Brudstykker af kristendommens historie (III).

Ægyptens styre gik efterhånden over på fremmede hænder. En tid blev det for eksempel så langt som til Theben en Assyrisk provins. Senere i 525 f. Kr. plyndrede persiske erobrere landet med sådan grusomhed, at den Makedonske Aleksander den Store i 332 f. Kr. blev hilst velkommen som en befrier og en gud. Men byggevirksomheden fortsatte i Ægypten og nogle af de bedst bevarede templer (Dendera og Edfu) er fra den græsk-romerske tid. Den sidste ægyptiske monark var Kleopatra. Læs om Ptolemaios'erne og den Alexandrinske tid her hvor der var frelsere før de kristne. Gennem mange århundreder havde kongerne af Ægypten med stolthed båret uræus - den hellige kobra eller brilleslange - snoet om deres isse. Da det gamle Ægyptens historie lakkede mod enden i år 30 f. Kr. hører vi, at dronning Kleopatra løfte en levende brilleslange til sin barm for at finde døden for dens gifttænder. Én version af den ægyptiske mytologi fortæller, at oprindelig var der kun vand på jordens overflade. Op af dette vand dukkede et urbjerg, skaberguden Atum. Uden mage avlede Atum to børn: Shu, luften, og hans søster Tefnut, fugtigheden. Med tiden fik disse to atter to børn: Geb, jorden, og hans søster Nut, himlen. Geb lagde sig ned på havenes flade, og det var i hans legeme forårets sæd blev sået. Shu og Tefnut stod op på Geb og hævede hans søster Nut højt over deres hoveder. Geb og Nut elskede hinanden og fik fire børn, hvis navne var Osiris, Isis, Nephthys og Seth. Ligesom deres forældre blev Osiris og Isis forelskede i hinanden, men Seth blev skinsyg og dræbte Osiris, huggede hans legeme i mange stykker og begravede dem rundt om i Ægyptens land. Isis, som elskede sin husbond/broder højt, søgte alle vegne efter stumperne, og da hun havde fundet dem, bad hun den store Re om at ånde liv i dem igen. Dette gjorde han, og fordi Osiris havde smagt døden, gjorde Re ham til konge i underverdenen. Efter at Osiris var draget bort til de dødes rige, fødte Isis hans søn Horus, som tog hævn over sin onkel Seth og til sin tid blev hersker over hele Ægypten. Denne skabelsesberetning fortælles atter og atter på klipperelieffer og papyrusruller, og med tiden blev den udbygget. Gudinden Isis repræsenterer den gode og trofaste hustru, og hendes søn, Horus, holder rettergang over syndere. Osiris blev med tiden ikke blot underverdenens konge, men tillige dommeren over de afdødes sjæle - herfra stammer forestillingen om belønning eller straf efter døden i den ægyptiske religion. Ud over de guder, der nævnes i skabelsesberetningen var der hundreder af andre. I løbet af Nillandets befolknings lange historie blev mange af guderne fra tid til anden overført fra den ene gruppe til den anden, og da hver egn i forvejen havde sit eget gudesystem, befordrede dette gudernes mangfoldighed. Endelig hævede nogle guders betydning sig over alle de lokale områder; for eksempel begyndte guden Amon som stammegud for befolkningen i egnen omkring Theben, en by i Øvreægypten, men i Det ny Riges tid var han blevet den store Amon-Re, der blev dyrket overalt i landet. Så talrige var de ægyptiske guder, at næsten enhver gren af menneskelig viden havde sine egne guddomme. Der var endog en gud for skrivning og regning - guden Thot med Ibishovedet. Lokale guder blev i nogle tilfælde identificeret som skytsguder for de forskellige fag; gudinden Sakhmet, hustru til lokalguden Ptah i Memphis, var for eksempel gudinde for pest og var derfor lægernes skytsgudinde, eftersom de bedst kunne beherske hendes kræfter. Og foruden de mange lokalguder og Ægyptens store guder var der husguder, bl.a. Bes, en grotisk dæmon, der fordrev andre dæmoner. Forøvrigt er gudinden Isis en af de ægyptiske guder, vi kender bedst i dag, men faktisk nåede hun først meget sent sin store popularitet. Dyrkelsen af hende bredte sig til mange lande, til dels fordi hendes navn blev bragt vidt omkring af de romerske legioner. Helt i Britannien har man fundet altre til hendes ære.

Da Alexander den Store erobrede Østerlandene, fandt han det nødvendigt at optræde for sine undersåtter som Zeus-Arnons søn. De besejrede folk fortsatte med at dyrke deres gamle guder, men efterhånden som tiden gik, og de stadig blev regeret af grækerne, stod det dem klart, at Grækernes guder var mægtigere end Marduk, Baal, Assur eller Ra. De anerkendte simpelthen den ny gud og føjede Zeus og Alexanders statuer til statuerne af de gamle guder i deres templer. I stor udstrækning fulgte man samme fremgangsmåde, da Romerne kom til at beherske verden. Man ophøjede de romerske kejsere til guder, og deres statuer blev opstillet i templerne rundt om i Romerriget. Ligesom tidligere grækerne under og efter Alexander den Store lærte romerne at respektere de folkeslag, som var deres undersåtter og respekterede de mange forskellige kulturer og religioner. Romerne begyndte at indse, at deres traditionelle forestillinger om guderne var naive, og i mange henseender var de Romerske guder de ældre kulturfolks religiøse ideer underlegne. Som næsten alle oldtidsfolk troede Romerne på mange guder. På et meget tidligt tidspunkt havde romerne dyrket naturguder og husguder, larer og penater. Samtidig med at staten fik stadig voksende betydning, lånte romerne den græske gudeverden og gav de græske guder romerske navne. Zeus blev til Jupiter, Hera til Juno, Afrodite til Venus, Ares blev til Mars og Athene til Minerva. Disse guder var den romerske stats beskyttere, og på denne måde blev patriotismen uløseligt knyttet sammen med den religiøse tro. Men i denne henseende indtog jøderne en særstilling. Deres gud: Jahve eller Jehova, var - som han selv havde udtalt det - en nidkær Gud, som ikke ville have andre guder over eller ved siden af sig. Jøderne betragtede ham som den almægtige hersker over alle ting og alle mennesker. Derfor kunne de ikke opstille statuer af den forgudede romerske kejser Octavian (Augustus) uden at vise ulydighed mod Jehovas udtrykkelige befaling. Med deres sædvanlige praktiske sans indså romerne at jøderne havde specielle vanskeligheder, og romerne gjorde en undtagelse med jøderne. Hvordan skulle jøderne kunne gøre krigstjeneste, når den romerske soldatens troskabsed omfattede en erkendelse af kejseren som statens gud og overhoved ? I Romerriget blev jøderne fritaget for værnepligt. Jødernes monolitiske opfattelse og ensretning brød afgørende med alle religioner og ideologier. De var dermed også en politisk, økonomisk og ideologisk bevægelse, men i modsætning til de kristne, missionerede jøderne ikke. At jødernes gud ikke kunne afbilledes var ligeså ufatteligt, som det var krænkende mod alle andre kulturer og folk. Men hvor andre kulturfolk var tolerante og anerkendte flere love for forskellige folk og landsdele, anerkendte jøderne kun én lov, én sandhed og én dommer, der sad inde med myndigheden til at træffe en afgørelse. Med jødernes sædvaner, regler og moral, adskilte og udskilte de sig fra alle andre folk, og var usædvanlige intolerante og aggressive i deres »erobringer«. De blev selvfølgelig smidt ud alle steder hvor de dukkede op. De første sider i Det gamle Testamente fortæller om at Abraham og hans stamme blevet udvist fra byen Ur i Kaldæa. Måske er de frivilligt rejst fra byen ? Hvorfor skulle en stor høvding med slaver og kvæg fraflytte en tryg beskyttende by, - ud i den utrygge ørken hvor nomaderne herskede ? Biblens skildring af Abraham viser allerede, at der i ca. 3.000 f. Kr. var sket en arbejdsdeling og klassedeling i byerne i Babylon, idet høvdingen Abraham havde trælle, koner, okser, og påtænkte en kolonialisering… i Kanaans Land, hvor sønnen Isak blev stamfader til de sydpalæstinesiske stammer, og sønnen Ismael blev stamfader til ismaelitterne, en arabisk beduinerstamme. Dermed begyndte verdens største familiefejde, der medførte at alle andre folkeslags skikke og politiske mønstre ikke blev anerkendt. Her er oprindelsen til dyrkelsen af én gud, én lov, én usynlig gud, der ikke kan afbildes, omskæring, kolonialisering og terror……..

I 100-tallet bredte Orientens religiøse kulter sig. Guderne var Magna Mater, Kybele, Isis, Mitras og Kristus. Disse guder var menneskeskikkelser, og havde levet som mennesker, men de døde og genopstod som mennesker. Kulterne der dyrkede disse menneskeskikkelser fandt tilhængere hos byernes småhandlende, håndværkere og soldaterne, og tilhængerne mødtes ved indtagelsen af et fælles kultisk måltid. Deres sammenkomster blev afholdt i hemmelighed, og de havde optagelsesprøver og renselsesritualer. Røbede man kultens hemmeligheder blev man straffet. De havde æresbegreber, der passede til militærets æreskodeks. Mitras kulten (den persiske lysgud) (Sol Invictus - den uovervindelige sol) stod stærk blandt de romerske lejetropper ved Donau og Rhinen, og var også ført med tropperne til Hadrians mur i England. Kulten var forbeholdt mænd. Kulten byggede på dualismen mellem det gode og det onde, og overleveringen fortæller, at Mithras dræbte en tyr i en grotte og skabte Kosmos. I denne kult var kildevand en uundværlig del af renselsesprocessen, og tyrekød var en del af det kultiske måltid. Tyreblod indgik i skabelsesberetningen. Ligesom de kristne og romerne lå man til bords under det kultiske måltid, og da intet måtte røbes for uindviede, kendes der ikke meget til ritualerne. De indviede måtte gennem 7 rituelle indvielsesgrader, og indehaveren af den 7 øverste grad kaldes: padres. Når tilhængerne havde gennemgået alle 7 ritualer, kunne de trygt gå døden i møde, thi når døden indtrådte, ville sjælen forlade legemet, og man blev befriet for alle synder og fejl. De kristne blev på mange måder påvirkede af denne tro og denne liturgi, men de kristne overbød - og lovede et paradisisk liv efter døden. De kultiske ideer bredte sig især under Romerrigets nedgangsfase efter 100-tallet. Nedgangsfasen udviklede også den ideologi: »at vi er alle i samme båd«, og denne overtro om at alle mennesker var ligeværdige, var med til at skjule klassemodsætningerne mellem de formuende og de ikke-formuende, mellem erobrere og besatte. Begravelseskikke og monogrammer blev senere en del af kristkulten. Romerne anlagde deres gravpladser ved indfaldsvejene til en by, så man derved passerede »de dødes by«, før man kom til de levendes by. I de første to århundreder e. Kr. er brandgravsskikken enerådende. I takt med kristendommens udbredelse blev de døde begravet ubrændte, og først mod slutningen af 300-tallet e. Kr. udgår brandsgravsskikken.

Kristendommen har sin oprindelse fra en kreds af jøder, der dannede en jødisk sekt hvor de som »kristne« gjorde krav på samme privilegier som jødedommen. Kristendommen er således udviklet af jødedommen, ligesom kristendommen er en jødisk sekt. Den er således opstået fra en kreds af mennesker, der ville have de samme økonomiske forrettigheder som jøderne. Det var den farisæiske jøde Paulus fra Tarsos Tarsus (Kilikiens hovedstad) i det sydøstlige Lilleasien, der var så helvedes stolt af sin omskæring, som opfandt kristendommen i sine brevskriverier, som andre senere samlede og misbrugte. De ældste «kristne« breve er således fra den jødekristne Paulus fra Tarsos, og brevene fylder 33% af de kristnes bogruller. Paulus havde havde romersk borgerbrev. Men han bryder loven og kommer i fængsel flere gange. Jesus kom jo også til at hænge mellem kriminelle. Brevene viser os de gamle handelsveje og byerne omkring Middelhavet, hvor de første kristbekendere (overtroende) har levet spredt. Paulus opfordrer ikke til oprør mod det romerske slaveri, men skriver, »at er du kaldet som træl, så lad det ikke bekymre dig«. Efter de første kristne foreninger (menigheder) blev dannet, var Det gamle Testamente stadig de kristnes hellige skrift, idet de jo endnu ikke have udviklet (opfundet) eller beskrevet deres politisk/religiøse bevægelse på skrift. Fra Jesus foreligger der jo ikke noget på skrift, - formodentlig har han nok ikke kunne skrive og læse. Biblen består i dag af to skriftsamlinger: Det gamle Testamente, der er jødernes hellige skrift, og Det ny Testamente. Ordet »bibel« betyder blot »bog« på græsk. »Testamente« betyder blot »forbund«, dvs. »det gamle forbund« eller »jødernes forbund«. Det gamle testamente var blevet oversat i ca. 200-tallet f. Kr. i en græsk oversættelse (Septuaginta). Det nye Testamente (forbund) er således en skriftsamling af artikler, der fyldt med varsler og profetier, og som forsøger at legimitere sig med henvisninger til mange tekststeder i en historisk tradition. Andre breve er beretninger om gode budskaber, og snart fik de kristne ledere behov for at legitimere deres missionshistorie i Apostlenes gerninger. Oprindelig var det nye testamente ikke én bestemt samling af skrifter, da de kristne brugte forskellige skrifter og traditioner. Der opstod mange stridigheder mellem disse kristne gennem tiderne. Jødernes bibel (Det gamle Testamente) fylder 3 gange så meget som de kristnes bogruller. Bibelens sidste hovedel består af 27 artikler fra sidste halvdel af det 1´århundrede e. Kr., og efter at de første kristne menigheder blev dannet. Der opstod og udviklede sig derefter en lang række skriftlige beretninger, fortællinger og historier fra de kristne menigheder. Da de kristne skulle udvikle og beskrive deres identitetshistorie og gudslære, udviklede de et sidestykke til Det gamle Testamente, og der stod kamp om hvilke beretninger og retorik, der skulle med i Det nye Testamente. De kristnes bogruller er blot deres fortolkning og udlægning af jødernes gamle testamente. De var derfor meget forskellige i deres kristne religiøse og politiske engagement. Det ligger i sagens natur at samfundsklasserne og de juridiske privilegier i kulturerne omkring Middelhavet har været med forskellig historisk, etnisk og sproglig baggrund. Forskellighederne i de kristnes overtro medførte i begyndelsen en opløsning. Dvs. det er ikke påvist, at der på det tidspunk har været en samling, thi forkyndelsen og »internationaliseringen« af den »universelle lære« for alle multietniske samfundsklasser lod sig selvfølgelig ikke praktisere. Men det lykkedes dog en fraktion af disse kristne at hævde sig som den »rette lære«, med henvisning til skriftstederne hos de såkaldte apostle. Derved fik apostlene større værdi end de andre skriverkarle. Ingen kvinde eller Jesus har efterladt sig skriftlige tekster. De kristne betragte ligesom jøderne kvinden som udgangspunktet for al synd. Men i begyndelsen af den kristne bevægelse forsøgte kvinderne at blive anerkendt ved at forkynde den kristne overtro. Men kirkefædrene satte kvinderne på plads, idet »hustruen ikke råder over sit eget liv legeme, det gør hendes mand«. Men kvinderne fik dog lov til at bede og profetere, idet de kristnes fortælling om Jesus beskriver en skare af kvinder der ledsager denne. Men når kvinderne (enkerne) afleverede deres penge til præsterne, blev de lovprist - men de opnåede aldrig drømmen om lighed med kristendommens mandlige undertrykkere. Præsterne vidste godt at kvinderne levede længere end deres mænd, sådan at enkerne kom og betalte aflad til præsten. Opbygningen og gengivelsen af de godkendte breve og tekster kaldte de senere »kanonisk«, og det blev kirkelig ret. Skrifter og breve blev udeladt, og fortolkningen (dvs. indholdet i skrifterne) blev ændret efterhånden som præsteskabet fik foden under eget bord hos fyrster og lensmænd. De tugtede således menneskeheden med en morallære for at beskytte fyrsternes ejendomsret og deres egne privilegier. Ligesom jøderne forsøgte de kristne at gøre de menneskeskabte tekster til hellige og guddommelige skrifter, og ville gøre dem universelle til trods for at teksterne var skabt under bestemte kulturelle og økonomiske betingelser, under bestemte geografiske og etniske omstændigheder, under bestemte produktionsforhold og ud fra bestemte klasseinteresser, - i det omfang skribenterne ernærede sig ved et legitimt erhverv, da de ofte var kriminelle og straffede personer. De kristne beretninger og breve fik deres såkaldte »apostolske gyldighed« og blev først samlet i 367 e. Kr. i Østkirken og i 419 e. Kr. i Vestkirken på et møde i Karthago. Det ny Testamente består af apostlenes gerninger, 13 stk. breve fra Paulus, Hebræerbrevet, 7 breve og Johannes Åbenbaring, der er fremstillet i det 3. og 4. århundrede. Hieronymus oversatte disse skrifter fra græsk til latin i 382 e. Kr., og i 1546 blev disse skrifter Romerkirkens officielle bibel, der først blev oversat til dansk i 1550.

Om den oldkirkelige mission ved man faktisk ingenting. Kun i apostel-tiden og i de følgende årtier kender man missionærer, der havde kristendommens udbredelse som deres opgave. I oldkirken kaldes den første betydelige missionær (dvs. udsending) i et land for en apostel for det vedkommende land. Oprindelig var apostlene skægløse, men efterhånden fik de alle skæg i de forskellige billedfremstillinger. Jesus blev født i Octavius (Augustus) regeringstid i 43-27 f. Kr.. Ifølge de kristne, der har forfattet de skrifter der findes i Det ny Testamente, har den historiske person Jesus, der levede i ca. 30 år i begyndelsen af det første århundrede efter kristen tidsregning, på én gang den, der kom med »det glædelige budskab« (evangelium) og evangeliet selv, »Guds levende Ord«. Som nævnt var der i det jødiske folk på Jesu tid stor interesse for de profetiske traditioner, der talte om et kommende gudsrige og dets konge, Messias. Hele Orienten var befængt med frelsere, profeter og stjernetydere. Det ny Testamente´s beretninger om Jesu liv skildrer det som én lang opfyldelse af disse profetier og forventninger. Som Messias er Jesus af kong Davids slægt, og hans fødsel finder sted i Davids by, Bethlehem, på underfuld måde. Da han efter at have forkyndt sit evangelium om gudsriget, Guds kærlighed og nåde og Dommedag i Galilæa i det nordlige Palæstina drager til Jerusalem, rider han på et æsel og hilses med palmegrene af folk langs vejen, helt i overensstemmelse med profetier om Messias. Når præsteskabet i Jerusalem ikke ville kendes ved ham, og når han senere måtte lide og dø for sin forkyndelse, så var også dette en opfyldelse af profetierne. Han var jo jødernes konge, og ikke de kristnes. Skildringen forkynder, at Jesus er Kristus, den ventede Messias, ja endog Guds søn og verdens frelser. I samtiden betød det, at det gudsrige, man ventede på, allerede var begyndt. Det var også, hvad Jesus havde forkyndt, og som bevis for den provokerende påstand, at gudsriget er begyndt, skildres Jesu mange underfulde gerninger. For eftertiden blev det mest afgørende udtryk for at Jesus virkelig var Guds søn og Kristus beretningen om hans opstandelse tre dage efter, at han var død på korset og lagt i graven. Det ny Testamente anfører mange vidneudsagn fra personer, der har set Jesus efter hans død, og det skildrer også, hvorledes han farer til himmels efter at have ladet sig se nogle gange. Jesus tages til fange og korsfæstes samtidig med den jødiske påskefest, og det er et påskemåltid, der skildres som hans sidste måltid med de 12 apostle. Derfor er det bl.a. også dette påskemåltid, som det centrale kristne ritual, nadveren, henviser til. Påsken er samtidig den vigtigste kristne højtid, hvor Jesu død og opstandelse fejres. En anden vigtig begivenhed, som skildres i Det ny Testamente, finder sted ved pinsetid, 50 dage efter påsken: Helligånden kommer over apostlene, de taler i tunger og enhver hører det budskab, ånden indgiver dem, på sit eget sprog. Helligåndens komme markerer for kristne den kristne kirkes fødsel. I skildringen af disse begivenheder er ikke blot nadverritualet og kirkeårets vigtigste fester og helligdage givet, men også centrale elementer i den kristne tro: Den treenige Gud. Faderen, Sønnen og Helligånden er én og samme Guds fremtrædelsesformer. Gud faderen virker bl.a. som den suveræne skaber af verden og mennesket, og med Jesu fødsel er det gud, der kommer til verden og giver den en ny begyndelse ved selv at blive menneske. At det hellige (her gud) på paradoksal vis viser sig i det profane, det ikke-hellige, er et gennemgående træk i mange religioner. Inkarnationen, dvs. guds bliven menneske og kød (in= i og carne= kød) i Jesus Kristus, bliver imidlertid af kristne tillagt en helt central betydning i sammenhæng med forestillingerne om, at gud på denne måde viser sin kærlighed til mennneskene og verden, og kristne fremhæver ofte læren om inkarnationen som det, der adskiller kristendommen fra andre religioner. Helligånden er guds virken i mennesker og i verden, men den betydning kristne tillægger helligånden varierer dog. Syndernes forladelse. Idet gud selv kommer til verden, og i Jesus ofrer sig selv for andres skyld og påtager sig straffen for menneskets synd, åbnes der mulighed for, at mennesket kan slippe for dommen og straffen og på den måde leve med den syndighed, som det har arvet fra Adam og Eva. Spørgsmålet om syndens og arvesyndens væsen og dybde besvares forskelligt af kristne; overordnet gælder dog, at mennesket ikke kan frelses ved egen kraft, men kun ved guds nåde og kærlighed, i Kristus og ved helligånden. I troen, kirkens forkyndelse og sakramenterne giver gud mennesket del i sin nåde og kærlighed. Troen på dommedag og guds Rige. Uanset den vægt man i kristendommen lægger på guds kærlighed og nåde og på Jesus som forsoner, så er forkyndelsen af dommedag og guds rige en vigtig bestanddel af det budskab evangelierne lader Jesus forkynde. Forestillingen om gudsriget er en forestilling, der allerede i evangelierne retter sig både mod nutiden og fremtiden. Gudsriget er tilstede med Jesus og med helligåndens og ordets fortsatte virke i verden er det en mulighed, der kan realiseres her og nu. Samtidig gælder forestillingen fremtiden og er her nært knyttet til forestillingen om en dommedag, et paradis og troen på de dødes legemlige opstandelse. Sammenlignet med jødedom og islam er det måske især forestillingen om treenigheden (herunder inkarnationslæren) og arvesynden, der er det specielle ved kristendommen. Treenighedslæren strider med disse religioners absolutte monoteisme, idet både læren om, at gud blev menneske, der tilmed døde, er i modstrid mod en opfattelse af gud som det helt anderledes, udødelige og evige, og forestillingen om arvesynden, er fremmed for både jødedom og islam. Troen på dommedag er derimod fælles for de tre religioner. Som nævnt er der også i kristendommen forskellige og skiftende opfattelser af, hvad der er sand kristendom, og der er ligeledes ofte forskel mellem præsters og teologers opfattelser og de folkelige. F.eks. tyder mange undersøgelser på, at. forestillingerne om arvesynd, dommedag, »himmel« og »helvede«, samt om legemets eller kødets opstandelse ikke er centralt placeret i mange folkekirkemedlemmers forestillingsverden. Også troen på gud som en personlig gud synes blandt mange kristne at vige for en mere upersonlig gudsopfattelse. Allerede tidligt i kristendommens historie diskuterede man , hvordan man skulle forstå det centrale »mysterium«, inkarnationen, og dermed også læren om den treenige gud og forholdet mellem det guddommelige og det menneskelige i Jesus Kristus. Medlemmerne af den kristne sekt hævdede at ligesom gnostikerne, at de havde guddommelige indsigter og en skjult visdom, og de brød banebrydende med fortællingen om Jesus, der i menneskeskikkelse var guds søn og jødernes konge. Jesus var det talte ords mand, og det samme var de såkaldt disciple, der levede i en verdens, hvor de forkyndte verdens undergang. Men da verden ikke gik under, fik de behov for at nedskrive nye profetier. De velhavende samfundsklasser der var i alliance med Romerne så med foragt på den nye overtro. Men da tilværelsen var usikker og utryg mellem befolkningerne (klienterne) og de lokale magthavere (patronus) var der behov for social sikkerhed og mod armod hos mange mennesker - og kvinder. Man søgte sammen i forbund (menigheder) og lovede hinanden at man i løbet af dagen ikke ville begå vold, tyveri, utroskab, bedrageri og løftebrud. Sådanne moralske løfter viser os, at tilværelse hos befolkningen har været fyldt med dårligdomme. Og da de kristne arrangerede sammenskudsgilder levede de derved et bedre liv, hvorved kredsen af medspisere blev større. Helbredelsen af sygdomme med ord og håndspålæggelse har været udbredt og anvendt for at få kredsen af kristne større. Denne overtro viser os også, at sygdomme var udbredt, og at helbredelse via læger i den romerske verden var ringe. Det var først med Socialismen i Sovjetunionen, man med lokale polieklinikker førte den forebyggende helbredsundersøgelse ud til folkemasserne. Barmhjertighedsgerninger og aflad blev en af opgaverne for de kristne. Men de kristne gjorde ikke krav på et alternativt samfund, men dannede blot et fællesskab i troen på verdens undergang.

Langt op i vor tid godkendte de kristne, at man brugte slaver. Men når en slave rendte bort i Rom under Romerriget, henvendte Romerne sig til Vestalinderne, for at de ved trolddom kunne forhindre, at slaven slap ud af byen. De seks Vestalinderne passede den evigt brændende ild i Vesta´s templet på Forum Romanum. Blev slaven fanget, ventede der ham som reglen piskning lige til den grænse, som hans sølle skrog kunne bære uden at miste sin salgsværdi. Hvis en dødsdømt slave på sin vej til henrettelsen, mødte en Vestalinde, blev han benået. Slaverne havde dog en mulighed for tilflugt i en guds helligdom - asyli kaldtes det - og ordet var afledt af det græske ord: asylon, der betyder det ukrænkelige og omfattede alt i en gudehelligdom: altre, gudebilleder og kostbarheder. Derfor anvendtes de græske helligdomme ofte til bankhuse eller opbevaringssteder for statens penge. Således var bagrummet i Parthenon boksrum for Athens statskasse. Ligeledes var Romernes templer bankbokse og værksteder for fremstilling af betalingsmidler (mønter). Men når folk, der søgte tilflugt i en helligdom, satte ved hovedaltret, kunne de ikke uden videre fjernes derfra eller udleveres, selvom de var forbrydere og slaver. Der var så ikke andet at gøre end at belejre flygtningen, indtil han gav op af sult. Visse helligdomme havde af byen eller af en fyrste fået særlig asylret. I Athen søgte bortløbne slaver især til Theseus’ helligdom. Romernes forhold til den græske asylret var positivt, fordi da Romerne havde erobret Lilleasien, blomstrede asylvæsenet op i en række græske byers helligdomme, fordi romerske borgere ofte fandt tilflugt her i de første usikre tider efter en okkupation, eller når de forfulgtes af de talmæssigt overlegne indfødte. Men efterhånden som Romerne blev stærkere i det fremmede, faldt deres asylmotiverne væk, især da helligdommene blev tilflugtssteder for oprørske slaver og insolvente skyldnere. I året 22 e.Kr. lod kejser Tiberius (42 f.Kr.-37 e.Kr.) hele Lilleasiens asylvæsen revidere og skærpede lovene. I Rom var der kun få tilflugtssteder for gældbundne folk og bortrømte slaver. En enkelt gammel helligdom på Kapitol, kunne føre sin oprindelse helt tilbage til Roms stamfader: Romulus, og denne helligdom var lige til kejser Augustus’ tid (63 f.Kr-14. e.Kr.) ene om at huse bortrømte slaver. I den romerske by: Nemi, 25 km. sydøst for Rom kunne den bortløbne slave ty til Dianas alter, og slaven måtte bryde en gren af et bestemt træ. Handlingen er et kendt fænomen i antik religion, og symboliserer »de bønfaldnens gren« og en helligdoms skærmende trægrupper. Men ved Diana´s alter har kun én bortløben slave ad gangen kunnet finde et fristed. Her mærker man Romerne´s nærighed og magt. Når Romeren var misfornøjet med sin slave, lod han tit slaven udlevere til arenaen eller solgte ham til en fægtemester, og nød så selv bagefter fra sin trygge hynde på tilskuerpladsen, at slaven kæmpede mod vilde dyr eller en fuldrustet gladiator. Dette var så almindeligt, at kejser Hadrian (76-138 e.Kr.) måtte forbyde det ved lov. Gladiatorkampene var oprindelig en Kampansk eller snarere Etruskisk skik, men passede den romerske mentalitet og fik sit opsving hos Romerne. Gladiatorerne blev sjældent gamle. I Kejsertiden blev mulighederne for redning talrigere. Enhver kejserstatue gav den forfulgte slave asyl. Der blev lovfæstet et reskript af kejser Antoninus Pius (138-161 e.Kr.), der bestemte, at en slave, der på grund af mishandlinger eller udsultning havde søgt tilflugt ved de kejserlige billedstøtter, kunne kræve sin sag bragt for domstolene, og hvis han fik medhold, kunne han begære tvangssalg, så han i det mindste slap fri for sin gamle herre og bøddel. Først i begyndelsen af det 5’ århundrede overtog de kristnes kirker asylretten i en lov. I et særligt edikt fra 432 e. Kr. lovfæstes det, at kirkens gejstlige straks skal underrette herren om slavens nærvær, men herren får ikke lov at tage slaven med sig hjem, førend han har tilgivet slaven.

Begrebet: pave er latinsk (romernes sprog: papa) og betyder fader. I oldkirken er det dog betegnelsen: biskop, der er gældende for den øverste stilling i det kristne præsteskab. Legenden gør Peter til Roms første biskop, derefter følger: Linus, Cletus (Anacletus), Clemens I, Euaristus (100-109?), Alexander I (109-119 ?), Sixtus I.(119-126 ?), Telesphorus (126-136?) Hyginus (136-140?), Pius I. (141-157?), etc….Det er først i det 5. århundrede, at de kristne kalder biskoppen i Rom for pave. Paven er den romer-katolske kirkes synlige overhoved og kristi statholder på jorden. I oldkirken brugtes begrebet pave i bredt omfang om alle biskopper, især om alle præsteviede i den Østerlandske kirke, og begrebet pave blev også brugt om patriarkerne i byerne: Rom, Alexandria, Antiocheia, Jerusalem og Konstantinopel. Patriarkerne styrede en romer-katolsk provins, og var en ærestitel for ærkebiskopper. De romer-katolske historieskrivere skriver, at apostelen (udsendingen) Peter har grundlagt menigheden i Rom i år 42 e.Kr., og at Rom var den eneste by i Vesten, hvor de to apostle: Peter og Paulus har virket. Rom var således Romerrigets eneste »apostolske sæde« i vest. Alle de Østerlandske patriarker, - undtagen Konstantinopels - kompromitterede sig i de senere dogmatiske kampe, - efter Vestkirkens (Romerkirkens) opfattelse, der hævdede, at biskoppen i Konstantinopel var undertrykt af kejseren, der ville være hans overhoved, og de påstod at biskoppen i Rom stod mere frit. Omkring år 50 e.Kr. fandt et møde (kaldet: konvent) sted blandt de kristne udsendinge (apostelene) i Jerusalem, hvor en strid mellem de jødekristne og Paulus blev afgjort. Her blev det afgjort, at hedningekristne hverken skulle omskæres eller overholde Moseloven. Allerede forinden det jødiske oprør i 66 e.Kr. blev de kristne genstand for offentlig forfølgelse. Under sin vandring ud i verden mødte kristendommen store vanskeligheder fordi den var missionerende og intolerant. Kristendommen var jo en jødisk sekt, og de første kristne missionærer søgte tilknytning i de jødiske menigheder, som fandtes over hele Romerriget. Det var derfor naturligt, at jøderne betragtede de kristne med stærkt fjendskab, fordi de også kunne blive en økonomisk og ideologisk konkurrent, hvis de kristne også fik friheder og privillegier. Jøderne betænkte sig ikke på at kalde øvrigheden til hjælp mod de kristne, som vi hører det i Apostlenes gerninger under Paulus` missionsvirksomhed. Men overalt mødte de kristne modstand. Deres ideer var ikke af denne verden. Lige siden Paulus fra Tarsus (ca. 10-64 e.Kr.) var blevet omvendt ved Damaskus, søgte de kristne efter tilhængere udenfor de jødiske menigheder. Men de kristne udgjorde en lille og miskendt minoritet indenfor det romerske rige. Paulus værdighed som apostel er dog ofte blevet bestridt. I Paulus’ 1. brev til Korinterne fremgår det, at kristendom og visdom er to modsætninger, og at kristendommen ikke er visdomssøgende og ikke søger et intelligent folk.

Den første kristenforfølgelse fandt sted allerede år 64 e.Kr. under kejser Nero (54-68), der havde sin specielle forklaring omkring Roms brand. I Neros regeringstid blev en tæt befolket bydel i Rom ødelagt af ildebrand. Der udspredtes det rygte, at Nero selv havde ladet ilden anlægge for at opnå en byggetomt til sit nye palads: Det gyldne Hus. For at sætte en stopper for det farlige rygte måtte man finde en syndebuk. De kristne fik skylden, og mange af dem blev ofret som straf for misgerningen. Men trods de storværker, som romerne præsterede, aftegnede der sig tydeligt allerede i kejserdømmets første årtier stærke spor af åndelig uro. Jødernes forskellige politiske bevægelser var aktive, og i 66. e.Kr. foretog jøderne en opstand i hele riget, der sluttede med Jerusalems ødelæggelse i år 70. De kristne var naturligt nok ikke officielt anerkendte som sekt. Tidligst fandt kristendommen udbredelse i byerne. Først op i det 4. og 5. århundrede trængte kristendommen ud til landbefolkningenog i de følgende tre hundrede år blev de kristne nu og da udsat for forfølgelser, men man overvurderer omfanget af disse forfølgelser. Det bør huskes, at de kristne i lange perioder havde tilladelse til at dyrke deres gud, som de ville uden nogen indblanding, og at de i lange perioder med frihed og relativ tryghed vandt mange tilhængere indenfor alle samfundsklasser og folkeslag i det romerske rige. Det er let at forstå, hvis man erindrer, at kristendommen kun var én af de mange orientalske religioner, som blev annekteret af Romerne og Grækerne, der forlængst var ophørt med at tro på de gamle guder. Blandt de almindeligt udbredte kulter i det 3. århundrede e.Kr. var dyrkelsen af Kybele, gudernes store moder. Man dyrkede også Attis, de ægyptiske guder Isis og Sarapis, den babylonske gudinde Ishtar samt Bel og Atayatis. Den mest udbredte af alle kulter var en, som i sin lære og sine ritualer mindede om kristendommen, nemlig dyrkelsen af Mithras, en af de persiske guddomme. Lighederne mellem Mithras-kulten og kristendommen kunne findes i troen på himmel og helvede, på sjælens udødelighed og dommedag, i deres forestilling om den aldrig standsende strid mellem godhedens og ondskabens magter. Begge religioner helligholdt søndagen af alle ugedage og havde en særlig helligdag den 25. december. I deres ceremonier brugte de begge klokken, vievandet og vokslyset. Mithras-kulten nåede sin største popularitet ca. 275 e. Kr. og gik derefter tilbage. Det er højst sandsynligt, at den som følge af lighederne med kristendommen beredte vejen for en mere almen acceptering af kristendommen indenfor det Romerske rige. To svagheder ved Mithras-kulten, der kan give en del af forklaringen på dens tilbagegang, må findes i, at den ikke stod åben for kvinderne, og at den ikke havde nogen organisation, der kunne forene og lede den. I Romerriget var der ikke lovgivningsforbud mod forskellige religionsdyrkelser - tværtimod forbød man ikke fremmede religioner, som der var et utal af. Dog blev der truffet en senatsbeslutning mod de hemmelige orgiastiske kulter som Molokdyrkelsen og Bacchaanalierne, og enkelte kejsere har forbudt omskærelse. Men den monoteisme (énsrette opfattelse og ensretning) som jøderne og de kristne stod for, var truede for alverdens folkeslag, idet jøder og kristne ikke ville anerkende »nationaliterne« og forskellene. De kristne var intolerante, og ville fjerne al »afgudsdyrkelse«, og fortrænge alle andre religioner med deres éneste sande tro og éneste gud, som ikke kunne ses og ikke kunne afbilledes. For jøderne og de kristne var der kun én gud, én sandhed, én lov og ét verdensrige - både på jorden og hinsides. De krænkede grænserne for folkeslagene, og trængte sig frem over grænserne. Og samtidig fordømte og forkastede de kristne hele Antikkens liv, og trak sig tilbage fra alt liv, hvorefter de afventede den afsluttende dom, hvor verden skulle gå under, og himlen styrte ned. Forfølgelserne af de kristne støttede sig ikke på romerske love. Det var de brede lag og de dannede klasser, der tog afstand fra kristendommens mærkværdigheder. De var aparte, og de kristne havde et socialt grundlag hos de fattige og uvidende. Men de må have haft deres sociale grundlag hos mellemlag, der var skattepligtige, thi det var vel skattefrihed, de stræbte efter. Romerriget var trods alt et retssamfund, hvor en stadig forsat forfølgelse af en bestemt gruppe mennesker ikke kunne finde sted, hvis den ikke havde lovligt grundlag. Og selv det stærkeste modsætningsforhold, gav ikke anledning til lovgivningsmæssige forfølgelser mod de kristne eller politimæssig indgriben. Når datiden opfattede de kristne som aparte, blev de selvfølgelig søndebukke for alverdens ulykker og blev beskyldt for æde menneskekød, når de i nadveren drak vin (Jesu blod) og spiste oblat (Jesus kød). Man mente at deres gudstjenester var de rene orgier, og at de begik blodskam, ligesom de dyrkede et æselhovedet som gud. Det farlige ved de kristne, var at de ikke ville dyrke den Romerske kejser, hvem den højeste gud havde skænket magten over jorderige. Kejseren havde krav på dyrkelse, fordi han alene efter det guddommeliges vilje skabte og sikrede et ordnet organiseret menneskeliv på jorden. Derfor var de kristnes afvisning af kejsermagtens guddommelige oprindelse så dødsensfarlig, og da Jesus om romermønten siger: »giv kejseren hvad kejseren er«, er det jo en afvisning af de romerske betalingsmidler.

