Der er tider hvor selve forfatningen er i omdannelse og vækst, og andre tider hvor statsstyrelsen breder sig ud over nye områder, og det 16. århundrede hører til det sidste, hvor statsmyndigheden var i stærk vækst. Regeringerne interesserer sig får handelen og næringslivet. I de protestantiske lande kommer kirken ind under fyrsten og staten, og der sker fremskridt i centralstyrelsen via administrationen fra adelen. Fyrsterne havde rettet opmærksomheden mod udenrigspolitikken, ægteskabspolitikken, diplomatiet, hæren og lejetropper havde deres interesse. Italien var de første der fik en stående »hær« og Maximilian var den første der organisere knægte fra landet (landsknægte),- de tyske fyrster kom med. Når en krig begyndte sit opsving, satte fyrsten sig i forbindelse med en kendt fører, og lod ham røre ved hvervetrommerne. De enheder som opstod, førte en hær af kvinder og børn efter sig i sådant et antal, at en særlig »hurenwebel« blev sat til at holde orden. Det var fodfolket der spillede den største rolle med lansen (pikenerer). Efterhånden udbreder ildvåbene sig, musketten var tung og træfsikkerheden ringe, og spanierne viser sig som de bedste og mest homogene krigsførere, bl.a. i Nederlandene. Men skræk og ve for den fyrste som kommer i pengenød og ikke kan betale sold, thi da vender soldaterne sig mod enhver og plyndrer, således at borgerne og kirken styrter deres fyrste efter at de er blevet ruineret af vold og plyndringer. For ved krig måtte fyrsterne optage lån til renter, der kunne ruinere dem. Eksercits indføres for at opnå større manøvremulighed og Oraniernes feltherrevner vækker beundring i hele Europa. Udgifter til artilleri og fæstninger er kostbare. Man går fra bagladekanoner til forladekanoner, som kan skyde længere, og opgiver i øvrigt en langt række befæstede borge, da murerne disse ikke kan modstå kanonerne. Det bliver vanskelig for staten at skaffe indtægter. Krongodset forøges ved indragelsen af det katolske kirkegods, og de højeste stænder slap som regel fra at betale skat. Toldskatten var ofte kun 1 % af varens værdi. I Spanien var der en omsætningsafgift på handelen, og da spanierne forsøgte at indføre den i Nederlandene skabte det oprør. I Frankrig hed skatten: taillen. Indtægterne kunne være afgifter fra monopoler og regaler, saltafgift, salg af embeder, adelsbreve eller æresstillinger (livrente), kirkeskatten, fribytterkrig. Fyrstens personlighed og egoistiske magtstræben prægede administrationen og den brutale hensynsløshed og religiøse fanatismes stammer fra deres interesser,- og ikke fra deres idealer. Frankrigs forbund med osmannerne viser dette. Ven og fjende adskilte nu ikke mere af landsskaberne og fyrstens grænser,- mellem katolikker og lutheranere. Nationalfølelsen, førte Spanien Frankrig og England frem, medens det samme ikke lykkedes i Italien, der kom under fremmedherredømme og »Tyskland« der blev opdelt i territorier. I byerne mistede folket sin indflydelse og selvstyre. Monarkierne trængte stænderforsamlingerne tilbage, og selv parlamentet i England var et lydig redskab for kongemagten. I Tyskland stod kampen mellem kejser og rigsdag. Når folkenes indflydelse gik tilbage, hang det sammen med opløsningen af stænderne og borgerstandens fremvoksende pengemagt, og af de ikke-religiøse kundskaber. Lavene i byerne skærper reglerne for arbejderne, og når arbejderne organiserer sig i et broderskab, havde det ikke regeringens sympati. Adelens iver for storgodsdrift medfører hoveri for bønderne, og rundt om bærer udviklingen sig frem mod en fyrstemagt der bliver enevældig. Kun i Danmark, Sverige, Polen Schweiz og de Frie Nederlande har den middelalderlige adel endnu styrke til at oprette et rigsråd og optræde som kongemagtens jævnbyrdige. Disse frie Nederlande er århundredes ejendommeligste statsdannelse af meget små landskaber med et middelalderligt stænderstyre og hjemsted for frihedstanker og kunst, der udvikler et vidtstrakt handelssystem og et kolonirige,- et sidestykke til Venedig. Selskabslivet havde udviklet en skarp adskillelse mellem de dannede og de udannede klaser. De nye borge og herresæder får vinduer, åbne søjlegange, karnaper, tårne, kvistvinduer, slotshaver og enkelte huse i byerne bygges helt af sten, selv om bindingsværket er fremherskende. Kakkelovne vandt indpas, glasruder blev almindelige men var luksus ved år 1500, kunstig belysning med olielampe, krydderier vandt indpas, brændevinen opfindes og ølbrygningen blomstrede, tallerkener kom i omløb af tin, sølv og fajance, drikkehornene fortrængtes af kruse, bægre og senere af glas, gaffelen (kniv og ske havde man længe brugt), skylleskålen, klædedragten skifter form, kraftige farver anvendes, nye stoffer, den lange kappe (præstekjolen) er den sømmeligste, men også den korte kappe vinder indpas. Kjortelen, trøjen og benklædningen, pludderhoserne, støvler. De offentlige badstuer kom i vanry som smittebærere af syfilis, og blev lukkede. I de dannede kredse konverserer man, indfører etikte, hører musik og oplæsning. Men dannelsen er kun et tyndt lag fernis der dækker over brutalitet og råhed. Kongernes lidenskab er uddeling af lussinger til embedsmænd, hofmænd og hofdamer. Turneringer, pragtskuespil, rækkedansen, hvor deltagerne selv sang, træder i skyggen for pardansen under livlig musik. Fjællebodsscenen, der drog fra marked til marked afløses af teateret, ofte med plads til 500 tilskuere under åben himmel, hvor de fornemme fik plads i gallerierne. Selv om italienerne ikke var en fremtrædende magt, kom meget »Italiens« bygnings- og malerikunst, kirkestil, kirkemusik til at præge Vesteuropa. De religiøse motiver fortrængte humanisternes idealer, men den gotiske stil vedblev i kirkelige bygninger. Latinen kunne ikke bruges til egentlig litteratursprog. Digterne, lyrikkerne og dramatikerne skrev på deres eget modersmål. Højt over alle hæver Spaniens katolske Cervantes fra en adelsslægt, der skrev parodien på de spanske ridderromaner: Don Quijote, der fører os gennem alle samfundsklasser, og Englands Shakespeare fra en landhandlerfamilie, der bliver ejer af et teater og sidenhen bliver sin fødesby´s største grundejer. Bemærkelsesværdig er, at ingen af datidens forfattere er præget af de religiøse bevægelser og kirken spiller en lille rolle i deres litteratur, og måske har den religiøse tro ikke grebet datidens overklasse så meget som man skulle tro. Overtroen griber alle samfundsklasser; varsler, vanskabninge, djævlebesættelse og hekse er en ren epidemi. Stærkest udbredt i Danmark og Skotland hvor den Maren Splid bliver brændt som heks i Ribe i 1641. Den sidste troldomssag med bålstraf blev anvendt i 1693 på Falster mod Anne Palles, og der var dog også en hekseproces i Danmark i 1699. De højere lag var optaget af stjernetydning og astrologi, og horoskopet får sin udbredelse. De store geografiske opdagelser betød også et bryd med oldtidens kendskab, og ikke mindst da Nikolaus Koppernicus fra en købmandsslægt fra Vestpreussen i 1543 fik trykt sin opfattelse af verdenssolssystemet opbygning med fare for at blive dømt som kætter. Luther spottede Kopernicus, der ville vende verden på hovedet. Giordano Bruno derimod, som videreførte disse ideer om verdensrummets uendelighed og Tyge Brahes elipseformede baner for planeterne blev brændt i 1600 som kætter i Rom og også anatomien bryder igennem mod Galenisterne. Historieskrivningen ændrer karakter, og derved omarbejdes historien på et fejlagtigt grundlag.

Fra et Augustinerklosteret kaldtes Martin Luther til universitetet i Wittenberg, som kurfyrst Frederik den Vise af Saksen fornylig havde oprettet. Fast i troen og stærk i bibelen virkede Martin Luther her som lærer for studenterne og som sjælesørger og samlede snart ved sin kraftige, inderlige prædiken en talrig menighed om sig. I denne stilling var Luther, da han blev udæsket til kamp mod pavevæsenet. Den katolske kirke var på Luthers tid i dybeste forfald. Biskopperne var for en stor del udannede adelsmænd og forsømte deres pligter. De hengav sig til vellevnet, jagt og andre fornøjelser; præsterne kunne ofte hverken læse eller skrive og rundt om i klostrene førtes et mageligt og usædeligt liv. Hele det religiøse liv havde mere og mere antaget en ren udvortes karakter. Gudstjenesten holdtes på latin og bibelen var det forbudt lægfolk at læse i, fordi det let kunne give anledning til udbredelse af kætterier. Af det kirkelige misbrug mod folket vakte afladshandelen den største forargelse. Det var ikke længere nok at jubelfesterne i Rom hidkaldte tusinder af pilgrimme, som købte syndsforladelse ved et offer på Sct. Peters alter. For også at gøre de mange, som ikke kunne komme til Rom, delagtige i saligheden, lod paven munke rejse omkring i landene og sælge afladsbreve, hvorved en mængde penge kom ind i pavens skatkammer. Aldrig var afladssalget drevet frækkere, end da pave Leo X indsamlede penge, som det hed, til fuldførelse af den prægtige Peterskirke. En dominikanermunk, ved navn Tezel, berejste Tyskland med afladsbreve, ved hvilke man kunne købe tilgivelse for enhver synd,- både dem, som man havde begået, og dem, som man ville begå. Prisen rettede sig efter syndernes størrelse. Tezel pralede af at have forløst flere sjæle ved aflad, end apostelen Peter ved sit evangelium; han anbefalede sine varer med plumpe vittigheder og råbte, at sjælen sprang ud af skærsilden i samme øjeblik, som pengene raslede i hans kasse. Heftig opbragt over dette bedrageri, tog Luther til orde og opslog på kirkedøren i Wittenberg sine 95 sætninger mod afladslæren, hvilke han tilbød at ville forsvare mod enhver som helst. Hovedindholdet af disse var, at paven kun har magt til at eftergive kirkestraffe, men at syndstilgivelse tilhører gud. Fra denne dag regnes kirkeforbedringens eller Reformationens begyndelse (d. 31 oktober 1517). Luthers dristige påstande fremkaldte en uhyre bevægelse i Tyskland; men det var kun hans første skridt. Jo mere han gennemskuede den romerske kirkes afvigelser fra bibelen, desto skarpere skrev han imod dem, og folkestemningen gav ham stedse tydeligere medhold. Fra den tyske adel modtog han løfte om væbnet hjælp, og lærde mænd stillede sig ved hans side i striden, navnlig den milde Filip Melanchthon, der ved sin besindighed var vel skikket til at fremme reformationsværket i forbindelse med den heftige Luther. Paven, som i begyndelsen havde ringeagtet den religiøse bevægelse, greb nu til det middel, hvorved kætterierne hidtidigt havde været slået til jorden. Paven satte Luther i band og forkætrede hans skrifter. Men denne gang virkede det ikke. Kurfyrst Frederik den Vise holdt sin hånd over Luther, så at han endog vovede at brænde bandbullen under et optog af Wittenbergs studenter. Imidlertid var kejser Maximilian død og hans sønnesøn, Spaniens konge, Karl V, havde ved kurfyrsternes valg besteget den tyske kejsertrone. I 1521 sammenkaldte han en rigsdag i Worms, hvor kirkestriden skulle afgøres. Luther begav sig på vejen derhen, forsynet med et kejserligt lejdebrev. Mange advarede ham mod at udsætte sig for den samme skæbne som Jan Hus; men han svarede djærvt: »Jeg går derhen, om der så er lige så mange djævle i Worms som tagstene på husene.« Bleg og udmattet af sygdom trådte Luther i sin simple munkedragt frem for rigsdagens glimrende forsamling, hvor kejseren sad på tronen med fyrster og høje herrer omkring sig. Da man forelagde Luther det spørgsmål, om han ville genkalde, hvad han havde skrevet, bad han først noget forlegen om betænkningstid. Men allerede næste dag havde han genvundet sin fatning, og da man krævede hans ja eller nej, svarede han; »eftersom Eders kejserlige majestæt fordrer et slet og ret svar, vil jeg give et, som hverken har næb eller kløer. Med mindre jeg bliver gendreven af den hellige skrift eller ved klare grunde, hverken vil eller kan jeg tilbagekalde mine ord; thi det er ikke rådeligt at handle mod sin samvittighed. Her står jeg; jeg kan ikke andet, gud hjælpe mig, amen!« Pavens sendebud ville nu bevæge kejseren til at bryde sit lejde: »man behøvede ikke at holde, hvad man havde lovet en kætter.« Dog herpå ville Karl V ikke indlade sig. Luther fik lov til at rejse bort, men blev derpå erklæret fredløs, så at enhver ustraffet kunne dræbe ham. For at sikre hans liv lod da kurfyrst Frederik ham undervejs omringe af maskerede ryttere og føre til det befæstede slot Wartburg. Her tilbragte Luther henved et år i skjul og beskæftigede sig især med det store arbejde at oversætte bibelen til tysk. At denne hovedkilde til kristelig oplysning blev tilgængelig for menigheden, var den første betingelse for reformationens gennemførelse. Ved sin tilbagekomst til Wittenberg blev Luther modtagen med glæde. Det var også på høje tid, at han atter trådte frem; thi hans lære blev mistydet af sværmere, som brød ind i kirkerne for at ødelægge helgenbilleder, altere og andre udsmykninger. Luther fik snart genoprettet ordenen i Wittenberg; men de fanatiske sværmere ophidsede nu den uvidende forkuede bondestand, og dette førte til værre udskejelser. I den tro, at den nye lære gik ud på at lette det tunge åg, der hvilede på dem, forlangte bønderne afskaffelse af hoveri, livegenskab og tiende, samt ret til at vælge deres præster. Rundt om i sydtyskland samlede de sig i store skarer og afbrændte adelens borge under afsyngning af gudelige sange. Vildest gik det i Thüringen, hvor en Thomas Münzer, der gav sig ud for at have himmelske åbenbaringer, kom til magten i den frie rigsby Mühlhausen, og indførte ejendomsfællesskab og erklærede, at det tusindårige rige var begyndt, i hvilket der skulle herske almindelig frihed og lighed. Lige over for disse »uordener« kunne Luther ikke tie, thi han var fyrsternes redskab mod folket. Først talte Luther forsonlige ord og rådede til at imødekomme bøndernes billige fordringer; men da bønderne fremturede i den vildeste grusomhed, opfordrede han i sit ejendommelige, djærve sprog til at slå dem ned som gale hunde. Fyrsterne samlede deres krigsvante hære og bøndernes uordentlige skarer bukkede under i kampen, og nu blev der øvet dobbelt gengæld på bønderne for de begåede grusomheder. Før kampen havde Thomas Münzer lovet sine folk himlens bistand: »de, der faldt i de forreste rækker, skulle straks efter stå op i de bagerste; han selv ville opfange fjendens kugler i sin kappe«. Men da det kom til stykket, var han den første til at flygte, blev greben på et tagkammer og henrettet. Bønderne vendte efter opstandens betvingelse overalt tilbage i den gamle trældomstilstand. Imidlertid var Luther og hans medarbejdere beskæftigede med at ordne kirkevæsenet på en måde, der passede til den nye kirkelære. Det latinske sprog blev afskaffet ved gudstjenesten, der væsentlig kom til at bestå af prædiken og salmer i modersmålet. Med læren om de fortjenstfulde gerninger bortfaldt naturligvis munkevæsen og sølibat, så at Luther kunne ægte en forhenværende nonne, Katharina von Bora, med hvem han siden levede et lykkeligt familieliv. Statens verdslige overhoved blev tillige kirkens overhoved; bispe- og klostergodset tilfaldt staten for at anvendes til den nye kirkes behov, til stiftelser og skolevæsenet. Den evangelisk-lutherske kirke indførtes først i Saksen, derpå i den største del af Nordtyskland og i de fleste frie rigsstæder, hvis driftige borgerstand var kede af munkenes tiggeri - og de mange katolske helligdage, fremdeles i Preussen og i de tre nordiske riger. På samme tid, som Luther optrådte i Wittenberg, prædikede den lærde Ulrik Zwingli i Schweiz imod afladshandelen og den romerske kirkes øvrige misbrug. Zürich antog først den af ham forbedrede lære, derpå andre af de nordlige kantoner f.eks. Basel og Bern. Medens Luther og Zwingli i det hele stemmede overens i læren, opfattede de nadverens betydning på forskellig måde, idet Zwingli blot ville forklare den som et middel til at ihukomme Jesu´s lidelse. Og af de gamle kirkeskikke beholdt Luther meget mere end Zwingli, der afskaffede altere, billeder, kors, orgelmusik, - kort sagt al udvortes pragt. Disse afvigelser gav anledning til adskillelsen mellem lutheranerne og de Reformerte, som en tid endog stod skarpt imod hinanden. Efter at Zwingli var falden i en krig mellem Zürich og de katolske skovkantoner, fortsattes hans værk af franskmanden Johan Calvin, som virkede i Genf. Han lagde bestyrelsen af den reformerte kirke i hænderne på folkevalgte menighedsråd, en ny modsætning til den lutherske kirke. Fra Schweiz udbredte calvinismen sig til de tyske Rhinegne, Holland, og Skotland, ligesom den fik mange tilhængere i Frankrig (de såkaldte huguenotter). England antog den calvinske kirkelære, men beholdt et gejstligt aristokrati (ærkebiskopper og biskopper). Reformationens fremskridt og især de frygtelige bondeopstande havde imidlertid vakt så stor ængstelse hos de katolske fyrster i Tyskland, at de på rigsdagen i Spever i 1529 forbød reformationens videre udbredelse. Herimod nedlagde de evangeliske stænder indsigelse (protest), fordi stemmeflerhed ikke kunne gælde i trossager. Deraf kommer benævnelsen protestanter, som omfatter de forskellige religionspartier, der forkaste pavens myndighed og den romerske kirkes læresætninger. Håbet om at få religionsstriden udjævnet var endnu ikke opgivet, da Karl V i dette øjemed sammenkaldte en ny rigsdag i Augsburg i 1530. De evangeliske stænder indbragte her et af Filip Melanchthon forfattet og af Luther billiget forsvarsskrift, den Augsburgske trosbekendelse, hvori den rene kirkelære var smukt og klart fremstillet. Men kejseren lod affatte en katolsk gendrivelse heraf, og uagtet denne intet beviste, befalede rigsdagen, at kirkeforholdene overalt igen skulle stilles på den gamle fod; de, som ikke adlød, skulle erklæres fredløse. Det syntes nu altså ikke længere muligt at forhindre åbenbar krig mellem religionspartierne. Derfor indgik de evangeliske fyrster og byer et forbund i Schmalkalden til forsvar for deres tro i 1531. Dog forhaledes krigens udbrud endnu længe, fordi kejseren var beskæftiget med udenlandske fjender (franskmændene, tyrkerne). Luther, som altid havde villet, at hans lære skulle sejre ved sin indre sandhed, blev således forskånet for at se sværdet og voldens virksomme virkning i denne religionsstrid. Han døde i Eisleben i 1545 efter at have ledet reformationsværket lige til det sidste. For at gøre endnu et forsøg på at bringe enighed i den kristne kirke havde imidlertid paven efter aftale med Karl V åbnet en almindelig kirkeforsamling i Trident, hovedstaden i Syd-Tyrol. Men protestanterne ville naturligvis ikke underkaste sig en forsamling, der bestod af katolske biskopper og lededes af paven, forbitret herover rustede kejseren sig af al magt til krig mod dem (den Schmalkaldiske krig). Uheldigvis var der kun lidet sammenhold mellem protestanterne. En af dem, den ærgerrige hertug Moritz af Saksen, havde endog forbundet sig med kejseren, som på den måde vandt en let sejr. Karl V spillede nu mester i Tyskland, straffede protestanterne strengt og ordnede egenmægtig religionsforholdene. Moritz fik til løn for sit forræderi den saksiske kurværdighed, og det blev ham overdraget at belejre Magdeburg, den eneste protestantiske by, der havde vovet at modsætte sig kejserens befalinger. Da var det, at Moritz pludselig skiftede parti, hvad enten han ængstedes af kejserens egenrådighed eller samvittigheden rørte sig i ham. Først sikrede han sig ved et hemmeligt forbund med den franske konge Henrik II., og medens denne bemægtigede sig de tyske bispedømmer Metz, Toul og Verdun, brød Moritz op fra Magdeburg og drog i største skynding mod syd. Her var kejseren nærved blevet overrumplet, da han lå syg i Innsbruck uden at ane noget ondt. Under et skrækkeligt vejr måtte han i en bærestol flygte over bjergene. Protestanterne åndede atter frit. Karl V som pludselig så alle sin sejrs frugter spildte, bekvemmede sig til et forlig, og på rigsdagen i Augsburg (1555) tilstodes der de evangelisk-lutherske fyrster og byer lige ret med de katolske. Sygdom og mismod over fejlslagne planer bevægede kejser Karl V til året efter at nedlægge kronen i 1556. Han overlod Spanien med dets store besiddelser i Europa Amerika til sin søn Filip II.. Derimod tilfaldt de østrigske arvelande og kejserværdigheden hans yngre broder Ferdinand, der desuden var valgt til konge af Ungarn. Under Ferdinand I og hans nærmeste efterfølgere fik protestantismen raske fremskridt i Sydtyskland, og nåede til Ungarn, ja begyndte endog at vinde tilhængere hinsides Alperne. Men derved fremkaldtes den stærkeste modstand fra pavernes og den katolske kirkes side. På kirkeforsamlingen i Trident forkætrede man protestantismen og bekræftede den katolske lære tilligemed pavens hele myndighed; tillige var man klog nok til at afskaffe, de værste misbrug (f.eks. Afladshandelen) og skærpe kirketugten, for at de gejstlige bedre end hidtil skulle opfylde deres kald. Inkvisitionen blev atter bragt i anvendelse mod kætterne, og der forfattedes lister på kætterske bøger, som det var forbudt at læse. Endnu kraftigere hjælp ydedes der paven af Jesuiterordenen. Med dennes stiftelse og virksomhed forholder det sig på følgende måde. Den spanske ridder Ignatius Loyola fik i krigen et sår, som kastede ham på et langt sygeleje. Ved her at fordybe sig i læsning af helgenlegender, blev han greben af sådant sværmeri, at han besluttede aldeles at ofre sig for kirken. Næppe var han helbredet, før han hængte sine våben op i en kirke, bortskænkede sit gods og tog pilgrimsstaven i hånd. Med uredt hår og smudsigt ansigt, i en bodfærdig dragt og under daglige selvpinsler tiggede han sig frem fra by til by og kom endelig til søs til det hellige land, hvor han begyndte at prædike for de vantro. Men hverken her eller efter hjemkomsten til Spanien ville gejstligheden tillade ham at prædike, fordi han var lægmand. Den 33årige mand tog da plads på skolebænken for at begynde forfra på den latinske grammatik, og i løbet af få år lærte han tilstrækkeligt, for han havde en jernvilje til at erhverve sig kirkens lærdom. Under et ophold ved universitetet i Paris forenede han sig med seks ligesindede om at danne en ny munkeorden, som skulle støtte kirken i dens trængsler. Vennerne vandrede derpå til Rom, idet de på vejen prædikede bod og ofrede sig til pleje af pestsyge. Paven stadfæstede ordenen, der fik navn af Jesu Selskab efter en åbenbaring, som Ignatius påstod at have haft i 1540. Jesuitens første pligt er maskinmæssig lydighed mod sine foresatte; han må derfor sige sig løs fra sin familie og sit fædreland; ja ifølge den berygtede jesuitiske sætning, at »øjemedet helliger midlet«, skal han lystre, selv om han får befaling til at synde. Mened og kongemord kan blive en pligt, når det gælder at fremme den katolske kirkes sag. Dette øjemed forfulgtes efter et snedigt anlagt system. I spidsen for Jesu Selskab stod ordensgeneralen, som boede i Rom for at være i umiddelbar forbindelse med paven. Efter ham kom forstanderne rundt om i de katolske lande, der atter ledede brødrene af lavere grader. Over alles virksomhed vågedes ved gensidigt spioneri. Enhver anvendtes efter en længere prøvetid til det arbejde, hvortil han var særlig skikket. De, som vare besjælede af iver for troen, sendtes som missionærer ud imellem hedningerne (f.eks. til Kina, Japan). De, som havde et fint væsen eller listigt hoved, fandt vej til hofferne som opdragere for prinser eller som kongernes skriftefædre; for andre, der havde gaver til at undervise, var der anvendelse i jesuitskolerne, der snart vandt stort ry. Gennem ungdommens undervisning og skriftestolen udbredte Jesuiterne en blind tro på den katolske kirkes sandhed og et glødende had til kætterne, så at den protestantiske lære ikke alene blev standset i sin udbredelse, men til sidst endog fortrængt fra flere lande, hvor den havde vundet fodfæste. Under disse omstændigheder kom det navnlig i Tyskland, hvor katolske og protestantiske samfund fandtes side om side, til idelige rivninger mellem religionspartierne. Bøhmen var dengang for største delen vundet for den protestantiske religion, hvis frie udøvelse var sikret ved en kejserlig lov, det såkaldte majestætsbrev. Da der alligevel skete idelige overgreb fra katolsk side, begav afsendinge af den protestantiske adel sig op på slottet i Prag for at kræve de kejserlige rådsherrer til regnskab for den uret, der blev begået. Det kom her til en heftig ordstrid, som endte med, at rådsherrerne »efter bøhmisk skik« blevet kastede ud ad vinduerne. Med denne krænkelse af kejserens værdighed begyndte den store religionskamp, Trediveårskrigen i 1618. Da den ivrigt katolske Ferdinand II. året efter tiltrådte regeringen i de østrigske arvelande og tillige blev valgt til tysk kejser, nægtede Bøhmerne at anerkende denne jesuiternes fostersøn for deres hersker. De udråbte derimod den protestantiske kurfyrste, Frederik af Pfalz, til deres konge, hvorved de håbede at få hjælp fra hans svigerfader, den engelske konge Jakob I. Men dette valg fik et højst uheldigt udfald. Frederik ødslede tid og penge på kroningsfester i stedet for at opruste, og England rørte sig ikke. Derimod blev kejser Ferdinand II. kraftigt støttet af de katolske fyrster i Tyskland, navnlig den af jesuiterne oplærte Maximilian af Bayern. Sejren fulgte derfor også de katolske faner. Ledsaget af nederlænderen Tilly, en dygtig krigsmand, vandt Maximilian en afgørende sejr over Bøhmerne på det Hvide Bjerg ved Prag i 1620. Frederik, der fra byens mure så sin hær flygte, forlod over hals og hoved sit rige og blev erklæret fredløs. Det ulykkelige Bøhmen blev nu straffet som et oprørsk land. Kejseren sønderrev majestætsbrevet og sendte skarer af Jesuiter ind for at lære indbyggerne lydighed mod pave og kejser. Således gik Bøhmen tabt for protestantismen, og den tjekkiske nationalitet blev underkuet af indvandrende tyskere. Ferdinand II., der hidtil havde sejret ved hjælp af sine forbundsfæller, ønskede nu at have en egen hær til sin rådighed for at knuse protestanterne i det øvrige Tyskland. Da han hverken havde penge eller anførere, modtog han et tilbud af den rige bøhmiske adelsmand, Albrecht Wallenstein, der lovede at rejse en hær på egen bekostning, mod passende belønning, i de lande som skulle erobres. Næppe havde denne mærkelige krigsmand åbnet sine hvervekontorer, førend en mængde mennesker strømmede til hans faner; thi det var bekendt, at hans soldater altid havde fuldt op at leve af og kunne tillade sig allehånde plagerier mod den fredelige borger, når de kun viste lydighed i tjenesten og tapperhed i slaget. Wallenstein forstod at indgyde soldaterne en overtroisk frygt; de troede, at han stod i pagt med ånder, og ved synet af feltherrens høje, tavse skikkelse, når han klædt i skarlagen gik gennem lejren, betoges de af en hemmelighedsfuld rædsel. Imidlertid var den danske kong Kristian IV, optrådt som protestanternes forsvarer. Der var lovet ham penge af England, tropper af hans tyske trosfæller; men ingen af dem holdt ord. Da flere uheld stødte til, blev kongen overvunden af Tilly i slaget ved Lutter am Barenberg. Derpå trængte Wallenstein under store ødelæggelser op i den jydske halvø. For at få ham bort igen måtte Kristian IV slutte freden i Lübeck i 1629 og love ikke mere at blande sig i Tysklands anliggender. Da nu hele Tyskland lå for kejserens fødder, blev ikke alene protestanterne underkuede, men han handlede i det hele så egenrådigt, at der opstod frygt for, at han skulle opkaste sig til uindskrænket hersker ved hjælp af Wallensteins hær. Tillige indløb der allevegne fra klager over de voldsomheder, som Wallensteins soldater begik. Da fordrede de tyske fyrster, at Wallenstein skulle afskediges, og kejseren vovede ikke at sige nej dertil. Dybt krænket trak den stolte feltherre sig tilbage til sine bøhmiske godser, hvor han troede i stjernerne at kunne læse sin tilkommende ophøjelse. Omtrent samtidig hermed besluttede Sveriges kong Gustav Adolf at ile sine undertrykte trosfæller i Tyskland til hjælp. Efter at være forsynet med penge af Frankrig landede han med en lille, men fortrinlig hær i Pommern. I svenskernes rækker holdtes streng mandstugt. Al slags spil, banden og rov var forbudt, og hvad der leveredes, blev altsammen betalt. To gange om dagen var der gudstjeneste med bøn, så at Gustavs milde ånd og inderlige fromhed syntes at have meddelt sig til hans soldater. Intet under da, at befolkningen overalt modtog Svenskerne som befriere. Derimod var de protestantiske fyrster meget utilfredse med Svenskernes ankomst; thi de nærede større frygt for den mægtige kejsers vrede end tiltro til den ubekendte fremmede. Gustav Adolf måtte formelig tvinge kurfyrsten af Brandenborg til forbund; men derved kom han for silde til at redde Magdeburg, som ikke havde villet bøje sig for kejseren og derfor blev belejret af Tilly. Efter længe forgæves at have beskudt byen lod Tilly, som om han ville trække bort; men næppe, havde den udmattede besætning forladt posterne, før de kejserlige soldater stormede frem og besteg murene, hvorpå indbyggerne blev nedsablede uden forskel. Hele den rige by gik op i flammer. (Vistnok enten tilfældig eller på den svenske kommandants foranstaltning, som ville gøre opholdet i fæstningen umuligt for Tilly.) Tillys frygtelige grusomheder bestemte nu endelig den ængstelige kurfyrste af Saksen til at give sig Svenskerne i vold. Gustav Adolf ilede ham straks til hjælp og traf Tilly ved Leipzig i 1631. Skønt sakserne flygtede i begyndelsen af slaget, holdt Svenskerne urokkelig stand mod fjendens voldsomme rytterindhug; de stormede endog den høj, på hvilken Tillys artilleri stod, og erobrede hans kanoner. Efter få timers kamp var hele den kejserlige hær adsplittet. Gustav Adolf benyttede rask sin sejr, oplivede under sin fremrykning protestanternes sunkne mod; og da han havde sejret endnu engang over Tilly, som blev dødelig såret ved overgangen over Lech, syntes selv de østrigske arvelande at ligge åbne. Hoffet i Wien havde i begyndelsen ringeagtet Svenskerne: Snekongen, mente man, ville nok smelte, når han gik mod syd. Men nu da faren var rykket så nær, afløstes tillidsfuldheden af rådvildhed; ingen redning syntes mulig uden Wallenstein. Ved ydmyge bønner fik kejseren omsider den krænkede feltherre bevæget til at hverve en ny hær. Aldrig så snart rygtedes det, at Wallenstein søgte soldater, førend brødløse mennesker i tusindtal strømmede til; thi krigens ødelæggelser havde standset alt fredeligt erhverv, medens krigeren fik rigelig sold og bytte ovenikøbet. Men da hæren var samlet, nægtede Wallenstein at føre den mod fjenden, med mindre han blev aldeles uafhængig af kejseren og til løn for svenskernes fordrivelse fik et af de østrigske arvelande. Også dette måtte kejseren i sin forlegenhed gå ind på. Gustav Adolf havde forskanset sig ved Nürnberg, da Wallenstein skændende og brændende nærmede sig og slog lejr på højderne lige overfor. En tid lang målte de to store feltherrer kræfter med hinanden, uden at det kom til nogen afgørelse. Efter at hele omegnen var udspist, drog Wallenstein nordpå for at ødelægge Saksen. På den forskrækkede kurfyrstes nødråb fulgte Gustav Adolf efter. Således kom det til det blodige slag ved Lützen i 1632. Dagen oprandt mørk og tåget. Da Svenskerne havde holdt morgenbøn under Luthers salme »Vor gud han er så fast en borg«, brød solen frem, og angrebet begyndte, idet kongen selv førte højre fløj - Bernhard af Weimar venstre fløj. Skønt dækket af en bred grøft, blev fjenden dreven tilbage; men under den heftige ild kom svenskerne i uorden. Da Gustav nu selv ville hen for at bøde herpå, kom han ind imellem fjenderne og blev dødelig såret af en kugle. Men ved synet af hans hvide hest, der kom tilbage med blodig sadel, opflammedes Svenskerne til raseri, stormede frem og kastede alt overende, som stillede sig i vejen for dem. Wallenstein måtte trække sig tilbage til Bøhmen med sin opløste hær. Efter denne tid handlede han ikke mere med sin gamle kraft. Langt fra at drage fordel af Gustav Adolfs død, indlod han sig endog i underforhandling med fjenderne, hvorpå Ferdinand II. erklærede ham for afsat. Wallenstein trak sig tilbage til Eger, men blev her snigmyrdet af nogle officerer, som troede at de gjorde kejseren en tjeneste dermed. Efter Gustav Adolfs død besteg hans umyndige datter Christina den svenske trone; den dygtige kansler Axel Oxenstjerna fik ledelsen af de tyske anliggender. Skønt krigen fortsattes af de i Gustav Adolfs skole uddannede feltherrer, havde den store konges død dog betænkelige følger. Han alene havde stået så højt i anseelse, at alle protestantiske fyrster bøjede sig for hans vilje; derimod var det for Oxenstjerna meget vanskeligt at holde det af så mange hoveder sammensatte forbund i live. Sålænge de svenske sejrede, gik det nogenlunde; men da Bernhard af Weimar havde tabt slaget ved Nørdlingen i 1634 mod en overlegen kejserlig-spansk hær, ilede de protestantiske fyrster, den ene efter den anden, fremfor alle kurfyrsten af Saksen, med at slutte sig til. På dette tidspunkt fik kejseren en ny fjende i det mægtige Frankrig. Frankrigs styrelse var i hænderne på den kraftige minister, kardinal Richelieu, medens den svage Ludvig XIII. bar kronen. For at knuse huset Habsburgs overmagt i Europa havde han understøttet Gustav Adolf med penge i kampen mod kejseren; nu da nederlaget ved Nørdlingen havde tilføjet den svenske magt i Tyskland et alvorligt knæk, anså Richelieu det rette øjeblik for at være kommet til at lade Frankrig træde åbenlyst frem på krigsskuepladsen. Dermed indtræder et vendepunkt i Trediveårskrigen. Partierne adskiller sig nu ikke længere efter religionen, siden det katolske Frankrig står sammen med Sverige, det protestantiske Saksen og Brandenborg med kejseren. Fra begge sider synes man nu kun at tænke på bytte og erobringer. Selv de svenske hære, som iøvrigt mest rekruteredes fra Tyskland, røvede og plyndrede lige så godt som de kejserlige. Overalt i Tyskland efterlader den lange krig kun rygende tomter, forladte landsbyer og øde marker. Efter at have trukket forstærkninger til sig erobrede Bernhard af Weimar det østrigske Elsass. Da han pludselig døde, gik hans hær i fransk tjeneste, og hans erobring tilfaldt Frankrig. Nye oprustninger satte imidlertid svenskerne i stand til nye foretagender. Den mest udmærkede af Gustav Adolfs våbenbrødre, Torstenson, trængte, skønt han formedelst gigtsvaghed måtte føres i en bærestol, dybt ind i de østrigske arvelande. Da fik han pludselig befaling fra Oxenstjerna til at gå mod Danmark, fordi Kristian IV havde begyndt at modarbejde Sverige. Efter at have tvunget Danmark til freden i Brømsebro (1645), vendte Torstenson igen sine våben mod syd og nærmede sig med sædvanlig hurtighed til Wien; men sygdom nødte ham til at nedlægge kommandoen, som overdroges til Vrangel. Da krigen også fra fransk side var ført med held af de udmærkede generaler, Condé og Turenne, måtte kejser Ferdinand III., en søn af Ferdinand II., omsider række hånden til fred. Underhandlingerne, der allerede i flere år var førte i Münster og Osnabruck, bragtes da til afslutning på følgende betingelser ved Den Westphalske Fred i 1648: 1) til Frankrig afstodes Elsass. Sverige fik (foruden en stor sum penge) Forpommern med Stettin, Rugen, Wismar m. m. Brandenborg, hvis kurfyrste egentlig havde arveret til hele Pommern, tilfredsstilledes med Bagpommern og (i stedet for Forpommern) med flere bispedømmer, f.eks. Magdeburg. Schweiz og Nederlandene erkendtes for frie republikker. 2) De protestantiske og katolske stænder fik lige rettigheder. Kirkeforholdene skulle for fremtiden blive på samme fod, som de havde været d. 1 januar 1624 (normalåret). 3) De tyske fyrster anerkendtes for selvstændige (suveræne) herskere, hver i sit land. Dog skulle Tyskland vedblive at udgøre ét rige, og dets fælles anliggender afgøres på rigsdagen, hvor fyrster og frie rigsstæder havde stemmeret. Kejserens magt indskrænkedes til at føre forsædet på denne. Tidligere var den tyske rigsdag sammenkaldt fra tid til anden, og fyrsterne havde mødt personlig for at underhandle. Fra nu af var rigsdagen, som fik sit faste sæde i Regensburg, vedvarende, hvorfor stemmeretten udøvedes gennem afsendinge. Deltagernes antal udgjorde mange hundrede, mellem hvilke det kun sjældent var muligt at tilvejebringe enighed; thi dels vedblev der længe at være en skarp modsætning mellem de protestantiske og katolske stater, dels blandede Frankrig sig idelig i forhandlingerne for at vække indvortes splid og så selv høste fordelen deraf. Heri såvel som i den forfærdelige udmattelse, der fulgte efter Trediveårskrigen, ligger grunden til Tysklands svaghed i den følgende periode.

Fra den nyere tids begyndelse erhvervede det Habsburgske Hus sig ved flere heldige giftermål den højeste magt blandt Europas fyrstehuse. Grunden dertil blev allerede lagt, da kejser Maximilian ved giftermål med Karl den Dristiges datter Maria knyttede de rige Burgundiske lande til sine familiebesiddelser. Deres søn Filip af Østrig ægtede endvidere Spaniens arving Johanna, en datter af Ferdinand den katolske. Dette fyrstepars søn Karl, der fødtes i Nederlandene år 1500, kom altså ved arv på fædrene og mødrene side i besiddelse af uhyre landmasser i den gamle og den nye verden, nemlig Nederlandene, Spanien tillige med Neapel, Sicilien og Sardinien samt det spanske Amerika, endelig de østrigske arvelande. Hertil føjede han i 1519 ved kurfyrsternes valg den tyske kejserkrone. Solen gik, som man sagde, aldrig ned i hans lande. Karl V (i Spanien d. 1ste) var skabt til at herske. Klog og beregnende fra den tidlige ungdom af, ærgerrig og hensynsløs ville han ikke alene tvinge sine forskelligartede undersåtter under sin vilje, men også bøje alle andre lande under det Habsburgske overherredømme. Men heri mødte han så mange hindringer, at de til sidst blev ham for stærke. I Tyskland krydsede reformationen hans planer, og samtidig måtte han føre uophørlige krige med franskmændene og Tyrkerne. Om herredømmet over Italien udspandt der sig en lang række af krige mellem Karl V og Frankrigs ridderlige konge Frants I. I begyndelsen lammedes Frankrig af indre farer. Den mægtige lensmand Karl af Bourbon havde hånlig afslået et ægteskabstilbud af Frants's aldrende moder Louise; derfor forfulgte den hævngerrige kvinde ham med så mange krænkelser, at han indlod sig i forræderisk forbindelse med kejseren. Men hans planer blev opdagede, og kun under mange farer lykkedes det ham at undkomme til kejseren, i hvis tjeneste han blev en virksom fjende af sit fædreland. Krigens udfald afgjordes ved Pavia, som belejredes af den franske hær. Karl af Bourbon, der ilede byen til undsætning, kunne af pengemangel ikke holde sine ustyrlige landsknægte sammen, dersom det ikke kom til en hurtig afgørelse. Da kom Frants I. i ridderligt overmod sine fjenders ønske i møde ved at tilbyde slag. Den franske hær blev trods al sin tapperhed opreven, idet et udfald fra fæstningen bragte den i en dobbelt ild. Medens alle de andre flygtede, huggede kong Frants endnu om sig, som om han ganske alene ville vinde slaget, indtil hans hest blev skudt og han selv overmandet. Efter at have tilbragt et år som fange i Madrid undertegnede han her en fred, hvori han opgav alle fordringer på Italien i 1526. Det viste sig snart, at Frants havde givet efter for at blive løsladt af det kedelige fangenskab, men ikke tænkte på at holde ord. Da kejserens herredømme i Italien snart var blevet grundig forhadt, gik de fleste af halvøens stater over på fransk side. Paven løste Frants fra hans ed, og krigen blussede op igen. førend de franske oprustninger var færdige, førte Karl af Bourbon den kejserlige hær ind i pavestaten for at skaffe den underhold i fjendens land. Det var et besværligt togt midt om vinteren. Skønt feltherren delte farer og nød med sine folk, udbrød der dog undervejs et stort mytteri mellem de urolige lejesoldater, hele lejren genlød af råbet: penge, penge. Da besluttede Karl af Bourbon at føre dem mod Rom. Alle den rige by´s skatte skulle være lønnen for deres lidelser og tapperhed. Under stormen faldt den dristige feltherre i det øjeblik, han lagde en stige mod muren; men krigerne trængte ind i byen, hvor der nu i en hel uge blev røvet og plyndret i 1527. Indesluttet i Engelsborg måtte paven lide store forhånelser af de vilde skarer og tilsidst købe dem bort for store pengesummer. Frants I, der havde forsømt at understøtte sine italienske allierede i rette tid, formåede heller ikke at give krigen nogen anden vending. Alligevel var han letsindig nok til endnu to gange at begynde krig mod sin mægtige medbejler. Men alle hans bestræbelser forblev frugtesløse; Karl V beholdt Mailand og herredømmet over Italien. Tyrkerne havde aldrig været farligere fjender for kristenheden end på Karl Vs tid, da de beherskedes af Sultan Sulejman. På kysten af Afrika var der grundlagt tyrkiske vasalstater i Algier, Tunis og tripolis, hvorfra sværme af sørøvere løb ud, så at det næsten var umuligt for noget handelsskib at besejle Middelhavet. Karl V foretog to store togter mod de vantro, et heldigt til Tunis og et uheldigt til Algier. På det første blev mange tusinde kristne fanger befriede, som var bestemte til at sælges på Orientens slavemarkeder. Fortsættelsen af kampen med sørøverne overlodes til Johanniterridderne, som derefter fik navn af Malteserriddere. Til lands var Tyrkernes fremtrængen end mere faretruende. Sultan Sulejman oversvømmede Ungarn og omringede endog Wien med sine vilde skarer i 1529. Vel lykkedes det ham ikke at overvinde borgernes tapre modstand; men størstedelen af Ungarn forblev endnu i lang tid under tyrkisk herredømme. Karl Vs yngre broder, ærkehertug Ferdinand af Østrig, hvem et parti havde valgt til konge i Ungarn, måtte nøjes med den vestlige del omkring Presburg. Efter at disse udvortes krige vare tilendebragte, vendte Karl V sine våben mod de tyske protestanter (den Schmalkaldiske krig). Det uheldige omslag, som indtrådte ved kurfyrst Moritz's frafald og forbund med Frankrig, virkede så nedslående på den i forvejen syge kejser, at han nedlagde kronen (1556) for at tilbringe resten af sine dage i ro. I to år levede han ved det spanske kloster St. Just, og var beskæftiget med gudelige øvelser, men uden derfor at glemme verden. Ved Karl V tronfrasigelse deltes det Habsburgske herskerhus i to linier. Medens hans broder Ferdinand I, konge af Ungarn og ærkehertug af Østrig, blev valgt til tysk kejser, erholdt hans søn Filip II. Spanien tillige med Nederlandene og de italienske besiddelser (Neapel, Sicilien, Sardinien og Mailand), samt kolonierne i Amerika. Filip II. var en mørk, herskesyg tyran, der ikke alene ville undertrykke al frihed i sine egne lande, men anså sig for guds redskab til at udrydde kætteriet, hvor det så fandtes. Inkvisitionen havde under ham gyldne dage; fængsel, pinebænk og henrettelse blev atter bragt i anvendelse mod enhver, som ikke bøjede sig for kronen og kirken. Da det hed sig, at Moriskerne eller Maurernes efterkommere i Granada kun af navn havde antaget kristendommen, men i hjertet holdt fast ved deres fædres tro, befalede han dem at antage spansk sprog og levemåde. Forgæves søgte de ulykkelige at rejse en opstand; Filip sendte tropper imod dem, og al modstand blev kvalt i blod. Moriskernes levninger måtte derpå flytte til det indre af riget. Senere i tiden blev de aldeles udjagne, hvorved Spanien mistede sine flittigste arbejdere, og en mængde blomstrende flækker lagdes øde. Da kongefamilien i Portugal var uddød, fremtrådte Filip II med fordring på tronen og godtgjorde sin ret ved at sende hertugen af Alba derind med en hær, som uden synderlig modstand besatte hovedstaden. I 60 år var Portugal forbundet med Spanien og blev styret som en spansk provins (1580-1640). Medens Filip II. således blev herre over hele den Pyrenæiske Halvø, mistede han en stor del af sine nederlandske provinser. Karl V, der var født og opdragen i Nederlandene, havde stået i et godt forhold til sine landsmænd, skønt han forfulgte calvinismen, der vandt megen udbredelse blandt den frisindede befolkning. Anderledes blev det, da den kolde, frastødende spanier Filip II. begyndte at styre Nederlandene som en spansk provins, oprettede fjorten nye katolske bispedømmer og befalede at indføre Inkvisitionen. I 1560 lod katolicismen udforme et program: Samling om pavedømmet og kamp mod kætteriet. Nok havde katolikkerne fået udryddet kætterne i Italien og i Spanien, men de havde mistet magten nord for Alperne og endnu værre så det ud med calvinisterne i Frankrig og Nederlandene, ligesom England og Skotland var gået tabt for romerkirken. Men kejser Ferdinand var også nødt til at give protestanterne indrømmelser, så i 1562 indkaldte paven til et møde,- men protestanterne fremmødte ikke. Jesuitterne var gennem de sidste tyve år trængt ind i de fleste lande. De beherskede den højeste undervisning på latin i de katolske lande. Filip II der var født i Spanien og havde ikke som Karl V det store overblik. Alt sås ud fra Spanien (dvs. Castiliens) det eneste rettroende land, og det gik så vidt, at Filip II myrdede sin søn Carlos, der flirtede med protestanterne i Nederlandene og muligvis også sin broder Don Juan, der stod i spidsen for sejren over osmannerne ved Lepanto i 1571. Da Sultan Sulejman i 1565 rettede et kraftigt angreb på Malta, var det den spanske vicekonge på Sicilien, der havde æren for undsætningen og ikke Filip II. Følgelig medførte det forfølgelser af moriskerne (dvs. berberne, maurerne, negerne) i Spanien, selv om de var katolsk døbt. Moriskernes særlige klædedragt og sprog blev forbudt. Sulejmans søn: Selim II kastede sig derefter over Cypern og sammen med romerpaven vandt spanierne en stor søsejr ved Lepanto i 1571,- men Cypern forblev under osmannerne. Filip II's enevælde tog en ny sejrsgang, da han knækkede Aragoniens frie forfatning og henrettede Justiza. Kongens enevælde gik så vidt, at en af hans politibetjente (gendarmer) kunne fængsle en hertug, og det rygtedes, at Inkvisitionen var opfundet for at frarøvede de rige deres ejendom og de mægtige deres anseelse. Der blev opkrævet tiende af handelsomsætningen, og selv om der kom guld og sølv fra Amerika, indtrådte gentagne gange en statsbankerot, idet Filip II levede på lån med høje renter. Ja, man pantsatte endda statsindtægterne mange år ud i fremtiden. Årsagen var de kolossale prisstigninger i Vesteuropa men også, at der i Spanien var tradition for at se ned på arbejdet handel og håndværket og op til krigshåndværket. Det bidrog til, at det var italienere, nederlændinge og tyskere (Fuggernes Hus), der fik andel i Spaniens rige kviksølvminer og som handlede med engelske kjoler, silkedragter fra Lombardiet, sko fra Tyskland, skorter fra Holland, duge fra Antwerpen, tapeter fra Bryssel. Da de indfødte ikke ville arbejde, afspejler datidens ordsprog situationen: vælg kirken, havet eller kongens tjeneste, og det var kirken der kom til at spille den største rolle. Da indgik en stor del af den Nederlandske adel et forbund, hvis medlemmer lovede hinanden at værge landet mod det spanske despoti. I et højtideligt optog drog de til hest ind i Brüssel og overleverede statholderinden Margrete af Parma, Filips halvsøster, et bønskrift, som gik ud på, at der måtte vises større mildhed imodcalvinisterne. Langt fra at opnå noget herved blev de simpelt hen afviste med den hånlige tiltale: »gueusere« dvs. tiggere, et navn, som de derpå selv optog i den betydning, at de ville være frihedens sag tro indtil tiggerposen. Ved efterretningen om den i Nederlandene herskende gæring besluttede Filip II at kue oprørsånden i fødselen og sendte i dette øjemed hertugen af Alba derhen med en spansk hær. Straks efter sin ankomst nedsatte denne grusomme kætterfjende en domstol, Blodretten kaldet, som straffede kætterne, ja enhver, som blot havde hørt en protestantisk prædiken, på livet. En af dommerne ytrede endog, at i grunden var alle nederlænderne skyldige til døden, fordi de enten havde deltaget i urolighederne eller intet gjort for at hindre dem. Som de første ofre faldt de ansete grever Egmont og Horn, skønt begge havde vist kongen store tjenester. Derefter blev mennesker daglig hængte, brændte eller halshuggede; mange forlod under disse omstændigheder deres fædreland, blandt dem prins Vilhelm af Oranien. Dog bar nederlænderne endnu en tid åget med tålmodighed; først da Alba pålagde trykkende skatter og lod dem inddrive af sine rå soldater, brød opstanden ud i lys lue. Skarer af landflygtige, de såkaldte søgueusere, der havde tilføjet den spanske handel megen skade ved deres kaperier (sørøveri), satte sig fast i Zeelands havnestæder, og Vilhelm af Oranien, den Tavse kaldet, vendte tilbage for at stille sig i spidsen for sine landsmænds kamp mod Spaniens overmagt i 1572. Da Filip II. så, hvilke uheldige følger Alba´s blodige grusomhed havde medført, kaldte han ham tilbage. Men heller ikke de følgende statholdere kunne få bugt med Nederlændernes seje udholdenhed. Især forsvarede byen Leyden sig længe mod den spanske belejringshær. Da nøden i byen var steget til det højeste, lod Vilhelm af Oranien digerne gennemstikke, og spanierne måtte vige tilbage for de indstrømmende bølger. Til løn for sit heltemod fik Leyden et universitet, der siden hørte til de mest ansete i Europa. Men Filip havde også rigeligt at gøre med at undertrykke kætteriet i Nederlandene og føre kampe mod Marokko og indtog Portugal i 1578. Men allerede nu vaklede Spaniens herredømme i alle de Nederlandske provinser, da Filip II. var så heldig at finde en dygtig statholder i Margrete af Parmas søn Alexander Farnese. Det lykkedes denne kloge statsmand at bringe de sydlige provinser, som var blevet den katolske kirke tro, til rolighed. Som modvægt herimod forenede da Vilhelm af Oranien de 7 reformerte provinser: Holland, Zeeland, Utrecht, Gelderland, Overryssel, Friesland og Groningen, til et snævrere forbund i Utrecht i 1579. Herved lagdes grunden til de Forenede Nederlandes (eller efter hovedlandet: Hollands) republik. Filip II. besvarede dette skridt med at erklære Vilhelm af Oranien for fredløs og udsætte en belønning for hans mord. Efter at flere mordforsøg var strandede, lykkedes det endelig en skurk ved navn Gerard, der var kommen i Vilhelms tjeneste, at skyde prinsen på nært hold i det øjeblik, han trådte ud af sin spisesal. Skønt Vilhelms søn Morits værdig trådte i faderens fodspor, var den Nederlandske republiks udsigter kun mørke. Alexander Farnese gjorde den ene erobring efter den anden og belejrede allerede Antwerpen, som han afskar fra al tilførsel ved at slå en bro over Schelde. Man byggede da i byen en brander, som blev sendt ned ad floden og sprængte en del af broen i luften, hvorved flere hundrede spaniere omkom. Men indbyggerne fik dette for sent at vide til at kunne drage fordel deraf. Kort tid efter måtte Antwerpen overgive sig. Med egne kræfter kunne de frie Nederlande næppe i længden have modstået den spanske overmagt, dersom ikke Englands protestantiske dronning Elisabeth havde ydet dem bistand. Rigtignok gjorde det hjælpekorps, som hun sendte over ikke megen gavn. Vigtigere var det, at Filip II. vendte hele sin magt imod England i den tro, at Nederlandene ville falde til feje af sig selv, når først det mægtige England var styrtet. I alle spanske havne udrustedes en flåde på 130 store krigsskibe, som han i sit overmod kaldte »den uovervindelige« admiralen Medina Sidonia, fik ordre til at tage Alexander Farneses hær ombord og gøre landgang i England. Men det store forehavende forfulgtes af idelige ulykker. Først blev flåden overfalden af storm og uvejr, derpå led den i kanalen svære tab under angreb af englænderne, hvis lette hurtigsejlende skibe afskar og søndersled den ene af de ubevægelige spanske kolosser efter den anden. Til sidst vidste Medina Sidonia ingen anden udvej til at slippe bort end at sejle nord om Skotland. Også her rasede voldsomme storme, hvorved mange skibe knustes mod den klippefulde kyst. Næppe halvdelen af den uovervindelige flåde kom i en ynkelig tilstand tilbage til Spanien (1588). Filip II. bar ulykken med den ham egne ro. »Jeg havde sendt flåden ud mod mennesker, ikke mod storm og klipper«, sagde han. I de sidste år af Filip II.s regering kom følgerne af hans tyranni mere og mere til syne. Rigets midler er udtømte, sømagten hensygnet, al handelsvirksomhed ophørt, befolkningen aftagen - kun klostrenes antal er vokset. Filip II. døde i 1598, hadet af sine undersåtter og frygtet af sin egen familie Hans svage efterfølgere Filip III. og Filip IV. var langt mindre i stand til at undertvinge Nederlandene, hvor fremgangen i alting var lige så rask som tilbagegangen i Spanien. Ved år 1600 var der alene 1000 nonneklostre på baggrund af et indbyggertal på 8. millioner. I intet andet land var der så mange præster, munke og tiggere og spanierne så med afsky på jøderne og moriskerne. Racismen og kampen mod de fremmede forstærkedes, thi det skulle være en ære, at være af rent ublandet spansk blod, og kun de rene kunne indtræde i kirken og kongens embeder. Da Cornelius Houtmann (omtrent 100 år efter Vasco de Gama) havde omsejlet det Gode Håbs forbjerg og fundet søvejen til Indien, erobrede Nederlænderne de fleste af portugisernes besiddelser på de indiske øer. Således kom Portugal til at bøde for forbindelsen med Spanien med tabet af sin handel og sine kolonier. Nederlandenes skæbne blev endelig afgjort ved Den Westphalske Fred i 1648. Da erkendte Spanien de nordlige provinser for en fri republik, men beholdt de sydlige provinser (Belgien eller de spanske Nederlande). Under krigen havde de frie Nederlande ordnet sig som en føderativ republik. Medens hver provins beholdt sine særegne indretninger, blev den lovgivende magt i de fælles anliggender tillagt generalstaterne, der bestod af afsendinge fra de syv provinser; i spidsen for den udøvende magt stilledes statholderen. Denne post beklædtes længe af prinser af huset Oranien; men fra året 1650 var den ubesat i over 20 år, og republikken styredes da af den dygtige Johan de Witt. Under ham hævede Holland sig til den højeste blomstring ved kolonialhandelen på Ceylon, Malakka, Java og Molukkerne, ved sildefiskeriet i Nordsøen og handelen på Østersølandene, hvorfra det hensygnede Hanseforbund fortrængtes. På vejen til Indien anlagdes en koloni i Kaplandet, et bekvemt anløbssted for Ostindiefarerne. Som sø- og handelsmagt havde Nederlandene længe en meget større betydning blandt Europas stater, end man skulle vente efter den ringe geografiske udstrækning.

