelhavslande, samt først og fremmest Kina, som leverede de største bidrag. Til gengæld leverede England Kina opium til ødelæggelse af den kinesiske befolkning. Men langt mere end handelen på kolonierne betød dog USA, hvor enorme arealer nu var taget op til dyrkning af hvede, bomuld og majs. Til at lette omsætningen bidrog store nye fund af ædelmetaller; i den henseende kom kolonilandene til at yde værdifulde bidrag. I 1848 fandtes guld i Californien, som USA havde erobret fra Mexico samme år, og i 1851 opdagedes rige guldlejer i Australien. I 1851-60 udgjorde guldproduktionen 200.000 kg. årlig eller 10 gange så meget som i 1831-40. Hvad sølvet angår, steg produktionen fra 780.000 kg. i 1841-50 til over 1 million kg. i 1860érne. Også her var foruden USA, sølvfundene i Australien af afgørende betydning. Hvad angår de europæiske kapitalinvesteringer kom kolonierne i anden række som investeringsmarked. Pengene strømmede i disse år navnlig til De forenede Stater - alene i årene 1849-54 kom for 500 millioner $ værdipapirer i europæisk eje. I disse år falder den internationale frihandels store tid. Der dog ikke strækker sig ud over en snes år. I 1842 fandt i England en reduktion sted af tolden på indførsel af levnedsmidler og råstoffer, og alle prohibitive satser forsvandt. I 1846 kom så efter dårlige høstår og hungersnød på Irland en lov, som ophævede beskyttelsen for korn og yderligere reducerede en række toldsatser. Denne linie fulgtes gennem 1850érne og efter en traktat med Frankrig, den såkaldte Cobden-traktat af 1860 regnes England for et absolut frihandelsland. For kolonivarer som te og kakao opkrævedes dog en finanstold. I Frankrig rådede stadig en vis protektionisme, omend der fandt nogle lettelser sted i tolden på indførsel af visse råstoffer - at Napoleon III afsluttede en mere »frihandelsvenlig« handelstraktat med England skyldes snarere ønsket om at vinde dette land politisk end økonomiske overvejelser. De franske toldsatser var ikke ubetydelige, men England og Frankrig lovede hinanden mestbegunstigelse, og dette traktatsystem udstraktes snart efter til en række europæiske lande, nemlig Belgien, Den tyske Toldforening, Italien, Schweiz, Sverige, Norge. Holland, Spanien, Portugal og Østrig. Det er et spørgsmål, hvorvidt frihandelen da har været en stærkt drivende faktor i udviklingen af verdenshandelen - af afgørende betydning var naturligvis den stærke vækst af samfundenes produktionskapacitet. For kolonihandelens vedkommende skete overgangen til en mere frihandelsvenlig politik i flere tempi. I 1830 tillod USA, at handelen mellem staterne og de engelske besiddelser i Sydamerika og Vestindien måtte foregå på britiske skibe. I 1849 ophævede England navigationsakten. Fra 1839-1850 lettedes toldskrankerne indenfor det britiske kolonirige, og den Ostindiske handel mistede sin monopolkarakter, indtil den ligesom handelen på Kina blev frigivet, ikke blot for engelske undersåtter, men også for udlændinge. Oprettelsen af en række frihavne bidrog naturligvis til at fremme kolonihandelen. I 1854 trak »Merchant Shipping Act« linierne op for Englands kommende søhandelspolitik. I henhold hertil kunne man skride ind over for stater, der gav engelsk skibsfart en dårligere behandling, men det skete i realiteten ikke, og England praktiserede herefter en vidtført liberal politik overfor andre landes søfart indenfor det britiske rige. I Frankrig begunstigedes den interkoloniale handel fremdeles, og i 1861 blev skibsafgifterne for fremmede skibe forhøjet, hvilket lagde udlandets deltagelse i fransk kolonihandel alvorlige hindringer i vejen. For Hollands vedkommende gennemførtes en liberalistisk søfartspolitik i 1850, men dets varer fik dog i Nederlandsk Indien stadig en fortrinsstilling, og kystfarten forbeholdtes hollænderne. Banen var nu friere for alle landes deltagelse i den koloniale søhandel. Ved Pariserdeklarationen af d. 16 april 1856 blev alt kaperi i krigstilfælde forbudt, og det fastsloges 1). At fjendtlige varer, der befandt sig ombord på et neutralt skib, dækkedes af det neutrale flag. Såfremt det ikke drejede sig om kontrabande, 2). At neutrale varer på et fjendtligt skib ikke måtte beslaglægges eller konfiskeres. Hvad man havde kæmpet for i århundreder var således fastslået. Nemlig at frit skib giver fri ladning.

1870- 1914

De sidste decennier at det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede foregik en mægtig udvidelse al det europæiske magtområde i Afrika og dele af Asien. Denne ekspansion var betinget af dybtgående ændringer i de europæiske samfunds struktur. Gennem det 19. århundrede havde England som den dominerende industristat delvis behersket de øvrige landes hjemmemarkeder, men samtidig skaffet dem maskiner til udvikling af en hjemmeindustri. I perioden 1870-1914 ændres dette forhold. Navnlig Tyskland og USA, der rådede over rige råstofbaser, og hvis industrialisering skred frem i lyntempo, optrådte nu tillige som Englands konkurrenter på verdensmarkedet. Endvidere begyndte fra slutningen af 1870érne en stadig stigende protektionistisk toldlovgivning, der yderligere skærpede kampen om de europæiske markeder. Et voksende befolkningsoverskud rejste i de europæiske lande problemet om at bevare dette for fædrelandet i egne kolonier, medens udvandrerstrømmen hidtil væsentlig var gået til USA og de engelske Dominions. Den stærke industrialisering skabte desuden en stigende kapitalophobning, som for at finde lønnende anbringelse og højere forrentning måtte søge til mindre opdyrkede markeder. Betydningsfuld var også udviklingen af kommunikationsmidlerne. Dampskibene muliggjorde transport over lange afstande med store laster. Telegrafen øgede salgseffektiviteten o.s.v.. Alle disse forhold fremkaldte en imperialistisk politik, først og fremmest båret frem af landenes finans- og industri interesser. Men efterhånden også af bredere befolkningslag, som nød godt al denne ekspansion. Fra 1870érne skete der i England en omvurdering af koloniernes betydning for moderlandet. Disraeli, der tidligere havde betragtet kolonierne »som møllestene om vor hals«, blev nu ivrig imperialist. En række forfattere som Charles Dilke. John Seely og J. A. Froude propaganderede for en nærmere forbindelse mellem moderlandet og kolonierne. I 1884 oprettedes »Imperial federation League« med det formål at udvikle fællesskabet inden for imperiet. I pressen lød under henvisning til Tysklands voksende handel advarende røster om at forsvare de oversøiske markeder mod den tyske kapital og industri. Den stigende import fra andre lande - delvis forårsaget af engelsk kapitalinvestering i udlandet - rejste kravet om »retfærdig handel« i modsætning til »frihandel«. En betydelig arbejdsløshed i 1870érne og 1880érne fremmede ligeledes ønsket om udvidet forbindelse med de oversøiske lande. I samme retning virkede bank- og finanskredses trang til nye investeringsmuligheder for den stigende overskudskapital. Beretninger om de store opdagelsesrejser i Afrika vakte interessen for de nyopdagede lande og underbyggede imperialismen ved deres strålende perspektiver om disses økonomiske muligheder. I litteraturen forherligedes den nu af forfattere som Robert Stevenson, Rider Haggard og først og fremmest Kipling. Deres bøger kom i store oplag, og beretninger om de hvides heroiske bedrifter i oversøiske lande bragte imperialismens evangelium vidt omkring. Navnlig Kipling fik med sine beskrivelser af den engelske nations indsats i Indien stor betydning. I digtet om »den hvide mands byrde« gjorde han den hvide ekspansion til en moralsk forpligtelse, som europæerne måtte påtage sig. Denne »handlingens« litteratur i forbindelse med populære fortolkninger af Darwins teorier om »udvælgelsen af de bedste« blev bevægelsens åndelige ballast Også den folkelige Northcliffske presse stimulerede begejstringen for imperialismen, ligesom denne tidligt sejrede i de politiske partier. Disraeli. Salisbury, i den yngre generation af konservative Balfour og Joseph Chamberlain, var centrale skikkelser i den imperialistiske politik. De gammelliberale med Gladstone i spidsen gled efterhånden ud, og liberale som Rosebery, Edward Grey og Winston Churchill var overbeviste imperialister. »Imperiebyggerne« Cecil Rhodes, Cromer, Kitchener og andre blev naturligvis folkelige helte. Bevægelsen blev således også i udpræget grad et tilsløret magtproblem.

