I sit sjette kongeår (581) brød kong Childebert sin fred med kong Gunthchramn og gik sammen med Chilperik. En føje tid efter døde Gogo (barneopdragere og hovmesteren), og Wandelen kom i hans sted. Mummolus flygtede fra Gunthchramns rige og lukkede sig inde bag Avignons mure (i 581 flygtede patricieren Mummolus med hustru og børn og en mængde trælle og store rigdomme ind i kong Childeberts rige til Avignon). I Lyon samledes en bispesynode, der tog sig af forskellige omstridte sager og domfældte dem, der ikke rettede sig efter de kirkelige vedtægter (formodentlig det koncil, der afholdtes i Lyon i 583 i Childeberts 8. kongeår. Koncilet traf beslutning om de forskellige klerkegraders forhold til ægteskab og om nonner, der bryder klosterreglerne: fra bisp til underdiakon må ingen klerk have nogen anden kvinde i sit hus end moder, tante eller søster. Når en gift klerk opnår diakon- eller præstegrad, må han leve adskilt fra sin hustru, ikke blot hvad seng angår, men også i henseende til dagligt samkvem, og hvis, hvad gud forbyde, en kvinde af disse klerkes husstand, efter at de har fået diakon eller præstevielse, føder et barn, skal klerken afsættes). Synoden drog så til kongen og drøftede her vidt og bredt, hvad der var at gøre med hensyn til hertug Mummolus' flugt, og omtaltes den ufred der var. Imidlertid vendte de mænd, kong Chilperik 3 år tidligere havde sendt til kejser Tiberius tilbage. De havde døjet meget, thi da de på grund af kongernes kiv ikke havde turdet søge havn i Marseille, havde de søgt til Agde, hvilken by ligger i goternes rige (det Vestgotiske rige), men inden de havde nået land, greb stormen deres skib, slyngede det ind mod kysten og slog det i stykker. Sendemændene og deres tjenerfølge kom i den yderste livsfare, men ved at klynge sig til bjælker og brædder blev de langt om længe slynget op på strandbredden; mange af tjenerskabet druknede, men de fleste undgik dog døden. De ting, der skyllede op på kysten, tog indbyggerne; de bedste sager fik sendemændene dog igen og bragte dem tilbage til kong Chilperik; men agdenserne selv beholdt meget. Jeg var just dengang draget til kongsgården Nogent (Nogent sur Marne) for at træffe kongen. Han viste mig dér et stort gyldent fad, prydet med ædelstene; det vejede 50 pund. Han sagde: »Dette fad har jeg ladet gøre til frankerfolkets ære og ry, men jeg vil lade gøre mange andre ting, om livet ellers vorder mig huld.« Han viste mig også guldstykker, som vejede et pund, som kejseren havde sendt ham. På den ene side bar de kejserens billede: kejser Tiberius den altid ærværdige; på den anden side var der et firspand med vognstyrer, og der stod skrevet: romernes ry. Han viste mig også mange andre skønne ting, som sendemændene havde bragt. Mens Chilperik endnu dvælede i denne kongsgård, kom biskop Egidius af Reims og Childeberts fornemste mænd i sendefærd til ham. Deres drøftelse gik ud på, at kong Gunthchramn skulle jages ud af sit rige, men Childebert og Chilperik skulle holde sammen i fred. Chilperik sagde: »Mine synder er blevet store, og mine sønner er blevet taget fra mig; den eneste arving, jeg nu har tilbage, er min broder Sigeberts søn, kong Childebert. Derfor skal han være arving til alt, hvad jeg monne få sanket sammen, når jeg blot, så længe jeg lever, må råde over det altsammen, frit og uden nogens indblanding.« Sendefærden takkede Chilperik, underskrev pagten og fæstede med ed, hvad de havde sagt, hvorpå de med store gaver drog tilbage til Childebert. Da de var draget bort, sendte kong Chilperik biskop Leudovald tilligemed sine fornemste mænd [til Childebert], og da de dér havde udvekslet eder på freden og fæstet pagten, drog de tilbage med gaver (dette gaveskifte - såvelsom de øvrige omstændigheder ved fredspagtens afslutning - er ægte germansk).

Hertug Lupus af Champagne (han var Sigeberts og Brunechildes mand) havde længe måttet døje hårde kår. Han var stadig udsat for røverier, især fra Ursio og Bertefred, som til sidst aftalte at dræbe ham og sendte en hær imod ham. Da dronning Brunechilde erfarede dette, harmedes hun over denne retsstridige voldsfærd mod hendes tro mand. Fuld af mandemod trængte hun ind midt i fjendernes rækker og sagde: »Tag jer i agt, gør ikke den udåd, hold op med at efterstræbe en uskyldig; lad det ikke komme til kamp for denne ene mands skyld, det vil blive til våde for hele landet.« Dertil svarede Ursio: »Gå din vej, kvinde. Du har haft kongemagt, mens din mand levede, og det må være dig nok. Nu er din søn konge, og det er vor og ikke din sag at holde hans kongedømme ved magt. Gå din vej, hvis du ikke vil trampes til døde under vore hestes hove« (dette minder om den dødsmåde, der virkelig blev Brunechilde til del i 613 og som skildres bl.a. i den såkaldte Fredegar krønike, hvor det hedder, at kong Clothar II efter at have fået hende i sin magt lod hende høre, at hun havde 10 frankerkongers og kongesønners, bl.a. kongerne Sigebert og Chilperik, Clothar s brødre Chilperiksønnerne Merovech, Theodobert og Theodoriks, død på samvittigheden og derefter lod hende pine tre dage igennem, derefter sætte på en kamel og føre hende rundt blandt krigerne til spot og mishandling og endelig binde til halen af en hest, der sparkede og slæbte hende til døde). De vedblev imidlertid længe at trættes, og dronningens kløgt sejrede til sidst, så der ingen kamp blev. Men da de andre drog bort, brød de ind i Lupus' bolig og røvede alle hans ejendele. Det skulle hedde sig, at de bragte det til kongens skatkammer, men de førte det til deres egne huse, og de udstødte trusler mod Lupus og sagde: »Han skal ikke slippe os levende af hænde.« Da Lupus skønnede, han var i livsfare, bragte han sin hustru i sikkerhed bag Laons mure og flygtede selv til kong Gunthchramn, hvor han blev vel modtaget, og hvor han holdt sig i skjul, indtil Childebert kunne blive myndig. Kong Chilperik dvælede endnu en stund i den omtalte kongsgård, og da han så gav ordre til opbrud og agtede sig til Paris, drog jeg til ham for at sige farvel. Samtidig kom en jøde ved navn Priscus, der var hans tillidsmand ved indkøb af kostbarheder. Kongen tog ham for spøg i håret og sagde til mig: »Kom hid, du guds præst, og læg din hånd på ham.« Jøden ville rive sig løs, og kongen sagde da: »Hvilket hårdt sind, hvilken stædig og vantro slægt! Den vil ikke forstå, at guds søn er lovet den gennem profeternes røst, ikke forstå, at vor kirkes sakramenter alt findes i deres egne ofre.« Jøden svarede: »Gud trænger ikke til giftermål og bliver ikke rigere ved afkom, ejheller tåler han nogen medhersker. Gennem Moses siger han; se, jeg er herren, og uden mig er ingen gud. Jeg dræber og jeg lader leve, jeg slår og jeg helbreder.« Hertil svarede kongen: »Gud har fra evighed af avlet sin søn af et åndeligt moderskød, og sønnen er hverken yngre i alder eller ringere i magt. Han siger selv om ham: jeg har avlet dig af mit skød under morgenstjernen. Og denne søn, der er født før verdens begyndelse, har han i de sidste tider sendt som frelser for verden, således som din profet siger: han sendte sit ord og helbredte dem. Du siger, at han ikke har afkom, men hør hvad din profet siger med herrens røst: mon ikke jeg, der lader andre føde, selv kan føde, og dermed mener han det folk, der genfødes i ham ved troen.« Hertil svarede jøden: »Kunne vel gud blive et menneske eller fødes af en kvinde, tage mod svøbeslag eller lide døden?« Det kunne kongen ikke svare noget til, men jeg trådte frem og sagde: »Når gud, guds søn, blev menneske, var det ikke for hans, men for vor skyld, thi han havde ikke kunnet genløse det i syndens fængsel og i djævlens trældom levende menneske, hvis han ikke havde påtaget sig menneskeskikkelse. Jeg vil ikke tage vidnesbyrdene fra evangelierne og apostlene, som du jo ikke tror på, men fra dine egne bøger, og jeg vil gennembore dig med dit eget sværd, som vi læser, David fordum gjorde ved Goliat. Altså: at gud skulle være menneske, derom siger din profet: gud er også menneske, og hvem kender ham, og et andet sted: han er vor gud, og ingen anden end han skal kendes for gud. Han har fundet vejen til vidskab fra først til sidst og meddelt den til sin søn Jakob og sin højtelskede Israel. Sidenhen sås han på jorden og færdedes sammen med menneskene, og at han fødes af en jomfru, det kan du også læse hos din profet: se, en jomfru skal undfange i sit skød og føde en søn, og han skal hedde Emmanuel, det er: gud med os, og at han skulle tåle svøbeslag og gennembores med nagler og underkaste sig og udstå andre mishandlinger, ja derom siger en anden profet: de gennemborede mine hænder, mine fødder, og de uddelte mine klæder blandt hverandre osv., og et andet sted: de gav mig galde til føde, og da jeg tørstede, gav de mig eddike at drikke, og at han ved korsets træ skulle føre verden, der var ved at gå til grunde og var underlagt djævlen, tilbage under sit herredømme, derom siger ligeledes David: herren skal herske fra træet (Vulgata og de nyere bibel udgaver har ikke: fra træet, men disse to ord fandtes i de oldkristelige bibler) - ikke således, at han ikke forud herskede hos faderen, men ved korstræet fik han herredømmet over det folk, han havde friet fra trældom under djævelen.« Hertil svarede jøden; »Hvordan kunne det være nødvendigt for gud at lide dette?« Jeg svarede: »Jeg har jo allerede sagt dig, at gud skabte mennesket uskyldigt, men slangens træskhed narrede mennesket, så det overtrådte guds bud. Derfor blev mennesket jaget ud af paradiset og overgivet verdens møje. Men ved kristi, guds enbårne søns død er mennesket blevet udsonet med gud fader.« Jøden sagde: »Jamen kunne gud ikke have sendt profeter eller apostle til at kalde menneskene tilbage til frelsens vej, så han ikke havde behøvet selv at fornedre sig og blive menneske?« Jeg: »Fra første færd har menneskeslægten altid syndet; den har ikke ladet sig afskrække hverken af Syndflodens oversvømmelse eller Sodomas brand eller Ægyptens plager eller havunderet eller Jordans deling. Altid har den stået guds lov imod, og den hår ikke villet tro på profeterne, ja ikke blot ikke villet tro, den har endog dræbt dem, der forkyndte bod. Derfor måtte han selv stige ned og løskøbe menneskene, ingen anden kunne have gjort det. Og ved hans fødsel er vi blevet genfødte, ved hans dåb er vi blevet tvættede, ved hans sår er vi blevet helbredte, ved hans opstandelse har vi fået oprejsning, og ved hans himmelfart har vi vundet ære og sejr. At han skulle komme for at læge vor sygdom, derom siger din profet: hans sot er blevet vor lægedom, og et andet sted: han har båret vore synder og bedet for overtræderne, og atter et andet sted: som et får er han ført til slagtebænken, og som et lam, der er tavs mens det klippes, således åbnede han ikke sin mund. Under hans fornedrelse fratoges hans domsmagt ham. Hvem kan fortælle, hvorledes han avledes? Hans navn er hærskarernes herre, det er også om ham, Jacob taler, den Jacob som du praler af er din stamfader; da han velsigner sin søn Juda, siger han, som talte han til kristus selv, guds søn: din faders sønner skal tilbede dig, Juda, løveunge. Fra en spire steg du op. Da du lagde dig til hvile, sov du ind som en løve, som en løves unge. Hvem tør vække ham? Hans øjne er skønnere end vin, hans tænder er hvidere end mælk. Hvem tør vække ham? - og skønt han selv har sagt: jeg har magt til selv at sætte mit liv til, og jeg har magt til at tage det igen, så siger dog apostlen Paulus: den der ikke tror, at gud har oprejst ham fra de døde, kan ikke blive frelst« Trods disse og andre udtalelser, jeg fremsatte, lod denne dåre sig ikke røre til tro. Han sagde intet, og da kongen skønnede, at mine ord intet indtryk gjorde på ham, henvendte han sig til mig og bad mig om at modtage velsignelsen, inden han brød op. Han sagde: Jeg vil sige dig, biskop, det samme som Jacob sagde til englen, han talte med: »Jeg slipper dig ikke, før du har velsignet mig.« Så lod han sig bringe vand til håndtvæt, og da han havde vasket sine hænder, holdt vi bøn, og vi tog brødet og takkede gud; jeg tog selv og rakte kongen noget, og efter at have drukket vinen, sagde vi hinanden farvel og skiltes. Kongen steg til hest og drog til Paris med sin hustru og sin datter og hele sin husstand.

I Nice boede dengang en eneboer ved navn Hospitius. Han var meget afholdende; han gik med jernlænker om sin bare krop og bar en hårskjorte udenover. Han spiste kun bart brød og en smule dadler, men i fyrretyvedages tiden spiste han kun rødder af de ægyptiske urter, som eremiterne lever af og som førtes hid af købmænd (det er vidnesbyrd om den fortsatte forbindelse med Ægypten og Orienten). Først nød han den suppe, hvori de var kogt, senere spiste han så rødderne selv. Ved ham lod herren store kraftgerninger ske. I sin tid forudsagde han, efter den hellige ånds åbenbaring, longobardernes komme til Gallien: »longobarderne,« sagde han, »skal komme til Gallien (de kom i 574), og de skal hærge syv byer og landskaber, fordi menneskenes ondskab er blevet stor for herrens øjne, fordi ingen søger gud; ingen øver godt for at sone guds vrede. Hele folket er vantro, falsk og røverisk og benytter sig af manddrab, og intetsteds gror retfærdighedens frugter. Der gives ikke tiende, ingen giver de fattige brød eller de nøgne klæder; fremmede finder intet herberg og ikke føde til mættelse. Derfor kommer denne plage. Men nu siger jeg eder: flyt alt eders gods sammen indenfor murenes hegn, at det ikke skal røves af longobarderne, og sørg for at værne jer selv i stærke fæstninger.« Alle grebes af forbavselse over denne tale; de sagde hinanden farvel og gik fuld af undren hver til sit. Også til munkene talte han: »Gå bort fra dette sted og tag med hvad i har, thi snart kommer det folk, jeg har talt om.« De sagde: »Ja, men vi vil ikke forlade dig, hellige fader,« men han svarede: »Frygt ikke for mig; det skal ske således, at de nok vil gøre mig ondt, men ikke så meget, at jeg dør deraf.« Munkene drog bort, og så kom hint folkeslag. De hærgede overalt på deres vej, og de kom da også til det sted, hvor den guds hellige havde sit enebo. Han stillede sig i et vindue i tårnet, så de kunne se ham. De gik rundt om tårnet, men kunne ikke finde nogen indgang, ad hvilken de kunne komme ind til ham. Så klatrede to af dem op på tårnet og brød taget af, men da de så ham omsnøret af lænker og iført hårskjorte, sagde de: »Det er nok en ildgerningsmand og en manddraber, siden han er lænket.« De hidkaldte en tolk og udspurgte ham om, hvad for ondt han havde gjort, siden han led sådan straf. Han tilstod, at han var en manddraber og havde øvet alle slags ugerninger. En af mændene drog så sit sværd for at hugge hovedet af ham, men hans arm stivnede, mens han svang sværdet, og han kunne ikke føre den tilbage. Sværdet slap ham af hænde og faldt til jorden. Da hans fæller så det, opløftede de et højt råb og bad den hellige mand være dem nådig og sige dem, hvad de skulle gøre. Han gjorde korsets tegn over armen og gjorde den karsk igen. Manden omvendte sig på stedet, lod sit hoved rage og er nu en overmåde troende munk. To høvdinger, der hørte på den helliges ord, kom uskadte tilbage til deres land, men de, der ringeagtede hans formaninger, kom ynkeligt af dage, mens de endnu var i samme egn; mange af dem blev grebne af onde ånder og råbte: »Hvorfor piner og brænder du os således, du hellige, du salige? Men han rensede dem blot ved at lægge sin hånd på dem. Noget efter skete følgende: en mand i Angers var faldet i en svær feber og var blevet både stum og døv, og det vedblev han at være også efter at han var kommet over feberen. En diakon fra stiftet skulle netop til Rom for at skaffe nogle relikvier af de hellige apostle og de andre helgener, der værner denne by. Da den syges forældre fik nys derom, bad de diakonen tage sønnen med, idet de stolede på, at når han besøgte de højhellige apostles grave, ville han straks blive helbredt. De drog da også afsted, og undervejs kom de til det sted, hvor den hellige Hospitius boede. Diakonen hilste og kyssede ham og fortalte ham, hvorfor han var på rejse, og at han agtede sig til Rom og ,bad ham sige god for sig hos nogle skippere, der var venner af den hellige mand. Medens diakonen endnu dvælede dér, mærkede den hellige ved herrens ånd, at kraften kom over ham, og han sagde til diakonen: »Lad din syge rejsefælle komme hen til mig, så jeg kan se på ham.« Diakonen skyndte sig straks hen til herberget, hvor han fandt den syge liggende i feber; denne gav ved tegn til kende, at det ringede for hans øren. Diakonen tog fat i ham og førte ham hen til den guds hellige. Denne greb ham i håret og trak hans hoved ind i glughullet (Hospitius er jo indmuret i tårnet), tog noget olie, der var helliget ved velsignelse, holdt med sin venstre hånd over hans tunge og gød olie i hans mund og over hans isse, idet han sagde: »I vor herres jesu kristi navn, dine øren lukke sig op, din mund åbne sig ved denne kraft, der fordum drev en ond ånd ud af en døvstum!« Da han havde sagt dette, spurgte han den syge, hvad han hed, og denne svarede tydeligt og klart: jeg hedder sådan og sådan. Da diakonen så, hvad der var sket, udbrød han: »Tak og atter tak, o jesus kristus, at du i din nåde lader mig se denne kraftgerning ved din tjener. Jeg søgte Petrus, jeg søgte Paulus (man ser heraf, at udtrykket »Per og Poul« går langt tilbage), jeg søgte Laurentius og alle de andre, der ved deres blod giver Rom ry. Her har jeg fundet dem alle, hver og én har jeg truffet her.« Og mens han talte udgød han tårer af undrende glæde, men den guds mand, der først og fremmest skyede al forfængelig ære, sagde: »Ti dog stille, højtelskede broder; det er jo ikke mig, der gør dette, men ham der skabte verden af intet, som for vor skyld tog menneskeskikkelse på, det er ham der giver de blinde syn, de døve hørelse og de stumme tale, ham der giver de spedalske hel hud, de døde liv og alle syge fuld lægedom.« Diakonen glædedes såre, sagde farvel og drog bort med sine ledsagere. Efter deres afrejse kom der en mand, der hed Dominicus, som var blindfødt; han ville prøve den helliges underkraft. I to, tre måneder opholdt han sig i klostret, hvor han bad og fastede; så endelig kaldte den guds mand ham til sig og sagde: »Vil du have dit syn igen?« »Ja,« svarede denne, »Jeg ville gerne lære at kende noget, jeg ikke ved hvad er, for jeg ved ikke hvad lys er; kun det ved jeg, at det er noget, alle mennesker priser, men jeg har ikke set det fra mit livs begyndelse til nu.« Eneboeren gød da viet olie over hans øjne, gjorde korsets tegn og sagde: »I jesu kristi vor frelsers navn, dine øjne lukke sig op!« Og straks åbnedes hans øjne, og fuld af undren så han nu på guds herlighed her i verden. Så var der en kvinde, der blev ført til ham. Hun skreg og råbte selv, at hun havde tre onde ånder. Hende gav han velsignelse ved at røre ved hende og gjorde korsets tegn på hendes pande med den hellige olie, hvorefter dæmonerne for ud af hende, og hun gik renset bort. Også en anden pige, der plagedes af en ond ånd, helbredede han ved sin velsignelse. Da hans dages ende nærmede sig, kaldte han klostrets forstander til sig og sagde: »Skaf noget værktøj og bryd muren igennem, og send bud til bispen, at han skal komme og jorde mig; thi om tre dage går jeg bort fra verden, ind til den hvile, herren har lovet mig.« Så sendte forstanderen bud til bispen i Nice og lod ham melde dette. Kort efter kom en vis Crescens til vinduet, og da han så Hospitius lænkebunden og fuld af orme, udbrød han: »Herre jøsses, hvordan får du kraft til at tåle sådan pine?« Hospitius svarede: »Jeg får kraft af ham, for hvis navn jeg lider dette, men jeg vil sige dig, at nu skal jeg fries fra disse lænker og gå ind til hvilen.« Da den tredje dag kom, tog han sine lænker af, knælede ned og gav sig til at bede, og han lå længe og bad under tårer. Derefter lagde han sig på en bænk, med benene udstrakte og med hænderne løftede mod himlen, og under tak til gud udgav han ånden. I samme øjeblik svandt de orme, der gnavede på hans hellige ledemod, bort. Biskop Austadius kom nu til og lod det hellige legeme gravsætte med megen omhu. Alt dette har jeg fået fortalt af den døvstumme, som jeg ovenfor fortalte var blevet helbredt af Hospitius. Han fortalte mig også meget andet om hans kraftgerninger, men jeg har ikke ment at burde tale derom, da jeg har hørt, at hans levnet er blevet skildret af mange andre (i nogle martyrologier opføres sankt Hospitius' helgendag d. 21. maj. I domkirken i Nice, hvor hans reliquier findes, er hans festdag dog d.15. oktober).

Ved den tid døde biskop Ferreolus i Uzés, en mand af stor hellighed, fuld af visdom og kløgt. Han skrev flere bøger breve på Sidonius' måde. Efter hans død opnåede præfekten Albinus, støttet af Dynamius, der var statholder i Provence, at blive biskop, men han havde ikke fået kongens samtykke (i Sydgallien havde man en provins som administrativt område, og under frankervældet, medens provinsdelingen ellers er forsvunden. Provinsens styrer eller statholder kaldes rektor, der ikke må forveksles med hertugen: dux. Hvad der her fortælles om Albinus, synes ikke at stemme med, hvad der siges om ham andetsteds, og derfor må vi antage, at han har været en statholder før Dynamius. Men der mangler et mellemled i vor viden. Skal de to steder passe sammen, må man antage, at Albinus efter at have været statholder (rektor) er blevet præfekt, dvs. indehaver af en høj hofstilling. At denne mand søger at blive biskop, er et stærkt vidnesbyrd om bispedømmets høje anseelse). Der blev da også tale om at afsætte ham, men han døde efter tre måneders forløb. Så blev den tidligere statholder i Provence, Jovinus, på kongens bud biskop, men diakonen Marcellus, en søn af senatoren Felix, kom ham i forkøbet; på et møde af alle provinsbisper blev denne, ved Dynamius' hjælp viet til biskop (forklaringen til dette rænkespil fortælles af Dynamius der er Jovinus' dødsfjende. De fleste af de her omtalte mænd omtales i et par digte af Venantius Fortunatus). Også ham søgte Jovinus at fortrænge med vold; han måtte lukke sig inde i byen og prøvede dér at hævde sig ved magt, men da dette ikke gik, vandt han sin sag ved gaver. Dengang døde også eneboeren Eparchius i Angouléme, en mand af strålende hellighed, ved hvem gud åbenbarede mange undere (om Eparchius mirakler efter døden, bl.a. om en tyv, der frelses fra galgen, fortæller Gregor i de hellige bekenderes mindebog. Efter en omtrent samtidig legende havde han været »kansler« hos sin bedstefader, der var greve, i 15 år før han gik i kloster. Han var altså af fornem æt. Han kaldes her eneboer, men længere henne abbed. De to ord behøver ikke at stå i modstrid med hinanden, idet de munke der er tale om, af hvilke en blev sendt til greven, er eneboere ligesom han, levende hver for sig og ikke under fælles tag, men dog under Eparchius' åndelige overledelse). Eparchius vil jeg fortælle lidt om, dog med forbigåelse af mange andre. Han hørte oprindelig hjemme i Périgueux, men da han vendte sig til et helligt liv og blev klerk, drog han til Angouléme og byggede sig dér en celle. Her samledes nogle få munke, og her hengav han sig vedholdende til bøn. Gav folk ham guld eller sølv, så uddelte han det til fattige, der led nød, eller han løskøbte fanger. I cellen blev der aldrig, så længe han levede, bagt brød, men fromme mennesker bragte ham brød, eftersom han trængte dertil. En stor mængde mennesker løskøbte han af fangenskab for de midler, de fromme gav ham. Bylder udtømte han mange gange for onde vædsker ved korsets tegn, og ved bøn uddrev han dæmoner af de legemer, de havde taget bolig i. Hans kærlige tale virkede ofte næsten som en tvang snarere end som bøn på dommerne, så de endog frikendte skyldige. I hans ord var der en sådan sødme, at det var umuligt at sige nej, når han bad om overbærenhed. Engang skulle en mand hænges for tyveri. Byens borgere beskyldte ham både for tyveri og mord og andre ugerninger. Ikke des mindre skikkede Eparchius, da han fik nys om sagen, en munk til dommeren (dvs. greven. I legenden om den hellige Eparchius' levned hedder greven Chramnulf) for at bede for den skyldige, at han måtte bjerge livet (dvs. bøde med penge i stedet for med livet. Den kristne kirkeorganisation modarbejdede systematisk dødsstraffen). Men mængden gav sig til at skælde og skrige, at hvis den dømte slap fri, ville det komme til at svie både til egnen og til dommeren, og det var umuligt at lade manden slippe. Han blev spændt ud på en vinde og blev pisket og derefter dømt til at hænges. Da munken mod i hu meddelte abbeden dette, sagde denne: »Gå hen og pas på, men hold dig i nogen afstand, thi du skal vide, at den, hvem mennesker ikke vil skænke livet, vil gud løskøbe. Når du ser ham falde, skal du straks tage ham og føre ham herhen i klostret.« Som sagt, så gjort; munken lå på sine knæ og bad og lå hensunken i gråd og bøn til gud, indtil bjælke og bånd brast, og den hængte faldt ned på jorden. Munken løb til og tog ham op og bragte ham uskadt for abbedens åsyn. Denne takkede gud, lod sende bud efter dommeren og sagde til ham: »Du plejer jo ellers altid at høre med velvilje på mig, højtelskede søn; hvorfor gjorde du dig da i dag hård og ville ikke slippe den mand løs, som jeg bad for?« Hertil svarede dommeren: »Ja, jeg hører gerne på dig, hellige præst, men mængden gjorde jo oprør, så jeg kunne ikke gøre andet, ellers ville de have rejst sig imod mig.« Abbeden svarede: »Ja, du ville ikke høre på mig, men gud var nådig og hørte min bøn, og den mand, du overgav til døden, gav han tilbage til livet. Se,« tilføjede han, »Her står han, frisk og rask.« Og som han sagde dette, kastede den dødsdømte sig for fødderne af greven, der var målløs af undren over at se denne mand i live, som han havde overgivet til dødens undergang: det har jeg hørt af grevens egen mund. Men Eparchius gjorde også meget andet, som jeg finder det for omstændeligt at fortælle. Da han havde levet sit indelukkede liv i 44 år, faldt han i feber og udgav ånden. Han blev draget ud af cellen og stedet til jorden, fulgt af den store skare af dem, han havde løskøbt (Eparchius' helgendag er d. 1. juli. Efter legenden var han kun i 39 år i kloster).

Biskop Domnolus i le Mans tog til at skrante. I kong Chlothachars dage havde han været forstander for munkesamfundet ved sankt Laurentius' basilika i Paris, men da han i den ældre Childeberts tid altid havde holdt trofast ved kong Chlothachar og jævnlig havde holdt dennes spejdere skjult, søgte Chlothachar et sted, hvor han kunne opnå den ærefulde bispestilling. Da bispen i Avignon var gået heden, havde kongen tænkt på at give ham denne bispestol. Men da Domnolus erfarede dette, drog han til den hellige biskop Martins basilika, hvor kong Chlothachar netop også var ankommet for at holde bøn. Her vågede og bad han en hel nat og lod så gennem de tilstedeværende stormænd kongen bede om ikke at blive sendt bort fra hans åsyn som en fange der føres i landflygtighed. Kongen måtte ikke tillade, at en enfoldig mand som han skulle komme til at tage det op med sofistiske senatorer og filosofiske dommere (et stærkt vidnesbyrd om, at den antikke dannelse havde holdt sig i Avignon, ligesom i det hele i en stor del af Sydfrankrig, og om, at man i andre egne af Frankrig var på det rene med dette forhold); denne stilling, sagde han, ville snarere blive ham til ydmygelse end til ære. Det fandt kongen rimeligt, og da så biskop Innocens i le Mans gik heden, satte han ham til biskop over denne kirke. Som biskop udfoldede han så store egenskaber, at han nåede hellighedens tinde, så han gav halte deres førlighed og blinde deres syn (miraklerne er vidnesbyrd om, at han har nået hellighedens tinde. Hellighedens tinde nåes dog ellers først ved opvækkelse af døde). Da han efter 22 års bispegerning blev meget syg af gulsot og pintes af stensmerter, udså han abbed Theodulf til sin efterfølger. Kongen samtykkede i valget, men nogen tid efter skiftede han sind og lod valget falde på den kongelige hofmester Badegisel. Denne lod sig da give tonsuren og tilbagelagde på én gang klerkegraderne, og da bispen efter 40 dages forløb døde, blev han hans efterfølger. I de dage brød tyve ind i sankt Martins basilika. De tog et gitter fra en af de dødes grave, stillede det [som en stige] op til et vindue i absis, gik op ad det, sønderslog vinduet og kom således ind i kirken. De stjal meget både guld og sølv og silkeklæder og undså sig ikke for, da de gik bort, at sætte deres fod på den hellige grav, som vi ellers næppe tør røre med vor mund. Men den helliges kraft satte sig for at blotte denne frækhed ved en frygtelig dom. Da tyvene havde fuldbyrdet deres udåd, drog de til Bordeaux, og her opstod der et klammeri, under hvilket den ene af dem dræbte en tredje mand. Derved kom deres gerning for dagen, tyvekosterne blev fundet, og fra deres herberg tog man så igen alt sølvtøjet, der var brudt itu, og al silken. Da sagen blev meldt kong Chilperik, bød han at lægge dem i lænker og føre dem for hans åsyn. Nu blev jeg bange for, at mennesker skulle dø for hans skyld, der i levende live så tit havde gjort forbøn for stakkels dødsdømte, og jeg sendte derfor et bønnebrev til kongen om ikke at lade de to mænd dræbe, når vi, hvem det tilkom at søge sag, ikke rejste klage. Kongen tog nådig mod mit bønskrift og skænkede dem livet. Klenodierne, der var brudt itu, lod han omhyggeligt sætte i stand og lod dem opstille igen på det hellige sted.

I Marseille gav statholderen Dynamius sig til at efterstræbe biskop Theodor, og engang denne ville drage til kongen, lod han ham gribe midt i byen og han måtte døje meget, inden han slap løs isen. Marseille klerkene smedede bag hans byg rænker sammen med Dynamius og pønsede på at få ham jaget bort fra bispestolen. Engang Theodor var på vej til kong Childebert, lod kong Gunthchramn ham fængsle sammen med den forhenværende præfekt Jovinus. Da Marseille klerkerne hørte det, blev de meget glade over, at han var sat fast og i landflygtighed, og at det var sikkert, at han aldrig mere ville vende tilbage til Marseille. De slog sig ned i bispeboligen, opskrev de hellige kar, opbrød skatkammeret, plyndrede forrådskamrene og alt kirkens øvrige gods, som om bispen allerede var død, og fremførte forskellige klagemål over ham, som imidlertid ved kristi hjælp viste sig at være falske. Imidlertid skikkede Childebert, efter at der var blevet fred mellem ham og Chilperik, sendemænd til kong Gunthchramn om, at denne skulle lade ham få halvdelen af Marseille, som han havde lovet ham efter hans faders død. Hvis han vægrede sig, skulle han vide, at det ville komme ham dyrt at stå at beholde hans halvdel. Gunthchramn ville imidlertid ikke ud med det; han lod vejene spærre, så ingen kunne drage igennem hans rige. Da Childebert erfarede det, sendte han Gundulf, en mand af senatorslægt, som efter at have levet i kongens gård var blevet hertug, til Marseille. Da han ikke turde drage gennem Gunthchramns rige, kom han til Tours. Jeg modtog ham venligt og genkendte i ham min moders morbroder (Gundulf var broder til sankt Nicetius, som Gregor omtaler. Mærkeligt nok bærer han et germansk navn. Ligesom han selv har gjort merovingisk hoftjeneste og i det hele fremtræder som verdslig merovingisk embedsmand, har sagtens andre medlemmer af denne gren af slægten knyttet sig til de barbariske magthavere og i medfør heraf indført germansk navngivning. Gregor synes ikke at have kendt synderligt til de verdslige medlemmer af denne gren af sin slægt). Jeg fik ham til at blive 5 dage hos mig, og efter at have nødt ham til at modtage, hvad han havde brug for til rejsen, gav jeg ham lov at drage videre. Han fortsatte så færden, men til Marseille kunne han ikke komme for Dynamius, ja end ikke bispen, der kom sammen med Gundulf, fik lov at komme til sin egen kirke. Dynamius lod med klerkenes tilslutning byens porte lukke, hoverede og hånede både bispen og Gundulf. Denne lod ham stævne til en samtale, og langt om længe indfandt han sig da i den hellige Stefans basilika, der ligger lige udenfor byen. Kirkens dørvogtere stod ved indgangen og passede på, og så snart Dynamius var kommet indenfor, lukkede de fløjdørene, således at Dynamius' væbnede skare blev lukket ude og ikke kunne følge ham, men det lagde han ikke mærke til. De stod nu først og drøftede forskellige ting oppe ved altret, men lidt efter gik de ud af alterrummet, ind i sakristiet. Dynamius gik med, og da han var skilt fra sit mandskab, for de andre løs på ham med de voldsomste trusler. Drabanterne larmede med deres våben, da deres herre blev skilt fra dem, men de blev jaget bort. Hertugen fik de bedste mænd af borgerskabet til at flokkes om sig og bispen, så han kunne komme ind i byen. Da Dynamius blev klar over sin stilling, bad han om forlig, bød hertugen mange gaver og svor fremtidig at være bispen og kongen tro, hvorefter han fik lov at iføre sig sin rustning igen. Derefter åbnedes såvel byens porte som kirkernes døre, og hertugen og bispen drog ind i byen under klokkeringning og lovsange og ledsagede af de forskellige laugs bannere (jævnfør de romerske foreninger, kollegier, af næringsdrivende og andre grupper af mennesker vedblev, omend færre i tal og omfang, at bestå også i galliske byer). De klerke, der havde været med i den onde gerning, og hvis hovedmænd var abbed Anastasius og præsten Proculus, flygtede hen i Dynamius' hus og krævede værn hos ham, eftersom det var ham, der havde hidset dem frem. Mange af dem fik dog lov at stille borgensmænd og fik så pålæg om at gå til kongen. Da Gundulf således havde bragt byen til lydighed under kong Childebert og fået bispen genindsat i sit embede, drog han tilbage til kong Childebert. Men Dynamius glemte den ed, han havde svoret kong Childebert. Han lod gå bud til kong Gunthchramn og sige ham, at bispen ville bringe ham til at miste den halvdel af stiftet, der tilkom ham, og at han aldrig ville få magt over Marseille, med mindre bispen blev jaget bort. Gunthchramn blev meget vred og bød, på trods af alt hvad religionen kræver, at føre den højeste guds biskop i lænker for hans åsyn: »Vort riges fjende skal jages i landflygtighed, så han ikke længere skal kunne skade os.« Bispen havde nok en anelse om det, men det var ikke let at drive ham af by, men så skulle en dag et kapel udenfor byen højtidelig indvies. Bispen måtte drage ud af byen til denne fest, og mens han var på vej, brød pludselig hobe af væbnede mænd frem fra baghold og omringede ham under våbengny. De trak ham ned af hesten, jog hans følge på flugt, bandt kirketjenerne, pryglede klerkene, og satte ham selv på en ussel krikke, hvorpå de førte ham til kongen uden at tillade nogen af hans egne at følge ham. Da de drog forbi Aix, kom bispen dér, Pientius, ud, fuld af medfølelse med sin broder, gav ham klerke med til trøst og hjælp og lod ham ikke drage videre, før han havde pånødt ham, hvad han kunne have brug for. Imidlertid opbrød klerkene i Marseille atter bispeboligen, sprængte kisterne og gjorde en liste over nogle af klenodierne, medens de førte andre til deres hjem. Bispen blev så ført for kongen, men blev ikke fundet skyldig og fik så lov til at vende hjem til sit stift, hvor indbyggerne modtog ham med jubel. Af den sag opstod stort fjendskab mellem kong Gunthchramn og hans brodersøn Childebert; de brød deres pagt og pønsede på ondt imod hinanden. Da kong Chilperik så, at hans broder og hans brodersøn således blev mere og mere uens, sendte han bud efter hertug Desiderius og bød ham gøre broderen en eller anden skarnsstreg. Desiderius opbød en hær, slog hertug Bagnovald og indtog Perigueux, som han tvang til at sværge troskab, hvorpå han drog mod Agen. Da Ragnovalds hustru erfarede, at hendes mand var slået, og at Agen var i kong Chilperiks magt, søgte hun hen i den hellige martyr Caprasius' basilika. Men hun blev slæbt ud af basilikaen, hendes hus blev plyndret, og hendes tjenerskab taget fra hende, og først da hun havde stillet borgensmænd, fik hun lov at drage til Toulouse, hvor hun atter slog sig ned i sankt Saturninus' basilika. Desiderius fratog kong Gunthchramn alle de byer, der i den egn stod under ham, og tvang dem ind under kong Chilperiks herredømme. Da hertug Berulf hørte ymte om, at indbyggerne i Bourges (Bourges hørte til Gunthchramns rige) pønsede på at gå imod Tours, brød han med en hær ind i Touraine og satte sig fast dér. Dengang led Yzeures og Barrou, der hørte under Tours, meget under hans hærgninger, og sidenhen blev de, der ikke havde kunnet være med til denne besættelse, grusomt straffede. Hertug Bladastes (Bladastes er Chilperiks hertug) drog mod baskerne og satte der størstedelen af sin hær til (baskerne blev først senere omkring år 600 e. Kr., undertvunget af frankerne).

En borger i Tours hed Lupus. Hans hustru og børn var døde, og han tænkte derfor på at blive klerk. Men det søgte hans broder Ambrosius at få ham fra, idet han var bange for, at han skulle gøre guds kirke til sin arving, hvis han giftede sig med den (det var ikke ualmindeligt, at den, der trådte i kirkens tjeneste, »ægtede« kirken, bragte den som »medgift« hvad han ejede eller en del deraf). Han sørgede for en ny kone til ham, og usæl i råd som han var, fastsatte han en dag til jagilde. De drog begge til den faste by Chinon, hvor de havde et hus. Nu var Ambrosius' kone en horkvinde, hun havde en anden mand til boler og var led ved sin egen mand og stræbte ham efter livet. Brødrene gjorde sig ret til gode og sad og drak vin til langt ud på natten, så de blev fulde og lagde sig derefter til at sove på samme leje. Om natten, mens alle lå i vintung søvn, kom Ambrosius' kones boler, tændte noget halm for at se, hvordan det stod til, drog så sit sværd og huggede det i hovedet på Ambrosius, således at det gik ned gennem øjnene og skilte overdelen af hovedet fra det øvrige. Hugget vækkede Lupus, som, da han blev vågen, så at han lå i en blodpøl, gav sig til at råbe: »hjælp, hjælp, de har slået min broder ihjel.« Boleren var allerede ved at gå sin vej efter fuldført udåd, men da han hørte dette, gik han tilbage til sengen og gik i lag med Lupus. Denne værgede for sig og fik mange slag og sår og tilsidst et dødbringende hug, efter hvilket han var mere død end levende. Ingen af husstanden havde mærket noget, og da morgenen gryede, blev alle rædselslagne over udåden. Lupus havde netop så meget liv i sig endnu, at han kunne fortælle, hvad der var gået for sig, men derefter udåndede han. Den usle hore brugte ingen lang sørgetid; få dage efter drog hun bort sammen med sin boler.

I Childeberts 7de kongeår (582), der var Chilperiks og Gunthchramns 21de, kom der i januar måned vældige regnskyl med lyn og torden. Man så træer i blomst, og en af de stjerner, jeg ovenfor kaldte kometer, viste sig, og himlen rundt om den var mørk; det så ud som om den sad i en hulning, lysende op i mørket med sit udslagne gnistrende hår. Der udgik fra den en lysende strålekrans af en vidunderlig storhed, der så ud som skæret fra en ildebrand langt borte. Den sås mod vest i nattens første time. På den hellige påskedag så man også i Soissons himlen flamme, så man skulle tro, det var to ildebrande, man så, den ene noget større end den anden. Efter to timers forløb gik de op i hinanden i ét vældigt lyshav, hvorpå de svandt bort. I omegnen af Paris faldt der en virkelig blodregn; mange mennesker fik den på deres klæder, hvor den satte så væmmelige pletter, at folk med afsky kastede klæderne bort og ikke ville bruge dem mere. Dette jærtegn viste sig på tre steder i denne egn. I Senlis egnen opdagede en mand, da han stod op om morgenen, at hans hus indvendig var oversprøjtet med blod. Det år var der en stor folkesot; folk blev syge på forskellig måde og fik ondartede bylder og svulster, og mange døde; dog var der også mange, der ved omhyggelig pleje kom sig. Det blev sagt mig, at lyskesoten det år hærgede slemt i Narbonne, så slemt, at folk døde aldeles brat, når de fik soten. Biskop Felix i Nantes fik soten og blev meget syg. Han sammenkaldte så de nærmeste bisper og bad dem sætte deres navne under det valgbrev, de havde opsat til fordel for hans brodersøn Burgundio. Det gjorde de og sendte så Burgundio til mig. Han var dengang omtrent 25 år gammel. Han bad mig om at drage til Nantes for at give ham tonsuren og så vi ham til biskop i hans endnu levende farbroders sted, det sagde jeg nej til, fordi jeg indså, at det stred mod kirkeretten (både Nikæa konciliet og flere frankiske koncilier forbød at vælge en ny biskop, så længe den værende biskop levede. Tillige var det forbudt at vælge nogen til biskop, som ikke havde gennemgået præstegraderne. Forbudet fortolkes dog meget lemfældigt. Der er adskillige eksempler på, at lægmænd bliver bisper, men de viedes ikke, før de i nogenlunde kort tid havde modtaget undervisning og fået tildelt de forskellige klerkegrader), men jeg gav ham et råd: »Der står skrevet i kirkeretten, min søn, at ingen kan blive biskop, før han på regelmæssig måde har opnået de kirkelige grader. Drag du derfor tilbage, kære unge ven, og bed den, der har udvalgt dig, om at give dig tonsuren. Når du så har fået præsteværdigheden, hold dig så flittig til kirken, og når gud så engang kalder Felix bort, vil du såmænd let blive biskop.« Han vendte så tilbage, men fulgte ikke det råd, jeg havde givet ham, idet nemlig biskop Felix syntes at blive bedre. Da han var blevet fri for feberen, brød de onde væsker imidlertid frem i bylder på hans ben, og da han lagde et altfor stærkt trækkende omslag på, gik der råddenskab i benet, og han endte sit liv i sit 33te bispeår, der var hans 70de livsår (d. 6 januar 582). Kongen lod hans fætter Nonnichius blive hans efterfølger. Da Pappolen erfarede Felix's død, tog han igen hans broderdatter, som han havde været skilt fra. Han var forhen blevet trolovet med hende, men biskop Felix udsatte stadig brylluppet. Pappolen var da kommet med en hel skare mænd og havde taget pigen ud af et kapel, hvorpå de havde søgt tilflugt i den hellige Albinus' basilika. Biskop Felix blev meget vred og fik ved list og svig pigen skilt fra hendes brudgom, hvorefter han lod hende tage nonnedragt og satte hende i kloster i Bazas. Hun skikkede imidlertid lønligt bud til Pappolen om at bortføre hende fra klostret og tage hende til hustru, og dertil var han ikke sen; han tog hende ud af klostret og giftede sig med hende. Med kongeligt værnebrev ihænde kunne han give frændernes trusler en goddag. Det år lod kong Chilperik mange jøder døbe og drog selv flere op af det hellige dåbsbad. Nogle af dem løj dog for gud; kun deres krop, ikke deres hjerte var tvættet, og de vendte tilbage til deres gamle vantro, så man kunne se dem både overholde sabbatten og fejre herrens dag. Priscus viste det sig aldeles umuligt på nogen måde at bøje til erkendelse af sandheden. Kongen blev vred og lod ham sætte fast; havde man ikke kunnet få ham til at tro med det gode, så skulle han i hvert fald bringes til at høre og tro imod sin vilje. Ved gaver fik han imidlertid udsættelse, indtil en søn af ham havde holdt bryllup med en jødinde fra Marseille, idet han på skrømt lovede, at han så ville følge kongens bud. Imidlertid opstod der en strid mellem ham og en af de omvendte jøder ved navn Phatir, som ved dåbsbadet var blevet kongens søn. En sabbatsdag gik Priscus udstyret med bedeklæder hen for i løndom at fuldbyrde moselov; han havde intet jern i sin hånd. Pludselig kom Phatir over ham og huggede ham ned tillige med hans tilstedeværende trosfæller. Efter drabet flygtede han hen i sankt Julianus' basilika (Saint Julien le Pauvre i Paris) tillige med sine trælle, der havde stået på en åben plads i nærheden. Medens de opholdt sig dér, fik de at vide, at kongen skænkede deres herre livet, men bød, at trællene skulle slæbes ud af basilikaen og dræbes som mordere. Da deres herre var stukket af, drog en af dem sit sværd og dræbte sine fæller, hvorefter han med sværd i hånd gik ud af basilikaen. Men folket faldt over ham, og han led en grufuld død. Phatir fik lov til at drage tilbage til Gunthchramns rige, hvorfra han var kommet, men få dage efter blev han dræbt af Priscus' frænder.

Ansovald og Domegisel var af kong Chilperik sendt til Spanien for at tage fæstefæet i øjesyn og de vendte nu tilbage (Chilperiks datter Rigunthe var trolovet med Leuvichilds søn Reccared. Efter germansk skik er det manden, der skal udrede købeprisen for bruden. På den tid, her er tale om, er ægteskabets stiftelse, i hvert fald hos de fornemme, spaltet i to ceremonier: trolovelse og hjemførelse. Trolovelsen, brudesalget eller brudekøbet, er bindende, når købesummen, fæstefæet, er betalt og godkendt. De to fornemme frankere skal øjensynlig undersøge, om fæstefæet er efter aftale). I de dage lå kong Leuvichild i fejde med sin søn Hermenechild og fratog ham Merida. Jeg har allerede foran fortalt, hvorledes han sluttede forbund med kejser Tiberius' hertuger. Men alt dette var skyld i, at Chilperiks sendemænd blev opholdt og kom noget senere hjem. Så snart jeg traf dem, gav jeg mig straks til at udspørge dem, om de kristne (de ortodokse), hvoraf der var nogle få der i landet, var glødende i troen. Hertil svarede Ansovald: »De kristne i Spanien holder deres katolske tro ren, men nu har kongen fundet på en ny list til at rokke dem i troen, idet han i svigefuldt øjemed kommer både til martyrernes grave og til vor religions kirker for på skrømt at holde bøn. Han siger nemlig: »Ja, nu er jeg på det rene med, at kristus, guds søn, er faderens lige, men jeg kan aldeles ikke få mig til at tro, at den hellige ånd er gud, for der står ikke i noget af skrifterne, at han er gud.« Ak, hvilken oprørende udtalelse, hvilken giftig mening. Står der mon ikke et sted, at herren siger: ånden er gud, og de ord, som Petrus siger til Annanias: hvordan er du faldet på at prøve den hellige ånd? Du har løjet, ikke for mennesker, men for gud. Og dette, som Paulus siger, dér hvor han taler om de hemmelighedsfulde gaver: alt dette virker den ene og samme ånd, idet hån uddeler til hver især som han vil, men den som virker, hvad han vil, han er jo ikke nogen undergiven. Da Ansovald gik til kong Chilperik, fulgte en spansk sendefærd efter, og fra Chilperik drog den til Childebert og derefter tilbage til Spanien.