Nederlandene var sammensat af stater af forskellig oprindelse, og først bragt sammen af de burgundiske hertuger,- og fra disse gået over til Habsburgerne. Nederlændinge så Karl V som en landsmand, og de bragte store ofre for kejseren personligt. Karl V havde befriet Flandern og Artois fra den franske konges overhøjhed og stiller Nederlandene selvstændigt i forhold til »Tyskland«, samtidig med at de var anerkendt som den tiende kreds i det tysk-romerske kejserrige. Nederlandene skulle også gå i udelt arv og landene var ved at vokse sammen til et fælles herredømme. Filip II, der forlod Nederlandene ved Karl V tronafsigelse i 1556, tog ved sin tronbestigelse i Spanien fast ophold der, og blev af nederlændinge opfattet som en fremmed. Filip II udpegede sin halvsøster til statholder af Nederlandene, og åbenbart skulle Nederlandene nu styres fra Spanien, hvilket medførte harme og henrettelse af oppositionen: greverne Egmont og Horn. Som den egentlige fører fremtræder lutheraneren Vilhelm af Nassau-Oranien, fra en tysk sidelinie, der længe havde besiddelser i Nederlandene og som nylig havde erhvervet et lille, men suverænt fyrstedømme i Orange i Provence, og som ved sit luksusliv havde skabt sig gæld. Filips og pavens indførelse af 3 ærkestole og 15 lydbisper i Nederlandene skabte fortørnelse, fordi adelen gik glip af nogle indtægter. Samtidig rygtedes det, at der var planer om at indføre den spanske Inkvisition i Nederlandene, og man rasede mod det spanske diktatur der ville kue de gamle friheder. Over 500 adelsmænd underskrev et forbund til værn om Nederlandenes rettigheder, friheder og privilegier. De fleste var rettroende katolikker, men var modstandere af den spanske religionsforfølgelse. I 1566 samles en stor del af den nederlandske adel i Bryssel, og anmoder Filips halvsøster om at være formildende og indkalde generalstaterne, og umiddelbar havde denne anti-spanske politik virket. Calvinisterne havde i al stilhed vundet udbredelse i de store handelsbyer og dannet konsortier, og i august 1556 lod de gennemføre en storm på helgenbilleder brød løs mod den katolske afgudsdyrkelse, hvorved 30 kirker blev plyndret og afbrændt, statuer ødelagt og den hellige olie brugt til skosmørelse. Den vilde fanatisme medførte afsky hos de Nederlandske adelsmænd, og da det rygtedes at Filip II havde afsendt hærføren: Alba med en elitehær på 10.000 mand op mod Nederlandene, forlod Vilhelm af Oranien Nederlandene. Ved ankomsten nedsatte Alba straks en kommission »oprørsrådet« , der fik ubegrænset fuldmagt, og som skulle efterspore alle lovovertræderne. Folket omdøbte det til »Blodrådet«, og i løbet af fire år fældede de 1.800 domme, næsten alle til døden på bålet,- dog således at dem der afsvor deres kætteri skulle lide døden med sværdet. Pælene i gaderne, dørposter i husene, ledstolperne på markerne, træerne i haverne bar overalt tusindvis af skeletter og lig. Vilhelm af Oranien forsøgte forgæves at leje tropper, men var i pengenød og spanierne var overlegne i krigsmagt, og kunne hurtigt slå benene væk under disse småhære. Men udviklingen havde medført, at hvor Nederlandene tidligere havde overført skatter til Spanien,, måtte Spanien nu overføre penge til Nederlandene, og Alba's opgave blev derfor at udpresse nye skatter af nederlændingene. Det greb nederlændingene med harme da skatterne fik et voldsomt ryk opad. Selv de varmeste tilhængere af den katolske tro, sagde stop. Købmændene og kræmmerne standsede deres forretninger og priserne steg, og med den nylige religionsfred i Frankrig fik de fordrevne Nederlændere nyt mod. Vilhelm af Oranien havde i hemmelighed fået støtte fra Elisabeth i England, og med de dristige søgueusere og kaperskibe, havde man tilføjet den spanske handel stor skade. Vilhelm forberedte et indfald fra »Tyskland« i 1572, medens hans broder søgte hjælp hos de franske huguenotter. Elisabeth ødelagde situationen ved at lukke sine havne for gueuserne, og nødtvunget sejlede 24 skibe til Briel i Seeland, hvor de tog byen i besiddelse i Vilhelm af Oranien's navn. Jublen og opstanden brød ud overalt. Den spansk-sindene øvrighed blev skiftet ud, og grundlaget for de frie Nederlandes forfatning blev aftalt. Hele et nordlige område var befriet, og man ventede på Ludvig af Nassau's troppers befrielse af de sydlige Nederlande. Men de blev slået af de spanske tropper og Frankrig kom ikke til hjælp, fordi Elisabeth i England tydelig havde udtalt, at hun ikke ønskede fransk indflydelse i Flandern, ligesom Elisabeth var ved at svinge over på spansk side, i lighed med sin franske kollega. Dette kostede nederlændingenes selvstændighed. I slutningen af året 1572 satte Alba sin hær i bevægelse nordpå, og i hver og en by tog han en gruelig hævn, selv om de overgav sig uden modstand. Dette rygtedes og en fortvivlet modstand bredte sig mod de spanske mordere, og til sidst truede Gueuserne med at åbne for digerne og lade alt oversvømme. I 1573 ødelagde nederlændinge de sidste rester af den spanske flåde, og i krigen om bybelejring kunne spanierne ikke overvinde den seje modstand. Byen Leijden lod nederlændinge oversvømme, og da den nye spanske statholder i Nederlandene pludseligt døde i 1576 opstod der forvirrede forhold, der medførte mytteri. Da de spanske tropper ikke havde fået sold, plyndrede de Antwerpen. Alt var i opløsning og nu gik man sammen med Vilhelm af Oranien, der i mellemtiden var blevet moderat calvinist, idet han anerkendte andre folks frihed til tro, modsat de fanatiske calvinister. Men Filip II kunne vedblive med at sende spanske statholdere til de sydlige Nederlande. Og i 1579 danner 7 nordlige nederlande i Utrecht en union, medens de andre 10 nederlande er på spanske hænder. Filip II gør Vilhelm af Oranien fredløs og giver 25.000 gulddukater og en ophøjelse i adelsstanden til den der dræber ham, men dette forøger samlingen af det nordlige forbund. Generalstaterne indsatte Frans af Anjou som statsholder, og Vilhelm af Oranien fik de nordlige frie Nederlande til at støtte ideen. Men Anjou så med fyrstelig foragt ned på de nederlandske kræmmere og hørte ikke på stænderne. Han lod et par tusinde franske soldater plyndre Antwerpen, og forsøgte et statskup. Først nu modtog Vilhelm af Oranien stillingen som greve af Holland-Seeland, men fra de sydlige Nederlande fik Farneses magten, og nu lykkedes et af de mange attentatforsøg på Vilhelm, der bliver dræbt. Katolikken Baltasar havde vundet hans fortrolighed, og da Vilhelm gik ned af en trappe skød Baltasar på Vilhelm, hvis sidste ord var: hav medlidenhed med dette arme land. Farneses i syd belejrede derefter Antwerpen, som fik friske forsyninger, selv om flodbredderne var spækket med spanske kanoner. Men efter et år måtte de give op i 1585 og Farneses var dog så nådig, at lade alle andre troende udvandre, inden den spanske katolicismen blev genindført i Antwerpen. I 1600erne var Amsterdam midtpunkt for verdenshandelen med 10,000 skibe og 100,000 sømænd. På den tid blev handel betragtet som krig. Holland blev mønsterstaten for handel og kolonistyre, og al handel på Hollands kolonier skete gennem monopoler det indiske kompagni, der blev stiftet i 1601 havde en kapital på 2000 aktier a 3000 gylden (10 mill. kr. i 1900-priser), og kompagniet havde private tropper og krigsskibe.(her mangler mere information).

De gamle franske feudalstater, havde bevaret sin selvstændighed, med særrettigheder, nogle med stænderforsamlinger under provinsguvenører og amtsmænd. En dristig udenrigspolitik forsøgte at give Frankrig magten i Italien, selv om Frankrig var indesluttet af Karl V's Habsburgske lande. Frants I (1494-1547) havde forstået at gøre den franske præstestand afhængig af kronen, og hoffet kastede glans overalt hvad der rørte sig i landet. Adelen og borgerskabet var provinsielle og de mange talrige små adelsmænd, godsejere og herremænd var fulde af stolthed over deres nedarvede privilegier. Den reformerte lære begyndte allerede under Frants I og Henrik II. (1547-1559) at trænge ind i Frankrig. Begge konger forfulgte dens tilhængere, hvilket dog ikke hindrede Henrik II. i at forbinde sig med kurfyrst Moritz af Saksen, de tyske protestanter i forbund med de tyske territorialfyrster mod kejser Karl V.. I denne krig udvidedes Frankrig mod Rhinen med det vestlige Lothringen (Metz, Toul og Verdun). Senere erobrede den franske feltherre Frants af Guise den vigtige fæstning Calais fra England. Ved en turnering blev kong Henrik II. dødelig såret, da hans modstanders afbrudte lanse trængte ind i hans øje. Trods forfølgelserne havde Calvins lære vundet betydelig udbredelse mellem Frankrigs landadel og højere borgerskab. Derimod holdt folkets store masse fast ved den katolske tro og ophidsedes af munkene til et glødende had mod kætterne. Selv omkring tronen førtes partikampe mellem de fornemste familier. Guiserne, især hertug Frants af Guise, Calais's erobrer, der stod højt i folkets gunst, vare ivrige forsvarere af den katolske tro. Som beskyttere af calvinisterne eller huguenotterne fremtrådte de med kongehuset nærmest beslægtede bourbonske prinser, af hvilke den ældste, Anton af Navarra (et lille kongerige nord for Pyrenæerne), var svag og vankelmodig, den yngste, Ludvig af Condé, tapper og virksom. Men huguenotternes betydeligste leder blev den ædle rigsadmiral Coligny; hans mandige udholdenhed skyldtes det fremfor alt, at dette mindre talrige parti kunne bestå den lange kamp, som snart skulle bryde ud mod det overlegne katolske parti. Under stigende gæring i landet blev Henrik IIs hustru: Katharina af Medici's 16 årige søn: Frans II (1559-1560) konge og blev gift med Maria Stuart af Skotland. Men da han ikke var ret gammel, medførte det at Katharina af Medici lod to onkel, der var indvandret til Frankrig fra Lothingen fra Huset Guise overtog landets ledelse. De franske stormænd så på guiserne som fremmede og var misfornøjede idet de mente, at Frans nærmeste frænder måtte føre landets ledelse. Guiserne gik skarpt mod protestanterne, der i Frankrig fik navnet huguenotter (edskammeraterne), og de fik tilslutning blandt adelen. Den passive underkastelse, som calvinisterne prædikede passede ikke den huguenotske adel, som ville befri Frans fra guiserne. Men planen blev røbet og guiserne sendte tropper ud og nedkæmpede de sammensvorne. Da guiserne's hjælpetropper til Maria Stuart i Skotland måtte kapitulere, begyndte de at være mere forsigtige og lod enkedronning Katharina af Medici få synlig indflydelse. Men selv i statsrådet talte man for huguenotternes sag, og guiserne besluttede at anklage calvinisternes talsmænd for højforrædderi. Men da Frants II pludselig dør i 1560 opgav man forfølgelserne mod calvinisterne. Frants II umyndige broder, den 10årige Karl IX. (1550-1560) besteg nu tronen under formynderskab af sin herskesyge moder Katharina af Medici. I partikampene holdt hun snart med guiserne, snart med bourbonnerne, for at de indbyrdes kunne opslide hinandens kræfter, og hun til sidst rådede over begge. I 1562 kulminerede de religiøse interessemodsætninger. Så hun udstedte forordningen af januar 1562, hvorved huguenotterne fik ret til at holde gudstjeneste, og dette blev anledningen til 30 års religionskrige i Frankrig. Calvinisterne skulle rømme de kirker, som de havde indtaget, ligesom kirkegodset skulle tilbagegives, hvorefter de måtte afholde deres forsamlinger om dagen udenfor byerne, når blot de ville afholde sig fra at smæde messen og de katolske ceremonier. Det gik da også meget godt indtil huguenotterne overtrådte aftalerne og i byen Vassy i Champagne afholdt en gudstjeneste i en lade i byen. Katolikkerne og Frans af Guise angreb de barrikaderede døre i Vassy og gennemførte et blodbad på flere hundrede mænd, kvinder og børn blev dræbt, og voldsdåden blev modtaget med jubel i Paris af bl.a. dronningen og barnekongen. Katolikkerne optog forfølgelserne af huguenotterne, der til gengæld med deres fordømmelse af helgenbilleder, omstyrtede religiøse grave og Jeanne d'Arcs statue i Orléans. For huguenotterne var der nu intet andet at gøre end at forsvare deres rettigheder med våben. På Ludvig af Condés opråb brød de på én gang løs og bemægtigede sig en del befæstede byer. Blodet flod nu i Frankrig flere år igennem, mindre i store feltslag end i utallige småkampe, rundt om i provinserne, ja næsten i enhver by. Klassekampene brød ud. Huguenotterne havde tilslutning fra landadel, det lavere borgerskab og håndværkere og sluttede forbund med Elisabeth af England,- og katolikkerne sluttede sig sammen med Filip II af Spanien. De fleste af lederne fandt efterhånden døden; på den ene side blev Frantz af Guise myrdet af en huguenottisk spion, og Anton af Navarra faldt i sine tidligere modstanderes rækker, efter at have sveget sin tros sag. På den anden side blev Ludvig af Condé taget til fange og skudt af en personlig fjende i samme øjeblik, som han afleverede sin kårde. I by efter by kæmpede de,- men katolikkerne var overlegne i deres antal. Katolikkerne hidkaldte jesuitterne og da den spanske hærfører: Alba på vejen op til Nederlandene førte sin hær op langs Frankrigs østgrænse og yderligere lejede 6.000 schweizere, havde huguenotterne kun den mulighed at gennemføre en opstand Mikkelsdag i 1567. Men belejringen af Paris slog fejl, og i 1568 indgik man fred. Kun 6 måneder efter opgav Katharina af Medici tolerancepolitikken. Enhver udøvelse af en anden religion end den katolske blev forbudt, og de protestantiske præster skulle være ude af Frankrig indenfor 14 dage, ligesom protestantiske embedsmænd blev frarøvet deres embeder. Den tredje religionskrig tog sin begyndelse og sluttede i 1570, med næsten samme religionsfrihed som tidligere. Fordelen var i det hele taget på de langt talrigere katolikkers side; men Coligny forstod at genoprette alle tab, så at han til sidst så sig i stand til at rykke frem mod Paris. Da måtte hoffet indlede underhandlinger med ham, og Katharina af Medici tilbød i 1570 fred i St. Germain en Laye på betingelser, som var særdeles gunstige for huguenotterne. Foruden fri religionsøvelse indrømmedes der dem, som pant på fredens overholdelse, fire sikkerhedsstæder og fæstninger, i hvilke de fik ret til at lægge garnison. Den vigtigste af disse var den stærke søbyen La Rochelle. Der syntes nu at skulle dannes en varig forsoning mellem religionspartierne, da hoffet foreslog et giftermål mellem huguenotternes overhoved, Anton af Navarra´s søn Henrik, og kongens søster Margrete af Valois. I anledning af brylluppet kom en stor del af den reformerte adel til Paris. Coligny blev modtagen med store æresbevisninger og vandt snart en betydelig indflydelse over kongen. Katharina af Medici, der ikke kunne udholde den tanke at blive tilsidesat, besluttede da, at Coligny skulle dø. En snigmorder blev lejet, men admiralen slap med et sår i armen. Kongen blev heftig opbragt ved at høre det, besøgte selv Coligny på sygelejet og svor på, at ophavsmanden skulle straffes. I dødelig angst for huguenotternes hævn begav Katharina af Medici sig med sin yngre søn Henrik og nogle få fortrolige om natten til kongens værelser, erklærede ham, at hun selv bar skylden for mordforsøget, men gjorde ham tillige bange for Coligny. Hun bad og truede så længe; indtil den svage, ulykkelige konge til sidst i rasende forvildelse udbrød, at de skulle dræbe ej blot Coligny, men også alle andre huguenotter, for at ingen siden skulle gøre ham bebrejdelser. Men Spaniens overvægt truede med sejren over osmannerne ved Lepanto i 1571 og deres voldspolitik i Nederlandene, skabte en anti-spansk indstilling i Frankrig, som medførte et forbund mellem Katharina og England's Elisabeth. Spaniernes skattepålæg i Nederlandene skabte misnøje til kogepunktet. Fra det tyske Habsburgske Hus i den spanske linie fra Burgund havde fyrstehuset Oranien-Nassau mange ejendomme og besiddelser i Nederlandene. De søgte støtte i Frankrig af huguenotterne og regeringen til et indfald i Nederlandene. Da den Nederlandske opstand begyndte med indtagelsen af Briel d. 1. april i 1572, kom Ludvig af Nassau til hjælp med en hær af huguenotter. Men de tyske lutheranere ville ikke hjælpe hugonotterne/calvinisterne, og det fik afgørende betydning, at Elisabeth ikke ville affinde med at Frankrig satte sig fast i Flandern. Derfor led Ludvig af Nassau et nederlag overfor de spanske tropper, og da Katharina's mordforsøg mod den franske admiral og huguenotfører Coligny mislykkedes, udløste hun dagen efter d. 24. august 1572 Bartholomæusnatten kl. 02.00, hvor tusindvis af huguenotter blev slæbt nøgne ud på gaderne og dræbt. En morderskare trængte først ind i Colignys sovekammer, gennemborede ham og kastede liget ned på gaden. Derpå klemtede stormklokkerne Paris's katolske indbyggere styrtede frem fra alle sider; kendelige indbyrdes på hvide bind dræbte de huguenotterne i deres senge eller på gaderne. Karl IX. skød selv fra slotsvinduerne på de flygtende. Kun den kongelige brudgom skånedes, efter at han - rigtignok kun på skrømt - havde afsvoret den reformerte tro. Rundt om i provinserne efterlignedes eksemplet fra hovedstaden, dog nægtede enkelte statholdere at udføre en sådan bøddeltjeneste. Efterretningen om det »Parisiske Blodbryllup« vakte forfærdelse rundt om i Europa. Kun i Madrid og i Rom blev der holdt takkebøn i anledning af kætteriets udryddelse i Frankrig. Regeringen forsøgte dagen efter at fremstille det som et oprør og sammenstød mellem guiserne og huguenotterne, og snart efter forklarede regeringen, at protestanterne havde stiftet en sammensværgelse, der var blevet kvalt i fødselen og det befaledes at lade provinsguvernørene gøre det samme. Spanien var yderst tilfreds med, at Frankrig havde fundet vej tilbage til den rene katolske tro og paven holdt en takkefest for den dobbelte sejr over de vantro. Men rundt om i Europa vakte blodbadet dyb harme, samtidig med at Katharine undskyldte Frankrigs forsøg på at føre anti-spansk politik. Alle hugonotternes friheder blev ophævet og de blev truet til genoptagelse i den sande kirke og især den hugonottiske adel var voldsomt knækket. Det var borgerstanden der reddede protestantismen i Frankrig, ved at prædike: at overfor en tyrannisk konge havde folket ret til at gøre modstand. De jævne borgere fik de rigere borgere over på deres side, og byerne lukkede portene for de kongelige tropper. Borgerkrigen rasede atter og et katolsk parti: Politikerne, der bemærkelsesværdigt har Katharinas yngste søn: Henrik som fører, går sammen med hugeonotterne, og det bringer disse ud af mange vanskeligheder. De mest ivrige katolikker samles om Henrik af Guise, kendt fra Bartholomæusnatten, som i 1576 danner den Katolske Liga, hvis formål er gennemførelsen af een religion: katolicismen. Selv kong Henrik III fra de tolerante katolikkers parti: politikerne, bliver nødsadiget til at tilslutte sig den Katolske Liga, og da alting går tilbage i Frankrig sluttes en ny religionsfred i 1580. Borgerkrigen var atter i fuld gang, Karl IX døde under blodige syner og plaget af samvittighedskvaler i 1574. Hans broder Henrik III. (1574-1589) blev konge. Den spanske Filip II (1527-1598) havde et problem med kampen mod huguenotterne i Frankrig. For hvis han hjalp franskmændene med at udrydde huguenotterne, ville hans modstander: Frankrig atter stå stærkt i de katolske kredse. Og hvis den katolske Maria Stuart i Skotland også vandt den engelske krone i kampen mod Elisabeth, viste Filip II, at Maria Stuart ville styrke den fransk-skotske alliance. Den spanske besættelsen af Portugal tillagde katolikkerne stor betydning, og Farneses erobringer i Nederlandene og af Antwerpen var så betydningsfyldt, at da kætteren Henrik af Navarra var nærmeste franske tronarving, får guiserne og Filip II gang i Den Katolske Liga, og opstiller et program hvor katolicismen skal være enehersker, kongemagten indskrænkes og generalstænderne samles hvert tredje år. Ligaen kræver ubetinget tilslutning fra Henrik III, der i 1585 ophæver alle hugonotternes rettigheder i Frankrig, og dermed udbrød religionskrigen igen. Hvor forsigtig end Elisabeth var i England, fik hun tilbudt herredømmet af generalstaterne af de nordlige nederlande, og hun sendte 6.000 soldater til hjælp. Efter en retsproces i England blev Maria Stuart henrettet i 1587, og hele det katolske Europa var forfærdet, og atter udsendte paven en bule mod Elisabeth. Da englænderne både hjalp Nederlandene og Portugal, samt kaprede de spanske skibe og nu slog benene væk på det katolske Skotland, besluttede Filip II at angribe England. Samtidig var det lykkedes guiserne, at ordne huguenotterne i Frankrig og afsætte Henrik III til fordel for kardinalen af Bourbon. I juli måned 1580 sejlede den uovervindelige Spanske Armada på 130 skibe og 30.000 mand op i den engelske Kanal, hvor der yderligere skulle ske tilslutning fra Farneses tropper i de nedre Nederlande. Men vinden tog den spanske flåde og førte den ud i Nordsøen, hvor den måtte sejle nord om Skotland, p.g.a. vindforholdene. Men deroppe blev den spanske armada ødelagt af storme. Protestanterne i Europa jublede og i Frankrig svækkedes den spanske indflydelse, og da kupmageren Guise viste sig i byen Blois, blev han hugget ned af Henrik III drabanter. Det katolske Paris var i oprør, og valgte en anden broder Guise til generalløjtnant. Men i 1589 havde Henrik III fået ro i Frankrig og forsoningen og tolerancepolitikken fik tilslutning fra adelen. Men Henrik III var forhadt som sin broders medskyldige i Bautolomæusnattens blodbad, og blev ved sin fejhed snart genstand for almindelig foragt. Forstødt af sit folk flygtede Henrik III. til huguenotternes overhoved Henrik af Navarra, som igen havde antaget den reformerte tro. De to konger drog derpå med forenede stridskræfter mod Paris; men under belejringen med 40.000 soldater blev Henrik III. snigmyrdet af en munk ved navn Jakob Clement, som skaffede sig adgang til kongens telt under foregivende af at have vigtige meddelelser til ham fra Paris (1589). Med Henrik III. uddøde huset Valois. Adelen bag Henrik III valgte derefter Henrik IV af Navarra (1562-1589) som konge, medens den Katolske Liga i Paris valgte Kardinalen af Bourbon under kongenavnet Karl X.. Men til at komme i besiddelse af tronen var udsigterne kun ringe. Katolikkerne forlod straks Henrik IV af Navarras hær, og Frankrig vægrede sig bestemt ved at blive behersket af en kætter, så at Henrik spøgende kunne sige: »Jeg er konge uden rige, feltherre uden hær- og ægtemand uden hustru« (thi ægteskabet med Margrete af Valois var ikke lykkeligt, og de levede adskilt). Farneses kom med en hær fra Nederlandene og fik ophævet belejringen af Paris og efter 3 års kampe var Henrik IV ikke nået vidt. I Paris påtænkte det ligistiske broderskab endog at tage den spanske Filip II som konge af Frankrig. Men fredskravet voksede frem overalt, og til alles overraskelse gik Henrik IV i 1593 over til katolicismen. Derefter åbnede Paris sine porte og modtog med jubel Frankrigs retmæssige konge indenfor sine mure i 1594. Henrik IV, den første konge i Frankrig af huset Bourbon, har efterladt sig et smukt minde hos sit folk ved sin elskværdige karakter og lykkelige regering. Han arbejdede kraftig på at afhjælpe al den elendighed, som var følgen af 30 års borgerkrig. Bemærkelsesværdigt bredte hans magt sig nu hurtigt til alle store provinsbyer og til Paris som de spanske tropper nu kunne forlade. Men Henriks religionsskift forandrede ikke det geostrategiske sammenhold mellem England og Nederlandene, og med pavens hjælp fik han også detroniseret Filip II fra at være rettroenhedens beskytter. I 1598 anmode Filip II om fred med Henrik IV, da Spanien var i pengenød. Nederlændingene havde i mellemtiden genopdaget søvejen til Indien og overtog nu portugisernes kolonier. Samtidig ordenes huguenotternes forhold ved Det Nantiske Edikt, hvor det blev dem tilladt at holde gudstjenester i to byer i hvert amt og de fik endda også adgang til embeder, samt et stort antal sikkerhedsbyer. I 1598 døde Filip II i Spanien, men forinden overdrog han herredømmet over de katolske Nederlande til Ærkehertug Albert af Østrig. I England voksende den puritanske bevægelse frem og der kom en højlydt kritik af monopolerne, eneret på salg af visse varer. Der var hos den franske konge var samlet en enevældig magt, som ingen fyrste havde magen til. Centralorganisationen var fremskreden med talrige kongelige embedsmænd og skatter der gav kongen et sikker grundlag, rytteriet var sammensat af indfødt adel og fodfolket var baseret på lejede schweizere. Ved år 1600 regnede man med, at ud af 10 millioner franske udgjorde 1 1/2 million huguenotter, og at deres styrke lå i tilslutningen fra en krigsdygtig adel og middelstanden i byerne.,- undtagen Paris. I et halvt århundrede omkring 1600 var huguenotterne ofte mere et politisk parti end et trossamfund. I 1685 ophævede Louis XIV huguenotternes rettigheder, og dette medførte masseudvandring, især af håndværkere, til de omliggende lande, også til Danmark, hvis næringsliv herved fik en kraftig opblomstring. I den ydre politik brød Henrik IV en ny bane, idet han forbandt sig med de tyske protestanter imod kejseren for at tilintetgøre huset Habsburgs overmagt i Europa. Allerede stod han i begreb med at afrejse til hæren, da han blev myrdet på gaden i Paris af en katolsk sværmer, Frants Ravaillac, i 1610. Ludvig XIII, Henrik IVs søn, var svag af karakter og uduelig til at regere. Når hans regering alligevel blev af den største betydning for Frankrig, så skyldtes dette hans højt betroede førsteminister, kardinal Richelieu, som i hen ved 20 år styrede statens anliggender for ham. Det mål, som denne store statsmand havde sat sig, og som han forfulgte med så ubøjelig fasthed, at den undertiden grænsede til grusomhed, var indadtil at gøre kongemagten uindskrænket, udadtil at hæve Frankrig til den mægtigste stilling i Europa. Huguenotterne med deres egen hær, egne sikkerhedsbyer og eget skattevæsen udgjorde så at sige en stat i staten. De kunne fra deres fæstninger trodse kongens befalinger, ved given lejlighed gøre opstand og forene sig med fremmede magter. At tilintetgøre huguenotternes så farlige selvstændighed anså Richelieu med rette for nødvendigt, når kongen skulle være herre i sit eget land - derimod havde han ikke noget imod at lade dem beholde deres tro. Kampen kom især til at dreje sig om fæstningen la Rochelle, hvis belejring Richelieu ledede i egen person. Byen blev ej alene indesluttet fra landsiden, men indløbet til havnen spærret med en uhyre dæmning, så at en engelsk flåde, som kom de belejrede til undsætning, måtte vende om med uforrettet sag. Hungersnød tvang derpå la Rochelle til at overgive sig. Huguenotterne mistede deres sikkerhedsstæder, men beholdt den ved Ediktet af Nantes tilståede religionsfrihed på kongens nåde. For at berøve adelen ethvert middel til at modsætte sig kongens vilje befalede Richelieu at sløjfe deres befæstede slotte og inddrog umådelige pengesummer, som hidtil var blevet udredet til den ødsle hofadel. Dette vakte den højeste forbitrelse blandt de fornemme. Der stiftedes flere sammensværgelser imod den almægtige minister, i hvilke prinser, adelsmænd og hoffets damer vare indviklede. Men alle anslag strandede på Richelieus årvågenhed, og han viste ingen barmhjertighed mod deltagerne. Kongens moder blev landsforvist, kongens broder måtte købe tilgivelse ved at ydmyge sig for kardinalen og forråde sine medsammensvorne; andre måtte, om de end vare nok så fornemme, bestige skafottet som majestætsforbrydere. Den store magt, der lagdes i regeringens hånd, benyttede Richelieu til at udføre Henrik IVs planer mod det Habsburgske Hus i Østrig og Spanien. Skønt han var kardinal, betænkte han sig ikke på at tage parti for protestanterne i trediveårskrigen, i begyndelsen ved at yde Gustav Adolf pengehjælp, senere ved åbenlyst at tage del i krigen. Følgen heraf var, at Elsass kom i Frankrigs vold; men hverken Ludvig XIII. eller Richelieu oplevede den fred, som skulle bekræfte deres erobring. De døde med få måneders mellemrum, hvorpå kronen i 1643 tilfaldt Ludvig XIII.s femårige søn Ludvig XIV. Trediveårskrigen fortsattes med held af de store generaler Condé og Turenne, indtil Den Westphalske Fred tilsikrede Frankrig besiddelsen af Elsass i 1648. Italieneren Mazarin, der i den første del af Ludvig Is begæring beklædte førsteministerens værdighed, fulgte de samme grundsætninger som hans lærer Richelieu, om end med mindre dygtighed. Da Mazarin døde i 1661, høstede Ludvig XIV. frugten af de store ministres arbejde, idet han som enevældig hersker selv overtog det rige, skønne Frankrigs øverste styrelse. I 1791 fik huguenotterne atter fuld borgerret i Frankrig.

Danerne og Jydernes stammer blev ledet gennem hirdmøder. På et møde i 1241 blev Jyske Lov givet og ved en håndfæstning af 1282 fastsloges det, at kongen hvert år skulle holde afholde Danehof. Det sidste Danehof blev afholdt i Nyborg i 1413, hvor Sønderjylland blev lagt ind under den danske krone. Rigsråd kendes fra 1300-tallet, der af bisper og andre gejstlige bestod indtil reformationen. Vartislav VII af Pommern fik en søn: Erik, der i 1397 bliver kronet i Kalmar som kong: Erik d. VII Af Pommern, konge over Danmark, Sverige og Norge. Han fik i 1413 Sønderjylland erklæret for hjemfaldent led, men skønt den tysk-romerske kejser siden bekræftede hans ret, magtede Erik ikke at fordrive holstenerne gennem mere end tyve års krig til 1435. Hansestæderne, der først var venligsindede, sluttede sig til Holsten i 1426 på grund af Eriks vellykkede forsøg på at fremme næringslivet i de danske købstæder ved Øresund og han overtog i 1416 København fra Roskildebispen og gav byen nye privilegier. Han gav købstæderne eneret på handel og håndværk, selv om egen eksport og import var tilladt adel og gejstlighed. De kostbare krige førte til uro i alle tre riger. I Sverige udløste danske embedsmænds overgreb Engelbrekts oprør i 1434, og to år efter måtte Erik acceptere en kraftig beskæring af sin myndighed. Han slog sig ned på Visborg, Gotland, for at forberede en tilbagevenden, men tilhængere faldt fra. Han blev afsat og ernærede sig som sørøver på Visborg, indtil et svensk angreb i 1449 foranledigede ham til at overgive borgen til Kristian I, og vende hjem til Pommern. Men da de holstenske grever uddøde i 1459, kom lenet igen under kronen. Holsten medfulgte som tysk len mod løfte om, at hertugdømmerne skulle forblive »evig udelte tilsammen«. Allerede i 1490 foregik hertugdømmernes første deling, der siden efterfulgtes af flere, bl.a. 1544, hvorved Det gottorpske Hus opstod. Rundt om i Danmark sad lensmændene med deres borge og var afgørende for hvem der havde magten, og de havde ved en håndfæstning valgt kongen og givet ham myndighed indenfor visse områder. De betydeligste af lensmændene, bisperne og rigsembedsmænd sad i rigsrådet. I 1468 indkaldte Oldenburgeren, kong Kristian I, den første danske stænderforsamling, hvor bønder og borger fik et talerør og det har sikkert ikke været populært hos adelen og højkirken. Højadelens magt voksede og den samlede storgodser, tog egne slægtsnavne, - gennemtvang i 1479 oprørsretten over for kongen, og de stændermøder, der som modvægt herimod tog deres begyndelse i det 15. århundrede, hjalp ikke kongen meget. Efterfølgeren kong Hans skaffede sig magt over kirken, indsatte borgerlige lensmænd og der forekom godskonfikationer og højforrædderianklager mod fremtrædende adelsmænd. Adelen var rystet og antog Kristian II til konge, hvor han i Norge havde været statholder og førte et blodigt regime. Bøndernes lange nedgangsperiode havde i det 14. århundrede medført, at selvejernes antal var dalet stærkt. I det 15. århundrede da ødegårdenes antal voksede, indførtes vornedskabet på Sjælland. Kristian II søgte at mildne det og forbød salg af bønder. Fra 1500 var hoveri almindeligt på fæstegårde nær hovedgårdene. Kristian II ægtede i 1515 ægtede Karl V´s søster af Habsburg. Han gav Rigsrådet udvidede beføjelser og magtmidler og sikrede adelens og de gejstliges handelsret. I 1517 opslog Martin Luther de 95 teser på kirkedøren i Wittenberg, som skulle nedbryde romerpaven indflydelse og ændre magtfordelingen i det vestromerske rige. Kristian II havde i lighed med datidens fyrster nede i Europa store imperiedrømme og ønskede magt over Sverige og slog med hårdhed flere opstande ned. Efter hans indmarch i Sverige lod han 83 svenske adelsmænd af Sturepartiet henrette som kættere ved det Stockholmske Blodbad i 1520. Kristian II støttede Borgerne i byerne med en bylov af 1521 hvor Hanseaterne samtidig mistede grebet om Nordens handel, mens Nederlandene vandt frem. Han ville knække lybækkernes handelsmagt og lod danske købmænd få handelsmonopol. Han ville gøre København til Nordens handelscentrum, ved at danne et forbund med Nederlandene. Han søgte at støtte bønder og Borgerne på adelens bekostning, men adel og gejstlighed sammensvor sig i vrede over de krænkede privilegier idet kongen førte en skarpere kontrol med deres indtægter og ændrede adelens ret til studehandel. Da bønderne i Sverige gjorde oprør, erklærede Lübeck krig og skaffede svenskerne økonomiske midler til lejetropper mod Kristian II. Skattetrykket og møntforringelser i Danmark medførte at jydske rigsråder i 1523 tilbød kongemagten til Kristians onkel: hertug Frederik af huset Gottorp. Den rige holstenske adel sluttede op om ideen, og besatte Jylland hvor denne gottorper blev hyldet i Viborg som Frederik I. Kristian II tabte modet og flygtede sydpå for at skaffe penge hos sine tyske slægtninge og hos habsburgernes kejser Karl V. Luthers lære fulgtes af hertug Kristian i Slesvig, og den første danske bibel blev trykt i 1524, men blev forbudt af bisperne. Fra Viborg og Malmö udbredte Luthers nye lære sig. Gottorperen Frederik I lovede at bekæmpe kætteriet, men udsendte værnebreve for reformatorerne og gennemtvang i 1527 trosfrihed. I 1530 stormedes Frue Kirke, og rundt om ødelagdes de forhadte tiggermunkeklostre. Adelen var splittet og bisperne og de katolske rigsråder søgte at standse opløsningen ved at bogtrykkerkunsten leverede det ene stridbare værk mod det andet. Men den rige kirke måtte se til, at det ene kloster efter det andet blev nedlagt af kongen og hans hjælpere. I november 1531 angreb den katolske Kristian II Norge, men den danske adel ville ikke slutte op omkring ham, fordi han tidligere havde pådraget dem ulykker og han blev taget til fange. Da Frederik I døde på Gottorp slot i 1533 brød en politisk krise ud, idet Rigsrådet nægtede at vælge arvefølgeren: den protestantiske hertug Kristian af Slesvig. Da Rigsrådet tog magten skabte det utilfredshed hos byernes Borgerskab og i Lübeck, som kun ønskede at stoppe nederlændingenes konkurrence i Østersøen. I et desperat forsøg på at stoppe Rigsrådet magt (dvs. adelen og højkirken) gik Borgerklasserne i enkelte byer sammen med Lübeck, for at gøre den tilfangetagne og katolske Oldenburger: Kristian II til konge, og lybækske lejetropper landede i 1534 ved København, ført af grev Christoffer af Oldenburg, der hurtigt vandt Sjælland og Skåne. Men i Jylland valgte adelen nu den protestantiske hertug Kristian af Slesvig som konge under navnet: kong Kristian III Og bisperne bøjede sig, selv om det betød den katolske kirkes undergang i Danmark. Da borgerklasserne via grev Christoffer af Oldenburg kæmpede mod den jydske adel og kirkens protestantiske Kristian III, rejste der sig i september 1534 et stort bondeoprør i Nordjylland under en jydsk bondesøn: Klemen Andersen »Skipper Klement«, der sammen med nogle lejetropper indtog den ene adelsgård efter den anden og til søs slog Peder Skram adelens »tyske« lejetropper. Men Kristian III, der jo var hertug af Slesvig fik hurtig hjælp af sine rige holstenske adelsvenner, og slog både bønder, borgerskab og Lübeck. Adelens mand: Kristian III havde sejret i klassekampen i 1536, men det var via sine tyske lejetropper og ikke via danske adelsmænd. Grevens Fejde var i 1534-36 både en religionskrig mellem luthersk og katolsk tro, en handelskrig, hvor Lübeck ville slå Nederlandene ud, og var borgernes og bøndernes krig mod adelen. Da Kristian III var lutheraner og tysk lod han de katolske bisperne fængsle og ophævede den gamle kirkeordning, indrog kirke- og klostergods plus jord, forandrede bispetiende til kongetiende og lagde derved kirke, skole og fattigvæsen under kronen. Det var den største revolutionære omvæltning i ejendomsretten og i skattehistorien. Han samarbejde med bønderne og adelen, men ikke med de gejstlige, som dog senere kom på kongens lønningsliste, således at de kunne forblive tro mod deres fyrste. Reformationen tredoblede krongodset og gjorde kongen til kirkens overhoved og Kristian III gennemførte en omfattende reform af lensvæsenet og grundlagde en flåde, og han administrerede gennem forordninger. Med den fangne Kristian II udsonede han sig i 1546. Helgenbilleder og kirkekunst gik til grunde, og præster blev gift for derved at tage afstand fra den katolske kirke. Nederlandske skibe søgte ind i Østersøen og priserne på landbrugsvarer steg, da der manglede korn i Sydeuropa. Adelens stordrift øgede hoveriet, og de femdoblede kornpriser kom ikke bønderne, men adelen til gode, da fæsternes årlige kornafgift, landgilder til ejerne lå fast. Kun adelen tjente stort, men den brugte mere ved kostbart herregårdsbyggeri og et liv over evne. Adelens privilegerede stilling, der var begrundet i krigspligt, undergravedes efterhånden. Ved hans død i 1559 var Danmark Østersøens behersker og Hansestæderne knækket. Under Frederik II havde adelsvældet sin storhedstid.

