Fernando Linderberg fra København (1854-1914) var den første formand for Socialpolitisk Forening fra 1898. Hans far var indvandret svensk skræddersvend, og moderen sad i trange kår i Kerteminde, efter faderens tidlige død i 1853. Ferdinando kom derfor i pleje hos en grundtvigsk gårdmand og han blev stærkt påvirket af den orientalske overtro, og han blev sidenhed frastødt af den socialdemokratiske anti-religiøse agitation. Ferdinando var ganske nervøs for at arbejderklassen og socialismen ville vende ryggen til kristenheden, og i hans artikler fandt han på at give kristendommen et socialt indhold, og hævdede bl.a., at kristendom og social eller socialistisk opfattelse ikke står i modstrid med hinanden. Som altid i historiens forløb forsøgte de kristne at tilpasse sig de nye herskende klasser og vilkår, for at kunne forsætte deres udbredelse og forkyndelse af deres overtro. Historisk har de skabt utallige fjendebilleder. Men også her i Fernando´s tekst har »man« undladt at fortælle om paver og præsters igangsættelse af store folkemyrderier på de andre, på arianerne, på muslimerne via korstogene, på albigenserne, anabaptisterne, osv.. Fernando fortæller os ikke noget om de italienske tyranstater eller inkvisitionen og han tager ikke afstand fra katolicismen. Fernando blev begejstret af den amerikanske Henry George lære om jordrenten og samfundets ejendomsret til jorden (jfr. Retsforbundets politik). I 1888 var han med til at stifte »Dansk Arbejderforbund«, der skulle vinde de forhutlede danske undertrykte landarbejdere for »den sociale kristendom«. I nedennævnte tekst om »Borgernes fremkomst« givet Fernando en beretning om mange tildragelser i vesteuropæisk historie. Men teksten er værd at læse, med de utallige detaljer, som vi ikke finder andre steder. Men han forklarer ikke hvorfor, at danerne blev ejendomsløse før Absalons tid, efter at kristendommen var kommet hertil fra England med Knud den Store, og heller ikke om Knud den Helliges selvtægt og tyveri. Vi hører ikke noget om kirkens stilling til hoveriet og al anden modbydelig undertrykkelse og krig. Kirken fortæller os ikke tydeligt, om de voldsmænd, der bragte kirken til landene. »Enhver står fare for at tabe sin sjæl, som ej iagttager fuldkommen lydighed overfor kongedømmet; thi kongedømmet er indstiftet efter guds bud og ikke ved menneskeligt påfund, ingen bliver konge uden ifølge guddommelig tilskikkelse. Kongen tjener gud i sit kongedømme, og kongen er den første i staten, og også den øverste i kirken«. Og så genoptog og studerede de romerretten for at genoprette godsvældet og tyraniet, og de delte jorden til deres mænd, der havde slået de frie folk ihjel. Men forbrydelserne mod menneskeheden falder muligvis udenfor fremstillingen af »borgerklassernes fremkomst«. Men der fortælles da om, at gildesfællesskabet i byerne har afløst og givet erstatning for det sprængte og forbudte slægtsfællesskab. En smule erindring burde forbryderne dog have overfor de store myrderier i Syd- og Mellemamerika efter Columbus ankomst, og senere i Nordamerika mod indianerne dér - netop også i Fernando´s levetid. Men ligesom hos Louis Pio, har de oprindelige folkeslag og stammer ingen rettigheder i forhold til den hvide race og den kristne mafia, selvom mafiaen var adskilt i forskellige kæmpende grupper. I Fernando Linderbergs tid var imperialismen førende med militære hære og flåder mod andre kulturfolk - over hele kloden. Socialdemokraten K. K. Steincke (1880-1963) går i 1908 i kort debat med F. Linderberg under artiklen Den økonomiske historieopfattelse, og K.K. Steince kom også tidligt i opposition til Thorvald Stauning og Frederik Borgbjerg efter Steinckes´ udgivelse af artiklen »Kulturbetragtninger« i 1912, hvor han angreb socialdemokratiet og navnlig dets presse for at have overtaget borgerskabets former, manglende frisind og fordrejninger af de faktiske forhold. Fernando Linderbergs tekst herunder skal sammenholdes, justeres og opdateres med teksterne her: Lønarbejdets fremvækst * Betalingsmidlernes historie * Vesteuropa op til 1500 og Habsburgerne -IV. * Vesteuropas historie fra 1500 tallet -V.

Ved udsendelsen af nærværende 3. bind af mit hovedværk, der skildrer kræfter, former og tilstande ved udgangen af middelalderen, finder jeg anledning til påny at indskærpe, at min hensigt med dette skrift ikke egentlig er at fortælle historie, end mindre at skildre nye historiske enkeltheder. Mit øjemed er ved fremdragning af historiske udviklingslinjer at tegne billeder af de skiftende økonomiske og politiske former og de sociale tilstande, der fremstår i folkene under de vekslende former. Formålet med tegningen af disse billeder er derfor heller ikke i første række at give kundskab om svundne tider, men at bidrage til forståelse af, hvorledes de nuværende former med deres lys og skygge er opståede, og hvorledes de i kraft af den historiske udviklings lov nødvendig atter vil blive afløst af andre og nyere former. For at få billedrækken afsluttet, skulle der følge endnu mindst 1, helst 2 bind: henholdsvis om de kapitalistiske og socialistiske led i udviklingens kæde. Ved siden af at påpege de vekslende former og deres resultater er det mig magtpåliggende at vise, hvad det er for en hovedkraft, der ligger til grund for kulturens fremskridt i de vesteuropæiske samfund. Som Grundtvig i sin tid blev greben af harme, da han hos Kotzebue mødte spotten over »det visne kors«, har det bestandig oprørt mig, når jeg særlig fra arbejdernes tillidsmænd hørte og læste den uforstandige tale om, at kristendommen, kirken, præsterne stedse har stået og fremdeles står som en hindring for arbejdernes fremskridt, en betragtning, der for Silkeborg nye bogtrykkeri. Johansen & Jørgensen, nogle år siden fik sit bevingede udtryk i den majsang, hvori det bl.a. hed, at »broderkærligheden i lange nitten hundred år skindød, gemt blandt lig, i kirkens kælder lå«. Det står mig fuldstændig klart, at så længe den opfattelse er fremherskende indenfor arbejdernes kulturelle bevægelse, stænger arbejderne sig selv ude fra den åndsmagt, uden hvis medvirkning deres sag aldrig føres til sejr. Måtte da nu hensigten med værket i nogen måde nås. Måtte det finde den modtagelse, der betinger dets fortsættelse efter den lagte plan! København, marts 1908.

På de steder, hvor slægterne oprindelig samledes til ting, gudsdyrkelse eller våbenøvelse, fremstod som regel et marked. Sammenkomsterne blev den naturlige anledning til varebytte. Som symbol på, at pladsen var fredlyst, blev der rejst en stage med et halmbundt på toppen. Meget tidligt begyndte fyrsterne at betragte markedspladsen som et såkaldt regale: en plads, for hvis benyttelse der skulle svares afgifter i form af told på de ombyttede varer. Tolden kunne kun hæves af dem, der havde fået retten dertil overdraget af det fyrstelige overhoved. På de gamle markedspladser rejstes de første kristne kirker. Helgenens relikvieskrin blev nu markedets midtpunkt. Halmbundtet på stagen blev afløst af korset som mærke for den fredlyste plads. Markedets handel blev knyttet til kirkens messe. I tidens løb blev messen et fælles navn både for gudstjeneste og handel. Ved siden af kirken byggedes ofte en borg, forsåvidt ikke en sådan forud fandtes på pladsen. De heldigst beliggende steder valgtes af fyrster og bisper til deres mere fremtrædende boliger. Omkring de gejstlige og verdslige herrer samledes deres følge: præster og grever, husligt og militært tjenerskab etc.. Iblandt dette verdslige og kirkelige aristokrati fandt de små håndværkere deres bedste kunder. Det samme gjorde de omrejsende kræmmere. De gamle markedspladser samler den voksende befolkning, der efterhånden giver pladserne karakter af byer. Adskillige af de nye byer voksede op af de gamle romerbyers ruiner og dannede derved umiddelbart overgangen fra oldtidens til den nyere kultur. Dette gjaldt særligt Augsburg, Basel, Chur, Koblenz, Køln, Mainz, Metz, Regensburg, Spejer, Strassburg, Trier og Worms. For lange tider var der dog kun liden forskel på byen og på landet. »Den engelske by var kun et distrikt, hvori indbyggerne boede tættere sammen end andre steder«. Det samme var tilfældet med byerne på fastlandet. Undertiden påtog de nye bybeboere sig endog mod løn det arbejde for godsejerne, som de tidligere havde måttet udføre som hoveri. Fra St. Edmonds hedder det således bl.a.: »da landsbyen St. Edmond fik navn og frihed som by, tog dens beboere som arbejdere del i høstarbejdet; kun ridderne, præsterne og de godsejerlige embedsmænd var undtagne.« En arabisk rejsende fra det 10 århundrede skildrer Mainz som en »agerby, hvoraf en del var beboet, resten tilsået. Den er rig på hvede, byg, rug, vin og frugthaver«. Husene, der var små og uanselige, var enten af træ eller træværk klinet med ler. Endnu i det 10-11 århundrede kendte man hverken glasruder eller skorstene. Røgen fra ildstedet gik ud enten gennem et hul i taget eller gennem vinduet: det såkaldte vindøje. Vindueshullerne blev lukket med hullede skodder, lærred eller pergament. Indboet var tarveligt. I stedet for senge havde man kun slagbænke, der brugtes enten alene eller med halm og dækkener. Til belysning brugtes kun limpinde eller tråde flydende i fedt, der måtte smeltes, før de kunne brænde. Vokslys var for kostbare, og olie anvendtes endnu kun til kirkeligt brug. Ved måltiderne anvendtes kun skeer af træ, gafler var fuldstændig ukendte, selv på ridderborgene anvendtes fingrene til gaffelbrug. Man brugte ost, men kendte intet til anvendelse af smør. Det øl, der blev drukket, var så tyndt, at et enkelt bæger vin gjorde mere virkning end 44 bægre øl. I byens ydre var der lidet, der gjorde den forskellig fra landet. Gaderne bestod af veje uden brolægning eller fortove. Indenfor bygrænsen var der både marker og store haver. Ved alle huse fandtes møddinger, der alle gik ind under husene. Rundt omkring i byen lå store affaldsdynger, der stadig blev gennemrodede af svin og høns. En bestemt begivenhed kendetegner på ejendommelig måde de ældste byforhold. I 1183 holdt kejser Frederik I rigsdag i Erfurt, hvor han havde samlet en udvalgt kreds af fyrster og andre standspersoner. Pludselig vakler husets bjælker. Den hele glimrende forsamling styrtede ned i den under huset værende dybe kloak, hvor 8 fyrster og over 100 riddere fandt en ynkelig død. Kejseren selv frelste sig kun ved at springe ud gennem et vindue! Ingen tænkte på renholdelse. Om natten rugede mørket over den hele by. De fleste af borgerne drev selv både jordbrug og kvægavl og svarede deres afgifter i naturalier, i den første tid også ofte i arbejde. Hvad der skilte byen fra landet, var kun markedet, der gjorde den til midtpunktet for handelen. Den nye by er det varige (permanente) marked, hvad enten handelen foregår daglig eller samlet på særlige ugedage. Under disse nye omgivelser fødtes det nye borgerskab, der for første gang i historien forenede arbejde og frihed og blev bærer af et helt nyt og ejendommeligt kulturliv.

Under den hidtidige udvikling i middelalderen har to stærke magter krydset hinanden: 1) Krigernes færd, der har sin rod i hedningelivet og kulminerer i lensvælden; repræsentanterne for denne udplyndrede de mange til fordel for de få; 2) Præsteskabets virksomhed, der udspringer af kristendommen og sætter sig til mål at opdrage menneskene, høje som lave, og samle alle i kirkens store fællesskab. Trods alle hindringer fra krigerlivets voldshandlinger er opdragelsesværket i løbet af 1000 år nået så vidt, at store antal af de hidtil ufri mennesker nu kan rejse sig og med ord og dåd, og hævde deres selvstændighed. Samtidig er de økonomiske forhold udviklede således, at der nu er mulighed for, at en ny klasse af fri mennesker kan træde frem på den historiske skueplads. Hidtil har kun præsteskab og adel kendt til frihedens velsignelse. Nu kommer borgernes tid. Gennem den af præsteskabet hævdede asylret var kirken oprindelig det eneste fristed, hvor ulykkelige og forfulgte mennesker kunne søge tilflugt og ly mod krigernes daglige rå og brutale overfald. Hvor kirker rejstes i ly af borge, eller borge byggedes til værn for kirker, blev hele den af volde omkrandsede borgplads til et sådant fristed. Bag voldene eller palisaderne - senere murene - kunne hele den nærmeste omegns befolkning søge dækning mod fjendtlige overfald. De i borgdistriktet boende bønder danner på mange steder særlige forsvarsforbund, hvori enhver har sine bestemte rettigheder og pligter. Alle må deltage i forsvaret. Når signalet lyder, har de at møde væbnede og indtage deres plads i de kæmpendes rækker. Til gengæld nyder de den ret, at de med deres familie og gods kan søge ly på borgen, når de angribes af fjender. Det er denne ret, der kaldes borgret. Alle, der er i besiddelse af denne ret, er borgere. Det er disse borgere, der foretager begyndelsen til at gøre landkommunen til en fri by. På borgen hersker lensherren, den gejstlige eller verdslige fyrste, som enevældig regent. Det er ham, der indsætter embedsmænd til at lede forvaltningen og håndhæve rettergangen i det omkringliggende distrikt. Men lensstyret virker ikke tilfredsstillende. Borgerne trykkes af voksende skatter og usikkerhed. Lensherren forbeholder sig eneret til at bygge bagerovne og møller. Bønderne må betale for adgangen til at bruge ovnen og kværnen. Ved alle broer og landeveje kræves der told. Faldt lensherren i fangenskab eller bortgiftede han en datter, blev der hævet ekstra skatter til løsegæld eller medgift. Var vinhøsten tilendebragt, kunne det ret almindeligt hænde, at lensherren forbød sine undergivne at sælge vin de første 4-6 uger således, at han selv kunne få adgang til at sælge sin egen avl til forhøjede priser. I forbindelse med denne udplyndring af det fredelige arbejde stod den rådende foragt overfor arbejdets mænd og kvinder. I adskillige egne, særlig i Frankrig, skal denne endog have fået udtryk i den umenneskelige såkaldte førstenatsret (jus primae noctis): retten til at kræve, at bondebruden skal tilbringe brudenatten i godsejerens seng (Ifølge Thomas Mieres, der i 1439 kodificerede retssædvanerne fra Gerona, og den senere historieskriver Pujades bestod førstenatsretten i Katalonien lige til Ferdinand den Katolskes tid (1479-1516). Under nævnte konge blev denne ret afskaffet ved en lov, hvori det hed: »når en bonde har taget sig en hustru, må godsejeren ikke være sammen med hende den første nat, heller ikke må han bryllupsnatten, når bruden allerede ligger i sengen, som tegn på sin myndighed træde hende under fødder.« Polakken Popellow, der i det 15 århundrede berejste Katalonien, fandt dog fremdeles sædvanen i brug. Men selv hvor denne ret var ukendt, greb godsejerne ind i de ægteskabelige forhold. Det var almindeligt, at man skulle have godsbesidderens tilladelse, når bestemte personer ønskede at indgå ægteskab. Han kunne også hindre enker i at blive gift for anden gang. Hertil kom endelig, at de arbejdende mennesker aldrig følte sig sikre mod overfald og plyndring. Til enhver tid foruroligedes landevejene af væbnede svende, der optrådte som åbenbare stimænd. Krigerne fandt ofte en særlig glæde i at foretage specielle plyndringstog til de kommuner, der begyndte at opsamle en vis velstand. Forurettelsen mod arbejdets mænd samlede sig endelig i den fremherskende ejendommelighed, hvorefter al politisk ret var knyttet til besiddelsen af grundejendom, medens alle repræsentanter for arbejdet var politisk retsløse.

Den måde, hvorpå de lavere lensmænd optrådte mod deres højere foresatte, tjente borgerne til eksempel på, hvorledes de skulle hævde deres ret. Det var dagligdags begivenheder, at man rejste sine krav og stillede magt bag kravene. Borgerne begynder derfor at danne forbund, hvori man sværger hverandre troskab med det for øje at frigøre sig for lensvælden og grundlægge fri kommuner. »En kommune var foreningen af de hidtil ufri, nu organisatorisk sammenknyttede mænd, der gennem ed havde svoret at stå sammen i liv og død for at opnå den fælles frihed og ikke tåle, at man fratog dem noget eller beskattede dem imod deres vilje.« Den stemning, der bar bøndernes rejsning, har fået et poetisk udtryk af digteren Robert Vace i det 12 århundrede: »Bønderfolk og almueslæng, folk fra skov og folk fra eng, uden at nogen grunde ved, eller af hvem de var bragt på gled, i flokke på tyve til hundred mand til forsamlinger vandrede hen. Mellem dem selv de der rådslå, og mange af dem de sværge på, at aldrig med deres minde til, foged eller herre de have vil. Herrerne gør dem bare fortræd, at yde dem ret de tør ej ved. Ej have de gavn af al deres flid, men lide stor nød til hver en tid, hver dag vort kvæg de fra os tage, på hoveri må vi for dem drage. Hvi skulle vi tåle, de plage os, uden frygt vil vi dem byde trods. Mennesker er vi ligesom de, ligedan lemmer have og vi; vi haver også i brystet et hjerte, og ligeså dybt vi føle smerte. Vi skulle for sanden os værge godt, når fast vi holde sammen blot. Vil de med krig os falde an, mod hver ridder vi stille kan tredve til fyrre bønders tal, som i kampen nok sejre skal.«

De første rejsninger foregik allerede i det 11 århundrede. Byerne Cambrai og Beauvais roser sig af at have været de første, der optog kampen for selvstyret. I 1070 foregik rejsningen i Le Mans. Som gnister i tør lyng fængede ilden ud over hele fastlandet. Abbed Guibert fra Nogent kendetegnede bevægelsen som følger: »kommunen, et af de nyeste og værste navne, forlanger, at de afgiftspligtige kun skal gøre deres sædvanlige skyldighed mod deres herrer en gang om året, - at der skal sættes bestemte pengebøder for deres forseelser, og at de skal være fri for alle andre skatter, som man plejer at pålægge hørige bønder.« Mange lensmænd søgte at slå bevægelsen ned. Men det medførte kun, at borgerne sluttede sig så meget stærkere sammen. Hvor lensmandens folk kom for at opkræve skatter eller plyndre, blev de drevet tilbage med magt. Når borgerne havde sejret, satte de først borgen i øget forsvarsstand: rejste i fællesskab nye volde og forskansninger omkring byen på samme tid, som hver enkelt bestræbte sig for at gøre sit hus til en fæstning. Sejrede herrerne, måtte bønderne påny føle de mægtiges overmod. Enkelte småtræk vil vise, hvorledes dette blev lagt for dagen. I 1227 havde nogle borgere i Tournai overfaldet og dræbt en præst. Deres fremgangsmåde synes at tyde på, at præsten må have gjort sig skyldig i en væsentlig forseelse. Han blev nemlig trukket ud af kirken, slæbt gennem gaderne og hængt i en galge. I denne anledning blev hele byen af biskoppen idømt følgende straf: Rådmændene måtte i bare skjorter og på bare fødder, de øvrige borgere i fuldstændig bodsdragt, drages i optog gennem byen til præstens grav. Med deres bare hænder måtte de udgrave hans lig og i højtideligt optog bære dette gennem gaderne tilbage til graven. Flere af de ledende mænd måtte derefter gøre en valfart til Rom, hele byen måtte betale en stor bøde og stifte et kapel. De verdslige herrer kunne gå endnu skrappere til værks. Da borgerne i Gent lå under i en kamp mod deres greve, blev de tvungne til at underkaste sig følgende vilkår: alle mænd fra 15 til 60 år skulle begive sig ud af byen med bare hoveder, kun iført skjorten og med et reb om halsen. I denne stilling skulle hver enkelt præsentere sig for greven, der i følge sin høje myndighed bestemte, hvem der skulle klynges op, og hvem der af sær grevelig nåde skulle slippe med skrækken. Det er selvsagt, at virkningen af den art behandling kun var den, at borgerne selv efter nederlag rustede sig til hævn. De frihedsbreve, som efterhånden blev udstedte, var derfor i virkeligheden kun lige så mange fredstraktater mellem lensherrerne og borgerne. I disse frihedsbreve anerkendtes først og fremmest kravene på den personlige frihed: retten til at indgå ægteskab efter eget valg og sikkerhed for liv og ejendom. Der var dog også lensherrer, som frivilligt kom borgernes krav i møde. Adskillige erkendte, at det var i deres egen interesse, at der på deres len udvikledes et frodigt borgerliv, der kunne støtte dem både med skatter og soldater. Fortrinsvis blandt kirkens repræsentanter fandtes der mænd, der under kampen optrådte på borgernes side. Forrest i rækken af kirkelige frihedsmænd stod ærkebiskoppen af Reims, Wilhelm af Champagne (1176-1202). Han skænkede byen Beaumont fuldstændigt selvstyre således, at alle borgerne skulle have del i dette. Enhver ny borger skulle på billige vilkår anvises grund til huse og jord til dyrkning. De enkeltes rettigheder blev nøje afmålt og klart udtrykt. Ærkebiskop Wilhelms eksempel blev i den følende tid fulgt i mange byer. Ikke mindre end 500 byer skal i det følgende århundrede have taget Beaumonts forfatning til mønster. Hvor kirkens mænd i disse kampe optrådte på folkets side, blev de ofte efter deres død ophøjede til byens helgener og skytspatroner. Af sådanne kendes bl.a. St. Adalbert af Prag, St. Wulfgang af Ratisbon, St. Ulrich af Augsburg, St. Heriterth af Køln og St. Uthelred af Winchester.

Den bedste støtte for deres bestræbelser fandt borgerne i kongemagten, som samtidig var i færd med overfor lensvæsenets splittelse at udvikle sig til nationens centrale kraft. »Uden kongens støtte og hjælp var det aldrig lykkedes borgerne at løsrive sig fra lensherrerne og hævde deres frihed.« Kronens repræsentanter erkendte, at de i den nye folkebevægelse havde et grundlag, der kunne give dem en betydelig støtte overfor de oppositionelle lensmænd. Det 12-14 århundredes kongedømme blev derfor den sociale fremskridtsbevægelses kongedømme. Kongerne opstillede den grundsætning, at kun kronen havde ret til at tilstå en kommune den endelige frihed. Philip II august af Frankrig (1180-1223) anerkendte alene over 80 forskellige byforfatninger. Ludvig d. Hellige (1226-1270) udgav den første borgerlige lovbog, der i 209 kapitler skildrede forholdene i Paris og Orleans og fremhævede disse byer som mønstre for andre byer. (den engelske historiker Eduard A. Freeman skriver om denne konge, at »han aldrig afveg fra rettens vej, aldrig svigtede et løfte, selvom det blev til hans egen skade. Ved at omgive kronen med genskinnet af hans egne dyders glans bidrog han mere end noget andet menneske til at forøge dens magt.«) I udformningen af grundsætningen om byernes frihed betragtede kongerne sig som håndhævere af den kristelige opfattelse af menneskeretten. I en forordning af Philip den Smukke af 1311 hedder det således bl.a.: »Enhver menneskelig skabning er skabt i guds billede og må således i kraft af naturretten være fri og må derfor ikke gennem trældommens åg berøves friheden.« Ludvig X (1314-16) frigav »alle kronens ufri bønder« og udstedte d. 13 juli 1315 en forordning om den personlige frihed, hvori det bl.a. hedder: »Eftersom, ifølge naturens orden, enhver bør fødes som fri mand, men ved skikke og sæder, der stamme fra gammel tid af og hidtil ere vedligeholdte i vort rige, måske ved vore forgængeres fejl, mange af vore undersåtter holdes i livegenskabets bånd og under trykkende kår, hvilket gør os af hjertet ondt...så overdrage og byde vi eder, idet vi fuldelig stole på eders troskab, at i, i kraft af dette vort brev, gå til amtet og dets underliggende område, og med alle og enhver, der bede eder derom, slutter overenskomst angående den erstatning, de kunne yde os og vore efterkommere for dette livegenskab, og derfor give i dem, på vore og vore efterfølgeres vegne, fuldkommen og vedvarende frihed på ovennævnte måde, og efter hvad vi mere udførligt have sagt, erklæret og overdraget eder mundtligt. Og vi tro herved oprigtigt, at vi, på vore egne og efterkommeres vegne, ville erkende og samtykke, holde og lade holde og overholde, hvad i gør og aftaler om ovennævnte ting, og de breve, i udsteder angående vore ejendomme, erstatning og frigivelse til byer, menigheder, godser eller enkelte personer, erkende vi uden nærmere omstændigheder for rigtige og vil give tilståelse derom, når det kræves af os. Endelig byder vi alle vore retstjenere og undersåtter, at de i alle disse ærbødigst skal adlyde eder.« Gennem dette kongebud fandt den nye borgerbevægelse sin officielle retslige anerkendelse. På tilsvarende måde blev der grebet ind af kongerne både i Tyskland og England. Allerede under Wilhelm Erobreren (1066-1087) blev det slået fast: »borge og byer er grundede til beskyttelse for indbyggerne, hvorfor borgernes frihed skal anerkendes.« Til de rettigheder, som borgerne opnåede i byen, hørte frem for alt retten til at være fri mænd. »Når ufrie folk har boet i vore byer år og dag uden at blive tilbagefordrede, skal de fremdeles være frie for alt trældoms åg.« I Tyskland optrådte kejserne i samme retning. Af Henrik IV (1056-1106), Henrik V (1106-1125) og Frederik I (1152-1190) blev der udstedt frihedsbreve, der af borgerne blev tillagt den betydning, at de med store jernbogstaver lod brevene opslå på kirkemurene. Det første af disse frihedsbreve blev skænket til Worms d. 14 januar 1074. Kernen i den nye borgerret var overalt den sætning, der blev betragtet som en hellig grundsætning: byluften gør fri. Denne sætning fik særlig vidtrækkende betydning ved en forordning, der blev udstedt af kejser Henrik V. De godsejerlige herrer gjorde fordring på de afdøde slavers efterladte arv, hvad der var til megen sorg og forurettelse for den efterlevende familie. Dette blev der gjort ende på ved følgende forordning af 1114: »vi har hørt folkets klageråb over de endeløse plagerier; men fremtidig skal det ikke have grund til klage. Hvorfra end manden er, og hvorfra han end har fået sin hustru, skal de herefter uden undtagelse nyde den ret, at ingen godsejerlig foged må skille ægtefællerne ad eller efter døden gøre fordring på noget af den efterladtes arv. Alt, hvad den afdøde har efterladt, skal tilhøre hans overlevende ægtefælle og deres børn. Findes ingen børn, skal formuen efter begge ægtefællers død gå over til nærmeste arving.« Denne forordning blev almindelig gældende i de tyske byer. I England voksede de største og betydeligste byer frem på kronens godser, bl.a. Canterbury, York, Winchester, Southampton, Nottingham, Gloucester etc.. Borgerrettighedernes historie er her kun historien om lige så mange krav, som blev rejst og imødekomne. Når man kender begivenhedernes gang i en enkelt by, kender man dem i alle. Endnu under Henrik II (1154-1189) udgjorde Norwich en del af et krongods. Under Richard I får den 1194 sit første frihedsbrev, hvorefter byen skal betale kronen 200 mark årlig. I 1223 og 1256 blev rettighederne udvidede. Men først i 1403 opnår byen, efter at have betalt Henrich IV 1000 £, en bylov efter dens egen fri valg. Fremgangsmåden ved forhandlingerne om rettighederne illustreres på en træffende måde fra Ipswich, der fik sit første frihedsbrev af kong Johan d. 25 maj 1200. Den følgende måned samledes borgerne og valgte deres første borgmester og 12 medlemmer til byens råd. Dette råd måtte aflægge ed på, at det ville regere ærligt og hævde byens rettigheder. Alle borgerne må dernæst sætte deres hænder mod den hellige skrift og højtideligt sværge, at de fra den stund vil lyde og vogte byens ret. London, hvis tilværelse som fæstning går helt tilbage til romertiden, valgte sin første borgmester i 1191. Det var Henry Alwynsson, der beholdt embedet for livstid. Fra år 1200 skal der ligeledes på livstid være blevet valgt 25 oldermænd, der hver repræsenterede et særligt distrikt af byen. Ved et frihedsbrev af d. 9 maj 1215 fik byen anerkendt sin ret til årlig at vælge en ny borgmester ud af borgernes egen midte. Den valgte borgmester blev meget almindelig tillige kongelig foged, der havde at opkræve de kongelige skatter. Men begge stillinger smeltede for lang tid sådan sammen, at det slet ikke kom frem i bevidsthederne at spørge om, når han optrådte i den ene eller i den anden egenskab: som kongens repræsentant eller som borgernes tillidsmand. Til de særlige rettigheder, som handelsborgerne gjorde fordring på, hørte retten til fri handel gennem hele riget. I et frihedsbrev fra Henrik II (1154-1189) til købmandsgildet i Winchester hedder det udtrykkelig: »jeg befaler, at mine borgere af købmandsgildet med alle deres varer skal være fri for told, vejpenge og andre hidtidige afgifter.« Men denne ret gælder kun medlemmerne af gildet. Den samme særret for købmandsgilderne gjaldt også i de andre byer. I de byer, der voksede op på de adelige og kirkelige godser, mødte borgerne større hindringer. Mange både verdslige og kirkelige lensmænd gjorde stærk modstand imod de af borgerne rejste krav. Men hvad enten modstanden var større eller mindre, blev den overalt overvunden. Det gik i England som på fastlandet: byerne blev lige så mange midtpunkter for borgerlig frihed. Jo mere modstand, lensmændene gjorde, des mere blev det påskønnet, at kongemagten kom borgernes krav i møde. Det var gennem denne optræden, at kongemagten i den opadstræbende borgerklasse vandt sine mest hengivne forbundsfæller. Borgretten repræsenterede et stort historisk fremskridt. Borgeren kan frit råde over sin skæbne, gifte sig, tage bestemmelse om sine børn, sælge, købe, erhverve og testamentere uden at spørge grundejeren om forlov. Medens det, som nævnt, blev almindeligt, at et års ophold i en by gjorde fri, var der mange byer, hvor denne tidsfrist blev indskrænket til 40 dage. I Haarlem blev det endog i 1245 slået fast, at alle borgere, uanset om de havde opholdt sig i byen længe eller kort, skulle anerkendes som fri personer. Som enkeltmænd blev fri i egenskab af borger, blev kommunen suveræn i egenskab af by. Hidtil havde suveræniteten kun eksisteret på lensgodserne. Nu holdt den indtog overalt, hvor der fremvoksede en ny by. I byerne gjaldt det overalt, at herren ikke var en mand, der herskede over sine medmennesker, men et menneske, der levede mellem sine lige.

I naturalhusholdningens ældste tid findes håndværket kun i klostrene og på borgene. Håndværkerne er enten munke, hustyende eller små jordbrugere, der svarer deres afgifter til godset i form af håndværksarbejde. Mellem de sidste fandtes adskillige der på den tid, da byerne dannedes, begyndte i større omfang at anvende deres specielle færdigheder i naboers og andres tjeneste. Eksempelvis kan nævnes, at der i det 11 århundrede i ærkestiftet Trier mellem 770 jordbrugere var 140, der tillige øvede håndværkergerning. Når de havde præsteret, hvad der krævedes på godset, betragtede de sig som fri mænd. Det er om denne klasse mennesker med rette sagt, at de stod med det ene ben på godsejerens grund og var dennes tyende, medens de satte det andet ben frem i det fri marked og higede mod den selvstændige tilværelse. Fra begyndelsen har de ingen driftskapital, men et simpelt stykke værktøj. Deres hverv er kun at bearbejde det råstof, som leveres af dem, der har frembragt dette, og som bruger det færdige produkt. Man har kaldt denne virksomhed for lønværket. Det optrådte under to hovedformer: vandrearbejdet og værkstedsarbejdet. Vandrearbejderen går fra hjem til hjem og øver sit hverv, hvor man kalder på ham. Hvor han arbejder, får han kost og bolig og en vis mindre pengeløn.(Endnu ved midten af det 19 århundrede var denne form almindelig for tømrere og skræddere på landet; en levning består endnu i de dameskrædderinder, der går rundt i husene og syer). Værkstedsarbejderen forarbejder i sit eget hjem det råstof, der bringes ham. Hos guldsmeden møder man med barrer af ædelt metal, hos kandestøberen med tin, hos væveren med garn og hos mølleren med korn. Fælles for begge former er det, at virksomheden ingen driftskapital krævede. Under forarbejdelsen er stoffet kun på vej til at blive brugsværdi, men optræder ikke som vare, bliver ikke genstand for omsætning, for handel, hvorfor det intet øjeblik repræsenterer kapital. Det færdige produkt, indeholder kun arbejdsværdi, ingen kapitalgevinst. Lønværket danner en overgangsform i retning af det selvstændige håndværk. Der knytter sig til denne form de ulemper, at særlig vandrearbejderen spilder megen tid med gangen til og fra arbejdsstedet, at begge under tiden har alt for meget, til andre tider for lidt at gøre ved det særlige hverv. Den ledige tid udfyldes ved arbejde på jorden. Det er udbyttet af jordbruget, der muliggør, at de kan optræde uden kapital. Jordbruget blev således midlet til, at denne klasse gradvis kunne arbejde sig ud af tvangsforholdene til borgherrerne.

Den første håndværker, der allerede optræder i landsbyen, er smeden. Han begynder som vandrearbejder, men bliver tidlig til værkstedsarbejder. For det meste er det landsbyen, der opretter smedjen og vælger en mand til embedet som byens smed. I så tilfælde har bymændene at svare visse naturalier til smedens underhold, det såkaldte »smedekorn«. Smedjen tjener da gerne tillige til forsamlingshus for byen. Undertiden hændte det også, at smeden ejede eller forpagtede jord og derpå selv byggede en smedje. I så tilfælde optrådte han mere som selvstændig håndværker. Den høje anseelse, smeden nød i den ældste tid, fremgår bl.a. af de høje bøder, der skulle betales, når man havde dræbt en smed. Medens man hos vestgoterne kunne sone drabet af en almindelig karl med 30 kroner, måtte man for drabet af en smed betale 50 kroner. Efter den saliske lov var forskellen henholdsvis 12 og 25 kr.. Næst efter smeden hører tømreren til de ældste håndværkere. Fra abbediet Münster fortælles om tømrere, der for deres lille jordlod havde at gøre 1 dags arbejde om ugen. Ugens andre dage havde de til deres egen rådighed. Hvis man i nogen af disse deres egne dage forlangte arbejde af dem på godset, fik de arbejdet betalt. I denne oplysning har vi et klart vidnesbyrd om, hvor nær godsejernes ufri håndværkere stod ved overgangen til den selvstændige og uafhængige virksomhed. Hvor håndværkerne begynder at optræde som selvstændige, forbeholder godsejeren sig ofte for en tid at give tilladelse til at udøve det bestemte erhverv. Således fremstår de såkaldte håndværkerlen, dvs. små jordbrug, hvoraf ihændehaveren svarer en vis afgift mod eneretten til i et bestemt distrikt at virke i det pågældende fag. Ved siden af smeden og tømreren kommer snart efter i større antal vævere, skræddere og skomagere. Smedearbejdet deles i flere grene: grovsmed, kleinsmed og andre arter af metalarbejde. Hvor landsbyen omdannes til by, kommer hurtigt selvstændige slagtere, bagere og bryggere. Idet de selvstændige håndværkere ligesom præster og læger mod visse vederlag skal stå offentligheden til tjeneste, betragtes de ligesom disse som indehavere af et embede: som embedsmænd. Med det selvstændige ølbryggeri foregår der væsentlige forbedringer i tilvirkningen af øllet.

Endnu før håndværket begyndte at vikle sig ud af det godsejerlige hylster, var handelen i gang i form af byttehandel. Allerede de omvandrende stammer, der stadig lå i krig med hverandre, havde som tidligere nævnt forstået at skabe fredelige mødesteder for varebytte. Den første fred blev sluttet for at få adgang til på fredlyst plads at foretage det første varebytte: den første handel. Hvem der brød markedsfreden, fik dobbelt straf. Da landbruget allerede i karolingernes tid begyndte at afkaste et overskud af produkter ud over, hvad der blev forbrugt på de enkelte godser, søgte jorddrotterne at drage mænd til, der kunne ombytte industrielle varer med landbrugsprodukter. De første handelsmænd var dog nærmest at betragte som håndværkere: folk, der for et forarbejdet produkt tilbyder et andet. Klædehandlerne har som regel selv vævet det tøj, som de søger ombyttet med andre varer. Købmanden optræder både som producent og handelsrejsende. Ofte tilbringer han lange tider på de rejser, som han foretager for som væbnet kusk selv at bringe sine varer til og fra markedet. Før byernes tid er handelen såvel som håndværket kun en bibeskæftigelse, der er knyttet til jordbruget. Men selv længe efter, at tankers og hænders snille i de nye byer er blevet grundlag for selvstændig bedrift, er det byttehandelen, der beholder overtaget. Det, der ved bydannelsen sker i rent økonomisk henseende, er det, at der foregår en arbejdsdeling mellem by og land. Landet frembringer råstofferne og næringsmidlerne. Byen forarbejder råstofferne og hidfører fra det fjerne, hvad der ikke kan frembringes på den lokale plads. Borger og bonde mødes på byens marked for gensidigt at udveksle deres produkter. Møntede penge brugtes endnu kun i ringe omfang og overvejende kun for at udligne forskellen i de ombyttede salgsgenstande. Varebyttet foregår på den mest primitive måde. Man har endnu ingen justerede lodder, men kun sten og træklodser til brug ved vejningen. Hvert bytte må foretages i overværelse af særlige dertil ansatte embedsmænd, der har at påse, at byttet foregår på den rette og ærlige måde. Først i det 12 århundrede begyndte den prægede mønt at anvendes i større omfang. Ved år 1200 har sølvmøntfoden sejret i Tyskland. Karl den Store havde fastsat, at møntenheden i hans rige skulle være 1 pund sølv af vægt 367 gram. Hvert pund deltes i 20 solidi, en solidus i 12 denarer eller penninge, men kun de sidste blev udmøntet. Hyppige af fyrsterne foretagne møntforfalskninger gjorde imidlertid, at man kun kunne bestemme værdien af pengene ved at veje dem. Købmændene gennemførte derfor nu bestemte vægtenheder, som de lagde til grund for alle værdi beregninger. I det tyske rige og adskillige andre lande regnede man således efter kølnske pund, der atter deltes i 2 mark. 1 mark sølv, kølnsk vægt, vejede 234 gram. Marken deltes i 20 schilling á 12 penninge. Begyndelsen til et rent selvstændigt handelshverv foregår ved, at der opstår mindre kræmmere, der indkøber og sælger varer for dem, der kun kan købe i små partier: de fattige. Ud af de mindre håndværks og handelsdrifter vokser de store handelsmænd, der påtager sig at ind- og udføre de varer, som ikke kan frembringes i selve byen: krydderier og sydfrugter, tørret og saltet fisk, der i hin tids mange fastedage brugtes meget, fint klæde og pelsværk, vin og salt. De mænd, der på markederne forhandlede disse varer, kaldtes kaufleute, på dansk: købmænd. Som borgen havde givet indbyggerne navn af borgere, gav handelsmændene den nye fri kommune navn af købstad. Købstæderne med borgere, det var den nye fremtoning, der var skudt op af det hidtil rene agrarsamfund.

I 1000 år havde kirken forkyndt broderskab mellem menneskene og fred på jorden. Men hidtil havde kærlighedsbudskabet i den grad stødt på de kolde hjerter og hårde sind, at udslaget af forkyndelsen nærmest var at ligne med de spirer i skovbunden, der kæmper med frost og sne. Først gennem de unge byer gik der som et pust af forårsvarme, der satte en del af de kæmpende spirer i stand til at skyde ranke skud. Dette kom først og fremmest til syne i de religiøse broderskaber, gilderne, der havde det formål under forskellige former at ære gud og fremme den gensidige hjælp. Sammenslutninger af denne art er så gamle i historien, at de går helt tilbage til den hedenske tid. Men efter kristendommens fremkomst havde de taget nye former og fået ny betydning. I byernes første dage blev gildet den fælles organisatoriske ramme for alle borgerne. Handelen og håndværket hængte endnu sammen. Håndværkeren blev tillige betragtet som købmand. Han købte sine råmaterialer og solgte fra sit værksted eller sin bod, hvad han med egne hænder havde frembragt. Handskemageren købte sine skind og bageren sit korn. Slagteren solgte huder såvel som kød. Håndværkerne var derfor ikke blot medlemmer af det fælles gilde, men repræsenterede endog flertallet i dette. Betingelsen for at blive optaget i gildet var kun hæderlighed og uplettet rygte. Hustru og børn hørte med til gildet og var at betragte som medlemmernes søskende. I regelen var gildet indviet til en eller anden helgens ære. Dets nærmere karakter fremgår på ejendommelig måde af en gildesvedtægt for Valencia, hvori det eksempelvis hedder: »under bøn til den hellige treenighed, den hellige Maria og den hellige Nicholas og alle hellige har vi lovet at bevare kærlighedens bånd imellem os og heller ikke over for fremmede at give anledning til tvedragt, for at vi gennem broderlig kærlighed kan blive guds børn.« Når borgerne sejrede og gjorde den hidtilværende landsby til en fri kommune, kunne det hænde, at de gjorde gildets vedtægt til byens grundlov. Et eksempel herpå blandt talrige lignende foreligger i byloven for Aire af 1188, hvori det bl.a. hedder: »Alle de, som tilhører byens broderskab, har ved tro og ed lovet og bekræftet, at de vil hjælpe hverandre som brødre i alt, hvad der er ærligt og nyttigt. Dersom nogen i ord eller dåd fornærmer en anden, vil den fornærmede eller hans slægt ikke selv tage hævn, men fremføre sin anklage, og fornærmeren vil gøre bod for sin fornærmelse i henhold til den kendelse, der vil blive afsagt af de 12 valgte nævninger. Dersom fornærmeren eller den fornærmede ikke efter 3 ganges advarsel underkaster sig nævningernes afgørelse, vil han blive udstødt af broderskabet som et slet menneske og overtræder.«

Virksomheden for at udforme borgerlivet på dette nye retsgrundlag mødtes med den fra Clugny i Burgund gennem abbed Odo (927-941) udgåede reformatoriske bevægelse inden for kirker og klostre. Medens kirken udvidede sin ydre magt, var den gennem almindeligt sædeligt forfald blandt præster og munke ved at tabe sin indre kraft. Med inderlig religiøs grebethed gik abbed Odo i spidsen for den fornyelse, som i sine virkninger i den følgende tid gik langt ud over gejstlighedens rækker og greb dybt ind i det nye borgerskabs mænd og kvinder. Oprigtig gudsfrygt og rene sæder kom atter til højsædet i kristenheden. Men menneskene var i almindelighed beherskede af en snæver synskreds. Livet indenfor bygrænserne blev en verden for sig, hvori man ikke sjældent var sig selv nok. Der trængtes til udsyn i den store, vide verden. Idealet var jo, at alle mennesker skulle optages i det kristelige broderskab. Men det højeste, man i den retning var nået til selv i de bedste tanker, var jo det at tænke på de kristne folkeslag. Mellem kristne og ikke-kristne var der som en uoverstigelig kløft. Vesteuropa var således helt udelukket fra det, der voksede frem i andre kultursamfund, hvad der bl.a. bevirkede, at udviklingen, særlig i tænkningens verden, var ved at gå i stå. I denne stilling foregik der en forandring ved korstogene, under hvilke tanken om kirkens verdensherredømme i hine dage fandt sit højeste udtryk. Skønt det egentlige mål: at genvinde det hellige land for kristenheden, ikke blev nået, blev der vundet andet og mere af blivende betydning. Før korstogene bestod der ikke noget egentligt Europa, men kun lige så mange lokale kulturpunkter, som der fandtes byer og fri kommuner. Med korstogsbevægelsen brød den enhed igennem, som kirken i 1000 år havde arbejdet på. Mennesker fra alle de enkelte europæiske lande blev besjælet af én og samme følelse og stillede til kamp under ét fælles mærke: det kristne kors. I mange af de enkelte lande trængte atter den samme følelse således frem, at nationerne begyndte at udfolde sig på samme tid som det europæiske fællesskab. For første gang kom vestens folk i forbindelse med østens kultur, der navnlig i tænkningens verden og på forstandskulturens område havde så meget at byde de europæiske folkeslag. Araberne var europæerne overlegne både som landbrugere og håndværkere, særlig med hensyn til bygnings, smede og vævekunst. Bl.a. forstod araberne også at dyrke sukkerrøret. De arabiske lærde havde fordybet sig i oldtidens litteratur, Platon, Aristoteles, Euklid og flere. De havde dyrket astronomi, matematik og jura og skabt fremragende værker både i historie, filosofi og geografi. På korstogstiden levede Persiens store digter Omar Khaijam, der førte forstandsopfattelsen ud i den rene religiøse fornægtelse. Han forkyndte, at himlen kun var en drøm, der forespejlede menneskenes ønsker, - at helvede kun var navnet på det uendelige mørke, - at det eneste sikre var døden. Fandtes der en gud, var menneskene kun brikker i hans hånd: et nyt udtryk for den gamle muhammedanske fatalisme. Gennem denne digter stod hedenskabet op igen i ny form. Det var helt nye tankestrømme, der mødte korsfarerne, der i det 11-12 århundrede gjorde forsøg på at udfri herrens grav af barbarernes hænder. Med de hjemvendte korstogsriddere førtes de nye tanker ud over Europa, særlig ind i de nye byer, hvor de i høj grad kom til at befrugte det hidtilværende tankeliv. Den kritiske granskning begyndte. Europa fik sine første universiteter.

Universiteterne fremstod som udslag af 3 forskellige bevægelser: 1) klosterdannelsen, 2) de fri sammenslutninger, 3) påvirkningen fra østerland. De udformedes som sammenslutninger af de lærere og elever, der ville studere under friere former end dem, de kirkelige dannelsesanstalter gav adgang for. Begyndelsen sker ved forening af personer af særlige fag, der samler sig i sidste del af det 12 århundrede. I Salerno er det medicinere, i Bologna jurister, i Paris og Oxford teologer og filosoffer, der slutter sig sammen for at dyrke deres særlige fag. I den nærmest følgende tid stiftes en hel række af de senere, endnu bestående, videnskabelige højskoler: i Neapel 1224, Prag i 1348, Wien i 1365, Heidelberg i 1386, Køln i 1388, Erfurt 1392, Würzburg i 1403, Leipzig i 1409, Freiburg og Greifswald i 1456, Basel i 1460, Tubing og Uppsala i 1477 og København i 1479. Som nævnt, fremtrådte universiteterne som fri foreninger. Men deres betydning var for stor til, at de kunne fortsættes som sådanne. De borgerlige og kirkelige myndigheder tiltvang sig ret til at byfæste deres vedtægter og øve overopsyn med deres virksomhed. Til gengæld modtog foreningerne myndighedernes beskyttelse og opnåede forskellige forrettigheder, hvoriblandt domsmyndighed inden for deres egne rækker. Således blev foreningerne til faste korporationer, der efterhånden fik deres egne selvstændige, ofte prægtige bygninger. Det mest ansete blev universitetet i Paris, der fik sin grundlov (Magna Charta) i 1215. Det blev en international institution, der samlede studerende fra alle lande. Før dette tidspunkt havde alt studium i kristenheden samlet sig om bibelen og kirkefædrene. Nu fordyber man sig også i oldtidens hedenske forfattere, særlig Aristoteles, der kom i en sådan anseelse, at man betragtede ham som en Johannes Døber i naturens verden. Var Aristoteles blevet oplyst af helligånden, ville han - mente man - være blevet den ypperste af kirkens lærere.« Indtil nu havde kirkens dogmer hersket blindt: stået urokkeligt som hvælvingerne i en romersk kirkebygning. Ved dette tidspunkt og i de nye skoler begyndte for første gang den forstandsmæssige tænkning at gå sine egne veje og forsøgte at tilegne sig de højeste sandheder på en ny måde. Man føler sig ikke længere tilfredsstillet ved den blinde tro; man vil forstå, man vil erkende; den selvstændig tanke higer opad som stræbepillerne i den gotiske dom. Det bliver skolastikens tid. Dens forsøg kunne være famlende og ufrugtbare. Dette kom særlig frem i spørgsmål som disse: Hvor var gud før skabelsen? Hvor er englene nu? Er englene af hankøn eller hunkøn? Var det muligt, at kristus kunne være fremstået som en kvinde, - eller kunne han også være fremtrådt i et dyrs eller en stens skikkelse? Hvorledes er kristi legeme anbragt ved faderens højre, siddende eller stående? Var Marie det heldigste navn for Jesu moder, eller burde hun hellere have heddet Eva, om hun var smuk, hvorledes hendes hår, hendes øjne, hendes klædedragt var? Nyder en mus, der kommer til at æde noget af en hostie, nadveren eller ikke? Fra vort standpunkt er det let at stille sig overlegen over for sådanne og lignende spørgsmål; set i samtidens lys var det naturligt og selvfølgeligt, at de meldte sig i det øjeblik, tænkningen skulle til at gå på egen hånd. Lærere, der dyrkede de samme fag, samlede sig i særlige afdelinger. Derved udformedes de forskellige fakulteter: fagafdelinger. Da teologien blev betragtet som videnskabens dronning, blev de teologiske fakulteter anerkendte som de vigtigste af alle. I den guddommelige åbenbaring forelå jo den absolutte sandhed. På de andre områder erkendte man kun stykkevis og var altid udsat for at fare vild. Men trods dette udgangspunkt blev der efterhånden gjort frugtbare erobringer i tankens verden. Studenterne begyndte at øve sig i at føre lærde forhandlinger. Tankerne blev sat således i bevægelse, at de ikke senere er gået i stå. Under retsstudiet kom romerretten i højsædet. Overfor lenstidens udstykkede suveræniteter: de talrige lokale magtområder, bragte romerretten tanken om enhedsstaten og det almindelige statsborgerdømme i forgrunden. I første række blev dette en støtte for kongedømmet, der repræsenterede den samlede statsautoritet. Men dette tjente atter civilisationens fremskridt. Valget stod kun mellem hundreder af småstater i bestandig indbyrdes fejde og enhedsstaten med en centralmyndighed, der tvang alle statsborgere til indbyrdes fred. Med romerretten fandt tillige den borgerlige ejendom, som nu var i frembrud, sin retslige forklaring. Den feudale ret med personlige tjenesteydelser som vederlag for ejendomsbesiddelse var ukendte begreber for romerretten, der kun kendte den absolutte private ejendomsret. Romerretten medførte også en ny forklaring af arveretten. Feudalretten hævdede den såkaldte førtefødselsret: den førstefødte søns ret til at arve hele det samlede gods. I følge romerretten er alle søskende ligeberettigede til at arve, hvad forældrene har efterladt. Med denne yderligere knæsættelse af den absolutte personlige ejendom blev vejen banet for den fremtidige opsamling af kapital. Frihedslivet i byerne satte fra første stund sit præg på universiteternes undervisning. Dette viste sig ikke mindst ved udformningen af teorierne om kongemagten. Ingen universitetslærere faldt på at forkynde tanken om det absolutte kongedømme. Talrige teologer og filosoffer hævdede stærkt udprægede demokratiske anskuelser. Borgernes rettigheder blev holdt fuldt så hellige som fyrsternes. Det blev åbent forkyndt, at borgerne havde ret til at gøre modstand mod uretmæssig optræden af kongen, eventuelt at sætte ham af, hvis han viste sig uforbederlig. D. 7 november 1405 erklærede kansleren ved Pariseruniversitetet, Gerson, udtrykkelig: »det er en vildfarelse at sige, at herskeren ingen forpligtelser har mod folket; overtræder han sine pligter, er han ikke mere at betragte som hersker.« Lignende tanker gav munken Wilhelm Pepin senere følgende udtryk: »fyrsterne er ødsle og grusomme; de angriber undersåtternes frihed og gør derved opstanden berettiget, thi undersåtterne har for sig den guddommelige ret, som skabte friheden.« De nye tanker, som blev forkyndt fra de nye lærestole,« fængede i de unges sjæle, som samledes på universiteterne. Med de hjemvendte studerende førtes de nye tankestrømme ud over hele Europa. Som byerne udviklede et nyt borgerliv, udviklede de tillige en ny og selvstændig dannelse.

Den mest berømte af hin tids universitetslærere var Thomas fra Aqvino, en grevesøn, født i 1225 og død d. 7 marts 1274. Han fik sin opdragelse og første uddannelse i benediktinerklosteret Monte Casino. I 1244 blev han optaget blandt dominikanermunkene og studerede derefter på forskellige steder i Tyskland og Frankrig, særlig i Køln og Paris. På grund af et tavs, indesluttet og noget kejtet væsen blev han af sine medlærlinge kaldt »den stumme okse fra Sicilien«. Men han gav sin lærer, Albertus Magnus, så kloge og klare svar, at denne erklærede: »vi kalder Thomas den Stumme okse, men jeg  kan sige eder, at en dag skal hans lærdoms brøl høres af den hele verden«. I 1251 blev han præsteviet, og i 1252 begyndte han at holde forelæsninger i Paris. I 1257 tog han doktorgraden for en lærd afhandling. Efter hans død blev han kaldt den englelige lærer: doctor Angelicus. Da der under forhandlingerne om at kanonisere ham blev indvendt, at han ingen jærtegn havde gjort, erklærede pave Johan XXII: »Han har gjort lige så mange jærtegn, som han har skrevet bøger. Thomas har oplyst kirken mere end alle dens doctores tilsammen, og man har mere nytte af at granske hans skrifter et år end de andres hele sit liv.« I 1323 blev han ophøjet i helgenstanden ved en bulle, der tillagde hans skrifter guddommelig inspiration. Endnu i 1879 blev han af pave Leo XIII prist som troens bolværk og udnævnt til skytshelgen for alle romersk-katolske skoler. Mange store kunstnere har kappedes om at forevige ham på altertavler og andre malerier. Der er blevet sagt om ham, at han danner den højere enhed, hvori både Aristoteles' og Augustinus' tanker går op. Med Thomas fra Aqvino nåede middelalderens teologi sit højdepunkt. Fra hans hånd foreligger en lang række skrifter. Hans hovedværk, som han begyndte i sit 41 år, er Summa Theologiæ. Det er det første forsøg på et fuldstændig teologisk system, hvortil der er knyttet såvel et almindeligt som et særlig kristeligt moralsystem. Man finder her en samlet fremstilling af den kundskab, kristne og arabere dengang rådede over. Han anfører de arabiske og græske lærde lige så tit som kirkefædrene. Det er et stortstilet udsyn, der her fra højdepunktet af samtidens dannelse gives over, hvad der kan gøres til genstand for menneskelig tænkning og erkendelse: gud, treenigheden, skabningen, verdenslovene og menneskene. Menneskene er skabte med en fri vilje, stillede mellem en højere åndens verden, der genstråler af gud, og en lavere, der alene styres af materiens love. Fra friheden til at vælge mellem begge kommer blandingen af godt og ondt, sandhed og vildfarelse, som kendetegner menneskeslægtens historie. Det ideelle samfund så Thomas i det jødiske samfund, således som det er fremstillet i den første sociale drøm, som han anså for en virkelighed, hvorefter al jordbesiddelse hvert halvtredsindstyvende år vendte tilbage til de oprindelige slægter. Denne ordning betragtede han som den af gud foreskrevne; efter den har de skiftende mennesker kun brugsret til jorden. Den egentlige ejendomsret hviler hos de oprindelige og varige slægtssamfund, hvad der i middelalderen ville sige hos kirken og staten. Thomas var derfor en modstander af romerretten med dens hævdelse af den ubetingede private ejendomsret. Han vil, at gud skal erkendes som den eneste egentlige absolutte ejer. Indehaverne af det jordiske gods står overfor ham som lensmændene overfor lensherren: kongen eller kejseren. Som lensmændene i forbindelse med rådighedsretten over lenet har pligter at opfylde overfor lensherren, således står menneskene gud til ansvar for brugen af det dem betroede gods. Thomas hævder stærkt den enkeltes ansvarlighed overfor fællesskabet (solidariteten). De materielle goder er af gud bestemte for hele menneskeheden. De, der derfor ved privatretten har fået rådighed over mere gods, end de selv har brug for, skylder at dele med dem, der ikke har, hvad der er tilstrækkeligt til deres underhold. Almissen er den store forsoner, der skal udjævne kløften mellem rigdom og armod; den knytter fattige og rige sammen og omslynger begge med et nyt inderlighedens bånd. Den rige har ret til, hvad der er nødvendigt til hans families standsmæssige underhold. Han skal ikke bortgive, hvad han selv trænger til, da det jo kun vil være at skade hans egen tilværelse. Grænsen for, hvad han kan undvære, må han selv bestemme, det er kun gud, han står til ansvar for, hvorledes han forvalter sit gods. Dog har han ikke ret til at ødelægge, hvad han ikke bruger, idet han derved krænker sine medmenneskers ret. Pligten til at dele med medmenneskene er en kærlighedspligt, der ikke kan gennemtvinges ad retslig vej. Under yderlig nød må dog privatejendomsretten vige for den højere ret til selve livet. Den, der lider sult, har i kraft af det, at han er et menneske, ret til at tage, hvad han trænger til, hvor han finder det. Står ingen anden udvej åben, kan den sultne selv mod den bestemte ejers vilje tiltvinge sig, hvad han skal bruge for at stille sulten. Men, som nævnt, det er kun, når selve tilværelsen står på spil, når den nødlidende ikke på anden måde kan frelse sit liv, at han har lov til at gribe til denne udvej. Det ville blive ødelæggende for alt ordnet samfundsliv, hvis ret mange mennesker skulle tilfredsstille deres fornødenheder ved voldelig indgreb i andres ejendom. Det er derfor i første række en kirkelig pligt ved ydelsen af almisser at drage omsorg for, at alle nødlidende kan blive hjulpne. Men forsømmes dette, er det statens pligt at gribe ind og bøde på det forsømte. Staten kan derfor ikke nøjes med at appellere til frivilligheden. Dette er kirkens vej. Men løses opgaven ikke på den måde, må staten møde med sine tvangsforanstaltninger. Ved udskrivning af fattigskat og borgerlig ordning af fattigplejen skal staten sørge for, at alle bliver hjulpne. I form af fattigskat kan pligten til at yde almisse blive en retspligt, hvis opfyldelse staten har ret til at gennemtvinge. Men statens opgaver rækker endnu videre. Den skal frem for alt værge de svage mod de riges havesyge. Hvor pengemagten søges samlet i monopoler, hvis repræsentanter i form af opskruede varepriser udbytter det almene folk, må staten gribe til og sætte en stopper for dette ved at regulere varepriserne. Efter Thomas' mening er dette en endog meget vigtig opgave. Fastsættelsen af priserne for varerne således, at de står i overensstemmelse med, hvad retfærdigheden kræver, er nemlig - ifølge hans mening - en væsentlig del af hele den sociale ordning, som betinger folkenes fred og velstand. Han udtaler nærmere herom: »retfærdighedens vide område er øvrighedens egentlige virkekreds. Da nu retfærdigheden lider, hvergang en vares pris i handel og vandel overskrider dens værdi, og utallige interesser derved krænkes, så kan en retfærdig og viis øvrighed umulig forholde sig ligegyldig i sager, der angår den udjævnende retfærdighed. Den er ikke blot forpligtet til at drage den, der krænker den retfærdige pris, for retten, den må forebygge sådanne stridigheder og processer ved en retfærdig vurdering af tingene og fastsættelse af priserne på, hvad der skal sælges.« På tilsvarende måde kan det blive nødvendigt fra statens side at gribe ind i forholdet mellem kapital og arbejde. I kraft af sine penge kan arbejdsgiveren for det meste trykke lønnen for den besiddelsesløse arbejder således ned, at det bliver ham. Umuligt at føre en menneskeværdig tilværelse. For at afværge dette må staten, ligesom den regulerer varepriserne, regulere arbejdslønnen ved fastsættelse af en minimumsløn. Ligesom man i det jødiske samfund ved jubelåret hindrede, at der fremstod alt for store modsætninger imellem folkeklasserne, således må det være statens hovedøjemed at hindre fremkomsten af en stor kløft mellem rige og fattige. Dette sker bedst ved at søge opretholdt en kraftig middelstand. Gennem middelstanden fremmes bedst såvel den enkeltes sædelige liv som statens sikkerhed i det hele. De mest fornuftige borgere findes altid i middelstanden. Mellem de meget rige og de meget fattige er der mest jordbund for de lidenskaber, hvis røster overdøver fornuftens stemme. Det er derfor heldigt, at jorden deles i mange små lodder, der sikrer talrige familier en mindre fast ejendom, men fordærveligt, når jorden samles i få store herregårdsmarker. Dette sidste giver ikke blot de store jordbesiddere en uheldig overmagt, men giver anledning til, at folkeholdet formindskes. Denne betragtning af en mand, der som grevesøn selv var udgået fra de store jordbesiddere, viser, hvor højt han var i stand til at hæve sig over standens interesser og synsmåder. I overensstemmelse med Aristoteles hævder Thomas, at der ikke findes nogen statsforfatning, som passer alle vegne og til alle tider. Forfatningens form må rette sig efter folkets karakter, sæder og udviklingstrin. Men ligesom i økonomisk henseende gælder det også i politisk retning, at det er af den største vigtighed at undgå de skarpe modsætninger. Thomas er derfor imod det absolutte kongedømme, hvor fyrsten har al, folket ingen politisk magt. Den bedste statsforfatning er den, hvorunder alle borgerne på en eller anden måde har del i styret, thi kun en sådan forfatning har betingelser for at vinde alles interesse og kærlighed. Skal han nærmere bestemme denne forfatning, finder han den der, hvor kongedømmet er suppleret både af aristokratiske og demokratiske bestanddele. Hvor der er en sådan forfatning, kan kongemagten på en gang optræde som ledende og samtidig finde sin nødvendige begrænsning. Kongen skal helst være det samme i riget, som sjælen er i legemet og gud i den hele verden. Den konge, der erkender dette, vil brænde af nidkærhed for, hvad han er kaldet til: i guds sted at tjene retfærdigheden. Han vil tillige blive ydmyg og stemmes til mildhed mod de enkelte mennesker, der er hans undersåtter, og som han må betragte som sine lemmer. Samfundet står over individerne. Hvor kirken eller staten står i fare, er det borgernes pligt at ofre selv det, der kræves til deres egen velfærd. Dette er den hellige Thomas' grundbetragtning. Gennem denne må det erkendes, at vi står på tærskelen til den nye tid, møder en virkelig vidtskuende, realistisk socialpolitisk filosof. De grundsætninger, han trådte i skranken for, indeholdt ikke blot anvisninger for den nærmeste tid. De knæsatte hele det parlamentariske styre, som brød frem under korsfarernes kortvarige regering i Jerusalem, men først kom til mere almindelig udfoldelse i det 17-18 og 19 århundrede. Konsekvenserne af den hellige Thomas' tanker fører lige ind i det 20 århundredes socialisme!