Kong Chilperik havde sat vagt ved broen over Orge ved Paris, for at passe på stimænd fra hans broders rige, at de ikke skulle gøre noget ondt. Det fik den tidligere hertug Asclepius at vide. En nat overfaldt han brovagten, dræbte dem alle og plyndrede og hærgede i hele omegnen. Da dette meldtes til kong Chilperik, skikkede han bud til sine grever, hertuger og andre embedsmænd, at de skulle opbyde hæren og bryde ind i broderens rige. Men de retsindige rådede derfra, idet de sagde til kongen: »Det er ondt, hvad de har gjort, men bær du dig nu klogt ad. Send din broder bud, og hvis han vil godtgøre dig den uret, du har lidt, så skal du ikke gøre noget ondt. Hvis han er uvillig, så kan du bære dig ad, som det lyster dig.« Han lod sig også sige; han holdt hæren tilbage, men skikkede en sendefærd til broderen. Denne godtgjorde ham alt og søgte fuld kærlighed hos sin broder. Det år døde Chrodin, en sjælden god og from mand; han gav gerne almisse og hjalp de fattige; han var gavmild mod kirker og lod mange opfostre til klerke. Han grundlagde mange nye gårde, plantede vinmarker, byggede huse og opdyrkede jord. Og han kaldte bisper, der kun havde ringe gods at råde over, til sig og til sit bord, gav dem huse med marker og jorddyrkere, penge, kostbare tæpper, bohave, tjenere og trælle, alt med glæde, idet han sagde: »Det skal være givet kirken, på det at når de fattige nyder godt deraf, de så skaffer mig nåde hos gud« (denne begrundelse af gaver til kirken og gennem den til de fattige er udformet i oldkirken og genfindes helt formelagtig i middelalderlige gavebreve og lignende). Jeg har også hørt meget andet godt om denne mand, men det er for vidtløftigt at fortælle. Han gik bort i en alder af 70 år. I det år så man atter jærtegn, nemlig disse: månen blev formørket; et sted i omegnen af Tours flød der blod ud af brød, da det brødes; murene om Soissons styrtede ind; i Angers var der jordskælv; i Bordeaux gik ulve indenfor bymurene og åd hunde, og de viste ingen frygt for mennesker; man så ild løbe hen over himlen; byen Bazas hjemsøgtes af en ildebrand, der ødelagde både bispekirken og bispeboligen; dog blev det mig sagt, at alle de hellige kar blev reddede. Kong Chilperik indtog flere af sin broders byer, indsatte nye grever og bød, at skatterne fra alle byer skulle føres til ham, og det er blevet mig sagt, at det også skete således. I de dage lod Nonnichius, greven i Limoges, to mænd gribe, der førte breve fra biskop Charterius i Perigueux, indeholdende mange ukvemsord mod kongen. Blandt andet stod der, at bispen klagede over, at han var falden fra paradis til helvede, dvs. at han fra Gunthchramns herredømme var kommet under Chilperiks. Den omtalte greve lod disse mænd og deres brevskab føre til kongen under strengt opsyn. Af hensyn til bispen tog kongen dog sagen med ro og sendte folk til denne, der skulle føre ham for kongen, for at denne så kunne undersøge, om det var sandt eller ej, hvad der sagdes ham på. Da så bispen kom, fremstillede kongen mændene med deres brevskab for ham og spurgte ham, om de var sendt af ham. Bispen svarede nej. Derefter blev mændene spurgt, hvem de da havde fået deres brevskab af, og de nævnede så diakonen Frontonius. Bispen blev da udspurgt om diakonen og svarede, at han var hans bitre fjende, og at det utvivlsomt var en skarnsstreg af denne, der ofte før havde spillet ham nogle slemme puds. Diakonen blev straks hentet og udspurgt af kongen. Hans tilståelse gik ud over bispen; han sagde nemlig: »Dette brev har jeg opsat efter bispens pålæg.« Bispen gjorde indsigelse og sagde, at diakonen smedede så mange rænker for at få ham afsat som biskop. Kongen lod mildheden sejre, lagde sagen i guds hånd og lod begge gå, idet han opfordrede bispen til at tilgive diakonen og selv bad om hans forbøn. Således kom Charterius med ære tilbage til sin by. To måneder efter fik grev Nonnichius, der var ophavsmand til denne fortrædelige sag, en rørelse og døde, og da han var barnløs, gav kongen hans gods til forskellige. Så fik Chilperik efter at have mistet mange børn en søn (Theodorik døde allerede i 584, og ved den tidlige død voldte han ikke Chilperik så megen kummer), og derfor bød han at frigive alle dem, der var under opsyn, løse alle der var i fængsel og eftergive alle bøder, som skyldnerne havde forsømt at indbetale til statskassen (i Marculfus' formularsamling findes to formularer, den ene et kongebrev til greven, den anden grevens kundgørelse og udførelse af kongebrevets pålæg, udstedte i anledning af en kongesøns fødsel og gående ud på, at tre trælle på hver af kongens gårde i vedkommende grevskab skal have deres frihed i anledning af den glædelige begivenhed. Det kan heraf skønnes, at sådanne nådeshandlinger ret hyppig må have fundet sted. Chilperiks nådeshandling synes at en temmelig rundelig karakter, så man fristes til at tro, at Gregor overdriver, men det er naturligvis ikke udelukket, at Chilperik, der havde haft 6 sønner og mistet dem alle, i den spænding af angst og glæde, som denne søns fødsel satte ham i, og måske i endnu højere grad Fredegunde, har villet sikre sig al den menneskelige og overmenneskelige hjælp, som en så storslået nådeshandling kunne tænkes at yde ham og hans barn - de benådedes bønner, helgeners forbønner og guds tilfredshed. At sættes under opsyn og at være i fængsel er udtryk for to forskellige slags »fangenskab«. Vi hører i det 5. og det 6. århundrede atter og atter om, at folk gøres til »fanger«, især under fejder, når en hærgende hob bortfører så mange mennesker, den orker, fra den hærgede egn. Sådanne »fanger« lever da i et fremmed »land«, på en måde personlig fri, men således, at de selv skal sørge for deres underhold og er adskilte fra deres hjemstavn og slægt. Hvis slægten ikke kan løskøbe dem, må de vedblive at leve dette triste, retsløse udlændighedsliv - med mindre en biskop, en abbed eller lignende løskøber dem, eller som her, en kongelig nådeshandling skænker dem frihed, dvs. ret til at drage hjem. Den anden slags fangenskab er et virkelig fangenskab i et fængsel. De bøder der eftergives, er formodentlig væsentlig den til kongen og greven bodssum). Men dette barn voldte ham siden megen kummer. Der rejste sig nye fjendskaber mod biskop Theodor. Gundovald, der påstod, at han var Clothachars søn, var på vejen fra Konstantinopel kommet til Marseille. Jeg vil nu i korthed fortælle om hans byrd. Han var født i Gallien og blev opfostret med omhu; han fik en god boglig dannelse, og efter frankisk sæd gik han med det lange hår i fletninger ned over skuldrene. Hans moder fremstillede ham for kong Childebert med de ord: »Her er din brodersøn, kong Clothachars søn. Hans fader kan ikke lide ham, tag du ham derfor til dig, thi han er dit kød.« Og da Childebert var sønneløs, tog han imod ham og lod ham blive hos sig. Da kong Clothachar fik det at vide, sendte han bud til broderen og lod ham sige: »Lad drengen komme til mig«, og Childebert lod straks den unge mand drage til ham. Så snart Clothachar så ham, bød han, at hans hår skulle klippes, idet han sagde: »Ham har jeg ikke avlet.« Efter kong Clothachars død tog kong Charibert Gundovald til sig, men Sigebert fik ham lokket til sig og lod atter hans hår klippe og sendte ham til Køln. Herfra slap han dog bort og lod sit hår vokse påny, og han drog så til Narses, der dengang var statholder i Italien. Dér fik han en hustru og avlede sønner og drog senere til Konstantinopel, hvor han blev i længere tid, indtil han, efter hvad der fortælles, fik en opfordring til at komme til Gallien. Han kom i land i Marseille (Marseille var delt mellem de to konger Childebert og Gunthchramn. Hertug Gunthchramn Boso, der var gået over til Childebert, styrede Childeberts del) og blev her modtaget af biskop Theodor, af hvem han også fik ryttere, hvorpå han sluttede sig til hertug Mummolus, der dengang, som omtalt, sad i Avignon. Hertug Gunthchramn [Boso] lod biskop Theodor gribe og holde under opsyn for den sags skyld, idet han foreholdt ham, at han havde ført en udenlandsk mand ind i Gallien og havde haft til hensigt at bringe frankernes kongedømme under kejserens overhøjhed, men bispen fremlagde så, siges der, et brev, der var underskrevet af kong Childeberts stormænd, og sagde: »Jeg har intet gjort på egen hånd, men kun hvad der var blevet mig pålagt af vore herrer og stormænd.« Bispen blev holdt under opsyn i sit kammer og fik ikke lov til at komme bispekirken nær. Men en nat, da han lå hensunken i bøn til herren, oplystes hans celle af et stærkt lys, så greven, der selv var hans vogter, blev slået af rædsel. To timer igennem sås en stor lyskugle over hans hoved. Da dagen gryede, fortalte greven dette til de andre, der var sammen med ham. Derefter blev Theodor ført til kong Gunthchramn tilligemed biskop Epifanius, der var flygtet fra longobarderne og nu opholdt sig i Marseille, og som mentes at være medvider i sagen. Kongen undersøgte deres forhold, men der blev ikke fundet noget at sige dem på. Alligevel lod kongen dem stadig holde under opsyn, og biskop Epifanius døjede meget ondt og døde deraf. Gundovald flygtede ud på en ø i havet og afventede her tingenes gang. Hertug Gunthchramn [Boso] delte Gundovalds gods med en af kong Gunthchramns hertuger og førte efter sigende en mængde guld og sølv og andre kostbarheder med sig til Auvergne. I Childeberts 8de kongeår (583), den sidste dag i januar måned, en søndag, da det ringede til ottesang i Tours og folket gav sig på vej til bispekirken , faldt en stor ildkugle ned fra den skytunge himmel, og det begyndte at regne. Ildkuglen tilbagelagde en lang bane på himlen og lyste så stærkt, at alt sås så klart som var det ved middagstide. Da den atter blev optaget i en sky, blev det påny mørkt. Vandløbene svulmede op mere end sædvanligt, og Seine og Marne voldte så store oversvømmelser i Paris, at mange både strandede mellem byen og sankt Laurentius' basilika. Da hertug Gunthchramn [Boso] havde hjemført de foran omtalte skatte til Auvergne, drog han til kong Childebert. Da han sammen med sin hustru og sine børn var på tilbagevejen fra ham, lod kong Gunthchramn ham gribe og sætte fast »Det var din opfordring, der fik Gundovald til at komme til Gallien, og det var derfor, du forgangen år drog til Konstantinopel.« Hertugen svarede: »Det var din hertug, Mummolus, der modtog ham og lod ham blive hos sig i Avignon. Lad mig få lov til at føre ham selv til dig, så skal jeg nok fri mig fra disse påsagn.« Kongen svarede: »Nej, du får ikke lov at drage bort, før du har bødet rimeligt for, hvad du har gjort.« Da hertugen så, at det gik på livet løs, sagde han: »Se, der er min søn. Tag ham. Lad ham være gidsel for, hvad jeg lover min herre kongen. Hvis jeg ikke bringer dig Mummolus, skal jeg miste min søn.« Så gav kongen ham lov at drage bort, men beholdt hans lille dreng. Hertugen tog nogle mænd fra Clermont og Velay med sig og drog til Avignon. Mummolus havde nok så listigt ladet lægge nogle skrøbelig skibe på Rhone; dem gik de uden mistanke ombord i, og da de kom midt ud i floden, fyldtes skibene med vand og gik under. I denne farlige stilling var der nogle, der frelste livet ved svømning, og nogle der nåede flodbredden ved at klynge sig til løse skibsplanker, men de fleste af mændene tabte ganske hovedet og druknede i floden. Hertug Gunthchramn selv kom imidlertid til Avignon. Her havde Mummolus, så snart han var kommet indenfor byens mure, sørget for, da der var en lille del af byen, der ikke omsluttedes af Rhone, at lede en del af flodens vande ud, således at også denne del helt rundt blev omgivet af en vandgrav. Han havde med list ladet udgrave meget dybe grave [i den ny flodseng] (midt i den nye flodarms bund er der gravet dybe grave, der strækker sig gennem hele flodarmens længde. På begge sider og imellem disse dybe midtgrave er vandstanden (i hvert fald til tider) ganske lav, således at Gunthehramn ikke betænker sig på at gå over), men dem kunne man ikke se, da vandet jo flød hen over dem. Da Gunthchramn kom, sagde Mummolus oppe fra muren: »Hvis der er fuld ærlighed imellem os, så lad ham stå på den ene flodbred og sige hvad han vil, medens jeg står på den anden side.« Da Gunthchramn var kommet derhen, sagde han over til Mummolus - den ny flodarm lå jo nu imellem dem: »Hvis du tillader det, vil jeg gerne gå over til dig, for der er forskellige ting, jeg gerne ville drøfte med dig under fire øjne.« Mummolus svarede; »Ja, kom kun frit herover, der er ingen fare.« Så gik Gunthchramn og en af hans venner, som var iført en tung rustning, ud i floden, men da de nåede ud til det sted, hvor en af de dybe grave var gravet, forsvandt vennen i vandet og kom ikke op mere. Gunthchramn sank også og strømmen var lige ved at føre ham med sig, men en af hans mænd rakte sit spyd ud til ham og trak ham ind til bredden. Efter at have overdænget hinanden med skældsord gik Mummolus og Gunthchramn hver til sin side, og Gunthchramn gav sig til at indeslutte byen med kong Gunthchramns hær. Da Childebert spurgte dette, blev han meget vred, da det ikke var på hans bud, det var sket, og han bød Gundulf, ham jeg ovenfor talte om, at drage derhen. Han fik belejringen hævet og førte Mummolus til Clermont, hvorfra han dog få dage efter vendte tilbage til Avignon. Dagen før påske drog kong Chilperik til Paris, og for at fri sig for den forbandelse, der var skrevet i den pagt, han og hans brødre havde gjort om, at ingen af dem måtte komme til Paris uden de andres samtykke (i 7 bog oplyser Gregor, at overenskomsten påkaldte de tre helgener Polyeukt, Hilarius og Martin til dom og hævn. Skulle Chilperik kunne begå sig for dem, måtte han sætte mange imod dem), lod han relikvier af mange helgener bære foran sig, da han gik ind i byen, og derpå holdt han påske med megen gammen og lod sin søn døbe. Bispen i byen, Ragnemod, drog ham op af det hellige dåbsbad og gav ham navnet Theodorik. Kansleren Marcus, som jeg foran har talt om, samlede sig megen rigdom ved de hårde skatteudskrivninger, men så fik han voldsomme sting i siden. Han lod så sit hoved rage og iførte sig bodsdragt, hvorpå han udgav ånden. Hans gods tilførtes skatkammeret. Der blev fundet store skatte af guld og sølv og mange andre klenodier. Intet af dette fik han med sig - kun sin sjæleskade. Nu vendte sendemændene tilbage fra Spanien, men uden ordentlig besked, fordi Leuvichild lå i fejde med sin ældste søn (Hermenechild). I den hellige Radegundes kloster var der en jomfru ved navn Disciola, et søskendebarn af den hellige biskop Salvius i Albi, der gik heden på følgende måde. Hun var blevet syg, og de andre søstre plejede hende omhyggelig. Så kom den dag, da hun skulle skilles fra legemet. Omkring ved kl. 3 sagde hun til søstrene: »Nu føler jeg mig bedre, det gør ikke ondt længere. I behøver ikke at gøre jer mere ulejlighed med at pleje mig; gå i kun, så falder jeg også lettere i søvn.« Søstrene gik så ud af hendes celle, men kun et øjeblik, så gik de igen ind til hende, de stod omkring hende og ventede på, hvad hun ville sige. Hun lå med hænderne udstrakte og bad om én eller andens velsignelse. Hun bad: »Velsign mig, du guds helgen og tjener. Det er nu tredje gang idag, du har ulejlighed for min skyld. Hvorfor, o hellige, døjer du så meget for en stakkels syg kvindes skyld?«. De spurgte hende, hvem hun henvendte disse ord til, men fik intet svar, og kort efter lo hun højt og udgav ånden. Men nu var der en besat, som netop var kommet til det hellige kors' æresfest for at blive frigjort (kejser Justinus havde overladt den hellige Radegunde en splint af det hellige kors. Det er denne stedlige reliquis ry, der drager syge til. Festen er formodentlig d. 3. maj, idet korsfesten d. 14. september da var ukendt i Gallien). Han gav sig til at rive sig i håret, kastede sig ned på jorden og udbrød: »ak, ve os, vi har lidt et stort tab. Det skulle dog have været os tilladt først at føre vor sag, før denne sjæl gik os fra.« Da de tilstedeværende spurgte ham, hvad dette skulle sige, svarede han: »Englen Michael har taget denne kvindes sjæl til sig og har ført den til himlen, og vor fyrste, som i kalder djævlen, har ingen del i den.« Da den døde nonnes legeme blev vasket, var det så snehvidt, at abbedissen ikke kunne finde et stykke lintøj, der var hvidere. Liget blev dog klædt i rene linklæder og så gravsat. En anden jomfru i dette kloster havde også et syn, som hun fortalte søstrene. Det kom hende for, sagde hun, at hun skulle gøre en rejse, hun havde gjort det løfte at gå tilfods til en kilde. Hun kendte ikke vejen, men en mand, hun mødte, sagde til hende: »Hvis du vil til kilden, så skal jeg vise dig vej.« Hun takkede og fulgte efter ham. De gik så en tid og kom tilsidst til en stor kilde, hvis vand strålede som guld, medens græsset omkring den i det vårlige lys glimtede som ædelstene. Manden sagde til hende: »Her er kildevældet, som du med så megen møje har søgt. Læsk dig nu i dens vande, at den kan blive dig et væld til det evige liv.« Og medens hun med lyst drak af vandet, kom fra den modsatte side abbedissen, klædte hende af og iførte hende en dronningeklædning så lys og så strålende af guld og smykker, at det overgik al forstand. Abbedissen sagde til hende: »Det er en gave fra din brudgom.« Efter dette syn følte jomfruen sig så rørt i sjælen, at hun få dage efter bad abbedissen indrette hende en celle, i hvilken hun kunne lukke sig inde (en sådan celle var ikke velset, da man frygtede, at hovmod var et motiv). Abbedissen lod den hurtig gøre i stand. »Her er cellen,« sagde hun, »Hvad ønsker du nu?« Pigen bad om lov til at leve indelukket dér, og det blev hende tilsagt. Derefter samledes jomfruerne, og under salmesang og med tændte fakler førtes hun ved den hellige Radegundes hånd til stedet. Og efter at have sagt dem alle farvel og kysset hver enkelt, blev hun lukket inde. Den åbning, ad hvilken hun var kommet ind, blev derefter muret til, og nu lever hun dér, optaget af bøn og læsning.

I det år (582) gik kejser Tiberius heden, og folket sørgede meget over hans bortgang. Han var en såre god mand, han gav gerne almisse, han var retfærdig i domme og meget forsigtig med at dømme. Han ringeagtede ingen, men omfattede alle med velvilje. Og som han elskede alle, således elskede alle ham. Da han blev syg og havde opgivet håbet om at komme sig, kaldte han kejserinde Sofia til sig og sagde: »Jeg mærker, at mit livs tid nu er til ende, og jeg vil nu i samråd med dig vælge den, der skal styre staten; vi må vælge en dygtig mand til at overtage denne myndighed.« Hun udpegede en vis Mauricius, idet hun sagde: »Det er en meget tapper og kløgtig mand. Han har mange gange kæmpet mod statens fjender og vundet sejr.« Således talte hun for at kunne gifte sig med ham, når Tiberius var død. Da Tiberius havde erfaret, at kejserinden ønskede dette valg, bød han at smykke sin datter med de kejserlige prydelser, tilkaldte så Mauricius og sagde: »Se, med kejserinde Sofias samtykke vælges du nu til kejserdømmet og for at styrke dig til denne stilling giver jeg dig min datter.« Datteren trådte frem, og hendes fader gav hende til Mauricius med de ord: »Mit kejserdømme være dig overdraget tillige med denne pige. Lykke dertil, lad aldrig kærlighed til retfærdighed og billighed gå dig af minde.« Mauricius tog pigen og førte hende til sit hus, og da brylluppet var fejret, døde Tiberius. Da den offentlige sørgetid var til ende, drog Mauricius med diadem og iført purpur og lin hen i circus. Her modtog han folkets hyldest, uddelle gaver og fæstedes i kejserdømmet. Derefter modtog kong Chilperik en sendefærd fra sin brodersøn Childebert. Den fornemste mand i den var biskop Ægidius i Reims. Da de havde fået foretræde for kongen, og denne havde opfordret dem til at tale, sagde de: »Den fred, du har gjort med vor herre, din brodersøn, beder han indtrængende om må stå ved magt (nu da Chilperik selv havde fået en søn, kunne Childebert have grund til at søge den tidligere pagt med ham stadfæstet). Med din broder kan han ikke have fred, thi han har efter hans faders død frataget ham hans del af Marseille og huser flygtninge fra hans rige og vil ikke udlevere dem. Derfor vil din brodersøn Childebert vedligeholde den kærlighed, helt og fuldt, der nu er mellem ham og dig.« Chilperik svarede: »Min broder har gjort ilde i mange ting, og hvis min søn Childebert vil se nøje til, så vil han finde, at Gunthchramn var med i spillet ved hans faders drab.« Hertil svarede biskop Ægidius: »Hvis du holder med din brodersøn og han med dig, og i rejser hæren, får i snart den hævn over ham, i har krav på.« Da de havde fæstet den aftale med ed og givet hinanden gidsler, skiltes de, og i tillid til, hvad Childeberts sendemænd havde lovet, opbød Chilperik leding i sit rige og drog til Paris. Under sit ophold her voldte han indbyggerne svære udgifter. Hertug Berulf drog med folk fra Touraine, Poitou, Anjou og Nantes (dvs. de egne, han er hertug over) frem til Bourges egnen. Desiderius og Bladastes med alt krigsfolket fra de egne, der stod under dem (dvs. den sydlige del af Aquitanien - Berulf, Desiderius og Bladastes - Chilperiks hertuger), drog fra den anden side frem mod dette landskab og hærgede de egne, de drog igennem. Chilperik bød den hær, der kom til ham, drage gennem Paris, og sammen med den drog han selv igennem og videre til det faste sted Melun, brændende og hærgende overalt. Hans brodersøns hær kom ikke, men hans hertuger og sendemænd var hos ham. Han sendte da følgende bud til de ovenfor nævnte hertuger [Berulf, Desiderius og Bladastes]: »Fald ind i Bourges, og når i er kommet til selve byen Bourges, så kræv i mit navn troskabsed.« 15,000 mand fra Bourges strømmede sammen ved Cháteaumeillant og sloges der med hertug Desiderius, og der blev et stort mandefald; over 7000 faldt i begge hære. Hertugerne drog derefter, med hvad der var tilbage af deres mandskab, frem til byen, hærgende og plyndrende overalt, og der skete så stor ødelæggelse, at der end ikke fra gamle dage kendtes frasagn om noget lignende; der var næppe et hus tilbage, næppe en vinmark, ja næppe et træ, alt blev omhugget, brændt, slået ned. Fra kirkerne røvedes de hellige kar, og selv kirkerne blev der sat ild på. Kong Gunthchramn selv drog med sin hær mod sin broder kong Chilperik, og han satte alt sit håb til guds retfærdighed. En dag sendte han ved aftentide sin hær ud og fældede den største del af broderens hær. Sendemænd gik så frem og tilbage mellem parterne, og næste morgen sluttede brødrene fred. De lovede gensidig, at den ene skulle bøde den anden for hvad han efter bispernes og de fornemstes skøn måtte have overskredet lovens grænse, og således skiltes de i fred. Da kong Chilperik ikke kunne holde sin hær fra at plyndre, nedhuggede han greven af Rouen og drog derefter til Paris, idet han lod alt byttet tilbage og gav alle fanger fri. Da de, der lå omkring Bourges, fik bud om, at de skulle drage hjem, førte de så meget bytte med sig, at den egn, de drog bort fra, næsten syntes blottet for både mennesker og kvæg. Desiderius' og Bladastes' hære drog gennem Touraine og brændte, plyndrede og myrdede, således som det ellers er skik i fjendeland; de førte også fanger bort, og når de så havde udplyndret dem, plejede de at give dem fri. Efter denne ødelæggelse fulgte en kvægsyge, der så at sige tog de sidste rester. Det var et sjældent syn at se en plag eller en kvie. Imidlertid stod kong Childebert med sin hær og rørte sig ikke af stedet. En nat opstod der et stort røre. De jævne folk i hæren knurrede højt mod biskop Ægidius [af Reims[ og kongens krigshøvdinger, og det kom til skældsord og til åbenlyse trusler: »Bort fra kongens åsyn de mænd, der sælger hans rige, lægger hans landskaber under andres herredømme og forråder fyrstens eget folk til fremmede herskere.« Sådanne og lignende ukvemsord var det, de fremførte, og da dagen gryede, greb de deres våben og løb til kongens telt for at gribe bispen og overvælde de fornemme, prygle og sønderhugge dem. Da bispen mærkede det, greb han flugten og skyndte sig til hest til sin egen by. Skaren fulgte efter ham under høje råb og overdængede ham med skældsord og kastede sten efter ham, og hvad der frelste ham var, at forfølgerne ikke havde heste rede. Hans følges heste blev udmattede, men han fortsatte sit ridt alene, grebet af en sådan skræk, at da han tabte sin ene sko, gav han sig ikke tid til at tage den op. Han nåede da også sin by og indesluttede sig bag Reims' mure. Nogle måneder før var Leudastes kommet til Tours med kongens [Chilperiks] tilladelse for at få sin hustru igen og bo dér. Han sendte mig et af flere bisper underskrevet brev om at blive optaget i menigheden igen. Men da der intet brev var fra dronningen, og det særlig var efter hendes tilskyndelse, han var blevet udelukket, ville jeg ikke straks optage ham. Jeg svarede: »Når jeg får opfordring fra dronningen, skal jeg øjeblikkelig optage ham.« Imidlertid skikkede jeg bud til hende, og hun skrev mig følgende tilbage: »Jeg er blevet plaget af så mange mennesker, at jeg ikke kunne nægte ham at drage til Tours. Men jeg beder dig om ikke at optage ham i din fred og ikke lade ham få det viede brød af din hånd (udtrykket er interessant, fordi det slet ikke er den kirkelige formel, men en gammel folkelig germansk vending), før jeg får nøjere overlagt, hvad der skal gøres.« Jeg læste brevet om igen og blev da bange for, at han skulle blive dræbt. Jeg lod hans svigerfader kalde og meddelte ham min frygt og lagde ham stærkt på sinde, at hans svigersøn måtte være meget påpassende, indtil dronningen fik et mildere sind. Dette råd gav jeg ham i mit hjertes enfoldighed og for guds skyld, men han troede, der var svig under, for han var endnu min fjende, og ville ikke rette sig efter mig, så på ham gik det ordsprog i opfyldelse, som jeg har hørt af en gammel ven: giv altid ven som fjende et godt råd, thi vennen vil tage imod det, men din uven vil ringeagte det. Leudastes lod hånt om mit råd og drog til kongen, der lå med hæren i Melun. Han bønfaldt mandskabet om at indlægge forbøn for ham, så kongen gav ham lov til at fremstille sig, og da hele mandskabet bad for ham, lod kongen ham komme for sit åsyn. Leudastes kastede sig på knæ for ham og bad om tilgivelse. Kongen svarede ham: »Vær forsigtig endnu en stund, indtil du har set dronningen og hun så bestemmer, hvordan du kan komme i nåde igen hos hende, thi du er meget brødefuld i hendes øjne.« Men Leudastes var en fremfusende og letsindig mand; han følte sig tryg, nu da han havde fået lov til at komme kongen for øjne, og da kongen så drog til Paris [fulgte han med og] kastede sig en søndag i den hellige bispekirke for dronningens fødder og bad om nåde. Men hun blev aldeles ude af sig selv af vrede, overfusede ham med ukvemsord, jog ham fra sig og udbrød grædende: »Jeg har jo ingen søn til at tage sig af mine krænkelser, derfor overgiver jeg hævnen til dig, herre jesus,« og derpå kastede hun sig for kongens fødder og udbrød: »Jeg stakkel, jeg må finde mig i at have min fjende for mine øjne, og jeg har ingen magt over ham.« Leudastes blev så fjernet fra det hellige sted, og den højtidelige messetjeneste blev ført til ende. Da kongen og dronningen forlod den hellige kirke, fulgte Leudastes efter hen til torvet uden at have nogen anelse om, hvad der skulle ske med ham. Han gik her omkring i kræmmernes boder, gennemrodede deres varer, vejede sølvtøjet, tog de forskellige klenodier i øjesyn og sagde: »Det og det vil jeg købe, jeg har sølv og guld i mængde.« Medens han stod og pralede således, kom dronningens svende pludselig til og ville binde ham i lænker. Han drog sit sværd og huggede til en af dem, men de blev nu rasende og for løs på ham med skjold og sværd. En af dem huggede til ham og skar hår og hud løs fra næsten hele issen. Så gav han sig til at flygte hen over byens bro [over Seine], men her fik han den ene fod ned mellem to af broplankerne og brækkede benet, hvorpå han blev fanget og med bagbundne hænder sat i forvaring! Kongen bød nu lægerne tage sig af ham, for at han. Når han var kommet sig efter benbruddet, kunne blive pint med langvarige pinsler. Han blev ført til en af kronens gårde, men der gik koldbrand i såret og det lakkede mod enden med ham. På dronningens bud blev han da lagt på ryggen med nakken på en stor bjælke, og en mand piskede ham over struben, og således endte han sit troløse liv ved en velfortjent død.

I Chilperiks 9de kongeår (584) tilbagegav kong Gunthchramn selv sin brodersøn hans del af Marseille (Childebert slutter sig nu helt til Gunthchramn). Chilperiks sendemænd kom tilbage fra Spanien og fortalte, at provinsen Carpitania (egnen omkring Toledo) var hærget så frygteligt af græshopper, at der næppe var et træ, en vinmark, en skov eller en afgrøde, der ikke var ødelagt af græshopperne. De sagde, at fjendskabet mellem Leuvichild og hans søn blev stadig voldsommere. Egnen hærgedes også af sot, som navnlig rasede i byen Narbonne. Den havde allerede hærget på tredje år og havde så tabt sig, og de bortflygtede indbyggere vendte tilbage, men nu greb soten om sig påny, og mange døde. Også Albigeois led meget under denne plage. I de dage viste der sig ved midnatstide mod nord mange stærkt lysende stråler, der først nærmede sig hinanden og så fjernede sig fra hinanden, indtil de helt svandt hen. Himlen var mod nord så lys, at man skulle tro, dagen var i frembrud. En ny sendefærd kom fra Spanien og medførte gaver og sluttede overenskomst med kong Chilperik om, at han som tidligere aftalt skulle give kong Leuvichilds søn (Reccared, Hermenechilds broder, med hvem Chilperiks datter Rigunthe forlængst var trolovet) sin datter til hustru, og da alt var drøftet og aftalt, drog sendefærden tilbage. Men da Chilperik var på vej fra Paris til Soissons, ramtes han af en ny sorg. Hans søn (Theodorik), som han året før havde ladet tvætte i den hellige dåb, fik blodgang og døde. Det var det, der var meningen med det lysskær, som jeg foran talte om, var skudt frem fra skyerne. De [kongen og dronningen] vendte under gråd og jammer tilbage til Paris og jordede drengen, og de sendte bud efter sendefærden, at den skulle vende tilbage, for at fristen kunne blive forlænget, idet kongen sagde: »Se, mit hus er opfyldt af sorg, hvordan skal jeg vel da kunne fejre min datters bryllup?« Han faldt endog på at sende en anden datter, en han havde med Audovera, og som han havde sat i kloster i Poitiers (Basina, om hvem der fortælles meget interessant i 9. og 10. bog. Man må formode, at sorgen næppe har været den egentlige grund til brylluppets udsættelse). Men hun vægrede sig, og navnlig gjorde den hellige Radegunde modstand, idet hun sagde: »Det sømmer sig ikke, at en ung kvinde, der er viet kristus, vender tilbage til verdens vellyst« Under alt dette blev det fortalt dronningen, at den søn, der var død, havde været et offer for hekseri og trolddom, og at hofmesteren Mummolus (det er altså ikke Gunthchramns hertug, patricieren Mummolus (Eunius), som allerede længe havde været genstand for dronningens had, var medvider deri. Nu hændte det en dag, da Mummolus hjemme i sit hus sad og holdt måltid, at en af kongens hofmænd gav sin sorg luft over, at en søn, han holdt meget af, havde fået blodgang. Mummolus sagde da: »Jeg har en urt, der, så snart den nydes, straks helbreder for blodgang, hvor slem den end er.« Dette fik dronningen at vide, og hun blev endnu mere harmfuld. Imidlertid lod hun gribe nogle kvinder i Paris, som hun ved pisk og pinsel tvang til at tilstå, hvad de vidste. De tilstod, at de var troldkyndige og rykkede ud med, at de havde voldt mange menneskers død, og de tilføjede følgende, som synes mig utroligt: »Vi har, o dronning, hengivet din søns liv for Mummolus'.« Dronningen øgede nu pinslerne for kvinderne, og nogle lod hun halshugge, andre brænde, atter andre lod hun lægge på hjul og radbrække, hvorpå hun tog til kongsgården Compiégne til kongen, og her fortalte hun kongen alt, hvad hun havde hørt om Mummolus. Kongen sendte sine svende ud efter ham; han blev forhørt, lagt i lænker og pint. Med bagbundne hænder blev han hængt op på en bjælke og således udspurgt om, hvad han kendte til trolddomskunsterne. Men han vedgik intet af det, jeg ovenfor omtalte. Så meget tilstod han dog, at han flere gange af de omtalte kvinder havde fået salver og trylledrikke, hvorved han ville vinde sig kongens og dronningens yndest Da han så blev taget ned fra pinebjælken, kaldte han bødlen til sig og sagde til ham: »Sig til kongen, min herre, at jeg ingen smerte føler ved det, jeg har udstået.« Da det blev sagt til kongen, udbrød denne: »Er det så ikke sandt, at han er en troldkarl, når han slet ikke har mærket disse pinsler?« Så blev han spændt på vinde og pisket så længe med tredobbelt lædersvøbe, så selve bødlerne blev trætte. Derefter blev spidse pigge jaget ind under neglene på fingre og tæer. Da sværdet allerede var løftet til at hugge hans hoved af, lod dronningen ham beholde livet, men på så ydmygende vilkår, at døden kunne være lige så god. Han blev lagt på en kærre og kørt til Bordeaux, hvor han var født, og alt hans gods blev ham frataget. Undervejs fik han en rørelse og nåede med nød og næppe sit bestemmelsessted, og kort efter udåndede han. Derefter samlede dronningen alle sin lille søns kostbarheder sammen, hans klæder og alle hans klenodier, silketøjer og gråværk, alt hvad hun kunne finde, og brændte det op, og det fortælles, at der var fire vognlæs. Hans guld og sølvsager lod hun smelte i en ovn, at der intet helt skulle blive tilbage, der kunne minde hende om sorgen over sønnen.

Biskop Ætherius i Lisieux (Lisieux bispesæde i Normandiet), som jeg ovenfor har omtalt, blev jaget bort fra og kom tilbage til sit stift på følgende måde. En klerk i le Mans var meget løsagtig og kvindekær, i høj grad hengiven til fylderi, skørlevned og al anden urenhed. En kvinde, han plejede ukyskhed med, fik han til at klippe sit hår og tage mandsklæder på og drog så bort med hende til en anden by, for at ingen skulle mistænke ham for hor, når han nu kom til at leve hos folk, der ikke kendte ham, for kvinden var fribåren og godtfolks barn. Langt om længe fik hendes frænder opspurgt, hvad der var sket, og var nu meget opsatte på at tage hævn for den skam, der var overgået deres slægt. Da de fandt klerken, lod de ham binde og sætte i forvaring, men kvinden lod de brænde. Såsom den usæle guldhunger hersker over menneskene, holdt de klerken tilbage for penge, hvis der skulle være nogen, der ville løskøbe ham (det er ættens strafferet overfor ham og hende. På konciliet i Orléans 538 vedtoges, at klerke af de øverste grader, hvis de gjorde sig skyldige i utugt, skulle afsættes, dog ikke ekskommuniceres, men sættes i kloster for livstid. Den her omtalte klerk hørte muligvis ikke til de højere grader, og heri kunne da søges forklaringen til, at han behandledes mildere); hvis ikke, skulle han dø som ildgerningsmand. Da dette blev meddelt Ætherius, gav denne, drevet af barmhjertighed, 20 guldstykker og friede ham derved for den truende død. Da nu klerken således havde frelst livet, optrådte han som lærer i bogdannelse, og lovede bispen, at hvis denne ville skikke ham peblinge, skulle han nok uddanne dem i boglig kundskab. Det blev bispen glad ved at høre, og han fik samlet drenge fra byen og sendte dem i skole hos klerken, som efterhånden kom i godt ry hos borgerne; bispen gav ham et stykke jord og en vinmark, og drengenes forældre indbød ham til deres hjem. Men så »vendte han tilbage til sit spy«; han glemte, hvor slemt det var gået ham tidligere, og fattede attrå til en af sine drenges moder. Hun var en ærbar kvinde, og hun sagde det til sin mand. Deres frænder gjorde fælles sag og tilredte klerken ilde og ville skille ham af med livet. Bispen lod atter barmhjertigheden løbe af med sig, fik ham fri, satte ham i rette med milde ord og genindsatte ham i hans embede. Men det var umuligt at rette hans vrange sind. Han blev tværtimod den mand fjendsk, der gentagne gange havde løskøbt ham fra døden. Han sammensvor sig med ærkediakonen i byen og pønsede på at tage bispen af dage, idet han gjorde sig til af selv at være værdig til at blive biskop. De lejede en klerk til at hugge bispen ned med en økse, og selv løb de omkring til folk, satte ondt for bispen og skaffede sig hemmelige tilhængere og lovede dem god løn, når bispen døde og klerken blev hans efterfølger. Men den barmhjertige gud kom deres usselhed i forkøbet, og i sin godhed gjorde han en brat ende på de skændige menneskers grumme forsæt. En dag, bispen havde samlet arbejdsfolk til pløjning på en mark, gik den omtalte klerk med en økse bagefter bispen, som intet anede, men tilsidst vendte sig om imod ham og sagde: »Hvorfor går du stadig sådan efter mig med den økse?« Slået med rædsel kastede klerken sig for bispens fødder og udbrød: »Vær uden frygt, du guds biskop. Du skal vide, at jeg er udsendt af ærkediakonen og læreren for at slå dig ihjel med den økse. Jeg har flere gange villet slå til, men hver gang jeg løftede øksen, sortnede det mig for øjnene, og mine øren blev døve og jeg skjalv over hele kroppen, min arm blev kraftløs, og jeg kunne ikke udføre mit forsæt, men når jeg lod hånden synke, blev jeg helt rask igen. Nu har jeg indset, at herren er med dig, så jeg intet ondt kan gøre dig.« Da han sagde det, brast bispen i gråd, men han bød klerken ikke at sige noget, gik hjem og holdt måltid, hvorefter han lagde sig til hvile på sit leje, omkring hvilket mange andre klerke havde deres senge (i koncil vedtægterne fra Tours 567 hedder det i § 13: »Bispen skal holde sin hustru som sin søster og i hellig vandel styre hele sit hus…således, at ingen mistanke kan opstå, og… hans klerke kan vidne, at han lever kysk, fordi de bor sammen med ham i hans kammer og hvorsomhelst han er). De to andre havde imidlertid fattet mistanke til klerken og tænkte nu på, hvordan de selv alene kunne sætte deres onde forsæt i værk. De udpønskede nye træskheder, hvorved de enten kunne komme ham voldelig tillivs eller i det mindste kunne skamskænde hans rygte således, at han måtte opgive sit bispedømme. Ved midnatstide, da alle sov, brød de da ind i bispens sengekammer, skreg op og sagde, at de havde set en kvinde gå ud fra sengekammeret, og at de kun havde ladet hende løbe, fordi de ville skynde sig til bispen. Dette var rigtignok et djævlens påhit at rejse sådan klage mod bispen, så gammel han var - omtrent 70 år. Men den omtalte klerk sluttede sig igen til dem, og bispen blev lagt i lænker ved den mands hjælp, hvis hals han gentagne gange havde befriet for lænker, og sat under strengt opsyn af den mand, han atter og atter havde friet ud fra skidne fangehuller. Bispen kunne nu indse, at hans fjender havde overtaget, og i sine lænker bad han under tårer den miskunnelige gud om hjælp. Hans vogtere blev overvældede af søvnen, gud løste hans lænker, og han, den uskyldige, der så ofte havde friet skyldige, kunne gå frit bort. Han undkom og drog til kong Gunthchramns rige. Da han var borte, kunne de forbundne kumpaner drive deres spil så meget friere. De skyndte sig til kong Chilperik for at søge om bispedømmet; de sagde bispen mangehånde ondt på og tilføjede endelig: »Derpå kan du kende, glorrige konge, at det er sandt, hvad vi siger, at han af frygt for at komme til at lide døden for sine ugerninger er draget til din broders rige.« Kongen troede dem dog ikke og bød dem drage tilbage til deres by. Byens borgere var imidlertid meget sorgfulde over, at deres hyrde var borte, og på det rene med, at alt, hvad der var overgået ham, skyldtes avind og havesyge. De greb ærkediakonen og hans staldbrødre og redte dem slemt til og bad kongen om at få deres biskop igen. Kongen sendte mænd til sin broder og lod ham sige, at han ikke havde fundet noget at sige bispen på, og kong Gunthchramn gav, velvillig og barmhjertig som han var, bispen mange gaver og skikkede brev til alle sit riges bisper om, at de for guds skyld skulle yde den fremmede hjælp. Ætherius drog da fra by til by og modtog af guds bisper så mange gaver, dels i klæder, dels i penge, at han næppe kunne føre alt, hvad han havde fået, med sig til sin egen bispestad, så på ham fuldbyrdedes apostlens ord: alt tjener dem til gode, som elsker gud, thi hans omflakken bragte ham rigdom, hans udlændighed skaffede ham store skatte. Da han vendte tilbage, gav borgerne ham en ærefuld modtagelse; de græd af glæde og takkede gud, at han dog endelig gengav kirken en sådan biskop.

