100 året for Lenins årsdag

Sekretær Ib Nørlund, Danmarks Kommunistiske Parti, afholdt i 1970 disse tre foredrag: Lenins lære og metode * Om overgangen fra kapitalisme til socialismen * Internationalismen og arbejderbevægelsen.

Tillæg: (I) Erklæring fra konferencen af repræsentanter for 81 kommunistiske partier i Moskva -1960.

(II) Erfaringskritikkens og den dialektiske materialismes erkendelsesteori II

Menneskeheden har i lange perioder været plaget af drømmen om et evigt liv. Men et menneske kan kun gå ud over sine egne grænser gennem det liv, det vækker i andres bevidsthed. Der lever enhver sit righoldigste og mest ubegrænsede liv.

Der gives tilfælde, hvor et menneskes virke og ideer hos andre fremkalder erindringer, tanker og tilskyndelser, der breder sig som stadigt forstærkede ringe - på tværs rundt om i samtiden og på langs ud gennem generationerne. Det er som der er blevet slået strenge an, hvis toner holder sig i en stadig resonans, der ikke vil dø hen. Det er, når dette menneske i tanke og handling har evnet at udtrykke fundamentale historiske og samfundsmæssige behov. Denne samklang er det væsentligste i alt, som er varigt i det historiske forløb - alt, som bliver klassisk, om man vil. Med den måles egentlig menneskelig storhed - som er noget aldeles andet end det, som markskrigerisk råbes ud som succes, end den billige popularitet, som hurtigt dør hen, og som ikke mindst er kendt i vor reklamebrølende tid.

Det er en sådan virkelig storhed, som V. I. Lenins liv og virke rummer, og som gør det så uomtvisteligt berettiget, at hans 100 års dag højtideligholdes en hel verden over. Det er dog ikke et spørgsmål om festivitas. Det er først og fremmest et spørgsmål om at genkalde og anvende hans livsværk på løsningen af vor tids problemer.

Den indflydelse har været så indgribende, at ikke blot kommunister, men også andre indser nødvendigheden af at gøre sig bekendt med det egentlige indhold af, hvad Lenin stod for.

Ingen, der vil gøre sig tanker om samfundet og dets fremtid, kommer uden om at sætte sig ind i Lenins værk. På særlig måde gælder det for de unge generationer, som kan være hyllet i den fordom, at Lenin er en ældre herre, der hører fortiden til. Ydermere har man i de senere år på ganske raffineret vis søgt at give de revolutionære strømninger, som i kraft af det senkapitalistiske samfunds krisesygdomme udvikler sig i ungdommen, en afsporing i retning efter andre idoler, som slet ikke eller kun i meget ringere grad kan give den inspiration og vejledning til at søge fremadrettede veje, som kendskabet til Lenin kan.

Kvintessensen af Lenins livsværk og den vigtigste arv, han har overleveret, består i leninismens lære. Den er en konsekvent udvikling af marxismen i en ny tidsperiode bestemt af kapitalismens udvikling til monopolisme og imperialisme og af verdens begyndende overgang til socialismen. Den periode har opfyldt vort århundrede, og leninismen er derfor med rette betegnet som »Det 20. århundredes marxisme«. Men der er intet skel eller afgrænsning mellem de to, hvorfor man også med fuldt berettiget præcision taler om marxismen-leninismen. Om den gælder, hvad Lenin sagde om Marx' lære, at den er »almægtig, fordi den er sand. Den er udtømmende og harmonisk, den giver menneskene en helstøbt verdensanskuelse, uforenelig med al overtro, al reaktion, al retfærdiggørelse af borgerlig trældom. Den er retmæssig arvtager til det bedste, som menneskeheden har frembragt ...« Det betyder dog ingenlunde, at den er en hovedpude at hvile på. Det gælder for den, hvad Lenin også sagde om marxismen: »Vi betragter ikke Marx' teori som noget afsluttet og urørligt, vi er tværtimod overbevist om, at den kun har lagt grunden for den videnskab, som socialisterne må videreføre i alle retninger, hvis de ikke vil sakke bagud for livet«.

Som alt, der er af værdi, tilegnes Lenins lære ikke uden anstrengelser. Marxismen-leninismen er den videnskabelige socialisme og kommunisme. En lære af en sådan karat og rækkevidde tilegnes ikke som en samling aforismer. Sådanne metoder kan kun indgå som led i charlataner!. Tilegnelse af marxismen-leninismen betyder indsigt i dens læresætninger, deres begrundelse og deres anvendelse. Deraf fremgår også den metode, som må være bærende og vejledende for at bane nye veje og nye problemer. Det er ganske vist urigtigt - som nogle vil - blot at reducere marxismen-leninismen til en metode - og det gøres ofte som en fordækt form for at fornægte nogle af dens grundlæggende videnskabelige landvindinger. Men dens dybt begrundede og sammenhængende metode er en af dens mest afgørende og levende bestanddele, som ingenlunde lader sig reducere til slagord.

Lenins indsats faldt i en tid, hvor nye problemer af største rækkevidde rejste sig for arbejderklassens og folkenes kamp. I sådanne situationer er evnen til dristigt at gå frem og lige så dristigt at vende sig mod falske forestillinger, der drager baglæns, noget afgørende.

I mange henseender står vi nu over for ligeså afgørende skilleveje. Vi skal i det følgende redegøre for nogle sider af Lenins lære og metode af særlig betydning for problemer, som nu stiller sig.

Ved løsningen af de nye problemer, som den ny epoke i samfundsudviklingen stillede, byggede Lenin på marxismens filosofi, den dialektiske materialisme, og på Marx' klarlæggelse af grundtrækkene i den kapitalistiske produktionsmåde og dens deraf følgende udviklingstendenser. Han så de samfundsmæssige problemer i lys af »Det kommunistiske manifest«s ord om, at »alle hidtidige samfunds historie er en klassekampenes historie«. Han opfordrede altid til at se den forbitrede klassekamp bag de politiske overfladefænomeners flitterværk.

»Menneskene har altid været naive ofre for bedrag og selvbedrag i politik, og de vil blive ved med det, indtil de lærer at finde frem til denne eller hin klasses interesser, der ligger bag de forskellige moralske, politiske og sociale fraser, erklæringer og løfter«, sagde han (Udvalgte værker, bd. i, side 85).

Og han fastslog videre metoden til at finde vejen frem: »Til at bryde disse (de herskende) klassers modstand er der kun ét middel: nemlig i selve samfundet omkring os at finde de kræfter, der kan - og efter deres stilling i samfundet må - danne den magt, som kan fjerne det gamle og skabe det ny, at oplyse dem og organisere dem til kamp« (samme sted).

Marx' økonomisk/politiske analyse af kapitalismen havde påvist, hvordan proletariatet, den moderne arbejderklasse, var og måtte være hovedkraften i det samfundsmæssige fremskridt, som måtte føre fra kapitalisme til socialisme. Arbejderklassen vokser stadig og er i kraft af sin stilling i produktion og samfund tvunget til at føre sin kamp som den bedst organiserede og mest selvdisciplinerede kraft i samfundet. Og det objektive grundlag for selve det kapitalistiske system genskaber disse egenskaber i generation efter generation af lønarbejdere i stadigt fornyede former.

Fra sin første optræden som marxist var det mere end noget andet denne forståelse for arbejderklassens rolle, som Lenin måtte kæmpe for. Derom drejede det sig i de første opgør med de småborgerlige revolutionære og demokrater i det gamle Rusland. Derom drejede det sig i de uophørlige opgør med opportunistiske eller panikslagne tendenser, som opstår over for enhver vanskelighed, som klassekampen støder på.

Det er som bekendt i vor tid på ny kommet på mode at fornægte arbejderklassens kampevne og revolutionære egenskaber - selv inden for kredse, der vil opfattes som revolutionære, men som ved denne art optræden netop afslører deres småborgerlige begrænsning. »Arbejderklassen er borgerliggjort, påvirkes af borgerligheden«, siger de. Ja, selvfølgelig. Hvem er ikke det i et samfund, hvor borgerlig ideologi er den herskende og tudes ind fra alle sider, på alle døgnets tider. Hvis det skulle være det eneste afgørende, så var der overhovedet ingen vej frem. Men det drejer sig da også om noget helt andet: nemlig at der på trods af denne ustandselige påvirkning alligevel i arbejderklassen udformes en sådan samfundsmæssig kraft, som kun kan hævde sig i kamp mod monopolkapitalens magt, og som, når den fulde bevidsthed om dens faktiske stilling i samfundet tilkæmpes, også formår at gøre ende på denne magt.

De »nye« beskyldninger mod arbejderklassen i de udviklede kapitalistiske lande er ikke så nye endda. Lenin blev også stillet over for dem. På et møde i sovjetternes ledelse i april 1918 optrådte en anarkist ved navn Ge med store ord om, at proletariatet i Europa var »pestbefængt og råddent«, så det kunne man ikke vente sig noget fra. Lenin kaldte dette synspunkt for »nationalt barbari og afstumpethed uden lige«. Han sagde: »Proletariatet i Europa er ikke spor mere pestbefængt end i Rusland, men påbegyndelsen af revolutionen er dér vanskeligere, fordi dér står ikke idioter som Romanov (tsaren) eller pralhalse som Kerenskij i spidsen for magten, men dér findes alvorlige ledere for kapitalismen, hvad der ikke var i Rusland«.

Tilliden til arbejderklassen, forståelsen af dens rolle og indstillingen på fremfor alt at bringe dens kræfter til udfoldelse er den absolutte forudsætning for enhver samfundsforandrende og revolutionær virksomhed, der vil tages alvorligt. De, som uden dette vil optræde som »revolutionære«, vil måske kunne glæde sig ved at blive fremvist som »interessante« prydfisk i den borgerlige presses vinduesakvarier. Men det bliver netop på grund af, at de har fornægtet det grundlag, hvorudfra Marx og Lenin kunne forandre verden.

Forståelsen af, at alle samfundsbetingede problemer må vurderes i relation til den klassekamp, hvis hovedsagelige modpoler er arbejderklassen og monopolkapitalen, bestemmer noget afgørende ved metoden, hvormed sådanne problemer må gribes an. Det kaldes den klassemæssige vurdering, som altid søger det klassemæssige indhold i fænomenerne og begreberne.

I vor tids komplicerede samfundsliv er en af de vigtigste kilder til forvirring og vildledning blevet jongleren og fiksfakserier med »klasseløse« begreber og forestillinger. Det er nu den borgerlige ideologiske påvirknings hovedmetode. Den udøves ofte så bestikkende, at den ikke er uden virkning.

Vi kender det i virkeligheden indtil ulidelighed fra hverdagspropagandaen. Hvad begrundes f. eks. ikke i politikken med »samfundshensyn«. Vi skal føre »samfundspolitik«, gavne »familien Danmark«, udvikle »erhvervslivet« osv. osv. Tag en hvilken som helst tale af ministre, fhv. ministre eller dem, der havde håbet at være ministre - og man vil have hundreder af eksempler! Men i virkeligheden betyder »samfundshensynet« hensyn til den herskende klasse i samfundet. At genere den bestående orden af klasseherredømme er at antaste »samfundet«. »Familien Danmark« har sine privilegerede duksebørn og sine vanartede unger i skammekrogen. »Erhvervslivet« er en omskrivning for den kapitalistiske foretagsomhed, og forstyrrer man den, er man »erhvervsfjendtlig«. Osv.

Ja, når alt kommer til alt, kan enhver af os vel gribe sig i pludseligt at komme til at snakke om, at nu har »vi« valutaunderskud, skønt netop vi aldeles ikke har nogen valuta at have underskud med ...

Den officielle tænke- og talemåde bebrejder marxisterne deres »ensidighed«, fordi de bestandig opløser begreberne i deres klassemæssige bestanddele, viser deres klassemæssige indhold. Heroverfor gør den sig selv til af sin »objektivitet«, sin »ligelighed«, sin »gyldne middelvej«, sin »på den ene side - på den anden side«. Det kan jo lyde nok så kønt - ikke mindst i et land, hvor man opdrages til at mene, at »sandheden ligger midt imellem«. Men i virkeligheden er det marxisterne, der forsvarer den objektive sandhed om samfundsfænomenernes Massekarakter mod »objektivisterne«, der forsøger at tilsløre den.

Denne tænkemåde føres helt over på det filosofiske plan, hvor den også smykker sig med navnet »objektivisme«. Det kan give forkerte forestillinger. Det, som er dens væsen, er, at den i objektivitetens navn forholder sig passiv, udeltagende og neutral over for rigtigt og falsk, progressivt og reaktionært. Heroverfor har den marxistiske filosofi et ganske andet standpunkt, som ikke mindst er udviklet .af Lenin. Erkendelse af virkeligheden, af den objektive sandhed, må også indbefatte, at man tager parti - mod alle former for uvidenskabelighed, forfalskning og tom abstraktion, som har til følge, at man affinder sig med det, som må overvindes. Marxismens filosofi er kritisk og aktiv og afviser derfor at blive stående »midt imellem« rigtigt og falsk, for det er også falsk. I samfundsspørgsmål fører den falske »objektivisme« til, at menneskene gøres til ofre for den bestående orden, mens partitagen er betingelsen både for erkendelse af virkeligheden og for at gøre menneskene til herrer over den.

Sådanne spørgsmål vedrørende metoderne for tankens brug har ikke bare betydning for filosofisk interesserede, men også for den samfundsmæssige praksis, for hverdagens diskussioner.

Tag f.eks. den måde, hvorpå man i lange tider har drevet utugt med talen om »frihed« og »demokrati« som almene, klasseløse begreber. Fidusen er egentlig let gennemskuelig. Først kalder man den kapitalistiske verden for »den frie verden«. Den frihed, som eksisterer dér, findes ikke i den socialistiske verden. Altså er socialismen mod »friheden«. Det kan ikke undre, at de, som koger den suppe sammen, tér sig ganske balstyrigt, når man afslører dem - som da dele af borgerpressen fornylig gebærdede sig, som havde de fået bommesislag, fordi Hans Scherfig havde tilladt sig at sætte fingeren på det ømme punkt: klasseindholdet. Han havde endog fordristet sig til at sige: »Demokrati kan i en stat kun være klasse-demokrati. Og enhver stat er et apparat, benyttet af en klasse til undertrykkelse af andre.«

Nej, den frihed, der findes under socialismen, findes ikke i den kapitalistiske verden. Den bygger nemlig på, at produktionsmidlerne er det arbejdende folks ejendom og anvendes i dets interesse. Det er et demokrati, som også stiller krav til sine egne, til det arbejdende folk, om at vise aktivitet og dygtighed til at sikre og udvikle sit eget samfund hurtigt og rigtigt. Det er og kan ikke være uden problemer. Men det er den eneste vej til at udvikle, frugtbargøre og berige friheden for det arbejdende folk. Og for den bestræbelse må det »kræfternes frie spil«, som den kapitalistiske klasseejendom og herredømme dækker sig bag, vige, trænges tilbage og brydes ned. Folkets frihed må sejre over kapitalens, og den må fastholde sin sejr.

Eller tag en diskussion, som blev pustet vældigt op for nogle år siden, og denne gang med Aksel Larsen som troubadour for den borgerlige ideologi. Det var, da Sovjetunionen lod sin megatonbombe eksplodere i 1961. »Fordøm, fordøm!«, råbte man. Når I fordømmer, at de Gaulle sprænger bomber, må I også fordømme Sovjetunionen - ja, helst fordømme den endnu mere. »En bombe er en bombe.« Det er den måske nok, men en eksplosion, der foretages for at overtyde imperialisterne om, at de gør klogest i at holde sig på måtten med deres atomtrusler, er ikke det samme som eksplosioner, der foretages som led i atomkrigens forberedelse. Under kampen mod Hitler-Tyskland sagde vi dog heller ikke: »En kanon er en kanon, hvad enten den skyder for sovjethæren eller for nazitropperne.« Og faktisk blev megaton-eksplosionen ikke - som Aksel Larsen skræppede - »optakten til den 3. verdenskrig«, men optakten til den første begrænsning af atomprøvesprængningerne.

Naturligvis findes der ting, som man ikke kan give klassekarakter. Det ville være pjat at snakke om, at en maskinkonstruktion er kapitalistisk eller socialistisk, eller om, at en matematisk teori er proletarisk eller borgerlig. De, der har forsøgt sig med den art forskruetheder, har kun gjort sig selv til grin. Men alt, som står i relation til samfundsforholdene, har i denne forbindelse også en rolle i klassekampen og må så også bedømmes ud fra klassesynspunktet. Når man stilles over for begreber som »frihed«, »demokrati«, »vold«, »magt«, må man altid kradse på dem for at få deres indhold til at træde frem - for hvem og hvad ? mod hvem og hvad ? for hvilken klasse og mod hvilken ? Der findes ingen »frihed«, »demokrati« osv., som svæver frit i luften, og de, der lader som det, svindler. Vi har for nylig fået en alvorlig advarsel derom, idet det var den trafik, som højrerevisionisteme drev i Tjekkoslovakiet - med følger, som nær kunne være blevet skæbnesvangre,

En sådan udnyttelse af abstrakt tale om »demokrati« er imidlertid ikke af nyere dato. Allerede Engels erindrede i et brev Bebel om, at under samfundsrevolutionen, »på krisens dag og dagen derpå« vil »alt, hvad der var reaktionært, gebærde sig demokratisk« og gruppere sig om »det rene demokrati«. Men i vor tid finder man også på nye metoder til at forflygtige klasseindholdet i den samfundsmæssige kamp. Under indflydelse af den voldsomme udvikling af produktivkræfterne, som vi kalder »den teknisk-videnskabelige revolution«, er det således kommet på mode at påstå, at dermed er betingelserne og perspektiverne for samfundsudviklingen fuldstændigt ændret. Teknikkens fremskridt, ikke klassernes kamp, skulle angiveligt nu være det bestemmende. I det klasseløse teknokratis navn skulle den industrielle udvikling i sig selv ændre alle de bestående samfundsformer - kapitalistiske som socialistiske - til et højerestående, »efter- industrielt« samfund.

Det er f. eks. sådanne teorier, de franske kommunister har måttet gøre op med i kampen mod den revisionisme, som Roger Garaudy har forvildet sig ud i. Den har efterhånden ført ham ud i forestillinger om, at fremtidens veje er at finde i automatiseringens forvandlinger af produktionsprocessen, som vil »veje i retning af en finaliseret (styret) kapitalisme i USA, en demokratiseret socialisme i Sovjetunionen og stræben efter nye kriterier og metoder for udviklingen i den 3. Verden. Dette »konvergensens« perspektiv gør, at han udråber videnskabsmændene, forskerne til »i dag at være bærerne af den afgørende kraft til omskabelse af verden«.

I virkeligheden finder man imidlertid frem til de nye momenter, som den teknisk-videnskabelige revolution skaber for samfundsudviklingen ved at undersøge dens virkninger på klassestrukturerne, ikke ved at betragte produktivkræfterne løsrevet fra ejendomsforholdene og klassekampen. Den tekniske udvikling har betydning bl. a. for kapitalens koncentration, den statsmonopolistiske kapitalisme, det nødvendige uddannelsesniveau for arbejdskraften, teknikkens tilnærmelse til arbejderklassens levevilkår, »uddannelseskrisen« i samfundet o. a. Men alt dette ændrer intet ved det grundlæggende i kapitalismen, den private ejendomsret til produktionsmidlerne, intet ved at dennes ophævelse er den afgørende forudsætning for, at produktivkræfterne ikke skal komme i stadig mere ødelæggende modstrid med produktionsforholdene, og intet ved at arbejderklassen som følge af hele dens stilling er den afgørende kraft for gennemførelsen af enhver virkelig omformning af samfundet.

Denne og beslægtede former for forvanskning af de faktiske sammenhænge, for revisionisme i teorien, rører også ved en anden vigtig side af den videnskabelige metode, som er marxismens og leninismens. Disse forvanskninger foretages ofte i »fornyelsens« navn, idet »intet kan anses for givet, alt må underkastes tvivl«. Lidt mere filosofisk udtrykkes det: »Der findes ingen absolut sandhed. Alt er relativt« og kaldes for relativisme.

Lenin efterviste uholdbarheden af sådan relativisme både i filosofien og i dens politiske og andre anvendelser. Af det forhold, at vor viden til en given tid er ufuldstændig, relativ, kan man ikke slutte, at den ikke også rummer en bestandig, absolut, sandhed. Tvivlen på, at kritikken af den allerede opnåede viden - som er en nødvendig metode for at trænge dybere ind i problemerne - må derfor ikke drives dertil, at man simpelt hen forkaster al tidligere opnået indsigt. Det fører i virkeligheden til fornægtelse af al videnskabelig erkendelse og metode og til, at man giver sig vilkårlige påstande i vold. Det betyder at erstatte viden med tro eller med andre former for formålsbestemte fordomme.

I lidt strengere filosofisk sprog kan dette udtrykkes, at den marxistisk-leninistiske metode er kritisk, men ikke skepticistisk. Der eksisterer et dialektisk forhold mellem relativ og absolut viden. I den dialektiske metode udgør den stadigt nødvendige efterprøvelse og kritik ikke bare en fornægtelse, men en dialektisk negation. I sine »Filosofiske hæfter« siger Lenin herom: »Ikke den blotte negation, ikke den unyttige negation, ikke den skeptiske negeren, vaklen, tvivlen er karakteristisk og væsentlig i dialektikken - som utvivlsomt indeholder et element af negation, endda som sit vigtigste element - nej, men derimod negationen som et moment af sammenhængen, som moment af udviklingen, idet man bevarer det positive, dvs. uden nogen som helst vaklen, uden enhver eklekticisme«.

Eller: »Fra konstateringen til negationen - fra negationen til »enheden« med det konstaterede - uden det bliver dialektikken til blot negation, til leg eller skepsis«. Disse filosofiske betragtninger er anført, fordi de i virkeligheden udgør en præcision af vor metode, som vi meget ofte kan have brug for i vore overvejelser og diskussioner med fejlagtige opfattelser.

Husk f. eks. hvordan højrerevisionisterne i sin tid tog på vej og udnyttede Sovjetunionens kommunistiske partis 20. kongres. Kritikken af, negationen af de misforhold, som var opstået under persondyrkelsen, blev straks drevet videre til en fornægtelse og forkastelse af den socialistiske opbygning og udvikling overhovedet. De ville flot sætte en streg over de største samfundsmæssige fremskridt i menneskehedens historie, over kampen mod og sejren over den frygteligste fare, som havde truet menneskeheden, alt i tvivlens hellige navn. Aksel Larsen forkastede endog konstateringen om klassekampen som den drivende kraft i historien. Og så famlede man sig frem - til socialdemokratisme og borgerlighed.

Eller tag opportunismen i venstre-ekstremistisk udlægning. Den fornægter og negerer det eksisterende, borgerlige samfund - hvad der er udmærket - men hvordan ? Alt er noget lort. Samfundet er råddent. Arbejderklassen er borgerliggjort. De revolutionære er reformister. »Alt kedeligt er kontrarevolutionært« (Sorte Fane i Information d. 8.4.70). Jo galere det går, jo bedre. Først når vi har fået fascisme, kan revolutionen sejre. Osv. Også en sådan fornægtelse betyder, at man mister enhver realistisk orientering. Man bytter op og ned på tingene, så man f. eks. (i VSs bulletin 42) kan få sig til at deklamere: »Fagbevægelsen er blevet det kapitalistiske samfunds stærkeste led.«

Det er ikke noget tilfælde, at både den ene og den anden slags relativisme og opportunisme fører til opgivelse af klassesynspunktet. Den rigtige metode til at gribe nye problemer i samfundslivet an og til at finde nye veje består netop i, at man ud fra forståelsen af klassekampen som den drivende kraft, under fastholdelse af klassesynspunktet, kritiserer og forkaster det, som må forkastes, og ser, fremhæver og udvikler de kræfter, som der kan og må bygges på. Det er en fornyelse, som holder dette stolte ord i ære, en dialektisk fornyelse af teori og praksis - ikke forvirring og jammerskrig klædt ud som »fornyelse«, selv om de i virkeligheden kun peger bagud.

Den dialektiske fornyelse var Lenins metode. Det var hans evne til at anvende den, der gjorde det til et karakteristisk træk for hans politiske virke, at han altid formåede at vise, hvori vejen frem i enhver situation bestod, og at han ikke helmede, før han nøgternt og velbegrundet havde fundet den. Og han befandt sig ofte i situationer, som i vanskelighed og tilsyneladende udvejsløshed langt overgår, hvad vi kan opleve i vor tid, hvor socialismens virkeliggørelse og opsving er et stedse synligt håndpant på udviklingens retning. Lenin begyndte at virke i de forvirrede revolutionære smågrupper i Rusland. Han oplevede den strøm af pessimisme og sønderknusthed, som fulgte efter den første russiske revolutions nederlag. Midt i året 1917 måtte han forfulgt fjæle sig i en sølle stråhytte ved Razliv-søen. Under borgerkrigen måtte han gennemleve en periode, hvor sovjetregeringens magt kun hævdedes i et beskedent område omkring linjen Moskva -Leningrad. Men ingen sinde lammedes han af tvivl. Den forståelse af lovene for klassernes kamp, som sad ham i hver fiber, den bevidsthed om arbejderklassens historiske mission og den tillid til klassens kraft, som udsprang deraf, viste ham, hvor vejene var at finde - de veje, der blev sejrens veje.

Hævdelsen af klassesynspunktet er en afgørende del af den ideologiske kamp. Lige fra den første begyndelse fremhævede Lenin, at arbejderklassens kamp foregår på tre fronter - udover den økonomiske og den politiske også på den teoretiske og ideologiske front. Denne side af klassekampen har i vor tid kun vundet yderligere i betydning.

Undertrykkelsen af udbyttede klasser kan ikke opretholdes med tvang og vold alene. Den må også virke ind på de undertryktes sind, så de præges af forestillinger og tankegange, som får dem til at opføre sig som undertrykte, dvs. sådan som det modsvarer den herskende klasses interesser. Ideologi vil sige et sådant system af forestillinger og tankegange. Når den holdning, den afføder, svarer til det borgerlige klasseherredømmes behov, taler vi om borgerlig ideologi.

Befrielsen fra det borgerlige klasseherredømme indebærer også en befrielse fra de tvangstanker og falske forestillinger, som skal forlede de udbyttede til at handle imod deres faktiske interesser. Det kræver en kamp for at gøre sig sin virkelige stilling i samfundet bevidst, og derfor også for overhovedet at erkende den samfundsmæssige virkelighed. Det begynder med, at man på det ene og det andet område kommer i konflikt med den officielle tankegangs falskhed. Men hævde sig over for den herskende ideologis alsidige pres kan man kun ved hjælp af en tilsvarende alsidigt udbygget ideologi, som møder den officielle falskhed og forvirring med sandhed og klarhed, og som modsvarer behovene hos den klasse, som er den modstående til den herskende. Denne arbejderklassens ideologi kaldes også den socialistiske ideologi. Den er udformet og udbygget til teori i marxismen/leninismen.

Disse to ideologier er uforenelige. Den ene har som formål i strid med samfundets udviklingsbehov at opretholde det kapitalistiske klasseherredømme. Den .anden har til formål af afskaffe det og erstatte det med socialismens samfund, hvor produktionsforholdene svarer til produktivkræfternes udviklingstrin. Man kan ikke både opretholde og afskaffe. Man kan ikke både klamre sig til falske forestillinger og erkende sandheden. Derfor, sagde Lenin: »... står spørgsmålet kun således: borgerlig eller socialistisk ideologi. Her findes ingen mellemting .. . Derfor betyder enhver afsvækkelse af den socialistiske ideologi, ethvert frafald fra den tillige en styrkelse af bourgeoisiets ideologi« (Udvalgte værker, bd. 2, s. 557).

Der findes naturligvis andre klasser i samfundet end de to hovedklasser - klasser og lag, som ofte vakler mellem at støtte kapitalist-klassen eller arbejderklassen, idet de på kortere sigt kan have interesser, der trækker hver sin vej. De kaldes småborgerlige lag. På tilsvarende måde findes der i den ideologiske kamp standpunkter, der forsøger sig med ét ben i hver lejr, på den ene side og på den anden side. Man taler om dem som småborgerlige ideologiske positioner. De giver sig i reglen ud for at repræsentere »en 3. vej«, men de er i deres væsen inkonsekvente og uholdbare, og deres frafald fra den socialistiske ideologi udgør en styrkelse af den borgerlige.

I deres forvirrethed og ubestandighed spiller de dog en rolle i den ideologiske kamp. Med deres indrømmelser til socialistisk ideologi er de ofte mere egnet til at vinde indpas i arbejderklassen end de brutalt storborgerlige tankegange. De bliver derfor ofte formen for at lede arbejderklassens tankegange på vildspor. Mens arbejderklassen i den politiske og økonomiske kamp må søge sig forbundsfæller blandt de småborgerlige lag, kan den derimod ikke tillade sig at give indrømmelser til småborgerlig ideologi. Mellem sandt og falsk gives der intet kompromis. Men man må naturligvis søge egnede former for at overbevise om sandheden.

Nogle tænker: Det kommer af sig selv. Behøver vi virkelig at bekymre os om alle disse ideologiske spørgsmål ?

Men den, som gør sig passiv i den ideologiske kamp, bliver selv offer for den. Selv om vi indstiller den, gør modparten det ikke. Forlader vi os på, at de spontane bevægelser klarer alt, så vil vi få en ubehagelig opvågnen. Det var det, Lenin fremhævede fra selve grundlæggelsen af den socialistiske bevægelse i Rusland: »Ethvert knæfald for spontaneiteten, - enhver afsvækkelse af »det bevidste elements« rolle, betyder en styrkelse af den borgerlige ideologis indflydelse på arbejderne - aldeles uafhængigt af, om den, der afsvækker denne rolle, ønsker det eller ikke« (samme sted, side 53).

Også i vor tid har vi erfaringer nok, som understreger dette. SF prøvede i 6oerne netop at leve på de spontane venstrestrømninger, der stræbte efter bedre kår, demokrati og national frihed. Men SF jævnede kun vejen for borgerlige opfattelser af disse begreber. Hver gang det over for borgerlige kampagner var nødvendigt at hævde, hvad arbejderklassen må lægge i »velfærd«, »demokrati« og »selvstændighed« - så strakte de våben over for den antisocialistiske propaganda. Det befordrede i virkeligheden også deres nedgang på lidt længere sigt.

Lige så nødvendigt det er at hævde klassesynspunktet, lige så frugtesløs! er det selvfølgelig bare at gøre det ved deklamationer og ved at »indtage holdning«: Det er i den konkrete anvendelse af teorien og metoden, at den viser sin magt og styrke. Derfor er undersøgelse af de konkrete forhold, alsidig og indgående indsigt i dem, en ubetinget forudsætning for, at klassesynspunktet og den socialistiske ideologiske holdning skal have værdi - ikke blot være en frase. I forordet til sin egen grundlæggende undersøgelse af »Kapitalismens udvikling i Rusland« kalder Lenin forsøgene på at »søge svar på konkrete spørgsmål blot gennem logisk udvikling af den almene sandhed om vor revolutions grundlæggende karakter« for »en fuldstændig latterliggørelse af den dialektiske materialisme«. Nej, anvendelsen af teorien betyder: »Konkret analyse af de forskellige klassers stilling og interesser må tjene til at fastlægge den vigtige betydning af denne sandhed i dens anvendelse på det ene eller andet problem.« Eller som han andetsteds siger: »Sandheden er altid konkret.« Teorien lever i tingene selv.

Det er en metodologisk retningslinje, som det er overordentlig vigtigt at fastholde, navnlig når nye momenter begynder at gøre sig gældende og deres betydning skal bestemmes. Hvis de søges vurderet blot gennem almene spekulationer og ikke ses i deres virkelige sammenhæng, kan man komme aldeles på vildspor. Navnlig kan det føre til, at man kommer til at absolutisere en side af sagen og dermed forvrænger de faktiske forhold og udviklingstendenser.

Ved kapitalismens overgang til sit monopolistiske, imperialistiske stadium var der socialistiske teoretikere som Kautsky, der ræsonnerede således: Frikonkurrencens afløsning af monopolisering betyder, at større og større monopoler vil opstå. De vil blive færre og færre, og - her er det springende punkt! - det vil så betyde, at der til sidst kun vil være et enkelt tilbage, også i verdensmålestok: en »ultra-imperialisme« vil være opstået, verdensfreden vil være sikret af imperialismen.

Lenins metode heroverfor var at gennemføre den konkrete analyse af imperialismen (i »Imperialismen som kapitalismens højeste stadium«, Udvalgte værker, bd. 6). Han påviste, hvordan dannelsen af større monopoler samtidig betyder skærpet kamp mellem dem. Konkurrencen genopstår på et højere plan, mere nådeløs og ødelæggende end nogen sinde. Det er derfor ikke verdensfredens, men verdenskrigenes periode, som imperialismen fører til.

De to metoder fører altså til aldeles forskellige resultater. Hvilket der er rigtigt, behøver ikke at diskuteres i dag. Men det bemærkes, hvordan den tilsyneladende mere »radikale«, men tomme spekulation fører til besmykkelse af imperialismen, mens den konkrete og måske besværlige og »kedelige« klassemæssige analyse både bringer sandheden frem og gør en partitagen mod imperialismen til en uomgængelighed.