Kirken havde oprindelig fundet sin bedste tilslutning hos den underklasse, der nu for første gang trådte frem på historiens skueplads som en fri borgerklasse. Men den sigtede videre. Den ville have alle med. I adelsstanden fandt den sit vanskeligste stof at arbejde med. Adelsmændene var krigere. De dannede den nye væbnede stand, som fremstod, da den almindelige til fods kæmpende folkehær i karolingertiden blev afløst af rytterskaren, som brynjeklædt kæmpede med lanse og spyd. Gennem selve håndteringen kom denne klasse til at fortsætte de gamle vikingers værk. De hedenske krigere foragtede at erhverve ved sved, hvad der kunne vindes ved blod. Ridderne sang: »Jeg elsker rytterskarens id, som driver bonden fra sit hjem, og rædslen, som gør kinden hvid, når angst han dølger sig for dem«. Den stadige krigerfærd med røvertog fra borg til borg, som ifølge lovgivningen var en af riddernes særlige forrettigheder, gjorde ridderne til rå personer. Under deres daglige færd lagde råheden sig for dagen selv i deres bordskik. Det hørte med til de daglige vaner at snyde næsen i borddugen og kaste de afgnavede ben tilbage i madfadet. Til deres daglige glæder hørte det at optræde som landevejsrøvere, der enten udplyndrede de vejfarende eller indesluttede dem i deres skumle fangetårne, hvor de måtte blive, til de for dem forlangte løsepenge blev betalt. (i Annals of Toils fortælles endog, at Richard Løvehjerte engang skal være blevet trakteret med kød af en araberdreng og på oplysning derom skal have erklæret, at der ikke var fare for hungersnød i den kristne lejr, sålænge der var adgang til den slags kød). På krigstog rasede de med al ødelæggelsens værste vederstyggeligheder: stjal, hvad der kunne medføres, tilintetgjorde, hvad der ikke egnede sig til at føres bort, brændte sæden på agrene, omhuggede frugttræerne på marker og i haver, oprykkede vinstokkene og voldtog kvinderne. Da Otto IV i 1214 drog frem gennem Rhindalen, blev kvinderne i alle de byer, hæren drog igennem, voldtaget af ridderne, til mændene fra Breisach kom og dræbte dem under deres ugerninger. Mod overvundne var mishandlingerne grænseløse: da kejser Frederik erobrede Piacenza, lod han af et stort antal mænd den højre hånd afhugge, øre og næse skære af 200; af 600 fanger lod han de 200 hænge. Omtrent den samme historie fortælles om kejser Sigismund i 1412, da han under krigen med venetianerne havde erobret slottet Motta. Han skal da have ladet den højre hånd hugge af 180 mænd. Ludvig XI lod sin minister, kardinal de la Balue, i 10 år indespærre i et jernbur, hvis grundflade kun var ¾ meter. Korsfarerhelten, Richard Løvehjerte, karakteriseredes af samtiden som en mand, der »elsker krigen højere end nogen røverhøvding«. Ved en given lejlighed lod han på sit korstog øjnene udstikke på 14 franske riddere. Under kampen om Akkon lod han en dag 2000 som gidsler udleverede mænd halshugge. Da han selv nogle år senere faldt, lod hans følge den mand, der havde dræbt ham, levende flå. Da Karl den Dristige, hertug af Burgund (1467-77) havde erobret byen Dinant, lod han 800 indbyggere, parvis sammenbundne, kaste i floden Maas, hvorefter han jævnede byen med jorden. På lignende måde gik han frem i Lüttich. Selv det, der skulle være en forlystelse, turneringen, blev ofte således udført, at deltagerne i stort antal satte livet til. Ved en turnering i Neuss i 1244 omkom ikke mindre end 60 riddere. Den almindelige råhed fandt også udtryk i tvekampene. Man kæmper, til den ene ligger død eller afvæbnet på pladsen. Er modparten blot afvæbnet, styrter sejrherren frem for enten at give ham dødsstødet eller tvinge ham til at bekende sin skyld, hvorefter han gerne enten blev halshugget eller slæbt til døde efter en hest.« Som straffe anvendes både bål og levende begravelse. Under forsvar brugte de staufiske kejsere på borgmurene at ophænge enten fanger eller mænd, der var udleverede som gidsler. Den angst, den fredelige befolkning nærede for ridderne, får man et vidnesbyrd om af en gammel sakserkrønike, der fortæller, at »dersom 2 eller 3 mænd kom ridende til en by, flygtede alle for dem, idet de troede, at det var røvere«. Det var således ikke med urette, når abbed Odo erklærede, at det var ærgerrigheden, ikke naturen, der havde skabt den verdslige adel, - at de mægtigste al tid var de sletteste!

Overfor et menneskestof af denne art kunne det synes håbløst for kirken at ringe sammen til forkyndelse af broderkærlighedens budskab. Men det var dobbelt vigtigt, at der vedblivende blev arbejdet for også at drage denne klasse af mennesker ind, dels under kirkens tugt, dels og endnu mere ind under virksomheden for sjælenes fornyelse. Et af midlerne til at blødgøre sindene blev Maria dyrkelsen. Som Eva havde ført døden ind blandt menneskene, var frelsen kommet ved Marie: guds moder. Jomfru Marie blev det personliggjorte kvindeideal, der kom til at foresvæve ridderne som det højeste og skønneste, de kunne gøre sig værdige til. Jo langsommere det gik med omvendelse og fornyelse, des mere nødvendigt var det, at kirken blev i stand til at optræde som tugtemester. Men dette kunne atter kun ske i samme grad, som man kom frem imod den tilstand, hvorunder kristenheden dannede en enhed med guds statholder som øverste regent. Præsteskabet fortsætter derfor virksomheden i begge retninger: at opdrage og vinde magt for kirken. For at knytte ridderordenen til kirken og få ridderne gennemtrængte af kristendommens ånd blev det sædvane, at den væbner, der skulle modtage ridderslaget, aftenen forud måtte nedlægge sit sværd på alteret og om natten personlig våge i kirken. Den følgende dag fik han sværdet signet tilbage og måtte da aflægge en række løfter, der under forskellige former samlede sig om: at frygte, elske og tjene gud, at kæmpe for troen og hellere ofre livet end kristendommen, at tjene lensherren med troskab, at beskytte værgeløse, særlig kvinder og faderløse børn, at undgå svig og last og kun følge ære og dyd, at holde givne løfter, at elske, hædre og bistå sine våbenbrøde og forsvare de fraværendes ære. Det var de højeste kristelige dyder, der således søgtes indpodede i ridderskabet. Der blev her krævet langt mere, end hin tids riddere kunne yde. Men der var opstillet et ideal, som i alt fald de bedste af ridderne kunne tilstræbe at virkeliggøre. Ad forskellige veje søgte præsteskabet at få ridderne til at tilstræbe idealets virkeliggørelse. Kirkemøderne optrådte imod den overhåndtagende overdådighed. Den ene pave efter den anden fordømte turneringerne og bandlyste de riddere, der deltog i dem. De, der omkom under dette ridderspil, blev nægtet ret til begravelse i kristen jord. Kirken bekæmpede de stadige fejder. Ofte kunne det synes, som om alt kirkens arbejde iblandt ridderne var ganske forgæves. Den engelske sakserkrønike fortæller: »Biskopperne og præsterne forbandede dem, men der kom intet ud deraf, fordi de (ridderne) var forbandede og fortabte. Landet var ødelagt ved deres udåd, og de erklærede åbent, at kristus og hans helgener var faldne i søvn.«

Det var i det nye borgerskab, at kirken indtil videre fandt sine bedste forbundsfæller til fremme af sit budskab om kærlighed og fred mellem menneskene. Det skønneste udslag af forbundet mellem præsterne og borgerne fremkom i gudsfreden, den såkaldte Treuga Dei. Den var som et lynglimt, der i en mørk nat varsler om den klare dag. I flere år havde der været misvækst i Sydfrankrig. I året 1031 kom der en god høst. Indenfor kirkefolket vågnede en stærk følelse af taknemmelighed imod gud. På flere kirkemøder drøftede præsteskabet spørgsmålet om, hvorledes man nu skulle bevare høstens velsignelse og afværge krigens ødelæggelser. Helst ville man straks afskaffe al krig og indføre den evige fred, Paces Dei. Men det var umuligt, dette ønske oversteg langt, hvad man havde kræfter til at gennemføre. Der måtte gøres en begyndelse med at indskrænke kampene. Med dette for øje påbød et kirkemøde i Clermont i 1095 under levende tilslutning og glæde fra bønder og borgere, at al våbenfærd skulle hvile fra onsdag aften til mandag morgen. Der blev således kun 3 dage til at slås i. De 4 dage om ugen skulle landet nyde fred under guds og kirkens beskyttelse. Det viste sig nu, at det var godt, at kirken havde evne til at øve tugt, hvor den ikke endnu kunne regne med frivillig tilslutning. Ridderne må med ed forpligte sig til at overholde freden. De, der nægtede at gøre dette, blev lyst i band tillige med hele det gods, hvorpå de regerede. Ved denne kirkens optræden fik stridslysten en hæmsko, »sindene måtte bøje sig for kirkens vilje«, arbejdet for gudsfreden blev taget op i alle lande. I det 12 århundrede indskærpede abbed Suger i Frankrig, at »det er kongernes pligt efter deres embeds karakter at undertrykke de stormænd, der sønderriver staten ved deres endeløse krige, forarmer de fattige og ødelægger kirken«. Under Filip August (1180-1223) blev adelens fejder indskrænkede ved den kongelige ventetid (quarantaineleroi) det tidsrum, der skulle hengå mellem fornærmelsen og fejden. I denne ventetid søgte kongen at hindre kampens udbrud ved at mægle mellem parterne. Ved stænderforordningen af 1357 blev adelens fejder fuldstændig forbudte. I året 1439 mistede adelen retten til at holde soldater; i 1451 blev deres fejderet endelig ophævet. I Tyskland søgtes gudsfreden indført af kejser Henrik III (1039-1056), der var stærkt påvirket af munkebevægelsen fra Cluny. Men under ham blev det nærmest ved påbudet. Fra omkring 1070 til 1080 rasede en næsten 10-årig borgerkrig, der ødelagde store dele af Tyskland og ruinerede bondestanden. Da trådte også her kirken selvstændigt frem for at hidføre fred. I 1081 forkyndte biskop Henrik fra Lüttich gudsfreden i sit stift. Fra advent til helligtrekonger, fra begyndelsen af fasten til 8 dage efter pinsen, 2 dage før og efter enhver kirkefest og hver uge fra fredag til mandag morgen skulle alle våben hvile. Hans eksempel blev fulgt af ærkebiskop Sigewin fra Køln i 1083. I 1084 fulgte kongen af Sachsen efter med samme forholdsregel. Ved en national synode i Mainz i 1085 under forsæde af selve kejseren, Henrik IV, blev endelig gudsfreden forkyndt for hele det tyske rige. Gennemførelsen af gudsfreden blev noget forskellig i de forskellige lande. Men det væsentligste blev dog fælles overalt. I Danmark optog allerede Knud den Hellige tanken om landefreden og virkede for dens gennemførelse. I Valdemars Jyske Lov foreskreves straffe for brud på freden i de hellige tider, der på det nærmeste falder sammen med gudsfredens bestemmelser. Ved en forordning af kong Abel af 1251 sættes strenge straffe for den, der bryder landefreden.« Det samme gentages ved en lov af Danehoffet, som indførtes i 1282. Den, der angreb en anden i kirken eller i hans hjem, på tinget eller på vejen dertil, skulle straffes med døden og miste alt sit gods. Tilsvarende bestemmelser gennemførtes af kong Birger i Sverige ved begyndelsen af det 13 århundrede. Den, der gjorde brud på hjemfreden, kirkefreden, tingfreden og kvindefreden, skulle straffes med fredløshed og tab af ejendom. Disse bestemmelser kom til at danne grundlaget for lovene om »kongens edsøre«, dvs. forskrifter, som kongen og hans mænd har gjort ed på at ville opretholde. Ved siden af de for hele året gældende fredsdage blev det sædvane, at al fejde skulle hvile under alle de store højtider samt i høstens tid. Det blev tillige anerkendt ret, at bonden på sin arbejdsvogn skulle nyde fred. Præster, handelsfolk, agerdyrkere og kvinder blev fredlyste. Plyndringer kunne ikke fuldstændig hindres, men de måtte ikke udstrækkes til kirker, agerbrugsredskaber og kvæg. Mordbrændere blev mødt med det stærkeste band. Det blev kendeligt, at der stod en åndsmagt i samfundet, der både sigtede imod store mål og forstod at gøre sin kraft gældende i samtiden.

Tanken om verdensfreden kom dog mere end 1000 år for tidligt. For det første var der endnu talrige mennesker, der for enhver pris ville slås. For det andet og netop i henhold dertil kunne rigerne ikke undvære en krigerstand. Det blev derfor en opgave at tage de krigerske tilbøjeligheder således i tjeneste, at de i stedet for at ødelægge kunne tjene kristenheden. Det var dette, der skete under korstogene. Under pave Urban II manes kristenhedens riddere i 1095 fra Clermont til under korsets tegn og løsenet: »Gud vil det,« at udfri det hellige land af muhamedanernes hænder. Fra alle lande samledes derefter en blandet skare om dette løsen: religiøst grebne personligheder, der virkelig opfattede kampen som en hellig gerning i guds tjeneste, krigere, der kun drog ud for at vinde ære og bytte, landevejsrøvere, som kun tænkte på at skænde og brænde. Men fælles for alle blev det, at man anså det for noget ophøjet og gudvelbehageligt at bade sig i arabernes blod. I et digt fra samtiden hedder det endog: »var jeg end i paradiset, ville jeg dog stige ned igen for at slå araberne.« Den blandede korstogshær nåede ikke målet: at sikre det hellige land for kristenheden. Desuagtet fik korstogsbevægelsen vidtrækkende følger. De riddere, der virkelig blev grebne af korstogstanken, blev også mildere stemte imod deres undergivne i hjemlandet. Drog de kun ud for ære og bytte, blev bønderne på de hjemlige godser fri for lige så mange plageånder. De ufri mennesker, som meldte sig under fanerne, fik straks deres frihed. Korstoget kostede mange penge. Ikke få riddere solgte derfor deres godser. De mest velstillede blandt bønder og borgere begyndte derigennem at gå over i godsejernes rækker. Der var mangel på arbejdskraft. Tjenesteydelserne blev derfor i betydeligt omfang omsatte i bestemte afgifter. Medens krigerne var borte, herskede i højere grad end nogen sinde før fred blandt Europas arbejdende mennesker. På krigstoget måtte den lavere stillede lensmand underkaste sig tjenesteforholdet hos den højere stillede. Den højere militære centralmyndighed, som således kom til at herske i hæren, blev også gældende i det civile liv, da korstogene var afsluttede. Det er fra dette tidspunkt, at et større antal af mindre selvstændige lensmænd forsvinder. Magten og besiddelsen blev sammentrængt på færre hænder. Der skabtes en vis politisk stordrift: store lensborge med større hof på hver enkelt borg. Mange af de almindelige væbnede svende blev under korstogene optagne i ridderstanden, hvorved de kom i nærmere forbindelse med kirken. Tid efter anden blev flere enkelte personer grebne i sjælene af den kraft, der udgik fra kirken. Større antal lærte at bøje knæ for kristus og at opøve sig selv i de kristelige dyder: at forsvare værgeløse og hjælpe de trængende. Næst kirken selv blev ridderordenen det første internationale broderskab. Ud over alle nationale grænser begyndte ridderne at anerkende hverandre som brødre. Indenfor broderskabet tilstræbtes gennemførelsen af det ideal: at ordenen kun skal omfatte hæderlige personer. Man optog ingen i ridderskabet, der var optrådte som løgnere eller bedragere, som feje eller som niddinger. Ridderskjoldet skulle holdes rent. Den ridder, der fik en plet på sin ære, kunne fradømmes ridderværdigheden. Begreberne om hæder, ære og troskab voksede sig efterhånden så stærke, at de kom til at sætte deres præg på hele livet. I egenskab af ridder blev selv den laveststillede adelsmand principielt den fyrstelige ridders og lensgreves ligemand. De kongesønner, som ikke havde modtaget ridderslaget, stod tilbage i rang for ridderne. Samtidig udvikler ridderskabet individualismen, personligheden. Ridderen på sin borg danner en verden for sig, der kan lukke for alle bevægelser, der bølger omkring borgen. Den unge ridder blev undervist i legemlig idræt og lærte, hvorledes han skulle optræde med anstand. »For første gang efter hellenernes dage blev skønhed det første formål for den legemlige opdragelse.« Ridderborgens kvinder blev oplærte i at tilskære og sy såvel deres egne som mændenes dragter; de lærte endvidere at spinde og brodere og væve de finere mønstre. Den simplere vævning blev som regel overladt til ternerne. På ridderborgene anerkendtes kvindernes lige ret. Kvinderne kan dér ikke blot udføre finere håndarbejder, men sidde til hest, jage og fægte og ikke sjældent endog selvstændigt lede en borgs forsvar. Ridderfruen er krigernes herskerinde. Ud af ridderlivet voksede ridderdigtningen, der betegner et nyt gennembrud i den åndelige udvikling. Her fremtræder høviskhed og gode sæder som grundvolden for hele ridderstandens kultur. Men netop gennem digtningen ses det tillige, hvor lidt virkelig gennemtrængt ridderlivet blev af kristendommens sædelige alvor. Medens troskaben hører med til riddernes anerkendte pligter, bliver troskaben i forholdet mellem ægtefællerne fuldstændig underkendt. Sanselighed og usædelighed var almindelig på ridderborgene. Elskoven fandt sit højeste udtryk i de forbindelser, der kun kunne opnås ved utroskab mod den legitime ægtefælle. Men trods alle brøst blev riddervæsenet et betydningsfuldt led i kulturens historie. »Med tiden forsvandt skummet, og man fik da den ædle vin. Hædersbegrebets udvikling, forbindelsen af mod og højsind, agtelse for og frigørelse af kvinden, ædelmod mod alle svage, ridderlighed overfor modstandere, en behersket optræden, en værdig holdning og mandig høflighed, alt dette overlevede riddertiden og blev dens uforgængelige indsats i kulturudviklingen.«

I sine lyseste øjeblikke havde Gregor den Store (545-604) drømt om, at den hele da kendte verden allerede var underlagt kristendommen. Han har selv beskrevet sin store drøm: »se, troen har næsten gennem trængt alle folkeslags hjerter og forenet Asiens og Europas kyster; se Britanniens sprog, der på barbarisk ikke formåede andet end at skære tænder, er allerede for længe siden begyndt at synge jødernes halleluja til guds ære. Se, verdenshavet, forinden i oprør, ligger som en skammel for de helliges fødder; dets rasende uro, som jordens fyrster ikke kunne tæmme ved sværdet, stilles ved simple ord af præsters mund, når gud kendes og frygtes; den, der som vantro ikke var bange for skaren af væbnede, frygter nu som troende ringe menneskers stemme. Thi efter at have hørt guds ord, der også ledsages af tegn, lærer barbaren gud at kende, holdes i tømme af frygten for ham, så at han ikke tør gøre det onde og af al magt stræber efter den evige nåde.« Det var denne drøm, Gregors efterfølgere søgte at gøre til virkelighed. Med munken Hildebrandt, der under navn af Gregor VII var pave fra 1073 til 1085, førtes bevægelsen fra Cluny til sejr i kirken. Gregor var vokset op som søn af en tømmermand; før han endnu havde lært at stave, bragte han spånerne i værkstedet så kunstig sammen, at det gav anledning til den spådom, at han skulle komme; til at herske fra hav til hav. I egenskab af pave blev arbejdersønnen verdens mægtigste mand og gennemførte kravet om kirkens højeste autoritet. Han hævdede: »paven er guds statholder og styrer verdensriget. Ligesom verdens anliggender hører under kejseren, således hører guds anliggender under paven. Denne sidste må derfor udrive alterets tjenere af de lænker, hvormed den verdslige magt fastholder dem. Staten er et, kirken et andet. Verden oplyses af tvende lys, det store: solen, og det mindre: månen. Den apostoliske myndighed er solen, fyrstemagten er månen. Ligesom månen kun skinner i kraft af solen, således er kejsere, konger og fyrster kun til i kraft af paven, som har sin magt fra gud. Da paven er fra gud, er alt ham underlagt: alle åndelige og timelige sager bør undergives hans dom; han bør lære, opmuntre, straffe, rette, dømme og beslutte. Kirken er guds domstol, den holder dom over menneskenes synder; den viser retfærdighedens vej og er guds finger. Paven er kristi stedfortræder, som styrer over alle.« Når menneskene vandrer på syndens veje, er kirken pligtig til at standse dem og søge at bringe dem på bedre veje, ellers bliver den medskyldig i deres forbrydelser. »Hvo, som holder sig til denne kærlige moder, elsker, lyder og forsvarer hende, lærer dens formynderskab og gavmildhed at kende.« Ifølge denne opfattelse, der bl.a. blev videreført af Innocens III (1198-1216), var paven den øverste regent i den kristne verden.

For at få den refererede opfattelse godkendt i praksis gjaldt det i første række om at få præsteskabet gjort fuldstændig uafhængigt af den verdslige magt. Med dette for øje stillede pavernes sig den opgave at bekæmpe simonien: fyrsternes rådighed over gejstlige embeder, den borgerlige investitur: bispernes iklædning med ring og stav af de verdslige regenter. Hertil kom et andet krav, der havde det samme øjemed: at fremme præsternes uafhængighed, forbudet mod præsternes ægteskab. Præsterne skulle leve alene for deres gerning. Jo mindre fornødenheder, de havde, desto friere blev de stillet. Det var et krav, der selvfølgelig måtte være vanskeligt at gennemføre overfor den kendsgerning, at de fleste præster enten levede i eller forberedte sig til ægteskab. Men, en gang gennemført, havde kravet vidtrækkende velgørende følger. Gennem præsternes ugifte stilling blev det hindret, at præstestanden blev en afsluttet kaste. Idet den måtte rekrutteres fra alle klasser, blev den mulighed opretholdt, at selv det barn, der begyndte som svinehyrde, kunne ende på pavestolen. (Hadrian VI (1522-23) var en håndværkersøn fra Utrecht. Pave Sixtus V (1585-90) var en gartnersøn fra Marc Ancona, der som dreng havde tjent sin føde ved at vogte svin.) Medens paven forbeholdt sig retten til at ind- og afsætte konger og kejsere og forlangte, at de audienssøgende fyrster skulle kysse hans fod, udviklede der sig inden for fyrstemagtens repræsentanter en tilsvarende tankegang om statens højhedsret over kirken og præsteskabet. Kejser Henrik III (1039-1056) gjorde endog fordring på, at pavestolen skulle besættes efter kejserens vilje. Her stod således to vældige modsætninger over for hinanden. Under Gregor VII tørner modsætningerne vældigt sammen. I året 1059 havde et kirkemøde i Rom besluttet, at pavevalget skulle foretages af kardinalerne; derefter skulle det byfæstes af Roms præsteskab og folk, og endelig, når valget således var afgjort, skulle der gives kejseren underretning om resultatet. Mod denne fremgangsmåde nedlagde kejseren, Henrik IV, skarp protest. Men da Gregor VII blev pave, var han fast bestemt på at opretholde beslutningens gyldighed. Han måtte imidlertid kæmpe mellem dobbelt ild. Indenfor kirken rejste sig ikke blot alle de gifte præster, der fandt sig forurettede ved forbudet mod de gejstliges ægteskab. Paven fik tillige alle dem imod sig, der med fordel havde købt deres embeder af kejseren. I foråret 1075 slynger Gregor VII bandstrålen mod de medlemmer af det kejserlige råd, der forsvarer salget af gejstlige embeder, og mod biskopperne i Bremen, Spejer og Strassburg, der støtter kejseren og optræder som forsvarere af præsternes ægteskab. Samtidig slår han fast, at lægmands overdragning af ring og stav til biskopperne er i strid med kirkens ret. Da kejseren kun er lægmand, er han dermed sat udenfor al deltagelse i bispevalg. Ved denne påstand lagde paven, siger historikeren dr. Otto Kaemmel, »øksen ved roden af den tyske forfatning, den tyske stat«.

Kejseren tænkte mindst af alt på at bøje sig for denne pavens beslutning, hvad han bl.a. viste ved på egen hånd at udnævne både ærkebisper og bisper. Konflikten blev derved skærpet. D. 1 januar 1076 modtog kejseren fra paven en skrivelse, hvori denne på det skarpeste dadlede hans optræden og truede ham med svære kirkestraffe, hvis han ikke skilte sig ved de bandlyste rådsmedlemmer. Efter modtagelsen af denne skrivelse forsøgte kejseren at rette et dræbende slag mod Gregor. D. 24 januar åbnede han i Worms en nationalsynode, der med den motivering, at Gregor VII havde omstyrtet kirkens gamle ordning, erklærede ham for afsat fra pavestolen. En skrivelse, der ledsagede denne beslutning, sluttede kejseren med ordene:»Stig ned! Stig ned!« Sendemændene med denne underretning fik foretræde hos Gregor d. 21 februar. D. 24 februar lyste paven alle de biskopper, der havde deltaget i synoden i Worms, i band, erklærede kejseren for afsat fra tronen og løste alle hans undersåtter fra den til ham aflagte ed. Stærkere sammenstød havde verden aldrig set. En samtidig historieskriver fortæller, at »hele den romerske kirke skjalv!« Bandlysningen virkede efter sin bestemmelse. Kejserens parti kom i fuldstændig opløsning. De, der brød med kejseren, sluttede sig til paven. Fyrsterne omkring i riget benyttede lejligheden til at udvide deres myndighed på kejserens bekostning. Det var som alt ramlede omkring tronen. Kejseren blev nødt til at bøje sig. I vinteren 1076, medens paven opholdt sig på Canossa - en borg i Norditalien - kom kejseren i bodsdragt og på bare fødder til paladset for at bede paven om nåde og trygle ham om at ophæve bandlysningen. I den hårde vinterkulde måtte kejseren vandre i slotsgangene i 3 døgn, før der blev lukket op for ham. Først derefter lod paven sig formilde: åbnede portene, opfyldte kejserens bøn og tog bandet tilbage. Fra den stund var den pavelige enevælde grundfæstet i Vesteuropa. Paven herskede ikke blot over kejserkronen, men havde afgørende indflydelse i alle riger og fyrstendømmer i den vesteuropæiske kulturverden. Tanken om det kirkelige verdensherredømme var gennemført. Det teoretiske udtryk for denne tilstand nedlagde Gregor i en erklæring, som han i 1080 afgav for en forsamling af biskopper: »Det er jer, hvem det tilkommer at skænke magten til kejsere, konger, hertuger og grever og fratage dem den, når de er uværdige dertil.« Det var forgæves, at Henrik IV senere tog hævn ved at drage til Rom, afsætte Gregor og lade en ny pave indsætte. Gregor VII måtte dø i landflygtighed 1085. Men den idé, han havde kæmpet for, døde ikke med ham. Hans sidste ord var: »jeg har elsket retfærdigheden og hadet uretfærdigheden, derfor dør jeg i landflygtighed.« Da Henrik IV senere blev stødt fra tronen af sin egen søn, var det forgæves, at han tryglede om at få det band ophævet, han for anden gang havde pådraget sig. Da han kort efter døde, varede det flere år, før hans lig fik adgang til at hvile i indviet jord. Ved konkordatet i Worms i 1122 blev der sluttet et kompromis mellem pave og kejsermagt. Biskopperne skulle herefter vælges af domkapitlet, kannikerne, der ved stiftskirkerne udgjorde bispernes råd. Paven skulle byfæste valget ved at oversende de kirkelige embedstegn. Men biskoppen var ikke blot en kirkens tjener. Gennem de store jordegodser, der på en gang dannede det økonomiske grundlag både for de kirkelige og borgerlige værdigheder, var han tillige verdslig lensmand. Som billede på den sidste værdighed skulle bispen af lensherren modtage et sværd og et scepter. Overenskomsten mellem pave og kejser blev derfor som alt nævnt et kompromis. Tilsyneladende havde paven sat sin vilje om det kirkelige valg igennem. Valget var og blev dog indskrænket til personer, der kunne opnå kejserens anerkendelse. Men jo større pavens faktiske overmagt blev, desto mere kunne domkapitlerne også indskrænke sig til kun at tage kirkelige hensyn. Forsåvidt blev overenskomsten i Worms i første række en sejr for pavemagten. Det samme var i endnu højere grad tilfældet i England. »Kronens voksende despotisme var den specielle fare for England i det 11 og 12 århundrede. Det var kirken, som under denne krise frelste England fra slaveri.«« Henrik I måtte i 1107 fuldstændig give afkald på at give biskopperne ring og stav og indskrænke sig til kravet om, at bisperne som lensmænd skulle aflægge lydighedsed til kongen. De følgende paver hævdede da også fortsat den kirkelige overhøjhed. Bonifacius VIII (1294 - 1303) fik på et kirkemøde vedtaget en beslutning, der formelt satte kronen på Gregor VII's værk. Det hedder i denne: »kirken er ét legeme og har ét hoved. I dens vold er to sværd, et gejstligt og verdsligt; det første til pavens eget brug, det andet til kongers og ridderes tjeneste, men det må kun anvendes med pavens tilladelse og i følge hans vilje. Det verdslige sværd må være det gejstlige underdanigt, og den verdslige magt skal adlyde den gejstlige.« Det lå i hele tidens medfør, at pavemagten måtte få overtaget. Folkene trængte på dette udviklingstrin til kirken som den verdensbeherskende gudsstat. Det var i ly af dette Gregor VII's system, at folkene i den følgende tid opnåede en almindelig blomstring. Kirkens magt kom frem for alt arbejdet til gode. Den kanoniske ret havde opstillet den grundsætning, at da arbejdet er kilden til ejendommen, så tilfalder værdien af de på jorden udførte forbedringer den, der ved sit arbejde har tilvejebragt forbedringerne. Ud fra denne grundsætning voksede den betragtning, at småbønderne var jordens egentlige og retmæssige besiddere, medens grundejernes ret til afgifter og tjenester efterhånden skrumpede ind. Der fremvokste i kirkens ly en ny ret, som særlig værnede om arbejdet på mark og i værksted. Ved en fredsslutning i 1438 blev det således bl.a. slået fast: »For det første skal landmanden og vindyrkeren med hus og gods, som bruges ved dyrkningen, være sikrede frugterne af arbejdet.« Ligesom klostre, kirker og kirkegårde »skal plovene med hestene og hvad dertil hører, vinhaver, agre og marker ligge i fred: hvem der tilføjer en arbejder på marken eller vinbjerget skade, skal straffes som røver.« Håndværket blev på lignende måde fredlyst. Det blev i det hele hævdet, at alt med flid og kunst udført arbejde var en gudvelbehagelig gerning.

I byernes første tid var der ingen egentlig forskel på indbyggerne. Vel havde de forskellige mennesker hver deres særlige kald og erhverv. Men de gik alle op i den almindelige borgerstand; alle hæderlige mænd og kvinder kunne optages i de for alle borgere fælles gilder. Men der var talrige spirer, der pegede i retning af forskellighed. Meget tidligt begyndte den udvikling, der udsondrede to hovedklasser: købmændene og håndværkerne. Skønt købmændene længe bevægede sig inden for meget beskedne rammer, var det dog dem, der kom til at danne kernen i det borgerlige aristokrati. Hvor små de forhold var, som de oprindelige købmænd optrådte i, kan oplyses af nogle få tal. I England var ulden den vigtigste udførselsartikel. I året 1277-78 udførtes desuagtet endnu kun 14,301 sække uld, hver sæk regnet til 200 pund. Det blev ialt ikke fuldt 60,000 pund eller 30 tons. I denne omsætning deltog 252 købmænd; på hver købmand faldt således kun 56 sække eller ca. 220 centner. Hin tids skibe var også kun lilleputter. Medens vi nu anser et skib på 1200 tons for kun at være et meget lille fartøj, var de største skibe dengang på 4-500 tons. (det tyske »Amerika«, bygget i 1905 var på 21,750 tons. Det engelske »Lusitania«, bygget i 1907 var på 32,500 register tons). Flere købmænd kunne være fælles om disse små sejlere. I året 1369 udgik fra Reval (dvs. Tallinn) 12 skibe, der var ladede med gods fra 178 købmænd. Fragtens samlede værdi udgjorde 290,000 mark, hvad der for hver enkelt købmand kun udgjorde et beløb af 1600 mark. Endnu så sent som i det 14 århundrede var der talrige købmænd, hvis hele omsætning ikke gik ud over 10,000 mark om året. Under korstogene fik handelen sit første store opsving. Hvert skib, der gik til det hellige land med krigere, vendte hjem med asiatiske varer i lasten. I første række kom søbyerne frem: Venedig, Genua, Antwerpen, Brügge, Bremen, Hamburg og Lübeck. Forrest og længst frem kom byerne i Italien, særlig Venedig. Dennes fremvækst er typisk for mange byer. Endnu i det 6-7 århundrede var den kun et fiskerleje, hvis indbyggere levede som jævne arbejdere på den samme levefod. »Alle levede som fiskere, skippere eller saltbrydere, ligeberettigede, lige rige eller meget mere lige fattige ved siden af hinanden.« Særlig indgribende var de forhåndenværende saltgruber. »Det er de venetianske saltgruber, der er uadskilleligt forbundne med Venedigs ophøjelse til et højere økonomisk udviklingstrin, fordi de gennem varebytte muliggjorde tilfredsstillelsen af højere krav og fremkomsten af handelskapital.« Allerede i det 8 århundrede står Venedig i handelsforbindelse med Østerland. Den større handel omfatter særlig tyrkisk purpur, silkestoffer med fuglebilleder og klæde med hermelinskantning. Fra de vesteuropæiske lande købtes og solgtes tysk lærred, bygningstømmer, jern og våben. Først i begyndelsen af det 9 århundrede fremstår den egentlige by, der nu fik et større opsving. Købmændene benyttede korstogene til at få anlagt kolonier i forskellige byer i Forasien, som Tripolis, Sidon og Tyros og flere steder. »Venedig betragtede den store religiøse bevægelse fra et fuldstændigt forretningsstandpunkt og var ikke rede til det mindste offer, når der ikke vinkede en tilsvarende materiel værdi.« Som korstogene havde givet stødet til dannelsen af store lensborge, gav de også anledning til fremvæksten af store byer. »De små tilværelser tabte sig i de store eller flokkede sig omkring dem. Det er denne retning, hvori samfundet bevæger sig, dets fremskridt fuldbyrdes.« Fra søbyerne bredte handelen sig ud over hele det civiliserede Europa og førte også i landenes indre større byer frem. Paris, der i det 11 århundrede var en af Frankrigs vigtigste handelspladser, skal allerede i det 13 århundrede være nået frem til det for denne tid næsten enestående indbyggerantal af 200,000. Fra 1121 foreligger der vidnesbyrd om et selvstændigt købmandgilde. 50 år senere får gildet eneret på handelen på Seinen mellem Paris og Mantes. Fra dette tidspunkt erhverver købmandsgildet sig det ene privilegium efter det andet. Med den erhvervede kapital skaffer gildet sig grundbesiddelse i alle dele af riget. Det var repræsentanterne for købmandsgildet, der opnåede den ledende stilling i de nye byers kommunale styrelse. I 1170 fik gildet selvstændig domsmyndighed: jurisdiktion, der atter blev bekræftet i 1220. Parisergildet udvider sig til at omslutte selve den kommunale styrelse. Dets forstander blev borgmester. Ved siden af ham kom først 4 magistratsmedlemmer og fra 1296 24 borgerrepræsentanter. »De dannede det egentlige byråd, der her altså uden tvivl er fremgået af et gilde.« Samtidig med at styre kommunen vågede gildet nøje over handelens interesser. Dets »ordning af handelen og organisation af arbejdet viste et storsyn og en praktisk indsigt, hvortil selv de kloge og energiske byråd i de større tyske byer i middelalderen knap nogen sinde svang sig op«. I Køln mener man, at købmændenes sammenslutning til et gilde allerede er begyndt i det 10 århundrede. Det var her overvejende vin og vævede stoffer, hvormed der handledes både i ind og udland, særlig i England. Efter normannernes erobring af England i det 11 århundrede skabte købmandsgildet fra Køln sig et selvstændigt gildehus i London, der blev forløber for det senere følgende tyske Hanseforbund. Under Kølns stærke fremgang i det 11-12 århundrede svang købmændene sig op til en privilegeret rigmandsklasse. Mange af de borgere, der var begyndt som små handelsmænd, tjente sig rige i egenskab af grundbesiddere. Købmandsgildet blev repræsentant for den organiserede kapitalmagt. I alle handelsbyer fremstod lignende gilder, der søgte at hævde sig eneret til handelen og virkede til gensidigt forsvar. For at blive medlem af købmandsgildet måtte man betale et vist, nærmere bestemt indskud og stille sikkerhed for opfyldelsen af de medlemmerne påhvilende forpligtelser. Til de ejendommelige rettigheder, der knyttede medlemmerne i gildet sammen, hørte bl.a. den, at alle medlemmer havde adgang til indkøbspris at forsyne sig af de varer, som et enkelt medlem havde købt til videre forhandling. Gennem denne bestemmelse blev det udelukket, at et enkelt medlem kunne skaffe sig fordele til skade for andre. Landene blev dækkede af et net af spredte købmandsgilder, der atter blev samlede i fælles forbund. I 1241 knyttes den første forbindelse mellem købmændene i Hamburg og Lübeck; d. 29 juni 1254 stiftedes i Mainz det senere så berømte Hanseforbund. Det repræsenterede over 70 forskellige tyske byer og var tidens højeste udslag af handelsstandens samvirkende bestræbelser. Hanseforbundet søgte at afskaffe al told på Rhinen, at fremme ensartede retsforhold for handelen, at ordne møntvæsenet og eventuelt hævde landefreden med væbnet magt. Under det såkaldte Interregnum i Tyskland fra 1254 til 1273, da der ingen centralmyndighed fandtes, var det Hanseforbundet, der varetog rigets fælles interesser. Ved midten af det 14 århundrede foregik lignende sammenslutninger af købmandsgilderne i Frankrig. Foruden i de faste kontorer og udsalgssteder foregik handelen på den såkaldte messe: oprindelig navnet på det marked, der blev afholdt samtidig med en kirkelig fest. Fra 1330 blev denne messe afholdt 2 gange om året. I 1384 blev tiden for messens varighed udvidet til 14 dage. I 1392 lå der på en gang i Danzig 300 skibe, der var fyldte med korn og bestemte for England. I Køln steg omsætningen fra 37 mill. mark årlig i 1368 til 210 mill. mark i 1465. Internationale messer blev afholdte både på fastlandet og i England; på fastlandet i Champagne og Brie, i England særlig ved Cambridge. Her varede messen en hel måned fra begyndelsen til slutningen af september. Ved dette stævne mødte italienerne med silke, fløjl, bomuld og kostbare smykker, flamlænderne med klæde, franskmænd og spanioler med vin, nordmændene med beg og tjære, englænderne med uld, korn og kvæg. Det fredelige varebytte, der under de gamle stammeforhold i mindre stil foregik på markederne, fandt sin fortsættelse i større stil på disse nationale og internationale messer. Gennem riddernes fejder lærte folk fra de spredte egne kun hverandre at kende som fjender. Under messen både i kirken og på handelspladsen lærte man hverandre at kende som mennesker.

Den ejendommelige samvirken, som havde fundet udtryk i gilderne på land og i by, fulgte også menneskene nu, da de begyndte i større omfang at pløje de store verdenshave. De mænd, der førte skibene, dannede deres egne broderskaber. I 1378 stiftedes således eksempelvis et gilde af skonnertførere. Ombord på selve skibene fandt sammenslutningen nøje, for tiden kendetegnende udtryk. Når Hanseforbundets skibe var kommet en halv dagsrejse fra land, var det sædvane, at kaptajnen samlede mandskabet og rejsende og holdt en tale til dem, hvoraf følgende kan anses for særlig typisk: »Vi er nu overgivet til gud, vinden og bølgerne; vi skal derfor nu alle være lige. Da vi er udsat for hårde storme, vældige bølger, sørøvere og andre farer, kan vor rejse ikke gennemføres uden streng orden. Vi begynder derfor med bøn og sang om god vind og lykkelig rejse og vælger dommer og nævninger i henhold til søretten således, at der kan håndhæves ærlig rettergang.« I henhold hertil valgtes en dommer, 4 nævninger og en mestermand og andre bestillingsmænd til at fuldbyrde straffen. Søretten med dens straffebestemmelser blev derefter oplæst: »ingen må sværge ved guds navn, nævne djævelen, sove under bønnen, gå omkring med lys, ødelægge levnedsmidler, forstyrre arbejdet, spille terning eller kort efter solnedgang.« For mindre forseelser idømtes bøder, for større legemlig revselse. Ved enden af rejsen trådte rettens medlemmer sammen, og dommeren holdt da en tale, hvori han særlig fremhævede: »Alle skal tilgive hverandre, hvad der er foregået på skibet, og lade udtalelser og domme være døde og magtesløse. De domme, som er fældede, er blevet afsagte for, at ret og retfærdighed skal kunne ske fyldest.« I den ærlige rets navn anmoder dommeren om, at »enhver vil glemme det fjendskab, som en anden må have givet anledning til«. Under modtagelsen af salt og brød beder han dem sværge, at »de ikke fremtidig vil tænke derpå i vrede. Men hvem, der føler sig forurettet, skal efter gammel sædvane klage til havnefogden og appellere dommen, før solen går ned«. Alle deltog derpå i spisningen af salt og brød og tilgav hverandre. Så snart de var kommet i land, blev kassen med bøderne overgivet til havnefogden til fordeling blandt de fattige. Således fulgte tanken om sammenslutning og broderskab menneskene i hine dage både på land og hav.

Handelsstandens fremkomst var den første særlige fremtoning i de nye byer: i lige grad ejendommelig med hensyn til virksomhedens karakter og resultater. Det hidtidige samfund, der hvilede på naturalhusholdningen, kendte ingen speciel handelsstand. Den handel, der foregik inden for rammen af det gamle samfund, var kun byttehandel. En stand, der levede af handel, kendte naturalhusholdningens samfund ikke. Hvor mennesker undtagelsesvis gjorde forsøg på spekulationsgevinst ved handel, blev de fordømt som ågerkarle. Man gjorde derfor under de gamle forhold den skarpeste forskel på den, der købte en vare for at bearbejde den og derefter solgte den for en pris, der gav ham vederlag for det tilføjede arbejde, og den, der købte en vare for at sælge den med gevinst i uforandret form. Kun den sidste var egentlig købmand dvs. en ågerkarl, hvis færd var stemplet som fordømmelig. Nu fremstod en hel ny klasse, der udelukkende levede af handelsgevinst, dels umiddelbart af handelen med varer, dels ved anden med handelen inderlig beslægtet færd. Mange købmænd ejede jord i byerne. Fra begyndelsen var det grundejerne, der anlagde gader og torve, byggede huse og værksteder og rejste boder til brug ved den lokale handel. Ved salg af jord, ved udlejning af huse og boder blev der for første gang .i historien lejlighed til tilegnelsen af indtægter uden arbejde: unearned incriment. Mange grundbesiddere, der ikke oprindelig drev handel, droges af handelsgevinsten og gik over til handelsstanden. Grundejere og købmænd går op i en højere enhed: gammelborgere, også kaldet slægter eller patricier. Gennem den ejendommelige blanding af ridderlig virksomhed og købmandsmæssig bedrift voksede den nye handelsklasse fra dag til dag i glans, pragt og rigdom. Handelsstanden udsondres som en selvstændig klasse, der danner byernes aristokrati. De, der vil optages i denne klasse, må afsværge al forbindelse med de andre erhverv. I gildevedtægter fra St. Orner 1127, Stendal 1231, Middelsburg 1271, Gøttingen 1368, Nürnberg 1378 gøres dette til udtrykkelig pligt. Det samme gjaldt både i Hamburg og de fleste hansebyer. Medens den selvstændige kapitalgevinst således bryder frem hos handelsstanden i byerne, bliver der trang til penge på de gamle borge. Mod høje renter - op til 50 % begynder fyrster og adelsmænd at pantsætte jordejendomme. Andre bortforpagter naturalydelserne mod kontante penge til driftige købmænd. Gennem forskellige former baner kapitalismen sig nye veje. En særlig form træder frem i den såkaldte Kommenda, der specielt anvendes i de italienske handelsbyer. Den anvendes især på to noget forskellige måder: 1) A sætter en vis sum penge i en forretning, der ejes af b; for dette indskud skal han have en vis andel i forretningens udbytte: Kommenda i egentlig betydning. 2) To personer deler en forretning på følgende måde: a indskyder ⅔ af kapitalen, b ⅓ og arbejdet. Udbyttet deles lige mellem begge. Den sidste form er den mest almindelige. Begge former kommer til udbredt anvendelse i det 12-13 århundrede. Foruden i Italien anvendes den stærkt i Spanien og Sydfrankrig. Det nye aristokrati, gammelborgerne, tilegner sig magten i byerne. De forbeholder sig eneretten til byens ejendom: ager publicus. De besætter alle pladser i rådet og vil alene håndhæve retten i byen. Ved siden af handelsstanden optræder bosiddende adelsmænd og præster med krav på forsåvidt at være privilegerede, som de vil være fritagne for de kommunale skatter. I en samtidig beskrivelse hedder det således bl.a. fra Rouen: »Fri for kommuneskatter var alle, som ikke hørte kommunen til: adelsmænd, præster og kongelige tjenere. «Mellem det herskende aristokrati og håndværkerne udviklede der sig en skarp modsætning. Patricierne følte sig højt hævede over dem, der »høkrede med deres varer i gaderne«, og så ned på menneskene »med snavsede hænder« og »blå negle«. De stolteste patricier mente sig endogså berettigede til at give håndværkerne på øret, når de fandt, at disse ikke optrådte med den fornødne respekt overfor borgerne. I byretten i Brüssel af 1229 blev patriciernes ret til at »ørerige« håndværkerne slået lovformelig fast. I andre byer, f.eks. Strassburg, fortælles om, hvorledes aristokratiets ungdom ligefrem øvede vold mod håndværkerne: pryglede mændene og skændede kvinderne. Med andre ord: medens den nye pengebesiddende klasse overfor de jordbesiddende lensherrer hævder borgerlig ret og frihed, udbytter og brutaliserer den arbejdende underklasse. Men denne ville hverken udbyttes eller knægtes. Vel boede håndværkerne endnu mest i lejede huse og arbejdede i lejede værksteder. Men de havde rigeligt med arbejde og god fortjeneste. De vil derfor mindst af alt betragtes og behandles som retsløse proletarer. De vil selv være borgere: hævde deres menneskeret og have del i byens styrelse. Gennem selvstændige gilder og broderskaber (associationer) blev de i stand til at optage kampen mod overklassen og gennemføre deres krav.

Lavene har i alle kulturlande haft en overordentlig betydning. Det er derfor kun naturligt, at der inden for den videnskabelig forskning har åbenbaret sig en levende trang til erkendelse af, hvorledes lavene er fremstået, hvilke forhold og kræfter der har fremkaldt deres dannelse. Men de opfattelser herom, der af forskellige videnskabsmænd gøres gældende, er endnu så afvigende, at det er umuligt på nærværende tidspunkt at give en almengyldig fremstilling deraf. Vi må derfor her indskrænke os til, dels at gøre rede for, hvad striden drejer sig om, dels at følge de saglige indlæg, der forekommer os bedst begrundede. Medens der, som tidligere fremhævet, er strid om gildernes oprindelige karakter, er der vistnok så nogenlunde enighed om, at vi i gilderne har en af de former, som har dannet indledningen og overgangen til mange lav. Derimod er der en anden tidligere form for sammenslutning iblandt de ufri håndværkere på de store borge, hvorom der hersker den skarpeste strid. Professor, dr. Gustav Schmoller skriver: »Vi ved, at talrige håndværkere i tiden fra 900 til 1100 fandtes på borgene og i klostrene; vi ved, at de ufri håndværkere her var forenede i visse grupper eller forbund. Vi ved, at i spidsen for disse forskellige håndværkergrupper stod godsejerlige magistre; vi kender ikke deres hverv nøje, men formoder, at det har været af politimæssig og juridisk, måske også af militærisk og finansiel natur.« Med den her fremhævede kendsgerning for øje har dr. Rudolph Eberstadt søgt at vise, at vi foruden i gilderne og i magisteriet på borgene har en af overgangsformerne til de fremtidige lav. Den bedste begrundelse for denne opfattelse er givet under fremstillingen af slagterlavets historie i Paris. Den vil derfor blive gengivet i det følgende. Professor, dr. F. Keutgen benægter imidlertid bestemt, dels at der i denne pariserslagternes historie ligger noget almengyldigt, dels at lavsdannelsen har haft nogen som helst tilknytning til magisteriet. Med disse indledende bemærkninger skitserer vi lavenes oprindelse, hovedsagelig således, som den er fremstillet af Eberstadt og Hazelius men føjer til, hvad Keutgen derom melder i afvigende retning.

Den ældste efterretning om, hvorledes omdannelsen fra gilde til lav foregik, foreligger fra væverne i Mainz. Byens vævere havde hidtil haft visse naturalydelser at svare til de kirkelige og verdslige myndigheder. I 1099 skænker ærkebiskop Rüthard dem det privilegium, at de skal være fri for ydelsen af naturalafgifterne mod i fællesskab at vedligeholde kirkens korsgang og tag og efter bedste evne forsyne kirken med lys. Vævernes broderskab gik dermed over fra det private til det offentlige liv. Det blev nu en offentlig korporation, hvis medlemmer ikke blot blev knyttet sammen af det religiøse formål, men af de fælles økonomiske pligter. I 1106 giver biskop Adalbert i Worms 23 derværende fiskehandlere eneretten til salg af de fisk, som de fanger i Rhinen. Men ingen enkelt må opkøbe større oplag. Handelen må først begynde, når byklokken ringer, hvorefter alle har lige adgang til at købe. Broderskabet må selv våge over, at ingen fremmed griber ind i deres erhverv. Fra 1128 foreligger oplysninger om skomagerne. I egenskab af godsejerlige håndværkere har skomagerne visse afgifter at svare. Men de bispelige embedsmænd forlanger mere af dem, end de er vant til at yde. Skomagerne vendte sig da til lensherren, biskop Embricho, med klage over overgrebene. Den biskoppelige lensherre gav klagerne ret og udstedte et dokument, hvori det blev slået fast: 1) enhver, der vil optages i skomagernes broderskab, skal betale 30 solidi sølv, hvoraf biskoppen skal have 4, fogderne 6 og resten skal tilfalde broderskabet. 2) Broderskabet skal endvidere til biskoppen årlig svare 1 pels, til hver af fogderne 2 par støvler, til byens kæmner 27 unzer sølv, til præsteskabet 4 pund voks og 8 denarer. Når disse afgifter er ydet, har ingen mere at kræve af skomagerne. Fællesskabet om udredelsen af disse afgifter gør fra samme tid skomagernes broderskab til en offentlig korporation. Fra Køln foreligger fra 1149 et officielt dokument, der viser os et broderskab på et endnu nærmere mod det fuldendte lav fremrykket standpunkt. Det omhandler sengetøjsvæverne, der i »from forventning om det evige liv har oprettet et broderskab«. Ved officiel anerkendelse af fogeden, greven og borgerrådet tilstås broderskabet retten til at kræve, at alle byens sengetøjsvævere skal være medlemmer af dette. I forbindelse med klædevæverne har sengetøjsvæverne af deres egen formue ladet tørlægge en markedsplads. Denne plads skal derfor herefter være fælles for begge broderskaber. De vævere, der herefter vægrer sig ved at træde ind i et af broderskaberne, skal »ved rettens strenghed tvinges til lydighed«. Dermed er alle fagets arbejdere underkastet gildets vilje. Det fri broderskab er blevet et tvungen lav. I 1183 giver ærkebiskop Wichmann i Magdeburg klædehandlerne eneret til handel med beklædningsstoffer i byen. En lignende forret synes omtrent samtidig at være givet til skomagerne samme sted. I 1197 giver biskop Ludolf en tilsvarende forret til skjold- og sadelmagerne. I 1228 bekræfter abbed Gerhard lavsprivilegierne for håndværkerne i Halmstadt. Samtidigt bliver det bestemt, at rettighederne skal byfæstes af hver ny abbed. I 1230 tilstås skomagerne i Halberstadt den ret, at kun de til broderskabet hørende medlemmer må arbejde ved skomagerfaget. Til gengæld skal broderskabet søge at opdrage medlemmerne til godt og ærligt håndværk. I 1258 byfæster biskop Volrod i Halberstadt kræmmernes rettigheder og sædvaner således, at de skal være i overensstemmelse med, hvad der gjaldt for kræmmerne i Goslar, hvis broderskab havde udelukkende ret til handel med nærmere bestemte varer. I 1283 fik væverne i samme by en lignende anerkendelse. Fra biskopperne i Basel foreligger en hel række lavsbreve fra 1226 til 1269; i 1226 til buntmagerne, i 1248 til murerne, tømrerne, hjulmændene og slagterne, i 1260 til skrædderne, i 1264-69 til gartnerne og 1268 til væverne. De til forskellig tid udstedte lavsbreve viser os broderskaberne på mere eller mindre fremrykkede udviklingstrin, der hver især kan kendetegnes på følgende måde: 1) håndværkerne er forud for modtagelsen af lavsbrevet knyttet sammen om et fælles formål i det religiøse broderskab. Gennem de biskoppelige privilegier bliver broderskabet udrustet med øvrighedsmyndighed til gennemførelsen af lavsbeslutningerne overfor alle broderskabets medlemmer. De medlemmer af faget, som ikke tilhører broderskabet, er ikke underkastede dettes beslutninger, men har heller ingen del i dettes rettigheder. I realiteten betyder broderskabets udvidede ret så godt som al tid, at det bliver en nødvendighed for alle, der vil arbejde i faget, at gå ind i broderskabet. I biskop Bertholds brev til skrædderne i Basel af 1260 fremhæves det udtrykkeligt, at næsten alle håndværkerne i byen nu har fået den tilstræbte sammenslutning anerkendt. Det er derfor den samme anerkendelse, som de andre fag alt har opnået, han nu tildeler skrædderne. En senere biskop, Heinrich v. Neuenberg, skænker yderligere håndværkerne retten til uddannelse i våbenbrug således, at lavsborgerne tillige bliver en militær magt, som han kan bruge i sin tjeneste. Dette er egentlig det sidste led i forvandlingsprocessen; det kirkelige broderskab er blevet en politisk korporation. I året 1271 får murerne og tømrerne i Basel deres lavsbreve fornyede. Det nye lavsbrev optager fuldstændig teksten fra 1248. Men der tilføjes nu noget nyt: en bestemmelse om den absolutte lavstvang og påbud om aflæggelsen af et løfte om gensidig hjælp imod enhver angriber. Dermed er forvandlingsprocessen fuldbyrdet. Broderskabet har fundet den form, lavsformen, hvorunder det optræder i de følgende århundreder. De her påpegede kendsgerninger er almen anerkendte. Det er kun angående motivet til, hen sigten med og betydningen af de korporationerne tildelte rettigheder, der er delte meninger. Men herom nærmere i det følgende.

Den af Eberstadt påpegede udviklingslinje fra magisteriet til lavet finder sit mest typiske udtryk i slagterlavets historie i Paris. I det 11 århundrede udøvede slagterne deres håndværk som den kongelige godsejers ufri arbejdere. Kongen havde som jorddrot en sådan myndighed over deres person, at han endog kunne skænke dem bort til nye herrer. I 1143 bliver således 2 slagtere skænkede til det hellige Lazarus munkekloster. De bænke på torvet, hvorved slagterne øver deres hverv, tilhører lensherren. Finder denne anledning dertil, forbyder han simpelthen slagterne at arbejde ved bænkene. Henimod midten af det 12 århundrede begynder slagterne at optræde med nogen mere selvstændighed. Ved given lejlighed forsøger de at gøre deres selvstændighed gældende, men ligger endnu under for lensherrens magt. Klosteret Montmartre havde opstillet 23 slagtebænke på den sædvanlige torveplads, hvor det sætter sine egne slagtere til arbejde. Dette vil de øvrige slagtere ikke finde sig i. De overfalder og fordriver klosterslagterne. I denne anledning søger klosteret kongen om beskyttelse. Kongen tager parti for klosteret. De kongelige slagtere bliver ligefrem forbudt at fortsætte deres håndværk. Ved denne kongelige foranstaltning kom slagterne i dyb nød. Da nogen tid var gået, anråbte de derfor kongen om nåde for deres hustruers og børns skyld. Deres bøn blev hørt. Slagterne blev genoptagne i embedet. I året 1155 blev der sluttet en fred, der kom til at danne grundlaget for det fremtidige slagtererhverv. De bænke, 30 ialt, som klosteret imidlertid havde opstillet, blev overtaget af de kongelige slagtere mod en evig rente til klosteret af 30 francs om året. Dermed går bænkene over til de forenede slagtere, der fra nu af har eneret til udøvelse af slagterhåndværket. Slagterne begynder at fremtræde som selvstændig korporation. I året 1162 får korporationen lavsret. Fra nu af optræder korporationen med fuld selvstændighed. Det er den alene, som bestemmer, hvem der kan optages i korporationen. Efter midten af det 13 århundrede bygger tempelherrerne et slagtehus og prøver på at lade dette betjene ved nogle af sine mænd. Dette vil slagterlavet ikke finde sig i. Det anlægger sag imod tempelherrerne og får medhold af domstolen. I 1282 fældes den kendelse, at slagterkorporationen gennem de af kongerne skænkede privilegier er eneberettiget til at udøve slagterhåndteringen. Ved byfæstelse af dommen får privilegierne påny kongelig bekræftelse. Da tempelherrerne vedblivende meget stærkt ønsker adgang til i det mindste at opstille 2 slagterbænke uden for bymuren, giver slagterkorporationen i kraft af dens ret sit samtykke dertil. Men derudover holder den på de erhvervede forrettigheder. Ved hvert tronskifte sørger den for, at lavsrettighederne påny bliver anerkendte. Hvilken mægtig forvandling er det nu ikke, der her er foregået i løbet af 2 århundreder! I det 11 århundrede skænker kongen 2 slagtere til Lazarus-klosteret. I det 13 århundrede må kongen søge slagternes billigelse til at yde tempelherrerne en ringe gunst. Slagterlavet fik ikke blot eneret på slagterhvervet, men fik som andre lav i den følgende tid selvstændig domsret (jurisdiktion). Lavet dannede sin egen domstol. Af de idømte bøder tilfaldt magisteren, formanden ⅓, de ⅔ blev fordelt til lavets fælles formål. Magisteren fortsatte som formand det hverv, han havde haft som forstander for og leder af det til borgen hørende korps af ufri arbejdere. I overgangen fra lensherrens beskikkede repræsentant til den af korporationen selv frit valgte formand ser Eberstadt vidnesbyrdet om den fuldbyrdede forvandling: fra ufri godsejerlige arbejdere til fri selvstændige borgere. Og han søger at vise, at udviklingsgangen har været den samme for talrige andre fag. Mod hele denne opfattelse gør Keutgen den stærkeste indsigelse. Ifølge hans opfattelse er lavene skabte af byernes øvrighed som organer, hvorigennem denne håndhævede markedsretten: tilsynet med forarbejdelsen af produkterne og varernes priser. »Det hele kontrolvæsen nødvendiggør en inddeling i grupper, der også passer bedst for de afgifter, der skal ydes. Alle smede, alle bagere, alle skomagere har kun at fremstille og faldbyde varer af den samme art. Kontrollen virker bedst, kan kun virke godt, når den på en gang øves overfor den hele gruppe. For smede, for skomagere, for slagtere udstedes de samme håndværksmæssige forskrifter, lige for alle. Der findes ingen rig smed, der har større afgifter at betale end hans fattige kollega. Smeden er kun smed, og alle smede er lige for loven.« »Dette er« - føjer Keutgen udtrykkelig til - »oprindelsen til den ældste organisation af det tyske håndværk. Det er ikke forbund, som er dannet af fri drift og har fået øvrighedens byfæstelse, men kun afdelinger skabte af øvrigheden til dennes egen tjeneste.« De faglige grupper blev - efter samme opfattelse - undergivet tilsynet af en bestemt embedsmand: embedsmesteren. Med denne embedsmand samledes »her trådte hvert fag for første gang op som sluttet fællesskab; her øvede det, om end under embedsmæssig ledelse, begyndelsen til selvstyret; her kunne det også selv imod embedsmændene gøre sine ønsker gældende.« Det vigtigste, der blev opnået i disse forsamlinger, var retten til selv at vælge en mester, der kunne indsamle og aflevere markedsafgifterne og tjene som mellemmand overfor øvrigheden. Denne ret blev opnået fra midten af det 13 århundrede. Valget af denne mester faldt selvfølgelig på en mand af håndværkernes egen midte. Ad denne vej nåede fagene frem til som lav selv at håndhæve håndværkerretten. Ved lavene skabtes grundlaget for den nye byhusholdning. Gennem lavene fremmede rådet dels publikums, dels bykassens interesser. Hermed har vi gjort rede for den væsentligste meningsforskel angående lavenes oprindelse. Kun den, der ved at beherske det latinske sprog har adgang til at gøre selvstændige kildestudier, vil kunne dømme parterne imellem. Men hvad enten oprindelsen ligger det ene sted eller det andet, det sikre er, at lavene i løbet af det 13 århundrede står der som fuldt færdige organisationer, der dels overalt griber dybt ind i, dels behersker håndværkslivet i byerne. Det hverv, der blev overdraget håndværkerne, blev betragtet som et embede, som vedkommende fik til len. Lenet medførte her som andet steds både bestemte rettigheder og pligter: 1) pligten til at svare visse afgifter og levere bestemt arbejde, 2) retten til udøvelsen af det bestemte erhverv. Da klædekræmmerne i Lüneburg modtog deres lavsprivilegier, udtalte borgmesteren udtrykkelig: »En sådan klædekræmmerforlening, som i begærer, forlener jeg eder med som en ret forlening i faderens, sønnens og helligåndens navn.« Med håndværkernes organisation afsluttes organisationsvirksomheden for middelalderens klasser. Adel-, præste-, bonde- og købmandsstand havde forud fundet deres særlige sammenslutning. Nu havde håndværkerne også deres organiske forbindelse allerede i 1258 var der i Paris over 100 forskellige lav. Ved en kgl. forordning i nævnte år blev der givet en samlet fremstilling af de forskellige lavsvedtægter og sædvaner, som samtidig alle modtog kongelig stadfæstelse. I Lübeck var der ved samme tid 70, i Køln 80, i Hamburg 100 lav. Håndværkerne stod rede til at indtage deres stilling på den offentlige skueplads og yde deres indskud i den historiske udvikling.