I Frankrig satte agitationen ind fra begyndelsen af l880érne i nogen grad som forsvar for, at man i 1881 havde besat Tunis; i 1885 Tonkin i BagIndien. Dens førende skikkelse var koloniministeren Jules Ferry. Som industriland måtte Frankrig have kolonier, hævdede Ferry, da andre lande spærrede det ude med toldskranker. Den hvide race havde endvidere en civilisatorisk mission blandt laverestående racer, og som marinemagt behøvede Frankrig kulstationer til de krydsere, der skulle beskytte handelen på de oversøiske lande. Historikeren Rambaud og økonomen Leroy-Beaulieu blev franske pendanter til de engelske imperium teoretikere. Baggrunden for det imperialistiske fremstød var, at det franske samfund i årene før 1914 beherskedes af en borgerlig kapitalisme, som i kolonier søgte lønnende anbringelse for den franske overskudskapital. Regeringerne ydede de kapitalistiske industri- og finanskredse kraftig officiel støtte ved diplomatiske og militære aktioner. Politisk fortsattes Ferrys politik af Delcassé og Poincaré. I Tyskland koncentrerede kræfterne før 1870 sig væsentlig om rigets samling. Men herefter vendte man under industrialiseringens tryk blikket ud mod den store verden. Der fulgte en stigende aktivitet i Afrika og Stillehavet, hvor købmænd fra Hamburg og Bremen snart fik store handelsinteresser. Omkring 1880 havde 15 tyske firmaer 60 faktorier på Afrikas vestkyst, og talrige missionærer forbandt omvendelsen af negre med udbredelse af tysk handel og indflydelse. I Stillehavet havde firmaet Goddefroy monopol på Samoa-handelen, og tyske købmænd var ligeledes interesseret i Fiji-øerne og andre af Stillehavets øgrupper. Fra 1870érne begyndte en aktiv agitation for tysk kolonisation, bl.a. støttet af de tyske historikere Droysen og Treitschke. I 1882 oprettedes Kolonialverein, der i 1885 havde over 10.000 medlemmer. I 1884 grundlagde Karl Peters, berømt for sine rejser i Afrika, Gesellschaft fur deutsche Kolonisation med det formål at rejse kapital til kolonisering i Østafrika. Bevægelsen fik vind i sejlene under krise og arbejdsløshed i slutningen af 1870érne og støttedes desuden kraftigt af tysk finanskapital og eksportindustri, som i kolonier håbede at finde afsætnings- og råstofmarkeder. Bismarck stillede sig i 1870érne afvisende overfor erhvervelse af kolonier, men fra 1883 slog han på grund af voksende agitation om, skønt uden begejstring. Erhvervelsen af kolonier for Tyskland var, mente han, mere et psykologisk end et økonomisk spørgsmål. Men han kunne se, at det måtte tages op af politiske grunde. Trods Englands protest annekterede Tyskland i 1884 på opfordring af købmanden Lüderitz, Angra Pequena i Sydvestafrika, og fra nu af satte tysk aktivitet ind i denne verdensdel. Fra slutningen af 1880érne kom en forbindelse i stand mellem koloni- og flådeagitationen, åbenlyst støttet af industrien, bl.a. den store rustningsindustri. Effektiv modstand fandt denne politik kim i Socialdemokratiet. I USA sporedes ingen lyst til ekspansion før 1890. Egen jord var stadig blevet taget under plov, og kapital kunne altid finde anbringelse her eller i den industri, der udnyttede landets imponerende råstofmuligheder. Indtil 1910 var USA endog investeringsland for andre lande. I 1890érne begyndte USA imidlertid selv at anbringe kapital i Cuba, Puerto Rico, Filippinerne samt Mellem- og Sydamerika. Med krigen mod Spanien i 1898 satte imperialismen ind for fuld kraft. Den støttedes af de store finans- og industri truster, og mænd som præsident Theodore Roosevelt og bladmanden Hearst forstod at gøre den populær i befolkningen.

