De undertrykte folks rejsning og forbundet mellem de 4 stormagter, England, Prøjsen, Østrig og Rusland, til hvilket forskellige mindre fyrster havde tilsluttet sig, havde bragt den store verdenskamp til at slutte med Napoleons fald ligesom Frankrigs overherredømme på det europæiske fastland var ophørt. 75 millioner mennesker havde dengang adlydt Napoleon, selvom Frankrig med sine 130 departementer kun var på 42 l/2 millioner indbyggere, og hertil kom indbyggerne i Illyrien, de Ioniske øers, kongeriget Italiens og Erfurts 8,287,000 indbyggere. Men den enighed, hvori folk og fyrster havde kunnet samles var forbi, da talen kom om Europas nyordning på Wienerkongressen. Hos de tyske folk og hos dele af det spanske og det italienske folk havde der til rejsningen også knyttet sig forhåbninger, som havde deres udspring fra den Franske Revolutions ideer om folkenes ret, som fra den romantiske åndsretnings nationale stemninger. De sigtede dels til større personlig og politisk frihed og større borgerlig lighed, dels, hvor ét og samme folk ved historisk udvikling eller ved fyrstehusenes interesser var blevet adskilt i forskellige politiske dele, til denne delings ophør eller formindskelse. Ganske modsat ønskede fyrsterne, at grundlaget for staternes indre ordning i det væsentlige skulle blive det samme, som det havde været før 1789. Fyrsterne ville nemlig have deres egen magt, autoriteten og ordenen og de privilegerede samfundsklassers forrangsstilling, og at staternes grænser ligeledes som før 1789 skulle bestemmes ved rent statslige eller dynastiske hensyn - og ikke ved nationale hensyn. Det havde dog hurtigt vist sig, at på de områder, hvor fyrsternes interesser ikke faldt sammen med folkenes, dér havde fyrsterne været de stærkeste. Årsagerne havde været forskellige. Fyrstemagten var gammel, stærk og samlet, medens folkemagten var famlende og splittet. Den del af befolkningen, der havde tanker der gik videre end til frigørelsen for fremmedherredømmet, var blevet usikre under indtrykket af de overgreb, som de franske lærdomme om folkesuveræniteten og menneskerettighederne havde været ledsagede af, og under påvirkning af den romantiske åndsretnings begejstring for middelalderen og mangel på virkelighedssans. Og hertil kom, at den stærke spænding i nationernes liv havde slidt på deres kræfter og var endt med slaphed, og med længsel efter at få de materielle kår betryggede og med trang til orden og fred. Under disse forhold blev fyrsternes og navnlig stormagternes vilje den sejrende, og den fik sit udslag i Wienerkongressens beslutninger. Allerede før Waterlooslaget, i de første dage af juni 1815 undertegnedes kongressens slutningsakt, der sammen med andre traktater fastsatte Europas nyordning. Allerede i 1814 havde Østrig af Bayern fået det aftrådte Tirol, men nu fik Østrig også den til Rusland i 1809 afståede del af Galizien, Salzburg, Illyrien, Dalmatien samt hertugdømmet Milano med Mantova, til hvilket knyttedes den tidligere Venetianske Republik. Disse nye østrigske besiddelser i Italien fik navnet, det Lombardisk-Venetianske kongerige. Men Østrigs indflydelse i Italien blev befæstet langt ud over dets grænser. Storhertugdømmet Toskana og hertugdømmet Modena faldt tilbage til de tidligere habsburgske fyrster og hertugdømmet Parma med Piacenza gaves til kejser Frans' datter, Napoleons fra ham skilte hustru Marie Louise, ved at den øvrige del af den italienske halvø atter blev splittet mellem forskellige fyrster, der var naturligt henviste til at søge deres støtte hos Østrig. Kongen af Sardinien fik Savoyen og Nizza tilbage og erhvervede den tidligere republik Genova. Kirkestaten genoprettedes, dog uden Avignon, og bourbonerne vendte tilbage fra Sicilien til Neapel, og deres lande skulle bære navnet, kongeriget Begge Sicilier under kong Ferdinand I. Prøjsen fik det meste tilbage af hvad det havde tabt i 1807, men kun provinsen Posen af det da oprettede storhertugdømme Warszawa, ligesom det afstod dele af sine tidligere besiddelser vest for Elben til Hannover, der nu ophøjedes til kongerige. Men til gengæld for disse tab fik det, vel ikke som ønsket hele kongeriget Saksen, men dog en betydelig del af det. Endvidere store strækninger øst for Rhinen, især Westfalen, og endelig den største del af de tidligere tyske territorier vest for Rhinen, således det meste af ærkestiftet Køln og en del af ærkestiftet Trier. Fra Hannover fik det Lauenburg, som det imidlertid byttede bort til kongen af Danmark mod Svensk-Pommern og Rügen, som Sverige havde afstået til ham i 1814. Storhertugdømme Warszawa havde stået i personalunion med Rusland, og Rusland beholdt af de sidste års erobringer Finland og Bessarabien indtil floden Pruth og erhvervede storhertugdømmet Warszawas besiddelser undtagen hvad der tilfaldt Prøjsen og Krakau, der skulle være en fristat. De skulle dog under navn af kongeriget Polen have en særlig administration, en repræsentation og nationale institutioner, og sådanne lovedes også polakkerne i Østrig og Prøjsen. England, der allerede i 1814 ved sin fred med Danmark havde fået Helgoland, opnåede en stor forøgelse af sine kolonier, både flere tidligere hollandske, nemlig Ceylon, Kaplandet og besiddelser i Sydamerika, og nogle franske, nemlig nogle øer i Vestindien og Mauritius i Det Indiske Ocean. Tillige fik det godkendt besiddelsen af Malta samt, og lidt senere beskyttelsesretten over de Ioniske øer. Belgien og Holland forenedes til kongeriget Nederlandene under Vilhelm I af Oranien. Denne fik tillige storhertugdømmet Luxemburg, der blev en del af det tyske forbund, i personalunion med sit kongerige. Schweiz blev påny et statsforbund, nu bestående af 22 kantoner, idet Neuchätel dog vedblivende skulle stå under kongen af Prøjsens højhed, Geneve og Valais føjedes til de 19 ældre. For bestandigt tilsagdes der Schweiz neutralitet. Endnu en vigtig sag var blevet endelig afgjort på Wienerkongressen, nemlig Tysklands indre anliggender. Særlig her kom det til at vise sig, hvor lidt de folkelige ønsker om fastere former for national samhørighed og politisk frihed formåede overfor fyrsternes interesser. End ikke planen om genoprettelsen af det gamle tyske kejserrige under habsburgerne fandt genklang. Selv Metternich interesserede sig ikke for den; hvad han arbejdede på og fik virkeliggjort, var dannelsen af et tysk statsforbund med en løs organisation; deri så han det bedste middel til at skaffe Østrig en ledende stilling i Tyskland. Men den russiske zar Aleksander ville helst også en svag grænsemagt i vest, og de prøjsiske statsmænd manglede tilstrækkelig kraft til at redde noget bedre. Resultatet blev den tyske forbundsakt af 1815. Ved den oprettedes Det tyske Forbund af 38, senere 39, suveræne stater. En forbundsdag med sæde i Frankfurt am Main, under den østrigske gesandts præsidium og udelukkende bestående af befuldmægtigede for regeringerne, skulle forestille enheden og varetage forbundets interesser; dens forretningsgang var gjort langsom og vanskelig. Som forbundets opgave var sat opretholdelsen af Tysklands ydre og indre sikkerhed, men dets virksomhedsområde var foreløbig holdt meget ubestemt og skulle først ordnes nærmere ved senere grundlove, til hvilke der imidlertid krævedes enstemmighed. Under en forbundskrig skulle alle stater stå sammen, og de måtte ikke indgå nogen alliance, som var rettet mod forbundets eller de andre staters sikkerhed, men hver stat var berettiget til at slutte traktater af anden art, også med udenlandske magter. Forbundets fasthed svækkedes yderligere ved, at 3 fremmede fyrster blev medlemmer af det, kongen af England som konge af Hannover, kongen af Nederlandene som storhertug af Luxemburg og kongen af Danmark som hertug af Holsten og Lauenburg. På den anden side blev hverken hele det prøjsiske eller hele det østrigske monarki optaget i forbundet. Fra det første undtoges Vest- og Østprøjsen samt Posen, fra det sidste Galizien, de ungarske lande, Lombardiet-Venetien og Dalmatien. Hvad endelig de enkelte staters forfatninger angår, var det hele, der indsattes derom i forbundsakten, en § 13, der lød på, at der i alle forbundsstater vil findes en landsstændersk forfatning; om landsstændernes sammensætning og myndighed stod der intet. Til Wienerkongressens beslutninger sluttede sig i november 1815 den Anden Pariserfred med dens for Frankrig ydmygende bestemmelser. Fæster man blikket på det karakteristiske ved den således skabte nyordning af Europa, er der først den ejendommelighed, at legitimitetens princip, hvor meget fyrster og statsmænd end førte det i munden, faktisk ikke var blevet det til grundliggende. Tænk blot på ophævelsen af republikkerne Venetien og Genova og på at Norge vedblivende blev adskilt fra Danmark. Men endnu mindre var der taget nationale hensyn. Man tænke foruden på Tyskland på Italien og Nederlandene. Det virkelige princip havde været grundlæggelsen af en stor magts vælde, dog således, at denne i alt fald foreløbigt kun skulle udøves af de 4 i forvejen forbundne stormagter, England, Prøjsen, Østrig og Rusland. Frankrig skulle imidlertidigt holdes i en art umyndighedstilstand, og selv når denne ophørte, mente man at have skabt garantier mod fremtidige overgreb fra fransk side, idet der ved dets grænser var rejst stærkere magter end før, Nederlandene, Prøjsen og Sardinien, ligesom også Schweiz' neutralitet skulle afgive en sikkerhed imod det. De 4 stormagters herredømme var i første række grundet på deres landerhvervelser, men dernæst også på den magtsfære, hver af dem i det hele havde underlagt sig. I den første henseende havde hver søgt at skaffe sig så meget og unde de andre så lidt som muligt. Mistænksomme undersøgelser af areal og indbyggertal var gået forud for afgørelserne. I den anden henseende havde man søgt at skabe grænser for magtsfærerne. Østrigs kom især til at ligge i Italien, Prøjsens i Nord- og Nordvesttyskland, Ruslands i Polen, Englands i kolonierne og Middelhavet. På denne måde havde stormagterne så at sige delt verden imellem sig og var derved vendt tilbage til den gamle ligevægtspolitik. Dog var tankerne gået videre end til denne, der historisk havde formet sig som de skiftende forbunds politik. Man mente nu at have vundet udsigt til et langt varigere fællesskab mellem stormagterne, fordi balancen mellem dem formentlig både ville kunne holde større rivninger imellem dem selv indbyrdes nede og sætte en bom for de mindre staters udvidelseslyster. Herved var stormagtsvælden tænkt som et middel til at opretholde den almindelige fred, som alle følte, der trængtes til efter de langvarige krige. Men tillige var den tænkt som en fælles garanti for opretholdelsen af fyrsternes myndighed og den indre orden, derved som et fast værn mod genudbruddet af revolutionen i hvilken som helst form. Nyordningen i Europa skabte i virkeligheden også en ikke kort fredsperiode, men dette gode købtes ved at Wienerkongressen blev indledningen både til den moderne tids stormagtsvælde over de mindre stater og - ved sit modsætningsforhold til folkenes nationale og frisindede ønsker - til en politisk reaktion. Der indtrådte en åndelig reaktionsperiode. Et af dens kendemærker var katolicismens fornyede myndighed. Løsladt af sit fangenskab i Frankrig var pave Pius VII i 1814 vendt tilbage til Rom, og en af hans første handlinger derefter havde været genoprettelsen af den i 1773 ophævede Jesuiterorden. Hurtigt bredte ordenen sig påny i adskillige lande og genoptog sin kamp imod åndsfriheden og for pavedømmet og ultra-montanismen. Andre tegn på Romerkirkens genoprejsning kom til. Således gjorde det franske Charte af 1814 den katolske kirke påny til statskirke, og adskillige af romantikerne i Tyskland fuldbyrdede nu deres overgang til katolicismen.

Blandt Metternichs hjælpere og rådgivere i Østrig var hans sekretær Gentz, der var et litterært geni. Oprindelig var Gentz fritænker og beundrer af den Franske Revolution fra 1789, og selvom havde vanskelighed med at bøje sig for religion og kirke, blev han tilhænger af de politiske reaktionære. Han ville bruge religionen til at tugte folkene til lydighed og kirken til at støtte tronen, ordenen og autoriteterne. Metternich brugte den militære magt til at fastholde Wienerkongressen beslutninger, og da han var konservativ ville han ubetinget bevare fyrstemagten mod folkemagten. Men Metternich frygtede også den russiske zar Aleksanders liberalisme og han mystiske kristelige tilbøjelighed. Metternich mente at de af zaren beskyttede bibelselskaber, der virkede mellem de lavere klasser, var en fare for autoriteten. Men modsætningen mellem ham og zaren bundede også i den gamle interessestrid mellem Østrig og Rusland i Orienten, og disse forhold var jo holdt ude fra Wienerkongressens beslutninger. Han var ængstelig for Aleksanders planer om udvidelse af Rusland på Tyrkiets bekostning, og som en farlig rådgiver for ham i denne retning så han Aleksanders minister, grækeren Kapodistrias, der var ivrig for at få Aleksander til at se gunstigt på befrielsen af hellerne/grækerne, og som tilmed nærede liberale sympatier. Heller ikke uden bekymring så Metternich på Aleksanders indflydelse hos den franske regering. Metternich fandt støtte hos England, der ligeledes frygtede Ruslands orientalske planer og Ruslands indflydelse i Paris og i Madrid. Den engelske toriregering med Castlereagh som udenrigsminister var enig med Metternich i hele hans konservative betragtningsmåde. I 1817/18 viste der sig både i Tyskland, Frankrig og i Rusland de første tegn til, at der i folkene gærede utilfredshed med tingenes nyordning. En stor rolle spillede den skuffede nationalitetsfølelse, der var tilstede i Tyskland og i Italien, der begge mere eller mindre var blevet bragt ned til geografiske begreber, og af hvilke Italien tillige led under fremmedherredømmet. Nationalitetsfølelsen var levende i Frankrig hvor man ønskede for Waterloo og Pariserfredens ydmygelser. Nationalitetsfølelsen ulmede i det af tyrkerne undertrykte Grækenland. Hertil kom så den skuffede politiske frihedstrang, og denne var forskelligartet i de forskellige lande. I Frankrig var dens ideal selve revolutionen, hvis frugter man så i fare ved restaurationen. På den pyrenæiske halvø og i Italien næredes den politiske frihedstrang ved den hårde reaktion. I Tyskland var politiske frihedstrang mest en harme over tilstandene, omend kun hos en ringere del af befolkningen. I England ønskede den politiske frihedstrang nye former for den politiske frihed, ligesom arbejdernes ønskede forbedrede kår. Men allevegne formede utilfredsheden sig som en truende oppositionel bevægelse mod autoriteten, og i Frankrig, Spanien og Italien tillige mod den kirkelige og åndelige reaktion. Utilfredsheden og bevægelserne havde visse fælles træk, som dannelsen af hemmelige selskaber, der var omgivet af hemmelighedsfulde ceremonier, der var optaget fra frimurernes ældre samfund. Dernæst havde pressens betydning, idet den fra revolutionstiden var blevet en magt som aldrig før og derved gjorde kampen om trykkefriheden til et af tidens vigtigste spørgsmål, og endelig kom den stærkere udvikling af politiske partier fra de litterære saloner. En stor interesse frembyder de forskellige samfundsklassers tilslutning til de nationale og de frisindede ideer. I perioden 1815-30 spiller arbejderne kun en ringe rolle, dog med undtagelse i England, og der mærkes på fastlandet så godt som intet til en bevægelse imellem arbejderne. Den ny tids ideer får derimod støtte hos den studerende stand, både dens yngre og ældre medlemmer, og visse steder også hos officerer og soldater. Men i England og især i Frankrig møder vi dernæst borgerstanden som ideernes tilhængere, og dette blev afgørende. I de lande, hvor der fandtes en kraftig pengestærk borgerlig middelstand, var muligheden tilstede for en sejrrig kamp mod den gamle tid. Selv om middelstandens friheds- og lighedssyn havde sin begrænsning, blev det dens ære på denne tid, at være den udholdende bærer af kampen mod absolutisme, aristokrati og kirkevælde. Under denne begyndende europæiske uro sammentrådte i efteråret 1818 i Aachen den første af de stormagtskongresser, der var blevet fastsatte ved Traktaten af november 1815. De 4 magter enedes hurtigt om at trække deres hære bort fra Frankrig. Skønt den i Pariserfreden satte frist ikke var udløbet, mentes deres forbliven dog ikke længere nødvendig, især da det daværende franske ministerium, hvis førstemand, hertugen af Richelieu, var nær knyttet til zar Aleksander, og som gav tilstrækkelig garanti for fred og orden. Men da Frankrig således var blevet befriet for den mest trykkende ydmygelse, kunne de 4 stormagter heller ikke nægte Frankrig optagelse i deres forbund, der således forandredes til et 5magtsforbund. Til en vis grad var dette en vinding for zar Aleksander, som havde været ivrig derfor. Men på den anden side lykkedes det Metternich at drive igennem, at særforbundet mellem de 4 magter fornyedes ved, at de forpligtede sig indbyrdes til i tilfælde af en mulig ny revolutionær rystelse i Frankrig at aftale forholdsregler for at forekomme skadelige virkninger deraf. Herved var interventionsprincippet slået fast overfor Frankrig. Metternichs sejr på kongressen i Aachen indskrænkede sig imidlertid ikke hertil. Ved sin personlige omgang dér med Frederik Vilhelm af Prøjsen og Aleksander, fik han Frederik Vilhelm af Prøjsen til at indgå aftaler om optræden mod det tyske bevægelsesparti og fik Frederik Vilhelm af Prøjsen væk fra tanken om at give sit rige en forfatning, og Metternich skræmte Aleksander bort fra hans liberale ideer. Fra kongressen i Aachen kan man således datere reaktionens sejr i Tyskland og Rusland og tillige Metternichs mægtige indflydelse i Europa. Allerede i 1819 kom mordet på Kotzebue i Tyskland, og der var truende arbejderuroligheder i England og de liberale valgsejre i Frankrig, viste imidlertid tegn på den fortsatte folkelige gæring. Følgen blev dog kun, at magterne udnyttede det skete til yderligere reaktion. I 1819 kom i Tyskland beslutningerne i Karlsbad og i England de såkaldte »knævlelove«, og 1820 talte Aleksander hårdt og truende til den polske rigsdag. Metternich følte sig og sine ideer som sejrherre. Da gjorde revolutionen et forsøg på atter at rejse sig, langt alvorligere end de tidligere små bevægelser. I februar 1820 blev hertugen af Berry myrdet i Paris af en politisk fanatiker. Det stærke indtryk heraf overskyggedes dog af det, som begivenhederne på den Pyrenæiske halvø og i Italien fremkaldte. Den spanske forfatning af 1812 betød en sejr for den ny tids mænd. Men den var kun blevet modtaget med sympati hos de dannede klasser og havde ikke fundet nogen tilslutning hos masserne. Landets tilstand var tilmed i højeste grad ulykkelig som følge af krigen, der vel havde reddet Spaniens selvstændighed, men meget store strækninger lå øde. Kulturen var trængt tilbage, forvirring indtrådte i sindene, og et fremmedhad herskede i befolkningens mængde. Det var under disse forhold, at Ferdinand VII i 1814 vendte tilbage til Spanien. Han var den samme som førhen, han var grusom, mistænksom og fej. Men han modtoges med jubel af de fanatiske masser, der var ophidset af gejstligheden, og de overfaldt de frisindede. Netop dette udbrud af folkestemningen gav kongen mod til at følge sine dårlige instinkter. Kongen og folkemasserne bærer i lige grad ansvaret for den reaktion, der indtrådte, med ophævelse af forfatningen, med forfølgelser mod alle de liberale førere, med genoprettelse af de gamle privilegier, af gejstlighedens magt, af inkvisition og censur, og alt dette under ledelse af en ussel hofkamarilla, bestående af kongens favoritter, kammerherrer, præster og lakajer. Følgen blev en ulmende misfornøjelse hos et mindretal i befolkningen og ikke mindst hos en del af officererne og soldaterne. Netop nu trængte imidlertid regeringen til hæren på grund af forholdene i de amerikanske kolonier. Det spanske Amerika omfattede hele Sydamerika med undtagelse af Brasilien og dele af Guyana, hele Mellemamerika med talrige øer samt Mexico med Californien. Men forvaltningen var dårlig, og kolonierne betragtedes fra gammel tid af kun som indtægtskilder for moderlandet, og handelen var monopoliseret for dette, og kun bjergværkerne med deres skatte af ædle metaller udbyttedes, medens agerdyrkning og industri forsømtes. Aldrig havde der fundet nogen stor spansk indvandring sted, og ved det 19 århundredes begyndelse udgjorde spanierne kun 1/7 af den hele befolkning. Resten fordelte sig ligeligt mellem kreolerne og indianerne. En gærende misfornøjelse var i det 18 århundrede begyndt mellem kreolerne, medens indianerne da og siden holdt sig ganske udenfor begivenhederne. Uafhængighedstanker har dog før 1808 kun været tilstede hos ganske enkelte. Da gav begivenhederne i Spanien anledning til uroligheder. Der dannedes juntaer, og i begyndelsen fandt bevægelsen tilslutning både hos spanierne og kreolerne, og foreløbigt anerkendte man også stadigt Ferdinand VII. Men efterhånden begyndte uafhængighedstankerne at bredes, og kreolerne blev de ledende og gjorde modstand mod de spanskfødte embedsmænd, og der udbrød flere oprør. Ferdinand VIIs tilbagevenden til Spanien bragte vel et øjeblik en delvis forsoning med kolonierne, men snart forværrede hans usle regering også her forholdene. Igennem nye oprør og kampe, i hvilke Bolivar, der fik tilnavnet »El Libertador«, spillede en stor rolle, frigjorde sig Venezuela, Ny-Granada og Ecuador, der samledes til republikken Colombia, La Plata landene, Chile og Peru, fra hvilket sidste den østlige del skiltes som republikken Bolivia. Imidlertid havde også Mellemamerika og Mexico afrystet det spanske herredømme. Mexico i begyndelsen som kejserrige, derpå fra 1823 som republik. Med glæde havde England, selv under Castlereaghs ledelse, set på bevægelsen. Trods uviljen mod enhver revolution vejede dog de engelske særinteresser stærkest i vægtskålen, thi fik man brudt det spanske herredømme, var der et stort og vigtigt opland at vinde for den britiske handel, og på den anden side var Rusland, netop af frygt herfor, ivrigt for at bevare kolonierne for Spanien. Imidlertid var en hær blevet samlet i Cadiz for at blive sendt over Atlanterhavet. I den udbrød nu i begyndelsen af 1820 revolutionen under ledelse af nogle oberster, og dermed begyndte den række af militæroprør, som blev betegnende for Spaniens historie i det 19 århundrede. Lederne proklamerede forfatningen af 1812. I begyndelsen var tilslutningen kun ringe, men da smittede eksemplet andre steder i Spanien. I selve Madrid viste frafaldet sig, hvor der dannedes politiske klubber, og under et af de mærkelige omslag i stemningen, som ofte kom til at gentage sig hos den uvidende og letbevægelige befolkning, lykkedes det dem at påvirke masserne på lignende måde, som munkene før havde gjort det. Nu faldt den forskrækkede kong Ferdinand sammen, og erklærede sig villig til at forbedre forfatningen af 1812 og indsatte et liberalt ministerium. Revolutionen havde sejret. Ud på efteråret 1820 gik det under påvirkning heraf på lignende måde i Portugal. I 1808 havde dette land frigjort sig for det franske herredømme med engelsk bistand. Nogen virkelig selvstændighed påfulgte dog ikke. Portugal blev afhængigt dels af Brasilien, som den dertil i 1807 flygtede prinsregent Johan 1815 ophøjede til et kongerige, dels af England, der bemægtigede sig den brasilianske handel og også udnyttede moderlandet til sin fordel. Tilstanden blev på sin vis lige så dårlig som i Spanien. Da kom det også her i Portugal til oprør, og den engelske gesandt måtte forlade landet, og en sammenkaldt Cortez-forsamling proklamerede den spanske forfatning af 1812; kong Johan antog den og vendte tilbage til Portugal. Men virkningerne af begivenhederne i Spanien kom også til at vise sig i Italien. Italiens skæbne var blevet sørgelig efter 1815. Landet var udstykket og overladt som det var, til absolutistiske fyrster under Østrigs faktiske overhøjhed. Næsten allevegne udslettedes hvad det franske herredømme havde gennemført af reformer, og adelens og navnlig gejstlighedens magt, religionstvang, censur og hemmeligt politi vendte tilbage. Værst blev forholdene i kongeriget Begge Sicilier og i Kirkestaten. Røverbander plyndrede lige ind til Roms villaer, og var en underlig modsætning til det rige kunstneriske liv, der udfoldede sig i Rom under Thorvaldsen, den italienske billedhugger Canovas og de tyske malere Overbecks og Cornelius. Og imens var folkets flertal træt og mat af de foregående bevægede tider, og hungersnød forøgede den politiske ligegyldighed. Ikke desto mindre var den i de sidste tiår skabte vækkelse ikke helt forsvunden. Blot erindringen om kongeriget Italien havde sin vedblivende nationale betydning, og den unge romantiske skole styrkede de nationale forhåbninger; med sorg så også adskillige de gamle institutioner genopstå. De nationale og liberale strømninger, forbundet med et levende had til Østrig, gjorde sig gældende mellem forhenværende embedsmænd, militære, forfattere og enkelte adelige og mellem borgerstanden i nogle byer, især i Milano. De stærkt udbredte frimurerselskaber bidrog til at holde de liberale og humane ideer oppe, men vigtigst for bevægelsen blev dog de såkaldte karbonarier (kulsviere). Deres oprindelse går tilbage til den franske tid. Under Josephs (Joakim) Murats regering i Neapel (1808-1815) flygtede republikanere til Abruzzerne og Kalabrien og dannede her et hemmeligt selskab af det anførte navn, karbonaderne. Joseph var gift med Napoleon søster, Caroline. Efter ophøret af Joseph regering fik det en anden tendens, blev rettet mod de nye regeringer og Østrig. Med hensyn til de indre forhold blev dets læresætninger en blanding af kristelige og kommunistiske ideer, men langt bestemtere var tanken om Italiens uafhængighed og samhørighed. Selskabets organisation var med frimurerne som forbillede fuld af hemmelighedsfulde ceremonier og vedtægter. Fra Syditalien bredte nu karbonaderne sig nord på i Italien, men deres indflydelse blev dog stærkest i det neapolitanske, hvor mange misfornøjede sluttede sig til dem, ikke mindst blandt officererne. Målet blev en forfatning. Da fremkaldte efterretningerne fra Spanien en revolution. I sommeren 1820 førte et par løjtnanter en lille skare fra deres garnison mod Neapel under råbet: leve gud, kongen og forfatningen. Karbonaderne sluttede sig til dem, de øvrige soldater standsede dem ikke, og en general stillede sig endog i spidsen for rejsningen. Snart efter udbrød også et oprør på Sicilien. Det gik da som i Madrid, Ferdinand I, blev forskrækket og lovede at antage en forfatning, og den, de ledende revolutionsmænd valgte, blev den spanske af 1812, der således havde holdt sin sejrsgang i de to vestlige sydeuropæiske halvøer. Kongen lagde ed på forfatningen, og et folkevalgt kammer samledes i Neapel. Også her syntes den genopstandne revolution at have sejret. På alle dem, som rundt om i Europa var dybt skuffede over udviklingen efter 1815, gjorde disse begivenheder et dybt og gribende indtryk. Det var som påny frihedens morgengry brød frem, fra Andesbjergene såvel som fra syden. To engelske digtere tolkede især denne stemning, irlænderen Thomas Moore og lord Byron. I sin Don Juan priste Byron revolutionen, der alene var istand til at befri verden for helvedes smuds. Omend påvirket af engelske tilstande og af hans egne livsforhold var hans frihedsbegreb universelt og kosmopolitisk, samtidigt med at det i så høj grad var individuelt. Den engelske tænker Jeremy Bentham blev en slags politisk profet, for alle frisindede i verden. I det hele taget har revolutionerne i 1820 bidraget til at skabe et omslag indenfor litteraturen og sætte andre idealer i dens højsæde i stedet for de tidligere romantiske og konservative. Et symbol på virkningen af de spanske forhold er også, at ordet liberal, der optoges fra dem, vandt borgerret som partibenævnelse rundt om. Midt ind i disse stemninger kom nu tilmed indtrykket af Napoleons død i maj 1821. Allerede forinden var beundringen for ham genvagt, men ikke mindst hans bortgang erindrede samtiden om hans mægtige personlighed, der vældigt overskyggede dem, som optoges af den snævre trang til at bevare alt bestående. Men ikke mindre stærkt var indtrykket af de revolutionære begivenheder på stormagterne. Dog virkede udbruddet i Spanien og i Italien forskelligt på dem. Udbruddet af revolutionen i Spanien ængstede dets nabo Frankrig og forbitrede Rusland. Aleksander ønskede en øjeblikkelig mellemkomst. Men den engelske regering var tilfreds med koloniernes oprør og ville ikke have ingen indblanding. For at hindre et brud mellem stormagterne var Metternich også stemt for tilbageholdenhed. Men da efterretningen kom om revolutionen i Neapel, forandredes hans holdning, thi den berørte Østrigs italienske interesser. Imidlertid havde stormagterne bestemt afholdelsen af en ny kongres, der trådte sammen i Troppau, i Østrigsk Schlesien i efteråret 1820. Den blev dog forskellig fra kongressen i Aachen, ved at kun Østrig, Prøjsen og Rusland, enedes om en fælles beslutning. Men denne beslutning var vidtgående, idet den gjorde det interventionsprincip, som kongressen i Aachen havde fastslået overfor Frankrig, til en almindelig regel, når regeringsforandringer i en stat foranstaltedes ved et oprør og frembød umiddelbar fare for de andre magter. Som følge heraf besluttedes også en midlertidig besættelse af Neapel med en østrigsk hær, og kongen skulle indbydes til en ny kongres i Laibach, for at han, som det hed sig, kunne handle som mægler mellem sit folk og de i urosatte stater. At England og Frankrig ikke var gået med til denne beslutning, varslede ganske vist ikke godt for enigheden mellem stormagterne. Men Metternich tillagde det dog foreløbigt ingen videre betydning, da han var langt mere optaget af fuldstændigt at bøje Aleksander ind under sin indflydelse, hvad han tilstræbte ved fortsat personlig påvirkning, dels og navnlig af de neapolitanske forhold, hvor kongressen havde givet ham fri rådighed. Kong Ferdinands skændige handlemåde lettede ham yderligere spillet. På kongressen i Laibach, i Krain i Østrig, der åbnedes i januar 1821, benægtede han et løfte, han havde givet den neapolitanske folkerepræsentation, og den af ham selv edssvorne forfatning. 60,000 mand østrigske tropper rykkede derpå frem mod Neapel. Det skulle nu for første gang prøves, om revolutionen formåede at holde stand mod absolutismen. Men allerede i forvejen havde den åbenbaret sin svaghed. Uenighed var udbrudt mellem de mere mådeholdne og karbonarierne. Karbonarierne beherskede byen Neapel, men fandt ingen tilslutning hos den store del af befolkningen. Kun en ringe hær evnede man at stille mod den østrigske, og den opløste sig ved det første sammenstød, og uden modstand besatte de fremmede tropper Neapel. Revolutionen havde vist sin magtesløshed. Det absolutistiske regimente begyndte igen i form af en ren rædselsstyrelse, dækket af de østrigske tropper. Sammensværgelser i Modena og Milano var imidlertid blevet knust med stor brutalitet, og forfatteren Silvio Pellico førtes som fange til Spielberg i Mähren og kom her til at udstå store lidelser, som han senere skildrede i sin bog »Le mie Prigioni«. Alvorligere blev begivenhederne i kongeriget Sardinien. Her var udbrudt en revolution i 1821, men revolutionen havde en en anden karakter end revolutionen i Neapel. Lederne var ikke karbonarier, men højadelige og fornemme officerer, og i et øjeblik havde endda en prins af kongeslægtens sidelinie, Karl Albert, været i forbindelse med dem, men spillede snart efter en meget tvetydig rolle. Sydens evangelium, den spanske forfatning fra 1812, proklameredes, og kongen abdicerede til fordel for sin broder. Men så snart efterretningen herom var nået til Laibach, besluttede man at afsende østrigske tropper. Forenede med de kongeligsindede sardinske tropper beredte de østrigske tropper hurtigt oprørerne et fuldstændigt nederlag, og også her havde tilslutningen fra befolkningens side til revolutionen kun været ringe. Østrigs åg hvilede stærkere end nogensinde over hele Italien. Men også i Laibach havde England og Frankrig holdt sig tilbage. Snart skulle andre begivenheder fremkalde en yderligere opløsning af stormagtsforbundet, ja endog forberede en splittelse mellem Rusland og Østrig.