Den romerske kejser: Domitianus (81-96) vandt landet mellem Rhinen og Donau, men tabte overfor Dacerne (Geterne). Under hans styre nægtede de kristne i Lilleasien, at betale den skat, som kejseren havde pålagt jøderne at betale til Jupiter Capitolinus, og forfølgelsen af skattenægterne bredte sig til Lilleasien og gav sandsynligvis anledning til Johannes Åbenbaring, hvis formål var at bekæmpe kejserdyrkelsen. Under den romerske kejser Marcus Ulpius Trajan (98-117), opnår det romerske rige sin største udstrækning, da Romerne erobrer Dacien, og det nordlige Arabien, Armenien, Messopotanien og Assyrien. Forfølgelserne af de kristne skattenægtere medførte, at den kristne biskop: Ignatios af Antiokia (69-107) stævnes til møde med kejser Trajan, der har hørt at Ignatios ikke ville rette sig efter kejserens befalinger. Og da Ignatius foregiver, at han bærer den korsfæstede i sit hjerte, fængsles han og føres til Rom og kastes for de vilde dyr. Ignatios skrev til sine troende under rejsen til Rom, at han glædede sig til at blive ofret, og indskærpede de troendes lydighed overfor de kristne biskopper, og advarede mod afvigelser i troen. De kristne fortæller følgende legende: #Inden Apostlene døde, var Kristendommen ved deres Virksomhed blevet udbredt vidt omkring i det store romerske Rige, så der var stiftet kristne Menigheder i Syrien, Lilleasien, Makedonien, Grækenland og Italien. Disse Menigheder var omgivet af Hedninger, og i over 200 år efter den sidste Apostels Død blev de Kristne af og til ivrigt forfulgt, snart af det hedenske folk og snart af de romerske Kejsere eller deres Embedsmænd. Der var vel altid nogle, der faldt fra under disse Forfølgelser; men de fleste tålte hellere de største Pinsler og den grueligste Død, end de ville fornægte Kristus, ja der var mange, som ligefrem længtes efter at lide Martyrdøden. Denne Standhaftighed vakte Undren blandt Hedningerne og vandt mange af dem for Kristendommen, og det gik derfor således, at jo mere de Kristne forfulgtes, desto mere udbredte Kristendommen sig. Der skal nu fortælles lidt om en af de berømteste Martyrer: Ignatius (69-107 e. Kr.). Ignatius havde modtaget sin Undervisning i Kristendommen af Apostelen Johannes, og han var i 40 år Biskop over Menigheden i Antiokia. Der gik et Sagn, som fortalte, at han havde været det Barn, hvem Jesus stillede op som et Eksempel på Ydmyghed, dengang hans Disciple spurgte ham om, hvem der var størst i Himmelriget. Han skulle således engang have hvilet i Frelserens Arme, og det var måske derfor, han fik Tilnavnet Teoforus, som betyder den, der bæres af Gud; det kan også betyde den, som bærer Gud, og Ignatius svarede til Navnet i begge dets betydninger; thi hele hans Liv var båret af Guds Nåde, og selv bar han Gud i sit Hjerte. I hans sidste Embedstid regerede Trajan som Kejser i Rom. Han udstedte den Befaling, at i hans Rige skulle alle ofre til de romerske Guder, og hvem der ikke ville, truede han med Døden. Under en Rejse i Asien kom kejser Trajan også til Antiokia, og der indstævnede han Biskoppen til at møde hos ham, for at han kunne tage ham i Forhør; thi han var anklaget for, at han ikke ville rette sig efter Kejserens Befalinger. Ignatius mødte, og Kejseren spurgte: »Er det dig, der som en ond Ånd finder Behag i at trodse mine Befalinger og lokke andre til det samme ? Ignatius svarede roligt: » Aldrig har nogen kaldt mig en ond ånd, tværtimod, de onde ånder flyr for Guds Tjenere; men hvis du kalder mig således, fordi jeg er en afgjort Fjende af dine Afguder, så har jeg ikke noget derimod; thi jeg bærer Himmelkongen Kristus i mit Hjerte, og ved hans Hjælp tilintetgør jeg alle deres Rænker«. »Du bærer altså den korsfæstede i dit Hjerte ?« spurgte Kejseren til sidst. »Ja,« svarede Ignatius; »thi der står skrevet: »Jeg vil bo i ham og vandre i ham.« Nu havde Kejseren hørt nok, og han dømte: » Da Ignatius foregiver, at han bærer den Korsfæstede i sit Hjerte, skal han fængsles og føres til Rom, og der skal han til Folkets Fornøjelse kastes for de vilde Dyr.«. Da Ignatius havde hørt Dødsdommen, foldede han sine Hænder og takkede Gud, fordi Trajan agtede ham værdig til at lide Martyrdøden. Sine Lænker tog han på med Glæde, som om de havde været et Smykke af Ædelstene, og under mange Tårer bad han for den kristne Menighed. Så blev han overgivet til en Bevogtning af Soldater, som skulle føre ham den lange Vej til Rom. Da Menigheden i Rom hørte Rygtet om hans Ankomst, gik mange ud for at møde ham, thi de længtes efter at se den fromme, gamle Biskop; men de var dybt bedrøvede ved at tænke på, at en så elsket Mand nu snart skulle sønderrives af vilde Dyr. Den Dag han skulle dø, knælede han, - først ned sammen med sine kristne Venner og bad til Gud om, at han ville forbarme sig over Menigheden, så Forfølgelsen måtte standse, og at Kærligheden måtte bevares levende mellem de troende. Efter denne Bøn blev han ført frem på Skuepladsen og kastet for de vilde Dyr. Da han hørte Løvernes Brølen, råbte han: »Guds Hvedekorn er jeg, og mellem Dyrenes Tænder vil jeg males til fint Mel, for at jeg kan findes at være Guds rene Brød.« Løverne kastede sig nu over ham og sønderrev ham, og i et Øjeblik var han død. Hans Venner opsamlede Levningerne af hans Ben og førte dem til Antiokia, hvor de på en højtidelig Måde blev skrinlagt for at opbevares til Minde om den hellige Martyr. # Statholderen i Bithynien, Gajus Plinius Cæcilius (62-114) skrev mange bøger om samtiden, og fandt at kristendommen var en grænseløs og urimelig overtro. I et brev fra statholderen i Bithynien til kejser Trajan, og i kejserens svar, er en nogenlunde fast udformet praksis, for at straffe de kristne. Embedsmændene skulle nemlig i kraft af deres politimæssige myndighed værne staten mod trusler, selvom de ikke havde fuldmagt eller paragraffer i Straffeloven, som de kunne dømme de kristne efter. Det var en rent politimæssig opgave at sikre samfundet mod farlige fjender, og straffen var som regel døden, fængsel, tortur eller deportation. Lykkedes det at få den kristne til at tilbede af kejserens genius (sjæl, ånd), var frigivelse den øjeblikkelige følge. Med dybt forargelse bebrejdede man de kristne i slutningen af det 2´ århundrede, at de ikke loyalt sluttede op om kampen for at sikre og befæste riget mod barbarernes stadig mere truende angreb. De kristnes særindstilling og negativitet lå til grund for hadet mod de kristne, og det var forståelsen af dette, der førte til forfølgelser af de kristne. Det romerske samfund var et retssamfund, hvor man ikke uden videre kunne angribe borgernes sikkerhed. Tacitus (55-120 e. Kr.) kaldte kristendommen en fordærvet overtro og for skammelig, og karakteriserede kristendommen som »had til menneskeslægten«. De romerske historikere: Tacitus og Sueton, omtaler at de kristne var almindeligt forhadte og blev beskyldt for alle mulige forbrydelser, og ned igennem tiden møder vi hos forfatterne en skarp og bidsk polemik både mod kristendommen og mod de kristnes levevis. Jøderne har nok pustet til hadet, men ellers var det navnlig de kristnes kultiske sammenkomster, der vakte mistanke, og de blev beskyldt for alle mulige forbrydelser. Man beskyldte dem for at dræbe småbørn, og for at drive utugt ved hemmelige gudstjenester. Man mistænkte dem for at drive magi og trolddom, og når der indtraf naturkatastrofer eller pestagtige sygdomme, gav man de kristne skylden for det. Dertil kom, at de kristne levede i et sammenhold og ofte holdt sig fjernt fra det almindelige fælles Liv. Det gav anledning til beskyldning for sammensværgelse og statsfarlige partidannelser, for »had til menneskeslægten«, som Tacitus udtrykker det, og de kristne vendte sig mod den antikke verden og lagde filosofien for had.. De kristne stillede sig i et negativt forhold til statslivet og holdt sig borte fra embeder og offentlige handlinger, der var omgivet med »hedenske« ceremonier, og mange kristne undgik ægteskab. De var unyttige i det offentlige liv, og deres borgerskab var ikke her på jorden, men i himlen. Følgerne af jødernes oprør i 132-135 blev at Jerusalem blev nedrevet til grunden, og at jøderne fik forbud til byens område. Dermed begyndte jødernes diaspora.

En litterær modstander fik kristendommen i den romerske forfatter: Celsus (Kelsos) i hans bog »Det sande Ord« fra 178-80. Bogen var et omfattende opgør med kristendommen og bogen byggede på et indgående kendskab til kristendommen, og dette sammen med den udførlige begrundelse for hans kritik gav hans skrift slagkraft. Celsus var både rystet og forarget over de kristne. Celsus skriver, at de kristne havde skilt sig ud fra den øvrige menneskehed og kastet vrag på det romerske imperium med dets politiske orden, religiøse tradition og filosofiske tænkning. De kristne var direkte en trussel mod al kultur og civilisation. Celcus angriber kristendommen for dens eksklusive monoteisme og stædige tro på at være den eneste saliggørende sandhed. Det var en altfor menneskelig forestilling om gud, at han kun skulle bryde sig om de kristne og forsømme alle andre mennesker. Inkarnationen er derfor i sig selv en urimelig og umulig tanke. Der er ingen grund til, at gud skulle sende sin ånd til et bestemt sted på jorden. Derigennem ville hans uforanderlighed blive ophævet, og han ville blive besmittet ved berøring af materien. Det var ganske latterligt, når de kristne troede, at det var nødvendigt for gud at forlade sin himmelske trone for at beskæftige sig med mennesket, thi drejede det sig om at forbedre mennesket, kunne gud vel gøre det ved sin guddommelige kraft uden at antage menneskeskikkelse. At mennesker først skulle få gudserkendelse gennem Kristus, var også en urimelig antagelse, da det forudsatte, at gud indtil da slet ikke havde bekymret sig om menneskeheden. Endnu mere urimeligt er det, af Kristus skulle være en inkarnation af gud. Dertil var han altfor lidt ophøjet. Hans fødsel var uværdig (han var en uægte søn af Maria og en romersk soldat), hans liv i fattigdom og lidelse ganske stridende mod guddommelig herlighed. Kristus undergerninger var taskenspillerkunster, som han havde lært i Ægypten, og som andre kunne gøre bedre, og hans ord kun lån fra Platon (427-347 f. Kr.). Særlig Kristi lidelseshistorie var for Celsus en forargelse: Hvorfor hjalp gud ham ikke, og hvorfor søgte han endog selv at unddrage sig ? Havde han været en guddommelig helt, ville han være steget ned fra korset. Beretningerne om opstandelsen må skyldes hallucinationer hos nogle kvinder eller være lån fra andre religioner. Kun om han havde vist sig for sine fjender, havde der været grund til at fæste lid til beretningen. Heller ikke efter sin påståede ophøjelse har han vist evne til at stå sine tilhængere bi, de har alle vegne måttet lide forfølgelse og fattigdom. Endnu mere karakteristisk for Celsus er hans foragt for kristendommens tro på synderens frelse. Den henvender sig bevidst til udskuddet af menneskeslægten, hvis forbedring han overhovedet ikke tror på. Ikke engang ved straf, endsige da ved barmhjertighed er det muligt at forandre den, der er født til at synde, og for hvem det er blevet en vane; thi det er meget vanskeligt fuldstændig at forvandle naturen. Mysteriereligionerne henvender sig til de bedste og klogeste. Men kristendommen får sine tilhængere blandt kvinder, børn, slaver og unge ulærde folk. Lige så urimeligt som alt det andet er forestillingen om kødets opstandelse. Når en sådan absurd tro overhovedet havde kunnet vinde indpas, skyldtes det efter Celsus’ opfattelse, at Kristus og hans disciple ved bedrag og magiske kunstner havde vildledt mennesker, som man på grund af deres filosofiske skoling kunne binde alt på ærmet. Kristendommens tilhængere var derfor fuldstændig konsekvente, når de afviste enhver beskæftigelse med filosofien og sagde, at det var tilstrækkeligt blot at tro. De kristne var kulturløse og tilhængere af overtro. Kristendommen var i enhver henseende en fordummelsens religion, der blot kunne trives blandt menneskehedens udskud. Derfor var der intet mærkeligt i, at de kristne skilte sig ud og drev deres spil i mørket - de tålte ikke en konfrontation med den filosofiske erkendelses klare lys. Med bidende sarkasme hudflettede Celsus de kristne og deres tro. Kristendommen repræsenterede som jødedommen et frafald og var destruktiv og enfoldig. Både jødernes og de kristnes skrifter var tåbelige ammestuehistorier, og de kristne ideer nedstammede jo blot fra et oprør mod jødisk lov. De kristne forlangte blot at man skulle tro, - at man blindt skulle tro, og derved blev troen til sandhed, og de afviste at begrunde denne tro og denne sandhed og alle andre spørgsmål. Derved satte de kristne de unge op mod deres fædre. Den omstændighed, at kristendommen i sin eksklusivitet afviste alle religioner og filosofiske retninger, bevirkede, at dens repræsentanter fandt sammen i en fælles frontstilling mod den. Celsus påviser, at det allerede fra slutningen af det 2. århundrede trak op til en styrkeprøve på liv og død mellem Romerrigets trosfriheder og kristendommen. Celsus mente, at, at de kristne menigheder udgjorde ulovlige korporationer (foreninger). Indstændigt opfordrede Celsus de kristne til at opgive deres religiøse eksklusivitet. De havde ret i, at der fandtes en højeste gud, men de forstod ikke, at han styrede verden gennem en række underordnede guddomme. Hvert folk havde sine guddomme, der fungerede som hans tjenere, og den, der tilbad en af disse, tilbad også den højeste gud, som altid forblev i sin himmelske bolig. At bryde med de enkelte nationers religiøse traditioner var derfor ensbetydende med at sætte sig op mod den guddommelige orden. På den ene side erkendte man klart, at de kristne i kraft af deres kompromisløse fastholdelse af deres monoteistiske tro ikke havde nogen eksistensret i det romerske imperium. På den anden side udgjorde de en så velorganiseret gruppe i samfundet, at det var forbundet med store vanskeligheder at udrydde den. Det var ikke kristendommen som religion, som romerne ville til livs. Intet interesserede den romerske øvrighed mindre end at beskæftige sig med menneskers tåbelige Overtro, og i det romerske rige herskede der en meget vidtgående religionsfrihed. Men når det drejede sig om staten selv og anerkendelsen af den som den højeste jordiske magt, tålte man intet afslag. Romerne krævede ikke, at befolkningen troede på statens guder, men man krævede, at de loyalt bøjede sig for statens gudsdyrkelse, idet denne var en form for patriotisme og fædrelandsfølelse. Derfor blev de kristnes afvisning af deltagelse i statens kult, først og fremmest kejserkulten, ikke et religiøst, men et politisk spørgsmål, og derfor kunne man ikke give efter. Romernes forfølgelse af de kristne skete ikke med baggrund i uretfærdighed og vilkårlighed. Indtil midten af det 3. århundrede var der kun spredte og forholdsvis kortvarige forfølgelser af kristne. Historien om Jesus, der fødes uden sæd af Maria, viser os også blot, at Maria må være hermafrodit, og er identisk med tilsvarende hermafroditter i Ægypternes religion, hos Grækerne og hos Germanerne. De kristne idelære´s grundlag er p.t., at mennesket er født ondt. Derefter har de opbygget et regelsæt og en morallære der i dag består af ti bud, der er afhængig af den kultur og tid som de agerer i. De vil regulere og forbyde vores "medfødte" instinkter og drifter. Vreden og forargelsen må vi ikke vise. Vi skal vende den anden kind til, og affinde os med de tæsk og slag, som godsforvalteren påfører os. Kristendommen har udviklet sig sådan, at den beskytter magthaverne i ethvert klassesamfund. Vi må ikke søge hævn mod godsforvalteren, når denne dræber vores familiemedlemmer. Selv har de kristne myrdet utallige menneskemasser. Den blodhævn og de slægsfejder, der var gyldige retsfærdigshedslove i stammesamfundet, blev afvist af de kristne på et tidligt tidspunkt, hvor de var gået over på Romerkejserens side. Da de kristne kom til Norden var de mestre i at rejse krav om underdanighed. De kom med deres krav om rigssamling af landsdelene sammen med deres kristne centralistiske kongemagt. De bekæmpede slægternes og stammernes kollektive styrke og fremmede sjælenes individuelle frelse - og gennem deres volumensyge førte det over i Enevælden.

De kristne oprettede Kateketskolen i Alexandria med lærerne omkring 190 e. Kr.. Formålet var at undervise Overklasserne i »den kristne sandhedserkendelse«, og herfra påbegyndte man senere at uddanne præster. Hovedmændene var Alexandrinus, Pantænos, Klemens og Origenes.. De kristne fortæller følgende: # Under kejser Antoninus Pius (138-161 e.Kr.) udbrød der en heftig Forfølgelse mod de Kristne ovre i Asien. Mange led Martyrdøden, og det rasende Folk begyndte også snart at råbe på, at Polykarp (69-156 e.Kr.) skulle føres frem. Polykarp var ligesom Ignatius en Discipel af Apostelen Johannes, og i sin Ungdom havde han mange Venner blandt dem, der selv havde set Kristus. Han var i mange år Biskop i Smyrna i Lilleasien, hvor han nød så stor Anseelse, at han almindelig blev kaldt de Kristnes Fader, - Asiens Lærer og Hedenskabets grundigste Modstander. Hans Liv var til stor Velsignelse for Menigheden, og han beviste ved sin Martyrdød, at han tog det alvorligt med sin Tro. Polykarp´s venner overtalte ham til at søge Skjul i et Landsted uden for Byen; men det varede ikke mange Dage, før det opdagedes, hvor han var, og der udsendtes Tjenere for at gribe ham. Det var ved Aftenstid, de kom, og Polykarp kunne nok have flygtet, men det ville han ikke; da han hørte deres Ankomst, sagde han: »Ske Herrens Vilje!« og han gik dem i Møde, talte venligt med dem, ja lod endog også dække Bord for dem, og han bad dem blot om den ene Ting, at de ville unde ham Tid til at forrette sin Bøn, inden han førtes bort. Den Begæring tilstod de ham, og han bad nu uafbrudt i to Timer med en sådan inderlighed, at hans Tilhørere næsten angrede, at de var kommet for at fange en så from og gudfrygtig Olding. Da han havde endt sin Bøn, førte de ham af Sted og bragte ham for Landshøvdingen, der søgte at overtale ham til at fornægte sin Tro. »Sværg ved Kejseren,« sagde han, »og forband Kristus, så skal du få din Frihed.« Men Polykarp svarede: »I 86 år har jeg tjent Kristus, og han har aldrig gjort mig andet end godt, hvorledes kan jeg da forbande ham, min Herre og min Frelser !« og han bekendte frimodigt, at han var en Kristen. Landshøvdingen lod da råbe tre Gange ud blandt Mængden: »Polykarp har bekendt, at han er en Kristen !« og efter Folkets Ønske dømte han ham til at brændes levende. Dommen skulle straks udføres, og Polykarp besteg Bålet, hvor han fandt sin Død i Flammerne efter at have prist Gud for den Ære at måtte blive en Martyr. # Kristenforfølgelsen i Lyon i 177 e. Kr. var voldsomme. I det 2´ århundrede henviser de kirkelige personligheder i Vestriget: Irenæos og Tertullian, til Rom som den sande overleverings bærer. Origenes (ca.185-254) blev den ledende kirkefader for kateketskolen i Alexandria. Origenes udviklede et omfattende forfatterskab, og blev betragtet som den kristne teologis fader, - men han blev i 553 af koncilet i Konstatinopel erklæret for kætter. Origenes forældre var kristne, og faderen: Leonides blev dræbt under kristenforfølgelserne i 202 e. Kr. under kejser Septimus Severus. Faderens formue blev konfiskeret af kejsermagten, men Origenes led ingen nød og kunne forsætte sine litterære kristenstudier, og undervise på kateketskolen i Alexandria, da alle lærerne var flygtet. Origenes opflammer eleverne, sådan at syv af dem bliver dræbt under nye kristenforfølgelser, og han sælger derefter sine bøger, og kaster sig over græsk videnskab og filosofi. Derefter skriver han den første kristne dogmatik, og nogle hovedværker, der i 553 erklæres for kristelig-nyplatoniske og kætteriske. Origenes udgav bl.a. i slutningen af 240érne et skrift mod den tidligere antikristlige Celsus. Cyprian (ca. 200-258) var biskop i Karthago. Han støttede den anskuelse, at kirken skulle styres af biskopperne, og ikke skulle styres af paven (anskuelsen kaldes Episkopatet). Den kristne romerske forfatter: Minucius Felix skriver omkring år 200 e. Kr., »at vi kristne hverken ønsker eller tilbeder et kors, sådan som hedningene gør«. Da Konstantin den Store i 312 e. Kr. i en drøm så monogramkorset, under hvilket han skulle sejre, betegnedes det udtrykkeligt som Soltegnet. Det romerske T-kors, som Jesus henrettedes på, blev først senere fremstillet som er rigtigt kors, for at legimitere overdragelsen af korssymbolet fra Konstantin´s drøm. Men korset er altså et hedensk symbol. En stor del af Celsus’ indvendinger mod kristendommen genoptoges senere af den græske filosof: Porfyrios (232-304) og af Julian. Men nyplatonismen var udgået en mand, der med større indsigt og virkning end nogen før eller siden har angrebet den kristne tro. Nyplatonismens skaber var Plotinos, (204-270) der var født i Lykopolis i Ægypten. Han studerede i Alexandria, men fik sin første virkekreds og menighed i Syrien, og senere i Rom, hvor hans tilhængere levede et liv i stilhed. Selve kejser Valerian, medkejseren Gallienus og hans hustru Salonina, sluttede sig til og hørte Plotins forelæsninger. I modsætning til kristendommens syn på verden som en jammerdal havde Plotin bevaret den gamle helleniske opfattelse af Kosmos som et værk, præget at guddommens herlighed. Hverken i universet eller i menneskelivet ville Plotin anerkende, at der fandtes noget absolut ondt. Også stoffet er en udstrømning fra guddommens kildespring, og alt det skønne i verden er resultatet af verdenssjælens stadige virken i materien. Denne har dog en tendens til at forringes og til at forringe mennesket. Men ligesom den person, der er tilsølet af dynd, kan vaske sig ren og blive den samme som før, er sjælens forringelse en fremmed tilsætning, som guld, der er urent at slagger. Fjerner man disse slagger, stiger guldet skønt og strålende frem. Mennesket har fødderne i dyndet, men kan med hovedet nå op til enheden, livets kilde. Alt legemligt bliver til og forgår. Porfyrios fra Tyros (Syrien) (232-304) studere under Origenes i Cæsaria i Palæstina, men da han kom til Rom, udgav han Plotin´s forelæsninger. Porfyrius skaffede sig et sådant ry, at man betegnede ham som den første skolastiker, og han udgav et bortkommen kampskrift mod kristendommen. Porfyrius skrev 15 bøger og foregreb nutidens bibelkritik. Kritikken mod de kristne var omfattende, og kejser Konstantin den Store fordømte og forfulgte Porfyrios værker i 307-337, og i 448 blev de sidste bøger brændt på et kætterbål. Men fra Hieronymus, Eusebios og M. Magnes skrifter har man fået et billede af Porfyrius forfatterskab. Udenfor det romerske kejserriges europæiske grænser fandtes mange såkaldte »barbariske« stammer, som i generationer havde nydt venskabelige forbindelser med Romerne. Flere af disse stammer gik over grænserne og bosatte sig fredeligt i provinserne eller tog hvervning i de romerske hære. Selvom Germanerne til en vis grad blev civiliserede og romaniserede ved deres tilværelse i hæren, blev de så talrige, at livet i Rom i mange henseender blev Germaniseret. Denne udvikling indenfor hæren førte bl.a. til, at tropperne fik en tendens til hellere at sværge troskabsed til en general end til senatet eller kejseren. Det var af generalerne, og soldaterkejserne fra 235 til 284, at soldaterne ventede sig belønning i form af jord og krigsbytte. I deres utålmodighed undså de sig ikke for at plyndre i de romerske provinser. Langs neder-Rhinen boede Frankerne, længere mod syd havde Alemanerne bosat sig. Mod øst og frem til øvre-Donau fandt man Burgunderne og Longobarderne. Nord for Balkanhalvøen, i et område, der stort set blev begrænset af Karpaterne samt floderne Djnestr og Donau, levede Vestgoterne (Visigoterne). Langs Sortehavets kyster mellem Djnestr og Don boede østGoterne (ostroGoterne), og hinsides Don, nord for Kaukasus, levede Alanerne. Når en stamme blev for stor til at kunne leve på vildtet i den nærliggende skov og på det magre agerbrug eller kvægavlen på de naturlige græsgange, hvor man havde bosat sig, opdeltes stammen i grupper, som siden hen trak lod for at få afgjort, hvem der skulle flytte og søge nyt hjemland. Ved sådanne lejligheder blev Germanerne fristet til at tage, hvad de savnede, i de ubeboede egne med givtig jord, som fandtes langs det romerske riges grænser. År 250 e. Kr. gennembrød Alemanerne det romerske grænseforsvar og trængte ind i nordItalien. Omtrent samtidigt vovede en del Frankere sig over neder-Rhinen. I det 3. århundrede var der vel kun to kristenforfølgelser. Den første alvorlige kristenforfølgelse over hele Romerriget fandt sted under kejser Decius (249-251 e.Kr.). I hele det øvrige Romerrige var de kristne endnu på kejser Decius' tid kun en lille minoritet indenfor befolkningen. Øvrighedens trusler og martyrerne var måske med til at befæste de kristne ideer, ligesom det fællesskab der udsprang af de gudstjenestelige sammenkomster. Undrende spurgte alle andre, hvilken gud de kristne troede på, siden de alle fornægtede denne verden, og lod hånt om døden. I 251 led kejser Decius et nederlag mod vestGoterne og blev dræbt. Hans efterfølgere førte ikke forfølgelserne igennem med samme energi, og der herskede udpræget fred i sidste trediedel af det 3. århundrede. Den romerske soldaterkejser: Marcus Aurelius (270-275) bedømte de kristnes dødsforagt, som trodsighed og praleri. Mange kristne egenskaber, som muslimerne dernede skulle gentage efter 632. De kristne fortæller følgende: # Munkevæsenet oprindelse sker hos den første kristne munk og eneboer, der hed Antonius (251-352), og han blev født i Ægypten. Hans Forældre var Kristne, som opdrog ham i streng Gudsfrygt. Fra sin tidlige Ungdom besøgte han flittigt Kirken, og hvad han hørte der, lagde han sig alvorligt på Hjerte; han fattede da også tidlig det Forsæt, at han ville indrette hele sit Liv efter Herrens Forskrifter.. Et halvt års Tid efter sine Forældres. Død gik han en Dag til Kirke i dybe og alvorlige Tanker; han tænkte på, hvorledes Apostlene havde forladt alle Ting for at følge Jesus, og han tænkte på den første Menighed, hvis Medlemmer delte deres Gods ud til de fattige. Da han trådte ind i Kirken, hørte han Herrens Ord til den rige Yngling blive oplæst: »Sælg alt, hvad du har, og del det ud til de fattige, så skal du få en Skat i Himlene, og kom så hid og følg mig!«. Disse Ord gjorde et dybt Indtryk på ham, og han fulgte dem bogstaveligt: solgte hele sin rige Fædrenearv og uddelte Pengene til de fattige. Han syntes dog, at han endnu hang for meget ved det jordiske, og de syndige Lyster ville ikke lade være at friste ham. Så besluttede han at vise endnu større Strenghed mod sig selv og drog bort fra det menneskelige Samfund, helt ud i ørkenen, hvor han tilbragte sin øvrige Levetid i Ensomhed og Afholdenhed. Dette strenge Liv vakte stor Beundring, flere fik Lyst til at efterligne ham, og nogle af disse opslog deres Hytter i Nærheden af hans, for at de kunne vejledes af hans Ord og Eksempel. Fri for menneskeligt Besøg kunne han til sidst ikke blive; mange kom. ud til ham for at søge Råd, syge kom for at helbredes, og stridende kom, for at skulle stifte Forlig imellem dem; men dem alle gav han Formaning, at de skulle opofre alt af Kærlighed til Gud, som i Kristus havde elsket dem først. Han døde i året 356, da han var 105 år gammel. Antonius’s discipel: Pakom, samlede alle eneboere, som havde deres Hytter i Nærheden at hans fælles Bolig; hvor de tilbragte Tiden i Bøn og gudelige Betragtninger. Denne Fællesbolig kaldte han et Kloster eller Indelukke, og Beboerne fik Navn af Munke, der oprindeligt betød det samme som Eneboere. I Begyndelsen var det kun Mænd, der gik i Kloster; men det varede ikke længe, før mange ugifte Kvinder, jomfruer og Enker, også søgte ud i ørkenen for at forene sig i klostre eller leve som Eneboersker. Sådanne kvindelige klostre kaldtes Nonneklostre, og deres Beboere Nonner. Kirkens berømteste Lærere anbefalede ivrigt Klosterliv, og der vaktes hurtigt en stor Begejstring derfor. 100 år efter Pakoms Død skal der allerede have været over Tusinde Munke eller Eneboere i Ægyptens ørkener, ja det gik så vidt, at der offentligt førtes Klage over, at ørkenen blev overbefolket, medens Byerne stod tomme. # Men under den dygtige kejser Diokletian (284 - 305), der stræbte efter at genopbygge enhedsriget efter soldaterkejserdømmets urolige år, mærkede man på alle områder hans sikre ordnende hånd. Diokletian følte, at den kristne sekt var en trussel mod hans udvikling og værk, thi de kristne var blevet flere. Først udrensede han hæren for kristne. I året 303 gav han ordre til, at alle kirkebygninger skulde nedrives. De hellige bøger skulle udleveres og alle gudstjenstlige sammenkomster skulle ophøre. Men Diokletians tanke var at undgå blodig forfølgelse. Han fratog de kristne de fleste af deres borgerlige rettigheder, og de gejstlige blev fængslet og underkastet tortur. Inden udgangen af 304 blev den tidligere kejser Deciu´s lovgivning fornyet, og det dannede baggrund for almindelige forfølgelser over hele Romerriget. Forfølgelserne af de kristne bidrog stærkt til at holde bevidstheden vågen om, at kristendommen ikke hørte denne verden til, og gang på gang måtte kristne flygte til andre provinser, hvor de via fortællinger opbyggede deres martyr- og helgendyrkelse. Men efter at kejser Diokletian trak sig tilbage i 305 manglede der en fast hånd til at gennemføre kampen mod de kristne, og magtkampene mellem underkejserne medførte, at de stridende parter ofte søgte støtte hos de kristne. I sidste halvdel af det 3´ århundrede fik de kristne øget tilslutning, og på Konstantin den Stores (307 - 337) tid regner man med, at omkring halvdelen af befolkningen i Lilleasien og vestSyrien var gået over til kristendommen. Noget lavere lå tallene i det øvrige Østen. Men navnlig i Ægypten fandtes en talstærk kirke. I Vesten var der derimod ingen tilslutning. Næppe mere end 10 % af den samlede befolkning var kristne på det tidspunkt, da kejser Konstantin gennemførte sin nye politik i 313. I 311 samledes de fire romerske regenter: Galerius, Maximim, Konstantin og Licinius i den erkendelse, at det nu var for sent at udrydde kristendommen. Man udstedte et fælles Edikt, som i ejendommelige vendinger hævdede det berettigede i forfølgelserne, men som samtidigt åbent indrømmede, at det havde vist sig umuligt at komme kristendommen til livs. Derfor skulle de kristne nu have lov at leve i fred, for så vidt de ikke skadede riget, og var villige til at bede til gud for rigets vel. To år senere, da Konstantin og Licinius havde delt magten imellem sig, udstedte de et endnu mere udtalt Toleranceedikt, Milano-ediktet i 313, hvorved kristendommen stilledes lige med andre religioner, dvs. gudstjeneste blev tilladt, og det beslaglagte gods blev leveret tilbage, og der blev lovet erstatning for de ødelagte bygninger. Ja, de kristne fik også skattefrihed og ret til søndagens helligholdelse. Men det var nødvendigt med en lovgivning om tolerance, fordi de kristne var intolerante og monolistiske. Fuldt og helt sejrede kristendommens tilhængere, da staten og fyrsten stillede sin magt bag de kristne ideer, og fuldstændigt og krævede, at alle undersåtter skulle ydmygende antage de kristne ideer. Kejser Konstantin påstod, at selvom de kristne ikke udgjorde blot en tiendedel af rigets indbyggere, var de alligevel den største åndelige kraft indenfor kejserdømmet, thi den kristne var beredt til at dø for sin tro på en tid, da meget få mænd var villige til at dø for Rom. Hertil kom, at de kristne var organiseret under deres biskopper, blandt hvilke mange var mænd af fornem byrd og stor dygtighed. Man har altså draget alt for vidtgående slutninger af den omstændighed, at kristendommen appellerede til de fattige. Det gjorde den ganske vist; men man er alt for ofte tilbøjelig til at overse, at der lige fra Peters tid også fandtes rige og ansete romerske patricier blandt dens tilhængere. Kristendommen henvendte sig på det tidspunkt lige så meget til de dannede som til plebejerne. Den åndelige tomhed i en alt for materialistisk tidsalder berørte mennesker i alle samfundsklasser. Den kristne forsøgte at gøre sig værdig i guds øjne ved at vende sig bort fra tidens materialistiske stræben. For den, der ikke kendte de kristnes tro, gav den ofte indtryk af en unaturlig foragt for alt det, de fleste mennesker betragtede som noget godt. Denne indstilling i forbindelse med de kristnes utilbøjelighed til at dyrke kejseren som en gud fik dem til at fremtræde som en fjende af menneskeheden og staten og som et nedbrydende element. Konstantin forsøgte nu at styrke rigets enhed og gyde nyt blod ind i en stat, der havde vist mange tegn på svaghed, ved at vinde de kristnes troskab og loyalitet. Kristne biskopper blev udnævnt til embeder inden for den romerske administration. De viste sig at være energiske. Da tidens fylde var inde, blev de gamle templer overgivet til de kristne til gudstjenestelokaler, og deres indtægter blev fritaget for skatter, de kunne eje og arve ejendomme, og kejseren skænkede de kristne kirker store gaver. Men Licinius rensede sit hof for kristne i 320, og forbød kirkemøder. Han genindførte de romerske dyder. Men spaltningen medførte, at de to herskere rustede sig i årene til 324, hvor Konstantin vandt sejr, og blev enehersker og fremstillede sig som Orientens befrier, og den kristne tros forkæmper. De hedeske guder forsvinder fra statens mønter, og Konstantin forlanger billederne af ham fjernet fra templerne. Nu er det de »hedenske«, der må råbe på tolerance overfor de fanatiske kristne. Men i lighed med Diokletian var Konstantin på det rene med, at livet i den vestlige del af riget blev præget at forfald. Den græsktalende, østlige del var på ny efter en pause på flere hundrede år blevet centrum for befolkningen, rigdommene og den åndelige vitalitet. Konstantin besluttede nu i 324 for al fremtid at henlægge sin hovedstad til Østriget, og der hvor det gamle Byzans havde ligget, byggede han en stor, ny by i lighed med Rom, strategisk beliggende ved Bosporus. Her opførte han et stateligt palads til sig selv og sit hof. Han ville væk fra det hedenske senat i Rom. Eusebios kirkehistorie fra 320´erne fortæller om menighederne. I året 330 tog det kejserlige hof officielt residens i den ny by, der efter kejseren fik navnet Konstantinopel. Men netop i 324/25 indtraf der en alvorlig splittelse i de kristnes egne rækker. Den græsktalende, østlige halvdel af det romerske rige havde altid vist forkærlighed for filosofiske og religiøse diskussioner. Det begyndte allerede med sproget, der var som skabt til spidsfindige udlægninger og formulering at logiske divergenser. Nu opstod der diskussion om den nøjagtige beskaffenhed af Jesu guddommelighed. Den forlængst vedtagne opfattelse at gud var, at han var én og udelelig, men samtidig tre guddommelige skikkelser: Gud Faderen, Gud Sønnen, der var steget ned til menneskene og død på korset, samt Gud den Helligånd. En præst i Alexandria: Arius, hævdede, at Jesus ikke var lige så guddommelig som Gud Faderen. Han påpegede bl.a., at Jesus til forskel fra Faderen var skabt og således ikke havde været til fra begyndelsen, og at han ikke kunne have været et rigtigt menneske uden samtidig at være mindre guddommelig. Spørgsmålet havde mange aspekter, og diskussionerne ophidsede sindene. En rejsende beklagede sig dengang i et brev til en ven over, at man ikke kunne gå ind i en bod og købe et brød eller et stykke kød uden at skulle tvinges til at lytte til en diskussion om, hvordan Guds personer var forenet ved, at de var at samme kød og blod, men havde forskelligt væsen eller omvendt. Arius mødte modstand fra mange at kirkens mænd, hvoriblandt den mest fremtrædende var biskop Athanasius, som på et tidspunkt under stridighederne måtte flygte til Rom. I året 325 samledes i Nicæa, en by i Lilleasien ikke langt fra Konstantinopel, et kirkemøde, som var blevet indkaldt af kejser Konstantin. Skulle Konstantin fastholde magten med sine allierede kristne, måtte de kristne bilægge deres fraktionsstridigheder og udskejelser. Konstantin ledede selv kirkemødet, og efter lang diskussion fordømte biskopperne Arius’ lære og vedtog den opfattelse, som Athanasius havde ført frem. Arianske skrifter blev brændt og forkyndelsen at hans lære forbudt. Kun ved magt lykkedes det at skabe den åndelige enhed (undertrykkelse), som også kom til at præge den europæiske middelalder, - men således var også frihedens tid forbi. Kirken blev i mere end ét årtusinde kædet sammen med statsmagten efter at kejser Konstantin den Store (307 - 337) sigtede efter eneherskerdømmet. Kristendommen mistede sin selvstændighed, men de kristne fik eneret på menneskenes åndelige liv, hvor sjælen tilhørte kirken, og hvor der kun fandtes een vej fra jord til himmel, nemlig vejen gennem kirken. Konstantin forlangte at blive den 13. apostle og gik så vidt at sidestille sig med Kristus. Jo, han ville være den guddommeliges stedfortræder, og han brugte sine sidste år på at undertrykke »hedenskabet«. Inden han døde i 337, modtog han den kristne dåb. Næsten hele livet havde han begunstiget kristendommen fremfor andre officielt anerkendte religioner, men havde ikke gjort den til statsreligion. De kristne fortæller følgende: # I året 323 e. kr. begyndte en lysere tid for de kristne. Da var det, at Konstantin den Store blev enekejser i det romerske rige. Han var fra sin fader opdraget til at se med milde øjne på de kristne, og under kampen for at vinde kejsermagten havde han især støttet sig til dem. Omsider bekendte han selv at være en kristen; men han lod sig dog ikke døbe, før han lå på sit dødsleje; thi han mente, at når dåben udsattes så længe, blev han på een gang renset for alle sit livs synder. Og synder havde han nok af, thi han førte et meget lastefuldt liv og lod flere af sine slægtninge dræbe. Han begyndte sin regering med at give frihed både for hedninger og kristne til at udøve deres religion, og han udtalte meget rigtige grundsætninger for religionsfriheden. Således sagde han: »den ene skal ikke volde den anden bryderi, men lad enhver handle i religionssager, som hans hu står til; thi hvor fast ens overbevisning end kan være, så er dette dog ingen grund til at volde andre fortræd. Eet er det: frivilligt at optage kampen for udødelighedens krone, og et andet: med straf at ville tvinge andre dertil«. Han glemte dog snart sine smukke grundsætninger, og det varede ikke længe, før han søgte at hindre hedningerne i at udøve deres religionsskikke. Kristendommen hævedes derimod lidt efter lidt til statsreligion, og de kristne var nu ikke længere udsat for blodig forfølgelser, tværtimod, de blev begunstiget på enhver mulig måde: de fik alle embeder og æresposter, deres bisper og præster kom til stor ære og værdighed, og der blev på statens bekostning bygget mange pragtfulde kirker. Dette forhold var ikke helt til gavn for kristendommen; thi mange ligegyldige og mange slette mennesker antog nu kristennavnet uden at have troen i hjertet, men bare for at vinde verdslig fordel derved, og kirken kom således i høj grad til at ligne ageren med ugræs blandt hveden. Konstantin den store flyttede regeringens sæde, til byzans, som efter ham fik navnet konstantinopel, og den lille by blev snart forvandlet til en stor og pragtfuld hovedstad. # Konstantin fulgtes at sine tre sønner Konstantin II, Konstans og Konstantius, der regerede i fællesskab. Men efter nye mord sad Konstatinus som enekejser i 353. Han tilkaldte sin fætter Julian fra et stille liv i studier, for at han skulle assistere med regeringen, og han overraskede ved at vise sig som en usædvanlig duelig hærfører og en overordentlig redelig og dygtig administrator. Julian blev medkejser i det Vestromerske rige, og frasagde sig straks kristendommen, da han så hvorledes de kristne blodtørstigt forfulgte anderledes tænkende. Inden længe derefter foretog de kristne igen voldsomme massakre på anderledes tænkende, og deres voldssystem skulle med tiden brede sig. Da Konstantius døde i år 360, overgik tronfølgen til Julian (361-363). Men hvad der særlig udmærkede kejser Julians regeringstid, var hans forsøg på endnu en gang at gøre Solreligionen til kejserdømmets religion. Takket være sine ungdomsstudier af græsk litteratur var han blevet omvendt til nyplatonismen, hvilket han åbent meddelte efter Konstantius’ død. Han tolererede ganske vist de kristne, men fratog dem mange at deres privilegier. Han forbød ikke kristendommen, men han fjernede de kristne fra hoffet og inddrog deres skattefriheder. De kristne kunne ikke modtage undervisning på de højere læreanstalter, og de blev udelukket fra studier af filosofi, retorik og poesi. Thi de kristne havde kun brug for ufornuften og troen, og havde ikke behov for visdom. Julian betragtede de kristne som degenenerede jøder. På en synode (et kirkemøde) i Sardica (Sofia) i 343 blev det bestemt, at den romerske biskop skulle have lov til at modtage appel fra afsatte biskopper, men denne bestemmelse blev ikke godkendt i Østen og i Afrika. De kristne fortæller følgende legende: # Efterhånden blev barbarerne omvendt til kristendommen af en prædikant fra deres egne rækker, Wulfila, en goter, der blev født ca. år 310 e. Kr.. Han blev selv omvendt til kristendommen af en tilhænger af Arius, hvis lære jo blev fordømt ved kirkemødet i Nicæa i 325, men Arianismen blev ikke udryddet. Allerede før kejser Konstantins død blev Arius’ doktriner åbenlyst forkyndt ved kejserhoffet. Wulfila blev ca. år 340 e Kr. udnævnt til biskop og udbredte den arianske kristendom blandt de Germanske stammer. Han fandt det nødvendigt at opfinde et alfabet til Goterne, der endnu ikke havde et eget skriftsprog. Derefter oversatte han en stor del af bibelen til gotisk. Men medens Konstantin den Store regerede, var der en præst i Aleksandria i Ægypten ved navn Arius. Han kom ved sine grublerier ind på den anskuelse, at kristus vel var gudelig eller af guddommelig natur, men dog kun en skabning og ikke gud lig. Han var en mand, som førte en strengt sædelig livsvandel, og da han var meget veltalende og ivrig til at virke for sine anskuelser, vandt han mange tilhængere. Aleksander, som dengang var biskop i Aleksandria, trådte op imod ham og udelukkede ham af den kristne menighed; men Arius ville ikke give efter, og striden vakte stor uro og forvirring. Kejseren var ked af hele denne bevægelse; thi han holdt strengt på en udvortes enighed mellem de kristne. Han skrev derfor breve både til Arius og Aleksander og lod dem vide, at han var meget misfornøjet med den strid og uenighed, de vakte; det var jo kun en strid om ord, sagde han, en strid, som folket ikke kunne forstå, og som ikke stod i nogen forbindelse med kristendommens egentlige væsen; de burde altså se at blive enige. Men disse breve hjalp ikke. Striden vedblev at rase lige heftigt, og kejseren sammenkaldte da et stort kirkemøde i Nikæa i Lilleasien (325 e. kr.). For at det kunne dømme i striden og afgøre, hvem der have ret. På dette møde var over 300 biskopper til og forhandlingerne førtes under nærværelse af selve kejseren, der trådte frem i en strålende purpurdragt og skinnende af guld og ædelstene. Arius hævdede sin mening med stor dygtighed; men den, der vakte opmærksomhed, var en ung diakon ved navn Atanasius fra Aleksandria. Han gendrev Arius og forsvarede kirkens gamle tro, at kristus er sand gud, født af faderen i evighed, og han gjorde det med en sådan åndens kraft og overbevisning, at flertallet af medlemmer sluttede sig til ham. Mødet endte da med at Arius’s lære fordømtes, medens han selv erklæres for en kætter eller falsk lærer, og både han og hans ivrigste tilhængere blev afsat fra deres embeder. Et halvt års tid efter mødet i Nikæa døde Aleksander, og Atanasius blev da valgt til biskop i Aleksandria, skønt han dengang kun var 28 år gammel. I de 46 år, han endnu levede, måtte han føre en i kamp med arianerne. Det lykkedes nemlig disse at få kejseren omstemt, så han kom til at holde med dem, og han befalede Atanasius at indsætte Arius og de afsatte arianske præster i deres embeder igen; men Atanasius svarede, at kirken ikke kunne have et samfund med et kætteri, som stod kristus imod, og han nægtede på det bestemteste at adlyde. Han blev da forvist til Frankrig, og først ved kejserens død to år senere kom han tilbage igen. Men den af kejserens sønner, som kom til at regere i den østlige del af riget, var en ivrig arianer, og han forviste ham atter. I det hele tilbragte han 20 år i landflygtighed; men hvor meget han end blev forfulgt, så var, han ikke til at rokke fra sin overbevisning, og lige til sin død forsvarede han med usvækket åndelig kraft troen på kristi guddom. Denne tro vandt da også frem til sejr i næsten alle romerriges menigheder. # I 361 dræbte indbyggerne i Alexandria en kristen biskop. Under kejser Gratianus (375-383 e.Kr.) blev den offentlige støtte til de hedenske templer inddraget. Det var Gratian der lovgav, at »religionens ypperstepræst (dvs. Roms biskop) skulle være dommer i religiøse spørgsmål, og herved gjordes der skel mellem statens og kirkens domsmyndighed, da den romerske biskop fik ret til sammen med embedsbrødre at dømme vesterlandske bisper. De kristne fortæller følgende: # Augustin (353-430) er den berømteste at de store kristendomslærere, som levede i de første århundreder efter apostlene, og som man plejer at kalde kirkefædre. Han blev født i året 354 e. Kr. i Numidien i Nordafrika. Hans fader var hedning og meget hidsig og vanskelig at omgås; men hans moder, som hed Monika, var en from kristen kvinde; hun bar sin mands urimeligheder med stor tålmodighed og søgte ved en sagtmodig og kærlig omgang at vinde ham for kristendommen; hun havde også den glæde, at han blev omvendt kort før sin død. Augustin var en overordentlig klog dreng og havde især udmærkede anlæg til at blive taler og skribent; men han var indbildsk og forfængelig, fulgte helst sine syndige lyster og brød sig ikke noget om, hvad kristendommen lærte, thi den troede han ikke på. Da han var 17 år gammel, kom han til Karthago for at studere veltalenhed. Han gjorde stor fremgang i talekunsten, men lærte ikke at styre sine syndige lyster, thi han levede et meget vildt og ugudeligt liv. Han bekendte selv senere: »lysternes torne voksede mig over hovedet, og der var ingen, som brød dem af«. Der var rigtignok en, som arbejdede på at føre ham bort fra syndens vej; det var hans fromme og kærlige moder; hun blev aldrig træt af, at advare og formane ham; men han kaldte hendes formaninger kællingesnak, som han skammede sig ved at følge, og han satte en ære i at være mere lastefuld end alle andre. Det voldte hende stor sorg, og sorgen blev endnu større, da han sluttede sig til Manikæerne. Disse kaldte sig vel kristne, men de havde forvansket jesu lære og antaget nogle af de gamle perseres hedenske forestillinger om lysets og mørkets gud. Monika blev ved at bede for sin lastefulde og forvildede søn, og hun græd over ham nat og dag , skønt det i flere år ikke så ud til, at hendes mange tårer og bønner ville hjælpe noget. En nat havde hun dog en drøm, som styrkede hende i håbet om, at sønnen skulle få den samme tro, som hun havde, og en from biskop sagde trøstende til hende, at hun skulle kun være ved godt mod; thi det var umuligt, at en søn kunne fortabes, som moderen havde grædt så mange tårer over. Efterhånden fik Augustin øjnene op for Manikæernes vildfarelser og kom så vidt, at han indså, at kristendommen kunne forsvares; men hans syndige lyster holdt ham endnu tilbage fra at blive en kristen. Da han var 30 år gammel, fik han en plads i majland som lærer i talekunsten. Det gav anledning til, at han kom i forbindelse med kirkefaderen Ambrosius, der var biskop i majland og meget berømt for sin store veltalenhed. Augustin indfandt sig jævnligt blandt biskoppens tilhørere og holdt meget af at lytte til hans taler. I begyndelsen var det rigtignok kun deres skønhed, som fængslede ham; men lidt efter lidt fik indholdet også magt over ham, og til sidst kunne han ikke længere stå imod; han antog kristendommen og lod sig døbe af Ambrosius. Han var da 33 år gammel. Kort efter døde hans moder; men hun sagde med glæde far vel til verden, thi nu havde gud jo endelig hørt hendes bønner, og hun var sikker på, at hun engang skulle mødes med sin søn i himlen. Efter moderens død vendte Augustin tilbage til Afrika. Der levede han et stille liv og granskede nat og dag i den hellige skrift. Men snart reves han ud af sin ensomhed og blev valgt til bikop i søstaden Hippo på Afrikas nordkyst. Han forvandlede straks bispegården til et kloster, hvor byens præster fik bolig og underhold, og det fællesliv, han førte sammen med dem, var til glæde og velsignelse for dem alle. Han var meget gæstfri, og der spiste jævnligt mange ved hans bord. Under måltiderne blev der enten forelæst noget af den hellige skrift eller ført alvorlige og nyttige samtaler; men Augustin tillod ikke, at der taltes ilde om fraværende, og for at alle kunne vide dette, havde han i spisesalen ophængt en tavle, hvorpå der stod skrevet, at hvem der ville bagtale sin næste, var en uværdig gæst ved hans bord. De fattige og syge tog han sig af med en kærlighed, som aldrig blev træt; han havde altid en kasse stående, hvori han modtog milde gaver til dem, og han kaldte sig selv »en tigger for tiggerne«. I kirken prædikede han ofte, og han var flittig til at undervise ungdommen i den kristelige lære. I sin undervisning fulgte han den regel, som han selv havde opstillet: »tal således, at lærlingen ved at høre på dig kan føres til troen, ved troen til håbet, og ved håbet til kærligheden.« Den hellige skrift var hans vigtigste oplysningskilde, som han stadig søgte til for at hente nyt og gammelt frem af dens rige forråd. Han fik også et grundigt kendskab til den og et dybt indblik i sammenhængen mellem dens forskellige dele. Sin anskuelse derom udtrykte han tit på en træffende måde; således sagde han om forholdet mellem det gamle og ny testamente: »det ny testamente ligger skjult i det gamle, men det gamle ligger åbent i det ny«, samtidig med, at han viste hen til den hellige skrift, pegede han også på trosbekendelsen, hvorom han udtalte, at i den har vi det ord, i hvilket kirkens, vor moders, tro er urokkeligt befæstet på den ubevægelige grundvold, som er den herre kristus. Af sit eget liv havde han lært, at et menneske ikke kan finde nogen sand fred og ro, så længe det lever uden for gud, og han udtrykte denne sandhed i disse ord: »du har, o gud, skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, til det finder hvile i dig«. I alle de år Augustin var biskop, måtte han udholde mange kampe med vildfarne kristelige partier. Størst betydning fik hans kampe med pelagianerne, hvis høvding var den britiske munk Pelagius. Denne lærte, at menneskenaturen slet ikke er blevet fordærvet ved Adams og Evas syndefald, og at et menneskene nok kan leve således, at det selv fortjener den evige salighed. Hvis det var sandt, behøvede vi jo ingen frelser fra synd og død, og det var også pelagianernes mening, at Jesus ikke har været en sådan frelser, men kun en udmærket lærer, som tillige har gavnet os ved sit ophøjede eksempel. Augustin bekæmpede Pelagius med vægtige grunde og hævdede med stor styrke, at ethvert menneske fødes med en syndig natur, som lige siden Adams synd er gået i arv fra den ene slægt til den anden. Han lærte, at denne arvesynd lammer vor vilje, så vi ikke kan opfylde loven og derfor heller ikke kan frelses uden ved guds uforskyldte nåde, som vi må tage imod ved troen. Pelagius og hans tilhængere kunne ikke stå sig i kampen mod Augustin. Deres lære, som kaldes Pelagianismen, blev fordømt på et stort kirkemøde, og kirken har aldrig siden villet kendes ved den. - Augustin døde i året 430 efter at have været præst og biskop i 40 år. Han var i sin tid kirkens største mand, og i de følgende århundreder har han øvet indflydelse gennem sine skrifter, som alle udmærker sig ved deres dybe indhold og mesterlige form. Det mest læste af dem er hans »bekendelser«, hvori han skildrer sit barndoms- og ungdomsliv lige til sin omvendelse. # Ambrosius af Milano (ca. 340-397) var statholder i Norditalien, da han 374 e. Kr. blev valgt til biskop i Milano, uagtet han dengang endnu ikke var døbt. Som prædikant og sjælesørger øvede han stor indflydelse, bl.a. på Augustins religiøse udvikling. Han bekæmpede hedenskabet og arianismen og hævdede kirkens selvstændighed overfor staten. Således nægtede han at udlevere en kirke i Milano til en ariansk gudstjeneste. Det var først under kejser Theodosius den Stores (379-395) at man igangsatte regulære forfølgelser af Solreligionen, og omstyrtede templerne, gudebillederne, m.v.. Senatorerne i Rom blev tvangsdøbt. De store hedenske modstandscentre lå på bondelandet, i filosofiskolerne, i Rom, Athen, Syrien og Lilleasien. Særlig farlig var vandrelærerne. Hvilken »autoritet« kristendommen havde opnået belyses af kejser Teodosius den Store´s bekendelser overfor biskop Ambrosius i Milano. I året 390 var kommandanten for garnisonen i Thessalonika blevet slået ihjel af pøbelen under et gadeopløb, og da meddelelsen herom nåede Theodosius i Milano, befalede han i sin vrede, at byens indbyggere skulle straffes. Omkring 7.000 mennesker skal være blevet dræbt på grund af denne overilede befaling, som kejseren øjeblikkelig angrede. Biskop Ambrosius udelukkede kejseren fra kirken, indtil han havde gjort bod for sin synd. Men Teodosius tøvede i otte måneder, - men til sidst aflagde han en offentlig syndsbekendelse og erkendte således, at kejseren var underkastet samme moralregler som andre mennesker. Jovist, forbryderne kan få syndsforladelse af de kristne, og kan begynde forfra med deres forbrydelser. Ambrosius af Milanos forfatterskab omfattede opbyggelige udlægninger af bibelske tekster samt dogmatiske og etiske skrifter. Som fortolker og dogmatiker var han afhængig af den græske teologi, som etiker af den antikke moral. Han indførte østens vekselsang i den vesterlandske kirke. Theodosius slukkede ilden i de antikke templer i 391, og nu var kristendommen den eneste tilbageværende lovlige religion indenfor kejserdømmet. I 409 udsteder kejseren et forbud mod spåmænd, og al sybyllinsk, dvs. oldromersk litteratur blev brændt. Pave Innocens I. (402-417) krævede, at alle større sager skulle forelægges den romerske bispestol.