Også de teknokratiske forestillinger, som dyrkes i nutiden, bygger på en tilsvarende, uholdbar absolutiseren. Det er rigtigt, at den nyeste teknik betyder, at der findes muligheder for at realisere nyskabelser, der hidtil har måttet forekomme fantastiske. Men denne tekniske udvikling er kun i sin første begyndelse. Realiseringen af mulighederne er ikke blot et teknisk, men nok så meget et samfundsmæssigt spørgsmål forbundet med klassekampens forløb. De, som allerede nu ser syner om en totalt automatiseret industri, der gør arbejdskraften overflødig, eller om indbygning af antenner i alle nyfødtes hjerner, så alle lader sig styre, yder ikke derved noget bidrag til løsning af problemerne i den samfundsmæssige kamp nu. Det samme gælder Garaudy, når han hengiver sig til drømme om et »direkte demokrati« ved den moderne informationsteoris hjælp: »en slags permanent generalforsamling for hele folket, hvor enhver individuel mening hvert øjeblik indregistreres og totaliseres, og hvor enhver information bliver programmeret og udsendt ...«. Derudfra frakender han politiske partier og formationer enhver virkelig fremtid. Samtidig nedvurderer han betydningen af den aktuelle politiske kamp og mener, at bestræbelserne for at samle venstrekræfterne kan »sendes på museet for Folkefronten«.

Ikke blot gudsdyrkelsen, men også dyrkelsen og absolutiseringen af teknikken kan således bruges til flugt fra virkeligheden og som »opium for folket«. Opium bringer stundom glade fantasier, stundom knugende rædselsforestillinger - men altid fremmer den dådløshed og passivitet. Rigtig forståelse af teknikkens muligheder og perspektiv må tværtimod føre til en påkaldelse af al energi for at få brudt de kapitalistiske produktionsforhold snarest, så teknikken kan blive et redskab i folkets og ikke monopolernes hænder. Men det forudsætter, at man ikke absolutiserer teknikken, men ser dens faktiske plads og rolle i den samfundsmæssige kamp, i klassekampen.

I den ideologiske kamp, i fremskridtet for erkendelsen er det afgørende derfor at forbinde bestræbelsen efter den mest konsekvente principielle klarhed med uddybelsen og berigelsen af de konkrete undersøgelser. Det ene betinger det andet. Man må se, hvordan de almene love gør sig gældende i hvert konkret tilfælde og problem, og man må se, hvordan de nye konkrete foreteelser beriger forståelsen af de almene love og begreber.

Lenins hele virke var et forbilledligt eksempel på forbindelsen af principfasthed med fornemmelse for alle reale nye kræfter og muligheder, af teoretisk klarhed og konsekvens med åbenhed over for betydningen af alle de »små ting« og problemer. De første skrifter, der er bevaret fra Lenins hånd, er dels en dybtgående teoretisk analyse af de småborgerlige revolutionæres, »folkevennernes«, forvirring, dels et par flyveblade til nogle arbejdspladser - om varm te i frokostpausen og om de grove bøder, som man idømte for strejker. Begge dele satte kursen for hans virke i stort som i småt lige til hans død.

»Marxismen«, sagde Lenin, »adskiller sig fra alle andre socialistiske teorier ved en fremragende forenelse af en absolut videnskabelig nøgternhed i analysen af den objektive tingenes tilstand og den objektive udviklingsgang med den mest afgjorte anerkendelse af betydningen af de revolutionæres energi, den revolutionære skaberkraft, det revolutionære initiativ i masserne - og naturligvis også hos de enkelte personer, grupper, organisationer og partier, som forstår at finde frem til og virkeliggøre forbindelser med disse eller hine klasser« (Artiklen »Mod boykot«).

Lenins forståelse af betingelserne i den samfundsmæssige kamp, som vi her har fremhævet nogle afgørende træk af, har som nødvendig følgeslutning, at arbejderklassen må skabe sig sit politiske parti, som kan føre an i kampen.

Skal klassesynspunktet fastholdes, skal det revolutionære initiativ udfoldes, så må også »det bevidste element« optræde som organiseret kraft. Partiet kan derfor ikke - som fagbevægelsen - forudsættes at skulle omfatte hele klassen, men dens politisk og ideologisk mest bevidste del, som derved også har forståelse af nødvendigheden af at påtage sig et organiseret og organiserende arbejdes forpligtelser. Men partiet må på det nærmeste være forbundet med hele klassen og dens kamp.

Allerede Marx og Engels sagde i »Det kommunistiske Manifest«: »Af alle landes arbejderpartier er kommunisterne altså i deres praksis den mest resolute del, den del, der driver de andre fremad; teoretisk har de det forud for proletariatets øvrige masse, at de har indsigt i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og almindelige resultater« (Udv. skrifter, I, s. 39).

Lenin videreudviklede Marx' og Engels' opfattelse af partiets rolle i en ny periode præget af organisationsvæsenets vækst, skærpelse og udbredelse af den ideologiske kamp og aktualiseringen af spørgsmålet om den politiske magt i samfundet. I nogle lande, især England, havde arbejderbevægelsen udviklet sig med fagbevægelsen som hovedgrundlag, mens partiprincippet blev skudt i baggrunden. Arbejderpartiet i England var i lang tid identisk med fagbevægelsen. (Der er også fællesorganisationer i danske provinsbyer, som i dag hedder »arbejderpartiet«). Den marxistisk-leninistiske opfattelse af partiet var et brud med disse tendenser. Den præciserede såvel det ideologiske som det organisatoriske grundlag, som er forudsætningen for, at et parti kan opfylde rollen som fortrop i arbejderklassens kamp.

Lenin sagde: »Netop for at en bestemt klasses masser kan lære at forstå deres egne interesser, deres egen stilling, lære at føre deres egen politik er det nødvendigt ufortøvet og for enhver pris at organisere klassens fremskredne elementer, selv om de i begyndelsen kun udgør en ganske lille del af klassen. For at tjene klassen og bringe dens rigtigt erkendte interesser til udtryk må fortroppen, organisationen lægge hele sin virksomhed ud i masserne, drage alle dens bedste kræfter uden undtagelse til sig og ved hvert skridt efterprøve omhyggeligt og objektivt, om forbindelsen med masserne bliver opretholdt, om den er levende. Sådan og kun sådan opdrager og oplyser fortroppen masserne, idet den udtrykker deres interesser, lærer dem at organisere sig og leder hele massernes aktivitet ind på den bevidste klassepolitiks vej«.

Det forsøges ofte påstået, at Lenins opfattelser og specielt hans opfattelse af partiet var bestemt af specifikt russiske omstændigheder. Som allerede sagt var Lenin i sin politiske virksomhed i høj grad forbundet med den russiske virkelighed. Men desuagtet var de principper, han lod sig lede af i denne virksomhed, af almengyldig karakter. Begrundelsen for hans forståelse af partiets rolle var af principiel karakter og byggede ikke alene på erfaringer fra den russiske, men fra hele den internationale arbejderbevægelse. Han understregede det ofte selv. Man bør ikke glemme, at Lenin det meste af sin tid var en meget kyndig og aktiv leder inden for den internationale socialistiske og senere kommunistiske bevægelse.

Partiet er kun i stand til .at løse sine særdeles krævende opgaver, hvis det forstår at optræde med levende aktivitet som en fast enhed. Men det er ikke ligegyldigt - ejheller for enhedens holdbarhed - hvordan denne enhed skabes. Partiet er en frivillig sammenslutning på grundlag af fælles overbevisning. Partiets enhed er derfor fremfor alt en overbevisningens enhed. Den forenende overbevisning er partiets ideologiske grundlag, den videnskabelige socialisme. Uddybelsen af forståelsen af dette grundlag, den stadige højnelse af partiets ideologiske niveau er også det afgørende middel til at styrke partiets enhed. De, der bestrider dette grundlag, eller som forlader det, har ikke deres rettelige plads i partiet. Når Lenin stilledes over for sådanne forsøg - der som oftest gøres i form af krav om »frihed til kritik« - svarede han: Ja, vel har I jeres frihed - også til at gå ud i sumpen. Men så må I gå der uden os. Os skal I ikke få trukket med.

Men partiet kan ikke udfolde sin virksomhed uden kritik og selvkritik. Både den ideologiske afklaring og fastlæggelsen af partiets politik og organisatoriske aktivitet opnås kun gennem diskussion og meningsudveksling. Men som enhver ved, er også samtale og diskussion - hvis den da ikke skal være tidsfordriv - en kunst at føre igennem til berigelse og resultat. I en kamporganisation som partiet må der også være regler derfor, som respekteres. Der kommer tidspunkter, hvor beslutninger må tages, hvis man skal kunne handle. Partiets medlemmer må have en sikret ret til at udtrykke deres meninger og kritik i partiets diskussioner. Men når en diskussion er ført til ende, må partiet have evne og ret til at træffe beslutninger, som så må være bindende for alle. Det er partiets på alle trin demokratisk valgte ledelser, som har til opgave at sikre udviklingen af partiets videre aktivitet på grundlag af beslutningerne. Det er den demokratiske centralismes principper.

Til berigende diskussion hører også, at man ikke deler sig i fraktioner, ikke deler partiet i flere partier. Så bliver meningsudvekslingen snarere til en skududveksling, hvor det bliver vigtigere at ramme modstanderen end at komme ind til sagens kerne. Derfor er fraktionsdannelse utilladelig i kommunistiske partier. Den er også i enhver henseende overflødig i et parti, der har et fast fælles idégrundlag.

Ud fra borgerlig ideologi himler man altid op mod den demokratiske centralisme og partiets enhed. Det kan ikke undre. Arbejderklassens og dens fortrops evne til at organisere sig, dl at forvandle manges stræben til en viljens og handlingens enhed, er det, som de herskende klasser har mest grund til at frygte. Der er heller ikke grund til at forbløffes over, at de også foretager disse manøvrer for at sikre deres fåmandsvælde i »demokratiets« navn. Men nogle godtroende sjæle på venstrefløjen lader sig undertiden smitte af denne snak. I »frihedens«, »demokratiets«, ja »anarkiets« navn råber de op om, at der må være frihed til fraktionsdannelse og forbud mod ansvarlige ledelser og mod afslutning af diskussioner, hvilket simpelt hen fører til forhindring af organisation. Hvor sådanne småborgerlige opfattelser har ladet sig praktisere, har de til overmål demonstreret deres ørkesløshed.

Opretholdelsen af partiets ideologiske grundlag kræver en stadig ideologisk aktivitet, videreudvikling af teorien og opmærksomhed over for stadigt opstående nye forsøg på at erstatte socialistisk ideologi med borgerlig.

Man kan spørge, om det ikke er udtryk for en svaghed ved socialismen, at den bestandig stilles over for nye angreb, anklager, frafald og revisionsforsøg. Nej, det er kun et udtryk for den ideologiske kamp, som bestandig må ledsage klassekampen. Det er et led i det kapitalistiske klasseherredømmes selvforsvar, at det også må søge at ramme ind i arbejderorganisationerne for at svække eller lamme den idémæssige kraft i dem. Det gøres ikke bedst ved frontale angreb, som styrker arbejdernes sammenhold. Langt mere virkningsfuldt er lokketoner om at undvige kampens nødvendigheder og søge nemmere, mere »opportune« veje. De, der lader sig lokke af dem, er hvad vi kalder opportunister.

Udbredelsen af opportunisme i arbejderbevægelsen er under den moderne kapitalisme - monopolkapitalismens og imperialismens system - blevet en af forudsætningerne for opretholdelsen af klasseherredømmet. De opportunistiske og revisionistiske bestræbelser aktiviseres særlig, når der opstår nye problemer, som ikke straks kan være afklarede. Så forstår den borgerlige propaganda, at nu skal den klemme løs. Den kan altid støtte sig på en række vel indarbejdede fordomme, som samtidig kan finde nye udfoldelsesmuligheder inden for arbejderklassen, fordi udviklingen medfører en stadig tilgang til den fra småborgerlige lag.

Derfor sagde Lenin allerede i 1908: »Ethvert nogenlunde »nyt« spørgsmål, enhver nogenlunde uventet og uforudset vending i begivenhederne - om den så kun ændrer udviklingens grundlinje ganske lidt og for en ganske kort tid - vil uvægerligt kalde den ene eller den anden afart af revisionismen til live. Revisionismens uundgåelighed er betinget af dens klasserødder i det moderne samfund« (Udvalgte værker, bd. i, s. 101).

Opportunisme og revisionisme kan gøre sig gældende i to hovedformer, der betegnes som højre og »venstre«. Højreopportunismen betyder en direkte overtagelse af borgerlig ideologis tankegang og synsmåder. Det kan naturligvis mange gange være opportunt og bekvemt for den enkelte, som således unddrager sig kampens besværligheder, og lidt smør på halen kan der jo også vanke. I et samfund som det danske vil vi bestandig være udsat for et pres fra højreopportunismen. Det er også fuldt forklarligt, at SF-konjunkturen faldt sammen med den udvidelse af lønarbejdernes rækker, som fandt sted under 6oernes industrielle ekspansion.

»Venstreopportunismen derimod gebærder sig tilsyneladende vældig »revolutionært«. Den opstår ofte som en protest mod det bestående klasseherredømme og mod højreopportunismens dyneagtighed. Lenin sagde, at den »ofte har vist sig som en slags straf for arbejderbevægelsens opportunistiske synder«. Men den er en gold protest. Den søger at sætte den revolutionære frase i stedet for det slidsomme arbejde på at samle og udvikle de klassekræfter, som alene kan sikre gennemførelse af samfundsrevolutionen. Den præges af småborgerlig ubestandighed og uligevægt i stedet for af arbejderklassens målbevidsthed og organisationsevne.

Det kan også være ganske opportunt og bekvemt at unddrage sig kampens besvær og virkelige problemer med store ord, som sætter en sådan lidt i relief. For det bestående samfund bliver man imidlertid lige så ufarlig som højreopportunisterne. Og det er en ilde skæbne for den, der oprindelig var utålmodig for at nå til en ændring. Men af skuffede forventninger må man lære. Det nytter ikke at synke hen i selvopgivelse, om man nok så meget prøver at dække den bag verdensforagt.

Højre- og »venstre«-opportunismen afslører deres fællesvæsen gennem deres virkninger. Begge lokker de for at bytte socialistisk ideologi ud med stumper af den småborgerlige. I praktiske politiske spørgsmål rækker de ofte hinanden hånden - imod marxismen/leninismens opfattelser. Arbejderklassens parti må derfor bestandig føre en kamp mod opportunismen »på to fronter«.

Lenin skrev i et brev i 1916: »Ja, sådan er min skæbne. Det ene kæmpende felttog efter det andet - mod politiske tåbeligheder, platheder, opportunisme osv. Og det lige siden 1893. Og derfra stammer alle fladpandernes had. Men vel, jeg ville alligevel ikke bytte min skæbne med en »fred« med disse fladpander«. Lenin banede vejene frem, netop fordi han holdt ud og aldrig gav op i kampen mod alskens opportunisme. Heller ikke for os er der anden vej.

Vi står netop nu i indgangen til en ny periode, hvor vi må regne med skærpelser af klassekampen både nationalt og internationalt. Vi kan ikke overse, hvordan højrekræfterne skærper deres virksomhed. På den anden side har socialismen et solidere grundlag end nogen sinde. Nye lag i det arbejdende folk aktiviseres, men der er også megen forvirring og hovedløshed.

Mange nye problemer melder sig og kræver fornyede indsatser for at blive løst. I en sådan tid er fastholdelsen og udbygningen af marxismen/leninismens ideologiske positioner af umådelig betydning. Det bør ikke overses, at i løbet af 6o'erne fik også i den internationale arbejderbevægelse en vis opportunisme mulighed for at brede sig. Først især højre-opportunistiske illusioner, som under begivenhedernes gang er ved at briste. Siden »venstre«ekstremistiske og anarkistiske utålmodigheder med kendsgerningerne, som er ved at løbe træt i perspektivløshed. Det gælder nu at forhindre, at den derved aflejrede skuffelse giver grobund for desperation eller opgivenhed. Det er tiden aldeles ikke til. Der er derfor al grund til en forstærket indsats for at klare begreberne op i en »kamp på to fronter«, mod højre og »venstre«opportunismen. Der må her advares mod tendenser, som kan opstå i vore rækker, til i kampen mod »venstre«opportunismen at søge over på højre standpunkter eller omvendt. Dermed gør man kun ondt værre. Der er aldeles ikke brug for en sådan slingren. Mod begge forvildelser må vi føre marxismen/leninismens konsekvente erkendelser frem. Kursen går ret igennem.

Og vi holder den kun ved at tilegne os og anvende Lenins metode.

Det er for meget sagt, at alle er socialister i vor tid. Men der er temmelig mange, som kalder sig det. Ethvert parti, som forsøger sig med et nyt fremstød, føler sig foranlediget til at forsikre om, at det - i hvert fald »i grunden« eller »på bunden« eller »i og for sig« - er socialistisk. Selv Marx risikerer at få en hilsen med på vejen. Alt det er naturligvis udtryk for socialismens voksende indflydelse over sindene og for ubestrideligheden af rigtigheden i dens samfundsmål. Men - det er unægteligt også, og i mange tilfælde først og fremmest, forsøg på at drukne begreberne om, hvad socialismen egentlig går ud på, og hvad overgangen dertil kræver, i klæge strømme af sortsnak.

Denne situation er langt tilbage kendt fra arbejderbevægelsens diskussioner. I dem svor alle naturligvis på, at de var for socialismen. Selv de forskellige perioders Erhard Jacobsen'er flettede, når det var nødvendigt, sådanne erklæringer ind i deres ordstrømme. Men striden opstod, når man kom til, hvad socialismen så var. Så tågede det ud i sproglige bulmeurter, som da Bomholt ved forelæggelsen af en socialdemokratisk programudtalelse definerede den som »et sæt af høje, humanistiske mål«. Og helt skærende og håndgribelige blev meningsforskellene, når det drejede sig om, hvad man så skulle gøre for at nå til socialismen. Det var ikke mindst i sådanne stridigheder, at Lenins indsats vandt varig betydning.

I vor tid har diskussionerne om overgangen til socialismen fået et nyt opsving og videre udbredelse. Det skyldes dels, at nødvendigheden af at få bragt senkapitalismen til ende og få oprettet nye socialistiske samfundsformer trænger sig mere og mere på. Men også og i virkeligheden som udslag af det samme - at ualmindeligt mange lygtemænd myldrer frem, som vil lede de samfundsforandrende bestræbelser på afveje.

Det er imidlertid ubestrideligt, at der for gennemførelsen af overgangen til socialismen rejser sig problemer - deriblandt også nogle nye - som det er nødvendigt at diskutere og overveje igennem for at nå til klarhed. Hvis lygtemændene i deres emsige vimsen kan tilskynde os og arbejderbevægelsen til en sådan indsats, så har de dog gjort nogen nytte. Men det betyder ingenlunde at rende efter dem og ud i sumpen, men tværtimod at bane og klarlægge vor egen vej. Og til det brug har vi umådelig meget brug for Lenins klarlæggelse af de grundlæggende sammenhænge i spørgsmålene om overgangen fra kapitalisme til socialisme.

Med hensyn til hvad oprettelsen af socialismens samfund betyder, skulle det her være tilstrækkeligt at erindre om at det betyder overgang fra den private ejendomsret over produktionsmidlerne, som i vor tid fremfor alt er på de store monopolers hænder, til samfundsmæssig ejendom over alle afgørende produktionsmidler og naturrigdomme, således at hele produktionen ledes i det arbejdende folks interesse og gennem dets aktive og organiserede indsats. Det forudsætter imidlertid samtidig en tilsvarende omkalfatring af hele overbygningen i samfundet, først og fremmest af dets statslige styring. Alt i alt betyder dette en samfundsmæssig revolution, en socialistisk revolution.

Men en sådan revolution opstår ikke bare, fordi man ønsker den og har udspekuleret nogle forestillinger om en velegnet form for organisation af samfundet. Den opstår kun som resultat af, at de samfundsmæssige kræfter, som kan bære den nye samfundsorden, sætter sig i bevægelse. Dvs. det arbejdende folks klasser. Dvs. gennem »klassekampen, den eneste virkelige drivkraft i historien«. Dvs. som vi allerede var inde på det i forbindelse med den klassemæssige vurdering - ved at oplyse og organisere de kræfter, der findes i selve samfundet omkring os, som kan og må danne den samfundsforandrende magt.

I vor tid optræder der på ny »revolutionære«, der ganske lader hånt om denne indsigt, som hører til noget af det mest afgørende i marxismen-leninismens vejledning til revolutionær handling. De dyrker indtil narkomani den »revolutionære frase«, som Lenin vendte sig imod med både foragt og vrede. Det er en af maoisternes mest fortærskede talemåder at sige: I skal bare »lave revolution«! Visse nyomvendte »revolutionære« labber den i sig. Det er jo meget nemmere »bare« at tage sine ønsker for virkelighed. Men det flytter ingen stene.

Lenin fremhævede heroverfor: »Man 'laver' aldrig revolution, revolutioner vokser ud af de kriser og omsving i historien, som modnes objektivt (dvs. uafhængigt af partiernes og klassernes vilje)«. Det drejer sig altså om at udvikle kampen, således at den samlede klassemæssige situation objektivt modnes for foretagelsen af samfundsforandringen. Eller som Engels udtrykte det: Vi skal »gøre forholdene modne for os og os for dem«. Derfor, siger Lenin videre, er »den socialistiske revolution ikke én handling, ikke ét slag på én front, men en hel epoke af skærpede klassekonflikter på alle fronter, dvs. i alle økonomiens og politikkens spørgsmål - kampe, som kun kan fuldbyrdes gennem ekspropriation af bourgeoisiet«.

Sådan også i den russiske revolution. Gennem en hel periode af økonomiske, politiske og ideologiske klassekampe udformedes den samfundsforandrende kraft. Det blev muligt, fordi partiet vandt ledende indflydelse på disse kampe og deres udvikling. Lenin understregede: »Uden en sådan forsigtig, omstændelig, omhyggelig og langvarig forberedelse havde vi hverken kunnet vinde sejr i oktober 1917 eller fastholde denne sejr« (»Venstre«kommunismen, s. 17).

Afgørende er at gøre sig klart, hvad en sådan forberedelse består i og må gå ud på. Den må altid tage sit udgangspunkt i det, som udgør arbejderklassens og folkets problemer, i hævdelsen af deres interesser og rettigheder - med andre ord i de spørgsmål, hvori de oplever deres konflikt med klasseherredømmet. Det kan være konflikter om løn og arbejdsforhold. Det kan være i spørgsmål om demokratisk og national selvbestemmelse. Det kan være i spørgsmål om uddannelse, forurening eller anden fordærvelse af levevilkårene. Sætter man ikke ind i sådanne kampe, mister det arbejdende folk, som Marx sagde det, »evnen til at foretage nogen som helst større bevægelse«.

I disse kampe sætter man naturligvis ind for at nå resultater, dvs. forandringer, forbedringer. Sådanne resultater styrker også sammenholdet og fornemmelsen af egen styrke. Men i sig selv udgør sådanne forandringer ingen revolution; de er reformer. Men er det så ikke reformisme, kan nogle spørge. Og dermed er man midt inde i en af de mest betydningsfulde af diskussionerne om arbejderbevægelsens veje frem, i spørgsmålet om reformer og revolution. Principielt må det siges at være klarlagt for længst, i særdeleshed gennem Lenins opgør med den socialdemokratiske reformisme og opportunisme i begyndelsen af århundredet. Alligevel melder spørgsmålet sig på ny for generation efter generation.

Vi kan ikke her redegøre for hele denne diskussion på ny. (Der kan henvises til fremstillingen af dens afgørende punkter i forfatterens bog »Det kommunistiske synspunkt« (især s. 121-129)). Vi vil blot anføre yderligere et par af Lenins udtalelser om, hvordan man må forstå at føre den uomgængeligt nødvendige kamp for forbedringer og reformer på en sådan måde, at den ikke alene tager umiddelbart sigte, men bliver den afgørende løftestang for samfundsforandringen, for revolutionen.

»Vi anstrenger os«, sagde han i 1915, »for at hjælpe arbejderklassen til at opnå selv den mest ubetydelige, men reale, forbedring af sin stilling (økonomisk og politisk), og vi tilføjer altid, at ingen reform kan være holdbar, ægte og alvorlig, hvis den ikke understøttes med massernes revolutionære kampmetoder. Vi hævder altid, at et socialistisk parti, som ikke forbinder denne kamp for reformerne med arbejderbevægelsens revolutionære metoder, kan forvandle sig til en sekt, kan afskære sig fra masserne, og at det ville være den mest alvorlige trussel for den virkeligt revolutionære socialismes fremgang.«

»Reformistisk«, sagde han i 1916, »er en forandring, som ikke undergraver grundlagene for den herskende klasses magt, men kun er en indrømmelse fra dens side, alt mens den opretholder sit herredømme. En revolutionær forandring undergraver magtens grundlag.«

I den artikel om »Vor bevægelses påtrængende opgaver« (19oo), som lagde grundlaget for partiets dannelse i Rusland, fremhæver han, hvordan den aktive indsats for at løse de begrænsede opgaver, som hverdagens behov stiller, er både »lovmæssig og uundgåelig«, men netop det »tvinger til at rette særlig opmærksomhed efter, at delopgaverne i vor virksomhed og de enkelte kampmetoder ikke bliver til noget, der er sig selv nok, at det forberedende arbejde ikke ophøjes til at blive hovedarbejdet eller det eneste arbejde«.

Det er og kan ikke være en ganske enkel opgave i hverdagens kampe med deres sejre og nederlag at fastholde deres langsigtede rolle og revolutionære perspektiv. I selve livet findes ingen skarp demarkationslinje mellem reformer, der gives som beroligende indrømmelse, og reformer, der rummer et revolutionært perspektiv - eller rettere: grænserne mellem dem er bevægelige og flytter sig med selve udviklingen. Meget afgørende herfor er, hvordan de indvirker på selve massernes bevidsthed. Bliver en forbedring optaget som, at nu kan man roligt gå hjem og lægge sig, eller fører den til en nyvakt eller forstærket forståelse af, at det er muligt at gøre op med det beståendes urimeligheder, af klassesamfundets virkelige natur ? Derfor får »det bevidste elements«, partiets, politik så betydningsfuld indflydelse for udviklingen. Det gælder at gøre det maksimale for netop at få massernes egne erfaringer, der er det mest overbevisende, der findes, givet udtryk og udmøntet i en højnelse af bevidstheden om, hvad kampen gælder, hvordan den kan udfoldes yderligere, hvordan den kan vindes. Det er det, som kaldes at »føre masserne frem til revolutionære positioner«.

Vi kender udmærket til, hvordan fremstød i den daglige klassekamp og demokratiske kamp fører til, at man for at holde kræfterne samlet og for at kunne gruppere dem til nye fremstød må gøre holdt uden at have fået kravene opfyldt til 100 pct., må tage imod delvise indrømmelser, kompromis'er om man vil. Næsten alle strejker eller andre aktioner forløber således. Det vil være reglen, så længe den modsatte side i klassekampen har nogenledes hold over magten i samfundet. Det er der ingen grund til at lade sig forvirre af. Det afgørende er, at sådanne fremstød føres så langt frem, som styrkeforholdet tillader, og at kampens indhold og forløb forstås af klassen og folket, så den tjener som grundlag for yderligere og videregående fremstød. Netop til forhindring af én sådan forståelse rejser der sig som regel efter en sådan kamp to slags hylekor: Fra højre råber man op om, at »der kunne man bare se« - det nyttede jo ikke at rejse krav, som alligevel ikke blev ført igennem. Man skulle være blevet hjemme og have overladt sagerne til de spidser, som kalder deres søvnighed for »ansvarlighed«. Og fra det, som vil kalde sig »venstre« råber man lige så ensformigt op om, at det jo ikke kunne nytte, når man ikke ville føre kampen helt ud i desorganisation og forblødning af dens styrker. Som sædvanlig sætter man fra begge sider ind med samme effekt - at nedbryde den kampbevidsthed, som på længere sigt er det værdifuldeste resultat af indsatsen. Det er klasserenden klar over, og han ser derfor med sympati på disse nedbrydningsbestræbelser og hjælper gerne selv til. Men for at føre kampen imod ham på en stigende linje er det i enhver strejke, enhver aktion lige vigtigt at forstå at begynde den og at forstå at afslutte den. Kun sådan kan den føres med fuld styrke, og kun sådan kan den udvikles videre.

Når kampen skal udfoldes til at gælde magten i samfundet, er der yderligere komplicerende momenter at tage i agt. Det gælder mere end at samle en arbejdsplads i kamp mod arbejdsgiveren. Det gælder mere end at samle alene arbejderklassen til kamp. Det gælder at overvinde et længe indarbejdet klasseherredømme, som ifølge sagens natur altid som udgangspunkt vil have den materielle overmagt og den idemæssige træghed på sin side. Det gælder derfor om mest muligt at isolere den herskende klasse, at bringe den i en stilling, hvor den ikke bare kan køre videre med sine indarbejdede beherskelsesmetoder, at stille den over for en overmagt af samfundsmæssige kræfter, af klassekræfter, som ikke længere vil se sine interesser tilsidesat. Det kan arbejderklassen ikke opnå alene, men den kan opnå det, fordi den i sin kamp netop ikke blot hævder sine egne interesser, men også alle de andre klassers og lags, som lider under monopolkapitalens klasseherredømme. Det gælder at forene alle disse kræfter i én fælles strøm rettet mod klasseherredømmet. Det gælder om, at arbejderklassen handler i fuldeste bevidsthed om - som det hedder i »Det kommunistiske Manifest« - at den »proletariske bevægelse er det uhyre flertals selvstændige bevægelse i det uhyre flertals egen interesse«. Det var netop en sådan forenelse af alle de kræfter, som af de mangfoldige modsætninger i det gamle russiske samfund blev drevet til kamp, i én fælles og uimodståelig strøm, som sikrede Oktoberrevolutionens sejr.

I diskussionerne om revolutionens veje under den 1. Verdenskrig sværtede Lenin dem, som ikke forstod revolutionen som en proces, hvorunder de objektive omstændigheder modnes til en revolutionær situation, til udløsningen af den folkerevolution, som enhver virkelig revolution må være. Han hånede dem, som gik med den forestilling, at »til den ene side opmarcherer én hær og siger: 'Vi er for socialismen' og til den anden side en anden hær, som siger: 'Vi er for imperialismen', og så skal det være den sociale revolution ! ... Den, som venter på en 'ren' revolution, vil ingen sinde få den at se.«

Nej, sagde han, »den socialistiske revolution i Europa kan ikke være noget andet end et udbrud af massekamp fra alle og enhver slags undertrykte og utilfredse. Dele af småborgerskabet og tilbagestående arbejdere vil uvægerligt deltage i den - uden en sådan deltagelse er en massekamp ikke mulig, er overhovedet ingen revolution mulig - og lige så uundgåeligt vil de ind i bevægelsen bære deres fordomme, deres reaktionære fantasier, deres svagheder og fejl. Men objektivt vil de gå til angreb på kapitalen ...

Lenin taler i den givne forbindelse om alle hånde bevægelser for at vinde demokratiske rettigheder, national selvbestemmelse, protestbevægelser af alle slags, som retter sig mod den bestående samfundsorden. Men hvordan kan der ud af et sådant tilsyneladende kaos komme noget, som virkeligt fører til en ny og højere samfundsform? Det kan der, fordi alle de kampproblemer, der rejses, kun kan finde deres fulde løsning, når klasseherredømmet er brudt og omstyrtet. Og hvordan? Der kommer den afgørende rolle, som partiet, den bevidst handlende faktor, har at spille, atter i forgrunden. Lenin fortsatte: »... og revolutionens klassebevidste fortrop, det fremskredne proletariat, som bringer denne objektive sandhed i den mangeartede, mangestemmige, brogede og tilsyneladende så splittede massekamp til udtryk, vil forstå at forene den og give den retning, vinde magten, bemægtige sig bankerne, ekspropriere de af alle (omend af forskellige grunde !) så forhadte truster og gennemføre andre diktatoriske foranstaltninger, som taget i deres helhed betyder omstyrtelse af bourgeoisiet og socialismens sejr - en sejr, som alt andet end straks vil »rense sig« for alle småborgerlige slagger.«

Heri består opgaven. Partiet må derfor gå med ind i de mangeartede bevægelser, der rejser sig, må sætte sig ind i deres problemer og vise veje frem for disses overvindelse og må forstå at bringe så megen overensstemmelse og fælles træk til veje imellem dem, så de forenes i én fælles strøm, bliver til en samlet samfundsforandrende kraft - og ikke til en forvirret og perspektivløs splidagtighed, som kun kan komme magthaverne til gode.

Man møder undertiden påstande om, at kamp for forbedringer og demokratiske rettigheder, som lader sig gennemføre, selv om kapitalismen består, er for beskedne for »virkelige« revolutionære. Hvorfor kæmpe for 1 krone mere i timen, når det er inddragelse af hele merværdien, det drejer sig om? Hvorfor kæmpe for medbestemmelsesret, når det er hele magten, det drejer sig om?« spørges der, idet man ganske ser bort fra, at betingelsen for en hvilken som helst samfundsændring er, at kampbevægelserne kommer i gang, at folket aktiviseres, og at det kun sker ud fra de problemer, man stiller sig. Derfor er der forud for enhver overgang til socialismen altid gået en periode, hvor folkets kræfter har udviklet sig i kampe for demokratiske mål, dvs. indrømmelser til folket, som ikke i sig selv forudsætter den grundlæggende ændring, kapitalismens afskaffelse.