Lupentius, abbed ved den hellige martyr Privatus' basilika i Javols, blev stævnet til møde af dronning Brunechilde og kom også. Det hedder sig, at det var Innocentius, der var greve i nævnte by, der havde skyldt ham for at have talt ilde om dronningen. Sagen blev undersøgt, og da han ikke blev fundet skyldig i nogen majestætskrænkelse, fik han lov at gå sin vej. Men aldrig så snart havde han givet sig på vej, før han igen blev fanget af greven og ført til gården Ponthion, hvor han måtte udstå store pinsler. Da han atter slap fri og på hjemvejen havde spændt sit telt ved bredden af Aisne floden, blev han igen overfaldet af sin fjende. Denne lod ham gribe og huggede hans hoved af, puttede det i en sæk, i hvilken der også blev lagt nogle tunge sten, og kastede sækken i floden. Kroppen blev bunden sammen med en stor sten og kastet ud i vandet. Få dage efter fik nogle hyrder øje på kroppen, drog den op af floden og gav sig i lag med at jorde den. Men medens de endnu syslede med, hvad der hører sig til ved jordfæstelse, og ikke vidste, hvem det var, tilmed da de ikke havde fundet hovedet, kom pludselig en ørn flyvende og løftede en sæk op af floddybet og lagde den fra sig på bredden. Fulde af undren tog de sækken og gav sig til omhyggelig at undersøge, hvad den indeholdt. De fandt da den halshuggedes hoved, der så blev jordet sammen med kroppen. Og folk siger nu, at der på underfuld måde viser sig lys over stedet, og syge, der i tro beder ved graven, går helbredede bort (sankt Lupentius dyrkes som helgen i Chálons. Helgendag d. 21. oktober. Han er altså ikke hjemfast helgen dér, eftersom han hører hjemme i Javols. Historien om hans underfulde tilstedekomst er derfor et litterært lån fra den orientalske legendedigtning, der er rig på tilsvarende historier, af hvilke mange kan spores tilbage til ældgamle tiders herosdyrkelse). Biskop Theodosius i Rodez, sankt Dalmatius' efterfølger, døde. Den kamp om bispeværdigheden, der derefter opstod i denne kirke, udartede til sådanne voldshandlinger, at kirken så at sige plyndredes for sine hellige kar og alle sine kostbareste ejendele. Imidlertid faldt præsten Transobad igennem, og Innocentius, der var greve i Javols, blev, støttet af dronning Brunechilde, valgt til biskop. Så snart han havde overtaget bispedømmet, yppede han kiv med biskop Ursicinus i Cahors, idet han påstod, at denne havde tilranet sig nogle sogne, der hørte til Rodez kirken. Striden herom blev langvarig, og flere år efter holdt metropoliten (biskop Sulpicius i Bourges) og hans provinsbisper et møde i Clermont, hvor sagen blev afgjort derhen, at Ursicinus skulle beholde disse sogne, der ikke i mands minde havde hørt under Rodez kirken. Og således skete det også. Biskop Remigius i Bourges døde. Efter hans hedengang ødelagdes den største del af byen af en gruelig ildebrand, så at hvad fejden havde levnet nu gik til grunde. Ved valget af Remigius' efterfølger sejrede Sulpicius, der støttedes af kong Gunthchramn, over sine medbejlere til bispedømmet. Det hedder sig, at kongen skal have givet de mange mænd, der søgte bispedømmet, og som kom med gaver til ham, dette svar: »Det er ikke vort kongedømmes vane at holde bispeværdigheden tilbage for penge. Vi vil ikke beskyldes for lumpen vindesyge, og i skulle jo ikke gerne sammenstilles med Simon Troldmand. Nej, efter guds rådslutning skal Sulpicius være biskop.« På den måde kom Sulpicius ind i klerkeriet og fik bispedømmet over den nævnte kirke. Han er en overmåde højbyrdig mand og tilhører en af de fornemste senatorslægter i Gallien; han er meget kyndig i videnskab og giver ikke nogen noget efter i digtekunst Det var ham, der lod sammenkalde den ovenfor omtalte synode vedrørende Cahors sognene. Fra Spanien kom en sendemand ved navn Oppila, og han havde mange gaver med til kong Chilperik. Kongen i Spanien var nemlig bange for, at Childebert skulle bryde op med sin hær og tage hævn for den krænkelse, der var tilføjet hans søster, idet Leuvichild havde fået sin søn Hermenechild, der havde ægtet kong Childeberts søster (Ingunde), i sin magt og havde sat ham i fængsel og havde ladet hans hustru blive i grækernes hænder. Denne sendemand kom til Tours på den hellige påskedag, og jeg udspurgte ham straks, om han var af vor religion. Han svarede, at han troede det samme som katolikkerne, og derefter gik han med mig hen i kirken og overværede den højtidelige messe, men han gjorde hverken fred med vore eller deltog i den hellige nadver, hvoraf det fremgik, at det var løgn, når han havde sagt, at han var katolik. Alligevel indbød jeg ham til mit bord og han deltog i måltidet, og da jeg her straks spurgte ham, hvad han troede, svarede han: »Jeg tror, at faderen, sønnen og den hellige ånd har samme kraft.« Hertil svarede jeg: »Hvis du virkelig tror, hvad du der siger, hvorfor vægrede du dig så ved at deltage i det offer, vi bringer herren?« Han svarede: »Fordi i ikke siger gloria (ære) rigtig, thi efter sankt Paulus siger vi: ære være gud fader ved sønnen, men i siger: ære være faderen, sønnen og den hellige ånd, skønt kirkelærerne lærer, at faderen er forkyndt verden ved sønnen, således som Paulus selv siger: men den evige konge, den udødelige og usynlige, gud alene være ære og pris i al evighed ved jesu kristus vor herre.« Jeg svarede: at faderen er forkyndt ved sønnen, er sikkert ingen katolik uvidende om. Men han forkyndte faderen for verden således, at han ved sine kraftgerninger viste sig som gud, og det var nødvendigt, at gud fader sendte sønnen til jorden for at åbenbare gud, på det at verden, der ikke havde troet på profeterne og patriarkerne, ja end ikke på selve lovgiveren, nu i hvert fald skulle tro på sønnen. Og derfor er det nødvendigt, at vi giver gud æren under betegnelse af personerne; derfor siger vi: ære være gud fader, der sendte sin søn, ære være gud søn, der ved sit blod geniøste verden, ære være gud den hellige ånd, der helliger det geniøste menneske. Men når du siger: ære være faderen ved sønnen, så røver du sønnen hans ære, ret som om han ikke er ære værd sammen med faderen, fordi han har forkyndt ham for verden. Sønnen forkyndte, som jeg sagde, faderen for verden, men mange troede ham ikke, således som evangelisten Johannes siger: han kom til sin ejendom, men hans egne tog ikke imod ham, men så mange som tog imod ham, gav han magt til at vorde guds børn, nemlig dem, som tror på hans navn. Men du som forvansker apostlen Paulus' ord og ikke forstår hans mening, læg mærke til, hvor omhyggelig han udtrykker sig, således at enhver kan forstå ham, læg mærke til, hvorledes han blandt vantro mennesker prædiker således, at ingen skal synes, at forkyndelsen er et tungt åg, som når han siger: jeg har givet eder mælk at drikke og ikke spise, thi i kunne endnu ikke, og i kan endnu ikke [tåle spise], thi den hårde kost er kun for de fuldkomne. Men til andre siger han: jeg har intet forkyndt eder uden jesu kristus og ham korsfæstet. Vil du nu måske, du kætter, da Paulus kun har forkyndt den korsfæstede kristus, tvivle om, at han er genopstanden? Nej, læg hellere mærke til hans omhu, og se hvor listig han er; til andre, som han har fundet kraftigere i troen, siger han: og selv om vi kender den korsfæstede kristus, kender vi ham dog ikke længere (Gregor sætter «den korsfæstede« i stedet for Vulgatas »efter kødet«, en som sammenhængen viser meget bekvem tilsnigelse - medmindre han, hvad der er muligt, har haft en tekst, som gav ham ret). Så nægt da, du som fører klagemål mod Paulus, om dit vanvid er frækt nok dertil, at han er korsfæstet. Men lad hellere dette ligge og lyt til et bedre råd: læg salve på dine syge øjne, så du kan tage mod lyset fra den apostolske forkyndelse. Thi det var af hensyn til menneskenes ringe fatteevne, Paulus talte så enfoldigt, for sidenhen at løfte dem op til en højere tros tinder, således som han selv siger et andet sted: jeg er blevet alt for alle, for at vinde alle (Vulgata skriver »for at frelse alle«). Og kan vel noget dødeligt menneske andet end give sønnen ære, når faderen ikke én gang, men to, ja tre gange har forherliget ham fra sin himmel. Hør, hvad han siger fra himlen, da denne samme søn, medens den hellige ånd steg ned over ham, blev døbt under Johannes' hånd. Denne er min elskede søn, i hvem jeg har velbehag. Eller, hvis dine øren er tilgroede, så du ikke kan høre dette, så tro dog i hvert fald, hvad apostlene hørte på bjerget, da jesus i sin forklarelses glans talte med Moses og Elias. Dér sagde jo faderen, ud fra den strålende sky: det er min elskede søn, hør ham.«. Hertil svarede kætteren: »På alle disse steder taler faderen ikke om sønnens herlighed, men peger kun på ham som sin søn.« Jeg svarede: »Ja, hvis du forstår dette således, så skal jeg fremføre et andet vidnesbyrd for dig, i hvilket faderen har forherliget sønnen. Da herren gik til sin lidelse og sagde: fader, herliggør nu din søn, at din søn kan herliggøre dig, hvad var det da, faderen svarede ham fra sin himmel? Svarede han ikke: både har jeg herliggjort og vil jeg herliggøre [dig] (men atter med en forvanskende tilsnigelse; joh. 12,28 lyder: fader, herliggør dit navn. Og fra himlen lød en røst: både har jeg herliggjort og vil jeg herliggøre [det], medens Gregor ved at sætte stedet i forbindelse med joh. 17, i underforstår [dig]; [det] ville jo nemlig passe for arianeren, medens [dig] passer for den ortodokse). Faderen forherliger ham altså med egen mund, og du vil søge at røve ham den herlighed! Ja, din gode vilje er tydelig nok, men evnen mangler. Thi du, som fører klage mod apostlen Paulus, hør hvad han, eller rettere kristus i ham siger: enhver tunge skal bekende, at herren jesus kristus er i gud faders herlighed. Når han nu har fælles herlighed med faderen og dvæler i samme herlighed som faderen, hvorfor vil du så ikke vise ham ære, ret som om han var uden herlighed? Eller hvorfor skal han ikke lovprises blandt menneskene, når han dog hersker i himlen med samme myndighed som faderen? Vi bekender kristus, guds søn, sand gud; da guddommeligheden er én og den samme, må også herligheden være det.« Efter dette blev der tavshed, og trætten hørte op. Oppila drog til Chilperik og fremførte de gaver, kongen af Spanien havde sendt, og vendte derefter tilbage til Spanien. Da kong Chilperik erfarede, at hans broder Gunthchramn havde sluttet fred med hans brodersøn Childebert, og at de i fællesskab ville fratage ham de landskaber, han med vold havde indtaget, drog han med alle sine skatte til Cambrai, og han førte sine bedste ejendele med sig. Han lod gå bud til hertugerne og greverne, at de skulle bøde murene om stæderne og bringe deres gods, deres hustruer og børn indenfor murenes værn og, om det gjordes nødvendigt, selv med kraft søge at drive fjenden tilbage og hindre ham i at gøre skade. Han tilføjede: »Og skulle i lide et eller andet tab, skal i få det rigelig igen, når vi får hævn over vore fjender;« han tænkte ikke på, at sejrvinding står i guds hånd. Derefter brød han flere gange op med sin hær, men lod den hvergang gøre holdt indenfor sit riges grænser. I de dage fødtes der ham igen en søn (i 584. Det var Chlothachar II, der levede 584-628), som han lod opfostre i kongsgården Vitry, »For at drengen ikke,« sagde han, »hvis han bliver set på af folk, skal få en sygdom og så dø« (Chilperik var ræd for nye heksekunster, jævnfør den tidligere fødte søns skæbne. Det kunne synes, som om det særlig var det onde øje, han frygtede). Kong Childebert drog til Italien. Da longobarderne erfarede det, blev de bange for ikke at kunne stå sig mod hans hær og underkastede sig ham; de gav ham mange gaver og lovede at være ham tro og lydige (i Paulus Diaconus Longobarderbog har Paulus i stedet for at lade longobarderne underkaste sig lader dem, give Childebert penge for fred). Da kongen således havde fået alt ordnet med dem, som han ønskede, drog han tilbage til Gallien. Her lod han opbyde en hær til at drage til Spanien (de, der er hærpligtige til et togt mod Italien, er ikke de samme, der er hærpligtige til et togt mod Spanien; hærpligten synes allerede nu at være regional, afhængig af hærtogets mål). Men han slog sig dog til ro. Af kejser Mauricius havde han nogle år før fået 50,000 guldstykker for at jage longobarderne ud af Italien. Da nu kejseren fik at vide, at han havde sluttet fred med dem, krævede han pengene tilbage, men i tillid til sin magt ville kongen end ikke så meget som svare ham. Også i Galicien skete der omvæltninger, hvorom jeg nu skal fortælle, idet jeg går noget tilbage. Jeg har overfor fortalt, at Hermenechild var sin fader fjendsk. Da han engang tilligemed sin hustru opholdt sig i en by i Spanien i tillid til støtte fra kejseren og kong Mir af Galicien, erfarede han, at hans fader drog imod ham med en hær. Han holdt nu råd om, hvorledes han kunne få ham drevet tilbage, når han kom, eller om han måske kunne få ham dræbt. Niddingen tænkte ikke på, at guds dom var over hans hoved, fordi han pønsede på sligt imod sin fader, selv om denne var en kætter. Efter endt rådslagning udvalgte han af sine mange tusind folk 300 væbnede mænd og lod dem indeslutte sig i den faste borg Osser, i hvis kirke dåbskilderne fyldes på vidunderlig måde. Faderen skulle så ved første stormløb forskrækkes og udmattes af disse, således at det talrige, dårligere rustede mandskab så meget lettere kunne få bugt med ham. Denne listige plan fik Leuvichild at vide, og han overlagde nu atter og atter med sig selv, hvad han skulle gøre. »Hvis jeg,« tænkte han, »går mod borgen med hele min hær, vil den være trængt sammen på ét sted, og fjendernes kastevåben vil regne ned over den og tilrede den ilde. Og går jeg kun imod dem med få mænd, kan jeg ikke få sejr over alle disse kække mænd. Nej, jeg vil gå løs på dem med hele mit mandskab.« Han rykkede så frem mod borgen, huggede mændene ned og satte ild på borgen, således som jeg allerede foran har omtalt. Efter den sejr erfarede han, at kong Mir var gået imod ham med en hær, men den omringede han og nødte kong Mir til at sværge troskab i fremtiden, og efter at have udvekslet gaver, drog hver for sig til sit. Men Mir måtte få dage efter sin hjemkomst gå til sengs og døde; det var det dårlige vand og den usunde luft i Spanien, han ikke havde kunnet tåle. Efter hans død søgte hans søn Eurik kong Leuvichilds venskab, svor ham samme ed, som hans fader havde gjort, og fik så kongedømmet over Galicien. Men samme år drog hans frænde Audica, der var trolovet med hans søster, imod ham med en hær, fik ham i sin magt og gjorde ham til klerk, idet han lod ham voldvi til diakon eller præst Selv giftede Audica sig med sin godfaders (Mirs, med hvis datter han jo var trolovet) enke og fik kongedømmet over Galicien. Kong Leuvichild tog sin søn Hermenechild tilfange og førte ham med sig til Toledo, hvor han dømte ham til landflygtighed. Men hans hustru kunne han ikke fri ud af grækernes hænder. Græshopperne drog det år bort fra provinsen Carpitania, som de havde hærget i 5 år, og rykkede ad hovedvejen frem til den næste provins, og sværmen strakte sig der over et område, der var 30 mil i længde og 20 mil i bredde. Det år sås mange jærtegn i Gallien, og folket hjemsøgtes af store ødelæggelser. I januar måned kunne man se udsprungne roser. Omkring solen sås en stor ring, der var sammensat af mange farver ligesom en regnbue. Frosten sved vinmarkerne, og senere kom et haglvejr, der på mange steder ødelagde vin og sæd, og hvad endelig haglvejret havde skånet, visnede under en umådelig tørke. Nogle steder kom der en smule druer, på andre slet ingen, og folk vrededes på gud, lukkede op til vinmarkerne, drev køer og heste ind, og staklerne nedbad selv ulykkerne over sig, idet de sagde: »Der skal aldrig i evighed vokse vinranker mere her.« Men frugttræerne, der havde båret i juli, bar atter i september. Kvægsyge brød flere gange løs og lod næsten intet tilbage. Omkring d. 1. september kom en stor sendefærd fra goterne til kong Chilperik (for at hjemføre Chilperiks datter Rigunthe). Denne var allerede taget tilbage til Paris (fra Cambrai) og lod nu rundt om på kronens gårde udtage mange af sine undergivne til ægtkørsel. Mange græd og vægrede sig ved at lystre, men dem lod han sætte i hullet for at gøre dem føjelige, så han kunne sende dem med datteren til Spanien. Mange skal i deres bitre nød have hængt sig selv af frygt for at blive revet bort fra deres frænder. Søn måtte skilles fra fader, moder fra datter, og de drog bort under klager og forbandelser, og i Paris var der en sådan jammer, at man måtte tænke på jammeren i Ægypten. Mange velbyrdige, der blev tvungne til denne færd, gjorde deres testamente og overdrog kirkerne deres gods, og de bad om, at disse testamenter, så snart pigen var kommet til Spanien, måtte blive åbnede, ret som om de da selv alt var begravne. Imidlertid kom der sendemænd fra kong Childebert til Paris og lagde kong Chilperik på sinde intet at tage fra de egne, som han sad inde med af sin faders rige, eller give sin datter noget fra hans skatkamre, ejheller driste sig til at tage trælle, heste, oksespand eller sligt. En af disse sendemænd skal være blevet snigmyrdet, men ingen ved af hvem, skønt mistanken rettedes mod kongen. Kong Chilperik lovede intet at røre af dette og indbød så de fornemste frankere og sine andre tro mænd og fejrede sin datters bryllup. Derefter overgav han hende til goternes sendemænd og medgav hende store skatte. Også hendes moder kom frem med en umådelig mængde guld og sølv og klædebon, så kongen ved synet deraf sagde, at der nok intet blev tilbage. Da dronningen så, at han var vred, vendte hun sig til frankerne og sagde: »I skal ikke tro, mænd, at noget af disse klenodier stammer fra de tidligere kongers skatte; alt hvad i her ser, har jeg givet af min egen ejendom, thi den glorrige konge har været såre gavmild imod mig, og jeg har også selv sanket adskilligt sammen, og meget har jeg skaffet til veje af de afgrøder og afgifter, de mig overdragne gårde har ydet. Og også i har jo mange gange givet mig rige gaver. Af alt dette har jeg taget det, i her ser for eders øjne, og intet deraf hidrører fra kronens skatkamre.« På den måde gjorde hun så listelig kongen god igen. Der var en sådan mængde gods, at sølvet og guldet og de andre klenodier fyldte 50 vogne. Frankerne bød mange gaver, nogle guld, andre sølv, atter andre heste, men de fleste klæder, enhver bragte en gave efter sin evne. Så tog pigen under gråd og kærtegn afsked, men just som hun drog ud af porten, gik der en vognaksel itu, og alle udbrød: så for en ulykke! Og nogle tog det for et ondt varsel. Nå, da hun nu var kommet ud af Paris, bød hun fæste telt ved den 8de milepæl fra byen (for at holde natterast). Om natten stod 50 mænd op og tog de 100 bedste heste, ligeså mange gyldne bidsler og to svære gyldne grimeskafte, listede sig bort og drog til kong Childebert med dem. Og hele vejen gik det således, at så snart nogen så sit snit til at liste bort, så flygtede han og medtog, hvad han havde kunnet få fat i. Undervejs inddreves der også fra de forskellige landskaber og byer store mængder af kostbarheder. Kongen bød, at der intet måtte gives af statskassen til færden, men at alt skulle ydes af de fattige mennesker (også denne form for ekstra skattebyrde findes i romertiden: kejseren og hans følge, statholdere og andre embedsmænd i offentligt ærinde, soldater på march osv. skal have husly og forplejning af indbyggerne. Denne ydelse kaldes hospitalitas og svarer til dels til det, der i gamle dage i Danmark hed nathold). Kongen var bange for, at hans broder eller brodersøn skulle lægge baghold for pigen under hendes rejse, og han påbød derfor, at hun altid skulle være omgivet af krigere. I hendes følge var der følgende fornemme mænd: hertug Bobo, Mummolus' søn, tilligemed hans hustru, som brudefører, Domigisel, Ansovald og hofmesteren Waddo, der førhen havde styret grevskabet Saintes. Det øvrige ringere følge talte over 4000. De andre hertuger og kammerherrer, der var draget ud med hende, vendte om ved Poitiers, men de foran nævnte gjorde hele færden med og indrettede sig som de kunne. På togets vej blev der plyndret og røvet i en sådan grad, at det næppe er til at fortælle. De plyndrede de fattige menneskers hytter og ødelagde vinmarkerne, idet de afskar vinrankerne og slæbte dem bort med druerne på, og de bortførte kvæget og hvad andet de kunne få fat i, så intet blev tilbage langs den vej, de fulgte, og det gik i opfyldelse, hvad der er sagt ved profeten Joel: hvad græshoppen har levnet, æder kålormen, og hvad larven levner, æder rusten. Således skete det også her, at hvad frosten havde levnet, ødelagde haglvejr, og hvad haglvejret havde skånet, brændte tørken, og hvad tørken havde levnet, plyndrede krigerfølget. Medens nu dette tog drog afsted med sit rov, drog Chilperik, vor tids Nero og Herodes, til kongsgård en Chelles, der ligger omtrent 100 stadier (ca. 20 km) fra Paris, og gik på jagt dér. En dag han kom hjem fra jagten - det var allerede i skumringen - og blev hjulpet ned af hesten, og mens hans ene hånd endnu hvilede på tjenerens skulder, kom en mand og jog en kniv ind under hans skulderblad og stak ham derefter i maven. Blodet væltede straks i mængde frem gennem hans mund og gennem sårene, og han udåndede sin onde sjæl. Hvor meget ondt han har øvet, det fremgår af min foregående fortælling. Mangfoldige landskaber har han gentagne gange hjemsøgt med ild og sværd, og sligt voldte ham ikke sorg, men snarere glæde, ligesom fordum Nero, der sang kunstige kvad, mens hans palads brændte. Mangfoldige gange fældede han uretfærdige domme over mennesker for at inddrage deres rigdomme. I hans tid var det kun få klerke (men så mange flere lægmænd), der fik et bispedømme. Han var forfalden til fylderi, og bugen var hans gud. Ingen var, mente han, klogere end han. Han digtede to bøger efter Sedulius' mønster, men versene var lamme og kan ikke stå på deres fødder; og af mangel på indsigt har han sat lange stavelser, hvor der skulle være korte, og omvendt. Han digtede også andre småting, såsom hymner og messer, men de er aldeles ubrugelige. De fattige gad han ikke tage sig af, og herrens bisper var altid genstand for hans spot, og når han var i en snæver kreds, var det hans bedste spas at gøre nar ad kirkens tillidsmænd. Én kaldte han letfærdig, en anden indbildsk; én frådser, en anden udsvævende; én storsnudet, en anden opblæst Intet hadede han mere end kirkerne. Han plejede at sige: »Vor statskasse er blevet fattig, vore rigdomme er gået over til kirkerne. Bisperne er de eneste, der har magt. Vor anseelse er overført til stifternes bisper.« Sådan var hans sindelag, og atter og atter brød han testamenter, der var skrevet til fordel for kirkerne. Ja endog ting, hans fader havde fastsat trådte han ofte under fødder, da han mente, at der ingen var tilbage til at hævde hans vilje. Ingen vellyst og ingen udsvævelse kan udtænkes, som han ikke i gerning har øvet. Han udpønskede stadig nye kneb, hvorved han kunne pine folket. De, der i hans tid forbrød sig, dem lod han øjnene rive ud på, og i de forskrifter, han i sine egne sager sendte til dommerne, plejede han at tilføje følgende: »Hvis nogen handler imod vore forskrifter, skal han straffes med at få øjnene revet ud.« Han holdt aldrig rigtig af nogen, og ingen holdt af ham, og derfor forlod også alle hans nærmeste ham, da han var død. Biskop Mallulf af Senlis måtte opholde sig i sit telt på tredje dag uden at blive kaldet til kongen, men da han hørte, han var myrdet, kom han tilstede, lod liget vaske og sømmelig klæde, og efter natten igennem at have sunget salmer lod han det sætte på et skib og derefter gravsætte i sankt Vincentius' basilika i Paris. Dronning Fredegunde blev tilbage i bispekirken. (hvem myrdede Chilperik? Gregor ved øjensynligt mere herom, end han tør sige. I 7. bog lader han Childebert nævne Fredegunde, men uden nogen videre forklaring. En fuldstændig forklaring har efterhånden udformet sig og er blevet skriftfæstet i »Historiebogen« fra det 8. århundrede »Fredegunde var en skøn, men såre listig og ukysk kvinde. Dengang var Landerik hofmester i kongsgården, en listig og dygtig mand, hvem dronningen elskede meget og drev utugt med. En morgen tidlig skulle kongen på jagt og drog ud fra kongsgården - Chelles ved Paris -, men da han holdt overmåde meget af Fredegunde, kunne han ikke modstå lysten til at gå tilbage til sengekammeret i kongsgården. Her stod Fredegunde og var i færd med at tvætte sit hoved inde i sengekammeret. Kongen kom bag på hende og gav hende et slag på bagen. Fredegunde, som troede det var Landerik, udbrød: »Nej, ved du nu hvad, Landerik.« Så så hun op og så, det var kongen, og blev meget forskrækket. Kongen blev såre gram i hu, men tog afsted til jagten. Fredegunde lod Landerik kalde og fortalte ham det hele: »Se nu til, hvad der er at gøre, i morgen vil vi begge blive pinte.« Landerik blev meget modfalden og sagde grædende: »I en ond stund fik mine øjne dig at se. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, til alle sider trænges jeg af farer.« Hun svarede: »Vær ikke bange, hør mit råd, og lad os gøre derefter, så skal vi ikke dø. Når kongen i aften kommer fra jagt og det er mørkt, lad os så sende nogle hen og dræbe ham, og lad der så blive råbt, at det er kong Childebert, der står bagved. Når Chilperik er død, kan jeg herske sammen med min søn Chlothachar.« Da Chilperik efter mørkets frembrud kom tilbage fra jagten, stod nogle stimænd, som Fredegunde havde givet rigelig at drikke, rede, og da kongen stod af hesten, medens hans ledsagere gik hver til sit herberg, stak stimændene kongen i maven med deres scramasakser. Kongen gav et skrig og var død med det samme; men dronningens stimænd råbte: »Mord, mord, det er kong Childebert, der har myrdet vor herre.« Kongens mænd kom til og løb hid og did, men da de ingen kunne finde, gik de igen hver til sit .. .« I Fredegar krøniken er det Brunechilde, der lader Chilperik myrde; morderen kaldes Falco).

Trods min lyst til at fortsætte min skildring fra det punkt, hvortil jeg er nået i de foregående bøger, føler jeg det dog som en from pligt først at fortælle noget om den hellige Salvius' hedengang, der fandt sted nu i år (Salvius døde d. 10. september 585). Som han selv ofte fortalte, havde han længe levet i verdslig stand og sammen med verdslige dommere været optaget af verdslige sager, men han havde aldrig givet sig de fristelser i vold, som så ofte ellers får magt over unge menneskers sind. Da guddomsåndens vellugt trængte ind i hans sjæl, opgav han verdslig syssel og søgte til et kloster. Han havde allerede givet sig gud i vold og skønnede, at det var bedre at leve i fattigdom med gudsfrygt end at jage efter vinding i den forgængelige verden. I klostret levede han længe under den af fædrene indstiftede regel, og da han var vokset både i visdom og i alder, påtog han sig, da abbeden, der havde forestået klostret, døde, den opgave at vogte hjorden. Og skønt han nu burde have vist sig mere for brødrene for at kunne retlede dem, trak han sig som abbed mere og mere tilbage. Han søgte straks at få sig en mere afsides celle. Forresten sagde han selv, at han i den forrige på grund af alt for stærk spægelse havde skiftet hud på sin krop 9 gange, og nu, da han havde taget imod abbed værdigheden og i sin ny celle levede så afholdende og var helt optaget af bøn og læsning, tænkte han ofte på, at det havde været bedre for ham at leve ubemærket blandt munkene end at hilses med abbedtitel af folket. Nå, kort at fortælle, han sagde farvel til brødrene, og disse sagde farvel til ham, og så lukkede han sig inde, og i sin indespærring levede han i endnu større afholdenhed end før og stræbte at efterleve kærlighedens bud ved, så ofte en fremmed kom til ham, at give ham sin bøn og meddele ham det viede brøds nådegave, hvorved han mange gange gav syge deres fulde førlighed tilbage. Engang blev han selv grebet af en voldsom feber og lå åndeløs på sit leje. Pludselig skjalv cellen og et stærkt lys oplyste den. Salvius strakte sine arme mod himlen og udgav ånden under tak til gud. Munkene og den afdødes moder jamrede i fællesskab over det skete; de førte liget ud af cellen, vaskede det og klædte det og lagde det på en båre og tilbragte natten under salmesang og gråd. Ved daggry gjorde de alt rede til jordefærden, men så gav liget sig til at røre sig på båren og dets kinder fik rødme; og Salvius strakte sig, som om han vågnede af en dyb søvn, åbnede sine øjne, løftede sine hænder og udbrød: »O, nådige herre, hvi gør du mig dette? Hvorfor lader du mig vende tilbage til verdenslivets mørke bolig? Din miskundhed i himlen var mig mere værd end det usle liv her i denne verden.« De andre stod fulde af undren omkring ham og gav sig til at spørge ham, hvad det var for et jærtegn, men han svarede dem intet på deres spørgsmål. Han rejste sig fra båren og mærkede intet til den sygdom, der havde plaget ham, og tre dage igennem afholdt han sig fra mad og drikke. På den tredje dag kaldte han munkene og sin moder til sig og sagde: »Hør mig, i kære, og vid, at hvad i ser her i verden er intet, men alt er forfængelighed, som profeten Salomon har forkyndt, og den er lykkelig, som her i verden kan leve således, at han i himlen kan komme til at se guds herlighed.« Da han havde sagt det, syntes han at blive tvivlrådig, om han skulle sige mere eller tie. Han tav en stund, men da brødrene trængte ind på ham, at han skulle fortælle dem, hvad han havde set, sagde han: »Da i for 4 dage siden så mig ligge livløs, og cellen skjalv, blev jeg grebet af to engle og ført højt, højt op til himlen, så det forekom mig, at jeg havde ikke blot denne smudsige jord, men også sol og måne, skyer og stjerner under mine fødder. Derefter blev jeg gennem en port, der var lysere end sollyset her, ført ind i hin bolig der oppe, hvis storhed overgår al beskrivelse, hvor gulvet overalt stråler som guld og sølv og som er opfyldt af en usigelig klarhed. Den var opfyldt af en sådan mængde væsener af begge køn, at jeg ikke kunne overse skaren hverken i længde eller bredde. Engle gik foran mig og banede mig vej gennem trængslen, og jeg kom frem til et sted, jeg allerede i lang afstand havde lagt mærke til, thi ovenover det hang en sky, der strålede stærkere end alt lys; her så man ingen sol og ingen måne og ingen stjerne, men skyen lyste i en stråleglans stærkere end det naturlige lys og stærkere end sol og stjerner, og en røst udgik fra skyen som en lyd af mange vande. Her blev jeg synder ærbødigt hilset af mænd både i kirkelig og verdslig dragt, og englen, der gik foran mig, fortalte mig, at det var martyrer og bekendere, som vi her på jorden dyrker med den dybeste ærbødighed. Så bød de mig at stå stille, og den dejligste vellugt ombølgede mig, så at jeg efter at have smagt denne sødme ikke til nu har haft lyst til nogen spise eller drikke. Og jeg hørte en røst, der sagde: »Lad ham vende tilbage til verden, thi han er nødvendig for vore kirker.« Røsten hørte jeg, men hvem der talte, kunne jeg absolut ikke se. Jeg kastede mig på jorden og sagde grædende: »Ak, herre, hvorfor har du ladet mig se alt dette, når jeg dog skal narres derfor. Se, nu jager du mig bort fra dit åsyn, og jeg skal vende tilbage til den skrøbelige verden og jeg vil ikke kunne komme tilbage hertil. Tag ikke din miskundhed fra mig, herre; jeg beder dig så bønlig, lad mig få lov til at bo her og lad mig ikke falde hist ned igen og gå til grunde.« Og den røst, der havde talt til mig, sagde: »Gå kun bort i fred, jeg skal være din vogter, indtil jeg fører dig tilbage hertil.« Så gik mine ledsagere fra mig, og jeg gik grædende ud ad den port, ad hvilken jeg var kommet ind, og nu er jeg kommet tilbage hertil.« (apokalyptiske visioner, folkekirkeligt prægede, gengives allerede i oldkirkelige skrifter og ret hyppigt i den ældre middelalder, således hos vor Gregor, hos pave Gregor i og hos Beda. Bedst kendt i norden er vel Ansgars vision i (Ansgars levned, men den fyldigste og interessanteste af visionerne er dog Barutus´ visioner fra slutningen af det 7 århundrede). Under den tale havde alle de tilstedeværende stået målløse og lyttet. Den guds hellige begyndte igen grædende: »Ve mig, at jeg har dristet mig til at åbenbare så stor en hemmelighed, thi se, den vellugt sødme, jeg indsugede fra det hellige sted, og som jeg, uden mad og drikke, har næret mig med i tre dage, er veget bort fra mig. Min tunge er fuld af slemme sår og så opsvulmet, at det er, som om den fylder hele munden. Jeg ved nu, at det ikke tækkedes herren min gud, at jeg åbenbarede disse løndomme. Men du ved, herre, at jeg har gjort dette i mit hjertes enfoldighed og ikke for at prale. Bær over med mig og forlad mig ikke, det har du jo også lovet mig.« Da han havde sagt dette, tav han stille og tog nu mod mad og drikke. Men idet jeg nu nedskriver dette, er jeg bange for, at det skal synes en eller anden læser utroligt, således som Sallust, mens han skriver sin historie, siger: »Når man fortæller om gæve mænds manddom og ry, så hører hver især villigt på, hvad han mener, han selv med lethed kunne udføre, men holder alt, hvad der går ud derover, for løgn og digt.« Men jeg sværger ved den almægtige gud, at hvert evige ord, jeg har sagt, har jeg hørt og erfaret af hans egen mund. Mange år efter blev den hellige mand hentet ud af sin celle, fordi han var blevet valgt til biskop, og han blev imod sin vilje bispeviet. Det var, så vidt jeg ved, i hans 8de bispeår, at lyskesoten tog fat i Albi. En meget stor del af indbyggerne døde og kun få borgere blev tilbage i byen, men den hellige mand ville som god hyrde ikke tage derfra. Han opmuntrede uafladelig dem, der var ladt tilbage, til ihærdig vågen og beden og til fromhed både i gerninger og i tanker. Han sagde til dem: »Lev således, at hvis det er guds vilje, at i skal vandre herfra, i da må kunne gå ind ikke til dommen, men til den evige hvile.« Da han mærkede, at hans kaldelses time var nær, jeg tænker, gud åbenbarede ham det, gjorde han selv sin ligkiste rede, vaskede sit legeme og tog sine ligklæder på og udåndede så sin salige sjæl, der altid havde higet mod himlen. Han var en mand af stor hellighed og aldeles fri for jordisk attrå. Penge ville han aldrig eje, og når nogen pånødte ham dem, gav han dem straks til de fattige. Da patricieren Mummolus i hans bispetid førte mange bort fra byen som fanger, fulgte han efter og løskøbte dem, og så stor yndest nød han ved guds nåde hos disse mennesker, at selve de, der havde slæbt fangerne bort, både gav ham afslag i løsesummen og også på anden måde viste ham gavmildhed. Således gengav han fangerne deres hjem og deres frihed. Jeg har hørt meget godt om denne mand, men da jeg ønsker at vende tilbage til den skildring, jeg har begyndt, må jeg lade det meste uomtalt.

Da Chilperik havde endt sit liv og fundet den død, han så længe havde søgt, faldt orléans'erne og blois'erne i fællesskab over dunenserne (indbyggerne i Cháteaudun), der intet anede, og gjorde det aldeles af med dem. Huse og afgrøder og hvad andet, de ikke kunne tage med sig, satte de ild på, medens de røvede kvæget og bortførte alt, hvad de kunne bære derfra. Men da de var draget bort, forbandt dunenserne sig med de øvrige indbyggere i Chartres egnen og satte efter dem og gav dem samme medfart, de selv havde lidt; de lod intet tilbage hverken i husene eller udenfor husene eller af husene selv. Derefter gav parterne sig til at skændes og rasede mod hinanden, og orléans'erne var lige ved at gribe til våben, men så lagde greverne sig imellem, og der blev givet fred, indtil sagen kunne komme for retten, således at den dag, dommen faldt, skulle den part, der uretmæssig var faret løs mod den anden part, bøde efter rettens kendelse. Så holdt de sig fra krig. Vedastes med tilnavnet Avo, der nogle år før (581) havde dræbt Lupus og Ambrosius af elskov til Ambrosius' hustru og derefter havde giftet sig med hende, skønt hun skal have været søskendebarn til ham, øvede mange ugerninger i Poitou. Her stødte han engang sammen med Childerik, en sakser, og mens de stod og overfusede hinanden med skældsord, løb en af Childeriks trælle til og gennemborede Avo med sin lanse. Han styrtede til jorden og fik her endnu flere sår, og mens blodet vældede frem, udåndede han sin onde sjæl. Den guddommelige majestæt hævnede således det uskyldige blod, han med egen hånd havde udgydt. Denne nidding var en stor ransmand, skørlevner og manddraber, men det vil jeg hellere tie stille om. Sakseren gav dog hans sønner bøder for hans død. Imidlertid kom dronning Fredegunde, der nu var enke, til Paris og tog med de skatte, hun havde fået bragt indenfor murenes værn, sin tilflugt til bispekirken, hvor biskop Ragnemod tog sig af hende. De skatte, hun havde måttet lade tilbage i Chelles, deriblandt hint gyldne fad, der nyligt var blevet lavet, tog skatmestrene og skyndte sig afsted dermed til kong Childebert, der da opholdt sig i Meaux. Dronning Fredegunde fik og fulgte det råd at skikke sendemænd til kong Gunthchramn og lod ham sige: »Min herre må komme og modtage sin broders kongedømme. Jeg har en lille søn (Chlothachar II), ham ønsker jeg at lægge i min herres arme; mig selv bøjer jeg ydmyg under hans herredømme.« Da kong Gunthchramn hørte om sin broders død, græd han bitterlig, men da han var blevet herre over sin sorg, brød han op med sin hær og drog til Paris. Og da han var kommet indenfor byens mure, rykkede hans brodersøn kong Childebert frem fra den modsatte side. Men da Pariserne ikke ville modtage Childebert, sendte han kong Gunthchramn det bud: »Jeg ved, kæreste fader, at det ikke er skjult for din kærlighed, hvorledes vor avindsmand (der menes Chilperik, der nu skal bære skylden) lige til nu har lagt sig imellem os og hindret begge parter i at komme til deres ret med hensyn til, hvad der tilkom dem. Derfor beder og bønfalder jeg dig nu om, at den overenskomst, der efter min faders død knyttedes imellem os, må stå ved magt.« Kong Gunthchramn gav hans sendemænd det svar: »I troløse niddinger! Der er ingen sandhed i jer, og i holder ikke, hvad i lover. Alt hvad i har lovet mig, er i gået fra, og i har underskrevet en ny pagt med kong Chilperik om, at jeg skulle jages ud af mit rige, og de to (Chilperik og Childebert) så dele mit land imellem sig. Her er pagten, her er jeres egenhændige underskrifter, hvormed i bekræftede overenskomsten. (Gunthchramn må i Paris have fået overenskomsten i hænde, idet den vel har ligget et sted i Paris. Måske har enkedronningen, Fredegunde, udleveret den, hvad begyndelsen af næste afsnit kunne tyde på). Og nu har i frækhed nok til at bede mig om at tage min brodersøn Childebert til nåde! Han, hvem I i eders ondskab har søgt at gøre til min fjende!« Sendemændene svarede ham: »Hvis vreden i den grad er herre over dit sind, at du ikke vil holde din brodersøn noget af det, du har lovet ham, så hold i hvert fald op med at forholde ham, hvad der tilkommer ham af Chariberts rige« (dvs. den del af Chariberts rige, der ved Chariberts død tilfaldt Childeberts fader Sigebert og som efter dennes død tilkom Childebert, dvs. Tours og Poitiers. Paris, der havde hørt med til Chariberts rige, tilfaldt hans 3 brødre Gunthchramn, Sigebert og Chilperik i fællesskab, sagtens fordi de ikke kunne enes om at overdrage den til en enkelt af dem. Hertil sigter den i teksten omtalte »pagt«). Dertil svarede Gunthchramn: »Se, her er den pagt, der blev gjort imellem os om, at den, der uden broderens samtykke drog ind i Paris, skulle miste sin del, og martyren Polyeuctus og bekenderne Hilarius og Martin skulle være dommere og hævnere. Derefter drog min broder Sigebert ind i Paris, og ved guds dom satte han livet til øg mistede sin del (Polyeuctus er i modsætning til de to hjemfaste helgener Hilarius og Martin en orientalsk helgen med en meget tvivlsom legende. Når han her er med i en så vigtig sag og i så fornemt selskab, skønt der så godt som intet vides om hans kult i Vesten, er det fordi klerke lærdommen fremstillede ham som en helgen, der i særlig grad værnede om edens hellighed og røbede og straffede mened, således som Gregor selv fremhæver i en historie, han fortæller om ham i Martyrernes mindebog). På samme måde gik det Chilperik; ved deres brud på overenskomsten mistede de hver sin del (jævnfør tidligere hvor Gregor fortæller om Chilperiks omhu for ved andre relikviers mængde og kraft at værge sig imod de tre ovenfor omtalte helgeners hævn over hans løftebrud). Og da disse efter guds dom og ved de forbandelser, som overenskomsten indeholder, har sat deres liv til, vil jeg med lovens hjemmel lægge hele Charibeits´ rige og alle hans skatte under mit herredømme og kun efter eget, frit tykke give nogen noget deraf. Gå derfor jeres vej, i løgnhalse og ordbrydere, og sig jeres konge dette.« Efter deres bortgang kom der igen sendemænd fra Childebert til kong Gunthchramn. De krævede dronning Fredegunde udleveret: »Giv mig denne morderske. Hun har pint livet af min faster (Galsuinda), hun har myrdet min fader (Sigebert) og min farbroder (Chilperik) og hun er skyld i min farbroders sønners død ved sværd« (dvs. Merovech og Chlodovech). Hertil svarede Gunthchramn: »Alt dette vil vi afgøre i vort råd (dvs. rådet er en forsamling af stormænd: bisper, grever, hofembedsmænd, som kongen selv udpeger i hvert enkelt tilfælde. Der er altså ikke tale om en folkeforsamling eller lignende), og der vil vi drøfte, hvad der skal gøres.« Han havde nemlig taget Fredegunde under sit værn og indbød hende ofte til sig og lovede at stå på hendes side. Så en dag just som de sad og gjorde sig til gode ved bordet, rejste dronningen sig op og sagde farvel, og da kongen søgte at holde hende tilbage og sagde til hende: »Spis dog lidt endnu,« svarede hun: »Du må undskylde mig, herre, men jeg må gå, jeg er med barn, det hænder jo kvinder.« Herover undredes kongen meget, da han vidste, at det endnu ikke var 4 måneder siden, hun havde født en søn, men han lod hende dog gå. De fornemste mænd i Chilperiks rige, såsom Ansovald og andre (Ansovald omtales flere steder som Chilperiks tro mand. I Fredegar krøniken siges han at være den eneste stormand, der blev Chilperik tro. Han og andre stormænd i Chilperiks rige er formyndere for barnet, men vel at mærke dog således, at kong Gunthchramn som kongeslægtens ældste og overhoved udøver en stor faktisk myndighed), samledes om hans søn, der, som sagt, var 4 måneder gammel, gav ham navnet Chlothachar og krævede i alle hovedbyer i de landskaber, der før stod under Chilperik, troskabsed til kong Gunthchramn og hans brodersøn Chlothachar. Kong Gunthchramn tilbagegav efter ret og billighed de forskellige mennesker, hvad Chilperiks tro mænd på uretmæssig måde havde frataget dem, og lod også kirkerne få meget. De dødes testamenter, der havde indsat kirkerne til arvinger, men som Chilperik havde ophævet, gav han gyldighed igen. Han viste mange mennesker velvilje og gav meget til de fattige. Men han stolede ikke på de mennesker, han var kommet til (pariserne), og havde derfor altid væbnede mænd om sig. Han drog aldrig hen til bispekirken eller til andre steder, han havde lyst til at besøge, uden væbnet følge. En søndag, da diakonen havde påbudt menigheden stilhed for at høre på messen, henvendte kongen sig til menigheden og sagde: »Jeg besværger eder, i mænd og kvinder, som her er tilstede, at i holder mig den troskab, i har svoret mig, og ikke dræber mig, således som i nylig har gjort ved mine brødre (der kan vel kun være tale om Chilperik, der blev dræbt i Chelles i nærheden af Paris. At det skulle være parisere, der havde dræbt Sigebert i Vitry i 575, antydes intetsteds), så jeg kan få lov til i hvert fald i tre år at opfostre mine brodersønner (Sigeberts søn Childebert II, født ca. 570, og Chilperiks søn Chlothachar II, født i 584), som er blevet mine fostersønner, at det ikke skal ske, hvad den evige gud afværge, at i selv skal gå til grunde, hvis jeg omkommer, mens disse endnu er spæde, og der ingen af vor æt er, der har kraft til at værne eder.« Da han havde sagt det, gav hele menigheden sig til at bede til herren for kongen. Imidlertid var kong Chilperiks datter Rigunthe med de skatte, der ovenfor er omtalte, kommet til Toulouse, og da hun så sig goternes grænse nær, lod hun færden sagtne, så meget mere som hendes følge sagde til hende, at de måtte gøre ophold dér, fordi de var trætte af rejsen; deres klæder var slemt medtagne, deres fodtøj itu, og det fine seletøj og udstyret til stadskareterne var, da det var læsset på arbejdsvognene, slet ikke i orden eller samlet. Alt dette måtte først bringes i orden, så kunne man drage videre, når alt var fint og pynteligt til brudgommens modtagelse, ellers ville de blive til spot for goterne, når de kom i forsømt tilstand. Og medens færden således sinkedes af disse grunde, fik hertug Desiderius (der hidtil havde været Chilperiks tro mand. Nu slutter han sig til Gundovald) nys om kong Chilperiks død. Han samlede en hob kække mænd om sig, brød ind i Toulouse, fik fat i og bortførte dronning Rigunthes skatte, lod dem bringe hen i et hus, som han satte segl for og stillede under opsyn af kække mænd. Dronningen fik foreløbig kun det nødvendigste til sit underhold, indtil han kom tilbage til Toulouse. Selv drog han til Mummolus, med hvem han to år før havde sluttet forbund. Mummolus opholdt sig dengang indenfor Avignons mure sammen med Gundovald, som jeg omtalte i forrige bog. Gundovald drog sammen med de ovenfor nævnte hertuger ad Limoges til, og undervejs kom han til den lille by Brivesla Gaillarde, hvor den hellige Martinus ligger, efter sigende en discipel af vor Martin (en i vore dage fundet indskrift omtaler denne Martin som martyr; han må da være ældre end Martin af Tours, og der bliver således tale om en ældre Martins kult, som dog ingen nævneværdig betydning har haft). Dér blev han sat på skjold og løftet til konge. Men da mændene førte ham tredje gang rundt, skal han have vaklet, således at de omkringstående havde møje med at holde ham oppe med deres arme. Derefter drog han rundt til de omkringliggende hovedbyer ( på hyldingsfærd). Rigunthe holdt til i Sancta Marias basilika i Toulouse, hvorhen Ragnovalds hustru, som jeg tidligere har omtalt, af frygt for Chilperik havde taget sin tilflugt. Nu kom Ragnovald, der havde været i sendefærd til Spanien for kong Gunthchramn, tilbage derfra og fik sin hustru og sit gods igen. Ved den tid ødelagde en stor ildebrand, der skyldtes den fremrykkende hær, den ovenfor nævnte sankt Martins basilika i Brives, således at både altret og søjlerne, der var gjort af forskellige slags marmor, ødelagdes i flammerne. Men senere er denne kirke igen blevet istandsat af biskop Ferreolus, og det så godt, at man ikke skulle tro, den havde lidt noget. Indbyggerne viser denne hellige mand megen ærbødighed og ærefrygt, fordi de ofte erfarer hans underkraft. Dette foregik i årets 10de måned (december, Gregor lader året begynde med marts). Da sås der på vinstokkene nye ranker med fuldt udviklede druer, og frugttræerne blomstrede. Et stort lysskær for hen over himlen og oplyste jorden vidt og bredt, før dagslyset brød frem. Der viste sig også stråler på himlen. Mod nord sås en ildsøjle ligesom hængende ned fra himlen, og den var synlig to timer igennem, og ovenover den stod en stor stjerne. I Anjou var der en jordrystelse, og der viste sig mange andre tegn; jeg tror, de skulle varsle Gundovalds død. Kong Gunthchramn sendte sine grever ud for at tage de byer og landskaber, som Sigebert fordum havde fået af sin broder Chariberts rige (Tours og Poitiers); de skulle kræve ed af dem og lægge dem under hans herredømme. Indbyggerne i Tours og Poitiers havde i sinde at gå over til Childebert, der jo var Sigeberts søn, men så blev indbyggerne i Bourges opbudt for at gå imod dem, og de gav sig til at hærge og brænde i Touraine. Dengang brændte hovedkirken i Mareuil i Touraine, i hvilken der var relikvier af sankt Martin. Men den helliges kraft virkede således, at trods den voldsomme ildebrand brændte dog ikke frynserne over altret, ja end ikke de urter, der længe i forvejen var samlede og lagt på altret, blev svedne. Denne ildebrand bragte Tours folkene til at skikke sendemænd med det ærinde, at de hellere i tide ville underkaste sig kong Gunthchramn end se alt blive hærget med ild og sværd.

Straks efter Chilperiks død var hertug Gararik draget til Limoges og havde modtaget ed på Childeberts vegne. Derfra drog han til Poitiers, der tog imod ham, og her slog han sig ned. Da han nu hørte, at Tours folkene havde det slemt, skikkede han en sendefærd dertil og bad os indtrængende endelig ikke at overgive os til kong Gunthchramn, hvis vi da ville vort eget vel; nej vi skulle mindes Sigebert, han var jo Childeberts fader. Vi sendte imidlertid bispen og borgerne [i Poitiers] det bud tilbage, at hvis de ikke i tide gav sig under kong Gunthchramn, ville der times dem det samme som os; nu var han fader over to sønner, Sigeberts søn og Chilperiks søn, som var blevet hans fostersønner, og derfor havde han fyrstemagt over hele riget (hele Frankerriget), ligesom fordum hans fader kong Chlothachar havde haft. De gav sig imidlertid ikke, og Gararik drog bort for at føre en hær til byen, men lod kong Childeberts overkammerherre Ebero tilbage. Men Sicharius og Wilachar, greven i Orléans, der dengang havde fået Tours, brød op med en hær mod Poitiers, således at Tours hæren fra den ene side og Bourges hæren fra den anden side rykkede frem samtidig og hærgede overalt på deres vej. Da de var kommet grænsen nær og begyndte at stikke ild i husene, blev der fra Poitiers sendt sendemænd til dem: »Vi beder eder holde inde, indtil det møde (hvor kongerne rådspørger deres stormænd) finder sted, som kong Gunthchramn og kong Childebert skal have. Hvis de så dér bliver enige om, at den gode kong Gunthchramn skal have vor egn, så skal vi ikke gøre modstand. Men hvis ikke, så ved vi, hvem der er vor herre, og hvem vi skal tjene i et og alt.« Hertil svarede de andre: »Alt dette kommer os ikke ved, vi har kun at gøre, hvad vor fyrste har budt os. Hvis i ikke føjer jer, vil vi hærge overalt, som vi har begyndt.« Og da det så også virkelig stod på, at brand og rov og fangenskab truede alle, jog de Childeberts mænd ud af byen og svor kong Gunthchramn ed. Men den holdt de ikke længe. Da tiden nu kom til rådsmødet, sendte kong Childebert biskop Ægidius (af Reims), Gunthchramn Boso, Sigevald og mange andre til kong Gunthchramn. Da de var blevet ført frem for kongen, sagde bispen: »Allerfrommeste konge, vi takker den almægtige gud, at du efter så mange trængsler er kommet til dine lande og kongedømmet igen.« Ham svarede kongen: »Ja ham ske tak, kongernes konge, herrernes herre, som i sin miskundhed har vist mig den nåde at fuldbyrde dette, men sandelig ikke dig! Det var din skalkhed og troløshed, der var skyld i, at mine lande forrige år lagdes øde. Du har aldrig holdt noget menneske ærlig troskab. Alle kender dine rænker, og din færd viser, at du ikke er en præst, men en fjende af mit rige.« Til disse ord svarede bispen intet; han var meget vred. Men så sagde en af de andre sendemænd: »Din brodersøn Childebert beder dig om at tilbagegive ham de byer og landskaber, hans fader ejede.« Hertil svarede kong Gunthchramn: »Jeg har jo allerede tidligere sagt jer, at de ifølge vore overenskomster tilkommer mig, og derfor vil jeg ikke give dem tilbage.« En anden af sendemændene sagde: »Din brodersøn beder dig om at udlevere den troldkvinde Fredegunde, som er skyld i mange kongers død, så han kan hævne sin faders, sin farbroders og sin farbroders sønners død.« Kongen svarede: »Hun kan ikke udleveres til ham, thi hun har en søn, der er konge. Men forresten, hvad i dér siger hende på, tror jeg ikke er sandt.« Efter disse trådte nu Gunthchramn Boso frem for kongen, som om han ville sige noget, men såsom det var rygtedes, at Gundovald offentlig var blevet udråbt til konge, lod kongen ham ikke komme til orde, men udbrød: »Du fjende af mit land og mit kongedømme, du som forleden år drog til Orienten for at skaffe os en ballomer (således kaldte kongen Gundovald) på halsen, din troløse skurk, din løftebryder!« Gunthchramn Boso svarede; »Du sidder som konge og herre på kongestol, og ingen tør svare dig på, hvad du siger. Men jeg er nu alligevel uskyldig i den sag, og hvis der er en af mine ligemænd, der i smug siger mig dette på, så lad ham nu træde frem og sige det åbenlyst Så, allerfrommeste konge, må du overlade det til guds dom og lade gud afgøre sagen, når han ser os i åben tvekamp på flad mark (hvilket udtryk vel kun kan betyde holmgang, der altså her - ligesom i de fleste germanske love - betegnes som en gudsdom).« Da alle tav stille, sagde kongen: »Den sag må jo brænde alle i sjælen, at denne landstryger bliver jaget bort fra vore enemærker, han hvis fader drev en mølle, han hvis fader, sandt at sige, levede af at karte og spinde!« Skønt det jo nu nok i og for sig kunne tænkes, at samme mand drev begge håndteringer, var der én af sendemændene, der til disse kongens skældsord svarede: »Mener du da, at denne mand havde to fædre, både en møller og en uldvæver? Nej, sådan noget sludder må du må ikke sige. Det er aldeles uhørt, at en mand kan have to fædre - undtagen da i religiøs forstand (fader og gudfader).« Mange brast i laster over dette svar; en af sendemændene sagde så: »Nu siger vi dig farvel, konge. Du vil altså ikke tilbagegive din brodersøns landskaber; men så ved vi, at den økse er endnu i behold, der blev hugget i dine brødres hoveder (da formentlig ingen af brødrene fik banehug i hovedet, må udtrykket være en gængs talemåde). Den vil snart blive svunget over dig og knuse din hjerneskal.« Og med disse skældsord gik sendefærden bort. Kongen var rasende over, hvad de havde sagt, og han bød, at der skulle smides stinkende hestepærer, høvlspåner, strøelse, råddent hø, ja sågar gadesnavs i hovedet på dem ved deres bortgang. Oversølede af dette snavs måtte sendemændene gå deres vej, højlig krænkede og vanærede. Medens dronning Fredegunde sad i bispekirken i Paris, gik den tidligere hofmester Leonard, der just var kommet fra Toulouse, ind til hende og gav sig til at fortælle om den vanære og de krænkelser, hendes datter havde lidt. »Efter dit bud,« sagde han, »drog jeg med dronning Rigunthe, og jeg har været vidne til hendes ydmygelser og set, hvorledes hun blev plyndret for sine skatte og for alt sit gods. Det er lykkedes mig at flygte derfra, og nu er jeg kommet for at melde min herskerinde, hvad der er sket.« Fredegunde for op i harme og lod ham fratage hans våben og klæder inde i selve kirken og bød ham pakke sig bort fra hendes øjne. Sine klæder og sit bælte, som han havde fået som gave af kong Chilperik, måtte han lade tilbage. Kokkene og bagerne og alle andre slige folk, om hvis tilbagekomst hun fik nys, lod hun afklæde og prygle og derefter armhugge. Nectarius, biskop Baudegisels broder, søgte hun at sværte hos kongen ved afskyelige påsagn. Hun påstod, at han havde ført meget bort af den afdøde konges skatte, og sagde også, at han fra forrådskamrene havde ranet en mængde huder og vin, og krævede ham derfor lænket og sat i mørkt fængsel. Kongens mildhed og hans broders [bispens] forbøn afværgede dog dette. I det hele øvede hun mange skarnsstreger og frygtede ikke gud, skønt det var i hans kirke, hun havde søgt hjælp. Hun havde dengang hos sig greven Audo, som, mens kongen levede, havde lånt hende hånd til mange ugerninger. Sammen med præfekten Mummolus havde han tvunget mange frankere, der i den ældre kong Childeberts tid havde været frelst (frikøbt), til skattepligt, men efter Chilperiks død havde disse røvet hans gods og var gået ham så nær, at han ikke beholdt andet, end hvad han gik og stod i. Hans hus brændte de af, og hans liv havde de også taget, hvis han ikke ligesom dronningen havde søgt tilflugt i bispekirken. Hun var også meget ilde stemt mod biskop Prætextatus, hvem borgerne i Rouen efter Chilperiks død havde hentet fra landflygtighed og under megen jubel havde ført tilbage til hans bispesæde. Efter sin tilbagekomst drog han til Paris og fremstillede sig for kong Gunthchramn med bøn om at få sin sag nøje undersøgt. Dronningen hævdede imidlertid, at han ikke burde genindsættes, eftersom han ved 45 bispers dom var blevet afsat fra sit bispeembede. Kongen ville nu sammenkalde en synode for den sags skyld, men biskop Ragnemod i Paris gav på alles vegne det svar: »I må vide, at bisperne har idømt ham bod, men ikke fradømt ham hans embede.« Nu stadfæstede kongen ham og indbød ham til sit bord, og således kom han tilbage til sit bispesæde.