Den første af disse begivenheder var grækernes opstand. Den tyrkiske erobring af Balkanhalvøen havde altid i omfang været noget begrænset. De slaviske montenegrinere i vest havde formået at bevare deres uafhængighed, og de mest af rumæner befolkede Donaufyrstendømmer, Valakiet og Moldau, havde holdt sig som lydriger under særlige statholdere, hospodarer. Erobringen havde endvidere ikke betydet den indfødte befolknings fortrængelse af den tyrkiske befolkning. Kun i Konstantinopel og Rumelien var den tyrkiske befolkning blevet den overvejende. Heller ikke var der ført nogen udryddelseskamp mod den kristne religion, og de kristne havde som regel fået lov til at bevare deres tro og kirke, der for de allerflestes vedkommende var den græsk-katolske. Men de kristne var trods trosfriheden hårdt undertrykte. Netop kristendommen, ikke racen, betingede undertrykkelsen, idet overgang til muhamedanismen gav andel i de herskendes rettigheder. Der fandtes ganske vist en undtagelse, de såkaldte fanarioter (navnet skriver sig fra deres kvarter i Konstantinopel), rige grækere, mest indvandrede fra øerne, var blevet anvendte som tyrkiske embedsmænd, og ud af dem havde sultanen endog taget hospodarerne i Donaufyrstendømmerne. Men ellers var de kristne udelukkede fra embeder og politiske rettigheder og fik pålagt skatter og pålæg, og de kristne blev plaget af de store tyrkiske militærembedsmænd, paschaerne, imellem hvilke riget var opdelt, og som førte en dårlig og demoraliseret styrelse. I national henseende faldt den kristne befolkning syd for Donau i slaver, albanesere og grækere. Slaverne var atter delte i serber og bulgarer. Albaneserne boede dels i Albanien, hvor de for størstedelen var blevet muhamedanere og derved havde opnået at få indfødte paschaer, dels i Grækenland og på de græske øer. Grækerne endelig var bosatte i Grækenland, dvs. Morea, Mellemgrækenland og Thessalien, på øerne og desuden mere spredt i Makedonien samt i Donaufyrstendømmerne. Undtagelsesvis var den største del af den græske befolkning på Kreta gået over til muhamedanismen. En vis blanding havde navnlig på fastlandet fundet sted både med albanesere og indvandrede slaver; men som helhed stammede grækerne fra de gamle hellenere. Allerede fra det 17 århundrede var imidlertid tilbagegangen begyndt i osmannernes førhen så kraftige stat. Den havde stærkt vist sig i forfaldet af janitscharernes korps, der afgrænset som kaste og demoraliseret, sammen med gejstligheden blev en hindring for alle reformer, hvilket også foreløbigt afskrækkede den på det her behandlede tidspunkt regerende sultan Mahmud II fra sådanne. Allerede længe havde Rusland benyttet sig af Tyrkiets svaghed, og det var blevet en national og religiøs opgave for det russiske folk at virke for de undertvungne trosfæller på Balkanhalvøen, og tillige et politisk formål for de russiske fyrster at udvide riget i syd. Bukarestfreden i 1812 havde heller ikke afsluttet Aleksanders planer i denne henseende. Men derved rummede det orientalske spørgsmål en stor fare for enigheden mellem Rusland på den ene side og Østrig og England på den anden. I alt fald delvis støttet af Rusland havde Serbien i 1820 opnået en vis selvstændighed. Langt betydningsfuldere blev dog grækernes rejsning. Trods al undertrykkelse havde nogle forhold stadigt givet den græske nation en vis selvstændig tilværelse. Den holdtes sammen ved sit sprog og sin kirke med dennes patriark i Konstantinopel. På øerne var der noget mere frihed, også i det hele bedre tilstande end på fastlandet. Men selv på dette havde dele af befolkningen bevaret ret til at bære våben, således mainoterne (maniaterne) i Taygetos bjergene på Morea, og stammer i Mellemgrækenland. En tid havde tyrkerne opgivet at kue stammerne i Mellemgrækenland og forsøgt at knytte dem til sig som en græsk milits, armatoler med pallikarer som høvdinge. Da de siden havde villet afløse dem med andre, især albanesiske, tropper, havde armatolerne optaget en stadig guerillakrig med dem, og de havde selv antaget navnet klefter (røvere) som æresnavn og forenede karaktertræk, der svarede til dette navn, med stor tapperhed. Elementerne til græsk selvstændighed var i løbet af det 18 århundrede blevet forøgede ved en gryende nationalitetsfølelse, der bragte fanarioterne til i modsætning til tidligere at føle interesse for deres landsmænd og virke for oprettelsen af græske højskoler, og ved et stærkt handelsliv; græske købmænd nedsatte sig rundt om på de større handelspladser ved Middelhavet og Sortehavet. Men især fremmede de store europæiske krige fra revolutionstiden af udviklingen af en handelsflåde under det som regel neutrale tyrkiske flag og af en dristig og eventyrlysten sømandsstand. Selve den Franske Revolution vakte også frihedslyst. Og da de Ioniske øer efter 1815 blev uafhængige af Tyrkiet, kom de til at udgøre et midtpunkt for hellensk selvstændighedsfølelse, og fra disse øer stammede også Kapodistrias. Men som kleftvæsenet indesluttede megen ubændig rovlyst, således rummede den græske nationalkarakter i det hele megen egenvilje og havesyge ved siden af patriotisme og frihedskærlighed. Der begyndte nu at danne sig græske foreninger (hetærier) med patriotisk formål, og den i Odessa tilsigtede ligefrem en kamp med våbenmagt for frigørelsen. Senere forlagdes dens sæde til selve Konstantinopel, og fik støtte både hos patriarken dér og hos fanarioterne og trådte i forbindelse med mainoternes høvdinge. Vel afviste Kapodistrias, der jo var i russisk tjeneste, tilbudet om ledelse, men man håbede dog på Aleksanders hjælp og forberedte en rejsning. En begivenhed i det vestlige Tyrkiet fremskyndede udbruddet. Albanesernes Pascha Ali havde udstrakt sit herredømme over Thessalien og det sydlige Makedonien. Efter længe at have stået i et ret venskabeligt forhold til sultanen, brød han i 1820 med denne og trådte i forbindelse med de oprørsksindede grækere. Sultanen sendte sin hær imod ham. Øjeblikket syntes gunstigt for en græsk rejsning. Et stort uheld var det dog, at hetærien til militær anfører havde valgt en mand, der savnede betingelser for at lede, nemlig fanarioten Aleksander Ypsilantis. Knyttet ved sin slægts hospodarværdighed til Donaufyrstendømmerne og til de dér boende grækere og håbende på Ruslands bistand bestemte han sig til at slå løs dér trods advarsler fra hetæriens øvrige ledere. I foråret 1821 rykkede han med en skare grækere ind i Moldau og udstedte en højttravende proklamation til de gamle helleneres efterkommere. Men ved netop i denne proklamation at sammenstille denne rejsning med revolutionerne i Sydeuropa krænkede han Aleksander, og den rumænske befolkning, der altid havde lidt under hospodarernes udpresninger stillede sig fjendtligt. Da en tyrkisk hær rykkede frem, måtte Ypsilantis flygte til Østrig, medens hans tilhængere bukkede under efter en fortvivlet kamp. For Donaufyrstendømmerne fik disse begivenheder den betydning, at grækernes indflydelse i dem for bestandigt var forbi. Men skønt endt ulykkeligt, havde dog kampen heroppe i forbindelse med krigen mod Ali Pascha bundet den tyrkiske hær, og derved lettedes rejsningen i det egentlige Grækenland. Den begyndte på talrige steder på Morea. Bønderne bevæbnede sig med gamle flintebøsser, dolke, leer og høgafler, og mainoterne drog ned fra deres bjerge. Patras blev indtaget, og ærkebispen dér forkyndte de kæmpende tilgivelse for deres synder. Det blev fra græsk side en udryddelseskrig og tillige en religionskrig, båret af den frygteligste fanatisme. I massevis blev muhamedanerne slået ihjel og deres boliger ødelagte. Endnu værre blev rædslerne, da ud på efteråret Tripolitza blev erobret. Imidlertid havde oprøret bredt sig til en stor del af øerne, hvor albaneserne tog en fremragende del i kampen, og hvor handelsflåden i en fart omdannedes til krigsskibe. De græske brandere begyndte deres ødelæggende angreb på de tyrkiske orlogsmænd. Endnu i 1821 sluttede sig hertil en rejsning i Mellemgrækenland og i Thessalien og af de kristne grækere på Kreta. Til den grusomme græske fanatisme kom en lignende tyrkisk til at svare. I Konstantinopel blev patriarken hængt på katedralens kirkedør, Fanarkvarteret besat af janitscharerne og højtstillede fanarioter henrettede. I 1822 blev dernæst øen Chios fuldstændig ødelagt af tyrkerne under admiral Kara-Ali, der landsatte 7000 mand. 23,000 blev dræbt og 47,000 mænd og kvinder solgtes som slaver til Levanten og Afrika. Hævnen kom hurtigt. En græsk flåde opsøgte den tyrkiske ved Chios, og en af dens førere, Kanaris, der er kaldt den ædleste skikkelse i den græske frihedskamp, vovede sit liv for at føre sit brandskib ind i det tyrkiske admiralskib ved Tenedos, og dette sprang i luften, medens den øvrige tyrkiske flåde flygtede. Mod dette store lyspunkt for grækerne stod imidlertid begivenhederne på fastlandet. Ali Paschas langvarige forsvar af hans hovedstad Janina endte med hans død i 1822, hvorpå de muhamedanske albanesere brød med grækerne, og tyrkerne bevarede de fleste hidtil ikke tabte stillinger. Til denne vending bidrog den hurtigt voksende uenighed mellem grækerne. Vel havde en nationalforsamling udstedt en højtidelig erklæring om grækernes uafhængighed, men uhyggelige personlige og partistridigheder udbrød snart. I 1824 besluttede Mahmud II tilmed at føre et rammende slag mod grækerne ved hjælp af sin ægyptiske vasal, Mehmed Ali. Dennes styrelse havde fortsat, hvad Bonaparte havde lagt grunden til, idet han fuldstændig havde gjort ende på mamelukkernes herredømme, omdannet hæren efter europæisk mønster, anlagt kanaler og forbedret agerdyrkningen. Han fulgte nu sultanens opfordring til at stå ham bi med en flåde og hær, som skulle føres af hans adoptivsøn Ibrahain. Denne begyndte med Kretas erobring og landsatte derpå i 1825 sine tropper på Morea. Ved alt dette blev det højst usandsynligt, at grækerne ville formå at hævde sig ved egne midler. Helt uden understøttelse havde de dog hele tiden ikke været. Indtrykket af den græske rejsning havde været overordentligt stærkt i så godt som hele Europa. Det skyldtes forskellige årsager. Begejstringen for den antikke kultur og den antikke kunst fremkaldte sympati med hellenernes efterkommere, og ved at støtte dem syntes man at afbetale noget af den gæld Europa stod i til deres forfædre. Dertil kom følelsen af det kristelige religionsfællesskab. Begge dele bragte selv mange yderst konservative til at se med helt andre øjne på dette oprør end på de øvrige revolutioner. Men for det frisindede Europa var det græske oprør netop et led i kampen mod tyranniet og reaktionen. Filhellenismen blev vitterligt også en kraft, der i 1820ernes klamme luft holdt entusiasmen for friheden som et fælles umisteligt gode i live. Mange politiske flygtninge fra Europas forskellige lande drog til Grækenland for at kæmpe. Men filhellenismen viste sig også på anden måde. Der dannede sig filhellenske foreninger med videnskabsmænd og forfattere i spidsen, som indsamlede pengebidrag og rustede frikorpser. I Tyskland, Schweiz, Frankrig og England fængede begejstringen. Den berømmeligste repræsentant for den blev lord Byron. Han indskrænkede sig ikke til at lovsynge grækernes kamp og ikke mindst dens forbindelse med den almene frihedstrang, han viede sin person til den, og drog i 1824 til det af tyrkerne hårdt truede Mesolonghi i Vestgrækenland, og udfoldede her en beundringsværdig energi, men døde i foråret. Byrons dåd og død i forening med Mesolonghis heltemodige forsvar gav filhellenismen ny styrke, hvad der ganske vist også tiltrængtes, da mange beretninger fra vesteuropæere, der var draget til Grækenland, ikke skjulte deres skuffelse ved hvad de var blevet vidner til af forfængelighed, havesyge, grusomhed og uenighed imellem hellenerne. Heller ikke filhellenismen ville dog have kunnet bringe grækernes frihedskamp sejr. Når denne alligevel blev enden, skyldtes det forholdene mellem stormagterne. Da efterretningerne om den græske rejsning var indløbet til Laibach-kongressen, havde Aleksander vaklet et øjeblik; men Ypsilantis' kejtede proklamation, hans egen antipati mod enhver revolution og Metternichs og Castlereaghs forenede tilskyndelser bragte ham snart til at afholde sig fra indblanding. I sommeren 1822 blev Kapodistrias styrtet og zarens opmærksomhed vendte sig også nu i en anden retning. Spanien var ingenlunde kommet til ro ved Ferdinand VII's godkendelse af forfatningen af 1812. En voldsom kamp var begyndt mellem 3 modsatte partier, de såkaldte servile, der var tilhængere af absolutismen, og med hvem gejstligheden gik sammen, - moderados, der ville et konstitutionelt regimente, men ønskede forfatningen omdannet til en mindre demokratisk, og - exaltados, der ikke alene ville bevare forfatningen urørt, men også indføre en radikal nyordning af riget. Splidden og landets ulykker forøgedes ved kongens troløshed, og han intrigerede imod forfatningen og sine ministre. Ved nye valg i 1822 fik exaltados flertallet i Cortez, og da kongen forsøgte et statskup ved hjælp af sin livgarde, kom det til en gadekamp i Madrid, hvis resultat blev, at kongen blev behandlet som fange og nødt til at tage et radikalt ministerium. Men samtidigt var en borgerkrig begyndt. Kongeligsindede bevæbnede skarer, der kaldte sig den apostoliske hær, besatte en fæstning i Katalonien. Imidlertid var et ultraroyalistisk ministerium kommet til roret i Frankrig og en ny stormagts kongres berammet til at holdes i Verona i efteråret 1822. Endnu inden denne sammentrådte gjorde Castlereagh i sindsforvirring ende på sit liv, en begivenhed, der fik store følger, idet hans efterfølger som engelsk udenrigsminister blev Canning, der tilhørte en irsk slægt, der tidligt havde sluttet sig til torierne og været en bitter modstander af den Franske Revolution og dens tilhængere. Få år efter 1815 var han dog som medlem af ministeriet begyndt at tage afstand fra dettes ydre politik, og selv da Castlereagh, ledet af hensynet til Englands interesser i Sydamerika, havde skilt sig noget fra Metternich, fandt han hans holdning altfor ængstelig og altfor meget bestemt ved solidaritetsfølelse med de øvrige stormagter overfor revolutionen. Både denne ængstelighed og denne solidaritetsfølelse stred ganske mod hans natur, og da han nu var blevet udenrigsminister, viste han hurtig, hvorledes han i modsætning til sin forgænger var den stort anlagte, initiativrige, stærke statsmand, ubunden af ethvert snæversyn og af alle teorier, fuld af en brændende overbevisning om Englands ret og pligt til at handle selvstændigt. Han så på de internationale forhold udelukkende fra et engelsk synspunkt, og det var ikke af teoretisk interesse for friheden, at han kom til at skille sig ud fra de absolutistiske monarker. Alligevel var det ikke tilfældigt, at han kom til at gøre det. Han nærede større personlig sympati for et konstitutionelt styre end for absolutismen, følte hvorledes der i det engelske folk ulmede en kraftig misfornøjelse mod at lade sig tage på slæbetov af de enevældige regeringer og var fremfor alt en modstander af det reaktionære interventionsprincip som normgivende for Englands handlemåde. Helst ville han undgå en principiel strid mellem absolutisme og frihed, men hvor friheden kunne hjælpe Englands interesser, var han villig til at støtte den. Således kom han til at lade sin stats politik slå ind pånye baner, og han gennembrød stormagtsforbundet. Allerede ved Verona-kongressen viste Englands forandrede holdning. Dens hovedopgave blev stillingen til de spanske sager. Det var dog ikke Metternich, men Aleksander, som kraftigst drev på væbnet intervention. Tanken herom fandt stærk tilslutning hos Frankrigs gesandter, og resultatet blev de 4 magters beslutning om en militær indskriden med franske tropper. Men den engelske gesandt havde på sin regerings vegne protesteret herimod og tillige udtalt, at det var Englands hensigt at skride til anerkendelse af de spanske koloniers uafhængighed. Verona-kongressen kom herved til at betyde femmagtsforbundets opløsning. I 1823 rykkede de franske tropper over Pyrenæerne. De fandt tilslutning hos den apostoliske hær og hos de samme klasser af befolkningen, som 15 år tidligere havde rejst sig mod det franske herredømme. Og begivenhederne fra Italien gentog sig. Heller ikke her evnede revolutionen at holde sig. Franskmændenes hærtogt blev en militær promenade gennem landet lige indtil Cadiz, hvortil regeringen var flygtet, og som først kapitulerede efter flere måneders forløb. Kong Ferdinand genoprettede derpå absolutismen, og et rent rædselsstyre fulgte i dens spor. Disse begivenheder skilte England endnu stærkere fra de andre stormagter. Regeringspartiet og oppositionen mødtes i parlamentet om at fordømme Frankrigs optræden. Og hvor lejlighed gaves, betonede Canning, at England ikke hørte med til den absolutistiske verden. Men han lod det ikke blive ved ord. Da stormagterne tænkte på at udvide deres restaurationspolitik til de spanske kolonier, da handlede han. Canning havde set at de Nordamerikanske Fristater allerede i 1822 havde anerkendt de spanske kolonier koloniernes uafhængighed, og hvor præsidenten Monroe i 1823 udstedte et budskab til Fristaternes kongres, den såkaldte Monroe-doktrinen, der gik ud på, at de Nordamerikanske Fristater ikke ville tåle, at noget europæisk folk grundlagde nye selvstændige kolonier noget steds på deres halvkugle, og Monroe truede med krig, hvis nogen europæisk magt ville gøre forsøg på at undertrykke de af Fristaterne anerkendte regeringer i Sydamerika. Derfor var Canning urolig for at De Forenede Stater skulle få handelsindflydelsen i Sydamerika og en slags beskyttelse over Sydamerika, og dermed skade Englands interesser. I 1825 anerkendte England imidlertidig de tidligere spanske kolonier som frie republikker. Utvivlsomt havde hensynet til Englands interesser været det ledende synspunkt for Canning, men han havde dog faktisk fremmet kampen mod reaktionen og frihedens sag, medens de forbundne stormagters forbitrelse ingen grænser kendte, lød en almindelig jubel i Europas frisindede lejr. Endnu større blev dens jubel over Canning ved hans indgriben i begivenhederne i Portugal, skønt det også her var Englands interesser, der var de ledende for ham. Den i 1820 indførte konstitutionelle regering havde haft store vanskeligheder at kæmpe med. Brasilien havde løsrevet sig i 1822 som et kejserrige under kong Johans ældste søn Pedro. I Portugal selv kom det til ganske lignende partikampe som i Spanien, og absolutisterne havde til deres høvding kongens yngre søn Miguel, en fordærvet, listig og hensynsløs mand, men desuagtet fejret rundt om i Europa af legitimisterne som den ridderlige helt. Nyt stof til uro indtrådte med kong Johans død i 1826. Pedro blev i Brasilien og afstod sine rettigheder over Portugal til sin umyndige datter Maria da Gloria; men det absolutistiske parti forlangte Miguel til konge, hans tilhængere fandt støtte hos den spanske regering og faldt med væbnet magt ind i Portugal. Den konstitutionelle regering henvendte sig nu om hjælp til England, og tro mod traditionerne om dettes indflydelse i Portugal lod Canning engelske tropper i 1827 fordrive miguelisterne. Men endnu større indtryk end selve dette havde en stor tale af ham i underhuset, i hvilken han forsvarede sin politik. Talen var mægtig ved dens kraft, dens stolthed og den bydende trods, hvormed han forkyndte den engelske kæmpemagts styrke. Men han erklærede tillige i den, at selv om han ønskede at bevare neutraliteten i den politiske idéstrid mellem revolutionen og kontrarevolutionen, så ville England, hvis det skulle blive nødvendigt, dog ikke vige tilbage for at kalde de revolutionære kræfter i landene til kamp under sit banner. Det var altså en protest imod, at det altid var regeringernes sag at holde revolutionen nede, ord, som Europa ikke længe havde hørt, og hvis indtryk var så meget stærkere, som de kom fra en ellers konservativ minister. Rundt om i Europa føltes talen som en handske, der var kastet til den hellige alliance. Canning havde ikke indskrænket sig til at lade England handle selvstændigt overfor Amerika og på den Pyrenæiske halvø. Fra 1825 var han også optrådt med sin egen politik i Orienten. Den gik ud på at sikre Grækenlands frihed, men dog som vasalstat af Tyrkiet, thi derved mente han at kunne sætte en bom for Ruslands for store indflydelse og fremme Englands. Men samtidig var Aleksander endelig blevet til sinds at vikle sig ud af Østrigs bånd og gøre ende på sin uvirksomhed overfor Tyrkiet. Som følge deraf nærmede han sig til England. Men netop da det tegnede til store begivenheder, døde han i slutningen af i 1825. Hans broder og efterfølger Nikolaj havde allerede i forvejen været en endnu bitrere fjende af alle revolutionære ideer end Aleksander og var blevet det endnu mere ved den opstand, der havde truet hans tronbestigelse. Men hans ønske om at aflede sit folks opmærksomhed fra de indre forhold, hans viden om, at der i det herskede en stemning for krig til fordel for trosfællerne på Balkanhalvøen, hans militære tilbøjeligheder og endelig hans kraftige vilje til at hævde Ruslands selvstændighed drev ham til yderligere at udvikle politikken fra Aleksanders sidste dage, dvs. fjernelsen fra Østrig og tilnærmelsen til England, og Canning anså det for formålstjenligt at gengælde denne for ikke at lade Rusland frit spil. Det var også på høje tid, hvis Grækenland skulle reddes. Efter et heltemodigt forsvar bukkede Mesolonghi under, og partikampene fortsattes omend under noget andre former, og pengemangelen lammede alt. Dog kom på den anden side en begivenhed til at forværre Tyrkiets stilling. Mahmud II's forsøg på reformer i janitscharkorpset fremkaldte en opstand af dette, men denne opstand blev dog undertrykt, og sultanen opløste det engang så frygtindgydende korps, og omordnede sin hær efter europæisk mønster, men Tyrkiets militære styrke var foreløbigt svækket. Nikolaj benyttede sig straks heraf til at aftvinge det en række indrømmelser særlig med hensyn til Donaufyrstendømmerne. I foråret 1827 valgte dernæst den græske nationalforsamling Kapodistrias til præsident og enedes om en forfatning. Alligevel var grækernes tilstand ussel. Flådens mænd blev til rene pirater og Ibrahim Pascha vandt nye sejre. Alt afhang af stormagternes holdning. Men nu havde også Frankrig sluttet sig til Englands og Ruslands politik. Til Metternichs store skuffelse undertegnede de 3 magter i sommeren 1827 en protokol i London, hvorefter de ville tilbyde Tyrkiet deres mægling på grundlag af Grækenland som dets vasalstat, men tillige forlange en øjeblikkelig stilstand. Antog Tyrkiet ikke denne inden en kort frist, ville de fremtvinge den uden dog at tage del i de krigsførende magters indbyrdes fjendtligheder. Tyrkiet afviste forlangendet, og de 3 stormagter beredte sig da til at handle, dog stadigt i håbet om at kunne undgå krigen og opnå deres vilje ved at skræmme. Deres flåder fik ordrer til at samles og hindre alle afsendelser af soldater og våben fra Ægypten og Tyrkiet til Grækenland, men det pålagdes dem at søge at undgå ethvert fjendtligt skridt. Med disse uklare ordrer som baggrund kom en betydningsfuld begivenhed til at udvikle sig halvt tilfældigt. En stor ægyptisk-tyrkisk flåde med tropper ombord var fra Aleksandria i september løbet ind i Navarino havn på sydvestkysten af Morea. Først i oktober samledes de 3 magters flåder foran denne. Admiralerne forlangte nu af Ibrahim Pascha flådens ufortøvede hjemfart og ophøret af fjendtlighederne på Morea. Da dette ikke førte til noget, besluttede de at sejle ind i Navarino havn og forny opfordringen. D. 20 oktober foregik indsejlingen. Den ægyptisk-tyrkiske flåde var langt den stærkeste i tal og bestykning, men stod tilbage i henseende til skibenes bygning og besætningens dygtighed. En opfordring til at standse blev afvist af den engelske admiral. Da kom kaptajnen på en engelsk fregat i strid med anføreren for modpartens brandskibe om ankerplads, og en af hans både modtoges med flinteskud. Hurtigt blev kampen almindelig. Efter 3 timers hårdnakket strid var den muhamedanske flåde ødelagt idet 55 tyrkiske skibe var ødelagt ud af 82 skibe. Over hele Europa jublede filhellenerne og alle frisindede. Navarino-slagets betydning er også uomtvistelig. Grækerne tilskyndedes midt i deres afmagt til fornyet kamp og deres sag var reddet. Som et uhyre nederlag følte derimod Metternich begivenheden, og ikke med urette så han den både som en sejr for liberalismen og som en fare for Østrig ved udvidelsen af Ruslands magt. Begge hans livs største interesser var blevet ramte. Imidlertid, forholdene udviklede sig ingenlunde straks på den måde, Navarino syntes at indvarsle. Forskellige omstændigheder var årsag dertil. Canning havde ikke oplevet Navarino-dagen og var allerede i august 1827 død. Hans bortgang føltes af alle frisindede i Europa som et stort tab, og den fik også betydningsfulde følger. I 1828 blev Wellington engelsk premierminister og under ham ændredes Englands politik. Det viste sig i Portugal. Miguel vendte tilbage dertil, og de engelske tropper hjemkaldtes. Prinsen erklærede sig derpå for konge og indførte en ren terrorisme. Men også i Orienten blev det hurtigt klart, at Englands faste hånd var borte. Wellington talte om Navarino-slaget som en ulykkelig begivenhed og indtog en tilbagetrukken holdning. Han gav derved kun Rusland lejlighed til på egen hånd at optræde for sine interesser. Dette lettedes tilmed ved, at tyrkernes forbitrelse over Navarino-begivenheden overvejende havde vendt sig mod Rusland. En proklamation fra sultanen betegnede dette som islams folks svorne fjende og opfordrede de troende til at flokkes om profetens fane til kamp mod de vantro. Svaret blev zarens krigserklæring i foråret 1828, og for Metternich var det en ny skuffelse. Den russisk-tyrkiske krig begyndte og 1828 gik hen uden at bringe nogen afgørelse. Under disse omstændigheder nærmede zaren sig atter til England og Frankrig, og i foråret 1829 undertegnede de 3 magter en ny protokol i London, der gik ud på, at Grækenland skulle danne en vel til Tyrkiet tributpligtig, men dog af en arvelig kristen prins styret stat. For grækerne havde 1828 også bragt store fordele. Ibrahim Pascha var vendt tilbage til Ægypten, og en fransk ekspedition havde renset Morea for tyrkerne. Da fik tilmed den russiske krig i 1829 en hel anden gang. En ny øverstkommanderende, Diebitsch, overskred Balkanbjergene, og kort efter sluttedes der fred i Adrianopel. Tyrkiet aftrådte en betydelig del af Sortehavets østkyst samt strækningen mellem Pruth og Donaus sydlige arm, således at denne flods mundinger kom under Ruslands herredømme, og forpligtede sig til en stor krigsskadeserstatning og tilsagde russiske undersåtter fuld handelsfrihed i Tyrkiet. Endvidere indrømmede det Valakiet og Moldau stor selvstændighed, og Serbiens uafhængighed stadfæstedes, og kort efter blev også Serbiens fyrste arvefyrste. Med hensyn til Grækenland tiltrådte Tyrkiet Londonprotokollen af 1829. Freden betød en overordentlig stor vinding for Rusland. Vestmagterne følte den som et vanheld, og størst var dog forbitrelsen hos Metternich. I de nærmest følgende år bragtes Grækenlands sager til endelig ordning gennem diplomatiets virksomhed, da krigen var ophørt i 1829. Både fra russisk og fra engelsk side kom man af forskellige grunde bort fra tanken om tributpligten til Tyrkiet. En ny Londonprotokol af 1830 fastslog landets fulde uafhængighed, og dets nordgrænse blev lidt senere fastsat som en linie fra Artabugten i vest til Volobugten i øst; og af øerne mistede Tyrkiet kun Euboea og Kykladerne. Imidlertid var Kapodistrias' stilling som præsident blevet meget vanskelig, da han tilstræbte et slags diktatur, og til sidst rejste der et oprør imod ham og han blev myrdet i 1831. Efter forskellige forhandlinger enedes stormagterne i 1832 om at overdrage den græske krone til prins Otto af Bayern, en søn af den ivrige filhellener, kong Ludvig. Skønt reaktionens åg endnu hvilede tungt over Europa, var dog meget blevet forandret i den sidste del af 1820erne. Fremfor alt eksisterede stormagtsforbundet ikke mere, og de spansk-amerikanske kolonier og Grækenland var frigjorte, og frihedsbestræbelserne havde påny fået mere kraft. Det gærede atter stærkere i Frankrig, Italien og England, tillige i Belgien og i Polen. Rundt om lod pressen sig trods alt sig ikke kue, og litteraturen var slået ind pånye baner. Byrons flammende had til autoritet og vedtægt havde fænget hos mange forfattere, og den tyske romantik var i gang med at afløses af en digtning, der higede mod livet og friheden, ligesom den franske romantik var ved at forlade sin kærlighed til legitimitet og kirke. Både Hegels og de engelske utilitariers retsfilosofi var ubetingede modsætninger til beundringen for middelalderen og feudalvæsenet. En levende fællesledelse forenede de frisindede i hele Europa. Og endda i Romerkirkens ellers så beroligende favn gærede det. Forholdet indenfor den var ikke det samme som omkring 1815, og rundt om i den katolske verden var der mænd, som ikke længere så det som kirkens opgave at gøre polititjeneste for den verdslige autoritet, men ville have frihed for kirken overfor staten, og som derved dreves til at kalde på folkene i stedet for fyrsterne. Det viste sig i Frankrig, i Irland og i Belgien. 

