Widukinds tekst fortæller om »tyskhedens« fremtrængen og grusomme krige mod de slaviske folk, hvor store folkemængder i erobrede borge og landsdele halshugges, og den katolske kirke, der var genoptaget af frankerne blev rig; thi kirken fik andel i det erobrede gods, da kirken formulerede det ideologiske grundlag for krigene mod de anderledes folk - mod barbarer og hedninger, - som kirken kaldte de anderledes troende. Kirken indførte gudsdomme, som kedelfang, jernbyrd, gang over gloende plovjern, drukneprøve, nadverprøve. Også danerne skulle brændemærkes af den katolske kirkes overtro, om at jorden var flad og ikke rund som solen, som enhver kunne skue. Man mener, at arbejdet med Dannevirkevolden er startet i 600-tallet, og at det var tilbygninger der blev foretaget i 737, thi frankernes erobring af Frisland i 734 og frankernes voldsomme blodige kampe mod sakserne nødvendiggjorde befæstningen af Dannevirke. Hele det kristne erobringsprojekt gik ud på at gøre folkene skatskyldige, og indsætte fremmede hertuger, der med svig og vold foretog adskillige forbrydelser mod menneskeheden. Widukind undlader at fortælle om de grusomheder som Karl den Store gennemførte i sine sakserkrige, for at tvangskristne sakserne, ligesom han tier om andre grusomheder. Bonifatius der er kaldt Tysklands apostel, var herskesyg, hensynsløs og groftskåren og grundlagde i 744 klosteret: Fulda, der var arnestedet for missionsvirksomheden mod sakserne. Først i det 8. århundrede begyndte en svag romersk-kirkelig organisation i Bayern. Missionsdriften fra England voksede og voksede, og sakserne skulle blive det næste offer. Missionærerne overbeviste de lokale fyrster, at de kun kunne overleve ved sand kristendom og i fællesskab med Roms biskop. Men Bonifatius blev dræbt i 754 af friserne og det var i 754, at merovingernes: Pipin den Lille (714-768) kom den romerske pave til hjælp, og besejrede langobarderne, der måtte afstå de landområder, der blev begyndelsen til Kirkestaten fra 756. Ved hjælp af et forfalsket brev, det "Konstantinske gavebrev", indbildte man menneskene, at paven i Rom var uafhængighed af den byzantinske kejser. Der stod i falskneriet, at Konstantin den Store havde skænket pavestolen herredømmet over byen Rom, hele Italien og de vesteuropæiske lande. Og for at opretholde denne løgn, måtte den forfalske pave jo gå sammen med de karolingske fyrster. Karl den Store førte flere krige mod sakserne i 772-85 og i 792-97, og sakserhøvdingen Widukind søgte i 777 tilflugt hos danerne. De overlevende saksere blev drevet ud i floderne til tvangsdåb. Og det var dén katolske kirke og karolingerne med deres frankiske regler, der nu også ville gennemføre eneherskersystemet i danernes rige. De katolske frankere énsrettede nemlig den kendte verdens ideer, opløste ejendomsformerne og de ligeværdige sociale relationer mellem danerne; opløste dyrkningsfællesskabet og tilsidst blev ætterne og stammefællesskabet opløst, så svigefulde kristne konger og bisper kunne slås om retten til jorden, havet og berøve folket dets fællesskab. Folkets ret, rettigheder , sædvaner og tingsteder blev afløst af kirkens ret og kongens magt. De brutale kristne frankere havde jo atter og atter sydpå påvist kristendommens ondskab. Og nu hvor Widukinds saksere var blevet kristnet viste de den samme blodige færd mod venderne, ungarerne og flere andre folkeslag. De kristnes ejendomsformer, deres privilegier, skat, betalingssystem og svig var uforeneligt med folkemasserne. Men danerne tog kampen op i 793. Vikingerne fra hele Norden tog fanen op fra 400-tallets kampe mod Romerriget og mod kristendommen og Romerrigets uretfærdige ejendomsformer og normer. De gik i viking, gik i leding og kæmpede fortjenstfuld for deres eksisterende værdier mod de kristne i England, mod Paris, mod Normandiet, og på det italienske fastland i 800-tallet. Men så blev det slavernes tur til at blive udsat for grusomheder af de kristne fyrster. I Jacobsen´s gamle tekst om Sakserkrøniken, har jeg placeret Jacobsens noter i Widukinds tekst i parentes ( ), men jeg har dog undladt en række noter, og sproget har jeg forsøgt at gøre mere læsevenligt på nyere dansk, - men desværre forstyrer noterne Widukinds oprindelige tekst; men noterne er nødvendige for at forstå tid og stednavne. I. P. Jacobsen skriver bl.a. i sin indledning: »Når Widukind taler om Saksen, tænker han på noget helt andet end det landområde, der i nyere tid bærer navnet Saksen, og som på Widukinds tid for størstedelen slet ikke var tysk land men beboet af de vendiske stammer, som netop var saksernes fjender. Widukinds Saksen er det af den saksiske (nedertyske) folkestamme beboede land, der begrænses af Friesland, Rhinen, Elben, Saale og mod syd, thüringernes land, et område på vistnok ca. 3000 kvadrat mil. De gamle saksere var den af de »tyske« stammer, der senest kom ind i det fælleseuropæiske kulturliv, som det Frankiske rige og den romerske kirkeorganisation lagde grunden til. Efter at den »tyske« folkestamme frankerne under høvdingen Chlodvig (500 e. Kr.) havde sat sig fast i Gallien, udgik fra dette ny Frankerrige under de merovingiske og karolingiske konger erobringen af de andre gamle »tyske« stammers lande (der menes nok germanske stammeområder, da begrebet »tysk« er noget der opfindes langt senere). Alemannerne eller schwaberne måtte underkaste sig frankerne i Chlodvigs tid, og kort derefter thüringerne i 530. Frieserne kuedes i langvarige kampe af den ældre Pippin, Karl Martel og Karl den Store (742-814); longobarderne og bayerne af Karl den Store i slutningen af det 8. århundrede, men de to sidstnævnte folk, især de romaniserede longobardere, var i forvejen kommet under kirkeorganisationens indflydelse. Sakserne levede lige til Karl den Stores tid fuldstændig afsondrede og under samme primitive forhold som germanerne i det hele på Tacitus' tid. De plyndrede og røvede på Frankerrigets grænser og de var hedninger. Karolingernes politik var i høj grad kirkelig bestemt, og kongernes rådgivere og hjælpere så godt som alle var kirkelige embedsmænd, bisper, abbeder, eller dog kirkeligt oplærte - fordi der ikke gaves nogen dannelse uden den kirkelige (jo, der gjorde, men andre dannelser var ikke anerkendt, thi det kirkelige monopol på overtro, var støttet af fyrstemagten, og al anden dannelse blev underkuet som hedningetro) - og denne katolske kirkes »dannelsesgrundlag« var motiv nok for at Karl den Store gik imod sakserne. En 30årig grum og blodig krig hærgede deres land; om en samlet og organiseret modstand kunne der under de primitive samfundsforhold i Saksen ikke være tale om. Kun Widukind nåede til tider at få samlet en anseligere styrke, men i 785 underkastede ophavsmanden til alt ondt, den troløse rænkesmed (dvs. Widukind), sig under kongen og modtog dåbens nådegave af Einhart; og århundredet ud gjordes hvert år nye hærtogter, og hver gang førte Karl saksiske familier bort med sig og gav frankiske krigere jord i Saksen. Karls sejr betød, at sakserne nu måtte indordne sig under Frankerrigets samfundsformer. Der oprettedes grevskaber i Saksen, der udstedtes en mængde love, mest nye tvangslove med hårde straffe for ulydighed og oprør - men først og fremmest: den romerske kirkeorganisation indførtes, den der overalt i Vesteuropa, både i de gamle romerske lande, som germanerne ved folkevandringen havde gjort sig til herrer over, og i de lande, der aldrig havde hørt ind under Romerriget, opretholdt i hvert fald nogle omend kummerlige rester af den romerske statskunsts grundsætninger. Det var ved nøje samvirken med den, at de første karolinger, selv fremragende personligheder, nåede foreløbig at standse den samfundsopløsning, der var begyndt i Romerrigets gamle lande fra det øjeblik, da barbarerne gjorde sig til herrer dér, og i de rent tyske lande at skabe forholdsvis fredelige og ordnede tilstande. Også i Saksen blev den romerske kirkeorganisation det vigtigste middel til at fremme folkets tilvænning til den karolingiske styrelse og dets sammensmeltning med de andre tyske stammer. Men »rigsenheden«, hvis man kan bruge dette ord om noget så løst sammenhængende som det karolingiske storrige, og stamme-eningen fik ikke tid til at fæstnes og udvikle sig; den savnede alle nødvendige indre forudsætninger. Det var de første karolingers store personligheder, deres held og autoritet, der med kirkeorganisationens hjælp havde standset selve opløsningen. Opløsningens årsager, de barbariske instinkter, ubændigheden, manglen på samfundssans, virkede påny efter deres natur, da den sidste af de store karolinger, Karl den Store, faldt bort. Delingskrigene i det 9. århundrede og nye barbarers, normannernes, ungarernes og saracenernes røvertog virkede yderligere opløsende og barbariserende. Det 10de århundredes Tyskland er et begreb, der kun eksisterer i senere tiders forestillinger. Widukind nævner vel ordet Tyskland (Germania) fem gange, men det er for ham en lærd glose; i virkeligheden kender han kun saksere, thüringere, bayerne osv., og endda er der indenfor hvert enkelt af disse folk, også i hans kære Saksen, en grænseløs opløsning, en mangel på evne til at underordne sig fælles ledelse og til at styre drifter og lidenskaber, som træder grelt frem i den trohjertede munks skildring, der egentlig aldeles ikke lægger an på at fremhæve disse ting, snarere synes at finde dem selvfølgelige og naturlige. En »frugt« af den romerske kirkeorganisations indførelse i Saksen var grundlæggelse af klostre. Karl den Store ønskede saksere som kristendomslærere for sakserne, og mange af de bortførte saksiske fanger og gidsler fordeltes derfor til frankiske klostre for der at modtage den nødtørftigste oplæring. En del blev sendt til klostret Corbie ved Amiens (benediktinerkloster, stiftet 662). Abbed var her ved tiden i 800 e. Kr. en mand af kongelig byrd, Adalhart, søn af Pippin den Lille´s broder Bernhart, der var gift med en saksisk kvinde. Adalhart og hans broder Wala, hvem Karl betroede styrelsen af Saksen - var, allerede ifølge afstamning, ivrige for den saksiske mission, og Adalhart havde da også planer om at grundlægge et kloster i Saksen, sagtens med hjælp af de ham betroede saksiske fanger, men han blev afsat af Ludvig den Fromme (søn af Karl den Store). Broderen Wala blev kaldt bort fra Saksen og blev munk i Corbie og drev herfra ivrig på oprettelsen af et kloster i hans moders hjemland; en uanselig mankebolig, en »celle« blev også bygget 815, men først efter at Adalhart igen havde vundet indflydelse hos Ludvig den Fromme (778-840), fik sagen rigtig fremgang. Kejseren skænkede en kongsgård, Høxter, i Vestfalen, og her byggedes i 822 et kloster, der kom til at hedde Ny Korvei (efter moderklostret Corbie). Adalhart ledede klostret til sin død i 826, og lærer ved klosterskolen blev den unge Ansgar, der fulgte med fra Corbie. Adalharts efterfølger som abbed blev Warin, en mand af karolingisk æt. Under ham var det, at saint-Denis-abbeden Hilduin i 830, forvist af Ludvig den Fromme, kom til Ny Korvei. Til tak for den venlige modtagelse, han havde fået af Warin, sendte han senere, da han igen var vendt hjem, det saksiske kloster sankt Vitus's dyrebare relikvi, hvorom Widukind taler så meget. Vitus blev saksernes værnehelgen, der sikrede folket lykke og fremgang. Ny Korvei blev ved besiddelsen af denne helgen det fornemste - ligesom det var det ældste - kloster i Nordtyskland, og her dyrkedes da også boglig syssel efter ringe lejlighed - påsketavler med spredte optegnelser, der senere udvikler sig til annaler; af abbed Bovo i (879-890) en skildring af samtidige tildragelser, bl.a. af Normannerslaget i 884, benyttet af Adam af Bremen; om abbed Bovo II (900-916) fortæller Widukind, at han vakte beundring ved at kunne forklare kong Konrad i et græsk brev, - men tarveligt og barnligt er det altsammen. I de ulykkelige, utrygge tider var der intet, der opfordrede til litterær syssel udover det for klostrets indre liv nødvendige. At en folkelig kristen mission har virket udenfor klostrene og stræbt at indplante nogle ikke altfor fremmedartede forestillinger om den ny kirkelære i saksernes sind, har vi et overordentligt interessant vidnesbyrd om i det oldsaksiske kvad Heliant fra det 9. århundrede, en episk fremstilling af kristi liv i den gamle folkedigtnings stil og ånd. Men den saksiske kristus havde næppe meget at gøre med klosterreligiøsiteten. Ved midten af det 10. århundrede bedres forholdene imidlertid. De kraftige saksiske konger Henrik og Otto I evnede nu og da at samle folket til fælles opgaver. Især virkede sejrene over ungarerne i 933 og 955 opmuntrende og løftende, og heldige kampe mod de hedenske, slaviske naboer kunne forsone i hvert fald fromme klosterfolk med stormændenes ubændige selvrådighed, der næppe var mindre ødelæggende nu end før. I de saksiske klostre fremkalder sakserkongernes bedrifter en før ukendt litterær virksomhed. I Gandersheim, kongeslægtens (Ludolfingernes) særlige kloster, hvor Otto I's broderdatter Gerberga var abbedisse i 959-1001, skrev på hendes opfordring, den lærde nonne Hrotsvith, den berømte forfatterinde af de 6 legendekomedier, et heltedigt til kejserens pris (967), et slægtsepos, der bygger på mundtlige meddelelser fra kongeslægtens medlemmer. I Quedlinburg, stiftet af dronning Mathilde, Henrik I's fromme hustru, var Otto I's datter Mathilde den første abbedisse (966-99). I hendes eget nyligt grundlagte kloster kunne der ikke lige straks skabes et bogværk som i Gandersheim, men senere hen forfattedes her delvis meget gode årbøger, Quedlinburg-annalerne. Det vigtigste historiske arbejde i det 10. århundrede fremkom dog i selve Ny Korvei, hvor munken Widukind skrev sin Sakserkrønike; men også dette værk er sikkert fremkommet efter tilskyndelse fra kongeslægten; i hvert fald er det tilegnet den ungdommelige abbedisse i Quedlinburg. Den saksiske historieskrivning i det 10. århundrede er i høj grad præget af klostrenes og forfatternes nære forhold til kongeslægten. Også Widukind er opfyldt af den dybeste ærbødighed mod sine høje herrer og velyndere - mindst tiltalende fremtræder denne ærbødighed i hans tilegnelse til prinsesse-abbedissen, der med sine 12 år - hun var født 955 - dog næppe kan have haft lejlighed til at udfolde alle de herlige egenskaber, for hvilke den ydmyge munk priser hende - men han indskrænker sig dog ikke til at skildre Henrik og Otto alene, idet han medtager hvad han ved om sakserfolkets ældre historie. Om Widukinds liv vides meget lidt, udover hvad der fremgår af Sakserkrøniken selv. Han var sakser og munk i Ny-Korvei, hvor han blev optaget, mens Folkmar var abbed (917-42), sandsynligvis omkring 940. Om hans forældre, hans barndom og ungdom vides intet; heller ikke hans dødsår kendes; vi ved kun, at han overlevede kejser Otto I, der døde 973. Det meste af Sakserkrøniken skrev han før 967 eller 968, men tilføjede senere enkelte ting, deriblandt skildringen af Otto I's død. Før han begyndte på Sakserkrøniken, havde han bearbejdet et par helgenlegender, men disse arbejder er gået tabt. Sakser og munk. Disse to egenskaber bestemmer hans synskreds og opfattelse. Han er først og fremmest sakser. Hans synskreds rækker ikke ud over Saksen. Hvad der foregår eller er foregået i Frankrig, Italien, Byzans, har han enten slet ingen eller højst forvirrede forestillinger om; navne og årstal forveksles atter og atter. Hans omtale af Otto II's giftermål med den byzantinske prinsesse Theofano er i sin ubehjælpsomhed og tilfældighed yderst betegnende for hans interessers snæverhed, hans ringe viden og skønsomhed (dobbelt iøjnefaldende når hans fremstilling sammenlignes med den samtidige biskop Liudprands livlige, anskuelige og lærerige skildring). Heller ikke Rom og Italien interesserer Widukind, hvad der er så meget mere påfaldende, som Otto Is politik dog i så høj grad var rettet mod syd. Widukind nævner ikke en eneste pave ved navn, og paven omtales overhovedet kun et eneste sted. Øjensynlig har Widukind en meget vag forestilling om, hvad pavedømmet er; for ham er ærkebispen i Mainz ypperstepræsten. I denne vankundighed ligger også en slags forklaring af, at han slet ikke omtaler Otto´s kejserkroning i Rom i 962. Denne begivenhed, der dog optog samtiden, i hvert fald de kredse der stod Otto nær, er indbefattet i de mange tildragelser han nævner eller sigter til, og hvorom han indskrænker sig til at sige: »Det er jeg for ringe til at skildre, og det må være nok, at jeg har udarbejdet mit værk med flid og troskab.« Man kunne vente hos en boglærd munk at finde interesse for Rom og for den romerkirkelige organisation - som jo kejserkroningen også er et led i - og kirkens forhold i det hele. Men det er ikke blot Rom og paven, Widukind tier om. Ottos kirkepolitik i selve Tyskland har han ikke et ord om, så lidt som om missionen blandt slaverne. Widukind er sakser - ikke tysker. Henrik og Otto er saksernes hertuger og konger, der tillige hersker over de andre stammer. Men de andre stammer er ham ikke bedre end fremmede. Det er meget tvivlsomt, om frankerne i Tyskland for ham er mere tyske end »frankerne« i Gallien, de romaniserede franskmænd. Widukind er munk, en boglærd mand. Men hans klerkedannelse er ikke meget dybtgående. Det er allerede fremhævet, at hans kirkelige interesser og synskreds er mærkelig snævre. Men også hans rent boglige dannelse er mager og gold. Det (latinske) sprog, han bruger, er ham et fremmed sprog, som han har et vist skolekendskab til, men som han ingenlunde har virkelig tilegnet sig - den samtidige Hrotsvith forstår ganske anderledes at tumle med det. Hans fremstilling vrimler af gode klassiske vendinger, især fra den romerske historieskriver Sallust, som han formodentlig har læst i klosterskolen, hvis gloser og kunstige udtryk han har lært udenad og som han nu i tide og utide strør ud uden at have nogen forestilling om, at de stikker af mod hele den øvrige ubehjælpsomme fremstilling. Hans ordforråd er gennemgående godt latin, og der er meget få af den slags folkesprogsord i latinsk forklædning, som ellers forekommer så hyppigt hos middelalderens forfattere. Men dette er ikke udtryk for en dybt gående latinsk sproglig dannelse, ligeså lidt som brugen af de kunstige sallustiske vendinger. Det er altsammen skoledrengelærdom. Widukind skriver ikke løs, han udarbejder møjsommeligt sætning efter sætning, glad over hist og her og så tit som muligt at kunne putte en hel sætning fra sit skoleglossar ind, selv om den ikke passer så nøje i sammenhængen. Han glemmer ofte sammenhængen eller evner måske ikke at få den til at træde frem. Skønt hans værk skal være en krønike og ikke en årbog, er skildringen i virkeligheden væsentlig annalistisk; at følge og udrede et forhold i alle dets forgreninger går over hans evne, og hvor han gør tilløb til det, går det gerne galt. Men den blanding af krønike og annaler, som hans arbejde er, er højst uheldig for klarheden og overskueligheden. Han bruger forskellige grammatiske tider om sideordnede forhold, han strør om sig med »da«, »altså«, »men« uden ringeste hensyn til sammenhængen. Bristen i hans skolelærdom træder dog stærkest frem, når han skal give en nøjere skildring af et samtidigt forhold, hvor enkelthederne ikke dækkes af de udtryk, han kender fra sin skolelæsning. Begreber som fæstning, borgvold, borg, by går næsten i et. Af hans egen skildring er det oftest umuligt at se, hvad der menes, så den rigtige oversættelse kun kan garanteres, hvor vi ad anden vej ved besked om forholdet. På samme måde forholder det sig med betegnelser for krigere; kun sjældent kan man se, om der menes riddere eller simple krigere. Også betegnelserne for personernes rang, myndighed, embede er yderst forvirrede - hans latinske skoleglossar gav ham ingen vejledning, og han er ikke uafhængig nok til af de tyske navne at danne latinsk lydende ord - måske har han også ofte været uvidende om, hvad de pågældende personer i virkeligheden var. Widukind, sakseren og munken, må da karakteriseres som en hjemmesidder og en åndelig almuemand, og som historisk autoritet i ordets snævrere forstand har Sakserkrøniken kun ringe værd. Men Sakserkrøniken har sin store værdi som en hjemstavnsskildring - ubehjælpsom, ukritisk, mangelfuld i mange måder, men naiv og trohjertet. Der har været rejst tvivl om Widukinds sandhedskærlighed, men med urette. Det der syntes fordrejet og som man antog for bevidst fordrejet, kan altsammen forklares af forfatterens enfoldighed. Hvor pålidelige de forskellige skildringer af historiske begivenheder, f.eks. ungarerkampene - og adskillige af disse begivenheder kendes kun fra Widukinds skildringer - er ofte vanskeligt at bestemme. Men det er også af forholdsvis mindre interesse. Sin største værdi har værket ved den fylde af småtræk, der så naivt berettes om de saksiske kongers og stormænds handlinger, tænke- og følemåde, disse småtræk, der tilsammen giver et så anskueligt billede af stormandsindividualismen, af den grænseløse mangel på social moralitet, som er lensbarbariets væsen. Der sværges og brydes troskab, angres og tilgives, sværges på ny, brydes atter. Kærlighed og had, ydmygelse og hoveren, alle grundfølelser skifter så brat, som de kun kan skifte hos børn og barbarer. Widukinds krønike hjælper os til at forstå den elementære og radikale brøst ved det middelalderlige lenssamfund«.

Widukind fra Korvei, de hellige blodvidners Stefanus' og Vitus' ringeste tjener, sender allerunderdanigst og i oprigtig hengivenhed hendes kejserlige højhed, den skønne og vise jomfru, frøken Mathilde sin hilsen i kristus. Skønt du lever i glansen af din faders magt og berømmelse og selv udmærker dig ved herlig visdom, vover min ringhed dog at tro, hulde kejserdatter, at min hengivenhed vil finde nåde for dine øjne, også selv om den ikke fortjener det. Thi når du læser mit mindeskrift om din stormægtige faders og din berømmelige bedstefaders liv, kan du kun styrkes i din bevidsthed om eget værd og i stolthed over din slægt. Jeg tilstår, at jeg ikke kan få alle deres bedrifter med, men jeg skildrer knapt og afsnit for afsnit, for at min fortælling kan være overskuelig og ikke skal volde læseren bryderi. Men jeg har også taget mig for at skrive lidt om det folks oprindelse og tilstand, hvis første konge var den stormægtige Henrik, for at du ved læsningen deraf kan fryde dig i dit sind, glemme kummer og have en fornøjelig underholdning. Gid du da, ophøjede fyrstinde, ved læsningen af denne lille bog vil mindes mig med lige så stor nåde, som jeg med hengivenhed har skrevet den. Her begynder første bog af Sakserkrøniken.

