Frankerkrøniken er en stor samling af anekdoter, og krøniken omhandler altså gallo-romanernes historie, samt fortællingen om den morderiske Chodevig, der var årsag til formørkelsen af menneskenes sind og Vesteuropas senere tragedier, idet han som ellers var salisk franker (germaner), nu ville være en ny romersk kejser, og således som den første genoptog den romerske paves katolske overtro, endog efter at germanerne havde fået knust det romerske herredømme. Ja, det 6. århundrede ender med pave Gregor den Store (590-604) som opfandt »skærsilden«. Og tidens oplysninger i Frankerkrøniken viser os, at de kristne præster forsætter som romerne med at varsle om fremtiden, ved at slå op på tilfældige steder i déres såkaldte "hellige bøger" (papir er taknemmeligt), og de forsætter som babylonerne med at spå; de beder, de ønsker, de får drømmesyn, de bliver vanvittige og de kives voldsomt indbyrdes om gods og rigdom, medens de lever og bygger deres overtro op - med eller uden horekarle -, som er så yndet i deres retorik; og så ikke mindst deres mirakler og helbredelser med håndspålæggelse. Drømmetydning er vigtigt for disse dødens vogtere. Her i Frankerkrøniken får vi et udpluk af den kristne forfatters memoriares og deres ordsprog og drømmetydning bruges flittig i deres kamp mod arianerne og jøderne. Frankerkrøniken mangler ikke fjendebilleder og tronkrævere. Men dårlige tænder har de åbenbart ikke haft, for det hører man intet om, - så her i Frankerkrøniken får vi en karruseltur i den katolske retorik, og så er Frankerkrøniken en grum historie om svig, løgn, mord og mordere. Her gøres kongeværdiheden arvelig, og der er derfor ikke kongevalg blandt stormændene. Læserne bør erindre sig, at katolikkerne jo fuldstændigt tidligere havde afvist den antikke verdens viden og kultur, og det er godt nok én »perlekæde af ondskabens historie«, der bliver fremlagt her i Frankerkrøniken. Og gallerne - disse keltiske folk i Gallien - havde jo ladet sig undertvinge af Cæsar´s lejetropper før kristi tidsregning, og ud af undertrykkelsen var der her i Gallien opstået en etnisk blanding fra de romerske lejertropper og gallerne (gallo-romanere), og følgelig var samfundssystemet i Gallien underlagt senatorer i Rom via romersk godsejerstyre, militære forter og statholderen. Men romerne fik derefter så læsterlige bank af mange folkeslag, bl.a. østgoterne, vestgoterne, vandalerne, langobarderne etc.. Desværre fortæller Frankerkrøniken os ikke noget om datidens kommunikation mellem folkene. Jeg tænker her på barderne, - og dog har der været omrejsende teater og cirkus, som er blevet fordømt af de katolske. Og sidenhen stod disse romer-katolske klerke med Karl den Store ved danernes grænser med deres ringeklokker og liturgi, og forlangte at vi danere skulle underkaste os deres kejser, deres monopolmønter og idelige katolske overtro fra Orienten, og de kunne altid motivere og forklare sig med »ord og visdom«, når nyt land skulle erobres, hvor folkenes gods og rigdom indroges og folkenes fællesskab opløses. Ved deres mageløse domstolene opfandt de selv anklagerne og havde svarene parat - og ligeledes den nådesløse dom. Disse dødens købmænd fra Orienten med deres eventyrlige historier og overtro førte sig nu frem i Europa og blandt germanerne. Både den Franske Revolution og Oktoberrevolutonen forsøgte at gøre op med den enfoldige overtro. Og tænk nu på, at grundlaget for deres magtbrynde var bl.a., at de ville styre menneskeverden på grundlag af deres unaturlige overtro på seksuel afholdenhed til kvinder, medens alle andre elskede kvinder, - og så dyrkede de en død mand, som de de i deres dyrkelse gav skæg - men deres jesus havde slet ikke skæg. Deres udgangspunkt er at mennesket er ondt og syndigt, så deres menighed må jo også være ond; thi det forekommer de kristne helt naturligt at velsigne de morderiske våben og at bygge deres overtro op på at frygt og syndighed. Den første leder af de saliske frankere af merovingerslægten, som vi kender navnet på er Pharamond (410-426 e.Kr.). Den fjerde kendte frankerkonge er Childerik (458-481) med hovedsæde i Tournai (Doornik) og som dør i 481, og på det tidspunkt strakte de saliske frankeres herredømme sig kun over landene øst og vest for Rhinens udløb indtil Somme. Efter Childerik følger sønnen: Chlodovech (Klodevig) »Ludvig« på dansk. Først gjorde Chlodovech det af med de sidste rester af det romerske herredømme i Gallien i 486 e. Kr., da han overvandt Syagrius ved Soissons og derved vandt områderne indtil Seine. I 493 ægtede han Clothilde, der var en burgundisk prinsesse og som var katolik. Da Chlodovech i 496 drager i kamp mod alemannerne, lovede han umiddelbart før den afgørende kamp, at blive katolik hvis han fik sejren hjem. Han vandt i slaget og lod sig nu tillige med 3.000 frankere døbe i Reims af biskop Remigius, og fra da af fik Chlodovech tilslutning fra gejstligheden og de katolske og romerske indbyggere, ligesom de hidtidigt uafhængige byer i Aremorica mellem Seine og Loire underkastede sig Chlodovech frivillig. Det lykkedes også Chlodovech ved list og vold at udrydde alle kongerne over de andre frankerstammer. Da Chlodovech i 507 kaster sig over de arianske vestgotere og slog deres kong Alarich, erobrede Chlodovech Aquitanien, og i dette angreb brugte Chlodovech religionsforskellen til påskud for krigen, - men Chlodovechs yderligere erobringtogter blev så standset af østgoterkongen Theodorik. I disse vældige kampe mod de andre germanske folk, indtog Chlodovech således store landområder, som man historisk benævner »det Frankiske rige« Men det kan næppe kaldes »ét rige«, da de bånd der skal knytte landsdelene og folkene sammen ikke er tilstede; ligesom »rigets« vidtforskellige dele langtfra udgjorde én enhed. Chlodovech betragtede dog sig selv som ejer af folk og land; som hans private gods, men tilsyneladende var der ingen indgriben fra Chlodovechs side i folkenes sociale forhold, med undtagelse af krigene som han skabte. Chlodovech gjorde Paris til hovedsæde. De store strækninger, som Chlodovech havde underlagt sig styrede han ved hjælp af grever, og de undertvungne folk fik ingen indflydelse, og selv hos frankerne hørte de gamle »folketing« nu op. Da Chlodovech døde i 511 opdeltes riget til hans fire sønner og sønnerne udvidede yderligere riget. Landsdelene faldt fra hinanden i yderligere grevskaber, der styredes af en greve og der som kongens stedfortræder opkrævede skatter, holdt ting og førte an i krig, ligesom greven blev aflønnet med jordegods og andel i retsbøder. Den vigtigste statsembedsmand blev kongens hushovmester, major domus, som oprindelig blot skulle bestyre kongens godsområder. Efterfølgere opdelte atter landene og der voksede stormænd frem, og stormændenes indflydelse og magt steg. I ca. år 600 e. Kr. omfattede frankernes rige hele det gamle Gallien og dele af syd- og vesttyskland. For Chlotar II lykkedes det at holde hele merovingerriget samlet under sig. Men han måtte ved konstitutionen i 614 bl.a. love at udpege greverne blandt egnens egne godsejere. Austrasien kaldtes den østlige del af det merovingiske Frankerrige i modsætning til vestriget: Neustrien. Neustrien dannede efter Clodovechs død et særskilt kongerige, der omfattede landene ved Mosel og Mås og dertil de af frankerne underkastede lande øst for Rhinen. Neustrien hovedby var Metz. I Austrasien bevarede frankerne deres germanske særpræg bedre end i vestriget, og det blev udgangspunktet for det karolingiske hus. Burgund (Orleans) og Aquitane er andre store områder. Chlothar II (584-628) var enekonge fra 613, og hans søn: Dagobert I fik overladt Austrasien i 622, og ved Chlothar II´s død i 628 fik Dagobert I det øvrige Frankerrige, med undtagen af Aquitanien, som han overlod til sin broder Charibert. Men da denne døde i 632 samlede Dagobet I hele riget i 630, hvor han samme år led et stor nederlag mod slaverne i Böhmen og Mähren, medens han førte sejrrige krige mod vestgoterne i Spanien og også fuldendte erobringen af Vasconien (Gascogne).

I J. P. Jacobsen´s gamle tekst om Frankerkrøniken, har jeg placeret Jacobsens noter i Gregors tekst i parentes ( ), men jeg har dog undladt en række noter, og sproget har jeg forsøgt at gøre mere læsevenligt på nyere dansk, - men desværre forstyrer noterne Gregors oprindelige tekst; men noterne er nødvendige for at forstå tid og stednavne, m.v.. Det er jo sådan, at når der indføres nye samfundssystemer, enten ved at én bestemt klasse overtager magten eller et andet folk erobrer området, ja så skifter stednavnene navn, og historien forfalskes. Denne indledning er af J. P. Jacobsen:…. Gregor af Tours er sandsynligvis født d. 30. november 538, og han hed egentlig Georgius Florentius efter fædrene og mødrene forfædre, og navnet Gregorius synes han først som voksen at have optaget efter sin oldefader på mødrene side, den hellige Gregorius, der efter et langt og virksomt liv, først som greve i Autun, senere som biskop i Langres, døde i 539, og hvem vor Gregor har sat et minde i »Fædrenes levnedsbog«. Gregors fader, Florentius, var en rig godsejer i Auvergne. Sønnen taler ikke meget om ham, og han synes ingen embedsstilling at have haft, måske fordi han var svagelig og døde tidligt. Florentius' fader, Georgius, omtales som »senator«, dvs. tilhørende den høje godsejer- og embedsadel i Gallien, og hans hustru Leucadia, vor Gregors farmor, var ligeledes af fornem og rig slægt. En af hendes forfædre var senatoren Leucadius i Bourges, der levede i ca. 250 e. Kr. og som efter hvad Gregor fortæller, indrettede den første kristenkirke dér i byen i sit hus. Slægtens minder har således knyttet dens historie til den galliske oldkirkes ældste historie. Der levede desuden en tradition om, at den nævnte Leucadius var en ætling af hin Vettius Epagathus, der led martyrdøden under den kristenforfølgelse, kejser Marcus Aurelius lod foregå i Lyon i året 177 e. Kr., og hvor et af oldkirkehistoriens mærkeligste dokumenter, brevet fra »Kristi tjenere i Lyon og Vienne til brødrene i Frygien og Lilleasien« fortæller derom. Gregor omtaler nogle gange denne tradition, men går ikke nærmere ind på den. Alligevel er det sandsynligt, at denne tilknytning til den kristne missions tidsalder har lagt lys over slægtens minder og givet dem en egen lød. Det berømte brev, der hører verdenshistorien til, har været slægtens kristne adelsbrev. Men helt uden hensyn til, om adelsbrevet er ægte eller ej, lærer forfædrenes navne og hjemsteder os, at Gregor har græsk blod i sine årer, at hans slægt er gammel i landet. Gregors moder Armentaria tilhørte også en gammel fornem gallo-romansk slægt, og selvom den ikke kunne smykke sin slægtsbog med et martyrnavn, talte den adskillige sankt'er (som hendes farfar, sankt Gregor, biskop i Langres, hendes morbror, sankt Nicetius, biskop i Lyon og sandsynligvis mange flere i ældre slægtled). Armentaria overlevede sin mand og oplevede at se sin søn som biskop. Gregor omtaler hende ofte og på en sådan måde, at vi må tro, at hun har været både en kærlig og opofrende moder og en stærk karakter, og at hun har øvet afgørende indflydelse på sønnens udvikling. Han giver hende ligefrem ansvaret og æren for, at han har vovet sig til at skriftfæste noget af alt det, der fyldte hans bevidsthed. Hvad han herom fortæller fører os straks midt ind i tidens åndelige liv. I 574 eller 575 begyndte han, der da var en moden mand og biskop på to eller tre år, at nedskrive hvad han vidste om de kraftige gerninger, der skete ved sankt Martins grav i Tours og som var det sikreste vidnesbyrd om, - at det også var sandt, hvad Sulpicius Veverus havde skrevet om den store rigshelgens undergerninger i levende live. Han har ofte følt både lyst og trang til at føre alle de mirakler til bogs, han dels har hørt om, dels selv oplevet, og således sikre efterslægten det for tro og liv så kostelige klenodie, som en sådan jærtegnsbog ville være. Men han er hvergang veget tilbage ved tanken om sin mangel på klassisk dannelse. »Men så havde jeg en middag i sankt Martins basilika et drømmesyn. Jeg så mange syge og krøblinge blive helbredte, og min moder så det ligeledes. Hun sagde til mig: »Hvorfor nøler du med at skrive om det, du her ser for dine øjne?« Jeg sagde: »Ja men du ved jo, at jeg er blottet for al litterær dannelse. En ulærd stymper som jeg tør virkelig ikke tage mig på at skildre disse store og mærkelige kraftige gerninger. Nej, bare Sulpicius Severus endnu levede…eller Venantius Fortunatus var her! De kunne skildre dem! Men et drog som jeg får kun skam til tak, hvis jeg prøver på det«. Hun svarede: »Ved du da ikke, at vi lægfolk netop bedst forstår det sprog, du taler og derfor vil prise dig. Tøv derfor ikke længere, men læg hånd på værket. Ilde handlede du, om du tav med hvad du ved«. Jeg føler nu også lyst til at tage fat på arbejdet, men der er to ting, der piner mig: sorg over, at alle de kraftige gerninger, der er sket under mine forgængere her i Tours, ikke er blevet opskrevne, og ængstelse ved at skulle skildre så store ting, skønt jeg kun kan gøre det i mit folkemål. Men jeg stoler på, at gud i sin nåde vil hjælpe mig, når jeg følger påmindelsen og sætter pen til papiret. Han der i ørken lod vand sprudle frem af klippen og læskede de tørstige, vil visselig ved min tunge kunne fremføre alt dette, og folk vil få syn for sagn for, at han atter har lukket æslets mund op, når han åbner mine læber og gennem mig ulærde mand åbenbarer disse ting. Men hvorfor skulle jeg for resten ængstes over at være udannet, da dog herren vor gud og frelser udvalgte sig fiskere og ikke retorer, almuesmænd og ikke filosoffer til at tilintetgøre den ørkensløse verdslige visdom. Bed for mig, mine kære brødre og søstre i kirken, så vil jeg tro og håbe, at selv om min bog kommer til at savne den slebne stils smykke, vil den dog komme til at lyse og stråle i glansen af de vidunderlige kraftgerninger, den mindeværdige biskop har øvet«. Denne drømmedialog røber både selvfølelse og ydmyghed. At bispen, klerken, indehaveren af al visdom til salighed, den ortodokse tros vogter, skulle skamme sig over sin lærdom og, i slutningen af det 6. århundrede, da klassisk dannelse eller rettere vankundige og formelle rester af den var få mænds eje, skulle være i den grad dannelses filister, at han som en stum skygge skulle fjæle sig bag en præmieskribent som Venantius Fortunatus - iøvrigt hans gode ven - er naturligvis utænkeligt og ville være en fornægtelse af hans eget livs udvikling og mål og af en stor del af hans slægts traditioner. Han blev allerede som dreng givet i præstelære, hjemme i Clermont, hos sin farbror, biskop Gallus, og gik, da denne døde (554), over til hans efterfølger, biskop Avitus. Sine drenge- og ungdomsår har han således levet i sin hjemby - i Frankerkrøniken ofrer han da også Clermont og Auvergne ligeså megen interesse som selve den hellige Martins by, sit eget stift og bispesæde - og levet dem sammen med kirkelige frænder, optaget af kirkelige tanker. »Jeg har ikke«, siger han et sted i »Fædrenes levnedsbog, »lagt vind på studiet af grammatikkens kunst og ikke søgt den dannelse, som læsning af de verdslige skribenters slebne sprog kunne give. Min faderlige ven, den salige biskop Avitus, ville have, at jeg kun skulle lægge mig efter de kirkelige skrifter….under hans vejledning granskede jeg Davids salmer, derefter den evangeliske forkyndelses ord, fortællingerne om apostlenes kraftige gerninger og apostelbrevene. Deraf fattede jeg så meget, at jeg indså, at jesus kristus, guds søn, er kommet for at frelse verden, og at jeg skulle lyde og ære hans venner, der i streng lydighed har taget hans kors op og fulgt ham som deres brudgom«. Et sted i »Martyrernes mindebog« minder han om den hellige Hieronymus' syn, da han så sig selv for den evige dommer, dømt til pinebænken, fordi han havde moret sig over Ciceros finesser og Vergils løgne, og derfor havde lovet aldrig mere at give sig af med sligt, men kun med hvad der er gud værdigt og menigheden til opbyggelse - og fortsætter således: »Apostlen Paulus skriver: Lad ingen ond tale gå ud af eders mund, men ethvert godt ord til opbyggelse. Derfor skal vi skrive og tale, hvad der kan være guds kirke til opbyggelse og give sjæle i nød hellig lærdom til kundskab om den fuldkomne tro. Og vi bør ikke tale om løgnagtige eventyr eller lægge os efter filosoffernes ugudelige visdom, at herren ikke skal dømme os til den evige død«. Da Gregor var 25 år gammel, blev han diakon hos sin frænde, den hellige biskop Nicetius i Lyon. Naturligvis var det givet, at en mand af hans byrd skulle være biskop, og da bispen i Tours, hans moders farbror, Euphronius, døde i 573, blev han kåret af folket og godkendt af kongen, Sigebert, som hans efterfølger. I sankt Martins by, omgivet, styrket, trøstet, ildnet af minderne om den store helgen, ja ikke blot af minderne om ham, men af de kraftige gerninger, gud atter og atter fuldbyrdede ved hans grav, levede, virkede og skrev Gregor lige til sin død, der vistnok indtraf i 594. Hans liv som biskop ligger åbent for os i hans Frankerkrønike, der giver vidnesbyrd nok om, at han ikke følte dette liv som forfejlet; dets politiske indhold har holdt ham i spænding, dets hyrde- og lærergerning ikke sjældent tilfredsstillet hans selvfølelse. Alligevel er den ydmyghed, vi fandt udtryk for i hans første skriftværk, ikke skribentskaberi. Hvad han siger om sin dannelses mangler, er ramme alvor. Selve de udtryk, han bruger, er ofte meget oplysende for hans væsens, for hans dannelsesbegrebers enfoldighed. I forordet til sin bog »De hellige bekenderes mindebog« siger han: »Det er pinligt at se en vankundig og tungnem dåre tage fat på noget, han ikke evner at gennemføre. Men hvad skal jeg gøre, når jeg finder det urigtigt ikke at bringe for dagen, hvad jeg selv mangen gang har set af de helliges kraftige gerninger, eller hvad jeg af gode, fuldt pålidelige mænd har hørt om deres liv. Dog, jeg er bange for ... at de skolelærde skal sige til mig: »Hvordan kan en mand som du, der kun kan sit almuesmål og mangler al højere dannelse, tænke på at komme i skribenternes lav? ...du som slet ingen forstand har på litteratur! Du kan jo ikke en gang skelne mellem de forskellige slags ord! Du sætter ofte hunkøn for hankøn, intetkøn for hankøn og hankøn for intetkøn! Ikke en gang præpositionerne, hvis brug dog er fastsat af berømmelige digtere, kan du bruge på rette måde! Du sætter akkusativ-præpositioner foran ablativ og omvendt! Mener du måske, at en dorsk okse kan gøre gymnastik eller et dvask æsel spille bold og springe rundt efter alle boldspillets regler?« Tilsvarende udtalelser forekommer flere gange hos Gregor. En nutidslæser vil undres over, at al denne tale om mangel på dannelse løber ud i noget så småligt som dette, at Frankerkrønikens ophavsmand klager over, at han ikke kan skrive ciceroniansk eller Vergilsk latin - som kun nogle få skolelærde ville have forstået, men kun samtidens folkelige latin, som alle gallo-romaner forstod. Et spørgsmål om den rent formelle dannelse! Javel, stort mere orker Gregor ikke at få udtrykt, og menneskeligt nok søger han at trøste sig selv ved tanken om, at kun dette almuesmål forstås af det store flertal; det lader han moderen sige, og det gentager han selv i indledningen til Frankerkrøniken. Men dette forsvar er kun en nødhjælp for en mand der, trods alt, er arving til det højbårne gods-, embeds- og dannelsesaristokratis græsk-romerske kulturtraditioner. Thi sådanne traditioner levede endnu i det 6. århundrede. I sin faders gård har Gregor set pyntelige håndskrifter af klassiske og efterklassiske, italienske og galliske skribenters værker, vel også hos en og anden af sine kirkelige frænder, hos nogle af sine embedsbrødre. Han har end ikke selv, under sin tarvelige klerkeuddannelse, helt kunnet undvære Vergil; selve de kirkelige bekendelsesskrifter, ja bibelen selv var skrevne i et sprog, der med større eller mindre held nærmede sig det klassiske bogsprog, i hvert fald var meget forskelligt fra det, han kalder sit folkemål. Men desuden: begrebet formel dannelse er ikke ens for en dansk i det 20. århundrede, og en romer eller gallo-roman i kejsertiden eller i det 6. århundrede, og det der hos Gregor kunne synes et spørgsmål om formel dannelse er i virkeligheden også et spørgsmål om dannelsesindhold. Klassisk latin og gallo-romansk vulgærlatin er ikke blot to stadier af skriftsprogsudvikling, det er to stadier af kultur i ordets videste forstand, og bag Gregors mange famlende, kejtede og barnlige udtryk ligger en dunkel men til tider ret stærk og pinlig følelse af at være lukket ude fra en dannelsesverden, hvori hans forfædre har følt sig hjemme, og en noget klarere følelse af, at der i al almindelighed er en nedgang i dannelse og kultur fra den gode romertid til hans egen tid. Men Gregor mangler naturligvis en målestok til en virkelig sammenligning. Det er ikke Ciceros, det er end ikke den hellige Augustins dannelse, han kan sammenligne sin egen og sin tids med, men noget langt ringere. Skulle han nævne en mand af fuldendt dannelse, er der ikke tvivl om, at han ville pege på sin ven Venantius Fortunatus. Denne mærkelige digtkunstner havde i sit hjemland Italien studeret grammatik og retorik og vistnok en del retslære, formodentlig for at blive embedsmand. Så var han rejst til Gallien. Hvorfor? Ja, han selv siger et sted, det var for at lære at kende sankt Martins undergerninger og skildre og forherlige dem i kunstfærdige digte; det blev til et stort digt i fire bøger - men han har altid en lykkelig evne til at forklare forsæt i overensstemmelse med handling; nogen livsplan ud over det at leve bekvemt er det umuligt at finde hos ham. I Tours traf han den ny biskop, Gregor, og vandt hans støtte og venskab. Sit hovedkvarter i Gallien fik han dog i Poitiers i nært samliv med den hellige Radegunde og hendes fromme veninde og plejedatter Agnes. Den aldrende og den ungdommelige helgeninde har han dyrket med varig og varm hengivenhed, hvis digteriske udtryk jævnlig falder i det mystisk-erotiske. Men han har gjort mange verdslige afstikkere, både i kødet og i ånden, til tidens konger og stormænd; han var noget af det, de gamle kaldte en parasit; han har stillet sin dannelse og sin digtkunst til rådighed for de barbariske og barbariserede stormænd, der mere har følt end egenligt forstået hans pompøse smiger. Fortunatus kan tumle med de lærde kunstrytmer, de halsbrækkende ordstillinger, med hele olddigtningens formelmasse, dens mytologi, dens billedsprog - aldeles som en norsk-islandsk hirdskjald med hele sit møjsommeligt udenadlærte oplag af kenninger. Hans lærde lovkvad regner ned over retfærdige og uretfærdige - forsåvidt altid over uretfærdige, som der aldrig er et rimeligt forhold mellem kvadets helt og kvadets billeder og sammenligninger. Hans kongedraper til Chlodovechs sønnesønner er af en næsten storslået latterlighed. Den antikke kejser-panegyriks og kejser-apoteoses lærde glossar udnyttes til at fejre disse barbarhøvdinger, der vel nok havde fornemmet så megen skolelærdom, at de nu og da forstod eller genkendte et ord eller en vending, men som naturligvis iøvrigt var fuldt tilfredse med duften af skjaldens virak. I hundreder af små og store digte til bisper, godsejere, grever, hertuger, alle sprudlende af åndfulde, snart højtidelige, snart branderagtige indfald, skabte han sig skjaldery over hele Gallien. De fleste gallo-romanske stormænd, navnlig bisperne, havde endnu skoledannelse og fortidsdyrkelse nok til nogenlunde at forstå og sætte pris på den gammeldags retorik og ikke tilstrækkelig dannelse til at stødes over det kunstlede og usande i den. Gravskrifter og kirkehymner leverede han i stort tal. Overleveringens simple, korte helgensagaer forstod han at udpynte og udstrække til stuelæsning for skolelærde klerke, der søgte at nyde de møjsommelige kunststykker med følelsen at, at her var noget, der var for højt for den jævne mand. Gregor siger et sted, hvor han som sædvanlig undskylder sig for de dannede, at disse bør bære over med ham, thi »Jeg arbejder jo netop for jer; i skal øve jer kløgt på min udannede fremstilling. Jeg mener virkelig, at det, jeg her vil skrive, forsåvidt vil være jer til nytte, som i kan omskrive mine korte, formløse skildringer i fine, pyntelige vers på side efter side i mangedobbelt omfang«. Ytringen gælder temmelig sikkert Fortunatus. Den er vistnok nedskrevet i 587 eller 588, og den viser, at Gregor den gang, efter at have været biskop i 15 år og været med til både at skabe og at skrive historie, har mistet noget af den gamle ærbødighed for »de dannede«; ordene har en ironisk klang; han vidste nu godt, at det historiske råstof havde sin egen værdi, og i virkeligheden har han her meget tydeligt udtrykt en moden mands opfattelse af forholdet mellem krønikeskriverens kildeskrift og virtuosfantasier over det. For os er det overmåde heldigt, at det er Gregor og ikke Fortunatus, der har skrevet det 6. århundredes mærkelige historie, thi som enhver læser af Frankerkrøniken kan se, er Gregor en krønikeskriver af guds nåde, en mand, der aldrig kan blive træt af at fortælle om, hvad han har set, hørt, oplevet; et sprængfærdigt bevidsthedsindhold driver ham til meddelelse, og han har derfor ikke tid til eller sans for omstændeligt og langsommeligt stilkunstleri; han må først og fremmest have noget fra hånden; han skriver ikke, han fortæller, og han fortæller efter hukommelse; de fleste af de citater, han meddeler fra bibelen eller andetsteds fra, er formelt (under tiden også reelt) unøjagtige, fordi han citerer efter hukommelsen, men da det værdifuldeste af hans værk netop er memoirer, er skaden ikke stor, han får da tid til at meddele så meget mere. Men der er ikke tvivl om, at en mand med Gregors iagttagelsesevne og store medmenneskelige interesse ville være blevet værdifuldere, også som krønikeskriver, som sagamand, hvis han var blevet indviet i den gamle latinske fremstillingskunst og menneskeforståelse. En sådan indvielse ville ikke have gjort ham til en Fortunatus, og den ville have givet ham evne til både fyldigere og knappere karakteristik. Men Gregor har nu en gang ikke fået den klassiske dannelse. Det er et tidens tegn, at en mand af det velbyrdigste gallo-romanske aristokrati, tilmed en klerk, en biskop, er så blottet for kendskab til den gamle romerske dannelse, at han ikke kan skrive dens litteratursprog, men må bruge sit folkemål, som kun i ringe grad var udviklet til skriftsprog, og som unægteligt også som sådant er mærket af store svagheder. Dog, en nidkær klerk kunne endda med nogen føje lade hånt om »Ciceros finesser og Vergils løgne«, om den græsk-romerske hedningdannelse. Mærkeligere er det, at en mand som Gregor er så fremmed for den oldkirkelige litteratur (der jo iøvrigt rummede så meget af det klassiske dannelsesstof). Han er er en yderst mådelig teolog, hvad Frankerkrøniken giver så mangfoldige vidnesbyrd om. Hans teologi er en ren katekismeteologi, hvis dogmatik er skrumpet ind til det allernødtørftigste. Grundlaget for den er det ortodokse treenighedsdogme, som i missionstiden, under de ortodokses og arianernes kamp om barbarerne, ganske naturligt var blevet missions-teologiens alfa og omega. Men der er noget snurrigt i, at Gregor, i slutningen af det 6. århundrede, da den ortodokse lære ikke længer synes truet i Frankerrigerne, endnu holder på samme sted som hans oldefædre og griber enhver lejlighed - f.eks. besøg i Gallien af folk fra det Vestgotiske rige med dets arianske konger - til at udfolde sin iøvrigt kummerlige ortodokse lærdom. At spørgsmålet 100 år tidligere har været et livsspørgsmål, er let forståeligt. De barbarhøvdinger, der da kæmpede om herredømmet i Gallien og andre vestromerske provinser, var eller blev arianere, og da kirkens mænd var vant til at se den romerske kejser som kirkens øverste herre, måtte de nye herrers, kejserens stedfortræderes, kirkelige holdning nødvendigvis være af afgørende betydning for hele den kirkelige udviklingsretning. Med angst og spænding har bisperne fulgt de herskendes brat skiftende skæbner, med angst og spænding har de fulgt den unge frankerhøvding Chlodovechs sejrsgang, og de har jublet og hoveret, da han søgte dåb hos den ortodokse biskop i Reims. Gregor har mere ret, end han selv vidste, når han sammenstiller Chlodovechs ortodokse dåb med Konstantin den Stores tilslutning til den kristne kirke. Nu sejrede den romerske kirkeorganisation. Dens bisper blev det unge barbarkongedømmes rådgivere og medhjælpere; merovingerne blev kirke- og klosterorganisationens gavmilde velgørere, og mens de romerske traditioner smuldrede bort i den verdslige styrelse, levede de, omend mere og mere barbariserede, videre i kirke- og klosterorganisationen, som i tiden havde vundet rigdom, styrke og fasthed nok til at hævde sig under den almindelige samfundsopløsning. Heri har vi noget af forklaringen til, at Gregor og andre skribenter fra tiden egenlig ikke ser det vestromerske riges statslige sammenbrud som en verdenshistorisk katastrofe, således som vi, måske ikke helt med rette, er vante til at se det. Den romerske kirkeorganisation levede jo videre, uskadt, ja styrket, og i den levede bisperne deres liv. At den rent menneskelige dannelse og den sociale tugt var i en uhyre grad forringet, hvad vi nu har så let ved at se, blev ingen af tidens mænd fuldt klart, fordi de selv levede med i den stadige fortsatte nedgang. For kirkelederne blev kirkeorganisationen næsten alt, jo mere, des mere den verdslige orden forfaldt. At hævde denne organisation og dens grundlæggende dogmer blev både en religiøs og social pligt. Den arianske kirkeordning var med sin hele mere folkelige karakter et langt ringere ordenselement i samfundet (man kan sammenligne Gregors stædige, selvsikre og, diskussionsmæssigt set, overmåde slette ortodokse argumentation mod den arianske vestgoter Agila i 5te bog, hvor Agila med rene ord hævder trosfrihedens grundsætninger, en opfattelse, der naturligvis måtte gøre den arianske kirke svag i samfundet og navnlig fuldkommen underlegen overfor den selvsikre ortodoksi); i den frankiske kirkeordning var en arianer ikke blot en vantro, en kætter, han var også et slet menneske, en slet borger, en anarkist, i alle retninger langt værre end en ikke-ariansk voldsmand og kirkeskænder. Så langt har den romersk-frankiske rigskirke ført dens bisper. De har ingen brug for andre teologiske spekulationer. Deres ordenspolitik er dem alt - og ikke helt med urette. Det er nødvendigt at forstå dette kirkepolitiske syn på kirke- og samfundsliv, om man vil forstå Gregors vurdering af de mennesker, han skriver om. Frankerkrøniken begyndte Gregor at skrive på et par år efter, at han var blevet biskop. (Dette navn på værket »Frankerkrøniken« hidrører næppe fra Gregor selv, og det er egentligt misvisende, da skildringen slet ikke i særlig grad har frankerne til genstand, men fuldt så meget gallo-romanerne. Det eneste synspunkt, hvorfra man med nogen rimelighed kan holde fast ved den gængse titel, er det, at frankerkongerne indtager en forholdsvis stor plads. Af de 726 personer, Gregor omtaler eller skildrer i den egentlige Frankerkrønike, er de 310 gallo-romaner og kun 171 frankere, medens resten, 245, ikke med sikkerhed lader sig henføre til den ene eller den anden af de to klasser). Værket deler sig naturligt i to dele, den ene omfattende de fire første bøger, der vistnok (fraset enkelte senere tilføjede indskud) er skrevet så at sige i ét træk i årene 576-77, den anden omfattende de 6 sidste bøger, skrevne til forskellige tider, sandsynligvis på grundlag af optegnelser fra tid til anden, gennemsete og udvidede flere gange, sidste gang vistnok i 594. Disse sidste 6 bøger skildrer begivenheder Gregor selv har taget del i, personer han har talt med og kender, forhold han selv lever i, er altså væsentlig en kyndig og medvirksom mands memoireværk. Af første del er 4. bog en skildring af forhold og begivenheder i tiden ca. 550- ca. 575, en tid, Gregor selv har oplevet, men kun som tilhører og tilskuer; Sigeberts død i 575 danner en meget passende afslutning. Hvad der ligger forud for 550 kender han ikke af selvsyn, men endnu 3. bog, der omfatter tiden fra Chlodovechs død til ca. 550, har han kunnet skrive efter levende traditioner i hans talrige, fornemme slægt. I 2. bog undersøges spørgsmålet om frankernes oprindelse og deres indtrængen i Gallien, derpå skildres Chlodovechs liv og gerning, og bogen slutter med hans død. Men som indledning til hele skildringen står den »verdenshistoriske« oversigt i første bog, der fører ned til den kristne kirkeorganisations grundlæggelse i Gallien og, meget passende, slutter med omtalen af sankt Martin, Galliens, Frankerrigets rigshelgen. Gregor er for en stor del vor eneste kilde til kundskab om de historiske begivenheder i Gallien i det 6. århundrede og vor hovedkilde til kundskab om tidens samfundsforhold. Om disse sidste kan vi dog også få noget at vide ad andre veje, gennem breve af forskellig art, digte (f.eks. Fortunatus'), Koncilvedtægter, Formularbøger, love, dokumenter og lignende, et broget stof der dels stadfæster, dels udfylder Gregors skildringer, dels også hjælper os til at rette adskillige unøjagtige enkeltheder, årstal og lignende. Men trods alt er og bliver Frankerkrøniken det vigtigste kildeskrift til forståelse af det forvildede menneskeliv og den samfundsopløsning, som vi må forstå for at kunne forklare os det moderne, det efter romerske Europas mærkelig langsomme samfundsvækst. På mange af vore spørgsmål giver Gregor ikke svar; han har ikke tænkt på at skrive en lærebog i historie og samfundslære, således som vi kunne ønske at have den. Han har fortalt, hvad der syntes ham interessant, og hvad han havde kendskab til. Spørgsmålet bliver da, om hans interessekreds og iagttagelsesevne er således, at han kan fortælle skønsomt, vælge sådanne ting at fortælle om, der har nogenlunde almen gyldighed og ikke er tilfældige, af kun stedlig, individuel og øjeblikkelig gyldighed. På forhånd kunne man vente, at Gregor som så mangen anden kirkelig skribent i middelalderen overvejende ville holde sig til kirkelige forhold. Den art emner indtager ganske vist en ikke ringe plads i Frankerkrøniken, dog ikke større end der naturligt tilkommer dem efter kirkens betydning i samfundet. Sagen er jo den, at Gregor i talrige andre skrifter (disse skrifter, der tilsammen fylder omtrent ligeså meget som Frankerkrøniken, er: om sankt Martins kraftige gerninger - om sankt Julians kraftige gerninger - Martyrernes mindebog - De hellige bekenderes mindebog - Fædrenes levnedsbog - De hellige syv sovende martyrer i Efesos - Den hellige apostel Andreas' kraftige gerninger - fremstilling af stjernernes gang med hensyn på udførelsen af gudstjenesten. Et par andre skrifter er tabt. Det må dog fremhæves, at bogen om sankt Julian ikke med sikkerhed kan tilskrives Gregor. Syvsoverlegenden er oversat fra syrisk, men vel at mærke ved hjælp af en syrisk tolk). Af særlig art har meddelt det vigtigste af, hvad han havde på hjerte om helgener, eneboere, bisper o.s.v., således at han i Frankerkrøniken med god samvittighed kunne fortælle om sine erfaringer i det verdslige samfund. Det er næppe sandsynligt, at nogen samtidig kunne have skildret dette samfund bedre end Gregor. At undersøge hans fortællingers troværdighed i alle enkeltheder ligger udenfor denne indlednings opgave - i noterne er det nødvendigste i så henseende meddelt - medens det derimod har sin store interesse at kunne skønne om, hvilken tillid vi på forhånd kan møde hans skildringer med. Den elementæreste og almindeligste indvending mod Gregors troværdighed har været den, at en mand der ved siden af og samtidig med krøniken har skrevet over 200 helgensagaer og skildret nogle hundrede mirakler, tildels selvoplevede, skildringer hvori muligt og rimeligt er blandet med umuligt og urimeligt, men alt fremsat med samme tro - at en sådan mand dog må have lidt af en intellektuel brøst der må gøre ham uskikket til sandhedsvidne om, hvad der virkelig er sket og om de virkelige samfundsforhold. Indvendingen er ikke helt retfærdig. Det er sandt, at når Gregor genfortæller mirakler, spørger han, i hvert fald hvis det er mirakler af gængs og traditionel art, ikke om deres »mulighed«; han henholder sig, hvad der i og for sig kan være rigtigt nok, til sin kilde og dennes troværdighed. I »Fædrenes levnedsbog« skriver han et sted: »nu da jeg skal til at skrive om den hellige Trierbiskop Nicetius' kraftige gerninger, højsind og hellighed, er jeg bange for, at nogle skal indvende: hvorledes kan du, som er så meget yngre, vide noget om de ældres liv….det, du skriver, er vist noget, du selv har opdigtet. Derfor må jeg meddele, hvem der er min hjemmelsmand, så de der skylder mig for løgn kan blive beskæmmede. De skal derfor vide, at hvad jeg nu fortæller, har jeg hørt af den hellige Aridius, abbeden i Limoges, der er opfostret af biskop Nicetius selv og er blevet præsteviet af ham. Jeg tror ikke, han kan have taget fejl, thi netop på den tid, da han fortalte mig dette, gav gud gennem ham blinde syn og lamme gang og forgjorte fornuft. Løgnens sky kan umuligt have skygget for en mand, som gud selv mere end én gang, når regnskyen hang over ham, har dækket således, at ikke en regndråbe er falden på ham, skønt hans ledsagere er blevet gennemblødte. Hvis man ikke stoler på en sådan hjemmelsmand, så tror man heller ikke på guds velgerninger«. Den kildekritiske logik heri er i og for sig udadlelig; det er en stor dyd for en historieskriver først og fremmest at overveje sin kildes troværdighed. Når vi alligevel har indvendinger og ikke tror på alle hans fortællingers sandhed, så er det bl.a. også fordi vore tankevaner er delvis forskellige fra hans. Også Gregor kan undertiden studse over en iøvrigt vel afhjemlet mirakelhistorie, men da der ikke kan være tvivl om overleveringens sandhed, må der en rationalistisk omskrivning eller tilføjelse til. I »Martyrernes mindebog« fortæller han et sted om de 4 nagler fra kristi kors .... »sammenhængen med de fire nagler er denne: to fæstede i hænderne, to i fødderne. Nu kunne man spørge, hvordan de blev fæstede i fødderne, da vi jo dog [på billeder og krucifiks] ser fødderne hænge nedad det hellige kors .... Men det er klart, at der på den oprejste bjælke er blevet hugget et hul, og i dette hul er der indsat et lille brædt til fodstykke, og det er til dette brædt, de hellige fødder er blevet sømmede fast, som på en stående mand«. Denne forklaring er interessant, fordi den viser, at det ved mirakuløse fortællinger slet ikke er miraklet som sådant, folk (og Gregor selv) har haft vanskeligt ved at tro på, men visse udvortes, praktiske enkeltheder; når en sådan uforståelig biomstændighed er forklaret, er alt i orden, den begyndende tvivl er dræbt og får ingen konsekvenser. Hermed stemmer det også, at de fleste af de mirakler, Gregor selv har oplevet eller nydt godt af, egentligt ikke er videre mirakuløse. I sine personlige iagttagelser er han rationalist, for så vidt som han søger at finde overensstemmelse mellem den guddommelige indgriben og det, der efter hans tankevaner er naturligt og rimeligt. Derfor kan selv det naturlige og rimelige og mulige synes ham så mærkeligt, at han foretrækker en »mirakuløs« forklaring fremfor en »naturlig« - jævnfør f.eks. den kostelige drøftelse i Frankerkrøniken IV bog om de 20 kirkeskænderes død og den ene retfærdiges frelse er et resultat af tilfældige, naturlige omstændigheder eller af et mirakel. Det er da ikke så meget Gregors egne mirakuløse oplevelser som hans godtroende genfortællinger af andre, formentlig vel afhjemlede mirakler, der vækker betænkelighed, men dette vil jo igen sige, at det er de på mirakeltro indstillede tankevaner, altså en fra den moderne noget forskellig naturerkendelse, som vi har ondt ved at forsone os med. Imidlertid gør man vistnok her i almindelighed Gregor og hans tid nogen uret ved at mene, at helgen- og mirakeltro og -dyrkelse skulle være noget for oldkirken og middelalderkirken ejendommeligt, og at helgensagaer som opbyggelses- og underholdningsstof skulle være en opfindelse, som særlig Gregors sædeligt og åndeligt forkomne tid skulle have fostret eller plejet. Det er meget langt fra at være tilfældet. Det er, som så meget andet, en arv fra antikken, både den romerske og navnlig den græske. Hos grækerne kan vi følge herostroen og herosdyrkelsen fra hinsides de homeriske digtes tid ned gennem den historiske tid lige til den kristnes og overføres til kristne heroer. Gennem den kristne mission bredes den ud over det romerske rige, hvor den møder gammel tro og skik af beslægtet art, som den smelter sammen med til en folkelig og hjemlig helgentro og helgendyrkelse, med grave, relikvier (ofte flerstedsnærværelse) og mirakler, vandringer og overførelser omtrent som i Sokrates' og Herodots Grækenland (da der ikke er stedet til at drøfte folketro og folkeskik i og udenfor Romerriget, skal der kun hidsættes en enkelt historie, der viser en opfattelse fuldstændig ligesom med den, der ligger til grund for den antikke græske og den kristne relikvidyrkelse. I Frankerkrøniken IX bog, fortæller Gregor en historie om en kone, der helbredte sin febersyge søn med et afkog af frynserne fra kong Guntchramns kongekåbe. Det var visselig ikke fordi kong Guntchramn var en helgen, at konen stolede på hans (eller hans kåbefrynsers) lægekraft, men fordi han var konge, heros. Den norsk-islandske saga- og skjaldelitteratur kender mange eksempler på høvdingers lægekraft og »lykke«. Jævnfør også Vespasians mirakler i Alexandria. Med andre ord: forestillingen om heroer og helgener har i årtusinder været en fantasiform til daglig brug, ligeså bekvem og omtrent ligeså rimelig og bøjelig og udviklingsdygtig som nutidens »videnskabelige« fantasiform hos det store flertal af mennesker. Gregor skulle ikke gå ud af sit gode skind for at tro på mirakler eller interessere sig for helgensagaer. At fremstille sankt Martins-relikviernes kraftige gerninger voldte lige så lidt ham skrupler som »forklaringen« af telefonen eller den elektriske sporvogn volder en moderne elektriker. Mange af de største historieskrivere har tankevaner og forestillingsformer ligeså afvigende fra vore som Gregor, og Gregor har endda den fordel, at vi i almindelighed har temmelig let ved at påpege de elementer i hans domme og udtalelser, der skyldes hans intellektuelle ejendommeligheder. Langt vigtigere for os er det, om vi kan skønne noget om hans medmenneskelige forståelse, og i så henseende er hans byrd og stilling allerede en borgen for os. Han siger et sted om sine forfædre: »De hørte til de fornemste senatorfamilier, og i Gallien findes ingen slægt, der overgår dem i byrd og rang«. Før det endnu var godt folks sag at være kristne, havde de rige gallo-romanske godsejere været kejserens embedsmænd og hjembygdens tillidsmænd, »senatorer«. Da de rige og dannede blev kristne, dvs. omtrent samtidig med at det romerske styre i Gallien forfaldt og fejder og barbarindfald svækkede den gamle, selvsikre romerfølelse, blev de bisper. Der var allerede da en kirkeorganisation, og i den er bispen midtpunkt. Det var ikke længere et kald for en pæn mand at blive biskop, og jo svagere det verdslige romerstyre blev, jo mere det lod folket i stikken, des større myndighed fik ganske naturligt kirkeorganisationens stedlige formænd. Kirkeorganisationen er helt romersk; den rummer en god del af den samfundskunst, som det er romernes verdenshistoriske ære at have fostret. Og netop fordi den romerske kirkeorganisation er skabt før og under trængslerne i det 4., 5. og 6. århundrede, har den romerske samfundskunst overlevet vestrigets politiske opløsning, thi kirkeorganisationen vedblev at bestå. For at forstå dette må man huske, dels at de indtrængende barbarer enten kun blev på stedet i kortere tid eller, hvis de blev, var yderst fåtallige i sammenligning med de hjemboerne, dernæst at kirkeorganisationen, skønt helt romersk, ikke var ét med Romerstaten. Bispen mødte ikke de indtrængende i spidsen for en hær som den romerske statholder. Det var ikke en magt, der skulle slås ned, hvis de andre skulle frem. De indtrængende kom på en måde ikke som fjender; de ville bare også være der; de ville ikke skabe noget nyt, kun bruge det gamle, til egen og hjemboernes nytte; de beundrer det romerske, tilegner sig det, så godt de orkede. Mange af dem var i forvejen opmærksomme på de nye, romerske guder og tvivlende overfor de gamle. Gnidningen mellem arianisme og ortodoksi voldte sine steder nogen uro, men netop i Gallien gik denne modsætning jo hurtigt ud af sagaen. Merovingerne, der gerne ville fortsætte det romerske kejserstyre, men manglede evnen dertil, nærede intet ønske om at bryde kirkeorganisationen, og med den støtte, denne allerede havde i hjemboernes påskønnelse, lever den videre under og efter trængslerne og suger styrke af den verdslige styrelses svækkelse og barbarisering. Gregor opregner i 10. bog af Frankerkrøniken de 18 bisper, der har været i Tours før ham selv, og meddeler om de fleste af dem, at de af rig godsejerslægt som de var, har skænket kirken store gaver. Et andet sted i samme værk fortæller han, at af disse 18 havde de 13 tilhørt hans egen slægt. Vi kan deraf slutte, og det så meget mere som tilsvarende forhold kendes fra mange andre stifter, at en sådan enkelt rig og fornem slægt har haft ikke blot byrdens og åndens men også den kontante hjælps adkomst til at være egnens virkelige høvding og menneskenes hyrde. I romertiden var det jo i og for sig på samme måde. Hver egns storgodsejer havde sin gode adkomst til myndighed i kraft af de velgerninger, han ydede egnen. Han gav midler til at bygge templer, teatre, triumfbuer, vandledninger, broer, termer, torvehaller, han gav statuer, skuespil, fester, han hjalp med ved byernes udvidelser og udsmykninger, hans råd og hjælp søgtes i nød - det var renten af de uhyre privilegier, den sociale organisation gav ham, en rente han sædvanlig havde social optugtelse til at yde uden knurren. Hans kristne efterfølger, bispen, fortsætter traditionen (og denne gamle romerske tradition har vel netop mere end noget andet bidraget fil kirkeorganisationens styrke). Han giver vel ikke sine penge til netop det samme, thi meget af det var i de mørke tider efter sammenbruddet luksus og ugudelighed, men til kirkelige og humane opgavers løsning, hvorved han i ikke mindre grad vandt folkets tak og påskønnelse. Han bygger kirker og smykker dem med billeder, skaffer relikvier, kirkekar, bøger, klæder osv. og kirken bliver for folket efterhånden alt det, som templer, teatre, buegange osv. var før. Går vold eller ildsvåde byen over, hjælper han ved genrejsningen. Han skaffer midler til og organiserer fattig- og sygepleje og skolevæsen, han tager sig af dem, den verdslige myndighed eller den barbariske tøjlesløshed forfølger; han søger at hævde kirkens asylret, han er i stadig forbindelse med kongemagtens stedlige repræsentant, greven, sidder i retten, modvirker bloddomme og skattetryk og færdes, truende og bedende, i kongsgårdene - kort sagt en biskop, og dette gælder måske Gregor endnu mere end nogen af hans embedsbrødre, har rigere lejlighed end nogen anden til at følge det politiske og sociale liv i alle dets ytringsformer. For den del af Frankerkrønikens vedkommende, der er memoirer, er Gregor derfor den bedst tænkelige kilde, og for den øvrige dels vedkommende har han i hvert fald i sin egen slægts traditioner haft en kilde, der ikke er at foragte, selv om mangt og meget på vejen mellem begivenheden og Gregors fantasi er blevet forvansket. Vi ville, naturligvis gerne vide, om hans fortællinger f.eks. om Chlodovechs troløshed og frændemord var til at stole på. Der er jo ved disse frændemord noget, vi har ondt ved at forlige med vore forestillinger om den germanske ætfølelse. Har vi her at gøre med en etisk opløsnings- og nydannelsesproces? Med en udvikling fra germansk slægtsetik til romersk rigsetik? Er Chlodovech et af disse kraftmennesker, som vi undertiden møder i historien i samfund, hvor gamle sociale vaner er i opløsning, og hvor enkelte individer i deres lidenskabelige fremdrift øjner nye mål men ingen vej til dem, som mangler den etiske selvfølelses lønlige ledelse og som derfor må hugge sig vej så at sige i blinde, ofte uden at komme målet nærmere, fordi vejen blev bugtet og vildførende - man tænker blot på et af de såkaldte renaissancemennesker. Chlodovech, den germanske stammehøvding, ville sandsynligvis være den romerske kejsers arving og efterfølger i Gallien, og så meget kendte han til romersk statsliv, at han vidste, det var noget andet end det samfundsliv, han kom fra; en romersk hersker var noget andet end en germansk stammehøvding, et »rige« noget andet end en stamme eller endog et stammeforbund. En skal herske over det hele - de andre må bort. Er det således, vi skal forstå denne kraft-barbar? Der er en udtalelse, Gregor tillægger Chlodovech i hans sidste år, som kunne kaste lys over personligheden, hvis vi var sikre på at forstå meningen ret. Efter at have øvet mange frændemord, hedder det i Frankerkrøniken andel del, holdt han et møde, hvor han talte om, at han jo nu havde mistet alle sine frænder: »Ve mig, jeg er blevet tilbage som en fremmed blandt fremmede, og jeg har ingen frænde, der kan hjælpe mig, hvis ulykken kommer«. Ytringen kan godt være rigtigt overleveret; dens form har overrasket romerne, og deres tolkning af den giver Gregor i den følgende sætning: »Det sagde han af list, for om der endnu kunne være en eller anden [frænde], han kunne få fat på og dræbe«. Men muligvis er Gregors tolkning, der er rigsromersk, ikke rigtig, muligvis har vi her netop et halvt fortvivlet udbrud af germansk ætfølelse. Chlodovech har måske ved enden af løbebanen talt til sine frankere i deres eget gamle mål; var det opnåede ofrene værd? Måske følte han ensomhedens fredløshed, niddingens forbandelse? Hele merovingernes historie er jo som en antik tragedie. De sveg deres slægtsetik i håb om at udrette det store: gøre romersk rigspolitik. Men de savnede de århundredlange romerske traditioners sociale og politiske optugtelse. Hvad der kom ud af deres gerning blev hverken germansk eller romersk; det hele blev kaos. Frankerne tabte de rester af primitiv etik, de muligvis endnu havde før Chlodovechs tid, og gallo-romanerne mistede under den fremadskridende opløsning deres romerske statsfølelse, det hele samfund forvildedes, barbariseredes. Det er et stykke af denne tragedie, Gregor fremstiller i Frankerkrøniken. Skønt han lever i forestillingen om en almindelig tilbagegang, og skønt enkelthederne i hans fremstilling er overordentlig livagtige, er det dog tvivlsomt, om han har gjort sig rede for tilbagegangens årsager, han har temmelig sikkert ikke kunnet tale med frankerne i deres eget mål - han behøvede det ikke, thi de lærte sig jo hans. Men han har i det hele næppe interesseret sig meget for de folkelige vanemodsætninger mellem frankere og romaner, der næppe heller var meget håndgribelige. Da han som biskop har deltaget også i verdslig retspleje, har han naturligvis vidst, at frankerne havde deres egne love, men disse loves sammenhæng med gamle sociale livsformer har ikke interesseret ham, og hvor meget han har forstået af dette forhold er tvivlsomt. Dog må man være varsom med at skylde Gregor for mangel på forståelse. Dels må man huske, at den sociale opløsning allerede i hans tid er vidt fremskreden, så det i det hele ville være vanskeligt for enhver samtidig at følge udviklingens slyngede tråde så langt tilbage, at hver enkelt tråd kunne lægges fri, men dels og navnlig lader man sig let af selve hans fremstillings form forlede til at tage ham for mere enfoldig, end han er. Gregor evner slet ikke at give en almindelig karakteristik af tider eller mennesker; den psykologiske skildring er ikke hans sag; alle forsøg i den retning falder yderst tarveligt ud; han når sjælden udover de allertrivielleste, glatslidte vendinger fra den traditionelle kirkelige karakteristikordbog, hvad enten det er ros eller dadel det gælder. Men denne uevne er kun en formel mangel. Den litterære psykologi erstattes af anekdoten. Frankerkrøniken er én stor samling af anekdoter. Hver enkelt af de hundreder af historier gengiver en iagttagelse fra det virkelige liv og er så meget interessantere, virker så meget friskere end alle dybsindige refleksioner ville gøre, som vi har grund til at tro, at Gregor, om ellers nogen, har haft adgang til at gøre almengyldige iagttagelser og erfaringer. Samler man alle spredte anekdoter om hver enkelt mand sammen, får man i mange tilfælde et fyldigt og levende helhedsbillede (f.eks. kong Chilperich), og under alle omstændigheder er næsten alle historierne så væsentlige, så skønsomt udvalgte, at de befragter vor historiske fantasi. Man kan undertiden undres over den frimodighed, hvormed Gregor nedskriver sine iagttagelser om de mægtige; han kunne jo dog ikke være sikker på, at rygter om hans skrift ikke kom dem for øre. Også mange af hans egne oplevelser med konger og stormænd kan vække vor undren over hans dristighed. Men på den anden side er der jo også mange af hans historier, der må synes oprørende, uden at han har et dadlende ord om den handlende, ja der er tilfælde, hvor han endog kun har lovord om handlinger der skulle synes under alle omstændigheder oprørende - man tænke blot på den opbyggelige ytring, han fremsætter efter at have fortalt om alle Chlodovechs frændemord, om hans svigefulde færd og om hans sejre: hver dag slog gud hans fjender til jorden under hans hånd og øgede hans rige, fordi han vandrede med et ret hjerte for hans åsyn og gjorde hvad der var tækkeligt i hans øjne. Modsætningen mellem den tilsyneladende frimodighed og den tilsyneladende mangel på forargelse lader sig dog oftest let forlige. Mange af de ugerninger, der fortælles om, føltes næppe som ugerninger af dem, der øvede dem, og selv Gregors syn på dem er af en egen art. En ting er, for ham, hvad der sker indenfor kirkeorganisationen eller berører dens interesser - her er han uden skånsel, og mangen embedsbroder bliver hårdt medtaget af den nidkære bisp. Men noget andet er samfundet udenfor. Det er som om det én gang for alle er vedgået, at dette samfund er syndigt og lastefuldt; man kan ikke vente andet, man kan knap tænke sig andet; nogen særlig, individuel forargelse i det enkelte tilfælde er der ingen grund til at udtrykke. Kun ét må de mægtige, må alle vogte sig for: kætteri, arianisme. Egentligt må man heller ikke være jøde, fordi en jøde lige så lidt som en arianer tror på treenigheden, og der er også nu og da tale om voldsfærd for at tvinge jøder til ortodoks dåb (men der er ikke antydning af racehad eller sligt). Gregors sociale etik lader sig måske klarest bestemme negativt: ingen vantro, intet kætteri overfor det alt overskyggende ortodokse dogme om treenigheden; alt andet er tåleligt, kun ikke fornægtelse af treenigheden. Når denne synsmåde ofte oprører nutidslæsere, er det fordi man ikke gør sig klart, at ortodoksien for Gregor er den pille, den eneste, der bærer hans sociale etik - og fordi Gregors fremstilling er så ligetil, så ærlig, noget der i øvrigt snarere er en negativ egenskab end en positiv dyd: der var ingen højere social etik at skele til og dække sig overfor. Så virker det helt anderledes underligt og stødende i det 19. århundrede, at se en historiker som Georg Waitz - for hvem en mere sammensat social etik dog skulle være naturlig og overkommelig - ræsonnere ligeså enfoldigt som Gregor, og forklare at Chlodovech og hans krigere »i guds råd var bestemte til at gyde nyt liv ind i den romerske verden«. Det er denne »germanske« hensigtsmæssighedsopfattelse af de historiske begivenheder, der, atter og atter fremsat og nøjere udformet af tyske historikere, har ført altfor mange lyrisk-filosofiske elementer ind i den historiske drøftelse af folkevandringsproblemerne og hæmmet den videnskabelige forståelse og forklaring af, hvad der virkelig skete. Frankerkrøniken er den fyldigste og livligste skildring vi ejer, af det samfundsliv, der levedes i de gamle romerske kulturlande efter Romerrigets sammenbrud. Hvad den fortæller om samtidens mennesker hjælper os til bedre at forstå den ny-europæiske, efter-romerske samfundskulturs langsomme og bugtede udvikling.

Medens boglig dannelse vantrivedes eller vel rettere gik til grunde i de galliske byer, og medens mangt og meget, godt som ondt, skete, medens folkevildskaben rasede og kongegalskaben argedes, medens kætterne for løs mod kirken og katolikkerne slog kreds om den, medens kristentroen glødede i mange hjerter men kølnede i andre, medens fromme mænd og kvinder skænkede kirken rige gaver men vantro plyndrede dem, og der ikke fandtes nogen lærd tilstrækkelig kyndig i dialektikkens kunst til at skildre alt dette hverken i ligefrem fortælling eller i rytmiske vers, lød atter og atter det almindelige klageråb: Hvad er det dog for sørgelige tider, vi lever i! Boglig dannelse er helt uddød og der er ingen iblandt os, der kan føre vor tids tildragelser til bogs. Disse og lignende klager har hos mig vakt ønsket om, skønt mit sprog er uslebent, at skildre de henfarne slægters liv, således at vore efterkommere dog kan vide noget derom, og jeg har følt mig drevet til at fortælle både om de ondes og om de retfærdiges gerninger. Jeg har ofte undret mig over at høre folk her sige, at næsten ingen forstår de lærde retorer, medens der er mange som forstår vort folkemål, og dette har yderligere styrket mig i mit forsæt. Jeg har også ment det rigtigt af hensyn til årenes udregning at lade første bog begynde med selve verdens begyndelse.

Kristi navn begynder første historiebog

Da jeg nu skal til at skrive om kongers krige med fjendske folk, kristenheltenes kampe med hedningerne, kirkens med kætterne, vil jeg først fremføre min tro, så den, der læser mig, ikke skal tvivle om, at jeg er katolik. For deres skyld, der lever i angst for verdens snarlige undergang, har jeg også ment at burde sammentælle summen af de forbigangne år ud af krøniker og historier, så det kan være klart, hvor mange år der er gået siden verdens skabelse. Men jeg må i forvejen bede læserne bære over med mig, hvis jeg skriver og staver imod de grammatiske regler, som jeg ikke er stiv i; jeg har nemlig kun lagt mig efter med et enfoldigt og tillidsfuldt hjerte at holde fast ved, hvad der i kirken prædikes som tro, thi jeg véd, at det syndefulde menneske kan få nåde hos gud ved en ren tro. Jeg tror da på gud fader den almægtige. Jeg tror på jesus kristus, hans eneste søn, vor herre gud, født af faderen, ikke skabt, at han altid har været tillige med faderen, ikke i nogen tid men før al tid. Thi gud kunne ikke kaldes fader, hvis han ikke havde en søn, og kristus kunne ikke kaldes søn, hvis han ikke havde en fader. Jeg fornægter og forbander dem, der siger: »Der var en tid, da han ikke var« og kræver dem udskilte af kirken. Jeg tror, at kristus er det faderens ord, ved hvilket alt er skabt. Jeg tror, at dette ord er blevet kød, ved hvis lidelse verden er blevet geniøst, og jeg tror at det er hans menneskelighed og ikke hans guddommelighed, der har været underkastet lidelsen. Jeg tror, at han på tredje dag stod op igen, at han frigjorde det fortabte menneske, steg op til himlene og sidder ved faderens højre side, og at han skal komme og dømme levende og døde. Jeg tror, at den hellige ånd er udgået fra faderen og sønnen, ikke således at han er mindre end de, eller som om han ikke var før [han udgik fra dem], men således at han er deres lige, samevig gud, altid sammen med faderen og sønnen, væsentfælles i natur, lige i almagt, samevig i væsen, at han aldrig har været uden faderen og uden sønnen, og at han ikke er mindre end faderen eller sønnen. Jeg tror, at denne hellige trefoldighed består, skønt personerne er adskilte, og at faderens person er noget for sig, sønnens person noget for sig, den hellige ånds person noget for sig. Jeg bekender, at i denne trefoldighed er der én guddom, én magt, ét væsen. Jeg tror, at den hellige Maria, ligesom hun var mø, før hun fødte, således var hun også mø, efter at hun havde født. Jeg tror, at sjælen er udødelig, men at den dog ikke har del i guddommen. Og jeg tror fuldt og fast på alt det, der er opstillet af de 318 bisper i Nikæa (dvs. den vigtige kirkeforsamling i Nikæa i 325 e. Kr. hvori Konstantin den Store deltog, og hvor de fordømte arianismen. Gregors trosbekendelse er væsentlig hjemmegjort omend naturligvis på hovedpunkterne i overensstemmelse med det nikæno-konstantinopolitanske symbol og med de store kirkeforsamlinger i det 5. århundrede, der afgjorde lærestridighederne om kristi person). Men om verdens ende tror jeg, hvad jeg har lært af de gamle: at først skal antikrist komme, og antikrist skal først indføre omskærelse og påstå, at han er kristus; derefter skal han i templet i Jerusalem opstille en billedstøtte af sig til tilbedelse, således som vi læser, at gud har sagt: »I skal se ødelæggelsens vederstyggelighed på det hellige sted«. Men at den dag er skjult for alle mennesker, giver herren selv tilkende, når han siger: »ingen kender den dag og den time, hverken englene i himlen eller sønnen, men kun faderen alene«. Men her vil vi også svare kætterne, der står os imod og siger, at sønnen er mindre end faderen, siden han ikke kender den dag: de skal vide, at ved denne søn forstås kristenfolket, hvorom gud siger: »Jeg vil være dem en fader, og de skal være som sønner for mig«. Hvis han nemlig havde sagt dette om den enbårne søn, ville han aldrig have sat englene foran ham. Thi han siger jo: Hverken englene i himlen eller sønnen, og giver dermed tilkende, at han har sagt det, ikke om sin enbårne søn men om sit udvalgte folk. Men vort endemål er kristus selv, der af sin rige nåde vil give os et evigt liv, hvis vi vender os til ham. Om udregningen af denne verdens alder og om årenes hele rækkefølge fortæller og oplyser Cæsarea-bispen Eusebios' krøniker og præsten Hieronymus. Også Orosius har flittig udforsket dette og har sammenregnet det hele åretal fra verdens begyndelse til hans egen tid. Ligeså Victorius, da han lod udregne, når påskehøjtiden kom. Vi følger de foran omtalte bogskriveres mønster, og det er vort ønske, om gud i sin nåde vil hjælpe os dertil, at udregne det hele åretal lige til vor tid. Og det vil vi lettere kunne gøre, hvis vi går ud fra selve Adam. (Gregor nævner her sine hovedkilder til den »verdenshistoriske« oversigt, han i det følgende giver. Som det ses, er denne meget vilkårlige oversigts verdenshistoriske omfang bestemt af et kristeligt-jødisk syn på menneskeheden, som vi først finder hos de kristne krønikeskrivere i det 4de og følgende århundreder. I modsætning til de antikke historieskrivere, der er kulturaristokrater og hvis synskreds væsentlig begrænses af den græsk-romerske kulturverdens grænser (om end f.eks. de stoiske filosoffer har levet med forestillingen om en menneskeslægtens enhed), er de kristne forfattere gennem deres egne og jødernes hellige skrifter nået til et historisk syn, der for så vidt er videre end det antikke, som det omfatter, dels de orientalske folk som de hellige skrifter omtaler og naturligvis selve det jødiske folk, dels kristenfolket hvorsomhelst det bor. Selv om den kristne krønikeskrivers historiske forestilling er fattigere og fladere end den dannede antikke historikers, er dens omfang videre. For det kristne syn svinder de gængse historiske tidsgrænser. »Roms grundlæggelse«, Olympiadetidsregningen og hvilke andre tidsregningsholdepunkter de antikke historikere brugte stilles fuldstændig i skygge af den bibelske kronologi. Hvad er romerfolkets ælde i sammenligning med jødefolkets! Den bibelske historie skyder menneskehedens historie flere tusind år længere tilbage end grækere og romere havde kunnet nå - helt tilbage til verdens skabelse! Med naiv stolthed kan Tertullian udbryde: »Hos eder (dvs. græske og romerske hedninger) går historien kun til assyrerne; vi (kristne) derimod ejer hele verdenshistorien.« Jødefolkets historie bliver naturligvis det centrale, under dens tidsafsnit indordnes alle fortidens historiske begivenheder i den hedenske verden. Det ældste bevarede forsøg på en verdenshistorisk oversigt over menneskehedens liv, udspekuleret og udregnet på grundlag af de bibelske tidsangivelser, skyldes Elisebios fra Cæsarea, der levede i ca. 300 e. Kr. (død 340). Han har dels skrevet en kirkehistorie, der middelalderen igennem var en hovedkilde til den ældste kristendoms historie, dels en skematisk verdenshistorie eller sammenlignende tidsregningstabel. Det er dette sidste arbejde, Gregor tænker på. Begge værker var skrevne på græsk, men blev tilgængelige for den latinske verden ved oversættelser. Kirkehistorien oversattes af Rufinus fra Aquileia (ca. i 400 e. Kr.), der ofte vilkårligt ændrer originalens ikke altid helt ortodokse men halvarianske fremstilling i ortodoks retning; det øvrige oversattes af kirkefaderen Hieronymus (331-420). Fra Euseb og hans oversættere og fortsættere stammer verdenshistoriens inddeling i »aldere« og verdensmonarkier. Et nyt vigtigt holdepunkt for tidsregningen fik man, da den romerske munk Dionysius Exiguus i det 6. århundrede ved udarbejdelsen af en påsketavle tog kristi formentlige fødselsår som udgangspunkt. I løbet af de følgende århundreder blev det da almindeligt at regne årene efter kristi fødsel. Paulus Orosius, som Gregor også nævner som sin kilde, var en præst i Spanien, der levede i begyndelsen af det 5. århundrede, og som efter Augustins opfordring skrev en kristelig verdenskrønike fra verdens skabelse til 417 e. Kr.. Dens titel er »Syv bøger historie, imod hedningerne«, og dens hensigt er at gendrive datidens hedningers påstand om, at det var kristendommen, frafaldet fra Roms guder, der var skyld i Romerrigets ulykker. Værket er et vilkårligt og tendentiøst udpluk af Livius, Justinus og Eusebios, og kun den sidste del, der skildrer begivenheder i forfatterens egen tid, har selvstændig værdi. Men værket fik stor betydning for middelalderens historiske opfattelse, idet det brugtes ved undervisning i verdenshistorie. Kong Alfred den Store i England lod det oversætte på angel-saksisk. Victorius var en i Gallien født romersk klerk i det 5. århundrede, der af pave Leo den Store fik det hverv at udregne og fastslå det nøjagtige tidspunkt for påskefesten, hvorom der var strid mellem østens og vestens kirker. Hans påskeberegning blev dog kun fulgt i Gallien og opgaves snart også dér).

I begyndelsen dannede herren himlen og jorden i sin kristus, alle tings ophav, det vil sige i sin søn, og da han havde skabt hele verdens elementer, tog han en klump skørt jord og dannede et menneske efter sit eget billede og i lighed med sig selv, og han åndede livsånde ind i hans ansigt og gjorde ham til en levende sjæl. En gang, han lå og sov, borttoges et af hans ribben, og kvinden Eva blev skabt. Der er ikke tvivl om, at dette første menneske, Adam, før han syndede, bar vor herres og genløsers træk. Og da jesus selv sov ind i lidelsens svime og lod vand og blod springe ud af sin side, skabte han sig en jomfruelig og uplettet kirke, løskøbt ved blodet, renset ved vandet, uden plet eller rynke, det vil sige at pletten er afvasket i dåbens vand, rynken udglattet på korset. Medens disse første mennesker levede i lykke i det dejlige paradis, lod de sig lokke af slangens list og overtrådte guds forskrifter, og de blev udjagne af engleboligen og overgivne verdens møje. Kvinden kendte sin mand, blev svanger og fødte to sønner. Men da gud tog nådigt imod den enes offer, blev den anden optændt af hidsig misundelse. Han kastede sig over sin broder, overvandt ham og slog ham ihjel og blev således ved at udgyde sin broders blod, den første frændemorder. Fra da af kastede hele menneskeslægten sig ud i synd og slethed - undtagen den retskafne Enoch, der gik på guds veje, og som for sin retfærds skyld blev optaget af herren selv og udfriedes fra det syndige folk. Vi læser jo nemlig: Enoch gik med herren og kom ikke mere til syne, fordi gud borttog ham. Herren vrededes over, at folket øvede uret og ikke gik i hans fodspor, og han sendte en vand flod og udryddede ved dens oversvømmelse ethvert levende væsen fra jordens overflade. Kun Noa, der var ham tro og hengiven og var hans udtrykte billede, holdt han ved live i arken, tilligemed hans hustru og hans tre sønners hustruer, for efterslægtens genfødelses skyld. Her spørger kætterne os hånligt, hvorfor den hellige skrift siger, at gud var vred. Men de skal vide, at gud ikke vredes som et menneske. Han harmes for at afskrække, han driver bort for at kalde tilbage, og han vredes for at rette. Jeg er for resten ikke i tvivl om, at denne ark i sin skikkelse har været i vor moder kirkens billede (denne og andre sammenligninger og billeder skyldes ikke Gregor selv men ældre kirkelige forfattere især Hieronymus' kommentar til det Gamle Testamente, Eusebios' prædikener biskop Prospers bog om guds forjættelser og forudsigelser. Det her brugte billede er f.eks. taget fra Prospers skrift). På sin færd mellem denne verdens bølger og klipper, vogter den os i sit moderlige skød mod de truende farer, hæger om os og værner os ved sit kærlige favntag. Fra Adam til Noa er der 10 slægtled: Adam, Seth, Enos, Cainan, Malaleel, Jareth, Enoch, Methusalem, Lamech, Noa. I disse 10 slægtled findes 2242 år. Adam blev jordet i Enacims land, der forhen hed Hebron, hvad Josvas bog tydelig og klart viser (her tænkes på Josva 14,15 (efter Vulgata), hvor stedet er misforstået og - med vilje - læst forkert. Adams gravsted omtales i virkeligheden ikke i bibelen, men naturligvis måtte man spørge om, hvor det første menneske var begravet, og der dannede sig et jødisk sagn om, at det var i Hebron, hvor patriarkernes grave fandtes. Der opstod også et kristeligt sagn, efter hvilket Adam skulle være begravet på Golgatha). Noa havde tre sønner efter syndfloden: Sem, Cham og Japhet. Fra Japhet er folkeslagene udgået, og ligeså fra Sem og Cham. Og, som den gamle historie fortæller, fra dem er menneskeslægten udspredt under hele himlen. Chams førstefødte var Chus. Han blev ved djævlens indskydelse opfinder af al magisk kunst og den første afgudsdyrker, og han var den første, der efter djævlens tilskyndelse opstillede en billedstøtte til tilbedelse. Det var også ham der ved gøglerkunst viste menneskene stjerner og ild faldende ned fra himlen. Han drog til perserne, og perserne kaldte ham Zoroaster, det er: den levende stjerne. Af ham lærte de at tilbede ilden, og da han selv efter guds vilje blev fortæret af ild, dyrkede de ham som gud (persernes religion har ofte beskæftiget de kristne kirkefædre. Allerede Clemens af Alexandria (ca. 200 e. Kr.) har i sine mærkelige »Allehånde« gjort Zoroaster (Zarathustra) til trolddomskunstens opfinder, og fra ham går historien over til Augustin og Orosius - i en af de (med urette) Clemens Romanus tilskrevne prædikener siges, at Zoroaster er den samme som Nimrod, Misraims søn og der fortælles dér omtrent det samme som her. Zoroaster bliver på den måde en slags Prometheus. Gregor har formodentlig sin visdom fra et andet skrift, der tillægges Clemens Romanus, og som er bevaret i gengivelse ved Runnus Afaquileja (ca. år 400 e. Kr.) med titlen Recognitiones. Her trækker Zoroaster gnister fra stjernerne men dræbes selv af lynet). Da nu menneskene blev formeret og spredtes ud over alle lande, drog de østfra og fandt Sinears græsklædte sletter. Dér byggede de en by og gav sig så i lag med at bygge et tårn, der skulle nå op til himlen. Men gud bragte forvirring både i deres tåbelige tanke og i deres tungemål og adsplittede dem ud i den vide verden over al jorden. Byen blev kaldt Babel, det er forvirring, fordi gud der havde forvirret menneskenes tungemål. Det er Babylon, der blev bygget af giganten Nimrod, Chus' søn, og som Orosius fortæller i sin historie er den bygget i firkant på en herlig flad slette. Dens mur er af teglsten og fuget med jordbeg; den er 50 fod bred og 200 fod høj, og i omkreds er den 470 stadier. Et stadium er 600 fod. Der er på hver side 25 porte, hvilket gør ialt 100. Portfløjene er at en utrolig størrelse og gjort af støbt malm. Samme historieskriver fortæller også meget andet om denne by, men tilføjer: Skønt dette bygningsværk var så prægtigt, blev det dog indtaget og omstyrtet. Noas første søn var Sem, af hvis afkom i 10de led Abraham blev født: Noa, Sem, Arphaxad, Sale, Eber, Faleg, Rheus, Sarug og Thare der avlede Abraham. I disse 10 slægtled, det er: fra Noa til Abraham, findes 942 år. På den tid herskede Ninus, der byggede byen Ninus som kaldes Ninive. Profeten Jonas fortæller, at den har en udstrækning af tre dagsrejser. I Ninus' 43. kongeår blev Abraham født. Det er den Abraham, der er vor tros første mand. Han fik forjættelserne. Ham tilkendegav kristus vor herre ved ombytningen af offeret, at han ville lade sig føde og lide for os, og han siger selv i evangeliet: »Abraham jublede over, at han skulle se min dag, og han så den og glædede sig«. Severus fortæller i sin krønike, at dette brændoffer blev givet på Calvariebjerget, hvor herren blev korsfæstet (herom findes dog intet i Severus skrifter), og det høres også almindeligt den dag idag i selve Jerusalem. På dette bjerg stod det hellige kors, på hvilket genløseren blev fæstet og fra hvilket hans hellige blod flød. Her modtog altså Abraham omskærelsens tegn, hvilket vil sige, at det tegn, han bar på sit legeme, det skal vi bære i vort hjerte, thi profeten siger: »Omskærer eder for eders gud og omskærer eders hjertes forhud« og »i må ikke følge fremmede guder«, og atter: »Ingen, som er uomskåren af hjerte, må komme ind i min helligdom«. Gud lagde en stavelse til navnet [Abram] og kaldte derefter Abraham mange folkeslags fader. Da han var 100 år gammel, avlede han Isak. Isak fik i sit 60. år tvillingsønner med Rebekka. Den første var Esau der også kaldes Edom, det er: jordens søn. Af ædelyst solgte han sin førstefødselsret. Han er idumæernes fader; i hans æts fjerde led fødtes Jobab, nemlig således: Esau, Raguel, Zara og Jobab, der også kaldes Job. Han levede i 249 år; i sit 89. år blev han friet for sine lidelser, men efter sine lidelser levede han i 170 år (den tilsyneladende regnefejl forklares måske ved en af skriverfejl i håndskriftet), og han fik al sin ejendom dobbelt tilbage og kunne glæde sig ved ligeså mange sønner, som han havde mistet. Den anden var Jakob. Gud elskede Jakob, således som han selv siger gennem profeten: »Jeg elskede Jakob, men Esau hadede jeg«. Efter sin kamp med englen blev han kaldt Israel, deraf israeliter. Han avlede 12 patriarker, hvis navne er disse: Ruben, Simeon, Levi, Judas, Isaschar, Zebuion, Dan, Naftali, Gad og Aser; efter dem avlede han Josef med Rachel, da han var i sit 92. År. Ham elskede han mere end sine andre sønner. Med hende havde han også Benjamin, den sidste af dem alle. Men Josef lignede frelseren, og da han gik i sit 16 år, havde han drømmesyner, som han sagde sine brødre: Det syntes ham, han var ude at sanke neg, og hans brødres neg nejede sig for hans; en anden gang syntes det ham, som om sol og måne og elleve stjerner gik i optog foran ham. Derover fattede brødrene et stort had til ham, og i deres brændende nag solgte de ham for 30 sølvpenge til nogle ismaelitiske købmænd, der drog forbi på vej til Ægypten. Men så blev der hungersnød, og brødrene drog til Ægypten. Josef kendte dem, men de kendte ikke ham; dog gav han sig til kende for dem, da de havde døjet megen møje og havde ført Benjamin med - thi han var også Rachels søn. Derefter drog alle israeliter til Ægypten, hvor de gennem Josef nød Faraos yndest. Men Jakob døde efter at have velsignet sine sønner i Ægypten, og Josef lod ham jorde i hans faders grav i Kanaans land. Efter Josefs og Faraos død blev imidlertid hele slægten lagt i trældom. Den friede Moses dem ud af efter de 10 Ægyptens plager, og efter at Farao var druknet i det Røde Hav. Om denne overgang gennem havet er der jo mange, der har fortalt mangt og meget, og derfor tykkes det mig rimeligt at indskyde noget her i denne fremstilling, om hvordan stedet ser ud, og om hvordan overgangen gik for sig. Som i så godt véd, løber Nilen gennem Ægypten, og når den svulmer op, oversvømmer den landet, hvorfor ægypterne også kaldes nilboerne. Mange, der har gennemforsket disse egne, siger, at dens bredder nu dækkes af hellige klostre. Ved Nilens bred ligger byen Babylon, - ikke det Babylon, jeg ovenfor har talt om - og her byggede Josef sine vidunderlige lader af kvadersten og mørtel; de er meget rummelige nede ved grunden men snævrere opad, så at hveden kunne kastes ind ad et lille hul deroppe (denne forestilling om pyramiderne som kornkamre findes i mange middelalderlige skrifter. Ifølge professor D. Simonsen hviler denne opfattelse på en forkert tydning af ordet pyramide, idet man har afledet dette ord af det græske ord pyros, hvede. Denne etymologi findes allerede hos Gregor af Nazianz i det 4. århundrede, og skyldes formentlig de i Ægypten boende grækeres naturlige hang til at lave græske etymologier til ægyptiske ord. Endnu i en italiensk rejsefører fra ca. år 1500 skildres disse »Faraos kornkamre, som Josef, patriarken Jacobs søn lod bygge….således som der står i de gamle bøger i det Gamle Testamente«. Når de kaldes Josefs lader, skyldes dette formodentlig de i de ægyptiske byer, især i Alexandria, bosatte jøder, for hvem det måtte være naturligt at fæste Josefs navn til bygningerne, efter at det var blevet almindeligt at opfatte dem som kornkamre. Den på den falske etymologi af ordet pyramide grundede forestilling om disses bestemmelse kan iøvrigt være blevet styrket af det faktum, at der fra gammel tid i Ægypten fandtes virkelige forrådshuse af en pyramidelignende karakter (men meget mindre). Disse lader kan man se den dag idag. Fra denne by drog kongen ud, da han satte efter hebræerne med en mængde stridsvogne og en stor hob fodfolk. Den førnævnte flod kommer østfra og går vestpå henimod det Røde Hav. Vestfra strækker der sig en sø eller en arm af det røde hav, der går mod øst, 10 mil lang og 4 mil bred. Ved spidsen af denne sø er byen Clysma (Clysma findes på gamle kort og omtales af flere oldtidsforfattere. Det svarer formodentlig til nutidens Colsum ved nordspidsen af Suez-bugten. Udtrykkene om Nilens løb og om søen (Suez bugtens nordligste spids), der ved første øjekast synes så barokke, kan nok forstås og kan være rigtige, når man tænker sig dem byggede på en skildring af en pilgrim eller købmand (der eksisterer netop en gammel pilgrimsskildring af en rejse fra Nilens munding til Clysma) som uden vor moderne atlas fantasi fortæller netop hvad han selv har set) bygget, ikke fordi egnen er frugtbar - thi intet kan være mere øde - men for havnens skyld, idet skibene fra Indien lægger til dér, fordi havnen er så god. Dér købes varerne og føres så ud over hele Ægypten. Igennem ørkenen drog hebræerne frem mod denne sø og kom lige ud til havet, og da de havde fundet ferskt vand, slog de lejr. På dette sted gjorde de holdt, med ørken og hav lige op ad sig, som skrevet står: »Da Farao hørte, at de var indesluttede af hav og ørken, og de ingen udvej havde, brød han op for at forfølge dem«. Da de var lige over hebræerne og disse råbte til Moses, kastede denne på guds bud sin stav ud over havet, og dette delte sig, og de gik frem på det tørre, medens, som skriften siger, vandene løftede sig som murvolde omkring dem. Under Moses' anførsel drog de igennem lige hen til den kyst, der ligger op til bjerget Sinai, og de led intet ondt, men ægypterne druknede. Om den overgang er der, som sagt, mange historier; men jeg har ikke villet indskyde andet her på denne side, end hvad jeg har fra vise mænd og især fra dem, der har været i disse egne. Det fortælles også, at hjulsporene efter vognene er til den dag idag og med skarpe øjne kan skimtes i havdybet, og selvom bølgegang i havet en kort tid kan tildække dem, kommer de atter frem på vidunderlig måde, så snart havet igen kommer i ro. Andre siger, at hebræerne kom tilbage til samme kyst, hvorfra de var gået ud, efter at de havde gået en kort omvej gennem havet. Nogle påstår, at de drog igennem alle i flok; andre, at hver stamme havde sin vej for sig selv, idet de støtter sig til salterets udsagn: »Han som delte det Røde Hav i afdelinger«. Men disse »afdelinger« må vi forstå åndeligt og ikke efter bogstaven. Der er jo også her i denne verden, der billedligt kaldes et hav, mange afdelinger, thi ikke alle kan på samme måde eller ad én vej gå over til livet. Nogle går over i den første time, det er dem som, genfødte ved dåben og uplettede af al kødets smuds, kan holde ud lige til udgangen af dette liv; andre går over i den tredje time, nemlig de der omvender sig i en ældre alder; atter andre i den sjette time, de der endelig får bugt med de kødelige lyster. Og i hver især af disse timer bliver de, som evangelisten siger, lejede til arbejde i herrens vingård, hver efter sin tro. Dette er de afdelinger, i hvilke man drager over dette hav. Men dette: at de var komne helt hen til havet og så vendte tilbage langs søens bred, det støttes på herrens ord til Moses: »Lad dem gå tilbage og slå lejr foran Phiahiroth, der ligger mellem Magdol og havet lige overfor Beelsephon«. Og der er ingen tvivl om, at denne overgang gennem havet og skystøtten er et billede på vor dåb, idet den hellige apostel Paulus siger: »I må ikke være uvidende om, brødre, at vore fædre allesammen var under skyen og alle blev døbte til Moses i skyen og i havet« (havet, skyen, ildsøjlen synes, for Gregor, at være et nyt symbol for, en ny bekræftelse af treenigheden). Ildsøjlen var et billede på den hellige ånd. Fra Abrahams fødsel til Israels børns udgang af Ægypten eller deres overgang gennem det Røde Hav, der foregik i Moses' 80de år, regnes 462 år. Derefter levede Israels børn i ørkenen i 40 år, i den tid fik de love, blev prøvede og nærede sig af engleføde. Da de så havde fået loven, drog de med Josva over Jordan og fik det forjættede land. Efter Josvas død måtte israeliterne tit gå under fremmedes åg, fordi de ringeagtede guds love, men når de omvendte sig og angrede, hjalp gud dem igen til frihed ved modige og stærke mænd. Senere krævede de gennem Samuel en konge af gud - ligesom de andre folk havde det - og de fik først Saul, derefter David. Fra Abraham til David er der 14 slægtled: Abraham, Isak, Jakob, Judas, Phares, Esron, Aram, Aminadab, Naason, Salmon, Boas, Obed, Jesse, David. David avlede Salemon med Bersabe. Salomon blev ved profeten Natans, sin broders og sin moders hjælp ophøjet til konge. Efter Davids død blev hans søn konge, og herren viste sig for ham og lovede at give ham, hvad han bad om. Men Salemon brød sig ikke om jordisk rigdom; derimod bad han om visdom. Den bøn tækkedes herren, og Salemon hørte hans røst: »Eftersom du ikke har ønsket hverken denne verdens riger eller dens rigdomme men visdom, skal du få, hvad du beder om. Før dig har ingen været, og efter dig skal ingen blive så vis«. At det var sandt viste senere den dom, han fældede mellem de to kvinder, der stredes om et barn. Denne Salemon byggede et prægtigt tempel for herrens navn og brugte dertil så meget guld, sølv, malm og jern, at det hed sig, at mage til bygning aldrig var bygget i verden. Fra Israels børns udgang af Ægypten til templets opførelse i Salemons 7. kongeår tælles 480 år, således som det fremgår af kongernes historie. Efter Salemons død deltes riget i to dele på grund af Roboams hårdhed. To stammer holdt sig til Roboam, og de kaldtes Juda; men de ti stammer holdt sig til Jeroboam, og de kaldtes Israel. Derefter hengav de sig til afgudsdyrkelse, og hverken profeternes spådomme eller deres egen undergang, hverken fædrelandets ulykker eller selve kongernes fald evnede at bøje dem. Til sidst rejste gud i sin vrede Nabugodonosor imod dem. Han førte dem i fangenskab til Babylon og bortførte også alle tempelprydelser. I dette fangenskab deltog også den udmærkede profet Daniel, som uskadt opholdt sig blandt sultne løver, og de tre ynglinge, der var dugvåde midt i ilden (den bibelske fortælling om de 3 mænd i den gloende ovn bruges hyppig i de middelalderlige formularer ved Ordalie-ceremonierne (især prøven med kogende vand og glødende jern). Under samme fangenskab profeterede også Hezekiel, og da fødtes profeten Esdra. Fra David til templets ødelæggelse og udvandringen til Babylon er der 14 slægtled: David, Salemon, Roboam, Abia, Asa, Josafat, Joram, Ozia, Joatham, Achaz, Ezechia, Manasse, Amon, Josias. I disse 14 slægtled tælles 390 år. Fra dette fangenskab udfriedes de af Zorobabel, og han genopbyggede også senere både templet og byen. Men dette fangenskab er efter min mening et billede på det, som den syndige sjæl føres bort til; hvis ikke Zorobabel, dvs. Kristus, udfriede den, ville den vansmægte i den frygtelige landflygtighed. Thi herren selv siger i evangeliet: »Når sønnen gør jer fri, bliver i virkeligt fri«. Og gid da han selv må bygge sig et tempel i os og tage bolig deri, og gid troen dér må lyse som guld og prædikenens ord stråle som sølv og alle hint synlige tempels prydelser skinne i vore sansers ærbarhed. Og gid han også vil give vor gode vilje gavnlig virkning, thi hvis han ikke selv bygger huset, arbejder byggefolkene forgæves. Dette fangenskab skal have varet i 70 år. Da israeliterne nu, som jeg sagde, var ført tilbage af Zorobabel, knurrede de snart igen mod gud, snart løb de efter afguder og øvede skammelige gerninger ligesom hedningerne. Og da de kastede vrag på guds profeter, overgaves de til hedningerne, til trældom eller til død, indtil endelig herren selv, således som det var lovet gennem patriarkernes og profeternes røster, gennem den hellige ånd gled ind i jomfru Marias liv og af nåde lod sig føde til genløsning såvel for dette folk som for alle andre folkeslag. Fra udfærden til Babylon til kristi fødsel er der 14 slægtled: Jechonias, Salachiel, Zorobabel, Abiud, Eliachim, Asor, Zadoch, Achim, Eliath, Eleazar, Mathan, Jakob og Josef, Marias mand. Hun fødte vor herre jesus kristus. Denne Josef regnes for den 14de (i stedet for Josef burde der stå Jesus. Josef bliver først den 13de). Men for at det ikke skal se ud til, at vi kun har kendskab til hebræerfolket, vil vi også omtale de andre riger (den følgende oversigt har Gregor udskrevet af Eusebios' tidsregningsværk i Hieronymus' oversættelse. Hverken her eller i de foregående tidsbestemmelser er der forsøgt nogen rettelse eller kritik) og fortælle, hvilke de var og på hvilken tid af israeliternes historie de var til. På Abrahams tid var Ninus konge over assyrerne og Europs over sikyonerne, men ægypterne havde deres 16de herskerslægt - hvad de i deres eget mål kalder dynasti (dynasti er ikke et ægyptisk men et græsk ord). På Moses' tid var Tropas den 7de konge over argiverne, i Attika var Kekrops den første konge. Hos ægypterne var Cenchris den 12te konge [af sit dynasti]; det var også ham, der druknede i det Røde Hav. Agatadis var assyrernes 16de konge, hos sikyonerne regerede Maratis. På Salemons tid, da han var konge over Israel, var Silvius latinernes 5te konge, og Festus var lakedæmoniernes konge og Oxion korinthiernes anden konge, medens Thephei var konge på 126de år over ægypterne. Hos assyrerne regerede Eutropes, hos athenienserne Agasastes, deres anden konge. På den tid, Amon var konge over Judæa, dengang da de fangne drog bort til Babylon, var Argeus konge over makedonerne, Ciscis over loderne (dvs. Gyges over lyderne), Vafres over ægypterne; hos babylonierne regerede Nabugodonosor, som førte israeliterne i fangenskab, Servius Tullius var romernes 6te konge. Efter dem var Julius Cæsar den første kejser; han fik eneherredømmet over hele riget. Den anden var Julius Cæsars søstersøn Octavianus, som kaldes Augustus, og efter hvem august måned er opkaldt. I hans 19. kejserår blev, efter hvad jeg ganske nøjagtig har fundet, det galliske Lugdunum grundlagt (Lyon - det galliske Lugdunum, til forskel fra det bataviske Leyden. Lyon er grundlagt år 43 f. kr. af den romerske statholder Munatius Plancus. »Martyrernes blod« herved tænkes på den grumme kristenforfølgelse, der fandt sted i Lyon under kejser Marcus Aurelius. Fra Lugdunum udgik kristendommen til Gallien. Lucius Septimius Severus, der var født i Kartago området, og var general for de romerske tropper i Pannonien, blev af tropperne valgt til kejser i194 e. Kr. efter at kejser Pertinax blev myrdet. Men inden længe blev Decimus Clodius Albinus der også var født i Nordafrika, erklæret for cæsar af hans romerske tropper i Britannien, og Clodius fik tilslutning af tropperne i Spanien. De to rivaler mødte ved Lugdunum (Lyon) med næsten 150.000 mand på hver side. Septimius Severus vandt kampen d. 19 februar 197, og halshuggede alle Lyons indbyggere, deriblandt 18.000 kristne, da indbyggerne havde holdt med Clodius Albinus. Origenes Adamantius levede ca. 185-255. Han var født i Alexandria af kristne forældre. Origenes' liv er beskrevet af Eusebius i den sjette bog af hans kirkehistorie. Origenes' fader omkom under kristenforfølgelserne i 202 under Septimus Severus. For at følge fremstillingen i Matthæusevangeliet 19-12, lod han sig kastrere. Efter uoverensstemmelser med sin biskop i Alexandria, hvor han var blevet skoleforstander, slog han sig ned som kirkelig autoritet i Cæsarea. Under senere kristenforfølgelser blev han tortureret og døde 69 år gammel). Lyon kaldes den højt ædle by, fordi martyrernes blod har gjort den navnkundig. I Augustus' 43. kejserår (nogle håndskrifter har 44de, andre 42de år, Tertullian, Eusebios, Hieronymus, Orosius og flere har lignende tidsbestemmelser. Det ses heraf, at man fraset en smule unøjagtighed har regnet Augustus' kejsertid, ikke fra slaget ved Actium, men fra hans triumvirats- og første konsulår efter vor tidsregning: 43 f. Kr.) blev, som sagt, vor herre jesus kristus født i kødet af jomfru Maria i Betlehem, Davids by. Magerne, der fra Østen så hans store stjerne, kom med gaver til ham og tilbad barnet. Af nidkærhed for sit kongedømme søgte Herodes at få gud kristus i sin magt og lod derfor de små børn slå ihjel. Senere ramtes han selv af guds straffedom. Medens vor herre og gud jesus kristus prædikede bod, meddelte dåbens nådegave, lovede alle folkeslag himmeriges rige og gjorde undergerninger og jærtegn blandt folket, f.eks. gjorde vin af vand, stillede feber, gav blinde synet og døde livet, friede dæmonbundne fra de urene ånder, helbredte spedalske, der led af væmmelig hudsot og gjorde mange andre tegn, hvorved han klarlig viste folkene, at han var gud, optændtes jødernes vrede og nag, og i deres sind, der var næret af profeternes blod, lagde de uretfærdige råd op mod den retfærdiges liv. Og for at de gamle profeters spådomme kunne opfyldes, blev han forrådt af en discipel, dømt af præsterne, spottet af jøderne og korsfæstet sammen med ildgerningsmænd, og da han havde udgivet anden, blev han vogtet af krigere. Derefter blev der mørke over al verden, og mange omvendte sig grædende og ved kendte sig jesus som guds søn. Josef, der havde lagt det med vellugtende urter omvundne legeme i sin egen grav, blev grebet og sat i et fængsel, hvor han vogtedes af selve præsternes øverster, der, som det fremgår af den melding, Pilatus sendte kejser Tiberius, hadede ham mere end herren selv, eftersom han blev vogtet af selve præsterne, medens det kun var krigere, der passede på herren. Medens ved herrens opstandelse et englesyn havde forfærdet vogterne, der ikke længere fandt ham i graven, blev om natten væggene i det fængsel, i hvilket Josef sad, løftede i vejret og han selv ved en engels hjælp friet af fangenskabet, medens væggene blev bragt på plads igen. Og da præsterne skældte på herrens vogtere og hidsigt krævede det hellige legeme af dem, svarede krigerne dem: Giv i os Josef, så skal vi give jer kristus, men sandt at sige kan hverken i skaffe guds velgører tilbage eller vi guds søn. Præsterne kunne intet svare hertil og krigerne slap fri ved denne undskyldning (denne fortælling om Josef af Arimatæas fængsling og udfrielse (for hvilken der allerede findes et grundlag i de kanoniske evangelier og da særlig i Johannes-evangeliet) hidrører fra det såkaldte Nikodemus-evangelium, et skrift om jesu lidelse (»Pilatus' melding til kejser Tiberius«) og om »Nedgangen til helvede«, der i middelalderen troedes forfattet af Nikodemus, men som formodentlig stammer fra det 4. århundrede. Men på grundlag af, hvad der dér fortælles om Josef af Arimatæa, byggede den digteriske fantasi og den spekulative klerke dybsindighed i middelalderen videre og skabte den mærkelige, over hele Vesterleden højt skattede digtning om den hellige gral, en digtning, der på ny i vore dage, gennem Richard Wagners musikdramer »Lohengriu« og især »Parsifal« har gjort den middelalderlige riddermystiks fejreste navne og nogle af dens dybeste grundtanker kendt af nutidsmennesker. Man opfattede i korstogtiden Josef som en ridder i Pilatus' tjeneste og så derfor, ret naturligt, i ham den første og fuldkomneste kristne ridder, hvorfor han naturligvis måtte indtage en fornem plads i den ridderdigtning, der bryder frem på folkesproget i det 12. og det 13. århundrede, særlig i Frankrig. Men klerke- og ridderfantasien nøjes ikke med Nikodemus-evangeliets fortælling. En senere legende om Titus' indtagelse af Jerusalem i året 70 lader Josef af Arimatæa være den samme som den jødiske historieskriver Josephus, der selv som øjenvidne har skildret jerusalems indtagelse. Om denne Josephus fortæller den romerske historieskriver Suetonius i det 2. århundrede, at Titus gav ham friheden, da Jerusalem var indtaget. Herpå byggede man spekulativt videre, at Josef af Arimatæa, = Josephus måtte have siddet i fængsel lige fra kristi død til Jerusalems indtagelse, idet ophavsmanden til denne spekulation formodentlig ikke selv kendte selve Nikodemus-evangeliet eller Suetonius' meddelelse, men kun løse brudstykker af disse og andre legender. I de ca. 40 år, i hvilke Josef således måtte have siddet i fængsel (glemt af alle, tilføjes der), havde han opholdt livet ved himmelsk næring. Og hvorledes det? Jo, forklarer en eventyr- og bibelkyndig klerk, frelseren besøgte Josef i fængslet og gav ham en vidunderlig skål, der som så mange eventyrskåle gav spise og drikke efter ønske (jævnfør Sarepta-enkens oliekrukke). Men den spekulative fantasi går videre, idet den vilkårlig tilsidesætter enkeltheder i det allerede givne stof: Skålen var den samme som den, hvori jesu blod samledes, da han toges ned af korset - thi Josef havde naturligvis været med ved denne handling - eller (ved et nyt spring i fantasien) det var den skål, jesus selv havde brugt ved nadverens indstiftelse. Men hvortil al den tale om den hellige skål (der på oldfransk hedder gral dvs. bæger)? Jo, da Josef døde, gav han skålen til en frænde, der drog til Britannien for at kristne briterne, og herved bringes Josef- og Grallegenden i forbindelse med britiske, keltiske sagnhistorier og missionslegender og da særlig med historierne om troldmanden Merlin og kong Artur og hans kæmper om det Runde Bord. Den vidunderlige skål. Der dels er attråværdig, fordi den skænker lykke og velvære, dels vanskelig at få i eje, fordi kun en helt retskaffen, uskyldig ridder uden frygt og lyde kan vinde den, giver klerke- og ridderfantasien rig lejlighed til at svælge i mere eller mindre sindrigt udspekulerede ridderlige eventyr. Det var den franske ridderdigtning, der gjorde den hele sagnkreds tilgængelig for læg og lærd i det 12. og det 13. Århundrede. Graldigtningens hovedværker skyldes de franske digtere Chrétien de Troyes og Robert de Boron i slutningen af det 12. og begyndelsen af det 13. århundrede. Emnet indføres i tysk digtning ved minnesangeren Wolfram von Eschenbach. Det fortælles, at apostlen Jakob, da han så herren død på korset, svor aldrig at ville æde brød mere, før han så herren genopstanden (denne historie stammer fra det såkaldte hebræer-evangelium, der var skrevet på aramæisk for de syriske jødekristne, og som gennem den hellige Hieronymus' latinske og græske oversættelse blev kendt både i den græske og latinske verden. Blandt de bevarede brudstykker findes også det, her sigtes til). Da nu herren på den tredje dag vendte sejrrig tilbage efter at have hærget helvede, viste han sig for Jakob og sagde til ham: Stå op, Jakob, og spis, thi jeg er allerede genopstanden fra de døde. Det var den retfærdige Jakob, der kaldes herrens broder, fordi han var Josefs søn med en anden hustru. Vi tror, at herrens opstandelse skete den første dag og ikke den syvende dag, som så mange mener. Den dag er vor herre jesu kristi opstandelsesdag, og den kalder vi ganske særlig herrens dag på grund af hans hellige opstandelse. Det var den dag, der først så lyset ved verdens skabelse, og det var den dag, der først skulle se herren genopstå af graven (syv-dages ugen var kendt i Rom allerede ved vor tidsregnings begyndelse; jødernes sabbatshvile omtales og ses meget tidlig at være blevet overholdt rundt om i Romerriget. Josephus (1. århundrede e. Kr.) siger udtrykkelig: »Der er ikke en eneste græsk eller ikke-græsk by, uden at vor skik at fejre den syvende dag har bredt sig dertil«. Justinus martyr (2. århundrede e. Kr.) bemærker, at kristus blev korsfæstet dagen før Saturns dag (lørdag) og opstod dagen efter Saturns dag (dvs. på solens dag) og tilføjer: »På den efter solen opkaldte dag samledes de i byerne og på landet boende kristne, af to grunde: fordi det er den første skabelsesdag og fordi det er kristi opstandelsesdag«. På den måde har altså de kristne tidlig skilt sig ud fra jøderne. Fra kejser Konstantins tid bliver uge inddelingen officielt i Romerriget, men der er ofte usikkerhed om, om man skal fejre sabbatsdagen eller soldagen, idet der var det uheldige ved den sidste dag, at soldyrkelsen jo stemplede den som hedensk. Men netop dette blev - i forbindelse med den af Justinus anførte betragtning og med jødehadet - afgørende. Solens dag blev herrens dag, dies dominica (fransk: dimanche). Hedensk folkeskik smeltede sammen med kristelig dogmatik.). Fra Jerusalems indtagelse og templets ødelæggelse til vor herre jesu kristi lidelse, dvs. til Tiberius' 17. kejserår, regnes 668 år.