I Frankrig var en gruppe præster uforsonlige overfor den kirkelige tilstand, der var indført under Napoleon, og der var færre i gejstligheden, der var tilhængere af gallikanismen og den franske kirkes selvstændighed overfor det vestromerske pavedømme. De ønskede genoprettelse af de religiøse ordener og erstatning for inddragelsen af kirkegodset, og ville have undervisningsvæsenet ind under kirken igen. Sammen med store dele af den gamle adel blev disse reaktionære præster understøttet, og Jesuitterordenen dukkede op under andre navne, og efter genoprettelsen af Kirkestaten i 1814 bredte jesuitterne sig rundt om i Frankrig og anlagde opdragelsesanstalter. Bourgeoisiet holdt på Chartret af 1814, der gjorde middelstanden til den vigtigste faktor i samfundsudviklingen, og chartet var en garanti mod de tidligere priviligerede klasser og begrænsede demokratiet. Der fandtes intet republikansk parti og den almindelige valgrets tilhængere var let talte. Ludvig XVIII blev dig svagere med årene, og da han ingen børn havde, skulle hans broder grev Karl af Artios være tronfølger, og hans var samlingssted for reaktionære junkere og præster. Der var jo hjemvendt adelige emigranter og præster, der ønskede hævn. Marskal Ney blev tiltalt for højforræderi og blev skudt i december 1815, og de vakte forbitrelse hos de frisindede og de mådeholdne. I Sydfrankrig lykkedes det de hjemvendte adelige emigranter og præster at rejse almuen i byerne og bønderne på landet i 1815/16. Gennem plyndringer, brandstiftelser, fængslinger og mord kom den religiøse fanatisme frem, og især i Nimes gik det ud over calvinisterne. Bevægelsen fik navnet »den hvide rædsel«, la terreur blanche. I februar 1820 blev hertugen af Berry myrdet af en håndsværkssvend, og det politiske højre overtog magten og indførte indskrænkning i pressefriheden og undtagelseslove, ligesom valgretten kom til at sikre de højestbeskattede indflydelse på bekostning af de øvrige valgberettigede, sådan at der skete en opdeling af vælgerne. Højre opnåede flertal sammen med gejstlighed, aristokratiet og reaktionen, og taberne var middelstanden. Sydfra udberdtes nu karbonariernes hemmelige foreninger sig i Frankrig. I september 1824 døde Ludvig XVIII og efterfulgtes af greven af Artios, som kong Karl X, og han var endnu mere højreorienteret end Højre. Nu skulle emigranterne have erstatning og godserne tilbageleveres, der skulle være straf for kirkeskænderi, dvs. man ville indføre kætterstraffe, og yderst til Højre indenfor gejstligheden erklærede Lamennais pavens magt som den eneste synlige autoritet i kirken og staten. Men så flammede de anti-klerikale lidenskaber op. Med forskellige kornlove forsøgte man at værne om jordbesiddernes økonomiske vilkår, men det kunne ikke løbe rundt, og der opstod opkøbere, »den sorte bande«, der opkøbte godser og udstykkede disse. De var pengemænd fra middelstanden der derved undergrave adelens sociale stilling, og dermed opstod en modsætning mellem den faste ejendom og den bevægelige kapital, og aristokratiet ønskede genindført førstefødselsretten til godserne, som Code Civil havde afskaffet. I 1827 blev nationalgarden opløst, og dette medførte fuldstændig skilsmisse mellem Paris' bourgeoisi og bourbonerne, og uroligheder og rejsning af barrikader i Paris. I januar 1828 dannedes et nyt ministerium med Martignae der var mod klerikalismen og udelukkede jesuitterne fra retten til undervisning. Martignae genoprettede dog ikke nationalgarden, og Lamennais tilhængere protesterede og krævede frihed for kirken, og hævde nu, at folket havde ret til at bruge magt mod enhver fyrste, der gjorde oprør mod den guddommende myndighed. Den højere gejstlighed tog dog afstand fra Lamennais udtalelser. I 1828 forelagde Martignae en reform om decentralisering af hele forvaltningen, med indførelse af provinsielle råd og kommunale råd. Men både de frisindede og det yderste højre afviste forslaget, der blev ændret, og Karl X fandt anledning til at skille sig af med Martignae i august 1829. Polignae var Karl X's mand i den nye regering. Polignae besluttede at fortage erobring af det uafhængige Algier, der stod under sultanen, fordi der foregik så mange sørøverier fra Algier. Krigen medførte, at der blev dannet en skattenægterbevægelse i mange landsdele, da der samtidig var høje brødpriser og arbejdsløshed, og en republikansk bevægelse var dukket op, hvor også La Fayette deltog. En anden gruppe ville have tronen væk fra bourbonernes hovedlinie til Ludvig Filip af Orléans, der var søn af Filip-Egalité. Ludvig Filip af Orléans var dog forhadt af de tidlige emigranter, men han forsonede sig med bourbonerne, og ægtede en neapolitansk prinsesse af dennes slægt og tænkte i 1808 på at deltage i kampen i Spanien mod Napoleon. Men under restaurationen havde han stærkt vist sin modsætning til emigranterne og Ultras (parti af yderligtgående reaktion af adelen og gejstlighed med bl.a. Bonald, som Ultras afgud fra 1815) og var til gengæld mistænkt både af Ludvig XVIII og af Karl X. Ludvig Filip af Orléans var meget stræbsom efter at vinde yndest hos bourgeoisiet, og sendte sine sønner til en af skolerne i Paris, og omgav sig med ansete forfattere og kunstnere og trådte i fortrolig forbindelse med oppositionens førere, tillige på anden hånd med Talleyrand. For denne, der siden 1815 følte sig tilsidesat af bourbonerne, var tanken om et tronskifte ikke fremmed, og i hans planer inddroges Thiers og Mignet. Disse begyndte i januar 1830 udgivelsen af et blad »National«. Dets hovedstandpunkt var forsvaret for den parlamentariske regering, hvor kongen er regenten, men kongen bestemmer ikke regeringen, men tillige vendte bladet hyppigt tilbage til den engelske revolution af 1688 i den utvivlsomme hensigt at forberede stemningen på et lignende fransk skifte. Således blev bladet i virkeligheden organ for den orléanistisk-sindede gruppe, der havde tilhængere hos indflydelsesrige, omend fåtallige mænd fra det høje bourgeoisi. Under disse forhold trådte kamrene sammen i foråret 1830. En truende trontale besvaredes øjeblikkeligt med en adresse fra deputeretkammeret, vedtaget med stor majoritet, hvori der udtaltes den stærkeste mistillid til ministeriet; mere end dette tænkte dog sikkert det overvejende flertal af oppositionen ikke på. Men Karl X og Polignac ville ikke gå af vejen for kampen; bestemt afvistes adressen, og til sine omgivelser talte kongen om sine pligter mod himlen og sin urokkelige vilje. Kammeret blev opløst, men i enighed samledes hele oppositionen om flertallets genvalg. Og Polignacs forhåbninger blev gjort til skamme. Skønt netop under valgene efterretninger indløb om de franske troppers sejrrige landgang i Algier og om indtagelsen af hovedstaden og af Deiens slot, steg det oppositionelle flertal. Et øjeblik vaklede Polignac og tilbød kongen at træde tilbage, men kongen afviste dette tilbud, og ministrene blev på deres pladser. Hverken de eller Karl X troede på noget væbnet oprør og overhørte alle advarsler. Tværtimod mente de og kongen, at tiden nu var kommet til for Frankrigs, kongedømmets og kirkens skyld at anvende chartets § 14. I dybeste hemmelighed foregik overvejelserne om de kongelige ordonnanser, der d. 24 juli vedtoges i ministerrådet. De var 4 i tal. Den første ophævede midlertidigt den periodiske presses frihed ved at gøre udgivelsen af aviser og tidsskrifter og endog af enhver bog på under 20 ark afhængig af øvrighedens tilladelse, den anden ændrede valgloven, således at de højestbeskattede fik en endnu større indflydelse end efter den bestående lov, den tredje opløste kammeret (altså før det var trådt sammen), den fjerde udskrev nye valg. D. 25 juli 1830 underskrev Karl X ordonnanserne, og om morgenen d. 26 juli 1830 offentliggjordes de. Hvor stærkt end oppositionen forinden havde haft sin opmærksomhed henledt på et muligt statskup, virkede de dog som en overraskelse, og ingen var forberedt. På børsen mærkedes uro og fald af statspapirerne. Dog havde allerede om formiddagen en enkelt kreds af mænd, der følte sig særlig ramt, besluttet sig til at handle. På opfordring af Thiers underskrev 44 avisredaktører og journalister en offentlig protest mod ordonnanserne. Det hed i den, at da regeringen havde sat magten i stedet for den lovlige tilstand og lydighed således ikke længer var pligt, ville de udgive deres aviser uden den forlangte tilladelse. I Frankrigs navn anråbte de de deputerede om at sætte sig ud over den ulovlige opløsning af kammeret førend det var gennemført. Der lå i denne protest kun en opfordring til passiv modstand. Men trykt og spredt i tusinder af eksemplarer satte den sindene i stærk bevægelse. Hen på aftenen fandt også hist og her sammenstimlinger sted, og der lød råbene: »Leve chartet, Ned med ministrene«. Fra morgenen d. 27 juli begyndte imidlertid gaderne i Paris at fyldes med ivrige grupper, der udstødte de samme råb som aftenen forud. Talrige arbejdere sås imellem dem, ligeledes skarer af studenter. De var dog ubevæbnede, og om nogen overledelse var der ikke tale. Adskillige af de nyvalgte deputerede kom sammen til et møde, men indskrænkede sig til at overdrage Guizot og et par andre at affatte et udkast til en protest, som skulle forhandles den næste dag. Alt lå endnu i det usikre, da regeringen ved middagstid skred ind. Kongen, hans familie og hoffet, der opholdt sig i St. Cloud, havde vel ikke været helt blinde for alvoren ved ordonnansernes udstedelse, men hverken de eller ministeriet havde truffet nogen som helst særlige foranstaltninger til at sikre sig. Navnlig var garnisonen i Paris ikke blevet forstærket, skønt den ikke bestod af mere end 11-12,000 mand, af hvilke kun noget over halvdelen af garderegimenterne kom til at vise sig fuldt pålidelige. Om formiddagen gav kongen marskal Marmont ordre til at overtage befalingen over tropperne i Paris og genoprette fuldstændig orden. Men denne beslutning var uheldig, fordi marskalens navn var forhadt på grund af hans adfærd overfor Napoleon i 1814. Ud på eftermiddagen rykkede tropperne frem mod de spredte grupper af mennesker. Marmont havde givet dem ordre til ikke at skyde, før de selv blev angrebet, men da der kastedes sten på tropperne, gav de ild, og så var kampen begyndt. I de snævre gader byggedes der hist og her barrikader og våbenbutikker blev plyndrede. Ved aftenstid havde tropperne kontrollen over Paris. Men rygterne om skyderiet havde frembragt en større ophidselse. Fra aftenen d. 27 og i den påfølgende nat virkede de hemmelige republikanske foreningers ledere, ældre halvt bonapartistiske officerer, tidligere karbonader og unge studenter og elever af den Polytekniske Skole. De var næppe klare over deres mål, men det var dem ikke nok at holde sig til den passive modstand eller at omstøde ordonnanserne og genoprette chartet. Hadet til bourbonerne og kærligheden til den Store Franske Revolution og ikke mindst til Trikoloren var for dem de drivende kræfter. De ville gennemføre en væbnet modstand ved hjælp af masserne, og de evnede at få disse i tale ved deres agitation. Forandringen viste sig om morgenen d. 28 juli, da store skarer af arbejdere fra forstæderne mødte frem til kamp. Gaderne fyldtes med hundreder af barrikader; under stormklokkernes klemten bemægtigede oprørerne sig Arsenalet, hvorved de fik våben i rigelig mængde, samt hele den østlige del af Paris og rådhuset. En betydningsfuld begivenhed blev det, da Trikoloren hejstes på Arsenalet og Notre Dame kirken, og råbet »Ned med bourbonerne« lød nu sammen med »leve Chartet«. Marmont følte faren, så meget mere som der allerede nu mærkedes tegn til frafald indenfor tropperne. Ved et brev opfordrede han kongen til et forsonlige skridt. Men Karl X og ministrene troede vedblivende, at det ville være let at genoprette roen. Kl. 14 lod Marmont tropperne foretage en angrebsbevægelse, og en blodig kamp begyndte. Stadigt var det mest arbejderne og studenterne, der førte an, medens borgerstandens mænd ikke mødte frem på gaderne, men dog støttede de kæmpende fra vinduerne ved at kaste sten, brændestykker og møbler ned på soldaterne. Efter skiftende tildragelser endte dagen med, at Marmont måtte samle tropperne ved Louvre og Tuilerierne. Imidlertid havde 63 deputerede vedtaget et udkast fra Guizot til en protest mod ordonnanserne. På deres møde havde La Fayette , hvis navn allerede var stærkt på tale mellem masserne, truet med en selvstændig optræden, hvis man ikke den næste dag besluttede oprettelsen af en provisorisk regering. Det store flertal var stemt for at indskrænke sig til den passive modstand. Dog begyndte det orléansistiske parti og indenfor dette part bankieren Laffitte at vove sig noget frem. Fra morgenstunden d. 29 juli havde oprøret bredt sig til den venstre Seinebred og de vestlige kvarterer, og tropperne var begyndt at falde fra. Snart kom kampen til at dreje sig om Louvre og Tuilerierne. Schweizergarden flygtede og først ved indgangen til Boulogneskoven kunne Marmont samle sine tropper. Kl. 13 hejstes Trikoloren på Tuilerierne og en time efter var hele Paris i oprørernes magt og den 3 dages kamp endt. Dens ofre beløb sig til ca. 1,000 menneskeliv. Nu mandede de deputerede sig også op til at handle. Hertil bidrog i høj grad frygten for det republikanske parti, der havde taget magten på rådhuset. På La Fayettes forslag vedtoges nationalgardens genoprettelse og overdragelse af befalingen over den til ham, og på Guizots forslag dannelsen af en såkaldt municipalkommission. Uden modstand fik de og La Fayette magten på rådhuset på grund af republikanernes tillid til den sidste. Måske var det også La Fayettes' mening at forberede bourbonernes fald, og han håbede uden tvivl på, at republikken ville blive resultatet. Men ud fra dette standpunkt havde han, ledet af sin mangel på skarpsyn, forfængelighed og minderne fra 1789, begået en stor fejl ved at fremkalde nationalgardens genoprettelse. Thi med den trådte det bevæbnede borgerskab nu efter kampens afslutning frem og gjorde sig til herre over Paris, og vel var det i de blodige dage blevet kongens afgjorte fjende, men lige så fuldt var det fjendtligt stemt mod en republik, mod arbejderne og massernes herredømme. Under disse forhold lod det sig let lede hen imod den løsning, som bankieren Laffitte og hans nærmeste venner ville have, nemlig et nyt kongedømme under Orléanserne med Trikoloren som banner. Dagens begivenheder havde imidlertid endeligt begyndt at åbne øjnene på ministrene og til sidst på kongen, der endnu d. 28 juli havde taget det hele roligt, som både for hans og Polignacs vedkommende synes at have bundet i tro på gunstige åbenbaringer fra åndeverdenen. Ud på eftermiddagen trak kongen ordonnansernes tilbagetagelse og ministeriets afskedigelse. Kongelige befuldmægtigede sendtes med denne meddelelse til Paris, men forholdsreglerne var dog stadigt halve. De blev køligt modtaget af La Fayette, Thiers og af de deputerede der var samlede hos Laffitte, og der kunne ikke forhandles om Trikoloren.. D. 30 juli var der på Paris gader opslået et manifest af Thiers. Det indeholdt det fuldstændige brud med Karl X, men forkastede også republikken og proklamerede derimod en løsning med hertugen af Orléans, Ludvig Filip, der havde skjult sig på et jagtslot sit slot i Neuilly i Paris' omegn. Her modtog Ludvig Filips søster Adélaide bud fra Talleyrand og Thiers, og hun lovede at hertugen skulle komme til Paris. Men de orleansistisksindede deputerede følte, at det hastede, da hertugens tilhængere så republikken som en fare. Deres kup var ikke undgået La Fayettes' og republikanernes opmærksomhed, og ved opslag på gaderne og ved møder agiterede republikanerne mod et orléansk regimente. Men La Fayette trådte ikke i spidsen for den republikanske bevægelse, men indskrænkede sig til at opfordre de deputerede til ikke at forhaste sig, og til at skaffe landet garantier ved visse ændringer i chartet. Men nu sluttede de deputerede Guizot og Périer sig til orléanserne, og ud på dagen d. 30 juli enedes 40 deputerede om at vælge Ludvig Filip til kongerigets generalløjtnant og opfordre ham til at komme til Paris. Ved nattens begyndelse indfandt han sig også i sit derværende slot Palais-Royal. Her modtog han d. 31 juli om formiddagen befuldmægtigede fra de deputerede, der meddelte ham hans valg til generalløjtnant. Skønt han lige i forvejen havde givet tilsagn om loyalitet mod kong Karl X, modtog han valget uden forbehold, og et par timer efter opsloges på gaderne en proklamation, hvori han forkyndte dette, erklærede at ville antage Trikoloren og lovede kamrenes sammentræden, for at de kunne overveje midlerne til at sikre lovenes herredømme og nationens rettigheder. Opslaget sluttede med ordene: chartet skal for fremtiden være en sandhed. Af ganske lignende indhold var en kort efter offentliggjort proklamation fra de deputerede. Således var hertugen og de deputerede blevet enige, selvom ordet konge ikke var nævnt, kunne meningen dog ikke være uklar. Det spørgsmål, der stod tilbage, var om rådhusregeringen, La Fayette og republikanerne ville bøje sig. Alle indså de dog håbløsheden af modstand mod den, der havde antaget Trikoloren og lovet chartets opretholdelse. Og da Ludvig Filip d. 31 foretog det dristige skridt til hest at begive sig til rådhuset, blev sejren hans. La Fayette ledsagede ham ud på balkonen, hvor Ludvig Filip omfavnede ham, idet han svingede med Trikoloren. Paris tilhørte fra da af hertugen. En feststemning hvilede over byen, og gennem bourgeoisiet gik en almen-demokratisk følelse og en sympati med mængden, hvem det skyldte sin sejr, og som under kampdagene var optrådt både med heltemod. De ivrigste republikanere fandt dog at La Fayette var gået for vidt. De har vistnok formuleret deres krav i et skriftligt dokument; senere talte de om dette under navnet Rådhusprogrammet. De vigtigste punkter i Rådhusprogrammet var om folkesuverænitetens anerkendelse, almindelig valgret, afskaffelsen af pairernes arvelighed, uindskrænket pressefrihed og især om nationens bekræftelse af den nye forfatning. Efter al rimelighed har det også været La Fayette's hensigt at stille sådanne krav til hertugen, da han d. 1 august gjorde genbesøg hos ham i Palais-Royal. Men han blev bedåret af hertugens elskværdighed og troede i fremtiden at kunne beherske ham. Især efter at Ludvig Filip havde erklæret sig fuldt enig med ham i, at det som Frankrig trængte til var en folkelig trone omgivet af republikanske institutioner. Samme dag nedlagde municipalkommissionen sit hverv i hertugens hænder, og denne udnævnte La Fayette til chef for alle nationalgarderne i Frankrig og indkaldte kamrene til d. 3 august. Under alt dette havde Karl X søgt tilflugt i Rambouillet. Han indså, at hans personlige sag var tabt. D. 1 august stadfæstede han Ludvig Filips valg til generalløjtnant. Men han håbede endnu på at redde kronen for sin slægt og abdicerede derfor dagen derpå til fordel for hertugen af Berry's søn, hertugen af Bordeaux, og sendte sagen derom til Ludvig Filip, der erklærede, at den ville blive overgivet til kamrene. D. 3 august forlod han Rambouillet idet store skarer af Paris' befolkning på Ludvig Filips' og La Fayettes' foranledning nærmede sig slottet. En halv snes dage senere sejlede han til England. D. 3 august var kamrene trådt sammen. Hertugen opfordrede dem til at foretage forskellige ændringer i chartet og meddelte dem, at Karl X havde givet afkald på tronen, men skjulte, at dette afkald var givet til fordel for hertugen af Bordeaux. Uden tvivl var han nu selv bestemt på at ville være konge, og aviserne skrev herom, idet de drog en sammenligning mellem den nu skete revolution og den engelske af 1688. Hovedsagen var i virkeligheden også afgjort. Men der var uenighed i deputeretkammeret, om tronen skulle overdrages den nye konge i direkte kraft af folkesuveræniteten eller ved et slags kompromis mellem denne og legitimitetens princip. Der var også uenighed om forfatningsændringerne, hvor nogle ville have dem indskrænket til den misbrugte § 14, medens andre ville gå videre, og atter andre ville have en konstituerende forsamling indkaldt før kongevalget. Forhandlingerne strakte sig over flere dage og truedes endda ved en folkebevægelse, der særlig var rettet mod pairernes arvelighed. Men bevægelsen blev underkuet. D. 7 august enedes man dog, efter at forslaget om indkaldelsen af en konstituerende forsamling var forkastet. Folkesuverænitetsprincippet havde formelt sejret ved, at hertugen af Orléans og hans mandlige arvinger kaldtes til tronen med titel af »de franskes konge«, på betingelse af hans antagelse af de i chartet foretagne ændringer, og hermed stemte det overens, når fortalen til Chartet af 1814, hvori det kaldtes oktrojeret af kongen, faldt bort. Men ændringerne i selve chartet var ikke store. § 14 omdannedes, således at kongen aldrig ved ordonnanser kunne suspendere love eller fritage lovenes udførelse. Der indførtes forbud mod censur, og som indrømmelse til det katolsk-liberale parti, et løfte om undervisningsfrihed. Valgbarheds- og valgretsalderen nedsattes fra henholdsvis 40 og 30 år til 30 og 25 år, og de højestbeskattedes dobbelte afstemning afskaffedes. Endvidere sloges Trikoloren fast som Frankrigs fane. Men spørgsmålet om pairernes stilling, den nærmere ordning af valgret og valgmåde samt organisationen af nationalgarderne, af jurier og af valgene til de stedlige myndigheder var udskudt til senere afgørelse. D. 8 august antog hertugen det ny charter og overtog den næste dag regeringen under navnet Ludvig Filip. Julirevolutionen var endt og orléansernes kongedømme begyndt. Når bourbonerne så let var bukkede under, skyldtes det bl.a. at under Karl X havde regeringen mistet det hold i middelstanden, som regeringen havde haft i 1815. En stor del af middelstanden havde dengang håbet, at den lovlige kongeslægt skulle være det bedste middel til på ordnet måde at sikre politisk frihed og retslig lighed, og værne mod en aristokratisk og klerikal styrelse. Men det var ikke middelstanden, der havde fjernet Karl X, thi det var arbejderne og studenterne, og borgerskabet havde ikke forjaget bourbonerne, men blot ladet dem falde. Men arbejdernes republikanske ledere var for svage, og udenfor Paris ville man absolut ikke have en republik. Og skønt orléansisterne ved Julirevolutionens begyndelse kun var et lille mindretal, frembød deres sejr sig nu. Men Julirevolutionen blev langt mere end en fransk begivenhed. Den ramte det europæiske system, som var oprettet i 1815, og rundt om hilstes julidagene i Paris som folkenes sejr over fyrster og aristokrati og som den store befrielse. Ingen af stormagterne tænkte på at anvende det interventionsprincip overfor revolutionære bevægelser, som de havde vedtaget på Wienerkongressen i 1815, og som de havde bundet sig til. Hurtigt anerkendte magterne Ludvig Filip som konge i Frankrig, og den eneste som gjorde tegn på modvilje var zar Nikolaj. Ludvig Filips havde med stor iver skyndt sig at lade sine gesandter forsikre stormagterne, at enhver krænkelse af de bestående traktater eller understøttelse af revolutionære bestræbelser lå fjernt fra hans tanker. Dog følte Prøjsen, Rusland og Østrig sig ikke trygge. De var klar over, at med Julirevolutionen og Trikoloren var genfødt alle det franske folks forestillinger om dets førerstilling i Europa og dets forpligtelse til at understøtte trælbundne folk i deres frihedskamp, og ikke mindst folkets ret til hævn for Waterloo og de andre ydmygelser fra Wienerkongressen. Allevegne anerkendtes Ludvig Filip, og han var omgærdet af feststemning og Trikoloren, og han flyttede sin bopæl til Tuilerierne. Sakrigleloven af 1825 og andre tvangslove ophævedes, og de bourbonske liljer blev fjernet fra Frankrigs våben. Men efter 2 måneder var feststemningen forbi, fordi republikanerne ikke kunne se det demokratiske islæt i regeringen, og mange gik ledige efter tumulterne, og krævede død over Karl X´s sidste ministre, Polignac med flere. Dem der havde oprettet det nye kongedømme skiltes i to retninger, bevægelsens og modstandens. Bevægelsens parti ville godt give indrømmer til valgretten, men modstandspartiet stod for lydighed, orden og ingen eksperimenter. Men i november 1830 gav Ludvig Filip magten til bevægelsespartiet med Laffitte som chef, og umiddelbart derefter begyndte processen mod Karl X´s ministre, der endte med livsvarig fængsel. Folkemasserne ønskede imidlertidig Rådhusprogrammet fra julidagene gennemført, men i stedet vedtog kammeret en lov der fratog La Fayette hans stilling som øverstkommanderende over alle franske nationalgarder, og indskrænkede hans rolle til Paris. I februar 1831 mindes legitimisterne hertugen af Berry i Paris, og i raseri derover ødelagde befolkningen en kirke og ærkebiskoppens palæ. Men bag ryggen på Laffitte førte Ludvig Filip en personlig dialog og politik med udlandet, og i foråret 1831 faldt Lafittes ministerium. . Først i det næste ministerium blev valgretten ændret. Der var ca. 900,000 valgberettigede, der betalte 300 francs i skat, og beløbet blev nedsat til 200 francs, således at der blev ca. 166,000 valgberettigede. Men den store mængde af skattepligtige, der indbetalte under 200 francs om året i skat var udelukket fra at stemme, så styret hvilede altså på den bemidlede middelstand. Det ny ministerium dannedes af modstandspartiet med Casimir Périer som chef, og han var udgået fra samme samfundslag som bankier Laffitte. Périer havde en glødende lidenskabelighed der kunne tage magten over ham og gøre ham heftig, ubehersket, brutal; men som aldrig berøvede ham hans uantasteligste selvtillid. Hans lidenskabs genstand var »den ordnede magt«, samlet i hans egen person. Det var hans overbevisning, at Frankrig trængte til at regeres, og at han selv alene var manden til at regere, og hans anmassenhed gjorde ham frygtet og hadet. Hans ministerium kom til at betyde middelstandens samling til kamp mod revolutionen. Kun nødigt havde Ludvig Filip givet Périer magten, og under hele hans ministerium var der en skjult kamp mellem ham og kongen. Lige efter sin regeringstiltrædelse erklærede Périer i en tale i kammeret revolutionen krig og snart efter rammede han en pæl gennem Rådhusprogrammet. Med strenghed skred han ind mod tumulter i Paris, og fik gennemført en lov mod sammenrotningerne på gaderne og han lod det regne ned med processer mod sine modstandere. Regeringen kom imidlertid til at stå overfor en alvorlig bevægelse, da der i efteråret 1831 udbrød arbejderuroligheder i Lyon. De var ikke af politisk og ikke af socialistisk natur, men de var foranledigede af nød og sult, og det var første gang efter 1815, at en organiseret arbejderbevægelse kæmpede mod arbejdsgiverne. Regeringen tog selvfølgelig parti for arbejdsgiverne og slog bevægelsen ned med magt, og den gjorde det i overensstemmelse med deputeretkammerets store flertal og i samklang med middelstandens ønsker. Derved blev denne begivenhed symbolsk for samfundsklassernes deling i to fjendtlige lejre. Men også opadtil viste det sig, at bourgeoisiet ville sætte sig fast i sadlen. Det længe omtvistede spørgsmål om pairskammeret fik nu sin afslutning. Pairernes arvelighed blev afskaffet, kammerets medlemmer skulle for fremtiden udelukkende skylde kongens udnævnelse deres pladser; et arveligt aristokrati var ikke mere en mulighed, deputeretkammerets magt var sikret, og pairskammerets rolle blev under julikongedømmet meget betydningsløsere. Tallet på pairer var i 1834 på 248 og i 1837 på 326. Da kom tilmed koleraen i marts 1832 til Frankrig; og frygteligt stort blev tallet på koleraens ofre, og farsotten fremkaldte en ny voldsom ophidselse mellem de fattige i Paris. Da ramtes Périer selv af koleraen ved smitte, hentet på et besøg i et af hospitalerne. I foråret 1832 døde han, og de efterfølgende år blev rige på lange ministerkriser. Snart kom dog to mænd til at stå som de toneangivende i regeringen, Guizot og Thiers. Guizot var den eminent dannede, men uhyre selvtillidsfulde mand med urokkelig tro på sin egen ufejlbarlighed, og hans styrke var hans veltalenhed. Men han manglede som politiker bøjelighed og fremsyn, og tidligt havde han sluttet sig til en bestemt idékreds, og forstod ikke samfundets udvikling, og kunne ikke lodde stemninger eller bevægelser i folkedybet. Thiers lignede Guizot i ærgerrighed og i at hans interesser var afgjort politiske og ikke sociale. Han savnede filosofisk dannelse, og i en tid kunne disse to mænd gå sammen, da de begge var tilhængere af julikongedømmet og middelstandens herredømme. Men der var hos Guizot større respekt for kongedømmets ret og kongens personlige myndighed end hos Thiers. Guizot vedkendte sig ikke parlamentarismen, som Thiers gjorde. Der var også hos Thiers en større sympati for kejserdømmets tid og for hævdelsen af de nationale udvidelseslyster og Frankrigs gloire. Ludvig Filip indskrænkede hovedsagelig sin personlige politik til af og til selvstændigt at blande sig i de udenrigske anliggender. Adskilligt positivt reformarbejde blev også gjort i disse og de nærmest følgende år. Således gennemførte Guizot en vigtig forbedring af almueskolevæsenet, og der fremstilledes love om sparekasser og om humane ændringer i strafferetten, og samfærdselsmidlerne fremmedes. Megen tid gik dog med golde forhandlinger. Men fremfor alt var opmærksomheden optaget af at sikre monarkiet mod truende farer, der kom fra den legitimistiske, den republikansk-demokratiske og snart efter også den bonapartistiske side. I den første tid efter revolutionen havde legitimisterne kun spillet en ringe rolle. Men ved Karl X's hof på Holyrood slot ved Edinburgh levede endnu forhåbninger om en tredje restauration, og som de uforsonliges midtpunkt stod hertuginden af Berry. Efter Périers død anså hun øjeblikket for heldigt og kom til Vendée. Men kun en ringe bondeskare samlede sig, og den blev hurtigt sprængt, og ved forræderi fik regeringen hende fanget. Hun mistede sin heroiske glans ved at hun var frugtsommelig i et hemmeligt ægteskab med en italiensk greve. Men Périers død havde også sat mod i republikanerne. Hidtil havde disse ikke skilt sig skarpt ud fra bevægelsespartiet, og de dannede hemmelige selskaber. Der var imellem dem mange med ædle idealer, som var skuffede ved udviklingen efter 1830. Der var mange udenlandske politiske flygtninge, der havde taget ophold i Paris. Især polakker og af Mazzini påvirkede italienere, og deres midler havde hidtil mest været pressen, klubtaler, der forherligede konventets mænd, og ikke mindst hudflettende karrikaturtegninger. Men nu forsøgte de i sommeren 1832 et oprør i Paris med udfolden af den røde fane og med kravet om republik. Men regeringen fandt en pålidelig støtte hos nationalgarden, og efter en voldsom gadekamp blev oprøret knust. Et nyt hemmeligt selskab af studenter og arbejdere dannedes dog, og indenfor det kom overvægten til de radikale, der var halvvejs socialister. De benægtede ejendomsrettens ubetingethed og krævede en industriel organisation til sikring af en retfærdig fordeling af produktionen. Et nyt arbejderoprør udbrød også i Lyon i 1834, og denne gang af republikansk art, men det undertryktes dog let. Men selv de mest frisindede indenfor bourgeoisiet nu var blevet ængstelige, og forbindelsen afbrødes helt mellem republikanerne og den størstedel af bevægelsespartiet i kammeret. Men republikanernes sag blev skadet ved det attentat, som Fieschi i 1835 ved en såkaldt helvedesmaskine forsøgte mod kongens liv. Regeringen tog anledning af attentatet til at drive de såkaldte Septemberlove af 1835 igennem, dvs. undtagelseslove, der i høj grad indskrænkede pressefriheden, og som blev brugt på hensynsløs måde. Lovene var sikkert unødvendige, fordi republikanerne i forvejen var lammede, og de avlede fornyet misfornøjelse hos de frisindede monarkister. Den demokratiske bevægelse indenfor den katolske kirke havde i en enkelt mands gerning tilspidset sig på den ejendommeligste måde. Skuffet ved at julikongedømmet var fuldt så ukristeligt som bourbonernes, havde Lamennais efter 1830 endnu stærkere end før vendt sine forhåbninger til folket, ved hvis hjælp guds stat skulle oprettes. Men hans blik havde udvidet sig. Guds stat rummede nu for ham ikke alene kirkens frihed, men den var enstydig med forbedring af de fattiges kår, ophøret af det ene menneskes herredømme over det andet, ikke alene politisk, men også økonomisk og endda åndeligt. Derfor krævede han nu i almindelighed samvittigheds- og pressefrihed og broderskab ikke blot mellem individerne, men også mellem nationerne, og grundlaget skulle være tro på og kærlighed til gud. Lamennais stiftede et blad til udbredelse af sine meninger og fik støtte hos mænd af lignende anskuelser, især dominikanermunken Lacordaire. På mange områder faldt deres virken sammen med de revolutionæres. Regeringen og flere blev ængstelige, men Lamennais stolede på paven som kirkens høvding, der ville stille sig i spidsen for genfødelsen og folkene. Men da fik hans sit livs største skuffelse, da han i 1832 rejste til Rom. Pavens svar var afvisende og snart fordømte paven Lamennais' lærdomme, og derved fjernede Lacordaire sig fra Lamennais, og det bragte Lamennais til at bryde med Rom. I 1834 udkom hans »Paroles d'an croyant«, en af det 19 århundredes mærkeligste bøger. Den er et glødende skrig mod fyrsterne, et uendeligt tema mod uligheden og det store opråb til kamp. I prædikestilen, i den stadige mindelse om gud og satan, i appellen til gudsriget, er den udtrykket for dens forfatters endnu fuldt troende, dybt bevægede religiøse ånd, men i hadet, i tilliden til folket, i den voldsomme agitatoriske og hidsende form er det revolutionsmanden, der taler. Men ganske vist den ensomme revolutionsmand, der ikke vil gøre sig til eet med noget parti. Skriftet blev solgt i 100,000 eksemplarer. Men kongedømmet var også i fare fra bonapartistisk side. Under selve Julirevolutionen havde bonapartisterne kun givet svage livstegn fra sig. Snart efter mærkedes der langt mere til begejstringen for Napoleon. Rundt om i teatrene vandt de stykker rasende bifald, der forherligede kejseren og forestillede scener af hans liv, og Paris' boghandlervinduer var fyldte med kobberstik og litografier, der havde lignende emner. Tidens populæreste maler, Horace Vernet, søgte sine motiver fra kejsertiden, og Hugo og Béranger vedblev at udsynge deres begejstring for helten, og af og til hørtes under tumulter råbet »Leve Napoleon II«. Men der var endnu ikke tale om noget virkeligt bonapartistisk parti. For alvor kunne ingen hengive sig til håbet om, at kongen af Rom skulle bestige Frankrigs trone. Som Østrigs pant levede han godt forvaret i Wien. Hans opdragelse var ingenlunde blevet forsømt, men hans kejserlige bedstefaders og Metternichs formål var at bibringe ham, der havde fået titel af hertugen af Reichsstadt, forestilling om at han var østriger. Det lykkedes ikke, og mere og mere tumlede der i hans sind planer om at komme tilbage til Frankrig. Der var i ham en stærk selvtillid, en levende ærgerrighed, en urolig lyst til dåd, men alle veje var lukkede for ham, og i juli 1832 døde han af brystsyge. Hans død voldte alvorlig sorg hos kejserslægtens venner i Frankrig, men indeholdt dog mulighed for en vending i bonapartismens historie. En kandidat i frihed meldte sig. Denne var Ludvig Napoleon, født i 1808, yngre søn af kong Ludvig af Holland og Hortense Beauharnais, som efter en ældre broders død og i overensstemmelse med den kejserlige familielov af 1806 og forskellige afkald mente at sidde inde med arveretten. Det meste af sin ungdom havde han tilbragt på sin moders slot i Schweiz, i hvis hær han også var blevet officer efter at have deltaget i oprøret i Kirkestaten 1831. Igennem småskrifter havde han forberedt verden på sig, og i 1836 troede han at julikongedømmet faldefærdigt og hans eget øjeblik var kommet. Med sin senere minister Persigny som hovedrådgiver planlagde han et overfald på Strassburg, og derfra mente han lå vejen åben for ham til Paris som en gentagelse af de 100 dage. Han havde også forbindelser med en del officerer i Strassburgs fæstningsgarnison. Han kom hemmeligt til Strassburg, og i et øjeblik så det ud til at soldaterne ville følge ham, men pludselig brast det hele på kongeligsindede officerers modstand. Han og alle deltagerne i sammensværgelsen blev taget tilfange. Regeringen var dog blevet ængstelig. Det viste sig ved, at den lod Napoleon slippe bort til Amerika. Faren var overstået, men vedblivende kunne et bonapartistisk parti se hen til en fører. Ludvig Filips' ældste søn, hertugen af Orléans, havde opnået ægteskab med en meklenburgsk prinsesse, hvilket tydede på, at de legitime hoffer nu betragtede ham som jævnbyrdig, og hertugens popularitet i Frankrig støttedes ved deltagelsen i nye sejrrige kampe i Algier. De forskellige revolutionære forsøg var strandede, og nye attentater mod kongen knyttede kun den ordensvenlige befolkning stærkere til hans person. Der var imidlertid foregået en udvikling af partiforholdene i deputeretkammeret. Yderst tilhøjre stod de få legitimister, yderst til venstre de radikale, ikke alene de få, som stadigt havde været republikanere, men også nogle af det tidligere bevægelsesparti, der nu havde forladt orléansernes sag. Deres program var kun en udvidelse af valgretten til alle, der havde ret til at tjene i nationalgarden dvs. dem, som betalte direkte skat. Adskilt fra dem stod det dynastiske venstre med Odilon Barrot som leder, og det dynastiske venstre ville have en valgreform, der skulle give de såkaldte kapaciteter dvs. dem, der havde givet beviser på særlig dannelse, valgret uden hensyn til skatter. Hertil var imidlertid fra 1836 kommet en deling indenfor flertallet i et højre centrum og et venstre centrum. Hvad der skilte disse partier var ikke nogen stor ideforskel. Begge ville bevare den velstående middelstands herredømme og den vedtagne skat, men under de forhåndenværende forhold blev denne forskel til en større eller mindre tilbøjelighed til at finde sig i kongens personlige indgriben i regeringen. Afgørende for splittelsen blev dog det personlige brud mellem Guizot og Thiers. Dette brud var netop også foranlediget ved kongens stilling til Thiers i udenrigspolitikken. Udtrådt af ministeriet samlede Thiers venstre centrum om sig med det program »parlamentarismen og kongens politiske afhængighed af det af kammerets flertal støttede ministerium«, medens Guizot som højre centrums fører var tilbøjelig til at give kongen friere hænder. Netop denne deling af flertallet syntes at være en fordel for Ludvig Filip, og han mente tiden var kommet til at skaffe sig selv en større personlig indflydelse. I 1837 fjernede han også Guizot fra ministeriet og gav magten til grev Molé. Dennes politik bestod i at undlade at knytte sig til noget af partierne, og han operere efter omstændighederne, men han opnåede kun, at der dannede sig en koalition mod ham, som indbragte en mistillidsadresse. Under behandlingen af denne kom det til en parlamentarisk turnering i allerstørste stil. Veltalenheden og ordskvalderet nåede nye højder i Frankrig. Digteren Lamartine, der havde fuldbyrdet romantikernes overgang fra reaktion til frisind og uden at tage sin plads indenfor noget af partierne gjorde sig til talsmand for en bred demokratisk tankegang. Uden nogensinde at blive en handlingens mand havde han medfølelse med de dårligst stillede i samfundet, og han kunne finde de rammende ord. Nu udkastede han bebrejdelsen mod alle partier for siden 1830 at være gået op i småkævlerier og varslede om det folk, der længtes efter mere frihed. Hans sidste ord i en stor tale »Frankrig er en nation, som keder sig«, gentoges atter og atter, men dybere havde han dog fundet sandheden ved at betone, at kammeret og nationen ikke var eet. Nyvalg foranledigede Molé's afgang, og nu viste det sig, hvor lidt sammenhængende koalitionen havde været. Lange forhandlinger om et nyt ministerium endte først, da voldsomme republikanere, ledede af Blanqui i 1839 gjorde et let knust forsøg på oprør, der blev det sidste oprør før 1848. Efter en mellemperiode måtte kongen, omend højst nødig i 1840 give magten til Thiers. Han ville ingen ændring have i den indre politik og fik valgretsreformen skudt tilside. Hans ministerium blev optaget af den ydre politik, og han ville samle folket, idet han appellerede til de nationale instinkter. Han så også at bonapartismen påny var i opgang. Kun i kort tid var Ludvig Napoleon blevet i Amerika, og han var vendt tilbage til Schweiz. Men da den franske regering gjorde forestillinger mod ham hos forbundsregeringen, havde han taget ophold i England. Her udgav han i 1839 skriftet »Des idées Napoléoniennes«, hvori han udviklede sit system og angreb julikongedømmet, og kort derpå lod Persigny trykke breve fra London, hvori Napoleon sammenlignedes med Cæsar og hans brodersøn med Oktavian, der for at fuldføre sin mission på trods af uretfærdige love, havde vovet at drage til Rom og til sidst var blevet stillet i spidsen for det romerske folk som kejser. Skrifterne fordeltes i de franske kaserner. Thiers mente, at det var muligt at imødekomme de forestillinger, som bonapartismen hvilede på, ved at tage dem i kongedømmets tjeneste. Han foreslog derfor at lade Napoleons lig føre fra St. Helena og gravlægge det i Invalidekirken i Paris. Den engelske regering samtykkede, og kamrene bevilgede penge dertil. Men endnu inden beslutningen var bragt til udførelse, forsøgte Ludvig Napoleon et nyt kup. Ledsaget af henved 60 personer gik han i sommeren 1840 i land i Boulogne, men hurtigt blev han og hans ledsagere fangne. Denne gang lod regeringen ham tiltale, og han blev dømt til livsvarigt ophold i fæstningen ham, hvorfra det dog i 1846 lykkedes ham at undslippe. Begivenheden havde haft det ynkeliges og latterliges præg. Nationen ænsede den knap, optaget som den var af udsigterne til den store krig. Dog holdt, som tidligere set, begejstringen for denne sig ikke, og i efteråret 1840 fik Thiers sin afsked. I det ny ministerium blev Guizot den ledende, og han opnåede en udsoning med England. Indadtil var ministeriet bundet til at gennemføre to af Thiers' planer. Paris' befæstning blev begyndt, og en af kongens yngre sønner, prinsen af Joinville, hentede på en fregat Napoleons lig fra St. Helena, og under store ceremonier fik det sin endelige plads. Nogen større popularitet vandt Ludvig Filip dog ikke herved. Stemningen var netop nu ikke ham gunstig. Selvom han havde haft ret i at ville undgå krigen, havde hans vaklende holdning og den uforsigtige måde, hvorpå han havde givet indblik i sine personlige interesser, ikke kunnet gøre noget godt indtryk. Bruddet med Thiers fik også følger for fremtiden. Men foreløbigt havde kongen atter et ministerium efter sit hjerte, og det samlede også et stort flertal om sig i kammeret. Ministeriet bevarede sit flertal i kammeret lige til Februarrevolutionen i 1848. Når man ikke desto mindre har kaldt disse år for Ludvig Filips personlige regeringstid, er det fordi kongens politik ganske faldt sammen med ministeriets. De rivninger mellem ham og hans ministre, som den foregående tid havde været så rig på, fandtes ikke længere, og det uden at kongen behøvede at bøje sig. Ved siden heraf karakteriseres imidlertid perioden ved et andet vigtigt forhold. Regeringen fæstnede sin majoritet ved meget mislige midler. Den påvirkede vælgerne ikke alene ved tryk fra embedsmændenes side, men ved bestikkelser, særlig ved løfter om embeder og statsbegunstigelser. Den sigtede dernæst på at få i stort tal embedsmænd valgte til deputerede, og i 1846 var af kamrets ca. 460 medlemmer de 184 i statens tjeneste. Den byggede endelig videre på sin derved skabte indflydelse i kammeret ved at love embedsmændene oprykning og give dem og andre deputerede udsigt til koncessioner, statsentrepriser og lignende. Der fremkom på den måde en korruption, der gik meget højt op i samfundet. Korruptionen lettedes ved vælgerkorpsets fåtallighed. Skønt nemlig dette på grund af velstandens stigning i tiden 1831-46 var vokset fra 166,000 til 240,000 valgberrettige, var i det sidste år dog kun 1 af 150 individer og kun en ringe del af de skattepligtige vælgere. De valgberrettige vælgere betalte i direkte skatter kun 95 millioner francs, de ikke valgberettigede 276 millioner francs. Dernæst oppebar de deputerede ingen diæter og var af den grund lettere fristede til at skaffe sig andet vederlag. Politik var således ikke alene et monopol, men også en forretning. Dog beroede regeringens majoritet ingenlunde alene herpå. Fuldt så vigtigt var, at flertallet af den velstående, valgberettigede middelstand og af dens repræsentanter følte sine interesser varetaget af regeringen. Dennes politik var konservativ i strengeste forstand. Guizot og kongen var overbevist om, at den bestående tilstand var den bedste for Frankrig, thi under den var der harmoni mellem kronen og kamrene, og under den var repræsentationen et udtryk for de roligste, fredsommeligste og mest intelligente lag af befolkningen, lag, til hvilke adgangen dog stadigt udvidedes ved den tiltagende velstand. Den bestående tilstands bevarelse krævede, at man indskrænkede sig til få og forsigtige reformer, der kunne tilfredsstille det sunde og rolige samfund. Regeringen var derfor ikke alene en absolut modstander af ændringer i valgsystemet, men også på det økonomiske område ville den have så få forandringer som muligt. Den gjorde intet alvorligt for at sikre arbejdernes interesser, og den opretholdt derimod det udpræget industrielle toldbeskyttelsessystem, som de store industridrivende ønskede, og den forsonede godsejerne ved en toldlovgivning med hensyn til indført korn, der svarede til den engelske glidende skala. Den ville endelig udadtil fredens opretholdelse for at holde alle revolutionære bevægelser nede. Det samfund, som den sigtede til at bevare og tilfredsstille, var kun en ringe del af nationen, og det offentlige liv demoraliseredes og forfladedes, og penge blev den eneste målestok for berettiget magt. Det var et underlig nemesis for Guizots, der tilmed kom for skade til med uforsigtige ord, at give sine modstandere våben i hænde. Han sagde engang i en tale »berig eder ved sparsomhed og arbejde og i vil få del i de politiske rettigheder«, og disse ord blev i den almindelige bevidsthed til »berig eder«. Den herskende middelstand, havde i den første kritiske tid efter Julirevolutionen indtil 1846 en stærk fremgang indenfor Frankrigs landbrug, industri og handel. Hvede-, sukkerroe-, fåre-, kvæg- og delvis også vinavlen steg stærkt, det dyrkede land forøgedes, og landejendommene gik op i pris samtidigt med at deres udstykning fortsattes. Dernæst anvendtes nu i industrien de nye fremgangsmåder og maskiner til fordel for udviklingen af bomuld- og garnspindingen, uldvævningen, linned- og silkefabrikkerne og jerntilvirkningen. Pengeudbyttet af den samlede industri fordobledes fra 1812 til 1847. En tilsvarende fordobling foregik under julikongedømmet af handelen på udlandet, støttet ved dampskibslinier og jernbaner. Talrige aktieselskaber og adskillige banker blev grundlagt. Et frodigt forretningsliv blomstrede i det hele op, og der fandtes en række kloge finansmænd og energiske fabrikanter. Middelstandens hovedinteresser var erhvervelse af rigdom og dennes bevarelse gennem sædvanebestemte ægteskaber, medens middelstandens politiske evner gik tilbage, og dens politiske synskreds blev snævrere. Det var først i slutningen af 1840erne, at frihandelsvenlige teorier med nationaløkonomen Bastiat som fortaler begyndte at vinde fremgang. Samtidigt afgrænsede middelstanden sig stærkt nedadtil, og fabrikanterne udnyttede arbejderne uden at have sans for forbedring af deres kår, også uden forståelse af, hvad der gærede hos dem. I åndelig henseende kendetegnes perioden ved en vis opløsning indenfor romantikernes lejr. Efter Julirevolutionen gik mange af dem over enten til bourgeoisiets rolige liv eller til politikken. De skarpe litterære modsætninger ophørte i det hele taget, og efterhånden vendte smagen sig til en forsoning mellem romantik og klassicisme. Men for den store del af bourgeoisiet spillede tidens fremragende digterånder, som Hugo, Lamartine, Musset, Merimée, Beyle, Balzac og George Sand, en mindre rolle end underholdningslitteraturen, der navnlig blomstrede i dagbladenes tidligere ukendte følgetoner. Den vigtigste forandring i bourgeoisiets åndsliv viste sig imidlertid på det religiøse område. De voltairianske traditioner tabte sig stærkt. Efter at gejstligheden fra 1830 havde mistet sin politiske magt, blev angrebene på den sjældnere. Tværtimod så mange i religionen en nytteforanstaltning, og der bredte sig en halv ængstelig, halv hyklerisk fromladenhed, rigtignok forbunden med luksus og fornøjelsessyge. Atter fik skriftefædrene indflydelse og atter fyldtes kirkerne med prædikanter. Hertil bidrog også, at der netop nu i Paris fandtes begejstrede og veltalende gejstlige, især Lacordaire. Efter at han havde skilt sig fra Lamennais, havde han og hans nærmeste fæller vel ophørt med at forlange kirkens adskillelse fra staten og med deres appel til folket, men de krævede endnu stadigt undervisningsfrihed og uhindret ret for kongregationerne. De og deres tilhængere, det ungkatolske parti, angreb voldsomt statsuniversitetets lærere som kristendomsfjendske, særlig historikerne Michelet og Quinet, men endda også den blandt bourgeoisiet højt ansete professor i filosofi Cousin trods hans eklektiske og bøjelige lære. Samtidigt bredte mange uautoriserede kongregationer og ikke mindst jesuiterne sig. Angrebene på universitetet og jesuiternes skjulte indflydelse faldt dog en del af bourgeoisiet for brystet og fremkaldte en spaltning indenfor det. Michelets og Quinets forelæsninger, hvori de heftigt gik løs på jesuiterne, samlede mange tilhørere, og selv deputeretkammeret indtog i denne henseende en langt uafhængigere stilling end ellers overfor den på dette område noget vaklende Guizot. Men i bourgeoisiet var dog også et mindretal og en opposition. Først det i 1840 slagne venstre centrum, Thiers og hans venner. Thiers tilgav aldrig Ludvig Filip og Guizot sit nederlag. Han beskyldte ministeriet for at dække sig bag kongen og angreb tillige dets udenrigspolitik. Men en lang tid stod han og hans parti ligegyldige overfor en valgreform, og senere var han ivrig for en formindskelse af embedsmændenes indflydelse i kammeret end for en udvidelse af valgretten. Anderledes var det dynastiske venstre, der optog det på sit dog alt andet end yderliggående program foruden valgret for kapaciteter også nedsættelse af valgretten til 100 francs. Yderst til venstre stod de radikale der forlangte valgret for alle skatteydere, og enkelte kræve almindelig valgret for alle uden hensyn til skatteindbetaling. Der var ogso nogle enkelte mænd, som tilhørte oppositionen uden at slutte sig til noget bestemt parti. Således Lamartine og Tocqueville. Tocqueville var fremragende ved sine store historiske og administrative kundskaber og sit dybtskuende filosofiske blik på fortids og nutids foreteelser, og han havde allerede fra 1835erne indset, at den ro der herskede i Frankrig, kun var et havblik før stormen. Han troede også at have klarhed over de midler, der skulle anvendes for at afværge ulykker. Efter et ophold i Nordamerika havde han udgivet sit berømte værk »La démocratie en Amérique«. Denne bog var ikke alene en fremstilling af amerikanske forhold, men også et råd til Frankrig. Han kunne se at Frankrig var delt i to dele. Den ene, som kaldtes lovens land, bestående af regeringen, kamrene og vælgerne, og den anden som rummede resten af nationen, hvor utålmodigheden og forbitrelsen begyndte at brede sig på forskellig måde i forskellige lag, bl.a. i kapaciteternes klasse, dvs. advokater, læger, videnskabsmænd, lærere og kunstnere, som skønt de social hørte til bourgeoisiet dog manglede valgret, og dernæst hos småborgernes store lag. En tid havde disse befolkningsgrupper følt sig tilfredse med det bestående, men nu var dette ikke længere tilfældet. De var tilsidesatte, og lyttede med iver til angrebene på regeringen for dens korruption og dens forsømmelse af landets værdighed overfor udlandet. Der gemtes ikke bag ved dette nogen lyst til revolution eller republik, men nok en genopvækkelse af en lignende demokratisk stemning som den, julidagene havde fostret, og tillige en medfølelse med de lidende og fattige, som næredes ved, at fremragende forfattere, både Hugo, George Sand, Eugéne Sue og Alexandre Dumas, lod komme frem i deres dramaer og romaner. Endnu var det republikanske parti ikke stærkt, og dets gamle førere nærmede sig endda til det dynastiske venstre. Ved siden af dem havde der dog dannet sig et ung demokratisk parti under ledelse af Ledru-Rollin, hvis mønster var Danton, hvem han dog kun lignede i sin fysiske kraft og en flydende veltalenhed. Han og hans tilhængere afviste enhver forbindelse med venstre og betonede, at republikken kun var et middel til sociale reformer, og dog faldt deres krav i denne henseende ikke sammen med de egentlige socialisters, og også deres indflydelse var ret begrænset. Betydningsfuldere, om ikke i øjeblikket så dog for en snart følgende fremtid, var at der fremtrådte et egentligt socialistisk eller kommunistisk parti. Dannelsen af et sådant lettedes ved storindustriens vækst, hvorved der foregik en tilstrømning af arbejdere til byerne. Deres kår blev rigtig dårlige og snart fulgte også sammenslutninger af arbejdere og strejker og uroen voksede. Fra 1835 påvirkedes og øgedes denne sammenslutning af arbejdere med socialistiske teorier, der først var en genoptagelse af Babeufs' og senere fik andre former, navnlig gennem Louis Blances' læresætninger og agitation. Mere eller mindre bestemt gennemsyredes fra nu af proletariatets masse af disse ideer og af troen på en ny gunstig samfundsordning, og de hemmelige selskaber satte sig som mål at forberede den sociale revolution. Valget i 1846 havde som hidtil givet ministeriet en sikker majoritet, og forgæves fortsatte oppositionen sine angreb. Men landet begyndte at blive uroligt. En dårlig høst og en påfølgende økonomisk krise afløste den hidtidige velstand, og der gik rygter om store svindlerforretninger og forbrydelser afsløredes i de højeste samfundskredse og udnyttedes af agitatorerne som påvisning af deres og samfundets rådne og korrupte tilstand og demoralisation. Hertil kom, at kærligheden til den store revolution øgedes ved Michelets og Louis Blancs værker, og ikke mindst ved Lamartine's uvidenskabelige, men følelsesfulde histoire »Des girondins«. Under disse forhold sluttedes der en aftale mellem venstre centrum, det dynastiske venstre og de radikale om at foranstalte en række demonstrationer fra befolkningens side til fordel for valgreformen igennem de såkaldte reformbanketter. Helt uden strid gik de dog ikke af, da de mere revolutionære blandede sig i dem. Men usikkerheden og misfornøjelsen blev stærkere og stærkere. Den viste sig endda indenfor kongens nærmeste omgivelser. Det havde været et stort tab for dynastiet, at tronfølgeren, hertugen af Orléans, der nød stor folkegunst, var død nogle år i forvejen, og hans søn, greven af Paris, var kun et barn, og flere af kongens yngre sønner skjulte ikke deres bekymring over tilstandene og lagde ansvaret over på deres fader. I første række må ansvaret dog lægges på Guizot, der med forstokket og doktrinær blindhed ingen anelse havde om tidens tegn, og som tilmed var så stærkt optaget af sin ydre politik - den, der forøvrigt i 1847 led et uhyggeligt skibbrud i Schweiz. Han ville ikke trække sig tilbage, og medvirkende hertil var dog også hans skinsyge mod Thiers. Hvad Ludvig Filip selv angår, var sikkert hans stivsindethed og hans tro på sin egen betydning for Frankrig blevet øget med årene, men også hos ham spillede naget til Thiers sin store rolle. Kongen så ham som den, han ikke kunne undgå som ministerchef, når han gik ind på en valgreform, og han frygtede navnlig for, at Thiers ligesom i 1840 skulle drive ham og Frankrig hen i en krigspolitik. I de sidste dage af december 1847 var deputeretkammeret trådt sammen. Under adressedebatten, der varede til ind i februar 1848, udslyngede oppositionen atter de hæftigste angreb på regeringens ydre og indre politik, og selvfølgeligt endte forhandlingerne med ministeriets sejr. Men en uhyggelig stemning hvilede over Paris. Nationalgarden havde ganske tabt sin sympati for kongen, studenterne var harmfulde over et forbuddet mod Michelets forelæsninger, og et stærkt indtryk gjorde efterretninger om sejrrige revolutioner i Italien. Udenfor de hemmelige selskaber tænkte dog ingen for alvor på oprør. Ellers håbede oppositionen stadigt på at drive kongen til et ministerskifte og en valgreform og ville være tilfreds dermed. Da kom pludselige begivenheder i februar 1848 til at foranledige kongedømmets fald. 