Østeuropa spillede en mindre rolle i denne udvikling. I Polen går adelen frem i rigdom og magt og bondestanden underkastes hårdt livegenskab. Lutheraner vinder indpas hos den polske adel og Socinianerne, der bekæmper Treenighedlæren får ikke ringe tilslutning og frihed i Polen, men trænges tilbage efter at jesuitterne trænger ind. Litauens personalunion med Polen medfører, at Litauen opsluges af Polen, og da Huset Jagello uddør i 1572 fastslås det, at den kommende kongemagt ikke selv kan udpege sin efterfølger. Det lykkedes så fyrsterne, at samle sig om den franske Henrik af Anjou, der blev valgt til polsk konge, men som straks måtte vende tilbage til Frankrig da han broder: Karl IX døde i 1574, og hvor han blev valgt som kong Henrik III. Hans afløser i Polen blev den strenge katolik: Stefan Batory, der afløstes af den endnu mere katolske: Sigismund Vasa, der også blev svensk konge. I Rusland fuldendte Ivan IV Vasilivitsj (1533-84) en ende på mongolernes herredømme i Astrahan og Kasan og førte Ruslands grænse frem til Ural og ind i Sibirien. englændernes mødte russerne, da de opdage søvejen til det Hvide Hav, men de betragte russerne som barbarer. Ivan huserede mod sine undersåtter. Derfor fik han tilnavnet »den grusomme«. De tyske ridderordener havde i korstogstiden lagt kystområderne ved Østersøen under sig og udførte handel. Men disse områders selvstændighed ophørte i det 16. århundrede. Maria-ridderne havde deres sidste højmester i Albert af Brandenborg, som i 1525 indførte reformationen, og som efter aftale med den polske konge lod sig udråbe til Hertug af Preussen, der i 1618 forenedes med Brandenborg. Ordensmesteren i Livland blev uafhængig, men alle kæmpede om magten over området og til sidst gik Ordensstaten helt under og afstod alt til Polen, medens Danmark tilrev sig Øsel, og Sverige erhvervede sig Estland og sloges med Rusland om Ingermanland. Skift til afsnittet om kong Hans i 1493 og Storfyrsten af Moskva. Under den jesuitisk opdragne Rudolf II, der var kejser i 1576-1612, indledtes den katolske modreformation. Protestanterne der var splittet i calvinister og lutheranere, fandt dog sammen i kampen mod katolikkerne og kampen skærpedes og endte i den voldsomt hærgende Trediveårskrig 1618-48 (religionskampene). Det var Maximilian I (1573-1651) hertug af Bayern i 1597 og kurfyrste fra 1623, der i 1609 stiftede en sammenslutning af det Tyske Riges katolske fyrster i den Katolske Liga mod oprettelsen af den Protestantiske Union fra 1608. Tilsidesættelse af den lovede trosfrihed i Böhmen udløste i 1618 et oprør mod den ivrigt katolske Ferdinand II I 1619 blev kurfyrst Friedrich af Pfalz, calvinist og leder af den Protestantiske Union valgt til Böhmisk konge, men snart fordrevet af Den Katolske Ligas general Tilly. Med Tillys sejr i 1620 ved Hvide Bjerg nær Praha var böhmerne ude af spillet. Men i 1620 antændte Ferdinand II atter tjekkernes had, da han gennemførte den frygtelige Blodret. I sin oprindelse var Trediveårskrigen en religionskrig indenfor Det tyske Rige, men tillige en kamp om magtfordelingen mellem kejseren og de tyske enkeltstater, der efterhånden udviklede sig til en krig om østersøherredømmet, ligesom krigen var et led i den lange strid mellem habsburgerne og Frankrig, og i »Firsårskrigen« mellem Nederland og Spanien. Kejseren var krigsdeltager alle 30 år og hans modstandere og allierede vekslede. Efter hovedmodstanderne kan krigen deles i fire faser: den böhmisk-pfalziske, den danske, den svenske og den fransk-svenske. I 1623 var krigen endt med kejserens og katolicismens sejr. Med Kristian IVs indgriben i 1625 begyndte krigens 2. fase. Ligaens general Tilly besejrede tjekkerne og danskerne ved Lutter am Barenberg 1626. Da kejseren fik sin egen hær erobrede kejserens feltherre Wallenstein i 1627 de nordtyske områder, Holsten og Jylland, der blev hærget på det grusomste. Landmilitært var Danmark knust og med truslen om en svensk indgriben slap Kristian IV billigt ved freden i Lübeck i 1629. Wallenstein havde ellers planer om at overtage hele Østersøområdet og dermed handelen. Atter stod kejseren og den Katolske Liga som sejrherrer. Kejserens Restitutionsedikt af 1629 var ikke blot et slag mod protestantismen, men også en styrkelse af centralmagten. De katolske fyrster forsøgte at afvæbne kejseren, idet de pressede ham til at afskedige Wallenstein i 1630 og det kneb med den indbyrdes enighed. Samme år landede Gustaf II Adolf med sin svensk-finske hær i Tyskland og bevirkede en afgørende vending. Han vandt en strålende sejr over Tilly ved Breitenfeld 1631 og påny ved Lech, hvor Tilly faldt. Wallenstein blev kaldt tilbage, og vandt ved Lützen i 1632. Svenske Oxenstierna kunne endnu en tid holde sammen på protestanterne. Men efter nederlaget ved Nördlingen 1634 udsonede de tyske fyrster sig med kejseren ved freden i Praha i 1635. Kardinal Richelieu havde lige siden 1631 støttet Sverige økonomisk for at bremse en kejserlig magtudfoldelse, der ville have genoprettet habsburgernes omklamring af Frankrig. Nu gik Frankrig sammen med Nederland mod Spanien, hvilket medførte en kejserlig krigserklæring i 1636. Krigen drejede sig ikke længer om tyske religioner, men om stormagtsstillingerne i vest- og nordeuropa. Svenske tropper vandt adskillige sejre i Tyskland og gav sig ind imellem tid til at give Danmark et knæk i Torstenssonkrigen 1643-45. franskmændene slog spanierne ved Rocroy i 1643 og fik efter nogle vanskeligheder overtaget i Sydtyskland. Krigen medførte forfærdelige ødelæggelser i Tyskland, der mistede henved halvdelen af sin befolkning. I 1648 undertegnedes den Westfalske Fred. Frankrig fik det meste af Elsass samt andre vesttyske områder og stod som Europas førende magt. Sverige fik Forpommern, Stettin, Rügen, Wismar, Bremen stift, dog uden byen, samt Verden og var dermed Nordeuropas stormagt, medens Brandenborg, der havde kæmpet lidt på begge sider, fik Bagpommern, Magdeburg m.m. og begyndte den fremgang, der skulle skabe kongeriget Preussen. Schweiz og Nederland blev anerkendt som uafhængige stater. Spanien havde 1648 sluttet fred med Nederland, men fortsatte de næste 10 år krigen mod Frankrig og forsøgte forgæves at generobre Portugal, der havde løsrevet sig 1640. I Tyskland blev kejsermagten stærkt svækket og landfyrsterne gik styrket ud af krigen. De to protestantiske konfessioner blev ligeberettigede og hver enkelt tysk stat måtte beholde sin konfession. Men böhmerne, der havde startet det hele, måtte finde sig i at forblive katolikker, og opnåede ikke religionsfrihed. Det hellige romerske rige faldt fra hinanden under reformationstidens kampe, for endeligt at gå definitivt til grunde under Trediveårskrigen.

Det ungarske folk blev af Blodretten i Eperies i 1687 frygteligt mishandlet. En alvorlig trussel mod Østrig var osmannerne, der i 1529 og i 1683 belejrede Wien, men blev fordrevet. Ved freden i Karlowitz i 1699 måtte osmannerne afstå Ungarn, Transylvanien, Sydukraine, Peloppes, Asov og en del af Dalmatien, der blev besat af Venedig. Som tak for indsatsen opdelte nabostaterne og de utaknemmelige Habsburgere det polske kongerige. England, Frankrig, Nederlandene ønskede derimod europæisk magtbalance, hvor osmannerriget var en brik mod det ekspanderende Rusland og Habsburgerne. I 1718-39 overgik tillige Banatet, dele af Serbien og Vallakiet til Østrig. Habsburgerne generhvervede ved ægteskab Böhmen og Ungarn, om end Ungarn først i 1699 blev helt befriet fra tyrkerne. I de fleste landsfyrstendømmer og først og fremmest Brandenborg, fra 1701 kongeriget Preussen, indførtes efterhånden enevælde. Under Leopold I, kejser 1658-1705, udvidede Louis XIV, hjulpet af vest- og sydtyske fyrster, sine besiddelser i Tyskland. Efter Store Nordiske Krig tilfaldt Bremen og Verden Hannover, mens Preussen fik det sydlige Forpommern. Habsburgernes østrigske linje koncentrerede sig om at udvide slægtens arvelande mod øst og syd, men deres kejserlige autoritet blev alvorlig svækket ved reformationen og Trediveårskrigen, og i den Spanske Arvefølgekrig i 1701-14 formåede Habsburgerne kun ved freden i Rastatt, at redde Belgien, Luxembourg, Lombardiet og Kongeriget Napoli, der 1720 ombyttedes med Sicilien. Den Polske Arvefølgekrig kostede i 1735 Østrig Napoli og Sicilien Mandslinjen uddøde 1740 med Karl VI. Men hans datter Maria Theresia førte huset videre, som det habsburg-lothringske, da hun trods udenlandsk indblanding fik sin gemal, Frans Stefan I af Lothringen, valgt til kejser. Kejsertitlen overgik ved hans død 1765 til deres søn Joseph II Uden krigserklæring gik Frederik af Prøjsen ind i Schlesien, idet han kynisk proklamerede sit rov som sin ret. Prøjsen havde bayerne og franskmændene på sin side, og østrigerne, ungarerne og slaverne måtte forsvarede deres fælles stat. Deres indsats reddede dem. Men den Østrigske Arvefølgekrig i 1740-48 medførte, at Østrig måtte afstå nogle besiddelser til kejser Karl VII (af Bayern), og måtte afstå Schlesien til Preussen, der for en tid afløste Frankrig som Østrigs hovedfjende. Østrig kunne ikke genvinde området i den Preussiske Syvårskrig i 1756-63. På samme tid overtog Rusland Tyrkiets gamle rolle som truslen østfra. Ved Polens delinger tog Østrig i 1772 Galicien og 1795 (-1809) Vestgalicien, i 1775 erhvervedes Bukovina fra Moldova. Forvaltningen centraliseredes, og skole- samt finansreformer gennemførtes. Joseph II (1780-90) fortsatte reformerne, ophævede livegenskabet og indførte religionsfrihed. Men hans reformværk var på mange punkter forhastet, og især krænkede han nationale særinteresser i sit rige, der rummede et dusin større nationaliteter og sprog. I kampe mod den franske revolution fra 1792 mistede Østrig i 1797 ved freden i Campo Formio både Belgien og Lombardiet. Preussen vandt nye sejre i Den Østrigske Arvefølgekrig i 1740-48 samt i den Preussiske Syvårskrig i 1756-63 og blev efterhånden en europæisk stormagt, ligesom Østrig var blevet det under Leopold I og Joseph I (tysk-romersk kejser 1705-11). Sammen med Rusland gennemførte Østrig og Preussen Polens tre delinger 1772, 1793 og 1795. Friedrich II den Store, konge af Preussen i 1740-86, og Joseph II (tysk-romersk kejser 1765-90), udøvede oplyst enevælde og gennemførte en række nyttige reformer. De to store rivaliserende stater i Tyskland, Østrig og Preussen, søgte begge i 1790erne, at bekæmpe den franske revolution. Preussen udvidede systematisk sin magt i Tyskland og i Østeuropa på habsburgernes bekostning. Fra omkring 1800 beherskede Frankrig dog området vest for Rhinen, og i 1803-06 ophævedes de gejstlige og flere af de mindre, verdslige fyrstendømmer i det vestlige Tyskland. Efter Napoleon I's sejr ved Austerlitz 1805 opløstes det selvdøde Tysk- Romerske Rige i 1806. Napoleon I tiltvang sig endvidere Tirol og erhvervede i 1797 Veneto. I 1806 nedlagde Frans II den tysk-romerske kejserkrone. Men han havde dog i 1804 ophøjet Østrig til kejserrige, der siden 1453 var et ærkehertugdømme. Overalt ryddede Napoleon lensvældet bort og fuldbyrdede den borgerlige revolution. Sidenhen har det tyske bourgeoisi forsøgt at tilsløre deres herkomst med Hohenzollernlegenden og om befrielseskrigene. Men det var Napoleon, der fra mange »hundrede tysklande«, skabte 39 »tysklande« ved at give nogle af fyrsterne lov til at indlemme de gejstlige fyrstedømmer, de frie rigsstæder, rigsgreverne og rigsridderne i deres territorium. 16 vesttyske enkeltstater dannede i 1806 Rhinforbundet, der reelt var et fransk protektorat. Store dele af Preussen tilfaldt Frankrig ved Tilsit-freden i 1807. Syd- og Vesteuropas tre-farvede flag stammer fra den franske Tricolore. Snart voksede modstanden mod Napoleon I i Tyskland, og efter hans forfejlede felttog mod Rusland i 1812-13 rejste bl.a. Preussen sig til modstand og allierede sig derpå med Rusland. Kejser Frans II havde forinden i 1804 dækket sig ind titelmæssigt ved at ophøje slægtens arveland Østrig til kejserrige. I 1810 sikrede han huset andel i Napoleons imperium gennem sin datter Marie Louise, der blev moder til Napoleon II. Efter flere nederlag mod Napoleon I i 1805-09 og nødtvungent samarbejde med ham, deltog Østrig i rejsningen mod ham i 1813 og fik på Wienerkongressen, udover Dalmatien, de tabte områder tilbage undtagen Belgien, Luxembourg, Alsace og Breisgau. Østrig var førende stat i Det Tyske Forbund under Metternich. Fra 1814 stod Habsburgernes stjerne atter højt for en tid, men dalede jævnt i løbet af det 19. århundrede. Italiens samling kostede slægtens sidegrene deres hertugdømmer. Metternich holdt brutalt alt frisindet og nationalt røre nede. Men i marts 1848 styrtedes Metternich ved revolutionerne i Østrig, Ungarn, Böhmen og Italien. Kejser Ferdinand I (1835-48), trådte tilbage, og kun russisk hjælp mod ungarerne og et militærkup reddedes riget for Frans Joseph (1848-1916). Han genoprettede enevælden i fuldt omfang og forstærkede tysk-østrigernes fortrinsstilling fremfor de øvrige nationaliteter. Desuden fik han mod Preussens ønske Det Tyske Forbund genoprettet, men forværrede derved Østrigs forhold til den opstigende stormagt. Østrig måtte i 1859 efter krig mod Frankrig-Sardinien afstå Lombardiet og efter nederlag over for Preussen 1866 tillige afstå Veneto til det nye italienske rige, og samtidig opgive al indflydelse i Tyskland, herunder Kondominatet over de i 1864 fra Danmark erobrede hertugdømmer. Det gærede i rigets sammenbragte nationaliteter, og 1867 måtte Ungarn ophøjes til ligeberettiget kongerige (det kejserlig-kongelige dobbeltmonarki). Ungarn opnåede 1867 autonomi ved oprettelse af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn, der bestod af kejserriget Østrig med Böhmen-Mähren og Galicien og af kongeriget Ungarn med Kroatien, Slovakiet og Transsylvanien. Det blev en ny kilde til utilfredshed for rigernes slaviske mindretal. Rivalisering med Rusland på Balkan førte til nærmere samarbejde med Tyskland. Preussen fortrængte habsburgernes indflydelse i Tyskland, som 1871 blev Hohenzollernes kejserdømme. Efter en bemyndigelse fra Berlin-kongressen i 1878 besatte Østrig både Bosnien og Hercegovina. Bosnien og Hercegovina blev begge indlemmet i 1908, hvilket øgede modsætningen til Serbien og Rusland. De nationale gruppers uvilje mod et tyskorienteret styre voksede. Og da habsburgerne søgte trøst gennem en aktiv politik på Balkan myrdedes Østrigs tronfølgerpar i Sarajevo d. 28. juni 1914, hvilket gav stødet til 1. Verdenskrig. Dobbeltmonarkiet blev totalt opløst i 1918 ved kejser Karl Is abdikation, og Østrig, dvs. de habsburgske arvelande, blev republik. Det Habsburgske rige blev fordelt mellem Østrig, Ungarn, Tjekkoslovakiet, Polen, Rumænien, Jugoslavien og Italien. Ved freden i Saint-Germainen-Laye i 1919 måtte Østrig afstå Syd-Tirol og Trieste til Italien, Syd-Kärnten til Jugoslavien, men fik tilkendt Burgenland, hvoraf Østrig dog tilbagegav et område omkring Sopron til Ungarn efter folkeafstemning 1921. Østrig havde dermed udskilt alle de ikke-tyske nationaliteter til Tjekkoslovakiet, Polen, Rumænien, Ungarn, Jugoslavien og Italien, hvoraf nogle også overtog de tyske mindretal. Østrig blev en rent tysk stat. Habsburgerne gjorde to forsøg på at genvinde Ungarn 1921, men har siden levet i landflygtighed. Indtil 1918 forblev Østrigs og habsburgernes historie nært forbundne. Ved en klog ægteskabspolitik kom slægten altså i besiddelse af Nederlandene 1477-82, Franche-Comté 1493, Spanien med kolonier 1516 samt Ungarn, Böhmen og Schlesien i 1526. Medlemmer af huset Habsburg blev næsten uafbrudt i perioden 1437-1806 valgt til tyske konger af kurfyrsterne og antog oftest titel af tysk-romersk kejser. Men de allierede forbød en sammenslutning af Østrig og Tyskland, ligeså et toldforbund mellem de to lande 1931. Habsburgerne tidsperiode omfatter overgangen fra det feudale anarki afløst af den feudale centralisme, staten og nationens dannelse, og fremkomsten af nationalismens og folkenes selvbestemmelsesret. Både tjekkere, italienere, svejsere, frisere, litauerne og slovenerne har gennem tiderne ført en frihedskamp mod de tyske kejsere og feudalherer. Forsvaret af Europa mod osmannerne blev foretaget af Donaubækkenets folk, af østrigere, ungarer og slaver, samtidig med at den tyske kejser og adel angreb disse folk i »ryggen«.

Kong Henrik VII. ( 1485-1509) af England var stamfader til huset Tudor, hvor tudorerne sad på tronen fra 1485 til 1603. Efter den udmattelse, som fulgte på de blodige borgerkrige mellem den Røde og Hvide Rose, havde Henrik VII gjort ende på borgerkrigene, højadelen var knækket, parlamentets indflydelse ingenting, og i 1509 fulgte sønnen, den lunefulde Henrik VIII (1509-1547) på tronen. Kongemagten kunne næsten betragtes som uindskrænket. Regenternes stemning fik derfor en afgørende indflydelse på den kirkelige udvikling. Henrik VIII var Luthers samtidige, og Henrik fandt den forbedrede kirkelære gunstig modtagelse hos det engelske folk. Anderledes tænkte kongen, der havde fået en lærd opdragelse og var indbildsk af sin indsigt i den katolske teologi; han udgav et skrift mod Luther til forsvar for de syv sakramenter, hvorfor paven gav ham hædersnavnet »Troens forsvarer«. Forholdet til paven vedblev dog ikke længe at være godt. Henrik var gift med sin broders enke Katharina, en datter af Ferdinand den Katolske, og havde med hende datteren Maria. Da han var blevet indtagen i den smukke hofdame Anna Boleyn, forlangte han efter tyve års ægteskab at blive skilt fra sin dronning og angav som grund, at samvittigheden forbød ham at være gift med så nærbeslægtet en kvinde. Men paven ville ikke løse ægteskabet af frygt for at støde dronningens søstersøn, den mægtige kejser Karl V. Forbitret herover fandt Henrik på et middel til både at få sin vilje og hævne sig på paven. Han afbrød nemlig al forbindelse med Rom og erklærede sig selv for den engelske kirkes overhoved. Efter at skilsmissen nu var fuldbyrdet, ophøjedes Anna Boleyn til dronning og fødte ham datteren Elisabeth. Det varede dog ikke mange år, før kongen fattede en ny kærlighed og lod Anna Boleyn henrette på en falsk beskyldning for utroskab. Henrik var i alt seks gange gift. Hans tredje dronning døde kort efter at født sønnen Edvard; den fjerde blev forskudt, den femte henrettet, og den sjette undgik kun ved sin klogskab samme skæbne. Sin magt som den engelske kirkes overhoved benyttede Henrik VIII. til at ophæve klostrene og inddrage deres rige gods. Alligevel sluttede han sig dog ingenlunde til Reformationen, sammensatte tværtimod en trosbekendelse af katolske hovedlærdomme, som det pålagdes alle at antage. Hvor vilkårlig hele denne kirkeordning end var, fik den dog parlamentets billigelse, og modstanderne blev hårdt forfulgte, hvad enten de var protestanter eller tilhængere af paven (papisterne). Den engelske politik var at bekæmpe arvefjenden Frankrig og Frankrigs allierede: Skotland. Efter Frankrigs nederlag ved Pavia drømte Henrik om at blive herre over Frankrig, og han havde også en kandidat som pave, ligesom han havde omfattende ægteskabsplaner i lighed med Habsburgerne. I 1526 opstiller han sig som protektor for Ligaen i Cognac, og erklærer Karl V krig. Paven blander sig i Englands forhold i strid med englændernes gamle love, og engelske præster forsøgte at drage verdslige afgørelser ind under de religiøse domstole. Det fik sat gang i en bevægelse, der krævede, at en national kirke skulle sættes forand pavens kirke. Tankerne fik en hensynsløs fortaler i Thomas Cromwell, der var inspireret af Machiavellis tanker om statsmagtens herredømme over kirken. Henrik VIII's virilitet og ægteskabelige utroskab skabte problemer med paven, og det endte med at parlamentet erklærede, at paven ingensomhelst autoritet havde i England, og at de kirkelige afgifter overgik til Henrik VIII i 1535, der også udråbte sig som den engelske kirkes overhoved. Dermed var den engelske nationalkirke konstitueret i lighed med hvad Frederik I af Danmark havde gjort få år før. Der bliver trykt en engelsk bibeloversættelse, der er lutherpåvirket og Henrik udsender 10 artikler,- der indrages 600 klostre og dermed fordobles kronens indtægter, medens og adelen og bisper også får andel i rovet. Helgendyrkelsen forfølges, en højforrædderiproces anlægges og katolikkerne forfølges. Disse voldsomme ændringer medførte modsatrettede folkebevægelser. Parlamentet vedtog en protestantisk trosbekendelse, nærmest calvinistisk hvor gudstjenesten skulle foregå på engelsk, og denne anglikanske kirke har holdt sig sidenhen. Efter Henrik VIIIs død kom hans umyndige søn Edvard VI (1547-1553) på tronen, og trods forfølgelsen var protestanternes antal tiltaget så meget, at hans formyndere kunne begynde at indføre kirkeforbedringen, hvortil ærkebiskop Cranmer især var virksom. Men heri skete atter et brat omslag ved den svagelige Edwards tidlige død, da Henrik VIII. ældste datter, den ivrig katolske Maria skulle bestige tronen. Da valgte stormændene i 1553 protestanten Jane Grey til kongen, men godsejernes griskhed medførte opstande i 1553, og folket sluttede op om Maria og efter få uger endte Jane Grey på skafottet. Så fik Maria I. (1553-1558) magten, og Maria optog straks forbindelser med paven, Karl V og Filip II af Spanien, og kætterforfølgerne fra fastlandet i Vesteuropa nåede således England i et voldsomt omfang gennem de næste 3 år. Maria satte straks kirkeforholdene på den gamle fod og forfulgte protestanterne med så stor grusomhed, at man har givet hende tilnavnet »den Blodige«. Blandt de ofre, der døde på bålet, var ærkebiskop Cranmer. Prinsesse Elisabeth blev længe holdt i fængsel af sin mistænksomme søster og undgik kun døden ved stor forsigtighed. Men staten var p.g.a. omvæltningerne i finansnød, og paven drænede Englands skatkammer og England inddroges i en krig på fastlandet, der medførte at England tabte Calais i 1558, og da Maria døde i 1558 gik der en jubel gennem landet. Hun skal have ytret, at man ved at åbne hendes hjerte ville finde ordet Calais indgravet deri. Efter Marias død gik kronen over til den kloge og mandige Elisabeth, Henrik VIIIs og Anna Boleyns datter. Da det fremfor alt var nødvendigt at råde bod på den forstyrrelse, hvori religionsforholdene var komne ved de gentagne omskiftninger, skred Elisabeth til at give den engelske kirke en fast ordning ved Reformationens indførelse, og parlamentet kunne genoprette den engelske kirkes selvstændighed. Hun erklærede sig selv for kirkens overhoved; derefter fastsattes trosbekendelsen i 39 artikler i overensstemmende med Calvins lære, hvorimod kun de nødvendigste forandringer foretoges i udvortes henseende. Således bevaredes for en del de katolske kirkeskikke, ligesom ærkebiskopper og biskopper med rige indkomster og med sæde i overhuset vedblev at styre kirkens anliggender under kronens højhed. Denne kirkeordning, der fik navn af den biskoppelige (episkopale), blev stadfæstet af parlamentet ved den såkaldte Uniformitetsakt i 1562. Al anden gudstjeneste var nu forbudt, og de afvigende (dissenters) var hjemfaldne til lovens straf. Ikke desto mindre vedblev katolikkerne at danne et stort parti, og puritanerne eller de rene calvinister forkastede statskirken, fordi den ikke syntes dem tilstrækkelig renset for det katolske væsen. Kort forinden var kirkeforbedringen også indført i naboriget Skotland, idet parlamentet i Edinburg vedtog indførelsen af den presbyterianske kirke, dvs. Calvins lære og kirkeforfatning, ifølge hvilken den øverste myndighed i kirken tilhørte ikke kongen, - men menighedernes ældste. Skotland var et fattigt land med små byer og en borgerstand med ringe indflydelse. Lov og ret gjaldt mindre end den rå magt, der udøvedes af adelen, og Englands overgreb havde fået skotterne til at slutte sig sammen med Frankrig, hvis sammenhold blev bestyrket ved landets unge dronning, den for sin skønhed og ulykke berømte Maria Stuart's ægteskab i 1558 med Frants II, der var søn af Frankrigs Henrik II. Kirkeforandringen i Skotland var sket var sket medens Maria Stuart var i Frankrig, og frygten for at Skotland skulle bliver lagt ind under Frankrig var reel, da Frants II blev fransk konge. Men ligesom i andre fyrstedømmer, tilsluttede de skotske borgere og de mindre baroner sig hos calvinisterne mod den rige katolske kirke og storadelen. De skotske presbyterianere stemmede overens med de engelske puritanere; begge fjernede al udvortes pragt fra gudstjenesten og lagde særlig vægt på et alvorligt, religiøst liv og hadede alle fornøjelser. Da Maria Stuart ved sin mands tidlige død vendte tilbage til Skotland, kunne hun næppe få lov til at beholde katolsk gudstjeneste for sig og sit hof. Overhovedet stemmede Maria aldeles ikke med sit folk. Hendes franske væsen og lyst til fornøjelser forargede de strenge presbyterianere lige så meget, som deres mørke alvor var hende imod. Maria Stuart fik hjælp af franske tropper, der slog de skotske calvinister ned, og da Maria Stuart overmodigt satte England ind i sin kongetitel, var det sammen med tilførelsen af nye franske troppestyrker en krigserklæring mod England. Elisabeths engelske tropper og aftaler med skotske lorder, gjorde ende på det Maria Stuarts overmod, og i 1560 vedtog det skotske parlament en calvinistisk trosbekendelse, der medførte at kirkegodset tilfaldt adelen. Maria Stuarts mand: Frans II døde pludseligt i 1560, og i 1564 gifter hun sig med sin fætter: Darnley, der er også var berettiget til den engelske krone. Darnley var en smuk, men rå og indbildsk mand. De to forsøgte at genindføre katolicismen i Skotland og England ved at lægge en frygtelig masse planer med paven og Filip II af Spanien. Calvinisterne i Skotland måtte flygte til England og rygtet ville vide, at Maria Stuart indkaldte parlamentet for at genindføre katolicismen. Der opstod snart misforståelser mellem dem, især fordi Maria benyttede sin sekretær, italieneren Rizzio, som rådgiver i statssager, medens Darnley måtte nøjes med kongetitelen. Af skinsyge herover trængte Darnley tillige med nogle misfornøjede adelsmænd en dag ind i slottet i Edinburgh, slæbte Rizzio bort lige for Marias øjne og huggede ham ned i sideværelset, så han blev dræbt med 56 dolkestik, det samme antal som Erik Klipping fik. Senere kom det, i det mindste tilsyneladende, til en forsoning mellem ægtefolkene. Til oprørenes overraskelse vendte katolikken Darnley sig nu mod dem, og i løbet af 8 dage måtte de flygte til England. Da Darnley blev syg, besøgte Maria ham og plejede ham på et landsted udenfor Edinburg. Men en aften, efter at hun var gået bort, fik hun huset sprængt i luften i 1567 med en kæmpe eksplosion i Edinburgh, og Darnleys lig fandtes i nogen afstand ude på marken. Det hed sig snart, at gerningsmanden var den ærgerrige Jarl af Bothwell, til hvem Maria havde fattet kærlighed, og hun selv undgik ej mistanke om at være medviderske. Da hun alligevel var ubetænksom nok til at ægte Bothwell, udbrød der et oprør, og Jakob, Marias og Darnleys ètårige søn, blev udråbt til konge. Folkestemningen rejste sig mod dem. Lorderne splittedes og mødtes i et slag, som Maria Stuart tabte, og hun måtte lade sig skille, medens Bothwell flygtede over Shetlandsøerne til Norge/Danmark hvor Frederik II satte ham på i fængsel på Dragsholm. Maria Stuart sad i fængsel i ét år, og i 1568 lykkedes det hende at slippe ud og flygte til England. De engelske katolikker så i Maria Stuart Englands sande herskerinde, og Elisabeth af England var derfor meget mild og troede ikke på rygterne om Maria Stuarts mord i Skotland, og Elisabeth ville gerne modtage Maria Stuart som suveræn hersker over Skotland. Men en magtkamp i statsrådet afgjorde, at Maria Stuart skulle fængles. Elisabeth frygtede hende som medbejlerske til tronen; thi det katolske parti i England anså Maria, der nedstammede på kvindesiden fra Henrik VII, for mere berettiget til tronen end datteren af Anna Boleyn, hvis ægteskab med Henrik VIII. ikke var kendt gyldigt af paven. Under disse omstændigheder lod Elisabeth ifølge sine ministres råd Maria sætte under bevogtning og forlangte, at hun skulle rense sig for mistanken om at have haft del i sin mands mord. Men herom nægtede Maria at give nogen oplysning, enten fordi hun anså det for at være under sin værdighed, eller fordi hun ikke var uskyldig. Skotterne fremsendte beviser for Maria Stuart's forbrydelser og mord, men Maria Stuart nægtede at underkaste sig en fremmed anglikansk domstol, og fangenskabet medførte, at Elisabeth blev mere protestantisk. Rundt om i Vesteuropa så katolikkerne på Maria Stuart som en martyr for troen, og pave Pius V lyste band over Elisabeth, og jesuitterne oprettede deres Collegium Anglicum, der skulle være spydspidsen i Pavekirkens angreb på englænderne, samtidig med at der var alvorlige uroligheder på Irland. Paven og Filip II med flere udsatte 100.000 franc til den katolik, der kunne myrde Elisabeth, men de uhyggelige intrigespil og attentatplaner blev afsløret. Det medførte, at Elisabeth opgav sin ikke-indblandingpolitik, og understøttede Nederlandenes frihedskamp mod Spaniens fremmedherredømme og huguenotternes kamp i Frankrig, ligesom de engelskvenlige skotter fik hjælp. Da der nu fra katolikkernes side gjordes flere forsøg på at befri hende fra fængslet, ja endog stiftedes oprør, hvori hun ikke var uden del, lod Elisabeth med parlamentets samtykke Maria Stuart dømme for højforræderi. Efter tyve års fangenskab lagde den ulykkelige dronning hovedet under bøddeløksen. Mest virkning gjorde det, at Elisabeth tillod englænderne at kapre spanske skibe, og at tyvegodset lovligt kunne sælges i England. England var på det tidspunkt endnu et af Vesteuropas mindste og fattigste stater med en befolkning på 3 millioner, og hvor Spanien var hovedlandet i det gamle katolske kulturrige, der med de nye kolonier var et verdensrige. Englands statstyre var svagt og uden økonomiske midler, med en lille hær, medens Spanien var stort, enevældigt og i kraft af traditionen og moralen kunne stille en vældig hærmagt på benene i løbet af kort tid. Mellem det protestantiske England og det katolske Spanien havde forholdet længe været spændt. Filip II. kunne ikke finde sig i, at Elisabeth tog de oprørske Nederlande under sin beskyttelse; men Maria Stuarts, den katolske dronnings henrettelse bragte hans forbitrelse til det højeste. Den uovervindelige flåde løb ud i 1588 for at knuse England med ét slag. Under denne overhængende fare, da England endnu hverken havde nogen stående hær eller nogen stor sømagt, voksede den engelske nationalfølelse. Oprustningerne dreves frem med overordentlig kraft og Elisabeth forstod ved sit mod at opflamme begejstringen for fædrelandet. Udfaldet er bekendt. Efter den uovervindelige flådes undergang gik englænderne angrebsvis til værks mod de spanske havnebyer og jagede de spanske »Sølvflåder«, der bragte skatte hjem fra Peru og Mexico. Snart vajede Englands flag på alle have. Fra nederlændingene lærte englænderne at etablere væverier og driftige engelske købmænd befriede sig fra afhængigheden af Antwerpen, og i Nordamerika grundlages kolonien: Virginia. englænderne indskrænker udlændingenes privilegier, venezianerne fordrives, Hanseaternes rettigheder begrænses, således at den gamle handelgård: Stahlhof må lukke i 1598, og de englændere der ikke vil arbejde får strenge straffe. Katolicismen der ved Elisabeth tronbestigelse havde mange tilhængere i England gik stærkt tilbage, da man hørte om spaniernes blodregime i Nederlandene; katolikkernes planer mod England og Elisabeth; Bartholomæusnatten i Paris; og med de mange flygtninge der kom til England fra fastlandet, voksede den protestantiske stemning nær Elisabeth over hovedet. Hun forfulgte dog Puritanerne, der ville fjerne de sidste rester af katolicismen, hvor tyngdepunktet stadigvæk lå i statskirken, men hvor puritanerne ville have tyngdepunktet i selve menigheden. Salget af kirkens gods medvirkede også til, at der i London opstod et verdensmarked. Et Ostindisk handelsselskab stiftedes i London, og den første koloni udførtes til et landskab i Nordamerika, som til ære for den ugifte dronning kaldtes Virginien, der af det latinske ord betyder jomfru. Irland, hvis underkastelse var begyndt i middelalderen, ville på denne tid endnu ikke bøje sig under det engelske åg. De indfødte, af keltisk stamme, holdt fast ved den katolske kirke og lå i evig strid med de indtrængende englændere, med hvem de intet havde tilfælles, hverken i sprog, sæder eller tro. Elisabeth sendte en hær til Irland for at undertrykke en katolsk opstand og hun døde i 1603. Men da var kronens herredømme også anerkendt over hele øen. Dronning Elisabeth var ikke fri for kvindelig forfængelighed og behagesyge; hun holdt selv i en højere alder af at smigres af mændene for skønhed og ynde; men i en klog og kraftig statsstyrelse kom få regenter hende nær. Ligesom grunden nu lægges til Englands storhed som sø- og kolonialmagt, således virker folkeåndens vækkelse til, at parlamentet får en langt større betydning i staten end hidtidig. Selv Elisabeth, hvor mægtig og anset hun end var, fandt det ved flere lejligheder rigtigt at rette sig efter det folkevalgte underhuses vilje, et eksempel, som hendes efterfølgere havde gjort klogt i at følge. Da Elisabeth på sit dødsleje havde betegnet kong Jakob af Skotland, Maria Stuarts søn, som sin efterfølger, blev Englands, Skotlands og Irlands kroner på fredelig måde forenede under huset Stuart. Jakob I. formåede ikke at opretholde den høje anseelse blandt Europas magter, hvortil England havde hævet sig under Elisabeth. For ikke at støde de katolske magter holdt han op med at understøtte Nederlandene og svigtede aldeles sin svigersøn, den ulykkelige Frederik af Pfalz, i kampen, mod kejseren. Også i den indre statsstyrelse gav Jakob I. megen anledning til misfornøjelse. Skønt opdragen af presbyterianske gejstlige foretrak han dog den biskoppelige kirke, fordi kongen var dens overhoved. Puritanerne blev så stærkt forfulgte, at de begyndte at udvandre til Amerika. Katolikkerne følte sig ikke mindre skuffede; de havde ventet at finde en særegen forkærlighed hos Maria Stuarts søn. Nogle fanatiske katolikker udklækkede endog en frygtelig plan til at sprænge parlamentet og kongen i luften. En mængde krudt blev ophobet i bygningens kældere; men få timer før udførelsen blev denne såkaldte krudtsammensværgelse opdaget, hvorpå ophavsmændene fik deres straf. Med parlamentet lå Jakob I. stadig i strid, fordi han påstod, at kongemagten var hævet over lovene, en påstand, som parlamentet så meget mindre ville godkende, som kongen lod sig lede af uværdige yndlinger. Spændingen mellem kongen og parlamentet blev endnu stærkere under Jakobs søn Karl I; thi skønt langt agtværdigere end faderen nærede han de samme anskuelser om kongens ophøjede stilling og attråede intet mindre end at gøre sig til uindskrænket hersker. Da det kom til et åbent brud med parlamentet, besluttede Karl at regere uden samme og trodsede i 11 år sin vilje igennem under folkets stigende misfornøjelse. Hans vigtigste rådgivere på denne farlige vej vare den kraftige Lord Wentworth og ærkebiskop Laud. Mindst af alt kunne man finde sig i, at kongen syntes at hælde til den katolske lære. Medens katolikkerne blev begunstigede, var Puritanerne genstand for en så hadefuld forfølgelse, de ikke engang kunne få lov til at udvandre. Karl I. mødte ingen alvorlige hindringer, førend han efter Lauds råd ville indføre den episkopale gudstjeneste i Skotland. Det første forsøg herpå fremkaldte en almindelig opstand af Skotterne til forsvar for deres frie, presbyterianske kirke. Da den skotske hær trængte ind i det nordlige England, måtte kongen, hvor nødigt han ville, sammenkalde et parlament. Det var intet under, at folkets valg efter 11 års undertrykkelse faldt på kongens modstandere. »Det lange parlament«, som trådte sammen i 1640, og bestod mest af puritanere, der stemmede meget bedre overens med Skotterne end med kongen. Langt fra at bevilge penge til kampen mod Skotterne benyttede underhuset sin ret til at drage kongens rådgivere til ansvar, anklagede Lord Wentworth for højforræderi og hvilede ikke, før hans hoved faldt på skafottet. Samme skæbne fik siden ærkebiskop Laud. Efter at have lidt den ene ydmygelse efter den anden forlod kongen endelig London i vrede og begyndte på egen hånd at samle tropper i det nordlige England. Således udbrød borgerkrigen mellem Karl I. og parlamentet. Til det kongelige parti hørte landadelen, Kavalererne, ligesom den biskoppelige gejstlighed og katolikkerne blev Karl tro. Derimod fandt parlamentet en støtte i de store byer, især Londons, borgerskab og hos puritanerne, der kaldtes Rundhoveder, fordi de gik med kort afklippet hår. De mest fanatiske af dette parti var en lidet talrig protestantisk sekt, Independenterne (dvs. de uafhængige), som ville opløse kirken i særskilte frie menigheder og omdanne staten til en republik. Som Independenternes fører fremtrådte en strengt religiøs landmand, Oliver Cromwell. Ved borgerkrigens begyndelse samlede han for parlamentets sag et stort rytterkorps af Independenter, kraftige og alvorlige mænd, der gik i kampen - ikke for sold eller bytte, men for deres tro. I deres rækker hørtes aldrig en ed, sås aldrig spil eller svir; thi hver enkelt troede at føre sværdet for guds sag. Som medlem af underhuset havde Cromwell ikke gjort sig videre bemærket, fordi han manglede veltalenhed, dertil var simpel i klædedragt og havde et frastødende ydre. Men sine soldater forstod han at omgås, at vænne til den strengeste orden og at anføre med en øvet krigers dygtighed, skønt han allerede var over 40 år, da han trådte ind i hæren. Lige over for sådanne modstandere måtte de tapre, men udisciplinerede kavalerer trække det korteste strå. I slaget ved Nasseby gjorde Cromwells ryttere udslaget; kongens hær blev adspredt, og han selv havde ingen anden udvej end at flygte til den skotske hær, der endnu stod på grænsen. Men Skotterne udleverede deres konge for en sum penge. Cromwell og hans ryttere bemægtigede sig den høje fange, der således befandt sig i sine værste fjenders hænder. Næppe var krigen endt, førend der udbrød uenighed imellem sejrherrerne. Parlamentet ville gerne udsone sig med kongen på den betingelse, at den presbyterianske kirke blev indført i England - hæren, hvor Independenterne havde overvægten, fordrede derimod, at republikken skulle indføres og statskirken opløses. Da kongen ikke ville gå ind på parlamentets forlangende, fik hæren hele magten. Underhuset blev renset for »hærens fjender«, så at det nu kun bestod af Independenter. Man indsatte en domstol, hvori Cromwell fik sæde, og den dømte Karl I. fra livet som forræder, morder og folkets fjende. Kongen blev trods folkets medfølelse henrettet udenfor sit eget palads (1649). Overhuset blev nu afskaffet og England erklæret for en republik, men var i virkeligheden underkastet et militært despoti. Der stod tilbage at tvinge Irland og Skotland til at anerkende republikken. Dette hverv overdroges til Cromwell. I Irland havde de katolske indbyggere udråbt Karl Is søn Karl II. til konge; men Cromwell undertrykte opstanden hurtigt og grusomt. Efter at hovedmændene var henrettede, blev tusinder af krigsfanger solgt som slaver til Vestindien, og en mængde ejendomme konfiskeredes til fordel for engelske indvandrere, så at øens undertvingelse blev langt fuldstændigere end førhen. Også i Skotland, hvor Karl II. selv var landet, sejrede Cromwell. Men medens han rykkede frem til Edinburg, vovede Karl II. et indfald i England i det håb at kunne rejse sine tilhængere og nå London under den frygtede feltherres fraværelse. Dertil var tiden dog for kort. Han kom ikke længere end til Worcester, da Cromwell indhentede ham og vandt en let sejr. Den unge kongesøn flygtede i al hast, forfulgt af de fjendtlige ryttere. Under forskellige forklædninger vandrede han om i 6 uger, og var vedvarende udsat for at opdages af Cromwells spejdere, men nåede omsider til kysten, hvorfra et skib førte ham frelst over Kanalen. Efter at den indvortes krig var endt, mente Underhuset, at hæren burde aftakkes. Men dette vakte den største forbitrelse hos officerer og soldater, der havde fået smag på at herske. Cromwell begav sig til forsamlingen og udskældte medlemmerne for ryggesløse mennesker, der vare uskikkede til at styre staten. Da han mødte indsigelse, vinkede han ad en afdeling soldater, som derefter ryddede salen. Cromwell gik sidst ud og aflåste døren. Således endte »det lange parlament« efter at have siddet i 13 år. Hæren overdrog derpå den højeste magt til Cromwell med titel af protektor i 1653. For at fremme Englands handel havde parlamentet udstedt Navigationsakten, en lov, hvorved det blandt andet blev forbudt at indføre varer fra de fremmede verdensdele i andre end engelske skibe. Da Nederlandenes handel derved led et betydeligt knæk, udbrød en blodig søkrig imellem de to republikker. I løbet af halvandet år leveredes ikke mindre end ti store søslag med afvekslende udfald. Tilsidst gav Nederlænderne efter og anerkendte Navigationsakten. Skønt Cromwell ved sin klogskab og kraft hævede England til en lige så stor anseelse i Europa, som det havde haft under Elisabeth, kunne folket dog aldrig forsone sig med hans anmassede herredømme Der stiftedes endog flere sammensværgelser mod protektoren, så at han blev mere og mere mistænksom og levede sine sidste år i bestandig uro. Efter Cromwells død (1658) viste det sig snart, at der hverken i hans familie eller i hæren fandtes nogen, der kunne erstatte ham og opretholde den bestående tilstand. Da general Monk, anfører for den hær, som Cromwell havde ladet blive tilbage i Skotland, rykkede ned mod London for at gøre ende på militærherredømmet, hilstes han overalt med jubel. Folkets masse havde aldrig ophørt med at være kongeligsindet og havde kun nødtvungen fundet sig i republikken. Denne stemning gav sig så tydelig tilkende, at Monk besluttede at føre den fordrevne kongefamilie tilbage. Et nyt parlament blev valgt, som straks kaldte Stuarterne tilbage og overdrog kronen til Karl II. (1660, the, restauration eller genindsættelsen). Da Karl landede ved Dover, blev han modtagen af en talløs menneskemasse med en sådan jubel, at han overrasket spurgte: »Men hvor er da mine fjender?«