Den genopstandne herre samtalede i 40 dage med disciplene om guds rige, og de så ham blive løftet i en sky og ført op til himlene, og dér sidder han sejrrig ved faderens højre side. Men Pilatus sendte melding om det skete til kejser Tiberius og fortalte deri også såvel om kristi undergerninger som om hans lidelse og opstandelse. Denne melding blev opskrevet, og vi har den den dag i dag (»brevet fra Pilatus til kejser Tiberius« er fra det 2. århundrede. Her og i det følgende gengiver Gregor væsentlig Orosius og Eusebs kirkehistorie). Tiberius fremstillede sagen for senatet, men senatet ville ikke høre tale derom, af vrede over at den ikke først var tilstillet det (Gregors knappe fremstilling er her uforståelig, når man ikke kender den fyldigere fremstilling i hans kilder. Både Orosius og Euseb fortæller, efter Pilatus-brevet, at Pilatus tilskrev kejseren om jesu opstandelse, om hans ry over hele Palæstina, om hans undergerninger og om at han holdes for gud af mange, og Orosius lader ligefrem Tiberius foreslå senatet at optage kristus blandt guderne. Dette forslag tilbageviser senatet af vrede over, at forslaget ikke udgår fra det, således som lov og skik var), og heraf opstod desuden de første spirer til hadet mod de kristne. Men Pilatus undgik ikke straffen for sin ondskab og ugerning, for drabet af vor herre jesus kristus: han dræbte sig med egen hånd. Mange mener, at han var manichæer i henhold til hvad der står at læse i evangeliet: »Men der kom nogle til jesus og fortalte ham om de galilæere, hvis blod Pilatus blandede med deres ofre (den snurrige, naive spekulation, som Gregor her omtaler, og hvorefter Pilatus, som den ugerningsmand han var, sværtedes yderligere ved at tænkes at være en arg kætter af den allerværste slags, er yderst oplysende for den spekulative opfindsomhed i oldkirken. Manichæerne har navn efter en perser ved navn Mani, der var født ca. 215 e. Kr. og som efter guddommelig åbenbaring søgte at grundlægge en verdensreligion. Han og hans disciple virkede med stor kraft og ikke ringe held i en årrække under perserkongen Sapor I, men de ortodokse ildtilbedere var hans ivrige fjender og fik ham til sidst i ca. 276 korsfæstet og flået. Hans lære er nærmest en oldpersisk gnosticisme, der er bygget på forestillingen om en uovervindelig dualistisk modsætning mellem det onde og det gode; men der findes en bevidst og tilsigtet tilknytning til kristenlæren, idet jesus, urmennesket, sendes ned på jorden for at lære menneskene forskellen mellem godt og ondt (men ikke for at overvinde det onde). Manichæerne organiserede sig omtrent som de kristne menigheder, havde nadver og dåb. I det 4. århundrede nåede sekten til Afrika og kom også til Italien. Den hellige Augustin var i sin ungdom manichæer. Vandalerne udryddede sekten i Afrika. - hvorledes det anførte sted af Lukas-evangeliet kan bringes i forbindelse med manichæisk gudsdyrkelse er (helt bortset fra anakronismen) uklart, men til grund for spekulationen ligger formodentlig nogle forvanskede traditioner om manichæiske offerceremonier)«. På lignende måde gik det også kong Herodes; medens han rasede mod herrens apostle, ramtes han af gud for sine store ugerninger; han svulmede op og hans legeme vrimlede af orme; han fik en kniv for at rense sig for soten, og friet blev han, da han med egen hånd stødte kniven i sig. Den hellige apostel Peter drog under kejser Claudius - den fjerde kejser efter Augustus at regne - til Rom og prædikede der og viste ved mange undergerninger klarlig, at kristus var guds søn. Og fra den tid var der kristne i byen Rom. Men da kristi navn mere og mere udbredtes blandt folkeslagene, rejste den gamle slanges nag sig derimod, og grum ondskab fyldte kejserens hjerte. Thi Nero, denne udsvævende, indbildske og hovmodige mandeskænder, som også selv hengav sig til mænd, og som på det væmmeligste skændede sin egen moder, sine søstre og alle sine frænker, satte kronen på al sin ondskab ved for første gang at rejse forfølgelse mod de troende, mod dem, der dyrkede kristus. Hos ham opholdt sig nemlig Simon Troldmand, en ærkeskjælm og en mester i alskens trolddomskunst (Simon Mager interesserede oldkirkens spekulative ånder meget. Hovedskriftet om ham er det apokryfe »Apostlen Peters gerninger«). Herrens apostle Peter og Paul havde udstødt ham. De vakte nu Neros vrede, fordi de prædikede, at jesus kristus var guds søn, og ikke ville være med til at tilbede afguder. Han lod Peter korsfæste og Paul halshugge. Da der rejste sig et oprør imod ham, måtte han selv flygte, men ved den fjerde milepæl fra byen dræbte han sig med egen hånd. Den gang fik også herrens broder Jakob og evangelisten Markus for kristi navns skyld martyr dødens æreskrans. Den allerførste, der gik martyriets vej, var dog leviten Stefan. Efter apostlen Jakobs drab kom der stor ulykke over jøderne, thi Vespasian drog imod dem, og templet brændte og 600,000 jøder blev i den krig hugget ned eller døde af sult. Domitian var den næste kejser efter Nero, der rasede mod de kristne. Han forviste apostlen Johannes til øen Patmos og øvede alskens grumhed mod folket. Efter hans død kom den hellige apostel og evangelist Johannes tilbage fra landflygtighed, og da han var blevet gammel og mæt af dage og havde levet et fuldkomment liv i gud, lagde han sig levende i sin grav. Det hedder sig, at han ikke skulle smage døden før herrens genkomst til dommen, således som herren selv siger i evangeliet: »Jeg vil, at han skal blive, til jeg kommer«. I vor bibeltekst hedder det rigtignok: hvis jeg vil, at han skal blive, til jeg kommer, hvad kommer det så dig (Peter) ved.« Men i stedet for ordet hvis (latin: si) har de latinske bibeltekster ca. således, ja, ja, jeg vil…. Apostlens selvbegravelse er fremstillet i slutningen af det apokryfe »Johannes' gerninger«).

Trajan var den tredje kejser efter Nero, der satte kristenforfølgelse i gang. Under ham led den hellige Clemens (Clemens Romanus, en af de mest sagnindspundne af de »apostolske fædre«, der snart mentes at være den samme Clemens, som omtales i brevet til filippenserne som Pauli medarbejder, snart at være den samme som kejser Domitians fætter Flavius Clemens, der blev henrettet som kristenvenlig. Snart er han apostlen Peters discipel; nogle lader ham være Peters efterfølger som biskop i Rom, andre lader ham først være den 3die biskop efter Peter. Hans dødsår og dødsmåde er ligeså omstridt. En stor mængde skrifter tillægges ham, af hvilke nogle dog bevisligt hører en langt senere tid til. Et af dem er en helt romanagtig skildring af Peters og Simon Magers disputer), romerkirkens tredje biskop, døden. Også den hellige Simeon, biskop i Jerusalem, Cleophas' søn, skal for kristi navns skyld være blevet korsfæstet. Biskop Ignatius i Antiochia blev ført til Rom og kastet for vilde dyr. Det skete i Trajans tid. Efter ham (selvmodsigelsen og fejlen her hidrører formodentlig fra, at ordene »Domitians efterfølger« er et forklarende indskud, som Gregor ved et senere hastigt gennemsyn har sat ind her på et forkert sted) blev Ælius Hadrianus kejser. Af ham fik Jerusalem navnet Ælia, af Ælius Hadrianus, Domitians efterfølger, fordi han lod byen genopbygge. Efter så mange hellige mænds martyrdød nøjedes fjenden (på latin: adversarius, modstander, fjende, samme tyd som det hebraiske navn satan. Bruges sædvanlig som omskrivning for det mere højtidelige diabolus (af græsk, egentlig: bagvaskeren), vort djævel) endda ikke med at hidse de vantro imod kristusdyrkerne men vakte splittelse blandt de kristne selv. Han fremkaldte kætterier, og den splittede katolske tro blev genstand for evindelige forskellige udtydninger. Således opstod under kejser Antoninus Marcions og Valentins (orientalske gnostikere i det 2. århundrede, der også kom til Rom) vanvittige kætteri, og Justinus filosof fik martyrkransen for kristi navns skyld, efter at han havde skrevet bøger for den katolske kirke. I Asien opstod der en forfølgelse, under hvilken den højsalige Polycarpus, apostlen og evangelisten Johannes' discipel, i sit 80 år viedes til gud på bålet som et rent brændoffer. Men også i Gallien opnåede mange for kristi navns skyld martyriets himmelske ædelstensglorie, og endnu lever historierne om deres lidelser i trofast minde hos os (i Gallien fandt de første kristenforfølgelser sted under Marcus Aurelius, i året 177 i Lyon. Et samtidigt brev »til brødrene i Asien og Frygien fra kristi tjenere i Vienne og Lyon« (gengivet i Eusebs kirkehistorie), det ældste og mærkeligste aktstykke om kristendommen i Gallien - og tillige et vidnesbyrd om disse blomstrende byers samkvem med Orienten - fortæller udførligt og vistnok til en vis grad sandfærdigt om forfølgelsen i 177. Iøvrigt synes forfølgelsen i Lyon at stå i forbindelse med visse folkelige rygter og forestillinger om de fordægtige kristne som ophavsmænd til forgiftning af brønde og floder og lignende - jævnfør jødeforfølgelserne i mange kristne byer længere hen i middelalderen). Blandt disse var også Lyon-kirkens første biskop Photinus (Photinus var fra Asien, atter vidnesbyrd om det samkvem mellem Gallien og Orienten, som »den romerske fred« havde muliggjort. Også Irenæus var fra Asien, discipel af Polycarp i Smyrna), der i sin høje alder led mange pinsler for kristi navn. Den højsalige Irenæus, denne martyrs efterfølger, der af den hellige Polycarpus var sendt til denne by, strålede i vidunderlig helgenglans, og i ganske kort tid gjorde han ved sin prædiken hele byen kristen. Men da forfølgelsen brød løs, vakte djævlen ved tyrannen (uvist om der tænkes på kejseren, Marcus Aurelius, eller - hvad der ville være rigtigere - på den vistnok meget hårdhændede og grusomme kejserlige legat i byen, der uden kejserens vilje øvede så mange rædsler mod de kristne) sådanne kampe, og en sådan mængde kristne blev myrdede, fordi de bekendte herrens navn, at kristenblod flød i strømme i gaderne. Vi har hverken rede på deres tal eller deres navne, men gud har indskrevet dem i livets bog. Den hellige Irenæus lod bødlen (måske den samme som »tyrannen« foran) pine i sin egen nærværelse og viede ham ved martyrdøden til vor herre kristus. Efter ham (dette »ham« skal - som det fremgår af andre af Gregors skrifter - ikke gå på Irenæus men på den forud omtalte Photinus - et eksempel blandt mange på den hele skødesløse stil) led endnu 48 martyrer døden, og vi læser, at den første af disse var Vettius Epagatus.

Under kejser Decius opstod mange forfølgelser mod kristenfolket (teksten har kristennavnet, men dette vil efter en ret almindelig romersk sprogbrug sige kristenfolket. I de gamle skrifter, hvorfra Gregor har sin viden, er begrebet kristenfolket at forstå ganske bogstaveligt; de kristne var et folk for sig, »det tredje folk«, ved siden af hedninger og jøder), og så mange kristne blev myrdede, at der end ikke er tal på dem. Bispen i Antiochia, Babillas og hans tre små drenge Urban, Prilidan og Epolon, endvidere den romerske kirkes biskop Xystus (pave Sixtus II døde d. 6. august 258, Laurentius d. 10. august. Det er denne Laurentius, der efter legenden blev pint på en glødende jernrist), ærkediakonen Laurentius og Hippolytus fuldkommengjordes gennem martyrdøden, fordi de bekendte herrens navn. Valentinianus og Novatianus var den gang kætternes førere (Gregor lader her med urette valentinus, der levede i midten af det 2. århundrede i Alexandria være samtidig med den romerske præst Novatianus, der ved år 251 var (kættersk) modpave) og rasede efter fjendens tilskyndelse mod vor tro. Den gang blev 7 mænd viede til bisper og sendt til Gallien for at prædike, således som historien om den hellige martyr Saturninus fortæller: »Under Decius' og Gratus' konsulat fik byen Toulouse sin første og største biskop, den hellige Saturninus, hvorom endnu et trofast minde lever«. Det var følgende mænd, der blev sendt som bisper: Catianus til Tours, Trophimus til Aries, Paulus til Narbonne, Saturninus til Toulouse, Dionysius til Paris, Stremonius til Clermont og Martialis til Limoges. Af disse led bispen i Paris, den hellige Dionysius, mange slags pinsler for kristi navns skyld og endte sit jordiske liv under sværdet (den hellige Dionysius (på fransk: Saint-Denis, på dansk: Dines) blev en fransk værnehelgen, hvis helgendag er d. 9. oktober. Efter legenden blev han halshugget »foran Mercurs statue«, hvilket formodentlig vil sige på Montmartre i Paris (Montmartre = mons Mercurii, Merkurs høj, men ved en let forståelig folkeetymologi opfattet som mons Martyrum, Martyrernes høj). Efter sin halshugning gik han, med sit hoved i sine hænder, ført af en engel, 2 mil fra Montmartre til det sted, hvor hans jordiske levninger efter hans eget og det guddommelige forsyns valg nu hviler« dvs. det sted, der senere kaldtes Saint-Denis, hvor kong Dagobert i 630 e. Kr. grundlagde et benediktinerkloster til ære for den hellige Dionysius (Denis) og hvor han selv blev gravsat. Klosterkirken i Saint-Denis blev de franske kongers gravkirke. I tidens løb blev 25 konger gravsat her foruden et utal af prinser, prinsesser og dronninger). Da Saturninus følte sig sikker på sin martyrdød, sagde han til to af sine præster: »Se, nu skal jeg ofres, og min frigørelses time stunder til. Nu er det min bøn, at i ikke helt lader mig alene, så længe indtil jeg har fuldbragt det endeligt, der forestår mig«. Men da han så blev grebet og slæbtes til Capitoliet, forlod de ham, og han førtes ene bort. Da han så sig forladt af dem, skal han have bedet: »Herre jesus kristus, hør mig fra din hellige himmel, lad aldrig i evighed kirken her få nogen af byens borgere til biskop«. Og vi ved, at dette heller aldrig til denne dag er sket i denne by. Saturninus blev imidlertid bunden til benene af en gal tyr og blev styrtet ned af Capitoliet (dette fra Rom og andre byer kendte navn (sammenlign græsk Akropolis) vil sige højborgen) og endte således sit liv. Men Catianus, Trophimus, Stremonius, Paulus og Martialis levede i stor hellighed, vandt folk for kirken og udbredte troen på kristus overalt og gik endelig heden i lykkelig bekendelse (helgenæren bliver ikke blot blodvidnerne, de egentlige martyrer til del - de der forlader jorden gennem martyrdøden - men også »bekendere«, dels asketiske eneboere, dels, og nok så meget, en mængde bisper. Den sidste klasse helgener stiller endog den første, der ikke var synderlig talrig, aldeles i skygge; merovingertidens kalender er således meget stærkere præget af »bekendere«, dvs. bisper, end af martyrer). Hine forlod jorden gennem martyrdøden, disse under bekendelse og genforenedes i himlen. Af disses disciple kom en (den hellige Ursinus, som Gregor andetsteds fortæller om) til Bourges og forkyndte indbyggerne kristus herren, alles frelse. Af en eller anden grund var det kun få, der blev troende; de blev præsteviede og indøvede i at synge salmerne på rette måde og lærte, hvorledes de skulle bygge en kirke og fejre messen for den almægtige gud. Da de endnu havde for ringe midler til at bygge for, henvendte de sig til en af borgerne om at få hans hus for så at indrette det til kirke. Men rangspersonerne (det latinske ord hos Gregor er senator, der her og ofte i det følgende bruges om de fornemste. Dets betydning er ikke fast. I den tid, her er tale om, betyder det dels virkelige romerske senatorer, dels ætlinger af sådanne - idet rangen var arvelig - eller mænd, som i kraft af offentlige tjenesteydelser af en eller anden art lønnes med senatortitel. Men dernæst betyder det også det samme som decurioner, medlemmer af de større byers byråd. Med senatorstilling fulgte visse æresprivilegier, og i opløsningstiden i det 5. århundrede tilegnede alle fornemme og rige slægter sig den, så at ordet på Gregors egen tid i almindelighed betyder en fornem mand af romersk byrd). Og andre bedre folk var den gang alle hengivne til afgudsdyrkelse, medens det var småfolk der troede, i overensstemmelse med hvad herren lod jøderne høre: »Skøger og toldere skal gå foran eder ind i guds rige« (det fremgår af mange enkelte, sikre kendsgerninger, at aristokratiet endnu langt ind i det 5. århundrede, var hedensk, enten således, at det overhovedet intet havde med kristendom at gøre (f.eks. ikke var døbt) eller i hvert fald således, at dannelse og livsførelse væsentlig var i overensstemmelse med den hedenske, romerske kulturtradition. Digtere som Ausonius i det 4. århundrede og Sidonius Apollinaris i det 5. århundrede er vel af navn kristne, men i tankegang og endog i udtryk hedenske. På ligstene over bisper og præster i det 4. og 5. århundrede forekommer atter og atter udtryk fra den hedenske mytologi. Digteren Namatianus i det 5. århundrede, en mand af fornem æt, er i et og alt hedning). De omtalte kristne fik ikke huset af den mand, de henvendte sig til, og gik så til en mand ved navn Leucadius, der var en af de fornemste mænd i Gallien og en ætling af den Vettius Epagatus, hvis martyrdød i Lyon jeg foran har omtalt. Da de havde fremsat deres ærinde og meddelt, at de var kristne, svarede han dem: »Hvis det hus, jeg har i Bourges (han boede altså ikke i Bourges, men sandsynligvis på et af sine godser; han var jo »senator«, dvs. en fornem og rig mand), skulle passe til det brug, ville jeg lade jer få det«. Da de hørte det, kastede de sig for hans fødder og bød ham 300 guldstykker og et sølvfad og sagde, at huset passede udmærket til gudsdyrkelse. Han tog 3 af guldstykkerne (om der her foreligger et vidnesbyrd om gammel 3-talsovertro, eller om det er den kristne legende, der har udformet denne enkelthed, kan ikke afgøres), for den velsignelses skyld, de kunne bringe, men lod dem elskværdigt beholde de andre; hidtil havde han været hildet i afgudsdyrkelsens vildfarelser, men nu blev han kristen og gjorde sit hus til en kirke. Og det er nu den første kirke i Bourges, smykket med vidunderlig kunst og navnkundig ved relikvierne af den første martyr Stephanus. Valerianus og Gallienus blev romerske kejsere som syvogtyvende i rækken (de to mænd tages her som én kejser, idet den egentlige kejser var Valerian 253-59, der under sine kampe i Orienten lod sin søn Gallienus som Augustus styre i vesten. Det var en oprørt tid. Medens Valerian i 259 e. Kr. blev slået og fanget af perserkongen Sapor, brød barbarer (alemannere, frankere, gotere) ind over grænserne i Europa. Gregor fortæller kun om alemannernes indfald). De satte i deres tid en hård forfølgelse i gang mod de kristne, og dengang kastede Cornelius glans over Rom, Cyprianus over Kartago ved deres hellige blod (Cornelius henrettedes i øvrigt i 252, under Decius. Cyprianus født 258). I deres tid var det også, at den så meget omtalte alemannerkonge Chrocus brød op med en hær og faldt ind i Gallien (om alemannerkongen Chrok vides intet bestemt. Han omtales af flere forfattere, men henføres snart, som her, til det 3. århundrede, snart til det 4., snart til det 5. århundrede som det fremgår af Gregors ord, hviler fortællingen her ikke på skrevne beretninger men på mundtlige traditioner, muligvis episke digte i folkemunde, naturligvis hedenske. Gregor kommer, så at sige af vanvare, under påvirkning af den givne tradition, til at bebrejde ham ødelæggelsen af en hedensk helligdom og prise dennes pragt. Men som så mange andre hedenske traditioner er også denne blevet en smule kristnet ved en legendarisk tilsætning. Det ligesom antydes, at Chrok straffes med døden på grund af hans forfølgelse af de kristne. Om Vasso templet vides iøvrigt intet. Efter beskrivelsen må det snarest være bygget i romersk tid og Vasso derfor være en gallo-romansk guddom, måske sammensmeltet med Merkur). Denne Chrocus skal jo have været svært hovmodig, og efter forskellige ugerninger, som hans onde moder skal have tilskyndet ham til, samlede han, som sagt, alemannernes folk og drog igennem hele Gallien og ødelagde i bund og grund alle de bygninger, der var opførte i gamle dage. Da han kom til Clermont, satte han ild på det navnkundige tempel, som på gallisk mål hed Vasso Galate, og nedbrød det og lagde det aldeles øde. Det var kunstfærdig bygget og meget solidt. Det havde dobbelte vægge; væggen forinden var af små sten, men ydervæggen var opført af tilhuggede kvadre; hele væggen var 30 fod tyk. Indadtil var væggen dækket af et broget lag af marmor og mosaik. Der var marmorgulv men tag af bly. Ved Clermont hviler martyrerne Liminius og Antolianus, og dér udgød også Cassius og Victorinus, der i kærligheden til kristus var sammenknyttede ved brodersind, deres blod og vandt derved himlens rige. Det er nemlig et gammelt sagn, at Victorinus var træl hos en præst ved det omtalte tempel. På en af sine hyppige ture ad den såkaldte Kristengade stødte han på Cassius, der var kristen. Denne gjorde imidlertid ved sin prædiken og sine undergerninger så stærkt et indtryk på ham, at han troede på kristus. Han vendte sig fra hedenskabets smuds og viedes ved dåben og blev navnkundig ved de kraftige gerninger, han øvede. Kort efter drog som sagt de to, der var blevet knyttede sammen her på jorden, gennem martyrdøden ind i det himmelske rige. Da alemannerne drog ind i Gallien, blev den hellige Privatus, biskop i byen Javols, fundet i en hule ved Mimat bjerget, hvor han hengav sig til faste og bøn, medens hans menighed havde søgt tilflugt bag Grézes borgens fæstningsværker. Da han som en god hyrde ikke ville give sine får i ulvenes vold, søgte man at tvinge ham til at ofre til afguderne, men han tilbageviste med afsky en sådan skændsel og blev så slået med stokke så længe, at de mente, han var død, og han døde da også få dage efter af disse mishandlinger. Chrocus blev taget til fange ved den galliske by Aries og døde for sværdet efter at have lidt forskellige pinsler, en retfærdig straf til bod for de lidelser, han havde tilføjet guds hellige. Under Diocletian, Romerrigets 33te kejser, dreves der 4 år igennem en hård forfølgelse mod de kristne, så at endog en gang på den højhellige påskedag en stor mængde kristne blev dræbt, fordi de dyrkede den sande gud. Dengang led også Quirinus, der var biskop i Siscia en ærefuld martyrdød for kristi navns skyld (Siscia er Sissek ved Sau floden i Ungarn. Grunden til, at Gregor her, tilsyneladende umotiveret, pludselig giver sig til at fortælle en ungarsk (pannonisk) legende, oplyses i det næste kapitel, hvor han fortæller om den hellige Martin af Tours, hans navnkundige forgænger, der var født i Pannonien, og som naturligvis medbragte en legendekreds fra sin hjemegn). De grumme hedninger bandt en møllesten til hans hals og kastede ham ud i en rivende elv. Men skønt han således var styrtet ned i den hvirvlende strøm, flød han længe ved guds hjælp ovenpå vandet, og bølgerne slugte ham ikke, thi han tyngedes ikke af nogen syndebyrde. Dette vakte den omkringstående mængdes undren, og uden at bryde sig om hedningernes rasen skyndte de sig at redde bispen. Men da han så det, ville han ikke finde sig i at unddrages martyriet; han vendte sine øjne mod himlen og sagde: »Herre jesus, du som sidder i din herlighed ved din faders højre side, lad mig ikke blive draget tilbage fra dette mål; vær mig nådig, tag min sjæl og lad mig komme sammen med dine martyrer i den evige hvile«. Da han havde sagt det, udåndede han. Hans legeme blev taget i varetægt af nogle kristne og gravsat med ærefrygt. Konstantin var romernes 34te kejser. Han herskede lykkeligt i 30 år (Konstantin døde i 337 og blev ganske vist udråbt til kejser i 306 i Brittannien, men enekejser blev han først langt senere). I hans 11. kejserår, da kirken atter havde fred efter Diocletians død, fødtes den hellige biskop Martin i Sabaria i Pannonien. Hans forældre var soldaterfolk i romersk tjeneste, dog ret velstillede (Gregors udtryk svarer nogenlunde til udtrykkene i Sulpicius Severus' skildring af sankt Martins levned. Nu er den sædvanlige betydning af gentilis: hedning, og stedet oversættes da også almindelig således: hans (Martins) forældre var hedninger men dog ret velstillede, dog ikke af den laveste klasse). Hvis dette var rigtigt, måtte forholdene i Pannonien (Ungarn) være helt forskellige fra forholdene i det øvrige Romerrige med hensyn til kristendommens fremtrængen. Det almindelige forhold var jo det, at det var småfolk, der blev kristne, medens overklassen gennemgående blev tilbage i de græsk-romerske kulturtraditioner. Men i Pannonien skulle hedningerne altså i år ca. 300 særlig søges i de laveste fattigste klasser, de kristne i overklassen! Dette er i sig selv urimeligt og strider mod, hvad der ellers vides om forholdene i Pannonien. Men ordet gentilis har også en anden betydning; det bruges om germaner eller andre barbarer i romersk krigstjeneste, altså soldaterfamilier af ikke-romersk herkomst. Med denne betydning af ordet bliver stedet let forståeligt. Selvfølgelig er der intet i vejen for, at forældrene tillige kan have været hedninger). Denne Konstantin tog i sin kejsertids 20de år sin søn Crispus af dage ved gift og sin hustru Fausta i en overhedet badstue, fordi de skal have pønset på forræderi imod ham. I hans tid fandt man ved hans moder Helenas iver det ærværdige herrens kors' træ), idet en hebræer ved navn Judas, der efter sin dåb kaldtes Quiriacus, forrådte stedet (det genfundne kors' fest fejredes i Gallien d. 3. maj (en anden korsfest, d. 14. september, »korsets oprejsning«, af orientalsk oprindelse, fejres til minde om indvielsen af de af Konstantin den Store byggede kors- og gravkirker på Golgatha og »ved den hellige grav«). Her omtales kun korsets træ. I et andet skrift fortæller Gregor om, at Helena senere fandt »de pragtfulde nagler«, af hvilke kejseren brugte to til et bidsel til sin hest for lettere at kunne slå sine fjender på flugt - efter profeten Zacharias' spådom: Hvad der lægges i hestens mund, skal være herren helliget. Mærk parallelismen mellem Judas Quiriacus (eller Cyriacus) og Judas Iskariot). Til dette tidspunkt går historieskriveren Eusebios i sin fortælling, og fra Konstantins 21de kejserår har præsten Hieronymus fortsat denne fortællimg. Han meddeler, at præsten Juvencus efter den ovennævnte kejsers tilskyndelse satte evangelierne på vers (den spanske præst Juvencus omskrev i 330 e. Kr. de 4 evangelier i hexametre, i stil med Vergils heltedigt Æneiden). Medens Konstantin var kejser, levede Jacobus af Nisibis (når Gregor her nævner Jakob (den store) af Nisibis, er det formodentlig, fordi denne helgen var en af arianismens ubønhørligste fjender), hvis bønner gud i sin miskundhed lånte øre og afvendte mange farer for hans by. Men vi finder også i Trier-bispen Maximinus en mand, der var stærk ved et helligt liv i alle ting. I den yngre Konstantins 9de år gik munken Antonius bort i sit 105te år. (Konstantin II, født 316, kejser 337, død 340. Antonius dvs. den hellige Antonius, kaldet det kristne munkevæsens fader døde i 356 e. Kr., altså ikke under Konstantin II, men under Konstantius, 337-361, som Gregor nævner, mindre fordi han var munkevæsenets fader end fordi han var en ivrig arianerfjende) Den hellige Hilarius, der var biskop i Poitiers, blev efter kætternes tilskyndelse sendt i landflygtighed (Hilarius var ligeledes en ivrig arianerfjende, og blev af pave Pius IX ophøjet til kirkelærer. Han var en af tidens mest fremragende teologer og tillige en omhyggelig stilist. Det skrift, her sigtes til, er hans værk »Om treenigheden« i 12 bøger). Dér skrev han sine bøger til forsvar for den katolske tro og sendte dem til Konstantius, der ophævede forvisningen, da den havde varet på fjerde år, og gav ham lov til at vende tilbage til hjemmet. Nu frembrød også vort lys og lyste over Gallien med nytændte kerters glans. På den tid begyndte nemlig den hellige Martin at prædike i Gallien og godtgjorde blandt folket ved mange undergerninger, at kristus guds søn er en sand gud, og gjorde hedningernes vantro til skamme. Han nedbrød templerne, undertrykte kætteriet, byggede kirker, og der stod glans af hans mange store gerninger, men fuldkommen blev hans ry og storhed, da han vakte tre døde til live. I Valentinians og Valens' 4de regeringsår gik den hellige Hilarius i Poitiers bort til himlen, fuld af hellighed og tro og fremragende ved mange kraftige gerninger. Også om ham læser vi, at han opvakte døde(det fortæller Gregors ven, Venantius Fortunatus i sin levnedsskildring af Hilarius). Melania hed en fornem kvinde, der boede i Rom. Hun drog af fromhed til Jerusalem og lod sin søn Urban tilbage i Rom. Alle derovre måtte sande hendes godhed og hellighed, og derfor kaldte de hende Thekla (grunden til, at Gregor omtaler denne rige kristenkvinde, er formodentlig den, at hun forekommer i sankt-Martins legenden. Thekla er ellers navnet på en kvinde i en oldkristelig roman fra det 2. århundrede. »Paulus og Thekla« om apostlen Paulus og T, en del af de apokryfe »Pauli gerninger«. Iøvrigt frembyder dette sted hos Gregor et pudsigt eksempel (blandt mange) på hans skødesløse læsning af eller usikre erindring om sine kilder. Hos Hieronymus står der: idet hun lod sin eneste søn, der var byprætor tilbage. Dette gengiver Gregor således: idet hun lod sin søn Urban tilbage i Rom. At håndskriftet ikke har haft store og små bogstaver, har naturligvis lettet forskydningen.) Efter Valentinians død blev Valens kejser over hele riget. Han lod [ægyptiske] munke tvinge til at gøre krigstjeneste, og når de vægrede sig, bød han at give dem stokkeprygl. (værnepligtsspørgsmålet har for de kristne stillet sig meget forskelligt i de første århundreder. I tiden indtil Marc-Aurel, da hæren normalt bestod af frivillige, lejede soldater, kom spørgsmålet slet ikke frem. I de sjældne tilfælde, da der foretoges udskrivninger, indkaldtes ikke slaver - og det var blandt slaverne, der var flest kristne - og iøvrigt kunne enhver udskreven stille for sig. Fra Marc-Aurel til Konstantin I bliver sagen vanskeligere, dels fordi udskrivningerne bliver hyppigere, dels fordi der efterhånden blev flere kristne, også i de borgerlige klasser. Det vides da også, at der var kristne i hærene. Kirkefædrene i det 3. århundrede er gennemgående stærkt imod, at kristne bliver soldater i den kejserlige hær (hvor de må ofre til kejseren, udgyde blod etc.), men samtidig lader man dog de kristne, der er soldater, og de soldater, der bliver kristne, nogenlunde uforstyrrede i henhold til Pauli ord: »Enhver blive i den stand i hvilken guds kald har truffet ham«. Men samtidig er der ofte tale om soldatermartyrer, hvis oprør prises. Imidlertid synes det sikkert, at mange kristne i løbet af det 3. Århundrede frivilligt var soldater, ikke blot udskrevne; i Konstantins hær i 312 må der have været mange kristne, og efter hans sejr, der medførte offentlig anerkendelse af den kristne gudsdyrkelse, og ved hvilken de kristnes gud jo havde vist sig som krigs- og sejrsgud, vendes forholdet helt om. Fra nu af straffer de kirkelige myndigheder den kristen, der nægter soldatertjeneste (allerede på konciliet i Aries i 314 e. Kr. lyses der band over sådanne). Men den gamle kristelige opfattelse af soldatertjenestens uforenelighed med det at være kristen hævdes atter af munkene og godkendes i almindelighed af regeringerne. For Gregors egen tid har spørgsmålet ingen praktisk betydning). Derefter førte romerne en blodig krig i Trakien og mandefaldet var så stort, at romerne måtte lade deres heste i stikken og flygte tilfods (det er kampen mod vestgoterne - der efter hunnernes overgang over Volga 375 e. Kr. havde søgt land i Romerriget men som snart vendte sig mod romerne, her er tale om, - særlig slaget ved Adrianopel i 378 e. Kr.. Gregor har slet ingen forestilling om den verdenshistoriske betydning af hunnernes fremtrængen). Goterne huggede en mængde ned, og Valens selv blev på flugten såret af en pil, og med fjenderne i hælene på sig søgte han ind i en lille hytte. Hytten blev stukket i brand over hans hoved, og han fik ikke engang en rigtig grav. Således indhentedes han endelig af guds hævn, fordi han havde udgydt de helliges blod. Så langt går Hieronymus, men fra nu af har præsten Orosius skrevet videre. Da kejser Gratian nu så, at staten var i nød, gjorde han Theodosius til medkejser. Denne Theodosius satte alt sit håb og al sin lid til guds miskundhed, og han holdt mange fjendtlige folk i tømme, ikke så meget ved sværd som ved vågen og beden. Han gjorde staten stærk igen og drog som sejrherre ind i Konstantinopel (Konstantinopel var jo under Konstantin I blevet hovedstad). Da Maximus voldelig havde undertrykt brittannerne og vundet sejr over dem, blev han af soldaterne valgt til kejser. Han valgte byen Trier til opholdssted og dræbte ved svig kejser Gratian. Til denne Maximus kom den hellige Martin (om Martins ligefremme og værdige færd ved hoffet fortæller Sulpicius Severus), der nu var biskop. I Gratians sted blev Theodosius kejser over hele riget, denne store mand der havde sat alt sit håb til gud. I tryg tillid til guds vink tog han så magten fra Maximus og slog ham ihjel. I Clermont blev Urbicus den første biskop efter bispen og forkynderen Stremonius. Han var af fornem byrd og havde omvendt sig til kristus. Han havde en hustru, der imidlertid efter kirkelig skik levede som nonne og uden omgang med sin mand, efter at han var blevet biskop. De førte begge et liv i bøn med almisser og gode gerninger. Men denne livsførelse vakte fjendens nag - han er jo altid hellighed fjendsk - og dette nag brød frem i kvinden. Han hidsede attrå til manden frem i hende og gjorde hende til en ny Eva. Optændt af vellystens brand og hyllet i syndens mørke gik hun i nattens mulm til bispens kirkebolig. Her fandt hun alle døre lukkede. Hun gav sig til at banke på døren og råbe: »Kan du da ikke vågne, biskop! Så tag dog slåen fra! Hvorfor vil du ikke kendes ved din mage? Hvorfor er du døv for Pauli bud? Han har jo skrevet: Vend tilbage til hinanden, at ikke satan skal friste jer. Se nu kommer jeg tilbage til dig, og jeg søger ikke til en fremmed mand men til min egen«. Og hun blev længe ved på samme måde, indtil endelig bispens kyskhedsiver kølnedes. Han lod hende komme ind i sit sengekammer og havde omgang med hende og bød hende derefter gå igen. Men senere gik han i sig selv og sørgede over den synd, han havde øvet, og han søgte hen til et kloster i sit stift for at gøre bod, og efter at han der under suk og gråd havde sonet, hvad han havde syndet, vendte han tilbage til sin egen by. Da han havde fuldendt sit livs løb, gik han bort fra denne verden. Samlejet havde båret frugt; der fødtes en datter, som levede kysk, i stadig jomfrustand. Bispen selv er sammen med hustru og datter jordet i en gravhvælving ved Chantoin ved siden af den offentlige vej. I hans sted blev Legonus biskop. Efter hans død kom den hellige Illidius, en mand af udmærket hellighed og fremragende dyd. Hans helligheds glans strålede således, at hans ry nåede udenfor hans stift. Og derfor skete det, at der blev sendt bud efter ham til Trier-kejserens (Maximus) datter, hvem han helbredede for en ond ånd, hvad jeg har omtalt i den bog, jeg har skrevet om denne helgens liv (i »Fædrenes levnedsbog«). Det hedder sig, at han var meget gammel og mæt af dage og rig på gode gerninger, da han efter lykkelig at have fuldendt livet og tilbagelagt vejen gik bort til herren og blev gravsat i en hvælving i forstaden til Clermont. Han havde en ærkediakon, der både hed og var Justus (justus betyder retfærdig og bruges også som egennavn). Da også han havde fuldendt livet i gode gerninger, blev han gravsat ved siden af sin herre. Efter den hellige bekender Illidius' bortgang skete der ved hans glorrige grav så mange undere, at det er umuligt at opskrive eller blot huske dem allesammen. Hans efterfølger blev den hellige Nepotianus. Den hellige Nepotianus var altså den 4de biskop i Auvergne. Fra Trier blev der en gang skikket sendemænd til Spanien. En af dem hed Arthemius, en ung kraftig mand af vidunderlig visdom og skønhed. Han blev overfaldet af feber, og medens de andre drog i forvejen, blev han ladt syg tilbage i Clermont. Hjemme i Trier havde han lige nylig ved trolovelsesbånd knyttet sig til en pige. Den hellige Nepotianus så til ham og salvede ham med den hellige olie, og ved guds hjælp fik han sin helbred igen. Men da han havde hørt den hellige mands forkyndelse af ordet, glemte han både sin jordiske brud og sit eget gods og giftede sig med den hellige kirke. Han blev klerk og vandt et sådant ry for hellighed, at han blev den hellige Nepotianus' efterfølger i det kald at vogte gærdet om herrens hjord. Ved samme tid levede der i Auvergne en mand ved navn Injuriosus. Han var af fornem byrd og meget rig. Han søgte giftermål med en jævnbyrdig pige og havde allerede givet fæstepenge og fastsat bryllupsdagen. Hver af dem var forældrenes eneste barn. Dagen kom og bryllupsfesten fejredes, og som skik er, lagdes de på det samme leje (disse og lignende træk af folkeskik og samfundsliv, gengivne efter den samtidige virkelighed og ofte meget oplysende, findes i mængde i legenderne, midt inde i de eventyrligste fortællinger). Men pigen var meget sørgmodig, hun vendte sig om mod væggen og græd bittert. »Hvorfor er du så mod i hu, å sig mig, hvad du fejler«, sagde han. Og da hun intet svarede, blev han ved: »Jeg beder dig ved jesus kristus, guds søn, forklar mig din kummer«. Så vendte hun sig om til ham og sagde: »Om jeg så skulle græde alle mit livs dage, ville mine tårer næppe slå til til at udvaske min grænseløse sorg af mit hjerte. Jeg havde sat mig for at give kristus mit jomfrulegeme uplettet og urørt af nogen mand. Men ak, nu har han opgivet mig, så jeg ikke kan gennemføre mit forsæt, og jeg har på denne »yderste dag«, som jeg aldrig burde have set, mistet det, som jeg lige fra min barndom har vogtet så nøje (som det senere fremgår af fortællingen, er pigens ord udtryk for en anticipering af en kendsgerning, hun formoder vil indtræffe, men som ikke indtræffer. - udtrykket »denne yderste dag« forstås, når man forestiller sig, hvorledes Gregor forkorter den fremstilling, han har læst eller hørt. Det er pigens mening at sige (her som i mange andre tilsvarende legender): Jeg havde sat mig for at vogte min jomfrudom til den yderste dag, da jeg skal forenes med kristus, min rette bryllupsdag. Men nu kan jeg jo ikke udføre mit forsæt. I dag er det min kødelige bryllupsdag, »den yderste dag« for min jomfrustand). Se, den udødelige kristus lovede mig paradiset i medgift, men nu har han slået op med mig, og jeg må tage til takke med et dødeligt menneske som ægtefælle, og i stedet for på hin dag at smykke mig med evigt friske roser skal jeg nu skæmmes af sønderrevne roser, der tørres og visner. Jeg skulle iføre mig renhedens kåbe ved lammets firdelte flod, men den brudedragt, jeg bærer, er mig til tyngsel og ikke til ære. Men hvorfor spilde tiden med mange ord. Ve mig. Jeg håbede at vinde himlen, og idag styrter jeg i afgrunden. Ak, hvis det var således, min skæbne skulle blive, hvorfor blev så ikke mit livs første dag min sidste? O, var jeg dog blot gået ind ad dødens port, før jeg diede den første næring! Ak, gid mine ammers kærlige kys var blevet givne mig på ligbåren. Jeg gyser ved synet af jordisk pragt, thi jeg ser for mine øjne genløserens hænder gennemstungne for verdens frelse, og jeg har ingen sans for min ædelstensfunklende brudekrans, når frelserens tornekrone står for min sjæls øje. Jeg ringeagter jorden, din jord, så vid og stor den er, thi jeg attrår alene paradis, det herlige paradis. Dine højenlofte og svaler er mig modbydelige, når jeg ser herren sidde oppe over stjernerne«. Således græd og klagede hun, og den unge mand blev rørt og sagde: »Ja, men vore forældre er jo ædelbårne auvergnere, og de har ikke andre børn end os; det var deres ønske, at vi skulle komme sammen i ægteskab for at forplante slægten, at ikke fremmede skulle arve dem, når de går bort herfra«. Hun svarede: »Verden er intet, rigdom er intet, denne verdens pragt er intet, vort liv her er intet, nej, vi skal hige efter livet hisset, som ingen død afslutter og lukker for, det uforgængelige, det uendelige trygge liv, hvor man lever i evig salighed, i et lys, der ikke slukkes, og hvad mere er end alt dette, i samvær med herren selv, med ham for øje, i stadig salig nydelse, ophøjet til englestand, i uforgængelig glæde«. Han sagde: »Hvor du taler dejligt. Nu stråler det evige liv for mig som en funklende stjerne, og hvis du vil afholde dig fra kødelig lyst, så skal jeg være sindet som du.« Hun svarede: »Det er svært for en mand at være således overfarede kvinder. Dog, hvis du kan, og hvis vi kan leve uplettet her i verden, så vil jeg give dig en del af den fæstensgave, som min brudgom, jesus kristus, har lovet mig, han hvis tjenerinde og brud jeg har lovet at være. Så sagde den unge mand, stærk under korsets fane: »Jeg vil gøre, som du siger«. Og de tog hinanden i hånd og sov ind, og de lå igennem mange år på samme leje, men i prisværdig kyskhed, hvad der senere blev åbenbaret ved deres bortgang. Thi da pigen, da prøvelsernes tid var forbi, gik bort til kristus, og hendes mand, efter at ligsalmen var sunget, lagde hende i graven, sagde han: »Jeg takker dig, herre jesus kristus, evige herre og gud, at jeg kan lægge dette klenodie tilbage i din kærlige arm ligeså rent som jeg har fået det af dig«. Da smilede hun og sagde: »Hvorfor taler du om, hvad du ikke er blevet spurgt om?« Kort efter hendes jordefærd fulgte han selv efter. Deres grave lå imidlertid adskilte, hver op til sin væg, men da skete der et uhørt under, der kundgjorde deres kyskhed. Da folk næste morgen kom derhen, fandt de kisterne ved siden af hinanden, skønt de havde været langt borte fra hinanden, da de forlod dem: graven skulle ikke adskille de døde legemer, hvis sjæle var forenede i himlen. Den dag i dag kalder folk i egnen dem gerne: de to elskende. Vi har omtalt dem i Mirakelbogen (i bogen om de hellige bekendere, siger den døde hustru »smilende«: »hys, hys, du behøver da ikke at åbenbare vor hemmelighed; der er jo ingen, der spørger«. I et værk fra det 10. århundrede om kirkerne i Auvergne kaldes kvinden Scholastica, og de to elskende siges at være gravsatte i sankt Illidius' kirke i Clermont). I Arcadius' og Honorius' 2det kejserår forlod den hellige biskop Martin af Tours, rig på kraftige gerninger og på hellighed, de syges gavmilde hjælper, i sin alders 81de år og sin bispetids 26de, denne verden og gik saligt hjem til kristus. Han døde i Candes, en landsby i hans stift, en søndag nat ved midnatstid, i det år da Atticus og Cæsarius var konsuler (397 e. kr.). Der var mange der, ved hans død, hørte salmesang i himlen, hvad jeg har fortalt udførligt om i første bog af mit værk om hans undergerninger. Den gang den guds helgen var blevet syg i den omtalte landsby Candes, strømmede folk til både fra Poitiers og fra Tours, og da han var død, opstod der et stort skænderi mellem de to byers folk. »Det er vor munk, han var abbed hos os; vi har kun lånt jer ham, nu vil vi have ham tilbage (Martin var abbed i Ligugé-klostret, før han blev biskop i Tours). I må være tilfreds med, at i, mens han var biskop og levede i verden, har kunnet tale med ham, spise og drikke med ham, styrkes ved hans velsignelse og frydes ved hans kraftige gerninger. Alt dette kan vel være jer nok, vi må vel have lov til at tage hans livløse lig«, sagde folkene fra Poitiers. Men folkene fra Tours svarede: »Så i siger, at vi skal være tilfreds med de jærtegn, han har gjort blandt os! Nej, i skal vide, at han gjorde flere, mens han var hos jer, end mens han var her. De fleste af hans mirakler vil vi ikke tale om, men hos jer har han vakt to døde tillive, hos os kun én, og han har for resten selv mange gange sagt, at hans mirakelkraft var større, før han blev biskop end senere. Derfor er det ikke mer end rimeligt, at hvad han ikke har fuldbragt, mens han levede iblandt os, det må han fuldbringe efter sin død. Gud har nu en gang taget ham fra eder og givet os ham. Og hvis gammel skik skal holdes, så skal han, om gud vil, have sin grav i den by, hvor han blev viet. Og i hvert fald, hvis i vil hævde, at klostret har forret, så skal i vide, at han først var i kloster i Milano«. Under dette skænderi gik solen ned, og natten faldt på. De stillede så liget midt i kirken, lukkede dørene i lås, og folkene fra begge byer holdt vagt om det. Det var Poitiers-folkenes hensigt, når morgenen gryede, at føre liget bort med magt. Men den almægtige gud ville ikke, at Tours skulle narres for sin egen værnehelgen. Midt om natten blev Poitiers-mændene søvnige, og ikke én af hele flokken kunne holde øjnene åbne. Da Tours-mændene så, at de var faldet i søvn, tog de den hellige mands jordiske legeme; nogle kastede det ud ad et vindue, medens andre stod udenfor og tog imod det; derpå bragte de det ned på et skib og sejlede så, alle ombord, ned ad floden Vienne, gik derfra over i Loire og lod så stå til lige til Tours under salmer og takkesange. Deres sang vækkede imidlertid Poitiers-mændene, og da den skat, de holdt vagt om, var borte, måtte de drage hjem med skam. Hvis nogen vil spørge, hvorfor det kan være, at der fra biskop Catianus' død til den hellige Martin kun var én biskop, nemlig Litorius, så skal han vide, at Tours i lang tid på grund af hedningernes modstand måtte undvære en biskops velsignelse. De kristne, der den gang fandtes, måtte fejre deres gudstjeneste i løndom i afsides kroge, thi hvis hedningerne opdagede, at nogen var kristen, da blev han enten pisket eller halshugget. Fra herrens lidelse til den hellige Martins bortgang regnes 412 år (denne tidsbestemmelse er øjensynlig urigtig; den ville svare til 445 e. Kr., medens Gregor ovenfor meddeler, Martin er død i 397 e. Kr.). Her ender første bog, der omfatter 5597 år, som man regner fra begyndelsen til den hellige biskop Martins bortgang.

Vi retter os efter tidsfølgen og fortæller i flæng såvel om helgenernes store gerninger som om folkenes blodige dyster. Jeg tror ikke, det vil findes urimeligt, at vi blander skildringer af de saliges lykkelige liv ind mellem fortællingerne om stakkels menneskers ulykker, når det ikke sker for at komme lettere fra skildringen, men fordi tidsfølgen kræver det. En opmærksom læser vil da også, hvis han passer nøje på, se af israeliternes kongehistorier, at Phinees faldt som tempelskænder under den retfærdige Samuel, og filisteren Goliat under David med tilnavnet den stærke hånd. Han vil også huske, at under den berømte profet Elias, der kunne få regnen til at standse, når han ville, og til at udgyde sig over den tørre jord, når han ville, og på hvis ord den fattige enke blev rig, faldt tunge plager over folket, og sult og tørst pinte den ulykkelige jord. Hvad måtte ikke Jerusalem lide i Ezechias' dage, han hvis liv gud øgede med 15 år. Men også under Elisa, der kunne vække døde tilrive og som gjorde mange andre undergerninger i folket, hvilke ulykker og plager hjemsøgte da ikke selve det israelitiske folk. Således har også Eusebios, Severus), Hieronymus og Orosius i deres krøniker jævnsides fortalt om kongers krige og martyrernes store gerninger (Sulpicius Severus, sankt Martins ven og discipel, har skildret denne Galliens kirke- og munkefaders liv og desuden forfattet en »verdenskrønike« samt skildringer af de ægyptiske og syriske eneboeres liv. Også en del breve fra ham til flere af tidens kendte mænd er bevarede). Derfor har også vi båret os ad på samme måde i vor fremstilling, for at man lettere kunne følge sekternes række og regne årene frem lige til vore dage, og da vi nu har gennemgået disse forfatteres historier, vil vi med guds hjælp skride til at fortælle om det, der senere er sket. Da den hellige Martin, biskop i Tours, den store, uforlignelige mand, hvis mægtige gerninger vi har skriftfæstet i tykke bøger, var død, blev Bricius hans efterfølger som bisp. Medens denne Bricius endnu var en ung mand, og den hellige Martin endnu levede i kødet, havde Bricius mange gange lagt træske snarer for den hellige, fordi denne ofte dadlede ham for hans letfærdige liv. Da en gang en syg kom for at søge lægedom hos den hellige Martin, traf han på torvet først på Bricius, der den gang endnu kun var diakon, og sagde troskyldigt til ham: »Hør, jeg går og søger efter den hellige mand; jeg ved ikke, hvor han er, eller hvad han tager sig for«. »Hvis det er den tosse derhenne«, svarede Bricius, »som du søger, så se blot derhen; dér står han, som han plejer og glor op mod himlen, som om han havde tabt sin forstand« (hvad Gregor her fortæller om Bricius' hånlige omtale af den hellige Martin, passer godt med, hvad der ellers fortælles om klerkenes, særlig de højere klerkes og navnlig bispernes holdning overfor denne lavættede asket, hvis mangel på finere dannelse, hvis tarvelige levevis og uplejede ydre fremtræden var de fleste af de højbårne klerke en forargelse; de fleste bisper så med uvilje på denne fremmede og fremmedartede embedsbroder). Da den syge havde fundet bispen og fået, hvad han ønskede, sagde den hellige mand til diakonen Bricius: »Så du mener, jeg er gal«. Bricius blev flov og sagde, at det havde han ikke sagt, men den hellige mand sagde: »Tror du ikke, mine øren var ved din mund, skønt det var langt borte fra mig, du talte? Sandelig, jeg siger dig, at gud har lovet mig, at efter min død skal du blive ophøjet til biskop, men vid, at du vil få megen modgang i din bispetid«. Bricius lo spottende og sagde: »Ja men så var det jo sandt, jeg sagde, at den mand talte som en gal«. Men også senere, da han var steget til præst, spottede og drillede han ofte den hellige mand. Men da han med sine medborgeres samtykke havde fået bispeembedet, viste han sig ihærdig i bønnen, og skønt han var hovmodig og forfængelig, gik han for at føre et rent liv. Men i det 33te år efter hans vielse fremkom en skæbnesvanger sigtelse imod ham. Sagen var den, at en kvinde, som hans tjenestefolk plejede at give hans klæder til vask, og som havde taget klosterdragt, blev svanger og fik et barn. Herover blev alle mennesker i Tours yderst harmfulde; de skyldte bispen for denne ugerning og råbte alle, at han skulle stenes. De sagde: »Længe har du i løn øvet skørlevnet, medens du tilsyneladende levede som en helgen, men gud vil ikke længere tåle, at vi skal besmittes ved at kysse dine uværdige hænder«. Bispen nægtede kraftigt og sagde: »Bring mig barnet hid«, og da det kun 30 dage gamle barn var bragt tilstede, sagde bispen til det: »Jeg besværger dig ved jesus kristus, den almægtige guds søn, at du, hvis det er mig, der er fader til dig, siger det højt for alle, der er her tilstede«. Barnet sagde: »Du er ikke fader til mig«. Da så folket krævede, at bispen skulle spørge om, hvem der da var fader til barnet, sagde han imidlertid nej: »Det er ikke min sag. Jeg har nu klaret hvad der kom mig ved; i kan selv spørge, hvis der er mere i vil vide«. Så påstod folket, at han havde brugt magiske kunster, og de stod alle som én op imod ham, trak ham afsted og råbte: »Vi vil ikke længere finde os i at styres af sådan en falsk hyrde«. For at gøre endnu et forsøg på at stille folket tilfreds tog Bricius nogle glødende kul og lagde dem i sin kjortel og trykkede dem ind imod sit legeme og kom således, fulgt af sværmen, hen til den hellige Martins grav. Her kastede han gløderne hen foran graven, og det viste sig, at hans kjortel var uskadt. Så sagde han: »Lige så lidt min kjortel, som i ser, er blevet brændt af disse gløder, ligeså lidt er mit legeme smittet af kødelig omgang med nogen kvinde«. De troede ham imidlertid ikke og vedblev at sige ham imod, og de slæbte ham under skældsord ud og jog ham bort, på det at den helliges ord kunne opfyldes: »Du vil i din bispetid få megen modgang«, og da de havde jaget ham bort, valgte de Justinian til biskop. Så drog Bricius til paven i Rom og sagde under gråd og jammer: »Jeg har selv forskyldt alt dette, fordi jeg har syndet mod guds helgen og så tit kaldt ham tåbelig og afsindig, og skønt jeg så hans kraftige gerninger, troede jeg ikke på ham«. Da han var draget bort, sagde Tours-folkene til deres biskop: »Drag efter ham og værg din sag, thi hvis du ikke hævder din stilling, får vi alle skam og du selv ydmygelse«. Så drog Justinian afsted, men da han kom til byen Vercelli i Italien, ramtes han af guds dom og døde her midt under sin rejse. Efterretningen om hans død bragte dog ikke Tours-folkene til at angre deres ondskab; de valgte nu i hans sted Armentius til bisp. Imidlertid var biskop Bricius kommet til Rom og havde meddelt paven (pave Sixtus III) alt, hvad han havde døjet. Under sit ophold ved den apostoliske stol forrettede han flere gange højtidelig messe og søgte med sine tårer at sone, hvad han havde forbrudt mod guds helgen. Efter 7 års forløb forlod han Rom for med pavens samtykke at vende tilbage til Tours. Da han var kommet til en flække ved navn Laudiacus (nu Mont-Louis (10 km. nordøst for Tours, hvad der omtrent svarer til 6 romerske »mil« ca.: 6 tusind (millia) skridt) ved den sjette milesten fra byen, tog han bolig der. Armentius faldt imidlertid i en hidsig feber og døde midt om natten. Dette åbenbaredes straks i et syn for biskop Bricius. Han sagde til sine folk: »Skynd jer, stå op, vi må afsted for at begrave vor broder, bispen i Tours«. De drog da afsted, og just som de gik ind ad den ene af byens porte, bar Tours-folkene liget ud ad den anden. Da jordfæstelsen var til ende, vendte Bricius tilbage til sin bispestol og levede endnu lykkeligt i 7 år. Da han havde været bisp i 47 år, døde han, og hans efterfølger blev den fromme sankt Eustochius. Derefter brød vandalerne op fra deres boliger og faldt under kong Gunderik (vistnok snarere Gunderiks fader: Godegisel. Da der er megen forvirring i Gregors forestilling om vandalerkongernes rækkefølge, nævner jeg kongerækken her: under Godegisel bryder vandalerne ind i Gallien 406, under dennes søn Gunderik ind i Spanien i 409. Gunderiks efterfølger er Geiserik (Genserik) ca. 427-477, der erobrer Afrika. I Afrika regerer så efter Geiserik: Hunerik 477-84, Gunthamund 484-96, Trasimund 496-523, Hilderik (Childerik) 523-30, Gelimer 530-34) ind i Gallien i 406, og efter vældige plyndringer her drog de til Spanien. Sveverne dvs. alemannerne fulgte efter dem og gjorde sig til herrer over Gallicien i 409. Dette sueviske rige i nord-Spanien bukkede under for vestgoterne i 582-85, (suever = schwaber = alemanner), men kort efter opstod der strid mellem de to folk, der jo boede lige op ad hinanden. Da de nu drog ud til fejde mod hinanden og allerede stod rede til kamp, sagde alemannernes konge: »Er der nogen mening i, at et helt folk skal lide under krigen? Lad dog ikke de to folks hære hugge hinanden ned men lad to af vore folk træde frem på valpladsen, rustede til kamp, og lad dem kæmpe mod hinanden, og lad så det folk, hvis kriger sejrer, være herre over landet uden videre kamp«. Dette samtykkede alt folket for at ikke hele mængden skulle styrte mod sværdspidserne. Just i de samme dage var kong Gunderik død (427 eller 428), og i hans sted var Trasimund blevet konge (dvs. ikke Trasimund men Geiserik). De to krigere gik nu løs på hinanden; vandalernes kriger bukkede under og blev dræbt, og derefter lovede Trasimund at forlade Spanien, så snart alt var i orden til bortgangen. Ved samme tid iværksatte Trasimund en forfølgelse mod de kristne og søgte ved pinsler og dødsstraffe at tvinge dem til at antage den arianske sekts vantro. Nu hændte det, at en ung gudfrygtig, meget rig pige af højt anset senatorslægt og dertil stærk i den rette katolske tro, hvad der er fornemmere end alt andet og ivrig efter at tjene gud på rette måde, blev ført til forhør i denne sag. Så snart kongen havde fået hende for sig, begyndte han med venlige ord at lokke hende til at lade sig omdøbe, men hun værgede sig med troens skjold mod hans giftige pile. Så bød kongen, at alt hendes gods skulle fratages hende - men hun ejede allerede i ånden paradisets rige - og derefter at hun skulle pines - men hun satte ikke længer noget håb til dette jordiske liv. Kort at fortælle, efter mange pinsler og efter at have mistet sit jordiske gods blev hun, uden at det var lykkedes at tvinge hende til at dele den hellige treenighed, med vold slæbt til omdåb; men da hun med magt blev tvungen ned i dette urene bad, råbte hun: »Jeg tror at faderen, sønnen og den helligånd er af én substans«, og derpå besudlede hun alt vandet ved at forrette sin nødtørft i det. Derefter blev hun underkastet tortur efter loven, og efter at være pint med spigertønde, med ild og med hudfletning blev hun halshugget for vor herre kristi skyld. Derefter satte vandalerne over havet, fulgt lige til Traducta af alemannerne, (Julia Traducta er hos Plinius= Tingi, dvs. Tanger, i nordAfrika; Gregor mener øjensynlig, det er i Spanien) og spredte sig udover hele Afrika og Mauretanien. Men da det var i deres tid, at forfølgelsen mod de kristne blev stærk, således som ovenfor omtalt, er det rimeligt også at fortælle noget om deres voldsfærd overfor guds kirker, og om hvorledes de blev jaget ud af deres rige. Da Trasimund var død (Geiserik døde i 477 og hans ældste søn var Hunerik) efter megen ufærd mod guds hellige, blev Hunerik, der var endnu grummere, konge i Afrika og kåret af vandalerne (Hunerik fulgte efter Geiserik i kraft af førstefødselsretten efter Geiseriks arvelov. Først derefter blev han kåret af folket). Hvor mange kristne der i hans tid blev myrdet for kristi højhellige navns skyld, kan intet menneske fatte, men vidner er Afrika, der sendte dem til martyrdød, og kristi højre hånd der kronede dem med juveler som aldrig taber deres glans (disse forfølgelser er overordentlig interessant skildrede af den samtidige biskop Victor af Vita, øjenvidne til begivenhederne og naturligvis meget partisk. Dette værk har Gregor dog ikke kendt. Victor fortæller, at Geiserik efter overfarten til Afrika lod alle vandaler optælle, »og der fandtes 80,000 ialt, gamle, unge og børn, trælle såvel som herrer«. Dette tal kan meget vel være rigtigt, og det giver egenlig forklaringen til vandalernes skæbne i Afrika, en forholdsvis fåtallig skare af arianske barbarer mellem en talrig, ortodoks romersk befolkning. Barbarernes kætteri modvirkede sammensmeltning med de gamle indbyggere. Victor fortæller, hvad der er meget karakteristisk, at arianerbisperne til at begynde med bebrejdede biskop Eugenius, at han, »når han så mænd og kvinder i barbardragt gå ind i hans kirke, lod dem standse og ikke ville have dem ind«. Han tilføjer ganske vist, at dette var ikke sandt, »thi en stor mængde af vore katolikker går i barbarisk dragt, fordi de er i hoffets tjeneste« dvs. at mange rettroende romere er embedsmænd (fordi de ikke kan undværes) og som sådanne klæder sig som herskerne. Men denne tilføjelse forstærker kun indtrykket af kulturmodsætningen). Vi har dog læst nogle af martyrernes lidelseshistorier og af dem vil vi fremføre nogle træk for at opfylde vort løfte. Den falske (dvs. den arianske) biskop Cirola gjaldt den gang for kætternes bedste støtte. Da nu kongen sendte folk ud til alle sider for at forfølge de kristne, fandt en af forfølgerne i byens (Kartagos) forstad den hellige biskop Eugenius, en usigelig from mand der tillige gjaldt for meget klog. Han slæbte ham med sig så brat, at han end ikke fik lov til at tale et trøstens ord til de troendes menighed. Men da bispen så, at han skulle føres bort med vold, sendte han sine medborgere følgende brev for at de skulle holde fast i den katolske tro: »Biskop Eugenius til sine højtelskede og i kærlighed til gud kære sønner og døtre i den kirke, gud har betroet mig. Et kongebud er udgået, hvorefter vi skal komme til Kartago for dér at svare for vor katolske tro. For ikke ved min bortgang fra eder at lade eder tilbage i tvivl og uvished, for ikke som en utro hyrde at lade fårene i stikken og forlade dem uden et ord til vejledning, har jeg ment det nødvendigt at sende eder dette brev, der i mit sted skal vejlede eder i fromhed. Jeg beder eder da med grædende tårer, og jeg opmuntrer og påminder og bønfalder eder atter og atter ved guds majestæt, ved dommens frygtelige dag og ved kristi forfærdelige genkomst i stråleglans: at holde fast ved den katolske tro og hævde, at sønnen er lig faderen, og at den helligånd har samme guddommelighed som faderen og sønnen. Hold fast ved dåben, den eneste dåbs nåde og vogt krisma salvingen. Pas på, at ingen, der er genfødt i vandet, en gang døbt går til ny dåb. Thi på guds bud dannes salt i vand, men når det atter bringes i vand, mister det straks sin natur. Derfor siger herren ikke uden grund i evangeliet: »Hvis saltet mister sin kraft, hvormed skal der da saltes?« og visselig er det at miste kraft at ville saltes anden gang, når én gang er nok. Har i ikke hørt kristi ord: »Den der én gang er vasket, trænger ikke til at vaskes anden gang«. Derfor, brødre, sønner og døtre i herren, vær ikke sorgfulde over min fraværelse, thi hvis i holder fast ved den katolske lære, vil jeg ikke glemme eder, hvor længe jeg end skal være borte, og døden skal ikke rive mig fra eder. Og hvor i verden så end bødlerne vil sønderslide mig, vil sejrens palme være min. Går jeg i landflygtighed, er den salige Johannes evangelist mit forbillede, går jeg til døden, er det at leve mig kristus og døden en vinding. Kommer jeg tilbage, brødre, opfylder gud jo eders ønsker. Men nu må det være eder nok, at jeg ikke har tiet stille; jeg har påmindet eder og lært eder, og jeg er uskyldig i alle deres blod der går tilgrunde, og jeg ved, at dette brev vil blive læst imod dem for kristi domstol, når enhver af dem skal gøre regnskab for sine gerninger. Hvis jeg kommer tilbage, brødre, får jeg eder at se i dette liv, og kommer jeg ikke tilbage, får jeg eder at se i det tilkommende. Jeg siger eder farvel, beder for os og faster, thi faste og almisse har altid bøjet gud til miskundhed. Husk på hvad der står skrevet i evangeliet: »Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, thi de kan ikke slå sjælen ihjel, men frygt for ham der, når han har slået ihjel, har magt til både at lade legeme og sjæl gå tilgrunde og sende dem til helvede«. Den hellige Eugenius blev nu ført frem for kongen og måtte disputere for sin katolske tro med arianernes biskop. Og da han helt havde slået ham af marken i spørgsmålet om treenighedsmysteriet, og kristus desuden ved ham havde øvet mange undergerninger, grebes samme biskop, optændt af misundelse, af et stort vanvid. Sammen med den hellige Eugenius var der den gang to vise og hellige mænd, bisperne Vindimialis og Longinus, hinandens lige i stand, hinandens jævnbyrdige i kraftige gerninger, thi det fortaltes, at den hellige Vindimialis havde vakt en død til live, medens Longinus gav mange syge helsen. Og hvad Eugenius angår, da kunne han ikke blot helbrede de synlige øjnes blindhed men også drive blindheden ud af sindet. Da den afskyelige arianerbisp erfarede dette, sendte han bud efter en mand, der levede i samme vildfarelse som han selv, og sagde til ham: »Jeg vil ikke finde mig i, at disse bisper går og gør så mange undergerninger i folket, så alle følger dem og forlader mig. Pas nu på, hvad jeg siger dig. Her har du 50 guldstykker. Gå hen og sæt dig på torvet, som jeg plejer at gå over; luk dine øjne til og læg hænderne over dem, og når jeg så går forbi sammen med de andre, råb så af alle kræfter: »Helligste Cirola, vor religions ypperste, bønhør mig, se til mig og kundgør din ære og din kraft, at mine øjne kan åbnes og jeg atter må få mit tabte syn!« Manden adlød, gik hen og satte sig på torvet, og da kætteren gik forbi sammen med de tre guds hellige mænd, råbte hin af al sin kraft, i den tro at han skulle beskæmme gud: »Hør mig, helligste Cirola, hør mig du hellige guds præst, se, jeg er blind, lad mig nyde den lægedom, som andre blinde har fået af dig, som spedalske har fået, ja som selv døde har fået at føle! Jeg beder dig, ved den kraft, du ejer, at du giver mig mit tabte syn tilbage, thi jeg er ramt af svar blindhed!« Men han vidste ikke, hvor sandt det var, han sagde, thi hans havesyge havde gjort ham blind, og han tænkte for penges skyld at spotte den almægtige gud. Kætterbispen vendte sig om som for rigtig at prale af sin kraft, opblæst af forfængelighed og hovmod, lagde sin hånd på hans øjne og sagde: »Ved vor tro, der er den sande tro på gud, byder jeg, at dine øjne skal lukke sig op.« Men næppe havde disse skændselsord forladt hans mund, før spotten vendtes til jammer, og bispens svig røbedes for alle. Thi staklen fik en sådan pine i øjnene, at han måtte trykke sine hænder ind imod dem, for at de ikke skulle springe ud. Så gav den ulykkelige sig til at råbe og skrige: »Ve mig, guds lovs fjende har fristet mig. Ve mig, for penge ville jeg spotte gud, jeg har fået 50 guldstykker for at øve denne ugerning«. Men til bispen sagde han: »Der er dit guld, giv mig så mit syn igen, som jeg har mistet ved din svig, og i, højærværdige kristne, foragt mig ikke i min ulykke, hjælp mig hurtigt, jeg dør! Jeg har nu visselig lært, at gud lader sig ikke spotte«. De tre guds hellige grebes af medlidenhed og sagde: »Ja, hvis du tror; for den troende er intet umuligt«. Da udbrød han med høj røst: »Gid hver den, der ikke tror, at kristus, guds søn, og helligånden har samme væsen og guddommelighed som faderen, må komme til at lide, hvad jeg nu lider«. Og han tilføjede: »Jeg tror på gud fader den almægtige, jeg tror på guds søn jesus kristus, faderens lige, jeg tror på helligånden, samens og samevig med faderen og sønnen.« Da de hørte det, opstod der en from strid imellem dem, om hvem der skulle korssigne hans øjne først, idet enhver af dem ville overlade den anden æren. Vindimialis og Longinus bad Eugenius, men denne de to andre lægge hænderne på den blinde. Da de havde gjort det og holdt deres hænder over hans hoved, gjorde den hellige Eugenius korsets tegn over den blindes øjne og sagde: »I faderens, sønnens og helligåndens navn, den sande guds navn, den gud hvem vi bekender treenig i én lighed og én almagt, luk dine øjne op«. Straks veg pinen fra ham, og han fik sin gamle helbred igen. Det lå nu klart for dagen ved denne blindhed, hvorledes kætterbispens elendige lære slørede hjerternes øjne, så de ikke skulle se troens lys. Hvilken biskop! Han er ikke gået ind ad døren, det vil sige ind ad kristus der er den sande dør; han blev snarere en ulv end en hyrde for sin hjord, og troens lys, som han skulle tænde i de troendes hjerter, det søgte han i sin sjæls slethed at slukke. Men guds hellige gjorde mange andre tegn blandt folket, og alle råbte med én røst: »Med én tro skal vi dyrke, med én frygt frygte, med samme ære den sande gud fader, den sande guds søn, den sande gud helligånd, thi hvad Cirola påstår er løgn, er åbenbart for alle sandhed.« Da nu kong Hunerik så, at de hellige mænds sejrrige tro således viste hans læres falskhed, og at vantroens sekt snarere svækkedes end styrkedes, samt at hans biskops ry var blegnet ved den afsløring, hans skammelige adfærd havde fremkaldt, bød han, at de guds hellige skulle pines med spigere, med ild og med svøbeslag og derefter dræbes. Den hellige Eugenius bød han skulle halshugges, men det var på skrømt, thi hvis han i det øjeblik, sværdet skulle falde ned over hans nakke, ikke omvendte sig til kætternes sekt, skulle han dog ikke dræbes, for at de kristne ikke skulle dyrke ham som martyr, men dømmes til landflygtighed. Dette skete nu også, thi da han under trussel om død blev spurgt, om han ville dø for den katolske tro, svarede han: »At dø for retfærdigheden er at leve det evige liv«. Sværdet blev holdt tilbage, og han blev forvist til den galliske by Albi, hvor han også endte sit jordeliv, og ved hans grav åbenbares nu tit og ofte mange undergerninger. Den hellige Vindemialis bød kongen skulle henrettes med sværd, og dette skete. I denne troens strid blev også ærkediakonen Oktavian og mange tusind mænd og kvinder, der sluttede sig til vor tro, dræbte og lemlæstede. Men for de hellige bekenderes kærlighed til det evige liv var disse pinsler kun en ringe ting; de vidste jo, at de små lidelser ville bringe dem store goder, efter apostlens ord: »Denne nærværende tids lidelser er intet i sammenligning med den tilkommende herlighed, der åbenbares på de hellige«. Dengang var der mange, der for rige gaver veg bort fra troen og voldte sig selv megen kummer derved, således hin ulykkelige biskop vendekåbe der vendte sig fra den katolske tro. En dag var solen også skrækkelig at se til, knap 1/3 af den var lysende, formodentlig fordi der skete så mange ugerninger og udgødes så meget uskyldigt blod. Hunerik blev efter sin store forbrydelse besat af en ond ånd, og han, der så længe havde frådset i de helliges blod, sønderrev nu sig selv med sine egne tænder og døde en pinefuld død, der var en retfærdig straf for hans uværdige liv (Hunerik døde d 11. december 484). Efter ham kom Childerik (nej: Gunthamund), og efter hans død blev Gelesimer konge. Gelesimer blev overvundet af riget, og med hans død endte også hans fyrstedømme (ved denne mærkelige udtryksform menes Romerriget, det østromerske rige. Gelimer blev overvundet af Justinians feltherre Belisarius. Gregors kilde opfatter Romerriget som stadig bestående og de vandalske konger som oprørere mod kejseren og riget). Således gik vandalernes kongedømme tilgrunde.