Lenin fastslog med stor styrke, at »det ville være en grundlæggende fejl at tro, at kampen for demokratiet er i stand til at aflede proletariatet fra den socialistiske revolution eller fordunkle, overskygge den osv. Tværtimod, lige så umuligt det er at tænke sig en sejrende socialisme, som ikke virkeliggør det fulde demokrati, lige så umuligt er det for proletariatet at forberede sig til sejren over bourgeoisiet, hvis ikke det fører en alsidig konsekvent og revolutionær kamp for demokratiet.«

Kampen for at aftvinge indrømmelser, kampen for demokratiet er endnu ikke kampen for socialismen, men der er ikke - som Lenin også sagde det - »nogen kinesisk mur« mellem de to. Alligevel er det nødvendigt at skelne, mellem demokratisk og socialistisk kamp. Udviklingen af demokratiske kampe indgår i strategien for den socialistiske kamp. De demokratiske kampe får kun tilstrækkelig bredde og slagkraft, hvis de koncentreres om de opgaver, de stiller sig. (Man kan for eksempel tænke på erfaringerne fra den danske frihedskamp mod nazismen). Men hvis man af den grund ser disse demokratiske mål som det eneste, der skal opnås, hvis man bedømmer alt ud fra deres synsvinkel og med dem som eneste målestok, så afskærer man sig fra at videreudvikle kampen, så bliver man stående på halvvejen, og så vil de demokratiske erobringer, som bevægelserne kan vinde, ikke være tilstrækkelig underbygget og kan gå tabt på ny. Kun ud fra den socialistiske synsvinkel, ud fra klassekampens synspunkt kan den demokratiske kamp føres igennem med fornøden konsekvens og videreudvikles til at rive rødderne op på de kræfter, som også bestandig søger at komme alt virkeligt demokrati, al virkelig folkemagt til livs. I frihedskampen søgte kommunisterne at videreudvikle folkets aktivitet til et opgør med afgørende dele af monopolkapitalen, med de samfundskræfter, som stod bag hele den nazivenlige og antidemokratiske politik under krigen. Men trods den betydelige vækst i folkets aktivitet under modstandskampen var dens virkninger endnu ikke gået så dybt, at de afgørende masser var blevet afklarede og beslutsomme nok til at følge en sådan linje. Det er at gøre sig ganske urealistiske forestillinger om modstandsbevægelsens materielle og idémæssige styrke, når nogle vil påstå, at udgivelsen af en parole om at gribe magten for en overgang til socialismen ville have ændret hele samfundsudviklingen. En sådan parole ville kun være blevet fulgt af en isoleret fortrop, og tilbageslaget var blevet hårdt. Styrkeforholdet var sådan, at ikke kommunisternes, men småborgerlige demokraters linje blev fulgt. Og resultatet blev blandt andet, at den hårdt tilkæmpede nationale selvstændighed nogle år senere blev sat over styr på ny.

Til bedømmelsen af de demokratiske kampe ud fra en socialistisk strategis synsvinkel, ud fra klassesynspunktet, hører også en absolut nøgtern og realistisk vurdering af det klassemæssige styrkeforhold, af det stadium, kampen er udviklet til. Man må uden skånsel afvise alle fristelser til at tage sine ønsker for virkelighed, ellers skrider man ud i en eventyrerisk politik, som ikke alene er dømt til nederlag, men hvor følgerne kan sætte udviklingen bittert og langvarigt tilbage. Sådanne fristelser er naturligvis stærkest, når der er opsving i bevægelserne. Under overgangen til den socialistiske revolution i Rusland, i juli 1917, var der således stærke stemninger for at lade en demonstration i Petrograd løbe ud i en væbnet opstand mod regeringen. Lenin og bolsjevikkerne så, at tiden endnu ikke var moden, og satte organiseret ind for at give demonstrationen en fredelig karakter. De understregede bestandigt, at forudsætningen for en revolutionær situation ikke alene var, at de undertrykte ikke ville mere, men også at krisen for den herskende magts politik havde grebet sådan om sig, at magten var desorganiseret, isoleret og ikke kunne fortsætte sin kurs. Sådan var situationen ikke i juli 1917. Sådan var den i november. En aborteret opstand i juli ville have forhindret, at det kom til en fuldbåren i november.

»Ekstremister« og borgerlige kommentatorer har i et af disse sælsomme blandingskor, som man må vænne sig til, i de seneste år søgt at koge suppe på påstande om, at kommunisterne i Frankrig skulle have bevist, at de havde forladt den revolutionære linje, fordi de ikke kaldte til revolution og tog magten i foråret 1968. Det er aldeles ikke den lære, der må drages af de franske begivenheder. Ja men, siger man, studenterne besatte jo universiteterne og gik på barrikaderne i gadekampe, arbejderne strejkede i et antal på op til 10 millioner og besatte fabrikker. Hvad kunne man forlange mere? Netop den anden betingelse, som Lenin pegede på. Magten samlede sine tropper. De Gaulle var hos Massu ved den franske rhinhær og traf konkrete aftaler om troppernes indsats. Og magten var ikke mere desorganiseret, end at disse tropper ville have adlydt. Og den var ikke mere isoleret, end at den - som demonstreret ved de påfølgende valg - ville kunne finde bred støtte i en sådan aktion på det givne tidspunkt. Der var intet revolutionært i at udlevere landet til en militærfascisme. I Frankrig er det stadig ikke ganske gået af erindring, hvordan den uforglemmelige Pariserkommunes heroiske nederlag faktisk havde til følge, at arbejderbevægelsen i årtier var blodtappet for kraft. Det er ej heller glemt, hvad det virkelig betyder at måtte føre kampen under et fascistisk diktatur.

Det kan måske være forståeligt, at man i yngre generationer, hvor den slags erindringer ikke kan være så levende, gribes af fortrydelse over, at »den allersidste dyst« ikke var inde. Men rigtigt er det ikke. På den anden side er det urimeligt, hvis misforståelser af den art skal føre til splid mellem kræfter, som over for tidens opgaver hører sammen. Også kommunister må gøre deres for at undgå det. Heri kan vi også lære af Lenins eksempel.

Den kendte leder inden for det norske Arbeiderparti (som indtil 1924 var medlem af Komintern) Jakob Friis beretter, at Lenin i en samtale med ham i 1920 også kom ind på spørgsmålet om dem, der lod revolutionsromantikken gå sig til hovedet: »... selvfølgelig kan vi ikke være uden romantik. For meget af den er bedre end for lidt. Med revolutionsromantikere har vi altid haft sympati, også når vi var uenige med dem. For eksempel har vi til hver en tid taget afstand fra individuel terror. Men vi har dog ikke undladt at give udtryk for vor beundring for det personlige mod og den offervilje, terroristerne lagde for dagen. Vort standpunkt var: Først streng undersøgelse af de samfundsøkonomiske omstændigheder, dernæst personlig indsats og vise sin overbevisning.« (Neue Zeit, 1970, nr. 10). Lenin skelnede skarpt mellem på den ene side de bevidste opportunister, som med »venstre«fraser søgte at skabe forvirring. »Mod dem må man føre hensynsløs kamp«, sagde han. Og på den anden side den ungdom, der kom til. »... deres fejl må man møde med mest mulig tålmodighed, man må bestræbe sig på at korrigere disse fejl lidt efter lidt og i hovedsagen ikke gennem kamp, men gennem overbevisning.«

For vedholdenheden og følgerigtigheden i ens daglige indsats er det af overordentlig betydning at forstå revolutionen som en proces, hvorunder kræfterne bringes til udvikling i klassen og folket, og hvorigennem situationen skabes for at virkeliggøre samfundsændringen. At være revolutionær i vor tid betyder at skabe den samfundsforandrende kraft.

»Lad os ikke glemme«, skrev Lenin, »at spørgsmålet om magten er grundspørgsmålet i enhver revolution« (Udvalgte værker, bd. 7, s. 87). Selv om sandheden i denne sætning i grunden er ret indlysende, har man i en periode kunnet møde udbredte tilbøjeligheder til at skyde den fra sig.

Man kan finde grunde, som gør sådanne reaktioner psykologisk forståelige. I protest mod det monopolistiske klasseherredømmes ret komplicerede magtudøvelse, eller rettere imod de følger af det, som man mærker, og som så ubestrideligt hindrer, at mennesket får udnyttet de muligheder, det har skabt sig, kan det være fristende at vende sig mod magt »som sådan«. Man henholder sig til forekommende magtmisbrug, skønt det er indlysende, At misbrug af ligegyldigt hvad altid vil være at fordømme.

Og herudfra» flyder så de verbale fordømmelser: »Al magt er af det onde«, »magtkamp« og »hævdelse af magt« er i sig selv noget grimt, »magt korrumperer« osv. osv. Det lyder ! Det er også ufarligere end at tage kampen op mod den konkret undertrykkende magt. Uanset de personligt agtværdige motiver, der kan være for sådanne reaktioner, er det imidlertid nødvendigt ganske klart og bestemt at svare dem, at de ganske og aldeles beror på illusioner. Det er så meget mere nødvendigt, som de angår det mest afgørende spørgsmål for at føre samfundsudviklingen fremad. Igen gælder det at se det klassemæssige indhold i stedet for at snakke forskelsløs! om magt.

Magt betyder evnen til at skaffe sine interesser og derudfra trufne afgørelser respekteret og virkeliggjort. Der er derfor fundamentalt forskel på en monopolkapitalens og en arbejderklassens magt. Den, der er for den ene, må være mod den anden. Man kan ikke veje dem mod hinanden ved at stille den rutine og fingernemhed, hvorved den gamle og indarbejdede magt udøves, over for firkantetheder og fejl i den ny og forandrende magt. Det er magtens klassemæssige indhold, der bestemmer, i hvilken retning den fører.

Det har særdeles håndgribelig betydning. I den første verdenskrigs fodspor stod både Rusland og Tyskland over for revolutionære situationer. I Rusland førte Lenin revolutionen igennem til oprettelsen af arbejdernes og bøndernes magt. Det førte til opbygningen af den første socialistiske stat, hvis indflydelse på verdensudviklingen har været udslaggivende for at forhindre en hel periode af sort reaktions triumf. I Tyskland bremsede Ebert og hans socialdemokratiske fæller revolutionen, kaldte endog den gamle militærmagt til hjælp derfor. Det førte til, at monopolkapitalen bevarede sin magt over samfundet, opammede nazismen og kaldte Hitler til magten - og udløste 2. verdenskrig. Det var ikke så ligegyldigt, hvilken klasses magt der sejrede.

Eller tag udviklingen i de to Tysklande efter krigen. På nazismens ruiner genoprettedes med vestmagternes hjælp den gamle magt i Vesttyskland. Lige efter krigen viste folkeafstemninger i vesttyske lande overvældende tilslutning til kravet om nationalisering af koncernerne, men intet i den retning foretoges. Den af de imperialistiske stater støttede genoprettelse af monopolkapitalisme og militærmagt førte til, at et arnested for revanchekrig fortsat består i Europa. I DDR blev den gamle magt brudt, monopoler og storgodser nationaliseredes under oprettelse af en antifascistisk-demokratisk magt, der udvikledes til en socialistisk arbejder- og bondemagt. Det har ført til, at tysk militarisme ikke længere har grebet over Centraleuropa, og at freden har reale chancer i Europa.

Den politiske magt udøves gennem staten - det organiserede apparat, der sikrer ledelsen og styringen af samfundet. I revolutionens år lagde Lenin mere vægt på klarlæggelse af, hvad staten var, betød og skulle blive, end på noget andet spørgsmål. Han kaldte det »et af de mest komplicerede og vanskelige spørgsmål, der som næppe noget andet er blevet forplumret« af borgerskabets ideologer. Det var nødvendigt ganske usentimentalt at sprede alle illusioner om det, især alle forsøg på at fremstille staten som et neutralt, over klasserne stående, »samfundsmæssigt« organ. Staten er organ for den herskende klasses politiske magt, for overholdelse af dens love og bestemmelser, hvori der naturligvis også ligger elementer af tvang. Allerede Marx talte derfor om enhver stat som et diktatur og om overgangen fra kapitalisme til socialisme som gående gennem udskiftning af bourgeoisiets diktatur med proletariatets. Kun hvis man forstår, at klassekampen må føres igennem til oprettelsen og sikringen af det arbejdende folks politiske magt, er man virkelig socialist. »Marxist er kun den«, sagde Lenin, »der udvider anerkendelsen af klassekampen til anerkendelse af proletariatets diktatur« (Udvalgte værker, bd. 8, s. 39). Han sagde videre: »Proletariatet har brug for statsmagten, en centraliseret organisation af magten, den organiserede tvang, både til at undertrykke udbytternes modstand og til at lede befolkningens uhyre masse: bønderne, småborgerskabet og halvproletarerne for at sætte den socialistiske samfundsøkonomi 'i gang'« (samme sted, s. 30).

Det er bekendt, hvor borgerlig propaganda har vænnet sig til at hyle op mod denne opfattelse af proletariatets diktatur og navlig har udskreget den for at »stride mod demokratiet«, mod en demokratisk stræben. Undertiden har den dermed også kunnet imponere folk i vore egne rækker. Men man bør ingen sinde miste af syne, at denne palaver i virkeligheden ikke er spor mere værd end det reneste hykleri. Skulle det måske være »udemokratisk« at styrte monopolernes magt? Skulle det være »udemokratisk« at hindre deres intriger for at generobre den? Nej, hvis man virkelig mener noget med sine protester mod det bestående klasseherredømme, med at kæmpe imod det for folkets interesser og frigørelse, så ville den virkelige udemokratiske forsyndelse bestå i at indstille og svigte denne kamp, netop når det kapitalistiske klasseherredømme endelig kan begraves. De, der støtter opretholdelsen af monopolernes fåmandsvælde over samfundet, skal ikke komme med nogen anklager om »udemokrati«.

Proletariatets diktatur, som marxismens klassikere bruger begrebet, betyder ikke noget som helst andet end det arbejdende folks magt. Den magt er i sig selv 1000 gange mere demokratisk, end nogen kapitalistisk magt kan være det, hvor meget denne end tilhyller sit væsen. Det arbejdende folk kan kun udøve sin magt ved demokratisk udfoldelse, ved inddragelse af masserne ikke alene i valghandlinger, men i hele forvaltningen af samfundsliv og produktion, ved et socialistisk demokrati. Men, indvendes det, der har jo været hårde sammenstød under gennemførelsen af socialistiske revolutioner, hvor ikke alene demokratiske midler har været bragt i anvendelse. Det er rigtigt, men det har været i en kamp, hvor magt stod mod magt. De midler, den gamle magt har bragt i anvendelse, har også bestemt de midler, som den nye magt måtte gribe til. Som man råber i skoven, får man svar. Navnlig var kampen hård for dem, som gik først og gik alene. At man ikke gav op over for sådanne vanskeligheder, er en uvisnelig fortjeneste. Men, siges det, den nye magt begik også fejl. Det gjorde den. Det ville være ubilligt at falde i forundring over det. Men det var den nye magt selv, der korrigerede sine fejl, og som lærte af dem.

Men alt det er specifikke former under specifikke omstændigheder for magtens overgang fra kapitalisme til socialisme. De udgør ikke dens væsen. Lenin understregede, at denne overgang »naturligvis må frembringe en righoldighed af politiske former« (s. 40). I fremtiden vil de være præget både af indhøstede erfaringer og af, at ingen længere vil være alene i deres overgang til socialismen. Men i deres væsen vil det dreje sig om den samme klassemæssige kamp om magten i samfundet. Det er uundgåeligt, hvis man vil nå frem.

Der udformes i øvrigt i tidens kamp også nye grundlag for at forstå dette. Flere og flere forstår, hvor store afgørelser der i vor tid afhænger af magtforholdene i verden og de enkelte lande. Mens man før ofte slog sig til tåls med retfærdigheden i de protester, man deltog i, ledes flere og flere til at stille spørgsmålet om, hvordan man giver protesterne effekt, sætter magt bag dem. Modeslagord som »magtesløshedens magt«, der for få år siden var i vælten, lyder heroverfor allerede så forældede. Det er kun gennem aktivitet og organisation, at det arbejdende folk kan gøre sig til en magt.

Den politiske magt tjener også som redskab for det arbejdende folk tal at sikre sig den økonomiske og den ideologiske magt i samfundet. Netop under vor tids udbyggede samfundsorganisation er det vigtigt at mærke sig, at en herskende klasse udøver sin magt også på mange andre måder end gennem den åbne vold. Når nogle vil henholde sig til slagord om, at »al magt vokser ud af geværspiber«, er det under sådanne forhold i virkeligheden udtryk for en håbløs primitivitet, hvis virkning er at lukke øjnene for, hvor omfattende kampen om magten må føres. Magt er - i modsætning til, hvad nogle bilder sig ind - et meget mere omfattende begreb end vold.

Vore klassemodstandere er meget vel klare over dette. De udbygger deres anstrengelser for at opretholde deres herredømme både med deres økonomiske og ideologiske magtmidler. Man bør også lære af, at stødene mod den socialistiske orden i Tjekkoslovakiet - hvor direkte voldsanvendelse på det givne stadium ikke var mulig - netop tog retning efter først at vinde indflydelse over massemedierne og i det økonomiske ledelsesapparat. Fra disse positioner opnåede man at tilføje den socialistiske orden stor skade. Omvendt må også arbejderklassen forstærke sin indsats på disse områder. På denne måde og kun på denne måde kan det lykkes arbejderklassen at sætte sin magt sådan ind, at det også kan få afgørende indflydelse på de midler, som modstanderen kan gribe til. Heri ligger muligheden for at sætte en fredelig overgang til socialismen igennem.

Efter magtens overgang i det arbejdende folks hænder er det klart, at »det bevidste elements«, partiets, rolle bliver af endnu mere afgørende betydning. I udøvelsen af magten i en verden, hvor kampen mellem imperialisme og socialisme gennemløber afgørende faser, kan man ingenlunde forlade sig på spontaneiteten. Partiet må bestandigt arbejde på at vinde sig og videreføre den ledende rolle.

Dette er ikke at forveksle med, at et etpartisystem skulle være en betingelse for det arbejdende folks magt. Tværtimod viser erfaringerne allerede, at der i denne henseende er mulighed for »en mangfoldighed af former«. De vil være bestemt af de konkrete kampalliancer, som arbejderklassen skarer omkring sig i kampen om magten i samfundet.

En af Lenins mest betydningsfulde indsatser var hans analyse og præcise karakteristik af det nye stadium i kapitalismens udvikling, som slog igennem ved århundredskiftet. Kapitalens koncentration, monopolernes herredømme inden for den, bankernes, finanskapitalens centrale og dirigerende rolle, den systematiske og forstærkede udnyttelse af svagere ud viklede lande og deres markeder, organisationers stigende rolle i hele samfundslivet afløste den oprindelige frikonkurrences kapitalisme, hvo: alles kamp mod alle i liberalismens navn foregik uden synderlige begrænsninger. Monopoler eller monopolgrupper udviklede også deres evne til at få udnyttet statsapparatet og de statslige afgørelser i varetagelsen af deres interesser. Det stred mod den »liberale« kapitalismes opfattelser om, at staten skulle holde sig pænt i baggrunden over for »kræfternes frie spil« i det økonomiske liv, og at statsindgreb måtte udskriges som den skinbarlige »socialisme«.

Der var også socialister, der lod sig rive med af denne snak. De talte om, at der nu var ved at opstå en »organiseret kapitalisme«, I international målestok lancerede man de tidligere nævnte teorier om »ultraimperialismen«, som ville udelukke konflikter mellem staterne. Samtidig lod man sig selv imponere af arbejderorganisationernes vækst, og fra de velgarderede pladser i organisationernes top fandt man det bekvemt og passende at deltage i administrationen af den »organiserede kapitalisme« i stedet for at føre den klassekamp, som hørte til i fortidens »ukontrollerede kapitalisme« - sagde man.

Lenin efterviste, fremfor alt i »Imperialismen som kapitalismens højeste stadium« (Udvalgte værker, bd. 6), hele falskheden heri. Klassekampen, kapitalismens indbyrdes kampe, dens anarki og planløshed ophævedes ingenlunde under denne udvikling. Dens indre modsætninger kom derimod til udtryk som kamp mellem større enheder - monopoler, kapitalgrupperinger omkring de forskellige statsapparater, organisationer osv. Det gjorde kun monopolernes profitstræben endnu mere urimelig og ødelæggende for det arbejdende folk. Perspektivet var ikke en fredelig »organisering«, men en periode af de skarpeste konflikter gående helt til krige og revolutioner. Og sådan blev jo det 20. århundrede - det blodigste af alle i menneskehedens historie.

Lenin karakteriserede herudfra imperialismen, dvs. kapitalismens monopolistiske stadium, som »rådnende og snyltende kapitalisme«. Ikke alene i sine økonomiske udslag, men også i sine politiske. Monopolernes tendens gik i retning af »reaktion over hele linjen og forstærket national undertrykkelse« (s. 179), men samtidig gav deres inkassering af styrtende ekstraprofitter dem også råderum for at give begrænsede indrømmelser, begunstige visse lag og derigennem at gennemføre omfattende politiske og sociale manøvrer for at lede det arbejdende folks kampindsatser på afveje, så de ikke rettede .sig imod det afgørende: monopolherredømmet. Det gik hånd i hånd med udviklingen af nye former i udnyttelsen af arbejdskraften, af hele den arbejdende befolkning, både ved hjælp af den nye teknik, statens indgreb og »sociale foranstaltninger«, som det kunne være vanskeligt at gennemskue. Uden sådanne manøvrer kunne imperialismens menneskefjendske politik ikke praktiseres. Den ville møde arbejderbevægelsens møjsommeligt opbyggede organisationer som forbitrede kampmodstandere. Men ved hjælp af disse manøvrer skabte man grundlag for udbredelsen af opportunismen, som svækkede arbejderklassens kampkraft indefra, skabte en kunstig splid over for kampopgaverne. »Imperialismens ideologi trænger også ind i arbejderklassen«, sagde Lenin (samme sted, s. 177). Og dette var altså en uundværlig bestanddel af monopolkapitalens beherskelsesmetoder. Derfor fastslog han også, at »kampen mod imperialismen er en tom, forløjet frase, hvis den ikke er uløseligt forbundet med kampen mod opportunismen« (s. 199).

Undertiden har man villet udlægge Lenins tale om »snylten og rådnen« som, at der hermed også var givet garanti for, at kapitalismen af sig selv ville gå i opløsning, gå i stå. Og man har omvendt villet tage den senere vækst i imperialismens økonomi som bevis på, at den ikke var så rådden endda. Men det er en misforståelse af Lenins virkelige analyse. Han fremhævede, at det kapitalistiske »monopol uundgåeligt affødte en tendens til stagnation og forrådnelse« (s. 164 f.). Han sagde: »Monopol, oligarki, stræben efter overherredømme i stedet for efter frihed, og efter få rige og mægtige nationers udbytning af et stadigt større antal små eller svage nationer - alt dette skabte de kendetegn hos imperialismen, som bevirker, at vi karakteriserer den som snyltende eller rådnende kapitalisme« (s. 197).

Men han tilføjer straks: »Det ville være fejlagtigt at tro, at denne tendens til indre råddenskab udelukker en hurtig vækst af kapitalismen; aldeles ikke ... I det store og hele vokser kapitalismen betydeligt hurtigere end tidligere. Denne vækst er imidlertid ikke alene i almindelighed mere og mere uregelmæssig, men uregelmæssigheden viser sig også ved indre råddenhed i de kapitalistiske lande« (samme sted). Han sagde yderligere i advarsel mod enhver »automatisme« eller opskruethed: »Denne rådnende tilstand kan meget vel holde sig forholdsvis længe (om helbredelsen for den opportunistiske byld ulykkeligvis endnu skulle lade vente på sig), men den vil dog uundgåeligt blive bragt til ophør« (s. 201).

Spørgsmålet er altså ikke, at alt under monopolkapitalismen går i stå, aldeles ikke, men at denne vækst er usund, forgiftende og ødelæggende, og derfor må imødegås på alle de områder, hvor dens forrådnelse og fordærvelse går ud over menneskene. Der er grund til at understrege dette, fordi også siden Lenins tid er vi gang på gang blevet stillet over for prædikanter, som han har villet belære om, at nu var kapitalismen blevet fornyet, velorganiseret og desinficeret. De har netop peget på udbredelsen af monopolmetodeme, »planlægning og programmering« kaldet, og den tekniske og industrielle vækst. Men deres profetier byggede på tilsvarende forblændelser som opportunisternes på Lenins tid. I det afgørende, klasseherredømmet, er der nemlig intet ændret, og derfor heller ikke i årsagerne til den råddenskab, som vi så sandelig mærker i stadig nye former. Også den nye opportunisme, som særligt trivedes under den efterkrigskonjunktur, der fik en vis forlængelse gennem den teknisk-videnskabelige revolution, har mødt sin fallit. Det gælder ikke alene vort typiske udtryk derfor, SF. Det er også interessant, at det uforandrede i samfundets grundlæggende modsætninger bryder så kraftigt igennem, at man i Socialdemokratiet, som i mere end et halvt århundrede har bygget sin politik på den opportunisme, som Lenin direkte bekæmpede, også må erkende denne linjes fallit.

I sin bog »Velstand uden velfærd« erkender Aktuelts chefredaktør Bent Hansen således: »Vi har i Danmark en overklasse, der er fuldt så velcementeret som tidligere. Og i den anden ende af den sociale skala en underklasse, der desværre er lige så velcementeret. Mellem disse to polér i samfundet fordeler også mellemgrupperne goderne mellem sig på en måde, der ikke væsentligt adskiller sig fra den måde, hvorpå goderne fordeltes for et århundrede siden« (s. 26).

Efter et halvt århundredes demokratisk, organiseret og kontrolleret kapitalisme! Det er vel en falliterklæring.

Det er imod den moderne kapitalismes vidt udbyggede og komplicerede udnyttelse af menneskene i vor tid, at kampen skal bringes til udfoldelse. Det herskende systems stadigt mere omspændende karakter gør, at arnestedeme for denne kamp bliver flere og flere. Fremfor alt findes de fortsat - af de grunde, vi var inde på sidste gang - i arbejderklassens direkte sammenstød med kapitalen. Men også mange andre steder - i sikring af boliger, af rekreationsmuligheder, trafikforbindelser, i kamp mod forurening og forgiftning, for ordentlige og meningsfyldte uddannelsesbetingelser, mod militarismens forødelser og forberedelse af krig osv. osv. Her er virkelig tale om »mangeartede, mangestemmige, brogede og tilsyneladende splittede» bevægelser, som det gælder at forene til »alle og enhver slags undertryktes og utilfredses massekamp«.

Den opgave, man først må stille sig, er at føre disse kampe og aktioner på en sådan måde, at man vinder positioner over for monopolkapitalens magt, mens den endnu består. Det er et spørgsmål, som bestandigt må undersøges og diskuteres, og hvis besvarelse ikke på forhånd er givet. Men erfaringerne giver os visse holdepunkter. Først gælder det - som vi har været inde på - at lære at føre aktioner igennem. Det vil sige, at man forstår at begynde og afslutte dem, sådan at det sammenhold, de er udtryk for, styrkes gennem dem, således at de giver grundlag for videre fremstød. Dannelsen af magtpositioner må ses som led i en proces, en kamp i stadig bevægelse - ikke som noget statisk og stillestående.

Det overses ofte af dem, som i de nu foregående aktioner taler om, at de på arbejdspladserne må betyde oprettelse af en »arbejdermagt«, på universiteterne en »studentermagt«, eller endog i »basegrupper« rundt omkring. Det er en skematisk overførelse af begreber, som kan have aktuel realitet under andre, revolutionært mere udviklede, betingelser, men som giver et ganske forvrænget indtryk af kampens nuværende betingelser. Det nærer i virkeligheden opportunistiske forestillinger om, at en portion »arbejdermagt« her og en portion »studentermagt« dér kan trives under og efterhånden opæde monopolkapitalens statslige magt.

På meget tilsvarende måde kan uklar tale om »strukturreformer«, som lidt efter lidt realiseres under monopolkapitalens magt, føre til opportunistiske forestillinger - ganske vist mere med hældning »til højre«. Men som sædvanlig er resultatet deraf det samme. Men opgaven består netop i at udvikle aktionerne på arbejdspladser, universiteter osv. på en sådan måde, at de tilsammen bliver en styrke rettet mod kapitalismens statslige magt.

Det betyder, at de enkelte aktioner og bevægelser ikke må ses som isolerede foreteelser, men systematisk (og tålmodigt!) må udvikles i deres sammenhæng, dvs. som en politisk kraft over for den statslige magt. Naturligvis betyder en sådan udvikling også, at der undervejs må dannes midlertidige eller mere varige former for organisation. Navnlig betyder den, at de allerede oprettede klasseorganisationer og demokratiske organisationer må aktiviseres og styrkes i deres egentlige og oprindelige bestræbelser. (Ikke mindst fagbevægelsen. Derfor er de ekstremistiske paroler om kamp mod fagbevægelsen så uanbragte og skadelige). Naturligvis betyder en stigende udvikling af kampen også, at der gennemtvinges forskellige reformforanstaltninger. Men hvis aktiviteten blot løber ud i en institutionalisering, og navnlig hvis denne bliver til hovedsagen, så forhindrer det, at den forenes i politiske bestræbelser, så bliver en magtfaktor over for den herskende magt.

En af de følgeslutninger, der må drages heraf, er at de enkelte aktioner aldrig må være sig selv nok. De må have til formål også at virke tiltrækkende på andre, på dem, som i det videre sigte må vindes for den fælles bestræbelse, hvis den skal få tilstrækkelig styrke. En aktion kan og må ikke slå sig til tåls med at være en udladning for deltagerne i den. Det er ikke nok, at man selv føler sig gode, retfærdige og berettigede i sine protester. Det er nødvendigt, at man også får virkning, vi der indflydelse på udfoldelsen af de kræfter, som alene kan give magt mod magten.

En sådan forståelse vokser også frem i mange aktioner. Strejkede ved, hvor vigtigt det er, at ikke alene den øvrige arbejderklasse, men også den offentlige mening vindes i sympati for dens formål. Studenterbevægelserne har fremhævet sider af deres kamp, som også har betydning for bredere lag, for eksempel at forskningen må tjene folket, ikke erhvervslivet. Men der findes unægteligt også eksempler på aktioner, som tror at gøre sig »stærkere« ved at lade hånt om forståelsen videre ud.

Der kan være anledning til at anføre yderligere et moment. Utilfredsstillelsen ved tilværelsen under den moderne og rådnende kapitalisme giver sig også stærke udslag på idémæssige områder. Man føler meningsløsheden, krænkelsen af menneskeværdigheden, »fremmedgørelsen«, manglen på medbestemmelsesret og reale rettigheder midt i officiel kværnen om demokrati. Inddragelsen af alle sådanne spørgsmål har derfor en appel, der rækker langt og kan fremme den fælles kamp Kiruna-arbejderne lagde med rette vægt på, at deres kamp også var kamp for menneskeværdigheden. Der er overhovedet betingelser for tage kampen mod den herskende ideologi langt mere offensivt op. Det vil væsentligt styrke den fælles kamp.

I kampen mod monopolerne vindes positionerne først og fremme gennem enhedsarbejdets metode. Dvs. udløsning af fælles aktioner og bestemte og begrænsede mål, hvis rammer respekteres under aktion enheden. Det betyder gennemførelse af aktionerne i enhed. Men det hører også til enhedsarbejdet i fællesskab at uddrage erfaringerne af den fælles indsats. Det er en side af det, som meget vel kan gøres bedre, end det for tiden er skik hos os.

Endelig skal det siges rent ud, at det for at udvikle den antimonopolistiske kamp også er nødvendigt at styrke arbejderklassens parti både som organisatorisk og ideologisk kraft. Uden det kan den nødvendige politiske styrke over for den herskende magt ikke mobiliseres. Så ender nok så livlige og berettigede aktioner dog som slag i dynen.

Danmarks kommunistiske Parti har i sin idépolitiske udtalelse »Veje for venstrekræfterne« (1969) opridset rammerne for en strategi i den antimonopolistiske kamp her i landet. De enkelte aktioner må vinde styrke ved at indgå i en samlende bestræbelse på at »danne et venstre med front mod højre i dansk politik«. Det påpeges konkret, i hvilke spørgsmål en sådan delingslinje afspejler sig. Det anføres også konkret, hvilke antimonopolistiske foranstaltninger kommunisterne sætter ind for at gøre en sådan venstrepolitik konsekvent.