I England havde befolkningen en gammeldags opfattelse af at adelens rettigheder fra gammel tid var berettiget, så derfor havde adelen i England forsat mægtige store grundejendomsbesiddelser og den politiske indflydelse, og fåmandsvældet i byerne var ganske afhængig af aristokratiet. Indførelse af kunstgødning og anvendelse af landbrugsmaskiner, havde givet de store godsejere, der sad inde med den tilstrækkelige kapital betydelige fordele, sådan at mange af bønderne ikke kunne hamle op med storgodsejerne i konkurrencen. Fastlandsspærringen der hindrede fremmed indførsel af korn, gav en stærk stigning af kornpriserne og især af den mest dyrkede kornsort hvede. Ved toldlovgivning styrede adelen kornpriserne, men på en sådan måde at de beskyttede godsejerne, medens de satte forpagtningsafgifterne op for bønderne. Det havde ført til en stigning af landejendomspriserne og en ivrig efterspørgsel efter landejendomme. Virkningen af begge disse årsager var blevet den, at de selvejende bønder i stort omfang havde solgt deres gårde, og adelen havde derved stærkt forøget deres jordarealer. Samtidigt var herregårdene blevet forøgede ved udskiftning og indhegning af de almindinger (fællesjorde)der hidtil havde tilhørt landsbyerne. Overklasserne i parlamentet vedtog disse indhegninger og ændringer i ejendomsforholdene. På denne tid anslås 4/5 af England og Skotlands grundejendom at været ejet af kun 7,000 adelige familier, der igen ved oprettelsen af fideikommisser sikrede sig, at jord og ejendom blev i deres besiddelse og ikke opsplittedes. Der var ingen selvejerbønder. Forandringerne kom ikke alene til at gå ud over selvejerbønderne, men også over landarbejderne, der hidtil havde haft ret til at drive deres kvæg ud på almindingerne, men nu blev beskåret i denne rettighed ved almindingernes udstykning og indhegning af de adelige overklasser. Godsejerne drev ikke deres godser for egen regning, men bortforpagtede dem i dele. Forpagtningen skete enten som arvefæste (copyholders) eller på åremål eller på opsigelse, og for en stor del var forpagterne ikke de tidligere bønder, men da adelen krævede meget høje afgifter, var det kapitalstærke mænd fra andre samfundsklasser. Aristokratiets magt ytrede sig på mange måder som reel privilegiebesiddelse. Det var ihændehaver af den ganske vist ikke meget om sig gribende centralforvaltning, af næsten alle officersposterne, af mange af bispedømmerne, og det havde også stærk indflydelse over den lavere gejstlighed ved patronats- og kaldsrettigheder. Adelen sad endvidere inde med det stedlige selvstyre. Thi ihvorvel dette var en modsætning til et bureaukratisk styre og derved afgav en garanti for frihed overfor staten, var det alt andet end en demokratisk institution. Det var adelige, der besatte og beklædte embederne i provinser, grevskaber og kredse, som lordløjtnanter, sheriffer og fredsdommere styrede de politiet og militsen, rets- og fattigvæsenet. Men også over i alt fald en stor del af byernes indre anliggender strakte adelens magt sig. Selvstyret var her ved gamle privilegier i hænderne på de såkaldte korporationer, navnet på magistrater og byråd. Men disse dannede et fåmandsvælde, der ikke havde formået at bevare sin selvstændighed overfor de omboende adelige, de såkaldte patroner; mange adelige ejede desuden store kvarterer i byerne, hvis beboere var deres fæstere, og holdt kræmmere og håndværkere i afhængighed af sig som deres kunder. Allerede fra begyndelsen af det 18 århundrede var valgbarheden blevet begrænset til ejere af et landgods, og ubemidlede kunne slet ikke deltage som kandidater, da der krævede mange penge til bestikkelse. Adelens havde herredømmet i parlamentet, og det ikke alene i overhuset, hvor peererne ved siden af sig kun havde de endda til dels adelige ærkebisper og bisper, men også og fortrinsvis i underhuset. Fra 1801 efter unionen med Irland bestod dette af 658 medlemmer, hvoraf 45 var skotske og 100 irske. Af de engelske og walisiske 513 var 4 valgte af universiteterne i Oxford og Cambridge, 94 af grevskaberne og 415 af byerne; disse faldt igen i 24 større byer, der besatte 50 pladser, og de mindre flækker der besatte 365 pladser. I grevskaberne var valgretten siden Henrik VI's tid knyttet til besiddelse af en jordejendom, der gav 40 shilling i årlig indtægt, og derved under de daværende ejendomsforhold helt overvejende forbeholdt adelen. Men da grevskabernes repræsentanter, når vi holder os til England og Wales, kun udgjorde 18 pct. af medlemstallet, kunne de ikke sikre adelen overvægten. Denne overvægt var afhængig af adelens herredømme over valgene i byerne. Valgretten i disse var alt andet end ensartet, og den var ved gamle privilegier ordnet for hver by på forskellig måde. To arter af valgret var dog særlig fremtrædende. Efter den ene var denne valgret knyttet til at være medlem af korporationer, og efter den anden valgret skulle man være knyttet til de såkaldte frimænds' klasse. Men begge dele sikrede adelens indflydelsen. I Plymouth med en befolkning på 750,00 indbyggere var der 437 frimænd, hvoraf 145 ikke boede i byen, og i Ipswich udgjorde de i byen boende frimænd kun 1/55 af hele befolkningen. Kun enkelte byer, og særlig London, dannede undtagelser.. Adelens indflydelse var nu tilmed så meget stærkere, som en stor del af de valgberettigede byer var små til det latterlige. Det var allerede en gammel skade. I det 16 århundrede havde kronen for at skaffe sig tilhængere i parlamentet givet valgret til en mængde små flækker, og i det 17 og 18 århundrede var der så godt som slet ingen forandring foregået med byernes repræsentation. Ingen by havde fået flere eller færre repræsentanter, ingen var ved nye privilegier blevet optaget som valgberettiget. Men netop i disse århundreder og især i det 18. århundrede var der foregået en stor forandring i byernes befolkningsforhold, der gjorde den bestående repræsentationsmåde til en uhyre uretfærdighed. Medens de små valgflækkers tal var blevet forøget ved, at mange tidligere større byer var gået tilbage i befolkningstal, var der vokset store byer op, som savnede valgretten. Misforholdet viste sig særlig mellem Nordenglands vestlige og midterste del, der var i høj grad forurettet, og så Sydengland, der var stærkt begunstiget, da der her lå mange usle flækker, hvor vælgertallet var forsvindende lille. Ved bestikkelse eller ved direkte ordre styrede de adelige valgene. Men samfundet var også korrumperet, ved at de adelige hævede offentlige vederlag og tårnhøje gager for nogle embeder, hvor der slet ikke forelå noget arbejde eller blev frembragt noget arbejdsresultat, og straffelovgivningen havde bevaret mange uhyrlige og barbariske straffe, og fængselsvæsenet gjorde England berygtet med sine elendige fangehuller, og skatterne hvilede på de ubemidlede klasser, samtidig med at lønningerne blev drevet nedad. Kapitalrigdommen havde dog medført at andre måtte spekulere i opfindelsen af tekniske hjælpemidler. Der blev foretaget forbedringer af bomuldsarbejdsredskaberne, indført mekanisk maskinarbejde i stedet for håndarbejde og med James Watts dampkraft, giver det bomuldsindustrien et uhyre opsving. Flere opfindelser omformer snart efter kul- og jernindustrien, og der skabes en hel ny maskinindustri. På bomuldsarbejdsredskabernes område skete det i 1760erne med Hargreave's opfindelse af spindehjulet, senere Arkwrights kædestol, der erstattede håndkraft med heste- og vandkraft og Cromptons mulen. Herved var spindingen forbedret, og med vævningen skete det samme ved Cartwrights kraftmaskine. Afgørende blev dog især James Watts forbedrede dampmaskine, der i 1780erne toges i industriens tjeneste. Indførslen af råbomuld steg fra 1 mill. £'s værdi i 1770 til 56 mill. £ i 1800 og 204 mill. £ i 1829. Udførslen af forarbejdede bomuldsvarer steg fra 1/2 mill. £'s værdi i 1770 til 20 mill. £ i 1814. Men den mekaniske fabrikation bredte sig til uld-, lærreds-, silke-, strømpe- og kniplingsindustrien. Samtidigt løste man det problem at bruge stenkul og kokes, i stedet for tidligere trækul, til at uddrage jernet af malmen. Kullejerne steg i værdi, og jernproduktionen voksede fra 1740 til 1840 til det 9dobbelte. Den ny maskinindustri forbedredes efterhånden mere og mere, og tillige udvikledes de keramiske industrier, Wedgwoods Porcellænsfabrik. Gennem den industrielle revolution fik den engelske industri et verdensmarked for sig. I forlængelse af kolonierne forøgede handelen, skibsfarten og industrien ved indførsel af råstoffer, især bomuld, i langt større omfang. Omsætningen voksede ved udførslen af de fabrikerede varer, og en uhyre støtte kom ved at Robert Fulton i 1809 gav konstruktionen af dampskibe dens epokegørende form. Indadtil forøgedes omsætningen ved udviklingen af de kanalbyggeriet og de næsten asfalterede veje. Men nu havde der dannet sig en ny stand af fabrikanter. Som regel var de nye storfabrikanter mænd, der havde arbejdet sig op fra neden af, og de lod sig ikke optage i adelen, ligesom de stod udenfor de i byerne herskende korporationsfamilier og frimænd. Derfor havde de ingen politiske rettigheder i kommune eller stat. Dette var så meget mere tilfældet, som den ny storindustri havde sit hovedsæde i de nordlige egne, altså i dem, hvor kun få byer havde valgret til parlamentet, og storindustrien i Manchester, Birmingham, Leeds og Sheffield havde slet ingen repræsentation i parlamentet. Samtidig var dannet en ny arbejderstand af maskin- og fabriksarbejdere. Overgangen fra de oprindelige håndværkssvende og drenge til denne havde dog et mellemled, der skyldtes den såkaldte husindustri, som navnlig spillede sin rolle i uldindustrien, og for hvilken særpræget år, at større næringsdrivende overdrog råstoffet, navnlig altså ulden, til bearbejdelse af mange små mestre, som udførte denne bearbejdelse i deres hjem med bistand af deres familie og svende. Disse hjem lå i reglen på landet i byernes nærhed, og mestrene var både håndværkere og bønder. Husindustrien kunne endnu trives, så længe de nye maskiner blev drevet med hånd-, heste- eller vandkraft, men de sygnede hen, da dampmaskinerne trådte i stedet og gav anledning til anlægget af de store fabrikker i byerne. Arbejderne droges da i store skarer til disse fabrikker og derved opstod den store tilvækst for mange af disse byer. Således steg Manchester fra i 1757 at have ca. 19,000 indbyggere til i 1801 at have ca. 100,000 og i 1831 216,000 indbyggere. Men den ny fabriksarbejderklasses kår var yderst dårlige. Arbejdet var strengt og usundt og arbejdstiden lang ligesom arbejderkvarterernes boliger var usle. Hertil kom, at da der ikke længere i den grad som tidligere trængtes til fagoplærthed, anvendtes i stort omfang dels irske arbejdere, der var ynkeligt nøjsomme, dels kvinder og børn til maskinernes pasning, både over jorden og i bjergværksminerne. Ved begge dele trykkedes arbejdslønnen ned, og kvinders og børns tjeneste i industrien blev desuden til ødelæggelse for familieliv, sædelighed, sundhed og opdragelse. Adskillige steder lod endog fattigbestyrelserne de fattige børn føre i skarer til arbejde i fabrikkerne. Og det kapitalistiske verdensmarked, som industrien havde skabt sig, var blev underkastet pludselige og uberegnede omskiftelser og kriser, der kunne foranledige arbejdsløshed, og periodiske ulykker af denne art blev langt hyppigere end førhen. Under trykket af alt dette udviklede der sig med rivende fart et elendigt stillet fabriksarbejderproletariat, der selvfølgeligt var udelukket fra alle politiske rettigheder. Samtidigt gik landarbejderstanden stærkt tilbage på grund af den før omtalte udskiftning af almindingerne, og dels på grund af stordriftens og kapitalismens overvægt i byerne. Både kapitaliststanden og arbejderklassen var modstandere af det gamle samfund, hvor adel og godsejere herskede med privilegier og den korntoldlovgivning, der fordyrede brødet. Men en dyb kløft skilte de kapitaliststanden og arbejderklassen. Det tidligere patriarkalske forhold mellem mestre og arbejdere passede ikke ind i de store bedrifter, og fabriksherrerne, der var overbeviste om deres kapitaler og deres virksomheds samfundsnytte, anså sig for berettigede til at udnytte arbejderne som redskaber i deres tjeneste. De støttedes i denne tankegang ved den ny såkaldte klassiske nationaløkonomi, der var skabt af Adam Smiths værk om Nationernes Velstand i 1776, samtidigt med den industrielle revolution og denne ideologi passende til denne kapitaliststand som en tvillingbroder. Smiths lære om arbejdsdelingen og dermed om arbejdets organisation i den store bedrift, fremfor alt om den fri konkurrences ret retfærdiggjorde eller fabrikanternes mening arbejdernes udnyttelse i kapitalens tjeneste, og overfor hans varme ord om arbejdernes tarv kunne de trøste sig med hans forsikring om, at den fri konkurrence ville fremme en harmonisk udvikling af alles kræfter, der ville blive til gavn også for de fattige. End mere fandt Adam Smiths efterfølger Ricardo genklang hos fabrikanterne, fordi de i hans lære om, at arbejdslønnen bestemtes af naturlige økonomiske love, kunne finde beviset for, at den var uafhængig af deres initiativ. Og når den tredje nationaløkonom Malthus nok pegede mistrøstig på elendighedens tiltagen, fordi befolkningen ville vokse i langt større forhold end eksistensmidlerne, så anbefalede han dog ikke statens indgriben, men kun afholdenhed som hjælpemiddel imod nøden. Således kunne kapitaliststanden finde deres egne interesser godtgjort i nøje overensstemmelse med »videnskabens lærdomme«. Og hjalp det ikke, kunne de jo gå i kirke. Kapitaliststanden fik også to ønsker gennemført. I 1790erne fik de under skrækken for revolutionen gennemført et forbud mod foreninger af arbejderne, og i 1813 afskaffelsen af den elisabetanske lovgivnings bestemmelser om øvrighedens afgørelse af lønspørgsmål. Derved var arbejderne blevet ganske afhængige af de arbejdspriser, kapitaliststanden fastsatte. Undertrykkelsen, fornedrelsen, ydmygelserne, sulten, farlige arbejdsvilkår medførte at fabriksarbejdernes had voksede dag for dag mod kapitaliststanden og godsejerne. Torierne havde nu i ca. 25 år siddet inde med magten, og deres konservatisme kendte ingen grænser. De var legemliggørelsen af godsejernes klassefordomme og interessepolitik, og hævdede bestemt katolikkernes udelukkelse fra alle politiske rettigheder. De modsatte sig valgreformer og så godt som enhver anden forandring af det bestående, ligesom de så med umilde øjne så de på den nye industriudvikling, der truede det gamle organiserede samfund. De blev båret oppe af sejren over Napoleon og i almindelighed af den åndelige retardering af folk på øen. Men selvom adelen og godsejerne frygtede for revolutionære bevægelser, blev de ideologisk understøttet af tidens mest ansete forfattere, Walter Scott, og den såkaldte søskoles forfattere, de store lyrikere med den rige naturfølelse, Wordsworth, Coleridge og Southey, som ejede romantikkens hele nationale stemning, der tiljublede de europæiske folks frihedskamp mod Frankrig, men som tillige så den engelske forfatning som noget så gammelt og helligt, sådan at enhver kritik af den var dem en vederstyggelighed. Toriernes litterære organ var Quarterly Review. Det toriministerium, der var ved magten i 1815, var forbenede mænd der ikke ville have forandring, med udenrigsministeren lord Castlereagh i lighed med Østrigs Metternichs. Det var kun en tarvelig støtte for partiet, at det havde fået en tilhænger i prinsregenten Georg, der førte regeringen i sin uhelbredeligt sindssyge fader Georg III's sted. Hans egenskaber var ødelagt ved udsvævelser og råhed, og hans omdømme blev også ødelagt ved at hans hustru, den brunsvigske prinsesse Karoline, i fortvivlelse over hans utroskab og fremfærd havde forladt England. Whiggerne der var i mindretal i parlamentet med lord Grey som leder, havde flere gange foreslået en valgreform, og fra partiets dannelse havde de knyttet sig til handels- og industristanden, og i tidsskriftet Edinburgh Review fik de nye ideers talsmænd et organ. Men whiggerne var ikke egnede til at optage alt hvad der fødtes af opposition i England. Arbejderklassens fuldstændigt urimelige livsvilkår medførte at der fra 1811 forekom tumultuariske ødelæggelser af de nye maskiner i fabriksbyerne. Gæringen fik sine agitatorer og ledere, især Cobbett, der var en voldsom mand med store agitatoriske evner. Derved var arbejderklassen begyndt at blive en aktiv kraft i engelsk politisk liv. Men samtidigt var der fra hel anden side fremtrådt en radikalisme, der udformede en hel ny lære om samfundets bygning. Denne radikalismes skaber var en stille lærd, filosoffen Jeremy Bentham. Han tog ikke sit udgangspunkt fra det 18 århundredes franske filosofi, men afviste tværtimod læren om menneskenes naturlige frihed og lighed og den franske menneskerettighedernes erklæring som et uholdbart grundlag for et samfund. Han opstillede derimod et andet princip, hvilket han udtrykte med ordene: målet bør være den største lykke for det største antal individer, og han mente det muligt ved hjælp af erfaringen at skabe love og forfatninger, der virkeliggjorde dette mål. Den morallære og den politik, som han byggede på dette princip, kaldte han utilitarismen (nyttelæren, fordi det nyttige var midlet til at frembringe lykken). Hans første undersøgelser drejede sig om reformer i forskellige grene af forvaltningen, men derfra kom han over til selve forfatningsspørgsmålet. Her nåede han nu fra sit udgangspunkt til anskuelser, der faldt sammen med den franske revolutions ideer: privilegierne burde afskaffes, ikke fordi de i og for sig var uretfærdige, men fordi de var skadelige, og regeringen burde være demokratisk, fordi den kun ved at sikre fællesskab i interesser mellem de regerende og de regerede kunne skaffe det størst mulige antal individer nyttige og lykkebringende love. Som praktiske konsekvenser heraf krævede han almindelig stemmeret, hemmelig afstemning og årligt valgte parlamenter, og han endte med at blive republikaner, men han var tilhænger af læren om den fri konkurrence og om den derved skabte harmoni, og var modstander af statens indgriben i erhvervslivet til fordel for arbejderne. Nogle år efter blev andre engelske litterater lidenskabelige stridsmænd i kampen mod det herskende engelske samfunds fordomme, vedtægter og forbenethed, og det skete samtidigt med at de som frihedens talsmænd også vandt genklang rundt om i Europa. Det var Thomas Moore, hvis digtning mest var bestemt ved følelsen for hans landsmænd irernes undertrykkelse, Shelley som »ateist« og Byron. Fastlandsspærringen og krigen mod Napoleon havde medført at statsudgifterne og renterne af statsgælden var steget overordentligt og havde medført forøgede hårde skatter. Fastlandsspærringens ophør faldt netop sammen med en rig høst, og kornpriserne sank rivende. Godsejerne slog alarm, og forlangte yderligere beskyttelse for landbruget og i 1815 drev de en ny kornlov igennem. Den forbød salg af indført hvede og andet korn, før prisen havde nået 80 shilling pr. quarter for hveden og en tilsvarende højde for andre kornarter. Også industrien og handelen kom til at gennemgå en alvorlig krise. Fabrikanterne havde forøget deres produktion i tillid til en forøget afsætning til fastlandet efter freden. Men håbet herom slog fejl, fordi fastlandets midler foreløbigt var udtømte. Krisen gik ud over fabrikanterne, men i endnu højere grad ud over arbejderne. Den længe gærende misfornøjelse fik påny heftige udbrud, der blev øget ved harmen over kornloven, der hævede brødpriserne. Cobbetts fra arbejderklassen krævede en parlamentsreform med almindelig valgret og hemmelig afstemning som middel til at afskaffe kornloven og i det hele afhjælpe nøden. En mindre gruppe af de radikale ville dog ikke nøjes hermed, men truede med magt, og foranledigede afholdelsen af et revolutionært møde i en af Londons forstæder. Delte gav regeringen anledning til i 1817 en midlertidig ophævelse af Habeaskorpus akten og indskrænkninger i presse- og forsamlingsfriheden. Forbitrelsen blev imidlertid kun heftigere og voksede end yderligere i de følgende år under indtrykket af nye arbejdskriser og af parlamentets modstand mod enhver reform. Også til landbefolkningen bredte uroen sig, og talrige møder fandt sted. Et af disse møder fik skæbnesvangre følger. I august 1819 samledes 60,000 arbejdere fra Manchester og omegn på St. Peders marken (Peterloo). De var ordnede i militære skarer men ubevæbnede, og de mødte frem med faner med påskrifter »almindelig stemmeret, hemmelige valg, årligt valgte parlamenter, ingen kornlove, frihed eller død«. Men godsejernes husarerne huggede ind på arbejderne, og St. Peders marken blev rømmet. Men flere var blev dræbt og et par hundrede, deriblandt kvinder og børn, sårede. Voldsherredømmet gjorde et vældigt indtryk. For alle frisindede stod det, som om Englands frihed var i fare, og whiggerne var afmægtige. Parlamentet vedtog samme år love om husundersøgelser, indskrænkning i trykke og forsamlingsfriheden og andre forbud, der fik navnet »knæblelovene«, der svarede til de samme Karlstadbeslutninger i Tyskland. I 1820 blev prinsregenten Georg konge, som Georg IV. Men hans egenskaber og utroskab medførte en offentlig og ophidset skandale i »den kongelige bordelkomedie«. I 1822 tog toriministeriummets lord Castlereagh livet af sig selv, og Canning blev hans efterfølger som udenrigsminister. Canning var ham der vedtog at stjæle Danmarks flåde i 1807 og som bombarderede København, hvilket var ganske ulovligt og i strid med daværende internationale aftaler; og erstatning for den følgende statsbankerot i Danmark, er der aldrig blevet udbetalt fra det engelske regime. Canning frembragte i 1822-25 en række mindre reformer, der gjorde toldlovgivningen simplere og slappede det industrielle beskyttelsessystem, hvortil sluttede sig skibsfartstraktater med flere søstater, der betød et brud med Navigationsakternes principper. I 1825 vedtoges en lov, der tillod arbejderne at indgå foreninger med det formål at få løn og arbejdstid reguleret, og hurtigt dannedes også en række arbejderforeninger indenfor de enkelte fag (trade-unions), der forsøgte at sætte deres krav igennem ved strejker, hvilke dog mislykkedes, da der netop nu igen indtrådte en stor handels- og industrikrise, foranlediget ved overspekulation. Katolikkernes rettigheder var blevet et brændende spørgsmål på grund af de irske tilstande. Men Canning døde i august 1827. I 1828 blev hertugen af Wellington premierminister. Den større selvstændighed, som det irske parlament havde opnået 1782, havde kun i ringe grad forbedret irernes stilling. Den store ulighed i religiøs henseende var fortsat, og katolikkerne var uden politiske rettigheder og måtte betale tiende til den anglikanske kirke, skønt katolikkerne udgjorde 75 % af øens befolkning. De engelske adelige ejede så godt som hele Irland, og de levede endda ikke på deres godser, men forpagtede disse ud til mellemmænd, der igen forpagtede dem til bønderne på ubestemt varighed, og drev afgifterne højt i vejret ved trusler om fordrivelse. Nøden og usselheden øgedes ved befolkningens stærke tilvækst; kartofler blev hovedfødemidlet, boligerne var elendige og fattigvæsenet uordnet. Tilbøjelighed til røveri, tyveri og tiggeri fulgte i fattigdommens spor, men også en stigende misfornøjelse, der voksede ved efterretningerne om den Franske Revolution. William Pitt gjorde derfor i 1793 den indrømmelse, at de irske katolikker, for så vidt de var forpagtere på livstid med en årlig indtægt af 40 shilling fik valgret. Men da de vedblivende var udelukkede fra valgbarhed, betød denne reform kun lidt, ja den forværrede tilmed landboforholdene, idet godsejerne for at sikre sig valg efter deres ønske udstykkede deres bortforpagtede jorder i mange små af den nævnte art, hvis besiddere også politisk var afhængige af dem. De misfornøjede satte sig i forbindelse med den franske regering, men general Hoche´s i 1797 påtænkte landgang strandede. Et oprør påfulgte med voldsomheder fra katolikkernes side mod protestanterne, hvad der bragte regeringen til at gå frem med den største strenghed, understøttet af de ivrigste anglikanere, de såkaldte orangemænd. Øen var således delt i to fjendtlige lejre. Under disse forhold mente Pitt, at det eneste middel til at bringe orden til veje var ophævelsen af det særlige irske parlament. Ved overordentlig brug af bestikkelser drev han også en lov herom igennem, og fra 1801 var der indført den parlamentariske union med Storbritannien. Irerne mødte ligesom skotterne havde gjort siden 1707 op i parlamentet i London. Men nødstilstanden på øen med alle dens lidelser og uretfærdigheder vedblev, og blev forøget ved dårlige høstår og sammenstød mellem godsejere og forpagtere og mellem orangemændene og katolikker hørte til dagens orden og ledsagedes af myrderier, ildspåsættelser og plyndringer. Der var imidlertid fremstået en mand, som fik en overordentlig stor indflydelse på Irlands skæbne. Det var advokaten Daniel O'Connell. Harmen over Irlands tab af dets selvstændighed og dyb medfølelse med hans katolske trosfæller bragte ham til at stille sig i spidsen for de misfornøjede. Hans store mål blev ophævelsen af den parlamentariske union og genindførelsen af det irske parlament, men han mente, at hvad det først gjaldt om var katolikkernes frigørelse og den anglikanske statskirkes fald. Den nærmest liggende opgave måtte dog være at komme bort fra de agrariske forbrydelser, og hæve irernes af dets fornedrelse, gengive folket dets selvtillid og selvfølelse og gyde politisk ånd ind i folket. Et hovedmiddel hertil så han i at vinde den katolske gejstlighed, der hidtil havde stået ret fjernt fra de nationale kampe, for folket. Han blev derved det første store eksempel i hele denne tid på forsøget på at gøre Romerkirken demokratisk. Men han stolede tillige og med rette på sig selv. Han besad de sjældneste evner til at være den store agitator, en veltalenhed af den mægtigste art, der var egnet til at opflamme og til at beherske de største folkemasser. Og han var tillige den store organisator. Han stiftede i 1823 Den katolske Association, der bredte sig over hele Irland og. Alle samfundsklasser, og som han, da regeringen forbød den Assocition, dannede en ny forening. Daniel O'Connell stillede imidlertidig op som kandidat til underhuset i 1828, selvom han som katolik slet ikke var valgbar. Hvert alter på Irland blev en tribune for Irland og for Daniel O'Connell, og irerne stemte på ham i massevis. Men toripartiet i England ville ikke anerkende valget af en katolik. Men i 1829 forelagte Robert Peel, der var optaget i adelsstanden og søn af en fabrikant, et forslag om katolikkers adgang til parlamentet, og derved blev toriernes parti knækket midt over i to partier. Men i Peel´s forslag lå også forhindringer, der gik ud på at fratage mange irske bønders valgret. Peel´s tilhængere fra torierne, canningiterne og whiggerne danne nu et flertal, og de vedtog at ophæve århundredes intolerance mod katolikkerne og gennemførte en gennemgribende forandring i statssystemet. Men på Irland medførte valgretsændringerne at godsejerne ikke mere var interesseret i de små fæstebønder, og de opsagde bønderne eller forjog dem væk, sådan at landboforholdene blev forværret. I England krævede middelstanden nu valgreformer, og arbejderne organiserede sig i nationale fagforeninger, meden torierne var voldsomt vrede og modstandere mod den nye tid og gæring. I juni 1830 døde Georg IV og efterfulgtes af broderen Vilhelm IV, og så kom Julirevolutionen på banen i Frankrig. Vilhelm IV af fyrstehuset Hannover blev konge af Det forenede kongerige Storbritannien og Irland samt Hannover i juni 1830. Han var grov og voldsom i sine manerer, og han, der havde været admiral, kaldtes derfor matroskongen. Han var i den grad uden ligevægt, så man tvivlede på, om han var rigtig i hovedet. Alligevel blev hans korte regeringstid epokegørende i Englands historie. Den gæring, der havde hersket i Georg IV's sidste dage, øgedes ved budskabet om Julirevolutionen, og dens indflydelse blev langt mere heldig for England end tilfældet havde været med den franske revolution fra 1789. Julirevolutionen hilstes med jubel af alle de oppositionelle, af canningiter, whigger, fabrikantstanden, radikale og arbejdere, og alle følte at nu var øjeblikket kommet til at ramme det herskende toridømme. Der var dog forhold, som kunne bringe enigheden mellem dem i fare. Petitioner indløb til parlamentet om almindelig valgret, og hist og her kom det til uroligheder. Nogle steder gik arbejderne atter løs på maskinerne og ildspåsættelser vakte uhygge. Til alt held blev de misfornøjede blandt de bemidlede ikke drevet over til reaktion. Omend kun for et øjeblik fandt alle oppositionens afskygninger hinanden til kamp for en valgreform. Den uenighed imellem torierne, som var skabt ved spørgsmålet om katolikkernes frigørelse, og hvis virkninger endnu ikke helt havde tabt sig, hjalp oppositionen. Ministeriet Wellington kom i slutningen af 1830 i mindretal og afløstes af et whigministerium. Dets selvskrevne chef var lord Grey, udenrigsminister blev lord Palmerston, og en beskednere plads indtog John Russell. Ministeriets program blev valgreformen. Selvfølgelig var der ikke tale om en sådan, der kunne flytte magten over til de ubemidlede klasser, thi en fin og statelig højaristokrat som lord Grey nærede bestemt uvilje mod alle radikale bevægelser, og hverken whiggerne eller fabrikanterne tænkte på almindelig valgret. Men på den anden side var det ministeriets bestemte mål at gennemføre en forandring, der ikke skulle være lapværk eller øjeblikkelig give anledning til nye stridigheder. D. 15. september 1830 åbnes den første jernbane fra Liverpool til Manchester. I foråret 1831 forelagde Russell på ministeriets vegne lovforslaget i underhuset. Det gik ud på helt at berøve de flækker, der ikke havde over 2,000 indbyggere valgretten, og tage den ene repræsentant af de tidligere 2 fra dem, der havde mellem 2,000 og 4,000 indbyggere, og give de fleste af de således ledigt blevne pladser i ligeligt forhold til de engelske grevskaber og til hidtil urepræsenterede eller for ringe repræsenterede større byer, samt nogle til Skotland og Irland. Desuden skulle der i byerne indføres en ensartet census for alle ejere eller lejere af huse, og valgretten på landet udvides fra selvejere til forpagtere med en vis årlig indtægt. Det heldige skete nu, at de få radikale i huset samt O'Connell erklærede at de ville stemme for forslaget, hvor lidet det end tilfredsstillede deres ønsker. Dette var afgørende for reformkampens skæbne, thi derved var det givet, at også arbejderne og irerne ville følge regeringen. Striden kom til at stå mellem denne og dens tilhængere og så dens konservative modstandere. Fra konservativ side blev Robert Peel hovedtaleren. Han og hans fællers påstande var, at reformen betød et fuldstændigt brud med Englands tidligere forfatning og ville være indledningen til en omvæltning, der ville kuldkaste ikke alene standsforskel, men også ejendomsret, i sig tilmed var et brud på ejendomsretten over nominationsflækkerne og ville blive til skade ved at udelukke unge talenter fra den lette adgang til at komme ind i underhuset, som netop nominationsflækkerne åbnede. Imellem talerne for reformen var Macaulay, der nu for første gang fængslede huset ved sin veltalenhed. Han tog bestemt afstand fra tanken om almindelig valgret. Stemmerne i huset stod omtrent lige, og regeringen skred til en opløsning. Valgene foregik under stor bevægelse. Medens de fleste godsejere, gejstligheden, universiteterne i Oxford og Cambridge og endda en del af de rigeste pengemænd kæmpede imod loven, sluttede middelstanden, støttet af arbejderne, imellem hvilke der var en truende bevægelse, sig fast om regeringens og whigfamiliernes kandidater, og resultatet blev whiggernes store sejr. I det ny underhus vedtoges efter lange debatter det påny indbragte forslag med overvejende flertal. Alt afhang nu af overhuset. Men her blev loven forkastet. Da indtrådte der en voldsom ophidselse i landet. Masser af store møder afholdtes, og der taltes offentlig om skattenægtelse, hvis reformen ikke gik igennem, og i Bristol blev en del af byen stukket i brand, og utvivlsomt var man på randen af revolutionen. Loven blev ændret lidt og forelagt og vedtaget i underhuset, men lorderne opretholdt deres modstand. Så fik ministeriet den længe vaklende konge til at love udnævnelse af nye peers. Frygten herfor bevirkede, at en del af lorderne afholdt sig fra at stemme, overhuset vedtog reformen, og i juni 1832 blev den en del af Englands forfatning. Dens bestemmelser i deres endelige form berøvede 58 flækker helt valgret, indskrænkede 30 til kun at have 1 repræsentant i stedet for 2 og gav 42 byer, som før ingen valgret havde haft, ret til at vælge. I byerne knyttedes valgretten til eje eller leje af et hus til værdi af 10 £. I grevskaberne, hvis repræsentanters tal forøgedes, blev valgretten udvidet til at omfatte copyholders med fæste til årlig værdi af 10 £ samt tenants at lease og at will med fæste til årlig værdi af 50 £. At tenants at will medtoges, var en indrømmelse til godsejerne, der mente at kunne have magt over de opsigelige fæstere. Valgreformen var ingenlunde radikal eller demokratisk. Et betydeligt antal flækker bevarede en efter deres folketal uforholdsmæssig repræsentation og vedblev at være et bytte for aristokratiet, i alt fald gennem bestikkelser. Arbejderbefolkningen i by som på land havde ikke opnået nogen valgret, og hele vælgertallet steg kun fra 1 pr. 32 individer til 1 pr. 24. Men reformen var et stort brud med traditionerne og privilegierne, og den ophævede det parlamentariske fåmandsvælde i byerne ved ikke længere at knytte valgretten til korporationerne eller freemansværdigheden, og den gav den velstående del af det ny engelske samfund, fabrikant- og handelsklassen, lige ret med godsejernes gamle samfund, gjorde også Nordenglands nye byer jævnbyrdige med det øvrige riges. Og selv underklassen, der gennem sin trussel om revolution havde hjulpet til at betvinge modstanden, havde vist sig i besiddelse af en magt, som man også i fremtiden måtte regne med. I 1833 vedtager regeringen, at fagforeningsdannelser er ulovlige, da de falder ind under loven om ulovlige sammensværgelser. I perioden 1832-41 indtrådte et regentskifte, idet Vilhelm IV døde i 1837. Herved ophørte den siden 1714 mellem England og Hannover bestående personalunion. I Hannover gjaldt nemlig den mandlige arvefølge, hvorfor tronen gik over til Vilhelms broder Ernst August, medens i England, hvor kvinder ikke var udelukkede fra tronfølgen, Victoria, Vilhelms broderdatter, blev dronning. Hun gjorde, allerede som modsætning til sine forgængere og ved sin naturlige og yndefulde holdning, et godt indtryk på befolkningen, men hun var uden omfattende åndelige interesser, og følte sig stærkt som regentinde og ønskede indenfor den parlamentariske styrelses rammer, som hun altid respekterede, at handle så frit som muligt. Det blev af stor betydning for hendes liv, at hun ægtede prins Albert af Saksen-Koburg, en brodersøn af kong Leopold af Belgien. Han besad store interesser for kunst, litteratur og videnskab, var klog, samvittighedsfuld, filantropisk, blev sin hustru en god ægtefælle og opnåede også politisk indflydelse, men dog aldrig yndest i England, meget forskellig som han var fra befolkningen ved sin mangel på humor og på interesse for sport. I politisk henseende fik tronskiftet ikke nogen nævneværdig indflydelse. Whiggerne havde magten i alle disse år på en kort afbrydelse nær, 1834-35, hvor torierne med Peel i spidsen kom til roret, endda på uparlamentarisk måde, idet ministerskiftet alene skyldtes Vilhelm IV's vilje. Men da Peel trådte tilbage, erklærede han, at forfatningen ikke tillod at regere imod underhuset, selvom ministeriet havde støtte hos kongen og overhuset. Herved havde selv torierne anerkendt den ubetingede underhusparlamentarisme. Sikkert har valgreformen haft sin betydning herfor, men på anden måde kom den i langt højere grad til at påvirke udviklingen. Allerede underhusets forhandlingsmåde viste en forandring fra tidligere tider; den akademiske retorik med stadige citater af klassikere trængtes tilbage af en anden mere belærende, der hentede sine beviser fra virkelighedens verden og ikke mindst fra statistik. Reformen fik dernæst indflydelse på partiernes holdning. De uforsonlige torier trængtes tilbage af en mere mådeholden fløj. Peel erklærede straks efter den store kamps afslutning, at man måtte opfatte reformen som en uigenkaldelig kendsgerning og endda tage konsekvenserne af den ved en almindelig besindig reformpolitik, samtidigt med at man bestemt satte sig til modværge mod blotte folkelige indtryk og enhver radikalisme. Det var i overensstemmelse hermed, at partiet jævnsides med at bevare sit gamle navn begyndte at kalde sig »de konservative«. Også whigpartiet påvirkedes af den ny tid. Ganske vist kunne dets øjeblikkelige alliance med demokraterne ikke blive ved at bestå, og adskillige af det blev snart ængstelige for stærke fremskridt; andre var mere villige hertil, men ville dog bevare partiets aristokratiske kærne og karakter. Der kom imidlertid tillige ind i huset en ny klasse mænd fra byerne, der, selvom de formelt sluttede sig til whigpartiet, dog havde temmelig ringe sympati for de gamle førere og ville hævde den borgerlige middelstand overfor adelen. Det var fra dem, at navnet »de liberale« optoges som partinavn i modsætning til »de konservative«, hvorved de engelske partibetegnelser nærmede sig til fastlandets. Til venstre for dem stod nogle borgerlige radikale, nærmest mænd af Benthams skole, som hurtigt blev misfornøjede med whiggerne og ville have hemmelig afstemning og stærke praktiske reformer, endvidere enkelte repræsentanter for arbejderbevægelsen, der snart følte sig skuffede ved valgreformen, og endelig irerne under O'Connells ledelse, for hvem deres ø's fremtid var det afgørende, men som i reglen tillige støttede de radikale og demokratiske krav. Til sine tider kunne de liberale, radikale og irerne gå sammen, til andre tider skiltes deres veje. Vigtigst var dog den reform lovgivning, som det ny underhus førte igennem. For en væsentlig del var denne den umiddelbare følge af den borgerlige middelstands indtræden som politisk magtfaktor. Dette gjaldt således forandringen i byernes styrelse. Herredømmet i bykommunerne blev taget fra fåmandsvælden, ligesom det var sket med valgretten til underhuset, idet alle skatteydende ejere eller brugere af fast ejendom fik valgret til byrådene. Selvstyreprincippet blev dog opretholdt, ingen centralisation af forvaltningen indrettet. Anderledes med den store reform i fattigvæsenet. En ny lov herom indførte den tidligere savnede forskel på arbejdsdygtige og uarbejdsdygtige, og kun de sidste skulle forsørges og det ved tvunget ophold i arbejdshuse. Herved havde man forladt det hidtidige princip, og man fik også fattigskatten bragt ned. Men arbejdshusene var dårlige og deres beboere ofte genstand for hård behandling. Loven havde imidlertid den anden interesse, at den brød med det gamle selvstyreprincip ved at indføre en centralkommission for tilsyn med fattigvæsenet i hele riget. På lignende måde blev skolevæsenet sat under et centraltilsyn. Der gjordes en begyndelse til den engelske fabrikslovgivning til beskyttelse af arbejderne. En sådan svarede ganske vist hverken til fabrikantstandens interesser eller til dens økonomiske teorier, og en del af dens repræsentanter var også stærkt imod den, andre sluttede sig dog til den, dels uden tvivl af forstående følelse af, at her trængtes til reform, dels af frygt for arbejderuroligheder. Den ny lov blev understøttet af en kristelig-filantropisk bevægelse, som havde sine repræsentanter i alle partier. Langt gik loven ikke, idet den kun indskrænkede børnearbejdet i tekstilindustrien og indførte skolepligt for fabriksbørn. Men til at føre tilsyn med dens gennemførelse, ansattes lønnede statsembedsmænd, hvorved også her selvstyreprincippet forlodes. Senere i fyrrerne fulgte nye love, der bl.a. forbød anvendelse af kvinder og små børn i bjergværkerne og satte et bestemt timetal for kvinders og mindre børns arbejde i hele storindustrien. En betydningsfuld ren filantropisk forandring var dernæst i 1834 afskaffelsen af negerslaveriet i de engelsk-vestindiske kolonier, hvorved kronen sattes på Wilberforce's og hans abolitionistiske venners ihærdige, uegennyttige og langvarige anstrengelser. Endnu må nævnes ophævelsen af visse undtagelseslove for dissenters og indførelsen på Rowland Hills forslag af en lav og for hele riget ensartet porto for breve ved benyttelsen af frimærker. Ved siden af denne reformlovgivning optoges parlamentet og regeringen stærkt af de irske anliggender. Valgreformen havde ikke givet øen tilstrækkelig repræsentation, og katolikkerne var forsat afhængige af den anglikanske statskirke. Særlig var harmen over tiendepligten til dennes præster og kirker i stærk tiltagen. Mange steder nægtedes ydelsen, hvad der gav anledning til udpantninger og endog væbnede sammenstød. Hånd i hånd hermed gik nægtelser af de hårde fæsteafgifter og agrariske forbrydelser som ildspåsættelser og myrderier. O'Connell trådte nu atter frem som lederen, og han indskrænkede sig nu ikke til at forlange statskirkens afskaffelse, men fordrede repeal dvs. genoprettelse af et irsk parlament. En voldsom bevægelse gik påny hen over Irland. Det kom dog til en foreløbig ordning, hvorved tienden forandredes til en skat, som skulle betales af godsejerne, og en irsk fattiglov blev også givet. Herved opnåedes i slutningen af 1830erne en roligere tilstand. O'Connell indstillede foreløbigt sin agitation for repeal, men mange skader stod endnu tilbage. Samtidigt var der også stærke kirkelige bevægelser i selve England. Medens de radikale helst ville have kirkens adskillelse fra staten og kirkegodsets inddragelse til brug for verdslige formål, var der opstået uro indenfor selve kirkens mænd, særlig indenfor en kreds af gejstlige og lærde i Oxford med Newman og Pusey som førere. Deres ideal var den kristne oldkirkes fri stilling, og de hævdede tillige kirkens apostoliske udspring. Herved nærmede en del af dem sig til katolicismen, og Newman gik senere også over til den, medens Pusey skilte sig fra ham og samlede om sin lære talrige af den yngre gejstlighed og også af aristokratiet. Endnu betydningsfuldere var dog rent folkelige bevægelser. Men adelen og de rige godsejere der besad jorden lagde mere og mere jord ud til parker og jagtmarker, blot et sted kunne sådanne jagtmarker brødføde 10.000 bondefamilier, og kun 1/6 af landets brødkorn dækkes af godsejerne, der med kornloven kan presse priserne op, og som omlægger deres marker til kvæg og får. Arbejderne var hurtigt blevet skuffede ved valgreformens resultater. Kun fabriksloven betød jo noget og endda ikke meget for dem, og fattiglovens arbejdshuse betragtede de som en hån imod sig. Nøden og trykket vedblev også, forøget ved nedgang i arbejdslønnen og samtidig stigning af brødpriserne. Der kom derved påny en stærk gæring mellem arbejderne. Udslaget af den blev dog forskelligt i tid og i karakter. I begyndelsen drejede alt sig om kravet på lønforbedring og kortere arbejdstid, men bag ved lå socialistiske tanker; thi det var nu, at Robert Owen gjorde sin stærke indflydelse gældende og fik dannet en stor national arbejderforening. På dens foranledning indgaves en massepetition til regeringen, men den blev resultatløs; ministeriet optrådte tværtimod med største strenghed. Det kom tilmed til uenighed mellem arbejderne, og stort anlagte strejker endte med nederlag. Karakteristisk for hele bevægelsen havde imidlertid været, at den i overensstemmelse med Owens tankegang udelukkende var økonomisk, ikke politisk. Ganske anderledesartet blev derimod det næste stadium i arbejderbevægelsen. Udgangspunktet blev nemlig nu et bestemt politisk program, der af nogle af arbejderførerne offentliggjordes i 1838 under navnet Chartet, og efter hvilket hele bevægelsen blev kaldet chartismen. Chartet opstillede følgende 6 krav: 1) almindelig stemmeret, 2) årlig fornyelse af parlamentet, 3) diæter til dettes medlemmer, 4) valg ved hemmelig afstemning, 5) valgdistrikternes omdeling efter folketal, 6) afskaffelse af valgbarhedscensus. Til gennemførelse af programmet begyndte nu en vældig agitation, den største, som England hidtil havde set. På de store møder lød ofte meget ophidsende ord, og foreløbigt var lederne enige om at holde sig til lovlige midler. En såkaldt nationalkonvention af udvalgte fra arbejderne i de store byer affattede en petition om Chartets indførelse, der fik 1,200,000 underskrifter og i 1839 overbragtes underhuset. Men dette afviste med overvejende flertal enhver drøftelse af Chartret. Følgen blev, at der indtrådte en deling indenfor chartisterne. Et parti, der navnlig havde sine tilhængere mellem organiserede de faglærte håndværkere i trade unions, ville vedblivende holde sig til lovlige midler, medens et andet parti, mest bestående af ikke-faglærte arbejdere, ville have en revolution. Enkelte steder kom del også til oprørske bevægelser, men de kuedes let. I nogle år trængtes chartismen tilbage. Her er mere om den engelske arbejderbevægelse. Skotten Thomas Carlyle var igennem en stærk åndelig krise blevet ført bort fra ortodoksien, men dog bevarede han en dyb religiøs tro på en sædelig verdensorden og en lige så dyb overbevisning om, at al menneskelig værdi beroede på personlighedens stræben efter at være i harmoni med denne. Stærkt påvirket af de tyske romantikere, tillige begejstret for Goethe, blev han en tilbeder af de store personligheder; i dem så han heltene, dem som skabte historien, og hvem verden skulle tage til mønstre. I modsætning hertil opfattede han sin samtids styrende mænd som en flok af dilettanter og »mammonister«, folk, der troede på teorier, debatter, papirsforfatninger, penge og luksus, og ikke brød sig en døjt om den sædelige verdensorden, og under dem øjnede han tusinder af nødlidende og elendige, som, fordømte til at undvære al sjælelig løftelse, ligesom overklassen henvistes til kun at tænke på forbedringer af deres materielle kår. Han ville forbedre denne verden, på een gang ved at skildre fortiden og ved at være den, der rørte op i nutiden og kaldte de store følelser til live. Han skrev sin »franske revolutionshistorie« og senere sin »Cromwells historie«, men han udgav tillige de skrifter, hvori han udviklede sin filosofi og sin opfattelse af sin samtid. Han så ikke chartismen som et politisk program, men som et udtryk for arbejdernes misfornøjelse. Han følte med arbejdernes nød og han forstod den. I de voldsomste udtryk fordømte han de herskende og deres bedrifter, tillige den benthamske nyttelære, ligesom han foragtede frihandelslæren som middel til samfundets forbedring. Men lige så tåbelige var i hans øjne chartister og demokrater, der troede på, at masserne var i stand til at styre. Frelsen måtte komme ad ganske andre veje. En ny ånd, respekten for den sædelige verdensorden og for retfærdigheden, måtte gennemtrænge nationen, og denne trængte til ledelse af de dygtigste, dem som kendte verdensordenens love og indså, at fremtiden tilhørte arbejdet, men det organiserede arbejde. For så vidt var for ham den ny fabrikantstand fremtidens mænd, men kun såfremt den ville ændre hele sin tankegang og handlemåde og blive arbejdets sande ridderskab. Der var i alt dette en genfødelse af puritanismens fanatiske protest mod samfundets vederstyggelighed. Vidt forskellig herfra blev den anden store agitation, som begyndte i slutningen af 1830erne mod kornloven. Her mødes de to klasser, som fra 1832 delte magten i England, landboaristokratiet og det ny byaristokrati, men dog således, at byaristokratiets kamp kom til at gavne underklassen. Kornloven af 1828 havde ikke virkeliggjort agrarernes håb om ved den at kunne holde hveden i en nogenlunde fast pris. Først var denne netop faldet i flere år, så steg den atter med stærk fart, til den nåede sit højdepunkt i 1839. Denne stigning øgede arbejdernes nød og deres forbitrelse, men på samme tid harmedes også fabrikanterne og de handlende. Arbejdernes nød gjorde dem til dårlige købere af industrifrembringelserne, men kornloven skadede også disses afsætning til udlandet, thi med lave priser og den tilsvarende høje told kunne de fremmede kornproducerende lande intet byde England til erstatning for dettes industrivarer og købte derfor færre af dem, medens høje priser ingen sikkerhed gav for, at de blev ved. Købmændene måtte derfor sende ordrer på korn hurtigt, derfor yde skyndsom betaling med guld og ikke med varer, så at ikke disse, men guldet gik ud af landet. Hertil kom, at den engelske toldlovgivning ved at nægte udlandet og særlig Amerika lejlighed til at ombytte dets overskud af fødemidler med engelske varer, tvang det ind på en med England konkurrerende selvstændig industri og en toldlovgivning til skade for England. Endvidere stred kornloven bestemt mod den frihandelslære, som fabrikanterne og købmændene mere og mere var kommet til at sværge til, og endelig var der hos mange af disse en alvorlig følelse af den uret, som arbejderne led ved de fremtvungne høje brødpriser. Således forbandtes i angrebene på kornloven interesser med teorier og med humane ideer, og en bevægelse var begyndt, men den fik dog først en større betydning, da Richard Cobden blev dens leder. Han var født af bondeslægt, blev handelsmand og endelig ejer af et stort kattuntrykkeri ved Manchester. Således havde han lært Englands forskellige erhverv at kende, og han udvidede sine kundskaber ved rejser i udlandet og ved litterære studier. Hurtigt dannede han sig også de meninger, som han fastholdt hele sit liv. England burde følge en fredspolitik, men give Europa eksemplet på et land, hvor den oplyste frihed herskede. En sådan krævede langt flere reformer end de hidtil nåede, således ophøret af den irske statskirke, men navnlig den fulde gennemførelse af frihandelen. I frihandelen så han det frelsende middel, som ville fjerne klasseforskelligheder indenfor de enkelte nationer og tillige årsagerne til fjendskab mellem selve disse. Han forstod ved frihandelen den absolutte fri konkurrence, fri for statsindblanding, og han var imod enhver beskyttelse af arbejderne gennem love, og hans anskuelser fik navn af Manchesterskolen. Men under de forhåndenværende forhold var frihandelen for ham fremfor alt afskaffelsen af kornloven, thi kornloven frembragte arbejdernes nød og hæmmede den engelske handel og industri. Hans ideer fik en uvurderlig støtte i bomuldsfabrikanten John Bright, der tilførte agitationen den harme og den patos, som Richard Cobden sjældnere gav luft. I 1839 stiftede Cobden anti-kornlovligaen, der omfattede en mængde byer og distrikter, som alle havde deres delegerede i dens bestyrelse, og det engelske folk delte sig for og imod kornloven. Under alt dette havde whigministeriet tabt terræn i befolkningen. Radikale, arbejdere og anti-kornlovsmænd var lige så godt blevet dets fjender som torierne, og en dårlig finanspolitik skilte det tilmed af med mange gamle venner. Whigministeriet kom i 1841 i minoritet, og torierne trådte da til med Robert Peel som ministeriets chef. Men forholdene var vanskelige, og netop nu var tilstanden i fabriksdistrikterne overordentligt dårlig. Mange bedrifter stod stille og der var store masser af arbejdsløse. Peel indså nødvendigheden af reformer, og han gennemførte trods en del modstand indenfor sit eget parti en forandring i den industrielle toldlovgivning i frihandlersk retning. Men med hensyn til kornloven var han kun villig til visse ændringer i den glidende skala og opretholdt stejlt selve princippet. Men nødstilstanden fremkaldte en ny opblussen af chartismen og denne gang med en stærkere socialistisk karakter. En endnu større massepetition end i 1839 blev dog atter afvist af parlamentet, og et forsøg på en almindelig strejke mislykkedes og bevægelsen sygnede atter hen. Samtidigt havde også O'Connell fornyet sin repeal-agitation. Han blev imidlertid tiltalt for oprør, og omend han blev frikendt, var hans helbred dog nedbrudt, og få år efter døde han. Imidlertid havde Cobden og Brights ider vundet terræn på landet mellem forpagterne, ja selv mellem whiggodsejere. Men Peels modstand var lige stærk. Da var det at naturmagterne kom den gode sag til hjælp. I fabriksbyen Rochdale samles et par dusin fattige vævere i november 1843, og stifter den første forbrugsforening, for at kunne skaffe sig billigere næringsmidler. Høsten i efteråret 1845 mislykkedes delvis på grund af dårligt vejr, men endnu værre var den kartoffelsygdom, der udbrød, og som navnlig blev ødelæggende på Irland, hvor halvdelen af befolkningen udelukkende fik sin næring fra denne plante. Et hungersnødens skrig lød over Irland og gav genlyd i England. Ligaen havde let ved at henvise til den skade, som under disse omstændigheder forvoldtes ved den told, der fordyrede priserne på fødemidler. Da skete det også, at John Russell i et manifest til sine vælgere åbent sluttede sig til tilhængerne af kornlovens afskaffelse, og hans parti fulgte ham trods store betænkeligheder. Under disse forhold indså Peel nødvendigheden af en forandring i den bestående tilstand, ligesom han havde gjort det i 1829 med hensyn til katolikkernes frigørelse. Han tilbød først whiggerne at danne et nyt kabinet, men da dette mislykkedes, besluttede han at blive på sin post og gennemføre sin ny politik trods den sprængning, dette måtte foranledige indenfor hans parti. Og denne sprængning indtrådte også, som den var indtrådt i 1829. I 1846 forelagde Peel sit lovforslag, idet han åbent forkyndte, at han ikke følte sig bundet af andet end hensynet til det offentliges vel. Indførslen af alt levende kvæg og af alle grønsager, derunder kartofler, skulle straks være toldfri. For korn skulle den glidende skala vel opretholdes i 3 år, men i så begrænset skikkelse, at tolden, når man gik ud fra den øjeblikkelige pris, formindskedes fra 16 shilling til 4 shilling. Loddet var kastet. Peel havde erklæret landbrugsbeskyttelsen og kornlovene krig. Cobden og ligaen var ikke et øjeblik i tvivl om, at de måtte støtte Peel, selvom de i og for sig kunne have ønsket en total forandring, og også whiggerne og de radikale besluttede at følge ham. Men indenfor torierne var det kun et mindretal, der holdt fast ved deres fører. De øvrige optog handsken til kamp for det gamle standpunkt, og de fandt en ordfører i Benjamin Disraeli. Han var en søn af en jødisk bogelsker og litteraturdyrker og havde som ung foretaget en rejse i Sydeuropa og østerland og kastede sig efter sin hjemkomst ind i det fornemme selskabsliv og i politik. Bag den fuldendte dandy med den ekstravagante påklædning gemte sig en kogende lidenskabelighed efter berømmelse og magt. Der var i ham et mægtigt fantastisk element og en uhyre selvfølelse på sin egen og sin jødiske races vegne, en ubønhørlig skånselløshed overfor modstandere, et ærligt had til middelmådighed og til mellemstandpunkter. I hans sind brødes en flydende radikalisme med en streng konservatisme, og i 1837 kom han ind i underhuset, og i 1841 indtrådte den for hans senere liv afgørende begivenhed. Han forventede at Peel ville optage ham i sit ministerium, og da det ikke skete, følte han det som en utålelig ydmygelse. Fra 1842 begyndte han at skille sig fra ministeriets chef og dannede om sig et lille parti »de unge englændere«. I de af ham i disse år udarbejdede romaner Coningsby og Sibyl findes det bedste udtryk for hans daværende politiske ideer. I det fjerne tegnede sig for ham forbundet mellem den genfødte krone, det genfødte aristokrati, den genfødte kirke og masserne, således som han mente, at hans store forbillede Bolingbroke havde villet det. Allerede i 1843-45 havde han under debatterne snart sendt hvasse pile, snart kølleslag mod Peel. Nu i 1846 blev han godsejernes ordfører under den store kamp. Han gjorde sig til kornlovens forsvarer og bebrejdede regeringen dens forsømmelse af landbrugets interesser, men navnlig vendte han sine våben mod Peels svigten af sit parti. I mange dage varede forhandlingerne i underhuset. Endelig i maj 1846 kom den endelige afstemning, der gav forslaget en stor majoritet. Og selv i overhuset gik det igennem ved Wellingtons bistand. Kornloven var faldet, frihandelen blevet Englands økonomiske politik. Peel havde mægtigt bidraget dertil, men æren var dog i første række Cobdens og Brights. Den samme dag som overhuset vedtog kornlovens ophævelse, blev imidlertid ministeriet Peels sidste. Anledningen var de irske forhold. Med hungersnøden i 1845 var der atter tumulter og myrderier. Peel gjorde alt for at lindre nøden, men mente det dog nødvendigt at forelægge et tvangslovforslag. Dette ville whiggerne ikke gå med til, og alliancen mellem dem og Peel blev brudt, men de var ikke tilstrækkelige til at danne et flertal. Da var det, at Peels fjender imellem torierne med Disraeli i spidsen sluttede sig til dem for at tage hævn over ham, der havde besejret dem. Ministeriet trådte tilbage. Magten tilfaldt whiggerne med Russell som premierminister og de fik støtte af Peeliterne. Store sager kom ministeriet dog ikke til at udrette. En ny fabrikslov vedtoges, og der rådedes nogen bod på de irske nødstilstande. Men ro kom der ikke på øen. Et nyt parti »de unge irlændere« dannede sig, forskelligt fra det af O'Connell ledede ved at være revolutionært og adskilte sig fra gejstligheden. I 1848 var ca. 11 % af England og Wales under fattigvæsenet. I to af Londons arbejderkvarterer var middellevealderen 17/18 år. Arbejdstiden for unge under 18 år var 69 timer om ugen. Der var således endnu stof til brydninger i det engelske rige, da Februarrevolutionens flammer kom til at lyse over Europa i 1848. 