På den tid (Gregor vender nu tilbage til den tid, han var i færd med at fortælle om, før han gik ind på vandalernes historie dvs. tiden omkring år 400) plagedes guds kirke af mange kætterier, der dog ofte ramtes af guds hævn. Således iværksatte goterkongen Athanarik en stor forfølgelse; han lod mange kristne pine på forskellig måde og derefter halshugge; nogle blev jaget i landflygtighed og omkom af sult eller af andre pinsler. Derfor, fordi han havde udgydt uskyldigt blod, ramtes han af guds dom og blev forjaget; fordi han trængte guds kirke, måtte han flygte fra sit fædreland (Athanariks forfølgelse mod de rettroende omtales af Augustin og lidt udførligere af Orosius, hvor den angives at have fundet sted, medens Valens var romersk kejser, ca. i 375. Efter hunnernes og goternes nederlag kom Athanarik til Konstantinopel, hvor han døde i 381. Goternes første kristne biskop var Wulfila (født 311, død 383, bispeviet i ca. 340), der begyndte sin virksomhed, medens goterne endnu boede nord for Donau. Men Wulfila var i Konstantinopel blevet oplært i den arianske kristendom og indpodede således kætteriet i barbarerne, hvad der blev skæbnesvangert for deres senere folkeliv. I Sokrates' kirkehistorie skildres goternes indbyrdes stridigheder, fjendskabet mellem Fritigern og Athanarik og Wulfilas mission. Athanarik var imod Wulfila. Wulfila udarbejdede de gotiske bogstaver og overførte de hellige skrifter til goternes sprog). Men lad os vende tilbage til vort emne. Det rygtedes, at hunnerne ville falde ind over Gallien. Der levede den gang i byen Tongern (i nærheden af Maestricht) en overmåde hellig biskop ved navn Aravatius. Han vågede og fastede, og udgød strømme af tårer og bad gud have medynk og ikke tillade dette vantro, uværdige folk at komme ind i Gallien. Men da han i ånden mærkede, at hans bøn på grund af folkets synder ikke ville blive opfyldt, besluttede han at drage til Rom for at bede om den apostolske helligheds forbøn og hjælp og derved lettere opnå bønhørelse af sin ydmyge bøn til den miskundelige gud. Da han nu var kommet til den hellige apostels grav, påkaldte han under megen spægelse hans nådige hjælp; især hengav han sig til faste, i den grad at der kunne gå både to og tre dage, uden at han smagte mad eller drikke, og han bad uafladelig. Efter lang tids ophold dér, i stadig sønderknuselse, skal han have fået dette svar af den salige apostel: »Hvorfor forstyrrer du mig, hellige mand? Det er besluttet i guds råd, at hunnerne skal komme til Gallien og at landet skal hærges af et frygteligt uvejr. Tag dig derfor sammen, skynd dig afsted, beskik dit hus og bered din grav og skaf dig et hvidt linklæde, thi du skal nu forlade legemets hylster og dine øjne skal ikke se de ulykker, hunnerne skal volde i Gallien, således har gud vor herre selv sagt«. Da bispen havde fået dette svar af den hellige apostel, gjorde han sig hurtig rejsefærdig og drog skyndsomst tilbage til Gallien. Og da han havde nået Tongern, gjorde han i hast alt rede til sin begravelse, sagde farvel til klerkene og byens andre borgere og forkyndte dem under gråd og klage, at de nu ikke længere skulle skue hans åsyn. De fulgte ham under jammer og tårer og ydmyge bønner: »Forlad os ikke, hellige fader, glem os ikke, gode hyrde«. Men deres tårer kunne ikke holde ham tilbage, og endelig vendte de om, da de havde fået hans velsignelse og kysset ham. Han drog nu videre til byen Trajectum (Maestricht); her blev han overfaldet af en let feber og døde. Hans lig blev tvættet af de troende og gravsat ved den offentlige vej. I vor jærtegnsbog (i bogen om de hellige bekendere) har vi skildret, hvorledes hans hellige legeme lang tid derefter blev skrinlagt. Da hunnerne nu var draget bort fra Pannonien, nåede de, under plyndring overalt, dagen før den hellige påske til byen Metz. Byen blev stukken i brand, og indbyggerne måtte springe over klingen, ja selv guds præster blev dræbt foran de hellige, ukrænkelige altere. Det eneste, der ikke blev brændt, var sankt Stefans, protomartyrens og diakonens oratorium. Om dette oratorium vil jeg straks fortælle, hvad jeg har hørt fra forskellige sider. Før fjendernes ankomst skal en troende mand i et syn have set den hellige diakon Stefan tale med de hellige apostle Peter og Paul om denne ulykke, og han skal have sagt: »Jeg beder eder, herrer, sørge for, at byen Metz ikke bliver brændt af fjenden, fordi der i denne by findes et sted der gemmer vidnesbyrdet om mit jordiske liv. Lad hellere folket mærke, at jeg formår noget hos herren. Og hvis folkets synd er blevet så stor, at byen nødvendigvis må prisgives ilden, så lad i hvert fald dette lille oratorium blive skånet«. De svarede ham: »Gå bort i fred, højtelskede broder; dit oratorium - men kun det - skal undgå ilden. Byen derimod kan vi intet gøre for, thi herrens dom er allerede udgået over den. Folkets synd bliver større og større, og deres ondskab råber til himlen; gud har hørt det, og derfor skal byen brændes med ild«. Det er derfor øjensynligt, at det er apostlene, der har sørget for, at oratoriet ingen skade led, medens i øvrigt byen gik op i luer. Da hunnerkongen Attila drog bort fra Metz, hærgede han mange andre Galliske byer og gik så løs på Orléans, hvis mure han søgte at gennembryde med sine vældige stormbukke. Dengang var den højsalige Annianus biskop i denne by, en mand af fortrinlig klogskab og prisværdig fromhed, og hvis kraftige gerninger vi endnu trofast mindes. Da nu de indesluttede borgere med høje råb spurgte deres biskop om, hvad de skulle gøre, bød han dem, i tillid til guds hjælp, alle knæle i bøn og med tårer påkalde herren, hvis hjælp er rede i enhver ulykke. Og mens de efter bispens bud lå og bad, sagde han til dem: »Se en gang ud fra byens mure, om ikke gud alt i sin miskundhed sender os hjælp«, thi han havde en anelse om, at Aétius hvem han allerede, i forudfølelsen af hvad der skulle komme, havde henvendt sig til i Arelate, ved guds nåde var i færd med at rykke frem. De så nu ud fra muren, men kunne ingen se. Så sagde han: »Vær trofaste i eders bønner, thi i dag vil herren frelse jer«. Og mens de lå og bad, sagde han: »Prøv og se en gang til«. De så atter ud men kunne stadig ingen hjælp få øje på. Så sagde han for tredje gang: »Når i beder med flid, vil gud snart hjælpe jer«. Så gav de sig med megen gråd og jammer til at påkalde guds miskundhed, og da de efter endt bøn for tredje gang efter oldingens bud så ud fra muren, fik de i det fjerne øje på noget som en sky, der rejste sig op fra jorden. Da de meldte det, sagde bispen: »Det er herrens hjælp«, og se, da murene allerede rystede under væddernes stød og truede med at vælte, stormede Aétius og goterkongen Theodor og hans søn Thorismund i spidsen for deres hære frem for at hjælpe byen og drev fjenden tilbage, og således blev byen befriet ved den hellige biskops hjælp, og Attila måtte flygte. Attila drog så til sletterne omkring Mauriacum og gjorde sig dér rede til kamp, medens vore venner ved budskabet herom mandigt rustede sig til at tage en dyst med ham (Mauriacum er sandsynligvis navnet på en nu forsvunden landsby: Moirey i nærheden af Troyes. Det berømte tredagesslag er livligt men næppe pålideligt skildret af Jordanes, og kaldes ofte slaget på den Catalauniske slette og henlægges til Chálons sur Marne, der dog ikke er langt borte fra Moirey). Medens dette stod på, hed det sig i Rom, at Aétius var i stor knibe mellem fjendernes hære. Rygtet voldte hans hustru megen angst og sorg, og hun gik atter og atter til de hellige apostles basilica for at bede om at få sin mand uskadt tilbage fra denne færd, og hun bad nat og dag. Så hændte det en nat, at en stakkels fuld mand faldt i søvn i en krog af den hellige apostel Peters kirke. Dørene blev som sædvanlig lukkede, uden at vogterne havde lagt mærke til ham. Om natten vågnede han, ved at hele kirkerummet strålede i lys. Rædselslagen søgte han at slippe ud, men da han forgæves havde prøvet at ruske først den ene, så den anden dør op, lagde han sig ned på jorden, idet han skælvende af angst ventede på en lejlighed til at slippe ud, når folk kom til ottesang. Imens så han to mænd hilse ærbødigt på hinanden og spørge til hinandens befindende, hvorefter den ældste sagde: »Jeg kan ikke længere holde ud at se Aétius' hustru græde; hun beder tidlig og silde om, om at jeg skal føre hendes mand uskadt hjem fra Gallien, skønt det i guds råd er blevet anderledes afgjort; jeg har dog gjort hendes store fromhed gældende for at frelse hans liv, og nu er jeg i færd med skyndsomt at føre ham tilbage i god behold. Men hvis nogen hører dette, da besværger jeg ham, at han skal tie dermed og ikke røbe guds lønlige råd, hvis han vil undgå en brat død. Manden kunne imidlertid ikke tie med, hvad han havde hørt; så snart det lysnede på himlen, fortalte han Aétius' kone alt, hvad han havde hørt. Men så snart han var færdig med sin fortælling, blev han blind. Sammen med goterne og frankerne sloges Aétius imidlertid med Attila (451), og da denne så sin hær blive sprængt og ødelagt, greb han flugten. I dette slag faldt goterkongen Theodor. Ingen kan tvivle om, at det var den omtalte biskops værk, at hunnerhæren blev slået på flugt. Patricierne Aétius og Thorismund vandt sejr og ødelagde fjenderne. Da slaget var endt, sagde Aétius til Thorismund: »Skynd dig nu hjem til dit land, for at din broder ikke skal tage dit fædrene rige fra dig«. Efter Aétius' råd skyndte Thorismund sig nu hjemefter for at komme sin broder i forkøbet og først vinde sin faders trone. Ved en lignende list skaffede Aétius sig også frankerkongen fra halsen, og da de var draget bort, plyndrede han [hunnernes forladte] lejr og drog derefter som sejrherre hjem med et vældigt bytte. Attila derimod trak sig tilbage med en ringe hær, men ikke længe efter indtog, brændte og ødelagde hunnerne Aquileia, hvorpå de oversvømmede og hærgede Italien. Den førnævnte Thorismod undertvang alanerne, men blev selv efter megen kiv og mange kampe med sine brødre overvundet og dræbt af disse. Efter at jeg nu har klaret og i rækkefølge fremstillet dette, mener jeg ikke, jeg tør tie med, hvad Renatus Frigeridus' krønike fortæller om den omtalte Aétius. Efter at han nemlig i 12te bog af sin krønike har fortalt, at Valentinian, et barn på kun 5 år, af sin fætter Theodosius blev udråbt til kejser (424) efter den guddommelige Honorius' død (i Ravenna i 423) og at tyrannen Johannes havde gjort sig til kejser i selve byen Rom (423), siger han, at dennes afsendinge blev hånet af cæsar (dvs. den østromerske kejser i Byzans, Theodosius II) og tilføjer: »Afsendingene vendte nu tilbage til tyrannen med et truende budskab, og forbitret herover sendte Johannes Aétius, der da var overhofmester, til hunnerne, hvem han kendte fra den tid, han som gidsel levede der, og med hvem han havde sluttet nøje venskab. Aétius var forsynet med en stor mængde guld. Hans ærinde gik ud på, at så snart fjenderne trængte ind i Italien, skulle hunnerne falde dem i ryggen, medens han selv [Johannes] ville gå lige løs på dem. Men da vi i det følgende kommer til at tale en hel del om Aétius, er det vist bedst, at jeg siger noget om hans byrd og hans karakter. Hans fader Gaudentius var en fornem mand i provinsen Skytien, der fra hoftjeneste gik over i hæren og her steg til ryttergeneral. Hans moder var en ædelbåren og rig italienerinde. Sønnen Aétius kom allerede som dreng ind i kejsergården; i 3 år var han gidsel hos Alarik, siden hos hunnerne. Da han var blevet gift med Carpilios datter, blev han hustroppernes øverste og derefter overhofmester hos Johannes. Han var af middelhøjde; hans skikkelse var mandig, hans holdning fornem, han gjorde ligeså lidt noget tungt som noget svageligt indtryk; han var djærv og smidig, en fortrinlig rytter, en dygtig bueskytte, en kraftig lansesvinger, kort sagt en ypperlig kriger men ikke mindre fremragende i fredens sysler. Han var hverken påholdende eller grisk, udrustet med ypperlige sjælsevner; ingen slette påvirkninger fik ham til at vige bort fra hvad han havde sat sig for; han tålte krænkelser og miskendelse, unddrog sig ingen møje, frygtede ingen farer, kunne sulte, tørste og våge længere end nogen anden. Allerede i hans ungdom blev det spået ham, véd jeg, hvilken magtstilling han skulle opnå og hvor stort et ry han skulle vinde i sin egen tid og i sit eget land«. Dette fortæller den ovenfor omtalte historieskriver om Aétius. Men da kejser Valentinian blev voksen, blev han bange for, at Aétius skulle gøre sig til tyran og afsætte ham og lod ham derfor uden nogen som helst anden grund myrde. Men senere, da kejseren en dag på Marsmarken stod frem foran sin tronstol for at tale til folket, gik én af Aétius' soldater lige hen imod ham og gennemborede ham med sit sværd. Således endte begge de to mænd deres liv. Der er mange, der ikke véd, hvem der var den første af frankernes konger. Thi skønt Sulpicius Alexander i sin historie fortæller meget om frankerne, nævner han dog intet sted den første konge men siger, at de havde hertuger, og hvad han fortæller om dem, vil jeg meddele. Der hvor han fortæller, at Maximus efter at have opgivet alt håb om sit rige og ude af sig selv flygtede til Aquileia, tilføjer han nemlig: »På den tid brød frankerne ind i Germanien (dvs. den romerske provins Germania på venstre Rhinbred) under hertugerne Genobaud, Marcomer og Sunno. De gennembrød grænsevolden, dræbte en del mennesker og hærgede derefter navnlig de frugtbare egne, og skrækken for dem nåede lige til Køln. Da dette rygtedes til Trier, samlede de to generaler Nanninus og Quintinus, hvem Maximus havde betroet sin unge søn, og hvem han havde overdraget forsvaret af Gallien, en hær og drog til Køln. Fjenderne drog imidlertid med stort bytte fra plyndringen af de rige egne tilbage over Rhinen men lod dog en del af deres mandskab blive tilbage på Romerrigets grund for, når lejlighed bød sig, at fortsætte med plyndringen. Dem indlod romerne sig i kamp med i et gunstigt øjeblik og mange frankere lod livet i Kulsvierskoven (en del af Ardennerskoven). Romerne drøftede nu, om de ikke skulle drage ind i Franken, og der opstod herover en heftig trætte, idet Nanninus rådede fra, fordi han vidste, at frankerne ikke var uforberedte, og at de i deres hjemland sikkert ville være romerne overlegne, medens Quintinus og de andre i hæren var af den modsatte mening. (I det 3. århundrede omtales frankerne som bosiddende ved nedre Rhinen på et landområde, der kaldes Francia (Franken) og som snart udvides, så det strækker sig fra Rhinens munding til Mainz. En gruppe af frankerne, mod nord, kaldes de saliske frankere. Det er uvist om hvor navnet »saliske« oprinder. Det kan hidrører fra Sal i det nuværende Overyssel eller fra et keltisk ord sal = hav. Ved midten af det 4. århundrede findes de saliske frankere i det nuværende Brabant, hvor Julian kæmper med dem. Ved år 400 strækker deres land sig hen til Kulsvierskoven. Syd og øst for de saliske frankere sad den gruppe, der fra det 6. århundrede er kendt under navnet de ripuariske frankere. De sad ved Rhinens mellemste løb og Julian måtte kæmpe om Køln med dem. Navnet franker synes ikke at være noget oprindeligt folkenavn, men et slags tilnavn (med betydningen: omflakkende, tapper, spydmænd?, jævnfør at sakser betyder sværdmænd) der er blevet brugt om forskellige plyndrende horder af chamaver, bructerer, chatter og flere stammer, der nævnes af Tacitus, og som tildels kommer igen i det af Gregor nedenfor gengivne brudstykke af Sulpicius Alexanders krønike). Nanninus drog da tilbage til Mainz, medens Quintinus og hæren drog over Rhinen ved kastellet Neuss. To dagsmarcher fra floden stødte de på huse og hele landsbyer, der var folketomme. Frankerne havde nemlig, som om de var grebet af angst, trukket sig tilbage ind i bjergskovene og afspærret dem ved forhugninger i skovbrynet. Romerne stak nu ild på alle husene, dumme og dorske nok til i denne bedrift at se en sejrrig dåd, og tilbragte i spænding natten under våben. Ved daggry brød de op, førte af Quintinus, og drog ind i skovene. Her tog de fejl af vejene, og ved middagstid var de i fuldstændig opløsning og forvirring, og da de overalt standsedes af vældige faste gærder, søgte de endelig ud på en sumpet slette, der lå op mod skoven, for derfra at bryde frem. Men nu viste der sig hist og her nogle fjender, der stod ovenpå de sammenhobede træstammer eller forhugninger, hvorfra de ligesom fra tårntinder slyngede pile ned med en sådan kraft, som for de ud fra en kastemaskine, og pilene var dyppede i giftig plantesaft, så at selv sådanne sår, der kun strejfede huden, eller som ellers slet ikke er dødelige, her virkede sikkert dræbende. Derefter omringede en større mængde fjender hæren, der nu ilsomt bredte sig ud over den åbne slette, som frankerne havde ladet fri. Her sank først rytterne ned i moradset, snart rytteren ovenpå hesten, snart omvendt, men således at den ene trykkede den anden ned. Men også fodfolket, der dog ikke besværedes af de tunge heste, sank ned i dyndet og havde ondt ved at få fødderne op igen. I deres forfærdelse skyndte de sig ind i skovene, som de nylig var komet ud fra, for dér at søge skjul, og under denne opløsning blev legionerne huggede ned. Heraclius, Jovianerlegionens tribun (jovianerne kaldtes en romersk kohorte efter kejser Diocletian, der havde tilnavnet Jovius af Jupiter) og næsten alle befalingsmænd faldt; kun nogle få undslap og kom i sikkerhed, takket være mørket og skovtykningen«. Således fortæller Sulpicius Alexander i 3die bog af sin historie. Men i 4de bog, hvor han fortæller, hvorledes tyrannen Maximus' søn Victor blev dræbt, siger han: »Dengang (389) stod Carietto og Syrus, der var trådt i stedet for Nanninus, med en hær, der var samlet mod frankerne, i provinsen Germania« (Carietto var en germaner i romersk tjeneste. Arbogast var selv en franker, en af de mange barbarer der nåede frem til de højeste stillinger i romersk tjeneste. I 391 gjorde kejser Theodosius ham til formynder og værge for sin unge svoger, Valentinian II og til styrer af Gallien, som han med kraft værgede mod frankerne og andre barbarer. Da Valentinian ville afsætte ham, lod Arbogast ham myrde i 392 og gjorde en kejserlig kansler ved navn Eugenius til kejser i hans sted. I 394 da både Arbogast og Eugenius blev slået af Theodosius, dræbte Arbogast sig selv). Og kort efter fortæller han, hvorledes frankerne havde ført bytte med sig fra provinsen Germania, og han fortsætter: »Arbogast ville nu straks gå løs på frankerne og trængte ind på kejseren, at han skulle straffe dem efter fortjeneste, hvis de ikke øjeblikkelig tilbagegav alt, hvad de året før efter sejren over legionerne havde røvet og udleverede deres førere til straf for det troløse fredsbrud«. Dette foregik efter Sulpicius Alexanders fremstilling, under hertuger, men derefter siger han: »Efter få dages forløb blev der i hast truffet aftale med Marcomer og Sunno, der havde kongelig myndighed hos frankerne, og da der efter skik og brug var stillet gidsler, drog kejseren (Valentinian) tilbage til Trier for at overvintre dér«. Hvad der menes med ordet kongelig, om de var konger eller om de handlede på en konges vegne, ved vi ikke. Men samme forfatter skriver videre, efter at han har fortalt om kejser Valentinians trængsler: »Medens forskellige ting foregik i Østen, i Trakien, forstyrredes den offentlige orden i Gallien; kejser Valentinian holdes indespærret i sit palads i Vienne og havde næppe så meget at sige som en almindelig privat mand. Ledelsen af hæren var næsten helt i frankiske lejetroppers hænder, og selv de borgerlige embedsposter beklædtes af Arbogasts tilhængere, og ingen af alle dem, der havde svoret faneed, vovede at føre en privat samtale med kejseren endsige udføre en befaling af ham«. Og derefter fortæller han: »Samme år blev frankernes underkonger Sunno og Marcomer genstand for deres stammefrænde Arbogasts hadefulde forfølgelse. I den strengeste vintertid drog Arbogast mod Køln, vel vidende at han let kunne trænge frem til frankernes tilflugtssteder og hærge landet, når frankerne ikke længer kunne lægge sig i baghold og holde sig skjult i de bladløse, nøgne skove. Han samlede derfor sin hær, drog over Rhinen og hærgede bricterernes (bructererne) land, der grænsede op til floden. Derefter plyndrede han også hos Chamaverne. Han mødte ingen synderlig modstand, uden forsåvidt som nogle få ampsivarier og chatter, der under anførsel af Marcomer dukkede frem over bjergkammene langt borte«. Og atter udtaler Sulpicius Alexander ganske tydeligt, et sted hvor han slet ikke taler hverken om hertuger eller høvdinger med kongelig myndighed, at frankerne havde en konge, skønt han ikke nævner hans navn, der hvor han siger: »Derefter udrustede tyrannen Eugenius et togt og drog frem til Rhinen for som sædvanlig at forny det gamle forbund med alemannernes og frankernes konger og vise disse ubændige stammer sin netop da overordentligt store hær«. Dette fortæller den ovennævnte historieskriver om frankerne. Renatus Profuturus Frigeridus, som vi allerede ovenfor har omtalt, siger der hvor han fortæller om goternes indtagelse og ødelæggelse af Rom (år 410 under Alarik): »Imidlertid trak Respendial, alemannernes konge, da Goar var gået over til romerne, sin hær bort fra Rhinen, medens vandalerne fejdede med frankerne. Og da vandalernes kong Godegisel var død, og henved 20,000 mand var faldne i slag, kunne hele vandalerfolket være blevet udryddet, hvis alemannerne ikke i tide var kommet dem til hjælp«. Det er mærkeligt, når han nævner de andre folks konger, hvorfor han da ikke også nævner frankernes. Videre fortæller han, efter at have, omtalt, at Constantin havde gjort sig til tyran og havde stævnet sin søn Constans til sig fra Spanien: »Da tyrannen Constantin (Constantin var en kriger der 407 gjorde oprør mod kejser Honorius og som i 407-411 søgte at vinde fast herredømme i Gallien og modstå Stilicos hære. Det var nærmest barbarhordernes troløshed og upålidelighed, og ikke gallernes uvilje, der voldte hans fald) havde stævnet sin søn Constans, der ligeledes var en tyran, til sig fra Spanien, for at de mundtlig kunne drøfte vigtige statssager, lod Constans hele sit hof og sin hustru tilbage i Saragossa, overdrog hele styrelsen i Spanien til Gerontius og drog selv i største skyndsomhed til sin fader. Da de havde været sammen i længere tid, og der ikke syntes at være nogen fare fra Italiens side, opfordrede faderen sønnen til at drage tilbage til Spanien og hengav sig selv til frådseri og drukkenskab. Sønnen sendte sine soldater i forvejen, medens han selv foreløbig blev tilbage hos faderen. Imidlertid kom der bud fra Spanien om, at Gerontius havde sat en af sine klienter, Maximus, på tronen og rustede sig imod ham, støttet af en skare barbariske folk. Forskrækket herover sendte Constans Edobec til germanerne og drog selv sammen med sin statholder, den tidligere husminister Decimius Rusticus til Gallien for sammen med frankerne og alemannerne og deres hele krigsmagt så hurtigt som muligt at vende tilbage til Constantin«. Og da han fortæller om, at Constantin blev belejret, siger han: »Belejringen af Constantin havde næppe varet 4 måneder, da der pludselig kom folk fra det nordlige Gallien og meldte, at Jovinus havde taget kongeskrud, og at han sammen med burgunderne, alemannerne, frankerne og alanerne og med hele sin hær snart ville falde belejrerne i ryggen. Belejringen blev nu drevet med kraft; byen måtte åbne sine porte, og Constantin blev udleveret. Han blev straks ført afsted til Italien, og undervejs kom de af kejseren udsendte mordere og huggede hovedet af ham i nærheden af floden Mincio«. Lidt efter fortæller han videre: »Ved samme tid blev også tyrannernes statholder Decimius Rustivus og Agroetius, der havde været Jovinus' kansler, og mange fornemme mænd, der i Auvergne faldt i hænderne på Honorius' generaler, henrettede uden skånsel. Byen Trier blev plyndret og brændt af frankerne ved deres andet indfald«. Efter at have fortalt at Asterius ved en kejserlig håndskrivelse var blevet ophøjet til patricier, tilføjer Renatus følgende: »På samme tid blev Castinus, anføreren for de kejserlige hustropper, sat i spidsen for et togt mod frankerne og sendt til Gallien«. Dette er, hvad disse forfattere skriver om frankerne. Men Orosius, der også er historieskriver, fortæller i 7de bog af sit værk følgende: »Stilico samlede en hær, oprev frankerne, drog over Rhinen, igennem Gallien og trængte frem lige til Pyrenæerne«. Dette er hvad de omtalte historikere har fortalt os om frankerne - uden at nævne deres konger og at de så alle sammen først slog sig ned ved Rhinens bredder, hvorefter de gik over Rhinen og vandrede ind i Thoringien. (Orosius skriver også, at to år før indfaldet i Rom ca. i 408, blev frankerne oprevet af alaner, suever, vandaler og mange andre folkestammer, der var hidset dertil af Stilico. De gik over Rhinen, brød ind i Gallien og trængte frem helt til Pyrenæerne…Stilico, romaniseret vandaler, kejser Honorius' formynder og svigerfader, Romerrigets værn mod barbarerne, indtil han i 408 blev myrdet. Gregor har altså ikke i sine kilder fundet sikre oplysninger om høvdingemagten hos frankerne. Han kender ikke Tacitus og heller ikke Ammianus Marcellinus' fortællinger om romernes forhold til germanerne i slutningen af det 4. århundrede. Derimod kender han altså to historiske arbejder fra slutningen af det 4. århundrede og fra begyndelsen af det 5. århundrede, som vi ikke kender). Men det fortælles ofte, at frankerne er kommet fra Pannonien (frankernes tidligere ophold i Pannonien kan ikke stadfæstes historisk, og om deres konger må da skyldes en mundtlig (frankisk) tradition, men mistroisk som Gregor er erfarede hvad han ikke enten selv har set og oplevet eller læst om i bøger, fremfører han bagefter, til bekræftelse af hvad der siges om konger, af Konsullisterne fortællingen om Theodemer og hvad han har hørt eller læst om Chlodovechs sejre over andre frankiske konger. Thoringia er den latinske form for Thüringen, men dette kan, af geografiske og historiske grunde, ikke være meningen. Romerske forfattere i det 1. Århundrede, bl.a.. Eumenos i Panegyriken over Konstantin d. Store, Ammianus Marcellinus meddeler, at Constantius Chlorus og Julian kæmpede med frankerne i Holland. Når frankerne derfra gik over Rhinen, kom de til tungrernes land - navnet bevaret i Tongern (Tongres), by i Belgien. Det er da herfra Belgien, at frankerne trænger frem sydpå. I Thoringia må da også Dispargum ligge, men det er umuligt nærmere at stedfæste det). Dér i Thoringien valgte frankerne sig så, herreds- og sysselvis, hårfagre konger af deres første og om jeg så må sige fornemste slægt (langt hår var kongeslægtens prydmærke, hvilket også fremgår af andre kilder (f.eks. den saliske lov) og af kong Childeriks seglring. De almindelige frankiske krigeres udseende skildres af Sidonius Apollinaris således: »Det rødblonde hår er trukket fremover mod panden, således at nakken er blottet og, bar for børster, lyser hvidt øjnene er lyse som vand med et grønligt skær. Ansigtet er raget over det hele, et tyndt overskæg er alt, hvad kammen får at pløje. Klæderne sidder stramt om mændenes stærke lemmer. Benklæderne når kun til knæet. Et bredt bælte er spændt om det smækre liv«). At dette virkelig forholder sig således, det beviser fortællingen om Chlodovechs senere sejre (dvs. over disse småkonger; derved bevises nemlig at der har været småkonger), og vi kommer derfor til at tale derom i det følgende. Endvidere finder vi i Konsullisterne, at frankerkongen Theodomer, Richimers søn, og hans moder Ascyla engang blev henrettede. Nogle fortæller også, at dengang skal Chlogio (om Richimer og Theodomer vides i øvrigt intet. Navnet Richimer er velkendt i Roms historie i formen Ricimer, navnet på den store hærfører og kejsermager af suevisk-vestgotisk æt, der i lang tid omkring 450-72 var det Vestromerske riges egentlige herre, men naturligvis er denne Ricimer en anden end Gregors Richimer. Chlogio (Chlodio, forkortelse af Chlodovech) er derimod sikkert historisk. Gregor kender ham åbenbart kun fra mundtlig tradition, men han forekommer i et digt af den ellers af Gregor vel kendte Sidonius Apollinaris, endda i en morsom lille situationsskildring. Frankeren Chlogio er trængt frem i Artois men overraskes i en lavning af romerne under Majorian: »Under barbariske bryllupskvad og under skytiske danse tog en blond brudgom sin blonde mø til ægte. Romerne bortførte brudefolk, gildemad og alt udstyret, en dygtig mand af en af sin stammes ædleste slægter, have været frankernes konge og holdt hof i Dispargum i Thoringien. Men i disse egne (disse egne her, hvor jeg, Gregor, har hjemme), mod syd, boede romerne (de gallo-romaner der endnu ikke var underkastet en barbarhøvding) lige ned til Loire floden, og hinsides Loire herskede goterne. Burgunderne, der sluttede sig til arianernes sekt, boede på den anden side af Thone floden, ved hvilken byen Lyon ligger. Chlogio sendte nu spejdere ud til byen Cambrai, og da alt var gennemspejdet, drog han selv bagefter, slog romerne og tog byen. Her blev han kun i kort tid og indtog derefter landet lige til Somme. Fra denne Chlogio nedstammer, mener nogle, kong Merovech, hvis søn var Childerik (denne Merovech er efter de fleste historikeres mening uhistorisk, en opnævner til kongeslægten, merovingerne. Gregor omtaler ham kun her, og når han af senere forfattere omtales, er det i forbindelse med et fantastisk sagn. - det må dog erindres, at han hos Gregor nævnes som en efterkommer af den historiske Chlodio og som fader til den ligeledes historiske Childerik. Havde han været en ren sagnskikkelse, måtte man forvente, han var nævnt som stamfader eller ihvertfald fader til Chlodio. På den anden side gør tidsforholdet det vanskeligt at anbringe ham imellem Chlodio og Childerik). Men disse frankere vedblev at hengive sig til deres vanvittige afgudsdyrkelse; de ville aldeles ikke vide noget af gud men dannede sig billeder af lunde og kilder, af fugle og vilde dyr og af de andre elementer og plejede at dyrke disse billeder som guder og ofre til dem (Gregor overfører naivt sine forestillinger om græsk-romersk hedenskab og naturdyrkelse på frankerne). O, var dog deres hjerters strenge blevet rørt af hin forfærdelige røst, der gennem Moses talte således til folket: »Du må ikke have andre guder end mig; du må ikke gøre dig noget udhugget billede og ikke tilbede nogen efterligning af, hvad der er i himlen og på jorden og hvad der lever i vandet; du må ikke danne dem og ikke dyrke dem«. Og dette: »Du skal tilbede herren din gud og tjene ham alene, og du skal sværge ved hans navn«. Hvad ville de have sagt, hvis de havde kunnet vide, hvilken hævn der ramte folket som følge af israeliternes dyrkelse af guldkalven, dengang da de havde holdt gilde og sunget og moret sig og danset og de med uren mund talte således om billedet: »Her er dine guder, Israel, de guder der førte dig ud af Ægyptens land«. 24,000 af dem mistede deres liv. Og hvad ville de have sagt om dem, der havde ladet sig indvi i Belphegordyrkelsen og bolede med de moabitiske skøger og derfor blev nedhuggede og trådt under fødder af deres nærmeste? I denne plage stillede præsten Phinees guds vrede, efter at horkarlene var blevet dræbt, og det blev regnet ham til retfærdighed«. Og hvad ville de have sagt, om de havde hørt guds tordenrøst, da han talte gennem David: »Alle folkeguderne er dæmoner, men herren har skabt himlene«, og »folkenes gudebilleder er kun guld og sølv og gjort af menneskehænder; som dem skal de blive, der danner dem, og de der forlader sig på dem«. Eller dette: »Det skal gå hver den ilde, der tilbeder et billede, og som brammer med sine gudebilleder«. Og ydermere hvad profeten Habakuk vidner, når han siger: »Hvad gavn har de af det billede, de har dannet? Det er et støbt billede, de har dannet, et gøgleværk. Det er dækket med udhamret guld og sølv, og ingen livsånder er i det. Men herren er i sit hellige tempel; al jorderig skal være stille for hans åsyn«. Men også en anden profet siger: »Guder, der ikke har skabt himlen og jorden, skal udryddes af jorden og af alt, hvad der er under himlen«. Og ligeledes: »Det siger herren, himlens skaber, den gud der dannede jorden og hvad der er på den, mesteren for det altsammen; han grundede ikke jorden for at den skulle være øde, men skabte den for at den skulle beboes: jeg er herren, det er mit navn, og min ære giver jeg ingen anden; min kraft giver jeg ikke noget billede, der fra begyndelsen af er intet«. Og et andet sted: »Mon noget af folkenes afgudsbilleder kan skaffe regn?«. Og gennem Jesaias taler han atter således: »Jeg er den første og den sidste, og der er ingen anden gud end jeg, eller nogen skaber som jeg ikke kender. Alle billedmestre er intet, og alt det, de sætter så stor pris på, skal intet gavne dem. De er selv billedernes vidner, at de intet ser og intet forstår, og de skal blive til skamme sammen med dem. Alle de der har del i billedarbejdet skal blive til skamme; det er jo mennesker der har smedet billederne. Han smedede billedet i ilden, med sin hammer, og han dannede det med sin kraftige arm. På samme måde også drejeren: han har drejet det cirkelrundt og dannet et billede af et stateligt menneske til at bo i et hus. Han har fældet et træ og tildannet det, og han har gjort et gudebillede deraf og tilbedt det som en gud, og med søm og hammer har han sømmet det sammen, at det ikke skal falde fra hinanden. De må bæres afsted, fordi de ikke kan gå. Resten af træet bruger menneskene til brænde og varmer sig derved, medens det øvrige blev dannet til en gud, et træbillede. Og han knæler for det og tilbeder det og trygler det med sådanne ord: fri mig, du er jo min gud. Halvdelen af veddet har jeg gjort ild af, og på gløderne deraf har jeg bagt brød; jeg har kogt kød derover og spist det, og af resten vil jeg gøre et gudebillede, og jeg vil bede foran træklodsen; en del af veddet er allerede aske, og dog har han i sit hjertes dårskab tilbedt det øvrige, men han har ikke frelst sin sjæl, og han siger ikke: måske er der en løgn i min højre hånd«. Dette forstod frankerfolket ikke straks, men siden kom de til at forstå det, således som det fremgår af den følgende skildring. Avitus, der var senator og som bekendt, hørte hjemme i Auvergne, havde svunget sig op til romersk kejser (455), men hans hang til udskejelser bragte senatorerne til at afsætte ham, og han blev derefter viet til biskop i Piacenza (456). Da han imidlertid her erfarede, at senatet stadig var forbitret på ham og stræbte ham efter livet, flygtede han, og det var hans hensigt at drage til Auvergnes martyrs, den hellige Julianus' basilika, til hvilken han medtog mange offergaver. Men undervejs fuldbyrdedes hans livsløb og han døde. Han blev ført til landsbyen Brioude (departement Haute-Loire) og begravet ved den nævnte martyrs fødder. Efter ham blev Martianus kejser (det er ikke rigtigt; det var Majorianus, kejser d. 1. april 457-61), men i Gallien blev romeren Ægidius statholder. Childerik, der var frankernes konge, førte et overmåde udsvævende liv. Da han imidlertid begyndte at øve utugt med frankernes døtre (det slemme ligger i, at det er frankiske kvinder han lokker eller voldtager), vaktes frankernes vrede, og de afsatte ham (i 459. Hans regeringstid regnes, bortset fra den tid, han var borte fra 457-481). Da han imidlertid erfarede, at de stræbte ham efter livet, drog han til Thüringen men lod en af sine venner blive tilbage med det hverv ved blide ord at blødgøre de harmfulde mænds sind og aftalte med ham et tegn, hvorved han kunne lade ham vide, når han kunne komme tilbage. De delte nemlig et guldstykke, og den ene halvdel tog Childerik med sig, medens hans ven beholdt den anden, idet han sagde: når jeg sender dig denne halvdel, og de to halvdele tilsammen udgør en hel solidus, kan du trygt vende tilbage til dit fædreland (denne slags korrespondance - mellem folk der ikke kan læse og skrive - omtales oftere i folkedigtningen; undertiden er det to halvdele af en ring. Man har, fordi motivet kun findes i sagn- og eventyrdigtning, ment, at Gregor her har fulgt en episk sagndigtning om Childerik. I og for sig kunne overleveringen godt være historisk. Fra senere tider i middelalderen kendes mange eksempler på noget ganske tilsvarende, de såkaldte chirographer, beskrevne pergamenter, der gennemskæres midt ad en skriftlinje. Thüringerkongen Basinus eller Bisinus synes at være historisk. Venantius Fortunatus, der var en ven af den hellige Radegunde, fortæller, at thüringerkongen Bassinus var denne dronnings bedstefader. I merovingernes familie forekommer navnet Basina som navn på en datter af kong Chilperik. Med alt dette er det naturligvis ikke udelukket, at den hele fortælling hviler på frankiske sagn eller episke digtninge, men disse kan i og for sig godt hvile på et historisk grundlag). Childerik drog altså til Thüringen og holdt sig skjult hos deres konge Basimis og hans hustru Basina. Da frankerne havde jaget Childerik bort, valgte de enstemmigt Ægidius - der, som jeg ovenfor har fortalt, af Rom var blevet sendt hid som statholder. Da han nu havde været konge på ottende år, sendte den omtalte fortrolige ven af Childerik denne bud; i al stilhed havde han stillet frankerne tilfreds, og nu sendte han sin halvdel af den tvedelte solidus. Childerik så heri et sikkert kendetegn på, at frankerne længtes efter ham og selv ønskede hans tilbagekomst; han drog så tilbage fra Thüringen og blev genindsat i sit rige. Medens de to nu samtidig regerede (romeren Ægidius og frankeren Childerik), forlod den ovenfor omtalte Basina sin mand og drog til Childerik, og da han spændt spurgte hende, hvorfor hun kom til ham så langt borte fra, skal hun have svaret ham: jeg har set, at du er en lykkemand, og at din manddom er stor; derfor er jeg kommet for at bo sammen med dig, thi du skal vide, at hvis jeg havde hørt om nogen bedre mand end dig, om han end levede hinsides havet, ville jeg gå til ham og bo sammen med ham. Childerik blev glad og giftede sig med hende (i Fredegars krønike fra det 7. århundrede, der for tiden indtil ca. 590, hvor Gregors krønike slutter, er der et udtog af ældre krøniker, deriblandt navnlig Gregors, med tilføjelse af en mængde sagnagtigt og eventyrligt stof, og ved omtalen af Childeriks og Basinas bryllup er indflettet det også andetsteds fra kendte eventyrmotiv: brudenatssynet. Basina siger til Childerik: »I nat vil vi ikke have kødelig omgang. Rejs dig og gå ud, uden at nogen mærker det, og fortæl så din kvinde, hvad du får at se ude i forgården«. Childerik gik ud og så dyreskikkelser der lignede løver, enhjørninger og leoparder [for en franker var alle disse dyr i virkeligheden fabeldyr]. Det fortalte han sin hustru. »Gå ud og se efter igen«. Childerik så da bjørne og ulve. Han blev sendt ud tredje gang og så nu nogle mindre dyr som hunde og andre smådyr, der sloges og bedes. Basina tydede synerne således: vi skal få en søn, stærk og modig som løven. Hans sønner skal blive stærke som enhjørningen og leoparden. Deres sønner igen skal blive kraftige og griske som bjørne og ulve. De, du så tredje gang …skal herske som hunde, og deres kraft skal kun være som de mindre dyrs. De små dyr, du så slås og bides, forestiller folkene der, uden frygt for kongerne, sønderriver hinanden indbyrdes. Man sammenlignede dette folkelige eventyrmotiv (med dets spådom) med det kirkelige legendemotiv). Hun blev svanger og fødte en søn og kaldte ham Chlodovech. Han blev en stor konge og en vældig kriger. I Auvergne blev efter den hellige Artemius' død senatoren Venerandus biskop. Hvordan han var som biskop, vidner Paulinus af Nola med de ord: »Når du ser på sådanne herren værdige præster som Exsuperius i Toulouse, Simplicius i Vienne, Amandus i Bordeaux, Diogenianus i Albi, Dynamius i Angouléme, Venerandus i Clermont, Alethius i Cahors eller Pegasius i Perigueux, så vil du visselig, hvor slette tiderne end monne være, i dem se al tros og gudsfrygts værdige vogtere«. Det fortælles, at Venerandus døde selve julenat. Det festlige optog julemorgen blev hans ligfølge. Efter hans død kivedes borgerne utilbørligt om bispevalget; der dannede sig partier, der hvert ville have sin egen biskop, og folket kom i voldsomt røre. En søndag da de forskellige bisper (de andre bisper fra vedkommende kirkeprovins) sad sammen, trådte en tilsløret kvinde, en nonne, dristigt frem for dem og sagde: »Hør mig, herrens præster. Vid, at gud ikke har ret behag i dem, som disse (borgerpartierne) har valgt til bisper. Se, herren selv vil i dag vælge sig en biskop. I må ikke forvirre og ophidse folket; vær tålmodige et øjeblik; nu straks skal herren afgøre, hvem der skal lede kirken her«. Mens de nu sad ganske forbløffede over disse ord, kom just en mand til ved navn Rusticus, præst i stiftet, i selve byen Clermont. Netop ham havde kvinden set i et syn. Da hun nu fik øje på ham, sagde hun: »Se, der er den mand, herren har valgt, det er ham, han har udset til eders biskop; lad ham blive indsat«. Denne tale bragte folket til at glemme al kiv, og de råbte, at dette valg var værdigt og retfærdigt. De satte ham på bispestolen, og under folkets jubel viedes han som syvende biskop i byen. I Tours blev, efter biskop Eustochius' død i sit 17de embedsår, Perpetuus valgt til biskop, den femte efter sankt Martin. Da han så, at der stadig skete kraftige gerninger ved sankt Martins grav, kom han ved at se på det lille kapel til at tænke på, at det egentlig var for ringe til at huse så store undergerninger. Han lod det nedrive og lod opføre den store basilika, der står endnu og som ligger 550 skridt fra byen. Den er 160 fod lang og 60 fod bred og 45 fod høj op til loftet. Den har 32 vinduer i alterhuset og 20 i skibet, hvor der er 41 søjler. I hele bygningen er der 52 vinduer, 120 søjler og 8 døre, deraf 3 i alterhuset, 5 i skibet. Basilikaens særlige fest er tredobbelt: kirkens indvielse, helgenligets overførelse og den hellige Martins bispevielse. Denne fest fejres d. 4. juli, medens helgenens dødsdag fejres d. 11. november, og hver den der omhyggeligt fejrer disse fester, vinder den hellige biskops værn både i denne verden og i den kommende. Da loftet i det gamle kapel var af prydeligt arbejde, mente bispen ikke, det var rigtigt at lade et sådant kunstværk gå til grunde, og da han så byggede en anden basilika til ære for de hellige apostle Petrus og Paulus, lod han det omtalte loft indsætte deri (der er her tale om et træloft, ikke om hvælvinger. Gregors fremhævelse af, at kirkerne står »den dag i dag«, dvs. kun godt 100 år efter deres opførelse, er et indirekte vidnesbyrd om at mange kirker byggedes delvist af træ, og om at de derfor i de urolige tider let ødelagdes ved ildebrand eller på anden måde). Han byggede også mange andre basilikaer, der i kristi navn står den dag i dag. Dengang lod også præsten Eufronius bygge basilikaen for den hellige martyr Symphorianus i Autun. Eufronius blev selv senere biskop i denne by, og det var ham, der med stor fromhed hidsendte den marmorplade, der ligger over sankt Martins grav. Ved samme tid var den hellige Namatius, efter Rusticus' død, biskop i Clermont. Han var den ottende biskop i byen. Det skyldes hans iver, at den kirke, der står endnu, og som vistnok er den største indenfor byens mure, blev bygget. Den [er 150 fod lang og 60 fod bred - det vil sige nede i skibet; højden til loftet er 50 fod; foran er der en rund absis, og til hver side er der bygget fløje af pynteligt arbejde, således at hele bygningen har korsform (merovingertiden er i det hele en kirkebygningstid, der i den henseende kan sammenlignes med det 11. århundrede. Tiden er endnu en missionstid; såvel hedninger som arianere skal vindes). Der er 42 vinduer, 70 søjler og 8 døre. Det er meget lyst i kirken, og gysende andagt for gud griber sindet, og de fromme i kirken kan ofte mærke en sød duft, der synes at hidrøre fra vellugtende urter. Væggene i alterhuset er smykkede med mosaik af mange slags marmor. Da kirken i løbet af hen ved 12 år var bygget færdig, sendte den hellige biskop præster til byen Bologna i Italien for at hente den hellige Agricolas og den hellige Vitalis' relikvier; disse to mænd led jo, som alle ved, døden på korset for kristi, vor guds, navns skyld (den fra Rom og Ravenna kendte basilikaform synes at være fremherskende i de ny kirker. Gregor og andre forfattere fremhæver ofte, at kirkerne er lyse og giver tallet på vinduerne. Denne stærkt priste lyshed må imidlertid forstås relativt, i sammenligning med de ældre, små, tilfældig byggede, ofte i private huse indrettede kirker. Og navnlig må det erindres, at vinduesåbningerne kun sjældent var dækkede med glas. I små kirker, f.eks. på landet eller i småbyer, værner man sig mod regn og blæst og kulde ved at sømme ufarvet (undertiden dog broderet) lærred fast til vinduesrammen. I rige kirker bruges tyndt slebne hvide marmorplader med gennembrudt mønster. Kun undtagelsesvis nævnes glasmalerier eller mønstrede sammenstillinger af forskelligt farvede glasstykker. Når Gregor her taler om »gysende andagt« som den stemning kirkerummet fortrinsvis skal fremkalde, så er dette forståeligt nok, når man husker, at de større kirker i byerne ved deres størrelse måtte imponere folk fra hytter og gyder. Klerkenes ceremonielle bevægelser, røgelsen, messen, sangen, kerterne og mange andre virkede i samme retning, men særlig har, navnlig i de rigere stenkirker, vægfladernes mosaik- og freskosmykke med bibelske, bl.a. apokalyptiske motiver med deres strengt højtidelige skikkelser (der er så forskellige fra senmiddelalderens gemytligt hjemlige figurer) virket stærkt i den tilsigtede retning, imponerende, gribende, skræmmende. Denne overførelse har Gregor skildret i Martyrernes mindebog). Biskop Namatius' hustru byggede i forstaden, udenfor murene, sank Stefans basilika. Den ville hun lade udsmykke med malerier, og hun plejede at sidde i kirken med en bog på skødet, hvori hun læste historier af det gamle testamente og forklarede malerne, hvad de skulle male på væggene. En dag da hun sad i basilikaen og læste, hændte det, at en fattig mand kom ind for at holde bøn. Da han så hende sidde der i en mørk kjole, temmelig gammel at se til, troede han, at hun var en fattig kone og kom hen til hende med et stykke brød, lagde det i hendes skød og gik så sin vej. Hun kastede ikke vrag på denne gave fra den fattige mand, der ikke havde set, hvem hun var; hun tog imod brødet og sagde ham tak og gemte det og lagde det hver dag foran sig på bordet og viede hver dag, så længe der var noget tilbage, sit måltid dermed. (fremstillingen i det følgende er usammenhængende og uklar) Childerik sloges nu ved Orléans, men Odovaker kom med sine saksere til Angers (sakserne, som af Ptolomæus siges at bo ved indgangen til den Cimbriske halvø i Holsten, og som derfra i det 2. og det 3. århundrede har bredt deres magt ud over hele det nordvestlige Tyskland, hærger i det 3. og det 4. århundrede Galliens kyster. Julian kalder sakserne og frankerne de mest krigerske af de germanske stammer og i det 5. århundrede bliver de dristigere. I egnen nord for Boulogne mener man endnu i de dér hyppige stednavne på -tun, -thun at finde spor af en formelig saksisk bosættelse. En del af kyststrækningen mellem Rhinen og Loire kaldes endog ofte i det 5. og det 6. århundrede for Sakserkysten. Ved Bayeux og på øerne i Loire mellem Saumur og Angers satte de sig fast og gjorde indfald i landet - undertiden, som her med Odovaker, i forbund med en eller anden germansk høvding. De minder meget om de senere normannere, og sammenligningen påtrænger sig, når man læser, hvad digteren Sidonius Apollinaris i flygtige rids oplyser om dem. I et brev til biskop Namatius i Saintes siger han: »Dit bud har fortalt mig, at du har måttet være sømand og soldat ved Oceanets bugtede kyst og kæmpe mod de saksiske sørøvere. Ligeså mange årer der er, ligeså mange sørøverhøvdinger, i den grad byder og lyder alle på samme tid og lærer hinanden, hvordan de skal bære sig ad med at røve. Sakseren er den grummeste af alle fjender. Hans angreb kommer uventet, og møder han indbyggerne rede, undviger han…han ikke blot kender alle farer på havet, han er fortrolig med dem…når de forlader vort fastland for at sejle hjem, plejer de at dræbe hver 10de fange…« I et digt hedder det at de furer havet ved Bretagne med deres skindsyede både). Dengang rasede en voldsom mandesot. Ægidius døde (464) men efterlod en søn ved navn Syagrius. Efter Ægidius' død modtog Odovaker gidsler fra Angers og andre steder. Brittannerne blev af goterne forjaget fra Bourges, og mange af dem omkom ved Déols (landskabet Armorica (Bretagne) hærgedes i det 4. århundrede af saksiske sørøvere, i det 5. århundrede af saksere og alanerne, og lå næsten helt øde. Samtidig hermed i det 5. århundrede hjemsøgtes Brittannien, da de romerske tropper var trukket bort derfra, af pikter og skotter og lidt senere af deres hjælpere og forbundsfæller: anglerne og sakserne. Britterne drog i mængder over til Armorica, hvor de, i det næsten øde land, kun fandt ringe modstand. Den førhen næsten romaniserede halvø blev nu atter befolket af keltere og kaldtes Bretagne (Brittannia Minor i modsætning til Storbrittannien). Andre brittanniske udvandrere landede andre steder. En hob under anførsel af høvdingen Riothim gik i romersk tjeneste og kæmpede (sammen med den romerske feltherre Paulus og vistnok også Childerik) mod vestgoterne i Loire egnen i 468. Men grev Paulus gik med romere og frankere mod goterne og gjorde et rigt bytte. Da Odovaker kom til Angers, kom Childerik dagen efter til byen, som han fik i sin magt, efter at Paulus var faldet (Childerik fremtræder altså som romernes forbundsfælle dels imod vestgoterne i Aquitanien, der søger at bryde frem over Loire, dels mod de saksiske bander på øerne i Loire). Den dag gik kirkehuset op i flammer. Derpå kom det til krig mellem sakserne og romerne, men sakserne vendte ryggen til, og mange af dem blev nedhuggede af de forfølgende romere; deres øer [i Loire] blev atter efter et stort blodbad indtaget og hærgede af frankerne. Det år var der, i den 9de måned, et stort jordskælv. Odovaker indgik forbund med Childerik, og de undertvang alemannerne, der var trængt ned igennem en del af Italien. Goterkongen Eurik satte i sit 14de regeringsår Victorius til hertug over de 7 byer (Toulouse, Béziers, Nimes, Agde, Maguelone, Lodéve og Uzés, byer i den gamle romerske provins Narbonensis I - (Eurik (466-485) er vestgoternes konge og dygtig, kraftig og hensynsløs. Men han var arianer og plagede de ortodokse i sit eget rige, samtidig med at de ortodokse i det nordlige Gallien var på deres post imod ham. Det er denne den katolske præstestands bestemte uvilje, det i første række skyldes, at Gallien ikke blev et vestgotisk rige. Efter sejre over brittannerne ved Déols og Bourges i 468 går Eurik imod Auvergne, hvor hans guvernør, Victorius, søger at vinde katolikkerne ved imødekommen og ved at bygge kirker. Den romerske statholder Ecdicius og biskoppen, Sidonius Apollinaris, gjorde kraftig modstand i 471-75, men Clermont måtte overgive sig. Eurik var i sine sidste år en slags patriark blandt de andre barbarkonger. Men efter hans død kom Chlodovech som frankernes konge og katolikkernes støtte. Han slog scepteret ud af vestgoternes hånd) .. Victorius skyndte sig til Clermont for også at vinde denne by, og fra ham hidrører disse underjordiske kapeller ved sankt Julians basilika, der står den dag idag, og ligeledes lod han opstille de søjler, der står i selve kirken. Han lod også opføre sankt Laurentius' og sankt Germanus' basilika i den lille by Licaniac (Saint-Germain-Lambron). Han blev 9 år i Auvergne. Han førte falske kæremål mod senatoren Eucherius, hvem han lod sætte i fængsel; en nat lod han ham så slæbe ud af fængslet og binde op til en gammel mur, hvorefter han lod muren støde ned over ham. Han førte et såre liderligt liv med kvindfolk, og da han var bange for at Auvergnerne derfor ville slå ham ihjel, flygtede han til Rom, men blev her stenet ihjel, da han prøvede på at fortsætte sit liderlige liv. Eurik regerede endnu 4 år efter denne mands død; han døde i sit 27de regeringsår (485). Dengang var der også et stort jordskælv. Efter Auvergnebispen Namatius' død blev Eparchius hans efterfølger, en meget hellig og gudfrygtig mand. Og da kirken på den tid kun havde lidet eje indenfor byen [Clermonts] mure, havde bispen selv sin bolig i den bygning, vi nu kalder salutatoriet (altså ikke i en særlig bispebolig (»kirkehus«) i byen men i en tilbygning til bispekirken, ordet afledt af salutare, at hilse (på én), altså et sted hvor man kommer for at tale med bispen efter messen, nærmest = sakristi, hvor der gemtes messeklæder, alterduge og andre flyttelige prydgenstande, der brugtes ved gudstjenesten), og om natten plejede han at stå op og gå op til altret og holde takkebøn. Men så hændte det en nat, han var på vej derop, at han fandt kirken fuld af djævle og djævlenes øverste siddende på hans egen bispestol i en prægtigt klædt kvindes skikkelse. Da sagde bispen: »Forbandede skøge, kan du ikke nøjes med at svine alle andre steder til med al slags urenhed, skal du også sætte dig her og med din pestilenses rumpe tilsøle denne af herren viede stol? Ud med dig af guds hus, at det ikke yderligere skal vanhelliges af dig«. Hun svarede: »Du skælder mig for skøge, så skal jeg også volde dig kvindebrynde og lede dig i mange fristelser«, og med de ord forsvandt hun som en damp der spredes. Men bispen blev virkelig hjemsøgt af sanselig attrå, men ved det helliges korses tegn evnede han at værge sig, så fjenden intet ondt kunne gøre ham. Det fortælles også, at Eparchius på Chantoin bjergets tinde byggede et kloster, dér hvor der nu står et bedehus, og at han lukkede sig inde dér i den hellige fastetid, men på herrens nadvers dag (skærtorsdag), under salmesang og ledsaget af en stor mængde klerke og borgere, drog ned til sin kirke igen. Efter hans død blev præfekten [i Rom] Sidonius biskop i hans sted (C. Sollius Apollinaris Sidonius er født ca. 430 i Lyon, og var en af Romerrigets fornemste mænd - han var således gift med en datter af kejser Avitus - men netop hans fremskudte stilling gjorde hans liv utrygt under den politiske gæring og de brat vekslende kejserskæbner i anden halvdel af det 5 århundrede. Det var således imod hans vilje og helt uventet, at han måtte opgive sin høje stilling i Rom og drage til Gallien for at blive biskop i Auvergne i 472. Men - og heraf ses, at bispestillingen også allerede da var en politisk vigtig stilling - meningen var, at han tillige skulle lede modstanden mod goterne. Ved Clermonts fald i 475 blev han en kort tid goterkongen Euriks fange (hans høflige smiger skaffede ham en god behandling), men han blev atter biskop. Han døde i ca. 488 og blev helgendømt. Han er en af tidens interessanteste skikkelser, allerede af den grund at hans personlighed kan blive levende for os gennem hans digte og navnlig hans breve, der er bevarede i ret stort omfang). Han var en efter denne verdens rangfølge meget fornem mand af så høj gallisk byrd, at han kunne gifte sig med kejser Avitus' datter. I hans tid, og mens den foran omtalte Victorius endnu opholdt sig i Clermont, var der i sankt Cyricus' kloster i samme by en abbed ved navn Abraham, hvis tro og gerninger lyste som den første Abrahams, således som vi har skildret det i den bog, vi har skrevet om ham (Fædrenes Levnedsbog. Interessantere end Gregors historier om hans mirakler er imidlertid et epitaphium over munken som er forfattet af den samtidige Sidonius Apollinaris, og hvoraf det fremgår, at Abraham er født ved Eufrat og som kristen, er blevet holdt i fængsel af perserkongen (Jesdegerd?), derpå er draget til Jerusalem, Byzans, Rom og Alexandria og endeligt er kommet til Auvergne. Det er altså et blandt mange vidnesbyrd om det ældste vesteuropæiske munkelivs forbindelse med Orienten). Den hellige Sidonius var så ordsnild, at han i almindelighed uden tøven og uden forberedelse kunne holde den mest formfuldendte tale over hvad der faldt ham ind. En dag da han var indbudt til fest i det omtalte klosters kirke, blev den lille bog, efter hvilken han plejede at holde den hellige messe, ham frastjålet undervejs, men uden et øjebliks forlegenhed fremsagde han til almindelig undren hele festritualet således, at de der var tilstede måtte tro, det ikke var et menneske men en engel, der havde talt. Herom har jeg udtalt mig fyldigere i forordet til den bog, jeg har skrevet om de af ham forfattede messer. Denne mand der, som jeg har sagt, tilhørte en af de fornemste højadelige slægter, var en overmåde from og gavmild mand; han tog det ene stykke sølvtøj efter det andet bort fra sit hus og bragte det til de fattige, ofte uden sin hustrus vidende. Når hun opdagede det, lod hun ham høre ilde derfor, og han skaffede så gerne tingene tilbage til huset, dog således at han gav de fattige, hvad de var værd. Medens han nu helt viede sit liv til guds tjeneste og førte et helligt levnet her i verden, var der to præster, der rejste sig imod ham og fratog ham al myndighed over kirkens gods; de lod ham næppe beholde det nødvendige til livets ophold og tilføjede ham de dybeste krænkelser. Men den miskundelige gud lod ikke længe denne krænkelse ustraffet. Den ene af disse uslinger - der ikke fortjente at kaldes præster - havde en dag truet med, at han, før næste dag var afsluttet, ville slæbe ham ud af kirken; da han så hørte det ringe til ottesang, stod han op for, hidset af avind som han var mod den guds hellige, at udføre det, han i sit hjertes ondskab havde sat sig for om dagen. Han gik imidlertid først ind i magshuset for at rense sin bug, og herinde udgav han ånden. Hans tjener stod udenfor døren med en kerte og ventede på, at hans herre skulle komme ud, og det var allerede ved at blive lyst, og hans værkfælle, den anden præst, sendte bud og lod sige: »Skynd dig at komme, for at vi kan udføre det, vi blev enige om i går«. Da den døde stadig intet svar gav, løftede tjeneren forhænget for indgangen og fandt da sin herre siddende død på magshusets stol, et utvivlsomt vidnesbyrd om, at han var ligeså brødefuld som hin Arius (kætterhøvdingen Arius der i begyndelsen af det 4. århundrede var præst i Alexandria og som efter et stormfuldt liv døde pludseligt i 336. De rettroendes forargelse gav sig bl.a. udtryk i det her af Gregor gengivne rygte om hans dødsmåde - sagnet findes i legenden om den hellige Eusebius. Arianismen holdt sig længe hos de germanske folk, og den rettroende Gregor er meget optaget af kætteriet og giver ofte sin forargelse luft. Arianisme er fra ca. 320 e. Kr. og arianismen er opkaldt efter den kristne præst Arius i Alexandria. Han siger, at Jesus er kun en skabning, og Gud er gud. Hans udlægning af kristendommen blev dømt kætterisk på kirkemødet i Nikæa i 325 hvor den romerske kejser Konstantin den Store også var tilstede, for at få ro blandt de kristnes urolige tolkninger og stridigheder af overtroen. På kirkemødet i 381 (Konstantinopelsynoden) blev arianismen atter fordømt, idet mange fastholdt arianismen. For så vidt blev arianismen først slået ned i Europa i 754 med langobarderrigets oprør. Men de senere albigensere tog den tidlige kristendom op igen), der ligeledes døde i magshuset, derved at hans indvolde under stolegangen trængte neden ud, og man kan jo da heller ikke andet end mene, at det er kætteri, når man i kirken ikke viser lydighed mod en guds biskop, der har fået det kald at vogte fårene, og når en anden tilriver sig magten, uden at hverken gud eller mennesker har overdraget ham den. Derefter fik den hellige biskop, skønt den ene af hans fjender endnu var tilbage, sin myndighed igen. Men så hændte det, at han begyndte at skrante og fik feber. Han bad da om at blive båret hen i kirken, og her flokkedes en mængde mennesker om ham, mænd og kvinder, ja endog børn, de græd og klagede: »Hvorfor forlader du os, gode hyrde, hvem skal nu tage sig af os faderløse? Kan vi leve, når du er død? Hvem skal i fremtiden salte os med visdommens salt, hvem vil som du med sådan visdom indprente os frygt for herrens navn?« Dette og lignende sagde folket under megen gråd, og endelig svarede bispen, drevet af helligånden der strømmede ind i ham: »Frygt ikke, mit folk, se, min broder Aprunculus lever, han skal være eders biskop«. Men de forstod ham ikke og troede, han talte i vildelse. Da han var gået bort (488 eller 489), lagde den onde, havesyge præst, den af de to der endnu var i live, straks hånd på alt kirkens gods, som om han allerede var biskop, og sagde: »Endelig har gud vendt sine øjne til mig og erkendt, at jeg er retfærdigere end Sidonius, og han har givet mig denne myndighed«. Fuld af hovmod lod han sig føre gennem hele byen, og søndagen efter den hellige mands død indbød han alle borgerne til fest i bispeboligen, og uden ærbødighed for de ældre lagde han først sig selv til bords (romersk bordskik iagttages altså af denne klerk). Mundskænken bød ham bægeret og sagde: »Herre, jeg har haft et drømmesyn, og hvis du tillader, vil jeg fortælle det: jeg så nu i nat et stort hus, og i dette hus var der en trone; på denne trone sad en mand der var mægtigere end alle de andre, som om han kunne være en dommer. Omkring ham stod mange præster i hvide klæder, men iblandt dem også talløse folkeskarer. Medens jeg nu bævende iagttog dette, se, da fik jeg langt borte øje på den salige Sidonius, der stod iblandt dem og trættedes heftig med din gode ven, præsten du véd nok, han der døde for nogle år siden. Præsten måtte give tabt, og kongen bød, at han skulle kastes i det dybeste fangehul. Da han var slæbt bort, stod Sidonius atter frem og førte klage mod dig og sagde, at du var medskyldig i den brøde, for hvilken den anden var blevet dømt. Da nu dommeren ivrigt søgte en mand, han kunne sende til dig, søgte jeg at skjule mig blandt de øvrige og vendte byggen til dommeren, idet jeg med angst tænkte på, at jeg, der jo kender manden, kunne blive sendt afsted. Og medens jeg stod og i stilhed tænkte over dette, forsvandt alle de andre, og jeg stod ene tilbage i salen. Dommeren kaldte på mig, og jeg trådte hen til ham. Blændet af hans myndighed og glans blev jeg helt sanseløs af angst, og jeg skjalv. Han sagde: Vær ikke bange, men gå hen og sig til denne præst: kom hen og forsvar dig, thi Sidonius har krævet dig stævnet. Skynd dig derfor afsted, thi kongen hist bød mig strengelig at bringe dig dette bud, idet han sagde: hvis du ikke siger det, skal du dø en usalig død«. Ved disse ord blev præsten slagen af rædsel og bægeret gled ud af hans hænder og han udgav ånden. Og den døde blev løftet op fra lejet og ført til gravstedet, på vej til helvede til sin staldbroder. Sådan dom fældede herren her i verden over de to opsætsige præster: den ene døde Arius' død; den anden styrtede fra sit hovmods høje tinde, ligesom Simon Troldmand, på den hellige apostels bøn. Der kan ingen tvivl være om, at de begge tilsammen sidder i helvede, fordi de begge handlede ilde mod deres hellige biskop. Imidlertid bredte rygtet sig om frankernes frygtelige vælde sig også til disse egne, og alle ønskede og længtes efter at komme under deres herredømme. Derfor vakte den hellige Aprunculus, biskoppen i Langres, burgundernes mistænksomhed, og deres had voksede fra dag til dag, og det vedtoges at snigmyrde ham (Aprunculus var ortodoks, medens burgunderne var arianere. Frankerne var ved denne tid vel overvejende hedninger, men i hvert fald ikke arianere, og idet Gregor foregriber begivenhederne, kan han tænke sig frankerne som ortodokse katolikker allerede fra ca. 490, men Chlodovech døbtes først i 496). Dette fik han at vide, og en nat lod han sig fire ned fra borgmuren i Dijon og flygtede til Clermont, og her opfyldtes de ord, herren havde lagt i den hellige Sidonius' mund, idet han blev den 11te biskop i Auvergne. På biskop Sidonius' tid hærgedes Burgund hårdt af misvækst. Indbyggerne måtte sprede sig ud over forskellige egne, og der var ingen til at give de fattige almisser. Under disse forhold skal senatoren Ecdicius (søn af kejser Avitus, altså Sidonius' svoger), Sidonius' måg, i tillid til gud have udrettet store ting. Da dyrtiden blev hårdere, sendte han sine tjenere med heste og vogne gennem de nærmeste byer, for at de kunne føre alle dem, der trængtes af denne hungersnød, til ham. På deres færd optog disse alle de fattige, de kunne finde, og førte dem til hans palads, hvor de fik deres underhold, så længe misvæksten varede, og således sparedes for hungersdøden. Der skal have været over 4000 af begge køn. Da det atter blev gode tider, lod han alle føre bort igen og sørgede for, at enhver kom til sit hjem. Da de var draget bort, lød der en røst fra himlen, der sagde: »Ecdicius! Ecdicius! Fordi du har gjort dette, skal du og dit afkom i evighed ikke savne brød, thi du har adlydt mine bud og mættet min sult ved at kvæge de fattige«. Denne Ecdicius skal efter manges udsagn have været en særdeles kraftig og smidig mand, thi vi kan læse om (i et brev fra Sidonius Apollinaris til Ecdicius), at han en gang med kun 10 mand slog en mængde gotere på flugt. Også den hellige Patiens, biskop i Lyon, skal på lignende måde under denne hungersnød have gjort godt mod folket, og vi har endnu et brev fra selve den hellige Sidonius, hvori denne har prist ham derfor (hele dette afsnit er et udtog af et brev fra Sidonius til biskop Basilius i Aix). Medens Sidonius var biskop, faldt goterkongen Eurik fra Spanien ind over Gallien og plagede de kristne (katolikker) dér hårdt. Han lod nedhugge i flæng dem der ikke delte hans onde lære (arianisme), og klerkene lod han fængsle og bisperne dels forjog han, dels lod han dem hugge ned. Han gik så vidt, at han lod kirkernes indgange spærre med tjørne, for at folk, når de ikke kunne komme ind i kirkerne, kunne glemme den sande tro (i Sidonius Apollinaris' brev hedder det: »…Der er ingen bisper og sognepræster længere. I kirkerne kan man se de nedstyrtede tagbjælker ligge; dørene er løftede af hængslerne, og omkring kirkerne er jorden dækket af vildtvoksende torne buske, så ingen kan komme igennem. Forgårdene er halvt nedrevne, og kvæget lægger sig til hvile derinde, eller også går det og græsser omkring altrene. Og ikke blot på landet ligger kirkerne øde, selv i de store byer er kirkegang sjælden. Og hvorledes skal de troende vel klare sig, når ikke blot kirkeskikkene forsømmes men endog mindet om dem dør . . .« Gregor, der gengiver efter hukommelsen, synes nærmest at tænke sig, at kongen har ladet tjørn slæbe sammen om kirkerne for at holde folk borte derfra) især affolkedes byerne i Novempopulanien (Gascogne) og de to Aquitanier (landet mellem Garonne og Loire) under dette uvejr. Vi har endnu et brev, som den store Sidonius ved den lejlighed skrev til biskop Basilius, og hvori han fortæller det samme som her. Men guds hævn ramte snart efter forfølgeren, så han døde. Derefter hensov også den hellige biskop Perpetuus i Tours efter i 30 år at have været biskop, og i hans sted kom senatoren Volusius (Tours ligger ved Loire og var kommet i vestgoternes magt). Da han imidlertid var ilde set af goterne, blev han i sit 7de bispeår ført til Spanien som fange og døde kort efter. I hans sted kom Verus, den 7de biskop efter den hellige Martin. Efter Childeriks død (Childerik døde i Tournay 481. Han blev gravsat sammen med sin hest og sine våben og smykker. Hans grav blev fundet i 1653. Blandt de mange interessante ting, der fremdroges af graven er forskellige slags tøjer, våben, smykker osv. Og der fandtes også hans seglring med et indgraveret brystbillede af en brynjeklædt kriger med langt hår; ansigtet er skægløst. Endvidere en del guldmønter med de samtidige byzantinske kejsere Leo I og Zenos billeder) blev hans søn Chlodovech konge i hans sted (Chlodovechus; senere udtalt Hlud(o)wics, Hluwis, Louis, Ludvig er sammensat af Chlodo, Chludo er samme ord som dansk lyd; den berømte, den omtalte, medens sidste del af ordet dels betyder præst, gode, dels kriger). I sit 5te kongeår (486) drog han mod Romernes kong Syagrius, Ægidius' søn, der sad i Soissons, hvor tidligere den ovenfor omtalte Ægidius havde hersket (der er ingen kejser længere i Italien, men nordGalliens befolkning opfatter sig som stående under romerkejseren i Konstantinopel. Syagrius kaldes snart »romernes konge«, snart patricius, snart hertug, og han er fører for det gallo-romanske aristokrati i Seine- og Loire egnene. Om Chlodovech ligesom Childerik oprindelig har været og opfattet sig selv som en slags romersk general er usikkert. I 507 gav kejser Anastasius i Konstantinopel ham konsultitel, et udtryk for at kejseren ville have ham opfattet ikke som en suveræn, men som en romersk statholder). Sammen med Chlodovech drog hans frænde Ragnachar, der også havde et kongerige (omkring Cambrai, og han er altså en af de »hårfagre sysselkonger«). Chlodovech krævede straks kamppladsen udpeget og Syagrius gjorde sig uden tøven rede til kamp. Da nu, under kampen, Syagrius så, at hans hær veg, vendte han ryg og flygtede ilsomt til kong Alarik i Toulouse (vestgoternes konge Alarik II (485-507), søn af Eurik). Chlodovech sendte bud til Alarik og krævede Syagrius sendt tilbage, ellers skulle han vide, at han ville fejde imod ham, fordi han husede hans fjende. Nu blev Alarik ræd for, at han for Syagrius' skyld skulle pådrage sig frankernes vrede - goterne er jo noget rædde af sig - og han overgav derfor sendemændene Syagrius i lænker. Så snart Chlodovech havde fået ham i sin magt, lod han ham sætte i forvaring, og da han var blevet herre over hans rige, lod han ham dræbe i løn. Dengang blev mange kirker plyndrede af Chlodovechs hær, thi han var endnu hildet i hedensk vildfarelse, og engang havde fjenderne ført en overordentlig prægtig og skøn krukke bort fra en kirke tilligemed andre kostbare ting til gudstjenesten. Kirkens biskop sendte nu bud til kongen og bad om, at hans kirke, selvom den ikke kunne få andre af de hellige kar tilbage, dog i hvert fald måtte få krukken. Da kongen hørte det, sagde han til sendemanden: »Følg os til Soissons, thi der skal hele byttet fordeles, og når dette kar tilfalder mig, så skal jeg opfylde den hellige faders ønske«. De kom så til Soissons, hvor hele byttet var lagt frem. Kongen sagde: »Tapre kæmper, vis mig den gunst ikke at nægte mig dette kar - han mente den omtalte krukke - som tillæg til min del«. Til denne kongens tale svarede de fornuftigste: »Herlige konge, alt hvad vi ser her er dit, og vi er selv dit herskab undergivne. Gør kun, som du vil, thi ingen kan modstå din magt«. Da de havde sagt dette, var der en simpel kriger, der blev misundelig og hidsigt råbte: »Du skal ikke have andet, end hvad der tilkommer dig ved rigtig lodtrækning«, hvorpå han løftede sin dobbeltøkse og huggede den mod krukken. Alle stod målløse, men kongen bed sagtmodig krænkelsen i sig, og da han havde fået krukken, gav han kirkens sendebud den men gemte krænkelsen i sit bryst. Et år efter stævnede han hele skaren til hærskue i fuld rustning for at vise deres våbens glans på Marsmarken (udtrykket marsmarken har her betydningen parade- eller øvelsesplads, som fandtes mange steder i Romerriget, svarende til Marsmarken i Rom, og må ikke forveksles med den institution, som senere i merovingertiden kommer frem under navnet martsmarken. Det er et rigsmøde af frimænd, hovedsagelig stormænd, der holdes på et givet, forud nærmere bestemt sted d. 1 marts i hver af de frankiske rigsdele. Da de austrasiske major-domus'er får magten (Karl Martel, Pippin), bliver det til et fælles rigsmøde for alle staterne og et af de vigtigste regeringsmidler for de første karolinger. Pippin den Lille udskød tidspunktet til d.1. maj (deraf majmarken, majmødet), Karl den Store ofte til juni, juli eller endog august måned). Medens han her mønstrede dem allesammen, kom han også til den mand, der havde slået til krukken; han sagde til ham: »Der er ingen, der passer sine våben så slet som du; din lanse, dit sværd og din økse er jo aldeles ubrugelige«. Og han greb hans økse og kastede den ned på jorden. Medens krigeren nu bukkede sig ned for at tage den op, løftede kongen sin egen økse og huggede den i hovedet på ham med de ord: »Det var jo sådan, du gjorde ved krukken i Soissons«. Manden lå død på stedet. Kongen lod så de andre drage bort, men denne sag skabte megen frygt for ham. Han var krigersk og sejrsæl. I sit 10de kongeår gik han imod thoringerne (tungrerne) og undertvang dem. Gundovech var burgundernes konge. Han var en ætling af kong Athanarik, om hvis forfølgelser vi ovenfor har talt (men den der omtalte Athanarik er en vestgoter og har ikke noget at gøre med burgunderen Athanarik). Han havde 4 sønner: Gundobad, Godegisel, Chilperik og Godomar. Gundobad huggede sin broder Chilperik ned og lod hans hustru drukne med en sten om halsen; hans to døtre jog han bort; den ældste af dem blev nonne og fik navnet Chrona, den yngste hed Chrodechilde. Da nu Chlodovech jævnlig sendte sendefærd til Burgund, så hans sendemænd en gang den unge pige Chrodechilde. Da de så, at hun var smuk og klog og erfarede, at hun var af kongebyrd, meddelte de det til Chlodovech. Han sendte straks sendefærd til Gundobad og friede til hende. Gundobad turde ikke sige nej og lod mændene få pigen. Så snart de havde fået hende, skyndte de sig til kongen og forestillede pigen for ham. Og da kongen så hende, blev han såre glad og tog hende til ægte - han havde allerede ved en slegfred en søn, der hed Theodorik. Hans første barn med dronning Chrodechilde var en søn. Moderen ville gerne have ham døbt, og hun talte atter og atter derom med sin mand: »De guder, i dyrker, er intet, de kan hverken hjælpe sig selv eller andre, thi de er billeder af sten eller træ eller metal. De navne, i giver dem, var navne på mennesker, ikke på guder, som f.eks. Saturn, der nok flygtede for sin søn for ikke at miste sit kongerige, eller selv Jupiter, den vederstyggeligste horekarl, en mand der bolede med mænd og drev spot med sine frankere; han kunne ikke engang holde sig fra sin egen søster men bolede med hende, som hun selv siger: »Jeg er Jupiters søster og hustru« (det er dog meget usandsynligt, at Chlodovech har været romersk hedning. Men Gregor og hans kilde kender ikke til det germanske hedenskab). Og Mars og Merkur, hvad evnede de? Ja, trolddomskunster kunne de, men guddomsmagt havde de ikke. Nej, så er det da bedre at dyrke ham, der af intet, ved sit ord alene, skabte himmel og jord og hav og alt hvad de rummer, han der lod solen lyse og smykkede himlen med stjerner, han der fyldte vandet med orme, landet med dyr og luften med fugle, han på hvis vink jorden smykkes med afgrøde, træerne med frugter, vinstokkene med druer, han der med sin hånd har skabt menneskeslægten, han der i sin godhed lader alle disse skabninger lyde og tjene sin skabning mennesket«. Men dronningens tale vendte ikke kongens sind til troen. Hans svar var altid: »Det er på vore guders bud, alt skabes og opstår. Eders gud er jo aldeles afmægtig, og, hvad mere er, det er jo en kendt sag, at han ikke er af gudeæt«. Imidlertid lod den troende dronning sin søn føre til dåben. Hun lod kirken drage med tøj og tæpper, for at Chlodovech, som hun ikke havde kunnet bøje ved sin tale, ved denne højtidelighed kunne drages til troen. Drengen blev døbt og fik navnet Ingomer, men døde straks efter genfødelsen, medens han endnu havde sine hvide dåbsklæder på (de nydøbte beholdt de hvide (alba) dåbsklæder på en uge. Dåben foregik sædvanlig dagen før påske, og de hvide klæder (båres da til den følgende søndag (quasimodo), der derfor kaldes dominica in albis (hvide-søndag). Kongen blev heftig opbragt og for hidsig løs på dronningen: »Hvis drengen var blevet signet i mine guders navn, ville han have levet; nu da han er døbt i eders guds navn, kunne han ikke leve«. Dronningen svarede: »Jeg takket- den almægtige gud, alle tings skaber, at han ikke har kastet vrag på mig, men har været så nådig at optage mit livs frugt i sit rige. Til mit sind når ingen sorg herover, thi jeg ved, at de, der kaldes fra denne verden i hvide klæder, skal leve for guds åsyn«. Senere fødte hun en anden søn, som hun i dåben kaldte Chlodomer. Da også han begyndte at skrante, sagde kongen: »Det kan nok ikke være andet, end at det må gå ham ligesom hans broder; når han er døbt i eders kristus' navn, må han straks dø«. Men på moderens bøn lod gud barnet komme sig. Dronningen trængte imidlertid stadig ind på ham, at han skulle tro på den sande gud og vende sig fra afguderne, men det viste sig stadig umuligt at få ham til denne tro, indtil han en gang kom i krig med alemannerne; da blev han endelig nødt til at godkende, hvad han før havde forkastet. Da de to hære stødte sammen, blev der et stort mandefald, og det så ud til, at Chlodovechs hær skulle gå helt til grunde. Da han så dette, løftede han sine øjne mod himlen; hans hjerte rørtes, og under tårer sagde han: »jesus kristus, du som Chrodechilde siger er den levende guds søn, du som de siger hjælper dem, der er i nød, og giver dem sejr, der sætter deres lid til dig, jeg beder dig ydmygt give mig din vældige hjælp. Hvis du nu giver mig sejr over mine fjender her, og jeg således erfarer din kraft, den kraft, som de mennesker, der har viet sig til dit navn, hævder at de har erfaret, så vil jeg tro på dig og lade mig døbe i dit navn. Nu har jeg påkaldt mine guder, men jeg ser, at de har ladt mig i stikken, og derfor må jeg tro, at de ingen magt har, siden de ikke hjælper dem, der tjener dem. Nu påkalder jeg dig, dig vil jeg tro på, når du blot frelser mig ud af mine fjenders vold.« Og medens han talte således, begyndte alemannerne at vende ryggen til og flygte. Og da de så blev klar over, at deres konge var faldet, gav de sig ind under Chlodovech, idet de sagde: »Vær nådig, lad ikke flere omkomme, vi er jo dine«. Chlodovech lod kampen standse, holdt en tale til krigerne og drog hjem med fred og fortalte dronningen, hvorledes han ved at påkalde kristi navn havde fået held til at sejre. Dette skete i hans 15de kongeår (alemannerne boede bl.a. i det 4. og det 5. århundrede på venstre Rhinbred mellem Vogeserne og Rhinen (Elsass), og Rhinen de »ripuariske« frankere ved Rhinen havde møje med at værge sig imod dem. En af deres kampe ved Tulbiacum (Zulpich), hvor frankerkongen Sigebert blev såret, omtales at Gregor. Det slag, her er tale om, er et helt andet slag, der ikke kan stedfæstes). Så lod dronningen sende lønligt bud til bispen i Reims, den hellige Remigius, og bad ham komme og liste frelsens ord i kongen. Bispen og kongen mødtes også, og i lønlige samtaler søgte bispen at få ham til at tro på den sande gud, himlens og jordens skaber, og vende sig fra afguderne, der hverken kunne hjælpe sig selv eller andre. Hertil svarede Chlodovech: »Gerne hører jeg din tale, hellige fader, men der er det i vejen, at mit krigsfølge ikke vil finde sig i, at jeg svigter deres guder. Dog nu vil jeg gå hen og tale til dem, sådan som du nu har talt til mig«. Da han så stævnede sine folk til møde, lod gud sin magt virke i forvejen, thi endnu før han havde sagt et ord, råbte de alle med én mund: »Fromme konge, vi vil opgive de dødelige guder, og vi er rede til at følge den gud, som Remigius siger er udødelig«. Da dette meldtes bispen, fyldtes han af stor glæde og lod dåbsbadet gøre rede. Gaderne hængtes med brogede tæpper, og kirkerne smykkedes med hvide forhæng. Dåbskirken gjordes rede. Røgelsen bølgede, duftende kærter strålede og lyste, og hele dåbskirken lå badet i den guddommelige vellugt, og gud gav dem, der var tilstede, den nåde, at de troede, det var i paradisets duftende have, de stod. Kongen var den første, der bad om at blive døbt af bispen. Som en ny Konstantin skred han frem til døbefonten for at afvaske den gamle spedalskheds sot og i det friske bad at aftvætte det gamle syndesmuds. Da han var kommet hen til fonten, tiltalte den ordsnilde guds hellige ham således: »Bøj din nakke i ydmyghed, sigamber, tilbed hvad du har brændt, og brænd hvad du har tilbedt« (sigambrerne omtales af Cæsar i Gallerkrigen som en germansk stamme, men allerede Tacitus årbøger omtaler dem som overvundne af romerne under kejser August og resterne af stammen som bosatte i Gallien som romerske undersåtter. I »Germania«, hvor Tacitus opregner de forskellige germanske stammer og folk, nævnes de slet ikke, fordi de altså ikke har eksisteret længere som germansk stamme. Dette har stor interesse for spørgsmålet om Chlodovechs »nationalitet«. Gregor lader jo Remigius kalde ham sigambrer. Hvorfra dukker dette navn her frem? Ja, enten kan det være hentet fra det 5. og det 6. århundredes digtning og helgensagaer, thi dér forekommer undertiden navnet sigambre, som et poetisk, romantisk navn uden historisk betydning, opbevaret fra gamle dage eller genfundet og af grunde vi ikke kender, brugt som et højtideligt, velklingende prydord; eller også var Chlodovech virkelig en sigambrer, nedstammende fra den underkuede i Gallien bosatte og af romerne undergivne gamle germanske stamme) den hellige biskop Remigius var nemlig en mand af sjælden kundskab og navnlig stærk i retorikken, men han var også så overordentlig from, at man stillede ham lige med den hellige Silvester (pave Silvester I, på Konstantin den Stores tid. Efter legenden skal han have døbt Konstantin og ved dåben friet ham for en ulægelig hudsot helgendag d. 31. december. I virkeligheden døde Silvester i 335, og Konstantin blev først døbt i 337), og der er nu en bog (tillagt digteren Venantius Fortunatus) om hans liv, i hvilken det fortælles, at han vakte en død til live. Kongen fremsagde nu sin tro på den almægtige treenige gud og blev så døbt i faderens, sønnens og den hellige ånds navn og salvet af den hellige olie, med kristi kors' tegn (i Saint-Denis-klostret ligger mange forskellige og ulige værdifulde latinske kildeskrifter og bearbejdelser af kildeskrifter, og her fortælles at Chlodoveeh, da han under dåbsceremonien hørte Remigius skildre kristi lidelser og død, udbrød: »Der skulle jeg have været med mine frankere; så skulle jeg nok have hævnet de krænkelser, han måtte lide«. I den samme Saint-Denis-krønike og i Frodoards »Reims-stifts historie« fra det 9. århundrede fortælles yderligere, at kongen under processionen til kirken, overvældet af optrinets festlige pragt, spurgte bispen, om dette var guds rige, som han havde lovet ham. »Nej«, svarede bispen, »Men det er vejen dertil«. Og der fortsættes: »Da de kom hen til dåbskirken, blev den præst, der bar den hellige olie, klemt inde i skaren og kunne ikke komme ind i kirken, så at der ingen olie var, da bispen skulle bruge den. Bispen løftede sine øjne mod himlen og bad grædende en stille bøn. Og straks stiger en snehvid due ned med en krukke i sit næb; krukken var fuld af olie sendt fra himlen. En vidunderlig vellugt udstrømmer fra den og vækker en usigelig glæde hos alle. Bispen tager krukken, og duen er borte med det samme. Henreven af glæde over et sådant under forsager kongen satan og alt hans væsen og alle hans gerninger ...». Til denne legende knytter sig den skik, at de franske konger kronedes og salvedes i domkirken i Reims, hvor den hellige krukke gemtes (når Gregor kalder Chlodoveeh en ny Konstantin, er sammenligningen i virkeligheden meget slående, både fordi der er stor lighed mellem de to mænds væsen og virke (især deres troløse grumhed), og fordi Chlodovechs ortodokse dåb muliggjorde en sammensmeltning mellem katolske romere og arianske germanere, som hverken vestgotere, østgotere eller burgunderne ønskede at tilvejebringe. Chlodovechs dåb lagde grunden til den senere forbindelse mellem frankerkongerne og paven. Den samtidige pave, Anastasius, skal have sendt Chlodoveeh en lykønskning, hvoraf det fremgår, at han fuldtud forstod denne »omvendelses« betydning. Men også dette brevs ægthed er dog omstridt). Af hans hær døbtes over 3.000. Også hans søster Alboflede blev døbt, og kort efter indgik hun til sin herre. Da kongen sørgede over hendes død, sendte Remigius ham et trøstebrev, der begyndte således: »Det gør mig ondt, meget ondt, at eders søster Alboflede, ære være hendes minde, er død, og at i sørger derover. Men det kan være os til trøst, at hun er gået bort således, at vi snarere skal prise hendes lod end sørge over hende«. Også hans anden søster, Lantechilde, der havde været forfalden til arianernes kætteri, lod sig omvende og bekendte, at sønnen og den hellige ånd er faderen lige, hvorpå hun blev salvet (omdøbt eller fulddøbt). Dengang havde brødrene Gundobad og Godegisel (Chrodechildes farbrødre) endnu deres rige ved Rhone og Saone og herskede desuden over provinsen Massilia. Både de og deres folk hørte til den arianske sekt. De lå i krig med hinanden, og da Godegisel havde hørt om kong Chlodovechs sejre, sendte han i al stilhed en sendefærd til ham med dette ærinde: »Hvis du vil hjælpe mig til at gøre det af med min broder, at jeg kan fælde ham i krig eller jage ham ud af hans rige, så vil jeg hvert år yde dig en afgift, så stor som du vil pålægge mig«. Det var Chlodovech kært at høre, og han lovede ham sin hjælp, så ofte den var fornøden. Til fastsat tid opbød han så sin hær mod Gundobad. Da dette kom Gundobad for øre, sendte denne - uden at ane noget om broderens svig - bud til Godegisel: »Kom mig til hjælp, thi frankerne reder til leding imod os og går imod vort land for at tage det. Lad os derfor holde sammen imod dette folk, der er os fjendsk, at vi ikke af indbyrdes kiv skal komme til at lide samme skæbne som de andre folk«. Godegisel svarede: »Jeg skal komme med min hær og hjælpe dig«. Alle tre gik da i leding samtidig - nemlig Chlodovech imod Gundobad og Godegisel - og fuldt krigsrustede drog de hen imod borgen Dijon. Ved floden Ouche stødte de sammen; Godegisel gik over til Chlodovech, og de to hære oprev Gundobads folk. Da denne mærkede broderens forræderi, som han ingen anelse havde haft om, flygtede han og nåede langs Rhone bredderne til byen Avignon. Efter sejren, og efter at have lovet Chlodovech en del af sit rige, drog Godegisel med fred hjem og holdt sejrsindtog i Vienne, som om hele riget nu var hans. Chlodovech samlede imidlertid flere folk og satte efter Gundobad i den hensigt at tvinge ham ud af Avignon og så dræbe ham. Da Gundobad hørte det, grebes han af skræk, thi han frygtede for at komme til at dø en brat død. Nu havde han hos sig en fornem mand ved navn Aridius, en rådsnild og vis mand; ham lod han kalde og sagde til ham: »Faren truer mig til alle sider, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre; nu er disse barbarer kommet over os for at slå os ihjel og så plyndre hele landet«. Aridius svarede: »Du må se at mildne dette menneskes vrede, hvis du vil frelse dit liv. Nu vil jeg, om det vinder nåde for dine øjne, lade som om jeg flygter fra dig og går over til ham, og når jeg er kommet til ham, skal jeg mage det så, at han hverken gør dig eller dit rige noget ondt. Kun må du passe på at gøre, hvad han efter mit råd kræver af dig, indtil en gang den tid kommer, da herren i sin nåde giver dig medgang igen«. Kongen svarede: »Jeg skal nok gøre, hvad du pålægger mig«, og efter disse ord drog Aridius bort. Da han så kom til Chlodovech, sagde han: »Allerfrommeste konge, jeg kommer som din ydmyge tjener og søger ly under din vælde. Jeg har forladt den usle Gundobad. Hvis du vil modtage mig, fromme konge, skal du og dine børn i mig finde en redelig og tro tjener«. Chlodovech var straks villig til at tage ham til sig og lod ham blive hos sig, thi han var en morsom sagafortæller, snild i råd, skønsom i domme og tro i hverv. Kort efter sagde Aridius til Chlodovech, der med hele sin hær lå om byens mure: »Hvis eders ophøjede herlighed vil værdiges at høre på nogle få ord af eders ydmyge tjener, så vil jeg, selvom i ikke trænger til råd, dog med troskab og redelighed give eder et. Hvorfor«, sagde han, »holder du din hær sammen her, medens din fjende sidder trygt i sin fæstning? Du plyndrer markerne, afgræsser engene, du afskærer vinstokkene, du fælder oliventræerne og ødelægger al egnens afgrøde (det var samtidens fejdevilkår), og alligevel kan du ikke komme ham til livs. Send hellere en sendefærd til ham og få ham til at yde dig en årlig afgift, så bliver landet ikke hærget, og du bliver hans herre og han din skattepligtige lydkonge. Hvis Gundobad siger nej, kan du jo altid gøre, hvad du vil«. Kongen fandt rådet godt og lod hæren drage hjem, og derpå sendte han sendemænd til Gundobad og bød ham, at han hvert år skulle yde den ham pålagte afgift. Denne svarede straks afgiften og lovede også at svare den i fremtiden. Da Gundobad var kommet til kræfter igen, gav han Chlodovech en goddag og svarede ham ikke den aftalte skat, og nu førte han sin hær mod sin broder Godegisel, og indesluttede ham i Vienne og lagde sig for byen. Inde i byen begyndte imidlertid småfolk at mangle levnedsmidler, og Godegisel blev bange for, at sultenøden også skulle nå ham. Han lod derfor småfolk jage ud af byen og derefter også andre, deriblandt vandledningsmesteren. I vrede over at være jaget ud gik denne sammen med de andre til Gundobad og røbede for ham, hvorledes han kunne komme ind i byen og få hævn over sin broder. Under hans førerskab drog så en hær ind igennem vandledningen; foran krigerne gik en del mænd med brækjern, thi ledningens udgang var lukket med en stor sten. Under mesterens vejledning blev denne sten ved hjælp af brækjernene brudt fra, og således kom de alle midt ind i byen og kunne nu falde dem i ryggen, der stod og skød oppe på murene. Inde fra midten af byen lod de så blæse i horn; belejrerne indtog portstillingerne, huggede portene ind og trængte ind i byen. Og medens byens indbyggere nu kom i trængsel mellem to hære, og huggene regnede ned over dem fra begge sider, flygtede Godegisel til kætterkirken, hvor han imidlertid blev hugget ned sammen med arianernes biskop. De frankere der var hos Godegisel, flokkedes sammen i et enkelt tårn, men Gundobad bød, at ikke en eneste af dem skulle lide noget ondt; derimod gjorde han dem til fanger og sendte dem ud af landet til Toulouse til kong Alarik, men de romerske senatorer og de burgundere, der havde gjort fælles sag med Godegisel blev dræbt. Selv underlagde Gundobad sig hele det land, der nu kaldes Burgund, og han indførte mildere love hos burgunderne, således at de ikke skulle kunne trykke romerne for hårdt. (den burgundiske stamme (en gren af den gotiske) var i ca. 410 trængt over Rhinen og havde sat sig fast i egnen omkring Worms. I 437 led stammen et stort nederlag i kamp med hunnerne (traditioner herom findes i Niebelungen-kvadet), og derefter fik den lov til under romersk overhøjhed at slå sig ned i Savoyen 443. Her levede burgunderne naturligvis under deres gamle stammeret. Da de herfra under Romerrigets voksende opløsning blev erobrere og bredte deres herredømme ud over Rhone landet (undtagen Provence) og kom til at leve som en ret fåtallig krigerklasse (deres ringe tal forklarer deres ret hurtige romanisering) blandt en talrig og den gang højt kultiveret romersk befolkning, var deres gamle stammeret naturligvis ikke længere tidssvarende; de måtte også indrette sig efter romersk ret, og en lovredaktion i denne ånd var det, der foretoges af kong Gundobad i tiden 480-500. I noget omarbejdet form og med tilføjede nyere love fra det 6. århundrede er dette lovværk bevaret og kendt under navnet Gundobads lov (Loi Gombette). Gundobads lov vedblev at gælde for burgunderne, også efter at de var kommet ind under frankerne. Som af Gregor antydet, var den mere hensynsfuld mod den gallo-romanske befolkning end de andre germanske love. Den ordner dels forholdet mellem burgundere indbyrdes, dels mellem burgundere og romere (gallo-romaner). I retssager mellem disse sidste indbyrdes vedblev romerretten hovedsagelig at gælde; også her har Gundobad været virksom, idet han lod affatte en romerlovbog for romere blandt burgunderne). Da Gundobad imidlertid var blevet klog på, at kætternes [arianernes] lære var falsk, bad han bispen i Vienne, den hellige Avitus, om at blive salvet (omdøbt) i al hemmelighed, idet han bekendte troen på, at kristus, guds søn, og den hellige ånd var faderen lige. Bispen svarede ham: »Hvis du i sandhed tror dette, så må du også rette dig efter, hvad herren selv har sagt os. Og herren siger: den der vedkender sig mig for menneskene, ham vil jeg også vedkende mig for min fader, der er i himlen. Og noget lignende sagde han også til de hellige, salige apostle, som han elskede højt: tag eder i agt for menneskene, thi de vil stævne eder for rådet og piske eder i deres synagoger. I vil komme til at stå for konger og fyrster for min skyld, til et vidnesbyrd for dem og for alle folk. Men du, som er konge og ikke skal frygte for at gribes af nogen, du ræddes for folkets oprør, så du ikke offentlig tør vedkende dig troen på alles skaber. Lad denne dårskab fare og udtal åbent for folket, hvad du siger, du tror i dit hjerte, thi således taler den hellige apostel: med hjertet tror man til retfærdighed, men med munden bekender man til salighed. Og således siger også profeten: jeg vil bekende dig i en stor forsamling og prise dig blandt et talrigt folk, og atter: jeg vil bekende dig blandt menneskene, herre, og synge dit navn en salme blandt folkeslagene. Du er bange for folket, konge; ved du da ikke, at det er bedre, at folket følger din tro, end at du giver efter for mængdens dårskab? Thi du er folkets hoved, og folket er ikke dit hoved. Når du drager i krig, går du jo foran hærens skarer, og de følger efter dig, hvor du går hen. Derfor er det bedre, at du nu går i spidsen, og de derefter indser, hvad der er sandhed, end at du fortabes, og de bliver tilbage i løgnen. Thi gud lader sig ikke spotte og elsker ikke den, der for et jordisk kongeriges skyld ikke vil bekende ham for verden«. Skønt kongen ikke vidste noget at svare hertil, blev han dog hårdnakket lige til sit livs ende i denne [frygtagtige] dårskab og var ikke at formå til offentlig at bekende ligheden i treenigheden (Sabellius var en romersk præst i omkring år 200 e. Kr., der synes at have lagt grunden til den såkaldte sabelliamsme der var udbredt i det nordøstlige Afrika i det 3. århundrede; et spekulativt system der skelner mellem ét enkelt guddomsvæsen (monaden) og dette væsens tre åbenbaringsformer i verden, udgåede fra det skjulte guddomsvæsen for at opfylde forskellige opgaver: faderen, eller gud som skaber, sønnen, eller gud som menneskevorden frelser, og den hellige ånd, eller gud som kilde til et helligt liv blandt menneskene. Eutyches var klosterforstander (arkimandrit) i Konstantinopel i det 5. århundrede. Hans kætteri gjaldt fornemmelig kristi person: gud-mennesket kristus jesus har efter den guddommelige og den menneskelige naturs forening kun én natur, han er den menneskevordne logos, og derfor var kristi legeme ikke som andre menneskers legeme). Den hellige Avitus var en meget veltalende mand i sin tid, og da der dengang opstod vranglære i byen Konstantinopel, såvel den Eutyches som den Sabellius gjorde sig til tolk for: nemlig at vor herre jesus kristus ingen del havde i guddommen, skrev han efter Gundobads bøn imod dem, og vi har endnu hans herlige breve, der, i samme grad som de den gang nedslog kætteriet, nu tjener til opbyggelse for guds kirke. Desuden skrev han én bog prædikener, seks bøger på vers om verdens begyndelse og forskellige andre forhold, og ni bøger breve, hvoriblandt de ovenfor omtalte (de nævnte skrifter af Avitus er for størstedelen bevarede). I en prædiken om gangdage skriver han, at disse gangdage, som vi fejrer lige før kristi himmelfartsfesten, er indstiftede af Mamertus, der ligeledes var biskop i Vienne, hvor Avitus nu selv var biskop, og indstiftede en gang, da mange store jærtegn vakte rædsel i byen. Byen rystedes nemlig af hyppige jordskælv, og vilde dyr som hjorte og ulve trængte ind ad portene og strejfede, som Mamertus skrev, uden frygt omkring i byen. (gangdage er i Danmark og norden i den romerkatolske tid, navnet på de 3 sidste dage før kristi-himmelfarts dag , dvs. »de bededage hvilke man plejer at holde og kalde gangdage«, altså mandag, tirsdag og onsdag i Himmelfartsugen, gangdagsugen, på hvilke der holdtes højtidelige kirkelige optog rundt om til gårde, huse og på marker; i Tyskland: kreuztage, korsdage, fordi der bæres kors; i Frankrig kaldes optogene rogations, i det latinske kirkesprog rogationes (bønner, bønneprocessioner). Gregor fortæller her og andetsteds, svarende til hvad også andre forfattere fra samme og nærmeste tid beretter, at festens indstiftelse skyldes ønsket om eller glæden over plagers og ulykkers ophør. I et mærkeligt brev fra Sidonius Apollinaris siger denne også udtrykkeligt, at det er Mamertus der har indstiftet gangdagene (disse omtales og påbydes på konciliet i Orléans i 511), dog således at det snarest er ældre folkeskikke som Mamertus har gjort til fast kirkeskik. Sidonius siger nemlig: »Tidligere var der nogle bedevandringer der - det være sagt uden spot - foregik uordentlig og sløvt ….og som jævnlig standsedes og afbrødes, fordi deltagerne ville have noget at spise og drikke. Det var især regnvejr eller tørvejr de bad om, og det siger sig selv, at sådanne bønner kunne pottemageren og gartneren ikke samtidig være med til« (derfor var tilslutningen altid ufuldstændig). Der er ingen tvivl om, at det er gammel, hedensk folkeskik, der nu bliver kristnet; de gamle romerske optog foregik d. 25. april). Dette varede et helt år, og da så påskehøjtiden kom, ventede hele folket i ydmyghed på, at gud skulle ynkes, og disse højtidsdage endelig gøre ende på den skrækkelige tilstand. Men under selve gudstjenesten i festnatten, under den højtidelige messe, slog ild fra himlen pludselig ned på det kongelige palads indenfor murene og stak det i brand. Medens nu alle rædselslagne styrtede ud af kirkerne i den tro, at branden ville brede sig og lægge hele byen i aske, eller at jorden ville revne og sluge dem alle, knælede bispen i bøn foran alteret og påkaldte med suk og gråd guds barmhjertighed. Og kort at fortælle: den store biskops bøn nåede frem til himlens høje sale, og hans tårestrømme slukkede ilden i borgen. Da så Himmelfartsfesten som sagt nærmede sig, påbød han folket faste, foreskrev dem, hvorledes de skulle bede, og hvorledes de skulle spise og ordnede en frydefuld bedefest for dem. Da nu også de andre rædsler hørte op, og rygtet om, hvad der var hændt, bredte sig til alle egne, bragte dette alle bisperne til at efterligne det, som den stærke tro havde fået Mamertus til at gøre. Og disse gangdage fejres den dag i dag i alle stifter med gudhengivne hjerter og angerfulde sind.