Denne politik er alt andet end det, som »arbejderflertallet« præsterede i 1965-67, hvor det blot foresatte sig at administrere det kapitalistiske klasseherredømme og måtte falde på den stadigt mere gabende modsætning mellem dette og de forventninger, man havde påkaldt. Kommunisternes politik bygger fremfor alt på aktiviteten i klassen og folket og har til formål at udvikle denne til et fremaddrivende pres. Det er også i den sammenhæng, at man må se spørgsmålet om holdningen til de forskellige regeringsdannelser. Derom har der jo stået en del diskussion, men i for ringe grad med forståelse for, at den konkrete kampsituation må være afgørende for vurderingen af den art problemer. I den nuværende situation er det indlysende, at opgaven må være at tilvejebringe en samling for at bringe den borgerlige regering til fald, men for den ny politik, som skal afløse den, er det afgørende, at det kommunistiske parti samtidig selvstændigt fører sin linje og sine forslag frem.

En sådan antimonopolistisk politik vil kunne og vil kun kunne sættes igennem, når det arbejdende folk føler sin styrke, sætter aktivt ind over for den forbitrede modstand fra reaktion og storkapital. Sejr i en sådan kamp vil endnu ikke betyde socialisme, men en eller anden form for antimonopolistisk demokrati,

Heller ikke vi bør indstille os på en »ren« socialistisk revolution. Alle erfaringer taler om, at der i revolutionens proces også er forskellige overgangsstadier. I det programskrift, som Lenin forfattede umiddelbart før Oktoberrevolutionen, foreslog han et sæt revolutionær-demokratiske foranstaltninger og sagde herom: »Det er endnu ikke socialisme, men det er heller ikke kapitalisme mere. Det er et vældigt skridt henimod socialismen« (Udvalgte værker, bd. 7, s. 168).

For vort vedkommende vil de konkrete former for en overgangsstat i høj grad afhænge af vor kamps videre udfoldelse. Men det er af største betydning at have et perspektiv i denne kamp. Det har vi da også udformet, ledet af Marx’ og Lenins ideer.

Den måde, Lenins 100 års dag blev bemærket på, er i sig selv et bevis på leninismens internationale karakter. Netop i uddybelsen og udviklingen af arbejderklassens internationalisme gjorde Lenin en af sine betydningsfuldeste indsatser. Netop som internationalist udsattes han for de mest rasende og beskidte angreb.

Deri deler han skæbne med den revolutionære socialistiske bevæge overhovedet. Det ligger for så vidt i sagens natur. For internationalismen er netop det konsekvente klassesynspunkt. Modstanderen ved meget vel, at kan han nedbryde internationalismen i arbejderbevægelsen så kan han også på andre måder undergrave dens klassemæssige holdning. På den anden side er de nationale spørgsmål forbundet med stærke følelsesmæssige virkninger, som både kan forblænde og kan opildne folkets masser. Reaktionen søger at udnytte alle fordomme og forvildelser, der er forbundet med dem, for sine formål. Arbejderklassen må nødvendigvis tage en beslutsom kamp op mod disse bestræbelser, den må forsvare de virkelige nationale interesser, så den nationale energi bliver en drivkraft for at sikre folkets fremtid. Den kan gøre det fordi internationalismen også er det eneste stabile grundlag for de i nationale problemers løsning.

I vor tid, midt i verdens overgang fra kapitalisme til socialisme, er betydningen både af internationalt sammenhold og af national frigørelse vokset uhyre. Der er derfor al grund til fuldt ud at udnytte den indsigt, som Lenins behandling af disse problemer giver, til sikre rigtige fremgangsmåder til klargørelse og løsning af de ofte komplicerede spørgsmål, de rejser.

Allerede i »Det kommunistiske Manifest« fastslog Marx og Engels det som et af kommunisternes afgørende kendetegn, at de »i proletarernes forskellige nationale kampe fremhæver hele proletariatets fællesinteresser, som de fremtræder uafhængigt af nationalitet« (Udvalgte skrifter, I, s. 39). Alle ved, hvordan manifestets slutord: »Proletarer i alle lande, foren Jer ! » blev det internationalismens kampråb, som mere end noget andet satte skræk i de herskende klasser.

Ved dannelsen af 1. Internationale, i »Inauguraladressen» sagde Marx meget indtrængende: »Erfaringen fra den tid, der er gået, har lært os, hvorledes forsømmelse af det broderskabets bånd, der burde bestå mellem arbejderne i de forskellige lande og anspore dem til at holde tæt sammen i alle deres kampe for deres befrielse, ubarmhjertigt tugtes ved, at deres usammenhængende forsøg lider fælles skibbrud« (Udv. skrifter I, s. 377 f.).

Disse udtalelser udspringer af en indsigt i ganske fundamentale sammenhænge, nemlig at kapitalismens system overalt betyder et kapitalistisk klasseherredømme, som i sit væsen og sine grundtræk er det samme uanset de nationalt særegne former, det fremtræder i; at arbejderklassens kamp i alle lande derfor retter sig mod den herskende klasse, og at det er udfaldet af denne fælles og ensartede kamp, som bestemmer samfundsudviklingen, at kapitalistklassen i de forskellige lande trods indbyrdes rivaliseren meget vel ved, at det afgørende skel går mellem kapital og arbejde i verdensmålestok, hvorfor den også søger sammen, når den ser de fælles klasseprivilegier truet; at arbejderne i de forskellige lande derfor også må forstå, at de indbyrdes hører sammen på en helt anden måde og langt videregående, end de på noget tidspunkt kan have noget tilfælles med »deres eget« bourgeoisi, og at de derfor som Marx også skrev i en instruks i 1. Internationale - »ikke blot må føle sig som brødre og kammerater i befrielsesarmeen, men også må handle som sådanne.«

Sådan udspringer internationalismen af selve klassekampen og klassesynspunktet af de mest grundlæggende træk i selve kapitalismens samfundssystem. Da disse fortsat består, har Marx’ opfattelser også fuld gyldighed i vor tid.

Dette internationalistiske grundsynspunkt var da også det urokkelige grundlag, hvorudfra Lenin tog fat på de nye problemer om nationalt og internationalt, som fremhævedes under kapitalismens imperialistiske stadium, og som opstod med verdens begyndende overgang til socialismen. »Uden den frivillige stræben efter forbund og enhed fra proletariatet», skrev han i 1920, »og dernæst også fra alle arbejdende masser i alle lande og nationer i hele verden, kan sejren over kapitalismen ikke føres heldigt i havn« (Udvalgte værker, II, s. 266).

Men denne ubetingede fremhævelse af det internationalistiske grundlag betød ingenlunde en tilsidesættelse af de nationale problemer eller en fornægtelse af nationen som realitet. Tværtimod. Allerede Marx studerede og fulgte med levende interesse sin tids nationale frihedsrejsninger, og han gjorde sig lystig over selv nære medkæmpere, der ville »løse« de nationale spørgsmål ved simpelt hen at se bort fra dem.

Men han satte ind for at afklæde problemet om nationen for al den mystifikation, som borgerlig ideologi havde behængt det med.

Endnu mere uddybede Lenin disse spørgsmål, fordi netop den imperialistiske udvikling skærpede og udvidede den nationale undertrykkelse og dermed gjorde stræben efter national frihed og ligeberettigelse til en afgørende antiimperialistisk kraft. Navnlig i årene op til og under den første verdenskrig kastede han sig ud i omfattende diskussioner også med så nærtstående kampfæller som Rosa Luxemburg - dels at overvinde de tendenser til en letbenet »afskrivning af den nation. kamp«, som ofte kan opstå som reaktion mod borgerskabets æklende misbrug af nationale talemåder, men samtidig for at placere det nationale spørgsmål rigtigt i forhold til den internationale karakter af klassekampen, som under imperialismen bliver endnu mere udpræget.

Han så folkenes stræben efter national selvstændighed og selvbestemmelse som en af de vigtigste demokratiske bevægelser - i den forstand som vi også talte om i forrige kapitel - der kunne bringe folkene nærmere til at forstå nødvendigheden af at frigøre sig fra imperialismen, at gå frem til socialismen. Derfor måtte man også forholde sig med omhu over for de retfærdige nationale krav. Partierne måtte gå ind for fuld anerkendelse af den nationale selvbestemmelsesret omfattende retten til statslig adskillelse. Ophævelsen af nationerne er kun tænkelig som resultat af en langvarig historisk proces efter socialismens og kommunismens sejr.

Forholdet mellem nationalt og internationalt kan kun opfattes rigt med et vågent øje for dets dybt dialektiske karakter. Det var det, s Jean Jaurès gav udtryk ved at sige: »Lidt internationalisme fjerner fædrelandet, megen internationalisme nærmer til det igen.«

Sand national og international stræben står i uløselig indbyrdes sammenhæng. Internationalt sammenhold mellem folkene er betingelsen f at hver enkelt nation kan leve i tryghed og udfolde sig. Fuld anerkendelse af hvert enkelt folks nationale ret og selvstændighed er betingelsen for at kunne oprette og styrke det internationale sammenhold. National selvhævdelse uden hensyn til andre folks berettigede interesser fører til nationalisme, i ekstreme tilfælde til chauvinisme og skader på længere sigt også ens egen nations interesser. (Tænk på, hvad Hitler gjorde mod den tyske nation). En »internationalisering«, som går ud på at udslette nationernes særtræk og ophæve deres rettigheder, fører til national nihilisme og svækker i virkeligheden det forbund, man ville opret (Tænk på, hvad Hitler gjorde med andre nationer i Europa under hans Neuordnung - eller på Hækkerups oprindelige begrundelser for NATO- politikken: påstanden om, at »national suverænitet er et forældet begreb«). Den socialistiske nationalitetspolitik i Sovjetunionen er derimod et forbillede for rigtig forening af nationalt og internationalt. Respekten for de enkelte nationaliteters interesser har gjort Unionen til et urokkeligt forbund, som ikke kunne rystes af krigen, end mindre af borgerlig propagandas eventyrfortællinger efter denne. Det internationalistiske sammenhold har bragt de enkelte nationer til materiel og kulturel blomstring.

Hvis nogle vil spørge, hvad et »dialektisk forhold« er, så er det altså dette! Eller anderledes sagt: Modsigelsers gensidige betingethed og sammenhæng.

Når bourgeoisiet taler i »nationens navn«, så er det for at få arbejderne til at afstå fra deres klasseinteresser, for at spalte deres klassekræfter. Klassesynspunktet skal vige for hensynet til »nationen«, forstået som borgerskabets ledelse. Denne ideologi kaldes borgerlig nationalisme. Den anvendes ofte til at motivere en underkastelse under imperialismen (jfr. Hækkerup), altså til en imperialistisk kosmopolitisme, som således bliver reversen af nationalismens medalje.

Når socialismen går ind for international solidaritet mellem de arbejdende i alle lande, så er det, for at det klassemæssige sammenhold også skal sikre fremgang for de enkelte nationer. Denne ideologi er den proletariske internationalisme. Da dens klassesynspunkt netop inspirerer til at sikre nationens, forstået som det overvældende folkeflertals, interesser bliver den også en arbejderklassens patriotisme, som således bliver internationalismens anden side.

Lenin fastslog i 1913: »Den borgerlige nationalisme og den proletariske internationalisme udgør to uforsonligt fjendtlige paroler, som modsvarer de to store klasselejre i hele den kapitalistiske verden, og som udtrykker to slags politik (ydermere: to verdensanskuelser) i det nationale spørgsmål«.

Sådan er begrundelsen for disse begreber, som med rette anvendes så aktivt i analysen af arbejderbevægelsens opgaver på disse områder.

Den proletariske internationalisme er også grundlaget for den internationale arbejderbevægelse og for forholdet mellem dens nationale partier, der hvert udtrykker deres arbejderklasses patriotisme. Den konkrete udformning og organisering af dette fællesskab må ændre sig med betingelserne i de forskellige tidsperioder og har i høj grad gjort det. Ikke desto mindre findes der varige og ukrænkelige linjer i det, som udspringer af selve den proletariske internationalismes principper.

Fællesskabet udtrykker de fælles interesser hos den internationale arbejderklasses nationale afdelinger. De består i, at man står over for den samme fjende i hvert eneste land og internationalt - i vor tid den monopolistiske kapitalisme og imperialisme. Videre har man det fælles mål at sikre overgangen til socialismen gennem oprettelsen af det arbejdende folks magt. Mod disse bestræbelser for fred, demokrati, national selvstændighed og socialisme finder imperialismen fælles handlingslinjer og koordinerer sine kræfter i fælles indsats for at bevare sine privilegier. Heroverfor må den internationale arbejderklasse finde sin fælles handlingslinje i den internationale klassekamp. Derfor er det fælles handling, aktionsenheden, mellem partierne en absolut betingelse for den internationale bevægelse.

Men partierne er også de bevidste faktorer i arbejderklassen, der bygger deres revolutionære praksis på socialismens videnskabelige og revolutionære teori. Arbejderbevægelsens internationale fællesskab må derfor også være et ideologisk fællesskab på marxismen-leninismens grund. Marx’ og Lenins lære er i sit væsen en almen gyldig - og derfor og en internationalt gyldig - indsigt i lovene for virkelighedens, herunder også samfundenes, udvikling. Det ville være indlysende forvrøvlet tale om, at den dialektiske materialisme kunne være forskellig und forskellige himmelstrøg, at merværdiloven afhang af solens stilling eller at læren om staten kunne være afhængig af spise- og drikkevaner i det pågældende folk. Noget helt andet er, at anvendelsen af disse almengyldige indsigter stiller forskellige opgaver til forskellig tid og sted og i overensstemmelse dermed giver forskellige udformninger af handlemåden til resultat. Marxismen-leninismens ideologi forbyder direkte skematisk overførelse af konklusioner draget under bestemte fort sætninger på forhold, hvor disse forudsætninger ikke eksisterer. Vidt skabelig metode betyder jo netop skabende evne til ud fra allerede vunden indsigt at løse de stadigt nye problemer, man stilles overfor.

Under opbygningen af den internationale kommunistiske bevæge kom Lenin gang på gang tilbage til disse problemer, f. eks.: »Så længe der eksisterer nationale og statslige forskelle mellem folk og mellem lande - og disse forskelle vil holde sig længe efter at proletariatets diktatur er virkeliggjort i verdensmålestok - kræver enhed i den internationale taktik, som den kommunistiske arbejderbevægelse i alle lande anvender, ikke, at man fjerner mangeartetheden eller skaffer de nationale forskelle (hvad der i øjeblikket ville være tåbeligt drømmeri), men at man anvender kommunismens grundlæggende principper ... på en sådan måde, at disse principper tilpasses rigtigt til enkelthederne, tillempes og anvendes rigtigt på de nationale og nationalt-statslige forskelle« (»Venstre«-kommunismen, s. 81). Og han stillede det som hovedopgaven »at udforske, studere, opspore, fornemme og gribe det nationalt-særegne, nationalt-specifikke i de konkrete måder, som i hver enkelt land anvendes for at løse denne samme internationale opgave«.

Det er ikke så selvfølgeligt at præcisere dette, som det måske kan lyde. I praksis er den rigtige forbindelse af nationalt og internationalt i de kommunistiske partiers politik en ganske ansvarsfuld opgave, idet løsningen af den i reglen foregår under et omfattende pres fra borgerlig ideologi og fra imperialismens politiske manøvrer. Det kan ske gennem voldsomme kanonader, men også gennem snedigere bestræbelser på at så forvirring og desorientering. Det kræver et højt mål af klarhed og fasthed at imødegå dem.

Der fremsættes således opfattelser, som går ud på, at imperialismen i vor tid allerede er så svækket, at man ikke behøver at frygte, at den er i stand til at udvikle og forfølge en omfattende offensiv strategi. Man henviser til de modsætninger, som - ganske rigtigt - gør sig gældende i det indbyrdes forhold mellem de imperialistiske magter, og vil deraf slutte, at imperialismen ikke kan og ikke stiller sig den opgave at handle efter en »global strategi». Det er altid en uhyre farlig kilde til politiske fejltagelser, hvis man som udgangspunkt tager en fejlvurdering af det faktiske styrkeforhold - det være sig til den ene eller den anden side. Hvis man overvurderer, hvor langt man selv er kommet, og hvor svækket modstanderen er, kan det udvikles til en motivering for en letsindighed, som i praksis bliver til opportunisme. Faktisk viser det sig jo, at imperialismens almene svækkelse ikke gør den mindre farlig. Tværtimod søger den at opveje sit tab af positioner med mere listige og udspekulerede fremgangsmåder, som planlægges langt ud i fremtiden. Disse dages udvikling af krigen i Indokina taler deres sprog derom. Trods de bestående modsætninger mellem imperialisterne - som man heller ikke skal undervurdere, men maksimalt udnytte, som når vi for eksempel udnytter stillingtagender fra det monopolkapitalistiske Sverige i vor politik - kan det dog konstateres, at den imperialistiske verden i det væsentlige følger eller i hvert fald ikke forhindrer USA-imperialismens »globale strategi«. Derfor må den internationale bevægelse afvise forestillingerne om, at imperialismens trussel skulle være formindsket i vor tid, og de deraf dragne slutninger om, at styrkelsen af den kommunistiske bevægelses enhed derfor skulle være af mindre betydning end tidligere. Tværtimod, det modsatte er tilfældet. Netop problemer af helt international karakter, dvs, som ingenlunde kan bringes ind under de nationalt-særegne forhold (f. eks. styrkeforholdet mellem imperialisme og socialisme, USA-imperialismens rolle osv.), må partier af samme ideologi, og som stilles over for samme virkelighed, tage en overensstemmende stilling til - efter de nødvendige undersøgelser og meningsudvekslinger, naturligvis.

Der har også i en periode været tale om »nationale kommunisme«, »nationale veje« osv. For så vidt der heri lægges anvendelsen af kommunismens almene principper til udarbejdelsen af ens nationale politik, er der intet kritisabelt heri. Men der gøres ikke altid holdt ved det. Ofte søger man at give sin »nationale kommunisme« en kvalitativt anden karakter end andres eller søger ved tale om sin »nationale vej« at unddrage sig internationale forpligtelser. Det betyder, at påvirkningen fra borgerlig nationalisme har opnået effekt, så man i »det nationales« navn reserverer sig over for eller vender sig imod princip-spørgsmål for kommunismen.

Lenin advarede i sin tid meget mod, at man »omgav sin nationale arbejderbevægelse med en kinesisk mur«. I vor tid, hvor klassekampe internationale karakter trænger sig på hver dag, har denne advarsel kun større vægt. Sagen er, at i vor tid stadser enhver opportunisme op med »nationale argumentationer«. Vi har oplevet, hvordan Aksel Larsen drog ud til højre angiveligt for at praktisere en »dansk kommunisme«. Den er der ikke mere nogen, som hører noget til i SF´s småtingsbutik. Vi har hørt, hvordan maoisterne proklamerede en »kinesificeret kommunisme«, som angiveligt skulle være mere revolutionær end andres. Bortset fra de tilbageslag, dette forvoldte den indre socialistiske opbygning i Kina, kan enhver i hvert fald sort på hvidt konstatere, at det udadtil førte maoisterne til de groveste forsyndelser mod et grundlæggende bud for den kommunistiske verdensbevægelse som viljen til at søge aktionsenhed - for ikke at tale om respekten for den proletariske internationalisme.

Denne oppusten af nationalisme - i det ene eller det andet klædebon - er så meget mere skadelig, som de internationalistiske hensyn altid må veje tungest til, idet hensynet til klassens helhed altid må have prioritet over for hensynet til dele af den. Netop det betyder det at a lægge klassesynspunktet på internationale problemer. Lenin præciserede dette meget udtrykkeligt på den Kommunistiske Internationales første store kongres i 1920:

»Den småborgerlige nationalisme hævder, at internationalisme anerkendelse af nationernes ligeberettigelse og intet mere, og (rent bortset fra en sådan anerkendelses rent formelle karakter) rører således ikke ved den nationale egoisme, mens den proletariske internationalisme for det første forlanger, at de interesser, der knytter sig til den proletariske kamp i et enkelt land, skal underordnes de interesser, der knytter sig til kampen i verdensmålestok, for det andet forlanger de at de nationer, der har hidført sejren over bourgeoisiet, skal have evne og vilje til at bringe de største nationale ofte for at styrte den internationale kapital« (Udvalgte værker, bd. II, s. 263).

 Som nævnt har de organisatoriske former for det internationale socialistiske samarbejde vekslet med omstændighederne - fra statutbestemte internationale organisationer til andre arter forbindelser. Marx grundlagde 1. Internationale i 1864 og tog selv initiativet til dens opløsning 12 år senere. 2. Internationale - den socialdemokratiske - dannedes i 1889, men spillede sin afgørende fallit ved krigsudbruddet 1914. Siden har den henslæbt sig i en spøgelsesagtig tilværelse. Lenin grundlagde den Kommunistiske Internationale i 1919 - som et »verdensparti« af de kommunistiske partier. Da bevægelsens vækst sprængte disse rammer, opløstes den 1943.

I vor tid er bevægelsen så vidtspredt og partiernes kampbetingelser så forskellige, at kun meget smidige internationale samarbejdsformer er realistisk mulige. De består af løbende kontakter, hvis højeste form er internationale konferencer af de kommunistiske partier. Disse samarbejdsformer forudsætter, at de deltagende partier er ledet af høj socialistisk bevidsthed og ansvarsfølelse.

På den sidste konference, i Moskva juni 1969, præciseredes også den kommunistiske bevægelses karakter som et samvirke mellem selvstændige og suveræne partier, der bygger på den proletariske internationalisme.

Det fastsloges: »Ethvert kommunistisk parti er i sin virksomhed ansvarlig over for sin egen arbejderklasse og sit eget folk og samtidig over for den internationale arbejderbevægelse. Ethvert kommunistisk partis nationale og internationale ansvar kan ikke adskilles. De kommunistiske partier udfolder deres virksomhed under forskelligartede specifikke betingelser, som kræver en tilsvarende fremgangsmåde ved løsningen af konkrete opgaver. Ethvert parti udarbejder fuldstændig selvstændigt sin politik, idet det lader sig lede af marxismen-leninismens principper og tager hensyn til de konkrete nationale forhold. Det bestemmer kampens retninger, former og metoder, vælger alt efter de givne betingelser en fredelig eller ikke-fredelig vej for overgangen til socialismen såvel som for formerne og metoderne for opbygningen af socialismen i sit eget land. Samtidig bør mangeartetheden af betingelserne for de kommunistiske partiers virksomhed og forskelle i behandlingen af praktiske opgaver eller ligefrem divergenser om et og andet problem ikke lægge sig i vejen for broderpartiernes koordinerede indsats på den internationale arena, især vedrørende grundproblemerne i den antiimperialistiske kamp.« (Tiden, 1969, 7, s. 241).

Denne konklusion af indgående diskussioner mellem 75 kommunistiske partier er en videreudvikling under vor tids betingelser af Lenins internationalistiske principper. 

I vor tid, under verdens påbegyndte overgang fra kapitalisme til socialisme, har det internationale socialistiske sammenhold vundet yderligere i betydning, og nye sider af den proletariske internationalisme træder frem.

Det hænger ganske simpelt sammen med, at en del af den internationale arbejderklasse fortsat må føre kampen som undertrykt klasse imod monopolkapitalens klasseherredømme, mens en anden del af dem føre kampen som herskende klasse for at bevare og udvikle samfund socialistiske grundlag - først i ét land, siden i en hel række.

Denne nye situation i forhold til arbejderbevægelsens første periode betegner et umådeligt fremskridt: Socialismen er ikke længere blot idé, hvis praktiske funktionsdygtighed man kan tillade sig at betvivle. Socialismen er levende virkelighed, der håndgribeligt viser sig som mest samfundsforandrende kraft, menneskeheden har oplevet. Den i hele verden en dybt indgribende indflydelse gennem eksemplets magt. Den betyder, at arbejderklassen og dens forbundsfæller har betingelser for at gribe ind i den internationale politik, i de verdensomspændende problemer, som angår folkene i hvert eneste land, og drive udviklingen i den retning, som folkenes interesser kræver.

Socialismens opbygning og grundfæstelse er det mest afgørende i træk i vor tids verden. Kun ud fra forståelse heraf er man overhove i stand til at fatte problemerne, sammenhængen og mulighederne i tid. De, som råber om »fornyelse«, »nytænkning« og andre kombinationer med ordet »nyt«, men som ikke først og fremmest ser den aldeles fornyende forskydning af magt- og styrke forholdet i den internation klassekamp som baggrunden derfor, er dømt til vildfarelse og perspektivløshed. De, som klarest ser dette forhold, er selve modpolerne i internationale klassekamp - den imperialistiske reaktions centrer den marxistisk-leninistiske arbejderbevægelse.

Den imperialistiske reaktion har måttet se i øjnene, at det ikke længere lader sig gøre at affærdige socialismen som et drømmesyn uden livskraft, »stridende mod menneskets natur« eller hvad man nu fortalte i generationer før os. Efter Oktoberrevolutionen slog man derfor hurtigt over til i stedet at indpode skræk- og vrangforestillinger om socialistiske virkelighed. I min ungdom var der faktisk mange, der i forestillinger om, at man i Sovjetunionen levede af at voldtage kvinder og spise spædbørn. Guderne skal vide, der var vanskeligheder for opbygningen af socialismen, men deres karakter havde intet at gøre med disse forskruede forestillinger. Og tværs gennem vanskelighederne banede fremgangen sig vej. Da den kapitalistiske verden vred sig under sin værste krise, førtes de første femårsplaner igennem. I de europæiske folks skæbnetime under 2. verdenskrig lærte alle efterhånden at se hen til den revolutionære vilje, som de røde hære kæmpede med, som den afgørende frelse i nøden. Man så tilbagestående lande rejse sig i hurtig fremgang. Man så sputnikker, atomkraftstationer og rumskibe opstå først i Sovjetunionen. Den primitive og vulgære antikommunjisme rakte ikke længere til. Hitler døde af den. Men derfor opgav de reaktionære kræfter ikke spillet. De satte derimod ind med snedigere, ondskabsfuldere og anderledes anlagte metoder. Men de havde stadig ét og samme formål: at indpode en »fremmedgørelse« i forholdet mellem det arbejdende folk i kapitalismens lande og det arbejdende folks magt i socialismens lande. I givne situationer søgte og søger man på det grundlag at ophidse til fjendskab og vanvittige handlinger - set ud fra folkenes interesser. Hver eneste dag søger man med denne snuskede og giftige fremmedgørelse, der driver af løgnagtighed, at få de undertrykte arbejdende klasser til at skubbe tanker om deres egen magt og muligheder fra sig. Der er i virkeligheden ikke sat én eneste større bevægelse, aktion eller strømning i gang imod det arbejdende folks virkelige interesser, uden at den har været forbundet med antikommunistisk og antisovjetisk trommeslageri. Det gælder både uden for arbejderbevægelsen, men også inden for dens rammer.

Omvendt har den revolutionære arbejderbevægelse lært at våge over den internationale solidaritet med den virkeliggjorte socialisme som en af sine vigtigste inspirations- og kraftkilder. Den lærte at skære igennem alle reaktionens propagandahyl om, at den derved gjorde sig til »unationale«, »agenter«, »landsforrædere«, eller hvad der nu i påkommende tilfælde hives op af skraldespandene. Den lærte, at også alle revisionister og opportunister begynder deres udfald i samme stil. Den forstod, hvordan alt det var udslag af den ideologiske klassekamp, som nødvendigvis må opfylde vor tid.

Den internationale arbejderklasse ydede sin første solidaritet til den unge sovjetstat, da dens protestaktioner mod de kapitalistiske staters interventionskrig tog et omfang, så de blev en hovedfaktor for opgivelsen deraf. Den fik så rigeligt en internationalistisk genydelse, da sovjethærene »brækkede rygraden på det hitlerske vilddyr« (Churchill). Det ligger i internationalismens væsen, at den rummer både given og tagen i gensidig hjælp, men også at det er situationen, der bestemmer, om der skal gives eller tages. Et småligt krav om »noget for noget« er ikke i internationalismens ånd. Arbejdersolidariteten betyder, at man kommer dem til hjælp, som behøver det. Og på den måde vinder begge parter lige fuldt i det lange løb. Den stadige opdragelse i den internationalismens ånd, som betyder, at arbejdere føler sig nærmere arbejdere, at marxister-leninister føler sig nærmere marxister-leninister end de føler sig alle hånde andre, er noget afgørende også i forholdet socialismens lande.

Selve udviklingen og praktiseringen af den proletariske internationalisme er imidlertid ingenlunde problemløs. Spørgsmål, hvori nationale følelser og internationalt ansvar indgår, må altid behandles med megen omsorg. Det ved modstanderen i klassekampen meget vel, og deri borer han med flid i disse problemer. Indflydelsen fra nationalistiske fordomme kan give sådanne anstrengelser en vis virkning, netop når der findes så forskellig en samfundsmæssig baggrund som i henholdsvis kapitalistiske og socialistiske lande.

På Polens forenede Arbejderpartis 5. kongres i november 1968 var W. Gomulka inde på nogle af disse problemer: »Partiernes situation i de socialistiske lande adskiller sig fundamentalt fra partiernes i de kapitalistiske lande. De første bærer ansvaret for statens politik, de sidste er i opposition og kæmper endnu om magten. De forskellige problemer, som de må løse, bevirker, at der på en til en vis grad naturlig måde foregår en differentiering af retningen for disse partiers hovedinteresser og for deres virksomhed.

Over for denne objektivt bestående situation bliver det såvel i de socialistiske som i de kapitalistiske lande af så meget større betydning at opdrage partimedlemmerne i den proletariske internationalismes år og i en ånd af forståelse af det fundamentale fællesskab i mål og af samlet fremmarch for alle den internationale arbejderbevægelses afdelinger i kampen for fred, demokrati og folkenes frihed ….

Men ingen meningsforskelligheder i spørgsmål vedrørende kamptaktik og metoderne for den socialistiske opbygning kan retfærdiggøre de partiers holdning, som viger bort fra det internationale ansvar og betræder nationalismens vej« (IB, 1968, nr. 42/43, s. 10).

L. I. Brezjnev var ved samme lejlighed inde på disse spørgsmål sagde: »Kommunistiske partier, der virker under forskellige betingelser, kan gribe det ene eller det andet problem an på forskellig måde. Vi ville handle forkert, hvis vi ikke så differenserne i opfattelserne af enkel spørgsmål. Nogle af disse differenser har efter vor mening udpræget forbigående karakter og vil forsvinde, efterhånden som begivenhedernes gang skaber klarhed over de omstridte problemers væsen. Andre kan åbenbart være mere langvarige, men de må ikke hindre den fælles kamp mod den fælles modstander for de fælles, høje mål« (samme sted, s. 21).

Disse nutidige udformninger af internationalismens praksis byggede klart på den principielle afklaring, som Lenin skabte vedrørende internationalismens karakter. Det er ret indlysende, at en klaring af disse problemer først har kunnet foretages af dem, som fører hans sag videre. Det gælder endnu mere en anden følge af socialismens udbredelse, nemlig at man stilles over for problemet om forholdet mellem de forskellige socialistiske stater, som efterhånden har udviklet sig. På forhånd gjorde man sig vel i arbejderbevægelsen forestillinger om, at når først socialismen havde sejret, så fordampede straks alle indbyrdes problemer mellem landene. Lenins meget grundige studier af spørgsmålet om nationen viser, at han ikke gjorde sig sådanne illusioner. Forskellene i udgangspunkt, historisk baggrund og klassemæssig situation for en række socialistiske lande afføder objektive problemer i praktiseringen af internationalismen. De må løses med omhu og tålmodighed og - fordi de er nye - efter en vis eksperimenteren. Det værste er, hvis denne proces kommer under væsentlig indflydelse eller endda pres af nationalistiske fordomme, som jo har en del sejlivethed. Og naturligvis gælder det også på dette område, at man fra imperialistisk side søger at udnytte den slags både ideologisk og politisk for at så den splidens sæd, som er deres interesse.

Forholdet mellem socialistiske lande må være et internationalistisk samarbejde, dvs., et fast sammenhold af suveræne stater med samme ideologi og mål. Men borgerlige propagandister har i de sidste år søgt at slå sig til riddere som forsvarere for socialistiske landes suverænitet, navnlig mod hvad de kalder en »Brezjnev-doktrin«. Ejendommelighederne ved den manøvre lyser ud af, at den f. eks. føres frem af politikere som Per Hækkerup, der jo som forkæmper for NATO-pagten slyngede om sig med erklæringer om, at »den nationale suverænitet er et forældet begreb«……

Men endnu mere ejendommeligt bliver dette rumlen om en »Brezjnevdoktrin«, når man går det nærmere efter. Det begyndte i anledning af Brezjnevs tale på den førnævnte polske kongres, hvor han angiveligt skulle have præsenteret en »doktrin om begrænset suverænitet« for socialistiske lande. Men hvad han sagde om suverænitet var følgende: »De socialistiske stater går ind for streng respekt for alle landes suverænitet. Vi vender os energisk mod indblanding i alle statsanliggender, mod krænkelse af deres suverænitet.

Herunder er det af særlig betydning for os kommunister at fastholde og forsvare suveræniteten for de stater, der er slået ind på den socialistiske opbygnings vej. Imperialismens og reaktionens kræfter bestræber sig for at berøve folket i snart et, snart et andet socialistisk land den suveræne ret, det har vundet til at sikre sit lands blomstring, de brede arbejdende massers velfærd og lykke ved opbygning af et samfund, der er frit for enhver undertrykkelse eller udbytning. Og når angreb på denne ret møder enig tilbagevisning fra den socialistiske lejrs side, istemmer de borgerlige propagandister et ramaskrig om »forsvar for suvenæniteten« og »ikke-indblanding«. Det er klart, at det fra deres side en det reneste bedrag og demagogi. I virkeligheden bekymrer disse skrighalse sig ikke om bevarelse af den socialistiske suverænitet, men om tilintetgørelsen af den.