De spanske Arvefølgekrig 1701-14 var fremkaldt af Frankrigs overmagt og lyst til at udvide sin magt. Situationen derefter i Europa havde medført, at Holland og de nordiske lande var trådt i anden række, og at England var herre på verdenshavene og kunne forsætte kampen om verdensherredømmet i Indien og Amerika mod Frankrig og derigennem grundlægge det kolonivælde, som gjorde det britiske rige til jordens folkerigeste statssamfund. Østrig havde ved sine sejre over Tyrkiet vundet hele Ungarn, sådan at den østrigske kejser synes at være tyskernes mægtigste fyrste. Men på de nordtyske sandsletter voksede en stat frem, Brandenborg-Prøjsen, som endnu under kampen mod svenskekongen Karl XII havde stået som en mindre anselig stat end Danmark-Norge, men hvor Brandenborg-Prøjsen snart havde samlet kræfter nok til at vise sig som en frygtelig militærstat. I 1740 regnede man dog stadig Frankrig som Europas første rige. Dets konge havde en årlig indtægt af 50-60 millioner prøjsiske dalere og holdt en flåde på 80 linieskibe og fregatter og en hær på 160,000 mand. Knap halvdelen af denne indtægt havde kongen af Spanien, som årlig fik 24 millioner dalere og kun holdt 50-60,000 landtropper, og tillige holdt 50 linieskibe, når de mindre skibe tages med. Altså en flåde omtrent af samme størrelse som den franske flåde. England var det rigeste land blandt alle Europas lande. I fredstid var Englands statsindtægterne kun ca. 24 millioner, men i nødsfald kunne de rige undersåtter bære langt tungere skatter. England holdt ikke mange landtropper, mest hannoveranere, da Englands konge samtidig var kurfyrste i Hannover. England havde en flåde på 80 linieskibe og 50 mindre, altså mere end halvanden gang så stor som Frankrigs flåde. Indbyggertallet i England, Skotland og Irland var vel på 7 millioner, og Frankrig har vel haft 20 millioner indbyggere. Til England sluttede Holland sig, selvom Holland kun havde 2 millioner indbyggere, og havde statsindtægter på 12 millioner prøjsiske dalere om året og holdt 40 skibe og 30,000 mand. Rusland talte vel kun 12 millioner indbyggere og havde indkomster på 14-15 millioner dalere. Men Rusland kunne uden anstrengelse stille 170,000 mand, og holdt en flåde på 12 linieskibe, 26 skibe af lavere rang og 40 galejer. Polen havde trods sit store omfang kun ringe militær styrke. Kurfyrstendømmet Saksen var en ret anselig magt af anden rang. Østrig havde 20 millioner i indtægt om året og holdt 80,000 mand under våben. Prøjsen var nabo til Sverige, hvis sydligste Oderprovinser det havde erobret i den Store Nordiske krig 1700-20. Langt mod øst ejede Prøjsens konge det egentlige Østprøjsen. Men området lå indkapslet mellem polske lande og skiltes af dem fra statens hovedland: Brandenborg med Bagpommern, etc., medens andre besiddelser lå spredt rund i det vestlige Tyskland. De forskellige prøjsiske landskaber kunne ikke træde i forbindelse med hinanden uden gennem andre fyrsters lande. Den store kurfyrst Frederik Vilhelm (1640-88) havde haft planer om en prøjsisk flåde og med Frederik den Store (1712-86) samledes Prøjsen under en stram administration og en slagfærdig hær. I 1740 havde Prøjsen 3 millioner indbyggere og en statsindtægt på 7.4 millioner dalere, med en hær på 70,000 mand og en opsamlet statsskat på 8,7 millioner dalere. Danmark havde foruden subsidierne fra andre stormagter en årsindkomst af 5,6 millioner dalere, og holdt 36,000 mand regulære tropper og 30,000 mand i landmilitsen, hvoraf den norske milits var den bedste. Den danske marine bestod af 27 linieskibe og 23 mindre. Sverige var fattigt og havde kun 2 millioner indbyggere og havde 4 millioner dalere i indtægt om året. Sverige holdt kun 7000 mand regulære hvervede tropper og 33,000 mand i militsen, og i havnene lå 24 linieskibe og 36 mindre. Således var i hovedtrækkene magtforholdene omkring 1720-40. I de følgende år skete der den forandring, at Prøjsen forøgedes med rige provinser og bragte sin hær op til 200,000 mand. England i Amerika og Indien slog Frankrig af marken og yderligere styrkede sin søvælde, og Tyrkiet og Polen svækkedes til fordel for nabomagterne, især for Rusland. I Danmark var skatterne 1/10 af Frankrigs og næppe halvdelen af Hollands, i Sverige endnu mindre. Størstedelen af skatteindtægterne brugtes til krigsmagten, men hverken Danmark eller Sverige tælles med mellem de store militærmagter. Men det var vigtigt for de førende stater, at få de mindre lande med som forbundsfæller. Derfor stræbte både Frankrig, England og Rusland at få de nordiske regeringer med sig, ved at byde gode hjælpepenge hvid de ville tiltræde et statsforbund. Og igennem hele det 18 århundrede drev stormagterne et diplomatisk rænkespil mellem de store hoffer. Ved stor politisk behændighed lykkedes det Danmark-Norge gennem 80 år at slippe for enhver alvorlig krig, hvorimod Sverige et par gange ubesindigt lod sig drage ind i våbenkrigsspillet. Den uafbrudte kamp mellem England og Frankrig om Indien og Nordamerika drejede sig jo om herredømmet over verdenshandelen. Men på Europas fastland førtes krigene for rene fyrsteinteresser og fyrstehuse. Den religiøse lidenskab var ikke længere så stærk, at den kunne rive folkeslagene hen til religions- eller troskrige. Allerede under Trediveårskrigen (1618-48), der var begyndt som religionskrig skete omslaget, da det katolske Frankrig tog protestanternes parti, medens de protestantiske fyrster i Brandenborg og Saksen gik over på kejserens og katolikkernes side. Siden da havde de store krige været ført for »statens« skyld, for at give staten større omfang eller for at sikre grænser eller knuse dens handelsrivaler. Men »staten« betød i enevældens tidsrum dens hersker og hans handelshus og hofnarer. Derfor blev arvestridigheder om provinser eller hele riger den hyppigste anledning til ufred, og ved fredsslutningerne affandt de stridende parter sig med hinanden, ved de snurrigste mageskifter og ombytninger af landene, udelukkende efter hensynet til fyrsternes påståede rettigheder og uden noget hensyn til undersåtternes tarv eller ønsker. Derfor satte man stater sammen på de underligste måder og flyttede helt meningsløst rundt med fyrsterne. Efter en strid om tronfølgen i Polen, måtte den polske stormand opgive sit fædrelands krone, og blev derefter forsørget med hertugdømmet Lothringen, hvis hertug til gengæld flyttedes ned til det italienske fyrstendømme Toskana, medens Toskanas fyrste fik et andet italiensk rige. De pågældende landes befolkning lod helt viljeløst sådanne ting ske, da de var lydige undersåtter, idet de allerfleste europæiske stater styredes gennem enevælden. De enevældige monarker holdt det for deres selvfølgelige ret, at de aldeles uden kontrol udstedte love, udnævnte embedsmænd, pålagde skatter, brugte statsindtægterne efter eget tykke, erklærede krig og sluttede fred. Fyrsten var sine undersåtters herre med ret til at råde ikke blot over deres gods, men også over deres liv. Det var især i de tyske stater, at disse grundsætninger fulgtes til det yderste. Under den krig, som England førte i årene ned mod 1783 mod sine nordamerikanske kolonisters opstand, fik det soldater ved at en del tyske fyrster solgte krigsfolk til England. England betalte de pågældende herskere 30 dalere for hver soldat det modtog, og yderligere 20 dalere for hver der faldt. Da en af disse fyrster efter budskabet om et slag skrev til sin general, ytrede han i brevet sin glæde over, at der var faldet så mange af hans undersåtter, og sin beklagelse af, at en afdeling var blevet frelst. Ja, fyrsterne tænkte i penge, dalere, og soldaterne regnedes ikke for mennesker. De stakler som ikke kunne skaffe sig næring, måtte vagabondere og var nogle forkomne eksistenser. Og der var ret mange vagabonder, som lod sig hverve til soldater. De gik ind til et elendigt liv, hvor de dog fik en ussel føde og mange prygl. I enkelte stater forsøgte man efter Sveriges forbillede at uddanne en national milits, hvis rekrutter udtoges af almuen ved udskrivning. Men hvervning var dog i næsten hele Europa den brugte fremgangsmåde. Disse bønderhære kommanderedes af officerer af overklassen, især af de gamle adelsfamilier, og at avancere fra geleddet over i officersstanden var så godt som umuligt. Det var en tid, hvor fredelige befolkning ikke deltog i modstanden mod fjendernes hær, men hvis befolkningen var efterladende med at yde de forlangte levnedsmidler og penge til hærene, blev der stukket ild på bøndernes byer, og de blev udsat for plyndring og myrderi. Da de russiske soldater under den Prøjsiske Syvårskrig (1756-63) faldt ind i Østprøjsen, forlystede de sig med at skære folks næser og ører af og at sprætte deres maver op. I det lange tidsrum fra de to store krige i førstningen af 1700erne og til den franske revolutionskrig i 1790erne så det langt overvejende tal af Vesteuropas lande aldeles ingen krig: således Frankrig, størsteparten af England, Danmark-Norge, Sverige vest for den Botniske Bugt og mange andre lande. Den mest ødelæggende af de europæiske krige i dette tidsrum var den Prøjsiske Syvårskrig (1756-63), som mest gik ud over de prøjsiske landskaber, men som i virkeligheden var en verdenskrig. Enevælden havde i Europas historie haft den meget store betydning, at den trykkede adelen ned til at være en stand af undersåtter, omend noget fornemmere end de andre klasser, og derved jævnet vejen for borgerklasserne. Den uadelige storborgerstand, som var blevet rig ved manufaktur, miner, industri og ved handel, og endvidere var de enevældige hoffer og dens embedsstand blevet rige. Men en rig borgerklasse havde man allerede kendt i middelalderen i de store byer i Italien, Frankrig og Tyskland, og dengang havde borgerklasserne ofte været kongernes forbundsfælle mod godsejeradelen. Men samtidig gjorde enevælden op med de gamle forfatninger/håndfæstninger, der mest hvilede på adelens ret til at være med i statsstyrelsen, og enevælden gjorde befolkningen til politisk umyndige, selvom der fandtes stænderforsamlinger. Enevoldsstater var i 1700erne først og fremmest Frankrig, Spanien, de fleste italienske stater, ligeledes de tyske, navnlig Prøjsen, for ikke at tale om Rusland og Tyrkiet; Danmark-Norge. Men ved siden af de enevældige stater rummede Europa endnu en del lande, hvor fyrstemagten ikke havde fået bugt med de gamle forfatningsformer. I England var den gamle rigsdags (parlamentets) magt fornyet og styrket ud af forfatningskampene, og her fandtes ved siden af kongedømmet et overhus, bestående af højadelen, og et valgt underhus, hvor især de velstående herremænd gjorde sig gældende. Her var derfor i modsætning til enevoldsstaterne, et offentligt liv, og her drøftedes stadig alle politiske spørgsmål i vide kredse. Holland var en slags republik, hvor alle velhavende havde del i magten. Medens begge disse stater var godt ordnede og godt styrede, var Polen et billede af middelalderlig forfatning i dens dårligste skikkelse. Her kunne én enkelt storadelsmands nej hindre enhver rigsdagsbeslutning, og derfor kunne selv de nødvendigste ting ikke iværksættes uden ad revolutionær vej. Det vældige polske rige, som i udstrækning var større end det tyske rige, var derfor splidagtigt og svagt, og prisgivet Ruslands erobringslyst. Endelig havde Sverige efter Karl XII's fald afskaffet enevælden og givet sig en halvrepublikansk forfatning, men selvom magten lå hos adelen, var i virkeligheden den embedsstand, som enevoldskongerne havde skabt der styrede, og ikke en række selvrådige småfyrster som i Polen. Men det opsving, handelen tog, da søvejen til Indien opdagedes og Amerika åbnedes for europæerne, havde givet denne klasse yderligere betydning og flyttet tyngdepunktet for Europas omsætning. De italienske byer trængtes langsomt i baggrunden af spanske og portugisiske byer og senere, da spanierne og portugiserne var for udygtige til ret at udnytte de nye rigdomskilder, blev disse trængt tilbage af Frankrigs, Englands og især Hollands havnebyer. I Tyskland var der endnu i 1500'erne et blomstrende byliv, men de store religionskrige, blandt hvilke Trediveårskrigen var den mest ødelæggende, tilintetgjorde Tysklands velstand og dannelse for mange slægtled. Det var da Frankrigs, Englands og især Holland som ikke alene blev handelens og rigdommens sæde, men tillige dannelsens og tænkningens sæde. I 1600erne var Amsterdam midtpunkt for verdenshandelen; med sine 100,000 indbyggere, og den var en af Europas største byer. Hollands handelsflåde talte 10,000 skibe med 100,000 mand om bord. De driftige købmænd var tillige tapre krigere, der år efter år sloges drabeligt med spanierne til lands og til vands. Stolte af deres bedrifter, rigdomme, handel og de heltemodige kampe lod de sig gerne male, så der skabtes en skare af malere, og i Holland tryktes de smukkeste bøger, dets universiteter var hjemsteder både for filologi og lægekunst. Holland blev da mønsterstaten for handel og kolonistyre og efterlignedes heri af sine medbejlere. Ligesom spanierne og portugiserne havde gjort, således lukkede også hollænderne deres handelsområde af for andre magter og forbød andre staters skibe at sejle på Sundaøerne. Dyrkningen af bestemte krydderiplanter tillod de kun på visse øer som var lette at passe på, ligesom øerne kun måtte sælge til moderlandet, således måtte de også kun købe af dette. Al handel på Hollands kolonier var et monopol for Holland. Regeringen, fandt det imidlertid ugørligt selv at udnytte dette monopol og overlod det til et handelsselskab, det Indiske Kompagni, som stiftedes i 1601, umiddelbart efter at Houtman havde fundet vejen sønden om Kap det Gode Håb. Dette selskab havde en kapital på godt 2000 aktier á 3000 gylden og lededes af 7 direktører, som udnævntes af regeringen; det holdt krigsflåde og tropper, og det var dette kompagni, som erobrede Sundaøerne og dér grundede Hollands kolonirige. På lignende måde indrettedes både i Holland og i alle andre søstater, også i Danmark og Sverige, utallige kompagnier, f.eks. Englands navnkundige Østindiske Handelsselskab, som i løbet af 1700erne indtog Forindien. I al handel fulgtes allevegne det princip, at staten skal regulere og lede den. Grundsynet var det, at enhver stat konkurrerer med alle andre. Hvad der er vinding for én stat, er tab for en anden, og handel er krig. Statens formål er at forøge sin rigdom, dvs. sin beholdning af guld og sølv, på de andres bekostning ved at drage så mange penge som muligt ind i landet og lade så få som muligt gå ud af landet. Man skal sælge udførselsvarer for store summer, men kun købe indførselsvarer for små summer, - så får staten en god »handelsbalance«. Enevælden fik bygget fabrikker, der producerede luksusartikler, porcelæn og parykker, og landbruget var man ligeglad med. Rigdom bestod i metaller.

Ludvig XIV var udrustet med god forstand og en usædvanlig arbejdskraft. Han besad et sundt blik for at vælge sine rådgivere, og en rosværdig iver for folkets vel besjælede ham så længe, indtil hovmod og ærgerrighed ledte ham på afveje. Blandt de dygtige mænd, der stod Ludvig bi i statens styrelse, gjorde især finansministeren Colbert sig fortjent ved at bringe orden i pengevæsenet og fremme næringsvejene, så at Frankrig begyndte kappes med England og Nederlandene i fabriksvæsen, skibsfart og kolonialhandel. Ministeren Louvois, der stod i spidsen for krigsvæsenet, bragte den franske hær op til en hidtil ukendt størrelse og gjorde dens udrustning i en enhver henseende fuldkommen (uniformen, bajonetten). Således tiltog Frankrigs rigdom og styrke i en forbavsende grad på samme tid, som Spanien var nedsunket i afmagt, adsplittet i en mængde indbyrdes uenige stater. Under disse omstændigheder kunne Ludvig XIV ikke lægge bånd på sine ærgerrige planer: Frankrigs grænser skulle udvides, og hans navn overstråle alle andre kongers. Ved sit giftermål med den spanske konge Filip IVs datter Maria Theresia påstod Ludvig XIV at have vundet adkomst til visse dele af de spanske Nederlande. Hvor tvivlsomt dette end kunne være, så var dog Filip IV næppe død, og Spaniens krone gået over til hans svage søn Karl II., førend Ludvig sendte en hær under Condé og Turenne ind i Nederlandene for at tage sin hustrus arv i besiddelse (krigen for dronningens rettigheder). Da Spanien var aldeles uforberedt herpå, overgav den ene fæstning sig efter den anden, indtil de Franskes erobringer standsedes af triplealliancen, der var et forbund, som Holland bragte istand med England og Sverige til opretholdelse af den europæiske ligevægt. Ludvig XIV var klog nok til at give efter i tide. Han beholdt ved freden i Aachen (1668) en del af de erobrede fæstninger i Flandern, hvorved Frankrigs svage nordgrænse blev forsvarligt dækket. Ludvig XIV kunne ikke lade den dristighed, hvormed Holland havde krydset hans planer, være uhævnet. I den hensigt at udslette den kætterske republik af Europas kort fik han ved bestikkelser Triplealliancen opløst. Sverige og England trådte over på fransk side, ligeledes nogle fyrster i det vestlige Tyskland, gennem hvis lande den franske hær skulle trænge ind i Holland. Lige over for dette frygtelige forbund stod Holland ene og forladt, stærkt ved sin flåde, som under Johan de Witts styrelse blev holdt i ypperlig stand, men næsten forsvarsløst til lands. Medens admiral Buyter afslog fjendens landgangsforsøg, kunne landhæren derimod ingen alvorlig modstand gøre, da Ludvig XIV, ledsaget af Turenne og Condé, rykkede ind i spidsen for en velrustet hær på over 100.000 mand. De hollandske fæstninger faldt indenfor kort tid for overmagten, og faren nærmede sig allerede til Amsterdam, da forbitrelsen brød løs mod Johan de Witt, som beskyldtes for at have forrådt fædrelandet. Vilhelm III af Oranien, en efterkommer af Vilhelm den Tavse, blev stillet i spidsen for republikken som statholder, og den højtfortjente Johan de Witt blev myrdet af pøbelen på gaden i Haag. Samtidig hermed greb man til det yderste forsvarsmiddel: Digerne blev åbnede, og havet strømmede ind for at sætte en uoverstigelig skranke mellem Amsterdam og den franske hær. I to år var de herlige græsgange bedækkede af saltvandet; kun de højere liggende steder ragede frem som øer over havfladen. Imidlertid lønnedes Hollændernes fædrelandskærlighed med bistand af Spanien og det tyske rige, blandt hvis fyrster især Frederik Vilhelm af Brandenborg ivrig virkede mod Frankrig. Til disse magter sluttede også Danmark sig, nærmest for at kæmpe mod Sverige. Efter at være standset af oversvømmelsen i Holland fortsatte i flere år krigen mod sine andre fjender og erobrede hele Franche Comté. Et skår i hans held var det, da Turenne faldt, og at Condé måtte nedlægge kommandoen formedelst sygdom. Da skatkammeret omsider ikke kunne bære de store krigsudgifter, tilbød Ludvig hollænderne fred uden at kræve så meget som en landsby af dem. Efter at de to hovedmagter vare blevet enige ved underhandlingerne i Nimwegen (1678), trak også de sig efterhånden tilbage fra krigen. Spanien afstod Comté, og Ludvig XIVs overmagt i Europa var befæstet. Ludvig XIV nærede fra ungdommen af de mest ophøjede forestillinger om den kongelige magt. Kongen, mente han, var at betragte som guds statholder på jorden, stod hævet over de menneskelige love og skyldte kun gud regnskab for sine handlinger; hans vilje skulle være undersåtternes lov, og til ham skulle alle se op med ærefrygt. Ludvig omgav derfor sin trone med en blændende glans. Det førhen ødede Versailles var med uhyre bekostninger blevet omdannet til en prægtig kongebolig, hvor han ved rige nådesbevisninger og glimrende fester drog og alt, hvad Frankrig ejede af stort og udmærket til sit hof. Adelen glemte her sin gamle uafhængighed for at tjene kongen; de lærde og digterne kappedes om at hylde den store hersker, som ydede litteraturen sin rundhåndede beskyttelse. Til de berømteste forfattere fra »Ludvig XIV.s tidsalder« høre sørgespildigterne Corneille og Racine samt lystspildigteren Moliére, der ledede skuespillene ved hoffet. De franske forfattere læstes og efterlignedes overalt i Europa. At tale fransk ansås for et tegn på finere dannelse; det franske sprog blev ikke alene det almindelige hofsprog, men fortrængte også latinen fra staternes underhandlinger. Overhovedet blev hoffet i Versailles, dets galante væsen og moder, dets fornøjelsessyge og letfærdige sæder et monster for den fornemme verdens liv, også udenfor Frankrigs grænser. Jo mere Ludvig XIV så alt bøje sig for hans vilje, desto mere tiltog hans hovmod. Skønt huguenotterne levede fuldkommen rolig, kunne han dog ikke finde sig i at have undersåtter, der bekendte sig til en anden tro end kongen. Mange især af adelen blev omvendte ved bestikkelser og overtalelse; men ikke tilfreds hermed besluttede Ludvig på sin skriftefaders tilskyndelse med magt at føre sine kætterske undersåtter tilbage til den ene saliggørende kirkes skød. Huguenotternes gudstjeneste blev nu forbudt, deres børn blev røvede for at opdrages i den katolske tro, og rå dragoner blev efter Louvois´s råd indkvarterede hos huguenotterne for at udsuge og mishandle de ulykkelige, indtil de faldt til føje. Efter sådanne forberedelser fulgte ophævelsen af det Nantiske Edikt. Men en mængde huguenotter, Frankrigs flittigste håndværkere og dygtigste fabrikanter, opgav hellere deres fædreland end deres tro. I et antal af flere hundrede tusinde udvandrede de trods de strengeste forbud til deres trosfæller i andre lande. England, Holland og Brandenborg høstede således fordelen af den industri, som Ludvig XIV. ved sit tyranni berøvede Frankrig. Med ikke mindre hovmod optrådte Ludvig XIV. lige over for udlandet, især det tyske rige. Han oprettedes de såkaldte »Reunionskamre« og pålagde dem at undersøge, hvad der i tidligere tid havde hørt til de provinser, som Frankrig havde erhvervet ved Den Westphalske fred og ved freden i Nimwegen. Efter disse domstoles kendelser bemægtigede Ludvig sig uden videre hele strækninger af det tyske rige, deriblandt den frie rigsby Strassburg, som nu omdannedes til en fransk grænsefæstning. Hvad der især bidrog til, at Ludvig XIV. uhindret kunne træde folkeretten under fødder, var dels Tyrkernes angreb på Østrig, dels de for ham så gunstige forhold i England. Men i England varede glæden over Stuarternes genindsættelse kun kort. Karl II. havde intet lært af sin faders skæbne eller sin egen landflygtighed. Så lidt stemmede han overens med det engelske folk, at han hemmelig var den katolske tro hengiven og ikke kunne finde sig i at dele magten med parlamentet. En sorgløs nydelse af livets fornøjelser var for øvrigt det eneste, han satte pris på. Den almindelige misstemning herover blev vel en kort tid dæmpet ved Englands deltagelse i Triplealliancen, da dette forbund med to andre protestantiske magter ret var efter folkets hjerte; men kort efter freden i Aachen i 1668 slog Karl II. om, modtog bestikkelser af Ludvig XIV. og bandt sig til en nedværdigende afhængighed af denne hersker, i hvem englænderne frygtede en farlig fjende af deres frihed og religion. Medens den engelske flåde deltog i Ludvig XIV.s angreb på Holland, arbejdede Karl II.s samvittighedsløse rådgivere, det såkaldte Kabalministerium, på at tilintetgøre parlamentets rettigheder og indføre den uindskrænkede regeringsform i England. Da katolikkerne tillige blev begunstigede, opstod der en så almindelig forbitrelse over alt dette, at den svage konge ikke længe vovede at stå imod. Parlamentet tvang kongen til at afskedige de forhadte ministre, slutte fred med Holland og underskrive flere love til frihedens og kirkens beskyttelse. De vigtigste af disse vare Testakten, ifølge hvilken enhver embedsmand skulle bekende sig til den engelske kirke, og Habeas-Corpus-Akten, som skulle værne om den personlige frihed. Trods kongens eftergivenhed fortsattes de indre stridigheder mellem Toryerne eller det kongeligsindede parti og Whiggerne, som yderligere ville indskrænke kongens magt og især udelukke kongens broder Jakob fra tronfølgen, fordi han var katolik. Da dette sidste ikke kunne sættes igennem, besteg Jakob II. tronen uden modsigelse efter Karl II.s død. De stuartske kongers fejl vare endnu stærkere udprægede hos Jakob II. end hos hans forgængere. Hans iver for den katolske religion, hans vilkårlighed og stivsindethed bragte ham snart i strid med sit folk. Idet han anså kongen for hævet over landets love, opkrævede han skatter på egen hånd, optog katolikker i de høje statsembeder og indsatte katolske officerer for at sikre sig hærens troskab. Dog bøjede det rolige engelske folk sig under åget, så længe der var håb om, at kronen ved Jakobs død ville gå over til hans døtre, der var protestantisk opdragne. Først da der blev født en kronprins, som utvivlsomt ville blive opdraget i den katolske lære, brød folket troskaben mod sin hersker. En mængde misfornøjede, deriblandt mænd af de fornemste familier, henvendte sig med bøn om hjælp til Hollands statholder Vilhelm III. af Oranien, der var gift med Jakobs ældste datter Maria. Efter at være landet i England med en lille hollandsk hær udstedte denne kloge mand et opråb, hvori han erklærede, at han kom ikke for at erobre England, men for at befri det fra katolsk undertrykkelse. Det var derfor hans hensigt at sammenkalde et parlament, som frit skulle råde over landets skæbne. Virkningen heraf var så stor, at Vilhelm under almindelig tilstrømning kunne rykke frem til London. Forladt af alle, selv af sin yngste datter Anna, tabte Jakob II. modet og begav sig til Frankrig, hvor Ludvig XIV. skænkede sin tro vasal kongeligt underhold (revolutionen 1688). Et nyt parlament udråbte derpå Vilhelm III. og hans hustru Maria til konge og dronning af England, men tog tillige forholdsregler for at forebygge en fornyelse af de indre stridigheder. Ved en deklaration fastsattes bestemte grænser for kongens magt, idet kongen blev bunden til at følge landets love, og ministrene skulle stå parlamentet til ansvar for alle regeringshandlinger. Fra denne tid af har Englands frie forfatning haft en rolig og fast udvikling. For Ludvig XIV. kom den engelske revolution ubelejlig. Han havde påny blandet sig i Tysklands anliggender og ved overmodige fordringer fremkaldt en forbindelse imod sig af Tyskland, Holland, Spanien og flere. Nu førte Vilhelm af Oranien også England, ind i rækken af Frankrigs fjender. Forgæves gjorde Ludvig de største anstrengelser for at skaffe Jakob II. hans tabte krone tilbage. En landgang i Irland, som Jakob II. foretog med en fransk hær, mislykkedes aldeles, fordi han ikke forstod at føre krig. Efter et tabt slag forlod han fejt de katolske Irlændere, der med begejstring havde hilset Stuarternes fane, og skyndte sig tilbage i sikkerhed til Frankrig. På fastlandet var de franske hære som sædvanlig overlegne. Selv Vilhelm af Oranien, der tog befalingen over den allierede hær, blev gentagne gange slået i Nederlandene; men da han besad en mærkværdig udholdenhed til igen at erstatte sine tab, blev de franske sejre uden synderlig nytte, så at den 10-årige krig til sidst udtømte Frankrigs hjælpekilder. Ved freden i Ryswick (1697) bekvemmede Ludvig sig til at erkende Vilhelm III. for konge af England og til at afstå en del af de landstrækninger, som han tidligere havde inddraget ifølge Reunionskamrenes kendelse - mod at beholde Strassburg. Ludvig XIV. havde kun sluttet freden i Ryswiek for at samle kræfter til en ny kamp, som stod for døren. Karl II. af Spanien, det sidste skud af den ældre habsburgske mandslinie, der ved fødselen var så svag, at han måtte lægges i bomuld for at trives, gik nu - næppe 40 år gammel - på gravens rand som en udlevet olding. Hele Europa var optaget af spørgsmålet om, hvem det vidtløftige spanske monarki skulle tilfalde efter hans død. Ludvig XIV., Karl II.s svoger, fremkom med fordringer derpå for sin sønnesøn Filip af Anjou. Den tyske kejser Leopold anså sig for nærmeste arving som overhoved for den yngre habsburgske mandslinie; han overdrog sine fordringer til sin søn, ærkehertug Karl af Østrig. Medens der ved hoffet i Madrid blev drevet et indviklet rænkespil mellem det fransksindede og det østrigsk-sindede parti, vaklede kong Karl II. hid og did uden at kunne bestemme sig til, hvilken af hans slægtninge der burde foretrækkes. Hans eneste ærgerrighed bestod i at overlevere sit rige udelt til sin eftermand, ligesom han havde modtaget det fra sine forfædre. Med dette for øje og opmuntret af sin skriftefader oprettede Karl II. kort før sin død i 1700 et testamente, hvori Filip af Anjou var indsat til arving af hele det spanske monarki (Spanien, Nederlandene, Mailand, Neapel, Sicilien, Sardinien samt kolonierne). Da Ludvig XIV. straks antog testamentet, der lovede det Bourbonske Hus en så uhørt magtudvidelse, udbrød den hårdnakkede og blodige Spanske Arvefølgekrig (1700-1713). Kejser Leopold rustede sig straks for at støtte sin søns sag med våbenmagt. Til Østrig sluttede Vilhelm af Oranien sig både som konge af England og som statholder i Holland. Da han døde i begyndelsen af krigen, trådte hans efterfølgerske, dronning Anna, Jakob II.s datter, i hans fodspor. Også det tyske rige udstedte efter lang betænkning sin krigserklæring mod Frankrig, og hertugen af Savoyen gik over til samme side, såsnart lykken svigtede de franske våben. Ludvig XIV. optog kampen mod det halve Europa med sædvanlig kraft, men under omstændigheder, der ingenlunde var ham gunstige. Kurfyrsterne af Køln og Bayern var hans eneste forbundsfæller; Spanien selv var så afmægtigt, og dets unge konge så udygtig, at kræfterne ikke engang forslog til at forsvare hovedlandet, endsige de fjernere provinser. Selv Frankrig var i militær henseende ikke længere overlegent, efter at dets bedste generaler vare døde, og modstanderne havde fundet to udmærkede ledere i hertugen af Marlborough og prins Eugen af Savoyen, af hvilke hin kommanderede den engelsk-hollandske hær i Nederlandene, denne var kommen i spidsen for Østrigs krigsvæsen. Den Spanske Arvefølgekrig førtes både i Tyskland, Italien, Spanien og Nederlandene. Da den forenede fransk-bayerske hær truede de østrigske arvelande med et angreb, kastede Marlborough sig i ilmarch ind i Bayern og traf her sammen med Eugen af Savoyen, hvorpå de i fællesskab vandt en glimrende sejr over deres fjender ved Blendheim og Höchstedt. Sejrherrerne skiltes derpå igen ad for at virke hver på sit sted. Medens Marlborough vendte tilbage til Nederlandene, drog Eugen hertugen af Savoyen til hjælp og tvang franskmændene til at ophæve belejringen af Turin med stort tab. Disse to felttog udelukkede de Franske aldeles fra Tyskland og Italien. I Spanien tegnede det også en tid lang til at tage en uheldig vending for den Bourbonske sag. En engelsk flåde overrumplede Gibraltar; ikke engang denne uindtagelige klippefæstning havde den usle regering sørget for at dække. Hertil kom, at ærkehertug Karl landede i Barcelona og havde en sådan fremgang, at Filip af Anjou to gange måtte flygte fra Madrid; men begge gange førte franske generaler ham tilbage og befæstede hans vaklende trone. Uheldigst gik det for franskmændene i Nederlandene. Lige over for Marlborough alene havde de ikke kunnet holde stand; større blev faren, da Eugen indfandt sig med forstærkning og således gengældte den tjeneste, som Marlborough tidligere havde ydet ham. Efter flere sejre rettede de endog et angreb på den franske nordgrænse. Til ulykke for Frankrig, der i forvejen var yderst udmattet, indtraf tillige en så hård vinter, at kornet frøs væk og en mængde mennesker døde af hunger. Da bøjede den gamle konge sit hoved under skæbnens hårde slag; for at få fred tilbød han at afstå alle sine tidligere erobringer og opgive sin sønnesøns sag. Men hans fjender var så forblindede af krigslykken, at de ved hver indrømmelse, han gjorde, skruede fordringerne op og til sidst forlangte, at Ludvig selv skulle hjælpe til at fordrive sin sønnesøn fra Spanien. Så vidt var det dog endnu ikke kommet, at Ludvig kunne finde sig i en sådan ydmygelse. Efter at han i et opråb til folket havde påkaldt fædrelandskærligheden, blev den franske hær ved de yderste anstrengelser bragt op til 100.000 mand, og anførselen betroet til den tapre Villars. Det kom nu til det blodigste slag i hele krigen ved Malplaquet, hvor Eugen og Marlborough angreb de franskes forskansede stilling i 1709. Sejren fulgte atter de allieredes faner; men inden de kunne få deres betydelige tab erstattet, indtraf der i England en uventet begivenhed, som reddede Frankrig. Under dronning Anna havde Marlborough hidtil været den mest formående mand i England. Ministrene, der hørte til Whigpartiet, var enten hans slægtninge eller tilhængere; hertuginden af Marlborough var dronningens nærmeste veninde. Til sidst blev dog denne herskesyge kvinde med sit bydende væsen til besvær for dronningen, og da det var kommet til et brud imellem dem over en ubetydelighed (et glas vand, siger man), blev Whigministeriet styrtet ved en hofkabale. Toryerne, som indtog dets plads, vare stemte for fred og kaldte Marlborough tilbage fra hæren. Til dette for Ludvig XIV. så lykkelige omslag i den engelske politik kom fremdeles, at ærkehertug Karl, medbejleren til den spanske trone, arvede Østrig og blev valgt til tysk kejser. Ingen kunne nu længere ønske, at han også skulle komme i besiddelse af det spanske monarki. Under disse forhold blev der på kongressen i Utrecht (1713) fastsat fredsbetingelser, som var langt gunstigere, end Ludvig XIV. før havde kunnet vente: Filip af Anjou erkendtes for konge af Spanien og det spanske Amerika, mod at han frasagde sig al arveret til Frankrig. England beholdt Gibraltar. Neapel, Sardinien. Mailand og de spanske Nederlande tildeltes kejser Karl som arvepart. Hertugen af Savoyen fik Sicilien, som han dog snart måtte ombytte med Sardinien, hvorpå han antog titelen konge af Sardinien. De sidste år af Ludvig XIVs regering var meget sørgelige. Døden berøvede ham hans nærmeste arvinger, og landets almindelige fattigdom føltes selv ved hoffet. I det forhen så glimrende Versailles var der nu øde og tomt; ingen formåede at oplive den kedsomhed, som Ludvig følte i sine sidste dage. Da Ludvig XIV. var død i 1715 efter en 72årig regering, besteg hans sønnesønssøn Ludvig XV. tronen. Som barn blev han på grund af sit skrøbelige helbred holdt borte fra al åndelig anstrengelse; derfor følte han også efter at være blevet myndig ulyst til anstrengende forretninger. Medens han selv tilbragte tiden med jagt, spil og andre fornøjelser, var Frankrigs styrelse i hænderne på hans lærer, den gamle kardinal Fleury, under hvem landet atter kom til kræfter efter de tidligere lidelser. Louis de Rouvroy, duc de Saint-Simon (1675-1755) foreslog bl.a. at man skulle erklære sig for statsbankerot, sådan at barnekongen, Ludvig XV kunne blive løst fra Ludvig XIVs gæld. Men en skotte: John Law, der var søn af en rig bankier i Edinburg tilbød at ordne Frankrigs elendige økonomi, idet han dels ved spil og arv havde haft heldet med sig, og var blevet meget rig. I 1715 får John Law tilladelse til at oprette en bank i Frankrig, der skulle udstede sedler, og sedlerne blev hurtigt det herskende betalingsmiddel, bl.a. da John Law fik gennemført, at alle skatter skulle betales med sedler. Men John Law gjorde også Frankrig til et kæmpemæssigt aktieselskab, og han opkøbte de privilegier, som ejedes af de forskellige monopolkompagnier, der havde fået eneret på handelen på fjerne lande, og med reklame lokkede John Law en masse spekulanter til at investere i aktier. Et af hovedselskabet hed »Mississippi«, og hele den besiddende del af Frankrigs befolkning købte aktier i selskabet, hvor visse aktier gav mulighed for yderligere indtjening og aktieudvidelser. »Mississippi selskabet« var ikke kun et koloniforetagende i Louisiana , men var også i forbindelse med John Laws bank, hvor »Mississippi selskabet« fik overdraget den franske statsgæld samt skatteindtægterne, og selskabet drev forretning på Ostindien via en række kolonier. John Law blev således skatteforpagter og overtog også tobaksmonopolet og fik stillingen som generalkontrollør af finanserne, og de vældige beløb anvendtes til indløsning af den franske statsgæld. Men spekulationen tog et omfang, der aldrig tidligere var set. Der noteredes kurser på 800 livres for en aktie på 100, og en pludselig bølge af velstand skyllede over Frankrig, og spekulanterne begyndte at konkurrere med adelen i pragt, med smykker, dragter og store palæer. Hele samfundet blev grebet af heksedansen. Oprindelig havde Mississippi selskabet kun haft en kapital på 312 millioner, men efterhånden var kapitalen steget til 1,8 milliard livres, og da John Law havde forpligtet sig til at betale 12 % i udbytte, vil det sige at han skulle skaffe et overskud på 216 millioner livres. Men det blev vanskeligt at finde så mange indianere i Amerika, der var villige til at bytte guld mod brændevin, og han kunne ikke fremskaffe en brøkdel det enorme overskud, og inflationen af værdierne og kurserne forsvandt i et økonomisk virvar. Der blev udstedt nye sedler og priserne steg og steg, og regeringen måtte udstedte et forbud mod at have mere end 500 francs i rede penge. D. 17. juli 1720 blev John Law mødt af en rasende folkemasse. De heldige havde fået deres aktier og sedler ombyttet til sølv, og John Law flygtede til Belgien, medens sedlerne blev erklæret for værdiløse, og statsbankerotten blev gennemført. John Law døde i fattigdom nogle få år senere i Venedig. Det samme spekulation i skete i England, hvor »Sydhavsselskabet« blev stiftet for at drive handel på de spanske kolonier i Sydamerika med slavehandel og hvalfangst i Sydhavet. I april 1720 stod aktierne i kurs 120, kun tre måneder senere var de nået op i kurser omkring 1000. Sydhavsboblen medførte en voldsom økonomisk krise i England. Skønt Fleury stedse søgte at vedligeholde freden, måtte han dog give efter for den krigerske stemning ved hoffet og lade Frankrig optræde i Den Polske Tronfølgekrig (1733-1735) til fordel for Ludvig XV.s svigerfader Stanislaus Leszinsky; men af sparsommelighed anvendte han kun lidet på krigsforetagender i det fjerne Polen. Et par regimenter var alt, hvad der blev sendt derhen, så at Stanislaus snart blev fordreven. Derimod erobredes det tyske Lothringen, som ved freden i Wien (1735) tilfaldt Stanislaus for efter hans død at indlemmes i Frankrig. Jo ældre Ludvig XV blev, desto mere hengav han sig til sanselige nydelser. Da Fleury var død, afgjordes statssagerne oftest efter de kongelige elskerinders vilje. Især fik den forfængelige marquise af Pompadour en sådan magt over kongen, at hun frit kunne ødsle med statens penge, at der indsattes ministre og generaler, sluttedes forbund og førtes krig ganske efter hendes luner. Under dette kvindeherredømme deltog Frankrig planløst i de store krige, som førtes mellem Østrig og Preussen om overherredømmet i Tyskland. I den Østrigske Arvefølgekrig (1740-1748) ofredes uden mindste fordel penge og blod på at svække Østrig; i Syvårsskrigen (1756-1763) fulgtes lige den modsatte politik, idet Frankrig tog parti for Østrig, der tragtede efter at knuse Preussen. Det viste sig nu ret, hvor vidt fordærvelsen efter hoffets eksempel havde grebet om sig. I de af madam Pompadours yndlinger kommanderede hære var al krigstugt opløst. Officererne betragtede krigen kun som en ny adspredelse eller som et middel til at berige sig i fjendens land. For at de ikke skulle undvære den vante levemåde, medfulgte hele vogntog med tjenere, kokke, fruentimmer og modesager. Soldaterne derimod gik i pjalter og kunne kun opholde livet ved at plyndre. Intet under, at den franske krigerære plettedes ved vanærende nederlag (især ved Rosbach). Hertil kom, at sø- og kolonial- krigen mod England, der var Preussens forbundsfælle i Syvårskrigen, gik højst uheldig både i Amerika og i Indien. Det hjalp ikke, at Spanien på grund af slægtskabet med det franske kongehus (den Bourbonske familiepagt) blev braget med ind i krigen; thi følgen heraf blev kun den, at englænderne også ødelagde den spanske sømagt. Ved freden i Paris i 1763 afstod Frankrig Kanada til England. Under Ludvig XV udvidedes Frankrig med Korsika, som genueserne solgte, fordi de ikke kunne holde de stridbare indbyggere i ave. En fransk hær besatte øen samme år som Napoleon Bonaparte fødtes i 1769. Frankrigs indre tilstand forværredes imidlertid år for år ved regeringens slethed, dels på grund af den ulighed i vilkår, som bestod mellem de privilegerede og de uprivilegerede, mellem de herskende og de undertrykte stænder. Adel og gejstlighed havde bevaret deres middelalderlige særrettigheder, deriblandt skattefrihed. Alle skatter hvilede derfor på den tredje stand, og de føltes desto tungere, fordi over halvdelen af Frankrigs jord var i hænderne på de privilegerede stænder. Det var kommet så vidt, at skatterne måtte inddrives ved de grusomste midler. Den, der bedst forstod at røve, sagde man ved hoffet, var den bedste finansminister. Den værste fare for udsugerne blev den uvidende, forkuede bondestand, der opløste det patriarkalske forhold til herremanden mere og mere. Siden adelen fra Ludvig XIVs tid levede ved hoffet, var godsernes bestyrelse overladt til forvaltere, som ubarmhjertig udsugede bønderne for at skaffe penge til herrens ødsle liv. Af og til viste der sig tegn på folkets misfornøjelse (madam Pompadour turde f.eks. ikke komme til Paris uden stærk bedækning); men det hele indskrænkede sig dog til gadeuordener, som let kunne undertryktes af soldaterne. Desuden havde regeringen midler nok til at kvæle al modstand. En ministers ordre (lettre de cachet) var tilstrækkelig til at indespærre enhver person på ubestemt tid. Også hermed dreves der i den grad misbrug, at Bastillien, et med volde og grave omgivet kastel i Paris, var fuld af skyldige eller uskyldige fanger, som havde pådraget sig de herskendes mishag. At det til sidst måtte komme til et voldsomt brud på hele den bestående tilstand blev mere og mere tydeligt, efter at den offentlige mening var begyndt at ledes af filosofiske forfattere, der ikke alene skånselløst blottede de herskende misbrug, angreb adelens overmod, gejstlighedens forfølgelseslyst, Jesuiternes åndstvang, men endog spottede over dyden og den kristelige religion, idet fornuften skulle være den højeste dommer i alting. I denne ånd skrev Voltaire med glimrende vid og bidende spot sine romaner, digte og historiske afhandlinger. Andre påpegede nye midler til at forbedre menneskenes tilstand. Jean Jacques Rousseau, de senere revolutionsmænds lærer, anbefalede i denne henseende den demokratiske republik med almindelig lighed og frihed. Forgæves søgte regeringen at undertrykke disse farlige lærdomme ved at kaste forfatterne i Bastillen og forbyde deres skrifter. Man lod da skrifterne trykke hemmelig eller i udlandet, og de læstes med begærlighed på grund af deres vittige sprog og lette form - både indenfor og udenfor Frankrigs grænser. Frederik II. af Preussen var en beundrer af Voltaire, og den russiske kejserinde Katharina II. stod i brevveksling med flere franske forfattere. Struensee i Danmark og Joseph II. i Østrig hentede fra den samme kilde ideerne til at reformere forældede forhold. Men da de gik frem med altfor stor voldsomhed, strandede selv de mest velmente foranstaltninger på de begunstigede klassers modstand eller store folks uvidenhed. I Frankrig, hvor der med en konge som Ludvig XV ikke kunne være tale om alvorlige forbedringer, sporedes virkningerne af tidens nye »oplysning« især i Jesuiterordenens fordrivelse, hvorefter den ophævedes af paven. Da Ludvig XV var død, foragtet og forbandet af sit folk, (1774) modtog hans sønnesøn Ludvig XVI. kronen og dermed det vanskelige hverv at bøde på sine to forgængeres gennem 100 år fortsatte fejl. Der knyttedes store forhåbninger til den 20årige fyrste, som man vidste havde vilje til at lindre folkets nød. Ikke desto mindre blev alt ved det gamle, fordi kongen manglede kraft til at gennemføre de nødvendige forbedringer - indtil folket tog sig selv til rette ved revolutionen i 1789. Under dronning Anna, hvis regering næsten helt, optoges af den Spanske Arvefølgekrig, gennemførtes den fuldstændige forening af England og Skotland til kongeriget Storbritannien, som herefter fik et fælles parlament i London. Derimod beholdt Irland sit eget parlament indtil 1802. Ifølge en tidligere given protestantisk arvelov forbigik man ved Annas død Stuarternes katolske mandslinie, og kurfyrst Georg af Hannover, som nedstammede på kvindesiden fra Jakob I., modtog den britiske krone, uden at der dog blev andet fællesskab mellem England og Hannover end kongens person (En sådan forening kaldes Personalunion, hvorimod England og Skotland er forbundne ved Realunion). Både Georg I., der aldrig lærte at tale Engelsk, og hans søn Georg II. følte sig mere som Tyskere end som englændere. Ved dem kom Whiggerne atter til magten i England. Førsteministeren Lord Walpole, som i 20 år sikrede sig flertallet i parlamentet ved bestikkelser, var ligeså fredeligsindet som hans samtidige Fleury i Frankrig; han trådte af, da forholdene på fastlandet bragte England under våben. For at opretholde den europæiske ligevægt understøttede England først det fra alle sider angrebne Østrig (den Østrigske Arvefølgekrig 1740-48), senere Preussen, der truedes med undergang af Europas største magter (Syvårskrigen 1756-1763). Begge gange førtes kampen nærmest mod Frankrig. Engelske hære viste sig på fastlandet; men de betydeligste fordele opnåedes til søs i Syvårskrigen, medens den kraftige minister William Pitt den Ældre stod i spidsen for statsstyrelsen. Efter at Frankrigs sø- og kolonialmagt næsten var tilintetgjort, sluttedes der under Georg II.s efterfølger Georg III. fred i Paris i 1763, hvorved England vandt Canada med mere. Samtidig hermed grundlagdes englændernes overmagt i Ostindien. Her havde en efterkommer af Mongolernes frygtelige høvding Tamerlan stiftet et rige, hvis behersker »Stormogulen« boede i det for sin rigdom bekendte Delhi og rådede over størstedelen af Forindien med dets talrige hinduiske stammer. Englands Ostindiske Kompagni indtog Forindien i løbet af 1770erne, og efter at overdådighed og tronstridigheder havde undergravet Stormogulens magt, begyndte de undertvungne stammer at gøre opstand, hvoraf England ikke nølede med at drage fordel. Under skin af at tage den afmægtige stormogul under beskyttelse bemægtigede englænderne sig den ene af provinserne, som før havde hørt til hans rige, efter den anden. Disse erobringer udgik ikke fra den engelske regering, men fra det Ostindiske handelsselskab i London, hvis besiddelser nu mange gange overgik England både i størrelse og folkemængde. Til de ældre kolonier, Bombay og Madras kom Bengalen, og det hele sattes under overbestyrelse af generalguvernøren i Calkutta.

Kampene i Nordamerika.