Da nu goternes konge Alarik så, at kong Chlodovech stadig førte sejrrige krige, sendte han sendemænd til ham og lod ham sige: »Jeg ville gerne, hvis min broder tykkes om det, at vi, om gud vil, mødtes med hinanden«. Chlodovech var ikke uvillig og drog til ham, og de mødtes på en ø i Loire lige overfor Amboise, på byen Tours' territorium. Dér talte de sammen, spiste og drak sammen og lovede hinanden venskab og skiltes derpå med fred. Der var nu mange i Gallien, der af ganske hjerte higede efter at få frankerne til herre. Som følge heraf blev bispen i Rodez Quintianus fordrevet fra byen, fordi hans frankervenlige sindelag vakte vrede. Det sagde de ham ligefrem: »Du ønsker jo, at frankerne skal være herrer her i landet«, og få dage efter opstod der en trætte mellem ham og borgerne, og goterne der boede i denne by, blev mistænksomme ved at høre borgerne skælde ham ud for at ville have dem under frankerne. De holdt råd og fattede den plan at hugge ham ned. Dette fik den guds mand nys om, og han stod op ved nattetid og drog ud af byen sammen med sine mest trofaste tjenere og kom til Clermont. Her modtoges han venligt af den hellige biskop Eufrasius, der var fulgt efter Aprunculus fra Dijon. Han lod ham blive hos sig og gav ham huse og marker og vinbjerge og sagde til ham: »Min kirkes gods er stort nok til at underholde os begge; måtte blot den kærlighed, hvorom den salige apostel taler, altid være blandt guds præster«. Også bispen i Lyon gav ham noget af sin kirkes gods, der lå i Auvergne. Hvad der ellers måtte være at fortælle om den hellige Quintianus, både hvad ondskab han måtte tåle og hvad herren gav ham nåde til at udrette, er opskrevet i bogen om hans levned (Fædrenes Levnedsbog). En dag sagde Chlodovech til sine mænd: »Det ærgrer mig, at disse arianere (vestgoterne) endnu sidder inde med en del af Gallien. Lad os drage afsted med guds hjælp og slå dem og lægge deres lande ind under vort herredømme«. Den tale tyktes alle godt om, hæren brød op og gik mod Poitiers, hvor dengang Alarik opholdt sig. Men da en del af hæren drog igennem Tours-territoriet, bød Clodovech, af ærefrygt for den hellige Martin, at ingen måtte tage andet i denne egn end vand og græs til foder. Så var der én af krigerne, der hos en fattig mand fandt noget hø. Han sagde da: »Ja kongen har jo påbudt, at der kun må tages græs og intet andet; dette her er jo græs, og vi overtræder derfor ikke hans bud, hvis vi tager dette«. Og han brugte vold mod den fattige mand og tog høet med magt. Da dette blev kongen meldt, greb han sit sværd og huggede manden ned på stedet, og han udbrød: »Hvorledes skal vi kunne håbe at sejre, når vi krænker den hellige Martin?« Efter dette var der ingen af krigerne, der tog mere i den egn. Kongen selv sendte nogle mænd til den hellige kirke og sagde til dem: »Drag afsted, måske kan I i den hellige kirke få et varsel om sejr«. Og han gav dem gaver med, som de skulle nedlægge på det hellige sted, og hans bøn lød: »Herre, hvis du vil hjælpe mig, og hvis det er din vilje at overgive dette vantro folk, der altid er dig fjendsk, i mine hænder, så vis mig den nåde at åbenbare mig det, når jeg træder ind i den hellige Martins basilika, for at jeg kan få vished for, at du vil se i nåde til din tjener«. Kongens tjenere skyndte sig nu afsted til Tours, efter kongens bud, og just da de gik ind i den hellige basilika, istemte forsangeren, der selv intet vidste om kongens forehavende, denne vekselsang: »Du omgjordede mig med kraft til krigen; dem der rejste sig imod mig, ydmygede du under mig, og du bragte mine fjender til at vende ryg, og du udryddede dem, der hadede mig« (her gør kirkesangen tjeneste som varsel. Forskellen mellem den her omtalte søgen varsel og det at slå op i den hellige skrift). Da de hørte denne salme, takkede de gud og lovede den hellige bekender gaver, og meldte så glade kongen varslet. Da Chlodovech nu med sin hær var kommet til floden Vienne, vidste han ikke, hvor han skulle gå over floden, der var steget stærkt på grund af voldsomme regnskyl. Om natten bad han til gud, at han ville vise ham, hvor han kunne vade over floden, og om morgenen kom på guds vink en vældig hind og gik ud i floden og vadede gennem den, således at hæren kunne se, hvor den kunne komme over. Kongen drog nu frem til Poitiers, og medens han endnu i nogen afstand dvælede i sit telt, så han noget som en ildkugle udgå fra den hellige Hilarius' basilika og drage hen over sit hoved, et tegn på at han, ledet af den hellige bekender Hilarius' lys, så meget friere kunne gå løs på de kætterske skarer, med hvilke denne biskop så ofte havde stridt for troen. Nu fik hele hæren påbud om hverken dér eller på vejen at udplyndre nogen eller røve nogens gods. Dengang levede der en meget hellig abbed, Maxentius, der af gudsfrygt havde trukket sig tilbage fra verden i sit kloster i nærheden af Poitiers. Vi skriver ikke, hvad klostret [oprindelig] hed, thi stedet kaldes nu om dage den hellige Maxentius' celle (Saint-Maixent, departementet Deux-Sévres). Mange stednavne ændredes i missionstiden, således at det gamle navn erstattedes og fortrængtes af navnet på en biskop, abbed eller eneboer). Da nu klostrets munke så en skare krigere nærme sig klostret, bad de abbeden forlade sin celle for at afværge faren. Abbeden blev imidlertid, hvor han var, og skrækslagen som de var brød de så døren til hans celle op og slæbte ham ud, og han gik da uforfærdet krigerne imøde som for at bede om fred. En af krigerne drog nu sit sværd for at hugge hans hoved af, men just som armen var løftet i højde med øret, blev den stiv, og sværdet faldt til jorden bag ham. Han kastede sig så ned for den hellige mands fødder for at bede om tilgivelse, og da de andre så det, løb de rædselslagne tilbage til hæren, thi de frygtede for, at det skulle gå dem selv ilde. Mandens arm strøg den hellige bekender med viet olie og gjorde korsets tegn derover og helbredte den. Således værnede han klostret mod al fare, og han øvede også mange andre kraftige gerninger, som enhver, der vil vide besked derom, kan finde omtalt allesammen i bogen om hans liv.

Imidlertid stødte kong Chlodovech sammen med goterkongen Alarik på Vocladum sletten (dette stednavn er tidlig forsvundet, formodentlig fortrængt af et helgennavn, Saint-Cyr, der nu er navnet på en landsby ca.. 15 km. nordøst for Poitiers. Her menes det betydningsfulde slag i 507 at have stået ved den 10de milesten fra Poitiers (ordet mil, der findes i de fleste europæiske sprog (men mærkelig nok ikke er blevet almindelig i fransk) er optaget fra latin (mille, flertal millia = tusind(er), og når det på latin bruges som længdemål, underforstås »skridt«. Et »skridt« (dobbeltskridt) var 1½ meter, tusind skridt, en »mil« i romersk forstand, er altså ca. 1500 meter, 10 mil ca. 15 kilometer eller dvs. 2 danske mil). Alariks folk skød med deres buer, men Chlodovechs gik på med økser og spyd. Goterne tog som sædvanlig flugten, og Chlodovech vandt sejr med guds hjælp. Men han havde også en god hjælp i Chloderik, en søn af Sigebert den lamme (ripuariernes konge, med sæde i Køln), den Sigebert der i slaget med alemannerne ved Tulbiacum var blevet såret i knæet, så han blev lam. Chlodovech forfulgte nu goterne og dræbte kong Alarik, men pludselig kom to mænd ham imøde og ramte ham i begge sider med deres spyd, og kun hans harnisk og hans hurtige hest frelste ham fra døden. Dér faldt en mængde mænd fra Auvergne, deriblandt mange fornemme, der var komne under Apollinaris (søn af biskop Sidonius Apollinaris). Fra slaget flygtede Alariks søn Amalarik til Spanien og hævdede der ved klogskab sin faders rige. Men Chlodovech sendte sin søn Theodorik gennem Albi og Rodez til Clermont, og han drog gennem disse byer fra goternes grænser til burgundernes og underlagde dem alle sin faders herskab. Alarik var konge i 22 år (485-507). Chlodovech dvælede den vinter i Bordeaux; han lod alle Alariks skatte føre bort fra Toulouse og drog så til Angouléme. Her viste herren ham så stor nåde, at murene af sig selv styrtede sammen for kongens øjne. Goterne blev jaget ud af byen, som han derpå underlagde sig. Så drog han med sejr tilbage til Tours, hvor han viede den salige Martins hellige basilika mange gaver (i en frankerkrønike fra ca. 720 fortælles det, at Chlodovech ved denne lejlighed gav sankt Martin sin stridshest og derpå købte den tilbage for 100 guldstykker. Men hesten ville ikke forlade kirken, og først da kongen havde givet andre 100 guldstykker, fulgte den med ham. Chlodovech sagde da leende: »Sankt Martin er en god beskytter, men han tager en stiv betaling«). Chlodovech modtog af kejser Anastasios en håndskrivelse om, at der var tildelt ham konsulværdighed, og i den hellige Martins basilika iførtes han purpurkjortel og purpurkappe og satte diademet på sit hoved; så steg han til hest, og under ridtet mellem porten til basilikaens forhal og byens kirke (bispekirken) udstrøede han med egen hånd med ødsel gavmildhed guld og sølv til alle de tilstedeværende, og fra den dag kaldtes han konsul eller Augustus (Augustus-titlen, kejsertitel må han selv have taget og ikke fået af kejseren. Diademet kendetegner ham som konge). Så forlod han Tours og drog til Paris og gjorde denne by til sit regeringssæde og opslog sin kongestol dér. Dér kom også Theodorik til ham. Da biskop Eustochius i Tours var død, blev Licinius indsat til biskop, den ottende efter den hellige Martin. Det var i hans tid den ovenfor omtalte krig blev ført, og at kong Chlodovech kom til Tours. Licinius skal også have været i Østerland og gæstet de hellige steder, ja været i selve Jerusalem og ofte have set de steder, hvor herren led og hvor han opstod, sådan som vi læser i evangelierne. Medens kong Chlodovech opholdt sig i Paris, sendte han lønbud til Sigeberts søn (Sigebert den Lamme, konge over de »ripuariske« frankere): »Din fader er blevet gammel, og han er skidt tilbens og halter. Hvis han skulle gå hen og dø, ville hans rige med rette - tilligemed mit venskab - tilfalde dig«. Båret af magtbrynde pønsede sønnen nu på at rydde sin fader af vejen. En dag drog denne ud af Køln og gik over Rhinen for at forlyste sig i Buchawerskoven, og mens han dér tog sig en middagslur i sit telt, lod sønnen ham dræbe af lejede stimænd for selv at få hans rige. Men efter guds rådslutning faldt han selv i den grav, han lumskelig havde gravet for sin fader. Han lod sendemænd gå til kong Chlodovech, der meldte ham faderens død med de ord: »Min fader er død, og hans skatte og hans rige tilhører mig. Send nogle af dine mænd til mig, så skal jeg villigt og gerne give dig, hvad du ønsker af hans skatte«. Chlodovech svarede: »Jeg takker dig for din gode vilje og beder dig vise mine folk skattene, men du skal selv beholde alt«. Da Chlodovechs folk kom, viste han dem sin faders skatte. Og medens de stod og så på forskellige ting, sagde han: »Her i denne kiste plejede min fader at lægge sine guldstykker«. »Å, stik en gang din hånd ned til bunden af kisten, så du kan fornemme alt hvad der er«, sagde de. Det gjorde han, og medens han stod således stærkt foroverbøjet, løftede en af Chlodovechs folk sin dobbeltøkse og gav ham et hug i hjerneskallen, og således led den onde søn samme skæbne som han selv havde givet sin fader. Da Chlodovech fik bud om, at nu var både Sigebert og hans søn dræbte, drog han til Køln og stævnede alt folket til møde og sagde: »Nu skal i høre, hvad der er hændt. Medens jeg sejlede på Schelde floden, stod Chloderik, min frændes søn, sin fader efter livet, men sagde til ham, at jeg ville dræbe ham; og da Sigebert derfor flygtede ind igennem Buchawer skoven, sendte han stimænd ud at myrde ham og lod ham hugge ned. Og medens han så stod og lukkede op for sin faders skatte, blev han selv hugget ned af en mand, jeg ikke kender. Alt dette er jeg udenfor, thi mine frænders blod kan jeg ikke udgyde, det er niddingsværk. Men da det nu en gang er sket, vil jeg give jer et råd: hvis i ikke har noget imod det, så giv jer ind under mig, at i kan være under mit værn«. Den tale tyktes de om, de råbte højt og slog på deres skjolde, og de løftede ham på skjold og tog ham til konge (samme ceremoni synes i overensstemmende med Tacitus' skildring af, hvorledes de gamle germanere kårede en krigshøvding. Om det er en særlig germansk skik er dog tvivlsomt; i hvert fald fortæller Ammianus Marcellinus, at også kejser Julian blev løftet på skjold af sine soldater. Men det er jo muligt, at det er germanske krigere i hæren, der har iværksat ceremonien). Således fik han Sigeberts rige og skatte og lagde hans mænd ind under sit herskab. Og hver dag slog gud hans fjender til jorden under hans hånd og øgede hans rige, fordi han vandrede for hans åsyn med ret hjerte og gjorde hvad der var tækkeligt i hans øjne. Derefter vendte han sig mod Chararik (Chararik herskede over en stamme af de saliske franker, måske i det nordlige Frankrig). Dengang Chlodovech kæmpede med Syagrius, havde han kaldt Chararik til hjælp, men denne havde holdt sig i afstand og ikke hjulpet nogen af parterne; han havde afventet kampens udfald for at slutte venskab med den, der måtte vinde sejr. Derfor var Chlodovech vred på ham og drog nu imod ham. Ved svig fik han ham i sin vold tilligemed hans søn, og han lagde dem begge i lænker og lod dem rage (at de blev ragede betyder, dels at de måtte ofre deres høvdingsmykke, det lange hår, dels at de blev voldviede til guds tjeneste. Ragning (klipning, »kronragning«, af krone i betydning: isse) hedder på latin tonsura, et ord der også kom til at betyde den afragede plet på issen, som blev et kendetegn på den gejstlige i modsætning til lægmanden. At lade sit hår klippe af var tidligt et udtryk for bod, og blev snart almindeligt for munke. I det 6. århundrede bredte skikken sig også til præsterne, og holdes endnu i hævd i den romerske kirke. Den voldshandling at voldvi en høvding til præst, der skulle synes en hån mod kirken, har Gregor, som det synes, ikke noget at sige til. Det hjalp vel noget, at de pågældende var af høvdingeæt. Måske har der hos frankerne oprindelig været en forestilling om, at det lange hår gav en særegen kraft). Chararik lod han præstevi, og sønnen blev viet til diakon. Og da Chararik klagede og græd over sin ydmygelse, skal hans søn have sagt til ham: »På det grønne træ er disse kviste vel afskårne, men de er ikke visne, og de vil snart skyde frem og vokse igen. Gid den der har gjort det må omkomme ligeså hurtigt«. Denne ytring kom Chlodovech for øre; han forstod den således, at de truede med at ville lade deres hår vokse ud og så dræbe ham, og han bød da at lade dem begge halshugge. Da de var døde, gjorde han sig til herre over deres land og deres skatte.

Dengang var Ragnachar konge i Cambrai, og han var så ubændig i sine udsvævelser, at han knap kunne lade sine nærmeste frænder i fred. Til rådgiver havde han Farro, en mand der ikke stod tilbage for sin herre i stinkende svinskhed, og det fortælles, at kongen, når der bragtes ham spisevarer eller gaver eller andet, plejede at sige, at det slog lige til til ham og hans kære Farro. Dette forhold var frankerne yderst harmfulde over. Det vidste Chlodovech, og han lod da lave nogle gyldne armbånd og sværdbælter, - men det var kun bronce, der ved svig og list var forgyldt, så det så ud som guld - og uddelte dem til Ragnachars tro mænd, for at de skulle hidkalde ham imod deres konge. Da han så brød op med sin hær mod Ragnachar, sendte denne jævnlig spejdere ud, og en dag, da sendebudene vendte tilbage, spurgte han, hvor mange fjender der var. »Å«, svarede de, »Der er mere end nok til dig og din kære Farro«. Så kom Chlodovech og begyndte kampen imod ham. Da Ragnachar så sin hær bukke under, søgte han at slippe bort, men hans mænd greb ham, og med bagbundne hænder blev han tilligemed sin broder Richar ført frem for Chlodovech. »Hvor kunne du«, sagde denne, »ydmyge vor slægt i den grad, at du har ladet dig bagbinde; det var bedre for dig at dø«. Og han løftede sin økse og kløvede hans hoved. Så vendte han sig til broderen og sagde: »Hvis du havde hjulpet din broder, var han ikke blevet bundet« og huggede derpå også ham ned. Da disse to var døde, opdagede de mænd, der havde forrådt dem, at det guld, de havde fået af Chlodovech, ikke var ægte. Da de lod kongen det vide, skal han have svaret: »Den slags guld tilkommer den, der med overlæg lokker sin drot i døden«. De skulle endda være glade til, at de endnu var i live, for egenlig burde de sone deres onde svig mod deres herrer med en pinefuld død. Så bad de ham være dem nådig og sagde, at de var tilfreds, når de blot fik lov at leve. De omtalte konger var Chlodovechs frænder; en broder til dem hed Rignomer; han blev på hans bud dræbt i Le Mans. Da de alle var døde, fik Chlodovech alle deres lande og alle deres skatte. Også mange andre konger og andre af sine fornemste frænder lod han dræbe, af frygt for at de skulle stræbe ham efter kongedømmet, og udstrakte således sit herskab over hele Gallien. Man fortæller dog, at han en gang, da han havde stævnet sine mænd sammen, skal have sagt, med tanken på sine frænder, som han selv havde ladet dræbe: »Ve mig, jeg står nu som en fremmed blandt fremmede; ikke én frænde har jeg, der kan hjælpe mig, hvis ulykken kommer«. Det var dog ikke af sorg over deres død, han sagde dette, men af list, om der måske endnu kunne være en eller anden, han kunne få fat på og dræbe. Derefter døde Chlodovech i Paris (511), og blev gravsat i de hellige apostles kirke, som han selv og dronning Chrodechilde havde bygget (Sainte Geneviéve-kirken. I »Historiebogen« fra det 8. århundrede meddeles følgende om kirkens grundlæggelse. Da Chlodovech drog imod vestgoterne, opfordrede Chrodechilde ham til at grundlægge en kirke for apostelfyrsten, den hellige Peter, for at vinde hans hjælp i krigen. Chlodovech syntes om forslaget: »Så kastede han sin økse, sin francisca, frem foran sig og sagde: ja, dér skal de hellige apostles kirke bygges, hvis vi med guds hjælp kommer tilbage«. Krøniken har her åbenbart meddelt et træk af oldgermansk folkeskik, hvor hammer og hammerkast har forskellige symbolske betydninger, bl.a. til afmærkning af et sted). Han døde i det 5te år efter slaget ved Vocladum; alle hans kongelivs dage var 30 år, og hele hans livs alder 45 år. Og fra den hellige Martins død til kong Chlodovechs død, der fandt sted i Licinius' 11te bispeår i Tours (Licinius blev biskop 509), regnes 112 år. Dronning Chrodechilde kom efter sin mands død til Tours og levede der, viet til sankt Martins basilika, alle sit livs dage i fuldkommen kyskhed og i stor gavmildhed og kom kun sjældent til Paris.

Her begyndes i kristi navn tredje bog. Jeg ville gerne have lov til i korte træk at sammenligne, hvor godt det er gået de kristne, der tror på den hellige treenighed, og hvor ilde det er gået de kættere, der vil skille den ad. Jeg vil ikke her tale om, hvorledes allerede Abraham ærer treenigheden ved foden af egetræet (der sigtes formodentlig til fortællingen om de tre mænd, der besøgte Abraham i Mamrelund), og hvorledes Jakob taler om den i sin velsignelse, eller hvorledes Moses ser den i tornebusken, israels folk følger den i skystøtten og ræddes for den på bjerget, eller hvorledes Aaron bærer den i brystsmykket og David forkynder den i salmen, når han beder om at blive genfødt ved den rette ånd, og at den hellige ånd ikke må fratages ham, samt at han må blive styrket af urånden (at ånd nævnes tre gange skal øjensynlig forstås som udtryk for treenigheden, ligesom de tre mænd der besøgte Abraham og Abrahams, Isaks og Jakobs gud, og dét er et vidnesbyrd om den enfoldige og opfindsomme iver, hvormed Gregor og andre rettroende præster søgte bibelske, særlig gammeltestamentlige skriftsteder mod arianerne). Også heri ser jeg en stor troens hemmelighed, at David med profetisk røst har kaldt den ånd urånden, som kætterne påstår er en ringere ånd [end faderen]. Men dette vil jeg, som sagt, ikke tale om, jeg vil vende tilbage til vor tid. Den onde Arius, der var den første onde opfinder af dette kætteri, trykkede sine indvolde ud mens han sad i sit magshus (toilet), og han blev dømt til helvedes ild; Hilarius derimod, den udelte treenigheds hellige forkæmper, blev vel af den grund forvist, men han vendte tilbage til sit fædreland og kom i paradiset (Hilarius var biskop af Poitiers, hvor han også var født i en hedensk familie i ca. 320 og blev biskop i ca. 350, og modarbejdede i denne stilling kejser Konstantius' stræben efter at skaffe arianismen fremgang i Gallien, og han blev i 356 landsforvist til Frygien, men kom tilbage 4 år efter og virkede som biskop til sin død i 366. Pave Pius IX lod ham optage blandt kirkelærerne. Hans helgendag er d. 13. januar. Han har digtet hymner og forfattet kirkelige stridsskrifter mod arianismen). Kong Chlodovech bekendte treenigheden og nedslog ved dens hjælp kætterne og udvidede sit rige over hele Gallien, men Alarik (goterkongen Alarik II), der fornægtede treenigheden, satte folk og land overstyr og, hvad mere er, gik glip af det evige liv. Herren giver dem, der i sandhed tror på ham, hundredfold igen hvad de måtte have mistet ved fjendens ondskab, men kætterne vinder ikke blot intet, men mister endog hvad de synes at have. Herom vidner Godegisels, Gundobads og Godomars endeligt (her har Gregors fromme systematik ført ham for vidt. Gundobad satte ikke sit rige til); de satte samtidig både deres lande og deres sjæle til. Men vi tror på den ene, usynlige, umålelige, ufattelige, høje, stadige og evige gud, een i de tre personers treenighed, faderens, sønnens og den hellige ånds; vi tror på den trefoldige i væsentlighedens, guddommelighedens og almagtens enhed. Han er den ene, høje, almægtige, der hersker fra evighed til evighed. Efter Chlodovechs død fik hans fire sønner: Theodorik, Chlodomer, Childebert og Chlothachar hans rige og delte det ligeligt imellem sig (her er hovedtrækkene af rigsdelingen: Theodorik (død 534) fik østegnene og kom til at regere over Køln, Zülpich, Trier, Metz, Verdun, Chálons sur Marne, Reims. Under ham stod også de germanske folk på højre Rhinbred, der havde undergivet sig frankerne. Syd for Loire fik han Auvergne, Rodez, Cahors. Hovedstad Reims. Hans rige gik i arv til sønnen Theodobert{død 548), derefter til dennes søn Theodovald (død 555), derefter da denne døde barnløs, til grandonklen Chlothar I, ved hvis død 561 det tilfaldt én af hans fire sønner: Sigebert. Chlodomer (død 524) fik Orléans, Auxerre, Sens, Chartres og Angers, alle nord for Loire; Tours ved Loire; Poitiers og Bourges syd for Loire (i det af vestgoterne tidligere Akvitanien) Orléans kongesæde. Efter hans død tilfaldt hans rigsdel Guntchramn. Childebert (død 558) fik Paris og landet indtil Somme og ud til Kanalen med Bretagne med kongesæde i Paris. I 561 tilfaldt det Charibert. (Chlothar fik Soissons, Laon, Noyon, Cambrai, Tournai, de germanske egne omkring Maestricht og ved Maas' nedre løb med kongesæde i Soissons. I 561 tilfaldt det Chilperik. Hvem der fik Bordeaux og Toulouse er usikkert. Chlothar overlevede sine tre brødre og var efter Childeberts død konge over hele Frankerriget. Ved hans død 561 deltes riget atter mellem hans fire sønner, dog ikke helt som i 511). Theodorik havde allerede da en køn og flink søn, der hed Theodobert. Da brødrene havde et stort ry, og deres hær gav dem stor magt, bejlede Spaniens konge Amalarik, Alariks søn, til deres søster. De tog vel imod hans bejlen, og førte hende selv til Spanien med en stor og pragtfuld medgift. Efter biskop Licinius' død kom Dinifius på bispestolen i Tours, og i Auvergne blev efter den salige Aprunculus' død den hellige Eufrasius biskop, den 12te i rækken; han levede fire år efter Chlodovechs død og døde i sit bispeskabs 25de år. Da folket så havde valgt den hellige Quintianus, der var blevet jaget bort fra Rodez (søn af digteren og bispen Sidonius Apollinaris), kom Apollinaris hustru og søster, Alchima og Placidina, til den hellige Quintianus og sagde: »Hellige herre, du er jo en gammel mand, lad det være dig nok, at du er valgt til biskop; vis os nu den godhed at lade din tjener Apollinaris få denne æresstilling. Når han har opnået denne høje stilling, vil han være dig lydig i alt hvad du vil; du byder, han lyder. Bøj dit øre i nåde til vor bøn«. Han svarede: »Hvad kan jeg gøre? Jeg har ingen magt [at sætte imod ham]. Jeg skal være tilfreds når jeg får lov til at leve i bøn, og når kirken giver mig mit daglige brød«. Efter dette svar lod kvinderne Apollinaris gå til kongen, og han gik til kongen med mange gaver og fik bispedømmet. Efter fire måneders misbrug deraf døde han. Da kong Theodorik fik bud derom, bød han, at den hellige Quintianus skulle indsættes og have fuld rådighed over kirken, »For han er jo«, sagde han, »blevet forjaget fra sin gamle by på grund af sin kærlighed til os«. Han lod straks sende bud herom, præsterne og menigheden samledes og satte ham på bispestolen i kirken i Clermont, hvis 14de biskop han var. Hvad han ellers har udrettet, hvilke jærtegn han gjorde, og når han gik heden er skildret i den bog, vi har skrevet om hans liv.

Imidlertid kom danerne med deres konge ved navn Chochilaich sejlende over havet til Gallien. De gik i land og hærgede et af Theodoriks landskaber og gjorde mange fanger. Da de havde fået skibene fyldt med fanger og andet bytte, ville de vende hjem, men deres konge blev siddende på strandbredden; først når deres skibe var kommet i rum sø, ville han følge efter. Der var imidlertid blevet sendt bud til Theodorik, at hans land hærgedes af fremmede; han sendte da sin søn Theodobert derhen med en stor og velrustet hær. Kongen blev dræbt og fjenden slået og tilintetgjort i et søslag, og egnen fik alt byttet tilbage (dette danertogt må sættes til tiden ca. 525-30, og synes også at være kendt i andre kilder end Gregors, særlig ved Beowulfskvadet, hvis kong Hygelac i navnets angel-saksiske form svarer til det nordiske Hugleik, der atter ganske nøje svarer til det frankisk-latinske Chochilaich. Jævnfør Chlodovech, Hlodeveg, Ludvig. En 30-40 år senere omtales i øvrigt danere påny i forbindelse med saksere. Venantius Fortunatus har i et hyldingsdigt til hertug Lupus (Wulf) af Champagne prist denne for hans lette og hurtige sejr over disse fjender i Vestfriesland. I et andet digt der er rettet til kong Chilperik, omtaler samme digter blandt mange andre folk danerne som et folk, Chilperik og hans fader Chlothar I har overvundet). Nu videre. I Thüringen havde dengang tre brødre kongedømmet over folket: Baderik, Hermenfred og Berthachar. Hermenfred trængte sin broder Berthachar med vold og slog ham ihjel. Berthachar havde en datter, Radegunde (senere gift med Chlothar I og kendt under navnet den hellige Radegunde), der nu var forældreløs; han efterlod sig også sønner, om hvilke vi vil skrive i det følgende. Men Hermenfreds onde og grumme hustru Amalaberga (søsterdatter af østgoterkongen Theodorik den Store) vakte snart fejde mellem de to brødre, der var tilbage. En dag, hendes mand skulle sætte sig til bords, fandt han kun det halve bord dækket, og da han spurgte sin hustru, hvad det skulle sige, svarede hun: »Den der lader sig spise af med det halve rige må spise ved et hårdækket bord«. Tirret ved denne og lignende stiklerier blev han sin broder fjendsk, og ved lønbud tilskyndede han kong Theodorik til at falde over ham: »Fælder du ham, er vi fælles om landet«. Den tale voldte Theodorik stor glæde, og han drog til ham med sin hær. De mødtes og lovede hinanden troskab og gik så til kamp. Baderiks hær blev slået og han selv hugget ned. Efter sejren vendte Theodorik tilbage til sit land, men Hermenfred glemte snart, hvad han havde lovet, og lod hånt om at indfri sit løfte til Theodorik, og heraf opstod stort fjendskab imellem dem. Efter Gundobads død fik hans søn Sigemund hans rige. Han opbyggede med kløgt og flid klostret i Agaun med huse og basilikaer med sin første hustru, en datter af kong Theodorik af Italien, havde han en søn, der hed Sigerik (det gamle stednavn Agaun fortrængtes snart fuldstændig af det navn, stedet har endnu: Saint-Maurice i kanton Wallis, på venstre Rhonebred, navnet på det gamle, berømte kloster der skal være grundlagt i 360 af den hellige Theodor til minde om og viet til den hellige Mauritius, som her sammen med »Den Thebaiske legion«, han var fører for, skal have lidt martyrdøden i 302. Sigemund har formodentlig genopbygget eller udvidet men ikke grundlagt klostret. Det var i det 6.-10. århundrede et ofte omtalt kulturcentrum. I karolinger-fejderne var det af politisk-militære grunde ofte omstridt. Her hørte den voldsomme abbed Hubert og hans ulykkelige søster Teutberga hjemme. Endnu i vore dage er klostret dér et af de største og bedst bevarede, der kendes. I Martyrernes Mindebog fortæller Gregor højest interessant og lærerigt om »sankt« Sigemund: »Efter sønnemordet drog Sigemund til Agaun og kastede sig ned ved de salige martyrer af den hellige legion deres grave, gjorde bod og bad om, at den guddommelige hævn måtte gengælde ham her i verden alt hvad han havde forbrudt, på det at han kunne blive frikendt på dommens dag, hvis han, før han gik bort fra verden, gjorde godt igen, hvad ondt han havde gjort. Han indstiftede i klostret en daglig salmesang og skænkede det både rigeligt jordegods og mange andre ting. Senere blev han og hans sønner fanget af kong Chlodomer og dræbt på hans bud, og hans lig blev ført til Agaun og gravsat der. At han er optaget i helgenernes lav fremgår tydelig af, hvad der sker. Thi når folk med koldfeber fromt fejrer messer til hans ære og bringer offergaver til gud for hans fred, så holder gysningerne straks op og feberen slukkes, og de får deres gamle helbred«. Den »daglige salmesang«, »den stedsevarende salmesang« eller »evige korsang« er en sang der fortsættes uafbrudt, dag og nat - ved siden af de sædvanlige kanoniske »tider«, som munkene skal passe; i mellemrummene mellem dem må andre grupper af munke (eller enkelte munke) tage fat. En sådan stadig vådesang forudsætter dels rigelige dotationer, dels talrige munke. Et vidnesbyrd om den store østgoterkonges stræben (kong Theodorik af Italien) efter en slags patriarkat over alle nygermanske riger er de vidtspændende forbund og giftermål han får tilvejebragt. En af hans døtre, Ostrogotha, bliver gift med Sigemund, burgunderkongen; en anden, Theudigotha med Alarik, vestgoterkongen; hans søster, Amalafreda, med vandalerkongen Thrasimund; hans søsterdatter, Amalaberga, med thüringerkongen Hermanfred. Selv giftede han sig med Audofleda, Chlodovechs søster. Chlodovechs sejre og ortodoksi gjorde ham til Theodoriks medbejler og fjende, og Theodorik søgte på forskellig måde at hjælpe vestgoterne mod Chlodovech). Efter hendes død tog han en anden hustru, der, som stiftmødre plejer, var meget ond og hånsk mod sin stiftsøn. Så hændte det en højtidsdag, at drengen, ved at se hende pyntet i hans moders klæder, grebes af harme og udbrød: »Du fortjente ikke, at disse klæder dækkede din krop, thi de har tilhørt min moder, din herskerinde«. Fuld af arrigskab søgte hun nu at bagvaske sønnen hos faderen og tirre denne: »Den onde søn higer efter at eje dit rige; han vil slå dig ihjel, og så vil han udvide det til Italien, for også at kunne herske over sin morfader Theodoriks rige i Italien. Han véd, at han ikke kan gøre det, så længe du lever. Skal han stige, må du falde«. Ved den slags ytringer tirrede den træske kvinde manden så længe, at han efter hendes tilskyndelse øvede den onde gerning at dræbe sin egen søn. En dag, da sønnen efter bordet var døsig af vin, bød faderen ham lægge sig til at sove. Medens han sov, blev et klæde lagt under hans nakke og bundet under hagen, og to tjenere trak så til hver i sin flig, indtil knøsen var kvalt. Først efter fuldbragt udåd grebes faderen af anger, kastede sig over det livløse lig og gav sig til at græde bitterlig. En gammel mand skal da have sagt til ham: »Græd over dig selv, at onde råd har gjort dig til grum sønnemorder. Ham her, den myrdede, skal du ikke græde over, han er uden brøde«. Men Sigemund drog hen til Agaun klostret og tilbragte mange dage dér i bøn og faste og gråd for at få tilgivelse, og han indstiftede dér en evig korsang. Så drog han tilbage til Lyon men guds hævn fulgte ham i hælene. Hans datter blev gift med kong Theodorik. Dronning Chrodechilde sagde til Chlodomer og sine andre sønner: »Kære, lad mig ikke fortryde, at jeg har opdraget eder med kærlighed. Jeg håber da, at i harmes over den krænkelse, der er øvet mod mig, og at i vil bruge al jer kløgt og al jer flid til at skaffe mig hævn for min faders og min moders død«. Hendes sønner brød da op til Burgund og drog imod Sigemund og hans broder Godomar (ikke hans broder men hans farbroder). Disses hær blev slået, og Godomar flygtede; Sigemund prøvede på at undkomme til de hellige mænd i Agaun, men både han og hans hustru og sønner faldt i Chlodomers hænder og blev ført bort og holdt i fængsel i omegnen af byen Orléans. Da frankerkongerne var draget bort, skød Godomar igen hjertet op i livet, samlede burgunderne og tog sit rige tilbage. Så redte Chlodomer sig atter til at drage imod ham og til at dræbe Sigemund. Men den salige abbed Avitus (abbed for et kloster nær Orléans), en stor biskop i sin tid, sagde til ham: »Frygt gud, opgiv dit forehavende og lad ikke disse mennesker dræbe, så vil gud være med dig, og du skal sejre. Men dræber du dem, vil du selv falde i dine fjenders hænder og dø på samme måde, og der skal ske dig, din hustru og dine sønner det samme, som du gør mod Sigemund og hans hustru og børn«. Men Chlodomer kastede vrag på hans råd og sagde: »Jeg skulle mene, de var et tåbeligt råd at lade mine fjender blive tilbage i mit hus, når jeg drager ud mod andre fjender; så får jeg hine bag mig, disse foran mig, og jeg bliver klemt inde mellem to hære. Større og lettere sejr kan jeg vinde, når jeg skiller dem fra hinanden. Dræber jeg Sigemund, får jeg let ram også på Godomar«. Derpå lod han straks Sigemund, hans hustru og sønner dræbe, og ved Coulmiers, en landsby i omegnen af Orléans, lod han dem kaste ned i en brønd og drog så til Burgund (der omtales i senere tider en Sigemund-brønd ved Coulmier, en omstændighed der naturligvis kan tale for fortællingens pålidelighed, men i og for sig også imod den, idet det er muligt, at Sigemund-brønden kan være ældre og navnet så kan have fremkaldt det sagforklarende sagn). Han kaldte kong Theodorik til hjælp, og denne lovede også at komme; han tænkte ikke på at hævne sin svigerfader (Theodorik var gift med en datter af Sigemund). Da de var mødtes ved Vézeronce, et sted i nærheden af Vienne, kom det til slag med Godomar. Godomar og hans hær vendte ryg, og Chlodomer satte efter dem. Da han så var kommet et temmelig langt stykke bort fra sin hær, var der nogle burgundere, der efterlignede hans krigsråb og råbte til ham: »Herhen, herhen, her er dine folk«. Han troede dem og gik hen til dem og kom således midt ind blandt sine fjender. De huggede hovedet af ham og satte det på en stage og løftede den i vejret. Da frankerne fik øje derpå og så, at Chlodomer var dræbt, samlede de imidlertid alle deres kræfter, slog Godomar på flugt, huggede burgunderne ned og gjorde sig til herrer over deres land. Chlothachar tog straks efter sin broders enke Guntheuka til hustru; men deres børn tog Chrodechilde, da sørgedagene var forbi, til sig og beholdt dem; den ene hed Theodovald, den anden Gunthar, den tredje Chlodovald. Godomar fik endnu en gang sit rige igen. Theodorik glemte ikke Hermenfreds troløshed. Han kaldte sin broder Chlothachar til hjælp og redte til togt mod Hermenfred; Chlothachar lovede han del i byttet, hvis gud gav dem sejr. Han stævnede frankerne sammen og sagde til dem: »Oprøres i ikke over, hvorledes han har krænket mig, og harmes i ikke over, at så mange af eders frænder har sat livet til deroppe. Drag eder til minde, hvorledes thüringerne fordum med vold brød ind og bragte meget ondt over eders fædre, der havde givet dem gidsler og ønskede at slutte fred med dem; men de myrdede gidslerne på forskellig måde og faldt over vore fædre og røvede alt deres gods; drengene hængte de op på træerne ved kønsdelene, over 200 piger myrdede de på det grusomste; hver enkelt at dem blev med hver arm bundet til halsene af to heste, og disse blev så piskede afsted i vildt løb hver til sin side, så pigerne sledes i stykker; andre lagde de over hjulsporene på vejene, bandt dem fast ved nedrammede pæle og lod tunge vogne køre henover dem, så deres knogler knustes, og kastede dem så hen til foder for hunde og fugle. Og nu har Hermenfred brudt sit løfte til mig og giver dets indfrielse en god dag. Vi har en retfærdig sag. Lad os gå imod dem, gud er med os«. (Thüringerrigets undergang, som Gregor her fortæller om, og da især kampen mellem Hermenfred og Theodorik, har gjort et stærkt indtryk på samtiden, og mindet derom har holdt sig i sagn og sange. I Widukinds Sakserkrønike er gengivet den saksiske tradition, således som den havde formet sig over 400 år efter begivenhederne. Heri er der meget, der er forskelligt fra Gregors beretning, men i hovedsagen er der overensstemmelse. Af enkeltheder, der er forvanskede i den af Widukind kendte tradition, kan nævnes at Amalaberga dér er frankerkongen Theodoriks (Thiadriks) søster, medens hun ifølge Jordanes var en søsterdatter (ikke barnebarn, som nævnt i Widukinds Sakserkrønike af østgoternes kong Theodorik den Store i Italien. Hos Widukind er slægtskabet mellem Amalaberga og Theodorik ligefrem handlingsmotiv. Navneligheden har ganske naturligt givet ham den forklaring af fjendskabet, som han ellers savnede. Han (eller de sagn og kvad, han kender) har forenklet det hele: den store kamp mellem thüringere og frankere er opstået, fordi thüringerkongen Irminfrids hustru, frankerkongen Chlodovechs ægtefødte datter, har hidset sin mand op mod sin broder og hånet denne, fordi han var et slegfredbarn, der rettelig var hendes træl og ikke konge. Hos Widukind er Theodoriks uægte fødsel det forhold, hvorfra alt andet udvikler sig. Gregor fortæller selv, at Theodorik var en frillesøn af Chlodovech, men lægger ingen vægt derpå og antyder heller intet om, at frankerne af den grund skulle have vist ham mindre lydighed. Gregors skildring af krigen og dens årsager kan ikke kontrolleres og hviler sikkert for en del på sagnagtige traditioner. Dog må det ikke glemmes, at han har kendt den hellige Radegunde og sandsynligvis af hende og af bispen eller andre klerke i Poitiers har fået hovedtrækkene fortalt. Også Venantius Fortunatus har skrevet et digt (rettet til Hermenfreds søn Amalafred, der søgte tilflugt hos kejser Justinus i Konstantinopel) om Thüringens fald, men det er ingen egentlig skildring, kun en ophobning af svulstige udtryk for sorg, afsky og medfølelse). Ved denne skildring af thüringernes oprørende udåd grebes frankerne af harme, og i fuld samhu drog de mod Thüringen; Theodorik kaldte sin broder Chlothachar og sin søn Theodobert til hjælp, og de drog ud sammen med hæren. Thüringerne havde imidlertid en list for mod de indrykkende frankere. På den mark, hvor slaget skulle stå, gravede de huller, hvis åbninger de dækkede med et tykt lag grønsvær, så de næppe var til at skelne fra marken. Da nu kampen kom i gang, styrtede mange frankiske ryttere ned i disse faldgruber, og det voldte dem stor hinder. Men da de var kommet sig efter listen, tog de sig straks i agt, og da thüringerne så, at deres eget mandefald var stort, og da endog kong Hermenfred flygtede, vendte de ryggen til, og de nåede helt hen til Unstrut floden. Dér blev så mange thüringer hugget ned, at flodløbet blev helt fyldt af de opdyngede lig, og frankerne nåede over denne ligbro over på den anden flodbred. De vandt således sejr og de tog dette land i eje og bragte det ind under deres vælde (Gregor omtaler her slet ikke saksernes deltagelse i kampene mod Thüringen, ej heller at sakserne fik en del af landet; hvad der lå nord for Unstrut). Chlothachar førte på tilbagevejen kong Bertechars datter Radegunde med sig som fange og tog hende til hustru. Hendes broder lod han senere nogle onde mænd myrde. Så vendte hun sig til gud og aflagde sin verdslige dragt og byggede sig et kloster i byen Poitiers. Her smykkede hun sit liv med bøn og faste og milde gaver, og det strålede og lyste således, at hun vandt et stort navn i folket (hun døde først i 587. Hendes levned er skildret af hendes samtidige og ven digteren Venantius Fortunatus). Medens de ovennævnte frankerkonger endnu var i Thüringen, fik Theodorik i sinde at myrde sin broder Chlothachar. I al stilhed lod han væbnede mænd holde sig rede og indbød så sin broder til sig under påskud af, at der var noget, han ville drøfte med ham i løndom. I den del af huset, hvor mødet skulle være, lod han et forhæng spænde fra den ene væg til den anden og bød de væbnede mænd stille sig bagved. Men forhænget var for kort, så mændenes fødder kom til syne for neden. Det fik Chlothachar omtalt, og han og hans mænd tog derfor deres våben med ind. Theodorik skønnede da, at broderen vidste alt. Han digtede så en historie og snakkede om løst og fast, men vidste dog ikke rigtig, hvorledes han skulle gøre sin svig god igen. Så gav han ham en stor sølvskål. Chlothachar sagde ham farvel og takkede for gaven og gik til sit herberg. Men Theodorik klagede for sine mænd over, at han således uden gavn havde afhændet sin skål og sagde til sin søn Theodobert: »Gå hen til din farbroder og se at få ham til at overlade dig den gave, jeg gav ham«. Sønnen gik og fik hvad han bad om. I den slags list var Theodorik en stor mester. Da han var kommet tilbage til sit hjem, stævnede han Hermenfred til sig og gav ham frit lejde, og han gav ham rigelige æresgaver. Men en dag, da de stod og snakkede på muren om byen Zülpich (Tulbiacum), var der én, der stødte til Hermenfred, så han styrtede fra murtinden ned på jorden og udgav ånden. Men hvem det var, der stødte ham ned, ved jeg ikke; mange påstår dog at Theodorik ganske sikkert havde en hånd med i spillet (hos Widukind bliver Irminfrid dræbt af Iring). Mens Theodorik var i Thüringen, hed det sig i Clermont, at han var blevet dræbt, og Arcadius, en af senatorerne i Auvergne, indbød Childebert til at komme og gøre sig til herre over denne egn. Han drog også straks til Clermont, men den dag lå tågen så tæt, at man ikke kunne se over en halv tønde land. Nu havde kongen ofte sagt: »Jeg ville gerne en gang med egne øjne se dette Limagne her i Auvergne (dalstrøg ved Clermont, der også i vore dage har ry for frodighed og landskabelig skønhed. Sidonius Apollinaris lov priser egnen med de ord, at mangen én, der i sorgens dage ser den, glemmer sin egen hjemstavn), hvis smilende frodighed der går så stort ry af«. Men dette ønske lod gud ikke opfyldes. Han fandt byens porte lukkede, og da der ellers ingen åbning var, han kunne komme ind ad, lod Arcadius låsen for en af portene sprænge og skaffede ham således ind i byen. Men imidlertid kom der bud om, at Theodorik var i live og var kommet tilbage fra Thüringen. Da Childebert havde fået vished for, at det var sandt, forlod han Clermont og gav sig på vej til Spanien for sin søster Chlotchildes skyld (i 531. Chodovechs og Chrodechildes datter hedder Chlotchilde). Hun måtte for sin katolske tros skyld døje meget ondt af sin mand Amalarik. Når hun gik hen til den hellige kirke, lod han ofte møg og andet snavs kaste på hende, og tilsidst skal han have slået hende så grueligt, at hun sendte sit med hendes eget blod plettede tørklæde til sin broder, der grebet af voldsom harme, gav sig på vej til Spanien. Ved budskabet herom lod Amalarik gøre skibe rede til flugt. Da nu Childebert nærmede sig, var Amalarik alt i færd med at indskibe sig, men kom så i tanker om, at han havde ladet en mængde ædelstene blive tilbage i sit skatkammer. Han gik da tilbage i byen for at hente dem, men imens afskar hæren ham fra havnen. Da han nu så, at han ikke kunne slippe bort, ville han søge tilflugt i de kristnes kirke (katolikkernes kirke). Men inden han endnu havde nået kirkens tærskel, slyngede en mand en lanse imod ham og sårede ham dødeligt, så han sank til jorden og udgav ånden. Childebert ville nu tage sin søster og de store skatte med sig og føre hende til sit hjem; men hun døde undervejs, og jeg ved ikke hvorledes eller hvorfor. Hun blev ført til Paris og gravsat ved siden af sin fader Chlodovech. Blandt mange andre skatte bortførte Childebert også meget kostbare kirkekar: 60 kalke, 15 fade, 20 evangeliehuse (til at gemme evangelierne i) alt af purt guld og prydet med ædelstene. Men han lod dem ikke bryde itu men uddelte alt som gaver til helgenernes kirker og basilikaer. Derpå redte Chlothachar og Childebert til tog mod Burgund. De kaldte Theodorik til hjælp, men han ville ikke drage afsted. Så sagde de frankere, der hørte under ham: »Hvis du ikke vil drage med dine brødre til Burgund, vil vi gå fra dig; vi foretrækker at følge dem.« Da nu Theodorik mente, at Auvergne havde vist sig troløs mod ham, sagde han til dem: »Følg med mig, så skal jeg føre jer til et land, hvor i kan få både guld og sølv, så meget i ønsker; dér kan i få kvæg og trælle og klæder i overflod, men følg blot ikke mine brødre.« Lokkede af disse løfter lovede de at gøre, som han ville. Han redte så til togt mod Auvergne og gentog atter og atter sit løfte til hæren, at de skulle få lov til at føre alt byttet fra dette land og indbyggerne selv med sig til deres hjem. Men Chlothachar og Childebert drog til Burgund; de indesluttede Autun, slog Godomar på flugt og tog hele Burgund (532 eller 534). Da Theodorik kom til Auvergne med sin hær, gav han sig til at plyndre og hærge hele landet. Arcadius, ophavsmanden til hin udåd, og hvis fejghed var skyld i, at landet nu hærgedes, flygtede imidlertid til byen Bourges, der den gang hørte under kong Childeberts rige. Men hans moder Placidina og hans faster Alchima blev grebet ved byen Cahors; deres gods fratoges dem og de blev landsforviste. Kong Theodorik drog videre lige til byen Clermont og slog lejr i byens forstad. I de dage var den salige Quintianus biskop dér. Hæren gennemplyndrede imidlertid hele det ulykkelige land, ødelagde og nedhuggede alt. Nogle af krigerne kom til den hellige Julians basilika, sønderbrød dørene og brød slåene fra, røvede de fattiges gods, der var bragt sammen i kirken og øvede meget ondt. Ophavsmændene til disse ugerninger blev imidlertid grebne af den urene ånd; de faldt over hinanden og sønderrev hinanden med deres tænder og råbte og skreg: »Du hellige martyr, hvi piner du os således« - men det har jeg skrevet om i bogen om hans undergerninger (sankt Julians kraft-gerninger). Hæren indtog også borgen Vallore (ved Clermont), og der kom præsten Proculus ynkeligt af dage ved kirkens alter. Han havde fordum været ond mod den hellige Quintianus (i »Fædrenes Levnedsbog« fortæller Gregor, at Proculus som kirkens skatmester havde tilranet sig rådigheden over kirkegodset og ladet bispen selv lide nød), og jeg tror at det var derfor, at borgen faldt i disse ugudelige hænder (ugudelige, fordi de ikke skånede de katolske kirker), thi borgen havde ellers værget sig lige til denne dag. Hæren var endog til sinds at drage hjem, fordi de ikke kunne få bugt med den; men da de indesluttede erfarede det, lod de sig dåre af glæden og følte sig trygge, som apostlen siger: »Når de siger: se nu har vi fred og tryghed, så skal undergangen brat komme over dem«. Og det var netop én af præsten Proculus' trælle, der gav det sorgløse folk i hærens hænder; og da de, efter at borgen var ødelagt, førtes bort som fanger, tog det til at skylregne, efter at der havde været tørke i 30 dage. Så blev borgen Marlhac indesluttet, men borgens folk gav løsepenge og friede sig således fra fangenskab. Men det skete af fejghed, thi borgen havde et stærkt værn i naturen selv. Den omsluttes nemlig ikke af en kunstig mur men af over 100 fod høje udhuggede klippevægge, og i midten er der en meget stor dam med smukt klart vand, og ved én af siderne er der rigt strømmende kilder, således at en strøm af rindende vand løber ind gennem borgens port. Denne klippefæstning er så vidtstrakt, at de, der bor indenfor klippeværnet, driver jordbrug og har en rig høst. I overmodig tillid til denne fæstnings værn brød nogle af de indesluttede, et halvt hundrede mand, en dag ud for at gøre bytte og så igen trække sig tilbage bag fæstningens værn. Men de blev fanget af fjenderne og med bagbundne hænder blev de så under trussel om nedhugning ført frem foran borgen, så deres frænder derinde kunne se dem; og for at frelse dem fra døden gik disse da ind på at give 1/3 solidus hver i løsepenge. Så drog Theodorik bort fra Auvergne, men efterlod sin frænde Sigevald til at holde opsigt. Dengang var der dér en mand, der hed Litigius; han var kongens opbudsmand. Han var den hellige Quintianus meget fjendsk, og skønt den hellige biskop selv kastede sig for hans fødder, rørte dette ham ikke så meget, at han viste ham lydighed. Engang fortalte han sin hustru, hvad den hellige mand havde gjort og gjorde løjer dermed; men hun var klogere end han; hun blev helt ræd og sagde: »Så sandt han er blevet ydmyget således i dag, er det ude med din højhed«. Tredjedagen efter kom der udsendinge fra kongen og førte ham med sig i lænker tilligemed hans hustru og børn. Siden kom han aldrig tilbage til Clermont.

Munderik påstod, han var en frænde af kongen; han var fuld af pral og hovmod og sagde: »Hvad bryder jeg mig om kong Theodorik; jeg har ligeså megen ret til kongetronen som han. Nu vil jeg drage ud og samle mit folk og kræve ed af dem, så skal Theodorik få at vide, at jeg er konge ligeså vel som han«. Og han brød op og gav sig til at lokke for folket: »Jeg er fyrste«, og »følg mig, så skal det gå jer godt«. En mængde jorddyrkere fulgte ham - den slags vankundige mennesker plejer det jo at være let at lokke - og svor ham troskab og hyldede ham som konge. Da Theodorik hørte det, lod han Munderik sige: »Kom til mig, og hvis du har krav på noget af mit kongedømme, så skal du få det«. Men det var underfundig tale af Theodorik; han ville lade ham myrde, hvis han kom. Munderik sagde imidlertid nej: »Gå og meld jeres konge, at jeg er konge ligeså godt som han«. Så lod Theodorik sin hær bryde op for med magt at tugte Munderik. Da denne fik det at vide og ikke troede sig stærk nok til at slå kongen tilbage, lagde han sig ind bag borgen Vitrys mure, hvor det var hans agt at værne alt sit gods, og hvor han samlede alle dem, han havde lokket med sig. Theodorik var altså brudt op med sin hær; han omringede borgen og holdt den indesluttet i 7 dage. Munderik fik sine folk til at stå imod; han sagde til dem: »Lad os være faste og lad os kæmpe sammen lige til døden og lad os ikke bøje nakken for vore fjender«. Skønt Theodoriks hær fra alle sider skød på dem, udrettede den ikke noget. Da det blev meldt kongen, udtog denne en af sine mænd ved navn Aregisel og sendte ham afsted med dette hverv: »Kan du se, hvorledes den kæltring stadig trodser og gør sig stiv. Gå nu hen til ham og giv ham edeligt løfte om fri bortgang; når han så er gået ud, så dræb ham og udryd hans minde af vort rige«. Aregisel drog afsted og gjorde, som det var blevet ham pålagt; i forvejen aftalte han et tegn med sine folk: »Når jeg har sagt det og det, skal i styrte over ham og hugge ham ned«. Så gik han ind til Munderik og sagde til ham: »Hvor længe vil du blive her? Har du tabt forstanden? Tror du måske, du i længden kan holde dig mod kongen? Se, nu er du allerede afskåret fra tilførsel af levnedsmidler. Når du er udpint af sult, må du jo dog selv søge ud og selv overgive dig i dine fjenders hånd, og så må du dø som en hund. Følg hellere mit råd, overgiv dig til kongen, så du og dine børn kan få lov at leve«. Denne tale gjorde indtryk på Munderik. Han sagde: »Hvis jeg går ud af borgen, falder jeg i kongens hænder, og han lader mig dræbe, mig selv, mine børn og alle mine venner, der har flokket sig om mig«. Aregisel svarede: »Du skal ikke være bange. Hvis du nu vil gå ud, tilsværger jeg dig strafløshed for din brøde, og du skal leve trygt for kongens åsyn. Frygt ikke, du skal have det med ham som før«. Munderik svarede: »Gid jeg kunne stole på, at han ikke myrder mig«. Så lagde Aregisel sine hænder på det hellige alter og svor, at han kunne gå trygt bort. Efter dette edsløfte gik Munderik ud af borgens port ved Aregisels hånd. Men Aregisels folk stod noget borte, med øjnene fæstede på dem. Dem gav Aregisel det aftalte tegn med de ord: »Hvad er det i står og glor på? Har i aldrig set Munderik?« Og straks styrtede skaren løs på ham. Munderik forstod nu sammenhængen og sagde: »Nu ser jeg grant, at du ved disse ord har givet dine folk tegn til at myrde mig, men jeg vil dog sige dig, at fordi du har narret mig ved en mened, skal ingen mere se dig levende«, og han drev sit spyd ind imellem hans skulderblade og gennemborede ham, så han faldt død til jorden. Så drog Munderik sit sværd, og han og hans folk gjorde et stort blodbad på Aregisels folk, og Munderik blev ved at hugge ned enhver han kunne få ram på, indtil han sank død om. Efter hans død blev hans gods inddraget under kronen. Theodorik og Childebert indgik en pagt og svor hinanden, at den ene ikke skulle fejde mod den anden, og de udvekslede gidsler, for at deres aftale bedre kunne stå ved magt. Mange senatorsønner (fornemme romere) blev givne som gidsler. Men da kongerne snart igen kom i strid med hinanden, blev gidslerne statstrælle, og de der fik dem i varetægt, brugte dem som trælle. Mange af dem flygtede dog og slap bort og kom tilbage til deres hjem, men nogle blev holdt tilbage i trældom. Blandt dem var Attalus, en brodersøn af den salige biskop Gregor i Langres. Som gidseltræl blev han sat til at passe heste, og han var træl hos en barbar (en franker) i omegnen af Trier. Den salige Gregor sendte så nogle tjenere ud at søge efter ham. Da de havde fundet ham, bød de manden store gaver, men han tog ikke imod dem og sagde: »Så højbyrdig en mand må løses med 10 pund guld«. De drog så hjem igen, men Leo, en mand i bispens køkken, sagde til sin herre: »Gid du ville give mig lov, så kunne jeg måske skaffe ham ud af fangenskabet«. Det blev hans herre meget glad over, og Leo skyndte sig til stedet. Først havde han i sinde at stjæle den unge mand ud, men det lykkedes ikke. Så fik han fat i en mand og sagde til ham: »Kom med mig og sælg mig til denne barbars hus; hvad jeg koster, skal være dit, blot jeg kan få lejlighed til at gøre, hvad jeg har sat mig for«. Manden gav ham sin ed og trak af med ham og solgte ham for 12 guldstykker, hvorpå han gik sin vej. Køberen spurgte nu den ny træl, hvad han gav sig af med. Denne svarede: »Jeg er meget flink til al slags madlavning til fornemme herrer, og jeg har den tro, at ingen kan tage det op med mig i den kunst. Og jeg vil sige dig, at skulle du ønske at have kongen selv ved dit bord, så kan jeg også lave kongelige retter så godt som nogen«. Manden sagde: »Nu på soldag - således plejer barbarerne at kalde herrens dag - byder jeg naboer og frænder til gæst i mit hus. Lav mig så et måltid, der kan få dem til at sige: vi har ikke set noget bedre i kongens hus«. Han svarede: »Sørg blot for, herre, at få samlet en hob hanekyllinger, så skal jeg gøre, hvad du byder«. Trællen lavede nu alt istand efter herrens bud og søndagen kom. Gildebordet var prægtigt og bugnede af lækkerier. Alle frænderne lod sig maden smage og roste den højlig, og derefter drog de bort. Herren viste trællen megen yndest og gav ham rådighed over alt sit gods, og han elskede ham højt og lod ham uddele brød og kød til de andre hustrælle. Et år gik, og hans herre stolede fuldkommen på ham; så gik han en dag sammen med den unge Attalus, hestepasseren, nede på en eng, der lå tæt ved huset. Han og Attalus lagde sig ned på jorden noget fra hinanden og med ryggene vendt mod hinanden, for at man ikke skulle se, de havde noget sammen. Så sagde han til knøsen: »Det er nu på tide, vi må tænke på hjemmet. Når du har ført hestene til deres indelukke og det er blevet nat, må du ikke falde i søvn, og så snart jeg kalder på dig, må du komme, og så går vi«. Barbaren havde netop budt mange af sine frænder til gilde, deriblandt også sin svigersøn. Ved midnat brød gæsterne op fra gildet og gik til ro. Leo fulgte sin herres svigersøn til hans herberg. Han havde en drik med og rakte svigersønnen den. Denne sagde så for spøg: »Hør, sig mig en gang, du er jo min svigerfaders tillidsmand, når får du i sinde at tage hans heste og drage hjem?« Leo svarede spøgende men sandt: »Jeg tænker, i nat, om gud vil«. Den anden sagde: »Jeg håber, mine trælle passer godt på, at du ikke tager noget af mit med«, og de skiltes så under latter. Da alle sov, kaldte Leo på Attalus, og da de havde sadlet hestene, spurgte Leo, om Attalus havde et sværd. Denne svarede: »Nej, jeg har kun en lille lanse«. Så gik Leo ind i sin herres hus og tog hans skjold og spyd. Da herren spurgte, hvem det var og hvad han ville, svarede han: »Det er Leo, din træl, jeg skal ud og vække Attalus, han må stå op i en fart og trække hestene på græs, men han sover så fast, som om han var fuld«. Herren sagde: »Ja, gør som du vil« og faldt så igen i søvn. Leo gik ud og gav knøsen våbnene. Ved guds hjælp var gårdsportene åbne, skønt de ved mørkets frembrud var blevet lukkede med kiler, der dreves ind med en hammer, for hestene måtte ikke løbe ud. De takkede gud og tog også de andre heste og en bylt klæder med og red bort. Da de kom til floden Meuse og skulle til at sætte over den, blev de opholdt af nogle mennesker dér. De lod så heste og klæder i stikken og svømmede over floden på deres skjolde. Da de var kommet i land på den anden bred, skyndte de sig i nattens mørke hen til en skov, hvor de skjulte sig. Her nakkede de om i 3 døgn uden at smage mad, men endelig lod gud dem finde et træ, der var fuldt af frugter - den slags man kalder blommer - som de gav sig til at spise af. Lidt styrkede gav de sig på vej til Champagne, men undervejs hørte de pludselig fodslag af galopperende heste, og de sagde til hinanden: »Lad os lægge os ned på jorden, så vi ikke bliver set af de mennesker, der kommer«. Tilfældigvis stod der lige ved dem en stor brombærbusk; den gik de hen til og lagde sig på jorden bag den, med dragne sværd, for at de, hvis de blev opdagede, straks kunne værge sig som mod ildgerningsmænd. Da rytterne var komne til stedet, gjorde de holdt ved tornebusken (Gregor har glemt, at han kort i forvejen har talt om en brombærhusk. - også våbennavnene foran er forvirrede), og medens hestene staldede, sagde én af rytterne: »Det ærgrer mig, at de skurke er flygtet, og at vi ikke kan finde dem. Men får vi fat i dem, så skal jeg min salighed lade den ene hænge og den anden hugge i små stykker«. Den, der sagde det, var netop barbaren, deres herre, der kom fra Reims og søgte efter dem, og han ville sikkert have fundet dem på vejen, hvis mørket ikke havde hindret det. Nu gav de igen deres heste sporen og red videre; men samme nat nåede Leo og Attalus byen (Reims). De gik ind og traf en mand, hvem de spurgte, hvor præsten Paulus' hus var. Det viste han dem, og da de gik over torvet, ringede det til ottesang - det var nemlig søndag. De bankede så på præstens dør og kom ind, og Attalus fortalte om sin herre. Præsten sagde: »Så er mit syn da sandhed; jeg så i nat 2 duer komme flyvende og sætte sig på min hånd; den ene var hvid, den anden sort«. Så sagde Attalus til præsten: »Gud forlade os det på hans hellige dag (om søndagen spistes der ikke før messen), men vi må bede om at få noget at spise, thi vi har nu på fjerde dag hverken smagt brød eller kød«. Præsten skjulte nu de to unge mænd, gav dem brød dyppet i vin og gik så til ottesang. Kort efter kom barbaren, der igen var på spor efter dem, men præsten løj for ham, og han drog bort igen. Præsten var nemlig en gammel ven af den hellige Gregor. De unge mænd blev endnu 2 dage i præstens hus, spiste og drak og kom til kræfter igen og drog så bort, og kom endelig tilbage til den hellige Gregor. Da bispen så dem, blev han meget glad og faldt grædende Attalus om halsen. Leo løste han fra trældomsåget, ham og al hans æt, og gav ham et stykke jord til eje, og dér levede han som en fri mand med hustru og børn alle sit livs dage.