Det en velbekendt, at Sovjetunionen han gjort ikke så lidt for de reale befæstelse af de socialistiske landes suverænitet. Sovjetunionens kommunistiske parti er til stadighed gået ind for, at ethvert socialist land bestemmer de konkrete former for sin udvikling på vejen til socialismen under hensyntagen til det særegne i sine nationale betingelser. Men som bekendt består der også almene lovmæssigheder for opbygningen af socialismen. Et frafald fra dem kan føre til frafald fra socialismen.

Og hvis de indre og ydre kræfter, der er fjendtlige over for socialismen, søger at vende et socialistisk lands udvikling om til en genoprettelse af kapitalismen, hvis der opstår en fare for socialismen, en fare for det samlede socialistiske statsfællesskab, så en det ikke alene et problem for det pågældende land, men et alment problem, som alle socialistiske stater må bekymre sig om« (samme sted, s. 18).

På denne baggrund forstår man, hvorfor Bnezjnev på Moskva-konferencen i 1969 så skarpt vendte sig mod »den famøse teori om begrænset suverænitet«, som imperialisternes propagandister har fabrikenet og udbredt.

På det sidste han man fundet på at sige, at den venskabstraktat, som i maj 1970 afsluttedes mellem Sovjetunionen og Tjekkoslovakiet, skulle være lovfæstelsen af den mystiske »Brezjnev-doktrin«, idet det i indledningen hertil hedder, at »det er de socialistiske landes fælles internationale pligt at støtte, udbygge og forsvare de socialistiske landvindinger, der en opnået ved hvert enkelt folks heroiske indsats og uselviske arbejde». Men dels indeholder traktaten udtrykkeligt, at forholdet mellem landene bygger på gensidig respekt for deres suverænitet, dels er den anførte sætning ordnet taget fra den bekendte Bratislava-erklæring af 3. august 1968, som vakte så stor tilfredshed verden oven, og som underskreves af alle de 6 implicerede Warszawapagt-stater.

Den fælles forpligtelse over for socialismens sag en et selvfølgeligt udtryk for den proletariske internationalisme. Lenin sagde det i tid så skarpt: »…. stående mod de imperialistiske magters enorme front udgør vi, der kæmper mod imperialismen, et forbund, der kræver militær samling, og ethvert forsøg på at ødelægge denne samling betragter vi som et utilladeligt fænomen, som forræderi imod interesserne i kampen mod den internationale imperialisme» (Lenin og internationalismen, s. 19).

Også behandlingen af disse problemer i den bekendte bog »Marxismen-leninismens grundlag«, som udkom i 1959 under redaktion af 0.W. Kuusinen, viser, at der aldeles ikke er tale om noget tilfældigt påhit. Dér siges det: »Den socialistiske internationalismes væsen en ikke udtømt med anerkendelsen af uafhængighed og ligeberettigelse. Det nye og særlige, der kendetegner det gensidige forhold mellem de socialistiske stater, er den frivillige forening af anstrengelserne i kampen for socialismens opbygning og den broderlige gensidige støtte …... Derfor er socialismens lejr ingen sædvanlig koalition af stater, der er forbundet ved midlertidigt overensstemmende interesser, det er en ubøjelig kraft, der står over for den imperialistiske lejr som en fuldstændig enhed, som et fast politisk og økonomisk forbund baseret på dets medlemmers varige og grundlæggende interesser« (dansk udgave, 1961, s. 651 f.).

Ud fra et socialistisk klassesynspunkt er sådanne opfattelsers rigtighed indlysende. Det er tværtimod bruddene på dem, som må give anledning til bekymringer. Fremfor alt gælden det naturligvis ledelsen i Kinas kommunistiske parti, som så uskrømtet har »ødelagt den samlede front over for imperialismen«, selv når USA-imperialisterne lod napalm-flammerne rase over Vietnam.

I diskussionen om forholdet til og mellem socialistiske lande er det også kommet på mode at tale om, at der er forskellige »modeller« af socialismen, og at man forkasten de bestående socialistiske regimer som »model«. Det er en omgang med uklare ond, som meget let kan føre til en afsvækkelse af forståelsen af det socialistiske fællesskab, og for nogle allerede har gjort det.

Enhver samfundsformation har sine grundlæggende lovmæssigheder og kendetegn. Det gælden kapitalismen, det gælder imperialismen, det gælder socialismen. Disse grundtræk udformes forskelligt under forskellige nationale betingelser, men der er ikke grund til af den grund at kalde dem forskellige »modeller«. I deres væsen og afgørende struktur er de netop ens. Hos os har vi folk, som gerne vil snakke om dansk ellen nordisk kapitalisme som noget ganske særegent, en »nordisk model«, som vist skulle svæve et sted mellem kapitalisme og socialisme. Men sagen er netop, at de nationale særtræk ved vort samfund intet ændrer ved, at dets væsen og karakter er kapitalismens, endda monopolkapitalismens. Det har altid været afgørende for dansk arbejderbevægelse at gøre sig dette klart og handle derudfra. På tilsvarende måde vil der ikke være noget vundet ved af talemåder om særegne »modeller«, at lade sig forlede til at fornægte de grundlæggende lovmæssigheder for overgangen til og opbygningen af socialismen, som Lenin gjorde så meget for at fremdrage.

Nogle opererer også på denne maner med begrebet »den cubanske model«. De gjorde klogt i at bemærke sig, hvad Fidel Castro sagde i tale til Lenins 100 års dag: »Der findes som bekendt visse ærkerevolutionære, ærkevenstreteoretikere, som man, om man vil, kan kalde rigtige »supermænd«, folk, som er i stand til på 2 sekunder at tilintetgøre og sønderslå imperialismen i ord. Mange af disse ærkerevolutionære, som ikke har den mindste forståelse eller forestilling om den reale virkelighed, om de problemer og vanskeligheder, som revolutionen støder på, og som imperialismen aktivt skærper, føler et grusomt had. Man har indtryk af, at de ikke kan tilgive selve den kendsgerning, at Sovjetunionen eksisterer. Og det endskønt de optræder ud fra »venstre«-standpunkter. De ville gerne have, at Sovjetunionen blev skåret til efter deres »mere fuldkomne« mønster, efter deres latterlige ideer, som savner ethvert grundlag.«

Det kan tilføjes, at disse kredse, som længe har leget med tanker at spille det, de kaldte Cubas »nye socialisme« ud mod Sovjetunionens »gamle«, burde bemærke sig, hvordan de har forskruet sig langt bort fra virkeligheden. I sin tale slår Castro fast igen og igen: »Sovjetstatens eksistens er objektivt en af den revolutionære bevægelses allerbetydeligste landvindinger.« »Vi tænker altid på, hvilken afgørende betydning Sovjetunionens understøttelse har for os.« »Vi vil aldrig afbryde vore politiske forbindelser til Sovjetunionen lige så lidt som de forbindelser, som man kalder militære. Tværtimod. Vi vil altid være klar til at oprette endnu nærmere forbindelser Sovjetunionen.«

Alt det betyder ikke, at der ikke er forskelle på Sovjetunionen og Cuba. Men det betyder, at det, som forener, er det afgørende og det virksomme. Og det er i den ånd, at kommunister må handle.

Den internationale enhed er og bør være et afgørende kendemærke den kommunistiske verdensbevægelse. Men en enhed af levende bevægelse i folket kan ikke opnås mekanisk. Som enhver enhed opstår under stadig overvindelse af de modsigelser, som livet bestandig skaber. Som enhver levende organisme udvikler den sig gennem stadig at optage nyt, stadig at udskille, hvad der viser sig som affaldsstoffer, og ved ud af alt dette at forme generation efter generation af mennesker, som bærer en fælles sag videre fra periode til periode. Dette fællesskab forkæmpere og ideer udgør den kommunistiske bevægelses enhed.

Nogle stiller spørgsmålet, om det da ikke er socialismen, der er noget i vejen med, når der under bevægelsens udvikling opstår så mange uoverensstemmelser og stridigheder. Men derved ses netop ganske bort fra, at en social bevægelse som arbejderbevægelsen, der drager og stadig må drage nye generationer, nye lag, nye kredse til sig - dels i kraft af bevægelsens vækst, dels i kraft af sociale forskydninger (nye lags forvandling til lønarbejdere, nationale bevægelsers udvikling til antiimperialistiske) - også må tilkæmpe sig sin enhed på ny og på ny. Også enheden »er ikke noget, man har, men noget, som man må kæmpe for hver dag«. Det gælder ikke blot inden for hvert land, men også i international målestok.

Derfor er der ingen grund til panik, endsige til at råbe op om »kommunismens krise«, fordi der kan observeres uoverensstemmelser mellem kommunistiske partier. (At kommunismens modstandere gør det, siger sig selv). Faktisk er hele den socialistiske og kommunistiske bevægelses enorme vækst foregået gennem overvindelsen af sådanne »kriser«. Men naturligvis må man årvågent og målbevidst sætte ind for at overvinde de modsætninger, der således kommer til syne. Ellers bliver de en unødvendig hæmsko, som kan forsinke det historiske fremskridt - i givet fald i alvorlig grad.

På det internationale plan er det derfor nødvendigt at holde sig for øje, at den kan være tale om to væsensforskellige slags modsætninger. Den er dels dem, som udspringer af de særegne forhold, som den historiske udvikling kan have skabt i det enkelte land eller nation. De kan kræve særlige arbejdsformer, fremgangsmåder, udtryksmåder, som man ikke kan forvente, at andre skal anvende og tage til sig. Sådanne forskelle, differenser, er der intet tragisk i. Normalt må man sige: tværtimod. De hører med til righoldigheden af den internationale bevægelse.

Men følger man internationalt arbejde, vil man snart bemærke, at der for partier under selv højst forskellige nationale betingelser eksisterer en uhyre mængde problemer, som i deres indhold, ja undertiden også i forbløffende grad i deres former, er de samme. De er altså ikke nationalt bestemte, men af almen og principiel art. Når forskellige partier over for sådanne problemer indretter sig på væsensforskellige stillingtagender, så kan forskellene udvikle sig til divergenser, til principielle modsætninger af mere eller mindre vidtgående art. Det er straks en mere betænkelig situation. Sådanne divergenser kan man i det lange løb ikke lade det have sit forblivende ved, idet de så let vil uddybes, forgifte atmosfæren og få nogle til i fraktionslidenskab at yde støtte til og modtage støtte fra modstanderen. Man må sætte sig det mål at overvinde dem. Det kan ikke altid være en let sag. Da mange af dem opstår i forbindelse med, at nye problemer rejser sig, må man gennem undersøgelse og diskussion klare disse principielt op. Det er muligt, så vidt bevægelsen er forenet af en fælles ideologi.

Allerede Lenin var opmærksom på disse spørgsmål for den internationale arbejderbevægelse. I en artikel fra 1910, »Uoverensstemmelse i den europæiske arbejderbevægelse«, beskæftiger han sig med de hovedretninger i bevægelsen, som den gang gled bort fra marxismen: »Revisionismen (opportunismen, reformismen) og anarkismen (anarkismen ( anarko-syndikalismen, anarko-socialismen). Begge disse afvigelser fra den i arbejderbevægelsen fremherskende marxistiske teori og marxistiske taktik observeres i forskellige former og forskellige afskygninger i alle civiliserede lande i arbejdernes massebevægelses mere end halvhundredårige historie.

Allerede af denne enkle kendsgerning fremgår, at man slet ikke kan forklare disse afvigelser som tilfældigheder eller som fejl hos enkeltpersoner eller grupper, ikke engang som indflydelse fra nationale særegenheder eller traditioner eller lignende. Der må være dybere årsager, der bunder i alle kapitalistiske landes økonomiske struktur og karakteren af deres udvikling, og som stadig afføder disse afvigelser.«

Det er således en principiel undersøgelse heraf, som Lenin ser som vejen til at gribe løsningen af den slags modsætninger an. Det betyder i sit indhold en principfast kamp imod opportunistiske udartninger.

I praksis er der imidlertid ikke nogen helt skarp afgrænsning mellem nævnte to slags modsætninger. Differenser kan udvikle sig til divergenser. På den måde kan nationalisme blive fødselshjælper for opportunisme til højre eller »venstre«.

En sådan og meget beklagelig udvikling har man set i Kinas kommunistiske partis udvikling i forhold til den kommunistiske verdensbevægelse og det store flertal af dens partier. Der er mange særegenheder i det kinesiske samfunds historiske og nationale stilling. I klassemæssig henseende består den - som Kinas kommunistiske partis 8. kongres i 1956 påpegede - i en betydelig talmæssig overvægt af det småborgerlige, ikke-proletariske element. I slutningen af 50-erne blev en nationalistisk - endda stormagts-nationalistisk - holdning taget som udgangspunkt for en revision af marxismen-leninismens grundsynspunkter til en »maoisme«. Særligt brutalt har det fået udtryk i fuldstændig undsigelse af den proletariske internationalisme, en frontstilling mod den kommunistiske verdensbevægelse, mod Sovjetunionen og endog en skæbnesvanger afvisning af enhver form for fælles optræden mod imperialismen. USAs udvidelse af krigen i Indokina har nu stillet dette spørgsmål med fornyet og forstærket indtrængenhed.

For den kommunistiske verdensbevægelse står vejen til styrkelse af dens enhed i første række som oprettelse af aktionsenheden mellem dens partier uanset andre uoverensstemmelsen. Hvis man mener noget som helst med at kalde sig kommunistiske partier, finder man nok af opgaver, som kalder på en fælles indsats først og fremmest i kampen mod imperialismen. Et sådant kampfællesskab vil også skabe den nødvendige atmosfære for frugtbare diskussioner til også at styrke bevægelsens ideologiske enhed. Den er det naturligvis vanskeligere at sikre, men det må ufravigeligt være målet.

De kommunistiske partiers konference i Moskva, juni 1969, gik netop ud på at udvikle aktionsenheden omkring »Opgaverne i kampen mod imperialismen«, som dens dagsorden hed. På det nuværende trin afhænger verdens udvikling fremfor alt af, at det lykkes at forene vor tids tre revolutionære hovedkræfter - den virkeliggjorte socialisme, arbejderbevægelsen og dens forbundsfæller i kapitalismens lande, den nationale og antiimperialistiske frihedsbevægelse - til én fælles strøm rettet mod imperialismen. Konferencens hoveddokument sammenfattede et marxistisk-leninistisk begrundet grundlag for en sådan aktionsenhed.

Konferencen vedtog også, i fuld enstemmighed, en opfordring til at højtideligholde 100 året for Lenins fødsel. »I troskab mod marxismen-leninismens store internationale teori ligger garantien for den kommunistiske bevægelses fortsatte fremgang«, hed det.

Det en et udtryk for, at også i arbejdet for at styrke den ideologiske enhed er der meget mere, der forener, end der skiller.

Det forpligter hver enkelt kommunist til at sætte sig mere og grundigere ind i Lenins værker. »Der findes i dem en uudtømmelig kilde til inspiration i kampen mod reaktion og undertrykkelse, for socialisme og fred,« hed det i den samme appel.

Det har denne gennemgang også været viet.

Repræsentanterne for de kommunistiske partier har på denne konference drøftet aktuelle problemer i øjeblikkets internationale situation og den fortsatte kamp for fred, national uafhængighed, demokrati og socialisme. Konferencen har vist, at der er enighed i deltagernes syn på de spørgsmål, der har været drøftet. De kommunistiske partier bekræfter enstemmigt deres troskab mod Deklarationen og Fredsmanifestet, der blev vedtaget i 1957. Disse programdokumenter for den skabende marxisme-leninisme fastslog den internationale kommunistiske bevægelses principielle stilling til nutidens vigtigste spørgsmål og bidrog i høj grad til at forene de kommunistiske partiers kræfter i kampen for de fælles mål. De er stadig en kampfane og ledetråd til handling for hele den internationale kommunistiske bevægelse. I de tre år, der er gået siden, har begivenhedernes forløb bekræftet rigtigheden af den analyse, som Deklarationen og Fredsmanifestet gav af den internationale situation og udsigterne til en fredelig udvikling, bekræftet den skabende marxismen-leninismes store videnskabelige styrke og frugtbarhed. Hovedresultatet af disse år er: rivende vækst i det socialistiske verdenssystems magt og internationale indflydelse, aktiv nedbrydning af kolonisystemet under den nationale befrielsesbevægelses slag, voksende klassesammenstød i den kapitalistiske verden, fortsat nedgang og opløsning i kapitalismens verdenssystem. På verdensarenaen gør det sig mere og mere gældende, at socialismens kræfter vejer stærkere til end imperialismens, og fredens kræfter stærkere end krigens. Imperialismen, der søger at bevare sine positioner, saboterer imidlertid afrustningsarbejdet, den søger at fortsætte og på alle måder skærpe den »kolde krig«. Den forbereder stædigt en ny verdenskrig. Derfor forlanger livet bydende at de socialistiske lande, den internationale arbejderklasse, den nationale anti-imperialistiske bevægelse, alle fredselskende stater, alle forkæmpere for freden forener deres anstrengelser og arbejder endnu mere energisk for at hindre krigen og sikre menneskene en fredelig tilværelse. Livet forlanger bydende, at alle revolutionære kræfter slutter sig endnu nærmere sammen i kampen mod imperialismen, for national uafhængighed, for socialisme.

I

Vor epoke, hvis hovedindhold er den overgang fra kapitalisme til socialisme, som indlededes af den Store Socialistiske Oktoberrevolution, er en epoke, hvor kampen står mellem de to modstillede samfundssystemer; den er de socialistiske revolutioners og de nationale befrielsesrevolutioners epoke, den epoke, hvor imperialismen knuses og kolonisystemet likvideres, den epoke, hvor flere og flere folk slår ind på socialismens vej, og hvor socialismen og kommunismen sejrer i verdensmålestok. Det afgørende karakteristiske træk ved vor tid er, at socialismens verdenssystem er i færd med at forvandle sig til den afgørende faktor i det menneskelige samfunds udvikling. Socialismens styrke og uovervindelighed er i de senere årtier blevet bevist i gigantiske sammenstød mellem den nye og den gamle verden. De forsøg på at holde den historiske udviklings gang tilbage, som imperialismen og dennes stødtrop - fascismen - har gjort, er kommet til kort. Imperialismen har vist sig ude af stand til at spærre vejen for de socialistiske revolutioner i Europa og Asien. Socialismen er blevet et verdenssystem. Imperialismen har søgt at bremse de socialistiske staters økonomiske udvikling. Disse anslag er gjort til skamme. Imperialisterne har gjort alt for at opretholde kolonislaveriets system. Men dette system smuldrer. Efterhånden som socialismens verdenssystem styrkes, ændrer situationen sig mere og mere afgjort til fordel for de folk, der kæmper for uafhængighed, demokrati og social fremgang. Hovedindholdet, hovedretningen og de væsentligste særegenheder i det menneskelige samfunds historiske udvikling i vor epoke er bestemt af det socialistiske verdenssystem, af de kræfter, der kæmper mod imperialismen for en socialistisk omdannelse af samfundet. Ingen anstrengelser fra imperialismens side er i stand til at standse historiens fremadskridende udvikling. Der er skabt solide forudsætninger for socialismens yderligere afgørende sejre. Socialismens fuldstændige sejr er uundgåelig. Samfundsudviklingens gang bekræfter Lenins forudsigelse af, at den sejrende socialismes lande øver deres væsentligste indflydelse på verdensrevolutionens udvikling gennem deres økonomiske opbygning. Socialismen har opnået uhørte nyskabende sejre på produktionens, videnskabens og teknikkens områder og ved at skabe et nyt, frit samfund af mennesker, idet den i stadigt voksende omfang sikrer opfyldelsen af deres materielle og åndelige behov. Den tid nærmer sig, hvor socialismen også med hensyn til sin andel i verdensproduktionen kommer på førstepladsen. Kapitalismen vil lide nederlag i den menneskelige virksomheds afgørende sfære - den materielle produktion. Det socialistiske systems konsolidering og udvikling øver en stadigt voksende indflydelse på folkenes kamp i de kapitalistiske lande. I kraft af sit eksempel revolutionerer socialismens verdenssystem den kapitalistiske verdens arbejdende befolknings sind, inspirerer dem til kamp mod kapitalismen og letter i høj grad denne kamp for dem. I kapitalens lande øges og styrkes de indre kræfter, der er kaldede til at forfægte freden og den nationale uafhængighed, til at sikre demokratiets triumf, socialismens sejr. Det kapitalistiske verdenssystem er ramt af en dybtgående nedgangs- og opløsningsproces. Imperialismens modsigelser har fremskyndet monopolkapitalismens overgang til statsmonopolistisk kapitalisme. Idet den statsmonopolistiske kapitalisme forstærker monopolernes magt over nationens liv, forener den monopolernes magt med statsmagten til én samlet mekanisme for at redde det kapitalistiske system, for maksimalt at øge det kapitalistiske bourgeoisis profitter ved at udbytte arbejderklassen og plyndre befolkningens brede lag. Der findes imidlertid ingen midler, hvorved det monopolistiske bourgeoisi vil være i stand til at redde kapitalismen. De interesser, der gør sig gældende hos en lille håndfuld monopoler, står i uforsonlig modstrid med hele nationens interesser. De klassemæssige og nationale antagonismer (uløselige modsigelser, og andre) og de indre og ydre modsigelser i det kapitalistiske samfund er i høj grad skærpet. Forsøgene på at holde kapitalismens rådne støttepiller oppe ved hjælp af militarisme har trukket hårdknuden af modsigelser endnu strammere sammen. Aldrig nogen sinde før har konflikten mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene i den kapitalistiske verden været så dybtgående som nu. Kapitalismen hindrer i stadig højere grad udnyttelsen af den moderne videnskabs og tekniks resultater i det sociale fremskridts interesse. Den vender det menneskelige genis opdagelser mod menneskeheden selv og forvandler dem til frygtelige midler i en udryddelseskrig. Den kapitalistiske økonomis ustabilitet er voksende. Uagtet at der i nogle af de kapitalistiske lande i større eller mindre grad kan iagttages en vis vækst i produktionen, skærpes dog kapitalismens modsigelser uafvendeligt såvel i national som i international målestok. Uden endnu at have overvundet alle følgerne af den foregående økonomiske krise står en række kapitalistiske lande nu over for risikoen for nye økonomiske rystelser. Den kapitalistiske produktions anarkiske karakter uddybes mere og mere. Den kapitalistiske koncentrationsproces forstærkes i uset omfang, og monopolernes profitter og ekstraprofitter vokser. Under nye former, fremfor alt gennem intensivering af arbejdet, har monopolkapitalen øget udbytningen af arbejderklassen umådeligt. Automatisering og »rationalisering« påfører under kapitalismen de arbejdende nye ulykker. Kun gennem hårdnakket kamp er det i enkelte lande lykkedes arbejderklassen at få en række af sine mest påtrængende krav imødekommet. Men i mange kapitalistiske lande er levefoden stadig væk lavere end før krigen. På trods af bourgeoisiets løfter er der kun i enkelte kapitalistiske lande og kun for en tid opnået fuld beskæftigelse. Monopolernes dominerende magtstilling er til større og større skade for bøndernes brede masser og omfattende lag af det mindre og mellemste bourgeoisi. I de kapitalistiske lande, selv i nogle af de højest udviklede, eksisterer der stadig økonomisk svagt udviklede områder, hvor massernes fattigdom er særlig stor, og disse områder udvider sig. Dette modbeviser endnu en gang de borgerlige ideologers og revisionisternes usandfærdige påfund om, at vore dages kapitalisme skulle have forvandlet sig til en »folkekapitalisme« og skabt den såkaldte »velfærdsstat«, der skulle være i stand til at overvinde produktionsanarkiet og de økonomiske kriser og sikre alle arbejdende velstand. Kapitalismens ujævne udvikling ændrer hele tiden styrkeforholdet mellem de imperialistiske stater. Jo mere sfæren for det imperialistiske herredømme indskrænkes, des stærkere træder modsætningerne mellem de imperialistiske magter frem. Markedsproblemet er skærpet i uhørt grad. De nye mellemstatslige organisationer, der er opstået under parolen »integrering«, fører i realiteten til skærpelse af modsætningerne og kampen mellem de imperialistiske lande og udgør nye former for opdeling af det kapitalistiske verdensmarked mellem de største kapitalistsammenslutninger, således at de stærkere imperialistiske stater trænger ind i deres svagere partneres økonomi. Kapitalismens forrådnelsesproces træder frem med største styrke i den moderne imperialismes hovedland - Amerikas Forenede Stater -. USAs monopolkapital viser tydeligt manglende evne til at udnytte de forhåndenværende produktivkræfter. Det rigeste land blandt de udviklede kapitalistiske lande - Amerikas Forenede Stater - er blevet et land med en særlig høj kronisk arbejdsløshed. Et mere og mere permanent fænomen i USA er den ufuldstændige udnyttelse af industriens kapacitet. Trods den enorme forøgelse af de militære bevillinger, der gives på bekostning af den arbejdende befolknings levefod, er produktionens tilvæksttempo i årene efter krigen sløj et af og holder kun lige godt og vel trit med befolkningstilvæksten. Kapitalismens højest udviklede industriland er blevet til det land, der har den mest udartede militariserede økonomi. Amerikas Forenede Stater pumper i højere grad end alle andre kapitalistiske lande rigdomme ud af Asiens og især Latinamerikas lande og holder deres udvikling tilbage. Den amerikanske kapitals indtrængen i Afrika forstærkes. Den amerikanske imperialisme er blevet den største internationale udbytter. USAs imperialisme stræber efter at lægge talrige stater ind under sit herredømme og benytter herved som hovedmiddel den politik, der giver sig udtryk i blokke og økonomisk »bistand«. Den krænket også udviklede kapitalistiske landes suverænitet. Det herskende monopolistiske bourgeoisi i de højtudviklede kapitalistiske lande, der indtræder i forbund med den amerikanske imperialisme, ofrer herved deres egne landes suverænitet, idet de regner med ved de amerikanske imperialisters hjælp at kunne holde de revolutionære befrielseskræfter nede, berøve den arbejdende befolkning de demokratiske rettigheder og lægge hindringer i vejen for folkemassernes kamp for sociale fremskridt. Den amerikanske imperialisme trækker disse lande ind i oprustningen, i en politik, der går ud på forberedelse af en ny aggressionskrig og udførelse af undergravningsvirksomhed mod de socialistiske og de neutrale stater. Det kapitalistiske samfunds støttepiller er så rådne, at det herskende imperialistiske bourgeoisi i mange lande ikke længere selv er i stand til at stå imod demokratiets og fremskridtets voksende kræfter, der i højere og højere grad slutter sig sammen. Imperialisterne forener sig derfor i militærpolitiske forbund med USA i spidsen for i fællesskab at bekæmpe den socialistiske lejr og kvæle den nationale befrielsesbevægelse, arbejderbevægelsen og den socialistiske bevægelse. De internationale begivenheder i de senere år har givet mange nye beviser for, at den amerikanske imperialisme er verdensreaktionens hovedbolværk, en international gendarm, en fjende af folkene i hele verden. Det system af militærblokke, som Amerikas Forenede Stater har skabt, svækkes både af den indbyrdes kamp mellem deres deltagere og af den kamp, folkemasserne fører for disse blokkes ophævelse. De amerikanske imperialister stræber efter at styrke de aggressive blokke, og det fremkalder endnu større modstand fra massernes side. De Forenede Stater er stadig den økonomiske, finansielle og militære hovedkraft i den moderne imperialisme, skønt USAs andel i den kapitalistiske verdens økonomi er dalende. De engelske og franske imperialister fører en hårdnakket kamp for at opretholde deres egne positioner. De vesttyske og japanske monopoler, der har genoprettet deres magt, forstærker deres ekspansion i intim forbindelse med de amerikanske monopoler. De vesttyske monopoler, der fører deres imperialistiske politik, stræber mere og mere aktivt efter at udbytte svagt udviklede lande. Folkene rejser sig med større og større energi til kamp mod imperialismen. Der udvikler sig en storslået kamp mellem arbejdets og kapitalens kræfter, demokratiets og reaktionens, frihedens og kolonialismens kræfter. Den dybt folkelige revolutions sejr i Cuba er blevet et strålende forbillede for folkene i Latinamerika. Med uimodståelig styrke har bevægelsen mod kolonistyret, for frihed og national uafhængighed udfoldet sig i Afrika. Den anti-imperialistiske, nationale opstand i Irak kronedes med held. En magtfuld bevægelse i folkemasserne mod det japansk-amerikanske militære forbund, for fred, demokrati og national uafhængighed hat udfoldet sig i Japan. Om den arbejdende befolknings kampvilje vidner folkemassernes aktive optræden i Italien til værn om demokratiet. I Frankrig forstærkes kampen for demokratiet, mod det reaktionære personvælde. Der har udfoldet sig store strejker blandt arbejderne i USA, Argentina, Uruguay, Chile, Indien, England, Canada, Belgien og i andre kapitalistiske lande. Den amerikanske negerbefolknings optræden til forsvar for sine vitale interesser er blevet et massefænomen. Bestræbelserne for at samle de nationale kræfter mod det fascistiske diktatur i Spanien og Portugal vokser, og den demokratiske bevægelse i Grækenland styrkes. Det militært-tyranniske styre i Colombia og Venezuela er styrtet, og der er rettet slag mod de åbenlyse pro-amerikanske marionetregeringer i Sydkorea og Tyrkiet. Der udfoldes en national befrielsesbevægelse i Sydvietnam og Laos, som er rettet mod de amerikanske imperialister og deres følgesvende. Det indonesiske folk et i færd med at likvidere resterne af imperialisternes økonomiske positioner i dets land, især de hollandske kolonisatorers. Massebevægelsen til forsvar for freden udvider sig og griber alle verdensdelene. Alt dette er åbenbare vidnesbyrd om, at den anti-militaristiske kamps, den nationale befrielsesbevægelses, anti-krigsbevægelsens og klassekampens bølge rejser sig højere og højere. Socialismens sejr i en stor gruppe lande i Europa og Asien, som omfatter en tredjedel af menneskeheden, den store tilvækst i de kræfter, der kæmper for socialismen verden over, imperialismens mere og mere svækkede positioner i den økonomiske kappestrid med socialismen; det nye vældige opsving i den nationale befrielsesbevægelse og kolonisystemets fremskyndede forfald; den voksende ustabilitet i hele kapitalismens økonomiske verdenssystem; skærpelsen af kapitalismens modsigelser som følge af den statsmonopolistiske kapitalismes udvikling og militarismens vækst; uddybningen af modsætningerne mellem monopolerne og hele nationens interesser; beskæringerne af det borgerlige demokrati og tendenserne til autokratiske og fascistiske styreformer; den dybtgående krise i bourgeoisiets politik og ideologi - det er altsammen vidnesbyrd om, at der i udviklingen af kapitalismens almene krise er indtrådt en ny etape. Det karakteristiske for denne etape er, at den er opstået ikke i forbindelse med en verdenskrig, men under kappestrid og kamp mellem de to systemer, under en stadig videregående forskydning af styrkeforholdet til socialismens fordel, under en skarp tilspidsning af alle imperialismens modsigelser, under forhold, hvor de fredselskende kræfters sejrrige kamp for at gennemføre og konsolidere den fredelige sameksistens ikke har givet imperialisterne mulighed for at bryde den almene fred med deres aggressionshandlinger, i en situation, hvor der er et opsving i de brede folkemassers kamp for demokrati, national befrielse og socialisme. Alle revolutionære kræfter forener sig nu mod imperialistisk undertrykkelse og udbytning. De folk, som opbygger socialismen og kommunismen, arbejderklassens revolutionære bevægelse i de kapitalistiske lande, de undertrykte folks nationale befrielseskamp og de alment demokratiske bevægelser - alle disse nutidens stærke kræfter flyder sammen til én fælles strøm, der bortskyller og tilintetgør imperialismens verdenssystem. Som centrum for vor tids epoke står den internationale arbejderklasse og dens vigtigste nyskabelse - socialismens verdenssystem. Disse ting udgør pantet på sejr i kampen for fred, demokrati, national befrielse, socialisme, for menneskehedens fremskridt.