Man havde i 1814 og 1815 håbet, at det nydannede kongerige Nederlandene ville kunne have udsigt til at bestå, også fordi dets to bestanddele, de hollandske og belgiske provinser, i ældre tider havde været forenede. Det viste sig imidlertid snart, at det var overordentligt vanskeligt at sammensmelte dem påny efter ca. 250 års adskillelse, og at der havde dannet sig en særlig belgisk nationalfølelse. Belgerne var jo en gammel stamme. Kong Vilhelm I var mistænksomhed og troede på egen overlegenhed og tilbøjelighed til personlig regering virkede ikke. Han gik frem efter teorier, der kun passede lidt til de reelle forhold. Kongeriget havde straks fået en forfatning, der indførte generalstænder, bestående af et kongevalgt kammer og et, der var valgt af provinsstænderne, ligesom der var presse- og religionsfrihed. Men religionsfriheden ønskede den belgiske befolkning og den katolske gejstligheds ikke. Dette var en hovedårsag til, at flertallet i en belgisk nationalforsamling i 1815 erklærede sig mod forfatningen. Da regeringen alligevel ved en kunstig opgørelse af stemmeafgivningen forkyndte forfatningen som vedtagen, fik dette karakter af et statskup, og fra dette øjeblik stod gejstligheden som regeringens bestemte modstander. Under tilslutning fra de protestantiske undersåtter i de hollandske provinser genoptog Vilhelm I på mange måder Josef II's kirkepolitik, og indskrænkede klostrenes antal, krævede statseksamensbeviser af lærerne ved de gejstlige skoler og oprettede et såkaldt filosofisk kollegium i Louvain, hvor alle fremtidige gejstlige skulle gennemgå et kursus. Ved disse forholdsregler vandt regeringen ganske vist i begyndelsen også sympati hos de udpræget liberale i Belgien, der var påvirkede af de franske ideer og som hadede klerikalisme og jesuiterne. Men til alt uheld stødte regeringen dem fra sig ved andre begivenheder. Belgiens befolkning udgjorde ingen sproglig enhed. Belgerne bestod af en wallonsk, fransktalende del i de sydlige og østlige provinser og en flamsk i de vestlige og nordlige, hvis sprog var nær beslægtet med det hollandske. Under det franske herredømme var fransk blevet gjort til embeds- og retssprog, og den nye regering indførte flamsk sprog i de flamske provinser. Men selv i disse var fransk blevet det finere sprog i de fornemme klasser, og navnlig advokaterne, der her som allevegne på den tid spillede en stor rolle i den liberale borgerlige verden. Advokaterne følte sig krænkede ved at skulle benytte det flamske sprog for skranken. Andre forhold kom imidlertid til, hvor de belgiske klager var langt mere berettigede. Allerede ved forfatningen var der skabt en overvægt for de hollandske provinser, og selvom disse provinsers samlede befolkning var mindre end Belgiens, havde begge lande fået en lige stor repræsentation i generalstænderne, og da regeringen altid kunne regne med nogle af de belgiske deputeredes tilslutning, var Hollands overvejende indflydelse sikret. Men følgerne heraf udeblev ikke. Der indførtes en forandring i skattesystemet til fordel for de hollandske byer og til skade for den belgiske landbefolkning, og de fleste store embedsinstitutioner fik deres hovedsæde i Holland, og der kom kun et meget ringe antal belgiere ind i den højere embedsstand. Af alle disse grunde bredte der sig i mange forskellige klasser i Belgien en stærk misfornøjelse. Regeringen var dog ikke hele tiden blottet for forståelse deraf og gjorde i slutningen af 1820erne forskellige vigtige indrømmelser. Men de kom for sent, thi da var der sket en tilnærmelse mellem de klerikale og de liberale, som var rettet mod staten. Særlig Lamennais' program om undervisnings- og pressefrihed fandt en modtagelig jordbund hos de liberale i Belgien, og i 1828 sluttede de to oppositionelle partier, netop på dette grundlag, en åben alliance under navn af »unionen«. På liberal side var dé Potter republikaner og stemt for Hollands og Belgiens adskillelse. Få gik ganske vist så vidt, da de fleste kun ønskede en administrativ selvstændighed for Belgien. Men ved »unionen« var oppositionen blevet langt stærkere. Kongen gik nu med strengt frem mod den oppositionelle bevægelse, og dé Potter dømtes til 8 års landflygtighed. Men først da Julirevolutionen i 1830 havde givet eksemplet på en sejrrig folkerejsning, kom det til oprør. Store festligheder var berammede i Bryssel til den sidste uge i august 1830. Om aftenen d. 25 august var der i teatret blevet opført Aubers opera »Den Stumme i Portici«, i hvilken revolutionære scener fra Massaniellos oprør i Neapel i 1647 spillede en hovedrolle. Stemningen mellem tilskuerne blev ophidset, og under råbene »Ned med Holland, Leve Frankrig«, strømmede de ud, og den udenfor samlede mængde kastede sig over flere offentlige bygninger. Ildebrande og plyndringer fortsattes de to påfølgende dage, og de få tropper trak sig tilbage til den højtliggende del af byen omkring slottet, medens den lavere liggende del fuldstændig kom i hænderne på mængden. Denne var uden ledere og oprøret i det hele en aldeles uorganiseret bevægelse uden bestemt program. Da trådte adelen og borgerskabet frem og en borgergarde dannedes, og ildebrandene ophørte. Endnu var dog intet tabt for kongen. En sammentrådt forsamling af belgiske notabler ville kun en deling af forvaltningen, ingenlunde en fuldstændig adskillelse. Kongen gjorde også indrømmelser og sendte sin ældste søn, prinsen af Oranien, til Bryssel til forhandling med notablerne, men han kom dog uden bestemte instrukser, men forhandlingerne førte ikke til noget resultat. Imidlertid havde bevægelsen bredt sig til landbefolkningen. Landevejene fyldtes af bønder, der med præster i spidsen drog mod hovedstaden for at støtte opstanden, og det var den katolske fanatisme, som gav oprøret dets styrke. Men da opstod en ophidset stemning i Holland og en indgriben fra kongens side med militærmagt til at samle alle de misfornøjede og drive selv de mådeholdne over til kravet om Belgiens fuldstændige adskillelse fra Holland. I den sidste uge af september rykkede kongens næstældste søn med 10,000 mand mod Bryssel og angreb byen. Dette angreb besvaredes med en almindelig modstand, og også Bryssel fik sin 3 dages barrikadekampe. Tropperne kastedes tilbage og en provisorisk regering blev indsat, og denne erklærede Belgien for en uafhængig stat og indkaldte en nationalkongres til at give en forfatning. Da så tilmed kort efter garnisonen i kastellet i Antwerpen bombarderede denne by, brast det sidste bånd mellem de to lande og folk. Den i november sammentrådte nationalkongres vedtog enstemmig en beslutning om, at det belgiske folk var uafhængigt. Der havde ganske vist været nogle tilhængere af en tilslutning til Frankrig, men de fastholdt ikke deres standpunkt. I den nye belgiske regering opnåede republikanerne med den hjemvendte dé Potter kun et ringe mindretal. Det arvelige monarki fastsloges med stort flertal, og det vedtoges tillige, at Det oraniske Hus for bestandigt var udelukket fra Belgiens trone, men endnu var der ikke foretaget noget kongevalg. Den belgiske opstand var et endnu voldsommere brud på den efter 1815 skabte tilstand end Julirevolutionen. Thi den rystede den territoriale bygning og viste, at folkene ikke behøvede at slå sig til ro med den. Den belgiske opstand rokkede tilmed ved et af de bolværker, som stormagterne havde rejst mod Frankrigs udvidelseslyster. Muligheden lå for, at Frankrig ville benytte sig til at erhverve hele Belgien eller dele af det, eller til i alt fald at skaffe sig politisk indflydelse i den ny stat. Stillingen tilspidsedes ved, at den franske regering bestemt erklærede sig for ikke-interventionsprincippet, dvs. manglen på ret for udenforstående magter til at blande sig i en stats indre anliggender. Østrigs Metternich var også i højeste grad forbitret. Men han følte begrænsningen af sin magt og nødvendigheden af at optræde med forsigtighed, så meget mere som han måtte være optaget af at forebygge, at revolutionen også skulle blive den sejrende indenfor Østrigs egen magtsfære, dvs. i Italien. Ivrigere for krig var zar Nikolaj. Men nu skete en stærk tilnærmelse mellem England og Frankrig, da Ludvig Filip havde sendt Talleyrand som gesandt til London. For sidste gang fik Talleyrand lejlighed til at udnytte sine store diplomatiske evner. Den engelske regering var villig til tilnærmelsen for igennem den at hindre Frankrig fra at vinde et førerskab over Belgien. I England var et whigministerium kom til magten i november med udenrigsminister lord Palmerston, der var vældigt interesseret med et venskab med Frankrig, for derved at kunne adskille Frankrig fra Rusland, da han så Rusland som Englands hovedmodstander. Forenede ville de to statsmagter kunne optræde i Europa som liberalismens og konstitutionalismens forkæmpere mod de absolutistiske magter. Men lord Palmerston havde ikke sympati for den liberale sag, og hans fjender gav ham navnet »lord firebrand«, brandfaklen. Tilnærmelsen til Frankrig var ham også kun et middel for England og hindrede ham ikke i at lave intriger, når det syntes ham bedst. Så Ludvig Filip og Lord Palmerston stod sammen i det belgiske spørgsmål, og under disse forhold turde Prøjsen, Rusland og Østrig ikke modsætte sig vestmagternes forslag om afholdelsen af en konference i London til ordning af det belgiske spørgsmål. Dog var der fare for krig. I november var det såkaldte bevægelsesparti kommet til magten i Frankrig med Laffittes' ministerium, og de ivrige nationale bestræbelser truede med at få overhånd. Indenfor østmagterne havde zar Nikolaj tænkt på at slå de revolutionære rørelser ned, og den polske hær var bestemt til at rykke mod Rhinen. Netop på dette tidspunkt indtrådte imidlertid en begivenhed, som kom til at afvende den europæiske krigsfare. Budskabet om Julirevolutionen i Paris havde virket i høj grad opflammende på de misfornøjede i Polen, især på de mere yderliggående. Fra deres midte udgik en sammensværgelse, der bredte sig ikke alene mellem studenter og arbejdere i Warszawa, men også til den polske hærs officerer, og man håbede på fransk hjælp. Til oprørets udbrud bidrog efterretningen om, at den polske hær skulle sendes mod vest. I de sidste dage af november 1830 bemægtigede de sammensvorne sig storfyrst Konstantins slot, fra hvilket han kun med nød og næppe slap fri, og derpå selve byen. Myrderier og brandstiftelser plettede rejsningen. Men i høj grad hjalp det oprørerne, at storfyrsten ganske tabte hovedet, og trak de russiske tropper bort fra Warszawa, ja endog snart efter flygtede ind over den russiske grænse. Det hidtidige regeringsråd, bestående af de mådeholdne, overtog foreløbigt styrelsen, men de ville helst undgå et brud med Rusland, og kun tvinge zaren til forening af de tre gamle provinser med kongeriget og til at sætte forfatningen i kraft igen. Og selv da partistridigheder begyndte og andre kom til magten, forsøgtes dog underhandlinger med zaren. Men Nikolajs' eneste svar var et manifest, hvorved han fordrede fuldstændig underkastelse og kaldte sit folk til våben for at tugte rebellerne. Da erklærede i januar 1831 den polske rigsdag Huset Romanov for afsat. Men håbet om hjælp fra Vesteuropa glippede. Vel var de frisindedes sympati allevegne i høj grad på polakkernes side i den grad, at den med rette er sammenlignet med grækernes frihedskamp, men ingen af vestmagterne tænkte på at gå videre end til diplomatiske forestillinger hos zaren. Og den polske hær lagde vel i frygtelige kampe sin gamle tapperhed for dagen og standsede en tid også den russiske hær på 150.000 mand under Diebitsch Sabalkanskitich, ligesom der udbrød oprør i Litauen og de andre gamle polske lande. Men ingen overlegen hærfører stod i spidsen, og uenigheden kom frem mellem personer og partier, planlagte reformer til fordel for bønder og jøder standsedes, og koleraen, der netop i disse år gik sin ødelæggende vej gennem Europa, og ryddede op i begge lejre. Afgørende blev, at Diebitsch døde og blev efterfulgt af Ivan Paskevich (1792-1856). Han lod hæren overskride Weichselen og begyndte derpå angrebet på Warszawa. Medens et rent anarki herskede i byen, faldt forstæderne efter morderiske kampe i russernes hænder, og i september kunne Paskevich meldele zaren, at Warszawa ligger for eders fødder. Resterne af den polske hær overgav sig eller afvæbnedes efter at have overskredet den østrigske og prøjsiske grænse, og mange adelige flygtede som emigranter til Frankrig eller til Krakau. Hermed var Polens selvstændighed forbi. Det beholdt vel navn af kongerige, men dets forfatning blev ophævet og afløst af et organisk statut. Magten tilfaldt en russisk guvernør og russiske embedsmænd, og et tungt militærherredømme hvilede over landet, med deportationer, konfiskationer, censur, overordentlige domstole, indskrænkninger af universitetet i Warszawa og lukning af andre undervisningsanstalter. Også den almindelige europæiske revolution havde lidt et alvorligt nederlag, og dyb var sorgen hos alle frisindede. Dog havde det polske oprør gavnet Belgiens sag, og i december 1830 anerkendte Londonkonferencen den ny stats uafhængighed, hvortil kort efter sluttede sig erklæringen om dens neutralisering. Vigtige spørgsmål stod dog endnu tilbage. Konferencen skilte Luxemburg fra Belgien og vedtog andre uheldige bestemmelser, hvilket vakte misfornøjelse i Belgien. Endnu mere brændende var dog spørgsmålet om kongevalget. Et fransksindet parti drev på, men kun med ringe flertal, en beslutning igennem i nationalkongressen, hvorefter tronen skulle tilfalde Ludvig Filips yngre søn, hertugen af Nemours. Men frygten for en europæisk krig og visheden om, at England ikke ville følge ham, bragte Ludvig Filip til at afslå valget. Bankieren Laffitte og det franske bevægelsesparti var dog på den anden side imod at opgive den franske indflydelse i Belgien og støttede dettes partis krav på Londonkonferencen, og bølgerne gik i det hele taget højt i Paris. Råbet »om Rhingrænsen« om »hjælp til polakkerne« blev stærkere og stærkere, og stemningen var ophidset mod Prøjsen og Rusland. Da opstod store begivenheder i Italien som en ny følge af Julirevolutionen og da pave Pius VIII døde i november 1820, og hvor de hemmelige selskaber og de liberale håbede på hjælp fra Frankrig. D. 5 februar 1831 udbrød opstand i Bologna i den nordlige del af Kirkestaten, og oprøret bredte sig til Parma og Modena, hvor fyrsterne blev jaget væk og den nyvalgte pave Gregor XVI kaldte kejser Frants østrigske tropper til hjælp. Da besluttede Metternich at handle, og sendte østrigske tropper, der dæmpede oprøret i Kirkestaten og genindsatte de forjagne fyrster. Det franske ministerium protesterede mod denne genopståelse af interventionsprincippet. Men Laffitte's dage var talte, og Ludvig Filip ville ikke krig, og i marts kom det såkaldte modstandsparti til roret i Frankrig med Casimir Périer som premierminister. Det betød nederlaget for dem, der ville krig og understøttelse til de revolutionære bevægelser. På anden måde ville Périer hævde Frankrigs stilling i Europa. Han ville give magterne sikkerhed for, at Frankrig ikke ville føre nogen eventyrpolitik, ikke sætte freden på spil og ikke tragte efter udvidelse, men han ville tillige optræde med en fasthed, der kunne give hans land indflydelse på ordningen både af de italienske og af de belgiske anliggender. På Frankrigs trusler rømmede også snart de østrigske tropper Kirkestaten. Da han hellighed paven kom tilbage til Kirkestaten, begyndte regimet atter med sine banditter og gavtyve og hær, at undertrykke folket, og da brød et nyt oprør i februar 1832. Østrigerne blev sendt tilbage til Kirkestaten, og det besvarede den franske regering det med at lade Ancona besætte med flåde og tropper. Også det belgiske spørgsmål blev ordnet ved samvirken mellem England og Frankrig. Belgien fik en del af Luxemburg og til konge valgtes hertug Leopold af Saksen-Koburg. Og da Holland ikke ville finde sig heri og lod en hær rykke ind i Belgien, lod Périer franske tropper besætte Bryssel, hvorpå hollænderne trak sig tilbage til Antwerpen. Périers død af kolera i foråret 1832 berøvede Frankrig en stor kraft, og de absolutistiske magter blev påny dristigere. Det kom dog til at stå fast at Belgien var uafhængigt. Efter aftale med England rykkede i slutningen af 1832 franske tropper påny ind i Belgien og fremtvang Antwerpens kapitulation. Først i 1839 fulgte Hollands fulde anerkendelse af den nye belgiske stat. Belgiens forfatning af 1831 anerkendte folkesuveræniteten og ministeransvarlighed og oprettede 2 kamre, senatet og repræsentanternes hus. Vælgerskaren blev den samme til senatet og repræsentanternes hus, men senatets medlemmer skulle vælges mellem de højest beskattede. Forfatningen fastslog endvidere presse-, forsamlings-, kultus- og undervisningsfrihed og tillige kirkens adskillelse fra staten. Kong Leopold I (1831-65) regerede og det lykkedes ham at sikre sit dynasti, og Belgien kom til at stå som den konstitutionelle mønsterstat på fastlandet. Men den alliance mellem de klerikale og de liberale, som det havde skyldt sin uafhængighed, var for unaturlig til at kunne opretholdes. En skarp modsætning indtrådte mellem dem og blev den fremtidige skillelinie i Belgiens politiske liv. Kampen drejede sig især om religionsundervisningen i skolerne, som det katolske parti fik gjort obligatorisk og lagt under kirkens tilsyn. Herimod rejste de liberale en stærk opposition, og de optog tillige på deres program kravene om stemmerettens udvidelse. Samtidigt optrådte en stærk bevægelse for at genudvikle det flamske sprog og den flamske litteratur. Holland vedblev at bære navnet kongeriget Nederlandene. Efter Vilhelm Is tronfrasigelse i 1840 fulgte hans søn Vilhelm II. Under ham begyndte der at danne sig en liberal opposition, ledet af juristen Thorbecke, der forlangte ændringer af forfatningen i demokratisk retning, hvilket dog kongen modsatte sig. Når Rusland selv eller Polens undertvingelse havde holdt sig tilbage i det belgiske spørgsmål, var det fordi Ruslands opmærksomhed var rettet mod Orienten. Ægyptens Pascha Mehmed Ali ønskede at udvide sin magt ved at opnå herredømmet over Syrien, og han regnede nok med en ikke ringe misfornøjelse hos muhamedanerne overfor sultan Mahmud II's fortsatte reformpolitik i vesterlandsk ånd. I 1832 kom det til en krig, og Ibrahim Pascha erobrede ikke alene en række byer i Syrien, men trængte ind i Lilleasien og vandt en afgørende sejr over den tyrkiske hær. Forskrækket kastede sultan Mahmud II sig i armene på Rusland der afsendte hjælpetropper til ham. Dette kunne dog ikke redde Tyrkiet fra indrømmelser til Ægyptens Mehmed Ali, og en traktat i 1833 tilsikrede ham statholderskabet over Syrien og grænsedistriktet til Lilleasien, Adana. Rusland havde nu sluttet et angrebs- og forsvarsforbund med Tyrkiet, hvis vigtigste bestemmelse var den, at Tyrkiet forpligtede sig til i krigstilfælde at lukke Dardanellerne for andre end russiske flåder. I virkeligheden havde Tyrkiet herved stillet sig under Ruslands beskyttelse. Ikke alene vestmagterne, men også Østrig følte dette som en krænkelse af deres interesser. Men Metternich trøstede sig ved, at zar Nikolaj enedes med ham om atter at fastslå interventionsprincippet mod indre uroligheder, og det var en aftale som Prøjsen, omend noget nølende tiltrådte. Østmagterne syntes således atter at have fundet hinanden i kampen mod revolutionen, idet de var ængstelige for bevægelserne i de tysktalende lande og for italieneren Mazzinis' internationale agitation. På den Pyrenæiske halvø i Portugal havde Miguels rædselsregimente nu været i 4-5 år. Kun på en af øerne i Azorgruppen formåede de liberale at holde Maria da Gloria's fane oppe. Da dæmrede der et håb for dem. Kejser Pedro var blevet nødt til at nedlægge sin trone i Brasilien og vendte tilbage til Europa, hvor han blev godt modtaget af vestmagterne, som Miguel havde krænket, og han åbnede kampen mod sin broder. En tid havde denne fået støtte af Spaniens regering, men da forandredes også forholdene her. Spanien havde lidt frygteligt under Ferdinand VIIs' absolutisme fra 1823. En hofkamarilla havde hele magten, embedsstanden var til fals, banditvæsenet bredte sig, uvidenhed og fattigdom ledsagedes af det største bigotteri, handelen var så godt som helt i hænderne på smuglerne, store dele af landet lå udyrkede, og Madrid var som en oase i en ørken. Ikke desto mindre havde kongen ikke formået helt at vinde det yderste højre og de videstgående klerikale. Disse satte deres lid til hans broder Carlos, en prins, der vel ikke var så falsk som Ferdinand, men som var snævertænkende og helt afhængig af sine klerikale skriftefædre. Han var også den sandsynlige tronfølger, thi vel havde Ferdinand i sit fjerde ægteskab med den neapolitanske prinsesse Marie Kristine fået 2 døtre, men efter den gældende arvelov gik mænd forud for kvinder. Da kundgjorde Ferdinand VII i 1830 en såkaldt pragmatisk sanktion, der indførte kvindeliniens arvefølge. Carlos følte grunden vakle under sig, medens regeringen som modsætning til ham begyndte en tilnærmelse til de liberale og opgav bistanden til Miguel i Portugal. Dette fik den følge, at Maria da Gloria fik magten her. Da Ferdinand VII døde i 1833 skyndte Marie Kristine med at proklamere sin ældste datter Isabella som dronning og selv overtage regeringen som formynderinde for hende. Men dette blev signalet til en borgerkrig, det karlistiske oprør, der varede i 7 år. Det bredte sig over hele Nordspanien. Carlos havde her som sine tilhængere i højadelen, præsterne, munkene og den størstedel af den øvrige befolkning. De mente at kæmpe for den lovlige arvefølge og for trone og alter, men tillige var det en kamp for de gamle provinsielle særrettigheder. Derfor sluttede baskerne, stolte af deres gamle selvstyre, som var truet af kongemagten, sig ivrigt til karlisterne, skønt tilstandene i deres provinser var bedre end i det øvrige Spanien. Baskerne blev en stærk støtte for oprøret, og fra dem udgik også en af dettes betydeligste førere Zumalacarregui. Krigen blev en guerillakrig, i hvilken karlisterne og de såkaldte kristinos kappedes om at anføre med tapperhed og grusomhed. Men regeringspartiets stilling svækkedes ved voldsomme kampe mellem dets to bestanddele, de mådeholdne og progressisterne (tidl. exaltados). Borgerkrigene på den Pyrenæiske halvø føltes rundt om i Europa som en kamp mellem absolutisme og liberalisme, og sympatierne delte sig derefter hos folk og regeringer. Østmagterne anerkendte hverken Maria da Gloria eller Isabella, men støttede dog heller ikke Miguel eller Carlos; dertil regnedes disse for alt for ringe personligheder, og trods alle aftaler var interventionslysten ikke stor. Derimod anerkendte England og Frankrig de to dronninger, og i 1834 afsluttede disse to magter, Portugal og Spanien den såkaldte Kvadrupelalliance. Endnu i adskillige år bølgede kampen tilbage i Spanien, og snart truede karlisterne Madrid, snart trængte kristinos frem mod Pyrenæerne. I general Espartero havde kristinos fået en dygtig militær fører, men det blev dog til sidst en klog eftergivenhed mod baskernes krav om anerkendelse af deres gamle privilegier, samt forræderi og træthed i den karlistiske lejr, der bragte kristinos sejren og medførte at Carlos i 1839 måtte flygte til udlandet. Borgerkrigens afslutning bragte dog ikke Spanien ro. Voldsomme kampe fortsattes mellem progressisterne under general Espartero og de mådeholdne, der fik til førere de for øvrigt snart uenige generaler Narvaez og Prim. I 1843 fik de mådeholdne magten, og Isabella blev erklæret for myndig. Under alt dette havde også forfatningerne vekslet, indtil en ny blev givet i 1845, der nærmest var en efterligning af det franske charter fra 1830. Også i Portugal forsatte partistridigheder, men Maria's regering betød dog i flere henseender et fremskridt. For borgerkrigens afslutning i Spanien havde Kvadrupelalliancen ikke haft nogen større betydning. Tværtimod var det kommet til stærke rivninger mellem England og Frankrig på grund af skinsyge over deres indflydelse på den Pyrenæiske halvø, der jo betød så meget for herredømmet i Middelhavet. England opnåede ved at vise iver for progressisternes sag at vinde den største sympati hos de frisindede i Europa, og Ludvig Filip kom ved sin mere forsigtige handlemåde til at isolere Frankrig, og han brød med sin minister Thiers, da denne ville have en militær indblanding i Spanien sammen med England, og han søgte tilnærmelse til Østrig. Samtidigt satte han dog stor kraft ind på udvidelsen af det franske herredømme i Algier. De indfødte havde her fundet en heltemodig høvding i emiren Abd-el-Kader, men i 1837 lykkedes det franskmændene at erobre Konstantine. Disse begivenheder gjorde forholdet til England yderligere spændt, og den engelske regering støttede hemmeligt Abd-el-Kader. Venskabet mellem Frankrig og England var bluf, da England kæmpede for sit førerskab og sine imperialistiske ambitioner. Men den tyrkiske sultan Mahmud havde ikke tilgivet Ægyptens Mehmed Ali for hans vundne fordele. Efter at have reorganiseret sin hær lod Mahmud i 1839 hæren falde ind i Syrien. Men den led et stort nederlag og Tyrkiets ulykke forøgedes ved at flåden gik over til ægypterne, og omtrent samtidigt døde Mahmud og efterfulgtes af sin søn Abd-ul-Medjd. En konference af stormagterne trådte sammen. Men hurtigt åbenbarede sig en stor uenighed mellem England og Frankrig. Lord Palmerston ville stille strenge betingelser overfor Ægypten, men Frankrig ville ikke gå med dertil. Thi stemningen i dette land var ubetinget for Mehmed, og Ludvig Filip regnede med hans sejr og hans daværende minister Thiers var stemt for at give Frankrigs politik en langt kraftigere karakter end hidtidig. Men Palmerston fandt støtte hos zaren, der i sit had til Ludvig Filip ville gøre alt for at uddybe fjendskabet mellem England og Frankrig. Zaren ville benytte hjælpe Tyrkiet med at forhindre at Mehmed fik en stærk orientalsk magt i stedet for det svage Tyrkiet. Med udelukkelse af Frankrig, men med deltagelse af Østrig og Prøjsen sluttede Rusland og England en traktat om at hjælpe den tyrkiske sultan, såfremt Mehmed ikke gik ind på visse betingelser. Frankrig var således trængt til side af de andre stormagter. Thiers ville vistnok helst undgå krigen, men blev drevet frem af den ophidsede folkestemning, der atter higede mod erhvervelsen af de naturlige grænser, og Ludvig Filip foretog store oprustninger, og en stor kredit optoges til Paris' befæstning. Da indløb der efterretninger om, at en engelsk-østrigsk-tyrkisk flåde havde tilføjet Ibrahim Pascha et afgørende nederlag, og at sultanen på Englands opfordring havde erklæret Mehmed Ali for afsat. Forbitrelsen blev kun større i dele af det franske folk, og faren for en europæisk krig forøgedes ved, at en kraftig national, franskfjendtlig stemning blussede op i Tyskland. Men nu var Ludvig Filip blevet ængstelig for den radikale strømning, der bar krigsbegejstringen, og af samme grund veg det herskende franske bourgeoisi tilbage. I efteråret 1840 fik Thiers sin afsked. Under det ny ministerium, i hvilket Guizot var den ledende, åbnedes forhandlinger mellem Paris og London, og i 1841 enedes man om en endelig ordning af det orientalske spørgsmål. Mehmed Ali indskrænkedes til besiddelsen af Ægypten, men fik den arvelig mod en fast afgift til sultanen. Tillige bestemte den såkaldte Strædeoverenskomst, at Dardanellerne og Bosporus skulle blive under Tyrkiets absolutte suverænitet og være lukkede for alle krigsflåder. England havde herved vundet en fordel over Rusland, der tabte den ret, det havde erhvervet i 1833. Frankrig havde lidt et nederlag ved uheldet for Mehmed Ali, men det var dog ikke blevet ydmyget, som det så ud til 1840, thi fra den endelige ordning havde det ikke været udelukket. Der fulgte også påny en tilnærmelse mellem de to vestmagter, støttet ved at Palmerston var gået af 1841 og torierne kom atter til magten i England, og atter taltes om hjertelig forståelse mellem Frankrig og England. Men stadigt dukkede der nye uoverensstemmelser frem, om bl.a. herredømmet over Middelhavet foranlediget ved Frankrigs nye sejre i Algier, og så om kolonierne. Fuldt så bitter blev dog den spænding, der indtrådte ved de to magters rivalitet med hensyn til indflydelsen i Spanien, og den blev så meget alvorligere, som Palmerston i 1846 atter blev udenrigsminister. Frankrig og England ønskede at få dronning Isabella gift med en prins, som stod under hver deres indflydelse. Et langvarigt intrigespil begyndte, og det endte for så vidt med den franske regerings sejr, som den fik Isabella gift med prins af den bourbonske slægt og samtidigt hendes yngre søster gift med Ludvig Filips yngre søn, hertugen af Montpensier, hvis eventuelle børn derved rimeligvis ville få udsigt til tronen. Men fra engelsk side betragtedes dette dobbeltægteskab som et brud på den franske regerings løfter, og den hjertelige forståelse mellem de to vestmagter fik derved et afgørende stød. Af spændingen mellem Frankrig og England havde østmagterne benyttet sig til på egen hånd til at gennemføre en forandring i traktaterne af 1815 på et punkt, hvor disse syntes dem farlige. Som en kummerlig rest af Polens selvstændighed stod fra den tid fristaten Krakau. Efter 1831 var den blevet et naturligt hjemsted for polske flygtninge, og i slutningen af 1840erne forberedte disse flygtninge en rejsning i Polsk-Prøjsen og Polsk-Østrig. Det blev dog kun i Galizien, at det kom til uroligheder, og disse foranledigede Metternich til i 1846 at besætte Krakau med Østrigske tropper og opnå Ruslands og Prøjsens samtykke til fristatens Krakau's indlemmelse i Galizien. Frankrig og England indskrænkede sig til at protestere mod dette overgreb. Trods den således vundne fordel så Metternich dog med alt andet end tilfredshed på situationen. Revolutionen syntes atter at nærme sig. Det gærede i selve det østrigske monarki, navnlig i Ungarn og Italien, og han var ængstelig for, at Prøjsen skulle gå over til det konstitutionelle system. Da kom nye begivenheder til. Også Schweiz havde haft sin reaktionsperiode. En forbundstraktat af 1815 havde gjort hver af de 22 kantoner suveræne og kun stiftet en meget svag forbindelse mellem dem. Som helhed var Edsforbundet under stormagternes formynderskab, og indenfor de enkelte kantoner omdannedes forfatningerne i aristokratisk ånd, og jævnsides hermed gik en kirkelig reaktion under ledelse af jesuitterne og med afhængighed af Rom. Dog gik landet frem i materiel henseende og tillige i videnskabelig og litterær kultur. Herved begyndte en vækkelse af en national selvfølelse, der skabte trang til demokratiske reformer og ikke mindst til en større enhed. Julirevolutionen påvirkede yderligere denne bevægelse, og i begyndelsen af 1830erne omdannede en hel række af kantonerne deres forfatninger. Herved skærpedes dog partimodsætningerne, og stærkere og stærkere samledes disse om de kirkelige spørgsmål. I de katolske kantoner var det de klerikale, der med tilslutning til demokraterne fik magten, og førerskabet kom over til jesuiterne. Et bittert had til disse og til munkene fremkaldte på den anden side de radikales sejr i de protestantiske kantoner, og Schweiz delte sig i tilhængere og modstandere af jesuiter og klostre. I 1845 dannede nu 7 af de katolske kantoner et særforbund; men det radikale parti fik forbundsdagen til at erklære det for opløst som stridende mod forbundsforfatningen, men man vedtog jesuitternes udvisning. Da kom det i 1847 til en borgerkrig, der endte med særforbundets nederlag og opløsning. Sammenstødet var allevegne blevet følt som en kamp mellem tidens store modsatte principper, liberalismen og klerikalismen, og stormagterne havde set det på samme måde. England havde støttet Edsforbundet, Østrig vist sin sympati for særforbundet, og til det havde Frankrig sluttet sig, ide dets regering var ængstelig for de radikales forbindelse med de franske revolutionære. Men til nogen intervention var det ikke kommet, og særforbundets nederlag mindede om 1830, da revolutionerne i Frankrig og Belgien havde fået lov til at råde. Det var som varslet om, at friheden atter ville vinde sejr. Her fortælles om den samtidige udvikling i Tyskland og i Rusland.

Magyarernes stænderforsamling havde i 1722 vedtaget den kognaiske arvefølge og loven, Pragmatica Sanctio, definerede kongeriget Ungarns statsretlige forhold til Østrig. Magyarerne var de eneste indenfor det habsburgske dobbeltmonarki der kunne regere med egne love, medens alle andre dele var provinser. Den ungarske adel dannede grundlaget for dobbeltmonarkiet, og havde store fællesinteresser med Huset Habsburg. Hos magyarerne havde de hidtil talt latin i deres stænderforsamlinger, men nu grundlagdes der et ungarsk akademi, hvor man ivrigt begyndte at pleje det tidligere foragtede magyariske sprog og den magyariske litteratur. I 1830 forlangte man for første gang latinen afløst som embedssprog af magyarisk, og allerede i 1844 var magyarisk blevet lovsprog, regeringssprog og undervisningssprog. De ungarske overklasser og magnater, hvis rigdomme for en stor del stammede fra et gammelt misbrug og fra bøndernes undertrykkelse, var dog ikke egnede til at gå i spidsen for en national dannelse mod den østrigske absolutisme. Ved siden af det gamle konservative parti, med grev Stephan Szechenyi som fører, dannede sig et nyt, nationalt fremskridtsparti med mænd som Eötvös, Teleki, Frants Déak og Ludvig Kossuth, og særlig Ludvig Kossuth blev magyarernes store oprørsfører. Han ville have et frit Ungarn, der var uafhængigt af Østrig. Men magyarerne var uenige i adskilligt, og dog var de enige om at kun de havde ret til at herske, og kun deres sprog skulle lyde i landet. Men de begejstrede magyariske oprørere betænkte sig ikke et øjeblik på at spille tyranner overfor de andre talrige slaviske elementer, der boede indenfor Ungarns grænser. I 1843 besluttede magyarerne, at magyarisk skulle være det eneste sprog, der måtte tales på rigsdagen, og at sproget skulle indføres i alle de kroatiske skoler. Og da vågner de slaviske sprog og nationaliteter til modstand for deres ret, og Kroatien og Slavonien kræver ligeberettigelse med Ungarn. Slaverne lod magyarerne vide, at »de kun var en ø i det store slaviske hav«. Den ungarske rigsdag var i november 1847 trådt sammen i Pressburg (Bratislava), og den østrigske dobbeltørn måtte vige på alle offentlige bygninger, og det blev forbudt de ungarske kommandanter at tage mod ordre fra Wien. Kejser Ferdinand I stadfæstede denne ordning og grev Battthyany dannede et ministerium, medens Ludvig (Lajos) Kossuth (1802-1894) var Ungarns ukronede oprørskonge. Også tjekkerne gik i gang med rekonstruere sproget og etablere et nationalmuseum, ligesom der dannes foreninger til udbredelse af tjekkiske bøger og en tjekkisk presse skabes. Sproget var det eneste, som den skare af jesuiter, der efter slaget på det Hvide Bjerg under Trediveårskrigen oversvømmede landet, havde ladet tjekkerne beholde. Og tjekkerne begyndte at stille politiske krav, og de krævede en genoprettelse af det gamle bøhmiske kongedømme under Østrigs overhøjhed. Men den slaviske bevægelse gik videre. I skarp modsætning til tyskerne i vest og magyarerne i øst begyndte de nordlige og sydlige slaviske folk at føle sig som ét, og panslavismen skyder vækst. Habsburgmonarkiet omfattede dengang 11 nationaliteter. Det ungarske kongerige incl. Transsylvanien og Kroatien omfattede 12,8 millioner indbyggere. 5,4 millioner var ungarer, dvs. 40 % af befolkningen. I sydøst boede 2,5 mill. rumænere, 1,8 mill. slovakere i nord, ruthenere (rusinere) i nordøst, serberne i syd, kroater i sydvest, og tyskere spredt ud over hele landet. Det er først i litteraturen at tanken udkastes, og de gamle folkesange samles og sprogenes sammenhæng studeres. Tyskerne var dem, der hidtil havde haft magten i monarkiet, da Wien var en tysk by. Og da Østrigs enhed var truet følte de sig draget mod deres stammefæller i nord, sådan at pan-germanismen rejste sig som modsætning til panslavismen.