Mens Sigevald var i Auvergne (som var foged for Theodorik), øvede han mange ugerninger dér. Han plyndrede mange menneskers gods, og hans husfolk var utrættelige i at stjæle og myrde, i overfald og andre misgerninger, men ingen turde kny imod dem. Sigevald selv trængte således i sin ryggesløse frækhed ind på herregården Bonghéat, som den hellige biskop Tetradius fordum havde skænket den hellige Julians basilika. Men da han var trådt ind i huset, tabte han sans og samling og sank sammen på et leje. Efter bispens opfordring løftede en kvinde ham op på en båre og fik ham ført hen til en anden herregård, hvor han fik sit helbred igen. Hun gik så til ham og fortalte ham, hvad der var sket med ham. Da han hørte det, aflagde han den hellige martyr et højtideligt løfte og gav ham dobbelt igen, hvad han havde røvet. Også dette jærtegn har vi omtalt i bogen om den hellige Julians mirakler. Da biskop Denifius af Tours var død, var Ommatius biskop i 3 år. Han blev indsat på den foran omtalte kong Chlodomers bud. Da også han var død, styrede Leo i 7 måneder embedet. Han var virksom og dygtig i alskens tømmerværk (kirkebygmester). Efter hans død styredes kirken i Tours i 3 år af bisperne Theodorus og Proculus, som dronning Chrodechilde havde hidskaffet fra Burgund. Efter deres død kom senatoren Francilio. Han var biskop på tredje år, og i vor herres hellige fødselsnat lyste kirkens kerter for menigheden; han stod just i færd med at gå til Vigilie, men inden han gik, forlangte han noget at drikke. Hans tjener kom straks og rakte ham et bæger. Bispen tømte det og døde øjeblikkelig. Der er derfor formodning om, at han er blevet forgivet. Efter hans død tilfaldt bispestolen Injuriosus, en af borgerne i byen. Han var den 15de biskop efter den hellige Martin. Medens dronning Chrodechilde var i Paris, lagde Childebert mærke til, at hans moder tog sig overmåde kærligt af Chlodomers sønner, som vi ovenfor talte om. Det kunne han ikke lide, og han var bange for, at dronningen skulle hjælpe dem til at blive konger. Han skikkede så lønbud til sin broder Chlothachar: »Vor broders sønner er stadig hos vor moder, og hun pønser på at give dem kongedømme (farbrødrene havde hindret brodersønnerne i at få deres fædrenearv, Chlodomers del af Frankerriget). Du må se at komme til Paris snarest muligt, vi må i fællesskab drøfte sagen og afgøre, hvad vi skal gøre med drengene, om vi skal lade deres hår rage og således stille dem lige med vore andre undersåtter (det lange hår var jo høvdingmærke), eller også om vi skal slå dem ihjel og så dele vor broders rige ligeligt imellem os«. De ord blev Chlothachar overmåde glad ved og kom til Paris. Childebert lod det rygte udsprede i folket, at dette kongemøde fandt sted for at sætte de to drenge på tronen, og da de var kommet sammen, sendte de bud til dronningen, der just var inde i byen, og lod hende sige: »Send drengene til os, så skal de komme på tronen«. Hun blev glad; hun lod drengene spise og drikke, og uden at ane svig sendte hun dem så afsted med de ord: »Når jeg får eder at se på min søns trone, da har jeg trøst for hans død«. Så gik drengene. De blev straks grebne og skilt fra deres tjenere og opdragere, og disse blev satte under opsigt for sig, drengene for sig. Derpå sendte Childebert og Chlothachar den foran omtalte Arcadius til dronningen med en saks og et sværd uden skede. Da han blev præsenteret for dronningen, viste han hende begge dele og sagde: »Allernådigste dronning, dine sønner, vore herrer, vil gerne vide din vilje med hensyn til, hvad du mener, der bør gøres ved drengene, om du ønsker, de skal leve og i så fald have deres hår raget, eller om de begge skal dræbes«. Hun grebes af skræk og harme ved dette budskab, og navnlig bragte synet af saksen og det blottede sværd hende i ophidselse. I sin sanseløse smerte udbrød hun, uden at tænke over, hvad hun sagde: »Kommer de ikke på tronen, vil jeg hellere se dem døde end ragede«. Arcadius brød sig ikke stort om hendes smerte og søgte heller ikke at få at vide, hvad hun ved nøjere eftertanke ville vælge. Han skyndte sig afsted med det budskab, han havde fået, og sagde: »I har dronningens samtykke til al fuldbyrde det værk, i har for; hun ønsker selv, i skal udføre eders plan«. Straks greb Chlothachar den ældste af drengene i armen og slog ham i jorden, hvorpå han huggede sin kniv ind i ryggen på ham, mellem skuldrene, og slog ham med hårdt hjerte ihjel. Medens drengen lå og jamrede, kastede broderen sig for Childeberts fødder, klamrede sig om hans knæ og råbte grædende: »Hjælp mig, kæreste farbroder, at jeg ikke skal dø ligesom min broder«. Childebert sagde så, og tårerne randt ned ad hans kinder: »Kæreste broder, vær barmhjertig, skænk mig hans liv, jeg vil give dig, hvad du vil have for hans liv, men dræb ham ikke«. Men Chlothachar overskældte sin broder og sagde: »Smid ham fra dig, eller også skal du dø i hans sted. Det er jo dig«, vedblev han, »der har sat den sag i gang, og nu springer du straks fra«. Disse ord gjorde, at Childebert stødte drengen fra sig og kastede ham hen til broderen. Chlothachar greb ham, borede sin kniv ind i siden på ham og myrdede ham således, ligesom han havde myrdet hans broder; derefter blev også drengenes tjenere og opdragere hugget ned, og da således alle var dræbte, steg Chlothachar til hest og red bort uden at tage sig mordet på sine brodersønner nær. Men Childebert drog ud i forstaden. Dronningen lagde drengenes lig på en båre, og under salmesang fulgte hun dem grædende og jamrende til sankt Peters basilika, hvor de blev gravsat ved hinandens side (Sainte-Genevieve-kirken, på venstre Seinebred). Den ene af dem var 10 år, den anden 7 år gammel. En tredje søn af Chlodomer, Chlodovald, kunne farbrødrene ikke få fat i, fordi han ved mægtige mænds hjælp skjuldes fra deres efterstræbelser. Han opgav det jordiske kongedømme og gik over til herren; med egne hænder afragede han sit hår og blev klerk, og optaget af gode gerninger døde han som præst (ca. i 560. Han grundlagde et kloster tæt ved Paris. Klostret fik navn efter ham, og dette navn lever endnu i det kendte stednavn: Saint-Cloud). Childebert og Chlothachar delte Chlodomers rige ligeligt imellem sig. Men dronning Chrodechilde førte et sådant levned, at hun æredes af alle. Hun var utrættelig i almisser og i at våge og bede, og hun levede altid kysk og ærbar. Kirker og klostre og alle andre hellige steder forsynede hun med hvad gods de trængte til, og hun gav rundt og villigt, så man den gang måtte sige, at hun tjente gud ikke som en dronning, men som om hun var hans egen tjenestekvinde, og hverken hendes sønners kongeværdighed eller verdsligt ry eller rigdom fristede hende til fald, men ydmyghed førte hende til guds nåde. Dengang levede også den hellige Gregor i Langres. Han var en stor guds biskop og navnkundig for tegn og undere. Da jeg har omtalt denne præst (Gregor i Langres er Gregors oldefader. Dette forklarer både den lange og uvedkommende historie om Attalus og skildringen af Dijon), har jeg ment, at jeg passende her kunne indskyde en skildring af Dijon, det sted hvor han mest opholdt sig. Det er en fæstning med overmåde stærke mure. Den ligger smukt, midt på en slette, og er omgivet af veldyrkede og frodige marker. Agrene skal kun pløjes én gang til såning, så høstes der en rigelig afgrøde. Mod syd løber den overmåde fiskerige flod Ouche; nordfra kommer et andet afløb, der går ind gennem en af portene og så løber under en bro hen til og ud ad en anden port. Rundt om fæstningen er dens løb roligt, men møllehjulene udenfor portene driver den rundt i susende fart. Der er 4 porte, og de vender mod de 4 verdenshjørner. Hele borgen har 33 tårne; murene er opførte af kvadersten til en højde af 20 fod, og ovenpå er den ført videre med mindre sten til en højde af 30 fod, og de er 15 fod tykke. Hvorfor den ikke kaldes by ved jeg ikke (»Civitas« (fransk: Cité). Ordet er vanskeligt at gengive her på dette sted. Civitas betyder nemlig dels et landskab, syssel, amt, kreds, stift, dels dette områdes hovedby, især bispeby). I omegnen er der ypperlige kilder, og mod vest strækker sig frodige og vinrige bjergåse, der giver indbyggerne en så ædel vin, at de rynker på næsen ad vinen fra Askalon (om der virkelig sigtes til orientalske vine - der naturligvis var dyre og derfor fine - eller om det er en talemåde, er usikkert. Også andre af tidens forfattere taler om Askalon og andre orientalske vine. Den orientalsk-byzantinske handel på Gallien vedblev trods barbarernes bosættelse). De gamle fortæller, at fæstningen er bygget af kejser Aurelian (romersk kejser 270-75). Theodorik havde trolovet sin søn Theodobert med Wisigarde, en kongedatter (datter af longobarderkongen Waccho). Da goterne efter Chlodovechs død var trængt ind over en stor del af det land, Chlodovech havde vundet, sendte Theodorik Theodobert og Chlothachar sin ældste søn Gunthechar afsted for at tage det tilbage. Gunthechar trængte frem lige til Rodez, men vendte så om, jeg ved ikke hvorfor. Theodobert nåede derimod frem til byen Béziers; han indtog borgen Dio og plyndrede den; derefter sendte han sendemænd til en anden borg, Cabriéres, med det bud, at hvis folkene ikke overgav sig, ville han opbrænde borg og by og slæbe alle dem, der boede der, i fangenskab. Dér levede den gang en kone, der hed Deoteria, en meget ferm og klog kvinde, hvis mand var draget til Béziers. Hun skikkede bud til kongen og lod ham sige: »Frommeste herre, ingen kan stå dig imod; vi vil gerne lære vor herre at kende; kom herhen, og du kan gøre alt hvad der er kært for dine øjne«. Theodobert kom til borgen og blev indladt i fred, og da han så, at folket villigt gav sig ind under ham, gjorde han intet ondt. Deoteria trådte ham i møde, og da han så, hun var meget smuk, grebes han af elskov og tog hende til sig i sin seng. I disse dage slog Theodorik sin frænde Sigevald ihjel, og han skikkede lønbud til [sin søn] Theodobert, at denne også skulle dræbe Sigevalds søn, Sigevald, som han dengang havde hos sig. Men Theodobert ville ikke myrde ham, fordi han havde draget ham op af dåbsbadet (han var altså Theodoberts gudsøn). Han gav Sigevald selv sin faders brev at læse og sagde til ham: »Flygt herfra; jeg har fået bud fra min fader om at dræbe dig. Når han er død, og du hører, jeg er blevet konge, kan du trygt komme tilbage«. Han takkede for meddelelsen, sagde farvel og drog bort. Dengang havde frankerne sat sig fast i Aries, der lå i Goterlandet, og fra den by havde Theodobert gidsler i sin magt. Her søgte Sigevald nu tilflugt, men så snart, at han kun var lidet sikker; han drog derfra til Latium og holdt sig skjult dér. Imidlertid fik Theodobert bud om, at hans fader lå på sotteseng og at, hvis han ikke skyndte sig til ham, så han endnu kunne finde ham i live, ville han blive udelukket [fra kongeværdigheden] af sine farbrødre og ville aldrig kunne komme tilbage. Da han hørte det, lod han alt andet ligge og skyndte sig til faderen, medens Deoteria tilligemed sin datter (datter af hendes første ægteskab) blev ladt tilbage i Clermont. Kort efter at han var taget afsted døde Theodorik i sit 23de kongeår (533/534). Childebert og Chlothachar drog imod Theodobert og ville tage hans rige fra ham, men ved gaver vandt han sine tro mænds værn, og hans kongedømme blev fæstnet (samtidig med at merovingerkongerne hævder arveenevoldsret, ser vi her - og andetsteds - at stormændene på deres side hævder deres frihed og lader sig »troskaben« betale - et forhold af stor interesse til oplysning om feudalvæsenets oprindelse). Derefter lod han Deoteria hente fra Clermont og tog hende til ægte. Da Childebert så, at han ikke kunne få magt over Theodobert, skikkede han en sendefærd til ham og opfordrede ham til at komme til sig: »jeg har ingen sønner; jeg vil gerne tage dig i søns sted«. Da Theodobert så kom, overvældede Childebert ham i den grad med gaver, at det vakte alles undren. Thi af alle de kostelige ting, det sømmer sig en konge at have, våben, klæder og andre skønne ting, gav han ham tredobbelt af hver slags og på samme måde også heste med deres grimetøj. Da Sigevald hørte, at Theodobert havde fået sin faders rige, kom han tilbage fra Italien, og Theodobert var meget glad ved at se ham, kyssede ham og gav ham en tredjedel af de gaver, han havde fået af sin farbroder og bød, at alt hvad hans fader havde ført ind i sit skatkammer af Sigevalds faders gods, skulle gives den unge Sigevald tilbage. Da Theodoberts kongemagt var fæstnet, viste han sig som en stor og i alle idrætter udmærket konge. Han var retfærdig i sin kongegerning, han viste bisperne ærefrygt, var gavmild mod kirkerne, hjalp de fattige og øvede med fromt og kærligt sind meget godt mod mange. Al den skat, kirkerne i Auvergne plejede at give kongen, eftergav han. Da Deoteria så sin datter (af sit tidligere ægteskab) mandbar, ængstedes hun for, at kongen skulle fatte attrå til hende og tage hende til sig. En dag lod hun hende sætte ind i en bærestol, og lod nogle uvane okserspænde for. Fra en bro styrtede hun ned i floden, og her druknede hun. Det skete ved byen Verdun. Allerede for 7 år siden havde Theodobert trolovet Wisigarde, men ville ikke tage hende for Deoterias skyld. Alle frankerne lod ham høre ilde for, at han således lod sin fæstemø sidde (frankernes vilje må formodentlig forklares af, at Deoteria - efter navnet at dømme - har været en romersk, ikke en frankisk kvinde. Naturligvis kan der også have været politiske forhold, som Gregor kan have tænkt på). Så gav han efter og lod Deoteria, med hvem han havde en lille søn der hed Theodovald, fare og tog Wisigarde til ægte. Hende havde han kun i kort tid. Da hun var død, tog han en anden kvinde. Men Deoteria havde han ikke mere. Childebert og Theodobert brød op med deres hære for at gå imod Chlothachar. Da Chlothachar hørte det og ikke troede, han kunne holde stand imod dem, flygtede han til Brotonne skoven. Her lod han danne store forhugninger og satte alt sit håb til guds nåde. Da dronning Chrodechilde hørte herom, gik hun til den hellige Martins grav, kastede sig ned i bøn og vågede og bad hele natten til gud, at der ikke måtte opstå folkekrig mellem hendes sønner. De to konger drog imidlertid frem med deres hære og indesluttede Chlothachar og lagde råd op om at fælde ham næste dag. Næste morgen rejste der sig et stærkt uvejr, dér hvor hærene var samlet; stormen slog teltene om, hvirvlede tøj og bohave bort og vendte op og ned på alting, alt imens lyn og torden og sten bragede ned over krigerne. Disse styrtede næsegrus ned på den hageldækkede jord og ramtes hårdt af de nedfaldende sten - thi det eneste, de havde at dække sig med, var deres skjolde - medens de lå i stor rædsel for, at ilden fra himlen skulle brænde dem op. Også deres heste spredtes så vidt omkring, at de først fandtes igen over 20 stadier borte, og mange af dem blev slet ikke fundet. Medens de [to konger og deres krigere] nu lå på jorden og piskedes af haglene, som vi har fortalt, gjorde de bod og bad gud om tilgivelse for, at de havde haft sligt for imod deres eget blod. Men på Chlothachar faldt der end ikke en eneste regndråbe, og ikke et tordenskrald hørtes på hans side, og ingen mærkede dér så meget som et vindpust. Hans frænder skikkede så sendemænd til ham og bad om fred og forlig. Det fik de, og så drog hver til sit. Ingen kan tvivle om, at det var den hellige Martin, der øvede dette på dronningens forbøn. Derpå drog kong Childebert til Spanien og trængte sammen med Chlothachar ind i landet. De lagde sig om byen Saragossa og indesluttede den. Men indbyggerne vendte sig i så stor ydmyghed til gud, at de afholdt sig fra mad og vin og drog i bodsklæder og under salmesang rundt på murene med den hellige martyr Vincentius' kjortel. Også kvinderne fulgte klagende efter, sortklædte, med udslaget, askestrøet hår, så man kunne tro, det var deres mænds ligfærd de fejrede. Og hele byen satte al sin lid til herrens miskundhed, så det endog blev sagt, de holdt faste ligesom de niniviter, og man kunne ikke tro andet, end at gud i sin nåde måtte lade sig røre af deres bønner. Frankerne, der lå om byen, vidste [først] ikke, hvad de indesluttede havde for, men da de så dem drage således rundt på murene, skønnede de, at de måtte have noget ondt i sinde. De fik fat i en simpel mand inde fra byen, og ham spurgte de, hvad det var, de havde for derinde. Han sagde: »De går rundt med den hellige Vincentius' kjortel, og ved denne kjortel beder de herren ynkes over dem«. Herover blev frankerne bange, og de drog bort fra byen. Men de havde dog vundet den største del af Spanien, og de vendte tilbage til Gallien med meget bytte (vi ved ikke, efter hvilke kilder Gregor fortæller om dette togt til Spanien, men det er øjensynligt, at skildringen har voldt ham megen forlegenhed. Han må berømme frankerne, dels fordi de var frankere, dels fordi de var rettroende, dels endelig fordi de virkelig synes at have underlagt sig noget af Spanien (der er fundet mønter, slået af Chlothachar, med omskriften: sejr over goterne). Men han roser tillige vestgoterne, skønt de er frankernes fjender og skønt mange af dem var kættere. Forklaringen giver »Historiebogen« fra det 8. århundrede og Saint-Denis-krøniken, der ganske vist antyder, at der var arianere i Saragossa, men dog fremhæver, at deltagerne i processionen var kristne (katolikker), men den tilføjer, at Childebert som vilkår for at drage bort stillede det krav til bispen i Aaragossa, at han udleverede den hellige Vincentius' kjortel, som kongen så førte til Paris, hvor den gemtes i den af Childebert byggede kirke for sankt Vincent, senere kaldet Saint Germain-des prés, hvor kongen selv blev gravsat. Selvfølgelig måtte den fra nu af frankiske relikvi have bragt vestgoterne frelse. Efter Amalarik (507-531) blev Theuda (531-548) hyldet som konge i Spanien, og da han blev myrdet, satte goterne Theodegisel (548-549) på tronen. Engang han sad ved gildebordet med sine venner og var meget lystig, slukkedes alle kerter på én gang, og han sank død om, gennemboret af fjenders sværd. Efter ham blev Agila konge (549-554). Goterne havde nemlig optaget den afskyelige skik, så ofte en konge ikke var efter deres sind, at hugge ham ned og vælge sig en ny, som de tyktes om. Kong Theodorik i Italien var gift med en søster (Audofleda) til kong Chlodovech. Ved sin død efterlod han sin hustru med en lille datter (Amalasuintha, hun var ved faderens død ikke et lille barn men allerede enke). Da hun var blevet mandbar, ville hendes moder have hende gift med en kongesøn, men hun var letsindig og kimsede ad sin moders råd og tog sin træl, der hed Traguila (en Trigguilla omtales af den lærde statsmand Boethius som dennes personlige fjende. Hele denne historie er utroværdig og må skyldes misforståelser. Amalasuintha var først gift med Eutharik, der døde tidligt. Hun styrede så selv som formynderske for sin søn Athalarik, der døde 534. Så giftede hun sig med sin fætter Theodad, der, vistnok som organ for ariansk-gotisk reaktion mod den romersk-dannede Amalasuintha, lod hende forvise og dræbe. Dette drab var påskud for kejser Justinian til at gribe ind og genoprette romervældet i Italien (Belisarios, Narses). Frankerne synes at være blevet ansøgt som hjælpere af begge parter og vandt i hvert fald i disse år Provence, der deltes mellem kongerne Theodobert, Childebert og Chlothachar. »Frankerne var nu«, siger Prokop: »herrer over hele Middelhavskysten, og i byen Aries lod kongerne opføre cirkuslege i deres nærværelse«). Med ham flygtede hun så til en by, hvor de kunne værge sig. Hendes moder blev meget vred og foreholdt hende, at hun ikke længere måtte vanære sin ædle slægt; hun måtte sende trællen bort og tage en jævnbyrdig mand af kongeæt, som hun, hendes moder, allerede havde udset til hende. Men datteren ville på ingen måde falde tilføje. Harmfuld sendte hendes moder så krigere imod dem, og de faldt over dem og dræbte Traguila, men datteren bankede de og førte hende til hendes moders hus. Hun og moderen levede i den arianske vranglære, og da det er skik hos disse kættere, at kongerne går hen til alteret og nyder sakramentet af en særlig kalk, medens det ringere folk drikker af en anden kalk, så kastede datteren gift i den kalk, moderen skulle drikke af, og så snart moderen havde drukket, døde hun øjeblikkelig. Der kan ingen tvivl være om, at en sådan ugerning er djævlens værk, og hvad skal vel de elendige kættere svare overfor dette, at fjenden er tilstede i selve deres hellige sakramente? Men vi som tror på treenigheden i én lighed og én almagt, vi tager ingen skade, selv om vi drikker et dødsbæger, når vi drikker det i faderens, sønnens og den hellige ånds, den sande og evige guds navn. Italienerne harmedes imidlertid over denne kvinde og hidkaldte Theodad, kongen af Toscana, og satte ham til konge over sig. Da han havde fået at vide, hvad ondt dette fruentimmer havde øvet, hvorledes hun havde taget en træl og for hans skyld havde myrdet sin egen moder, lod han badstuen hede og lod hende lukke inde dér sammen med en pige. Så snart hun var kommet ind i den glohede damp, styrtede hun om på gulvet og brændte ihjel. Da hendes fætre, kongerne Childebert og Chlothachar og kong Theodobert erfarede dette, at hun var kommet af dage på en så skammelig og pinefuld måde, sendte de sendemænd til Theodad og foreholdt ham hendes død: »Hvis du ikke giver os bøder for denne udåd, så vil vi tage dit rige fra dig og dømme dig til den samme straf«. Theodad blev ræd og sendte dem 50,000 guldstykker. Men Childebert, der altid var avindsyg og rænkefuld mod kong Chlothachar, slog sig sammen med sin brodersøn Theodobert om at dele guldet indbyrdes og intet give kong Chlothachar deraf. Men han gik så løs på Chlodomers skatkammer og bortførte meget mere derfra, end de havde narret ham for. Theodobert drog til Italien og gjorde et stort bytte dér. Men da disse egne skal være meget usunde, led hans hær meget af febersygdomme, og mange fandt deres død dér. Da Theodobert så det, drog han tilbage, men både han og hans krigere førte dog meget bytte med sig. Han skal dengang være trængt frem til byen Pavia, hvorhen han også senere engang sendte Buccellenus. Denne Buccellenus indtog Lille-Italien (nordItalien) og lagde det under den nævnte konges herredømme, og derefter gik han imod Stor-Italien (sydItalien). Her havde han mange kampe med Belsuarius (Belisarios) men vandt sejr. Og da kejseren (Justinian) så, at Belsuarius så tit blev slået, kaldte han ham hjem og satte Narses i hans sted. Belsuarius gjorde han til overstaldmester ligesom for at ydmyge ham, thi det havde han tidligere været. Buccellenus kæmpede hårdt med Narses, men han indtog hele Italien og flyttede grænsen frem lige til havet, og fra Italien sendte han store skatte til Theodobert. Da Narses havde sat kejseren i kundskab herom, hvervede denne lejetropper og sendte Narses hjælp. Narses indlod sig da påny i slag, men tabte og drog så bort. Derefter indtog Buccellenus Sicilien, krævede skat af øen og sendte pengene til kongen. Han havde stor lykke i disse foretagender (der er i virkeligheden kun tale om øjeblikkelige fremstød af frankiske hære, ikke om et frankisk herredømme i Italien, og omtrent samtidig med at Narses efter sejren over den sidste østgoterkonge Tejas i 553 lagde Italien under kejseren, blev Buccellen også slået, og frankerne måtte forlade Italien). Dengang stod Asteriolus og Secundinus i stor yndest hos kongen. De var begge lærde mænd og forfarne i boglig kunst. Men da Secundinus hyppig brugtes af kongen som sendemand til kejseren, blev han hovmodig og øvede megen uskel. Derover opstod en bitter trætte mellem ham og Asteriolus, og det gik så vidt, at de lod skældsord være skældsord og bankede løs på hinanden. Kongen fik dem dog forligte, men Secundinus var endnu øm efter slagsmålet, da der igen opstod trætte imellem dem. Nu holdt kongen med Secundinus og lod ham gøre, som han ville, med Asteriolus. Han blev da også dybt ydmyget og mistede sin høje stilling, men senere blev han igen ophøjet af dronning Wisigarde. Men da hun var død, kom Secundinus atter ovenpå og slog ham ihjel. Ved sin død efterlod han sig en søn, og da han var vokset til og var blevet en mand, gav han sig til at pønse på at hævne hvad hans fader havde lidt. Secundinus blev da ræd, og han flygtede for ham fra gård til gård, og da han så, at han ikke kunne undslippe hævnen, skal han have taget sig af dage ved gift for ikke at falde i sin fjendes hænder.

Biskop Desideratus af Verdun, hvem kong Theodorik havde krænket hårdt, og som havde døjet megen modgang, sorg og kummer, inden han efter guds vilje fik sin frihed igen og, som nævnt, blev biskop i Verdun, så, at denne bys indbyggere var overmåde fattige og hjælpeløse, og han sørgede meget over dem. Da hans eget gods stadig forholdtes ham af Theodorik, og han således intet selv ejede, kunne han ikke selv hjælpe dem, men da han så, at kong Theodobert var god og mild mod alle, sendte han bud til ham og lod ham sige: »Der går ry af din godhed over hele landet, og din gavmildhed er så stor, at du hjælper endog dem der ikke beder derom. Nu beder jeg dig, hvis din fromhed har nogen penge, da at låne mig til at hjælpe mine medborgere med, og når de så er kommet i gang med deres næring og her i vor by, ligesom det sker i andre byer, har indtjent lånet, så skal vi give dig dine penge tilbage med lovlige renter«. Kongen blev rørt og gav ham 7000 guldstykker, og da bispen havde fået dem, uddelte han dem blandt sine medborgere. De kunne nu drive deres næring, og hjælpen bragte dem velstand, og de nyder den dag i dag ry for rigdom. Da den omtalte biskop bragte kongen de lånte penge tilbage, sagde denne: »Jeg trænger ikke dertil. Det er mig nok, om de fattige, der trykkedes af nød, er blevet hjulpne ved din uddeling, som du har sat i gang og jeg har givet penge til«. Han krævede intet tilbage og gjorde således de omtalte borgere rige. Da denne biskop var død i den omtalte by, blev en af borgerne ved navn Agericus biskop i hans sted. Hans søn Syagrius mindedes, hvad uret hans fader havde lidt, hvorledes han af Sirivald var blevet bagvasket hos kong Theodorik, udplyndret ja endog pint. Han overfaldt derfor Sirivald med væbnede mænd og slog ham ihjel, og det gik således til. Det var ved daggry, tågen lå tæt, det var endnu halvmørkt, og man kunne ikke se noget tydeligt. Han kom til en gård, Sirivald ejede i Dijon egnen, og som hedder Fleurey. Just da gik en mand, en af Sirivalds husfæller, ud af huset. I den tro, det var Sirivald selv, dræbte Syagrius og hans mænd ham. Da de nu drog bort, i den tro at de havde vundet sejr over deres fjende, sagde én af trællene, at det ikke var herren, de havde dræbt, men en af hans undergivne. Så vendte de tilbage og søgte at finde ham, og da de havde fundet det kammer, hvor han plejede at sove, gik de løs på det. De stod længe og asede med døren, men kunne ikke få bugt med den. Så brød de muren ned på den ene side og trængte således ind og huggede ham ned. Det var dog først efter Theodoriks død, at Sirivald blev myrdet. Nu begyndte kong Theodobert at skrante.  Lægerne gjorde sig megen umage med ham, men det hjalp ikke, for herren havde allerede sendt bud efter ham. Under et overmåde langt sygeleje svandt hans kræfter, og han udgav ånden. Frankerne hadede Parthenius, fordi han i den nævnte konges tid havde fået lagt en skat på dem, og de gav sig nu til at forfølge ham. Da han så, at han var i fare, flygtede han ud af byen og bønfaldt to bisper om at føre ham til byen Trier og tale det oprørske folk til rette og dæmpe oprøret. De drog også afsted, men en nat, han lå på sit leje, gav han sig pludselig til at skrige højt i søvne og sige: »Å, å, kom hen til mig allesammen, hjælp mig, jeg dør«. Råbet vækkede dem alle, og de spurgte ham, hvad der var i vejen. Han svarede: »Det var min ven Ausanius og min kone Papianilla, som jeg har myrdet, de slæbte mig for dommeren og sagde: kom nu og svar for dig, nu skal herren være dommer mellem dig og os«. I skinsyge havde han nemlig for nogle år siden dræbt sin uskyldige hustru og sin ven. Da nu bisperne kom til den omtalte by, mødtes de af skrål og oprør fra indbyggernes side og kunne intet udrette derimod. Så ville de skjule ham i kirken; de satte ham ned i en kiste og bredte nogle klæder til kirkebrug derover. Så trængte folket ind og gennemsøgte alle kirkens kroge. Da de intet fandt, var de lige ved at gå ud igen, alt imens de skældte og truede, men så var der én, der fattede mistanke og sagde: »Se, der står en kiste, den har vi ikke undersøgt; måske er vor fjende der«. Kirketjenerne sagde, at der ikke var andet deri end messeklæder, men de andre ville nu have nøglen, og de sagde: »Hvis i ikke lukker op i en fart, slår vi selv kisten i stykker«. Så lukkede de da kisten op, og da de andre havde ryddet klædningsstykkerne til side, fandt de Parthenius. De trak ham frem under jubel og sagde: »Gud har givet vor fjende i vore hænder«. De gav sig så til at banke løs på ham og over spyttede ham, surrede ham med bagbundne hænder til en søjle og overdængede ham med sten. Han var en stor frådser, men fordøjede hurtig hvad han åd, idet han tog aloe for hurtigere at få appetit igen, og han lod uden sky, endog offentlig, folk høre ham fjerte. Men han omkom altså på den måde. Det år (548 e. Kr.) var vinteren hård og strengere end sædvanlig; vandløbene frøstil, således at folk kunne færdes ad dem ligesom på landjord. Selv fuglene led nød af kulde og sult, og menneskene kunne tage dem med de blotte hænder, uden snare, når sneen lå højt. Fra Chlodovechs død til Theodoberts død regnes 37 år, og da Theodebert var død i sit 14de kongeår, blev hans søn Theodovald konge i hans sted (regerede 548-555).

Dronning Chiodechilde døde mæt af dage og rig på gode gerninger i byen Tours, medens Injuriosus var biskop dér (Chrodechilde døde i 544). Under megen salmesang blev hun ført til Paris og af sine sønner Childebert og Chlothachar gravsat i sankt Peters basilikaens alterrum ved siden af kong Chlodovech. Den basilika havde hun selv ladet bygge, og dér er også den hellige Genovefa gravsat (Genovefa er Paris' værnehelgeninde, der levede omkring 420-512. Hendes helgendag er d. 3. januar. I det 18. århundrede byggedes over hendes grav den storladne, prægtige Sainte-Geneviéve kirke, der nu er Frankrigs Panthéon. Dens kuppel er smykket med Gros' vældige freskomaleri, der skildrer hendes apotheose, medens i nyeste tid Puvis de Chavannes på nogle af vægfladerne har malet de enfoldige og gribende fremstillinger af hendes skyldfri, årvågne og opofrende liv. I »De hellige bekenderes mindebog«, fortæller Gregor om hende: »Mens hun var i kødet, havde hun en sådan kraft, at hun vakte en død til live. Ofte nedlægger folk deres ønsker [på et skrevet blad] på hendes grav og får hendes hjælp. Hyppigt slukker hendes kraft også koldfeberens brand«. I øvrigt har Gregor ikke syslet med hendes liv, som vi ellers kun kender gennem en skildring, der af nogle menes at stamme fra ca. 800, medens andre hævder, at den i det store og hele er skrevet kort efter Genovefas død og således er et værdifuldt kildeskrift). Kong Chlothachar havde imidlertid påbudt, at alle kirker i hans rige skulle udrede en tredjedel af deres indtægter til skatkammeret. Dette bud havde alle bisper samtykket i og underskrevet, skønt meget imod deres vilje; kun den hellige Injuriosus var modig nok til at sige nej; han vægrede sig ved at underskrive, idet han sagde: »Hvis du vil tage guds ejendom, så vil gud inden længe tage dit konge dømme, thi det er uret, at du fylder dine lader med afgifter fra de fattige, medens de netop dér skulle finde deres næring«. Og vred som han var på kongen, gik han sin vej uden at ønske farvel. Så blev kongen ræd, og han var også angst for den hellige Martins magt. Han sendte bud til Injuriosus og søgte med mange gaver at gøre ham god igen. Han ophævede sit påbud og bønfaldt tillige bispen om at gå i forbøn for ham hos den hellige biskop Martin og vinde hans hjælp (denne lille historie om bispen og kongen viser os den for middelalderen ejendommelige modsætning mellem kongedømme og kirke i dens første stadium. Den faste romerske statsforsorg har det merovingiske barbarkongedømme hverken evne til eller forstand på at opretholde; den smuldrer bort, samtidig med at det romerske skattevæsen opløses. Men i kirken, blandt bisperne, der så godt som alle er af romersk byrd, lever nogle af romerkulturens traditioner, bl.a. noget af den romerske almensans og fast organiserede omsorg for fattige og nødlidende. Bispen kan derfor med rette, med ideal ret, kæmpe for kirkegodsets ukrænkelighed mod et kongedømme, der ikke bruger sine pengemidler i almene, humane samfundsøjemed). Kongen havde med forskellige kvinder syv sønner [og en datter]: med Ingunde nemlig Gunthar, Childerik, Charibert, Gunthchramn, Sigebert og datteren Chlotsinde, med Aregunde, Ingundes søster, Chilperik, med Chunsina Chramn. Hvorfor han giftede sig med sin hustrus søster, skal jeg nu fortælle. Han var allerede gift med Ingunde, og hun var den eneste, han elskede, men det var hende, der bragte ham ind på den tanke ved en dag at sige til ham: »Min herre har gjort hvad han lystede med sin tjenestekvinde, og han har taget mig til sig i sin seng. Gid nu min herre kongen vil gøre sin gunst fuldkommen og høre din tjenestekvindes bøn. Jeg beder om, at i vil være så nådig at skaffe min søster, eders trælkvinde, en dygtig og velstående mand, at det ikke skal være mig til ydmygelse men til stolthed, og jeg derved kan tjene min herre med end større troskab«. Nu var kongen overmåde kvindekær, og da han hørte dette, optændtes han af elskov til Aregunde; han gik hen til den gård, hvor hun boede, og giftede sig med hende. Og da han havde taget hende, gik han tilbage til InGunde og sagde: »Nu har jeg søgt at vise dig min gunst tilfulde, således som din kærlighed bad mig. Jeg har søgt en rig og forstandig mand, som jeg kunne give din søster til mand, men jeg fandt ingen bedre end mig selv. Du skal da vide, at jeg har taget hende til hustru, og jeg kan ikke tro, at du er utilfreds dermed«. Hun svarede: »Min herre må gøre, hvad der synes godt for hans øjne, når kun din tjenestekvinde må leve med sin herres gunst«. Gunthar, Chramn og Childerik døde i faderens levetid. Om Chramns endeligt skal vi senere fortælle. Longobardernes konge Alboin blev gift med kongens datter Chlotsinde. Bispen i Tours, Injuriosus døde i sit 17de bispeår (546 e. Kr.). Efter ham kom Baudinus, der havde været kong Chlothachars kansler. Han var den 17de biskop efter den hellige Martins død.

Chanao, brittanernes greve (bretonnerne i Bretagne), dræbte tre af sine brødre. Han ville også dræbe Macliav, lod ham gribe, lænkebinde og fængsle, men biskop Felix i Nantes frelste ham fra døden. Så svor han sin brodér troskab, men higede efter på en eller anden måde at bryde sin ed. Da Chanao mærkede det, blev han ham atter fjendsk. Da Macliav indså, at han ikke kunne undgå ham, flygtede han til en anden greve i den egn ved navn Chonomer. Da denne nu mærkede, at forfølgerne nærmede sig, skjulte han ham i en lille hule i jorden og opkastede derefter på sædvanlig måde en gravhøj over ham men lod der være et lille lufthul, gennem hvilket han kunne trække vejret. Da forfølgerne nu kom derhen, sagde Chonomer: »Her ligger Macliav; han er død og begravet«. Herover blev de meget glade, de drak på graven og meldte broderen, at han var død, og da han hørte det, tog han hele hans land. Brittanerne stod stadig efter Chlodovechs død under frankernes myndighed og [deres høvdinger] kaldtes grever, ikke konger. Macliav kom imidlertid frem fra sit skjul under jorden og drog til byen Vannes, hvor han lod sig rage og så bispevi. Men da Chanao døde, sveg han sit kirkeløfte, lod sit hår vokse frem igen, tog sin kone, som han havde forladt, da han var blevet klerk, til sig påny og tog samtidig sin broders rige. Men bisperne satte ham i ban, og hvordan han endte sit liv, skal vi senere skrive om. Biskop Baudinus døde i sit 6te bispeår (552), og efter ham kom abbed Gunthar, den 17de biskop efter den hellige Martins død. Da den hellige Quintianus, som ovenfor fortalt (546), gik bort fra denne verden, indtog den hellige Gallus, støttet af kongen, hans bispestol (Gallus var Gregors farbroder og lærer. Hans liv har Gregor skildret i »Fædrenes Levnedsbog« hvad han her meddeler er en næsten ordret gengivelse af et stykke af denne skildring). I hans tid hærgede den sot vi kalder lyskesot (om lyskesoten, der ordret gengiver det latinske navn lues inguinaria, fortælles nedenfor. Sædvanlig kaldes denne farsot byldepesten rundt om i landet, og især affolkede den det arelatiske Provence (den del af Provence der havde Aries til hovedstad; den anden del havde Marseille). Sankt Gallus var meget bekymret, ikke så meget for sin egen som for sit folks skyld. Dag og nat bad han til gud, at han ikke måtte opleve at se sin menighed blive hærget af pesten, og i et syn om natten viste herrens engel sig for ham; hans hår og klæder var hvide som sne, og han sagde: »Det er en god gerning, du gør, biskop, at du således beder til gud for dit folk; din bøn er hørt; du og dit folk skal gå fri fra denne sygdom, og så længe, du lever, skal ingen i denne egn gå til grunde i denne farsot. Nu har du intet at frygte, men om 8 år er der grund til angst«. Det var øjensynlig meningen, at han efter disse års forløb ville være død. Da han vågnede, takkede han gud for den trøst, han i sin nåde havde sendt ham til opmuntring ved det himmelske sendebud, og derefter indstiftede han disse gangdage (af koncilvedtægter fra Lyon 567 ses det, at gangdage også fejres på andre tider end i Himmelfartsugen), som vi kender: at folk ved midfaste i optog tilfods under salmesang skulle drage til den hellige martyr Julianus' basilika. Den vej udgør omtrent 360 stadier (vejen fra Gallus' bispesæde, Clermont, til Julians kirke i Brioude er ca. 66 kilometer eller 360 romerske stadier. Optoget må tænkes at udgå fra Clermont). Dengang så man også i et pludseligt blink husenes og kirkernes vægge korsmærkede, hvorfor folket kaldte den hellige Julian tau-skriveren (tau er den græske betegnelse for bogstavet T, der tillige var den almindeligste korsform. Historien er øjensynlig komponeret over Ezechiel i den latinske bibeloversættelse, hvor herren siger til den hvidklædte mand med skrivetøjet ved sin hofte: »Gå midt igennem Jerusalem og tegn et tau på de mænds pander, der sukker og vånder sig…«. Alle de andre, der ikke bærer tau-mærket, skal slås ihjel. Mærket viser, hvem der er gudfrygtig og hvem ikke). Og medens pesten som sagt hærgede de andre egne, nåede den ikke Clermont, takket være sankt Gallus' forbøn. Det var efter min mening en stor nåde, der vistes ham, at han der var kaldet til hyrde, ved guds hjælp blev fri for at se sin hjord blive fortæret. Da han havde forladt denne verden (554), og da han efter at være blevet toet blev ført hen i kirken, blev præsten Cato straks hyldet som biskop af klerkene. Han lagde hånd på alt kirkens gods, som om han allerede var biskop, afsatte kirkeværgerne, bortviste præsterne og indrettede alt på egen hånd. De bisper, der var kommet for at gravsætte den hellige Gallus, sagde efter ligfærden til præsten Cato: »Vi ser at størstedelen af folket har valgt dig. Kom nu og lad os se at blive enige; så skal vi velsigne dig og vi dig til biskop (reglerne for bispevalg i denne og den foregående tid er alt andet end klare. I almindelighed kan siges, at før merovingertiden, altså i romertiden, kom nabobisperne og metropoliten sammen i den kirke, der havde mistet sin biskop, og forhandlede indbyrdes og med byens præsteskab om, hvem der skulle vælges, og når man var blevet enig, henvendte man sig til det forsamlede »folk«, byens borgere og omegnens jorddyrkere, meddelte dem, hvem man havde fundet værdig og, da den værdige ofte tilhørte en af egnens fornemme slægter og det forsamlede folk for en stor del var denne eller en interesseret slægts undergivne, fik deres bifald. Fra Chlodovechs tid foregik valget vel på samme måde, men skulle altid godkendes af kongen. Selve valghandlingen bliver i reglen en ren formalitet, idet kongen på forhånd har udpeget sin mand. Der fremkommer således en samvirken mellem det frankiske kongedømme og bispedømmet, hvorved bispedømmet højnes i verdslig anseelse men til gengæld også barbariseres; ofte vælger kongen lægmænd og tager politiske og økonomiske hensyn, hyppigt ligefrem sælger han stillingen. Indtil ca. år 600 er bisperne så godt som alle af romersk byrd, tilhører det gallo-romanske aristokrati. Efter år 600 begynder også frankere at søge bispestillinger. Kongen (dvs. Theodovald; i hans rige lå Clermont og Auvergne) er jo et barn, og hvis nogen har noget at kære over dig, skal vi tage dig i vort værn og ordne det således med de store og fornemme i kong Theodovalds rige, at du intet skal få at klage over. Du kan stole på os, vi skal være dig borgen for alt, og skulle du alligevel blive brøstholden, skal vi holde dig skadesløs af vort eget gods«. Men han var opblæst af indbildsk og tåbelig forfængelighed og svarede: »I må jo have hørt, at jeg lige fra min ungdom stadig har levet et helligt liv, fastet flittig og haft min lyst i almisse, at jeg mangen gang har våget flere nætter igennem, og at jeg under stadig salmesang har tilbragt mangen nattevagt i kirken. Herren min gud, hvem jeg har ydet så tro tjeneste, vil ikke tåle, at den regulære vielse forholdes mig. Jeg har altid nået ethvert klerketrin efter de kanoniske regler: jeg har været lektor i 10 år, i 5 år gjort tjeneste som underdiakon, i 15 år som diakon, og præsteværdigheden har jeg nu haft i 20 år. Nu mangler jeg kun at opnå bispeværdigheden, som tilkommer mig efter en så tro tjeneste (den kirkelige rangstige er nedadgående: biskop, præst, diakon, underdiakon, lektor. Cato har altså gennemgået alle grader; men det var ingenlunde almindeligt længere, og derfor kan han prale af sin »anciennitet». Lektorerne - ofte drenge i 10 års alderen - kaldes således (»læsere«), fordi de på festdagene i kirken oplæste den pågældende helgens passionshistorie. De oplærtes sædvanlig i bispegården. Underdiakonen går præsten til hånde ved alteret og ved dåbshandlinger etc. Diakonerne hjælper også præsterne, men er i intimere berøring med det hellige; de skal desuden holde orden i kirken under gudstjeneste, påse at menigheden opfører sig passende og lignende. Nogle af dem har tilsyn med de syge og med de fattige, der er indskrevne i bispens fattigbog. Præsterne foretog de egentlige gudsdyrkelses handlinger. Imellem underdiakon og lektor fandtes i øvrigt desuden akoluthen (kertebærer) og exorcisten (der har tilsyn med de »besatte« og besværger de onde ånder) og nedenfor lektoren ostiarius, dørvogteren. Bispens og præstens embede kaldes sacerdotium, det egentlige hellige præstedømme, hvem den nådegave er givet at fremføre kristi offer ved forvandling af brød og vin til kristi legeme. De andre grader kaldes under ét ministerium; de pågældende personer er tjenende medhjælpere). Drag i kun hver til sin by og pas jeres ting. Jeg vil kun på kanonisk vis vinde bispeværdigheden«. Da bisperne hørte det, kunne de ikke noksom dadle hans tåbelige forfængelighed og drog så bort. Cato var således valgt til biskop ved klerkenes samstemning men endnu ikke viet. Han ville selv råde for alt, og han gav sig til at udstøde trusler mod ærkediakonen Cautinus (ærkediakonen, efter reglerne stiftsbyens ældste diakon, er den fornemste næst efter bispen, dennes hjælper i alt vedrørende den kirkelige orden, dertil bispens kansler og forstander for domskolen. Da han således er inde i alt, er han ved en biskops død den naturlige administrator af bispedømmet under ledighed) og sagde til ham: »Jeg vil afsætte dig, jeg vil ydmyge dig, jeg skal sørge for, at du kommer til at lide døden mangefold«. Denne svarede hertil: »Jeg ønsker kun at have din gunst, allerfrommeste herre, og opnår jeg den, skal jeg gøre dig en tjeneste. Thi uden at du skal gøre dig den mindste umage, vil jeg gå til kongen og ærligt og redeligt skaffe dig bispeværdigheden; jeg attrår intet andet end at vinde din gunst«. Men Cato mistænkte ham for at ville spille ham et puds og afviste ham hånligt. Da nu Cautinus så sig krænket og bagvasket, foregav han, at han var syg og gik ved nattetid ud af byen. Han drog til kong Theodovald og meldte ham sankt Gallus' død. Da kongen, eller de der var hos ham (hermed menes vel »de store og fornemme« der omtales; de der førte regeringen for barnekongen) havde hørt det, stævnedes bisperne til møde i byen Metz, og her blev ærkediakonen Cautinus viet til biskop, og da præsten Catos sendebud kom, var han allerede biskop. På kongens bud blev de klerke, Cato havde sendt, overgivne til Cautinus, og tillige alt det de havde haft med af kirkens gods (som gave (betaling) til kongen og hans formyndere), og der udpegedes bisper og kammermestre til at drage med den ny biskop som æresfølge, og de førte ham så til Clermont (»Camerarius« af Camera, kammer, skatkammer, altså mænd der har med kongens pengevæsen at gøre. Ordet Camera, kammer, er oprindeligt græsk og betyder hvælving, overhvælvet rum, også selve det hvælvede dække. Fra latin er det kommet ind i alle europæiske sprog. I dansk og tysk bruges det om rum til særlige formål i modsætning til de sædvanlige opholdsrum; et »kammer« er ikke opvarmet, ikke noget »værelse«, jfr. f.eks. spisekammer, sovekammer, tag-, sele-, mælke-, forrådskammer. En særlig betydning er: skatkammer med sidebetydninger som kongens kasse (fiscus), offentlig kasse, kongsgård har affødt ord som rentekammer, toldkammer, kammermester, -skriver, kæmner (af tysk kämmerer af camerarius), kammerråd = gehejmeråd, kammerherre, -tjener, -pige osv.. Da i middelalderen retten ofte holdtes i kongsgården, kom kammer også til at betyde domstol og handelskammer, kriminalkammer. Endelig kommer hertil gennem fransk: chambre betydningen lovgivende forsamling). Her modtoges han med glæde af klerke og borgere og blev indsat til biskop over Auvergne. Deraf opstod stort fjendskab mellem ham og præsten Cato, thi Cato var aldeles ubøjelig i sin modstand mod bispen, og klerkene delte sig i to lejre: nogle lød biskop Cautinus, men andre holdt med præsten Cato, hvad der kom dem dyrt at stå. Da Cautinus skønnede, at han ikke på nogen måde kunne bringe Cato til lydighed, fratog han ham såvel som hans venner og alle der holdt med ham alle kirkelige indtægter og prisgav dem således til nød og uvirksomhed. Men enhver der atter sluttede sig til ham fik igen tilbage, hvad han havde mistet.

Medens Agila var konge i Spanien (549-554) og kuede folket under sit tunge åg, faldt kejserens (kejser Justinians) hær ind i landet og indtog adskillige byer. Men så blev Agila dræbt, og Athanagild fik hans rige (554-567). Han kæmpede med grækernes hær i mange slag og slog dem ofte og fratog dem igen en del af de byer, de havde hærget så slemt. Da Theodovald blev voksen, tog han Vuldetrada til hustru (longobarderkongen Wacchos datter, søster til Theodoberts hustru Wisigard. I Longobarders Historie kaldes hun Walderada). Denne Theodovald skal have været meget vittig og bidsk. Engang var han vred på en mand, som han mistænkte for at have taget noget af hans gods. Han digtede da en fabel, der lød således: »En slange fandt en gang en krukke fuld af vin; den krøb ind gennem åbningen og tyllede grådigt i sig af indholdet, men svulmede sådan op af vinen, at den ikke kunne krybe ud ad den åbning, den var kommet ind ad. Så kom vinens ejermand til, just mens slangen forgæves arbejdede på at komme ud; han sagde til slangen: »Giv først fra dig, hvad du har bællet i dig, så skal du få lov til at slippe bort«. Denne fabel gjorde kongen både frygtet og hadet. Under denne konge blev Buccellenus, der havde bragt hele Italien under Frankerriget, slået ihjel af Narses, og Italien kom ind under kejseren, og der var ingen, der senere kunne tage det igen (Gregor fortæller dog om Sigeberts togt til og indtagelse af Italien, og det fremgår heraf, at fjerde bog er skrevet længe før niende bog). I kong Theodovalds tid så vi en hyldebusk bære druer uden at være i forbindelse med vinranker, og hyldeblosteret, der jo plejer at give sorte bær, gav vindruer. Dengang så man også femte nat efter nymåne en stjerne komme imod månen og træde ind i måneskiven. Jeg må tro, at disse tegn varslede kongens død. Han ramtes af en hård sygdom og var lam fra hofterne nedad. Han sygnede hen lidt efter lidt og døde i sit 7de kongeår. Kong Chlothachar fik hans rige, og han tog også hans hustru Vuldetrada i sin seng, men da bisperne dadlede ham hårdt derfor, lod han hende gå og gav hertug Garivald (bairernes hertug) hende. Sin søn Chramn sendte han til Auvergne. I det år (vel Theodovalds dødsår i 555. I en anden, omtrent samtidig krønike sættes Thüringens hærgning til år 556) gjorde sakserne oprør (formentlig de saksere der boede i Thüringen). Kong Chlothachar opbød hæren imod dem og slog de fleste af dem ihjel, og han drog hærgende gennem hele Thüringen, fordi indbyggerne havde ydet sakserne hjælp. Da biskop Gunthar døde i Tours (efter navnet at dømme må Gunthar have været en franker. Det er på denne tid meget sjældent at finde en barbar i bispestilling. Om Gunthar fortæller Gregor udførligere om hvordan barbarnaturen synes at skimtes under klerkeoptugtelsen. Martyrar kaldes martyrens præst. Leubastes (franker?)er abbed for sankt Martins kloster og præst ved sankt Martins kirke i Tours og som sådan stiftets fornemste prælat) var der - det hedder sig, at biskop Cautinus stod bagved - planer oppe om at få præsten Cato i spidsen for kirken i Tours, og i dette øjemed stævnede egnens klerke tilligemed Leubastes, Martyrar og abbed i Tours i højtideligt optog til Clermont. De fremførte kongens ønske for Cato, men denne bad om nogle dages henstand med svaret. Da de andre imidlertid gerne ville hjem igen, sagde de: »Lad os få at vide, hvad du vil, for at vi kan vide, hvad vi har at rette os efter, ellers må vi tilbage og passe vore egne sager; det er ikke efter vort eget ønske men på kongens bud, vi har opsøgt dig«. Den forfængelige Cato samlede så en flok fattige sammen og pålagde dem at hyle og sige: »Gode fader, hvi forlader du dine børn som du hidtil har været en fader for. Hvem skal kvæge os med mad og drikke, når du går bort? Forlad os ikke, vi er jo vant til at få vor næring fra dig«. Derefter vendte Cato sig til klerkene fra Tours og sagde: »Der kan i se, kære brødre, hvorledes denne mængde fattige elsker mig. Jeg kan ikke svigte dem og gå med jer«. Efter dette svar drog klerkene tilbage til Tours. Sagen var den, at Cato havde knyttet venskab med Chramn og fået løfte af ham om, at hvis det skulle træffe sig således, at kong Chlothachar døde i hans levetid, skulle Cautinus straks jages bort fra bispestolen og Cato sættes i spidsen for kirken i Auvergne. Men Cato, der havde kastet vrag på den hellige Martins stol, fik heller ikke den bispestol, han ønskede, og på ham opfyldtes Davids spådom: »Han skøttede ikke om velsignelse, derfor skal den gå bort fra ham«. Thi han var en opblæst og indbildsk mand, der mente, at ingen overgik ham i hellighed. Engang fik han således en kvinde, der fik penge derfor, til at råbe op i kirken, som om en and var faret i hende, og udråbe at han var en stor helgen og elsket af gud, medens biskop Cautinus var en lastefuld skurk, der var aldeles uværdig til den bispestilling, han havde opnået. Da Cautinus var blevet biskop, teede han sig således, at alle vendte sig fra ham i afsky. Han var overmåde hengiven til drik og drak sig tit så fuld, at fire mænd næppe kunne bære ham bort fra drikkelaget. Som følge heraf fik han den faldende syge, hvad menigheden ofte var vidne til. Han var også besat af havesyge, og havde en mand jordegods, der stødte op til hans, og han ikke fik tilrevet sig et stykke af dette gods, så mente han ikke at kunne holde livet ud. Overfor de mægtige brugte han processer og drillerier, de fattiges gods tog han med vold. Han bar sig ad som den mand, vor gode Sollius skriver om: det faldt ham ikke ind at betale dem købesum, men gav de ham ikke skøde, var han rent fortvivlet (digteren Sidonius Apollinaris skildrer i et brev til en ven en auvergnatisk stormands havesyge og lunefulde hensynsløshed. I denne skildring forekommer den linje, Gregor sigter til, men som i hans ubehjælpsomme gengivelse har mistet sit salt: »Alt hvad han attrår, lader han som han køber, men han betaler ikke - det anser han for under sin værdighed; han får derfor heller ingen skøder, og så bliver han fortvivlet«). Dengang levede der en præst, der hed Anastasius, en mand af fribåren æt. Han havde en ejendom, som dronning Chrodechilde, ærefuld ihukommelse, havde tilskødet ham. Cautinus gik tit til ham og bad ham så mindeligt om at give ham dronningens skøde og lade ham få ejendommen, men Anastasius ville stadig ikke føje bispen. Bispen var snart indsmigrende, snart truende, og tilsidst lod han ham mod hans vilje føre ind til byen og med den største frækhed sætte fast, og han bød at lade ham pines på alle mulige måder ja sulte ihjel, hvis han ikke gav skødet fra sig. Men Anastasius vægrede sig stadig med mandig fasthed ved at udlevere skødet og sagde, at han hellere selv i løbet af kort tid ville dø af sult end efterlade sit afkom i fattigdom i al fremtid. På bispens bud blev han så overgivet til fangevogtere for at dø sultedød, hvis han ikke udleverede skødet. Ved den hellige martyr Cassius' basilika var der en meget gammel, godt gemt gravhvælving, hvori der stod en stor sarkofag af parisk marmor, i hvilken man endnu kunne se liget af en forlængst afdød mand. I denne sarkofag lagdes så den levende præst ovenpå liget, og derefter dækkedes sarkofagen med det stenlåg, der før havde ligget over den, og der blev sat vagt ved døren. Da det var ved vintertid, tændte vogterne et bål, varmede sig noget vin og drak sig fulde og faldt i søvn. Thi de stolede på, at manden var godt gemt under stenen. Som en ny Jonas påkaldte nu præsten guds miskundhed fra sit gravfængsel ligesom Jonas fra dødsrigets dyb. Og da sarkofagen som sagt var rummelig, kunne han, om end ikke vende sig helt om dog røre armene, så meget han ville. Men fra ligets knogler udgik der, som han selv senere ofte fortalte, en ligstank, der ikke blot var uudholdelig at lugte men som bragte alle indvolde i oprør. Når han lagde sin kappe over sine næsebor, mærkede han, så længe han kunne holde vejret, ikke til den modbydelige stank, men når han så ikke kunne holde vejret længer uden at kvæles og drog klædet lidt fra ansigtet, indåndede han stanken ikke blot gennem mund og næsebor men om jeg så må sige endog gennem ørene. Nå, kort at fortælle, guddommen må endelig have fattet medynk med ham, thi da han strakte sin højre hånd ud mod sarkofagens rand, fandt han en stang der var blevet liggende mellem låget og kistens vægge, idet låget ikke var faldet helt til. Denne stang prøvede han nu så småt at rokke, og gud hjalp ham, så han mærkede, at stenlåget kunne skubbes til side. Og da den var blevet flyttet så meget, at præsten kunne stikke hovedet ud, var det ham temmelig let at gøre åbningen større, så han helt kunne slippe ud. Det var imidlertid begyndt at mørknes men dog ikke blevet helt mørkt. Præsten fandt hen til en anden dør (en anden end den, ved hvilken vagten lå og sov) i gravhvælvingen. Den var lukket med en stærk slå og med solide nagler, men den sluttede ikke helt tæt, og man kunne se ind ad sprækkerne mellem brædderne. Præsten lagde ansigtet opad denne dør, og så da en mand gå forbi. Hviskende kaldte han på ham. Manden hørte det. Han gik med en økse, og han gav sig straks til at hugge de træstænger løs, som slåen var fastgjort i, og skaffede således præsten ud. Denne skyndte sig, da det nu var blevet mørkt, hjem, idet han bad manden om endelig ikke at fortælle nogen noget om, hvad der var sket. Så snart han var kommet hjem, søgte han de adkomstbreve frem, som den nævnte dronning havde givet ham og gik med dem til kong Chlothachar, hvem han fortalte, hvorledes han af sin biskop var blevet levende begravet. Det vakte den største forfærdelse hos alle, og alle sagde, at selv ikke Nero eller Herodes havde øvet mage til udåd, at lægge et levende menneske i en grav. Imidlertid kom også biskop Cautinus til kong Chlothachar, men overfor præstens påsagn måtte han give tabt og gå beskæmmet bort. Præsten derimod fik et kongebrev, der gav ham alt ønskeligt værn for hans gods, så han både hævdede sin egen ejendomsret dertil og gav det i arv til sine efterkommere. Cautinus var en mand uden al fromhed, og der var intet godt i ham, og han var aldeles blottet for boglig dannelse såvel kirkelig som verdslig. Jøderne kunne godt lide ham og han dem, men det var ikke fordi deres sjæles frelse lå ham på sinde som sjælehyrde, men fordi han gennem dem skaffede sig klenodier, som de iøvrigt solgte ham til langt over prisen, fordi han var ivrig for at få dem, og jøderne forstod at snakke ham efter munden.

I de tider boede Chramn i Clermont, hvor han gjorde mange gale streger, der fremskyndede hans endeligt. Han var meget forhadt af folket, og selv brød han sig ikke om nogen af de mænd, der kunne give ham gode og nyttige råd. Derimod samlede han om sig en flok vanbyrdige, unge, letfærdige mennesker, og det var de eneste, han holdt af, og hvis råd han hørte, og de fik ham endog til at udstede breve med påbud om voldelig bortførelse af senatordøtre (døtre af fornemme romere) fra deres forældre. Firminus måtte døje hårde krænkelser og blev afsat som greve over byen, og i hans sted indsattes Evodius' søn Salustius. Men firminus søgte tilligemed sin svigermoder hen i byens hovedkirke. Det var just i fyrretyvedagstiden (fasten, det latinske navn er quadragesima (dies), 40. dag, hvoraf fransk caréme. Efter jesu eksempel varer fasten i 40 dage før påske. I den romerske kirke kendes også andre periodiske faster), og biskop Cautinus havde påbudt salmeoptog til Brioude, efter den hellige Gallus' indstiftelse, som jeg ovenfor har skrevet om. Bispen drog altså ud af byen, men han var meget nedtrykt og angst for, at der undervejs skulle hænde ham noget ondt, thi kong (kongebørnene kaldes ofte konge og dronning, selv om de ikke er regenter) Chramn havde også udtalt trusler mod ham. Og mens bispen var undervejs, sendte kongen Imnachar og Scaphtar, de fornemste mænd i sit følge, afsted og sagde til dem: »Gå hen og slæb Firminus og hans svigermoder Caesaria ud af kirken«. Medens bispen nu med sit salmesyngende følge, som sagt, drog afsted, gik de af Chramn udsendte mænd inde i kirken, hvor de ved alskens svigefuld tale søgte at gøre Firminus og Caesaria trygge. Medens de nu i lang tid gik rundt i kirken og snakkede om alt muligt, og flygtningerne opmærksomt lyttede til, hvad der blev sagt, kom de helt hen til kirkens kongeport, der just stod åben. Her greb Imnachar fat i Firminus og Scaphtar i Caesaria og slæbte dem ud af kirken til nogle tjenere, der stod på post udenfor og tog imod dem. De blev straks ført i landflygtighed (det vil her sige forvisning fra hjemstavnen, fra grevskabet, en meget hyppig straf, sædvanligvis forbunden med tab af ejendom). Men den følgende dag, da deres vogtere havde lagt sig til at sove, og de mærkede, de var fri, flygtede de til den hellige Julianus' kirke (i Brioude) og friedes således for landflygtighed (da Brioude lå i samme grevskab som Clermont, og da Firminus og Cæsaria var fredlyste og ukrænkelige i kirken, var de altså ikke landsforviste. Den følgende sætning af Gregor må da også opfattes som en misbilligelse af, at deres gods alligevel blev konfiskeret). Deres gods blev dog inddraget. Biskop Cautinus var imidlertid undervejs mellem Clermont og Brioude, opfyldt af bange anelser om, at der skulle ske ham noget ondt og havde derfor en opsadlet hest med sig. Pludselig så han bag sig mænd komme ridende efter ham, og han sagde da: »Ve mig, det er de folk, Chramn har sendt ud for at gribe mig«. Han satte straks til hest, lod salmesangs optoget i stikken, satte begge sporer i hesten og kom i susende fart alene, halvdød, til sankt Julianus' basilika. Medens jeg fortæller dette, rinder hin sætning af Sallust, der er rettet mod dem der ringeagter historieskriverne, mig i minde: »Det er vanskeligt at skrive historie, for det første fordi skildring og dåd skal være hinanden værdige, for det andet fordi folk sædvanlig tror, at dadel af ugerninger kun skyldes vrangvilje og misundelse« (denne sætning af den romerske historieskriver, som Gregor noget kluntet skyder ind ligesom for at afbøde en tænkt dadel fra læsernes side for at tale ilde om en embedsbroder, findes i »Catilina«. Sallust levede i Rom i republikkens sidste tid, omtrent samtidig med Cæsar og Cicero. Han har skrevet en bog om Catilina og en bog om Roms krige med Jugurtha). Men jeg skal nu gå videre. Da Chlothaehar efter Theodovalds død havde fået kongedømmet over Frankerlandet og foretog sin hyldingsrejse (det omtalte Frankerland var tidligere Theodoberts og Theodoriks lande, de østlige egne af Frankerriget, Austrasien og dels rent germanske egne på højre Rhinbred, dels grænseegne Køln, Trier, Metz, Verdun, Reims hvor det frankiske element var forholdsvis stærkt. Det kaldes af Gregor: Francia, uvist om der dermed blot menes det germanske land eller hele Theodovalds landområde), hørte han, at sakserne atter i tåbelig ophidselse havde rejst sig imod ham og vægrede sig ved at yde de afgifter, de hvert år plejede at give. Denne efterretning vakte hans harme, og han drog imod dem. Og han var allerede deres grænser nær, da der kom en sendefærd fra dem imod ham og sagde til ham: »Vi vil aldeles ikke krænke dig, og hvad vi hidtil har udredet til dine brødre og brodersønner, vil vi ikke nægte dig, ja vi vil endog give dig mere, hvis du kræver det. Men så må du også give os fred, og der må ikke blive kamp mellem din hær og vort folk«. Da Chlothaehar hørte det, sagde han til sine mænd: »Disse mænd har ret. Lad os ikke falde over dem, at vi ikke skal synde mod gud«. Men de svarede: »Vi ved jo, at sakserne er løgnagtige og aldeles ikke tænker på at holde, hvad de lover. Lad os gå løs på dem«. Sakserne bad atter om fred og tilbød halvdelen af alt hvad de ejede. Og Chlothaehar sagde til sine mænd: »Hold jer fra disse mennesker, at guds vrede ikke skal komme over os«. Men de ville ikke lade sig sige. Sakserne tilbød nu deres klæder, deres kvæg og alt deres gods og sagde: »Alt dette må i tage og halvdelen af vor jord, når i blot lader vore hustruer og børn have deres frihed og der ikke bliver krig imellem os«. Men frankerne var ikke tilfredse hermed. Kong Chlothaehar sagde til dem: »Opgiv eders forsæt, lad det fare. Vor sag er ikke retfærdig. I skal ikke indlade jer på krig her, thi i vil blive slået. Vil i alligevel følge jeres eget hoved, så går jeg i hvert fald ikke med«. De stod da i vrede op mod kong Chlothachar, løb ind på ham, rev hans telt itu, overskældte ham, slæbte ham afsted og truede med at dræbe ham, hvis han ikke straks ville gå med dem. Så gik kongen nødtvungen med dem, men da det kom til kamp, tilføjede fjenderne dem et stort nederlag, og i begge hære faldt der en sådan mængde, at man hverken kunne skønne eller tælle hvor mange. Meget nedtrykt bad nu kongen om fred, idet han sagde, at det ikke var med sin gode vilje, han var gået imod dem. Da han havde fået fred, drog han bort. Da indbyggerne i Tours hørte, at kongen var kommet hjem efter Sakserslaget, opsatte de et valgbrev om valget af præsten Eufronius [til biskop] og gik så til kongen (når en biskop var død og hans efterfølger valgt, bragtes dette til kongens kundskab ved et dokument, kaldet »consensus«, egentlig samtykke, enighed, hvori man tillige bad om kongens tilladelse til at lade efterfølgeren indvie). Da de havde fremstillet sagen for ham, sagde han: »Jeg havde jo udstedt kongebrev om, at præsten Cato skulle være biskop dér. Hvorfor er dette bud ikke sket fyldest?« De svarede: »Jo, vi bad ham, men han ville ikke komme«. I det samme kom pludselig præsten Cato tilstede. Han bad kongen om at jage Cautinus bort og lade ham selv, Cato, blive biskop i Clermont. Da kongen hånligt afslog dette, fremkom han med en ny bøn, nemlig om at blive biskop i Tours, hvad han forhen havde kastet vrag på. Kongen svarede ham: »Jeg havde jo først udstedt brev om, at du skulle vies til biskop i Tours, men efter hvad jeg hører, brød du dig ikke om denne kirke. Derfor skal du heller aldrig få myndighed over den«. Dybt ydmyget måtte præsten gå sin vej. Da kongen derefter spurgte ud om den hellige Eufronius og fik at vide, at han var en brodersøn af den hellige Gregor, som jeg har talt om foran (biskop i Langres), sagde han: »Det er jo en stor og fornem slægt (biskop Gregor i Langres var Gregors oldefader, moders farfader). Guds og den hellige Martins vilje ske (Martinsklostrets abbeds og klosterkirkens præst. Martyraren Leubastes har altså ønsket Eufronius). Valget skal blive stadfæstet«. Derefter udstedte han et kongebrev derom, og den hellige Eufronius blev så bispeviet som den 18de biskop i Tours efter den hellige Martin. Chramn gjorde som omtalt mange gale streger i Clermont. Han var stadig opfyldt af had til biskop Cautinus. Men ved den tid blev han alvorligt syg; han faldt i en stærk feber, under hvilken hans hår faldt af. Dengang havde han hos sig en prægtig, i alle dyder fremragende mand ved navn Ascovinus, borger i Clermont. Ascovinus søgte ligefrem med magt at hindre Chramn i at gøre alle de gale streger, jeg talte om, men det lykkedes ham ikke, thi Chramn havde også en anden mand hos sig, Leo fra Poitiers, der hidsede ham til alskens ufærd; han svarede til sit navn og var grum og grisk som en løve (det latinske ord leo betyder løve). Det fortælles, at han en gang havde sagt, at de to herrens bekendere Martin og Martial havde gjort kongens skatkammer fattigt (Gregor omtaler flere gange udbrud af uvilje fra merovingerkonger over, at de mange gaver til kirker og klostre gør kongerne fattige). Men han blev straks ramt af de to bekenderes kraft, idet han blev døv og stum og døde i vanvid. I sin ulykke var han ganske vist kommet hen i den hellige Martins basilika i Tours og havde holdt vågen at dér og bragt gaver, men helgenkraften var imod sædvane uvirksom i dette tilfælde, og han gik bort ligeså syg, han var kommet. Chramn drog derpå fra Clermont og kom til byen Poitiers (ligesom folk i oldtiden vågede og bad i Asklepios' og Isis' templer for at få lægedom for en sygdom og bragte offergaver til vedkommende guddom, således kom man nu, med aldeles de samme forestillinger, i kirkerne for at våge og bede ved helgenens grav og blive helbredte. Hyppigst omtales lamme og febersyge, dog også døve og blinde og andre tilhørende alle samfundsklasser. Vågen og beden omtales altid som nødvendig forudsætning for helbredelse. Kirkevagten lukkede om aftenen dørene og slukkede alle lys undtagen lyset på helgengraven. De syge måtte have et vokslys i hånden. Udtrykket vågen, vågenat, er ikke ganske rigtigt, thi ofte siges helbredelse at være sket medens den syge sov; drømme, syns- og berøringsfornemmelser i søvne omtales atter og atter. Men ganske vist foregår helbredelsen først efter mange nætters ophold i kirken. Kuren var formelt aldeles gratis, og de syges plads ved helgengraven rettede sig efter den orden, i hvilken de kom, og ikke efter rang og rigdom. Men alle bragte, hver efter sin evne og lyst, gud eller helgenen en offergave: jordegods, guld, sølv, hellige kar, løfte om at bygge en kirke eller et kapel eller om udbedring, stor eller ringe, af en bestående kirke, også beskedne naturalier af alle slags). Her holdt han prægtigt hof, og her fik han efter onde menneskers råd i sinde at gå over til sin farbroder Childebert (dvs. give sig i Childeberts værn og unddrage sig sin faders myndighed), medens han gav sig til at smede rænker mod sin fader. Childebert lovede, om end i svigefuld hensigt, at tage ham i sit værn, skønt det havde været hans pligt som kristen at advare ham mod at blive sin faders fjende. Ved lønbud traf de indbyrdes aftaler og sammensvor sig i enighed mod Chlothachar. Childebert tænkte ikke på, at han, så ofte han havde haft noget for mod sin broder, altid var kommet til at stå til skamme. Da pagten var sluttet, drog Chramn tilbage til Limoges og bragte de egne i sin faders rige, som han tidligere var draget rundt i på hyldingstog, under sin myndighed. Indbyggerne i Clermont holdtes indesluttede bag deres mure; de plagedes meget af forskellige sygdomme og led overmåde meget. Så sendte kong Chlothachar sine to sønner, Charibert og Guntchramn imod Chramn. De tog vejen over Clermont, og da de her hørte, at han var i Limoges, drog de videre til det såkaldte sorte bjerg (Saint-Georges Nigremont), hvor de fandt ham. Dér slog de lejr lige overfor ham og lod ham ved en sendefærd opfordre til at tilbagegive det af hans faders land, som han med urette havde taget; hvis ikke måtte han ruste sig til kamp. Chramn lod nu, som om han ville lyde sin fader, og sagde: »De egne, jeg har draget rundt i [på hyldingstog], kan jeg ikke give slip på; de må blive under min myndighed (kongeridtet om lande betød, at det omredne land var undergivet kongens værnepligt), men det er mit ønske at have dem med min faders samtykke«. De to brødre krævede nu, at kampen skulle skille deres trætte. Begge hære brød da op, og de gik løs på hinanden under vældigt våbenbrag, men da brød et voldsomt uvejr løs med lyn og torden og afbrød kampen. De vendte nu tilbage til deres lejre, og Chramn fandt så på den list at sende en fremmed mand til brødrene med melding om, at deres fader var død. Det var netop den gang, der var krig med sakserne, som jeg tidligere har talt om. Brødrene blev bange og drog i største hast til Burgund igen. Chramn satte efter dem med sin hær, og han drog frem til byen Chálons, indesluttede den og indtog den. Derfra drog han frem med sin hær til Dijon, og hvad der her skete, den søndag han kom, skal jeg nu fortælle. Dengang levede dér den hellige Tetricus, som jeg tidligere har skrevet om i en lille bog (»Fædrenes Levnedsbog«). Præsterne lagde tre bøger på altret: profeterne, apostelbrevene og evangelierne, og bad herren tilkendegive, hvordan det ville gå med Chramn og med sin guddomsmagt åbenbare, om han ville få lykken med sig og måske endog blive konge, og blev enige om, at det første, enhver af dem slog op på, skulle han også læse ved messen (at søge varsler og sandhedssagn ved at slå op i de hellige bøger var overmåde almindeligt, og Gregor har adskillige fortællinger derom. Før kristentiden kendte man mange andre måder at få guddommens vilje eller viden at vide på, deriblandt også opslag i bøger, vergilske, homeriske og flere sandsagn. I kristentiden søgte bisper og præster at få folk bort fra denne hedenske og ugudelige varselsøgen, - men forgæves. I det højeste opnåede man at kristne de hedenske skikke, men ikke at udrydde dem. Således overføres den skik at slå op i Vergil, Homer og andre gamle af en eller anden grund dertil egnede digtere eller lignende; de sibyllinske bøger; i kristentiden på de hellige skrifter. Kirkelederne er usikre i deres dom om den slags varselsøgen. Betegnende er således Augustins ord: »Om dem der læser varsler (ved at slå op) i evangelierne, vil jeg sige, at skønt det er bedre, de gør détte, end at de rådspørger dæmonerne, må jeg dog misbillige den skik at bruge de hellige sandsagn om det andet liv til oplysning om verdslige ting og al jordisk tant. På adskillige synoder, såvel i det 5. og det 6. århundrede som langt senere, fordømmes skikken, men der er ingenlunde enighed i hele den romerske kirke. Gregor har øjensynligt intet imod den. I lang tid brugtes fremgangsmåden endog ved bispevalg for at få at vide, hvorledes den ny biskop ville arte sig. En anden hertil svarende metode at skaffe sig guddommelig afgørelse i tvivlsmål var at lægge to eller flere (alt eftersom om der var to eller flere muligheder) pergamentsedler under alterdugen og så efter bøn og faste på må og få at trække en af sedlerne ud. Efter den på denne seddel opskrevne mulighed kunne man da handle). Allerførst blev profetbogen slået op, og de fandt dér følgende: »Jeg vil borttage gærdet om den [o: min vingård], så den bliver lagt øde, fordi den skulle bære vindruer men kun har båret galdebær«. Så lukkede de apostelbogen op og fandt dér: »I ved jo selv nøje, at herrens dag vil komme som en tyv om natten. Når de siger: fred og tryghed, skal undergangen brat kommer over dem ligesom veerne over den svangre, der skal føde, og de skal ikke undfly«. Men i evangeliebogen siger herren: »Den som ikke hører mine ord, skal lignes ved den dåre, der byggede sit hus på sand; regnskyl faldt ned, vandløbene kom og vindene blæste og foér imod dette hus og det faldt, og dets fald var stort«. Chramn blev modtaget ved kirkerne (der lå to kirker udenfor murene) af den førnævnte biskop og spiste dér brødet (den hellige nadver som sædvanligt, når kongen kom til fremmede kirker) og skyndte sig derefter til Childebert, men han fik ikke lov til at komme indenfor Dijons mure. Kong Chlothachar sloges dengang kækt med sakserne, der, efter hvad der blev sagt, var ophidsede af Chramn, og som nu, harmfulde mod frankerne fra det foregående år, drog ud fra deres land, faldt ind i Frankerlandet og hærgede det lige til byen Deutz og øvede såre store misgerninger. Chramn var allerede dengang gift med Wilichars datter (Wilichar var hertug i Aqvitanien). Han drog nu til Paris og sluttede en troskabs- og kærlighedspagt med kong Childebert, idet han tilsvor ham at ville være sin faders ubønhørlige fjende. Medens Chlothachar kæmpede med sakserne, drog så kong Childebert ind i fladlandet omkring Reims og trængte hærgende, plyndrende og brændende frem til byen Reims (Gregors udtryk er campania remensis, hvor campania betyder slette; jævnfør den romerske Campagna; og dette fællesnavn er senere blevet et egennavn: Champagne, kendt fra landskabet Champagne og vinen derfra). Han havde nemlig hørt, at broderen [Chlothachar] skulle være blevet dræbt af sakserne, og det var nu hans mening at lægge alt landet ind under sit kongedømme. Han indtog da også alt, hvad han orkede. (Gregor bruger her og overalt det latinske navn dux, der i den senere romerske kejsertid bruges som titel for romerske militærguvernører, og som også i den ældre merovingertid synes at have denne betydning; men efterhånden bliver »hertugen« en embedsmand af samme art som greven, kun noget fornemmere og sædvanlig med flere grevskaber under sig. Hans embedsstilling er dog rent personlig; der er hertuger (duces) men ingen hertugdømmer, og der er ikke hertuger overalt i riget. Det synes da, at hertuger kan indsættes når og hvor der af en eller anden grund er brug for dem, medens greven er den normale stedlige verdslige embedsmand). Hertug Austrapius var ræd for Chramn og flygtede derfor hen i sankt Martins basilika, og han kom ikke til at savne guds hjælp i sin farlige stilling. Thi skønt Chramn bød at vogte ham så strengt, at ingen turde give ham noget at spise, ja passede så nøje på ham, at han end ikke fik lov at få en drik vand altsammen for at sult og tørst kunne bringe ham til selv at gå ud af den hellige basilika og han således kunne blive hugget ned, kom der dog en mand til ham og bragte den af sult og tørst halvdøde hertug en spand vand. Men aldrig så snart havde han taget mod spanden, før stedets greve løb til, rev spanden fra ham og spildte vandet på jorden. Men guds hævn og den hellige Martins kraft viste sig straks. Samme dag, greven der havde gjort dette, fik feber og døde ved midnat og oplevede ikke næste dag, den time på hvilken han i den hellige Martins basilika havde vristet spanden ud af flygtningens hånd. Efter dette jærtegn bragtes der fra alle sider hertugen mad og drikke i overflod, og da kong Chlothachar kom tilbage til sit rige, kom han i stor yndest hos ham. Endnu i Chlothachars tid gik Austrapius over i klerkestand og blev i borgen Celles i Poitiers stift viet til bisp (og der blev udskilt en del sogne af Poitiers stift til et foreløbigt bispedømme for ham), idet det var meningen, at han, når biskop Pientius, der dengang stod i spidsen for Poitierskirken, døde, skulle være hans efterfølger. Men kong Charibert var af en anden mening, thi da Pientius gik bort, blev Pascentius, der dengang var abbed ved sankt Hilarius' basilika i Paris, hans efterfølger (Pientius døde først i 564, medens Chlothachar døde allerede i 561, altså inden han kunne indfri det løfte, han formodentlig havde givet Austrapius om at gøre ham til biskop i Poitiers efter Pientius' død). Dette skete på kong Chariberts bud og trods Austrapius' råb om, at stillingen tilkom ham. Men det hjalp ham ikke, hvor meget han slog om sig med store ord. Han drog så tilbage til sin borg, og under en rejsning af theifalerne (theifalerne var en gotisk stamme, der i sin tid som romernes hjælpetropper havde fået jord i omegnen af Poitiers. De omtales i Ammianus Marcellinus' romerske kejserhistorie. Endnu menes stednavnet Tiffauges i den nordlige del af departementet Vendée at være et minde om denne lille barbarfloks bosættelse i Gallien), som han ofte havde været hård imod, blev han såret af et spydkast og kom derved ynkeligt af dage. De for ham udskilte kirkesogne kom tilbage til Poitiers stiftet.

I kong Chlothachars dage døde også den guds helgen biskop Medardus mæt af dage og fremragende i fromhed efter at have fuldbyrdet et dådrigt livsløb. Kong Chlothachar lod ham højtidelig gravsætte i byen Soissons og begyndte at bygge den basilika over hans grav, som hans søn Sigebert senere fuldførte og indrettede. Ved hans hellige grav har jeg set fangers bånd og lænker ligge sønderrevne og brudte, og den dag idag ligger de ved hans hellige grav som vidnesbyrd om hans kraft (i 5te bog fortæller Gregor, hvorledes en bøn til den hellige Medardus får lænkerne til at falde af en uskyldig fængslet). Men jeg må vende tilbage til min ovenfor afbrudte skildring. Kong Childebert tog til at skrante, og efter et langt sygeleje i Paris døde han (558). Han blev gravsat i den hellige Vincentius' basilika, som han selv havde bygget (Saint Germaindes Prés kirke). Hans rige og hans skatte fik kong Chlothachar (som derved blev konge over hele Frankerriget, da Chlodovechs øvrige æt var uddød), men [hans hustru] Vulthrogotha og hans to døtre jog han i landflygtighed (et digt af Venantius Fortunatus fortæller, at Charibert tog sig af enken og børnene, sagtens et modtræk mod Chlothachar). Chramn kom nu og fremstillede sig for sin fader, men senere brød han atter sin troskab, og da han så, at han var i faderens magt, flygtede han til Bretagne og holdt sig skjult der hos bretagnernes greve Chonoober tilligemed sin hustru og sine døtre. Hans svigerfader Wilichar flygtede til den hellige Martins basilika. Det var dengang der gik ild i den hellige basilika på grund af folkets synder og de uværdige optrin, som Wilichars og hans hustrus ophold der gav anledning til, en ulykke jeg kun med tungt hjerte kan mindes (Gregors fortælling om ildebranden i sankt Martins kirken er ikke ganske klar og kan oversættes på forskellige måder. Navnlig er det vanskeligt at afgøre, om stedet skal forstås således, at det er Wilichar og hans hustru der sætter ild på kirken (ved våde? med vilje?), eller om ildebranden skyldes en slags gudsdom, således som nærværende oversættelse forstår det. Ulykken omtales også i 10. bog, men også der kan udtrykkene fortolkes forskelligt. Her afhænger tolkningen egentlig af, hvor man vil sætte et komma i den latinske tekst (håndskrifterne har intet skilletegnssystem), men dette beror atter på et skøn om meningen. Man kan næppe tro, at Wilichar med vilje har sat ild på den kirke, i hvilken han selv havde søgt tilflugt mod kongen. Derimod kan det være sket ved våde, idet Wilichar kan have holdt drikkelag og lignende, i kirken eller i et tilstødende rum på kirkens grund. Formodentlig er også kun en del af kirken brændt). Men også byen Tours var året før blevet ødelagt af ildsvåde, og alle de kirker, der var byggede i byen, lå øde (Martinskirken lå udenfor byen). Den hellige Martins basilika fik straks på kong Chlothachars bud et zinktag, og det indre blev udsmykket ligeså fint som før. Dengang kom der også to græshoppesværme, der drog gennem Auvergne og Limousin og kom til romagnatsletten, hvor de efter hvad der fortælles, holdt slag og kæmpede hårdt med hinanden. Kong Chlothachar fnøs af vrede mod Chramn og drog med en hær imod ham ind i Bretagne. Sønnen ræddedes end ikke for at gå mod sin egen fader. Begge hære lejrede sig tæt ved hinanden på den samme slette. Chramn havde allerede stillet sine Bretagnere i slagorden mod faderen, men kampen udsattes på grund af mørkets frembrud. Om natten sagde Bretagnernes greve Chonoober til Chramn: »Det tykkes mig ikke ret, at du skal gå mod din fader. Lad mig nu i nat falde over ham og hugge ham og hele hans hær ned«. Det ville Chramn imidlertid, slagen med blindhed som han jeg tænker efter guds vilje var, ikke gå ind på, og næste morgen brød begge hære op og styrtede løs på hinanden. Som en ny David mod Absalon gik Chlothachar i kamp mod sin søn, og han græd og klagede: »O herre, se ned fra din himmel og døm i min sag. Jeg har ikke fortjent de krænkelser, min søn tilføjer mig. Se i nåde til mig, herre, og vær en retfærdig dommer og fæld den dom, du fordum fældede mellem Absalon og hans fader« (her er et af de mange kuriøse eksempler på gammeltestamentlige fortællingers og gammeltestamentlig morals lette og naturlige tilpasning efter merovingiske livsformer). Under kampen flygtede bretagnernes greve og faldt på flugten. Derefter tog Chramn også flugten. Han havde skibe liggende sejlklare på havet, men under arbejdet med at fri sin hustru og sine døtre blev han overvældet af faderens hær, fanget og bundet. Da kong Chlothachar fik melding herom, bød han, at sønnen tillige med hustru og døtre skulle brændes. De blev indespærrede i en fattig mands hytte, Chramn blev lagt over en bænk og kvalt med et halsklæde, og derefter blev hytten brændt af over dem. Således omkom Chramn og hans hustru og børn (560).

I sit 51de kongeår drog kong Chlothachar med mange gaver til den hellige Martins tærskel, og da han kom til Tours til bispens grav, gennem gik han der alle de handlinger, i hvilke han måske havde syndet, og under suk og gråd bad han den hellige guds bekender skaffe ham herrens tilgivelse for hans mange synder og sørge for, at hvad han uoverlagt havde gjort galt måtte blive udslettet. Så drog han tilbage, og medens han i sit 51de kongeår en dag var på jagt i Cuise skoven, fik han en vold som feber og tog så ind på kongsgården Compiégne. Medens han her lå og droges med feberen, sagde han flere gange: »Ak, tænk engang, hvor stor må ikke den himmelkonge være, siden han tager så mange store kongers liv«. I sådan uro udgav han ånden. Hans 4 sønner førte ham med stor ære til Soissons og gravsatte ham i den hellige Medardus' basilika. Han døde (december 561) ét år og én dag efter at Chramn var blevet dræbt. Efter faderens ligfærd tog Chilperik de skatte, der lå i kongsgården i Braine (nær Soissons) og opsøgte derefter de mægtigste frankere, der vundne af hans gaver, gav sig under ham. Snart efter drog han ind i Paris og tog kong Childeberts kongesæde i eje. Men han fik ikke lov at blive der længe, thi hans brødre sluttede sig sammen og jog ham kort efter bort igen, og de 4 brødre: Charibert, Gunthchramn, Chilperik og Sigebert foretog så en retmæssig deling imellem sig. Charibert fik ved loddet Childeberts rige med Paris som kongesæde, Gunthchramn fik Chlodomers rige med Orléans som kongesæde, Chilperik skulle have sin fader Chlothachars rige med kongestol i Soissons, Sigebert Theodoriks rige med Reims som kongesæde (bemærk at hovedsæderne i alle fire frankerkongers riger er galliske byer). Efter kong Chlothachars død brød hunnerne ind i Gallien (hunnerne bruges hyppig som navn på avarerne, en tyrkisk stamme i slægt med de fra Attilas historie kendte hunner. Avarerne viser sig første gang ca. 460 i Volgaegnene ved det Kaspiske Hav, hvorfra de trængte ind i Europa og bosatte sig ved Donau. Kejser Justinian sluttede forbund med dem i 558 og brugte dem som lejetropper til værn om rigets nord- og østgrænser. Efter Justinians død løstes forholdet, og det urolige og vilde folk blev farlige naboer både for Byzans og for Tyskland og Italien. Deres rige i Ungarn med den ofte omtalte »ring« (stor lejr omgivet af 9 koncentriske volde) indtoges af Karl den Store og folket synes helt forsvundet før magyarernes indtog i Ungarn. Mange forfattere slår dem sammen både med hunnerne og senere med magyarerne (se således Widukinds Sakserkrønike)). Sigebert drog med en hær imod dem, og efter nogen kamp slog han dem og drev dem på flugt. Men senere fik sendemænd fra dem Sigebert til at slutte venskab med deres konge. Mens Sigebert nu opholdt sig hos dem, fik han den slemme efterretning, at hans broder Chilperik havde indtaget Reims og også frataget ham andre af hans byer. Og det værste var, at der herover udbrød en borgerkrig imellem dem. Da Sigebert kom tilbage fra hunnerne som sejrherre, indtog han byen Soissons. Dér fandt han Theodobert, kong Chilperiks søn; han blev grebet og landsforvist. Så drog han mod Chilperik selv, og det kom til slag. Chilperik blev slået og måtte flygte, og Sigebert fik sine byer tilbage. Theodobert, Chilperiks søn, lod han holde fanget et helt år i kongsgården Ponthion, men mild som han var lod han ham derefter vende uskadt og med rige gaver tilbage til faderen. Dog måtte han sværge aldrig at foretage sig noget imod Sigebert, men den ed blev, for vore synders skyld, ikke holdt. Da kong Gunthchramn havde fået sin rigsdel ligesom brødrene, afsatte han patricieren Agricola og gav Celsus denne hædersstilling (den romerske patriciertitel fra Konstantin den Stores tid; en høj embedstitel, der vedblev at leve i Provence og Burgund og førtes af de kongelige statholdere). Celsus var en høj, bredskuldret, armstærk mand, stortalende, kvik i svar og kyndig i læsning af lovbogen. I tidens løb blev han så havesyg, at han endog jævnlig røvede kirkens gods og gjorde det til sin ejendom. Engang hørte han i kirken oplæse det sted hos profeten Jesaja, hvor denne siger: »Ve dem der føjer hus til hus og lægger mark til mark, så der ikke mere er plads i landet«. Han udbrød da, fortælles der: »Det er upassende at sige: Ve mig og mine sønner«. Han efterlod en søn, der var barnløs, og som derfor tilbagegav det meste af sin ejendom til de kirker, faderen havde plyndret.