Omkring år 370 e. Kr. trængte en stor horde af vilde nomader fra Mellemasien ind i Europa, hvor man kaldte dem Hunner med Attila i spidsen. De red på små, rappe heste og drog frem gennem skovene så stilfærdigt, at deres angreb næsten altid kom som en overraskelse. Da de efter et angreb igen spredte sig i skovene, var det næsten udelukket at forfølge dem og opnå hævn. Man kan gisne om de i virkeligheden var kommet for at befri de dele af Sydeuropa, hvor den romerske-kristne kejser havde sat sig fast på handelsvejene, og hvor romerne udviklede deres udbyttersystem via monopolmønter, og undertrykte folkeslagene. Der er periodemæssigt ikke langt fra Den store Bastian (Konstantin) i 325 i Byzans, der afviser Arianismen, og til Hunnernes fremkomst i Europa. Formodentligt har mange af stammerne/folkeslagene haft et interessefællesskab med Hunnerne - mod Romerriget. Men Alanerne og østGoterne følte, at de stod magtesløse overfor Hunnerne og kapitulerede. En lille gruppe vestGotere flygtede til Transsylvanien, men størstedelen af vestGoterne samlede sig ved det romerske riges grænser og forlangte at komme ind. I år 376 gav kejser Valens dem tilladelse til at gå over Donau og bosætte sig på romersk jord. Han lovede at forsyne dem med levnedsmidler, indtil de havde fået anvist permanente bopladser. Til gengæld - og som garanti for deres gode opførsel - skulle vestGoterne aflevere deres våben. Men de romerske embedsmænd søgte at profitere på de nødstedte Goteres bekostning, og de forsømte at tage våbnene fra Goterne. År 378 blev vestGoterne desperate af sult og gjorde oprør mod Rom. Kejse Valens ilede imod dem i spidsen for en hær. Han afventede ikke de forstærkninger, der var på vej vest fra. Ved Adrianopel blev kejser Valens dræbt sammen med to tredjedele af sin hær.  Under kejser Teodosius 1. Store´s regering (379-395) bosatte vestGoterne sig fredeligt i de områder, man havde tilkendt dem eller som de havde erobret. Deres unge konge Alarik blev behandlet imødekommende af kejseren, der stillede ham en romersk generaltitel i udsigt, et embede, som i Alariks øjne var mere værd end kongeværdigheden over en stamme på 150.000 vestGotere. Da kejser Teodosius døde år 395 e. Kr., fulgtes han af sine to unge sønner Arkadius og Honorius. Alarik krævede straks den militære udnævnelse, deres far havde lovet ham. Den unge Arkadius, som var blevet kejser over Østriget, nægtede ikke blot at udnævne ham, men undlod til sidst også at betale de årlige bidrag, som Teodosius havde lovet som tak for vestGoternes løfte om at forsvare den romerske grænse. Alarik handlede hurtigt. Han førte sine vestGotere syd på ind i Grækenland og indtog Athen og Korinth. Efter at have hærget på Peloponnes drog han nord på til Illyrien. Efter Teodosius’ død var hans anden søn, Honorius, en dreng på 11 år, blevet kejser i Vestriget. Den faktiske kejser i dette Vestromerske rige var imidlertid Stiliko, en dygtig feltherre, der havde tjent under Teodosius. Stiliko var af Vandalsk herkomst og havde opnået sit embede takket være dygtighed og troskab mod kejserdømmet. Han drog vest på med en hær og vandt år 403 ved Polentia en afgørende sejr over Alarik. Så længe Stiliko levede, havde Alarik ingen succes med sine forsøg på at trænge ind i det Vestromerske rige. Hunnernes fremtrængen gennem Mellemeuropa havde vakt uro blandt de Germanske stammer, som længe havde været fredeligt bosat udenfor de romerske grænser. Stiliko havde nok at gøre med at dirigere sine styrker til de steder, hvor farer truede. En hær bestående af flere forskellige folkeslag trængte ind i Norditalien, men det lykkedes Stiliko at slå den tilbage. I 406-407 e. Kr. blev Gallien tildels løbet over ende, men så kom Stiliko til med sine hære. Gennem 23 år som øverstkommanderende for de romerske hære og som rådgiver for den unge kejser Honorius havde Stiliko skaffet sig mange fjender. Hoffolk af romersk afstamning var misundelige på denne vandal, hvis magt var så stor og som desuden var blevet kejserens svigerfar. Stiliko var som de fleste Germanere en ariansk kristen, og af denne grund blev han modarbejdet af mange af de athanasianske italienere, der anså ham for kætter. Hans opgave med at forsvare riget blev kompliceret ved, at han ikke vovede at forlade hoffet, for at hans fjender ikke skulle berøve ham kongens gunst. Til sidst blev Stilikos bange anelser bekræftet. Misundelige hoffolk havde held til at indbilde kejseren, at hans feltherre var en troløs person. Med kejser Honorius’ samtykke myrdedes Stiliko i Ravenna, og Alarik brød straks efter ind i Italien med sine Goter. Hoffolkene formåede ikke at afværge krisen, og kejser Honorius flygtede til Ravenna, en fæstning, der var beskyttet mod angreb fra landsiden af sumpmarker, og hvorfra man kunne undslippe ad søvejen. Alarik marcherede mod Rom, hvis indbyggere forberedte sig på at forsvare byen, men forrædere slap vesiGoterne ind, og i tre døgn blev byen genstand for deres plyndringer. Det skulle vare længe, før man i den romerske verden glemte året 410 e. Kr.. Men Attila, der var ariansk kristen undlod at ødelægge de kristne kirker. I 1.000 år havde Rom været erobreren. Ikke engang for den store Hannibal var det lykkedes at indtage byen. Som hovedstad i et stort rige, i lang tid midtpunkt for dets kultur, desuden sæde for Paven, der havde større autoritet end nogen anden kristen biskop, var Rom stadig symbolet på al den storhed, man knyttede til byens navn, selv om midtpunktet for den kejserlige forvaltning i nogen tid havde været forlagt mod øst. Efter Roms plyndring drog Goterne syd på til spidsen af den italienske halvø, hvor Alarik begyndte at samle en flåde, måske i den hensigt at føre tropperne over Messinastrædet til Sicilien eller tilmed over til de rige afrikanske provinser. Men flåden gik under i et uvejr, og kort efter blev Alarik syg og døde. For at romerne ikke skulle besudle Alarik´s og deres føreres grav, førte vestGoterne en flod ud af sit leje og begravede høvdingen i den tomme flodseng. Da floden var blevet ledet tilbage til sit leje, blev alle de, der havde begravet Alariks lig, dræbt, for at hemmeligheden aldrig skulle blive røbet.  Alarik fulgtes af sin svoger Ataulf, der forsøgte at få en aftale i stand med romerne. VestGoterne trængte nu nord på langs Italiens vestkyst. De havde fået nok af plyndringer og ville slå sig til ro i deres eget land. Ataulf appellerede til romerne om at tildele dem et landområde, hvor de kunne slå sig ned som romerske undersåtter. Imidlertid trængte andre stammer ind over grænserne nord for Alperne. Stiliko havde i sin tid været nødt til at trække tropper hjem fra Britannien og Gallien for at forsvare Illyrien og Norditalien. I året 409 e. Kr. opgav romerne således definitivt Britannien, og i Gallien flyttede mange af indbyggerne et stykke inden for grænsen, hvor de kunne være mindre udsat for barbarernes hærgningstogter. Endelig lagde de Germanske stammer, der blev presset i flanken af Hunnerne, beslag på de frugtbare egne, der nu lå øde indenfor de romerske grænser. Fra østTyskland rykkede Vandalerne og en mindre stamme kaldet Sveberne frem over Burgundernes, Frankernes og Alemannernes landområder og drog ind i Gallien, udplyndrede byerne, afbrændte markerne og landsbyerne og anrettede massakrer, hvor de kom frem. Endnu i dag betyder ordet »vandalisme hensynsløs og meningsløs ødelæggelse. I året 416 nåede Vandalerne ud til havet og bosatte sig inden for et område, der stort set blev begrænset af floderne Loire og Garonne, Aquitanien. Romerne fandt snedigt på en metode til at løse to besværlige problemer på én gang. De gav vestGoterne tilladelse til at bosætte sig i Aquitanien på betingelse af, at de fordrev Vandalerne. Dette lykkedes fuldstændigt for dem, og Vandalerne trak sig sammen med Sveberne tilbage mod syd over Pyrenæerne til Spanien. I året 418 sluttede romerne ny aftale med vestGoterne, hvorved disse påtog sig at fordrive Vandalerne fra Spanien. I året 429 besluttede Vandalernes unge konge Geiserik at føre sin hær over Gibraltarstrædet til de rige, romerske provinser i Nordafrika. En overgang gjorde Berberne kraftig modstand, men erobringen blev gjort lettere af intriger af den ærgerrige, romerske statholder i Afrika, Bonifatius, der længe havde ønsket at herske uafhængigt af Roms overhøjhed. Han allierede sig med Geiserik mod Rom, men det varede ikke længe, før han fortrød, for det viste sig, at Vandalerne ikke var bedre som forbundsfæller end som fjender. Snart bønfaldt Bonifatius Rom om at befri ham for Vandalerne. Da Vandalerne havde underkuet provinsen Afrika, slog de sig på sørøveri. Hunnerne var trængt ind i Europa i slutningen af det fjerde århundrede og havde drevet de Germanske stammer ind på romersk område, men nu skabte de deres eget, løst sammenhængende rige, der strakte sig omtrent fra Ural mod syd til Sortehavet og derfra vest på til de romerske grænser. De frygtelige krigere, der havde undertvunget dette vældige rige, blev ledet af en dygtig høvding ved navn Attila. Romerne købte sig fred med Hunnerne ved at love at betale en årlig tribut. Men år 450 nægtede den Østromerske kejser Marcian at betale disse penge til hunnerne, og Attila forsøgte så at opnå kompensation i det svækkede Vestromerske rige. Han foreslog den Vestromerske kejser Valentinian III en alliance, hvorved Attila skulle ægte kejserens søster og i medgift få Gallien. Tilbuddet blev afvist. Attila måtte finde sig i at have fået en kurv, men han besluttede dog at tage Gallien i besiddelse. I lighed med Honorius havde Valentinian i sin tjeneste en tro hærfører af barbarisk afstamning: Aëtius. Han rykkede ind i Gallien med en lille, romersk hær og opfordrede vestGoterne og andre barbariske stammer til at slutte sig sammen med ham mod Hunnerne. I nærheden af det nuværende Chálons-sur-Marne mødtes romernes og Hunnernes hære år 451. Attila blev slået, men hans bære blev ikke tilintetgjort. Han trak sig tilbage mod øst til Mellemeuropa. I denne situation blev Aëtius stillet over for en vanskelig beslutning. Han kunne holde sammen på forbundsfællerne, så længe de var i felten sammen, og forfølge og tilintetgøre hunnerne, men han vidste, at forbundsfællerne når som helst kunne blive uregerlige, og at det kunne blive nødvendigt at opløse deres bære, så snart fjenden var nedkæmpet. Han vidste også, at en af grundene til, at han kunne stole på Germanernes bistand var, at de var forenet i modstanden mod en stærk, fælles fjende. I håb om, at Attila´s nederlag ville afholde Hunnerne fra et nyt forsøg på angreb mod riget, opløste Aëtius sin hær og vendte hjem til Rom. Da Attila fik underretning om Aëtius’ handlemåde drog han syd på gennem Tyrol og trængte ind i Norditalien. Flygtninge, der forsøgte at undslippe Attila via Norditaliens sumpe og øer, slog sig ned ved kysten og grundlagde den by, der skulle blive til Venedig. Valentinian flygtede til Ravenna lige som før ham kejser Honorius, og da Aëtius ikke havde soldater nok til at standse angriberen, blev Italien på nåde og unåde udleveret til Hunnerne. I denne kritiske situation førte biskoppen af Rom, pave Leo I (ifølge sagnet) en delegation fra Rom til Attilas hovedkvarter. Hunnerkongen blev meget imponeret over den prominente gæsts optræden og ord. Takket være overtalelser og gaver lykkedes det paven at formå Attila til at trække sig tilbage fra Italien. Året efter døde han, og kort efter drog de fleste Hunner hjem til Asien. Knapt var Hunnernes trussel fjernet, før Rom ramtes af et nyt, hårdt slag. Ubetænksomt myrdede kejser Valentinian egenhændigt Aëtius, og snart efter blev Valentinian selv stukket ned af Aëtius hirdmænd i 455. Valentinian´s efterfølger blev mindre end et år efter sin tronbestigelse stenet ihjel af pøbelen på Roms gader. Tre dage efter denne hændelse steg Geiserik og hans Vandaler i land fra havet og gjorde i 14 dage byen til genstand for plyndringer i år 455.  Da Vandalerne havde trukket sig tilbage, overtog de romerske soldater i Italien, hvoraf flertallet nu var Germanere. De overtog kontrollen med staten og indsatte en række marionetkejsere. Sveberen Ricimer fulgtes som øverstkommanderende af Orestes, der tidligere havde tjent hos Attila. Derefter anbragte soldaterne Orestes søn, der endnu kun var et barn, på kejsertronen og kaldte ham Romulus Augustulus (Romulus den lille kejser). Orestes regerede i sønnens navn og vakte soldaternes mishag, måske fordi han ikke gav dem gaver og jord nok. De tog ham til fange og dræbte ham, hvorpå de førte lille Romulus til en gård på landet. Odoaker, som havde taget initiativet til at styrte Orestes, besluttede nu at gøre en ende på dette italienske humbug-kejserdømme. I år 476 sendte han de kejserlige insignier til den Østromerske kejser Zeno. Ifølge traditionen betød denne handling det Vestromerske riges undergang, men i realiteten var den blot en erkendelse af, hvad der allerede var en kendsgerning. Men Zeno nøjedes ikke med at lade Odoaker styre Italien som hans statholder. ØstGoterne, der 100 år tidligere havde underkastet sig Hunnerne, havde for nylig bosat sig inden for Romerrigets grænser i Pannonien. Zeno nærede høje tanker om deres unge konge Teoderik, som havde tilbragt sit halve liv i Konstantinopel og som viste høj agtelse og forståelse for romerske institutioner. Kejseren pålagde Teoderik at slå Odoaker. Til slut kom Italien under østGotisk herredømme i året 493, da Teoderik svigefuldt foregav at slutte fred med Odoaker og indbød ham til et festmåltid. Med egen hånd dræbte Teoderik sin fjende, idet han huggede ham midt over med et eneste hug af sit sværd. Forbavset udbrød østGoteren: »Uslingen har ikke haft et eneste ben i sin krop«. I slutningen af det 5. århundrede var den latinsktalende vestlige halvdel af det romerske rige opdelt i germanske kongeriger, der blev styret af barbariske minoriteter, som havde underkuet den ældre og mere civiliserede befolkning. Mod syd lå Vandalernes kongerige: Africa. Mod vest lå vestGoternes rige, der strakte sig ind i Vestfrankrig og over Pyrenæerne ind i Spanien. Længere nord på havde Frankerne indledet den ekspansion mod vest og syd, der til sin tid skulle give dem herredømmet over hele Gallien. Langs floderne Saône og Rhône trængte Burgunderne frem mod syd, mens østGoterne holdt den liguriske kyst øst for Rhône, hele Italien og Sicilien samt et betydeligt område, der strakte sig mod nord fra Det adriatiske Havs østlige kyst til Donau.