II

Det socialistiske verdenssystem er indtrådt i en ny etape i sin udvikling. Sovjetunionen er med gode resultater i færd med at gennemføre den alsidige opbygning af det kommunistiske samfund. De andre lande i den socialistiske lejr bygger med held fundamentet for socialismen, og nogle af dem er allerede indtrådt i den periode, hvor det udviklede socialistiske samfund er ved at blive skabt. Set under et har hele socialismens system vundet afgørende sejre. Disse sejre betegner marxismen-leninismens triumf og viser anskueligt alle de folk, der befinder sig under kapitalens åg, at et samfund, der er organiseret på grundlag af den marxistisk-leninistiske lære, åbner ubegrænsede muligheder for økonomisk og kulturel blomstring, for sikring af et højt leveniveau for menneskene, for en fredelig og lykkelig tilværelse. Sovjetfolket, der med fremgang opfylder sin syvårsplan for samfundsøkonomiens udvikling, er i hurtigt tempo i færd med at skabe den materielle og tekniske basis for kommunismen. Den sovjetiske videnskab har åbnet for en hel epoke i verdenscivilisationens udvikling og gjort begyndelsen til verdensrummets erobring, hvorved den klart har vist den socialistiske lejrs økonomiske og tekniske styrke. Sovjetunionen baner som den første i historien vejen til kommunismen for hele menneskeheden. Den er det mest lysende eksempel og det stærkeste bolværk for folkene i hele verden i deres kamp for fred, demokratiske friheder, national uafhængighed og social fremgang. Folkerevolutionen i Kina tilføjede imperialismens positioner i Asien et sønderknusende slag og har i høj grad medvirket til at ændre styrkeforholdet i verden til socialismens fordel. Ved at give den nationale befrielsesbevægelse en ny, stærk tilskyndelse har den øvet en uhyre indflydelse på folkene, især på Asiens, Afrikas og Latinamerikas folk. De folkedemokratiske republikker Albanien, Bulgarien, Kina, den Koreanske Folkedemokratiske Republik, Mongoliet, Polen, Rumænien, den Tjekkoslovakiske Socialistiske Republik, den Tyske Demokratiske Republik, Ungarn og den Demokratiske Republik Vietnam, der sammen med den store Sovjetunion udgør den stærke socialistiske lejr, har på historisk kort tid opnået enorme fremgange med socialismens opbygning. Folkemagten i disse lande har vist sin urokkelige stabilitet. De socialistiske produktionsforhold spiller den fremherskende rolle i samfundsøkonomien; det ene menneskes udbytning af det andet er afskaffet for stedse eller med gode resultater ved at blive det. Den vellykkede gennemførelse af den socialistiske industrialisering har medført økonomisk blomstring i de socialistiske lande, der udvikler deres økonomi langt hurtigere end de kapitalistiske lande. Alle disse lande har skabt en udviklet industri; de tidligere landbrugslande har forvandlet sig eller er i færd med at forvandle sig til industri- og landbrugslande. I alle de folkedemokratiske lande har man i de senere år løst eller er med fremgang i færd med at løse den socialistiske opbygnings vanskeligste spørgsmål, nemlig bøndernes frivillige overgang fra de små enkeltmandsejede brug til det kooperative, socialistiske storbrug. Lenins kooperationsplan har vist sin store livskraft, både i de lande, hvor der var langvarig tradition for bøndernes dybtgående bundethed til den private besiddelse af jorden, og i de lande, hvor man først for kort tid siden har gjort ende på de feudale forhold. Det broderlige forhold mellem arbejderne og bønderne under arbejderklassens ledelse er konsolideret, og opretholdelsen og styrkelsen af dette forbund er, som V. I. Lenin har lært os, det højeste princip for proletariatets diktatur. Under socialismens opbygning udvikles stadig dette forbund mellem de to arbejdende klasser, der udgør det politiske grundlag for det socialistiske samfundssystem, og fremmer den fortsatte konsolidering af folkemagten under arbejderklassens ledelse og den socialistiske omskabelse af landbruget på grundlag af det leninske princip om bøndernes frivillige kooperering. Der er fuldbyrdet historiske ændringer i samfundets sociale struktur. I de folkedemokratiske lande eksisterer godsejer- og kapitalistklasserne ikke længere. Samfundets hovedkraft er blevet arbejderklassen. Denne klasses rækker vokser, og den er blevet mere bevidst og politisk moden. Socialismen har ført bønderne ud af århundreders armod og forvandlet dem til en aktiv kraft i samfundets fremadskridende udvikling. Der skabes en ny socialistisk intelligens, som helt og holdent tilhører det arbejdende folk. Alle borgerne har fri adgang til viden og kultur. Socialismen har således skabt ikke alene de politiske, men også de materielle forudsætninger for samfundets kulturelle udvikling, for alsidig og fuldstændig blomstring af menneskets talenter og evner. På grundlag af økonomiens vellykkede udvikling højnes folkemassernes materielle levefod ustandselig. I de mangenationale socialistiske stater er der udformet og styrket et ubrydeligt forbund mellem arbejdende af alle nationaliteter. Den marxistisk-leninistiske nationalitetspolitiks triumf i socialismens lande, nationaliteternes virkelige ligeberettigelse, opsvinget i deres økonomi og kultur er et inspirerende eksempel for de folk, der kæmper mod national undertrykkelse. I de folkedemokratiske lande har den socialistiske ideologi vundet betydelige sejre i kampen mod borgerlig ideologi. Denne kamp er af en langvarig karakter og vil blive ved, indtil menneskenes bevidsthed helt er befriet for rester af bourgeoisiets ideologi. Samfundets moralske og politiske enhed, der for første gang i historien er opstået og konsolideret i Sovjetunionen, vokser nu også frem i de andre socialistiske lande. Dette gør det muligt på den bedste måde at udnytte den frie arbejdende befolknings skabende energi for opsvinget i produktivkræfterne og det socialistiske samfunds blomstring. Det socialistiske samfund udbygges til stadighed og modnes mere og mere; der opstår i det et for hver dag mere kommunistisk forhold til arbejdet og skabes andre elementer for det fremtidige kommunistiske samfund. Metoderne for ledelse af den socialistiske økonomi og den økonomiske planlægning forbedres mere og mere. Der foregår en yderligere udfoldelse af det socialistiske demokrati; de brede folkemassers deltagelse i ledelsen af den økonomiske og kulturelle opbygning udvides, og forskellige af statens funktioner overdrages efterhånden til de samfundsmæssige organisationer. Man har nu ikke blot i Sovjetunionen, men også i de andre socialistiske lande gjort det af med de sociale og økonomiske muligheder for kapitalismens genopståen. Den socialistiske lejrs forenede kræfter udgør en pålidelig garanti i hvert enkelt af de socialistiske lande mod anslag fra den imperialistiske reaktions side. Således sikrer sammenslutningen af de socialistiske stater i en fælles lejr og den voksende enhed og stadigt voksende styrke i denne lejr socialismens fuldstændige sejr indenfor rammerne a/ hele dette system som helhed. I de forløbne år er det som følge af det heltemodige arbejde, der er udført af arbejderklassen og bønderne, det enorme arbejde, der er udfoldet af de kommunistiske partier og arbejderpartierne, skabt særdeles gunstige objektive muligheder for en yderligere stormende udvikling af produktivkræfterne, for maksimal tidsgevinst og sejr for de socialistiske lande i fredelig økonomisk kappestrid med kapitalismen. De marxistisk-leninistiske partier, der står i spidsen for de socialistiske stater, betragter det som deres pligt at udnytte disse muligheder dygtigt og rigtigt. De kommunistiske partier, der hat vundet store sejre og gennemgået alvorlige prøvelser, har samlet sig en rig og mangesidig erfaring i ledelse af den socialistiske opbygning. De sejre, der er vundet af de socialistiske lande og den socialistiske lejr som helhed, er vundet takket være deres rigtige anvendelse af den socialistiske opbygnings almene love under hensyntagen til hvert enkelt lands historiske særegenheder og det socialistiske systems interesser som helhed, takket være folkenes anstrengelser i disse lande, deres intime broderlige samarbejde og gensidige internationale bistand og i første række takket være Sovjetunionens broderlige, internationale hjælp. Erfaringerne fra de socialistiske landes udvikling viser endnu en gang, at den vigtigste internationale betingelse for deres resultater og sejre er: gensidig bistand og indbyrdes støtte, udnyttelse af alle fordelene ved enheden og sammenholdet mellem landene i den socialistiske lejr. Imperialisternes, renegaternes og revisionisternes beregninger om muligheden af et brud i den socialistiske lejr er bygget på sand og dømt til fallit. Alle de socialistiske lande bevarer som deres egen øjesten enheden i den socialistiske lejr. Socialismens økonomiske verdenssystem er forenet af fællesskabet i socialistiske produktionsforhold og udvikler sig på grundlag af socialismens økonomiske love. For at det fortsat skal udvikle sig med gode resultater, er følgende ting nødvendige: at man konsekvent anvender loven om planmæssig, proportional udvikling i den socialistiske opbygning; at man udfolder folkemassernes skabende initiativ; at man stadig forbedrer systemet for international arbejdsdeling gennem koordinering af de samfundsøkonomiske planer, specialisering og kooperering af produktionen inden for rammerne af det socialistiske verdenssystem på grundlag af frivillighed, gensidig fordel og alsidig højnelse af det videnskabelige og tekniske niveau; at man studerer de kollektive erfaringer; at man styrker samarbejdet og den broderlige gensidige bistand; at man gradvis på dette grundlag overvinder de historisk opståede forskelle i økonomisk udvikling og skabelse af den materielle basis for mere eller mindre samtidig overgang til kommunismen for alle folkene i det socialistiske system. På grundlag af den praktiske opbygning af socialismen i de forskellige lande er der indhøstet rige, kollektive erfaringer for hele den socialistiske lejr. Broderpartiernes alsidige studium af disse erfaringer og deres skabende anvendelse og berigelsen af dem under hensyntagen til de konkrete betingelser og nationale særegenheder det er en uomgængelig lov for hvert enkelt socialistisk lands udvikling. De kommunistiske partier og arbejderpartierne i de socialistiske lande ser det som deres internationale pligt under den hurtigst mulige udvikling af industri- og landbrugsproduktionen i hvert enkelt land i overensstemmelse med de forhåndenværende muligheder, samtidig fuldt ud at benytte alle det socialistiske systems fordele og hvert enkelt af landenes indre ressourcer for ved fælles anstrengelser på den kortest mulige tid at løse den historiske opgave - at overgå det kapitalistiske verdenssystem med hensyn til det absolutte omfang af industri- og landbrugsproduktionen og dernæst indhente og overhale de i økonomisk henseende højest udviklede kapitalistiske lande med hensyn til produktionens omfang pr. indbygger og med hensyn til levefod. For at løse denne opgave er det nødvendigt, at man stadig forbedrer det politiske og økonomiske arbejde, stadig forbedrer metoderne for ledelse af samfundsøkonomien og den videnskabeligt begrundede socialistiske administration, at man alsidigt højner arbejdsproduktiviteten på grundlag af uafbrudte tekniske fremskridt, planmæssig administration, ufravigelig overholdelse af de leninske principper om materiel interesse i arbejdsindsats og den alsidige udvikling af moralske stimulanser til at arbejde til gavn for samfundet, gennem højnelse af massernes politiske bevidsthed og udøvelse af kontrol med forholdet mellem arbejde og forbrug. Det uundværlige materielle grundlag for de socialistiske landes overgang til kommunismen er skabelsen af et højt produktionsniveau på basis af den nyeste, mest fremskredne teknik, elektrificering af samfundsøkonomien, mekanisering og automatisering af produktionen; uden disse ting kan man ikke sikre den overflod på forbrugsgoder, der er nødvendig for det kommunistiske samfund. På dette grundlag må man udvikle kommunistiske samfundsforhold og på alle måder højne folkemassernes politiske bevidsthed, opdrage det nye, kommunistiske samfunds menneske. Den socialistiske lejr er et socialt, økonomisk og politisk fællesskab af frie, suveræne folk, der er knyttet tæt sammen af international socialistisk solidaritet, af fælles interesser og mål på deres vej fra socialismen til kommunismen. En ubrydelig lov for det gensidige forhold mellem de socialistiske lande er streng overholdelse af marxismen-leninismens, den socialistiske internationalismes principper. I den socialistiske lejr er der sikret hvert enkelt land, der indgår i den, virkelig ligeberettigelse og selvstændighed. Ledet af principperne om fuld ligeberettigelse, gensidig fordel og kammeratlig gensidig bistand praktiserer de socialistiske stater et alsidigt økonomisk, politisk og kulturelt samarbejde, hvilket er i hvert enkelt af de socialistiske landes interesse såvel som i den socialistiske lejrs interesse som helhed. Et af det socialistiske verdenssystems største resultater er, at det i praksis har bekræftet den marxistisk-leninistiske læresætning om, at når antagonismen mellem klasserne falder bort, forsvinder også antagonismen mellem nationerne. I modsætning til lovene for det kapitalistiske system, der er karakteriseret ved antagonistiske modsætninger mellem klasser, nationer og stater, som rører til væbnede sammenstød, er der i det socialistiske system natur ingen objektive årsager til modsigelser og konflikter mellem de folk og stater, der indgår i det; dets udvikling fører til større og større sammenhold mellem stater og nationer, til styrkelse af alle former for samarbejde mellem dem. Socialismen forener organisk udviklingen af den nationale økonomi, kultur og statsinteresse med interessen i at styrke og udvikle hele det socialistiske verdenssystem og slutte nattonerne endnu tættere sammen. Hele det socialistiske systems interesser forbinder sig harmonisk med de nationale interesser. På dette grundlag er en moralsk og politisk enhed mellem alle folkene i det store socialistiske fællesskab opstået og udviklet. Den politiske isolation og nationale egoisme, der er karakteristisk for kapitalismen, er afløst af det broderlige venskab mellem folkene og den gensidige bistand, der affødes af det socialistiske system. De fælles interesser hos folkene i de socialistiske lande, socialismens og fredens interesser kræver, ar man i politikken på rigtig måde forbinder socialistisk internationalisme med socialistisk patriotisme. På ethvert kommunistisk parti, der er blevet det ledende parti i sin stat, hviler der et historisk ansvar for såvel dets eget lands skæbne som for hele den socialistiske lejr. I Deklarationen fra 1957 blev der ganske rigtigt peget på, at en overdrivelse af de nationale særegenheders rolle, en fravigelse fra marxismen-leninismens almengyldige sandheder om den socialistiske revolution og den socialistiske opbygning er til skade for socialismens fælles sag. Samtidig blev der i samme Deklaration også fuldkommen rigtigt peget på, at marxismen-leninismen kræver en nyskabende anvendelse af de almene principper for den socialistiske revolution og den socialistiske opbygning udfra de konkrete historiske betingelser i hvert enkelt land og ikke tillader en mekanisk kopiering af politikken og taktikken hos kommunistiske partier i andre lande. Hvis et proletarisk parti ignorerer de nationale særegenheder, kan det føre til, at de rives bort fra livet, fra masserne,- til at man skader socialismens sag. Udslagene af nationalisme og nationalt snæversyn forsvinder ikke automatisk med oprettelsen af det socialistiske system. For at konsolidere de broderlige forhold og venskabet mellem socialismens lande er det nødvendigt, at de kommunistiske partier fører en marxistisk-leninistisk internationalistisk politik, og det er nødvendigt, at man opdraget hele den arbejdende befolkning i en ånd, der forbinder internationalismen med patriotismen, at man fører en energisk kamp for at overvinde resterne af borgerlig nationalisme og chauvinisme. De kommunistiske partier opdrager utrætteligt den arbejdende befolkning i en and af socialistisk internationalisme, uforsonlighed overfor alle udslag af nationalisme og chauvinisme. i fællesskabet, enheden mellem de kommunistiske partier, mellem folkene i de socialistiske lande, i deres troskab mod den marxistisk-leninistiske lære findes hovedkilden til hvert enkelt socialistisk lands og hele den socialistiske lejrs styrke og uovervindelighed. Folkene i de socialistiske lande, der baner vejen til kommunismen, skaber et forbillede på det nye samfund for hele menneskeheden. Den arbejdende befolkning i de kapitalistiske lande følger med dyb interesse den virksomhed, der udfoldes af socialismens og kommunismens bygmestre. Dette giver de marxistisk-leninistiske partier og folkene i de socialistiske lande et stort ansvar overfor den internationale arbejderbevægelse - ansvaret for den vellykkede opbygning af socialismen og kommunismen. De kommunistiske partier og arbejderpartierne ser det som deres opgave uophørligt at styrke folkenes store socialistiske fællesskab, hvis internationale rolle og indflydelse på verdensbegivenhederne vokser fra år til år. Den tid er kommet, hvor de socialistiske stater har skabt et verdenssystem og er blevet en international kraft, der øver en vældig indflydelse på verdensudviklingen. Der er opstået reale muligheder for at løse nutidens vigtigste problemer på en ny måde i fredens, demokratiets og socialismens interesser.

III

Vor tids mest brændende problem er spørgsmålet om krig eller fred. Krig er kapitalismens permanente følgesvend. Det system, hvor det ene menneske udbytter det andet, det system, hvor det ene menneske udrydder det andet, er to sider af det kapitalistiske samfund. Imperialismen har allerede bragt to ødelæggende verdenskrige over menneskeheden og truer nu med at styrte den ud i en endnu frygteligere katastrofe. Det er skabt eventyrlige midler til masseudryddelse og ødelæggelse. Anvendelsen af disse midler i en ny krig kan anrette uhørte ødelæggelser i hele lande og forvandle verdensproduktionens og verdenskulturens største centret til ruinhobe. En sådan krig ville medføre død og lidelser for hundreder af millioner mennesker, også i de lande, der ikke deltager i krigen. Imperialismen udsætter hele menneskeheden for en dødelig fare. Nu som ingensinde før kræves der den største årvågenhed af folkene. Så længe imperialismen opretholdes, vil der også være grobund for aggressionskrige. Folkene i alle lande véd, at faren for en ny verdenskrig endnu ikke er drevet over. Aggressionens og krigens hovedkraft er den amerikanske imperialisme. Den manifesterer i sin politik den krigeriske reaktions ideologi. Under påskud af forsvar mod den »kommunistiske trussel« har den amerikanske imperialisme med deltagelse af imperialisterne i England, Frankrig og Vesttyskland inddraget adskillige lande i militære blokke - NATO, CENTO, SEATO og så videre og spundet den såkaldte »frie verden«, det vil sige de kapitalistiske lande, der er afhængige af den amerikanske imperialisme, ind i et net af militærbaser, der fremfor alt er rettet mod de socialistiske lande. Tilstedeværelsen af disse blokke og baser udgør en trussel mod den almene fred og sikkerhed. De er ikke blot en krænkelse af suveræniteten, men også en trussel mod selve eksistensen for de stater, hvis territorium er stillet til rådighed for det amerikanske militærs baser. De imperialistiske kræfter i USA, England og Frankrig er gået ind i en forbryderisk sammensværgelse med den vesttyske imperialisme. I Vesttyskland er militarismen genopstået, man forcerer genskabelsen af en regulær massehær under hitler-generalernes kommando, og den bevæbnes af de amerikanske imperialister med raket- og kernevåben og andre af de nyeste masseudryddelsesmidler, hvilket i stigende grad fremkalder energiske protester fra de fredselskende folks side. Denne aggressionshær får baser stillet til rådighed i Frankrig og andre vesteuropæiske lande. Den trussel mod freden og folkenes sikkerhed, som udgår fra den vesttyske imperialisme, forstærkes stadig. De vesttyske revanchister erklærer åbenlyst deres hensigter i retning af at revidere de grænser, der fastlagdes efter den anden verdenskrig. Ligesom i sin tid Hitler-kliken forbereder også de vesttyske militarister krig mod de socialistiske lande og andre stater i Europa, idet de stræber efter at realisere deres egne aggressionsplaner. Vestberlin er forvandlet til et brændpunkt for internationale provokationer. Bonn-staten er blevet den værste fjende af fredelig sameksistens, afrustning og afspænding i Europa. Overfor den vesttyske imperialismes aggressive planer må man stille de samlede kræfter i alle Europas fredselskende stater og folk. I kampen mod den vesttyske militarismes aggressive bestræbelser har den Tyske Demokratiske Republik en særlig stor rolle at spille. Konferencens deltagere ser det som en pligt for alle staterne i den socialistiske lejr, for alle fredselskende folk at beskytte den Tyske Demokratiske Republiks ukrænkelighed - denne socialismens forpost i Vesteuropa, der er det virkelige udtryk for det tyske folks fredsbestræbelser. USAs imperialister er også aktive for at genskabe en krigsarne i det Fjerne østen. Idet de tramper på det japanske folks nationale uafhængighed og krænker dets vilje har de i sammensværgelse med de herskende reaktionære japanske kredse påtvunget Japan en ny militæraftale, der forfølger aggressive mål og er rettet mod Sovjetunionen, den Kinesiske Folkerepublik og andre fredselskende stater. De amerikanske erobrere har okkuperet øen Taiwan, der tilhører den Kinesiske Folkerepublik, samt Sydkorea. De blander sig i stigende grad i Sydvietnams anliggender. De har forvandlet disse lande til farlige brændpunkter for militære provokationer og eventyr. Ved deres aggressionstrusler mod Cuba og indblanding i de latinamerikanske, afrikanske og nær-østlige folks indre anliggender tilstræber de amerikanske imperialister at skabe nye krigsarner i forskellige dele af verden. De amerikanske imperialister benytter sådanne former for regionale forbund som for eksempel Organisationen af Amerikanske Stater med det formål at opretholde deres økonomiske og politiske kontrol og inddrage de latinamerikanske stater i deres aggressive planer. De amerikanske imperialister, der har skabt et umådeligt militærapparat, ønsker ikke at affinde sig med en afvikling af det. Imperialisterne søger at sprænge alle konstruktive forslag fra Sovjetunionen og andre fredselskende stater, som går ud på afrustning. Oprustningen fortsættes. Kernevåbenforrådene vokser foruroligende. Trods protester fra det franske folk og folkene i andre lande, især på det afrikanske kontinent, er de herskende kredse i Frankrig slået ind på vej en med fremstilling og afprøvning af atomvåben. Det amerikanske militær forbereder genoptagelser af de dødsensfarlige atomvåbenafprøvninger og fortsætter deres militære provokationer, der indebærer en alvorlig trussel om internationale konflikter. De herskende amerikanske kredse sprængte ved deres provokationspolitik og aggressionshandlinger Paris-konferencen mellem regeringscheferne og har sat kursen mod en forøgelse af den internationale spænding og skærpelse af den »kolde krig«. Krigstruslen er forstærket. De imperialistiske provokationer mod freden har fremkaldt harme og modstand i folkene. Den amerikanske imperialisme har yderligere afsløret sig, og dens indflydelse i verden har fået nye, alvorlige stød. Imperialismens aggressive natur har ikke ændret sig. Der er imidlertid opstået reale kræfter, der er i stand til at krydse dens aggressive planer. Havde det stået til imperialisterne selv, ville de allerede have kastet menneskeheden ud i en ny verdenskrigs afgrund af lidelser og rædsler. Men den tid er forbi, hvor imperialisterne efter deres eget forgodtbefindende har mulighed for at bestemme, om der skal være krig eller ikke. I de senere år har imperialisterne mere end én gang ved udløsning af lokale krige stillet menneskeheden på randen af en verdensomfattende katastrofe. Den faste holdning, som USSR, de øvrige socialistiske stater og alle fredselskende kræfter indtog, gjorde ende på den engelsk-fransk-israelske intervention i Ægypten, hindrede imperialisternes krigeriske invasion i Syrien, Trak og flere andre lande. Det heltemodige algierske folk fortsætter sin tapre kamp for uafhængighed og frihed. Folkene i Kongo og Laos gør i stadigt stigende grad modstand mod imperialisternes forbryderiske handlinger. Erfaringerne viser, at man effektivt kan bekæmpe lokale krige, som er udløst af imperialisterne, og med held fjerne arnestederne for sådanne krige. Den tid er kommet, hvor det er muligt at standse de imperialistiske aggressorers forsøg på at udløse en verdenskrig. Den socialistiske verdenslejr, den internationale arbejderklasse, den nationale befrielsesbevægelse, alle de lande, der træder op mod krigen, alle Fredselskende kræfter kan ved forenede anstrengelser forebygge en verdenskrig. Udviklingen af de internationale relationer i vor tid bestemmes af kampen mellem de to samfundssystemer, kampen mellem socialismens, fredens og demokratiets kræfter og imperialismens, reaktionens og aggressionens kræfter, en kamp, hvor det bliver mere og mere åbenbart, at socialismens, fredens og demokratiets kræfter vinder overhånd. For første gang i historien føres kampen mod krigen af store og organiserede kræfter, nemlig: den vældige Sovjetunion, der har vundet førstepladsen i verden indenfor afgørende grene af videnskab og teknik; dernæst hele den socialistiske lejr, der har stillet hele sin enorme materielle og politiske styrke i fredens tjeneste; endvidere et stadigt voksende antal fredselskende stater i Asien, Afrika og Latinamerika, der er vitalt interesserede i at opretholde freden; videre den internationale arbejderklasse og dens organisationer, fremfor alt de kommunistiske partier; den nationale befrielsesbevægelse blandt folkene i kolonierne og de afhængige lande; fredsforkæmpernes verdensbevægelse; endelig de neutrale lande, der ikke følger den imperialistiske kurs, men går ind for fredelig sameksistens. For den fredelige sameksistens taler også en vis del af bourgeoisiet i de udviklede kapitalistiske lande, som har en nøgtern vurdering af styrkeforholdet og af de alvorlige følger, en krig i vore dage ville have. For at bevare verdensfreden er det nødvendigt at have den allerbredeste samlede front af fredstilhængere, af folk, som bekæmper den imperialistiske aggressions- og krigspolitik, der inspireres af den amerikanske imperialisme. Ved samlede og aktive handlinger fra alle fredselskende kræfters side kan man bevare freden og forebygge en ny krig. Alle de demokratiske og fredselskende kræfter har i dag ikke nogen opgave, der er mere aktuel end den at værne menneskeheden mod en verdenskatastrofe forårsaget af termo-kernevåben. Den nuværende krigstekniks uhørt altødelæggende karakter kræver indtrængende, at alle væsentlige aktioner fra alle fredselskende antikrigskræfter koncentreres om at forebygge krig. Man kan ikke udskyde kampen mod krigen til det øjeblik, hvor den bryder ud, for så kan det for mange områder af verden og store dele af dens befolkning allerede være for sent at føre denne kamp. Kampen mod faren for en ny verdenskrig må ufortøvet udfolder uden venten på, at atom- og brintbomberne begynder at falde. Denne kamp må føres ny med voksende styrke fra dag til dag. Det vigtigste er i tide at fordømme aggressorerne, hindre krigen - ikke lade den komme til udbrud. At kæmpe for freden i dag - det betyder at bevare den allerstørste årvågenhed, utrætteligt afsløre imperialismens politik, nøje følge med i krigsanstifternes anslag og manøvrer, rejse folkenes hellige harme mod dem, der sætter kurs mod krigen, højne organiseringen af alle fredselskende kræfter, uafladelig styrke massernes aktive aktioner til værn for freden, styrke samarbejdet med alle stater, der ikke er interesseret i nye krige. I de lande, hvor imperialisterne har oprettet deres militærbaser, må man forstærke kampen for nedlæggelsen af disse baser, idet dette er en vigtig forudsætning for at styrke den nationale uafhængighed, værne om suveræniteten og forebygge krig. Folkenes kamp mod militariseringen af deres lande skal kombineres med kampen mod de kapitalistiske monopoler, der hænger sammen med USAs imperialister. Det er for øjeblikket vigtigere end nogen sinde før i hvert enkelt land at kæmpe hårdnakket for, at fredsbevægelsen stadig bliver stærkere og bredere, i byerne og på landet, på virksomheder og institutioner. Fredstilhængernes bevægelse er nutidens bredeste bevægelse, der omfatter mennesker med forskellige politiske og religiøse anskuelser, folk fra forskellige samfundsklasser, som forenes i deres ædle stræben efter ikke at tillade nye krige, men sikre varig fred. Det er af afgørende betydning for fredens bevarelse, at det socialistiske verdenssystem styrkes yderligere. Så længe der ikke er gennemført afrustning, må de socialistiske lande holde deres forsvarsstyrke oppe på det nødvendige niveau. At standse oprustningen, forbyde atomvåbnet, afprøvningen og produktionen af det, nedlægge de udenlandske militærbaser og trække udenlandske tropper tilbage fra fremmed territorium, opløse militærblokkene, afslutte en fredstraktat med Tyskland, omdanne Vestberlin til en demilitariseret fristad, standse de vesttyske revanchisters aggressive anslag, hindre genfødelsen af japansk militarisme - det er de opgaver, hvis løsning efter kommunisternes opfattelse fremfor alt er nødvendig for at sikre freden. Historien har i første række pålagt den internationale arbejderklasse det store ansvar for at forebygge en ny verdenskrig. Imperialisterne danner sammensværgelser og slutter sig sammen for at udløse en termo-kernekrig. Den internationale arbejderklasse må slutte sine rækker fastere for at frelse menneskeheden fra en ny verdenskrigs katastrofe. Ingen forskelle i synet på politiske, religiøse og andre spørgsmål må hindre, at alle arbejderklassens kræfter slutter sig sammen mod krigsfaren. Timen er kommet, hvor man over for krigens kræfter må sætte en stærk vilje og samlede aktioner fra alle det internationale proletariats dele og organisationer, forene alle dets kræfter for at forebygge krigen og bevare freden ! De kommunistiske partier anser kampen for freden for deres vigtigste opgave. De opfordrer arbejderklassen, fagforeningerne, de kooperative forbund, kvindeforbundene og ungdomsforbundene - alle arbejdende uanset politisk eller religiøs anskuelse til gennem en massekamp eftertrykkeligt at tilbagevise hvilke som helst aggressionshandlinger fra imperialisternes side. Men hvis vanvittige imperialister udløser krigen, vil folkene feje kapitalismen ud og begrave den. Det urokkelige grundlag for de socialistiske landes udenrigspolitik er det leninske princip om fredelig sameksistens og økonomisk kappestrid mellem socialistiske lande og kapitalistiske. Under fredelige forhold viser det socialistiske system i stigende omfang sine fordele fremfor det kapitalistiske system på alle områder af økonomi, kultur, videnskab og teknik. Den nærmeste fremtid vil bringe fredens og socialismens kræfter nye sejre. USSR vil blive verdens førende industrimagt. Kina vil blive et vældigt industriland. Det socialistiske system vil snart producere mere end halvdelen af verdens industriproduktion. Fredens zone vil udvide sig yderligere. Arbejderbevægelsen i de kapitalistiske lande og den nationale befrielsesbevægelse i kolonierne og de afhængige lande vil vinde nye sejre. Kolonisystemets sammenbrud vil blive fuldbyrdet. Socialismens og fredens kræfter vil blive absolut overlegne. Under disse forhold opstår der en reel mulighed for at udelukke verdenskrig fra samfundets liv, allerede inden Socialismen fuldt ud har sejret på Jorden, endnu medens kapitalismen er bevaret i en del af verden. Socialismens sejr i hele verden vil endeligt fjerne de sociale og nationale årsager, der kan bevirke, at der opstår krig i det hele taget. Kommunisterne i hele verden går enstemmigt og konsekvent ind for en fredelig sameksistens og kæmper energisk for at forebygge krig. Kommunisterne skal udfolde et utrætteligt arbejde blandt masserne og sørge for, at man ikke undervurderer mulighederne for at hindre en verdenskrig, ikke undervurderer muligheden for fredelig sameksistens, men samtidig heller ikke undervurderer krigsfaren. Under forhold, hvor verden er delt i to systemer, er det eneste rigtige og fornuftige princip for internationale relationer princippet om fredelig sameksistens mellem stater med forskelligt samfundssystem, som blev fremsat af V. I. Lenin og har fået sin videre udvikling i Moskva-deklarationen og Fredsmanifestet af 1957, i beslutningerne på SUKPs 20. og 21. kongres og i dokumenter fra andre kommunistiske partier. De fem principper for fredelig sameksistens, der i fællesskab blev fremsat af den Kinesiske Folkerepublik og den Indiske Republik, samt den formulering, der blev vedtaget på Bandung-konferencen, svarer til fredens og de fredselskende folks interesser. Fredelig sameksistens mellem stater med forskelligt samfundssystem eller en ødelæggende krig - kun sådan står spørgsmålet nu. Nogen anden vej gives ikke. Kommunisterne forkaster afgjort den amerikanske doktrin om den »kolde krig« og balanceren »på krigens rand« som en politik, der fører ud i en termo-kernekatastrofe. Når kommunisterne forfægter principperne om fredelig sameksistens, arbejder de for fuldstændig indstilling af den »kolde krig«, for opløsning af de militære blokke, for nedlæggelse af militærbaserne, for generel og total afrustning under international kontrol, for løsning af stridsspørgsmål ved forhandlinger, for respektering af staternes ligeberettigelse og af deres territorielle integritet, uafhængighed og suverænitet, for ikke-indblanding i hinandens indre anliggender, for en bred udvikling af de handelsmæssige, kulturelle og videnskabelige forbindelser mellem folkene. Den fredelige sameksistens’ politik svarer til alle folkenes dybeste interesser, til interesserne hos alle, der ikke ønsker nye blodige krige, men arbejder for varig fred. Denne politik er med til at styrke socialismens positioner og til at give de socialistiske lande større prestige og international indflydelse. Den højner de kommunistiske partiers autoritet og indflydelse i de kapitalistiske lande. Freden er socialismens tro forbundsfælle, eftersom tiden arbejder for socialismen, mod kapitalismen. Den fredelige sameksistens’ linje er en linje til mobilisering af masserne for udfoldelse af aktive aktioner mod fredens fjender. Fredelig sameksistens mellem staterne betyder ikke, som revisionisterne hævder, at man afstår fra klassekampen. Sameksistensen mellem stater med forskelligt samfundssystem er en form for klassekampen mellem socialismen og kapitalismen. Under den fredelige sameksistens forhold opstår der gunstige muligheder for at udfolde klassekampen i de kapitalistiske lande og den nationale befrielsesbevægelse blandt folkene i kolonierne og de afhængige lande. På sin side medvirker sejrene i den revolutionære klassekamp og i den nationale befrielseskamp til at styrke den fredelige sameksistens. Kommunisterne betragter det som deres pligt at styrke folkemassernes tro på muligheden af at konsolidere den fredelige sameksistens, styrke deres beslutsomhed til at forhindre en verdenskrig. De vil på alle måder medvirke til, at folkene gennem deres aktive kamp for fred, demokrati og national befrielse i stigende grad svækket og indsnævrer imperialismens positioner. Fredelig sameksistens mellem stater med forskelligt samfundssystem betyder ikke en udsoning mellem den socialistiske og den borgerlige ideologi. Tværtimod - den forudsætter en forstærkelse af arbejderklassens kamp, af den kamp, der føres af de kommunistiske partier for de socialistiske ideers triumf. Men ideologiske og politiske stridigheder mellem staterne skal ikke løses ved krig. Konferencen mener, at gennemførelsen af det af Sovjetunionen forelagte program for en generel og fuldstændig afrustning ville have historisk betydning for menneskehedens fremtid. Når det gennemføres, afskaffes selve muligheden for at føre krig mellem landene. Gennemførelsen af det er ikke let. Det støder på imperialisternes stædige modstand. Derfor kræves der en aktiv og energisk kamp mod imperialismens aggressive kræfter for at føre dette program ud i livet. Kampen må føres med stadig stigende styrke og bredde, således at man vedholdende søger at opnå reelle resultater - forbud mod afprøvning og produktion af kernevåben, opløsning af de militære blokke og nedlæggelse af militærbaser på fremmede territorier, en betydelig nedskæring af de væbnede styrker og rustningerne, for på denne måde at bane vej for en generel afrustning. Gennem aktiv og energisk kamp, ført af de socialistiske og øvrige fredsvenlige lande, af den internationale arbejderklasse, af de brede folkemasser i alle lande, kan de aggressive kredse isoleres, oprustningen og krigsforberedelsen standses og imperialisterne tvinges til at gå med til generel afrustning. Oprustning er ikke en faktor, der holder krig tilbage, og heller ikke en faktor, der sikrer høj beskæftigelse og gode kår for befolkningen. Den fører til krig. Oprustning er kun af interesse for en forsvindende lille klike monopolister og krigsspekulanter. I de kapitalistiske lande lyder der et stadigt krav fra folkene om nedskæring af de militære udgifter og om anvendelse af de derved frigjorte midler til forbedring af folkemassernes vilkår. I hvert enkelt land må der udfoldes en bred massebevægelse for at få de midler og ressourcer, som vil blive frigjort ved afrustning, anvendt til fredelig produktion, boligbyggeri, sundhedsvæsen, skolevæsen, social tryghed, udvikling af videnskabelige undersøgelser og så videre. Afrustning er nu blevet et kampkrav for folkemasserne, en bydende historisk nødvendighed. Det er nødvendigt gennem aktiv og energisk kamp at tvinge imperialisterne til at efterkomme dette folkekrav. De socialistiske landes kommunistiske partier vil stadig og konsekvent stræbe efter fredelig sameksistens mellem lande med forskelligt samfundssystem og gøre alt for at befri folkene for en ny krigs rædsel og ulykke. De vil lægge den største årvågenhed for dagen over for imperialismen og på alle måder styrke hele den socialistiske lejrs formåen og forsvarsevne og træffe alle nødvendige foranstaltninger til betryggelse af folkenes sikkerhed og fredens bevarelse. Kommunisterne ser ikke alene deres historiske mission i at afskaffe udbytning og nød i verdensmålestok og for bestandigt udelukke muligheden for enhver krig fra menneskets tilværelse, men også allerede i den nuværende epoke at befri menneskeheden for en ny verdenskrigs mareridt. De kommunistiske partier i alle lande vil sætte alle deres kræfter og hele deres energi ind på denne store historiske mission.