Den gode kong Gunthchramn tog først Veneranda, en af sine mænds trælkvinder, til sig i sin seng som sin frille. Med hende havde han sønnen Gundobad. Senere tog han Marcatrude, Magnachars datter til hustru. Sønnen Gundobad sendte han til Orléans. Da Marcatrude havde fået en søn, stræbte hun af skinsyge Gundobad efter livet, og det hedder sig, at hun forgav ham ved at blande gift i hans drik. Da han var død, mistede hun ved guds dom sin egen søn, og kongen fattede uvilje imod hende og forskød hende, og kort efter døde hun. Efter hende tog kongen Austrichilde (Marcatrudes eller hendes faders, Magnachars, trælkvinde) med tilnavnet Bobilla; med hende fik han så igen to sønner, af hvilke den ældste fik navnet Chlothachar, den yngste Chlodomer.

Kong Charibert tog Ingoberga til hustru (hendes slægt er ukendt). Med hende havde han en datter, der senere kom til Kent, da hun blev gift (med kong Ethelbert. Hendes navn var Berchtha. Hun var ivrig for den kristne mission blandt angel-sakserne og støttede med kraft Augustin og hans medhjælpere). Ingoberga havde dengang i sin tjeneste to piger, døtre af en fattig mand. Den ene hed Marcovefa og hun gik i nonnedragt (dvs. at hun havde aflagt løfte om kyskhed uden dog at gå i kloster); den anden hed Meroflede. Til dem fattede kongen stærk elskov. De var, som jeg sagde, døtre af en uldvæver. Ingoberga var skinsyg, fordi kongen elskede dem. Hun satte nu faderen til at arbejde inde i huset, for at kongen skulle få det at se og derved fattede lede til hans døtre. En dag, han sad og vævede, kaldte hun på kongen. Han tænkte, der var noget nyt at se, men da der ikke var andet at se end manden der sad derhenne og vævede kongens uld, blev han vred. Han forskød Ingoberga og tog Meroflede. Han tog også en anden pige, en datter af en fårehyrde; hun hed Theudochilde, og også med hende skal han have fået en søn, som imidlertid blev ført til graven straks efter at have forladt moders liv. I denne konges tid sammenkaldte Leontius alle bisper i sin provins i byen Saintes og lod Emerius afsætte som biskop (Leontius var biskop i Bordeaux og Bordeaux kirken var provinsens moderkirke og provinsens metropolit, dvs. at han var ærkebiskop). Leontius hævdede, at Emerius ikke havde fået sin værdighed på kanonisk måde (efter kirkeretten). Han havde nemlig fået kong Chlothachar til at udstede påbud om, at han skulle vies uden metropolitens samtykke, fordi denne var fraværende. Da Emerius var afsat opsatte bisperne et valgbrev om, at de havde valgt Heraclius der da var præst i Bordeaux, og dette valgbrev underskrev de egenhændig og sendte præsten til kong Charibert med dét. Heraclius kom først til Tours, hvor han fortalte den hellige Eufronius, hvad der var foregået, og bad ham være så venlig at skrive under på valgbrevet; men dette nægtede den guds mand rent ud. Så drog præsten videre til Paris, og så snart han var kommet ind ad stadens port, gik han frem for kongen og sagde: »Hil dig hæderrige konge. Den apostoliske stol (således kaldte metropolitkirkerne sig endnu, skønt romerbispen gjorde krav på eneret til titlen) sender din højhed sin hilsen og sine bedste ønsker«. Kongen svarede: »Har du været i Rom, siden du bringer mig hilsen fra paven der?« »Nej«, svarede præsten, »det er Leontius og hans provinsbisper, der sender dig hilsen og bud om, at de har afsat Cymulus« - således var Emerius altid blevet kaldt lige fra han var barn - »fra hans bispeværdighed, fordi han har søgt bispedømmet i Saintes uden at opnå den kirkeretlige godkendelse, og derfor sender de dig nu deres valgbrev, for at en anden kan komme i hans sted, på det at de, der overtræder de kirkelige forskrifter, kan blive straffede som det bør sig, men dit kongedømmes magt vare til fjerne slægter«. Kongen hørte tænderskærende på ham og bød at slæbe ham bort fra hans åsyn og smide ham op på en vogn der var fyldt med torn og så jage ham i landflygtighed. »Så du mener«, sagde han, »at der ingen af Chlothachars sønner er tilbage til at værne om deres faders gerninger, siden disse mennesker uden at spørge om vor mening har afsat en biskop, som han havde valgt« (dette er et meget tydeligt udtryk for, at det på den tid var kongen der vælger og indsætter bispen). Og han sendte straks nogle munke afsted, der skulle sørge for bispens genindsættelse; tillige sendte han nogle af sine kammermestre, der indkrævede tusind guldstykker af biskop Leontius og pålagde de andre bisper bøder efter hvers evne. Således hævedes den krænkelse, der var tilføjet kongen. Derefter giftede han sig med Marcovefa, Merofledes søster, hvorfor begge blev sat i ban af den hellige biskop Germanus (der var biskop i Paris, og de kirkelige årsager til denne banlysning var at kirkelovene forbød efter gammeltestamentlig ret ægteskab med en hustrus søster; Charibert havde andre koner; Marcovefa bar nonnedragt), og da kongen ikke ville give slip på hende, ramtes hun af guds dom, og kongen selv døde, ikke længe efter hende (i Paris i 567 eller i 570). Efter hans død sendte Theodechilde, en af hans dronningers bud til kong Gunthchramn og bød ham sig selv til kone. Kongen gav hendes bud dette svar: »Hvorfor undser hun sig for at komme selv? Lad hende komme med sine skatte. Jeg skal nok gifte mig med hende og gøre hende stor i folket; hun skal få større ære sammen med mig end hun havde sammen med min afdøde broder«. Hun blev meget glad, samlede alle sine skatte og drog til ham. Da kongen så skattene, sagde han: »Det er rimeligere, at disse skatte bliver hos mig, end at hun skal have dem, hun der uværdig gik til min broders leje«. Han tog det meste, men lod hende dog have lidt og sendte hende så i kloster i Aries. Her kunne hun dårlig vænne sig til at døje faste og nattevagt og skikkede derfor lønbud til en goter, og hvis han ville føre hende bort til Spanien og gifte sig med hende, så lovede hun at gå ud af klostret med sine skatte og med glæde følge ham. Han gav hende uden tøven ja. Hun gav sig så til at samle sine ting sammen og skulle lige til at forlade klostret med sine bylter. Men abbedissens årvågenhed kom hendes forsæt i forkøbet. Hendes svig blev røbet, og abbedissen lod hende piske og indespærre. Og hun sad indespærret lige til sit jordiske livs ende og måtte døje meget ondt.

Kong Sigebert, der så sine brødre gifte sig med kvinder, der var dem uværdige, og nedlade sig til endog at tage deres trælkvinder til ægte, skikkede en sendefærd til Spanien med mange gaver og bejlede til Brunechilde, kong Athanagilds datter. Hun var en pige af herlig vækst, skøn at skue, ærbar og fornem af væsen, snild i råd og indtagende i samtale. Hendes fader nægtede ikke sit samtykke og sendte hende med store skatte til kong Sigebert. Denne stævnede stormændene sammen og holdt et prægtigt gilde og fejrede brylluppet under umådelig jubel (den samtidige digter Venantius Fortunatus priser ægteskabet i to store digte og fremhæver navnlig, at Sigebert lever i kysk ægteskab med én kvinde, og at denne kvinde er kongen jævnbyrdig). Hun var den arianske lov undergiven, men bispernes tale og kongens egne formaninger bragte hende til at omvende sig og tro på og vedkende sig den hellige treenighed i enheden, og derefter blev hun salvet (salving brugtes ikke blot ved dåb men også f.eks. ved kætteres optagelse i den katolske kirke). Hun lever endnu i kristi navn i den rette tro (Brunechilde overlevede Gregor, og hun kom af dage i 614 efter et langt og indholdsrigt liv som eftertidens sagn har gjort endnu mærkeligere, og endnu rigere på rænker og rædsler). Da kong Chilperik så det, bejlede han til hendes søster Galsuinda, skønt han allerede havde flere koner, og han lovede hende ved sine sendemænd, at han ville sende de andre koner bort, når han blot kunne få en hustru, der var ham værdig og af kongebyrd. Hendes fader tog disse løfter for gode og sendte sin datter til ham, udstyret med store midler ligesom den foregående. Galsuinda var ældre end Brunechilde. Da hun kom til kong Chilperik, blev hun ærefuldt modtaget og gift med ham, og han havde også stor elskov til hende, thi hun havde ført store skatte med sig. Men hans elskov til Fredegunde (Fredegunde, hvis historiske skikkelse allerede er sælsom nok, er i »Historiebogen« fra det 8. århundrede heltinden i flere historier, der er om ikke just opfundne så dog så meget udsmykkede af en spekulativ fantasi, at de nærmest må kaldes sagn. Fortællingen om hendes første snilde rænkespil, der fra trælkvinde gjorde hende til dronning, er i sine fleste enkeltheder slet ikke usandsynlig. Da kong Chilperik drog i krig mod sakserne, var hans kone Audovera med barn. Hun fik en datter og Fredegunde, en af hendes ringeste tjenestekvinder, gav hende et listigt råd: frue, nu kommer herr kongen snart tilbage som sejrherre. Hvorledes kan han vel med glæde tage sin lille datter i favn, når hun ikke er døbt ? Dronningen lod så alt gøre rede, men da bispen, der skulle døbe barnet, kom, var der ingen kvinde til at løfte det op af dåbsbadet. Så gjorde dronningen det selv. Da kongen kom hjem, gik Fredegunde ham imøde og sagde: lovet være gud, at herr kongen har sejret over sine fjender og at der er født dig en datter. Men hvem vil min herre kongen ligge hos i nat, thi min herskerinde dronningen er din datters gudmoder? Kongen svarede: kan jeg ikke ligge hos hende, vil jeg ligge hos dig. Da han kom til kongsgården, løb dronningen ham imøde med sin lille pige. Kongen sagde: dér har du i din enfoldighed gjort en slem ting; nu kan du ikke være min kone længere (det var forbudt at ægte sit barns gudmoder). Dronningen gik i kloster med sin lille pige; bispen blev afsat og Fredegunde blev Chilperiks kone), en tidligere kone, voldte stor splid imellem dem. Galsuinda omvendte sig til den katolske tro og blev salvet. Hun klagede sig atter og atter for kongen over den krænkelse, hun led, og sagde, at hun ingen ære nød i samlivet med ham, og hun bad om lov til i frihed at drage hjem igen, de skatte hun havde ført med sig, ville hun gerne lade blive tilbage. Kongen lod sig ikke mærke med noget og fik hende med list og lempe til at slå sig til ro, men nogen tid efter lod han en træl kvæle hende, og hun blev fundet død i sin seng. Efter hendes død lod gud et stort jærtegn se. Ved hendes grav brændte der en lampe som hang i en snor. Uden at, nogen rørte ved den, brast snoren, og lampen faldt ned på gulvet, og det hårde gulv gav efter, så lampen borede sig ned, som havde det været blød jord, og sank i til midten uden at gå itu. Enhver der så det, måtte vedgå at det ikke kunne være sket uden et stort mirakel. Kongen græd over hendes død og tog få dage efter Fredegunde til hustru. Da det var sket, beskyldte brødrene ham for, at det var efter hans tilskyndelse, dronningen var myrdet, og de jog ham ud af hans land. Dengang havde Chilperik tre sønner med sin første dronning, Audovera: Theodobert, som jeg foran har talt om, Merovech og Chlodovech. Men lad mig nu vende tilbage til mit emne. Hunnerne prøvede endnu en gang på at trænge ind i Gallien. Sigebert drog med sin hær imod dem, og han havde en stor mængde kække mænd med sig. Just som de skulle til at kæmpe, fremkoglede disse galdremestre forskelligt blændværk for Sigeberts folk og sejrede over dem. Sigeberts hær flygtede; han selv blev omringet af hunnere, og han ville sikkert være blevet i deres magt, hvis han ikke, snild og listig som han var, havde overlistet sine fjender med gaver, da han ikke havde kunnet overvælde dem med magt. Thi da han havde givet deres konge store gaver, sluttede de den pagt, at de, så længe de levede, ikke måtte kæmpe mod hinanden. Og dette bør billigvis snarere regnes ham til ros end til skam. Hunnernes konge gav for resten også kong Sigebert store gaver. Han kaldtes Gaganus og med det navn kaldes alle det folks konger (jævnfør khan og khakhan som titel for mongolhøvdinger; æresbegreberne i Gregors tekst viser os, at i middelalderen finder vi hos Vesteuropas krønikeskrivere og forfattere udtryk for harme og ringeagt overfor byzantinerne, fordi disse kultiverede politikere atter og atter undviger en farlig og ødelæggende kamp med barbarfolk ved at give penge; byzantinerne skældes atter og atter ud for lumskhed og fejghed. På samme måde burde egentlig Sigeberts adfærd mod hunnerne stemples, og Gregor har en følelse af, at dette vist også er manges mening, men han frelser æren ved tilføjelsen om, at også hunnerkongen gav Sigebert gaver. Så kunne det gå lige op. Der ligger måske også i Gregors udtryk en tanke om, at hunnernes djævelske trolddomskunster retfærdiggjorde Sigeberts handlemåde).

Kong Sigebert ville indtage byen Aries (Aries tilhørte kong Gunthchramn) og opbød dertil auvergnerne. Dengang var Firminus greve i Clermont (Firminus må altså være blevet genindsat efter Chramns død), og han drog af sted i spidsen for auvergnerne. Fra en anden side kom Audovar med sin hær (til mindre fejder opbødes kun de hærpligtige i de egne, der lå nærmest det sted, fejden gjaldt). De trængte ind i Aries og krævede ed på kong Sigeberts vegne. Da kong Gunthchramn fik nys herom, bød han patricieren Celsus drage derhen med en hær. Undervejs tog han byen Avignon (der tilhørte kong Sigebert). Da han kom til Aries, omringede han byen og begyndte kampen med Sigeberts hær, der lå indenfor murene. Da sagde biskop Sabaudus til krigerne: »Ryk ud og gå løs på dem; så længe i bliver liggende her, indelukkede bag murene, kan i hverken værne os eller byens opland. Hvis i med guds hjælp sejrer over Gunthchramns folk, så vil vi holde den troskab, vi har lovet; men skulle disse blive de stærkeste, så skal i finde portene åbne. Derfor: afsted, hvis i ikke vil omkomme.« Krigerne lod sig narre, drog ud og gav sig i kamp. Men Celsus' hær slog dem, og de måtte flygte, og da de så kom til byen, fandt de portene lukkede. Bagfra blev de stukne ned af fjendernes spyd, og forfra, inde fra byen, overdængedes de med sten. De løb så ned til Rhone floden, lagde sig over deres skjolde og søgte således at nå over på den anden flodbred. Men mange af dem blev revet med af den stærke strøm og druknede. Rhone gjorde dengang ved auvergnerne, hvad vi læser om, at Simois i gamle dage gjorde ved trojanerne: »Som bytte for bølger ruller den skjolde og hjelme og modige krigeres kroppe. Kun som punkter de svømmende ses i den vældige malstrøm« (Simois er en flod i Troja). Ved at svømme af alle kræfter og ved skjoldenes hjælp lykkedes det nogle med nød og næppe at nå over på sletten ved den anden flodbred, og til spot og spe måtte de drage hjem blottede for alt, ja endog uden deres heste. Firminus og Audovar fik fri bortgang. Mange stormænd fra Auvergne måtte lade deres liv der, ikke blot i den rivende flods vand men også for fjendernes sværdhug. Således fik kong Gunthchramn denne by igen, og godmodig som han var gav han Avignon tilbage i sin broders magt.

I Gallien sås den gang et stort jærtegn ved Tauredunum borgen (navnet findes ikke mere, men ulykken omtales af en anden samtidig krønikeskriver, der nærmere stedfæster den til et sted i kanton Wallis ikke langt fra Genéve), der lå på et bjerg ved Rhone. I over 60 dage udgik der en underlig brølende lyd derfra, så brast bjerget løs fra nabobjerget og styrtede ned i floden med mennesker, kirker, gods og huse. Herved spærredes strømmen, og vandet måtte gå tilbage, thi stedet var på begge sider indesluttet af bjerge, og strømmen flød således i kløften mellem bjergene. Nu gik floden over sine bredder længere oppe og oversvømmede og ødelagde de tilgrænsende marker. Det opstemte vand styrtede så ned igen og overraskede menneskene, ligesom det havde gjort længere oppe, så de druknede i bølgerne; det rev husene om og skyllede kvæget bort og ødelagde og knuste ved sin voldsomme, bratte fremtrængen alt hvad der fandtes ved flodbredderne lige op til byen Genéve, og mange ved at fortælle, at vandmængden var så stor, at vandet gik over murene ind i byen. Det er også sandsynligt nok, thi Rhone løber dér, som jeg sagde, i en bjergkløft, så vandet kunne ikke strømme ud til siden, når det blev opstemt. Da bjerget så brast løs og styrtede ned, brød vandet med ét ud og ødelagde alt. Da det var sket, kom 30 munke (fra Saint Maurice) hen til det sted, hvor borgen var styrtet ned, og gav sig til at grave i jorden, dér hvor borgen havde stået, og dér fandt de både malm og jern. Medens de gravede, lød der et brøl fra bjerget ligesom forrige gang. Men deres vanvittige griskhed holdt dem tilbage, og den del, der endnu ikke var styrtet ned, faldt ned over dem, lagde sig over dem og dræbte dem, og ingen af dem blev nogensinde fundet igen. På lignende måde gik også store jærtegn forud for pesten i Auvergne og vakte stor skræk i egnen. Man så flere gange tre, ja fire store strålende lys omkring solen. Almuen kaldte dem sole og sagde: »Se der er 3 eller 4 sole på himlen«. Engang, det var først i oktober måned (en solformørkelse fandt sted d. 8. oktober 564), var solen så formørket, at næppe en fjerdedel af den var lys; den var grim og ligesom falmet og lignede en sæk. Og der viste sig også en stjerne af den slags man kalder kometer med en hale ligesom et sværd; den var synlig i egnen et helt år. Og det så ud, som om himlen stod i brand, og mange andre tegn viste der sig. Engang da der på en eller anden højtidsdag var ottesang i hovedkirken i Clermont, fløj en lærke ind i kirken. Med udbredte vinger fløj den hen over alle de lys, der var tændt, og slukkede dem så brat, at man skulle tro, én enkelt mand havde haft dem i sin hånd og dyppet dem ned i vand. Den fløj også under forhænget ind i det allerhelligste og ville slukke olielampen dér, men dørvogterne hindrede det og dræbte fuglen. Noget lignende gjorde en anden fugl ved de brændende kerter i sankt Andreas basilikaen. Så kom imidlertid selve pesten, og den bortrev så mange mennesker i hele egnen, at dens ofre end ikke kan tælles i tusinder. Ligkister og brædder slap op, og de døde gravedes ned 10 eller flere i hver grav. En søndag kunne man alene i sankt Peters basilika, tælle over 300 lig. Døden kom brat. Der fremkom i lysken eller i armhulen et slangeformet sår, og giften herfra virkede så dødbringende på vedkommende, at han udåndede anden eller tredje dagen efter. Giften virkede så stærkt, at menneskene også mistede forstanden. Dengang døde også præsten Cato. Medens mange mennesker flygtede for soten, veg han ikke bort fra byen; han stedte folk til jorde og læste messer over hver enkelt; han var en meget menneskekærlig præst, og han holdt egenlig meget af de fattige, og jeg tror, at selv om han ellers ikke var fri for hovmod, har dette været ham til frelse. Biskop Cautinus rejste i skræk for soten rundt fra sted til sted. Da han kom tilbage til byen, fik han pesten og døde dagen før vor herres lidelsesdag. I samme time døde også hans fætter Tetradius. Dengang blev også Lyon, Bourges, Chálons og Dijon stærkt affolkede af denne pest. Dengang levede der i Bandan klostret i Auvergne en overmåde from præst ved navn Julianus, en mand af såre stor selvfornægtelse. Han nød hverken vin eller nogen slags kød; han gik altid med en hårskjorte under sin kjortel, var altid rede til at våge og vedholdende i at bede. Det var ham en let sag at helbrede besatte, gøre blinde seende og uddrive alle andre sygdomme ved påkald af guds navn og ved det hellige korses tegn. Da han mest stod op, havde han fået vattersot i benene, og når man så spurgte ham, hvorfor han altid stod op, skønt hans legeme ikke kunne tåle det, plejede han at svare med en i åndelig forstand spøgefuld vending: »De arbejder jo for mig, når livet er let, og deres understøttelse skal med guds hjælp ikke svigte mig«. Jeg har selv engang i den hellige martyr Julians basilika set ham helbrede en besat med et eneste ord. Fjerdedags og andet slags feber lægede han ofte ved sin bøn. I denne pestens tid gik han bort fra denne verden ind til hvilen, mæt af dage og rig på gode gerninger. Dengang døde også abbeden i dette kloster, og efter ham kom Sunniulf, en mand hvis væsen var enfold og kærlighed. Ofte rensede han selv de fremmedes fødder og tørrede dem med sine egne hænder. Den hjord, han havde fået at vogte, ledede han mere med det gode end ved strenghed, og det var måske ikke så heldigt. Han plejede at fortælle om et syn, han havde haft: han var blevet ført hen til en ildstrøm. På den ene bred flokkedes en mængde mennesker ligesom bier om et bistade, og de sank alle ned i strømmen, nogle til bæltestedet, andre til armhulerne, atter andre lige til hagen, og de jamrede og råbte, at de brændte og pintes. Der var lagt en bro over floden, men den var så smal, at der kun var plads til ét fodtrin på den. På den anden flodbred stod et stort, uden til helt hvidt hus. Så spurgte han dem, der var sammen med ham, hvad det skulle sige. De svarede: »Fra denne bro bliver hver den styrtet ned, der har vist sig slap i ledelsen af den ham overdragne hjord; men den, der har været påpasselig, kan uden fare gå over og går glad ind i det hus, du så hist henne«. Efter disse ord vågnede han, og siden var han meget strengere ved munkene.

Nu vil jeg også fortælle noget, der foregik den gang i et vist kloster, men munkens navn vil jeg ikke nævne, fordi han endnu lever; ellers kunne han, når dette skrift kommer ham for øje, blive grebet af forfængeligt hovmod og falde tilbage i verdslig ringhed. En ung mand kom til klostret og fremstillede sig for abbeden for at kunne komme til at leve i guds tjeneste. Da abbeden nu gjorde mange indvendinger og sagde, at det var en hård tjeneste dér, og at han umuligt kunne udrette alt, hvad der ville blive ham pålagt, sagde den unge mand, at han med guds hjælp ville gøre det altsammen, og så blev han optaget af abbeden. Der gik så nogle dage, og den unge mand viste sig ydmyg og from i alle ting, men så traf det sig, at munkene en dag flyttede noget korn ud af laden og lagde det i tre hobe til tørring i solen, og de satte ham til at passe det. Medens de andre gik hen at hvile sig, sad denne nu ved kornet. På én gang blev himlen overtrukket, og en vældig regnbyge nærmede sig under stærke vindstød hastigt kornet. Munken vidste ikke sine levende råd. Han tænkte ved sig selv, at selvom han kaldte på de andre, ville de dog ikke kunne få alt kornet ind i laden, før regnen kom, så meget var der, og derfor lod han del være og gav sig til at bede. Han bad til herren, at der ikke måtte falde en dråbe regn på kornet. Og medens han lå på jorden og bad, deltes skyen. Regnen skyllede ned på begge sider af kornet, men ikke så meget som en kærne af hveden blev våd. De andre munke og abbeden havde, da de blev bygen var, skyndt sig afsted for i en fart at få kornet samlet. Nu så de dette mirakel, og da de så sig om efter den munk, der var sat til at passe på, fandt de ham liggende i nogen afstand, hensunken i bøn. Da abbeden fik øje på ham, knælede han ned bagved ham, og da bygen var ovre og han havde endt sin bøn, kaldte han på ham, at han skulle stå op. Så lod han ham gribe og piske og sagde til ham: »Det bør sig, min søn, at du vokser op i ydmyghed, i frygt for gud og i guds tjeneste, og du skal ikke gøre dig til af jærtegn og undergerninger«. Derpå lod han ham indespærre i en lille celle i 7 dage og lod ham leve af vand og brød, som om han havde gjort noget galt, for at holde ham fri for enhver indbildskhed der kunne gøre hans sjæl skade. Nu lever denne munk, efter hvad jeg har hørt af pålidelige mænd, i en sådan afholdenhed, at han i fyrretyvedagestiden ikke engang spiser brød men kun hver tredje dag drikker en kop bygsuppe. Bed for ham, at gud i sin nåde lader ham leve efter sin vilje lige til hans livs ende.

Da biskop Cautinus, som jeg sagde, var død i Clermont, var der mange, der bejlede til bispeværdigheden med store gaver og end større løfter. Præsten Eufrasius, søn af den afdøde senator Evodius (ovenfor omtales en anden søn af Evodius, Salustius, som greve i Auvergne. Evodius og Salustius er af Hortensius' æt), skaffede sig hos jøderne mange klenodier og sendte dem gennem sin slægtning Beregisel til kongen for således ved gaver at opnå, hvad han ingen personlig adkomst havde til. Han var smidig i omgang men ikke kysk i sin vandel; han drak ofte barbarene (frankerne) fulde men læskede sjældent de trængende. Jeg tror, at grunden til, at han ikke fik hvad han søgte, var den, at han ville opnå denne værdighed ikke ved guds men ved menneskers hjælp. Og det stod urokkelig fast, hvad herren havde talt gennem den hellige Qvintianus' mund: »Af Hortensius' æt skal ingen kirkeleder fremstå« (i »Fædrenes Levnedsbog« fortæller Gregor, at Hortensius afslog den hellige Quintianus' bøn om nåde for en af sine slægtninge. Quintianus bad da til gud således: »Jeg beder dig, herre, at aldrig nogen af denne slægt må få bispeværdighed, da Hortensius ikke har villet lyde sin biskop«. Denne og mange andre småhistorier om Hortensiusslægten, der findes spredt rundt om i Gregors skrifter, vidner om, at der har hersket et uslukkeligt had mellem Gregors og Hortensius' slægt, de to stormandsslægter der har rivaliseret om førerskabet i Auvergne). Ærkediakonen Avitus sammenkaldte nu gejstligheden i Clermonts hovedkirke, og skønt han ingen løfter gav, fik han dog valgbrev og drog så til kongen. Men Firminus, der dengang var greve i Auvergne, ville ikke have ham. Han drog dog ikke selv til kongen, men sendte nogle af sine venner afsted, og de bad kongen udsætte Avitus' indvielse i det mindste én søndag. Hvis kongen ville kundgøre, at vielsen var udsat, ville de give ham 1000 guldstykker. Men kongen ville ikke føje dem, og således skete det, at da borgerne i Clermont var kaldt sammen, modtog den hellige Avitus, der dengang som sagt var ærkediakon, bispestolen, valgt af klerke og folk. Og kongen selv holdt ham så højt i ære, at han for et øjeblik så bort fra den strenge kirkeret (hvorefter enhver, der var valgt til biskop, skulle indvies i sit eget stift af sin metropolit) og bød at vi ham i hans nærværelse, idet han sagde: »Jeg ville gerne modtage det viede brød«, og derfor blev Avitus bispeviet i byen Metz. Som biskop viste han sig stor i alle ting. Han gav folket retfærdighed, de fattige gaver, enkerne trøst og de faderløse kraftig hjælp. Kommer en fremmed til ham, viser han ham en sådan kærlighed, at han føler, han er kommet til sin fader og til sit fædreland. Gid han endnu længe må bære store dyders blomster og af hele sit hjerte værne om alt, hvad der er gud kært, udrydde ugudelig utugt af alles hjerter og indpode den rette guds tugt (Avitus døde først i 594, dvs. henved en snes år efter, at Gregor havde nedskrevet den 4de bog af sin krønike. Avitus var Gregors faderlige ven og hans første vejleder i læsningen af den hellige skrift). Da biskop Sacerdos af Lyon døde i Paris efter den synode, der afsatte biskop Saffarach (551), blev den hellige Nicetius (Nicetius var morbroder til Gregors moder), som Sacerdos selv havde udpeget til sin efterfølger, således som jeg har fortalt i hans levnedsbog, biskop efter ham. Han var en mand af fremragende fromhed i alle ting og kysk i al sin færd. Den kærlighed, som apostlen byder os at nære om muligt til alle mennesker, viste han, hvor det var muligt, således mod alle, at man kunne se, at herren, der er den sande kærlighed, boede i hans bryst (hos Paulus i romerbrevet står der imidlertid efter Vulgata: hold fred med alle mennesker. Det er næppe tilfældigt, at Gregor ved en fejlhuskning, der let kunne forklares som en følge af en særlig forståelse af stedet, kommer til at sige »kærlighed« istedet for »fred«). Thi hvis han blev vred på én eller anden for hans forsømmeligheds skyld, og denne så rettede sine fejl, tog han straks imod ham, som om han slet ikke havde krænket ham. Han revsede syndere og var mild mod de bodfærdige; han gav gerne almisse og var ihærdig i arbejde. At rejse kirker, bøde huse, drive korn og vinavl var hans kæreste sysler (af dette sted fremgår det at bisper, abbeder og munke i denne tid beskæftiger sig med kirke- og klostergodsets drift), men alt dette hæmmede ham ikke i hans bøn. Efter 22 års bispedømme indgik han til sin herre (573) og han fuldbyrder nu store undere for dem, der ved hans grav beder om hans hjælp, thi med olien i den lampe, der hver dag brænder ved hans grav, skænker han blindes øjne lys, uddriver onde ånder af besatte, gør værkbrudne raske og holdes nu for tiden for alle syges hjælper (de syge helbredes ved at det syge sted smøres med olie fra lampen ved helgengraven). Biskop Priscus, der fulgte efter ham, gav sig, sammen med sin hustru Susanna, til at plage og dræbe mange af dem, der havde været den guds mands venner, ikke fordi de var kendt skyldige i nogen brøde eller i nogen misgerning eller var grebne i tyveri, men fordi han var optændt af ondskab og bar nag til dem, fordi de havde været Nicetius tro (endnu dengang kunne altså en biskop leve sammen med sin hustru. Det almindeligste var dog, at den, der blev biskop, hvis han i forvejen var gift - og i de lavere præstegrader var dette ikke forbudt - skiltes fra sin hustru, i hvert fald således at de levede fuldkommen adskilte. Her ses én af følgerne af bispers samliv med deres koner: at hun og hendes kvindelige tyende færdes blandt det kirkelige personale og frister til utugt). Han og hans hustru udstødte mange skældsord mod den guds hellige. Og skønt der i lang tid af de tidligere bisper havde været holdt over, at en kvinde ikke måtte komme ind i bispeboligen (hvor bispen og det øvrige kirkelige personale boede i bispekirkens umiddelbare nærhed), gik hun og hendes piger endog ind i det kammer, hvor de hellige mænd sov. Men endelig vaktes herover guds majestæts vrede, og hans hævn ramte biskop Priscus' hus. Thi hans hustru grebes af en dæmon, så hun i vanvid med flagrende hår styrtede igennem byen og bekendte, at den guds hellige, hun, da hun havde sin forstand, havde fornægtet, var guds ven, og råbte at han skulle skåne hende. Bispen fik kolden og tog til at ryste, og selv da han var blevet af med kolden, vedblev han at ryste og blev åndssvag. Hans søn og hele hans husstand blev gustne og sløve, så der er ingen tvivl om, at de var ramte af den hellige mands kraft. Men biskop Priscus og hans husstand blev ved at smæde den hellige med smudsige ord og kaldte hver den ven, som kunne udspy uhumskheder imod ham. Nicetius havde i sine første bispeår ladet opføre et hus til bispebolig. Nu var der en diakon, som den guds hellige, medens han var i kødet, ikke blot havde udelukket fra fælleslivet, fordi han havde øvet hor, men også flere gange havde ladet piske, uden at han dog havde kunnet få ham til at gøre bod. Denne diakon gik en dag op på taget af dette hus, og gav sig til at brække taget ned og sagde: »Jeg takker dig, jesus kristus, at du har undt mig efter den onde Nicetius' død at træde på dette tag«. Ordene havde næppe forladt hans mund, før den bjælke, han stod på, gled bort og han faldt ned på jorden, knustes og døde. Da såvel bispen som hans kone bar sig tåbeligt ad i mange ting, viste helgenen sig for en mand i drømme og sagde: »Gå hen og sig til Priscus, at han skal omvende sig fra sine onde gerninger og øve gode gerninger. Du skal også sige til præsten Martin: »Du skal tugtes, fordi du billiger disse onde gerninger, og hvis du ikke vil omvende dig fra din ondskab, skal du dø«.« Da han vågnede, henvendte manden sig til en diakon og sagde: »Gå du hen du er jo godt lidt i bispens hus og sig det enten til bispen eller til præsten Martin«. Diakonen lovede at sige det, men fortrød sit løfte og ville ikke ud med det. Men da han om natten havde lagt sig til at sove, viste helgenen sig for ham og sagde: »Hvorfor har du ikke sagt, hvad abbeden fortalte dig«, og samtidig begyndte han med knyttede næver at slå løs på hans hals. Næste morgen gik han så med opsvulmet, stærkt værkende hals hen til mændene og sagde dem alt, hvad han havde hørt. Men de brød sig ikke en døjt om det, de fik at høre og sagde, at det var drømmegøgl. Præsten Martin blev straks overfaldet af feber, men kom sig dog igen, men da han vedblev at snakke bispen efter munden og billigede hans onde gerninger og de ukvemsord, han udspyede mod den hellige mand, faldt han atter i feber og døde (om Priscus taler Gregor om i Fædrenes Levnedsbog, hvor han bittert dadles for mangel på respekt for sankt Nicetius' relikviers underkraft. Men Gregor har måske ikke oplevet hans død. I hvert fald findes Priscus som en af underskriverne under vedtægterne på konciliet i Maacon 585). Også den hellige Friardus døde på samme tid som Nicetius, mæt af dage, en mand der var udmærket i fromhed, højsindet i sin færd og ædel i sin hele livsførelse (som det fremgår af Gregors omtale af ham i »Fædrenes Levnedsbog«, havde han levet som eneboer i nærheden af Nantes. Felix var biskop i Nantes). Hans mirakler har jeg omtalt nogle af i den bog, jeg har skrevet om hans liv. Ved hans bortgang rystede hele hans celle, da biskop Felix i det samme kom til, og jeg tvivler ikke om, at denne skælven ved hans død skyldes engle. Bispen lod hans lig rense og sømmeligt klæde og lod det så gravsætte.

Men jeg må tilbage til min historie. Da kong Athanagild i Spanien døde (november 567), fik Leuva og hans broder Leuvigild kongedømmet (568), og da Leuva døde, fik hans broder Leuvigild hele riget. Da hans hustru var død, giftede han sig med Guthsuintha, dronning Brunechildes moder. Med sin første hustru havde han to sønner, af hvilke den ene blev trolovet med Sigeberts, den anden med Chilperiks datter. Han delte også riget ligelig imellem dem og dræbte alle dem, der havde for skik at slå kongerne ihjel (de fornemme vestgoter), og der blev ikke så meget som én tilbage, der kunne pisse op ad en væg (dette udtryk har Gregor fra biblen, 1. Samuels bog). Palladius, den afdøde greve Britianus' og Cæsarias søn, fik af kong Sigebert overdraget grevskabet i byen Javols. Men der opstod strid mellem ham og biskop Parthenius til stor skade for folket. Atter og atter overdængede han bispen med skældsord, klager og sigtelser, hærgede kirkegodset og plyndrede dets indbyggere. Da striden blev stadig bitrere, fremstillede de sig begge for kongen. Her lod de nu hinanden forskelligt høre, og Palladius skældte bispen for en blødagtig kvindekarl: »Hvor er dine bolere henne, dine »mænd« som du øver denne væmmelige utugt med?« Men disse ukvemsord mod præsten fulgtes straks af guds hævn og gjordes således til skamme. Thi året efter blev Palladius fjernet fra grevskabet og drog tilbage til Auvergne. Romanus gjorde sig umage for at få hans grevskab, og det hændte nu, at de en dag stødte på hinanden i Clermont og kom op at skændes om grevskabet. Herunder lod Romanus Palladius høre, at han nok skulle slås ihjel af kong Sigebert. Det var nu en stor løgn, og det kom også for dagen senere, at det var Romanus selv, der havde fundet på det, men Palladius blev rædselsslagen og var i den grad forpint af angst, at han truede med at tage sig selv af dage. Og skønt både hans moder og hans frænde Firminus passede omhyggelig på, at han ikke skulle komme til at udføre, hvad han i sit sinds bitterhed havde sat sig for, lykkedes det ham dog en gang at unddrage sig moderens opsyn. Han gik ind i sit sovekammer, og mens han her et øjeblik var alene, drog han sit sværd ud af skeden, satte fødderne på sværdhæftet, rettede odden mod sit bryst og styrtede sig over sværdet, der trængte ind ved den ene brystvorte og ud under skulderbladet. Derefter rettede han sig igen op og stak på samme måde sværdet ind ved den anden brystvorte,  hvorpå han faldt død om. Jeg har med undren tænkt på, at denne ugerning ikke har kunnet øves uden djævlens hjælp. Thi han måtte jo være død, da han første gang var gennemboret, hvis djævlen ikke havde givet ham kraft til således at fuldbyrde rædselsdåden. Hans moder kom løbende til, ude af sig selv over at være blevet sønneløs og sank sammen over hans lig, og hele huset brød ud i klage. Han blev alligevel ført til klostret Cournon og gravsat der, men ikke ved siden af de kristnes lig, og der blev ingen dødsmesse læst over ham, fordi det var øjensynligt, at dette var hændt ham ene og alene fordi han havde gjort bispen uret (om kirkens holdning overfor selvmordere oplyser konciliet i Orléans 533: »Testamentariske gaver for at opnå gravplads i en kirke fra afdøde, der er blevet taget af dage i ufærd, mener vi bør modtages, dog kun hvis de ikke bevislig har dræbt sig selv«, og konciliet i Auxerre i slutningen af det 6. århundrede: »Kirken må ikke modtage testamentariske gaver [for grav i kirken] fra dem der har druknet eller hængt sig selv eller styrtet sig ned fra et træ eller taget sig af dage ved sværd eller på nogen anden måde selv givet sig døden«).

Da kejser Justinian døde (567) i Konstantinopel, fik Justinus kejserdømmet (kejser 567-578). Han var en meget gerrig mand; han ringeagtede de fattige og plyndrede de fornemme, og hans havesyge var så stor, at han lod sig lave jernkister, hvori han opdyngede sine guldmønter. Det hedder sig også, at han var hjemfalden til det pelagianske kætteri (Gregors forestillinger om byzantinsk nationaløkonomi der var så uhyre forskellig fra den frankiske hviler naturligvis på hans hjemlige erfaringer. Hans hårde ord om Justinus har ingen hjemmel i, hvad vi gennem byzantinske kilder ved om denne kejser, og sandsynligvis er de udelukkende bestemte af ortodoks uvilje mod den formentlige kætter. Hans meddelelse om begivenhederne i Orienten hviler sandsynligvis på mundtlige beretninger, han har hørt i kongsgården. Den britiske munk Pelagius levede i begyndelsen af det 5. århundrede i Rom, senere i Afrika og Syrien. Han prædikede mod læren om arvesynden og hævdede, at menneskene ikke ved arvesynden havde mistet evnen til at ville og gøre det gode. Han mente, at moralsk livsførelse, sædelig ansvarsfølelse var umulig uden viljens frihed. Denne opfattelse kætterstempledes af Augustin og flere andre kirkelige autoriteter, og kejser Honorius landsforviste Pelagius og hans venner. Men den kirkelige centralisation var endnu for svag til overalt at gøre sig gældende, og pelagianismen eller den mere moderate semipelagianisme holdt sig mange steder, bl.a. hos mange klerke i Gallien, og kirken ville helst ikke røre ved det vanskelige spørgsmål. (den strenge Augustinske opfattelse hævdedes af reformatorerne, både af Luther og Kalvin, medens jesuiterne af sjælesørgerhensyn nærmest var pelagianere. Imod dem hævdede, indenfor den katolske kirke, jansenisterne den rene Augustinske lære; jfr. Pascals provinsialbreve). Efter kort tids forløb blev han åndssvag og tog Tiberius til medkejser for at værne sine provinser (Tiberius blev »cæsar« i 574; kejser i 578-582). Det var en retskaffen mand, og han var god mod de fattige, forstandig og sejrsæl og, hvad der er mere værd end alle andre gode egenskaber, en sand kristen. Sigebert skikkede sendemænd til kejser Justinus for at få fred: frankeren Warmar og auvergneren Firminus (her som flere andre steder røber Gregor, at for ham er frankerne egentlig fremmede. En franker er en franker, lige meget hvor han bor, men romeren eller gallo-romanen Firminus er en auvergner. Årsagen til de diplomatiske vanskeligheder mellem Sigebert og den byzantinske kejser må søges i Italien, hvor Narses' fjernelse havde lettet longobardernes indtrængen i årene efter 568). Disse drog afsted på et skib og kom til Konstantinopel. Der snakkede de med kejseren og opnåede, hvad de ønskede, og året efter kom de tilbage til Gallien. Derefter blev Antiochia i Ægypten og Apamea i Syrien, begge to store byer, indtagne af perserne, og deres indbyggere førte i fangenskab (Antiochia ligger i Syrien, og efter Seleukos Nikators hustru: Apama hed flere byer Apama i Forasien). Dengang blev også den antiochenske martyr sankt Julianus' basilika ødelagt af en stor ildebrand. Til kejser Justinus kom nogle pers-armeniere og medbragte en stor mængde vævede silketøjer (i 387 deltes Armenien mellem Persien og Byzans. Pers-Armenien styredes af persiske markgrever). De bad om hans venskab, idet de fortalte, at der var fjendskab mellem dem og persernes kejser. Der var nemlig kommet sendemænd til dem fra ham og havde sagt: »Kejseren ønsker at vide, om i ubrødelig vil holde den pagt, i har sluttet med ham«. Da de svarede, at de ville holde alt, hvad de havde lovet, ærligt og redeligt, sagde sendemændene: »Derpå skal det kendes, om i holder over venskabet med ham, at i tilbeder ilden ligesom han« (efter Zarathustra læren var ilden hellig). Og da folket svarede, at det ville de ingenlunde gøre, sagde bispen, der var tilstede: »Hvilken guddom bor der i ilden, siden den kan tilbedes? Ilden har gud skabt til menneskenes brug; den tændes ved tønder og slukkes med vand; når den passes, brænder den; når den forsømmes, går den ud«. Disse og lignende ytringer af bispen gjorde sendemændene rasende; de overfusede ham med skældsord og pryglede ham, men da folket så deres biskop bløde, styrtede de løs på sendemændene, lagde hånd på dem og dræbte dem, og det var derfor de, som jeg sagde, søgte venskab med kejser Justinus.

Longobardernes konge Alboin, der var gift med kong Chlothars datter Chlodosinda, drog bort fra sit land og drog til Italien med hele longobardernes folk (568). Da hæren brød op, fulgte hustruer og børn med i den hensigt at slå sig ned dér. De trængte ind i landet, gennemhærgede det i 7 år, plyndrede kirkerne og dræbte præsterne og bragte således landet under deres herredømme. Da Chlodosinda døde, tog Alboin en anden hustru. Hendes fader havde han kort i forvejen slået ihjel, og derfor nærede denne kvinde altid had til sin mand og ventede kun på en gunstig lejlighed til at hævne den uret, der var tilføjet faderen. Så skete det da, at hun fattede attrå til en af kongens folk og forgav sin mand. Da han var død, drog hun bort med denne tjener, men de blev grebne og begge dræbt (i Paulus Diaconus' longobarderhistorie fortælles der om Alboins giftermål med gepiderkongen Cunimunds datter Rosamanda, om drikkeskålen, han havde ladet danne af hendes faders hjerneskal, og som han tvang hende til at drikke af, om hendes sammensværgelse med Alboins skjoldbærer Helmechis og hendes hævn. Paulus' skildring, der er over 200 år yngre end begivenheden, er udsmykket med et rigt episk sagnstof). Derefter satte longobarderne en anden til konge over sig (Klef).

Eunius med tilnavnet Mummolus udnævntes af kong Guntchramn til patricius. Jeg har ment at burde gå noget længere tilbage for at fortælle om hans løbebane fra første færd (løbebane betyder egentligt krigstjeneste, militia). Han var søn af Peonius og hjemmehørende i byen Auxerre, hvor Peonius var greve. Engang sendte Peonius, for at få sit embede fornyet (grevestillingen var altså overdraget på tid), sønnen til kongen med gaver. Men sønnen brugte faderens gaver til at skaffe sig selv faderens grevestilling, og han stak den mand ud, hvem han skyldte sit liv, og hvis støtte han burde have været. Fra da af steg han trin for trin til højere æresposter. Da nu longobarderne brød ind i Gallien (569), drog patricieren Amatus, der nylig var fulgt efter Celsus, imod dem, og det kom til kamp, men han måtte flygte og faldt, og det fortælles, at longobarderne tilføjede burgunderne et sådant nederlag, at de faldnes tal slet ikke kan opgives. Longobarderne drog med et vældigt bytte tilbage til Italien. Efter deres bortgang blev Eunius, også kaldet Mummolus, kaldet til kongen og blev udnævnt til patricier. Og da longobarderne igen faldt ind i Gallien og trængte frem lige til Chamousse i nærheden af Embrun, brød Mummolus op med sin hær og drog derhen med sine burgundere. Han omringede longobarderne med sin hær, spærrede vejene for dem ved bråder og styrtede i de uvejsomme skovegne løs på dem. Han fældede mange af dem; nogle tog han tilfange og sendte dem til kongen, der lod dem holde under opsigt på forskellige steder; kun få lykkedes det at slippe bort og bringe bud til hjemmet om nederlaget. I dette slag deltog også de to bisper og brødre: Salunius og Sagittarius. De var ikke rustede med det himmelske kors men med verdslig hjelm og harnisk, og hvad værre er, det blev sagt, at de med egen hånd slog fjender ihjel. Det var Mummolus' første sejr i kamp. Derefter brød de saksere (efter Paulus Diaconus var 20.000 saksere med kvinder og børn fulgt med Alboin til Italien), der var kommet med longobarderne til Italien, atter ind i Gallien og slog lejr i Riez egnen ved gården Estoublon (i Provence). De drog hærgende rundt til alle gårde i de nærmeste grevskaber, plyndrede dem, tog fanger og ødelagde alt. Da Mummolus fik det at vide, brød han op med sin hær, overfaldt dem og fældede mange tusinde af dem, og blodbadet varede til aften, da mørket faldt på og nødte ham til at holde op. De anede nemlig aldeles intet om at han var ankommet og var ganske ufattede på, hvad der skete. Næste morgen stillede sakserne sig i slagorden og gjorde sig rede til slag, men sendemænd fra begge sider lagde sig imellem, og der blev sluttet fred. Sakserne gav Mummolus gaver, tilbagegav alt det bytte, de havde gjort i egnen og alle fangerne og drog derefter bort, efter dog først at have svoret, at de skulle komme tilbage til Gallien for at underkaste sig kongerne og yde frankerne hjælp. Så drog sakserne tilbage til Italien, og der samlede de deres hustruer og børn og alt deres bohave og gjorde sig rede til at vende tilbage til Gallien, for at kong Sigebert, når de var samlede, kunne bosætte dem dér, hvorfra de var draget ud. De delte sig i to hobe, såkaldte kiler (formodentlig en svinefylking (falanx). Den ene drog over Nizza, den anden over Embrun, ad den samme vej, som de havde fulgt året før, og de mødtes igen i Avignon egnen. Det var just i kornhøstens tid og afgrøderne stod endnu mest under åben himmel; indbyggerne havde endnu ikke fået det i hus. Da sakserne kom dertil, delte de kornmarkerne imellem sig, samlede kornet, tærskede det og spiste det og levnede intet til jorddyrkerne. Da de havde opspist kornet, drog de videre til bredden af Rhone og ville sætte over floden for at komme ind i kong Sigeberts land. Men her mødte Mummolus dem. Han sagde til dem: »I kan bare prøve på at gå over floden! I har plyndret min herre, kongens land, i har taget sæden, i har røvet kvæget, i har brændt husene af, i har hugget oliventræerne og skåret vinrankerne. I kommer ikke herind, før i har holdt dem, i har plyndret, skadesløse. Gør i ikke det, skal i ikke slippe ud af mine hænder, men jeg skal lægge mit sværd på eder og på jeres koner og børn og hævne den krænkelse, der er tilføjet min herre kong Gunthchramn«. De blev meget bange, og de gav mange tusind guldstykker for at løse sig, og så fik de da også lov til at gå over floden, og de kom endelig til Auvergne ved forårstide. Der udgav de prægede kobberplader for guld; ingen der så dem, nærede ringeste tvivl om, at det jo var ægte, lutret guld; det havde også, jeg forstår ikke hvorledes, guldets farve, der var mange, der lod sig dåre af denne svig og gav guld for kobber og således kom i fattigdom. Sakserne drog videre til kong Sigebert og blev af ham bosatte i den egn, de først var kommet fra.

I kong Sigeberts rige blev Jovinus afsat som statholder i Provence, og Albinus kom i hans sted. Den sag voldte stort fjendskab imellem dem (både Jovinus og Albinus er romere (gallo-romaner). Der kom oversøiske skibe til Marseilles havn, og ærkediakonen Vigilius' folk stjal, uden deres herres vidende, fra skibene 70 tønder med olie og tran. Da købmanden opdagede tyveriet, gav han sig ivrigt til at efterspore, hvor tyvekosterne gemtes, og mens han søgte, var der én, der sagde ham, at det var ærkediakonen Vigilius' folk, der havde øvet tyveriet. Det kom ærkediakonen for øre; han udspurgte sine folk og fandt tingene, men lod det ikke komme ud; tværtimod gav han sig til at afvise mistanken: »Aldrig«, sagde han, »er nogen gået ud af mit hus der har turdet vove at gøre sligt.« Medens ærkediakonen således holdt sine folk fri, gik købmanden til Albinus, fremstillede sagen for ham og beskyldte ærkediakonen for at være medvider i tyveriet. På vor herres hellige fødselsdag kom bispen hen i hovedkirken; der stod ærkediakonen iført den hvide kåbe; han opfordrede, som skik er, bispen til at træde hen for altret og fejre den hellige dags højtid, som tiden nu var inde til. Albinus sprang øjeblikkelig op fra sin stol, greb ærkediakonen og slæbte af med ham under puf og spark og spærrede ham inde i fængslet. Og hverken bispen eller borgerne eller nogen af de fornemme, ja end ikke hele menighedens højrøstede krav kunne sætte igennem, at Albinus gav lov til at stille borgens mænd for ærkediakonen, så han sammen med de andre kunne fejre den hellige dag og klagemålet udsættes til næste dag. Han havde så ringe respekt for den højhellige fest, at han på en sådan dag vovede at slæbe herrens alters tjener bort. Kort at fortælle, han dømte ærkediakonen til en bøde på 4000 guldstykker, men han blev derefter selv på Jovinus' tilskyndelse stævnet for kong Sigebert og måtte give den firdobbelte bøde (den hele historie om ærkediakonen og statholderen har sin særlige interesse som eksempel på de kirkelige myndigheders hævdelse af den kirkelige domsret; hvad en klerk eller hans underordnede gør, vedkommer ikke de kongelige embedsmænd. Forholdet er endnu ikke klaret, men Albinus' dom, der ganske vist, i hvert fald delvis, skyldes iøjnefaldende helgbrud og kongelig vilkårlighed, peger i den retning, udviklingen kom til at gå, i retning af retsenhedens fuldstændige opløsning).

Derefter brød 3 longobardiske hertuger, Amo, Zaban og Rodan, ind i Gallien (efter Klefs død i 575 valgte longobarderne ingen konge, men stod under 35 hertuger, indtil de i 584 valgte Klefs søn Authari til konge. I hertugtiden hærgedes Norditalien forfærdeligt, og nogle af hertugerne søgte endda bytte længere borte, således i Sydfrankrig, som Gregor her fortæller om). Amo trængte ad Embrunvejen frem til gården Macho i Avignon egnen, som Mummolus havde fået af kongen, og slog lejr der. Zaban drog over byen Die til Valence, og dér slog han lejr. Rodan rykkede frem mod byen Grenoble og opslog dér sine telte. Amo hærgede provinsen Aries og de omliggende byer, trængte frem lige til Stenmarken (la Crau) ved Marseille og nedhuggede på sin vej såvel kvæg som mennesker. Han gav sig også til at indeslutte Aix men drog bort derfra, da borgerne gav ham 22 pund sølv. På samme måde bar Rodan og Zaban sig ad i de egne, de kom til. Da Mummolus hørte det, brød han op med sin hær og drog ud mod Rodan, der holdt Grenoble indesluttet. Mummolus og hans hær havde megen møje med at komme over Isérefloden, men gud føjede det så, at et dyr just gik ud i floden og således viste, hvor der var et vadested, og således kom hæren uhindret over på den anden flodbred (Isére løber lige forbi Grenoble. Så snart Mummolus nordfra er kommet over floden, står han i ryggen på longobarderne, der indeslutter Grenoble). Da longobarderne så det, gik de øjeblikkelig med dragne sværd imod dem, men under kampen blev de hårdt medtagne, og Rodan selv blev såret af et lansestik og flygtede op på bjerghøjderne. Herfra brød han med 500 mand, der var undslupne fra nederlaget, frem gennem uvejsomme skove og nåede frem til Zaban, der just var i færd med at indeslutte Valence. Her fortalte han alt, hvad der var sket, og begge trak sig så tilbage til Embrun, idet de plyndrede overalt på deres vej (dog kan denne sætning også oversættes med aldeles modsat mening: idet de lod alt hvad de havde, blive tilbage som bytte; lod alt i stikken). Ved Embrun kom Mummolus dem imøde med en talløs hær. Kampen begyndte, og longobardernes fylkinger blev fuldstændig oprevne, og hertugerne måtte med en ringe hob mænd vende tilbage til Italien. Da de på tilbagetoget var komne til Suså og byens indbyggere tog ilde imod dem, så meget mere som den kejserlige kommandant Sisinnius havde sit sæde der i byen (byen havde altså endnu en byzantinsk besætning) kom en mand, der udgav sig for Mummolus' træl, til Sisinnius, gav ham i Zabans påsyn et brev og bragte ham en hilsen fra Mummolus og sagde: »Han kommer straks selv«. Da Zaban hørte det, skyndte ban sig ud af byen og drog bort. Da Amo fik det at vide, samlede han alt det bytte, han havde gjort undervejs, sammen og drog afsted. Men sneen lagde ham så store hindringer i vejen, at han måtte lade byttet i stikken og kun med største møje slap bort med nogle få mænd. Mummolus' tapperhed ind dem rædsel. Mummolus førte mange krige og var sejrsæl. Efter Chariberts død indtog Chilperik Tours og Poitiers, der ved overenskomsten var tilfaldet kong Sigebert. Kong Sigebert slog sig sammen med sin broder kong Gunthchramn, og de overdrog Mummolus det hverv at bringe disse byer ind under deres rette herre. Han kom til Tours, jog Chilperiks søn Chlodovech bort, krævede på kong Sigeberts vegne troskabsed af indbyggerne og drog så til Poitiers. Her samlede Basilius og Sigarius, to borgere i Poitiers, en hob mænd og ville gøre modstand, men Mummolus omringede dem fra alle sider, faldt over dem og fældede dem. Så drog han ind i Poitiers og krævede ed af indbyggerne. Men nu må der være sagt nok om Mummolus for denne gang. Resten må opsættes til senere.

Nu vil jeg fortælle om Andarchius' fald, men først må jeg sige noget om hans herkomst og hjemstavn. Det påstås, at han var slave hos senatoren Felix og skulle tjene ham som kammersvend. Han blev sat til boglig syssel sammen med sin herre og fik således en udmærket dannelse. Han var godt hjemme i Vergils værker, Theodosius' lovbøger og i regnekunsten (således kaldte efter den østromerske kejser Theodosius II; med tilnavnet »skønskriveren« 408-450; en kodificering af alle kejserlige edikter siden Konstantin den Stores tid. Samlingen fik også lovkraft for det Vestromerske rige. Den omfatter både privatret, stats- og forvaltningsret og kriminalret. For Frankerrigets gallo-romanske indbyggere vedblev Romerretten at gælde i de fleste forhold, og selv for frankerne havde den betydning i deres forhold til gallo-romanerne helt bortset fra at den på mange måder påvirkede og ændrede germanske retsregler og former. Hele sætningen er iøvrigt interessant til forståelse af, hvad der på Gregors tid skulle til for at være en dannet og lærd mand). Men denne lærdom gjorde ham hovmodig. Han gav sig til at se ned på sin herre og gav sig ind under hertug Lupus værn (Lupus var hertug over Champagne), da denne på kong Sigeberts bud drog til Marseille. Da Lupus vendte tilbage fra Marseille, tog han ham med og talte ivrigt hans sag hos kong Sigebert og lod ham gå i hans tjeneste. Kongen sendte ham forskellige steder hen og gav ham lejlighed til krigersk øvelse. Han blev nu snart hædret med kongens tillid og kom til Clermont. Her knyttede han venskab med en borger i byen, der hed Ursus, og pågående som han var, fik han lyst til at gifte sig med hans datter. Folk fortæller, at han lagde sit harnisk ned i en bogkasse, hvor man ellers plejer at gemme brevskaber, og sagde til konen, jeg mener Ursus' hustru: »Her i denne kasse har jeg gemt en mængde af mine guldstykker, over 16,000. Her er kassen, og den skal være din, hvis du skaffer mig din datter til kone«. Og »usæle guldhunger, herre du er jo i menneskers hjerter«, medens manden ikke var hjemme, lovede konen i lettroende enfoldighed at trolove ham med pigen. Andarchius drog nu tilbage til kongen, og han forelagde stedets greve et kongebrev (konger og høvdinger havde fra gammel tid ret til at gifte deres undersåtters sønner og døtre med deres hoffolk) om, at han skulle gifte ham med den unge pige. »Jeg har«, sagde han, »givet fæstepenge ved trolovelsen« (de formentlige 16,000 guldstykker er fæstemandens fæstegave, brudekøb. Det af Gregor brugte ord (arrae) bruges sædvanlig i betydningen håndpenge, fæstepenge (både i den gamle forstand af ordet og i den moderne: håndpenge til tyende). Men konens mand gjorde indsigelse. Han sagde: »Jeg kender dig ikke og ved ikke, hvor du er fra, ejheller har jeg noget af dit«. De kom op at skændes, og skænderiet blev stadig voldsommere. Andarchius krævede så, at Ursus skulle stævnes for kongen. Han drog til kongsgården Braine, og her fik han fat i en anden mand ved navn Ursus, som han i al stilhed fik ført for altret og dér til at fremsige følgende ed: »Ved dette hellige sted og ved de salige martyrers relikvier sværger jeg, at hvis jeg ikke giver dig min datter til ægte, skal jeg straks godtgøre dig de 16,000 guldstykker«. Og i alterrummet stod der vidner skjult bag forhænget, der kunne høre disse ord, men absolut ikke se den mand, der udtalte dem. Derefter stillede Andarchius [den rigtige] Ursus tilfreds med gode ord og fik ham til at drage hjem igen uden at være kommet for kongen. Og da han var draget bort, lod han den af den anden Ursus svorne ed skriftfæste og forelægge kongen med de ord: »Det og det har Ursus givet mig skriftlig, og derfor beder jeg eders herlighed give mig et kongebrev om, at han skal give mig sin datter til ægte. Hvis ikke, skal jeg have lov til at tage hans gods i eje, indtil jeg har fået mine 16,000 guldstykker og så kan trække mig ud af denne sag«. Han fik kongebrevet og drog så til Clermont og viste dommeren kongens bud. Ursus drog til Velay egnen, og da hans gods var blevet overdraget Andarchius, drog også denne til Velay. Her gik han ind i et hus, der tilhørte ursus, sagde at han ville have noget at spise og bød, at der skulle varmes vand til bad. Hustrællene ville ikke lystre den grove herre, men han lod dem prygle og piske, og nogle slog han i hovedet, så blodet sprang frem. På den måde skræmmede han hele husstanden, og fik sit måltid og sit varme bad, drak sig fuld og smed sig på en seng. Han havde kun 7 trælle med sig. De blev også drukne og søvnige og faldt snart i en dyb søvn. Nu kom Ursus' husstand frem allesammen. De lukkede dørene til huset, der var tømret af træplanker, og tog nøglerne, splittede de kornstakke der stod ved huset og spredte kornet rundt om det og lagde bunker af korn, der just stod i neg, op på taget, så hele huset var aldeles tildækket. Derpå stak de huset i brand på forskellige steder, og de ulykkelige vækkedes først, da de brændende bjælker styrtede ned over dem. De gav sig til at råbe, men der var ingen, der hørte på dem. Huset brændte ned lige til grunden, og de blev alle indebrændte. Ursus blev bange og flygtede hen i den hellige Julianus' basilika, men fik alligevel, da han havde givet kongen gaver, sit gods helt og holdent tilbage.

Da Chlodovech, Chilperiks søn, blev jaget ud af Tours, drog han til Bordeaux. Medens han opholdt sig dér, uden at nogen iøvrigt gjorde ham noget, blev han en dag overfaldet af en vis Sigulf, der var Sigeberts mand. Chlodovech gav sig til at løbe, men Sigulf satte efter ham, medens hans ledsagere lod lure og horn gjalde, som om det var en hjort man var ved at jage til døde. Kun med den største møje slap Chlodovech bort til sin fader, men det lykkedes ham dog at komme til ham over Angers. Der var splid mellem kongerne Gunthchramn og Sigebert. Gunthchramn stævnede alle sit riges bisper sammen i Paris, for at de skulle dømme imellem dem og sige, hvem der havde ret. Men kongerne rettede sig ikke efter bisperne, og det var vore synder skyld i, på det at borgerkrigene kunne volde endnu større ulykker. Chilperik lod fuld af vrede sin ældste søn Theodobert, der havde været i fangenskab hos Sigebert og havde svoret ham troskab, hærge Sigeberts byer: Tours, Poitiers og de andre byer på denne side Loire. Da han kom til Poitiers, kom han i kamp med hertug Gundobald. Dennes hær blev slået på flugt, og derefter lod Theodobert en mængde af indbyggerne i Poitiers hugge ned. Også i Tours egnen hærgede og brændte han vidt og bredt, og hvis indbyggerne ikke i tide havde underkastet sig ham, havde han lagt hele egnen øde. Så brød han op med hæren, drog gennem Limousin, Cahors og de tilstødende egne, overalt hærgende og ødelæggende. Han brændte kirkerne af, drev spot med gudstjenesten, slog præsterne ihjel, ødelagde mandsklostrene, skændede pigeklostrene og slog ned for fode. Og der var større jammer i kirken i de dage, end der havde været under kejser Diocletians forfølgelser. Og så studser vi endda og undres over, at så mange plager er styrtet ind over dem (ved »dem« må forstås den merovingiske kongeslægt, måske frankerne i det hele). Men lad os en gang huske på, hvad deres forfædre gjorde, og hvad de selv nu gør. Deres forfædre (herved tænker Gregor formodentlig på Chlodovech og hans samtidige, der i kraft af deres »rettroenhed« stilles op som mønstre for den vanartede nutid) vendte sig, da de havde hørt præsternes forkyndelse, fra de hedenske helligdomme til kirkerne, men deres efterkommere slæber hver dag bytte bort fra kirkerne. Hine viste herrens præster ærefrygt af hele deres hjerte og lyttede til dem; disse hører ikke blot ikke på dem, men de forfølger dem ligefrem. Hine gjorde klostre og kirker rige, disse nedbryder og ødelægger dem. Hvad skal jeg fortælle om Latta klostret (klosteret kan ikke stedfæstes), hvor der gemmes relikvier af den hellige Martin? Engang kom en fylking fjender til egnen; de skulle lige til at sætte over den flod, der løber forbi klostret, for så at plyndre dette. Da råbte munkene over til dem og sagde: »Tag jer i vare for at gå over, barbarer, thi det er den hellige Martins kloster«. (Gregor bruger jævnlig ordet barbarer for frankere. Formodentlig har munkene næppe råbt »barbarer« til krigerhoben, men formodentlig netop frankere).Ved disse ord grebes mange af frygt for gud og vendte om, men en snes stykker af dem, der hverken frygtede gud eller ærede den hellige bekender, gik i en båd og roede over, tilskyndede af fjenden (djævlen). De pryglede munkene, vendte op og ned på alt i klostret og plyndrede det. Byttet bandt de sammen i bundter og lagde det i bådene og roede så ud i floden. Men båden gyngede under dem og førtes hid og did af strømmen. Årerne gik over bord, og de søgte så at stage sig tilbage til land ved at støde lanseskafterne ned i bunden af flodlejet. Men så blev båden pludselig læk, og bøjede som de stod over deres lansespidser, stødte de allesammen spidsen i brystet, og de omkom alle, ramte af deres egne spyd. Kun én eneste af dem, en der havde skændt på dem, fordi de havde gjort det, de gjorde, blev usåret. Og hvis en eller anden vil sige, at det var et tilfælde, så lad ham lægge mærke til, at kun denne éne, den uskyldige blandt de mange skyldige, undkom. Da de således havde fundet deres død, trak munkene dem og deres bytte op af floden. Ligene jordfæstede de, og tingene førte de tilbage til klostret. Medens dette gik for sig, opbød kong Sigebert de folk, der bor på den anden side Rhinen (altså de rent germanske folk. Denne fejde brød ud i 574). Han pønsede på borgerkrig, og det var hans mening at føre dem mod sin broder Chilperik. Da Chilperik fik nys herom, sendte han bud til sin broder Gunthchramn, et møde kom i stand, og der blev indgået den pagt, at ingen af dem måtte finde sig i, at hans broder blev dræbt (den germanske frændehævnspligt er altså ikke længere en selvfølgelig pligt, men må fastsættes ved en særlig aftale. Men problemet er jo også rykket ud af dets gamle, naturlige, jævne forhold, da det er en frænde, der bryder freden. Det følgende viser, som så mange tidligere skildringer hos Gregor, den dybtgående sædelige opløsning i kongeslægten. Borgerkrigen er kongernes krig og ikke, som man tidligere har villet hævde, germanernes krig med romanerne. At Sigebert opbyder de østrhinske folk imod Chilperiks romanske og frankiske undersåtter er ikke et udtryk for nationalitetsmodsætning. De østrhinske folk er tilsyneladende mere barbariske, mere letbevægelige, mere krigsvillige end de vestrhinske franko-romaner). Sigebert rykkede imidlertid frem [til Seine] i spidsen for de østrhinske folk, og på den anden side stod Chilperik med sin hær. Sigebert vidste ikke, hvordan han skulle komme over Seinefloden for at komme sin broder ind på livet. Han skikkede så det bud til sin broder Gunthchramn: »Hvis du ikke giver mig lov til at gå over floden her på dit område, så vil jeg med hele min hær rykke imod dig«. Gunthchramn blev bange og sluttede overenskomst med ham og gav ham lov til at gå over. Da Chilperik mærkede, at Gunthchramn havde svigtet ham og var gået over til Sigebert, brød han lejren af og gik tilbage til Havelu ved Chartres. Sigebert satte efter ham og bød ham gøre sig rede til kamp. Chilperik frygtede for, at når begge hære blev oprevne, skulle også deres riger styrte sammen og bad om fred. Han gav Sigebert de byer tilbage, som Theodobert uretmæssig havde indtaget, idet han dog bad om, at deres indbyggere måtte blive fri for straf, da Theodobert jo havde vundet dem ved ulovlig tvang, ved ild og sværd. Dengang gik også mange af landsbyerne omkring Paris op i luer, og både indbo og kvæg røvedes af fjenderne, og menneskene selv førtes bort som fanger. Kongen bad vel sine folk indtrængende om ikke at gøre det, men det var ham ikke muligt at tøjle de folks vildskab, der var kommet fra den anden side af Rhinen. Han fandt sig tålmodig i det altsammen, indtil han kunne drage tilbage til sit eget rige. Der var nogle af disse folk, der da gav sig til at knurre imod ham, hvorfor han havde trukket sig ud af kampen. Men kæk som han var, steg han til hest og red hen til dem og stillede dem tilfreds med gode ord. Senere lod han mange af dem stene. At kongerne således forligtes uden krig (de lige foran skildrede hærgninger er altså ikke »krig«), tvivler jeg ikke om, skyldes den hellige Martins kraft. Thi samme dag, de sluttede fred, fik tre lamme deres førlighed i helgenens basilika. Derom skal jeg om gud vil, fortælle i nogle følgende bøger.

Fortælle om de følgende broderfejder kan jeg kun med sorg i sind. Et år efter (575) sendte Chilperik igen sendemænd til sin broder Gunthchramn med dette ærinde: »Kom, broder, lad os holde møde og slutte fred og så gå imod vor fjende Sigebert«. Således skete det også, de mødtes og ærede hinanden med gaver, og derpå opbød Chilperik sin hær og rykkede brændende og hærgende frem lige til Reims. Ved rygtet herom sammenkaldte Sigebert atter de folk, jeg foran talte om, drog selv til Paris og gjorde sig rede til at gå mod sin broder, og han skikkede bud til dunenserne og drog imod Theodobert (indbyggerne i det nuværende Cháteaudun og omegn) og Tours folkene, at de skulle drage ud mod Theodobert. Da de lod som ingenting, sendte kongen hertugerne Godegisel og Gunthchramn til dem for at føre dem. De opbød så hæren (hertugerne opbyder på kongens vegne, ligesom greverne, det hærpligtige mandskab og straffer dem, der ikke møder frem. De pågældende har siddet kongens (Sigeberts) opbud overhørige; nu kommer kongens embedsmænd, tager hver sin egn og tvinger de genstridige. Vi har her ligesom et forspil til den senere klart fremtrædende lensopløsning, under hvilken kongen intet formår og kun den stedlige stormand har magt, som han da bruger til egen fordel, ikke i den afmægtige konges tjeneste. Hertug Gunthchramn er den i det følgende meget omtalte Gunthchramn Boso). Denne blev ladt i stikken af de fleste af sine mænd og kun få blev tilbage hos ham, men alligevel drog han uden vaklen i kamp. Da kampen var kommet i gang, bukkede Theodobert under, og han selv blev på valen, og det er med sorg jeg må fortælle, at hans lig plyndredes (hans rustning og våben) af fjenderne. Det blev taget op af en vis Aunulf, renset og sømmeligt klædt og gravsat i byen Angouléme. Chilperik erfarede nu, at Gunthchramn igen havde forliget sig med Sigebert. Han drog derfor med sin hustru og sine sønner indenfor Tournays mure og satte sig fast dér. I det år (575) sås et lysskær fare hen over himlen, ligesom vi så det forud for kong Chlothars død. Da Sigebert havde taget de byer, der ligger på denne side af Paris, trængte han videre frem lige til Rouen, og det var hans hensigt at overlade de nævnte byer til de fremmede (dvs. til de østrhinske krigere; om til plyndring eller til bosættelse fremgår ikke af teksten; begge dele kunne iøvrigt godt forenes, og fortællingen om disse germaneres hidkomst i kongens tjeneste er interessant derved, at deres fremkomst og færd kan opfattes som en ligefrem fortsættelse af »folkevandringen« i den form i hvilken den hovedsagelig kom over Gallien: en krigerhob der hærtager landet og derefter, få i tal midt i en mange gange talrigere gallo-romansk befolkning, efterhånden delvis romaniseres, modsat de dele af Romerriget der oversvømmes af et helt germansk folk, og hvor dette folk trænger de gamle indbyggere bort og indretter sig på tilvant måde og vedbliver at være germanere). Men han hindredes deri af sine egne. Så drog han tilbage og tog ind i Paris, og her kom Brunechilde til ham med børnene. De frankere der førhen havde haft Childebert til herre, sendte det bud til Sigebert, at han skulle komme til dem, for så ville de forlade Chilperik og sætte ham, Sigebert, til konge over sig. Da Sigebert havde fået det bud, sendte han folk afsted for at indeslutte hans broder i den omtalte by (Tournay), og han havde også i sinde selv at drage derhen. Den hellige biskop Germanus sagde til ham: »Hvis du drager afsted, men ikke i den hensigt at dræbe din broder, skal du komme tilbage med sejr og liv; men har du andet i sinde, skal du dø. Thi herren har sagt gennem kong Salomon: »Den grav, du graver for din broder, skal du selv styrte i«. Men Sigebert lod hånt om bispens ord det var vore synders skyld og da han kom til den kongsgård, der hedder Vitry (mellem Douay og Arras, i Pas de Calais departement), flokkede hele frankerhæren sig om ham, løftede ham på skjold og satte ham til konge over sig (hylding ved at løfte kongen på skjold omtales oftere. At Ghilperiks oprørske stormænd byder Sigebert kronen og løfter ham på skjold kan ikke tages som vidnesbyrd om folkets valgret. Der er vidnesbyrd på vidnesbyrd om, at de ældre Merovingers kongemagt var arvelig og aldeles uafhængig af folkevalg. Her er der tale om et oprør, hvis deltagere, ligesom enhver enkeltmand, der går over til en anden konge, henvender sig til Sigebert og træffer aftale med ham. Men tilfældet er alligevel et symptom på at stormandsindividualismen undergraver arveretten og senere fører til kongevalg). Da gik to tjenestefolk, som Fredegunde havde sat ondt i, hen til ham, som om de havde en anden sag at drøfte med ham; de var væbnede med store knive den slags vi plejer at kalde skramasakse (ordet dannet af schram, skrå og sax, kniv) og som var dyppede i gift, og dem stødte de i ham, en i hver side. Sigebert gav et højt skrig og faldt sammen og udgav kort efter ånden. Dér omkom også Charegisel, hans kammerherre (vel at adskille fra kammermester (camerarius). Det latinske ord her er cubicularius, af cubiculum, sovekammer. Oprindelig betyder det den træl, der sørger for sovekammeret. Fra kejser Konstantins tid er det, når talen er om kejseren, en fornem hofembedsmand, og titel og stilling er sandsynligvis fra det kejserlige hof gået over til de Merovingiske hoffer), og dér blev også Sigila, der engang var kommet fra Gothien (Spanien?), ilde tilredt. Ham lod kong Chilperik senere gribe og lod ham knibe med glødende tænger i alle ledemod og sønderhugge lem for lem, og således døde han en grufuld død. Den anden mand, Charegisel, havde trods sin letfærdighed været meget havesyg. Fra yderste ringe byrd var han kommet i vejret ved kryberi og var kommet i stor yndest hos kongen. Han efterstræbte altid andres gods og brød folks testamenter, men hans livs udgang blev således, at han, der så tit havde brudt andres testamenter, ikke selv fik tid til at gøre testamente, da døden kom over ham. Imidlertid sad Chilperik i pinlig uvished i Tournay og vidste ikke, om han kunne slippe bort, eller om han måtte dø. Da kom der sendebud til ham og meldte ham hans broders død. Han gik straks ud af Tournay tilligemed sin hustru og sine børn. Han lod broderens lig klæde og gravsætte i Lambres (mellem Cambrai og Arras), hvorfra det senere overførtes til sankt Medardus' basilika i Soissons, som Sigebert selv havde bygget, og her gravsattes han ved sin fader Chlothachars side. Han døde i sit 14de kongeår og sit 40de livsår. Fra den ældre Theodoberts død til Sigeberts endeligt regnes 29 år (vistnok kun 27 år), og mellem Sigeberts og hans brodersøn Theodoberts (Chilperiks søn) endeligt var der 18 dage. Efter Sigeberts død blev hans søn Childebert konge i hans sted. Fra begyndelsen til Syndfloden 2242 år. Fra Syndfloden til Abraham 942 år. Fra Abraham til Israels børns udgang af Ægypten 462 år. Fra Israels udgang af Ægypten til bygningen af Salomons tempel 480 år. Fra templets bygning til dets ødelæggelse og udvandringen til Babylon 390 år. Fra udvandringen til herrens lidelse 668 år. Fra herrens lidelse til sankt Martins bortgang 412 år. Fra sankt Martins bortgang til kong Chlodovechs bortgang 112 år. Fra kong Chlodovechs til Theodoberts bortgang 37 år. Fra Theodoberts bortgang til Sigeberts endeligt 29 år. Det er tilsammen ialt 5774 år.