Engelsk og fransk imperialisme samlede sig i 1870érne først og fremmest om Afrika og da navnlig Ægypten. Ismail Pasha havde forøget landets gæld til 90 millioner £, og efterhånden som hans finansielle vanskeligheder steg, gjorde finansgrupperne gode forretninger. Der skete i disse år en systematisk økonomisk udplyndring af Ægypten, betalt med hårde skatter af de ægyptiske bønder. I 1875 måtte Ismail Pasha afhænde sine Kanalaktier og uden parlamentets billigelse erhvervede Disraeli dem ved et lån i huset Rothschild. I 1876 standsede Ismail betalingerne, men med støtte af deres regeringer gennemførte de europæiske kreditorer en ordning, som sikrede deres lån og stillede ægyptiske finanser under en engelsk-fransk kommissions kontrol. I 1878 bevirkede dette fransk-engelske samarbejde, at Khediven tog et ministerium, hvori en englænder og en franskmand fik sæde. Khedivens absolutisme erstattedes i virkeligheden af kreditorernes. I den følgende tid foretoges bl.a. en radikal nedskæring af de indfødte embedsmænds og officerers lønninger, medens en mængde europæere trængte ind. Da Ismail Pasha søgte at frigøre sig for dette formynderskab, gennemtvang magterne hans tilbagetræden, og Tewfik blev Khediv i 1879. Den anti-europæiske stemning mellem ægypterne blev nu aktiviseret af officerer med Arabi Pasha i spidsen. I 1882 udbrød uroligheder i Alexandria, hvorved ca. 50 europæere blev myrdet. Efter at Frankrig havde afvist at deltage, bombarderede en engelsk flåde - under Gladstones anti-imperialistiske regime - Alexandria. Oprøret blev slået ned, og Tewfik genindsattes, men den virkelige regent var den engelske generalkonsul. Engelske officerer overtog ledelsen af den ægyptiske hær, og engelske embedsmænd overtog civiladministrationen, og engelsk kapital dominerede det ægyptiske erhvervsliv, hvor især bomuldsdyrkningen var vigtig. I de internationale forhold blev det ægyptiske spørgsmål bestemmende for Englands holdning i en årrække. Det var baggrunden for Frankrigs fjendskab og benyttedes af Tyskland til at aftvinge England indrømmelser i kolonipolitikken. Det første, England måtte tage standpunkt til, var Sudan. I 1881 udbrød et religiøstfarvet oprør under den muhamedanske Mahdi. De ægyptiske tropper led nederlag, og i 1884 sendte den engelske regering general Gordon til Khartum for at evakuere de ægyptiske tropper. Gordon blev imidlertid i Khartum og fandt døden, da mahdisterne i 1885 erobrede byen. England opgav nu Sudan, der i de følgende år stod under Mahdien og hans efterfølger Kalifens herredømme. Da Nilens øvre løb imidlertid kunne beherskes fra Khartuin, blev det sudanske spørgsmål af betydning for England og kampen om Nilen en udslaggivende faktor i stormagternes spil om kolonierne i de følgende år. Fra to fronter truedes Sudan: Østafrika og Kongo. I Østafrika var Abessiniens stilling af vital betydning. Dette land havde tidligere rejst krav om Sudan langs den blå Nil. For at hindre en abessinsk fremtrængen opmuntrede England i 1885 Italien til at besætte byen Massaua ved Det røde Hav, begyndelsen til kolonien Eritrea. I 1887 tog franskmændene havnebyen Djibuti, der afsluttede karavanevejen fra Abessinien. Dette franske fremstød afværgede England imidlertid i 1888 ved en regulering af de fransk-engelske interesser i Østafrika gennem en traktat, der afgrænsede de to landes Somali besiddelser og tillige forpligtede Frankrig til ikke at foretage udvidelser på Abessiniens bekostning. Italien benyttede sig af denne situation og proklamerede sit protektorat over Abessinien. Men også tysk aktivitet i Østafrika havde retning mod Nilen. Nord for Zambezifloden opnåede Karl Peters i 1884 »traktater« med de indfødte høvdinge og fik i 1885 beskyttelsesbrev af Bismarck for Det tyske Østafrikanske Kompagni. Nord for Peters' område arbejdede englænderne, og i 1886 afsluttedes en tysk-engelsk-fransk overenskomst, der afstak de tysk-engelske sfærer på fastlandet og gav Frankrig Madagascar. Samtidig hermed deltes Kongobækkenet. Det store landområde omkring Kongo blev kendt ved Stanleys rejser i 1877. Stanley trådte i tjeneste hos kong Leopold af Belgien, der i 1876 havde fået dannet en international komité til studiet af Kongo, og nu benyttede denne videnskabelige institution til at fremme egne interesser. I 1879 vendte Stanley tilbage til Kongo med bemyndigelse til at afslutte traktater med de indfødte. Franskmændene kom dog Leopold i forkøbet og sikrede sig Kongos øvre løb, medens Stanley erhvervede det nedre løb for Leopolds internationale komite. Nu søgte England at stikke en kæp i hjulet ved i 1884 at anerkende Portugals besiddelse af Kongos udløb, der lå på grænsen af den portugisiske koloni Angola. Frankrig støttede Leopold, og Tyskland, der under sit fremstød i Vestafrika havde mødt modstand fra England, tvang nu dette til at lade den »portugisiske« Kongopolitik falde. Hele spørgsmålet ordnedes på en kongres i Berlin i 1885. Frankrigs og Kongo-komitéens, dvs. Leopolds besiddelser annerkendtes. Den åbne dørs politik fastsloges og slavehandelen forbødes. Den internationale komite opløstes derefter. I 1885 anerkendtes Leopold som suveræn i Kongo, og de følgende år gennemførtes en hensynsløs udbytning af negrene. Men Leopolds planer gik videre mod nord. I det sydlige Sudan, i Ækvatorial-egnene, havde Enim Pasha siden 1886 hævdet sig mod Mahdisterne. Leopold søgte nu at bemægtige sig hans land, men dette lykkedes det englænderne at forhindre. Samtidig blev den tyske Østafrika-politiks hensigter klare. I 1890 sikrede Peters sig protektoratet over Uganda, og man rykkede således Nilen nærmere. Englænderne afværgede dog dette ved at overdrage Helgoland til Tyskland mod, at tyskerne opgav alle krav på Zanzibar og Uganda, som i 1894 blev engelsk protektorat. Tyskerne fik, sagde man, en gammel bukseknap for et helt sæt ny i tøj. Den franske imperialismes opblussen omkring i 1890 spillede nu ind. Gennem fremstød mod Nilen ville man tvinge England ud af Ægypten. England søgte at bremse op herfor ved at leje Leopold det sydlige Sudan mod at få en korridor gennem Kongo, hvilket ville sikre Cecil Rhode´s plan om en bane fra Kairo til Kap og lukke Frankrig udefra Nilen. Planen strandede imidlertid formedelst tysk pres på Leopold. Da satte Italiens nederlag fart i engelsk ekspansion. Protektoratet over Abessinien fra 1889 var allerede i 1891 på fransk tilskyndelse blevet afvist af kong Menelik, og da Italienerne søgte at gennemtvinge det, led de et afgørende nederlag ved Adua i 1896. Dermed blev truslen fra Abessinien mod den blå Nil akut. Den engelske øverstkommanderende over de ægyptiske tropper, Kitchener, fik nu ordre til at påbegynde tilbageerobringen af Sudan, og samme år besattes provinsen Dongola. Frankrig intrigerede mod England, både i Abessinien og hos Kalifen, som imidlertid blev slået ned af Kitcheners styrker. Men allerede før var en fransk ekspedition under Marchand nået til Fashoda, hvor den hvide og blå Nil løber sammen. Da Kitchener ankom hertil, hejste han det engelske og ægyptiske flag ved siden af det franske. Dermed kulminerede den fransk-engelske strid, og en tid truede en alvorlig krigsfare. Frankrig, lammet af dårligt militært beredskab og Dreyfus-affærens indrepolitiske virkninger, gik da i 1899 ind på en overenskomst, hvorefter det opgav Sudan og helt trak sig ud af Nildalen. Sudan blev derefter et engelsk-ægyptisk fællesforetagende.