I samme grad som håndværkerne så sig samlede i deres egne selvstændige korporationer, voksede deres mod og kraft. Først søgte de at afkaste de sidste rester af afhængigheden overfor lensherrerne således som denne fandt udtryk i myndigheden til at besætte visse håndværkerembeder. Dernæst rettede de deres bestræbelser imod rådet i deres egen by. De ville ikke finde sig i blot at være trælle i byerne. De ville frem til selv at have del i byens styrelse, være medbestemmende om alle forhold i byens liv. Det var dem ikke nok blot at optræde som håndværkere, de ville være borgere. Hvor slægterne forsøgte at holde håndværkerne nede som proletarer, rejste de sig for med magt at gennemføre deres borgerret. Det 13-14 århundrede er opfyldt af kampene mellem de nye patricier og plebejer. Væverne gik i spidsen. Deres gilder talte på denne tid det største antal medlemmer. I Florens var der alene i det 14 århundrede 30,000 vævere. I mange byer i Westphalen boede væverne dør om dør. I Schlesien levede størstedelen af befolkningen af at spinde og væve. Samtiden fandt antallet af væverne så stort, at det var håbløst at søge udregnet, hvor meget de producerede. Medens endnu de fleste andre håndværkere kun arbejdede for det lokale marked, arbejdede væverne allerede på dette tidspunkt for verdensmarkedet. Det tyske lærred blev sendt både til Schweiz, Frankrig, Italien, Holland, England, Rusland og de nordiske lande. Men handelen med de færdige varer var ikke vævernes sag. Det var købmændene, der leverede væverne råstofferne og modtog de færdige produkter. Ofte var væverne ikke synderlig andet end husindustrielle arbejdere, der vævede i købmandsgildets tjeneste. Men dermed ville de ikke nøjes. De ville frem til selvstændighed også i deres bedrift: selv afsætte de frembragte varer og tilegne sig den hele fortjeneste af arbejdet. Deres formål var således et dobbelt: både politisk og økonomisk. Blandt de byer, hvor klassekampen tog den mest blodige karakter, stod den gamle bispeby Køln i første række. Fra begyndelsen af det 12 århundrede havde handelsborgerne her del i byens styrelse. I det 13 århundrede befæstede de deres magt, som de bevarede til op imod udgangen af det 14 århundrede. Deres tid kendetegnedes ved betegnelsen Richerzech-tiden. Under forbund mellem lavene og ærkebiskop Conrad (1238-61) fik håndværkerne forbigående magten i byen. Men det varer kun kort. I efterfølgeren Engelberth II's tid tilegnede patricierne sig atter regeringen. I 1370 tog håndværkerne påny, med væverne i spidsen, styret. De var dog endnu ikke stærke nok til at hævde den vundne stilling. Der fulgte fortsatte kampe efter, hvori væverne led nederlag og blev genstand for grusom hævn Mange vævere blev henrettede og 1800 blev udjaget af byen med både kone og børn. En samtidig historieskriver fortæller: »Hvor de fangede væverne, slog de dem ihjel på stedet. De søgte dem både i deres huse, i kirker og klostre, de skånede ingen, hverken ung eller gammel. Da klokkerne lød, flygtede hvad flygte kunne. Man jog vævernes børn og kvinder ud af byen, og rådet tilegnede sig deres efterladte arv: hus og ejendom. Dette skete særlig overfor dem, der var rige på gods og havde grovelig forset sig mod rådet.« Først i 1396 faldt slægtsregimentet. Den politiske magt gik da over til byens 22 korporationer, der nu dannede den suveræne kommune. Hver enkelt borger, som ville have nogen indflydelse på byens styrelse, måtte tage sin plads i et af de faglige gilder eller lav. De forenede korporationer valgte 36 rådmænd, der supplerede sig selv til 49, der tilsammen udgjorde byens råd. I en samtidig krønike skildres det sejrende demokrati på følgende måde: »På nævningernes pladser i rådet sad nu i stedet for de gamle rigmænd: ædle herrer og riddere af høj dannelse, som stod i ære og gunst hos kejsere og konger, plumpe folk med plebejiske sædvaner, håndværkets mænd, der kom fra væverstolen, slagtebænken og ambolten.« Dette nye demokrati beholdt magten i Køln i 400 år. Det regerede endnu, da franskmændene i 1794 uden modstand besatte den fri rigsby. I Brügge, der fik byret i 1240, fornyet i 1281, støttede gammelborgerne den franske konge, Philip den Smukke, der ved deres hjælp vandt byerne i Flandern. Da håndværkerne kom frem i forgrunden, jog de franskmændene bort. I året 1302 led den franske rytterhær et stort nederlag. Fra 1303 fik håndværkerne del, og fra 1477 overmagten i byens styrelse. I Löwen tiltvang håndværkerne sig i 1378 gennem en blodig kamp del i byens styrelse. I 1421 blev patricierne styrtet i Brüssel og i 1430 i Ipern. Ingen steder blev der dog kæmpet så længe og så voldsomt som i Lüttich. Klassekampen varede her omkring ved halvandet hundrede år, fra midten af det 13 til slutningen af det 14 århundrede. I 1312 sejrede håndværkerne, i 1331 genvandt patricierne den tabte magt, i 1384 vandt håndværkerne den endelige og afgørende sejr. Gammelborgerne måtte derefter ikke blot opgive alle forrettigheder, men selv søge optagelse i håndværkernes foreninger. I Utrecht fik håndværkerne del i styrelsen fra 1304, i Dortmund fra 1399 og efter vældige kampe i St. Trond fra 1417. Under kampene i Strassburg i midten af det 14 århundrede kom lidenskaberne særlig i brand overfor jøderne. I 1349 blev 2000 jøder levende brændt. I Lübeck gjorde håndværkerne opstand i 1389 og i 1408. Støttet af kong Sigismund beholdt patricierne dog magten. »Det var slægterne, rige ved storhandel og grundbesiddelse, der førte regimentet i byen.« I Bremen styrtede håndværkerne patricierne i 1304 og fejrede de følgende år sejren ved en højtidelig gudstjeneste d. 4 marts. I året 1330 tog patricierne atter styret, som de derefter - med en kort afbrydelse i 1365 - vedblivende beholdt. Når gammelborgerne sejrede, tog de ofte en frygtelig hævn over deres modstandere. I 1301 blev 10 af lavenes oldermænd i Magdeburg brændt på det åbne torv. I Brüssel blev flere af lavenes førere levende begravet!

I Frankrig kom det efter den sorte død i det 14 århundrede - til alvorlige sammenstød mellem kongemagten og lavene. Under mangelen på arbejdere steg prisen både på arbejdsløn og varer. I 1351 udstedte kong Johan den Gode en forordning, der under strenge straffe forbød at tage mere end ⅓ mere for arbejde og varer end før den sorte døds optræden. Mestrene fik tilladelse til at tage så mange lærlinge, som de ville. De udlærte svende måtte uden nogen formaliteter frit nedsætte sig som mestre. Enhver fik lov til at frembringe og sælge, hvad han var i stand til. Med andre ord: man forsøgte ved forordningen af 1351 at indføre den fulde fri konkurrence. Selvsagt blev dette forsøg på fra kongemagtens side at ophæve erhvervede privilegier fra håndværkernes side energisk tilbagevist. Men kampen for lavsrettighederne blandede sig nu således med de almindelige borgerlige kampe under hundredårskrigen med England, at det er vanskeligt, om ikke umuligt, at rede de enkelte sammenfiltrede tråde ud fra hverandre. Vi indskrænker os derfor her til at skitsere stridens hovedløb. I mange byer nægtede borgerne at betale endog de skatter, som deres egne repræsentanter i generalstænderne havde været med at bevilge. Under nederlaget i slaget ved Poitiers i 1356 faldt kongen i engelsk fangenskab. Regeringen blev da faktisk overtaget af borgerskabet i Paris med købmanden Etienne Marcel i spidsen. Han rådede over hæren og 20,000 væbnede borgere. Han opkrævede skatterne og lod byen sætte i forsvarstilstand. Hans plan var at skabe et lignende forbund af de franske byer som Hanseforbundet i Tyskland. Der blev indsat et regentskabsråd, som kom til at bestå af 4 prælater, 12 adelsmænd og 12 borgere. Gennem dette råd havde stænderne selve regeringen i deres hånd. I 1357 indkaldte den hertugelige regent, Carl af Nordmandiet, under Marcels segl repræsentanter for de franske byer. Fra ca. 70 byer kom ialt 800 borgere. I dette øjeblik var det byerne med Paris i spidsen, der sad inde med den politiske magt. Borgerne i Paris anlagde de blårøde farver. D. 22 februar 1358 kaldte klokkerne i Notre Dame lavsborgerne sammen til Louvre, hvor de overfaldt og dræbte 2 marschaller, der blev betragtet som folkets værste fjender. Regenten måtte antage de folkelige farver. Adelsmændene trådte tilbage fra stænderforsamlingen. 60 byer sluttede sig til Paris og antog de blårøde farver. Men dermed havde borgerskabets magt også nået sit højdepunkt. Marcel forsøgte at forene byerne til samlet optræden imod adelen. Men dette mislykkedes. Strømmen vendte sig. Pariserborgerne lå under. Marcel faldt, og flere af hans tilhængere måtte lide døden. Det væsentligste af, hvad der var kæmpet for, blev dog opnået. Under Karl V, kaldet den Vise (1364-80), fik borgerskabet sine lavs og kommunerettigheder anerkendte. Men endnu stod disse rettigheder ikke fast. Da Karl VI (1380-1422) havde sejret over det fornyede oprør i 1382, lå pariserborgerne fuldstændig under for reaktionen. Den forenede konge og adelsmagt søgte nu at ydmyge borgerne for stedse. Mange af borgernes bedste mænd blev henrettede eller hængte; nogle blev syet i sække og kastet i Seinen. Selvstyret i lav og kommuner blev ophævet. Forvaltningen blev overgivet til kongevalgte embedsmænd. For at undgå døden måtte talrige rige borgere løskøbe sig med penge. I en række andre byer gik det på lignende måde. De samlede summer, der blev betalt af borgerne for at redde livet, blev regnet til op imod 2 mill. francs. De fri borgere tabte således både frihed og formue. Der gik længere tid, før selvstyret og lavsrettighederne påny blev gennemførte. Patricierne opnåede godkendelse af deres rettigheder i 1387, håndværkerne i 1412. Det var dog først under Ludvig XI (1461 - 83), at lavsorganisationerne atter fik fuld adgang til at udfolde sig frit. I løbet af det 15 århundrede nåede lavene i Frankrig den tilstræbte sædvanlige selvstændighed.

I Florens optrådte lavsorganisationen ved begyndelsen af det 14 århundrede. Omkring ved midten af århundredet begyndte gadekampene om de udvidede rettigheder. I 1378 kom det til blodige sammenstød. Kampene blev åbnet i juni. Ved en stærk magtudfoldelse gjorde underklassen sig d. 20 juni til herre i byen. Med uldkræmmeren Michele di Lando som leder konstituerede håndværkerne sig som tredjestand. Men sejren var kun kortvarig. I august kom det til nye kampe, der endte med nederlag for bevægelsens venstre fløj. I september og oktober kom der en ny ordning i stand. Hver håndværker skulle efter denne finde sin plads i et af de 21 for »evige« tider anerkendte lav, hvoraf de enkelte med et forskelligt antal repræsentanter skulle have sæde i byens råd. Denne ordning varede til 1382. Kampene brød da atter løs og endte med, at købmandsaristokratiet vandt og bevarede den ledende stilling i byen. Vel blev der atter kæmpet både i 1393 og i 1428. Men arbejdets mænd lå under. Pengemagtens repræsentanter beholdt overtaget. Det samme var tilfældet i Italiens andre større byer. I kraft af handelskapitalen fremstod et købmandsaristokrati, der overalt tilegnede sig den politiske magt. Fra England foreligger ingen vidnesbyrd om sådanne klassekampe som på fastlandet i det heromhandlede tidsrum. Der var hverken »brændende byer eller oprør, som blev druknet i blod«. Købmandsgilderne nævnes første gang i et frihedsbrev til borgerne i Burford i 1087 og i 1107. I det 12 og 13 århundrede er det købmandsgildet og dets mænd, der er de ledende i de engelske byer. Håndværkerlavene omtales første gang under Henrik I (1100-35). Under de tre konger af navnet Edward (1272-1377) voksede de stærkt både i antal og styrke. Omtrent fra deres fremkomst fik håndværkerne sådan del i den kommunale styrelse, at denne må karakteriseres som udpræget demokratisk. I løbet af det 15 århundrede, da lavene nåede deres højdepunkt, tog håndværkerne i vid udstrækning magten fra købmændene. Kun undtagelsesvis i London, Beverly, Oxford, Marlborough og Winchester var der visse vævere, som ikke nåede fuld borgerret. Det almindelige var,, at håndværkerne med hensyn til magt og indflydelse stod i forgrunden. I de store byer var det håndværkerlavene, i de mindre byer købmandsgilderne, der besatte pladserne i rådet. Men da begge organisationer stod åbne for alle besiddende og skatteydende borgere, var også alle disse gennem deres korporationer medbestemmende ved byens styrelse.

Karakteren og resultatet af kampene var således forskellig i de forskellige lande. Typisk for kommunestyret, hvor håndværkerne opnåede den største magt, var tilstanden i Utrecht. Fra 1304 bestod byens råd af 24 medlemmer, der alle blev valgt af oldermændene for byens lav. 2 af oldermændene, senere kaldet borgmestre, førte forsædet: den ene i borgerrådet, den anden i nævningeretten. Grundlaget for den kommunale magt lå i byens 21 lav. Hvert lav førte navn efter dets hovedfag, men kan dog også optage medlemmer uden for fagene. Medlemsretten i et af lavene var ikke blot betingelse for at udøve et håndværk, men for andel i den politiske magt og adgang til embederne. Hvem der som fuldtberettiget borger ville deltage i bylivet, måtte lade sig optage i et af lavene. Så omfattende myndighed opnåede lavsborgerne kun i de færreste byer. I de egentlige handelsbyer som Lübeck og Frankfurt am Main var det købmændene, der beholdt den politiske magt. Håndværkerne havde desuagtet selv i disse byer en ret betydelig indflydelse. I Lübeck blev det almindeligt, at rådet, før det tog mere afgørende beslutninger, sammenkaldte lavenes tillidsmænd, indhentede deres råd og søgte at vinde deres samtykke. Det samme var tilfældet både i Hamburg og flere byer. Nogen indflydelse fik håndværkerne så godt som overalt. Hvor der fandtes en lavsorganisation, blev den alle vegne anerkendt. Men rent undtagelsesvis som i Nürnberg var der byer, hvor lavsvæsenet kun opnåede en mere begrænset udvikling. Til den i alle fri byer gennemførte ret hørte det, at borgerne kom til at stå overfor en fælles domsmyndighed. På landet var der forskellige domstole for ridderne og bønderne. I byerne fandtes kun én domstol for alle. Denne for alle fælles ret var en af spirene til den almindelige borgerret i den moderne tid. Hvor lavsstyrelsen nåede videst frem i kommunal magt, blev byen udformet som ét stort fællesskab: økonomisk som et andelsselskab, religiøst som en fri menighed. Hidtil havde kun jordbesiddere og prælater haft indflydelse på det offentlige liv, medens arbejderne var trælle både af jorden og jordbesidderne. I byen blev jorden en genstand, som der var mulighed for, at arbejderen i egenskab af ejer kunne blive herre over. Den heldige arbejder udkøbte grundejeren og afkastede derved den herskabelige overhøjhed. For første gang trådte ejeren af arbejdskraft frem som ligeberettiget med indehaveren af grundejendom.

På den tid, da byerne skød frem, voksede folkemængden kun meget langsomt. I Tyskland stod den fra 1250 til 1450 helt stille og regnedes ialt til ca. 3 mill.. I Frankrig og England var stillingen omtrent den samme. Dårlige sundhedsforhold, hungersnød og pest og hyppige krige hindrede overalt folketallets vækst. Trangen til arbejdende mennesker gjorde forholdene gunstige for den nye håndværkerstand. Ikke sjældent hændte det, at byerne forgæves søgte efter arbejdere af bestemte fag. Farvere blev således eksempelvis uden resultat søgte af Brietzen i 1335 og Eslingen og Leipzig i 1469. De mangelfulde færdselsmidler hindrede konkurrencen fra fjerne egne. Modernes omskiftelighed kendtes ikke. De forskellige samfundsklasser: borgere og bønder, præster og adelsmænd, havde hver især deres særlige fornødenheder, der fra år til år gennem lange tider overvejende var de samme. Med hensyn til klædedragterne foregik så godt som slet ingen forandringer. Disse forhold virkede heldigt for den specielle fagdygtighed. Arbejdsdelingen var også dengang en helt anden end nu. I vor tid er det et særkende for arbejdsdelingen, at hvert enkelt produkt: en støvle, et bogskab, et instrument kommer til at gå gennem det størst mulige antal hænder. Specialisten i skomagerfaget laver i de store skotøjsfabrikker kun højst en hundrededel af en støvle. I hine tider delte man kun arbejdet efter fag. Hver enkelt arbejder fik adgang til at gøre et helt produkt fuldt færdigt. Medens den nuværende arbejdsdeling kun udvikler rutinen, fremkaldte hin tids deling det kunstneriske snilles skabende kraft. Hertil kom den vundne uafhængighed: friheden og selvstyret i lav og kommuner; alt virkede sammen for at befordre personlighedens vækst. Lavene viste også, at de mindst af alt var blotte kamporganisationer. De stod deres prøve som fortrinlige organer til ordningen både af individernes og fagenes interesser. Håndværket blev, som tidligere fremhævet, betragtet som et embede. I egenskab af embedsmænd blev håndværkerne indskærpede, at de lige såvel skulle arbejde for de fattige som for de rige. Det nyttede ikke, at den rige bød højere vederlag. Det var en embedspligt at betjene den fattige, der søgte deres tjeneste. Lavets talrighed øgede dets magt. Det var således let at blive optaget i lavet og anerkendt som embedsbroder. Kun krævede lavsæren, at man skulle være ægtefødt, have et ærligt navn og forstå faget. Til gengæld for, at man fik del i lavsformuen, skulle man besidde nogen ejendom. I visse fag måtte man ved optagelsen forpligte sig til at blive i embedet mindst 1 år. Hvert lav havde 3 forskellige udprægede ejendommeligheder, idet det på en gang dannede en retslig korporation, et økonomisk interessefællesskab, et religiøst broderskab. Hver side af virksomheden var af lige betydning. Tilsammen dannede de 3 forskellige grene den helhed, der betingede lavets kraft. Vi betragter i det følgende hver side for sig.

I egenskab af retslig korporation havde lavet at holde justits blandt medlemmerne. I spidsen for lavet stod den af de samlede medlemmer valgte lavsstyrelse: oldermanden med medhjælpere. Denne styrelse dannede lavets edsvorne øvrighed. Valget foregik i forsamlinger, der som regel blev holdt om formiddagen og derfor sædvanlig blev kaldt »morgentale«. Hvad der her blev forhandlet og besluttet, blev af lavsskriveren nedskrevet på pergamenter, der ved siden af lavsvedtægterne - der ligeledes blev skrevet på pergament - danner de væsentligste kilder til lavsvæsenets historie. I disse forsamlinger blev alle indre stridigheder mellem lavsbrødre afgjorte. Det er overtagelsen af denne indre retshåndhævelse (jurisdiktion), der først og fremmest gør lavet til en anerkendt offentlig korporation. Lavsretten kunne sættes i lavshuset, i kirken eller under åben himmel. Den havde at afgøre al strid blandt medlemmerne, mellem mestre og svende, om overtrædelse af lavsvedtægterne. De straffe, der kunne idømmes, bestod af bøder, midlertidig eller varig udelukkelse af lavet. Med det sidste var retten til at drive det pågældende erhverv forbrudt og tabt. I de fleste tilfælde kunne dommen appelleres til byretten, men ingen sag kunne bringes for denne, uden at den først var behandlet af lavsretten. I de tilfælde, hvor dommen ikke blev appelleret, måtte lavsstyrelsen tillige søge at bringe den til udførelse, indkassere bøderne etc. Den indkasserede også medlemmernes almindelige bidrag og forvaltede lavsformuen. Ved lavsforsamlingerne optoges tillige de nye medlemmer, og her erklæredes lærlingene for udlærte. Lavsstyrelsen kunne enten repræsentere lavet i byens råd eller vælge de medlemmer, der som lavets repræsentanter skulle tage sæde i dette. Under våbenfærd var det medlemmer af lavsstyrelsen, der optrådte som anførere i kampen.

I egenskab af økonomisk interessefællesskab fremtræder lavet som en korporation, der har eneret eller i hvert tilfælde fortrinsvis ret til at frembringe og forhandle de til faget hørende produkter. At der var lav, der havde eneret, er givet. Men om det gennemgående var tilfældet, eller om der uden for lavene fandtes håndværkere, der kun stod rådet til ansvar for deres optræden, derom er meningerne delte. Eberstadt vil gøre gældende, at det sidste i vid udstrækning var tilfældet, (Eberstadt skriver: »lavene har aldrig gjort forsøg på ubetinget at drage alle til et fag hørende arbejdere ind i lavet. Der har stedse været talrige klasser af håndværkere, som dels af personlige, dels af saglige grunde blev stående uden for lavet.«) Keutgen hævder, at der ikke kendes til uafhængige lønarbejdere. Det forekommer os, at næsten alt taler for, at denne opfattelse er den rigtige. Den økonomiske fællesinteresse var det kit, der bandt medlemmerne sammen. Den fælles fordel, de fælles håndværkerhemmeligheder, den fælles dannelse og standsære gav korporationen dens store kraft. I en gammel lavsvedtægt hedder det bl.a.: »Lavsmedlemmerne er skyldige med deres arbejde at tjene byen og hvem andre på stedet, der behøver deres håndværk. De må ikke tage for meget for deres varer og ikke opholde kunderne for længe, hvorfor de ikke må påtage sig mere arbejde, end de formener at kunne forfærdige i den bestemte tid. De skal levere godt arbejde til samme pris, som man kan få det af andre. Men er alle lavsmedlemmerne så bebyrdede med arbejde, at de ikke kan hjælpe dem, der begærer deres tjeneste, da skal det ikke være disse forbudt at søge det fornødne arbejde andetsteds. Det lavsmedlem, der optræder herimod, skal bøde derfor, så ofte det sker.« Lavet våger selv over, at dets vedtægter bliver håndhævede og efterfulgte. Kun fagets egne udøvere må købe de pågældende råstoffer: skomagerne huder og skind, slagterne kreaturer, bagerne korn, smedene metal o.s.v.. besørges indkøbene af et enkelt medlem, skal vedkommende underrette lavsstyrelsen derom og overlade lavsbrødrene de pågældende råstoffer til indkøbspris. Ofte påtog lavsstyrelsen sig at foretage indkøb af råstoffer og fordele disse til medlemmerne. Det viste sig her, at man i fælles interesse forstod at udnytte fordelene ved den store bedrift. Det samme gjaldt, hvad der også skete, når fagene oprettede særlige udsalg i fælles salgshuse. Lavsstyrelsen førte tilsyn med, at der blev anvendt godt råmateriale, at forarbejdningen foregik i de rette lokaler, at der ikke blev foretaget forfalskninger, og at varer blev solgte til de foreskrevne priser. Oldermanden, ene eller ledsaget af en af byens embedsmænd, foretog besøg i værksteder og udsalg for at føre tilsyn med, at de givne forskrifter blev overholdt. For at lette tilsynet og fremme den indbyrdes kontrol boede udøverne af de samme fag ofte i den samme gade. Derfra stammer gadenavne som Skomagergade, Læderstræde, Garvergade, Farvergade, Bagerstræde, Fiskergade etc.. Det var meget almindeligt, at arbejdet udførtes på åben gade. Før f.eks. lærredet bringes på markedet, bliver det undersøgt, om det har den rette kvalitet, længde og bredde. Findes det tilfredsstillende, modtager det lavets stempel. Fra dette øjeblik er det lavet, der bærer ansvar for det. Svarer den fremstillede vare ikke til kravet, kan den tilintetgøres, og den pågældende håndværker kan dertil pådrage sig strenge straffe. Dårlige metalvarer blev omsmeltede, fordærvede spisevarer blev kastet i vandet.(som eksempel på, hvorledes egoismen i hine dage ledte til bedrageri, fortælles bl.a., at fiskehandlere forstod den kunst at putte gamle og små sild ind i midten af de tønder, der skulle pakkes med gode og sunde varer). For at opretholde ligheden mellem lavsbrødrene hævdes det strengt, at »en ikke må udføre, hvad der kan ernære to«. I en af kejser Sigismund i 1434 udstedt forordning hedder det udtrykkeligt: »Lavene er dannede for, at enhver gennem dem skal tjene dagligt brød og ingen gøre overgreb i den: andens næring. Derved kan enhver finde underhold, og verden blive fri for elendigheden.« Dersom en mand har en vingård, skal, han arbejde i den og ikke drive andet erhverv. Er han bager, gælder det samme. Den samme ret hersker for alle. Opdages det, at nogen griber ind i anden mands erhverv, skal det straffes med høje bøder, i visse tilfælde kan bøderne endog gå op til 40 mark guld.. Det er således slået fast, at håndværkeren skal leve af sine hænders gerning. Han må ikke blive forretningsmand, der spekulerer i at tjene penge ved at udbytte andre. Hver borger må derfor også kun have et værksted eller en butik. Håndværket kan kun træde frem som smådrift. Viser en bedrift tendens i retning af stordrift, bliver det ligefrem foreskrevet, hvor meget den må producere. Utilladelig reklame blev hindret ved påbud om: kun at udstille varer i ét vindue. Kun den, der selv har frembragt håndværkerprodukterne, må drive handel med dem. For forretningsmanden, der kun driver handel med, hvad håndværkeren frembringer, er der endnu ingen plads. Den almindelige regel var, at mesteren enten arbejdede alene eller med en svend og en lærling. Antallet af svende udgjorde sjældent mere end halvdelen af antallet af mestre. I Frankfurt am Main var der 1387: 1554 mestre og 750-800 svende. I 1440: 1498 mestre og 610-700 svende. Da både lærlinge og svende således havde adgang til stillingen som mester, - da lærlinge og svendestillingen kun var et gennemgangsled til selv at blive arbejdsleder, var der intet egentligt modsætningsforhold mellem arbejdets forskellige udøvere. Lavet fastsatte både arbejdstid og arbejdsløn. Arbejdstiden på de enkelte arbejdsdage kunne være ret lang og gå op til 14-15 timer i døgnet. Men dels blev den ugentlige arbejdstid stærkt indskrænket ved de talrige helligdage, dels var der en stærk tendens til at indskrænke arbejdstiden. Bygningsarbejderne arbejdede gennemsnitlig 10-11 timer om dagen. I bjergværkerne var det almindeligt, at der kun blev arbejdet 8 timer om dagen. I mange fag, bl.a. vævernes i Køln i det 14 århundrede, måtte der kun arbejdes til mørkets frembrud. Når aftenklokken ringede, skulle arbejdet hvile. Der måtte hverken arbejdes ved lys eller på helligdagene. Når to helligdage fulgte efter hinanden, var lørdag eftermiddag fri. Flere fag - deriblandt vævernes i London - forbød alt arbejde mellem jul og kyndelmisse. Visse andre fag tog 3 ugers ferie i august. Allerede i det 14 århundrede fandtes der - som tidligere anført - op imod 100 forskellige fag. Ved delingen af arbejdet blev der stadig flere. Metalarbejdet opløstes i grovsmede, klejnsmede, guldsmede, kandestøbere etc.. Læderarbejdet i garvere, skomagere og sadelmagere, træarbejdet i tømrere, snedkere etc.. Gennem denne deling kom det dertil, at der i det 15 århundrede var op imod 200 fag. De fleste af byerne var imidlertid endnu så små, at de kun sjældent gik op over et par tusinde indbyggere. Det var således hyppigt, at udøverne af de enkelte fag var for fåtallige til, at de alene kunne danne et selvstændigt lav i den pågældende by. Flere beslægtede fag sluttede sig da sammen til et fælles lav, f.eks. alle læderarbejderne. Lavene, dels i den samme by, dels fra forskellige byer, sluttede sig atter sammen i større forbund. Arbejdet på en kirke kunne vare mange år. De murere, tømrere og stenhuggere, der var samlede om kirkens rejsning, dannede et lav under navn af »bauhütte«. Allerede i 925 fremstår den første af sådanne »bauhütten« i England, hvorfra de over Holland bredte sig til Tyskland. De mest bekendte »bauhütten« var knyttede til domkirkerne i Køln, Freiburg og Strassburg. I året 1459 dannede en række af disse »bauhütten« et fælles forbund, der blev stiftet ved en forbundsdag i Regensburg, hvor vedtægterne blev undertegnet af 19 mestre og 25 svende. Medlemmerne af dette forbund vågede bl.a. nøje over hemmeligheden ved de bygningskonstruktioner, de ad erfaringens vej havde lært at kende som de bedste. Om lavets betydning som økonomisk interessefællesskab skriver Karl Marx: »Lavslovene forhindrede planmæssig den enkelte lavsmesters forvandling til kapitalist. Lavet værgede skinsygt ethvert overgreb af købmandskapitalen, som det stod overfor. I det store og hele blev arbejderen knyttet til sine arbejdsredskaber som sneglen til sneglehuset, således manglede det første grundlag for den store bedrift: arbejdsredskabets selvstændighed som kapital i modsætning til arbejderen.«

Som religiøst broderskab hævdede lavet forbindelsen mellem kirken og værkstedet. I indledningen til lavsvedtægterne hed det gerne, at lavet var dannet til ære for gud, jomfru Marie og alle helgener. Jesus var jo vokset op i en håndværkers hjem, hans moder blev ofte afbildet i arbejde ved væv eller rok. Den hellige Josef blev fremstillet med sav eller økse. Enkelte håndværkere, f.eks. smeden Eligius, blev efter deres død optagne i helgenernes række. Hvert enkelt lav havde i almindelighed en særlig skytshelgen, der i følge historie eller legende en gang havde arbejdet i det pågældende erhverv. Alle lavsvedtægterne giver vidnesbyrd om, hvorledes lavsbrødrene elsker at søge deres oprindelse i bibelske forbilleder. Skrædderne og bundtmagerne betragter gud som den første mester, thi det står skrevet, at gud herren gjorde Adam og Eva klæder af blade. Bødkerne fandt, at Noah, der plantede vingården, var den første, der lavede tønder. Tømrerne føler sig umiddelbart som brødre til tømmermandssønnen Jesus. Gennem selve vedtægterne knyttedes forbindelsen med kirken. I et stenhuggerlav fra 1462 hedder det således bl.a.: »Mestre og svende skal holde kristelig orden, bistå hinanden, hver søndag høre højmesse og i det mindste én gang om året nyde det hellige sakramente.« Den inderlige forbindelse mellem kirken og broderskabet fik sit første udtryk deri, at næsten alle broderskaberne til åndelig forstander valgte en præst, der i denne egenskab fik navn af provst. I skytshelgenens særlige kirke eller kapel eller ved hans alter forrettede lavsbrødrene deres specielle gudstjeneste. Hvert medlem af lavet følte sig som medejer af det guds hus, hvori han havde sin bestemte plads. Hvert lav havde i det mindste et bestemt alter, som det forsynede med lys og smykkede ved de kirkelige fester. Den velstand, som var almindelig blandt håndværkerne, satte dem i stand til ligefrem at ødsle med deres prydelser til kirken. I 1495 brugte bagersvendene i Colmar ved kristi legemsfest lys til en værdi af 2000 kr. i nutidens penge. Men det var også den fest, ved hvilken der blev udfoldet den største pragt. Den blev fejret den anden torsdag efter pinse. I spidsen for optoget bar man under en stor baldakin den indviede hostie. Derefter fulgte de forskellige broderskaber med billederne af deres skytshelgen og lavsbanneret foran hver enkelt fag. Til musikkens toner fulgte derefter folkeskarerne i uendelige rækker, medens kristi lidelse, død og opstandelse prægede sig dybt i deres hjerter. Lavet håndhævede arbejdshvilen på de af kirken indførte festdage. Gennem lavet blev de religiøse pligter holdt frem for de enkelte såvel med hensyn til deres individuelle optræden som med hensyn til deres fælles handlinger. Lærlingen blev indskærpet både morgen og aften at bede om guds hjælp og beskyttelse - at gå til kirke på søn- og helligdage - at søge sin ære i at tjene gud. Ved overgangen til svend møder den unge atter den kirkelige formaning: »Hidtil har du været lærling og været sammen med lærlingene. Nu bliver du svend og må holde dig til svendene. Måtte guds nåde være med dig, at du holder sammen med ærlige svende.« Mestrene indskærpedes den formaning, at de skulle optræde som fædre både overfor svende og lærlinge og sørge såvel for deres sjælelige som for deres legemlige vel: »Du er ikke alene mester for at regere og gøre mesterarbejde, men også for at beherske dig selv, som håndværkets ære forlanger, og som det påhviler et kristent menneske.« I lavets gudstjenester og selskabelige sammenkomster deltog både hustruer og børn. Ved mandens død havde enken forret til at fortsætte embedet. Der stilledes dog den fordring, at hustruen skulle være manden værdig: være ægtefødt og af ulastelig vandel. I overensstemmelse med lavets kirkelige karakter bar lavsformændene også navn af »kærtemestre«, der som sådanne havde at lede alt, hvad der angik lavets forbindelse med kirken. I denne egenskab skal de også varetage omsorgen for de fattige og syge, for enkerne og børnene. Det var religionen, der knyttede lavets forskellige sider sammen til den højere enhed, der gjorde lavet til et livsfællesskab, hvis enkelte deltagere havde at stå last og brast med hverandre både i onde og gode dage. Den indbyrdes og gensidige hjælp var et hovedled i deres praktiske gudsdyrkelse. Hvis en broder lider skibbrud eller falder i fangenskab, skal de af brødrene, der træffer ham i nøden, understøtte ham af deres midler. Hvad de således lægger ud, skal enten den pågældende eller lavet senere betale dem tilbage. Den tilsvarende hjælp skal der ydes den, der hjemme enten mister sit skib, får sit hus afbrændt eller foretager en pilgrimsfart. Det hører med til pligterne at hjælpe de fattige, at støtte de rejsende, at våge ved den syge broders eller søsters leje, at drage omsorg for de dødes jordefærd og foranstalte sjælemesser for den hedengangne. Pligten til at hjælpe med kræfter eller penge strækker sig til alle tilfælde i liv og død, hvor der er trang dertil. Den, der forsømmer denne pligt, straffes med bøder, udstødelse eller endog med at stemples som nidding. Nidding er således hver den, der øver voldtægt eller gør sig skyldig i ægteskabsbrud. Bliver en lavsbroder dræbt, er det broderskabets sag at bistå hans efterladte og søge hævn eller bod. Sålænge der ikke er gjort bod, må ingen af medlemmerne færdes med drabsmanden enten til lands eller vands. Har en lavsbroder dræbt en mand uden for lavet, er det medlemmernes sag at hjælpe broderen i livsfaren og understøtte hans flugt. Mange broderskaber fejrer deres årsfester med glimrende optog gennem gaderne og opbyggelige skuespil. I York var således et gilde, der indledte sin årsfest med et skuespil, hvori lasten og synden blev spottet, medens dyden blev rost, hvad der skulle tjene »til frelse for indbyggerne og naboernes sjæle«. I Beverly gik man ved årsfesten til kirke i et optog, hvori jomfru Marie, Josef, sønnen og englene gik i spidsen med tændte vokslys. Broderskaberne indsamlede også penge til pilgrimsrejser til det hellige land eller andre for deres specielle helgen særlig hellige steder. Midtpunktet for livet i broderskaberne var gildeshuset, hvor brødrene enten samledes til bestemte tider eller sammenkaldtes af gildesklokken. De brødre og søstre, der møder her, giver hver især deres bidrag til afholdelsen af de med sammenkomsten forbundne udgifter. En forfatter samler hele broderskabernes virksomhed i følgende karakteristik: »Fælles fejrer man kollegernes bryllup i lavshuset eller på rådhuset. Man fulgte den afdøde lavsbroder til graven og lod kisten dække af det fælles klæde. Man støttede i fællesskab de syge og fattige. Man oprettede særlige senge på byens sygehus. Man samledes til fælles selskabelighed på lavshuset om aftenen. Ved kruset og under munter sang drøftede man byens politik.«

Uddannelsen som lærling varede i almindelighed 3-5 år. Antagelsen af lærlingen var en højtidelig handling, der foregik enten på rådhuset eller på lavshuset. Lærlingen, der måtte være ægtefødt, blev af oldermanden forelæst de ham påhvilende pligter og overrakt et lærebrev, hvorved han optoges i mesterens familie. Under hele læretiden overtog mesteren fadermyndigheden overfor lærlingen; han skulle både opdrage og undervise ynglingen efter lavets forskrifter, hvori det bl.a. eksempelvis hed: »Den mester, der antager en lærling, skal dag og nat have ham i sit hus under dør og lås og drage omsorg for hans brød.« Mesteren skulle opdrage lærlingen som sin søn og alvorligt holde ham til kirkegang, gudsfrygt og ærbarhed. Lærlingen skal lyde mesteren som sin fader: »når lærlingen lader det mangle på gudsfrygt og lydighed, skal han tugtes strengt, thi den pine, legemet må lide, kommer sjælen til gode.« Hovedsagen er dog, at mesteren foregår både lærling, svend, hustru og børn med et godt eksempel. Kun for umoralitet eller tyveri kunne mesteren straffe lærlingen med afsked. Den, der havde stjålet en værdi af over 6 pfennig, var for bestandig uværdig til at optages i embedet. Viste det sig ved læretidens udløb, at lærlingen ikke havde fået den fornødne uddannelse, blev han overgivet til en anden mester på den forsømmelige mesters bekostning; denne kunne tillige idømmes særlige straffe for forsømmelsen, når læretiden var udløbet på regelmæssig måde, blev lærlingen under stor højtidelighed udløst fra mesteren og optaget blandt svendene. Til de ceremonier, der blev anvendt ved sådanne lejligheder, kunne bl.a. høre, at hver af de tilstedeværende mestre blev spurgt 3 gange, om de havde noget imod den unge at indvende. Samtidig blev lærlingen spurgt, om han havde noget at klage over mesteren, særlig om han i læretiden i mesterens hjem, havde iagttaget noget, der stred mod lavets forskrifter. I bekræftende tilfælde skulle han nu sige det, men senere for bestandig tie derom. Var alle formaliteterne i orden, forkyndte oldermanden i fagets og den treenige guds navn lærlingen fri for mesteren, hvorefter den unge mand trådte ind blandt svendene.

Svenden stod oprindelig i samme forhold til mesteren og lavet som lærlingen. Han boede i mesterens hjem og modtog der kost, lys, varme og vask. Mesteren havde ikke blot at føre opsyn med svendens arbejde, men med hans hele sædelige vandel. Enhver svend skulle om aftenen være hjemme til bestemt tid, som regel til kl. 9 eller 10. Ingen måtte uden tilladelse overnatte ude eller drage gæster med hjem om natten. Svenden skal være mesteren hørig og lydig. Gør han sig skyldig i drukkenskab eller spil om penge på offentlige steder, er han hjemfalden til straf. Ulydighed eller fornærmelser imod mesteren straffes strengt. Ingen svend må antages af en ny mester, før han er lovlig løst fra den gamle. Var en svend blevet afskediget på grund af slet opførsel, blev han ikke antaget af nogen anden mester i den samme by. Svenden måtte være standsmæssig påklædt, som standens ære krævede det. Den vægt, der blev lagt på renligheden, fremgår af, at svendene skulle følge med mestrene i bad. Det lå i sagens natur, at svendene måtte være ugifte. Det hørte derfor med til mesterens, eventuelt til lavets pligter at pleje og drage omsorg for en syg svend. Når svenden døde, kunne man for omkostningerne ved jordefærden nyde erstatning i hans efterladte klæder. Kunne efterladenskaberne ikke dække udlægget, og venner eller slægt heller ikke var istand dertil, så betaler den kære gud det, »han er en rig belønner og har betalt for mange«. Som fri mænd bar svendene såvelsom mestrene våben. Svendene i visse fag, f.eks. skomagerne i Frankfurt am Main og knivsmedene i Nürnberg opførte ligefrem sværddanse, der afgav vidnesbyrd om øvelserne i våbenbrug. Da skomagersvendene i Leipzig i 1471 var blevet fornærmede på nogle akademikere, udfordrede de samtlige lærere og studenter ved universitetet for med våben i hånd at hævde deres ret og værne om deres standsære. Ikke længe efter, at lærlingen var forfremmet til svend, begyndte - særlig fra det 15 århundrede - vandretiden, der gerne varede 3-5 år. I disse år vandrer svenden ud over hele det vestlige Europa: Tyskland, Frankrig, Italien. Hvor der findes lav, modtager han den såkaldte »skænk« eller »tæreskilling«. I de mindre lav var det mestrenes skyldighed efter tur at levere vandringsmanden et måltid mad, natteleje og en tærepenge. De større og mere velstillede lav oprettede herberger, der tillige tjente som arbejdsanvisningskontorer. Her anmeldtes de ledige pladser, som blev besatte efter tur, når der kom svende til byen. Den farende svend blev derved fritaget for at gå fra værksted til værksted og spørge om arbejde. Overalt står svenden under lavets beskyttelse og hævder i kraft deraf sin standsret, hvor han kommer hen. Til gengæld må han kun tage arbejde hos »zünftige«, dvs. ærlige mestre, som tilhører lavet. Hvis den rejsende får arbejde, er han ligeberettiget med de lokale svende. Finder han ikke arbejde, drager han videre til næste lavsby. Om svendenes løn foreligger der kun sparsomme oplysninger. Kosten fik de jo altid hos mestrene. Det er altså kun den rene pengeløn, der er tale om. Medens 1 pund oksekød i slutningen af det 15 århundrede kostede 2 denarer, kunne murer og tømrersvende i kloster Neuenberg om sommeren tjene 20, om vinteren 16 denarer om dagen. Daglønnen var således om sommeren lig med 10 pund oksekød, om vinteren med 8 pund. Medens 1 skæppe korn samtidig i Sachsen kostede 20 øre, kunne en murer og tømrersvend tjene 22 øre om dagen. I Meissen kunne en murersvend ved en uges arbejde tjene til køb af 3 får og 1 par sko. Ofte fik svendene særlige badepenge foruden den ugentlige løn.

Når vandringstiden er forbi, og svenden derefter har at arbejdet mindst ét år - det såkaldte muthjahr - på det sted, hvor han agter at bosætte sig, har han adgang til at blive mester. Betingelserne derfor er, at han er ægte født, at hans moder til brudeskamlen har båret den jomfrukrans, som kun de kyske kvinder var berettiget til at bære, at han selv er anerkendt for ærlighed og redelighed, at han har skaffet sig et værksted med de fornødne redskaber og erhvervet borgerskab. Til det »uærlige« arbejde, der hindrede adgang til mesterskabet, regnedes gøgleres, kvaksalveres, spilleres og skarpretteres værk. De, der deltog i sådant »uærligt« arbejde, blev derved selv uærlige. Det samme gjorde et lav, der optog et medlem, der havde fået denne karakter på sig. Om mesterstykket foreskriver en lavsvedtægt fra det 17 århundrede: »hvem der vil være guldsmed i Strassburg, skal forud med sin egen hånd udføre 3 arbejder, nemlig forfærdige et bæger og et signet og indfatte en diamant i en guldring og lade disse arbejder syne af lavsmesteren og lavsretten. Bærer genstandene vidnesbyrd om forfærdigerens duelighed, skal retten optage ham.« Denne bestemmelse var billiget af statens råd ved følgende udtalelse: »således skal det blive på det, at enhver from mand desto bedre kan forsørges ved sit arbejde.« Optagelsen i lavet som mester foregik på rådhuset under mange ceremonier. Hvad indvielsen var for præster, hvad ridderslaget var for adelsmanden, det blev optagelsen i embedet for håndværkeren. »Han følte sig i sin stand ikke ringere end nogen fornem mand, thi han betragtede sin stand som ligeså fuldt bestemt af gud, som lige så nødvendig for det hele som både pave og kejser, som alle verdslige fyrster og herrestænder.« Arbejdet var for hin tids håndværker, der ikke stod i afhængighedsforhold til kapitalen, hvad det skal være: borgerens pryd, betingelsen for udviklingen af personligheden. Håndværkerne bar våben såvel som adelsmændene. Gennem kampene med slægterne havde de erfaret deres magt. Da freden var sluttet, dannede lavene underafdelinger af den almindelige borgervæbning. Anskaffelsen af våbnene var derfor også en betingelse for optagelse i lavet. Det var den væbnede med værksted og redskaber forsynede svend, der trådte over i mestrenes rækker. Det omfattende fællesskab og den krigerske ånd bidrog begge i lige grad til at gøre selvfølelsen blandt håndværkerne levende og stærk. I den enkelte håndværkers liv hørte derfor overgangen til mesterstillingen til de store uforglemmelige minder.

Skønt der endnu ikke var nogen egentlig interessemodsætning imellem mestre og svende, lå det dog i hele tidens medfør, at svendene måtte tilstræbe at få deres egne broderskaber. Det var sammenslutningerne, der var bærere af hele tidens åndelige udvikling. Det var kun gennem organisationerne, at individerne kom i forhold til kulturen. Flere særlige forhold bidrog til at fremskynde dannelsen af svendeorganisationerne. Ved de kirkelige fester søgte hver korporation at hævde sin standsære ved at udfolde den størst mulige pomp og pragt. Gennem de almindelige lav var det imidlertid i første række mestrenes standsære, der blev hævdet. Svendene følte derfor trang til at give udtryk for deres egen korpsånd, at have deres egne kapeller og altere. I de større byer søgte de mere velstillede borgere tidlig at unddrage sig de militære pligter og mod særligt vederlag at indøve svende til deltagelse i byens forsvar. De svende, der således kom til at stå sammen under kampene, fortsatte deres militære fællesskab, også når faren var forbi. I de byer, hvor rådet vedvarende fortrinsvis bestod af repræsentanter for slægterne, begunstigede disse svendenes sammenslutninger, idet de i dem så et middel til at svække mestrenes magt. Endelig viste det sig på vandrelivet, at det i mange tilfælde var heldigt for den vandrende svend, at han på fremmede steder kunne finde adgang til støtte og selskabeligt samliv med sine ligestillede standsfæller. Der viste sig derfor allerede i det 14 århundrede begyndelse til selvstændige svendelav, der meget hurtigt omspændte større landsdele med fælles forbund. Svendelavene støbtes hovedsagelig i den samme form som mesterlavene. I spidsen for lavet stod et forstanderskab: oldgeselle - oldknecht - mestersvend. Medlemmerne af svendelavet var ligesom mestrene underkastede beslutninger, der blev foretaget af lavsstyrelsen. De svende, der nægtede at opfylde forskrifterne, kunne ikendes forskellige straffe, særlig bøder.

Så tidlig som i 1350 foreligger der vidnesbyrd om svendestrejker i London. I en klage fra skræddermestrene hedder det bl.a.: »Dersom der er nogen strid mellem en mester og hans svend, går svenden rundt til alle byens svende af det samme fag og foranlediger, at ingen af dem arbejder for deres egen mester, før de to stridende er kommen til fælles overenskomst; dette har været til stort besvær for mestrene, der ikke har kunnet betjene deres kunder.« Svendene gjorde forsøg på at få indført akkordarbejde i stedet for dagløn, da de derved mente at kunne tjene mere. Byens øvrighed befalede svendene at søge striden afgjort ved lavsmyndigheden, eventuelt at underkaste sig borgmesterens kendelse. Mestrene sejrede. Skomagersvendene begyndte allerede i 1306 at rejse strid, men trådte særlig skarpt frem i et stort forbund i 1387. Forbundet blev imidlertid betragtet som ulovligt og forbudt. Førerne blev fængslet og striden dermed endt. I 1383 dannede sadelmagersvendene et broderskab, som brugte en gang om året at samles til et fælles møde uden for byens grænser, hvorfra de vendte tilbage og hørte aftenmesse ved Mariafesten i kirken, der lå nærmest ved sadelmagernes forsamlingssal. Mestrene påstod imidlertid, at svendene under »hellighedens farve« kun ødte deres tid og »konspirerede for at opnå højere løn«. Øvrigheden var enig med mestrene, den forbød broderskabet og pålagde svendene at underkaste sig deres mestre, der skulle behandle dem vel som i alle andre fag. Den ældste svendestrejke i Tyskland, hvorom der foreligger efterretning, er støberiarbejdersvendenes strejke i Breslau i 1329. Man kender ikke anledningen til strejken, men véd kun, at svendene havde besluttet at indstille arbejdet for et helt år. I 1351 strejker væversvendene i Speyer for højere løn. I samme øjemed strejker garverne i Paris i 1349 og uldvæverne i Siena i 1371. For at modvirke disse krav søger vævermestrene i Speyer at fastslå lønningerne for »al evighed«. Skræddermestrene ved Rhinen fastsætter i 1457 lønnen på en gang for 28 år. På en forbundsdag af de preussiske byer besluttedes i 1385, at den svend, der indstiller arbejdet, skal have et øre skåret af. Forskellige strejker i første halvdel af det 14 århundrede: skræddersvendene i Konstanz i 1410, garversvendene i Strassburg i 1414, skræddersvendene i Mainz i 1423, synes nærmest at have gjaldt svendenes ret til den selvstændige organisation. Det fremgår nemlig af en overenskomst, der i 1423 afsluttes mellem 21 byer ved Rhinen, at der ikke havde været uenighed om lønnen. Man bestred heller ikke svendenes ret til deres egne broderskaber, men slår kun fast, at alle retstvister skal afgøres af den sædvanlige lavsret. Mestrene har ikke noget imod, at svendene har deres religiøse gilder, men de vil ikke anerkende deres ret til at fremtræde som økonomiske interesserepræsentationer. Om den måde, hvorpå svendelavene værnede om standsæren, foreligger der et betegnende vidnesbyrd fra tiden omkring 1500. Bagersvendene i Colmar havde som dem, der bar de mest kostbare lys, den forret ved kristi legemsfest at følge umiddelbart efter det indviede sakrament. Imidlertid er der nogle andre fag, der i 1495 søger at overgå dem, hvorfor de af rådet får tilladelse til at gå foran bagersvendene. Ved dette føler bagersvendene sig krænket, nægter at deltage i optoget og flygter ud af byen. Enkelte af svendene blev imidlertid fangne og fængslede. Gennem forhandling kom det dog denne gang til forlig. Men ved næste fest blev bagerne fuldstændig nægtet adgang til at deltage i optoget. I harmen herover solgte de deres lys, forlod byen og tog ophold i Oberbergheim. I anledning af denne deres optræden anklages svendene for brud på deres ed mod byen og deres forpligtelse imod mestrene. I et langt og djærvt indlæg viser svendene anklagen tilbage og hævder deres ret. Retten dømmer svendene til en større bøde. Men disse appellerer dommen til den kgl. hofret i Ensishein, der dog byfæster dommen. Svendene vil ligefuldt ikke falde til føje, men appellerer dommen til den hellige kammerret i Frankfurt am Main. Retten til denne appel blev imidlertid bestridt og sagen afvist. Før man kommer dertil, er der forløbet ikke mindre end 10 år. I denne tid blev svendene understøttet af deres forbund. Ingen andre svende tog plads hos mestrene i Colmar. Ingen kunne tvinge de strejkende svende til at vende tilbage til byen. Endelig i 1505 blev begge parter enige om at lade sagen afgøre ved voldgift. Resultatet af denne var, at mesterlavet i Colmar skulle udrede den bøde, som svendene tidligere var blevet idømt og at alt, hvad der fra byens side var foretaget imod svendene, skulle være dødt og magtesløst. Sejren for de strejkende svende var fuldstændig. Denne ejendommelige kamp viser os 1) at bagersvendenes organisation var så stærk og højtudviklet, at man blev nødt til at anerkende svendenes krav; 2) at svendelavet formelt havde en kirkelig karakter, men også blev anvendt til fremme af rent verdslige formål; 3) at broderskabets hovedformål var opretholdelsen af standsæren; 4) at fællesforbundet anvendte både moralske og pekuniære midler til det fælles forsvar.

De svendelav, som er i stand hertil, skaber deres egne herberger, der blev midtpunktet for hele deres lavsliv. Her mødtes de med de kolleger, der var på vandring, her forhandledes om godt og ondt, her holdtes rettergang, her samledes man til selskabelige glæder, her toges beslutninger om alt, hvad der angik de fælles interesser. Ved den måde, hvorpå arbejdsanvisningen foregik, lå der et stærkt magtmiddel i svendenes hånd. De lokale svende kendte jo alle mestrene på stedet. Før den nyankomne svend søgte plads, skulle han nok på herberget få underretning om de mestre, der var »misliebige«. Enten fik sådanne mestre ingen svende, eller også blev der før antagelsen stillet dem betingelser, som det kunne være ret vanskeligt for dem at opfylde. Mestrene havde forud været ene om at fastsætte størrelsen af bøder for kontraktbrud. Svendelavet gennemførte kravet om at være medbestemmende ved dette og fik efterhånden bøderne nedsat. Svendene gennemførte kravet om forkortet arbejdstid. Som minimum krævedes enten en halv fridag om ugen - foruden helligdagene - eller en hel fridag hver 14 dag. Kravet blev motiveret dels ved, at de manglede tid til at gå i bad, dels ved henvisningen til, at de ikke på helligdagene kunne afholde deres verdslige møder. Kravet var således velbegrundet og gav sig omkring ved 1500 udslag i den almen anerkendte »blå mandag«. Svendelavene sigtede dog også - ligesåvel som mesterlavene - udover både standsæren og de økonomiske interesser. Dette fremgår især klart af en vedtægt for vævernes svendelav i Ulm fra begyndelsen af det 15 århundrede. Ifølge denne vedtægt er det et hovedformål at modvirke al usædelighed og højne standen gennem sædelighed og tugt. Dette svendelav opretholdt 2 senge for fattige kammerater på byens hospital. Når en kammerat døde, var de alle pligtige til at følge ham til graven. Blev det opdaget, at nogen af brødrene havde omgang med skøger og ikke ville afstå derfra, nægtede brødrene at arbejde sammen med vedkommende person. Således ser vi hin tids organiserede underklasse i lige grad optaget af at fremme de fælles økonomiske interesser og den gensidige sædelige opdragelse. Det samlede resultat af de forenede bestræbelser var, at den hidtidige betegnelse: knecht - nærmest et udtryk for et ufrit tyende - fra midten af det 15 århundrede blev afløst af geselle, dvs. et medlem af et anerkendt broderskab. Det er denne betegnelse, vi på dansk gengiver ved svend. Når svendene kappedes om at være de første i udfoldelsen af pomp og pragt ved de kirkelige fester, er det ret sandsynligt, at de dermed tilfredsstillede en meget jordbunden forfængelighed. Desuagtet bliver det lige sikkert, at disse mennesker levede og åndede i den kristelige livsbetragtning, at de i kirken så bæreren af de højeste erkendte livsværdier, at de med glade hjerter gerne gav udtryk for den tanke, at al æren er guds i det høje!

Formen for det kommunale styre blev noget forskellig efter den forskel, der var på den faktiske magtfordeling i byerne efter kampene mellem klasserne. Vi kan skitsere visse hovedformer. 1) Hvor slægterne havde bevaret en væsentlig del af magten, fortsatte deres repræsentanter som »det lille råd«, ved hvis side der blev stillet et »større råd« af repræsentanter for lavene. Denne ordning kan nærmest betragtes som spiren til, hvad der i de moderne byer består under navn af magistrat og borgerrepræsentation. 2) Hvor lavene havde opnået større magt, blev de to ovennævnte afdelinger slået sammen til et råd, der atter igen fik en større forsamling, udelukkende bestående af lavsrepræsentanter ved sin side. Typisk for denne form var byforfatningen i Augsburg af 1368. Efter denne fandtes der et mindre råd, sammensat af 15 repræsentanter for. Slægterne og 29 repræsentanter for lavene. Ved siden af dette råd stod et større, der var sammensat af 12 repræsentanter for hvert af byens 17 lav. I Strassburg bestod rådet efter revolutionen i 1332 af 8 riddere, 14 borgere og 25 håndværkere, efter den fornyede kamp i 1348 af 11 riddere, 17 borgere og 28 håndværkere. 3) den mest radikale form fremkom i de byer, hvor slægterne helt forsvandt, og rådet udelukkende kom til at bestå af repræsentanter for lavene. Det blev således tilfældet i Køln i 1396. Rådet blev her delt i 2 afdelinger. Til den første vælger byens 22 lav 36 medlemmer, som dernæst har ret til at supplere sig med 13 medlemmer; første afdeling kom senere til at bestå af 49 medlemmer. De samme 22 lav vælger dernæst en anden afdeling til rådet på 44 medlemmer. Første afdeling vælger begge byens borgmestre. Hvert halvår fornyes halvdelen af begge afdelinger. Hvor byforfatningen antog denne form, kunne det nærmest siges, at hele byen kom til at bestå af et stort andelsselskab. Fra England foreligger vidnesbyrd om en meget udvidet valgret. Det er fra byen Sandwich. Alle borgerne samledes her til en almindelig generalforsamling den første mandag i december. Kl. 1 gik byens trompeter omkring i gaderne og udråbte på 14 nærmere bestemte pladser: Enhver mand på 12 år og derover går til St. Clements kirke. Der holder borgerskabet råd. Haster, haster!« Alle mødte deltog derefter i valget af borgmesteren. Enhver borger var her pligtig at modtage det ham overdragne embede. De, der nægtede at modtage hvervet, blev nægtet tilladelse til »at bage eller brygge; gjorde han ligefuldt dette, kunne borgerne tage hans brød og øl og fortære det, indtil han lovede at gå i embedet«. I Ramney gik man endnu strengere til værks. Hvis en borger nægtede at modtage borgmesterembedet, stormede borgerne hans hjem, satte ham og familien og alle møblerne på gaden, lukkede vinduerne og forseglede dørene, til han »ønskede at gøre ret og påtage sig sin pligt«. Valgene til rådet hørte til byernes festlige dage. Om fremgangsmåden ved valget fortæller en gammel beretning fra Osnabrück. Valget skulle foregå d. 2 januar. For at ingen skulle forlade byen, blev byens porte lukkede. Tidligt om morgenen forsamlede man sig ved rådhuset, hvor byens skytter stod under våben. Indtil kirketid var rådet samlet om hemmelige forhandlinger, der blev iagttaget af borgerne med ærbødighed. Når klokken ringede sammen til gudstjeneste, gik rådsmedlemmeme til kirken mellem 2 rækker af de opstillede skytter. Prædiken gik gerne strengt i rette med de af rådet begåede fejl. Efter gudstjenesten gik rådet tilbage til rådhuset og tog plads om det runde bord. Derefter trådte valgmændene sammen og valgte det nye råd. Når valget var tilendebragt, gik de gamle enkeltvis ud, de ny enkeltvis ind således, at de i døren kunne give hverandre hånden, hvorfor valget også fik navn af »håndgivning«. Derefter var der stort festmåltid med en rigelig vin. Om aftenen lyste brændende beg og tjærepander på høje stænger foran rådhuset, medens, det forsamlede borgerfolk jublede og slog sig løs med allehånde løjer, f.eks. ubemærket at sammensy forskellige kvinders kjoler og lignende. På lignende festlig måde foregik valgene de fleste steder. Det var glæden over den vundne borgerlige selvstændighed, der herigennem gav sig udtryk. Hidtil var man blevet regeret af en verdslig eller kirkelig lensmand. Nu styrede man selv. Medlemmerne af rådet måtte aflægge ed til byen. Der blev derigennem stadig givet udtryk for, at rådet ikke optrådte på egne vegne, men kun var et organ, en tjener for borgerskabet. Hvervene som rådsmedlemmer, borgmestre, dommere og nævninger var æreshverv, for hvilke der ikke blev ydet noget vederlag. Dog tilfaldt der dommerne visse sportler og del i bøder. Kun de egentlige embedsmænd og funktionærer fik løn for deres virksomhed. Deriblandt byskriveren, der gerne var jurist. Disse byskrivere stod i høj anseelse og blev alle betegnet som »byens øje«, fordi de skulle overskue alt. Det hovedsageligste vederlag, der blev ydet rådets medlemmer, var dog de ret talrige festmåltider, som blev foranstaltet, dels af fra og tiltrædende embedsmænd, dels betalte af bykassen. De bøder, rådsmedlemmerne selv måtte betale, når de kom for sent til møderne, blev også spist op. Festmåltiderne spillede en stor rolle. Ved alle højtidelige lejligheder, deltagelse i processioner etc., skulle der festes med mad og drikke i lange baner. Rådet delte sig gerne i visse underudvalg, der hver havde sine bestemte områder af bylivet at tage vare på. Nogle ledede pensionsvæsenet, nogle bygningsvæsenet, andre havde handelen, markedspladserne, mål og vægt etc. under sig. Byens indtægter stammede dels fra grundskatterne, dels fra afgifterne af boder og haller, dels og særlig fra accisen: afgiften af de til byen indførte varer. Mod udgangen af middelalderen fandt de personlige skatter og formueskatterne voksende anvendelse. I mange byer søger rådet selv at tilvejebringe den størst mulige grundbesiddelse for at kunne sikre sig det fornødne råstof og derigennem byen økonomiske uafhængighed. Ofte kommer byerne dels ved køb, dels ved erobring i besiddelse af hele landsdele. Den lille frankiske rigsby Rothenburg, der knap havde 6000 indbyggere, ejede et landområde på 6½ kvadratmil, hvorpå der i det hele levede en folkemængde på 15,000. Byen Ulm ejede en landsdel på 15, Nürnberg på 20 kvadratmil. Byernes jorder blev overvejende dyrkede af fri forpagtere, der kun svarede ringe afgifter af deres gårde.

Det økonomiske fællesskab - Kommunale bygninger

Det ledende hovedtræk i den kommunale forvaltning fandt udtryk i den måde, hvorpå man fremmede de fælles økonomiske interesser. Ligesom bønderne i landsbyen drev også borgerne i fællesskab deres kreaturer ud på byens fælleder, hvor de blev vogtede af de fælles byhyrder. Svinene åd olden i skovene, hvor borgerne også hentede deres brændsel. Afgifterne af byens ejendomme gik ind i de fælles bykasser. Af selve byens grunde blev en del afgivet til byggepladser, hvoraf byen sikrede sig en regelmæssig indtægt. På en anden del af grundene oprettedes torvehaller, hvori den største del af byens handel samlede sig. De første af den slags haller blev allerede byggede i det 13 århundrede, men de fleste rejstes dog først i det 14-15 århundrede. Det var prægtige bygninger, der blev opført i 2-3 etager med facaden ud mod markedspladserne. De ældste af disse bygninger tjente på en gang til varemagasiner og rådhuse. Hvor dette var tilfældet, havde man handelshallerne i stuen og borgersalen i anden etage. I torvehallerne lagredes både korn, salt, lærred, skotøj etc. I de enkelte afdelinger blev fremlagt prøver, som publikum kunne undersøge, før de foretog indkøb. Her fandtes den offentlige vægt. Enhver handel blev afsluttet i overværelse af edsvorne embedsmænd, der førte register over antallet af de afsluttede handler. Foruden torvehallerne rejstes møller, bagerovne, slagtehuse, slibeværker, stamperier og farverier, der for rimelige afgifter stod til borgernes afbenyttelse. Mange af de bygninger, der i vore dage bruges som hoteller, har deres oprindelse fra hine tiders kommunale foretagender. Kanonstøberierne blev som regel drevne af rådet selv.