Det er med ulyst, jeg nu giver mig til at tale om de indbyrdes fejder, som frankernes folk og land hjemsøges af. Desværre kan vi allerede nu i disse ulykker sande, hvad herren har forudsagt om jammernes begyndelse: »Fader står op mod søn, søn mod fader, broder mod broder, frænde mod frænde«. Og dog burde de henfarne kongers skæbner virke som advarsel, thi så ofte disse kom i kiv med hinanden, måtte de hurtig lade livet for deres fjender. Hvor ofte er ikke selve byen over alle byer, hele verdens vældige hovedstad blevet lagt øde af borgerkrig for så atter, når striden stilnede af, at rejse sig igen og ligesom skyde op af jorden påny. Gid i, o konger, ville øve eders kræfter i den slags kampe, i hvilke eders forfædres sved randt, så at folkeslagene må skræmmes, når i plejer fred med hinanden, og lydige bøje sig for eders samlede magt. Husk på, hvad Chlodovech, grundlæggeren af eders sejerrige magt, udrettede: han slog de konger ihjel, der var imod ham, jog fjendefolk tilbage og kuede frændestammer, således at han efterlod jer fuld og hel kongemagt over dem. Og da han gjorde dette, havde han hverken guld eller sølv, som der nu er nok af i eders skatkamre. Hvad vil i nu gøre? Hvad mål har i? I har jo overflod på alt. Eders huse overfyldes af alskens klenodier, eders kældere og lader bugner af vin, hvede og olie, i eders skatkamre ligger dynger af guld og sølv. Kun én ting fattes jer: i holder ikke fred og kan derfor ikke få guds nåde. Hvorfor røver den ene, hvad der tilhører den anden? Hvorfor attråer den ene, hvad der ikke er hans? Lad dette apostlens ord være jer en advarsel: »Når i bides og æder hinandens gods, da se til, at i ikke alle går tilgrunde«. Søg flittig i de gamles skrifter, så skal i se, hvad frændefejder føier til. Se en gang efter, hvad Orosius skriver om karthagerne. Der hvor han fortæller om byens undergang 700 år efter dens grundlæggelse, tilføjer han: »Hvad var det, der holdt den oppe så længe? Samhu. Hvad var det, der lagde den øde efter så langt et liv? Splid« (Gregor skriver efter hukommelsen og husker galt. Den sætning, han hidsætter, findes ikke ordret ved omtalen af Numantias fald i 133 f. K.. Scipio Africanus spørger en spansk høvding, hvorfor byen efter så lang tids magt og glans nu er gået til grunde og får svaret: »Samhu gjorde den uovervindelig; splid førte den til undergang«. Karthagos undergang taler Orosius om, men har der en helt anden forklaring). Vogt jer for splid, vogt jer for frændefejder der lægger eder og eders folk øde. Hvad andet kan i vente, når eders krigere er faldne, end at i kommer til at stå uden støtte, falder i fjendevold og går til grunde? Og har du lyst til indre krig, o konge, så kæmp den krig der efter apostlens ord føres i mennesket selv: ånden skal attrå imod kødet, og lyder skal vige for dyder, og du skal i frihed adlyde dit hoved, nemlig kristus, i stedet for at du fordum i lænker måtte adlyde det ondes ophav. Da kong Sigebert blev dræbt i kongsgården Vitry, opholdt dronning Brunechilde og hendes børn sig i Paris. Her fik hun bud om, hvad der var sket. Hun blev ude af sig selv af sorg og smerte og vidste ikke sine levende råd. Imidlertid fik hertug Gundovald fat i hendes lille søn Childebert og så sit snit til at slippe bort med ham og således fri ham fra den ellers sikre død (idet han sandsynligvis ville være blevet dræbt af Chilperik eller et andet kongsemne. I Fredegarkrøniken hedder det om Childeberts bortførelse, at drengen »blev puttet i en pose og kastet ud ad et vindue til en træl, der ganske alene førte ham til Metz, hvor Gundovald og austrasierne kårede ham til faderens efterfølger«). Gundovald sammenkaldte så alle de folk (naturligvis kun stormændene), over hvilke faderen, Sigebert, havde hersket og indsatte Childebert til konge over dem, skønt han knap var 5 år gammel. Juledag var hans første kongedag (575). I hans første kongeår kom Chilperik til Paris og fik her Brunechilde i sin vold. Hun blev forvist til byen Rouen, og hendes skatte, som hun havde ført til Paris, tog han fra hende; hendes døtre skulle under opsyn bo i Meaux. Dengang drog Ruccolenus i spidsen for folk fra Mans til Tours, hvor han gjorde et stort bytte og øvede mange ugerninger. Senere hen skal jeg fortælle, hvorledes den hellige Martins underkraft straffede ham for alt det onde, han havde gjort, og voldte hans død. Chilperik lod sin søn Merovech drage mod Portiers med en hær. Men Merovech fulgte ikke sin faders bud; han drog til Tours og var der i påske helligdagene. Hans hær hærgede meget i omegnen. Han selv drog så videre til Rouen, medens det hed sig, at han ville drage til sin moder (Audovera). I Rouen traf han sammen med dronning Brunechilde og giftede sig med hende. Da Chilperik fik at vide, at Merovech således tværtimod al sømmelighed og kirkeret havde giftet sig med sin farbroders hustru, blev han meget vred og gav sig øjeblikkelig på vej til Rouen. Da Merovech og Brunechilde fik nys herom og indså, at han kom for at skille dem ad, flygtede de til sankt Martins basilika, der er tømret af træplanker og ligger op over byens mur (måske er kirken bygget op mod muren, så denne danner den ene side et stykke op, medens den øverste del af bygningen, der rager op over muren, er af træ. Kongen kom derhen og prøvede alle mulige fif for at lokke dem bort, men de troede ham ikke og mente, han foér med svig. Tilsidst svor han dem en ed og sagde, at hvis det var guds vilje således, så ville han aldeles ikke prøve på at skille dem. Da de havde fået den ed af ham, gik de ud af basilikaen, og kongen kyssede dem og viste dem sømmelig ære og holdt måltid med dem. Få dage efter drog han til Soissons, fulgt af kong Merovech. Medens Chilperik og Merovech var i Rouen, slog en hob champagnere sig sammen om at gå imod Soissons; de jog dronning Fredegunde og Chilperiks søn Chlodovech bort derfra og ville underlægge sig byen. Da kong Chilperik fik det at vide, brød han op med en hær, men lod sendemænd drage i forvejen for at få champagnerne fra at øve denne krænkelse imod ham, at ikke begge hære skulle komme til at bøde derfor. Men de brød sig ikke om advarselen og rustede sig til kamp. I kampen fik Chilperiks hær overtaget, og den anden hær måtte flygte, men mange kække og raske mænd i den måtte bide i græsset. Da de øvrige var slået på flugt, drog Chilperik ind i Soissons. Efter denne kamp fattede Chilperik imidlertid mistanke til sin søn Merovech på grund af hans ægteskab med Brunechilde; han sagde, at det var sønnens ondskab, der var skyld i kampen, og han fratog ham derfor hans våben og satte nogle vogtere til at passe på ham men lod ham ikke lænke; han var endnu ikke på det rene med, hvad han senere ville gøre med ham. Den virkelige ophavsmand til den omtalte kamp var imidlertid Godin, som tidligere havde skilt sig fra Sigebert og var gået over til Chilperik, af hvem han havde fået mange gaver, så han var blevet en rig mand. Da han tabte på slagmarken, var han den første til at flygte. De gårde, kongen havde overdraget ham af krongodset i omegnen af Soissons, tog han nu fra ham og skænkede dem til den hellige Medardus' basilika (de frankiske samkongers »mænd« kan ikke gå fra den ene til den anden uden at gøre sig skyldige i forræderi. Allerede her ser vi altså en af de væsentlige ejendommeligheder ved feudalvæsenet. Også Godins gods konfiskeres, forsåvidt det oprindelig er givet ham af kong Chilperik). Godin selv ramtes kort tid efter af en brat død. Hans hustru blev gift med Rauching, en rigtig opblæst, hoven og brovtende person, der overfor sine undergivne bar sig ad således, at man ikke skulle tro, han var et menneske; ud over alle grænser for menneskelig ondskab og urimelighed rasede han mod sine egne og øvede de mest oprørende ugerninger. Når f. eks. ved et gæstebud som skik er, en træl holdt en kerte for ham (vokskerte, men muligvis tænkes der dog på en fakkel af træ og beg eller voks), lod han trællen blotte skinnebenet og trykkede kerten ind imod det, til den gik ud; så blev den tændt igen, og det samme gentoges, indtil kertebærerens ben blev helt forbrændt. Vovede trællen at skrige eller flytte sig, svævede straks et draget sværd over ham, og når han jamrede sig, lo hans herre af glæde. Der var også nogle der fortalte, at han dengang havde to hustrælle, en karl og en pige, der, som det jo sker, var kommet til at holde af hinanden. Da de nu havde holdt af hinanden i et par år eller længere, giftede de sig og søgte tilflugt i kirken (kirkens asylret, hvortil der findes analogier i den hedenske oldtid, godkendes i Romerriget i slutningen af det 4. århundrede, og lovfæstes ikke blot i den egentlige Romerret men også i den vestgotiske og burgundiske Romerret og i andre lovbøger. I Frankerriget gælder asylretten endog mordere, horkarle, røvere, ja til en vis grad kongekrænkere. Asylretten afværger lemlæstelse og dødsstraf og erstatter dem med kanonisk bod. Flygtningen udleveres først, når den verdslige øvrighed har lovet ikke at lemlæste eller dræbe vedkommende. Asylretten omfatter ikke kirkebygningen alene, men en vis omkreds omkring kirken. Fredsområdet kaldes salvitas eller immunitas (sikkerhed, ukrænkelighed). Asylretten må opfattes som den romerske kirkekulturs reaktion mod samfundets vildskab, særlig mod hævnretten). Da Rauching erfarede det, gik han hen til stedets præst og bad ham straks give ham hans trælle tilbage, de skulle ingen straf få. Men præsten sagde: »Du ved jo da nok, hvilken ærefrygt man bør vise guds kirker; du kan ikke få dem, medmindre du sværger, at du vil lade deres ægteskab gælde for stedse og ligeledes lover at lade dem være fri for al legemlig straf«. Det varede noget inden Rauching svarede; han stod og overvejede frem og tilbage. Endelig vendte han sig om mod præsten, lagde sine hænder på altret og afgav under ed dette løfte: »De skal aldrig blive skilte af mig, jeg skal endog gøre mit til, at deres forening bliver varig. For ganske vist stødte det mig noget, at de gik hen og giftede sig uden at spørge mig og uden at få mit samtykke, men på den anden side er det mig kært, at det ikke er en andens trælkvinde, min træl har ægtet, og at det ikke er en fremmeds træl, min trælkvinde har ægtet« (trællen måtte i almindelighed have sin herres samtykke til at gifte sig. På en kirkeforsamling i Orléans 541 udtales det ligefrem, at kirken ikke har ret til at gifte et trællepar uden herrens samtykke: »skulle trælle for ægteskabs skyld flygte hen i kirkens indhegning, idet de mener, at giftermål kan ske på den måde, da tager de fejl, thi det har de ingenlunde lov til. De skal gives tilbage til deres herrer, og det skal stå deres herrer frit for, om de af egen fri vilje vil give dem lov til at gifte sig«. Rauching synes således her i sin gode ret, men på den anden side udvikledes kirkens asylret mere og mere, og gejstligheden var naturligvis stemt for at hævde den ubegrænset. Her tør præsten vel ikke ligefrem sige nej thi det har han ingen lov for men han vægrer sig så længe som muligt og sætter vilkår for tilladelsen. Efter loven kunne en træl naturligvis ikke gifte sig med en kvinde der tilhørte en anden herre, men der er eksempler på, at herrerne har tilladt det. En gammel Merovingisk kontraktformular meddeler følgende type på en overenskomst i et sådant tilfælde: ». . . For freds skyld er vi (trælleparrets herrer) blevet enige om, at af de børn, der måtte fødes i dette ægteskab, skal 2/3 tilhøre trælkvindens herre, 1/3 trællens herre, og af den formue som måtte blive erhvervet i ægteskabet, skal trællens herre have 2/3, trælkvindens herre 1/3. .« I denne kontrakt er der ikke taget hensyn til de andre vanskeligheder, forholdet kunne medføre: spørgsmålet om sambo, om hvers tjenesteydelser, om det indviklede lydighedsforhold osv. fortællingen om Rauching viser os kirkens forhold til træl og herre i et usikkert overgangsstadium. Rauching havde utvivlsomt ret til at gøre alt, hvad han her siges at gøre, om det så er »det tavse forbehold«, den listige edsaflæggelse, måtte den godkendes, men præsten søger dog at hindre parrets frygtelige død. Den asylret, som således ikke lovlig kan hævdes, hvor der er tale om trælle, hævdes derimod absolut, hvor det drejer sig om frie, der har søgt tilflugt i kirken, sign. Hvad der i det følgende fortælles om hertug Gunthchramn). Præsten var godtroende nok til at stole på dette løfte af det træske menneske og lod ham få de to mennesker, således undskyldte (sikrede frihed for straf). Da Rauching havde fået dem, takkede han og gik hjem. Han lod straks et træ fælde, lod grenene hugge bort af stammen, satte kiler i begge ender af denne og lod den således kløve og derefter [de to halvdele af stammen] udhule; så lod han grave et 34 fod dybt hul i jorden og det ene trug sætte ned i hullet; i truget blev pigen lagt, som om hun var et lig, og karlen blev derefter smidt ned ovenpå, så blev låget lagt på og graven atter kastet til, og på den måde lod han dem levende jorde, idet han sagde: »Jeg har ikke brudt den ed, jeg svor, at de aldrig skulle blive skilt«. Da dette kom præsten for øre, skyndte han sig derhen og gik hårdt i rette med Rauching, og først langt om længe fik han sat igennem, at de blev gravet op. Trællen var endnu levende, da han blev trukket op, men pigen var kvalt. Den slags skurkestreger var noget for Rauching; han interesserede sig ikke for andet end grin og svig og alskens ufærd. Den måde, han endte sit liv på, svarede da også godt til den måde, han havde levet, men det skal jeg senere fortælle om. Referendaren Siggo (referendaren, der nærmest svarer til kansler, udfærdiger og underskriver de kongelige diplomer og sætter kongens segl under; han har også opsyn med arkivet i skatkamret. Sædvanlig er der mere end én referendar samtidig ved samme hof. Endnu i Merovingertiden er referendarerne altid lægmænd, et vidnesbyrd om at boglig dannelse endnu ikke er de verdslige stormænd fremmed. Senere bliver det altid klerke), der havde haft kong Sigeberts seglring, og som af kong Chilperik var blevet opfordret til at overtage den stilling, han havde haft i hans broders tid, faldt fra Chilperik og gik over til Sigeberts søn kong Childebert. Det gods, han havde haft i Soissonsegnen, fik Ansovald. Også mange andre, der fra Sigeberts rige var gået over til Chilperik, faldt atter fra ham. Siggos hustru døde for resten ikke længe efter, men han giftede sig så med en anden. Ved den tid kom Ruccolen som sendebud for Chilperik til Tours. Han kom med brask og bram, slog lejr på den anden side af Loire og skikkede os bud at vi skulle skaffe Gunthchramn, som dengang eftersøgtes for Theodoberts død ud af den hellige basilika (det er hertug Gunthchramn Boso der menes. Hvad der menes med at Gunthchramn Boso skulle være skyld i Theodoberts død, noget Gregor også sigter til, er ikke nærmere oplyst); hvis vi ikke gjorde det, ville han lade sætte ild både på byen og alle forstæderne. Da vi havde fået det bud, skikkede vi afsendinge til ham og lod ham vide, at hvad han her krævede, var noget der aldrig nogensinde var sket, og det kunne på ingen måde tillades, at den hellige basilika således blev krænket; skulle det alligevel ske, ville det ikke blive til lykke hverken for ham eller for kongen, der havde sendt ham med sådant pålæg; han skulle hellere frygte biskop Martins hellighed, hvis underkraft endnu igår havde givet en lam kone hendes førlighed (i sit værk om sankt Martins undergerninger fortæller Gregor, mere udførligt, således: . . Ruccolen og hans folk plagede Tours hårdt og hærgede overalt, så det blev umuligt [for folk] at give almisser til kirkebygningerne eller til fattigherberger…Han sendte bud til byen og krævede de mænd, der på grund af en brøde, alle kender [dsv. medskyldig i Theodoberts død], opholdt sig i sankt Martins basilika, udleveret af præsterne. Hvis det ikke skete øjeblikkelig, svor han at ville afbrænde hele byen. Da vi fik det at vide, blev vi meget bedrøvede; vi gik hen i den hellige basilika og påkaldte helgenens hjælp. Og straks rejste en lam kvinde sig op hun havde været krøget i 12 år . . .«). Men han var lige fræk. Han havde taget bolig i bispens hus på den anden side Loire (bispens hus var, som det ses, bygget helt af træ). Dette hus, der var slået sammen med søm, lod han nu tage fra hinanden, og de folk fra Le Mans, der havde fulgt ham did, tog endog selve sømmene med sig i deres fulde poser; de trådte kornet ned og udplyndrede alt. Men under denne færd ramtes Ruccolen af gud; han fik kongesygen (gulsot (morbus regius) og blev helt gul. Alligevel lod han os igen bringe det barske bud og lod os sige: »Hvis i ikke idag smider hertug Gunthchramn ud af basilikaen, skal alle korn og græsmarker omkring byen blive således overtrampet, at i ligeså godt kan give jer til at pløje det igen« (et af tidens og hele middelalderens mange vidnesbyrd om systematisk, rå ødelæggelse af den egn, hvor fejde førtes, en ødelæggelse, der i første linie ramte jorddyrkerne, men indirekte også deres herskaber. Ved korn må naturligvis forstås vintersæd, især hvede). Imidlertid kom den hellige Epifaniadag (d. 6. januar 576. Det græske ord epifania betyder tilsynekomst, i orientalske kirker kristi tilsynekomst blandt menneskene. Dagen er vistnok oprindelig fejret som kristi fødselsdag, hvorom oldkirken ingen fast mening havde, men som man spekulativt tilsidst fastsatte, i Vesten til d. 25. december, i visse orientalske kirker til d. 6. januar. Da begge dage dog ikke kunne passe, optoges Epifaniafesten som en del af fødselsfesten, enten som jesu dåbsdag eller, sat i forbindelse med de østerlandske vises komme og tilbedelse, som mindedag for jesu åbenbarelse som hedningefrelser. Da de vise fra østerland senere spekulativt opfattedes som 3 konger, opstod navnet helligtrekongersdag), men Ruccolens færd blev mere og mere grum. Efter sine folks råd gik han så over floden og ind i byen. Her gik man just under salmesang ud af hovedkirken og gav sig nu skyndsomst på vej hen til den hellige [Martins] basilika. Siddende på sin hest fulgte han efter korset, medens hans felttegn båres foran. Så snart han kom ind i den hellige basilika, døvedes hans rasen og truen. Han drog så tilbage til hovedkirken, men den dag kunne han intet spise, og da han derefter blev meget mat, drog han bort til Poitiers. Dengang var den hellige fastetid kommet, men han spiste hyppig kaninunger. Han fastsatte retsdag til den 1ste marts (skatteudskrivning foregik vistnok efter gammel romersk skik d. 25. marts) for at hjemsøge borgerne i Poitiers med skattepålæg og straffedomme, men dagen i forvejen udgav han ånden, og således faldt hans hovmod og hidsighed til ro. Ved den tid fik jeg et overmåde uforskammet brev fra biskop Felix i Nantes (Felix var biskop i Nantes i 550-582; han kendes fra flere samtidige dokumenter, og et brev og nogle digte af Fortunatus skildrer ham som en lærd og for sit stift virksom mand. Efter sin død blev han erklæret for helgen og æredes som sådan i Nantes, helgendag d. 7. juli. Også Gregor selv omtaler ham med agtelse flere steder i Frankerkrøniken. Så meget mere snurrigt virker de yderst velmente skældsord her. Forklaringen er imidlertid meget nærliggende. Femte bog af Frankerkrøniken og sjette bog er først skrevet i 580erne, medens syvende bog i det væsentlige er skrevet i 570érne. I »Fædrenes Levnedsbog« og i skriftet »til de hellige bekenderes ære«, der vistnok er skrevet i 580érne, omtales Felix også, men meget køligt, dog uden skældsord, da sådanne i et opbyggeligt skrift ikke var på deres plads. Det er altså gården, der er kommet imellem de to embedsbrødre. Attrå og afslag har vakt uvilje og nag, det ene ord har taget det andet og avlet grove ukvemsord. Tidens verdslige stormænd ville have ordnet sagen ved en fejde på livet løs. Bisperne indskrænker sig til skældsord og rænker); han skrev bl.a., at grunden til, at min broder var blevet dræbt, var den, at han selv havde dræbt sin biskop, fordi han ville have hans bispestilling. Men det, der drev Felix til at skrive dette, var at han ville have en gård der hørte min kirke til, og da jeg ikke ville give ham den, blev han som sagt aldeles rasende og overfusede mig med skældsord i tusindvis. Jeg svarede ham endelig en gang således: »Husk profetens ord: »Ve dem der føjer hus til hus og lægger jord til jord. Skal de da være de eneste der bor på jorden?«. Hvis du havde været biskop i Marseille, havde du sikkert aldrig dér ladet skibene bringe dig olie eller andre varer men kun papyrus (papyrus lavedes fra gammel tid i Ægypten og indførtes over Marseille til Gallien. Gregor bruger ordet charta (vort kart) der hos romerne betød et blad lavet af papyrusplanten og, da dette brugtes til at skrive på, brev, dokument osv. først i kejsertiden opkom i Rom brugen af pergament ved siden af charta eller papyrus, og først i det 5.- 6. århundrede fortrængte pergamentet så godt som helt papyrus, undtagen i egne hvor der var livlig forbindelse med Ægypten) for at du kunne have, rigere lejlighed til at skrive og bagvaske alle hæderlige folk; nu har du ikke papyrus nok og må derfor holde op med dit skvalder«. Han var nemlig umådelig grisk og uhyre brovtende. Men det vil jeg for resten ikke gå videre ind på, for at folk ikke skal synes, jeg selv er af samme slags, men jeg vil derimod forklare, hvorledes min broder kom af med livet og hvor hastig herren lod hævnen ramme hans drabsmand. Bispen i Langres, den hellige Tetricus (biskop i Langres i 536-72, der var en frænde af Gregor, hans moders farbroder), der i sin høje alderdom havde afsat diakonen Lampadius, der havde været hans forvalter. Min broder, der ønskede at hjælpe de fattige, som Lampadius havde plyndret på den skammeligste måde, gav afsættelsen sit bifald og vakte derved diakonens had. Så fik imidlertid den hellige Tetricus en rørelse; ingen af lægerne kunne kurere ham, og præsteskabet, der således på en måde var uden hyrde, vidste hverken ud eller ind; de bad så om at få Munderik til biskop (Munderik skal have været en broder til biskop Arnulf af Metz, stamfaderen til karolingernes, Arnulfingernes, berømte slægt). Kongen havde ikke noget imod det og Munderik fik tonsuren (tonsura, dels klipning, dels den afklippede, ragede plet, hos katolske gejstlige den runde, afragede plet på hovedet, der betegner dem som gejstlige. Tonsuraen blev benyttet af kelternes druider). Allerede tidlig lod asketer og bodfærdige hele hovedet rage, og deres eksempel fulgtes af munkene, fra hvem skikken i det 6. århundrede overførtes til gejstligheden. I Vestens kirke kaldes den runde, afragede plet på issen Peters tonsur eller klerkekransen; påbudt på synoden i Toledo i 633) og viedes til biskop, dog således at han, så længe den hellige Tetricus var i live, skulle bo i byen Tonnerre og dér være ærkepræst (vicebiskop), og først når formanden døde være hans efterfølger. Under sit ophold i Tonnerre vakte han kongens vrede; det blev nemlig påstået og lagt ham til last, at han havde bragt kong Sigebert levnedsmidler og gaver, da denne drog imod sin broder Gunthchramn. Han blev derfor slæbt ud af Tonnerre, landsforvist (vist ud af stiftet; det kan næppe betyde at han blev udvist af kong Gunthchramns rige, da han jo så ikke kunne sættes i fængsel) og sat ind i et snævert tårn uden tag (fra romertiden), der lå ved Rhones bred. Her måtte han blive i næsten to år og døjede meget ondt; så fik den hellige Nicetius sat igennem, at han fik lov til at komme til Lyon, hvor han i to måneder boede hos bispen. Derimod kunne han ikke få kongens samtykke til at blive genindsat dér, hvor han var blevet jaget bort fra, og derfor flygtede han en nat bort og nåede over i Sigeberts rige, hvor han blev indsat til biskop i Alais. Her fik han omtrent 15 sogne under sig; de havde tidligere stået under goterne, medens de nu står under Rodezbispen Dalmatius. Da Munderik således opgav Langres, bad folkene i Langres igen om at få en biskop, denne gang Silvester, en frænde både af mig og af den hellige Tetricus, og det var efter min broders tilskyndelse de bad om at få netop ham. Imidlertid døde den hellige Tetricus (572), Silvester fik tonsuren og blev viet til præst og fik fuld rådighed over kirkens gods (det fremgår af dette sted og af mange andre, at den romerske statskirkes regler for bispevalg var i fuld opløsning. Silvester er end ikke præsteviet, da han bliver valgt til biskop. Det er et stort spørgsmål, om kravet om at få ham til biskop virkelig skyldes menighedens fri vilje. Fra andre tilfælde må man snarere slutte, at kongen eller andre indflydelsesrige mænd står bagved. Gregors kølige omtale af Silvesters død og i det hele af bispespørgsmålet i Langres kunne tyde på en vis bitterhed, han ikke tør give ord; måske har han tænkt sig sin broder som Tetricus', sin og hans frændes efterfølger. Først Mummolus tilfredsstiller ham, fordi han straffer Lampadius). Han ville nu drage til Lyon for at få bispevielse dér, men så fik han ligfald, hans gamle sygdom; han var fra sig selv i to dage og lå og stønnede og hvinede, indtil han den tredje dag udåndede. Da han var død, gik Lampadius der, som ovenfor omtalt, havde mistet sit embede og sin indtægt og som derfor hadede diakonen Peter (Gregors broder, der nu kaldes diakon og som formodentlig, hvad der ikke siges ovenfor, havde fået Lampadius' stilling som forvalter hos sin frænde, biskop Tetricus) til Silvesters søn og fik ham bildt ind, at hans faders død skyldtes Peters trolddomskunster. Ung og lettroende som han var, lod han sig ophidse og skældte åbenlyst Peter ud for frændemorder. Det kom min broder for øre, og der aftaltes da et retsstævne i Lyon (Placitum, her er, som det ses, ikke tale om en sædvanlig domstol under grevens eller en anden embedsmands forsæde. Der har altså, hvad der på anden måde kan sluttes, været andre domstole end den regulære kongelige. Der synes her at være tale om en slags frivillig underkastelse under en af begge parter godkendt domstol, en fremgangsmåde der omtales i flere koncilvedtægter i det 6. århundrede) under forsæde af den hellige biskop Nicetius, min moders morbroder. Her var også biskop Syagrius og mange andre bisper og verdslige stormænd tilstede, og her rensede han sig ved ed og svor, at han intet havde at gøre med Silvesters død. To år efter blev diakonen Peter, en dag han gik henad gaden, indhentet af Silvesters søn, der, stadig under Lampadius' hidsende indflydelse, jog sin lanse i ham og dræbte ham (574). Min broders lig blev taget op fra gaden og ført til Dijon og gravsat ved siden af min oldefader, den hellige Gregor. Drabsmanden tog flugten og gik over til kong Chilperik; alle hans godser inddroges under kong Gunthchramns krongods. Han flakkede nu en tid lang omkring på grund af den ugerning, han havde øvet, og fandt intet blivende sted; så engang mødte han på sin vej en ganske uskyldig mand, og ham slog han ihjel det må vel have været, fordi min broders uskyldige blod råbte imod ham til den mægtige gud, thi den dræbte mands frænder flokkedes, harmfulde over drabet, om morderen, drog deres sværd og huggede ham i mange stykker og spredte hans lemmer rundt omkring. Et sådant endeligt fik efter guds retfærdige dom denne usling, på det at den, der havde dræbt min uskyldige broder, ikke selv skulle leve ret længe med sin brøde, thi dette hændte ham i det tredje år efter drabet på min broder (i 576. Gregor er hævnsyg som nogen frankisk barbar og ingenlunde tilfreds med, at hans broders morders gods er blevet inddraget, heller ikke med at lade morderen flakke om pint af samvittighedsnag. Gregor må have håndgribelig hævn, og denne hævn kræver da som første offer en ganske sagesløs mand, for at dennes død kan volde morderens død og derved sone guds og Gregors vrede. Og skønt gejstligheden af pligt og opdragelse, særlig ved tilegnelse af Romerrettens ånd og bogstav, skulle modarbejde selvtægt og blodhævn og istedet kræve forlig og bøder, finder Gregor her ofrets frænders selvtægt udadlelig, ja udsprunget af guds vilje. Hans had til Lampadius, broderens fjende, giver sig udslag i hans lovprisning af biskop Mummolus »den gode«, der bragte Lampadius i armod). Efter Silvesters bortgang (572) krævede folkene i Langres atter en biskop, og de fik nu Pappolus, der førhen havde været ærkediakon i Autun. Jeg har hørt mange slemme ting fortælle om ham, men det vil jeg ikke tale om, for at det ikke skal få udseende af, at jeg rakker mine embedsbrødre ned. Dog kan jeg ikke undlade at fortælle, hvordan han kom af dage. Da han en gang i sit 8de bispeår drog rundt til sin kirkes sogne og gårde, så han en nat i drømme den hellige Tetricus; han så truende ud og sagde til ham: »Hvad skal du her, Pappolus? Hvorfor vanhelliger du min bispestol? Hvorfor hærger du kirken, hvorfor splitter du den hjord, der var mig betroet? Gå din vej, opgiv bispestolen og gå bort, langt bort fra denne egn«. Med disse ord gav han ham et stærkt slag over brystet med et ris, han havde i sin hånd. Herved vågnede Pappolus, og mens han tænkte på, hvad det kunne betyde, følte han en sviende smerte over brystet og lå i hård pine. Han lededes ved både mad og drikke og troede sig døden nær. Kort at fortælle, tredje dagen efter fik han blodstyrtning og døde, hvorefter han blev ført til Langres og gravsat dér. I hans sted blev abbed Mummolus, der har tilnavnet den gode, biskop. Han prises af mange i høje toner som en kysk, ædruelig, mådeholden, hjælpsom, retsindig og af hele sin hu kærlig og barmhjertig mand. Da han havde fået bispedømmet og opdagede, at Lampadius havde ranet meget af kirkens gods og for hvad han havde røvet fra de fattige havde samlet sig marker, vinbjerge og trælle, tog han alt hans gods fra ham og lod ham jage bort. Lampadius lever nu i den yderste fattigdom og må tjene sit brød ved sine hænders arbejde. Dog nok om det. Samme år, i hvilket det foregående tildrog sig, dvs. det år da Sigebert døde og hans søn Childebert fik kongedømme (576), viste der sig mange undere ved den hellige Martins grav. Dem har jeg skrevet om i de bøger, jeg har søgt at sætte sammen om hans mirakler. Skønt mit sprog er udannet, kunne jeg ikke roligt dølge, hvad jeg enten selv har set eller fået fortalt af troværdige folk. Her vil jeg kun fortælle, hvordan det er gået de lunkne i troen, som har søgt jordisk lægedom efter at have søgt himmelsk hjælp, thi ligesom hans underkraft viser sig i, at han giver helbredelse, således viser den sig også deri, at han straffer dårerne.

Leonastes, der var ærkediakon i Bourges, havde fået stær og mistet synet. Han søgte mange læger men kunne ikke få sit syn igen. Så gik han hen i den hellige Martins basilika og dvælede der en to, tre måneder under stadig faste og i bøn om at komme til at se igen, og da den helliges festdag kom, klaredes hans øjne, og han begyndte at se. Han gik så hjem og hidkaldte en jøde og lod sig koppe på skuldrene for derved at øge synsevnen. Men mens nu blodet sugedes ud, blev han blind som før. Så gik han igen hen i kirken og dvælede igen der i lang tid, men sit syn fik han ikke igen. Efter min mening nægtedes det ham for hans synds skyld, efter det sprog af herren: »Den der har, ham skal gives og han skal have overflod, men den som intet har, ham skal fratages, hvad han har«, og dette: »Se nu er du helbredt, synd nu ikke, at der ikke skal ske dig noget værre«. Thi Leonastes var sikkert vedblevet at være rask, hvis han ikke ovenpå det guddommelige under havde ladet jøden komme til. Det er den slags folk, apostlen påminder og revser, når han siger: »I skal ikke gå i åg med vantro, thi hvad delagtighed har retfærd med ondskab, og hvad samfund har lyset med mørket? Og hvad fællesskab er der mellem kristus og Belial, og hvad har den troende med den vantro at gøre? Hvordan kan der blive enighed mellem guds tempel og afgudsbilleder? Thi i er den levende guds tempel. Gå derfor bort fra disse, skil jer ud fra dem, siger herren«. Lad derfor denne sag være en lære for enhver kristen, at han ikke, når han er blevet holdt værdig til at få himmelsk lægedom, skal søge tilflugt til verdslig kunst.

Jeg har også lyst til at omtale de mænd, der i det år blev kaldte af herren og fortælle noget om dem. Thi stor og gud kær må den være, der som disse mænd er gået fra vor jord og har sat sig i hans paradis. På den måde gik nemlig den velsignede præst Senoch, der boede i Tours, heden. Han var af byrd en theifaler, men han blev præst i Tours, og der trak han sig tilbage i en celle, som han selv havde indrettet mellem nogle gamle mure. Da flere munke her samledes om ham, udbedrede han et bedehus der i lang tid havde ligget som ruin. Han gjorde også mange kraftgerninger på syge, hvorom jeg har skrevet i bogen om hans liv (da den hellige Senoch var blevet klerk, indrettede han sig et kloster. Han fandt nemlig indenfor Tours' territorium nogle gamle mure, som han gravede ud og indrettede til passende boliger. Dér fandt han også et bedehus, i hvilket det fortaltes, at den hellige Martin havde holdt bøn [formodentlig et kapel fra romertiden, der under folkevandringsulykkerne er blevet ødelagt]. Det lod han omhyggelig udbedre, rejste et alter deri og indrettede i altret en plads til at modtage helgenrelikvier, og indbød så bispen til at indvi huset . . . Dér samledes 3 munke ... De levede kun af bygbrød og vand, et pund af hver slags om dagen til hver. De gik selv om vinteren barfodet og bar jernlænker på hænder, ben og nakke, han fik mange pengegaver, som han ikke lagde til side og gemte men gav de trængende, og han friede over 200 mennesker enten fra trældom eller fra gæld). På den tid gik også Pariserbispen, den hellige Germanus, heden. Ved hans jordefærd skete der følgende under, der stadfæstede de mange kraftgerninger han, mens han levede i kødet, havde udført. Da nemlig nogle fanger råbte om hjælp til liget, blev dette midt på gaden meget tungt, men da fangerne var blevet løst, kunne det løftes uden møje. De der var blevet løste, sluttede sig til ligtoget og gik i frihed med hen i den basilika, hvor han blev gravsat. Ved hans grav timedes der ved herrens hjælp troende mange undere, således at enhver straks fik sit ønske opfyldt, når han da ønskede noget rimeligt. Men den, der vil have omhyggelig og fuldstændig rede på, hvilke kraftgerninger han gjorde i kødet, vil finde alt, når han læser den bog, som præsten Fortunatus har skrevet om hans liv. Samme år døde også eneboeren Caluppa. Lige fra sin barndom havde han stadig levet kirkeligt, og da han var blevet optaget i Méallet klostret i Auvergne, levede han i stor ydmyghed blandt brødrene, således som jeg har skildret i bogen om hans liv (Fædrenes Levnedsbog, hvor det fortælles, at hans askese i klostret, især hans faste, svækkede ham således, at han ikke kunne udføre det daglige arbejde, der påhvilede alle brødrene. Herover blev de andre »sådan som det er munkes skik« fornærmede, klagede til forstanderen og sagde, at den der ikke ville arbejde, heller ikke burde have noget at spise og stiklede stadig til Caluppa. Denne forlod derfor klostret og indrettede sig et enebo i en fjeldkløft »hvor i gamle dage folk havde søgt tilflugt for fjender«, og hvortil man kun kunne komme ved hjælp af en rebstige). I omegnen af Tours levede en eneboer, der hed Patroclus. Han var præsteviet, en overmåde hellig og gudfrygtig mand; han spægede sit kød så meget, at han jævnlig plagedes af forskellige sygdomme på grund af sin fasten. Vin og most og enhver anden rusende drik smagte han ikke, kun vand sødet med lidt honning. Kød spiste han ikke, hans føde var brød dryppet i vand og strøet med salt. Hans øjne sank aldrig til i søvnens døs. Han bad idelig, og hvis han en gang imellem lod af fra bønnen, så enten læste han eller skrev. Koldfeber, udslet og andre sygdomme helbredede han ofte ved bøn. Men han gjorde også mange andre jærtegn, som det ville blive for vidtløftigt at opregne. Han gik altid med hårskjorte på den bare krop. 80 år gammel gik han bort fra verden, hjem til kristus. Jeg har skrevet en lille bog om hans liv (Fædrenes Levnedsbog, hvor Gregor fortæller, at han vågede, bad og fastede så meget, mens han som diakon i Bourges levede i det derværende præstesamlag, at han ikke mødte til de fælles måltider, hvorfor ærkediakonen jog ham bort. Så byggede han sig en celle og modtog børn til oplæring; senere indrettede han et nonnekloster samme sted og derefter et andet sted et munkekloster, »men for efter eget fri tykke at kunne leve i ensomhed indsatte han en abbed som forstander for munkeflokken« og trak sig selv tilbage til et enebo). Og da vor gud altid nådig giver sine bisper ære, vil jeg fortælle, hvad der i det år hændte i Clermont med jøderne (den her omtalte jødeomvendelse fejrede Fortunatus i et digt, der er tilegnet Gregor af Tours. Både i digtet og her i Gregors skildring ses det let, at der er tale om en ret ondartet jødeforfølgelse). Den hellige biskop Avitus opfordrede dem ofte til at drage dækket bort fra Moses lov (Mose lov, Thora, omhylles, når der i synagogen er oplæst af den og den atter er sammenrullet, af et stykke tøj og udenover dette igen af et fløjls eller silkeklæde og lægges således tilhyllet tilbage i det skab, hvor den har sin plads. Dette dække over Mose lov tolker Gregor symbolsk som jødernes stadige forblindelse og hildethed i bogstavtro modsat den »åndelige« forståelse af det gamle testamente som forudsigelse af jesus kristus) og opfatte på åndelig måde hvad de læste, så de med rent hjerte i de hellige skrifter kunne skue kristus, den levende guds søn, forjættet ifølge profeterne og kong David, men i deres hjerter lod de hint slør, der skyggede for Moses' åsyn, blive, eller rettere sagt, de rejste en hel mur om deres sind. Men da så bispen engang [i kirken] holdt den bøn (her sigtes til langfredagsbønnen for jøderne: »gid gud vil borttage sløret for deres hjerter«) , at de skulle omvende sig og sønderrive bogstavsløret, var der en af jøderne, der bad om at blive døbt i den hellige påske, og genfødt til gud ved dåbens sakramente gik han, selv hvidklædt, i optog sammen med de andre hvidklædte. Medens nu folk strømmede ind ad byens port (dåbskirken var udenfor murene), var der en af jøderne, der efter djævlens tilskyndelse hældte noget stinkende olie over hovedet på den omvendte jøde. Dette vakte hele sværmens afsky, og de ville til at stene gerningsmanden, men hindredes deri af bispen. Nogen tid efter, på den hellige dag, da herren efter at have geniøst menneskene sejrrig steg til himmels, hændte der så det, at medens bispen under salmesang i optog drog fra bispekirken hen til basilikaen, styrtede følget løs på jødernes synagoge, nedbrød den til grunden og jævnede den med jorden. Næste dag skikkede bispen jøderne følgende bud: »Jeg tvinger jer ikke ved vold til at vedkende jer guds søn, jeg forkynder ham blot for jer og strør kundskabens salt i eders sjæle, thi jeg er sat til hyrde for herrens får, og det er om eder, hin sande hyrde, der har lidt for os, har sagt, at han også har andre får, der ikke hører til hans egen fold, men dem må han føre hid, at der kan blive én hjord og én hyrde. Hvis i derfor vil tro ligesom jeg, så skal i være én hjord, under min varetægt, men hvis ikke, skal i bort herfra«. Jøderne var længe uenige og rådvilde, men på den tredje dag blev de, sandsynligvis i kraft af bispens bønner, enige og skikkede ham følgende bud: »Vi tror på jesus, den levende guds søn, forjættet os gennem profeternes røst, og derfor beder vi om at blive rensede i dåben, at vi ikke skal leve videre i vor synd«. Bispen blev glad over dette budskab, og da han i den hellige pinsenat havde fejret nattegudstjenesten (i bispekirken, inde i byen), drog han ud til dåbskapellet udenfor murene, og her lå hele skaren af jøder på knæ for ham og bad om dåb. Da græd bispen af glæde, tvættede dem alle i dåbens bad, salvede dem med olie og optog dem alle i kirkens moderskød. Kerterne brændte og lamperne funklede, og i glansen fra den store, hvide flok var det som hvidnede hele byen, og dens jubel var ikke mindre end den, der fordum, da den hellige ånd steg ned over apostlene, fyldte Jerusalem. Over 500 blev døbte, men de der ikke ville tage mod dåb drog bort fra denne by og flyttede til Marseille (et brev fra pave Gregor den Store til bispen i Marseille og Aries viser, at jøderne også der, kort tid efter, blev tvungne til dåb). Derefter døde også Brachio (Bjørn), abbed for klostret i Menat. Han var af thüringsk æt og havde fordum været i hertug Sigevalds tjeneste som jæger, således som jeg andetsteds har fortalt (Sigevald boede i Auvergne. Brachio siger Gregor, betyder i thüringernes sprog bjørneunge. En dag var Bjørn på jagt og forfulgte et vildsvin. Dette styrtede ind gennem et gærde, der var opsat om en eneboers celle, og med undren så Bjørn vildsvinet blive stående ganske rolig foran den gamle eneboer. Bjørn kom i samtale med denne, og han følte snart trang til at leve et helligt liv. »Men han var endnu kun lægmand; to, tre gange om natten rejste han sig fra sit leje, knælede på jorden og bad til gud; synge noget kunne han ikke, da han ikke kendte bogstaverne. Han lagde imidlertid mærke til, at der var skrevet bogstaver ovenover de malede billeder af apostlene og de andre helgener i kapellet, og da der stadig kom klerke og abbeder i hans herres hus, udspurgte han stille og lønligt de yngste af dem om, hvad bogstaverne hed og kom på den måde til at forstå dem«.)

Men tilbage til vort emne. Kong Chilperik sendte sin søn Chlodovech til Tours. Med sin hær trængte han gennem Touraine og Anjou frem til Saintes og indtog den. Mummolus, kong Gunthchramns. Patricius drog med en stor hær frem mod Limoges og førte krig med Desiderius, kong Chilperiks hertug. (Patricius, det gamle romerske æresnavn, som vi finder båret af flere folkevandringskonger, bliver senere, især i Burgund, en titel for den fornemste mand næst kongen, omtrent det samme som dux, hertug). I kampen faldt 5000 mand af Mummolus' hær men 24.000 af Desiderius'. Desiderius selv tog flugten og undkom med nød og næppe. Patricieren Mummolus drog tilbage gennem Auvergne, som hans hær gennemhærgede, og kom endelig hjem til Burgund. Derefter fik Merovech, som faderen stadig holdt under opsigt, tonsuren, tog klerkedragt og blev præsteviet og sendt til Anninsola klostret (klostret lå ved bredden af floden Anninsola (nu Anille). Stedet hedder nu Saint Calais) i Le Mans for at oplæres i præstereglerne. Da Gunthchramn Boso, der dengang, som omtalt, opholdt sig i den hellige Martins basilika, hørte det, sendte han underdiakonen Rigulf til ham for lønligt at råde ham til at søge tilflugt i den hellige Martins basilika. Og da Merovech var undervejs [til Anninsola klostret], kom hans træl Gailen ham imøde; Merovechs ledsagere var kun få, og Gailen tvang dem midt på vejen til at lade Merovech gå. Han fik nu en hætte over hovedet og almindelige klæder på og skyndte sig så afsted til den hellige Martins tempel. Vi holdt netop messe, og dørene til den hellige basilika stod åbne, så han gik lige ind. Efter messen bad han mig give ham det viede brød (nægtelse af det viede brød var en tilkendegivelse af, at han ikke ville kunne få sakramentet. Nægtelsen motiveres her med, at Merovechs ægteskab med Brunechilde stred mod kirkelovene). Nu havde jeg netop da besøg af Pariserbispen Ragnemod, den hellige Germanus' efterfølger. Jeg nægtede ham brødet, men så gav han sig til at skrige op og sagde, at jeg ikke havde ret til at nægte ham sakramentet uden samtykke af mine brødre. Så drøftede jeg efter kirkelovene sagen med den tilstedeværende broder, og med hans samtykke fik han brødet. Jeg var nemlig bange for, at jeg ved at nægte denne ene sakramentet skulle blive skyld i manges død, thi han truede med at dræbe flere af vore folk, hvis han ikke fik del i nadveren hos os. Denne sag voldte imidlertid egnen her mange ulykker. Thi i de samme dage drog min søsterdatters mand, Nicetius, til kong Chilperik, hvem han selv havde en sag at forebringe, og med ham fulgte en af vore diakoner, der skulle melde kongen Merovechs flugt. Da Fredegunde så dem, udbrød hun: »Det er spejdere, de kommer for at udforske, hvad kongen har for og så fortælle Merovech, hvad de har fået at vide«. De måtte straks udlevere alt hvad de havde og blev landsforviste, og først 7 måneder senere blev forvisningen hævet. Chilperik skikkede os følgende bud: »Jag denne frafaldne ud af kirken. Gør i det ikke, skal jeg brænde alt i egnen«. Og da jeg skrev ham tilbage, at sligt, der ikke en gang kunne ske i kætternes (arianernes) tid, umuligt kunne lade sig gøre nu i kristne tider, opbød han en hær og sendte den hid. Det var i kong Childeberts andet kongeår (577). Da Merovech så faderen urokkelig i denne sag, tænkte han på at drage til Brunechilde sammen med hertug Gunthchramn, og han sagde: »Jeg ville nødig, at der skulle gå herr Martins basilika vold over for min skyld eller hans egn (helgenens egn, den egn der i særlig grad står under helgenens værn. Udtrykket er betegnende for den almindelige opfattelse, der ligger til grund for helgen og relikvi-efterspørgslen og for hele den folkelige opfattelse af kirkers og klostres og hellige mænds betydning for pågældende egn) blive hærget«, og en gang der var nattegudstjeneste i basilikaen, kom han ind og nedlagde alt hvad han havde ved den hellige Martins grav, idet han bad helgenen hjælpe ham og give ham sin nåde, så han kunne komme til kongedømme. Men Leudast, som den gang var greve og Fredegunde meget hengiven, lurede på ham overalt; engang fik han endelig nogle af hans trælle, der havde vovet sig ud i egnen, lokket i et baghold; dem lod han hugge ned, og han ville gerne have dræbt Merovech selv, om han havde kunnet møde ham på et hensigtsmæssigt sted. Merovech tørstede efter hævn, og på Gunthchramns råd lod han Chilperiks livlæge Marileif gribe, engang han kom tilbage fra kongen. Han blev ilde medtaget, hans guld og sølv og hvad han ellers havde med sig blev taget fra ham, så kun den bare bælg var tilbage, og han ville være kommet af med livet, hvis han ikke var sluppet dem, der pryglede ham, af hænde og var nået hen til bispekirken. Vi skaffede ham så klæder på kroppen, og efter at have skaffet ham borgen for livet sendte vi ham tilbage til Poitiers. Merovech talte meget ondt om sin fader og sin stedmoder (Fredegunde), og skønt det meste af det, han sagde, vistnok var sandt nok, var det næppe gud kært, at den slags ting udspredtes af sønnen. Det måtte jeg sande, da følgende hændte. Han indbød mig en dag til sit bord, og mens vi sad sammen, bad han om at få noget læst op til lærdom for sin sjæl. Jeg slog op i Salomons bog og tog det første vers, mit øje faldt på. Der stod: »Det øje der ser fjendtlig til faderen skal ravnene fra dalene udhugge«. Han opfattede ikke hentydningen, men jeg forstod det således, at gud havde lagt dette vers tilrette for mig. Gunthchramn sendte en træl til en kvinde, han havde kendt allerede i kong Chariberts tid og som havde en spådomsånd, for at hun skulle sige ham, hvorledes det ville gå ham. Han påstod for resten også, at hun i sin tid havde sagt ham, ikke blot hvad år, men hvad dag og time kong Charibert skulle dø. Hun gav trællen følgende besked med tilbage; »Kong Chilperik skal dø, inden året er omme, og kong Merovech skal få hele riget og hans brødre intet. Du selv skal få hertugdømmet over hele hans rige i 5 år, men i det 6te år skal du ved folkets valg få bispedømme i en af byerne ved Loire, på højre bred, og du skal gå heden gammel og mæt af dage«. Da trællene var kommet tilbage og havde meldt deres herre dette, kom han straks hen og lod mig det vide, og han var så hoven, som om han allerede sad på bispestolen i Tours. Jeg gjorde nar ad hans tåbelighed og sagde: »Det er gud, man skal adspørge om den slags ting; hvad djævlen lover, skal man ikke fæste lid til, thi han er en løgner fra første færd, og har aldrig været i sandhed«. Han blev flov og gik bort, og jeg kunne ikke bare mig for at le ad en mand, der kunne tage sådan noget for gode varer. Så hændte det en nat, efter Vigilien i den hellige biskops basilika, at jeg, mens jeg lå på mit leje og sov, så en engel flyve gennem luften. Da han svævede hen over den hellige basilika, råbte han med høj røst: »Ve, ve! Gud har ramt Chilperik og alle hans sønner, og ingen af dem, der er fremgået af hans lænder, skal blive tilbage og nogensinde komme til at styre hans rige« (Chilperiks yngste søn, Chlothar II (584- 628) blev dog konge. Nærværende stykke er derfor sandsynligvis skrevet før 584). Han havde dengang med forskellige hustruer 4 sønner foruden en del døtre. Da dette senere gik i opfyldelse, blev det mig fuldkommen klart, at det var løgn, hvad spåkvinden havde lovet.

Medens Merovech og Gunthchramn Boso opholdt sig i den hellige Martins basilika, sendte dronning Fredegunde bud til Gunthchramn, hvem hun lønlig var god, fordi han var skyld i Theodoberts død, og lod ham sige: »Hvis du kan få Merovech ud af basilikaen, så han kan blive dræbt, skal du få stor løn af mig«. Gunthchramn troede, at stimændene alt var rede, og han sagde derfor til Merovech: »Hvorfor skal vi sidde her og kukkelure som nogle krystere og fejt fjæle os rundt omkring basilikaen! Lad os få vore heste og høge og hunde og lad os så tage på jagt og glæde os i den fri natur«. Således søgte han ved svig at få ham bort fra den hellige basilika. Gunthchramn var ellers thi i troløshed var han svært forfaren en rigtig brav mand, men han svor aldrig nogen af sine venner en ed, som han ikke straks efter brød. De drog så, som sagt, ud af basilikaen og red til Jouay, et hus i nærheden af byen, men ingen gjorde Merovech noget. Gunthchramn blev, som sagt, dengang forfulgt på grund af Theodoberts død. Kong Chilperik sendte et brev til den hellige Martins grav, og i det brev stod der, at den hellige Martin skulle skrive ham til, om det var tilladt at slæbe Gunthchramn ud af hans basilika eller ikke. Diakonen Baudegisel, der bragte brevet, lagde også, sammen med brevet, et hvidt blad ved den hellige grav. Da han havde ventet i 3 dage og stadig intet svar fik, drog han tilbage til Chilperik. Denne sendte så nogle andre folk til Gunthchramn og krævede hans ed på, at han aldrig skulle gå ud af kirken uden Chilperiks vidende. Gunthchramn var straks villig til at sværge og svor ved alterdugen, at han aldrig ville gå ud uden på kongens bud. Merovech fæstede alligevel ikke lid til den omtalte spåkvinde. Han lagde tre bøger på helgenens grav, nemlig salteret, kongebøgerne og evangeliebogen. Han vågede hele natten og bad, at den hellige bekender ville åbenbare ham, hvordan det ville gå ham og om at han på et vink af herren kunne få at vide, om han skulle få kongedømme eller ikke. Derefter tilbragte han endnu 3 døgn i faste, vågen og bøn og gik så atter hen til graven og slog op i én af bøgerne. Det var kongebogen. Det første vers på den side, han slog op på, lød: »Fordi i har svigtet herren eders gud og er gået efter fremmede guder og ikke har gjort ret for hans åsyn, vil herren eders gud overgive jer i eders fjenders hænder«. I salteret stødte han på følgende vers: »Men på grund af deres svig satte du ulykker for dem, og du kastede dem ned, da de søgte at rejse sig. Hvorledes blev de ikke bragt i opfyldelse? De gik brat til grunde og omkom for deres misgerningers skyld«. I evangeliebogen fandt han følgende: »I må vide, at det om 2 dage er påske, og menneskets søn skal forrådes til korsfæstelsen«. Disse varselsvar gjorde ham meget ræd, og han lå længe og græd ved den hellige biskops grav. Så drog han bort medtagende hertug Gunthchramn og omtrent 500 mand. Da han havde forladt den hellige basilika og red igennem Auxerre, blev han taget tilfange af Erpon, kong Gunthchramns hertug, men det lykkedes ham på en eller anden måde at slippe ud af fangenskabet, og han søgte så hen i den hellige Germanus' basilika. Da kong Gunthchramn fik det at vide, blev han meget vred; han idømte Erpon 700 guldstykker i bøde og afsatte ham fra hans embede, idet han sagde: »Min broder siger, du har taget hans fjende tilfange. Hvis du gjorde det med overlæg, skulle du i hvert fald først have ført ham til mig; men hvis du ikke havde haft til hensigt at fange ham, skulle du slet ikke have rørt ham, da du jo dog ikke ville holde ham fast«. Chilperiks hær rykkede frem mod Tours. Han lod hele egnen plyndre, han hærgede og brændte og skånede end ikke den hellige Martins gods, men røvede uden sky og frygt for gud alt hvad der kom under hans hånd. Merovech blev næsten to måneder i den før nævnte basilika [i Auxerre], så flygtede han og drog til dronning Brunechilde. Men austrasierne (det er første gang dette udtryk forekommer i den bevarede litteratur. Det betyder østerdelen af Frankerriget, østriget, den væsentlig germanske del) ville ikke have ham. Hans fader førte så en hær imod champagnerne, idet han mente, at Merovech holdt sig skjult dér; men da han ikke fandt ham dér, kunne han heller intet ondt gøre ham. På den tid, da Alboin rykkede ind i Italien (i 568. De følgende linjer er i Gregors tekst uforståelige, når de ikke læses i sammenhæng med fortællingen IV bog. Jævnfør iøvrigt om forholdet mellem sakserne, schwaberne og frankerne i Widukinds Sakserkrønike i der nævner Widukind iøvrigt som sin kilde Paulus Diaconus' longobarderhistorie , men Paulus' kilde er atter Gregor. Chlothar nævnes her med urette, idet han allerede var død i 561), havde Chlothachar og Sigebert bosat schwabere og andre folk i den egn [hvor de saksere havde boet, der var dragne med Alboin]. Disse, nemlig de der havde været med Alboin, var vendte tilbage i kong Sigeberts tid og gik nu imod schwaberne og de andre og ville jage dem ud af landet og ødelægge dem. De tilbød dem imidlertid tredjedelen af landet og sagde: »Vi må vel kunne leve sammen uden at komme hinanden for nær«. Men sakserne ville ikke lade sig stille tilfreds; de var vrede på de andre, fordi de selv før havde haft landet. Så tilbød schwaberne dem halvdelen og senere to tredjedele, så de selv kun havde én tredjedel tilbage, og da sakserne stadig ikke ville give sig, bød de dem hele landet og alt deres kvæg, når de så blot ville lade være med at føre krig. Heller ikke hermed ville sakserne nøjes, de ville slås. Før kampen afgjorde de med hinanden indbyrdes, hvorledes de skulle fordele schwabernes koner og hvem der skulle have hvilken, når deres mænd var faldne, idet de gik ud fra, at de så godt som havde fældet dem. Men den miskundelige gud, der øver retfærdighed, gav tingene en anden vending, end de havde ventet. Thi da det kom til slag, var der af saksernes 26,000, 20,000 der faldt, men af schwabernes 6,000 kun 480, de øvrige sejrede. De af sakserne der var tilbage svor så ikke at klippe hår eller skæg, før de havde søgt hævn over deres fjender. De sloges endnu en gang, men sakserne led kun et endnu større nederlag, og så hørte krigen op.

Hos bretagnerne hændte følgende. Macliav og Bodik, bretagnernes grever, havde engang tilsvoret hinanden, at den længstlevende af dem skulle værne den andens sønner som sine egne. Så døde Bodik og efterlod sig en søn, der hed Theodorik. Macliav glemte sin ed, jog ham ud af landet, tog hans rige, og i lang tid måtte Theodorik flakke fredløs om. Men gud ynkedes over ham, og han fik samlet en hob bretagnere, overfaldt Macliav og nedhuggede ham og hans søn Jacob, hvorpå han igen tog faderens tidligere landsdel i eje, medens Macliavs søn Warok fik den anden del. Kong Gunthchramn lod den afdøde Magnachars (han døde 565) to sønner hugge ned, fordi de gik og udspredte skammelige og oprørende rygter om dronning Austrechilde og hendes børn (fordi deres søster, Marcatrude, var blevet forstødt af Gunthchramn, som derefter havde ægtet Austrechilde, Marcatrudes trælkvinde), og deres godser inddroges under krongodset. Selv mistede han også sine to sønner, der døde pludselig. Deres død voldte ham megen kummer, fordi han nu var barnløs. Samme år var der tvivl om påsken (det var i 577. Gregor fejrer påsken efter Victorius' påsketavler. Den Victorianske påskeberegning blev iøvrigt snart opgivet også i Gallien, og fortrængt af den senere for hele romerkirken gældende Alexandrinske beregning, der indførtes ved Dionysius Exiguus og efter hvilken påskedag altid er første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn (hvis denne fuldmåne kommer på denne søndag, da den følgende søndag); efter den Gregorianske kalender må påsken derefter altid komme mellem d. 22. marts og d. 25. april. Efter den Dionysiske påskeberegning skulle de kristnes påske aldrig kunne falde sammen med den jødiske, hvilket dog er sket flere gange, bl.a. i 1903. De kilder i Spanien, som Gregor med så megen tilfredshed omtaler til støtte for sin påskeberegning, var dåbskilder i kirken i Osser (ved Sevilla), der af sig selv fyldtes til påske, da dåbshandlingerne fandt sted). I Gallien fejrede vi, ligesom mange andre steder, den hellige påske d. 18. april, medens spanierne og andre holdt d. 21. marts. Men det fortælles, at de kilder i Spanien, som på guds vink plejer at fyldes [ved påske], blev fyldt da vi holdt påske. I landsbyen Chinon ved Tours hændte det, at medens messen fejredes på selve vor herres ærerige opstandelsesdag, gav kirken sig til at ryste. Det rædselslagne folk skreg med én mund, at kirken styrtede sammen; dørene blev revne op, og alle flygtede ud. Derefter hærgede en slem sot folket. Derefter skikkede kong Gunthchramn udsendinge til sin brodersøn Childebert (søn af Sigebert. Childebert var født 571, var således nu kun 67 år gammel. Derfor måtte stormændene sværge for ham) om god forståelse og om at få et møde i stand. Childebert drog ud imod ham, fulgt af sine stormænd, og de mødtes på den bro, folk kalder stenbroen. (pons petreus, ordret = stenbroen, nu Pomnierre, en bro over Mouzonfloden i nærheden af Neufchátel. I modsætning til de andre broer i egnen, der har været af træ, har denne været af sten (fra romertiden), og navnet stenbroen har været et ligefremt egennavn). Her hilste de på hinanden og kyssede hinanden, og kong Gunthchramn sagde: »For mine synders skyld står jeg her barnløs, og derfor er det min bøn, at denne min brodersøn må blive min søn«. Så satte han ham op på sin egen kongestol, overgav ham hele riget og sagde: »Et skjold værne os, én lanse værge os! Og selvom jeg skulle få sønner, skal jeg alligevel regne dig for én af dem, på det at den samme kærlighed, jeg nu i dag for guds åsyn lover dig, må være mellem dig og dem«. Childeberts stormænd lovede det samme på Childeberts vegne. Så spiste og drak de sammen og hædrede hinanden ved værdige gaver og skiltes i fred fra hinanden. Til Chilperik blev der skikket en sendefærd, der krævede tilbagegivelse af, hvad han havde frataget deres rige; hvis dette ikke skete straks, måtte han ruste sig til kamp. Chilperik gav dem imidlertid en god dag; han lod bygge en circus i Soissons og én i Paris og bød folket til skuespil i dem (i sin kirkelige iver øger Gregor her Chilperiks brøde. Chilperik byggede sikkert ikke nye circus, men udbedrede kun dem der fandtes fra romertiden. Barbarkongerne genoptog, dels af snobberi overfor den i det væsentlige uforstående romerkultur, dels af naturlig drift, fortrinsvis de råeste romerske forlystelser (tyre og hanekampe, kampe mellem vilde dyr, kapkørsel i amfiteater, fremvisning af dværge, misfostre af lignende. Mod alt hvad der havde noget at gøre med teater og circus ivrede kirkens mænd med traditionel forargelse). Imidlertid erfarede Chilperik, at biskop prætextatus i Rouen gav folket gaver til skade for ham og lod ham derfor stævne til sig. En ransagning blev sat i værk, og det kom for dagen, at dronning Brunechilde havde givet ham nogle af sine ejendele i gemme. Dem lod Chilperik føre bort, og bispen blev vist ud af stiftet, indtil hans sag kunne komme for bisperetten. Så snart bisperne kom sammen, blev han fremstillet for dem. Bispemødet fandt sted i Paris i den hellige apostel Peters basilika. Her sagde kongen da til Prætextatus: »Hvordan kunne det falde dig ind, biskop, at vi min fjende Merovecli, der dog burde opføre sig som søn imod mig, til hans faster, hans farbroders kone? (Merovecli var i Rouen blevet gift med Brunechilde) vidste du måske ikke, hvad kirkens love har fastsat om dette forhold? Det står også fast, at du ikke blot i det stykke har handlet ilde; du har også lagt råd op med Merovecli og uddelt gaver, for at jeg kunne komme af med livet. Du har gjort min søn til hans faders fjende, du har med penge lokket folket til ikke at holde den troskabsed, de havde med mig, og du har villet bringe mit kongedømme i en andens hånd«. Medens han talte, gav den tilstedeværende mængde af frankere (disse frankere må vistnok tænkes at stå udenfor kirken, altså, ikke som tilstedeværende ved mødet. Den hele følgende skildring er af den største historiske interesse ved det skarpe lys, den kaster over forholdet mellem bisper og konge) sig til at larme og ville bryde basilikaens døre op, vistnok i den hensigt at slæbe bispen ud og stene ham; men det hindrede kongen. Biskop Prætextatus ville ikke vedgå hvad kongen havde fremført, men så gik falske vidner frem og foreviste nogle sager og sagde: det og det har du givet os, for at vi skulle love Merovech troskab. Hertil svarede bispen: »Ja, det har i ret i, at i ofte har fået gaver af mig, men det var ikke for at kongen skulle jages ud af landet. For når i atter og atter gav mig gaver, snart nogle gode heste, snart andre ting, kunne jeg vel så andet end øve gengæld på lignende måde«. Kongen gik så tilbage til sin bolig, medens vi bisper satte os sammen inde i sakristiet i den hellige Peters basilika. Her sad vi og snakkede sammen, da pludselig Pariserkirkens ærkediakon, Aetius, trådte ind, hilste os og, sagde: »Hør mig, i guds bisper som sidder her tilsammen. Nu kan i vinde ære for eders navn, nu kan i vinde et godt omdømmes hæder, nu er tiden. Men ingen vil holde jer for rette guds bisper, hvis i ikke med klogskab hævder eders stilling, og hvis i lader eders broder gå til grunde«. Der var ingen af bisperne, der svarede ham noget til dette, thi de ræddedes alle for dronningen (Fredegunde), der stod bagved hele sagen. Medens de nu stod der uden at røre sig og med fingrene trykte mod munden, siger jeg: »Hør nu hvad jeg vil sige, i hellige guds bisper, og især i der synes at stå kongen nær. Giv ham et helligt råd der sømmer sig bisper, at han ikke i hidsighed forgriber sig på en guds tjener og derfor vækker guds vrede og sætter ry og rige til«. Dertil sagde de ikke et ord, og da de stadig tav stille, føjede jeg til: »Mine herrer bisper, husk profetens ord: »Om vægteren ser et menneskes ondskab og tier stille, da er han skyld i en sjæls undergang«. Derfor må i ikke tie, men i skal tale og stille kongen hans synder for øje, at der ikke skal hændes ham noget ondt og i være skyldige for hans sjæl. Eller véd i ikke, hvad der er sket i vore dage? Chlodomer havde på en eller anden måde fået Sigemund i sin magt og lod ham sætte i fængsel. Den guds biskop Avitus sagde til Chlodomer: læg ikke hånd på ham, så skal du sejre, når du går mod Burgund. Men Chlodomer vendte det døve øre til bispens ord, han gik hen og tog livet af både Sigemund og hans hustru og børn. Så drog han mod Burgund, blev slået og faldt. Og husk på kejser Maximus. Han tvang den hellige Martin til samliv med en biskop, der var manddraber, og Martin adlød den gudløse konge for lettere at kunne frelse de dødsdømte (til gengæld for sin føjelighed fik Martin kejseren fra at sende soldater til Spanien for at straffe kætterne dér. Således fortæller Sulpicius Severus, og Gregors udtryk »dødsdømte« går da på de nævnte kættere, som soldaterne skulle straffe). Men efter den evige konges dom blev Maximus afsat og dømt til en skammelig død« (i 388 blev Maximus overvundet af Theodosius og henrettet). Ingen svarede mig noget til dette; de var stadig alle målløse af skræk. Men der var iblandt dem to spytslikkere det er sørgeligt, at sådan noget kan siges om bisper de sladrede til kongen og sagde, at han ingen værre fjende havde i sin sag end mig. I stor hast blev en hofsinde straks sendt afsted for at hente mig. Da jeg kom, stod kongen ved siden af en løvhytte; biskop Bertchramn stod ved hans højre, biskop Ragnemod (bisperne i Bordeaux og Paris; altså de to spytslikkere) ved hans venstre side. Foran dem stod €n skammel med brød og forskellige retter i rigelig mængde. Da kongen så mig, sagde han: »Hør biskop, det er din pligt at yde alle retfærdighed, men jeg kan ikke få min ret hos dig; du står tværtimod på urettens side, ser jeg, og på dig passer ordsproget: den ene ravn hugger ikke øjet ud på den anden«. Jeg svarede: »Konge, om en af os [bisper] skulle gå bort fra retfærdighedens sti, kan han vises tilrette af dig (betegnende for kongens og kirkens indbyrdes forhold endnu på den tid), men hvis du gør det, hvem skal så vise dig tilrette? Vi kan jo nok tale til dig, og du kan høre på os, om du vil, men hvis du ikke vil, hvem vil så dømme dig uden han der har sagt, at han er retfærdighed?«. Hertil svarede kongen, ophidset som han var imod mig af de to spytslikkere: »Hos alle har jeg fundet retfærdighed, kun ikke hos dig. Men jeg ved, hvad jeg skal gøre, for at folket kan lære dig at kende som du er, og det kan blive klart for alle, hvor uretfærdig du er. Jeg vil nu sammenkalde folket til møde i Tours, og så vil jeg sige til dem: »Skæld Gregor ud, fordi han er uretfærdig og ikke vil yde noget menneske retfærdighed«. Og når de så skriger op imod dig, så vil jeg svare dem: »Jeg, som dog er konge, har ikke kunnet finde retfærdighed hos ham, hvordan mon i så, der er ringere end jeg, skal kunne finde den?«. Dertil svarede jeg: »Om jeg er uretfærdig, ved du ikke, det ved kun han, der er min samvittighed, han for hvem hjertets løndomme er åbenbare. Og jeg er ligeglad om folket i sin vankundighed skråler op imod mig, når du skælder mig ud, for alle ved, at det er dig, der står bagved. Det er derfor ikke mig, men snarere dig, skrålet rammer. Men hvorfor bruge flere ord? Du har loven og kirkeretten, dem skal du granske med flid, og hvis du så ikke retter dig efter deres bud, må du vide, at guds dom er over dig«. Med svig i sinde og i den tro, jeg ikke forstod det, vendte kongen sig så, ligesom for at gøre mig god igen, om mod de retter, der stod ved siden af ham, og sagde: »For din skyld har jeg ladet disse retter sætte frem; der er intet andet end lidt fjerkræ og en smule ærter«. Men jeg indså, han ville lokke mig, og jeg sagde: »Det bør være vor føde at gøre guds vilje og ikke finde vor glæde i den slags lækkerier, på det at vi ikke skal overtræde hans bud i noget punkt. Men du, som sigter andre for uret, lov du mig først, at du vil holde dig til loven og kirkeretten, så vil jeg tro, at du søger retfærdighed«. Han løftede så sin højre hånd og svor ved den almægtige gud, at han under ingen omstændighed ville gøre andet, end hvad loven og kirkeretten foreskrev. Så tog jeg mod lidt brød og drak en slurk vin og gik. Men samme nat hørte jeg, da vi havde sunget nattehymnerne, nogen banke stærkt på døren til mit hus. Jeg sendte min tjener ud og fik at vide, at der stod nogle af dronning Fredegundes folk. Jeg lod dem komme ind. De hilste mig fra dronningen og bad mig ikke stå hende imod i hendes sager, og tillige lovede de mig 200 pund sølv, hvis jeg gik imod Prætextatus, og han således blev dømt skyldig, og de sagde: »Nu har vi alle bispers løfte, kun du går imod os«. Jeg svarede: »Selv om i gav mig 1000 pund sølv, ja guld, hvad andet skulle jeg så vel kunne gøre, end hvad herren byder mig. Kun én ting vil jeg love: hvad de andre bliver enige om efter kirkeretten, det vil jeg rette mig efter«. Det takkede de mig for de forstod ikke, hvad der lå i mine ord og gik bort. Næste morgen kom nogle af bisperne til mig med lignende bud, og jeg gav dem samme svar. Da vi så om formiddagen mødtes i sankt Peters basilika, kom kongen tilstede. Han sagde: »Når en biskop gribes i tyveri, fastsætter kirkeretten, at han skal afsættes fra sit bispeembede«. Da vi så spurgte, hvad det var for en biskop, der skyldtes for tyveri, svarede kongen: »I har jo set de ting, han har stjålet fra os«. Han havde nemlig tre dage tidligere vist os to bylte, der indeholdt klenodier og smykker af forskellig slags, og som var over 3000 solidi værd, og desuden en lille pose med guldmønter, efter vægten at dømme henad 2000. Det sagde kongen, bispen havde stjålet fra ham. Prætextatus svarede: »Jeg tænker, i kan huske, at da dronning Brunechilde drog fra Rouen, kom jeg til eder og sagde, at jeg havde hendes gods i gemme, nemlig 5 poser, og at hendes folk jævnlig kom til mig om, at jeg skulle give hende dem tilbage, men jeg ville ikke, før jeg havde spurgt eder. Men du sagde til mig, konge: »Kast disse ting fra dig, lad kvinden få sit gods igen, at der ikke for den sags skyld skal opstå fjendskab mellem mig og Childebert, min brodersøn«. Jeg vendte så tilbage til Rouen og lod folkene få én bylt, for de kunne ikke bære mere. Men de kom igen og krævede alle de andre. Så spurgte jeg atter eders herlighed, og du sagde og bød mig: »Kast dem fra dig, kast dem fra dig, disse ting, at den sag ikke skal volde kiv«. Så gav jeg dem to bylte til, medens to blev tilbage hos mig. Men hvorfor bagvasker du mig nu og sigter mig for tyveri, da det dog her ikke drejer sig om noget, jeg har stjålet, men om noget der er givet mig i vare?« Hertil sagde kongen: »Hvis du kun skulle gemme sagerne, hvorfor løste du da én af bylterne op og skar et guldvirket bælte i stykker og uddelte stykkerne til mænd, der skulle styrte mig fra tronen?« Biskop Prætextatus svarede: »Jeg har jo allerede tidligere sagt dig, at jeg havde fået gaver af dem, og da jeg ikke i øjeblikket selv havde noget at give, tog jeg derfor foreløbig af dette og gengældte dermed gaverne. Jeg mente at kunne regne for mit, hvad der tilhørte min søn Merovech (gudsøn. Mellem den »åndelige« søn og den »åndelige« fader var der et »åndeligt« slægtskab, der kunne have praktiske virkninger både efter kirkelig og folkelig ret. Ovenfor er fortalt, at Theodobert ikke ville dræbe Sigevald, fordi han var hans gudsøn. Det kuriøseste vidnesbyrd giver dog historien om Fredegunde, Audovera og Chilperik), som jeg har løftet op af genfødelsens bad«. Da nu kong Chilperik så, at han ikke kunne fælde Prætextatus ved disse løgnagtige påsagn, gik han sin vej, meget nedslået og rørt af samvittigheden. Og han lod kalde nogle af dem, der gik ham under øjne, og sagde: »Jeg må indrømme, at bispens ord har slået mig, og jeg ved nu, at det er sandt, hvad han siger. Hvad skal jeg nu gøre, for at dronningen kan få sin vilje med ham?« Så tilføjede han: »Skynd jer afsted hen til ham og sig men lad som om i selv har fundet på det råd, i giver ham: »Du ved, at kong Chilperik er from og blød af sind og hurtig bøjes til medfølelse; ydmyg dig derfor for ham og sig, at du har gjort, hvad han sigter dig for. Så vil vi alle kaste os for hans fødder og få ham til at tilgive dig«.« Biskop Prætextatus lod sig lokke og lovede at gøre således. Den næste morgen samledes vi som sædvanlig, og kongen mødte også. Han sagde til bispen: »Når det kun var gengældsgaver, du gav disse mænd, hvorfor krævede du da ed af dem på, at de ville holde Merovech troskab?« Bispen svarede: »Jeg tilstår, at jeg ønskede, der skulle være venskab mellem dem og ham, og hvis det havde været muligt, ville jeg have manet, ikke blot et menneske men en engel fra himlen til hjælper for ham, thi han var, som jeg før har sagt, min åndelige søn ved dåben«. Dette ordskifte blev stadig mere højrøstet, men [på én gang] kastede biskop Prætextatus sig ned på jorden og sagde: »Jeg har syndet mod himlen og mod dig, nådigste konge; jeg er en afskyelig manddraber, jeg har villet dræbe dig og hæve din søn op på din trone«. Da kongen hørte dette, kastede han sig ned for bispernes fødder og sagde: »Fromme bisper, hør, han vedgår sin oprørende brøde«. Bisperne løftede grædende kongen op fra jorden, og denne bød Prætextatus gå ud af basilikaen. Kongen selv gik til sin bolig og sendte så bogen med kirkelovene i over til os; deri var tilhæftet et nyt læg, der indeholdt de såkaldte apostoliske kirkelove (den Dionysianske samling (ved Dionysius Exiguus). I denne samling, hvortil der sigtes, tales der dog ikke om manddrab men om tyveri, hvilket jo forresten også passer bedst i sammenhængen her. Men denne samling var ikke almindelig godkendt i den frankiske kirke). Heri stod: den biskop, der gribes i manddrab, hor og mened, skal afsættes fra sit bispeembede. Da vi havde læst det, og Prætextatus stod dér målløs, sagde biskop Bertchramn (Bertchramn var en af »spytslikkerne«. Hans udtalelse om forholdet mellem kongen og bisperne tør derfor ikke helt tages for gode varer, selvom forholdet faktisk oftest var således) til ham: »Hør mig, brodér og medbiskop, du har ikke kongens nåde, derfor kan du heller ikke nyde vor kærlighed, før du har fået kongens tilgivelse«. Imidlertid krævede kongen, at enten skulle hans præstekjole sønderrives, eller også skulle den 108de salme der indeholder forbandelsen over Judas Iskariotes, læses over hans hoved, eller i hvert fald skulle der skrives en dom over ham, så han for stedse udelukkedes af menigheden (i den 108de salme (den store forbandelse) står intet om Judas Iskariot, men der står i ottende vers: en anden overtage hans embede«, hvilken sætning Peter bruger om Judas: »Thi der står skrevet i salmernes bog: ». . . en anden tage hans tilsynsembede«), Jeg modsatte mig disse krav, i henhold til kongens løfte, at intet skulle ske i modstrid med kirkeretten (i nævnte § 25 står der udtrykkelig, at den skyldige ikke må udelukkes af menigheden). Så blev Prætextatus grebet for vore øjne og sat i fængsel. Da han ved nattetid søgte at slippe bort, blev han hårdt pisket og derpå forvist til en ø i havet (Jersey?) i nærheden af byen Coutances. Derefter rygtedes det, at Merovech atter ville søge ind i sankt Martins basilika. Chilperik lod derfor sætte vagt ved den og alle adgange til den lukke. Vogterne lod kun én dør være åben, ad hvilken klerkene kunne gå ind for at udføre deres gerning; alle de andre døre holdtes lukkede, hvilket vakte adskillig misnøje hos folket. Medens vi endnu var i Paris, viste der sig tegn på himlen, nemlig tyve stråler i nordlig retning (nordlys?); de kom frem mod øst og løb hastig mod vest. En af dem var noget længere og ragede frem over de andre, men den svandt snart bort, således som det går den der hæves højt op, og de andre, der kom efter den, svandt også hen. Jeg tror, at de varslede Merovechs død. Merovech holdt sig imidlertid stadig skjult i egnen omkring Reims og turde ikke vise sig åbenlyst for austrasierne. Her lod han sig narre af folk fra Thérouenne, der sagde til ham, at de ville falde fra hans fader Chilperik og give sig under ham, hvis han ville komme til dem. Han tog nogle kække mænd med sig og skyndte sig til dem. De røbede snart, hvad svig de havde for; de fik ham lukket inde i en gård, satte væbnede mænd rundt om den og skikkede bud til faderen. Så snart denne havde fået budskabet, gav han sig skyndsomt på vej. Merovech blev imidlertid trængt ind i et lille hus, og han var bange for, at hans fjender ved deres hævn ville lade ham sone mangen bod, han skyldte; han lod derfor sin tjener Gailen kalde og sagde til ham: »Vi har hidtil været fælles i råd og haft ét sind; nu må du ikke lade mig falde i mine fjenders hænder, men tag det sværd og hug mig ned«. Gailen var straks villig og gennemborede ham med sværdet, og da kongen kom, fandt han ham som lig. Der var dengang flere, der påstod, at de ord, jeg ovenfor meddelte som Merovechs, var opdigtede af dronningen (Fredegunde), og at Merovech i virkeligheden var blevet snigmyrdet på hendes bud. Gailen blev grebet; hans hænder og fødder, øren og næse blev afhuggede, og under mange andre pinsler led han en ynkelig død. Grindio blev radbrækket og stejlet (flettet ind i et hjul, hvilket formodentlig vil sige at hans krop og lemmer blev således knust, at legemet ligesom kunne flettes ind imellem hjulegerne). Ciucilo, der fordum havde været kong Sigeberts paladsgreve, blev halshugget, og mange andre, der havde fulgt Merovech, måtte under grusomme pinsler lide døden på forskellig måde. Folk talte også dengang om, at biskop Ægidius og Gunthchramn Boso havde været hovedmændene for svigen mod Merovech, idet Gunthchramn på grund af drabet på Theodobert havde vundet dronning Fredegundes hemmelige venskab, medens Ægidius allerede længe havde været hende kær.

Da kejser Justinus havde tabt forstanden og var blevet gal, og hans rige alene styredes af kejserinde Sofia, valgte folket, som jeg allerede har fortalt i forrige bog, Tiberius til cæsar, en dygtig, kraftig og klog mand der gerne gav almisser og tog sig udmærket af de fattige. Da han til de fattige uddelte meget af de skatte, som Justinus havde samlet, og kejserinden jævnlig lod ham høre ilde for, at han derved bragte staten i fattigdom og sagde til ham: »Hvad jeg i mange år har samlet sammen? Det adsplitter du ved din ødselhed i ganske kort tid«, svarede han: »Vort skatkammer skal ikke komme til at mangle noget, når blot de fattige får almisser eller fangerne løskøbes efter herrens ord: »Samler eder skatte i himlen, hvor hverken rust eller møl ødelægger dem, og hvor tyve ikke graver dem op eller stjæler dem«. Lad os gennem de fattige samle os skatte i himlen af det, gud har givet os, på det at gud også her i verden kan lægge sin velsignelse i vort arbejde«. Og da han, som sagt, var en ædel og sand kristen, gav herren ham mere og mere at råde over, alt imens han i sin hjælpsomhed mod de fattige var en glad giver. En dag, han gik omkring i paladset, faldt hans øje på en marmorplade i gulvet, hvori herrens kors var indhugget. Han udbrød: »Med dit kors, o herre, smykker vi vor pande og vort bryst, og se her træder vi dette kors under fødder«. Han lod skyndsomst pladen tage ud og stille op, men så opdagede man nedenunder en anden plade med samme tegn. Da det blev meldt ham, bød han også at tage den op. Men så fandt man endnu en tredje plade. Også den blev på hans bud taget op, og da fandt man en stor skat på over tusind centner guld. Guldet blev taget op, og han gav de fattige endnu rigeligere, end han plejede, og herren lod ham aldrig mangle noget, fordi han havde så god en vilje. Hvad herren senere gav ham, vil jeg ikke undlade at omtale. Narses, statholderen i Italien, havde et stort hus i en by, og da han med store skatte drog til Italien, kom han til denne by og lod i sit hus dér lønlig grave en stor kælderhvælving, hvori han lagde mange tusind centner guld og sølv. Derefter dræbte han alle dem, der vidste noget om sagen, undtagen én, en gammel mand, hvem han gav opsyn dermed efter at have taget ham i ed. Så døde Narses, og skatten lå altså skjult dér, nede i jorden. Da den omtalte gamle mand stadig var vidne til, hvorledes Tiberius uddelte almisser, opsøgte han ham og sagde: »Hvis jeg kan have nogen gavn deraf, vil jeg åbenbare dig noget meget vigtigt, cæsar«. »sig kun hvad du vil«, svarede Tiberius, »Det vil kun være dig til gavn, om du fortæller noget, der kan være os til gavn«. »Jeg har Narses' skat i gemme; nu da det lakker mod enden med mig, kan jeg ikke skjule det længer«. Cæsar Tiberius blev glad og sendte nogle af sine folk hen til stedet; den gamle gik foran, og de andre fulgte undrende efter. De kom hen til hvælvingen, tog dækket bort og gik ned i den, og de fandt dér så meget guld og sølv, at det tog flere dage at bringe det op og føre det bort. Nu kunne Tiberius glad og gavmild uddele endnu mere til de nødlidende.

Ved den tid opstod der en stærk knurren mod bisperne Salonius og Sagittarius. De var blevet opdragne af bispen i Lyon, den hellige Nicetius og havde under ham opnået diakonstillingen, og endnu i hans levetid indsattes Salonius til biskop i Embrun og Sagittarius til biskop i Gap. Men da de havde fået bispedømmet, blev de indbildske og egenrådige og grebes af afsindig galskab; de plyndrede og pryglede, myrdede og horede og øvede alskens ufærd. De drev det så vidt, at de endog, engang Tricastiner bispen Victor fejrede årsdagen for sin bispevielse, lod en bande overfalde ham med pile og sværd; de sønderrev hans klæder, huggede hans tjenere ned og røvede bordstellet og alt hvad der var stillet frem til måltidet, så at bispen blev tilbage med skam og græmmelse. Da det kom kong Gunthchramn for øre, lod han en synode sammenkalde i Lyon (i Saint Paul Trois Cháteaux i Dauphiné i 567. Dette kirkemødes akter er bevarede, dog ikke selve dommen over de to bisper), og der mødtes bisperne og patriarken, den hellige Nicetius (titlen patriark forekommer sjældent i Vesten; det betyder vistnok metropolitbispen, dvs. det samme som det senere almindelige ærkebisp). Efter en grundig undersøgelse fandt de de to bisper skyldige i de ugerninger, de var sigtede for, og vedtog, at de for disse ugerningers skyld skulle miste bispeværdigheden. De gik imidlertid til kongen, som de vidste endnu var dem nådig, og klagede over, at de var afsatte med urette samt bad om lov til at gå til paven i Rom (kun med kongens tilladelse kan der appelleres til paven). Kongen opfyldte deres bøn, gav dem lov at rejse og lod dem få breve med, og de kom til pave Johannes, for hvem de hævdede, at de var blevet afsatte uden ringeste rimelig grund. Paven skikkede så breve til kongen med pålæg om at genindsætte dem. Dette gjorde kongen også uden tøven, men talte dem dog hårdt til forinden. Deres færd blev dog desværre ikke bedre. Ganske vist bad de biskop Victor om fred og udleverede ham de mænd, de havde sat ud på ham. Bispen drog sig til minde, hvad herren har sagt, at man ikke overfor sine fjender skal gengælde ondt med ondt, og han gjorde dem derfor ikke noget men lod dem gå bort i frihed. Af den grund blev han senere udelukket fra kirkesamfundet, fordi han på egen hånd, og uden at rådføre sig med sine medbrødre, privat havde vist dem skånsel, mod hvem han offentligt havde rejst klage netop til sine medbisper. Dog blev han senere ved kongens hjælp genoptaget i kirkesamfundet. Men de to bisper hengav sig dag for dag til større misgerninger, og i de slag, Mummolus, som foran omtalt, holdt med longobarderne, deltog de i fuld rustning ligesom lægmænd og fældede med egen hånd mange; deres egne medborgere mishandlede de og lod i hidsighed flere af dem prygle, så blodet randt, og for anden gang trængte folkets klageråb derfor frem til kongen. Kongen lod dem stævne for sig. Da de indfandt sig, ville kongen ikke se dem for sine øjne, idet han nemlig først ville have deres sag undersøgt og kun, hvis de kendtes uskyldige, give dem foretræde for sig. Sagittarius kunne ikke unde sig i denne afgørelse, og arrigskaben løb af med ham; tankeløs og mundkåd som han var og. Altid proppet med løs og tåbelig snak, gav han sig til at snakke ilde om kongen og sagde bl.a., at hans sønner ikke kunne få kongedømme, fordi deres moder havde været den afdøde Magnachars trælkvinde, dengang hun var blevet hentet til kongens seng. Han vidste ikke, at man nu, uden hensyn til kvindernes æt, kalder alle dem kongebørn, der er avlede af konger (denne statsretlige oplysning, hvormed kan sammenholdes fortællingen om Gundovald, minder om tilsvarende forhold andetsteds i langt senere tid, især under de norske kongsemne kampe). Det kom kongen for øre, og han blev meget vred; han fratog de to bisper både heste og tjenere og hvad andet de måtte have og lod dem selv indespærre i klostre, der lå langt fra hinanden, for at de der kunne gøre bod, og bød at hver af dem kun måtte have én klerk hos sig (det er altså et standsmæssigt fængsel). De stedlige grever fik det strengeste pålæg om at sætte væbnede mænd til vagt, så ingen skulle komme ind til dem. Dengang levede endnu kongens sønner, men den ældste tog til at skrante. Kongens husfolk gik da til Gunthchramn og sagde: »Hvis kongen allernådigst ville høre sine tjeneres ord, ville vi gerne tale for hans øren«. Kongen sagde: »Sig hvad i vil«. Og de sagde: »Bare ikke disse bisper, der er blevet dømt til landsforvisning, er uskyldige og kongen derved har lagt en synd på sig, så at vor herres søn derfor skal dø«. Kongen sagde da: »Skynd jer afsted og giv dem fri og bed dem om at bede for vore smådrenge«. De drog afsted, og bisperne blev givet fri; de forlod klostrene; og da de mødtes, faldt de hinanden om halsen, fordi de så længe ikke havde set hinanden, og drog så hver til sit stift. De var nu så bodfærdige, at man næsten altid kunne se dem synge salmer, faste og give almisser; om dagen gennemlæste de davids salmer, om natten sang de hymner og fordybede sig i de hellige tekster. Men denne hellighed led snart afbræk, og de vendte atter tilbage til deres forrige liv. De tilbragte jævnlig nætterne med gilde og svir, og det hændte ofte, at medens klerkene i kirken fejrede morgenmessen, lod bisperne sig bringe vin og sad og skålede. De talte overhovedet ikke mere om gud og tænkte aldrig på at overholde de regelmæssige bedetider. Først når det gryede ad dag, stod de op fra deres madbord og iførte sig bløde klæder, hvorpå de tunge af vin lagde sig til at sove og sov til langt op på dagen. Heller ikke nægtede de sig fruentimmer, med hvem de plejede utugt. Når de så stod op, tog de bad og holdt påny gilde lige til aften; derefter sad de over madbordet, lige til dagskæret viste sig, som jeg sagde ovenfor. Og således bar de sig ad hver eneste dag, indtil guds vrede brød ind over dem, hvad jeg senere skal fortælle om.

Dengang kom en bretagner ved navn Winnoch, en mand af stor afholdenhed, fra Bretagne til Tours. Han ville gå til Jerusalem. Hans eneste klædningsstykke var et fåreskind uden uld. Vi ville gerne have ham hos os i nogen tid, fordi han syntes os så uhyre gudfrygtig, og derfor ville vi have ham til præst. Klosterkvinden Ingeltrude plejede at samle vandet fra den hellige Martins grav (det vand der var brugt til at vaske helgengraven med til påske, og som havde mirakuløs lægeevne). Da dette vand en gang slap op for hende, bad hun om, at en krukke med vin måtte blive bragt hen på helgenens grav. Efter en nats forløb lod hun vinen hente tilbage, og præsten Winnoch var hos. Hun sagde til ham: »Hæld noget af vinen bort, og gyd en dråbe, en eneste dråbe af dette viede vand, som jeg endnu har en smule tilbage af, i krukken«. Det gjorde han, og hvor underligt det end lyder, den lille krukke, der kun var halvt fuld af vin, blev fuld blot ved den ene dråbe. Hun tømte krukken to eller tre gange, og den blev atter fuld ved én eneste dråbe. Der kan ingen tvivl være om, at den hellige Martins underkraft her har været virksom. Imidlertid blev kong Chilperiks yngre søn Samson syg af blodgang og feber og gik bort fra menneskeheden. Han var blevet født, dengang kong Chilperik var indesluttet af sin broder i Tournay (575). Hans moder var bange for at skulle dø og kastede barnet fra sig og ville dræbe det, men da hun ikke kunne få det gjort, og da kongen talte hende hårdt til, lod hun det døbe, og det blev døbt og taget op af dåbsbadet af selve bispen, men nu døde altså barnet i sin spæde alder. Også moderen, Fredegunde, blev i de dage meget syg men kom sig dog. Derefter blev vi natten til den 11te november, mens vi fejrede nattegudstjenesten for den hellige Martin, vidne til et stort jærtegn. Midt i månen så vi en klar stjerne stråle, og over og under månen viste der sig andre stjerner i nærheden. Og der viste sig også den ring om månen, der plejer at varsle regn. Men hvad det hele skulle forestille, det ved vi ikke. I dette år så vi også flere gange månen mørknes (en måneformørkelse fandt sted d. 11. december 575), og lige før herrens fødselsfest var der stærk torden. Også så vi de stråleskær omkring solen, som vi har talt om forud for pesten i Auvergne, og som bønderne kalder sole. Der fortaltes også om havets oversvømmelser, og der viste sig mange andre tegn. Gunthchramn Boso kom til Tours med nogle væbnede mænd og tog med vold sine døtre ud af den hellige basilika, hvor han havde ladet dem tilbage, og førte dem til Poitiers, der tilhørte kong Childebert. Kong Chilperik overfaldt så Poitiers, og hans brodersøns (Childeberts) mænd blev slået på flugt af hans mænd. Grev Ennodius (Childeberts greve i Poitiers) blev ført frem for kongen; han blev landsforvist og hans gods lagt ind under krongodset. Men et år efter kom han tilbage og fik sit gods igen. Gunthchramn Boso lod sine døtre blive i den hellige Hilarius' basilika og drog selv til kong Childebert (kirkernes asylret udnyttes helt systematisk af stormænd, der nok vil have deres døtre sikret mod voldsfærd, så længe eller så tit det er nødvendigt, men ikke vil give dem i kloster på livstid). I kong Childeberts 3die år (578), der var Chilperiks og Gunthchramns 17de år, blev Dacco, en søn af afdøde Dagarik , der var gået fra kong Chilperik og nu flakkede om fra sted til sted (fordi han nu hverken var Chilperiks eller nogen andens »mand«, ikke var under nogen af kongernes værn), overlistet og grebet af hertug Dracolen (Chilperiks hertug i Poitiers, efter sejren over Childebert) med tilnavnet den snilde, og i lænker ført til kong Chilperik i Braine, dog med edeligt løfte om, at hertugen skulle få kongen til at skåne hans liv. Men hertugen glemte sin ed og sværtede ham ved skammelige påsagn således hos kongen, at denne lod ham dræbe. Medens han sad i lænker, fik han, da det var blevet ham klart, at han ikke kunne slippe bort, en præst til, uden kongens vidende, at give ham aflad (der menes skrifte og afløsning, som altså kunne nægtes dødsdømte); derefter blev han dræbt. Da nu Dracolen ret hastigt drog tilbage til Poitiers, erfarede han, at Gunthchramn Boso netop i de samme dage prøvede på at føre sine døtre bort fra basilikaen i Poitiers, og ville så spærre ham vejen. Men Gunthchramn og hans folk var rede til kamp og gjorde kraftig modstand. Gunthchramn sendte dog en af sine venner hen til Dracolen: gå hen og sig ham: »Du ved jo, at vi har indgået en pagt sammen. Nu beder jeg dig lade være med at falde over mine folk. Du kan tage, så meget du vil, af hvad mit er, når jeg blot, om så skal være, plyndret til skindet, må få lov til at drage hvorhen jeg vil med mine pigebørn«. Men Dracolen svarede brovtende og uoverlagt: »Se, her har jeg et beb; med det har de andre forrædere været bundne, som under min kommando er blevet ført til kongen. Det skal han også bindes med, endnu idag, og føres til kongen«. Da han havde sagt det, jog han sporerne i sin hest og stormede frem mod Gunthchramn. Men stødet ramte ikke, hans lanse splintredes, og hans sværd faldt til jorden. Da Gunthchramn så sig i livsfare, påkaldte han herrens navn og den hellige Martins store underkraft, løftede sit spyd og ramte Dracolen i struben. Han sank sammen men blev hængende i sporerne, og en af Gunthchramns folk jog så sin lanse ind i siden på ham og gjorde det af med ham. Hans ledsagere blev slået på flugt, hans lig blev plyndret, og Gunthchramn kunne frit drage videre med sine døtre. Derefter blev Severus, Dracolens svigerfader, af sine sønner sigtet for slemme ting hos kongen. Så snart han fik nys derom, skyndte han sig med store gaver til kongen, men undervejs blev han taget tilfange, udplyndret og derefter slæbt i landflygtighed, hvor en ynkelig død gjorde ende på hans liv. Men også begge hans sønner, Burgolen og Dodo, blev dømt til døden for kongekrænkelse. Den ene blev hugget ned af hæren, den anden ville flygte men blev grebet; han fik hænder og fødder hugget af og døde derefter (nogle mener at kongekrænkerne er blevet dømt af en rigsforsamling af krigere; men da det er mere end tvivlsomt, om der overhovedet fandtes sådanne forsamlinger i denne tid, må denne forklaring opgives. Kongen har selv domsret; men formodentlig har en del krigere været tilstede og bifaldet og på oldgermansk vis udført dommen. Men hvorfor de to dømtes straf er forskellig, ses ikke; måske er det forsøget på at unddrage sig straffen, der har øget den for den sidstes vedkommende). Deres og deres faders gods blev altsammen inddraget under krongodset. De ejede meget store skatte. Herefter drog mændene fra Tours, Poitiers, Bayeux, Le Mans og Angers og mange andre på kong Chilperiks bud til Bretagne. Ved floden la Vilaine lå de længe i leding mod den afdøde Macliavs søn Varok. En nat overlistede han sakserne fra Baveux og nedhuggede de fleste af dem, men tre dage senere sluttede han fred med kong Chilperiks hertuger, gav sin søn som gidsel og svor Chilperik troskab (saksere i Gallien omtales allerede i 470 e. Kr. under Odovakers førerskab og om det er disse saksere, der har bosat sig i Bayeux egnen og som omtales her og senere er usikkert. Saksere og danere omtales sammen af Venantius Fortunatus på et tidspunkt, der ikke kan være meget forud for det, der her er tale om. Chilperik synes at have benyttet sakserne mod bretagnerne, fjender mod fjender, som senere f.eks. Karl den Skaldede der benyttede Seine-normannerne mod Somme-normannerne. I 590 benytter Fredegunde de tiloversblevne saksere, men nu til hjælp for Varok, der var blevet hendes forbundsfælle. Atter denne gang bliver en mængde saksere nedhuggede). Også byen varmes gav han tilbage på det vilkår, at kongen skulle overlade ham styrelsen, medens han hvert år af sig selv skulle svare skatterne og hvad andet der tilkom kongen derfra. Derefter blev hæren trukket bort fra den egn. Men nu lod kong Chilperik opkræve ledingsløsning for de fattige og for de yngre klerke der hørte under hovedkirken og basilikaen i Tours, fordi de ikke var gået i leding; det var nemlig ikke skik, at de ydede nogen offentlig tjeneste (ledingspligten påhvilede alle fri, ikke blot selvejerne. Det er iøvrigt tvivlsomt, om der med »fattige« her menes de »indskrevne« fattige, som kirken underholdt, eller fæstere under kirken. Kongens henvendelse er vel også kun et forsøg på at få kirken, der har midler, til at betale for dem der ingen midler har eller i hvert fald ikke nok til at betale den fastsatte sum: 60 solidi). Varok glemte sit løfte og ville ikke stå ved overenskomsten; han lod for den sags skyld bispen i Vannes, Eunius, drage til kong Chilperik, der imidlertid blev meget vred og overskældte bispen og lod ham dømme til landsforvisning. I Childeberts 4de år, der var Gunthchramns og Chilperiks 18de år, holdtes der på kong Gunthchramns bud en synode i Chálons. Efter at forskellige andre sager var drøftede, blev der rippet op i den gamle skade: de to bispers Salonius' og Sagittarius' sag. Der førtes klager over dem, ikke blot for hor, men også manddrab sagdes dem på. Da bisperne mente, at dette kunne gøres godt ved en kirkebod, føjedes imidlertid følgende sigtelse til: at de var skyldige i kongekrænkelse og landsforræderi. De blev derfor afførte deres bispeskrud og satte i forvaring i den hellige Marcellus' basilika. Herfra flygtede de og flakkede omkring fra sted til sted, medens andre bisper indsattes i deres stifter.