I 415 e. kr. angreb de kristne biblioteket i Alexandrias, og her slog de kvinden Hypatia ihjel. Hun havde en lærestol i filosofi og var en vigtig politisk figur. Men de kristne zeloter brød sig ikke om, at kvinder havde ledende roller i samfundet. Efter ordre fra Skt. Kyril, rev de kristne tøjet af hende, sprættede hende op og brændte hende. Derefter blev biblioteker, læreanstalter og filosofiske skoler lukket, idet viden ikke hører hjemme under kristen dogmatik. Med henblik på, hvordan de østlige, ortodokse kirker trods deres mange fællestræk, især i gudstjensten, adskiller sig fra hinanden, kan det være nyttigt med et kort overblik over de forskellige opfattelser: Nestorios, patriark i Konstantinopel 428-31 e. Kr., så i Kristus menneskeligheden som guddommelighedens ansigt og guddommeligheden som menneskelighedens ansigt. Men han understregede Kristi menneskelige natur meget stærkt, bl.a. ved at kalde Maria »Kristusføderske« i stedet for »Gudsføderske«. Det vakte anstød, og hele den nestorianske kristologi fordømtes ved kirkemødet i Efesos 431 og igen ved mødet i Kalkedon 451. Pave Leo den Store (390-461) synes at være den første, der kalder sig ypperstepræst, men betragtes også som grundlægger af pavedømmet, idet han forsøgte at »knytte« kirkerne til Rom. Pave Leo den Store grundlægger pavens magt med et dekret fra 445, og anfører kejser Valentinian III. (419-455) som grund til Roms kirkelige betydning, og det siges, at der først vil blive fred alle vegne i kirkerne, når hele verden vil erkende Romerbispen som sin styrer, idet den apostolske stols beslutninger skal være lov for alle, og at den biskop, som sidder Romerbispens stævning overhørig skal ved hjælp af pågældende provinses verdslige styrer tvinges til at give møde. Leo den Store hævder, at han var Peter´s arvtager og dermed overhoved over den kristne kirke. På kirkemødet i Kalchedon i 451, hvor Leo den Stores løsning af de dogmatiske vanskeligheder blev godkendt, blev der gjort et forsøg på at hæve Konstantinopel op ved siden af Rom, og knyttede bisperne i fjerne lande til sig ved at gøre dem til romerske vikarer. Men dette øgede kun skinsygen mellem de to byer. Efter 451 sendte romerbispen en gesandt til Østens hovedstad for at holde øje med forholdene dér. I Kalkedon fordømtes den såkaldte monofysitiske lære, der især var blevet fremført af Eutyches, som forestod et kloster nær Konstantinopel. Han lærte, at den guddommelige natur i den grad gennemtrængte Kristus, at man efter inkarnationen kun kan tale om én natur (græsk: mono physis). I Kalkedon fandt man en formulering, der fastholdt de to naturer som bestanddele i én væsensenhed, og fordømte samtidig både den nestorianske og den monofysitiske lære. De stridigheder, der dengang føltes som afgørende for selve den centrale kristne inkarnationstanke, har næppe nogen større aktuel betydning, men der opstod forskellige kirkelige retninger, der har holdt sig til vore dage. Nestorianerne drog til Iran og drev en omfattende mission østover, helt til Indien, Kina og Java. I dag er den østSyriske (eller assyriske) kirke nestoriansk; den nedstammer fra den kirke, nestorianerne grundlagde i Iran. De nestorianske kristne i Indien gik derimod senere over til den monofysitiske lære og kendes i dag som de Thomas-kristne. Den monofysitiske lære blev også baggrunden for en række andre selvstændige kirker i Mellemøsten: Den armenske kirke, den vestsyriske, jacobitiske kirke og den koptiske kirke i Ægypten. Efter mødet i Kalkedon 451 slog pave Leo den Store fast, at kirkens hovedsæde var i Rom. Leo den Store var blevet Italiens største grundejer ved gaver og køb, og Leo den Store fik efter sagnet Hunnerkongen Attila i 452 til at vende om. Tre år senere overtalte Leo den Store Vandalerne til at skåne Roms indbyggere og bygninger for ødelæggelse. I 484 satte Roms pave Felix III. Konstantinopels biskop i band »til evige tider«, fordi han tiltog sig andres rettigheder og holdt til med kættere Denne spaltning mellem Rom og Konstantinopel varede til 519. Biskop Avitus i Vienne (490-525) kaldte patriarken i Jerusalem for pave. Pave Gelasius (492-96) skrev til den Byzantiske kejser, at »denne verden styres hovedsagelig ved to ting: Præsternes hellige myndighed og kejsermagten, og præsternes betydning er så meget større, som de jo ved guds dom skal aflægge regnskab for kejseren«. Her har man programmet for kirkens kamp med staten i middelalderen, det er Gelasius, der udstedte det første register mellem de to modsætninger. I det 6. århundrede var der ubetydelige paver, som ikke kunne hævde sig over for den verdslige magt, men en synode i Rom (Palmesynoden) erklærede, at den på grund af Peters store anseelse, som var gået over på hans efterfølgere, ikke vovede at dømme en pave. I 525 e. kr. lukkede kejser Justinian (482-565) de sidste templer. De kristne fortæller følgende: # Munkevæsenet udbredte sig hurtigt fra Ægypten til Europa; men det udartede snart til unyttigt selvplageri, som til sidst slog over i tøjlesløshed, og der var i lang tid ingen ret fornuftig ordning af munkenes liv i klostrene. Anderledes blev det først, da benedikt fra Nursia fremstod og oprettede den berømte munkeorden, som efter ham blev kaldt Benediktiner-ordenen. Han blev født i Nursia i Mellemitalien i 480 e. Kr.. Hans forældre var kristne, som tilhørte en anset slægt, og de sendte ham i hans tolvte år til rom, for at han der kunne opdrages til at blive en lærd mand. Men han var ikke glad ved opholdet i rom. Han væmmedes ved al den råhed og ugudelighed, han så rundt omkring sig i den store stad, og han syntes, det måtte være meget lettere for ham at bevare sin fromhed og gudsfrygt, når han levede i ensomhed ligesom eneboerne, hvem han havde hørt fortælle så meget om. Da han var 14 år gammel, forlod han derfor rom og vandrede ud i en øde bjergegn, hvor en munk fra et nærliggende kloster viste ham en hule, som ingen anden kendte. I denne hule levede han i 3 år som eneboer; men så blev han opdaget af nogle hyrder, som traf at komme i nærheden med deres kreaturer, og nu varede det ikke længe, før folk kom strømmende ud for at se og høre den mærkelige eneboer, hvem de betragtede med stor ærefrygt som en hellig mand. Mange bad ham om at måtte opslå deres hytter i nærheden af. Ham, for at han kunne lære dem at føre et ret munkeliv. Han oprettede da efterhånden 12 klostre i omegnen, og den øde egn blev ved hans munkes flid forvandlet til frugtbare haver og marker. Senere drog han til egnen nord for Neapel og oprettede på Kasino-bjerget det berømte kloster: Monte Kasino. Der var det, at han indførte sine ny klosterregler, som fortrængte alle tidligere og blev taget til mønstre for klostrene i de fleste lande. Disse regler bød, at den, der ville optages i et kloster som munk, skulle først prøves en vis tid, og fandtes han så skikket og værdig til optagelse, måtte han aflægge et højtideligt løfte om at ville leve i fattigdom, i ugift stand og i streng lydighed mod klostrets forstander og love. Benedikt ville ikke tåle, at hans munke tilbragte deres liv i lediggang; thi han vidste, at lediggang er sjælens fjende; han gjorde det derfor til en lov for dem, at deres fromheds- og andagtsøvelser skulle veksle med nyttigt arbejde, som kunne være til velsignelse for menneskeheden. Munkene af hans orden viste da også i lange tider stor flid og arbejdsomhed i mange retninger: nogle ryddede skove og opdyrkede moser og heder; andre syslede med videnskaben, afskrev bøger eller underviste ungdommen; flere drev et eller andet håndværk, og mange drog på farefulde rejser ud blandt hedninger i fjerne lande for at omvende dem til kristendommen. Forstanderen for et munkekloster kaldtes abbed eller prior, og forstanderinden for et nonnekloster benævntes abbedisse eller priorinde. I ethvert kloster var der efter Benidikts ordning en kirke, hvori dets beboere daglig holdt deres andagt, og der var en stor sal, hvori de spiste i fællesskab; men ellers havde hver munk eller nonne sit eget lille tarvelige værelse, som kaldtes en celle. # Det 6. århundrede ender med pave Gregor den Store (590-604) hvis person var lige så stor, som den magt, han beklædte. Det var Gregor den Store i Rom, der opfandt skærsilden. Da Konstantinopel´s biskop kaldte sig økumensk patriark, protesterede Gregor den Store og kaldte sig servus sevuorum Dei (Guds Tjeneres Tjener), for med denne titel at betegne, at paven var kristenhedens øverste biskop. Medens Germanerne ellers havde antaget den arianske kristendom, havde det førende folk blandt dem Frankerne, med Chlodovech i 496 sluttet sig til den romerske kirkes ideer. Gregor den Store tog sig med forkærlighed af Germanerne og arbejdede på at føre Langobarderne til Rom. I 596 sendte han Benediktinermunke til England, og de vandt Angelsachserne for Romerkirken og med dem hele den germanske verden. Hermed var romerbispens øverste myndighed i Vesten fastslået, og fra nu af har paven en stående hær af munke, der var bærere af middelalderens religiøse liv. De kristne fortæller følgende: # I begyndelsen havde de romerske biskopper ikke større anseelse end biskopperne i de andre store byer; men de begyndte snart at hævde den lære, at apostelen Peder havde været roms første biskop; de var altså hans efterfølgere, sagde de, derfor burde de have den øverste magt og myndighed i hele kristenheden, og omsider kom det også dertil, at biskoppen i rom, som fik titel af pave, blev anset for kirkens overhoved af de fleste kristne. Blandt de første paver var der en, som hed Gregor den Store (590-604 e. Kr.). Han var en inderlig from og gudfrygtig mand, som tillige havde udmærkede evner til at lede og styre. Inden han blev pave, havde han arvet store rigdomme, men dem anvendte han alle sammen til at hjælpe de fattige med og til oprettelse af Benediktiner-klostre. Sit eget hus i rom indrettede han også til et kloster, hvori han selv levede som munk under streng lydighed mod benedikts regler, og den tid, han tilbragte således, anså han for den lykkeligste i sit liv. Medens han endnu var munk og en dag gik over torvet i Rom, fik han øje på nogle unge mennesker, der var udstillet for at sælges som slaver. Han standsede og studsede ved synet af deres smukke ansigter og lange lyse hovedhår, og han spurgte om, hvilket land de var fra. Slavehandleren svarede, at de var fra England, og at næsten alle mennesker der var lige så smukke. Så ville han også vide, om de var kristne; men slavehandleren svarede nej, de var hedninger, og det gjorde Gregor inderlig ondt, thi det var da en stor skam, syntes han, at mørkets fyrste skulle herske over mennesker, hvis ansigter lyste så herligt. Han besluttede derfor, at han selv ville rejse over at forkynde kristendommen for englænderne, men det kunne han ikke få lov til; thi han var så afholdt i rom, at folket ikke ville af med ham, og så fik de paven til at forbyde ham at rejse. Han glemte dog ikke englænderne, og da han senere selv var blevet pave, sendte han i året 596 Benediktiner-munken Augustin tillige med 40 andre munke over til England, for at de der skulle forkynde kristendommen. Det var Angel-sachserne, som dengang regerede i England, hvor de havde oprettet 7 kongeriger. Den mægtigste af kongerne derovre var på den tid Ædelbert af Kent. Ham henvendte Augustin sig til; thi han vidste, at hans dronning Berta var en kristen prinsesse fra Frankrig, og så tænkte han, at han da ikke kunne være så forfærdelig vred på de kristne, om han end selv var en hedning. Deri tog han heller ikke fejl. Rigtignok var Ædelbert i begyndelsen noget bange for, at de skulle forhekse ham; men han tabte dog snart sin frygt, og han tillod dem uhindret at prædike i hans land og døbe dem, der ville døbes. De tog nu også med iver fat på deres gerning, og det varede ikke længe, før de så frugter af den. Kongen lod sig omsider selv døbe, og mange med ham, så kristendommen snart var den herskende religion i Kent, hvorfra den inden mange års forløb også udbredte sig til de andre angel-sachsiske riger i England. Medens kristendommen udbredte sig mod nord, blev den efterhånden fortrængt fra Asien og Afrika af en ny religion, som kaldtes muhammedanismen eller islam. Den var stiftet af araberen: Muhammed, der blev født år 570 i byen Mekka på Arabiens vestkyst. Hans forældre døde tidlig og efterlod ham i fattigdom; men så tog hans farbroder sig af ham og lod ham oplære til at drive handel. Denne virksomhed blev af stor betydning for ham; thi han tilbragte nu sin ungdom på handelsrejser, både til jødeland, til Syrien og Mesopotanien, og således fik han lejlighed til at kende folks tanker om de himmelske ting, især lærte han at kende jødernes og de kristnes religion, og han kunne nok forstå, at disse religioner stod langt over det afguderi, som hans egne landsmænd hengav sig til. Selv følte han stor trang til at hengive sig til tanker og forestillinger om det overjordiske, og denne trang blev endnu stærkere, da han ved giftermål var blevet så rig, at han ikke længer behøvede at drive handel for at leve. Han hengav sig da helt til et grublende og drømmende liv, trak sig ofte tilbage i en hule, hvor han tilbragte tiden i ensomhed og grundede og grublede om dagen og drømte om natten, og i hans drømme forekom det ham ofte, at engle besøgte ham og åbenbarede ham de himmelske sandheder. Omsider trådte han frem og forkyndte, at engelen Gabriel havde åbenbaret ham den eneste sande religion, hvis hovedlærdom var: der er kun een gud, og Muhammed er hans profet. Dertil føjede han en hel del urimelige fortællinger, men gav også mange bud og befalinger, som var langt bedre end de, hans hedenske landsmænd hidtil havde fulgt. Han befalede således sine tilhængere at bede flittigt, at faste til visse tider og give almisser til de fattige; thi, sagde han, »bønnen fører den halve vej til gud, fasten fører lige til himlens indgang, og almisser lukker himmelporten op«. Alle dem, der antog hans religion og levede efter dens bud, lovede han, at de straks efter døden ville blive optaget i et paradis, der var fuldt af sanselige glæder: de skulle leve i yndige, skyggefulde haver, hvor rene og klare vande rislede mellem lifligt duftende blomster, og evig unge og skønne kvinder skulle tjene dem og række dem træernes kostelige frugter. De onde derimod og de vantro skulle brændes i helvede og pines af slanger og skorpioner. I begyndelsen var der kun en lille kreds af hans egen familie og enkelte andre, som troede på ham; de øvrige af hans bysbørn spottede ham, og han fik så mange fjender i mekka, at han måtte frelse sit liv ved at flygte til Medina i 622 e. Kr.. Fra denne flugt regner muhammedanerne deres år (kalender), ligesom de kristne beregner deres kalender fra Jesu fødsel. I Medina vandt han hurtigt mange tilhængere, som forøgedes ved flere stammer fra omegnen, så det varede ikke længe, før han kunne føre en hel krigshær mod sine modstandere, og til sine modstandere og fjender regnede han alle dem, der ikke ville tro på ham. Han lærte, at hans religion skulle udbredes med magt, og at enhver, som faldt i kampen for dens udbredelse, var aldeles sikker på straks at komme i paradis. Denne lære gjorde hans tilhængere så modige og uforsagte, at de ikke var til at overvinde; det gik derfor stadig frem fra sejr til sejr, og inden hans død 632 havde alle folkestammerne på den store halvø Arabien antaget hans religion og givet sig under hans herredømme. Hans lære er optegnet en bog, som kaldes koranen og er muhammedanernes hellige skrift. Muhammeds efterfølgere, som kaldtes kalifer, fortsatte for at udbrede hans religion og arabernes herredømme. De havde samme krigsheld som Muhammed: under dem overvandt araberne perserne og udbredte deres magt lige til Indus; de tog jødeland, Syrien og Ægypten fra den græske kejser; de gjorde sig helt til herrer over det nordlige Afrika; de drog i forening med Maurerne over Gibraltarstrædet og indtog Spanien. Det var en streg i regningen for de romersk-kristne, at muhammedanerne nu sad på handelsvejene til Kina, Indien, Afrika og Arabien, og kunne bestemme priserne. I 700-tallet kom der nye folkestammer drivende ind fra øst i mellemeuropa: Avarerne, Slaverne, m.v., Og fra syd gennem Spanien gik muhammedanerne over Pyrenæerne ind i Frankrig, hvor de trængte frem lige til floden Loire. Men dér blev de standset i deres sejrsgang af den franske krigshøvding Karl Martel (dvs. »hammeren«, død i 741); han overvandt dem i et blodigt slag ved Poltiers i 732 e. Kr., og jog dem tilbage over Pyrenæerne igen. I Spanien grundede Maurerne et muhammedansk Rige. De blev rigtignok stadig angrebet af vestGoterne, som havde måttet trække sig tilbage til Spaniens nordvestlige Bjerglandskaber; men de holdt sig i flere hundrede år, og først i året 1492 blev deres sidste by, Granada i Spanien, indtaget. Inden Maurerne endelig blev fordrevet fra Spanien, havde de muhammedanske tyrkere trængt sig ind i Europa fra øst og erobret Balkanhalvøen, hvor Konstantinopel siden 1453 har været hovedstaden i et muhammedansk rige.# Derefter angreb Karl Martel de Merovingske stammer i Frankrig, Tyskland, Bayern, og samlede Frankerrigets spredte dele. Men de kristne munke ville unddrage sig det besværlige tilsyn af den biskop i hvis stift klosteret lå, og gav sig derfor umiddelbart ind under paven i Rom. På kirkemødet i Konstantinopel i 680 kaldes Honorius (625-638) paven i Gammel Rom og Kyros for paven i Alexandria, men snart blev del almindeligt i vesten, at man kun kaldte Roms biskop for pave. Honorius blev i øvrigt på koncilet i 681 i Konstantinopel erklæret for kætter. Men det skal også fortælles, at Muhammed i ca. 610 modtog en åbenbaring fra Allah, der bestod i kendskabet til Koranen, og at Muhammed var Allah´s profet, der skulle føre Araberne væk fra afgudsdyrkelsen. Muhammed skulle altså spille samme rolle som Moses overfor jøderne, og Jesus overfor de kristne, og Muhammed havde også læst jødernes og de kristnes skrifter, og sagde at Abraham, Noa, Moses og Jesus havde fået den sande åbenbaring, men at deres tilhængere havde forfalsket og misforstået åbenbaringerne. Muhammed ville genrejse Abrahams tro og den sande urreligion overfor araberne. Malawierne tilsluttede sig ideerne, men det var nu ikke så nemt, fordi budskabet var forbeholdt araberne, og Malawierne måtte derfor tilslutte sig en arabisk stamme. Men efterhånden ophørte Islam med at være en arabisk religion, og Muhammed tillagde sit budskab universal gyldighed, både overfor jøderne, de kristne, og dem der dyrkede de gamle guder (polyteisterne). De kristne og jøderne fik de religionsfrihed hos araberne, idet Muhammeds lære jo havde sit udgangspunkt i deres skrifter, og fordi de dyrkede den samme gud, og havde den samme intolerance og monolisme, vendt mod polyteisterne, der måtte vælge mellem døden eller tilslutning til Muhammeds lære. Jøder og kristne kunne vælge mellem at betale en skat pr. hoved til muhammedanernes ledere, og da mange kristne ønskede at slippe for denne skat, og ønskede social anerkendelse, indflydelse og adgang til samfundets velstand, gik de over til Muhammedaner. De kristne havde på den tid flere hundrede års kultliv og en fast organisation på bagen, og de fandt at Muhammeds lære var primitiv. Derfor gik muhammedanerne i lære hos de kristne, og overtog væsentlige bestanddele af de kristnes kultliv og »tænkning«, og 300 år efter Muhammed var Islam udviklet, så den for alvor kunne tage konkurrancen op med kristendommen. Johannes (f. ca. 675-752, Jerusalem) var fra en velhavende kristen familie, og blev repræsentant for den græske kristendom i den nykalkodoniske skikkelse. Johannes fortæller at araberne havde afgudsdyrkere lige til kejser Heraklios tid (610-41), hvor Muhammed kommer på banen. Johannes fortæller, at Muhammed havde drøftelser med en ariansk munk (Arianerne blev fordømt som kættere i 325 e.Kr.), og at Muhammed blot genoptog arianernes ideer. Koranen anerkender ikke Jesus som guds søn, men siger at Jesus er profet, og på Johannes tid afviser Koranen, at Jesus er korsfæstet, døde og genopstod.

I 700-tallet stillede »frankernes apostel«, Bonifacius, hele sit store arbejde i pavens tjeneste. I 722 e. Kr. kalder Bonifacius paven i Rom for »Skt. Peters` stedfortræder«. Gregor III (731-41) var den sidste pave, der lod sin udnævnelse stadfæste af kejseren i Konstantinopel, hvorefter de en tid søgte stadfæstelse hos de germanske kejsere. I 751 sejrede Longobarderne med erobring af det byzantinske eksarkat (Ravenna), og Rom og paven var nu så alvorligt truet, at »Italien« ville være blevet samlet under Longobarderkongen Aistulf, hvis ikke den Frankiske adel under Pépin den Lille (Karl Martels søn, 714-768) var kommet paven og kristendommen til hjælp. Pépin afsatte nemlig den sidste Merovingske konge i 751, og med pavens billigelse blev han nu konge, og grundlagde det nye dynasti: Karolingerne. I 752 befalede pave Zacharias »i kraft af sin apostolske myndighed«, at Pepin skulde være Frankernes konge, og i 756 gav Pepin til gengæld Ravenna og 20 andre byer i Eksarkatet til Peter og hans efterfølgere og lagde derved grunden til kirkestaten, hvis værneherrer de frankiske konger blev i egenskab af »Romernes Patriciere«. Pépin fik tilslutning fra den frankiske adel, og det medførte, at forbundet besejrede Longobarderne og i 759 fordrev de Maurerne fra Frankrig. Men i stedet for at give de erobrede området tilbage til den Østromerske kejser, donerer han områderne til Paven i Rom. Det var således den Frankiske adel, der oprettede Kirkestaten og førte vestEuropa ind i den mørke middelalder. I 774 e. Kr. besejrede frankeren: Karl den Store den sidste Longobarderkonge: Desiderius. Men et germansk kongerige: Saksen, der lå mellem Elben og Ems voldte stadig Frankerne problemer. I en periode på 30 år foretog Karl den Store over 20 felttog mod Sakserne. Men Sakserne var ukuelige og nedbrændte Frankernes kirker. Ved et af oprørerne vandt Karl den Store, og deporterede 10.000 Saksere, og ved et slag ved Verdun blev dræbt 4.500 Saksere. Karl den Store vendte sydpå og fordrev det asiatiske folk Avarerne, der var trængt ind fra øst, efter at Hunnerne var draget hjem igen. Avarerne blev gjort til et skattepligtigt folk. Slovenerlandet indlemmes i Karl den Store rige ca. år 800 og både slovener og kroater påtvinges den romersk-katolske kirke. Se mere om sydslavernes historie her. Og de nye slaviske stammers indtrængen østfra, har sandsynligvis også været medvirkende til, at de Asa-troende nordiske stammer (vikingerne) nu i 793 besluttede sig til at drage rundt om Europas kyster fra vest, for at befri Vesteuropa fra kristendommens fremmarch. I årene 800-1050 e. Kr. hærgede Normannerne hele den kendte kristne vesteuropæiske verden - gennem 250 år, - Paris, Smolensk, London, Novgorod, Kiev, Normandiet, Konstantinopel, Syditalien, fra Orienten til Nordamerika. Men det lykkedes fyrsterne at betale sig fra vikingerne, - at isolere vikingerne. Da der opstod uregelmæssigheder hos paven i Rom, tog Karl ned for at få sagen opklaret i år 800 og paven skyndte sig at krone Karl til kejser af det hellige vestromerske rige, - medens den rigtige kejser i Byzans protesterede. Efter at Karl den Store i 800 var blevet kejserkronet af Leo III, øgede han sin fader Pepin's gave, men han ville fastholde den frankiske kirkes nationale selvstændighed, som under de svage Merovinger var blevet sat til side af Bonifacius til gunst for Rom, og de frankiske rigsdage var tillige kirkemøder. Karl den Store betragtede paven som kirkens øverste, men han skulle samvirke med kejseren. Under de svage Karolinger fik paven overtag over kejseren, men så opstod der en fare for pavemagten fra ærkebisperne, der ville hævde deres egen og deres kirkers nationale selvstændighed overfor Rom. Bisperne foretrak imidlertid den fjernere paven for den nære ærkebisp, og i det 9. århundrede blev der i de pseudo-isidoriske dekretaler begået et falskneri for at berøve ærkebisperne deres særindflydelse til gunst for paven. I de pseudo-isidoriske dekretaler indføjedes det tidligere falskneri Donatio Constantini, for at give pavemagten en verdslig forrang foran statsmagten. Pave Nikolaus I (858-867) godkendte de falske dekretaler. Han gav de pavelige dekretaler samme myndighed som kirkemødernes (økumenske synoders) beslutninger og hævdede med kraft Roms førerstilling både over for ærkebisper og fyrster. Det 10´århundrede og den første halvdel af det 11´ århundrede er pavedømmets mørkeste tidsrum (Pornokratiets århundrede). Markgrevinderne Theodora og Marozia satte deres elskere, deres børn og børnebørn på Peter´s stol. Statsmagten måtte gribe ind for al gøre en ende på forargelsen. I 963 afsatte Otto den Store (912-973) pave Johannes XII og indsatte Leo VIII som pave. Otto III (955-1002) indsatte Gregor V og Sylvester II., og da der kom tre paver for een, afsatte kejser Henrik III dem alle tre i Sutri i 1046 og indsatte Clemens II. Nu havde kejsermagten overtaget over pavemagten. Men den havde hjulpet dygtige mænd på pavestolen for i dem at få dygtige modstandere.

I årene 900-1100 tallet sender Frankerne (Karolinerne) nogle agenter nordpå til Norden, for at undersøge vikingernes levevis og skikke. Flittige er de rapporter der foreligger, og agenterne forsøger at overtale vikingerne til at stoppe deres hærgen i Europa. Det lykkedes disse agenter (kaldet missionærer), at få overbevist enkelte nordiske småkonger, der ikke er draget i viking, om kristendommen fortræffeligheder, ved at lære disse småkonger om hvordan man laver intriger og skaber sig mere magt og ejendom. De kristnes opskrift er hentet fra Romerriget: del og hersk - brød og skuespil. Ved hjælp af disse nye religiøse: ideologiske/politiske ideer går den lille småkonge i sin ærgerrighed i forbund med disse missionærer, og giver dem jord, og i fællesskab opløser de stammernes/ætternes strukturer, bånd, rettigheder, sædvaner, som hidtidig har været gældende blandt folket - og som bandt folket/ætten sammen i landskaberne. »Økonomisk« forkyndes det nu via kristendommen i samråd med de forræderiske småkonger, at trællevæsenet skal ophæves. Snart skal betalingsmidlerne (mønterne) bære fyrsten logo, således at de kendte betalingsmidler fortrænges. Det er godt nok den modsatte udvikling som kirken nu er eksponent for, i forhold til dengang Jesus sagde om de romerske mønter: »giv kejsere, hvad kejserens er«. De kyndige sydlige missionærer, der havde indsigt i intriger og magtspillet i landene omkring Middelhavsområdet, vidste selvfølgelig, at dette krav medfører splittelse af »nation og folk«, og at en ophævelsen af trællevæsenet vil medføre en ejendomsforskydning til fordel for kongemagt og storbønder. Som tak for indsatsen, beslutter småkongen og missionæren, at kristendommen også skal fratage folkenes hævdvundne ret til selv at gennemføre dom og ret, - når man var blevet krænket. Kirken og den sydlandske ideologi fik domsmyndighed i Norden over de oprindelige folkestammer. Med kristendommens indførelse der skatter, der yderligere medvirker til at fratage folkenes deres frihed. Trældommen blev ikke afskaffet - den fandt nye former, - den blev bare kaldt noget andet. Tingstederne opløses. De folkestammer, der ikke vil affinde sig med denne grove kulturimperialisme, der medførte etablering af klasseskel i de Nordiske lande, blev kristnet med de forræderiske småkongers sværd. Og der var såmændt også »tyske« fyrster, der stod på spring, for at hjælpe til med rovet. Processen med kristendommens indførelse i Norden sker mellem 1100-1400 tallet. Men selv i 1600-tallet er der gammeltroende hedninger i Sverige. Men ca. 400 år efter kristendommens indførelse via svigefulde småkonger, kundgøres det for al folket i 1500- tallet, at de har dyrket den forkerte kristendom. Protestantismen anviser derefter »den rette vej«. Der sker yderligere en magtforskydning til fordel for fyrste og kirkemagt på bekostning af »de frie bønder«. Luther fordømmer bøndernes oprør og støtter fyrsterne. Læs mere her om lutheranernes forbrydelser mod de danske. De sydlige ortodokse romerske katolikker i Europa ekspanderer i Latin- Mellemamerika og Asien. Tredivieårskrigen (1618-1648) er en krig om gods, guld og kolonialisme under fyrsternes forskellige religiøse faner (økonomisk/politisk systemer). De franske revolutionære rykkede kirkemagten op med rode i 1789. Men føje år efter er Pavemagten atter tilbage, fordi de kapitalistiske Borgerklasser i Frankrig nødvendigvis har brug for kirkemagten til at undertrykkelse folkemassernes krav om brød, arbejde, frihed, ejendoms- og organisationsret. Millioner af arbejdere og børn kastes ind de kapitalistiske virksomheder og kulminer til en 16 timers arbejdsdag under umenneskelige forhold. Det lykkedes de kristne fyrster at starte 1. Verdenskrig og først med Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 omstyrtes præste- og fyrstestyret. Men atter lykkes det de kristne fyrster i vesten at starte en ny verdenskrig i 1939-40.

De kristne fortæller følgende: medens Danskerne endnu var hedninger, havde tyskerne efterhånden antaget den kristne tro, de fleste frivilligt ved at høre på englænderen Bonifacius’ forkyndelse, men mange kun, fordi deres kejser karl den store havde tvunget dem dertil. Fra Tyskland kom kristendommen omsider også til Danmark. Det, der gav anledning dertil, var en strid om kongemagten i Jylland. I året 826 blev nemlig den jyske konge Harald Klak fordrevet at sine fjender. Han drog da ned til kejser Ludvig den Fromme i Tyskland og bad ham om hjælp. Kejseren lovede at hjælpe ham, hvis han ville lade sig døbe og antage kristendommen. Dette var Harald villig til, og han blev da døbt tillige med hele sit følge i Ingelhejm ved Mainz. Kejseren stod selv fadder til ham og gav ham kostbare foræringer. Da Harald Klak nu skulle rejse tilbage igen, ønskede Ludvig, at der ville følge en from og gudfrygtig mand med, som kunne styrke ham i troen og forsøge på at udbrede kristendommen blandt danskerne. Han bragte sagen frem i en stor forsamling at rigets fornemste mænd og spurgte, om ingen at dem kendte nogen, der havde lyst og dygtighed til at påtage sig en sådan gerning. Der var mange af præstestanden til stede i forsamlingen, og kejseren troede måske, at nogen af dem ville tilbyde sig; men deri tog han fejl; de syntes nok om at være præster og biskopper, når de kunne vinde stor løn og ære derved; men der var ingen af dem, som elskede gud så højt, at de for hans skyld ville drage ud blandt hedninger og lide modgang, ja måske sætte livet til. De sad derfor længe tavse og vidste ikke ret, hvad de skulle svare; det var, ligesom de skammede sig noget over, at deres kærlighed til gud var så ringe. Endelig rejste en sig op og tog ordet; han hed Vale og var forstander for Gammel-korvej kloster i det nordlige Frankrig og Ny-korvej kloster i det nordlige Tyskland; han sagde, at der var en munk i hans kloster, som var godt skikket til at drage ud blandt hedninger; thi han var meget ivrig i troen, dertil en grumme lærd mand, og han brændte af lyst til at lide ondt for guds riges sag. Den munk, Vale talte om, hed Ansgar. Han var født i det nordlige Frankrig i året 801. Hans moder var en meget from og gudfrygtig kvinde; men hun døde, medens han endnu kun var 6 år gammel, og faderen sendte ham da til skolen ved Gammel-korvej kloster, for at han der kunne lære at læse. Det gik dog kun småt med læsningen i begyndelsen, ikke fordi han var tungnem, thi det var han slet ikke, men fordi han holdt så meget af al slags leg og lystighed, at han rent glemte at tænke på bogen. Så var det en nat, han drømte, at han stod i en mose og sank så fast i dynd med sine fødder, at han ikke kunne komme af stedet. I det samme så han en prægtig smykket frue vandre hen ad en yndig vej i spidsen for en skare hvidklædte kvinder. Blandt disse kunne han tydeligt kende sin egen fromme moder, og han arbejdede for at komme hen til hende; men det var umuligt, han stod helt fast i dyndet. Skaren syntes imidlertid at komme nærmere, og snart forstod han, at fruen over dem alle var jomfru Maria. Hun spurgte ham, om han havde lyst til at komme derhen, hvor hans moder var. Han svarede ja, det ville han da så hjertens gerne, og jomfru Maria sagde, at det kunne han også nok få lov til, men så skulle han lade leg og narrestreger fare og være rigtig flittig og alvorlig. Denne drøm fyldte hans sind med alvor; han havde nu ikke længer nogen lyst til leg og morskab, men læste og studerede så ivrigt og flittigt, at han snart blev den dygtigste blandt drengene af hans alder. Tidlig sagde han far vel til verdens lyst og gik som munk i Gammel-korvej kloster, da han var 13 år gammel. Han blev ved at være flittig til at læse og lære, og ingen af de andre munke i klosteret var så from og gudfrygtig som han, hvorfor han da også blev anset som et mønster på lærdom og gudsfrygt. Fra Gammel-korvej blev han flyttet til klosteret i Ny-korvej, da han var 22 år gammel, og det var der, at han tre år senere modtog kejserens opfordring om at rejse til Danmark. Så snart Ansgar hørte kejserens ønske, sagde han straks, at han var villig til at drage op til de danske hedninger og forkynde kristendommen for dem, og en af hans venner, en anden ung munk ved navn Autbert, lovede at følge med ham. I året 827 rejste da Ansgar og Autbert med Harald Klak til Jylland. De tog bolig i Slesvig, som dengang kaldtes hedeby og var en meget vigtig handelsstad. Der oprettede de en kristelig skole for danske drenge, og derfra drog de idelig ud på rejser omkring i landet og prædikede og døbte. I to år havde de den glæde at virke sammen, men så døde Autbert, og Ansgar måtte fortsætte gerningen ene. Han gjorde også to rejser til Sverige. På den første af disse rejser havde det nær gået ham galt; thi skibet, han sejlede med, blev overfaldet af sørøvere, som tog al hans ejendom fra ham. Det lykkedes ham dog at komme levende i land på den svenske kyst, og i halvandet år forkyndte han nu kristendommen for svenskerne. Da han kom tilbage fra Sverige, blev han udnævnt til ærkebisp over de nordiske lande. Først fik han sit bispesæde i hamborg; men nogen tid efter blev denne by ødelagt af hedenske vikinger, og så blev bispesædet flyttet til Bremen. Ansgar levede meget nøjsomt, han spiste kun de allertarveligste retter, drak næsten aldrig andet end vand, og således kunne han få meget tilovers af sine bispeindtægter men han tænkte ikke på at samle sig rigdom; hvad han fik tilovers, det brugte han alt sammen til at hjælpe de fattige med og til at løskøbe fanger for. Han bar altid en pengepung i sit bælte, for at han straks kunne have noget at give af, når han traf på trængende, og han ville aldrig sætte sig til bords, før der var sørget for, at de fattige også fik noget at spise. I året 865 døde Ansgar i Bremen, han var da omtrent 64 år gammel og havde i henved 40 år arbejdet på at udbrede kristendommen i Danmark. De fleste danske var vel endnu hedninger, især på øerne, men mange var da også blevet omvendt til den ny tro, kristne kirker var bygget i Slesvig og Ribe og vistnok flere andre steder, og i det hele havde kristendommen fået så godt fodfæste, at der var udsigter til, at den nok skulle holde sig. Den holdt sig også; men den må tie dog i mange år endnu føre en stadig kamp med hedenskabet.

Men i et par hundrede år havde Danmark været en missionsmark, hvor dels tyskerne og dels englænderne, de første mest i Jylland, de sidste mest på øerne, havde arbejdet for at indføre og fæstne kristendommen. Men under Svend Estridsen og hans sønner blev kirkevæsen ordnet, fik mere selvstændighed og har således fra den tid af udgjort en egen folkekirke. Den styredes af bisper, der var mægtige både i åndelig og verdslig henseende. Paven i Rom gav dem magt til at løse og binde, til at velsigne og lyse i band og udelukke enten den enkelte eller hele folket fra alle kirkens »goder«. Næppe har verden set en sådan centralmagt ! Konger og stormænd kappedes i denne tid om at skænke gårde og jordegods til kirken; bisperne forlenedes med statens ejendomme, hvorved de fik stor udvortes magt og kunne byde over mange væbnede stridsmænd. En skare lærde mænd, kanniker, omgav dem, og hvor de boede, rejstes prægtige domkirker. Det måtte bønderne slide for! Foruden de tidligere bispedømmer i Slesvig, Ribe, Århus, Odense og Roskilde grundlagde Svend Estridsen nye bispedømmer i Viborg, Børglum og Lund. Den tro Ansgar og hans eftermænd forkyndte, var den samme som den romer-katolske fortolkning. De samlede menigheden om dåben og nadveren, lærte den trosordet og fadervor. Men i romerkirken havde denne tro dog fået nogle menneskelige tilsætninger, der også fulgte med til vort land og satte deres præg på Danmarks kirkevæsen. En af de mest fremtrædende tilsætninger var helgendyrkelsen. Øverst mellem kirkens hellige stod jomfru Maria. Man gav hende de herligste navne: vor frue, guds moder, himmeldronningen, og påkaldte hende i hver nød. Ved siden af fadervor sattes ave Maria, en lovprisning og bøn. (hil dig, Maria! Fuld af nåde, herren være med dig, du velsignede blandt kvinderne! Hellige Maria, guds moder, bed for os syndere nu og i dødens time!) Der var en vildfarelse i en sådan Mariatilbedelse, dog må det ikke overses, at mange have lært mildhed, kærlighed og gudhengivenhed ved daglig at dvæle i tankerne ved den hellige jomfru. Men foruden hende havde kirken mange helgener. Fortællingerne om disses hellige liv eller martyrdød, de såkaldte legender, sattes ved siden af evangeliet, og man glemte ikke i sin nød at anråbe en eller anden helgen om hjælp. Synlige minder om de hellige, helligdomme (reliqvier), betragtedes med stor ærbødighed og tillagdes undergørende kraft; næsten hver kirke ejede slige helligdomme, der ofte var uægte, men højt ærede af det troskyldige folk (splinter af kristi kors, stykker af de helliges arme, ben, fingre, pandeskaller, hår, tænder eller klædningsstykker). Det medførte stor velsignelse at dvæle ved helgeners grave; mangen en pilgrim vandrede i de dage barfodet og med pilgrimsstav i hånd de lange veje til Rom eller Jerusalem for at holde andagt ved martyrernes grave eller ved herrens grav, og da Knud den Hellige fortjenstfuldt blev slået ihjel af bønderne blev han derefter optagen på helgenlisten, og hans grav gjorde kirken til et midtpunkt i den danske kirke. I nær slægt med pilgrimsvandringerne var korstogene. Det store korstog var en begivenhed, der i dette tidsrum vakte liv og røre i alle kristne lande, dog mere i de sydlige lande end hos os. Det var gennemført røveri og mord på anderledes tænkende ! Knud den Hellige gav bisperne rang med prinser og hertuger, og i begyndelsen af Niels’s regering (1104) blev en dansk mand, Asger Svendsen, udnævnt til ærkebisp i Lund, hvorved altså den danske kirke løstes fra sit forhold til den hamborgske ærkebisp og fik sit eget overhoved. Under bisperne stod præsterne. Tidligere fandtes ikke præster rundt om i riget; de levede i samboer, hvorfra en og anden kunne gøre rejser ud til de fjernere steder; men i Svend Estridsens tid byggedes kirker i alle sogne, og der blev indsat præster, som hver havde en eller to sognemenigheder at betjene. Også munkevæsenet begyndte at få betydning. Allerede i Knud den Stores tid kom der benediktinermunke hertil fra England, men først nu begyndte man at bygge klostre rundt om i landet. Asgers eftermand på ærkebispestolen Eskild (1137-1177) gjorde meget for munkevæsenet. Han indkaldte en ny munkeorden, cistercienser-ordenen, som til dels var stiftet af en berømt fransk kirkemand, med hvem Eskild var ven, Bernhard af Clairvaux. Medens senere munkeordener, som de såkaldte tiggermunke (gråbrødre og sortebrødre), helst byggede deres klostre i stæderne, byggede cistercienserne helst på landet. De skaffede sig gerne jord og dyrkede den med omhu, og udøvede forskellige håndværker; megen gudsfrygt spredtes fra klostrene ud i de omliggende egne. Til de ældste danske klostre hører benediktiner-klostrene i Vestervig i Thy, i Odense, Lund og Ringsted, cistercienser- klostrene i Herrevad i Skåne, Esrom og Sorø på Sjælland, Holme på Fyn, Øm ved Skanderborg, Vitskøl ved Limfjorden og Tvis ved Holstebro. Den talrige og mægtige gejstlighed kom til at udgøre en egen stand; den havde sin særegne dragt, sine særegne love og domstole og sit eget overhoved. Paverne søgte at skaffe den et sikkert udkomme ved indførelsen af tiende og at sætte større skel mellem den og det øvrige folk ved indførelsen af cølibatet dvs. Præsternes ugifte stand. Begge dele mødte modstand. Efter Knud den Helliges død blev dog præste- og kirketienden indført de fleste steder, medens folket endnu længe modsatte sig at svare bispetiende, og ligeledes blev cølibatsloven efter lang modstand vedtagen i Danmark ved et kirkemøde i Slesvig 1222. Som et synligt minde om denne tid og dens sans for det kirkelige stå vore kirkebygninger. Når vi se på de mægtige domkirker, de mangfoldige andre kirker i by og på land, hvoraf de fleste skrive sig fra denne tid, og når man betænker, hvor få hjælpemidlerne dengang var, da må man højlig undre sig over, at et så storladent arbejde kunne udføres i så kort tid. Bønderne og bygningsarbejderne har slidt ! Medens de første kirker var byggede af træ og derfor nu er forsvundne, begyndte man i Svend Estridsens tid at rejse stenkirker. Den første af disse var Roskilde domkirke, der blev påbegyndt af biskop Vilhelm og fuldendt af Svend Norbagge. Da den var færdig, blev et par mænd sendte til rom for at bringe helgenlevninger til veje, og de kom tilbage med levninger af den hellige Lucius, en romersk biskop, som var blevet halshugget for sin tros skyld; hans hoved blev kirkens største helligdom, og efter ham blev den kaldet. Efter den fulgte de store domkirker i Lund, Odense, Ribe og Viborg og en mangfoldighed af kirker omkring i landsognene. Disse første stenkirker blev ikke byggede af brændte sten, som man endnu ikke kendte, men af sandsten, kridtsten, frådsten eller kamp. I Jylland findes ikke mindre end 500 kirker byggede af svære i firkant tilhuggede kampesten, deriblandt Viborg domkirke (nu ombygget i den gamle stil). Først i Valdemar den Stores tid lærte man at brænde sten, og de kirker, der er opførte af sådanne, er byggede eller omdannede efter 1170, da kirken i Ringsted, den første kirke af brændte sten, blev opført. Hele befolkningen har deltaget i det store kirkebygningsarbejde, men særlig have munkene som de mest bygningskyndige været virksomme både ved kirkernes opførelse og udsmykning. I disse kirker, særlig i de større, foregik en pragtfuld gudstjeneste. Der blev vel prædiket på modersmålet, men vigtigere var den latinske messe. Præstens og hans hjælperes sang tonede fra koret, de mange lys strålede, og røgelsens duft fyldte kirken. Kirkedørene stod altid åbne, og mange besøgte daglig kirkerne for at bede og høre messe. Fra tårnene lød klokkerne ud over landet, de kaldte til bøn i den årle morgen og sildige aften, de kaldte til gudstjeneste flere gange om dagen eller ringede over de døde for at værne den bortdragende sjæl mod onde magter. Kirken trådte i de dage menneskene nær; ikke blot ved deres højtider, men hver dag under deres daglige gerning mødte den dem og bragte dem bud fra en usynlig og bedre verden. 