Efter at jeg i mine første værker har skildret den højeste herskers stridsmænds sejre, må ingen undre sig over, at jeg nu vil skriftfæste vore fyrsters bedrifter. Da jeg ved hint arbejde har opfyldt min pligt mod mit kald, så godt jeg kunne, vil jeg nu ikke undslå mig for at vi min stamme og mit folk mine kræfter, så mange jeg har. Først vil jeg da forudskikke nogle få ord om folkets oprindelse og tilstand, idet jeg i dette stykke så godt som udelukkende holder mig til sagnene, da al vished er formørket på grund af tidens fjernhed. Der er nemlig forskellige meninger om den ting, idet nogle holder for, at sakserne nedstammer fra danerne og normannerne (den lærde Hraban Maurus, Alkuins discipel, forstander for klosterskolen i Fulda, senere abbed for klostret, død 856 som ærkebisp i Mainz, siger: »Fra normannerne nedstammer de, der taler det tyske sprog«), medens andre mener - hvad jeg også selv i min ungdom hørte en sige - at de nedstammer fra grækerne, idet disse selv sagde, at sakserne var rester af den makedoniske hær der fulgte Alexander den Store og efter hans tidlige død blev splittet over den hele jordkreds. Hvordan det nu end forholder sig, er der ingen tvivl om, at det har været et gammelt og ædelt folk. Det omtales både i Agrippas tale til jøderne hos Josephus (Flavius Josephus, jødisk historieskriver i det 1. århundrede e. Kr. Stedet findes i hans Den jødiske Krigs Historie) og hertil slutter sig digteren Lucanus (Marcus Annaeus Lucanus, romersk digter i det 1. århundrede e. Kr. Stedet findes i hans »Pharsalia« der handler om borgerkrigen mellem Cæsar og Pompejus og slaget ved Farsalos i 423. Læsemåden er dog usikker, og måske skal der læses suessones, et gallisk folk, i stedet for saxones, sakserne). Hvad der er sikkert er, at sakserne er kommet til disse egne til søs og først er gået i land ved det sted, der endnu hedder Hadolaun (Hadeln, syd for Elbens munding. Fremstillingen i den følgende tekst er sandsynligvis bygget over gamle saksiske kvad. Den er helt sagnagtig, og der er intet, der tyder på, at der nogensinde har boet thüringer i omegnen af Hadeln). Men de gamle indbyggere, der skal have været thüringer, blev vrede over deres ankomst og greb til våben imod dem. Men sakserne stod dem hårdt imod og blev herrer over havnen. Efter lange kampe og stort mandefald på begge sider blev begge parter enige om at slutte fred og indgå forbund, og forbundet blev sluttet på det vilkår, at sakserne skulle have lov til at købe og sælge, men de måtte ikke få jord, og de skulle afholde sig fra manddrab og røveri. Og dette forbund stod ved magt i lang tid, men da saksernes penge slap op og de ikke længere kunne hverken sælge eller købe, indså de, at freden var værdiløs for dem. Så hændte det netop da, at en ung mand gik i land med en stor mængde guld, en guldkæde og gyldne armbånd. Han mødte en thüringer, der sagde til ham: »Hvor kan det være, at du har en sådan mængde guld om din stakkels udtærede hals?« »Jo, jeg søger en køber,« svarede hin, »derfor og kun derfor går jeg med dette guld, thi hvad glæde har jeg af guldet, når jeg er ved at dø af sult.« Den anden spurgte så, hvad og hvor meget han ville have derfor. »Prisen,« sagde sakseren, »er mig ligegyldig; jeg tager til takke med, hvad du byder.« »Nå,« sagde den anden og grinede ad karlen, »Hvad siger du til, om jeg giver dig så meget af den jord her« - der lå en stor bunke jord der hvor de stod - »som du kan bære i din kjortel?« Sakseren slog straks sin kjortel op, tog mod jorden og gav på stedet thüringeren guldet, og begge gik glade hver til sine. Thüringerne priste thüringeren, der så fint havde narret sakseren, og anså ham for såre lykkelig, da han for så ringe en pris havde fået en så uhyre mængde guld, og sejrssikre triumferede de næsten allerede over sakserne. Imidlertid gik sakseren, fri for guldet og med sin byrde af jord, ned til skibene. Hans fæller gik ham imøde og undrede sig over, hvad der gik af ham; nogle af hans venner begyndte at le af ham, andre skældte ham ud, men alle var enige om, at han måtte have tabt forstanden. Han bad dem være stille og sagde så: »Følg mig, i gode saksere, så skal i få at se, at mit afsind er eder til nytte,« og skønt tvivlrådige fulgte de ham dog, men han tog sin jord med og udstrøede det så tyndt han kunne over de nærmeste marker og tog dem i besiddelse til lejrplads. Synet af saksernes lejr vakte imidlertid thüringernes vrede. Sendemænd fra dem klagede over, at sakserne havde brudt forbund og forlig. Sakserne svarede, at de hidtil trolig havde holdt forliget. Den jord, de havde købt for deres eget guld, ville de have i fred eller hævde med våben. Da indbyggerne havde hørt dette, gav de sig til at forbande saksernes guld, og ham hvem de havde prist lykkelig kort før, mente de nu var skyld i deres egen og deres lands ulykke. I blind forbitrelse stormede de uden orden og uden plan mod lejren. Men sakserne var rede og slog fjenden ned, og tog efter kampens lykkelige udfald med krigens ret den nærmeste omegn i besiddelse. Og da der derefter var blevet kæmpet længe og hyppigt fra begge sider, og thüringerne betænkte, at sakserne var dem overlegne, lod de sendemænd forlange, at begge parter skulle mødes uden våben og atter på aftalt sted og tid forhandle om fred. Det gik sakserne ind på. Nu plejede sakserne på den tid at bruge nogle store knive af samme slags som dem, anglerne den dag i dag efter forfædrenes skik bruger. Med disse våben under deres kjortler går sakserne ud af deres lejr og møder thüringerne på det aftalte sted. Og da de så, at fjenderne var våbenløse og alle thüringernes høvdinger var tilstede, mente de, at tiden var inde til at bemægtige sig hele egnen. De trak deres knive og faldt over de intetanende våbenløse thüringer og huggede dem ned til sidste mand. Sakserne begyndte nu at få ry og at indjage nabofolkene vældig skræk. Der er også nogle der fortæller, at sakserne har fået deres navn af denne dåd, idet »knive« på vort sprog hedder saks, og de kaldes saksere, fordi de med deres knive havde nedhugget så mange mænd (sakser skal altså være = sværdbærer, og folkenavnet franker, hidrører måske fra franea, = kastespyd; men det omvendte forhold kan også tænkes: at saksernes våben er opkaldt efter folket. Stammen i ordet saks er urgammel; den findes i det latinske saxum, sten, af roden sek, skære; den oprindelige betydning synes således at være »et skærende stenredskab« i stenalderen. Betydningen saks findes kun i de nordiske sprog og tilkom egentlig kun ordet i flertal, på fransk ciseaux, på engelsk scissors). Medens dette gik for sig i Saksen (Widukind knytter her - unøjagtigt - sin fortælling til Bedas fremstilling i »Anglerfolkets kirkehistorie«), som landet nu kaldes, overfaldtes Brittannien - som kejser Vespasian alt i gamle dage havde gjort til provins og lagt under Roms herredømme - efter lang tids fred af nabofolkene, fordi det så ud til at romerne ikke kunne hjælpe det. Thi efter at kejser Martialis (kejser Marcianus - der imidlertid var kejser i Byzans (450-57) og som døde sottedød. Skulle en kejser nævnes i denne forbindelse, måtte det være den vestromerske kejser Valentinian (425-455), der blev myrdet. Også fortællingen om volden er forkert. Den var opført under Antoninus Pius og forstærket af Septimius Severus (193-211), hvilket også berettes af Beda) var blevet dræbt af sine krigere, evnede romerne, udmattet af krige med fremmede, ikke at yde deres venner det sædvanlige antal hjælpetropper. De lod dog opføre en vældig vold til værn for landegrænsen fra hav til hav, der hvor man måtte vente fjendernes angreb; derefter overlod de landet til sig selv. Men overfor det ukrigerske folks svage modstand var det de voldsommere og krigslystne fjender let at ødelægge værnet. Da nu rygtet bredte sig om saksernes fremgang, sendte bretterne en sendefærd til dem med bøn om hjælp. Og afsendingerne trådte frem (sendefærden omtales af Beda, men talen synes Widukind selv at have forfattet) og sagde: »Ædle saksere, de ulykkelige bretter, der trænges hårdt af idelig fjendefærd, har hørt om eders herlige sejre og har i deres kvide sendt os til jer for at bede jer ikke nægte os eders hjælp. Vi har det hverv at sige jer, at de er rede til at underlægge deres store, vidtstrakte, rige land eders herredømme. Under romernes herredømme og værn har vi hidtil levet i velstand og frihed. Vi kender ingen, der næst romerne er bedre end i, og vi søger nu værn under eders vældige vinger. Når vi blot ved eders tapre våben kan vinde sejr over vore fjender, vil vi med glæde finde os i hvad åg i vil pålægge os. De ældste svarede kort hertil: »I skal i sakserne altid finde bretternes pålidelige venner, lige rede til at hjælpe dem i deres trængsel og til at tage del i deres glæde.« Sendemændene drog glade tilbage til deres fædreland og gjorde deres fæller glade ved det attråede budskab. Derefter sendtes den lovede hær til Brittannien; vel modtaget af vennerne befriede den i kort tid landet for røverne og gav indbyggerne deres hjemstavn tilbage. Og det kostede ikke stor møje, da fjenderne, hvem saksernes ry alt i forvejen havde fyldt med skræk, nu da de selv kom, flygtede langt bort. Disse folk, bretternes fjender, var skotter og pehter (pikter); i kampen mod dem fik de saksiske krigere alt hvad de trængte til af bretterne; og de blev nu i nogen tid i dette land og befandt sig vel ved gensidigt venskab med bretterne. Men da hærens høvdinge så, at landet var stort og frugtbart, men indbyggerne ukrigerske, medens de selv og den største del af sakserne var uden fast hjemstavn, sendte de bud efter den større hær, sluttede fred med skotterne og pehterne, angreb i fællig bretterne (455), jog dem ud af deres land og fordelte det under deres eget herredømme (sakserne slog alle de kristne brittere ihjel i 455, og i løbet af de næste 100 år dannedes 4 saksiske kongeriger og 3 angelske riger i det nordlige England). Og fordi denne ø ligger i et hjørne (angulus) af havet, kaldes de den dag i dag angel-sakserne. Hvis nogen vil have udførligere besked om alt dette, kan han læse selve dette folks historie (nemlig Bedas »Anglerfolkets kirkehistorie«, der også fortæller om sakserne og deres omvendelse); deri vil han finde både hvorledes og under hvilke førere alt dette skete, og hvorledes de ved sin tids helligste mand, pave Gregor, kom til kristendom. Gregor den Store sendte i 597 abbeden Augustin med 40 munke til Brittannien). Men vi må vende tilbage til begyndelsen af historien. Derefter døde Hugo (der menes frankerkongen Chlodvig (Clovis, Louis, Ludvig) der døde i 511. Men denne efterlod sig rigtignok 4 sønner, af hvilke den ældste ifølge Quedlinburg-årbøgerne hed Hugo Theodoricus (Hugdiethrich), »Hugo Theodoricus, dvs. frankeren, thi førhen kaldtes alle frankere Hugo'er efter en af deres høvdinger ved navn Hugo«. Det er da sandsynligvis denne, hvis navn Widukind har fået fat i og nu knytter fortællingen til. I virkeligheden blev alle fire brødre konger efter faderen. Amalberga, Irminfrids hustru, var et barnebarn af goterkongen Theodorik den Store. Widukind synes da yderligere at sammenblande østgoterkongen Theodoricus med frankerkongen Theodoricus), frankernes konge, uden at efterlade sig anden arving til riget end sin eneste datter Amalberga, der var gift med thüringernes konge Irminfrid. Men frankerfolket, der var blevet mildt og velvilligt behandlet af sin hersker og derfor ville vise sin taknemlighed, valgte hans frillesøn Thiadrik til konge. Da nu Thiadrik var blevet udnævnt til konge, skikkede han sendefærd til Irminfrid om fred og venskab. Da sendemanden havde fået foretræde, sagde han til Irminfrid: »Jeg kommer fra min højædle og mægtige herre Thiadrik. Han ønsker, du må leve vel og længe herske over et stort og vidtstrakt rige, og han lader dig melde, at han ikke ønsker at være din herre, men din ven, ikke din hersker, men din frænde, og at han ubrødelig indtil døden vil overholde frændskabets ret overfor dig. Kun beder han dig om ikke at bringe tvedragt ind i frankerfolkets enighed, thi frankerne følger ham som deres kårede konge.« Hertil svarede Irminfrid nådigt og som kongeværdigheden krævede det, at han godkendte, hvad frankerfolket havde samtykket, og at han ikke ville føre tvedragt ind i deres samdrægtighed, at han trængte absolut til fred, men at han med hensyn til konge-spørgsmålet ikke ville udtale sig, før hans venner var kommet tilstede. Han viste sendemanden al ære og lod ham blive hos sig i nogen tid. Men da dronningen hørte, at der var kommet en sendemand fra hendes broder og at han havde talt med kongen om tronfølgen, fik hun Iring til at hjælpe sig med at overbevise manden (kongen) om, at kongedømmet måtte tilfalde hende ved arveret, eftersom hun var en konges og en dronnings datter, medens Thiadrik var hendes træl, da han var en frillesøn, og det derfor ville være urimeligt nogensinde at hylde sin egen træl. Nu var Iring en dristig og håndrap mand, djærv og snu, hårdnakket i sine forsæt og i besiddelse af stor overtalelsesevne og havde ved disse egenskaber vundet Irminfrids sind. Da nu høvdinger og frænder var kaldt sammen, forebragte Irminfrid dem sendemandens budskab. Disse rådede ham dog alle som én til fred og enighed, fordi han ikke ville kunne stå for frankernes angreb, især da han også trængtes fra anden side af endnu hårdere angreb. Men Iring foreholdt efter den overmodige dronnings ønske Irminfrid, at han ikke burde give efter for frankerne; i tronfølger spørgsmålet havde han retten på sin side, dertil havde han et stort rige, og i hærstyrke var der kun ringe forskel mellem ham og Thiadrik. I overensstemmelse hermed svarede Irminfrid sendemanden, at han vel ikke ville nægte Thiadrik venskab og frændskab, men kunne undres over, at han krævede herredømmet før friheden. Han var født træl, hvorledes kunne han da kræve at herske over Irminfrid. Man kunne dog ikke godt yde sin egen træl hyldest. I stærk sindsbevægelse svarede sendemanden hertil: »Hellere ville jeg give dig mit hoved, end høre sådan tale af dig, thi jeg ved, at den må sones med meget franker- og thüringerblod«. Derpå drog han tilbage til Thiadrik, for hvem han ikke skjulte, hvad han havde hørt. Thiadrik blev meget vred, men svarede roligt: »Vi må nok skynde os at gå i trældom hos Irminfrid, for at vi, omend berøvede friheden, kan få lov til bare at beholde livet,« og med en stærk hær drog han mod Thüringen og traf sin svoger, der også stod med en stor hær og ventede på ham, ved Ronnenberg (Runnibergun i nærheden af Hannover, eller måske et andet sted, der i gamle dage også hed Ronnenberg, ved Unstrutt, 2 mil fra Burg-Scheidungen. Slaget stod i 531 e. Kr.). Kampen begyndte og varede under skiftende vilkår én dag og to dage, den tredje dag fik Thiadrik overhånd, og Irminfrid måtte vige. På flugten trak han sig ind i borgen Scheidungen ved Unstrutt sammen med de folk, han havde tilbage. Thiadrik sammenkaldte sine høvdinger og krigsøverster og spurgte dem, om de mente, man skulle forfølge Irminfrid eller om man skulle drage hjem. Blandt de adspurgte svarede Waldrik: »Jeg mener, vi skal drage hjem for at jorde de faldne, pleje de sårede og samle en større hær, for jeg tror ikke, at vi, nu da så mange tusind af dine folk er faldne, har kræfter til at føre denne krig til ende. Hvis nemlig barbarernes (saksernes) talløse skarer rejser sig imod os, nu da så mange af vore folk er hårdt medtagne, ved hvis hjælp vil du da sejre ?« Nu havde Thiadrik en snu tjener (Widukind kalder ham servus dvs. træl, men der menes vistnok en »edelknecht«, en væbner, en frimand i kongens gård), hvis råd han ofte havde fundet gode, så at der herskede en vis fortrolighed imellem dem. På spørgsmålet om, hvad han mente, svarede han: »Når der er tale om hæderlige foretagender, mener jeg, at udholdenhed er det bedste, og vore forfædre har jo også lagt så meget vind på den, at de sjælden eller aldrig opgav noget, de havde begyndt på. Og dog være det langt fra mig at tro, at det, vi har døjet, kan måle sig med det, de måtte gå igennem, thi med ringe kræfter overvandt de andre folks store hære. Nu er landet her i vor magt, skal vi da ved at forlade det give de overvundne lejlighed til at vinde sejr? Gerne ville også jeg vende hjem og se slægt og venner - hvis jeg vidste, at vore fjender ville forholde sig i ro så længe. Men vore sårede trænger måske dertil? - ja men opførelsen af en lejr vil sikkert kun være til ren fornøjelse for dem, der har kraft og mod. Men mange er faldne, og hæren er stærkt svækket. Ja men er da vore fjender undslupne allesammen? Sikkert kun meget få, thi anføreren selv søger ly bag en fæstnings volde ligesom et elendigt dyr søger ly i sit skjul, og tør ikke en gang roligt se op mod himlen, så angst er han for os. Men de har penge, så de kan leje barbariske folk (sakserne), og de har en mængde mandskab, om det end er stærkt medtaget. - ja men hvis vi drager bort, får de friske kræfter. Sejrherren kan ikke være bekendt at give de overvundne tid til at sejre. Er vi nok til at lægge besætning i alle borge ? - ja men dem mister vi jo allesammen, medens vi drager hjem og her tilbage igen.« Denne tale havde den virkning, at Thiadrik og alle, hvem en ærefuld sejr lå på sinde, besluttede at blive i en lejr og sende bud til sakserne, der fra gammel tid var thüringernes bitre fjender, om at hjælpe dem. Hvis de sejrede over Irminfrid og indtog hans borg, skulle de få landet til evig eje. Sakserne sendte uden tøven og uden betænkning 9 anførere, hver med 1000 krigere, afsted, og disse førere drog ind i lejren hver med 100 krigere, idet de lod den øvrige mængde blive udenfor, og de bød Thiadrik hilsen og fred. Thiadrik modtog glad deres hilsen, vekslede håndslag med dem og opfordrede mændene til at tale. De sagde: »saksernes folk er dig hengivent og lyder dit bud; de har derfor sendt os til dig, og vi er rede til at gøre alt hvad du måtte ville, så vi enten vil overvinde dine fjender eller, om skæbnen vil det anderledes, dø for dig. Thi vid, at for sakserne er der intet andet end dette: at ville sejre eller, i modsat fald, ikke at ville leve. Og vi kan jo ikke vise vore venner en større tjeneste end den, at vi for deres skyld foragter døden, og det er vort brændende ønske, at du skal erfare, at det er sandt.« Medens de talte således, stod frankerne og beundrede disse mænds legemsstyrke og mod; de undrede sig over deres fremmedagtige dragt, over deres rustning, over deres hår, der bølgede ned over skuldrene (frankerne klippede nemlig deres hår) og især over deres vældige djærvhed. Sakserne bar nemlig lange kjortler og var væbnede med lange lanser, og de stod og støttede sig til små skjolde og havde lange knive ved lænderne. Der var også dem der sagde, at frankerne ingen brug havde for så mange stærke venner, det var nogle ubændige mennesker, og hvis de slog bo i landet her, ville det utvivlsomt blive dem, der en gang i tiden ville komme til at styrte Frankerriget i grus. Men Thiadrik havde kun tanke for sin egen fordel, og han tog mod deres forbund og bød dem gøre sig rede til at angribe borgen. De gik så bort fra kongen og gav sig til at afstikke deres lejr, i sydlig retning fra borgen, på et engdrag langs floden. Den næste dag stod de op ved daggry, væbnede sig, stormede forborgen og satte ild på den. Da de havde indtaget forborgen og stukket ild på den, stillede de sig op i slagorden overfor den østlige port. Da de indesluttede så slagordenen i fuld opstilling og sig selv i den yderste nød, gjorde de et dristigt udfald ad portene og styrtede i blindt raseri imod deres fjender efter at kastespyddene var slyngede ud, fortsattes kampen med sværd. Et grumt slag begyndte, og mange fældedes på begge sider. Folkene fra borgen kæmpede for deres fædreland, for deres hustruer og børn og endelig for deres eget liv, sakserne for æren og for at vinde land (denne og mange lignende retoriske vendinger har Widukind lånt fra den romerske historieskriver Sallust). Opmuntringsråb mellem mændene indbyrdes, våbenlarm og døendes klager hørtes imellem hinanden, og dagen led, medens alt dette stod på. Overalt var der mandefald, overalt hørtes jamren, men ingen af parterne ville vige - før aftenen bragte kampen til ophør. Den dag blev mange thüringer dræbt og mange sårede, men af saksere taltes der 6000 faldne. Nu sendte Irminfrid Iring til Thiadrik for at bede om fred og tilbyde frivillig overgivelse, og han havde alle kongens skatte med. Iring trådte frem for Thiadrik og sagde: »Dette sender den mand dig, der førhen var din frænde, men nu er din træl, for at du, selv om du ingen medynk har med ham, i hvert fald skal ynkes over din stakkels søster og over dine søsterbørn, der er stedt i den yderste nød.« Da han under tårer havde sagt dette, var der nogle høvdinger, der var bestukne med guldet, som greb ind og tilføjede, at det sømmede sig kongen at vise mildhed og ikke afslå en sådan bøn; han måtte heller ikke glemme blodslægtskabet, og det var bedre at modtage den mand, der allerede var overvundet og som var så medtaget, at han aldrig ville kunne rejse sig imod ham, som forbundsfælle, end disse ubændige, alle farer, al møje trodsende mennesker, der kun kunne blive en fare for Frankerriget. Den nu tilendebragte kamp havde nok vist, hvor udholdende og uovervindelige sakserne var, og derfor var det bedre at tage mod thüringerne og sammen med dem at jage sakserne ud af landet. Ved denne tale lod Thiadrik, skønt modstræbende, sig omstemme og lovede den følgende dag at modtage sin svogers underkastelse og at jage sakserne bort. Da Iring hørte dette, kastede han sig for kongens fødder og priste kongens milde beslutning. Han sendte bud til sin herre, at det var gået efter ønske og beroligede således både denne og borgen; selv blev han i Thiadriks lejr, for at natten ikke skulle bringe en ugunstig vending. Medens nu løftet om fred gjorde alle trygge i borgen, gik imidlertid en thüringer ud derfra med en falk for at søge føde ved bredden af den omtalte flod. Han lod fuglen flyve, men en sakser, der befandt sig på den anden flodbred, fik straks fat i den, og skønt thüringeren bad om at få den tilbage, ville sakseren ikke af med den. Så sagde thüringeren: »Giv mig den, så skal jeg røbe dig en hemmelighed, der vil være dig og dine fæller til nytte.« Sakseren svarede: »Ja, sig det, så skal du få, hvad du forlanger.« Han sagde: »kongerne har sluttet fred, og de har aftalt, at hvis i imorgen træffes i lejren, skal i tages tilfange eller hugges ned.« »Er det alvor, eller vil du narre mig?« spurgte sakseren. »Den anden time imorgen,« lød svaret, »vil vise, at det er ramme alvor. Sørg for jer selv, flygt.« Sakseren slap straks falken løs og fortalte sine fæller, hvad han havde hørt. De blev temmelig bestyrtede og kunne i øjeblikket ikke finde ud af, hvad de nu skulle gøre. I lejren var der en gammel kriger, der var højt til års, men trods sin alder endnu kraftig; han hed Hathagat, men kaldtes sædvanlig på grund af sine fortrinlige egenskaber fædrenes fader. Han greb felttegnet - som sakserne holdt for helligt, og som var prydet med billeder af en løve og en drage og derover en ørn med udspilede vinger, hvilket skulle betyde tapperhed og klogskab og virkningen af disse egenskaber. Hans holdning røbede hans mod og fasthed. Han sagde: »Indtil nu har jeg levet blandt tapre saksere, og mit liv er ledet, til jeg nu har nået næsten den højeste oldingealder, og aldrig har jeg set mine saksere flygte. Hvorledes vil i da nu tvinge mig til at gøre noget, jeg aldrig har lært? Jeg kan slås, men flygte, det hverken forstår eller kan jeg. Hvis skæbnen ikke tillader mig at leve længere, så lad mig i hvert fald falde sammen med mine venner, det er mig det kæreste. Rundt om os ligger vore venners lig som eksempler på vore fædres tapperhed; de ville hellere dø end overvindes, hellere udånde deres tapre sjæle end vige pladsen for deres fjender. Dog, hvad behøver jeg at spilde så mange opmuntringsord om foragt for døden? Se, når vi nu går løs på dem, træffer vi dem trygge, og det bliver ikke en kamp, men en nedsabling vi går i lag med. Thi på grund af den fred, der er lovet, og på grund af vore svære tab aner de ikke råd. De er desuden trætte af kampen idag; de nærer ingen frygt, og de har lagt sig til hvile uden at stille vagtposter ud og uden nogen af de almindelige sikkerhedsanstalter. Lad os styrte over dem, mens de intet aner og ligger i dyb søvn; det vil gå overmåde let. Lad mig være eders fører, og hvis det ikke går, som jeg siger, vil jeg give jer mit grånede hoved.« Opmuntrede af disse gode ord, brugte de resten af dagen til at komme rigtig til kræfter, og i den første nattevagt, den tid, da menneskene plejer at ligge i den dybeste søvn, greb de på et givet tegn deres våben, styrtede med føreren i spidsen ind over murene, hvor der hverken var besætning eller en gang nattevagter, og trængte under vældige råb ind i borgen. Derved vækkedes fjenderne; nogle søgte frelse i flugt, andre løb som drukne mennesker hid og did på de åbne pladser og mellem borgens mure, atter andre løb lige ind mellem sakserne, hvem de holdt for deres medborgere. Men sakserne dræbte alle fuldvoksne, hvorimod de sparede ynglingernes liv for at gøre dem til bytte. I denne nat var der idel skrig, drab og røveri, og der var ikke stille et eneste sted i hele borgen, indtil morgenrøden steg op og lyste over en sejr, der intet blod havde kostet sejrherren. Da kongens, Irminfrids, død ville have kronet sejren, blev han eftersøgt, men det viste sig, at han var undkommen tilligemed sin hustru og sine børn og et ringe følge. Da det var blevet morgen, stillede de deres ørn op ved den østre port, opførte et sejrsalter, og i overensstemmelse med vore fædres vranglære ærede de deres helligdom på deres egen vis: efter navnet at dømme var det Mars, efter den måde hvorpå de forestillede guden - nemlig ved en art søjle - var det Herkules, efter stedet var det solen, som grækerne kalder Apollon (her er øjensynlig tale om en af de berømte Irminsøjler, der bl.a. kendes fra beretningen om Karl den Stores sakserkrige, i hvilken der ødelagdes én i en hellig lund ved Ehresburg i Vestfalen. Irminsøjler var høje træsøjler eller træstammer, der fandtes i hellige lunde og var den omboende folkestammes hovedhelligdom. Irmin er navnet på den ældste vestgermanske folkestamme herminonernes mytiske stammefader og vistnok tilnavn til guden Ziu, Tiu (nordisk: Tyr), oprindelig himmelgud, senere krigsgud. Widukind gengiver her en gammel overlevering om, at sakserne efter sejren ved Scheidungen over thüringerne, rejste en Irminsøjle til ære for Irmin, krigsguden, som Widukind kalder med den romerske krigsguds navn: Mars, og som han sammenstiller med det græske gudenavn Hermes, idet han forveksler Hermes - der svarer til romernes Merkur - med Aares, krigsguden. Meningen er da: den saksiske Irmin betyder efter navnet Mars (idet Mars fejlagtig antages for at være den samme som grækernes Hermes, længere henne (h)Irmin -hermis); hvad Widukind kalder altret, må være træstammen eller træsøjlen, som kaldes Irmins søjle. Hvad meningen er med det andet led: at den måde, hvorpå de forestillede guden, nemlig ved en art søjle, skulle minde om Herkules, er højst tvivlsomt - måske ligger der en forvirret forestilling om hermer, hermesstøtter, til grund, idet Hermes atter kan være forvekslet med Herkules. Det tredje led er forståeligt nok: efter stedet var det solen, thi altret, Irminsøjlen, rejstes jo ved den østre port. Irminsøjler omtales allerede hos Tacitus. Deraf fremgår det, at de dog sikkert har ret, der mener, at sakserne er udgået fra grækerne, idet Mars hedder Irmin eller Hermis på græsk - et ord vi den dag idag, uden at forstå meningen, bruger både i rosende og dadlende betydning. Den her fulgte fortolkning, der mere udførligt kunne formes således:….Sakserne nedstammer fra grækerne, idet Mars (krigsguden) hedder (h)Irmin (hos os) og Hermis på græsk: et ord (Irmin) som vi den dag idag bruger både i rosende og dadlende betydning, skønt vi ikke forstår meningen (eller: skønt vi ikke ved, at det stammer fra græsk). Den egentlige betydning af Irmin er vistnok: den ophøjede; ordet findes som første del af sammensatte ord i mange germanske dialekter og har en forstærkende betydning såvel i god som i dårlig retning. I Vøluspá forekommer således Jørmungandr som betegnelsen for Midgårdsormen. I Beowulfskvadet er eormengrund betegnelse for jorden. I oldtysk er Irmingot = den højeste gud. Forekommer også i egennavne som f.eks. Østgoterkongen Ermanrik eller Jørmunreikr). Tre dage igennem holdt de sejrsfest, fordelte fjendebyttet, fejrede de faldnes ligfærd og lovpriste deres fører. I ham, råbte de, måtte der bo en guddommelig ånd og en overjordisk manddom, siden han ved sit standhaftige mod havde bragt dem til at vinde en så vældig sejr. Alt dette skete, efter hvad vore forfædre har fortalt, d. 1 oktober, og disse hedenske festdage har gudfrygtige mænd siden viet og bestemt til faste og bønner og til offergaver for alle hedengangne kristne (der er en unøjagtighed i udtrykket: d. 1 oktober . . disse hedenske festdage. Hvad der siges om disse festdage, er imidlertid rigtigt nok. Den uge, der begynder med første søndag efter Mikkelsdag (d. 29. september), hed senere die gemeine woche, der helt op i det 17. århundrede fejredes på forskellig måde og med oprindelig hedenske ceremonier. Som så mange hedenske fester, som kirken ikke evnede at udrydde, blev den så at sige kristnet, ved at man overførte de hedenske ceremonier på kristne helgener eller lignende. Ærkeenglen Michael, der havde kæmpet med og sejret over satan eller dragen og derfor tidlig i den kristne kirke ansås for kristendommens beskytter og forkæmper, var vel egnet til at blive genstand for folkelig, hedensk dyrkelse, og pave Gelasius I bestemte i 493, at d. 29 september skulle være hans festdag. Fra det 9. århundrede fejredes, han over hele den romerkirkelige verden. En fest for »alle hedengangne kristne« synes at svare til den senere til d. 2 november fastsatte allesjælesfest). Efter at alle disse ting var bragt i orden, vendte de tilbage til Thiadrik i hans lejr; han bød dem velkommen, talte mange lovord over dem og gav dem landet her til evigt eje. De blev også kaldt frankernes forbundsfæller og venner, og de var de første [saksere] der kom til at bo i den borg, som de havde skånet for ild (det var kun forborgen, de havde brændt) i den mening, at det skulle være deres. Den måde, kongerne endte deres liv på, vil jeg ikke forsømme at fortælle, da der går mærkelige sagn derom. Den dag, da borgen blev taget, blev Iring sendt til Thiadrik, og blev som gæst natten over i lejren. Thiadrik havde hørt, at Irminfrid var undkommen og søgte nu ved list at få ham tilbage og at få ham myrdet af Iring, hvorfor denne skulle have store gaver af ham og hædres med en høj stilling i riget, medens det skulle se ud, som om Thiadrik ingen lod eller del havde i drabet. Kun ugerne indlod Iring sig på denne sag, men tilsidst gav han efter, bestukket af de falske løfter, og erklærede sig rede til at gøre efter kongens ønske. Irminfrid blev da kaldt tilbage og kastede sig ned for Thiadriks fødder; ved hans side stod Iring med draget sværd, som om han var kongens våbendrager, og han dræbte da sin herre just som han lå der knælende på jorden. Men øjeblikkelig tilråbte Thiadrik ham: »Ved denne udåd er du blevet alle mennesker en afsky; du har dræbt din egen herre; det skal stå dig frit for at gå din vej herfra; jeg vil hverken have lod eller del i din skændsel.« »Ja jeg har fortjent alle menneskers afsky,« svarede Iring, »fordi jeg har tjent dine rænker; men før jeg går, vil jeg sone min udåd og hævne min herre,« og som han stod dér med draget sværd, huggede han også kong Thiadrik selv ned, og han løftede sin herres lig op og lagde det oven på Thiadriks lig, for at den i livet overvundne dog i døden kunne være sejrherre. Derefter banede han sig vej med sit sværd og undkom. Om man kan fæste lid til denne fortælling, må læserne afgøre; jeg kan dog ikke andet end undres over, at sagnet har haft så stor en magt, at den såkaldte Mælkevej på himlen den dag idag bærer Irings navn. (fortællingen om Iring er delvis gengivelse af en myte. Medens Irminfrid, thüringemes sidste konge, er historisk, er Iring mytisk. Han er en Lysheros omtrent som Heimdal; derfor er Mælkevejen, Iringesstraza, opkaldt efter ham. Den gamle tyske heltedigtning- spiller Iring en stor rolle, således i Niebelungenkvadet. Widukind har altså her øjensynligt benyttet gamle heltekvad). Sakserne tog nu landet i eje og levede i dyb fred som frankernes venner og forbundsfæller. De delte også en del af deres jorder med deres venner, der var kommet dem til hjælp, og med frigivne trælle, men resten af det slagne folk gjorde de skatskyldigt. Derfor deler man - endnu i vore dage - sakserfolket (bortset fra trælleklassen) i tre dele efter afstamning og lov (de tre klasser kaldtes edelinger (»adelige«, fødselsadel), frilinger (af frija = ukrænkelig, sign. Frihals, svensk frals, egentlig den der værnes af retten, ikke (som fæsteren eller trællen) skal bøje nakken for en godsejer) og lasser, frigivne (lassen = løse, oldnordisk: leysing). De to urgamle klasser: frie og ufrie, har spaltet sig, således at der senere findes to slags egentlige frie, frifødte, idet nogle ved rigdom og byrd særlig- fremragende, edelinger, har skilt sig ud fra de almindelige frimænd, frilinger, medens lasserne har skilt sig ud fra de egenlig ufrie og udgør en særlig klasse nedenunder de almindelige frimænd. Hver klasses retsstilling får sit tydeligste udtryk ved dens »wergeld«, egentlig = mandegengæld, den bøde, der betaltes for drab, og som var forskellig eftersom den dræbte var edeling, friling eller frigiven), og ligeledes udøvede 3 fyrster hertugdømmet over hele folket; de havde magt til at sammenkalde hæren indenfor bestemte grænser, og vi ved, at de betegnedes efter deres hjemstavn og navne, nemlig: østfolk, angere og vestfalere. Men når en almindelig krig truede, valgtes ved lodtrækning én, hvem alle skulle lyde, til at lede den forestående krig (Widukind synes at have omskrevet Beda´s (Anglerfolkets kirkehistorie) fortælling om saksernes forfatning, men tillige at have forvansket den ved sammenblanding med forhold fra hans egen tid, så det hele bliver forvirret. I sætningen: når krigen var til ende, levede enhver under lige ret . . ., må »enhver« forstås om enhver af de tre hertuger, hvad Beda udtrykkelig siger, og ikke om enhver sakser eller frimand, thi for hele folket var der »forskellige love«, dvs forskellig ret for hver klasse). Når krigen var til ende levede enhver under lige ret og lov, tilfreds med sin egen magt. Vi har ikke i sinde her i denne lille bog at skrive om de forskellige love, da omhyggelige håndskrifter af Sakserloven findes hos mange. Schwaberne hinsides Bode trængte ind i den egn, hvor de nu bor, på den tid da sakserne sammen med longobarderne drog til Italien (567 og 568), således som deres (longobardernes) historie fortæller, og derfor har de andre love end sakserne. Således fik sakserne frankernes troløshed at føle - om dem behøver vi ikke at fortælle noget, da deres egen krønike giver oplysning nok - og de levede med hårdnakket fastholden ved den fra fædrene nedarvede vranglære lige til Karl den Stores tid.