Fra 1870érne til 1902 skete en opdeling af Sydafrika; her fandtes de engelske besiddelser, Kap og Natal. Samt de to boerstater. Transvaal og Oranjefristaten. Nord derfor lå store landområder beboet af indfødte. I 1877 foretog Disraelis regering en annektion af Boerrepublikkerne. Men efter et oprør lod Gladstone denne politik falde, og ved en overenskomst i 1884 annerkendtes deres frihed, undtagen hvad visse udenrigspolitiske forhold angik. Afgørende indflydelse for udviklingen i Sydafrika fik fra 1880érne Cecil Rhodes. Han,der var indvandret i 1870, og havde tjent sine første penge efter diamantfundene ved Kimberley i 1871, begyndte fra midten af 1880érne at realisere storslåede planer om et engelsk Sydafrikansk rige. Dette førte til det første engelsk-tyske kolonisammenstød. Efter opfordring af Kapregeringen fremsatte den engelske regering protester mod den tyske besættelse af Sydvestafrika, da landet var britisk interessesfære. Ikke desto mindre erklærede Bismarck i 1885 hele Sydvestafrika til Oranjefloden for tysk. Hermed rejstes truslen om et tysk kolonirige tværs over Sydafrika. Som modtræk erklæredes Bechuanaland i 1885 for britisk protektorat. I 1888 erhvervede Cecil Rhode´s agenter højhedsretten over Mashona-landet, der regeredes af kong Lobengula. Ved et kongeligt charter i 1889 fik C. Rhodes' British South Africa Company retten over dette land, som senere kaldtes Rhodesia. Medens planerne om et engelsk rige fra Cairo til Kap ikke lod sig realisere på grund af den belgiske fremtrængen i Kongo og den tyske i Østafrika. I 1893 erklæredes Nyasaland for britisk protektorat. I 1886 blev der fundet guld ved Johannesburg, og disse miner viste sig snart at være nogle af de rigeste i verden. Interessen samlede sig derfor påny om boerstaten Transvaal. Guldfundene trak en strøm af europæiske indvandrere til landet, en af de mest indflydelsesrige mineejere blev Cecil Rhodes, der tillige var stærkt interesseret i jernbanen fra Kap til Johannesburg. Boer-regeringen søgte nu på alle måder at udbytte mineinteresserne og standse den engelske indtrængen bl.a. ved strenge regler om erhvervelse af borgerret. I denne kamp mod England støttedes boerne af Tyskland, der efterhånden fik store økonomiske interesser i Boerstaten. Tyskerne kontrollerede nationalbanken og havde ledelsen i det tysk-engelske dynamitmonopol, som tog store profiter hjem på minejernes bekostning: de havde desuden et whiskymonopol og en betydelig del af den sydafrikanske handel. Endelig var tysk kapital interesseret i det selskab, der på boernes initiativ søgte at bygge en bane til Lourenco Marques i den portugisiske koloni Mozambique for derved at bryde Cecil Rhodes' fragtmonopol. For at hindre gennemførelsen af jernbanen planlagdes et oprør af i Uilanders i Transvaal. Disse planer var kendt af Cecil Rhodes og udførtes af en af hans direktører, dr. Tameson. Også den engelske koloniminister Joseph Chamberlain vidste, at »noget« ville ske. Signalet til oprøret skulle være et indfald fra Bechuanaland. I 1895 kom dette, men resultatet var en fiasko. Jameson og hans følge blev overmandet af boerne og dømt. England måtte tage afstand fra begivenheden. Cecil Rhodes gik af som premierminister i Kapkolonien, og parlamentet indledte en undersøgelse, der imidlertid endte med milde domme over de implicerede. Størst betydning fik affæren for forholdet mellem England og Tyskland, som skarpt nedlagde protest i London. Da Jamesons arrestation blev bekendt, sendte Wilhelm II præsident Krüger et lykønskningstelegram. Dette vakte forbitrelse i England, hvor en mægtig pressekampagne rejstes mod Tyskland, og dets voksende handel og flåde. Krügertelegrammet indleder den skærpede politik staterne imellem, der resulterede i den fransk-engelske og engelsk-russiske Entente. Efter Jameson-raid'et forværredes forholdene mellem England og Transvaal, og den engelske højkommissær lord Milner pustede til ilden. Kontrollen over det portugisiske Delagoa Bay blev nu brændpunktet. De tyske interesser udvidedes, bl.a. udskibedes her det tunge skyts fra Creusot og Krupp til befæstning af Transvaals hovedstad Pretoria. I 1897 foreslog England den portugisiske regering at garantere dets Afrikanske besiddelser mod kontrol over Delagoa Bay. Tyskland nedlagde protest, og i stedet for sluttedes i 1898 en engelsk-tysk traktat om delingen af de portugisiske kolonier i tilfælde af, at Portugals finanser tvang landet til at sælge sine Afrikanske besiddelser. Da Tyskland skulle have den fedeste bid, spændte englænderne dog straks ben for overenskomstens praktiske udførelsen ved at muliggøre et stort portugisisk lån. Den afgørende virkning af traktaten var imidlertid, at den tyske regerings interesse for boerne formindskedes, så England kunne skride til erobringen. Spændingen mellem Uitlanders og boerne nåede i 1897-98 bristepunktet. Mineejerne manglede arbejdskraft og hindredes af Boer-regeringen i at skaffe sig denne billigt. Ved hjælp af sin presse og bestikkelser præparerede C. Rhodes stemningen i England. Da forhandlingerne mellem Milner og Krüger om en udvidelse af adgangen til borgerret i 1899 brød sammen, stillede Krüger, som regnede med tysk støtte, England et ultimatum, og herefter brød krigen ud. I begyndelsen led England nederlag, først i 1900 kunne Transvaal erklæres for besat, og der skulle gå endnu to år, før boernes guerillakrig var ophørt. I 1902 sluttedes så en fred, hvorefter de to Boer-republikker blev engelske kolonier med løfte om snarligt selvstyre. Efter krigens udbrud sikrede England sig Delagoa Bay. Ved Windsortraktaten af 1899 garanterede England de portugisiske kolonier og fik løfte om forbud mod transit af våben gennem Delagoa. I forholdet til andre magter havde Boerkrigen sin betydning. Den tyske regering indtog en neutral holdning, skønt sympatien for boerne var stærk, og afviste russiske forslag gående ud på, at Rusland. Frankrig og Tyskland skulle benytte lejligheden til at stække England, medens det var engageret i Sydafrika. Utvivlsomt beredte erfaringerne fra Boerkrigen Englands opgivelse af »splendid isolation«, og dets forståelse med Frankrig og Rusland. Det spillede i den forbindelse også en rolle, at Tyskland benyttede Boerkrigen til gennemførelsen af en ny flådelov.