I 1054 fuldbyrdedes det endelige brud mellem Rom og Konstantinopel. Men det var først hen i det 10. og 11. århundrede, at forargelsens skrig lød over Europa igen. Der samlede sig til én mægtig tone, der kunne vælte Jerikos mure. Det var fra klostret Cluny i Sydøstfrankrig, hvorfra der udgik en stærk og mægtig bevægelse for kirkens renhed, for at afskaffe alle de misbrug, der havde indsneget sig ved maskepiet med den verdslige statsmagt, for at gøre pavedømmet stærkt og befri det fra de forsmædelser, det så ofte måtte lide fra kejserens side, for at sønderrive de bånd, hvori verdslig vælde snærede kirken. De ville have at paven ikke skulle være kejserens jævnbyrdige men være hans overherre. Bevægelsen bredte sig med rivende fart over Europa. Med cluniacenserne opstod den første egentlige »orden«.. Lensvældet var jo opstået efter folkevandringstiden hvorefter der var etableret hertugdømmer, grevskaber og len, hvor den lokale fyrste/lensherre kunne bestemme hvem der skulle udnævnes til biskop. Og Cluniacenserne fik i det 10´ og 11´århundrede den religiøst vakte adel til at slutte sig om paven. Cluniacenserne kæmpede således for pavens eneret til at udnævne biskopper, og ønskede cølibatet udbredt. Det var ikke ualmindeligt at biskopper og præster var gifte, og med kyskhedsløftet om cølibat ville fremkomme en formuemæssig virkning, hvor de gejstlige ikke havde nogen retsmæssige arvinger. Og dermed havde de gejstlige ingen grund til at samle formuer sammen eller følge deres egeninteresse. Men under én klosterforstander viedes ikke mindre end 10.000 mænd til munke i cluniacenserne-ordenens forskellige klostre, og i det 12. århundrede var disse klostres tal 2000. I anden halvdel af det 11. århundrede nåede bevægelsen til pavestolen. Hildebrand var en italiensk munk, der var opdraget i Cluny, og en mand med en vilje som jern og en tro som ild. Han var først rådgiver for forskellige paver, og sidenhen blev han pave i 1073 under navnet: Gregor VII (1073-1085). Den cluniacensiske munkebevægelse havde nu i den højere gejstlighed og adel skabt et nyt kraftigt religiøst liv, der blev båret oppe af Hildebrand, og Gregor VII´s højeste ønske var et Europas forenede Stater under paven´s sædelig-religiøse ledelse med kamp mod de vantro som fælles opgave, og den syntes virkeliggjort under de første korstog. Han ønskede at kirken skulle have monopol på bispeudnævnelserne via kardinalerne og Gregor VII indførte cølibatet i 1074, som også kom til at gælde for de allerede gifte præster. Den cluniacensiske bevægelse havde ført sin sag igennem. Gregor VII havde som de andre paver store tanker om den pavelige værdighed. Hans mål var at gøre pavemagten uafhængig af alle verdslige magter og hæve den op til den højeste magt på jorden, så både kejsere og konger måtte erkende paven for deres øverste herre og bøje sig for ham i ydmyghed. Han sammenlignede paven og kejseren med solen og månen og sagde, at ligesom månen får sit lys fra solen, således får kejseren sin magt fra paven, men paven har magten fra gud, og han er kristi statholder her på jorden. Det var et stort mål, han havde sat sig; men han havde tro på, at det kunne nås. Han vidste også, hvorledes der skulle virkes for at nå det mål og han havde en sand fast og kraftig vilje, så at ingen modstand kunne bøje eller trætte den. »Jeg er født til at herske sagde han«, »og før jeg skal give efter, før vil jeg dø«. Det var den tyske kejser Henrik IV, som dengang valgte paven. Men Gregor indså straks, at det måtte forandres; thi paven kunne ikke hævde sin myndighed som kejserens herre, når han skulle vælges af ham. Det første, han satte igennem, mens han kun endnu var kardinal, var derfor en ny valglov, som bestemte, at hverken kejseren eller andre verdslige stormænd skulle have noget med pavens valg at bestille, men paven skulle vælges frit af de romerske kardinaler. Således sikrede han pavevalgets uafhængighed af de verdslige magthavere. Gregor havde den anskuelse, at det var et tegn på præsternes større hellighed, når de levede i cølibat, det vil sige i ugift stand. Han mente også, at hustru og børn ville knytte dem så fast til det borgerlige samfund, at de ikke kunne virke kraftigt nok for kirkens sag. Derfor udstedte han love, der forbød bisper og præster at gifte sig, og han befalede alle dem, der var gifte, at de skulle skille sig fra deres hustruer. Disse urimelige love vakte den heftigste uvilje og modstand hos mange præster; men Gregor var ubøjelig, og ved hjælp af bandsættelser og fængsling tvang han de genstridige til at give efter. Siden hans tid har pavekirkens præster levet ugifte. Kejser, konger og fyrster havde tilegnet sig retten til at vælge bisper og andre høje kirkelige embedsmænd i deres lande; men denne ret brugte de ikke til kirkens gavn; de brød sig nemlig ikke om at vælge de dygtigste og mest gudfrygtige mænd, men drev ligefrem handel med embederne, som de solgte til dem, der ville give mest for dem. De skaffede sig derved store indtægter og sikrede sig en præstestand, der ikke godt turde vove at sætte sig op imod dem. Men Gregor besluttede, at det skulle blive anderledes. Efter at han selv var blevet pave, lod han bekendtgøre rundt omkring i alle lande, at det alene var paven, som havde ret til at vælge kirkens høje embedsmænd. Han havde en tid lang overladt denne ret til fyrsterne; men da disse havde gjort sig uværdige til den, havde han nu taget retten tilbage igen. Hvem der altså i fremtiden modtog et kirkeligt embede af en verdslig regents hånd, han ville blive sat i band, og samme straf skulle ramme den kejser, konge eller fyrste, som vovede at sælge kirkens embeder. Den tyske kejser Henrik IV mente at kunne trodse pavens bud; han blev derfor ved at sælge embeder, og han gik videre endnu: i sit overmod erklærede han paven for afsat og skrev et groft brev til ham med den hånende overskrift: »til Hildebrand, som ikke længere er pave, men en falsk munk.» Paven lod da højtideligt forkynde bandsættelse over kejseren; samtidig løste han alle hans undersåtter fra deres troskabspligt og bød dem at forlade kristi kirkes fjende, der ikke var værdig til at være kejser. Det viste sig, at paven var den stærkeste; thi troen på, at han virkelig handlede som guds statholder, var så udbredt, at næsten ingen turde støtte den bandsatte kejser; der udbrød oprør alle vegne i hans rige, selv mange af hans fyrster faldt fra ham, og snart følte han sig helt forladt og magtesløs. Han indså nu, at der ikke var andet for ham at gøre end ydmyge sig, og han foretog midt om vinteren en farlig og besværlig rejse til Italien, hvor han opsøgte paven i slottet Kanossa. Der beredtes ham en stor ydmygelse. Det blev ham ikke tilladt at komme ind straks, men han måtte stå som en arm synder tre dage uden for slotsporten med bare fødder og iført en grov ulden skjorte. Den fjerde dag fik han endelig lov til at komme ind; han bad da ydmygt om forladelse, og paven løste ham af bandet. Kejseren søgte senere at hævne sig, og kampen fortsattes efter Gregors død i 1085; men hvad han havde kæmpet for, blev i hovedsagen ført til sejr ved overenskomsten i Worms i 1122. Fra da af fik paven i alle romer-katolske lande en lydig hær af bisper, præster og munke, som arbejdede på at styrke hans magt, og pavedømmet blev for en tid den stærkeste magt i Europa.

Paverne lærte tidlig, at de var apostelen Peders efterfølgere og kristi statholdere her på jorden, hvem alle skulle adlyde og bøje sig for, enten de så var høje eller lave, rige eller fattige. Vi vil dog let kunne indse, at denne lære var en vildfarelse, når vi lærer pavernes historie nøjere at kende. Rigtignok var flere af paverne fromme og gudfrygtige mænd, der virkede til stor velsignelse for kristenheden; men der var også mange, som førte et meget ugudeligt liv, ja nogle af dem må regnes blandt de frækkeste mordere, og man kan da ikke godt tænke sig, at kristus ville have valgt sådanne til sine statholdere. Det lykkedes dem alligevel at få folk til at tro på deres statholderskab, og da denne grundvildfarelse først var blevet ophøjet til at gælde for en guddommelig sandhed, så indsneg der sig efterhånden flere andre falske lærdomme. Når Jesu apostle holdt gudstjeneste med deres menigheder, så gik det til på den naturlige måde, at der blev talt og sunget og bedet i det sprog, som var medlemmernes modersmål; derfor kunne gudstjenesten både røre hjerterne og tjene til at fremme sand .kristelig oplysning. I den nærmeste tid efter apostlene gik det lige så naturligt til; men omsider kom paverne i tanke om, at dette var alt for simpelt; de indførte da i alle kirker latinske sange og bønner, som folket slet ikke forstod, og således mente de at have gjort gudstjenesten mere højtidelig end i de første kristnes tid. De gjorde det nok i en god mening; men det var alligevel en vildfarelse; thi apostlene måtte jo dog forstå det bedre, eftersom Jesus selv havde lært dem de ting, der hører til guds rige. Sund eftertanke siger da også, at når vi skal tage hjertelig del i bøn og sang, så må der bedes og synges i et sprog, vi forstår. Dåben forvanskede paverne ikke; der blev hele tiden døbt på den apostoliske trosbekendelse ligesom i apostlenes dage; men i den hellige nadver foretog de den forandring, at når folk gik til alters, så måtte de kun æde af brødet, men ikke drikke af vinen, hvilket alene præsterne skulle have lov til. Således var det ikke, at Jesus bar sig ad, da han holdt altergang med sine disciple, thi han rakte dem både brødet og vinen; Paulus skriver jo også: »hvert menneske prøve sig selv, og således æde han af brødet og drikke af kalken«, og der står ingen steder i den hellige skrift noget om, at kun præsterne, men ikke folket må drikke af vinen. Det er således åbenbart, at paverne forvanskede alterens sakrament. Paverne lærte, at de afdøde fromme mænd og kvinder, som man kalder helgener, havde gjort mere godt i levende live, end de selv behøvede for at blive salige. Der blev således et stort overskud af gode gerninger, som paverne ene havde rådighed over, og som de kunne uddele i form af syndsforladelse til andre, der ikke havde levet, som de burde. Denne lære gav anledning til afladshandelen. Det var nemlig kun sjældent, at paverne uddelte syndsforladelse for ingenting; de gjorde den til en vare, som der handledes med, og de lod skrive afladsbreve i uhyre masser, som deres afladskræmmere rejste omkring med og solgte i alle kristne lande, som stod under paven. Denne handel blev en rig indtægtskilde for paverne; men det var også den, som bidrog mest til endelig at åbne øjnene for pavemagtens fordærvelse. Læren om helgener førte efterhånden til en slags helgendyrkelse, der ikke godt kunne forenes med det, som den hellige skrift lærer. Der blev opstillet billeder af helgener i kirkerne og mange andre steder, og det blev en almindelig skik, at folk knælede ned for disse billeder og bad til helgenerne om at gå i forbøn for dem hos gud. Øverst af alle helgener stod jomfru Maria, dernæst Jesu apostle og martyrerne; men det var ellers paverne, der bestemte, hvem der skulle optages på helgenlisten og anses for helgen. Således at erklæres for en helgen af paven kaldtes at blive kanoniseret. Om tilstanden efter døden lærte paverne, at det kun var helgenernes sjæle, som straks gik til paradis. Almindelige kristne menneskers sjæle måtte derimod først opholde sig en tid i et pinested, som kaldtes skærsilden. Sjælenes pine i denne skærsild kunne dog mildnes og forkortes en hel del, når de efterlevende sørgede for, at der blev holdt sjælemesser for dem af præsterne. Men disse messer kostede penge, og læren om skærsilden blev til en rigdomskilde for kirken og dens præster; thi mange rige folk ofrede store summer til sjælemesser, og folk i små kår ville heller ikke gerne stå tilbage, men anstrengte sig af yderste evne for at skaffe penge til messer, der kunne forkorte skærsildens pine for deres kære afdøde slægtninges sjæle. Hvis folk nu havde læst flittigt i den hellige skrift, så ville de vel nok have opdaget, at mange af pavens lærdomme ikke stemte med skriftens lære. Dette frygtede paverne vistnok også for; de lod derfor ikke gerne bibelen oversætte på folkenes modersmål, den var i regelen kun til at få på græsk eller latin, som ikke andre end de lærde forstod, og til sidst forbød de folk uden for præstestanden at læse i den.

Den romersk-katolske kristendom kaldte muhammedanere for vantro. Og det var muhammedanere der beherskede de egne, hvor Jesus havde vandret på jorden. Muhammedanerne havde jo sat sig på handelsvejene til Kina, Indien, Afrika og Arabien og bestemte priserne på mange varer, samtidig med at de udviklede en høj kultur. Den byzantinske kejser Alexius I Comnenus appellere om hjælp mod muhammedanerne, og det fik pave Urban II til at indkalde til synoden i Clermont i 1095. Paven opfordrede til et korstog hvor luften fyldtes af et mangestemmigt råb: „gud vil det", og tusinder af mennesker fæstede på deres skuldre det røde kors, der betegnede dem som herrens stridsmænd. Og igennem 150-200 år strømmede nu gang efter gang titusinder af kristne over til det hellige land i 9 korstog. De var flammende religiøse naturer og ærgerrige, eventyrtørstende lykkeriddere, fyrster og fattige stakler, kraftige mænd og børn og oldinge, godtfolk og rakkerpak af alle slags. Og atter og atter måtte de kæmpe med Mohameds mænd. Snart sejrede de kristne og jog befolkningen ud af landet, og snart blev de kristne selv slået og måtte flygte. Omsider blev man i Europa træt af denne evige løben panden imod væggen, og hele korstogsbevægelsen døde hen i anden halvdel af det 13. århundrede. Men denne vældige folkebevægelse, krigsbegejstringen og følgevirkningerne af krigsførelsen satte Europa i en mægtig uro, som man ikke havde kendt siden folkevandringens dage. Under korstogene (1095-1291) lærte de romerske katolikker de mennesker at kende, som havde en anden religion end dem selv. De havde mødt højt kultiverede mennesker, som slet ikke var kristne, og de så at verden var større og herligere, end de havde troet, og at al herligheden ikke lå på den anden side af graven. De fik øjnene op for, at Det ny Testamentes kristendom var noget andet end Romerkirkens, og fra da af blev hele kristendommen gennemtrængt af en kraftig selvvirkende religiøsitet. Pavedømmets magt beror for en ikke ringe del på, at det har forstået at holde de revolutionære strømninger indenfor sine egne grænser, og via klostrene har pavedømmet haft en sikkerhedsventil for religiøs radikalisme. Men dét var romerkirken, der gav stødet til korstogene og krigene, og folkeholdningen forandrede pludselig retning, og stenen vendte sig imod den hånd, der havde udslynget krigen - mod kirken. Korstogene der skulle tjene overjordiske interesser, blev verdslige i deres følger, og nu hjalp folkebevægelsen alle de magter som kirken undertrykte. Der var bl.a. sket det, at korsfarerne ovre i Syrien, havde lært den arabiske civilisation at kende. Araberne havde lært meget af de gamle grækere, romerne, perserne, inderne og kineserne, og Araberne have en meget høj kultur i forhold til Europa. Araberne var førende i kunsten, i arkitektur, matematik, naturvidenskab, handel, pengevæsen, etc., og fra muhammedanerne fik Europas sprog mange nye udtryk, som: sukker, karaffel, madras, sofa, atlask, damask og mamelukker. Europæernes fordringer til livet begyndte at stige, efter at de i Østen havde lært en finere levemåde at kende. Østens luksusgenstande, krydderier og fine klædningsstoffer begyndte at trænge ind i det Europa, hvor tidligere de fleste måtte nøjes med de varer, som deres gårde og godser frembragte. Den religiøse intolerance, hadet til alle ikke-kristne, som var en af middelalderens store skyggesider, tog af, efterhånden som Europæerne lærte de personlig retskafne, hæderlige mænd muhammedanere at kende. En mand som sultan Saladin, der var de kristnes sejrrige modstander, blev atter og atter besunget af vestens digtere for ædelmod og retsind. Den barnlige overtro på romerkirkens ufejlbarhed svækkedes, og pavens løfter om, at gud ville give de kristne sejren, blev idelig gjort til skamme, og der var mange i vesten, som troede, at Mohammed var bedre end Kristus. Handelen blomstrede frem. Medens der i den ældre middelalder så godt som slet ikke havde været drevet handel i Europa, begyndte nu under det mægtige røre, korstogene fremkaldte i alle forhold, også trangen til en mere levende omsætning at vokse stærkere frem. Der kom en regelmæssig forbindelse i stand mellem Syrien og de italienske havnestæder, især Genua og Venedig, og de italienske handelsskibe førte ikke blot pilgrimme og korsmænd frem og tilbage, men tilbyttede sig også Østens varer og solgte dem i Europa. Opsvinget i de norditalienske handelsbyer forplantede sig til det øvrige Europa, overalt vågnede der et handelsliv og samledes formuer og kapital. Samfundet begyndte at antage andre former. Det karakteristiske var lensvæsenet, hvor Kejserens magt var svag, og hvor landet var udstykket til en del mægtige Stormænd/lensfyrster, som jævnlig stillede sig fjendtlig til den fyrste, der af navn var deres overherre. Men til korstogshærene leverede denne storadel et betydeligt kontingent, og mange af disse lensmænd faldt i krigen, medens andre for stedse tog ophold i Østen. De len som de efterlod sig hjemme i Europa, kastede fyrsten sig gerne over og drog dem ind under kronens direkte styrelse, og således lagdes grunden til den monarkiske statsform.

Siden Otto den Store af Tyskland i året 962 havde gjort sig til Herre over Italien, måtte Paverne i henved 100 år bøje sig for de tyske kejsere. Som noget af det første knyttede Otto d. 1. den Store (936-973) biskopper og abbeder til sig og forøgede kirkens godsbesiddelser. Hermed styrkede Otto sin position overfor hertugerne, og biskoppernes position styrkedes både juridisk i form af særrettigheder og materielt ved overdragelse af godser. Under Hadrian IV (1154-59) begyndte kampen mod Hohenstauferne, der endte med denne stolte slægts undergang. Paven forbandt sig med Italiens borgere og det nationale parti (Welferne), og han var ikke bange for at tage revolutionære kræfter i sin tjeneste for dermed at komme kejserne til livs. Alexander III (1159-81) tvang sammen, med de norditalienske stæder Frederik Barbarossa til fred. I perioden 1075-1122 kæmpede paven og den tyske kejser om retten til at udnævne biskopper. Konflikten blev kaldt Investiturstriden, da investitur betyder iklædning, dvs. den ceremoni hvor man overrækker ring og krumstav, til en biskops indvielse og udnævnelse. Fra folkevandringstiden og op under lensvældet kunne kongen eller kejseren ikke fravriste magten fra lensmændene, der havde opbakning fra lokalbefolkningerne. Derfor gik kongen og kejseren i forbund med den forbryderiske romersk-katolsk kristne, som havde lavet så mange forbrydelser og som havde udnyttet sin magt til misbrug. Den ene pave efter den anden var mere end vanvittig, og således også hele det idelige selskab af kristne. Så her var det afgørende med en reform, for at stoppe syndighederne, og det var ikke ligegyldig hvilken biskop, der blev valgt. Bisperne var på det tidspunkt gejstlige embedsmænd, men de var også verdslige magter og for det første var de storgodsbesiddere. Igennem århundreder havde almindelige kristne skænket skatte og jordegodser til kirken i håb om at få belønning i det andet liv efter døden. Og igennem denne tåbelige tankegang om aflad, var det lykkedes bisperne at komne op i højde med de største godsejere og lensmænd. Men de fleste steder og mest i Tyskland var de forsat lensmænd, dvs. verdslige storembedsmænd. Atter og atter havde kejseren overdraget styrelsen af len til bisperne for at styrke sin kejserlige position som en anden „Konstantin den Store«, og hos gejstligheden mødte kejseren mere troskab end han fik hos hertugerne. Så ethvert magtområde som kejseren fik fravristet fra hertugerne og lagt over i bispernes hænder, betød en forøgelse og lovprisning af kejsermagten, - og således blev gejstligheden istand til at kunne afgøre af mange af statens sager. Men da kejseren således hævede bispernes magt, fandt han det også iorden, at det var ham som skulle have den afgørende indflydelse på valget af biskop. Bispedømmerne jo len og det var kejserens ubestridelige ret at bortgive ledige len, til hvem han ville, og om nogen arvelighed i disse embeder kunne der ikke være tale, eftersom det i tidens løb var blevet skik, at mænd, der beklædte kirkens, højere embeder, ikke måtte indgå ægteskab. Igennem hele den ældre middelalder var der da heller ingen, som bestred denne kejserlige ret. Men de hensyn, han tog ved valget af bisper, faldt rigtignok ikke altid sammen med dem, man, fra et kristeligt standpunkt set, kunne have ønsket. For kejseren kom det først og fremmest an på at finde pålidelige mænd, om hvem han trygt kunne vide, at de ikke ville sidde hans bud om at møde med væbnet mandskab mod ydre eller indre fjender overhørig, mænd, der var i stand til at afvise alle forsøg på overtalelser til forræderi, og som kunne føre en pen og et sværd hvast, når det gjaldt at skrive eller slås til fyrstens fordel. Hvis der var få penge i kejserens kasse, når et bispeembede blev ledigt, kunne han endog tjene store penge ved besættelsen af det. Thi det at være bisp var en såre let og såre indbringende bestilling, som mange gerne ville betale dyrt for at opnå. Først i anden række kom hensynet til vedkommende mands religiøse og sædelige egenskaber. Man så da atter og atter på bispestolene mænd, der ikke skyldte fromhed, men skyldes fyrstegunst eller rigdom deres stilling, og som betragtede deres embeder som malkekøer, - de havde ret til at pine ud til det yderste, og tænkte mindre på gudsfrygt og embedspligter end på allehånde jordens glæder, jagt og munter krigerfærd, lystige gilder, vin og kvinder og alle slags timelige bekvemmeligheder, mænd, som kunne være gode nok i kongens sale, men på bispestolen ikke kunne andet end kalde forargelsen frem i almindelige mennesker. En tid blev forargelsen dog holdt nede. Paven ville ikke skulle være kejserens jævnbyrdige, men hans overherre. Kristus havde skænket st. Peter herredømmet over denne verden, og ingen var stærkere i denne tro end hos Innocens III (1198-1216). Og situationen og udviklingen var faldt heldigt sammen med hans magtfulde planer. I Tyskland var opstået en tronstrid efter at kejser Henrik VI, der var død ung og kun havde efterladt sig et barn som sin arving. I England var der svære stridigheder, og i Frankrig svære skygger over kongen af Frankrigs privatliv. Innocens III forstod at gribe ind i forholdene og suge så meget ud af dem, som lod sig suge. I Tyskland blev den mand, han støttede, kejser, og denne lønnede sin mægtige hjælper ved at opgive den ret over bispevalget, Wormserforliget i 1122 indrømmede kejseren. I Frankrig blev kong Filip August til sidst nødt til at tage sin hustru, den danske prinsesse Ingeborg, hvem han havde forskudt dagen efter brylluppet, til sig igen. Kongen af Syditalien og Sicilien og kongen af Portugal havde alt tidligere taget deres lande til len af paven; nu gjorde kongerne af Aragonien (Nordøstspanien) og Bulgarien ligeså, og i året 1215 overgav kong Johan uden Land af England sit rige i et paveligt sendebuds hænder og fik det tilbage som et len af den hellige fader i Rom, der som lensafgift årlig skulle have store summer. En korshær sejlede ud på venezianske skibe, og rigtignok var det meget imod Innocens III's ønske, at den rejste til Konstantinopel og gjorde sig til herre over Balkanhalvøen i stedet for at drage mod de vantro muhammedanere, men også det blev dog til hans magts vækst, thi den romersk-katolske tro blev nu herre her, hvor før den græske kirke havde været den rådende. I Sydfrankrig var der kætterske bevægelser, som så djævelens statholder i paven, men et mægtigt korstog blev ledet imod kætterne, og da Innocens lukkede sine øjne, var de deres undergang nær. Kun en dåre havde kunnet vove så meget som Innocens. Innocens III. kaldte paven for Jesu Christi eller guds stedfortræder, og han udvidede kirkestaten og frigjorde den for kejserens lenshøjhed, og hævdede at alle folk, der betalte Peterspenge, stod i lensforhold til Rom. Og hele Europa bøjede sig for ham - undtagen Norge under kong Sverre. Men paven havde magtmidler nok: bandlysning mod enkeltmand, interdikt mod et helt land, og når interdiktet rådede, måtte ingen offentlig gudstjeneste afholdes, kun gejstlige, småbørn og tiggere blev begraves i indviet jord, ingen måtte nyde kød, ingen måtte gifte sig, og ingen måtte klippe sit hår eller skæg; og blev en fyrste endda ved at byde pavens bud trods, kunne han løse undersåtterne fra deres troskabsed, og da blev det en synd at være fyrsten lydig. Man høre og så med hvilken myndighed og magt paven kunne tale til folk og fyrste. I England havde folket aftvunget kongen en grundlov, men paven skrev: „under trussel af udelukkelse fra kirken forbyder vi kongen at driste sig til at overholde den og stormændene med deres fæller at kræve den overholdt. Vi kasserer loven og erklærer den for i bund og grund ugyldig med alle dens forpligtelser og garantier, så den aldrig skal stå ved magt." Trin for trin var romerbispens magt og rigdom steget, men nu var han nået så højt han kunne nå. Buen var spændt stramt, og den bristede. Nedgangens tid begyndte, nye kræfter begyndte at røre sig og de vendte sig mod paven. Der var ikke gået hundrede år efter Innocens III's død, før paven sad i Avignon i et ydmygende afhængighedsforhold af den franske konge. Paven havde fået bugt med den tyske kejsermagt, men derefter kom han til at stå over for den franske kongemagt, der hidtil havde hjulpet ham. Den franske konge ville, ledet af sine i Romerretten indviede jurister, sætte den kongelige enevælde og politiske uafhængighed af paven, igennem. Mod dette udstedte Bonifacius VIII en bandbulle, der fremstillede paven´s kirkeligt og politiske overhøjhed som et dogme. Men Filip den Smukke (Phillip 4. 1285-1314) og hans jurister vandt sejr over paven, og Clemens V og hans pave-efterfølgere slog sig ned i Avignon fra 1309 til 1377, hvor de blev afhængige af fransk politik. Efter paven`s fangenskab i Avignon (1309-1377) kom pavesplittelsen. Én pave i Avignon og én pave i Rom, som forbandede hinanden. De pavelige bandstråler krydsede hinanden på Europas himmel. Kurien havde allerede længe været kristenhedens finanshovedkasse, og fra det avignonske tidsrum af udsugedes præsteskabet derfor på den ublueste måde. Det ene kirkelige embede efter det andet besatte paven, og efterhånden blev ca. halvdelen af alle embeder besat ved Kurien. Under disse forhold rejste bisperne sig mod de pavelige overgreb. Episkopalisme mod Kurialisme, støttedes af den vågnende nationalfølelse. Episkopalismen gik ud på, at et almindeligt kirkemøde stod over paven, og på kirkemøderne i Pisa i 1409, i Konstans 1414-18 og Basel i 1431-49 blev der gjort et forsøg på at bringe de forvirrede kirkelige forhold i orden, ved at af- og indsætte paver, og afskaffe en del misbrug. Men det af paven sammenkaldte og beherskede kirkemøde i Firenze sejrede over det i Basel, hvor det lavere præsteskab ved at gøre sine krav gældende, forskrækkede biskopper, der derfor gik over til at støtte paven. De følgende kirkemøder ville fastholde grundlaget for pavedømmets magt med den absolutte pave, og de forkætrede dem, der ville tage spørgsmålet op til fornyet behandling. Og på paven´s side stod de bedst begavede politikere. Derfor fik paven i sidste halvdel af det 15. århundrede omtrent halvdelen af hele den vesterlandske kirkes indtægter. De udvidede kirkestaten, beskyttede litteratur og kunst, berigede deres slægtninge. Alexander VI´s hof (1492-1503) var skuepladsen for de vildeste orgier og grusomheder. Den efterfølgende pave: Julius II var kriger og den næste pave: Leo X var en overforfinet levemand.

Men katolicismen ville sejre i vestriget. Den truede med at lægge al verdslig myndighed for sine fødder. Men samtidig kunne det ikke nægtes, at kirken havde mange dårepunkter. De gejstliges verdslige magt, deres rigdomme og pragtfulde optræden, med brask og bram, i stads og herlighed, disse kirkens stormænd med en vældig myndighed i deres hånd, men ofte med stygge pletter på deres karakter, skønt netop de i deres livsvandel skulle stræbe at nærme sig  idealet, så vidt det var muligt, kunne ikke andet end påkalde sig kritik og forargelse frem i fromme kristne. Var det virkelig den kirke, der skulle føre mennesket til gud? Derfor hører vi allerede i den ældre tid om mænd, der hist og her rejste sig i protest mod romerkirken. Men dét tålte kirken ikke. De enkelte mænd blev slået til jorden, før deres kritik og tanker fik tid til at spire og finde en tilhængerkreds. Først hen i korstogstiden, da alle de gamle forhold begyndte at vakle i deres grundvold, skød også de oprørske meninger stærkere fart; og der groede nu forskellige bevægelser frem, - indbyrdes meget afvigende -, men alle enige i at fordømme romerkirken i den form, den havde antaget, og bevægelserne priste oldkirkens simple kristendom. Af alle disse bevægelser er ingen så udbredte som den, hvis medlemmer kaldte sig selv katharer (dvs. »de rene«), kættere, et navn, der siden er blevet fællesbetegnelse for folk, som afviger fra romerkirkens ideer. I det 3. århundrede efter den kristne kalendermetode var der i Persien opstået et religionssamfund: Manikæerne, hvis tro var en slags sammensmeltning af den gamle Persiske lyslære og kristendommen. Manikæerne var blevet stærkt forfulgt, men talte stadig en mængde tilhængere i Vestasien. Ad veje, som vi ikke kan følge, ad skjulte og hemmelige stier forplantede nu Manikæernes ideer sig over Balkanhalvøen til Norditalien og især til Sydfrankrig, hvor den i det 12. århundrede dukkede op med voldsom styrke. En del af de Manikæiske trossætninger var naturligvis gået tabt undervejs, men i hovedsagen var det dog Manikæiske læresætninger, iblandet med kristne bestanddele, der karakteriserede denne ide. Man kan i dag ikke med fuld sikkerhed og i enkeltheder fastslå hvad deres ide/tro var, da vi kun kender ideen gennem deres sejrrige modstanderes forvrængende referat, som iøvrigt er indbyrdes ret afvigende fra hinanden. Katharerne betragtede Pavekirken som uren og derfor ikke ville vide noget af paven og hans præsteskab. De kaldte sig selv Katarer, hvilket betyder de rene; men de er mest kendt under navnet Albigenser, som de fik efter byen Albi, hvor de havde deres største menighed. De ville gælde for kristne, og det kunne de jo også nok være uden at anerkende paven. Men de romerske paver sendte præster og munke til Albigenserne for at omvende dem. Men da det ikke lykkedes, og at det heller ikke hjalp noget, efter at Albigenserne var blevet sat i band, blev flere af dem brændt. Det ejendommeligste i Katharenes lære var den skarpe »dualisme«, den udprægede, på alle punkter gennemførte sondring imellem det gode, den gode guds rige, den himmelske verden, og det onde, djævelens værk, den jordiske verden. Menneskesjælen hørte oprindelig til guds rige, men synden havde givet den djævelen i vold, og gud havde indespærret den i legemet som i et trangt og ondt fængsel; kun Katarernes sjæle gik frelste tilbage til de godes rige. Jordelivet var af det onde, og derfor måtte berøringen med det indskrænkes til det mindst mulige. En katar måtte ikke eje rigdomme, ikke leve i ægteskab, ikke drive handel, ikke spise kød eller drikke mælk, ikke dræbe noget dyr, ikke gå i krig. Men det var ikke af alle, en sådan afholdenhed kunne forlanges, og derfor delte Katarerne sig i to klasser,... »de fuldkomne« og »de troende«. De første holdt sig alle budene efterrettelige, og de andre levede det daglige liv med, men søgte så vidt det under dette forhold var dem muligt, at ligne de fuldkomne. Blandt de fuldkomne blev man ofte først optaget på dødslejet. Man har vel ment, at man så havde større sikkerhed for at nå den evige salighed. Katharerne havde uddannet en gejstlighed med præster og bisper - fuldt så vel som katolikkerne. Katharerne forkastede Det gamle Testamente fordi det var skrevet af den onde, og jahve (jehova) var et andet navn for djævelen. Det nye Testamente derimod anerkendte de, og særlig vægt lagde de på Johannes's evangelium. Overfor romerkirken stillede de sig yderst fjendtlig. Paven var antikrist og hele den katolske kirke var djævelens værk fra ende til anden. De katolske kirker rev de ned hvor de kunne komme til det; thi kirken skulle ikke være et hus af sten, men et samfund af sjæle. Katharerne bredte sig i vide kredse i Sydfrankrig, og i denne skønne milde natur, der nys havde fostret livsglade kærlighedsdigte og muntre spotteviser i nærheden af Spanien, hvor videnskaben stod i flor ved de muhammedanske skoler og holdt kritikken vågen overfor den katolske kirke. Katarismen bredte sig ikke blot i folket, men også iblandt Sydfrankrigs før så pragtelskende og livslystne riddere og mægtige fyrster. Valdenserne (de fattige fra Lyon) var en anden bevægelse. Men den romer-katolske kirke havde et øje på hver finger, og for pave Innocens III var det sydfranske kætteri en vederstyggelighed, der skulle udryddes. Først søgte han ved alvorlige forestillinger og trusler om band at tvinge de genstridige, men da det ikke hjalp, gik han hårdt frem. Pave Innocens III prædike en udryddelseskrig imod Katarerne og lovede enhver, der ville tage del i denne, fuldstændig forladelse for alle sine synder. Der var folk nok, som ville være med til en sådan krig; thi det var ikke blot løftet om syndsforladelse, der lokkede, men også udsigten til at samle sig rigdom ved plyndringer i de rige og frugtbare sydfranske landskaber. En hær samlede sig i 1209 under anførsel af en nordfransk ridder Simon af Montfort. Det blev et af de grueligste felttog historien kender. »dræb dem kun alle, herren kender sine,« udråbte pavens befuldmægtigede, da man stod overfor en indtaget bys værgeløse befolkning, og bagefter skrev han til Innocens: »vore folk har hverken taget hensyn til rang, køn eller alder; ved sværd har de taget omtrent 20.000 mennesker af dage, og efter en vældig nedslagtning er byen blevet plyndret og brændt; guds hævn har raset vidunderlig.« Hæren udøvede de mest afskyelige grusomheder mod de ulykkelige Albigenser. Enhver fyrste, godsejer eller biskop, der husede en kætter, skulle selv miste land og gods, og ethvert hus, hvori man traf en kætter, skulle jævnes med jorden. Der vistes ingen barmhjertighed mod nogen, men alle uden forskel blev dræbt, både unge og gamle, både mænd og kvinder. I 20 år varede denne skrækkelige krig, og der udbredtes den største nød og elendighed i nogle af Frankrigs skønneste landskaber. Vel over 1 million eller 2. millioner blev slagtet af de romer-katolske. En samtidig krønikeskriver siger harmfuld om ridder Simon: »hvis man vinder kristi rige ved at dræbe mænd, udgyde blod, ødelægge sjæle, understøtte grusomheders udøvelse, lytte til slette råd, tænde bål, trampe på højhed og adel, plyndre herresæder, opmuntre hovmod, udslette godt og optænde ondt, myrde kvinder og ihjelslå børn, da vil han i sandhed stråle og bære kronen i himmerig.« Landet var blevet overdraget Simon af Montfort, men han kunne ikke holde det; hvor grusomt man ellers var gået frem. Katarerne havde man ikke fået helt knust, de gemte sig under katolsk maske, eller de trak sig tilbage til bjerghuler, hvorfra de kom frem. Så blev landet givet til en stærkere magt: den franske konge. Han knuste først al åbenlys modstand ved et nyt korstog, og derpå gik Inkvisitionen sin rædselsgang gennem landet, og i blod og ild blev resterne af Katharerne kvalte. Kætteriet var blevet knust, og den katolske kirke kunne atter ånde frit. Men selve dets opståen havde været et uhyggeligt forvarsel for romerkirken, et minde om, at alting ikke var, som det burde være, en åbenbaring af de kræfter, der gennem hele den senere middelalder arbejdede i dybet, vandt frem i udbredelse, i styrke og klarhed og undergravede den grund, hvorpå den katolske kirke hvilede.

Ved år 1200 nåede pavemagten sin højeste tinde med Innocens III, der virkede i pavestolen fra 1198 til 1216. Han var kun 37 år da han blev valgt til pave, og han havde en ubøjelig vilje og ville hæve sin kirke vidt op over al jordisk magt og vælde. Netop som Innocens III kunne bringe Europas fyrster til at ydmyge sig for sankt Peters stol, netop da begyndte varslerne om romerkirkens fald at melde sig. Denne verdensbeherskende pave, disse biskopper og abbeder, der omgav sig med fyrstelig pragt, førte det store ord i kongernes råd og fornemt trak sig tilbage fra de folk, de levede iblandt. Deres kirker og klostre havde gennem århundreder skrabet alverdens rigdomme sammen til sig, og disse præster, der havde måttet forsage ægteskabet, men i frillelevned tog sig rigelig betalt for denne forsagelse, hele denne kirke, der på hundrede måder havde slået rod i verdenslivet, måtte ægge til modstand, til spot eller til forargelse, under de forhold, der i korstogstiden skød frem rundt om i Europa. Misstemningen gav sig udslag på mange steder og på mange måder; snart viste en fyrste som kong Sverre i Norge stiv trods mod pavens bud, snart slyngede en sanger som den tyske ridder Walter von der Vogelweide ord, der dirrede af harme og forargelse mod gejstligheden; snart rejste der sig - som hos Katarerne i Sydfrankrig - nye bevægelser, som helt ville rive sig løs fra katolicismen og bygge kristendommen på ny grund. Hvor stærk og mægtig pavekirken end syntes, var den dog kun bygget på en vulkan, der kunne bryde ud hvad øjeblik det skulle være. Men netop da blev der i tiggermunkene skabt kirken en ny kraft. Pavedømmet reddedes af Frants fra Assisi og Domingo de Guzman. Disse to ville virkeliggøre den apostolske kristendom - men i lydighed mod Rom. Tiggermunkene fik i det 13´ århundrede den religiøst vakte borgerstand tilsluttet pavedømmet. Men den velhavende borgerstand var født præstefjendtlig, og den stillede det nationale kongedømme over for både adelen og over for Rom, og også i håndværkerkredse nærede man i de franciskanske spiritualer en præstefjendtlig religiøsitet. De to tiggermunkeordener: franciskanerne opstod i år 1210, dominikanerne blev grundlagt i 1216, men de stiftedes i forskellige lande og af forskellige mænd. Men begge ordener skabtes af de bevægelser der rørte sig i tiden, af den voksende stemning mod kirkens verdslighed. Det var den samme stemning, der havde båret kætterne frem, men i modsætning til disse sluttede tiggermunkene sig tæt og inderligt til kirken. Dominikanerordenen opstod på spansk grund, iblandt det folk, der ned til vore dage har sluttet sig lidenskabeligst til den katolske kirke. Dens stifter var præsten Domingo af Guzman, en streng mand, om hvem rygtet tidlig fortalte, at han havde fået evne til at gøre underværker. Han var sig fra første færd sit mål fuldt bevidst: han ville kvæle de kætterske tanker, helst med dét gode, men om fornødent i blod. For at dette kunne ske, måtte det samfund, der dannede sig om ham, opfylde to betingelser. Det måtte for det første være uangribeligt i moralsk henseende: der måtte herske den strengeste tugt iblandt munkene, og de måtte føre herrens bud om at forsage jordelivet ud i dets yderste yderligheder; de måtte give slip på den ejendomsret, som kætterne netop bekæmpede og nøjes med de gaver til livets ophold, som fromme mennesker ville skænke dem. De måtte for det andet være istand til ved åndelige våben at slå kætternes bevisførelse af marken; dets medlemmer måtte lægge den største vægt på studier og skærpe deres tænkeevne, så de kunne sejre i religionsdrøftelser med mund eller pen. Disse to hensyn: kravet på den absolutte fattigdom og den størst mulige lærdom, gav dominikanerne deres særpræg og deres styrke. Over hele Europa bredte de sig i rivende fart under tilnavnet: »sortebrødrene«, efter deres ordensklædnings farve, og hvor de kom frem, drog de til felts mod kætterne med en iver og grundighed, som ikke veg tilbage for noget middel: »herrens hunde« (dominicanes) kaldte man dem. Franciskus af Assisi (1182-1226) grundlagde Franciskanerordenen -gråbrødrene. Franciskus var en helt anden natur end den hårde og målbevidste spanier: Domingo af Guzman. Var strenghed løsenet for Domingo, så blev kærlighed det for Franciskus. Han var en rig købmandssøn fra Mellemitalien og havde levet et muntert ungdomsliv, da han pludselig blev grebet af stærke religiøse anfægtelser. Det var især det ord, der slog ned i ham: »i skulle ikke have guld, ej sølv, ej kobber i eders bælte, ej taske til at rejse med, ej heller to kjortler, ej heller sko, ej heller stav;« han udbrød jublende: »det er det, jeg vil, det er det, jeg søgte,« og han gav alt bort, hvad han ejede, endog de klæder, han bar på kroppen. Han blev grebet af kærlighed til fattigdommen, den han besang som sin elskede; »tiggerbrød er englebrød«; at betle er en gudstjeneste for tiggeren og en velgerning mod den, til hvem han henvender sin bøn; thi ham bliver der givet lejlighed til at gøre gud til behag. Fattigdommen er en guds velsignelse, og de fattige og lidende er guds benådede, hvem Franciskus omfattede med en blanding af misundelse og medlidenhed. Fattigpleje og sygepleje, trøst i nød og lidelser blev hans og hans ordens fornemste mål. Ifølge sagnet »stigmatiseredes« Franciskus af Assisi, det vil sige, at han modtog på sit legeme de samme sår, som Jesus havde fået på korset. Begunstigede af paven med store forrettigheder fremfor de andre munke og stærke ved deres glødende tro bredte gråbrødrene såvel som sortebrødrene sig i utrolig kort tid over hele Europa, prædikede og øvede gode gerninger overalt, uden at søge andre jordiske goder end tag over hovedet og det daglige brød som gave af fromme kristne. Tarvelige og beskedne i deres simple kutter gjorde tiggermunkene et anseligt indtryk i modsætning til de store »herreklosters« abbeder i guldvirket klædebon, til hest og med svende og pager i følge. Men de kom til at spille en mægtig rolle i den senere middelalders historie. De slog sig ned i de opblomstrende byer og aftvang ved deres forkyndelse, ved deres kærlighedsgerninger og ved deres eksempel agtelse for den kristendom, der kunne bringe menneskene til at forsage alt jordisk. Medens de ældre munkeordener fortrinsvis virkede blandt samfundets højere lag, søgte tiggermunkene ned til småfolk, og de havde en forunderlig evne til at få dem i tale og vinde deres hjerter for en varm og inderlig tilegnelse af katolicismen. De oprettede hospitaler for fattige og syge og bidrog derved til at mildne den voksende sociale nød, som netop var frembragt af det kristelige samfundssystem. De førte igennem tre århundreder med held kampen mod kætteriet i de fleste lande af Europa. De blev derigennem den katolske kirkes bedste støtter.