Promotus var på kong Sigeberts bud blevet indsat til biskop i Cháteaudun, men var efter kongens død igen blevet afsat, fordi Cháteaudun hørte til Chartres stift og der var givet den dom imod ham, at han kun måtte røgte præsteembede (det blev afgjort på konciliet i Paris 573). Nu kom han til kongen og bad om igen at blive indsat til biskop i Cháteaudun. Men det satte Pappolen sig imod, bispen i Chartres, idet han sagde: »Det er mit stift,« og ydermere fremviste bispernes dom, og Promotus opnåede ikke andet hos kongen, end at få det gods tilbage, han ejede i omegnen af Cháteaudun, og få lov til at bo sammen med sin endnu levende moder. Mens kong Gunthchramn dvælede i Paris, kom en fattig mand til ham og sagde: »Hør på mig, konge. Du må nemlig vide, at Faraulf, som fordum var din broders kammerherre, har i sinde at dræbe dig. Jeg har hørt, at det er hans hensigt, en morgen, når du går til ottesang i bispekirken, enten at overfalde dig med et sværd eller gennembore dig med en lanse.« Kongen blev meget ilde derved og sendte bud efter Faraulf. Denne nægtede alt, men kongen var dog ræd og omgav sig med en stærk vagt og kom overhovedet aldrig til de hellige steder eller noget andet sted uden at være omgivet af væbnede mænd. Faraulf døde kort efter. Da der opstod stor knurren mod de mænd, der havde haft magt sammen med kong Chilperik, fordi de havde tilranet sig både gårde og andre ting, der tilhørte andre, bød kongen, at alt hvad de uretmæssig havde tilranet sig, skulle gives tilbage, således som jeg allerede har fortalt. Dronning Fredegunde fik pålæg om at drage til gården Rueil i det Rouenske. Alle velbyrdige mænd fra kong Chilperiks rige fulgte hende derhen og lod hende tilbage dér sammen med biskop Melanius, der var blevet afsat fra bispestolen i Rouen (da Prætextatus blev ført tilbage). Selv drog de derpå til hendes søn, idet de lovede hende, at de ville opdrage ham på det omhyggeligste. Da dronning Fredegunde var kommet til den gård, græmmede det hende meget, at hendes magt for en stor del var taget fra hende, og at hun måtte give Brunechilde forrangen. Hun fik da i al stilhed en klerk, der stod hende nær, sendt afsted med det formål at snige sig til at få hende taget af dage; han skulle sørge for ved list at blive optaget blandt hendes husfolk, indsmigre sig hos hende og så snigmyrde hende. Klerken kom til Brunechilde og søgte nok så listelig at vinde hendes yndest »Jeg er flygtet fra Fredegunde, jeg beder dig om værn.« Han teede sig umådelig ærbødig, hjertelig og tjenstivrig, som en fortrolig ven af dronningen, men da nogen tid var gået, kom man under vejr med, at han var udsendt af Fredegunde og havde svig i sinde. Han blev bunden og pisket, og da han havde tilstået sin lønlige hensigt, fik han lov at drage tilbage til sin herskerinde. Da han her målte ud med, hvad der var sket, og måtte tilstå, at han ikke havde kunnet udrette sit ærinde, blev han til straf hånd og fodhugget.

Derefter drog kong Gunthchramn tilbage til Chálons og gav sig her til at forske efter, hvordan det hang sammen med hans broders død. Dronning Fredegunde gav overkammerherren Eberulf skylden - hun havde nemlig opfordret ham til efter kongens død at blive hos hende, men havde fået afslag, og herover havde hun fattet had til Eberulf og påstod nu, at det var ham, der havde dræbt kongen, og at han havde ført meget af kongens skatte med sig til Tours; hvis kongen derfor ville hævne sin broders død, skulle han vide, at han var formand for den dåd. Da svor kongen alle stormænd at udrydde ikke blot Eberulf selv, men også hans æt i 9de led (9de led betegner kongens hævntrussel som ganske særlig voldsom, gældende helt ud til tipoldefaders tipoldefaders faders efterkommere), på det at der ved disses død kunne blive gjort ende på den onde vane at myrde kongerne. Da Eberulf erfarede dette, søgte han tilflugt i sankt Martins basilika, hvis gods han ofte førhen havde røvet, og da det blev fundet rådeligt at passe på ham her, kom der folk fra Orléans og fra Blois og løste hinanden af ved vagttjenesten. Efter 14 dages forløb drog de hjem igen med meget bytte, trækdyr, småkvæg og hvad andet, de havde kunnet røve. Men de, der havde røvet sankt Martins trækdyr, kom i slagsmål med hinanden og stak hinanden ihjel. To af disse mænd, der havde røvet nogle muldyr, forlangte i et nærliggende hus noget at drikke, og da husets ejer sagde, at han ikke havde noget, fældede de deres lanser for at stikke ham ihjel, men manden trak sit sværd og ramte dem begge, så de faldt om og døde. Sankt Martin fik da også sine trækdyr tilbage. Orléanserne øvede ved den lejlighed så meget ondt, at det er umuligt at fortælle det altsammen. Imidlertid blev Eberulfs gods givet til forskellige. Det guld og sølv og andre klenodier, han havde i sit værge, udleverede han, og hvad han havde givet i andres værge blev inddraget. Også hans heste, svin og okser blev taget fra ham. Hans hus indenfor murene, som tilhørte bispekirken, men som han havde tilranet sig og som var fuldt af korn, vin, huder og mangfoldige andre ting, blev fuldstændig udplyndret, så kun de nøgne vægge stod tilbage. For dette havde han mig stærkt mistænkt, skønt jeg troligt lagde mig i selen for hans sager, og han lovede flere gange, at hvis han nogensinde kom i yndest hos kongen, skulle jeg få betalt, hvad han nu måtte udstå. Men gud, hvem hjertets løndomme er åbenbare, ved, at jeg af et rent hjerte har ydet ham hjælp, så vidt det stod til mig, thi skønt han tidligere havde øvet mange skarnsstreger mod mig for at få fat i gods, der tilhørte sankt Martin, havde jeg dog den grund til at skrive dette i glemmebogen, at jeg havde løftet hans søn op af det hellige dåbsbad. Men jeg tror, at det, der mest skadede den ulykkelige, var hans mangel på ærefrygt for den hellige biskop [Martin]. Han øvede endog ofte drab indenfor selve forgården, der støder lige op til fodenden af den helliges grav, og holdt drikkeri og fjas dér; ja en dag, da en præst vægrede sig ved at skaffe ham vin, fordi han kunne se, han allerede var fuld, væltede han præsten ned over en bænk og tilredte ham så ilde med næveslag og spark, at han nær havde draget sit sidste suk, og han var sikkerlig også død, om lægerne ikke havde sat igler på ham. Af frygt for kongen havde Eberulf sit natteleje i selve den hellige Basilikas sakristi. Når nu den præst, der havde dørnøglerne, havde lukket de andre døre og var gået bort, kom hans piger og svende af hans husstand ind til ham ad sakristiets dør og så på malerierne på væggene og gramsede på prydelserne over det hellige gravmæle, hvad der meget forargede munkene. Da præsten kom under vejr med dette, lod han kroge drive ind i dørene og sætte slåer i dem. Det opdagede Eberulf; han havde lige holdt måltid og var drukken; vi holdt netop bøn og salmesang inde i basilikaen ved nattens begyndelse. Han brød ind til os, fuldstændig rasende, og gav sig til at overfuse mig med skældsord og forbandelser, og blandt andet skældte han mig ud for, at jeg ville udespærre ham fra tæppefrynserne over den hellige biskops grav (de var indlevede i den forestilling og trosvane, at bønlig berøring (ved kys eller på anden måde) af frynserne om det tæppe, der lå over helgengraven, kunne have mirakuløs virkning). Jeg undredes højlig ved at se, hvilket vanvid der havde grebet manden. Jeg prøvede på at gøre ham god ved venlige ord, men da min sagtmodige tale var afmægtig overfor hans raseri, valgte jeg at tie. Da han så, jeg ikke mere svarede ham, væltede han sig over præsten og udspyede en strøm af skældsord over ham, og således blev han ved at bruge mund, frække hånsord mod præsten og forskellige skældsord mod mig. Da vi nu så, at han, om jeg så må sige, dreves af en dæmon, gik vi ud af den hellige basilika og gjorde således ende både på trætten og på gudstjenesten. Hvad der mest krænkede os, var, at han uden ærbødighed for helgenen havde yppet denne strid lige foran den hellige biskops gravmæle. I disse dage havde jeg et drømmesyn, som jeg fortalte ham selv i den hellige basilika: »Det forekom mig, at jeg fejrede den højhellige messetjeneste her i basilikaen. Altret og ofret var allerede dækket af silkedugen, da jeg pludselig ser kong Gunthchramn træde ind og råbe med høj røst: træk mig denne vor slægts fjende ud, slæb denne morder bort fra guds hellige alter. Ved dette råb vendte jeg mig om mod dig og sagde: ulykkelige, grib fat i alterdugen, der ligger over de hellige gaver (brødet og vinen), at du ikke skal blive kastet ud herfra. Men da du så greb fat i dugen, var det med et løst greb, så du ikke holdt ordentlig fast i den. Jeg gik med udbredte arme henimod kongen, så vi stod bryst mod bryst, og jeg sagde: kast ikke denne mand ud af den hellige basilika, at du ikke skal bringe dit eget liv i fare, at ikke den hellige biskop ved sin underkraft skal slå dig til jorden. Dræb dog ikke dig selv med dit eget sværd. Gør du det, mister du både det timelige og det evige liv. Da kongen ikke ville føje mig, slap du dugen og gik hen bagved mig, og du var meget vred på mig. Så gik du igen tilbage til altret og greb fat i dugen, men den var ved igen at glide dig ud af hænderne. Og just som du sådan stod og famlede med den, og jeg af al kraft søgte at holde kongen tilbage, vågnede jeg i den højeste skræk, og jeg vidste ikke, hvad den drøm skulle sige.« Da jeg havde fortalt ham dette, sagde han: »Det drømmesyn, du har set, er sandt nok, thi det stemmer nøje med, hvad jeg selv har tænkt på.« Jeg sagde: »Hvad tænker du da på?« Han svarede: »Jeg havde lagt over med mig selv, at hvis kongen ville have mig slæbt ud herfra, ville jeg med den ene hånd holde fast i alterdugen og med den anden drage mit sværd og så først slå dig ihjel og derefter nedhugge så mange klerke, jeg kunne få ram på. Når jeg havde gjort dette, syntes det mig ikke længere nogen skændsel at bukke under for døden, når jeg blot havde hævnet mig på helgenens klerke.« Jeg hørte målløs på den tale, fuld af undren over, hvad dog dette var for noget, thi djævlen selv talte jo af hans mund. Han havde forresten aldrig haft nogen frygt for gud, thi mens han var i frihed, lod han sine heste og sit kvæg drive henover fattigfolks (jorddyrkernes, fæsternes) korn og vinmarker, og når de mennesker, hvis slid og møje de således spildte, prøvede på at jage dem bort, blev de gennempryglede af hans folk, og selv mens hans stilling nu tilsidst var så farlig, pralede han ofte af, at han uden ret havde røvet gods fra den hellige biskop, og endnu forleden år fik han en sølle fyr her i byen til at rejse klage mod bispekirkens godsforvaltere, og så tilrev han sig imod al ret ved skinkøb jordegods, som kirken før ejede, medens den omtalte person fik et stykke af guldet på hans bælte. Også mange andre ugerninger øvede han og vedblev at øve lige til sit livs ende, som jeg siden skal fortælle om.

En dag nu i år (584) kom en jøde, Armentarius, sammen med en af sine kumpaner og to kristne til Tours for at inddrive en gældsfordring, de havde på den tidligere grevefuldmægtig Injuriosus og den tidligere greve Eunomius som borgede for de »offentlige« skatter (en grevefuldmægtig er udnævnt af greven og er ikke direkte en kongelig embedsmand. Grundskatten blev ligesom i romertiden opkrævet af privatmænd, der selv hæftede for summerne og indbetalte dem til greven, men greven hæftede selv igen for grevskabets skatter og kunne komme til selv at måtte udlægge skatter, og til dette formål søgte han hjælp hos pengemænd, som her, hvor der er fire mænd, der har ydet ham lån. Det synes, som om greven personligt holder sig tilbage, og som om det er hans fuldmægtig, der har ordnet lånet og nu også indfrier det på sin egen måde). Armentarius lod mændene stævne, og de lovede ham at tilbagebetale lånet med renter (Gregor taler dog her om ågerrente, og den kirkeretlige opfattelse af renten som åger gælder imidlertid ikke i merovingertiden. Spørgsmålet drøftedes på to koncilier i tidsrummet 511-700 e. Kr.: først på konciliet i Orléans i 538, hvor det forbydes klerke fra diakon og opad at tage renter, og derefter på konciliet i Clichy i 626 e. Kr., hvor det forbydes biskop, præst og diakon, m.v. at kræve renter af deres skyldnere. Men der tilføjes her: vi forbyder alle kristne at kræve 6 eller 10 % renter), og sagde desuden til ham: »Hvis du vil komme hjem til os, skal vi både betale dig, hvad vi skylder, og desuden ære dig med gaver, som det sømmer sig.« Armentarius gik da også derhen, og Injuriosus tog imod ham og lod ham sætte sig til bords. Da de var færdige med at spise og drikke, var det blevet mørkt. De brød nu op og gik hen til et andet sted (i omegnen af Tours, udenfor byen), og da skal jøderne og de to kristne være blevet myrdede af Injuriosus' mænd og kastet i en brønd i nærheden af huset. Da deres frænder erfarede, hvad der var sket, kom de til Tours, og her var der nogle, der bragte dem på sporet, så de fandt brønden og fik de fire lig op. Injuriosus nægtede hårdnakket at have haft noget med den sag at gøre. Så kom sagen for retten (grevens domstol), men Injuriosus nægtede som sagt hårdnakket, og da frænderne ikke havde noget middel til at overbevise ham, kom dommen til at lyde på, at han skulle rense sig ved ed (ed i kirken er et normalt led i tidens rettergang, både i kriminelle og civilsager. Eden bruges, når andre midler til at finde sandheden ikke slår til. Edsaflæggelsen finder sædvanlig sted flere dage efter sagens forhandling for domstolen og altid i en kirke. Der sværges tillige af med-edsmænd. I visse tilfælde kan dommeren dømme den sigtede til enten at sværge sig fri i kirken eller til at lide en bestemt straf. I andre tilfælde kan den sigtede selv forlange at sværge i kirken, men modparten kan nægte at give ham lov dertil. Sagen skal så afgøres af kongen eller i visse tilfælde ved tvekamp. De til edsaflæggelse i en kirke knyttede forestillinger fremgår klart af mange af tidens formularer og beretninger. Eden er i virkeligheden en gudsdom. Man svor med hånden på altret over helgenrelikvierne eller på et relikviskrin, ud fra den forudsætning, at gud ikke ville modtage den skyldiges ed (eller mened), men straffe ham for hans frækhed. Der kan ikke være tvivl om, at kirkeeden er en tilpasning af gamle folkelige, såvel romerske som germanske former. Hos goterne og nordgermanerne kendes ed på den i offerblod dyppede edsring; ofte omtales også »våben eden«, ed på et draget sværd, som vil bringe menederen i undergang. Såvel den kirkelige som den gamle folkelige ed er da en betinget selvforbandelse, altid ledsaget af højtidelige formler), men de ville ikke nøjes hermed, og sagen blev da bragt for kong Childeberts domstol. Hverken den døde jødes penge eller gældsbrevet blev fundet. Mange mennesker ymtede også om, at tribunen Medardus var meddelagtig i denne udåd, fordi også han havde lånt penge af jøden. Injuriosus indfandt sig hos kong Childebert for hans domstol og ventede i tre dage til solnedgang, men da de andre ikke mødte, og ingen andre rejste klage over sagen, drog han hjem (tribunen er i kejsertiden navn både for en militær og for en civil embedsmand. I merovingertiden betegner navnet oftest føreren for en mindre afdeling krigere, men undertiden også, som sandsynligvis her, en underordnet finansembedsmand).

I Childeberts 10de kongeår (585) opbød kong Gunthchramn folkene i sit rige og samlede en stor hær. Den størstedel af den drog med orleans'erne og bourges'erne mod Poitiers, som havde brudt den troskab, man havde lovet kongen. I forvejen sendte de dog en sendefærd til Poiters, for at de kunne vide, om man ville tage imod dem eller ej. Men bispen i Poitiers, Merovech, tog meget unådig imod sendemændene, og Gunthchramns hær rykkede da ind i Poitou og gav sig til at brænde og myrde. Da de drog tilbage med deres bytte, drog de igennem Touraine, hvor de bar sig ad på samme måde, skønt folkene her allerede havde svoret troskab; endog kirker blev stukne i brand, og de plyndrede, så meget de orkede. Dette gentog sig flere gange, så længe poitiers'erne viste vrangvilje mod kongen. Men da hæren kom byen stadig nærmere, og det meste af omegnen var hærget, skikkede poitiers'erne endelig bud til kong Gunthchramn og lovede ham troskab. Hans mænd blev indladt i byen, og de faldt straks over bispen og beskyldte ham for troløshed. Bispen var i en slem klemme, men han tog så blandt de hellige kar en gylden kalk, lod den smelte og gøre pengestykker af den og gav disse som løsepenge for sig selv og byens indbyggere. Marileif, som havde været førstelæge ved kong Chilperiks hof, var de svært opsatte på at komme til livs. Han var allerede tidligere blevet udplyndret af hertug Gararik; nu blev han igen plyndret, så han mistede alt, hvad han ejede. Hans heste, hans guld og sølv og hvad klenodier af værdi han havde, førte de bort, og ham selv ind under kirkens herskab. Hans fader havde også været træl og havde passet kirkens møller; hans brødre og hans farbroders børn og hans andre frænder tjente i kongens stegers og bagers. Gundovald ville gerne til Poitiers, men turde ikke, thi han havde hørt, at hæren blev opbudt imod ham. Men i de byer og landskaber, der havde tilhørt kong Sigebert, krævede han troskabsed i kong Childeberts navn, medens han i de andre, som tilhørte Gunthchramn eller Chilperik, krævede troskabsed i eget navn. Derefter drog han til Angouléme, og efter at han her havde modtaget hylding og givet de fornemste mænd gaver, drog han til Périgueux. Bispen her måtte tåle mange krænkelser, fordi han ikke havde villet tage imod ham med ære. Derefter drog han mod Toulouse og sendte bud til biskop Magnulf dér om at blive hyldet. Men såsom bispen helt vel mindedes, hvad skade der fordum var tilføjet ham af Sigulf (der er formodentlig tale om et ellers ukendt oprør af den Sigulf, der omtales som kong Sigeberts mand) da denne ville gøre sig til konge, sagde han nu til sine medborgere: »At Gunthchramn og hans brodersøn er konger, det ved vi, men hvad han her er for én, det ved vi ikke. Pas derfor godt på, og hvis hertug Desiderius (hvis holdning kunne tyde på, at han ville slutte sig til Gundovald) tænker på at bringe den ulykke over os, så lad ham lide samme skæbne som Sigulf, og lad ham være et eksempel for alle, at ingen fremmed skal vove at lægge hånd på frankernes kongedømme.« De nægtede da hylding og gjorde sig rede til kamp. Men da Gundovald nærmede sig med en stor hær, indså de, at de ikke kunne stå sig mod ham, og så hyldede de ham. Da så en dag bispen sad til bords med Gundovald i bispeboligen, sagde han til denne: »Ja, du siger jo nok, at du er kong Chlothachars søn, men om det er sandt eller ej, ved vi ikke, og at du kan føre dit forehavende igennem, det har vi svært ved at tro.« Hertil svarede Gundovald: »Jeg er kong Chlotachars søn, og jeg vil nu tage min del af riget i eje, og det skal ikke vare længe, før jeg drager til Paris og gør denne by til mit kongesæde.« Hertil svarede bispen: »Skulle der virkelig ikke længere være nogen tilbage af frankerkongernes æt, hvis du da ellers får gjort, hvad du siger?« Under hele skænderiet havde Mummolus stået og hørt til; nu løftede han sin hånd og gav bispen en kindhest med de ord: »Det er dog for galt, at sådan en tåbelig vanbyrding svarer en stor konge på den måde!« Da Desiderius erfarede, hvad bispen havde rådet sine bysbørn, og hvad han havde sagt her, blev han meget vred og lagde hånd på ham, sparkede og slog ham og lod ham gennemprygle med lanseskafter og lod ham derefter binde og dømme til landflygtighed, medens hans gods, både hans egeneje og kirkens gods, blev ham frataget. Waddo, der var dronning Rigunthes hofmester, sluttede sig til Gundovald og Desiderius, medens de andre, der var draget ud sammen med ham, flygtede hver til sit. Derefter drog [kong Gunthchramns] hær, der i forvejen var brudt op fra Poitiers, mod Gundovald, og mange toursboere sluttede sig til i håb om bytte; men poitou'erne faldt over dem, og nogle blev dræbt, medens de fleste, fuldstændig udplyndrede, nåede hjem til Tours. Også de toursboere, der tidligere havde sluttet sig til hæren, drog nu bort. Hæren rykkede imidlertid frem til floden Dordogne og holdt her rast for at få efterretninger om Gundovalds stilling. Han havde, som ovenfor sagt, allerede fået tilslutning fra hertug Desiderius og Bladastes og dronning Rigunthes hofmester Waddo, og biskop Sagiltarius (biskop i Gap) og Mummolus stod højt i ære hos ham. Sagittarius havde allerede fået løfte om bispedømmet i Toulouse. Imidlertid sendte kong Gunthchramn en mand ved navn Claudius til Tours med det ærinde: »Hvis du vil gøre den rejse og skaffer Eberulf ud af basilikaen og så enten hugger ham ned eller bringer mig ham i lænker, skal jeg give dig så meget, at du bliver en rig mand. Men jeg vil lægge dig på sinde ikke at krænke den hellige basilika.« Claudius var indbildsk og lettroende og meget grisk på gods, og han gav sig skyndsomst på vej til Paris, for hans kone stammede fra Meaux egnen. Han kom til at tænke på, om han ikke skulle besøge dronning Fredegunde: »Hvis jeg går til hende, får jeg hende nok til at rykke ud med en gave, for jeg véd, at hun er den mand fjendsk, som jeg har ærinde til.« Han fik også Fredegunde i tale og fik straks store gaver af hende og ydermere store løfter, hvis han fik Eberulf ud af basilikaen og derefter slået ihjel eller overlistet og lænket eller om han endog huggede ham ned i selve forgården. Så drog han til Cháteaudun og opfordrede greven her til at overlade ham 300 mand under foregivende af, at de skulle bruges til at vogte byen Tours' porte, men i virkeligheden for ved deres hjælp at kunne fælde Eberulf, når de var kommet til Tours. Og medens greven endnu var i færd med at opbyde de 300 mænd, drog Claudius selv til Tours. Undervejs søgte han med barbarers vane at tage varsler (»varseltydning« tages i denne forbindelse af fuglenes flugt. Germanerne kendte til fuglevarsler, og i Tacitus Germania skrives det også, »også her kender man det at rådspørge fugles røster og flugt«, og i folkelige prædikener fra det 6. og det 7. århundrede er der ofte tale om fuglevarsler, via fuglestemmer, hvor varsler også tages fra hundes gøen og tuden). Men varslerne sagde at de gik ham imod, og så gav han sig til at udspørge mange, om den hellige Martins underkraft. Nå, Claudius gik straks, uden at vente på de mænd, der skulle komme og være ham til hjælp, hen til den hellige basilika. Her traf han den ulykkelige Eberulf og gav sig straks til at sværge ved det allerhelligste og ved den i selve basilikaen jordede biskops underkraft og give ham eder på, at ingen ville være ham mere tro i hans sager end han, Claudius, og at han nok skulle føre hans sag til en god ende hos kongen, thi det var han blevet enig med sig selv om, den usling: hvis jeg ikke narrer ham med falske eder, får jeg ikke bugt med ham. Da nu Eberulf hørte ham således sværge og love i selve basilikaen og i søjlegangen og på de forskellige hellige steder i forgården, fæstede den ulykkelige lid til menederen. Den følgende dag, da jeg opholdt mig på en gård, der ligger en tredive tusind skridt fra byen, indbød Eberulf Claudius og flere borgere til sammenkomst i den hellige basilika, og her mente nu Claudius at kunne hugge ham ned, når hans tjenere havde fjernet sig, men herom havde Eberulf, lettroende som han var, ingen anelse. Da måltidet var forbi gik han og Claudius i nogen tid frem og tilbage i forhallen til bispeboligen og lovede hinanden troskab og kærlighed, jævnlig endda med dyre eder. Mens de nu gik og talte sammen, sagde så Claudius til Eberulf: »Det ville glæde min sjæl at nyde en drik i dit herberg, hvis vi kunne få noget kryddervin, eller hvis du ville være så elskværdig at skaffe en stærk vin.« »Alt hvad du ønsker, skal du finde i mit herberg, blot min herre vil gøre mig den glæde at gå ind i den hytte, jeg bor i,« og han sendte sine tjenere bort, den ene efter den anden, for at hente stærkere vine, vine fra Italien og fra Gaza. Da Claudius nu så, han var alene, efter at tjenerne var gået, udstrakte han sin hånd henimod basilikaen og sagde: »Helligste Martin, lad mig snart gense min hustru og mine frænder.« Den ulykkelige stod jo nu ved afgørelsen: dels ville han dræbe Eberulf her i forhallen, dels frygtede han den hellige biskops underkraft. Så greb en af hans tjenere, en håndfast mand, bagfra fat i Eberulf og omslyngede ham med sine kraftige arme, bøjede ham bagover og holdt hans bryst frem til dødshugget. Claudius trak sit sværd fra bæltet og svang det imod Eberulf, men skønt denne blev holdt fast, fik han dog sit sværd op af bæltet og var færdig til at hugge, og i samme øjeblik som Claudius med sin højre arm jog sværdet i Eberulfs bryst, borede denne med et kraftigt stød sit sværd ind i armhulen på ham, trak det atter ud og af huggede i et nyt hug Claudius' tommelfinger. Nu kom Claudius' tjenere til og tilføjede med deres sværd Ebeiulf flere sår, og da han mere død end levende søgte at komme bort fra dem, gav en af dem ham et hug i hovedet, så hjernen vældede ud, og han faldt død til jorden. Eftersom han ingensinde havde forstået i tro at påkalde sankt Martins hjælp, nød han heller ikke nu godt af hans værn. Claudius skyndte sig rædselsslagen til abbedens celle og bad ham om værn, endskønt han ikke havde vist hans værnehelgen den ringeste ærbødighed. Da abbeden blev siddende ganske rolig, sagde Claudius: »En uhyre udåd er øvet, og hvis du ikke hjælper, er det ude med os.« Og just som han sagde det, kom Eberulfs tjenere løbende med sværd og lanser, og da de fandt døren lukket, knuste de ruderne i cellen og slyngede deres lanser ind ad vinduesåbningen i væggen og gennemborede Claudius, der allerede var hårdt såret. Hans tjenere skjulte sig bag dørene og under sengene. To klerke tog abbeden og fik ham mere død end levende slæbt ud mellem de blinkende sværd. Da dørene blev lukkede op, stormede en skare våbensvende ind. Også nogle af kirkens fattiglemmer og andre fattige (de fattige, der er indskrevne i kirkens protokol over fattige, er undergivet en vis kontrol og har en vis organisation, og bor i et hus ved kirken og bruges ofte til underordnet kirkelige arbejde f.eks. klokkegerning, rengøring af kirken, vagt og lignende, og kirkeværger kaldes her fattiglemmer) strømmede til og gav sig til at bryde taget over cellen ned for den udåds skyld, der her var øvet. Også nogle besatte og forskellige hjælpetrængende kom til med sten og stokke for at hævne den vold, der var øvet mod basilikaen, oprørte over at sligt, der ingensinde før var sket, var foregået her (de besatte ventede på helbredelse ved helgenens grav, og som derfor i den tid, de søger denne hjælp, boede i bygninger i kirkens umiddelbare nærhed). Nå, kort at fortælle, de, der havde skjult sig, blev trukket frem fra deres skjulesteder og grusomt myrdede, og cellens gulv svømmede i blod. Ligene blev slæbt ud og blev liggende nøgne på den kolde jord, og da mørket var faldet på, listede de, der havde myrdet og udplyndret dem, bort. Guds hævn var således straks rede overfor dem, der havde plettet den hellige forgård med menneskeblod, og vi må også tro, at den mand (Eberulf), den hellige biskop lod udåden gå ud over, har været en stor ugerningsmand. Kongen blev meget vred, men da han havde fået sammenhængen at vide, slog han sig til ro. Det usalige menneskes gods, såvel hans løsøre som hans arvede jordegods, gav han sine tro mænd, og disse lod hans hustru sidde tilbage i basilikaen i stor armod. Claudius' og de andres lig førtes bort af deres frænder og jordedes i deres hjemstavn.

Gundovald sendte to sendemænd til sine venner, begge to klerke. Den ene af dem var abbed i Cahors. Det brev, han havde fået, skjulte han under vokset i fordybningerne i en trætavle (en dobbelttavle, der kan lukkes sammen; på hver af pladerne, der omsluttes af en tykkere ramme, lægges et vokslag, i hvilket man skriver eller ridser den meddelelse, man vil have bragt videre; når brevet er læst, kan voksfladen atter glattes ud og en ny tekst indridses); men han blev grebet af kong Gunthchramns folk, og de fandt brevet; han blev så ført frem for kongen, og han lod ham piske hårdt og derefter fængsle. Dengang opholdt Gundovald sig i Bordeaux, hvor biskop Berthchramn viste ham stort venskab (Berthchramn var på mødrene side en frænde af kong Gunthchramn og skyldte formodentlig dette frændskab sin høje kirkestilling som metropolit eller ærkebisp i Bordeaux. Han er en af de bisper, Gregor kalder spytslikkere, og som modarbejdede Gregor hos kong Chilperik i Prætextatus sagen. Senere ymtedes der om et brødefuldt forhold mellem ham og Fredegunde, et rygte som Berthchramn søgte at gøre Gregor ansvarlig for. Berthchramns moder hed Ingetrude. Om hende og hendes abbedisseliv i Tours og om hendes datter fortæller Gregor om i 9. bog). Gundovald frittede stadig folk ud om, hvad der kunne være ham til hjælp i hans sag, og en dag fortalte en mand ham da, at der var en konge i Østerland, som havde afskåret den hellige martyr Sergius' ene tommelfinger og siden gemte den på sin højre arm (om Sergius fortæller Gregor i Martyrernes mindebog en legende af orientalsk oprindelse, der skal vise helgenen som værner af betroet gods). Når han da måtte gå imod sine fjender, kunne han altid stole på denne hjælp. Så snart han løftede sin højre arm, veg og flygtede fjendeskaren straks, ret som om det var martyrens kraft, der var over den. Da Gundovald hørte det, gav han sig meget ivrig til at efterforske, om der i egnen skulle være nogen, der var så heldig at have relikvier af den hellige martyr Sergius. Biskop Berthchramn fortalte da Gundovald om en købmand ved navn Eufron, - men det gjorde han af had til denne (Eufron var syrer og i Bordeaux fandtes mange orientalske købmænd og næringsdrivende. Det er måske fordi Eufron er en fremmed, at bispen har kunnet søge at tvinge ham til at blive munk. Man kan, af hvad Gregor fortæller, formode, at Eufron har gjort sit hus til kirke for en syrisk menighed, hvis gudsdyrkelse og organisation har været noget forskellig fra de galliske menigheders, og som derfor ligesom jødemenighederne har kunnet gøres til genstand for mangehånde vilkårligheder. Måske har da bispen villet »omvende« Eufron på lignende måde, som kong Chilperik ville omvende jøder). Berthchramn havde nemlig engang af griskhed efter hans gods ladet hans hår rage imod hans vilje, og Eufron var da, for ikke at blive munk, draget til en anden by; men da hans hår var vokset ud igen, var han kommet tilbage. Nu sagde bispen altså: »Her er en syrer, der hedder Eufron. Han har gjort sit hus til en kirke, og han har dér opstillet relikvier af denne helgen, og han har været vidne til overmåde mange jærtegn, som martyrens underkraft har fuldbragt ved disse relikvier. Da således engang en voldsom ildebrand rasede her i Bordeaux, blev hans hus, skønt det var omgivet af flammer, aldeles uskadt.« Da biskop Berthchramn havde fortalt dette, brød Mumniolus straks op og løb, fulgt af bispen, hen til syrerens hus, omringede det og bød manden komme frem med de hellige relikvier. Det ville Eufron ikke, og i den tanke, at der lå en eller anden ond hensigt bag det træske overfald, sagde han: »Pin ikke mig gamle mand og krænk ikke den hellige. Jeg vil give jer hundrede guldstykker, når i så vil gå jeres vej.« Men Mummolus stod fast på, at han ville se relikvierne. Eufron bød ham da 200 guldstykker, men kunne dog ikke få ham til at gå, med mindre relikvierne kom frem. Mummolus lod så rejse en stige opad væggen - relikvierne lå nemlig i en æske oppe foroven lige overfor altret - og bød en diakon gå op ad den. Denne gik også op ad stigen, men just som han greb fat i æsken, kom han til at ryste så stærkt, at han ikke troede, han kom levende ned igen. Han fik dog fat i æsken, der som sagt hang på væggen, og tog den med ned. Mummolus gennemsøgte den og fandt en knogle af helgenens finger. Han var dristig nok til at hugge løs på knoglen med en kniv på den måde, at han lagde knoglen og slog på kniven med en anden kniv. Det lykkedes ham kun med møje og efter mange slag at bryde knoglen; endelig gik den i tre stykker, der hvert fløj til sin side. Jeg tror ikke, martyren syntes om den adfærd imod ham. Eufron gav sig til at græde og klage, og alle faldt på knæ og bad gud være så nådig at vise dem, hvor splinterne lå, eftersom menneskeøjne ikke kunne se dem. Efter den bøn blev splinterne da også fundet; Mummolus tog en af dem og gik så sin vej. Men jeg tror ikke, martyren var ham huld, hvad da også senere viste sig. Medens de endnu opholdt sig i Bordeaux, lod de præsten Faustianus vie til biskop i Dax. Bispen i Dax var nemlig nylig død, og greven i byen, Nicetius, en broder til biskop Rusticus i Aire, havde fået Chilperik til at påbyde, at han, Nicetius, så snart han havde fået tonsuren, skulle være biskop dér. Men Gundovald søgte overalt at omstyrte, hvad Chilperik havde indrettet; han sammenkaldte derfor bisperne og bød, at Faustianus skulle vies. Biskop Berthchramn, som var metropolit (og derfor nærmest til at vi den ny biskop), tænkte forsigtigt på, hvad fremtiden kunne bringe, og opfordrede Palladius af Saintes til at foretage vielsen. Forresten havde han også dengang dårlige øjne. Også biskop Orestes af Bazas overværede indvielsen, men det ville han ikke vedgå overfor kongen. Så sendte Gundovald for andengang to sendemænd afsted, denne gang til kongen. De havde viede stave efter frankernes skik (staven som fredssymbol forekommer ofte i germansk rets og folkeliv), det var for at ingen skulle røre dem, så de kunne få fremsat deres ærinde og komme tilbage med svar. Men de var tåbelige nok til at røbe deres ærinde for mange mennesker, før de kom til kongen selv, og rygtet kom straks kongen for øre, og da de blev ført frem for kongen, var det i lænker. De turde ikke fragå, hvad det var, de ville, hvem det var, de skulle have i tale, og hvem der havde sendt dem. De sagde: »Gundovald, som nylig er kommet hjem fra Østerland, siger, at han er eders fader Chlothachars søn, og han har sendt os for at kræve den del af riget, der tilkommer ham. Hvis i ikke vil give ham det, skal i vide, at han vil komme her til egnen med en hær, thi alle kække mænd i den egn af Gallien, der ligger hinsides Dordogne, har sluttet sig til ham, og nu siger han: »Når vi mødes til holmgang skal gud dømme, om jeg er Chlothachars søn eller ikke« (en holmgang mellem Gundovald og Gunthchramn). Kongen blev rasende og bød, at de skulle spændes på vinde og hårdelig piskes, for at det, hvis de havde talt sandhed, kunne blive tilfulde fastslået, og hvis de endnu i dybet af deres hjerter gemte svig, som de ikke ville rykke ud med, pinslerne da kunne vriste det ud af dem. Da pinslerne stadig øgedes, sagde de, at hans broderdatter, kong Chilperiks datter (Rigunthe) var landsforvist sammen med biskop Magnulf i Toulouse, og at Gundovald havde taget alle hendes skatte, at alle kong Childeberts stormænd ville have Gundovald til konge, og at navnlig Gunthchramn Boso, da han for nogle år siden var draget til Konstantinopel, havde indbudt ham til at komme til Gallien. Efter at have ladet dem piske og fængsle, lod kongen gå bud efter sin brodersøn Childebert, for at de i fællesskab kunne forhøre disse mennesker, og da Childebert var kommet, og de udspurgte mændene, gentog disse i begge kongers nærværelse, hvad de før havde sagt til kong Gunthchramn alene, og de hævdede atter og atter, at den sag, således som jeg ovenfor sagde, var velkendt af alle stormænd i kong Childeberts rige. Derfor var også nogle af kong Childeberts fornemste mænd, som mentes at være medvidere, bange for at komme til dette møde. Efter [at have hørt] dette, lagde kong Gunthchramn sin lanse i kong Childeberts hånd og sagde: »Dette er et vidnesbyrd om, at jeg har overdraget dig hele mit rige. Drag derfor nu ud og læg alle mine byer og landskaber under dit herredømme som dine egne. For mine synders skyld er ingen af min stamme tilbage uden du alene, du som er min broders søn. Du skal være min arving, du skal være min efterfølger i hele mit rige, alle de andre gør jeg arveløse.« Derefter bød han alle gå og tog ynglingen med sig og talte med ham i enrum. Først lagde han ham indtrængende på sinde ikke at åbenbare noget menneske, hvad de i løndom talte om. Så nævnede han ham, hvem han skulle have med sig i råd, og hvem han ikke skulle pleje råd med; hvem han skulle stole på og hvem han skulle sky, hvem han skulle ære med gaver og hvem han skulle nægte sin gunst Blandt andet lagde han ham på sinde ikke at stole på og ikke at omgås biskop Ægidius, som altid havde været ham fjendsk og ofte havde brudt sin tro både mod ham selv og mod hans fader. Da de derefter satte sig til bords, holdt kong Gunthchramn en tale til hele hæren (det er rimeligt at han talte til stormændene og de fornemste mænd) og sagde: »Se jer for, mænd, og læg mærke til, at min søn Childebert nu er mandvoksen. Tag jer i vare for at behandle ham som et barn. Lad det nu være nok med jeres tåbelige og hovmodige ufærd, for han er jeres konge, og nu skal i lyde ham.« Meget andet af samme slags sagde han, og derefter holdt de gilde i tre dage under megen gammen; derpå gav de hinanden rige gaver og skiltes så med fred. Dengang gav kong Gunthchramn Childebert alt det tilbage, som hans fader Sigebert havde haft, og han bad ham indtrængende om ikke at drage til hans moder (Brunechilde, som Gunthchramn mistænker for at være Gundovald gunstig), at der ikke skulle gives hende en eller anden lejlighed til at skrive til Gundovald eller få brev fra ham. Da Gundovald erfarede, at Gunthchramns hær nærmede sig, gik han sammen med biskop Sagittarius og hertugerne Mummolus og Bladastes samt Waddo - hertug Desiderius var gået fra ham - over Garonne og drog frem mod Comminges. Denne by ligger på toppen af et bjerg, og intet andet bjerg findes i nærheden. En vandrig kilde sprudler frem ved bjergets fod, og den er indesluttet af et meget stærkt tårn. Folk fra byen kommer ned til den ad en underjordisk gang og kan hente vand, uden at nogen kan se dem. Gundovald drog ind i denne by i begyndelsen af fyrretyvedagesfasten og holdt denne tale til borgerne: »I skal vide, at alle de, der bor i Childeberts rige, har kåret mig til konge, og at jeg har en ikke ringe styrke med mig. Men da min broder kong Gunthchramn nu rykker imod mig med en umådelig hær, må i se at få ført levnedsmidler og alt jeres bohave indenfor murenes værn, så i ikke skal dø af sult og savn, før gud i sin nåde sender mig hjælp.« De troede på, hvad han sagde, og skaffede alt, hvad de kunne få fat i, ind i byen og gjorde sig rede til modstand. Ved den tid sendte kong Gunthchramn i dronning Brunechildes navn et brev til Gundovald, og deri stod, at han skulle opløse sin hær og byde krigerne gå hver til sit, medens han selv skulle holde sig afsides og tilbringe vinteren i Bordeaux. Men det havde han skrevet på skrømt for at få større klarhed over, hvad Gundovald havde i sinde. Mens nu Gundovald opholdt sig i Comminges, sagde han til indbyggerne: »Nu nærmer hæren sig, i må rykke ud imod den.« Men da de var rykkede ud af byen, besatte Gundovalds folk portene og lukkede dem, så byens folk og bispen blev spærret ude, og tog og tilegnede sig derefter alt, hvad de fandt i byen. De fandt en sådan mængde korn og vin, at hvis byens borgere havde villet værge sig med kraft, ville der have været levnedsmidler nok for flere år. Ved samme tid havde kong Gunthchramns hertuger hørt, at Gundovald stod hinsides Garonne ved flodbredden med en umådelig mængde krigere, og at han havde med sig alle de skatte, Rigunthe havde ført med sig. De satte da efter dem med rytteriet. Garonne måtte de svømme over, og nogle af krigerne druknede her, men de øvrige satte, så snart de var kommet over, efter Gundovald. De stødte på kameler der bar uhyre mængder af guld og sølv, og på heste, som Gundovald havde ladet tilbage på vejene, fordi de ikke orkede mere (en spansk digter, biskop Eugenius i Toledo, fra det 7. århundrede, omtaler kameler som husdyr i Spanien og lader formode ligefrem kamelavl. Dette forklarer forekomsten af kameler i Gallien; foruden på dette sted nævnes kameler i Fredegar krøniken, hvor det fortælles, at Brunechilde efter forskellige pinsler føres rundt i lejren på en kamel, til spot for alle). Da de senere hørte, at Gundovald og hans folk opholdt sig indenfor Comminges' mure, lod de kærrerne og alt hærgodset blive tilbage hos de ringere hærmænd, medens de mere våbendygtige krigere, såsom de jo nu var gået over Garonne, gjorde sig rede til at gå videre. Under hurtig fremrykning kom de til sankt Vincentius' basilika, der ligger ved Agen, hvor martyren skal have gennemkæmpet striden for kristi navn. Den fandt de opfyldt af forskellige skatte, der tilhørte byens indbyggere, thi disse havde sat deres lid til, at en så stor martyrs basilika ikke ville blive krænket af kristne mennesker. Dørene var omhyggeligt lukkede, og da krigerne nu kom og ikke kunne få dem op, stak de dem i brand, og da ilden havde ødelagt dørene, brød de ind i kirken og tog alt hvad der var derinde, alt det bohave, de kunne få fat i, og de hellige kar og førte det bort med sig. Men guds hævn faldt tungt over mange af dem, thi mange fik hænderne forbrændt, og det gik ikke naturligt til, thi der udgik fra disse hænder en stærk røg ligesom ved en ildebrand. Nogle grebes af en ond ånd og rasede vildt og udskældte martyren; ikke få sårede i vildt indbyrdes slagsmål sig selv med deres egne våben. Den øvrige mængde (de folk, der var ladt tilbage ved Garonne) drog, ikke uden angst, videre og, kort at fortælle, de samledes ved Comminges - således hed jo byen - og hele skaren slog lejr på sletten foran byen og stillede teltene op. Hele omegnen blev hærget, og nogle af krigerne vovede sig, drevet af overvættes griskhed, for langt bort, så de blev nedhuggede af comminges'erne (der jo opholdt sig i nogen afstand fra deres by). Mange af Gunthchramns folk gik opad bjerget og gav sig ofte i samtale med Gundovald, hvem de så hånede og udskældte: »Er du ikke maler? Var det ikke dig, som i kong Chlothachars tid oversmurte vægge og hvælvinger i bedehusene? Er du ikke den mand, folk i Gallien ellers kaldte ballomer ? (dette navn, ballomer, bruges også som hånsord af kong Gunthchramn. Navnet betyder vistnok: strålende ry, den navnkundige helt eller lignende, og måske ligger- i hans fjenders tanke - det latterlige i, at en person som Gundovald kaldes eller hedder således). Var det ikke dig, frankerkongerne lod rage og landsforvise den ene gang efter den anden på grund af din indbildskhed? Fortæl os dog, usaligste menneske, hvem der har ført dig hid. Hvem har givet dig frækhed nok til at vove at sætte foden i vore herrers og kongers lande? Hvis der er nogen, der har kaldt dig hid, så sig det tydeligt og klart. Se dog, du står nu med døden for øje. Den faldgrube, du så længe har søgt, den er her, og du går på hovedet i den. Nævn dine staldbrødre, mand for mand, sig os, hvem der har kaldt dig hid.« Gundovald gik så nogle skridt frem og stillede sig ovenover porten og sagde: »At min fader Chlothachar ikke kunne lide mig, er noget alle ved, og det er også gud og hvermand kendt, at min fader og senere mine brødre ragede mit hår. Det var det, der drev mig til Narses, statholderen i Italien; der fik jeg en hustru og avlede to sønner. Da hun døde, drog jeg med mine to børn til Konstantinopel, hvor kejserne viste mig megen velvilje, og hvor jeg har levet lige til nu. Da Gunthchramn Boso for nogle år siden kom til Konstantinopel, udspurgte jeg ham nøje om, hvordan det stod til med mine brødre, og jeg fik da at vide, at vor æt var stærkt udtyndet, og at de eneste, der var tilbage af slægten, var Childebert og Gunthchramn, min brodersøn og min broder, idet kong Chilperiks sønner ligesom han selv var døde (Gundovald kom til Gallien i 582 før Chilperiks død) undtagen én, en lille dreng, og min broder Gunthchramn ingen sønner havde, og min brodersøn Childebert var uden ringeste myndighed. Dette forestillede Gunthchramn Boso mig indtrængende og opfordrede mig til at drage hid, idet han sagde: »Kom, alle stormænd i kong Childeberts rige indbyder dig, og ikke én vil vove at mukke. Vi ved alle, at du er Chlothachars søn, og der er ikke nogen længere i Gallien, der kan styre riget, hvis du ikke kommer.« Jeg gav ham mange gaver og lod ham på 12 hellige steder sværge mig til, at jeg trygt kunne drage hertil. Jeg kom først til Marseille, hvor bispen modtog mig med den største velvilje, og han havde breve fra de fornemste mænd i min brodersøns rige. Derfra drog jeg til Avignon efter aftale med patricieren Mummolus. Imidlertid røvede Gunthchramn [Boso] på trods af eder og løfter til mig mine skatte og tilegnede sig dem. Nu må i kunne indse, at jeg er konge ligesåvel som min broder Gunthchramn. Men når eders sind alligevel er så fuldt af had til mig, så lad mig da i hvert fald få lov at komme til eders konge, og hvis han vedkender sig mig som sin broder, så må han gøre, hvad han vil. Men vil i ikke engang det, så lad mig få lov til at drage tilbage til det sted, hvorfra jeg kom. Så skal jeg gå min vej og ikke gøre noget menneske fortræd. Men vil i have vished for, at det er sandt, hvad jeg siger, så spørg blot Radegunde (der havde været gift med kong Chlothachar. Ingetrude, moder til biskop Berthchramn af Bordeaux, var kong Gunthchramns frænke) i Poitiers og Ingetrude i Tours. De vil stadfæste, at jeg taler sandhed.« Under hans tale regnede det over ham med skældsord og hån. Belejringen havde allerede varet i 14 dage, og Leudegisel fandt nu på nye kunster for at ødelægge byen. Han lod vogne og væddere overdække af fletværk og brædder, hvorunder krigerne kunne dække sig, nu de rykkede frem for at ødelægge murene. Men da de rykkede frem, blev de i den grad overdængede med sten, at alle de, der nærmede sig murene, alligevel blev dræbt. De indesluttede kastede også potter med brændende beg og fedt eller fyldte med sten ned over dem. Da mørket faldt på, måtte kampen indstilles, og hæren vendte tilbage til lejren. Hos Gundovald var en mand ved navn Chariulf. Han var meget rig og mægtig, og han havde forrådskamre og lader rundt om i byen, og af hans forråd fik Gundovalds hær overvejende sit underhold. Bladastes blev, ved at se hvorledes tingene gik, bange for, at Leudegisel skulle få overhånd og så lade dem alle dræbe. Derfor satte han ild på bispeboligen, og mens de indesluttede ilede til for at dæmpe ilden, sneg han sig ud af byen. Næste morgen brød hæren atter op til kamp. De bandt kvas sammen i bundter for at fylde den dybe grav, der løb øst for byen, men de kunster nyttede ikke noget. Biskop Sagittarius færdedes personlig væbnet på voldene og slyngede ofte med egen hånd sten ned over fjenderne. Efterhånden skønnede belejrerne, at de ikke kunne udrette noget. De sendte derfor lønbud til Mummolus og lod ham sige: »Vedkend dig din herre, se dog at komme ud af den dårskab. Hvad er det for et vanvid, der blinder dig, at du underkaster dig en ukendt mand? Din hustru og dine børn er i fangenskab, dine sønner er måske allerede dræbt. Hvor vil du hen, hvad venter du andet end undergang?« Til dette budskab svarede Mummolus: »Ja, jeg ser jo nok, at vort herredømme lakker mod enden, og at vor magt er forbi. Jeg har kun én ting at gøre: hvis jeg kunne være sikker på lejde for livet, kunne jeg spare jer for megen møje.« Da sendemændene var gået, ilede biskop Sagittarius sammen med Mummolus, Chariulf og Waddo hen i bispekirken og gav der hinanden eder på, at hvis de fik sikkert løfte om liv, ville de opgive venskabet med Gundovald og give ham i hans fjenders vold. Sendemændene kom endnu engang og lovede dem sikkerhed for deres liv. Mummolus sagde: »Ja, når blot dette sker, så skal jeg overgive ham i eders hånd, og jeg vil hylde min herre kongen og skynde mig frem for hans åsyn.« Sendemændene lovede ham, at hvis han gjorde, hvad han havde sagt, skulle de modtage ham i kærlighed,, og hvis de ikke kunne undskylde ham hos kongen, skulle de skaffe ham hen i bispekirken, for at han ikke skulle blive straffet med døden. Da de havde aflagt ed på dette løfte, drog de bort. Mummolus gik så, sammen med biskop Sagittarius og Waddo, til Gundovald og sagde:»De troskabseder, vi har givet dig, kender du. Tag nu mod et gavnligt råd. Drag ud af byen og gå frem for din broder, således som du jo så ofte har ønsket det. Vi har talt med nogle af hans folk, og de har sagt, at kongen ikke vil tilintetgøre den hjælp, du kan være ham, eftersom der er så få tilbage af eders æt.« Gundovald gennemskuede straks deres svig; han brast i gråd og sagde: »Det var på eders opfordring, jeg kom her til Gallien. Af mine skatte, hvoriblandt der findes en umådelig mængde sølv og guld og andre klenodier, ligger mange i Avignon, men en del har Gunthchramn Boso røvet. Næst guds hjælp har jeg sat al min lid til jer, jer har jeg indviet i mine planer, at handle ved eders hjælp har altid været mit ønske. Hvis i har løjet for mig, må i svare derfor hos gud, han skal dømme i min sag.« Da han havde sagt det, svarede Mummolus: »Vi vil ikke føre dig bag lyset; du kan jo selv se, at der står krigere udenfor porten og venter på, du skal komme. Men spænd hellere mit gyldne bælte af, som du går med, at man ikke skal synes, du kommer med for megen brask og bram. Spænd dit eget sværd om og giv mig mit tilbage.« Hertil svarede Gundovald: »Jeg er ikke så dum, at jeg ikke forstår meningen med, hvad du siger. Jeg skal nu af med det, som jeg hidtil i kærlighed har gået med af dit.« Mummolus påstod og svor imidlertid, at der ikke skulle ske ham noget ondt. De gik så ud ad porten, og Ollo, der var greve i Bourges, og Boso (ikke Gunthchramn Boso) tog imod Gundovald, medens Mummolus og hans staldbrødre gik ind i byen igen og lod porten fast lukke. Da Gundovald så sig overgivet i sine fjenders hænder, løftede han arme og øjne mod himlen og udbrød: »Evige dommer, de uskyldiges trofaste hævner, o gud, du som er al retfærdigheds kilde, du som ikke lider løgn og i hvem der ikke findes svig eller træskhed, dig overgiver jeg min sag, dig beder jeg om hurtig hævn over dem, som har givet mig uskyldig i mine fjenders hånd.« Da han havde sagt det, signede han sig med herrens kors og gav sig på vej med de omtalte mænd. Da de var komne et stykke bort fra porten, gav Ollo ham et stød, så han styrtede ned ad den stejle skrænt, der strækker sig rundt om byen, og Ollo råbte efter ham: »Dér har i jeres ballomer, som siger, at han er en konges broder og en konges søn.« Han slyngede sin lanse efter ham for at gennembore ham, men den prællede af mod panserringene og gjorde ham ingen skade. Gundovald kom imidlertid på benene igen og prøvede på at klatre op ad bjerget, men Boso slyngede en sten imod ham og ramte ham i hovedet, og han styrtede om og var død. Nu kom hele skaren til og borede deres lanser i ham; derefter bandt de et reb om hans fødder og slæbte ham rundt til alle lejrteltene, og krigerne rev hår og skæg af ham og lod ham derpå ligge ujordet på selve det sted, hvor han var dræbt. Den følgende nat førte de omtalte fornemste mænd alle de skatte, de fandt, og de hellige kar i kirken bort i al stilhed, og morgenen efter blev porten brudt op, hæren strømmede ind, og hele den indesluttede mængde blev hugget ned, ja herrens præster og deres tjenere blev dræbt foran kirkernes altre. Og da alle var dræbt, og ikke én var tilbage, der kunne pisse op ad en væg, blev hele byen med kirker og alle andre bygninger stukket i brand, og intet uden den bare jord blev tilbage. Da Leudegisel gik tilbage til lejren sammen med Mummolus, Sagittarius, Chariulf og Waddo, skikkede han lønlig bud til kongen om, hvad han havde i sinde at gøre ved disse mænd. Kongen bød, de skulle straffes med døden. Waddo og Chariulf skiltes fra de to andre, idet de lod deres sønner tilbage som gidsler. Da budskabet, om at de skulle dø, kom, og Mummolus havde mærket det, iførte han sig sin rustning og gik hen til Leudegisels telt. Da denne fik øje på ham, sagde han: »Hvorfor kommer du her som en flygtning?« Mummolus svarede: »Jo, her holder man nok ikke tro og løfte. Jeg ser, at det gælder mit liv.« Leudegisel svarede: »Nu skal jeg gå ud, jeg skal nok sørge for, at alt går fredeligt til.« Han gik så ud, og på hans bud blev teltet straks omringet, for at Mummolus kunne blive dræbt. Mummolus værgede sig længe inde i teltet; han gik så frem i indgangen for at komme ud, men to mænd jog deres lanser i ham, hver fra sin side, og han faldt om og døde. Det stod biskop Sagittarius og så på, og han rystede af skræk. En af flokken sagde til ham: »Der kan du se med dine egne øjne, biskop, hvad der går for sig. Tag noget over hovedet, så ingen kan se, hvem du er, og løb så til skovs og hold dig skjult der en stund; så, når folks vrede har sat sig, kan du slippe bort.« Bispen fulgte rådet, men medens han så søgte at slippe bort med tildækket hoved, var der en, der drog sit sværd og gennemhuggede hætte og hoved. Derefter drog en hver til sit, men undervejs røvede og myrdede de forfærdelig. I de dage sendte Fredegunde Cuppa (førhen Chilperiks staldmester) til Toulouse med det ærinde for enhver pris at udfri hendes datter Rigunthe, men der var mange, der mente, at hans egentlige ærinde var, at hvis han fandt Gundovald i live, skulle han ved store løfter lokke ham til at følge ham til hende. Men det kunne han jo nu ikke udføre. Rigunthe fik han da og førte hende med sig fra Toulouse, men den sag voldte stor ydmygelse og vanære. Hertug Leudegisel drog til kongen med alle de skatte, jeg før omtalte. Dem skænkede kongen senere til de fattige og til kirkerne. Han lod Mummolus' hustru gribe og udspurgte hende om, hvad der var blevet af de skatte, som Mummolus og hans staldbrødre havde samlet sammen. Da hun erfarede, at hendes mand var dræbt, og at alle disse menneskers højtflyvende planer var tilintetgjorte, åbenbarede hun alt og sagde bl.a., at der endnu var meget sølv og guld i Avignon, hvorom kongen ikke havde fået noget at vide. Kongen sendte straks nogle mænd afsted, der skulle bringe ham disse skatte, og sammen med dem en tjener, som Mummolus havde haft megen tillid til, og hvem han havde givet skattene i varetægt. De drog så afsted, og de fandt alt, hvad der var ladt tilbage i byen. Der skal have været 250 talenter sølv og over 30 talenter guld, og det hed sig, at det var en skat fra gamle dage, Mummolus havde fået fingre i. Kongen delte dette med sin brodersøn kong Childebert; sin egen del uddelte han til de fattige. Mummolus' hustru beholdt kun, hvad hun havde fra sine forældre. Det var også dengang, den meget omtalte kæmpe, der havde hørt til Mummolus' husstand, blev ført til kongen. Han var så stor, at han vistnok var to, tre fod højere end de højeste mænd. Han var tømrer, og han døde ikke længe efter. Derefter udstedte greverne det bud, at de, der var kommet for sent til dette togt, skulle straffes. Greven i Bourges sendte sine svende ud for at plyndre de mænd af den slags, der boede på sankt Martins gods i grevskabet Bourges. Men forvalteren over dette gods satte sig kraftig til modværge og sagde: »Disse mennesker tilhører sankt Martin. I må ikke gøre dem noget, for de er ikke vant til at gå i leding ved sådanne lejligheder.« De andre svarede ham: »Vi har ikke noget at gøre med din Martin, som du altid bruger som påskud, når der er noget i vejen. Du og de andre har at betale hærpenge, fordi i har siddet kongens bud overhørige.« Efter disse ord gik ordføreren ind i husets forhal. Her følte han straks en stor pine, faldt om og var meget dårlig, og grædende sagde han til forvalteren: »Å, gør korsets tegn over mig og påkald sankt Martins navn. Nu indser jeg, at hans kraft er stor. Thi da jeg gik ind i forhallen, så jeg en gammel mand, der stod med et træ i sin hånd, og træets grene bredte sig og dækkede hele forhallen. En gren af dette træ rørte ved mig, og jeg fik et sådant slag, at jeg gik fra sans og samling og styrtede om.« Derefter vinkede han til sine ledsagere og bad dem skaffe ham ud af forhallen. Da han var kommet ud, gav han sig til af al magt at på kalde sankt Martins navn, og straks blev det bedre med ham, og han blev helbredt. Desiderius bragte sig selv og sit gods i sikkerhed i sin faste borg. Waddo, Rigunthes hofmester, drog til dronning Brunechilde, som tog vel imod ham og sendte ham bort i nåde og med store gaver. Chariulf søgte tilflugt i sankt Martins basilika. Dengang levede der en kvinde, der havde en spådomsånd, og ved sin spåevne bragte sine herrer stor vinding, hvorved hun vandt deres yndest, så hun blev givet fri og kunne leve, som hun ville. Skete der et tyveri eller tilføjedes der nogen skade af en eller anden slags, kunne hun straks sige, hvem tyven var, hvem han havde givet kosterne, eller hvad han havde gjort med dem. Hun tjente hver dag sølv og guld og gik rundt i kostbare klæder, og folk mente, der var noget guddommeligt ved hende. Da dette kom biskop Agerik i Verdun for øre, sendte han folk ud for at gribe hende. Og da hun var grebet og blev ført frem for ham, indså han straks, i overensstemmelse med hvad vi læser i apostlenes gerninger, at der var en uren trolddomsånd i hende. Da han derefter udtalte djævle uddrivelsesord over hende og salvede hendes pande med den hellige olie, gav den onde ånd sig til at skrige og røbede sit væsen for bispen. Men da bispen ikke kunne uddrive ånden af pigen, gav han hende lov til at gå bort. Pigen indså imidlertid, at hun ikke kunne blive boende dér. Hun drog så til dronning Fredegunde og holdt sig skjult hos hende.