I Østrig var kejser Frants I død i 1835 og blev efterfulgt af sin søn Ferdinand I, en sygelig svækket mand. Men Metternich vedblev med at være den ledende minister, og enevælden fortsattes. De forskellige provinsers stænderforsamlinger fik ikke større betydning. Adelen bevarede sine privilegier og borgerstanden spillede kun en ringe rolle, og bønderne var hårdt trykkede. Imidlertid var Metternich i færd med at blive en gammel mand, så forvaltningen blev slappere og finansernes tilstand forværredes. Særlig hård var absolutismen dog ikke og behøvede adskillige år heller ikke at være det. I alt fald i de tysk-østrigske lande holdt censur og politiregimente længe folket i en dvaletilstand. Først fra 1840erne begyndte der her spredtvis at ytre sig en opposition, særlig i Nedre-Østrigske stænder, og en mængde forfattere indgav en protest mod censuren. Samtidigt fremkaldte industriens udvikling en tilstrømning af arbejdere til Wien, og uroligheder mellem dem fandt sted. Således samledes et brændstof, der kunne tændes, når anledningen kom udefra, og dets betydning blev så meget større, fordi en kamp mod det bestående her faldt sammen med kampen mod Metternich, der endnu stadigt i folkenes bevidsthed stod som repræsentanten for det europæisk-absolutistiske system. Men forholdene i det østrigske monarki fik en særlig karakter ved, at der i ingen anden europæisk stat fandtes så mange nationale forskelligheder som i det. Tyskerne var det herskende folk og til det hørte det habsburgske dynasti, og i dets hænder var den øverste forvaltning i Wien. Rent tyske provinser var Øvre- og Nedre-Østrig og Steiermark, overvejende Tyske Tirol og Kärnten, og mange tyskere fandtes i Bøhmen, Mähren og Siebenburgen. Men ved siden af dem fandtes italienere i Lombardiet-Venetien og Sydtirol, rumænere i Siebenburgen, magyarer i Ungarn, og dernæst slaverne, delte i tjekker i Bøhmen og Mähren, polakker og ruthener i Galicien, slovakker i det nordvestlige Ungarn og sydslaver i de til Ungarn knyttede lande Kroatien, Slavonien og Dalmatien samt i en del af Kärnten. Så længe disse nationaliteter ikke endnu havde nogen selvbevidst trang til at hævde sig, var det bestående statssystem ikke stedt i nogen alvorlig fare, men da århundredets nationalitetsbevægelse, forenet med trang til frihed, nåede Østrigs folk, måtte det hjemfalde til den alvorligste krise. Kun kraftesløs kom uroen dog frem hos polakkerne og blev dér hurtigt slået ned. I de sydslaviske til Ungarn hørende lande blev misfornøjelsen mere rettet mod magyarernes overherredømme end imod tyskerne. Betydningsfuldest indenfor slavernes område blev tjekkernes bevægelse. Fra først af havde den mest en litterær karakter og fik sit udslag i kærlighed til gammel bøhmisk litteratur og kultur. En stor betydning fik offentliggørelsen i 1817 af nogle håndskrevne lyriske og historiske digte, som man påstod var fundne i en kirke i Kralovédvar, stammede fra det 13-14 århundrede og derved afgav et bevis på den allerede da eksisterende høje tjekkiske kultur. Kritiske undersøgelser har senere godtgjort, at der her foreligger en forfalskning, men i lange tider tvivledes der ikke på håndskriftets ægthed, og offentliggørelsen blev udgangspunktet for en national genopvækkelse. Betydelige forfattere og videnskabsmænd gjorde sig til talsmænd for den bøhmiske nationalitets ret overfor det åg, der siden Trediveårskrigens dage fra tysk side havde hvilet over landet og dets indfødte befolkning. I første række stod mellem dem Palacký, der skrev Bøhmens historie. Bevægelsen fik tilslutning hos adskillige af den indfødte adel, blev snart politisk og bredte sig ned i befolkningen. Nu rejstes kravet om indfødte embedsmænd og tjekkiske gymnasier, tillige om større selvstændighed for Bøhmen som kongerige. Og hermed forenedes den såkaldte panslaviske bevægelse, som ønskede en nærmere forbindelse mellem alle slaviske nationaliteter. Den del af monarkiet, som fortrinsvis i disse år blev uroens land, blev dog Ungarn, skønt det havde en vis selvstændighed, hvorved der var skabt en begrænset dualisme i riget. Det havde sin egen rigsdag med 2 kamre, magnaternes arvelige og et andet kammer, valgt af de enkelte grevskaber, men således også at adelen i dette kammer havde overvægten. Dog var rigsdagens myndighed kun ringe, da hvert enkelt af grevskaberne havde en vis selvstændighed, og trods alt var den tyske centralstyrelse i Wien dog den, som havde den største indflydelse på landets anliggender. Fra 1830 begyndte nu de nationale bevægelser at gøre sig stærkt gældende. Men forholdene forvikledes ved modsætningen mellem den herskende adel og den øvrige befolkning, og adelen var, omend nationalt interesseret, i begyndelsen uvillig til at opgive nogen af sine særrettigheder. Kun om visse ting var alle enige, og en af de første sejre for den magyariske nationalitet blev, at dens sprog blev det officielle på rigsdagen i modsætning til, at latin fra gammel tid havde været det. Ellers begyndte der at danne sig partier. I spidsen for et demokratisk, der ved siden af at være ivrigt nationalt og fordre en større selvstændighed for Ungarn over for Østrig tillige ville have aristokratiet trængt tilbage og frigøre bondestanden, stod advokaten Kossuth, gennemtrængt af almen-europæisk radikalisme og i besiddelse af store agitatoriske evner og en glimrende veltalenhed. Imellem det mere mådeholdne partis førere ragede Deák frem. Men selv indenfor aristokratiet gik efterhånden flere over til en skarpere oppositionel politik. Regeringen søgte en tid at stemme op for bevægelsen ved flere reformer, men det hjalp intet, og på rigsdagen i 1847 samledes de forskellige partier om kravet om både større administrativ selvstændighed for Ungarn og forandringer med hensyn til rigsdagen, således at den skulle blive til en virkelig repræsentativ forsamling med parlamentarisk indflydelse. På den anden side viste sig rigtignok især hos demokraterne en i høj grad frastødende national herskertrang overfor de til Ungarn hørende sydslaver. Alt tydede på, at Ungarns forhold ville blive af afgørende betydning under en krise.

Der var intet opnået ved de revolutionære forsøg i Norditalien, som direkte var blevet påvirkede af Julirevolutionen i 1830. Østrigs åg hvilede vedblivende ikke alene umiddelbart over Østrigs Lombardisk-Venetianske besiddelser, men også over det øvrige Italien, og allevegne forsatte de dårlige tilstande og ikke mindst gejstlighedens herredømme. Værst viste dette sig i Kirkestaten, hvor regeringen anvendte inkvisition og spioneri, forsømte finanser, handel og industri og selvfølgelig folkeopdragelsen og stillede sig fjendtligt overfor jernbaner og vaccination. Ikke meget bedre var forholdene i kongeriget Begge Sicilier. Den fra 1830 regerende Ferdinand II viste snart sine tyranniske instinkter og lod præsteregimentet fortsættes. Noget bedre betingelser for at blive en fyrste af værdi havde Karl Albert, der fra 1831 var konge i Sardinien. Foruden sin slægts traditionelle lyst til statens udvidelse havde han italiensk nationalfølelse, men den forkvaklede stilling, han var kommet i under oprøret 1821, havde gjort ham ængstelig. Han kunne lege med en vis liberalisme, men var i hjertet en fjende af større forandringer, og veg tilbage for beslutninger og foretrak intriger. Også her bevarede gejstligheden sin magt, og kun få reformer blev foreløbigt gennemført. En ny slægt voksede imidlertid op, som under påvirkning af romantikken ville have Italiens genfødelse. Men dens mænd delte sig i to forskellige retninger. Den ene sigtede mod revolutionen, og dens leder blev genoveseren Mazzini. Med et betydeligt litterært talent forenede stor uegennytte og offerberedvillighed og fremfor alt en urokkelig overbevisning om sit måls og sine midlers rigtighed. Hans agitation fik karakter af religiøs propaganda, og ivrigt troende både på gud og på folket var han i åndelig slægt med Lamennais, men langt mere en handlingens mand end denne. I sit fangenskab efter sin deltagelse i karbonariernes oprør var han kommet til den anskuelse, at oprøret var mislykket, fordi deres ledere havde været ældre mænd uden program ud over det at ville kuldkaste absolutismen. Andre mænd, andre idéer og andre midler var nødvendige, og folket måtte højnes intellektuelt og socialt ved, at der agiteredes for at kampen gjaldt befrielsen, både for fyrsternes tyranni, for embedsmændenes forhånelser og for de privilegeredes undertrykkelse. Først når masserne var sat i bevægelse, skulle rejsningen foretages, og da først og fremmest rettes mod Østrig. Målet skulle være Italien som enhed og republik, og i republikken ville privilegierne blive ophævede, staten tage sig af de fattige, fremskridt nås gennem association og opdragelse. Men for at alt dette skulle vindes, måtte de unge tage ledelsen i deres hånd og samle de spredte bevægelser, og i ungdommen og samlingen af alle ligesindede over hele Italien så han redningsmidlet. Ganske vist måtte han ligesom karbonarierne danne hemmelige selskaber, men disse skulle være i en ganske anderledes organiseret forbindelse med hinanden end de ældre. Han stiftede en forening »Det unge Italien«, i hvilken kun de måtte optages, som var yngre end 40 år, og som i guds, Italiens og alle den italienske sags martyrers navn ville sværge at virke for et enigt, uafhængigt og republikansk Italien. Men hans tanker gik videre end til Italien. Under sit ophold i Schweiz og senere i London dannede han en række europæiske foreninger, »Det unge Polen«, »Det unge Tyskland«, »Det unge Frankrig«, »Det unge Schweiz« og »Det unge Spanien«, alle ledede af et centraludvalg. Indflydelsen af hans virksomhed kunne også spores rundt om og satte fyrsterne i skræk. Men de praktiske udslag blev kun små. Spredte oprørsforsøg på forskellige steder i Italien i 1830erne og begyndelsen af 1840erne blev hurtigt kuede. Men han havde undervurderet vanskelighederne. Samtidig med den revolutionære retning gik en anden fredeligere. Også dens mål var Italiens genfødelse, men dens mænd var mindre sammensluttede til et parti end gennemtrængte af samme følelse, og de håbede, at Italiens frihed ville kunne virkeliggøres ved hjælp af de nationale fyrster og et fyrsteforbund mellem dem. Der kan dog atter indenfor dem skilles mellem to tendenser. Den enes tilhængere håbede på, at paven ville blive en leder for den nationale bevægelse, og på en italiensk forbundsstat under hans beskyttelse. De fik også navnet ny-guelfer. Den andens linie så mere hen til den nationale fyrsteslægt i Sardinien som den mulige fører, og hvad angår det indre statsliv, ønskede det reformer i forvaltningen og pressefrihed, men efterhånden dreves det over til at ville have forfatninger af mådeholden karakter. Da kom det i 1846 og 1847 virkeligt til at se ud til, at de nationale fyrster ville sætte sig i spidsen for en ny tid. I 1846 blev Pius IX valgt til pave igennem en sejr over de østrigsksindede kardinaler. De liberale i hele Italien knyttede store forhåbninger til ham, og han var påvirket af den ny-guelfiske retning. Han gav straks amnesti, mildnede censuren og indførte en stedlig selvregering i kirkestatens provinser. En kult begyndte at omgive ham som den, der skulle åbne en ny æra for Italien og verden, men i meget havde man dog taget fejl af ham. Da der dannede sig politiske klubber i Rom og en folkebevægelse begyndte, gøs han og var fej. Samtidigt var der imidlertid også andre steder tegn til, at den gamle tid gik mod sin undergang, selvom revolutionære bevægelser blev kuede. I Toscana kom det til reformer, men vigtigst var det, at Karl Albert var i færd med at slå ind pånye baner mod Østrig. Efter længe at have forstærket sin hær optog han i 1846 en toldstrid med Østrig og fik støtte hos England. Men nu var også den Østrigske regering begyndt at blive ængstelig for de italienske anliggender. Metternich troede dog endnu på sine gamle midlers styrke, og i 1847 besatte østrigske tropper en plads i den nordlige Kirkestat. Men både Pius IX og Karl Albert udstedte protester der gav genlyd i hele Italien. Karl Albert gik videre og antydede muligheden af en uafhængighedskrig under hans egen ledelse. I det øvrige Italien herskede dog stadigt det mest reaktionære regimente. Da udbrød i januar 1848 et oprør på Sicilien, og snart var hele øen frigjort for bourbonernes herredømme. Bevægelsen bredte sig til det neapolitanske fastland, og Ferdinand II gav nødtvungent en forfatning. Også i Kirkestaten bredte der sig mistillid til Pius IX, og skræmt herved indsatte han et nyt ministerium. Men oprøret på Sicilien havde tillige gjort sin virkning i Norditalien. I Lombardiet-Venetien kom det til blodige sammenstød, og Karl Albert og storhertugen af Toscana gav deres lande forfatninger. Således var Italien gået i spidsen for den store revolutionære europæiske bevægelse.

Århundredet var begyndt med store opfindelser. Trykpumper, skovlhjulet, dampmaskinen, dampskibe, skibsskruen, skinneveje, lokomotiver, den elektriske telegraf, kemikere og fysikere eksperimenterede, gasbelysning, daguerreotypien, lysbuen, den elektriske strøm, drejebænke, etc.. Op til 1840erne var befolkningerne fordoblet og byerne var fyldt til bristepunktet med mennesker og arbejdssøgende fra landdistrikterne. Slumkvartererne slog folk ihjel, sygdomme florerede og koleraen slog andre titusinde ihjel. Middellevealderen var 30 år. Der havde været krise i 1840erne og høstudbyttet i 1845 og 1847 var ringe. Skimmelsvampen ødelagde kartoffelhøsten. Der var udviklet dampskibe, lokomotiver, m.v. men firmaerne gik konkurs og arbejderne blev fyret. Industrien lå hovedsageligt i England og Belgien. Atter andre nye fabrikker og produktionsmetoder, gjorde folk arbejdsløse, så lønningerne faldt. Folkene krævede mad og arbejde.

Det fælles sprog var livsnerven i dannelsen af nationalitetsfølelsen og nationaliteten i martsrevolutionerne i 1848/49, selvom folkestammerne i det sydlige Europa gennem tidens løb var blevet løbet over ende af andre folkeslag og fyrster, og slægterne var etnisk opblandet. Men det fælles talte sprog var vel også med til at gendanne bevidstheden om folkestammerne, der nu krævede dannelse af nye grænser for »nationen«. Man gik til modstand mod fremmedherredømmet. I Danmark havde overklasserne og monarkiet talt tysk gennem mange år. Rundt om i Centraleuropa voksede ideer og krav op fra de litterære saloner og udbredtes via pjecer, flyveblade og aviser. Man ønskede en republikansk grundlov og almindelig valgret. Pengevæsenet var jo blevet udbredt med told, afgifter og skatter, og folk var ikke lykkelige derved, men ønskede indflydelse, og indflydelsen var kun på ganske få hænder. Sverige fik sin grundlov i 1809, og Norge fik sin grundlov (Eidvollgrundloven) i 1814, hvor hveranden mand fik stemmeret. I 1820/21 begyndte revolutionerne i Spanien og Italien, og de spanske oprørere og deres ideologi blev kaldt »liberalisme« (liber = frihed), men fyrsterne slog revolutionerne ned. Grækernes lavede oprør i 1821-28 mod tyrkerne og fik en grundlov, og i 1844 indføres en ny grundlov med almindelig valgret. I 1831 får Belgien sin grundlov, der bygger på den norske grundlov fra 1814 og på den franske forfatning fra 1791. Valgretten gjaldt dog kun de rige i Belgien, og det var kun hver 10ende voksne mand, der fik stemmeret. I Schweiz vokser en reformbevægelse op i 1830erne, der medfører, at den almindelige valgret indføres i den ene kanton efter den anden, men i 1845 udbryder der borgerkrig, og i september 1848 fremkommer en ny grundlov. I Italien var Mazzini (1805-1872) røget i fængsel i 6 måneder og i 1831 stifter han foreningen »Det unge Italien«. Et par opstande i 1833/34 medfører, at han må flygte til London, hvor han udvikler en republikansk agitation. Garibaldi var tidligere indtrådt i den sardinske marine, og havde deltaget i et oprør sammen med Mazzini, og måtte flygte i 1834. I 1845 udbryder der revolter i Schweiz, og de ender med, at der i 1847 gennemføres almindelig stemmeret til alle mænd. Karl Marx's samfundskritiske artikler mod religionen, fordomme, fordummelse og overtro medførte, at avisen Rheinische Zeitung allerede blev forbudt i 1843. Men Marx var en uforsonlig modstander af, at videnskaben skulle indordne sig under religionen. Det medførte da også, at han i 1843 måtte søge tilflugt i Paris. Herfra forsatte han sin kritiske journalistiske virksomhed med artikler om stats- og retsfilosofi og med kritikken af Hegel og Feuerbachs filosofi. I Paris fik Karl Marx forbindelse med et af de hemmelige arbejderselskaber, der blev dannet efter Julirevolutionen i 1830. Disse revolutionære havde også deltaget i en arbejderopstand i 1839 og her i De retfærdiges Forbund slutter Marx i 1844 venskab med Friedrich Engels og ved Februarrevolutionen i Paris i 1848 udgiver Kommunisternes Forbund det udødelige program for arbejderklassen: »Det kommunistiske Manifest«. Under og efter den Franske Revolution i 1789, havde bourgeoisiet forbudt arbejderne at slutte sig sammen i foreninger. Den Franske Revolution i 1789 havde opstillet den berømte treenighed i ordblomsten »frihed, lighed og broderskab«. Men de tre principper stred mod hinanden i virkelighedens verden. Bourgeoisiet og aristokratiet havde gennem de næsten 50 år holdt på »friheden« som det bærende princip, og det førte til en fuldstændig hensynsløs konkurrence og svindel, hvor der intet blev tilbage til arbejderne, andet end slunkne maver, grænseløs fattigdom og sygdom. »Friheden« var ikke gældende for arbejderne. I marts 1796 spredtes et opråb fra Babeuf, hvor det tilkendegives at det er samfundets formål »ved samarbejde at øge summen af de fælles livsgoder og der kræves almindelig arbejdspligt. Revolutionen er ikke endt! Thi de rige opsuger alle livsgoder og de er ene herskende, medens de fattige arbejder som slaver, hentæres i elendighed og intet bestyrer i staten«. »Lighed eller døden !« var løseordet for Babeuf - og det blev hans død. D. 10. maj 1796 blev Babeuf og en større gruppe anhold for sammensværgelse. Efter Julirevolutionen i Paris i 1830 havde finansbourgeoisiet sejret i Frankrig. I de følgende 18 år delte bourgeoisiet sig op, da bønderne og arbejderne fremtrådte endnu stærkere på den politiske scene. Bønderne var mange steder blevet ret velstillede, og deres ledere stod nu mange steder sammen med bourgeoisiet. Men mellem bønder og bybefolkningen var en dyb kløft af gamle vaner. Befolkningsoverskuddet fra landet var jo blev drevet ind i byernes fabrikkerne, og her havde man skabt et system med godsejernes ridefogder og et »livegenskab« overfor proletarerne og deres familier, pyntet med smukke ordblomster i et nederdrægtigt udbyttersystem. Samtidig rev bourgeoisiet, fyrsterne, hofferne, landadelen og præsteskabet rigdomme til sig selv i en overflod. De selvstændige små håndværkere i byerne gled over i lønarbejdernes klasse, og arbejdernes tal steg, og dermed fik arbejderne betydning som stand. Men arbejderne vendte sig ikke mod de gamle overklasser, men mod den nye bourgeoisi i byerne, og deres økonomiske system, »den fri konkurrence«, der var roden til alt ondt, og som holdt arbejderne i en fængselstilværelse. Og fra en litterær medlidenhedsbevægelse skabtes socialismen i Frankrig, og med Louis Blanc (1811-82) bliver det en politisk bevægelse. Arbejderklassen fremtræden forskrækkede store dele af bourgeoisiet og borgerkongen Louis Philippe af Orléans og hans nærmeste blev i 1840erne konservative. Louis Philippe abdicerer d. 24 februar 1848, og d. 5 marts opfordrer de tyske liberale til at en fælles tysk forsamling mødes i Frankfurt. D. 30 marts mødes de tyske liberale, og derefter ændres det europæiske landkort dramatisk. Nogle ønskede at Prøjsen skulle stå i spidsen for ét Tyskland, medens andre ønskede at Østrig skulle med i det nye forbund. Men flertallet af borgerne stod endnu overalt sammen med bønder og arbejdere i kampen for fri forfatninger med almindelig valgret. Som konsekvens af frihedsbevægelsen opstod tillige stærke, nationale strømninger, da de halvt internationale diplomat- og hofkredse tabte deres betydning. Men de liberale vidste godt at de ingen hær havde, og at arbejderne stod parat til at tage magten, når de liberale bad om folkelig støtte. Folkenes feltråb blev »frihed og enhed«. Nogle historikere tilkendegiver at på politiske skueplads i 1848 optrådte en ny medspiller, folkene, de voksne mænd. Men det kan næppe være helt sandt, da folket og bønderne gennem historien har deltaget i adskillige oprør. Men derefter er folket blevet svigtet af den sejrende parts overklasse og disses klassealliancer. Det er nok korrekt at sige, at byfolkene tog del i revolutionerne, medens mange bønder var ligeglade eller mod revolutionen. Men kravene om den almindelige valgret, republik og pressefrihed gik sin sejrsgang over Europa. Parisiske blusemænd, sicilianske fiskere, kroatiske og serbiske grænsesoldater, arbejdere i Wien og Berlin samles til folkemøder, og tilkendegiver at »staten« ikke længere skal være et fyrstehus med begunstige klasser, grever, baroner, hertuger, landadel, etc.. Da budskabet om revolutionerne i Europa i 1848 nåede til Vestindien, tændtes et håb. På de franske kolonier, Martinique og Guadeloupe, havde slaverne rejst sig i oprør og opnået deres frihed, og på de Dansk Vestindiske øer udbrød der oprør. I Danmark ville det nye borgerskab også etablere en enhedsstat, men borgerskabet i Slesvig-Holsten ville ikke være dansk, - de ville være tyskere, og de førte krigen frem, og med de nye tyske »videnskaber« om folk, stamme og sprog, og med deres germanske sludder, satte de sindede i voldsom bevægelse i de tysktalende lande, som selv havde glemt, at de var kuet af fyrster og netop også af lutherske sprog, som havde underkuet andre tyske sprog. En svensk hær på 4.500 mand kom danskerne til hjælp på Fyn d. 8 juni 1848, og en reservehær lå klar i Skåne. Nu var det sådan, at de gamle herskerhuse, bankierne, hofferne, adelen og præsteskabet ikke behøvede at have nationale interesser. Huset Habsburg kunne regere over en blanding af tyskere, slaver, magyarer, italienere, og når Huset Habsburg af de forskellige folk blot fik sine lejesoldater og sine penge, så var de italienske penge lige så gode som de tyske, og de magyariske ryttere lige så fortræffelige som de kroatiske grænsesoldater. I Frankrig var det nationale spørgsmål allerede løst af det gamle regime, - men her havde folkemasserne flere gange sat sig sociale krav og lavet opstande. De nationale revolutioner i 1848 i det habsburgske dobbeltmonarki ville opspilte Østrig-Ungarn, m.v., medens den nationale revolution i Tyskland gik ud på at samle de tysktalende i ét tysk rige. Situationen i de 36 tyske stater, feudale kongeriger og frie byer er beskrevet her. Den gamle forbundsdag i Frankfurt blev af rædsel for revolutionen andeledes, og forbundsdagen som i hele sin levetid havde stoppet enhver fri ytring, tillod nu de enkelte stater at ophæve censuren, og den forbundsdag der havde raset mod de sort-rød-gyldne farver, antog nu dem til rigsfarver og erkendte nødvendigheden af en forfatningsrevision og indbød regeringerne til at drøfte den. Og det fælles fjendebillede og hadet mod Danmark var en stor hjælp for de tyske samlingsbestræbelser. Kong Ludvig i Bayern måtte abdicere til fordel for sin søn, Maximilian. Men også i 1849 kom det til en række opstande i Tyskland. Den russiske anarkist Bakunin var fører for oprøret i Dresden, polakken Mieroslawski revolutionens krigskyndige general i Baden. Prøjsen kom temmelig hurtig over sine opstande, og kunne sende de andre fyrster soldater til undsætning. Farligere var opstanden i Dresden i maj 1849, hvor kongen og regeringen måtte flygte til Königstein, medens hovedstaden var i oprørernes hænder. Saksiske og prøjsiske tropper erobrede først efter en dagelang gadekamp byen. I Baden gik mange af tropperne over til revolutionen, så at kongen og regeringen måtte flygte, og fæstningen Rastatt faldt i oprørets hænder. Det rådede her over en hel hær på 20-30,000 mand. Men prøjserne under prinsen af Prøjsen og en rigshær rykkede frem, og efter en række blodige kampe måtte Mieroslawski med resterne af sin hær redde sig over i Schweiz. I Italien ville man også samle rigerne.

Januar opstanden på Sicilien. Men allerede i januar 1848 brød det løs nede på Sicilien, i Neapel og i Toscana. Ferdinand II, konge i Neapel, konge af Begge Sicilierne (1830-1859), havde lidt efter lidt berøvet Sicilien dets særrettigheder. Han styrede strengt enevældig, idet han undertrykte enhver bevægelse og fremmede præsteskabets indflydelse. Gentagne sammensværgelser og oprørsforsøg forøgede kun hans grusomhed og politiets virksomhed. Harmen var stor og den sicilianske patriotisme blev vakt, og d. 12 januar 1848 udbrød i Palermo en opstand, der endte med, at tropperne måtte indskibe sig til fastlandet. De liberale i Neapel fattede derved mod og en opstand forberedtes. Kongen gav efter og tog et liberalt ministerium og udstedte en frisindet forfatning d. 29 januar efter den gængse europæiske type i tiden efter 1815, to kamre, pressefrihed, lighed for loven o.s.v.. Sicilianerne var dog ikke tilfredse hermed, de ville have et eget parlament, samt finanser og hær og kun stå i personalunion med Neapel. Leopold II af Toscana havde allerede d. 17 februar, foruroliget ved en opstand i Livorno, givet efter og udstedt en forfatning efter fransk mønster. I hovedstaden Torino (Turin) i Piemont havde den unge grev Cavour i spidsen for det liberale parti grundlagt et blad, der krævede frihed og forfatning. D. 13 marts 1848 trådte de Neder-Østrigske stænder sammen, og dermed begyndelsen til det store sammenbrud. Da kong Ferdinand II af Neapel ikke ville opfylde sicilianernes krav, sammentrådte en folkerepræsentation på en rigsdag d. 13 april, og erklærede Huset Bourbon for at have brudt den sicilianske trone. Op igennem Italien smitter eksemplet af. Pave Pius IX gav meget modstræbende en forfatning, der indeholdt den bestemmelse, at kardinals-kollegiet skulle kunne nedlægge veto mod rigsdagens beslutninger d. 14 marts. Den franske Februarrevolution i 1848 fremkaldte også en stærk bevægelse i Irland. Teksten forsæter her Italien, Piemont-Sardinien