Fællesinteressernes måske mest ejendommelige udtryk foreligger i myndighedernes af alle anerkendte ret til at bestemme arbejdstiden, arbejdslønnen og varepriserne. Gennem denne ret skulle forbrugerens velfærd i første række fremmes. Tyngdepunktet lå her i varepriserne. Der skulle drages omsorg for, at publikum ikke ved opskruede priser blev udbyttet af producenterne. Sælgerne måtte for deres varer kun få, hvad der blev kaldt den retfærdige pris, det vil sige: den pris, der dækkede omkostningerne ved den pågældende vares frembringelse. Man måtte ikke tilegne sig handelsgevinst ved priser, der gik op over produktionsomkostningerne. De, der på den måde til egen fordel udnyttede menneskenes nød, gjorde sig skyldig i en retsstridig handling, deri åndelig henseende blev stemplet som en stor synd. Dette gjaldt frem for alt handelen med levnedsmidler. »Hvem der opkøber korn, kød og vin for at drive prisen i vejret og tjene penge på andres bekostning, betragtedes som en gemen forbryder. I en godt forvaltet kommune må den vilkårlige fordyrelse af næringsmidler og klæder afgørende forebygges. I nødstilfælde kan man tvinge købmænd, der sidder inde med sådanne varer, til at sælge dem til den retfærdige pris. I et hvert velordnet fællesskab kommer det frem for alt an på - hvad der ligger i sagens natur, og hvad kirkefædrene lærer -, at der sørges for det heles vel, ikke derpå, at et lille mindretal til skade og fordærvelse for den store mængde beriger sig og pranger med sin rigdom. Der skal fortrinsvis tages hensyn til de fattige og mindst begunstigede. Gennem lavene må man sørge for disses beskyttelse. Det fordrer kirken. I overensstemmelse dermed bestemmer man i det velordnede fællesskab den retfærdige pris og den retfærdige løn, for at ingen, hvem han end er, skal lide skade, og enhver leve, ernære og klæde sig standsmæssig i sin stand.« Dette var samtidens egen opfattelse. En række forskellige foranstaltninger sigtede til at praktisere den anførte betragtning. I kraft af den såkaldte stapelret, som byerne havde erhvervet sig, var de fremmede handelsmænd, som passerede en by, forpligtet til at lade deres varer udlade på et bestemt sted og stille til salg en vis tid, før de fortsatte rejsen og førte varerne videre. Af varer, der tilføres byen i større partier, skal først de almindelige borgere have adgang til at forsyne sig, før købmændene må opkøbe til deres lager. »Købmanden fik ikke lov til at gøre hemmelige forretninger, men måtte handle i det åbne marked; selv der var det foreskrevet, at han skulle vente, til bymændene kom tilbage fra den hellige messe og var blevet forsynet med, hvad der i hjemmet behøvedes af korn og malt, smør, fjerkræ og kød; først når klokken derefter slog et bestemt slag, kunne han sælge, hvad der var til rest, i større partier.« Når et skib førte kul til Würzburg, måtte der de første 8 dage kun sælges fra det i detail. Ingen familie måtte få mere end 50 kurve fulde. Efter de 8 dages forløb kunne der opkøbes engros, men ved salget i detail måtte der kun tages en »sædelig gevinst«. Den magt, kommunen havde til i hine dage at gennemføre de fastsatte priser, foreligger der et oplysende vidnesbyrd om fra Canterbury. I 1420 blev her holdt et kirkeligt jubilæum, der bragte ca. 100,000 pilgrimme til byen. Trods denne tilstrømning af mennesker fastholdtes de sædvanlige priser. I visse byer var det sædvane, at rådet selv foretog alle indkøb til byens forsyning engros. Hvor dette var tilfældet, havde ingen købmand ret til at opkøbe tilførte varer, så længe rådet selv var villig til at købe. Dette synes at have været mest almindeligt i de engelske byer. I Frankrig brugte for eksempel Amiens at foretage engros indkøb af salt og fordele dette blandt borgerne til indkøbspris. Før byen selv er forsynet med det fornødne kød, må intet kød af det i byen opdrættede kvæg gå ud af byen. I en forordning fra Ulm i 1423 bestemmes det eksempelvis, at borgerne ikke må sælge svin ud af byen, før slagterne har givet borgmesteren bevis for, at der er flæsk nok til byens brug. I Østrig gjaldt den lov, at ingen fiskehandler måtte bære nogen hovedbedækning, hvad der skulle bevirke, at han hurtigst muligt søgte at få fiskene solgte. Bestemte eksempler på pristakster for de forskellige varer foreligger fra Lübeck i 1255, Berlin i 1272, Hamburg i 1375, Frankfurt a. d. Oder i 1378, Ebarswalde i 1395. Om den måde, hvorpå priserne blev fastsatte, oplyser en forordning fra Kilkenny i 1367: »Købmændene og skibsførerne skulle under ed oplyse, hvor meget varerne havde kostet at købe og udgifterne ved transporten. Derefter skulle byens borgmester og to ærlige mænd fastsætte den pris, hvortil varerne måtte sælges.« Lagringen af vin og øl var ikke sjældent et monopol for byen. Man brugte hertil rådhusets kælder og havde der forskellige udsalg, hvorfra der kun måtte udskænkes fra rådhusets lagerkælder. De markeder, der blev holdt flere gange om året, virkede også i retning af at regulere priserne ned efter. Her kom jo nemlig ikke blot byens egne håndværkere og .handelsmænd, men også fremmede fra andre byer. De daglige priser kunne ikke gå meget op over den pris, hvortil publikum kunne forsyne sig på markedspladserne. Markederne gav tillige anledning til, at håndværkerne dels kunne blive forsynede med råstoffer på den billigste måde, dels kunne få deres kundekreds udvidet. For de forskellige handelsvarer er der særlige markeder: brændselsmarked, hømarked, hestemarked, kvægmarked etc..

Rådet sørgede endelig for, at der blev frembragt i byen, hvad man kunne frembringe dér. Fandtes der erhverv, som ikke var repræsenterede, blev der indkaldt dygtige mænd, der kunne sætte virksomheden igang. De midler, der blev anvendt til at drage nye mennesker til byen, var dels skattelettelse, dels andre specielle fordele. Der foreligger således vidnesbyrd om, at indkaldte håndværkere er blevet tilbudt fuldstændig skattefrihed, fritagelse for vagttjeneste, en klædning årlig og en vis del brød. Til gengæld skulle vedkommende så mod fastsat betaling være byen og borgerne til tjeneste med bestemt arbejde. Rådet lod indrette badeanstalter, hvori den almene befolkning kunne bade enten frit eller for en meget billig pris. Badning blev dengang overalt anset for en nødvendighed. Det blev betragtet som en pligt at »holde legemet rent, thi det gør sjælen godt«. Man skulle mindst have et bad hver 14 dag. Håndværkerne gik som regel i bad hver lørdag eftermiddag. I Nobbung foreskrev en skoleordning, at børnene skulle føres i bad hver onsdag, fordi de voksne optog pladsen om lørdagen. I Lübeck var der allerede ved slutningen af det 13 århundrede en badstue i hver gade. I Ulm var der noget senere 11 badstuer, i Nürnberg 12, i Frankfurt am Main 15, i Wien 29. Rådet drog omsorg for vandforsyningen. På alle åbne pladser i de større gader var der mindst 1, ikke sjældent 2 brønde, der i almindelighed udformedes som springvand med kostbart og kunstnerisk snitværk. Hvor der var rindende vand, var disse springvand af så meget større betydning, som man endnu ikke kendte til pumpeværker, der først fremkom i det 16-17 århundrede. Ved større kommunale arbejder som anlæg af nye havne etc. tog man hele borgerskabet i tjeneste. Hver arbejdsdygtig borger måtte arbejde sine dage, medens korporationerne forsynede de arbejdende med de fornødne levnedsmidler.

Fælles for borgerskabet var endnu forsvarsvæsenet. Middelalderens by var til enhver tid udsat for væbnede overfald, som borgerne alle måtte være med til at værge sig imod. Alle borgere var derfor forsynede med våben, de mindre bemidlede med kniv, daggert eller økse, de mere velhavende med bue, sværd og spyd. Lasvvæsenets fodfolkshær nåede sit højdepunkt i det 14 århundrede. Den var i teknisk henseende tidens mest fuldkomne militære organisation. Mindst et par gange om året mødte den til øvelse i våbenbrug. Byens tårnklokke kunne til enhver tid kalde borgerskabet ud. Var fjender i anmarch, overtog borgmesteren straks ledelsen som højstkommanderende. Hvad der fandtes af folk, kvæg og gods uden for voldene blev hurtigst muligt draget ind i byen. Kvinder og børn, gamle og andre, der ikke kunne deltage i kampen, blev anbragt på de sikreste steder. De, der kunne føre våben, måtte efter tur gøre vagttjeneste og deltage i forsvaret. (i Soupthampton i England blev alle drengebørn fra 7 års alderen og derover hver søn- og helligdag indøvet i skydning på byens fælled). Den kampberedte tilstand satte også sit præg på byens daglige liv. De våben, der kunne anvendes til forsvar, var lige let anvendelige til at bryde freden. Enhver strid, der begyndte i ord, stod fare for at ende i blod. Det kunne derfor være farligt at gøre den nattjeneste i gaderne, som borgerne i mange byer skiftedes til at tage efter tur. Når borgerne derfor drømte om en lysere fremtid, knyttede de deres forhåbninger til, at enhver, der frembragte skarpe våben, skulle dø ved deres egne redskaber. Midtpunktet for byens liv var rådhuset og sognekirken. Rådhuset gav ikke blot plads for rådets møder og retsforhandlinger. Her fandt man både de embedsmæssige kontorer og de store sale, hvori der kunne holdes almindelige borgermøder og foranstaltes festligheder ved højtidelige lejligheder. Kirken er dog den, der i endnu højere grad samler borgerne både i gode og onde dage. I dens tårn hænger klokken, der kalder folket ud, når det gælder væbnet forsvar, når der stævnes til generalforsamling, eller markedet er blevet åbnet. Under dens hvælvinger hentes trøst i de onde dage og ydes lov og tak i de festlige stunder. Pladserne i kirken fordeltes efter borgernes rang. Øverst havde byens embedsmænd med deres familier deres pladser. Næst dem fulgte mestrene fra de forskellige fag. I kirkens gange sad eller stod svende og lærlinge. Kirken var borgerskabets helligdom, rådhuset dets frihedshal. I alle byer kappedes borgerne om at skabe de skønneste rådhuse og de prægtigste kirker. Ud af denne kappestrid voksede de store domkirker, der endnu pryder de vesteuropæiske byer.

I den ældre middelalder var det kun munke og præster, der virkede for at fremme såvel højere som mere almen oplysning. Videregående undervisning blev fremmet både gennem de såkaldte domskoler, der var knyttede til domkirkerne, og i klostrene; den almene undervisning varetoges af præsterne i de enkelte sogne. Som medhjælpere brugte de ikke blot deres kapellaner, men også deres forskellige kirkebetjente. Det lå derfor noget nær i sagens natur, at denne undervisning måtte indskrænke sig til at gøre den opvoksende ungdom kendt med grundbegreberne i kristendommen. Så tarvelig denne undervisning var, må den dog betragtes som udgangspunktet for de senere folkeskoler. I de nye byer begynder borgerne tidligt at virke for dannelsen af selvstændige borgerlige skoler. I 1267 klager borgerne i Breslau til en pavelig legat over, at de kun har domskoler på den anden side af Oderen, hvorfor de anmoder om tilladelse til at oprette deres egen skole. Da både domkapitlet og biskoppen stillede sig velvillig til planen, blev tilladelsen givet. En byskole blev da oprettet ved siden af kirken Maria Magdalene. Drengene skulle her lære at læse og undervises i andre begyndelsesgrunde. De der ville have højere undervisning, skulle fremdeles besøge domskolen. I flere byer blev der foretaget lignende skridt til almenoplysningens fremme. Men endnu i det 13 og 14 århundrede var det kun lidt, der blev opnået i disse byer. Man savnede ikke blot en egentlig lærerstand, man manglede frem for alt de nødvendige boglige læremidler. Man havde endnu kun skrevne bøger, der var så dyre, at de ikke kunne købes af almindelige elever. Mangelen på bøger medførte almindelig mangel på tilrettelagt stof. Man kendte derfor heller ikke til klassedeling. Ældre og yngre børn sad blandede mellem hverandre på de samme bænke. Først efter bogtrykkerkunstens opfindelse skabtes der betingelser for almenoplysningens fremme. Fremkommen i Tyskland i 1450 bredte den nye opfindelse sig hurtigt ud over de forskellige lande. I 1497 nåede den London, i 1478 til Oxford, i 1482 til København, i 1483 Stockholm, i 1486 Mähren, i 1490 Konstantinopel. Ved hjælp af bogtrykkerkunsten tilvejebragtes de bøger, der skulle bruges både ved den højere og lavere undervisning. Før udgangen af det 15 århundrede forelå der alene af bibler op imod 100 udgaver. Den første med over 100 illustrationer forsynede udgave udkom i 1483. Thomas A Kempis bog: Kristi Efterfølgelse, udkom i samme tid i 59 udgaver. Flere forskellige teologiske og pædagogiske skrifter udkom i 20-30 udgaver. Med bøgerne voksede skolerne frem. Både på fastlandet og i England er der fart i bevægelsen for at tilvejebringe borgerlige folkeskoler. Ved Rhinen var der ved år 1500 så mange folkeskoler, at der kun var ca. 2 timers afstand mellem hver. Selv i mange små landsbyer fandt folkeskolerne indgang. Mange steder oprettedes skolerne af de kirkelige myndigheder, andre steder blev de tilvejebragte af de kommunale styrelser. Ved siden af disse egentlige offentlige skoler fremstod også rent private skoler, særlig skoler, hvor man hovedsagelig indøvede eleverne i skrivning, hvorfor de også hyppig bar navnet skriveskoler. Med henblik på England fortæller en forfatter: »Ikke blot i handelens travle midtpunkter, men i de små landsbyer, der lå skjult i skov og ødemarker, blev børnene ved udgangen af middelalderen samlede i skoler. Det var almindeligt, at folk kunne både læse og skrive.«

Hvad enten skolerne var oprettede af de kirkelige eller borgerlige myndigheder, var det kirkens ånd, der gennemtrængte alle deres forhold, beherskede deres ordning og fyldte deres former. I undervisningen anvendtes kun, hvad der af præsteskabet var erkendt for godt og sundt. I overensstemmelse hermed lagdes der større vægt på at opdrage børnene til gode end at udvikle dem til kloge mennesker. Den rådende grundbetragtning fandt et passende udtryk i den sætning, at »al lærdom, der kun erhverves ved tab af fromheden, er fordærvelig.« Et samtidigt skrift: »Den gode formaning«, oplyser om, hvad der skulle læres i skolen. »Man skal lære børnene fadervor, ave Marie, de 12 trosartikler og de 10 bud. Man skal indskærpe dem at ære apostlene, de hellige engle og andre helgener. De skal indøves i på deres knæ foran sengen at nedbede velsignelsen over sig morgen og aften, læse til bords, tjene ved messen og høre prædiken. De skal vide, hvorledes de skal opføre sig mod medmennesker, at de aldrig må bagtale og ikke løbe med sladderhistorier. For de synder, som børnene begår, så længe de står under forældremyndigheden, vil forældrene komme til at lide og blive pinte. For at undgå, at børnene forfalder til misgerning, skal forældrene ikke blot retlede dem med ord, men foregå dem med et godt eksempel. Det kristne hjem skal være et kristeligt tempel, hvor alle, fader og moder, børn og tyende, gamle og unge, skal samles om søndagen og alle helligdage for at love gud, læse, bede og synge til fælles glæde. På sådanne dage skal forældrene give mere almisse og vise større barmhjertighed og tilgivelse. Dette er børnene et godt eksempel, og den lære går aldrig tabt.« Børnene skal vokse op med familielivets høje ideal for øje. Tanken om, at husfaderen og husmoderen på helligdagene skal samle børn og tyende til fælles gudsdyrkelse, kommer atter og atter igen. Ved siden af at fremholde betydningen af gode gerninger hævdes det bestemt, at menneskene kun frelses ved Jesu kristi nåde. I en i mange udgaver udkommen bog, der først fremkom i Basel, hedder det om forbereredelsen til at modtage nadveren: »Gå ind i dit hjertes hemmelighed, der vil du finde din korsfæstede frelser. Lad alle tanker om din egen fortjeneste være fjern; din frelse afhænger alene af Jesu kristi kors, hvorpå du frimodig skal bygge dit hele håb.« I en allerede i 1470 trykt katekismus hedder det bl.a. i kapitlet om forældrenes pligter imod deres børn: »Man skal tidlig sende børnene i skole til ærbare mestre, således at de fritages for at gå på gaden og lære synd og andet ondt.« Med hensyn til den måde, hvorpå der undervistes, var det en svaghed, at man endnu mere henvendte sig til hukommelsen end til karakteren. Det blev betragtet som en hovedsag, at børnene læste og kunne huske, hvad lærerne dikterede dem. Ved siden deraf blev børnene indøvede i at læse og skrive, senere også i regning. Medens selv en kejser Karl den Store aldrig fik lært at skrive ordentlig, trods det, at han havde tavlen til øvelse liggende under sin hovedpude, således at han selv i søvnløse nætter kunne øve sig i den ædle kunst, blev skrivning nu en færdighed, der var almindelig blandt håndværkerne. Stor vægt blev der lagt på sangen. Alle større byer havde deres særlige sangskoler. Meget almindelig blev det også, at børnene fik i alt fald noget kendskab til det latinske sprog. Lærerne var for det meste akademikere: studenter eller kandidater, men der var også adskillige ret tvivlsomme eksistenser med ringe kundskaber, der bød sig frem som undervisere: afsatte præster, udstødte munke, mislykkede studenter, eventyrere af forskellig art etc. for det meste var lærerne også på en eller anden måde knyttet til kirkerne. Var de præster eller munke, havde de som oftest at optræde som altertjenere ved de talrige altere, som dengang fandtes i kirkerne. St. Elisabethkirken i Breslau havde 47 altere med 122 altertjenere, Maria Magdalenakirken i samme by 58 altere med 124 altertjenere. Sammen med børnene havde de at gøre tjeneste ved kirkens korsang. Var de dygtige skrivere, havde de ofte en særlig skrivertjeneste ved det kommunale råd. For adskillige blev dygtigheden i skrivning indgangen til kommunale embeder. Ikke få af de mænd, der begyndte som lærere, endte som borgmestre. Lønningerne var tarvelige. Det var ret almindeligt, at lærerne kun fik overladt de tarvelige rum, hvori undervisningen foregik, på de betingelser, at de selv måtte skaffe medhjælpere og hæve indtægten gennem et lavt vederlag for undervisningen af børnene. I en overenskomst mellem en førstelærer (rektor) og en tysk byøvrighed påtager læreren sig »at undervise ungdommen i fromhed, lærdom og gode sæder, øve dem i at skrive, flittig at indskærpe dem grammatikkens elementer, læse Virgil og andre gode forfattere med dem, med hele skolen synge vesper ved de store fester og hver søndag hjælpe ved kirkesangen«. Denne overenskomst kan sikkert betragtes som typisk for mange. Bedst stillede var lærerne ved de kirkelige skoler; det var endnu fra kirkens side, at der blev gjort mest for undervisningens fremme. Børnene var ofte mest uheldigt stillede. Var forældrene fattige eller fjerntboende, var børnene gerne henvist til selv at sørge for deres underhold, hvad de da gjorde ved at betle, synge for døre eller stjæle. Heller ikke blot fattige forældre henviste børnene til tiggeri. Der var velstillede forældre, der, når de sendte børnene til skole på fremmede pladser, overlod dem til denne skæbne, for at de personlig skulle erfare armodens lod og derigennem opdrages til at vise større barmhjertighed mod de trængende. Tidens råhed fandt også udtryk i skolen. Pryglestraffen blev anset som en nødvendighed. I en katekismus fra 1470 hedder det udtrykkeligt: »De forældre, der ikke vil, at skolemestrene må straffe børnene, når de opfører sig slet, tænker dårligt.« Pryglingen kunne udarte til ligefrem vold. De offentlige myndigheder måtte til tider udstede forordninger, der indskærpede, at »børnene skulle tugtes med måde«. Til de største glæder, børnene oplevede i skolen, hørte deres deltagelse i de kirkelige fester, deriblandt ikke mindst majfesten. Til denne drog de ud i stort blomstersmykket optog, der med lærerne i spidsen marcherede under flyvende faner og klingende spil. Den folkeskole, der voksede frem i de nye byer, var ikke den samme som folkeskolen i vore dage. Men den var indledningen til denne, et varsel om, hvad folkeskolen engang skulle blive.

Med skolerne voksede også bibliotekerne frem. Det første offentlige bibliotek i Tyskland blev allerede stiftet i Ulm i 1450, det andet i Danzig i 1460. Flere steder begyndte rige borgere at skænke penge eller ejendom til dannelsen af biblioteker. I 1477 er der en kandestøber i Frankfurt am Main, der i dette øjemed skænker en større pengesum, »for at bøger til ære for gud og hans kære moder og det almene folk til nytte kan blive erhvervede«. I 1485 skænkede snedkermester Mathias Holthorf i Zanten hus og have til fordel for et bibliotek. Bøgerne skulle erhverves for ejendommens indtægter og have plads i huset. Både skoler og biblioteker vidnede om, at der var grøde i det nye borgerliv. En samtidig engelsk skribent lader adelsmændene vide, at det er deres egen skyld, når de trænges tilbage i det offentlige liv. »I fortjener desto større dadel, fordi det almindelig er de jævne folks børn, der bliver de klogeste rådsmedlemmer og de største handlingens mænd i rigets vigtigste anliggender.«

Fra det 11 til det 14 århundrede voksede omkring ved 3000 byer frem alene i det Tyske Rige. I England blev der i tiden mellem 1200 og 1482 givet ca. 5000 lokale midtpunkter for organiseret handel ret til at lade afholde markeder og udstillinger. En meget stor del af disse midtpunkter, som blev udrustede med handelsrettigheder, og repræsenterede nye byer. Forud for disse nye fremtoninger lå hele det vestlige Europa udbredt som et eneste stort bondeland, dvs. som et langt overvejende agerdyrkende land. I det nævnte tidsrum skød byerne frem med en lignende fart, som jernbanestationerne i det 19 århundrede. Hvor stærk væksten atter var indenfor de enkelte byer, fremgår på karakteristisk måde af oplysningerne om det antal soldater, de var i stand til at stille til forskellig tid. Følgende byer kunne stille følgende antal soldater: Lübeck i år 1293:100; i 1361: 600 - Rostock i 1293: 70; i 1361: 400 - Stralsund i 1293: 50; i 1361: 400 - Greifswald i 1293: 38; i 1361: 200 - Wismar i 1293: 38; i 1361: 200. Fra Køln og Frankfurt am Main foreligger oplysninger om tilvæksten ved indvandring henholdsvis fra byer og fra landet. Køln i perioden 1356-1479, fra byer 37,4%, fra landet 62,6%. Frankfurt i perioden 1311-1400, fra byer 28,3%, fra landet 71,8%. Frankfurt i perioden 1401-1500, fra byer 43, 19%, fra landet 56,1%. Det fremgår heraf, at det gik dengang som nu: byerne voksede langt overvejende ved indvandringen fra landet. Med hensyn til den størrelse, byerne nåede i det her omtalte tidsrum, anføres følgende tal: Lübeck ved slutningen af det 15 århundrede 22,300 indbyggere. Strassburg i perioden i 1473-77 20,165 indbyggere. Nürnberg i 1440 20,165 indbyggere. Ulm i 1427 20,000 indbyggere. Augsburg i 1475 18,000 indbyggere. Zürich i 1410 10,500 indbyggere. Frankfurt am Main i 1387 10,000 indbyggere. Basel i 1471-75 9,000 indbyggere. Mainz ved slutningen af det 15 århundrede 5,800 indbyggere. Dresden i 1477 4,200 indbyggere. Leipzig i 1474 2,200 indbyggere. I Tyskland var byerne således fordelt, at der gennemsnitlig lå en købstad i Sydvest-Tyskland på hver 2 á 2½ mil, i Midt- og Nordvest-Tyskland på hver 3 a 4 mil, i Østtyskland på hver 5 a 8 mil. Den overvejende del af befolkningen havde ikke længere til nærmeste by, end at man kunne tage ind til byen om morgenen og nå hjem igen samme dags aften. I England nåede de største byer, med undtagelse af London, til år 1300 ikke over 4-5000 indbyggere. De forud for bydannelsen fremherskende landbrugsforhold havde været knyttet til naturalhusholdningen og husøkonomi. I byerne begyndte pengehusholdning og byøkonomien. Under husøkonomien foregik hele produktionens kredsløb: råstoffets tilvejebringelse, forarbejdelse og forbrug inden for hver enkelt husholdning. Under byøkonomien udvikledes kredsløbet til et større distrikt: byen med det omliggende land. Hvert sådant distrikt kom til at danne et afsluttet hele, hvori arbejdet er delt: for det første mellem by og land, for det andet mellem bykredsene indbyrdes. Visse industrigrene grupperer sig i bestemte lande og landsdele. Frankrig og England leverede ulden, Tyskland frembragte linnedvæveri og metalarbejder, Flandern klædevæveri, Lombardiet silkevæveri, Venedig våben og glasfabrikation. Florens beskæftigede tillige ca. 30,000 arbejdere i ca. 200 klædefabrikker. Borgerne betragter byen som en privilegeret kreds, der er eneberettiget til at drive handel og håndværk. De gennemfører derfor bestemmelserne om det såkaldte læbælte, det vil sige: forbud mod, at der må drives handel og håndværk inden for en vis afstand fra byens grænser. Denne afstand kunne være forskellig, fra 1-10 mil medens landboerne må betale told (accise) af de varer, der føres ind til byen, kan borgerne frit føre deres varer ud og ind gennem bysporten. De større byer med omliggende land kom også i den henseende til at danne afsluttede enheder, at de ofte gennemførte deres eget selvstændige mål og vægt. I den heromhandlede tid fandtes der i Tyskland 18 lokale alenmål, 22 forskellige vinmål, 122 fra hinanden afvigende vægtmål.

Den skitserede ramme for hin tids økonomiske liv fremkaldte en almindelig velstand blandt byernes borgere. Og velstanden blev gennemgående ret jævnt fordelt. Der var få meget fattige og endnu færre meget rige. De bedste oplysninger om indkomstfordelingen i byerne foreligger fra Frankfurt am Main. I løbet af ca. halvandet hundrede år fra 1354 til 1499 havde byen omtrent samme indbyggerantal og skattepligtige borgere: i 1354 2,669 skattepligtige og 7,800 indbyggere; i 1385 3,405 skattepligtige og 10,000 indbyggere; i 1420 2,382 skattepligtige og 7,000 indbyggere; i 1475 2,817 skattepligtige og 8,300 indbyggere; i 1499 2,583 skattepligtige og 7,600 indbyggere. De forskellige skatteklasser fremgår af følgende tal: fritagne på grund af fattigdom 94 skatteydere 3,9 %; 3 mark 50 pf. skatteydere 387 16,3 %; 3,50-7 mark 1219 skatteydere 51,2 %; 7-70 mark 533 skatteydere 22,4 %; 70-350 mark 132 skatteydere 5,5 %; over 350 mark 17 skatteydere 0,7 %; over 700 mark betalte kun 7 skatteydere, 2 skatteydere betalte ca. 1000 mark. Det fremgår heraf, at velstanden var ganske jævnt fordelt. Det er end ikke givet, at de 3 %, som var helt skattefri, levede i yderlig armod (til sammenligning kan anføres, at de fattigunderstøttede i Danmark i 1901 udgjorde 4,16 % af folkemængden). De øvrige kan alle regnes til jævnt velstillede mennesker, kun nogle ganske få er særlig rige. Dette stemmer med oplysninger fra andre byer. I Heidelberg blev der i 1439 hævet en formueskat. Ifølge denne havde gennemsnitlig slagterne en formue af 199 gylden; bagerne 167 gylden; skrædderne 119 gylden; skomagerne 113 gylden; kræmmerne havde en formue af 102 gylden; smedene 100 gylden; fiskerne 84 gylden; vingartnerne 66 gylden; væverne 62 gylden (4 gylden blev regnet lig med 1 fed okse). Fra Basel foreligger oplysning fra omkring ved år 1400. Derefter havde af borgerne: 1/3 mellem 2,500-36,000 mark formue; 1/5 mellem 200-2,500 mark; 1/10 endnu mindre. Formuer på over 40,000 mark var meget sjældne. Antallet af besiddelsesløse opgives i Frankfurt am Main i 1410 til 14 %, i Augsburg til 12-15 %. I de egentlige handelsbyer som Lübeck og Hamburg etc. var forholdene dog noget anderledes. Dr. A. Nuglisch gør endog gældende, at der her fandtes en fordeling, hvorefter de rige sad inde med ca. 70 % af byens fælles formue, medens alle de andre klasser måtte nøjes med 30 %. Men han tilføjer, at det forhåndenværende rigelige arbejde gjorde, at disse andre klasser desuagtet klarede sig godt overfor deres mere begunstigede medborgere.« Trods det, at velstanden var jævnere fordelt i de andre byer, fandtes der dog også der fattige mennesker. Selv om kampen for tilværelsen i rent økonomisk henseende dengang var lettere, stilledes der dog som al tid visse fordringer til individerne, som ikke alle kunne opfylde. Hertil kom de fra fødselen af mærkede: de udenfor ægteskab fødte, børn af de såkaldte »uærlige«, af rakkere, gøglere, kvaksalvere, spillere og lignende. For alle sådanne var lavets rammer lukkede, hvad der gjorde, at de var meget uheldigt stillede. Fandt de plads som tyende eller daglejere og tjenestegørende ved markederne og deslige, kunne de prise sig så nogenlunde lykkelige. Ellers var de nærmest henvist til livet som landstrygere og vagabonder. Mod alle sådanne var lovene strenge. De kendte kun forskel på arbejdsduelige og syge betlere. De første blev i almindelighed straffet med fængsel, gabestok eller prygl. Heldigvis var antallet af sådanne kun forholdsvis ringe. Undtager vi disse, sad den øvrige befolkning gennemgående i gode kår, der først og fremmest gav sig udtryk i en kraftig levemåde, ikke sjældent i en høj grad af overdådighed.

Hin tids mennesker brugte langt mere kød end nutidens. Fra Frankfurt a. d. Oder oplyses det eksempelvis fra begyndelsen af det 14 århundrede, at der i et år blev slagtet 30,854 stk. kvæg, hvad der er 12 gange så mange, som byen anvendte i 1802-03, da folkemængden var dobbelt så stor. Vin dyrkedes i mange egne i et sådant omfang, at den hørte til borgernes daglige drik. I Bayern mente enhver »almindelig daglejer, at han hver dag skulle have vin 2 gange, ligesom han skulle spise 2 gange kød«. I Siegburg fandtes kun et hus, hvori der ikke var lagret et kvantum vin. Det fri selvstændige arbejde og den kraftige kost udviklede en sund og kraftig slægt. Hver borger havde som regel sit eget hus, omgivet af en have, der umiddelbart førte over i de omgivende marker. I de lidt større huse var det ret almindeligt, at der var anbragt badeværelser, der anvendtes af den hele husstand. Velstanden åbenbarede sig også i klædedragten. »ikke alene patricierne og rangspersonerne, men selv sædvanlige borgere bar perler på deres hatte, kapper, frakker og benklæder, guldringe på fingrene, sølvbeslåede bælter, dolke og sværd. De bar smukt foldede silkeskørter; deres klæder var broderede med sølv og guld, stofferne var af fløjl, damask eller atlask, foret og kantet med zobel, hermelin og mårskind.« Den voksende luksus og overdådighed gav anledning til, at byernes råd meget hyppigt påtog sig at udstede forordninger, der dels skulle sætte grænser for overdådigheden, dels bidrage til at holde hver enkelt stand indenfor dens særlige grænser. Som eksempel i denne retning anfører vi hovedbestemmelserne af forordningen fra Regensburg af 1485. I følge disse foreskrives det, at det kun må være fornemme borgerfruer og jomfruer tilladt at have 8 kjoler, 6 kåber, 3 dansedragter, 1 kåbe med slag, hvoraf ikke mere end 3 måtte være af fløjl, damask eller silke. Hver måtte besidde 2 hårbånd af perler, hver til en værdi af 12 gylden, en krans af guld og perler til en værdi af ikke over 5 gylden, 3 slør, hvoraf hvert ikke måtte overstige en værdi af 8 gylden, frynser af silke, men ikke af perler eller guld, et livstykke af perler til en værdi af ikke over 5 gylden, et perlebrystsmykke til en værdi af ikke over 12 gylden, en bort af 2 rækker perler om ærmerne til 5 gylden, en gylden kæde med vedhæng til 15 gylden; med undtagelse af forlovelsesringene måtte ingen andre ringe være af mere end 24 gyldens værdi; 3-4 rosenkranse, men ingen til mere end 10 gyldens værdi; af silkebælter eller borter måtte de ikke bære mere end 3. Mændene blev forbudt at bære perler på huer, kapper, frakker og benklæder; heller ikke måtte de bære silkeopslag eller silkeskjorter. De mest velstillede borgerfruer kunne i deres kister have smykker til en værdi af over 3000 gylden, hvoraf de på en gang kunne bære prydelser til en værdi af 3-400 gylden. Den samme pragt blev stillet til skue af borgerne i Frankrig. »Allerede under Filip den Smukke (1285-1314) kappedes tredjestanden i luksus og overdådighed med adelen. Overdådige selskaber og drikkelag, luksus i klædedragt og levemåde tog bestandig til. Håndværkeren pyntede både sig og sin familie. Han holdt selskaber og bortødslede på søn og festdage, hvad han i arbejdets sved havde tjent i ugens løb. I det 15 århundrede steg nydelsessygen til det højeste. Ved enhver lejlighed skulle der holdes fest, hvortil der blev anvendt megen både tid, penge og vin. Midtpunktet for det gemytlige og overdådige liv dannede skydeselskaberne med deres præmieskydninger, hvorved festmåltider og dans spillede hovedrollen.« Barnedåb og bryllupper, der blev fejrede i hjemmene, kunne give anledning til hele ugers gilder, hvor der blev spist og drukket over alle grænser. Da bageren Veit Gundlinger i Augsburg i 1493 fejrede sin datters bryllup blev der i 8 dage spist ved 60 borde af 270 gæster. Ved denne lejlighed skal der være blevet anskaffet: 20 okser, 49 geder, 500 stk. fjerkræ, 30 hjorte, 46 kalve, 95 svin. 15,000 fisk. Det lyder derfor ganske naturligt, når der tilføjes: »Der blev spist, drukket, danset og sværmet således, at mange den 7. dag faldt om som døde og kun gennem de andres larm atter blev bragt til sig selv.« De velstillede borgere ville gerne more sig. Foruden i de private hjem samles de derfor hyppigt til almindelige kirkelige og borgerlige fester. St. Hans dag d. 24 juni tænder de glædesblus omkring i gaderne og synger og danser omkring disse. Ved de mange helgenfester deltager de alle i processionerne. I fastelavnen drager de maskerede gennem gaderne. Ved alle festlige lejligheder blev der i rigt mål både spist og drukket. Kansleren Martin Mayer karakteriserede den almindelige velstand på følgende måde: »Hvor findes der vel et værtshus, hvori man ikke drikker af sølvbægere; hvor en frue, jeg vil ikke sige en adelsfrue, men borgerfrue, der ikke stråler af guld ? Hvad skal jeg sige om riddernes halskæder og hestenes bidsler, der er af det rene guld? Eller om de mange sporer og sabelskeder, der er besat med ædelstene og om de ringe, bælter, harnisker og hjælme, der alle lyser af guld. Hvor kostbare er de kirkelige kar og andre brugsgenstande, hvor mange relikvier er indfattede med guld og perler? Hvor store er eders præsters og alteres smykker, hvor vægtigt indholdet af det kirkelige skatkammer.«

Der var foregået en gennemgribende forvandling, en dybtgående omdannelse, en fuldstændig revolution. Desuagtet varede det længe, før den nye by helt afkastede mærkerne fra den gamle landsby. Alle husene var omgivet af haver. Gaderne var snævre og krumme, kun undtagelsesvis retlinjede. Indtil det 12 århundrede var gaderne aldrig brolagte, først i det 14 århundrede begyndte brolægningen at blive mere almindelig. Men endnu i det 16 århundrede lå dog sådanne hovedgader som Zeil i Frankfurt am Main som almindelige veje. De enkelte borgere havde ret til at dække snavset foran deres huse med halm, men denne skulle da atter fjernes, om sommeren efter 8 dages, om vinteren efter 14 dages forløb. Sølet på gaderne gjorde det nødvendigt, at man måtte gå på stylter, med træsko eller træskostøvler, i alle tilfælde med sko, der var forsynet med træsåler. Selv rådets medlemmer brugte til ind i det 16 århundrede dette fodtøj, når de drog til deres møder på rådhuset. En forordning fra det 14 århundrede påbød, at de skulle tage træskoene af, før de begyndte deres forhandlinger. Forfatteren Myconius skriver fra Gotha: »Man må gå på stylter eller træsko. Næsten alle rådsherrerne går med træsko til møderne. Medens de forhandler i rådssalen, står træskoene uden for døren. Man kan der smukt tælle, hvor mange der er kommet tilstede.« Medens de vise fædre drøftede byens vel, kunne de ofte høre tærskeslagene, når småborgerne svang plejlene i deres loer. På de dyndede gader kastede man fremdeles al slags smuds, tømte skarnbøtterne o.s.v.. Vandet, der flød ned fra tagene, samledes i rendestene, der løb midt gennem gaderne. Byernes råd påbød atter og atter, at gaderne skulle holdes rene. Således indskærper en forordning fra det 14 århundrede, at skarndyngerne ikke må blive liggende på torvepladserne længere end 14 dage. I Ulm blev det borgerne forbudt at holde mere end 20 svin, og disse måtte kun færdes på gaden mellem 11 og 12. I Nürnberg forbød rådet i 1475 fuldstændig at lade svinene færdes i gaderne. I Frankfurt am Main forbød rådet i 1481 at anlægge svinestalde på den side af husene, der vendte ud mod gaden. Andre steder indskrænkede rådet det antal svin, det var tilladt at holde, hvad der særlig gjaldt bagerne, der gerne havde de fleste. Den hyppighed, hvormed der udstedtes forordninger om renligheden, viser bedst, hvor lidet de frugtede. Et digt fra 1490 priser Nürnberg, fordi man i denne by har en mand, der daglig går gennem gaderne for at opsamle døde grise, hunde, katte, rådne høns og rotter. Rytterne klagede over, at hestene stadig var udsat for at styrte og blive siddende i sølet. Da Frederik III (1440-93) engang ville besøge Tüllingen i Würtemberg, rådede borgerne ham fra det på grund af de bundløse gader. Ikke desto mindre red kejseren ind i byen. Men resultatet blev, at hesten sank i dynd til over knæerne. Belysning i gaderne kendte man endnu ikke. Man indskrænkede sig mest til at have en lygte på rådhuset og ved festlige lejligheder at opfordre borgerne til at hænge lygter uden for deres huse. Husene var endnu gennemgående af træ. For de offentlige bygningers vedkommede, kirker og rådhuse etc., foregik overgangen til brændte sten i det 12-13 århundrede. Men for de private huses vedkommende varede det længe, før anvendelsen af sten blev almindelig. Endnu i det 17 århundrede fandtes der adskillige byer med stråtækkede bindingsværkshuse. Ildebrande udbrød derfor med korte mellemrum. Enhver by måtte gennemgående regne med en stor ildebrand hver menneskealder. I det 13 århundrede hændte det 2 gange, at hele byer fuldstændig blev lagt i aske, eksempelvis Riga, Rostock og Lübeck. Simple håndsprøjter kom først i brug i det 15, større pumper først i det 16 århundrede. Til ind i det 14 århundrede var åbne ildsteder det almindelige. Først derefter begynder kakkelovne at holde deres indtog men længe er det dog kun et enkelt værelse, man søger at opvarme. I det 15 århundrede trænger skorstene igennem, men for lange tider blev de kun fejede engang hver 5 år. Endnu så sent som i 1491 indskærpede en byggeforening nødvendigheden af at sætte skorstene på husene. De slette hygiejniske forhold gav anledning til hyppige farsoter, der lagde talrige mennesker i en tidlig grav. Det er endog blevet påstået, at den almindelige dødelighed dengang var lig dødeligheden under kolera i vor egen tid. De fleste borgere drev et større eller mindre landbrug eller i alt fald en vinmark og havde andel i byens fælles mark. De mindre borgere, som ikke drev selvstændigt landbrug, havde dog som regel i alt fald en ko eller et svin, der gav dem den fornødne mælk og flæsk. Høns, ænder og duer fandtes i alle hjem. I omegnen af Sachssenhausea var antallet af fårene så stort, at de ødelagde byens volde, hvorfor det blev forbudt gårde i nærheden af byen at holde mere end 1000 får. Torvet var byens midtpunkt og hjerte. Om dette samlede sig hele den indenbys bevægelse. Omkring dette eller i dets nærhed hævede sig de vigtigste offentlige bygninger. Der stod markedshallerne og bordene til handelsbrug. Her samledes man ikke blot for at handle, men for at hilse på venner og bekendte, høre nyt og sætte fortællinger om oplevelser i omløb. På torvepladsen stod også gerne skampælen, hvorved forbrydere kunne holdes bundne f.eks. et døgn eller mere. Ved denne blev også de strengere straffe fuldbyrdet. Sindet var endnu umenneskeligt hårdt overfor dem, der gjorde brud på lov og sædvaner. Kætteri, hekseri og brandstiftelse blev straffet med bålet. Gudsbespotterne fik tungen skåren af, falskneren blev mærket på kinden eller panden med glødende jern eller kastet i sydende olie. Mandlige tyve blev almindelig hængte, kvindelige tyve levende begravet. Tusinder og atter tusinder er i middelalderens sidste halvdel dømte fra livet i de nye byer. Ved en i 1527 foretagen undersøgelse af retsbøgerne i Lübeck viste det sig, at der alene i denne by, siden den havde erhvervet domsmyndighed, var blevet 18,489 mænd og kvinder dømte til døden. I de sidste år af middelalderen faldt der regelmæssig 50 dødsdomme om året. Galgen, der i alle byer blev betragtet som en nødvendighed, havde for det meste plads udenfor bymuren, foran indgangen til byen. For det meste hængte der i den et eller flere halvtørrede lig: »Den uretfærdige til advarsel, den retfærdige til trøst«. (i England karakteriserer historikeren Freeman forskellen på de borgerlige og kirkelige straffe som følger: »når vi betænker de frygtelige straffe, død og lemlæstelser, der var værre end døden, som domstolene under kongerne af huset Anjou idømte for meget ringe forbrydelser, kan vi forstå, at befolkningen så gunstig på de biskoppelige domstole, hvor de tungeste straffe var piskning og indespærring«). Murene omkring byen var dækket af talrige tårne, som løftede blikket mod det høje. Der var byer, som kunne have op imod 100 tårne. Både tårnene og portene foran de gennembrudte volde fremtrådte i udsøgt kunstneriske former. De talrige kirker stod al tid åbne. Mindst en gang om dagen skulle enhver ind og forrette sin bøn i helligdommen. Mindst en gang om ugen, foruden om søndagen, kalder klokkerne til fest, hvori alle tager del. Det er fremdeles kun sparsomt lys, der falder ind ude fra. Glasruderne holder først deres indtog i det 15 århundrede. Til langt ind i det 16 århundrede anvendtes kun små grønne ruder med blyindfatning. (Fra samme tid afløstes lergulvene af fliser). De hellige handlinger foregår derfor al tid under kunstig belysning, hvis genskin på de talrige billeder har en egen evne til at fængsle sindene. Hver time på dagen lyder klokkespil ud over byen. Allerede på vejen til kirken stemmes sindene til andagt: billederne blev betragtet som de uoplystes bøger. Man malede derfor dødsdansen på kirkegårdsmurene og dannede såkaldte korsfæstelsesgange, hvori hele lidelseshistorien blev fremstillet med stærke farver. På husmurene særlig på gadehjørnerne var der hyppigst malet eller udhugget madonnabilleder, hvorunder der brændte lys både dag og nat. Skulle en syg have sakramentet, blev dette i højtidelig optog båret gennem gaderne. Meget arbejde blev udført på åben gade. Det var ikke blot smeden, som der skoede hestene, og tømreren, der tilhuggede tømret. Både skræddere og skomagere, snedkere og klokkestøbere kunne man finde i virksomhed der. Tandlægen anmeldte sin ankomst ved en udråber, der sang: heran, heran, enhver, der har en slemme tand, sidder i gummen den end aldrig så fast, tager min tang den dog ud i hast.

Kirken var det store midtpunkt i byens ydre fremtoning. I god overensstemmelse hermed var det, at gud blev midtpunktet i borgernes hele både ydre og indre liv. Man færdes bestandig som for guds åsyn. Håndværkernes ordsprog var: »Ser ingen anden det, så ses det af den kære gud i himlen.« Husene bar ofte religiøse indskrifter, der betegnede dem som små kirker. Hvert hjem havde sit eget alter eller dog et helgenbillede med en bedeskammel under, hvor husets folk forrettede deres daglige bøn. I hele husets indre udstyrelse var det religiøse præg fremherskende. På dørkarme og kakkelovne fandt man billeder af guder og helgener. På drikkekruset kunne man eksempelvis finde følgende indskrift: »Af dette krus skal du drikke og derved tænke på gud.« På regnskabsbøger kunne man møde en bøn om, at det »må forundes os at leve således, at vi efter vort endeligt kan have fred i guds hellige rige«. Der blev lagt stor vægt på at have billeder, der fremstillede religiøse optrin, på væggene. En dominikanermunk fra omkring år 1400 skriver derom: »det gælder først og fremmest om at have malerier i hjemmet af hellige børn og unge jomfruer, over hvilke dets børn endnu i svøbet kan glæde sig. Og som jeg siger malerier således billedhuggerarbejder. Smukt står jomfru Marie med barnet i arm og en fugl eller et granatæble i hånden. En smuk figur gør Jesus, som dier, Jesus, som sover på moderens skød, Jesus stående artig foran hende, eller Jesus, som hjælper hende at spinde. Barnet kan også lære at se på den hellige Døber, når han som lille barn, klædt i kamelskind, går ud i ørkenen, leger med fuglene, suger honning af blomsterne og sover på jorden. Heller ikke skader det, om Jesus og Døberen ses afmalede, eller Jesus og evangelisten (dvs. Johannes) som ganske små, eller de børn, som Herodes har dræbt, for at barnet tidligt kan få frygt for våben og bevæbnede. Således har små piger også godt af at se de 11,000 jomfruer i bøn og trængsel. Jeg synes også om, at de ser Agnes med sit fedelam, Cæcilia kranset med roser, Elisabeth med hænderne fulde af roser, Katarina med hjulet og andre skikkelser, der fra modermælken kan give børn kærlighed til jomfruelighed. Thi man skal vide, at billeder af engle og helgener er tilladte og forordnede til sjælelig nytte for de små og er bøger for de jævne folk.« Der blev lagt den største vægt på at opdrage børnene i tugt og herrens formaning. Hvad kunstneren Albrecht Dürer, der var søn af en guldsmed og født i 1471, fortæller om sin opdragelse i hjemmet, var typisk for talrige gode hjem: »min kære fader anvendte især flid på at opdrage sine børn til guds ære. Hans højeste ønske var, at børnene kunne blive således opdragne i tugt, at de blev til glæde for gud og mennesker. Hans daglige formaning til os var derfor, at vi skulle elske gud og være trofaste mod vor næste.« Om sin moder fortæller Dürer, at hun bar den største omsorg for at bevare børnene mod synden. »Hun gav os bestandig med stor iver hellige formaninger og indskærpede os bestræbelsen for vor sjæls frelse. Jeg kan ikke nok prise hendes gode gerninger og den barmhjertighed, hun viste imod alle.« Hver helligdag følges familien ad til højmesse om formiddagen: forældre, børn, tyende, svende, lærlinge. Om eftermiddagen var det sædvane, at husfaderen samlede familien til fælles andagt. Han fortæller den da, hvad han særlig havde mærket, sig af prædiken, der alt dengang hyppig blev holdt på modersmålet. Når han har aflagt sit vidnesbyrd, prøver han, om husstanden kan de 10 bud, fadervor og trosbekendelsen. Derefter synger de i fællesskab en salme til guds, »vor kære frues eller de kære helgeners pris«. Det betragtes som en god anvendelse af helligdagen på den måde at søge fælles opbyggelse med familiens medlemmer. Ved denne fremgangsmåde tager kristendommen i byerne sin egen ejendommelige form ligesom den tidligere er udformet ejendommeligt på ridderborgene. Den følger borgeren fra vuggen til graven. Ikke sjældent indvier ægtefællerne deres ægteskabelige samliv ved fælles bøn på husets bedeskammel. Trods alle brøst, der fremdeles knyttede sig til menneskenes liv også under disse vilkår, betegner borgerlivet også i sædelig henseende et betydeligt fremskridt. »Man tør rolig hævde, at den moralske betydning af ægteskab og familieliv nåede til langt højere anerkendelse i borgerhjemmene, end den tidligere havde mødt i middelalderen.« I husene var der endnu kun sjældent stole eller sofaer, mest borde og bænke af træ og fint udskårne skabe og kister. Det anvendte køkkentøj var af kobber, messing eller tin. Sengene var dækkede af himmel og forhæng. Både hjemmene og de offentlige bygninger var rigt udstyrede med arbejder, hvorigennem det kunstneriske snille nåede sin højeste udvikling. Kunstfærdigheden fandt udtryk både i træ, sten og metal: udskårne møbler og drikkekar, madonnaer og helgenbilleder, krucifikser og monstranser, relikvieskrin og alterkar, biskopstave og sværdhefter. Det var kunsthåndværkets glanstid.

Det kunstneriske fremskridt: gotikken - Fremskridtet i bygningskunst

Den romanske bygningsstil: korsformen i grundplanen og rundbuen i hvælvinger og vinduer, der blev den herskende i det 11-12 århundrede, stod som udtryk for præsteskabets: hierarkiets og dogmatikkens alt beherskende magt. I det 13-15 århundrede brød den nye stil: gotikken med spidsbuen, igennem. Den gav udtryk for det nye liv, der var brudt frem med borgerskabet og den selvstændige tænkning. De kirker, der rejstes i denne stil, var delt i et mægtigt kor, der alene afgav plads for præsteskabet, og det store skib, hvor lægfolket samledes. Fra enhver plads var der mellem piller og søjlerækker udsigt til skibets gange, hvor de højtidelige processioner på de store højtidsdage skred frem gennem kirken. Fælles for helheden var de overalt opadstræbende linjer, der løfter alles blik mod det høje. Det tekniske fremskridt, som blev foretaget med den nye stil, lå i udviklingen fra den runde til den spidse bue, der hævede sig »på så sindrige sammenføjninger, at det var, som om al tanke om byrde og tyngde fuldstændig forsvandt. Det indre i en gotisk dom er som et stykke vidundernatur, der hverken er bygget, plantet eller konstrueret, men giver indtryk af at have udformet sig ved egen kraft fra et fælles frøkorn og nu bestandig vokser og med uimodståelig længsel trænger sig fremad og opad mod den åbne himmel. Den massive stenmur fra den romanske stil forsvandt. Sidemurene opløstes i høje farveglødende vinduer, hvorigennem lyset brydes, som om det blev kastet ind gennem skyggende trækroner«. Stenene skal nu føre det samme vidnesbyrd som præsterne: menneskene skal ikke som dyrene stirre mod jorden, men se opad mod målet, hvor sjælene har deres hjem. »Middelalderens kirker er de tavse skabere af middelalderens mennesker.« Det kulturværk, der var opnået i byerne, var gejstlighedens værk. De storladne kor, der ofte indtager indtil og over halvdelen af kirken, er som triumfer for det sejrende præsteskab. I skibet har lægfolket deres plads. Selve kirken afgiver således udtryk for den nye magtstilling: det herskende præsteskab og det fremadstræbende borgerskab. I de romanske kirker var det stemningen, der herskede. I de gotiske er det den klare tanke og den gennemtænkte følgerigtighed, som går gennem alle former. Det er udtrykket for den skolastik, hvorigennem oppositionen mod det blindt rådende dogme blev lagt for dagen. Det var tidens glade og frejdige religiøsitet, der var drivkraften i den hele omfattende kirkebygningsbevægelse. En snusfornuftig slægt, der kun var optaget af øjeblikkets nytteværdier, kunne aldrig have frembragt hin tids stolte mindesmærker i bygningskunsten. Den første betingelse for den skabende kraft, der fik udtryk gennem de storslåede bygningsværker, var en sindsstemning, der fandt glæde i de mægtige billeder fra åndens verden. I intet tidsrum, før eller siden, har bygningskunsten fejret sådanne triumfer som i det 15 århundrede. Selv i adskillige landsbyer rejstes der kirker, der i kunstnerisk skønhed kappedes med de store domkirker.

Det var ikke enkeltmænd, der byggede kirker i hine dage, men hele folket. Mange, som ikke så sig i stand til at drage på korstog til det hellige land, meldte sig til tjeneste ved rejsningen af kirkerne. Nogle kom med gaver: fødevarer eller andre genstande, der kunne omsættes i værdier for bygningen; andre kom og deltog i arbejdet. Alt i det 12 århundrede begyndte denne frivillige deltagelse i kirkerejsningen. Fra opførelsen af katedralerne i Chartres og Rouert hedder det bl.a.: »I dette år så man for første gang troende, der spændte sig for kærrer, der var belæssede med sten og træ, og hvad der ellers behøves til bygningen.« Fra abbed Haimon, St. Pierre-zur Dive, foreligger der et brev til munkene i klosteret, der på ejendommelig måde skildrer den mærkelige bevægelse: »Hvem har nogen sinde set, hvem har i tidligere århundreder nogen sinde hørt, at verdens herskere og mægtige, der er overfyldt med ære og rigdom, - at disse ædle mænd og kvinder bøjer deres en gang så stolte nakker under vognens åg, idet de lig trækdyr drager byrder af vin og korn, olie, kalk, sten og træ og andre til underhold og bygning af kirker nødvendige ting frem, for at herrens hus kan blive bygget. Helt vidunderligt er det at se, når tusinder eller endnu flere mennesker, kvinder eller mænd, eftersom læsset er stort til, er spændt for vognen og drager den i mørk tavshed, så at ingen stemme, ingen mumlen høres, hvorfor man, når ikke blikket lærte os noget andet, måtte tro, at der ingen var til stede. Når toget holder stille, hører man ikke andet end bekendelse af synderne, præsternes formaning om at glemme hadet, tilgive fornærmelser og forene sjælene. Er der nogen, der er så hårdnakket, at han ikke vil høre på præsterne og ikke forsone sig med sine fornærmere, så bliver hans arbejde som urent fjernet fra vognen og han selv forstødt af det hellige folk. Når de troendes skare sætter sig i bevægelse med faner i spidsen, så går det med stor lethed fremad; man lader sig hverken standse af høje bjerge eller dybe vande. Ligesom engang for jøderne på vandringen over Jordan, således skrider nu under herrens førelse flodernes vande uden at tøve. Når man kommer til kirken, stiller man vognene omkring denne, hvorefter den lille hellige armé tilbringer natten med sang. Man tænder kærter, udstiller relikvier og foranstalter processioner. Man lægger de syge på vogne og beder herren og hans moder om deres helbredelse.« Ved den almindelige deltagelse i arbejdet kunne man rejse selv de mest kostbare bygninger ved meget små beløb. Til domkirken i Køln, der blev påbegyndt i det 13 århundrede, anvendtes i de første år kun 5000 mark om året; senere, da beløbene strømmede mere rigeligt ind, gik de aldrig op over 14,000 mark om året. Men masser af arbejde blev ydet frit. I Xanten ved nordre Rhin skænkede i 1498 16 skomagersvende 12 gylden af svendekassen og 57 gylden i frivillige bidrag - over 1000 kr. i vore penge - som frivillige bidrag til et kunstværk på kirkens alter. I 1408 skænkede arbejdsmændene i Danzig 200 mark til St. Mariakirke og lod desuden på deres regning forfærdige et vindue til kirken. Da man i 1449 begyndte den store St. Laurentius kirke i Rotterdam, deltog den hele befolkning i rejsningen. Hver morgen, når trommen gik, mødte både rige og fattige og arbejdede den hele dag i deres ansigts sved med at opbære både sten og træ. Det samme fortælles om arbejdet ved domkirken i Ulm. Nogle borgere arbejdede et helt, andre et halvt år gratis på kirken. Nogle mænd ofrede trækkraft, fromme kvinder skænkede deres formue. I et brev fra ærkebiskop Hugo af Rouen hedder det: »Hvem har nogen sinde før set, at fyrster og herrer og fruer af adelig byrd bøjer deres stolte hoveder og lig trækdyr spænder sig for kærrerne for at tilføre håndværkerne kalk, sten og træ til kirkerne.« Oprindelig var det mest repræsentanter for præsteskabet, der stod som bygherrer. Men senere blev det oftere repræsentanter for borgerskabet hver mere velstillet familie, hvert broderskab ville være selvstændig parthaver i bygningen og i det mindste have et kunstværk: et maleri, en statue eller et glasmaleri, et kapel eller et alter, som de kunne betragte som deres eget. Undertiden, men sjældnere, stiller byens råd sig i spidsen for opførelsen af kirken. Dette skete ved rejsningen af domkirken i Siena. Den af dette råd udstedte kundgørelse om kirkens rejsning giver et godt indblik i de motiver, der lå til grund for kirkernes bygning. Det hedder i denne: »vi vil, at der til guds og jomfru Marias, hans hellige moders hæder - hun, som al tid var og al tid vil vedblive at være Sienas hoved skal bygges en kirke, skøn, stor, prægtig, vel afpasset i længde, højde og bredde og med alle de strålende udsmykninger, som hører til en så stor, ærværdig og skøn kirke, på det, at vor herre Jesus Kristus og hans hellige moder og hele hans himmelske hof kan hyldes og loves med hymner i denne kirke og nævnte Sienas kommune al tid beskyttes af den mod ulykker og stedse blive hædret.« Iveren for kirkerejsningen var så stor, at det endog hændte, at man fra den kirkelige overhøjheds side måtte holde igen. I 1471 henvendte således paven sig til borgerne i Frankfurt am Main med anmodning om ikke at gå for vidt med offervilligheden således, at »byen skal lide nød på grund af gaverne til kirkerne«. Landene blev som oversåede med disse samtidens forsamlingshuse. Hertil sluttede sig betydelige antal af rådhuse, klostre og hospitaler. »Hvert lav eller gilde udtrykte heri dets politiske tanke: fortalte i sten eller bronze byens historie og forherligede frihedens, lighedens og broderskabets grundsætninger.« Hin tids kirker var heller ikke blot andagtshuse. I de franske og engelske byer havde man længe ingen rådhuse. Man benyttede derfor kirkerne til valg. Her oplæstes kommunale kundgørelser og holdtes rådslagninger om kommunale anliggender. Undertiden holdt man også der kommunale fester. Overalt tjente kirkerne tillige som bestandig åbne museer, som kunsthaller, der var åbne for alle, og hvori der stadig blev opstillet nye kunstværker.