I det år hærgedes næsten hele Gallien af en stor hungersnød. Mange mennesker bagte brød af druekerner og hasselblomster, andre af tørrede og malede lyngrødder blandet med en smule mel. Mange huggede sæden om, mens den endnu var grøn, og brugte den til brød. Men der var også mange, som aldeles intet mel havde, og som derfor måtte leve af alle slags rødder, som de samlede; den kost kunne de ikke tåle; de svulmede op og døde. Der var i det hele overmåde mange, der sygnede hen af mangel på næring og døde. Købmændene udsugede folket forfærdeligt; en skæppe hvede ( en skæppe er både i romertiden, i merovinger og karolingertiden det almindeligste rummål både for korn og vin, men en skæppe er i romertiden ca. 9 ½ liter, medens en karolingisk skæppe varierer fra ca. 52 til ca. 86 liter; om merovingertidens skæppe vides intet bestemt) eller et halvt mål vin kunne man knap få for en triant (en trians er ½ solidus, men om det er guld eller sølv, meddeles ikke. Sølvtrianten er kun regnemønt, medens guldtrianten er en virkelig mønt, indtil Pipin den Lille, med hvem prægning af guldmønt ophører). Fattige mennesker gav sig i trældom for dog i det mindste at få en smule at spise. I de dage drog en købmand ved navn Christoforus til Orléans, for han havde forespurgt, om der var kommet meget vin til den by. Han fik da også købt noget vin og fik det bragt om bord på nogle både. Selv var han ridende, og han havde en stor sum penge med hjem, som han havde fået af sin svigerfader. Han havde to saksiske trælle med sig på hjemvejen. Disse trælle havde længe været misfornøjede med deres herre, og de var flere gange flygtet fra ham, fordi de fik så mange prygl. Da de nu drog igennem en skov, og deres herre red foran dem, slyngede den ene af dem sin lanse efter ham og gennemborede ham. Han styrtede om; den anden træl huggede ham i hovedet med sit sværd, hvorpå de begge sønderhuggede liget og lod det ligge. Trællene tog pengene og flygtede. Christoforus' broder lod liget jorde og sendte sine folk ud efter trællene. De fik fat i den yngste af dem og bandt ham, men den ældste undslap med pengene. På hjemvejen lykkedes det trællen, der kun var temmelig løst bunden, at få fat i en lanse, hvormed han dræbte en af ledsagerne. De andre førte ham så til Tours, hvor de underkastede ham forskellige pinsler og lemlæstede ham, og han var næsten ude af det, da de endelig lod ham hænge i en galge. Dengang opstod der også slemme borgerfejder i Touraine (hvad Gregor her fortæller i det følgende, er noget der nylig er sket, og som alle kender, hvorfor han udelader eller underforstår mange enkeltheder, som vi savner. »Afdøde Johannes« er øjensynlig en i hele Touraine kendt mand, men vi kender kun navnet fra Gregor. »En af dem, der fik indbydelse«, må efter sammenhængen være Austregisel, men hvorfor Gregor udtrykker sig sådan, ved vi ikke. Mange andre ting er dunkle, fordi Gregor har udeladt forudsætninger, der syntes ham selvfølgelige. Manthelan ligger i nærheden af Tours, og de mænd, der er tale om, er, som det efterhånden fremgår af fortællingen, godsejere i egnen, der er kommet sammen for at holde jul i året 585. På flere galliske kirkeforsamlinger, i Orléans 511, i Clermont 535, i Orléans 541 var det indskærpet alle godsejere og i det hele overklassen, at de ikke måtte tilbringe julefesten på deres gårde eller i deres hjem, men de skulle møde i stiftsbyen og fejre festen under bispens ledelse. Denne ordning synes dog efter skildringen her at dømme at være blevet ændret således, at man ikke behøvede netop at komme til stiftsbyen til bispen, men kunne fejre festen, hvor der var en præst Manthelan ligger ca. 30 km fra Tours). Sicharius, en søn af afdøde Johannes, fejrede herrens fødselsfest i Manthelan sammen med Austregisel og andre godsejere i syslet. Præsten i Manthelan sendte en tjener ud for at indbyde nogle af disse til samdrikke i præstens hus. En af dem, der fik indbydelse, var ryggesløs nok til at drage sit sværd og hugge til tjeneren, så han faldt død om. Da Sicharius, der plejede venskab med præsten, hørte, at præstens tjener var dræbt, tog han sine våben og ilede hen til kirken for der at vente på Austregisel. Austregisel havde fået nys herom og gik i fuld rustning imod ham. Nu blandede alle sig i sagen, og der vankede knubs og hug til begge sider. Sicharius så sit snit til at liste sig bort sammen med klerkene og flygtede til sin gård, idet han lod noget sølvtøj og nogle klæder og fire svende, der var sårede, tilbage i præstens bolig. Efter hans flugt brød Austregisel ind her, slog trællene ihjel og tog Sicharius' guld og sølv og andre ejendele med sig. Sicharius og Austregisel gav så møde for borgernes domstol, hvis udsagn gik ud på, at Austregisel, eftersom han var en manddraber og endda ikke blot havde slået svendene ihjel, men uden lov og dom havde ranet Sicharius' gods, var skyldig til lovens strengeste straf. Derefter aftalte de en retsdag, men da Sicharius nogle dage efter fik nys om, at det gods, Austregisel havde ranet, gemtes hos Auno og dennes søn og broder Eberulf, gav han aftalen en god dag, sluttede sig sammen med Audinus til en hel fejde og overfaldt dem ved nattetid. De brød ind i det hus, hvor de lå og sov, gav fader, broder og søn banesår, huggede trællene ned og bortførte hvad der var af gods og kvæg. Da dette kom os for øre, gik det os nær til hjerte, og efter aftale med greven skikkede vi dem [dvs. de to stridende familier] bud, at de skulle indfinde sig hos os for at få gjort forlig, så de kunne gå bort med fred, at deres tvistemål ikke skulle brede sig videre. Da de var mødt og borgernævnet var samlet, sagde jeg: »Hold nu inde med eders ufærd, at ondet ikke skal gribe om sig. Vi har allerede mistet flere af kirkens børn og må frygte for, at flere endnu skal gå os fra i denne strid. Vær fredsommelige. Den der har forbrudt sig skal i kærlighed give bøde, på det i kan være fredens børn, værdige til at annamme guds rige ved herrens hjælp. Thi således siger herren selv: salige de fredsommelige, thi de skal kaldes guds børn. Den, der bærer skylden, har ikke råd [til at udrede bøden], men han skal få de nødvendige løsepenge af kirken, blot intet menneskeliv går tabt.« Med disse ord bød jeg kirkens penge frem, men Chramnesinds parti, der havde en faders, en broders og en farbrors drab at føre klage over, ville ikke tage imod dem og gik deres vej. Sicharius gjorde sig rede til en rejse til kongen og tog derfor til Poitiers for at se til sin hustru. Da han her en dag stod og skældte en mand ud for driveri og gav sig til at prygle ham med sin stok, trak trællen en kniv af sit bælte og var fræk nok til at såre sin herre, som straks sank til jorden (dog ikke død). Hans venner ilede til, greb trællen, pryglede ham på det grufuldeste, huggede hænder og fødder af ham og dømte ham til galgen. I Tours fortalte rygtet, at Sicharius var død, og Chramnesind stævnede da sine frænder og venner til sig og drog til Poiliers. Her gav han sig til at plyndre Sicharius' bolig og slog en del af hans trælle ihjel, satte ild på alle de huse, Sicharius og de andre parthavere i godset ejede, og bortførte så meget kvæg og andet rørligt gods, han orkede. Så stævnede greven parterne til Tours, hvor hver især måtte føre sin sag. Dommerne kendte for ret, at den, som først havde nægtet forlig og derefter havde stukket ild på husene, skulle gå glip af halvdelen af den bod, der var blevet ham tildømt - dette skete imod loven, blot for at få dem til at holde fred -, men halvdelen af boden skulle Sicharius udrede. Kirken gav den fastsatte sum, sikkerhedsbrev blev udstedt, og forliget sluttedes, idet parterne gav hinanden ed, at den ene part aldrig nogensinde skulle mukke mod den anden. Og således endte trætten. (denne historie belyser stormændenes tøjlesløshed) og giver oplysning om rettergangen i Frankerriget. Følgende hovedpunkter i rettergangens udvikling vil forklare fortællingen. I den romerske kejsertid havde hvert syssel (civitas) sin særlige domstol og sine særlige dommere, men det var en »underret«, der i et og alt stod under den romerske statholders overret (højesteret). Kun statholderen kunne f.eks. idømme dødsstraf. Under merovingerne er det greven, der fungerer som tidligere den romerske statsholder, men den nævnte underret vedbliver at bestå. I den sag, der her er tale om, optræder greven i Tours slet ikke i begyndelsen, skønt han er i byen, men parterne møder for »borgernes domstol«. Der siges ikke, at de stævnes eller er nødt til at møde, de møder frivillig for disse borgere, der træder sammen uden tilsigelse af nogen øvrighed, som en slags voldgiftsnævn. Disse borgere er ikke hele borgerskabet, men byens og egnens ansete mænd. De hører nu på parterne, men da de ikke har ret til at idømme dødsstraf, afsiger de ikke nogen egenlig dom. Deres udsagn gik ud på at Austregisel »var skyldig i lovens strengeste straf« dvs. til døden, eftersom han var en manddraber osv., men det er som sagt ikke en egentlig dom, der fældes, eller som kan bringes til udøvelse. Den endelige afgørelse skal finde sted en senere retsdag og da med greven som dommer. I mellemtiden øves nye voldshandlinger, det truer med en hel stedlig fejde. Da træder bispen, vor Gregor, til. Kirken er med sine romerske traditioner fredens og ordenens værner, der overalt og altid søger at hindre blodsudgydelse. Da parterne imidlertid nu er indstævnede for grevens domstol, må bispen have grevens tilladelse til at skride ind og forsøge en fredelig ordning, derfor udtrykket: efter aftale med greven. Bispen kan ikke stævne parterne, kun opfordre dem til at komme, ejheller at sige nogen egentlig dom, kun henstille til dem at underkaste sig hans voldgift - ligesom det står parterne frit for, om de vil møde eller ej, underkaste sig hans voldgift eller ej (i dette tilfælde møder de, men underkaster sig ikke hans kendelse). Bispen vil hindre blodhævn og dødsstraf, men heller ikke greven ville i og for sig være nødt til at lade den eller de skyldige henrette. Ganske vist: straffen for mord, og for flere andre lovbrud, var døden, men greven kunne lade den krænkede part, om den dertil var villig, afgøre sagen ved at modtage bod af den skyldige part, hvis denne dertil var villig og evnede at udrede den. Ordnedes sagen ved bod, fik greven og kongen til deling 1/3 af boden, et forhold der var medvirkende til at indskrænke dødsstraffene, da greverne var interesserede i at tjene ved boden, medens dødsstraffen i og for sig intet indbragte dem. Hertil kom, at også den krænkede part kunne være fristet til at ønske bod fremfor fejde eller dødsstraf; boden var så høj, at mangen mand eller familie derved ville blive rig. Endelig kommer hertil kirkens stræben. Gregor nøjes ikke med at opfordre parterne til fred. Det var ofte så, at den skyldige part, selve morderen og de samansvarlige frænder, ikke evnede at udrede boden. Således også her. Sicharius har ikke råd, men bispen tilbyder den nødvendige sum (naturligvis er det underforstået, at Sicharius i størst mulig udstrækning bagefter skal holde kirken skadesløs). Chramnesind, der har mistet tre nærfrænder, kan ikke få over sit sind at tage mod bod (hvilket Gregor egentlig synes at finde ret rimeligt), og fejden går sin gang, indtil greven griber ind. Forholdet mellem grevens ret eller pligt til at gribe ind og den krænkedes fejderet er i det hele uklart og synes nærmest at bero på grevens skøn, forsåvidt da den krænkede part ikke kræver rettens hjælp. Nu er Chramuesind villig til at tage mod den halverede bod, der bydes ham, og senere i 9. bog., lader Sicharius ved et drikkelag Chramnesind høre, at han egentlig bør være ham meget taknemlig, fordi han i sin tid slog hans nærfrænder ihjel, thi da blev du (ved boden) en rig mand, medens du før var en fattig lus. Chramnesind mente ikke, han kunne lade dette sidde på sig; kom det ud, ville folk kalde ham en kujon og en nidding. Han slukkede lyset og kløvede hovedet på Sicharius)

Kong Gunthchramn drog i sit 24. kongeår (585) fra Chálon og kom til byen Nevers. Sagen var den, at han var indbudt til at komme til Paris og drage Chilperiks søn, som folk allerede kaldte Chlothachar, op af genfødelsens hellige bad. Fra Nevers drog han videre til Orléans. Her vandt han megen folkegunst, idet han efter indbydelser af borgerne gik rundt i deres huse og tog imod de festmåltider, man bød ham, og både modtog han mange gaver af borgerne og uddelte selv med gavmild hånd en mængde gaver. Da han kom til Orléans, var det just sankt Martins festdag, dvs. d. 4. juli (det er årsdagen for Martins basilikaens indvielse i Tours, medens årsdagen for helgenens død er d. 11. november. Sankt Martins dagene fejres altså også i Orléans), og en uhyre folkemængde strømmede ham imøde med klokker og faner og under afsyngelse af lovkvad til ham. Man kunne her høre syrere, latinere, ja selv jøder, hver i sit mål synge hans pris, og de råbte: »Leve kongen, og gid hans kongedømme må udstrækkes over folkeslagene og var i utallige år« (fra gammel tid var mange syriske købmænd og andre næringsdrivende bosatte i Vesten. I Paris og Orléans var der endnu i det 6. århundrede hele syriske menigheder. Arabernes erobring af Syrien i det 7. århundrede standser forbindelsen. Om de omtalte latinere er det usikkert om der menes romere (italienere) eller gallo-romaner. I modsætning til frankere, der jo ofte omtales som »barbarer«, men som ikke omtales her, og som altså skulle synes uvilligt stemte mod Gunthchramn. Det synes dog som om at der tænkes på italienere, dvs. fremmede, der nævnes jævnsides med de andre fremmede folk). Men jøderne, som også deltog i lovkvadene, sagde. »Alle folkeslag tilbede dig og bøje knæ for dig og være dig undergivne!« Følgen heraf blev imidlertid, at kongen efter messen, mens han sad ved gildebordet, sagde: » Jøderne er dog et ondt og troløst folk, de kan ikke leve uden at have svig i sinde. Se nu i dag. De tiljublede mig smiger og lovkvad og råbte til mig, at alle folkeslag skulle hylde mig som deres herre - naturligvis for at jeg af de offentlige midler skulle hjælpe dem til at få genopbygget deres synagoge, som de kristne har nedrevet. Men så sandt gud lever: det vil jeg aldrig gøre.« Se det kan man kalde en vis og skarpsindig konge. Han gennemskuede straks kætternes underfundighed, så det ikke lykkedes dem at fralokke ham, hvad de senere hen søgte at få ham til at love. Midt under gildet henvendte kongen sig til de tilstedeværende præster og sagde: »Jeg beder eder om imorgen at give mig eders velsignelse hjemme i mit hus, og gid eders indtræden må vorde mig til held og gid det må vorde mig til held, når jeg ydmygt bøjer mig under de velsignelsens ord, der da strømmer fra eder.« Så takkede han alle og hævede gildet, og vi brød alle op. Næste morgen gik kongen rundt til helgengravene for at holde bøn, og kom da også til vort opholdssted (Gregor er altså i Orléans). Det var i den hellige abbed Avitus' basilika dér i byen, om hvilken jeg har talt i Jærtegnsbogen (De hellige bekenderes mindebog). Jeg må indrømme, at jeg blev glad overrasket; jeg gik ham i møde, og efter at have nedbedet guds velsignelse over ham, udbad jeg mig den gunst af ham, at han i min bolig ville modtage sankt Martins viede brød (det kirkelige udtryk herfor betyder takkebøn i kirkesproget med det viede brød, den hellige nadver, der uddeltes til hele menigheden. I det 4. århundrede begyndte man i Orienten at erstatte den hellige nadver med stykker af viede og velsignede brød. Man brugte dertil brød, der ofredes af medlemmer af menigheden, men ikke var blevet udvalgt til nadverindvielse. Skikken blev ret tidlig almindelig i Gallien. På en synode i Nantes i 658 vedtoges, at præsten på alle søn- og helligdage skulle uddele forud indviede brød til alle, der ikke tog del i nadveren, og denne skik lever den dag i dag i Frankrig, dog indskrænket til de store festdage). Heri føjede han mig og trådte huldsaligt indenfor, tømte et bæger, indbød mig til gilde hos sig og skiltes så venligt fra mig. Dengang var biskop Berthchramn i Bordeaux og Palladius i Saintes i kongens højeste unåde, fordi de havde taget sig af Gundovald, som jeg foran har omtalt. Biskop Palladius havde yderligere vakt kongens vrede ved flere gange at have ført ham bag lyset. Kort tid forinden havde de begge måttet stå til regnskab for de andre bisper og for kongens bedste mænd for deres tilslutning til Gundovald, og fordi de på dennes mindste vink havde viet Fau. Stianus til biskop i Dax. Biskop Palladius tog imidlertid skylden for denne vielse på sig og sagde sin metropolit Berthchramn fri for ansvar ved følgende ytring: »Min metropolit var stærkt medtaget af øjenværk, og jeg blev mishandlet og ydmyget [af Gundovald] og mod min vilje ført til Dax. Jeg måtte i et og alt rette mig efter Gundovald, der hævdede, han skulle herske over hele Gallien.«. Da nu det kom kong Gunthchramn for øre, blev han så forbitret, at det var lige ved han ikke ville have budet dem til sit gildebord, skønt han ikke ved denne lejlighed endnu havde set dem. Da nu Berthchramn trådte ind i salen, spurgte kongen: »Hvem er han dér?«, for det var længe siden, han havde set ham. Der blev svaret: »Det er Berthchramn, bispen i Bordeaux.« Kongen henvendte sig nu til ham og sagde: »Du skal ret have tak for den måde, hvorpå du har holdt din troskab mod din slægt. For du burde dog vide, højtelskede fader, at du er min frænde på mødrene side (biskop Berthchramn var søn af den Ingetrude. Hun havde grundlagt et kloster i forgården til sankt Martins basilika i Tours. Efter ytringen her må hun altså være en slægtning af kong Gunthchramns moder Ingunde. Derfor kan Gundovald bruge hendes navn som sandhedsvidnesbyrd), og du burde ikke have ført denne fremmede nidding [Gundovald] ind over din slægt.« Efter at have ladet Berthchramn dette og andet lignende høre vendte kongen sig mod Palladius og sagde: »Heller ikke dig, biskop Palladius, er jeg videre megen tak skyldig. Du har nu tre gange løjet for mig - det er slemt at måtte sige det om en biskop - og sendt nidbreve ud om mig. Til mig sendte du breve, hvori du fremstillede din uskyld, men samtidig indbød du i andre breve min broder [til at drage mod Saintes] (i 576 sendte Chilperik sin søn Chlodovech til Saintes, der overgav sig til ham. Er det det, Gunthchramn sigter til? Palladius, der var af en fornem og rig slægt, var i hvert fald allerede da biskop; han deltog som sådan i et koncilium i Paris i 573). Men gud vil være dommer i min sag. Jeg har altid stræbt efter at øge eders ære som kirkens fædre, men i har altid mødt mig med svig.« Til bisperne Nicasius og Antistius (bisper i Angouléme og Agen) sagde han: »Sig mig en gang, hellige fædre, hvad har i udrettet til gavn for eders stifter eller for vort riges velfærd?« De sagde ikke et ord. Derpå vaskede kongen sine hænder, og efter at have modtaget bispernes velsignelse satte han sig glad til bords, som om han slet ikke havde talt om sine krænkelser. Omtrent midt under måltidet sagde kongen til mig, at han ønskede at høre min diakon synge - han havde dagen i forvejen ved messen fremsagt responsoriet. Da diakonen havde sunget, henvendte kongen sig igen til mig og bød mig opfordre alle de tilstedeværende bisper til at synge for ham hver især, under medvirkning af klerkene fra hans hofkapel. Jeg overbragte dem kongens bud, og enhver af dem sang da, så godt han kunne, sit responsorium for kongen. Medens fadene blev båret ind, sagde kongen: »Alt det sølvtøj, i her ser, har tilhørt den forræder Mummolus, men nu er det ved guds nådige hjælp kommet i mit eje. Femten fade af størrelse som det store, dér står, har jeg ladet indsmelte, og jeg har kun beholdt dette der og et til, der vejer 170 pund. Hvad skulle jeg vel med mere, end hvad jeg har daglig brug for? Jeg har jo desværre ingen anden søn end Childebert, og han har nok i de skatte, hans fader har efterladt ham, og i det, jeg allerede har ladet sende til ham af skurkens gods, som vi forefandt i Avignon. Alt det øvrige [af Mummolus' skatte] skal uddeles til de fattige og til kirkerne.« »Kun én ting beder jeg eder om, i herrer bisper, at i påkalder herrens barmhjertighed for min søn Childebert, for han er en forstandig og dygtig mand, og man må sikkert gå langt tilbage i tiden for at finde en så snild og foretagsom mand som ham. Og når nu gud i sin nåde gav ham Gallien, kunne der måske være håb om, at vor æt, som nu er meget svækket, igen kunne få vækst ved ham. Og at dette vil ske ved guds hjælp, det stoler jeg på, fordi det varsledes ved drengens fødsel. Thi på den hellige påskedag, da min broder Sigebert stod i kirken, og diakonen netop trådte frem med den hellige evangeliebog, kom der et bud til kongen, og diakonen, der oplæste evangelie-fortællingen, og budet fra kongsgården sagde i munden på hinanden: »En søn er født dig«, således at hele menigheden samtidig svarede på begge meldinger med udråbet: »Ære være den almægtige gud«. Og døbt blev drengen på den hellige pinsedag, og på herrens hellige fødselsdag blev han udråbt til konge. Så hvis i hjælper til med eders bøn, vil han med guds hjælp nok komme til at herske.« Da kongen havde sagt dette, brød de alle ud i bøn til herren, at han i sin barmhjertighed ville bevare begge konger. Kongen sagde yderligere: »Ganske vist stræber hans moder Brunechilde mig efter livet, men jeg ræddes ikke, thi herren, som har friet mig ud af mine fjenders hænder, skal også nok fri mig fra hendes rænker.« Han kom også med mange hårde ord mod biskop Theodor og svor på, at hvis han kom til synoden, skulle han igen blive forvist, »For jeg véd,« sagde han, »at han lod min broder Chilperik myrde for disse folks skyld (biskop Theodor i Marseille og hans forhold til Gundovald, er årsag til Gunthchramns had). Og vi må jo holdes for niddinger, om vi ikke i år når at få hans drab hævnet.« Jeg svarede hertil: »Nej, hvem andre har vel voldt Chilperiks død end hans egen ondskab og din bøn, thi han lagde mod al ret og billighed mange snarer for dig, og det var dét, der førte ham til død og undergang. Det kan jeg sige, fordi jeg har set det i et drømmesyn. Det forekom mig, at hans hoved alt var raget, og at han blev viet som til biskop; at han derefter blev sat på en bar stol, på hvilken der ikke var andet end noget sod, og at han så blev båret afsted, medens lamper og kerter lyste for ham.« Da jeg havde fortalt dette, sagde kongen: »Også jeg har set et syn, der varslede hans undergang. Han blev i lænker ført hen for mig af tre bisper. Den ene af dem var Tetricus, den anden Agricola, den tredje Nicetius i Lyon (Tetricus var biskop i Langres i 536-72; Agricola var biskop i Chalon ca. 540 - ca. 580; når der til Nicetius' navn tilføjes i Lyon, er det fordi der var en anden navnkundig biskop af samme navn, Nicetius i Trier. Den her omtalte Nicatius var biskop i Lyon 551-573 e.Kr.. Han var Gregors moders morbroder og er skildret i Fædrenes levnedsbog. De tre nævnte bisper er altså døde, og i deres hinsidige helgentilværelse har de dømmende og udøvende magt). De to sidstnævnte sagde: »Å, løs hans lænker og lad ham gå, nu da han har fået sin revselse.« Men biskop Tetricus svarede vredt: »På ingen måde. Han skal brændes i ild for sine ugerningers skyld.« Medens de nu således stod og talte frem og tilbage og ligesom trættedes indbyrdes, så jeg noget borte en kedel stå over en ild, og den var helt glødende. Og skønt jeg græd og bad, greb de den usalige Chilperik, sønderbrød hans ledemod og kastede ham derefter i kedlen, og i et øjeblik opløstes og smeltedes han således i det dampende vand, at der ikke blev det allermindste tilbage af ham.« Vi hørte med undren på denne kongens fortælling, og da måltidet var til ende, stod vi op. Næste dag (d. 6. juli 585) drog kongen på jagt. Da han kom tilbage, fremstillede jeg grev Garacharius af Bordeaux og Bladastes for ham. De havde jo, som jeg foran har fortalt, taget deres tilflugt til den hellige Martins basilika, fordi de havde sluttet sig Gundovald. Da jeg nu tidligere en gang havde bedt om nåde for dem, men uden at opnå noget, føjede jeg denne gang mine ord således: »O, konge, din stormægtighed høre på mig. Se, jeg kommer til dig i sendefærd fra min herre, og hvad skal jeg svare ham, der har sendt mig, hvis du ikke vil give mig noget svar?« Kongen svarede meget forbavset: »Hvem er din herre? Hvem er det, der har sendt dig?« Jeg svarede med et smil: »Den hellige Martin har sendt mig.« Så bød kongen mig føre de to mænd frem for ham. Men da de var kommet for hans åsyn, gav han sig til at skælde dem ud for deres troløse og mensvorne gerninger og gentog atter og atter skældsordet: rævepelse, men han tog dem dog atter til nå de og tilbagegav dem det gods, der var blevet dem frataget. Om søndagen (d. 8. juli 585) gik kongen hen i bispekirken for at se på messen. Vore brødre og medbisper havde overladt biskop Palladius at lede gudstjenesten. Da han nu begyndte med profetien, spurgte kongen, hvem det var [der sang], og da han fik at vide, at det var Palladius, der nu begyndte, udbrød han vredt: »Hvad for noget, skal denne oprørske og mensvorne mand nu forkynde de hellige ord? Jeg forlader straks kirken her, jeg vil ikke høre på min fjendes forkyndelse.« Bisperne blev meget ilde til mode ved tanken om en sådan ydmygelse af deres broder, og de sagde til kongen: »Jamen vi så ham jo deltage i måltidet hos dig, vi så dig jo modtage velsignelsen af hans hånd. Hvorfor vil kongen nu ikke vide af ham at sige? Hvis vi havde vidst, han var dig så meget imod, havde vi naturligvis overdraget en anden at forestå gudstjenesten. Nu må vi bede dig tillade, at han gør det. Har du noget at sige imod ham, så skal det senere blive afgjort efter kirkeretten.« Palladius havde imidlertid allerede sønderknust trukket sig tilbage til sakristiet; kongen bød nu, at han skulle kaldes tilbage, og han førte således den begyndte gudstjeneste til ende. Palladius og Berthchramn blev for anden gang indbudt til kongens bord, og her gav de sig til at skændes og pådutte hinanden ægteskabsbrud og skørlevned, ligesom de også lod hinanden høre, at de havde mensvoret sig. Det var der mange, der lo ad, men nogle havde dog bedre forstand og sørgede over, at djævlens ukrudt således frodigt bredte sig blandt herrens bisper. Så tog de afsked fra kongen, men stillede borgen og gidsler for, at de ville møde til synoden d. 23. oktober (i Mácon eller til synoden, der skulle være holdt i Troyes?). Der viste sig dengang jærtegn, nemlig stråler på den nordlige himmel, af samme slags som så ofte ellers. Man så et lyn fare hen over himlen, og man så bloster på træerne, skønt det var i juli måned. Derefter kom kongen til Paris, og her gav han sig til at snakke op til alle og enhver således: »Min broder Chilperik skal ved sin død have efterladt sig en søn. På moderens bøn henvendte hans opdragere sig til mig om ved herrens fødselsdagsfest at drage ham op af det hellige bad - men der kom ingen. Så bad de om, at dåben måtte finde sted ved den hellige påskefest, men heller ikke da kom de med barnet. Endelig bad de for tredje gang, om det måtte ske ved sankt Johannes festen, men barnet kom stadig ikke. Så var jeg jo nødt til i denne brændende hede at bryde op, og nu er jeg kommet hertil, men drengen skjules for mig, og jeg kan ikke få ham at se. Det kan derfor efter mit skøn ikke hænge rigtigt sammen, drengen er sikkert søn af en af vore mænd, for hvis han havde været af vor æt, var han dog sikkert blevet bragt til mig. Derfor skal i vide, at jeg ikke vil godkende drengen, med mindre jeg får pålidelige vidnesbyrd om hans herkomst« Da Fredegunde erfarede dette, samlede hun de fornemste mænd i sit rige og aflagde sammen med 3 bisper og 300 stormænd ed på, at drengen var avlet af kong Chilperik, og således fjernedes mistanken fra kongens sind (eden er næppe nogen egentlig retshandling her. Sønnen havde faderen, Chilperik, jo allerede vedkendt sig i 6. bog, så hans ægthed er dermed retslig set var fastslået. Det er chicaneri fra Gunthchramns side. Det er derfor uklart, hvilken formel betydning tallet 300 har her. Er det en sjældent forekommende form for tylvter ed ? eller er tallet vilkårligt? Det er jo heller ikke dronningens slægt, men hendes mænd. Man kunne da tænke sig, at det er det neustriske aristokrati, der står sammen med Fredegunde imod Gunthchramn). Da Gunthchramn jævnlig klagede over Merovechs og Chlodovechs død og [over at han] ikke vidste, hvor de var blevet smidt hen efter at være blevet dræbte (i 5. bog hentydes der til at Fredegunde står bag ved begges død), kom der en mand til kongen og sagde: »Hvis jeg ikke bagefter får utak derfor, skal jeg vise dig, hvor Chlodovechs lig ligger.» Kongen svor, at der intet ondt skulle ske ham, men at han tværtimod skulle få rigelig løn. Så sagde manden: »At jeg taler sandhed, konge, vil fremgå af sagen selv, således som den er gået for sig. Da Chlodovech var blevet dræbt, så blev han gravet ned ved et kapel, lige under tagdryppet; men dronningen var bange for, at han engang skulle blive fundet der og gravsat med ære og bød derfor, at han skulle kastes ud i Marne floden; dér fandt jeg ham, i et hul, jeg havde udgravet til at fange fisk i. Jeg vidste først ikke, hvem det kunne være, men det lange hår var mig et bevis på, at det måtte være Chlodovech; jeg tog ham da på mine skuldre og bar ham til et sted på flodbredden, hvor jeg jordede ham og lagde grønsvær over graven, så hans legeme er i behold, og du kan nu gøre, hvad du vil.« Da kongen havde hørt dette, lod han, som om han ville på jagt; han lod så graven åbne og fandt liget helt og uskadt; kun en del af håret, det der havde ligget nederst, var borte, men det øvrige hår og endog fletningerne var aldeles uskadt, og det var klart, at det var netop det lig, som kongen så ihærdigt søgte. Han lod stiftets biskop hidkalde og lod liget føre til sankt Vincentius' basilika (Saint Germain des Pres i Paris) og dér gravsætte; klerke og folk fulgte, og en utallig mængde kerter lyste over toget, og kongen begræd sine døde brodersønner ligeså heftigt som sine egne sønner, da han så dem begravne. Derefter sendte han biskop Pappolenus af Chartres ud for at finde Merovechs lig, og også dette lod han gravsætte ved siden af Chlodovechs grav.

En dørvogter sagde om en anden dørvogter: »Herre konge, han har fået penge for at forråde dig.« Så blev den dørvogter, der var tale om, grebet og pisket og pint på mange måder, men han røbede intet af det, hvorfor han blev forhørt, og mange talte dengang om, at det hele skyldtes avind og misundelse, fordi den dørvogter, der blev skyldt for den brøde, stod i høj gunst hos kongen (det er interessant at se, at selv ganske underordnede tjenestemænd, når det er kongens personlige tjenestemænd, kan blive midtpunkt for rænker, der har vidtstrakte virkninger, og indlemmes i historieskriverens persongalleri). Men Ansovald (han omtales som Fredegundes mand) må af en eller anden grund have følt sig utryg, for han forlod kongen, endog uden at sige farvel. Da kongen kom tilbage til Chalon, lod han Boantus, som altid havde været ham utro, nedhugge; han blev indesluttet i sit hus og dræbt af kongens mænd, og hans gods blev inddraget under statskassen. Kong Gunthchramn begyndte nu igen at efterstræbe biskop Theodor [i Marseille] med den største voldsomhed. Marseille var jo imidlertid atter kommet ind under kong Childeberts myndighed, og denne sendte derfor Ratharius derhen som hertug for at undersøge sagen. Men Ratharius skøttede kun dårligt den sag, kongen havde overdraget ham; han lod bispen indeslutte (næppe egentlig fængsle, men indeslutte i hans hus og chicanere til at drage til Gunthchramn. Overfor en biskop gik det ikke an at bruge ligefrem vold), forlangte borgensmænd af ham og sendte ham derefter til kong Gunthchramn, for at han kunne være tilstede ved den forestående synode i Mácon og dér få sin dom af bisperne. Men guds hævn udeblev ikke, den plejer jo at værne hans tjenere mod de glubske hunde. Da bispen forlod Marseille, gav Ratharius sig til at røve kirkens gods, tilegnede sig selv en del deraf og lod andet lægge under segl. Straks efter påkom der hans husstand en grum sot med feber og død til følge, og hans egen søn bukkede under for samme sot, og under megen jammer måtte han begrave ham i Marseilles forstad. Så slem var den plage, der kom over hans hus, at da han drog bort fra byen, mente folk, at han næppe ville nå tilbage til sit hjem. Biskop Theodorus blev holdt tilbage af kong Gunthchramn, men kongen gjorde ham intet ondt, for bispen var en mand af udmærket hellighed og vedholdende i bøn. Biskop Magnerik i Trier har fortalt mig følgende om ham: »Da han for nogle år siden blev ført til kong Childebert under så strengt opsyn, at han, når de kom til en stiftsby, hverken fik lov til at hilse på bispen eller nogen af borgerne, kom han også til Trier, men det meldtes bispen, at han allerede var gået ombord i et skib og var ved at sejle bort. Bispen tog sig det meget nær, men han skyndte sig afsted efter ham og fandt ham da også ved flodbredden. Han gav sig til at tale med vogterne om, hvad dog denne ugudelige hårdhed skulle gøre godt for, og hvorfor den ene broder ikke måtte få lov til at se den anden. Endelig fik han da lov til at se ham; han kyssede ham og gav ham nogle klæder, men måtte så gå. Han gik da hen i sankt Maximinus' basilika (Maximinus' var biskop i Trier ved midten af det 4. århundrede. Det var i hans bispetid, Athanasios blev forvist til Trier. Maximinus er derfor i klerketraditionen den ortodokse biskop, Athanasios s ven, arianernes fjende. Når han siger, at kvinden plages af »vildfarelsens ånd«, er det traditionstvang, der får ham til at bruge dette udtryk i stedet for, som længere henne: en ond and, eller djævlen el. lign) og knælede ved helgengraven, idet han mindedes hin ytring af apostlen Jacob: beder for hinanden, at i må blive frelste. Han lå længe og bad grædende, at gud dog ville forbarme sig og hjælpe hans broder, og gik så ud af basilikaen. Og se, en kvinde, der plagedes af vildfarelsens ånd, gav sig til at skrige op mod bispen og sige: din gamle keltring! Du som opsender bønner til herren for vor fjende Theodorus, medens vi hver evige dag søger at få ham jaget ud her fra, eftersom han hver dag puster til den ild, der brænder os. Og så kan du ikke holde op med at bede for ham! Du skulle hellere passe noget bedre på din kirkes gods, at ikke noget skal gå de fattige fra, end være så optaget af at bede for ham.« Og hun tilføjede: »Ve os, vi kan ikke få magt over ham.« Og skønt man jo ikke skal tro de onde ånder, så kom det dog frem, hvor ypperlig en biskop det var, som den onde ånd således jamrende skældte på. Men vi må nu tilbage til vort emne.