Først i 1870érne var Frankrigs styre i det nordvestlige Afrika fæstnet. Fra Algier bredte dets indflydelse sig til det tilstødende Tunis, hvor fransk kapital fra 1860érne skaffede sig store renter og koncessioner. I Tunis var udviklingen endnu grellere end i Ægypten. Ligesom dér måtte kreditorerne til sidst indsætte en finanskommission. Fra 1870érne fik franskmændene imidlertid en konkurrent i Italienerne, af hvilke der i 1880 var 20.000 i Tunis. For at redde sig ud af det franske greb begunstigede Beyen italienerne. På Berlinerkongressen i 1878 havde Frankrig fået frie hænder både af England og Tyskland, - Bismarck var ivrig for, at Frankrig skulle drive kolonipolitik i stedet for revanchepolitik, således at trykket på Elsass-Lothringen kunne lette. Da den Italienske aktivitet forøgedes, benyttede Frankrig derfor nogle tunesiske indfald i Algier i 1881 til at undertvinge Beyen, og i 1883 blev Tunis et fransk protektorat. Ved beskyttelsestold lukkedes landet i 1896-97 yderligere for fremmed indflydelse, dog lykkedes det England at få præference for sin bomuldseksport. Erobringen af Tunis fik afgørende betydning for forværringen af det fransk-italienske forhold og Italiens tilslutning til Tyskland-Østrig gennem Triplealliancen i 1882. Da denne fornyedes i 1887, måtte Tyskland og Østrig garantere Italien, at hvis Frankrig foretog yderligere udvidelser, dvs. okkuperede Libyen, ville de to magter støtte Italien. Også i Marokko gik Frankrig frem. Her havde Spanien dog i ca. 1860 sat sig fast på kysten i Ceuta, opmuntret af englænderne, der ikke ønskede franskmændene anbragt dér. Indtil 1904 var det Frankrig og England, som konkurrerede om hovedindflydelsen. I år 1900 dominerede engelsk handel, medens franske finanser havde overtaget på lånemarkedet. Tyskerne havde dog også visse interesser, således kæmpede de to rustningsfirmaer Krupp og Schneider-Creusot om koncessioner på udvinding af jerngruberne. Imidlertid havde Frankrig i 1900 sluttet en aftale med Italien, der sikrede dette land Libyen som interessesfære mod, at Frankrig fik overladt Marokko. I 1904 fulgte så en stor koloniaftale med England. Den regulerede en række kolonistridigheder, bl.a. ophævedes de franske fiskerettigheder på New Foundland, men kærnen deri var dog, at England gav Frankrig frie hænder i Marokko mod en tilsvarende ret for sig selv i Ægypten. Da Rusland var lammet af krigen med Japan, søgte Tyskland at sprænge dette begyndende fransk-engelske samarbejde. Wilhelm II aflagde i 1905 besøg i Tanger og lovede Sultanen sin beskyttelse. Resultatet blev en konference i Algeciras i 1906, hvor Frankrig ved hjælp af lån til Spanien og Rusland og med støtte fra England gik af med sejren: for fremtiden kunne det regne med Englands ubetingede støtte. I de følgende år fandt et vist fransk-tysk samarbejde sted, hvad angår udnyttelsen af de marokkanske miner, men hovedtendensen var dog Frankrigs fortsatte erobring af landet. Da det i 1911 benyttede uroligheder til at sende tropper til Casablanca, anvendte Tyskland affæren til at afpresse Frankrig koloniale indrømmelser. Det sendte en kanonbåd til Agadir, og efter en periode, hvor krigen truede, gik Frankrig med til at afstå store ufrugtbare strækninger af fransk Kongo mod anerkendelse af sin fortrinsstilling i Marokko. Efter at Spaniens rettigheder i 1912 var blevet reguleret, erklæredes landet for fransk protektorat. Da Italien i 1900 havde ordnet sit mellemværende med Frankrig, sikrede det sig i 1906 praktisk talt retten til det tabte Abessinien som interessesfære og de følgende år de øvrige stormagters sanktion til erobring af Libyen. I 1911 benyttede det en ubetydelig episode til at erklære Tyrkiet krig. Da dette derefter blev angrebet af fire Balkanstater, afstod det Libyen til Italienerne. De formåede dog kun at hævde sig ved kysten, medens de indre dele af landet stadig befandt sig i de arabiske stammers besiddelse. Den imperialistiske magtkamp førtes i 1880érne i Østasien mellem England og Frankrig om det Sydkinesiske marked. I 1885 erobrede franskmændene Tonking og Annam, og som et modtræk annekterede den indiske regering i 1886 Burma med det formål at videreføre jernbaneanlæg ind i det sydlige Kina. I 1894 var 65 % af handelen på engelske hænder, og 85 % af transporten udførtes på engelske skibe. For så vidt muligt at bevare dette uhyre marked på 300 millioner mennesker for sig selv, støttede den engelske regering efter 1885 Kina i dets bestræbelser for at modstå det russiske tryk i Manchuriet, hvor Rusland efter påbegyndelsen af Den Transsibiriske Bane i 1892 søgte at vinde fodfæste. I 1894 optrådte imidlertid en ny imperialistisk magt - Japan - på den Ostasiatiske kampplads. Opløsningen af Shogunatet i 1867 og indførelsen af Mikadoens enevælde betød en revolution i Japans udvikling. Da den sidste modstand mod den ny styreform var brudt i slutningen af 1870érne, satte en hurtig industrialisering ind samtidig med, at den gamle feudale krigerklasse blev officerer i en med moderne våben udstyret hær og flåde. Industrialiseringen skete hovedsagelig på basis af landets egen kapitalkraft og derfor gennem familier, som fra feudaltiden var velhavende. Slægterne Mitsui og Mitsubishi blev således dominerende inden for en række industrier, især den vigtige bomuldsindustri. I disse år opstod en industriarbejderklasse, hvis krav vanskeligt harmonerede med den feudale samfundsstruktur. Da man kom i konflikt med Kina om Korea fra begyndelsen af 1890érne, valgte den herskende japanske klasse derfor krig som middel til at aflede opmærksomheden fra de indre brist. I 1876 var Korea blevet åbnet, og Japan blev snart den dominerende her. I 1894 var 90 % af den koreanske handel på japanske hænder. Kina søgte at standse denne ekspansion, og der udbrød nu krig. England svigtede Kina, da Japan krævede flere havne åbnet for udlændinge, og Pekingregeringen måtte i 1895 gå ind på freden i Shimonoseki, hvorved Kina til Japan afstod Formosa, Liaotung halvøen med havnen Port Arthur samt anerkendte Koreas uafhængighed. Denne fred fremkaldte imidlertid en protest fra Frankrig, Rusland og Tyskland, - den tyske havde en særlig aggressiv form. Stillet over for denne konstellation måtte Japan give køb og opgive Liaotung halvøen mod en forøget krigsskadeserstatning. De følgende år arbejdede Frankrig-Rusland mod England i Kina. I 1895 tilkæmpede således et fransk-russisk konsortium sig et stort lån, og mellem Frankrig og England førtes en skarp kappestrid om indflydelse og koncessioner i Yangtse dalen og det syd derfor liggende territorium.