I 900-tallet havde den byzantinske kejserinde Theodora, der var gift med Justinian I. dræbt en mængde Paulicianere, og i 1118 havde den byzantinske kejser Alexius I Comnenus (1081-1118) dræbt masser af Bogomilere. Men ideerne strømmede ud i Vesteuropa. Mange religiøse bevægelser vendte sig mod kristendommen, mod messsen, sakramenten, det kirkelige hierki og organisationen. De var også modstandere af de feudale fyrster, der støttede deres magt via de kristne. Katharerne gjorde selvmordet til en løsning gennem institutionen: Endura. Allerede i 1000-tallet tændtes således de første kætterbål og paven startede det første korstog i 1096. I 1184 oprettede pave Lucius III Inkvisationsdomstolen, hvor paven efter 1232 lod dominikaner-munkene føre processerne. Det var pave Innocentius IV (1243-1254) der indførte tortur. I Frankrig påbød Ludvig VIII at ekskommunicerede personer skulle straffes, og Ludvig IX påbød i 1248 at behandle kætterne efter de regler som de kristne havde…, og efter et dekret fra koncilet i Toulouse fra 1229 måtte det medføre døden på bålet. Kejser Frederik II befalede i Italien i 1220 at behandle kætterne efter de kristne regler, og den kejserlige forordning fra Lombardiet i 1224 dømmer kætterne til døden på bålet. Disse regler optages i 1231 i den kirkelige strafferet. Dominikanen Alberic rejste i november 1232 gennem Lombardiet som inquisitor haereticae pravitatis, og samme år sendes dominikaner-munke som inkvisitorer til Tyskland og til Tarragona i Spanien. Året efter i 1233 sendes dominikaner-munke som inkvisitorer til Frankrig, - og i 1255 er Inkvisitionen i fuld virksomhed i alle lande. Inkvisitionen skulle opsøge og forhøre kættere og idømme dem straffe, som den verdslige øvrighed så skulle bringe til udførelse. Denne kætterforfølgelse blev overdraget til dominikaner-munkene. Inkvisitionen havde ret til at gribe enhver og føre ham for sin domstol, når blot den havde den allerringeste mistanke til ham, eller han af andre var angivet for kætteri. Angivere kunne alle være, selv æreløse personer og straffede forbrydere, og der var ingen mangel på dem, thi de blev rigeligt belønnet, og deres navne fortiedes. Hvis den mistænkte nægtede at være skyldig, blev han underkastet tortur, det vil sige: han blev spændt på pinebænken, knebet med jerntænger eller pint på anden grusom måde, indtil smerten endelig blev så utålelig, at den tvang ham til at afgive en tilståelse, enten han så var skyldig eller ej. Var der nogen, som trods alle pinsler dog ikke ville tilstå, blev de kastet i trange og usunde fængsler, hvor de næsten altid satte livet til. De, der holdt fast ved deres overbevisning og ikke ville afsværge de meninger, som paven anså for kætterske, dømtes til at brændes levende. Den dag, de besteg bålet, fejredes som en festdag; thi således at brænde kættere ansås for en hellig handling, som gud mentes at finde særligt behag i. En mere umenneskelig indretning end inkvisitionen har der næppe været nogensteds på jorden. Ved dens hjælp udbredte paven en uhyre sum af lidelser blandt menneskene; thi de taltes i tusindvis alle de, der for deres meningers skyld blev lemlæstet af torturen eller brændt på bålet. Den var også et virksomt middel for ham til at hæmme den. Menneskelige udvikling, da den jo satte ham i stand til at undertrykke næsten enhver ny tanke, som skulle bringe menneskeslægten fremad. Hans magt måtte altså brydes, hvis slægten skulle føres videre, og det blev den heldigvis omsider; men der gik lang tid endnu, og mange måtte først falde som martyrer for åndsfrihedens sag.

I sidste halvdel af det 14´ og begyndelsen af det 15´ århundrede blev de pavelige lærdomme stærkt angrebet af englænderen Johan Wiklef (Wyclif)(1324-1384) og bøhmeren Johan Hus (Jan Hus)(1371-1415). Det lykkedes vel ikke disse to mænd at bryde pavens magt, men de rokkede den stærkt og var reformationens vigtigste forarbejdere. Johan Wiklef var lærer ved universitetet i Oxford, og hans virksomhed faldt i sidste halvdel af det 14'de århundrede. Han havde gransket meget i den hellige skrift. Derved var han kommet til den erkendelse, at mange af pavens lærdomme var falske, og så gjorde han den slutning, at paven ikke kunne være kristi statholder og heller ikke have ret til at herske over konger og fyrster og blande sig i alle et folks anliggender. Den overbevisning, han således var kommet til, holdt han ikke for sig selv, men søgte at udbrede, den ved klare og grundige skrifter, der var affattet på modersmålet, så alle og enhver kunne læse og forstå dem. I et af sine første skrifter angreb han tiggermunkene, som var nogle af pavens bedste støtter. Det hørte med til disse munkes regler, at de skulle leve i fattigdom og ernære sig ved gaver, og paven havde givet dem ret til at prædike og høre skriftemål, det vil sige: folks bekendelse af deres synder. De holdt sig derfor ikke så meget hjemme i klostrene som munkene af de andre ordener, men færdedes mest ude blandt folket med deres tiggerposer. De blev naturligvis ikke behandlet som almindelige tiggere, men der vistes dem stor ærbødighed, og det ansås for en hellig pligt at give dem gaver, hvilket heller ikke mange turde lade være med. Følgen var, at deres klostre i tidens løb samlede sig store rigdomme; men munkene blev alligevel ved med at vandre omkring og tage mod gaver, og da de var overordentligt talrige, virkede deres tiggeri ligefrem som en plage. Ved deres ret til at prædike og høre skriftemål fik de stor åndelig magt over folket og bidrog meget til at holde det i uvidenhed og bevare dets overtro på pavens hellighed. Wiklef anså disse tiggermunkes virksomhed for at være til grumme megen skade og fordærvelse, og han advarede kraftigt imod dem. Det var at overtræde kristi bud, skrev han, når de almisser, der burde gives til fattige og krøblinge, gaves bort til hyklere, der anstillede sig selv trængende, skønt de var legemlig raske og boede i store huse, holdt gæstebud og ejede rige skatte. Han udtalte strenge domme om paven og kaldte ham en fordømt pengepuger, som tog alt det ud af landet, der skulle tjene til de fattiges underhold, ja han var så pengegridsk, sagde han, at om så hele England udgjorde et bjerg af guld, ville han dog i forening med sine tiggere trække det alt sammen til sig. Om afladshandelen skrev han, at ved den stillede paven sig over kristus, som kun gav syndsforladelse, når synderen angrede sin synd, medens paven mente at kunne udslette synden ved et pennestrøg. Hvis paven virkelig havde så stor en magt, så var det en uhyre skam at ham at lade blot en eneste sjæl gå fortabt; men sandheden var, at han ikke havde nogen sådan magt, og at afladsbreve var en vare, som kun kristi værste modstander, antikristen, ville tillade sig at handle med. Det var Wiklefs overbevisning, at der burde foretages en grundig omordning at de kirkelige forhold; men han indså nok, at der først måtte udbredes en større og sandere kristelig oplysning. En sådan oplysning arbejdede han på at udbrede ved at tale og skrive, og det var for at fremme den, at han oversatte bibelen på engelsk, så hans egne landsmænd kunne få lejlighed til at læse den. Hans modstandere fordømte dette arbejde og sagde, det var kætteri således at gøre bibelen bekendt for alle. Men Wiklef forsvarede sin bibeloversættelse og hævdede, at alle kristelige lærdomme måtte bevises ud at den hellige skrift, og at enhver kristen havde ret til at læse bibelen. Han vandt mange tilhængere ved sine skrifter og måske endnu flere ved den indre mission, han satte i gang. Han stiftede nemlig en forening at vandrende præster, de senere såkaldte lollarder, som drog omkring til alle egne i landet, hvor de udbredte bibelen blandt folket og forkyndte kristendommen efter Wiklefs lære. Hans modstandere arbejdede at alle kræfter på at skade ham, og de fik naturligvis paven til at erklære ham for en kætter. De virkede også for at få ham brændt; men det ville ikke lykkes dem, så længe han levede, thi den engelske regering fandt dengang sin fordel ved at beskytte ham. 44 år efter hans død var stemningen anderledes hos regeringen. Da fik fjenderne endelig lov til at grave hans lig op og brænde det tillige med dem at hans skrifter, som de kunne få fat i. Lollarderne blev også forfulgt og undertrykt; men de tanker, Wiklef havde udbredt blandt folket, virkede i stilhed og bidrog mægtigt til at forberede den engelske kirkes løsrivelse fra paven. Hans skrifter fandt også vej til andre lande, hvor de vandt bifald hos mange sandhedskærlige mænd, og frugten at hans virksomhed var i det hele taget så stor, at man har kaldt ham reformationens morgenstjerne. I slutningen at det 14´ og begyndelsen af det 15´ århundrede virkede Johan Hus som præst ved Betlehemskirken i Bøhmens hovedstad Prag. Han havde stor forstand og lærdom, var dertil en udmærket veltalende mand og talte altid ud at sit hjertes overbevisning, thi han elskede sandheden fremfor alt. Det kunne folk nok forstå, og skønt han revsede lasten strengt både hos små og store, var ingen anden præst i Prag så elsket og afholdt som han; hans kirke var da også helt fuld af tilhørere, hver gang han prædikede. Modstandere kunne han ikke blive fri for at få, det kan jo ingen, som altid taler sandhed uden persons anseelse; men de måtte dog tilstå, at hans retskafne liv og hele venlige omgængelse prædikede endnu kraftigere end hans store veltalenhed. Der var dengang mange bøhmere, som rejste til England for at studere. En af disse var ridder Hieronymus fra Prag. Han bragte Wiklefs skrifter med hjem og sagde til Johan Hus, som var hans gode ven, at dem skulle han prøve at læse, thi de var udmærket skrevet og indeholdt mange sandheder. Johan hus sagde i begyndelsen nej, han ville ikke læse, hvad sådan en slem kætter havde skrevet. Omsider kom han dog i tanke om, det var hans pligt at læse dem for at kunne gendrive dem og advare andre imod dem. Men det gik helt anderledes, end han havde tænkt. Jo mere han læste, jo mere måtte han sige til sig selv, at Wiklef jo alligevel havde ret, og at det var sandt, hvad han skrev om munkevæsenet, om afladshandelen og meget andet i pavekirken. Læsningen endte derfor med, at han følte sig overbevist om, at Wiklef ikke var nogen kætter, men havde kæmpet for sandheden imod løgnen. Han gav sig nu selv til både i tale og skrift at angribe pavekirkens vildfarelser. Navnlig ivrede han med stor kraft mod afladshandelen, og det var der rigtig god anledning til, thi pavens afladskræmmere drev netop dengang en meget fræk handel i Bøhmen; de ligefrem udsugede landet, og de stakkels fattige bønder solgte både husdyr og avlsredskaber for at skaffe penge til afladsbreve.! Han vandt mange tilhængere både i hovedstaden og på landet; men det varede heller ikke længe, førend paven satte ham i band, og i året 1414 blev han indstævnet til at møde i Kostnitz i Schweiz, for at hans sag kunne blive undersøgt at den store kirkeforsamling, som dengang holdtes der. Kejser Sigismund gav ham et lejdebrev, hvori han lovede ham sin og det hellige riges særdeles beskyttelse, og paven forsikrede ham, at der ikke skulle gøres ham noget ondt, selv om han havde myrdet pavens egen broder. Hans venner rådede ham alligevel fra at rejse dertil; thi de frygtede, at han ville blive dømt uden at få lov til at forsvare sig; men det ville han ikke tro, og han gav sig trøstigt på rejsen. Endelig nåede han Kostnitz; men det viste sig, at hans venner havde haft god grund til at advare ham; thi han blev kort efter ankomsten kastet i et usundt fængsel, hvor han behandledes med så stor strenghed, at han blev meget syg; fra fængselet førtes han flere gange frem for kirkeforsamlingen; men der var slet ikke tale om, at de ville forhandle med ham på en ærlig måde; hver gang han forsøgte på at forsvare sig, afbrød de ham med skældsord og forhånelser, og de forlangte med større og større heftighed, at han skulle tilbagekalde sine lærdomme. Han forstod nok selv, at hvis han ikke gjorde dette, ville døden være ham vis; men han elskede sandheden højere end livet og svarede med urokkeligt mod, at kalde tilbage, hvad han havde skrevet, det ville han ikke, undtagen de ud af den hellige skrift kunne overbevise ham om, at hans lære var falsk. Så dømte de ham som en kætter til at brændes levende, og både kejser og pave brød deres højtidelige løfter om at beskytte ham. Dommen skulle udføres, samme dag den var fældet, og Hus blev straks ført til retterstedet, hvor han bandtes fast til en pæl. Bålet blev derpå tændt, og under bøn til kristus om at forbarme sig over ham fandt han døden i flammerne (1415). Året efter blev Hieronymus fra Prag også brændt.

Mod slutningen af det 15´ århundrede levede i den sachsiske by Eisleben en fattig bondesøn ved navn hans Luther, som tjente sit tarvelige udkomme ved at arbejde i egnens bjergværker. Hans hustru, som hed Margrete, fødte ham en søn mortensaften 1483; denne søn blev døbt næste dag, den 11. November, og fik navnet Morten efter den hellige Morten bisp fra Tours, hvis helgendag det da var. Et halvt år efter flyttede de til Mansfeld, hvor de ved flid og nøjsomhed arbejdede sig frem til at blive jævnt velstillede folk, og det lykkedes dem at finde en udvej til at lade deres kære Morten Luther studere. I Mansfeld gik han i skole, til han var 14 år; så kom han i latinskolen, først eet år i Magdeburg og siden i Eisenach; men begge steder måtte han ligesom de fattige drenge selv tjene en del af sit udkomme ved at synge for folk uden for deres døre. I Eisenach blev han omsider fri for denne ydmygelse. Der var nemlig i denne by en from kvinde, fru Ursula Cotta, som fattede godhed for ham, fordi hun havde lagt mærke til, at han altid sang så smukt og andægtigt; hun talte derfor om ham til sin mand, og de blev enige om at tage ham i deres hus, hvor han derefter fik frit ophold, så han kunne læse og studere i ro. Da Luther var 18 år gammel, kom han til universitetet i erfurt. Der studerede han meget ivrigt, men glemte ikke at bede; thi det var hans valgsprog, at »flittigt bedet er mere end halvt studeret«. Det gik godt fremad med hans studeringer; han vandt ved sin lærdom titel af magister og begyndte efter sin faders ønske at studere lovkyndighed. Men så kom der lige på een gang en. Forfærdelig tung og mørk alvor op i ham; han syntes, han var så stor en synder, og han grundede dag og nat over, hvad han dog skulle gøre for at blive vis på, at gud ville forlade ham hans synd. Omsider tænkte han, det sikreste middel måtte være at slå sig helt fra verden, og han lod sig da optage som munk i Augustinerklosteret i Erfurt, medens han dog lige godt blev ved at være medlem af universitetet. Han iagttog nøje alle klosterreglerne, viste den strengeste lydighed mod sine foresatte, og han fastede og vågede, han bad og studerede, ja han pinte og plagede sig selv, så han nær havde sat livet til; men det hjalp alligevel ikke, han følte endnu ingen fred i sin sjæl. Så kom en gammel munk en dag ind til ham i hans celle, hvor han lå halvdød af overanstrengelse og sjæleangst; han rådede ham til at søge trøst i det led i den tredje artikel: »jeg tror på syndernes forladelse«. Dette råd virkede velgørende på Luthers syge sind, og han fandt fra den dag af mere og mere trøst og fred i troen på, at vi ikke får syndernes forladelse for vore egne gerninger, men at den gives os af nåde og modtages ved troen på Jesus. Efter et treårigt ophold i klosteret forlod Luther Erfurt og flyttede til et andet Augustinerkloster i Wittenberg, hvor han blev ansat som lærer ved universitetet, der nylig var blevet oprettet af kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen. Luther viste der, at han havde udmærkede evner til at holde foredrag for de unge studenter; der kom stadig flere og flere for at høre ham, og det varede ikke længe, før universitetet ved ham blev berømt over hele Tyskland. Derover blev kurfyrsten meget glad; thi det var jo en stor ære for ham, at hans universitet vandt en sådan berømmelse, og han blev Luthers trofaste ven og beskytter, så længe han levede. Inden afrejsen fra Erfurt var Luther blevet indviet til præst, og efter kort tids forløb blev det pålagt ham at prædike i klosterkirken i Wittenberg. I begyndelsen var han bange for, at det vist var noget, han ikke duede til; men det viste sig snart, at gud havde givet ham mægtige gaver til at forkynde evangeliet; folk strømmede derfor til i talrige skarer for at høre ham, og hans prædiken var til stor velsignelse for mange mennesker. Nogle år efter Luthers ankomst til Wittenberg satte pave Leo den Tiende en ivrig afladshandel i gang rundt omkring i Tyskland; han var nemlig en meget ødsel mand, som aldrig kunne få sine penge til at slå til; men nu skulle tyskerne rigtig punge ud, og så mente han, at det nok ville hjælpe. Blandt afladskræmmerne var der en munk ved navn Johan Tetzel, som drev handelen på en fræk og uforskammet måde og ophøjede pavens magt over alle grænser. Paven, sagde han, havde større magt end alle engle og apostle; thi disse stod under kristus, men paven var lige så mægtig som kristus, ja lige fra himmelfarten indtil dommedag havde kristus i grunden ingenting at bestille i kirken, men havde overladt alt til sin statholder paven. Om sig selv lærte han pralende, at han havde frelst mange flere sjæle ved sine afladsbreve end apostelen Peder ved sit evangelium. Det var ikke nødvendigt, lærte han, at angre sin synd og omvende sig, nej, folk skulle bare komme til ham og købe afladsbreve, han havde dem til alle priser, billige for små synder og dyre for store synder, og selv den største og groveste synd kunne der købes forladelse for, ja endogså for synder, som man havde i sinde at begå i fremtiden. Hvis nogen sørgede over, at deres afdøde slægtninges sjæle pintes i skærsilden, så kunne han også hjælpe i denne nød; de skulle blot købe afladsbreve til fordel for de pinte sjæle, og han forsikrede: »når pengene i kassen klinger, straks sjælen ud af skærsild springer.« Der var mange, som strømmede til for at købe afladsbreve, og Johan Tetzel tog masser at penge ind; men der var heller ikke få, som tænkte ved sig selv, at det dog egentlig var en underlig handel, og de havde ondt ved at tro, den stemte med guds ord. Ingen harmedes dog mere over afladshandelen end Morten Luther, og han holdt ikke som så mange andre sine tanker ved sig selv, men gav sig til rigtig for alvor at tale og skrive imod den. Sine angreb på den formede han i 95 sætninger, som han 1517 opslog på kirkedøren i Wittenberg, og han tilbød at ville forsvare dem offentligt mod enhver, som ville angribe dem. I løbet af 14 dage var disse sætninger udbredt over hele Tyskland, og alle vegne, hvor folk kom sammen, om det så var i krostuerne, taltes der næsten ikke om andet. Mange syntes, at Luther havde ret, og de beundrede hans store mod; men de fleste tvivlede om, at det ville hjælpe noget; paven var jo så mægtig, vidste de, og det endte sagtens med, at den dristige munk blev brændt ligesom så mange andre før ham. Da Luther begyndte at tale og skrive mod afladshandelen, var det ikke hans mening at angribe pavedømmet, som han endnu var en tilhænger af; men han blev selv stadig angrebet af sine modstandere blandt pavens mænd, og under kampen for at forsvare sig gik han stedse fremad i klarhed, så han efterhånden fik øjet opladt for flere og flere af pavens falske lærdomme. Han skrev nu på modersmålet det ene grundige og klare skrift efter det andet, hvori han ikke blot angreb afladshandelen, men også helgendyrkelsen, munkevæsenet og læren om skærsilden, og han hævdede folkets ret til at holde gudstjeneste i modersmålet og præsternes ret til at leve i et ærligt ægteskab. Paven erklærede ham da for en kætter, satte ham i band og gav befaling til, at bandbullen (det vil sige bandbrevet) skulle forkyndes, og hans skrifter brændes overalt i Tyskland. I enkelte byer blev bullen også oplæst, og hans skrifter brændt; men de fleste steder ville folket ikke tillade det. I Wittenberg sammenkaldte Luther universitetets lærere og studenterne på en åben plads, hvor han antændte et bål og kastede både bandbullen og den pavelige lovbog i ilden med de ord: »du har bedrøvet herrens hellige, gud bedrøve dig«. Det var i året 1520, at Luther således åbenlyst angreb selve pavedømmet. I året 1521 holdt Tysklands nyvalgte kejser Karl den Femte sin første rigsdag i Worms. Han indstævnede da Luther til at møde der, for at hans sag kunne blive undersøgt, og han gav ham sit kejserlige løfte om, at der ikke skulle ske ham nogen overlast. Mange af Luthers venner rådede ham fra at rejse til denne rigsdag; thi de frygtede for, at det ville gå ham ligesom Johan Hus, der jo også havde kejserens løfte, men alligevel blev brændt. Men Luther havde fast besluttet at give møde, og han gav det heltemodige svar: »om der end var tændt en ild mellem Wittenberg og Worms, så den nåede op til himlen, ville jeg dog møde i herrens navn, thi jeg er kaldet«. Han gav sig altså på vejen, og hvor han kom frem, strømmede folk til i store skarer for at se den mærkelige mand, der havde vovet at indlade sig i en så farefuld kamp med den mægtige pave. Da han kom i nærheden af Worms, advarede en af hans venner ham endnu en gang på det bestemteste mod at drage derind; men han svarede: »om der så er lige så mange djævle i Worms som tagsten på husene, vil jeg dog derind !« Og han holdt sit indtog, fulgt af en uhyre menneskevrimmel. Dagen efter kaldtes han frem for den glimrende forsamling af rigsdagens medlemmer, der bestod af kejseren, tyske fyrster, biskopper og pavens sendebud, i alt henved 200 personer. Midt i salen lå hans skrifter på et bord, og han blev spurgt, om han vedkendte sig at have skrevet dem. Han svarede ja; men da de dernæst spurgte ham, om han ville tilbagekalde deres indhold, bad han om at måtte betænke sig en dags tid, og det fik han lov til. Den følgende dag kaldtes han atter frem, og han blev igen spurgt, om han ville tilbagekalde, hvad han havde skrevet. Men nu følte han ikke længer nogen forsagthed; han holdt en lang tale, hvori han frimodigt forsvarede sin virksomhed og sine skrifter, og han endte med de ord: »hvis jeg ikke bliver overbevist af den hellige skrift eller med klare grunde, thi pave og kirkeforsamlinger alene tror jeg ikke på, så hverken kan eller vil jeg tilbagekalde, thi det er ikke rådeligt at handle mod sin samvittighed. Her står jeg, jeg kan ikke andet, gud hjælpe mig! Amen.« Pavens sendebud og fuldmægtig på rigsdagen virkede ivrigt for at få Luther dømt til at brændes snarest muligt; han opfordrede kejseren til at bryde sit løfte om at beskytte ham; »thi,« sagde han, »ingen behøver at holde, hvad han har lovet en kætter, og hans kætteri er så stort, at det fortjener et bål af hundrede tusinde kættere. « men kejseren svarede urokkeligt: »hvad man har lovet, skal man holde«, og han tillod, at Luther uhindret forlod rigsdagen. Da Luther havde forladt Worms, fik hans fjender på rigsdagen endelig kejseren overtalt til at erklære ham fredløs i det tyske rige, så ingen der måtte give ham flusly eller føde, og enhver, som traf ham, skulle have lov til at slå ham ihjel. Hans gode ven kurfyrst Frederik havde imidlertid forudset, at det ville gå således; han udsendte derfor hemmeligt nogle forklædte ryttere, som pludselig omringede ham en nat, da han var på tilbagerejsen. De tog ham ud af vognen og førte ham til bjergslottet Wartburg, hvor han var i sikkerhed mod alle efterstræbelser. Han blev der ikke kaldt Luther, men ridder Jørgen; thi det gjaldt jo om, at hans fjender ikke skulle få at vide, hvor han var. Det fik de heller ikke; de troede, han var slået ihjel, og de glædede sig ret af hjertet derover. Luther drev imidlertid ikke tiden hen i lediggang; han skrev både prædikener og andre skrifter, og han fuldendte en udmærket oversættelse af det ny testamente på tysk, så det store tyske folk kunne få lejlighed til at læse det og selv undersøge, om hans eller pavens lære stemte mest med guds ord. Efter et års ophold på Wartburg vendte Luther tilbage til Wittenberg igen. Der forlod han snart klosteret og giftede sig med Katarina af Bora, som tidligere havde været nonne. Med hende førte han et lykkeligt samliv, og de gav et smukt eksempel på et kristeligt ægteskab. Kampen mod paven fortsatte han, og samtidig arbejdede han på at ordne kirkevæsenet efter sin opfattelse af kristendommen i de tyske lande, hvor folk og fyrster havde sluttet sig til ham. Han indførte modersmålets brug ved hele gudstjenesten, og selv skrev han mange af de salmer, som nu kom til at lyde i kirkerne, således den bekendte salme: »vor gud han er så fast en borg«. Munkevæsenet blev ophævet, helgendyrkelsen afskaffet, og læren om skærsilden forkastet; folket fik ret til at læse i bibelen, og der gaves bisper og præster lov til at gifte sig, men de måtte unde sig i at stå under den verdslige øvrighed ligesom landets andre undersåtter. Han arbejdede også ivrigt for ungdommens bedre oplysning og skrev sin lille katekismus til brug i børneskolen. I sit arbejde støttedes han af mange dygtige og trofaste medhjælpere. Blandt disse må særligt nævnes Filip Melanchton, der var han til stor hjælp ved sin udmærkede forstand og store lærdom. Han hjalp Luther med at oversætte det gamle testamente på tysk, og det var ham, der gav en sammenhængende fremstilling af Luthers lære i den såkaldte Augsburgske konfession eller lærebekendelse. Denne bekendelse blev 1530 oplæst i Augsburg for den tyske rigsdags medlemmer og overgivet til kejseren. Luther døde i 1546. Fyrsterne i hele det nordlige Tyskland, Danmark, Norge og Sverige havde da forkastet pavedømmet og ordnet deres kirkevæsen efter hans lære. Denne tilbagevenden til kristendommen i sin ældre og renere skikkelse kaldes reformationen eller kirkefornyelsen. De folk, der har antaget reformationen efter Luthers lære, kaldes efter ham lutheranere.

Ulrik Zwingli blev født 1484 i landsbyen Wildhaus i Schweiz, hvor hans fader var en velhavende landmand. Forældrene lagde tidlig mærke til, at han havde udmærkede åndsevner og var af en sandhedskærlig natur; de satte ham derfor til at studere, og da han var færdig med sine studeringer, valgte han at blive præst. Han granskede flittigt i sin bibel, som han fik et større kendskab til end de fleste andre præster; han opdagede også nok, at paven og bibelen ikke altid lærte det samme. Men han begyndte dog først at angribe pavekirkens vildfarelser, da han efter 10 års forløb fik præsteembede i byen Einsiedeln. I kirken der var et berømt helgenbillede af jomfru Maria, som folk rundt omkring fra valfartede til; thi det var en almindelig tro, at når de kom og knælede ned i bøn foran dette billede, kunne de være sikre på at få deres synder forladt. Der stod også skrevet over kirkedøren: »her får man fuldstændig forladelse for alle sine synder«. Zwingli oprørtes over denne overtro, skønt han nok vidste, at den stemte med pavens lære; han tillod sig derfor at tage indskriften over kirkedøren bort, og i sine prædikener for pilgrimmene sagde han rent ud til dem, at hverken deres valfarter eller løfter eller gaver til de døde billeder kunne hjælpe dem noget; det var ikke hos jomfru Maria, de skulle søge forladelse for deres synder, men hos kristus, og gud var at finde overalt lige så godt som i Einsiedeln. De studsede og undrede sig over en sådan tale, som de ikke var vant til at høre; men flere af dem lod sig overbevise, og efterhånden kom der ikke nær så mange pilgrimme som tidligere. Derved mistede Zwingli en del af sine indtægter; men det tog han sig ikke så nær, thi han elskede sandheden højere end penge og glædede sig over dens fremgang. Fra Einsiedeln blev Zwingli i 1518 forflyttet til en større virksomhed som præst ved domkirken i Zürich. Der fik han en stærkere følelse af, at han var kaldet til at føre kristendommen tilbage til sin oprindelige renhed og simpelhed; han gik derfor frem med større dristighed og angreb efterhånden alle pavens falske lærdomme. Ordets forkyndelse gjorde han til hovedsagen i gudstjenesten, og han nøjedes ikke med at prædike over de bibelstykker, som var fastsat til hver helligdag; men han prædikede over alle det ny testamentes skrifter i sammenhæng. Derved skaffede han sine talrige tilhørere et stort kendskab til den hellige skrift og førte dem til selv at opdage, at mange af pavens lærdomme enten stred mod skriften eller ikke var omtalt i den. Paven forsøgte at lokke ham til at standse med sine angreb og lovede at ville gøre ham til kardinal, når han bare ville forholde sig rolig; men Zwingli ville hverken for guld eller ære lade sig købe til at forråde sandheden; han gik ustandselig videre, og i 1523 var både flertallet af folket og rådet i Zürich helt vundet for hans reformation. Alt ordnedes nu hurtigt efter den; præsterne fik lov til at gifte sig, munkevæsenet blev ophævet, helgenbillederne toges bort fra kirkerne, i den hellige nadver uddeltes både brødet og vinen, bibelen oversattes på modersmålet og udbredes blandt folket, og der blev med stor iver oprettet skoler for at give hele folket en bedre oplysning. Fra Zürich udbredte reformationen sig hurtigt til andre egne i Schweiz; navnlig vandt den stærk indgang i Bern, Basel og Schalfhausen; men i den sydlige del af landet, i de såkaldte skovkantoner, holdt folket hårdnakket fast ved pavekirken. Schweizerne var således delt i to religiøse partier, der betragtede hinanden som fjender. Det varede da heller ikke ret længe, før det kom til krig imellem dem. Deres hære stødte sammen ved Kappeln i 1531, og der udspandt sig en lang og heftig Kamp. Zwinglianerne blev overvundet, og Zwingli selv, som hele tiden havde været blandt de forreste, ramtes af et stenkast, der strakte ham til jorden. En paveligsindet soldat gennemborede ham med sit spyd, idet han udråbte: »Så dø da, din forstokkede kætter!«. Hans lig blev hugget i fire stykker og brændt på et bål, hvorefter asken spredtes for alle vinde. Uagtet dette nederlag holdt reformationen sig dog i de egne, hvor den var blevet indført, og udbredte sig endogså længere mod vest. Den reformation, som ved Zwingli indførtes i Schweiz, lignede meget den, der i Tyskland udgik fra Luther; men der var dog enkelte forskelligheder, som hindrede tyskerne og schweizerne i at slutte sig sammen. Det var hovedsagelig læren om den hellige nadver, der skilte dem. Luther lærte, at når Jesus siger: »Det er mit legeme, og det er mit blod,« så må vi tro hans ord, således som de lyder; men Zwingli holdt fast ved, at ordene burde forstås således, som om Jesus havde sagt: »Det betyder mit legeme, og det betyder mit blod«.

Johan Kalvin blev født i det nordlige Frankrig 1509. Ved hjælp af rige velyndere kom han til at studere, og da han både var flittig og havde en overordentlig forstand og hukommelse, udmærkede han sig så meget, at det vakte forundring både hos hans kammerater og lærere. Han bestemtes tidlig til at være præst, og han fik et præsteembede, allerede da han var 12 år gammel; det var dog ikke meningen, at han i denne alder selv skulle udføre præstegerningen, men han måtte have lov at bruge alle indtægterne til at studere for. Han fik imidlertid fat i nogle af Luthers skrifter; ved at læse dem kom han snart til at tvivle om pavedømmets sandhed; han frasagde sig derfor sit præsteembede, og til sidst sluttede han sig helt til reformationens venner. Men disse var ikke velsete i Frankrig, de blev forfulgt med strenge straffe, og Kalvin måtte flygte bort fra sit fædreland for at undgå forfølgelsen. Det var med sorg, at han besluttede sig dertil; »men,« sagde han, »det får så være; thi fortjener sandheden ikke at bo i Frankrig, så fortjener jeg det endnu mindre, og jeg vil gerne underkaste mig samme skæbne som den.« Han drog til Schweiz og opholdt sig en tid i Basel, hvor han fandt mange venner og beundrere, thi der var Zwinglis reformation jo indført. Under opholdet i Basel udgav han sin berømte bog: »undervisning i den kristelige religion«. I denne bog udtalte han sine tanker om alle de store religiøse spørgsmål, som dengang bevægede Europa, og han gjorde det med en så gennemtrængende forstand og en så overvældende lærdom, at alle måtte undres derover. Fra Basel gjorde Kalvin en rejse til Italien og kom på tilbagevejen til Genf. Det var hans hensigt kun at blive natten over i denne by; men forholdene ordnede sig således, at han der fik sit hjem og sit livs største arbejde. En ivrig og veltalende franskmand ved navn Farel havde i nogle år forkyndt reformationen for genferne. Han var i begyndelsen blevet heftigt modarbejdet af præsterne; men endelig var det lykkedes ham at overvinde deres modstand, og rådet havde besluttet at indføre reformationen. Der var dog endnu mange vanskeligheder at kæmpe imod. Blandt dem, der havde stemt for at afkaste pavens magt, var et parti, som kaldtes libertinerne. De ville hverken ved guds ord eller noget bud indskrænkes i deres frihed, men have lov til at følge deres egne lyster; de førte da også et meget lastefuldt liv, som var til vanære for byen og reformationens sag. Farel følte, at han ikke var mand for at bringe den rette lov og orden til veje, og han var meget fortvivlet; men så hørte han, at Kalvin var kommet til byen; han ilede da straks til ham og bad ham om at blive og hjælpe dem med at ordne reformationen. Kalvin sagde i begyndelsen nej, han trængte til at leve i ro og stilhed og arbejde videre på sin egen uddannelse; men omsider lod han sig dog overtale og besluttede at blive i Genf. Så snart han havde fattet denne beslutning, tog han med overlegen kraft og myndighed fat på at ordne de kirkelige forhold i Genf efter de grundsætninger, han havde dannet sig om reformationen. Han skrev en katekismus, der indeholdt de vigtigste kristelige lærdomme. Den forelagde han for rådet, som han bevægede til offentligt og højtideligt at anerkende den som rettesnor for alle, og byens borgere, både mænd og kvinder, måtte i kirken aflægge ed på, at de ville holde fast ved dens lærdomme og leve efter dem. Det blev ved lov pålagt alle at besøge gudstjenesten og holde søndagen hellig, og der anvendtes strenge straffe mod banden, drukkenskab, horeri og gudsbespottelse. Foruden libertinerne var der flere, som fandt, at denne tvang var alt for streng. Kalvin fik derfor mange modstandere, og da disse engang opnåede flertal i rådet, blev han udvist af byen. Ved denne lejlighed sagde han: »hvis jeg havde været menneskenes tjener, så havde jeg nu kun en dårlig løn; men jeg har tjent herren, og han giver nok sine tjenere den løn, han har lovet dem.« Han drog til Strassburg, hvor han blev præst for den reformerte menighed. Genferne erfarede imidlertid snart, at de ikke kunne undvære ham, thi de værste laster og al slags uorden tiltog i en frygtelig grad iblandt dem; de havde en følelse af, at guds vrede hvilede over deres by, siden de havde jaget hans tjener bort, og tre år efter hans udvisning bad de ham ydmygelig om dog endelig at vende tilbage igen. Skønt han levede lykkeligt i Strassburg, gav han omsider efter for deres bønner; men han sagde rent ud til dem: »hvis i mener det ærligt med min tilbagekaldelse, så må i bandlyse de laster, som jeg ikke vil bo sammen med indenfor eders mure. Jeg kan ikke finde mig i en forfalden kirketugt eller i, at folk frækt kan gøre ondt uden at blive straffet.« Det var i året 1541, han vendte tilbage, og fra da af indtil sin død i 1564 styrede han som en mægtig kirkehøvding de kirkelige forhold i Genf. Den ordning, han der gav kirkevæsenet, blev fulgt som mønster i de øvrige egne i Schweiz, hvor reformationen var indført, og Kalvins indflydelse blev større end Zwinglis. I sin opfattelse af den hellige nadver afveg han fra Zwingli og nærmede sig noget til Luther. Han lærte, at den troende ved nydelsen af nadveren på en åndelig måde bliver delagtig i kristi legemes og blods kraft, medens den vantro ikke får andet end brød og vin. De, der har sluttet sig til reformationen efter Zwinglis og Kalvins lære, kaldes reformerte; men både reformerte og lutheranere benævnes også med et fælles navn protestanter, fordi de var enige om at protestere eller gøre indsigelse mod, at den tyske rigsdag ville forbyde reformationen at udbrede sig videre. Fra Schweiz udbredte den reformerte lære sig til mange egne i Frankrig, ligeledes til Holland og Belgien samt til England, hvor den indførtes 1558, og til Skotland, hvor den indførtes 1560. I England bevaredes mange af pavekirkens pragtfulde skikke og ceremonier, og biskopperne beholdt meget af deres magt og deres rige indtægter; men i Skotland afskaffedes al pragt ved gudstjenesten, og biskoppernes embeder og værdigheder ophævedes.