Kong Gunthchramn skikkede sendemænd til sin brodersøn Childebert, som da opholdt sig i byen Koblentz, således kaldet fordi floderne Mosel og Rhinen der flyder sammen og forenes. Det havde været en aftale, at bisperne fra begge riger skulle mødes i Troyes ) i Champagne (kirkemødet blev holdt i Mácon, men der har altså tidligere været tale om Troyes, men det passede ikke bisperne fra Childeberts rige. Gunthchramns sendemand, Felix, foreviste nu, efter at have hilst på Childebert, et brev fra Gunthchramn og sagde: »Din farbror spørger dig indtrængende, o konge, hvem der har fået dig til at fragå dit løfte, så at bisperne fra dit rige udebliver fra det kirkemøde, i dog begge havde fastsat. Skulde mon onde mennesker have sået tvedragtsæd imellem eder?« Da kong Childebert intet sagde hertil, svarede jeg: »Ja det er ikke så underligt, om man nu sår den onde sæd blandt folkene, eftersom den absolut ikke kan linde jordbund at slå rod i mellem de to konger. Der er jo ingen, som ikke ved, at kong Childebert ikke har nogen anden fader end sin farbror, og at kong Gunthchramn ikke vil have nogen anden søn end Childebert; det har vi jo hørt ham udtale netop i år. Gid da tvedragtsæden ikke må spire imellem dem, eftersom de begge skylder hinanden værn og kærlighed.« Derpå tog kong Childebert sendemanden Felix til side og rettede følgende bøn til ham: »Jeg beder min herre og fader ikke krænke biskop Theodorus, thi hvis han gør det, bliver der straks trætte imellem os, og spliden vil volde fjendskab, medens det er vor pligt at holde venskab og fred.« Efter at have fået besked også om andre ting drog sendemanden bort. Under vort ophold hos kongen i den nævnte borg blev vi holdt tilbage ved kongens bord lige til den mørke nat. Da bordet hævedes, brød vi op og gik ned til floden og fandt dér ved bredden et skib, der lå rede til os (Gregor og hans følge har under besøget hos Childebert ikke boet i borgen hos kongen, men på den anden side af floden. Han går ikke ombord for at sejle bort, eftersom han også næste dag er kongens gæst). Men samtidig med at vi gik ombord, trængte en mængde forskellige mennesker også ud på skibet, så det fyldtes både af mennesker og vand. Men guds kraft kom til hjælp ved et stort under, så skibet ikke sank, skønt det var fyldt lige til rælingen. Vi havde nemlig relikvier af sankt Martin og andre helgener hos os, og det var visselig deres kraft der frelste os. Skibet kom tilbage til bredden, hvorfra vi var gået ombord, og blev dér tømt både for mennesker og for vand; de fremmede fik ikke lov at gå om bord igen, og vi kom over uden videre uheld. Næste dag sagde vi kongen farvel og drog bort.

Vi drog så videre og kom til borgen Yvois (Carignan). Der traf vi diakonen Vulfilaik, som førte os til sit kloster, hvor vi fik en venlig modtagelse. Dette kloster ligger omtrent 8 mil (dvs. ca. 12 km.) Fra den før omtalte borg, oppe på toppen af et bjerg. På dette bjerg byggede Vulfilaik en stor basilika og udstyrede den med relikvier af sankt Martin og andre helgener. Mens vi dvælede dér, gav vi os til at trænge ind på ham for at få ham til at fortælle os noget om den lykke, han vandt ved at vælge et helligt liv, og hvorledes han var blevet klerk, thi han var af byrd en longobarder. Men det var ikke muligt at få ham til at fortælle derom, idet han ikke for nogen pris ville pådrage sig skyld for tom ordbram. Jeg bad og bønfaldt ham ved alt hvad helligt var og lovede forud, at jeg ikke skulle sige til nogen, hvad han fortalte mig (den sidste ytring røber, at Gregor her retter sig efter en litterær skabelon og ikke efter virkeligheden. Det falder ham slet ikke ind, at man med rette kunne skylde ham for svig og løftebrud, thi en sådan vending om helgenens vægring og forfatterens tavshedsløfte var en hyppig brugt stilistisk finesse. Sulpicius Severus' skrifter om sankt Martin har givet Gregor forbilleder både til denne og andre enkeltheder i fortællingen om Vulfilaik); jeg bad ham endelig ikke lægge skjul på noget af det, jeg udspurgte ham om. Han vægrede sig længe, men måtte til sidst give efter for mine indtrængende bønner og fortalte da følgende: »Allerede da jeg var en lille dreng, hørte jeg tale om sankt Martin, men jeg vidste ikke, om han var en martyr eller en bekender, ej heller hvad godt han havde gjort her i verden, eller hvilket sted der havde nydt den ære at få hans hellige legeme i gemme. Jeg deltog i vågenætterne til hans ære, og når jeg fik penge mellem hænderne, så brugte jeg dem til almisser. Da jeg blev lidt ældre, lagde jeg mig efter at lære bogstaver; jeg kunne skrive dem, før jeg vidste, hvorledes de skrevne bogstaver skulle sættes sammen. Senere sluttede jeg mig til abbed Aredins og blev oplært af ham, og så besøgte jeg sankt Martins basilika. Da jeg sammen med Aredius gik tilbage, medtog han, for den velsignelses skyld, der lå i det, en lille smule af støvet fra den hellige grav. Det lagde han i en lille æske, som han hængte mig om halsen. Da vi så var kommet til hans kloster ved Limoges, tog han æsken for at lægge den i sit bedehus. Støvet havde da taget så meget til, at det ikke blot fyldte hele æsken, men dryssede ud mellem æskens sammenføjninger, hvor det blot kunne slippe igennem. Dette jærtegn bragte min sjæl i glød, så jeg nu satte al min lid til sankt Martins kraft. Derefter drog jeg til. Trier egnen og byggede med mine egne hænder på det bjerg, i står på, den lille bolig, i her ser. Her fandt jeg imidlertid et Diana billede, som egnens hedninger tilbad som gud. Jeg byggede også en søjle (denne askeseform, der kendes fra østerlandske asketers liv, særlig den hellige Simeon ved Antiochia, kendes ellers ikke i Vesten), på hvilken jeg stadig opholdt mig under store smerter og med bare fødder. Når vinteren kom, sved iskulden i mig, og mange gange frøs neglene af mine tæer, og i mit skæg hang istapper så store som kirkelys, thi egnen her har ord for ofte at have en slem vinter.« Vi spurgte ham så ivrigt ud om, hvad han spiste og drak, og om hvorledes han havde fået væltet billedstøtterne på bjerget, og han sagde: »Min mad og drikke var en smule brød og kål og lidt vand. Og [hvad angår billedstøtten, så skal i vide, at] da en mængde mennesker fra de omliggende gårde strømmede til, talte jeg atter og atter til dem om, at Diana var intet, at billedstøtten var intet, og at det de troede at udrette ved deres afgudsdyrkelse var intet; også de kvad, de skrålede, mens de sad og drak og øvede alskens udyd, var usømmelige; nej, de skulle hellere yde lovsangens offer til den almægtige gud, der gjorde himlen og jorden. Jeg bad også atter og atter herren sørge for, at billedstøtten måtte blive ødelagt og folket derved revet ud af sin vildfarelse. Den miskunnelige gud bøjede bondesindet, og de lånte min munds ord øre, så de vendte sig fra afgudsbillederne og gik efter herren. Jeg kaldte da nogle af dem sammen for ved deres hjælp at vælte den vældige billedstøtte; den havde jeg ikke ved egne kræfter kunnet rokke, medens jeg derimod selv havde sønderbrudt de andre småbilleder, som det var lettere at få bugt med. Der samledes da en stor hob mennesker ved denne Diana statue; de lagde reb om den og gav sig til at trække, men deres møje var spildt. Jeg løb så ind i basilikaen, kastede mig på knæ og bad grædende gud om hjælp, om med sin guddomskraft at slå den statue til jorden, som al menneskelig flid og møje ikke evnede at vælte. Da jeg havde bedt, gik jeg ud og hen til arbejderne. Vi tog igen fat i rebet, og straks ved vort første træk styrtede billedet til jorden; jeg gav mig til at slå løs på det med en økse og slog det i små stykker. Men på samme tid opdagede jeg, da jeg gik ind at spise, at hele min krop fra isse til fodsål var oversået med bylder i den grad, at det var umuligt at finde et byldefrit sted så stort, at man kunne sætte en finger der. Jeg gik da alene ind i basilikaen og klædte mig af foran det hellige alter. Dér havde jeg nemlig stående en krukke fuld af olie, som jeg havde taget med fra sankt Martins basilika. Med egne hænder overgned jeg alle mine lemmer med denne olie og lagde mig straks efter til at sove. Ved midnat vågnede jeg, og da jeg så stod op for at forrette den sædvanlige gudstjeneste, så jeg, at hele mit legeme var så rent, som om der aldrig havde været en byld på det, og jeg indså, at det målte være den træske fjende, der havde sendt mig dem. Nå, han er jo altid fuld af nag og stræber at skade dem, der søger gud - så kom der da nogle bisper til mig, og de burde jo have opmuntret mig til at fuldbyrde, hvad jeg så forstandigt havde begyndt (dermed menes øjensynlig hans liv på søjlen), men de sagde til mig: »Du er ikke på den rette vej, og en simpel mand som du kan ikke stilles ved siden af Simon i Antiochia, der levede på en søjle, og for resten er klimaet her også for barskt til, at du kan udholde slig selvpinsel. Gå du hellere ned og bo sammen med de brødre, du har samlet om dig.« Jeg tilstår, at da jeg hørte disse ord, gik jeg ned, thi det regnes jo for en brøde at være ulydig mod bisper, og jeg gik med dem og spiste med dem. Så en dag lod bispen mig kalde til en gård, der lå temmelig langt borte, og sendte [mens jeg var borte] arbejdere hen med skovle, hamre og økser; de brød min søjle ned, og da jeg næste dag kom tilbage, fandt jeg alt ødelagt. Jeg brast i en voldsom gråd, men jeg kunne jo ikke give mig til at opbygge, hvad de havde nedbrudt, for ikke at blive skyldt for at gå imod bispernes bud, og fra den tid lever jeg tilfreds sammen med brødrene dér hvor jeg nu bor.« Jeg bad ham nu om at skildre mig en eller anden af de kraftgerninger, sankt Martin havde øvet der på stedet. Han fortalte da følgende: «En franker, der hørte til de højbyrdigste af sin stamme, havde en søn, der var døvstum. Hans forældre førte ham herhen i basilikaen, og jeg bad ham lægge sig til hvile i selve det hellige tempel sammen med min diakon og en anden kirketjener. Om dagen var han optaget af bøn, men om natten sov han, som sagt, i selve kirken. Gud ynkedes over ham; jeg så i et syn den hellige Martin, der sagde til mig: »Jag lammet ud af kirken, for det er blevet rask.« Mens jeg lå og tænkte over, hvad den drøm gik ud på, kom, da det gryede ad dag, drengen hen til mig, gav sig til at tale og takke gud, vendte sig til mig og sagde: »Jeg takker den almægtige gud, for han har gengivet mig både mæle og hørelse.« Han var helbredt fra dette øjeblik og gik nu til sit hjem. En anden mand, der jævnlig havde stjålet og gjort andre skamstykker, men som plejede at sværge sig fra det, når han endelig af en eller anden blev sigtet for tyveri, sagde en dag: »Nu vil jeg gå hen i sankt Martins basilika, og der vil jeg rense mig ved ed, så bliver jeg frikendt.« Da han gik ind i basilikaen, gled hans økse ud af hans hånd, og han styrtede over mod døren og følte en voldsom pine i hjertet. Staklen tilstod med egne ord, hvad han var kommet for at sværge sig fri for med falske eder. På lignende måde var der en anden mand, der sagde, engang han var sigtet for at have sat ild på sin nabos hus: »Jeg vil gå hen i sankt Martins tempel, og dér vil jeg aflægge ed, og så vil jeg gå bort, renset fra denne sigtelse.« Det var nu aldeles sikkert, at han virkelig havde brændt dette hus af, og da han så kom for at aflægge ed, gik jeg hen til ham og sagde: »Efter hvad dine naboer påstår, kan du ikke være uskyldig i denne ugerning. Men gud er overalt, og den guddomskraft, folk tror kun er indvortes, den er også udvortes. Dog, hvis du er tåbelig nok til at stole på, at gud og hans helgener ikke tager hævn over menedere, nu vel, så ligger det hellige tempel dér, sværg du så, som det lyster dig, du vil ikke få lov til at gå over den hellige tærskel.« Men han løftede sine hænder og sagde: »Ved den almægtige gud og ved hans hellige biskop Martins kraft, jeg sværger, at jeg ikke er skyld i denne ildebrand.« Da han havde svoret den ed og ville gå sin vej, så vi ham ligesom omgivet af ild. Han styrtede øjeblikkelig til jorden og gav sig til at skrige, at han blev pint og brændt af den hellige biskop. Staklen sagde: »Gud er mit vidne, jeg har set ild falde ned fra himlen, den flammer omkring mig, og den voldsomme røg svier mig.« Og som han sagde dette, udgav han ånden. Denne tildragelse var et vidnesbyrd for mange om ikke at driste sig til i fremtiden at mensværge sig på dette sted.« Diakonen fortalte om mange andre af den slags kraftgerninger, men jeg tror, det er for vidtløftigt at gengive dem. Mens vi dvælede dér, så vi to nætter tegn på himlen: på nordhimlen stråler så klart lysende, så vi aldrig tidligere havde set magen, og både på øst og vesthimlen blodskyer. Den tredje nat viste strålerne sig igen, omkring den anden time (ikke »kl. 02 om natten«, men et par timer efter mørkets frembrud), og mens vi stod og så på dem med undren og skræk, skød andre stråler af samme slags frem fra alle fire verdenshjørner, og vi så hele himlen dækkes af dem. Midt på himlen var der en strålende sky, i hvilken strålerne samlede sig som til et telt: forneden begyndende med bredere strålebundter, som smallere og smallere opad foroven samles ligesom i en hætte. Midt iblandt strålerne var der også andre skyer, fra hvilke der gik vældige glimt, ligesom lyn. Dette tegn indjog os megen frygt, thi vi ventede, at en eller anden plage skulle komme over os fra himlen.

Kong Ghildebert sendte en hær til Italien, fordi sendemænd fra kejseren [i Konstantinopel] krævede det guld tilbage, som kejseren et tidligere år havde givet ham (for at jage longobarderne ud af Italien). Der gik det rygte, at hans søster Ingunde allerede var ført til Konstantinopel (der menes vel, at Ingunde skulle være en slags gidsel for kejserens krav. Som det fremgår kom hun ikke til Konstantinopel, men døde i Afrika). Men førerne på togtet kævledes indbyrdes, og de vendte tilbage uden at have udrettet det mindste. Hertug Wintris [i Champagne] blev nu jaget bort af egnens folk og mistede sin hertugdom, og han ville også have mistet livet, hvis han ikke havde søgt frelse i flugten. Senere hen, da folket var kommet i ro, fik han dog sin hertugdom igen (greven er kongens normale repræsentant, og greven har sit grevskab, men et hertugdømme er ikke som et grevskab et bestemt område. Hertugen får myndighed over et eller flere grevskaber; hans stilling er en personlig stilling, hans magtområde kan ændres, udvides og indskrænkes, gives på kortere eller længere tid, og der er ikke hertuger overalt. Hertugen er fornemmere end greven. Nicetius bliver senere Childeberts statholder i Provence og får titlen patricius. Eulalius omtales oftere som greve i Clermont (Auvergne). Nicetius var blevet afsat som greve i Clermont, idet Eulalius var blevet sendt dertil som hans afløser. Han bad da kongen om hertugdom og gav umådelige gaver derfor, og på den måde blev han indsat som hertug i Clermont, Rodez og Uzés. Han var endnu en meget ung mand, men han var snarrådig og skaffede ro i Auvergne og de andre egne, der stod under ham. Sakseren Childerik havde vakt kong Gunthchramns vrede af samme grund som den der, som vi ovenfor har fortalt, havde bragt andre til at søge sikkerhed, og han søgte hen i sankt Martins basilika, medens hans hustru måtte blive tilbage i kongens rige. Hende havde kongen strengelig forbudt at prøve på at få sin mand at se, før han havde genvundet kongens gunst; men vi sendte den ene gang efter den anden sendefærd til kongen for Childeriks skyld og fik da endelig også sat igennem, at han måtte komme sammen med sin hustru og få lov til at bo på denne side af Loire (dvs. i Gregors bispedømme. Det er formentlig i tillid til Gregor og af agtelse for ham, Gunthchramn giver tilladelsen. Sakseren lønnede imidlertid Gregor og Gunthchramn med utak, og ved omtalen af hans død, dømmer Gregor ham da også med hårde ord), dog således, at han ikke måtte gå over til kong Childebert. Men han sneg sig alligevel til at gå over til ham, da han havde fået lov til at få sin kone igen, og blev udnævnt til hertug i de grevskaber hinsides Garonne, som stod under Childeberts myndighed. Kong Gunthchramn ville styre i sin brodersøn Chlothachars, Chilperiks søns rige og satte derfor Theodulf til greve i Angers. Han blev også indført i byen, men borgerne og især Domegisel jog ham ud igen med spot og skam. Han søgte så kongens hjælp, fik igen embedet, blev indført af hertug Sigulf og kom nu til at styre grevskabet. Gundovald søgte Meaux grevskabet på bekostning af Werpin; han drog ind i byen og begyndte at styre sit embede. Men medens han foretog det embedsmæssige omridt om grevskabet, blev han dræbt i en gård af Werpin. Hans frænder flokkedes imidlertid sammen og gik imod Werpin, hvem de indesluttede i husets badstue og der slog ihjel. Således gik begge ved døden glip af grevskabet.

Abbed Dagulf blev ofte ilde omtalt for sit slette levned. Han øvede ikke blot flere gange røveri og drab, men han var også en udsvævende horekarl. Engang fik han attrå til sin nabos hustru og plejede også omgang med hende. Han søgte forskellige lejligheder til at få horkvindens mand, der boede på klostrets jord, ryddet af vejen, og tilsidst lod han ham vide og svor på det, at hvis han kom sin kone for nær, skulle det gå ham ilde. Han forlod så sit hus, og ved nattetid kom Dagulf, fulgt af en klerk, og gik ind i den liderlige kones hus. Der sad de længe og drak og blev fulde og smed sig begge på samme leje. Mens de sov, kom manden, stak ild i halmen og slog konen og abbeden ihjel med en økse. Gid den sag må være et vidnesbyrd for klerke, at de ikke imod kirkeretten plejer samliv med fremmede kvinder, hvad både kirkens love og alle hellige skrifter forbyder, med undtagelse af sådanne kvinder som det ikke kan lægges nogen til last at omgås (allerede Nikæa konciliet 325 fastslår i § 3, at klerke kun må have moder, søster eller tante om sig, dog med den videre tilføjelse: eller i hvert fald kun sådanne kvinder, der absolut ikke kan volde mistanke. På de galliske synoder i det 6. århundrede behandles sagen atter og atter og afgøres i overensstemmelse med Nikæa konciliet. På kirkemødet i Orléans 535 nævnes: bedstemoder, moder, søster og søskendedatter). Så kom imidlertid den dag, der var aftalt til kirkemøde, og bisperne kom efter kong Gunthcliramns bud sammen i Mácon (måske d. 23. oktober 585. Kirkemødets vedtægter er bevarede. De drejer sig alle om tilsvarende vedtægter om almindelige bestemmelser og forholdsregler vedrørende kirke og klerketugt, kirkelære, gudstjeneste, livsførelse og lignende, og intet deraf falder sammen med, hvad Gregor fortæller. Der er intet mærkeligt heri, thi krønikeskriveren har naturligvis ikke den opgave at meddele nogle almindelige bestemmelser, der for en stor del gentages på kirkemøde efter kirkemøde. Han fortæller bestemte enkeltheder om personer og forhold, ting som synes ham interessante eller pikante, og selv om beretningen og diskussionen om kvindens menneskelighed ikke forekommer os meget interessant i sig selv, har den interesse som tidsbillede; den fortæller os noget om, hvad de ærværdige herrer fordriver tiden med, når de er kede eller trætte af at tale om, hvad der skal stå i vedtægterne). Faustianus, der var blevet indsat til biskop i Dax efter Gundovalds bud, blev afsat, dog på det vilkår, at Berthchramn og Orestes og Palladius, der havde viet ham, afvekslende skulle underholde ham og yde ham 100 guldstykker årlig. Nicetius, der var lægmand og som allerede af kong Chilperik havde fået brev på embedet, opnåede nu at blive biskop i Dax. Biskop Ursicinus af Cahors blev lyst i ban, da han offentlig vedgik at have støttet Gundovald. Det blev vedtaget, og han gik ind på, at han skulle gøre bod i tre år og i den tid hverken klippe sit hår eller sit skæg, hverken nyde vin eller kød, ikke holde messe, ikke vi klerke, ikke indvi kirker eller den hellige olie og ikke uddele viet brød, men kirkens tarv skulle iøvrigt skøttes efter hans bestemmelser som sædvanligt. På denne synode stod en af bisperne frem og sagde, at en kvinde ikke kunne kaldes et menneske. Han lod sig dog tale til rette af de øvrige bisper, for der står jo i det gamle testamentes hellige bog, lige i begyndelsen, hvor gud skaber mennesket: han skabte dem til mand og kvinde og kaldte dem med navnet Adam, det er: jordmennesket, og ved at kalde både manden og kvinden således, kaldte han dem begge menneske. Vor herre jesus kristus kaldes også menneskets søn, fordi han er jomfruens, det er: en kvindes søn - han sagde jo til hende, dengang han skulle til at gøre vand til vin: kvinde, hvad kommer det mig og dig ved osv.. Der blev også anført mange andre vidnesbyrd, hvorved denne sag blev klaret og afgjort. Biskop Prætextatus i Rouen oplæste for de andre bisper de bønner, som han havde udarbejdet, mens han var forvist Nogle syntes godt om dem, men andre dadlede dem, fordi han slet ikke havde fulgt kunstens regler. Dog var stilen jævnlig både kirkelig og forstandig. Der opstod at stort slagsmål mellem biskop Priscus´ (biskop i Lyon. I 4. bog er givet en ualmindelig kraftig smædeskildring af denne biskop, der var fjendsk mod sin forgænger, den hellige Nicetius, Gregors frænde) og hertug Leudegisels folk, men Priscus betalte en stor sum penge for at købe fred. I de dage blev kong Gunthchramn meget syg, så adskillige troede, han ikke ville komme over det. Jeg tror nok, det var gud, der i sin visdom voldte det, for kongen havde i sinde at forvise mange bisper (formodentlig dem, der havde sluttet sig til Gundovald). Biskop Theodorus (af Marseille) vendte tilbage til sit stift til glæde for alt folket, som modtog ham med jubel. Medens denne synode blev holdt, havde kong Childebert på gården Beslingen, der ligger midt i Ardennerskoven, en sammenkomst med sine stormænd. Her klagede dronning Brunechilde for alle stormændene over, at hendes datter Ingunde endnu holdtes tilbage i Afrika, men hun fik kun ringe trøst. Dengang kom der en sag op mod [hertug] Gunthchramn Boso. Kort tid i forvejen var en nær frænke af hans hustru død barnløs. Hun blev gravsat med mange smykker og meget guld i en basilika i Metz. Få dage efter indtraf den hellige Remigius´ fest (biskop i Reims, han døbte Chlodovech i 496 helgendag d. 1. oktober), der fejres i begyndelsen af oktober, og mange af borgerne, og da især de fornemste mænd tilligemed hertugen, gik sammen med bispen ud af byen (Remigius basilikaen i Metz lå altså udenfor bymuren). Imens kom Gunthchramn Bosos svende til den basilika, i hvilken kvinden havde sin grav. De gik ind, lukkede dørene efter sig, åbnede graven og røvede alle de smykker, de kunne finde på liget. Munkene ved basilikaen anede imidlertid uråd og gik til døren, men blev ikke indladt. De meldte så sagen til deres biskop og til hertugen. Svendene var imidlertid, da de havde taget for sig af smykkerne, steget til hest og satte afsted. Men de blev bange for, at de skulle blive grebne undervejs og så komme til at lide alle mulige pinsler og vendte derfor tilbage til basilikaen. Her lagde de tingene på altret og turde ikke gå ud af kirken (så længe de var i kirken, kunne ingen gøre dem noget); de råbte og sagde: »Vi blev sendte hid af Gunthchramn Boso.« På det møde på den omtalte gård [Beslingen], som kong Childebert holdt med sine stormænd, blev Gunthchramn Boso udspurgt om denne sag, men han undveg svar og flygtede hemmelig bort. Så blev alt det gods i Auvergne, han havde fået af krongodset, ham frataget, og han måtte også med skamme opgive, hvad gods han med vold havde røvet fra forskellige mennesker (efter den saliske lov er den, der røver fra et lig i graven, fredløs, indtil han har udsonet sig med den dødes frænder, og disse går i forbøn for ham. Trælle - og de her omtalte svende er vistnok trælle - straffes dog ikke på den måde, men må bøde med kroppen).

I det år [585] døde biskop Laban i Eauze. Hans efterfølger blev Desiderius, der var lægmand - og det til trods for, at kongen havde lovet og svoret, at han aldrig ville indsætte en lægmand til biskop. Men hvilken magt har ikke den usæle guldhunger over menneskenes hjerter? (lige foran er der tale om en anden lægmand, der bliver biskop. Gregor nævner rundt om i sin krønike mangfoldige lægmænd, oftest tidligere grever, der bliver bisper, og Gregor taler jævnlig om de gaver, der bydes kongen af den, der søger udnævnelse, og hans ord om guldhunger sigter vel til, at Desiderius har givet kongen store gaver). Berthchramn (bispen i Bordeaux) faldt efter tilbagekomsten fra synoden i en stærk feber. Han sendte bud efter diakonen Waldo, der også i dåben havde fået navnet Berthchramn, og overlod ham bispemyndigheden (hermed menes ikke en formelig udnævnelse til biskop, da den døende ingen myndighed havde hertil. Men den syge biskop, der véd, at han ligger for døden, overdrager sin diakon at fungere midlertidig og udpeger ham derved som den, han ønsker at få til efterfølger. Diakonen mangler »folkets valg« og kongens godkendelse, og derfor bliver han ikke biskop. At kong Gunthchramn ikke havde nogen særlig grund til at føje biskop Berthchramn fremgår jo iøvrigt af mange enkeltheder i det foregående); tillige overdrog han ham at fuldbyrde alt vedrørende hans testamente og dem han ville tage sig af (dvs. de personer udenfor slægten, som ønskes betænkte, ofte trælle, der skal frigives). Efter Waldos bortgang udgav bispen ånden. Diakonen kom så tilbage og drog derefter med gaver og med valgbrev fra borgerne skyndsomst til kongen. Men han udrettede intet hos kongen, thi denne udfærdigede befaling til at vi greven i Saintes, Gundegisel med tilnavnet Dodo, til biskop, og således skete det. Mange af klerkene i Saintes havde før synoden i forståelse med biskop Berthchramn skrevet krænkende smædeskrifter imod deres biskop, Palladius (når Saintes klerkene tør gå imod deres biskop og holde med Berthchramn, er det fordi denne er ikke blot almindelig biskop, men metropolit, og som sådan og på grund af sin by^rrd og rigdom kan dække dem). Men efter Berthchramns død lod Palladius dem gribe og piske og fratog dem deres klædedragt (hvorved han formodentlig også berøver dem deres klerkestilling). Ved denne tid døde også kong Childeberts opdrager Wandelen. Der blev ingen indsat i hans sted, idet dronningemoderen [Brunechilde] selv ville tage sig af sin søn. Alt hvad Wandelen havde fået af krongodset blev inddraget. Ved samme tid døde også hertug Bodegisel, mæt af dage, men af hans gods blev intet forholdt hans børn. I stedet for biskop Faustus i Auch kom præsten Saius. Efter den hellige Salvius' død i dette samme år [585] fik albigenserne Desideratus til biskop. Det år kom der store regnskyl, og floderne svulmede op, så der ofte skete skibbrud; de gik over deres bredder og voldte megen skade. Forårs og sommermånederne var så fugtige, at man snarere kunne tro sig i vintertid end i sommertid. To øer i havet blev det år på overnaturlig måde opbrændte af en ild, som i 7 dage fortærede og ødelagde alt, også mennesker og kvæg. De der flygtede til havet og styrtede sig ud i bølgerne, satte livet til ude i vandet, og de der ikke straks udgav ånden brændte ihjel under store lidelser. Da alt var lagt i aske, blev alt oversvømmet. Mange ymtede om, at de tegn, vi, som ovenfor omtalt, så i oktober, da det så ud, som om himlen var i brand, hidrørte fra skæret af denne brand. På en anden ø, der ligger i nærheden af Vannes, var der en stor fiskerig sø, som i en alens dybde forvandledes til blod. I mange dage flokkedes der en utallig mængde hunde og fugle og slikkede blodet i sig og forsvandt så, mætte, ved aftentide.

Tours og poitiersfolkene fik Ennodius til hertug. Berulf, der før havde stået i spidsen for dem, havde nemlig sammen med sin fælle Arnegisel vakt kongens mistanke for kong Sigeberts skattes skyld, som han hemmelig havde bortført. Da han nu søgte at tilrive sig hertugdømmet over de to grevskaber, blev han og hans fælle ved en list af hertug Rauching lokket i en fælde, og der blev så straks sendt svende afsted hen i deres hus; dette blev udplyndret; meget af hvad der fandtes var deres ejendom, men en del hørte til Sigeberts skatte. Alt blev bragt til kong Childebert. Hvad de to mænd selv angår, så svævede sværdet over deres nakke, men bisperne lagde sig imellem, og de slap med livet, men de fik intet af det tilbage, der var blevet taget fra dem. Hertug Desiderius (Desiderius havde sluttet sig til Gundovald, men dog atter forladt ham) drog til kong Gunthchramn sammen med nogle bisper samt Antestius og abbed Aredius. Kongen var meget uvillig til at tage imod ham, men han lod sig overtale af bisperne og tog ham til nåde. Derhen kom også Eulalius i den hensigt at føre klage over, at hans kone havde forsmået ham og var gået til Desiderius, men han blev mødt med latter og spot, så han måtte holde sin mund (Eulalius var greve i Tours, og om hans og Desiderius' forhold til hans kone, Tetradia, fortæller Gregor i 10. bog). Desiderius fik gaver af kongen og drog bort i nåde. Som vi flere gange har omtalt, var Ingunde af sin mand blevet ladt tilbage ved kejserens hær, og det var meningen, at hun og hendes lille søn skulle føres til kejseren i Konstantinopel. Men hun døde i Afrika og blev begravet der. Leuvichild lod sin søn Hermenechild, Ingundes mand, dræbe. Af disse grunde blev kong Gunthchramn vred og ville sende en hær til Spanien, og den skulle først bringe Septimanien som jo ligger indenfor den galliske grænse, i hans magt, og derefter rykke videre frem (Septimanien, det navn hidrører måske fra navnet på den 7de romerske legion, hvis veteraner på Cæsars tid grundlagde en koloni her, og er en del af det landskab, der senere kaldes Languedoc i det sydøstlige Frankrig, vest for Rhone, men omfanget lader sig ikke nærmere bestemme. Carcassonne og Nimes lå i Septimanien). Under opbudet af denne hær fandt man hos nogle almuesfolk en skrivelse, som også kom kong Gunthchramn ihænde. Den var affattet som et brev fra Leuvichild til Fredegunde om ved alle midler at hindre togtet: »Få i en fart vore fjender, Childebert og hans moder, ryddet af vejen, slut fred med kong Gunthchramn, selvom det skal koste mange penge, og skulle i ikke have penge nok, så skal vi i al hemmelighed sende jer så mange, at i kan udrette, hvad vi beder jer om. Når vi har fået hævn over vore fjender, så skal i give biskop Amelius (biskop i Bigorre, der som Galsuindes morgengave var kommet ind under Chilperik. Ved forliget i Andelot kom det under Gunthchramn. Bladastes var hertug i Aquitanien) og kvinden Leuba rigelige gaver, for det er dem, der skaffer vore sendebud adgang til eder.« Leuba er hertug Bladastes' gudmoder. Og skønt kong Gunthchramn fik dette at vide, og det også blev meddelt hans brodersøn Childebert, lod Fredegunde dog gøre to knive af jern, og de skulle forsynes med dybe rifler og indgnides med gift, så at hvis dødsstødet ikke overskår livsnerverne, skulle i hvert fald forgiftningen hurtig tage livet af vedkommende. Knivene gav hun to klerke med denne besked: »Her har i disse knive; skynd jer nu til kong Childebert og lad som i var tiggere. Når i så kaster jer for hans fødder som for at bede om en gave, så skal i gennembore ham fra begge sider. Når han falder, så styrter også Brunechilde; hun er så vigtig, fordi hun har ham, men nu må hun neje sig for evig. Skulle borgen blive så omhyggelig vogtet, at i ikke kan komme til ham, så slå hende ihjel, den mær. Lønnen for eders arbejde skal være den, at hvis den gerning koster jer livet, skal jeg sørge rundelig for eders slægt, mine gaver skal gøre dem rige, og jeg skal gøre dem til de fornemste i mit rige. Men forresten skal i aldeles ikke være bange, lad ikke dødsfrygt komme i eders hjerter. Døden er jo alle menneskers herre. Rust eders sind med manddom og tænk på, at kække mænd ofte falder i krig, men at deres frænder så adles og nu ved deres umådelige rigdomme rager op over alle og i rang gå foran alle.« Således talte Fredegunde, men de to klerke begyndte at skælve og fandt, at det var en meget vanskelig opgave. Da hun så, de var betænkelige, gav hun dem en trylledrik og kunne nu få dem til at gå, hvorhen hun ville. Deres sjælsstyrke voksede, og de lovede at udføre alt, hvad hun havde pålagt dem. Alligevel bød hun dem medtage en lille krukke med denne trylledrik: »Den dag i vil gøre, hvad jeg har pålagt eder, skal i om morgenen, før i går til eders arbejde, drikke dette; så vil i med fasthed kunne udføre eders hverv.« Da hun havde givet dem denne vejledning, sendte hun dem afsted. Undervejs kom de til Soissons, men her blev de grebet af hertug Rauching, og under forhøret røbede de alt, hvorpå de blev lænkede og sat i fængsel. Nogle få dage efter sendte Fredegunde, i den sikre tro at alt hvad der var blevet dem pålagt nu var udført, en svend afsted for at skaffe hende at vide, hvad folk talte om, eller for, hvis han traf nogen, der sagde at Childebert var dræbt, da at fortælle hende det. Svenden gav sig på vej og kom til Soissons, og da han her hørte, at de to klerke sad i fængsel, gik han hen til indgangen og gav sig i snak med vagten, men blev så selv grebet og sat i forvaring. Derefter blev alle tre sendt til kong Childebert, og under forhøret måtte de ud med sandheden. De sagde, at de var udsendt af Fredegunde for at dræbe ham: »Vi skulle efter dronningens bud lade, som om vi var tiggere, og når vi så lå for dine fødder og bad dig om en gave, var det vor hensigt at gennembore dig med disse to sværd. Og hvis stødet ikke var kraftigt nok og sværdet således svigtede, skulle giften, som jernet var indgnedet med, i en fart trænge ind til sjælen.« Således lød deres ord. De blev nu underkastet forskellige pinsler, fik hænder, øren og næse hugget af og mistede derefter livet hver på sin måde. Kong Gunthchramn lod som sagt opbyde leding mod Han sagde: »Først skal i lægge provinsen Septimanien under mit herskab; den grænser op til Gallien, og jeg kan ikke finde mig i, at disse modbydelige goteres land strækker sig helt ind i Gallien.« Der blev opbudt leding fra hele hans rige, og hæren drog afsted mod Spanien. De folk, der bor hinsides Saone, Thone og Seine stødte til burgunderne, og deres hærgninger langs Saone og Rhone voldte megen skade både på sæd og kvæg. De myrdede, brændte og plyndrede i deres eget land. Også kirker plyndrede de på deres tog fremad til Nimes og dræbte ved de gud viede altre klerke, ja endog præster i flæng med menigmand. Lignende ufærd øvede også folkene fra Rourges, Saintes, Périgord og Angouléme og de andre grevskaber, der stod under kong Gunthchramn, og som drog frem til Carcassonne. Da de kom dertil, åbnede indbyggerne selv deres porte, og de rykkede ind i byen uden at møde nogen modstand. Men så opstod der af en eller anden grund en strid med carcassonnenserne, og de drog igen ud af byen. Ved den lejlighed blev den tidligere greve af Limoges, Terentiolus, ramt af en sten, der slyngedes ned på ham oppe fra muren, og han døde deraf; fjenderne huggede til hævn hovedet af ham og førte det ind i byen. Dette fyldte hele hæren med forfærdelse, så den vedtog at drage hjem igen og lade alt i stikken, både hvad den havde røvet undervejs og hvad den havde bragt med hjemmefra. Men goterne overfaldt dem fra skjulte baghold og udplyndrede og nedhuggede mange af dem, og senere faldt de øvrige i hænderne på toulousanerne, hvem de under udfærden havde plaget meget, og de der endelig slap bort nåede hjem med tomme hænder og mange skrammer. De der var draget mod Nimes, hærgede overalt hvor de drog frem, satte husene i brand, afbrændte sædmarkerne, fældede oliventræerne og afskar vinrankerne, men mod dem, der havde indesluttet sig i Nimes, kunne de intet udrette, og så drog de videre til andre byer. Disse var imidlertid vel befæstede og vel forsynede såvel med levnedsmidler som alt andet; de plyndrede bymarkerne, men byerne selv kunne de ikke indtage. Hertug Nicetius, der var blevet opbudt sammen med auvergnerne, deltog sammen med de andre i belejringen af byerne, men da han ikke dér kunne udrette noget, drog han til en borg der i egnen, og i tillid til hans givne ord åbnede folkene derinde selv portene for ham og hans mandskab og modtog dem i god tro som venner. Så snart de var kommet indenfor, brød de imidlertid deres ed, udplyndrede alle forråd og gjorde borgens folk til fanger, hvorpå de besluttede hver især at drage hjem. Undervejs øvede de så mange ugerninger, myrdede, røvede og plyndrede, og det i deres eget land, at det ville blive altfor vidtløftigt at fortælle det altsammen. Da de selv på udfærden, som alt fortalt, havde afbrændt sædmarkerne i Provence, gik nu mange undervejs tilbage tilgrunde af sult og nød; de blev efterladte halvdøde, nogle blev kastet i floderne, men de fleste blev slået ihjel af den forbitrede befolkning, og det hed sig, at over 5000 mennesker mistede livet ved disse myrderier. Dog, de der beholdt livet tog ikke lære af de andres undergang. De kirker i Auvergne, der lå i nærheden af hærvejen, blev plyndrede for deres hellige udstyr, og ugerningerne hørte først op, da hver især var kommet hjem. Da de kom hjem, blev kong Gunthchramn harm i hu, og hærens førere søgte tilflugt i den hellige martyr Symphorianus' basilika. Da kongen kom herhen til helgenfesten (sankt Symphorians helgendag er d. 22. august. Man må altså antage, at dette møde mellem Gunthchramn og disse »førere« har fundet sted i Autun (Symphorian er en særlig Autunhelgen) omkring d. 22. august 585, og at togtet mod Spanien, eller rettere mod Septimanien, da alt er foregået og opløst Hvis kirkemødet i Mácon fandt sted d. 23. oktober, har Gregor altså ikke fortalt begivenhederne i tidsfølge, og der kunne af den grund formodes, at datoen d. 23. oktober ikke er datoen for Máconmødet, men for det møde, der skulle været men ikke blev afholdt i Troyes. Der er dog i Gregors fremstilling i og for sig intet, der giver anledning til at antage, at togtets skildring er indordnet i den nøjagtige tidsfølge, intet, der giver anledning til at sætte togtet efter kirkemødet, selvom dette fandt sted d. 23. oktober. Men datoen er af en anden grund næppe holdbar. Det hedder, at Ingunde opholdt sig i Afrika, altså endnu var eller mentes at være i live på den tid, kirkemødet holdtes, og det fortælles, at en af grundene til togtet var Gunthchramns vrede over behandlingen af Ingunde, som nu var død ovre i Afrika. Men dette forudsætter rigtignok, at kirkemødet har fundet sted langt tidligere på året - eller også, at sankt Symphorian (ligesom sankt Martin) har haft mere end én festdag, og at den, der her er tale om, er faldet i slutningen af året. Men flere enkeltheder i skildringen af togtet tyder bestemt på, at det må have fundet sted ved sommertid (afbrænding af sæden på markerne), så alt ialt bliver det sandsynligst, at kirkemødet i Mácon må have fundet sted ved midsommertid i 585, og at togtet mod Septimanien er foregået i juli og august måneder 585, altså har været meget kortvarigt), fik de vel foretræde for ham, men på det vilkår at deres forhold senere skulle undersøges. Fire dage efter sammenkaldte han sine bisper og nogle fornemme lægfolk og begyndte at gå i rette med førerne: »Hvordan kan vi vel i vore dage sejre, når vi ikke overholder, hvad vore fædre har iagttaget? De byggede kirker og satte al deres lid til gud, viste martyrerne ære og bisperne ærbødighed, og de vandt sejre og underlagde sig med sværd og skjold ved guds hjælp fjendtlige folkeslag. Vi derimod frygter ikke blot ikke gud, men vi hærger endog hans helligdomme, myrder hans tjenere, river helgenrelikvierne i stykker, driver spot med dem og ødelægger dem. Hvor sligt går i svang, vindes ikke sejr; derfor er vor arm slap og vort sværd sløvt, og vort skjold yder os ikke værn og dækning som før. Hvis dette skal regnes mig til brøde, så lade gud gengældelsen ramme mit hoved. Men når i ikke retter jer efter kongens bud og ikke udfører, hvad jeg foreskriver, så skal øksen falde over eders hoved; thi det vil være et vidnesbyrd for hele hæren, når en af de øverste mister livet. Dog, vi må nu se til, hvad der er at gøre. Den, der vil gøre, hvad ret er, han gøre det. Hvo der ikke vil det, hans hoved skal lovens straf ramme. Thi det er bedre, at nogle få ulydige går til grunde, end at guds vrede skal komme over hele det uskyldige land.« Til denne kongens tale svarede førerne: »Din godheds højsind, bedste konge, er uudsigelig: din gudsfrygt, din kærlighed til kirkerne, din ærbødighed mod bisperne, din godhed mod de fattige, din gavmildhed mod de nødlidende. Alt hvad eders herlighed siger er ret og sandt, men hvad skal vi gøre, når hele folket er fordærvet og hver mand har sin glæde i at gøre hvad galt er. Ingen frygter kongen, ingen agter hertugen og greven; og hvis en af disse synes, det er galt og søger at rette det, på det i må leve længe, så bliver der straks knurren og oprør i folket, og hver især raser i vild vrede mod sin herre i den grad, at denne næppe på anden måde kan bjerge livet end ved tilsidst at tie stille til hvad der sker.« Hertil svarede kongen: »Den der gør, hvad ret er, skal leve, men den, der ringeagter loven og vort bud, han skal nu dø, at denne skændsel ikke længere skal følge os.« Medens han talte således, kom et bud og meldte: »Reccared, Leuvichilds søn, er draget ud fra Spanien og har taget borgen Cabaret; han har hærget det meste af grevskabet Toulouse og ført indbyggerne bort til fangenskab. Derefter har han overfaldet borgen Beaucaire ved Aries og bortført gods og mennesker og endelig lagt sig ind bag Nimes' mure.« Da kongen havde hørt det, sendte han Leudegisel afsted for at afløse hertug Calumniosus med tilnavnet Agila og overdrog ham hele Aries provinsen og satte over 4000 mand til at vogte egnen. Også auvergnernes hertug, Nicetius, drog afsted og satte mandskab til vagt provinsens grænser rundt. Medens dette gik for sig, opholdt Fredegunde sig i Rouen og vekslede her bitre ord med biskop Prætextatus; hun ytrede, at den tid ville komme, da han atter skulle se den egn, hvor han i sin tid havde levet som forvist (her truer Fredegunde ham med ny forvisning). Han svarede: »Forvist eller ikke forvist: jeg var, er og bliver biskop, men du kommer ikke til bestandig at nyde kongemagt. Fra landflygtighed når jeg ved guds hjælp frem til guds rige, men du synker fra din dronningstol ned i afgrunden. Du skulle hellere opgive din dårskab og din ondskab og vende dig til det bedre. Aflæg dog dette hidsige og storpralende væsen, på det at du kan opnå det evige liv og føre den søn, du har født, frem til myndighedsalder.« Kvinden tog ham disse ord meget ilde op og gik fra ham fuld af had. Da herrens opstandelsesdag kom (585), gik bispen i god tid hen i bispekirken for at udføre sin kirketjeneste og istemte på sædvanlig måde de foreskrevne antifoner (antifoner er vekselsang mellem klerken og koret), og så, medens han under sangen knælede på en skammel, gik en grum morder hen og jog en dolk, han trak op af sit bælte, ind i armhulen på den knælende biskop. Han udstødte et skrig og kaldte klerkene til hjælp, men ikke én af alle dem, der var tilstede, kom ham til hjælp. Han løftede så sine blodige hænder frem over altret og bad og priste gud, og blev så af nogle af de troende båret ind i sit kammer og der lagt på en løjbænk. Straks derpå kom Fredegunde tilligemed hertug Beppolen og Ansovald til. Hun sagde: »Det var slemt for os og for den øvrige menighed, hellige biskop, at dette skulle ske her under din gudstjeneste. Gid vi kunne få oplyst, hvem der har vovet at gøre dette, at han kunne blive tilbørlig straffet for denne udåd.« Bispen vidste nok, at det var falsk tale og svarede: »Hvem anden har vel gjort dette, end den som har myrdet konger og udgydt meget uskyldigt blod og øvet alskens ondt i dette rige!« Kvinden svarede: »Vi har kyndige læger, der kan helbrede sår; tillad dem at komme til dig.« Han svarede: »Gud har alt ladet mig kalde her fra verden, men du, som er ophav til alle disse ugerninger, du skal være forbandet mens du lever, og gud vil lade mit blod komme over dit hoved.« Så gik hun, og bispen beskikkede sit hus og udgav ånden. Til hans jordefærd kom biskop Romachar af Coutances. Alle borgere i Rouen var dybt nedbøjede af sorg og især de fornemme frankere der i egnen. En af disse gik til Fredegunde og sagde: »Du har øvet meget ondt her i verden, men din værste ugerning var dog at lade bispen myrde. Guds hævn ramme dig brat for det uskyldige blod. Vi vil alle kræve denne udåd oplyst, at du ikke længer skal kunne drive dit grumme spil.« Da han havde sagt dette og havde forladt dronningen, lod hun en gå efter ham og byde ham tilbords. Han sagde nej, men så bad hun ham om, hvis han ikke ville deltage i hendes måltid, dog endelig at tømme et bæger, at han ikke skulle gå fra kongsgården uden at have smagt hverken vådt eller tørt. Så blev han og fik et bæger med malurt, blandet med vin og honning, som skik er hos barbarerne. Men der var hældt gift i drikken, og så snart han havde drukket, følte han en stærk og trykkende smerte i brystet, som om der blev skåret i ham indvendig. Han råbte til sine ledsagere: »Flygt, rør ikke denne forbandede drik, at i ikke skal dø ligesom jeg.« De rørte da heller ikke drikken og tog hastig afsked, medens han, skønt det sortnede ham for øjnene, satte sig på sin hest og red afsted, indtil han nogle hundrede alen fra kongsgården styrtede af hesten og døde. Derefter udsendte biskop Leudovald breve til alle præster og lod resolut alle kirker i Rouen stiftet lukke, så folket ikke skulle overvære gudstjenesten, før det ved fælles efterforskning blev oplyst, hvem der var ophav til udåden. (Leudovald var biskop i Bayeux, der ligger i den provins, for hvilken bispen i Rouen var metropolit. Som nærmeste, eller muligvis ældste, biskop i provinsen tager han sig af forholdene i Rouen). Han fik også fat i nogle mænd, hvem han på pinebænken aftvang tilståelse af, at det var sket efter Fredegundes tilskyndelse, men da hun tog dem i sit værn, kunne bispen ikke tage hævn over dem. Det hed sig også, at der var kommet mordere til ham, fordi han med så megen omsigt drev på sagens opklaring, men hans folk passede for godt på ham til at de kunne komme ham til livs. Da dette blev meddelt kong Gunthchramn, og mistanken hvilede på kvinden, sendte han tre bisper til Chilperiks såkaldte søn, der som sagt hed Chlothachar. Det var Artemius i Sens, Veranus i Cavaillon og Agricius i Troyes. De skulle sammen med barnets opdragere efterspore, hvem der bar skylden for udåden og føre vedkommende for kongens åsyn. Da bisperne havde fremsat deres ærinde, svarede herrerne: »Det skete er os meget imod, og vi ville hellere end gerne hævne det. Men det lader sig ikke gøre, hvis det er en i vor kreds, der er den skyldige, at føre ham bort herfra for eders konges åsyn, for vi kan selv med kongelig fuldmagt straffe vore egnes ugerninger.« Så sagde bisperne: »Ja så må i vide, at hvis den person, der har øvet dette, ikke udleveres, så vil vor konge komme her med en hær og hærge hele stiftet med sværd og ild, thi det er vitterligt, at den samme kvinde, der lod frankeren forgive, har ladet bispen nedhugge.« Da de havde sagt dette, drog de bort uden at have fået et ordentligt svar, men de udtalte en streng advarsel mod, at Melanius, der tidligere var blevet indsat i Prætextatus' sted (dvs. under Prætextatus' forvisning), nogensinde udførte biskoppelige handlinger i Rouen kirken. Ved den tid skete mange ugerninger. Domnok, der var datter af biskop Victorius i Rennes og enke efter den afdøde Burgulen, var blevet gift med Nectarius; hun havde en retssag med Bobolen, Fredegundes referendar, om nogle vinmarker. Da han nu erfarede, at hun færdedes i disse vinmarker, sendte han hende bud og lod hende vide, at hun havde at holde sig borte fra denne ejendom. Hun tog intet hensyn hertil, men hævdede, at det havde været hendes faders ejendom, og vedblev at færdes der. Det kom til slagsmål, og en dag faldt han over hende med væbnede mænd, slog hende ihjel, tilegnede sig vinmarkerne, plyndrede hendes gods og lod både mænd og kvinder på hendes gård nedhugge, og kun de, hvem det lykkedes at flygte, beholdt livet.