Den store Karl var ikke blot en overmåde tapper konge, men også en vis og omsigtsfuld hersker. Han betænkte da også, såsom han var den klogeste mand i sin tid, at det ikke gik an, at et ædelt folk, der var nabo til ham, vedblev at leve i en forkert tro, og han arbejdede på enhver måde på at føre dem ind på den rette vej. Han søgte at drive dem ind på denne vej, snart ved venlig overtalelse, snart ved krigerske angreb, og i sit kejserdømmes 30te år (dét er forkert) - thi han blev fra konge valgt til kejser - opnåede han endelig det, som han i så mange år utrættelig havde stræbt efter. Derved blev de, som førhen var frankernes forbundsfæller og venner, nu deres brødre og så at sige ved kristentroen et folk med dem, således som vi nu ser. Den sidste karolinger der herskede hos østfrankerne, var Ludvig, en søn af Arnulf, der atter var en brodersøn af Karl, den nu regerende Lothars oldefader (Lothar var det vestfrankiske riges konge 954-986. Widukind forveksler imidlertid Karl II (den Skaldede), Lothar´s tipoldefader, med Karl III, den Tykke, der var Arnulfs farbroder (men ikke Lothars oldefader). Denne Ludvig giftede sig med Liudgard (Widukind tager atter fejl; det var ikke Ludvig (IV, Ludvig Barn), Arnulfs søn, der var gift med Liudgard, men Ludvig III, søn af Ludvig den Tyske (der atter var søn af Ludvig den Fromme). Brylluppet fandt sted i 869, og Ludvig III døde i 882 (Liudgard død i 885), medens Ludvig IV Barn døde i 911), søster til Brun og den store hertug Oddo, men døde ikke mange år derefter. Disse to mænds fader var Liudulf, han der drog til Rom og derfra hidførte den hellige pave Innocens' relikvier (til Gandersheim, hvor Liudulf og hans hustru havde stiftet det berømte kloster, hvor bl.a. den lærde nonne Hrotsvith i det 10. århundrede skrev sine mærkelige legende komedier. Stifterne af klostre søgte altid at skaffe vedkommende kloster helgenrelikvier, hvis tilstedeværelse antoges at sikre klostret den pågældende helgens særlige gunst og værn, ligesom man tilskrev relikvierne undergørende kraft, således at det kloster der havde en særlig berømt relikvi, tillige havde store indtægter af folk, der søgte helgenens hjælp. Den hellige Innocens dvs. pave Innocens I (402-417), hvis helgendag er d. 28 juli). Brun førte, medens han som hertug styrede hele Saksen, en hær mod danerne, men en pludselig oversvømmelse omskyllede hæren, så der ingen lejlighed blev til kamp, og Brun omkom med hele hæren (i året 880. Danerne vil her sige normanniske krigere, der var sejlede op ad Elben. Jævnfør Fulda-årbøgerne under år 880). Hertugdømmet gik over til hans yngre, men i alle retninger langt dygtigere broder. Da nu kongen, Ludvig (Ludvig IV Barn, 893-911, den sidste karolinger i Tyskland), ingen sønner havde, ønskede hele frankernes og saksernes folk at sætte kongekronen på Oddo´s hoved, men denne, der allerede var højt til års, ville ikke påtage sig regeringens byrder. Derimod blev efter hans råd Konrad (911-918), hidtil frankernes hertug, salvet til konge, men den højeste magt var dog stadig og overalt hos Oddo (hvad der her fortælles om hertug Otto er sagnagtigt og uhjemlet). Oddo havde en søn, netop en mand sådan som hele verden trængte til, den største og ypperste blandt konger, Henrik, den Første der herskede uafhængig i Saksen (at der ingen stod over ham, idet han jo selv var både hertug i Saksen og tysk konge, sin egen overherre. Stedet er meget betegnende for Widukinds saksiske tankegang. Henrik blev født omkring 876). Allerede i en tidlig alder lagde han i alle retninger herlige egenskaber for dagen, og fra dag til dag tog han til i udmærket visdom og i ry for fortrinlig dygtighed; thi lige fra hans ungdom af dreves han af attrå efter at skaffe sit folk berømmelse og at fæstne freden så langt hans magt rakte. Da hans fader nu så, hvor vis og hvor overlegen i kløgt den unge mand var, overlod han ham en hær og betroede ham krigen mod dalamantierne, som han selv længe havde ligget i krig med (de slaviske (sorbiske) dalamantieres land, der også kaldtes Glomaci (Lummatzsch), strakte sig på begge sider af Elben, vest for Meissen. Lommatzschgau) men dalamantierne, der ikke kunne modstå hans angreb, købte til kamp imod ham avarerne, dem som vi nu kalder ungarerne, et vildt og krigersk folkefærd (906). Avarerne var efter nogles mening levninger af hunnerne. Hunnerne er udgået fra goterne, men goterne igen, som Jordanes fortæller (i året 906), er udgået fra en ø ved navn Suiza (Jordanes, en goter (eller alaner) i det 6. århundrede, der havde fået præstedannelse og som forfattede et udtog af verdenshistorien til kejser Justinians tid samt et værk om »Geternes oprindelse og bedrifter«, en Goternes historie der går til det i Italien grundede Østgoterriges fald ved midten af det 6. århundrede. Begge værker er uselvstændige, men medens det første er så godt som værdiløst, fordi der er andre, langt bedre kilder, er det sidste meget værdifuldt, fordi de kilder, Jordanes her har benyttet, for en del er gået tabt. Hos Jordanes hedder øen Scandza eller Scandzia. Enten har Widukind læst forkert; eller også har det af ham kendte håndskrift ved fejlskrivning haft formen Suiza. Hos Jordanes har Alruner omgang med »omstrejfende urene ånder«, og af denne forbindelse opstår det vilde folk), og de kaldes goter efter navnet på deres fører Gotha. Engang blev nogle kvinder i hans hær anklagede hos ham for giftblanderi, og efter en undersøgelse blev de fundne skyldige. Da det imidlertid var særdeles mange, skånede han dem for den fortjente straf, men jog dem dog alle ud af hæren. De bortviste søgte tilflugt i en nærliggende skov, hvorfra det imidlertid var dem umuligt at komme ud igen, da skoven omsluttedes af havet og af de Møotiske sumpe. Nogle af kvinderne var frugtsommelige og fødte, og dette afkom avlede nyt afkom, dette atter nyt og således videre, og på den måde opstod et mægtigt folk, der levede som vilde dyr, rå og tøjlesløse, og de blev vældige jægere. Således levede de der i mange årtier, og de vidste ikke det mindste om den øvrige verden; så hændte det, at de på jagten så en hind, som de gav sig til at forfølge så længe indtil de, idet hinden stadig løb foran dem, tilbagelagde en vej henover de møotiske sumpe, som hidtil havde været utilgængelig for alle tidligere levende mennesker, og her så de stæder og byer og den før aldrig sete menneskeslægt; de vendte så tilbage ad den samme vej og fortalte deres fæller hvad de havde set. Nysgerrige ilede disse ud i mængde for at forvisse sig om, at det var sandt. Men da indbyggerne i de nærmeste byer og stæder så denne ukendte mængde, blev de forskrækkede over deres udseende og dragt og tog flugten i den tro, at det var dæmoner. De andre var i begyndelsen grebet af forbavselse over de nye fremtoninger og afholdt sig fra mord og rov, men da de ingen modstand mødte, blev de grebet af den menneskelige begærlighed, øvede et stort blodbad og skånede derefter intet, og med stort bytte vendte de tilbage til deres hjem. Og da de så, at det gik så glat, vendte de tilbage igen tilligemed deres hustruer og børn og med hele deres simple bohave, hærgede nabofolkene rundt omkring og gav sig endelig til at bosætte sig i Pannonien. De blev imidlertid overvundne af Karl den Store og drevet over på den anden side af Donau og omsluttede af en uhyre vold, der hindrede dem i som hidtil at hærge landene (i det 10. århundrede var det en almindelig tro, at Karl den Store havde omsluttet avarerne med en stor vold. Denne sagndannelses udgangspunkt er vel en dunkel erindring om avarernes «ring«, der i beretningerne om Karl den Stores avarer krig skildres som en uhyre cirkelrund lejr, omgivet af 9 koncentriske volde - men den er altså, stik imod sagnet i det 10. århundrede, opført af avarerne til værn imod fjender. Da ringen ødelagdes af Karl den Store, er Widukinds fortælling om Arnulf naturligvis urimelig. Widukind gengiver sagtens en gængs folkelig forklaring af, hvorledes ungarer-ulykkerne kom over Tyskland. Sandsynligvis var det virkelig kong Arnulf (887-99) der i kamp mod det truende mähriske rige kaldte ungarerne til hjælp, men naturligvis »nedrev« Arnulf ikke volden eller befriede det indesluttede avarerfolk. Det er også forkert når Widukind mener, at avarerne og ungarerne er samme folk. Avarerne forsvinder som folk i det 9. århundrede, før magyarernes ankomst) men under Arnulfs regering blev voldene nedrevet, og de fik således lejlighed til at øve ulykker, fordi kejseren var vred på Mährer-kongen Centopulch (Centopulch, Zwentibald, Swatopluk, Rastislavs efterfølger, var Mährens hertug 870-894. De slaviske mährer har navn efter floden March, den største flod i det af dem i det 6. århundrede besatte land, der derefter kaldes Mähren. Under Karl den Store blev de afhængige af Frankerriget, men under Frankerrigets fremadskridende opløsning efter Karl´s og Ludvig den Frommes tid blev de uafhængige under hertug Rastislav, der indkaldte »Mährens apostle« Methodios og Kyrillos. Det »Stormähriske« riges selvstændighed ophørte med ungarernes erobring af det i 905. Om deres forfærdelige hærgninger og om al den fortræd de derefter voldte Frankerriget, derom vidner de byer og lande der endnu den dag idag er øde og folketomme. Dette har jeg ment at burde fortælle om dette folk, for at du, højbårne fyrstinde, kan forstå, hvad det er for fjender, din bedstefader og din fader har haft at kæmpe med, og hvad det er for fjender som næsten hele Europa er blevet befriet fra ved deres omsigt og dygtighed og deres berømmelige våben. Den omtalte ungarerhær, som slaverne havde lejet, hærgede frygteligt i Saksen og tog et uhyre bytte. Da den drog tilbage til Dalamantien, traf den på en anden hær af ungarere, som truede deres venner med krig, fordi de havde forsmået deres hjælp, medens de havde ført de andre til et så vældigt bytte. Således skete det, at Saksen for anden gang hærgedes af ungarerne, og medens den første hær i Dalamantien ventede på den anden, blev dette land selv bragt i en sådan hungersnød, at indbyggerne dette år forlod deres egen jord, for hos andre nationer at tjene for deres brød.

Da nu fædrelandets fader, den store hertug Oddo var død, tilfaldt hertugdømmet over hele Saksen hans ophøjede og navnkundige søn Henrik; han havde vel også andre sønner, Thankmar og Liudulf, men de døde før han selv. Men kong Konrad, der ofte havde måttet sande den ny hertugs dygtighed, turde ikke overdrage ham al faderens myndighed (han fik vistnok ikke Thüringen.), hvorfor han pådrog sig hele den saksiske hærs vrede. Med hykleriske lovprisninger over den gode hertug, lovede han ganske vist at give ham mere og at udmærke ham ved store æresbevisninger; men disse falske ord og løfter gjorde intet indtryk på sakserne, der tværtimod forestillede deres hertug, at hvis kongen ikke frivilligt ville overdrage ham faderens værdighed, kunne han på trods af kongen opnå, hvad han ville. Men da kongen blev saksernes mere end sædvanligt truende miner vår, og da han ikke i åben krig kunne få bugt med deres hertug, fordi denne havde en skare tapre riddere og en talløs folkehær til rådighed, gav han sig til at pønse på enhver måde at rydde ham af vejen ved list. Og til denne opgave havde han, fortælles der, en særdeles duelig hjælper i Hatho, bisp i Mainz (Hatho eller Hatto, ærkebisp i Mainz 891-913), en mand af ringe byrd; han var meget klog, men det var vanskeligt at afgøre, om hans råd var gode eller dårlige, hvilket et enkelt eksempel vil vise. I en fejde mellem Konrad, kong Konrads fader, og Adelbert, Henriks søstersøn (Adelbert var greve af Babenberg (en borg ved Bamberg). Babenberger fejden 902-906 mellem babenberger brødrene Adelbert, Adelhart og Henrik og konradinerne endte med babenbergernes undergang), blev først Adelberts broder dræbt; derefter hævnede Adelbert sin broder ved at dræbe Konrad, og ingen af kongerne kunne standse denne vældige fejde mellem disse mægtige mænd. Endelig blev bispen udsendt for at få ende på den voldsomme tvedragt. Han drog ind i Adelberts borg og lovede ham ædeligt enten at skaffe ham fred med kongen eller at føre ham uskadt tilbage i hans stilling. Tilfreds hermed bad Adelbert ham for gunst og venskabs skyld at gøre ham den ære at indtage et måltid hos ham. Dette ville bispen imidlertid ikke og forlod straks borgen. Da han var kommen ud af byen med sit følge, skal han have udbrudt: »Ak, ofte må én bede om det, han først sagde nej til; jeg gruer for den lange vej og natten, thi vi kan ikke rejse hele dagen uden at få noget at spise og drikke«. Adelbert kaster sig glad ned for bispen og beder ham vende tilbage til borgen for at spise. Ved at vende tilbage til borgen med Adelbert har bispen, efter sin egen mening, indfriet sin ed, fordi han har ført ham uskadt tilbage i hans stilling. Derpå blev Adelbert af bispen fremstillet for kong Ludvig, dømt og henrettet. Kan der tænkes noget skændigere end en sådan troløshed? Og dog frelses ved den ene mands fald mange folks liv; og hvad var vel bedre end det råd, hvorved tvedragt slettedes og fred vendte tilbage? Med sådanne rænker gav han sig nu i lag med den os af den miskundelige gud givne mand. Han lod gøre til ham en gylden kæde og bød ham til gæst hos sig for at ære ham med rige gaver. Imidlertid gik bispen hen til guldsmeden for at se på arbejdet, og da han så kæden, skal han have sukket dybt. Guldsmeden spurgte, hvorfor han sukkede, og han svarede, at det var fordi denne kæde skulle vædes med en ypperlig mands, hans vens, Henriks blod. Guldsmeden sagde intet dertil, men da kæden var færdig og afleveret, udbad han sig og fik orlov, drog hertugen imøde, da denne just drog til forhandling [med bispen] og røbede for ham, hvad han havde hørt. Hertugen hidkaldte harmfuld bispens udsending, der alt for længere tid siden var kommen til ham for at indbyde ham og sagde: »Gå og sig Hatho, at Henriks hals ikke er hårdere end Adelberts, og at vi hellere vil blive hjemme og forhandle om, hvorledes vi kan tjene ham, end falde ham til byrde med vort store følge.« Hvorpå han besatte alle Hathos ejendomme i hele Saksen og Thüringen. Også Burchard og Bardo, af hvilke den ene var kongens svoger, trængte han så hårdt og førte så mange fejder mod, at de måtte rømme landet, hvorpå han delte alle deres ejendomme blandt sine vassaller. Hathos rænker var således kommet til kort, og det var lige så meget af kummer herover som af sygdom, at han få dage efter døde. Nogle sagde også, at han var blevet ramt af lynet og lammet og derefter var død efter 3 dages forløb (fortællingen om Hathos forræderi findes ikke, i hvert fald ikke så udførligt, i alle håndskrifter. Måske har Widukind ikke villet eller turdet meddele den i den for Mathilde bestemte afskrift, idet en sådan historie om den tyske kirkes primas kunne tænkes at måtte forarge den fromme prinsesse. I et af de bevarede håndskrifter er hele fortællingen indskrænket til følgende: »Adelbert skal engang være blevet bedraget af biskop Hatho, endskønt han havde fået sikkert lejde, men vi vil ingenlunde påstå sligt, da vi ikke kan bevise det. Vi holder det tværtimod snarere for opspind og folkesnak«). Kongen sendte imidlertid sin broder med en hær ind i Saksen for at hærge landet. Da han nærmede sig fæstningen Heresburg (Ober Marsberg ved Diemelfloden), skal han hoverende have sagt, at hans største bekymring var den, at sakserne ikke skulle vove at vise sig foran murene, så han kunne komme til at kæmpe med dem. Ordene var endnu på hans læber, og se, da rykkede sakserne imod ham, en mil fra borgen; de angreb frankerne og tugtede dem så blodigt, at de omrejsende gøglere i deres viser udbrød, hvor der vel var et helvede stort nok til at rumme en så stor mængde faldne. Men Evurhard, kongens broder, der var blevet lettet for sin frygt for, at sakserne skulle holde sig borte - han fik sandelig deres nærværelse at føle - og som uden hæder var blevet slået på flugt af dem, drog bort. Da kongen hørte om broderens uheldige kamp, samlede han al frankernes magt og ilede afsted for at opsøge Henrik. Da han fik at vide, at denne havde søgt ind i det befæstede Grona (nær Gottingen), søgte han at indtage denne fæstning, og sendte bud til Henrik om frivillig overgivelse, i hvilket fald han lovede at være hans ven og ikke hans fjende. Medens der forhandledes herom, kom Thiatmar, en greve i det østlige, en overordentlig krigskyndig, listig og rådsnild mand, der næppe havde sin lige i medfødt snuhed. Han spurgte straks, medens kongens sendemænd hørte derpå, hvor Henrik ville have at hæren skulle slå lejr. Henrik, der allerede var til sinds at vige for frankerne, fattede nu mod ved at høre tale om en hær, i den tro at der var noget om det. Men Thiatmars tale var en list, thi han havde kun fem mand med sig. Da nu hertugen spurgte ham, hvor mange krigshobe han havde med sig, svarede han, at han vel kunne have en 30 hobe. Sendemændene lod sig narre og drog tilbage til kongen, men Thiatmar overvandt således ved sin snuhed dem, hvem selve hertug Henrik ikke havde kunnet overvinde i kamp, thi før daggry havde frankerne forladt lejren, og hver især af dem drog hjem. Kongen drog nu til Bayern og sloges med Arnulf (Arnulf var hertug i Bayern). Her blev han efter nogles sigende såret og drog så tilbage til sit hjem. Og da han følte sig nedbrudt såvel på grund af såret som over at hans gamle lykke havde svigtet ham, kaldte han sin broder, der var kommet for at se til ham, ind til sig og sagde til ham: »Jeg kan mærke, broder, at jeg ikke kan leve længere. Gud har føjet det således, og det er hans vilje, og jeg kan heller ikke stå den hårde sygdom igennem. Derfor skal du nu overveje med dig selv og tænke på hele Frankerriget, hvad der jo fremfor alt er din pligt, og hør nu din broders råd. Vi har tropper og hære nok at samle og føre, vi har faste borge og våben, vi har kongeværdigheden og alt hvad der hører til kongelig hæder - alt undtagen held og høviskhed. Held og ædel høviskhed, kære broder, har Henrik, og statens velfærd ligger i saksernes hånd. Tag derfor disse kongesmykker, den hellige lanse, de gyldne armringe, kåben og de gamle kongers sværd og krone, gå til Henrik og slut fred med ham, på det at du altid må have ham til forbundsfælle. Hvorfor skal frankerfolket sammen med dig gå til grunde for hans øjne. Thi han vil blive en ret konge og mange folkeslags hersker.« Grædende gik broderen ind på hans ønske, og derefter døde kongen. Han var djærv og mægtig, dygtig i fred og fejde, gavmild, en i alle retninger udmærket mand. Han blev begravet i sin borg Wilinaburg (kong Konrad døde d. 23. december 918. Widukinds udsagn om hans begravelse er ikke rigtig; han begravedes i Fulda, hvorimod hans fader, Konrad den Ældre, begravedes i Weilburg (Wilinaburg) ved Lahn). Under alle frankers jamren og gråd. Evurhard gik, som kongen havde pålagt ham, til Henrik og overgav sig til ham med alle sine skatte, sluttede fred med ham og vandt hans trofaste og fortrolige venskab, som han bevarede lige til døden. Derefter (maj 919) samlede han frankerhærens høvdinger og ældste i Fridisler [Frifzlar] og udråbte ham til konge i alt franker- og sakserfolkets nærværelse. Da så den daværende ærkebisp [af Mainz] Hiriger (Hathos efterfølger, var ærkebisp 913-927) ville salve og krone ham, ville han ikke tage derimod, ikke just fordi han kastede vrag derpå, men som han sagde: »Det er mig nok, at jeg fremfor mine fædre kaldes konge og udnævnes dertil efter guds nådige vilje og eders helligheds samtykke, men lad salving og krone blive værdigere til del, til sådan ære holder vi os uværdige« (den virkelige grund til vægringen var dog snarest den, at han ikke endnu var anerkendt af alle stammer. Det var jo del konradinske parti, der skaffede ham kronen, og konradinerne lå i fejde med de sydtyske hertuger, hvem det gjaldt at vinde. Henrik kunne derfor ikke, som sagerne stod, krænke disse ved udelukkende at lade konradinerne og ærkebispen afgøre hans valg). Denne tale syntes hele mængden godt om; de løftede højre hånd i vejret og udbrød den ene gang efter den anden i rungende hyldestråb for den ny konge. Da Henrik på den måde var blevet konge, brød han op med hele sit følge for at fejde med Alamaniens hertug Burchard. Skønt denne var en vældig kriger, følte han dog, meget klog som han var, at han ikke kunne stå sig i en kamp med kongen og overgav sig til ham med alle sine fæstninger og hele sit folk. Efter dette heldige togt drog kongen derfra mod Bayern, der stod under hertug Arnulf. Da han havde fået at vide, at denne sad i den faste stad Reginesburg [Regensburg], gav han sig til at belejre ham dér. Og da Arnulf så, at han ikke kunne modstå kongen, åbnede han portene, drog ud til kongen og overgav sig til ham med hele sit land. Henrik modtog ham med ære og hilste ham som kongens ven, og kongens magt, myndighed og ry voksede fra dag til dag. Han bragte samling, fred og enhed i riget, der under hans forgænger havde været opløst af fejder og krige, og endelig drog han også mod Gallien og Lothars rige (Lothringen). Lothar (det er Lothar I, kejser Lothar, død 855. Widukinds udtryksmåde er uheldig, men slægtskabsforholdet er i og for sig rigtigt nok fremsat: Karl den Store - Ludvig den Fromme- Karl, Lothar og Ludvig, og den rigsdeling, der omtales, er delingen i Verdun i 843) var en søn af Karl den Stores søn Ludvig. Hans brødre var Karl og Ludvig. Karl fik landene Akvitanien og Wasconien (Gascogne); grænserne var mod vest Barcellona, en by i Spanien, mod nord det Brittanniske hav, mod syd Alperne og mod øst floden Maas. Riget mellem Rhinen og Maas tilfaldt Lothar, og Ludvig herskede fra Rhinen til Illyriens og Pannoniens grænser og til Ejderen og danernes land. Under disse brødre stod det berømte slag ved Phontinith [Fontenoy] (841) før denne deling af riget fandt sted, men da delingen var sket, stod den også urokkelig ved magt indtil alle disse riger ved arveret tilfaldt Karl (Karl den Tykke, der formelt kom til at herske over hele Karl den Stores rige 884-88. Men denne Karl den Tykke var rigtignok ikke Lothars stamfader. Widukind forveksler her Karl den skaldede (f 87]), Lothar´s tipoldefader, med Karl den tykke), den nu herskende ovenfor omtalte Lothars stamfader (denne Lothar regerede fra 954 til 986). Til denne kom en østfranker ved navn Odo, en tapper og klog mand. Takket være hans gode råd gik det heldigt med en krig med danerne, som i mange år havde hærget Karl´s rige, og på en eneste dag fældedes henved 100,000 af dem. Odo vandt herved stort ry og holdtes for den ypperste i landet næst efter kongen, medens han, da han kom, ikke havde andet følge end en træl (fortællingen om Odo er sagnagtig. Odo (Eudes) var søn af den fra Normannerkampene i Frankrig berømte hertug Robert den Stærke (stamfader til kapetingerne). Odo (Eudes) værnede Paris mod normannernes angreb i 885-89, og da kejser Karl d. Tykke døde i 888, valgtes han til konge over vestfrankerne (Frankrig). Fortællingen om de 100,000 »danskere« (normanner), der skal være faldne mod Odo, beror vel på en forvansket tradition om Pariserkampene. Odo regerede i 888-98. Fortællingen om hans løfte til den døende konge (kejser) Karl (den Tykke) beror atter på en forveksling, thi denne var og blev barnløs. Da derimod den vestfrankiske (Frankrigs) konge Ludvig Stam døde 879, var hans hustru Adelheid frugtsommelig og fødte nogen tid efter en søn, den senere Karl den Enfoldige. Ludvig Stams to ældre sønner blev konger efter deres fader, men døde 882 og 884, hvorefter det østfrankiske riges (Tysklands) konge, kejser Karl den Tykke blev konge også i det vestfrankiske rige (Frankrig), da Karl (den Enfoldige) jo endnu var et lille barn; af samme grund og på grund af det ry han havde vundet i kampen mod normannerne, valgtes Odo efter Karl den Tykkes død til konge i Frankrig, men han måtte dog aflægge en slags hyldingsed til den legitime karolingiske kongeætling Karl (den Enfoldige), som efter Odos død endelig blev konge, 898 (død i 929). Det er denne hyldingsed, som Widukind har haft en forvirret forestilling om, og som han nu forvansker til et løfte til den døende kong (kejser) Karl den Tykke. Odo menes at stamme fra Tyskland). På sit dødsleje bød Karl Odo mindes den gunst, han havde vist ham og ikke at nægte hans søn, hvis en sådan blev født, den miskundhed han selv havde nydt. Han havde nemlig endnu ingen søn, men dronningen var svanger. Og da der så efter faderens død fødtes en søn, gav Odo ham både faderens rige og navn. Men kejser Arnulf, der jog den ældre Karl (det var Karl den Tykke som blev afsat i Tyskland 887, hvorefter Arnulf blev valgt til konge. Men Arnulf fik ingenlunde »hele« Karl den Tykkes rige, kun Tyskland og noget af Italien. Arnulf døde i 899; efter ham kom Ludvig Barn (899-911), den sidste af de østfrankiske (tyske) karolinger. 911 blev Konrad af Franken konge) ud af Tyskland, tog efter hans død hans hele rige. Ham overgav Odo både krone og scepter og de øvrige kongeprydelser og fik sin herres rige ved kejser Arnulfs nåde. Derfor er der den dag idag strid om riget mellem karolingerne og Odos æt, ligesom der er strid om Lothars rige [Lothringen] mellem karolingerne og østfrankernes konger. Derfor førte kong Henrik sin hær mod Karl (Karl den Enfoldige, konge i det vestfrankiske rige 898, død i 929) og slog dennes hær gentagne gange. Og lykken stod den kække bi. Thi Hugo, hvis fader Rodberth, Odos søn, var blevet dræbt af Karls hær (Robert var ikke Odos søn, men hans broder. I 922 jog Robert Karl ud af hans kongsgård i Laon og lod sig krone til konge, men han faldt året efter i en iøvrigt sejrrig kamp med Karl, der da heller ikke fik riget tilbage, idet Roberts svigersøn Rudolf af Burgund blev konge. Først efter hans død (956) kom karolingerslægten (med Ludvig den Engelske) igen på tronen. Det var iøvrigt ikke Roberts søn Hugo (den store, Hugo Kapets fader), der tog Karl den Enfoldige tilfange, men en anden stormand, Herbert af Vermandois), fik ham ved list i sin magt og holdt ham som statsfange lige til hans død. Men da kong Henrik hørte om Karls skæbne, blev han bedrøvet og underlig til mode over lykkens ustadighed i menneskenes liv, thi han udmærkede sig ikke mindre ved fromhed end ved tapperhed, og han besluttede at afstå fra krig i håb om snarere at kunne overvinde lothringerne ved list (en ejendommelig form for »fromhed«), da dette folk var listigt og rænkefuldt, krigersk og uroligt. På den tid var der blandt lothringerne en mand ved navn Kristian, der, da han så at kongen havde lykken med sig i alt, søgte lejlighed til at indynde sig hos ham. Han lod som om han var syg og sendte bud efter Isilberth, der efter sin fader havde arvet herredømmet over landet, tog ham til fange ved svig og overgav kong Henrik ham. Nu var Isilberth en mand af fornem og gammel æt, og kongen tog med glæde imod ham, fordi han mente, at han ved ham alene ville kunne vinde hele Lothars rige. Senere, da han så, at den unge mand var meget dygtig og fremragende ved byrd, magt og rigdom, begyndte han at vise ham velvilje, og tilsidst trolovede han ham med sin datter Gerberga og knyttede ham således til sig både ved slægtskab og venskab, idet han tillige betroede ham hele Lothars rige. Foruden Gerberga havde kongen også andre børn med sin herlige, højædle og højvise dronning Mathilde: den førstefødte, verdens lyst, Oddo, en anden, Henrik, opkaldt efter faderen, en tapper og dygtig mand, og en tredje der hed Brun (Bruno var ærkebisp i Køln 953-65, død i 925) stod ved sin broders, Otto I's, side i kampen mod de oprørske hertuger af Schwaben og Lothringen, og blev hertug af Lothringen. Han øvede stor indflydelse på Otto´s politik, var ivrig for at fremme gejstlighedens uddannelse, klosterreformationen, ved gennemførelsen af Benedikts regler og opførelse og udsmykning af kirker), som vi har set røgte både en biskops og en stor hertugs embede, hvilket ingen må regne ham til last, da vi jo læser, at den hellige Samuel og mange andre mænd samtidig var både præster og dommere. Han havde også en datter til, der var gift med hertug Hugo (hertug Hugo den Store, Hugo Kapets fader). Fru dronningen selv var en datter af Thiadrik, og hendes brødre var Widukind, Immed og Reginbern. Det var den Reginbern, der kæmpede mod og slog danerne, som i lang tid hærgede Saksen, og således lige til denne dag friede sit fædreland for deres indfald (det er usikkert hvad her sigtes til, måske en kamp i 885). Og de var af den store hertug Widukinds æt, han der i henved 30 år førte den vældige kamp mod Karl den Store. Da nu de indre fejder hørte op, brød ungarerne atter ind over hele Saksen, brændte stæder og landsbyer og slog overalt folk ihjel i sådan mængde, at der var fare for, at landet skulle blive helt folketomt. Men kongen opholdt sig i den faste stad Werlaon (en kongsgård ved Goslar), thi han havde ikke rigtig tillid til sine endnu uøvede og med åbent feltslag mod et så vildt folk uvante riddere. Hvor meget de ødelagde i denne tid og hvor mange klostre de brændte, vil vi hellere tie med, end ved omtale deraf bringe ulykkerne i minde igen. Det lykkedes imidlertid at fange en af ungarernes høvdinger, der bundet og blev ført til kongen. Ungarerne satte så megen pris på ham, at de for at løskøbe ham tilbød en uhyre mængde guld og sølv. Men kongen kastede vrag på guldet og forlangte fred og opnåede endelig også, at de mod at få den fangne tilbage og ved andre gaver sluttede en fred på 9 år. Dengang da kongen var gået over Rhinen for at udstrække sit herredømme over lothringerne, kom der en udsending fra Karl (Karl den Enfoldige) til ham, hilste ham ydmygt og sagde: »Min herre Karl, der fordum herskede som konge, men nu er afsat, har sendt mig til dig og lader dig sige, at intet kunne være ham kærere, nu da han er i sine fjenders vold, og intet velbehageligere, end at høre noget om din voksende magt og hæder og vederkvæge sig ved dine dyders ry, og han sender dig dette til tegn på sin troskab og ærlighed.« Dermed fremtog han af sin kappe den dyrebare martyr Dionysius's hånd indfattet i guld og ædelstene. »Dette skal du have som pant på evigt forbund og gensidig kærlighed. Dig fremfor nogen anden har han ønsket at give dette stykke af den helgen, der var de i Gallien boende frankers eneste trøst, efter at den herlige martyr Vitus havde forladt os til vor ulykke og søgt til Saksen til evig fred for eder - thi siden den hellige Vitus lig er flyttet fra os (sankt Vitus lig førtes 836 til klostret Ny-Korvei. Normanner plyndrede i Frankrig i 834 og i 836), har vi stadig haft fejde og krig, og samme år det skete, faldt danerne og normannerne ind i vort land.« Kongen modtog den guddommelige gave med al mulig taksigelse, knælede ned for den hellige relikvi, kyssede den og viste den den største ærefrygt.