Som man måske erindrer befandt bønderne sig i Tyskland på grund af ulykkelige sociale forhold i stadig oprørstilstand efter år 1500. I marts 1525 forenede sydtyske bønder sig om en formulering af deres klager i 12 artikler, der til dels havde en bibelsk begrundelse og også påberåbte sig Luthers skrifter. Her er Luthers »Formaning til fred på bøndernes 12 artikler« fra april 1525: »Bønderne, som nu har samlet sig i Schwaben, har opstillet 12 artikler om deres utålelige besværinger mod øvrigheden og har sat sig for at begrunde dem med nogle bibelord og derpå lade dem udgå i trykken... Og da de i den anden artikel nævner og påberåber sig mit navn, så giver dette mig desto større mod og tillidsfuldhed til offentligt at fremføre min formaning i en venlig og kristelig mening og efter broderlig kærlighed og pligt, for at det ikke, hvis jeg tav, skulde lægges mig til last for gud og verden, hvis der deraf kom noget uheldigt og ulykkeligt... Til fyrsterne og herrerne: for det første kan vi ikke takke nogen anden på jorden for denne ulykke og tumult end eder, i fyrster og herrer! Men især eder, i blinde bisper og gale præster og munke, som i forstokkethed endnu den dag i dag ikke hører op at rase og fnyse mod evangeliet, skønt i ved, at det er rigtigt, og i ikke kan gendrive det. Dertil gør i i eders verdslige regimente ikke andet end at flå og beskatte for at fremme eders pragt og hovmod, indtil den stakkels simple mand ikke længere kan udholde det. Sværdet hænger over eders hoveder! I tror endnu, at i sidder fast i saddelen, og at man ikke vil kunne kaste eder af. Den sikkerhed og forstokkede formastelighed vil knække halsen på eder, det skal i nok få at se! ... Thi det skal i vide, kære herrer, at gud styrer det således, at man ikke i længden kan eller vil eller bør tåle eders raseri. I må forandre eder og bøje eder for guds ord. Gør i det ikke venligt og villigt, så kommer i til at gøre det ved magt og fordærv. Gør disse bønder det ikke, så kommer andre til at gøre det. Og selv om i slog dem alle, så er de dog ikke slåede, gud vil oprejse andre. Det er ikke bønder, kære herrer, der sætter sig op imod eder, det er gud selv, der sætter sig op imod eder for at hjemsøge eders raseri.«... Men bøndernes oprør var navnlig under indflydelse af gendøbere (anababaptisterne), og særligt præget af Thomas Münzer. Kampene var voldsomme og Luther skiftede standpunkt og forsøgte forgæves at berolige bønderne, men han opgav håbet og anbefalede fyrsterne at slå oprøret ned en i maj 1525 i artiklen: »Mod bøndernes morderske og røverske bander«: »Efterdi bønderne nu udæsker både gud og mennesker og på mangfoldige måder fortjener døden på legeme og sjæl og ikke lader retten få sin gang, men bestandig raser videre, så må jeg her belære den verdslige øvrighed om, hvad den med god samvittighed skal gøre ... Eftersom bønderne nu ikke mere kæmper for evangeliet, men åbenlyst er blevet troløse, menedere, ulydige, oprørske, mordere, røvere, gudsbespottere ...så skal nu øvrigheden rykke trøstig frem og med god samvittighed slå løs, så længe der er blod i årerne. Thi her har den den fordel, at bønderne har en ond samvittighed og en uretfærdig sag, og at den bonde, der fældes, med liv og sjæl er fortabt og evig hører djævelen til. Men øvrigheden har en god samvittighed og en retfærdig sag og kan tale således til gud med al hjertens sikkerhed: »se, min gud, du har sat mig til fyrste eller herre, derom kan jeg ikke tvivle, og har givet mig sværdet mod misdædere. Det er dit ord og kan ikke lyve. Så må jeg også, af frygt for tabet af din nåde, varetage dette embede ... Derfor vil jeg straffe og slå, så længe jeg har blod i årerne. Du vil nok føje og mage det«. Sådan kan det gå, at den, der falder på øvrighedens side, er en ægte martyr for gud ... Thi han går i lydighed mod det guddommelige ord. Men omvendt: den, der omkommer på bøndernes side, han er en evig helvedesbrand, thi han fører sværdet mod guds ord og lydighed og er et djævelens lem! ... Derfor, kære herrer, vær befriere, redningsmænd, hjælpere her! Forbarm eder over de stakkels folk! Stik, slå, dræb, hvo der kan! Bliver du selv dræbt derved, vel dig; en saligere død kunde du aldrig få. Thi du dør i lydighed mod guds ord og befaling, og i kærlighedens tjeneste for at redde din næste ud af helvedes og djævelens bånd!« Mere om bondekrige her. Anabaptisterne var og er en betegnelse for reformationstidens gendøbere. Disse gendøbere opdeles i to hovedgrupper: Chiliasterne eller de såkaldte »sværmere« og »de stille i landet«. De har ikke nogen fælles oprindelse, men opstod spontant som større og mindre grupper over hele Tyskland, Bøhmen-Mæhren, Schweiz og Tyrol. Hovedcentrene var dog Mæhren, Zurich og Hessen. Chiliasterne, der er direkte aftagere af taboritternes ideer, fandt i bondeoprøret en mulig anledning til med magt at udrydde de »gudløse« og sluttede sig i stort tal til den nær beslægtede Thomas Müntzer-bevægelse, selvom denne ikke var en døberbevægelse. Et senere udslag af chiliasternes ekstreme tendenser har man i Münster-begivenhederne omkring år 1534. Den anden gruppe - »de stille i landet« - var langt den største, antagelig med 3-400.000 tilhængere. De holdt på frikirke-princippet og var de første talsmænd for religionsfrihed og tolerance. De modsatte sig enhver form for brug af våben og andre magtmidler, når det drejede sig om religiøse spørgsmål. Deres teologi blev udformet gennem deres ledere, blandt hvem dr. Balthasar Hubmaier, Johannes Denk og Menno Simons var de betydeligste. Guds nåde i kristus er det grundlæggende for dem, og denne nåde skal i tro modtages af mennesket. Da troen kommer af at høre ordet, må man forkaste spædbarnedåb og henlægge tidspunktet for sakramentet til menneskets modtagelse af ordet, der skaber den guddommelige tro. Sakramentopfattelsen er nærmest reformert. Gendøberne blev samtidens syndebukke, og under store blodige forfølgelser fra Luthers, fyrsternes og katolikkernes side »farvedes Tysklands floder røde af deres blod«, og de blev næsten helt fordrevet. De var fredløse, og kun i Holland reddede et fåtal sig under ledelse af Menno Simons. Via Nederlandene og England fandt mange af dem fristed i Amerika, hvorfra bevægelsen som den moderne baptisme er vendt tilbage til Europa omkring 1800. I England blev anabaptisterne også forfulgt under Henrik VIII. Gendøberen Rogers Williams købte Providence, Rode Islands af indianerne omkring 1639. Så lutheranere var i Amerika fra den første koloniale tid. I det 17 århundrede var der svenske og finske kolonister i Delaware og hollandske lutheranere i Ny Amsterdam; men større betydning fik lutherdommen dog først med den tyske indvandring i det 18 århundrede. Vigtig var den tyske præst Heinrich Melchior Mühlenbergs ankomst til USA i 1742. Det lykkedes ham at samle de adspredte tyske menigheder i det østlige Pennsylvanien til den første lutherske synode i 1748. Derimod lykkedes det ham ikke at nå sit egentlige mål: at samle alle de lutherske menigheder til en hele landet omfattende luthersk kirke; men i stedet fremkom der grundet på dogmatiske og nationale forskelle talrige selvstændige synoder. I det 19 århundrede skete der en række sammenslutninger af forskellige synoder til større enheder. I 1821 dannedes »General Synod«. Da dens ledere anklagedes for dogmatisk veghed, brød de konservative ud og dannede i 1861 »General Council«. Sydstaternes lutheranere, splittet fra nordstaternes under Borgerkrigen, og oprettede i 1886 deres egen »United Synod«. Disse 3 grupper sammensluttedes i 1918 til »United Lutheran Church in America«, der bygger på den augustburske konfession fra 1530 og i 1941 havde de 1.714.945 medlemmer. Langt mere konservativ er Missouri-synoden, der oprettedes i 1847. Denne synode, der har holdt sig ret isoleret og i 1941 talte den sammen med 4 mindre synoder, med hvilke den i 1872 oprettede »The synodical Conference«, 1.665.377 medlemmer. I 1930 sluttede 3 konservative synoder (Ohio, Iowa og Buffalo) sig sammen til en »American Lutheran Church«, der dogmatisk står midt imellem United Lutheran Church og Missouri-synoden. Med den skandinaviske indvandring i det 19 århundrede opstod en række nye lutherske kirker. De største af de skandinaviske synoder er: »Norwegian Lutheran Church« (1917) med 581.287 medlemmer, den svenske »Augustana synod« (1860) med 356.584 medlemmer, den norske »Lutheran Free Church« med 49.506 og den danske »United Danish Church« med 35.845 medlemmer. Disse skandinaviske synoder dannede i 1930 med »American Lutheran Church« en »American Lutheran Conference«. I det 20 århundrede har der været en øget tendens mod samarbejde mellem de forskellige lutherske grupper, der bl.a. gav sig udslag i oprettelsen af »National Lutheran Council« i 1918, og siden er blevet yderligere styrket. De amerikanske kolonister, som havde deres religiøse baggrund i forskellige europæiske kirkesamfund, overførte disse og deres teologi til den ny verden. De første til at frembringe en amerikansk teologisk litteratur var puritanerne i New England. En stor del af det 17 århundredes teologiske litteratur beskæftigede sig med det kirkeorganisatoriske: udviklingen af kongregationalismen og forsøget på at virkeliggøre det calvinske teokratiske ideal. De strenge krav for fuldt medlemskab i menighederne bevirkede, at et voksende antal mennesker stod udenfor. For at muliggøre, at disses børn kunde blive døbt, tillod efterhånden adskillige menigheder et delvist medlemskab (uden stemmeret og adgang til nadveren). Denne såkaldte »half-way covenant« fremkaldte, især efter 1662, en omfattende stridslitteratur. Hovedrepræsentanten for den strenge opfattelse var Increase Mather (1639- 1723), for den milde Solomon Stoddard (1643- 1729). New England puritanerne var calvinister, men formulerede deres kristendomsopfattelse i overensstemmelse med føderal-teologien, således bl.a. John Cotton (1585-1652). Imod det snævre puritanske teokrati kæmpede Roger Williams (1603-1683) og John Clarke (1609- 1676), grundlæggere af de baptistiske kirker i Amerika, for religionsfrihedens ideal. I 1730'erne begyndte »den store vækkelse« med dens krav om omvendelse og betoning af kirken som et åndeligt samfund. Dens dominerende teolog var Jonathan Edwards. Edwards efterfølgere delte sig i 2 indbyrdes stridende skoler. De »konsekvente calvinister«, hvis hovedrepræsentant var Samuel Hopkins (1721 -1803), hævdede, at mennesket er ganske passivt ved omvendelsen, som skyldes helligåndens forandring af menneskets hjerte. De »gamle calvinister« hævdede, at gud gennem bestemte midler for nåden, skriftlæsning, bøn, prædiken og lignende, virker på intellektet, hvorefter omvendelsen følger. Andre teologer opponerede mod vækkelsen og dens teologi, ja mod selve grundlaget for den calvinske teologi. Denne bevægelse kulminerede under ledelse af William Ellery Channing (1780-1842) i skismaet med kongregationalismen i New England og den unitære tradition i England, Ungarn, m.v., og det førte til oprettelsen af »American Unitarian Association« i 1825. Fra 1797 begyndte »den anden store vækkelse« i Amerika. Modsætningen mellem »konsekvente« og »gamle calvinister« forsvandt i den fælles kamp mod unitarerne. Unitarismen var også baggrunden for udformningen af den såkaldte New Haven teologi, som modificerede den gamle calvinisme, især dens lære om den bundne vilje. Dens vigtigste repræsentanter var Timothy Dwight, Lyman Beecher og Nathaniel W. Taylor. New Haven teologien førte til et brud med en stor konservativ gruppe under ledelse af Bennet Tyler (1783- 1858) og havde også betydning for splittelsen af den presbyterianske kirke i 1837 i en »gammel« og en »ny skole«. Taylors elev Horace Bushnell markerer New England teologiens afslutning. Bortset fra New England var der ikke mange amerikanske teologer af format i dette tidsrum. Den første betydelige anglikanske teolog var biskop John Henry Hobart af New York (1775-1830). Blandt presbyterianerne må især nævnes den såkaldte Princeton skole, hvis betydeligste repræsentant var Charles Hodge (1797-1878). Blandt lutheranerne spillede Samuel Schmucker (1799-1873), som var liberalt indstillet og økumenisk interesseret, en fremtrædende rolle, indtil han gled i baggrunden ved den udvikling i konservativ retning, som begyndte omkring 1850.

Under den Store Franske Revolution blev »Festen for det højeste væsen« afholdt d. 8. juni 1794: Forberedelserne var blevet truffet med en kraft og en iver, som svarede til festens højtidelighed. I løbet af få dage havde der rejst sig et bjerg på Marsmarken; en kolossal statue var kommet til syne i Tuileriernes have; flere monumenter, der var blevet udført med en hurtighed og fuldkommenhed, som alene frihedens ånd kan inspirere til, kom til syne, som om de pludselig var steget ned fra himlen for at bevidne det højeste væsens magt, som man stod i begreb med at lovprise. Alle husene var prydet med sindbilleder på friheden ... Aftenen i forvejen var de alle på een gang som ved et trylleslag blevet smykket med grene, guirlander, løvværk og blomster... Tricolorerne vajede i alle vinduerne. Fra den tidligste morgenstund var hele byen i bevægelse... Klokken 08 præcis forkyndte en artillerisalve, at øjeblikket til at begive sig til Tuileriernes offentlige have var kommet... Mødrene bar i deres hænder rosenbuketter, skønhedens symbol, de unge piger bar kurve fyldt med blomster, ungdommens symbol. Mændene og drengene holdt i deres hænder egegrene, kraftens og frihedens symbol. Da alle var ankommet til Tuilerierne, kom nationalkonventet, omgivet af et stort musikkorps, og tog plads i det amfiteater, der var rejst i anledning af festen for guddommen; præsidenten, der havde plads på talerstolen, holdt en tale, i hvilken han gav udtryk for de motiver, der havde været de bestemmende for afholdelsen af denne højtidelige fest. Han sagde bl.a.: »Endelig er da den for evig lykkelige dag oprundet, som det franske folk helliger det højeste væsen. Aldrig har verden, som han har skabt, frembudt et så værdigt skue for hans blikke. Han har set tyranniet, forbrydelsen og hykleriet herske på jorden; i dette øjeblik ser han en hel nation, der er i kamp med alle menneskeslægtens undertrykkere, opsætte sine heroiske forretningers gang for at løfte sin tanke og sine ønsker mod det ophøjede væsen, som gav det den mission at tage dem op og kraften til at gennemføre dem. Er det ikke ham, hvis udødelige hånd skrev tyrannernes dødsdom i menneskehjertet, da han indridsede retfærdighedens og lighedens love deri? Er det ikke ham, som fra tidernes begyndelse påbød republikken og for alle århundreder og for alle folkeslag satte friheden, ærligheden og retfærdigheden på dagsordenen? Han har ikke skabt kongerne til at fortære menneskeslægten. Han har ikke skabt præsterne, for at de skulde spænde os for kongernes vogn som usle dyr og for at give verden et eksempel på lavhed, hovmod, falskhed, gerrighed, udsvævelser og løgn; men han har skabt universet for at forkynde sin magt; han har skabt menneskene, for at de skal hjælpe og elske hverandre og ad dydens vej nå frem til lykken ...naturens skaber har knyttet alle de dødelige sammen ved en uendelig kæde af kærlighed og lykke. Ned med tyrannerne, som har vovet at sønderbryde den! Republikanske franskmænd, det står til eder at rense jorden, som de har besmittet, og at kalde retfærdigheden, som de har forvist derfra, tilbage til den. Friheden og dyden har begge deres udspring fra guddommens bryst; den ene kan ikke tage bolig blandt menneskene uden den anden. Højmodige folk, vil du triumfere over alle dine fjender? Øv da retfærdighed og dyrk guddommen på den eneste måde, der er ham værdig. Lad os i dag under hans beskyttelse hengive os til en ren glædes retfærdige begejstring; i morgen vil vi atter bekæmpe lasterne og tyrannerne; vi vil give verden et eksempel på de republikanske dyder; og det vil være at agte ham på ny«. Derefter tonede en symfoni, der skulde lovprise gud, som har udbredt orden og harmoni i universet. Den statue, der repræsenterede gudsfornægtelsens uhyre, blev antændt af præsidenten med egen hånd, og visdommen viste sig i hele sin herlighed for folkets øjne¹). Nationalparken genlød af jubelråb. Præsidenten besteg atter, fulgt af en deputation, talerstolen, hvor han på ny holdt en tale, der ofte blev afbrudt af almindeligt bifald: »dette uhyre, som kongernes genius havde udspyet over Frankrig, er nu tilintetgjort. Gid alle verdens forbrydelser og ulykker måtte forsvinde med det... Menneske, hvem du end er, du kan endnu fatte høje tanker om dig selv; du kan knytte dit flygtige liv til gud selv og udødeligheden. Gid da naturen må få hele sin herlighed tilbage og visdommen hele sit rige. Det højeste væsen er ikke tilintetgjort...franskmænd, i bekæmper kongerne: i er da værdige til at ære guddommen. Væsenernes væsen, naturens skaber! Den nedværdigede slave, despotismens elendige hjælper, den troløse og grusomme aristokrat forhåner dig, når han påkalder dig. Men frihedens forsvarere kan med tillidsfuldhed betro sig til dit faderlige bryst. Væsenernes væsen! Vi skal ikke henvende uretfærdige bønner til dig. Du kender de skabninger, der er udgåede fra dine hænder. Deres fornødenheder unddrager sig ikke mere dine blikke end deres hemmeligste tanker. Hadet til uærligheden og tyranniet brænder i vore hjerter sammen med kærligheden til retfærdigheden og fædrelandet. Vort blod strømmer for menneskelighedens sag: det er vor bøn, det er vore ofre, det er den dyrkelse, vi yder dig«. Derefter drog folket og dets repræsentanter til Marsmarken ....men allerede i juni 1800 lovede Napoleon på en tale i Milano til præsteskabet, at den katolske, apostoliske og romerske religion atter skulle blive godkendt i Frankrig.

De kristne foretog voldsmord i flere verdensdele mod de oprindelige folkeslag: indianere, inkaer, afrikanere, m.v.. Så kommer reformationen, og så godt som alle Germanske folk falder fra den romer-katolske pave. Men som tidligere kom frelsen for paven fra munkene, - først og fremmest fra Jesuitterne, der uden afslag førte den kuriale (ultramontane) opfattelse af paven ud i sin yderste konsekvens. På kirkemødet i Trient blev det skolastiske læresystem fastslået, det liturgiske blev revideret, og flere misbrug afskaffedes. Paven's anseelse steg, men de katolske stater var efter reformationen ikke så villige til at bøje sig for paven som før. Den Westfalske Fred blev sluttet trods paven´s protest, og Ludvig XIV gjorde de gallikanske rettigheder gældende. Af hensyn til staterne måtte Clemens XIV (1773) ophæve Jesuiterordenen, som paven stod i en ubetalelig taknemmelighedsgæld til. Episkopalismen begyndte atter at gribe om sig, og Voltairi-arismen og fransk filosofi undergravede det katolske læregrundlag. Kejser Josef II reformerede på egen hånd den Østrigske kirke, og i Frankrig blev under revolutionen i 1789 både kirke og kristendom afskaffet. I revolutionskrigene blev kirkestaten inddraget og paven fængslet. Men Bonaparte ville som førstekonsul bringe orden på de franske forhold, og sluttede i 1801 et konkordat med paven, og Pius VII overværede kejserkroningen i 1804. Men Napoleon`s lovgivning stødte an mod den kanoniske lovgivning, og da Pius VII ikke ville føje Napoleon, tog han kirkestaten fra ham og fængslede ham. Pavens bandstrålen var virkningsløs, men reaktionen i det 19. århundrede kom paven til gode. Gallikanismen blev udryddet i Frankrig med Konkordatet, og Ultramontanismen sejrede i hele Romerkirken, med den i 1814 påny oprettede Jesuiterorden. Paven fordømte alle frihedsbevægelser og han ville føre den middelalder tilbage, som de kristne romantikere sværmede for. Men den sejrende nationalliberalisme tog kirkestaten fra paven og gjorde i politisk henseende ende på de middelalderlige tilbøjeligheder i nordEuropa. Et forbund mellem paven og nationalliberalismen viste sig umuligt under Pius IX, og så snart han mistede Rom, forkyndte han d. 18. juli 1870 dogmet om paven´s ufejlbarlighed. Med Leo XIII (1878-1903) er paven´s indflydelse på Europas politik blevet større, og under og efter 1´ Verdenskrig har paven desværre været en politisk størrelse.

Medens Johan Tefzel solgte afladsbreve i Tyskland, drev en pavelig afsending ved navn Arcimbold afladshandel i Danmark. Han rejste ikke omkring som en almindelig kræmmer, men havde et stort følge med sig og optrådte med en pragt og fornemhed, som om han var en konge. Hvor han eller hans udsendinge kom hen, blev der på kirkedøren opslået en pavelig skrivelse, hvori folk med kraftige ord opfordredes til at købe aflad, mens den belejlige tid var; et kors med pavens våben opstilledes ved afladskisten, og så begyndte handelen. Folk glemte ikke at benytte lejligheden; de strømmede livligt til for at købe, og Arcimbold gjorde gode forretninger; men der var dog her ligesom i Tyskland også mange, der tvivlede om, at en sådan handel stemte med guds ord, og da det spurgtes, hvorledes Luther ivrede imod den, så blev der stedse flere, som fik øjnene op for pavens fordærvelige magt og arbejdede på at udbrede Luthers lære blandt folket. Den mærkeligste af disse var Hans Tavsen. Han var født af fattige forældre i landsbyen Birkende på Fyn i 1494, og han gik en tid og drev plovheste som andre bønderdrenge; men der var heldigvis folk, som lagde mærke til hans rige evner og sørgede for, at han kom til at gå i latinskole. Da han var færdig med sin skolegang, blev han munk i Antvorskov kloster ved Slagelse, og der kom de til at holde så meget af ham, at han fik lov til at gøre en udenlandsrejse for klosterets penge; men det blev ham udtrykkelig forbudt at komme til Wittenberg, for at han ikke skulle blive påvirket af Luther, der jo havde sin virksomhed i denne by. Da han rejste omkring i Tyskland, hørte han næsten ikke tale om andet end Morten Luther og hans kamp mod paven. Han kunne ikke bare sig for at læse i hans skrifter; men jo mere han læste, jo mere syntes han, at Luther havde ret, og han fik til sidst en sådan lyst til at se og høre ham, at han ikke kunne lade være med at rejse til Wittenberg. Der besøgte han så Luther, talte med ham og hørte ham prædike, og det endte med, at han for fuld alvor blev lutheraner da han kom hjem til sit kloster igen, varede det ikke længe, før han åbenbart forkyndte Luthers lære; men det ville klosterets forstander ikke tåle; han satte ham i fængsel, og da det ikke hjalp, sendte han ham til klosteret i Viborg for at prøve, om de ikke kunne omvende ham der. I Viborg forsøgte de både mildhed og strenghed med ham; men der var ikke noget, som kunne hjælpe, han blev fast i sin tro og forkyndte den overalt, hvor nogen ville høre derpå; han ville ikke engang tie, da de satte ham i fængsel, men prædikede ud igennem fængselsvinduet til de folk, der samledes udenfor. Omsider kom Frederik den første ham til hjælp; han udnævnte ham til sin egen præst og forbød at gøre ham nogen som helst fortræd; han skaffede ham også lov til at prædike i nogle af kirkerne i Viborg, og nu flokkedes folk i talrige skarer for at høre ham, medens ikke mange brød sig om at lytte efter, hvad de paveligsindede præster havde at sige. Da Hans Tavsen således havde omvendt næsten alle borgerne i Viborg til Luthers lære, rejste han til København, hvor han fik Nikolaj kirke at prædike i, og der vandt han også mange tilhængere. Andre steder i landet virkede også dygtige mænd for reformationens sag. Ovre i Malmø var der borgmesteren Jørgen Mønter og Klaus Mortensen Tøndebinder; de vandt så godt som hele byen for Luthers lære, som derfra udbredte sig hurtigt til det øvrige Skåne. Et virksomt middel i kampen mod pavekirken var Det ny Testamente. Tidligere havde ikke andre end de lærde kunnet læse det, thi det var kun til at få på græsk eller latin; men nu blev det oversat på godt og tydeligt dansk af fynboen Kristen Pedersen, og folk læste det med den største begærlighed rundt omkring i landet. De blev meget forbavsede over at se, at der slet ikke stod noget deri om afladshandel eller helgendyrkelse eller skærsild eller andre pavelige påfund, og de fik nu en fast overbevisning om, at Luther havde guds ord på sin side. De paveligsindede gjorde alt muligt for at trænge den ny lære tilbage. De sendte deres dygtigste mand Poul Eliæsen omkring i landet for at tale og ivre derimod; men det hjalp ikke stort, thi han havde tidligere i nogle punkter holdt med Luther, og da han nu syntes at vende om igen for at holde med paven, så var der ikke ret mange, som havde tillid til ham, men de fleste gjorde nar af ham og kaldte ham Poul Vendekåbe. Da slet ikke andet ville hjælpe, forlangte bisperne af kong Frederik, at han skulle bruge magt mod Luthers tilhængere, og de lod ham vide, at det havde han lovet i sin håndfæstning. Men det kunne de på ingen måde få ham til, thi han var i hjertet selv lutheraner, og på en herredag i Odense i 1527 fik han den bestemmelse sat igennem, at det indtil videre skulle stå enhver frit for, om han ville holde med Luther eller med paven. Frederik den Første døde i 1533, og næste år blev hans luthersksindede søn Kristian den Tredje valgt til konge. En borgerkrig, den såkaldte Grevens Fejde, hindrede ham i straks at få magten alle vegne; men i året 1536 blev han endelig herre over hele landet og han besluttede da straks at gøre den lutherske lære til statsreligion. Der blev samme år indkaldt en rigsdag i København, hvor der mødte mange adelsmænd og borgere samt to bønder fra hvert herred, og de blev tillige med kongen enige om, at pavedømmet for fremtiden skulle være afskaffet i Danmark, og kirkevæsenet ordnes efter Luthers lære. Den lutherske reformation var således indført i vort fædreland. Hans Tavsen, som havde bidraget så meget dertil, blev seks år senere biskop i Ribe, hvor han virkede med stor iver og dygtighed indtil sin død i 1561.

Reformationens indførelse har man kaldt rettroenhedens tidsrum, fordi der vågedes så strengt over, at ingen forkyndte eller troede andet, end hvad der stemte med den rene lutherske lære. Ofte vistes en ukristelig hårdhed mod anderledes troende. Det så man et eksempel på her i Danmark allerede under Kristian den Tredje. En polsk adelsmand ved navn Johan Lascy flygtede i året 1553 fra England med 170 af sine reformerte trosfæller for at undgå dronning Maries blodige forfølgelser. De rejste til Danmark i håb om at finde et tilflugtssted her, thi de havde hørt tale om den danske konges mildhed; men de måtte snart erfare, at denne mildhed ikke viste sig, når det gjaldt trossager. Hofpræsten holdt en prædiken imod dem, hvori han afmalede dem som de værste uhyrer, fordi de ikke havde nøjagtig den samme mening om nadveren som Luther, og kongen befalede da, at de straks skulle forlade riget. De bønfaldt nu om tilladelse til at blive her blot i 2 måneder, for at deres mange spæde børn og syge kvinder ikke skulle sætte livet til ved at rejse så hovedkulds midt i den barske vinter; men alle deres bønner var forgæves, og de måtte skyndsomst forføje sig ud af landet. Under Kristian den Tredjes efterfølger, Frederik den Anden, gik det ikke mindre strengt til; der udstedtes 25 trosartikler, som enhver fremmed, der ville nedsætte sig her, måtte sværge på at ville antage, og hvem der vægrede sig derved, skulle inden tre dage være ude af kongens riger og lande. Der gaves dog enkelte, som havde et mere sundt og frit syn på kristendommen. Således præsten Niels Hemmingsen. Hans forældre var fattige bønderfolk på Lolland; men det lykkedes ham alligevel at komme til at studere, og han opnåede så stor en anseelse som religionslærer; at han almindelig blev nævnt med det hædrende navn: Danmarks lærefader. Hans mange latinske skrifter vakte stor opmærksomhed i udlandet; især blev hans forklaringer til det ny testamentes breve læst og beundret i Tyskland, og i hele Europa gjaldt han for en af tidens største bibelfortolkere han holdt fast ved den apostoliske trosbekendelse som en urokkelig grundvold, og det mente han enhver burde som ville kaldes en kristen; men ellers var det hans overbevisning, at de kristne nok må have forskellige meninger i mindre vigtige stykker af læren, og han anså det for ukristeligt at bruge magt for at tvinge alle til at tro og tænke ens. Hvor stor hans berømmelse end var, kom han dog omsider til at lide under den strenge trostvang. En tysk professor mente at have opdaget i et af hans skrifter, at han afveg noget fra Luther i læren om den hellige nadver, og han ophidsede da kurfyrst August af Sachsen til at anklage ham hos sin svoger Frederik den Anden. Kongen havde dog nogen betænkelighed ved at straffe den berømte videnskabsmand, der gjorde landet så megen ære, og da Hemmingsen tilmed retfærdiggjorde sig ved et grundigt forsvar, blev det første angreb på hans rettroenhed uden frugt. Men klagen blev gentaget atter og atter med stedse større heftighed, og til sidst gjorde den da også sin virkning; thi Niels Hemmingsen blev i sit 60'de år uden lov og dom pludselig afsat fra sit embede. Et af reformationens fortrin var den hjertelige salmesang på modersmålet, som kom til at lyde i kirkerne, og hvor folk kunne finde næring og udtryk for deres fromme følelser. I lang tid brugtes der mest salmer, der var oversat fra fremmede sprog; men sidst i det 17'de århundrede fik Danmark selv en stor salmedigter. Det var Thomas Kingo. Han blev født 1634 i Slangerup, hvor hans fader kun var en fattig væver. Andre hjalp ham med penge, så han kom i latinskolen og oplærtes til præstegerningen. Han blev først præst i sin fødeby, og senere udnævnte Kristian den Femte ham til biskop i Odense, hvor han døde i 1703. Han var dygtig både som præst og bisp; men sin store berømmelse har han vundet ved de mange herlige salmer, han digtede, og Danmark har endnu ikke haft større salmedigter end ham. Det var ikke blot her i Danmark, at der øvedes en stærk trostvang; men også i de øvrige lutherske lande havde præster og andre religionslærere travlt med at indprente folk den rene lutherske lære, og de ivrede strengt mod alle dem, der ikke både i stort og småt mente nøjagtig det samme som Luther. Omsider glemte mange af dem, at det ikke er nok med læren, om den end er aldrig så ren og rigtig, men at det også kommer an på, hvorledes man lever. Så fremstod nede i Tyskland præsterne Spener og Francke og andre fromme mænd, som begyndte at tale og skrive mod denne vildfarelse. De forkastede ikke læren; men de hævdede med stor styrke, at den må vise sine frugter i et fromt og virksomt kristeligt liv, ellers er den ikke meget værd. »eet kvint levende tro,« sagde Francke, »er langt at foretrække for et helt centner historisk kundskab om kristendommen, og een dråbe sand kærlighed, er mere værd end et helt hav fuldt af indsigt i videnskabernes dybde.« Der var mange, som holdt af at lytte til deres ord, og de vandt rundt omkring mange tilhængere, som blev kaldt pietister efter det latinske ord »pietas«, der betyder fromhed. Disse pietister var for det meste virkelig fromme og gudfrygtige mennesker. I tidens løb blev mange af dem rigtignok vel strenge i deres dom om dem, der hørte til en anden retning, og de havde ondt ved at anerkende dem som kristne, der ikke helt ville afholde sig fra verdslige fornøjelser; men de dannede en gavnlig modvægt mod den døde rettroenhed, og deres hovedlærdom, at troen og læren skal vise sig i livet, vil jo altid være sand. Pietismen begyndte at forplante sig til Danmark og Norge under Frederik den Fjerde. Blandt dem, der var noget påvirket af den, må nævnes den norske præst Hans Egede. Han var af dansk familie; hans bedstefader havde været præst i Vester-Egede på Sjælland, og det var efter denne by, at hans fader antog navnet Egede. Efter at han var blevet præst, kom han til at læse om, hvorledes mange nordmænd i gamle dage sejlede ud fra Norge og opdagede Grønland, hvor de så siden blev boende. Han mente, at deres efterkommere måtte leve deroppe endnu som ville hedninger, og han syntes, det var stor synd og skam, om ingen ville drage op og forkynde kristendommen for dem. Omsider kom han på den tanke, at det vistnok var guds mening, at han selv skulle rejse op og omvende dem, han talte derom med venner og slægtninge; men de fleste rådede ham derfra, og mange gjorde ligefrem nar af ham og mente, han måtte være gal, siden han kunne komme på en så urimelig tanke. Somme tider fik de ham også til at tvivle; men han kunne dog aldrig få tanken helt ud af hovedet, og da hans hustru Gertrud Rask efter at have overvundet sin tvivl endelig styrkede ham i troen og lovede at ville følge med ham, så besluttede han til sidst, at nu skulle det være alvor. Han nedlagde sit embede og tog afsked med sin menighed. Derpå drog han til København for at tale med kongen og andre rigmænd om at hjælpe til med penge. Det var de nu ikke så grumme villige til, og han havde meget bryderi og mange ærgrelser; men endelig kom dog sagen i gang, og i maj 1721 sejlede han med hustru og børn på skibet »håbet« ud af Bergens havn og styrede videre ad Grønland til. Det var en farlig sejlads gennem det kolde og barske Nordhav. Mange gange blev skibet omringet af drivis, og matroserne blev tit helt modløse så de truede med at vende om igen; men det lykkedes dog Hans Egede at opfriske deres mod og overvinde alle farer, og efter to måneders sejlads nåede de Grønlands kyst. Hans Egede kaldte stedet, hvor de landene Godthåb, og lod straks en hytte opføre til skjul mod vinteren. De mennesker han traf deroppe, var alligevel ikke efterkommere af de gamle nordboer, således som han havde tænkt; de hørte til en hel anden folkestamme, som kaldtes eskimoer, og var nogle små grimme, snavsede skikkelser, der gik klædte i sælhundeskind og boede i jordhytter den meste tid af året. Dette blev han straks lidt ilde til mode ved; men han kunne jo nok se, det var mennesker, der trængte til kærlig hjælp, og han besluttede derfor at blive og gøre for dem alt, hvad han kunne, han drog flittigt omkring til dem, og da han først havde vundet deres tillid og lært deres sprog, gav han sig ivrigt i færd med at oplyse dem både om jordiske og himmelske ting, og han havde den store glæde, at mange af dem antog kristendommen. De lærte rigtig at kende, hvor højt han elskede dem, da de blev hjemsøgt at den frygtelige pest, som kaldes børnekopper; thi han gjorde da alt for dem: trøstede og plejede deres syge, begravede deres døde, og alle dem, der kom til ham, gav han husly og føde, så stor en kærlighed havde de stakkels mennesker aldrig før set, og en gammel grønlænder, som lå på sit dødsleje, gav ham følgende smukke vidnesbyrd: »du har gjort mod os, hvad ingen af vore egne ville have gjort; du har givet os føde, når vi ikke havde noget at spise; du har begravet vore døde, der ellers ville have ligget som et rov for vilde dyr; du har fremfor alt undervist os om gud og om, hvorledes vi skal blive salige, så vi nu kan dø med glæde.« Da Hans Egede havde været 14 år i Grønland, døde hans trofaste hustru, som hele tiden havde stået ham kærligt bi. Det var en stor sorg for ham, og da han nu selv var svækket både på sjæl og legeme, tog han året efter afsked med sine kære grønlændere og sejlede til Danmark; men hans søn: Poul Egede blev tilbage og fortsatte hans gerning. Sine sidste dage tilbragte Hans Egede hos sin ældste datter i Stubbekøbing, hvor han døde i 1758. Stærk indgang i Danmark fik pietismen under Kristian den Sjette, der regerede fra 1730 til 1746. Både han og hans dronning hyldede pietismen, og de foretrak altid mænd af denne retning, når der skulle vælges præster eller andre embedsmænd. Kongen var hildet i den vildfarelse, at gudsfrygt kan udbredes ved tvang, og han ville da rigtig bruge sin kongelige magt for at gøre sit folk gudfrygtigt. Han udgav en meget streng helligdagslov, hvori der befaledes, at alle skulle gå i kirke hver søndag eller anden helligdag, og hvem der forsømte det uden lovlig grund, blev idømt pengebøder eller straffet med at stilles i gabestokken uden for kirkedøren; det blev derfor pålagt alle kirkeejere at lade opstille sådanne gabestokke ved deres kirker. Så ville han også hæmme folkets verdslige morskab; thi han tænkte ligesom flere af pietisterne, at den kan vorherre ikke lide, og han udstedte da forbud, som stærkt indskrænkede tilladelsen til dans, maskerade, komediespil og lignende forlystelser. Men hverken tvangen eller forbudene havde den ønskede virkning; de bidrog kun til, at der ved siden af megen sand gudsfrygt også fremkaldtes en hel del skinhellighed og hykleri, og ærlige mænd måtte tit stå tilbage for hyklere, fordi de ikke ville anstille sig mere fromme, end de var i virkeligheden. Kongens hofpræst Blume var en ivrig pietist, og han havde stor indflydelse på regeringen. Det var efter hans råd, at konfirmationen i 1736 indførtes som tvungen kirkelig handling. En af de bedste pietister var hans Adolf Brorsen, som Kristian den Sjette udnævnte til biskop i Ribe. Han er blevet berømt som en stor salmedigter, og hans smukke og inderlige salmer vil og glæde for fromme kristne.