I de dage var der en kone i Paris, der sagde til byens indbyggere: »Flygt ud af byen, i må vide, at den skal brænde.« Mange lo ad hende: hun havde søgt varsel, eller det var noget, hun havde drømt, eller det var noget, middagsdjævlen fik hende til at sige (»middagsdjævlen«, er årsag til dels til lamhed i et ben, dels til lammelse af tungen, dels åndelig lammelse. Denne sygdomsforklaring var almindelig i den romerske og i den germanske verden). Men hun svarede: »Nej, der tager i fejl, for det er sandhed, jeg siger. Jeg så i drømme en mand komme ud fra den hellige Vincentius' basilika; der stod glans om ham, og han gik med en kerte i hånden og stak ild på købmændenes huse, det ene efter det andet.« Tredje nat efter at konen havde fortalt dette, lige før daggry, gik en af borgerne med et tændt lys ind i sit oplagsrum for at hente noget olie og nogle andre ting, han skulle bruge, men ved sin bortgang lod han lyset stå lige ved siden af en olietønde. Det hus lå nærmest ved byens sønderport. Lyset stak ild, og huset brændte, og snart gik der også ild i de andre huse, og ilden bredte sig hen over fængslet. Men den hellige Germanus åbenbarede sig for fangerne og sønderbrød fangeblokke og lænker, åbnede fængselsdøren og lod fangerne gå ud uskadte. De undslupne gik straks hen i den hellige Vincentius' basilika, hvor den hellige biskop har sin grav (basilikaen fik senere Germanus' navn (Saint Germain des Pres). Ilden bredte sig nu med vinden til alle sider af byen; den foer frem i al sin vælde og nærmede sig nu også den anden port, hvor der stod et lille kapel for sankt Martin; det var en gang blevet opført på dette sted, fordi han dér ved et kys havde helbredet en spedalsk (fortalt af Sulpicius Severus i hans sankt Martins levned). Den mand, der havde bygget det, havde gjort overdelen af bindingsværk, men han satte sin lid til gud og mistvivlede ikke om sankt Martins kraft, og derfor tyede han selv med alle sine ejendele indenfor; han sagde: »Jeg tror og stoler på, at han nok skal drive ilden tilbage herfra, han som mere end én gang bød over brand, han som her med sit lægende kys gjorde den spedalskes hud glat.« Imidlertid nærmede ilden sig mere og mere. Store gnister førtes henimod kapellet og slog imod dets vægge, men gik straks ud. Men folk råbte ind til manden og hans hustru: »Flygt, se til at bjerge jer; ilden fyger jo ned over jer, det regner ned over jer med gnister og gløder, ud af kapellet, ellers brænder i inde.« Men de gav sig hen i bøn, og råbene rørte dem ikke. Konen gik end ikke et øjeblik bort fra vinduet, skønt flammerne undertiden slog ind ad det, for hun stolede fuldt og fast på den hellige biskops kraft, at han ikke blot frelste kapellet og hans myndlings hus, men end ikke tillod de mægtige flammer at skade de andre huse i nærheden, og den brand, der var begyndt at rase på denne side af broen (dvs. på Seine øen), døde hen her. På den anden side, derimod ødelagde ilden alt og rasede med en sådan vælde, at kun floden kunne standse den. Kirkerne og de til dem knyttede huse brændte dog ikke. Folk fortalte forresten, at denne by i gamle dage havde været fast om jeg så må sige, mod ild og slanger og rotter. For ganske nylig fandt man ved rensningen af brokloaken, da det pludder, der havde ophobet sig der, blev ført bort, en kobberslange og en kobberrotte, men aldrig så snart var de borte, før der viste sig et utal af rotter og slanger, og senere kom udsvåde til (at bortmane rotter og skadeligt eller ilde lidt kryb ved votivbilleder er en fremgangsmåde, der er velkendt. Til fortællingen om kobberslangen i 4. Mosebog, svarer ganske nøje en historie hos Herodot. Til Gregors historie svarer, hvad der fortælles om en slangeplage, der opstod i Konstantinopel, da man efter tyrkernes indtagelse af byen fjernede en kobberslange. I Martin af Bracaras foran omtalte bondepræken fra det 6. århundrede klages der over, at »der er kristne mennesker, der ærer mus og møl som guder«, en klage, der gentages i en præken af den hellige Eligius i det 7. århundrede). Mørkets fyrste finder jo på de tusinde kunster for at gøre ulykker, og jeg vil da fortælle, hvad der for nylig er sket med et par gudviede eneboere. Bretagneren Winnoch, som vi har omtalt i en anden bog, viede sig, da han havde fået præsteværdighed, til en sådan spægelse, at han kun klædte sig i skind, kun spiste ukogte markurter og kun nød vin på den måde, at han lige førte bægeret til munden, så det snarere så ud som han vædede sine læber end egentlig drak. Men da fromme og gavmilde mennesker ofte bragte ham krukker fulde af denne drik, lærte han desværre at drikke til overmål og blev så drikfældig, at man ofte så ham fuld, og alt eftersom han blev mere fordrukken og tiden gik, for en djævel i ham og forgjorde ham i den grad, at han kunne gribe en kniv eller hvad andet våben, kan kunne få fat i, eller en sten eller en stok og i raseri løbe efter folk dermed, så det blev nødvendigt at binde ham og lukke ham inde i hans celle. I denne sørgelige tilstand led og rasede han i to år, indtil han udgav ånden. Så var der også en dreng i Bordeaux ved navn Anatolius, om hvem det fortælles, at han i 12 års alderen, mens han var i tjeneste hos en købmand, bad om lov til at blive eneboer: hans herre vægrede sig længe, idet han mente, at hans glød ville slukkes, og at han i den alder ikke ville kunne virkeliggøre sin higen, men tilsidst gav han efter for drengens bønner og gav ham lov til at gøre, som han ønskede. Nu var der i byen en krypt fra gammel tid, hvælvet og i det hele smukt bygget, og i det ene hjørne var der et lille rum omsluttet af kvadersten, så lille, at en mand næppe kunne stå oprejst derinde. Denne celle gik drengen ind i og blev der i 8 år, spiste og drak såre lidt, men vågede og bad flittig. Men så grebes han af en uhyre angst og gav sig til at råbe op om, at han pintes i sit indre, og med bistand af djævlens hærskare brød han de kvadre løs, der holdt ham indesluttet, og nedbrød væggen, alt imens han slog om sig og råbte, at han pintes af guds helgener. Det vanvid varede længe ved, og da han særlig hyppig nævnede sankt Martins navn og sagde, at han voldte ham mere pine end de andre helgener, blev han ført til Tours. Her blev den onde ånd holdt i tømme af den helliges kraft og storhed og kunne intet ondt gøre manden. Han blev der et år, og da han ikke længere led, drog han tilbage, men faldt atter hen i den pine, han her havde været fri for.

Der kom sendemænd fra Spanien til kong Gunthchramn; de kom med mange gaver og bad om fred, men fik ikke noget bestemt svar. Thi året før, da hæren førte krig i Septimanien, var nogle skibe, der var gået fra Gallien til Galicien, blevet plyndrede på kong Leuvichilds befaling; ladningen blev ført bort og mandskabet mishandlet eller dræbt og nogle ført i fangenskab. Nogle få var undslupne i både og meldte hjemme, hvad der var sket. Hos kong Childebert blev Magnovald på kongens bud nedhugget. Grunden er en hemmelighed. Det gik således til. Kongen opholdt sig i sit palads i Metz, og medens han her overværede et skuespil: et dyr omringet og jaget af et kobbel hunde, sendte han bud efter Magnovald. Han kom uden at ane hvad der forestod, lo og morede sig ligesom alle de andre og gav sig til at se på dyret. Da nu den mand, hvem det var pålagt [at dræbe ham], så ham optaget af skuespillet, svang han sin økse og hug den i hovedet på ham. Magnovald sank sammen og var død; han blev kastet ud af et vindue i paladset og derpå jordet af sine frænder, medens hans gods blev plyndret og alt hvad man fandt konfiskeret. Nogle mente at grunden til hans drab var den, at han efter sin broders død havde mishandlet sin hustru og så dræbt hende og derpå havde giftet sig med sin broders hustru. Derefter blev der født kong Childebert en søn (585), som biskop Magnerik i Trier tog op af det hellige bad, og han blev kaldt Theodobert. Kong Gunthchramn blev herover så glad, at han straks sendte sendemænd med rige gaver; han sagde: »Ved denne dreng vil gud i sin vældes kærlighed give frankernes kongedømme kraft, når blot hans fader får lov at beholde ham og han sin fader.« I kong Childeberts 11te kongeår (586) kom der igen sendemænd fra Spanien om fred, men de måtte vende tilbage med uforrettet sag. Leuvichilds søn Reccared drog så frem lige til Narbonne og plyndrede på gallisk område, men trak sig i al stilhed tilbage. I det år døde mange bisper. Biskop Badegisel i le Mans var en hård mand mod folket. Han fratog eller frarøvede urettelig mange mennesker deres gods. Og hvad han ikke selv var hård og grum, var hans endnu mere hjerteløse hustru (Magnatrude). Hun hidsede ham ved sine onde råd til stadig nye ugerninger, og der gik ikke en dag, ja ikke et øjeblik, hvor han ikke var på færde med plyndring af borgerne eller med kævlerier af forskellig art. Hver dag deltog han i rettergangen med dommerne og syslede med verdslige sager; uafladelig foer han frem snart med skældsord, snart med mishandlinger, ja pryglede folk med egen hånd og skamslog mange. Han plejede at sige: »Skulle jeg måske, fordi jeg er blevet klerk ikke hævne de krænkelser, der tilføjes mig?« (Badegisel havde, før han blev biskop, været hofmester, major domus, hos kong Chilperik, var altså lægmand. Dette er forklaringen til, at han er gift, og til Gregors had til ham. Gregor lader det få udseende af, at han stadig lever sammen med sin hustru. Han var biskop i 581-586). Men hvad skal jeg sige om andre, når han end ikke skånede sine egne brødre, men endog var særlig grisk overfor dem, så de ikke kunne få ham til at give dem, hvad der tilkom dem af deres fædrene og mødrene arv. Da han havde været biskop i 5 år og gik ind i det sjette, lod han gøre et overmåde muntert gilde for sine medborgere, men så fik han pludselig feber og sluttede ved en brat død det år, han lige var begyndt på. I hans sted indsattes ærkediakonen i Paris, Berthchramn. Han havde mange kævlerier med den afdødes enke, idet hun ville beholde som ejendom det gods, der i biskop Badegisels tid var blevet skænket bispekirken, og sagde: »Det hørte jo til min mands embede.« Skønt meget nødig gav hun dog slip på det. Hendes ondskab var ubeskrivelig: mange mænd lod hun kønsdelene skære af tilligemed bughuden, og mange kvinder lod hun brænde med glødende jern i lønstedet, og meget andet ondt øvede hun, som jeg har ment, det var bedre at tie med. Også biskop Sabaudus i Aries døde, og i hans sted kom kong Gunthchramns referendar Licerius. Også biskop Evantius i Vienne døde; i hans sted indsattes efter kongens valg præsten Verus, en mand af senatorbyrd. Også mange andre bisper døde i det år, men jeg har ikke villet omtale dem, da de alle har efterladt sig mindesmærker hver i sit stift. I Tours levede en mand ved navn Pelagius, forfaren i alskens ondskab og uden frygt for nogen dommer, fordi han var sat over mandskabet i de kongelige stalde. Derfor stjal, overfaldt, plyndrede og myrdede han, alt hvad han orkede, og øvede anden ufærd både på floderne og på land. Jeg sendte ofte bud efter ham og søgte snart med truende, snart med milde ord at få ham bort fra hans onde levned, men jeg høstede kun had i stedet for retfærdighedens frugter, i overensstemmelse med den salomoniske visdoms ordsprog: »Ret en dåre - han vil oven i købet hade dig.« Dette usalige menneske hadede mig i den grad, at han mange gange plyndrede og mishandlede den hellige kirkes undergivne, så de lå halvdøde, og søgte enhver lejlighed til at volde bispekirken og sankt Martins basilika skade. Engang vore folk kom gående med noget tunfisk, overfaldt og pryglede han folkene og røvede fisken. Da jeg erfarede dette, udelukkede jeg ham fra menigheden, ikke for at hævne mig over krænkelsen, men for lettere at helbrede ham for hans afsind. Men han kom så med 12 mænd (mededsmænd) for at ménsværge sig fra denne ugerning. Jeg ville imidlertid ikke modtage nogen ed, men da både han og mine medborgere trængte ind på mig, tog jeg mod hans ed, men kun den, medens jeg afviste de andre, og lod ham optage i menigheden igen. Vi var den gang i den første måned (marts). Da så den femte måned (juli) kom, i hvilken høsletten finder sted, lagde han hånd på nonnernes eng, der lå lige op til hans; men ved det første hug af leen blev han grebet af feber og udåndede sin sjæl tredje dagen efter. Han havde ladet sig indrette en gravplads i sankt Martins basilika i Candes, men den fandt hans familie nu opbrudt og ødelagt, og de gravsatte ham da i basilikaens forhal. Det fisk, han havde svoret falsk ed om, blev efter hans død hidskaffet fra hans kælder, og den hellige Marias kraft blev således åbenbar, thi det var i hendes basilika, den usalige havde svoret den falske ed (Maria basilikaen i Tours omtales andetsteds af Gregor som et sted, hvor mened er i særlig grad farlig). Da rygtet gik ud over hele landet, at biskop Prætextatus var blevet dræbt af Fredegunde, lod hun for lettere at kunne smøge mistanken af sig svenden gribe og frygtelig piske, idet hun sagde: »Det er dig der har ført denne krænkende mistanke over mig, at [det var efter min tilskyndelse] du stak biskop Prætextatus i Rouen ihjel.« Hun overgav ham derpå til bispens brodersøn, og da denne havde lagt ham på pinebænk, aflagde han åben tilståelse om alt: »Jeg fik 100 guldstykker af Fredegunde for at gøre det, 50 af biskop Melanius og andre 50 af ærkediakonen, og desuden fik jeg og min hustru løfte om frigivelse.« Da han havde sagt dette, drog manden sit sværd og sønderhuggede morderen. Men Fredegunde indsatte Melanius, hvem hun tidligere havde gjort til biskop, på bispestolen [i Rouen] (trods Gunthchramns og bispernes indflydelse må Melanius have hævdet sig som biskop i Rouen, hvor han endnu sad i 601, da han nævnes som én af dem, pave Gregor i sender en rundskrivelse).

Da hertug Beppolen måtte døje mange plagerier af Fredegunde og ikke holdtes i skyldig ære hos hende, gik han, da han så sig upåskønnet, over til kong Gunthchramn. Af denne fik han hertugmagt over de egne, der hørte under Chilperiks søn Chlothachar, og han drog afsted udstyret med denne store myndighed. Rennes folkene ville ikke vide af ham at sige; da han så kom til Anjou, øvede han der meget ondt; korn, hø, vin og hvad han kunne få fat i i borgernes huse, hvor han kom, røvede han; han ventede end ikke, til han fik nøglerne, men brød dørene op, og mange af indbyggerne pryglede og mishandlede han; selv Domigisel blev bange, men de blev forligte. Da han kom til selve Angers, holdt han i husets højeloft et gilde, under hvilket bjælkeværket pludselig brast sammen, så mange blev kvæstede og han selv kun slap derfra mere død end levende, men han holdt for resten alligevel ikke op med sine skarnsstreger. Fredegunde voldte ham iøvrigt store tab i hendes søns rige. Han gik atter mod rennesfolkene, som han var opsat på at underlægge kong Gunthchramn, og her lod han sin søn blive tilbage; men denne blev kort i efter overfaldet af befolkningen og dræbt sammen med mange højtstående mænd. I det år viste der sig mange tegn; i september måned sås bloster på træerne, og mange bar frugt for anden gang, og denne frugt blev på træerne lige til herrens fødselsdags tid. Et lyn blev set fare over himlen som en slange.

I kong Childeberts 12te kongeår (587) blev Nicetius fra Clermont udnævnt til statholder i Marseille og de andre grevskaber, der i de egne hørte til kong Childeberts rige. Antestius blev af kong Gunthchramn sendt til Angers, hvor han gik hårdt frem mod dem, der havde medskyld i Nectarius' hustru Domnolas død, og da Bobolen havde været udådens hovedmand, blev hans gods inddraget. Derpå drog Nicetius til Nantes og gav sig der til at plage biskop Nonnichius: »Din søn har været med i denne udåd, det er derfor billigt at han soner sin brøde ved en retfærdig straf.« Knøsens brødefulde samvittighed rørte sig, og han flygtede forskrækket til Chilperiks søn Chlothachar, men Antestius fik borgensmænd af bispen på, at han ville møde for kongen, og derpå drog han til Saintes. I de dage var det rygte kommet ud, at Fredegunde havde sendt folk i lønligt ærinde til Spanien, og at biskop Palladius i Saintes havde skjult dem i sit hus og derefter sendt dem videre. Det var just i fyrretyvedagesfasten [Antestius kom], og bispen var taget ud på en ø i havet for at bede. Da han nu, som skik var, vendte tilbage til sin kirke til herrens nadvers fest, og menigheden ventede på ham, spærrede Antestius ham vejen, og uden at have undersøgt sagens sande sammenhæng sagde han til bispen: »Du kommer ikke ind i byen, du skal forvises, fordi du har givet vor herre kongens avindskvindes sendebud husly.« Han svarede: »Jeg ved ikke, hvad du mener, men da de hellige dage står for, så lad os gå til byen, og når så den hellige højtidsfest er forbi, så kan du føre frem imod mig, hvad du vil, og jeg skal stå dig til regnskab, for det, du her skylder mig for, har ikke noget på sig.« Men Antestius svarede: »Nej, du skal ikke komme over din kirkes tærskel, thi du har været troløs mod vor herre kongen.« Kort at fortælle. Bispen bliver opholdt på vejen, og imens blev alt hvad der fandtes i bispeboligen opskrevet, og al hans ejendom taget fra ham. Borgerne kunne end ikke få manden til at udsætte undersøgelsen til påskehøjtiden var forbi, han var døv for deres bønner; men til sidst kom han frem med, hvad det var for en orm, der gnavede ham i hjertet: »Hvis han vil aftræde og tilskøde mig det hus, han har i Bourges egnen, så skal jeg gøre, hvad han ønsker. Hvis ikke, skal han ikke undgå min hånd, hvis han ikke går i landflygtighed.« Bispen turde ikke sige nej, han skrev og underskrev skødet og overdrog ham således ejendommen, og først så fik han, da han havde stillet borgensmænd for sin tilstedekomst for kongens åsyn, lov til at gå ind i byen. Da de hellige dage var forbi, drog bispen til kongen. Her var også Antestius, men han kunne ikke bevise noget af det, han skyldte bispen for. Bispen fik pålæg om at vende tilbage til sit stift, og sagen udsattes til næste synode, for om måske et eller andet i klagen til den tid kunne blive bedre oplyst. Også biskop Nonnichius var tilstede; han gav mange gaver og drog så bort. Fredegunde sendte på sin søns vegne sendemænd til kong Gunthchramn. De fremførte deres ærinde og fik svar, sagde farvel og gik. Men de blev af en eller anden grund en lille tid i deres herberg. Ved daggry, da kongen ved lyset af en kerte gik til ottesang, så man en mand ligge og sove, som om han kunne være fuld, i en krog af kapellet; han var omgjort med sværd, men hans lanse stod op ad væggen. Da kongen fik øje på ham, udbrød han, at det ikke kunne hænge rigtigt sammen, at en mand sådan i nattens gru lagde sig til at sove på et sådant sted. Manden blev grebet, bundet og forhørt om, hvordan det hang sammen, og hvad han skulle dér, og under svøbeslagene tilstod han straks, at han var sendt derhen af sendemændene for at myrde kongen. Fredegundes sendemænd blev så grebet, men ville ikke vedgå noget af det, der blev foreholdt dem; de sagde: »Vi har ikke haft andet ærinde end den sendefærd, som vi har forrettet.« Manden blev endnu pint på forskellig måde og derefter sat i fængsel, men sendemændene blev dømt til forvisning til forskellige steder. Det var aldeles klart, at Fredegunde havde haft svig i sinde, og at sendemændene skulle se at få kongen myrdet. Men den barmhjertige gud ville ikke lade det ske. Sendemændenes formand var Baddo. Da der hyppig kom sendemænd fra Spanien til kong Gunthchramn, uden at de dog kunne opnå fred, men fjendskabet kun tog til, tilbagegav kong Gunthchramn sin brodersøn Childebert Albigeois (Albi, og Albigeois havde tilhørt Sigebert, Childeberts fader). Herover blev hertug Desiderius ængstelig; han havde bragt det bedste af sine ejendele hen til den egn, og var nu bange for, at kong Childebert skulle tage hævn over ham for det fjendskab, han fordum havde vist mod kong Sigebert, navnkundig ihukommelse, og hvis hær han netop i denne egn havde voldt stor skade. Han drog derfor med sin hustru Tetradia, som han havde taget fra Eulalius, den nuværende greve i Auvergne, til Toulouse egnen med alt sit gods, og udbød dér leding til et tog mod goterne. Det hedder sig, at han forinden skiftede sit gods mellem sine sønner og sin hustru. Han forenede sig derpå med grev Austrovald og gik mod Carcassonne. Men byens borgere havde i tide fået nys derom og var rustede til modstand. Straks efter kampens begyndelse tog goterne flugten, og Desiderius og Austrovald satte efter dem. Medens disse nu fortsatte flugten [vendte Desiderius om og] gik med få mænd mod byen, medens Austrovalds ryttere var for udmattede [til at følge ham]. Lige ved byens port blev han omringet af de borgere, der var blevet indenfor murene, og hugget ned tilligemed alle dem, der havde fulgt ham, så kun nogle få undkom, der kunne fortælle, hvordan det var gået til. Da Austrovald erfarede, at Desiderius var faldet, vendte han om og drog til kongen, der snart efter indsatte ham til hertug i stedet for Desiderius. Derpå tog kong Leuvichild i Spanien til at skrante. Nogle siger, at han fortrød sin kætterske vildfarelse og bød, at ingen længere måtte vedkende sig dette kætteri, at han gik over til den katolske lov og 7 dage igennem græd over alt det onde, han havde gjort mod gud, og så udgav ånden. Hans søn Reccared blev konge i hans sted (Leuvichild døde allerede i 586. Reccared gik derimod over til den katolske kirke).

Efter kong Leuvichild af Spaniens død (586) sluttede hans søn Reccared (586-601) forbund med Gosuintha, hans faders efterleverske, og tog hende til sig som sin moder. Hun var nemlig moder til dronning Brunechilde (Brunechilde, der i 566 ægtede frankerkongen Sigebert, var datter af Gosuintha den yngre (Guthsuintha) i hendes første ægteskab med kong Athanagild, der døde i 567. Gunthchramn er Sigeberts broder, medens Childebert II er Sigeberts og Brunechildes søn, Gosuinthas dattersøn), Childeberts moder, medens Reccared var Leuvichilds søn med en anden hustru. Efter samråd med sin stedmoder sendte han (587) sendemænd til kong Gunthchramn og Childebert med følgende opfordring: »Hold fred med os, og lad os indgå forbund, så at jeg kan finde støtte i eders værn, og vi, når nødvendigheden kræver det, under lige vilkår kan stå sammen og få styrke af vor kærlighed.« Da de mænd, der skulle til kong Gunthchramn, kom til byen Mácon, fik de pålæg om at blive dér. Kongen sendte mænd derhen og fik deres ærinde at vide, men nægtede at høre dem. Heraf voksede siden så stærkt uvenskab imellem dem, at ingen fik lov til at drage fra kong Gunthchramns rige til Septimaniens byer. De mænd derimod, der drog til kong Childebert, fik en kærlig modtagelse; de gav gaver og fik fred og drog bort med gengældsgaver. I det år (587) gik den hellige Radegrunde bort fra denne verden, og der var stor jammer efter hende i det kloster, hun selv havde grundlagt (Hellig Kors klostret i Poltiers. I Martyrernes mindebog har Gregor fortalt om, hvorledes Radegunde skaffede sig det hellige kors (fordum »fundet« af kejserinde Helene) og andre relikvier fra helgengrave i Orienten). Jeg var selv med ved hendes jordefærd. Hun døde d. 13. august og blev jordet 3 dage efter. Hvilke kraftgerninger der den dag åbenbaredes og hvorledes hun blev jordet, har jeg søgt at skildre i bogen om undergerningerne (»De hellige bekenderes mindebog«. Bispen af Poitiers var ved Radegundes død på besøg ude i sit stift og kunne ikke ventes eller kaldes tilbage i løbet af den tid, så et lig kunne henligge ujordet. Nu var imidlertid det sted, hvor Radegunde skulle hvile, i sankt Marias basilika, endnu ikke indviet, og denne indvielse skulle foretages af bispen. Radegunde havde været gift med kong Chlothachar I. »Byens borgere og andre honoratiores, der var komne for at overvære den hellige dronnings jordefærd, og trængte da ind på min ringhed: stol på din broders kærlighed og indvi dette alter i gravkapellet. Vi har den tillid til hans velvilje, at han ikke vil tage dig dette ilde op, men tværtimod takke dig derfor. Gør det dog, at det hellige legeme kan komme i graven.« Gregor indviede da altret i gravkapellet, og under salmesang førtes det hellige lig derind, medens nogle besatte hylede op og råbte, at de pintes af den hellige kvinde, og medens klosterjomfruernes skrig og hulken lød ned til ligfølget. Alle grebes af bevægelse, og de klerke, der skulle synge salmerne, kunne ikke føre sangen igennem for gråd og hulken .... Da Gregor forlod kapellet, gik han over i klostret, hvor abbedissen førte ham rundt til de steder, hvor den afdøde havde færdedes: »Her er hendes celle, men vi skal ikke mere der finde vor moder, som vi har mistet. Dér er den måtte, hvor hun plejede at knæle og under tårer bede til den almægtige om barmhjertighed. Her ligger bogen, hun plejede at læse i, og nu skal vi ikke mere høre hendes vise formaninger. Her er den tén, hun under sine lange faster plejede at spinde på under suk og gråd, og nu skal vi ikke mere se hendes myge fingre . .« »deres store sorg tyngede også mit hjerte, så jeg ville være bristet i gråd, hvis jeg ikke havde vidst, at den hellige Radegunde, skønt hendes legeme var ført bort, stadig var her med sin ånds kraft.« Ved sit komme til klostret, efter Radegundes død, fandt Gregor hende liggende på en båre, og hendes hellige åsyn strålede som liljer og roser. Omkring båren stod en uhyre skare, henved 200 hellige jomfruer, der nu, omvendte ved hendes forkyndelse, førte et helligt liv, kvinder der med hensyn til verdslig rang nedstammede fra senatorer, ja nogle var endog af kongelig byrd [interessant vidnesbyrd om klostrenes aristokratiske karakter]. De stod alle og græd og jamrede: hvem skal nu tage sig af os moderløse, hellige moder! Vi har opgivet slægt og rigdom og hjemstavn for at følge dig! Hvad har vi nu tilbage uden stadig gråd og bestandig sorg! Hidtil syntes dette kloster os større end vidtstrakte gårde og byer. Hvorsomhelst vi færdedes, så vi dit sejrsglade åsyn, og dér fandt vi sølv og guld, blomstrende vingårde, bølgende kornmarker og blomsterrige, grønne enge. Dér plukkede vi violer, og du var os en rødmende rose og en lysende lilje. Dine ord var os som en strålende sol og tændte som en måne sandhedens lysende fakkel i vor ånds mørke. Men nu er hele jorden formørket for os, vort kloster synes os trangt, nu da vi ikke ser dig mere«. Det er jo indlysende, at disse kunstfærdige klager ikke er umiddelbare udtryk for sorg, og da den meget jævne Gregor sikkert heller ikke kan have digtet det hele, må man formode, at det er en slags rituel klagesang). Så kom sankt Marcellus' fest, der fejres i Chálons i september måned (d. 4. september), og her var kong Gunthchramn tilstede. Da han efter messen skred hen til det højhellige alter for at modtage sakramentet, gik en mand hen imod ham som for at sige noget til ham, men inden han var nået hen til kongen, gled en kniv ud af hans hånd. Han blev øjeblikkelig grebet, og der blev fundet endnu en dolk - uden skede - i hans hånd. Han blev straks ført ud af basilikaen, bunden og lagt på pinebænk. Her tilstod han, at han var udsendt for at dræbe kongen: »Den, der sendte mig, udtalte sig således: kongen véd, at han har hobet manges had sammen imod sig og går i angst for at blive myrdet; derfor sørger han for altid at være omgivet af sine egne folk, så der ingen mulighed er for os til at komme ham til livs uden netop i kirken, hvor han mer sig tryg og hvor han opholder sig uden frygt; dér kan vi hugge ham ned.« De mænd, han havde talt om, blev også grebet og mange af dem dræbte; han selv derimod slap med livet, dog efter forskellige pinsler, idet kongen fandt det utilbørligt at dræbe en mand, der var slæbt ud af kirken. I det år fødtes der kong Childebert endnu en søn, som biskop Veranus af Cavaillon drog op af dåbsbadet og gav navnet Theodorik. Denne biskop var da just udmærket ved kraftgerninger, idet han tit og mange gange ved at slå kors over syge gav dem deres helbred igen ved guds nåde. Der viste sig også mange jærtegn. I mange huse var der malet uforståelige tegn på kar og lignende, og det var ikke muligt at skrabe dem bort eller på anden måde fjerne dem. Dette jærtegn kom først frem i Chartres og trængte over Orléans frem lige til Bordeaux, og ikke en eneste by på vejen slap fri derfor. På vinmarkerne så vi i oktober, da vinhøsten var forbi, nye banker med misdannede druer. På træer sås friske blade og friske frugter. På nordhimlen sås lysstråler. Nogle påstod, at de havde set slanger falde ned fra en sky. Andre påstod, at en hel gård med bygninger og mennesker brat og sporløst var sunken i jorden. Også mange andre jærtegn viste sig, af den art, der plejer at varsle enten død for konger eller ulykke for egnen. Vinhøsten var det år sparsom; kilderne var kraftige; der var vældige regnskyl, og floderne svulmede voldsomt op. I dette år (587) var der i Tours en mand ved navn Desiderius, der gav sig selv ud for at være noget stort (ligesom det siges om Simon Troldmand), og som påstod, at han kunne gøre mange undere. Han pralede også af, at der gik budbringere frem og tilbage mellem ham og apostlene Peter og Paulus. Jeg var netop på dette tidspunkt borte fra byen, og mange af almuen strømmede derfor sammen, medførende blinde og syge, som han gav sig af med, ikke for at helbrede dem i kraft af hellighed, men for at holde dem for nar ved sin ugudelige trolddomskunst. Lamme og værkbrudne lod han med magt lemmerne strække ud på, som om han ved eget snille kunne gengive dem førlighed, hvem guds nådes kraft ikke havde kunnet bringe på fode. Nogle af hans folk tog fat i hænderne, andre i fødderne og trak så hver til sin side, så man skulle tro, senerne måtte springe, og blev de så ikke raske, lod man dem ligge mere døde end levende. Det skete derfor også, at mangen én opgav ånden under disse pinsler. Uslingen var fræk nok til at sige, at den hellige Martin stod under ham, og at han selv var apostlenes lige, og det er jo heller ikke så underligt, om sådan én kalder sig apostlenes lige, da jo hin ondskabens ophavsmand, fra hvem alt sligt har sit udspring, engang ved verdens ende skal udgive sig for kristus. At fyren, som ovenfor sagt, var oplært i trolddomskunster, fremgår deraf, at han, hvad de, der har set ham, siger, når nogen havde talt ondt om ham, selvom det var langt borte fra ham, og selvom det blev sagt i al hemmelighed, straks foreholdt vedkommende det i de omkringståendes påhør i sådanne vendinger som: »Du har sagt det og det om mig, og det er en krænkelse af min hellighed.« Hvorledes skulle han vel få sligt at vide uden ved meddelelse fra dæmoner? Han gik med en hætte og en kjortel af gedehår, og i andres nærvær var han afholdende i spise og drikke, men i løn, og når han kom til et gæstgiveri, huggede han i den grad i sig, at krosvenden ikke kunne sætte frem for ham så hurtigt, som han krævede ind. Imidlertid blev hans svig opdaget og bragt for dagen af vor kirkes mænd, og så blev han udvist fra byen og dens område. Jeg har ikke siden fået at vide, hvor han drog hen, men han sagde selv, han var borger i Bordeaux. Syv år tidligere kom der også en anden stor bedrager [til Tours] og narrede mange med sin svig. Han var iført en kjortel uden ærmer og ovenover denne en bomuldskappe. Han gik med et kors i hånden, ved hvilket der hang små flasker, som han sagde indeholdt hellig olie. Han sagde, han kom fra Spanien, og at han medførte relikvier af de allerhelligste martyrer diakonen Vincentius og martyren Felix (formodentlig sankt Felix i Saragossa; en anden spansk sankt Felix hørte hjemme i Sevilla. Sankt Vincentius er en af de helgener, hvis kult var mest udbredt, også udenfor Spanien (Saragossa). Når det går manden så ilde både i Tours og i Paris, er den nærmest liggende forklaring den, at sankt Vincentius nød kult begge steder, i Tours i en basilika, der var bygget for ham af Gregors formand biskop Eufronius, i Paris i en basilika, der må have været ret anseelig, eftersom kong Chilperik blev gravsat dér. Man har ganske naturligt hverken i Tours eller Paris skøttet om Vincentius relikvier i en fremmed mands eje, helt uden hensyn til, om indehaveren af dem var en svindler eller ej. Om manden var spanier, kan ikke ses af teksten, men en romansk spanier kan nok have gjort sig forståelig også i Gallien, og Gregors karakteristik af hans mål kunne nok passe også på det hispanoromanske mål. Det er ikke uden historisk interesse at se, hvorledes den officielle gejstlighed omtaler og værdsætter den art uofficielle hellige og de relikvier, de medfører, samt de mennesker, der slutter sig til dem). Det var allerede aften, da han kom til sankt Martins basilika i Tours, og vi sad og spiste, da han sendte os bud og lod sige: »Der kommer hellige relikvier; sørg for sømmelig modtagelse af dem.« Men da det var alt for sent på dagen til en sådan festlig modtagelse, svarede jeg: »Læg de hellige relikvier på altret, så skal vi i morgen ordne modtagelsesoptog.« Ved første daggry stod manden imidlertid op, og uden at afvente vor ankomst tog han sit kors og gik ind til os i cellen. Jeg var yderst forbavset og forundret over hans formløse adfærd og spurgte ham, hvad det skulle betyde. Han svarede storsnudet og højrøstet: »Du burde have givet os en bedre modtagelse; men jeg skal sørge for at bringe kong Chilperik dette for øre, så skal han nok hævne den ringeagt, du har vist mig.« Derpå gik han ind i kapellet og fremsagde selv, uden at tage hensyn til mig, både det første og det andet og det tredje stykke af dagens tekst, fremsagde selv bønnen og førte den selv til ende, tog derpå atter sit kors op og gik sin vej. Han talte almuesmål, og det var et hæsligt og plumpt skvalder at høre på; ikke ét eneste fornuftigt ord sagde han. På sin videre færd kom han så lige til Paris, netop i gangdagene, der plejer at fejres lige før herrens hellige himmelfarts dag. Medens nu biskop Ragnemod gik i optog med sin menighed og drog rundt til de hellige steder, kom så også denne mand med sit kors; han vakte opsigt ved sin usædvanlige dragt, og samlede en flok løsagtige og vankundige kvinder om sig, til et helt følge, og med denne flok gav han sig til på sin måde at drage rundt til de hellige steder. Da bispen så det, sendte han ærkediakonen til ham og lod ham sige: »Hvis det er helgenrelikvier, du har, så læg dem foreløbig i basilikaen og fejr de hellige dage sammen med os, og når de er omme, så kan du drage din vej.« Manden brød sig ikke det ringeste om, hvad ærkediakonen sagde, men gav sig til at bande og skælde ud på bispen. Da nu bispen indså, at det var en forfører, bød han, at han skulle indelukkes i en celle. Og da man så undersøgte, hvad det altsammen var, han førte med sig, fandt man en stor pose, der var fyldt med rødder af forskellige urter; også muldvarpetænder fandt man og museknogler og bjørnekloer og bjørnefedt. Da alt dette øjensynligt var trolddomsmidler, lod bispen det kaste i floden, fra tog manden korset og bød ham selv pakke sig bort fra Paris og dens område. Men manden lod sig lave et nyt kors og gav sig til igen at drive sine gamle kunster. Så lod ærkediakonen ham gribe og lægge i lænker og sætte i fængsel. Netop i disse dage var jeg selv kommet til Paris og havde herberg ved den hellige martyr Julians basilika. Næste nat brød fyren ud af fængslet og flygtede, med lænkerne på, hen i sankt Julians basilika. Her faldt han på gulvet, netop der, hvor jeg plejede at stå, og faldt straks i søvn, døsig og drukken som han var. Uden at ane, hvad der var sket, stod jeg ved midnat op for at takke gud, og fandt ham da sovende, og der stod en sådan stank fra ham, at alverdens kloaker og magshuse tilsammen ikke kan stinke så stærkt. Jeg kunne på grund af stanken ikke engang gå ind i basilikaen. Så kom der en af klerkene, som holdt sig for næsen og prøvede på at vække ham, men uden held, i den grad beruset var fyren. Så kom fire andre klerke til og fik ham løftet og slæbt hen i en krog af basilikaen, hvorpå de hentede vand og skyllede gulvet rent og strøede duftende urter. Så kunne jeg da gå ind og udføre min gudstjeneste. Men ikke engang vor salmesang kunne vække ham; han vågnede ikke, før det blev dag og solen stod højt på himlen. Så overgav jeg ham straffri til bispen. Da jeg under bispesammenkomsten i Paris fortalte dette ved måltidet, lod jeg manden hente for at foreholde ham hans skammelige adfærd. Da han stod foran os, og biskop Amelius af Bigorre så op på ham, genkendte han i ham en af sine tjenere, der var rendt bort, og tog ham derfor straffri med tilbage til sin hjemstavn. Der er mange, der driver den slags forførelseskunster, så den vankundige hob stadig er udsat for vildfarelse. Det er efter min mening om den slags folk vor herre taler i evangeliet, når han siger, at der i de sidste tider skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, som skal gøre tegn og undergerninger og føre endog de udvalgte i vildfarelse. Men nu må det være nok om dette, og vi må hellere vende tilbage til vort emne. Ennodius fik, skønt han alt i forvejen var hertug over Tours og Poitiers, tillige den øverste styrelse af Aire og Béarn (Aire har hos Gregor det gamle romerske navn Vicus Julius. Béarn kan kun i ganske kort tid have stået under Childebert II, idet Andelot traktaten i 587 overdrager landskabet til Gunthchramn, og indtil 584 stod det vistnok under Chilperik, efter hvis død Gunthchramn som formynder for hans lille søn Chlothachar II sandsynligvis har gjort krav på det). Men greverne i Tours og Poitiers gik til kong Childebert og satte igennem, at deres grevskaber blev fri for ham. Da han erfarede, at han var afsat her, drog han til de to andre ovenfor nævnte byer, men medens han opholdt sig der, fik han pålæg om også at fjerne sig fra disse. Da han således havde fået sin afsked, drog han til sit hjem og sysselsatte sig med sine private sager. Baskerne brød frem fra deres bjerge og strømmede ned på sletterne, hvor de lagde vinmarkerne og kornmarkerne øde, brændte husene af, bortførte kvæget og førte adskillige mennesker med sig i fangenskab. Hertug Austrovald drog flere gange imod dem, men fik kun ringe hævn over dem. Goterne brød ind i provinsen Aries, fordi kong Gunthchramns hær det foregående år havde hærget i Septimanien. De plyndrede og tog fanger med sig, og de trængte frem til den tiende milesten fra byen. I den faste by Ugernum (Beaucaire) ødelagde de alt og huggede menneskene ned, hvorpå de uden at møde modstand drog tilbage. Gunthchramn Boso, hvem dronningen ikke kunne udstå, gav sig nu til at overrende bisper og stormænd for [ved deres hjælp] at søge dronningens tilgivelse, som han før ikke havde brudt sig om. Men nu var det for silde. Da kong Childebert var mindreårig, havde Gunthchramn Boso ofte tirret dronning Brunechilde ved skældsord og forhånelser og havde også altid ydet hendes avindsmænds krænkelser af hende sit bifald. Men nu bød kongen, for at hævne de krænkelser, hans moder havde lidt, at han skulle gribes og dræbes. Da Gunthchramn Boso så, at det gik på livet løs, tog han sin tilflugt til bispekirken i Verdun, i tillid til at biskop Agerik, der var kongens gudfader, kunne udvirke kongens tilgivelse. Bispen drog også til kongen og gik i forbøn for ham, og kongen kunne ikke nægte ham, hvad han bad om. Han sagde: »Lad ham komme hid, og når der så er stillet borgensmænd, kan han drage til min farbror, og hvad dom han så fælder, vil jeg udføre.« Derpå blev Gunthchramn Boso våbenløs og med bundne hænder ført til det sted, hvor kong Childebert opholdt sig, og af bispen fremstillet for denne. Han kastede sig for kongens fødder og sagde: »Jeg har syndet mod dig og din moder ved ikke at lyde eders bud, men tværtimod handle mod eders vilje og mod rigets vel. Nu beder jeg eder, at i tilgiver mig, hvad ondt jeg har gjort eder.« Kongen bød ham stå op og overgav ham til bispen med de ord: »Lad ham være hos dig, hellige biskop, indtil han kan blive stedet for kong Gunthchramn,« og så bød han ham gå bort. Derefter sluttede Rauching sig sammen med stormænd i Chlothachars, Chilperiks søns, rige, idet det skulle hedde sig, at han arbejdede for landefred, så der ingen rivninger og ingen plyndringer mere skulle foregå ved grænsen mellem de to riger. Men i virkeligheden gik planen ud på, at kong Childebert skulle dræbes, og så skulle Rauching sammen med hans ældste søn Theodobert herske som konge over Champagne, medens Ursio og Bertfred skulle se at få hans yngste, nylig fødte søn Theodorik i deres magt og så med udelukkelse af kong Gunthchramn herske i den øvrige del af riget. Samtidig rasede de imod dronning Brunechilde og pønsede på at ydmyge hende, således som de alt tidligere havde gjort, da hun var blevet enke. Rauching var helt opblæst af kongelig magtfølelse og kroede sig allerede, om jeg så må sige, ved tanken om at eje selve det kongelige scepter, og han redte sig nu til at drage til kong Childebert for at iværksætte den lagte plan. Men den retfærdige gud var kommet ham i forkøbet og havde hvisket disse aftaler i kong Gunthchramns ører, og denne sendte lønligt kong Childebert meddelelse om alle disse rænker og lod ham sige: »Skynd dig, lad os snart sees, thi der er noget at tales ved om.« Men Childebert lod nøje efterforske, hvad der var blevet ham meddelt, og da han fandt det altsammen sandt, lod han Rauching kalde til sig. Da han var kommet, men før han endnu var blevet fremstillet for kongens åsyn, lod denne svende sende afsted, forsynede med breve om offentlig ægtepligt (denne pligt kendes også fra romertiden) og om at lægge hånd på Rauchings gods, overalt hvor sådant måtte findes. Derefter lod kongen Rauching føre ind i sit kammer og talte dér med ham om forskelligt, hvorefter han bød ham gå ud igen af kammeret. Idet han så gik ud, greb to dørvogtere fat i hans fødder, så han styrtede om over dørtrinet og kom til at ligge med en del af kroppen udenfor og en anden del indenfor døråbningen. Der stod folk rede med pålæg om at gøre det af med ham; de styrtede løs på ham med deres sværd og huggede hans hoved i den grad sønder og sammen, at det hele lignede hjernemasse, og han døde øjeblikkelig. Derefter plyndredes liget og blev så smidt ud af vinduet, hvorefter det blev jordet. Han var en mand af letfærdige sæder, behersket af en overmenneskelig griskhed, altid på lur efter andres gods; han var hovmodig af sin egen rigdom i den grad, at han i selve sin dødsstund gjorde sig til af at være en søn af kong Chlothachar. Der blev også fundet meget guld på ham. Da han var dræbt, skyndte én af hans svende sig afsted og meldte hans hustru, hvad der var sket. Hun red netop hen ad gaden i Soissons, strunk og pyntet, i stiveste puds, oversået med ædle stene og smykket med glimtende gyldne spange, med svende foran og bag sig, på vej til sankt Crispinus og Crispinianus' basilika for der at overvære messen, thi det var netop årsdagen for de hellige martyrers lidelse (d. 25. oktober). Men ved synet af budet red hun om ad en anden gade, rev al sin pynt af sig og flygtede hen i den hellige biskop Medardus' basilika, idet hun mente sig sikker under bekenderens værn (når hun søger tilflugt i sankt Medardus' basilika og ikke i Crispinus og Crispinianus', må grunden være den, at den første nyder større anseelse; den var opført af Chlothachar i og Sigebert - biskop Medardus døde ved midten af det 6. århundrede - og begge disse konger havde deres grave dér. At Medardus, der ikke var martyr, men magthaver og velgører, stiller martyrerne Crispinus og Crispinianus aldeles i skygge, er et interessant vidnesbyrd om den virkelige folkereligiøsitets forhold til den gamle martyr overlevering). De svende, kongen havde sendt ud for at lægge hånd på Rauchings gods, fandt i hans skatkammer så mange rigdomme, at det endog overgik, hvad der findes i selve kongens skatkammer, og de førte det altsammen til kongen. Den dag, Rauching blev dræbt, var der mange folk fra Tours og Poitiers hos kongen, og det var Rauching og hans mænds plan, hvis det lykkedes dem at øve deres udåd (at dræbe kong Childebert), så at lægge disse på pinebænken og sige til dem: »Det var én af jer, der myrdede vor konge,« og så dræbe dem efter at have pint dem på forskellig måde, medens de selv ville prale af, at de hævnede kongens død. Men den almægtige gud tilintetgjorde deres plan, fordi den var ond, og det opfyldtes således, hvad der står skrevet: den grav, du graver for din broder, falder du selv i. I Rauchings sted blev Magnovald hertug. Ursio og Bertfred havde imidlertid, idet de stolede på, at Rauching kunne udføre, hvad der var blevet aftalt, samlet en hær og nærmede sig med den. Men da de erfarede, at han var omkommet på den måde, øgede de yderligere den mandeflok, de havde om sig, og forskansede sig med alt hvad de havde i Voévre egnen, der lå i nærheden af Ursios gård. De var klar over deres forehavende og på det rene med, at hvis kong Childebert var til sinds at gå imod dem, ville de mandeligt værge sig mod hans hær. Ursio var den egentlige ophavsmand og årsag til hele denne ufærd, og dronning Brunechilde sendte da det bud til Bertfred: »Skil dig fra denne skurk, så skal du beholde livet, hvis ikke, må du gå til grunde sammen med ham.« Dronningen var nemlig gudmoder til hans datter og var derfor nådig sindet imod ham. Han svarede imidlertid: »Hvis døden ikke river mig fra ham, skal han aldrig blive ladt i stikken af mig.« Medens dette stod på, sendte kong Gunthchramn atter bud til sin brodersøn Childebert og lod ham sige: »Nu ingen nølen; kom, at jeg kan se dig, thi det er absolut nødvendigt, både for dit livs sikkerhed og for rigets velfærd, at vi sees.« Da Childebert hørte det, tog han sin moder, sin søster og sin hustru med sig og drog til møde med sin farbroder. Tilstede dér var også biskop Magnerik af Trier, og ligeledes kom også Gunthchramn Boso, hvem biskop Agerik af Verdun havde taget i sit værn. Men bispen selv, der havde sagt god for ham, var ikke til stede, idet det var blevet aftalt, at Gunthchramn Boso skulle fremstille sig for kongen uden nogens værn, for at, hvis kongen bestemte, at han skulle dø, han da ikke skulle holdes straffri af bispen, og hvis kongen skænkede ham livet, han da fri og frels kunne gå sin vej. Da nu kongerne var kommet sammen, blev han for sine forskellige letsindige streger kendt skyldig, og der blev givet påbud om at dræbe ham. Da han erfarede dette, skyndte han sig hen til biskop Magnerik i dennes herberge; først fik han klerkene og tjenerne bort fra bispen, så låste han døren og sagde derpå: »Jeg ved, helligste biskop, at du står i stor ære hos kongen, og nu søger jeg ly hos dig for at redde mit liv. De, der skal dræbe mig, er allerede her udenfor, og nu vil jeg sige dig uden omsvøb, at hvis du ikke frelser mig, så dræber jeg dig, før jeg går ud og går i døden. Vær vis på, at enten dør vi sammen, eller også lever vi sammen. Hellige biskop, jeg ved, du er gudfader til kongens søn, og jeg ved, at hvad som helst du beder ham om, det opnår du; han kan overhovedet ikke nægte din hellighed, hvad du kræver. Derfor må du enten udvirke tilgivelse for mig, eller også skal vi dø sammen.« Han stod med draget sværd, medens han talte. Bispen blev noget altereret ved hans ord, han svarede: »Jamen hvad kan jeg gøre, når du holder mig tilbage her? Slip mig og lad mig gå til kongen og bede om nåde for dig, måske vil han så lade sig formilde.« Men Gunthchramn Boso svarede: »Ikke ud af stedet. Men send abbederne og dine fortrolige afsted, og lad dem fremføre, hvad jeg nu har sagt dig.« Det blev dog ikke meddelt kongen sandfærdigt, idet de sagde, at Gunthchramn Boso stod under bispens værn, og derfor blev kongen vred og sagde: »Hvis bispen ikke vil gå ud af huset, må han dø sammen med denne forræder.« Da bispen fik den besked, sendte han [atter] bud til kongen, og nu fik denne det hele fortalt. Kong Gunthchramn svarede: »Stik ild på huset, og hvis bispen ikke kan komme ud, så lad dem begge brænde.« Da klerkene fik dette at vide, brød de med magt døren ind og trak bispen ud, og da skurken så høje flammer stå op omkring sig til alle sider, gik han med sværd ved lænd hen i døren. Men han var næppe gået over tærskelen og havde næppe sat foden udenfor, før en af mængden slyngede sin lanse imod ham og ramte ham i panden. Ør og sanseløs søgte han at drage sit sværd, men af de omkringstående ramtes han af en sådan mængde spyd, at han, da spidserne borede sig ind i ham og skafterne holdt ham oppe, ikke en gang kunne falde om på jorden. Nogle få mænd, der var hos ham, blev også dræbt og sammen med ham slængt ud på marken, og det var med nød og næppe, kongerne gav tilladelse til at jorde dem. Gunthchramn Boso var fremfusende i sine handlinger, meget gerrig og over al måde grisk efter andres ejendom, rede til at gøre enhver sin ed, men aldrig sindet at holde sit løfte. Hans hustru og børn måtte gå i landflygtighed, og hans ejendom blev inddraget i statskassen. I hans gemmer fandtes en mængde guld og sølv og klenodier af alle slags. Og også hvad han, dreven af sin onde samvittighed, havde skjult i jorden, kom for dagens lys. Han gav sig meget af med spåmænd og med at tage varsler; derved søgte han at få at vide, hvad der fremtidig skulle ske, men lod sig i virkeligheden holde for nar. Kong Gunthchramn fæstnede derefter freden med sin brodersøn og dronningerne (hermed menes sandsynligvis Brunechilde og Childeberts hustru Faileuba), og da de havde vekslet gaver og bragt de statslige mellemværender i orden (med Andelot-pagten), holdt de gilde sammen. Kong Gunthchramn lovede gud og sagde: »Jeg takker dig i højeste måde, almægtige gud! At du har undt mig at se sønner af min søn Childebert. Nu tror jeg, at du ikke helt har kastet vrag på mig, høje gud, eftersom du har vist mig denne nåde: at se sønner af min søn«. Dynamius og hertug Lupus vendte tilbage til kong Childebert, og han tog imod dem, og dronning Brunechilde fik Cahors igen (om hertug Lupus og hans forhold til Ursio og Bertfred og til Brunechilde og om hans flugt til kong Gunthchramn har Gregor fortalt i om 6. bog. Også Dynamius var gået over til Gunthchramn). Og således drog hver især med fred og glæde, med tak og atter tak til gud, efter at have underskrevet overenskomsterne og vekslet gaver og kys, tilbage hver til sin by. Men kong Childebert samlede en hær og bød den drage mod det sted, hvor Ursio og Bertfred holdt sig indesluttede. Det var en gård i Voévre egnen. Et stejlt bjerg ragede op over den, og på toppen stod der en basilika, der var opført til ære for den hellige og højsalige Martin. I gamle dage skulle her have været en fast borg, men nu var det ikke længere kunst, men kun naturen selv, der gav stedet værn. I denne basilika havde nu Ursio og Bertfred indesluttet sig med deres ejendele, hustruer og husstande. Kong Childebert opbød som sagt sin hær og bød den drage derhen. Men de opbudte mænd gav sig, før de endnu var kommet derhen, til at brænde og plyndre Ursios og Bertfreds gårde og ejendomme, hvorsomhelst de fandtes. Da de var nået hen til stedet, stormede de opad bjerget og lejrede sig om basilikaen med våben i hånd. Deres fører var Godegisel, hertug Lupus' svigersøn. Da de ikke kunne drive hine ud af basilikaen, søgte de at sætte ild på den, men da Ursio så det, greb han sit sværd og gik udenfor og gjorde et sådant blodbad på belejrerne, at ingen der kom ham for øje slap levende derfra. Der faldt blandt andre Trudulf, kongens paladsgreve, og mange andre af hæren blev fældede, men så blev Ursio, udmattet som han var af kampen, ramt i låret, han dånede og styrtede om, og idet andre nu huggede løs på ham, endte han sit liv. Da Godegisel så det, råbte han op og sagde: »Lad der nu være fred; nu er vore herrers værste fjende faldet; lad Bertfred beholde livet.« Medens nu efter disse ord hele skaren gav sig til at røve alle de ejendele, der var hobet sammen i basilikaen, sprang Bertfred op på en hest og red til Verdun. Her mente han at være i sikkerhed i et kapel i bispeboligen, især da biskop Agerik selv opholdt sig i huset. Men da Childebert havde fået meddelelse om, at Bertfred var undsluppet, blev han såre bedrøvet og udbrød: »Hvis han er undsluppen fra døden, skal Godegisel visselig ikke undslippe min hånd« kongen vidste nemlig ikke, at han var taget ind i kirkens hus, men troede, at han var flygtet til en anden egn. Godegisel blev bange, opbød atter hæren og omsluttede kirkehuset med væbnede mænd, og da bispen ikke kunne udlevere Bertfred, men tværtimod søgte at dække ham, klatrede Godegisels mænd op på taget og slyngede teglsten og tømmerstykker fra kapellets tag ned på ham og slog ham således ihjel. Dér lod han sit liv sammen med tre af sine svende. Bispen gik det meget nær, at han ikke blot ikke havde kunnet værne ham, men at endog det sted, hvor han plejede at bede, og hvor der var samlet relikvier af helgener, var blevet plettet af menneskeblod. Kong Childebert sendte mænd til ham med gaver, for at han kunne komme over sin sorg, men han ville ikke modtage nogen trøst. Mange flygtede i disse dage af frygt for kongen til andre egne. Nogle blev også afsatte fra deres høje embeder, og andre satte i deres sted. Gunthchramn stævnede Baddo, om hvem vi ovenfor har fortalt, at han for kongekrænkelse var blevet sat fast, for sig og sendte ham videre til Paris, idet han sagde: »Hvis Fredegunde med ærlige mænds ed kan frigøre ham for den beskyldning, der er rejst imod ham, må han drage bort i frihed, hvorhen han vil.« Men da han kom til Paris, mødte der ingen af den nævnte kvindes tilhængere, der kunne gøre ham skyldfri, og han blev da i lænker og under streng bevogtning ført tilbage til Chálon. Men siden blev han ved sendemænds og især ved biskop Leudovald af Bayeux hans mellemkomst givet fri og drog så til sit hjem.