Den berømte martyr (den her indskudte fortælling om sankt Vitus (sankt Veit), hvis festdag er d. 15. juni, er en gengivelse af den gængse legende), hvorom Karls sendebud talte, var født i provinsen Lycien og tilhørte en fornem hedensk slægt. Hans fader forestillede ham for statholderen Valerianus, og denne ville tvinge ham til at ofre til afgudsbillederne; under dette visnede hans hånd, men ved Vitus's bøn blev den atter rask. Bødlernes arme visnede, men martyren skaffede dem helbredelse. Da nu hans fader så, at han spottede alle pinsler, førte han ham hjem og lukkede ham inde i en stue, hvori der var overflod af alle nydelser. Og da Hylas - således hed faderen - her så visse hemmelighedsfulde ting, blev han blind. Dette bragte ham til at falde fra afguderne og bekende kristus, men da hans søn Vitus havde skaffet ham hans syn igen, fornægtede han kristus og stræbte sønnen efter livet. Efter en engels vink og førelse tog Modestus, en noget ældre lærer, drengen, stak til søs og kom til floden Siler. Her hvilede de ud under et træ, og medens de var optaget af at bede, bragte ørne dem deres daglige føde. Da der kom folk for at se drengen, prædikede han kristus for dem og omvendte en del, så adskillige lod sig døbe. På kejser Diokletians bud drog han derpå til Rom, og da han ved sine bønner jog en ond ånd ud af kejserens søn, bød kejseren ham ofre røgelse til guderne. Da han talte kejseren hårdt imod, blev han kastet for de vilde dyr, men led ingen skade. Så blev han kastet midt ind i en gloende ovn, men en engel dæmpede flammerne, og han gik uskadt ud. I tunge jernlænker blev han derpå ført i fængsel, men her kom gud herren og en mængde engle og så til ham. Til sidst blev han bunden til en pinebænk, kaldet catasta, sammen med Modestus og en fornem kvinde ved navn Crescentia, alle hans ledemod blev knuste, men kristus husvalede ham, thi hans bødler blændedes af et lyn fra himlen og ræddedes af et vældigt tordenbrag, så de flygtede fra ham. Og pludselig befandt han sig på det sted, hvor han tidligere havde bedet - en guds engel havde ført ham tilbage dertil - og da de her havde bedet dødsbønnen, overgav de deres sjæle til himlen. En fornem kvinde, Florentia, jordede deres legemer på samme sted, der hedder Marianus. Hans sidste bøn har jeg ladet optegne for din højhed, for at du deraf kan skønne, hvor højt du bør elske ham og ved denne din kærligheds glød gøre dig værdig til hans evige værn. Han sagde: »Herre jesus kristus, du evige guds søn, opfyld deres hjertes attrå og fri dem fra alle denne verdens lænker og før dem ind til din herlighed, alle dem der for min skyld priser dig og vil berømme min martyrdom.« Efter disse ord fulgte den guddommelige forjættelse om, at alt hvad han havde bedet om, skulle opfyldes og stå ved magt. Lang tid efter kom en mand ved navn Fulrad (Fulrad var abbed (død i 784) for saint-Denis-klostret ved Paris) til Rom, og da han her læste om den dyrebare martyrs liv, mærkede han sig det sted, hvor graven var, og han kom [igen] og tog de hellige relikvier med sig og opstillede dem i Paris. Derfra blev de under kejser Ludvigs regering overførte til Saksen, og fra da af begyndte det, som Karls sendebud sagde, at gå tilbage for frankerne, men fremad for sakserne, indtil de er blevet så mægtige, at de har møje af deres egen magt, således som vi ser det ved din fader, verdens lyst og hele jordkredsens hersker, hvis stormagt ikke blot Tyskland, Italien og Gallien, men så at sige hele Europa må bøje sig for. Derfor skal du ære en så mægtig værnehelgen, ved hvis komme Saksen fra et ufrit land blev et frit, fra skatskyldigt blev herre over mange folk. Thi vel trænger en sådan mægtig ven af den højeste gud ikke til din gunst, men vi, hans tjenere, trænger til ham, og ligesom det er vort ønske, at du må kunne vinde hans forbøn hos himlens hersker, således er det vor bøn, at du skal være vor fortaler hos den jordiske konge, din fader og din broder.

Hvorledes nu kong Henrik, da han havde fået en fred på 9 år med ungarerne, med årvågen klogskab sørger for landets værn og for erobring af barbarfolkenes lande, er det over min evne at skildre, men jeg bør dog ikke helt lade være at omtale det. Først udvalgte han da blandt de krigere, der havde jordlodder, hver 9de og lod dem bo i fæstninger, for at de her kunne indrette boliger for de andre 8 fæller og modtage og opbevare tredjedelen af afgrøden. De 8 skulle så og høste og samle sæden for den 9de og anbringe den på de dertil bestemte steder. Tingmøder og alle forsamlinger og gæstebud bød han skulle holdes i fæstningerne, hvis opførelse dreves med kraft dag og nat, for at folket i fredstid kunne lære, hvad de, om det blev fornødent, skulle gøre, når der kom krig (der er her tale om de østlige egne af Saksen. I slutningen af det 9. århundrede var enkelte betydeligere bebyggelser blevet forsynede med mure og grave. I årene 924-933 var man altså optaget af at udvide disse fæstningsarbejder til alle eksisterende bebyggelser. Om et af disse fæstningsarbejder - om klostret Hersfeld (i Hessen)- hedder det i et samtidigt helgenlevned, at murene skulle være 12 fod høje, og at der 12 fod foran murene skulle graves en grav. På sine domæner, navnlig i de egne der var erobrede fra sorberne, havde Henrik bosat mange af sine tjenestemænd som kolonister; det er dem, der her er tale om. I de nybyggede fæstninger skulle, i fornødent fald, egnens folk finde både tilflugt og levnedsmidler. Adskillige af disse murhegnede flækker blev senere midtpunkter for forbindelsen med de omboende folk, således Quedlinburg, Merseburg, Meissen). Udenfor fæstningen fandtes der slet ingen eller dog kun meget ringe murbygninger. Medens han nu var i færd med således at opøve og optugte folkene, angreb han pludseligt de slaver, der kaldes heveller (heveller dvs. de folk der boede ved floden Havel, med hovedfæstningen Brandenburg), udmattede dem ved en række kampe og indtog endelig, efter at han under en hård frost havde bygget en lejr på isen, byen Brennaburg [Brandenburg], efter at sult, sværd og kulde havde kuet den. Med denne by faldt hele landet i hans hænder (i vinteren 927-28), og derefter vendte han sig mod Dalamantien, en krig han fordum havde taget i arv efter sin fader. Han gav sig til at belejre borgen Gana og indtog den endelig på den 20de dag. Byttet fra borgen overlod han krigerne, alle voksne blev dræbt, drengene og pigerne førte i fangenskab. Derefter angreb han Prag, bøhmernes hovedstad, med hele sin hær og modtog kongens underkastelse. Om denne konge (han var kun hertug) Venceslav I (926-935) blev myrdet af sin broder Boleslav, der var i forståelse med hedenske stormænd. Æredes senere som bøhmens værnehelgen) fortælles forskellige jærtegn, men da vi ikke har rigtig rede derpå, mener vi det rigtigst at tie derom; men i hvert fald var han en broder til Boleslav) Boleslav I, den Grusomme, 935-67. Kejser Otto´s venskabelige forhold til Boleslav, brodermorderen, er sikkert årsagen til, at Widukind ytrer sig forbeholdent om den myrdede, hellige hertug), der så længe han levede var kejseren [dvs. Otto II] tro og huld). Således gjorde kongen bøhmerne skatskyldige og drog derpå tilbage til Saksen.

Da kong Henrik havde gjort nabofolkene skatskyldige: apodriterne, wilzerne, hevellerne, dalamantierne, bøhmerne og redarierne (slaviske folk øst for Elben; redarierne i Mecklenburg-Strelitz), brød, midt under freden, redarierne deres troskab. De samlede en stor hob mennesker, angreb borgen Walsleben, fangede og dræbte alle indbyggerne, og det var særdeles mange. Dette gav alle barbarfolkene mod til atter at rejse sig til ny kamp. For at slå deres vildskab til jorden overdroges der Bernhard, der netop havde fået styrelsen over redariernes land overdraget, en hær og en ridderskare, og som medanfører fik han Thiatmar, og de fik ordre til at belejre borgen Lunkini [Lenzen]. På belejringens femte dag kom spejdere og meldte, at barbarernes hær ikke var langt borte, og at de havde besluttet næste nat at angribe lejren. Da flere sagde det samme, skænkede folket de ensartede udsagn tiltro, og da folket samledes til møde om markgrevens [Bernhards] telt, bød denne efter sin medanførers råd, at de skulle holde sig rede natten igennem, for at fjenden ikke skulle overrumple lejren. Men da mængden var gået bort, herskede der i lejren både ængstelse og glæde, idet nogle frygtede kampen, andre længtes efter den, og krigerne var, hver efter sit anlæg, delte mellem frygt og håb. Imidlertid gik dagen til ende og natten kom, mørkere end sædvanlig og, efter guds vilje, meget regnfuld, således at barbarernes onde forsæt gjordes til skamme. Efter ordre var sakserne under våben hele natten, og ved daggry gaves signal; alle modtog sakramentet og svor, først førerne og derefter hver især hinanden at ville gøre deres bedste i den forestående kamp. Og da solen var stået op - thi efter regnen klarede det op igen - drog de med løftede felttegn ud af lejren. I første linie red markgreven, der straks angreb barbarerne, men da hans lille styrke ikke kunne få bugt med de talrige fjender, vendte han tilbage til hæren og meldte, at barbarerne ikke havde noget overlegent rytteri, men derimod en umådelig mængde fodfolk, der dog var så medtaget af nattens regn, at rytteriet havde møje med at få dem til at gå frem til kamp. Da solen nu skinnede på deres fugtige klæder, opsteg der en damp derfra, hvorved guds folk fattede håb og mod, thi hans åsyns lys og glans omstrålede dem. Da der så var givet signal, og markgreven opmuntrede sine skarer, stormede de under høje kampråb ind på fjenderne. Og da det på grund af fjendemængdens tæthed ligefrem var umuligt at bane sig vej igennem dem, huggede vore folk ind på dem både fra højre og fra venstre side, og når det lykkedes at afsondre nogle fra deres fæller, blev de alle huggede ned. Da nu kampen blev hed og mange faldt på begge sider, men barbarerne dog stadig holdt stand, forlangte markgreven, at Thiatmar skulle komme de kæmpende skarer til hjælp. Denne sendte også en fører med 50 brynjeklædte mænd i flanken på fjenden og bragte uorden i rækkerne, og fra da af var fjenderne dagen igennem prisgivne død eller flugt. Og medens nu myrderiet rasede henover markerne, søgte fjenderne at flygte ind i den nærliggende fæstning. Dette hindrede imidlertid Thiatmar, og de flygtede så ud på en mose i nærheden, således at hvem af denne uhyre mængde, der ikke var blevet hugget ned, sank til bunds i mosen. Af fodfolket var ikke en eneste tilbage og af rytteriet kun meget få, og krigen endte med alle fjendernes fald. Imidlertid opstod der uhyre jubel over den nylig vundne sejr; alle priste førerne, og krigerne priste hinanden indbyrdes - også de feje, således som det plejer at gå efter slige sejre. Næste morgen brød de op mod den omtalte fæstning; folkene dér overgav sig: de forlangte og fik lov til at beholde livet; de måtte våbenløse forlade fæstningen, men alt hvad der var af trælle og alt gods samt hustruer og børn og barbarkongens hele løsøre kom i saksernes magt. I denne kamp faldt også nogle af vore: to liutharer og en del andre mænd af ædel byrd. Da nu markgreven, hans medanfører og de andre høvdinger som sejrherrer vendte tilbage til Saksen, fik de en ærefuld modtagelse af kongen og megen ros, fordi de med få tropper ved guds nådige hjælp havde vundet en så herlig sejr. Thi nogle påstod, at der var faldet 200,000 barbarer (naturligvis en uhyre overdrivelse, kampen stod d. 4. og 5. september 929). Fangerne blev, som det var lovet dem, næste dag halshuggede. Glæden over den nys vundne sejr øgedes yderligere, da der netop på den tid fejredes en kongelig bryllupsfest med pragt og gammen, idet kongen gav sin søn Oddo anglerkongen Ethmunds datter, Adalstans søster, til hustru (Otto I var første gang gift med den angel-saksiske kong Eadwards (901-24) datter Edgitha (Edith), søster til kong Eadmund (940-46). Aadalstan, Eadwards søn, regerede 924-40). Hun fødte ham en søn ved navn Liudulf, der blev en stor mand og med rette alle folk kær. Hun fødte ham også en datter, Liutgard, som blev gift med frankernes hertug Konrad (Konrad var ikke hertug af Franken, men af Lothringen). Da kongen nu alt havde en hær, der var dygtig i rytterkamp, dristede han sig til at begynde kampen mod de gamle fjender ungarerne. Han sammenkaldte alt folket (sakserne) og talte således til dem: »I ved selv bedre end nogen, hvor store farer eders rige, der førhen var i opløsning på alle sider, nu er friet fra; i har jo selv døjet meget i fejder hjemme og krige ude. Men nu har gud nådig velsignet vor møje og eders tapperhed, så i kan se et rige i fred og enhed og barbarerne overvundne og trælbundne. Nu står der tilbage, hvad vi mener er nødvendigt, at vi alle som én rejser os mod vor fælles fjende avarerne. Hidtil har jeg måttet plyndre eder, eders sønner og døtre for at fylde deres skatkammer, og nu nødes jeg til at plyndre kirkerne og kirkens tjenere, da vi ikke har flere penge, men kun den bare krop. Derfor må i nu tænke på eders eget velfærd og afgøre, hvad vi skal gøre i denne sag. Skal jeg tage kirkens hellige kar og prydelser og give guds fjender dem som løsepenge for os? Eller skal jeg ikke hellere se at få råd til at gøre gudstjenesten prægtigere, på det at vi snarere kan blive løskøbte af ham, der i sandhed er både vor skaber og forløser?« Folket råbte højt og sagde, de ville absolut forløses af den levende og sande gud, thi han var trofast og retfærdig i alle sine veje og hellig i alle sine gerninger. De lovede kongen deres hjælp mod det ville folk og rakte den højre hånd i vejret til bekræftelse af pagten. Da kongen havde sluttet denne overenskomst med sit folk (denne »overenskomst« mellem konge og folk er overordentlig oplysende for kongedømmets karakter. Kongedømmet er egentlig ikke en institution, en forfatning, men et personligt forhold mellem kongen og folket. Et fælles foretagende iværksættes ved en overenskomst. Og det fortælles, at krigerne enkeltvis svor førerne og hinanden at gøre deres bedste, dvs. at kæmpe), hævede han forsamlingen. Derefter kom sendemænd fra ungarerne til kongen for at hente de sædvanlige gaver, men kongen afviste dem hånligt, og de måtte vende hjem med tomme hænder. Ved efterretningen herom samlede avarerne straks en stor hær og ilede mod Saksen. De drog igennem Dalamantien og forlangte hjælp af deres gamle venner. Men da dalamantierne hørte, at de ville drage mod Saksen og vidste, at sakserne var rede til kamp med dem, kastede de i stedet for gaver en fed hund for dem, og da avarerne ikke fandt lejligheden gunstig til at tage hævn for krænkelsen, nu da de var på vej til en helt anden kamp, fulgte dalamantierne deres »venner« et stykke på vej med hånlige tilråb. Avarerne kastede sig nu skyndsomst muligt over thüringernes land og drog hærgende gennem hele landet. Her delte de sig, og en del drog mod vest, for vest- og sydfra at trænge ind i Saksen, men sakserne og thüringerne i fællesskab begyndte kamp med dem, fældede deres førere og sprængte resten af vesthæren på flugt ud over hele egnen. Af de flygtende omkom nogle af sult, andre frøs ihjel, og atter andre blev hugget ned eller taget til fange, og således gik hele hæren ynkeligt til grunde, som rimeligt var. Den tilbageblevne østhær hørte imidlertid, at kongens søster, der var gift med thüringeren Wido - hun var nemlig en slegfreddatter (derfor ikke gift med en fyrste, men kun med en almindelig godsejer) - boede i en nærliggende fæstning og ejede meget sølv og guld; de gav sig da til at storme fæstningen, og gik så voldsomt frem, at de ville have taget den, hvis ikke nattens mørke havde hindret dem. Men da de selve den nat hørte om deres fællers nederlag, og at kongen var på vej imod dem med en stor hær - thi kongen havde opslået sin lejr på et sted der hedder Riade (usikkert hvor; sandsynligvis i nærheden af Unstrut) - grebes de af skræk og forlod deres lejr, idet de efter deres skik sammenkaldte de adsplittede hobe ved at antænde et stort rygende bål. Den følgende dag førte kongen sin hær frem; han opmuntrede den til at sætte sit håb til guds miskundhed, gud ville visselig hjælpe dem her som i de tidligere kampe; ungarerne var alles fælles fjende; de skulle blot tænke på at værne deres land og deres slægtninge; de skulle se, at fjenderne straks vendte ryg, når de blot holdt ud og kæmpede mandigt. Ildnede af denne udmærkede tale og ved synet af deres feltherre, der snart opholdt sig i forreste række, snart i midten, snart i bagtroppen, stadig fulgt af englen - thi med hans navn og billede var det fornemste felttegn prydet (med ærkeenglen sankt Michael) - fattede krigerne tillid og mod. Kongen var imidlertid - som det viste sig, med rette - bange for, at fjenderne, når de så de brynjeklædte ryttere, straks skulle gribe flugten; han sendte derfor en hob thüringer med kun ganske få brynjeklædte ryttere ud, for at de letrustede fjender skulle forfølge dem og lokkes hen til hæren. Således skete det også, men ikke desmindre flygtede de, så snart de så den væbnede hær, således at der på 8 miles vej kun blev dræbt eller fanget ganske få. Men lejren blev stormet og alle fanger friede (sejren over ungarerne vandtes d. 15. marts 933). Da nu kongen var vendt tilbage som sejrherre, takkede og prisede han gud på alle måder, som det sømmede sig, for den sejr, gud havde givet ham over fjenderne, og den afgift, han plejede at give fjenderne, overdrog han kirken og bestemte rige gaver til de fattiges underhold. Og hæren hilste ham som fædrelandets fader, stormægtig herre og kejser (Widukind bruger ordet imperator, samme ord som det der betegner Otto I's værdighed som romersk kejser. Hvad han egentlig her mener, er usikkert; sandsynligvis er det en ubehjælpsom efterligning af et eller andet sted i oldtidslitteraturen), og hans magts og tapperheds ry bredte sig vidt og bredt til alle konger og folk. Derfor kom andre rigers høvdinger til ham for at finde nåde for hans øjne og var ham hengivne, når de havde erfaret, hvor trofast den herlige og store mand var. En af dem, Herbert (grev Herbert af Vermandois (i Frankrig), Hugos svoger, der trængtes af Rodulf, som mod al ret og billighed var blevet udråbt til konge, bad kong Henrik være ham til hjælp hos hans herre. Nu var kongen en mand, der ikke kunne nægte sine venner noget; han drog derfor til Gallien, talte med kongen, fik sagen ordnet og drog derefter tilbage til Saksen. Og da han gerne ville udmærke hele sit folk, var der få eller ingen blandt Saksens gode mænd, som han ikke hædrede med en herlig gave, et embede eller et eller andet gods. Han var ikke blot stor i klogskab og visdom, han havde også et vældigt legeme, der gav hans kongelige værdighed den fulde anstand; i kamplege var han alle så overlegen, at de var bange for ham. På jagt var han så ihærdig, at han kunne nedlægge 40 eller flere dyr på én jagt. Ved gildebord var han munter, dog uden at, tilsidesætte noget af sin kongelige værdighed; thi han indgød på samme tid sine krigere så megen hengivenhed og så megen frygt, at de, selv spøgvis, ikke turde tillade sig nogen kådhed. Da han nu havde underlagt sig alle de omboende folk, førte han en hær mod danerne, der hjemsøgte friserne med sørøvertogter; han slog dem og gjorde dem skatskyldige og nødte deres konge Chnuba til at lade sig døbe (dette sejrrige togt mod danerne foregik i 934. Chnuba var dog ikke Danmarks konge, men konge over danskerne nede ved den Slesvigske grænse - måske også over en del af Holsten og Wagrien, sandsynligvis en vikingekonge. Chnuba (Gnupa) omtales på de to slesvigske runesten fra Vedelspang). Og da han således havde undertvunget alle folk rundt om, satte han sig tilsidst for at drage til Rom, men sygdom hindrede ham deri (denne Widukinds meddelelse er blevet meget diskuteret af tyske historikere. Tænkte Henrik på et krigs- og erobringstog til Italien? Eller var det blot en pilgrimsfærd? Eller er meddelelsen måske urigtig? Da den senere Italienske kejserpolitik voldte Tyskland megen skade, har tyske historikere været ivrige for at hævde, at den urtyske sakserkonge Henrik I ikke har kunnet have italienske erobringsplaner). Og da han alt følte, at sygdommen ville få magt med ham, sammenkaldte han hele folket, udpegede sin søn Oddo til konge og gav også sine andre sønner godser og skatte, men Oddo, den ældste og dygtigste, satte han over brødrene og over hele frankernes rige. Da han således havde gjort testamente på lovlig vis og alt var tilbørligt ordnet, døde han, den stormægtige herre, Europas største konge, han der ikke havde sin overmand hverken i sjælelig eller legemlig storhed. Men han efterlod sig en søn, der var endnu større end han selv, og sønnen et mægtigt og vidtstrakt rige, som han selv ikke havde arvet fra sine fædre, men selv vundet og kun havde gud at takke for. Hans kongetid var 16 år, hans livstid omtrent 60. Hans sønner førte hans lig til Quedlinburg, hvor det under mange folks gråd og klage blev begravet i sankt Peters kirke foran alteret (kong Henrik I døde i Memleben d. 2 juli 936. Han blev konge i maj måned 919, og regerede altså omtrent 17'/₄ år.).

Efter at nu således fædrelandets fader, den største og bedste konge, Henrik, var død, valgte hele frankernes og saksernes folk hans søn Oddo, hvem faderen alt forud havde udpeget til konge, til deres hersker, og kongsgården i Aachen blev udpeget og bestemt til foretagelsen af det almindelige valg. Dette sted ligger i nærheden af Julich, der har fået navn efter sin grundlægger Julius Cæsar. Og da man var kommet derhen (til Aachen), samledes hertugerne og de fornemste grever og den øvrige skare af de fornemste riddere i den søjlegang, der står i forbindelse med Karl den Stores basilika, og de satte den ny hersker op på en trone, der var rejst dér, rakte ham deres hænder, lovede ham troskab og tilsagde ham deres hjælp mod alle fjender og gjorde ham således efter gammel skik til konge. Og medens dette foretoges af hertugerne og de øvrige embedsmænd, stod ærkebispen med hele præsteskabet og det menige folk og ventede nedenunder i kirken på kongens indtog. Og da han kom, gik ærkebispen, iført messesærk, stola og messehagel, ham i møde, lagde sin venstre hånd på kongens højre, medens han selv førte krumstaven i sin højre hånd, og skred nu frem midt i kirken, hvor han stod stille, vendte sig derefter mod folket, der stod rundt om - i denne kirke var der nemlig indrettet rundtgående søjlegange både foroven og forneden - således at han kunne ses af alle, og sagde: »Se, her fremstiller jeg for eder den af gud udvalgte, førhen af kong Henrik udpegede og nu af alle høvdingerne kårede kong Oddo. Hvis i samtykker i valget, så giv det til kende ved at række eders højre hånd i vejret«. Og alt folket rakte højre hånd op og ønskede med høje råb den ny hersker held og lykke. Derefter skred ærkebispen og kongen, der efter frankisk sæd var iført en snæver kjortel, hen ved siden af altret, på hvilket kongesmykkerne lå: sværdet med sværdbæltet, kappen, armbåndene, staven, sceptret og kronen. Ærkebisp var på den tid (927-37) Hildiberht, franker af byrd, munk af stand, opdraget og oplært i klostret i Fulda, hvor han med rette nåede så højt op, at han blev udnævnt til abbed for klostret, men senere nåede han helt op på ærkebispestolen i Mainz. Han var en overordentlig hellig mand og nød ry ikke blot for sin ånds naturlige visdom, men også for sin lærdom. Det hedder sig, at han blandt andre nådegaver også havde fået spådommens ånd. Da der nu opstod strid mellem ærkebispen i Trier og ærkebispen i Køln om hvem der skulle krone, klæde og salve kongen - den første (ærkebispen i Trier, Uotbert (931-56), var desuden broder til enkedronning Mathilde. Sankt Peter skulle have sendt missionærer til Trier) gjorde krav derpå, fordi hans stol var den ældste og på en vis måde oprettet af selve den salige apostel Peter, den sidste, fordi Aachen hørte til hans stift, og hver for sig mente af disse grunde at indvielsesæren tilkom ham - trådte de begge tilbage for den af alle højtskattede Hildiberht. Han trådte da hen til altret, tog dér sværdet og sværdbæltet, vendte sig mod kongen og sagde: »Tag dette sværd og forjag dermed alle kristi fjender, alle barbarer og alle slette kristne, da efter guds vilje al magt over hele frankernes rige er dig overdraget til varig fred for alle kristne«. Dernæst tog han armbåndene og kappen og iførte ham dem og sagde: »Denne kjortel, hvis flige når helt ned til jorden, skal minde dig om, at du skal gløde i trosiver og være ihærdig lige til døden i at værne freden«. Derpå tog han sceptret og staven og sagde: »Disse tegn skal minde dig om, at du skal ave dine undersåtter med faderlig tugt og fremfor alt være barmhjertig mod kirkens tjenere, enker og faderløse. Gid barmhjertighedens olie aldrig må hentørres på dit hoved, på det at du både nu og i fremtiden må høste løn for evigheden«. Straks derpå blev han salvet med den hellige olie og kronet med guldkronen af ærkebisperne Hildiberht og Wichfrid (ærkebispen af Køln (924-53) og, da indvielsen var rettelig fuldbragt af de samme ærkebisper, ført hen til tronen, til hvilken en vindeltrappe førte op; den var oprejst mellem 2 herlige marmorsøjler, og kongen selv kunne deroppe fra se alle og ses af alle. Efter at man derefter havde priset gud og højtideligt forrettet messeofret, gik kongen ned i kongsgården; her gik han hen til det kongeligt smykkede marmorbord og satte sig ned sammen med ærkebisperne og alt folket, medens hertugerne udførte bordtjeneste. Lothringernes hertug Isilberht, under hvis myndighed Aachen lå, havde overopsyn med alt; Evurhard (hertug af Franken, broder til kong Konrad I) havde tilsyn med bordet, frankeren Herman (hertug af Schwaben) havde mundskænkene under sig; Arnulf (hertug af Bayern) sørgede for hele ridderskabet og for valg af lejrplads og rejsning af telte. Men Sigfrid, den ypperste mand i Saksen og den fornemste efter kongen, besvogret med den afdøde konge og også i slægt med den ny, styrede (han var altså ikke hertug af Saksen - thi det var kong Otto - men styrede i konge-hertugens fraværelse. Han var fætter til kong Henriks første forskudte hustru Hatheburg) i denne tid Saksen, for at fjenderne ikke imidlertid skulle bryde ind; hos ham var den yngre Henrik, hvis opdragelse var overdraget ham (yngre søn af Henrik I). Efter festen hædrede Oddo med kongelig gavmildhed enhver især af fyrsterne med passende gaver, og den øvrige mængde gik fornøjet hver til sit.