Februarrevolutionen i 1848. Frankrig var nu ejet af 250.000 skatteydende vælgere og sad med deres borgerkonge Louis Philippes konstitutionelle monarki sikkert fast i sadlen. Det var bankierer, børskonger, jernbanekonger, ejere af kul- og jernværker og skove, og en del godsejerne, der dikterede love i kamrene, og besatte statens embeder fra ministeriet til tobaksbureauet. De enorme summer, der således flød gennem statens hænder, gav desuden anledning til bedrageriske leveringskontrakter, bestikkelser, underslæb og kæltringestreger af enhver art. I efteråret 1845 fremkom en handels- og industrikrise i England med spekulation i jernbaneaktier og i efteråret 1847 fremkom de store kolonialvarehandleres bankerot i London, landbankernes fallit, lukning af fabrikkerne. Eftervirkningen af denne krise var ikke ophørt på kontinentet, hvor kartoffelsygen og misvæksten i 1845/1846 havde forøget den almindelige gæring i folkene. Og Frankrig fik i 1847 dyrtid medens finansaristokratiet fejrede sine skamløse orgier, medens folket måtte kæmpe for at skaffe de vigtigste livsfornødenheder! Rundt omkring henrettedes hungeroprørerne, og i Paris indstilledes på foranledning af den kongelige familie retsforfølgelsen mod nogle overmætte svindlere. »Frankrig keder sig,« sagde Alphonse de Lamartine, og som ved alle revolutioner, gik man roligt til sengs den ene aften, for næste morgen at vågne op med barrikaderne på gaden. Gennem klangen af renterne, der dryppede ned i kapitalisternes pengekasser, hørte man dog, at en kniv hvæsses. En valgreform, forandring i valgloven og i rigsdagens sammensætning, var det, hvorom oppositionen mod regeringen havde samlet sig. Og agitationens skete ved møder, de såkaldte reformbanketter, der afholdtes rundt om i landets forskellige egne. Omtrent 70 gange havde man i den sidste halvdel af 1847 spist og drukket, holdt bordtaler og udbragt skåler for en valgreform. Men regeringen lod sig ikke anfægte af al denne mad og drikke og de mange ordblomster. Den trontale, der d. 28 december 1847 modtog den sammentrådte franske rigsdag slog urokkelig fast, at det konstitutionelle monarki var det eneste. Under debatten sagde Tocqueville, idet han pegede på de lavere klasser i samfundet: »Ser i da ikke, at deres lidenskaber fra at have været politiske nu bliver sociale? Ser i da ikke, at der mellem dem dag for dag udbreder sig lærdomme, der ikke tager sigte på at omstøde en eller anden lov, et eller andet ministerium, ja selv en eller anden regering, men samfundet selv i dets grundvold? Vi sover på en vulkan.« Men Tocqueville talte for døve øre. Arbejderfamilierne levede i de rene huller, og følgen var at manden drak, arbejderdøtrene blev skøger, og at alt familieliv opløses. Hustruer måtte slide17 timer på fabrikkerne, og kunne naturligvis ikke passe børnene, der sættes i pleje, helst hos en plejemoder, der havde en lykkelig hånd til at få børnene til at dø. Englefabrikationen« bliver et erhverv som fabrikationen af hesteskosøm eller sæber. I et enkelt departement døde der af sådanne plejebørn i ét år 96 af hvert 100. Hadet bliver brændende mod alt og alle, og folket råber »Gud, det er de riges Gud, ham tror vi ikke på ! Kongen, præsterne, kapitalisterne, op på lygtepælen med dem alle!« »Ned med de store tyve! Ned med morderne!« Paris oversvømmedes med stridsskrifter: »Dynastiet Rothschild er ågerkarlene, vor tids konger«. Ministeriet Guizots majoritet var solidt, og ministeriet var kilden til alle embeder, alle bestikkelser, alle leverancer, alle jernbanekoncessioner. Efter 20 dages debat fik ministeriet et tillidsvotum. »Kampen med ord er tilende, kampen med handlinger må nu begynde,« skrev bladet National. Og dog kom handlingen som en tyv om natten over de intetanende. Der var tilsyneladende slet intet at frygte for regeringen. Banketherrerne tænkte så sandt ikke på barrikader eller revolter. Og republikanerne syntes magtesløse og endnu lammede af slaget i 1839. Der var hverken førere eller folk i tilstrækkelig mængde til at styrte et monarki. Der var dog nogle få hemmelige selskaber og det vigtigste selskab havde kun 600 medlemmer. Partiets avis »Reform«, der lededes af advokaten Ledru-Rollin og Flocon, sad og havde økonomiske problemer med knapt 2000 abonnenter. Louis Auguste Blanqui (1805-81) og Armand Barbés var blandt de radikale ledere. Selvom det gærede i dybet, manglede der ledelse og organisation. Kongen var da også ganske rolig. Da Seinepræfekten underrettede ham om gæringen, blev han fejet af med de ord: »Min kære, det forslår de dem ikke noget på.« Under adressedebatten havde regeringen antydet, at den fremtidig og støttet på en gammel lov af 1790, ville forbyde banketterne. Oppositionen hævdede, at regeringen ikke havde ret til at forbyde en privat banket, og for at stille sagen på spidsen besluttede oppositionen at afholde en reformbanket i Champs Elysées d. 22 februar. Deltagerne skulle mødes ved Madeleine-kirken for i samlet trop at drage af sted. Og nationalgardens folk blev indbudt til at møde i uniform, men ubevæbnede, for at give demonstrationen mere eftertryk. Regeringen greb nu ind og forbød banketten. Banketherrerne faldt tilføje, og nu begyndte de selv at ængstes over det de hørte fra dybet. De ville nok omstyrte et ministerium, for selv at få magten, men..... . og selv republikanerne, der om aftenen d. 21 februar samledes på »Reform«s kontor, besluttede at afholde sig fra alle demonstrationer. D. 22 februar samles folk ved Madeleine-kirken i håb om, at der skulle ske noget. Studenterne kom fra den venstre Seinebred, og de var vrede over, at regeringen havde forbudt nogle yndede universitetslæreres forelæsninger. Arbejderne rykkede frem fra de gamle revolutionære arbejderkvarterer i øst. Man nøjedes med at råbe »Ned med Guizot, leve valgreformen«, og med at synge Marseillaisen. En våbenbutik blev plyndret, og nogle brosten dynges sammen, men ordenen genoprettes let. Men ude i de østlige arbejderkvarterer var hadet bittert og skarpt, og her var revolutionen gammel i gårde. Her havde man gammel øvelse i at rejse en barrikade, og dér lå bøsserne godt gemt. I nattens løb brydes brostenene op og bøsserne kommer frem. Oprøret rykker frem. Regeringen, der ikke tror på nogen virkelig fare, vil helst undgå at benytte soldaterne og sammenkalder nationalgarden. Borgerskabet i Paris var borgerkongens gamle venner, men venskabet er nu kølnet af. Man ville ikke gå mod oprørerne, og borgerskabet ville heller ikke monarkiet noget ondt. Man synes blot, at man ville af med ministeriet. Og råbet: »Ned med Guizot« lyder fra rækkerne, og kongen, der havde så mange gadeoptøjer og småopstande bag sig, begynder at blive ængstelig, da han mærker at borgerskabet svigter ham. Han er tillige blevet gammel, og han er til sinds at ofre Guizot for freden. Og da denne selv tilbyder sin afsked, tager han imod den. Guizot iler selv til Palais Bourbon, hvor rigsdagen havde sit sæde, og forkynder sin tilbagetræden. Hans majoritetstilhængere er bestyrtet: »Har kongen forrådt os,« lyder råbet. Men ude på gaden, blandt nationalgardisterne og folket, modtages ministeriets fald med høje glædesråb. Om aftenen er Paris illumineret, og der er fred og ingen fare. Da falder det skud, som spiller sin blodige og skæbnesvangre rolle ved så mange revolutioner. En skare arbejdere er på vej til udenrigsministeriet, hvor Guizot opholdt sig, for at pibe og råbe »Ned med Guizot«. De bærer fakler og lanterner, foran den røde fane. På Boulevard des Capucines spærrer en troppeafdeling dem vejen. En blusemand stikker en fakkel op i officerens ansigt og søger at svie hans skæg af. En korsikansk sergent lægger an på ham, men officeren slår hans gevær væk. Tre gange stikker blusemanden sin fakkel op i officerens ansigt, og 3 gange slår denne sergentens gevær væk. Men den fjerde gang trykker sergenten rasende løs, en hel salve fyres af, og 52 døde og sårede ligger på jorden. Republikanerne greb med begge hænder anledningen. 6 af de blodige lig lægges på en kærre, og en hest spændes for, sværmen slutter sig om vognen, og nu går det ned over boulevarderne ud til arbejderkvartererne. Foran i vognen er en dreng med en fakkel for at lyse op, og bag ham en arbejder, der gang efter gang løfter en ung kvindes lig op, peger på den blodige hals og det blodige bryst, og råber sit: »Hævn, Hævn, man forråder og dræber folket«, ud over de mørke gader. I arbejderkvartererne i øst spækkes gaderne i nattens løb med barrikader. D. 24 februar 1848 om morgenen er alt gjort klar til gadekamp. Nu er revolutionen der og råbet er ikke som de foregående dage: »Ned med Guizot, leve valgreformen«. Nu råber blusemanden sit gamle: »Ned med kongedømmet, leve republikken!« Kongen havde om aftenen og nu til morgen forhandlet med Thiers om at danne et ministerium, og som tiden skred blev han medgørligere. Om natten udnævnte han Bugeaud til kommandant for hæren i Paris, thi »han ville indgyde rædsel, og det er rædsel, vi nu har behov«. Bugeaud tog mod posten uden store forhåbninger, da tropperne allerede var demoraliserede. De havde haft tornysteren på ryggen i 60 timer, og deres fødder og klæder var våde, de var dårligt forplejede, de havde måttet se demonstranterne og oprørerne rejse barrikader uden at få lov til at skride ind, og de havde kun 10 patroner i tasken. Hestene havde ingen havre, og Bugeaud fortrøstede sig dog til at »få lejlighed til at skyde en god del af det pak«. Men som dagen brød frem, sank kongens mod. Han gav mere og mere efter for Thiers og han gjorde indrømmelser. Der blev sendt bud ud for at meddele folket at man gjorde indrømmelser. Men på barrikaderne lød svaret: »Louis Philippe lader os myrde, som Karl X gjorde det. Lad ham gå samme vej som Karl X«. Thiers kunne vurdere at folkehavet voksede, og han rådede kongen til snarest at forlade Paris, og drage til Saint-Cloud, og samle en hær og erobre Paris tilbage. Men den gamle konge var nu ganske rådløs. Han ville vise sig for sine tro nationalgardister, der så ofte havde ofret liv og blod for ham, og han ville øse mod af dem. Han steg til hest og på Karusselpladsen mødte han nationalgarden. Men han mødte kun råbet: »Leve valgreformen« og mørke miner. Skyndsomst trak han sig tilbage og i kongeslottet, Tuilerierne er nu alt forvirring og opløsning. Bud på bud kommer udefra og melder om barrikader, og om bevæbnede folkehobe og bataljoner, der går over til folket. Ordet tronfrasigelse begynder at hviskes i krogene, og det lyder højere og højere. Hertugen af Némours, kongens søn, påtager sig at bringe faderen det tunge budskab. »Man siger, deres majestæt, at et tungt offer er nødvendigt«. Kongen, der har opgivet alt, erklærer sig rede til at give afkald på tronen til fordel for sin sønnesøn, greven af Paris, hvis fader, tronarvingen, hertugen af Orléans, var omkommet ved et ulykkestilfælde i 1842. Ifølge loven skulle hertugen af Némours være formynder for den niårige greve af Paris. Men han erklærede selv »at være for upopulær«, og rådede til at gøre hans moder, hertuginden af Orléans, til formynderske. Er der noget, der er farligt, er det i revolutionstider at indsætte en lovstridig regering. Men kongen havde ganske tabt hovedet. Udefra lød råbet ind til ham: »Tak af, Tak af«, indefra rådede nogle ja, andre nej. Kongen selv vaklede: »Jeg vil - nej, jeg vil ikke«. Endelig blev pennen trykket ham i hånden, og tronfrasigelsen underskrevet d. 24 februar. Og så flygtede kongen skyndsomst med en stor portefølje under armen, ledsaget af sine nærmeste, i et par lejede vogne ud til Saint-Cloud. Senere drog kongefamilien til slottet Claremont i England, hvor Louis Philippe døde d. 26 august 1850. Tropperne, der var opstillet omkring Tuilerierne spredtes, og folkemængden trængte ind i slottet, og kastede kongens møbler ud ad vinduerne og slæbte tronen hen på Bastillepladsen, hvor den under mange løjer blev brændt. Kun på ét sted i Paris var det kommet til en virkelig kamp mellem blusemændene og soldaterne, og kampen havde kostet mange faldne. Tilbage blev hertuginden af Orléans med sin søn og hertugen af Némours. De begav sig til Palais Bourbon, hvor rigsdagen holdt møde, for at få dens stadfæstelse. Guizots gamle majoritet hilste dem med høje jubelråb. Men snart ændres scenen. Udefra trænger bevæbnede folkeskarer ind i salen og råbte »Ned med den nye, ulovlige regering«. Ledru-Rollin foreslår en provisorisk regering, som er valgt ikke af rigsdagen, men af folket. Og Lamartine, som republikanerne havde bearbejdet før mødet, og lovet den højeste magt, stemmer med og forlanger en provisorisk regering, der skal foretage de nødvendige skridt til at sammenkalde hele landet og spørge det til råds. Men nye folkeskarer vælter ind i salen: »Ned med rigsdagen, væk med rigsdagsmændene«. Formanden erklærer mødet for hævet, men en del af venstre bliver, medens salen mere og mere fyldes af den revolutionære folkemængde. Lamartine læser en liste med navne op, der snart modtages med bifald, og snart med hujen af revolutionsmændene. På denne måde »vælges af folket« følgende provisoriske regering: Dupont, matematikeren Arago, Lamartine, Ledru-Rollin, Cremieux, Maire og Garnier-Pagés. Men samtidig havde det socialistisk-republikanske parti på bladet »Reform«s kontor lavet en anden provisorisk regering, der foruden de i rigsdagen valgte, tillige omfattede Flocon, Louis Blanc og maskinarbejderen Albert. Og da Lamartine og hans folk kom op på rådhuset, Hotel de Ville, for at tage magten, fandt de »Reform«s folk til huse der. Rådhusets gange og værelser var fulde af blusemænd, og mændene fra rigsdagen må tage folkene fra »Reform«s kontor op med i regeringen. Men republikken var endnu ikke udråbt. Derimod var samtlige ministerier allerede fordelt mellem den provisoriske regerings borgerlige elementer og mellem generalerne, bankiererne og »National«s advokater. Men arbejderne var besluttet på denne gang ikke at finde sig i et lignende bedrageri som i juli 1830. De var parat til at optage kampen påny og fremtvinge republikken med våbenmagt. Med dette budskab begav Raspail sig til rådhuset. I pariserproletariatets navn befalede han den provisoriske regering at udråbe republikken, og hvis denne befaling fra folket ikke var fuldbyrdet i løbet af 2 timer, så ville han vende tilbage i spidsen for 200.000 mand, og så blev republikken erklæret. Så ynkeligt og så tilfældigt faldt Julikongedømmet for modstandere, der var få i tal og uden plan. Ingen løftede for alvor en hånd til forsvar for Julikongedømmet, og når der var sådan var det fordi det var råddent indefra. Der sad nu på rådhuset denne provisoriske regering, der ingen anden adkomst til magten havde end det ganske tumultuariske valg af en tilfældig folkeskare. Men dén var den eneste regering, der fandtes, og i kraft deraf anerkendes den af alle dem, der ellers intet havde tilfælles med den, og i kraft deraf accepteres den republik, som regeringen d. 24/25. februar proklamerede som Frankrigs statsform, uagtet landets overvældende flertal var alt andet end republikansk sindet. Hæren forholdt sig rolig, embedsmændene, der ængstedes for stillingen, skyndte sig med at sadle om og vise et ægte, republikansk ansigt. Præsterne velsignede de frihedstræer, der efter Den Store Franske Revolutions mønster rejste sig overalt i landet. Byernes borgerskab sluttede sig til den eneste magt, der bød en smule udsigt til ro og orden, og også bønderne, der ville få valgret og andre af frihedens goder, tog vel mod den nye statsform. Kongedømmet var faldet sammen som et korthus. Selv udlandet, der først frygtede et revolutionært korstog som det, der var fulgt på den store revolution i 1789, lod sig berolige, og anerkendte med England i spidsen republikken. Lamartine udstedte d. 3 marts et højtideligt manifest til Europa: »Republikken ønsker at indtræde i de bestående regeringers familie, ikke som en forstyrrer af verdensfreden, men som en regelmæssig magt. Monarki og republik er ikke absolutte, til kamp på liv og død fordømte principper«. Frankrig ville ikke krig med nogen, og det lykkedes Lamartine at bremse de øvrige, som ville indlemme Belgien i Frankrig, og som ville falde ind i Tyskland og Savoyen og støtte en irsk og polsk opstand. Og de udenlandske magter fik snart så meget at gøre hjemme, at de ikke havde tid eller kræfter til at forulempe den unge franske republik. Farligere fjender havde republikken i sin egen midte. Lamartine og hans folk tænkte væsentlig kun på en politisk forandring, og på at sætte en republik istedet for et monarki. De ville ikke have forandre noget i det borgerlige samfund. Men »Reform«s folk betragtede republikken som et middel til en social omvæltning, og til en omordning af alle ejendomsforhold. De ville den demokratiske og sociale republik og ville tillige støtte de øvrige revolutionære rejsninger i Europa. De havde kraftig støtte hos dem, der havde gennemført revolutionen, og som dag for dag voksede i tal og selvtillid. Man havde straks givet fuldstændig presse- og forsamlingsfrihed, og åbnet nationalgardens rammer for alle. Derved skabes der en pålidelig socialistisk hær. I løbet af få dage kommer der hundred nye billige aviser, der sælges i enkelte numre og spreder socialismens lære. I alle bydele dannes klubber, hvor arbejderne kommer sammen om aftenen og drøfter alle politiske og sociale forhold. I løbet af halvanden måned stiger antallet af nationalgardister fra 56,700 til 190,000. Det er presse, foreninger, våben, alt det, som gør stærk og giver magt. Og man var til sinds at ville bruge den. Allerede d. 25 februar væltede en skare blusemænd ind over rådhuset for at sætte den røde fane istedet for Trikoloren, revolutionens trefarvede fane. Men Lamartine, den eneste mand i regeringen, der besad nogen myndighed og et navn, der var kendt og skattet selv ud over Frankrig, og som i sin højtstemte veltalenhed havde et middel, der netop i oprørske tider kunne stå som magt imod vrede mænd og bøsser, kastede sig modigt mod strømmen. »Den røde fane som i bringer, er kun båret over Marsmarken og slæbt i folkets blod i 1791 og 1793, men det trefarvede banner har vajet over hele Europa og båret fædrelandets navn, dets hæder og dets frihed viden om«. Men en ny og farligere folkebølge væltede hen over rådhuset, og ind i den sal, hvor regeringen forhandlede. Folkebølgen krævede brød og at republikken skulle anerkende retten til arbejde, idet Februarrevolutionen havde medført stilstand i de borgerlige erhverv og dermed arbejdsløshed. Og nu kom arbejderne og forlangte, at staten skulle hjælpe, og føre de lærdomme ud i livet, som de socialistiske forfattere havde udviklet. Og Louis Blanc fik sine kolleger til at gå ind på en kundgørelse, som anerkendte statens forpligtelse til at »garantere arbejderen hans eksistens ved arbejde, ligesom staten forpligter sig til at tilsikre alle borgere arbejde«. Men med forholdene som de var, var denne forpligtigelse umulig. Hvorfra skulle man skaffe arbejde fra? Og hvorfra penge ? Statskassens bund grinede frem, og skatterne kom ikke ind, ligesom alle papirer gik ned i kurs. Statens obligationer gik i 14 dage ned med 30 pct., og den franske banks aktier sank fra 3200 franc til 900. Men dog vedtog revolutionsregeringen d. 26 februar at oprette de såkaldte nationalværksteder. Louis Blanc forestillede sig, at man skulle beskæftige hver arbejder i sit fag, sådan at staten skulle overtage fordelingen af arbejdet. Men denne fuldstændige omformning af den gamle produktionsmåde, der selv i den dybeste fred og med et blomstrende erhvervsliv, kun vil kunne lade sig iværksætte gennem en lang overgang, lod sig aldeles ikke udføre under opløste forhold fra en dags aften til den næste morgen. Og den mand, der skabte værkstederne, handelsministeren Marie, var ydermere en modstander af Louis Blanc og hele hans socialistiske lære. Han forudså i sit inderste værkstedernes fuldstændige skibbrud, og havde af den grund ikke så meget imod dem, idet han mente, at dette snarlige skibbrud for lange tider ville slå en pæl gennem de socialistiske krav om »retten til arbejde«. Så åbnede man nationalværkstederne og både arbejdsløse og dagdrivere strømmede til. D. 16 marts var der 25,000 og d. 16 april 66,000, og i maj var man oppe på 100,000 beskæftigede. Men regeringen havde intet andet at tilbyde end nogle jordarbejder, og det endda kun til en del af alle disse mennesker. Kun hver fjerde dag fik man arbejde og i dagløn 2 franc, de andre dage fik man l 1/2 franc i ventepenge. Og snart slap dette arbejde op, så nationalværkstederne blev derfor store rekrutskoler for den næste revolutions soldater. Arbejderne var på nationalværkstederne inddelte på ren militær vis i delinger, kompagniskaber, bataljoner, og derved skabtes hærens rammer. I de ledige timer fortsættes den revolutionære undervisning som klubbernes aftenmøder havde påbegyndt. Sultelønnen på de 8 franc om ugen var hverken til at leve eller dø af. Hadet skærpede og gav sig udslag i forskellige optøjer der forsøgte at drive regeringen til en socialistisk politik. D. 4 maj trådte den grundlovgivende forsamling sammen i Paris. Borgerskabet var blevet bange for klubberne og de arbejdsløse, der om natten gjorde gaderne usikre, ligesom de socialistiske lærdomme truede hele borgerskabets eksistens. Og det revolutionære arbejderparti kunne se at regeringen ikke delte deres anskuelser, og frygtede for at de kommende valg skulle bringe en anti-socialistisk majoritet. En hel sammensværgelse kom igang, med det formål at styrte regeringen, og på god gammel revolutionær vis skulle der nedsættes et Velfærdsudvalg. Ledru-Rollin var udset til diktator, men han havde imidlertid længe vaklet mellem de mådeholdne republikanere og revolutionsmændene, og da handlingens dag d. 16 april, stod for døren, røbede han det hele for Lamartine. Ude på Marsmarken samlede arbejderne sig, men da de 40,000 arbejdere rykkede op mod rådhuset under klubbernes bannere, fandt de rådhuset besat af nationalgarden, der hilste dem med råbet: »Ned med kommunisterne«. Arbejderne drog bort med uforrettet sag, og fra den dag af tabte det revolutionære, socialistiske parti sin magt over regeringen, og de kommende valg gik det ganske imod. Disse valg blev imidlertidig udsat gang efter gang. Man ville forinden »opdrage« befolkningen. Ledru-Rollin, der var indenrigsminister, og som sådan havde valgene under sig, satte et valgmaskineri i scene, der ville have bragt selv Guizot og hans folk til at rødme. Han sendte en sværm af kommissærer ud over landet med en næsten ubegrænset fuldmagt, og de kunne afsætte præfekter og underpræfekter og alle embedsmænd nedefter, som ikke nærede et trofast revolutionært sindelag til borgerskabet, og de havde i fornødent fald ret til at tilkalde den væbnede magt. De kunne endog suspendere de uafsættelige dommere. »Deres fuldmagter var ubegrænset. Mængder af embedsmænd blev afsatte og alt sat ind på »landets opdragelse«. Men langt de fleste steder virkede denne opdragelse mest til at vække befolkningens uvilje mod regeringen i Paris. Og til sidst lod valgene sig ikke udsætte længere. D. 23 april fandt valgene sted, og de blev foretaget efter den almindelige valgret, hvorved vælgertallet steg fra 250,000 til 9,400,000. Valget blev en fuldstændig sejr for de moderate, og blev et fuldstændigt nederlag for de socialistiske revolutionære. Selv i Paris blev Lamartine næsten enstemmigt valgt med 259,000 stemmer, foruden i 9 departementer med 2,300,000 stemmer. Og for første gang siden 1789 satte den almindelige valgret et betydeligt antal gejstlige ind, 3 biskopper og 20 præster. Bønderne havde frastødt den provisoriske regering fra sig, da den havde forhøjet de direkte skatter med 45 pct. Der var mere end 900 repræsentanter, der d. 4 maj trådte sammen i Palais Bourbon, for at give Frankrig en forfatning, og den langt overvejende del var ganske nye folk. Kun få havde gået i en offentlig skole, og de kendte ikke den indviklede og vanskelige maskine, der hedder staten. De 800 var valgte som republikanere, og man erklærer da også republikken for Frankrigs blivende statsform, uagtet landet aldeles ikke var republikansk, og uagtet mange af dem, der vedtog den, heller ikke var det. Men det var for øjeblikket den eneste mulige statsform. Legitimisterne, tilhængerne af det gamle i 1830 fordrevne bourbonske kongehus, havde ikke store chancer. Julikongedømmets skader var endnu for friske i erindringen. Altså var republikken den eneste form, hvorunder mennesker offentlig kunne leve sammen i Frankrig. Men inde i hjerternes lønkroge lå allehånde tanker om kun at bruge republikken som overgangsled til det, man i virkeligheden ønskede, og de forsamlede var enig om, at berøve det socialistiske parti enhver magt, da dette partis blade havde modtaget forsamlingen med en haglbyge af skældsord. »Valgene var en skandale, den almindelige valgret havde løjet for folket, republikken var ruineret, og kongedømmet i virkeligheden genoprettet. Forsamlingen var ikke noget udtryk for folkets vilje; makkede den ikke ret, ville man jage den fra hinanden«. Den nye forsamling valgte en udøvende kommission, der bestod af Arago, Garnier-Pagés, Maire, Lamarline og Ledru-Rollin, og med undtagelse af den sidste, var de alle mådeholdne borgerlige republikanere, og Ledru-Rollin blev kun valgt, fordi Lamartine sagde god for ham og gjorde hans valg til en betingelse for sin egen indtræden. Louis Blanc blev helt skudt ud og forsamlingen nægtede at oprette et arbejdsministerium. Klubberne og revolutionspartiet så nu, at valget stod mellem dem og forsamlingen, og de besluttede at slå til først. Som påskud valgte man overrækkelsen af en petition til fordel for det undertrykte Polen og dagen blev fastsat til d. 15 maj. Der var ingen fuld enighed mellem førerne. Louis Blanc tilsigtede nærmest kun en fredelig demonstration og ville blot vise forsamlingen sine mængder af arbejdere og socialister. Men mere yderliggående var Blanqui, der ville have en ny og fuldstændigere revolution i stedet for den Februarrevolution, der nu løb ud i sandet. Uagtet regeringen var underrettet, var der ikke taget alvorlige forholdsregler. Og da folkeskarerne kom til Palais Bourbon står dørene åbne. De trænger ind og oversvømmer salen, og bemægtiger sig talerstolen. En forlangte en hær sendt mod Rusland, en anden ville erklære hele det gamle Europa krig, som fædrene under Den Store Revolution havde gjort det, en tredje foreslog at lægge en skat af en milliard på de rige. Endelig erklærede en af klubførerne med vældig røst i det bedragne folks navn forsamlingen for opløst. Formanden rives ned af sin stol, den røde hue plantes på talerstolen, og man indsætter en ny provisorisk regering, deri Louis Blanc, Ledru-Rollin og Flocon. Samtidig havde man bemægtiget sig rådhuset. Men var arbejderne nu grundigt belært i den revolutionære taktik, så var deres borgerlige modstandere også kommet i øvelse. Arago og Garnier Pagés lod alarmtrommen røre, og nationalgarden fik sablen om livet og bøssen frem. Og bedst som revolutionsmændene rådslog og vedtog resolutioner i Palais Bourbon, rullede borgerskabets trommeslag ind i salen. En panisk skræk greb mængden, den spredtes til alle sider, nationalgarden besatte uden modstand Palais Bourbon og rådhuset. En del af de revolutionære førere, deriblandt maskinarbejderen Albert, blev arresterede og senere dømt. Louis Blanc, hvis holdning i alt fald havde været mistænkelig, gik nogen tid efter i landflygtighed. Snart skulle en mængde af revolutionsmændene blive landflygtige eller deporterede eller ligge i sorten muld med kuglen i brystet. Nationalværkstederne var revolutionens faste borg og de gav organisation og førere, og forsamlingen besluttede derfor at rette det næste slag mod dem. Den kunne gøre det med så meget større ret, som de nu var en ren parodi. Der var jo ikke det mindste arbejde og kun lediggang. Nationalværkstederne var en altid knyttet hånd mod det borgerlige samfund, og bønderne og borgerne ude i landet, der måtte betale 45 procent mere i direkte skat, knurrede højlydt over, at de måtte betale for lediggangen i Paris. Klogskab og simpel menneskelighed burde have påbudt at gå forsigtigt frem. Selvom nationalværkstederne, som de var anlagte, aldrig kunne føre til noget fornuftigt resultat, behøvede deres lukning ikke at fejres med et blodbad. Borgerskabet havde nu en hær med dygtige generaler i spidsen, og derfor gik de brysk frem, og besluttede at alle arbejdere mellem 17 og 25 år i nationalværkstederne skulle beordres ind hæren, og at arbejdsgiverne kunne hente resten til deres virksomheder. En mængde arbejdere i Paris beordre nu til jordarbejde i provinsen, og da borgerskabet samtidigt ville lukke nationalværkstederne, var dét et brud mod løfterne fra februar måned. Endnu engang viste kong tusindfranc, at borgerskabet skulle have profitten i lommerne, efter at have brudt deres løfter om retten til arbejdet og alt det andet. Selvom hovedførerne var borte, ville man ikke lade det ske uden endnu engang at have prøvet kræfter. Og den blodigste gadekamp, som måske nogensinde er udfægtet, raser gennem gadernes i Paris i dagene fra d. 23 til d. 26 juni. D. 22 juni marscherede truende folkeskarer gennem gaderne i takt med ordene: »Brød eller bly, Brød eller bly.« Om aftenen samledes man sig på Pantheonpladsen. En arbejder, Pujol, talte til de forbitrede om de svegne løfter og om forræderne, og næste formiddag d. 23. juni var det halve Paris dækket af barrikader, hvoraf nogle 200 meter lange og tre husetager høje. 20.000 stod bag barrikaderne under slagordet »friheden eller døden«. Men borgerskabet var også klar. Krigsministeren, general Cavaignac, hvis fader havde siddet i konventet, og som selv var en god republikaner, havde trukket betydelige troppemasser sammen i Paris, og selvom en del af nationalgarden var lunken eller endog gik over til fjenden, var dens store mængde pålidelig nok, og kun alt for ivrig efter at se blod. Nogle af de unge arbejdsløse på 14/15 år fra de lukkede nationalværkstederne var blev indrullet i hæren, og var hensynløse mod deres egne klassefæller på den anden side af barrikaderne. Krigsministeren søgte at sikre rådhuset og nationalforsamlingens bygninger. Derfra skulle så de forskellige troppekorps bane sig vej til forstæderne og de gamle arbejderkvarterer og støtte hinanden. Kampen blev ført med indædt raseri på begge sider og jo længere den varede, des vildere blev den. Selv kvinderne tog deres part i forsvaret af skanserne med de røde faner. Rovdyret kom op i nationalgarden og de skød endog fanger. Allerede fra den første af dag var det klart, at tropperne ville sejre med deres artilleri. D. 24 juni erobrede man de vestlige forstæder, og d. 25 juni forstaden Saint-Marceau, og indesluttede arbejderne i forstaden Saint-Antoine, der var det gamle revolutionære kvarter. Men de indesluttede ville ikke give sig og de fortsatte kampen med fortvivlelsens mod, og her var det, at døden ramte Bréa og d'Affre. General Bréa søgte at standse blodsudgydelsen og få forsvarerne af en barrikade til at overgive sig. Men han blev lokket ind bag barrikaden og pint til døde. Ærkebisp d'Affre fik til løn en dødelig kugle. Men så faldt de sidste barrikader og endelig var dette 4 dages slag udkæmpet. Hvor mange der egentlig faldt og såredes, er aldrig blevet oplyst. Det var mindst en 6-8000 og over 12.000 fanger var faldet i soldaternes hænder, og halvdelen af dem blev dog senere sluppet løs. De sad i overfyldte celler, hvor døde og døende lå mellem de levende. Skydegale vagter skød folk under »flygtforsøg«. Borgerskabet valgte, at der ikke kunne afsiges dom over resten, og rent administrativt deporterede man dem til kolonierne, bl.a. Algier. Kun hovedmændene blev stillet for krigsretterne, og af de blev dødsdommen kun fuldbyrdet på de 2, der havde dræbt general Bréas. Under kampen havde forsamlingen erklæret Paris i belejringstilstand og givet general Louis Cavaignac »Junislagteren« diktatorisk myndighed. Det var et fingerpeg om hvor republikken (den første republik) førte hen og var en egentlig en falliterklæring. Og da kampene var endt, nedlagde Cavaignac d. 27 sin særlige magt, og forsamlingen valgte ham til præsiden med ret til selv at udnævne sine ministre. Samtidig forbød man de hemmelige klubber og krævede en vis sum i kaution for tilladelse til at udgive et blad, dvs. at pressefriheden var ophørt. Barbariet og konservatismen havde sejret og Paris var sønderskudt med en befolkning, der var minimeret dramatisk. D. 4 november 1848 sluttede forhandlingerne om forfatningen. Og i smukke ordblomster tilkendegav forsamlingen, at Frankrig skulle være en borgerlig demokratisk republik og al offentlig myndighed skulle have sit udspring i folket. Det valgte en lovgivende forsamling på 750 medlemmer, hvis mandat varede 3 år, og republikkens præsident, der valgtes på 4 år og ikke kunne genvælges før efter andre 4 års forløb. Almindelig valgret fra 21 års alderen, også soldaterne havde valgret, valgbarhed fra det 25 år. Republikkens principper var: frihed, lighed, broderskab, dens grundvold: familien, arbejdet, ejendommen og den offentlige orden. »Retten til arbejdet« blev derimod udstemt. Man indførte forsamlingsfrihed, trosfrihed og pressefrihed. Denne forfatning indeholdt bestemmelser fra Den Store Revolution og lån fra de nordamerikanske fristaters forfatning og med rester fra julikongedømmet. Men den havde et problem, valget af præsidenten. Han havde i virkeligheden hele en konstitutionel konges magt og myndighed. Hele den udøvende magt lå i hans hånd, thi præsidenten rådede over hæren, udnævnte embedsmændene og dommerne, og det var farlig i et land som Frankrig, der var stærkt centraliseret, med sin talrige embedsstand, der er vant til at lystre herskaberne fra Paris, såvel som landets herre, med en hær der blindt følger sin krigsfyrste, i et land der da var overvejende monarkisk. Man kunne ikke være forsigtig nok i valget af manden eller i måden at vælge ham på. De mådeholdne republikanere holdt på, at præsidenten skulle vælges af folkets repræsentanter, og de hævdede, at hvis han blev valgt af hele folket ved almindelig valgret, og det kom til en kamp mellem ham og forsamlingen, ville præsidenten altid i længden blive den stærkeste. Han kunne henvise til, at han var det hele folks repræsentant, medens de enkelte medlemmer kun repræsenterede små kredse af folket. Men monarkisterne, der håbede på reaktion, og de radikale, der holdt på princippet, om at al magt direkte udstrømmende fra folket, slog sig sammen, og da Lamartine, der troede at hans popularitet var stærk nok til at bære ham op til den øverste magt, tog deres parti, og forsamlingen vedtog med 602 stemmer mod 211, at præsidenten skulle vælges af hele folket. I England sad Louis Napoleon og fusentasten fra Strassburg og Boulogne spillede sine kort som en mester. Han nærede ingen ængstelige bekymringer for at bryde sit ord og han havde evner til intriger. Allerede d. 25 februar var han i Paris, men så snart den provisoriske regering opfordrede ham til at forlade landet, vendte han tilbage til London. Men hans agenter virkede for ham. Cavaignac, Lamartine, Ledru-Rollin og alle de andre, der stillede sig frem som ansøgere til folkets stemme som præsident, hvem var de? Folket kendte ikke deres navne. Men Napoleons navn kendte folket, og de gamle sange fødtes igen på læben ligesom de gamle krigere rundt om i hytterne fik villige tilhørere. Et nyt parti skabes, bonapartisterne. Ved valgene i april var der ingen, der tænkte på at stemme på Louis Napoleon, men allerede i juni valgtes han med 84.000 stemmer i departementet Seine, og gik desuden igennem i 3 andre departementer. Ved suppleringsvalgene i september valgtes han i 5 andre departementer. Da Louis Napoleon fremkommer til Paris og viser sig i forsamlingen ophæves familien Bonapartes landsforvisning d. 11 oktober. Men der var intet vindende ved denne lille mand med den olivengule ansigtsfarve og det slørede blik. Han talte sjældent og dårligt, og partiførerne blev snart enige om at anse ham for en temmelig indskrænket og ret ufarlig person, og Thiers kaldte ham hånligt en »træklods«. For franskmændene var navnet Napoleon uløseligt knyttet sammen med lovlig orden, og borgerskabet og bønderne længtes efter fred, sikkerhed og orden. Cavaignac var det republikanske partis kandidat til præsident værdigheden. Han var fuldtro republikaner. Han havde i forsamlingen erklæret, at det var hans pligt at behandle enhver som fjende der ikke ville have en republik. Og dog tænkte højre i forsamlingen, der bestod af legitimister, orleanister under Thiers' førelse og det katolske parti under ledelse af Montalembert, på at gøre Cavaignac til deres kandidat, af frygt for at Ledru-Rollin, der var det socialdemokratiske partis kandidat, skulle blive valgt. Men Cavaignac ville ikke gå ind på legitimisternes krav. Louis Napoleon derimod lovede alt, og man tog ham så meget hellere, som man betragtede ham som en stråmand, der kunne lette overgangen til monarkiet og derpå skydes tilside. Napoleon blev således fælleskandidat for alle dem, der var mod republikken, bonapartister, legitimister, orleanister, katolikker, og han valgtes d. 10 december 1848 med uhyre majoritet, 5.432.226 stemmer, 3 1/2 million stemmer mere, end alle hans modkandidater fik tilsammen. På Cavaignac faldt 1.448.107 stemmer, på Ledru-Rollin 370.119 og på Lamartine 17.910. D. 20 december aflagde Napoleon III, der havde opslået sin bopæl i Elyséet, ed på forfatningen. »Min pligt er klart foreskrevet mig,« sagde han, »jeg vil opfylde den som en mand af ære. Jeg vil se en fjende af fædrelandet i hver den, der på ulovlig vis søger at ændre, hvad Frankrig har oprettet.« Men han nærede dog ikke et sekunds tvivl om at ville benytte den første lejlighed til at omstøde republikken. Men Frankrig havde dermed fået sin anden republik. Højre havde valgt ham, og han dannede da sit ministerium fra dette parti med en enkelt republikaner, der dog snart trådte ud. Ministeriets chef var Odilon Barrot, fører for det dynastiske venstre under julikongedømmet. Rent fornuftmæssigt set, burde den lovgivende forsamling nu være trådt tilbage, for at landet kunne vælge en ny; men den havde mistillid til den nye præsident, og den ville passe på ham, og under påskud af at give nogle supplerende love til forfatningen blev den siddende endnu et halvt år. Præsidenten kunne ikke opløse den. Der sad nu en præsident med 5 1/2 million stemmer i ryggen, valgt ved samarbejde af alle dem, der var mod republikken, overfor en forsamling, hvis majoritet var republikansk. Det måtte komme til kamp, og den kom snarligt. Fra begge sider viste man kløerne, men præsidentens havde langt de skarpeste kløer. D. 29 januar 1849 fandt forsamlingens medlemmer, da de indfandt sig til møde, salen besat af tropper. Regeringen svarede, at man havde frygtet for en folkeopstand den dag. Og kommandanten for nationalgarden og tropperne i Paris, den beslutsomme og hensynsløse Changarnier, havde da også ladet forsamlingssalen besætte. Det så ud til at være indledningen til et statskup. I et hemmeligt møde om aftenen hos præsidenten, hvor bl.a. Changarnier og Thiers var tilstede, drøftede man chancerne for at blive af med forsamlingen. Changarnier ville slå løs. Thiers hævdede, at det var en dumhed: Lad dem blot snakke og skrige op, det er de til for. »Man skal opsætte det heroiske og pinlige lægemiddel, som et statskup er, til sygdommen er blevet farlig, at den berettiger lægemidlet.« Napoleon hørte tavs efter og gav Thiers ret. Og fra da af hviler statskuppet som en blåsort tordensky over Frankrig. Kampen blev stoppet mellem præsidenten og forsamlingen, men forsamlingen havde dog ikke mod til, på Ledru-Rollins forslag, at sætte præsidenten og ministrene under anklage for deres italienske politik, og forsamlingens afmagt blev klar for alle. Og endelig skiltes forsamlingen d. 26 maj, efter at en ny lovgivende forsamling var valgt d. 13 maj 1849. D. 2. december 1851 foretager Napoleon III et statskup, da forsamlingen havde frataget 3 millioner vælgere stemmeretten, og mange landsforvises derefter. Nationalforsamlingen blev opløst.