Den katolske gudstjeneste er fra dens tidligste tid udformet som et højtideligt symbolsk drama, der forestillede noget andet end det, der virkelig foregik. Midtpunktet for gudstjenesten er messen, der er en dramatisk mindefest for det blodige optrin på Golgatha. Under gudstjenesten er der i det hele en stadig vekselvirkning mellem præsteskabet i koret og folket i skibet. Det dramatiske udvides, når de store processioner af præster og lægfolk under den herlige musik skrider op gennem kirkens gange. Ved de store højtider, jul og påske, øges de dramatiske dele. Man fremstiller en krybbe med jomfru Maria og Jesusbarnet. Langfredag fremstilles kristi gravlægning og påskemorgen hans højtidelige opstandelse. Det gudstjenstlige drama fører umiddelbart over i de kirkelige skuespil, som skrives af præster og enten i kirken eller på kirkegården opføres af præster. Man fremstiller i disse alle optrin i Jesu liv fra fødselen i Betlehem til himmelfarten i Galilæa. Hele lidelseshistorien bliver herunder især udførlig fremstillet ved forberedelserne til påskehøjtiden. Hyppigt begyndte forestillingen med englenes oprør og nedstyrtning til helvede. Derefter fulgte livet i paradiset, kundskabens træ på godt og ondt og udjagningen af paradis. Da Adam ligger døende udenfor, sender han Seth til paradis for at bede om en frugt af livets træ. Keruben ved indgangen overlader ham en gren af træet, der vil kunne gøre Adam rask igen. Imidlertid er denne død, før Seth kommer tilbage. Denne planter da grenen af livets træ på hans grav; fra dette skud vokser træet til grenen på Golgatha. Videre følger nu både profeter og repræsentanter for hedningerne, som har varslet om frelseren. Derefter kommer optrin af frelserens liv, helbredelsen af den blinde, opvækkelsen af Lazarus etc.. Det næste led i rækken er de forskellige optrin af lidelseshistorien, der slutter med opstandelsen og himmelfarten. Undertiden sluttede skuespillet med en fremstilling af selve dommedag. Foruden disse fremstillinger af frelserens historie opførtes Mariaspil enten i selvstændige optrin eller i forbindelse med scener af Jesu liv, legendespil, parabelstykker, antikristens optræden, verdensdommen. Et af de betydeligste af de kirkelige skuespil bar navnet: antikristens optræden og undergang. Det fremkom i Tegernzee og blev meget hyppigt opført. Det fremstillede kristendommens sejr gennem den romerske kejser, der i Jerusalem nedlægger krone og scepter, idet han synger: »Tag, hvad jeg bringer, mægtige hersker. Kongernes konge, dit er riget. Kun alene ved dig er vi herskere. Du alene råder for alt!«. Men i Jerusalem fremstår den værste fjende: antikrist, der støtter sig til hykleriet og kætteriet. Det lykkes ham at fordrive den kristne kirke, der må flygte til paven. Antikrist får de verdslige fyrster til at bøje knæ for sig. Det ser ud, som han har opnået verdensherredømmet. Da ruller tordenen med himlens straffedom. Antikrist styrter, hyklerne flygter, og kætterne omvender sig til troen. Den frigjorte kirke synger halleluja: »se de mennesker, som ikke har taget gud til deres hjælper. Jeg er som en frugtbar oliegren i herrens hus. Synger og lover vor gud.« »Ved sit gribende indhold, musikken, sangen og den sceniske udsmykning må det i sit anlæg så simple stykke have frembragt en overordentlig virkning.« I førstningen fremtrådte skuespillene på latin, senere blev først sangene og endelig det hele skuespil fremsat på modersmålet. Ligesom folkeviserne blev de ikke opskrevne, men gik i mundtlig overlevering fra slægt til slægt. Sålænge skuespillene blev opført i kirken, var scenen rejst i koret. Derfra blev den flyttet ud først på kirkegården, senere på markedspladsen. Alle havde uden betaling adgang til at overvære skuespillet. Man opførte skuespillet for dets egen skyld: for den virkning, det kunne gøre på tilskuerne, ikke for at tjene penge. Skuespillerne var oprindelig præster, senere tillige elever fra de højere skoler og jævne borgere, på landet tog selv bønderne del i udførelsen, kostumer og billeder var i overensstemmelse med tidens herskende dragt; gud fader, englene og apostlene var klædte som præster, kristus var iført bispedragt! Såvel af spillere som af tilskuere blev det hele taget meget alvorligt. Før spillets begyndelse sang det hele publikum: »nu bede vi den helligånd om fasthed udi troens bånd, at du os vogter ved vor ende, når vi hjemfarer fra dette elende. Kyrie Eleison!« Når skuespillet var færdigt, sang man enten i fællesskab en salme eller drog til en afsluttende gudstjeneste i kirken. I de såkaldte passionsskuespil, der fremstillede lidelseshistorien, kunne der deltage op til 250 personer. Skuespillets opførelse kunne vare i flere dage. Spillet foregik mest om eftermiddagen. De gejstlige skuespil var store opbyggelige folkefester, hvorover både gamle og unge glædede sig længe både før og efter. De alvorlige scener kunne umiddelbart veksle med komiske optrin, hvorigennem man søgte at rejse publikums latterbølger over stortalende militære, medicinske markskrigere, aagrende kræmmere og jøder. Kræmmerne måtte især holde for. Selv præsterne gik ikke ram forbi. Hverken i digtningen eller malerkunsten er det noget usædvanligt, at man sender præster og munke til helvede. Men kirken selv og den hellige tro var endnu i det 15 århundrede fritaget for alle angreb. Det viste sig således på skuespillets som på alle andre områder: kirken blev det store moderskød, hvoraf kulturlivet i dets forskellige former voksede frem. »Kirken var i middelalderen mere end en tilflugt for de sørgende og et andagtshus for de troende; den forenede i sig alle tidens åndelige interesser, nærede al folkets higen efter noget højere; den var det brændpunkt, som drog alle kunstneriske, videnskabelige og litterære kræfter sammen til en eneste virken i dens tjeneste. Arkitekterne satte deres bedste evner ind på at rejse den de skønneste huse, malerne og billedhuggerne deres på at smykke dem rigere end det prægtigste palads, musikerne anvendte deres kunst for at gøre gudstjenesten så stemningsfuld som muligt, og folket mødte som et begejstret publikum og nød alle disse indtryk i én sum som et storartet udslag af kirkens vidunderlige magt.«

Slutningen af middelalderen blev en økonomisk opgangstid for det hele samfund. Ifølge den fremherskende tankegang og de almindelige sædvaner var det endnu naturalhusholdningens tid. Men på en række punkter havde kapitalen brudt hul og trængt sig frem. Pengene var begyndt at åbenbare sig for menneskene som en ny bedårende magt. Alle stræbte efter at få del i den voksende rigdom. I den store almindelighed var præsteskabet selvfølgelig af samme kød og blod som det øvrige folk. Det måtte derfor ligge i sagens natur, ikke blot at også mange af kirkens mænd lærte at vurdere pengenes magt, men at endnu flere faldt for de fristelser, der altid følger med højere velstand. Mod begge dele mødte franciskanerne som den naturlige reaktion. De ville ikke blot, hvad der var berettiget og velbegrundet, bekæmpe de forsyndelser inden for kirker og klostre, som fandt udtryk i pengegridskhed og overdådighed, men de ville tillige det umulige: fastholde den økonomiske udvikling i naturalhusholdningens snævre ramme. Der var intet, som bevægelsens stifter, Frans af Assisi (født 1182, død d. 4 oktober 1226), hadede så afgjort som pengene. Han var selv søn af en rig købmand og kendte af egen erfaring den rolle, rigdommen spillede. I foråret 1209 hører han en prædiken over de ord, hvormed Jesus for første gang sendte sine disciple ud i verden: »I skal prædike og forkynde: himmerige er kommen nær. Helbreder syge, opvækker døde, renser spedalske, uddriver uånder; for intet har i fået det, giver det for intet. Skaffer eder ikke guld eller sølv eller kobber i eders bælter, ikke randsel til rejsen, ej heller to kjortler eller sko eller stav, thi arbejderen er sin føde værd. Men hvilken by eller landsby, i kommer ind i, udspørger der, hvem der er værdig i den; bliver der, indtil i drager bort.« Disse ord greb ham i sjælen således, at han uvilkårlig udbrød: »Dette er, hvad jeg vil tilstræbe med al min kraft!« Derpå drager han sine sko af, sætter sin stok til side, forbander både penge og pung, ifører sig en kappe og tager et reb til bælte og begynder som en fattig apostel i tillid til gud sin mission blandt menneskene. De, der lyttede til ham, forkyndte han, hvad der havde grebet ham selv: »Vil du være fuldkommen, da gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så skal du få en skat i himlen. Gå uden stav eller randsel, brød eller penge ud i verden - og forkynd, at hvem, der vil tjene gud, må fornægte sig selv, tage sit kors og følge Jesus efter.« Ud fra denne grundbetragtning prøvede Frans at forny det religiøse liv og føre kristendommen tilbage til dens oprindelige jævnhed. Frans respekterede arbejdet og så gerne sine tilhængere i praktisk virksomhed, men de måtte for ydet arbejde kun modtage brugsværdier, ikke penge. Det var en sædvane fra naturalhusholdningen, hvorunder handelen kun fandt udtryk i varebytte, han her ville fastholde. Den samme betragtning kom igen ved anvisningen om disciplenes optræden under deres vandreliv: når de mangler føde, må de gerne betle, men de må kun modtage næringsmidler, ikke penge. Pengene var for ham, hvad de har været for mange socialister: en djævelens opfindelse.« Mennesket skal have dagligt brød. Men dette kan opnås uden at besidde ejendom. Med kirkefaderen Chrysostomus hævdede han: »Har vi ejendom, så må vi også have våben til at forsvare den. Det er nemlig fra besiddelsen, at stridighederne og processerne kommer, derigennem besværes kærligheden til gud og næsten, hvorfor vi intet timeligt vil besidde i denne verden.« Frans satte sig til opgave at vise verden, hvor lykkelige menneskene kunne være uden ejendom. I den kirke i Assisi, der blev bygget til hans minde, har maleren Giotti malet et stort billede, der fremstiller Frans' formæling med armoden. Denne fremstilles som en laset kvinde, der træder på torne, medens der på vejen bag hende spirer roser frem. Kristus selv vier brudeparret. Troen og kærligheden står ved siden af. Troen sætter forlovelsesringene på fingrene. Under billedet står der: St. Paupertas: hellige armod. Dette billede giver et karakteristisk udtryk for Frans' hele liv. Han var gennemglødet af kærlighed til gud og næsten. Han steg af hesten for at omfavne en spedalsk, han mødte på sin vej; han tog risknippet fra den fattige kone og bar det hjem til hendes hytte; han gav en nøgen sin kappe midt i den strenge vinter og svarer en bebrejdende broder: »Jeg ville anse det for tyveri mod den store almisseuddeler, hvis jeg ikke gav de trængende, hvad jeg havde.« I 1210 stifter Frans sit første broderskab. I 1217 sender han missionærer ud i alle lande, i 1221 stiftes Tertiarordenen, hvis medlemmer skulle leve hver i sit kald, men aflægge løfter om afholdenhed, ikke at føre proces, ikke gå i krig, kun i nødstilfælde aflægge ed, hjælpe de fattige og pleje de syge. Den franciskanske betragtning af samfundet fik et betegnende udtryk af den store prædikant Antonius af Padua - en samtidig af Frans af Assisi -, der i byerne samlede tusinde af tilhørere. Han finder, verden beherskes af pengebegærlighed. Han prædiker mod købmænd, ågerkarle og advokater. Det værste, menneskene kan gøre sig skyldig i, er åger. Åger er tyveri, mord, ja værre end selve helvede. Ågerkarlene er forbandede, de skal udstødes af kirken, som de er udstødt af guds barmhjertigheds skød. Ågerkarlens sjæl tilhører djævelen. Djævelen er selv det bedste billede på en ågerkarl. Men åger er alt, hvad man tager mere for en vare, end man selv har givet, - atter et vidnesbyrd om, hvorledes man med denne tankegang bunder i naturalhusholdningen og følgerigtigt må fordømme al handel som næringsvej. En anden af franciskanernes store talere var Berthold fra Regensburg, der levede fra 1220 til 1272. Han greb sine tilhørere ved mægtige billeder, der gennemrystede sjælene. Følgende kan tjene som prøve på hans prædikener: »Se blot, du salige menneske, hvor taknemlig vorherre er, hvor kærkomment de fattiges offer er for ham. Er du fattig, ville du gerne ofre, ville du gerne give mange almisser, du fattige mand og du fattige kvinde, men din fattigdom piner dig, du skal dog ikke forsage. Tag den fattige enke til dit forbillede. Kan du ikke give en penning, så giv en skive brød, kan du heller ikke dette, så giv en drik vand i herrens navn, gud vil lønne dig herfor. Han vil ikke se på din fattigdom, han vil snarere se på dit milde hjerte og din gode vilje. Således talte Berthold de fattige til trøst og opmuntring. På samme tid vendte han sig revsende mod de rige: »den, som ikke sørger for sine egne og mest for sine husfolk, han har fornægtet troen og er værre end en vantro. Hør det, du rige mand og du rige kvinde, det er så alvorligt et ord, som der nogen sinde er talt til dig, tag det i dag alvorligt til hjerte og tænk på det lige til din død. Lukker du din dør for den fattige, så han ikke kan komme ind i dit hus, vil gud også lukke sin barmhjertigheds dør for dig, så at du aldrig kommer ind i hans himmelske herlighed.« »Vi ville alle have nok, om man delte lige. Men i salige guds børn, har i for lidt og de andre for meget hernede, så skal i få nok i det hinsidige, så skal i få nok i det himmerige, hvor disse vil få for lidt. Derfor har gud selv sagt: »salige er de fattige, thi himmeriget er deres«. »Derfor skal i fattige være glade. Vil de rige have himlen, må de købe den af eder med deres dyd, den, der hedder medlidenhed. Og gør de ikke dette, vil de aldrig komme til at se himlen.« I disse udtalelser har vi vidnesbyrd om den ånd, hvori der i hine dage blev talt til rige og fattige. I en tid, hvor himmel og helvede var en levende virkelighed for alle, måtte et sådant vidnesbyrd nødvendigt gøre et stærkt indtryk på menneskene. Betegnende for den kraft, der udgik fra franciskanerne, er da også den kendsgerning, at der allerede 24 år efter Frans af Assisis død fandtes 8000 franciskanerklostre med 200,000 munke. Disse Frans' efterfølgere var i den grad optagne af arbejdet blandt de fattige og syge, at ikke mindre end 124,000 skal have sat livet til ved deres gerning under den sorte død i det 14 århundrede. Franciskanerne vandt frem både blandt høje og lave. De fik derfor indgribende betydning for talrige menneskers personlige liv. Overfor de mennesker, der var falden til ro ved ydre former eller dødt vaneliv, kom de som de store åndelige vækkere. Mange af de personer, som både i dette og følgende tidsrum tog del i revolutionære bevægelser, var blevet skolede af franciskanerne. Men den økonomiske udvikling kunne de ikke standse. Naturalhusholdningens dage var uigenkaldelig talte.

Ved den franciskanske vækkelse befrugtedes påny den gamle kappestrid om udøvelsen af de gode gerninger, hvorigennem middelalderens kristne troede at kunne bane sige vej til himlen. Mange fromme mænd og kvinder blev derfor ivrigt optagne af at bygge kirker, skoler, hospitaler og andre hjem for trængende enker og forældreløse børn. Det blev en æressag for borgerskabet i deres byer at have velindrettede hospitaler og andre asyler for fattige og lidende. I tiden fra 1250 til 1350 blev der i alle kristne lande oprettet hundreder af sygehuse og plejehjem. Selv i de mindre byer var der gennemgående mindst to: et for spedalske og et andet for andre syge og fattige. Blandt de således for fattige mennesker oprettede hjem var de såkaldte beginenanstalter eller gudshuse. Det var hjem, hvori enligt stillede kvinder kunne blive optagne og finde fri bolig, lys og varme, delvis også nogen føde. Resten måtte de selv sørge for gennem arbejde med at spinde, sy, strikke, væve og virke som sygeplejere. Af sådanne huse fandtes der i Frankfurt 57, i Strassburg 60, i Basel ca. 40. Ved begyndelsen af det 14 århundrede havde 200 kvinder plads i sådanne huse i Frankfurt, 600 i Strassburg. Det smukkeste udslag af denne omsorg for de lidende trådte frem i den måde, hvorpå man hjalp de mest elendige: de spedalske. Spedalskhed var en sygdom, der særlig blev udbredt efter de store korstog. Sygdommen begynder med, at der danner sig små hvide pletter i huden af størrelse som en linse. Senere går pletterne dybere ind i kødet. Huden bliver glinsende, fedtet og ufølsom, hårene på de angrebne steder hvide og uldagtige. Fra dette udviklingstrin skrider sygdommen hurtigt fremad. Øjnene formørkes, stemmen bliver hæs, huden revner, der flyder en ildelugtende edder ud fra den, hårene falder af, der danner sig på leddene bylder, som der går hul på. Det ser ud, som om hele huden var flænget, hist og her bestrøet med snefnug. Lemmerne rådner af, det ene efter det andet. Hertil kom den særegne indflydelse, sygdommen havde på hele den angrebnes personlighed. De blev tilbøjelig til hidsighed, vrede og kivagtig optræden. Deres sanselige drifter fik en stærk udvikling. Synet af den syge vakte ikke mindre væmmelse end medlidenhed. Denne sygdom var overordentlig smitsom. Blot ved at røre ved noget, en spedalsk havde haft i hænderne, kunne man selv blive angrebet. De spedalske blev derfor skyede som væsener, man måtte holde sig på lang afstand fra. De mennesker, der blev angrebne af spedalskheden, var de mest ulykkelige af alle. Dobbelt skønt bliver det derfor at se, hvorledes kirkens mænd fandt på veje og midler til at begrænse sygdommen og mildne tilværelsen for de ulykkelige. Det var præsterne, der efter undersøgelser af læger afgjorde, hvem der skulle anses for spedalske. Når spedalskheden var konstateret, gjaldt det om at isolere den pågældende således, at han ikke førte sygdommen videre ved smitte. Den angrebne blev derfor iført en særlig dragt, der gjorde ham kendelig selv på lang afstand. Han måtte dertil stadig gå med en skralle i hånden, hvormed han kunne advare enhver, der ellers kunne komme i møde med ham. Al adgang til kirker, værtshuse eller andre steder, hvor mennesker samledes, var fuldstændig forbudt. End ikke de offentlige brønde måtte han komme i berøring med. Han var dermed også berøvet enhver adgang til at tjene sin føde. Havde han ikke formue, var han kun henvist til velgørenheden. Udstødelsen af samfundet var én kirkelig handling. Den syge blev hentet af præsten, der var iført ornat. Medens denne gik i spidsen med kors og vievand, fulgte sognefolkene efter i procession. De foretagne ceremonier endte med nadveruddeling og følgende bøn: »O herre, vi beder dig, giv din tjener efter din godhed og trofasthed bestandighed, så at han styrket ved din guddommelige kærlighed, ikke skal vende sig fra dig i nogen modgang.« Efter dette fik den syge leveret en sæk til brød og en krukke til vand. I procession førtes han nu ud på en åben mark, hvor der var rejst en simpel hytte for ham. Her tog man afsked med ham. Præsten opfordrede ham til tålmodighed og mindede ham om, at han trods den legemlige adskillelse fremdeles åndelig var forenet med menigheden. Idet han vendte sig mod menigheden, opfordrede præsten denne til at yde den syge de fornødne gaver til underhold, at han ikke også skulle mangle legemlig ernæring. Man måtte erindre, at hvad der i dag var hændt den bestemte person, når som helst kunne ramme andre. Når der var uddelt gaver, vendte processionen tilbage til kirken, hvor man sluttede med fælles bøn. Ude i den tarvelige hytte sad imidlertid den elendige, for fremtiden overladt til sin ulykkelige skæbne! Denne var utvivlsomt langt værre end døden. Det var derfor ikke det mindst på agtelsesværdige fremskridt, da man lærte at anvende den gensidige hjælp også for disse samfundets ulykkelige børn. Dette skete ved oprettelsen af særlige hospitaler for de spedalske. Fra det 13 århundrede findes sådanne hospitaler i alle større byer. De lå som regel foran i byen og var tilligemed en særlig kirke og kirkegård omsluttet af høje mure. I Tyskland bar de gerne navn efter St. Georg og St. Nikolas, i Frankrig efter St. Lazarus eller Hjob, i Norden efter St. Jørgen eller St. Gertrud. I Frankrig var der i det 13 århundrede 2000 sådanne hospitaler, i hele kristenheden ca. 19,000. De der intet ejede, blev optagne gratis. Andre måtte betale et mindre vederlag. I disse nye hospitaler levede de syge fuldstændig som i et kloster. De dannede et broderskab, hvis medlemmer indbyrdes og gensidig hjalp hverandre. De mennesker, som forud var udelukket fra alt samfundsliv, som stod uden for lov og ret og blev betragtet som borgerligt døde, de fandt her atter et samfund, hvori de gjaldt for brødre og søstre, hvori de atter indtog en retslig ordnet stilling. Klostertugten med straffe for kiv og strid havde den gunstigste indflydelse på de syge. Deres kræfter blev påny tagne i tjeneste. De behøvede ikke længere at betragte sig som unyttige skabninger. Deres liv fik nyt indhold og nyt mål. Så længe de kunne arbejde, hjalp de deres lidende medmennesker. Når de skulle dø, tog de afsked fra livet, omkredset af bedende brødre og søstre. De spedalskes hospitaler rummede overvejende lidende mennesker. Men til enhver tid fandtes der karske personer, fremfor alt munke og nonner, der optog det som deres livsgerning at virke iblandt de spedalske.« Kirkens favn omsluttede alle. Den signede i lige grad den sundes dagsværk og mildnede den syges lidelser.

Den fremtoning, der var trådt for dagen med de nye byer, viste i hovedtrækkene den samme ejendommelighed i alle de vesteuropæiske lande. Dens virkning var i ret vid udstrækning den samme overalt. Byernes frie luft virkede både direkte og indirekte tilbage på landet. Direkte derved, at alle fra landet til byerne indvandrede ufri mennesker blev fri personligheder. Indirekte derved, at der blev rigeligere plads for den befolkning, der blev tilbage på landet. Tidens særmærke var overhovedet: mangel på mennesker, hvad der udenfor de hyppige krige særlig hidrørte fra de talrige farsoter, som hjemsøgte folkene. Fra 1060 til 1480 forekommer farsoter 32 gange i Europa, dvs. gennemsnitlig hvert 13 år, i det 14 århundrede alene 14 gange eller omtrent hvert 7 år. Den frygteligste blandt disse var den sorte død. Den udbrød i Kina og rasede dér med forfærdelig voldsomhed i årene 1342-43. Den skal her alene have bortrevet 13-14 mill. mennesker. På vejen mod Europa ad de 3 forskellige hovedhandelsveje, der gik gennem Buchariet, Armenien, Lilleasien, Arabien og Ægypten, skal ca. 24 mill. mennesker være bukket under for denne farsot. Da den rasede stærkest i Kairo, døde daglig mellem 10,000 og 15,000. På Cypern uddøde så godt som hele befolkningen. I 1348 nåede den Italien, SydFrankrig og Spanien. I løbet af 4 måneder døde i Venedig 100,000, i Siena 80,000, i Florens 60,000, i Avignon 60,000 og i Paris 50,000. I Hotel de Dieu i Paris døde daglig over 500. Da det var umuligt at få de mange lig jordfæstet, indviede paven Rhonefloden således, at de døde kunne kastes i denne våde fællesgrav. I Provence og Languedoc døde ²/₃ af folkemængden. I 1349 kom soten til England, hvor den rasede i 9 år og bortrev omkring 1 mill. mennesker af en folkemængde, der kun udgjorde lidt over 3 millioner. Til Danmark nåede pesten samme år, som den kom til England. Her skal ca. halvdelen af folket være gået tilgrunde under dens hærgning. Efter pesten lå hele distrikter fuldstændig øde. På Bornholm skal der være omkommet så mange, at de efterlevende, der alle samledes i Clemens sogn, ikke var istand til at fortære en lammekrop. Både Norge og Sverige mistede omkring ved tredjedelen af sine indbyggere. Forud for denne pest regnes folkemængden henholdsvis i Sverige og Norge til 600,000 og 300,000, efter pesten til 400,000 og 200,000. Alt i alt skal den sorte død i Europa have dræbt ca. 25 millioner mennesker. Efter dette overordentlige mandefald i det da endnu meget tyndt befolkede Europa blev der alle vegne mangel på mennesker og stærk efterspørgsel efter arbejdskraft. Arbejdslønnen var derfor overalt stærkt stigende. I kraft af den gode fortjeneste tilkøbte mange ufri mennesker sig friheden. Bønderne fik deres afgifter nedsatte. Den almene velstand bredte sig ud over hele Europa, fra Skandinavien mod nord til Spanien mod syd.

Under de gunstige økonomiske forhold forsvandt de fleste steder de sidste rester af det gamle slaveri. De hidtilværende trælle gik op, dels i småborgernes dels i småbøndernes rækker. Kun i Italien og de slaviske lande viste det sig umuligt at standse slavehandelen. Iblandt maurerne, der fra begyndelsen af det 8 århundrede havde sat sig fast i Spanien, var der stærk efterspørgsel efter slaver. Den rige gevinst, der kunne opnås gennem slavehandelen, kunne de venetianske købmænd ikke give afkald på. I samme grad, som de fortrængte købmændene fra Grækenland, overtog de også deres forretninger. I det 8-9 århundrede var det navnlig de sydslaviske lande ved Adriaterhavet, der afgav materialet til slavehandelen. Hovedmarkedet for handelen med mennesker var Pola på sydspidsen af Istrien i det nuværende Østrig. Slavehandlerne trængte endog ind i selve Rom. Fra kirkens side blev der ført en håbløs kamp mod denne skændige handel. Om biskop Orso fortælles, at han i sit testamente efterlod 100 pund sølv til løskøbelse af slaver. Da pave Zakarias (741-752) erfarede, at der var solgt slaver i kirkestaten, betalte han deres løsepenge og skænkede dem friheden. Karl den Store søgte gennem sin lovgivning at kvæle ondet. Han forbød at sælge trælle ud af landet. Den, der gjorde sig skyldig i denne brøde, skulle lide samme straf, som om han havde gjort sig skyldig i mord. Den samme straf gjaldt for dem, der kastrerede mennesker. I overenskomster mellem Venedig og kejserdømmet blev det stadig slået fast, at »ingen kristelige mennesker med magt måtte føres ud af riget, hverken købes eller sælges; ganske særlig måtte ingen kristne overgives til hedninger; de, der i denne retning gribes på fersk gerning, har deres liv og ejendom forbrudt.« Den samme skæbne rammer den, der gør et menneske til »eunuch«. Den kendsgerning, at disse forbud atter og atter blev gentaget, vidner klarest om, hvor omfattende slavehandelen var. En historiker, der særlig har skildret Italiens historie, kalder Venedig »verdens største kastrationsfabrik«. En anden historiker udtaler den formodning, at flertallet af den af flere tusinde ungarske slaver bestående livvagt hos kaliffen i Cordova, var gået vejen fra Pola gennem Venedig til deres bestemmelsessted. Ja, man mener endogså, at selve ordet slave har sit udspring i Venedig og stammer derfra, at det var folkeracen slaver, der købtes og solgtes til slaveri. Dogerne i Venedig søgte at standse slavehandelen. Fra året 876 foreligger et sådant forbud, gentaget 945. Fra 970 foreligger en forordning, der bestemmer: 1) ingen købmand må købe eller lade købe slaver til salg; 2) ingen skibsfører må tåle, at slaver er om bord eller medtage nogen slavehandler; 3) ingen andre borgere i Venedig må købe eller lade købe slaver til salg. For overtrædelsen af disse forbud er der sat strenge straffe både i denne og den tilkommende verden. Ikke desto mindre er der 3 undtagelser fra reglen. Transport af slaver er tilladt i det øjemed: 1) at løskøbe dem, 2) i fædrelandets interesse, 3) efter særlig bemyndigelse af regeringen. Hvad der dølger sig under de to sidste bestemmelser er ikke let at afgøre. En historiker giver punkt 2 den forklaring, at slavehandelen var tilladt, når den bragte staten fordel!. Hvis dette er rigtigt, er det forklarligt, at handelen ikke blev standset! I det 14 århundrede føres store skarer af slaver, særlig krigsfanger, fra Grækenland, Bosnien, Bulgarien og Tatariet til slavemarkedet i Catalonien. Ofte blev disse slaver meget strengt behandlede. I 1380 blev der endog gennemført en lov, hvorefter herrerne fritoges for tiltale, selvom de piskede slaver ihjel, når det ikke ligefrem havde været deres hensigt at dræbe dem. Men overfor denne umenneskelighed fortsatte kirken sit arbejde, dels for at fremme en human behandling af slaverne, dels på at forberede deres frigørelse. Dette gjaldt især, hvor man holdt kristne personer i trældom. Overfor de vantros slaveri var præsteskabet mere tilbageholdende, idet de søgte at retfærdiggøre dette ved den kendsgerning, at trældommen gav de pågældende mennesker adgang til at høre evangeliet, blive omvendte og døbte og få deres sjæle frelste. Vantro slaver, der overgik til kristendommen, søgtes løskøbte fra jødiske og andre ikke troende herrer. Som eksempel på, hvorledes præsterne søgte at straffe de herrer, der mishandlede deres slaver, kan følgende tjene: på Mallorca, den største af den spanske øgruppe Balearerne, havde en slaveejer i 1411 pint en slavinde, der ikke med sit legeme ville være ham til vilje. Han blev dømt til at få den ene hånd afhugget, nøgen at piskes gennem gaderne og derefter at lide døden i galgen. Ved et koncil i Florens i 1439 tog rådet fra Palma - hovedbyen på Mallorca - initiativet til en række foranstaltninger, der alle sigtede på at lette de kristne slavers overgang til friheden. Også andensteds blev der arbejdet i samme retning. Ikke desto mindre stod slaveriet på Sicilien endnu i fuld blomstring til ind i det 16 århundrede. Men dette var at betragte som rester fra oldtidens barbari. I det øvrige Vesteuropa var den egentlige trældom nu at betragte som et overvundet standpunkt. De trælle, der var gået over i de fri mænds rækker, bar våben og kæmpede ved de bønders side, der med væbnet hånd tiltvang sig deres ret overfor overmodige og modvillige godsejere. Det var langt fra al tid nøden og trangen, der lagde dem våbnet i hånd. Meget mere var det netop fremgangen i økonomiske kår, der satte dem i stand til at hævde deres ret som mennesker og borgere. Midtpunktet for bøndernes rejsninger var ligesom borgernes deres gilder og broderskaber. Kejsermagten i Tyskland forsøgte derfor at slå sammenslutningerne ned. I følge forordninger af kejser Henrik VI af 1131, Frederik I af 1157 og Frederik II af 1231 skulle alle gilder både på land og i by være fuldstændig forbudte. Men bønderne så lidt som borgerne lod sig hindre af de kejserlige forbud. Hvor man enten ville fratage dem, hvad de alt havde opnået, eller standse dem i videre fremskridt, stiftede man bekendtskab med deres rejsningskraft.

Foruden byernes fremvækst virkede her et særligt forhold: opdyrkningen og bebyggelsen af de østlige dele af riget, de såkaldte Østelbiske landsdele: Holsten, Mecklenburg, Mark Brandenburg, Pommern og Schlesien. Ved opdyrkningen af hine udstrakte landsdele var der brug for en mængde mennesker. For at finde de fornødne kræfter måtte der tilbydes gunstige vilkår. Talrige bønder fik derved adgang til frihed og ejendom. En samtidig historiker fortæller, at grev Adolph II af Holsten i 1140 sendte sine »bud ud i alle lande, til Flandern og Holland, Westphalen og Friesland og opfordrede alle, der ønskede jord, til at komme med deres familier. De ville finde frugtbar og rigelig jord, der struttede af gode græsgange og bød fisk og kød i overflod. Følgende dette opråb drog en talløs mængde af forskellige stammer derhen med deres familier for at tage den tilbudte jord i besiddelse.« Nybyggerne fandt overalt gode forhold. Hver enkelt jordbruger kom i besiddelse af gårde på 60-100 morgen land, hvoraf der kun var lave afgifter at svare. Når bonden ydede de bestemte afgifter, var han en fri personlighed, der iøvrigt kunne leve, som han ville, og al tid kunne lade gården gå i arv til børnene. Ærkebiskoppen i Bremen indkaldte hollandske bønder, der foruden den sædvanlige tiende kun havde årlig at svare 1 denar af hver gård, som de ligeledes besad med arvelig ret. Abbediet i Fulda skænkede 12 års fuldstændig skattefrihed mod overtagelsen af tilsvarende gårde. Med denne nybygning fulgte overalt kommunalt selvstyre og fritagelse for alt personligt hoveri. Trangen til de nye arbejdskræfter i de uopdyrkede egne og viljen til at drage ud under de nye og frie forhold virkede så stærkt, at alle bånd, der hidtil havde bundet bønderne til bestemte godser, uvilkårligt løstes. Bønderne vandrede frit, hvorhen de ville. Gjorde de anmeldelse om bortvandringen, fik de endog undertiden væbnet følge med til grænsen. Rejste de uden at gøre anmeldelse derom, lagde godsejerne beslag på deres efterladte gods. Adgangen til fri bortvandring og de gunstige vilkår, der var mulighed for at opnå i de østlige landsdele, virkede heldigt tilbage også på forholdene i de gamle dele af riget. Man lærte tillige at erkende, hvad sikkerhed for udbyttet af eget arbejde betyder for de arbejdende mennesker. I et dokument fra 1347 hedder det bl.a.: »Bønderne arbejder dårligt, når hverken de selv eller deres familie har fordel af deres anstrengelse. Havde de sikkerhed for, at udbyttet af deres arbejde tilfaldt deres arvinger, ville de med hele deres hjerte hænge ved arbejdet og blive rige.« De samtlige forhold resulterede i, at bøndernes ydelser blev fastsat til bestemte størrelser, der gennemgående måtte betegnes som ret lave. I de østrigske hertugdømmer udgjorde antallet af årlige hoveridage kun 12, i bispedømmet Sasbach endog kun 3. Den gamle pligt til at gøre 3 hovdage om ugen, der var det særlige kendetegn på ufrihed, forsvandt fuldstændigt. Det bestemte antal arbejdsdage, der blev ydet af de hoveripligtige gårde, kan ikke oplyses. Som gennemsnitligt mindste antal for mindre gårde kan regnes 1 uge om året, - på de større gårde med fuld trækkraft kunne det gå op til det flerdobbelte. De dage, der blev arbejdet på godset, fik arbejderne kosten der. Denne var i almindelighed rigelig og god. Enkelte steder var det foreskrevet, at de skulle trakteres med oksekød og rødvin. Til naturalydelserne hørte i reglen at der efter en bondes død skulle svares et kreatur - ofte det bedste eller næstbedste - til vedkommende godsbesidder. Dette blev betragtet som særligt vederlag for brugen af den besætning, hvormed gårdene blev overtagne. Når de, der skulle indsamle naturalierne, kom til en gård, hvor konen lå i barselseng, var det en udbredt sædvane, at betjenten skulle lade sig nøje med hovedet af en høne, medens bondekonen skulle beholde hønen. Det sociale og økonomiske fremskridt fremkaldte en stærk stigning i jordrenten, dvs. af jordens nettoudbytte. Fra det 9. til 12 århundrede skal grundrenten være steget med 12 gange den værdi, den havde i det 9 århundrede. Ved det afsætningsmarked, byerne repræsenterede, fik det voksende produktionsoverskud en bestandig større værdi for bønderne. Men under den overalt fremadskridende udvikling gav det ikke godsejerne nogen lejlighed til at få større afgifter af bondegodset. Fremskridtet kom selve den arbejdende befolkning til gode: de besiddelsesløse i form af højere løn, de besiddende i form af øget indtægt af deres bedrift. Bønderne følte sig så stærke, at de endog til tider tillod sig at undlade at betale afgifter af deres gårde. Et karakteristisk eksempel herpå fortælles fra Strassburg i det 12 århundrede. Repræsentanterne for St. Thomas klager til kejser Frederik lover, at bønderne alt i en række år hverken har ydet arbejde eller produkter. Kirken er derved kommen i ligefrem nød. Thi ingen vil prædike, når de intet får for deres virksomhed. Hvis denne tilstand varer ved, vil kirken gå sin undergang i møde. Kejseren kom den betrængte kirke til hjælp. Der blev givet kirkefogden bemyndigelse til at inddrage gårdene fra de bønder, der ikke til rette tid betalte deres skyldighed.

I tiden fra 10.-12 århundrede var bøndergårdenes størrelse i almindelighed 30-40 morgen land, i nogle egne 60 morgen. I overensstemmelse med den feudale ret var det mest almindeligt, at gårdene gik i arv til et af børnene. De søskende, der ikke blev gifte, forblev i hjemmet og arbejdede på lignende måde som det faste tyende. Arvingen havde ingen forpligtelse til at betale gæld, der ikke kunne klares med de forhåndenværende penge. Ved denne dobbeltsidige sædvane holdt man gårdene sammen og bevarede dem fri for al pantsætning (prioritetsgæld). Med romerrettens sejr begyndte en anden dobbeltsidig udvikling af ejendomsforholdene. Til den ene side trængte den sædvane frem, at børnene ved arveskifte delte gårdene således, at der efterhånden fremkom både halve og kvarte gårde. Denne sædvane resulterede dels i en mængde små landbrug, dels i talrige huse, der var så små, at arbejdet på jorden kun blev et supplement til andre erhverv. Til den anden side benyttede mange godsejere, særlig i Hannover og Westphalen, sig af den af romerretten hævdede ubetingede ejendomsret over jorden til at sammenlægge flere småbrug, som oftest 4, til større gårde, som derefter blev bortforpagtede til forhøjede afgifter. Den ydre anledning til denne fremgangsmåde fandt godsejerne derved, at de gav mange små ufri gårdbrugere frihed til bortvandring, hvorefter de altså inddrog deres gårde. Den foretagne omdannelse fandt udtryk i en samlet skala af bondebrug: fra meget store gårde til små husmandslodder. Foruden den hvert .enkelt landbrug tillagte jord havde både større og mindre bønder part i landsbyens fælles ejendom: fælleder med skove, enge og søer. Hver enkelt landbruger stod under fælleskabets overhøjhed, men var tillige selv dermed berettiget medlem af dette fællesskab. Hver landsby udgjorde en selvstyret republik. Gennem fælles beslutninger ordnedes tiden for pløjning, såning, høslet, kornhøst, markernes åbning for den fælles kvægdrift, antallet af kreaturer, de enkelte bønder kan sende ud i marken, hvor meget træ, der må hugges i skoven til tømmer og brændsel, anlæg og vedligeholdelse af veje, kort hele den fælles ordning i landsbyen. Fællesskabet hvilede på grundsætningen: en for alle og alle for en. Man tilstræbte at »sikre den enkelte deltager lige andel i fællesskabets goder og hindre, at nogen berigede sig på andres bekostning.« Fuldt berettigede medlemmer var dog kun de, der selv havde hus og jord. Men også de besiddelsesløse: håndværkeren og daglejeren, nød dog visse af fællesskabets goder. De kunne lade en ged gå ud i marken og et svin i skoven og fik i denne anvist, hvad brændsel de havde brug for. Med årvågenhed blev der værnet om fællesjorden og våget over markgrænserne. Til bestemte tider gik menigheden under faner og musik ud og synede grænseskellene. På bestemte steder rejste man da altere, foran hvilke præsterne lyste velsignelse over markerne, medens menigheden istemte salmer til guds ære. Indtil det 12.-13 århundrede havde bondebruget kun været at betragte som en særskilt del af godsets samlede landbrug. Nu blev bøndernes landbrug selvstændige bedrifter. Bedrifternes indehavere samlede kapital og forøgede deres besætning og redskaber. Den overvejende del af de landbrugsprodukter, der blev forbrugt i byerne, særlig kornet, blev frembragt af de små landbrug. Af korn producerede bønderne mere end både gejstlige og verdslige godsbesiddere. Opdrættet, særlig hesteopdrættet til rytteriet, foregik derimod overvejende på de store gårde. Rugen blev nu det almindelige brødkorn, hvorfor man specielt kaldte rugen for »kornet«. Af brak anvendtes endnu kun sommerbrak. Det stykke jord, der skulle i brak, blev i løbet af efteråret og foråret udlagt til fælles græsning. Først efter pinsen blev det pløjet til vintersæden. Det økonomiske opsving og den voksende velstand på landet gav anledning til, at der også her begynder en arbejdets deling. Hidtil havde bønderne været deres egne håndværkere. Forfærdigelsen af redskaberne, vævning og syning hørte med til hver enkelt bedrifts virksomhed. Nu begynder håndværket at fremstå som selvstændig driftsform. Først kom som tidligere nævnt smeden. Efter ham fulgte bagere, vævere og skræddere. I den første tid blev det forlangt, at de nye mænd, som ville drive de anførte erhverv, skulle være udlærte mestre. Men de måtte hverken holde svende eller lærlinge. For at undgå ødelæggelsen af skovene satte landbefolkningen sig længe imod, at træarbejderne i større antal nedsatte sig på landet. Ved denne optræden støttede landet byernes krav på eneret til at drive håndværk og handel. Medens bønderne gik frem, gik godsbesidderne tilbage. Under trangen til penge udstykkede de herregårdene således, at større jordbrug ved borgene blev en sjældenhed. »Middelalderen har ikke kendt stordrifter i landbruget.« De lavere riddere, der havde levet som medlemmer af borgherrens følge, gik overvejende op dels i borgerstanden, dels i bondestanden. Det var ingen sjældenhed, at forarmede riddere bejlede til rige borgerdøtre uden al tid at få ja. En bonde i Westphalen kunne låne mere end 10 adelsmænd.

Lønarbejdernes tid var den gang endnu fjern. Den overvejende del af menneskene var knyttede til selvstændige bedrifter ved jord, håndværk eller handel. Som lønarbejdere optrådte kun tjenestefolk og et mindre antal daglejere, der levede på landet. De efterretninger, der foreligger om deres løn og kost, kaster yderligere lys over den selv for de laveststillede folkeklasser opadgående tid. For at forstå hin tids løn er det nødvendigt først at fæste opmærksomheden på pengenes købeevne. Af nogle fra Saksen foreliggende varepriser fra det 15 århundrede fremgår det, at et par sko kostede 20-30 pfenning, 1 får kostede 40 pfenning, 1 høne kostede 5 pfenning, 6 æg kostede1 pfenning, 1 favn brænde kostede 50 pfenning, 1 alen klæde kostede 50 pfenning, 1 skæppe rug kostede 22 pfenning, 1 gedde kostede 10 pfenning, 25 stokfisk kostede 40 pfenning, 1 pund oksekød kostede 2 pfenning. Vi skal senere se, hvorledes lønnen forholdt: sig til disse varepriser. Til forståelse må vi gøre nærmere rede for nogle herhenhørende forhold. Der var mangel både på tjenestefolk og daglejere. Det var derfor en almindelig klage, at der af begge klasser blev stillet for store fordringer. Daglejerne vandrede bort om sommeren, tog sig andre pladser, tjente penge, vendte hjem om efteråret med fortjenesten og ville ingenting bestille om vinteren. Sådanne »ledige mennesker« var en torn i øjet på alle bosiddende. Tjenestefolkene brugte hyppigt, når de stiftede tjeneste, at ligge længere tid ledig, før de tog nye pladser. For overhovedet at få folk måtte man yde forhøjet løn. Ved gentagende forordninger søgte regeringen at bøde på ulemperne, bl.a. i 1446 og i 1466. Det forbydes under store straffe at vandre bort i høstens tid. Det påbydes, at tjenestefolk senest 8 dage efter, at de har forladt en plads, skal være pligtig til at tage tjeneste igen til den sædvanlige løn. De, der træffes ledige efter denne tidsfrist, kan med magt føres i arbejde. Det tyende, der ikke findes tilfredsstillende, kan straks afskediges mod udbetaling af fortjent løn. Men det tyende, der selv forlader sin plads i urette tid, taber sin hele løn. Men forordningerne synes ikke at have gjort synderlig virkning. Ved en forordning af 1482 går man grundigere til værks. Selve forordningen fremhæver, at den udstedes på grund af almindelige klager over de overdrevne fordringer, som gøres gældende af tjenestefolk og daglejere. Dernæst lader den husbondsfolket vide, at den selv for en del er skyld i tilstanden, idet de ved forhøjet løn og for bedret kost har kappedes om at skaffe sig folk. Nu skal imidlertid alle vide, hvad der skal ydes både af kost og løn, og ydelsen skal være ens over hele landet. De, der yder mere, skal lige så vel straffes som den, der nægter at arbejde på de foreskrevne vilkår. Tjenestetiden fastsættes til 1 år. Tyendet forbydes at fæste sig bort til nye foresatte, før de har opsagt det tjenesteforhold, de står i senest 12 dage efter, at de har forladt en plads, skal de gå i plads påny. Husbonderne forbydes at antage tjenestefolk, der ikke er lovlig løst fra deres tjenesteforhold. For brud på loven skal tyendet straffes med tabet af 1 års løn, husbonderne med en bøde af 1 gylden for hver for meget i løn betalt groschen (10 pfennig). Årslønnen fastsættes til: Staldkarle 6 gylden; forkarle 5 gylden; plovkarle 4 gylden; svinehyrder 1¼ gylden; mejersker 2½ gylden; storpiger 2 gylden; andre piger 1¾ gylden, malkepiger1¼ gylden. 1 gylden repræsenterede 1/72-del af en mark. 4 gylden regnedes lig med en værdi af en fed okse. Værdien af kosten regnedes pr. uge for tjenestefolkene til 70 pfennig, for håndværkerne til 90 pfennig. For denne værdi skulle der ydes håndværkerne følgende kost: middag og aften hvergang 4 retter. På middage: 1 ret suppe, 2 forskellige slags kød og 1 grøntret. Om fredage og andre fastedage, da der ikke spistes kød: 1 ret suppe, 1 ret frisk eller tørret fisk og 2 grøntretter. Til frokost og vesper brød og ost. I løbet af dagen: øl. Det må endnu særlig fremhæves, at denne spiseseddel gives som forskrift for, hvad arbejderne skal lade sig nøje med. Tyendets kost var ikke fuldt så god, men der var kun liden forskel. Forskrifterne er i lige grad oplysende både med hensyn til arbejdernes levefod og pengenes værdi. Den kraftige kost, hvorefter man daglig 2 gange fik 4 retter mad, kunne fås for en ugentlig betaling af 70 á 90 pfennig. Det var derfor en god løn, når en daglejer i Saksen foruden kosten ugentlig kunne tjene 60-80 pfennig, i Klosterneuburg 84 pfennig. I Moesbach fik en malkepige i 1483 årlig 13 gylden, en forkarl 23 gylden, ved Bodensø fik én kusk 19 gylden, 4 alen klæde, 6 alen lærred og ét par sko. I Holsten kunne en daglejer på en dag tjene 1^l/₂ skæppe rug, i 3-4 dage et lam, i 6-7 dage et får og i 22 dage en fed ko. I Augsburg kunne daglejeren tjene den nødvendige føde til familien for halvdelen af lønnen og bruge den anden halvdel til andre fornødenheder. På slottet Dohna i Saksen fik årlig: kusken 9 gylden; æseldriveren 7 gylden; malkepigen 3-4 gylden. I 1497 foreskrev ærkebiskop Barthold v. Henneberg i Mainz: hver daglejer skal have: om morgenen suppe og brød, om middagen stærk suppe, godt kød, grøntsager og ¹/₂ krus vin, om aftenen kød, brød, eller stærk suppe og brød. På et gods i Odenwald blev det i 1483 påbudt, at daglejere, tyende og hovarbejdere 2 gange daglig skulle have kød med tilbehør og ½ krus vin, kun på fastedagene skulle de have fisk eller andre nærende spiser. På søn- og helligdage skulle tyendet beværtes godt efter messe og prædiken og have tilstrækkeligt kød og ½ krus vin. På højtidsdagene skulle de tillige have et brød og så megen steg, som to kunne spise, med hjem. Det klareste vidnesbyrd om det økonomiske opsving i 14 århundrede foreligger fra opbevarede udførlige regnskaber over udgifterne ved opførelsen af Victorkirken i Xanten på grænsen mellem Tyskland og Holland. Ifølge disse regnskaber gik arbejdslønnen fra 1350 til 1400 op til det 3-4dobbelte af, hvad den var i den foregående tid, medens kornprisen samtidig kun fordobledes én gang. Skønt der som regel kun blev arbejdet 5 dage om ugen, steg ugelønnen i sommertiden fra 12-14 til 42 denarer, vinterlønnen fra 9-10 til 28 denarer. Ved år 1400 var ugelønnen 15 solidi = ca. ³/₄ pund sølv, dvs. omtrent så meget som 26-27 kroner i nutidens penge. Det fremgår af det her anførte, at både bønder og arbejdere levede på en høj levefod. Kød og vin hørte til den almene befolknings daglige fornødenheder.

Den opnåede velstand gav sig bl.a. udslag i en stærk lyst både til pynt og pragt. Bønderne i Forpommern og på Rügen »bar kun engelske og andre gode dragter, der var så smukke, som de, der tidligere kun blev båret af adelsmænd og borgere«. I Altenburg var bønderne så velhavende, at »de bar huer af bjørneskind og koralkæder med vedhægtede guldstykker og kostbare silkebånd«. I Bayern kom det for, at bønderne fejrede bryllupper, hvorved der indfandt sig 5-600 gæster. Bønderne i Elsass skildres som følger: »Ved rigdom er bønderne i vor egn og i mange dele af Tyskland blevet overdådige og overmodige. Jeg kender bønder, der ved barnedåb og bryllupper anvender så store summer, at man derfor kunne købe et hus og et lille vinbjerg. De er under deres rigdom blevet ødsle i næring og klæder og drikker kostbare vine.« Om Kärnthener bønderne skrives i 1478, »atingen, undtagen bønderne, har haft vinding; de bærer nu bedre klæder og drikker bedre vin end deres herrer«. I et officielt aktstykke fra det 15 århundrede fortælles, at adelsmænd og borgere bærer silke, fint linned, guld og sølv, kostbart klæde og snabelsko. Men »der er ingen forskel mellem patricierne, håndværkerne og bønderne«. En samtidig moralprædikant beklager, at man ikke kan kende forskel på de forskellige stænder: »Det er forrykt, når man ikke længere på klæderne kan se forskel på de forskellige stænder. Uforskammetheden bliver stor, når svenden vil have klæder som mesteren, pigen som fruen, bonden som adelsmanden. Dertil er det nu kommet, at ingen har nogen fordel fremfor den anden. Man tiltaler nu en bonde: nådige herre! Gør man opmærksom på, at denne tiltale ikke tilkommer bonden, svarer denne: hvorfor ikke? Jeg har penge og klæder som en nådigherre.« En anden samtidig klager, at »også bønderne har begyndt at bære silketørklæder; med denne luksus i klæder hænger mange andre onder tilsammen. Overdådige måltider, fremmede vine, store huse, høje vinduer fulde af våben, terning og kortspil«. Et yderligere godt vidnesbyrd om den fremgang i velstand, som fandt udtryk i den bedre beklædning, foreligger i selve de love, hvorigennem man søgte at begrænse den formentlige overdådighed. Karakteristisk for tilstanden er den kendsgerning, at man i disse love stiller tyendet på lige fod med husbondsfolket både i by og på land. I hertug Wilhelm III's forordning for Saksen og Thüringen fra 1446 bliver tjenestefolkene forbudt at pryde deres klæder med sølvsmykker. Samtidig indskærpes specielt for landbefolkningen: for bønderne, deres karle og piger, at de kun må bære klædninger, »der er gjort i landet«. I en »politiforordning fra rådet i Leipzig 1463 forbydes tjenestefolkene at bære silketøj og at pynte sig med perlebånd og koraller. I den ovenomtalte saksiske landsforordning af 1482 foreskrives, at en herre eller adelsmand, en staldkarl eller almindelig karl ikke må bruge over 6 guldgylden til sin beklædning i et år. Da årslønnen for en staldkarl netop udgjorde 6 guldgylden, synes der at have været tilbøjelighed til at bruge mere end årslønnen alene til klæder. På rigsdagen i Lindau i 1497 vedtoges følgende beslutning, som blev gentaget af flere senere rigsdage: »Den menige bondemand og det arbejdende folk i byerne og på landet må ikke forfærdige eller bære klæde, der koster over ½ gylden pr. alen; heller ikke må de og deres koner og børn bære guld, perler, fløjl, silke eller klæder af forskellige mønstre.« De gode kår, der endog blev hævdet og forsvaret med egne våben, gav bønderne en stærk selvfølelse og fandt udtryk i udtalelser som denne: »Den ægte bondemand holder arbejdet højt i ære og anser sin stand som den bedste, thi den er indsat af gud i selve paradiset.« Den almene velstand kulminerer i det 15 århundrede. Men endnu et halvt århundrede senere ses der med vemod tilbage på den svundne gode tid. I 1550 skriver schwaberen Heinrich Müller: »Min fader, der var en bonde, kunne endnu mindes, at man blandt bønderne levede ganske anderledes end nu. Da havde man hver dag kød og anden spise i overflod. Ved kyndelmisse og andre selskabelige lejligheder bugnede bordene af alt, hvad de kunne bære; da drak man vin, som var det vand, da spiste man og tog med sig, hvad man ville, thi da var der vækst og overflod. Nu er det blevet anderledes. I mange år har det været kostbare og dårlige tider. Bondens næring er nu i virkeligheden meget dårligere, end tyendets og daglejernes var det før.«

Da det billede, vi har søgt at tegne af den sociale tilstand ved udgangen af middelalderen, ikke ganske falder sammen med de skildringer, der er mest i omløb, anser vi det for heldigst at kapitelfæste fremstillingen ved gengivelser af enkelte yderligere vidnesbyrd både fra samtid og nutid. I 1438 foretog en russisk metropolit Isidor med et følge på over 100 personer en rejse gennem Tyskland. Fra denne rejse fortæller en af hans ledsagere, at metropoliten var forbavset over »de blomstrende byer med deres store, rummelige og skønne huse, de herlige haver, de kunstige kanaler, kirkernes og klostrenes rigdom og pragt, det livskraftige håndværk, de mange og ædle kunstværker, magistratens værdighed, borgerskabets og adelens stolthed«. Samme år skildrer spanieren Peter Tafur sin beundring over Strassburg, Mainz og Køln, særlig over den sidste: »Rhinkysten er det smukkeste, jeg kan tænke mig i verden. På begge sider følger uafbrudt den ene landsby efter den anden; her er så mange seværdige ting og så talrige slotte med højtragende kors og vejrhaner med forgyldte bånd, at man knapt kan sige det. Køln er den største, rigeste og smukkeste by, som findes i Tyskland. Den er velbefæstet med grave og mure og har skønne gader, hvor talrige håndværkere af alle arter udøver deres håndværk. Herbergerne i Køln er så godt indrettede, at de, når det var nødvendigt, kunne beværte en konge.« I 1458 skriver italieneren Aeneas Sylvius: »Vi siger det rent ud, Tyskland har aldrig været rigere, aldrig mere glimrende end nu, den tyske nation står i storhed og magt foran alle andre, og man kan i sandhed sige, at der ikke findes noget folk, som gud har vist så megen gunst som det tyske. Overalt i Tyskland ser vi dyrkede agre, kornmarker, vinbjerge, blomster og frugthaver på landet og ved byerne, overalt større bygninger, hyggelige landhuse, slotte på bjergene, ommurede byer. Gennemvandrer vi de mærkeligste af disse, så vil folkets herlighed, landets smykke lyse os klart i møde. Hvor findes der i hele Europa en mere pragtfuld skat end Køln med sine herlige kirker, rådhuse, tårne, blytækkede bygninger, sine rige indbyggere, sine skønne skove, sine frugtbare landskaber rundt om. Intet land i Europa har bedre og mere venlige byer end Tyskland. Intet andet sted finder man så megen frihed som i de tyske byer.« Endelig skriver franskmanden Pierre de Froissard i 1497: »Det er sandelig værd at beundre, hvor kristelige og dygtige de tyske købmand er, og hvorledes de forstår at formere deres rigdomme. I byernes blomstring, de offentlige og private bygningers pragt og de kostbare skatte i boligernes indre foreligger talende vidnesbyrd om disse rigdomme. Det er en lyst at færdes i byerne og tage del i borgernes offentlige fornøjelser.« Ved begyndelsen af det 16 århundrede samler borgeren Jacob Wimpheling det hele opnåede fremskridt i følgende karakteristik: »Tyskland var aldrig så rigt og glimrende som i vore dage, og dette har det hovedsagelig sine borgeres ivrige og vedholdende flid at takke for, såvel dem, der arbejder i værkstedet, som dem, der driver handel. Også bønderne blev rige. I løbet af et århundrede og længere hævede sig de herligste kirker, de mest pragtfulde offentlige bygninger, og, hvad der var særlig rosværdigt, de milde stiftelser for syge og fattige formerede sig i stort tal og blev rigeligt udstyrede.« Gennem de her anførte udtalelser skildres forholdene så rosenrøde, at man uvilkårlig får det indtryk, at der males med alt for lyse farver. Det er derfor værd at jævnføre de anførte beskrivelser med den dom om hin tids forhold, der fældes af den mand, der i nutiden mest grundigt har studeret landbrugsforholdene i det heromhandlede tidsrum: K. Th. v. Inama Sternegg, fremhæver, at bøndernes udvikling bevægede sig i opstigende linje. Deres besiddelsesforhold var blevet forbedrede, deres driftsmidler formerede og fuldkommengjorte, de rådede frit både over arbejdskraften og udbyttet. »Det 13-14 århundrede var i almindelighed gavnligt for bønderne. Velordnede, i det hele ganske fri besiddelsesforhold med sikret arvegang, faste mådeholdne afgifter, der ved stigende udbytte var lette at udrede, intet hovarbejde undtagen for offentlige bygninger, reguleret brug af almindingerne, - på dette grundlag kunne bønderne leve sorgløse og udvikle sig på en heldig måde«. »Ved enden af middelalderen er det tyske folk rigt på velstand og dannelse. Jorden er fuldt opdyrket, udstrakte skove er ryddede, bjergværkerne er i udmærket drift. Gennem korn, træ og metaller drager tyskerne indtægten af deres jordbesiddelse. Tyskland er nået det øverste trin af Europas økonomiske magt.«

I folkevandringens dage gjorde to forskellige germanske folk: allemanner og burgunder, sig til herre over de landsdele, som udgør det nuværende Schweiz. Det var dog først i det 8 århundrede, at disse landsdele blev stærkere befolket. Ved indvandringen medførtes det germanske slægtsfællesskab, der her som andet steds senere afløstes af markfællesskabet: fællesskab om den mark, der omsluttede agre, græsgange, skove, søer, alper og enge. Hver enkelt bondes hele økonomiske tilværelse hvilede derpå, at han var medlem af et markgenossenschaft: det andelsselskab, der ejede marken. Kun over den ved hver enkelt gård liggende mindre lod havde den enkelte bonde en - til fordel for fællesskabet - dog stærkt begrænset privat ejendomsret. Fællesejendommen var lige til reformationstiden den overvejende, privatejendommen den mindre del. Fællesskabets overhøjhed selv over den private ejendom fandt bl.a. udtryk i de bestemmelser, at ingen måtte sælge hø eller strå, men skulle opfodre det på selve gården, at alt kvæg til bestemt tid - efter indbjergning af hø og korn - blev uddrevet også på de private jorder, at alle måtte underkaste sig fællesskabets bestemmelser angående tiden for sæd og høst etc., at ingen måtte afhænde deres private grundejendom til nogen udenfor kommunen. Den enkelte bondes andel i fællesejendommen stod i forhold til størrelsen af hans privatejendom, det antal kvæg, hver enkelt måtte uddrive på fællesmarken, rettede sig i reglen efter, hvad han var i stand til at fodre på sin egen gård. Kun det kvæg, der var fodret på gården, ved egen avl, fik adgang til fællederne. Dog kunne man på visse steder til tider efter særlig tilladelse også få lov at uddrive kvæg, der var vinterfodret udenfor kommunen. I skovene huggede enhver frit, hvad han brugte til tømmer og brænde. I Schwyz, der kun bestod af 3 kirkesogne, faldt marken sammen med selve kantonen. I den hele kanton var der kun én mark. I Ur i fandtes derimod foruden den fælles mark også særskilte marker, der kun omfattede en enkelt kommune, eksempelvis Gøschenen og Seelisberg. I Unterwalden, der omsluttede 8 sogne, havde hvert enkelt sogn sin egen mark. Kun bønderne i disse 3 oprindelige skovkantoner havde i videre udstrækning bevaret frihed og selvstændighed. Lenssystemet, der iøvrigt trængte frem mellem schweizerbjergene som i andre dele af det tyske rige, havde her fået mindre magt. De fleste bønder blev afgiftspligtige dels til kirkelige godsherrer, særlig til klostre, dels til verdslige herrer, der fra deres borge tvang dem til underkastelse og pålagde dem tyngende afgifter. Store dele af folket var bundne til jorden og var genstand for salg og bytte ligesom varer. Bedst var tilstanden på de kirkelige godser. De ufri blev her i almindelighed behandlet på en måde, der nærmest gav dem kår som fri mænd. Det verdslige lensstyre udartede til fuldstændigt tyranni. »Borgene blev i det 13 århundrede en virkelig plage for landet. Fra dem foretog herrerne strejf og røvertog, plyndrede købmænd og rejsende og anfaldt klostre og byer.« Om borgfogdernes voldsgerninger taler ikke blot de sagn, der gennem århundreder har levet i folkemunde; »selv mange dokumenter fra det 11. og 12 århundrede klager derover«. Fra 1234 og 1257 foreligger således dokumenter, der viser, at fogderne på Rothenburg undertrykkede bønderne i den grad, at de foretrak at lade deres gårde i stikken og flygte fra hjemmet. Disse og flere eksempler godtgør, at fortællingerne om fogdernes undertrykkelse ikke er grebet ud af luften. Om dokumenternes og sagnenes vidnesbyrd skriver Dandliker: »Vel er det kun overlensherrerne, der klager over deres fogder og dadler dem, fordi de tilegner sig magt til at sælge livegne og klosterejendom, opkræver uberettigede skatter og afgifter, bygger fæstninger og ansætter underfogder. Hvad folket selv led, er ikke skriftligt opbevaret, men lader sig tænke. Mange steder var fogderne blevet sande landeplager. Overleveringerne, som skildrer borg og slotsherrerne med had og afsky, er en levende genklang fra hin tids tyranni.« Undertykkelsen nåede dog ikke alle. De talrige frie bønder i de oprindelige skovkantoner var årvågne overfor det fremtrængende voldsstyre. Det var dem, der dannede schweizernes kærne, og som kom til at bestemme folkets udvikling. »Uden den trodsige uafhængighedsfølelse, uden den ubøjelige selvtillid, som besjælede disse frie allemanner uden den uforlignelige sejghed og følgerigtighed, hvormed de holdt fast ved, hvad de anså for deres gode ret, fandtes der intet Schweizerforbund.« Historikeren Johannes Müller skriver om Schwyz: »På bjergene afveksler mørke skove med det spirende grønne; mange toppe er nøgne klipper; ved deres fod indånde menneskene og hjordene den rene luft på bløde enge og ser solstrålerne spille i broget glans på klipperne. Byer har dette land ikke, men der hersker mellem bjergene ligesom bag faste mure en vis fri følelse af sikker fred. Fremfor de øvrige kantoners beboere har mændene i Schwyz en ejendommelig begejstring for deres ældgamle frihed og deres rettigheder; i alle ting, hvor ikke en listig partihøvding vildleder dem, har de en ligefrem mandig og djærv tænkemåde.« Dette var de ægte schweizere, som var rede til at hævde friheden med våben i hånd. I folkeforsamlingen, der tog beslutning om alt angående fællesskabets økonomiske liv, lærte de efterhånden også at føle sig som en politisk enhed. Den politiske stat fremgik af det økonomiske fællesskab. Den økonomiske uafhængighed var indskrænket i samme grad, som de verdslige og kirkelige lensherrer sad inde med rettigheder til at opkræve afgifter og udøve myndighed over bønderne. Målet for uafhængighedsbestræbelsen var kantonets fulde suverænitet. Herrernes rettigheder kunne tilbagevindes både ved magt og ved køb. Begge midler blev anvendte, men mest dog det sidste. Fra årene 1298, 1363, 1366 og 1367 foreligger oplysninger om, at Schwyz har købt sig fri for afgifter til fremmede lensherrer, fra 1252 til 1257 er der lignende oplysninger fra Unterwalden, i 1359 fra Uri, i 1269 fra Steinen.« Med afvæltningen af de godsejerlige byrder voksede de fri kommuner i magt og selvstændighed. Da byerne kom frem, fik det gamle demokrati ny støtte i det unge borgerskab. Selvstyret blev herskende overalt i de nye byer. Ved bøndernes og borgernes forenede kræfter blev adelsvælden brudt. Af de spredte tyske len fremstod den selvstændige schweiziske republik.