Fra disse år stammer det europæiske slagord om »den gule fare«, dvs. muligheden for en gul fremtrængen over det asiatiske fastland, og imperialister manede de kristne europæiske folk til at være på post mod den fremrykkende Orient. Baggrunden herfor og for den skærpede imperialistiske krig var bl.a. den fordel Østens sølvpenge havde på verdensmarkedet fremfor vestens guldvalutaer. Mellem 1881 og 1891 faldt den engelske bomuldseksport til østen fra 47½ millioner £ til 28 millioner £. I 1895 lykkedes det Frankrig at sikre sig en traktat, der regulerede den kinesiske grænse til Tonking på en for det gunstig måde, og åbnede tre nye handelsstationer. Desuden sikredes Tonkinghandelen en nedsættelse på 75 % af tolden, og franskmændene opnåede ret til udnyttelse af minerne i provinserne Yunnan, Kwangsi og Kwangtung. Endelig fik de ret til at føre jernbanerne fra Tonking ind i Kina. England bekæmpede disse koncessioner af al magt, men uden held, hvorfor de i 1897 skaffede sig en gunstig grænseordning for Burma samt jernbanerettigheder. Imedens havde Rusland været aktiv i det nordlige Kina. I 1895 oprettedes en russisk-kinesisk bank med væsentlig fransk kapital, og denne fik i 1896 koncession på bygningen af den Østkinesiske Jernbane tværs over Manchuriet i forbindelse med den Russiske Transsibiriske Jernbane. Den nød skattefrihed samt ret til mineudvindinger. Til gengæld indgik man en defensiv alliance med Kina mod Japan og bestak den kinesiske politiker Li Hung-chang med 1½ millioner $. Japans indflydelse var hermed i fare, og overfor dets stærkt voksende militære beredskab formåede Rusland ikke at hævde sig, sålænge den Transsibiriske Jernbane ikke var fuldført. I 1896 enedes de to magter derfor om et samarbejde på Korea. Imidlertid var Tyskland begyndt at optræde som konkurrent og havde efterhånden en betydelig handel på Kina. Det manglede dog fodfæste på fastlandet til at kunne gennemføre en effektiv interessesfære, ligesom det ønskede en basis for sin flåde. Tyskerne benyttede derfor mordet på nogle missionærer i 1897 til at tvinge Kina til at »leje« sig Kiautschan på Shantunghalvøen. Efter erhvervelsen af koncessionen på den Østkinesiske Jernbane søgte russerne at få en havn, der dels var isfri, dels kunne tjene som indfaldsport for en fremtrængen i de syd for Manchuriet liggende provinser. Man kastede derfor blikket på Liaotung halvøen med Port Arthur. Trods voldsom engelsk modstand lykkedes det i april 1898 den russiske regering med støtte af Frankrig, der netop nu i Nil-egnene stod i kampstilling overfor England, at sikre sig en »lejekontrakt« med den kinesiske regering, hvorved Rusland fik det sydlige af Liaotung halvøen med Port Arthur. Da engelsk modstand mod Ruslands fremtrængen således spillede fallit, sikrede England sig det strategisk vigtige Weihaiwei. Denne stormagternes jagt på støttebaser afsluttedes i 1898 med den franske koncession på Kwangchowwan, og dette forhold fæstnedes yderligere, da Rusland anerkendte Englands fortrinsstilling i Yangtse dalen, hvormed Kina faktisk var blevet opdelt i interessesfærer. Uden større betydning blev det derfor, at Amerika i 1899 søgte at få de interesserede magter til at afgive en erklæring om at ville opretholde den åbne dørs politik i Kina. Fra 1891-1900 fordobledes den europæisk-kinesiske handel. Men i selve Kina fremkaldte imperialismen en anti-europæisk bevægelse. Efter »havneudlejningerne« i 1898 søgtes indledt en reformpolitik, men den modarbejdedes af enkekejserinden. I 1900 udbrød en alvorlig opstand, det såkaldte Bokseroprør. Udlændinge i Peking blev overfaldet, og den tyske gesandt myrdet. Bevægelsen spredte sig hurtigt til store dele af landet. Stormagterne havde straks efter bevægelsens udbrud begyndt forhandlinger om en kraftig optræden mod den kinesiske regering, som hemmeligt støttede opstanden. Efter gesandtens mord tog Wilhelm II ledelsen. Feltmarskal von Waldersee sendtes til Kina i spidsen for en ekspedition. Endnu inden denne var afrejst, blev bevægelsen undertrykt, og Kina måtte betale en stor erstatning.

Fra 1900 voksede spændingen mellem Japan, som støttedes af England, og Rusland. Da russisk-japanske forhandlinger om fjernelsen af russiske tropper i Manchuriet, som russerne havde lovet at rømme, brød sammen, afsluttedes i 1902 en defensiv alliance mellem Japan og England, der sikrede gensidig neutralitet i kamp mod en anden magt og militær støtte, hvis flere blev draget ind i kampen. Alliancen var rettet mod Tyskland og en advarsel til Frankrig om at holde sig neutral. De japanske krav om Manchuriets rømning blev nu skarpere, og da Rusland stadig gav undvigende svar, begyndte krigen i februar 1904 med et Japansk angreb på Port Arthur. Rusland var blevet opmuntret i sin anti-japanske holdning af Tyskland, som nu indledte sin Marokko-politik. Imidlertid blev den russiske militærmaskine knust af Japan. Hæren, der var slet ledet og led under svigtende forsyninger fra den ensporede Transsibiriske Jernbane, blev besejret ved Mukden, Port Arthur erobret, og den russiske østersøflåde tilintetgjort efter ankomsten til Østen. I 1905 var Japans finanser udtømt og Rusland alvorligt svækket ved de militære nederlag og den truende revolution. Ved freden i 1905 måtte Rusland til Japan overføre sine rettigheder på Liaotung og de russiske kulminekoncessioner i det sydlige Manchuri, der således blev Japansk interessesfære, ligesom den japanske indflydelse på Korea anerkendtes definitivt. Endvidere fik Japan halvdelen af øen Sakhalin, hvor der kort før var fundet rige olie- og minerallejer. I 1907 anerkendte Japan Ruslands interesser i det nordlige Manchuri mod fri hænder i Korea, som nu besattes af japanske tropper og endelig i 1910 annekteredes. I Stillehavet tog England 1874 Fiji øerne. I 1881 dannedes et engelsk kompagni til udnyttelse af det nordlige Borneo, hvor hollænderne i forvejen havde besiddelser, og i 1888 erklæredes dét for britisk protektorat. Derimod måtte englænderne dele Ny Guinea med tyskerne og hollænderne, idet England i 1884 fik Papua, tyskerne det nordlige Ny Guinea samt de nord for liggende Bismarcksøer og hollænderne resten. I løbet af 1890érne besatte England yderligere en række øer, medens det i 1899 efter flere års stridigheder overlod Samoaøerne til Tyskland og USA. Senere købte Tyskland de spanske besiddelser i Stillehavet. I Sydamerika hindrede USA i ly af Monroe-doktrinen europæisk indtrængen, ligesom den amerikanske ekspansion kun i ringe grad skred til direkte erobringer. En undtagelse danner dog krigen med Spanien i 1898, hvor man benyttede uroligheder på Cuba til at gribe ind. Spanien