Mod slutningen af det 18'de århundrede var der her i i flere andre lande udbredt megen vantro blandt de mere oplyste. Hos nogle gik det så den åbenbarede religion. Dette var således tilfældet med Otto Horrebov. Han udgav et ugeblad, som hed »Jesus og fornuften«, og deri lærte han ligefrem, at bibelen ikke indeholder guddommelig oplysning, at Jesus slet ikke er sand gud, men kun et menneske, og at alle fortællinger om hans mirakler ikke er andet end opdigtelser. Præsterne var dengang ikke godt skikkede til at gendrive en sådan lære, thi de fleste af dem var selv meget svage i troen. De holdt vel fast ved kristendommen i det udvortes; men alt det vidunderlige og overnaturlige i den søgte de at forklare og fortolke, så det kom til at stemme med, hvad forstanden kan begribe. Denne halvt vantro opfattelse af kristendommen var kommet hertil fra Tyskland, og den er blevet kaldt rationalisme efter ordet »ratio« , der er det latinske navn på fornuft. Den eneste, der ret for alvor tog kampen op med vantroen, var Sjællands biskop Nikolaj Edinger Balle. Han var ingen rationalist, men havde en oprigtig tro på kristendommens sandhed, og han stred som en enlig kæmpe for den gamle kristentro uden at ænse al den hån og spot, som modstanderne lod regne ned over ham fra alle sider. Han passede ikke blot sit besværlige bispeembede med stor nidkærhed, men i lang tid udgav han også ugebladet »bibelen forsvarer sig selv«, hvori han med utrættelig flid søgte at gendrive de mange angreb på bibel og kristendom; desuden holdt han i flere år offentlige bibellæsninger hver søndag aften, og hans varme og indtrængende tale var til trøst og styrke for mange, som måske uden ham ville have bukket under for vantroen.

J. P. Mynster må nævnes som en af de første, der i det 19' århundrede virkede til at vække et mere inderligt religiøst liv i Danmarks hovedstad. Han blev født i 1775, oplærtes til præst og var i begyndelsen af sin præstevirksomhed på landet en tilhænger af rationalismen; men i året 1803 skete der en gennemgribende forandring i hele hans sind og tænkemåde. Det spørgsmål trængte sig frem hos ham: »hvad er kristendommen, hvis den ikke er sandhed ?« og han svarede sig selv, at den i så fald måtte være eet af to: enten løgn eller digt. Men at antage den for en lumpen løgn, syntes han, var umuligt for enhver, der med alvor læste om end kun nogle få sider i den hellige skrift, og den greb alt for stærkt ind i virkeligheden til, at den kunne være et digt. Gennem flere sådanne betragtninger gik det op for ham, at kristendommen er den evige sandhed, og han har selv fortalt, at intet ligner den henrykkelse og den indvortes jubel, hvormed han ofte sagde til sig selv: »jeg har en gud og en frelser.« I 1811 kaldtes han til kapellan ved Frue Kirke i København, senere blev han slotspræst, og fra 1834 til sin død i 1854 var han Sjællands biskop. Hans lange virksomhed i hovedstaden bar rige frugter; thi ved sin mægtige begavelse og store veltalenhed vakte han et fornyet trosliv hos mange af dem, der hørte til de dannede klasser, og som tidligere havde ringeagtet kristendommen. Flere af de unge, som oplærtes til præster, blev stærkt påvirket af hans forkyndelse, og gennem dem fik hans virksomhed også betydning for mange menigheder på landet. Hans »betragtninger over de kristelige troslærdomme« har været en yndet læsning og hjulpet mange til en dybere indsigt i kristendommen.

Blandt alle Danmarks præster i det 19´ århundrede er Grundtvig en af dem, der har grebet stærkest ind i folkets religiøse liv. Han blev født 1783 i Udby præstegård ved Vordingborg. Hans forældre var et par alvorlige præstefolk, som ikke havde ladet sig påvirke af den herskende rationalisme. De søgte tidlig at vække hans kærlighed til kristenhedens berømte mænd, og han var endnu kun en lille pusling, da han med beundring og henrykkelse læste Luthers levned; han kunne knap rive sig løs fra bogen, mens han spiste sin mad, og idelig tænkte han på Luthers ord: »om der så er lige så mange djævle i Worms som tagsten på husene, vil jeg dog derind.« Han blev undervist hjemme til sit 9'de år, derefter var han seks år i huset hos en landsbypræst i den jyske hedeegn, og to år gik han i Århus Latinskole, hvorfra han blev student i året 1800. Hans barndoms begejstring for Morten Luther og andre kristelige stormænd havde nu tabt sig, thi han var i sit skoleliv blevet påvirket af tidens vantro. Han tog alligevel fat på at studere til præst, og han fik også præsteeksamen; men det var mest for at føje sine gamle forældre, der så inderligt ønskede, at deres søn måtte blive præst. Efter endt eksamen var han i nogle år huslærer på Langeland, og under det ensomme liv i den smukke landlige egn dukkede barndomsminderne levende frem i hans sjæl; han gav sig ivrigt til at studere bibelen og Luthers skrifter, og efter mange sjælekampe lykkedes det ham at vinde en fast og inderlig tro på kristendommens sandhed. I 1811 blev han hjælpepræst hos sin gamle fader. I den prøveprædiken, han måtte holde først inde i København, talte han over det spørgsmål: »hvi er herrens ord forsvundet af hans hus?« Og han fremkom med så mange angreb på tidens rationalistiske præster, at det vakte almindelig opsigt; han fik næsten alle københavnske præster til fjender, og det var ikke langt fra, at de havde fået udvirket et forbud mod hans ansættelse. Denne prædiken blev indledning til en lang og alvorlig kamp for at hævde den gamle kristentro over for dem, der forkyndte og forsvarede rationalismen. Under kampen kom han mere og mere ind på den anskuelse, at den apostoliske trosbekendelse, som lyder ved de kristnes dåb, er det oprindelige vidnesbyrd om den sande kristendom, og han satte den over bibelordet som den øverste trosregel. Dåben og nadveren fremhævede han stærkere end de fleste andre religionslærere, og han betragtede dem som den kristne menigheds to livskilder. Der rejste sig fra alle sider en heftig modstand mod hans opfattelse af trosbekendelsen, men han var ikke til at rokke derfra; han forkyndte den med en sådan kraft og udholdenhed både i tale og skrift, at mange af de dygtigste præster sluttede sig til ham, og gennem dem vandt den store kredse af folket i landets forskellige egne. Han har også ved sine udmærkede salmer øvet stor indflydelse på menighedslivet; alle er enige om at anerkende ham som en af vore største salmedigtere, og det var da også for at hædre ham som salmedigter, at kongen gav ham titel af biskop. 1872 døde Grundtvig som præst ved fattigstiftelsen Vartov i København, hvor han havde været ansat siden 1839 og samlet en talrig menighed om sig.

Jeg vil godt henvise til et kirkehistorisk værk, der fortæller om folkeslagenes historie i syd- og vest Europa fra år 30 e. Kr. og så fremad, der indeholder en tydeligt registrering af folkeslag og Overklassernes brydninger og kirkens indflydelse. Første bind på 630 sider indeholder de første 1.000 års historie, som vi sjældent finder meget om i andre bøger. Lån bogen/bøgerne på biblioteket: Holmguist og Nørregaard: Kirkehistorie - Schultz forlag 1946.

»Enhver religion« skrev Friderich Engels, »er intet andet end en fantasigenspejling i menneskenes hoveder af de ydre kræfter, der hersker over dem i det daglige liv, - en genspejling, i hvilken de jordiske kræfter antager form af ikke-jordiske«. Udbytterklassernes ideologer søger at påvise, at religionen er evig, at den religiøse følelse er givet mennesket af naturen. I virkeligheden er religionen først opstået på et vist trin af samfundets udvikling. Menneskenes angst for naturens spontane kræfter og det sociale åg, ukendskab til de sande årsager til natur- og samfundsfænomenerne - se dette er kilderne til religionens opståen. Det vigtigste kendetegn ved religionen er troen på det overnaturlige. Afhængige som de var af de naturkræfter, der herskede over dem, tillagde menneskene dem ikke-jordiske, overnaturlige egenskaber - gjorde dem til guder og ånder, til djævle og engle, osv. De mente naivt, at hvis man ikke forsonede disse tænkte væsener, da kunne de tilføje dem smerte og lidelser og omvendt ville de kunne hjælpe menneskene, hvis man smigrede dem og bøjede sig i støvet for dem. Således opstod religionsdyrkelsen og samlingen af religiøse handlinger: bønner, ofringer, osv. Med den religiøse kults opdukken kom også dens tjenere, offerpræster, åndemanere, præster, m.v. og forskellige slags religiøse organisationer og institutioner. Med klassernes og udbytningens opståen begyndte der også at virke spontane samfundskræfter på mennesket, og det var lige så magtesløst overfor disse, som den vilde overfor naturkræfterne. De udbyttedes magtesløshed i kampen mod udbytterne, skrev V. I. Lenin, fremkalder lige så uundgåeligt troen på et bedre liv efter døden, som den vildes magtesløshed i kampen mod naturen vækker troen på guder, djævle, mirakler, osv. De arbejdende søgte i religionen at finde redning for den enorme nød og lidelse, som udbyttersamfundet tilføjede dem. Men enhver religion er reaktionær. Den er et redskab til åndelig undertrykkelse og ideologisk slavebinding af de arbejdende, samt et middel til at styrke udbytternes herredømme. »Religion er opium for folket« - dette udtryk hos Karl Marx er hjørnestenen i hele marxismens verdensanskuelse i spørgsmålet om religionen«, skrev Lenin. Som et fænomen i overbygningens system søger religionen i det modsætningsfyldte klassesamfund at styrke det økonomiske grundlag, der støtter religionen, og befæster udbytningssystemet. Religionen præker ubetinget underkastelse under udbytterne, - at man skal affinde sig i sin skæbne, - ikke gøre modstand mod ondt og vold; og dermed lammer religionen de arbejdende massers revolutionære energi, thi religionen fordømmer dem til passivitet; til roligt at affinde sig med, at alt sker efter guds vilje. Med uvirkelige eventyr om det himmelske rige, og om et lykkeligt liv efter døden afleder religionen de arbejdende fra en løsning af virkelighedens mest brændende problemer, nemlig den revolutionære kamp mod udbytningen, for et retfærdigt, sandt menneskeligt samfundssystem. I vore dage er religionen snævert forbundet med de reaktionære imperialistiske kræfter. Ganske vist er de gejstlige i dag nødt til at regne med de nye historiske betingelser, med de arbejdendes stræben efter fred og socialisme. For ikke at støde de troende bort og for at vinde nye tilhængere, må præsterne derfor til en vis grad tage hensyn til folkenes interesser. Men religionen er under kapitalismens betingelser et redskab for udbytterne i kampen mod arbejderklassen, mod socialismens og mod fremskridtets kræfter. Religionens reaktionære rolle viser sig også i, at den er dybt fjendtlig overfor videnskaben og den videnskabelige verdensanskuelse. I mange, mange århundreder har kirken ubønhørligt kvalt videnskaben, tilintetgjort bøger af progressive tænkere og ladet mange af disse tænkere rådne op i fængsler eller brænde på bålet. Kirkens inkvisition har ladet mange af sin tids fremskredne mennesker omkomme i bålenes flammer, - blandt dem var så fremragende videnskabsmænd som Giordano Bruno, Giulio Vanini og mange andre. Trods alle bestræbelser har kirken ikke været i stand til at standse videnskabens udvikling, der bydende krævedes af den materielle produktions behov. I vore dage søger gejstligheden, - der er ude af stand til at modbevise de enorme videnskabelige resultater, - at forsone videnskaben med religionen og vise, at de videnskabelige resultater angiveligt ikke skulle være i strid med troen, men er forenelige med den. Den slags forsøg er helt frugtesløse. Videnskab og religion er indbyrdes uforsonlige. Videnskaben giver mennesket en sand tidsbestemt viden om verden og lovene for dens udvikling. Videnskaben hjælper mennesket til at beherske de naturlige og samfundsmæssige kræfter, og hjælper med til at organisere produktionsvirksomheden. Religionen derimod forvrænger verdens væsen, - giver falske forestillinger om den, - og formørker menneskets fornuft og vilje, samt berøver mennesket troen på videnskabens og fremskridtets triumf. Kirken ikke har ret til at blande sig i statens anliggender og øve indflydelse på undervisningens indhold og organisering. Naturligvis betyder kirkens adskillelse fra staten på ingen måde, at kirken står udenfor statens kontrol. De arbejdendes interesser kræver forhindring af alle slags kontrarevolutionære udfald fra de gejstliges side, og af alle forsøg på at krænke Arbejderklassen og statens love. Mange repræsentanter for gejstligheden vendte sig straks efter den Store Socialistiske Oktoberrevolutions sejr i 1917 mod Sovjetmagten. Derfor blev der truffet de fornødne tvangsforanstaltninger overfor de gejstlige. Religion er ikke et privat anliggende. Vi kræver, skrev V. I. Lenin, at religionen er en privat sag i forholdet til staten, men vi kan ikke på nogen måde betragte religionen som et privat anliggende i forholdet til vort parti og Arbejderklassen.. Det er nødvendigt at udrydde det klassegrundlag hvorfra religionen benyttes. Socialismens og Arbejderklassens sejr medfører en bevidst, planmæssig ledelse af samfundet på grundlag af erkendte love, på den videnskabelige verdensanskuelses positioner. Troen på gud, på et liv efter døden, drager menneskene bort fra løsningen af de storslåede opgaver, og hindrer de troende i aktivt at deltage i samfundslivet. Religionen lammer deres vilje, berøver dem perspektivet,- og de religiøse ritualer, dåb, faster, nadverens sakramente, bønner, forskellige slags overtro, kvaksalveri, religiøse fester - hindrer rettidigt arbejde. Den religiøse moral med dens præken ikke-modstand tilslører klasseånden. Det drejer sig om at udbrede de videnskabelige, materialistiske kundskaber blandt masserne og befri de troende for de religiøse fordommes indflydelse. Kampen mod religiøse fordomme er vigtig. Den videnskabelige, materialistiske verdensanskuelses fører konsekvent kamp mod de anti-videnskabelige religiøse verdensanskuelser. Idekampen mod religionen føres ud fra den dialektiske materialismes positioner, på grundlag af naturvidenskabernes og de samfundshistoriske landvindinger. Videnskabens væsen og dens rolle i samfundsudviklingen, er menneskets samlede viden om naturen, samfundet og tænkningen. Den genspejler verden i begreber, kategorier og love, hvis rigtighed og sandhed kontrolleres af praksis. Den moderne videnskab som helhed udgør hele samlingen af forskellige konkrete videnskaber, der studerer bestemte områder af den materielle verden. I denne mangfoldighed af videnskaber må man skelne mellem samfundsvidenskaberne - historie, politisk økonomi, filosofi, æstetik osv., og naturvidenskaberne -mekanik, matematik, fysik, kemi, biologi og andre. Videnskaben er opstået af praksis og udvikler sig på dens grundlag. Den materielle produktions behov er hoveddrivkraften for videnskabens udvikling. »Hvis der i samfundet opstår et teknisk behov«, skrev F. Engels, »da driver dette videnskaben langt mere fremad end snese af universiteter«. Allerede i ursamfundet stødte mennesket, når det skaffede sig midler til livets opretholdelse, på naturens kræfter og fik det allerførste, endnu kun overfladiske kendskab til dem. Dette kendskab havde en empirisk karakter og var endnu ikke videnskab. Det vigtigste træk ved videnskabens udvikling er den videnskabelige videns kontinuitet. Ingen ny generation af mennesker, intet nyopdukket samfund bortkaster fortidens videnskabelige landvindinger, men overtager dem, udvikler dem videre i overensstemmelse med de nye praktiske behov. Opstået som den er på grundlag af produktionen, tjener videnskaben menneskenes praktiske behov og produktionsformål og den har stor betydning for samfundsudviklingen.. Den væbner menneskene med kendskab til de objektive love, og forøger deres magt over naturkræfterne, - viser mennesket vej til opnåelse af en bedre tilværelse og letter deres daglige arbejde. Videnskaben udvider menneskets synskreds, befrier det for overtro og fordomme og hjælper med til at udforme en materialistisk verdensanskuelse. Samfundsvidenskaberne udtrykker en bestemt klasses interesser og bidrager til at styrke eller nedbryde den ene eller anden basis, selvom de ikke direkte er knyttet til produktionen. Naturvidenskaberne er direkte forbundet med produktionen. Videnskabens udvikling afhænger i betydelig grad af det sociale system, af de økonomiske forhold, der råder i samfundet. Af disse afhænger retningen og tempoet i videnskabens udvikling såvel som den samfundsmæssige udnyttelse af de videnskabelige resultater. Således var de kapitalistiske produktionsforhold i kapitalismens dannelsesperiode en mægtig faktor for videnskabens udvikling: Den kapitalistiske produktion, der var i rivende udvikling, og krævede stadig ny videnskabelig viden. Men med overgangen til imperialismen forvandledes disse forhold til en bremse for det videnskabelige fremskridt. For bourgeoisiet er videnskaben et middel i kampen mod konkurrenterne, et redskab til at få maksimal profit, og derfor bekymrer kapitalisterne sig fortrinsvis om at udvikle de grene af videnskaben, der lover dem størst profit. Eftersom krigsindustrien er blevet den mest indbringende produktionsgren i den moderne kapitalistiske verden, udviser monopolisterne særlig omsorg for udvikling af de videnskaber, der arbejder for krigen, beskæftiger sig med produktionen af atomvåben, kemiske, bakteriologiske og andre midler til krigsførelse. Det moderne imperialistiske bourgeoisi er interesseret i at støtte og udbrede den idealistiske og religiøse verdensanskuelse, og derfor påtvinger det naturforskningen idealismens og metafysikkens metodologi og søger at bringe videnskaben ind under troen. Det søger for enhver pris at vende naturvidenskaberne og naturforskerne bort fra en vej, der uundgåeligt fører dem til materialismen og at lede dem ind på idealismens og religionens falske vej. Når så naturforskerne opnår alvorlige resultater på konkrete områder af videnskaben, søger bourgeoisiet ved hjælp af deres lønnede skriverkarle, filosofiprofessorer og reaktionære videnskabsmænd - at forvrænge disse resultater og fortolke den i en idealistisk ånd. Hvad den borgerlige samfundsvidenskab angår, da beskæftiger den sig direkte med forsvaret af det kapitalistiske system, forskønner kapitalismens faldefærdige facade og retter rasende angreb på socialismen og fremskridtet i hele verden. Naturligvis findes der i det borgerlige samfund mange videnskabsmænd, der står på materialismens, fredens og samfundsfremskridtets positioner, men politikken på videnskabens område formuleres fortsat af den regerende klasse - det reaktionære monopolistiske bourgeoisi. Og se nu de engelske jarler. Dem der kristnede England, Skotland og Irland med sværdet. Her i år 2000 vil de ikke give slip på den politiske magt, der ligger i Overhuset. Men de burde være lykkelige for at underklasserne ikke konfisker deres godser, deres ejendom og formuer.

»Rige og fattige skulle være sammen, thi herren har skabt dem alle. Guds sædelige verdensorden skal bestå. I lighed med trældommen er klasseskellene på jorden af guddommelig oprindelse. Først i himmerige kan de ophæves.« ( Luthers katekismus).

Men helt op i vort århundrede har kirken været slaveejer, efter forskriften: »Våben og klæde giver du de frie - modløs er våbenløs mand«

Man bør betragte kirken og de kirkelige bevægelser som politisk/økonomisk bevægelser, der har historiske rødder. Ikke fordi, at de historiske rødder er så langt borte. I det sydlige Europa repræsenterer kirkemagten sejrherrerne gennem de sidste 1200 år efter de Frankiske fyrsters bistand, - og kirkemagten kan højest føre deres herredømme tilbage gennem 1600 år, hvor de Romerske overklasser i 397 e. Kr. tilsluttede sig den daværende kristendom. I det nordlige Europa har de kristne sejrherrer kun en historie gennem de sidste 900 år. Kirken er altså både en datidig, men også en nutidig politisk bevægelse, - og ikke bare og blot en religiøs bevægelse for troende. Af de nye religiøse bevægelser: jødedommen, kristendommen og Islam og deres monolitiske anskuelser, repræsenteret kristendommen nok den mest modbydelige sammenslutning af ondskabsfulde forbryderbander, som verden og jordens befolkning nogensinde har haft historisk kendskab til. De Kristnes ensretning, deres dogmer, deres tyranni, deres forsøg på at styre alverdens menneskers tænkning og styre alt økonomisk liv, deres enfoldige ensretning af lov, ret og uret, af sprog, deres gudelige opfattelser om jordens skabelse og placering i universet, og deres hinsides riger, om det skæbnebestemte, blev et øjeblik kort historisk øjeblik fortrængt af Fornuften, da folkemasserne gennemførte den Franske Revolution i 1789. Men det var Socialismen, der ophævede fyrsterne og kirkernes ejendom, de tyngende skattebyrder og uretten mod trællene - for de ikke besiddende klasser. Men kirken er en historisk ideologisk magt, der forsøger at genvinde økonomisk magt og dermed juridisk/politisk magt ! I 1997 råder 'Den danske Folkekirke' over 2.341 bygninger fordelt på 2.200 sogne i Danmarks 275 kommuner. Kirkens udgifter i 1997 beløb sig til 4.8 milliarder kroner. Deraf blev udbetalt 2.6 milliarder til løn og pensioner. Indtægterne fremkommer ved at 85 % af befolkningen indbetaler 3.7 milliarder kroner via Kirkeskatten; staten yder over finansloven 540 millioner og derudover har kirken også andre indtægter, bl.a. fra kirkegårdene, ejendomme og renteindtægter på 92 millioner kroner. Folkekirken, er den eneste institution i Danmark, der har selvstændig ret til at udskrive skatter. I dag er omsætningen på 5 milliarder kroner, og det vel bare spørgsmålet om tid, førend de verdslige fyrster igen beslaglægger kirkens rigdomme. I Sverige har man besluttet at afskaffe statskirken i år 2001. Selv om den nyere historie, - efter Oplysningstiden og den Franske Revolution i 1789 - har medført en deling af magten i mange lande, således at fyrsterne tager sig af det verdslige,- og kirken af det åndelige, er kirken og religionen i mange lande, en betydelig faktor, der søger at genvinde magten tilbage. Efter at de franske revolutionære borgerklasser havde beslaglagt kirkegodserne, fik den lille Korsikaner: Napoleon - Gud hjælpe det - listet kirkemagten tilbage i Frankrig. Det samme sker i dag efter Sovjetmagtens opløsning i Rusland efter 1991. Og det er en tragedie for menneskeheden og for videnskaberne, at disse sydlige hedenske, mytiske religioner, igen er kommet på banen som politisk/økonomiske/ideologiske bevægelser. Oplysningstiden og oprettelsen af videnskabelige institutioner/videnskabsmænd er således ikke sikret ! Tværtimod. Voldsomme tilbageslag er sket i Afghanistan, Rusland, Polen og DDR. Kvinder rets til fri abort er afskaffet. I Afghanistan har den mørkeste middelalder sænket sig over land og befolkning. Det drejer sig faktisk om alle livets forhold. Den religiøse bevægelse i Iran medførte også tilbageskridt og mord på »arbejderklassens sønner«. Men det skal så også erkendes, at alle de muslimske lande, har et enormt behov for national frigørelse og selvstændig fra den vestlige imperialisme og kultur. Men hvorfor skal fyrsternes nationale, økonomiske, politiske og religiøse frigørelse medføre mord på »arbejderklassens sønner«, der jo også ønsker at støtte frigørelsen og kampen mod kolonialismen og udbytningen. Det er såmændt fordi, at den katolske, den ortodokse, den lutherske kirke, den jødiske, den muslimske religion (politik) udgår fra købmænd og handel. Altid har præsterne stillet sig på magthavernes side og velsignet våbnene, - uanset hvem som våbnene var vendt mod. Krigen var jo en forretning,- ligesom genopbyggelsen bagefter. Altid har kirken og de religiøse bevægelser fordømt slaveopstande og senere fordømt arbejderbevægelsen og Socialismen. Socialismen er trællenes frigørelse fra kirke, købmænd og fyrster ! Hverken mere eller mindre. Religionerne og købmændene har understøtte trældommen, slaveriet, hoveriet, lønslaveriet, fordi de havde brug for billige varer til at handle med. Ind imellem har købmænd og fyrster været op og toppes om hvorvidt det var betimeligt at opkræve rente af udlånte penge. Men også det problem fik de løst efter et par krige. Udviklingen i Vesteuropa har endog her i 1999 medført, at der mellem lutheranere og den katolske pavestat er sluttet fred. Men medfører dette samarbejde en yderligere fremtrængen af kirkemagtens indflydelse ? Det bliver ganske uhyggeligt fremover. Socialismen og arbejderbevægelsen har altid været liberal overfor kirken. Socialismen har ikke forbudt eller forfulgt kirken. Det er fint nok fra mit synspunkt, at kirken/religion betragtes som en privat sag, en historisk politisk bevægelse med ret til politiske aktiviteter og partidannelse i lighed med andre politiske bevægelser, selv om det medfører en yderligere splittelse af folk, nation, fagbevægelse, m.v. Socialismen vil selvfølgelig ophæve de religiøses rettigheder til at opkræve skatter, skattefriheder, ophæve deres andre privilegier og ejendom, og overføre kirke og gods til staten, med pligt til, at staten bevarer og vedligeholde mange af de kulturhistoriske kirker, som symbol på undertrykkerne. Og de religiøse må acceptere, at det er tilladt at drive ateistisk og anti-religiøs virksomhed, i lighed med den politiske kamp, der foregår mellem de politiske partiers anskuelser. Men det tåler de kapitalistiske Overklasser ikke, fordi De er i forbund med kirkemagten ! I datiden var kirken en tydelig politisk bevægelse, der gennem tiderne gik i forbund med de største riddere, købmandslægter, jarler, småkonger, fyrstehuse og byernes borgerskaber. Kredsen af kirkemænd opnåede begunstigelser, privilegier, ret til at opkræve skatter, blev jordbesiddere og bestemte mange ting. Men i al væsentlighed var de en del af det undertrykkelsesapparat, for de »små høvdinge« og »småkonger«, som sluttede op om kirkemændene, der indførte det latinske skriftsprog, og således fortrængte de nationale sprog og runeskriften. Kirkens »kulturelle« parole var: ensretning, ensartethed, lydighed, underkastelse. Kirken var jo blomstret op ved landene omkring Middelhavet, som en del af Romerriget og senatorerne. Herfra havde man også erfaringer i intriger og magtkampe med Den Byzantinske Kirke. Det var disse intriger og magtkampe, der blev ført op i Europa mod de nordlige stammer. Først mod Kelterne/Gallerne, så mod de Germanske stammer, mod Nordboerne og mod Slaverne. Med skriftsprog, sværdslag, besværgelser og liturgi blev de såkaldte hedenske folkestammers kultur og skriftsprog (runer) undertrykt og knust. Den fremmede kirkemagt fik endog ret til at etablere skoler og undervisning. Verden har næppe oplevet nogen større kulturimperialismen end kristendommen. De forræderiske småkonger og fyrster gav endog kirken lov til at træffe afgørelser (domstolsafgørelser) mod folkets vilje og landets lov,- mod sædvane og ret. Kirkens udbredelse af latin til forskellige landområder i Europa, forårsagede senere i historien, et voldsom krav om at bøger og prædiken kunne ske på folkenes sprog, - folkene krævede anerkendelse af deres nationale skriftsprog, - og fra den økonomiske kamp opstod protestantismen. Men det skete først efter voldsomme kampe, med Inkvisationen og kætterafbrændinger. Hvor mange sprog, folkestammer og livsanskuelser har ikke måtte vige for kirketerror og fyrstemagt gennem historien ? Eneherskeren i Rom, Paven, ville bestemme alt, ensrette alt, i tråd med de tidligere græske tyranner fra bystaterne i 400-500 året f. Kr.. Paven i Rom blev symbolet på en Tyran. I dag er det beskræmmende, at se hvor mange kvinder, der slutter op om den mande-undertrykkende kirke. Kvinder kunne ikke blive præster. Beskræmmende er det også, at kirken fordømmer børn som uægte børn, når disse børn er avlet udenfor ægteskabet, når selvsamme jomfru Maria fik et uægte barn. Men kirken har altid talt med tve-tunger og dyrket utugt. Kirken gjorde den frie mand til træl. De drifter som alle dyr har - blev gjort skattepligtige. Et nyfødt barn medfører i dag 18 års underholdningsbidrag til kvinden. Det er noget de rige kan betale sig fra,- men den almindelige mand må sælge sin arbejdskraft til de rige, får at kunne betale denne skat. Dermed er grunden til slavesamfundet lagt, - hvor kvinden også spiller en rolle - hun skal føde nye slaver. Overklasserne indførte forbud mod flerkoneri og mod prostitution, men havde selv flere koner, elskere og begik hor. Kirken gik imod skilsmisser - men Overklasserne og kongerne kunne få skilsmisse mod betaling til kirken. Det er ikke mange år siden, at Herremanden havde krav på den første nat med bondens brud i sengen. Overklassens safter og drifter er et kapitel for sig. Kirken sværger til, at alle nyfødte har ret til et liv, selvom »guldklumpen« er svært handicappet fra fødslen. Det er fordi, at der dermed bliver lagt øgede byrder og underholdningsbidrag på manden, der skal holdes i trældom. Den samme kirke har gennem sin levetid brændt hekse, kættere og velsignet våbnene i korstog og krige - så tro ikke at kirken har respekt for menneskelivet. Det er det rene hykleri. Kirken er et led i undertrykkelsesapparatet og i lige linie med præsterne er nutidens: skolelærere, socialrådgiverne, journalister, m.v.. Se de har sjæl, de har et sprog, og de har så satans travlt med at få dit legeme ud og arbejde for spekulant-kapitalen, således at de stadigvæk kan sidde ned og mæske sig fede i deres ordflom, med deres talediarre og med deres nye sproglige opfindelser, der skal svinebinde folk på hånd og mund, i et historisk kastesystem/klassesamfund med en masse papir. De vil »hjælpe dig« - til trældom for Kapitalen. De vil tilpasse dig fyrsternes og »samfundets« normer. Du skal godkende Deres EU-normer, Deres EU-mønt, Deres EU-sprog, flag, m.v. Men disse sproglige genier reproducerer blot deres egne Borgerlige normer. I lighed med socialdemokraterne ønsker de kun at omfordele samfundets rigdomme til deres egen fordel. De griber ikke fat i ondets rod ! I ejendomsretten - og de omstyrter ikke klassesamfundet. Thi de har stadig brug for trælle !

De sydlige magtcentre forsøger atter at knække danernes selvstændighed. Lige siden de tyske fyrster mødte frem med kristendommen over Dannevirke, har den sydlige kulturimperialisme haft held til at gøre Danerne til et lydigt og skattepligtigt folk, fordi lokale »nordiske«, grådige og forræderiske, småkonger i forbund med kristendommen kunne bemægtige sig endnu større rigdom. Prisen for de »gode ideer« fra de kristne var: gods, jord, bønder, skattefrihed til kirken, afløsning af runeskriften med latin, bekæmpelse af de nordiske guder, opløsning af det daværende demokrati, afvikling af danernes ret, indførelsen af kirkeskattepligt. Længere sydpå var de kristne nemlig blevet stoppet af de arabiske fyrsters frihedsbevægelse: Islam, der havde vendt sig mod de kristne skatteopkrævere og deres romersk/byzantinske tyranni. Allerede ved Milano-ediktet i 313 e. Kr. havde den romerske kejser givet de kristne trosfrihed, politisk ligeberettigelse, skattefrihed og ret til søndagens helligholdelse. Men kejseren i det Vestromerske rige frasagde sig i 361 e. Kr. dog kristendommen, da han så hvorledes de kristne blodtørstigt forfulgte anderledes tænkende. Og efter at Karl den Store, selvudråbte sig til tysk/romersk kejser i år 800 e. Kr. vendte de kristne sig mod Danerne med deres gammelkendte romerske: del og hersk politik - og brød og skuespil. Nu blev trældommen afløst af røveri af bøndernes jord med fremmede fyrsters hjælp og hoveriet så dagens lys. Kirkens udryddelse af Katharerne viste hvad det var for en terrorbevægelse, der udgik fra Rom. Nu fulgte korstogene, Inkvisationen og med Columbus og Cortes fulgte den katolske blodige fane sit sejrsgang i den nye verden. Guldets dyrkere slagtede millioner af mennesker i deres kamp for at finde guld og sølv, - og kirkemagten indførte slaveriet i verdensmålestok. Men i Mellemeuropa lykkedes det Luther og nationale fyrster at frigøre sig fra den romerske kirke og ensretning. Men i deres frihedsbegejstring knuste Luther og fyrsterne også bøndernes oprør, som også var godt trætte af de kristne skatteopkrævere og undertrykkelsen. Heroppe får vi så at vide, at den kristendom som var dyrket af overklasserne i 500 år var den forkerte kristendom. Efter Columbus opdagelse af Amerika i 1498, nåede man også til Afrika. Negerslaveriet blev sat i system af de kristne. Der er intet humanistisk i kristendommen og den gjorde ikke menneske frie. I den nye verden gennemførte kirken og købmændene trældommen, - gjorde mennesket til træl. Mellem 1600 -1700 tallet fragtede de kristne omkring 20 millioner negre fra Afrika til Nordamerika. Danskerne førte omkring 100.000 negre til Nordamerika og de vestindiske øer, og selv om Danernes overklasser praler af, at de var de første der i året 1792 afskaffede slavehandelen, var det jo kun for at indføre det lønslaveri, der var gennemført i deres hjemlande, og ophævelse af slavehandelen sker bemærkelsesværdigt også umiddelbart efter. Den Store Franske Revolution i 1789. Krigeren fra hirden og monarkiets beskytter: Napoleon blev kejser for Borgerklasserne, der havde brug for en militær stærk mand til at befæste deres økonomisk magt mod folkemassernes voksende krav. Det politiske diktatur med dekreter blev synligt. Borgerklasserne og Napoleon forsonede sig med Kirkemagten. Ophævelsen af negerslaveriet i Nordamerika skete først efter kampene mellem sydstaterne og nordstater i 1861-1865. Men negerslaveriet ophævelse medførte blot at negerproblemet ikke var løst, det havde blot fået et andet indhold. Efter mange religiøse krige hvor fyrsterne kæmper om at etablere magtcentre, opstår bankier og fabrikanter, som nye overklasser. Hoveriet bliver afløst af lønarbejdet da millioner af ejendomsløse drager til byerne, og samfundene ændres fra bonde til by- og industrisamfund. Dermed opstår arbejderklassen, som vanskeligt lader sig tøjre i den kristne spændetrøje, og de tvunge folkeslag søger nu i fabrikkernes helvede deres historiske rødder, søger idenditet og stiller krav om førstefødselsret og frihed. Socialismen opstår som underklassernes frihedsbevægelsen. Men med den nordiske mytologi lykkedes det i nyere tid for nazisterne at vildføre underklasserne. Thi nazisterne brugte nemlig også den romerske mytologi, hvis korsriddervæsen havde rod i de tyske overklasser, - hos junkerne. På denne måde samlede Hitler alle over- og underklasser,- til en fælles kamp mod jøderne, hvoraf nogle få havde skabt sig rigdom. Nazisternes fik tilslutning fra Europas lutherske og katolske bagmænd, storkapitalen, småborgerne og slumpenproletariatet, thi overalt i Europa dyrkede overklasserne den ariske raceteori og jødehadet. Marxismen der i midten af 1800-tallet havde afsløret religionens rolle i fyrsternes historiske undertrykkelsespolitik, og som havde stillet krav om socialisme - blev også kaldt jødisk og blev forfulgt, netop fordi marxismen truede Overklasserne ejendomsret og afslørede det krigsskabende økonomiske pengesystem. Og da Hitler ikke mere havde brug for de tyske underklasser i SA brugte han en bemærkelsesværdig kristen ejendommelighed: de lange knives nat. Underklassernes organisationen SA blev afløst af de kristne overklassers ridderorden: SS, og vi ved hvordan de brutalt vendte sig mod arbejderne, de faglige organisationer, mod jøderne og mod de slaviske folk. Igen indførte de kristne slavearbejdet i massemålestok til gavn for tyske storkapitalister.

I denne historiske sammenhæng er skandalerne i dag i det katolske CDU og de hemmelige aftaler i EU små. Ligedan er de kristnes dom over socialisten: Egon Krenz. Men EU-førernes religiøse salgsteknik og tro på markedsprincippet, hvor de frie markedskræfter skal gøre os alle til spekulanter og egoister i en evig krig, skjuler blot, at de også gennem WTO og EU vil påtvinge alverdens lande og befolkninger de kristne handelsprincipper, og at de gennem de nye optagelsesbetingelser for ansøgerlande, gør disse lande en slags EU-kolonier. Guldets dyrkere vil nu indføre en ny mønt i lighed med det Byzantinske riges mønt og værdimåler gennem 800 år: den gyldne Solidus. Men de Vestromerske fyrster, glemmer at deres Euro-mønt er en snylter- og spekulationsmønt, der ikke er produktionsmæssig baggrund for. Med Euroen vil de ophæve det lokale politiske selvstyre i kommuner og Folketing. Med hemmelige planer vil grå pengemænd, sidde sydpå, og beslutte udviklingen i Danmark. Den centralistiske og totalitære EU-stat har set dagens lys. Og netop her i december 1999 besluttede fyrsterne i EU - endog i et af de nordiske broderlande, i Helsinki - , at oprette en militær krisestyring og militære styrker, der skal være klar til at håndtere alle Petersberg-opgaverne. Jovist -fyrsterne og undertrykkernes nye fælles romerhær er klar til at forsvare Overklasserne skattefriheder og kue Underklasserne med skatter og trældom. Og den lutherske og den katolske kirke har etableret fred og samarbejde. Men nede i det østrigske genopstår den folkelige modstandsbevægelse p. g. a. trykket fra den tavse kristendom og EU-fyrsterne, der ikke vil give alle undersåtterne 6 ugers ferie, rimelige huslejer og en løn man kan leve af. Og selv om EU-fyrsterne står måbende over genopståelsen af småborgernes og nazismens myter, er det jo en naturlig del af den kristne historie og den kapitalistiske økonomiske udvikling. Og det foruroliger os alle, fordi underklasserne igen sættes i bevægelse af kapitalistiske bagmænd, der vil gennemføre det kristne barbari og monotismen. Enten giver Europas fyrster underklasserne nogle friheder og nedsætter den økonomiske vækst,- thi ellers udløser de igen det barn (barbariet), som er iboende den kristne kapitalistiske globalisering og Pengemagt.

Skift til: Roms historie * Østkirken * Jugoslavernes historie * Ruslands historie * Nyere historie * Danmarks historie

Webmaster