Ved begyndelsen af det 13 århundrede var lensstyret over schweizerkantonerne, der ikke havde nogen som helst indre forbindelse, samlet i fyrstehuset Habsburg, derforuden at håndhæve den politiske myndighed gjorde omfattende grundejerlige rettigheder gældende i de enkelte kantoner. Gennem den opnåede magt søgte habsburgerne at forvandle Schweiz til et arveligt fyrstendømme. For at modvirke dette tilstræbte schweizerne at få skovkantonerne anerkendte som »umiddelbare rigsdele«, der stod direkte under kejseren selv. Dette opnåede Uri i 1231. Kejser Henrik VII udkøbte grev Rudolph den gamle af Habsburg og besvarede urnernes henvendelse om rigsumiddelbarhed ved et frihedsbrev af d. 26 maj 1231, hvori det bl.a. hedder, at »Det er vort ønske al tid at gøre alt, hvad der tjener til eders vel; vi har derfor løst eder fra grev Rudolph af Habsburg med det løfte, at vi hverken gennem len eller pantsætning vil udskille eder, men stedse bruge og skærme eder i rigets tjeneste«. Ved dette frihedsbrev blev folket i Uri anerkendt som umiddelbare tyske rigsundersåtter. Det kejserlige brev blev derfor det udgangspunkt, hvorfra de senere frihedsbestræbelser gik ud. I 1240 blev den samme ret opnået for Schwyz. For at hævde selvstændigheden begynder urkantonerne at slutte sig sammen i forbund. Den første sammenslutning på Rütli, den berømte bjergskrænt ved Vierwaldstaadtersøen, skønnes at være foretaget i årene mellem 1245 og 1252. I den ældste samtidige beretning, der foreligger i den såkaldte Weis en Buche, fortælles: »Når de skal foretage sig noget, fører de dem om natten hen på mytestenen ved en ende, som hedder Rutli. Der samler de folk, som de har tillid til og rådslår længe og hemmeligt. På denne tid samledes de aldrig andre steder end på Rutli.« Man kender ikke enkelthederne i de kampe, som har fremkaldt dette første forbund. Men historikeren Oechsli mener, at det er genklangen af denne kamp, der som »ægte træk« er opbevarede i de i det 15 århundrede opståede sagn om kampen mod fogderne. I senere fremstillinger fortælles om, hvorledes 3 mænd Walther Fürst fra Uri, Werner Stauffacher fra Schwyz og Arnold Melcktal fra Unterwalden, hver med 10 pålidelige ledsagere havde sat hverandre stævne på Rütli. Ved den efter endt rådslagning vedtagne fælles beslutning rakte de 3 indbydere »deres hænder mod himlen og svor i navnet af den gud, der har frembragt både kejsere og bønder af samme stamme med lige menneskerettigheder, at de med mod og kraft ville hævde friheden med hverandre. Da alle mødte hørte dette, hævede enhver hånden og aflagde denne ed ved gud og alle helgener. Om måden, hvorpå deres beslutning skulle udføres, var de enige. Derpå gik enhver til sin hytte og vogtede sit kvæg«. Skønt både Fürst og Stauffacher er navne på historiske personer, er det usikkert, om denne fremstilling helt dækker over en således foregået historisk begivenhed. Det sikre er derimod, at repræsentanter fra urkantonerne: Uri, Schwyz og Unterwalden mødtes d. 1 august 1291 og stiftede det berømte evige forbund på grundlag af følgende forbundspagt, der endnu opbevares som en helligdom i kanton Schwyz' arkiv: »I en farlig og slem tid, hvor man aldrig er sikker for bryderi og fornærmelser, vold og angreb, vil vi værne os og vore. Derfor lover vi af al vor evne i god tro, med råd og dåd, med liv og gods at hjælpe hverandre i og uden for dalene mod alle og enhver, der vil øve vold, besvær og uret mod den enkelte eller en større del. Derfor fornyer vi vort gamle forbund ved en højtidelig troskabsed. Enhver skal, som det sømmer sig efter sin persons stand, tjene sin herre. Gennem almindelig beslutning og enstemmig anerkendelse har vi lovet, besluttet og bestemt, at vi i vore dale ikke vil modtage eller anerkende nogen dommer, der ikke er indfødt landsmand eller har købt sit embede. Enhver skal lyde den retmæssige dommer. Hvis nogen nægter at bøje sig for den retmæssige dommers afgørelse, er alle de edsforbundne forpligtede til at tvinge den modvillige. Vi fastholder den bestemmelse, at den, som dræber en uskyldig, skal, når han bliver grebet, miste livet, hvad den ugudelige handling forlanger, når han ikke er i stand til at godtgøre sin uskyldighed i den nævnte forbrydelse; flygter han, skal det være ham forbudt at vende tilbage. Alle, der optager eller beskytter en sådan overtræder, skal være udstødt af dalene, til de udtrykkelig tilbagekaldes af de edsforbundne. Hvis nogen af de edsforbundne ved dag eller nat på listig måde skader den anden gennem brandstiftelse, skal denne aldrig mere anses for en landsmand. Hvem der giver denne overtræder underhold eller værn indenfor dalene, skal betale den forurettede skadeserstatning. Når nogen af de edsforbundne berøver en anden hans ejendom eller skader ham på nogen anden måde, da skal det af overtræderens gods, som findes i dalene, bruges til at give den forurettede skadeserstatning. Endvidere må ingen uden dommerens godkendelse tage pant af en anden. Udbryder der strid eller krig mellem de edsforbundne, skal dommeren gribe ind og slutte striden. Mod den part, der forkaster dommerens kendelse, skal alle de edsforbundne vende sig. Alt, hvad vi her har besluttet og skrevet, skal, vil gud, vare evigt. Til vidnesbyrd om denne handling er på forlangendet af mændene fra Uri, Schwyz og Unterwalden nærværende dokument udfærdiget og bekræftet med seglene fra de nævnte tre kommuner og dale.« Det er dette dokument, der ligger til grund for linjerne i Schillers digt om Wilhelm Tell: » Vi vil være et enigt folk af brødre, aldrig skille os under nogen fare eller nød.« Efter sejren ved Morgarten d. 15 november 1315, hvor forbundet fik sin bloddåb og bestod sin ildprøve, fornyedes det evige forbund d. 9 december 1315. Hvad der her var begyndt, blev fuldendt ved det sejrrige slag ved Sempach d. 9 juli 1386, hvorefter forbundet atter fornyedes d. 10 juli 1393. Først fra dette tidspunkt begyndte forbundets vækst som selvstændig stat. Oprindelig ville bønderne kun værge deres nationale selvstændighed indenfor det tyske rige. Deres rejsning medførte, at de gennemførte både den ydre og indre frihed og uafhængighed. De tyske kejsere var stedse i pengetrang. De var derfor - særlig efter schweizernes sejrvindinger - rede til at sælge frihedsbreve mod kontant betaling. På lignende måde frigjorde schweizerne sig for mange herrer indenfor forbundets grænser. I følelsen af vanskeligheden ved at beherske de fri mænd var der talrige herrer, der ligesom kejserne foretrak de kontante penge og derfor opgav deres fordringer til billige priser. Fra bøndernes side blev der hverken sparet på penge eller møje for at frigøre jorden for byrder og afgifter således, at den kunne overgå til efterkommerne som fri jord. For lange tider blev forbundet overvejende kun et forsvarsforbund. Hvert enkelt kanton bevarede det fuldeste selvstyre i dets indre anliggender. Hvad der her skete, var ikke blot nyt for Schweiz, men nyt i den almene historie. For første gang stod bønderne frem som ledende og førende. »Det var bondestanden, der hævede sig politisk og blev sig sin kraft bevidst.« Af de skildrede kampe fremvoksede fortællingerne om Wilhelm Tell, der fremdeles er schweizerfolkets virkelige nationalhelt. Bjergskrænten Rütli er fra samme tid folkets hellige plads, som kun betrædes med dyb ærefrygt for de store minder, der knytter sig til den. Hver sommer føres ungdommen i talrige skarer derhen, for at hver enkelt kan blive døbt i mindernes kilde og se de der opstillede mindestene med det bekendte frihedskvad: »von ferne sei herzlich gegrüsset, die stille gelände am see, wo spielend die welle zerfliesset, genähret wom ewigen schnee. Hier stunden die väter zusammen flir freihet und heimisches gut und schwuren beim heiligsten namen zu stürzen die zwingherren brut. Gepriesen sei friedliche stätte, gegrüsset du heiliges land, wo sprengten der sklaverei kette die väter mit mächtiger hand. Drum, grütli, sei freundlich gegrüsset, dein name wird nimmer vergehn, solange der rhein uns noch fliesset, solange die alpen bestehn.« (af dr. Joh. Krauer, f. 1792, d. 1845. Melodien til sangen er skreven af Joh. Greith, f. 1798, d. 1869). D. 1 august er mindedagen for Forbundet af 1291, og fejres nu som schweizernes grundlovsdag. Lørdagen efter mortensdag fejres i Uri og Schwyz til minde om slaget ved Morganen som en aposteldag, »fordi gud« på hin dag frelste sit folk af fjendens hænder«. Den første mandag efter d. 9 juli fejres Sempacherdagen som hele folkets største nationale festdag.

I løbet af det 14 århundrede udvidedes forbundet til at omslutte både Luzern, Bern, Zug, Zürich og Glarus. For Luzerns vedkommende har en nutidsforsker givet følgende karakteristik af den sociale tilstand, der vistnok i hovedtrækkene passer også på andre kantoner: »Hvis man stod under en lensherrelig beskyttelse, havde man at betale en fogedskat. Men den udgjorde kun et ringe beløb. Hårfine bestemmelser og udsøgte forholdsregler forebyggede, at der blev gået for vidt ved opkrævning af afgifter. Klostre og stiftsherrer måtte på det nøjeste rette sig efter overenskomsterne. Ofte var de afgiftspligtige bedre stillede end herskaberne. Til tider vægrede de sig ligefrem ved at betale afgifter. Dette var således tilfældet med bønderne i Bero-Münster stift efter Sempach krigene i det 14 århundrede.« Den offentlige myndighed lå i folkeforsamlingen, der holdtes under åben himmel, og hvortil alle fri mænd havde adgang med lige ret. I folkeforsamlingen vedtoges de love, der skulle være gældende, og valgtes de personer, der skulle lede de fælles anliggender. Folkeforsamlingens beslutninger blev opskrevne på smukt pergament og opbevarede i statens fælles skrin. Af disse oprindelige grundlove og afgørelser er der opbevaret enkelte, der går helt tilbage til det 15 århundrede. Det fremgår bl.a. af disse gamle beslutninger, at fremmede kunne købe sig ind i en kommune, hvis flertallet af de indfødte bønder ville give deres samtykke dertil. I visse kommuner krævedes dog enstemmighed for tilladelsen til salget af borgerretten til de nyankomne. I 1456 kunne borgerretten i Schwiyz erhverves for 5 pund, i 1512 var prisen steget til 30 pund, senere gik prisen op til flere hundrede pund. Trods de fremkomne byer var schweizerne ved udgangen af middelalderen langt overvejende et bondefolk. Schweizerforbundet var et forbund af bønder, der repræsenterede det mest fuldstændige demokrati, som historien kender. Dette demokrati var vokset umiddelbart ud af folkets forhold til jorden. Det var den fælles økonomi, der skabte den fælles politik. Dette udprægede demokrati lever fremdeles. I de ældste kantoner er folkeforsamlingen endnu folkets højeste myndighed, der årlig på en bestemt dag i forårstiden samles under åben himmel for at give love og vælge statens højeste embedsmænd. Fællesskabet om jorden er heller ikke uddøet. Vel er jorden i dalene for størstedelen overgået til privat ejendom. Men alperne og skovene tilhører endnu i vid udstrækning det oprindelige fællesskab. Af Schweiz' ca. 4560 alper var endnu i 1864 45%, regnet efter antal, men 65%, regnet efter sæterbrug, fællesejendom. Af skovene var endnu ved 1870 70% offentlig fællesejendom. Ved en på ejendommelig måde motiveret bestemmelse af 1799 blev der sat forbud mod yderligere deling af fællesjorden. Det hedder her: »denne jord, arven fra eders fædre, frugten af mange års sorg og møje, tilhører ikke eder alene, men også eders efterkommere.« Med rette synger Grundtvig: »modig, rolig, uden mage, hyrdestav mod højen Hald satte så i gamle dage Uri, Schweiz og Unterwald. Kejserørn med stolte hære ærlig prøved hyrdens mod, måtte dog blandt alper lære, ridder faldt, hvor hyrde stod. Slægter dø og dage rinde, mange i fem hundred år, dog end som et hædersminde hytten fri i dalen står.«

I Frankrig begynder det økonomiske opsving allerede i det 11 århundrede. Men det brød først igennem i det 12 århundrede, da normannernes angreb var standsede, og gudsfreden havde skaffet rolige forhold for fredens gerning. Mere omfattende arbejder, som udtørring af sumpe og deslige, der krævede fælles virksomhed af mange kræfter, blev i stor stil optaget af klostrene. Enkeltmand drog til skovs, fældede træer og lagde på egen hånd ny jord ind under agerbruget. Hvor enkeltmand havde banet vej for ny kultur, rejstes kirker, der trak flere familier til. Der udlagdes fælles græsgange og veje gennem skovene. Talrige nye landsbyer voksede frem. I almindelighed var landsbyerne små. De mindre havde kun få gårde, de største sjældent over 40; 15 á 20 gårde var det sædvanlige. Jorden var underlagt et gods. Bønderne var mest arvefæstere, der havde at svare visse afgifter til godsbesidderen. Ifølge sædvane var afgifterne som regel de samme fra slægt til slægt. Under det økonomiske fremskridt var det derfor bønderne, der fik det voksende udbytte. Allerede i det 11 århundrede begyndte man enkelte steder at ansætte hovarbejde og naturalier til bestemte afgifter i penge. Med hensyn til afgifternes størrelse er det ikke let at få bestemt besked. Lamprecht regner hin tids rentefod til 12 % og finder derfor, at det var en lav ydelse, når bønderne gennemgående havde årlig at svare fra 0,2 til 2,7 % af gårdens værdi. Ved siden af det almindelige arvefæste fandtes også i visse egne det såkaldte delingssystem, hvorefter brugeren til ejeren måtte aflevere en vis del af den årlige avl. Den afleveringspligtige del var forskellig i størrelse, men kunne stige indtil halvdelen af avlen. Særlig ved vindyrkningen var dette delingssystem ret udbredt. Landbrugene havde overvejende en sådan størrelse, at en familie ved eget arbejde kunne leve i gode kår ved udbyttet af bedriften. Fattigdom i moderne betydning fandtes kun, hvor den fremkaldtes af fejlslagen høst, pest eller voldsfærd. De bønder, man kaldte fattige, havde både jord og kvæg. Eksempelvis fortælles om en fattig enke i Sydvestfrankrig, at hun foruden et stykke vinbjerg havde jord til 5 tyre. Men den almindelige velstand, som var opnået i det 11.-12 århundrede, blev ødelagt under den 100-årige Arvefølgekrig med England i tiden mellem 1340 og 1450.

Med hundredårskrigen mod England faldt ulykkerne ind over Frankrig. Først ramtes adelen, der jo overvejende afgav det levende materiele. Under slaget ved Crecy i 1346, hvor man for første gang skal have anvendt kanoner, faldt 11 prinser, 80 høje adelsmænd og 1200 riddere. Før det blodige og for Frankrig forsmædelige nederlag ved Poitiers d. 19 september 1356 havde udsendinge fra paven forsøgt at mægle mellem de to krigsførende parter. Prinsen af Wales - »den sorte prins« - tilbød at udlevere alt bytte og alle fanger og lovede, at han i 7 år ikke ville føre krig med Frankrig, dersom englænderne fik fri afmarsch. Men kong Johan ville, at prinsen og 100 af hans fornemste riddere skulle overgive sig som fanger. Dertil svarede prinsen: »Mine riddere skal ikke tages til fange uden med våben i hånd, og hvad mig selv angår, da skal England aldrig, hvad der end måtte hænde, komme til at betale løsepenge for mig.« Kampen var derefter uundgåelig. Det frygtelige slag endte med, at englænderne sejrede med ringe tab, dræbte 11,000, deraf 8,000 adelsmænd, tog kongen, hans yngste søn og 2000 riddere til fange. Det var et vældigt knæk for adelen. Følgerne gik dog alligevel mest ud over bønderne. Både fremmede og indenlandske soldater udsugede landet. Adelsmænd og byboerne kunne trække sig tilbage fra fjenden og søge ly i deres befæstede borge og byer. Både de fjendtlige tropper og de hvervede svende faldt da så meget mere rovgriske over det åbne land, hvor de huserede med mord og plyndring og andre skændselsgerninger uden grænser. Historikeren Henri Martin skildrer tilstanden som følger: »hvad beboerne af landet havde udholdt, overskred enhver tænkelig grænse for menneskelige ulykker; de adelige havde kastet hele vægten af slaget ved Poitiers på deres undergivne og beholdt selv kun vanæren.« Foruden forhøjede. Skatter blev der efter nederlaget udskrevet større beløb, der skulle anvendes som løsepenge for de adelige herrer, der var faldet i fangenskab. »Baronen udpressede den størst mulige sum af sine forpagtere og livegne og tvang ved de skrækkeligste pinsler bonden til at give ham den sidste hvid. Efter herren kom de lejede bander; næppe havde bonden leveret sin herre den usle sum, som tre slægtled havde opsamlet, før kompagnierne overfaldt og plyndrede hans stald og lade og til farvel efterlod ham voldtægt, brand og mord. Fra det velbefæstede borgtårn betragtede den adelige herre roligt dette ødelæggelsens værk; han rørte ikke en hånd til forsvar for sine ulykkelige udpinte bønder, ja, sendte ikke engang røverne et blideskud. Forhungret og blodig forlod bonden, efter at have set datteren skændet og sønnen myrdet, sin brændende hytte.« Under disse forfærdelige forhold levede bønderne i Frankrig i det 14 århundrede. Det lå derfor i sagens natur, at de nærede en grænseløs forbitrelse mod deres herrer. Den almindelige harme ventede kun på et belejligt øjeblik for at slå ud i lys lue. Dette øjeblik kom, da regeringen påbød, at bønderne skulle være med til at sætte adelsmændenes slotte og borge i forsvarstilstand og deltage i deres værn. Ved modtagelsen af dette pålæg brast bøndernes tålmodighed. Den revolutionære stemning, der var rådende i byerne, trængte ud på landet. Uden nogen forudlagt plan, kun besjælede af en tanke: hævn over tyrannerne, samlede bønderne sig i vældige antal fra det nordlige og midterste Frankrig. D. 21 maj 1358 brød oprøret løs i omegnen af Compiegne og bredte sig lynsnart over hele Isle de France; herfra nåede det Nedre-Normandiet, Ponthieu, Artois, Picardie, Amienois og Champagne. Antallet af deltagerne i oprørsbevægelsen skal være gået op til omkring 100,000. Den langt overvejende del var bønder, men der fandtes også mænd fra andre samfundsklasser iblandt oprørerne. Hovedanføreren var en mand ved navn le Cale. Under hævntørsten beherskedes oprørerne af de vildeste lidenskaber og erklærede overalt, at de ville »udrydde ethvert spor af adelsmænd og riddere på jorden«. Hvor de drog frem, øvede de de værste voldsgerninger. Spurgte man dem, hvorfor de gik så voldelig til værks, fik man til svar: »Det véd vi ikke, men vi gør kun det samme, som vi har set andre gøre.« Omkring ved 200 slotte skal være gået op i luer. Det varede noget, før adelsmændene kunne samle sig overfor dette rasende og uventede udbrud af fortvivlelsen i de store folkemasser. Men da de veludrustede og jernklædte ryttere fik sig ordnet på rette måde, viste det sig snart, at de var bønderne overlegne i krigerfærd. Med skånselsløs grusomhed faldt de nu over bønderne. Hvor de kom frem, slog de ned for fode. Hele huse blev opbrændte med de indesluttede mennesker. Landsbyerne blev plyndrede, kirkerne ødelagte, kvinderne skændede. Det var, som det med rette er blevet sagt, »en forfærdelig social krig i ordets skrækkeligste betydning«. Det varede 3 måneder, før oprøret blev dæmpet. Store dele af Frankrig var da forvandlet til en ørken, ikke mindre end 30,000 bønder skal være blevet liggende på valpladsen. I historien blev oprøret kendt under navn af Lajacquerie efter det øgenavn, Jacques Bonhomme, man havde givet bønderne. Bønderne måtte gå under åget. Men de opgav ikke håbet om at komme til deres ret. Tankerne om frihed og selvstændighed var trængt ud i det hele folk. En samtidig munk skriver: »I Frankrig ville enhver genvinde friheden og afkaste skatteåget. Forlokket gennem frihedshåbet holdt borgere og bønder forsamlinger om natten. De tænkte som dårer, at de var i stand til at udføre den borgerlige forvaltning bedre end de naturlige herrer. Deres tragten efter det nye var så stor, at de kun manglede en fører til at lede opstanden.  Denne lidenskab havde bemægtiget sig en uhyre mængde mennesker.« Man ville have adelen ydmyget og gennemføre frihed og lighed. Man lod selv kongen vide: »Kongerne kan nok så meget nægte, at de regerer i kraft af folkets tilslutning. Det er dog folkenes kraft, der giver dem deres styrke.« I 1382 udbrød påny en vældig opstand, der denne gang tog sin begyndelse i Languedoc og Cevennerne. Hertugen af Berry førte her et fuldstændigt rædselsregimente, udsugede indbyggerne til det yderste og lod alle skatter inddrive med eksempelløs hårdhed. Tusinder af mennesker, der ikke formåede at betale, forlod i fortvivlelse deres hjem og fædreland. Andre følte sig drevne til med uforfærdet mod at begynde en ny guerillakrig. Bønderne slog ned på enhver, hvis hænder ikke bar vidnesbyrd om, at han tilhørte det grove arbejde. Men også denne opstand blev kvalt i blod. Det hele land var ved at gå til grunde i mord og brand. I 1399 klagede indbyggerne i Provence over, at kun 30 af byens 32,000 væverstole var i gang. I talrige andre byer gik håndværket sådan tilbage, at mange lav måtte fuldstændig opløses. I Paris foregik der i 1411 og 1418 myrderier, der i forbindelse med hungersnød gav anledning til en epidemi, som bortrev omkring ved 50,000 mennesker. Halvnøgne småbørn løb om i gaderne og skreg: »Brød, brød, jeg dør af hunger!« I den øde omegn huserede vilde dyr, der endog for at stille sulten trængte ind i selve byen. En skribent skriver: »Hele Fankrig, fra oceanet til Pyrenæerne, var kun et eneste blødende sår, kun en eneste umådelig røverhule.« Krigens rædsler standsedes først, da det lykkedes, særlig ved bondepigen Jeanne d'Arcs vidunderlige indgriben, at drive fjenden ud af landet og slutte fred med England i 1453. Men det tog slægtleds arbejde at genoprette, hvad der i krigenes hundredår var blevet ødelagt. Først sent under helt nye forhold fik det franske folk del i den almindelige fremgang.

I det 12 århundrede var endnu kun ¼ af jorden opdyrket. Resten lå hen som store skove, moser og græsgange. Landet var delt i 9250 godser, der hver især lededes af en adelig godsbesidder: tenant in chief, eller dennes repræsentant: tenant in mesne. Byerne var begyndt at vokse frem i form af små handelspladser som London, Canterbury, Chester, Lincoln, Oxford, York, Hereford og Winchester. Folkemængden udgjorde i det hele omkring ved 2 mill., hvoraf ca. 10 % hørte til adel, præsteskab og borgerne i byerne. Landbefolkningen, skal have været delt som følger: De frie bønders antal var 12,000, dvs. 4%; de ufri bønder: villeins udgjorde 38%; de ufri større husmænd: socmen var 23,000, dvs. 8%; de ufri mindre husmænd: cottars var 32%; slaverne udgjorde 9%. Mellem disse klasser var jorden fordelt på følgende måde: herregårdsjorden var på 1,500,000 acres; den fri bondejord var på 500,000 acres; større husmænd havde 500,000 acres; mindre husmænd 250,000 acres, og de ufri bønder havde 2,250,000 acres. Siden Vilhelm Erobrerens tid hvilede al ejendomsret til jorden hos kronen. Gennem forlening og forpagtning blev jorden overdraget til de undergivne: fri og ufri bønder, større og mindre husmænd. Hvert enkelt gods er delt i herregårdsjord og bondejord. Vederlaget for den jord, bønderne har at dyrke, svarer de i form af naturalier og arbejde på herregårdsmarken. Foruden det arbejde, der udførtes af bønderne, blev en anden del udført af slaver og frigivne, der arbejder dels som hustyende, dels som små husmænd. Mellem de sidste og bønderne blev der siden det 11 århundrede bestandig mindre forskel. Stavnsbåndet gjaldt for dem alle, og hovarbejdet blev betydeligt forøget. Af store herregårde var der endnu få eller ingen. Den overvejende del af godsbesiddelsen var bondejord. Herregårdsmarken var heller ikke samlet, men lå spredt mellem bondejorden og måtte dyrkes sammen med denne. De fri bønder kunne have gårde på op til flere hundrede acres. Blandt de ufri bønder var gennemsnitsstørrelsen 30-40 acres af den dyrkede jord. Husmændenes lodder vekslede fra omkring 5-10 acres. Mange af disse havde end ikke selv en plov eller et spand okser, hvorfor de måtte pløje i fællesskab. Disse små husmænd kunne ikke leve af arbejdet på deres små lodder. Udenfor deres hovdage arbejdede de derfor for løn hos de små bønder. Angående størrelsen af den afgift, gårdene skulle svare, oplyser en kilde fra 1279, at hver virgate på 30-40 acres betalte 16-20 shilling årlig. Kun de fri bønder havde ret til at forlade godset; de øvrige var bundne til jorden. De ufri bønder kunne købe frihed af deres godsbesidder. Udviklingen gik i den retning, at bestandig flere af de ufri bønder tilkøbte sig friheden således, at de, når der kun af deres gårde blev svaret de bestemte afgifter, iøvrigt personligt var fuldstændig fri. Hovarbejdet var knyttet dels til bestemte ugedage i de travle tider, høslet og høst, dels til et bestemt antal såkaldte boon-dage efter særlig tilsigelse. De fri bønder kunne deltage i nævningeretten og føre klage for domstolen. På hvert gods dannede 4 bønder tilligemed godsets retsbetjent en kommission, der til regeringen indgav beretning om grænserne for gårdene og de bestemmelser, der regulerede afgifter og hoveriarbejde. Markfællesskabet med den fælles dyrkning og fælles adgang til fælleder og skove blev fremdeles fortsat. Fællesarbejdet blev ledet af en styrelse, valgt af samtlige bymænd i den enkelte landsby. De ufri mænd er udelukkede fra kirkens og hærens tjeneste. Indgåelsen af ægteskab kan kun ske med godsbesidderens tilladelse. Selv ulovlig kønslig omgang med en ufri kvinde straffes med bøder, ikke fordi det er usædeligt, men fordi man derved krænker godsbesidderens ret. Der findes endnu et mindre antal trælle. Men de har opnået den ret, at de ikke må skilles fra jorden, hvorpå de lever, så længe de opfylder deres tjenestepligter. De må heller ikke pålægges større ydelser, end hvad sædvanen foreskriver. Godsbesidderne havde udelukkende ret til mølledrift. Ingen har ret til at male mel i deres hjem, alle håndkværne blev skånselsløst ødelagte. Brødbagning, ølbrygning og slagtning til salg var ligeledes en forret for godsherren. Ved disse hvervs bortforpagtning til personer, der for retten til at udøve bedriften må betale en vis afgift, frembryder en af spirerne til den senere tids pengehusholdning. Denne finder et nyt led i den sædvane, som i det 13 århundrede begynder dermed, at enkelte godsbesiddere bortforpagter samtlige godsets afgifter til forpagtere, der overtager dem mod en samlet årlig afgift til vedkommende godsherre. Flere steder er det selve bønderne, der gennem de af dem dannede gilder overtager forpagtningen: modtager naturalydelserne og svarer penge til den nydelsesberettigede herre. Nye led føjes til pengesystemet hver gang de enkelte bønder får deres ydelser af arbejde og naturalier omsatte i form af afgifter i rede penge. For mange slaver gik vejen til frihed derigennem, at de først blev små selvstændige jordbrugere, der fik lodder af herregårdsjorden at dyrke mod at gøre arbejde og levere naturalier til godset, og dernæst fik afgifterne omsatte i rede penge. Det første udviklingstrin faldt i stort omfang i det 12 århundrede, det andet i det 13-14 århundrede. Af denne klasse fremgår det landlige proletariat. Ved midten af det 13 århundrede optræder arbejdet ved mejning og tærskning som lønarbejde, det samme gælder arbejdet som tømrer, murer og tækkemand. I det 14 århundrede optræder både røgtere og malkepiger som lønarbejdere. Det var godsbesiddernes pligt at give hovarbejderne god og rigelig kost. Forholdene medførte, at de fandt udgifterne til kostholdet større end værdien af arbejdet. Af et regnskab fra et abbedi fremgår det, at man regnede værdien af en arbejdsdag til 2 pence, men udgiften til kosten for en arbejder til 3 pence. Arbejdsydelsen voldte således godset tab. På den anden side var arbejdet meget besværligt for bønderne. Det var endnu en sjældenhed at finde de små lette plove, som kunne trækkes af 2 okser. Man brugte mest almindeligt de store, svære plove, som blev trukket af 6 á 8 okser eller af 6 heste. Det lå derfor i begge parters interesse at omsætte naturalydelserne i pengeafgifter. Den forvandling, som derved foregik, illustreres ved forholdene på et enkelt gods: Beauchamps under St. Paul i følgende år: 1086, 1181 og 1222. I 1086 var der 0 frie bønder, i 1181 18 og i 1222 34. I 1086 var der 24 ufrie bønder, i 1181 0 og i 1222 0. I 1086 var der 10 små husmænd, i 1181 35 og i 1222 0. I 1086 var der 5 slaver, i 1181 0 og i 1222 0. Tilsvarende omdannelser foregik ud over det hele land.

Alt under de første skridt til overgangen fra naturalydelsen til pengehusholdningen begynder kampene mellem bønder og herremænd. Adelen søger at give betegnelsen »ufri« den mest omfattende betydning. Hvergang, den sejrer i kampen mod kongemagten, benytter den lejligheden til i fredsvilkårene at indskrænke kronens og udvide sin egen domsret og myndighed over bønderne. Godsbesidderne gjorde den betragtning gældende, at bøndernes rettigheder i kommunen kun gjaldt den jord, hvorfor de havde at svare afgift og gøre arbejde: det individuelle jordbrug, men ikke fællederne, søerne og skoven, som dannede landsbyens fællesejendom. I egenskab af lensherrer gjorde de fordring på rådigheden over alt, hvad der ikke udtrykkelig var tilstået bønderne enkeltvis. Først tilegnede de sig i overensstemmelse med denne opfattelse jagten og fiskeriet. Dernæst begyndte de alt i det 12 og endnu mere i det 13 århundrede de indhegninger i fællesmarken, som senere i og efter reformationstiden skulle tage det store omfang. Bønderne modsatte sig den anførte fortolkning. Men med magtens ret fik herrerne fortolkningen gjort til lov. En statut af 1235 gav godsbesidderne ret og fremhævede, at bønderne ved den af dem hævdede betragtning kun hindrede opdyrkningen af de øde jorder. En statut af 1285 gik videre i samme retning. 1279 gennemførtes en statut, der forbød at skænke mere jord bort til religiøse huse. En statut af 1290 satte forbud mod deling af lensgodserne, hvad der fandtes stridende imod kronens interesser. Fra dette øjeblik begyndte bestræbelser for at forvandle godserne til fideikommisser, der udelelige gik i arv til den ældste arving i familien. De hyppige krigstog til fastlandet og deltagelsen i korstogene krævede anvendelse af rede penge. Forbindelsen med andre folkeslag fremkaldte en stærk stigning i luksusforbruget, der atter stillede øgede krav til brugen af kontant mønt. Med hensyn til luksuriøs overdådighed tog adelen eksempel efter hoffet. Det fortælles, at kong Richard II (1377-1399) havde 300 tjenere i sit køkken og gjorde gilder, hvori der på en gang kunne deltage op til 10,000 personer. Adelens store egetræs kister og skabe ophobedes de mest kostbare klædninger: damask fra Østerland, silke fra Sicilien, fløjl og klæde fra Flandern, kæder og smykker af guld, prydede med ædle stene. Alt dette krævede kontante penge. De lange tiders fraværelse fra hjemmet løsnede båndet mellem ridderne og bønderne. Alt dette virker stærkt i retning af at fremskynde den nye tilstand: kontante penge i stedet for naturalydelser. Det blev derfor nu almindeligt, at enhver ufri kunne købe sig frihed mod for fremtiden at svare sine afgifter i gangbar mønt. I det 14 århundrede sendte selv kong Edward III (1327-77) sine kommissærer ud på krongodserne for at sælge frihed til alle, som ville købe den. Hvor hovarbejdet ophørte, måtte herregårdene enten forpagtes ud eller dyrkes ved lønarbejdere. 

Hvede var i hin tid den almindelige næring for befolkningen når vi ved, hvor meget de for en familie nødvendige hvede og kødstoffer kostede i hine tider, kan vi deraf slutte, hvor høj værdi arbejdslønnen dengang havde. De næringsstoffer, som bruges til en gennemsnitsfamilie på 4,5 personer, kan regnes lig med, hvad der kræves af 3 voksne mænd. Blandt gennemsnitsarbejderne i London - de mest velstillede og de mest fattige fraregnede - svarer den daglige næring til 7 pund hvede og 1½ pund kød pr. familie. Prisen på denne kost fremgår af den første rubrik i den vedføjede tabel. Næst denne følger angivelsen af daglønnen henholdsvis for tømmermænd og landarbejdere samt lønnens købeevne overfor en hvede-kød-kost for en familie. De almindelige fødemidler solgtes i den omhandlede tid til følgende priser: Hvede 2 kr.60 øre pr. Tønde; Smør 07 øre pr. pund; 1 okse minus huden 8 kr. 80 øre pr. stk.; 1 får 1 kr. 60 øre pr. stk.; 1 fedt svin 2 kr.50 øre pr. stk.; 1 høne12 øre pr. stk.; Æg 30 øre pr. 120 stk.; Røgede sild 3 kr. 34 øre pr. 600 stk.. Begge dele fuldbyrder den sociale omdannelse. De mest velstillede af de fri bønder hævede sig op til forpagtere. Lønsystemet kom til gennembrud. Talrige forhenværende slaver begyndte deres selvstændige historie som lønarbejdere. Det patriarkalske forhold blev afløst af det merkantile. Fra første stund kom den nye lønarbejderklasse til at indtage en ejendommelig stilling. Formelt var lønarbejderne lige så fri og selvstændige borgere som de nye forpagtere. De skulle ligesom hine på egen hånd slutte overenskomst om deres erhvervsforhold, dvs. om løn og arbejdsvilkår. Men staten ville ikke anerkende dem som borgere. Kronjuristerne erkendte kun de bønder, der ved pengeydelser havde frigjort sig for hovarbejdet, for fri mænd. Lønarbejderne blev vedblivende betragtet som en ufri underklasse. Dette var de nye lønarbejderes politiske stilling. Deres økonomiske vilkår fremgår af foranstående tabel. Det fremgår af tabellen, at medens hin tids håndværker kunne købe familiens kost for 51 % af sin løn, krævede den samme kost 158 % af den løn, som landarbejderen modtog. Det vil sige: håndværkeren var alt på dette tidspunkt udviklet til en fuldstændig og velstillet lønarbejder, medens lønnen for landarbejderen kun fremtrådte som et tillæg til, hvad han tjente ved eget jordbrug. Forsåvidt han ikke selv havde jord, hvad dog kun undtagelsesvis var tilfældet, var han fattig og tjente mindre end livsopholdet krævede. Ved akkordarbejde tjente landarbejderen om vinteren ved tærskning af hvede 8 øre pr. tønde, i sommertiden for at meje, binde og stakke hvede 42 øre pr. acre. Det nye system, der satte pengeafgift i stedet for arbejde og naturalier, skred således frem, at det i løbet af det 13 århundrede blev det fremherskende på landet. Den gennemsnitlige afgift beløb sig fra det 13. til det 16 århundrede til 6 pence pr. acre. Jorden blev dårlig behandlet. Ved pløjning brugtes der okser, der var billigere end heste. Der pløjedes kun »2 fingre« dybt. Udbyttet var derfor også derefter: som regel kun ca. 4 bushels hvede pr. acre; under særlig heldige forhold kunne udbyttet dog stige omtrent til det dobbelte. Der blev også holdt en del får. Men det var dog først i det 14 århundrede, at fårene begyndte at udgøre betydelige antal. (den egentlige stordrift af fåreavl falder først i det 16 århundrede). Mest udbredt på denne tid var fåreavlen på visse klostre, særlig cisterciensernes. Den gennemsnitlige pris på uld i det 13.-14 århundrede var 3 pence pr. pund. Udførselen udgjorde 11-12 mill. pund til en værdi af 180,683 ₤. I Edward III. tid (1327-1377) blev rigsskatterne beregnede i sække uld. Ved en lejlighed bevilgede parlamentet ham 20,000, ved en anden lejlighed 30,000 sække uld. Vævning af simplere stoffer, både linnede og uldne, var almindelig både i gårde og huse. Hele samfundet var i opkomst. Den økonomiske velstand var jævnt stigende i alle samfundets klasser.

Under den fremadskridende udvikling optræder i 1315-16 en hungersnød, der får vidtrækkende følger. Den forårsages ved en så overordentlig mængde regn i sommertiden, at kornet ikke kan blive modent, men rådner på markerne. Der bliver mangel på brød, og talrige mennesker dør af sult. Samtidig optræder en kvægpest, som bortriver masser af kvæg. For at holde sig selv i live afskediger arbejdsgiverne mængder af arbejdere, der i deres fortvivlelse driver omkring som røverbander, mod hvilke den øvrige befolkning ofte må gribe til væbnet forsvar. Dødsfaldene iblandt den almene befolkning bliver imidlertid nu så talrige, at der kommer til at mangle arbejdskraft, følgen er, at arbejdslønnen stiger med ca. 20 % virkelig forhøjelse. Dette giver anledning til, at der i løbet af det næste halve århundrede bliver en voksende velstand iblandt den arbejdende befolkning, så rammes folket af en ny ulykke. I 1348 ankommer den sorte død, der rasede med særlig voldsomhed i 4 måneder det første år, i 8 måneder i 1361 og 3 måneder i 1369. Af noget over 3 millioner, som folkemængden var nået op til, skal mere end ¹/₃ være blevet et bytte for pesten. Hele sogne kom til at stå folketomme. Store arealer måtte ligge udyrkede. Store flokke af kvæg drev om på markerne uden hyrder eller ejere. Under manglen på arbejdskraft benytter arbejderne lejligheden til at kræve forhøjet løn. Dette strider imidlertid i lige grad mod arbejdsgivernes interesser og den herskende sædvane. I det gamle samfund var sædvaneretten den herskende lov. Løn, naturalydelser og varepriser, alt bestemtes efter sædvane. Kravet om højere løn var derfor et brud på gammel ret. Hertil kom, at lønarbejderne endnu ikke blev anerkendt som fri mænd. Da der ikke i forhøjelsen af prisen på levnedsmidler lå nogen grund til retfærdiggørelse af lønkravet, fik arbejdsgiverne både kongen og parlamentet til hjælp under deres forsøg på at modsætte sig de nye krav. Kongen, Edward III., udstedte gennem gejstligheden og politiet en kundgørelse, der under straf af høje bøder forbyder alle at betale højere løn end sædvanligt. Forbudet blev imidlertid ikke taget til følge. Landmændene havde valget imellem at imødekomme kravene eller at lade kornet rådne på markerne. Kongen blev herover så opbragt, at han fik mange både grever og lensmænd idømt høje bøder. Men det var alt forgæves. Arbejderne var herrer over stillingen. Da parlamentet mødte i 1350, blev kundgørelsen i gennemset stand vedtaget og indføjet i arbejdernes statut. I motiverne til denne lov hedder det bl.a.: »1) Da en stor del af folket, særlig af arbejdere og tjenere, nylig er døde af pesten, er der mange arbejdsgivere, som mangler folk. Denne mangel bevirker, at mange arbejdere ikke vil arbejde, uden at de modtager en overordentlig løn; nogle foretrækker endog at gå ledige og betle fremfor at fortjene opholdet ved arbejde. I betragtning af den store mangel, som der særlig er på plovmænd og lignende arbejdere, har vi efter forhandling med prælater, adelsmænd og lærde på grundlag af deres gensidige råd bestemt: ingen person under 60 år, hvad enten træl eller fri, må nægte at påtage sig landbrugsarbejde til den løn, som var sædvanlig før 1347, undtagende lever ved handel, højere håndværk, selv er jordbrugere eller har formue lensherren har den første ret til trælle; de, som nægter at arbejde for ham eller andre; sættes i fængsel. 2) Alle, som forlader deres tjeneste før udløbet af den tid, deres overenskomst gælder, sættes i fængsel. 3) Ingen højere løn må betales; de, der søger at få mere, føres for lensherrens egen private domstol. 4) Den herre, som betaler mere end sædvanlig løn, skal bøde 3 gange så meget, som han betaler i overløn. 5) De samme lønbetingelser gælder mindre håndværkere (Der skelnes mellem højere: mechanical craft, og lavere: artificers) 6) Fødemidlerne skal sælges til sædvanlige priser. 7) Almisser til arbejdsdygtige mænd er strengt forbudte. 8) Al overbetaling kan konfiskeres til kongens kasse. Lignende love blev gentagne gange gennemført med bestandig voksende strenghed. I en lov af 1388 foreskrives, at ingen landarbejder efter 12 års alderen må gå over til håndværk. De, der er over denne alder, skal blive i den kreds, by eller distrikt, hvori de lever. Drager de bort fra deres opholdsplads, skal de betragtes som flygtninge, som fredsdommerne har pligt at fængsle. Ved siden heraf fastsættes en bestemt løn for de forskellige slags arbejdere lige fra gårdfogeder til gåsepiger. Det var således ikke blot mod landarbejdernes ret til at søge højere løn, at statsmagten skred ind. Den søgte at fastholde den nye klasse af arbejdere i den samme afhængighed, som havde kendetegnet de tidligere trælle. Statsmagtens bestræbelser for at holde lønarbejderne nede var imidlertid forgæves i det heromhandlede tidsrum. Lønnen vedblev at stige lige til op imod udgangen af det 15 århundrede. Det nyttede ikke, at straffene for overtrædelser stadig blev mere hensynsløse og brutale. I 1360 vedtoges endelig en lov, der påbyder, at omstrejfende arbejdere: vagabonder, skal mærkes på brystet med glødende jern. Tingenes faktiske tilstand gav imidlertid arbejderne ret. De beholdt derfor overtaget og gik fremad i forbedrede kår. I høsttiden blev der betalt 3 gange så høj løn som før den sorte død, selv i vintertiden det dobbelte. Gennemsnitsforhøjelsen udgjorde 50 %, for kvindernes arbejde 100 % hvor pengelønnen ikke direkte steg, fik arbejderne anden godtgørelse, naturalier, adgang til at lade egne kreaturer græsse på andres marker etc.. Virkningen heraf viste sig til to sider: de mindre selvarbejdende bønder klarer sig udmærket og gik ligesom lønarbejderne frem i velstand. For at de større med lønarbejdere virkende bønder kunne holde stillingen, måtte lensherrerne ofte give afkald på indtil halvdelen af deres afgifter. Det var jordrenten, jordens nettooverskud, der sank. Gennem dennes dalen blev selve grundlaget for godsejernes tilværelse angrebet. Dette virkede atter i to forskellige retninger. På den ene side benyttede mange godsbesiddere anledningen til at skille sig af med deres eget landbrug og bortforpagte hovedgårdsjorden. Talrige små, hidtil ufri bønder fik derved yderligere anledning til at gå over i de selvstændige bønders række for fremtidigt at leve som fri mænd. På den anden side tiltvang mange godsejere sig arbejdskraft ved at udvide ufriheden til adskillige bønder, der betragtede sig som fri. Hvor lensmændenes sagførere kunne finde mindste formelle mangler ved de papirer, hvorved frigivelsen var blevet ordnet, hævdede de uden videre, at de pågældende var at betragte som ufri. Denne optræden var så meget mere egnet til at vække bøndernes forbitrelse, som retsspørgsmålet mellem de stridende parter skulle afgøres ved lensherrens eget ting af den embedsmand, i hvis personlige interesse det lå at dømme efter herrens ønske. Under disse forhold blev gilderne en fælles mødeplads for småbønder og arbejdere. Inden for gilderne lagde de råd op om, hvorledes de på bedste måde skulle forsvare sig overfor de mægtige og fremme deres egne interesser. De mere velstillede støttede bestræbelserne med penge. Myndighederne stemplede den fælles samvirken som udslag af landbrugsarbejdernes ondskab: the malice of the servants in hustandry. Meningerne stod skarpt mod hinanden. Det trak for første gang op til alvorlige kampe mellem over og underklasse.

Den gæring i den almene befolkning, som forurettelserne havde fremkaldt, fik ny næring ved den bevægelse, som John Wiclif (1324-1384) rejste i det 14 århundrede. Det præsteskab, som var kommet i forgrunden ved normannernes erobring af England, stod nærmest som repræsentanter for den indvandrede fremmede overklasse. Mellem dette og det store almene folk var der i almindelighed en dyb kløft. John Wiclif var folkets mand. Han oversatte bibelen på modersmålet og søgte ved omvandrende præster at lægge den i hvermands hånd. Efter Jesu forbillede vil han danne fri menigheder med fri fattige præster, der skal leve af menighedernes fri gaver. Han var tillige i politisk henseende demokrat, han forkyndte lighedens evangelium og hævdede, at regeringen stod de regerede til ansvar. Ejendomsbesiddelsen skulle retfærdiggøres ved dens rette brug. Blev den anvendt på uretfærdig måde, skulle den fratages ejeren, hvad enten denne var adelsmand eller præst, købmand eller håndværd »gode folk«, forkyndte han, »det bliver aldrig godt i England, før vi kommer dertil, at der hverken findes trælle eller adelsmænd, men alle bliver lige.« Omtrent samtidig med Wiclif optræder Piers Plougmann. Han lever som en fattig mand, skriver og synger for at kræve ret for de fattige. Helten i hans digtning er Peterkin the Plougmann, der leder pilgrimstoget, som skal ud at søge efter sandhed. Helten træder op imod ridderne og anmoder dem om ikke at forarme bønderne eller øve uret mod de fattige. »Skønt arbejderen er den underordnede her, kan det vel hænde, at han i himlen vil blive anset for mere værdig end du. Thi i et lighus er det vanskeligt at skelne en ridder fra en kæltring.« Han forkynder lighedens og arbejdets glade budskab, men taler advarende såvel til arbejderen som til ridderen. Arbejderne bør ikke stille overdrevne fordringer og arbejde, når de kan, at ikke hungeren skal komme og overraske dem. De religiøse og sociale frihedskrav fik deres samlede udtryk af franciskanermunken John Ball, der af myndighederne stempledes som »den gale præst fra Kent«. Han optrådte fra 1360 og skrev bl.a.:»Gode folk, det vil aldrig blive godt i England, så længe jorden ikke er fælleseje, og så længe der er trælle og herremænd. Med hvilken ret er de, som vi kalder herrer, større folk end vi? Af hvilken grund har de fortjent deres stilling ? Hvorfor holder de os i trældom? Hvis vi alle stammer fra den samme fader og moder: Adam og Eva, hvorledes kan de da sige eller vise, at de er bedre end os? Er det ikke os, der ved vort arbejde frembringer, hvad de i deres stolthed bortødsler? De er klædte i fløjl og er varme i deres pelse og hermelin, medens vi er klædte i pjalter. De har vin at drikke, de har frihed og fine boliger. Vi har lidelser og arbejder under regn og storm på den åbne mark. Dog er det af os og vort arbejde, at hine mænd lever.« John Ball blev gentagne gange højtideligt lyst i kirkens band og senere sat i fængsel i Maidstone. Forinden havde han tillige med en kaldsfælle, Jack Straw, sat en agitation igang ud over det hele land. For første gang spredtes masser af små flyveskrifter ud iblandt det almene folk. Fra et sådant stammer John Balls senere så bekendte sætning, der nu blev som et løsen for hele bonderejsningen: »Hvor var der vel en adelsmand, da Adam gravede og Eva spand.« Gennem disse toner klang for første gang menneskerettighedernes opmarsch ud over England. Med de omvandrende præster førtes de nye tanker ind selv i de fattigste hytter. Gennem de samme præster blev der knyttet forbindelse mellem deltagerne i rejsningsbevægelsen i de forskellige dele af landet. Tanker og følelser kom i stærk bevægelse. Medens gæringen var på sit højeste, samledes parlamentet. I anledning af flere større krigstab blev der d. 5 november 1380 vedtaget en lov om udskrivning af en krigsskat, hvorefter enhver person over 15 år skulle betale 1 shilling i statsskat: den fattigste altså lige såvel som den rigeste. Denne skat blev følt som en stor uretfærdighed. Den måde, hvorpå den blev opkrævet, gjorde den endnu mere forhadt. For at kunne udbetale tropperne deres tilgodehavende sold lånte regeringen de fornødne penge hos fremmede købmænd mod, at disse fik pant i den nye skat, som de derefter selv skulle opkræve ved deres egne skatteopkrævere. Ved opkrævningen blev der derefter gået ubarmhjertigt til værks. Hvor skatteopkræverne ikke fandt penge, tog de andre værdier, ikke sjældent adskilligt mere, end de havde berettiget krav på. Denne optræden bevirkede, at misfornøjelsen og harmen slog ud i lys lue. Fra den ene ende af landet til den anden samledes bønderne med køller, buer og gamle sværd for at drive skatteopkræverne tilbage fra deres skammelige færd. Under sammenstødet blev John Ball fængslet og anbragt i Maidstone. Men snart efter kom folket og satte ham i frihed. 100,000 bønder og arbejdere samlede sig om teglbrænderen Wat Tyler, der havde deltaget i kampen mod Frankrig. Ved siden af ham stod præsten Jack Straw. Efter at have udfriet John Ball gik toget mod Canterbury, hvis indbyggere sluttede sig til oprørerne. Fra Canterbury drog man mod London, hvis borgermester William Welworth var en samvittighedsløs person, der havde centraliseret byens bordeller og tog indtægterne af dem. Han prøvede på at lukke byens porte for oprørerne, men de blev åbnede af de organiserede håndværkere. Wat Tylor lod alle bordelbygningerne jævne med jorden. Fangerne blev sat i frihed og fængslerne stukket i brand. Den samme skæbne ramte retsbygningen Temple og et hertugeligt palads, hvis juveler og stene blev knuste. Men ingen plyndring til personlig fordel blev tålt. Det blev opdaget, at en mand havde tilegnet sig et sølvkar. Han blev straks grebet af kammeraterne og tillige med sølvkarret kastet i Themsen. »Vi er«, erklærede de, »ydmyge søgere efter sandhed og retfærdighed, men ikke tyve og røvere.« Mest hårdhændet gik man frem mod sagførerne. Hvor man mødte dem, blev de slået ned og deres huse sat i brand. »Landet kommer aldrig til at nyde sin gamle frihed, før alle sagførerne er dræbte.« Det var bøndernes opfattelse. Kongen, Richard II, udstedte en kundgørelse, hvori han opfordrede Wat Tyler med følge til at møde frem ved Mile End og fremføre deres klager. Bønderne gav møde og samlede deres krav i følgende punkter: 1) fuldstændig ophævelse af al trældom, 2) en fastsat landskat af ikke over 4 pence pr. acre, 3) frihed til at købe og sælge på alle markeder, 4) almindelig amnesti. Kongen og hans råd kom kravene i møde. Det blev besluttet, at der skulle udstedes en kongelig forordning til ethvert sogn, som var repræsenteret ved sammenkomsten. I løbet af dagen og den følgende nat blev over 30 skrivere sat i arbejde med at udfærdige frihedsbreve, som den næste morgen blev udleverede med det kongelige segl under. Med frihedsbrevene i lommen begyndte bønderne at marchere mod deres hjem. På vejen gjorde en del holdt ved klostret St. Albans og forlangte, at abbeden skulle udlevere de dokumenter, der endnu knyttede en del af bønderne til ufriheden. Da kravet var blevet efterkommet, blev en møllesten, der lå i klostergården, slået i masser af småstykker, der uddeltes som »velsignede kirkebrød« til minde om den dag, da de vandt deres frihed igen. 30,000 mand fra Kent tillige med Wat Tyler blev tilbage i London, dels for at våge over opfyldelsen af de kongelige løfter, dels for at støtte yderligere krav. Bl.a. ville de have jagtlovene afskaffede således, at skove og søer blev fuldt anerkendte som dele af fællesskabets ejendom, hvorefter også de fattige fik ret til at jage og fiske. Under en storm mod Tower fangede de ærkebiskop Sudbucy og prioren af St. John, som havde forsøgt at hindre kongens forhandling med bønderne. Tillige med de to nævnte personer fik de fat på et par af de første ophavsmænd til den forhadte kopskat. De fangede blev alle henrettede på pladsen foran Tower, hvorefter deres hoveder blev båren gennem byen og sat på stager ved Londons bro »til opmuntring for andre«. Under en følgende forhandling med kongen blev freden brudt og Wat Tyler dræbt. »Vi er bedragne! De har dræbt vor anfører!«  Lød det fra skarerne, medens de hurtigst muligt greb til våben. Men der var ingen, der kunne tage anførerens plads. Kongen søgte at berolige dem og lovede at være deres anfører, når de blot ville betro sig til ham. Nogle lod sig bedåre og fulgte kongen. Før de anede det, stod de foran 1000 bevæbnede ryttere, som blot ønskede at begynde nedsablingen iblandt dem. Kongen formåede imidlertid ridderne til at holde sig tilbage, da han lovede, at han på anden måde ville tage hævn. Oprørerne skiltes nu i stilhed. Kongen holdt indtog i London, hvor han slog borgmesteren til ridder og skænkede ham store jordegodser. Det var d. 15 juni, at Wat Tyler blev dræbt. Den næste dag udstedte kongen en kundgørelse, hvori han truer enhver fremmed, der blev natten over i byen, med døden. Umiddelbart efter drog kongen selv med en hær på 40,000 mand til Kent og Essex, hvor han udbredte rædsel ved ubarmhjertige henrettelser i massevis. 1500 blev klynget op i galgerne. For at ligene ikke skulle kunne fjernes, blev de dømte hængte i jernkæder. Blandt ofrene var også John Ball, hvis dom lød på, at han skulle henrettes og parteres og dele af hans legeme skulle udstilles i rigets 4 hovedbyer. Alt i alt kostede opstanden 7000 menneskeliv. D. 30 juni kom en ny kongelig kundgørelse, hvorved alle udstedte frihedsbreve blev erklærede ugyldige. Da parlamentet trådte sammen, forespurgte regeringen, om jorddrotterne ville give sit samtykke til at sætte de ufri i frihed. I så fald kunne de vente, at kongen ville give sit samtykke dertil. Dertil blev der svaret, at de ufri udgjorde en del af deres ejendom, som ingen kunne fratage dem uden deres eget samtykke. »Og dette vil vi aldrig give, skulle vi end alle dø på én dag!« Da nogle af de bedragne bønder sendte repræsentanter til kongen for at bønfalde ham om at holde de givne løfter, holdt han følgende tale til dem: »o, i lave og afskyelige fra land og sø, i er ikke værdige til at leve, når i sammenlignes med de adelsmænd, som i har angrebet. Hvis i ikke var kommen her som delegerede, skulle i straffes med den mest foragtelige død. Gå tilbage til eders kammerater med kongens svar. I var og er bønder og skal forblive i trældom, ikke i den gamle, men i en uendelig værre. Thi så længe, som vi lever og ved guds hjælp regerer over dette rige, vil vi forsøge med alle vore evner, vor magt og vore midler at statuere et sådant eksempel for eders arvinger, at de bestandig kan have det for øje og give dem anledning til at forbande jer.« Men intet kongeligt magtsprog kunne holde bevægelsen nede. Den socialpolitiske rejsning smeltede fuldstændig sammen med Wiclifs kætteri. Lollarderne - det blev bevægelsens fælles kendingsnavn - bredte sig så stærkt, at det blev sagt, at hveranden engelskmand var en lollard. For at udrydde kætteriet blev bålene tændte. Bødlerne syntes at finde en ligefrem glæde i at pine deres ulykkelige ofre. Nogle hængtes op i jernkæder over en svag ild, der langsomt stegte dem til døde. Andre blev brændte i tønder. Adskillige bødler ramtes senere selv af den samme skæbne. Dommeren Tressilean, der havde dømt mange bønder til døden, blev 7 år efter selv henrettet. I 1399 blev Richard II stødt fra tronen og hemmelig myrdet, det påstås endogså, at han blev sultet ihjel. I økonomisk henseende blev det 14. og 15 århundrede en vedvarende opgangstid for bønder og arbejdere. Det fremherskende træk i den foregåede omdannelse var det, at efterhånden så godt som alle de bønder, der havde haft arbejde at yde til godsbesidderne, istedet for kom til at svare afgifter i penge. Når de kun betalte de bestemte beløb, var de iøvrigt at betragte som fri mænd. På samme tid, som bønderne blev fritaget for arbejdet på herregårdsmarken, gik deres arbejde over til en ny klasse af mennesker, der helt eller dog overvejende blev optaget deraf. Det vil sige: lønarbejdet kom til helt gennembrud: lønarbejderklassen fremstod som en selvstændig klasse.

Vi har tidligere givet en oversigt over daglønnen og dens værdi i tiden mellem 1261 og 1350. I følgende tabel gives nu en tilsvarende oversigt over lønnen i det følgende tidsrum fra 1351 til 1540.

Gennem denne tabel får vi vidnesbyrd om to ting: arbejdernes stigende velstand, landarbejderens gennembrud til lønarbejder i moderne forstand. Den tidligere trældom er nu forsvunden. Arbejderne lever af den modtagne løn. Og de lever godt mod slutningen af tidsrummet kan håndværkeren skaffe familien føden for ⅓ af sin pengeløn, landarbejderen for ²/₃ af lønnen. Kvindearbejdet blev betalt omtrent med samme løn som mandens arbejde. Meget hyppigt fik arbejderne foruden pengeløn frit øl, undertiden, f.eks. ved universitetet i Oxford, tillige fri middagsmad. Den lovlig fastsatte arbejdstid var i sommerhalvåret marts-september fra 5 om morgenen til 7-8 om aftenen med ½ times frokost og 1½ times middag, i vinterhalvåret skulle der arbejdes, så længe det var lyst. Men i praksis var arbejdstiden meget kortere. Lørdag eftermiddag var gennemgående hviledag. 8 timers arbejdsdag synes at have været ret almindelig. Medens lønnen var rigelig, var føden billig. Man købte 3 pund kød for 10 øre og 1 gris for 35 øre. Det var i denne tid, at det blev almindelig at spise hvedebrød i alle hjem, medens rugbrød endnu var almindeligt på fastlandet. Det 15 århundrede blev arbejdernes og småbøndernes guldalder. Vidnesbyrd om opgangstiden i det 14.-15 århundrede foreligger bl.a. i de forordninger, som gentagende gange udstedes imod »overmåde og frådseri«. Under Edward III (1327-77) kommer således en forordning, der foreskriver, at »karle og betjente hos herremænd samt håndværkssvende af alle slags skal have et måltid om dagen af kød eller fisk og kærnemælk samt smør og ost eller andre sådanne stoffer i overensstemmelse med deres stand; til frakke og bukser skal de have klæde, hvis hele stykke ikke må koste mere end 2 mark. De må ikke bære noget slag, som er broderet med guld eller sølv, og det samme gælder deres hustruers og børns klædedragter«. Selv parlamentet begynder i 1364 at give love med forskrifter om, hvorledes almindelige mennesker: håndværksmestre, bønder, tjenestefolk og hyrder og alle andre agrariske personer, »som ikke har gods og ejendom til en værdi af 40 shilling«, må klæde sig. De skal »æde og drikke på en for deres stand passende måde og ikke frådse«, - de må kun bære klæder til en pris af 12 pence pr. yard. 100 år senere i 1463, altså midt i velstandsperioden - udgives en ny lov imod det legemligt arbejdende folks »virkelige og foregivne luksus og overdådighed«. Der henvises her først til de ældre love i samme retning; dernæst påstås der, at den »menige mand i riget, såvel som kvinderne, har båret og daglig bærer overdådige og for deres stilling upassende dragter til stort mishag for gud«; endelig bestemmes, at ingen jordbrugsarbejder eller håndværkssvend må bruge tøj til klæder, som koster mere end 2 shilling pr. yard. Ifølge loven af 1364 måtte der kun bæres tøj til en pris af 1 shilling pr. yard; i 1463 er det kun tøjet, der koster over 2 shilling pr. yard, der er forbudt. Dette vidner også om fremgangen i de 100 år. 19 år senere, i 1482, klages der over, at landet er sunken ned i armod på grund af den slappe håndhævelse af luksusforordningerne. Det indskærpes derfor påny, at arbejderne skal lade sig nøje med klæde til 2 shilling pr. yard, men det tillades deres hustruer som hovedtøj at bære en prydelse til en væsentlig højere pris end tidligere. Disse love, som tilsigter at indskrænke arbejdernes forbrug, tør betragtes som ret gode vidnesbyrd om den stigende velstand i de lavere klasser. Nogle optegnelser af biskop Latimer, der var født som søn af en bonde i 1485, giver også et godt bidrag til hin tids almene velstand. Biskoppen fortæller følgende om sin faders forhold: »Min fader var en landmand, der ikke selv ejede jord, men havde forpagtet en farm, hvoraf han højest betalte 3-4 £ om året, og hvorpå han underholdt et halvt dusin mennesker. Han havde græsgang for ca. 100 får, og min moder malkede 30 køer. Han holdt mig i den skole, der gav mig adgang til præsteembedet. Han udstyrede mine søstre med hver 5 £ han opdrog børnene i tugt og herrens formaning, holdt gæstfrihed for sine fattigere naboer og gav almisser til de fattige. I et samtidigt skrift af sir John Fortescue, minister under Henrik VI (1422-71), anstilles en sammenligning mellem de franske og engelske bønder. Om de franske skriver han, at de har klæder af hamp og grov uld og gik med bare fødder, spiste aldrig kød, men fortærede kun dyrenes indmad og hoveder og svinefedt. I modsætning dertil var man ganske anderledes stillet i England. »Den menige mand har evne til at bruge og nyde, hvad hans gård frembringer, jordens frugter såvel som kvægets afkom. Herpå beror det, at indbyggerne er rige på guld og sølv og alle livets fornødenheder og behageligheder. De drikker kun vand, når de har lyst til det. De lever i overflod af alle slags kød og fisk, som de overalt har let adgang til. De er almindelig klædt i godt uldtøj, deres sengeklæder og andre lignende artikler er af uld og de har rigeligt af dem. De er også velforsynede med møbler, husgeråd og agerbrugsredskaber. Enhver har i overensstemmelse med sin stilling alt, hvad der er egnet til at gøre livet let og lykkeligt.« Med dette vidnesbyrd skal vi standse. Der er anført tilstrækkeligt til at godtgøre, at middelalderen også i England løb ud med stigende velstand for det almene folk.

Vi har i det foregående gjort rede for den almindelige samvirken, som foregik både i selskaber og kommuner. Vi har set de udslag, som samarbejdet gav sig både i det private og kommunale liv. For at billedet af hin tids samfund kan blive helt, må vi endnu pege på den højere og end mere omfattende samvirken, som fandt sit fælles udtryk i kongemagten: i det kristelige kongedømme. Gennem kongedømmet blev de talrige feudale (lensherrelige) og kommunale enheder knyttet sammen til nationale forbund. Kongedømmet mødte tillige som underklassens forsvarer overfor samfundets stormænd og som borgersamfundets nationale og selvstændige repræsentant overfor den internationale mod kirkeligt enevælde styrende kirke. I Tyskland fandt alle de talrige små kongeriger og fyrstendømmer deres højere enhed i kejserdømmet, der dels hjalp dem med at hævde den borgerlige selvstændighed overfor den katolske kirke, dels værnede rigerne mod de angribende barbarer, i dette tidsrum særlig mod magyarer og normanner. Med det kristelige europæiske kongedømme kom den historiske udviklingstanke til praktisk gennembrud over 1000 år, før den var blevet teoretisk erkendt. I de hedenske samfund hersker høvdingerne med guddommelig autoritet. De love, der er givne af stamfædrene, der dyrkes som guder, er uforanderlige. Lovene hersker i den grad over folkene, at talrige hedenske samfund ligefrem stivner i de af stamfædrene skabte former. I det kristelige europæiske kongedømme blev det omvendt folkene, der blev erkendt som lovens herre. Gennem denne betragtning blev der åbnet vej til to nye frugtbare muligheder: 1) folkets aktive deltagelse i statsstyrelsen, 2) ændring af lovene efter den fremadskridende udviklings vekslende krav. På dette punkt gjorde kongedømmet måske folkene den største tjeneste. Selv i kirken var der en stærk tendens til at gøre love og sædvaner uforanderlige og evige. Ved at hævde den verdslige myndigheds selvstændige ret holdt kongedømmet mulighederne åbne for alle de fremtidige ændringer i staterne, som livet krævede. Men de mennesker, i hvis hænder der samles en stærk magt, står al tid fare for at glemme, at de ikke har magten for som herskere at benytte den i egne interesser, men som tjenere for højere formål. Der er jo aldrig nogen sikkerhed for, at magtens indehaver personlig er et uegennyttigt menneske, der er besjælet af tanken om at virke til medmenneskenes gavn. Blandt kongerne var der derfor tidligt mange, der optrådte alt andet end i overensstemmelse med deres høje kald. Kongedømmets mission kunne derfor først blive udført på rette måde i samme grad, som der kom samvirken istand mellem kongen og folket. I de hedenske stammesamfund havde det været sædvane, at kongen mødte til fælles rådslagning med de fri mænd i den offentlige folkeforsamling. Da smårigerne opløstes, og kongen blev repræsentant for de større stater omfattende centralmagt, var denne fremgangsmåde ikke længere gennemførlig. Folkeforsamlingen afløstes da af kongelige råd, hvori kun de mest fremragende verdslige og kirkelige stormænd, fra de enkelte landsdele kom til at deltage. I England kaldtes delte råd witenagemot, i Danmark danehof. Ifølge Grundtvigs opfattelse er korsriddernes kongedømme i Jerusalem det første egentlige parlamentariske kongedømme. Før hertug Godtfred blev valgt til regent i det hellige land, tilsvor han både kirken og folket de friheder og rettigheder, hvorefter han i sin egenskab af statsstyrer kom til at stå som mægleren mellem ridderskab, gejstlighed og borgerskab. Hver af disse klasser havde sin egen højesteret, hævet over kongebud, og virkelig stemme ialt, hvad der angik det almene bedste. Kongemagten var i væsentlig grad indskrænket af et parlament, der rådslog både om krig og fred, forbund og andre vigtige anliggender. I henhold hertil mener Grundtvig med rette at kunne betegne den parlamentariske forfatning i England som »den berømte datter« af kongedømmet i Jerusalem. Dette være nu som det vil; det sikre er, at den parlamentariske forfatning i Europa først brød igennem i England, og at denne forfatning med den adgang til deltagelse i statslivet, den åbnede for folket, var et nyt udslag af borgernes fremkomst.