måtte afstå Filippinerne og Puerto Rico samt Cuba, der holdtes besat til 1902, hvorefter det fik et vist selvstyre. De amerikanske økonomiske interesser sikredes dog således, at øen praktisk talt blev amerikansk besiddelse. I 1907 fik Filippinerne et begrænset selvstyre. Efter krigen vendtes interessen mod Mellemamerika, hvor USA i de følgende år gennemtvang en hårdhændet koncessionspolitik, der bl.a. overfor Panama medførte overtagelsen af Kanalzonen i 1903. På Haiti erobrede amerikansk indflydelse San Domingo, medens neger-republiken Haiti hævdede sig til 1915. Bortset fra de rent koloniale erhvervelser og skabelsen af større interessesfærer kæmpede de imperialistiske stormagter overalt i verden om koncessioner. Handel og investeringer. I den mellemste Orient stredes England og Rusland om indflydelsen i Persien, indtil man i 1907 enedes om deling af interesserne. Fra 1890érne gennemtrængte Tyskland i skarp konkurrence med England det tyrkiske Lilleasien, hvor man med bygningen af Bagdadbanen fik fodfæste for tysk fremtrængen. På Balkan konkurrerede finanskapital og rustningsinteresser hårdere end noget andet sted og skabte derved baggrunden for den skærpede Balkanpolitik efter 1908, der til sidst endte ved krigsudbruddet i 1914. England havde taget den største del af kagen. I Afrika besad det hovedindflydelsen i det nominelt under Tyrkiet stående Ægypten, med hvilket det delte protektoratet over det for bomuldsdyrkningen så vigtige Sudan. I Østafrika havde det i denne periode erhvervet britisk Somaliland og britisk Østafrika. I Sydafrika var efter Boerkrigen foregået en vigtig udvikling. I 1906 fik Transvaal selvstyre, i 1907 Oranjefristaten og i 1910 sammensluttedes de to med Kap og Natal til en selvstyrende Dominion »Den sydafrikanske Union«. Endvidere styrede det Sydafrikanske Kompagni - til 1923 - Rhodesia, og Nyasaland, Uganda samt Bechuanaland var protektorater. I Vestafrika ejede det endelig foruden tre mindre besiddelser protektoratet over den store Nigerkoloni, som i 1900 overtoges fra Nigerkompagniet. I Asien havde England under denne periode erhvervet Burma for Indien og i Kina Weihaiwei. Endelig havde det i Stillehavet fået en række øer. Næst efter England kom Frankrig, der i Afrika sikrede sig protektoratet over Tunis og Marokko, i Østafrika kolonien Somaliland, i Kongobassinet fransk Kongo og endelig i Vestafrika protektoraterne over Dahomey (1883) og Elfenbenskysten. I 1885 oprettedes kolonien Guinea og i de følgende år kom så disse landes »bagland« Mauretanien, fra fransk Sudan og Niger-territoriet. I Bagindien erhvervede Frankrig i 1885 Tonking og Annam samt fra 1893 hovedindflydelsen i Siam. Desuden fik det som basis for sin indflydelsessfære i Kina i 1898 Kwangchowwan. I Stillehavet var de franske besiddelser kun ringe. Tyskland fik, som den der kom sidst i kapløbet, den mindste del af Afrika, nemlig tysk Østafrika, tysk Sydvestafrika, Cameroun og Togo. I Kina havde det Kiautschau og i Stillehavet en del af Ny Guinea samt flere øgrupper. Ruslands direkte kolonierhvervelser i denne periode var kun ringe. I det vestlige Turkestan havde det i 1870érne fortsat ekspansionen, men derudover begrænsedes dets erhvervelser til Kina, hvor det endda efter 1905 var trængt tilbage til det nordlige Manchuri og Mongoliet. USA havde i 1898 erhvervet Cuba og Filippinerne, Puerto Rico og senere Haiti. Af de andre magter havde kun Belgien fået kolonier, idet det i 1908 overtog kong Leopolds private besiddelse Kongofristaten, som derefter blev en belgisk koloni. Foruden disse rene koloniale erhvervelser må dog i en opgørelse over resultaterne af den imperialistiske magtkamp fra 1870-1914 medregnes de interessesfærer, som stormagterne opnåede rundt om for deres handel og kapital.

Den førende kreditor nation i denne periode var England. I 1914 androg dets investeringer i udlandet 3.700 millioner £ - en firedobling siden 1870. Næst efter England kom Frankrig, som i 1914 lå med udenlandske kapitalanbringelser til et beløb af 1.600 millioner £. Frankrig blev hårdt trængt af Tyskland, hvis udenlandske tilgodehavender i 1914 beløb sig til 1.200 millioner £. Endelig havde USA ved krigsudbruddet i udlandet investeret 500 millioner £, Holland 400 millioner og Schweiz 260 millioner £. Det er interessant at betragte den geografiske fordeling af de tre vigtigste kreditorlandes - England. Frankrig og Tyskland - investeringer. For årene 1913-14 tegner billedet sig således:

Heraf ses. At England i langt højere grad end de to andre europæiske kapitalmagter var interesseret i oversøisk investering. Frankrig og Tyskland var i 1914 europæiske kontinentalmagter og lånene et led i deres almindelige europæiske politik. Endvidere fremgår det klart, at de i denne periode erhvervede kolonier kun spillede en mindre rolle for magternes kapitalplaceringer, idet de for Englands vedkommende lægger beslag på 12 %, for Frankrigs ca. 10 % og Tysklands ca. 8 % af den samlede investering. Kapitalen søgte de mest lønnende markeder og da navnlig USA og Sydamerika. For England ses det karakteristiske, at der i Dominions og de ældre kolonier samt Indien er anbragt forholdsvis langt mere end i de tilbagestående kolonier. Handelsforholdene viser det samme billede. Gennem hele perioden var først og fremmest hjemmemarkedet afgørende for de europæiske landes handel, dernæst afsætningen til de andre europæiske lande. Tyskland var f.eks. Englands bedste kunde, ligesom det engelske marked var af vigtighed for den tyske industri. Af den engelske handel fra 1904 til 1914 udgjorde omsætningen med »fremmede lande« 73,3 % og handelen mellem kolonier, Dominions og moderland 26,7 %. I Tyskland betød kolonihandelen praktisk talt intet. Gennem de 20 år fra 1884 til 1914 androg Tysklands handel med dets kolonier kun 0,34 % af den samlede udenrigshandel. Det man dog til forståelse af disse tal ikke glemmes, at verdenshandelen steg enormt, fra 3.035 millioner £ i 1880 til 7.500 millioner £ i 1915. Kolonihandelen betød procentvis mindre end tidligere, men var vokset meget betydeligt i absolut størrelse. Den europæiske udvandring til de nyerhvervede kolonier influerede ikke i større grad på periodens befolkningsforskydninger. Udvandrerne søgte de steder, der bød dem de bedste levevilkår og fremtidsmuligheder. Englands emigranter drog dog hyppigere end tidligere til imperiets oversøiske lande. I de tyske kolonier var der 1914 bosat 19.696 tyskere, incl. soldater og embedsmænd. Emigrationen fra Tyskland faldt stærkt efter 1890 for til sidst helt at stoppe op, da landets industrialisering formåede at optage befolkningsoverskuddet.