Medens Englands magt udvidedes og befæstedes over Indien, fik de amerikanske forhold en hel anden udvikling. Siden det første anlæg under Elisabeth var de engelske kolonier i Nordamerika stærkt tiltagne navnlig under de indre stridigheder på Stuarternes og Cromwells tid. Indvandrerne var ikke vindesyge eventyrere, således som de, der drog fra Spanien til Mellemamerika, men arbejdsomme mænd, som forlod deres fædreland, fordi de her ikke kunne få lov til at dyrke gud efter deres hjertes trang. I Kystlandet mellem Alleghanybjergene og Atlanterhavet grundlagde puritanere, katolikker, kvækere og episkopale hver for sig større eller mindre stater, som under den britiske krones højhed regerede sig selv med næsten fuldstændig frihed, sendte jordens produkter til moderlandets marked for at ombyttes med engelske fabriksvarer og således efterhånden arbejdede sig frem til velstand. De vigtigste af disse 13 gamle kolonier var følgende: mod nord lå fire af puritanere befolkede stater, som med ét navn kaldtes Ny-England og havde et midtpunkt i Massachusetts' havneby Boston. Syd derfor fulgte New York ved Hudsonfloden, og det af kvækere grundlagte Pennsilvania, hvis navn på én gang mindede om landets skovrige natur og stifteren Penn, fremdeles Virginia, Nord- og Syd-Carolina, samt Georgia, den yngste af kolonierne. Men indvandrerne havde længe måttet bestå farlige kampe mod de indfødte - de vilde indianere -, inden de sikrede sig det land, hvor de havde nedsat sig. Med store anstrengelser måtte skove ryddes og jorden opdyrkes, som ikke alle steder var frugtbar. Under den politiske og religiøse frihed, under det frie og virksomme liv, som herskede i den nye verden, udviklede der sig hos Amerikanerne en vis trodsig uafhængighedsfølelse, hvorpå England snart skulle modtage overraskende beviser. Da freden i Paris havde befriet kolonierne fra faren ved det franske naboskab og givet dem frit spillerum til udvidelse, forlangte den engelske regering, at de til gengæld skulle hjælpe til at bære moderlandets byrder, som søkrigen stærkt havde forøget. Men amerikanerne satte sig bestemt herimod. Det første forsøg, der blev gjort på at beskatte Amerikanerne ved indførelse af en stempelafgift, måtte opgives, efter at de havde ødelagt alt det stempelpapir, som var sendt derover. Man søgte da at hævde moderlandets ret til at beskatte kolonierne ved at lægge told på indførselen af the, og da amerikanerne nu smuglede théen ind, gav ministeren Lord North, for at forhindre dette, det Ostindiske Kompagni eneret til at lade forhandle the i kolonierne. Men nu blev amerikanerne enige om slet ikke at drikke the, og da kompagniet dog sendte nogle ladninger til Boston, gik bevæbnede mænd, forklædte som indianere, ombord og kastede flere hundrede kasser the i vandet. Følgen heraf var, at en engelsk flåde spærrede Bostons havn, indtil skaden kunne blive erstattet. Som svar på denne fjendtlige forholdsregel samledes afsendinge fra de forskellige kolonier på en kongres i Philadelphia, Pennsilvaniens hovedstad, hvor det besluttedes, at al handelsforbindelse med moderlandet skulle afbrydes. Da englænderne nu begyndte at ruste sig for at undertrykke modstanden med magt, erklærede de 13 provinser sig for uafhængige (den Nordamerikanske Frihedskrig 1776-83). Englands hær, som med uhyre bekostninger førtes over havet, bestod af hvervede tropper, især hessere og andre tyskere, som man havde tilhandlet sig hos deres fyrster. Det var øvede soldater under erfarne engelske førere, medens amerikanerne hverken havde soldater eller officerer, men måtte danne hæren af frivillige, som kun forpligtede sig til at tjene i visse måneder og derefter frit kunne begive sig hjem. Ingen kunne tvivle om de europæiske soldaters overlegenhed; men til gengæld lagde mangelen på veje og landets umådelige udstrækning overordentlige hindringer i vejen for angriberne. Hertil kom, at Amerikanerne var så heldige i den Virginske landmand Georg Washington at finde en overfeltherre, der ikke alene udmærkede sig ved dygtighed og en mageløs udholdenhed, men tillige gav et lysende eksempel på fædrelandskærlighed og uegennyttighed. englændernes angrebsplan gik ud på, at general Jourgovne med 7.000 mand skulle rykke frem fra Canada og forene sig med hovedhæren, som havde besat New York. Lykkedes dette, ville hele Ny-England, opstandens arnested, være afskåret fra de sydlige kolonier, og opstanden sandsynligvis blive kvalt i fødselen. Men ubekendtskab med vejene og mangel på levnesmidler tvang efter nogle dagmarcher generalen til at strække gevær med hele sin hær ved Saratoga. Amerikanernes kamp havde fra først af vakt en levende deltagelse hos det letbevægelige franske folk, hos hvilket et gammelt nag til England blandede sig med de nye frihedslængsler, som filosofferne havde indpodet. Unge mænd, tildels af de fornemste klasser, med Lafayette i spidsen drog over havet for at stille sig som under Georg Washingtons fane. Men den franske regering holdt sig endnu en tid lang tilbage, indtil sejren ved Saratoga havde indgydt tillid til amerikanernes sag, erklærede Ludvig XVI England krig, hvorpå også Spanien på grund af den Bourbonske familiepagt fulgte hans eksempel. Hertil bidrog især amerikaneren Benjamin Franklin, kongressens gesandt ved hoffet i Versailles. Medens han ernærede sig som bogtrykker, havde han anvendt sin fritid på at studere naturvidenskaberne; mange småskrifter af praktisk-nyttigt indhold vare udgåede fra hans pen, og han havde vundet et berømt navn som opfinder af lynaflederen. Før krigens udbrud opholdt han sig en tid i England og bearbejdede i skrifter folkestemningen til fordel for Amerikanernes sag. Senere blev han, sendt til det franske hof, hvor den jævne borgermand i sin simple dragt vakte den største opsigt og almindelig beundredes som mønster på en ægte republikaner. Efter at have bevæget Frankrig til at tage åbenlyst parti for Amerika vendte han tilbage for at virke som medlem af kongressen i Philadelphia. På grund af alt dette nævnes Franklin ved siden af Washington blandt de mænd, der have størst fortjeneste af Amerikas frihed. Skønt der gjordes store anstrengelser for at bringe den franske sømagt på fode, bevarede England i det hele sin gamle overlegenhed på havet og benyttede den blandt andet til at lægge hindringer i vejen for de neutrale magters skibsfart. Dette bevægede Rusland, Sverige og Danmark til at indgå et forbund, den såkaldte Bevæbnede Neutralitet. Lige over for Englands overmod søgte de at forsvare den grundsætning, at frit skib giver fri ladning, eller med andre ord, at alle slags varer (undtagen krigsfornødenheder) under neutralt flag indføres til og fra de krigsførende magters havne, når disse ikke er blokerede. Da Holland gjorde mine til at tiltræde det Nordiske Forbund, fik det i stedet en krigserklæring fra England. Neutralitetsforbundet fik nu ikke stor betydning, og det er først i den nyeste tid, at dets grundsætninger have vundet gyldighed i den europæiske folkeret. Den mærkeligste krigsbegivenhed i Europa var belejringen af Gibraltar, hvortil der var truffet de mest storartede forberedelser, men som måtte opgives, efter at den engelske kommandant havde skudt Spaniernes jernbeslåede svømmende batterier i brand med glødende kugler. I Amerika førtes krigen derimod vedvarende uheldig for englænderne. Da Washington i forbindelse med et fransk korps under Lafayette havde afskåret og fanget en hærafdeling på 7.000 mand i Virginien, kunne de tilbageværende rester af den engelske arme intet udrette mere. Flere af Englands betydeligste statsmænd og en del af pressen havde fra først af misbilliget regeringens fremfærd mod kolonierne. Da denne mening ved krigens uheldige gang vandt mere og mere udbredelse, og parlamentet nægtede penge til krigens fortsættelse, måtte Lord North træde af. Et nyt ministerium, i hvilket William Pitt, en søn af den ældre statsmand af samme navn, fik sæde, bragte en almindelig fred i stand i Versailles i 1783, i hvilken England erkendte de 13 koloniers uafhængighed. »De Forenede Stater« i Nordamerika indrettede sig som en føderativ republik, hvis fællesregering - præsidenten og kongressen - fik sit sæde i den nyanlagte by Washington. Ved de to første valg kåredes Georg Washington til præsident. Derefter trak han sig tilbage til privatlivet og døde i 1799, æret og agtet af sine landsmænd som ingen anden. England gik ud af kampen, betynget med en umådelig statsgæld, men fandt snart tabet af kolonierne rigelig opvejet ved handelen på det raskt opblomstrende Nordamerika og ved de umådelige landvindinger i Indien. Begge steder åbnedes der et rigt marked for engelske fabriksvarer, såvel som nye kilder for råstofferne, hvis tilvirkning tog et umådeligt opsving ved anvendelse af maskiner, dampkraft og stenkul.

Den tyske kejser Leopold, en søn af Ferdinand III., havde lige farlige fjender at bekæmpe på sine vestlige og østlige grænser. Hist lod Ludvig XIV. det tyske rige føle sin overmagt, her holdt Tyrkerne endnu en stor del af Ungarn tillige med hovedstaden Ofen besat og truede de østrigske arvelande. Alligevel var Leopold uklog nok til idelig at krænke Ungarns rettigheder og undertrykke de derværende protestanter. På samme tid som Ludvig XIV. bemægtigede sig Strassburg, rejste derfor ungarerne en opstand, der blev meget farlig, fordi den tyrkiske Sultan tillige benyttede lejligheden til et angreb på Østrig. Storveziren Kara Mustafa trængte frem med 200.000 mand, og Wien blev for anden gang belejret af de vantro i 1683. Trods borgernes tapre forsvar blev fæstningsværkerne i to måneder nedskudte, så at stadens overgivelse hvert øjeblik kunne ventes. Da ilede Polens ridderlige konge Johan Sobiesky til undsætning i spidsen for en stærk hær af polakker og tyskere. Under en voldsom kamp blev Tyrkerne kastede på flugt, og deres lejr erobret tillige med et umådeligt bytte. Efter denne sejr fulgte lykken fra år til år de kristnes våben. Medens Tyrkernes andre naboer (russere, polakker og venetianere) faldt over dem hver fra sin side, trængte østrigerne med kraft frem i Ungarn; Ofen blev erobret, og Ungarn erklæret for et arverige i den habsburgske mandslinie. Omsider gjorde Eugen af Savoyen ende på den lange krig ved at tilføje selve Sultanen et nederlag ved hans overgang over Theiss. Fredsbetingelserne fastsattes i Karlowitz i 1699: Østrig beholdt Ungarn (Slavonien og Transilvanien iberegnet). Fra denne tid ophøre tyrkerne at true de europæiske staters sikkerhed. Sultanernes svaghed, der er en følge af, at de ikke mere opdrages i lejren, men i Seraillet, janiticharernes tøjlesløshed og idelige tronrevolutioner er vidnesbyrd om det tyrkiske riges forfald. Så Østrig havde ved sine sejre over Tyrkiet vundet hele Ungarn, sådan at dets kejser kunne synes at være Tysklands mægtigste fyrste; men på Nordtysklands sandsletter voksede en stat frem: Brandenborg-Prøjsen, som endnu under kampen mod Karl XII havde stået som mindre anselig end Danmark-Norge, men som senere havde samlet kræfter nok til at vise sig som en frygtelig militærstat. Samtidig med, at den Store Nordiske Krig (1700-1720) førtes i Nord- og Østeuropa, var de øvrige europæiske stater indviklede i en endnu større krig: Den Spanske Arvefølgekrig (1700-1713), som udbrød kort efter tyrkerkrigene. Den Spanske Arvefølgekrig var den sidste i den lange række af krige, som fremkaldtes af Frankrigs overmagt og udvidelseslyst, og som førte en gruppe af stater til at slutte forbund for at standse Frankrigs overmægtige riges erobringer, - hvad der også omsider lykkedes. Da denne krig endte i 1713/14, betød det for Frankrig og mange andre europæiske riger, at de fra en periode af stadige krige gik ind i en tid, der vel ikke var helt fredelig, men dog langt mindre opfyldt af krig end i de foregående 100 år. Man talte om, at »den europæiske ligevægt nu var genoprettet«. Men i virkeligheden var der indtrådt en anden rangfølge mellem de store magter, end tilfældet havde været i 1600érne. Medens 1600ernes rige sønation, Holland, nu ligesom de nordiske stater trådte tilbage i anden række, var England blevet herre på verdenshavene og derved mægtigt nok, til i den følgende tid at fortsætte kampen om herredømmet i Indien og Amerika med Frankrig og derigennem grundlægge det kolonivælde, som gjorde det britiske rige til jordens folkerigeste statssamfund. Under Den Spanske Arvefølgekrig døde kejser Leopold døde. Hans søn Karl VI. betænktes i Utrechtfreden (1713) med Nederlandene (Belgien), Mailand og Neapel, hvortil siden Sicilien kom. Hvor rige og herlige disse lande end er, så forøgede de dog langt fra Østrigs styrke; thi de var vanskelige at forsvare på grund af deres fjerne beliggenhed og fristede også derved andre magter til at påføre kejseren krig. Allerede i den Polske Tronfølgekrig (1733-1735), da Karl VI. fik både Frankrig og Spanien imod sig, oversvømmede spanske tropper hans italienske besiddelser, af hvilke begge Sicilierne ved freden i Wien i 1735 måtte afstås til den spanske prins Don Carlos, medens Lothringen knyttedes til Frankrig. Karl VI., der ingen sønner havde, nærede intet højere ønske end at efterlade sit rige til sin elskede datter Maria Theresia. I dette øjemed udstedte han en lov, hvorved den mandlige arvefølge i Østrig forandredes til fordel for hende. Denne såkaldte pragmatiske sanktion fik også de andre magters anerkendelse, så at Karl VI. døde (1740) uden at ane, hvilke trængsler der forestod hans datter. Fra dette tidspunkt begyndte imidlertid en ny magt, der havde hævet sig i Nordtyskland, at træde frem som Østrigs medbejler til herredømmet over Tyskland. Det var det protestantiske kongerige Preussen. Oprindelsen hertil skriver sig fra Luthers tid, da den tyske ridderordens stormester Albrecht af Brandenborg antog den protestantiske tro, knækkede riddernes magt og af Østpreussen dannede sig et arvehertugdømme under polsk lenshøjhed. Henved 100 år senere, da Albrechts sindssvage søn døde barnløs, blev hertugdømmet Preussen forbundet til een stat med kurfyrstendømmet Brandenborg under huset Hohenzollern (den samme familie, som endnu sidder på Preussens trone i 1884) og hævedes nu af dygtige herskere, men tillige ved en hensynsløs statskunst skridt for skridt til en anselig magt i Europa. Kurfyrst Frederik Vilhelm den Store forstod så godt at benytte sig af omstændighederne, at han først i Den Westphalske Fred i 1648 erhvervede sig Bagpommern, Magdeburg m. m.. Dernæst under den svenske konge Karl Gustavs krig med Polen befriede sig for lensforholdet til den polske konge (fred i Oliva 1660). Fremdeles er det fortalt, hvorledes han trådte op mod Ludvig XIV. i den hollandske krig (1672-1678), samt modtog de fordrevne huguenotter i sit rige, for hvis opkomst han bar rosværdig omsorg. Hans forfængelige søn Frederik I., en beundrer af det franske hofvæsen, tragtede kun efter at vinde kongetitelen. Efter at have skaffet sig kejser Leopolds samtykke dertil påsatte han sig den preussiske kongekrone i Königsberg i 1701. En fuldstændig modsætning til Frederik I. var hans søn Frederik Vilhelm I., der hadede den overdådighed og forfinelse, som efter fransk mode havde udbredt sig til de fleste hoffer, levede på borgerlig vis, var brutal i sit væsen og krævede soldatermæssig lydighed af alle. Han havde en særegen forkærlighed for pyntede og opstrammede soldater, som han lod indexercere ved stokkeprygl; hans garde bestod af lutter høje karle, som han uden videre pressede til tjenesten eller tilkøbte sig udenlands fra. Ingen led mere under kongens råhed end hans egen familie. Kronprins Frederik pådrog sig især faderens vrede, fordi han yndede den franske litteratur (Voltaire) og klædte sig efter franske moder, hvorimod det stive soldatervæsen var ham til lede. Til sidst besluttede han hemmelig at unddrage sig den tvang, hvorunder han levede, men han blev greben på flugten og kastet i fængsel som desertør. En løjtnant ved navn Katt, som havde været medskyldig i prinsens plan, blev henrettet udenfor fængselsvinduerne, og han selv undgik med nød og næppe døden. Fra denne tid lærte Frederik at føje sig efter faderen, så at forholdet imellem dem blev bedre. Frederik Vilhelm I. efterlod ved sin død i 1740 et vel fyldt skatkammer og en øvet armé på 70.000 mand. Begge dele forstod Frederik II. godt at bruge. Den unge fyrste, som hidtil kun syntes at leve for videnskab og kunst, viste sig snart som sin tids største regent og feltherre. Medens de to foregående konger havde underordnet sig kejserens politik, ville Frederik II. ikke nøjes med mindre end at være Østrigs ligemand og således tage plads mellem Europas stormagter. Frederik II. havde samlet tal for styrkeforholdet mellem de europæiske fyrstemagter fra 1720-40, før han begyndte på de store landvindingskrige, ved hvilke han forøgede Prøjsens styrke til det dobbelte. Frankrig var stadig Europas førende rige, da dets konge havde en årlig indtægt på 50-60 millioner prøjsiske dalere og holdt en flåde på 80 linieskibe og fregatter og en hær på 160,000 mand. Knap halvdelen af denne indtægt havde kongen af Spanien, som årlig fik 24 millioner dalere ind og kun holdt 50-60,000 mand landtropper, men 50 linieskibe, incl. de mindre skibe, og en flåde omtrent af samme størrelse som den franske. England var det rigeste blandt alle Europas lande. I fredstid var statsindtægterne på 24 millioner dalere, men i nødsfald kunne de rige undersåtter bære langt tungere skatter. England havde ikke mange landtropper - mest hannoveranere, idet Englands konge samtidig var kurfyrste i Hannover, men England havde en flåde på 80 linieskibe og 50 mindre skibe, altså mere end halvanden gang så stor som Frankrigs. Indbyggertallet i England, Skotland og Irland var på ca. 7 millioner. Holland var velhavende, men talte kun 2 millioner indbyggere, og opdelte sine militære styrker ligeligt på land- og sømagt og holdt 40 skibe og 30,000 mand. Statsindtægterne var på 12 millioner prøjsiske daler om året. Rusland var i Frederiks den Stores øjne »en af de frygteligste magter« med sit umådelige landområde, og Rusland havde ca. 12 millioner indbyggere og rigets indkomster udgjorde 14/15 millioner dalere. Denne sum var i forhold til landets udstrækning meget ringe, men i Rusland var alt meget billigt, og den vare, som var så vigtigst for fyrsternes krig: soldaterne kostede i Rusland under det halve af, hvad andre europæiske magter skulle betale.« Rusland kunne uden anstrengelse stille 170,000 mand, og det holdt en flåde på 12 linieskibe, 26 skibe af lavere rang og 40 galejer. Polen havde et stort omfang, men havde kun havde ringe militære styrker. Kurfyrstendømmet Saksen var en ret anselig magt af anden rang. Østrig havde 20 millioner i indtægt om året og holdt 80,000 mand under våben. Prøjsen var nabo til Sverige, da Sverige havde erobret de sydligste Oderprovinser i den Store Nordiske Krig. Prøjsen var derfor allerede i færd med at blive en truende fare for Norden, selvom Prøjsen tilsyneladende var en svag stat. Langt mod øst ejede dets konge det egentlige Østprøjsen; men dette land lå indkapslet mellem polske lande og skiltes af dem fra Prøjsens hovedlande: Brandenborg med Bagpommern m. m., mens andre besiddelser lå spredte i det vestlige Tyskland. De forskellige prøjsiske landskaber kunne ikke træde i forbindelse med hinanden uden at gå gennem andre fyrsters lande. Men Prøjsen var strengt styret og de holdt en fortrinlig hær. Men Prøjsen samledes om en stram administration og en slagfærdig hær, og Prøjsen havde 3 millioner indbyggere og en statsindtægt på 7,400,000 dalere, med en hær på 70,000 mand og en opsamlet statsskat på 8,700,000 dalere. Danmark og Sverige var begge griske efter subsidier fra stormagterne. Danmark havde foruden subsidierne en årsindkomst af kun 5,600,000 dalere, men holdt 36,000 mand regulære tropper og 30,000 mand i landmilitsen, hvoraf den norske milits var den bedste. Den danske marine bestod af 27 linieskibe og 23 mindre. Sverige var fattigt og talte kun 2 millioner indbyggere og havde 4 millioner dalere om året i indtægt, og svenskerne holdt kun 7000 mand regulære hvervede tropper og 33,000 mand i militsen og i havnene lå 24 linieskibe og 36 mindre skibe. Tronskiftet i Østrig og Preussen indtraf altså samtidigt i 1740. Næppe havde Maria Theresia tiltrådt regeringen i de østrigske lande, førend Frederik II. af Preussen fremkom med fordringer på en stor del af Schlesien og satte sig i besiddelse deraf, efter at østrigerne var slået ved Mollvitz. Dette blev tegnet for Marias øvrige fjender til også at bryde løs. Den Østrigske Arvefølgekrig (1740-1748) udbrød, idet kurfyrst Karl af Bajern erklærede sig for berettiget til det østrigske monarki som efterkommer af huset Habsburg og fik understøttelse af Frankrig, skønt den pragmatiske sanktion var anerkendt af Ludvig XV. Den fransk-bayerske hær faldt uden at møde synderlig modstand ind i de østrigske arvelande, og den pragtlystne kurfyrste blev valgt til tysk kejser (Karl VII.). Overrumplet af Preussens og Frankrigs dobbelte angreb tog Maria Theresia sin tilflugt til ungarerne. Hidtil havde disse været misfornøjede med det østrigske herredømme; men da Maria, klædt i sorg, trådte frem på rigsdagen i Presburg, blev de tapre høvdinger henrevne af hendes skønhed og ulykke; de drog sværdet og råbte: »Vi ville ofre liv og blod for vor konge Maria Theresia.« Under stor begejstring samledes de halvvilde folkeslag fra Donaus og Theis's bredder, væltede som en rivende strøm ind over Tyskland og kastede franskmændene tilbage. Men for ikke at dele sin magt måtte Maria tilfredsstille Frederik II. med afståelsen af Schlesien (freden i Breslau i 1742). Da England nu greb til våben for at opretholde den pragmatiske sanktion, tog krigen en så heldig vending for Maria Theresia, at østrigske tropper trængte over Rhinen ind i Frankrig. Herpå troede dog Frederik II. ikke at kunne se med rolighed; thi han frygtede for, at Maria skulle tage Schlesien tilbage, når hun havde overvundet sine andre fjender. For at forebygge dette brød han den nys sluttede fred og lammede Østrigs krigsførelse ved et indfald i Bøhmen. Efter at have vundet flere sejre tvang han Maria til på ny at bekræfte Schlesiens afståelse i 1745. Da Karl VII. døde samtidig hermed, og Marias mand, storhertug Frants af Toscana, blev valgt til tysk kejser, var de vigtigste spørgsmål afgjorte, som havde givet anledning til den Østrigske Arvefølgekrig. Dog ophørte den først ved freden i Aachen i 1748, efter at finansnøden havde tvunget Frankrig til at opgive enhver tanke om at gøre erobringer fra Østrig. Maria Theresia havde således beholdt størstedelen af sin faders rige; men Schlesiens tab gik hende for nær til fjerte til, at det kunne glemmes. For at få hævn over preusserkongen sluttede hun forbund med kejserinde Elisabeth af Rusland, Peter den Stores datter, der hadede Frederik II., fordi han havde gjort hendes uordentlige liv til genstand for spottende vittigheder. Vanskeligere var det for Maria at vinde Frankrig, som siden Henrik IVs tid havde været en svoren fjende af Østrig; men ved at vinde madam Pompadour fik hun hoffet i Versailles aldeles omstemt, hvor lidet det end stemmede med Frankrigs fordel. Foruden Rusland og Frankrig forenede også Saksen og Sverige sig med Østrig om at tage hver sin del af Preussen og nedtrykke Frederik til en Brandenborgsk kurfyrstes beskedne stilling. Dette var indledningen til den Preussiske Syvårskrig (1756-1763) som gik mest ud over de prøjsiske landskaber. Frederik II. havde imidlertid fået underretning om det uvejr, der trak op over hans hoved, fra Dresden, hvor en bestukken embedsmand tog afskrifter af underhandlingerne for at sende dem til Berlin. Han lod nu forespørge i Wien, hvad rustningerne skulle betyde; og da der indløb et utilfredsstillende svar herpå, tog han straks den raske beslutning at overrumple Saksen; thi han indså, at det ville være ude med ham, dersom hans talrige fjender fik tid til at fuldende deres forberedelser. Ved Pirna blev den saksiske hær indesluttet og tvungen til at overgive sig i 1756, hvorved hele Saksen faldt i Frederiks hænder. Denne erobring skaffede ham den fordel, at krigsskuepladsen blev forlagt ind i fjendens land, som ovenikøbet måtte yde ham penge, krigsfornødenheder og tropper. Men på den anden side vaktes derved en storm af forbitrelse ved alle tyske hoffer. Det hjalp ikke, at Frederik fremstillede sin handlemåde mod Saksen som nødværge; rigsdagen i Regensburg udstedte dog på det tyske riges vegne en krigserklæring mod ham som landefredens forstyrrer. Den eneste magt, som både med penge og tropper støttede Preussen i kampen for dets beståen, var England-Hannover under Georg II.. I året 1757 fik Frederik II. en hård dyst at bestå med fjenderne, der fra alle sider rykkede frem mod hans grænser. Men til held for ham handlede de uden sammenhold og til forskellig tid, så at han ved hurtige marcher kunne erstatte, hvad han manglede i styrke. For også nu at komme dem i forkøbet trængte han ind i Bøhmen og slog østrigerne ved Prag, som derpå blev belejret. Men for ikke at blive forstyrret heri måtte Frederik gå imod en ny østrigsk hær, som havde forskanset sig ved Kollin. Forgæves lod han det ene stormløb foretage efter det andet; de preussiske regimenter blev kastede tilbage med et sådant tab, at Frederik måtte ophæve belejringen af Prag og trække sig helt ud af Bøhmen. Men inden året var omme, fik han glimrende oprejsning. Efter lange forberedelser havde den broget sammensatte tyske rigsarmé sat sig i bevægelse og forenet sig med en fransk hjælpehær under Soubise, madam Pompadours yndling. Slet ledede og uden disciplin, men stolende på deres overtal søgte de at omringe preusserne i deres lejr ved Rosbach og nærede ingen anden frygt, end at kongen skulle unddrage sig kampen ved flugt. Men tværtimod, efter at have afbrudt teltene gjorde preusserne et eftertrykkeligt angreb, og kampen varede kun få timer, inden først rigstropperne, og derpå franskmændene blev drevet på flugt. Nogle få hundrede mand var alt, hvad sejren havde kostet Preusserne. Men til at forfølge var der ingen tid, da Frederik måtte ile til Schlesien, hvor Østrigerne imidlertid havde haft stor fremgang. Han traf dem ved Leuthen og vandt her ved en mesterlig ledelse af slaget ikke alene en afgørende sejr over de dobbelt så talrige fjender, men tog lige så mange fanger, som han selv havde soldater. Da Frederik dybt inde i vinteren gik i kvarter, vare fjenderne på alle kanter fjernede fra Preussens grænser. I krigens andet år, 1758, faldt russerne ind i Brandenborg og anrettede frygtelige ødelæggelser. Forbitret herover befalede Frederik II. sine soldater, at de ikke måtte give pardon i slaget. Da russerne heller ingen skånede, blev kampen mellem dem ved Zorndorf en af de blodigste, som historien har at opvise. Mod aften trak russerne sig langsomt tilbage og forlod Brandenborg. Men året efter kom de igen, og denne gang blev faren for Preusserkongen desto større, fordi østrigerne havde forenet sig med dem. Dog lykkedes det ham at slå russerne ved Kunnersdorf. Sejrsbudskabet var allerede afsendt til Berlin, da østrigerne brød frem med friske kræfter og bragte dagens lykke til at vende sig. Hverken kongens opmuntringer eller eksempel kunne bringe de udmattede Preussere til at holde stand. Nederlaget var så fuldstændigt, at kongen i fortvivlelse søgte døden, men uden at finde den. Med en overordentlig virksomhed bragte han dog snart sin hær på fode igen, da de indbyrdes misundelige fjender ikke forfulgte sejren. Men jo længere den blodige krig varede, desto farligere blev Frederiks stilling; thi efterhånden mistede han sine bedste generaler og soldater, medens hans talrige modstandere let kunne erstatte deres tab. Hertil kom, at den engelske kong Georg III. trak sig tilbage fra krigen og holdt op med at betale subsidier, just da Frederik mest trængte til dem. Da døde pludselig hans farligste fjende Elisabeth af Rusland. Hendes efterfølger Peter III., en ivrig beundrer af Frederik, sluttede ikke alene fred, men sendte ham endog en russisk hær til undsætning. Vel blev Peter III. efter få måneders forløb stødt fra tronen af sin hustru Katharina II; men hun bekræftede freden. Da også de øvrige magter efterhånden blev trætte af krigen, opgav endelig Maria Theresia enhver tanke om at tilbageerobre Schlesien. Ved freden i Hubertsburg (et jagtslot i Saksen) bestemtes, at alt skulle være som før krigen (1763). Frederik II.s dygtighed som kriger og statsmand har skaffet ham tilnavnet »den Store«. Medens han med iver hjalp de i Syvårskrigen ødelagte egne, var dog armeen og finanserne en hovedgenstand for hans omsorg og udgøre i forbindelse med en streng orden i hele statsstyrelsen endnu den dag i dag Preussens styrke. Sin forkærlighed for de franske forfattere, af hvilke Voltaire besøgte ham på hans yndlingsslot Sanssouci, bevarede han bestandig, ligesom han både talte og skrev det franske sprog hellere end tysk. Da han delte de franske filosoffers vantro og betragtede religionen som en ligegyldig sag, ophævede han al religionstvang, så at endog de fra andre lande fordrevne Jesuiter kunne opholde sig i Preussen. Men i øvrigt var Frederik II. en fuldstændig despot, der agtede folkenes ret for intet, når det gjaldt hans egen fordel og Preussens udvidelse. Således blev han ophavsmand til Polens første deling (1772), hvorved han uden skygge af ret bemægtigede sig Vestpreussen, med undtagelse af byerne Danzig og Thorn. Så efter 1740 forøgede Prøjsen sig med rige provinser og bragte sin hær op til 200,000 mand. England var i Amerika og Indien, og slog Frankrig af marken og styrkede yderligere sin søvælde, og Tyrkiet og Polen svækkedes til fordel for nabomagterne, især for Rusland. Skønt de skatter, de nordiske folk måtte svare, utvivlsomt var store i skatteydernes øjne, var den samlede statsindkomst dog meget beskeden i Danmark, nemlig 1/10 af Frankrigs og næppe halvdelen af Hollands, og i Sverige endnu mindre. Hovedparten af skatterne brugtes til krigsmagten og det var vigtigt for stormagterne at få Danmark eller Sverige som forbundsfæller Derfor stræbte både Frankrig, England og Rusland at få de nordiske fyrster med sig ved at byde gode hjælpepenge for at tiltræde vedkommende stats forbund, og netop i det 18. århundrede igennem dreves ideligt et ivrigt diplomatisk rænkespil mellem de store hoffer. Når f.eks. Frankrig havde fået en del stater knyttet til sig ved alliance, var dets medbejlere straks på færde for at samle et lige så stort forbund imod det for at opretholde »ligevægten«. Oftest gik sådanne allianceintriger hen, uden at det kom til krig; men kom det til åbent fredsbrud, da kunne det blive vanskeligt nok for de »allierede« stater at slippe for at deltage i krigen. Kun ved en forening af stor politisk behændighed hos Danmark-Norges statsmænd og et mærkeligt held lykkedes det gennem 80 år at slippe for enhver alvorlig krig, hvorimod Sverige et par gange lod sig drage ind i krigene. Det 18. århundredes krige havde så godt som intet at gøre med folkelige lidenskaber eller folkelige interesser. En undtagelse herfra er dog den store, næsten aldrig helt afbrudte kamp mellem England og Frankrig om Indien og Nordamerika, da denne kamp drejede sig om herredømmet over verdenshandelen, og dét blev ialfald forstået i England. Men på Europas fastland førtes krigen for rene fyrsteinteresser. Den religiøse lidenskab var ikke længere så stærk, at den kunne rive folkeslagene hen til religionskrige. Allerede under Trediveårskrigen (1618-48), der var begyndt som religionskrig, skete omslaget, da det katolske Frankrig tog protestanternes parti, medens de protestantiske fyrster i Brandenborg og Saksen gik over på kejserens og katolikkernes side. Siden da havde de store krige været førte for »statens« skyld, for at give staten større omfang eller sikrere grænser eller knuse dens handelsrivaler. Men »staten« betød i enevældens tidsrum dens hersker og hans fyrstehus. Derfor blev arvestridigheder om provinser eller hele riger den hyppigste anledning til ufred, og ved fredsslutningerne affandt de stridende parter sig med hinanden ved de snurrigste mageskifter og ombytninger af landene udelukkende efter hensynet til de enevældige fyrsters påståede rettigheder og uden noget hensyn til undersåtternes tarv eller ønsker. Derfor satte man stater sammen på de underligste måder og flyttede helt meningsløst om med fyrsterne, og bønder, almue og vagabonder blev brugt til at slå hinanden ihjel med som soldater i fyrsternes krigsspil. Efter Frederik II.s død i 1786 arvede hans brodersøn Frederik Vilhelm II. kronen. Han søgte en tidlang at bekæmpe Den Franske Revolution, men opgav snart dette utaknemlige arbejde for at følge sin forgængers hjerteløse fremgangsmåde mod Polen, som lovede ham større fordele. Ved Polens anden deling (1793) blev provinsen Posen tillige med Danzig og Thorn indlemmet i Preussen, og hertil kom endelig hovedstaden Warszawa ved Polens opløsning i året 1795. Maria Theresia deltog, skønt modstræbende, i Polens første deling og vandt derved Galizien. Hendes søn, kejser Joseph II., var fast overbevist om at kunne gøre sine undersåtter lykkelige ved at omdanne de gammeldags forhold, hvorunder man levede i Østrig, efter den nye oplysnings grundsætninger, som han havde indsuget hos de franske skribenter. Straks efter hans moders død i 1780 begyndte han på reformer i alle mulige retninger, indførte religionsfrihed, afskaffede livegenskabet, ophævede mange hundrede klostre for at anvende deres midler til folkeskoler og velgørenhedsanstalter, befalede, at alle skulle være lige for loven, og gjorde tysk til fælles regeringssprog for hele det af så mange forskellige nationaliteter sammensatte Østrig. Men disse og mange andre forordninger, der udgik fra kejserens hånd, stred i den grad imod gamle vaner eller krænkede så mange menneskers interesse, at de ikke lod sig føre igennem, hvor velmente de end vare. Joseph II. måtte til sidst selv tilbagekalde, hvad han havde befalet, da der opstod en betænkelig gæring i Ungarn og endog åbenbar opstand i Belgien. Under hans efterfølger blev næsten alt sat på den gamle fod. Joseph II. forenede sig med den russiske kejserinde Katharina II. imod Tyrkerne; men medens russerne havde stor fremgang, viste Joseph II. sig som en uduelig feltherre. Anstrengt arbejde og fejlslagne forhåbninger nedbred hans helbred, så at han døde kort efter sin hjemkomst fra hæren i 1790. Hans brodersøn Frants II. så sig udelukket fra Polens anden deling, men deltog i Polens opløsning i 1795 ved at bemægtige sig Krakov.

Indtil det 18 århundredes begyndelse var Rusland ifølge sin beliggenhed og ringe kultur mere at henregne til Asien end til Europa. Provinserne ved Østersøen tilhørte Sverige, Sortehavslandene stod under tyrkisk højhed. Til havet nåede Rusland kun imod nord, hvor handelen dreves over Archangel. Anderledes blev det, da Peter den1 Store (af huset Romanov) blev zar i Moskva. Peters ældre søster Sofie havde ved hjælp af Strelizerne, livvagten i Moskva, tilrevet sig regentskabet i hans mindreårighed. Men hos den unge zar udviklede der sig tidlig store anlæg, og da han ikke længere ville finde sig i sin søsters herredømme, kom det til et brud imellem dem. Sofie skal have tænkt på at rydde sin broder af vejen ved en sammensværgelse; men Peter kom hende i forkøbet, indespærrede hende i et nonnekloster og sendte hendes hjælpere til Sibirien, hvorpå han fremtrådte som selvhersker over russerne. Understøttet af sin lærer, Genferen Lefort, tog Peter fat på det store arbejde at hæve Rusland fra en barbarisk til en kultiveret, fra en asiatisk til en europæisk stat. Allerede som barn havde han med stor videbegærlighed lyttet til Leforts skildringer af tilstanden i de oplyste lande. Nu foretog han for at se alt med egne øjne en udenlandsrejse gennem Tyskland til Holland, hvor han arbejdede som skibstømrer i Zaardam, derfra til England, hvis søvæsen opfyldte ham med stor beundring. Efter en flådemanøvre, der vistes ham ved Spithead, skal han have udråbt: »Dersom jeg ikke var russisk zar, ville jeg intet hellere være end engelsk admiral.« Skibsbyggeriet, krigsvæsenet og industrien var især genstand for hans opmærksomhed. For at bringe Rusland på lige fod med de øvrige lande tog han mangfoldige fremmede officerer, søfolk og håndværkere i sin tjeneste. Da der indløb efterretning om, at strelizerne af misfornøjelse med de mange nye indretninger havde gjort oprør, afbrød Peter sin rejse og ilede hjem til Moskva, hvor Skotlænderen Gordon dog allerede havde overvundet oprørerne. Flere tusinde fangne Strelizere blev nu lagte på pinebænk, kagstrøgne og henrettede. Zaren skal med egen hånd have hugget mere end 100 hoveder af og opfordret sine venner til at prøve deres styrke på samme måde. Efter at Strelizernes korps var opløst, mødte Peters reformer ingen alvorlig modstand mere. Så snart Peter den Store havde fået sin hær indrettet på europæisk vis, begyndte han med sine forbundsfæller Danmark og Polen en kamp mod Karl XII af Sverige for at erobre Østersøprovinserne, uden hvilke Rusland aldrig kunne vinde herredømmet i Norden. Slaget ved Poltava afgjorde krigen til Ruslands fordel, og ved freden i Nyby i 1721 afstod Sverige Ingermannland, Lifland, Estland og Viborg i Finland. Under krigen havde Ruslands nye hovedstad, Petersborg, rejst sig i et morads, som tusinder af livegne bønder på zarens byd måtte opfylde. Mange af disse omkom af slid og usund luft; men så blev nye skarer stillede i deres sted. Derpå fik adelsmænd, købmænd og håndværkere i Moskva befaling til at befolke den nye stad. På samme sted anlagdes Kronstadt, og grunden lagdes her til den russiske Østersøflåde. Efter krigen med Sverige antog Peter den Store titel af kejser. Regeringsformen var et fuldstændigt despoti, for hvilket både adelen og gejstligheden måtte bøje sig. Alt, hvad der kunne udføres ved magtsprog, skete; men nogen virkelig oplysning indpodedes ikke på den måde. russerne måtte aflægge deres lange nationaldragt og rage deres skæg for at ligne andre Europæere; ellers kunne det ske, at der på offentlig gade sprang en betjent frem og forkortede begge. Men den lavere del af folket vedblev at leve i uvidenhed og trældom, og i de højere stænder var dannelsen rent udvortes. Omkring Katharina, der fra simpel stand hævedes til kejserinde, gik alt fint til efter de franske hofskikke; men Peter selv kunne trods sit geni ikke betvinge sin rå natur, der bl.a. viste sig i hans tilbøjelighed til brændevinsdrik, i hans grusomhed og rasende heftighed. Hvor slavisk en lydighed russerne end viste imod deres hersker, kunne dog indkaldelsen at så mange fremmede, der skulle råde i alting, og den voldsomhed, hvormed han afskaffede nedarvede skikke, ikke andet end fremkalde megen utilfredshed. Peters søn Alexius, der var opdragen af misfornøjede præster, lod sig endog forlyde med at ville sætte alt på den gamle fod, når han kom på tronen. For at undgå straf herfor flygtede han til udlandet og ville der vente på faderens død, men blev opsporet og ført tilbage til Rusland, hvor han døde i fængsel. Efter Peter den Stores død (1725) blev hans enke Katharina I hævet på tronen ved en paladsrevolution, men døde efter 2 års forløb. I den følgende tid gentog det sig oftere, at tronen besattes ved hofrænker eller ved soldateroprør, fordi der manglede en bestemt arvelov. Således opkastede Peter den Stores datter Elisabeth sig i året 1741 til kejserinde ved hjælp af garderegimenterne i Petersborg, som hun havde vundet ved sin skønhed og nedladenhed. Elisabeth var en nydelsessyg og uvirksom kvinde, der kun af og til greb ind i regeringen for at tilfredsstille sine luner. En krig med Sverige endte ved freden i Åbo i 1743. Her påtvang hun Sverige en tronfølger af det holsten-gottorpske hus, ligesom hun havde udset Karl Peter Ulrik af samme hus til russisk tronfølger. Senere deltog hun af had til Frederik II. i den Preussiske Syvårskrig. russerne kæmpede med stor tapperhed i de blodige slag ved Zorndorf og Kunnersdorf; men da Frederik II. var undergangen nær, døde Elisabeth (1762). Hendes efterfølger Peter III. sluttede fred og venskab med Frederik II. for derpå at drage sine tropper mod Danmark. Til held for os var hans regering kun nogle måneder. Peters blinde iver for at indføre det preussiske soldatervæsen forbitrede den russiske hær på samme tid, som han ved sin lunefuldhed stødte de russiske stormænd fra sig. Hans hustru Katharina, en prinsesse af Anhalt, som han altid havde tilsidesat og nu endog truede med at ville sætte i kloster, indgik da en sammensværgelse med flere russiske stormænd, begav sig under Peters fraværelse til Petersborg og lod sig af garderegimenterne udråbe til kejserinde. Ved efterretningen herom tabte Peter sans og samling. Vaklende mellem flugt og forsvar blev han greben og kort efter myrdet i fængslet (1762). Katharina II viste ved at tilstå religionsfrihed, beskytte videnskaberne og ophjælpe næringsvejene, at hun delte de franske filosoffers meninger om statsstyrelsen; men hendes sæder bar tillige præg af den fordærvelige ligegyldighed for religion og sædelighed, som fulgte med den franske dannelse, og som nu også udbredtes blandt de højere stænder i Rusland. Lige over for Europa arbejdede Katharina i Peter den Stores ånd på at udvide Ruslands magt. Det nærmeste offer for hendes samvittighedsløse statskunst blev Polen. Det polske rige, der trods sin store udstrækning sjældent har udøvet nogen indflydelse på de store verdensbegivenheder, er derimod blevet mærkeligt ved sin sørgelige undergang. Kongemagten var her kun en skygge; intet kunne udføres uden samtykke af rigsdagen, på hvilken alle adelige havde stemme, og dog var også rigsdagens magt lammet ved den ulykkelige bestemmelse, at et enkelt landbud (dvs. en adelig rigsdagsmand) kunne kuldkaste enhver beslutning ved sit »frie nej« (liberum veto). Aldrig endtes en rigsdag uden strid og splid og sjælden uden voldshandlinger, så at udtrykket »en polsk rigsdag« er blevet en almindelig betegnelse for en urolig og forvirret forsamling. Om en borgerstand i Polen var der ikke tale, da købstæderne for det meste var små og befolkede med jøder. Bønderne levede i fattigdom og trældom: om dem gik det mundheld blandt adelen, »at de skulle have lidt mad og mange prygl for at regeres«. For at gøre tilstanden end mere fortvivlet, var Polen blevet ved med at være et valgrige, og ethvert tronskifte ledsagedes af rasende partikampe, som åbnede landet for fremmed indblanding. Da August II. var død, valgte den store flerhed på rigsdagen i Warszawa Stanislaus Leszinsky til hans efterfølger; men et misfornøjet mindretal samlede sig et andet sted og udråbte kurfyrsten af Saksen og søn af August II., til konge. Heraf opstod den Polske Tronfølgekrig (1733-1735), idet Frankrig tog parti for Stanislaus (Ludvig XVs svigerfader), Rusland og Østrig for hans medbejler. Stanislaus var ikke den djærve mand, der behøvedes for at samle den polske adel til kamp. Han blev indesluttet i Danzig af russiske tropper og flygtede også herfra, da der kun kom nogle få franske regimenter til hjælp. Ved freden i Wien erkendtes August III. for Polens konge. Rigets afmagt forblev under denne norske konge uforandret den samme, og da de sædvanlige valgkampe udbred efter hans død, satte Katharina II. igennem, at hendes tidligere yndling, den ubetydelige Stanislaus Poniatovski, blev valgt til konge. Fra nu af gik det hurtigt til ende med Polens uafhængighed, idet indre stridigheder aldrig ophørte med at give Katharina påskud til indblanding. Da de hårdt forfulgte dissidenter - således kaldtes alle de, der afveg fra den romersk-katolske kirke anråbte hende om beskyttelse, lod hun russiske tropper rykke ind i Polen og bortføre flere ansete adelsmænd, som måtte vandre til Sibirien, hvorpå rigsdagen blev tvungen til at indsætte dissidenterne i lige rettigheder med de katolske. Denne fremfærd voldte naturligvis en stor forbitrelse, og medens den svage konge vaklede hid og did, greb en del polske fædrelandsvenner til våben for at afkaste det russiske åg; men de blev adspredte og forfulgte over på tyrkisk grund, hvor russerne udøvede forskellige grusomheder. Da Sultanen ikke ville finde sig i denne krænkelse, udbrød der en krig imellem Rusland og Tyrkiet (Katharinas første Tyrkerkrig 1768-1774). Den tyrkiske krigsmagt, hvis udvikling ikke havde holdt skridt med tiden, kunne hverken stå sig til lands eller til vands. Under anførsel af Alexius Orlov løb den russiske flåde ud fra Kronstad, sejlede vest om Europa til Middelhavet og overvandt tyrkerne i farvandet ved Scio. Den tyrkiske flåde søgte tilflugt i havnen Tschesme (på Lilleasiens kyst), men her blev den ødelagt ved en russisk brander. Det ene skib efter det andet sprang i luften med et brag, der hørtes helt ovre i Grækenland. Også til lands havde russerne stor fremgang. Men da Tyrkiets tilværelse syntes at stå på spil, tog Maria Theresia parti for Sultanen, så at en stor europæisk krig truede med at bryde ud. For at forhindre dette udklækkede Frederik II. af Preussen en plan, hvorved det ulykkelige Polen blev udset til sonoffer. Ifølge denne skulle Katharina II. give Tyrkiet en billig fred mod at holdes skadesløs ved et stykke af Polen; men for at opretholde den europæiske ligevægt skulle tillige Preussen og Østrig deltage i byttet. I kraft af den stærkeres ret udførte de tre magter Polens første deling (1772). Rusland bemægtigede sig den østlige del af Litauen; Preussen tog Vestpreussen (undtagen byerne Danzig og Thorn), Østrig besatte Galizien. To år efter endtes Tyrkerkrigen med, at Rusland fik nogle punkter på Krim tillige med fri skibsfart på det Sorte Hav. Tatarkanen på Krim erklæredes for uafhængig af Tyrkiet, men blev ikke længe efter ved penge og rænker bevæget til at afstå sit land til Rusland. Katharina udnævnte sin altformående yndling Potemkin til statholder over »Taurien« (Krim). For at se sine nye provinser foretog Katharina senere en Rejse, der er blevet bekendt ved de storartede kunstgreb, som Potemkin anvendte for at bilde hende ind, at de var i en blomstrende tilstand, skønt han havde behandlet Tatarerne på den mest barbariske måde. Da russerne vedblev at udæske Tyrkerne, mistede Sultanen omsider tålmodigheden, kastede den russiske gesandt i »de Syv Tårne« og begyndte krigen, uagtet Joseph II. af Østrig var allieret med Rusland. (Katharina II.s anden Tyrkerkrig 1787 - 1792). Medens østrigerne kun havde ringe fremgang, erobrede russerne under general Suvarov flere fæstninger; men Ismail holdt sig i flere måneder; da befalede Potemkin, at den skulle være taget inden tre dage. Efter tre forgæves stormløb og uhyre tab trængte Suvarovs soldater endelig ind over murene og kølede deres raseri i et forfærdeligt blodbad på besætningen og de værgeløse indbyggere. Ved freden i Jassy (1792) måtte Sultanen afstå resten af sortehavslandene (indtil Dniestr) til Rusland. Under Tyrkerkrigen fandt Polakkerne øjeblikket gunstigt til at hæve deres fædreland af dets nedværdigende afhængighed i tillid til den preussiske konge Frederik Vilhelm II.s løfte om hjælp mod Rusland gav de sig en ny forfatning, hvorved Polen blev erklæret for et arverige, og adelens »frie nej« blev afskaffet. Men virkningen af denne kloge beslutning fik ikke tid til at udvikle sig. Atter var der nogle forblindede adelsmænd, der påkaldte Ruslands indblanding. Under påskud af at ville beskytte Polens »frihed« lod Katharina tropper rykke ind i landet; den preussiske konge svigtede troløst Polakkerne og foretrak at dele byttet med sin mægtige nabo. Således iværksattes Polens anden deling i 1703. Rusland inddrog endnu et stort stykke af Litauen, og Preussen besatte Posen samt byerne Danzig og Thorn. Harmfuld over en så uhørt krænkelse af folkeretten rejste den polske nation sig mod undertrykkelsen, og den tapre Kosziusko, der havde kæmpet i Nordamerika under Washington, trådte i spidsen for sine landsmænd som diktator. Men Polakkernes beundringsværdige tapperhed formåede intet mod naboernes overlegne stridskræfter. Efter at Kosziusko hårdt såret var falden i russernes hænder, rykkede den frygtelige Suvarov mod Warszawa og stormede forstaden Prag, hvorpå også den øvrige del af byen overgav sig for at undgå ødelæggelsen. Derpå foretoges Polens tredje deling eller rettere fuldstændige opløsning (1795) således, at resten af Lithauen, Volhynien og Podolien tilfaldt Rusland; Preussen fik Warszawa , og Østrig, der ilede med at deltage i et rov, som dog ikke kunne forhindres, tog Krakov i besiddelse. Året efter døde Katharina II. og efterlod Rusland som en af Europas mægtigste stater til sin søn Povl.