Kong Johan (1199-1216) havde i 10 år regeret på en måde, som intet folk i nutiden - siger historikeren Richard Green - ville have tålt i 10 dage. Tilstanden blev særlig utålelig under en strid om ærkebispesædet i Canterbury. Pave Innocens III havde i 1207 formået munkene i Canterbury til at vælge en af sine venner, en født englænder, kardinal Stephan Langton, der opholdt sig i Rom. Kongen blev så opbragt over dette skridt, at han landsforviste munkene og truede med at sende alle præster, der holdt med paven, den samme vej. På denne kongens optræden svarede paven med d. 24 marts 1208 at lyse hele England i band. Kirkerne blev lukkede, messen standset, ingen kunne blive kristelig begravede. Ved denne pavelige færd blev kongen yderligere opbragt og udvidede sin forfølgelse mod gejstligheden. Præster blev fængslede og kirkegods i stor stil inddraget under kronen. Paven gik da et skridt videre. I 1209 blev kongen ligefrem udstødt af den kristne kirke. Ingen vovede at offentliggøre den pavelige bulle i England. Ikke desto mindre erfarede kongen dens virkninger ved den måde, hvorpå han blev isoleret fra folket. I sin harme over modstanden gik han stadig videre i forfølgelsen mod alle, der stod ham imod. Fængslerne fyldtes, torturen kom igang over det hele land. Men så begynder også folkets tålmodighed at briste. Der indgås sammensværgelser og trues med åbent oprør. I 1211 truer paven med ligefrem at støde kongen fra tronen. Johan ser sig forladt af alle både hjemme og ude. Fra denne vanskelige stilling søgte kongen så i 1213 at redde sig ved helt at overgive sig til paven. For fuldstændig at vinde dennes tilgivelse og understøttelse skænkede han ham hele det engelske rige og tog det som vasal til len af paven. I henhold hertil kom Stephan Langton til England. Men han tænkte mindst af alt på at udlevere sit fædreland til pavestolen. I øjeblikket var det kongens vilje, der beherskede loven. Langton ville, at loven skulle beherske kongens vilje. Med dette for øje samlede han de verdslige og kirkelige stormænd til et møde i St. Paul d. 25 august 1213. Her fremlagde han en genpart af en forordning fra Henrik I, der stadfæstede gammel engelsk frihed. Samtidig tog han deltagerne i ed på, at de ikke ville hvile, før folkets frihed påny var sikret i England. Dette var indledningen til det berømte møde på Runymede - en ø i Themsen - d. 15 juni 1215, hvor kong Johan måtte undertegne den grundlov - magna charta-, som endnu opbevares i British Museum. I dette frihedsbrev hedder det bl.a.: »Ingen frimand må arresteres eller fængsles, fratages sin besiddelse, forurenes, forvises eller på anden måde gøres til genstand for rettergang, undtagen efter kendelse af hans lige og efter landets lov.« Ingen nye skatter måtte pålægges undtagen med samtykke af rigets råd, hvori både kirken, adelen og førerne for andre fri mænd skulle være repræsenterede. Byernes frihed blev anerkendt. »London skal nyde alle sine gamle friheder såvel på landet som på havet. Alle andre byer og byer, kommuner og havne tilstås deres gamle rettigheder og fri handel.« 24 baroner valgtes til at våge over, at grundloven blev overholdt. Det var, erklærede kongen, 24 overkonger. Paven nægtede at anerkende den nye ordning. De baroner, som havde underskrevet, blev lyst i band. Da Stephan Langton nægtede at fuldbyrde bandlysningen, blev han selv suspenderet. Men i 1216 døde både Johan og Innocens III. Den nye pave, Honorius III, anerkendte de fuldbyrdede kendsgerninger. Men det var kun det første skridt, der hermed var taget til at grundlægge det fremtidige selvstyre. Friheden kunne ikke sikres ved et dødt dokument. Der måtte skabes et levende organ, der al tid var til stede og i stand til at hindre, at friheden blev krænket. Ved tilvejebringelsen af dette organ kom repræsentanterne for det nye borgerskab i første række. Under kampene mod det fortsatte kongelige despoti under Henrik III (1216-1272) havde man lært at påskønne den magt, der var indesluttet i borgerskabet. Da jarlen Simon af Montfort som landets faktiske herre, der holdt kongen under sikker bevogtning, i 1265 indkaldte det første store parlament, indbød han 2 borgere fra hver af de nye byer. »Repræsentanter fra byerne havde længe deltaget i grevskabets forhandlinger, når der forhandledes om deres interesser. Men det var første gang, at købmænd og håndværkere blev kaldt til sæde ved siden af riddere, baroner og biskopper i rigets parlament.« Fra dette tidspunkt blev det borgerskabet, der i bestandig højere grad kom til at danne tyngdepunktet i parlamentet. Edward I (1272-1307) prøvede at tilføje nogle bestemmelser, der ville have overskåret selve livsnerven i magna charta. En samtidig historiker fortæller, hvorledes Londons borgere tog imod dette: »Han tænkte, han kunne bedrage de jævne borgere. Han befalede politimesteren i London at sammenkalde et offentligt møde, ved hvilket den nye bekræftelse af loven skulle forelæses. Borgerne mødte ved St. Paul og lyttede med opmærksomme ører til oplæsningen. Ved enhver bestemmelse, undtagen den sidste, gav de deres velsignelse til kongen. Men da den sidste bestemmelse blev læst, forstod borgerne den lige så godt, som de ædle lorder havde gjort. Ligesom de tidligere havde velsignet, forbandede de nu højt og bestemt. Edward tog mod advarslen. Han sammenkaldte parlamentet til at møde hvert år og for dette tilbagetog han de bestemmelser, der havde mødt modsigelse, og bekræftede i de foreskrevne former, hvad der blev forlangt af ham.« I Edward I's regeringstid var 166 byer repræsenterede i parlamentet. Fra 1295 blev borgernes repræsentation i parlamentet en fast praksis. Ved de parlamentariske sammenkomster i løbet af det følgende halve århundrede udvikles den sædvane, at biskopperne dg baronerne samles for sig, ridderne - 2 fra hver af de 37 grevskaber - og borgerne fra byerne for sig. »Gradvis gennem årsager, som kun er ufuldstændig kendt, skiltes ridderne fra baronerne og kom i så nær og inderlig forbund med borgerne fra byerne, at vi ved åbningen af Edward III's regering (1327-1377) finder de to klasser formelt samlede under navn af the commons, dvs. underhuset. I selve det aktstykke, hvorved Edward III indsattes til rigets styrer, er der givet specielt udtryk for kommunernes dertil givne samtykke. Ridderne modtog fra grevskaberne 4 shilling om dagen, borgerne 2 shilling fra byerne. Flere af byerne fandt imidlertid, at dette var et altfor stort vederlag, hvorfor de gjorde fortvivlede anstrengelser for at slippe for betalingen af vederlaget. Fra begyndelsen var byerne derfor heller ikke synderlig ivrige for at blive repræsenterede, og de valgte repræsentanter søgte også ofte at unddrage sig for pligten til at give møde. Men efterhånden blev dette anderledes. Allerede 1399 sad der i underhuset 176 repræsentanter fra byerne ved siden af 74 riddere fra landet. I den følgende tid stod antallet af ridderne stille, medens antallet af borgere gik stærkt frem. Under Henrik VI (1422-1461) blev valgretten på landet indskrænket til de frimænd, hvis ejendom gav en årlig indtægt af 40 shilling. Freemann mener, at dette for sin tid havde samme betydning, som om stemmeretten i vor egen tid blev indskrænket til den, hvis ejendom giver en årlig indtægt af 40 pund (7-800 kroner). Det får blive et åbent spørgsmål, om grunden lå i denne valgcensus eller andet sted. Resultatet var dog, at antallet af riddere i underhuset i denne tid blev stående på de 74, medens antallet af borgernes repræsentanter voksede til 226. I dette overtal af repræsentanter i den folkelige repræsentation ligger vidnesbyrdet om den magt, det nye borgerskab havde vundet i det politiske liv, i statens styrelse. Men borgernes magt gav sig dog også til kende på anden måde. Da Henrik VII i 1495 sluttede fred med Frankrig, måtte fredstraktaten sendes rundt til alle de større byer, for at borgmesteren i hver enkelt by kunne byfæste traktaten ved at sætte byens segl under denne. I denne kendsgerning lå et endnu stærkere vidnesbyrd om borgerskabets magt.

Ved normannernes erobring af England blev den politiske magt centraliseret således, at folket i politisk henseende kom til at danne en enhed. Det var dette forhold, der muliggjorde, at England under hundredårskrigen med Frankrig kunne udvikle den overlegne kraft. I Frankrig var tilstanden lige omvendt. Her herskede de talrige baroner som næsten lige så mange selvstændige suveræne fyrster. Det var denne politiske splittelse, der marvstjal landet, og under krigen med England førte det til afgrundens rand. Genrejsningen kom fra den magt, der repræsenterede den politiske enhed: det under religiøs begejstring, samlet om bondepigen Jeanne d'Arc, kirkeligt indviede kongedømme (1429). Ved den nationale fortjeneste, som kongedømmet herigennem indlagde sig, lagdes i Frankrig grunden til enevælden på samme tid, som parlamentarismen brød igennem i England. Rigsstænderne kommer derfor her for lange tider kun til at spille en ret underordnet rolle. Et første tilløb til folkelig medvirkning i statsstyrelsen sker i 1256, da de nye byers borgmestre kaldtes til en gang om året at møde ved hoffet sammen med repræsentanter for adel og præsteskab. Et videre skridt i retning af stænderrepræsentation blev foretaget, da man i 1302 til et møde i Paris indkaldte repræsentanter for de forskellige stænder. Men dette var endnu kun et udslag af middelalderens ånd: en opfyldelse af vasallens forpligtelser overfor lensherren. Først i 1355 - under den ulykkelige krig med England - kom folkets stemme til at lyde på selvstændig måde, idet borgerne ved denne lejlighed valgte de mænd, der skulle tolke deres tanker og krav. I spidsen for borgerskabet stod købmanden, borgmester Etienne Marcel fra Paris og biskop Robert le Coq fra Laon. På dette stændermøde gennemtvang borgerne den bestemmelse, at alle 3 stænder skulle forhandle og beslutte samlet, når det var financielle spørgsmål, der stod på dagsordenen. Da borgerne var i flertal, opnåede de derved, at de havde den afgørende magt, når det kom til afstemning om foreliggende forslag. Stænderforsamlingen søgte at sætte skranker for talrige forhåndenværende misbrug og reformere både lovgivningen, forvaltningen og retsvæsenet. Som eksempel på misbrug kan anføres, at der endnu i 1356 var mennesker, der ventede på kendelser af domstole, der skulle have afgivet kendelsen 20 år forud! Adelens og præsteskabets skattefrihed blev ophævet. Bønder og borgerne fik ret til væbnet modstand mod de fyrstelige og adelige røvere, der i ly af retten til fri fortæring på embedsrejser plyndrede og udsugede det almene folk. Stænderne satte grænser både for jagtretten og fejderetten, særlig blev der vedtaget forbud mod adelsmændenes oprettelse af nye jagtdistrikter (garonnes), der i lige grad ved at frede vilde dyr og unddrage jorden for dyrkning skadede bønderne. Kongens hidtilværende råder blev afskediget. Til at forestå den fremtidige statsledelse blev der valgt en regeringskommission, hvori hver stand skulle have lige mange repræsentanter. Enhver ny lov skulle kundgøres i følgende form: »Under godkendelse af vort stænderråd og de gode byers mænd kundgøre vi,« o.s.v.. Ifølge vedtagen beslutning skulle stænderne indkaldes hvert år og have fuldstændig skattebevillingsret. Deres medlemmer skulle være ukrænkelige. Men disse beslutninger var mere udtryk for ønsker end for muligheder. Skulle der af det feudalt splittede rige fremstå et fransk folk, der havde kraft til at drive fjenden ud af landet og gøre sig gældende som en national enhed, måtte den politiske magt centraliseres i en stærk hånd. Begyndelsen hertil skete ved Karl VII.'s kroning i Reims i 1429. Det næste skridt blev foretaget ved stænderforordningen af 1439, der lægger en betydelig udvidet magt i kongens hånd. Af de forrettigheder, der hidtil havde tilhørt adelen, blev følgende nu overført til kongen: 1) ret til at pålægge byerne skat, 2) møntret, 3) retten til at pålægge jøderne afgift for tilladelse til at være i landet, 4) ret til at kræve afgifter af håndværket, 5) ret til at oprette nye skove (garonnes), 6) ret til at oprette nye toldsteder, 7) fejderet. Endelig bevilling af en skat (la taille), hvis beslutning var formet som en vedvarende ret til at udskrive skatten. Dels ved de tab, adelen havde lidt i form af mandefald under den lange krig, dels ved tabet af dens rettigheder, knækkedes adelens politiske magt. I kraft af den nye magtfylde og de bevilgede penge skabte kongen en stærk stående hær og gennemførte forskellige forbedringer både i finansstyrelsen og retsplejen. Kampen med englænderne blev fortsat med held. I 1453 blev den hundredårige krig afsluttet med det resultat, at englænderne med undtagelse af Calais - som de beholdt til 1558 - måtte opgive alt, hvad de havde taget i besiddelse under krigen. Frankrig gik ud af de forfærdelige kampe som en national enhed. Men fra samme øjeblik styrede den franske stat for fulde sejl frem imod enevælden. Det er forgæves, at stænderne forsøger at dæmme op mod den kongelige magtfuldkommenhed. Ved stændernes sammenkomst i 1484 gav adelsmanden de la Roche følgende udtryk for hans opfattelse af stændernes betydning: »Kongedømmet er et embede, ingen arvelod. Det var det suveræne folk, som til en begyndelse skabte kongerne. Statens virksomhed er folkets sag, suveræniteten tilhører ikke fyrsten, thi denne består kun gennem folket. De, der har magten uden folkets godkendelse, er voldsmænd (ursurpatorer), der har tilegnet sig fremmed gods. Er fyrsten mindreårig eller uduelig, er det folket, der må drage omsorg for de offentlige anliggender. Ved folket forstår jeg ikke blot underklassen, mængden, men alle indbyggere i riget, hvilken stand de end lever i. Generalstænderne er repræsentant for den fælles vilje. Nye forslag får kun lovskraft, når de er vedtagne af generalstænderne; uden deres vilje og medvirkning kan ingen lov kræve varig agtelse.« I disse udtalelser har vi et vidnesbyrd om de tanker, som levede hos hin tids foregangsmænd. Men de anede næppe, at der skulle gå mindst 400 år, før disse tanker blev gennemført i praksis, endnu mindre, at vejen til tankernes gennemførelse gik gennem den fuldstændige absolutisme. Særlige mærkepæle betegner vejen til fyrstesuveræniteten. Først fik kongerne arveretten anerkendt. Dernæst skød de kongemagtens repræsentanter frem i alle offentlige stillinger. Selv de af borgerne valgte råd omkring i byerne måtte vige for de kongelige embedsmænd. Kun på et enkelt område blev der anledning for folket til ad indirekte vej at øve nogen indflydelse på statsstyrelsen. Fra slutningen af det 13 århundrede var man begyndt i forskellige landsdele at oprette højesteretsdomstole, kaldet parlamenter. Blandt disse kom parlamentet i Paris til at indtage den første plads. I førstningen blev medlemmerne til parlamenterne valgte af kongen blandt adel og præsteskab. Men da godsejerne fandt det under deres værdighed at studere, og borgersønnerne lagde stærkere vægt på studiet af romerretten, trængte de sig i kraft af deres kundskaber frem til i vid udstrækning at beherske domstolene. Derigennem kom de efterhånden til at danne en ny adel: parlamentsadelen, der opnåede en ikke helt ringe indflydelse. I en forordning af d. 15 august 1389 blev det påbudt, at parlamentet ikke skal adlyde befalinger fra kongen, der er i strid med retfærdigheden. Gennem den praksis, at parlamentet skulle indtegne nye love, blev der adgang til kritik overfor kongelige beslutninger. Overfor visse enkeltheder kunne parlamentets optræden være af betydning. Men i retning af at standse enevælden var parlamentsmyndigheden kun at ligne ved en dæmning af pindebrænde, der stilles op imod en stærk frembrydende strøm.

Medens Frankrig styrede frem mod en stærk kongelig centralmagt, blev Tyskland ved udgangen af middelalderen opløst i et stort antal småstater, over hvilke kejserdømmets myndighed bestandig blev mindre. Af rigsfyrster var der nu halvandet hundrede, hvoraf halvdelen var gejstlige. Ved siden af de talrige fyrstendømmer stod 60-70 fri rigsbyer, der hver indenfor sine grænser dannede et helt og selvstændigt samfund. Indenfor hvert fyrstendømme dannedes landstænder, hvori repræsentanter for borgerne sad side om side med repræsentanter for adel og præsteskab. Kun undtagelsesvis, som f.eks. i Tyrol, var også bondestanden repræsenteret. Over landstænderne stod rigsstænderne med kejseren i spidsen. De var dannede af repræsentanter for adel, præsteskab og borgerskabet i rigsbyerne. Den vigtigste almene opgave, der forelå for rigsstænderne, var gennemførelsen af landefreden. For denne sag var der blevet arbejdet lige siden forkyndelsen af gudsfreden under kejser Henrik IV i 1085. I 1235 blev den fornyet af kejser Frederik II men trods det kejserlige forbud vedblev ridderne at hævde deres fejderet: ret til at krige fra borg til borg. Hvem der end sejrede i disse borgkrige, fremkom der et resultat, som altid var lige sikkert: ødelæggelsen af bøndernes og borgernes fredelige arbejde. D. 25 november 1371 udstedte kejser Karl IV en ny fredskundgørelse, der befalede både fyrster og byer at hænge enhver, der gjorde brud på freden. Det var et radikalt middel. Men det lykkedes desuagtet ikke at standse fejderne. På rigsstændernes møde i Worms 1495 gik kejser Maximillan I derfor endnu videre. Efter hans forslag vedtoges en beslutning, der højtideligt forbød alle, hvem det end var, at tage sig selv til rette eller rette angreb på andre gennem væbnet magt. Ingen, høje eller lave, fyrster eller lægmænd, måtte bekrige, belejre, berøve eller anvende brand eller anden voldshandling mod slotte, gårde eller marker. Ingen måtte yde overtræderen af dette forbud hjælp eller råd. Ingen undersåtter måtte følge den lensherre, gjorde der sig skyldig i fredsbrud. Den således kundgjorte landefred skulle vare evig. Til at våge over, at det af kejser og rigsstænder vedtagne bud blev efterlevet, blev der valgt en rigsdomstol. Den gamle fejderet var dermed ubetinget, uden undtagelse endelig og afgørende besejret - på papiret! Stort længere kom heller ikke denne rigsbeslutning. Til at håndhæve beslutningen var kejsermyndigheden alt for svag. Den stærke centralregering, der kunne stille magt bag ved og håndhæve den vedtagne beslutning, savnedes i Tyskland. Men var hindringerne for virkeliggørelsen af den store fredstanke indtil videre uovervindelige, så forringer dette dog mindst af alt deres fortjeneste, som havde vovet at drømme om og gøre de første skridt til freden iblandt menneskene. Ære være de præster, der midt under våbenlarmen fik menneskene til at lytte til vidnesbyrdet om guds fred, ære være det borgerskab, der gjorde den første indsats for freden på jorden.

De fleste norske byer er vokset frem af fiskerlejer og handelspladser. Dette gælder eksempelvis både Bergen og Nidaros, det nuværende Trondhjem. Andre, som Sarpsborg, skylder derimod en tidligere borg deres oprindelse. Som den ældste by fremtræder Tønsberg, der endnu inden rigets samling dannede en velkendt handelsplads. I det 14 århundrede havde den en halv snes kirker og klostre. Trondhjem blev kongsby i slutningen af det 10 århundrede, Bergen fik stadsrettigheder i slutningen af det 11 århundrede. Det samme gjaldt Oslo og Sarpsborg. Bergen nåede tidligst den største udvikling. Danskere som gæstede den i 1191, fortæller, at den var fuld af alle slags varer og besøgt af fremmede fra alle lande: islændere, grønlændere, engelskmænd, tyskere, danskere, gotlændinger og endnu mange andre. I året 1248 lå der på én gang over 200 skibe ved Vaagen. Med hansestædernes indtog i det 14 århundrede fik byen endnu større opsving. Den langt overvejende del af den udenlandske handel gik gennem det bergenske kontor, som i lange tider var en af hovedhjørnestenene for de tyske byers handelsvælde. Tyskerne, der var knyttet til kontoret, dannede en fuldstændig stat i byen. »Bergens egne borgere ernærede sig kummerligt af de smuler, der faldt fra tyskernes bord, nemlig af at drive nogen kramhandel med de nærmest omliggende bygder og at sejle på Nordlandene, hvor de optrådte som en slags mellemmænd mellem kontoret og de nordlandske fiskere, som først i det følgende århundrede synes at have opdaget den skik på regelmæssig måde selv at fare til Bergen og afsætte deres produkter direkte til Tyskland.« Under det økonomiske fremmedvælde var der ingen plads til udvikling af nogen selvstændig norsk handelsstand. Det er endog af historikeren P. A. Munch blevet gjort gældende, at man vanskeligt vil kunne påpege »nogen eneste person, som man kunne kalde en virkelig norsk købmand«. Mod denne opfattelse af forholdene er der senere gjort stærk indsigelse. I et kildeskrift hævder A. Bugge bestemt, at Norge før Hansevældens tid har haft en endog stærkt fremtrædende handelsstand. Dette være nu, som det vil. Det sikre er, at de norske byer kun nåede en ringe udvikling i middelalderen. Endnu ved udgangen af det 15 århundrede havde Trondhjem kun ca. 1000 indbyggere, men desuagtet 20 kirker og klostre. I den ældste tid blev byerne styrede af en kongelig foged, der var både skatteopkræver og politimester. Han var tillige leder af den almene folkeforsamling, der blev sammenkaldt til bestemte tider. I 1276 blev der givet en stadsret for Bergen, der senere blev udvidet til også at omfatte de andre byer. Med mindre indskrænkninger gjaldt den samme ret også for handelspladserne Kongsberg, Marstrand, Stavanger og Skien. I henhold til denne ret skal byerne styres af en foged, en sysselmand, en lagmand og 12 rådmænd, der vistnok oprindelig blev udnævnt af fogeden, men senere blev folkevalgte. Rådets myndighed fremgår af § 7 i retterboden af 1295, hvori det hedder: »Så byder vi også rådmændene, at de skal anvende større omhu på folks sager og på byens ret, end de før har gjort. Når de vælges, skal de aflægge ed på, at de vil styrke byens lov og ret og ikke for nogen sags skyld forurette nogen imod loven. Og at de straks skal komme til de stævner, som fogeden eller lagmanden sammenkalder, og at de skal følge vore ombudsmænd til al retfærdighed og ikke drage noget sted ud af byen uden med fogedens samtykke, så længe de er rådmænd. For at de så meget bedre kan varetage deres hverv, skal de være fritaget for andre offentlige tjenester, særlig fra al krigstjeneste. Valgmåden og tjenestetiden fremgår klarest af retterboden af 1320: »Sysselmanden og lagmanden skal med rådmændenes og de bedste husbønders samtykke lade rådmændene skifte hver tolvte måned og i deres sted vælge andre, som er bedre skikkede til dette embede, hvis en eller flere ikke vil røgte sit embede eller nogen falder fra.« Efter denne bestemmelse blev rådet altså valgt på et år ved almindelige valg. Rådet skulle dels administrere, dels virke som domstol. I en forordning for Bergen af 1320 hedder det, at rådet med sysselmand og lagmand »kan beslutte alt, hvad der tjener til byens bedste«. Hvad der var besluttet af rådet, skulle forkyndes på folkemødet. Herom hedder det i en forordning for Oslo af 1358: »Borgerne skal følge alt, hvad lagmænd, sysselmænd og rådmænd har besluttet og forkyndt på folkemøder, når det ikke strider imod stadsretten. Det var dog ikke al tid nok blot at forkynde vedtagne beslutninger på folkemødet. Der var adskilligt, der skulle have folkemødets godkendelse. I selve byloven hedder det: »Alle de sager, som vi beslutter på bymødet os imellem om køb og salg, skal vi alle holde os imellem, når ikke lovbogen siger imod.« Om en forordning angående handel og takster i Nidaros af 1377 hedder det udtrykkeligt: »Disse sager blev vedtagne på byens lagting og på bymøde med samtykke af alle bymænd, uden og indenlandske, læge og lærde. Medlemmerne af rådet synes overvejende at have været handelsmænd, men der foreligger dog også vidnesbyrd om, at håndværkere er valgt til rådmænd. Af det her anførte fremgår det, at der har været et ret udstrakt selvstyre i de norske byer i den her omhandlede tid. Adgang til deltagelse i bymødet havde alle »husfaste mænd«, dvs. alle, som enten ejede eller havde lejet et helt, et halvt eller et kvart hus for mindst et halvt år og havde egen husstand. Med denne borgerret fulgte retten til at drive handel og håndværk, i Bergen dog kun på det for enhver bedrift anviste særlige strøg. Oprindelig havde byerne ingen forrettigheder fremfor landsbyerne til at drive handel eller anden næringsvej. Først ved retterboden af 1299 blev der til fordel for byerne gjort indskrænkning i handelsfriheden på landet. Ifølge denne lov blev bissekræmmeri forbudt på landet. De, der havde noget at sælge, skulle føre det til byerne. Kun indbyrdes handel blev fremdeles bønderne tilladt. Også til håndværksdrift fik byerne en lignende fortrinsret. Der var således i Norge som andet sted betingelser for, at der efterhånden kunne, fremvokse privilegerede handels og håndværkssamfund.

Gilderne i Norge går helt tilbage til den hedenske tid. Men i den ældste tid synes de nærmest at være kendte som drikkelag. I Frostatingsloven, der skal stamme fra det 11 århundrede, fortælles, at »folket samles på 3 forskellige fredlyste steder: i kirken, på tinget og ved drikkelaget«. Selv trællen, der ledsagede sin herre til et af disse 3 steder, var fredlyst, fordi »enhver mands ret dér blev fordoblet«. Meget tidligt fik gilderne her deres eget gildehus. I stadsretten fra 1276 nævnes i forbigående, at lagtingene i Bergen, Nidaros og Tønsberg holdes i byernes gildeshal, som i hver af de nævnte steder tilhører Mariagildet, korsgildet og Olafsgildet. Det antages, at gilderne var meget udbredte. Men de oplysninger, som foreligger om dem, er meget sparsomme. Kun fra 2 gilder er vedtægterne blevet opbevarede. Den ene vedtægt skal være affattet i 1250, den anden i 1394. Der nævnes intet om, hvor de vedkommende gilder har haft deres sæde. Kun fremgår det af indholdet, at de begge har været Olafsgilder og tilhørt Gulatingskredsen: det sydvestlige Norge. Vedtægterne viser tillige, at de er affattede for gilder, der fuldstændig har karakteren af religiøse broderskaber. Gildesbrødrene skal samles til »tak for kristus, den hellige jomfru Marie og kong Olaf den Hellige, vor kirkeherre, der skal hjælpe os til gode år, fred og guds nåde i denne og i den anden verden«. Gildets hovedfest falder på Olafsdagen d. 29 juli. Den skal da vare så længe, som brødrene vil og øllet kan vare. På den første dag skal der læses en højtidelig messe for alle kristnes sjælefrelse og særlig for gildesbrødrene. Ved ind- og udgang skal både brødre og søstre neje for Olafsbilledet. I 1397 stiftede tyskerne i Bergen St. Katharine og Dorotheagildet. I den ældste tid har gilderne vistnok som andet sted kun virket som broderskaber, der samlede medlemmerne til fælles gudsdyrkelse, gensidig hjælp og selskabelige glæder. Selv kongerne tog på den tid del i gildessammenkomsterne. Det fortælles således om Olaf Kyrre (1067-1093), at han en dag viste sig særlig glad under et gildeslag. Da en af gæsterne ytrede sin glæde derover, skal kongen have svaret: »Hvorfor skulle jeg ikke være glad, når jeg ser mit folk med lyst og frihed i et gilde, hvis helgen er broder til min fader. Men senere blev det anderledes. Gilderne bredte sig stærkt og synes at have begyndt at gribe mere ind i det offentlige liv, hvad der vel må antages at hænge sammen med deres overgang til lav. Fra slutningen af det 13 århundrede begyndte kongerne derfor at optræde imod dem. Det første forbud imod gilderne blev udstedt af Erik Præstehader i 1295. I hans forordning imod gildesvæsenet hedder det bl.a.: »Det forbyder vi også fuldstændig både inden- og udenlandske, at de danner nogen forening eller gør nogen sammenstimlen eller digter sig nogen lov eller vedtægt. Thi det synes os ingen at kunne gøre uden kongen med gode mænds råd. Men enhver, som gør det, skal anses som landsforræder og have forbrudt alt, hvad han ejer. Så har vi også fuldkommen forbudt alle samdrikninger eller gilder af lodser, guldsmede, jernsmede, englandsfarere, håndværkssvende, byggearbejdere, ølbryggere og arbejdskvinder samt alle andre foreninger. Men værtshuse vil vi skal bestå efter gammel sædvane. Gilderne vil vi også skal ophøre med undtagelse af Mariagilde, Nikolausgilde og Edmundsgilde. Dette forbud blev atter gentaget både i 1299 og i 1320. Den sidste gang rettes forbudet i al almindelighed imod indlænder og udlænder, der samles i gilder, hvor de selv skaber regler og vedtægter. Dette virker, hedder det, til ufred og skade, da det er sysselmandens, lagmandens og rådets sag at tage bestemmelse om alt, hvad der er nødvendigt for byen. Håndværkets senere udvikling i forbindelse med de gentagne regeringsforbud gjorde, at håndværkernes faglige sammenslutning først kom stærkere frem henimod udgangen af det 14 århundrede. Men de kom først til egentligt gennembrud i det 15 og 16 århundrede. I Bergen, der var rigets betydeligste by, beherskedes håndværkerforholdene - ligesom handelsforholdene - af tyskerne, der havde samlet sig i 5 særlige korporationer: de »fif amten«. De selvstændige norske håndværkere lå i den grad under for tyskerne, at der endnu i 1584 kunne gives følgende drastiske skildring af de norske håndværkeres kår: »Nogle har indtil 4 håndværk, fare mellem bønderne og er både kræmmere, slagtere, bryggere og feldberedere tillige. Det går underligt og broget til. Skrædderne farer på laksefiskeri, barbererne er øltappere og købmænd. Håndværkerne har intet lav, men kan tage sig til, hvad de vil. Går det galt med ham som købmand, tager han til at blive slagter. Således har en drevet 18 håndværk. Og om han derover er blevet betler, behøver han ej at skamme sig; hvad skader det ham, han er ikke alene, han har mange sådanne brødre«. I andre byer var håndværkerne mere heldigt stillede, hvorfor de også overalt skabte sig den selvstændige faglige sammenslutning. De opbevarede lavsvedtægter stammer dog først fra det 16 århundrede.

Ved rigets samling i det 9 århundrede blev de gamle slægtshøvdinger, som ikke enten bukkede under eller vandrede ud af landet, forvandlede til kongelige lensmænd. »Det var enkelte af de højeste og kraftigste stammer, der blev stående i gem af skoven hist og her, medens der blev gjort lyst rundt om dem. Deres kroner ragede så meget stærkere frem, men de savnede til gengæld mere og mere det ly, som den tætte underskov en gang havde givet dem. Hvad der væsentlig bidrog til at holde dem oppe, medens niveauet rundt om dem sank, var, at de fik del i kongedømmets magt og glans til erstatning for den halvt suveræne herskerstilling. De blev kongedømmets allierede, og denne alliance var i grunden en ny form for deres selvstændige høvdingemagt og blev arvelig som denne, fordi den var foreskrevet af et gensidigt behov og i begge parters egen velforståede interesse. Kongen gav fylkes-aristokratiets ledende slægter embeder og værdigheder; til gengæld stillede disse deres nedarvede indflydelse og anseelse til kongenstjeneste.« På dette punkt fulgte Norge den almindelige udvikling i den germanske verden. Kongedømmet var overalt det eneste foreningsbånd, der sammenknyttede de mange små selvstyrede samfund, hvori folket oprindelig var delt. Den nye adel fremkom overalt derved, at slægtshøvdingerne blev optaget i det kongelige tjenesteforhold: blev kongemagtens repræsentanter i rigets forskellige dele. Det var derfor også kun i god overensstemmelse med udviklingen andetsteds, når de høvdingebårne lensmænd i Norge i forening med de kirkelige stormænd søgte at grundlægge et lignende stormandsvælde som lensstyret ude i den store verden, som adelsvælden i Danmark og Sverige. Det mest karakteristiske udslag af disse stormændenes forenede bestræbelser foreligger i deres i 1162 foretagne valg af den ikke kongefødte Magnus Erlingssøn til konge i Norge. Fra Olaférnes dage havde Norge været et arverige. Med et slag gør stormændene det nu til et valgrige, hvor det ligger i de verdslige og gejstlige herrers hånd at bestemme, hvem der skal være konge, og på hvilke betingelser kongeværdigheden skal modtages. I sommeren 1164 blev Magnus Erlingssøn salvet og kronet i Bergen, medens rigsmødet samtidig vedtog det »nymæle« dvs. vilkår, der skulle være gældende ved fremtidige kongevalg. »Den skal være Norges konge, der er Norges konges ældste ægtefødte søn, med mindre ondskab eller uforstand gør ham uskikket til kongedømmet, i hvilket fald den af hans samfædre brødre skal træde i hans sted, hvem ærkebiskoppen, lydbiskopperne og tolv af dem opnævnte mænd af hvert stift dertil finder skikket. Er ingen ægtefødt søn for hånden, da skal den være konge, hvem hine mænd finder bedst skikket til at vogte guds ret og landets love. Er meningerne forskellige, da skal de råde, der udgør flerheden, forudsat at ærkebiskoppen og biskopperne er enige med dem. Efter kongens død skal alle biskopper, abbeder og hirdstyrere og hele hirden selvnævnt og 12 af de viseste mænd af hvert bispedømme, hvem biskoppen udnævner, søge nord til Trondhjem til den hellige Olaf for at rådslå med ærkebiskoppen, og da skal den afdøde konges krone medbringes og ofres for hans sjæl til gud og St. Olafs ære. Men hvis nogen på anden måde lader sig tage til konge, da skal han have gods og fred forbrudt, ligesom og enhver, der understøtter ham heri, være i guds og alle helgeners, pavens, ærkebiskoppens og alle lydbiskoppers band. Her var et klart og bestemt forsøg på at lægge regeringsmagten i stormændenes, ganske særligt i de kirkelige stormænds hænder. Var denne grundlovsbestemmelse blevet opretholdt, ville stormændene være istand til at skyde selv enhver ægte og førstefødt tronarving til side, hvem de kunne tillægge en sådan »ondskab eller uforstand«, at de ikke fandt det stemmende med deres interesser at vælge ham til konge.

Rigsmødets vilkår fik imidlertid kun kort varighed. Udviklingen i Norge tog fra dette tidspunkt af et helt andet løb og nærmede sig for en tid - for bondestandens vedkommende - stærkt udviklingen i Schweiz. Istedet for et aristokratisk adelssamfund blev Norge et demokratisk bondesamfund. Omslaget foregik, da bønderne i sidste fjerdedel af det 12 århundrede i kong Sverre fik en fører, der omstyrtede vilkåret af 1164 og hidførte et varigt forbund mellem kongemagten og demokratiet. Idet Sverre støttede sig til de brede lag: birkebejnerne i modsætning til baglerne, lykkedes det ham endog at gennemføre den kongelige overhøjhed over kirken, som var glippet selv for kejserne i Tyskland. Sverre genindførte den bestemmelse, at Norge var et arverige. I den måde, hvorpå han begrundede dette, møder vi tidligere end andet steds den betragtning, som senere fandt udtryk under enevælden: »Enhver står fare for at tabe sin sjæl, som ej iagttager fuldkommen lydighed overfor kongedømmet; thi kongedømmet er indstiftet efter guds bud og ikke ved menneskeligt påfund, ingen bliver konge uden ifølge guddommelig tilskikkelse. Kongen ville ikke være mægtigere end andre mænd, såfremt ikke gud satte ham højere end alle andre i sin tjeneste, thi det er gud, han tjener i sit kongedømme, ikke sig selv. Som kongen er den første i staten, er han også den øverste i kirken. »Kongen er sat over alle andre værdigheder; det er ham, der skal styre biskoppen eller ærkebiskoppen til ret og skel, hvis de ikke selv vil iagttage det; man kan heraf skønne, hvor stor magt han må have i verdslige sager, siden han endog har et sidste ord i det øverste dommersæde i sager, der vedkommer kirken. Han fandt ikke, at der var nogen grund til, at ærkebiskoppen holdt en stor hird. »Jeg tænker, at det var bedst, at ærkebiskoppen aldeles ingen hird havde, thi der er jo ingen, som hærger ham eller kirken«; det var bedre, at han gav »penge ud til at holde folk, som bryder, fremskaffer og tilhugger sten for at fremme arbejdet på domkirken, således som planen er lagt.« Kongemagten skulle være det menige folks værn både mod verdslige og gejstlige magthavere. Sverre skød derfor de høvdingebårne lensmænd til side og satte nye af ham alene afhængige embedsmænd til at repræsentere kronen i rigets forskellige dele. De vigtigste af disse var lagmændene, der skulle håndhæve retten på lagtingene, sørgede for lovenes overholdelse, var bøndernes juridiske rådgivere og afsiger kendelser i de retstrætter, der blev indanket for dem. De blev lønnede med vejtsler: dvs. udbytte af krongods. Kun småbønder og folk i ringe kår, der ikke selv kendte lovene, kunne forventes at ville ty til lagmændenes vejledning og søge støtte i de af dem afsagte kendelser. Gennem den nye klasse af embedsmænd kom kongen til på iøjnefaldende måde at optræde som lovens og retfærdighedens håndhæver og de svages selvskrevne beskytter overfor de rige og mægtige. Lagmandsinstitutionen virkede som en kile mellem aristokratiet og almuen på samme tid, som den knyttede båndet fastere mellem kongemagten og det almene folk. Ved siden af lagmanden optrådte sysselmanden, der særlig fik den administrative ledelse i sin hånd. Ind i begge stillinger søgte kongen at drage repræsentanter for den almindelige befolkning. Forud for et af de slag, han havde at udkæmpe med baglerne, udtalte Sverre: »Den, der med sande vidner godtgør, at han har fældet en lensmand, skal selv blive lensmand; den, der fælder en hirdmand, skal selv blive hirdmand, og således skal enhver få den værdighed, hvortil han baner sig vej. Det er om den pris, i nu har at stride.« Efter sejren ved Norefjorden udtalte kongen: »Godt er det nu at vide, at de ejendomme og alt det gods, som disse guldhalse har haft, der nu ligger foran på stranden, det skal nu tilfalde eder og derhos de bedste giftermål i landet og de titler og værdigheder, som i kan ønske.« Og han holdt ord. Da han havde gjort sig til herre over landet, var det de mænd uden slægtsbyrd, der havde fulgt ham i kampen, som blev sat ind i embederne ud over landet. Overfor denne Sverres optræden greb kirkens mænd til deres sædvanlige stærke magtmiddel: bandlysningen. I 1198 blev Sverre udstødt af kirken og alle undersåtter løste fra deres troskabsforpligtelse. Alle kirker skulle lukkes, al kirketjeneste standses. Men lidet blev udført i den retning. Sognepræsterne fortsatte deres gerning. De tilhørte mest bønderne, levede iblandt disse og ville ikke skille deres sag fra det almene folks. I det 13 århundrede - under Haakon Haakonssøn og Magnus Lagabøter - trængte de grundsætninger, hvorfor Sverre havde kæmpet, fuldstændig igennem. I Haakon Haakonssøns saga hedder det: »I denne tid var der god fred i landet; - de fleste bønder var vel stemte for Haakon.« I Sturla Thordssons mindekvad hedder det i god overensstemmelse dermed: »frugttræerne blomstrede tvende gange i en sommer, og himlens fugle lagde æg straks fra årets begyndelse uden at lide af kulde, da den ærelystne hersker fik kongenavn. For hver og en blev det da åbenbart, at selve elementerne på denne vide havomgivne jord ville byde den gæve fyrste velkommen.« Disse udtalelser giver udtryk både for tilstanden og stemningen blandt folket. Tronfejderne i det 12.-13 århundrede er at betragte som en krise, der bragte for dagen resultaterne af den gennem lange tider fortsatte indre omdannelse af det hele samfund, »hvortil grunden var lagt ved rigets samling og kristendommens indførelse«.

Bondestanden var velstående og stærk. Den almindelige lovbog, som Magnus Lagabøter gennemførte for hele landet i årene 1273-76, giver vidnesbyrd om den lighed, der var udviklet i det nye bondesamfund. Den mandebod, der skulle betales i drabstilfælde, havde hidtil været stærkt forskellig for mænd af de forskellige samfundsklasser: 12 mark for en jarl, 6 mark for en lensmand og 3 mark for en odelsbonde. Disse bestemmelser blev nu fuldstændig ophævede. Det blev overladt de af retsforstanderen udnævnte mænd i hvert enkelt tilfælde, efter overvejelse af alle forhåndenværende omstændigheder, at bestemme bødernes størrelse. Lovbestemte fortrin for den ene samfundsklasse fremfor den anden svarede ikke længere til de forhåndenværende forhold. Under Haakon V blev der i året 1308 gået videre i samme retning, idet jarle- og lensmandstitlen blev fuldstændigt afskaffet. Enhver, der fremtidig ville tilråde en konge, at der skulle være »flere verdslige høvdinger med verdslig magt i Norge end dem, som var komne af den rette kongeæt«, blev stemplet som landsforræder. Istedet for disse titler trådte nu også her riddere og væbnere for de ledende mænd i den kongelige hird. I det ydre var der således her megen lighed mellem Norge og de andre lande. Men forskellen var alligevel betydelig. »Hvad der var magt i Danmark og Sverige, var i Norge kun en form. Medens adelsværdigheden andensteds hvilede på udstrakt jordbesiddelse og selvstændig myndighed i den lokale kreds, blev adel i Norge kun navnet på embedsmænd, der dels repræsenterede, dels var afhængige af kongemagten. Allerede Haakon V havde ved retterboden af 1297 sat ret snævre grænser for embedsmændenes optræden. Ved nævnte lov blev alle fritagne for pligtgæstebud til sysselmænd og lensmænd samt for told og afgifter, som disse i lang tid havde pålagt. Tillige forbyder loven på det strengeste embedsmændene at tynge bønderne mere, hvis de ikke vil miste deres embeder og pådrage sig kongens unåde. I overensstemmelse hermed blev der fra kongemagtens side ført streng kontrol med embedsmændenes færd. De måtte hverken ændre gamle eller pålægge nye afgifter uden kongens eller tingets bifald. De, der gav almuen grund til klage, mistede deres hverv. Kongemagten søgte at fylde sin bestemmelse: at være den menige mands forsvar overfor uret og undertrykkelse. Væsentlige forandringer blev foretaget i odelsretten, der havde sin rod i den gamle slægtsbesiddelse. Den slægt, der med nedarvet ret havde siddet inde med jorden, betragtede denne som sin odel. Dette blev nu ændret derhen, at jord, der blot i 60 år havde været i en slægts eje, blev betragtet som odel. Hidtil havde det været gældende ret, at odelsjord ikke måtte sælges til fremmede, før den havde været tilbudt personer af slægten. Nu blev det bestemt, at arvinger kunne lade tilbudet om odel gå fra sig og desuagtet gennem en længere række år beholde ret til at indløse den mod en betaling, der skulle fastsættes ved et nærmere bestemt skøn. Bønderne skulle gøre personlig krigstjeneste indenfor en vis udstrækning og i en bestemt tid af året og yde en vis engang for alle fastsat skat. Disse ydelser kunne kongen anvende, som han ville; han var uindskrænket herre over krig og fred og over de indtægtskilder, der var stillet til hans rådighed. Men han måtte også hjælpe sig med, hvad der engang var blevet ham bevilget. Hverken han eller nogen anden havde ret til at udvide ledingspligten eller pålægge den fri bondeejendom nogen ny skat eller byrde uden vedkommendes eget på tinge givet samtykke. Den kongelige og kirkelige myndighed blev forklaret som følger: »Kongen har af gud verdslig myndighed til verdslige ting, men biskoppen har åndelig myndighed til åndelige ting. Og fordi de er guds embedsmænd, og fordi alle indse, at man ikke kan undvære dem, fordi gud selv værdiges at kalde sig med deres navne, da er den sandelig i stor fare for gud, som ikke med fuldkommen kærlighed og ærefrygt styrker dem i den myndighed, hvortil gud har beskikket dem. Manglen ved det nye bondesamfund var, at der udenfor kongen og hans embedsmænd ikke fandtes nogen repræsentant for folkets fælles vilje. Der var intet organ, hvorigennem fællesviljen kunne finde udtryk, ingen lovlig måde, hvorpå der kunne trædes op og sættes grænser for kongelige misbrug. De enkelte bønder var fri og velstillede mænd. De kunne møde på lagtingene og gøre deres vilje og mening gældende hver i deres særlige kredse. Et enkelt træk er oplysende for den magt, bønderne her havde. Den bonde, som trængte til sædekorn, men ikke kunne få sådant at købe i sin bygd, kunne gennem den kongelige embedsmand få tinget indkaldt. På tinget kunne der vælges et udvalg af mænd til at undersøge, hvor i bygden der fandtes overflødigt sædekorn. Den mand, der sad inde med sådant korn, var da tvungen til at sælge dette til gangbar pris. Men med denne ret udstrakte myndighed i den lokale kreds savnede bønderne et landsorgan, hvorigennem de kunne deltage i den fælles statsstyrelse. Svagheden i denne tilstand kom først klart for dagen, da Norge - gennem det arvelige kongedømme - i 1397 trådte ind i forbundet med Danmark og Sverige. De norske bønder levede under større retslig tryghed end bønderne i Sverige og Danmark. Men da de på forskellige steder prøvede at rejse sig mod fremmedherredømmet, mod overgreb af indvandrede fogder etc., manglede de de dertil nødvendige førere og høvdinger. Medens de svenske bønders optræden indledede en samlet national rejsning, der fik den mest afgørende og indgribende betydning, var de norske bønders opstand kun spredte optrin, der blev uden væsentlige eller varige resultater. Den fred, der afsluttede kampene mellem baglere og birkebejnere, gik over til politisk dvale. De større gårde, som enkelte slægter sad inde med endnu i det 14 århundrede, blev i dette og den nærmest følgende tid stykket ud. Det norske folk gik ud af middelalderen som et udpræget bondefolk (antallet af hele og halve bøndergårde i Norge i midten af det 16 århundrede regnes til ca. 30,000, i Sverige til 70,000, i Finland til 32,000. På samme tid sad adelen i Sverige inde med 16,000 bøndergårde, hvoraf højadelen, der kun udgjorde ca. 30 familier, ejede omtrent halvdelen: hver af disse familier havde således gennemsnitlig 250 gårde).

Byerne i Sverige nåede kun en ringe udvikling i middelalderen. I landets indre manglede betingelserne for, at de fattige markedspladser, hvor byttehandelen oprindelig blev foretaget, kunne udvikles til rige byer. Ved kysterne hindredes handelen ikke blot af de store klipper og skær, der gjorde sejladsen usikker, men også af de vendiske sørøvere, der fortsatte deres hærgninger på Østersøen selv længe efter vikingetogenes ophør. Strandede skibene, betragtede kystboerne strandingsgodset som deres retmæssige ejendom. Fra midten af det 13 århundrede udstedte paven gentagne gange forbud mod strandingsrovet. I 1337 blev det endog befalet, at de pavelige forbud mod tilegnelsen af strandingsgods skulle oplæses ved alle præstemøder. Men den »grymma oseden var svår at utroda«. Endnu op igennem det 14 århundrede foreligger der vidnesbyrd om, at ikke blot kystboerne, men selv både verdslige og kirkelige lensmænd fortsatte plyndringen af de skibbrudne. De markedspladser, som først voksede frem til byer, lå ved de indre søer eller på grænserne af de forskellige landsdele. Til de ældste, der fik stadsret i det 11.-12 århundrede, hører Birka, Fallkøping, Kalmar, Lund, Lødøse, Skara, Skanør, Sigtuna og Telga. Ved traktater af 1251, 1261 og 1271 med byerne Lübeck, Hamburg og Riga blev der givet den tyske Hanse fuld handelsfrihed i de svenske byer. For at opmuntre tyskerne til indvandring i Sverige blev det samtidig slået fast, at tyskerne, som tog bolig i de svenske byer, skulle have indfødsret og »kaldes svenskere«. Men trods stærk indvandring blev byerne så få og små, at den samlede bybefolkning endnu ved år 1500 kun udgjorde 5 % af rigets folkemængde. Forrest stod Stockholm og Visby, der tillige med Søderkøping og Jønkøping fik stadsret i det 13 århundrede. Skønt hørende under Sverige var Visby - som den vigtigste handelsby ved Østersøen før Lübecks opkomst - dog ifølge hele sin karakter mere en tysk end en svensk by. Andre mindre byer, f.eks. Torshälla og Veksø fik stadsret i det 14 århundrede. Byerne fik her som andre steder eneret til handel og håndværk. Allerede i 1315 under hertug Valdemar får nogle håndværkere, som driver handel ved Falklands tingsted, befaling til inden 8 dage at flytte ind til Sigtuna, Stockholm eller en anden by. Hvis de ikke følger påbudet, fortaber de deres ejendom. Gentagelsen af det samme påbud i 1332 viser, at man i alt fald ikke første gang har nået sin hensigt. I 1351 blev der givet en fælles landslov for rigets forskellige dele. Umiddelbart efter udstedtes den første almindelige stadslov for de svenske byer. Af den ejendommelige måde, hvorpå det her bestemmes, at byernes råd skal sammensættes, fremgår det, hvor overvældende det fremmede borgerelement på denne tid var. For Stockholm bestemmes det således, at der skal være 6 borgmestre og 30 rådmænd, hvoraf halvdelen skal være tyske. Det samme forhold skal være gældende også i de andre byer; kun skal der i de mindre byer vælges et færre antal borgmestre og rådmænd. Rådet blev valgt for 3 år. Kun den ene tredjedel: 2 borgmestre og 10 råder, gjorde tjeneste hvert år, hvor der var valgt 36. Der trådte således årlig en ny tredjedel i virksomhed. Hvor der kun var valgt 12 medlemmer, blev der hvert år skiftet med 2 borgmestre og 4 råder. Rådet supplerede sig selv. Valgbare var kun de, der besad fast ejendom og havde borgerskab. For at få borgerskab måtte man give bevis for, at man agtede at beholde borgerskabet mindst i 6 år. Dertil krævedes følgende ed: »Så sandt hjælpe mig gud og alle helgener, vil jeg blive min konge tro og efter evne opretholde al stadsret og hjælpe mine bymænd, ind og udlændinge, og hverken nedtrykke eller fordærve dem. Stadsloven gav ingen forskrift om betingelserne for valgbarhed. Men de opbevarede rådmandslister viser, at talrige håndværkere i det 14.-15 århundrede var medlemmer af rådet: skræddere, skomagere, garvere, smede, guldsmede og barberer. I 1404 var en skrædder borgmester i Vadstena, i 1425 fandtes en skomager som borgmester i Strängnäs. Rådet formenes at være vokset ud af den stedlige kreds gamle nævningeret, men blev med hensyn til sin virksomhed udformet efter tysk mønster. Det virkede både som domstol og administrativ styrelse. Det havde at træffe alle gældende bestemmelser om kommunens regering, dens handel og håndværksdrift. Det fastsatte varepriserne og vågede over, at varerne ikke blev forfalskede. De, der ikke kunne udrede idømte bøder, måtte yde arbejde istedet for penge. Byens bosiddende fædre havde ikke blot ret, men var pligtige til at tage del i bymøderne, hvor der blev taget beslutning om en række ikke nærmere betegnede fællesanliggender. Hovedejendommeligheden for livet i byerne i den ældste tid var tyskernes fremtrædende plads og overvælde. I en fortegnelse over borgmestre og råd i Stockholm i 1420 finder man blandt over 20 navne kun et svensk, resten var lutter tyske. I en skildring fra midten af samme århundrede hedder det, at »svenska man fingo intet annat embede hafva än väre bödel och dödgräfväre«.

Gilderne var meget udbredte i Sverige og fandtes både i byerne og i de landlige kredse. I Stockholm skal der have været 16, i Uppsala 8, i Visby mindst 11 gilder. Gilderne havde her den sædvanlige karakter. De gilder, der var opkaldt efter Sveriges skytshelgen: Erik den Hellige, kaldtes Eriksgilder og havde deres store fest på kongens dødsdag d. 18 maj (død i 1160). Ved siden af disse fandtes der Knuds- og Olafsgilder, Peters, Nikolaus, Jakobsgilder og flere. De fleste af gilderne fremstod først i det 14 århundrede. Allerede ved denne tid optræder gilder med lavskarakter, der dog iøvrigt først kommer til udvikling i det 15.-16 århundrede. Fra 1356 foreligger en forordning om skrædderembedet, hvori det bl.a. hedder: »Fremmede skræddere øver dårligt håndværk, hvad der er til stor skade for skræddernes fællesskab.« For at afværge denne skade bestemmes det, at fremmede skræddere en tid skal optræde som lærlinge og derefter for borgmester og lavsforstander aflægge prøve på, at de har den fornødne dygtighed. For at få borgerskab som mestre skal de være i besiddelse af en formue på 20 mark. I disse bestemmelser har vi det væsentligste af, hvad der senere almindeligt karakteriserer forskrifterne for lavene. Lavsstoltheden fik et ejendommeligt udtryk i Ystads-smedenes lavsvedtægter fra 1496, hvori det bl.a. hedder: »Smedenes lav er et embede, som verden ikke kan undvære, det er det værdigste lægmandsembede i verden, en støtte og en hjælp for alle andre embeder; uden smed kan ingen klare sig. Ligesom grammatikken viser vej til alle åndelige kunster, så viser smedekunsten vej til de andre verdslige kunster. Fra smedene er der udgået både paver, kardinaler, biskopper og formænd for den hellige kirke, af smede er der blevet både kejsere og konger. I nogle fag var det ordnet således, at provinslavene stod under tilsyn af lavene i hovedbyen. Guldsmedene i Stockholm fik således i 1474 den pligt at danne »hovedembedet i riget over alle guldsmedene således, at det våger over de forfalskninger, som andre guldsmede begår.« Lavets vedtægter i provinserne skulle rette sig efter dem, der var gældende for faget i Stockholm. Noget ejendommeligt svensk håndværkerliv udvikledes dog ikke i dette tidsrum. Det var tyskerne, der beherskede håndværket såvel som handelen. Fra midten af det 14 århundrede kaldtes repræsentanter fra byerne til at deltage i stændermødet. Den første rigsdag, hvortil indbydelsen kendes, er fra 1359. Kong Magnus indbyder herigennem til et møde i Kalmar, 4 mænd fra hver tingkreds, valgte repræsentanter fra hver by, biskoppen og 2 kanniker fra hver domkirke og »iøvrigt enhver som vil komme for rigets bedste.« Den rigsdag, hvortil der ved denne lejlighed blev indbudt, synes dog aldrig at være blevet afholdt. Men hensigten fra kongens side var lige åbenbar. Han vendte sig til det menige folk for hos dette at modtage fornøden medvirkning mod stormændenes overmagt. Det er bondestandens rejsning, der giver tidsrummet sit hovedpræg. »Allt var hos oss senare, men likväl dröjer det icke länge, innan äfven i vårt land samhällets lägre klasser begynna tæfla med stormännen om inflydande på statens angelägenheder. Men hos oss var det icke tridje ståndet, som går främst i kampen, utom det fjerde och dess ledare.« Under kampen mellem kongemagten og stormændene »vaknar hos konungen tanken at till bundsförvandt kalla rigets allmoga; tanken blef verklighet under loppet af 1400talet. At vi här hafva för oss gryningen till en ny tid är oss omisskänligt. Den svenska allmogens förare, Engelbreckt och sturarne, voro förelopare till den store Gustaf, som med gud och Sveriges allmoga grundlade ett nytt konungadöme vid början af vår historias moderna tidsskifte.«

Bondestanden og dens rejsning - Trældommens ophævelse

I Sverige sker delingen af de fri mænd i krigere og bønder først i løbet af det 13.-14 århundrede. Det var her som i Danmark og andetsted krigstjenesten til hest, der nødvendiggjorde dannelsen af en særlig krigerstand. På et stort herremøde, der blev holdt på Adelsø i Mälaren ved år 1280, bestemte derfor kong Magnus, at alle, som fulgte ham med råd og hjælp, som boede på godser, der tilhørte medlemmer af rigets råd, derunder alle biskoppernes svende, som tjener til hest, hvem de end tjener, skulle være fri for alle afgifter til kongen, dvs. fri for alle skatter til staten. »Dissa få ord innebära grunden for det svenska adliga frælresstandets uppkomst«. Samtidig med, at der i denne skattefrihed blev givet krigerne vederlag for deres udgifter til udrustningen, blev det forbudt at fortsætte det voldsgæsteri, som bestod i, at rejsende, selvom de aldrig var så rige, tog ind på gæsteri hos bønderne og spiste uden betaling og uden tilladelse tog heste til viderebefordring. På den måde hændte det ofte, at de rige »på en liden stund fortærede, hvad den fattige længe havde arbejdet for«. Istedet for dette skulle nu i hver by indrettes et slags gæstgiveri, hvor de rejsende mod billig betaling kunne få, hvad de behøvede. Det var denne bestemmelse, der gav anledning til, at folket begyndte at kalde kongen Magnus Ladelås, fordi »han ville sætte lås for bondens lade, således at ingen skulle driste sig til at gå derind uden bondens vilje. Fra første stund havde kirken arbejdet for ophævelse af trældommen. De små og fåtallige byer gav ikke anledning til, at talrige trælle kunne finde friheden i dem. Ved siden af kirken blev det derfor særlig den af præsteskabet stærkt påvirkede kongemagt, der satte bom for trællevæsenet. Den sidste rest af denne blev ophævet, da Magnus Smek i 1335 red sin Eriksgata, dvs. foretog sit hyldingstog. Han udfærdigede da i Skara en lov, hvori det hed, at kongen til guds og jomfru Marias ære samt til sin faders og farbroders sjælero bestemte, at intet barn, som fødes af kristen fader eller moder, »må være eller kaldes for træl, thi ligesom gud befriede os fra hedenskabet, har han også gjort dem fri. Ved midten af det 13 århundrede kan al trældom anses for afskaffet i Sverige. Da kun et mindre antal af trællene kan være gået over i borgernes rækker, må det forudsættes, at flertallet er gået op i bondestanden og husmandsklassen. Bønderne bevarede deres kommunale selvstændighed. De var som i Danmark overvejende samlet i landsbyer. I landsbyens møder forhandlede bønder og adelige som ligestillede. De frimænd, der gik over i bondestanden, medtog og bevarede deres våben. Endnu så sent som i 1441 foreligger en forordning, hvoraf det synes at fremgå som det almindelige, at bønderne er væbnede. Forordningen beklager den bedrøvelse, ufred og tvedragt, som hersker i landet. Man synes at se en kilde til denne i den kendsgerning, at bønderne bærer våben. Det indskærpes derfor, at ingen må tage sig selv til rette; den, som ønsker at bevare liv og gods, skal rette sig efter lov og ret. Kun kongens embedsmænd og råd er berettigede til at bære sværd. Det forbydes særlig bønder, landboer og deres tyende at bære armbrøst, sværd, bredøkse eller spyd, når de begiver sig til kirke, ting eller »andra samqväm«.