Imidlertid rørte barbarerne (de hedenske slaver) på sig. Boleslav (hertug af Bøhmen i 935-67) dræbte sin broder (brodermordet fandt sted i 935), der var kristen og skal have været en meget gudfrygtig mand, og da han var bange for en nabofyrste, fordi denne var saksernes lydfyrste, erklærede han ham krig. Denne krævede nu hjælp af sakserne, og disse sendte ham da også Asik med en skare merseburgere (Merseburg er en by af slavisk oprindelse (Mesibor, dvs. byen midt imellem skovene) og en stor hob hassegauere (fra Hasgau mellem Unstrut og Saale, hvor også Merseburg ligger), og dertil føjedes en thüringsk ledingshær. Merseburgerskaren var sammensat af røvere, thi medens kong Henrik var meget streng overfor fremmede, var han i alle ting meget mild mod sine landsmænd, så at han altid, når han så, at en tyv eller røver var tapper og skikket til kriger, eftergav ham den fortjente straf og bosatte ham i Merseburgs forstad, gav ham en jordlod og våben og bød ham røve så meget han turde i barbarernes land, men lade hans landsmænd i fred (denne ejendommelige fremgangsmåde minder om de skildrede foranstaltninger mod ungarerne). Af den slags folk var der på den måde samlet så mange, at de kunne stille en hel skare i marken. Da nu Boleslav hørte om saksernes hær, og at sakserne for sig og thüringerne for sig drog imod ham, delte han også, snarrådig som han var, sine folk og besluttede at møde hver hær for sig. Men da thüringerne uformodet så fjenderne storme imod dem, blev de bange og flygtede. Asik derimod og hans saksere samt de øvrige hjælpetropper styrtede straks løs på fjenden, huggede de fleste ned og drev resten på flugt og vendte så tilbage til lejren. Men da han ikke vidste noget om den hær, der havde forfulgt thüringerne, var han for uforsigtig efter den vundne sejr, hvorimod Boleslav, da han så, at vor hær var oprevet, og at nogle var optagne af at drage rustningen af de faldne, andre af at pleje deres sår, atter andre af at sanke foder til hestene, samlede begge sine hærafdelinger, den slagne og den der var vendt tilbage som sejrherre, faldt over vore folk, der var uforberedte og trygge efter sejren, og fældede feltherren og hele hæren. Derfra drog han imod den omtalte fyrstes fæstning, tog den med storm og udryddede dens befolkning, så den har ligget øde lige til nu. Denne krig varede til ind i kongens 14. regeringsår; fra da af var og blev han [Boleslav] kongen tro og huld (krigen standsede i 950). Kongen tabte imidlertid ikke modet ved efterretningen om dette, men styrket af gud rykkede han med sin hele krigsmagt ind i barbarernes (redariernes) land for at tøjle deres vildskab. Også hans fader havde ført krig mod dem, fordi de havde krænket hans søn Thankmars gesandter, om hvem vi agter senere at tale. Den ny konge besluttede nu at indsætte en ny krigsøverste og valgte dertil en fornem, kraftig og klog mand ved navn Herman, som imidlertid ved denne udmærkelse vakte misundelse ikke blot hos de andre stormænd, men også hos sin egen broder Wichman. Denne, der var en myndig og tapper mand, højtstræbende, krigskyndig og så klog, at hans undergivne ymtede om, at han vidste adskilligt, der gik udover menneskelig fatteevne, forlod derfor under påskud af sygdom hæren. Herman, der var i hærens fortrop, kom straks efter at have overskredet grænsen i kamp med fjenderne, sejrede tappert over dem og vakte derved endnu større nag hos sine avindsmænd. Blandt dem var Ekkard, Liudolfs søn, hvem Hermans lykke forbitrede således, at han svor enten at øve en større dåd eller dø. Han samlede derfor de tapreste mænd i hele hæren, brød kongens forbud og drog med sine ledsagere over en sump, der strakte sig mellem den fjendtlige fæstning og kongens lejr. Her stødte han straks mod fjenden, blev omringet og fandt døden tillige med alle sine folk. Tallet på dem, der faldt med ham og som han havde udvalgt af hele hæren, var 18. Kongen fældede imidlertid en mængde fjender og gjorde resten skatskyldige og vendte derpå tilbage til Saksen. Dette skete d. 25. september. Derefter kom de gamle fjender, ungarerne, for at prøve den ny konges dygtighed. De faldt ind i Franken med det forsæt om muligt at trænge ind i Saksen fra vest. Men kongen drog, så snart han havde fået budskab derom, straks imod dem med en vældig hær, slog dem på flugt og jog dem bort fra sine grænser. Da nu krigen med de ydre fjender stilnede af, brød indre fejder løs. Thi sakserne var blevet hovmodige over deres konges vælde (for Widukind og sakserne er Otto stadig sakser, saksernes hertug og konge og som sådan herre over de andre stammer; Saksen er hovedlandet) og holdt sig for gode til at tjene andre folk og var for stolte til at yde nogen anden end kongen alene hyldest for de len, de havde. Derover blev Evurhard (Evurhard var hertug af Franken, tillige greve af Hessen. Brunning har da været en saksisk stormand, der har haft len under Evurhard og nu ikke længere har villet stå under ham) fornærmet på Brunning, samlede en skare krigere, brændte hans borg Elmeri [Helmern] og dræbte alle byens indbyggere. Da kongen havde fået dette overgreb at vide, dømte han Evurhard til at bøde for 100 talenter heste, og alle de fornemme riddere, der havde hjulpet med til udåden, til at bære hunde lige til kongens by Magdeburg (hundebyrd«, en urgammel straf, der beror på forestillingen om hundes foragtelighed. Ligesom andre strafskyldige dømtes til at bære et sværd, en strikke eller lignende om halsen som symbol på den straf, han havde fortjent, således skulle den til hundebyrd dømte bære en hund for at vise, at han var værdig til at slås ihjel som en hund eller hænges op ved siden af en hund. Mindet om denne straf lever endnu i adskillige tyske talemåder, i hvilke stednavnet betegner herredsgrænse; i Elsass: at bære hunde til Lenkenbach, i Franken: at bære hunde til Bautzen, dvs. lide en ydmygelse. Hundebyrd var straf for fredsbrud). Just ved den tid overførte kongen martyren Innocentius' relikvier til denne by (den hellige innocens martyr, ifølge legenden fanebærer i den »Thebanske legion« på 6666 mand, alle kristne, som led døden fordi de ikke ville ofre til guderne. Det skal være sket under kejser Diokletian eller rettere under dennes medkejser Maximian, idet legionen nægtede at deltage i kristenforfølgelsen. Legionens chef var Mauritius, der selv var kristen. På det sted, hvor legionen led martyrdøden, rejstes kirken og klostret sankt Moritz (saint Maurice, i kanton Wallis i Schweiz), et af de største og berømteste klostre i middelalderen). Medens nu kongen tugtede fredsbryderne som de fortjente, tog han, mild som han var, straks efter kærligt imod dem, viste kongelig gavmildhed imod dem og sendte dem bort, hver især, i fred. Men de hang ikke desmindre ved deres hertug og fulgte ham i al ugerning, fordi han var huldsalig, vennesæl mod jævne folk og gavmild, og ved disse egenskaber gjorde han sig mange af sakserne til venner. På den tid (937) døde bayrernes hertug Arnulf, og hans sønner trodsede i hovmod kongens bud om at yde ham hyldest. Ved denne tid døde også grev Siegfrid; hans markgrevskab tilegnede Thankmar sig, fordi han var i slægt med ham - thi hans moder, med hvem kong Henrik avlede Thankmar, var en datter af Siegfrids moster - men han måtte opgive det, idet kongen gav grev Gero det, og herover blev Thankmar meget krænket. (Gero, »den store markgreve«, fejret i sang og sagn (således i Niebelungenkvadet), markgreve og hertug i østmarken og som sådan optaget af at værne grænsen mod venderne ved Elb og Saale og undertvinge dem. I 940 tog han Brandenburg, og tyskheden fik nu fast fod i venderlandet mellem Elb og Oder. Gero døde 965 og gravsattes i det af ham grundlagte kloster Gernrode i Harzen). Men kongen drog til Bayern og bragte orden i tingene der, hvorefter han vendte tilbage til Saksen. Spliden mellem Evurhard og Brunning gik så vidt, at der skete åbenlyse drab; jorddyrkerne myrdedes, og overalt sattes der ild på husene. Også lovenes forskellighed voldte trætte, og der var nogle der sagde, at sønners sønner ikke skulle regnes blandt sønner og at de ikke rettelig burde tage arv sammen med sønner, når deres fædre døde medens bedstefædrene levede. Derfor udgik der kongebud om, at en folkeforsamling skulle afholdes ved kongsgården Steele, og det blev her bestemt, at sagen skulle prøves ved en retslig tvekamp. Kongen var imidlertid klog nok ikke at ville have, at gode mænd og folkets ældste skulle behandles usømmelig, og bød at sagen skulle afgøres ved tvekamp mellem professionelle kæmpere (tvekamp var et meget almindeligt hjælpemiddel; den gamle tyske proces, et så at sige nødvendigt hjælpemiddel på grund af processens overordentlig formalistiske natur, i det en hvilken som helst nok så ringe formfejl fra en af parternes side medførte, at han tabte sin sag, selv om iøvrigt nok så meget talte for, han havde ret. I tvekampen var det da den personlige, fysiske dygtighed der afgjorde sagen, og det var parterne selv, der kæmpede. Da den kristne kirkeorganisation indførtes, kom imidlertid et nyt bevismiddel ind i rettergangen: gudsdommen. I hedenskabets tid brugtes ikke gudsdom, thi efter hedenske gudsforestillinger hørte hverken alvidenhed eller sanddruhed med til gudernes væsen det var derimod tilfældet med den kristne guddom, og gudsdomme (ordalier) blev derfor et hyppig brugt middel til at finde sandheden. Af egentlige gudsdomme kendes bedst kedelfang, jernbyrd, gang over gloende plovjern, drukneprøve, nadverprøve - alle rigtige og egentlige gudsdomme. Men tillige brugtes den gamle, hedenske tvekamp, der efter sin oprindelse og natur slet ikke er en gudsdom, men som man i kristen tid tillægger en mirakuløs karakter ligesom de egentlige gudsdomme. Men idet opfattelsen således ændres, ændres selve tvekampen, idet man ikke længer kræver selve parternes personlige kamp, men tillader stedfortrædere, ofte professionelle retskæmpere, der ligefrem lejedes og det er dette forhold, der her omtales - thi den mirakuløse guddomsmagt kunne naturligvis ligeså godt virke - man ræsonnerede endog: bedre, under disse forhold, når de kirkelige, liturgiske ceremonier iagttoges). Nu sejrede det parti, der regnede sønners sønner blandt sønner, og det blev slået fast ved en evig pagt, at de skulle dele arv lige med farbrødre. Her blev også fredsbryderne trukket frem, der hidtil havde hævdet, at de intet havde gjort imod kongemagten, men blot hævnet uret, deres fæller havde lidt. Skønt kongen vel indså, at det var ham, der var blevet ringeagtet - de fandt heller ikke en gang for godt at møde til tinget trods kongebudet - lod han dog sværdet hvile foreløbig og tilgav, da mildhed som sædvanlig lå ham nærmest (denne skildring er meget oplysende for de samfundsforhold, for den fuldstændige mangel på statsfølelse, der forklarer så meget i lensvæsenet. Iøvrigt vides andetsteds fra, at det ikke så meget var kongens »mildhed« der var skyld i, at han ikke tugtede oprørerne, men vidtomfattende oprørske bevægelser i Saksen og Bayern og udsigt til oprør i Lothringen og Franken). Men denne overbærenhed lokkede mange til endnu større ufærd, thi oprørske mænd øvede yderligere mange skændsler, manddrab, troskabsbrud, hærgninger og ildebrande, og i hine dage var der ringe forskel på ret og uret, troskab og mened. Blandt andet sluttede også Thankmar sig sammen med Evurhard, samlede en mægtig hær og belejrede borgen Badiliki (Belecke ved Main, syd for Lippstadt), hvor den yngre Henrik (Henrik I's søn, hertug af Bayern) opholdt sig, og efter at have givet sine krigere borgen til plyndring, drog han bort, medførende Henrik som om han kunne være en simpel træl. Dér blev Gevehard dræbt, en søn af hertug Hermans broder Udo, et drab, der efter den alrådende guds vilje voldte splid mellem frankernes høvdinger. Men Thankmars krigere gjorde et rigt bytte og var nu parate til alt. Senere indtog han Heresburg (Ober Marsburg ved Diemel), slog sig ned i fæstningen med en stor krigerskare og øvede derfra alskens røverier; men Henrik var i Evurhards magt. På den tid blev også Dedi dræbt udenfor borgen Larun´s porte (usikkert om det er Läer, vest for Meschede, eller Laar i Vestfalen), medens Evurhards mænd var inde i borgen. Men da Wichman, der først var faldet fra kongen, hørte om denne oprørernes ufærd, gik han i sig i selv og sluttede fred med kongen, thi han var en meget klog mand, og han var kongen tro og huld til sin død. Thankmar derimod, kong Henriks søn med en ædelbåren kvinde (Hatheburg), var stadig kamplysten, voldsom og krigskyndig, i fejde hensynsløs og rå. Da hans moder ejede store godser, følte han sig, skønt han fra sin fader havde mange andre godser, dybt krænket over tabet af sin mødrenearv (da kong Henrik forskød Hatheburg, beholdt han hendes godser), og greb af den grund til våben mod sin herre kongen, til stor ulykke for sig selv og for dem, der fulgte ham. Da kongen nu så, at sagen udviklede sig så farligt, drog han, om end ikke med glæde, med stort krigsfølge mod Heresburg for at tugte Thankmars overmod. Men da folkene i fæstningen erfarede, at kongen var kommen med en stor krigsmagt, lukkede de portene op og indlod hæren, der havde givet sig til at belejre fæstningen. Thankmar flygtede hen i den af pave Leo til den hellige apostel Peter viede kirke, men hæren forfulgte ham helt ind i kirken, særlig Henriks mænd, der harmfulde higede efter at hævne den krænkelse, der var tilføjet deres herre, og undså sig ikke for at hugge døren ind og trængte væbnede helt ind i det hellige hus. Thankmar stod ved siden af altret, på hvilket han havde lagt sine våben og sin gyldne kæde. Medens han nu forfra angrebes med kastespyd, tilføjede en uægte søn af Cobbo ved navn Thiatbold ham under heftige skældsord et sår, som Thankmar dog straks betalte ham tilbage, så at han kort efter i vanvidsrasen opgav ånden; men en af ridderne ved navn Maincia jog sit spyd ind gennem et vindue ved siden af altret og gennemborede bagfra Thankmar og dræbte ham således ved altret (938). Maincia selv, der havde fremmet brodertvisten, satte senere i et slag ved Bierten ynkelig både livet til og det guld han skændigt havde røvet fra altret. Da kongen, der ikke havde været tilstede og intet vidste om dette, fik efterretning derom, blev han yderst opbragt over riddernes frækhed, men da borgerkrigen endnu rasede, kunne han ikke straffe dem. Han ynkedes over sin broders skæbne og viste sit sinds mildhed ved at holde en kort lovtale over hans dygtighed; derpå lod han Thiadrik og tre af hans tantes sønner, der havde sluttet sig til Thankmar, efter frankisk lov dømme til strikken og hænge. Derefter førte han sine kamplystne folk, der havde gjort et rigt bytte i Heresburg, mod Lara (Larnu), der imidlertid under borggrevens ledelse værgede sig kraftigt og gengældte sten- og spydkastene på samme måde. Men trætte af kampen krævede de våbenhvile for at rådføre sig med hertugen (Evurhard). De fik den også, men hertugen nægtede dem sin hjælp, og derfor drog de ud af borgen og underkastede sig kongen. I denne kamp vandt den alt i forvejen berømte mundskænk Tamma sig stort ry. Da Evurhard nu hørte om Thankmars død og sine mænds frafald, tabte han modet, kastede sig på knæ for sin fange, bad om tilgivelse og fik den på skammelig vis.

Henrik var endnu på den tid meget ung, og hans sind var uroligt. I ubændig magtbrynde tilgav han ham på det vilkår, at han skulle sammensværge sig med ham mod hans herre og broder kongen og sætte rigets krone på hans hoved, hvis det var muligt, og dette gensidige forbund blev også sluttet. Derpå kom Henrik på fri fod og drog til kongen, af hvem han blev modtaget med mere oprigtig hengivenhed og kærlighed end han selv kom med. Også Evurhard gik, tilskyndet af ærkebisp Frederik (937-54), Hildiberhts efterfølger, en meget brav og såre gudfrygtig mand, til kongen og bad ydmygt om tilgivelse, idet han gav sig selv og alt sit gods i kongens vold. Men for at hans udåd dog ikke skulle være helt ustraffet, blev han sendt i en slags landsforvisning til byen Hildesheim; men efter kort tids forløb blev han af den milde konge taget til nåde og genindsat i sin gamle værdighed. Medens nu dette gik for sig hjemme, faldt vore gamle fjender ungarerne pludselig atter ind i Saksen, slog lejr ved Bodefloden og strømmede der fra ud over hele egnen. En dag blev en høvding med en del af hæren sendt ud af lejren og drog om aftenen samme dag mod borgen Steterburg (nær Wolffenbuttel). Men da mændene i borgen så, at fjenderne var medtagne både af marschen og af voldsomme regnbyger, brød de dristigt ud ad portene, forskrækkede dem straks ved at istemme høje råb og styrtede så pludseligt over dem, fældede de fleste og slog resten på flugt og tog en stor mængde heste og nogle felttegn. De flygtende blev fra de borge, der lå på deres vej og hvorfra deres flugt blev iagttaget, skarpt forfulgte, og de fleste af dem hugget ned; selve høvdingen blev trængt ned i en mergelgrav og der fældet. Den øvrige del af ungarernes hær, der drog nordpå, blev af en slaver lokket ind på mosedragene ved Thrimining (Drömling, en sumpegn nord for Helmstedt) og her omringede af krigere, og de fleste gik til grunde, medens resten grebes af skræk. Hærens anfører undslap tilligemed nogle få af sine folk, men han blev grebet på flugten og ført for kongen og måtte løskøbe sig i dyre domme. Da alt dette rygtedes i fjendens lejr, opstod der stor forvirring, og alle søgte frelse i flugt, og de har nu i 30 år ikke vist sig i Saksen. Derefter gjorde Henrik, der ubændigt higede efter kongeværdigheden, et stort gilde på et sted der hedder Saalfeld. Og da han som kongesøn var rig og mægtig, skænkede han mange mænd store godser og vandt derved mange for sit parti. Dog var der mange der ønskede det hele holdt hemmeligt, udelukkende for at de ikke skulle findes skyldige i broderkrigen. Men de gav et råd, hvorved kampen lettere kunne bringes til afslutning, dette nemlig, at Henrik selv skulle overlade Saksen til sine vasallers forsvar og selv drage til lothringerne, der var et ukrigersk folkefærd. Således blev det kongen muligt straks at overvinde dem og i et eneste slag at slå opstanden ned. Efter sine krigeres råd havde Henrik selv imidlertid som sagt forladt Saksen og overgivet sine saksiske og thüringske borge til sine vassallers forsvar, og drog med sine venner til Lothringen. Rygtet om disse begivenheder vakte bestyrtelse overalt, fordi grunden til dette bratte frafald fra kongen og denne pludselige krig var ganske ukendt. Da rygtet nåede kongen, troede han først ikke derpå, men da han ikke længere kunne tvivle om, at der var krig, satte han i hast med en hær efter sin broder. Og da han nu nærmede sig fæstningen Dortmund, hvor der lå en besætning af broderens folk, mindedes disse folk Thankmars skæbne og vovede ikke at oppebie kongens ankomst, men gik ud af byen og overgav sig til ham. Den mand der skulle holde borgen til Henriks hånd hed Agina. Han måtte overfor kongen forpligte sig ved en forfærdelig ed til af al sin evne at søge at bringe sin herre bort fra krig og til fred og enighed eller, hvis det ikke lykkedes, selv at vende tilbage til kongen. På de vilkår fik han lov at drage bort, og han opsøgte nu sin herre. Men hæren nåede under kongens anførsel frem lige til Rhinen. På den tid, da der var krig mellem Evurhard og kongen, var kongens kammermester, Hadald, blevet sendt til Isilberht for at virke for fred og endrægtighed, da denne endnu ikke havde taget åbenlyst parti, men han blev ikke godt modtaget og blev holdt hen fra dag til dag. Men da han mærkede hertugens træskhed og ikke længere ville finde sig i slig underfundighed, sagde han: »I kongens navn og i alles påhør stævner jeg dig til møde for kongens domstol på dag og time, eller også må du vide, at du vil blive erklæret fredløs«. På lignende måde var det også gået biskop Bernhard (biskop i Halberstadt 924-68), som kongen havde sendt til Isilberht; heller ikke ham havde hertugen vist skyldig ære, og han havde måttet gå med ubestemt svar. Man siger endog, at hertugen mer end én gang havde misbrugt seglene på kongens breve. Men da nu Hadald således havde sagt ham besked, begyndte han at behandle ham bedre og gav ham ærefuldt følge på tilbagevejen.