Østrig-Ungarn. »Dåbstalen« over den østrigske revolution blev ikke holdt i Wien, men i den ungarske rigsdag d. 3 marts da Ludvig Kossuth med al sin flammende veltalenhed gik i marken mod den gamle absolutisme. »En kvælende dunst hviler over os ligesom en forbandelse. Fra det wienske regeringskabinets benkamre slår os en forpestet lugt i møde, den sløver vore nerver og lammer vor ånds flugt.« Og hans tale fængede hele riget over. Men dertil kom utilfredsheden med censuren, statens katastrofale financielle tilstand, og utilfredsheden mod bureaukratiet. Befolkningen var også utilfreds med hoveriet, diskrimineringen af bønder og adelens skattefrihed. Men der var også problemer, idet de ungarske politikere bestod af rene adelsmænd, der udgjorde 5 % af befolkningen, dvs. 500.000 personer, idet der ikke var udviklet noget borgerskab. I Wien blev folk bekymrede for deres spareskillingerne, og der kom en storm på alle banker, og i løbet af få dage var alle rede penge forsvundne. Allerede d. 7 marts 1848 kunne den østrigske kejser Ferdinands' førsteminister, Klemens von Metternich, vurdere at sammenstyrtningen ville komme med lynets hastighed. I Wien begyndte man at klage. Boghandlerne klagede, håndværkerforeningerne klagede og studenterne klagede. Og alt eftersom der kom bud på bud om, at stammefrænderne i Tyskland havde opnået alle de ønskede rettigheder, blev klagerne mere højlydte og fordringsfulde. Hoffet begyndte at ængstes for at skulle dele huset Bourbons' skæbne. Og som Louis Philippe havde søgt at redde sig ved at kaste Guizot overbord, således tænkte i den åndssløve kejsers sted ærkehertuginde Sophie og hendes klerikale, reaktionære kredse på at sende Metternich, der syntes at repræsentere alt det mest forhadte i det gamle, ud som syndebukken til folket. Imidlertid vidste man hverken ud eller ind i Hofburg, der var kejserens residensslot. D. 13 marts 1848 trådte de Neder-Østrigske stænder sammen. Allerede dage i forvejen havde man sagt til hinanden, at d. 13 marts skulle det ske, og i løbet af dagen kom det til opløb, og til et sammenstød med tropperne, der ophidsede til det yderste af fornærmelserne, gav ild. Som en løbeild bredte det sig over Wien, at man havde skudt på værgeløse og uskyldige, og borgerne rejste sig. Det trak op til en revolution. Overalt på gaderne lød det: »Ned med Metternich«, og det var det stadige omkvæd i de deputationer, der mødte op på Hofburg. Så skræmte blev hoffet på Hofburg, at de gav efter og Metternich faldt. V. Hügel bragte fyrst Metternich i sikkerhed for mængdens raseri, og ledsagede ham og hans hustru under mange farer til England, landet, hvorhen alle de slagne revolutionsmænd og også reaktionens var flygtet over til.. I mere end 30 år havde Metternich været anset for Europas mægtigste statsmand. D. 15 marts lovede et kejserligt manifest at indkalde deputerede til at arbejde på en »konstitution for fædrelandet«. Pressefrihed, nationalgarde og frihedens øvrige goder fulgte med i købet. Ungarn fik en udstrakt grad af uafhængighed. De national-liberale i Ungarn udarbejdede en April-grundlov, der blev anerkendt d. 11 april 1848 af kong Ferdinand V, og Lajos Batthyány, der var en af Ungarns rigeste godsejere blev leder af Martsministeriet, som iøvrigt kom til magten uden vold, og den ungarske regering blev indenfor riget i en personalunion og fik principielt anerkendt en genforening med Transsylvanien. Men i Ungarn var der store mindretal af rumænere, slovakker, serbere og kroater, og de allierede sig mod den nye national-liberale ungarske stat, fordi de ikke fik deres frihed i det nye Ungarn. Så rumænere, slovakker, serbere og kroater, blev tvunget til at søge støtte hos den habsburgske enevælde, for at få deres nationale rettigheder respekteret. Og tyskerne holdt med ungarene, da tyskerne sympatiserede med ungarerne i foragt mod tro og love, folkeret og andre nationaliteters naturlige berettigelse, så det ungarske ministerium satte sig i forbindelse med den tyske nationalforsamling i Frankfurt, og støttede tyskerne mod Østrig og også mod Danmark i spørgsmålet om Slesvig-Holsten. I Danmark undrede man sig over, at ungarerne ikke støttede sig til de omgivne slaviske stammer, hvilket ville have været naturligt. Tyskerne havde jo kun respekt for een nationalitet i hele verden, og det var deres egen. Tyskerne var kendt for at undertrykke slaverne, samtidig med at man andre steder hejste den tyske enheds sort-rød-gyldne banner i stedet for Østrigs sort-gule fane. Men i Bøhmen hejste man også et andet flag, tjekkernes gamle banner. Alt tjekkisk vågnede til nyt liv, og man klædte sig i tjekkisk nationaldragt, og ville kun tale tjekkisk, og stillede krav om, at alle de lande, der tidligere havde hørt ind under den gamle bøhmiske krone, skulle samles til ét, der skulle have en fællesstyrelse i Prag og et eget ansvarligt ministerium, altså en stat i staten. Og regeringen i Wien indrømmede i april alle de tjekkiske fordringer. Tjekkernes og magyarernes eksempel smittede af på sydslaverne, der gjorde dobbelt front, dels mod hoffet i Wien, og dels mod magyarernes tyranniske lyster. De krævede også dannelsen af en særlig illyrisk stat med sit eget ministerium og sin særlige styrelse. Og i det kejserlige Hofburg begyndte man at skimte sin fremtidige politik, ved at benytte stamme mod stamme. Den kejserlige østrigske regering udnævne kroaten oberst Josip Jellachich, en Østrigs hengiven mand, til »ban«, den øverste værdighed i disse lande. Han blev guvernør for Kroatien-Slovonien og Dalmatien. Også serberne begyndte at røre sig, og en nationalforsamling trådte sammen i Karlowitz, og en »woivode« blev valgt. Tilbage af det gamle Østrig var egentlig kun hoffet og hæren, og den holdt de sort-gule farver i hævd, og på den bygges atter riget op, og så på nationernes indbyrdes had. Magyarerne, tjekkerne, sydslaverne fordrede, når alt kom til alt, ikke fuldstændig løsrivelse fra det habsburgske monarki, kun det størst mulige mål af friheder indenfor dette rige. Et fuldstændigt brud med Østrig var derimod målet for den italienske rejsning, og til Italien sendte man en hær, til Tyskland nøjes man med at sende ord. Østrig forbeholdt sig ret til at undersøge ud fra sit synspunkt de love, som fremtidig Frankfurterparlamentet måtte give, inden det anerkendte dem som gældende på østrigsk grund. Den lange umyndighedstilstand, hvori reaktionen havde holdt folket, hævnede sig. I Wien var universitetets sale omdannede til våbenkamre. Arbejderne i Wien sluttede sig til studenterne, og studenter og nationalgardister dannede en politisk centralkomité til beskærmelse af folkets friheder, senere et sikkerhedsudvalg. Disse selvskabte myndigheder blandede sig i alle regeringsforretninger. D. 8 juli kundgjorde man, da man ikke syntes om ministeriet, at Dohlhoff skulle danne et nyt ministerium«. Og Dohlhoff dannede 10 dage derefter et ministerium. De givne løfter om en forfatning syntes for ringe, og medførte nye optøjer og nye indrømmelser. Kejseren flygtede en tid lang fra Wien. Hoffet benyttede snildt en køretur til Schönbrunn til at lade kejseren drage helt til Innsbruck og søge støtte hos sine tro tyrolere d. 17 maj. Først 3 måneder efter vendte han tilbage til sin hovedstads nærhed og tog ophold på Schönbrunn, og da begyndte det atter at dages for det betrængte hof. Radetzsky fik overtaget i Italien, og den tjekkiske bevægelse blev brudt. Samtidig havde man i Wien det almen-europæiske fænomen: borgerstanden, der var træt af de evige uroligheder, og som kun ønskede at kunne åbne sin butik om morgenen uden at risikere, at den bliver plyndret under en barrikadekamp, at kunne lægge sig rolig til sengs om aftenen uden at ryste for den næste morgens opstand, begynder at vende sig bort fra revolutionen. I Bøhmen levede både tjekkere og tyskere, men tjekkerne nægtede sende deputerede til det tyske Frankfurterparlamentet. Kun ved en voldshandling af fyrsterne var i sin tid Bøhmen blevet knyttet til Tyskland. Derfor sammenkaldte man til en slavisk rigsdag i Prag i juni 1848 mod det tyske parlament i Frankfurt. Der mødte ikke blot udsendinge fra de østrigske slaver, men også gæsterepræsentanter for de slaviske stammefrænder i Rusland, Polen, Posen og tyrkisk Serbien. Fælles for dem alle var hadet til tyskerne. Mere og mere blev forsamlingen af mænd som Bakunin og Libelt fra Posen draget over på den revolutionære side. Man vedtog på Libelts forslag et opråb, hvori det hedder: »Vi, der nu atter træder frem på Europas politiske skueplads, anmoder om at en almindelig europæisk folkekongres må træde sammen for at løse alle internationale spørgsmål; thi vi er overbevist om, at de frie folk lettere end betalte diplomater forstår hinanden.«. Men den øverstkommanderende i Prag grev Alfred von Windischgrätz, kejserlig guvernør i Moravia, var en stiv aristokrat og militærmand om en hals. Han var yderst forhadt og d. 12 juni, anden påskedag kom det til en revolte imod ham, efter at man forgæves havde opfordret kejseren til at fjerne ham. Et af de første skud, som gjaldt fyrsten, ramte dødeligt hans hustru, som stod i et vindue. Tropperne besatte højderne i Prags omegn og lod det regne med artelleribomber ned over byen, der måtte overgive sig på nåde og unåde. Den slaviske rigsdag spredes naturligvis, og de løfter, som tjekkerne havde fået om særligt bøhmisk ministerium m. v. blev annulleret. Slavernes første forsøg på at blive anerkendt som en selvstændig stamme i det habsburgske monarki var slået tilbage. Men også de bøhmiske tyskere blev skuffede. De havde håbet nu ganske at få overtaget over tjekkerne, men Windischgrätz, der anså det tyske demokrati for en langt farligere modstander end den tjekkiske nationalitetsfølelse, erklærede, at den sejr, der var vunden, var den ordnede statsmagts over revolutionen, ikke det ene folkeslags over det andet. Denne kamp i Prag var et vendepunkt. Hoffet så nu, at det kunne stole på hæren, og klasserne omkring hoffet fik tillid til sig selv. I den største hemmelighed, endog uden at krigsministeren vidste noget derom, fik Windischgrätz i nødstilfælde uindskrænket overbefaling over alle monarkiets tropper med undtagelse af den italienske hær. Den rigsdag, der d. 22 juli trådte sammen i Wien, var en slem skuffelse for de tyske demokrater. Valgt efter folketal var flertallet slavisk, og bøndernes repræsentanter havde overlaget i rigsdagen, da en fjerdedel af samtlige medlemmer var bønder. I Østrig herskede endnu det middelalderlige godsejervælde, som var faldet i Frankrig i august 1789, og bønderne var nu stærkt opsat på at afkaste godsejervældet. Man skød derfor alle de andre spørgsmål til side, som interesserede de revolutionære wienere, og gik lige løs på landboreformerne. Allerede i det tredje møde stillede Kudlich, der selv var bondesøn, forslag om en afløsning af bondestandens gamle byrder, dels mod og dels uden erstatning, og da der truede alvorlige bondeopstande, hvis rigsdagen ikke gik ind derpå, lykkedes det at sætte bøndernes krav igennem. Og da bønderne havde fået deres reformer, lod de revolution være revolution, og lod hoffet og rigsdagen om at udkæmpe deres kampe. Derved fik hoffet mulighed for at manøvrere igen. Ungarn havde opnået meget i marts/april1848, men Kossuth ville videre, og hoffet havde været nødt til at indrømme meget mere, end det ville, og søgte en anledning til at tage indrømmelserne tilbage. Således arbejdede begge parter mod et brud. De andre slaviske folk i Ungarn havde begyndt at rejse sig mod magyarerne, og denne rejsning fortsættes, da magyarerne ikke var til sinds at lade de friheder, som de selv havde tilkæmpet sig, blive de andre til del. Mellem magyarerne og serberne, der i slutningen af det 17 århundrede havde nedsat sig i de øde egne mellem Donau og Theiss, kom det til åben krig. Brændte landsbyer, skændede kvinder, fanger, der spiddes, ristes og blindes. Magyarerne kunne ikke få bugt med serberne, der holdt til i sumpene og tilføjede dem adskillige nederlag. Østrigske officerer fik af hoffet lov til at tjene i den serbiske hær, og Jellachich og hans kroater rustede sig af al evne for også at tage kampen op. Endnu turde dog hoffet ikke åbent bryde med Ungarn, det behøvede dets penge og dets soldaler i Italien. D. 5 juli 1848 var den ny magyariske rigsdag trådt sammen i Budapest. Magnaterne, der var skræmte ved revolutionen, holdt sig hjemme på deres godser, og andet kammer havde derfor så godt som hele magten, dvs. Ludvig Kossuth havde magten. Man vedtog at hjælpe Østrig i Italien. Men kun på betingelse af, at Østrig atter hjalp magyarerne med at få bugt med de oprørske slaviske folk, ligesom at Østrig forpligtede sig til at yde de italienske nationalitetskrav berettigelse. Magyarerne så helst at Østrig engagerede sig i de tyske anliggender samtidig med, at magyarerne nægtede at understøtte Østrig, hvis det kom til krig. Man ville have en egen ungarsk hær og et eget ungarsk diplomati. Men det var ikke noget der passede hoffet i Wien. Windischgrätz havde magten i Bøhmen, og Radetzky var d. 3 august rykket ind i Milano. Kejseren nedlagde sit veto mod den ungarske rigsdags beslutninger, og det østrigske ministerium udarbejdede en såre indviklet skrivelse, hvori det på grundlag af den pragmatiske sanktion og meget andet bestred lovligheden af de indrømmelser, som var gjort i foråret. Magyarerne voldsomme og bydende klager havde fået hoffet til at sende Jellachich i unåde, men han modtog nu en kejserlig håndskrivelse, der genindsatte ham i alle hans tidligere værdigheder. Det vakte sydende harme i Ungarn, og en deputation på 100 rigsdagsmænd drog til Wien for at kræve et svar. Men de fik kun et undvigende af kejseren d. 9 september. Samtidig kom der efterretning om, at den kejsertro Josip Jellachich drog over Drav med en kroatisk hær på 35-40.000 mand og var faldet ind i landet. Det mere mådeholdne parti, der til det sidste havde håbet på at gå frem ad lovens vej, mistede nu ethvert fodfæste. Szechenyi blev sindssyg, Eötvös gik i frivillig landflygtighed, Déak trak sig tilbage i tavshed. Kossuth derimod fik rigsdagen til at nedsætte et art velfærdsudvalg på 6 medlemmer, i hvilket han selv var sjælen, og man opretholdt de love, som kejseren havde nægtet sin stadfæstelse. Det var et revolutionært diktatur der skulle føre en national forsvarskrig mod landets fjender. Kejserhoffet havde imens udnævnt general Lamberg til øverstkommanderende over samtlige ungarske tropper; men da han vovede sig til Budapest, blev han af pøbelen myrdet på gaden d. 28 september. Jellachichs kroatiske hær rykkede rask fremad. Ved Budapest mødte Jellachichs hær d. 29 september nogle i hast samlede ungarske regimenter under general Moga, og efter 5 timers kanonade, der kostede begge de kæmpende hære 7 døde og nogle sårede, trak Jellachich sig tilbage, vest på og slap ind på østrigsk grund, idet han lod sin reserve på 8000 mand i stikken. Den unge magyariske hær, der havde næret en næsten overtroisk rædsel for de fra gammel tid af så frygtede kroater, fik en let ilddåb og fattede mod. D. 3 oktober blev den ungarske rigsdag opløst, og dens sidste beslutninger erklæredes for ugyldige. Ungarn blev erklæret i belejringstilstand og Jellachich udnævnt til øverstkommanderende og kongens stedfortræder i Ungarn. Det vakte harme i Budapest. Men det vakte ikke mindre forbitrelse og uro blandt demokraterne i Wien. Magyarerne i øst og tyskerne i vest havde på mange punkter fælles interesser, da de begge stod overfor stærke slaviske befolkninger, og de var enige om at dele magten, da der var udsigt til at de hver for sig kunne herske på sit landområde. Hertil kom endnu en fælles fjende i hoffet. Satte hoffet sin krig igennem overfor magyarerne, var det ude med friheden i Wien. Derfor blev magyariske udsendinge modtagne godt i Wien, og wienerne søgte at forhindre de østrigske troppers marsch østpå. Da en grenaderbataljon d. 6 oktober skulle afgå, kom det til kamp i Wien. Tøjhuset blev stormet og dets rige våbenforråd uddelt, ligesom barrikaderne skød op rundt i gaderne. Krigsministeren, Latour, der var yderst forhadt som hoffets mand, blev næsten revet i stumper og hans lemlæstede lig ophængt på en lygtepæl. Men hoffet ville ikke affinde sig med selvtægten. 100.000 fra de besiddende klasser flygtede fra Wien. D. 7 oktober erfarede wienerne til deres store bestyrtelse, at kejseren Ferdinand I af Østrig var flygtet fra Schønbrunn og havde taget ophold i den mähriske by Olmülz i centrum af de slaviske folk. Fra nu af stolede hoffet på hæren og slaverne, men senere lønner det hoffet at ofre dem til deres fjender: tyskerne og magyarerne. Medens man i Wien tog fat på at opruste, rykkede allerede hærene frem. Jellachich, der søgte oprejsning for sin flugt fra Ungarn, vendte sig i ilmarscher mod Wien, og fra Bøhmen rykkede Windischgrätz frem med 80,000 mand. Hans hidtil hemmeligholdte udnævnelse til øverstkommanderende blev nu offentliggjort. Han ville slå til. Forgæves søgte wienerne at forhandle, idet de hævdede, at de ikke havde rejst sig mod kejseren, men kun mod nogle generaler og ministre, der havde forvansket hans vilje. Men Windischgrätz erklærede, at »med rebeller forhandlede han ikke«, og d. 20 oktober begyndte han angrebet, og erobrede alle de ydre byer. Polakken Bem, kæmperen fra Ostrolenka, der kommanderede den wienske mobilgarde, ville ved massesprængninger forvandle den indre by til en fæstning, men kunne ikke få wienerne med. Deres håb stod til en magyarisk undsætningshær. Man hørte også mod øst kanontorden, men den blev svagere og svagere, og trak sig mere og mere øst på. Det var virkelig magyarerne, som Kossuth havde ladet rykke frem, men de var uøvede og kunne ikke bryde ringen omkring Wien. D. 1 november 1848 vejede en uhyre sort-gul fane fra Stefanskirkens tårn, og Wien var i Windischgrätzs hænder. 5.000 var faldet i gaderne, og reaktionen forfulgte med kold grusomhed sin sejr. Rolig og systematisk anholdt, dømte og henrettede man. Blandt de dræbte kom Robert Blum, der var medlem af Frankfurterparlamentet, og som var ilet til Wien for at forsikre de wienske demokrater om deres tyske meningsfællers sympati og bistand. Han beråbte sig på sin ukrænkelighed som tysk rigsdagsmand, men det var Schwarzenberg en sand fornøjelse at lade en af Frankfurterparlamentets rigsdagsmænd skyde. Befolkningen i Wien krøb og logrede som hunde for den sejrende reaktion, og søgte at indynde sig hos de ny magthavere ved at angive og opspore revolutionens mænd, og fra nu af går hoffet med faste skridt lige mod målet. D. 21 november blev fyrst Felix V. Schwarzenberg udnævnt til udenrigsminister, og d. 2 december 1848 veg Ferdinand I af Østrig kejsersædet til gunst for sin 18-årige brodersøn, Frants Josef I, der blev kejser i de næste 70 år. Han udtalte ved sin regeringstiltrædelse det håb, at det »måtte lykkes ham at samle alle monarkiets lande og stammer til et stort statslegeme«. Dermed var alle gamle løfter ude af verden, og hoffet ville styre mod Schwarzenbergs mål, og uden hensyn til de forskellige folkeslag, hvoraf riget var sammensat, til at samle folkeslagene i en stærkt centraliseret stat. Rigsdagen, der var blevet forlagt til den lille mähriske by Kremsier, havde regeringen, der havde vigtigere ting at tage sig for, ladet diskutere om grundrettigheder og andre sådanne ufarlige ting. Men aldrig så snart havde forfatningsudvalget stillet forslag om en forstandig forfatning for Østrig, førend regeringen lod mødesalen besætte med tropper og opløste rigsdagen under påskud af, at dens teoretiske debatter udsatte rigets sikkerhed for fare. D. 4 marts 1949 udstedtes en ny Helstatsforfatning. Den lod den ungarske forfatning fra april 1848 være i kraft, men kun for så vidt den ikke kom i strid med forfatningen af d. 4 marts, hvilket i virkeligheden ville sige, at den ungarske forfatning blev ophævet. Men den nye Helstatsforfatning trådte aldrig i kraft. Men foreløbigt brugte Schwarzenberg den overfor Frankfurterparlamentet. Han hævdede, at 4. Martsforfatningen gjorde hele Østrig til én udelelig stat, og da det tyske Frankfurterparlament ikke ville gå ind på hans synsmåde, kaldte han d. 5 april de østrigske udsendinge tilbage. Medens Schwarzenberg benyttede kejserskiftet til at komme bort fra de givne tilsagn, holdt magyarerne netop fast på kejser Ferdinand I og hans løfter. De erklærede, at Ungarns konstitutionelle konge ikke kunne takke af uden landets samtykke, og at Frants Josef I var en usurpator, og enhver der adlød ham var en højforræder. Ungarerne rejste sig til kamp for den lovmæssige, kronede konge. En regering på 6 medlemmer, under Kossuths forsæde, skulle udøve regeringsforretningerne for den ulovligt berøvede kongemagt. Kossuth udnævnte den 30årige Artur Görgey (1818-1916) til general. Til at begynde med så det ganske håbløst ud for magyarerne. Deres hær var modstandernes langt underlegen i tal, og den bestod for en stor del af et ungt mandskab der var uøvet. De var 100,000 mod 150,000, der fra alle sider, fra nord, vest, syd, rykkede frem mod Budapest. Samtidig var der oprør mod syd af serberne og mod øst af rumænerne, der havde taget magten i Siebenbürgen. Det viste sig straks, at de unge tropper ikke kunne holde stand mod de fremtrængende østrigere, der snart stod i en betænkelig nærhed af Budapest. Et sidste forsøg på at standse dem ved Moor d. 31 december førte kun til nederlag. Regeringen og rigsdagen flyttede derfor deres møder østpå til Debreczin. D 5 januar rykkede Windischgrätz ind i Budapest, og de wienske aviser fejrede felttogets afslutning. Men Windischgrätz spildte tiden. Han ville gå grundigt til værks, og krigsretterne og bøddelknægtene havde hænderne fulde, selv de, der »enten slet ikke eller kun i ringe mål havde deltaget i revolutionen,« måtte retfærdiggøre sig for en særlig kommission. Og imens gik det opad for magyarerne. Polakken Bem havde efter Wiens fald stillet sig til deres rådighed, og ved et slag, at gøre sig til herre over Siebenbürgen, og også serberne blev slået. Og de magyariske troppekorpser begyndte ved øvelsen at vinde fasthed og krigerdygtighed. Da Windischgrätz endelig besluttede sig til et fremstød, blev han slået af Görgey ved Gödöllö og Isaszeg d. 6 april, og måtte gå tilbage til Budapest. Samtidig trængte andre magyariske generaler frem i ryggen på ham. Med blødende hjerte måtte hoffet, der nu indså Windischgrätz militære uduelighed, fjerne rigets redningsmand fra kommandoen, og hans efterfølger havde ikke andet valg end at føre den af nederlag, kolera og tyfus halvt opløste hær tilbage over Ungarns grænseflod d. 21 april. Efter 4 måneders felttog var østrigerne lige vidt, ja magyarerne truede endog Wien. Det var nu Kossuths tur til at blive overmodig, og han gav sit had til Huset Habsburg frie tøjler. I tillid til sejren havde hoffet udstedt Helstatsforfatningen af d. 4 marts, der faktisk ophævede den ungarske forfatning og brød alle de givne tilsagn. Kossuth var ikke sen til at gribe lejligheden, og påskuddet om at kæmpe for kejser Ferdinand blev nu skudt tilside. D. 14 april 1849 forkyndte han fra prædikestolen i den reformerte kirke i Debreczin Ungarns uafhængighed og huset Habsburgs afsættelse. En nationalforsamling skulle senere bestemme om forfatningen. Foreløbig blev Kossuth præsident. »Gud kan slå mig med alle plager, med landsforvisning og giftbægeret, men ét kan han ikke lade komme over mig: at det nogensinde igen at blive en undersåt af huset Østrig.« Og virkelig, han lod det aldrig komme over sig, han afslog alle amnesti-tilbud og døde fjernt fra Ungarns jord. Vel lykkedes det at tage det af østrigerne endnu besatte Buda d. 21 maj, og Kossuth holdt et jublende indtog; men magyarerne kunne dog kun sejre, hvis Østrigs kraft blev bundet andetsteds, og hvis ingen fremmed magt blandede sig i striden. Men begge dele slog fejl. Krigen i Italien blev endt, og man kunne derfra tage dygtige generaler, der var uddannede i Radetzkys skole, og som gav hæren dens selvtillid tilbage. En af disse, baron Haynau, »hyænen fra Brescia«, der ved sin vilde grusomhed havde skabt sig et frygtet navn, fik overkommandoen med uindskrænket fuldmagt. Og Østrig bøjede nakken for sin gamle rival, Rusland, og bad om hjælp til undertrykkelse af det ungarske oprør. Den russiske kejser Nikolaj, der betragtede sig som alle regeringers stridsmand mod den internationale radikalisme, og som selv frygtede for, at magyarernes sejr skulle føre en polsk rejsning med sig, lovede hjælp. Men han nød dog det at se Østrig for sine fødder, han lod det føle ydmygelsen. De russiske tropper skulle ikke optræde som et hjælpekorps, men som en selvstændig hær, hvis tal zaren forbeholdt sig selv at bestemme. I fire kolonner drog en russisk hær på 150,000 mand under Ivan Paskevich gennem Karpaternes passer ned på Ungarns sletter, medens Haynau brød op vestfra. Kossuth ville forvandle landet til en ørken, brænde alle boliger, ødelægge alle levnedsmidler, for at umuliggøre fjendens fremmarsch. Men fortvivlelsens modløshed var over de udmattede magyarer, og tilmed var der strid blandt lederne. Kossuth var herskesyg, han var den valgte diktator og tålte ikke indgreb i sin magt, og Artur von Görgey, hovedfører for hæren, hadede ham af et godt hjerte, anvendte en skarp kritik overfor alle hans handlinger. Haynau skyndte sig frem, for at tilintetgøre ungarerne, inden russerne ret kunne komme tilstede. Snart var, med undladelse af fæstningen Kormorn, alt landet vest for Donau i Haynaus hænder, regeringen og rigsdagen måtte flygte øst på, først til Szegedin, senere til Arad. Hvad hjalp det, at Jellachich som sædvanlig blev slået, Haynau satte over Theiss og slog magyarerne ved Szøred d. 5 august. Samtidig blev Bems hær i Siebenbürgen sprængt. Selv såret slap han derfra og overtog kommandoen over resterne af den magyariske hær, men ved Temesvar måtte han allerede d. 9 august tage mod slag, og resultatet blev hans hærs fuldstændige opløsning. Görgey ,der havde trukket sig tilbage gennem det nordlige Ungarn, var ikke nået længere end til Arad. Alt var tabt, krigsrådet tvang Kossuth til at opgive sin magt og værdighed til fordel for Görgey. Og medens Kossuth flygtede til Tyrkiet, tog Görgey mod den kapitulation, som russerne flere gange havde tilbudt ham. Med sine 23,000 mand overgav han sig ved Villagos til Paskevich d. 13 august 1849, da han ville ikke overlevere de forhadte østrigere sine våben. »Ungarn,« skrev Paskevich til kejser Nikolaj, »ligger for deres majestæts fødder«. Senere betragtede magyarerne Görgey som forræderen. De andre afdelinger overgav sig en efter en, længst holdt Kormorn sig under den uforfærdede Klapka, først d. 27 september overgav han sig på hæderlige vilkår. Reaktionen i Østrig kunne nu regere med koldblodig grusomhed. Haynau, der var grusom i forvejen, fnyste over, at ungarerne havde overgivet sig til russerne, uagtet det var hans sejre, der havde afgjort kampen, og han forrettede med iver bøddeltjenesten. Det er ingen retfærdighed der dømte, det var hævnen, der huserer. Alle førerne blev dømte til døden. På én dag, årsdagen for Latours mord i Wien, henrettedes 13 høje officerer i Arad. Under råbet: »eljen a haza«, leve fædrelandet, trådte de hen under galgen. Görgey undgik kun på Ruslands forbøn samme skæbne. Selv grev Lajos Batthyany, der havde været minister i 1848, og som havde søgt at afværge bruddet, faldt for østrigernes hævn. Han slap, ved at tilføje sig et sår i halsen, for galgen og blev henrettet ved skydning d. 6 oktober 1849. Uden tal var fængslingerne og hundrede henrettedes. Andre hundrede blev idømt årelange fængselsstraffe i rene fangehuller og atter andre hundrede dømt til emigration. Østrig havde kun berygtede fangehuller hvor ungarerne kunne rådne op. Over hele Europa vakte dette østrigske rædselsregimente afsky og en strøm af protester. Palmerston tilkendegav i de kraftigste ord den østrigske regering det engelske folks levende uvilje. Men mere end 40.000 ungarske soldater blev uden domsfældelse indlemmet i den østrigske hær. Da Haynau i 1850 var i London, fik han, da han besøgte et af de store bryggerier, bryggerknægtenes kærlighed ret korporlig at føle. Ikke tilfreds med at henrette, hvad man indfangede i Ungarn, forlangte man, at Tyrkiet skulle udlevere Kossuth, Bem og de øvrige derhen flygtede førere til de østrigske bødler. Men den prøjsiske og engelske gesandt satte mod i Tyrkiet, og en engelsk flåde ankrede op i Dardanellerne, og Tyrkiet afslog at forrette rakkerknægtetjeneste for Haynau. Han måtte nøjes med at opslå de flygtede domfældtes navne på galgerne. Det var ikke nok at myrde de magyarer, der havde rejst sig. Også fremtidige oprør skulle lammes i fødselen, og derfor blev forfatningen ophævet og Ungarn sønderlemmet. Kroatien, Slavonien, Siebenbürgen blev udskilt som egne kronlande, også de serbiske dele af Ungarn blev et kronland. Resten af landet blev, med tilsidesættelse af alle de gamle inddelinger, delt i fem store regeringskredse. Det var hæren, der havde reddet det østrigske monarki, og dens jernhårde disciplin var ligesom en uhyre smeltedigel, hvori man inddrog de forskellige nationaliteters folk, og hvorfra man trak dem ud igen som østrigere. Magyarer, tyskere, tjekker, italienere og kroatere skulle skabe en fast Østrigs helstat. Da Schwarzenberg kort efter døde, påtog indenrigsministeren, Bach, sig at føre hans tanker om en fast Østrigs helstat ud i livet, og Bach der under martsdagene var liberal, var nu blevet minister, men slog snart om og blev reaktionens høvding. »Det bachske system« er det, der triumferer i Østrig i de kommende 10 år. Ved kejserlige håndskrivelser af d. 31 december 1851 blev forfatningen af d. 4 marts 1849, som dog indrømmede folket nogen repræsentation, sat ud af kraft. Endog de gamle landdage, som selv Metternich havde skånet, forsvandt. Det er ikke reaktion i sædvanlig forstand som en tilbagevenden til det gamle, men ubetinget reaktionær reaktion. Det gamle Østrig fra før 1848, med sit brogede præg, tilfredsstillede ikke de nye mænd. Hele landet skulle uniformeres, og man satte sig rask ud over gamle ordninger for at opnå enhedspræget. Det var ikke blot Ungarn, der blev opdelt i 5 kronprovinser, også Galicien deles. Ungarn forsvandt som selvstændig stat. Den slovakiske nation ignoreredes. De små provinser, der tidligere havde været forbundne med de større, blev udskilt fra disse. Båndet mellem de forskellige stammer skulle dannes af en stærk embedsstand, der var fuldstændig afhængig af regeringen i Wien, og dér løb alle trådene sammen. Man måtte i denne centraliserede helstat have ét regeringssprog, og dertil blev tysk valgt. Ved siden af embedsstanden oprettede man et statsgendarmeri, og overalt var der gendarmer, hvis opgave det ikke så meget var at sørge for lovens overholdelse som at udspionere befolkningen. Hæren og embedsstanden samt gendarmeriet var de to grundpiller for riget. Til den tredje var udset den katolske gejstlighed. Den havde selv meldt sig. Medens nationerne stillede krav og faldt fra, havde bisperne på et møde i Wien fordømt folkenes krav og erklæret sprogenes forskellighed for en levning af hedenskabet og en følge af syndefaldet. Hoffet så velvilligt på den fordel, det kunne drage af kirken, og det betalte dens pris. Ved konkordatet af d. 18 august 1855 fik kirken både i pose og sæk. De bånd, som Frants Josef I i statens favør havde lagt på kirken, blev ophævede. Hele det lavere skolevæsen blev givet i gejstlighedens hånd. Det var en sådan opgiven af statens rettigheder, at den faldt selv mange reaktionære embedsmænd for brystet. Men det var prisen, og den blev betalt. Men hvor stærk end denne helstat, der var grundlagt på hær, embedsstand og gejstlighed, kunne synes at være, var den i sin grundvold lige så skrøbelig som det gamle Østrig. De tyske professorers enhedsstat var hjernespind uden grundlag i virkeligheden, og det var de wienske statsmænds også. De handlede lige så blindt ud fra en forudfattet idé, uden hensyn til de faktiske forhold. Misfornøjelsen var almindelig, udbredt hos alle. Slaverne var forbitrede over, at tysk var rigssproget, og tyskerne, der i 1848 havde smagt frihedens goder, kunne ikke mere finde sig i absolutismen. At magyarerne ikke var tilfredse, var selvfølgeligt, men kroaterne havde heller ikke fået, hvad man havde lovet dem. Det var ganske vist lykkedes Bach at skabe en enhed i Østrig, men det var en rørende enighed om at være misfornøjet. Og denne embedsstand med dens tysk formåede ikke eller ville ikke sætte sig i den berøring med folket, uden hvilken den ikke kunne sammensmelte riget da Benedek i 1860 kom til Budapest for at overtage styret, erfarede han til sin forbavselse, at kun én af alle de overordnede politiembedsmænd talte magyarisk. Folket samlede sig snart i modstand mod embedsmændenes og gendarmernes utrolige tyranni og spionering. Dertil kom Østrigs dårlige økonomi. De store krige mod Napoleon tyngede endnu i 1848 på budgettet og 2 gange var staten gået fallit. Revolutionsårene med deres dyre krige i Italien og Ungarn gjorde forvirringen fuldstændig, og udgifterne hørte ikke op med krigene, men steg blot. Hæren der var grundlaget for monarkiets beståen slugte enorme store summer. Og det ny embedsmaskineri og gendarmeri stillede kostede indenrigsministeriets og politiets udgifter fordobledes. Indlægterne fra de landsdele, der havde lidt så meget i de bevægede år var få. Staten, hvis underskud voksede fra år til år måtte udstede seddelpenge, tvangskurs, lån på sine indtægter, tvangslån hos de velhavende, der ligefrem blev ansat, til et så og så stort beløb, og betalte de ikke, blev de behandlede som skatteydere, der ikke havde betalt forfalden skat. Staten solgte væk af sine domæner og afhændede sine jernbaner til en meget ufordelagtig pris. Alt dette virkede igen ind på erhvervslivet. Discontoen var 10 pct. og ædelt metal stiger i 1854 til 28 pct. Det er kun børsspekulanterne, som tjener. Heller ikke den ydre politik var heldig. Schwarzenberg havde vel ydmyget Prøjsen i Olmütz, og sat sin vilje igennem i Tyskland, men hans efterfølger Buol-Schauenstein, besad ikke hans diplomatiske evner. Da Krimkrigen udbrød, bejlede begge parter til Østrigs gunst. Rusland, der håbede på Østrigs taknemlighed, tilbød ydermere Serbien, Bosnien og Herzegovina, men Østrig var endda ikke tilfreds. Længe vaklede det, og da det endelig sluttede sig til England og Frankrig, tog de imod det uden alt for stor glæde. Ved at være alt for fiffig opnåede Østrig kun at isolere sig, det pådrog sig Ruslands had uden at opnå vestmagternes støtte. Og de rustninger, som det måtte foretage, ødelagde helt landets økonomi. Således var stillingen, da det i 1859 atter bryder løs i Italien.

Italien, Piemont-Sardinien. Karl Albert (Carlo Alberto 1831-49, kong Charles Albert af Piemonte) var af Huset Savoyen og blev konge af Sardinien og Piemont. Han var kun kommet på tronen i Torino ved at love Østrig at opretholde den gamle absolutisme, og han betænkte sig længe på at bryde sin ed. Men ved efterretningerne sydfra blev kravene heftigere, og efter at have rådført sig med sin skriftefader, lovede han d. 8 februar en forfatning, og d. 4 marts blev den sardinske forfatning udstedt, og den er senere blevet udvidet til at gælde for hele Italien. Nabolandet Lombardiet, med storbyen Milano som hovedby, var på det tidspunkt under Østrig. Men alt dette forfatningsgrundlag var skrøbeligt og usikkert, da Østrig endnu havde Lombardiet og Venedig. Metternich ville aldrig tillade, at der op ad Østrigs grænser indrettedes konstitutionelle stater, der ville være lige arnesteder for agitationen mod det østrigske herredømme i Italien. Især det rige Lombardiet var værdifuldt for Østrig, og det gav alene en sjettedel af alle huset Habsburgs indtægter. For at bevare Lombardiet ville Østrig vove meget. Så kom budskabet om opstanden i Wien og Metternichs fald, og straks rejste både Milano og Venedig sig mod de forhadte fremmede fra Østrig d. 18 marts 1848. I Milano havde den 82 årige Radetzky kommandoen, og efter 2 dages barrikadekamp i gaderne, hvor oldinge, kvinder og børn kæmpede ved mændenes side mod kroaterne og tyskerne, måtte Radetzky rømme byen med sine 13.000 soldater. Han forsøgte forgæves at storme Milano og d. 22 marts måtte Radetzky, for ikke at blive afskåret fra sin tilbagetogslinje til Østrig, trække sig tilbage til den såkaldte fæstningsfirkant, egnen mellem Verona, Mantua, Peschiera og Legnano. Der var mange lig (300) og ødelagte huse p.g.a. Radetzky´s kanoner. I Venedig tabte de ledende østrigere fuldstændig hovedet, og revolutionen under advokaten Daniel Manins førerskab bemægtigede sig arsenalet og byen. Den østrigske general Zichy måtte overgive sig, og republikken Venedig (den Venetianske Republik) blev erklæret på Markuspladsen d. 23 marts 1848, og snart havde alle byerne i Venetien sluttet sig til opstanden. De af Østrig afhængige hertuger i Farma og Modena tog skyndsomst flugten, og af alle sine italienske besiddelser havde Østrig efter få dages forløb kun fæstningsfirkanten tilbage. I hele Italien vakte den lombardisk-venetianske rejsning en stormende glæde, og overalt satte man sig i bevægelse for at ile brødrene til hjælp. Men den eneste, der med udsigt til sejr kunne tage kampen op, var Karl Albert. Huset Savoyens gamle politik var altid mod Østrig, og folkestemningen krævede bydende, at de piemontesiske tropper skulle rykke over grænsefloden Ticino. D. 23 marts besluttede man i Milano at tage kampen op, og med bøndernes hjælp og en hær fra Piemonte, kunne piemontesernes fortrop drage ind i Milano d. 26 marts. Fra alle sider strømmede hjælpekorps, rebeller og friskarer til, »korsfarere« kaldte de sig. Neapel sendte 13,000 mand, fra kirkestaten kom 10,000, som paven havde givet sin velsignelse med på vejen, idet han dog formanede dem til kun at forsvare Kirkestatens nordgrænse, men naturligvis rykkede de ind i Lombardiet. Fra Toscana kom 5,000 mand. I alle større byer dannede der sig bataljoner af frivillige, studenter og borgere, der drog nordpå. I begyndelsen føjede alt sig heldigt for piemonteserne. Efter sejren ved Goïto tiltvang de sig overgangen over Mincio d. 8 april, og de stod nu inde i selve fæstningsfirkanten. Selvom italienerne var de overlegne i tal, stod deres hær ikke i krigsvanthed på højde med de østrigske regimenter. Og Karl Albert manglede overblik, og formåede ikke at kombinere de enkelte troppeafdelingers bevægelser. Og mod ham stod Østrigs mest erfarne krigsherre, Radetzky. Han havde gjort alle Østrigs krigstog med lige fra kejser Josefs tyrkerkrig, og hans beslutninger gennemførtes med sikkerhed og kraft. Og imens rejste man sig i ryggen på piemonteserne. Mazzini var ilet til Lombardiet hvor han fik dannet en provisorisk regering. Han var en uforsonlig fjende af huset Savoyen, thi hvis kongeriget Sardinien blev stærkt, ville det være en fare for gennemførelsen af den italienske republik, som mazzinisterne drømte om. Og medens man skulle synes, at forjagelsen af østrigerne måtte være det første, dét hvorom alle patrioter kunne enes, søgte Giuseppe Mazzini på alle måder at lamme den piemontesiske hærs fremgang. Han søgte at forhindre, at hæren fik tilførsler og holdt de frivillige tilbage. I Milano blev kongen genstand for de lumpeste bagvaskelser, og til republikanernes had skiltede sig fyrsternes skinsyge. De havde, tvungne af deres folk, måttet sende hjælp til piemonteserne tropper, og nu havde de sundet sig tiltrådte tilbagetoget. Pius IX erklærede, at intet lå ham fjernere end en krig mod Østrig, det var imod hans vilje, at tropperne var gået over grænsen d. 29 april. Med denne erklæring lagde paven sig for evigt ud med sit folk. Alle drømme om et samlet Italien under en frisindet pave var for evigt henvejrede. Pavens omslag gav kong Ferdinand II i Neapel mod til et statskup. D. 15 maj da rigsdagen skulle træde sammen, kom det til gadekampe i Neapel. De liberale, der havde kongen mistænkt, opkastede barrikader, men kongen var også parat. Han lod sine schweiziske lejetropper og sin garde rykke frem, medens bomberne fra citadellet regnede ned over byen. Lazzaronerne slog sig på troppernes parti, og under mord og plyndring gik dagen og natten, de liberale aristokraters paladser, der var skudt i brand, lyste som fakler for de plyndrende og myrdende bander, der havde fri tøjler overfor alle, der mistænktes for liberalisme. Kongen lod endog fængslerne åbne, for at forbryderne kunne styrte sig over borgerskabet og øge rædselen. De der kunne, reddede sig ud på en fransk krigsflåde, der lå opankret i bugten. Til sidst tvang den franske admiral kongen til at holde inde. Men rigsdagen blev opløst, de frisindede ministre sendt på galejerne eller indsatte i Neapels berygtede fængsler. »Det er sådan, at man bliver herre over en revolution,« sagde kongen stolt og selvglad. Den neapolitanske hær blev kaldt tilbage fra krigsskuepladsen. Tusinder af fanger måtte vansmægte i gyselige fængsler. I 1850 ansloges tallet af fanger til 15-20,000, men tallet var større. Bastonnade, mishandling og pinsler brugtes i stor udstrækning i kong Ferdinand IIs fængsler. Men krigen var nu ikke længere en national, fælles krig. Tilbage havde Karl Albert kun sin egen hær og nogle tusinde friskaremænd. Og medens kongen rådløs spildte tiden, sendte wienerhoffet rub og stub til Radetzkys hær, da de kunne se at huset Habsburgs skæbne afhang af den italienske krig. Krigen gik med vekslende held, men mere og mere syntes sejren at hælde til østrigernes side. Ligesom for at få en erstatning for dem, der var faldet fra, søgte Karl Albert at knytte hele Overitalien uløseligt til kongeriget Sardinien. Den tilslutning gennem folkeafstemninger, som skulle lykkes en halv snes år senere, begyndte allerede nu. D. 29 maj besluttede Lombardiets befolkning, trods alle mazzinisternes anstrengelser, med 560,000 stemmer mod 700, at slutte sig til Sardinien. Karl Albert lod sig derfor d. 14 juni udråbe som konge af Overitalien. De venetianske republikanere nølede noget med at slutte sig til det ny kongerige, men et folkeopløb tvang Manin til at give efter, og d. 4 juli forenedes Venedig med Lombardiet og Piemont. Men sejren afhang ikke af folkeafstemninger. Radetzky, der var Østrigs greve og feltmarskal, havde en hær, der efterhånden var bragt op til 120,000 mand, og den var langt overlegne sardiniernes hærstyrker. Alligevel spredte Karl Albert sine tropper, og ved Custozza kom det d. 25 juli (23 juli ?) til det afgørende slag. Dagen var uhyre varm, så at mange soldater sank om og var ramt af solstik eller blev vanvittige. Karl Albert førte selv sine 40,000 mand mod de langt talrige østrigere, der ydermere stod på nogle velbefæstede højder. I 9 timer stormede de sardinske tropper, men gang efter gang blev de slået tilbage, men de ordnede sig til et nyt stormangreb. Først kl. 19 om aftenen opgav kongen håbet og tiltrådte tilbagetoget. Udenfor Milanos mure samledes resterne af hæren, 25,000 mand, fuldstændig demoraliserede af nederlaget og tilbagetoget. Østrigerne havde sejret over italienerne. Kongens krigsråd opgav enhver tanke om krigens fortsættelse, og søgte at opnå fri hjemmarsch af Radetzky mod at afstå Venedig og Lombardiet. De samme milanesere, der havde ladet sardinierne ene om slagene, og som havde knurret over de fornødne udskrivninger til hæren, kom nu i det frygteligste oprør. Karl Albert blev erklæret for »en forræder, der havde solgt dem«, og han blev endog en tid ligefrem belejret i sit palads af en rasende folkehob, der skød ind gennem ruderne på ham. Radetzky rykkede imens frem og d. 6 august forlod kongen Milano, og med den sardinske hær fulgte over 30,000 flygtninge, der med rette frygtede den østrigske måde at kue en rejsning på. Da Radetzkys hær rykkede ind gennem portene med grønne grene om sjakoerne, var alt tyst og lydløst som i en uddøet by. D. 9 august sluttedes en våbenstilstand, hvorved alt blev som før krigen. Ved Custozza var ikke blot Karl Albert blevet slået, men her blev tillige det liberale parti slået ned. Dets mål var: Italien befriet for østrigerne, i de enkelte stater konstitutionelle, monarkiske forfatninger, og de forskellige italienske stater sammensluttede til et italiensk forbund med kongen af Sardinien eller paven i spidsen. Og nu havde paven skuffet alle forventninger, og den sardinske konge var slået og havde måttet bøje sig for de forhadte fremmede østrigere. Det liberale partis nederlag gav de radikale vind i sejlene. De ville gå den omvendte vej, først styrte fyrsterne, samle hele Italien til en republik og så marchere mod østrigerne. Først indre frihed, derpå ydre frihed. »Den, der endnu håber på herskerhusene,« råbte Mazzini ud, »har hverken hjerte eller sand kærlighed til Italien eller tro på fremtiden.« Republikanerne besluttede da at gøre det om og gøre det bedre. Først gik det løs i pavestaten. Pius IX søgte at besværge stormen ved at tage den franske gesandt ved pavestolen, grev Rossi, til minister. Han var en udmærket administrator, og bragte orden i de forkvaklede pengeforhold og gennemførte reformer. Rossi blev ryddet af vejen ved snigmord, da han d. 15 november 1848 begav sig hen for at åbne rigsdagen og forelægge den sit program. Her styrtede på rigsdagsbygningens trappe en ubekendt ham imøde og borede ham en kniv i halsen. Borgergarden så til og gjorde ikke noget for at forhindre mordet eller gribe morderen. Med dette mord brød anarkiet løs i byen. Folkehobene styrtede mod Quirinalet og belejrede paven, og mellem den schweiziske garde og mængden rasede kampen. Til sidst gav paven efter og kaldte de radikale til magten, men samtidig erklærede han overfor de fremmede magters gesandter, at han kun havde gjort det tvungen, og at alle de ham aftvungne indrømmelser på forhånd var ugyldige. Paven flygtede fra Rom d. 24 november 1848 og tog ophold i den neapolitanske fæstning Gaëta, hvorfra han tog alle sine indrømmelser tilbage. Rigsdagen svarede med at indkalde en grundlovgivende nationalforsamling, og uagtet paven truede alle dem, der deltog i valget, med kirkens store ban, foregik valgene under stor deltagelse. Den sammentrådte forsamling erklærede d. 9 februar 1849 pavens verdslige herredømme for ophævet og kirkestaten for en republik. Et triumvirat med Mazzini tog den udøvende magt, og opretter den Romerske Republik, og fra alle egne strømmede mazzinisterne til Rom, og de radikale havde fuldstændig magten dér. Og der kom snart en ny flygtning til den neapolitanske fæstning Gaëta, storhertug Leopold af Toscana. Han havde før 1848 gennemført gode og gavnlige reformer, han havde givet en fri forfatning, og han havde optaget de radikale i ministeriet, men det hjalp altsammen intet. De ville netop af med fyrsterne, og da republikanerne havde sejret i Rom, krævede de toscanske republikanere, at der skulle sammenkaldes en grundlovgivende rigsdag for hele Mellemitalien. Dette kunne og ville storhertug Leopold af Toscana ikke gå ind på, da det jo var politisk selvmord, og han foretrak da flugten. En provisorisk regering blev dannet under ledelse af advokaten Guerrazzi og professor Montanelli. Mazzini kom hvert øjeblik tilstede fra Rom, og arbejdede ivrigt på en sammenslutning af den romerske og den toscanske republik, og det så ud til, at republikanerne skulle have mere held med sig end fyrsterne og de liberale. Disse begivenheder virker ind i Piemont, og fremkalder dér en genoptagelse af krigen. Karl Albert frygtede for, at det republikanske eksempel skulle smitte af i hans land, at også hans rige skulle blive en republik, hvis han ikke kom de radikale i forkøbet og vendte sindene mod den nationale krig. Der var også meget andet, der drev til krig. De talrige lombardiske flygtninge ønskede at Piemont skulle sejre, da det var deres eneste udsigt til hjemvenden. Og i Lombardiet sørgede de østrigske krigsretter og de tunge udskrivninger, som Radetzky foretog, for at holde galden flydende. D. 12 marts blev derfor våbenstilstanden opsagt til d. 20 marts. Sardinien stod nu alene overfor Østrig. Det kunne sende 85,000 mand i marken, men overgeneralen, polakken Chrzanowski, var ikke Radetzkys lige, og dennes 70,000 østrigere var sejrsvante og godt disciplinerede. Krigen varede kun 4 dage. D. 23 marts 1849 bar østrigerne sejren hjem ved Novara. Kong Karl Albert søgte forgæves døden, han sporede sin hest midt ind i den tætteste kugleregn, men kuglerne, der havde bud til 5000 af hans mænd, som ønskede at leve, veg uden om det bryst, der søgte dem. Med magt måtte man rive ham ud af slaget. Om natten bad han om våbenstilstand, men den østrigske generalstabschef v. Hess havde kun bitre ord om hans troløshed. Da nedlagde han sin krone til fordel for sin ældste søn, Viktor Emmanuel. Endnu samme nat forlod han lejren, kun ledsaget af to tjenere, slap gennem de fjendtlige poster, og drog over Nizza til Portugal, hvor han døde allerede d. 26 juli, brudt i hjertet. Han havde fejlet meget og bødet hårdt derfor, og selve hans ulykke kastede en martyriets glans over kongedømmet, som måske gavnede det mere, end sejren ville have gjort. Hidtil havde det været republikanerne, der havde haft martyriets fordele, som havde kæmpet for friheden og var døde i landflygtighed, nu havde en konge kæmpet mandigt for Italiens frihed, og var død der langt borte. Næste morgen mødtes Viktor Emmanuel og Radetzky i et bondehus ved Novara og sluttede en våbenstilstand. Fredsforhandlingerne trak længe ud. Schwarzenberg ville lamme Piemont for lange tider, men Frankrig og England tog dets parti, og det slap da med at betale 75 millioner i krigsomkostninger. Måske kunne Sardinien være sluppet endnu billigere, hvis Viktor Emmanuel ville have dreje ind i reaktionen, da Østrig aldrig ville anerkende et konstitutionelt Sardinien. Men dertil var Viktor Emmanuel ikke til sinds. Han kaldte tværtimod til styret Massimo d'Azeglio, og i dette valg lå der et løfte om, at Sardinien ikke ville svigte hverken Italiens eller frihedens sag. Krigen havde et efterspil. I ryggen på den østrigske hær havde Brescia rejst sig. Feltmarskalløjtnant Haynau, som Radetzky havde ladt tilbage som reserve, ilede til, begærlig efter at vinde laurbær ved en streng tugtelse af oprørerne. Udefra og fra byens citadel blev Brescia bombarderet, og i 2 dage kæmpede borgerne i gaderne med fortvivlelsens mod. Selv kvinderne kæmpede med, hvert hus omtrent måtte tages med storm. D. 31 marts var Brescia atter østrigsk, og Haynau rasede som et vilddyr. Allerede da fik han navnet »Hyænen fra Brescia«, senere fik han endnu et »hædersnavn« som »Ungarns Bøddel«. Ligesom slaget ved Custozza havde givet stødet til de republikanske rejsninger, indleder slaget ved Novara deres undergang. Og ligesom 1848 var begyndt nede på Sicilien, tager reaktionen også sin udgang dér, og allerede efter Radetzkys første sejr over Karl Albert havde Ferdinand sendt en hær mod den oprørske ø. D. 6/7 september blev Messina bombarderet, et bombardement, der forskaffede kong Ferdinand II sit øgenavn »Kong Bombe«. Vestmagternes gesandter lagde sig imellem og en våbenstilstand blev sluttet. Men i 1849, da krigen atter brød løs i Norditalien, opsagde sicilianerne våbenstilstanden. Friskarer strømmede til, polakken Mieroslawski, der senere ledede opstanden i Baden, fik overkommandoen. Ved Catania kom det til slag d. 6 april 1849, og kong Ferdinand IIs hær sejrede. Sicilien blev nu undergivet et råt militærdespoti, og i hele Syditalien havde reaktionen magten. I Toscana havde de monarkisksindede liberale rejst sig mod republikanerne, og de havde taget magten i Florens, og opfordrede storhertugen til at vende tilbage. 18,000 østrigere rykkede ydermere ind i landet. D. 27 juli vendte Leopold hjem til sin hovedstad, det gamle blev genoprettet, revolutionens førere fængslede, men det hele gik dog af uden blod. Tilbage var kun de to republikker: Rom og Venedig, der efter slaget ved Custozza igen var blevet republik. Og til Rom flygtede alle de revolutionære, der var slået andre steder. Blandt dem var Giuseppe Garibaldi (1807-82). Han vendte hjem i april 1848 fra Sydamerika, og havde samlet om sig en trop af friskaremænd (rødskjorter), og havde manøvreret på egen hånd i ryggen på østrigerne oppe i Alperne. Efter Radetzkys sejr var han flygtet til Schweiz, og kom nu på sine venners bøn til Rom for at lede forsvaret. Thi dér måtte det komme til kamp. Fra Milano kom en gruppe med Angelo Masina som leder, for at hjælpe Mazzini og Garibaldi i Rom. Pius IX afslog hårdnakket alle mæglingstilbud, alle opfordringer om at vende tilbage, og han satte al sin lid til de bajonetter, som de katolske magter kappedes om at stille til hans rådighed. D. 30 marts samledes en konference af de fire katolske magter, Østrig, Frankrig, Spanien og Neapel, i Gaéta, for at forhandle om pavens genindsættelse i sin verdslige magt. Louis Napoleon, der ville vinde den katolske gejstlighed, kom imidlertid de andre i forkøbet, og franske tropper under general Oudinot landede ved Den Romerske Republik (tidl. Kirkestaten). Kampene startede d. 30 april 1849, og general Oudinot kom ingen vegne, og ventede til begyndelse af juni måned med at forsætte offensiven, til han havde fået samlet 30,000 mand. Med sit artilleri bombarderede han Rom, og d. 30 juni brød franskmændene ind i Rom, og italienerne kæmpede tappert i gaderne til d. 3 juli, hvorefter franskmændene kunne genindsætte paven. Dette blev slutningen på Den Romerske Republik. Samtidig havde østrigerne på pavens vegne erobret de nordlige og østlige dele af Kirkestaten. D. 12 april 1850 vendte paven tilbage, men hans verdslige herredømme blev kun holdt oppe af fremmede tropper, og Kirkestaten var viet undergangen, så snart Italien for alvor samlede sig. Kun på ét sted fra Alperne til Sicilien kæmpede man endnu for friheden, og det var i Venedig. Allerede i september 1848 lagde østrigerne sig foran byen, men Venedigs borgere ville ikke give tabt. I 4 uger regnede det dag på dag, og kanalerne gik over bredderne, lagunerne blev til moradser, sumpfeberen rasede i østrigernes hær. Da budskabet indtraf om Novara, erklærede nationalforsamlingen, at Venedig bøjer sig ikke, det vil kæmpe til det sidste, og Manin fik uindskrænket magt. Østrigerne måtte åbne en regelmæssig belejring med løbegrave. Sidst i maj faldt Fort Malghera, Venedigs brohoved, og østrigerne kunne nu rykke så langt frem, at de kunne kaste deres bomber ind i byen. Koleraen brød løs, og hungeren holdt sit indtog i byen. Men endnu opgav man ikke modet; da man satte sin lid til ungarerne. I 3 måneder bombede østrigerne Venedig. Først da Görgey havde overgivet sig ved Vilagos, gav Daniel Manin og Venedig tabt og sluttede d. 24 august 1849 en overenskomst med Radetzky, hvorefter 40 af revolutionens førere skulle gå i landflygtighed. D. 30 august holdt Radetzky sit indtog. Østrigs italienske herredømme var genoprettet i dets fulde omfang. Revolutionerne, der var startet i 1848 var forbi. Alt syntes tabt, og dog dæmrer allerede samlingens dag. Italienerne havde i Milano, i Venedig, i Rom, på Siciliens og Lombardiets slagmarker vist, at de kunne kæmpe selv mod Radetzkys øvede hær. Italienerne drog den slutning efter nederlagene, at det var ikke Mazzini og hans republikanere, der var mændene for at samle riget. Kun ved at slutte sig til Sardiniens nationale og frisindede kongehus var der vej fremad. Østrig havde sejret mod syd og mod nord, men mod nord samlede man sig om Prøjsen, mod syd om Sardinien, og der gik ikke mange år, før disse to magter kastede Østrig ud af både Tyskland og Italien, og samler de to riger, som det var den østrigske politiks livsmål at holde splittede og svage. Italiens enhed gennemførtes i 1859-61 ved hjælp af Frankrig, hvor Napoleon III (1848-70) regerede ret enevældig i frihedens og nationalitetens navn. Tysklands forening skete halvt på trods af de folkeklasser, som havde rejst kravet. I perioden 1815-48 havde de tre østmagter i enighed domineret, i 1848-70 fører Frankrig atter an, og efter 1870 blev det Tyskland. De samtidige enhedsbevægelser i Norden mislykkedes derimod, til dels netop som en følge af Tysklands sejre.

Allerede i december 1848 kan man konstatere, at de mange revolutioner og oprør i Europa blev præget af sejrherrernes brutalitet. Selvom arbejder og folkemasserne i den revolutionære bevægelse fra 1848 ikke havde vundet, blev det vigtigste resultat af de folkelige oprør, at Europas folk havde tabt deres illusioner til de herskende klasser. Efter at revolutionerne i 1848 var slået fejl, blev alle arbejderklassens partiorganisationer og partiblade på det europæiske kontinent knust af magtens jernnæve, og arbejdets mest fremskredne sønner flygtede fortvivlet til republikken USA, og de stakkede frihedsdrømme veg for en epoke, hvor industrifeber, moralsk forsumpethed og politisk reaktion havde magten. De kontinentale arbejderklassers nederlag, hvortil det engelske diplomati, dengang som nu i broderlig forening med kabinettet i St. Petersborg, i ikke ringe grad bidrog, bredte snart sine smittende virkninger til denne side af Kanalen. Mens den kontinentale arbejderbevægelses undergang lammede den engelske arbejderklasse og brød dens tro på sin egen sag, genvandt jord- og pengelorderne deres allerede temmelig rokkede selvtillid. Frækt tog adelen og borgerskaberne indrømmelser tilbage, som de allerede havde givet løfte om. Opdagelsen af nye guldlande førte kort efter til en kæmpemæssig udvandring, der efterlod uudslettelige huller i det britiske proletariats rækker. Andre af dets tidligere aktive medlemmer lod sig fange af lokkemaden med bedre beskæftigelse og øjeblikkeligt højere lønninger og »tilpassede sig til de bestående forhold«. Alle anstrengelser for at opretholde eller nydanne chartistbevægelsen førte til intet, alle arbejderklassens presseorganer gik ind et efter et på grund af massernes ligegyldighed, og den engelske arbejderklasse syntes faktisk ingensinde før at have forsonet sig så fuldstændig med en tilstand af politisk betydningsløshed. Hvis der hidtil ikke havde eksisteret noget fællesskab i handling mellem den britiske arbejderklasse og kontinentets arbejderklasser, så havde man nu i hvert fald et fællesskab i nederlaget. Arbejderklassens usle kår blev ikke forbedret fra 1848 til 1864, men overalt udviklede socialismen og kommunismen ideer sig.

Webmaster