De mere fremskredne blandt de engelske selvstyrende kolonier stilede mod protektionisme. Fra 1887 fandt der en række konferencer sted, hvori kolonierne trængte på for at opnå gensidig præference, mens England holdt igen. Fra 1890érne drev de selvstyrende kolonier deres egen handelspolitik, og Kanada benyttede sig deraf til at give England og derefter Dominions en præference på 25 % (senere 33½ %). Dette førte til, at England måtte opgive sine handelstraktater med Tyskland og Belgien, da disse ydede mestbegunstigelse også i kolonierne. Resultatet blev en langvarig toldkrig mellem Kanada og Tyskland. Australien gav England præference fra 1906, New Zealand fra 1903 og den Sydafrikanske Union fra 1910, og denne begunstigelse udstraktes også til kolonierne. Kærnen til en toldpolitisk union indenfor imperiet var således lagt. Men i det øvrige engelske kolonirige gjaldt i det store og hele frihandelsprincippet, og det samme kan siges om de fleste magters, således Holland og Tyskland. Andre, og navnlig Frankrig gennemførte dog en stærkt merkantilistisk præget koloniprotektionisme.

I 1900 blev de selvstyrende australske kolonier til en føderativ stat, »Commonwealth of Australia«; i 1907 fik New Zealand selvstyre, og i 1910 kom den Sydafrikanske Union til. I de selvstyrende kolonier besad generalguvernøren som kronens repræsentant stadig den udøvende magt. De havde krig og fred sammen med England og var formelt underordnet det engelske parlament. Også enkelte andre kolonier fik en større selvstændighed. Indien blev ophøjet til kejserrige i 1877. Og fra 1887 fik indere adgang til lavere embeder - først i 1909 fik en inder sæde i den engelske vicekongens råd samtidig med, at befolkningen fik noget større indflydelse, men det lovgivende råd, der i 1892 var blevet udvidet, beherskedes praktisk talt af englændere. En anti-engelsk bevægelse satte kraftigt ind efter 1904. Der fandt adskillige mord sted på englændere, og engelske varer boykottedes. I 1915 kom så med India Act begyndelsen til den reformlovgivning, der stadig fortsættes med det formål gradvis at nå til et parlamentarisk anvendeligt og delvis selvstændigt styre, navnlig hvad angår provinsernes administration. Det franske kolonistyre centraliseredes stærkt. I 1870 fik de vigtigste kolonier ret til repræsentation i det franske parlament, men det lokale styre lå stadig så godt som helt i guvernørens hænder. I 1883 dannedes et kolonialråd, og i 1894 oprettedes et koloniministerium, protektoraterne Tunis og Marokko havde franske rådgivere. Hvad Portugal angår, lå forholdet som i Frankrig. I Belgisk Kongo regerede Leopold II enevældigt, og det gjorde ingen større forskel, da kolonierne overgik til staten. De spanske og Italienske besiddelser styredes autoritært, medens de store områder, USA erhvervede sig, fik et meget udstrakt selvstyre. For de indfødte befolkninger bragte den store kolonisationsperiode ingen større velsignelser. I Kanada og Australien drev man en befolkningspolitik, der havde til formål at holde asiater ude og bevare territorierne som hvid mands land. I de Sydafrikanske provinser gik det ud over negrene, som de fleste steder nægtedes borgerret, og de indvandrede indere behandledes ikke stort bedre. I de Afrikanske kolonier for navnlig belgierne og tyskerne hårdt frem. Tyskerne foretog en formelig massakre på hereroerne, der havde gjort opstand, og belgiske koncessionærer beskæftigede negre under former, som stærkt nærmede sig slaveri. Overalt trængtes negerfolkene tilbage af europæerne, der berøvede dem deres jord og gennem pålæggelse af skatter pånødte dem tvangsarbejde for det offentlige. På den anden side må det fremhæves, at europæerne også udførte et civilisatorisk arbejde, pacificerede forholdene, afskaffede megen bestialitet i omgangsformen mellem negrene og gennem hygiejne og lægevidenskab samt bedre oplæring i visse retninger skabte dem lettere levevilkår. Ved Berliner- og Brüslerakterne (1890) fastsloges bekæmpelse af slaveri og slavehandel, forbud mod handel med våben og spirituosa o.s.v.. Og endelig begyndte man at drage omsorg for, at de indfødte ikke berøvedes så meget jord, at de ikke kunne skaffe sig til livets ophold. I alle Afrikanske kolonier, i Hollandsk Indien og Stillehavet kommer der derfor en række love, som regulerer besiddelsesforholdene til jorden for at bevare denne for de indfødte - en forholdsregel, der bekæmpedes hidsigt af de hvide kolonister. Guldfundene i Australien og Californien beredte vejen for guldmøntfodens indførelse i en række lande fra 1870érne. Produktionen af guld stagnerede imidlertid, indtil nye store fund i Sydafrika i 1890érne atter bragte den i vejret. Dette medførte et prisfald, og sølvet ramtes hårdt, fordi produktionen heraf stadig voksede. Lande med sølvvaluta, navnlig Indien og Østasien, fik herved bedre eksportmuligheder overfor guldlandene. Da billig indisk hvede derfor truede med at ruinere de europæiske og amerikanske producenter, rejstes kravet om agrarprotektionisme og en dobbeltmøntfod af sølv og guld for at hæve priserne og holde den asiatiske konkurrence ude. Landbrugsbeskyttelsen gennemførtes mange steder, men dobbeltmøntfoden ikke, fordi forholdene rettede sig ved, at guldproduktionen steg fra 177 tons i 1890 til 662 tons i 1913. Under prisfaldet voksede arbejdernes realløn fra 1873 til 1900, for derefter at holde sig nogenlunde stabil under den moderate prisstigning, der satte ind i 1896.

Skift til: Kampen om kolonierne (II) * * Britisk imperialisme * * Brudstykker af arbejderbevægelsens historie i USA * * Brudstykker af Vesteuropas historie 1000-1900

Webmaster