Henrik og Isilberht rustede sig nu til krig, og de besluttede at rykke mod kongen ved Rhinen. Agina drog over Rhinen, forud for hæren, og fremstillede sig, ihukommende sin ed, for kongen. Han hilste ham ydmygt og sagde: »Din broder, min herre, ønsker dig sundhed og kraft og at du længe må herske over dit store og mægtige rige; han lader dig sige, at hans højeste ønske er jo før jo hellere at yde dig sin tjeneste«. Kongen spurgte ham nu, om han tænkte på fred eller krig, men ved at se ud fik han øje på en stor mængde, der med løftede felttegn rykkede frem i retning af den del af hans hær der allerede var gået over Rhinen. Han vendte sig om mod Agina og sagde: »Hvad vil denne mængde, og hvad er det for folk?« Denne svarede ganske roligt: »Det er min herre, din broder; hvis han havde villet lytte til mit råd, var han kommet på en anden måde. Nu er jeg i hvert fald ankommet, således som jeg havde svoret«. Da kongen hørte dette, røbede hans holdning den smerte han følte over, at der ikke var skibe ved hånden, hvorpå hans folk kunne sætte over Rhinen; thi den vældige flod var ikke til at komme over på anden måde, og de der var opstillede på den anden flodbred blev angrebet så pludseligt og under sådanne forhold, at der ingen anden udvej gaves end enten at lade sig hugge ned af fjenden eller søge at frelse livet ved kamp. Kongen strakte bedende sine arme ud mod gud og udbrød: »O gud, almægtige, se i nåde til dit folk, det folk du har sat mig til herre over, frels det af fjendens hånd, på det at alle folk kan se, at intet menneske kan gøre mod din vilje, du som er almægtig og som lever og hersker i al evighed«. Folkene på den anden flodbred sendte imidlertid deres oppakning og alt tros til Xanten og holdt sig rede til at tage mod fjenden. Og da der var en dam imellem vore folk og fjenderne, delte sakserne deres mandskab, således at den ene del styrtede lige løs på fjenderne, medens den anden del faldt dem i ryggen. Således angrebet i centrum havde fjenderne, skønt mange mod få - det påstås at af vore folk var kun 100 brynjeklædte, medens fjenderne havde en temmelig stor hær -, en hård dyst at bestå. Da de trængtes både forfra og bagfra, vidste de ikke, til hvilken side de skulle værge sig, og da så nogle af vore folk, der kunne noget fransk, gav sig til at råbe på fransk, at de skulle flygte, troede de, at det var deres fæller, der råbte således, og gav sig til at flygte. Den dag blev mange af vore folk sårede, og der var også nogle der faldt, bl.a. Ailbert den Hvide, der blev såret af hertug Henrik og få dage efter døde. Men fjenderne blev allesammen enten fældede eller fanget eller i hvert fald drevet på flugt og hele deres oppakning og alle deres sager blev fordelt blandt sejrherrerne. På lothringernes side skal Godfred den Sorte have udmærket sig i dette slag, men også den ovenfor omtalte Maincia faldt den dag. Thüringeren Dadi (han kaldes også Dadanus; han var greve i Hasgau) sendte nu melding til borgfogderne mod øst, der stod på hertug Henriks side, om kongens sejr, og at hertugen selv var faldet i kampen og fik dem således ved list til at overgive sig til kongen, en svig, som Henrik ikke lod uhævnet (i 953 blev Dadi landsforvist). Af alle de faste pladser beholdt Henrik kun to: Merseburg og Scheidungen. Efter sejren besluttede kongen at forfølge sin broder og svoger (Giselberht eller Isilberht, gift med kongens søster Gerberga, hertug at Lothringen). Ved efterretningen om sine borges frafald og nedbøjet over kongens nylige sejr brød Henrik op med kun 9 riddere, og det tog nogen tid inden han nåede Saksen, hvor han drog ind i Merseburg. Da kongen hørte det, drog han også selv til Saksen og belejrede med sin hær den fæstning, hvor broderen opholdt sig. Den kunne ikke holde sig mod den overlegne hær og måtte overgive sig efter omtrent 2 måneders forløb. Henrik drog ud til sin broder, der gav ham fred i 30 dage, for at han i løbet af denne tid kunne rømme Saksen med sine tilhængere; men hvis nogen af dem foretrak at gå over til kongen, skulle det stå dem frit for. Og herefter havde Saksen i nogen tid ro for indre fejder. Men barbarernes frækhed voksede under vores splid, og de brændte, myrdede og plyndrede utrættelig løs overalt og pønsede på ved svig at rydde Gero, som kongen havde sat over dem, af vejen. Men han forebyggede svig med svig, og det lykkedes ham i en eneste nat at dræbe henved 30 af barbarernes fornemste mænd, mens de sov rusen ud efter et overdådigt gilde. Alligevel kunne han ikke få bugt med alle de barbariske folkestammer - på den tid gjorde også abodriterne oprør, slog vor hær og fældede selve føreren Haika - så kongen selv måtte gentagne gange føre sin hær mod dem. Han tilføjede dem adskillige svære nederlag og bragte dem i den yderste nød, men alligevel foretrak de krig for fred og ville hellere lide alskens nød end miste deres frihed. Thi det er et hårdført og sejt folk, der er vant til at leve meget tarveligt, og hvad der synes os besværligt, holder de så at sige for en nydelse. Der gik da også en rum tid hen med en kamp, i hvilken vore kæmpede for ærens skyld og for at styrke og udbrede deres herredømme, medens det for fjenden drejede sig om frihed eller trældom. Mange fjender havde sakserne i denne tid at kæmpe med: slaverne mod øst, frankerne mod syd, lothringerne mod vest og mod nord danerne og slaverne, og derfor trak kampen med barbarerne i langdrag. Fra kong Henriks tid var der en slavisk fange ved navn Tugumir, der efter sit folks lov havde arveret efter sin fader til herredømmet over hevelderne. Han lod sig ved en stor pengesum og endnu større løfter overtale til at overgive sit land. Da han nu kom til Brandenburg, idet han lod som han hemmelig var undsluppet fra sit fangenskab, vedkendte folket sig ham og tog ham til herre, og kort efter opfyldte han sit løfte. Han lokkede nemlig sin brodersøn, den eneste der var tilbage af stammens fyrsteslægt, til sig, tog ham til fange og dræbte ham og gav borgen og hele landet under kongens herredømme, hvorefter alle barbarstammerne lige til Oderfloden ligeledes overgav sig og betalte skat. Da Henrik nu måtte forlade Saksen, drog han påny til lothringerne og opholdt sig i nogen tid med sine vassaller hos sin svoger, hertug Isilberht. Men kongen drog påny med en hær mod Isilberht og hærgede hele den del af Lothringen, der stod under ham. Isilberht selv blev belejret i borgen Kievermont (Chévremont), men det lykkedes ham at undslippe, og da belejringen på grund af de vanskelige terrænforhold kun havde ringe fremgang, drog kongen tilbage til Saksen efter at have hærget egnen vidt og bredt. Så hørte han imidlertid tale om en af Isilberhts grever ved navn Immo, en træsk og snedig mand, og fattede den tanke, at hans rænker kunne
udrette mere i kampen end våbenmagt. Og træsk som Immo var, gav han sig også under kongen, der var større og mægtigere end hertugen, og greb til våben mod denne. Det var det hårdeste slag der kunne ramme hertugen, at han skulle have den mand til fjende, hvis kløgt og troskab han hidtil mest havde forladt sig på, og hans harme voksede yderligere, da Immo ved list fangede en drift svin der tilhørte ham. Hertugens svinehyrder skulle lige forbi portene til Immos borg, og Immo lod da en gris drive frem og tilbage udenfor og fik således hele svinehjorden til ad de åbne porte at gå ind i borgen. Det var mere end hertugen kunne tåle; han samlede en hær og gav sig til at belejre Immo. Nu fortælles der, at Immo havde en hel del bistader, som han lod rive løs og kaste mod hertugens ryttere, og bierne stak hestene, så de blev vilde og begyndte at løbe løbsk med rytterne, og da Immo så dette oppe fra muren, truede han med et udfald med sine folk. Da hertugen flere gange var blevet hånet af Immo ved den slags påfund, hævede han belejringen, men da han drog bort skal han have sagt: Da Immo og jeg holdt sammen, kunne jeg uden møje holde styr på alle lothringerne, men nu kan jeg og alle lothringerne ikke få bugt med ham alene. Da Evurhard så, at krigen trak så længe ud, kunne han ikke længer holde sig i ro. Han gav kongen en god dag, brød som i begyndelsen sin ed og gjorde fælles sag med Isilberht, og de to i fællesskab søgte nu at bringe krigsflammen til at brede sig. Vestriget alene var dem ikke nok; de brød ind over de østrhinske lande og hærgede med deres hær. Da dette rygtedes i kongens lejr - på den tid lå kongen i krig med Briseg [Breisak] og andre borge der tilhørte Evurhard - var der mange der flygtede bort fra lejren, og det så ud til at være ude med det saksiske kongedømme. Men i al denne opløsning viste kongen, skønt kun få vassaller holdt til ham, en fasthed og en myndighed, som om der intet var i vejen, til trods for at endog bisperne (der sigtes hermed til ærkebisp Frederik af Mainz (937-54) og biskop Rothard af Strassburg (933-950), hvis tilslutning til oprørerne omtales i fortsættelsen af Reginos krønike under år 939) faldt fra og lod deres telte og bohave i stikken. At fortælle årsagen til frafaldet og røbe kongelig løndom er ikke min sag, men jeg mener dog, det er min pligt at tilfredsstille historiens krav, og hvad jeg så iøvrigt i denne sag måtte fejle, må man bære over med. Ærkebispen (Frederik) der var sendt til Evurhard for at slutte fred og forlig, og som selv var meget opsat på at opnå dette, satte ved den gensidige overenskomst sin ed i pant og skal derfor have sagt, at han ikke kunne gå fra den. Men kongen sendte ham gennem bispen (Rothard) et svar, der var i overensstemmelse med hans kongepligt og erklærede, at det ikke vedkom ham, hvad [ærke]bispen havde gjort uden hans befaling. Derfor blev denne, fordi han imod skriftens ord ikke ville være kongen underdanig som en øverste herre, men faldt fra ham, sendt til Hammaburg [Hamburg] i en slags forvisning, medens biskop Rothard blev sendt til Ny Korvei. Efter kort tids forløb tilgav kongen dem dog begge nådigt og skænkede dem sin gunst og genindsatte dem i deres gamle embeder. Så blev Herman sendt ud med en hær for at tøjle de frække hertuger. Han traf dem ved Rhinens bred, og da han så, at en stor del af deres mandskab ikke var tilstede, fordi de da allerede var gået over Rhinen med deres bytte, blev hertug Evurhard selv omringet af hans krigere, der tilføjede ham mange sår, skønt han slog drabeligt fra sig, og til sidst styrtede han om gennemboret af spyd. Isilberht flygtede og kom ombord på et skib sammen med flere af sine folk, men skibet kunne ikke bære dem og sank; hertugen og alle de andre druknede og blev aldrig fundne igen (Evurhard og Isilberht omkom i 939). Ved budskabet om sine folks sejr og hertugernes død takkede kongen den almægtige gud, der så mange gange havde hjulpet ham, når han trængte dertil. Over lothringernes land satte han Rikwins søn Otto og bad ham opdrage sin søstersøn (Isilberht var gift med Ottos søster Gerberga), Isilberhts søn, en flink lille dreng ved navn Henrik, og vendte tilbage til Saksen. Drengens moder giftede sig med kong Ludvig (Ludvig IV, Karl den Enfoldiges søn, konge i det Vestfrankiske rige (Frankrig), i 936-54), og Henrik, kongens broder, forlod Lothringen og flygtede ind i Karisriget. Hertugernes fald fulgtes af en hård vinter og vinteren af en streng hungersnød. Derefter greb Immo til våben mod kongen, om for alvor eller på skrømt ved jeg ikke. Midt om vinteren blev han omringet af en hær og overgav sig tillige med sin borg og var fra da af kongen tro og huld. Også Isilberhts brodersønner gav sig ind under kongen, men beholdt ikke desto mindre de fæstninger, de havde. Også Kievermont [Chévremont] holdtes endnu besat af Ansfrid og Arnold, til hvem Immo sendte følgende budskab: »Jeg har om mig selv ingen anden mening end eders; om eder ved jeg, at i er dette folks fyrster. Nu er der jo ingen tvivl om, at enhver evner mere med to hænder end med én hånd, men derfor er det også sikkert, at tre overgår én i styrke. Og hvad tvinger os nu til at tjene sakserne uden netop vor tvedragt? Da de trængte jer med våbenmagt, mon de da kunne glæde sig over sejren. Det er dog visselig en skam for sejrherren at stå under andre. Jeg forlod den bedste af alle mænd, han der opdrog mig fra dreng af, altid viste mig venskab og gav mig en ærefuld magtstilling, vor fælles herre Isilberht, og satte mit liv i vove ved at gå over til sakseren. Nu ved i, at han har vist mig hån i stedet for skyldig ære, at jeg er i livsfare, at jeg fra frimand så at sige er blevet træl. For at i nu kan være sikre på, at jeg mener det ærligt og har vort fælles vel for øje, vil jeg trolove dig, Ansfrid, med min eneste datter, på det i ikke skal kunne nære ringeste mistanke om troløshed. Udpeg derfor et sted, hvor vi kan mødes til forhandling, så skal i af mig selv få en sådan sikkerhed for min ærlighed, som mit sendebud ikke har kunnet give jer«. Skønt hærdede i deres sind og fra gammel tid mistroiske overfor Immo, kunne de ikke stå for denne snedighed; de lod sig dåre af hans indsmigrende ord og opgav et mødested. Her lod Immo nu lønligt opstille væbnede mænd på passende steder og tog dem svigefuldt tilfange begge to og sendte dem under bevogtning til kongen, hvem han tillige sendte følgende bud: »Den største af dem (Arnold) er den blødeste, han trænger hverken til lænker eller slag; trusler er nok til at få ham til at røbe alt hvad han ved. Ansfrid derimod er en hård hals; det er store ting, om selv hårde pinsler får ham til at sige noget«. Da kongen havde fået dem i sin magt, straffede ham dem en tid lang med hårdt fængsel, men senere viste han dem nådig mildhed og vandt dem for sig, hvorefter han sendte dem bort i fred. Da nu årsager og begivenheder hænger således sammen, at de ikke bør skilles ad i fortællingernes rækkefølge, må ingen dadle mig for at blande tidspunkterne mellem hinanden, når jeg stiller senere begivenheder foran tidligere. Da mildhed lå kongens natur nærmest, fattede han medynk med sin broders hårde stilling og overlod ham nogle borge til egen rådighed og gav ham lov til at bo i Lothringen. På den tid rasede krigen med barbarerne, og da den krigerflok, der var stillet under Geros kommando, udtyndedes under de hyppige krigstog, og gaver og belønninger af de skatskyldiges afgifter svandt ind, fordi afgifterne jævnlig nægtedes, optændtes krigerne af et oprørsk had til Gero. Men da kongen havde hele statens velfærd for øje, stod han altid på Geros side, hvorfor krigerne i deres forbitrelse vendte deres had mod kongen selv. Dette forhold fik Henrik nys om, og - som det plejer at gå når noget kærkomment bydes et bittert sind - han fik let disse folk overtalt til at slutte sig til sig og fattede atter håb om at blive konge, nu da han vidste, at hæren var kongen fjendsk. Der gik mange sendefærd frem og tilbage mellem dem, og mange gaver udveksledes, og til sidst sluttede næsten alle østlandets krigere sig til ham. En forbrydersk sammensværgelse planlagdes nu: i den forestående påske, mens Henrik selv var draget til kongsgården (Quedlinburg), skulle kongen dræbes og kronen sættes på Henriks hoved. Skønt der ikke kom noget åbenlyst frem om dette, vågede gud nu som altid over kongen, og han fik nys om anslaget kort før påske. Han omgav sig derfor med en skare tro vassaller både dag og nat, og skønt festen fejredes med al pragt, og kongen var til stede overalt hvor folket var, blev de sammensvorne dog meget bange. Efter festen bød han imidlertid, især efter de frankeres råd der da var om ham, Herman, Udo og Konrad den Røde, at gribe de lønligt forrådte sammensvorne, døde eller levende. Den ypperste iblandt dem var den kække Erik, en mand der, når undtages denne brøde, var en i alle retninger udmærket og dygtig mand. Da han mærkede, at væbnede mænd nærmede sig ham, var han straks på det rene med sagens sammenhæng; han greb sine våben og sprang op på en hest, bestemt på, som den modige og højsindede mand han altid havde været, hellere at falde, omringet af fjendernes skare, end at overgive sig. Han faldt da også, gennemboret af et spyd, den mandige, folkekære og mindeværdige helt. De øvrige sammensvorne sparedes til den følgende uge og led da efter loven deres fortjente straf for deres brøde. De blev halshuggede. Henrik undflyede og forlod riget (han blev dog kort efter fanget, men blev løsladt i nåde i 941). I dette år viste der sig også adskillige vartegn, idet kometer lod sig se fra d. 18 oktober til d. 1 november. Dette syn vakte hos mange rædsel og angst for slemme sygdomme eller for forandring i regeringen. Thi også forud for kong Henriks død havde der vist sig mange jærtegn, som for eksempel at solens lys - i fri luft og med klar himmel - næsten forsvandt, men kastede et blødrødt skær ind i husene gennem vinduerne. Også hed det sig, at det bjerg, hvor den høje herre (Henrik I, der lå begravet i Peterskirken i Quedlinburg; højt liggende) selv er begravet, udspyede flammer på mange steder. Ja, der var endog en mand der havde fået venstre arm hugget af og som næsten et helt år efter, en nat mens han sov, fik armen hel og sund tilbage, men som til tegn på underet beholdt et mærke som en rød linje, der hvor sammenføjningen var foregået. Men kometerne fulgtes af store oversvømmelser og disse af kvægsyge (kometer og oversvømmelse i 941 og 942 omtales også i Korvei-årbøgerne). Da lothringernes hertug Otto var død (hertug Otto af Lothringen døde i 943/944), og ligeledes kongens søstersøn Henrik (Isilberhts søn; om hans død vides intet), overdroges hertugdømmet over landet til Konrad, hvem kongen også trolovede med sin eneste datter (Liudgard, gift i 947 med Konrad den Røde). Han var en kæk og tapper yngling, dygtig både i fred og fejde og afholdt af sine våbenfæller. Dengang styrede Berthold, Arnulfs broder, Bayern. Han kæmpede sejrrigt mod ungarerne og vandt megen hæder og stort ry derfor. Kongens magt øgedes fra dag til dag, og han nøjedes ikke med sit fædrene rige, men drog til Burgund og bragte kongen (Konrad I, Rudolf II's efterfølger, der var konge over både det cisjuranske og det transjuranske Burgund, genforenede i 930, regerede 937-53) og riget under sin myndighed. Den anden, han slog og undertvang, var Hugo (Hugo den Sorte, hertug af Burgund, hertugdømmet Burgund er Bourgogne), hvis prægtige ædelstenssmykkede guldsmykke - som han skænkede kongen - vi kan se stråle på protomartyren Stefans alter (i klosterkirken i Korvei, hvor Widukind levede). Da nu alle riger holdt sig stille overfor ham, og alle hans fjender bøjede sig for hans magt, vendte han atter på sin fromme moders formaning og forbøn sit sind til sin hårdt prøvede broder og satte ham efter Bertholds død (Berthold døde i 947) over bayernes rige. Den således tilvejebragte fred og samdrægtighed varede nu så længe Henrik levede. Hr. Henrik var gift med hertug Arnulfs datter (Judith, datter af hertug Arnulf af Bayern), en overmåde skøn og overordentlig klog kvinde. Og brødrenes fred og endrægtighed, gud velbehagelig og menneskene en glæde, pristes snart over hele verden, da de i enighed øgede riget, kæmpede mod fjenderne og styrede folket med faderlig myndighed. Da Henrik var blevet hertug i Bayern, slog han sig ingenlunde til ro; han drog mod Aquileia og indtog den (han lod ved den lejlighed patriarken af Aquileia gilde); han kæmpede to gange sejrrigt mod ungarerne, satte over Ticino (nogle mener, der i stedet for Ticino skal læses Tiza, Theiss), tog et stort bytte i fjendernes land og førte derefter hæren i god behold tilbage til fædrelandet. Sådanne store mænd har gud i sin miskundhed skænket verden til fryd og pryd; jeg mægter ikke at skildre deres væsen, holdning og skikkelse, men helt dølge den ærefrygt, jeg nærer for dem, kan jeg ikke. Han selv, den stormægtige, højædle herre [Otto], den ældste af brødrene, var en overordentlig from mand og ihærdigere end nogen anden i sine foretagender; samtidig med at han som konge var frygtet, var han altid vennesæl og gavmild; han sov kun lidt og talte altid i søvne, så man skulle tro, han var vågen; han kunne ikke nægte sine venner noget, og hans trofasthed var mere end menneskelig. Thi vi har hørt tale om forskellige mennesker, der har været anklagede for ganske åbenbare forbrydelser, men han har selv været deres forsvarer og hjælper og har ikke villet tro på deres brøde, og sidenhen har han været imod dem, som om de aldrig havde forbrudt sig mod ham. Hans åndsevner er vidunderlige thi efter dronning Ediths død har han lært sig bogstaverne, som han førhen ikke kendte, og det så godt, at han fuldkommen kan læse og forstå bøger. Desuden kan han tale fransk og slavisk, sprog han dog kun sjældent finder det rimeligt at bruge. Han er hyppig på jagt, han elsker brætspil, og jævnlig øver han med kongelig anstand den ædle ridekunst. Hertil kommer hans vældige skikkelse, der er ret et udtryk for den fulde kongelige værdighed. Hans hår er grånet; hans øjne er funklende og stråler, i hastige blink, som lynet. Hans ansigt er rødligt, hans skæg - imod gammel skik - temmelig langt. Hans bryst er dækket, så at sige, med en løvemanke; han er ikke mavesvær; hans gang var tidligere hurtig, nu lidt tung; i sin klædedragt følger han sine fædres skik og har aldrig brugt fremmede moder. Man forsikrer, at han, så ofte han skal bære kronen, altid faster i forvejen. Henriks væsen var alvorligere, og derfor mente folk, der ikke kendte ham, at han var mindre nådig og vennesæl. Han var karakterfast, og også han var trofast mod sine venner - således viste han en fattig ridder den ære at give ham sin hustrus søster til ægte (Judiths søster Adelheid var dog gift med en grev Burchard) og slutte venskab med ham. Han var af ædel skikkelse, og da han var ung, var der ingen mand som kunne måle sig i forhold til ham i legemsskønhed. Den yngste af brødrene, hr. Brun, var højtbegavet og højlærd, mandig og dygtig. Da kongen havde sat ham over de ubændige lothringer, rensede han landet for røvere og opdrog folket således i lovens tugt, at orden og fred fik overhånd i landet. Da nu fejder og krige hørte op, vandt guddommelige og menneskelige love myndighed og kraft. Og der opstod i denne tid en hård forfølgelse mod munkene, idet nogle bisper hævdede, at der i klostrene hellere måtte være få munke med hellig livsførelse end mange forsømmelige - de huskede nok ikke på husbonden, der forbød sine tjenere at sanke ukrudtet sammen, men sagde, at begge dele, både ukrudt og hvede, skulle vokse sammen indtil høsten - og dette forledte adskillige, der var sig deres egen svaghed bevidst, til at aflægge munkedragten og forlade klostret og således unddrage sig præsteskabets tunge åg. Der var også nogle der mente, at ærkebisp Frederik ikke havde ment det oprigtigt, men havde haft den bagtanke at ydmyge den ærværdige, kongen hengivne abbed Hadumar (Hadumar, abbed i Fulda i 927-56). Hadumar var en overordentlig klog og virksom mand. Da den berømte kirke i Fulda i hans abbedtid gik op i luer (i 937, den ny kirke indviedes 948), lod han det genopføre og fuldføre med langt større pragt. Han havde ærkebispen (Frederik, ærkebisp i Mainz) i forvaring, da denne for anden gang havde gjort sig skyldig i sammensværgelse; i begyndelsen holdt han ham med al hæder, men senere, da han havde opsnappet breve fra ham, ret strengt. Da nu ærkebispen var sluppen fri, søgte han at hævne sig, men da han ikke ad rettens vej kunne komme den udmærkede mand til livs, prøvede han sin magt over de allerringeste klostre, for senere på samme måde at give sig i kast med de allerstørste. Men han fik ikke noget ud af al sin list, thi abbeden beholdt kongens yndest og venskab, og forskellige andre grunde hindrede ærkebispen i at fuldbringe hvad han havde i sinde. Kongens søster (Gerberga) fødte kong Ludvig tre sønner: Karl, Lothar (konge i det Vestfrankiske rige (Frankrig) i 954-86) og Karlman (Karloman). Kong Ludvig selv blev forrådt af sine egne hertuger og taget til fange af normannerne (945) og derefter efter Hugos råd som statsfange ført til Laon (urigtigt), men hans ældste søn Karl (i nogle håndskrifter står Karlman, men Lothar var den ældste) førte normannerne med sig til Rouen, og her døde han. Da kongen hørte det, sørgede han meget over sin vens skæbne og påbød et felttog næste år til Gallien mod Hugo (Hugo Kapets fader). Da kongen ved denne tid opholdt sig i en skovegn, hvor han gik på jagt, så vi der Boleslav´s gidsler, som kongen i sin glæde over dem lod fremstille for folket. Dette år (946) blev et mærkeår ved en for hele folket sørgelig tildragelse: dronning Edith, salig ihukommelse døde. På hendes dødsdag d. 26. januar, var der suk og gråd over hele Saksen. Hun nedstammede fra anglernes folk og udmærkede sig ikke mindre ved from gudsfrygt end ved kongelig byrd. I 10 år levede hun som dronning, i det 11te døde hun; i Saksen boede hun i 18 år. Hun efterlod en søn ved navn Liudulf, hvem ingen i samtiden kunne overgå hverken i indre eller i ydre fortrin, og en datter ved navn Liutgard, der var gift med hertug Konrad. Hun blev begravet i byen Magdeburg i den ny basilika i den østlige ende af det nordre skib.