Op over den selvstændige og selvbevidste bondestand hævede sig den privilegerede krigerstand, hvis førere tillige sad i kongens råd. I det 13 århundrede optoges i dette: ærkebiskoppen, biskopperne, lagmænd, riddere og svende. Fra begyndelsen var denne forsamling kun rådgivende, men den udvikledes hurtigt til at blive styrende og tog i overensstemmelse dermed navn af rigets råd. Rådets medlemmer boede spredt ud over landet og samledes på kongens kaldelse til rådsmøder eller herredage. Ved disse kunne dog også andre give møde. Men Magnus Ladelås (1279-1290) bestemte, at foruden de kaldede måtte kun de komme, der mødte på egen bekostning i andet gyldigt ærinde. Til lagmænd, herredshøvdinger og fogder toges kun repræsentanter for krigerklassen. Den nye krigerklasse blev derfor i overordentlig kort tid landets herskende klasse. Den udvidede sin magt både opad og nedad: opad ved tilegnelsen af regeringsmagten, nedad ved udvidelse af den skattefri jordbesiddelse. Den første almindelige landslov af 1347 åbnede særlig adgang til indgreb i kongemagten. Sverige havde hidtil været et arverige. Nu blev det gjort til valgrige. Den nævnte landslov fastslår udtrykkeligt, at »nu är till konungariket i Sverige konung väljandes och ej ärfvandes«. Ved kongevalget skal der foruden lagmændene møde 12 mænd fra hver lovkreds, valgte på landstingene af bønderne. Fra 1359 bliver tillige byerne repræsenterede. Kongen skal aflægge ed til riget, folket til kongen. »Med denne ed og løfte« - hedder det i loven - »bindes både ung og gammel, ufødt og født, fjende som ven, fraværende og nærværende.« Spørgsmål om påligning af skatter og vedtagelse af nye love skulle fremdeles afgøres på landstingene. Men rådet, som ifølge samme lov »med al magt og styrke« skal våge over, at kongen og folket holder deres gensidige løfter, tilegner sig myndigheden både til lovgivning og kongevalg, således at kongen i virkeligheden blev magtesløs. På samme tid blev bønderne både undertrykket og udsuget af den nye krigerklasse. Den fremadskridende udvikling nødvendiggjorde voksende statsindtægter. Jo mere jord der blev skattefri, des færre var der til at betale de øgede skatter. Den måde, hvorpå skatterne blev opkrævede, gjorde, at skattebyrderne blev følt som en bestandig større uretfærdighed. Hvert herred skulle nemlig udrede et vist bestemt beløb. I de herreder, hvor godserne med den skattefri jord særlig bredte sig, blev byrderne altså så meget desto større for de derværende skattepligtige bønder. Var der enkelte bønder, som ikke var istand til at gøre deres skyldighed, blev der endnu mere at yde for de øvrige. I løbet af det 14 århundrede fik krigerklassens »sträfvanden en ütpräglad karakter af sjelfviskhet«. Magnus Smek erkendte den uret, der blev udvist imod bønderne. Fra det år, da han red sin Eriksgata, dvs. foretog sit hyldingstog i 1336, foreligger der fra ham en mærkelig henvendelse til folket. Han erklærer i denne, at der under hans barndom er fremstået mange uheldige sædvaner til megen bedrøvelse for den ærlige almue. Nu, da han er blevet myndig, har han søgt at råde bod derpå. Men der er kun få, der har taget kongens befaling til følge. Han har derfor forhandlet med rådet om, hvorledes de skulle komme bort fra de dårlige sædvaner. De har da bestemt: at almuen skal have fred således, som den var bedst i vore fædres dage, at alle, som uden tilladelse med fuldstændige våben i store skarer rider gennem landet, skal vises ud af riget, at en biskop højst må ledsages af 30 heste, medlemmer af rådet af 12, andre riddere og svende af 6, mindre mænd kun af 2 heste. »Om nogen tager noget fra præst eller bonde eller gæster deres hus mod deres vilje og denne vor lov, da skal vi, være det høj eller lav, tage deres liv, selv om det, han har taget, ikke har mere end en hønes værdi. Nu for guds skyld, for at fremme retten og freden, beder vi eder, vore kære biskopper, hele vort råd, alle gode præster og lagmænd, som elsker og vil hævde retfærdigheden, at i for os afslører åbenbare voldsgerninger og de, som gør sig skyldige i disse, hver i sin by, som det er enhver muligt. Særskilt beder og byder vi den almue, som rammes af voldshandlinger, at de uden frygt kundgør og åbenbarer, hvad der er øvet imod dem«. Kongen beklager endelig, at bønderne må bære for høje skatter, og at de store mænd, der modtager indtægterne, yder for lidt til staten. Han lader derfor bønderne vide, at hvis han kan stole på, at de vil hjælpe ham til at stå imod de stores optræden, så skal han »aldrig tynge eder uden høj trang, hvad gud forbyde«. I overensstemmelse med hele denne betragtning trådte han op. Men vandt han dermed venner blandt bønderne, fik han samtidig i lige grad fjender iblandt adelen. Ledet af deres »sjelfviskhet« satte de svenske stormænd selve fædrelandets højeste interesser på spil, styrtede det nationale kongedømme, satte Magnus fra tronen og indkaldte tyskeren Albrecht til hans eftermand (1363-1389). Med ham fulgte en stor skare tyskere, der byggede befæstede borge og gav sig til i endnu højere grad at undertrykke og udsuge almuen. En samtidig svensk krønike karakteriserer kort stillingen: »I denne tid sad rovfugle på alle bjergtoppe, thi tyskerne øvede sit tyranni over landet i mange år.« »Riget var faktisk opløst, udstykket mellem fremmede og indenlandske herrer, der udbyttede hver sin del på egen hånd, og hvis forhold alene blev bestemt af hensyn til deres rent private interesser.« Betegnende for stormændenes optræden i denne tid er den måde, hvorpå den øverste iblandt dem, drosten Bo Jonsson, gik frem. Hvor han ønskede at udvide sit jordegods, tog han jorden med vold uden at yde nogen erstatning. Foran selve højalteret i Riddarholmskirken i Stockholm dræbte han ridderen Karl Nilsson og tilegnede sig alle hans ejendomme. Stillingen under kong Albrecht karakteriseres af Sveriges egne historikere som følger: »År 1386 havde vi i Sverige en konge uden magt og myndighed, en almue, som intet havde at sige og sukkede under tunge byrder, en borgerstand, som var stærkt blandet med et fremmed element, og som iøvrigt aldrig havde haft nogen stor politisk betydning, en kirke, som de magthavende overøste med gaver, vanhelligede ved blodsudgydelse og vold, og hvis talsmænd dels ikke havde nogen stor indflydelse, dels sluttede sig til de magthavende, dvs. til de verdslige stormænd med Bo Jonsson i spidsen.«

Med denne tilstand trådte Sverige i 1389 under dronning Margrethe ind i forbundet med Danmark og Norge. Ved den store dronnings stærke hånd (1389-1412) kom der en kort rolig tid, hvori der tilvejebragtes en del forbedringer. Talrige borge og jordegodser, der med urette var blevet tilegnet af stormændene, blev atter draget ind under kronen. Retstilstanden blev bedre, skatterne blev lettede, stormændenes overgreb og undertrykkelse blev hæmmet. Vel blev der også pålagt nye skatter under Margrethe. Men dronningen erkendte, at det var med urette og indså, at bønderne var overbebyrdede. Hun så tillige, at det ikke blot var skatterne, der tyngede bønderne, men embedsmændenes »vold, gærrighed og egennytte«. Hun søgte derfor at afskaffe misbrugene samtidig med, at hun fritog bønderne for ekstraskatterne. Der skulle nu kun udredes, hvad der var blevet svaret i Erik den Helliges og »de andre forfædres tid.« Men under Margrethes efterfølgere forværredes tilstanden atter. For det første udvidedes påny fogdernes misbrug. For det andet begyndte man at omsætte naturalydelserne i kontante penge. Men at yde skatter i penge var endnu for mange bønder noget nær umuligt. De levede endnu langt overvejende under naturalhusholdningens vilkår. »Klingende mønt var oftest sjælden på landsbygden.« Mønten var ikke blot fåtallig tilstede, men havde en udpræget tendens til at hobe sig op hos fogederne. Den samtidige Ericus Ola i beretter: »Det var en stor elendighed at se bøndernes og andres nød, da man ikke i riget kunne opdrive en så stor pengesum, som hvert år skulle udgå i skat, thi alle penge i riget var i hænderne på kongens udenlandske fogeder, som opkrævede alt og alene havde fordelen, idet ellers både fri og ufri måtte sælge ejendom, til og med klenodier, som de havde arvet fra deres fædre.« Fra Øland sendtes der et andragende til Erik af Pommern, hvori bønderne indtrængende andrager om påny at måtte betale med naturalier. »Vi trænger os frem til eders kongelige nåde, bedende med al ydmyghed og underdanighed, at i for guds skyld og eders herredømmes nåde vil betænke vor fattigdom og tynge i denne henseende og unde os herefter at udrede vor årlige skat i kvæg og tøndemål, som vi har gjort tidligere, og andre skattebønder fjern og nær i riget gør«. Betegnende for tilstanden er en ytring i et samtidigt dokument: »Det er svært at opkræve skatter, hvor bonden æder bark.« Allerede under kong Albrecht (1363 -89) var der indvandret mange tyskere, som fik embeder i Sverige. Indvandringen og besættelsen af embederne med fremmede fortsattes under Erik af Pommern (1412-34). Mange skildringer foreligger om den uret, fogederne gjorde sig skyldige i: voldsgæsteri, fængsling uden lov og dom, tilegnelsen af gods, opkøb af forarmede bønders ejendomme etc.. Tilstanden under fogedregimentet skildres med følgende mørke farver i den svenske rimkrønike: »De fattiga bønder i Dalarna bo, deras fogde gjorde dem mycken uro, han lät dem så svare plåga, och skattede dem af mest hvad de ega. Han låt de bønder i rök upphänga, så svåra låt han dem tränga; derås kvinnor låt han dermed plåga, de spändes för hölass, dem skulle de draga, dem gjordes dermed så stor nöd, de födde straks barn, som vara död! Mycken mer orät han dem gjorde ho der granneliga efter sporde.«

Det viste sig nu, at det var heldigt, at bønderne havde beholdt deres våben og vedblivende forstod at bruge dem. Det var bondestanden, som med væbnet hånd afkastede stormændenes åg, drev fjenden ud af landet og genrejste den nationale selvstændighed. Dalkarlene gik i spidsen. Bønderne her havde i videre udstrækning end i flere andre egne bevaret deres jord og dermed deres økonomiske selvstændighed. Selvejernes antal var i det hele på den tid langt større i Sverige end i Danmark. Medens der af bønderne i Danmark kun var 10-15 % selvejere, udgjorde selvejerbøndernes antal i Sverige endnu op imod halvdelen. I Dalarne var selvstændighedsfølelsen særlig blevet befrugtet af en strøm ude fra den store verden, der var blevet indført med bjergværksdriften. Bjergværkerne blev drevet af lav, som i fællesskab ejede gruberne og var udstyrede med flere særrettigheder. I væbneren Engelbrekt Engelbrektsson, der selv nedstammede fra en bjergmandsslægt og var parthaver i Norabergs bjergværk, fandt dalkarlene deres rette fører. D. 1 maj 1434 gik de mod den mest forhadte af fogederne: Josse Eriksson på Borganes. Hans borg blev stormet og brændt. Derefter gik de mod Kolpinghus, der fik samme skæbne. Beretningerne om rejsningen fængede som gnister i tør lyng. I løbet af 3 måneder var næsten alle de fremmede fogeder fordrevne og deres borge lagt i aske. På et møde i Vadstena d. 16 august blev rigets råd tvungen til at opsige kong Erik huldskab og troskab. Det følgende år d. 13 januar 1435, blev der holdt et almindeligt rigsmøde i Arboga, hvor alle folkeklasser: præsteskab og adelsstand, borgere og bønder var repræsenterede. Her blev Engelbrekt Engelbrektsson valgt til rigshøvidsmand. Til det første, han foretog sig, hørte gennemførelsen af en skattenedsættelse, hvorved skatterne blev formindsket med ca. ⅓. Men han fik kun kort tid at virke i. D. 9 april 1436 blev han pludselig  under et ophold på Gribsholm i Hjaalmaren snigmyrdet af Måns Bengtsson. Men den sag, han havde kæmpet for, døde ikke med ham. Han havde vakt den nationale følelse, bønderne var under hans førerskab kommen frem i første række. De kræfter, der ved ham var sat i bevægelse, fuldførte hans værk. Kampen mellem de to broderfolk varede med afbrydelser op imod hundrede år. Men det endte med sejr for den nationale selvstændighed og anerkendelse af bøndernes ret til medvirkning i det politiske liv. Den egentlige afgørelse faldt ved slaget på Brunkebjerg d. 10 oktober 1471. Der var det atter bønderne, der gjorde udslaget. Under kampen følte de sig ledede af deres nationale skytshelgen, Erik den Hellige. Den sejrrige afgørelse gav anledning til, at alle klasser blev gennemstrømmet af en national følelse, der som aldrig før fremkaldte bevidstheden om et svensk folk. Gennemtrængt af denne følelse gik folkets repræsentanter til at afvaske den plet, som fandtes i lovgivningen ved bestemmelsen om, at halvdelen af byernes råd skulle være tyskere. Man gik endog her så ilfærdig til værks, at man knap forstår muligheden af, at der kunne handles så hurtigt. Det var en torsdag, der blev kæmpet på Brunkebjerg. Den følgende søndag samledes rigsrådet i Stockholm. For rådet fremtrådte ikke blot borgere fra hovedbyen, men »ombud fra flere andre byer og almue fra alle rigets landskaber« og fremholdt den skam og ydmygelse, som lå i, at tyskerne indtog den fremtrædende plads i byernes råd. Hvis rådet ikke hurtigst ville råde bod på dette misforhold, blev der åbenbart truet med, at »menigmand nok skulle vide at drive sin vilje igennem«. Det fremsatte krav blev straks imødekommet. Rigsrådet påbød, at man herefter til medlemmer af kommunernes råd kun skulle tage mænd af »svensk byrd, som havde fast ejendom i byen.« Først fra denne stund fremtræder i de svenske byer et svensk borgerskab. Ved siden af borgerne vandt nu også bønderne frem til offentlig anerkendelse. De havde gennem deres rejsning mod undertrykkerne vist, at de var en magt i staten. Det var til bønderne, rigsforstanderne appellerede, når de blev truet af de adelige stormænd. Både bønder og borgere blev derfor nu repræsenterede på de rigsmøder, der traf de vigtigste bestemmelser for rigets fælles anliggender. Sejren på Brunkebjerg dannede afslutningen på et gammelt og indledningen til et nyt tidsrum. For et kvart århundrede skaffede den landet den fred, det så hårdt trængte til. Med rette kan svenske historikere derfor erklære: »Få kampe har haft så stor betydning i vor historie som denne.«

Ved de udgravninger, der i de senere år er foretaget i hovedbyen, er det blevet godtgjort, at København er vokset frem af en almindelig landsby. H. N. Rosenkjær oplyser nærmere, hvor den oprindelige landsby lå. »Den før-absalonske by har ligget omkring gadekæret, som har strakt sig fra Vestergade (omkring ved nr. 10) og over på den anden side af Studiestræde. Vestergade har været byens gade, som har fortsat sig ned til en gammel kystlinje langs Amagertorv og videre frem mod øst ud til den egentlige gamle havn, Holmens Kanal, hvor nu Landmandsbanken ligger.« Der er grund til at tro, at det er gået på samme måde med mange andre byer. Eksempelvis kan nævnes, at Sakskøbing er fremgået af landsbyen Saksthorp. Både borge og klostre rejstes ofte på ældre markeder og handelspladser. Navnene på talrige byer viser deres oprindelse henholdsvis fra klostre og borge. Fra borge stammer Ålborg, Helsingborg, Kalundborg, Nyborg, Svendborg, Vordingborg og flere. Fra klostre er Sorø, Mariager, Maribo og Næstved udgåede. Byer ved kysten, der fremgik af fiskerlejer, kaldtes strandkøbinger i modsætning til den af en landsby i det indre af landet opståede akselkøbing, hvortil man kom på vognaksel. Omdannelsen til byer er her i Danmark foregået på samme tid som ude omkring i de større kulturlande, for adskillige byers vedkommende 1-2 århundreder senere. Slesvig, der i det 9 århundrede var en kendt handelsplads, fik sin stadsret i 1201, Flensborg, Haderslev, Ribe, Roskilde, København og Lund senere i det 13 århundrede, Randers, Slangerup, Sakskøbing og Slagelse i det 14 århundrede, Nykøbing S., Nyborg og Svendborg i det 15 århundrede. Ved år 1300 havde vi allerede 40-50 byer i Danmark. Men de var alle små. Man mener ikke, at nogen dansk by i middelalderen har opnået et indbyggerantal af 10,000. Fra begyndelsen har byerne været underkastet det sædvanlige lensstyre. Den regerende myndighed lå hos lensherren, der udøvede den gennem sin ombudsmand, fogeden. Vi kender lidet til, hvor meget der her i landet har været kæmpet, før bysstyrelsen gik over til borgerne selv. Men det betragtes nu som givet, at stadsretterne er udarbejdede af borgerne og kun stadfæstede af kongerne spredte træk vidner om modsætningen mellem borgerne og lensmændene. I 1288 dræbte borgerne i Nakskov en adelsmand og hans svende. I 1301 dræbte lundeborgerne en af kongens mænd, ridderen Josef Magnussøn, hvorfor de til mandebod måtte stifte et alter i Lunde og Roskilde domkirke. Det første frihedsbrev til København af 1254 ligner nærmest en overenskomst, bag hvilken der ligger forudgående kampe. Men ifølge dette kendes der endnu intet til noget borgerråd. I 1275 omtales rådet og er da tilstede som noget ikke helt nyt. Dette råd er dog endnu særlig den biskoppelige lensherres organ. Den nye rådmand skal sværge, at han af hele sin formue vil søge at overholde de love og vedtægter, biskoppen har givet byen. Han må ikke lade sig lede af gunst eller gave, men kun af stræben efter retfærdighed. Slotsfogeden eller dennes repræsentant skal overvære rådets forhandlinger, der er hemmelige og kun må åbenbares for biskoppen. Forsøg på at tilegne sig hvervet som rådmand uden bispens tilladelse, straffes med tabet af al ejendom (hovedlods fortabelse). Denne bestemmelse synes at vidne om, at der virkelig af borgerne er gjort forsøg på at opnå et råd, der fremgik af borgernes valg. Misfornøjelsen med lensstyret holdt sig i alle tilfælde og brød senere ud i åbent oprør. Efter udstedelsen af den egentlige stadsret af 1294 indgav borgerne klage til kongen, holdt råd om natten på kirkegården og bombarderede bispeslottet. I 1296 kom det til et forlig, der dog væsentlig betegnede nederlag for borgerne. Først ved tidsrummets slutning (1500) lykkedes det borgerne at skyde adelsmændene helt ud af de kommunale råd.

Fra det 13 århundrede blev det almindeligt, at byerne blev styrede af et råd, der supplerede sig selv. Forskriften for selvsuppleringen findes første gang i Malmø frihedsbrev af 1353, hvori det hedder: »Når nogen af rådmændene i Malmø dør, skal de øvrige rådmænd have fuldmagt til at udkåre en anden i hans sted til deres rådslagninger.« Ved slutningen af middelalderen må denne fremgangsmåde betragtes som gennemført i de fleste byer. Borgmestre nævnes første gang i Slesvig i 1342, i Ribe i 1349, i Roskilde i 1349, i København i 1350, Lund i 1353, Ålborg i 1358 og i Falsterbo i 1368. Man ved ikke bestemt, hvorledes borgmestrene blev valgt. Det anses for det mest sandsynlige, at de blev udnævnt af kongen efter indstilling af borgerne. Undertiden blev retten til selv at vælge borgmestre skænket visse byer som særlig forret. Eksempelvis kan nævnes, at Kalundborg og Korsør var i besiddelse af denne ret. Både borgmestre og rådmænd beholdt deres embeder på livstid. Rådets myndighed angives i et frihedsbrev til København af 1422 at være, »at skikke, sætte og bestille til vort råds behag allehånde embeder og gerningsfolk i og omkring byen, såsom skelligst og nyttigst er både for os og dem og for almuen og byen og altså, at både den, som sælger, og den, som køber, fanger skellighed for sit og lige.« I kong Hans's stadsret udføres dette nærmere som følger: »Foged, borgmestre og rådmænd i købstæderne skulle have fuldmagt at skikke og tillade godt regimente til byens gavn og bestand; desligeste formene, forbyde og afværge byens forfang, skade og fordærv, besynderlig skadelige gilder og bekostelige samfund med embede og oldermænd.« Ordene om de »skadelige« gilder med embede og oldermænd peger hen på den oppositionelle magt, der også i Danmark var indesluttet i gilderne. Efter den måde, hvorpå rådet blev valgt, kunne det nærmest se ud, som om det var enevældigt i byen. Men det var dog ikke ganske tilfældet. Det var gammel sædvane, at rådet i vigtige sager skulle høre hele menigheden. Var der tale om salg af byens ejendom, skulle menigheden give sit samtykke dertil. Det var rådets pligt årligt at aflægge regnskab for byens indtægter og udgifter. Dette foregik ved et offentligt møde på rådhuset, hvortil alle borgere havde adgang. Af egen drift kunne rådet, når det ville sammenkalde borgerne. På et sådant møde i Viborg i 1491 blev det vedtaget, at der ikke til byen måtte indføres fremmed øl. Den første rigslov angående de nye byer blev udstedt under Erik af Pommern i 1422. Ved denne deltes borgerne i 2 klasser: købmænd og håndværkere. Borgmestre og råd måtte ikke tages blandt håndværkerne, men kun blandt »købmændene og andre borgere«. I denne bestemmelse genfinder vi udtrykket for slægtsstyret, patricierregimentet ude fra de store lande.

Hver købstad fik eneret til handelen i en bestemt afstand, 1-4 mil, fra byens porte. Borgerne i Odense var eneberettigede til handelen i 4 mils omkreds; i Svendborg i 2 mils, i Kerteminde i 1 mils omkreds. Undtagelsesvis fik borgerne i Ribe af Kristian I. i 1480 ret til at drive handel over hele riget. I 1472 fik borgerne på Sjælland af Kristian I ret til at holde et årligt møde i Ringsted. Ved dette skulle der fra hver by møde 1 borgmester, 1 rådmand og 1 borger. De, der samledes til møderne, skulle forhandle og tage beslutning om byernes fælles interesser. I 1502 fik byerne i Skåne den samme ret. Under Kristian II blev retten fælles for alle byerne i hele riget. Spredte småtræk viser den betydning, borgerne havde opnået. Da Valdemar Atterdag i 1343 havde afstået Skåne til Magnus Smek, måtte borgerne i Ålborg, Holbæk, Roskilde og Slangerup gå i borgen for opfyldelsen af overenskomsten. Da Kristian I skulle fejre sin søns, kong Hans' bryllup, indbød han borgmestre og råd i Næstved til at overvære højtideligheden: »Bede vi eder kærligen at komme til os med eders hustruer, at gøre eder glade med os og flere, som der kommende vorder.« I det 15 århundrede blev flere rigere borgere, bl.a. Mule i Odense og Rosenvinge i Helsingør, optaget i adelsstanden.

Gilderne i Danmark fulgte overalt med fremvæksten af byerne. Hvor der fremstod en større by, blev der også skabt et gilde. Det var navnlig gennem tilvandring, at byerne voksede. De mennesker, der vandrede til byen, blev dermed revet ud af det slægtsfællesskab, der endnu på den tid, da byerne fremstod, havde en vis betydning. Under tidens kampe var det slægten, der i første række var individets vogter og beskytter. Gildesfællesskabet synes i byerne at have afløst og givet erstatning for det sprængte og forbudte slægtsfællesskab. At gilderne med hensyn til hævnen over en forurettet gildesbroder optog arven fra slægten, viser ikke blot deres vedtægter, men deres gerninger. Det er tilstrækkeligt her at minde om Knudsgildets hævn på kong Niels. Hertug Knud med tilnavnet Lavard var oldermand for Knudsgildet i Slesvig. D. 7 januar 1131 blev han dræbt af prins Magnus. D. 25 juni 1134 kommer prinsens fader, kong Niels, til Slesvig. Han advares af sit følge mod at betræde byens grund, thi man kendte gildesbrødrenes harme og strenghed. Men han svarer overlegent: »Hvorfor skulle jeg frygte for garvere og skomagere?« Han ville derfor ikke lade sig holde tilbage, men så snart han er indenfor byporten, lyder imidlertid gildesklokken og kalder brødrene til kamp. De møder hurtigt væbnede og dræber både kongen og hans følge. En sådan optræden er et talende vidnesbyrd om gildernes magt og betydning. Deres glanstid ligger i Valdemarstiden. De omfattede på denne tid borgere af alle klasser, selv tjenestepiger kunne blive gildessøstre. Borgerne så gerne, at mænd af de højeste klasser trådte ind: byens præster, stadshøvidsmanden eller adelsmænd fra omegnen, selv fyrstelige personer lige op til landets konge lod sig indskrive som medlemmer. Større festligheder fandt sted i fastelavnstiden. På Valborgs dag d. 1. maj, hilste man vårens komme ved at drage ud i det grønne med en majgreve som fører. De mere fornemme borgere skød efter papegøjen. De kongelige skydebrødre i København er efterkommere af byens gamle købmandsgilde. Mange af gilderne blev meget velhavende og fik deres egne meget anselige forsamlingsbygninger. Fra det 12.-13 århundrede foregik der til to forskellige sider en udsondring, hvorefter gilderne begynder at antage en ren faglig karakter og særlig at virke for erhvervets interesser. Fra tiden omkring 1200 er der vidnesbyrd om en bageroldermand i Slesvig, der skal påse, at bagerne leverer godt brød. Omtrent samtidig begynder enkelte gilder helt at skyde håndværkerne ud af deres rækker. I september måned 1256 samledes oldermændene fra 18 Knudsgilder til et fælles møde i Skanør, hvor de stiftede et fælles forbund og bestemte, at man fremtidigt skulle mødes en gang om året. Ved denne sammenkomst vedtoges bl.a., at man fremtidig slet ikke ville optage bagere i Knudsgildet. Begge dele tør betragtes som et fingerpeg om den omdannelsesproces,«; hvorefter gilderne fremstår som rene lav. Men både medlemmernes våbendygtighed og deres bestræbelser for at tilvende sig eneret til håndværket gør, at de længe må kæmpe for deres tilværelse. I 1294 forbyder biskop Johan Krag alle gilder i København, idet han karakteriserer dem som roden til alt ondt. Kong Hans indskærpede, som vi så, mod slutningen af det 15 århundrede byernes råd særlig at have øje med de »skadelige gilder, bekostelige samfund med embeder og oldermænd«. Men med eller mod myndighedernes gode vilje: gilderne voksede. Den rene lavskarakter bliver bestandig mere almindelig i løbet af det 14 århundrede for endelig at trænge igennem i det 15 århundrede.

Indtil det 11 århundrede kendte man herhjemme kun bygninger af træ. Med dette århundredes udgang havde man ved rejsning af kirker begyndt at anvende sand og kalksten. I det 12 århundrede holdt murstenen indtog som materiale til større bygningsværker. Svend Aagesen fortæller om Valdemar den Store (1157-1182): »Han var den første, der på Sprogø rejste et tårn af brændte sten, og opførte en teglstensmur på Dannervold.« Men først i begyndelsen af det 14 århundrede blev det almindeligt at anvende murstenen ved beboelseshuse. Ved overgangen fra træ til sten kom nye håndværkere frem. Det samme skete ved, at man gik bort fra anvendelsen af skind til klæder. De håndværkere, der i den ældste tid optræder talrigst, er dem, der arbejder med fødemidler og klæder: bagere, skræddere, garvere, skomagere, bundtmagere og bødkere. Mere undtagelsesvis forekommer guldsmede, sværdfegere og glarmestre. Kunsthåndværkerne i Danmark fik først senere adgang til at åbenbare deres skabende kraft. Bygningshåndværkerne nåede i dette tidsrum videst i personlig dygtighed, men var endnu så fåtallig repræsenterede, at de først i det 16 århundrede fik selvstændige lavsvedtægter. Det ældste offentlige dokument, der omhandler de egentlige lav, er et brev af 1349, hvori borgmestre og råd i Ribe tilsiger oldermændene for skræddernes gilde, at ingen i Ribe må sy klæder uden tilladelse af øvrighed og oldermænd. Den første anerkendelse af lavene fra statens side findes i Valdemar Atterdags privilegier for Malmø og Lund af 1360 og 1361. Gennem disse skal øvrigheden i de nævnte byer beskikke alle håndværkerne, hvad der betyder, at den skal stadfæste deres lavsvedtægter. Det næste offentlige dokument er en byfæstet lavsvedtægt for dragerne i Flensborg af 1399. Rigsloven af 1422 indskærper de lavsmæssige grænser mellem de forskellige erhverv. I dens første artikel hedder det derom bl.a.: »Alle embedsmænd, dvs. håndværkere, bjerge og nære sig af deres embede, såsom er, at borgere og bymænd, de som ikke sådanne embeder haver, som herefter nævnes, de bjærge sig med deres købmandsskab og deres brygning og sådan købmands håndtering, bager bjærge sig af sin bagning, suder af sin skogerning, smed af hans smedegerning, guldsmed af hans embede, skrædder af hans embede, kræmmer af sit embede, skinder af sit embede og særdeles alle embedsmænd, i hvad embede de helst haver, at hver - bjærger sig af sit embede.« Den samme tone klinger gennem alle privilegier og forordninger fra den følgende tid. »Det er erhvervslivets monopolisering, arbejdets deling og klasificering, der her for første gang forkyndes officielt.« Arbejdet skal deles mellem de forskellige fag og mellem by og land. I en senere forordning af 1472 befaler kongen, »at bønder skulle bruge og bjærge sig med det, dem bør, og ingenlunde befatte sig med noget købmandsskab eller frit embede at håndtere på landbygden; og skulle bønder ej slagte og føre flået kokød til vore byer for at sælges, men skulle føre levende fæ og sælge det, som de bedst kunne. Bønder skulle ingenlunde være landridere eller forprangere at købe enten fæ eller andet at bruge købmandsskab med.« Det fremgår heraf, at meningen simpelt hen er, at bønderne skal dyrke jord og sælge kvæg, alt andet håndværk og handel skal være borgerne forbeholdt. Den hensigt at samle alt håndværk i byerne kommer også frem i et kongebrev af 1447, der forbyder ikke blot skræddere og skomagere, men endogså smede at bo i Vinding herred og befaler dem at flytte ind til Nyborg. I 1481 blev det skomagere og skræddere i Skåne forbudt at færdes omkring i landsbyerne. I løbet af det 15 århundrede blev der stadfæstet lavsvedtægter for næsten alle håndværk i de mest betydelige byer.

Lavene i Danmark blev udformet efter mønstret fra udlandet, særlig fra Tyskland. Vi skal derfor ikke her dvæle ved enkelthederne i deres indre liv. Vi fremdrager kun enkelte spredte træk til belysning af gildeslivet i almindelighed og den velstand blandt håndværkerne, som dette bærer vidnesbyrd om. For at dæmpe på den almindelige stridslyst, blev det i alle lavsvedtægter forbudt at møde væbnet i lavsforsamlingerne. Eksempelvis nævnes, at Slagelse skomagere i 1471 forbyder at medbringe sværd eller spyd, i vedtægten for Roskilde smede af 1491 forbydes det at møde i panser. I andre vedtægter sættes der forbud imod »at tale hinanden til med usømmelige ord, at give hinanden kindheste, at slå hinanden blå eller blodig, at overgyde hinanden med øl, at spy for megen drik, at gøre sit sæde urent.« Ved optagelsen i mesterembedet skulle bageren i Flensborg (1452) med lys i hånden sværge til helgenerne, at han vil være sine brødre huld og tro i møllen, på markedet og ved stranden, »hvortil hjælpe mig gud.« Lignende ceremonier anvendtes i andre lav. For overtrædelser blev der ofte som bøder idømt levering af en vis del øl, en kvart, en halv eller 1 á 2 tønder. Der fremkom således et ejendommeligt kredsløb. »Man drak og forså sig, og jo mere man forså sig, desto mere blev der at drikke og derved en stadig voksende udsigt til at forse sig endnu mere. Det var øl og atter øl, der blev nydt, kun i skomagernes og bagernes vedtægter fra Flensborg (1437 og 1452) er der tale om vin.« Der blev i det hele sat pris på god levemåde, når man samledes til festlige lag. Når en dreng tages i lære i Ribe, skal enten drengen eller mesteren give 1 tønde øl. Når en dreng antages som lærling blandt skomagerne i Slagelse eller en svend samme steds bliver smedemester, skal de foruden øllet give 3 salte skinker, en fersk ret, 3 fade smør, 3 oste og det brød, som dertil hører. En lignende servering var påbudt i Odense smede- og skrædderlav. Ifølge en Malmø-vedtægt for rebslagerne af 1412 skulle den nye broder i lavet yde 20 fade saltmad, 3 ferske retter og så meget øl, som dertil hørte. I Københavns remsnider- og pungmagerlav skulle den nye mester yde 1 mark i penge, 2 skinker, 2 ferske retter, 2 fade smør, 2 oste foruden hvedebrød, skonrogger og 2 tønder øl. I Slagelse skomagerlav 1471 gjaldt det 3 skinker, en fersk ret, hvedebrød, rugbrød, smør, ost og 2 tønder øl, i Roskilde smedelav 1491 3 fade salt mad, 3 ferske retter, brød, smør, ost og kager samt 3 tønder øl. Det mest veldækkede bord blev dog fundet i skrædderlavet i Odense. Her skulle den nye mester efter vedtægten af 1492 give kost i 2 dage efter hinanden og hver dag servere med 4 skinker, 4 ferske retter, steg, grød, ost og brød og 12 skilling i penge! I Sverige synes man ikke at have stået tilbage for, hvad der var sædvane i Danmark. I følge regnskaberne for et gilde i Stockholm fortærede gildets revisorer ved 2 dages samvær: steg og salt kød til 5 øre, en gås til 5 ørtug, en lammesteg til 4 ørtug, en haretil 1 øre, 8 høns til 5 ørtug, en skinke, ny røget kød og tunger til 5 øre, brød og kager til ½ mark, hvedebrød til 2 ørtug, 2 lod ingefær til 3 ørtug, 1 lod safran til 8 ørtug, 3 lod peber til 4 ørtug, 2 pund rosiner til 4 ørtug, 1 pund mandler til 7 ørtug, ½ pund honning til ½ øre, 4 kander vin til 1 mark. Det hele beløb for revisorernes 2 dages forplejning gik op i 5 mark og ½ ørtug, hvad der i nutidens mønt ville svare til op imod 200 kr.. I lavsvedtægternes fordringer om disse overordentlige ydelser til de festlige sammenkomster har vi et ubedrageligt kendetegn på tidens velstand. Hvis ikke håndværkerne gennemgående havde siddet i gode kår, ville der ikke vedtægtsmæssig kunne være stillet sådanne krav. Det var heller ikke blot i håndværkernes fællesmåltider, at velstanden fandt udtryk, både i klædedragt og i hele deres fremtræden vidste borgerne at udfolde en tilsvarende pragt som de højere stænder. Ganske som i udlandet gav pragtlysten anledning til, at regeringen lod udgå forbud imod overdådigheden. Fra slutningen af det 13 århundrede foreligger således en forordning, der forbyder borgerne at bære udskårne klæder eller at pryde klæderne med guld og sølv; samtidig føjes det til, at hvis nogen vil bære sine klæder et helt år eller mere, skal det ikke regnes ham til skam.

I det 13 århundrede regnes folkemængden i det nuværende kongerige at have udgjort op imod 1 mill., hvoraf ca. 5% var samlet i byerne. Folket var således langt overvejende et bondefolk. Omtrent samtidig med, at byerne vokser frem, dog noget tidligere, begynder den deling af de fri mænd, hvoraf der fremgår to nye folkeklasser: den væbnede krigerklasse og den arbejdende bondestand. Det er særlig i Valdemarstiden, at denne omdannelse foregår. Årsagen til omdannelsen lå i de nye krigsvåben og måden at kæmpe på. Den gamle folkehær havde kæmpet til fods med buer, stridsøkser og spyd. Den nye adelshær kæmpede til hest med lanse og sværd. Dette medførte en helt ny forsvarsordning. Med hensyn til forsvaret havde landet hidtil været inddelt i skipæn, som under ledelse af styrismænd skulle udruste og vedligeholde et skib, der som regel førte 40 mand. Hvert skipæn var atter delt i et vist antal havne, som regel op mod 40, hvoraf hver havn skulle stille 1 mand. I en havn var mindst 3 fuldgårde, 6 halvgårde eller 12 fjerdedelsgårde. Foruden bidragene til udrustningen skulle hver fuldgård stille 1 mand hvert tredje år, halvgårdene 1 mand hvert sjette år og fjerdedelsgårdene 1 mand hvert 12 år. Mandskabet mødte med deres sædvanlige våben. Styrismanden havde at føre tilsyn og styre skibet. Den nye krigsførelse var ikke blot dyr, men krævede også betydelig øvelse. Det var kun de mest velstillede af de fri mænd, der kunne påtage sig udrustningen og stille sig til kongens tjeneste med hest og våben. Det blev således nødvendigt at skabe et fast korps af vedvarende krigsmænd. De, der påtog sig denne tjeneste, fik skattefrihed af deres jordegods og ret til at købe så megen jord, som de var istand til. De, der på disse vilkår påtager sig krigstjeneste, kommer til at danne den nye krigerstand: herremændene. Bondehæren blev mere og mere ubrugelig. Man giver derfor bønderne adgang til at købe sig fri for krigstjenesten. For en havn koster fritagelsen 1 mark sølv. Længe efter, at det gamle ledingssystem er helt forsvunden, betaler selvejerne denne afgift. De gamle skipæn, sammensatte af bønder, afløses af nye borge og fæstninger, besatte af de kongelige lensmænd eller fogder med deres væbnede svende. Ved opførelsen og vedligeholdelsen af disse borge må bønderne arbejde et vist nærmere bestemt antal dage om året. Med udførelsen af dette arbejde på borgene skulle bøndernes deltagelse i forsvaret være afgjort. Men det varer kun kort, før man påny begynder at drage bønderne med ind i krigsførelsen. I tiden omkring ved 1500 deles landet i lægder, der hver skal stille en udrustet mand til hæren. Med undtagelse af degne, møllere og byhyrder lægges militærpligten på enhver mand over 20 år. Da de soldater, man ad denne vej samlede, ikke stod højt i militær kraft, gav denne ordning anledning til, at kongerne istedet for den personlige tjeneste tog en ny skat eller opfordrede bønderne til at frikøbe sig for militærhvervet. Mellem bønderne og herremændene blev der en voksende kløft. Men den skarpe modsætning trådte først frem i det følgende tidsrum. Vel gik den sociale omdannelse heller ikke her af uden indre kampe. De opstande, der blev foretaget mod Knud den Hellige, biskop Absalon, Erik Menved og Kristoffer af Bayern, viste, at de danske bønder også forstod at bruge våben. Den sidste kamp synes at være indskrænket til Nørrejylland. Det er fra denne rejsning i 1441, at folkevisen på ejendommelig måde fortæller: »Først da rømte de morsingboer og så de forrædere af Thy, efter da stod de vendelboer, ville ikke fly«. De her nævnte kampe er kampe mod kongemagten. Kampene mellem den skatteydende underklasse og den skattefri overklasse tilhører tiden under og efter reformationen.

Krigerklassen, der begyndte som en personlig tjenesteadel, blev i løbet af det 14 århundrede til en fødselsadel, der ved adelige skjoldmærker udsondrer sig fra underklasserne. Ridder blev man kun ved ridderslaget, første gang anvendt i Danmark på danehoffet i 1287, men adel var man nu blot ved fødsel af adelige forældre. Fra midten af det 13 århundrede lå den politiske magt hos kongen og en snæver kreds af verdslige og kirkelige stormænd. Det blev på denne tid en fast sædvane, at kongen en gang om året samledes med repræsentanterne for adel og præsteskab for at rådslå og tage beslutning om rigets fælles sager. For en tid syntes det at være tilfældigt, om den afgørende magt mest lå hos kongen eller rådet. Mod udgangen af det 14 århundrede følte stormændene sig stærke nok til at aftvinge kongen den første håndfæstning. D. 19 marts 1282 må Erik Klipping under et rigsmøde i Vordingborg underskrive den håndfæstning, som er blevet kaldt Danmarks magna charta. Den nye grundlov indeholdt 3 hovedbestemmelser: 1) at kongen hvert år med en måneds varsel skal indkalde et danehof på et sted, hvortil man kan komme pr. skib; 2) at ingen skal fængsles, uden at han forud er lovlig dømt eller ved grov lovovertrædelse greben på fersk gerning; 3) at kongen ikke vil give nogen sine breve, dvs. befalinger, med mindre de forud er lovlig stævnet til deres herreds- og landsting og ikke har villet stå til rette der. D. 29 juli 1282 blev der holdt at nyt rigsmøde i Nyborg, hvor grundloven i nærmere udarbejdet form blev endelig vedtaget. Det bestemtes nu, at den fremtidige rigsforsamling: »Det parlament, som kaldes hof«, skulle samles årlig til en bestemt tid og ikke være afhængigt af kongens vilje. I 1284 bestemmes mødedagen til Trinitatis søndag, mødestedet til Nyborg. De, der skal deltage i denne rigsforsamling, som i det følgende århundrede vandt navn af danehof, er »rigets fyrstelige lensmænd og prælater,« - »alle de bedste mænd både læge og lærde«. Forsamlingen var ikke fast afgrænset. Der kan møde nogle færre eller flere. Det ejendommelige ligger i det aristokratiske. Det er kirkens og statens store mænd, der som folkets repræsentanter gør sig gældende som en politisk magt ved siden af kongemagten. Kongens magt var blevet stærkt begrænset. I hvis interesse, stormændenes eller folkets, trådte først senere klart for dagen. At Erik Klipping ligesom kong Johan i England har følt medlemmerne af danehoffet som ligeså mange »overkonger« fremgår af en udtalelse af hans søn, Erik Menved, der ved given lejlighed erklærer, at de var blevet »herrer over hele rigets regnskab og indkomster, idet han selv kun forbeholdt sig kongens navn«. De love, der i den første tid udgik fra danehoffet, havde en human og velgørende karakter. Landefreden blev skærpet. Den, der angreb en anden i kirken eller i hans hjem, på tinget eller på vejen dertil, skulle straffes med døden og miste sit gods. For bøndernes arbejde på kongsgårde og borge og for deres ægtkørsler sattes der bestemte grænser. Klostrenes gæstepligt, der blev stærkt misbrugt, blev indskrænket eller ophævet. Voldsgæsteri skulle forfølges som hærværk. Der blev truffet foranstaltninger til, at der kunne bygges kroer, hvor rejsende kunne finde forplejning o.s.v.. Ved enkelte lejligheder blev der senere indkaldt stændermøder, hvortil der også blev indbudt repræsentanter for borger og bondestand. I Kalundborg holdtes således stændermøde i 1468 under Kristian I. Hertil var indbudt 1 borgmester, 2 rådmænd og 2 af menigheden fra hver købstad og 2 bønder fra hvert herred. Dette var det første stændermøde, hvorom der foreligger efterretning. Men selve forhandlingerne på mødet kendes der intet nærmere til. Hverken dette eller andre lignende møder fik nogen nævneværdig betydning. Den politiske magt lå i denne tid hos danehoffet. Gennem dette var der skabt en fællesrepræsentation, der ved sin hele optræden i sin første tid gav Danmark en stor overlegenhed overfor vore to broderlande, Norge og Sverige. Den fare, der lå indesluttet i stormændenes magt, trådte først senere for dagen.

Købstædernes fremkomst virkede også i Danmark heldigt for udviklingen på landet. Det var sikkert ikke få trælle, der blev forvandlede til byernes fri borgere. Andre trælle gik over i bøndernes, særlig i husmændenes rækker. Trælleformen forsvandt overvejende i det 13 århundrede og helt i det 14 århundrede. På samme tid tog landboforholdene den karakter, de siden i hovedtrækkene beholdt lige til vore dage. Hovedtypen for landbrugerne blev fæstebonden. Formelt overtog denne kun gården for 1 år. Men ifølge sædvane beholdt han som regel gården for livstid, når han betalte den årlige afgift: den bestemt fastsatte landgilde. Den overvejende del af bønderne var fæstere, kun et mindretal var selvejere. Når så mange af de oprindelige selvejere, som under den nye klassedeling var gået over til landbrugshvervet, blev fæstebønder, lå det bl.a. deri, at de derved blev fri både for ledingspligten og rigsskatten. Den godsejer, hvis jord de fæstede, var jo skattefri. Dette gjaldt både den kirkelige og den verdslige godsejer. »Fra begyndelsen af det 14 århundrede kan det betragtes som givet, at både højgejstligheden og herremandsklassen nyder fuld skattefrihed for alt deres gods.« Ved at opgive selvejendommen og tage gårdene til fæste opnåede bønderne tillige at komme ind under godsejerens værn: at blive vornede, dvs. værnede. Det kunne derfor være en fordel for den fattige bonde at gå over fra selvejet til fæstet. Kronen led herved et betydeligt tab. Kongerne søgte derfor at modvirke denne overgang ved at fritage de fattige både for ledingspligt og skat. I en forordning fra Erik Klippings tider hedder det: »Ingen fattig, der kun har 1 ko, skal tvinges til at betale ledingsretten.« Under Erik Menved bestemmes i 1284, at den fattige mand, »som kun har 1 øre skyld i jord, den han sår ej og slår ej«, skal være fri for al rigsskat. Hovedejendommeligheden for det økonomiske liv var mangel på mennesker. For at få fornøden arbejdskraft begynder herremændene derfor at anvende det hoveri, der i den følgende tid skulle kaste så mørk en skygge over landbolivet. Men endnu i dette tidsrum er det dog kun undtagelsesvis, at hoveriet kommer igang. Der findes eksempler på, at bønder har påtaget sig at yde 1 dags arbejde i hver af årets uger, i høhøsten 2 dage og i høstens tid 4 dage om ugen. Når fæsteren kunne spare noget årligt landgilde, kunne det være en fordel for ham at yde arbejde i stedet for. Hoveriet fik derfor ikke nogen trykkende eller nedværdigende karakter under denne første begyndelse. Værre var det, at man for at fastholde bønderne ved jorden begynder at gøre den betragtning gældende, at bøndersønner er pligtige til at overtage en gård på det gods, hvor de er født, og blive ved gårdene. I denne form blev vornedretten til en beboelsespligt, der senere førte til stavnsbånd. Men både hoveriet og stavnsbåndet bryder dog først senere igennem. Endnu var bønderne en respekteret stand. Dels kendte man dens magt, dels levede den endnu i en forholdsvis velstand. Den almindelige økonomiske opgang ved udgangen af middelalderen kom også bondestanden tilgode. Ikke få bønder ejede både sølv på kistebunden og talrige prydelser af ædelt metal. Bondestandens gode økonomiske kår fandt bl.a. også udtryk i deres store gilder, som de holdt i et omfang, der gav selv Kristian II anledning til gennem sin såkaldte gejstlige lov at søge den trængt tilbage indenfor mere snævre grænser. I den nævnte lov hedder det bl.a.: »Ingen bonde må gøre bryllup længere end i to dage, søndagen og mandagen, om ugen og ikke længere; velkommen den samme aften, som de føre bruden hjem, men ikke større, end at de kan gøre det i deres egne stuer, ikke i deres lader, og må de ikke dertil bygge noget nyt hus.« For overtrædelse af denne befaling skal der til kongen bødes 40 mark. Til barsel må man under samme bøde ikke indbyde andre eller flere end dem, der skal være faddere. De gilder, som de plejer at have om sommeren og i høstens tid, skal de helt aflægge. »Thi det er den tid, da bonden skal avle det, som han skal have gavn af hele året og betale sin husbond i landgilde.« »Dog må de på de hellige dage og St. Hans nat gå og danse på gaden og øve dem i anden bekvemmelighed og glædesskab.« Mellem de mest velstillede bønder og den lavere adel, væbnerne, var afstanden endnu ikke større, end at væbnerne ofte indgik ægteskab med døtre af bondestanden. Under den egentlige bondestand stod husmandsstanden. Men husmændenes antal har utvivlsomt været meget fåtalligt. De har næppe været meget velstillede, men som forholdene var, er der grund til at tro, at de i alt fald ikke har savnet dagligt brød. For egentlige besiddelsesløse var der endnu ikke plads på landet. Af rene selvstændige håndværkere var der næppe endnu andre en bysmeden end bondestanden i Frankrig, men ikke så velstillet som bønderne i England. I antal af selvejere står den langt tilbage for bønderne i Sverige og Norge. I åndelig kraft og evne til at værge sig mod undertrykkelse står den tilbage for bønderne både i Norge og Sverige og endnu mere for bønderne i Schweiz. Sammenligner vi bondestanden i Danmark ved udgangen af middelalderen med bondestanden i andre lande, vil vi i alt væsentligt finde følgende lighed og forskel: med hensyn til økonomiske kår står den vel omtrent på højde med bondestanden både mod nord og syd; den er vist nok betydelig bedre stillet

Den naturvidenskabelige erkendelse i forbindelse med maskinteknikkens triumfer har i vore dage udrustet samfundet med en produktionskraft, der mange gange overstiger den produktive evne, som var tilstede i middelalderen. Denne så stærkt forøgede frembringelsesevne har vakt millioners håb og tro på, at der nu er mulighed for afskaffelse af den uforskyldte fattigdom. Mange kendsgerninger peger i retning af, at denne tro er velbegrundet. Dog er beviset for, at der nu er mulighed for, at alle ville kunne leve i økonomisk velstand, aldrig blevet givet. Det ligger udenfor den opgave, som her skal søges løst, at undersøge eller drøfte, i hvilken udstrækning de forhåbningsfulde muligheder er tilstede. Men det skal slås fast klart og bestemt: er disse muligheder tilstede, så er de nu kommen frem for første gang under hele menneskeslægtens levnedsløb. Fra den socialistiske skoles side er dette fuldt ud indrømmet. Det er denne skoles fortjeneste, at den ser historisk på den økonomiske udvikling. Ud fra denne historiske opfattelse erkender den endog, at muligheden for alles velvære i oldtiden var så fjern, at slaveriet dengang var en nødvendighed. Grækenlands blomstrende åndskultur var betinget af det materielle arbejde, som blev udført ved massetrældommen. Fr. Engels skriver: »Først slaveriet muliggør arbejdets deling mellem agerbrug og håndværk i højere grad og betinger derved den gamle verdens blomstring, særlig Grækenlands kultur. Uden slaveri ingen græsk kunst og videnskab, intet romerrige. Men uden den græske og romerske kulturs grundlag heller intet moderne Europa. Vi skal aldrig glemme, at hele vor økonomiske, politiske og intellektuelle udvikling forudsætter en tilstand, hvori slaveriet var lige så nødvendigt som almindelig anerkendt. I denne retning kan vi endog sige: uden oldtidens slaveri ingen moderne socialisme.« I et nyere værk om teknikken som kulturmagt skærpes denne tanke derhen, at oldtiden kun havde valget imellem at bruge slaver eller at give afkald på industri. Da der ikke kendtes slaver af jern, måtte man tage dem af kød og blod. »Ved teknikkens daværende udviklingstrin var slaveriet det eneste middel, når man ville bringe kulturen fremad.« Denne opfattelse er vistnok lige så realistisk som den er drastisk. Det på massetrældommen hvilende samfund danner i alle tilfælde udgangspunktet for udviklingen i middelalderen. Ved middelalderens slutning nåede udviklingen endnu langt fra frem til den økonomiske mulighed for fattigdommens afskaffelse. De klasser, hvoraf middelalderens samfund bestod, var således ifølge den historisk-socialistiske skoles opfattelse fremdeles en nødvendighed. Fr. Engels skriver: »Spaltningen af samfundet i en udbyttende og en udbyttet, en herskende og en undertrykt klasse var den nødvendige følge af produktionens tidligere ringe udvikling. Så længe udbyttet af samfundets fællesarbejde kun lidet overstiger, hvad der er nødvendigt til alles nødtørftige tilværelse, - så længe arbejdet næsten lægger beslag på det store flertals hele tid, så længe deler samfundet sig nødvendig i klasser. Ved siden af det store flertal, som udelukkende optages af det produktive arbejde, danner sig en anden klasse, der er fritaget for dette grove arbejde og derimod besørger samfundets fællesvirksomheder: arbejdsledelse, regering, justits, videnskab og kunst. Det er loven for arbejdsdelingen, der ligger til grund for klassedelingen.« Ifølge denne opfattelse var altså middelalderens klassedeling en historisk nødvendighed. Da klassernes tilværelse skyldtes selve den kendsgerning, at den økonomiske udvikling endnu ikke var nået så vidt frem, at der kunne skabes velstand for alle, kan det ikke med rette bebrejdes disse klasser, at de undlod at stille sig den opgave: at afskaffe fattigdommen. Tanken om fattigdommens afskaffelse kunne i hin tid kun komme frem som drøm, som fantasi, der manglede virkelighedens grundlag.

Ved bedømmelsen af, hvad der i middelalderen blev ydet i retning af at skabe de bedst mulige økonomiske kår for alle, må der derfor først og fremmest spørges: 1) hvor langt nåede man frem? 2) ved hvilke former kom man frem? Det sidste spørgsmål skal her besvares først. Hovedformerne for folkets økonomiske liv finder sit udtryk i menneskenes forhold til jorden og arbejdet. Med hensyn til jorden var hovedformerne: feudalsystemet, godssystemet. Jordbesiddelsen, dvs. administrationen af jorden, var samlet hos de verdslige og kirkelige lensmænd. De kirkelige lensmænd administrerede jorden på kirkens eller klostrenes vegne. De verdslige lensmænd administrerede jorden enten på statens eller på egne vegne. Bønderne levede overvejende som forpagtere eller arvefæstere; den private selvejendom var en undtagelse. Alle afgifter blev svarede in natura: i produkter eller arbejde. Først mod middelalderens slutning begynder man at omsætte afgifterne i penge. Dette var hovedreglen. Undtagelser herfra forelå delvis i Schweiz, mere i Sverige og mest i Norge. I Schweiz var bønderne overvejende fælles om jorden. I Norge var selveje hovedreglen, i Sverige var op imod halvdelen af bønderne selvejere. Vederlaget for brugen af jorden var fastsat ved sædvanen. Under økonomisk opsving og opadgående tider kom bønderne derfor til at sidde i voksende velstand. Med hensyn til arbejdet var hovedreglen den, at dette både på land og i by, ved håndværk og handel var organiseret. Gennem marken, gildet, kommunen og staten blev der grebet således ind i erhvervslivet, at man overalt søgte at opretholde den tilstand, hvorefter ét menneske ikke må udføre, hvad der kan ernære to. Det samlede resultat af disse organisationsbestræbelser samler Alfred Doren træffende i følgende karakteristik: »Den stærke og kloge var berøvet enhver lejlighed til at gøre sin økonomiske og fysiske overlegenhed gældende overfor den svage og mindre duelige. Han kunne ikke købe billigere end de andre, og havde han (engros) gjort et særlig billigt køb, da havde ikke blot han, men hele gildet nytte deraf. Det var en organisation, der var god for det middelmådige gennemsnit, ikke for den kraftige, energiske ånd, der gennem dristige forsøg viser civilisationen nye baner.« Dette træffer på en prik. I det økonomiske liv var der ingen fremskudte pladser for den kraftige og gennembrydende ånd. De store personligheder, som ville ud over den snævre ramme, hvori de var født, måtte sprænge rammen og gå over til præsteskabet. Adelstanden var nærmest en afsluttet kaste, der kun gav plads for dem, der var født i kasten. Kun gennem præste- og munkestanden var muligheden åben for, at det i hytten fødte geni kunne nå frem til de høje og højeste borgtinder. Arbejdets organisation var afpasset efter det middelmådige gennemsnit, som menneskene er flest; ingen kunne komme meget foran, så lidt som nogen kunne komme langt bagefter. Under den folkeopdragelse, som var den store hovedfornødenhed i middelalderen, var denne organisation på sin rette plads og gav, som vi har set, udmærkede resultater. Men den kunne ikke blive varig. Arbejdets ære og den økonomiske nødvendighed krævede i lige grad, at der også i erhvervslivet blev plads for de banebrydende personligheder. Vi går dernæst til det første spørgsmål: hvor langt nåede man gennem oldtid og middelalder frem mod det ideelle mål: gode økonomiske kår for alle? Det svar, der kan gives derpå, gives bedst ved en illustration. Vi betegner da udviklingen ved en linje og målet ved tallet 100. Vi drister os da til at gøre den påstand gældende, at oldtiden kun nåede til tallet 30, middelalderen til 90. Det var virkelig den så ofte bagtalte og såkaldte mørke middelalder, der øvede det kæmpeværk i sædelig opdragelse, i borgerlig orden, i øget retfærdighed at føre menneskeslægten dette skridt fremover på udviklingens uendelige bane.

Baggrunden for middelalderens arbejde er den synkende, i undergang værende oldtidskultur, der i økonomisk henseende var bygget op på massevirksomhed af levende slaver. Dets fjerne mål, som ligger 15 århundreder ude i fremtiden, er en økonomisk tilstand, under hvilken det endnu er fuldstændig umuligt at afskaffe fattigdommen. De vilkår, der er givne, for 1) at frelse det mest mulige af oldtidens kultur og føre det frelste ud til alle folkeslag, og 2) at nå længst muligt frem i retning af sædelighed og retfærdighed, fremgår af den kendsgerning, der betegnes ved de to ord: folkevandringerne og spydstageretten. I flere århundreder, særlig i det 4-6 århundrede, forvandler hærskarer af barbarer uhyre frugtbare landskaber til øde ørkener. I det 7.-8 århundrede trænger muhammedanerne ind over Europa. I det 9. -10 århundrede falder vikingerne fra Norden og magyarerne fra Ungarn over kulturlandene med ild og sværd. I det 11.-12 århundrede fortsætter normanerne. Gennem denne kamptummel, mellem de rygende brandtomter, med den anførte baggrund i ryggen, med de indskrænkede økonomiske muligheder i forgrunden, skal den magt gå, der skal løse middelalderens opgaver ved at befrugte samvittighed og moral, ved at skabe orden og fred, ved at fremme videnskabelig og almindelig oplysning.

Det var denne flerdobbelte opgave, der tilfaldt præster og munke. Det organiserede samfund, hvorfra den opdragende og missionerende gerning udgik, bar navnet kirken. Medlemmerne af dette samfund kaldte sig kristne, bekendte tro på gud som verdens skaber og menneskenes fader, på jesus kristus som guds søn og menneskenes frelser og hævdede broderskabet iblandt menneskene. Fra dette samfund udgik den åndelige kraft, der af de hedenske barbarers sikkert i mange måder fortrinlige råmateriale skabte middelalderens kristne samfund. Overalt, hvor der plantes en kristen menighed, udvikles nyt kulturliv. Selvtægten ved blodhævnen afløses af ordnet retsvæsen med bødestraffe. Borgfejderne afløses af »gudsfred« og »landefred«. Der skabes institutioner, der kan hjælpe de fattige og lidende. De arbejdende mennesker lærer at anvende samvirkets vidunderlige kunst. Der stiftes skoler både for den højere og lavere oplysning. Der rejses forsamlingshuse, der bliver ligeså mange midtpunkter for menneskenes højeste stræben både i håndens og åndens verden. Gang på gang viser det sig, at det nye kulturliv ikke blot hindres af mægtige modstandere, men endnu mere af troløse og uærlige tilhængere. Udenfor brutal magt, indenfor forræderisk svig: dette er vilkårene, hvorunder kirkens gerning skrider langsomt frem. Kun som stråleglimt fra den på jorden ny åbenbarede herlighed afslører kristendommen sin indeboende kraft. Idealet for dens virksomhed er hjerternes omdannelse, sjælenes fornyelse. Men for at skaffe plads for dette arbejde må den ofte gribe til ydre midler. Hvor barbarer og riddere vil hindre den opdragende virksomhed eller ødelægge det fredelige arbejdes frugt, må de tvinges til at stikke sværdet i skeden. I ly af kirken foregår dybtgående sociale omdannelser i staternes indre. Op af de rene agrarsamfund med deres eneherskende herregårde og landsbyer skyder de nye fremtoninger: blomstrende byer med fri borgere. Trællene forsvinder fuldstændigt. Både borgere og bønder bliver agtede, fri og i økonomisk henseende velstillede mennesker. Alle arbejdende mennesker får gennem søndagshvilen og talrige andre helligdage arbejdstiden meget betydelig indskrænket. Både præster og borgere kappes om, hvem der kan rejse de højeste og mest strålende kirkebygninger. Der var således vundet overordentlig meget ved den nye tingenes tilstand. Desuagtet stod endnu meget tilbage. Der fandtes fremdeles megen hjerternes hårdhed og urenhed og megen der ud af springende råhed og brutalitet. Men derfor blev kirkens arbejde også stadig fortsat. Daglig lød dens klokker ud over landene, daglig løftede dens tårne øjnene mod himlen, daglig skærpes øret for samvittighedens røst, daglig udgår der fra kirken nye befrugtning til sædelig opdragelse, til højere, åndelig kraft. Kirken var og blev endnu for lange tider det eneste sted, hvorfra der afgørende blev virket for at mildne sæderne, at blødgøre sindene, at føre folkene frem til bestandig højere retfærdighed!

Vi har peget på tidens vilkår og udviklingens resultater. Det synes heraf at måtte fremgå, at det ikke var med urette, at kirken i hine dage gjorde krav at være den herskende. Vi finder derfor, at vi bedst slutter nærværende fremstilling med skildringen af et optrin mellem paven og kejseren i det 12 århundrede. Kejser Frederik I af Tyskland havde i 18 år kæmpet med paven, Alexander III, og var blevet lyst i band af denne. Efter den mangeårige kamp drog kejseren i 1177 til Italien for at udsone sig med paven og få bandet ophævet. Ved indgangen til Markuskirken i Venedig blev han modtaget af paven omgivet af en kreds af kardinaler og biskopper. Da kejseren ser paven, kaster han det kejserlige purpur og knæler ned for kirkens overhoved. Denne hæver ham op og hilser ham med fredskysset, medens folket istemmer: »o, store gud, vi lover dig«. Hånd i hånd går de to mægtige fyrster ind i kirken, hvor kejseren modtager pavens velsignelse. Ifølge kejserens anmodning læser paven selv messen den følgende dags morgen. Da messen er endt, fører kejseren paven til kirkens port. Udenfor denne holder hesten, hvorpå paven skal ride bort. Kejseren griber hestens tømme, holder stigbøjlen, medens paven stiger op, leder hesten frem, medens paven uddeler velsignelse til det forsamlede folk. I dette optrin har vi et fuldgyldigt billede af hin tids forhold mellem kirke og stat. I kraft af denne tingenes tilstand foregik det sociale gennembrud i den yngre middelalder.

Socialdemokraten Karl Kautsky fra Tyskland: »Kun kirkens internationale organisation med pavedømmet i spidsen var istand til at hindre, at Vesteuropa forfaldt i indre anarki og blev undertrykt af ydre erobrere. Kirken frelste dengang Europas kultur og hævede denne til den højde, hvorpå et kraftigt købstadsliv med blomstrende industri og udvidet handel kunne udvikle sig.« Sidney Olivier: »Den ældste socialistiske institution af større betydning og udbredelse er den nu forældede katolske kirke. Den katolske kirke har altid hævdet pligten til at hjælpe de fattige, ikke af frygt for »udskuddets« samfundsfarlighed, men ved at appellere til den menneskelige barmhjertigheds ædlere følelser. I forhold til den tids oplysning udviklede den katolske kirke det videstrækkende og frieste opdragelsessystem, som verden nogen sinde har set før dette århundrede. Det var den katolske kristendom, der ved sin revolutionære tanke, at gud var blevet levendegjort i mennesket, uddrev den afskyelige overtro, at menneskehjertet kun var et vedvarende arnested for onde tanker og begæringer, og erstattede denne med troen på muligheden af hver enkelt sjæls fuldkommengørelse. Ved sin glimrende og mægtige forkyndelse af, at gud er kærlighed, fordi dette er det højeste, som et væsen kan være, og at mennesket ved nådevirkningen i dets indre er frigjort fra loven, har den katolske kirke gjort mere for den sociale moral end nogen anden religion i verden.« H. M. Hyndmann: »Det er på høje tid, at vi lærer at dømme mere retfærdigt om, hvad der er udrettet af den katolske kirke, end det hidtil er sket.« »Det er ikke sandt, hvad det passer fanatikere at påstå, at vore fædres kirke var organiseret bedrag. Det er ikke sandt, at det ugifte præsteskabs store indtægter som regel blev ødslet bort i et overdådigt liv. Blot som religion betragtet var katolicismen så god som nogen tro, der nogensinde har fundet anerkendelse blandt mennesker. Utvivlsomt foregik der, misbrug, men de fleste af dem blev bitterlig bekæmpet af selve kirkens medlemmer. Den øvede tyranni og forfølgelse i mange former; men alle ved, at kirken var den eneste institution, hvori den oprindelige lighed var reglen. I den i det mindste kunne mænd med duelighed, som udenfor dens enemærker måtte bøje sig for normannernes baroner, rejse sig til en stilling, hvori de rå, udannede krigere skælvede for dem. Pave Sixtus V var samlet op på gaden; Nicholas Breckspear, Hadrian IV, var kun en fattig arbejders søn; og dette er kun to eksempler ud af tusinde udmærkede gejstlige af ringe fødsel.« »Kirken ofrede halvdelen af sine skatteindtægter til de fattige. Men den gjorde mere end det. Klostrenes bøger viser, at en stor del af den indtægt, de fik fra deres jorder, blev anvendt af munkene til at underholde fremmede, hjælpe betlerne, lindre sygdom og udføre andre gode gerninger. Lad det være indrømmet, at store summer blev ødslet på messens lys og ceremonier, at nogle af klostrene havde et velforsynet spisekammer og en værdifuld kælder med vin og øl. Det bliver ikke desto mindre sikkert, at abbederne og priorerne var Englands bedste godsbesiddere (landlords), og at vedvarende armod var ukendt sålænge, som kirken beholdt dens jorder og dens magt. Den almindelige sysselsættelse, som disse jorddrotter, der boede iblandt folket, gav anledning til, de forbedringer af jorderne og deres egne bygninger, som de foretog, de udmærkede veje, som de anlagde - en speciel nødvendig opgave i den tid - som tillæg til deres optræden som offentlige almissegivere, lærere, læger og ammer viser, hvad for nyttige folk, mange af disse nu ilde omtalte munke og nonner i virkeligheden var. Munkenes uvidenhed og overtro, hvorom vi hører så meget, disse »droner«, som sov livet bort i behagelighed og lediggang, var ikke mere uvidende og overtroiske end en almindelig præst og missionær og levede mindre af deres medmenneskers arbejde end lægprædikanter og radikale kapitalister i vor egen tid.«

Webmaster