IV

I store dele af verden har nationale befrielsesrevolutioner vundet sejr. I løbet af femten efterkrigsår er der i Asien og Afrika opstået ca. 40 nye suveræne stater. Den cubanske revolutions sejr betød en kraftig stimulans til de latinamerikanske folks kamp for fuldstændig national befrielse. Der er indtrådt en ny historisk periode i menneskehedens liv: med deres befrielse er folkene i Asien, Afrika og Latinamerika blevet aktive deltagere i international politik. Kolonialismens fuldstændige sammenbrud er uundgåeligt. Nedbrydningen af koloniundertrykkelsens system under den nationale frihedsbevægelses stormløb er den historisk mest betydningsfulde begivenhed siden dannelsen af socialismens verdenssystem. Den Store Socialistiske Oktoberrevolution vakte østen og drog kolonifolkene ind i den verdensomfattende revolutionære bevægelses fælles strøm. Sovjetunionens sejr i den anden verdenskrig, oprettelsen af det folkedemokratiske styre i en række europæiske og asiatiske lande, den socialistiske revolutions triumf i Kina og dannelsen af det socialistiske verdenssystem fremskyndede i meget høj grad denne proces’ udvikling. Verdenssocialismens kræfter fremmede på afgørende måde kolonifolkenes og de afhængige landes kamp for at frigøre sig for imperialismens åg. Det socialistiske system blev et pålideligt skjold for de befriede folks uafhængige, nationale udvikling. En stor støtte har den nationale frihedsbevægelse i den internationale arbejderbevægelse. Grundlæggende forandringer er sket i Asien. De koloniale tilstande i Afrika brydes ned. En aktiv kampfront mod imperialismen er åbnet i Latinamerika. Den uafhængighed, som millioner og atter millioner af mennesker har vundet i Asien, Afrika og andre verdensdele, har de erobret i forbitrede sammenstød med imperialismen. Kommunisterne har altid anerkendt nationale befrielseskriges progressive, revolutionære betydning, og er de mest aktive forkæmpere for national uafhængighed. Det socialistiske verdenssystems eksistens og svækkelsen af imperialismens positioner har givet de undertrykte folk nye muligheder for at vinde uafhængighed. De koloniale landes folk vinder deres uafhængighed såvel gennem væbnet kamp som ad ikke-militær vej, alt efter de konkrete forhold i det enkelte land. De stræber efter at vinde en varig sejr på basis af en kraftig national befrielsesbevægelse. Kolonimagterne forærer ikke kolonifolkene friheden og forlader ikke frivilligt lande, de udbytter. Den nuværende kolonialismes hovedbastion er USA. Imperialisterne med USA i spidsen gør sig desperate anstrengelser for med nye metoder og i nye former at opretholde den koloniale udbytning af folkene i tidligere kolonier. Monopolerne forsøger at fastholde den økonomiske kontrol og den politiske indflydelse i Asiens, Afrikas og Latinamerikas lande. Disse anstrengelsers formål er at bevare de gamle positioner i de befriede landes økonomiske liv og under foregivende af at yde økonomisk »hjælp« at drage de befriede lande ind i militærblokke, at påtvinge dem diktatoriske militærregimer og at få militære baser. Imperialisterne stræber efter at kastrere, undergrave de befriede landes nationale suverænitet, at forvanske betydningen af nationernes selvbestemmelse, under påberåbelse af en såkaldt »interdependens« (gensidig afhængighed), at påtvinge dem nye former for koloniherredømme, at få egne marionetter til magten i disse lande, at bestikke en vis del af bourgeoisiet, at udnytte national splid som et forgiftet våben, at svække de unge, endnu ikke konsoliderede staters kræfter. Til disse formål benytter de sig aktivt af aggressive militærblokke og tosidede, aggressive militæralliancer. De mest reaktionære kredse blandt de lokale udbytterklasser optræder her som imperialisternes forbundsfæller. I de lande, der har afkastet koloniåget, kan man kun med held løse den nationale genfødelses påtrængende opgaver, hvis man resolut bekæmper imperialismen og feudalismens rester og forener alle nationens patriotiske kræfter i én national, demokratisk front. Styrkelse af den politiske selvstændighed, gennemførelse af landbrugsreformer til gavn for bønderne, afskaffelse af feudalismens rester og levn, fjernelse af det imperialistiske herredømmes økonomiske rødder, begrænsning og fortrængning af udenlandske monopoler fra det økonomiske liv, oprettelse og udvikling af en national industri, højnelse af befolkningens leveniveau, demokratisering af samfundslivet, gennemførelse af en uafhængig, fredsvenlig udenrigspolitik, udvikling af det økonomiske og kulturelle samarbejde med de socialistiske lande og andre venligtsindede lande - disse fællesnationale, demokratiske opgaver er den grund, på hvilken nationens progressive kræfter i de befriede lande kan forene sig og faktisk forener sig. Arbejderklassen, som har spillet en fremtrædende rolle i kampen for national befrielse, går ind for en konsekvent fuldførelse af den nationale, anti-imperialistiske, demokratiske revolutions opgaver og vender sig imod de reaktionære kræfters forsøg på at bremse arbejdet for socialt fremskridt. Af særlig stor betydning for disse lande er en løsning af bondespørgsmålet, som umiddelbart berører det store folkeflertals interesser. Uden dybtgående omdannelser i landbruget kan man ikke løse levnedsmiddelproblemer eller fjerne alle middelalderlige levn, som lægger snærende bånd på produktivkræfterne i landbruget og industrien. Det er i disse lande af stor betydning på demokratisk grundlag at oprette og udvide den statslige sektor i samfundsøkonomien, især i industrien, uafhængigt af udenlandske monopoler, en sektor, som med konsekvens kan gøre sig til den bestemmende faktor i landet økonomiske liv. Arbejderklassens og bøndernes forbund er den vigtigste kraft, når det drejer sig om at erobre og forsvare den nationale uafhængighed, gennemføre dybtgående demokratiske omdannelser og sikre socialt fremskridt. Dette forbund er kaldet til at være grundlaget for en bred national front. Af dets styrke og fasthed afhænger det i høj grad, hvor stærkt det nationale bourgeoisi vil deltage i befrielseskampen. Alle nationale, patriotiske kræfter, alle elementer i nationen, som er rede til at kæmpe for national uafhængighed mod imperialismen, kan spille en stor rolle. Under de nuværende forhold er de koloniale og afhængige landes nationale bourgeoisi, som ikke har forbindelse med imperialistiske kredse, objektivt interesseret i løsningen af den anti-imperialistiske, anti-feudale revolutions hovedopgaver og bevarer derfor evnen til at deltage i den revolutionære kamp mod imperialisme og feudalisme. I den forstand har det nationale bourgeoisi progressiv karakter. Men det er ustabilt; ved siden af sine progressive træk viser det tilbøjelighed til kompromisser med imperialismen og feudalismen. På grund af det nationale bourgeoisis dobbelte karakter deltager det ikke i lige høj grad i revolutionen i de forskellige lande. Dette afhænger af de konkrete forhold, af ændringer i klassekræfternes styrkeforhold, af skarpheden af modsætningerne mellem imperialismen, feudalismen og folkemasserne, af dybden af modsætningerne mellem imperialismen, feudalismen og det nationale bourgeosi. Når folkene har vundet politisk uafhængighed, søger de svar på de problemer, som tilværelsen stiller, også med hensyn til konsolideringen af den nationale uafhængighed. De forskellige klasser og partier foreslår forskellige løsninger. Hvilken udviklingsvej, der vælges, er folkenes egen, indre sag. Efterhånden som de sociale modsætninger tilspidses, ytrer det nationale bourgeoisi en større og større tilbøjelighed til forlig med den indenrigske reaktion og med imperialismen. Folkemasserne derimod overbeviser sig om, at den bedste vej til ophævelse af århundreders efterblevenhed og til forbedring af levevilkårene er en ikke-kapitalistisk udvikling. Kun ad denne vej vil folkene kunne frigøre sig fra udbytning, nød og sult. I arbejdet for at løse dette fundamentale samfundsspørgsmål er arbejderklassen og de brede bondemasser kaldet til at spille en særlig vigtig rolle. I den nuværende historiske situation opstår der i mange lande gunstige internationale og hjemlige forudsætninger for at oprette et nationaldemokrati, det vil sige en uafhængig stat, som konsekvent forsvarer sin politiske og økonomiske uafhængighed, bekæmper imperialismen og dens militære blokke, kæmper mod militære baser på sit eget territorium, en stat, som kæmper mod nye former for kolonialisme og infiltration af imperialistisk kapital, en stat, som forkaster diktatoriske og despotiske regeringsmetoder, en stat, hvis folk har vidtstrakte demokratiske rettigheder og friheder (ytrings-, presse-, demonstrationsfrihed, frihed til dannelse af politiske partier og offentlige organisationer), mulighed for at arbejde for agrarreformers gennemførelse og for andre krav om demokratiske og sociale omdannelser og for deltagelse i fastlæggelsen af landets politik. Nationaldemokratiske staters oprettelse og konsolidering giver dem mulighed for at gøre hurtige sociale fremskridt og at spille en aktiv rolle i folkenes kamp for fred, mod den imperialistiske lejrs aggressive politik og for en fuldstændig afskaffelse af koloniundertrykkelsen. De kommunistiske partier kæmper aktivt for en konsekvent fuldførelse af den anti-imperialistiske, anti-feudale, demokratiske revolution, for oprettelsen af en nationaldemokratisk stat og en afgjort forbedring af folkemassernes leveniveau. De støtter de nationale regeringers handlinger til befæstelse af de vundne fremskridt og til nedbrydning af imperialismens positioner. Samtidig vender de sig aktivt imod anti-demokratiske, anti-nationale forholdsregler, mod foranstaltninger, hvormed regerende kredse skaber en trussel mod den nationale uafhængighed. Kommunisterne afslører de forsøg, som bourgeoisiets reaktionære fløj gør på at udgive sine egoistiske, snævre klasseinteresser for at være hele nationens interesser, og borgerlige politikeres demagogiske udnyttelse af socialistiske paroler med det samme formål. Kommunisterne virker for en ægte demokratisering af samfundslivet og forener alle progressive kræfter for at bekæmpe despotiske regimer eller stoppe tendenser til dannelse af sådanne regimer. Kommunisternes mål stemmer overens med nationens højeste interesser. De reaktionære kræfters bestræbelser for med »antikommunismen« som løsen at sprænge den nationale front og at isolere kommunisterne, den mest bevidste del af frihedsbevægelsen, svækket den nationale bevægelses kræfter, strider mod folkenes nationale interesser og skaber fare for, at nationale erobringer igen går tabt. Socialismens lande er oprigtige og trofaste venner af de folk, som kæmper for befrielse eller allerede har befriet sig for imperialistisk undertrykkelse. Idet de principielt forkastet en hvilken som helst indblanding i de unge nationale staters indre anliggender, anser de det for deres internationale pligt at bistå folkene i deres kamp for at befæste den nationale uafhængighed. De yder disse lande al mulig hjælp og støtte til deres udvikling ad fremskridtets vej, til oprettelse af en hjemlig industri, til udvikling og styrkelse af den nationale økonomi, til uddannelse af egne fagfolk, og samarbejder med dem i kampen for verdensfreden, mod den imperialistiske aggression. De bevidste arbejdere i imperialismens lande kæmper konsekvent for de undertrykte nationers selvbestemmelse, i erkendelse af, at »et folk, som undertrykker andre folk, kan ikke være frie«. Nu, hvor disse folk slår ind på den nationale uafhængigheds vej, er det en international pligt for arbejderne og alle demokratiske kræfter i kapitalismens industrielt udviklede lande at yde dem al støtte i kampen mod imperialisterne, for den nationale uafhængighed, for dens konsolidering, at hjælpe dem med en resultatrig løsning af den økonomiske og kulturelle genfødelses opgaver. Ved at optræde på denne måde forsvarer de samtidig folkemassernes interesser i deres egne lande. Den fuldstændige og definitive afskaffelse af kolonistyret i alle dets former og ytringer dikteres af verdenshistoriens hele forløb i de sidste årtier. Alle de folk, som endnu må bære kolonialismens lænker, skal have energisk støtte, således at de kan vinde national uafhængighed! Alle former for koloniundertrykkelse må forsvinde. Afskaffelsen af kolonialismen vil også være af den allerstørste betydning til mindskelse af den internationale spænding og til konsolidering af verdensfreden. Konferencen udtaler sin solidaritet med alle folk i Asien, Afrika, Latinamerika og Stillehavsområdet, som fører en heroisk, anti-imperialistisk kamp. Konferencen hilser folkene i de unge afrikanske stater, som har vundet politisk uafhængighed, et vigtigt skridt til deres fulde befrielse. Konferencen udtrykker varm sympati og støtte til det heroiske algierske folk i dets kamp for sin frihed og nationale uafhængighed og kræver, at aggressionskrigen mod Algier straks indstilles. Den fordømmer med harme de umenneskelige raceforfølgelser og tyranniet i den Sydafrikanske Union (apartheid) og opfordrer den internationale demokratiske offentlighed til aktivt at støtte folkene i Sydafrika i deres kamp for frihed og ligeberettigelse. Konferencen forlanger, at der ikke sker indblanding i det cubanske, det kongolesiske eller overhovedet noget befriet folks suveræne rettigheder. Alle socialistiske lande, den internationale arbejderbevægelse og kommunistiske bevægelse anser det for deres pligt at yde al mulig moralsk og materiel støtte til folk, som kæmper for deres befrielse fra imperialismens og kolonialismens åg.

V

Det nye styrkeforhold i verden giver de kommunistiske partier nye muligheder for at løse de historiske opgaver, de står overfor i kampen for fred, national uafhængighed, demokrati og socialisme. De kommunistiske partier fastlægger revolutionens perspektiver og opgaver i overensstemmelse med de konkrete historiske og sociale forhold i deres lande og under hensyn til den internationale situation. De fører en uselvisk kamp for allerede under de nuværende forhold at gøre alt til forsvar for arbejderklassens og folkemassernes interesser, til forbedring af deres leveforhold, til udvidelse af folkets demokratiske rettigheder og friheder, og opsætter ikke dette til socialismens sejr. I bevidstheden om, at hovedbyrden i kampen for sit folks befrielse fra kapitalens åg ligger på arbejdernes skuldre, vil arbejderklassen og dens revolutionære fortrop med større og større energi gå til offensiv mod undertrykkernes og udbytternes herredømme på alle områder af det politiske, økonomiske og ideologiske liv i hvert enkelt land. Under denne kamp vinder masserne erfaring, betingelserne skabes for afgørende kampe, der kan bringe kapitalismen til fald og føre til sejr i den socialistiske revolution. Hovedslaget rettes under de nuværende forhold mere og mere resolut mod de kapitalistiske monopoler, som bærer hovedskylden for oprustningen og er reaktionens og aggressionens bolværk, mod hele den statsmonopolistiske kapitalismes system, som beskytter monopolernes interesser. I nogle ikke-europæiske, udviklede kapitalistiske lande, som befinder sig under den amerikanske imperialismes politiske, økonomiske og militære herredømme, retter arbejderklassen og folkemasserne hovedslaget mod den amerikanske imperialismes herredømme, men også mod den indenrigske monopolkapital og andre indenrigske reaktionære kræfter, som forråder nationens interesser. Under denne kamp samler alle nationens demokratiske og patriotiske kræfter sig til én front, som kæmper for revolutionens sejr for at skaffe sig virkelig national uafhængighed og demokrati. Når dette er vundet, skaber det betingelser for at tage fat på løsningen af den socialistiske revolutions opgaver. De store monopoler går til angreb på arbejderklassens og de brede folkemassers interesser over hele linjen. Udbytningen af den arbejdende befolkning, også forværringen af de brede bondemassers stilling, forstærkes; samtidig vokser vanskelighederne for byernes småborgerskab og mellemstand. De store monopolers tryk bliver mere og mere føleligt for alle lag i nationen. Samtidig med tilspidsningen af det borgerlige samfunds afgørende klassemodsætning - mellem arbejde og kapital - uddybes altså på indeværende etape modsætningen mellem en håndfuld monopolister og alle lag i folket. Monopolerne ønsker at tilintergøre eller meget stærkt beskære folkemassernes demokratiske rettigheder. I nogle lande raser der fortsat en åben fascistisk terror. I en række lande forstærkes fasciseringsprocessen i nye former: diktatoriske regeringsmetoder kombineres med en skinparlamentarisme uden demokratisk indhold, reduceret til en ren formalitet. Mange demokratiske organisationer sættes udenfor loven og må gå i illegalitet, tusinder af forkæmpere for arbejderklassens og fredens sag er kastet i fængsel. På alle kommunisters vegne erklærer konferencen sin proletariske solidaritet med de indespærrede sønner og døtre af arbejderklassen og forkæmpere for demokratiet i USA, Spanien, Portugal, Japan, Vesttyskland, Grækenland, Iran, Pakistan, den Forenede Arabiske Republik, Jordan, Irak, Argentina, Paraguay, den Dominikanske Republik, Mexico, den Sydafrikanske Union, Sudan og andre lande. Konferencen opfordrer til en kraftig international kampagne for at befri forkæmperne for freden, den nationale uafhængighed og demokratiet. Det er af vital interesse for arbejderklassen, bønderne, åndsarbejderne og byernes mellem- og småborgerskab, at monopolernes herredømme styrtes. Der opstår gunstige forudsætninger for en samling af alle disse kræfter. Efter kommunisternes opfattelse er en sådan samling absolut mulig, nemlig på basis af kampen for freden og den nationale uafhængighed, for beskyttelsen af demokratiet, for nationaliseringen af de vigtigste økonomiske brancher og demokratiseringen af deres forvaltning, for udnyttelsen af hele det økonomiske liv til fredelige formål til tilfredsstillelse af befolkningens behov, for radikale landbrugsreformer, for forbedringen af den arbejdende befolknings leveforhold, for beskyttelsen af bønderne og byernes mellem- og småborgerskab mod monopolernes vilkårlighed. Sådanne foranstaltninger vil bevirke et stort socialt fremskridt og være til fordel for nationens flertal. Alle disse foranstaltninger er af demokratisk karakter. De ophæver ikke menneskers udbytning af mennesker. Men de vil indskrænke monopolernes magt, forøge arbejderklassens autoritet og politiske betydning i landets liv, bidrage til isolering af de mest reaktionære kræfter og lette forenelsen af alle fremskridtsvenlige kræfter. Når brede lag af befolkningen deltager i kampen for demokratiske omformninger, overbeviser de sig om nødvendigheden af at optræde sammen med arbejderklassen, og deres politiske aktivitet tager til. Det er overordentlig vigtigt og nødvendigt, at arbejderklassen og dens kommunistiske fortrop sætter sig i spidsen for massernes økonomiske og politiske kamp for demokratiske omdannelser og for overvindelsen af monopolernes herredømme og hjælper den til sejr. Kommunisterne går ind for en almen demokratisering af det økonomiske og offentlige liv, af administrationen og af alle politiske og kulturelle organisationer og institutioner. Kommunisterne betragter kampen for demokratiet som en bestanddel af kampen for socialismen. De befæstet i denne kamp til stadighed deres forbindelse med masserne, højner deres politiske bevidsthedsniveau, leder dem til at forstå den socialistiske revolutions opgaver og nødvendighed. Deri ligger grundforskellen mellem de marxistisk-leninistiske partier og reformisterne, der anser reformer inden for den kapitalistiske samfundsorden som det egentlige mål og bestrider den socialistiske revolutions nødvendighed. Marxismen-leninismens tilhængere er aldeles overbevist om, at folkene i de kapitalistiske lande under den daglige kamp vil nå til erkendelse af, at kun socialismen er en virkelig udvej for dem. Nu, hvor flere og flere befolkningslag kommer med i den aktive klassekamp, får det overordentlig betydning, at kommunisterne forstærker arbejdet i fagforeningerne, kooperationen, blandt bønderne, ungdommen, kvinderne, i sportsorganisationerne og blandt den ikke-organiserede befolkning. I vor tid er der fremkommet nye muligheder for at drage den unge generation med i kampen for freden og demokratiet og for kommunismens høje idealer. Lenins indtrængende ord om at være ude blandt masserne, at virke overalt, hvor masserne er, at styrke forbindelsen med masserne og at drage dem med sig, må blive en særlig vigtig opgave for ethvert kommunistisk parti. For at give arbejderklassen større vægt i det politiske liv og bedre forsvare dens interesser får det den allerstørste betydning at genoprette den faglige enhed i lande, hvor fagbevægelsen er splittet, og i international målestok. Arbejderne i de forskellige fagforeninger har fælles interesser. I de senere års største klassesammenstød har arbejderne, hver gang de forskellige faglige sammenslutninger stod sammen, som regel netop i kraft af denne enhed opnået at få deres krav igennem. De kommunistiske partier mener, at der findes reale forudsætninger for at genoprette den faglige enhed og vil med udholdenhed virke herfor. I de lande, hvor der i praksis ikke eksisterer fagligt demokrati, kræver kampen for faglig enhed et stadigt arbejde for at sikre fagbevægelsen uafhængighed samt anerkendelse og respekt for alle arbejdendes faglige rettigheder uden politisk eller anden forskelsbehandling. Hensynet til freden og det sociale fremskridt kræver også, at enheden genoprettes i alle andre demokratiske massebevægelser, nationalt og internationalt. Enheden i masseorganisationerne kan tilvejebringes på basis al aktionsenhed i kampen for fredens, den nationale uafhængigheds og de demokratiske rettigheders bevarelse og udvidelse, forbedring af leveforholdene og udvidelse af den arbejdende befolknings sociale rettigheder. Den afgørende rolle i folkemassernes kamp for at løse deres opgaver i de kapitalistiske lande tilfalder forbundet mellem arbejderklassen og de arbejdende bønder. Dette forbund er hoveddrivkraften i den sociale revolution. Den største hindring på arbejderklassens vej til sine mål er nu som før dens splittelse, som de herskende klasser, højre-lederne i socialdemokratiet og de mest reaktionære faglige ledere er interesseret i at opretholde i national og international målestok. Kommunisterne går energisk ind for at overvinde denne splittelse. Imperialisterne og de reaktionære i forskellige lande tyer ikke blot til undertrykkelsesmetoder, men også til bedrag og korruption for at splitte og undergrave arbejderklassens enhed. Begivenhederne i de senere år har på ny bekræftet, at denne splittelse udhuler arbejderklassens positioner og kun er til fordel for den imperialistiske reaktion. Nogle højreorienterede socialdemokratiske ledere er åbent gået over til imperialismens standpunkt, de forsvarer det kapitalistiske system, de splitter arbejderklassen. Af fjendskab mod kommunismen og af frygt for socialismens voksende indflydelse i verden kapitulerer de for de reaktionære, konservative kræfter. I flere lande har de socialdemokratiske partiers højreledere opnået, at der er vedtaget programmer, hvori de åbent har afsvoret marxismen, klassekampen og de traditionelle socialistiske målsætninger. Dermed har de gjort bourgeoisiet en ny tjeneste. I de socialdemokratiske partier vokser modstanden mod højreledernes politik, som også har tilslutning fra en del af deres funktionærer. Stærkere og stærkere kræfter går ind for fælles aktioner af arbejderklassen og andre arbejdende i kampen for fred, demokrati og socialt fremskridt. Det overvejende flertal af socialdemokratiske partimedlemmer, navnlig arbejderne, er tilhængere af fred og socialt fremskridt. Kommunisterne vil fortsætte kritikken af socialdemokratiske ideologiske standpunkter og højreopportunistisk praksis, de vil gennem deres virksomhed fortsat søge at få de socialdemokratiske masser til at gå over til konsekvent klassekamp mod kapitalismen, for socialismens sejr. Kommunisterne nærer den faste overbevisning, at de ideologiske forskelle mellem dem og socialdemokraterne ikke må stå i vejen for en meningsudveksling om aktuelle problemer vedrørende arbejderbevægelsen og den fælles kamp, især kampen mod krigsfaren. Kommunisterne betragter de socialdemokratiske arbejdere som deres klassebrødre. De arbejder ofte sammen med dem i fagforeningerne og andre organisationer og kæmper sammen med dem for arbejderklassens og hele folkets interesser. Arbejderbevægelsens grundinteresser stiller det bydende krav, at de kommunistiske og socialdemokratiske partier slår ind på fælles aktioner på nationalt og internationalt plan, for at produktion, afprøvelse og anvendelse af kernevåben ufortøvet kan blive forbudt, at der oprettes atomvåbenfri zoner, at der sker en generel og fuldstændig afrustning under international kontrol, og militærbaserne på fremmed jord nedlægges, at de udenlandske tropper trækkes bort, folkenes nationale befrielsesbevægelse i de koloniale og afhængige lande hjælpes, den nationale suverænitet sikres, demokratiet styrkes, den fascistiske fare afværges, den arbejdende befolknings kår bedres, arbejdsugen afkortes uden nedgang i lønnen osv. Millioner af socialdemokrater og nogle socialdemokratiske partier har allerede i en eller anden form udtalt sig for en løsning af disse opgaver. Man kan trøstigt sige, at hvis arbejderklassen i mange kapitalistiske lande overvandt splittelsen i sine rækker og tilvejebragte aktionsenhed af alle sine udsnit, ville den allerede nu være i stand til at tilføje de herskende kapitalistiske kredses politik et alvorligt slag og at tvinge dem til at standse forberedelsen af en ny krig; den ville være i stand til at slå monopolkapitalens offensiv tilbage og sætte sine presserende, livsvigtige og demokratiske krav igennem. Såvel i kampen for at forbedre arbejdernes leveforhold, udvide og varetage deres demokratiske rettigheder, vinde og forsvare den nationale uafhængighed og sikre freden mellem folkene som i kampen for at erobre magten og opbygge socialismen går de kommunistiske partier ind for samarbejde med de socialdemokratiske partier. Kommunisterne besidder den sammenhængende, videnskabeligt begrundede og i praksis prøvede principielle lære marxismen-leninismen og rige internationale erfaringer i socialistisk opbygning. De er rede til at diskutere med socialdemokraterne, da de anser dette for den bedste vej til en sammenlignende vurdering af anskuelser, ideer og indhøstede erfaringer, med det formål at fjerne indgroede fordomme, overvinde splittelsen blandt arbejderne og få et samarbejde i stand. For at fremkalde mistro til den kommunistiske bevægelse og dens ideologi forsøger den imperialistiske reaktion nu som før at skræmme masserne med den påstand, at kommunisterne har brug for krige mellem landene for at styrte det kapitalistiske system og indføre den socialistiske samfundsorden. De kommunistiske partier afviser på det bestemteste denne bagvaskelse. Den kendsgerning, at de to verdenskrige, som imperialisterne satte i gang, endte med socialistiske revolutioner, betyder ingenlunde, at vejen til den sociale revolution absolut går over en verdenskrig, og slet ikke i vor epoke, hvor et stærkt socialistisk verdenssystem består. Marxismen-leninismens tilhængere har aldrig næret den opfattelse, at vejen til den sociale revolution fører over krige mellem staterne. Hvilken samfundsorden et lands befolkning vil vælge, er det dets egen ret at afgøre. De socialistiske revolutioner importeres ikke og kan ikke påtvinges udefra. De er resultatet af den indre udvikling i hvert enkelt land, af den yderste tilspidsning af dets sociale modsætninger. Ud fra marxismen-leninismen har de kommunistiske partier fra gammel tid været imod eksport af revolutionen. Samtidig har de energisk bekæmpet imperialismens eksport af kontrarevolutionen. De anser det for deres internationale pligt at anspore folkene i alle lande til samling, til mobilisering af alle deres indre kræfter og til aktiv handling, for med støtte i det socialistiske verdenssystem at forhindre Imperialisternes indblanding i folkets anliggender i hvert enkelt land, der rejser sig til revolution, eller resolut at tilbagevise en sådan indblanding. De marxistisk-leninistiske partier går i spidsen for arbejderklassens og den øvrige arbejdende befolknings kamp for at gennemføre den socialistiske revolution og oprette proletariatets diktatur i en eller anden form. Den socialistiske revolutions former og udviklingsveje vil afhænge af klassekræfternes konkrete styrkeforhold i det enkelte land, af arbejderklassens og dens fortrops holdning og modenhed af den styrke, hvormed de herskende klasser yder modstand. Uanset under hvilke former proletariatets diktatur oprettes, vil det altid betyde en udvidelse af demokratiet, en overgang fra det formelle borgerlige demokrati til et ægte demokrati, et demokrati for den arbejdende befolkning. De kommunistiske partier bekræfter tesen i Deklarationen af 1957 vedrørende formerne for overgangen fra kapitalisme til kommunisme i forskellige lande. Arbejderklassen og dens fortrop, det marxistisk-leninistiske parti - hedder det i Deklarationen - stræber efter at gennemføre den socialistiske revolution på fredelig vis. Virkeliggørelsen af denne mulighed vil være i overensstemmelse med arbejderklassens og hele folkets interesser og med landets almindelige nationale interesser. Under vor tids forhold har arbejderklassen med sin fortrop i spidsen i en række kapitalistiske lande mulighed for på basis af en arbejder- og folkefront og andre mulige former for overenskomster og politisk samarbejde mellem forskellige partier og folkelige organisationer at forene folkets flertal, at vinde statsmagten uden borgerkrig og at hidføre de væsentlige produktionsmidlers overgang i folkets hånd. Med støtte i folkets flertal og under bestemt afvisning af de opportunistiske elementer, som ikke formår at opgive samarbejdspolitikken over for kapitalisterne og godsejerne, har arbejderklassen mulighed for at tilføje de reaktionære og folkefjendske kræfter nederlag, at vinde stabilt flertal i parlamentet, at gøre parlamentet til et redskab, som ikke længere tjener bourgeoisiets klasseinteresser, men tjener det arbejdende folk, at udfolde en bred massekamp uden for parlamentet, at bryde de reaktionære kræfters modstand og at tilvejebringe de nødvendige forudsætninger for en fredelig gennemførelse af den socialistiske revolution. Det bliver altsammen kun muligt gennem en bred og uophørlig udvikling af arbejdernes, bondemassernes og mellemlagenes klassekamp mod den store monopolistiske kapital, mod reaktionen, for dybtgående samfundsmæssige reformer, for fred og socialisme. Hvis omstændighederne former sig sådan, at udbytterklasserne tyer til vold mod folket, må man have en anden mulighed for øje - den ikke-fredelige overgang til socialismen. Leninismen lærer, og den historiske erfaring bekræfter, at de herskende klasser ikke frivilligt giver afkald på magten. Hvor forbitret klassekampen bliver, hvilke former den under disse omstændigheder antager, vil ikke så meget afhænge af proletariatet som af, hvor stærk en modstand de reaktionære kredse sætter op mod det overvældende folkeflertals vilje, og af, om disse kredse tager vold i anvendelse under den ene eller anden etape af kampen for socialismen. I hvert enkelt land afgøres den reelle mulighed for, at overgangen til socialismen sker på den ene eller anden måde, af de konkrete historiske betingelser. I vor tid, hvor kommunismen ikke blot er den mest udviklede lære, men også et faktisk eksisterende samfundssystem, der har bevist sin overlegenhed over kapitalismen, opstår der særlig gunstige betingelser for at udvide de kommunistiske partiers indflydelse, resolut afsløre antikommunismen, som er kapitalisternes fane i kampen mod arbejderklassen, og at vinde de bredeste befolkningslag for kommunistiske ideer. Antikommunismen opstod allerede i arbejderbevægelsens barndom som kapitalistklassens ideologiske redskab i kampen mod proletariatet og den marxistiske ideologi. Efterhånden som klassekampen skærpedes, især efter dannelsen af socialismens verdenssystem, er antikommunismen blevet endnu mere ondartet og raffineret. Den afspejler den borgerlige ideologis dybe idémæssige krise og bundløse fald, den fordrejer marxismens lære på det mest fantastiske, belyver det socialistiske samfundssystem, giver en falsk fremstilling af kommunisternes politik og mål og hetzer mod demokratiske, fredsvenlige kræfter og organisationer. For at forfægte arbejdernes interesser med godt resultat, opretholde freden og virkeliggøre arbejderklassens socialistiske idealer, må man energisk bekæmpe antikommunismen, dette forgiftede våben, som bourgeoisiet betjener sig af for at holde masserne borte fra socialismen. Det er nødvendigt i stærkere grad at forklare socialismens ideer for masserne, at indgyde arbejderne revolutionær ånd, at højne den klassemæssige, revolutionære bevidsthed og ved hjælp af erfaringerne fra det socialistiske verdenssystems lande gøre dem det socialistiske samfundssystems overlegenhed klart, anskueligt vise dem, hvilke håndgribelige fordele socialismen vil bringe arbejderne, bønderne og de øvrige befolkningslag i et hvilket som helst land. Kommunismen befrier menneskene for frygten for krig og sikrer en varig fred; den sikrer frihed fra imperialistisk undertrykkelse og udbytning, fra arbejdsløshed og nød, en tryg tilværelse for alle og en høj materiel levestandard; frihed fra frygten for økonomiske kriser, en rivende udvikling af produktivkræfterne til gavn for hele samfundet; frihed fra pengenes undertrykkelse al personligheden, en udfoldelse af alle talenter, ubegrænset videnskabelig og kulturel fremgang for samfundet. Ved den nye samfundsordens sejr vinder alle befolkningslag med undtagelse af en lille flok udbyttere, og det må man få millionbefolkningerne i kapitalismens lande til at se.