Efter dronning Ediths død vendte kongen al den kærlighed, han havde næret til moderen, til sin eneste søn Liudulf og indsatte ham ved testamente
til konge efter sig. Men Liudulf var endnu kun en 16 års dreng. Så førte kongen et krigstog mod Gallien. Ved byen Camaraca [Cambrai] samlede han hæren og ilede mod Karisriget (Karisriget er en betegnelse for det Vestfrankiske rige (Frankrig), hvor Karl den Stores æt endnu regerede, medens den Østfrankiske del (Tyskland) siden 911 intet havde med karolingerne at gøre) for at hævne den krænkelse, der var tilføjet hans svoger Ludvig. Da Hugo (hertug Hugo, Hugo Kapets fader) hørte det, sendte han mænd til kong Otto; han svor ved sin faders sjæl (Robert, hertug og konge, død i 923) - der forlængst var faren til helvede, fordi han havde kæmpet både mod gud og sin egen konge - at han havde en så vældig våbenmagt, at kongen aldrig havde set magen. Og spottende tilføjede han nogle tåbelige opblæste hånsord om sakserne, at de var krystere og at han i et drag kunne sluge syv saksiske spyd. Herpå gav kongen det berømte svar, at han havde en sådan mængde stråhatte (disse stråhatte var en ejendommelig bestanddel af saksernes dragt - således som det bl.a. fremgår af billederne i »Saksenspiegel«) - som han skulle vise ham - at hverken han eller hans fader nogensinde havde set mage. Og skønt det var en vældig hær på 32 legioner, var der virkelig ingen som ikke brugte stråhat [undtagen Korvei-abbeden Bovo og tre af hans ledsagere. Bovo var en klog og anset mand, som gud viste os et glimt af, men ikke lod os beholde (han var kun abbed i 6 år i 942-48). Denne abbeds bedstefader, Bovo, vandt ry ved en gang at læse et græsk brev for kong Konrad, og hans bedstefader hed ligesådan og var ikke blot hans overmand i ælde, men også i alskens dyd og visdom. Han var igen en sønnesøn af Warin, der fra ridder blev munk og som var den første efter. Reglerne valgte abbed i Ny Korvei (Warin abbed 826-856; Bovo i 879-890; Bovo II i 900-916; Bovo III i 942-948). Warin var en vidunderlig from mand, og endda øgede han sine velgerninger og fæstnede sin salige ihukommelse ved at føre en dyrebar skat til Saksen, nemlig den dyrebare martyr Vitus's relikvier] (dvs. det indklamrede stykke lindes kun i et af håndskrifterne, men anses for ægte). Da Hugo fik melding om kongens ankomst, blev han forskrækket og gav Ludvig fri, og Ludvig drog da kongen i møde og sluttede sig tilligemed sine ledsagere til hans hær. Kongen gik nu mod Laon og angreb den. Derfra ilede han til Paris og belejrede der Hugo, og martyren Dionysius' (saint-Denis) minde viste han også sømmelig ærefrygt. Derfra førte han hæren mod byen Reims, hvor Hugos søstersøn på ulovlig og utilbørlig vis var blevet indtrængt som biskop, medens den retmæssige biskop endnu levede. Men da Otto havde indtaget byen, forjog han den uretmæssigt indsatte biskop og gengav den retmæssige hans kirke og bispestol (fremstillingen i denne tekst er ukorrekt. Reims overgaves af bispen uden kamp, og først derefter drog Otto til Paris). Derefter samlede han en skare af hele hæren udvalgte krigere og drog mod danernes by Rouen. Han tilføjede indbyggerne følelige tab, men de stedlige forhold var vanskelige, og det faldt i med streng vinter, så kongen efter 3 måneders forløb med uforrettet sag, men dog med hæren i god behold måtte vende tilbage til Saksen (bevarede dokumenter viser, at han opholdt sig i Frankrig fra november 946 til januar 947). Reims og Laon og de andre byer, han havde erobret (disse erobringer er højst tvivlsomme), overlod han kong Ludvig. Da Hugo således havde fået kongens magt og saksernes tapperhed at føle, ville han ikke anden gang udsætte sig for et fjendtligt indfald i sit land, og da kongen næste år (august 947) drog ud på et nyt felttog imod ham, gik han ham i møde ved floden Car [Chiers], underkastede sig ham og sluttede efter kongens bud forbund med ham og var ham fra da af tro og huld (dette af Widukind ofte brugte udtryk er i hvert fald her ikke stemmende med sandheden. Hugo var og blev uafhængig af Otto). Da kongen nu så, at hans søn Liudulf var voksen, gav han ham en hustru, en rig og højbyrdig kvinde, hertug Hermans datter Ida, og kort efter brylluppet døde svigerfaderen og efterlod ham sit hertugdømme (Schwaben eller Franken) og alle sine godser. Men da Liudulf havde fået magten, svandt det rolige sind, han havde haft som dreng. Han gjorde et krigstog til Italien og indtog her nogle få byer, som han lagde besætning i og vendte så selv tilbage til Franken. Ved denne tid havde Berengar, en grum og havesyg mand, der solgte retten for penge, tilrevet sig magten og herskede i Lombardiet (Berengar II, konge af Italien i 950-63. Han var i 940 flygtet til Otto og havde fået hjælp af ham mod kong Lothar I Italien). Han var bange for kong Ludvigs kloge og dygtige enke (Adelheid, der imidlertid ikke var Ludvigs men Lothars enke. Da kong Lothar døde, d. 22 november 950, ville Berengar tvinge Adelheid til at ægte hans søn Adalbert), og plagede hende på mange måder for at udslukke eller i hvert fald fordunkle den glans, der udstrålede fra denne højsindede kvinde. Ved denne tid drog kongen i krig mod bøhmernes konge Boleslav (han var hertug). Da man var i begreb med at indtage en borg der hed Nyborg (Niemburg, tidligere Neumburg, øst for Prag), i hvilken Boleslavs søn (Boleslav II, hertug i 967-99) holdtes indesluttet, afbrød kongen meget klogt kampen, for at krigerne ikke under plyndringen af de faldne skulle komme i fare på en eller anden måde. Kongens manddom og hans vældige hær vakte imidlertid Boleslavs eftertanke (vel den yngre Boleslav (II). Han drog ud af borgen og besluttede at underkaste sig den mægtige konge fremfor at gå til grunde. Han stillede sig under felttegnene (symbolsk udtryk for underkastelse) for at høre på, hvad kongen sagde og give ham svar, og opnåede til sidst tilgivelse. Derpå vendte kongen med sejr og ære tilbage til Saksen. Og da den omtalte dronnings (Adelheid) udmærkede egenskaber var ham bekendte, besluttede han at drage afsted, idet han foregav at ville til Rom. Da han var kommet til Lombardiet, søgte han ved gyldne gaver at prøve dronningens kærlighed til sig (et af de mange sagn der dannede sig om Ottos og Adelheids ægteskab), og da han havde fået tilforladelig vished, giftede han sig med hende og fik med hende byen Pavia, der er kongens residens. Men da hans søn Liudulf havde set dette, forlod han i vrede kongen og drog til Saksen. Her opholdt han sig i nogen tid i Saalfeld, hvor fordum Henrik havde lagt onde råd op mod kongen. Da brylluppet var blevet fejret i Italien med kongelig pragt (i december 951, hjemfærd i februar 952), drog kongen hjem i prægtig brudefærd for at fejre den forestående påskefest i Saksen til glæde og tilfredsstillelse for alle derhjemme. Også kong Berengar fulgte, tilskyndet af hertug Konrad (af Lothringen), i hvis varetægt Pavia og dens besætning var overgivet, efter kongen til Tyskland for at få sluttet fred med ham og rede til at lyde ham i alt hvad han måtte befale. Da han kom i nærheden af kongens by (Magdeburg), kom hertugerne og greverne og de fornemste folk i kongsgården ham i møde en mil fra staden, modtog ham med kongelig ære, førte ham til byen og opfordrede ham til at blive i et herberg, der var indrettet til ham. Thi i 3 dage blev det ham ikke tilladt at skue kongens åsyn. Dette tog Konrad, der havde ført ham hid, ilde op, og heri var kongens søn Liudulf enig med ham. De mistænkte kongens broder Henrik for af gammelt nag at være skyld deri, og undgik derfor hans selskab. Men Henrik der vidste, at den unge mand nu ikke længere havde sin moders støtte, begyndte at vise ham ringeagt og det i den grad, at han ligefrem hånede og skældte ham. Imidlertid mødtes kongerne, og Berengar blev taget til nåde af kongen og dronningen. Han lovede underkastelse og bestemte tid og sted - ved byen Augsburg - til afslutning af et godvilligt forbund. Da mødet her nu fandt sted, lagde Berengar sin søn Adalberts hænder i sine, og skønt han alt tidligere, da han måtte flygte for Hugo (konge af Italien i 926-47, fader til kong Lothar, Adelheids første mand, af karolingisk byrd, havde først været konge i Nedre-Burgund, men overdrog dette til Rudolf Habsburg af Øvre-Burgund i 929, mod at få overladt Italien. Ægtede den berygtede Marozia, datter af den ligeså berygtede Theodora, og søgte at blive herre i Rom og kejser, men blev jaget bort af sin stifsøn Alberik. I 945 rejste de lombardiske stormænd under Berengar II sig imod ham og kaldte Otto til Italien. Hugo måtte flygte (død i 947), men hans søn Lothar blev konge i Italien), havde underkastet sig kongen, gentog han her i hele hærens påhør sin troskabsed og gav sig i kongens tjeneste tilligemed sin søn. Derefter tog han afsked og drog i nåde og fred tilbage til Italien. Der vakte en vældig haglsten, der under torden og uvejr faldt ned fra himlen, uhyre undren hos en mængde mennesker der så den. Kongen fik med sin ophøjede dronning flere sønner. Den førstefødte var Henrik (hans fødsels- og dødsår er ukendt), derefter Brun (død som lille i 957); den tredje (Otto II, født 954/955) fik faderens ophøjede navn, og i ham håber den hele verden at få en herre og kejser efter hans faders død. Han fik også en datter, der bærer hans moders ophøjede navn (Mathilde, hvem Widukind har tilegnet sin Sakserkrønike, født i 955, abbedisse i Quedlinburg i 966 og døde i 999), men om hende vover jeg ikke at sige noget, da hendes herlige egenskaber overgår alt hvad jeg kan sige eller skrive. Men nu hørte kongen, da han drog omkring til frankernes landskaber og borge, at hans søn (Liudulf) og svigersøn (Konrad af Lothringen) pønsede på svig imod ham. Derfor lod han ærkebispen (Frederik), der efter sædvane forud for påskefesten førte et strengere liv sammen med eremiter og eneboere, kalde tilbage, og kongen tog ind til ham i Mainz og var hans gæst i nogen tid. Sønnen og svigersønnen så, at deres skændige planer var røbede. Efter ærkebispens råd bad de om og fik lejlighed til at retfærdiggøre sig, og skønt deres brøde var åbenbar og bevist, bøjede kongen sig dog for deres påstande i et og alt af hensyn til, at både sted og tid var ham ugunstige. Påskefesten skulle fejres i Aachen, men kongen erfarede, at der ingen passende forberedelser dér var truffet. Han blev så med megen glæde og sømmelig anstand modtaget af sin moder, og den kongelige anseelse, han næsten havde sat til i Franken, hævede han i sit hjemland (Saksen) til den gamle herlighed. Thi opmuntret af sine venners og sit eget folks (saksernes) nærværelse erklærede han overenskomsten (med broderen og hertug Konrad) ugyldig og sagde, den var ham aftvungen, og han bød sønnen og svigersønnen at udlevere forræderiets ophavsmænd til afstraffelse; hvis ikke, måtte de betragte sig selv som rigets fjender. Ærkebispen trådte i skranken for den gamle overenskomst, som om han ville sørge for fred og enighed, men vakte derved kongens mistro og hans venners og rådgiveres dybeste ringeagt. Dog mener jeg ingenlunde at turde fælde en dom over ham i en sag, jeg ikke ved fuld besked om, men hvad jeg véd om ham, at han var stor i bøn ved dag og ved nat, overmåde gavmild og en ypperlig ordets forkynder, det har jeg ikke ment at burde fortie. Iøvrigt hører dommen over de forebragte beskyldninger herren til. Da der ingen afgørelse dér opnåedes i disse sager, stævnedes en almindelig folkeforsamling til kongsgården i Fritzlar for at drøfte disse ting. Kongens broder Henrik var her tilstede og kærede mangt og meget mod ærkebispen, og denne fik både kongens og næsten hele hærens vrede imod sig. Thi efter Henriks udtalelser troede de ham skyldig i ét og alt (Frederik blev afsat fra ærkekanslerembedet). Den sidste krænkelse havde gjort kongen mere barsk, og da et par højtstående mænd, der fordum havde haft hans yndest og havde stået ved hans side i kampen ved Bierten (andetsteds angives stedet imidlertid at være Xanten) nu blev anklagede og skulle gøre rede for sig, men ikke var i stand til at rense sig, overgav han dem til Henrik og dømte dem fredløse. De var af thüringsk æt og grever af stand og hed Dadan (sandsynligvis Dadi) og Vilhelm. Herover blev mange medskyldige meget forskrækkede. Da forsamlingen var opløst og mængden var skiltes ad, drog kongen til de østlige egne. Men da lothringerne mærkede, at kongen var vred på hertug Konrad, og de selv længe havde været forbitret på ham, fordi det var mod deres vilje, han havde hertugdømmet over dem, greb de til våben imod ham. Men han førte uforfærdet og modig som en løve sine felttegn i marken mod deres og nedhuggede med egen hånd en utrolig mængde af dem; thi han for løs som et rasende vilddyr, da hans ven Konrad, Evurhards søn, var faldet i slaget. Og da den kække høvding havde en skare tapre riddere, og på den anden side den fjendtlige hær stadig fik ny forsyning, trak kampen ud fra middag til aften, og nattens frembrud skilte de kæmpende, uden at nogen af dem kunne prale med sejr. Omkring ved d. 1 juli brød kongen op med sin hær og hjemsøgte sin søn og sin svigersøn med våbenmagt; de fjendtlige fæstninger, han traf på sin vej, overgav sig eller blev tagne med storm, og således nåede han til Mainz, som hans søn havde besat med sin hær og hvor han, sørgeligt at sige, våbenrustet ventede sin fader. Her begyndte nu en kamp, der var mere end en borgerkrig, en frygtelig ødelæggende kamp. Der blev ført mange belejringsredskaber hen til murene, men folkene i fæstningen sønderslog dem eller stak ild på dem. Der kæmpedes hyppigt udenfor portene, men kun sjældent blev der sendt forposter længere ud, thi man søgte at trække tiden ud, og det gik op og ned med alting; udenfor stod jo den mand, man måtte frygte som rigets nuværende herre, indenfor den man måtte frygte som hans efterfølger. Da nu belejringen havde trukket ud i henved 2 måneder, blev der tale om fred, og Ekbert, en fætter til kongen, blev som gidsel sendt ind i fæstningen, for at enhver derinde fra trygt kunne komme ud i lejren for at retfærdiggøre sig og forhandle om våbenhvile og fred. Sønnen og svigersønnen kom ud i lejren og kastede sig for kongens fødder: de var rede til at lide alt for deres brøde, når blot deres venner og hjælpere, som de havde lovet troskab, ikke blev straffede. Men kongen der ikke kunne indse, hvorledes han i så fald kunne tage tilbørlig straf over sin søn, krævede de medskyldige i oprøret udleveret. Dette vægrede de andre sig ved, bundne som de var ved gensidige eder og om jeg så må sige hildede i den gamle fjendes træske snarer. Imidlertid opstod der stor jubel i lejren, og fra lejren udbredtes det rygte, at de aldrig ville være gået ud af fæstningen, hvis de ikke havde været rede til at lyde kongens bud i alt. Men det håb, man havde fattet, viste sig forgæves. Thi da de ikke lød kongens bud, gik Henrik i vrede henimod ynglingen og sagde: »Du praler af, at du intet har gjort imod kongen, min herre, og se, hele hæren ved, at du har grebet efter kronen og har villet gøre dig til herre over landet. Hvis det er mig, du anklager som skyldig og hvis jeg har skyld, hvorfor fører du så ikke dine skarer mod mig? Angrib mig! - og han tog et halmstrå op fra jorden og tilføjede: »Du skal ikke fratage mig eller mit hertugdømme (Bayern) så meget som dette. Hvor kan det falde dig ind at volde din fader kummer med den slags ting? Du handler imod guds vilje, når du sætter dig op mod din herre og fader. Hvis der er noget ved dig og du kan noget, så udspy dit raseri mod mig, thi jeg frygter ikke din vrede«. Hertil svarede ynglingen intet, men drog, efter at have hørt på kongen, tilbage til fæstningen tilligemed sine folk. Men kongens fætter Ekbert, der var sendt som gidsel ind i fæstningen, lod sig lokke og dåre til at falde fra kongen, så meget lettere, som han også i forvejen var vred på ham, fordi han var blevet dadlet for en uforsigtig kamp, hvori han havde mistet sit ene øje. Medens disse forhandlinger stod på, faldt i den følgende nat de bayrere, der havde ledsaget kongens broder (Henrik var hertug af Bayern), fra denne og sluttede sig til Liudulf, som derpå i hast brød op med dem og indtog den kongelige by Rainesburg [Regensburg] tilligemed de andre velbefæstede borge i denne egn og uddelte alt hertugens gods til sine vassaller. Farbroderens hustru (Judith), børn og venner blev fordrevne ikke blot fra byen. Men fra landet. Alt dette, tror jeg, lod gud ske, for at han, der efter hans vilje skulle være mange stammers og folkeslags ophøjede konge, skulle lære, at han af sig selv kun evnede lidt, men med gud alt. Det var den yngre Arnulf (søn af Bayern-hertugen Arnulf), der sammen med sine brødre udklækkede denne plan mod Henrik, fordi denne blev indsat i hans faders rige, således at han selv gik glip af faderens værdighed. Fremdeles krævede og fik nu hæren, træt af de lange strabadser, orlov, medens kongen med et meget ringe følge drog efter sin søn til Bayern. Han var nemlig selv mere udholdende, end man skulle tro om en mand, der i sin ungdom var blevet blødagtig opdraget. Til sidst, da den store mængde, faldt fra, var der kun meget få, der støttede kongens sag, blandt dem en vis Adalbert og nogle få andre med ham. Medens kongen førte krig med Mainz, styrede Herman Saksen som hertug. Da nu en ny hær fra Saksen skulle sendes, til forstærkning af den gamle, stilledes Thiadrik (en saksisk stormand, der i 965 fulgte efter Gero som markgreve i Østmarken) og den yngre Wichman (søn af den ældre Wichman og dronning Mathildes søster, brodersøn af Herman) i spidsen for den. Da de var nået til frankernes grænse, blev de pludselig omringede af Liudulf og hertug Konrad og trængt ind bag en forfalden borgvold. Den søgte disse at indtage, men et hjulkast indefra sønderslog armen på fanebæreren foran porten, og derved afbrødes kampen; der blev givet dem tre dages våbenhvile, så de kunne vende tilbage til Saksen. Thiadrik fristedes af Liudulf med store løfter, og Wichman blev helt vundet. Han begyndte at anklage sin farbroder (Herman) og sige, at han havde røvet hans
fædrene arv og stjålet hans skatte. Hvor klogt og forsigtigt Herman, der vidste god besked med rænkerne, var på sin post mod sine frænder og åbenbare fjender, er det imidlertid vanskeligt at fremstille i alle enkeltheder. Ganske vist forbandt Ekbert sig med Wichman, og de rejste sig i fællesskab mod hertugen og lod ham ingen ro. Men han tæmmede med ædel tålmodighed de unge mænds vildskab og sørgede for, at der ingen rejsning blev af i disse egne, medens kongen var borte. Ved kongens bratte ankomst kunne bayerne hverken beslutte sig til at slutte fred eller til at føre åben krig, men lukkede sig inde bag murene og voldte derved hæren megen møje, men også deres eget land stor ødelæggelse, thi da sagen ingen fremgang havde, hærgede hæren overalt og skånede intet uden netop beboernes liv. Imidlertid nedlagde ærkebispen (Frederik af Mainz) sit biskoppelige embede - efter eget sigende af frygt for kongen - og førte sammen med eremiter et eneboerliv. Også de andre bisper i Bayern var ikke lidet vaklende og søgte at holde venskab med begge parter, idet de snart støttede kongen, snart hjalp modparten, fordi de hverken uden fare kunne sige sig løs fra kongen eller uden skade for sig selv kunne være ham tro. Kongen tilbragte på tilbagetoget fra Mainz et helt fjerdingår i disse egne og vendte først omkring d. 1. januar (954) med uforrettet sag hjem til Saksen efter at have mistet to fornemme og højtstående mænd, Immed og Mainwerk, der begge under togtet til Bayern blev dødelig såret af pile, den ene i Mainz, den anden på marchen. Da Herman og hans brodersønner forebragte kongen deres trætte, priste alle retsindige hertugens holdning og hævdede, at de unge mennesker burde tugtes, men kongen skånede dem, kærlig som han var, og nøjedes med at sætte Wichman i ridderligt fangenskab i kongsgården. Imidlertid hørte kongen, at avarerne var trængt ind i Bayern og der sluttede sig til hans fjender og beredte sig til at føre åben krig med ham. Men han lod sig ikke forskrække af faren, hvor stor den end var, og glemte ikke, at han af guds nåde var herre og konge; han samlede en vældig hær og drog de grumme fjender imøde. Men de undveg ham, og under førere, de havde fået af Liudulf, gennemstrejfede de hele Franken og hærgede, først hos deres egne venner i den grad, at de endog fra en mand ved navn Ernst, der hørte til kongens fjender, bortførte over tusind af hans undergivne som fanger, men dernæst også hos alle andre i en aldeles utrolig grad. Søndagen før påske holdtes der offentlig fest for dem i Worms, og de fik mange gaver i guld og sølv. Derfra drog de til Gallien og vendte hjem ad en anden vej. Bayerne var imidlertid så hårdt medtagne dels af rigshæren, dels af den fremmede hær - thi efter ungarernes bortgang lå den kongelige hær over dem - at de så sig nødt til at forhandle om fred, og de opnåede at få en våbenhvile til d. 16. juni; da skulle de indfinde sig i Cinna (Langenzenn ved Fürth) og der stå til regnskab og modtage svar. På det aftalte sted holdtes der da et almindeligt folkemøde, og kongen holdt følgende tale: »Jeg kunne finde mig i det, hvis min søns og de andre sammensvornes usømmelige færd blot gik ud over mig og ikke voldte den hele kristenhed uro, og det ville være småting, om de blot havde overfaldet mine fæstninger på røvervis og løsrevet hele landskaber fra mit herredømme, hvis de ikke også havde mættet sig i mine frænders og mine kæreste venners blod. Se, her sidder jeg sønneløs, min søn er min bitreste fjende, og den mand, som jeg har elsket højt og hævet fra ringe kår til høj og hæderfuld stilling (hertug Konrad af Lothringen, gift med Ottos datter Liutgard) , har fået magt over min eneste søn og rejst ham imod mig. Dog også det skulle jeg endelig finde mig i, hvis guds og menneskenes fjender (ungarerne) ikke derved blev ført ind i riget. De har nylig hærget mit rige, myrdet indbyggerne eller slæbt dem i fangenskab, lagt byerne øde, brændt kirkerne og dræbt præsterne; vejene er endnu våde af blod. Disse kristi fjender drager nu til deres hjem, overlæssede med det guld og sølv, jeg i rigt mål havde givet min søn og svigersøn. Hvilken udåd eller falskhed der endnu kan være tilbage at øve, kan jeg ikke tænke mig«. Efter disse ord tav kongen. Henrik sluttede sig ganske til kongen og tilføjede, at de alt to gange i åben kamp slagne fjender (ungarerne) ligefrem blev lejede på underfundig og skammelig vis, således at der gaves dem lejlighed til påny at gøre skade. Han ville hellere døje alskens modgang og møje end nogensinde slutte forbund med alles fjender. Derefter trådte Liudulf frem og sagde: »Jeg tilstår, at jeg har givet disse fjender, der var lejede imod mig, penge for ikke at skade mig og mine undergivne. Hvis man mener, at jeg har handlet urigtigt heri, så skal hele folket vide, at jeg ikke gjorde det frivilligt, men tvungen af den yderste nød«. Til sidst trådte ærkebispen (Frederik) ind for at retfærdiggøre sig og lovede, at han ville godtgøre for en hvilken som helst domstol, kongen måtte påbyde, at han aldrig havde tænkt, villet eller gjort noget imod kongen. Det var af frygt, han havde forladt kongen, fordi han havde indset, at han var vred på ham; uden skyld havde han måttet bære de tungeste anklager; fremtidig ville han ubrødelig og i alle måder holde sin ed. Hertil svarede kongen: »Jeg kræver ingen ed af eder, men at i af al jer evne hjælper mig i min stræben efter fred og endrægtighed«. Og da han havde lovet dette, lod kongen ham gå med lejde og i fred. Og da ærkebispen og hertug Konrad ikke kunne få ynglingen til at underkaste sig hans fader og bøje sig for hans bud, skiltes de fra ham og sluttede sig til gud og kongen. Den følgende nat forlod Liudulf og hans tilhængere kongen og drog med hæren til Regensburg. Kongen drog efter sin søn, og da han undervejs stødte på en borg ved navn Horsadal [Rossstall] (i nærheden af Nürnberg), gav han sig til at belejre den. Det kom til slag, og den kamp der her stod omkring murene har ingen dødelig set mage til, så hård var den. Mange faldt på begge sider, og flere blev sårede. Først nattens mørke bragte standsning i kampen. Slaget var uafgjort, og den følgende dag førtes den hårdt medtagne hær bort derfra. Da den havde vigtigere ting for, syntes det ikke rådeligt at opholde sig længere dér. I tre dage nåede de så derfra til Regensburg. Her slog de lejr og hegnede den med forsvarsværker rundt om og gav sig så ivrigt i lag med belejringen af byen. Men da der var så mange forsvarere inde i byen, at de kunne hindre belejrerne i at føre maskinerne ind til murene, blev der jævnlig kæmpet hårdt udenfor murene. Da belejringen trak så længe ud, blev de indesluttede nødt til at prøve et kup. Thi de mente, at hungersnød, hvis det kom så vidt, ville volde større lidelser end en modig død i kampen. Der blev derfor givet ordre til, at rytterne skulle bryde ud ad den østlige port, som om de ville rette et angreb på lejren, de andre krigere skulle gå i både og fra floden, der løber langs byen. Angribe lejren, der under kampen med rytterne ville være blottet for krigere. Klokkeklemt gav folkene i byen tegn til samling, og de gjorde efter aftale. Men i lejren kom dette ikke uventet, og man gjorde sig i hast rede. Da rytterudfaldet blev noget forsinket, kom bådene for langt bort fra byen, krigerne sprang fra borde, og styrtede mod lejren, men stødte her på væbnede mænd; forskrækkede herover ville de flygte, men omringedes og led et stort mandefald. Nogle skyndte sig ned til bådene, men sprang i deres forfærdelse fejl og druknede i floden; andre kom i bådene, men i altfor stor mængde, så de gik under, og af den store mængde slap kun meget få derfra med livet. Rytterne havde en hård dyst med kongens rytteri og måtte vige, og trængtes, med et stort tab af sårede, tilbage til byen. Kongens mænd vendte med sejr tilbage til lejren; de havde kun én dødelig såret, der var blevet ramt lige udenfor porten, og ham førte de tilbage til lejren. Alt kvæget i byen var ført ud på en græsrig eng mellem Rain [Regen] (hvorefter byen, Rainesburg, Regensburg har navn) og Donau; det blev taget af kongens broder Henrik og uddelt blandt kampfællerne. Folkene i byen, der var medtagne af mange kampe, begyndte nu også at lide af hunger. Derfor gik Liudulf og de fornemste mænd ud af byen og forlangte fred, men fik det ikke, da han nægtede faderen lydighed. Han vendte så tilbage til byen og gjorde nu et udfald mod Gero, der lå for den østlige port, en mand der havde ry for at have sejret lige så ofte som han havde kæmpet. Der kæmpedes hidsigt fra den tredje time til den niende, og lige udenfor byens porte faldt Arnulf (Arnulf den Yngre), gennemboret af spyd, efter at hesten var styrtet under ham og hans rustning var berøvet ham. Hans fald vidste ingen ret besked om før to dage senere, da det meldtes af en kvinde, der var flygtet ud af byen på grund af hungersnøden. Hans død vakte stor forfærdelse i byen, og der indlededes nu fredsforhandlinger. Efter de fornemste mænds råd gik Liudulf nu for anden gang ud af byen tilligemed sine venner, efter at belejringen havde varet halvanden måned. Han opnåede våbenstilstand til en bestemt dag, på hvilken der skulle træffes afgørelse af stridspunkterne, og som mødested udpegedes Fritzlar. Derefter drog kongen hjem. Henrik fik den ny borg og næsten hele Regensburg gik den følgende nat op i luer. Medens kongen var beskæftiget med jagt i Suveldun [Saufeld], kom hans søn til ham og kastede sig, barfodet, ned for ham, grebet af dyb anger; hans bønner og tårer fik først kongen og derefter alle de tilstedeværende til at briste i gråd, og hans fader tog ham kærligt til nåde, efter at han havde lovet at ville lyde og rette sig efter sin faders vilje i alle ting. Imidlertid meldtes det, at ærkebispen var dødssyg (Frederik døde d. 25 oktober 954), og derfor udsattes kongens ting lidt. De der overværede ærkebispens død siger, at den var meget opbyggelig. Efter hans død afholdtes så det almindelige folkemøde (i Arnstadt syd for Erfurt d. 17 december 954). Mainz og hele Franken overgav sig efter 1 ½ års forløb til kongen. Søn og svigersøn blev taget til nåde og forblev tro til deres død. I dette år vandt Gero en ærefuld sejr over de slaver, der kaldes ukrerne. Idet kongen havde sendt ham hertug Konrad til hjælp. De medtog et stort bytte, og i Saksen blev der stor glæde. Den følgende påske (d. 15. april 955) fejrede kongen sammen med sin broder og førte så hæren mod Regensburg, der påny blev belejret. Da der ingen hjælp kom fra Saksen, og der var en trykkende mangel på levnedsmidler, drog byens folk ud af portene og overgav sig og byen til kongen. Han dømte førerne fredløse, men skånede den øvrige mængde og drog så med sejr og ære hjem til Saksen, efter at han havde givet hele det bayerske land tilbage til broderen. Da han omkring d. 1. juli nåede Saksen, mødte han nogle ungarske sendemænd, der lod som om de kom for det gamle forbunds og venskabs skyld, men som i virkeligheden, hvad også nogle mente, ville undersøge hvorledes det gik med borgerkrigen. Da de havde været kongens gæster i nogle dage, gav han dem nogle mindre gaver og lod dem gå bort i fred, men fik så det bud fra sin broder, hertugen af Bayern: »Ungarerne er i færd med i store skarer at bryde ind i dit land, og de har i sinde at kæmpe med dig.« Så snart kongen havde hørt dette, brød han op, som om han slet ingen møje havde døjet i den foregående krig, og drog mod fjenden; han havde kun meget få saksere med sig, fordi sakserne allerede havde nok at gøre i krigen mod slaverne. Ved byen Augsburg slog han lejr (det berømte og afgørende slag stod ved floden Lech, men om det var syd for Augsburg, på Lechfeld, eller nord for Augsburg i det nuværende Kuhlenthal vides ikke), og her stødte frankernes og bayernes hær til ham, og hertug Konrad kom desuden til lejren med et stort rytteri. Hans ankomst satte mod i krigerne, og de forlangte nu uopholdelig at kæmpe. Thi Konrad var af naturen meget dristig, men også, hvad der er sjældent hos dristige, meget klog: han var uimodståelig i kamp, hvad enten han var tilfods eller tilhest, og vennesæl hjemme og ude. Strejftropper fra begge hære meldte nu, at den ene hær ikke var langt borte fra den anden. I lejren blev der påbudt faste (d. 9. august 955), og alle fik ordre til at holde sig rede til kamp næste dag. Ved daggry (d. 10 august) stod de op, gav hinanden fred og svor først føreren, derefter hinanden indbyrdes, at de ville kæmpe af al deres evne. Med oprejste felttegn drog de så i et antal af 8 legioner ud af lejren. Hæren drog ad stejle, vanskeligt fremkommelige stier, dækket af buskværk, for at fjenderne ikke skulle få lejlighed til at bringe forvirring i hærtoget med deres pile, som de var mestre i at bruge. Første, anden og tredje legion bestod af bayere, førte af hertug Henriks grever - thi han selv var i denne tid ikke med i krigen, idet han led af sygdom, som da også voldte hans død (død d. 1. november 955). Fjerde legion bestod af frankere under hertug Konrads egen ledelse (Konrad var hertug i Lothringen, men havde besiddelser omkring Worms. Af den grund kalder Widukind ham nu her for frankernes hertug. Når han her er anfører for en hob frankere, er det i egenskab af frankisk godsejer). I den femte, den stærkeste, også kaldet den kongelige, var kongen selv, omgivet af udvalgte folk af alle de tusinder af krigere og af kampivrige ynglinge; ved siden af ham førtes englen (sankt Michael), den sejrvante, hegnet af en tæt skare. Sjette og syvende bestod af schwabere, førte af Burchard (Burchard II, fik hertugdømmet Schwaben efter Liudulfs fjernelse i 954), der var gift med kongens broderdatter, (Henriks datter Hedvig). I den ottende legion var bøhmere, tusind udvalgte krigere, bedre udrustede med våben end med lykke. Her var også al bagagen og alt trosset, ret som om det der var bagest, også var bedst i sikkerhed. Men det gik anderledes end ventet. Thi ungarerne satte over Lech floden, omgik hæren og begyndte at overdænge den sidste legion med pile. Angrebet skete under vældigt skrål; mange blev dræbte eller fangne, al bagagen blev taget og de tiloversblevne krigere af denne legion drevet på flugt. På samme måde angreb de også syvende og sjette legion, fældede en mængde og drev resten på flugt. Da kongen mærkede, at han havde fjenden foran sig, samtidig med at de bageste legioner bagved var i fare, sendte han fjerde legion under hertugen (Konrad) afsted, og denne befriede de fangne, fratog fjenden byttet og faldt over de plyndrende fjendtlige hobe. Disse blev drevet på flugt, og Konrad vendte sejrrig tilbage til kongen. Sejren vandtes, underligt nok, af det unge mandskab, der så godt som ikke var krigsøvet, medens de sejrsvante veteraner trykkede sig (her afbrydes - på en højst uheldig måde - skildringen af ungarer-slaget, der først fortsættes senere. Widukind har så sat noget tekst ind her, idet han har opdaget, at han har glemt at fortælle om Thiadriks kamp. Thiadrik blev senere, efter Geros død i 965, markgreve i Nordmarken)…. medens dette gik for sig i Bayern, kæmpede markgrev Thiadrik med skiftende held mod barbarerne. Da han således en gang søgte at tage en af deres borge, havde han forfulgt fjenden lige til portåbningen og trængt dem indenfor murene og derpå taget forstaden og sat ild på den samt fanget eller nedhugget alt hvad der var udenfor murene. Da han så efter at branden var slukket, vendte tilbage og halvdelen af krigerne var nået over en sump, der lå op til borgen, så slaverne, at vore folk var i klemme på det vanskelige terræn, idet de hverken kunne kæmpe eller flygte; de satte da med stort skrål bagefter de hjemvendende og fældede et halvhundrede mand og tvang vore folk til en forsmædelig flugt. Dette nederlag vakte over hele Saksen en uhyre ængstelse og skræk for kongen og hans hær. Også nogle usædvanlige tegn voldte forfærdelse. På mange steder bragte et voldsomt uvejr kirkerne til at knage og brage, til stor forfærdelse for alle, mænd og kvinder, der så og hørte det. Præster ramtes af lynet, og meget andet, som man kun med rædsel kan tale om og som jeg derfor vil forbigå, hændte i de dage. Da kongen nu så, at hele hovedkampen forestod forfra, holdt han følgende opmuntringstale til kampfællerne: »Vi må være ved godt mod, for nu kniber det, det kan i selv indse, mænd; fjenden er ikke fjern, han er inde på livet af os. Hidtil har eders kraftige arme og sejrrige våben altid hjulpet mig til ærefuld sejr udenfor mit land og mit rige, skal jeg da nu, i mit eget land, i mit eget rige; vende ryg! Jeg kan nok se, at i mængde er de os overlegne, men ikke i tapperhed og heller ikke i udrustning. Vi ved jo, at de for størstedelen er helt uden rustning og, hvad der er en overmåde stor trøst for os, gud er ikke med dem. Deres eneste værn er deres dristighed, men vi tør vente værn af gud. Lad det dog ikke spørges, at vi, herrer over næsten hele Europa, overgiver os til fjenden. Hellere, mænd, må vi dog falde med hæder, hvis enden er nær, end undergivne vore fjender leve et trælleliv eller måske, som skadedyr, dingle i galgen. Jeg ville sige mere »mænd, hvis jeg var vis på, at modet og dristigheden voksede i eders sind ved mine ord. Lad os nu hellere begynde at snakke med dem med sværdet end med munden« (denne store tale har Widukind stykket sammen efter Catilinas taler hos Sallust). Med disse ord greb han sit skjold og den hellige lanse og red selv i spidsen ind mod fjenden og opfyldte således på samme tid den modige krigers og den gode feltherres pligt. De dristigste af fjenderne holdt i begyndelsen stand, men da de så deres kampfæller vende ryggen til, blev de forskrækkede og løb ind mellem vore folk og blev hugget ned. Af de andre søgte nogle, hvis heste var udmattede, hen til de nærmeste gårde, men blev her omringede af krigere og indebrændt i husene. Andre søgte at svømme over den nærliggende flod. Men da de ikke kunne få fodfæste på den anden bred, reves de med af strømmen og gik tilgrunde. Samme dag blev lejren indtaget og alle fanger befriede. Den næste og næstnæste dag blev den øvrige mængde hugget ned af folk fra de nærmeste borge, så ingen eller kun meget få undslap. Men sejren over det grumme folk var ikke ublodig. Således faldt hertug Konrad midt i den djærve kamp. Varm og svedig af kampiver og solhede - der netop den dag var særlig stærk - løste han harniskremmene for at køle sig, og blev da ramt af en pil foran i halsen. Hans lig blev på kongens bud lagt på båre under mange æresbevisninger og ført til Worms, og under alle frankernes gråd og jammer begravedes dér denne mand, der var stor og berømmelig i alle sjælens og legemets dyder. Tre af ungarernes førere blev tagne tilfange og ført for hertug Henrik. De blev straffede med en forsmædelig død, som de havde fortjent, thi de blev hængt.