Den franske revolution 1789

Jo mere de nye lærdomme, som udvikledes af det 18 århundredes forfattere, trængte ind i det franske folk, desto nødvendigere blev det at råde bod på den bestående tilstands uretfærdighed. Ludvig XVI. havde også de bedste hensigter; han ønskede intet hellere end at være en fader for sit folk; men uheldigvis var han for svag til at overvinde den modstand, som ethvert forsøg på forbedringer i staten mødte hos de privilegerede stænder, hos den indtagende, men uerfarne dronning Marie Antoinette, en datter af Maria Theresia, hos prinserne og hoffet, der levede i herlighed og glæde på statens bekostning. Idet Ludvig XVI. snart rettede sig efter hoffets ønsker, snart bøjede sig for folkets vilje, blev hans regering en kæde af frem- og tilbageskridt, som gjorde en voldsom omvæltning uundgåelig. Den nærmeste anledning til revolutionens udbrud blev finansernes fortvivlede tilstand. Under den Nordamerikanske krig havde finansministeren Necker, en rig bankier fra Genf, vidst at tilvejebringe de fornødne summer, men kun ved lån. Desto nødvendigere var det at indføre sparsomhed i andre retninger; men dette mishagede hoffet, og Necker blev afskediget. Ødselheden tog nu overhånd igen, de årlige udgifter oversteg indtægterne med mange millioner, og statsgælden steg til en foruroligende højde. Forskellige forsøg på at skaffe penge ved nye skatter mislykkedes; thi de privilegerede stænder ville intet yde, tredje stand kunde næppe bære de byrder, der allerede var dem pålagte, end sige større. Under disse omstændigheder måtte Ludvig XVI. endelig beslutte sig til den sidste udvej: indkaldelse af rigsstænderne, som fordum havde haft skattebevillingsret, men ikke havde været samlede siden Ludvig XIII.s tid, da kongemagten blev uindskrænket. Budskabet herom vakte det livligste røre i hele landet. Gennem en mængde flyveskrifter udtalte den offentlige mening sig for, at den tredje stand, der indbefattede den talrigste og mest oplyste del af folket, der burde have den største indflydelse ved de forestående rådslagninger. Mest opsigt vakte et lille skrift af den skarpsindige Abbed Sieyés, der udtrykte sig herom i følgende sætninger: »Hvad er tredjestand? Intet, Hvad bør den være? Alt.« Kongen tog for så vidt hensyn til den almindelige stemning, som han bestemte, at stænderforsamlingen skulde bestå af 300 adelige, 300 gejstlige og 600 borgerlige. Æren herfor tillagdes Necker, der atter var blevet finansminister og en tidlang blev folkets yndling. D. 5 maj 1789 åbnedes rigsstændernes forsamling i Versailles. Det kom her straks til en strid om stemmegivningen. Adelen og gejstligheden holdt på, at hver stand skulde stemme for sig; thi i så fald var de to mod een og ville altid have overvægten. Borgerne derimod fordrede, at der skulde stemmes efter hoveder, uden hvilket deres dobbelte tal ingen nytte var til. Da man ikke kunne blive enig heroin, erklærede tredjestand sig efter forslag af Sieyés for Nationalforsamling og altså for berettiget til at afgøre alle spørgsmål på folkets vegne uden hensyn til de højere stænder. Det hjalp ikke, at kongen forkastede denne beslutning. Ledet af Sieyés og den dristige grev Mirabeau, stod tredjestand fast, og da en hofmand kom for at minde om at vise kongen lydighed, tilråbte Mirabeau ham: »Sig Eders herre, at vi er her ifølge folkets vilje, og at vi kun vil vige for bajonetterne.« Enden blev da, at medlemmerne af de højere stænder indfandt sig i Nationalforsamlingen, hvor nu alle beslutninger fattedes efter stemmeflerhed. Der toges straks fat på det store arbejde: at indføre en hel ny tingenes orden i Frankrig, hvorved frihed og lighed skulde træde i stedet for despoti og standsadskillelse. Da der imidlertid var en truende gæring i Paris, fik hoffet kongen overtalt til at samle tropper og afskedige Necker. Men disse forholdsregler gjorde kun ondt værre. På gaderne optrådte folketalere, som ophidsede til at gribe til våben; stormklokken lød, og en uoverskuelig folkemasse styrtede imod Bastillen, denne forhadte fæstning, der på een gang stod som en evig trussel imod Paris og som et sørgeligt minde om tyranniet. Efter nogle timers kamp sænkede den svage besætning vindebroen og overgav sig. Ikke desto mindre blev kommandanten tillige med flere soldater nedhuggede af den rasende folkemasse, og deres hoveder som sejrstegn bårne igennem gaderne på stænger. Bastillens ødelæggelse d. 14 juli 1789 indjog kongen en sådan skræk, at tropperne straks blev bortfjernede. Der oprettes en borgervæbning, der skulle holde orden, men tillige kunne bruges som et værn mod hoffet. Denne »nationalgarde« antog den trefarvede kokarde, og den fra Amerika bekendte Lafayette valgtes til dens anfører. Fra nu af var folket herre i Paris og derved i hele landet, som var vant til at følge hovedstadens eksempel. Dog vedblev der at herske en voldsom ophidselse, som end mere forøgedes ved en følelig brødmangel i Paris. For sin sikkerheds skyld troede kongen det da nødvendigt at hidkalde et regiment. I anledning af dettes ankomst til Versailles blev der holdt et militært gæstebud, ved hvilket den kongelige familie blev modtagen med stor begejstring. Officererne svang sablerne og råbte, at de ville dø for kongen. Rygtet herom, som fløj til Paris, føjede til, at den trefarvede kokarde var blevet trådt under fødder, og at folkets skål var blevet afvist med hån. Denne gnist var tilstrækkelig til atter at tænde oprørsluen i Paris. Pludselig d. 5 oktober 1789 satte uhyre folkesværme, pjaltede fruentimmer og bevæbnede mænd, sig i bevægelse mod Versailles: kongen skulle rives ud af hænderne på det ildesindede hof og bringes til Paris for at sørge for det nødlidende folk. Slotsgården blev stormet, vagterne dræbte, og samme skæbne var tiltænkt dronningen, hvis hun ikke ad en hemmelig dør var flygtet ind i kongens værelser. I det yderste øjeblik kom Lafayette til med en del af nationalgarden, hvorved værre udskejelser forhindredes. Men kongen og dronningen måtte dagen efter begive sig til Paris under folkets ledsagelse. Således tilintetgjordes dronningens og hoffets plan, som gik ud på at føre kongen til en grænsefæstning, hvorfra han i sikkerhed kunne erklære Nationalforsamlingen for opløst. Midt i det store, revolutionen hengivne Paris var han ude af stand til at foretage sig noget mod revolutionsmændenes og folkets vilje. Nationalforsamlingen, der fulgte med kongen til Paris, fuldendte efterhånden Frankrigs nye grundlov. Regeringsformen forandredes herved til indskrænket monarki: den udøvende magt beholdt kongen som statens første embedsmand, den lovgivende magt lagdes i hænderne på en folkevalgt forsamling. I kraft af læren om almindelig lighed afskaffedes adelens og gejstlighedens forrettigheder, f.eks. skattefrihed, jagtret, tiende, samt bøndernes hoveri, ja man gik endnu videre og udslettede al standsforskel ved ophævelse af adel og titler. Alle statsborgere stilledes lige for loven, og adgang til embeder blev fælles for alle. I stedet for de gamle provinser med deres mange særegne indretninger sattes en ny, ensartet inddeling af Frankrig i 83 departementer. Endelig ophævedes munkeordenerne, og alt kirke- og klostergods erklæredes for statens ejendom, mod at denne overtog gejstlighedens lønning. Disse »nationalgodser«, som senere forøgedes ved inddragelse af den udvandrede adels ejendomme, blev solgte for at afhjælpe finansnøden. Halvdelen af al jord i Frankrig kom derved i hænderne på borgere og bønder, hvorved der dannedes en stor fri landbostand, som stedse blev revolutionen hengiven. Men pengevæsenet vedblev under de store omvæltninger at være i den største forvirring. De højere stænder kunne ikke med rolighed se på, at deres rettigheder blev tilintetgjorte, og at kongen måtte lide den ene ydmygelse efter den anden. Da der intet kunne udrettes herimod i Nationalforsamlingen, søgte de på andre måder at lægge frihedsværket hindringer i vejen. Gejstligheden virkede på den overtroiske almue rundt om i landet, adelen derimod med prinserne i spidsen greb til det fordærvelige skridt at udvandre. Snart sås rundt om ved Europas hoffer franske adelsmænd, som æggede til at genoprette det uindskrænkede kongedømme med våbenmagt, medens tusinder af emigranter samlede sig på grænserne, især i Coblenz, rede til at understøtte fjendens indfald i deres fædreland. Kongens stilling blev under alt dette mere og mere fortvivlet, da han blev forladt af sine venner, truet og hånet af folket. Han tog omsider sin tilflugt til hemmelige underhandlinger med Mirabeau. Denne talentfulde revolutionsmand, der hidtil havde været frihedspartiets leder og hoffets skræk, troede virkelig, at folket nu havde opnået alt, hvad det med billighed kunne forlange. Begærlig efter at gribe regeringens tøjler lovede han kongen at anvende sit mægtige geni og sin uhyre folkegunst til tronens støtte. Men inden alt var aftalt imellem dem, døde uheldigvis Mirabeau. I sin rådvildhed besluttede kongen nu at befri sig fra sin pinlige stilling ved hemmelig flugt. Hvor godt man end passede på ham, slap han dog ved nattetid ud af Paris tillige med sin familie, og rejsen fortsattes uhindret henimod østgrænsen, hvor en troppestyrke var opstillet til de flygtendes beskyttelse. Men på en bro ved byen Varennes blev vognen pludselig standset. Kongen var blevet genkendt og førtes nu tilbage til Paris under nationalgardens bedækning. Den kongelige magt blev midlertidig ophævet, men tre måneder efter genoprettet, da forfatningen var fuldendt og besvoret af Ludvig XVI.. Nationalforsamlingen, hvis hverv dermed var endt, opløste sig i september 1791 for at afløses af den lovgivende forsamling. Men forholdene havde imidlertid antaget en for statens rolige udvikling meget truende karakter. Ludvig XVI. havde ved sit uheldige forsøg på at flygte mistet den sidste rest af anseelse; mange fandt nu, at man hellere helt måtte undvære en konge. De republikanske anskuelser udbredtes især igennem politiske klubber, hvor folk samledes for at drøfte dagens begivenheder. Iblandt disse var Jakobinernes klub, der fik sit navn af et nedlagt Jakobinerkloster, hvor klubbens møder afholdtes. Her optrådte revolutionsmændene, navnlig den kæmpestærke Danton og den mistænksomme Robespierre, som ordførere. Fra talerstolen lød de heftigste angreb mod kongen og lovprisninger over den demokratiske republik, hvor folket kunne komme til sin ret og tage hævn over sine tidligere undertrykkere. Sådanne ophidselser modtoges med jubel af den håndfaste folkemasse, som fyldte klubbens gallerier; altid beredt til at gå over fra ord til handling. Hvad der besluttedes i Jakobinerklubben i Paris, gentoges af dens foreninger i hundreder af Frankrigs byer, hvorved det fik udseende af, at Jakobinerne og hele folkets vilje var én og den samme. Et ligeså voldsomt sprog førtes i den republikanske presse, hvor Marat opfordrede i sit blad »Folkevennen« ligefrem til at myrde alle kongeligsindede og lærte, at de laveste folkeklasser (Sansculotterne) var de eneste sande fædrelandsvenner. Men ved siden af disse yderligtgående republikanere, som støttede sig til masserne, opstod der også et mådeholdent republikansk parti, hvis førere var uerfarne mænd fra departementet Gironde. »Girondinerne«, som især havde tilhængere i de dannede klasser, ønskede en republik oprettet, i hvilken frihed og lighed, ligesom i oldtidens stater, var forenet med dyd, sædelighed og orden: Frankrig skulle da være en mønsterstat for alle andre folk, der sukkede under fyrsternes enevælde. Jakobinere og Girondinere virkede sammen, så længe de havde det fælles mål: at styrte kongemagten, og derved fik republikkens tilhængere overhånd over de andre »frihedsmænd«, som ville beholde det nys grundede indskrænkede kongedømme. Derved blev ikke alene kongens stilling dag for dag misligere, men også Frankrigs forhold til udlandet stedse uvenligere. Europas fyrster frygtede ikke uden grund for, at frihedsideerne skulle forplante sig til deres egne undersåtter. Da endelig kejser Frants II. af Østrig og kong Frederik Vilhelm II. af Preussen begyndte at blande sig i Frankrigs indre anliggender, tvang republikanerne Ludvig XVI. til at svare herpå med en krigserklæring i 1792. Frankrig var kun slet forberedt på krig. Dets hære var halvt opløste på grund af en mængde adelige officerers udvandring, og hæren kunne ikke hindre de forenede Preussere og emigranter i at overskride grænsen. I sit overmod forkyndte den fjendtlige feltherre Ferdinand af Brunsvig, at Paris skulle blive ødelagt i bund og grund, dersom der skete kongen den mindste overlast. Jakobinerne så heri et tydeligt bevis på, hvad de længe havde haft mistanke om, at kongen spillede under dække med fjenden. Det hed sig, at hoffet kendte Preussernes marchplan og glædede sig til deres indrykning i Paris som til en befrielsesdag. Forbitrelsen steg nu i Paris til det højeste raseri. Bevæbnede grupper tilkaldtes fra departementerne for at hjælpe til at omstyrte tronen, og under Dantons ledelse blev der åbenlyst truffet anstalter til et stort oprør. D. 10 august 1792 ved midnatstid lød stormklokken og hvirvlede alarmtromler gennem gaderne. Bevæbnet med geværer, sabler og spyd drog folkets uoverskuelige masse frem mod Tuilerierne. Her havde kongen samlet en bataljon af Schweizergarden om sig; en del adelsmænd og tjenere var komne for at stå ham bi i nødens time; derimod var nationalgarden, der stod opstillet i slotsgården, ikke til at stole på. Da kongen viste sig for den, blev han modtaget med råbet: »folket leve!« under disse omstændigheder var det for voveligt at forsøge modstand. I det yderste øjeblik flygtede kongen med sin familie til den lovgivende forsamling, hvor han håbede at finde beskyttelse. Alligevel opstod der en kamp ved indgangen til slottet, uden at man ved, fra hvilken side begyndelsen skete. Schweizerne gav ild fra slotsvinduerne; men da de på kongens befaling holdt inde med skydningen, styrtede folkemasserne frem under frygtelige skrig, nedhuggede alle slottets forsvarere og anrettede allehånde ødelæggelser. Herfra gik folketoget under højrøstede sange til den lovgivende forsamling, hvor det med en forfærdelig larm blev besluttet, at kongen var afsat, og at et Nationalkonvent skulle sammenkaldes for at bestemme en ny forfatning for Frankrig. Ludvig XVI., dronningen og den øvrige kongelige familie blev ført til Templetårnet og sat under streng bevogtning. Fra nu af gik det frygtelig ud over alle venner af kongedømmet. Men Lafayette var en af de få, der åbenlyst vovede at tage kongens parti, og han måtte flygte ud af landet, medens der i Paris blev anstillet undersøgelser fra hus til hus for at opspore folkets fjender. En mængde mennesker blev fængslede som mistænkte for at være kongeligsindede eller stå i forbindelse med fjenden. I september 1792 trængte folkemasserne ind i fængslerne og myrdede omtrent 1300 kongetro. Den lovgivende forsamling, der siden den 10de august havde været magtesløs lige over for folkets raseri, sluttede sine møder d. 20 september 1792. Dagen efter sammentrådte Nationalkonventet og erklærede enstemmig Frankrig for en republik. Men enigheden mellem republikanerne i denne forsamling kunne ikke vare længe. På den ene side stod Robespierre, Danton, Marat med en gruppe Jakobinere, som havde indtaget de højeste sæder i Konventet, hvoraf dette parti fik navn af Bjerget. De ville herske ved hjælp af folkemassen og føre revolutionen frem, indtil alle dens fjender var knuste. På den anden side forlangte Girondinerne friheden brugt med mådehold og afskyede voldsgerningerne. Disse to partier kom til at måle kræfter, da det besluttedes at stille Ludvig »Capet« for Konventets domstol. Forgæves påtog to mænd sig det hverv at forsvare deres konge og gjorde det med dygtighed. Men det kunne ikke nægtes, at Ludvig havde stået i forbindelse med emigranterne, og Bjerget ville ikke slippe sit bytte. Folket ophidsedes, og da enhver, som ville frelse »Tyrannen«, blev truet på livet, og da turde Girondinerne ikke vise deres falske sindelag. Således blev kongen dømt til døden, - dog kun med et ringe overtal af stemmer. Efter at have taget en rørende afsked med sin familie blev Ludvig ført igennem en dobbelt række bevæbnede til retterstedet. Han begyndte her at tale til folket, men trommerne overdøvede hans stemme. Få øjeblikke efter havde guillotinen gjort ende på hans liv d. 21 januar 1793. Bjerget, der havde lært sin styrke at kende, hvilede nu ikke, før det havde tilrevet sig magten. Det næste skridt hertil var at få Girondinernes parti styrtet. Da Konventet ikke ville svigte disse »fædrelandssindede frihedsmænd«, tog Bjerget sin tilflugt til folkemasserne, der kaldtes under våben ved stormklokken, kanoner opplantedes omkring Konventet, og dets forsamlingssal oversvømmedes af folkeskarer, som truende forlangte »folkets vilje« adlydt. Ingen modstand var nu mulig. Arrestordre udstedtes mod 32 af Girondens førere. Nogle af dem føjede sig i deres skæbne, skønt det var den sikre vej til døden; andre flygtede til departementerne og vakte rundt om opstand mod revolutionen. Marseille, Lyon, Bordeaux og flere byer faldt fra Konventet. Toulon modtog en besætning fra den udenfor liggende engelske flåde, og her udråbtes den lille kronprins, Ludvig XVII., der sad indesluttet i Templetårnet med sin moder, til konge. Den farligste opstand rejstes dog af det kongeligsindede parti i landskabet Vendée (ved Loires udløb), hvor det gamle troskabsforhold mellem konge, herremand, præst og menighed var blevet uberørt af tidsånden. Under anførsel af adelsmænd bragte man her død og undergang over republikkens soldater, som vovede sig ind i området. Medens borgerkrigen omspændte størstedelen af Frankrig, var der som en følge af Ludvig XVI.s henrettelse udbrudt krig med de fleste fremmede magter. Foruden Østrig og Preussen deltog England, som styredes af William Pitt, Holland, Spanien, det tyske rige og de fleste italienske stater i den første koalition mod Frankrig (1793). Bjerget indså nu, at der måtte gribes til overordentlige forholdsregler for at redde friheden og landet. Indtil farerne var fjernede, tiltog Konventet sig da diktatorisk myndighed og overdrog hele regeringen til Velfærdsudvalget (comité du salut public), blandt hvis medlemmer var Danton og Robespierre. Enhver adelsmand i emigration blev nu erklæredes for dødsdømt, og det befaledes at fængsle alle mistænkelige personer, og enhver der ikke kunne bevise, at han var en oprigtig republikaner. De fængsledes skæbne afgjordes af Revolutionstribunalet, - en ny domstol. Guillotinen kom i virksomhed; thi al modstand mod revolutionen og republikken skulle knuses. Marie Antoinette eller, som hun kaldtes, »enken Capet« og kongens fromme søster Elisabeth måtte bestige skafottet; samme skæbne ramte hertug Filip af Orleans, skønt han havde antaget navnet Egalité og virket sammen med jakobinerne. For at bryde fuldstændig med fortiden indførte Konventet en ny kalender, ifølge hvilken året begyndte med republikkens første dag (d. 22 september), månederne fik nye navne, og i stedet for uger trådte dekader (tidsrum på 10 dage). Et parti af republikanere forsøgte endog at indføre en ny gudstjeneste for fornuften, ved hvilken en ung kone, klædt i frihedens farver, forestillede fornuftens gudinde. Men Konventet besluttede, at det franske folk troede på et højeste væsen, og ophavsmændene til fornuftdyrkelsen blev guillotinerede. Imidlertid styredes krigsvæsenet med stor dygtighed af ingeniørofficeren Carnot. Der blev givet en lov, som påbød det franske folks udskrivning i masse; republikanske generaler udnævntes af underofficerernes eller af de meniges rækker i stedet for de udvandrede adelsmænd. Efter at der var bragt nogen orden i hærvæsenet, førtes kampen mod ydre og indre fjender med ikke ringe kraft. Til sine tropper ved Loire skrev Konventet: »Vendées røvere må være udryddede inden oktober måneds udgang.« Da ødelagdes landet med ild og sværd; en mængde fanger blev på Konventets bud guillotinerede, hængte eller druknede i Loire, og det varede ikke længe, inden opstanden i Vendée blev fuldstændig knust. Lettere erobredes Bordeaux, Marseille, Lyon, hvorpå guillotinen vandrede sin gang gennem byerne, og hvor den ikke forslog, blev modstanderne nedskudt. Toulou blev først erobret efter en ordentlig belejring, under hvilken den unge korsikaner Napoleon Bonaparte udmærkede sig. Samtidig hermed i december 1793 havde de udenlandske fjender ført krig mod Frankrig. Men overalt blev de fremmede invasionshære drevet tilbage over grænserne. I 1794 gik de franske hære over til angreb, hele Belgien oversvømmedes, og i vinteren 1795 erobrede general Pichegru hele Holland, understøttet af en stærk frost, som tillagde kanalerne og floderne. Holland indgik nu under navn af den Bataviske republik et forbund med Frankrig. Disse sejre bragte flere af Frankrigs fjender på fredstanker. Preussen, der var optaget af Polens deling, og det udtømte Spanien sluttede fred i Basel (1795), ved hvilken Frankrig erhvervede de preussiske besiddelser på den venstre Rhinbred. Da farerne begyndte at fjerne sig fra republikkens område, udbrød der uenighed imellem Bjergets medlemmer. Danton forlangte, at der nu skulle gøres ende på Velfærdsudvalgets eneherredømme og indføres en mildere regering- men hverken i Konventet eller i folkemassen havde ophidselsen endnu lagt sig. Da Robespierre nu så lejlighed til at skille sig af med en medbejler, som han misundte og frygtede, blev Danton anklaget for at ville styrte republikken ved utidigt mådehold. Denne gang kom dog dommerne i forlegenhed, da Danton jo var en af de ivrigste forkæmpere for friheden. Mod sædvane varede processen i tre dage, og først på Konventets udtrykkelige befaling blev dødsdommen fældet. Danton tillige med sine venner, 16 i tallet, bragtes derpå under guillotinen (april 1794). I de følgende tre måneder var Robespierre enerådende i Konventet og i Velfærdsudvalget Det var Rædselsperiodens frygteligste tid. Henrettelsernes antal fordobledes, og fængslerne tømtes kun for at fyldes med nye ofre for Robespierres mistanke - indtil omsider lidenskaberne begyndte at slappes, og der indtrådte væmmelse ved den daglige blodsudgydelse. Robespierre, der så, at han ikke blev lystret som tidligere, ville nu rense Konventet for alle sine modstandere ved en ny proskription. Men da han (den 9de Thermidor år II, dvs. d. 27 juli 1794) besteg talerstolen, genlød råbet »ned med tyrannen« fra alle sider i salen. Under stor larm blev det besluttet, at Robespierre og hans virksomste hjælpere skulle fængsles. Et sammenløb af Jakobinerne, der ville frelse deres fører, blev adsplittet. Efter et frugtesløst forsøg på selvmord blev Robespierre tillige med de øvrige fængslede i løbet af 24 timer stillet for revolutionsdomstolen, dømt og guillotineret. Med Robespierres fald ophørte Bjergets herredømme og Rædselsperioden. Det mere mådeholdne parti, som nu fik magten, lukkede Jakobinerklubben og gjorde udkast til en ny regeringsform, som kunne sikre Frankrig mod folkets herredømme. Forinden denne kunne træde i kraft, måtte endnu adskillige opstande i Paris dæmpes. Den sidste opstand blev med jernhånd kuet af Napoleon Bonaparte, som var stillet i spidsen for tropperne. Paris og Frankrig var nogenlunde roligt, da Konventet opløste sig i oktober 1795 og gav plads for republikkens nye Borgerregering. Under denne var den udøvende magt i hænderne på 5 direktører; den lovgivende magt tilhørte to forsamlinger: de Ældres og de Yngres råd, og ingen lov havde gyldighed uden begges samtykke. Det blev Direktoriets vigtigste opgave at fortsætte krigen mod den europæiske Koalition, som endnu bestod af England, Østrig, det tyske rige og de fleste italienske stater. Hvad der i året 1796 skete andetsteds, fordunkledes aldeles af krigsbegivenhederne i Italien, hvor Napoleon Bonaparte lagde grunden til sin tilkommende storhed. Født i Ajaccio i 1769 af en italiensk adelsfamilie blev han i 10 års alderen sendt til militærskolen i Brienne og vakte allerede dengang opmærksomhed ved en stor videbegærlighed, men tillige ved sit alvorlige væsen og sin bestemte karakter. Som officer fik han først lejlighed til at udmærke sig ved erobringen af Toulon, idet han vidste at drive sin angrebsplan igennem i krigsrådet, så at overanføreren skrev om ham til Velfærdsudvalget: »Belønner og befordrer den unge mand; thi viser i utaknemlighed mod ham, vil han befordre sig selv.« Efter at han havde gjort sig fortjent ved at kue det ovennævnte oprør i Paris, betroede Direktoriet ham kommandoen over Alpehæren, som talte 36.000 slet klædte og slet forplejede, men fortrinlige soldater, medens fjenden, de forenede østrigere og Sardiniere, var meget stærkere. Ved ankomsten på sin post blev den 27årige, udvortes uanselige og endnu kun lidet bekendte general just ikke modtagen med stor glæde. Men det var ikke længe, inden hæren kom til erkendelse af de store egenskaber, der åbenbarede sig i hans skarpe blik og i hans regelmæssige træk, der på en så mærkelig måde minde os om den romerske kejser Augustus. Officererne henreves af hans dristige planer; soldaterne forstod han at tiltale i et sprog, som på een gang opflammede deres militære æresfølelse og deres håb om rig løn for alle de lidelser, som de hidtil havde udstået. »soldater- sagde han i sit første opråb til dem - I er slet forsynede og næsten nøgne. Regeringen skylder Eder meget, men kan intet gøre for Eder. Jeg skal føre Eder ind på verdens frugtbareste sletter; der vil i finde store byer og rige provinser, der vil i finde hæder og rigdom. Soldater af armeen i Italien! skulle det mangle Eder på mod ?« I foråret 1796 brød Bonaparte frem over Apenninernes passer og adskilte derved Sardinierne fra østrigerne. I de følgende fjorten dage kæmpede han snart med hine snart med disse, vandt seks sejre og tvang kongen af Sardinien til at købe en våbenstilstand med tabet af Nizza og Savoyen. Således kunne Bonaparte nu med kraft kaste sig over østrigerne, sejrede ved Lodi og drev dem i vild flugt ud af Lombardiet. Endnu to hære, der hver for sig var den franske langt overlegne i antal, sendtes over Alperne. Men begge blev slagne, og efter nederlaget ved Rivoli måtte østrigerne trække sig ud af Italien. Den nærmeste følge af Bonapartes sejre var, at Lombardiet fik en republikansk forfatning under navn af den Cisalpinske republik; snart faldt kongen af Neapel og pave Pius VI til føje, medens freden med Frankrig endnu kunne opnås på tålelige betingelser. Således var der ikke længere noget til hinder for, at Bonaparte kunne forfølge sin sejr ved at falde ind i Østrig. Han trængte hurtigt frem over Alperne, da kejseren, for ikke at udsætte sin hovedby for fare, indledte underhandlinger, som førte til freden i Campo Formio i 1797. Rhinen anerkendes her for grænseskel mellem Frankrig og Tyskland. Østrig afstod Belgien til Frankrig og anerkendte den Cisalpinske republik. Til erstatning fik Østrig Venedig. Denne gamle adelsrepublik måtte bøde, fordi den ikke havde kunnet forsvare sin neutralitet i krigen. Frankrig havde nu kun een fjende tilbage, havets behersker - det usårlige England. For at bøde på de store tab, som tilføjedes Frankrigs søhandel, udtænkte Bonaparte en ny eventyrlig plan. Den gik ud på at erobre Ægypten, hvorved Frankrig kunne sikre sig overmagten i Orienten og på Middelhavet. I foråret 1798 stak han i søen fra Toulou med en flåde på 400 krigs- og fragtskibe, der havde 40.000 mand ombord. På vejen erobredes Malta fra den forældede Johanniterorden, og få uger efter landsattes hæren i Ægypten, som dengang beherskedes af Mamelukkernes krigerkaste under den tyrkiske Sultans højhed. Den arabiske befolkning gjorde ikke synderlig modstand, men derimod kom det i nærved ved Pyramiderne til et mærkeligt slag med mamelukkernes fortrinlige rytteri. Det franske, i tæt sluttede firkanter opstillede fodfolk afslog her med urokkelig fasthed fjendens voldsomme indhug. Efter et stort mandefald flygtede Mamelukkerne imod syd, medens Bonaparte holdt sit indtog i Kairo. Imidlertid havde den engelske admiral Nelson efter lang søgen fundet den franske flåde for anker på Abukirs red. Uden at nøle skred han til angreb, og nu begyndte et af de frygteligste søslag, som historien kan opvise. En granat tændte det franske admiralskib i brand; men besætningen fortsatte kanonaden under råbet: »republikken leve!« - indtil det mægtige skib med sine 120 kanoner, sprang i luften. Et øjeblik standsede kampen, men kun for at genoptages med nyt raseri, får omsider at ende med flådes ødelæggelse. Hæren i Ægypten var således afskåren fra hjemmet. Da soldaterne betoges af hjemve, beskæftigede Bonaparte dem med et togt ind i Palæstina. En tyrkisk hær, som her var samlet imod ham, adsplittedes; derimod mislykkedes belejringen af Acre, efter at fæstningen var blevet forsynet med skyts fra den engelske flåde. Da tilmed pesten begyndte at vise sig i hæren, gik Bonaparte tilbage til Ægypten, som hverken englænderne eller Tyrkerne kunne fravriste ham. Imidlertid var der foregået vigtige begivenheder i Europa. Ude af stand til at beherske de indre partier i Frankrig havde Direktoriet udfordret de fremmede magter i det håb at genoprette sin vaklende anseelse ved en sejrrig krig. Under et ubetydeligt påskud sendtes een hær ind i Schweiz, som måtte antage en ny forfatning efter fransk mønster tillige med navn af den Helvetiske republik, en anden til Kirkestaten, som omdannedes til en Romersk republik. Pave Pius VI blev ført fangen til Frankrig, hvor han snart efter døde. Direktoriets overmodige adfærd gjorde freden med Europas fyrster til en umulighed. Efter Englands tilskyndelse dannedes den anden koalition mod Frankrig (1798). I denne deltog - foruden England og Tyrkiet også Østrig, der tragtede efter at hævne sine mange nederlag fra de foregående år, og Rusland, hvis kejser, den lunefulde Povl, var yderst opbragt over de franske republikaneres dristighed, samt Neapel. Kongen af Neapel, den svage Bourbon Ferdinand, beherskedes ganske af sin dronning, den ulykkelige Marie Antoinette´s søster Marie Caroline, som nærede et glødende had til franskmændene. Da efterretningen kom om slaget ved Abukir, blev den neapolitanske hær sat på krigsfod og rykkede ind over den romerske grænse, førend de store magter var færdige med deres oprustninger. Men de franske stridskræfter overvældede snart det ene Neapolitanske korps efter det andet og forfulgte levningerne lige til byen Neapels porte. Kongefamilien flygtede til Sicilien; men Neapels af præsterne ophidsede folkemasser, de såkaldte lazzaroner, kæmpede med raseri mod franskmændene, selv efter at byen var tagen med storm, og nedlagde først våbnene, da det blev lovet, at folkets skytshelgen, den hellige Januarius, ikke skulle lide nogen krænkelse. Snart efter rykkede koalitionens hære i marken, og nu tog krigen en hel anden vending. De over hele Italien spredte franske tropper, som ikke længere lededes af Bonapartes geni, formåede ikke at holde stand mod de forenede østrigere og russere. Den fra Tyrkerkrigen berømte Suvarov vandt den ene sejr efter den anden endog over Moreau, der dog ansås for Frankrigs næstbedste hærfører, så at franskmændene snart måtte rømme Italien. Her sattes nu alt igen på den gamle fod: den neapolitanske kongefamilie vendte tilbage; den Romerske republik forsvandt, og der valgtes en ny pave, Pius VII. Suvarovs lykke varede dog kun kort. Derimod gik det russerne uheldig i Schweiz, hvor den franske general Mastsena holdt ypperlig stand. Suvarov, der trængte ind over St. Gotthardt, måtte efter en række heftige kampe drage ud af landet, hvorpå han hjemkaldtes af kejser Povl, som blev vred på sine forbundsfæller, da krigen begyndte at gå uheldig. Alligevel havde krigen påført Frankrig alvorlige tab. Værre endnu blev tilstanden i det indre; Direktoriets svaghed trådte dag for dag mere frem, og partikampene begyndte med fornyet heftighed, så at Frankrig stod fare for at falde tilbage i omvæltningernes virvar. Om alt dette var den franske hær i Ægypten uvidende, indtil en engelsk admiral sendte Bonaparte en pakke aviser i det håb, at deres indhold skulle nedslå hans og soldaternes mod. Men virkningen heraf blev en ganske anden. Bonaparte, der nu så, at hans nærværelse i Frankrig var nødvendig, fattede øjeblikkelig den beslutning at vende tilbage. Efter at have overgivet anførselen i Ægypten til den dygtige Kleber gik han med Murat, Lannes og flere af sine tapre officerer ombord på en fregat og nåede lykkelig over Middelhavet uden at bemærkes af de talrige engelske krydsere. Den glimrende modtagelse, som han fandt i Frankrig, overbeviste ham snart om,, at han var kaldet til fædrelandets frelse. Da Direktoriets rolle åbenbart var udspillet, forbandt Bonaparte sig med den betydeligste af direktørerne, Sieyés, om at indføre en ny statsforfatning. De Ældres råd blev let vundet; men da Bonaparte trådte ind i de Yngres råd, blev han fra alle sider modtaget med råbet: »Ned med diktatoren, ned med tyrannen!« - ja man truede endog med at erklære ham fredløs. For hurtig at gøre ende herpå lod han en afdeling soldater rykke ind og jage de Yngres råd fra hinanden. Dermed var Direktorialregeringen opløst. I dens sted indførtes en ny af Bonaparte og Sieyés skreven forfatning, som bærer navn af Konsulatet (»statskuppet« den 18de Brumaire år VIII, dvs. d. 9 november 1799). Napoleon Bonaparte trådte i spidsen for regeringen som Førstekonsul. Ved hans side stilledes to andre konsuler som rådgivere. Der oprettedes fremdeles en lovgivende forsamling, og et senat af rigtlønnede medlemmer fik det hverv at våge over forfatningen. Da disse forsamlinger næsten kun bestod af Bonapartes tilhængere, kunne han allerede nu betragtes som uindskrænket hersker, skønt Frankrig vedblev at kaldes republik. Førstekonsulen drev oprustningerne med sådan kraft, at han i året 1800 kunne åbne felttoget mod koalitionen med to fortrinlige hære. Medens den ene af disse under Moreau drog over Rhinen ind i Tyskland, samledes den anden, som hemmelig var blevet oprustet rundt omkring i landet, ved Genfersøens bredder. Det var Bonapartes hensigt at føre den over Alpernes uvejsomme passer og falde i ryggen på østrigerne, som stod under general Mela´s på Frankrigs grænse mod Italien. Denne dristige plan lykkedes fuldstændig. Overgangen fandt sted over Store Sct. Bernhard. I lange linier drog tropperne frem ad smalle stier, langs bratte afgrunde; rytterne førte deres heste ved tøjlen; kanonerne slæbtes frem i udhulede træstammer; lavetter, kugler og krudt var læsset på muldyr. Efter fire dages anstrengelser befandt Bonaparte sig i spidsen for 60.000 mand på den lombardiske slette og besatte alle veje, ad hvilke østrigerne kunne undslippe. Melas, som havde fået alt dette for sent at vide, måtte nu forsøge at slå sig igennem. Et hovedangreb rettedes derfor på de franske ved Marengo (1800). Efter flere timers kamp tog sagerne en heldig vending for østrigerne; de Franske veg allerede på alle punkter, da general Desaix pludselig ankom på valpladsen med friske tropper. Da Førstekonsulen spurgte ham om, hvad der var at gøre, svarede han: »slaget er tabt; men klokken er kun tre; der er endnu tid til at vinde et andet.« Angrebet fornyes nu med dobbelt heftighed og fører, skønt Desaix falder, til en glimrende sejr. For den gamle Mela´s, som havde forladt valpladsen for at sende sejrsbud til Wien, var der intet andet tilovers end at slutte en overenskomst med sejrherren. Ifølge denne trak den østrigske hær sig tilbage hinsides Mincio. Medens Bonaparte med eet slag genoprettede hele det foregående års tab i Italien, trængte Moreau på sin side også sejrrig. Frem langs med Donau og truede Wien. Da bekvemmede kejser Frants sig til på egne og det tyske riges vegne at undertegne freden i Luneville (1801). Betingelserne blev her de samme som i Campo Formio; Frankrig fik bekræftelse på Rhingrænsen, og de fyrster, som derved led tab, skulle have erstatning i det øvrige Tyskland, hvilket senere udførtes på den måde, at de gejstlige fyrstendømmer og de fleste rigsstæder ophævedes. Freden i Luneville blev dobbelt vigtig, fordi den drog en almindelig fred efter sig ikke alene med fastlandsmagterne, men også med Frankrigs mest hårdnakkede modstander - England. Det sidste stridsspørgsmål, Ægyptens besiddelse, fik en naturlig løsning, efter at Kleber var blevet snigmyrdet af en Mameluk. De franske tropper, som ikke længere lededes med nogen dygtighed, blev nu af en engelsk-tyrkisk landgangshær tvungne til at indgå en kapitulation, ifølge hvilken de skulle føres hjem til Frankrig på engelske skibe. Derefter undertegnedes freden i Amiens (1802) på den betingelse, at England tilbagegav de fra Frankrig erobrede kolonier, men beholdt det Hollandske Ceylon. Malta, som af mangel på proviant havde overgivet sig til Nelson, skulle tilbagegives til Johanniterne. For første gang efter ti års forløb var der fred over hele verden. Bonaparte gjorde sig ikke alene fortjent ved at hæve Frankrig til den mægtigste stat i Europa, men også ved at føre ro og orden tilbage i det indre, idet han befæstede de gavnlige indretninger, som var skabte under revolutionen, og fjernede alle revolutionens udskejelser. Således ordnedes kirkeforholdene ifølge et med paven aftalt konkordat, men vel at mærke, uden at kirken fik sit gods tilbage. Fremfor alt søgte Førstekonsulen at dæmpe det bitre partihad, som havde anrettet så store ulykker. Han tog derfor de dygtigste mænd i statens tjeneste uden hensyn til deres fortid. Man kunne omkring ham se konventsmedlemmer, der havde stemt for Ludvig XVI.s død (de såkaldte kongemordere), ved siden af folk, som var blevet forfulgte i revolutionstiden. For at belønne fortjente mænd, oprettedes Æreslegionen, en med indkomster forbunden orden. De eneste, som ikke hørte op med at nære fjendtlige planer mod Bonaparte, var den gamle kongefamilies tilhængere. Nogle af dem gjorde endog et forsøg på at dræbe Førstekonsulen, da han en aften kørte til teatret. En helvedmaskine en tønde fuld af krudt, kugler og jernstumper) blev opstillet i en snæver gade, hvor han skulle komme forbi; men i det øjeblik sprængningen fandt sted, var Bonapartes vogn drejet om et hjerne, så at han slap uskadt derfra. Førstekonsulens anseelse strakte sig langt ud over Frankrigs grænser. I de hosliggende republikker adlød man ethvert af hans vink. Den Cisalpinske eller (som den herefter kaldtes) Italienske republik udnævnte ham endog til præsident. Tillige blev Piemont indlemmet i Frankrig, så at dets konge nu ikke havde andet tilbage af sine lande end øen Sardinien. For altid at have en bekvem forbindelse med Italien lod Bonaparte udføre storartede vejanlæg over Mont Cenis og Sinaplon. England begyndte snart at indse, at åben krig var at foretrække for en fred, under hvilken Bonapartes indflydelse steg højere og højere. Engelske tropper vedblev med at holde Malta besat trods betingelserne i Amiens. Der begyndte snart en række af gensidige drillerier, som ophidsede stemningen på begge sider af Kanalen, og året efter freden i Amiens begyndte krigen igen. Bonaparte tog med sædvanlig virksomhed fat på den plan, han havde lagt til de uforsonlige øboeres ydmygelse. Der byggedes en mængde kanonbåde i havnene langs med Kanalen, og alt tydede på en nærforestående landgang i England. Imidlertid udklækkede nogle Bourbonske prinser og uforsonlige emigranter, der havde fundet et sikkert tilflugtested i London, en plan til at overfalde og dræbe Bonaparte. Den bekendte general Pichegru (som under de tidligere partikampe var blevet forvist til Guyana, men var undvegen derfra til England) begav sig hemmelig til Paris tillige med nogle forvovne banditter for at forberede udførelsen; men sammensværgelsen blev i tide opdaget af det årvågne politi, hvorpå flere af deltagerne henrettedes, og Pichegru tog sig selv af dage i fængslet. Førstekonsulen var dog ikke tilfreds med at have ramt de nærmeste skyldige. I sin heftige forbitrelse mod hovedmændene, der var udenfor hans rækkeevne, lod han en ung emigrant af det Bourbonske hus, prinsen af Enghien, der boede i Baden, uden videre bortføre med en afdeling dragoner og stille for en krigsret. Den uskyldige prins blev dømt til døden og skudt til skræk og advarsel for Bourbonnerne og de kongelig sindede. Bonaparte opnåede sin hensigt for så vidt, som sammensværgelserne mod hans liv ophørte; men han skaffede sig mange af Europas fyrster til fjender, idet de fordømte Enghiens henrettelse lige så stærkt som Ludvig XVI.s. Sammensværgelsen imod Førstekonsulen gav anledning til kejserdømmets indførelse i Frankrig. Det bedste middel til at sikre den store mands liv, hvorpå Frankrigs storhed syntes at bero, troede man ville være at vende tilbage til det arvelige monarki. Efter at forslaget herom var antaget af den lovgivende forsamling, udråbtes Førstekonsulen under navn af Napoleon I til de franskes kejser (1804). Den anden december samme år blev Napoleon og hans hustru Josephine kronet af pave Pius VII i Notre Dame kirken. Kejseren omgav sig med et glimrende hof, hvor alt var indrettet efter det gamle hofs mønster. Hans brødre og nærmeste slægtninge blev prinser; de dygtigste generaler forfremmedes til marskaller. Selv Frankrigs gamle adel begyndte at samle sig om kejserens trone. Desuden stiftede Napoleon en ny adel for at have et middel til at belønne højtfortjente statsmænd og krigere, dog uden at lensadelens ved revolutionen skrinlagte rettigheder derved kaldtes til live. Alles lighed for loven og den frie adgang til erhverv forblev uantastet. Derimod blev der intet tilbage af den politiske frihed. Kejseren udøvede sin magt aldeles uindskrænket, og Frankrig lystrede ubetinget den store mand, som det selv havde givet sig til hersker. Det fulgte næsten af sig selv, at de med Frankrig forbundne republikker også måtte forandre regeringsform. Først og fremmest omdannedes den Italienske republik til kongeriget Italien, og Napoleon påsatte sig selv kronen i Majland med de ord: gud giver mig den; ve enhver, som vover at røre den. Den spænding, som siden Enghiens død herskede mellem Napoleon og de europæiske hoffer, blev stedse stærkere. Den engelske førsteminister William Pitt, Frankrigs uforsonligste modstander, pustede ilden, og han tilbød de andre magter penge for at føre krig, og dannedes den tredje koalition mod Frankrig mellem England, Østrig og Rusland, hvor kejser Alexander I var fulgt efter sin fader Povl. Til disse magter sluttede også Sverige sig, hvis konge Gustav IV Adolf ved at omgås franske emigranter havde indsuget et glødende had til Napoleon. Den tredje koalitionskrig udbrød i året 1805. En østrigsk hær under Mack trængte frem igennem Bajern og indtog en stærk stilling ved Ulm. Napoleon havde på sin side øjeblikkelig opgivet det påtænkte togt til England og sat »Storarmeen« i bevægelse for at komme tidsnok til at slå sine fjender een for een. Med forbavsende hurtighed førte de berømte marskaller Ney, Soult, Lannes, Bernadotte og flere deres korpser ad forskellige veje ind i Tyskland, således at de alle samledes under kejserens overbefaling i Bayern, medens Mack endnu stod ubevægelig ved Ulm. For silde erfarede den ulykkelige østrigske general, at han var afskåren; det lykkedes kun hans rytteri at slå sig igennem. Han selv måtte med hele den øvrige hær overgive sig i Ulm (1805). Dermed havde Napoleon åbnet sig vejen til Østrigs hovedstad, som de tililende russere forgæves søgte at dække. Fra Wien gik hærtoget ind i Mæhren, hvor Napoleon snart stod lige over for den russiske armee, i hvilken kejserne Alexander og Frants selv var tilstede for at oplive troppernes mod. D. 2 december 1805, årsdagen for Napoleons kroning, leveredes da trekejserslaget ved Austerlitz. Ved sin hæropstilling lokkede Napoleon fjenden til at udføre den slagplan, som han netop ønskede, så at han fornøjet råbte: »Nu er også denne armé min!« Da solen brød igennem morgentågen, begyndte han slaget - hvorfor han ofte mindede sine soldater om »solen ved Austerlitz« - og en time efter middag var den fjendtlige hær opreven. Efter at have mistet mange tusinde døde, sårede og fanger, trak Alexander sig tilbage til sit rige, hvorpå kejser Frants modtog de hårde betingelser, som Napoleon foreskrev i Presburg (1805). Østrig afstod Venedig til kongeriget Italien, og Tyrol, som skænkedes til Napoleons allierede, Bayern. Freden i Presburg gjorde Napoleon til herre i Tyskland, idet mange tyske fyrster nu fandt det fordelagtigst at søge en støtte hos Frankrigs mægtige kejser. Bayern og Wüttenberg, som ophøjedes til kongeriger, samt flere mindre stater sagde sig løs fra forbindelsen med det tyske rige og indgik Rhinforbundet under Napoleons beskyttelse og med den forpligtelse at stille tropper til Frankrigs krige. Under disse omstændigheder opløstes rigsdagen i Regensburg; Frants II. nedlagde den tyske kejserværdighed og kaldte sig herefter Frants I - kejser af Østrig. Det tysk-romerske kejserlige havde endt sin tilværelse (1806). Samtidig hermed foregik en tronforandring i Neapel. Skønt kong Ferdinand havde erklæret sig for neutral, havde han dog tilladt engelske og russiske tropper at lande i sit rige for at angribe franskmændene i ryggen. For at straffe denne troløshed erklærede Napoleon, at Bourbonerne havde ophørt at regere i Neapel. Den ledige trone skænkede han til sin ældste broder Joseph (1806). Samme år ophørte den Bataviske republik, idet Napoleon udnævnte sin broder Ludvig til konge af Holland. I Preussen regerede Frederik Vilhelm III, en søn af Frederik Vilhelm II.. Forholdet til Frankrig var en tidlang venskabeligt, fordi man i Berlin håbede at drage fordel af Østrigs ydmygelse; men da det nu viste sig, at Napoleon også ville herske over Tyskland, fik den krigerske stemning overvægt i Preussen, og man stillede den fordring til Napoleon, at han inden en vis tid skulle trække sine tropper ud af Tyskland. Da dette naturligvis blev afslået, stod der kun tilbage at prøve våbenlykken (krigen imellem Frankrig og Preussen 1806). Under anførsel af den gamle Ferdinand af Brunsvig gik Preussens veludrustede hær straks angrebsvis frem; man bildte sig ind, at Frederik den Stores soldater skulle vise sig franskmændene lige så overlegne som i sin tid ved Rosbach. Men Napoleon havde med sin sædvanlige hurtighed samlet Storarmeen, og det kom nu til dobbeltslaget ved Jena og Auerstädt, hvor Napoleon og marskal Davoust samtidig vandt en glimrende sejr. Ferdinand af Brunsvig blev dødelig såret, og efter få timers kamp blev preussernes flugt almindelig. De franske marskaller, der nu sendtes ud til alle sider for at forfølge preusserne, tog den ene fjendtlige afdeling til fange efter den anden. En måned efter krigens begyndelse holdt Napoleon sit indtog i Berlin. Frederik Vilhelm var flygtet til Kønigsberg for at søge beskyttelse bag de russiske hære. Så længe der var noget af Preussen tilbage at besætte, drog Napoleon videre. I Warszawa hilste polakkerne ham som befrier, og allerede var de sejrrige franskmænd lagte i kvarter ved Weichselen, da en russisk hær rykkede frem for at overrumple dem midt i vinterens hjerte. Men Napoleon samlede hurtig sine stridskræfter ved Eylau i Østpreussen, og her leveredes nu et overordentlig blodigt slag i 1807. Russernes jernfaste udholdenhed syntes at skulle få bugt med franskmændenes fyrighed; med nu fik Napoleons svoger Murat standset deres fremgang ved et frygteligt rytteranfald. De Franske sov på valpladsen; men tabet var så stort, at begge hære måtte gå tilbage for at samle kræfter. Men da Napoleon sejrrig nærmede sig Ruslands grænseflod Niemen, gjorde Alexander fredsforslag. Begge kejserne kom sammen i Tilsit, og her lykkedes det Napoleon fuldstændig at vinde sin unge modstander. De førte fortrolige underhandlinger indbyrdes, de færdedes hele dage sammen og holdt mønstringer for hinanden, ved hvilke tropperne råbte: »leve Napoleon, leve Alexander!« Kejserne blev enige om, at Europa kun behøvede to stormagter: Rusland i øst, Frankrig i vest, og disse skulle nu med forenede kræfter tvinge det genstridige England til fred. For dette nye venskab opofrede Alexander sin hidtilværende forbundsfælle, kongen af Preussen, som ved freden i Tilsit (1807) mistede halvdelen af sine lande: 1) af de vest for Elben liggende dele oprettedes kongeriget Westfalen til fordel for Napoleons broder Jerome; 2) af de polske provinser dannedes storfyrstendømmet Warszawa , som forenedes med til kongerige ophøjede Saksen for at danne en modvægt til Preussen. Efter sin hjemkomst til Paris begyndte Napoleon at blande sig i Spaniens anliggender. Det fornødne påskud hertil afgav en forargelig strid imellem den spanske kong Karl IV og hans søn Ferdinand, i hvilken den franske kejser opkastede sig til dommer. Efter at have lokket både fader og søn til sig i Bayonne bevægede Napoleon dem begge ved en blanding af list og vold til at frasige sig den spanske krone. Derpå kaldte han sin broder Joseph fra Neapel for at sætte ham på Spaniens trone - kongeriget Neapel overdrog han til sin svoger Murat (1808). Idet Napoleon således fik sat huset Bonaparte på den tredje Bourbonske trone, mente han på en nem måde at have opnået et stort resultat; men denne gang forregnede han sig. De stolte Spaniere ville på ingen måde underkaste sig en dem påtvungen fremmed konge. Det hjalp ikke, at der blev tilbudt dem en fri forfatning, at Inkvisitionen blev ophævet og klostrene inddragne. Ophidset af den talrige katolske gejstlighed rejste det genstridige folk sig til en almindelig kamp mod de franske »kættere«, så at Napoleon selv måtte drage til Spanien med en stor armé og i blodige kampe bane sin broder vej til Madrid (1808). Da kejseren derefter begav sig hjem til Paris, lod han armeen blive tilbage og overdrog sine dygtige marskaller, Massena, Soult og flere det vanskelige hverv at tvinge hele det spanske folk til lydighed mod kong Joseph. Da Spanierne snart indså, at de ikke kunne stå sig i åbne slag, begyndte de at føre »den lille krig«, der i høj grad begunstigedes af landets bjergfulde natur. I små bander, »guerillaer«, overfaldt de franskmændene, hvor disse færdedes enkeltvis eller i ringe antal, ja selv syge og sårede, der førtes til hospitalerne, blev nedstødte uden barmhjertighed. Desuden kom en engelsk hær under Wellington Spanierne til hjælp i deres frihedskamp. Tusinder og atter tusinder af franske soldater vædede jorden med deres blod. Men det lykkedes ingensinde at bringe landet til ro, og krigen trak ud, lige indtil Napoleons stjerne dalede. Da måtte Joseph forlade Spanien tillige med levningerne af den franske hær, og kong Ferdinand VII kom tilbage på sine fædres trone. Under denne lange række af fastlandskrige var kampen mellem Frankrig og England blevet fortsat uden afbrydelse. Et hovedslag var blevet leveret ved forbjerget i Trafalgar (1805), hvori den engelske admiral Nelson tilintetgjorde den fransk-spanske flåde, skønt han købte sejren med sit liv. Fra nu af måtte Napoleon opgive at møde sin modstander på havet. Derimod udtænkte han en ny storartet plan, hvorved England skulle tvinges til fred, det såkaldte Kontinentalsystem eller fastlandsspærringen. Så vidt hans arm strakte, forbød Napoleon al handel med England. Ved aftalerne i Tilsit gik kejser Alexander ind på det samme system; derpå blev den ene magt efter den anden opfordret til at lukke sine havne for englænderne, og de fyrster, som ikke ville føje sig, blev fjernede. Således gjorde Napoleon ende på pavens verdslige magt og indlemmede Kirkestaten i kejserriget uden at bryde sig om pavens afmægtige bandstråle. Da kong Ludvig af Holland vægrede sig ved at afbryde handelen med England, som hans undersåtter ikke kunne undvære, pådrog han sig sin broders vrede og måtte nedlægge kronen. Derpå blev Holland indlemmet i Frankrig (1810), og det samme skete med de øvrige kystlande ved Nordsøen (en del af Hannover, Oldenburg og Hamburg samt Lübeck). Efter at Napoleon havde sat sig i besiddelse af de fleste kystlande, var franske toldbetjente og politisoldater overalt tilstede for at forhindre snighandelen med England. Napoleon stod på magtens og lykkens tinde. Efter at have forskudt Josephine ægtede han den østrigske kejserdatter Marie Louise og fik med hende sønnen Napoleon, som erholdt titelen: konge af Rom. Napoleon herskede fra Cadix til Niemen, fra Nordsøen til Messinastrædet, og skarer af fyrster bøjede sig for hans vink. Men rundtom i de undertvungne lande ulmede misfornøjelsen over den trykkende soldaterudskrivning og over handelsspærringen, som tilføjede fastlandet næsten lige så store lidelser som England. Alligevel indlod Napoleon sig i året 1812 på krig med Rusland. Det i Tilsit sluttede venskab begyndte efterhånden at kølnes. I sin grænseløse herskesyge kunne Napoleon ikke tåle, at der fandtes nogen anden selvstændig magt i Europa. Da Alexander tilstod lempelser i fastlandsspærringen, optog Napoleon dette som en krigserklæring og traf i foråret 1812 sine foranstaltninger for at tugte Rusland. Ved overgangen over Niemen talte storarmeen 400.000 mand: franskmænd, Italienere, Tyskere fra Rhinforbundet, Preussere og Østrigere. Hovedstyrken drog frem over Wilna og Smolensk mod Moskva, hvor Napoleon ventede at kunne diktere freden. Men straks fra først af viste det sig, hvilke umådelige vanskeligheder der var forbundne med et felttog i disse fjerne, tyndt befolkede lande. Der kunne ikke skaffes ordentlig forplejning; slette veje forsinkede marchen, og forbundstropperne deserterede dag for dag i større mængde. Hertil kom, at russerne afbrændte byer, ødelagde levnedsmidler og bestandig trak sig tilbage uden at tilbyde noget hovedslag. Først efter en lang besværlig march havde Napoleon den glæde at se russerne gøre holdt ved Moskvafloden for at forsvare deres gamle hovedstad. Her kom det da til det blodigste af de hundrede slag, hvori Napoleon hidtil havde deltaget. Den sørgelige valplads blev i franskmændenes hænder, og dermed var vejen til Moskva åbnet; men indtoget foregik under en ildevarslende stilhed. De fleste indbyggere var gået bort tillige med den russiske hær, og kort efter tændte de tilbageblevne russere byen i brand på forskellige steder. En heftig storm rejste sig, og da alle slukningsredskaber var ført bort, kunne ilden ikke standses. To tredjedele af Moskva blev lagte i aske tillige med rige forråd, så at det blev umuligt for franskmændene at overvintre i byen. Napoleons håb om at erobringen af den hellige by skulle gøre russerne føjelige virkede ikke. Da Alexander tværtimod trak tiden ud, indtil vinteren stod for døren, måtte Napoleon bekvemme sig til den for hans stolthed ydmygende beslutning at gå tilbage. Ved udgangen af Moskva var den franske hær allerede så svækket, at russerne kunne tvinge Napoleon til at slå ind på den samme vej, ad hvilken han var kommen. Derfor indtrådte snart mangel på levnedsmidler; en tidlig, streng vinter og daglige angreb af russerne traf desuden sammen for at gøre ulykken fuldstændig. Tusinder af soldater kastede deres våben eller lagde sig i fortvivlelse til at dø på de snedækte marker. De heltemodige marskaller Ney, Davoust og andre som skiftevis anførte bagtroppen, gjorde alt muligt for at holde fjenden fra livet; men af mangel på heste måtte kanonerne efterlades, krudtkarrer sprænges, og ingen sårede kunne føres med på tilbagetoget. Til de forfærdeligste timer på hele hærtoget hørte overgangen over Berezina. For fjendens øjne slog man to broer over den med isflager opfyldte flod; men den ene brast itu, og på den anden blev trængselen så stor, at de tropper, der endnu bar våben, kun ved at bruge sabel og bajonet mod deres egne landsmænd kunne bane sig vej over, og tusinder af efternølere faldt i fjendens hænder. Straks efter forlod Napoleon hæren for at ile til Paris og drive nye oprustninger frem. Fra dette øjeblik af drog levningerne af Storarmeen videre uden orden eller mandstugt, indtil dens rester som forkomne flygtninge nåede tilbage over Niemen (december 1812). Storarmeens undergang blev tegnet til et almindeligt frafald fra Napoleon. Kongen af Preussen var den første, som forenede sine tropper med de fremtrængende russere, hvorpå frivillige fra alle Tysklands egne i massevis strømmede til fanerne for at deltage i befrielseskrigen. Napoleon udfoldede på sin side en overordentlig virksomhed. I løbet af få måneder fik han rejst en ny hær af ganske unge soldater og drog med disse ind i Tyskland, hvor han åbnede felttoget i 1813 med nye sejre. Men nu trådte også Østrig over på hans fjenders side, og den sidste store koalition dannedes mod Napoleon. Fra sit hovedkvarter i Dresden forsvarede han vel en tidlang Elblinien, hvis andet endepunkt, Hamburg, holdtes besat af Davoust. Men krigsskuepladsen var for udstrakt til, at Napoleon kunne være tilstede allevegne. Da hans marskaller blev slagne på forskellige steder, trak han sig lidt tilbage og samlede sin svækkede krigsmagt ved Leipzig. Omkring denne by leveredes i oktober 1813 det store folkeslag, som skulle afgøre Europas skæbne. Napoleons hær udgjorde henved 200.000 mand - koalitionens 300.000. I tre dage holdt franskmændene stand, skønt de saksiske hjælpetropper midt under slaget gik over til fjenden; men til sidst måtte de vige for overmagten. Under tilbagetoget bukkede de unge soldater under for marchens besværligheder, og sygdomme fuldendte hærens undergang. Midt i ulykken, så at sige ene mod hele Europa, samlede Napoleon Frankrigs sidste kræfter; men fjenden gav ham ikke tid til at fuldende sine forberedelser. I begyndelsen af 1814 trængte koalitionens hærmasser frem over Rhinen og banede sig trods kejserens tapre modstand vej til det dengang ubefæstede Paris. Efter at de forenede fyrster havde holdt deres indtog i Paris, erklærede senatet kejser Napoleon for afsat, hvorpå Ludvig XVIII, en broder til den henrettede konge (hvis søn Ludvig XVII. var død som barn), blev kaldt tilbage fra landflygtigheden for at bestige sine fædres trone. Napoleon frasagde sig kronen mod at beholde øen Elba, hvorhen han straks begav sig efter at have taget en rørende afsked med sine soldater (april 1814). Der sluttedes nu en almindelig fred i Paris (1814), i hvilken Frankrig afstod de siden revolutionens begyndelse gjorte erobringer undtagen Savoyen. Derefter samledes en stor fyrstekongres i Wien i den hensigt at genindsætte de fordrevne fyrstehuse og så vidt muligt føre Europa tilbage i den tidligere tilstand. At Ludvig XVIII straks skulle kunne forsone Frankrig med en regering, der var oprettet under beskyttelse af fremmede bajonetter, stod næppe til at vente. Synet af emigranterne, som vendte tilbage i Bourbonnernes følge for igen at komme til ære og værdighed, skønt mange af dem havde ført våben mod Frankrig, satte meget ondt blod; men mindst af alt kunne armeen ikke affinde sig i at aflægge den trefarvede Kokarde og tjene under det hvide Liljebanner. Underrettet om denne stemning besluttede Napoleon atter at vise sig i Frankrig. Efter at have forladt Elba med nogle hundrede mand af sin gamle garde landede han (1815) på den samme kyst, som han havde betrådt ved hjemkomsten fra Ægypten. Forgæves udgik der ordre til at fængsle »eventyreren«; overalt, hvor Napoleon kom frem, styrtede tropperne sig for hans fødder, og tre uger efter landgangen var han atter i Paris, medens Ludvig XVIII flygtede nordpå, genoprettedes kejserdømmet - dog kun for at bestå i de næste 100 dage. Uagtet Napoleon forsikrede, at han ikke mere tænkte på at gøre erobringer, erklærede de i Wien forsamlede fyrster ham dog for fredløs og lovede hverandre ej at nedlægge våbnene, før han var fordreven. Da en ny kamp med Europa var uundgåelig, besluttede Napoleon at komme sine fjender i forkøbet og drog ind i Belgien, hvor preusserne under Blücher og englænderne under Wellington nærmest truede grænsen. Efter at have slået preusserne ved Ligny vendte han sig mod Wellington, som havde forskanset sig på højderne foran Waterloo. I flere timer kæmpedes der med den største hårdnakkethed; tilsidst begyndte englænderne at vakle; men da kom Blucher dem til hjælp og faldt de franske pludselig i flanken med sådan kraft, at den halvt vundne sejr blev forvandlet til et frygteligt nederlag. Med undtagelse af den gamle garde, som hellere ville dø end overgive sig, opløstes hele den franske hær i vild forvirring, og Napoleon selv blev revet med af de flygtende skarer d. 18 juni 1815. Efter sin ankomst til Paris nedlagde Napoleon kronen til fordel for sin søn Napoleon II.. Da hans plan om at flygte til Amerika, ikke kunne udføres, fordi de franske havne vare blokerede, begav han sig ombord på et engelsk krigsskib i tillid til sine fjenders højmodighed. I fyrsternes råd bestemtes det, at han skulle hensættes på Sct. Helena som Europas fange. På denne øde klippe i Atlanterhavet tilbragte Napoleon, omgivet af nogle trofaste venner, sine sidste år under streng bevogtning. Napoleon døde d. 5. maj 1821. Hans jordiske levningerne senere førte til Paris for at hvile under Invalidekirkens prægtige kuppel. Da de forenede fyrster vægrede sig ved at anerkende Napoleon II., vendte Bourbonnerne for anden gang tilbage. Ludvig XVIII sluttede en ny fred i Paris i 1815, i hvilken Frankrig mistede Savoyen samt forpligtedes til at underholde en fremmed hær, som til Europas sikkerhed blev liggende tre år i grænsefæstningerne. De ved krigsbegivenhederne afbrudte kongresforhandlinger i Wien genoptoges og bragtes i året 1815 til afslutning med følgende hovedbestemmelser: Rusland fik størstedelen af storhertugdømmet Warszawa under navn af kongeriget Polen, som Alexander gav en fri grundlov og en fra Rusland adskilt bestyrelse. Preussen, der af sine Polske lande kun fik Posen tilbage, udvidedes med en betydelig del af Saksen (hvis konge skulle straffes, fordi han havde været Napoleon tro til det sidste) samt med Vestphalen og Rhinprovinsen for at danne et stærkt værn mod Frankrig. Storbritannien beholdt Malta og Helgoland til støtte for søherredømmet på Middelhavet og i Nordsøen, og fremdeles flere af de erobrede kolonier, navnlig Kaplandet. De syv Joniske øers republik stilledes under engelsk beskyttelse. Østrig fik ikke alene sine tabte lande tilbage, men vandt også Lombardiet og Venedig, hvorfra hoffet i Wien siden udøvede en stor indflydelse på det øvrige Italien. Kongen af Sardinien kom atter i besiddelse af sit gamle rige (Piemont, Savoyen og Nizza). Efter at Murat var blevet forjaget med østrigske tropper, vendte Bourbonnerne tilbage til Neapel, og den gamle konge besteg atter tronen som Ferdinand I af begge Sicilierne. Under et ubesindigt forsøg på at gøre landgang i Neapel blev Murat fangen og skudt. Belgien blev forenet med Holland til kongeriget Nederlandene under Vilhelm I af huset Oranien. I stedet for at oprette det gamle tyske rige dannede man et tysk statsforbund, hvis anliggender skulde afgøres på forbundsdagen i Frankfurt. De vigtigste tyske stater var de to stormagter Østrig og Preussen, dernæst kongerigerne Bayern, Würtemberg, Saksen og, Hannover (som gaves tilbage til den engelske kong Georg III.. Schweiz indrettedes til en føderativ republik af 22 kantoner, og der tilsikredes denne neutralitet i Europas krige. Som en eftervirkning af den franske revolution rørte der sig trindt om hos de fra Napoleons militærdespoti befriede folk et levende ønske om at få indflydelse på statsstyrelsen gennem deltagelse i lovgivning og skattebevilling. Men fyrsterne, som på kongressen i Wien tog rigelig oprejsning for deres egne ydmygelser, lod folkene vente forgæves på løn for de i befrielseskampen ydede ofre. Der dannedes da, især i de mest oplyste samfundsklasser, et bevægelsesparti, de liberale, hvis bestræbelser gik ud på indførelsen af en fri forfatning (konstitution) og afskaffelse af alle forældede standsprivilegier. I modsætning hertil holdt det konservative parti, hvis kerne bestod af adel og gejstlighed, på den bestående tilstand, og fyrsterne søgte at kue den vågnende frihedsånd ved hjælp af censur og andre politiforanstaltninger. Desuden indtrådte så godt som alle fastlandets fyrster i den Hellige Alliance, et forbund, som kejser Alexander af Rusland under sit sidste ophold i Paris havde stiftet sammen med kejseren af Østrig og kongen af Preussen. Fyrsterne lovede heri at ville tage den kristne religions forskrifter til rettesnor for deres handlinger, at betragte hverandre som brødre og regere som fædre for deres folk. Men hvor smukt dette end kunne lyde, viste den Hellige Alliance sig dog snart som et fyrsteforbund, der alene havde til formål at bevare fyrsternes uindskrænkede magt og holde folkene strengt i ave. Ludvig XVIII havde ved sin tronbestigelse skænket Frankrig en konstitutionel forfatning efter engelsk mønster, således at kongen delte den lovgivende magt med to kamre: Pairskammeret og Deputeretkammeret (Overhus og Underhus). Når frihed i det indre og fred med udlandet trådte istedetfor kejserdømmets våbenglans, syntes det franske folk bedst at kunne forsones med sin gamle kongeslægt. Frankrig kom også mærkværdig hurtig til kræfter ovenpå de lidelser, som de fremmede hæres indtrængen to gange havde medført. Skønt det ikke manglede på indre partistridigheder under Ludvig XVIII, udbrød dog alvorlige uroligheder først efter hans død i 1824, da hans broder Karl X arvede kronen. Karl X nærede endnu de samme anskuelse som da han i spidsen for de første emigranter forlod Frankrig efter Bastillens indtagelse. 25 års landflygtighed havde gjort ham aldeles fremmed for den slægt, der imidlertid var opvokset. Emigranterne blev begunstigede, og Jesuiterne, hvis orden var blevet genoprettet af pave Pius VII, fik indflydelse ved hoffet. Folket begyndte at frygte for, at Frankrig skulde miste den frihed og lighed, som det havde kostet strømme af blod at vinde, og kastes tilbage i samme tilstand som før revolutionen i 1789. Da der kom en levende misfornøjelse til orde herover, troede kongen det nødvendigt at sætte hårdt imod hårdt. Han valgte et frihedsfjendsk ministerium, i hvilket førsteministeren, den stolte Polignac, og krigsministeren Bourmont, der havde forrådt Napoleon før slaget ved Waterloo, især var forhadte. Under dette foretoges et krigstog mod sørøverstaten Algier, hvor Deyen havde fornærmet den franske konsul og ikke ville give oprejsning derfor. Bourmont anførte selv toget, sejrede over en arabisk hær og erobrede Algier, hvor et stort bytte faldt i de franskes hænder i 1830. Senere er Frankrigs herredømme under hårdnakkede kampe mod araberne efterhånden blevet udbredt lige til grænserne af ørkenen. Ved de nye valg til Deputeretkammeret, som fandt sted på samme tid som hærtoget til Algier, faldt stemmerne næsten på lutter frisindede mænd og modstandere af regeringen. Da kongen altså ikke kunne regere, som han ønskede, på lovlig måde, greb han til voldsomme midler og befalede at indføre et strengt opsyn, bl.a. censur over alle blade og tidsskrifter og traf sådanne forandringer ved valgene til Deputeretkammeret, at disse ganske kom i hænderne på de rige og fornemme. Disse ulovlige befalinger fremkaldte en almindelig opstand i Paris (Julirevolutionen 1830). Folket erklærede, at man ikke ville adlyde en regering, der krænkede Frankrigs af kongen selv besvorne forfatning. Værksteder og boder lukkedes, våbenoplag plyndredes, og folk af alle klasser, borgere, arbejdere, studenter, greb under ledelse af afskedigede officerer fra kejsertiden til våben for loven og friheden. Kongen anede faren så lidt, at han i de samme dage morede sig med at gå på jagt, og ministrene havde under krigsministerens fraværelse forsømt alle forsvarsanstalter. Den ikke meget talrige garnison i Paris søgte forgæves at dæmpe opstanden. Efter tre dages kamp begyndte nogle regimenter at gå over på folkets side, og de øvrige blev nødt til at drage bort. Af skræk herover gav Karl X endelig sine ministre afsked og kaldte de uheldsvangre forordninger tilbage. Men denne eftergivenhed kom nu for silde. Hidkaldt af opstandens ledere, blandt hvilke den gamle Lafayette atter fremtræder som anfører for Nationalgarden, trådte hertug Ludvig Filip af Orleans (en søn af den under revolutionen guillotinerede Filip Egalité) i spidsen for folkebevægelsen og lod sig af Deputeretkammeret udvælge til konge. I stedet for som de tidligere konger, at kalde sig »konge af Frankrig og Navarra« antog Ludvig Filip titelen »de franskes konge«, hvorved betegnes, at han skyldte folkets valg, ikke arveretten, sin krone. Fra den tid har det kongeligsindede parti i Frankrig været delt i to dele, af hvilke Legitimismerne er tilhængere af det gamle kongehus og kongedømmets guddommelige ret, medens Orleanisterne foretrække det konstitutionelle monarki under Ludvig Filips slægt. Julirevolutionen i 1830 vakte stærkt røre i forskellige af Europas lande, navnlig i Nederlandene, hvor kong Vilhelm I af Oranien ikke kunne dæmpe Belgiernes utilfredshed over foreningen med Holland. Disse to folk havde så godt som intet tilfælles. Belgierne er katolikker - Hollænderne protestanter; hine ernære sig mest ved fabriksdrift, de andre ved handel, og også sprogene er forskellige. Der var på den måde anledning nok til strid. Belgierne klagede over, at de måtte betale høje skatter for den store hollandske statsgælds skyld, at Hollandsk var regeringssprog, og alle højere embeder besattes med Hollændere; især var den katolske gejstlighed utrættelig i at puste til ilden, da den ej kunne finde sig i at stå under en regering af »kættere«. Da efterretningen kom om Julirevolutionen, rejste borgerne i Bryssel i 1830 en opstand og forjog de hollandske embedsmænd. Snart fulgte hele Belgien hovedstadens eksempel. En belgisk nationalforsamling trådte sammen og erklærede huset Oranien for udelukket fra tronen; Belgien skulle herefter være et selvstændigt rige under en konstitutionel forfatning. Til dets konge valgtes hertug Leopold af Saksen-Koburg, og denne ordning fik alle stormagters samtykke. Kong Vilhelm I havde altså intet andet middel til at forsvare sin ret end våbenmagt. En hollandsk hær rykkede ind i Belgien, hvor man endnu ikke havde kunnet skaffe sig en ordentlig krigsmagt og besatte en stor del af landet. Men da ilede en fransk hær Belgierne til hjælp, trængte Hollænderne tilbage og tvang endelig deres besætning i Antwerpens citadel til at overgive sig. Dermed ophørte fjendtlighederne, og kong Vilhelm anerkendte Belgiens uafhængighed. Hollands og Belgiens adskillelse har været til held for begge folk. Under en uafbrudt fred har deres velstandskilder udviklet sig således, at Belgien er i stand til at ernære sin meget talrige befolkning, og Holland har især ved hjælp af indtægterne fra kolonierne kunne bære sin store statsgæld uden rystelser. Kong Leopold I har regeret sit land mønsterværdigt; nu sidder hans søn Leopold II. på tronen. I Holland efterfulgtes Vilhelm I af sin søn Vilhelm II., denne af den nu regerende Vilhelm III.. Luxemburg med sin overvejende tyske nationalitet har kun regent tilfælles med Holland, men forøvrigt sin egen bestyrelse. Frankrig fik i Ludvig Filip en konge, som nøje overholdt den frie forfatning, idet han altid støttede sig til flertallet i det folkevalgte Deputeretkammer (parlamentarisk system). Ved at værne om en umådeholden frihed, såvel som ved sit jævne, høflige væsen, blev han meget yndet i den velhavende Borgerstand. Dog var hans regering fuld af uroligheder; thi han havde også mange modstandere. Legitimisterne hadede »Borgerkongen«, fordi han havde skilt den salvede konge ved kronen. Farligere end disse, der mest hørte til den gamle adel, blev republikanerne, hvis antal tog stærkt til især i de store fabriksbyer. Da arbejderne så, at Juli-revolutionen ikke havde bragt nogen forbedring i deres elendige kår, rejste de flere blodige opstande i Paris og Lyon. Efter at disse opstande var slået ned med strenghed, foretoges der en række mordforsøg mod kongen, hvilke dog alle mislykkedes. Hæren var Ludvig Filip tro, og Nationalgarden viste ham stor hengivenhed, så at hans trone syntes velbefæstet - og dog skulle han erfare, hvor vanskeligt det er i længden at bevare det ustadige folks gunst. Det krænkede den stolte franske nation, at Ludvig Filip, for ej at udsætte sig for en krigs omskiftelser, ved flere lejligheder viste en ængstelig eftergivenhed mod udlandet, så at Frankrig i Europas øjne næsten nedsank til en magt af anden rang. At våge over Frankrigs ære syntes i det hele mindre at ligge ham på hjerte end at sørge for sin egen og sin families fordel. Skønt der vidt og bredt udbredte sig misstemning herover, forstod dog hans mest betroede minister dels ved bestikkelser, dels ved hjælp af den talrige embedsstand at sikre regeringen understøttelse af flertallet i Deputeretkammeret, som var valgt efter en temmelig indskrænket valglov og ingenlunde opfyldte sin hensigt: at være et organ for folket. Det hjalp ikke, at mange ansete mænd rådede kongen til at landet fik en folkeligere styrelse. Da kongen og Guizot på ingen måde ville give efter, udbrød der en Revolution i Paris (Februar 1848). Rundt om i gaderne opførtes i hast en mængde barrikader af opbrudte brosten, væltede vogne, møbler fra husene o.s.v.. En levende kamp udspandt sig mellem tropperne og folkemasserne. Da Nationalgarden, som kongen havde gjort sikker regning på, gik over på folkets side, anså Ludvig Filip det for nødvendigt at give efter og afskedige Guizot. Efterretningen herom vakte almindelig glæde; tropperne blev fjernede, Paris blev illumineret om aftenen, og man anså urolighederne for endte. Men dette gunstige øjeblik blev snildt benyttet af det republikanske parti, som ville have kongen tog sæde. Frankrig var således på en aldeles uventet måde blevet en republik. Da det var arbejderne, som havde sejret, blev det: den første opgave at sørge for dem, og det var ingen let sag. De fleste af dem havde tilegnet sig de socialistiske lærdomme og fordrede nu, at staten skulle sikre enhver arbejder et passende arbejde og tilstrækkeligt udkomme. For at tilfredsstille dem lod den provisoriske regering nu oprette nationalværksteder, hvor enhver kunne melde sig for at få arbejde. Men på grund af den standsning i handel og industri, som revolutionen medførte, strømmede en mængde brødløse mennesker til, både arbejdere, løsgængere og gavtyve, så at staten hverken kunne anvende dem, eller bære de mådelige udgifter som deres underhold krævede. Da det derfor snart viste sig nødvendigt igen at ophæve disse værksteder, udbred der i juni 1848 en frygtelig opstand af hele proletariatet. I løbet af få timer rejste barrikader sig over alle de snævre og krumme gader i Paris. Det hele var ordnet med militær indsigt, og oprørerne kæmpede med fortvivlelsens mod. Under denne fare overdrog man den højeste magt til den erfarne general Cavaignac. Han tilkaldte tropper fra alle sider og erobrede den ene barrikade efter den anden. Men i tre dage tordnede kanonerne i gaderne, og 10.000 mennesker mistede liv og lemmer, førend opstanden blev kuet. Imidlertid var en Nationalforsamling trådt sammen med det hverv at udarbejde en forfatning for den franske republik. Ifølge denne blev den lovgivende magt tildelt en forsamling, hvortil enhver 21årig franskmand kunne vælge (»almindelig stemmeret«); i spidsen for den udøvende magt skulle der stå en af hele folket på fire år valgt præsident. Blandt dem, der attråede denne værdighed, optrådte Ludvig Napoleon Bonaparte, en søn af kong Ludvig af Holland. Efter sin fætter, kongen af Roms tidlige død anså han sig for arving til sin farbroders magt og gjorde to letsindige forsøg på at styrte Ludvig Filip. Men til sidst blev han grebet og dømt til livsvarigt fængel. Efter at have siddet seks år på fæstningen: Ham, så han en lejlighed til at undkomme og vendte først efter Februarrevolutionen tilbage til Frankrig. Selv var han lidet bekendt; men navnet Napoleon var tilstrækkeligt til at skaffe ham overvægten over hans medbejlere. Med 5 1/2 millioner stemmer kåredes Ludvig Napoleon til den franske republiks præsident. I begyndelsen regerede han på lovlig måde; men da tiden nærmede sig, på hvilken hans værdighed skulle ophøre, erklærede han pludselig den lovgivende forsamling for opløst og tiltog sig ved armeens hjælp præsidentværdigheden på 10 år med forøget myndighed (december 1851). Allerede årsdagen derefter skred han til sit endelige mål, idet han lod sig udråbe til de franskes kejser. Det franske folk, der ønskede en stærk regering, der kunne gøre ende på al indvortes usikkerhed, gav sit samtykke til kejserdømmets oprettelse med 8 millioner stemmer. Napoleon III. fyldestgjorde i en lang række af år folkets forventninger om ham. Den lovlige orden blev strengt overholdt; handel og industri tog et umådeligt opsving; arbejderne beskæftigedes ved store offentlige byggeforetagender især i Paris, hvor de snævre og krumme gader omdannes til brede, luftige boulevarder. Skønt Napoleon ikke var kriger, førte han dog to heldige krige: den orientalske, i hvilken han i forbindelse med England og Tyrkiet overvandt Rusland (1854-1856), og den med Østrig (1859), efter hvilken Savoyen og Nizza igen forenedes med Frankrig. Da stod Napoleon III. på magtens højdepunkt.