Kong Chilperik lod gøre nye hårde skattelister for hele sit rige. Derfor var der mange, der drog bort fra disse egne, ja endog opgav deres egne ejendomme og drog til andre riger, idet de foretrak at leve som fremmede andetsteds fremfor at leve under et sådant tryk. Det var nemlig blevet fastsat, at hver selvejer skulle svare en amfora vin af hver aripennis. Men der blev også pålagt mange andre ydelser såvel af anden jord som af trælle, ydelser, som det var umuligt at udrede. Indbyggerne i Limoges stimlede da også sammen d. 1 marts, under trykket af denne byrde og ville dræbe kansleren Marcus, der havde fået pålæg om at sætte sagen iværk i denne egn. De havde sikkert også slået ham ihjel, hvis ikke biskop Ferreolus havde frelst ham fra denne overhængende fare. Derimod lykkedes det mængden at få fat i skattebøgerne, som straks blev brændt. Kongen blev meget vred over dette og sendte mænd fra sit hof afsted, der straffede folket med uhyre bøder og rasede med hårde straffe, ja endog lod nogle dræbe. Det hedder sig endog, at abbeder og præster blev stokkede og pinte på forskellig måde, fordi kongens mænd skyldte dem for, at de havde hidset folket til oprør og tilskyndet dem til at brænde skattebøgerne. Derefter blev der pålagt dem endnu hårdere skatter (der er her tale om grundskatten, den vigtigste af alle skatter. Romerne havde indført deres skattesystem i Gallien straks efter erobringen, og dette system var i den senere kejsertid således: regeringen havde ladet udarbejde en matrikel, hvori hver ejendom var indskrevet med opgivelse af areal, dyrkningsmåde og udbytte efter det sidste tiårs gennemsnit. Matriklen fornyedes ret hyppig af hensyn til mulige forandringer i ejendomsforhold, dyrkning og udbytte. Denne matrikelforandring kaldes descriptio, »nye skattelister«, og ved ejerskifte forpligtede den ny ejer sig skriftlig til at betale de til ejendommen knyttede grundskatter. Regeringen opkrævede ikke selv skatterne men lod dette ske gennem de kommunale tillidsmænd, der var ansvarlige for alle ejeres skatter. Dette skattesystem forefandtes da de frankiske konger blev herrer i Gallien, og de lod det bestå, så længe det overhovedet var muligt. De romerske skattelister udfærdigedes altid i tre eksemplarer, af hvilke et nedlagdes i statens arkiver, et i de kommunale arkiver og et fandtes i provinsguvernørernes kontorer. Frankerkongerne kunne altså let skaffe sig i det mindste ét eksemplar og havde således et godt grundlag; men personlige begunstigelser og vilkårligheder og stigende udygtighed hos regeringspersonalet bragte efterhånden så megen uorden, at systemet næppe virkede udover år 700 e. Kr., selvom det tilsyneladende ikke ses at være ophævet. Der er ikke tale om at frankerne er fritagne for skat og kun de romanske indbyggere skattepligtige; derimod er det muligt men ikke sikkert at kongerne fortrinsvis har givet frankere skattefrihed. Krongodset ydede ikke skat, og det er sandsynligt, at når en konge overlod en af sine mænd et gods, dette da fremdeles var skattefrit. Kirkers og klostres jordegods fik efterhånden ofte skattefrihed; men da kongerne krævede det samme totalbeløb indbetalt, måtte beløbet jævnlig omfordeles indenfor hver skattekreds, og da stedse flere jorder blev skattefri, betød omlægningen altid en skatteforøgelse for de skattepligtige. Det var naturligvis ikke blot vinmarker men også al anden dyrket jord, de skattepligtige måtte svare skat af, og skatten for hver enkelt beregnedes efter antallet af fæstere og som det her antydes, måske som undtagelse af trælle der fandtes på hvert gods, idet deres afgifter jo udgjorde ejerens indtægt af den jord, han ikke selv dyrkede under hovedgården. Om skattens størrelse er det vanskeligt at sige noget bestemt, da målopgivelserne er usikre. En amfora opgives i omtrent samtidige kilder til 2.530 liter; en aripennis (det franske arpent) til omtrent 1/8 hektar, ca. 2 skæpper land. Forholdet mellem afgiften og normal ydeevne af arealet er beregnet til 1/10 á 1/15. Romertidens næringsafgift (chrysargyros), der ydedes af byernes håndværkere og andre næringsdrivende, og som var af stor betydning, omtales ikke i Merovingertiden og er formodentlig er den helt bortfaldet sammen med nedgangen i næringslivet. De mangfoldige indirekte skatter fra romertiden ses derimod at bestå fremdeles, omend den stigende uorden efterhånden mindskede deres betydning for statskassen).

Bretagnerne hjemsøgte Rennes egnen hårdt; de brændte og plyndrede og slæbte folk bort i trældom, og trængte under hærgninger frem lige til landsbyen Cornus. Biskop Eunius fik nu lov til at vende tilbage fra landflygtighed; han blev sendt til Angers for dér at få sit underhold, men fik ikke lov at komme tilbage til sit eget stift Vannes. Hertug Beppolen blev sendt mod bretagnerne, og med ild og sværd hærgede han forskellige steder i Bretagne til underkastelse, men hans hårdhed gjorde kun ondt værre. Mens dette gik for sig i Gallien, døde den gale kejser Justinus efter at have været kejser i 18 år. Såsnart han var gravsat, tog cæsar Tiberius alene magten, som han alt i forvejen havde haft del i. Efter landets skik ventede folket hans højtidelige tilstedekomst ved cirkuslegene, og til gunst for Justinian, der gjaldt for Justinus' brodersøn, var der planlagt et overfald på ham. Men han drog [istedetfor] rundt til de hellige steder, og efter der at have bedet, kaldte han byens pave til sig og drog så fulgt af konsuler og præfekter ind i paladset. Her iførte han sig purpuret, kransede sig med diademet, satte sig på kejsertronen og hyldedes under endeløse jubelråb som kejser. Imens sad de sammensvorne og ventede i cirkus, og da de så erfarede, hvad der var sket, måtte de skamfulde gå deres vej med uforrettet sag, thi de evnede ikke at gøre den mand noget, der havde sat sin lid til gud. Efter få dages forløb kom også Justinian og kastede sig for kejserens fødder og gav ham 15 centner guld for at få tilgivelse. Overbærende som han var, løftede Tiberius ham op og bød ham bo i paladset. Kejserinde Sofia glemte det løfte, hun fordum havde givet Tiberius og søgte at spinde rænker imod ham. Da han engang drog ud på en gård ude på landet for, som kejserne plejede, at holde ferie i vinhøstmåneden, gik der lønbud efter Justinian, hvem Sofia ville gøre til kejser. Det fik Tiberius at vide; han drog i største skynding tilbage til Konstantinopel, lod kejserinden gribe og alle hendes skatte tage fra hende, så han kun lod hende have det nødvendige til hendes daglige underhold. Han lod hendes tjenere fjerne og satte i deres sted nogle, han kunne stole på, hvem han desuden bød ikke at lade nogen af de gamle tjenere komme til hende. Justinian talte han hårdt til, men viste ham senere en sådan kærlighed, at han trolovede hans søn med sin datter og omvendt bad om hans datter til sin søn. Det blev der dog ikke noget af. Hans hær tilendebragte krigen med perserne og vendte sejrrig hjem og medførte så stort et bytte, at man skulle tro, den menneskelige griskhed kunne mættes. 20 fangne elefanter blev bragt til kejseren (dette afsnit er en blanding af rigtigt og urigtigt, og som Gregor vistnok har fået fortalt af sin diakon Agiulf, der flere gange var på rejse for ham til Rom og Orienten. Det er således ham, vi skylder den overmåde interessante skildring af pave Gregor den Stores pavevalg i 10de bog, der næsten ordret er gengivet af Paulus Diaconus Langobarderhistorie. Ordet pave er af græsk: pappas, fader, og bruges i ældre tid om alle bisper i Østens kirke endog om præster og ringere klerke (jfr. endnu russisk: pope). Den første romerbisp, der selv har kaldt sig papa, er Siricius (ca. 390), og i det 5. århundrede bliver det i vesten mere almindeligt at bruge ordet om romerbispen alene, og først i det 7. århundrede bliver det udelukkende brugt om ham; officielt fastslås det af Gregor VII.).

Bretagnerne hærgede det år voldsomt omkring Nantes og Rennes. De førte et umådeligt bytte bort med sig, plyndrede markerne, høstede vinen og kornet og slæbte folk i trældom. Biskop Felix skikkede sendemænd til dem, og de lovede også at være skikkelige, men det var ikke deres mening at holde, hvad de lovede. I Paris var der en kone, der kom i vanry, idet mange påstod, at hun var gået fra sin mand og nu vistnok havde omgang med en anden mand. Hendes mands frænder gik til hendes fader og sagde: »Enten må du gøre din datter skær, eller også må hun dø, at ikke hendes hor skal skæmme vor slægt«. Faderen svarede: »Jeg ved min datter fuldskær, og der er ikke et sandt ord i det, onde mennesker siger hende på. Men for at ingen senere skal lade hende noget høre, vil jeg sværge hende skyldfri«. De andre svarede: »Hvis hun er skyldfri, så stadfæst det ved ed her over den hellige martyr Dionysius' grav«. »Ja«, sagde faderen, »det skal jeg nok gøre«. Og da retsdagen kom, mødtes de i den hellige martyrs basilika. Faderen løftede sine hænder over altret og svor, at hans datter var uden brøde (ved ægteskabsbrud, hvor den krænkede mands æts ære kom i fare, havde hele slægten strafferet, og skønt den utro hustru ved ægteskabet er kommet i sin mands magt og værge, er det dog hendes blodsfrænder, der skal være ansvarlige for hendes ære, det er hendes blodsfrænders sag at rense hende ved ed eller tvekamp. Jævnfor hvor en kvinde, der har gjort sig skyldig i hor, bliver hun brændt af sine frænder. Flere af de germanske stammelove, skønt formede og nedskrevne efter bosættelsen i Romerriget, giver udtrykkelig ret til hævnfejde i sligt tilfælde. Det her omtalte tilfælde har en særlig interesse, fordi hævnfejderetten her støder sammen med romersk kirkeret. Den grove krænkelse af kirkefreden, der finder sted, undskyldes tildels, fordi de vedkommende, der desuden er fornemme frankere, på en vis måde har været i deres ret). Men fra mandens side påstod nogle derimod, at han havde gjort mened. Der opstod nu strid, og de gik løs på hinanden fra begge sider med dragne sværd og sloges lige foran altret (idet altret er rejst over helgengraven). Det var fornemme folk i høje stillinger hos kong Chilperik. Mange af dem blev sårede, den hellige basilika oversprøjtedes af menneskeblod, dørene bar mærker af spyd og sværd, ja det grumme våbengny rasede ved selve helgengraven. Kun med møje blev de bragt til ro. Gudstjenesten blev indstillet medens alt det forefaldne bragtes til kongens kundskab. Mændene søgte selv så hurtigt som muligt at få kongen i tale, men de blev afviste i unåde. De blev henvist til bispen med den besked, at hvis de ikke fandtes skyldige i den ugerning, der var sket, skulle de med ret og skel optages i menigheden. De gjorde så bod for deres ufærd, og biskop Ragnemod, der dengang stod i spidsen for Pariserkirken, optog dem igen i kirkesamfundet. Da konen ikke længe efter blev stævnet for retten, hængte hun sig selv.

I kong Childeberts 5te år hjemsøgtes Auvergne af store regnskyl; det regnede uafbrudt i 12 dage, og i Limagne blev der en sådan oversvømmelse, at mange end ikke kunne få sæden lagt. Loire og Allier og bifloderne svulmede således op, at de overskyllede langt mere end nogensinde tidligere; meget kvæg døde, mange dyrkede marker ødelagdes, og mange bygninger styrtede sammen. Også Rhone og Saone trådte over deres bredder og voldte indbyggerne store tab, og en del af Lyons bymur styrtede sammen. Men da regnen så hørte op, gav træerne sig til at blomstre påny, skønt det var i september måned. I Touraine så man i det år en morgen, før dagslyset endnu var brudt frem, et lysskær fare hen over himlen og gå ned i øst. Og man hørte også over hele egnen en bragende lyd som af et træ der faldt, men det kan ikke have været af et træ, fordi lyden hørtes over 50 mil. Samme år blev byen Bordeaux hårdt hjemsøgt af et jordskælv, og byens mure stod i fare for at styrte om. Alle indbyggerne grebes i den grad af skræk for at dø, at de styrtede ud af byen, i den tro at de ellers ville blive opslugte af jorden sammen med byen, og mange drog derfor til andre byer. Jordskælvet strakte sig også til nabobyerne, ja nåede, omend noget svagere, helt til Spanien. I Pyrenæerne styrtede store klippestykker ned fra bjergene og slog mennesker og kvæg ihjel. Mange småbyer i Bordeaux egnen afbrændtes af en ild, gud må have sendt; ilden greb fat på én gang, og både huse og tærskepladser med alt kornet gik op i luer, og da branden absolut ikke var fremkaldt af nogen ild i nærheden, er det sandsynligt, at det skete efter guds tilskikkelse. Også i byen Orléans rasede en heftig ildebrand, så at selv de velhavende mistede, hvad de havde, og lykkedes det én eller anden at fraviste ilden noget, var der straks tyve på færde, der stjal det. I omegnen af chartres flød virkeligt og rigtigt blod ud af brød, når det brødes (der menes utvivlsomt enten nadverbrødet eller det viede brød, altså det samme under som senere vakte så stor opsigt; »det hellige blod« i Wilsnack, messen i Bolsenal). Byen Bourges hærgedes hårdt af haglvejr. Men efter disse jærtegn kom en overmåde svær sot. Thi medens kongerne kivedes og atter redte til borgerkrig, hærgedes næsten hele Gallien af blodgang. De der fik soten havde stærk feber med brækninger, en voldsom pine af lænderne og tyngsel i hoved eller nakke; deres bræk var gulligt eller grønligt. Mange mente, det var en lønlig gift. Almuen kaldte soten koralblegner (hjerteblegner, indvendig blegner), og det kan der være noget i, for når der blev sat kopper på skuldrene eller benene, og blærerne kom frem og gik itu, flød der materie ud, og så var der mange der blev raske. Også urter der helbreder for gift blev tagne i vand til hjælp for mange. Soten brød ud i august måned, og den ramte først små børn og lagde dem på sotteseng. Vi mistede vore søde, kære smådrenge, som vi så tit havde kærtegnet på vort skød og vugget i vore arme, som vi selv havde givet deres mad og opfostret med al flid og kløgt. Men vi tørrede vore tårer og sagde med Job: »Herren gav, herren tog; det er sket efter herrens vilje, hans navn være velsignet i evighed«. I de dage blev kong Chilperik syg, og da han begyndte at komme sig, blev hans yngste søn, som endnu ikke var genfødt i vandet og den hellige ånd, syg. Da det så ud til, han var på det yderste, lod de ham rense i dåbens bad. Han blev også lidt bedre, men så tog sygen fat i hans ældre broder Chlodobert. Da hans moder Fredegunde så, det gik på livet løs, grebes hun af en sildig anger. Hun sagde til kongen: »Vi har alt længe ført et dårligt levned, men gud har i sin miskundhed holdt os oppe; mange gange har gud sendt feber og andre sygdomme over os, men vi har dog ikke bedret os. Se, nu mister vi vore sønner. Å, det er de fattiges tårer, det er enkernes klager, det er de faderløses jammer, der dræber dem, og vi kan ikke håbe på afkom, for hvem vi kan sanke ihob, men vi hober skatte sammen og ved ikke for hvem. Se disse skatte bliver ejerløse tilbage efter os, vundne ved rov og smittede med de udplyndredes onde ønsker. Og dog var vore kældere jo fulde af vin og vore lader bugnede af korn; vore skatkamre var fulde af guld og sølv og dyre stene, af halssmykker og al anden kejserlig pynt og se nu mister vi det skønneste, vi ejer! Å, kom, lad os brænde alle disse uretfærdige skattelister, hvad der var nok for din fader kong Chlothachar, må også være nok for vort skatkammer«. Medens dronningen talte således, slog hun sig for sit bryst i stærkt sindsoprør, og hun lod skikke bud efter de skattebøger, som Marcus havde indsendt fra hendes byer, og kastede dem i ilden. Så vendte hun sig atter til kongen og sagde: »Hvi tøver du, gør hvad du ser jeg gør, for at vi, selv om vi også mister vore søde små drenge, dog selv kan undslippe den evige straf«. Grebet af anger kastede kongen alle skattebøgerne på ilden, og de brændte op, og derpå sendte han folk afsted, der skulle standse alle yderligere nye udskrivninger (skildringen her er yderst betegnende for det Merovingiske kongedømmes opfattelse af skatterne. I romertiden var skatten både for kejser og folk det nødvendige middel til at opretholde og fremme samfundslivet; ingen skat blev pålagt, øget, afskaffet eller mindsket for kejserens fornøjelse men kun af hensyn til hele samfundets tarv. Chilperik og Fredegunde ser helt anderledes på skattespørgsmålet; de lader, så vidt de evner, de romerske skatter bestå og prøver lejlighedsvis at øge dem for hver enkelt skatteyder, men den romerske samfundsånd er dem fremmed; de opkræver skatterne til sig selv, ikke til samfundets bedste; de romerske institutioner og statspligter er for en stor del i opløsning eller er gået helt ad glemme. Derfor kan de gribes af angst og anger ligesom undersåtterne kan gribes af harme og gøre oprør fordi skattetrykket skyldes kongens og dronningens egen, personlige griskhed. Der er her jo tale om en forøgelse af skatterne hvilket tydelig fremgår af skildringen. »Gamle skatter er gode skatter«; skatten fra kong Chlothars tid tænker kongen og dronningen ikke på at opgive; de har hævd, og sandsynligvis har Chlothars skattelister haft de romerske til grundlag. Nogle forskere har, på grundlag af den sidste sætning: og derpå sendte han folk afsted osv. villet hævde, at kongen helt lod alle skatter ophæve, idet man tillige har ment, at direkte skatteydelse var de »frie germaner« imod. Oversættelsen kan dog være således: der blev sendt folk ud for at tilvejebringe nye (fremtidig gældende) skattelister…., men man ville afskaffe grundskatten, men den skal opkræves som på kong Chlothars tid ? Udtrykket »kejserlig pynt« vil sige: vi har smykker, der er lige så kostbare som dem, kejseren i Østrom har, udtryk for en art halvsnobbet underlegenhedsfølelse overfor »kejseren«, som Merovingertidens dokumenter, navnlig de ældste, har mange sidestykker til. Udtrykket »fra hendes byer« vil vel sige hendes morgengave). Derefter døde det yngste barn, hentæret af de altfor svære lidelser. Under megen jammer blev det ført fra kongsgården Braine til Paris, og der blev det gravsat i den hellige Dionysius' basilika. Chlodobert lagde de på en båre og bar ham til den hellige Medardus' basilika i Soissons; der satte de ham ved den hellige grav og gjorde mange løfter for ham, men han var allerede svag og næsten ude af det, og ved midnat udåndede han. De gravsatte ham i de hellige martyrer Crispinus' og Crispinianus' basilika (de to børn døde i 580, og to trøstekvad over sønnetabet af digteren Venantius Fortunatus er bevarede, ligeså to gravskrifter over de to drenge). Også over ham var der stor jammer i alt folket; ligtoget fulgtes af sørgende mænd og af kvinder, der var sørgeklædte, således som det ellers er skik ved ægtefællers jordefærd. Kong Chilperik var derefter meget gavmild såvel mod bispekirkerne som mod basilikaerne og mod de fattige. I disse dage døde også kong Gunthchramns dronning, Austrechilde, af den samme syge. Mens hun lå og hev efter vejret og indså, at hun måtte afsted, forlangte hun, inden hun endnu havde udåndet sin onde sjæl, at få dødsfæller, hvorved hun ville opnå, at der ved hendes ligfærd lød jammer over andres død. Det fortælles, at hun, ligesom Herodes (Herodes af Askalon), henvendte den bøn til kongen: »Jeg kunne have haft håb om at leve længere, hvis ikke de onde læger havde slået mig ihjel. De helsedrikke, de har givet mig, har voldt min helsot, så livets lys nu så hastig går ud for mig. Men min død må ikke blive uhævnet, og jeg beder dig derfor, og du skal give mig din ed på, at når jeg er gået bort fra dette liv, skal du straks lade dem slå ihjel, for når jeg ikke kan leve længere, så skal heller ikke disse gå og bryste sig, når jeg er død, men mine og deres venner skal have fælles sorg«. Efter disse ord udgav hun sin usalige sjæl. Kongen gav hende en sømmelig ligfærd, og bunden som han var ved den ed, han havde svoret sin hadefulde hustru, opfyldte han hendes grusomme bud og lod de to læger (Nicolaus og Donatus, de var gallo-romaner), der havde tilset hende, henrette med sværd. Mange kloge mænd mener, at det var en syndig gerning. Den sygdom fik også grev Nanthinus i Angouleme; hans kræfter svandt, og han døde. Hans færd mod guds præster og kirker må jeg gå noget dybere ind på. Hans onkel Marachar havde længe været greve i byen, men han nedlagde så embedet og gik ind i kirken. Han blev klerk og blev bispeviet og var ivrig for at få kirker og præsteboliger bygget eller bødet. I sit 7de bispeår blev han ynkelig taget af dage ved gift, som hans fjender havde lagt i et fiskehoved, de bød ham, og som han troskyldig spiste. Men den nådige gud tålte ikke, at hans død længe blev uhævnet. Det var Frontonius, der var mester for denne udåd, og han tilrev sig straks bispedømmet, men han nød det kun i ét år, så forraskede guds dom ham, og han døde. Efter hans død blev Heraclius, en præst fra Bordeaux som fordum havde været den ældre Childeberts sendemand, viet til bisp. Men Nanthinus søgte om at blive greve i byen for at kunne efterforske, hvordan det hang sammen med hans onkels død. Han fik også grevskabet og voldte nu bispen mange krænkelser. Han sagde til ham: »De mordere, der har dræbt min onkel, har du hos dig, og selv præster, der har været medskyldige i denne udåd, lader du komme til dit bord«. Fjendskabet blev stedse bitrere, og Nanthinus gav sig til voldelig at overfalde den ene efter den anden af de gårde, som Marachar ved skrevet testamente havde efterladt kirken. Han sagde, at godset ikke burde tilfalde en kirke, hvis klerke havde dræbt giveren. I den følgende tid slog han flere lægfolk ihjel og gik derpå så vidt, at han lod en præst gribe og binde og jog sit spyd i ham. Da der endnu var liv i præsten, blev han med bagbundne hænder hængt op på en pæl, og greven søgte nu at få ud af ham, om han havde haft med sagen at gøre. Præsten nægtede det, og da blodet strømmede ud af hans sår, opgav han ånden. Nu blev det bispen for meget. Han lod kirkens døre lukke for Nanthinus. Men på et bispemøde i Saintes bad denne om udsoning med biskop Heraclius og lovede at tilbagegive alt det kirkegods, han uden skel havde frataget ham, og at vise sig føjelig overfor bispen. Denne bøjede sig for sine embedsbrødres forestillinger og gik ind på alt, hvad man bad ham om. Den myrdede præsts sag gav han i den almægtige guds hånd og tog greven til nåde igen. Men da denne kom tilbage til sin by, gav han sig til at plyndre, ødelægge og nedrive de huse, han tidligere med uskel havde tilrevet sig, idet han sagde: »Skal kirken endelig have dem igen, skal de i hvert fald være øde og tomme«. Dette vakte påny bispens vrede, og greven blev atter udelukket af menigheden. Men imidlertid fuldendte den hellige biskop sit livsløb og gik bort til sin herre. Nanthinus fik ved hjælp af gaver og gode ord nogle bisper til at optage ham i menigheden igen, men få måneder efter ramtes han af den omtalte syge, og mens han lå og brændte i feber, råbte han: »Å, å_r det er biskop Heraclius der piner mig! Det er ham, der piner mig! Det er ham, der stævner mig til dom! Jeg vedgår min brøde. Det rinder mig nu i hu, at jeg har gjort bispen skammelig uret. Ak, gid jeg må dø og snart slippe ud af denne pine«. Således lå han og råbte i brændende feber, og hans kræfter svandt, og han udåndede sin usalige sjæl, et utvivlsomt vidnesbyrd om, at hvad der skete ham var til hævn for den hellige biskop, thi hans lig blev så sort, at man skulle tro, han var blevet lagt på en kulild og brændt. Og gid dette må vække undren og eftertanke hos alle, så de ræddes for at volde bisper uret. Thi herren er en hævner for sine tjenere, der sætter deres lid til ham. Ved den tid døde også den hellige Martin, der var biskop i Gallicien og folket græd meget over ham (Gallicien ligger i den nordvestlige del af Portugal med Bracara (Braga) som hovedstad og ærkebispesæde. Her grundlagde sueverne i begyndelsen af det 5. århundrede et rige. De blev arianske kristne, og det var den hellige Martin af Gallicien der førte dem til den rette tro. I 582-85 bukkede de under for vestgoterne). Han hørte oprindelig hjemme i Pannonien, hvorfra han var draget til Orienten for at se de hellige steder. Her tilegnede han sig så megen bogdannelse, at han gjaldt for ikke at stå tilbage for nogen i sin samtid (af Martin af Gallicien er bevaret flere interessante skrifter, deriblandt »de correctione rusticorum«, en bondeprædiken, hvor man får kendskab til datidens folketro og folkeskik. En del af den er brugt af den angel-saksiske abbed Ælfric (ca. 1000) til en prædiken mod danskernes hedenskab). Fra Orienten kom han til Gallicien, hvor han blev viet til biskop netop den gang, den hellige Martins relikvier blev bragt derned (i sit værk om Martin af Tours' relikviers underkraft fortæller Gregor, at suevernes arianske kong Charariks søn engang blev meget syg, og at faderen frygtede han skulle dø. Nu var sankt Martin af Tours' ry også stort, selv hos de arianske kættere i Gallicien, og en dag sagde kongen til sine folk: »Hør, fortæl mig noget om denne Martin, om hvis store undergerninger der går så mange rygter. Hvad religion havde han?« Ja, han var da katolik; nu sidder han i himlen og lader stadig sine velgerninger strømme ud over sin gamle menighed. »Hvis det er sandt, så skal nogle af mine tro mænd straks drage til hans tempel og medbringe mange gaver, og hvis de får lægedom for min søn, så vil jeg skaffe mig underretning om den katolske tro, og så vil jeg tro, hvad han [Martin af Tours] troede«. Sendefærden drog afsted med store gaver (så meget guld og sølv som sønnen vejede) og bad for den syge ved sankt Martins grav, og da de kom tilbage, fortalte de Chararik om alle de undere, de havde spurgt og set, men sønnen kom sig ikke. »Kongen forstod da, at sønnen ikke ville komme sig, før han troede kristus lige med faderen; han byggede da til ære for sankt Martin en prægtig kirke [i Braga], og da den var færdig, erklærede han: hvis det lykkes mig at få nogle af den retfærdige mands relikvier, så vil jeg tro, hvad hans præster prædiker, og derpå sendte han en ny sendefærd med større gaver til Tours«. Her bød man dem også nogle relikvier, »som man plejer at gøre, men sendemændene var ikke fornøjede dermed. »Nej lad os få lov til at lægge noget på helgengraven, som vi bagefter kan tage med os«. De lagde så et stykke silke over graven: »Hvis vi finder nåde hos sankt Martin, så bliver tøjet tungere, og så bliver det os til velsignelse, som vi har fået ved vor tro«. De vågede natten igennem, og næste morgen vejede de tøjet, og der var strømmet så meget af sankt Martins kraft over i det, at det nu var meget tungere. De drog så hjem med relikvien og havde en vidunderlig lykkelig rejse. Kongens søn var allerede blevet rask og ilede toget imøde. Kongen og hele hans hus troede på treenigheden og modtog fulddåb). Efter hen ved 30 års bispetid (ca. 550-580) gik han bort til herren, rig på kraftige gerninger. De vers, der står over den sydlige indgang til den hellige Martins basilika, har han digtet (vel at mærke ikke Martinskirken i Tours men i den af kong Chararik til sankt Martin af Tours' ære byggede Martins kirke i Braga, hvorom Gregor fortæller i det ovenfor nævnte værk om sankt Martins undergerninger. Dette selv epitaphium er bevaret: »Jeg er født i Pannonien; jeg drog over de vide have og dreves på guds vink her ind i Galliciens skød, og her i din forgård, hellige Martinus, viedes jeg til biskop. Jeg har ordnet gudsdyrkelsen og de hellige ceremonier [efter katolsk lære], og som din lydige tjener, uværdig til at bære det samme navn som du, min herre og mester, hviler jeg, Martin, her i kristi fred«).

I det år (580) udbrød der i Spanien en stor forfølgelse mod de kristne (mod katolikkerne, ikke mod arianerne). Mange blev landsforvist og mistede deres gods, blev udsultede, satte i fængsel, piskede eller dræbt under mange pinsler. Den, der iværksatte disse ugerninger, var Gunsuintha (dronning Brunechildes moder), som efter sit første ægteskab med kong Athanachild var blevet gift med kong Leuvichild. Men de ydmygelser, hun tilføjede guds tjenere, fremkaldte guds hævn, og hendes straf blev åbenbar for alle folk, thi en hvid sky dækkede hendes ene øje, og samtidig med at hun var blind i sjælen, gik lyset nu også bort fra hendes øjenlåg. Kong Leuvichild havde med en anden hustru to sønner, af hvilke den ældste havde trolovet kong Sigeberts, den yngste kong Chilperiks datter. Kong Sigeberts datter, Ingunde , drog med stort følge til Spanien og blev modtaget med stor glæde af sin mormoder Gunsuintha. Denne kunne imidlertid ikke finde sig i, at Ingunde ret længe blev i den katolske tro, men gav sig til i venlige samtaler at lokke hende til at lade sig omdøbe i det arianske kætteri. Ingunde strittede bravt imod og sagde: »Det må være nok, at jeg en gang i den saliggørende dåb er renset fra arvesynden og har vedkendt mig den hellige treenighed i én væsenslighed. Det står jeg ved, det tror jeg af hjertet, og jeg vil aldrig vige fra den tro«. Da Gunsuintha hørte det, blev hun ude af sig selv af arrigskab; hun greb fat i pigens hår og rev hende omkuld og trampede på hende så længe, at blodet flød; så lod hun klæderne rive af hende og lod hende kaste i en fiskedam. Men mange hævder, at hun aldrig vendte sit sind bort fra vor tro. Leuvichild gav dem (Ingunde og hendes mand Hermenchild) én af sine byer (Sevilla), hvor de skulle herske og holde hof. Da de var flyttet til den by, gav Ingunde sig til at forestille sin mand, at han skulle vende det falske kætteri ryggen og godkende den katolske lovs sandhed. Han var længe uvillig, men hendes tale gjorde omsider indtryk på ham, og han vendte sig til den katolske lov. Ved salvingen (fulddåben) blev han kaldt Johannes. Da Leuvichild erfarede det, gav han sig til at tænke over, hvordan han kunne bringe ham i ulykke. Det mærkede Hermenchild; han gik over på kejserens side og sluttede venskab med hans præfekt, der dengang førte krig med Spanien (det østromerske rige havde siden Justinian fortsat stræbt efter at genoprette romervældet i Spanien). Leuvichild skikkede så bud til sin søn og lod ham sige: »Kom til mig, for der er nogle sager, vi må tale sammen om«. Sønnen svarede: »Nej, jeg kommer ikke, for du er mig fjendsk, fordi jeg er katolik«. Men så gav Leuvichild kejserens præfekt 30,000 solidi for at få ham fra at hjælpe sønnen, opbød sin hær og drog imod ham. Hermenchild tilkaldte grækerne og drog mod sin fader, medens han lod sin hustru blive tilbage i byen. Da Leuvichild gik frem imod ham, svigtede hjælpetropperne sønnen, og denne skønnede nu, at han ikke kunne stå sig. Han søgte da ind i en nærliggende kirke, og han sagde: »O, blot min fader nu ikke kommer over mig, thi det er synd, om en fader dræbes af sin søn, eller en søn af en fader«. Det fik Leuvichild at vide, og han sendte så hans broder (Reccared) til ham. Denne gav ham edeligt løfte om, at der intet slemt skulle ske ham og sagde til ham: »Gå hen og fald vor fader til fode, så vil han tilgive dig alt«. Hermenchild bad om at få sin fader i tale, og faderen kom ind i kirken, og Hermenchild kastede sig for hans fødder. Faderen tog ham i sine arme, kyssede ham og snakkede ham til rette med milde ord og førte ham derpå hen i sin lejr. Men sin ed glemte han; han gav sine folk et vink og lod sønnen gribe, lod hans klæder rive af ham og lod ham få nogle usle pjalter i stedet for; så drog han tilbage til Toledo, medens sønnen blev sendt i landflygtighed, kun ledsaget af én eneste tjener, idet de øvrige blev fratagne ham.

Efter sine sønners død dvælede kong Chilperik og hans hustru i oktober måned i Cuise skoven (resterne af denne skov udgør nu Compiégne skoven), og deres hjerter var fulde af kummer. Efter dronningens tilskyndelse (Fredegunde er Chlodovechs stedmoder) sendte Chilperik sin søn Chlodovech til Braine, i den hensigt at også han skulle få sin helsot af den syge, der havde voldt hans brødres død og netop da rasede i den egn; men Chlodovech fik ingen mén af den. Chilperik selv tog ind i kongsgården Chelles i nærheden af Paris, og få dage efter bød han Chlodovech komme til sig, og det kan vist ikke være så slemt, om jeg nu fortæller, hvordan han kom af dage. Mens han boede der i kongsgården hos sin fader, gav han sig til i tide og utide at skryde og slå om sig med sådanne ord som: »Mine brødre er jo nu døde, hele riget tilfalder nu mig. Hele Gallien kommer ind under mig; skæbnen giver mig eneherredømmet. Så kommer mine fjender i min hånd, og jeg kan gøre med dem, som det lyster mig«. Han gav sig også til at rakke ned på sin stedmoder Fredegunde, og da hun fik nys om det, blev hun meget ræd. Nogle dage efter kom en mand til dronningen og sagde til hende: »Det er Chlodovechs skyld, at du sidder sønneløs. Han har fattet elskov til en datter af en af dine trælkvinder, og han har fået pigens moder til ved trolddom at tage livet af dine sønner, og nu vil jeg sige dig, at du ikke kan vente bedre skæbne selv, nu da du har mistet dem, der skulle give dig håb om at have magten«. Dronningen grebes af rædsel, men fyldtes på samme tid af en vild vrede midt i sorgen over sine sønners nylige død. Hun lod den pige, Chlodovech havde kastet sine øjne på, gribe og hårdt piske og håret klippe af hendes hoved og lod hende derpå sætte fast i en kløvet pæl udenfor Chlodovechs bolig. Også pigens moder lod hun binde og underkaste langvarige pinsler og fik så en tilståelse lokket ud af hende om, at det var rigtigt nok med den omtalte snak. Fredegunde gav sig nu til at tude kongen ørene fulde med den historie og andet lignende og krævede Chlodovech straffet. Kongen skulle netop ud på jagt. Han lod i al stilhed Chlodovech hente, og da han kom, blev han på kongens bud grebet og lagt i håndjern af hertugerne Desiderius og Bobo; hans våben og klæder blev taget fra ham, og i nogle usle klæder blev han så i lænker ført frem for dronningen. Hun lod ham sætte fast og holde opsyn med ham. Idet hun ønskede at få ud af ham, om det var sandt, hvad hun havde fået fortalt, hvem der stod bagved med råd og tilskyndelse, og hvem han særlig havde knyttet venskab med. Chlodovech nægtede alt andet, men røbede mange mænds navne, med hvem han havde knyttet venskab. Tre dage efter lod dronningen ham i lænker føre over Marne floden og lod ham sætte i forvaring i en gård, der hedder Noisy. Mens han sad i forvaring dér, døde han af et dolkestik og blev jordet dér på stedet. Imidlertid kom der folk til kongen og meldte ham, at sønnen havde stukket sig selv ihjel, og de sagde, at dolken, hvormed han havde stukket sig, endnu sad i såret. Kong Chilperik lod sig narre af dem og græd ikke engang over den søn, han dog selv under indflydelse af dronningen så at sige havde sendt i døden. Chlodovechs husfolk blev sendt bort til forskellige steder. Hans moder (Audovera) mistede livet ved en grusom død; hans søster (Basina, om hvis ufærd i et kloster i Poitiers der senere fortælles om) blev sendt til et kloster, og undervejs drev dronningens karle spot med hende, og hun lever endnu i nonnedragt i dette kloster. Alle de skatte, Chlodovechs moder og søster havde ejet, kom nu til dronningen. Den kvinde, der havde vidnet imod Chlodovech, blev dømt til at brændes på bål. Da hun førtes til retterstedet, gav den ulykkelige kvinde sig til at råbe, at hun havde løjet, men alt hvad hun sagde var til ingen nytte, hun blev bundet til en pæl og levende brændt. Chlodovechs skatmester blev af staldmesteren Cuppa slæbt ud af Bourges og i lænker ført til dronningen for at lægges på pinebænk, men dronningen lod ham slippe både for pinsler og lænker, og det lykkedes os at skaffe ham friheden og lov til at drage til kongen.

Elaflus, der var biskop i Chálons, faldt under en sendefærd til Spanien i dronning Brunechildes ærinde i en stærk feber og opgav ånden. Hans lig blev ført tilbage derfra og gravsat i hans by. Biskop Eunius, hvem vi ovenfor har omtalt som sendemand for bretagnerne, fik derimod ikke lov til at vende tilbage til sin by, men kongen bød, at han skulle underholdes for offentlige midler i Angers. Da han var kommet til Paris og dér en søndag fejrede de hellige ceremonier, udstødte han pludselig en lyd, der lignede en vrinsken, og styrtede til jorden, medens blodet strømmede ud af hans mund og næsebor. Han blev båret ud af kirken, men han kom sig. Han var meget hengiven til vin og var undertiden så sanseløs drukken, at han ikke kunne gå et skridt. Kong Mir af Gallicien (sueverkongen Mir eller Theodomir, formodentlig Charariks søn) fremsendte sendemænd til kong Gunthchramn. Da de på denne færd var nået til Poitiers, som dengang var i kong Chilperiks magt, fik han at vide, at de just drog forbi; han lod da sendemændene gribe og føre til sig og satte dem i forvaring i Paris. Ved den tid hændte det i Poitiers, at en ulv fra skoven gik ind ad en af byens porte. Portene blev lukkede, og ulven blev fanget indenfor murene og slået ihjel. Der var også nogle der påstod, at de havde set himlen i brand. Loire floden stod endnu højere end forrige år, efter at Cher flodens vande havde forenet sig med den. En søndenstorm foer så voldsomt frem, at den kastede skovens træer til jorden, væltede huse, slog indhegninger ned og hvirvlede mennesker rundt, så flere satte livet til. Den strakte sig over et område på så meget som en halv fjerdingvej, men hvor langt den strakte sig er det umuligt at udregne. Hanerne gav sig ofte til at gale ved nattens frembrud. Månen formørkedes, og der viste sig en komet. Derefter fulgte en hård farsot. Suevernes sendemænd blev et årstid efter givet fri og drog så hjem. Biskop Maurilius i Cahors led meget af fodgigt, men foruden den pine, selve sygdommen voldte ham, tilføjede han sig selv mange pinsler. Han satte ofte glødende jern til ben og fødder for således lettere at øge sine lidelser. Da mange var ude efter hans bispedømme, valgte han selv til sin eftermand Urcinus, der fordum havde været dronning Vultrogothas (Childeberts dronning) kansler, og inden han døde, bad han om, at Urcinus måtte blive viet. Derpå gik han bort. Han var overmåde gavmild mod de fattige og svært hjemme i de kirkelige skrifter, så han endog udenad, efter hukommelsen, ofte fremsagde hele rækken af forskellige slægtled, der er opskrevet i det gamle testamente, og som mange havde svært ved at huske (dette træk af kirkelig »lærdom« er meget betegnende for arten af tidens forestillinger om og krav til lærdom). Han var også retfærdig i domme og værgede sin kirkes fattige mod onde dommeres vold, efter Jobs ord: »Jeg har støttet den fattige mod den mægtiges vold, og jeg har hjulpet den nødlidende, der ingen hjælper havde. Enkens mund har velsignet mig, da jeg var de blindes øje, de lammes fod og de syges fader«.

Kong Leuvichild skikkede Agila som sendemand til kong Chilperik. Det var en både udannet og udygtig mand, men fuld af ondskab mod den katolske lov. Da hans vej førte ham til Tours, gav han sig straks til at udæske os med hensyn til troen og til at gå løs på vor kirkelære. »Det var en urimelig kendelse, de gamle bisper fældede«, sagde han, »at sønnen var faderen lig. Hvordan kan han være faderen lig i magt; han siger jo: faderen er større end jeg! Det er derfor urimeligt at mene ham faderen lig, da han selv siger, han er mindre og klager til ham i dødens kvide og tilsidst døende overgiver ham sin ånd, som om han selv ingen magt har. Det fremgår heraf, at han er både yngre og ringere end faderen«. Så spurgte jeg ham, om han troede, jesus kristus var guds søn, og om han ville indrømme, at jesus kristus var guds visdom, lyset, sandheden, livet og retfærdigheden. Han svarede: »Ja, jeg tror, at guds søn er alt dette«. Så sagde jeg: »Sig mig da, når har faderen været uden visdom, uden lys, uden liv, uden sandhed, uden retfærdighed? Thi ligesom faderen ikke kan have været uden disse, lige så lidt har han kunnet være uden sønnen. Netop disse egenskaber hører med til herrens overnaturlige væsen. Han ville jo heller ikke være fader, hvis han ikke havde en søn. Når du nu kommer med, at han har sagt: faderen er større end jeg, så må du vide, at det sagde han som det ydmyge menneske, på det at du kan vide, at du er geniøst ikke ved hans magt men ved hans ydmygelse. Og når du siger dette: »Faderen er større end jeg«, så må du huske, at han et andet sted siger: Jeg og faderen, vi er ét. Både hans dødsangst og overgivelse af hans ånd til faderen må henføres til hans legemligheds svaghed, for at vi skal tro, at ligesom han er sand gud, således har han også været sandt menneske«. Hertil svarede han: »Den der gør en andens vilje, er mindre end denne. Sønnen er altid mindre end faderen, thi han gør faderens vilje, men vi læser ikke om, at faderen gør sønnens vilje«. Jeg svarede: »Du må indse, at faderen er i sønnen og sønnen i faderen, i én evig guddommelighed. Og for at du, hvis der endnu er nogen evangelisk tro i dig, kan erkende, at faderen gør sønnens vilje, så hør, hvad jesus vor gud selv sagde, da han kom for at genopvække Lazarus: Fader, jeg takker dig, at du har hørt mig. Jeg vidste jo nok, at du altid hører mig, men jeg sagde det for mængdens skyld, der står omkring mig, at den må komme til at tro, at du har sendt mig. Og da han gik til sin lidelse, sagde han: Fader, herliggør mig nu med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til. Og faderen svarede ham fra himlen: både har jeg herliggjort og vil atter helliggøre. Sønnen er altså [faderens] lige i guddommen og ikke ringere, og der er intet hos ham, der er ringere. Og hvis du vedkender dig ham som gud, så må du tilstå, han er fuldkommen og intet mangler, men hvis du siger, han ikke er fuldkommen, så tror du ikke, han er gud«. Han svarede: »Først da han tog menneskeskikkelse på, blev han kaldt guds søn, thi der var en tid, da han ikke var«. Jeg: »Hør hvad David siger, da han taler i faderens navn: jeg har avlet dig af mit skød før morgenstjernen. Og evangelisten Johannes siger: i begyndelsen var ordet, og ordet var hos gud, og ordet var gud. Dette ord blev altså kød og boede iblandt os, og ved det er alt skabt. Men eders indbildnings gift har gjort jer blinde, og eders forestilling om gud er uværdig«. Han: »Kalder i ikke den hellige ånd gud, og holder i ham ikke for lige med faderen og sønnen?« Jeg: »Der er én vilje i de tre, én magt, én virken. Gud er én i treenigheden, og trefoldig i enheden. Der er tre personer, men ét rige, én majestæt, én magt og almagt«. Han: »Den hellige ånd, som i siger er faderen og sønnen lig, må jo dog være ringere end disse to, thi vi læser jo, at han er lovet af sønnen og sendt af faderen; men ingen kan jo love noget, med mindre det, han lover, er i hans magt, og ingen sender én, som ikke er hans undergivne, således som han selv siger i evangeliet: hvis jeg ikke går bort, vil trøsteren ikke komme til eder, men hvis jeg går bort, vil jeg sende ham til eder«. Hertil svarede jeg: »Sønnen siger med rette, før sin lidelse, at hvis han ikke vender sejrrig tilbage til faderen og med sit eget blod får geniøst verden og får mennesket gjort til en værdig bolig for gud, så kan den hellige ånd, der også er gud, ikke stige ned i et hjerte, der er forvendt og smittet med arvesyndens smuds. Thi den hellige ånd, siger Salomon, flyer svig, og hvis du har noget håb om genopstandelse, skal du ikke tale imod den hellige ånd, thi herren selv har sagt: den der spotter den hellige ånd får ikke tilgivelse, hverken her i verden eller i den kommende«. Han: »Den som sender, er gud, men den som sendes, er ikke gud«. Herpå spurgte jeg ham, om han troede på apostlene Petrus' og Paulus' lære, og da han svarede ja, tilføjede jeg: »Dengang apostlen Petrus satte Ananias i rette for hans svig med den solgte ejendom, hør så hvad han sagde: hvor kunne det falde dig ind at lyve for den hellige ånd. Ikke for menneskene men for gud har du løjet. Og Paulus siger, da han skelner mellem de åndelige nådegavers grader: alt dette virker denne ene og samme ånd og uddeler til enhver især efter sin vilje. Men den, som gør, hvad han vil, er ikke nogen undergivet. Men i har ikke nogen rigtig mening om den hellige treenighed, som jeg sagde før, og hvor ond og fordærvet jeres sekts lære er, det fremgår jo også af den måde, hvorpå stifteren, Arius, døde«. Hertil svarede han: »Spot ikke en lov, i ikke selv dyrker. Vi spotter ikke hvad i tror, skønt vi ikke tror det, thi vi regner ikke folk til brøde, om de tror sådan eller sådan. Og det er hos os en gængs talemåde, at når man går imellem hedningernes altre og guds kirke, er der intet ondt i at vise begge ærefrygt«. Nu så jeg hans dårskab, og jeg sagde: »Nu ser jeg, at du værger hedningerne og bifalder kætterne. Du forvansker jo kirkens lærdomme, og du siger rent ud, at man skal ære hedningernes afskyeligheder. Sandelig, siger jeg dig, du gjorde bedre, om du rustede dig med den tro, som Abraham så ved egen, Isak i vædderen, Jakob på stenen, Moses i tornebusken, og som Aaron bar i brystsmykket, David priste under paukeslag og Salomon varslede i sin indsigt, som alle patriarker og profeter, ja loven selv har kundgjort gennem varsler og fremstillet billedlig ved ofre, og som også i vor tid vor fortaler sankt Martin her både nærede i sit hjerte og kundgjorde i sin gerning. Så ville du omvende dig og tro på den uadskillelige treenighed og få vor velsignelse, og dit hjerte ville blive renset for den slette tros gift og dine synder blive udslettede«. Men han blev helt ude af sig selv af raseri og fremstødte som en gal mand noget uforståeligt noget; endelig fik han sagt: »Før skal min sjæl slide sig løs fra legemets lænker, før jeg skal tage mod velsignelse af en præst af eders religion«. Jeg svarede: »Gid herren aldrig må lade vor religion og tro således kølne, at vi giver hundene hans hellige [sakramente] eller kaster de kostelige ædelstene for skidne svin«. Nu ville han ikke disputere mere men rejste sig og gik. Men senere, da han var kommet tilbage til Spanien, blev han hårdt medtaget af sygdom, og under trykket heraf omvendte han sig til vor religion. Ved samme tid skrev kong Chilperik en lille bog om, at den hellige treenighed blot skulle kaldes gud, og at man ikke skulle adskille personerne, idet han påstod, at det var usømmeligt at kalde gud en person ligesom et kødeligt menneske. Han hævdede også, at faderen var den samme som sønnen, og at den hellige ånd var den samme som faderen og sønnen. »Således«, sagde han, »Har det stået for profeterne og patriarkerne, og således har jo også loven selv kundgjort ham« (Chilperik synes at have hørt noget om sabellianismen). Det lod han læse op for mig og sagde: »Således ønsker jeg, at du og de andre kirkens lærere skal tro«. Jeg svarede ham: »Den tro må du lade fare, fromme konge, og du må følge den tro, som apostlene og siden andre kirkelærere har givet os, den som Hilarius og Eusebius (biskop i Vercelli, arianerfjende ligesom Hilarius) har lært og som du selv i dåben har vedkendt dig«. Så blev kongen vred og sagde: »Det er tydeligt, at i den sag er Hilarius og Eusebius mine afgjorte modstandere«. Hertil svarede jeg: »Du må passe på ikke at få hverken gud eller hans helgener imod dig. Thi du må vide, at i person er faderen noget for sig, sønnen noget andet og den hellige ånd atter noget for sig. Det var hverken faderen eller den hellige ånd, der tog kød på sig men sønnen, for at han, der var guds søn, også, for vor genløsnings skyld, kunne holdes for et menneskes og en jomfrus søn. Det var hverken faderen eller den hellige ånd, der led, men sønnen, for at han, der havde taget kød på sig i verden, selv kunne gives som offer for verden. Personerne, som du siger, skal ikke opfattes legemlig men åndelig. I disse tre personer er der én ære, én evighed, én magt«. Han svarede vredt: »Ja, det vil jeg nu tale om med folk, der er klogere end du; de skal nok give mig ret«. Men jeg sagde: »Den der går med til, hvad du siger, er visselig ikke klog men tåbelig«. Dertil svarede kongen intet, men han var aldeles rasende. Da nogle dage senere biskop Salvius fra Albigeois kom, lod kongen ham gennemgå skriftet og bad ham være hans meningsfælle. Men da Salvius hørte, at det var meningen, tilbageviste han kravet så heftigt, at hvis han havde kunnet nå det læg, hvorpå det var skrevet, ville han sikkert have revet det i stykker. Så opgav kongen den sag. Samme konge skrev også andre bøger på vers med Sedulius som forbillede (Sedulius var en kristelig digter i det 5. århundrede. Hans hovedværk er en episk genfortælling af bibelhistorien »Påskedigt« i 5 sange). Men hans vers stemmer aldeles ikke med versbygningens regler. Han føjede også nogle bogstaver til vore bogstaver, nemlig ω, som grζkerne har, ae, the, uui, hvis tegn er fψlgende: ωΘ, ae-ψ, th-Ζ, uui-Δ (hvad der her fortζlles om Chilperik er af nogle blevet tydet som udtryk for en germansk nationalfψlelse hos Chilperik, idet de omtalte lydtegn skulle gengive specielt germanske lyd, som de latinske bogstaver ikke kunne gengive. Bortset fra, at man i hvert fald mεtte indskrζnke »germansk« til frankisk, eller, da selv dette mεske er et kunstigt begreb, til Chilperiks stammesprog, og fra at lζsemåden er usikker, er det ret uforståeligt, hvad en sådan »germanisering« af det latinske alfabet skulle tjene til. Der er intet som helst spor af, at man har brugt et germansk skriftsprog; endog love og dokumenter affattes på latin. Gengivelsen af tegnene er forskellig i de forskellige håndskrifter, og der lader sig intet sikkert fastslå). Og han skikkede breve til alle sit riges byer, at dette skulle læres drengene, og at de bøger, der var skrevne i gammel tid, skulle rettes med pimpsten og skrives om. Ved den tid døde biskop Agricola af Chálons, en meget dannet og klog mand af fornem byrd. Han byggede meget i byen, indrettede våningshuse og gjorde bispekirken færdig; han rejste søjler i den, smykkede den med brogede marmorplader og med mosaikbilleder. Han levede yderst afholdende, spiste aldrig davre men kun nadver, og den satte han sig til så tidlig, at han kunne rejse sig derfra, mens solen endnu stod på himlen. Han var lille af krop men stor i veltalenhed. Han døde i sit 48de bispeår, sin alders 83de år. Efter ham kom Gunthchramns kansler Flavius. Ved den tid gik også Rodez bispen Dalmatius bort fra verden. Han var fremragende i al hellighed, afholdende både i spise og i al kødelig lyst, gavmild mod de fattige, mild mod alle, udholdende i at bede og våge. Han opførte en bispekirke, men da han ofte lod rive ned igen for at gøre den bedre, efterlod han den ufærdig. Efter hans død var der, som så tit, mange der ville have bispedømmet. Ihærdigst var præsten Transobad, der fordum havde været Dalmatius' ærkediakon; han stolede på, at han havde fået sin søn i tjeneste hos Gogo, der dengang levede i kongens gård (dvs. hos Childebert II. Gogo er, som det fremgår af flere hyldestdigte af Fortunatus, en fornem stormand først ved kong Sigeberts hof, og han førte Brunechilde fra Spanien, og senere var han ved barnekongen Childeberts hof. Til en sådan stormand var det almindeligt, at folk »anbefalede« eller »overgav« sig for derved at vinde frem til embeder og indtægter. På samme måde kunne man anbefale (overgive) sig til en konge. Denne rekommandation kan også ske af nød og trang, idet vedkommende til gengæld for værn, kost og klæder tilsiger sin patron sin tjeneste og lydighed. Forholdet er i det væsentlige en fortsættelse af tilsvarende forhold i romertiden, og det er ligeså vel gallo-romaner som frankere, der træder ind i det. Først langt senere får forholdet en militær karakter). Men bispen havde gjort et testamente, i hvilket han overlod kongen at afgøre, hvem der skulle have stillingen efter hans død, men tillige med frygtelige eder pålagde ham ikke at indsætte nogen fremmed i denne kirke, ejheller nogen havesyg eller nogen der var bunden i ægtestand, men at hans efterfølger skulle være fri for alt dette og være en mand der førte sit liv alene i herrens lov og pris (efter de gamle regler valgtes bispen nemlig af klerkene og folket, regler der endnu hævdes på et kirkemøde i 533, medens et møde i 549 nævner kongens vilje jævnsides klerkenes og folkets valg. I 557 fastsætter et nyt kirkemøde i Paris imidlertid, at de gamle regler igen skal følges, og at den der imod byens, klerkes og folks, vilje indsættes til bisp efter kongens bud, ikke skal godkendes. Transobad går øjensynlig ud fra, at det gælder om at vinde klerkene, men bispens testamente, sammenholdt med kirkemødernes udtalelser om kongen, viser, at kongen faktisk havde stor magt i sådanne sager, hvilket også fremgår af beretninger om mange bispevalg) Præsten Transobad gjorde imidlertid et gilde for klerkene i byen selv, og medens de sad ved bordet, gav en af præsterne sig til i skamløse ord at tale ondt om den døde biskop, og han drev det så vidt, at han ligefrem kaldte ham gal og dum. Just som han sagde det, kom mundskænken til ham og bød ham et bæger. Det tog han, men da han førte det til munden, kom han til at skælve; bægeret gled ud af hans hånd, hans hoved sank ned over den, der sad ved siden af ham, og han udgav ånden, og fra gildet blev han ført til graven og jordet. Senere blev bispens testamente læst op for kong Childebert og hans stormænd (Childebert II, søn af Sigebert og Brunechilde, var født i 571, var altså i 580 kun 9 år gammel, altså umyndig. Efter den saliske lov er slægten samværger for den umyndige, men denne regel kunne ikke overføres til det Merovingiske kongedømme. En lovfæstet regel findes vistnok slet ikke for dette forhold. Undertiden ser vi barnekongens moder have del i styrelsen. Det sædvanlige er, som her, at det er stormændene der faktisk styrer love osv. og udstedes vel i den umyndige konges navn, men disse stormænd må naturligvis altid være tilstede, hvor noget skal afgøres. Noget andet er det rent personlige værgeforhold. Childebert II havde sin onkel Gunthchramn til værge, i hvert fald formelt. Det faktiske og stadige tilsyn med ham kunne være overdraget en enkelt stormand, her måske Gogo og Theodosius, der dengang var ærkediakon i byen). Da kong Chilperik hørte om Leudastes' ufærd mod kirker og indbyggere i Tours (Leudastes var greve i Tours), sendte han Ansovald derhen. Han kom til byen sankt Martins dag og gav os og folket lejlighed til at udtale vort ønske og indsatte så Eunomius til greve (dette betyder ikke, at indbyggerne selv valgte deres greve. Udnævnelsen var fuldt ud kongens sag, og det er jo også kongens udsending, der uden videre afsætter den tidligere greve. Men denne udsending rådfører sig med bispen og nogle indbyggere eller viser dem den høflighed at spørge dem). Da Leudastes således så sig afsat, drog han til Chilperik og sagde: »Lige til nu har jeg, frommeste konge, haft Tours i min varetægt; se nu til, nu da jeg er sat ud af embedet, hvorledes byen bliver skøttet. Jeg skal nemlig sige dig, at biskop Gregor tænker på at overgive den til Sigeberts søn« (Tours havde jo tidligere hørt til kong Sigebert, men stod fra 573 eller 577 under Chilperik). Da kongen hørte det, sagde han: »Sikke noget sludder; det er fordi du er afsat, du laver sådan noget«. Leudastes svarede: »Nåh bispen siger endda værre ting om dig. Han siger, at din dronning driver utugt med biskop Bertchramn«. Så blev kongen vred, slog og sparkede Leudastes og lod ham lægge i jern og kaste i fængsel. Men denne bog må jo have en ende, og så vil jeg til slut fortælle noget om Leudastes. Men det er vist bedst at begynde med hans byrd og hjemstavn og hans karakter. Gracina hedder en ø ved kysten af Poitou (vistnok øen Ré). Her blev han født. Hans fader, Leucadius, var træl hos en vingårdsmand under kronen. Drengen blev udskrevet til hoftræl og blev sat i kongens stegers. Men da han i drengeårene havde dårlige øjne og ikke kunne tåle den stærke røg, blev han flyttet fra peberkværnen til dejgtruget (fra stegerset til bagerset). Han lod, som om det var ret hans lyst at tumle med surdejgen og brødene, men alligevel søgte han at slippe bort og unddrage sig sin trællegerning. En to tre gange rømte han således og blev ført tilbage igen, og da man ikke på anden måde kunne holde ham fast, skar man til straf et mærke i hans ene øre. Nu kunne han ikke på nogen måde skjule den legemslyde, der var tilføjet ham, men så flygtede han til dronning Marcovefa, hvem kong Charibert havde fattet stærk elskov til og taget i sin seng i stedet for hendes søster. Hun tog vel imod ham og gav ham en bedre plads, idet hun satte ham til at passe på sine bedste heste. Så ville han imidlertid, forfængelig og hovmodig som han allerede var, gerne være staldmester og fik virkelig også stillingen (fortællingen her viser, at det ingenlunde altid er byrd og rigdom, der er afgørende for adgang til høje hofstillinger hos Merovingerne. Et lune hos dronningen eller kongen er tilstrækkelig. Tidens stormænd er ikke en adelsklasse; deres storhed hviler alene på kongens vilje, om det end ganske vist oftest er de i forvejen rige, der får lejlighed til at komme i kongens gunst. Her er manden begyndt som staldkarl, dvs. i en ren og skær trællestilling. Så forfremmes han til det fremtrædende hofembede som comes stabuli, staldgreve, en titel der også kendtes i romertiden, og som ved ordet comes, der også bruges om de høje embedsmænd, som er kongernes stedlige repræsentanter og statholdere rundt om i riget, får et fornemt præg. Af det tilsvarende tyske ord marahscalc (marah, hest; scale træl, tjener) synes at fremgå, at stillingen oprindelig kunne være en trællestilling. Sikkert er, som sagt, at en tyendestilling i kongens gård, opnået ved kongens gunst og vilje, bliver en egenlig embedsstilling, der senere spænder langt videre end en egenlig hofstilling. Marskalken, marsken, connétablen bliver hærfører). Nu så han ned på og ringeagtede alle, blev opblæst, udsvævende og havesyg. I dronningens ærinde blev han som hendes egentlige yndling sendt snart til et sted, snart til et andet. Da hun døde var han allerede ved alskens rov blevet en rig mand, og ved gaver til kong Charibert lykkedes det ham at beholde stillingen hos ham. Senere blev han for folkets synders skyld indsat til greve i Tours (det må være sket inden Chariberts død i ca. 570, og før hans land blev opdelt mellem brødrene, thi da kom Tours til Sigebert, der beholdt det indtil Chilperik tog det i 573 og i 577). Her var han endnu mere skrydende og opblæst af sin fornemme stilling og var tillige en rovgrisk blodsuger, en ubændig slagsbroder og et svin af en horkarl, og han samlede sig store rigdomme ved at sætte folk op imod hinanden og ved at rejse falske kæremål imod folk. Da Tours efter Chariberts død tilfaldt Sigebert, gik han over til Chilperik, og det gods, han på uretfærdig måde havde samlet, blev plyndret af kong Sigeberts tro mænd. Men da Chilperik ved sin søn Theodobert indtog Tours (573), hvor jeg allerede da var blevet biskop, roste Theodobert ham stærkt for mig, thi det var meningen, at han skulle have sit tidligere grevskab. Leudastes var meget ydmyg og føjelig overfor mig, og han svor flere gange på den hellige biskops grav, at han absolut ikke ville komme, hvis jeg fandt det utilstedeligt, og at han ville være mig tro i et og alt, hvad enten det var mine egne sager, der var tale om, eller det var kirkens interesser. Han var nemlig bange for, at kong Sigebert igen skulle få byen i sin magt, hvad der jo også skete. Efter Sigeberts død, og da byen atter kom ind under Chilperiks kongedømme (Sigebert døde i 575. I 577 indtog Chilperik igen Tours), fik han vel grevskabet, men da Merovech kom til Tours, plyndrede han hans godser, hvor de fandtes. I de to år, da Sigebert var herre i Tours (fra Chariberts død i 570 eller 571 til 573, da Chilperik første gang indtog Tours), holdt Leudastes sig skjult i Bretagne. Da han nu, som sagt, fik sit grevskab igen, optrådte han så brøsigt, at han kom hen i bispehuset iført brystpanser og køllert, med pilekogger over skuldrene, spyd i hånden og hjelm på hovedet. Han vidste sig ikke sikker for nogen, fordi han selv var imod alle. Sad han i retten sammen med gode mænd, læge eller gejstlige, og så en mand hævde hvad ret var, kom han straks i raseri og brød ud i skældsord mod borgerne (greven er også som dommer, kongens, al domsrets egentlige indehavers, delegerede og har vistnok kunnet dømme ganske alene; men hyppigst ses han at have meddommere, omtrent som tilfældet var i Romerriget og hos germanerne. I Merovingertiden kaldes disse assessorer med et tysk ord rachineburger, på latin boni homines (gode mænd) eller lignende. De udtoges vistnok af greven på hvert enkelt sted, hvor han holdt rettergang, og blandt de kyndigste og fornemste mænd. Stedet her viser, at såvel gejstlige som verdslige var med, at altså gejstlige deltog i verdslige retsafgørelser, hvilket tidligt vakte kirkelige betænkeligheder. At greven, foruden den politimyndighed han udøver på domsstedet, tillige selv, alene, uden hjælp af de »gode mænd« kan udøve domsret, er vistnok sikkert, men sædvanligt er det ikke, thi han trænger til deres hjælp, idet hver person, der havde en sag for retten, skulle dømmes efter sin lov (frankisk, romersk osv.) og ikke efter nogen landslov, da en sådan ikke fandtes. Netop derfor måtte greven på hvert domssted kunne tilkalde folk, der hver for sig var kyndige i de forskellige love. Domsstedet kaldes ofte mallus, der i betydning svarer til det islandske »lovbjerg«. Men i Merovingertiden holdes der sjældent, måske aldrig, dom under åben himmel men i et offentligt lokale, undertiden i en kirkes atrium. Her har alle adgang. Rettergangen er offentlig. De borgere, som Leudastes her skælder ud, er enten »de gode mænd« eller tilhørere, der måske knurrer og larmer, hvis de synes, det ikke går, som det skal). Præster lod han slæbe afsted i håndjern, og sine tjenestemænd gav han stokkeprygl. Det er næsten umuligt at skildre, hvor grum han var. Da Merovech, der havde plyndret hans gods, var draget bort fra Tours, førte han falske klager mod os og påstod uden mindste ret, at det var efter vort råd, Merovech havde røvet hans gods, og han voldte os adskillig skade men svor os så atter de samme eder som før og tog endog tæppet over den hellige Martins grav til vidne på, at han aldrig ville gøre os noget imod. Men da det ville blive for vidtløftigt at fortælle i rækkefølge om hans meneder og hans andre ugerninger, så lad os hellere straks komme til, hvorledes han ved hadefulde og oprørende bagtalelser søgte at få mig trængt ud af mit embede, og hvorledes guds hævn kom over ham, så det gik i opfyldelse som skrevet står: »Enhver der spænder ben for en anden, skal selv komme til at snuble« og fremdeles: »Den der gravér en grav for en anden, falder selv i den«. Efter at have gjort mig og mine meget ondt og efter at have tilrevet sig meget af kirkens gods, slog han sig sammen med præsten Riculf, der var ligeså ond og lastefuld som han selv. Han havde nu den frækhed at sige, at jeg havde sagt dronning Fredegunde slemme ting på, og påstå at min ærkediakon Plato og min ven Gallienus, hvis de blev lagt på pinebænken, ville godtgøre, at jeg havde sagt sligt. Men, som jeg før har fortalt, kongen blev vred, slog og sparkede ham og lod ham lægge i jern og sætte i fængsel. Han sagde, at hans hjemmelsmand til hvad han havde sagt var en klerk ved navn Riculf. Denne Riculf var underdiakon og ligeså letfærdig og uordentlig som den anden Riculf. Året før havde han drøftet sagen med Leudastes og søgte nu et påskud til at yppe kiv med mig for så, når han således havde gjort sig mig til fjende, at gå over til Leudastes (under påskud af at bispen forfulgte ham at søge værn hos greven, er et udtryk for at greve og biskop ofte var hinandens rivaler, og at hvers myndighedsområde var meget løst aftalt og afgrænset). Så fik han jo også et påskud, og han gik til greven. I 4 måneder smedede de rænker og stillede fælder. Så kom han tilbage til mig sammen med Leudastes selv, der bad mig om at tage imod ham igen og lade alt være glemt. Jeg må indrømme, at jeg føjede ham; jeg modtog åbenlyst i mit hus en mand, der i løn var min fjende. Da Leudastes var gået, kastede Riculf sig for mine fødder og sagde: »Du må hjælpe mig og det straks, ellers er det ude med mig. Se, Leudastes har lokket mig til at sige noget, som jeg ikke skulle have sagt. Send mig derfor hen i et andet rige, ellers bliver jeg grebet af kongens folk, og så må jeg bøde med mit liv«. Så sagde jeg til ham. »Hvis du har sagt noget usømmeligt, så må dine ord komme over dit eget hoved. Jeg vil ikke sende dig til et andet rige for ikke at blive mistænkt hos kongen«. Derefter (efter at Leudastes efter besøget hos Gregor havde forklaget Gregor hos kongen og af denne var blevet sat i fængsel) rejste Leudastes klage imod Riculf og sagde, at det var fra ham, han havde de udtalelser, vi har hørt om, og medens Leudastes nu blev givet fri, blev Riculf lagt i jern og sat i fængsel. Han sagde nu, at Gallienus og ærkediakonen Plato havde været tilstede den dag, da bispen var kommet med den omtalte udtalelse. Præsten Riculf, som allerede af Leudastes havde løfte om bispedømmet i Tours, optrådte imidlertid med et sådant hovmod, at han næsten var ligeså opblæst som Simon Troldmand. Skønt han tre eller flere gange havde givet mig sin ed på den hellige Martins grav, faldt han dog over mig den sjette dag i påskeugen, skældte mig ud og spyttede ad mig og var lige ved at slå mig, idet han stolede på et heldigt udfald af de rænker, han havde smedet. Dagen efter, lørdagen før påske, kom Leudastes til Tours. Han lod, som han havde et helt andet ærinde, men han lod Gallienus og ærkediakonen Plato gribe og binde; deres klæder blev tagne fra dem, og de blev i lænker ført afsted til dronningen. Jeg sad i bispehuset, da jeg fik det at vide. Angst og sorgfuld gik jeg ind i kapellet; jeg tog bogen med Davids salmer og slog op i den, for om jeg måske kunne træffe på et vers, der kunne give mig nogen trøst. Jeg fandt følgende: »Han førte dem ind i tryghed, og de frygtede ikke, og deres fjender druknede i havet«. Imidlertid skulle de andre over floden; de var i to både, der var forbundne ved en bro. Den båd, Leudastes var i, sank, og hvis han ikke havde kunnet svømme over den lille flod, var han måske druknet, han og hans ledsagere. Den anden båd, der var forbundet med hin, og hvor de to fanger sad, holdtes oven vande ved guds hjælp. De fangne blev nu ført til kongen og forklagede med påstand om, at sagen måtte endes med dødsdom. Efter nærmere omtanke lod kongen dem dog løse af jern og lod dem leve i frihed under opsyn uden at gøre dem noget (denne kostelige lille mirakelhistorie, der dog er præget af en forsigtig omhu for ikke at sige noget usandt, står naturligvis i forbindelse med det forud givne varsel fra Davids salmer). I Tours udspredte imidlertid hertug Eberulf og grev Eunomius det rygte, at kong Gunthchramn ville tage byen, og for at sikre sig imod at blive overrasket skulle der sættes vagt om byen. Under dette påskud satte de vagt ved portene; det hed sig, det var for at vogte byen, men det var i virkeligheden for at passe på mig. De sendte også folk til mig, der rådede mig til at tage det bedste af kirkens sager og så snige mig bort til Clermont; men jeg føjede dem ikke. Imidlertid stævnede kongen sit riges bisper og bød, at sagen skulle nøje undersøges. Klerken (underdiakonen) Riculf kom flere gange i særforhør og fremsatte mange falske påsagn mod mig og mine. En tømrer ved navn Modestus sagde til ham: »Sikken skælm du er, at du laver alle disse frække løgne mod din biskop. Du skulle hellere holde din mund og bede bispen om forladelse og se at få hans tilgivelse«. Men Riculf gav sig så til at skrige op og råbe: »Så han vil have mig til at tie, for at jeg ikke skal få sandheden frem. Han må være dronningens fjende, siden han ikke vil have denne sag om krænkelse af dronningen undersøgt«. Dette blev straks meldt dronningen; Modestus blev grebet og pint og pisket, lagt i lænker og sat i fængsel. Her sad han, lænket til en blok, mellem to vogtere; ved midnat faldt disse i søvn; han bad nu til herren, at han i sin magt ville komme til den svage, bad om at biskop Martin og Medardus måtte komme til ham, der uskyldig sad i lænker, og fri ham. Og straks efter løstes lænkerne, og blokken brast, og døren gik op, og han gik ind i den hellige Medardus' kirke, hvor vi netop den nat vågede (dette foregik altså i Soissons, ikke i Tours; kongsgården Braine, hvor bispemødet holdtes, ligger ikke langt fra Soissons). Bisperne mødtes i kongsgården Braine, hvor de alle måtte bo sammen i ét hus. Så kom kongen. Han hilste på dem, modtog velsignelsen af dem og tog plads. Så fremførte biskop Bertchramn af Bordeaux sagen. Det var ham, det brødefulde forhold til dronningen var påduttet. Han rettede klage mod mig og sagde, at det var mig, der havde sagt ham og dronningen den brøde på. Jeg sagde, som sandt var, at jeg ikke havde ført sådan tale; jeg havde hørt andre sige det, men selv havde jeg aldeles ikke tænkt mig noget sådant. Udenfor huset larmede mængden og sagde: »Hvorfor skal sådan noget siges denne guds præst på? Hvorfor fører kongen proces om sådan noget? Kunne bispen vel sige sligt, om det så kun var om en træl. O herre gud, hjælp din tjener«. Kongen sagde: »Min hustrus brøde er min vanære. Hvis i derfor mener, at der skal føres vidner mod bispen, så er vidnerne rede. Men hvis i mener, at dette ikke skal ske, og at bispens udsagn skal stå til troende, så sig til, jeg vil gerne rette mig efter eders ønske«. Alle fandt, at kongen heri viste både en prisværdig klogskab og et stort herredømme over sit sind. Da nu alle sagde: »En underordnet kan der ikke fæstes lid til overfor en biskop«, så blev sagen afgjort derhen, at jeg skulle læse messer ved tre altre og så ved ed lægge de omtalte ord fra mig. Og skønt det var imod, gjorde jeg det dog af hensyn til kongen. Jeg vil ikke undlade at fortælle, at prinsesse Rigunthe (datter af Chilperik og Fredegunde) i medfølelse med mine lidelser holdt faste, hun og hendes hele hus, indtil en tjener kom og meldte hende, at jeg havde gjort fyldest i et og alt, efter hvad der var blevet vedtaget. Derpå drog bisperne tilbage til kongen og sagde: »Bispen har nu udført alt, hvad der var pålagt ham. Nu er der ikke andet for, o konge, end at du sammen med biskop Bertchramn, der har ført klage mod sin broder, udelukkes fra sakramentet« (den der rejste falsk klage mod en biskop, skulle ekskommuniceres). »Nej«, sagde kongen, »jeg har kun sagt, hvad andre har sagt mig«. Da de så spurgte, hvem der havde sagt det, svarede han, at han havde det fra Leudastes. Denne var imidlertid, rådløs og modløs, allerede flygtet. Så vedtog alle bisperne, at han, fordi han havde udspredt forargelse, bagvasket dronningen og ført klage over en biskop, skulle være udelukket fra alle kirker, fordi han havde unddraget sig forhøret. De sendte også et brev med deres underskrifter til de bisper, der ikke havde været tilstede, og derefter drog hver især til sit. Da Leudastes fik at vide, hvad der var foregået, ville han søge ind i sankt Peters basilika i Paris, men erfarede så, at kongen havde udstedt forbud imod, at nogen i hans rige tog imod ham, og da hertil kom, at hans søn, hvem han havde ladt tilbage hjemme (i Tours), var død, sneg han sig ind i Tours, samlede sine bedste ejendele sammen og førte dem til Bourges; kongens folk satte efter ham, men han undkom. Hans hustru blev grebet og forvist til Tournay. Klerken Riculf blev dømt til døden; jeg fik med møje sat igennem, at han ikke blev dræbt, men tortur kunne jeg ikke holde ham fri for, og ingen livløs ting, intet stykke jern havde kunnet holde til så mange slag, som denne ulykkelige måtte døje. Fra klokken 9 om formiddagen hang han, med bagbundne hænder, på et træ, og først klokken 3 om eftermiddagen blev han taget ned og blev så spændt på et hjul og pryglet med stokke, ris og dobbelte remme, og det ikke af én eller to mand, men så mange der blot kunne komme til omkring hans ulykkelige lemmer gav sig til at prygle løs på ham (hjulet er måske snarere en slags vinde der føres rundt ved et tov, så folk fra alle sider kunne komme til at slå løs. Et sådant torturredskab skildres i flere martyrlegender og må have været kendt af de middelalderlige legendeskrivere. Gregor bruger heller ikke det almindelige ord for hjul men et ord, der sædvanlig betyder en vinde, et hejseredskab). Da han var på det yderste, kom han frem med sandheden og lagde de lønlige rænker blot for alle. Han sagde, at sigtelsen mod dronningen var fremkommen for at få hende jaget ud af riget, og for at Chlodovech så, efter at have dræbt sine brødre (Fredegundes sønner, men synoden i Braine holdtes før de døde), kunne blive konge, Leudastes hertug, præsten Riculf, der alt fra den hellige biskop Eufronius' tid var Chlodovechs ven, biskop i Tours, medens klerken Riculf havde løfte om at blive ærkediakon. Da vi ved guds nåde kom tilbage til Tours, fandt vi kirken forstyrret af præsten Riculf. Under biskop Eufronius var han blevet draget frem fra sine fattige kår og var blevet viet til ærkediakon, og da han derefter var viet til præst, fik han sin egen bolig (som ærkediakon boede han i bispehuset). Han var altid skrydende, opblæst og indbildsk. Mens jeg endnu var hos kongen, gik han med den største frækhed, som om han allerede var biskop, ind i bispehuset, opskrev alt kirkens sølvtøj og tilegnede sig alle de øvrige sager. De højere klerke gav han rige gaver og uddelte vinmarker og enge. De ringere klerke derimod fik prygl, mange endda af hans egen hånd, idet han sagde: »Jeg skal vise jer, hvem der er eders herre, og hvem der har sejret over sine fjender; det er min kløgt der har renset Tours for auvergnere (Gregor stammede jo fra Auvergne. Formodentlig har han da givet kirkelige stillinger i Tours til frænder og venner og derved vakt de indfødtes uvilje, et forhold, der træffes atter og atter. Den usle klerk vidste ikke, at med undtagelse af 5 bisper var alle de mænd der havde siddet på bispestolen i Tours ved frændskab knyttede til vor slægt. Han plejede at sige til sine fortrolige, at en klog mand kan man kun narre ved falske eder. Da jeg var kommet tilbage, vedblev han at vise mig ringeagt, og han kom ikke hen at byde mig velkommen, således som de andre borgere havde gjort, men truede tværtimod med at slå mig ihjel. Jeg lod ham derfor efter provinsens bispers råd føre bort til et kloster (en provins rummede flere bispedømmer, der stod i nøjere forbindelse med hinanden indbyrdes end med bispedømmerne i de andre »provinser« i Gallien. Én af »provinsen«s bisper er metropolit. Den kirkelige inddeling er hele middelalderen igennem væsentlig den samme som den administrative inddeling i romertiden. Til de 112 civitates svarer 112 bispedømmer; til hver af de 17 provinciae svarer metropolit distriktet; fra slutningen af det 6. århundrede og især fra det 7. århundrede kaldet ærkebispedømmer). Medens han sad der under strengt opsyn, lagde biskop Felix (Felix af Nantes), der også havde været med til at fremme den omtalte sag, sig imellem og sendte folk derhen. Abbeden lod sig narre af falske eder, og Riculf undslap og drog til biskop Felix, der modtog ham med åbne arme, skønt han burde have vist ham afsky. Leudastes slap bort til Bourges og medførte alle de skatte, han havde kunnet samle sammen af, hvad han havde røvet fra de fattige. Men kort efter faldt indbyggerne i Bourges under ledelse af stedets greve over ham og fratog ham det guld og sølv og hvad andet han havde ført med sig, og lod ham kun beholde hvad han havde på sin krop, og de ville også have taget hans liv, hvis det ikke var lykkedes ham at flygte. Da han var kommet til kræfter igen, faldt han, med nogle folk fra Tours, over dem, der havde plyndret ham; han dræbte én af dem og fik noget af sit gods igen og drog så tilbage til Tours egnen. Da hertug Eberulf fik nys herom, sendte han sine folk i fuld rustning ud for at gribe ham. Så snart Leudastes så, at han sandsynligvis ville blive fanget, kastede han sine ting fra sig og flygtede til den hellige Hilarius' basilika i Poitiers. Hertug Eberulf sendte det tagne bytte til kongen. Leudastes gik somme tider ud af basilikaen og brød ind i forskellige folks huse og drev åbenlyst røveri. Ofte grebes han endog i utugt i selve forhallen til den hellige basilika. Dronningen blev meget vred over, at det gud viede sted således vanhelligedes, og hun bød, at han skulle jages ud af den hellige basilika. Da han var jaget ud herfra, flygtede han igen til Bourges til sine venner dér og bad dem skjule ham. Jeg skulle allerede tidligere have fortalt om en samtale, jeg havde med den hellige biskop Salvius, men det gik mig dengang af minde, og jeg kan ikke tro, det kan være en helligbrøde, om jeg skriver derom nu bagefter. Altså: dengang jeg, efter den omtalte synode, havde sagt farvel til kongen og gjorde mig rede til at tage hjem, ville jeg dog ikke tage bort, før jeg havde kysset denne mand til afsked. Jeg opsøgte ham og fandt ham i forhallen til vort hus i Braine. Jeg sagde til ham, at jeg nu stod i færd med at tage hjem. Vi gik så lidt til side og snakkede sammen om dette og hint, så sagde han: »Kan du ikke, dér over taget, se hvad jeg nu ser?« Jeg svarede: »Jeg ser det tegltag, som kongen nylig har ladet lægge«. Han: »Kan du ikke se andet?« Jeg: »nej« for jeg troede, det var noget, han sagde i spøg. Og jeg føjede til: »Men hvis du kan se noget mere, så fortæl mig det.« Han sukkede dybt og sagde så: »Jeg ser guds vredes dragne sværd svæve over dette hus«. Og bispens ord var ikke løgn, thi 20 dage senere døde kongens to sønner, om hvis endeligt vi foran har skrevet. Her ender femte bog. Den er sluttet i kong Childeberts femte år (dette vil ikke sige, at Gregor har afsluttet 5. bog i kong Childebert II´s 5. regeringsår ca. i 580, thi af mange grunde er det givet, at bogen først er skrevet i 580érne. Men det vil sige, at han i sin skildring er nået frem til det nævnte år. Men iøvrigt hidrører efterskriften sandsynligvis slet ikke fra Gregor selv. Den, der har tilføjet den, har ikke vidst og ikke interesseret sig for at få at vide, når Gregor har skrevet de forskellige bøger og går da ganske simpelt ud fra, at bogen her er sluttet samtidig med de sidst skildrede begivenheder. Herved forklares også, at tiden ikke er regnet efter Chilperiks regeringsår, skønt Chilperik herskede over Tours, medens Childebert II (født i 571), der senere efterhånden blev konge over næsten hele Gallien, dengang kun var et barn, hvis fremtidige skæbne var yderst usikker).

Skift til: Frankerkrøniken II.

Webmaster