VI

Den kommunistiske verdensbevægelse er blevet den mest indflydelsesrige politiske kraft i vor tid, den vigtigste faktor i det samfundsmæssige fremskridt. I hård kamp mod den imperialistiske reaktion, for arbejderklassens og hele den arbejdende befolknings interesser, for fred, national uafhængighed, demokrati og socialisme rykker den kommunistiske bevægelse uophørligt fremad, øger sammenholdet og vinder erfaring og fasthed. I 87 lande virker nu kommunistiske partier. De omfatter godt 36 millioner medlemmer. Dette er en bemærkelsesværdig sejr for marxismen-leninismen, en vældig vinding for arbejderklassen. Sammenslutningen af marxistiske meningsfæller i lande, der har afkastet koloniåget og påbegyndt en selvstændig udvikling, fortsætter. De kommunistiske partier anser det for deres internationale pligt at bidrage til en styrkelse af venskabet og solidariteten mellem arbejderklassen i deres lande og arbejderbevægelsen i de nyligt befriede lande i den fælles kamp mod imperialismen. Med de kommunistiske partiers vækst og organisatoriske befæstelse, med de sejre, som forskellige landes kommunistiske partier har vundet i kamp mod afvigelser, med overvindelsen af persondyrkelsens skadelige følger og med den kommunistiske verdensbevægelses stærkere indflydelse er der opstået nye udsigter til en resultatrig løsning af de opgaver, som de kommunistiske partier står overfor. De marxistisk-leninistiske partier betragter det som ufravigelig lov for deres virksomhed, at de leninske retningslinjer for partilivet på basis af den demokratiske centralisme på det nøjeste overholdes, de anser det for nødvendigt at værne partiets enhed omhyggeligt, at overholde partidemokratiets og ledelseskollektivitetens princip, samtidig med at de i overensstemmelse med leninismens organisatoriske principper tillægger de ledende partiorganers rolle i partilivet stor betydning, uafladeligt at beskæftige sig med befæstelsen af deres forbindelse med partimedlemmerne og den brede befolkning, forhindre persondyrkelse, som hæmmer udviklingen af kommunisternes skabende tænkning og initiativ, på alle måder at udvikle kommunisternes aktivitet og udvikle kritik og selvkritik i deres rækker. De kommunistiske partier har ideologisk slået revisionisterne i deres rækker, som forsøgte at dreje dem bort fra marxismen-leninismens vej. I kampen mod revisionismen og højreopportunismen er der sket en yderligere ideologisk og organisatorisk styrkelse af hvert enkelt kommunistisk parti og af den samlede internationale kommunistiske bevægelse. De kommunistiske partier fordømte endrægtigt den jugoslaviske variant af den internationale opportunisme, det koncentrerede udtryk for moderne revisionisters »teorier«. Lederne af Jugoslaviens Kommunistiske Forbund (JKF) svigtede marxismen-leninismen og erklærede den for forældet, hvorpå de stillede deres anti-leninistiske revisionistiske program op imod Deklarationen af 1957 og JKF op mod hele den internationale kommunistiske bevægelse, de skilte deres land fra den socialistiske lejr, bragte det i afhængighed af en såkaldt »hjælp« fra amerikanske og andre imperialister og fremmanede dermed faren for, at de revolutionære erobringer, som det jugoslaviske folk havde vundet i heroisk kamp, kan gå tabt. De jugoslaviske revisionister udfører et undergravningsarbejde mod den socialistiske lejr og den kommunistiske verdensbevægelse. Under påskud af at føre en blokfri politik udfolder de en virksomhed, der virker negativt på samlingen af alle fredsvenlige kræfter og stater. En fortsat afsløring af de jugoslaviske revisionisters ledere og en aktiv kamp for at værne den kommunistiske bevægelse og også arbejderbevægelsen mod de jugoslaviske revisionisters anti-leninistiske ideer er stadig væk en nødvendig opgave for de marxistisk-leninistiske partier. Arbejderklassens praktiske virksomhed og samfundsudviklingens hele forløb har leveret en ny klar bekræftelse på, hvor altbesejrende og livskraftig marxismen-leninismen er, og utvetydigt gendrevet alle moderne revisionisters »teorier«. Hensynet til den kommunistiske bevægelses og arbejderbevægelsens fremtidige udvikling kræver stadig, som det påpeges i Moskva-deklarationen af 1957, at der føres en energisk kamp på to fronter - mod revisionismen, som forbliver hovedfaren, og mod dogmatismen og sekterismen. Med sin forvanskning af marxismen-leninismen og afstandtagen fra dens revolutionære ånd afspejler revisionismen, højreopportunismen, den borgerlige ideologi i teori og praksis, lammer arbejderklassens revolutionære vilje, afvæbner og demobiliserer arbejderne og den øvrige arbejdende befolkning, som kæmper mod imperialisternes og udbytternes tryk, for fred, demokrati, national befrielse, for socialismens sejr. Dogmatisme og sekterisme i teori og praksis kan også, hvis de ikke bekæmpes konsekvent, blive hovedfaren på en og anden etape i de enkelte partiers udvikling. De berøvet de revolutionære partier evnen til at udvikle marxismen-leninismen gennem videnskabelig analyse og at anvende den skabende i overenstemmelse med de konkrete forhold, de isolerer kommunisterne fra de brede lag, dømmer dem til passiv afventen eller til overradikale, eventyrlige aktioner i den revolutionære kamp, tillader ikke at foretage en rettidig og rigtig vurdering af skiftende situationer og nye erfaringer, at anvende alle muligheder til fremme af arbejderklassens og alle andre demokratiske kræfters sejr i kampen mod imperialismen, reaktionen og krigsfaren, og hindrer derigennem folkene i at vinde sejr i deres retfærdige kamp. Under omstændigheder, hvor den imperialistiske reaktion forener sine kræfter til kamp mod kommunismen, er det særlig nødvendigt at slutte rækkerne tættere i den kommunistiske verdensbevægelse. Enhed og sammenhold tidobler vor bevægelses kræfter og skaber en sikker garanti for en sejrrig fremrykning for kommunismens store sag og gennemført afvisning af alle fjendens angreb. Kommunisterne verden over forenes af marxismen-leninismens store lære og den fælles kamp for at føre den ud i livet. Den kommunistiske bevægelses interesser kræver, at hvert enkelt kommunistisk parti solidarisk overholder de vurderinger og konklusioner, som partierne i fællesskab udarbejder på deres konferencer vedrørende fælles kampopgaver mod imperialismen, for fred, demokrati og socialisme. Hensynet til kampen for arbejderklassens sag kræver større og større samling af rækkerne i hvert enkelt kommunistisk parti og al den vældige armé af kommunister i alle lande, kræver enhed i vilje og handling. Omsorg for stadig styrkelse al enheden i den internationale kommunistiske bevægelse er den højeste internationale pligt for ethvert marxistisk-leninistisk parti. Energisk forsvar for enheden i den internationale kommunistiske bevægelse på marxismen-leninismens og den proletariske internationalismes grund, afvisning af enhver handling, som kan undergrave denne enhed, udgør en absolut betingelse for at vinde sejr i kampen for national uafhængighed, demokrati og fred, for en vellykket løsning al den socialistiske revolutions opgaver, for socialismens og kommunismens opbygning. Hvis disse principper blev brudt, ville det medføre en svækkelse af kommunismens kræfter. Alle marxistisk-leninistiske partier er uafhængige og ligeberettigede, de udformer deres politik ved at bygge på de konkrete forhold i deres lande og lader sig lede af marxismen-leninismens principper, og de støtter hverandre. Hensynet til arbejderklassens fremgang i hvert enkelt land kræver international solidaritet af alle marxistisk-leninistiske partier. Hvert enkelt parti er ansvarligt over for arbejderklassen og den øvrige arbejdende befolkning i sit land og over for den samlede internationale kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelse. De kommunistiske partier afholder om fornødent konferencer til behandling af aktuelle problemer, for at udveksle erfaringer, gøre sig bekendt med hinandens opfattelser og standpunkter for gennem drøftelser at udforme fælles opfattelser og komme overens om fælles aktioner for fælles mål. Når der i et parti opstår problemer, som vedrører et andet broderpartis virksomhed, henvender dets ledelse sig til det pågældende partis ledelse; om fornødent afholdes der møder og drøftelser. Erfaringerne og resultaterne fra de senere års møder mellem repræsentanter for kommunistiske partier, især fra de to store konferencer - i november 1957 og nu - viser, at sådanne konferencer under nutidens forhold er en effektiv form for menings- og erfaringsudveksling, til berigelse af marxismen-leninismen gennem kollektive bestræbelser og udformning af fælles standpunkter i kampen for fælles mål. De kommunistiske partier erklærer enstemmigt, at Sovjetunionens Kommunistiske Parti er den almindeligt anerkendte fortrop i den kommunistiske verdensbevægelse, den mest erfarne og hærdede del af den internationale kommunistiske bevægelse. SUKPs erfaringer, indhøstet i kampen for arbejderklassens sag, under opbygningen af socialismen og gennemførelsen af den alsidige opbygning af kommunismen har principiel betydning for hele den internationale kommunistiske bevægelse. SUKPs eksempel og broderlige solidaritet inspirerer alle kommunistiske partier i deres kamp for fred og socialisme og er et udtryk for anvendelse af den proletariske internationalismes revolutionære principper i praksis. De historiske beslutninger fra SUKPs 20. kongres har ikke alene stor betydning for SUKP og den kommunistiske opbygning i Sovjetunionen, men har også indledt en ny fase i den kommunistiske verdensbevægelse og bidraget til dens yderligere udvikling på marxismen-leninismens grund. De kommunistiske partier yder hver deres bidrag til udviklingen af marxismen-leninismen. Gensidig hjælp og støtte i forholdet mellem alle marxistisk-leninistiske broderpartier betyder praktisk anvendelse al den proletariske internationalismes revolutionære principper. Under de nuværende forhold får de ideologiske spørgsmål en ganske særlig betydning. For at modvirke socialismens succes’er går udbytterklassen over til en mere og mere aktiv ideologisk bearbejdelse af masserne og bestræber sig for at holde dem i åndeligt fangenskab i den borgerlige ideologi. Kommunisterne ser deres opgave i at udvikle et energisk fremstød på den ideologiske front, således at folkemasserne kan frigøres fra åndelig trældom under alle former og arter af borgerlig ideologi, blandt andet fra reformismens fordærvelige indflydelse, og i masserne at udbrede progressive ideer, som fremmer det samfundsmæssige fremskridt, de demokratiske frihedsidealer, den videnskabelige socialismes ideologi. Den historiske erfaring viser, at kapitalismens levn i menneskenes bevidsthed holder sig i lang tid efter oprettelsen af det socialistiske system. Det gør det nødvendigt at udfolde et stort og mangesidet partimæssigt arbejde med henblik på kommunistisk opdragelse af befolkningen, at højne den marxistisk-leninistiske uddannelse og hærdning af partiets og statens kadrer. Marxismen-leninismen er den store fælles revolutionære lære, ledestjernen for arbejderklassen og den arbejdende befolkning i hele verden på alle etaper af deres store kamp for fred, frihed og en bedre tilværelse, for det mest retfærdige samfund - kommunismen. Dens store omskabende frugtbarhed ligger i, at den er uadskilleligt knyttet til livet og udvikler sig ved en stadig og alsidig analyse af virkeligheden. På marxismen-leninismens grund er de store historiske sejre vundet, som de socialistiske landes fællesskab, den internationale kommunistiske bevægelse, arbejderbevægelse og frihedsbevægelse har tilkæmpet sig, og kun på dens grund kan alle de opgaver, de kommunistiske partier står overfor, løses med godt resultat. Konferencens deltagere betragter det fortsatte sammenhold mellem de kommunistiske partier på marxismen-leninismens og den proletariske internationalismes grund som en overordentlig rigtig forudsætning for forenelsen af alle arbejderklassens kræfter, af demokratiets og fremskridtets kræfter, en garanti for, at den kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen verden over vinder nye sejre i den store kamp for en lykkelig fremtid, for fredens og socialismens triumf.

Vi repræsentanter for de kommunistiske partier fra fem verdensdele, forsamlede i Moskva til 43 års dagen for den Store Socialistiske Oktoberrevolution, opfyldt af følelser af ansvar for menneskehedens skæbne, retter en appel til jer om universel kamp til forsvar for freden, mod faren for en ny verdenskrig.- For tre år siden udsendte de kommunistiske partier Fredsmanifestet til folkene verden over. Siden da har fredens kræfter vundet betydelige sejre i kampen mod dem, der stiler efter en ny krig. Og i dag kan vi med endnu større forvisning om, at fredens sag vil sejre, træde op mod krigsfaren, som truer millioner af mænd, kvinder og børn. Aldrig i menneskehedens historie har der været så reelle chancer for at gøre folkenes urgamle forhåbninger om et liv i fred og frihed til en realitet. Ansigt til ansigt med faren for en krigskatastrofe, som ville kræve uhyre ofre, dræbe hundreder af millioner mennesker og lægge verdenscivilisationens hovedcentrer i ruiner, optager problemet om fredens bevarelse menneskeheden stærkere end nogen sinde. Vi kommunister kæmper for fred, for alles sikkerhed, for vilkår, hvorunder alle mennesker og alle nationer vil kunne nyde fordelene ved en fredelig og fri tilværelse. Hvert enkelt socialistisk land og hele det socialistiske fællesskab af lande har det mål at betrygge en varig fred for alle nationer. Socialismen trænger ikke til krig. Den historiske kamp mellem det gamle og det nye samfundssystem, mellem socialismen og kapitalismen, skal ikke afgøres gennem en verdenskrig, men i fredelig kappestrid, i kappestrid om, hvilket samfundssystem, der kan nå det højeste niveau i økonomi, teknik og kultur og skaffe folkemasserne de bedste leveforhold. Vi kommunister anser det for vor hellige pligt at gøre alt, hvad vi formår for at redde menneskeheden fra en moderne krigs rædsler. Alle socialistiske lande følger Lenins ideer og bygger deres udenrigspolitik på princippet om fredelig sameksistens af landene, uanset deres samfundssystem. I vor epoke har folkene og staterne kun ét valg: fredelig sameksistens og kappestrid mellem socialismen og kapitalismen - eller en morderisk kernekrig. Andet gives ikke. Hvorfra stammer truslen mod verdensfreden ? Alle regeringer taler om fred, men det er gerninger og ikke ord, det kommer an på. Nu som før er det de imperialistiske landes reaktionære, monopolistiske og militære kredse, der er organisatorer af og ophavsmænd til aggressive krige. Freden er truet, fordi de imperialistiske magters regeringer på tværs af deres folks ønsker påtvinger landene en tærende oprustning, udfolder en kold krig mod de socialistiske og andre fredsvenlige lande og undertrykker folkenes frihedsbestræbelser. Lad kendsgerningerne tale! Folkene hilste de forslag om generel, fuldstændig og kontrolleret afrustning, som Sovjetunionen fremsatte, og som alle socialistiske lande har ydet varm støtte. Hvem er det, der modsætter sig gennemførelsen af disse forslag ? Regeringerne i de imperialistiske lande med USA i spidsen, som i stedet for kontrolleret afrustning foreslår kontrol med rustningerne og forsøger at gøre afrustningsforhandlingerne til tom snak. Folkene glæder sig over, at de tre stormagter nu i to år ikke har foretaget kernevåbenforsøg. Hvem er det, der modsætter sig, at der gøres et nyt skridt og træffes beslutning om definitivt forbud mod disse dødbringende forsøg ? De imperialistiske magters regeringer, som atter og atter proklamerer, at det er deres agt at genoptage deres forsøg med atomvåben, og som til stadighed fremsætter trusler om at afbryde forhandlingerne om et forbud, forhandlinger, som folkenes tryk nødsagede dem til at deltage i. Folkene ønsker ikke, at der på deres suveræne territorier skal være udenlandske militærbaser; de vender sig imod aggressive militærpagter, som beskærer deres landes uafhængighed og bringer dem i en farlig situation. Hvem er det, der modsætter sig dette? Det er regeringerne i den atlantiske blok, som overlader Vesttysklands militarister og revanchepolitikere militærbaser på fremmede territorier, giver dem massetilintetgørelsesvåben i hænde og forcerer NATO-troppernes atombevæbning. Det var USAs herskende kredse, der påtvang Japan, Pakistan og andre stater i det Mellemste og Nære Østen aggressive militærpagter. Det er dem, som ophidset disse lande mod fredsvenlige lande, holder Sydkorea besat og har gjort det til amerikansk opmarchområde. Det er dem, der lader den japanske militarisme genopstå, støtter Hollands imperialister i VestIrian, Belgiens i Kongo, Portugals i Goa og andre kolonialister. Det er dem, der forbereder en væbnet intervention mod den cubanske revolution og trækker de latinamerikanske lande ind i militære pagter. Det er USA, der holder den kinesiske ø Taiwan besat, til stadighed sendes flyvemaskiner ind i den Kinesiske Folkerepubliks luftrum og samtidig lader hånt om dens legitime ret til repræsentation i de Forenede Nationer. Startklare raketanlæg, depotet fulde af kernevåben, flyvemaskiner med brintbomber på togt, angrebsklare krigsskibe og undervandsbåde i fart på have og oceaner, et net af militærbaser på fremmede territorier - sådan ser imperialismens moderne praksis ud. I en sådan situation kan ethvert land, stort eller lille, pludselig blive omspændt af en kernekrigs flammer. Imperialismen driver verden ud på randen af krig for at pleje en håndfuld store monopolers og kolonialisters egoistiske interesser. Fredens fjender udspreder forløjede påstande om »kommunistisk aggression«. Denne løgn benytter de til at skjule deres egentlige mål, at lamme folkenes vilje og i deres øjne retfærdiggøre oprustning. Arbejdere, bønder, åndsarbejdere ! Mennesker af god vilje i hele verden ! Menneskeheden har ikke i vore dage nogen mere presserende opgave end at bekæmpe faren for en raket- og kernekrig, at virke for generel og fuldstændig afrustning, for fredens bevarelse. Der findes ikke i vore dage nogen mere ophøjet pligt end at deltage i denne kamp. Er varig fred i hele verden mulig ? Vi kommunister svarer: Krig er ikke noget uundgåeligt, krig kan forebygges, freden kan forsvares og konsolideres. Dette er vor overbevisning; den er ikke alene dikteret af vor vilje til fred og vor afsky for dem, der vil krig. Muligheden for at forebygge krig udspringer af realiteterne i den nye verdenssituation. Det socialistiske verdenssystem, som omfatter over en tredjedel af menneskeheden, bliver en mere og mere afgørende faktor i vor tid. Det socialistiske system og dets hovedkraft Sovjetunionen udnytter sin støt voksende økonomiske, videnskabelige og tekniske styrke til at begrænse imperialismens handlefrihed og lægge bånd på tilhængerne af militære eventyr. Den internationale arbejderbevægelse, som bærer fanen i kampen for freden, skærpet folkenes årvågenhed og inspirerer alle rettænkende mennesker i verden til aktive handlinger mod imperialisternes aggressive politik. De vældige befolkninger i Asien, Afrika og Latinamerika, som har vundet frihed og politisk uafhængighed, og de folk, som stræber efter national frihed, bliver mere og mere aktive forkæmpere for freden og naturlige forbundsfæller for de socialistiske landes fredspolitik. Fred og fredelig sameksistens støttes også af neutrale lande, som ikke billiger imperialisternes aggressive politik. Verdensfredsbevægelsen forener i dag millioner af mennesker. I hvert enkelt land stræber deltagerne i denne bevægelse efter at beskytte deres fædreland mod en ny krigsbrand. Når alle disse fredskræfter samles til resolut kamp, er de i stand til at forpurre forbryderiske krigsplaner, bevare freden og befæste venskabet mellem folkene. Freden kommer ikke af sig selv. Kun ved fælles kamp af alle fredskræfter kan den forsvares og konsolideres. Vi kommunister retter en appel til alle arbejdende mennesker, til folkene på alle kontinenter: Kæmp for international afspænding og fredelig sameksistens, mod kold krig og oprustning! Hvis de enorme midler, som nu anvendes til rustninger, blev anvendt til fredelige formål, ville det gøre det muligt at forbedre folkemassernes kår, nedsætte arbejdsløsheden, hæve arbejdslønnen og leveniveauet, forøge boligbyggeriet og give socialforsikringen en bredere karakter. Man må forhindre, at atombevæbningerne udvides, at den tyske og japanske militarisme udrustes med massetilintetgørelsesvåben ! Forlang, at der sluttes en fredstraktat med de to tyske stater, og at Vestberlin gøres til en demilitariseret fristad ! Bekæmp de forsøg, som imperialistiske magters regeringer gør på at drage nye lande ind i den kolde krig og krigsforberedelserne. Forlang, at de udenlandske militærbaser nedlægges, at tropperne trækkes bort fra andre landes territorium, og at oprettelsen af nye militærbaser forbydes. Kæmp for, at landene befries for påtvungne aggressive militærpagter ! Gør en indsats for overenskomster om zoner uden kernevåben ! Lad ikke det heroiske cubanske folks frihed blive kvalt, hverken gennem økonomisk blokade eller gennem væbnet intervention fra de amerikanske monopolers side ! Vi kommunister, som kæmper for arbejderklassens og folkenes sag, rækker hånden til socialdemokraterne, medlemmerne af andre partier og organisationer, som går ind for fred, til alle medlemmer af faglige organisationer, til alle patrioter: arbejd sammen med os til forsvar for freden, for afrustning. Lad os handle i forståelse ! Lad os skabe en fælles kampfront mod imperialisternes forberedelser til en ny krig ! Lad os sammen forsvare de demokratiske rettigheder og friheder og bekæmpe reaktionens og fascismens mørke kræfter, racefordomme og chauvinisme, monopolvældet og militariseringen af det økonomiske og politiske liv. Folkenes kamp for deres frihed og uafhængighed svækker de kræfter, som stræber efter krig, og forøger fredens kræfter. Nyt liv vågner i Afrika, hvis folk mere end andre har lidt under kolonislaveriets pisk og barbariske udbytning. Ved at skabe egne uafhængige stater træder Afrikas folk frem på historiens scene som en ung, mere og mere selvstændig fredskraft. Men kolonialismen er, skønt fordømt af historien, endnu ikke fuldstændig tilintetgjort. Grov vold og terror stiller sig i vejen for folkenes frihed i Østafrika, i de britiske og portugisiske kolonier. I den Sydafrikanske Union dominerer raceforfølgelserne. Det tapre algierske folk har allerede i seks år måttet kæmpe for retten til national uafhængighed, i en blodig krig, som blev påtvunget det af de franske kolonialister med støtte af atlantiske staldbrødre. I Kongo skyr imperialisterne ikke noget middel til gennem intriger og bestikkelse at styrte den lovlige regering og give magten til lydige marionetter. Når folkene har erobret retten til selvstændig statslig eksistens, må de fortsat føre en svær kamp mod kolonialismen i dens nye former, mod amerikanske og vesttyske kolonialister, mod gamle engelske, franske og andre undertrykkere, der forsøger for enhver pris at beholde naturrigdomme, gruber og plantager, at hæmme de befriede landes industrielle udvikling og at påtvinge dem korrupte og reaktionære regeringer. Brødre i lande, som har frigjort sig for kolonialismen, og i lande, som kæmper for befrielse ! Kolonialismens sidste time slår ! Vi kommunister står ved jeres side ! Med jer er de socialistiske landes stærke lejr ! Sammen med jer stiller vi krav om, at alle folk straks og uden forbehold skal have ret til uafhængig eksistens. Måtte rigdommene i jeres land og befolkningens arbejde blive anvendt til gavn for jeres folk ! Jeres kamp for fuldstændig suverænitet og økonomisk uafhængighed, for jeres egen frihed tjener fredens hellige sag ! Vi repræsentanter for kommunistiske partier retter en appel til mænd, kvinder og unge, til mennesker af alle fag og samfundslag - til alle mennesker, uanset deres politiske overbevisning og trosbekendelse, uanset deres nationalitet og hudfarve, - til alle, der elsker deres land og hader krig. Forlang øjeblikkelig forbud mod afprøvning, produktion og anvendelse af kernevåben og af andre massetilintetgørelsesvåben. Forlang øjeblikkelig indgåelse af en overenskomst om generel, fuldstændig og kontrolleret afrustning. Måtte moderne videnskab og teknik ikke mere bidrage til fremstilling af dødens og tilintetgørelsens våben, måtte videnskab og teknik tjene menneskenes vel og fremskridt ! Måtte de militære grupperinger blive afløst af venskabeligt samarbejde og vidtstrakt kommerciel og kulturel udveksling mellem alle lande ! I vor epoke er fredens kræfter krigens overlegne! Folkene vil nå det ophøjede og forjættede mål - de vil bevare freden, hvis de forener deres bestræbelser og vedholdende og aktivt kæmper for fred og venskab mellem folkene. Kommunisterne vil vie denne sag alle deres kræfter. Freden vil besejre krigen!

Kim Gram, Esbjerg, skriver: Erfaringskritikkens og den dialektiske materialismes erkendelsesteori II

Lenin mente: At Materien eksisterer, og eksisterer uafhængigt af alt andet end Materien selv. D.v.s. at den, bla.a., eksisterer uafhængigt af al vor bevidsthed/tænkning/sansning. Der er ingen bevidsthed/tænkning/sansning, eller noget som helst andet, uden at der er materie i bevægelse. Vor sansning giver en god genspejling af hvordan objekterne for vor sansning virkeligt er, og gennem en Dialektisk Praksisproces ( Især den naturvidenskabelige sådanne ) bliver vore opfattelser bedre og bedre. Det Idealisterne indvender imod Lenin er: Hvordan kan vi være sikre på at: Der findes objekter uafhængigt af vor sansning ? Hvis der findes objekter uafhængigt af vor sansning hvordan kan vi da være sikre på at vor sansning genspejler dem godt nok ? Lenin svarer, at vor Dialektiske Praksisproces tilnærmer en sådan sikkerhed mere og mere, men at det selvfølgeligt altid, for den rene tænkning, vil være muligt at tvivle. (Dialektik kan oversættes til det Danske ord: Vekselvirkning ) Lenin mente at objektive sandheder er mulige.

Søren Kierkegaard er ikke nævnt i Lenins værk, men han mente til modsætning at: Sandheden er (udelukkende) subjektiv. Det er selvfølgeligt sofisteri fra Sørens side, for selvfølgeligt er det rent subjektivt at skelne mellem sand og falsk, så det Lenin egentligt mente er, at der findes en objektiv virkelighed, og det udtrykker de fleste, med en lidt sløset sprogbrug, som: Der findes en objektiv sandhed. Derudover bruger Lenin dette kapitel til at afsløre et bestemt trick fra visse idealister's side: De udvælger visse materialister (sådanne som reelt er kryptoidealister), og påviser så hvordan materialismen nødvendigvis fører til idealismen; eller de påviser at materialismen er uholdbar og konkluderer så idealismen som det gyldige. Et forsøg på at give en populær forklaring af forholdet mellem det genspejlede og genspejlinger. Antag du ser på en kop der står foran dig, du ser den udenfor dig, fordi din hjerne afbilder det sådan at genspejlingen (for du opfatter ikke andet af koppen end dens genspejling ) af koppen kommer uden for dit hoved ( Hvis alt fungerer lægeligt normalt kommer genspejlingen af koppen, netop der hvor koppen, som er årsag til genspejlingen, befinder sig ). Du kan ikke opfatte andet af tingene end genspejlingerne af tingene, men fra din praksis ved du at der er noget udenfor dig selv som er årsag til genspejlingerne, og du ved også fra din praksis at genspejlingerne giver et ganske godt indtryk af disse ting uden for dig selv.

En personlig tilføjelse om Animisme. Jeg er enig med Lenin i alt det ovenstående, men jeg vil gerne tilføje: Der findes ingen materie uden bevægelse og bevidsthed. Hvis man er Solipsist mener man at man selv er den eneste med bevidsthed, er man ikke solipsist må man, i det mindste når man betragter et levende mennske indse at det er et subjekt, dvs. det er både et subjekt og et objekt. Jeg mener, at al materie er bevidst, altså også er subjekter, men det er selvfølgeligt ikke al materie der kan sanse, så det er ikke al materie der er i stand til at genspejle sig selv eller anden materie. I det mindste i os erkender noget af materien sig selv eller anden materie. Det lyder måske lidt sært at al materie er bevidst, for vi kan jo ikke umiddelbart erkende det, men det forholder sig på samme vis som med bevægelse: Umiddelbart forekommer en sten der ligger stille at være uden bevægelse, men den drejer faktisk med Jorden omkring Solen, og dens molekyler foretager termiske ( varme ) bevægelser. Lenin nævner så vidt jeg husker det ikke noget om animisme så det er svært at sige om han var for eller mod; spørgsmålet er ømtåleligt fordi den primitive form for animisme man finder i stenalderen eller hos naturfolk, helt klart indeholder mange projektioner dvs. at disse mennesker tilskriver objekter udenfor dem selv egenskaber som kun mennesker har. Det jeg gerne vil propagandere for er at man undersøger mulighederne for en moderne videnskabelig animisme.

Skift til: Betalingsmidlernes historie * Marx * Oktoberrevolutionen * Balternes historie * 10 års Oktoberrevolution * SUKP * Det 20´århundrede *

Webmaster