Efter året 1815 styredes Tyskland efter den Hellige Alliances grundsætninger, der rådede så vel ved forbundsdagen i Frankfurt som ved de forskellige tyske hoffer. Men med den stigende oplysning udbredtes trangen til politisk frihed alligevel, og man begyndte tillige at arbejde på en nærmere, kraftigere sammenslutning af de tyske stater end den, som forbundsdagen i Frankfurt frembød. Adsplittet som det var i 39 stater, måtte Tyskland være svagt: kun som enhedsstat under en fri forfatning syntes det store land at kunne indtage en plads i Europa, som svarede til dets størrelse. I årenes løb tiltog misfornøjelsen med hele den bestående tilstand i en betænkelig grad. Da så Februarrevolutionen udbrød i Paris i 1848 og vakte håb om, at en ny guldalder skulle oprinde for folkene, kom det til en voldsom omvæltning i Tyskland. Folkebevægelserne udbredte sig med rivende fart fra det ene land til det andet. Råbet på »frihed og enhed« blev almindeligt. For ikke at sætte krone og liv på spil ilede fyrsterne med at give efter for folkets fordringer. Kun i Østrig og Preussen troede regeringerne sig stærke nok til at standse revolutionens strøm. Det kom da både i Wien og Berlin til blodige barrikadekampe mellem indbyggerne og tropperne. Preussens konge, Frederik Vilhelm IV (en søn af Frederik Vilhelm III.), tabte straks modet, ydmygede sig for den oprørte folkemasse og lovede alt, hvad der forlangtes af ham. Prydet med de tyske farver red han i optog gennem Berlins gader og lovede i taler til folket at føre det tyske folk til dets ønskers mål; men som pant på sin oprigtighed måtte han fjerne tropperne, som nu fik den opgave at understøtte det slesvig-holstenske oprør mod kongen af Danmark. Tyskland befandt sig fra marts 1848 i en sand frihedsrus med dertil hørende pøbeluroligheder og partikampe. Men allerede et halvt år efter kaldte Frederik Vilhelm under våbenstilstanden med Danmark tropperne til Berlin og satte sig igen i besiddelse af sin forrige magt. Efter dette eksempel tog også de øvrige fyrster deres indrømmelser tilbage, og den modstand, som nogle steder rejste sig fra folkets side, blev undertrykt ved hjælp af militærmagten i 1849. Lige så uheldig gik det med enhedsbestræbelserne. Efter at Forbundsdagen var opløst, samledes en almindelig tysk nationalforsamling af folkevalgte mænd i Frankfurt for at grunde en ny fælles forfatning for hele Tyskland. Men hvorledes denne opgave skulle løses, var det ikke så let at blive enig om. Nogle ville have en republikansk, andre en monarkisk forfatning; en værre hindring mødte man i den gamle skinsyge mellem de to stormagter; nordtyskerne heldede til Preussen, sydtyskerne støttede sig til Østrig. Efter lange forhandlinger vedtoges det endelig at genoprette det tyske kejserdømme og overdrage kronen til kongen af Preussen. Men denne vovede ikke at modtage et valg, hvorved han uundgåelig måtte komme i krig med Østrig. Dermed var Nationalforsamlingens hele arbejde spildt; ingen brød sig mere om dens beslutninger, og den blev snart efter opløst. Ifølge Østrigs vilje genoprettedes Forbundsdagen i sin tidligere skikkelse, og det tyske Forbund vendte tilbage under de samme forhold, som havde bestået før 1848. Så vel under Frants I som under hans søn Ferdinand I forstod den kraftige minister, fyrst Metternich, at opretholde kejserens enevældige magt og derved håndhæve roligheden i det af så mange uensartede bestanddele sammensatte østrigske monarki, indtil revolutionens bølgeslag i året 1848 også nåede hertil. I marts måned udbred en folkeopstand i Wien, hvorved Metternich blev jaget bort og kejser Ferdinand tvungen til at love en fri forfatning. På samme tid rejste magyarerne sig under den veltalende Kossuths Ledelse og affødte kejseren til et løfte om en selvstændig forfatning for de til den ungarske krone hørende lande: Ungarn, Transilvanien, Kroatien og Slavonien. Men følgen heraf blev, at også Slavernes stammer, den talrigste del af Østrigs befolkning, greb til våben for at forsvare deres nationalitet, som både tyskerne og magyarerne ville undertrykke. Endelig gjorde Italienerne i Lombardiet-Venedig opstand og søgte ved hjælp af den sardinske konge Karl Albert aldeles at afkaste det fremmede åg. Overrumplet af alle disse bevægelser befandt den kejserlige regering sig i rådvildhed og afmagt; friheden udartede sig til tøjlesløshed; kejseren, der ikke følte sig sikker i sin hovedstad, flygtede til Mähren og overlod Wien i oprørernes hænder. Det så ud, som om det gamle kejserrige gik sin opløsning i møde. Men netop i de forskellige folkeslags indbyrdes fjendskab fandt den kejserlige regering midlerne til at genoprejse tronens magt. Efter at være kommen sig efter den første skræk sluttede den sig sammen med slaverne; thi ved hjælp af disse og af armeen i Østrig, som brændte af begærlighed efter at vise sin troskab mod kejseren, lod det sig endnu gøre at blive herre over revolutionen. For først at knuse det tyske frihedsparti rykkede armeen mod Wien, hvor den forenede sig med en kroatisk hær, der kom syd fra. Hovedstaden blev indesluttet, bombarderet og tvungen til overgivelse på nåde og unåde. Men et vanskeligere arbejde stod tilbage: at bringe de stridbare magyarer til lydighed. For at give regeringen ny kraft dertil nedlagde den svage kejser Ferdinand kronen til fordel for sin brodersøn Frants Joseph I. Dennes første skridt var at tage sin forgængers indrømmelser til Ungarn tilbage og erklære magyarernes ledere, navnlig Kossuth, for højforrædere. Men magyarerne satte sig tappert til modværge. De østrigske hære, som trængte ind i deres land, blev så eftertrykkelig slagne, at Frants Joseph måtte tvivle om at kunne udrette noget ved sine egne kræfter. Han bad derfor Rusland om hjælp, og den myndige selvhersker, Nikolaus, nølede ikke med at sende en betydelig hær ind over Karpatherne. Da østrigerne samtidig hermed atter rykkede frem, strakte Magyarerne gevær for den knusende overmagt, og Ungarn bøjede påny nakken under det østrigske åg. opstanden blev straffet med ubønhørlig strenghed. Kossuth var i tide flygtet over den tyrkiske grænse; men mange af Ungarns ædleste mænd måtte bøde med livet i 1849. Samme år, lykkedes det ikke alene at dæmpe opstanden i Lombardiet-Venedig, men også at tvinge Sardinien til fred. Efter at kejserens myndighed var genoprettet i hele det østrigske monarki indførtes enevoldsmagten atter, og den lovlige orden i det indre blev opretholdt med stor strenghed. Også i udlandet vandt kejseren sin gamle anseelse tilbage. Navnlig udøvede han en afgørende indflydelse over Italien. Men derved kom det i 1859 til en krig med Napoleon III. og Sardinien, som førte til tabet af Lombardiet 

Efter kongressen i Wien bestod følgende stater i Italien: mod syd herskede det Bourbonske hus over kongeriget begge Sicilier; Mellemitalien indbefattede kirkestaten, som strakte sig i et bredt bælte tværs over halvøen, samt Toskana, Modena og Parma; i Norditalien lå kongeriget Sardinien, som ved floden Ticino adskiltes fra Lombardiet-Venedig, en provins af Østrig. Tilstanden var kun sørgelig; thi den katolske gejstlighed holdt folket i uvidenhed og overtro; for at ophjælpe næringsvejene gjordes intet, hvorimod de enevældige fyrster forfulgte alle frihedsbestræbelser med blindt raseri. Følgen heraf blev, at der dannede sig hemmelige politiske selskaber, som voldte idelige uroligheder. Heftigst var den bevægelse, som Februarrevolutionen i Paris i 1848 fremkaldte blandt de fyrige Italienere. Italiens genfødelse ved frihed og enhed blev det almindelige løsen, som genlød fra Alperne til Messinastrædet. Frihedspartiet kom overalt til magten; indbyggerne i Lombardiet-Venedig gjorde opstand for at afkaste det forhadte fremmedherredømme, og Sardiniens konge Karl Albert stillede sig i spidsen for befrielseskampen mod Østrig. Talrige frivillige strømmede til hans faner; men Italienerne kunne ikke holde stand mod fjendens krigstugt. Østrigerne sejrede i flere træfninger og gjorde i 1849 ende på krigen. For at formilde hoffet i Wien nedlagde Karl Albert kronen, hvorpå hans søn Victor Emanuel opnåede fred på billige vilkår. I Rom begyndte Pius IX. sin regering med flere indrømmelser i frisindet retning; men den folkegunst, han derved erhvervede, varede kun kort. Hans bevægelige undersåtter stillede snart større fordringer til ham, end der lod sig forene med hans værdighed. Ubesindige folkeledere strømmede til og afstedkom allehånde udskejelser; vilde folkehobe truede med at storme det pavelige slot. Da flygtede den miskendte kirkefyrste hemmeligt til fæstningen Gaeta, og da han herfra påkaldte de katolske magters bistand, ilede den franske republiks præsident Ludvig Napoleon med at afsende et armékorps, som efter en hidsig kamp med friskarehøvdingen Garibaldis tropper erobrede Rom og genoprettede den lovlige orden i 1849. Året efter vendte pave Pius tilbage og indførte atter det gamle præsteherredømme. Til pavens beskyttelse blev den franske besætning i mange år liggende i Rom. Efter at de revolutionære bestræbelser ligeledes var strandede i de øvrige stater, vendte Italien tilbage til sine gamle lænker. Ifølge hemmelig aftale mellem hoffet i Wien og de italienske fyrster stod østrigske tropper rede til at kue ethvert forsøg på omvæltninger. Kong Victor Emanuel af Sardinien var den eneste, som ærlig overholdt den i 1848 indførte frie forfatning. Til ham knyttede derfor alle italienske fædrelandsvenner håbet om bedre tider, og han skuffede dem ikke. Den Sardinske førsteminister, grev Cavour, begyndte snart at skride frem mod det store mål: at frigøre Italien og samle hele halvøen under Victor Emanuels scepter. Medens forholdet mellem Østrig og Sardinien år for år blev mere spændt, lykkedes det Cavour at vinde det mægtige Frankrigs venskab. Napoleon III. lovede Sardinien hjælp, dersom det blev angrebet af Østrig. Dette tilfælde indtrådte i 1859 da hoffet i Wien forlangte, at den Sardinske hær skulle aftakkes, og da denne fordring afsloges, rykkede den østrigske hær over Ticino; men i samme øjeblik stod franskmændene ved Sardiniernes side, og kejser Napoleon ankom selv til krigsskuepladsen for at tage kommandoen over den forenede hær. Efter at den dristige Garibaldi med et korps af frivillige alpejægere først var trængt ind i den nordlige del af Lombardiet, tvang Napoleon østrigerne til at gå tilbage over Ticino og slog dem ved Magenta. Medens sejrherrerne modtoges med ubeskrivelig jubel i Majland, ankom den østrigske kejser Frants Joseph til sin armé, der havde trukket sig tilbage bag Mincio. Efter at have forvisset sig om dens kampdygtighed gav han ordre til at rykke frem. Samme morgen var også den fransk-sardinske hær brudt op, og således mødtes de to hære ved Solferino. Slaget varede hele dagen men til sidst veg østrigerne. Få dage efter overraskedes verden ved budskabet om, at kejser Napoleon havde besøgt Frants Joseph i hans lejr, og at de var blevet enige om en våbenstilstand, ifølge hvilken Østrig afstod Lombardiet til Napoleon, som atter afstod det til Victor Emanuel. Denne krig, der kun varede nogle måneder, fik dog overordentlige følger for Italien. Befolkningen i Mellemitalien havde nemlig med den største begejstring sluttet sig til Sardiniens sag, da dets kamp åbenbart gjaldt hele Italiens uafhængighed. Indbyggerne i Parma, Modena og Toskana forjog deres fyrster, og forenede sig med den nordlige del af kirkestaten (Romagna), hvor der var udbrudt en opstand mod paven, og gav sig derpå efter en almindelig folkeafstemning ind under Victor Emanuels scepter. Kejser Napoleon samtykkede i denne betydelige udvidelse af Sardinien mod afståelse af Savoyen og Nizza, som indlemmedes i Frankrig efter en folkeafstemning. Disse begivenheder forblev ikke uden virkning på kongeriget begge Sicilier, hvor den unge Bourbon Frants II. fortsatte sine forgængeres vilkårlige herredømme. Indbyggerne på Sicilien gjorde opstand og Garibaldi sejlede over for at hjælpe dem med 1000 frivillige. Nogle Neapolitanske krigsdampere nødte de dristige eventyrere til at efterlade deres skibe; men selv slap de uskadte i land; trængte ind i Palermo og tvang den kongelige hær efter en barrikadekamp til at drage bort. Efter at have befriet Sicilien fortsatte Garibaldi sit hærtogt til Neapel, hvor hans blotte nærværelse virkede som et trylleslag. De kongelige tropper, der skulle standse ham løb fra hinanden. Forladt af sit følge og forrådt af sine ministre trak Frants sig tilbage med levningerne af sin hær og overlod sin hovedby i Garibaldis hænder. Grev Cavour anså nu det rette øjeblik for at være kommet til at drage fordel af begivenhederne. Da paven gjorde mine til at hjælpe kong Frants, overskred Sardiniens hær kirkestatens grænse, og adsplittede de lejetropper, som paven havde stillet på benene og erobrede hele den østlige del af kirkestaten (»Markerne og Umbrien«), hvor der ikke fandtes nogen fransk besætning. Derefter fortsattes fremrykningen til det Neapolitanske. Sardinierne forenede sig her med garibaldinerne og indesluttede kong Frants i fæstningen Gaeta, som efter et halvt års belejring måtte overgive sig. Medens Garibaldi trak sig tilbage til privatlivet, ledsaget af Italiens beundring, sluttede begge Sicilierne så vel som Markerne og Umbrien sig ved almindelig folkeafstemning til Sardinien. Endnu opretholdt paven levningerne af sin verdslige magt ved hjælp af den franske besætning i Rom og omliggende egne og endnu adlød Venedig den østrigske kejser. Men hele det øvrige Italien havde fået del i Sardiniens konstitution og stod forenet under Victor Emanuel. I 1861 trådte det første italienske parlament sammen og tilkendte Victor Emanuel titelen »konge af Italien«.