Den sejrsæle konge blev nu genstand for megen hyldest og af hæren kaldt fædrelandets fader og kejser (samme formel brugte Widukind om Henrik I efter sejren over ungarerne ved Riade). Derefter bød han at love og prise gud rundt om i alle kirkerne og sendte bud til sin fromme moder om det samme og vendte så under sejrsjubel og fryd tilbage til Saksen, modtaget med glæde af sit folk. Så stor en sejr havde dog heller ingen af kongerne før ham i 200 år kunnet glæde sig ved (Widukind synes at tænke på Karl Martels kamp med araberne i 732), [thi de (sakserne) tog ikke del i den ungarske krig, da krigen med sakserne påhvilede dem]. Som foran fortalt, var Wichman i forvaring i kongsgården, da han ikke kunne klare for sig over for sin farbroder. Da nu kongen ville drage til Bayern (954), vægrede Wichman sig under påskud af sygdom ved at drage med. Kejseren lod ham da høre, at han havde taget ham fader- og moderløs til sig som sin søn og havde givet ham en ærefuld opdragelse og ophøjet ham til faderens værdighed, og han bad ham om ikke at volde ham besvær nu, da mange andre bekymringer trykkede ham. Da kejseren intet ordentligt svar fik herpå, drog han afsted, og stillede Wichman under grev Ibos opsigt. Efter at have tilbragt nogle dage sammen med ham, bad Wichman ham om tilladelse til at gå på jagt i skoven. Her lå nogle af hans staldbrødre skjult, som han nu tog med sig, og han ilede så til sit hjem. Hvor han indtog nogle borge, og sammen med Ekbert greb han til våben mod kejseren. Men ved hertug Hermans snarrådighed lykkedes det let at kue dem og drive dem over Elben. Da de indså, at de ikke kunne stå sig mod hertugen, sluttede de her forbund med to af barbarernes fyrster (slavernes, apodriternes) Nako og hans broder (Stoinef), der alt længe havde været vore fjender. Hertugen førte en hær imod dem, og man fandt dem i en fæstning der hedder Suithleiscranne. Hertugen var lige på nippet til at overrumple både dem og fæstningen, men der var én der gav sig til at råbe og derved varskoede dem og fik dem til i hast at gribe deres våben. Dog fældede hertug Herman henved 40 harniskklædte mænd, hvis rustninger han tog, og drog så bort. Han havde haft hjælp af markgrev Henrik og hans broder Sigfrid, to fornemme og tapre mænd. Der var lige udmærkede i fredens og krigens sysler. Dette gik for sig ved begyndelsen af fyrretyvedagsfasten (ved fastelavnstid i 955). Men efter den følgende påske gjorde barbarerne et indfald (i Saksen). Deres fører var Wichman, der dog kun førte an på røvertogtet, men ellers ikke var deres fyrste. Men hertug Herman var øjeblikkelig på benene med en trop krigere. Da han nu så, at fjendernes hær var betydelig, medens hans egen våbenmagt på grund af borgerkrigen kun var ringe, mente han, at det var klogere at udsætte kampen under disse forhold og at opfordre den store mængde mennesker, der var strømmet sammen i en enkelt fæstning, da de ikke troede sig sikre i de andre, til at forlange fred på hvad vilkår de kunne få den. Denne beslutning tog krigerne meget ilde op, især Sigfred, der var meget krigslysten. Alligevel gjorde kokarescemierne (de lige omtalte folk fra egnen, der var flyttet sammen i en fæstning, hvis slaviske - iøvrigt ukendte - navn altså må have lignet det her anførte folkenavn) som hertugen havde befalet, og de fik fred på det vilkår, at de fri mænd med hustruer og børn skulle gå op på murene, medens trællene og alt bohave skulle lades tilbage inde i fæstningen og gives til pris for fjenderne. Da nu barbarerne styrtede ind i fæstningen, genkendte en af dem i en frigivens hustru sin trælkvinde, og da han nu søgte at rive hende fra manden, gav denne ham et næveslag. Barbarerne råbte så, at sakserne brød forliget. Dette fremkaldte et almindeligt myrderi; ingen skånedes, alle voksne mænd blev dræbt, og mødrene og børnene blev slæbt i fangenskab. Denne ugerning var kejseren meget opsat på at hævne, og da han nu havde vundet sejr over ungarerne, brød han med en hær ind i barbarernes land. Der blev holdt råd om, hvad der skulle gøres med de saksere, der havde sammensvoret sig med slaverne, og det vedtoges, at Wichman og Ekbert skulle erklæres for rigets fjender, medens de andre skulle skånes, hvis de var villige til at vende tilbage til deres hjem. Der kom også en sendefærd fra barbarerne, der meldte, at de som forbundsfæller var villige til at yde den sædvanlige skat, men at de ville være herrer over deres eget land; på det vilkår var de villige til at holde fred, men ellers ville de slås for deres frihed. Hertil svarede kejseren, at han ingenlunde ville nægte dem fred, men han kunne ikke indrømme dem den på nogen måde, med mindre de gav fuld og sømmelig oprejsning for al den ufærd, de havde øvet. Hærgende og brændende overalt drog han så med sin hær igennem landet, men til sidst blev han, efter at han havde slået lejr ved floden Raxa (måske Reoke, Eldens øvre løb), som det på grund af de sumpede bredder var meget vanskeligt at komme over, omringet af fjenderne. I ryggen spærredes vejen af fældede træstammer, bagved hvilke fjendtlige krigere var opstillede; foran lå floden og sumpen og en vældig hær af slaver, der hindrede vore krigere både i at arbejde og i at marchere. Hæren plagedes også af andre ulemper, af sygdom såvel som af sult. Medens det stod således til i flere dage, blev grev Gero sendt til barbarfyrsten Stoinef med opfordring til ham om at overgive sig til kejseren, i hvem han da ville vinde en ven, i stedet for at han ellers ville få ham til fjende. Gero var nemlig en meget dygtig mand, kyndig i krig og klog politiker, ret veltalende, meget erfaren, af den slags der hellere viser sin klogskab i dåd end i ord; han var meget bjergsom, men også meget gavmild og, hvad der var det bedste, han viste en prisværdig iver for at dyrke gud. Markgreven hilste nu barbaren over floden og sumpen, barbaren gengældte hans hilsen. Så sagde markgreven: »Kunne det ikke være dig nok, om du førte krig med en af os, min herres tjenere, og ikke også mod min herre kongen? Hvordan en hær har du. Hvordan er du rustet, at du tør indlade dig på sligt? Hvis i er mænd, hvis i er dygtige og modige, så lad os komme over til jer, eller kom i herover, og lad os så se, hvem der er taprest, når vi kæmper på samme valplads«. Slaveren stod og skar tænder, som barbarerne gør, og hånede og skældte Gero og kejseren og hele hæren, for han vidste, at de var i en slem knibe. Gero var meget hidsig og han blev vred. »I morgen skal det vise sig, om der er noget ved dig og dit folk, thi i morgen skal i visselig både få os at se og føle«. Gero nød nu ganske vist fra tidligere tid stort ry for sine mange bedrifter, men netop nu pristes og æredes han overalt som en helt, fordi han med stor hæder havde overvundet de slaver der kaldes ukrer. Da Gero var vendt tilbage til lejren, fortalte han, hvad han havde hørt. Men kejseren rejste sig endnu før daggry og bød at skyde på fjenden med pile og andet skyts og således udfordre ham til kamp, og at man skulle lade som havde man til hensigt at tiltvinge sig overgang over flod og sump. Slaverne, der efter gårsdagens trusler heller ikke tænkte sig andet, ilede ligeledes til kamp og søgte af alle kræfter at hindre overgangen. Men Gero gik med sine venner, ruanerne (ruaner, raner, rugiere, dvs. ryboerne), ned langs floden omtrent en mil bort fra lejren og slog, uden at fjenderne mærkede det, i stor hast tre broer, og sendte så bud til kejseren og kaldte hele hæren derhen. Da barbarerne så det, skyndte også de sig afsted for at stille sig imod legionerne. Men deres fodfolk havde en længere vej at løbe, og de var trætte, da de begyndte kampen, så de veg temmelig hurtigt for vort rytteri, og da de så søgte frelse i flugten, blev de hurtigt nedhuggede (d. 15. og 16. oktober 955). Stoinef holdt på en høj med sine ryttere for at iagttage udfaldet af træfningen. Da han så, at hans forbundsfæller begyndte at vige, flygtede også han. Han blev tilligemed to ledsagere fundet i en lund af en ridder ved navn Hosed, der efter en hård kamp afvæbnede ham og derefter huggede hovedet af ham. En af hans ledsagere blev fanget levende og af den samme ridder ført frem for kejseren tilligemed fyrstens hoved og våben. Denne dåd skaffede Hosed megen ære og ry, og kejseren skænkede ham til løn derfor indtægten af 20 bol. Endnu samme dag blev fjendens lejr taget, og mange mennesker blev dræbt eller taget tilfange, og blodbadet varede til langt ud på natten. Den næste morgen blev fyrstens hoved opstillet på marken, og omkring det blev 700 fanger halshuggede. Stoinefs rådgivere fik øjnene udstukket og tungen udreven, og blev i denne tilstand liggende midt imellem ligene. Men de medskyldige i barbarernes onde gerninger, Wichman og Ekbert, flygtede til Gallien og undkom på den måde. De søgte tilflugt hos hertug Hugo. Så mange sejre skaffede kejseren ry og ære og vandt ham mange kongers og folkeslags gunst, samtidig med at de gjorde ham frygtet af alle. Han modtog da også mange sendefærd, en fra romerne, en fra grækerne og en fra saracenerne, og de bragte ham gaver af forskellig art, fade af guld og sølv, også af kobber og vidunderlig fint udarbejdede kunstsager, skåle af glas, ja af elfenben, kunstigt vævede mønstrede tæpper, balsam og alle slags krydderier, dyr som sakserne aldrig havde set før, løver og kameler, aber og strudse, og hele kristenheden så i ham deres hjælp og håb. Men Liudulf, kejserens søn, forlod landet, da han ikke ville forråde sine venner, og drog med dem til Italien. Her opholdt han sig omtrent et helt år, men døde så (957) og voldte ved sin død hele Frankerriget megen sorg. Hans vassaller gav ham en ærefuld jordefærd, og hans lig blev fra Italien ført til Mainz og gravsat i Albanus martyrs kirke under mange folks gråd og jammer. Han efterlod sig en søn, der bar hans faders navn (Otto, død i 954, hertug i Schwaben 973-82). Brevet om hans død overbragtes kejseren i felten under toget mod redarierne. Han fældede mange tårer over sin søns død, men iøvrigt satte han sin lid til den alstyrende gud, der hidtil har våget over hans rige. På samme tid drog Wichman, der vidste, at Saksen var blottet for krigere, fra Gallien og kom hemmeligt ind i Saksen og genså sit hus og sin hustru, men drog så atter ud blandt fremmede. Ekbert derimod blev på den store biskop Brunos forbøn atter tagen til nåde. Da nu for tredje gang (første gang i 955, anden gang samme år) en hær drog ud imod Wichman, var der intet andet for ham at gøre, end at overgive sig til Gero og hans søn, der fik kejseren til at indvilge i, at han i kejserens nåde måtte nyde sin fædrene arv i sit hjemland og sammen med sin hustru. Uden at det var forlangt af ham, svor han en frygtelig ed på, at han aldrig hverken i råd eller i dåd ville foretage sig noget ondt mod kejseren eller kejserens rige. Efter således at have svoret troskab fik han lov til at gå med fred, og kejseren opmuntrede ham med gode løfter. Efter at barbarerne var blevet så grundig slået, viste der sig i dette år (955. I Korvei-årbøgerne omtales det samme jærtegn i året 959, og måske mener Widukind også i 959, da han lige har omtalt begivenheder i dette år) mærkelige jærtegn, nemlig korsmærker på mange menneskers klæder. Disse tegn vakte hos mange en gavnlig skræk og frygt for ulykker, så de for en stor del gjorde bod for deres synder. Der var også nogle, der forklarede det som spedalskhed i klæderne, fordi en derefter følgende spedalskhed bragte mange døden. Men de klogere hævdede, at korsets tegn varslede sejr og lykke, og deres mening slutter jeg mig til af ganske hjerte. Ved denne tid begyndte kejseren også at skrante, men ved helgenernes hjælp, hvem han altid viser andægtig ærefrygt, og især ved den hellige martyr Vitus' forsorg, hvem han bad til, kom han sig af sin sygdom og gaves verden til fryd og pryd som en strålende sol efter mørket. Da der således var bragt orden i alle ting over hele Franken og Saksen og nabolandene rundt omkring, besluttede Otto at drage til Rom og brød op til Lombardiet (961). Hvorledes han nu fik longobarderkongen Berengar med hustru og børn i sin magt (i 963/964. Ottos kejserkroning i Rom 962 omtaler Widukind slet ikke; mange sejre, der her remses op hulter til bulter, vidner også om forfatterens mangelfulde viden og hans skødesløshed) efter to års belejring og derefter landsforviste dem, hvorledes han i to slag slog romerne og indtog Rom, underkastede sig de beneventiske hertuger, sejrede over grækerne i Kalabrien og Apulien, åbnede sølvminer i Saksen og hvor herligt han sammen med sin søn udvidede riget - det er jeg for ringe til at skildre, og det må, som jeg sagde i begyndelsen af min historie, være nok, At jeg har udarbejdet den med flid og troskab. Iøvrigt må min store hengivenhed for dig, ophøjede og ædle fyrstinde, du hvem din ophøjede fader og broder har ladet tilbage til ære for fædrelandet, til trøst for mig, kaste glans over mit ringe værk. Men lad afslutningen af borgerkrigen også slutte bogen.

Wichman, der nu opholdt sig i sit fædreland, holdt sig i ro, så længe kejserens tilbagekomst kunne ventes. Men da det trak ud med den, drog han nordpå, for sammen med danerkongen Harald (Blåtand) påny at anstifte en krig. Men Harald sendte ham bud, at hvis han dræbte hertugen (Herman) eller en anden høvding, ville han tro, at der ikke lå svig bag hans tilbud om forbund; hvis ikke, måtte han tro, at Wichman havde svig i sinde. Imidlertid fortalte en købmand, der just færdedes i disse egne, om hans røverier. Hertug Herman lod da nogle af hans folk gribe og dømme for hærfærd mod riget, og de blev hængt. Wichman selv undkom med nød og næppe sammen med sin broder (Ekbert). Danerne var fra gammel tid kristne, men tjente ikke desto mindre afguderne efter hedningskik (jævnfør beretningen hos Saxo hvor Poppo stikker hånden ind i en jernhandske. Der synes i Danmark at have været en tradition om, at gudsdommen var foregået på den måde, i det der i Tamdrup kirke ved Horsens findes en alterprydelse, der menes at stamme fra ca. 1100, og som formentlig fremstiller gudsdommen, således som Saxo fortæller den. Efter Saxo skal Poppo have været bisp i Århus, efter Adam af Bremen i Slesvig. Saxo fortæller, at danerne derefter afskaffede tvekamp i retssager og indførte jernbyrd). Nu hændte det en gang, at der ved et gilde, hvor kongen var tilstede, opstod en trætte om dyrkelsen af guderne, idet danerne påstod, at kristus nok var en gud, men at der også var andre guder, der var større end han, da de lod menneskene se langt større tegn og undere end kristus. Herimod vidnede en klerk, der nu har viet gud sit liv, en biskop ved navn Poppo, at der var en eneste sand gud og fader og hans enbårne søn vor herre jesus kristus og den helligånd, medens afguderne var dæmoner og ikke guder. Kong Harald, om hvem det siges, at han var ivrig efter at høre, men sendrægtig i at tale, spurgte ham nu, om han var villig til at bevise denne tro på sig selv, hvortil Poppo uden tøven svarede ja. Kongen lod så klerken sætte under opsyn til dagen efter, og da det var blevet morgen, lod han et stort, tungt stykke jern ophede og bød klerken bære det glødende jern for den katolske tro. Den kristi bekender greb uden vaklen jernet og bar det så længe kongen bestemte, fremviste så sin hånd, der var uskadt, og overtydede således alle om den katolske tros sandhed. Derover omvendte kongen sig, besluttede at ære kristus alene som gud og bød de folk, han herskede over, at forkaste afguderne, og han viste senere præsterne og guds tjenere skyldig ære. Men også dette må med rette regnes din fader til ære, da det skyldes hans iver, at kirkerne og præstestanden er kommet til så megen ære i disse egne. Grev Gero mindedes den ed, Wichman havde svoret, og da han nu så ham anklaget og erkendte, at han var skyldig, gav han ham tilbage til de barbarer, af hvem han havde fået ham. De modtog ham med glæde, og han gjorde nu hyppigt hærgende indfald i de fjernere boende barbarers land. To gange slog han kong Misaka (Mieszko), der herskede over de slaver der kaldes licicaviker (lecher, polakker), fældede hans broder og tog et stort bytte. Ved denne tid overvandt markgrev Gero også med voldsom kraft de slaver der kaldes lusiker (lausitzerne) og bragte dem til fuldkommen underkastelse; han blev dog selv hårdt såret, og hans udmærkede brodersøn faldt ligesom mange andre højbårne mænd. Under hertug Herman stod to slaverfyrster, der fra deres fædre havde fået gensidigt had i arv. Den ene hed Selibur, den anden Mistav. Selibur var
fyrste over warerne (formodentlig = wagrerne, i det østlige Holsten, apodriternes naboer), Mistav over apodriterne. De klagede atter og atter over hinanden, og til sidst gik rettergangen Selibur imod, så han af hertugen blev idømt en bøde på 15 talenter (muligvis mark) sølv. Forbitret over denne dom tænkte han på at gribe til våben mod hertugen, men da han ikke havde mandskab nok, sendte han bud til Wichman og krævede hjælp af ham mod hertugen. Wichman havde intet kærere ønske end at kunne gøre sin farbroder fortræd og ilede derfor slaverne til hjælp med sine folk. Men aldrig så snart var han kommet ind i fæstningen (muligvis Oldenburg), før den blev omringet og belejret af fjenderne. Også hertugen førte en hær til og gav sig til at belejre den. Imidlertidig drog Wichman ud af fæstningen med nogle få mænd- om det var med klogt overlæg eller ej, ved jeg ikke - under foregivende af at ville hente undsætning fra danerne. Efter få dages forløb manglede krigerne mad og hestene foder. Der var nogle der mente, at slaveren kun førte krig på skrømt og ikke for alvor; det ville dog være utroligt, at en mand, der fra barnsben var vant til krig, skulle have truffet sine krigerske forberedelser så slet; nej, det var sikkert hertugen der havde udpønsket det hele, for endelig at få brodersønnen i sin magt, for at han i sit fædreland kunne genvinde sin sjælehelsen, som han havde sat fuldstændig til blandt hedningerne. Da folkene i fæstningen, som sagt, begyndte at sulte, og stanken fra kvæget var uudholdelig, blev de nødt til at søge ud. Hertugen talte slaveren strengt tilrette og foreholdt ham hans troløshed og hans ugerninger, men han svarede: »Hvorfor skælder du mig for troløs? Se, det er ved min troløshed, at disse mænd, som hverken du eller din herre kejseren har kunnet tvinge, nu står værgeløse her«. Hertil tav hertugen. Han fratog ham styrelsen af landet og overdrog den og al hans myndighed til hans søn, som han tidligere havde fået som gidsel. Wichmans tilhængere straffedes på forskellig måde. Byttet fra fæstningen gav han sine krigere og et støbt malmbilled af Saturn (en slavisk guddom, der af bøhmerne kaldtes Sitiwrat), der blev fundet blandt andet bytte fra fæstningen, blev stillet op til skue for folket. Derpå drog han som sejrherre hjem til sit land. Da Wichman hørte, at byen var taget og hans venner var blevet straffede, drog han atter østpå, ind i hedningeland, og lagde råd op med de slaver der kaldes vuloinerne (wilinerne hos Adam af Bremen og Helmold. Disse vendere, vuloiner, wiliner var et folk ved Odermundingen, at navnet genfindes i Julin, der også kaldes Vulin, Willin, og at Wichman sandsynligvis har søgt hjælp hos den danske krigerskare i Jomsborg), om at føre krig mod kejserens ven Misaka. Denne fik nys om det og sendte bud til kong Boleslav af Bøhmen, der var hans svoger, og fik af ham to ryttertroppe. Da nu Wichman drog imod ham med sin hær. Sendte Misaka først fodfolket imod ham, men med befaling til at det lidt efter lidt skulle trække sig tilbage for Wichman, således at denne blev draget temmelig langt bort fra sin lejr. Så faldt rytteriet over ham bagfra, samtidig med at der blev givet det vigende fodfolk tegn til at vende sig imod fjenderne. Trængt både forfra og bagfra søgte Wichman at flygte, men hans forbundsfæller beskyldte ham nu for forræderi, fordi han først havde ophidset dem til kamp, men nu, da det kneb, selv uden videre søgte at slippe bort på sin hest. Han blev da nødt til at stå af hesten og begyndte at kæmpe tilfods sammen med forbundsfællerne, og han kæmpede den dag som en mand, og hans rustning beskyttede ham. Hele natten derefter gik han, i sin rustning, et langt stykke vej, og sulten og træt nåede han om morgenen med få ledsagere en gård, hvor han søgte tilflugt. Her fandt nogle af de øverste af fjenderne ham og så straks på hans rustning, at han var en fornem mand, og da de spurgte ham, hvem han var, tilstod han, at han var Wichman. De opfordrede ham til at nedlægge våbnene og gav ham deres ord på, at de ville føre ham uskadt til deres herre og også bevæge ham til at give ham uskadt tilbage til kejseren. Skønt han var i den yderste nød, mindedes han sin gamle rang og manddom og fandt det uværdigt at overgive sig ti! Sådanne folk, men bad dem dog melde Misaka, at ham var han villig til at overgive sig til, for ham ville han nedlægge sine våben. Medens de andre nu gik til Misaka, omringede en talløs hob Wichman og gik rasende løs på ham. Skønt han var meget træt, fældede han dog mange af dem, men til sidst rakte han sit sværd til den ypperste af fjenderne og sagde: »Tag dette sværd og bring det til din herre, at det for ham kan være et vidnesbyrd om sejr og for at han kan give sin ven kejseren det, så denne kan vide, at han nu kan spotte en falden fjende eller sørge over en frændes død«. Da han havde sagt dette, vendte han sig mod øst. Bad så godt han kunne på sit modersmål til herren og gav så sin arme, syndige sjæl i den barmhjertige skabers hånd (d. 22 september 967). Således endte Wichman, og således endte næsten alle, der førte våben mod kejseren. Da Wichmans rustning var blevet overbragt kejseren, og denne havde fået vished for, at han var faldet, skrev han et brev af følgende indhold til hertugerne og greverne i Saksen: »Otto, af guds vilje kejser, Augustus. Hertug Herman og Thiadrik og alle andre vort riges høvdinge, vor gunst. Efter guds vilje står det vel til med os og alt lykkes tilfulde. Der kommer også gesandter fra kongen i Konstantinopel til os, fornemme mænd, for så vidt jeg har forstået, at bede om fred. De vil dog, hvordan det end går, ikke vove og ikke få guds hjælp til at føre krig med os. De vil komme til at give os provinserne Apulien og Kalabrien, hvis vi ikke bliver enige. Men hvis de vil lyde vor vilje, så vil vi, endnu i sommer, sende vor gemalinde og vor navnesøn til Franken og selv under guds beskærmelse drage afsted over Fraxinetum (måske Garde-Frainet ved Fréjus i Provence) for at ødelægge saracenerne, og således kommer vi nok til eder. Desuden er det vor vilje, at hvis redarerne, som vi har hørt, har lidt så stort et nederlag, må i ingenlunde give dem fred. I ved jo, hvor tit de har brudt deres ord og hvilken ufærd de har øvet. Derfor må i rådslå med hertug Herman og af alle kræfter arbejde på at fuldende eders værk ved at tilintetgøre dem. Vi vil selv, om det skulle blive nødvendigt, drage imod dem. Vor søn (Otto (II), kejserkronet d. 25 december 967) har på herrens fødselsdag modtaget kejserkronen af den apostoliske fader (pave Johannes XIII (965-72). Givet ved Capua i Campanien d. 18 januar« (968). Da dette brev på et folkemøde i Werle var læst op for fyrsterne og meget folk, blev det dog vedtaget, at den fred, der én gang var sluttet med redarierne, skulle stå ved magt, fordi en krig med danerne stod for døren og der ikke var mandskab nok til at føre to krige på én gang. Da kejseren stolede på grækernes gesandter, sendte han en del af hæren og mange fornemme mænd til det aftalte sted, for der efter gesandternes løfter at modtage pigen (kejser Otto I søgte i Byzans en hustru til sin søn Otto (II). En sendefærd med den græsk-kyndige biskop Liudprand af Cremona blev sendt afsted for på Ottos vegne at bejle til prinsesse Theofanu, datter af kejserinde Theofanu og kejser Romanos II. Liudprand har selv givet en meget livlig og interessant skildring af sin rejse til Byzans og sit ophold ved hoffet. Den da regerende kejser Nikeforos (963 -69) nægtede at lade en prinsesse af blodet ægte en barbar og sagde tyskerne mange interessante og bitre sandheder. Syg af ærgrelse og fuld af had og bitterhed måtte Liudprand vende hjem med uforrettet sag. Men kort efter blev Nikeforos myrdet i 969, og hans efterfølger, Johannes Zimiskes, indvilgede i ægteskabet, der indviedes i 972. Widukinds fremstilling er i det hele lidet nøjagtig) og med ære føre hende til hans søn. Men grækerne pønsede på svig efter deres fædres eksempel - fra verdens skabelse så at sige har de hersket over mange folk, som de har underlagt sig ved lumskhed, når deres magt ikke strakte til - og de styrtede pludselig løs på vore folk, der var ganske uforberedte og intet ondt anede, plyndrede lejren, dræbte mange og tog mange tilfange, som de endog sendte til deres kejser i Konstantinopel. Men de, hvem det lykkedes at undfly, vendte tilbage til kejseren og meldte, hvad der var sket. I sin harme herover sendte han, for at hævne denne hån, to udmærkede mænd, der alt flere gange havde indlagt sig fortjeneste såvel i fejder som i krig, Gunther og Sigfrid, med en stor hær til Kalabrien. Grækerne, der var opblæste af den nyligt vundne sejr og uforsigtige, faldt i deres hænder. En uhyre mængde af dem blev nedhugget, resten blev taget tilfange; de fik næserne afskåret og fik så lov til at drage til Ny-Rom (Konstantinopel). Grækerne i Kalabrien og Apulien måtte betale skat. Og rig på sejr og fjendebytte vendte hæren tilbage til kejseren. Men da folket i Konstantinopel hørte, at deres folk havde lidt et nederlag, rejste de sig imod deres kejser (Nikeforos Fokas), og på hans egen hustrus (Theofanu den Ældre var anden gang gift med kejser Nikeforos) anslag blev han snigmyrdet af en kriger, som folket udråbte til kejser i hans herres sted (Johannes Zimiskes (969 -76). Den ny konge gav straks fangerne fri og sendte pigen ledsaget af et stort følge og mange herlige gaver til kejseren, der straks overgav hende til sin søn, hvorpå brylluppet fejredes med megen pragt og under jubel i hele Italien og Tyskland. Medens dette gik for sig i Italien, styrede ærkebisp Wilhelm af Mainz (Wilhelm, Otto I's søn med en slavisk kvinde, blev ærkebisp i Mainz efter Frederiks død 954), en vis og forsigtig mand, from og vennesæl, frankernes rige (det Østfrankiske rige, Tyskland), som hans fader havde betroet ham. Hans moder var ganske vist en fremmed kvinde (slavisk), men af fornem byrd. Da han havde hørt, at kejserens moder, den fromme Mahtilde, var blevet syg og ventede på at hendes jordefærd skulle finde sted, døde han selv (d. 2. marts 968), så hans begravelse gik forud for hendes. Selv om jeg nu ønsker at sige noget til hendes pris, føler jeg mig dog for svag, fordi denne kvindes herlige egenskaber overgår alt, hvad min svage ånd kan fatte. Thi hvem kan værdigt skildre hendes årvågenhed i at dyrke gud. Hver nat fyldte velklangen af himmelske hymner af alle slags til alle slags melodier hendes celle. Thi hendes celle stødte op til kirken, og her sov hun en smule, men stod hver nat op og gik ind i kirken, medens alligevel syngende mænd og kvinder stod opstillede inde i cellen, udenfor døren og på vejen, i tre afdelinger, for at love og prise den barmhjertige gud. Selv forblev hun inde i kirken under vågen og beden og ventede til messen. Derefter gik hun til alle dem, hun havde hørt var syge i nærheden og gav dem hvad de trængte til. Så rakte hun hånden til de fattige og øste gavmildt ud til de fremmede, som der altid var nogle af. Ingen lod hun gå uden et venligt ord; så godt som ingen forlod hende uden en gave eller den hjælp han trængte til. Mangen  gang sendte hun mad og drikke til vejfarende, som hun fra sin celle så i det fjerne. Skønt hun i stor ydmyghed, ved dag og nat, øvede sådanne gerninger, satte hun dog intet til af sin kongelige værdighed, og som der står skrevet: »Endskønt hun sad som en dronning i sit folks kreds, var hun dog altid de sørgendes trøsterinde«. Alle sine hustrælle og tjenestekvinder oplærte hun i alskens kunster, ja lærte dem at læse og skrive, thi det havde hun selv med godt nemme lært efter kongens død. Hvis jeg derfor ville opregne alle hendes dyder, ville tiden ikke slå til; ejede jeg end Homers og Maros (Publius Vergilius Maro, romersk digter) veltalenhed, jeg ville komme til kort. Således, mæt af dage, mæt af ære, rig på gode gerninger og almisser og efter at have uddelt al sin kongelige rigdom til guds tjenere og tjenerinder og til de fattige, gav hun kristus sin sjæl d. 14. marts. På samme tid døde også Bernhard (biskop i Halberstadt, død d. 3 eller d. 4. februar 968), efter hele folkets udsagn sin tids værdigste præst. Ingen vil dadle mig for, at jeg fortæller en from historie, jeg har hørt om dem, når jeg ikke svarer for dens sandhed. Jeg har nemlig hørt af en eneboer, at han, jeg ved ikke om det var i ånden eller om det var et virkeligt syn, havde set dronningens og bispens sjæle føres til himlen, ledsaget af en endeløs mængde engle under lovsange, som ingen tunge kan gengive. Da kejseren fik efterretning om, at hans moder og hans søn var død, og også andre fornemme mænd - thi også den store og mægtige Gero var allerede afgået ved døden (Gero var allerede død d. 20 maj 965) - besluttede han at opgive felttoget til Fraxanetum (mod saracenerne) og vende hjem, så snart forholdene i Italien var ordnede. Dertil tilskyndedes han også af et rygte om, at flertallet af sakserne ville gøre oprør, noget jeg ikke engang mener det umagen værd at fortælle om, da det ingenting betød. Han forlod da Italien, med stor berømmelse, da han havde taget longobarderkongen tilfange, overvundet grækerne og slået saracenerne (hvad Widukind her siger er unøjagtigt og den grænseløse forvirring i tidsfølgen: kejserens moder døde i 969, Gero i 965, Otto vendte hjem fra Italien i 972). Med sine sejrrige skarer drog han ind i Gallien, for derfra at drage til Tyskland og fejre den forestående påske (d. 23 marts 973) i det mindeværdige Quedlinburg. Her samledes en mængde mennesker fra de forskellige egne og fejrede under megen jubel faderens og sønnens hjemkomst. Kejseren blev der ikke længere end 17 dage (d. 19 marts-d. 4 april 973) og drog så til Merseburg for at fejre kristi himmelfart. Men under sin færd i disse egne ramtes han af den sorg, at den brave hertug Herman døde (d. 27 marts). Mindet om hans klogskab, retsind og vidunderlige skarpsyn i alle forhold, indre som ydre, vil leve evigt hos alle mennesker. Senere modtog kejseren sendefærd fra Afrika, der kom med hyldest og gaver, og lod den blive hos sig. Tirsdag før pinse (d. 6 maj.) Kom han til Memleben. Den følgende nat stod han, som han plejede, op fra sit leje henimod daggry og overværede lovsangen. Derefter hvilede han sig lidt; efter at messetjenesten så var forrettet uddelte han, som sædvanligt, gaver til de fattige, spiste en smule og hvilede sig igen på sit leje. Ved middagstid kom han ud fra sit kammer og satte sig glad og munter tilbords. Efter tilendebragt måltid overværede han vespergudstjenesten, men allerede efter at evangeliet var sunget fik han febergysninger og blev mat. Da de omkringstående høvdinger så det, fik de ham til at sætte sig. Han bøjede nu hovedet, som om han allerede havde tabt bevidstheden, men de vakte ham til live igen. Han bad om guds legems og blods sakramente og fik det, og rolig og uden klage gav han under præsternes bøn og sang alle tings milde skaber sit sidste åndedrag (d. 7 maj 973). Han blev så båret hen i sin seng, og da det alt var silde, forkyndtes hans død folket. Og folket talte mange lovord om ham og mindedes taknemligt, hvorledes han havde styret sine undersåtter med faderlig mildhed, friet dem fra deres fjender, slået de overmodige fjender avarerne, saraeenerne, danerne og slaverne, undertvunget Italien, nedbrudt nabofolkenes afgudstempler, bygget kirker og oprettet præsteskab, og under samtale om mange andre af hans fortjenester overværede de den kongelige ligfærd. Da det var blevet morgen, kappedes de om, ligesom tidligere (dengang Otto II hyldedes som faderens fremtidige efterfølger), at række deres hænder frem mod kejserens søn, hele kirkens eneste håb, skønt han forlængst var salvet til konge og af den apostoliske fader udnævnt til kejser. De lovede ham troskab og svor ved deres riddered at hjælpe ham mod alle hans fjender. Efter at han således endnu engang var valgt til fyrste af hele folket, lod han sin faders lig føre til den af hans fader prægtigt opbyggede by Magdeburg. Således døde d. 7 maj, onsdag før pinse, romernes kejser, folkenes konge, og både kirken og folket vil længe bevare mange berømmelige minder om ham. Her ender tredje bog af Sakserkrøniken.

Webmaster