Da Alexander I var død i 1825, tilfaldt den russiske krone hans broder Nikolaus, en kraftig og bydende hersker, som var bestemt på ikke alene at opretholde det enevældige kejserdømme i det indre, men også at fuldende Peter den Stores og Katharina II.s værk ved at gøre Rusland enerådende i Orienten. Den stat, som nærmest kom til at føle hans magt, var Tyrkiet, i hvis anliggender den græske opstand snart gav ham bekvem lejlighed til at blande sig. Siden Sultan Mohammed havde fuldendt den græske halvøs underkastelse ved Konstantinopels erobring, var der forløbet henved 400 år, uden at denne lange tid havde bragt Tyrkerne og Grækerne et hårsbred nærmere til hinanden. Tyrkerne så med foragt ned på de undertvungne kristne; Grækerne gengældte dette med et had, som nedarvedes fra slægt til slægt. Det kunne ikke være andet, end at Grækerne ved den lange undertrykkelse måtte nedstyrtes i uvidenhed og råhed; men de holdt fast ved den kristne tro, ved sprog og nationalitet, og en dunkel erindring om deres forfædres svundne storhed, og vedligeholdt håbet om engang at afryste det muslimskes herredømme. Hertil bidrog især den lavere gejstlighed og munkene, hos hvilke folket søgte trøst i trængselens dage. De frihedslængsler, som bevægede Europa efter Napoleons fald, fandt også vej til det fjerne Grækenland. under medvirkning af lærde og rige grækere, som var bosatte i London, Paris og Wien, og her stiftedes til Grækenlands befrielse et hemmeligt selskab, kaldet Hetæria, som udbredte sig over hele landet og snart skulle bære frugter. I året 1821 greb grækerne til våben på Morea. De vilde Mainoter, som kalde sig efterkommere af de gamle spartanere, steg ned fra deres bjerge. Tyrkerne blev først fordrevne fra det åbne land, derpå fra fæstningerne, hvis besætninger måtte springe over klingen. Fra Morea udbredte opstanden sig til Mellemgrækenland og til øerne. De kække sømænd fra Hydra og Spezzia indrettede en mængde handelsskibe til krigsbrug og tvang den tyrkiske krigsflåde til at søge tilbage til Dardanellerne. I krigens andet år ramte en frygtelig ulykke øen Chios. Da grækerne havde forsømt at træffe de nødvendige forsvarsanstalter, landsatte Kapudan Pascha (den tyrkiske storadmiral) en hær på øen; alle mandfolk blev nedsablede, kvinder og børn bortførte i slaveri, og den førhen så blomstrende ø forvandledes for lang tid til en ørken. Denne umenneskelige grusomhed blev dog ikke uhævnet. Den dristige sømand Kanaris roede med to brandere ind imellem de tyrkiske skibe og sprængte admiralskibet i luften, hvorved Kapudan Pascha omkom tillige med hele besætningen. Til lands vedblev grækerne at værge sig med snild benyttelse af landets bjergfulde natur. De leverede en række mindre kampe, i hvilke Kolokotronis, Bozzaris og andre anførere viste stort heltemod. Men også fra Europas forskellige lande strømmede talrige »grækervenner« til for at hjælpe efterkommerne af det folk, som kulturen skyldte så meget. Da opgav Sultan Mahmud at betvinge opstanden med egne kræfter. Han tog sin tilflugt til den mægtigste af sine vasaller, Mehemet Ali, vicekonge af Ægypten, hvis hær var indrettet på europæisk vis og derfor meget bedre end Sultanens. Vicekongens søn Ibrahim Pascha landede på Morea, knuste al modstand ved gruelige ødelæggelser og drog derpå ind i Mellemgrækenland for at belejre den lille by Missolongi. Grækerne forsvarede sig her med fortvivlelsens mod. Da hungersnøden i byen ikke var mere til at udholde, slog en del af indbyggerne sig igennem fjenden; de tilbageblevne kæmpede fra hus til hus og sprængte sig til sidst i luften for ikke at falde i ægypternes hænder. Det ville nu have været ude med opstanden, dersom stormagterne ikke vare skredne ind. Rusland, England og Frankrig sluttede et forbund i det øjemed at gøre ende på blodsudgydelsen og skaffe Grækenland en friere stilling i fremtiden. Da Ibrahim ikke ville rømme Grækenland, løb de forenede magters flåde ind i bugten ved Navarino, og her kom det til et søslag, i hvilket den ægyptiske flåde blev ødelagt i 1827. Derefter gik en fransk hær i land på Morea og tvang Ibrahim til at drage bort. Slaget ved Navarino opfyldte Sultan Mahmuds sind med den største forbitrelse mod Rusland, Tyrkiets gamle fjende. Året i forvejen havde han - dog først efter en blodig kamp i Konstantinopels gader - fået opløst Janitscharernes urolige korps, som havde skilt hans to forgængere ved livet og forhindrede enhver forbedring i det tyrkiske krigsvæsen. Efter at have givet sin hær en ny ordning på europæisk vis troede han at kunne måle sig med Rusland og udstedte et opråb til alle Muselmænd om at deltage i kampen for troen. Men allerede i krigens andet år trængte russerne frem over Balkans passer. For ikke at udsætte sin hovedby for et angreb ilede Sultanen med at slutte fred i Adrianopel i 1829, hvorved Moldau og Wallachiet stilledes under russisk beskyttelse. Senere blev stormagterne enige med Sultanen om, at Mellemgrækenland, Morea og Cykladerne skulle danne et uafhængigt kongerige. Til Grækenlands konge udkårede man den bayerske prins Otto (1832). Det lykkedes ikke denne svage fyrste at vinde sit begavede, men urolige folk eller at bringe synderlig orden tilveje i landet. Efter en 30-årig regering blev han forjaget ved en opstand, uden at en hånd løftede sig til hans forsvar (1862). Ved en almindelig afstemning valgtes den danske prins Georg (en søn af Kristian IX) til Hellenernes konge, og han modtog valget på den betingelse, at England opgav beskyttelsesretten over de Joniske øer, som derpå ved en folkeafstemning forenedes med Grækenland, hvortil de var knyttede ved nationalitetens bånd. Efter freden i Adrianopel optoges kejser Nikolaus's hele opmærksomhed af forholdene i kongeriget Polen. I modsætning til sin forgænger, som havde næret megen velvilje mod polakkerne, besad Nikolaus ingen tillid til deres troskab; han optrådte lige så despotisk i Polen som i Rusland, og den polske grundlov blev idelig krænket af storfyrst Konstantin, der styrede landet som vicekonge med rå vilkårlighed. Der dannede sig derfor hemmelige selskaber med det formål at afkaste det russiske åg. Da Julirevolutionen i Paris (1830) satte Europa i bevægelse, troede polakkerne også, at det rette øjeblik var kommet for dem til at genvinde friheden. Alle forberedelserne blev trufne så hemmeligt, at vicekongen ikke fik mindste nys derom. Opstanden begyndte med, at nogle sammensvorne brød ind i Tøjhuset i Warszawa og bemægtigede sig mange tusinde geværer og uddelte dem til folkemassen. Det kom straks til en gadekamp, som endte med, at de russiske tropper dagen efter forlod Warszawa og trak sig tilbage til den russiske grænse. Fra hovedstaden udbredtes bevægelsen til landet; overalt genlød der jubel over befrielsen, og hele den polske hær sluttede sig til opstanden. En åben kamp mod Ruslands umådelige overmagt syntes alligevel opstandens ledere for vovelig. De afsendte derfor gesandter til Petersborg i det håb at kunne bevæge kejseren til at agte Polens frie grundlov. Men langt fra at ville underhandle med oprørske undersåtter fordrede Nikolaus, at de skulle underkaste sig på nåde og unåde, og snart stod en russisk hær på 100.000 mand beredt til at rykke frem over grænsen. I tillid til hjælp fra udlandet, navnlig fra Frankrig, dreves oprustningerne nu også fra polsk side frem med stor iver, og da rigsdagen i Warszawa havde erklæret kejserhuset udelukket fra den polske trone, begyndte den uforsonlige kamp. Under en række af blodige træfninger blev polakkerne, der næppe var halvt så talrige som russerne, trængt tilbage mod Warszawa ; men her lykkedes det den polske general Skrznecki at overrumple et betydeligt russisk korps, hvorved hovedstaden blev frelst. Dette var det eneste lysglimt i Polens frihedskamp. Da Skrznecki ikke forstod at benytte sin sejr, blev han afsat fra kommandoen. Hjælpen udenlands fra udeblev, og til al ulykke udbrød der heftige indre partikampe mellem polakkerne. Imidlertid fik den erfarne general Paskiewitsch befalingen over den russiske hær, der atter nærmede sig til Warszawa. De polske soldater vedblev at kæmpe med mageløs tapperhed; men der var ingen anfører, som besad dygtighed eller anseelse nok til at lede det hele. Medens strid og splid herskede inde i Warszawa, stormede Paskiewitsch udenfor byen frem, og byen måtte til sidst kapitulere. Dermed var Polens skæbne afgjort; thi de hærafdelinger, som endnu stod under våben omkring i landet, blev drevet over på preussisk eller østrigsk grund og afvæbnede. Det ulykkelige Polen måtte atter bøje sig under russisk åg. Nikolaus tog de strengeste forholdsregler for at forhindre nye opstande i fremtiden. Navnlig blev den polske hær opløst, så at polakkerne nu måtte tjene i russiske regi - langt fra deres fædreland. Af opstandens deltagere blev mange deporterede til Sibirien, andre gik i landflygtighed især til Frankrig, hvorfra de vedblev at arbejde på Polen befrielse. Endnu et par gange forsøgte pollakkerne at afryste lænkerne, men derved fik de kun nye ulykker over sig, og Polen styres nu ganske som en provins. I revolutionsåret 1848 da så mange troner i Europa vaklede, forblev Rusland ikke alene selv fuldstændig roligt, men bragte endog det oprørske Ungarn til lydighed unde kejseren af Østrig. I betragtning af de folkelige rystelser som de øvrige stater havde været udsatte for, anså Nikolau tidspunktet for særdeles gunstigt til at fuldende sine planer i Orienten, med sønderlemmelsen af det tyrkiske rige, hvis indre svaghed dag for dag trådte tydeligere frem. For at skjule erobringskrigen under retfærdighedens maske, stillede han den fordring på, at Tyrkiets katolske befolkning (der beløb sig til 8 millioner mennesker) skulle stilles under russisk beskyttelse. Sultanen, der indså, at han på den måde ikke ville blive andet end en vasal af zaren, gav et afslående svar, men nu rykkede en russisk hær ind i Donaufyrstendømmerne og den Orientalske krig begyndte i 1853. Mod forventning holdt den tyrkiske hær tappert stand i fæstningerne langs med Donau, og russernes forsøg på at sætte sig fast syd for Donau mislykkedes. Da Nikolaus's sande hensigt blev tydelig, forbandt Napoleon III. og England sig om at forsvare Tyrkiets beståen, og den truede europæiske ligevægt. Vestmagternes mægtige dampflåde løb igennem Bosporus og efter at det Sorte Hav var renset for russiske skibe, landsattes en fransk-engelsk hær på halvøen Krim. Hele krigen trak sig sammen om den stærke fæstning Sebastopol, der var hovedstation for den russiske Sortehavsflåde og oplagsstedet for en masse krigsfornødenheder. Belejringen varede et helt år. Dels fordi russerne forsvarede sig med udmærket tapperhed, dels fordi slet vejrlig og kolera anrettede forfærdelige ødelæggelser i Vestmagternes hær. Nye forstærkninger satte omsider belejrerne istand til at vove en hovedstorm, under hvilken det lykkedes franskmændene at bemægtige sig det vigtigste af Sebastopols forter. Derpå rømmede russerne den øvrige del af fæstningen. Under krigen var Nikolaus død i 1855, og kejser Alexander II. opgav efter Sebastopols fald sin faders erobringsplaner. Freden kom i stand i Paris i 1856 , på de vilkår at Rusland afstod en landstrimmel ved Donau og opgav sine særrettigheder i Donaufyrstendømmerne, som stilledes under alle stormagters beskyttelse. Senere er Moldau og Wallachiet ved folkeafstemning blevet forenede til een stat, Rumænien. Efter den Orientalske krig var Rusland optaget af indre forbedringer og udvikling af sine uhyre hjælpekilder. Særlig fremhæves, at Alexander II. trods adelens modstand har sat livegenskabets ophævelse igennem, hvorved 23 millioner bønder efter visse års forløb blev frie ejendomsbesiddere. Men ved siden heraf er Ruslands herredømme i Asien i den nyere tid blevet betydelig forøget. Ikke alene måtte Tscherkesserne, et tappert bjergfolk i Kaukasus, bukke under efter en langvarig modstand; men næsten umærkelig blev de russiske grænser udvidede over en stor del af Turan og Mantschuriet (Amurflodens opland).

Storbritannien og Irland

I oldtiden var øen Irland et randland, Hibernia, lige uden for det romerske verdensrige; da det ca. 430 e. kr. kristnedes af Sct. Patrick, bestod det af talrige keltiske kongedømmer. I de følgende århundreder udvikledes en høj klosterkultur, uafhængig af pavedømmet. Fra slutningen af det 8. århundrede hærgedes Irland af vikinger, hovedsagelig norske, der oprettede småriger, som forsvandt igen efter år 1000. Den irske kirke underordnedes Rom i 1152. I år 1172 angreb Henry II af England Irland, og de indbyrdes stridende småkonger kunne ikke forhindre, at hele Irland efterhånden kom under engelsk overherredømme. Det engelske styre var dog aldrig synderlig effektivt, og talrige straffeekspeditioner eller ligefrem generobringer blev nødvendige. Modsætningerne skærpedes stærkt, da reformationen indførtes i England, men Irland forblev katolsk. Elizabeth I og Cromwell undertrykte flere oprør, og sidstnævntes fanatisk puritanske soldater for frem med en grusomhed, der i nogle egne førte til folkedrab. Den engelske overklasse overtog godserne, og en engelsk-skotsk protestantisk indvandring begyndte til Nordirland. Efter deres støtte til den katolske James III. i 1689-91 blev irerne yderligere underkuet og ejede efterhånden kun 1/4 af jorden, og i det 8. århundrede begyndte en irsk udvandring til Amerika. I år 1800 tvang Storbritannien det irske parlament til at vedtage en union med Storbritannien, hvorefter irerne skulle vælge medlemmer til det britiske parlament, men indtil 1829 måtte de irske medlemmer ikke være katolikker. Revolutionære bevægelser blev dannet i 1840erne, og uroen støttedes af irske grupper i USA (fenierne). Kartoffelsygen i 1845 skabte hungersnød, og udvandringen forøgedes. Først i 1914 lykkedes det Irene at gennemtvinge et irsk selvstyre, men på grund af Verdenskrigen 1914-18 gennemførtes den ikke. Partiet Sinn Féin gjorde oprør i påsken 1916, men selv om det blev undertrykt, vandt Sinn Féin valget i 1918. Dáil Eireann dannedes, og Irland erklæredes uafhængigt. Det protestantiske Ulster, der allerede før 1914 åbenlyst havde oprustet illegalt for at modsætte sig indlemmelse i en katolsk stat, forblev britisk, og de to dele af øen gik hver sin vej som Éire og Nordirland. Den tyveårige kamp mod den Franske Revolution og Napoleon I befæstede Storbritanniens herredømme på havet. Engelske kolonier omspændte jordkloden, og en uhyre handelsflåde hidførte de fremmede verdensdeles råprodukter for at ombyttes med engelske fabriksvarer, hvis tilvirkning forøgedes i det uendelige ved forbedringer i maskinerne. Intet land i verden overgik Storbritannien i magt og rigdom. Dog lod den indvortes tilstand meget tilbage at ønske. Det var en stor lykke for Storbritannien, at det havde en gennem århundreder grundfæstet fri forfatning, ved hvilken en sikker, om end langsom vej stod åben til at råde bod på forældede forhold. Idet folket forstod at bruge friheden med besindighed, undgik Storbritannien sådanne voldsomme bevægelser, som havde rystet mange af fastlandets stater i den nyere tid. En berettiget grund til misfornøjelse frembød den måde, hvorpå de tunge byrder, som bl.a. var en følge af den uhyre statsgæld, var fordelte, idet byrderne fortrinsvis hvilede på den ubemidlede del af befolkningen. Der bestod navnlig en høj indførselstold på korn, hvorved dette for alle lige nødvendige næringsmiddel fordyredes til fordel for den rige lensadel, der besidder de fleste jordejendomme i landet. Ligeledes var den frie virksomhed belagt med så mange trykkende bånd, at handel og industri kunne beherskes af forholdsvis få rigmænd i byerne. Navnlig var fabriksarbejderne aldeles afhængige af de store fabriksejere, der kun gav dem ussel løn for hele dagens arbejde. Følgen af alt dette var, at fattigdommen greb mere og mere om sig, medens umådelige rigdomme sammenhobedes på enkelte hænder. Flere gange måtte alvorlige arbejderuroligheder dæmpes af militærmagten. Skulle hele denne sørgelige tilstand forandres, måtte det ske ved at afskaffe monopoler, forandre toldlovgivningen og i det hele lette adgangen til erhverv; men dette var meget vanskeligt, fordi sådanne foranstaltninger skulle vedtages af parlamentet, og her havde lensadelen og rigmændene ikke alene overvægten i Overhuset, men også i Underhuset; thi dette sammensattes efter en forældet valglov, som udelukkede store byer, der havde rejst sig i den nyere tid (f.eks. Manchester, Birmingham, Leeds) fra valgene, medens på den anden side gamle byer, der i tidens løb var komne i forfald og nu var ganske afhængige af de omboende godsejere, sendte endog flere medlemmer til Underhuset. Hertil kom de ulykkelige forhold, hvorunder Irlands befolkning levede. Testakten stod endnu ved magt, hvorved katolikkerne var udelukkede fra statens embeder. Meget trykkende for irerne var afhængigheden af den biskoppelige statskirke, til hvilken de måtte betale tiende på samme tid, som de havde deres egne katolske gejstlige at underholde. Ved siden heraf var fattigdommen vidt udbredt; thi de store grundejendomme tilhørte engelske rigmænd, hvis forpagtere udsugede den indfødte befolkning, og de jordstykker, som Irerne selv besad, var ofte så små, at en familie næppe kunne leve deraf. Når kartoffelhøsten slog fejl, kunne den forfærdeligste hungersnød ikke afværges. Under Georg III. og under hans søn Georg IV. sad Toryerne ved statens ror. Skønt de holdt hård og håndfast på den bestående tilstand, kunne de dog ikke ganske modstå tidens fordringer. Ministeren Canning gav det første stød til de reformer, som have frembragt så store forandringer i Englands indre forhold, men som han ikke skulle opleve. Kort efter hans død blev Testakten ophævet i 1828. Under Georg IVs broder Vilhelm IV, der selv var stemt for raskere fremskridt, kom Whiggerne til magten. Lord Greys ministerium tog straks fat på en retfærdigere ordning af valgretten til Underhuset. Det lykkedes dog først at få loven herom vedtaget efter en så heftig modstand i parlamentet, at det nær var kommet til oprør i fabriksbyerne. Fra den tid af kan Underhuset betragtes som en repræsentation for hele den velhavende del af det engelske folk. Det samme ministerium gennemførte endnu to vigtige love, hvorved negerslaveriet afskaffedes i de engelske kolonier mod erstatning til ejermændene, og det Ostindiske handelsselskabs monopol ophævedes. Ved Vilhelm IV død i 1837 besteg hans brodersdatter Victoria tronen. Da den kvindelige arvefølge ikke gælder i de tyske stater, ophævedes personalunionen mellem Storbritannien og Hannover. Dronning Victorias regering har ingensinde forladt reformernes bane. Tory-ministeren Robert Peel indså hvor skadelig de bestående indskrænkninger i handelen virkede, og satte trods sine venners modstand igennem, at parlamentet, bevæget af en almindelig misvæsk, antog hans forslag til ophævelse af korntolden. Senere bortryddedes den sidste skranke for frihandelen. Navigationsaktens ophævelse. Uanset tilfældige vanskeligheder, f.eks. bomuldskrisen under den Nordamerikanske borgerkrig, eller de stadigt tilbagevendende arbejdsstandsninger, som tilsigter at skaffe arbejderne højere løn og kortere arbejdstid; har Storbritanniens handel og industri uforstyrret udviklet sig til et utroligt omfang. Landet har gjort tilsvarende fremskridt i velstand, skatterne er nedsatte, statsgælden formindsket, finanstilstanden blomstrende. Kun i Irland har det undertiden set så truende ud, at regeringen måtte anvende overordentlige tvangsmidler for at standse mord og voldsgerninger mod de på øen bosatte englændere. Det mest iøjnefaldende bevis på den elendighed, der har hersket på Irland, er den store udvandring til Amerika. I løbet få år sank indbyggerantallet fra 8 1/2 million til 5 1/2 millioner. Imidlertid er der i den nyeste tid givet flere love til Irlændernes fordel. Således er den biskoppelige kirke blevet afskaffet som statskirke for Irland, og man har søgt at sikre de irske fæstere mod forurettelser af godsejerne, uden at det dog endnu er lykkedes at udslukke hadet til England. I Europas krige har England kun een gang i den nyeste tid taget virksom del, nemlig da det gjaldt om at sætte en grænse for Ruslands udvidelseslyst. Til søs og til lands kæmpede englænderne side om side med deres gamle medbejlere, franskmændene, og delte med disse æren for den Orientalske krigs heldige udfald (1854 -1856). Idet den engelske regering hylder »Ikke-indblandingsprincippet«, er den i overensstemmelse med den velhavende middelstand, som behersker Underhuset, og som frygter for at en krig skal afbryde handels- og fabriksvirksomheden på en altfor følelig måde. Men medens Storbritannien mindre end førhen bryder sig om at gribe aktivt ind i de europæiske fastlandsstaters mellemværender, våger det med skinsyge over sin magt i de andre verdensdele og navnlig i Ostindien. Efter maratternes og sikernes undertvingelse strakte det Ostindiske handelsselskabs besiddelser sig fra Kap Komorin til Himalaya og Indus. For at holde dette land, der udgør 60.000 kvadrat miles med 180 million indbyggere i ave, behøvedes en så stor hær, at den umulig kunne sammensættes af englændere. Blandt de 250.000 soldater, som handelsselskabet betaler, var der kun 30.000 englændere. De øvrige var indfødte, som oplærtes i europæisk krigskunst. Længe havde disse såkaldte Seapoys været en udmærket støtte for det engelske herredømme. Men i tidens løb opsamledes der hos den hinduiske befolkning et glødende had til de fremmede undertrykkere, og der blev truffet forberedelser til et storartet oprør, uden at de i sproget ukyndige og altfor tillidsfulde englændere mærkede uråd. Som påskud benyttedes indførelsen af nye patroner, som sagdes at være indsmurte med okse- og svinefedt, hvilket krænkede hinduernes religiøse følelse. Opstanden udbredte sig (1857) fra Delhi med lynets fart til alle Seapoys-Regimenterne i Hindostan, hvis engelske officerer tillige med koner og børn blev myrdede under de gyseligste mishandlinger. Men englænderne tabte ikke deres koldblodighed. Trods kolera og klimaets brændende hede viste de europæiske tropper sig afgjort overlegne i kampen. Dog medgik to år, inden der kunne holdes takkebøn for sejren. Efter denne dyrekøbte erfaring forøgedes den europæiske troppestyrke, og Indien stilledes umiddelbart under den engelske regering. Dronning Victoria har senere antaget titelen kejserinde af Indien. Kina stod kun i en meget begrænset forbindelse med den øvrige verden, indtil Det Himmelske Rige kom i krig med England og Frankrig. De forenede magters krigsstyrke sejlede op ad Pejhofloden og rykkede frem mod Peking, som for første gang blev betrådt af europæiske soldater (1860). Da måtte kejseren bekvemme sig til at åbne Kina for handelen og tillade stormagternes gesandter at bo i Peking. Siden er også det andet aflukkede land, Japan, blevet tilgængeligt, og det i en langt højere grad end Kina.

I begyndelsen af dette århundrede stod Mexico og Sydamerika (undtagen Brasilien) endnu under Spaniens krone. Spanske vicekonger herskede her med despotisk vilkårlighed. Alle højere embeder beklædtes af Spaniere, og kun spanske skibe måtte besøge havnene, og handelen, var indskrænket til moderlandets marked; kort sagt, kreolerne og de indfødte indianere holdtes under et oprørende tvangsherredømme. Først da Napoleon satte sin broder Joseph på Spaniens trone, begyndte den undertrykte befolkning at rejse sig. Den ene af kolonierne efter den anden løsrev sig fra moderlandet, og uafhængighedskampen fortsattes med held mod kong Ferdinand VII, indtil Spanien i 1824 havde mistet alle sine besiddelser på Amerikas fastland. Af disse er følgende stater opståede: Venezuela, Columbia, Ecuador, Peru, Bolivia, la Plata staterne, Chile, samt Paraguay og Uruguay. Sydamerikas eksempel fulgte endelig Mexico og (det nu femdelte) Mellemamerika. I alle disse stater er den republikanske regeringsform herskende og slaveriet afskaffet. Med undtagelse af Chile, hvor der findes nogenlunde orden, havde de øvrige republikker indtil nu været skuepladsen for evindelige partistridigheder og borgerkrige, som hidrøre fra folkets lidenskabelighed og umodenhed til at nyde friheden. Landenes naturlige rigdomskilder benyttes derfor langt fra således, som det burde ske. I året 1822 hævede Brasilien forbindelsen med Portugal og erklærede sig for et uafhængigt kejserdømme. Den portugisiske kronprins Pedro I valgtes til kejser mod at gøre afkald på moderlandets krone. Nu regerer hans søn Pedro II.. I Spanien have forholdene ikke været mindre urolige end i dets tidligere kolonier. Da Ferdinand VII. før sin død (1833) forandrede arveloven til fordel for sin datter Isabella, gjorde hans broder Don Carlos indsigelse mod denne formentlige krænkelse af mandsliniens ret. Næppe var Isabella II. kommen på tronen, før det Carlistiske parti, som støttedes af gejstligheden og den uindskrænkede kongemagts øvrige tilhængere, rejste en farlig opstand i de baskiske provinser. For at få bugt med denne måtte regeringen støtte sig til det liberale parti, og Spanien fik en fri forfatning, som indskrænkede den kongelige magt ved to kamre, Cortes. Dog varede det 7 år, inden carlisterne blev overvundne. Under Isabellas regering vedblev Spanien at plages af partikampe, og ministrene skiftede hyppig efter dronningens luner eller som følge af militæropstande. Den private foretagelsesånd vågnede vel til noget større liv. Men fra regeringens side skete kun lidet til at fremme folkets tarv, og statens finanser var i en fortvivlet tilstand. Da udbrød der i 1868 et almindeligt oprør, hvorved Isabella blev forjaget; men den republikanske regering, der blev indsat i Madrid, kunne heller ikke holde sig. Ved nytårstid 1875 udråbte armeen Isabellas søn Alfons XII til konge.

De nordamerikanske fristater

Siden frihedskrigen havde de Nordamerikanske Fristater taget et opsving, som grænser til det utrolige. Udvandrere såvel fra de østlige stater som fra Europa have befolket og opdyrket umådelige landstrækninger i det indre, hvor store byer, f.eks. Chicago er opståede i ganske kort tid og fremdeles opstår. Befolkningen er ved stadige indvandringer mange gange fordoblet, så at dens antal nu beløber sig til 50 mill. (mod 3 millioner under Frihedskrigen). Ved siden heraf er landområdet udvidet til omtrent samme størrelse som Europas fastland, dels ved erobring af Texas og det guldrige Californien fra Mexico, dels ved købet af det russiske territorium i nordvest, Alaska. Staternes antal er steget til over 40, idet ethvert nybefolket distrikt, når det har nået et vist indbyggerantal, optages som stat og derved får valgret til kongressen i Washington. I de forskellige retninger af praktisk virksomhed hersker et overordentligt liv, hvad enten det gælder om at fremdrage mineralerne af jordens skød eller bearbejde jordbunden eller tilvirke råprodukterne eller omsætte varerne. Handelsomsætningen nærmer sig til Englands, og til samfærdselens naturlige veje, det storartede flodsystem, er der tilføjet et net af kanaler og jernveje, hvortil ingen stat i Europa kan opvise mage. På jernveje kan man nu tilbagelægge den umådelige afstand mellem det atlantiske og det store ocean i en uge. Heller ikke i opfindelser står Amerika tilbage for. Det var således en amerikaner, Robert Fulton, der først påviste, hvorledes dampen kunne anvendes til at drive skibe frem. Fristaterne er at betragte som Amerikas stormagt. Som sådan tillader de ikke Europas magter at blande sig i Amerikas anliggender. Under Fristaternes uhørte udvikling opstod der en indvortes, skarp modsætning mellem de nordlige og sydlige stater. Hine ville bevare en indførselstold på fremmede fabriksvarer, for at deres unge industri kunne udholde konkurrencen med Europa; disse var stemte for frihandelen for at lette råprodukternes afsætning. Farligere end dette blev stridsspørgsmålet om negerslaveriet, som de sydlige stater for enhver pris ville opretholde på deres plantager, medens det fordømtes som en skændsel for et civiliseret og kristeligt folk af et stort parti i de nordlige stater, hvor alt arbejde udførtes af frie mænd. I lang tid havde de sydlige stater på grund af deres kraftige sammenhold overhånd i regeringen, hvorved det lykkedes at afværge alle forsøg på slaveriets afskaffelse. Men ved præsidentvalget i 1860 sejrede modpartiet, idet de fleste stemmer faldt på Abraham Lincoln, - en modstander af slaveriet. Dette havde til følge, at 11 sydlige stater trådte ud af Unionen og oprettede en selvstændig republik, »de Konfødererede stater«, med Richmond til hovedstad. Da regeringen i Washington erklærede dette skridt for lovstridigt, udbrød den Nordamerikanske Borgerkrig (1861-65). Skønt ingen af parterne var forberedt, tilvejebragtes dog alle midler til krigen med den for Amerikanerne ejendommelige energi i forbavsende kort tid. Til søs, hvor forfærdelige krigsmaskiner, såsom pansrede vædderskibe, monitorer, søminer eller torpedoer, første gang kom til anvendelse, havde Nordstaterne hele tiden overvægten. Intet svækkede de Konfødererede staters modstandskraft mere end havnenes blokade, hvorved udførelsen af bomuld og indførselen af våben forhindredes; de hævnede sig da ved hemmelig i engelske havne at udruste hurtigsejlende dampkaperskibe, som gjorde deres modstanderes handel betydelig skade på alle have. Til lands var krigens udfald længe tvivlsomt, idet de Konfødererede stater opvejede, hvad de manglede i antal, ved generalernes dygtighed og troppernes disciplin. Der kæmpedes især med hårdnakkethed i egnene mellem de to hovedstæder, Washington og Richmond. Jo længere krigen varede, desto blodigere blev slagene, som ofte varede mange dage. Tilsidst havde Nordstaterne en million soldater i marken, deriblandt en mængde negere, som var løbet over for at vinde friheden. Derimod kunne sydstaterne trods de største anstrengelser ikke udfylde hullerne i deres rækker. Forgæves fordoblede deres udmærkede general Robert Lee sin virksomhed; sydhærens linier blev gennembrudte, og da den fjendtlige overgeneral Grant havde tvunget Richmond til overgivelse, var de Konfødererede staters skæbne afgjort. Lee måtte strække gevær, og dermed ophørte al alvorlig modstand. Vel blev præsident Lincoln snigmyrdet af en fanatiker fra syden; men denne misgerning kunne naturligvis ikke forhindre krigens følger: Unionens genoprettelse og slaveriets afskaffelse.

Tiden efter 1863 indeholder en række begivenheder af uberegnelig betydning for Europas fremtid. I Preussen var Vilhelm I kommet på tronen efter sin broder Frederik Vilhelm IV (født 1861). Da den talentfulde, men hensynsløse grev Bismarck var blevet førsteminister, optrådte den preussiske regering i landets indre styrelse med et militært overmod, som vakte almindelig misfornøjelse. Desto unødvendigere blev det for Bismarck at aflede folkets opmærksomhed ved en udenlandsk krig, og hertil viste lejligheden sig gunstig ved den danske konge Frederik VIIs død i 1863. Næppe var nemlig Kristian IX udråbt til konge, førend tyskerne kom i den voldsomste bevægelse. Overalt råbtes der på hævn over Danmark, som beskyldtes for at undertrykke den tyske nationalitet i Slesvig (skønt sandheden var, at der kun var sat en grænse for tyskhedens overgreb). For at vinde folkestemningen besluttede den preussiske regering da at overfalde Danmark, og Østrig der ikke ville lade sin gamle medbejler alene have æren for at kæmpe for tyskhedens sag, var straks rede til at tage del i krigen. Efter at de to stormagter mod tro og love havde fragået deres underskrift på traktaten i London, rykkede en preussisk-østrigsk hær på 70.000mand over Ejderen d. 1 februar 1864. Den danske regering havde straks opgivet at forsvare Holsten i betragtning af, at det var et land, der var gået i tysk forbund. Derimod havde regeringen opstillet hæren på 40.000 mand i Dannevirkelinien; thi den gamle rigsgrænse syntes ikke med ære at kunne opgives uden kamp. Til al ulykke frøs det den vinter så stærkt, at både Slien og oversvømmelsen ved Dannevirke lagde til. Da det således blev umuligt at holde den 11 mil lange stilling mod de overlegne fjender, drog de danske nordpå. Østrigerne indhentede bagtroppen ved Oversø, syd for Flensborg, men fik her så varm en modtagelse, at forfølgelsen måtte standses. Efter en ved stærkt islag besværliggjort marcherede de danske i behold til Dybbølstillingen, en række skanser, som var opførte i Sundeved og dækkedes i ryggen af Als. Med beundringsværdig sejhed udholdt vore tropper her en regelmæssig belejring i otte uger. Først da Preussernes overlegne artilleri havde skudt værkerne sønder og sammen, vovede deres fodfolk en hovedstorm d. 18 april, som deres overtal og deres fortrinlige våben (bagladegeværer) gjorde uimodståelig. De danske blev kastede tilbage til Als med et tab af 5.000 mand, dels faldne, dels fanger og sårede. Derimod var den danske flåde stærk nok til både at holde Østersøhavnene blokerede og beherske Nordsøen. Her kom det d. 9 maj til en søtræfning, i hvilken tre danske dampskibe overvandt en preussisk-østrigsk eskadre, så at den måtte ty ind under Helgoland. Der afsluttedes nu en våbenstilstand, og fredsunderhandlinger åbnedes i London; men da vor regering endnu ikke ville opgive Sønderjylland, begyndte krigen igen. Preusserne gjorde da om natten landgang på Als, tvang den danske besætning til at indskibe sig og tog øen i besiddelse. Til denne ulykke kom, at Jylland oversvømmedes af fjenden fra Kongeåen til Skagen, og at den fjendtlige flåde, forstærkedes af østrigske panserskibe, der truede med at fravriste os herredømmet på søen. Da desuden alt håb om hjælp fra udlandet var forsvundet, måtte Danmark nedlægge våbnene for ikke at sætte sin tilværelse på spil. Ved freden i Wien i 1864, den tungeste, som Danmark endnu har sluttet, afstodes Slesvig med tilhørende øer (undtagen Ærø), Holsten og Lauenburg til Østrig og Preussen. Efter påny at have ordnet statsforfatningen således at Grundloven af d. 5 juni 1849 blev gældende med nogle få forandringer, forvandt Danmark hurtig de tab af penge og gods, som krigen havde medført, ved et stort opsving i alle næringsveje. Det bedste bevis herpå er statsindtægternes stigen og statsgældens formindskelse, som er sket samtidig med, at store summer er anvendte på jernbaneanlæg. Men tabet af hertugdømmerne, vort bolværk mod Tyskland, har i høj grad svækket Danmarks forsvarsevne, uden at dets fremtid på anden måde er sikret. Vel måtte Preussen senere i 1866 i Pragfredens artikel V forpligte sig til at give Nordslesvig tilbage, når befolkningen ved en afstemning udtalte sig derfor; men denne betingelse er ikke blevet opfyldt. Desuagtet vedbliver den danske befolkning i Slesvig at håbe på en genforening med moderlandet. Det varede ikke længe, forinden grev Bismarck i følelsen af Preussens militære styrke yppede strid med Østrig. Hensigten dermed var, at Preussen ikke alene ville tilrive sig hele det fra Danmark ranede bytte, men også overherredømmet over Tyskland. I 1866 kom det til en krig mellem de to nys forbundne stormagter. På Preussens side stod Italien, hvis konge Victor Emanuel håbede at erobre Venedig; for Østrig kæmpede de fleste tyske stater, navnlig de fire kongeriger. Preussens slagfærdige hær oversvømmede straks Saksen og trængte ad flere veje ind i Bøhmen, hvor det kom til et hovedslag ved Sadova. Lykken fulgte de bedre førte og bedre væbnede Preussere. Slaget var i den grad afgørende, at Østrig, skønt sejrrigt både til lands og til vands lige overfor Italien, måtte bede om fred. Ved fransk mægling bragtes underhandlingerne til ende i Prag i 1866. Østrig mistede af sine gamle besiddelser kun Venedig, som forenedes med det øvrige Italien ved folkeafstemning, men blev udelukket fra Tyskland, foruden at det afstod sin medejendomsret til Slesvig og Holsten med det ovenfor nævnte forbehold om Nordslesvig. Nordtyskland skulle herefter danne et forbund under preussisk ledelse. Men kong Vilhelm benyttede sin overmagt til at afsætte fyrsterne i Hannover og Hessen Kassel, hvorpå disse lande tillige med Slesvig, Holsten og fristaden Frankfurt indlemmedes i Preussen. Det overvundne Østrig har siden stræbt at forny sin kraft ved en højst påtrængende ordning af sine indre anliggender. Det lykkedes Frants Joseph at tilvejebringe en udsoning med de misfornøjede Magyarer, idet han nu frivillig tilstod de til den ungarske krone hørende lande en lignende frihed og selvstændighed, som de forgæves havde kæmpet for i 1848-49. For de særlig ungarske anliggender dannedes en egen regering og rigsdag i Pest, medens rigets anden halvdel har sit ministerium og rigsråd i Wien. Som hele rigets overhoved kaldes Frants Joseph kejser af Østrig og konge af Ungarn. Efter Pragfreden indtrådte et spændt forhold mellem Preussen og Frankrig. Skønt Preussen havde vundet uhyre en udvidelse, blev det snart tydeligt, at kong Vilhelm og Bismarck tragtede efter ledelsen af hele Tyskland. Men dette mente Frankrig for sin egen sikkerheds skyld ikke at kunne tåle. Efter at fjendskabet havde ulmet i nogle år, greb Napoleon III. et ubetydeligt påskud til pludselig at erklære Preussen krig i 1870, skønt Frankrig langt fra var tilstrækkelig forberedt til at optage kampen med sin frygtelige modstander. Forstærket af hele det øvrige Tysklands krigsmagt, var Preussen istand til at føre langt større hærmasser over Rhinen, end Frankrig kunde opstille på egen grund. Ved hovedhæren var kong Vilhelm selv tilstede; men den egentlige overanfører var general Moltke. Det første betydelige sammestød fandt sted ved Wørth. Efter at marskal Mac Mahons korps her var blevet slået og adsplittet, drog Napoleon med den øvrige hær tilbage til den stærke fæstning Metz. Her overtog marskal Bazaine kommandoen i stedet for den på sjæl og legeme svækkede kejser og leverede udenfor Metz tre blodige slag d. 14-18 august, af hvilke de to første vare uafgjorte, men det tredje fik et for franskmændene et uheldigt udfald, så at Bazaine blev afskåren fra tilbagevejen til Paris og måtte trække sig ind i Metz. Tyskerne var stærke nok til at gøre front mod to sider. Medens en stor hær blev tilbage ved Metz for at udhungre Bazaine, drog de øvrige videre fremad for at indtage Paris. Imidlertid havde Mac Mahjon fået forstærkninger og satte sig nu med kejseren ved sin side i bevægelse for at undsætte Bazaine; men hans tropper besad hverken sammenhold eller disciplin nok til at udføre et sådant vovestykke. På marchen blev han indhentet af de fjendtlige hære og angreben ved Sedan. Efter at Mac Mahon var blevet hårdt såret, tog slaget så ulykkelig en vending, at hele den franske hær tillige med kejseren måtte overgive sig og derefter blev ført i krigsfangenskab til Tyskland. Da efterretningen om dette uhørte nederlag kom til Paris, gjorde indbyggerne oprør d. 4 september 1870; Kejserdømmet blev kuldkastet uden modstand og Frankrig erklæret for en republik. I spidsen for »den nationale forsvarsregering«, som nu påtog sig at fortsætte krigen, trådte Paris's kommandant general Trochu; men dens virksomste og dygtigste medlem var republikaneren Gambetta. Få uger efter omringede fjenden Paris og kong Vilhelm opslog sit hovedkvarter på slottet i Versailles. Snart begyndte nu den ene franske fæstning efter den anden at overgive sig. Først faldt Strassburg, senere Metz, så at Bazaine og hele hans armé blev krigsfangen. Hvor fortvivlede forholdene end var, vedblev imidlertid Gambetta, der fra Tours udøvede en fuldstændig diktatorisk magt, at udruste betydelige hære. Hver fodsbred land gjordes fjenden stridig; men at gennembryde den sejrrige fjendes linier og undsætte Paris var en opgave, som de nys udskrevne franske soldater og deres uøvede officerer ikke var dygtige nok til. Gentagne forsøg herpå førte kun til nye nederlag, og samme resultat havde forskellige udfald, som foretoges af Trochu og armeen i Paris. Det sidste håb om at forandre krigslykken brast omsider, da en stor fransk hær, som var bestemt til at undsætte fæstningen Belfort, blev trængt over på Schweiz's grund og afvæbnet. Samtidig hermed kapitulerede Paris, da hungersnøden efter fire måneders belejring var stegen til det højeste d. 27. januar 1871. Dermed var Frankrigs modstandskraft brudt. I de 6 måneder, denne i historien eksempelløse krig havde varet, var der leveret 17 store slag og 156 træfninger; 26 franske fæstninger havde overgivet sig og henved 400.000 franske krigere (deriblandt over 10.000 officerer) var tagne til fange. Ved freden i Frankfurt i 1871 måtte Frankrig afstå Elsass og Tysk-Lothringen med Metz samt betale 5.000 millioner francs i krigsomkostninger. For at skabe en lovlig regering, som kunne besegle freden og genoprejse Frankrig af dets dybe fald, valgtes med almindelig stemmeret en Nationalforsamling, der snart tog sæde i Versailles. I dennes hænder nedlagde den nationale forsvarsregering sin magt, hvorpå den gamle agtede statsmand Thiers sattes i spidsen for landets styrelse. Men det socialistiske parti benyttede sig straks af den herskende forvirring til at tilrive sig magten i Paris. Ovenpå den ødelæggende krig fulgte en borgerkrigs ulykker. Paris måtte for anden gang belejres. Først efter at Thiers havde fået en ordentlig hær dannet af de fra krigsfangenskabet hjemvendende soldater, lykkedes det ham at erobre Paris og gøre ende på oprøret (Pariserkommunen); men inden det kunne forhindres, satte socialisterne af hævngerrighed ild på Tuilerierne og andre af hovedstadens herligste bygninger, som nedbrændte til grunden. Thiers gjorde sig derefter fortjent ved at tilvejebringe krigsomkostningernes uhyre sum. Først da denne var udbetalt, rømmede de tyske tropper Frankrigs jordbund. Under krigen blev de tyske fyrster enige om at tilbyde kongen af Preussen den tyske kejserværdighed. Vilhelm I modtog kronen under store højtideligheder i Ludvig IVs palads i Versailles. Således skete det, at det tyske kejserrige, der var styrtet sammen i 1806 som følge af Napoleon Is sejre, genoprettedes i 1871 ved Napoleon III.s nederlag. Kejseren stod i spidsen for hele Tysklands krigsmagt; han fører regeringen ved hjælp af rigskansleren, hvis post for tiden beklædes af Bismarck, og deler den lovgivende magt for rigets fælles anliggender med en ved almindelig stemmeret valgt rigsdag i Berlin. Krigen gav endvidere anledning til, at Italien nåede sine ønskers mål. Da den franske besætning var trukket bort fra Rom for at bruges i krigen, lod Victor Emanuel sine tropper besætte Rom. Medens paven kun beholdt Vatikanet og den omliggende del af byen til sin rådighed, blev Rom kongeriget Italiens hovedstad, og Italiens enhed dermed fuldstændig gennemført (1870). Siden den tid have vi oplevet endnu en stor krig i Europa. Da den tyrkiske regering mishandlede sine kristne undersåtter, der boede i Tyrkiet i langt større antal end Tyrkerne selv, udbred der oprør på flere steder, især i Bulgarien. Men dette gav kun de rå tyrkiske soldater lejlighed til at rase med forfærdelig grusomhed mod de kristne. Hele landsbyer blev ødelagte, skyldige og uskyldige blev myrdede i flæng. Da optrådte Ruslands kejser Alexander II. som Bulgariens beskytter. Han erklærede Tyrkiet krig, og desuden stillede Rumænien og Montenegro, senere også Serbien, sig på Ruslands side; thi disse lande håbede ved denne lejlighed at kunne gøre sig uafhængige af den tyrkiske Sultan, under hvis højhed de hidtil havde stået. Under anførsel af storfyrst Nikolaus, en broder til kejseren, satte den russiske hær over Donau; men dens fremrykning standsedes længe af Osman Pascha, som havde lejret sig på højene omkring landsbyen Plevna. Tre gange forsøgte russerne at erobre disse ved storm. Men blev hver gang kastede tilbage med uhyre tab. I et halvt år holdt osman sin stilling, indtil russerne havde forstærket deres hær således, at de kunne indeslutte Plevna fra alle sider og udhungre den tyrkiske hær. Da Osman omsider havde opbrugt alle sine fødemidler, gjorde han et forgæves forsøg på at gennembryde de russiske linier og overgav sig derpå med hele sin hær. Intet formåede nu mere at standse russerne. Skønt det var midt om vinteren, trængte de frem over Balkan og nærmede sig til Konstantinopel. Da bekvemmede Sultanen sig til at bede om fred. Ved traktaten i Sct. Stefan tilsikrede den russiske kejser sig så stor indflydelse på Balkanhalvøen, at han næsten kunne betragtes som Sultanens herre. Da England og Østrig ikke ville tåle dette, var en ny stor krig nærved at udbryde. For at undgå denne gav Rusland efter og gik ind på, at der skulle samles en kongres af Europas seks stormagter i Berlin for at ordne forholdene i Orienten. Her blev man i juli 1878 enig om følgende bestemmelser: 1. Rumænien, Serbien og Montenegro skulle være frie stater. Senere har fyrsterne i Rumænien og Serbien ladet sig udråbe til konger. 2. Bulgarien (dvs. landet imellem Donau og Balkan, samt distriktet Sofia) skulle have sin egen fyrste og kun betale en årlig tribut til Sultanen. 3. Den nordlige del af Thrakien (»provinsen Østrumilien«) skulle styres af en kristen statholder under Sultanens højhed. 4. Bosnien skulle besættes af østrigske tropper og stå under østrigsk styrelse. 5. Thessalien skulle afstås til Grækenland. 6. Rusland erholdt et stykke af Armenien (i Asien). For også at sikre sig en mægtig stilling i Orienten indgik England samtidig hermed en særegen overenskomst med Sultanen, ifølge hvilken øen Cypern er blevet besat af engelske tropper, og hele det asiatiske Tyrki stillet under engelsk beskyttelse. I Europa har Sultanen altså umiddelbart herredømme kun over den sydlige del af Thrakien, Makedonien og Albanien. De sidste begivenheder, som havde vakt opsigt i Europa, er mordet på den russiske kejser Alexander II., hvorefter hans søn Alexander III. (gift med den danske prinsesse Dagmar) besteg tronen, og Tunis' besættelse af franske tropper, hvorved Beyen af Tunis er stillet under den franske republiks beskyttelse (1881). Endelig er Ægypten, hvor en opstand af de indfødte blev dæmpet af engelske tropper, kommet i afhængighed af den engelske regering. 1884.

Skift til: Borgerklassernes opkomst * * Brudstykker af Habsburgerne og Vesteuropas historie op til 1500 - (IV) * * Kelterne og Romernes historie (I) * * Germanerne (II) * * Kristendommens historie (III)* * Habsburgerne (IV) * * Danmarks historie * * Betalingsmidlernes historie * * Jugoslavernes historie * * Ruslands historie * * nyere historie * * Det 20´århundrede

Webmaster