Dengang hjemsøgtes Metz af en slem blodgangssyge, og da vi netop da var på rejse til kongen, mødte vi ved Reims på vejen en borger fra Poitiers ved navn Wiliulf, der var hårdt medtaget af sygdommen og havde høj feber. Da han drog ud af Reims, var han meget svag, og da han sammen med sin stedsøn kom til Paris, døde han på gården Rueil efter at have gjort testamente. Også knøsen, der pintes af den samme syge, døde, og begge blev ført til Poitiers og jordedes dér. Wiliulfs hustru giftede sig tredje gang, med en søn af hertug Beppolen, der allerede, hvad gud og hvermand ved, havde skilt sig fra to hustruer. Han var nemlig et letfærdigt og udsvævende menneske, og horesygens glød brændte ham således, at han ikke brød sig om sin hustru, men lå hos sine trælkvinder, og, led ved retmæssigt ægteskab, søgte han et andet. Men han bar sig ad på samme måde med sin anden kone og ligeså med den lige omtalte kvinde, som blev hans tredje kone. Han vidste ikke, at »forkrænkelighed skal ikke arve uforkrænkelighed«. Derefter drog biskop Ægidius af Reims, der var mistænkt for medskyld i den kongekrænkelse, for hvilken de ovenfor omtalte mænd (Rauching, Ursio og Bertfred) havde ladet livet, med store gaver til kong Childebert og bad om tilgivelse. I forvejen havde han i sankt Remigius' basilika fået edeligt tilsagn om, at der ikke skulle ske ham noget ondt på rejsen, og kongen tog da også nådigt imod ham, og han drog bort med fred. Han fik også fred med hertug Lupus, der, som ovenfor omtalt, på bispens tilskyndelse havde mistet sin hertugstilling i Champagne. Herover blev kong Gunthchramn meget forbitret, thi hertug Lupus havde lovet ham aldrig at gøre fred med bispen, da denne var en vitterlig fjende af kongen. Ved denne tid rørte guds barmhjertighed kong Reccared i Spanien, så han sammenkaldte sin religions bisper (dvs. de arianske) og sagde til dem: »Hvorfor er der stadig klammer og trætte mellem jer og de bisper, der kalder sig katolske? Og hvor kan det være, at medens disse ved deres tro gør mange undergerninger, er det jer umuligt at gøre sligt? Se derfor til at få en sammenkomst med dem, og lad os få begge parters tro under drøftelse, så vi kan se, hvad der er sandhed. Så må enten hine lade sig overbevise af jer og tro, hvad i siger, eller også må i indrømme, at de farer med sandhed, og så må i tro, hvad de siger.« Således skete det også, der kom bisper sammen fra begge sider, og kætterne fremførte de udsagn, som jeg allerede flere gange har skrevet om, og ligeledes gav bisperne af vor religion de samme svar, som vi har omtalt i de foregående bøger, hvor vi har påvist, at kætterne måtte give tabt overfor dem. Kongen foreholdt især kætternes bisper, at de aldrig øvede helbredelses undere på syge, og mindede om, at i hans faders tid havde en biskop, der pralede af ved sin tro der ikke var den rette, at kunne gengive blinde synet, rørt ved en blind og derved dømt denne til evig blindhed, så han selv måtte luske af med skamme, noget vi har skildret vidtløftigere i Mirakelbogen (De hellige bekenderes mindebog, jævnfør historien om vandalerbispen Cirola i 2 bog. Det er øjensynlig samme historie, der gør tjeneste her påny. Når Gregor atter og atter fremhæver, at arianernes bisper ikke evnede at gøre undergerninger og her meget snildt lægger denne bebrejdelse i kongens mund, må det stå for hans egen regning som udtryk for hans afsky for kætterne. Det er lidet troligt, at arianerne, dér hvor de var hjemme, hvor der var organiseret herskende arianske menigheder, skulle have holdt sig borte fra udøvelsen af de nådegerninger, som tidens mennesker krævede og deres tankevaner holdt for mulige. Men det arianske menighedsliv er lidet kendt, og selve den arianske teologi er næppe så tilforladeligt overleveret, som ønskeligt ville være). Kongen kaldte så guds bisper (de katolske) særskilt for sig og udspurgte dem på alle måder, så han indså, at den ene gud dyrkes i tre særlige personer, som er: faderen, sønnen og den hellige ånd, at sønnen ikke er mindre end faderen og den hellige ånd, eller den hellige ånd mindre end faderen og sønnen, men at denne trehed bekendes som sand gud i én lighed og almagt. Nu skønnede Reccared, hvad der var sandhed, afbrød striden og underkastede sig den katolske lov. Derefter modtog han det hellige korses tegn og blev salvet og bekendte troen på jesus kristus guds søn, faderens lige jævnsides den hellige ånd, han som hersker i evigheders evighed, amen (ved en arianers optagelse i den katolske kirke foretages der altså en art suppleringsdåb, en «konfirmation«. I forvejen er vedkommende som kristen vanddøbt i faderens, sønnens og den hellige ånds navn, hvilket altså ved arianerdåb er noget andet end den treenige gud. Hertil kommer nu håndspålæggelse, salving og den ortodokse trosbekendelse. Fremgangsmåden er formuleret i en kirkeforsamlingsvedtægt i Aries i 314). Derefter sendte han mænd til den narbonnensiske provins, der skulle fortælle, hvad han havde gjort, og vinde folket der for den samme tro. Dengang var Athalocus den arianske sekts biskop dér. Ved sine urimelige lærdomme og sine falske udlægninger af skrifterne voldte han guds kirker så megen skade, at man skulle tro, det var Arius selv, om hvem historieskriveren Eusebios har fortalt, at han sked indvoldene ud på magshuset (Euseb eller rettere Rufinus i fortsættelsen af Eusebs kirkehistorie. Gregor har oftere omtalt denne smagfulde tradition. Skade at traditionen om Athalocus' endeligt ikke har tilladt Gregor at gøre parallelen med traditionen om Arius' endeligt endnu mere iøjnefaldande. Spanske skribenter fortæller iøvrigt, at biskop Athalocus og nogle verdslige stormænd gjorde oprør mod Reccared). Da nu Athalocus ikke ville tillade sin sekts menighed at tilegne sig den ortodokse tro, men kun fandt samstemning og bifald hos nogle få, ærgrede han sig i den grad, at han gik ind i sin celle, lagde sit hoved på løjbænken og udåndede sin onde sjæl. Og således bekendte kætterfolket i denne provins den udelelige trehed og gik bort fra vildfarelsen. Så lod Reccared en sendefærd afgå til kong Gunthchramn og kong Childebert for freds skyld, for at han, ligesom han kundgjorde sin enhed med dem i troen, kunne vise sig forenet med dem i kærlighed. Men kong Gunthchramn ville ikke have med sendemændene at gøre. Han sagde: »Hvilken tro kan de vel love mig, eller hvorledes kan de kræve, at jeg skal tro dem, disse mennesker, der har sendt min broderdatter Ingunde i fangenskab, og som ved deres rænker har voldt hendes mands drab og hendes egen død i fremmed land? Jeg tager altså ikke mod nogen sendefærd fra Reccared, før gud skaffer mig hævn over disse mine fjender.« Efter den besked drog sendemændene til kong Childebert, der modtog dem i fred. De sagde: »Vor herre, din broder Reccared, vil være af med den beskyldning, der lægges på ham, at han skulle være medvider i eders søsters død. Hvad ed i end kræver, eller hvad vilkår i end stiller, så kan han godtgøre sin uskyld: han vil desuden for eders skyld give jer 10,000 guldstykker, fordi han attrår at have eders kærlighed, på det at både han kan nyde godt af eders hjælp og i, når det måtte være nødvendigt, kan have hans hjælp til rådighed.« Da de havde fremført deres ærinde, lovede kong Childebert og hans moder, at de ubrødelig ville pleje fred og kærlighed med Reccared, og efter at have givet og modtaget gaver tilføjede sendemændene: »Vor herre bød os også at lægge et ord i eders øren om eders datter og søster Chlodosinda, at hun må gives ham i ægteskab, for at den fred, i har lovet hinanden, lettere kan holdes ved magt.« Childebert og Brunechilde sagde: »Vi giver gerne vort tilsagn, men den sag tør vi ikke afgøre uden at rådføre os med vor farbroder kong Gunthchramn, thi vi har lovet ham i alle større spørgsmål intet at gøre viden at rådspørge ham.« Med dette svar drog sendemændene så hjem. I dette år (588) var der om foråret voldsomme regnskyl, og da træer og vinranker løvedes, faldt der sne, som lagde sig over alt, og derefter kom der frost, der sved de nye skud på vinstokkene og andre frugtbloster. Kulden var så stærk, at endog svalerne, der var kommet fra fremmede egne, døde deraf. Det var også underligt, at dér, hvor frosten ellers aldrig voldte skade, ødelagde den nu alt, medens den ikke nåede derhen, hvor den plejede at gøre skade.

Brittannerne faldt ind i Nantesegnen, plyndrede og hærgede gårdene og førte folk bort som fanger. Da kong Gunthchramn fik melding herom, lod han udbyde leding og sendte en mand til brittannerne, der skulle tale med dem og få dem til at give gengæld for al deres ufærd; ellers måtte de vide, at de ville blive hugget ned af hans hær. De blev bange og lovede at gøre godt igen, hvad de havde gjort ilde. Derefter sendte kongen en sendefærd derhen: bisperne Namatius i Orléans og Berthchramn i le Mans sammen med greverne [på de to steder] og andre fornemme mænd. Også fra Chlothachars (dvs. Chlothachar II, født i 584), Chilperiks søns rige var der stormænd. De drog til egnen om Nantes og fremførte, hvad kongen havde pålagt dem, for Waroch og Vidimacles. Disse svarede: »Vi ved selv, at disse egne hører til kong Chlothachars sønner (Chlothachar I, en af Chlodovechs sønner), og vi skylder dem lydighed. Vi vil ikke tøve med at gøre vor uret god igen.« Der blev så givet borgensmænd og underskrevet forpligtelser, og de lovede at give kong Gunthchramn og Chlothachar hver 1000 guldstykker i bøde, og endvidere lovede de aldrig i fremtiden at gøre indfald i disse landskaber. Da dette således var ordnet, drog de andre sendemænd tilbage til kong Gunthchramn og meldte ham, hvad de havde udrettet, men biskop Namatius var ikke med, idet han opholdt sig på sine gårde i omegnen af Nantes, som hans forældre fordum havde mistet, men han fået tilbage. Her fik han tre slemme bylder i hovedet, der voldte ham megen pine. Han ville gerne hjem til sin by, men udåndede i nærheden af Angers. Hans lig blev ført til hans by og jordet i den hellige bekender Anianus' basilika. På bispestolen efterfulgtes han af Austrinus, søn af den afdøde pastor. Waroch glemte imidlertid sin ed og sin forpligtelse, og lod hånt om alt hvad han havde lovet. Han plyndrede Nantes'ernes vinmarker, høstede vinen og førte den bort til Vannes. Herover blev kong Gunthchramn rasende og udbød atter leding, men holdt sig dog i ro. Den fejde mellem borgerne i Tours, om hvis afslutning vi ovenfor har fortalt, blussede atter op al sin vildskab. Sicharius havde sluttet et nøje venskab med Chramnesind, skønt han havde dræbt hans frænder, og de elskede hinanden således i gensidig kærlighed, at de ofte nød deres måltider sammen og lå på samme leje. Engang lod Chramnesind ved nattetid rede et måltid og indbød Sicharius til gildet. Han kom, og de sad og holdt gilde sammen. Da vinen var gået Sicharius til hovedet, gav han sig til at bruge mund mod Chramnesind og skal tilsidst have sagt: »Du skylder mig stor tak, kære broder, fordi jeg har dræbt dine frænder, thi den bod, du har taget imod for dem, har bragt guld og sølv i overflod til dit hus. Du ville nu være fattig og nødlidende, hvis dette ikke havde bragt dig til kræfter.« Disse ytringer af Sicharius hørte Chramnesind med bittert sind og sagde i sit hjerte: »Hvis jeg ikke hævner mine frænders død, er jeg ikke værd at kaldes en mand, men må kaldes en svag kvinde.« Han slukkede straks lysene og kløvede med sit sværd hovedet på Sicharius. Denne udstødte døende et svagt skrig, faldt om og var død, og de svende, der var kommet sammen med ham, løb deres vej. Chramnesind drog klæderne af liget og hængte det op ved en gærdestav (et retmæssigt hævndrab måtte kundgøres for alle, thi hvis drabet blev skjult, blev det netop uretmæssigt, og denne kundgørelse sker på lovmæssig måde ved at sætte den dræbtes hoved på en pæl eller ved at hænge eller lægge liget således, at det er synligt for alle), steg så til hest og red til kong Childebert. Han gik ind i bispekirken og kastede sig for kongens fødder og sagde: »Brømmelige konge, jeg beder dig om mit liv, thi jeg har dræbt de mænd, der i løn har myrdet mine frænder og røvet alt deres gods.« Derpå gav han en fremstilling af sagens sammenhæng; men da dronning Brunechilde hørte det, blev hun meget harmfuld over, at Sicharius, der stod under hendes værn, var kommet af dage på den måde, og gav ondt af sig imod Chramnesind. Da han så, at hun var ham fjendsk, drog han til Bouges i Bourges egnen, hvor også hans frænder levede, fordi det lå i kong Gunthchramns rige. Tranquilla, Sicbarius' hustru, forlod sine børn og opgav sin mands gods i Tours og Poitiers og drog til sine frænder i Ponts (i Troyes egnen), hvor hun giftede sig igen. Sicharius var ved sin død omtrent 20 år gammel. Han var i sit liv et letfærdigt menneske, en drukkenbold og en morder, der i drukkenskab gjorde mange meget ondt. Chramnesind drog siden endnu en gang til kongen og fik den dom, at han skulle godtgøre, at drabet var sket i nødværge, hvad han også gjorde. Men Brunechilde havde jo som sagt taget Sicharius i sit værn, og hun bød derfor, at Chramnesinds gods skulle inddrages. Senere hen blev det ham dog tilbagegivet af husmesteren Flavianus. Chramnesind drog også til ham i Agen og fik ham til at give sig brev på, at ingen måtte gøre ham noget. Flavianus havde fået hans gods overdraget af dronningen. I dette år (588), kong Childeberts 13. kongeår, var vi taget afsted for at hilse på kongen og var kommet til Metz, da vi fik pålæg om at drage i sendefærd til kong Gunthchramn. Vi traf ham i Chálon, og vi sagde til ham: »Navnkundige konge, din berømmelige brodersøn, kong Childebert, sender dig sin venligste hilsen og takker dig af fuldt hjerte for din kærlighed, fordi han af dig stadig holdes til at gøre, hvad der både kan tækkes gud, være dig kært  og folket gavnligt. De ting, i har talt om, lover han at opfylde alle, og han lover ikke at bryde nogen af de overenskomster, der er sluttet mellem jer indbyrdes.« Hertil svarede kongen: »Jeg kan ikke på samme måde sige tak, thi det, der er lovet mig, bliver ikke holdt. Jeg får stadig ikke min del af byen Senlis; mænd, som jeg for min egen skyld ville have skaffet bort, fordi de var mine fjender, blev dog holdt tilbage; hvordan kan i så sige, at min kære brodersøn ikke vil bryde nogen af de skrevne overenskomster?« Dertil svarede vi: »Han vil ikke gøre imod disse overenskomster i nogen ting, men lover at opfylde alt, og hvis du nu vil sende mænd afsted til at foretage Senlis delingen, så skal den ske uden tøven, og du skal straks få dit. Og hvad det angår med de mænd, du taler om, så skriv navnene op, så skal alt, hvad der er lovet, blive opfyldt.« Medens vi talte sammen, bød kongen, at selve pagten igen skulle oplæses for de tilstedeværende (pagten afsluttedes d. 28. november 587 i Andelot). Pagtens ordlyd. »Da de allerhøjeste herrer kongerne Gunthchramn og Childebert og den højberømmelige frue dronning Brunechilde i kristi navn kom sammen i Andelot for at styrke den indbyrdes kærlighed, på det at de med modent overlæg kunne træffe en afgørelse af alle de spørgsmål, der på en eller anden måde kunne volde splid imellem dem, satte, vedtog og enedes de om efter bispers og stormænds mægling under guds vejledning, for deres kærligheds skyld, at de, så længe det var den almægtige guds vilje, at de skulle leve her i verden, skulle holde hinanden en ren og utvetydig troskab og kærlighed. Fremdeles, da hr. Gunthchramn hævdede, at efter den pagt, han havde sluttet med hr. Sigebert, god ihukommelse, den del, denne havde fået af Chariberts rige, tilkom ham [Gunthchramn] helt og fuldt, og da der fra hr. Childeberts side blev gjort påstand på at få tilbage alt hvad hans fader havde ejet, er der truffet den urokkelige overenskomst imellem dem, at den tredjedel af Paris og omegn med indbyggere, som efter den skrevne pagt var kommet til hr. Sigebert fra Chariberts rige, endvidere borgene Cháteaudun og Vendome og alt hvad den nævnte konge havde fået af Etampes og Chartres egnene på vejen [til Paris], landstrækninger og indbyggere, for bestandig skal være og blive under hr. Gunthchramns magt og herskab, tillige med alt det han allerede i hr. Sigeberts tid havde af Chariberts rige. På samme måde skal hr. Kong Childebert fra denne dag af have herredømmet over Meaux, to tredjedele af Senlis, Tours, Poitiers, Avranches, Vicus Julii [Aire], Couserans, Laburdum [Bayonne] og Albi med tilhørende landstrækninger. Men det skal være en fast forudsætning, at hvem af de to konger, gud lader overleve den anden, skal have krav på den andens rige, hvis denne går bort fra denne verdens lys uden sønner, og have det helt og fuldt og for bestandigt og med guds hjælp efterlade det til sine efterkommere. Og det er særligt vedtaget ubrødeligt i et og alt at overholde, at hvad som helst hr. Kong Gunthchramn har overdraget eller yderligere med guds hjælp måtte overdrage sin datter Chlodechilde, være sig byer, marker eller indkomster, skal altsammen, ejendele og jorder, være og blive under hendes hånd og herskab. Og hvis hun efter eget tykke vil disponere over noget af krongodset eller over klenodier eller penge eller overdrage nogen noget deraf, skal det med guds hjælp blive derved bestandig, og ingen skal nogensinde gøre hende det stridigt, og hun skal under hr. Childeberts værn og forsvar med al ære og al værdighed i tryghed besidde alt hvad hun måtte sidde inde med ved hendes faders død. I lige måde lover hr. Kong Gunthchramn, at hvis så skulle ske, hvad jo menneskelig skrøbelighed kan medføre, men hvad gud nådigt forbyde, og hvad han selv ikke gerne vil opleve, at hr. Childebert skulle gå bort fra dette liv før ham, så vil han som en kærlig fader tage hans sønner Theodobert og Theodorik og hvilke andre børn, gud endnu måtte ville give ham, under sit værn og forsvar, således at de skal besidde deres faders rige i dets fulde helhed. Og hr. Childeberts moder, fru dronning Brunechilde, og hendes datter Chlodosinda, hr. Kong Childeberts søster, så længe hun bliver i Frankernes rige, og hans dronning Faileuba vil han i åndelig kærlighed tage under sit værn og forsvar som sin gode søster og sine døtre, og de skal med al ære og værdighed i fuld sikkerhed og tryghed besidde alt deres eje, byer, marker og indkomster, alle deres rettigheder og hele deres formue, såvel hvad de i øjeblikket ejer som hvad de yderligere ved guds hjælp måtte lægge dertil med ret og skel, så at, hvis de af krongodset eller af klenodier og penge efter eget tykke disponerer over noget eller vil overdrage nogen noget deraf, dette da skal stå urokkelig ved magt bestandig, og deres disposition ikke nogensinde skal rokkes af nogen. Med hensyn til Bordeaux, Limoges, Cahors, Béarn og Begorra [Cieutat] (ved de her nævnte stednavne må forståes såvel by som land. Ved Bordeaux må forstås dels bispebyen, stiftet og grevskabet), som Galsuinda, fru Brunechildes søster, da hun kom til Frankerriget, erhvervede dels som fæstensgave, dels som morgengave (betyder ikke her som i romersk ret brudens medgift, men fæstemandens gave til fæstemøen, der udredes eller garanteres ved trolovelsen, medens morgengaven først gives efter brylluppet eller efter brudenatten), og som derefter fru Brunechilde erhvervede ifølge retskendelse af hr. Kong Gunthchramn og frankerne, medens kong Chilperik og Sigebert endnu levede, er det vedtaget, at fru Brunechilde fra denne dag af skal have som ejendom Cahors, by, landområde og indbyggere, medens hr. Gunthchramn, så længe han lever, skal besidde de andre i denne forbindelse ovenfor nævnte byer og egne, men således, at de en gang efter hans død med guds hjælp i deres fulde omfang skal vende tilbage til fru Brunechilde og hendes arvinger, men så længe hr. Gunthchramn lever, må der ikke under noget påskud eller på noget tidspunkt gøres krav på dem hverken af fru Brunechilde eller af hendes søn kong Childebert eller af dennes sønner. I lige måde er det vedtaget, at hr. Childebert skal have Senlis i dets hele omfang, og til gengæld for den tredjedel deraf, som hr. Gunthchramn har gyldigt krav på, skal der ydes ham erstatning i den tredjedel, der tilhører hr. Childebert i Ressons. I lige måde er det vedtaget, at efter den mellem hr. Gunthchramn og hr. Sigebert, god ihukommelse, indgåede pagt skal de mænd (sædvanligvis de tro mænd, mænd der hører til kongens nærmeste omgivelser. Dynamius og hertug Lupus er to af dem), som efter hr. Chlothachars død først aflagde ed til hr. Gunthchramn, og som overbevises om siden at være gået over til en anden, fjernes fra de steder, hvor de opholder sig, og i lige måde skal også de, som overbevises om efter hr. Chlothachars død først at have aflagt ed til hr. Sigebert, men siden er gået over til en anden, på samme måde fjernes. I lige måde skal hvad de fornævnte konger har overdraget eller med guds hjælp på retmæssig måde yderligere måtte overdrage kirker eller deres tro mænd urokket blive derved, og hvad der efter lov og ret tilkommer enhver af deres tro mænd i de to riger, skal de nyde skadesløst og besidde eller få tilbage, hvad der tilkommer dem, og hvis noget uden deres skyld er kommet dem fra i kongeløsetiden, skal det efter nøje undersøgelse gives tilbage. Og hvad hver især ved de foregående kongers gavmildhed indtil hr. Kong Chlothachars, berømmelig ihukommelse, hans død sidder inde med, skal han besidde i sikkerhed, og hvad der siden er gået tro mænd fra, skal nu gives tilbage. Og eftersom der mellem de fornævnte konger er knyttet en sand og utvetydig enighed i guds navn, er det vedtaget, at der ikke nogensinde må nægtes nogen af de tro mænd i hvert af de to riger gennemfærdsel, hvad enten vedkommende færdes på statens vegne eller ønsker at færdes i eget private øjemed ( i 6. bog er omtalt et tilfælde, hvor kong Gunthchramn spærrer vejene for mænd fra Childeberts rige). Fremdeles er det vedtaget, at ingen [af kongerne] hverken må lokke nogen af den andens tro mænd til sig eller beholde nogen sådan, hvis han selv kommer. Og om en sådan skulle mene at burde søge tilflugt hos den anden [konge] for en eller anden brødes skyld, skal han gives tilbage med betinget frihed for straf efter brødens art. Det vedtoges også at tilføje til nærværende pagt, at hvis en af parterne under underfundige påskud på noget som helst tidspunkt skulle overtræde nærværende vedtægter, skal han miste alle de fordele, der er lovet eller allerede givet ham, og de skal komme den til nytte, der ubrødeligt holder hvad der ovenfor er skrevet, og han skal i alle ting være løst fra sin edelige forpligtelse. Efter at alle disse ting således er ordnede, sværger parterne ved den almægtige guds navn og den uadskillelige treenighed og alt guddommeligt og ved dommens frygtelige dag (man kan undres over, at ingen helgener nævnes. Forklaringen er vel den, at da helgenen efter sit væsen er stavnsbunden, er ingen i lige grad hellig eller virksom for alle parter. Iøvrigt kan ordene »alt guddommeligt« jo dække over alle nødvendige hensyn) ubrødeligt at ville holde alt, hvad der ovenfor er skrevet, uden svig og uden underfundighed. Pagten er sluttet d. 28. november i hr. Kong Gunthchramns 26., hr. Childeberts 12. kongeår.« Da overenskomsterne var oplæst, sagde kongen [Gunthchramn]: »Guds dom ramme mig, om jeg overtræder noget af det, her står.« Så sagde han henvendt til [biskop] Felix [af Nantes], der var kommet som sendemand sammen med mig: »Hør, Felix, du har jo tilvejebragt det nøjeste venskab mellem min søster Brunechilde og den guds og menneskenes fjende Fredegunde?« Felix sagde nej, og jeg sagde så: »Kongen må ikke tvivle om, at der jo holdes det samme venskab imellem dem, som har bestået imellem dem i mange år. Du må for sandelig vide, at det had, der fordum bestod imellem dem, endnu ulmer og ikke sygner hen. Gid du, berømmelige konge, ville iagttage mindre kærlighed overfor hende, thi jeg har ofte måttet sande, at du viser sendefærd fra hende større ære end sendefærd fra os.« Kongen svarede: »Du guds biskop må vide, at jeg tager således mod sendefærd fra hende, at jeg ikke sætter mit gode forhold til min brodersøn kong Childebert til, thi jeg kan ikke knytte venskab med den kvinde, der mere end én gang har sendt folk ud at tage livet af mig.« Da han havde sagt det, sagde Felix: »Det er vel nok kommet eders herlighed for øre, at Reccared har skikket sendemænd til eders brodersøn om at få eders broderdatter Chlodosinda til ægte, men han ville ikke give noget løfte uden at have rådført sig med eder.« Kongen svarede: »Det er heller ikke så overmåde heldigt, at min broderdatter drager derhen, hvor hendes søster er blevet myrdet, og jeg synes heller ikke videre godt om, at min broderdatter Ingundes død ikke bliver hævnet.« Felix svarede: »De ønsker overmåde meget at retfærdiggøre sig i denne sag, enten ved eder eller på hvilke andre vilkår, i måtte kræve, blot i giver eders samtykke til, at Chlodosinda bliver trolovet med Reccared, således som han ønsker.« Kongen svarede: »Ja, hvis min brodersøn opfylder, hvad han selv har ønsket indført i overenskomsterne, så skal jeg også være ham til vilje heri.« Da vi så lovede, at Childebert skulle opfylde alt, sagde Felix yderligere: »Han beder også eders kærlighed om at yde ham hjælp mod longobarderne, så de kan blive jaget ud af Italien, og den del af landet, som hans fader inden sin død erobrede, må komme i hans magt, medens det øvrige ved hans og eders hjælp igen må komme under kejserens herredømme« (om Sigeberts erobringer i Italien meddeles intet hos Gregor. Childebert selv havde gjort togt til Italien, se i 6. bog). Kongen svarede: »Jeg kan ikke sende min hær til Italien og således selv, uden tvingende grund, sende den i døden, thi for tiden hjemsøges landet af en forfærdelig sot.« Så tog jeg ordet: »I har ladet eders brodersøn vide, at alle hans riges bisper skulle samles til møde, fordi der er mange ting, der trænger til undersøgelse. Men eders berømmelige brodersøn mente i overensstemmelse med kanonisk skik, at det var bedre, at hver enkelt metropolit kom sammen med bisperne i sin kirkeprovins og således hvad der måtte findes af misbrug indenfor dette område kunne rettes ved bispernes beslutning. Thi hvad grund er der til, at så stor en mængde bisper skal samles på ét sted? Kirkens tro trues ikke af nogen fare; intet nyt kætteri er opstået; hvilken nødvendighed er der da for, at så mange herrens bisper skal samles til ét fælles møde?« Kong Gunthchramn svarede: »Jo, der er mange ting at undersøge, slemme ting der går i svang, utugtige forhold og også mangt og meget, der vedrører os selv; men fremfor alt er der selve guds sag, der er større end alle andre, nemlig at i må undersøge, hvorfor biskop Prætextatus blev hugget ned i selve bispekirken. Men også de, der skyldes for utugtigt levned, må have deres sag undersøgt, så de, hvis de ikke kan klare sig, kan blive straffede efter bispernes beslutning, eller også, hvis det viser sig, at de er uskyldige, de offentlig kan frigøres for den falske beskyldning.« Derpå bød han, at synoden skulle udskydes til 1. juni. Efter denne samtale gik vi hen i bispekirken, thi netop den dag var det herrens opstandelses fest (i 588 var påskedag d. 18. april), og efter messen indbød kongen os til et gæstebud, hvor retterne var ligeså rigelige som stemningen var oprømt. Thi kongen talte stadig om gud, om bygning af kirker, om forsorg for de fattige. Af og til lo han af glæde over en åndelig spøg og fremkom også med forskellige ytringer, der kunne volde os glæde. Blandt andet sagde han: »Gid min brodersøn vil holde sine løfter. Alt hvad jeg har er jo hans. Og hvad det angår, at han tager mig ilde op, at jeg tager imod sendefærd fra min brodersøn Chlothachar, mon jeg så er en sådan tåbe, at jeg ikke skulle kunne mægle imellem dem, at deres splid ikke tager til? Jeg ved, det er bedre at gribe ind, end at lade striden trække i langdrag. Hvis jeg bliver sikker på, at Chlothachar er min brodersøn, så vil jeg give ham en to, tre byer et eller andet sted, at han ikke skal være aldeles uden arv fra mit rige, og på den anden side Childebert ikke skal være urolig for, hvad jeg efterlader Chlothachar.« Dette og andet talte han om og bød os så farvel med mange venlige ord og store gaver, idet han pålagde os altid at give kong Childebert gavnlige råd.

Kong Gunthchramn var, som vi jævnlig har sagt, stor i almisser og rede til nattebøn og faste. Da det nu rygtedes, at Marseille hjemsøgtes hårdt af lyskesoten, og at soten hastig havde bredt sig til den lille by Octavus (saint Symphorien d'Ozon, nord for Vienne) i Lyon stift, bød kongen, som en god præst, der forud tænker på midler til at læge det syndige folks sår, alt folket kommer sammen i kirken og med største andagt holde rogationer (om der herved tænkes på de almindelige gangdage, eller der menes særlige processioner, er ikke klart), og han bød endvidere ikke at nyde anden føde end bygbrød og rent vand og flittig at overvære gudstjenesten om natten. Og således skete det også. Tre døgn igennem bad kongen i angst og bæven for sit folk, og almisser, rigeligere end sædvanlig, gik forud for bønnerne, så han da måtte synes at være ikke blot en konge, men også en guds biskop. Alt sit håb satte han til guds barmhjertighed, og de tanker, der steg op i ham, lagde han over på gud, af hvem han med al troens styrke håbede, de skulle virkeliggøres. Det fortaltes dengang af mange troende, at en kvinde, hvis søn plagedes af fjerdedagsfeber og lå mellem liv og død på sit leje, gik hen til kongen bagfra, midt i folkesværmen, og uden at nogen lagde mærke dertil rev nogle frynser af kongens kåbe, lagde dem i noget vand og så gav sin søn vandet at drikke, hvorpå feberen straks svandt og han blev rask. Og jeg tvivler ikke om, at det er sandt, da jeg ofte har hørt, at besatte efter den onde ånds tilskyndelse påkaldte hans navn og tilstod deres onde gerninger i erkendelse af hans underkraft (det træk, Gregor her gengiver, er af stor interesse, fordi det er et vidnesbyrd om, at der endnu levede en forestilling om det levende stormenneskes, kongens, høvdingens, underkraft, bl.a. til at helbrede. Grækere, romere og germanere har længe før kristentiden haft denne opfattelse af visse stormennesker, og at denne opfattelse levede længe efter Gregors tid, derom vidner f.eks. de franske kongers evne til at helbrede visse sygdomme og havde lægeevne). Da jeg ovenfor talte om, at Marseille led under en ødelæggende sot, har jeg nu bestemt mig til en udførligere skildring af, hvad den måtte gennemgå. Just ved den tid var biskop Theodorus draget til kong Childebert for at sætte ondt for patricieren Nicetius, men da kong Childebert ikke ville høre noget om den sag, drog han hjem igen. Imidlertid var et handelsskib fra Spanien gået ind i havnen, og det medførte desværre smittekimen til denne sot. Mange af byens borgere købte forskellige ting på skibet, og pludselig brød smitten ud i et hus, i hvilket der boede 8 mennesker, der alle bukkede under for den, så huset helt uddøde. Dog bredte soten sig ikke straks, som en løbeild til alle huse. Der gik først en tid, men så bredte soten sig, ligesom når der går ild i en kornmark, over hele byen. Bispen vendte dog tilbage til byen. Han opholdt sig sammen med nogle få, der blev tilbage hos ham, indenfor sankt Victor basilikaens indhegning og vågede og bad dér, så længe pesten rasede i byen, bønfaldende herrens barmhjertighed om dog endelig at standse ødelæggelsen, så folket atter kunne leve i fred. Plagen hørte også op i to måneder, og indbyggerne var vendt tilbage og følte sig trygge, men så brød soten frem igen, og nu døde de, der var vendt tilbage. Også siden da har byen flere gange været hjemsøgt af denne ødelæggende sot. Biskop Agerik i Verdun blev alvorligt syg af den stadige bitre græmmelse, han led under, fordi Gunthchramn Boso, som han var gået i borgen for, var blevet dræbt, og græmmelsen øgedes ved, at Bertfred var blevet dræbt inde i kapellet i kirkehuset, og hertil kom, at selve Gunthchramns sønner stadig opholdt sig hos ham. Til dem gentog han dag efter dag under tårer: »Det er hadet til mig, der har gjort eder faderløse.« Af disse grunde var han, som sagt, yderst ophidset og forpint af ærgrelse og bitterhed, og dette i forbindelse med en stærk svækkelse på grund af faste voldte hans død og lagde ham i graven. Hans abbed Bucciovald (abbed er ikke klosterforstander, men en overordnet præst, der har tilsyn med kirken; vistnok samme betydning har martyrarius, som Leudastes kaldes; men Leudastes var ganske vist sandsynligvis tillige abbed for et kloster. Det er ikke klart, om abbed i den her nævnte betydning var det almindelig brugte ord, eller om det måske hyppigst erstattes af ærkediakon), søgte at blive biskop efter ham, men opnåede det ikke, idet kongen, med borgernes samtykke, bød, at referendaren Charimer skulle vies til biskop, således at der intet hensyn toges til abbed Bucciovald, om hvem det iøvrigt hed sig, at han var et hovmodigt menneske og derfor af nogle kaldtes Buccovalidus (skryderen). Også biskop Licerius i Aries døde. I hans sted blev abbed Virgilius i Autun biskop ved støtte fra hans biskop, Syagrius (biskop i Autun, er omtalt i forbindelse med den sag, Gregors broder Peter var indviklet i). Så døde også biskop Diotherius i Vence, i hvis sted Phronimius blev biskop. Denne Phronimius hørte oprindelig hjemme i Bourges, men af en eller anden mig ubekendt grund flyttede han til Septimanien (dvs. til det Vestgotiske rige. Agde lå i det narbonnensiske Gallien, der ved delingen efter Athanagilds død kom til Leuva, efter hvis død det kom under broderen Leuvechild), og efter kong Athanagilds død viste hans efterfølger Leuva ham stor ære, og han blev indsat til biskop i Agde. Så døde Leuva, og [hans efterfølger] Leuvechild levede i den kætterske galskabs vantro. Da så kong Sigeberts datter Ingunde, som foran omtalt, drog til Spanien for at indgå ægteskab [med Leuvechilds søn Hermengild], erfarede Leuvechild, at nævnte biskop havde givet hende det råd aldrig at give sig af med denne giftige kættertro, og af den grund var han altid på nakken af ham og lagde snarer for ham, for at få ham afsat fra bispedømmet. Men trods alle rænker lykkedes det ham ikke at få ham i sine snarer, og tilsidst sendte han da en mand ud for at dræbe ham. Det fik Phronimius nys om, og han drog derfor bort fra Agde og drog til Gallien dvs. frankisk område), hvor han fik en god modtagelse af mange bisper, der også gav ham rigelige gaver, hvorefter han nåede frem til kong Childebert. Og da der nu blev plads ledig, fik han ved kongens velvilje, i det 9. år efter sin udjagelse fra Agde, bispedømme i Vence. I dette år plyndrede brittannerne meget i Nantes og Rennesegnen, høstede vinmarkerne, ødelagde sædmarkerne og førte folk fra gårdene i fangenskab, idet de altså ikke i ringeste måde holdt, hvad de før havde lovet, ja ikke blot ikke holdt deres løfter, men ovenikøbet viste vore konger hån.

Skønt kong Childebert allerede havde lovet longobarderne sin søster [Chlodosinda] til hustru for deres konge [Authari] og havde modtaget gaver af dem (der jo også tidligere har været tale om frieri fra gotisk side. Gaverne vil vel sige fæstensgaven, som longobarderne har måttet udrede ved trolovelsen og udrede til fæstemøens nærmeste mandlige slægtning), lovede han dog goterne hende, da der mødte en sendefærd fra dem, idet han havde fået at vide, at dette folk havde omvendt sig til den katolske tro, og han lod en sendefærd gå til kejseren med meddelelse om, at han nu ville føre krig med longobarderne, hvad han før havde undladt, og i forståelse med ham jage dem ud af Italien. Han sendte nu sin hær ud for at indtage deres land. Hærførerne brød op med hæren, drog til Italien og holdt slag med longobarderne. Men der vankede brodne pander for vore krigere; mange faldt, adskillige blev taget til fange; mange lykkedes det vel at undslippe og under megen møje at komme hjem, men det nederlag, frankerne her led, var så stort, at ingen mindes noget tilsvarende. I Childeberts 14. kongeår gik dronning Ingoberga heden, afdøde kong Chariberts enke. Hun var en sagtmodig kvinde, der havde levet et fromt liv og havde ikke været træg hverken til at våge eller bede eller til at give almisse. Hun sendte efter tilskyndelse af den forudseende gud, som jeg tror mænd til mig med bøn om, at jeg ville være hende til hjælp ved hendes testamente, dvs. hendes sjælebod, således at når jeg kom til hende, og hun havde rådført sig med mig, skulle det, hun bestemte sig til, opsættes skriftlig. Jeg kom da, og jeg fandt et menneske, der frygtede gud. Hun mod tog mig venligt og tilkaldte så en notar, og da hun, som sagt, havde holdt råd med mig, overdrog hun noget til bispekirken i Tours og til sankt Martins basilika og noget til bispekirken i le Mans. Få måneder efter ramtes hun af en brat sygdom, der medtog hende så stærkt, at hun gik heden, så vidt jeg ved i sit 70. År. Mange trælle fik ved hendes død frihedsbrev. Hun efterlod sig én eneste datter, som hun havde bortgiftet til en kongesøn i Kent. Hertug Amalo sendte sin hustru hen til en anden af sine gårde for at skøtte den, og mens hun var dér, grebes han af elskov til en fribåren pige. En nat, da han var ør af drik, sendte han sine svende afsted for at bortføre pigen og bringe hende til ham i hans seng. Pigen gjorde modstand, men blev med magt ført til hans gård. Svendene slog hende i ansigtet, så blodet strømmede hende ud af næseborene og overstænkede hende, ja endog hertugens seng blev helt blodig deraf. Også han slog og stødte og sparkede hende og tog hende så i sin favn, men hjamsk som han var, faldt han straks i søvn. Pigen strakte så sin hånd op ovenfor hans hoved og fik fat i hans sværd. Det drog hun af skeden og huggede det med mandig kraft i hovedet på ham, ligesom Judith gjorde ved holofernes. Manden skreg op, og hans tjenere kom løbende. De ville dræbe pigen, men han fik fremstødt disse ord: »Nej, gør ikke det. Jeg har syndet ved at prøve vold mod kyskhed. Hun, som søgte at værne sin renhed, skal ikke dø.« Efter disse ord udåndede han. Og medens husstanden samledes for at græde over den døde, gik den ved guds hjælp frelste pige ud af huset og nåede i nattens løb til Chálon, der ligger henved 35,000 skridt derfra (pigen behøvede ikke at kundgøre drabet, eftersom der, skønt nødværgedrabet egentlig var et løndrab, dog var vidner til det). Dér gik hun ind i sankt Marcellus' basilika, kastede sig for kongens fødder og fortalte ham alt, hvad hun havde gennemgået. Rørt af medfølelse skænkede kongen hende ikke blot livet, men lod kundgøre det kongebud, at hun var fredlyst af ham, og at ingensinde nogen af den dødes frænder måtte gøre hende noget ondt. Ved guds hjælp fik vi sikker kundskab om, at pigens kyskhed på ingen måde var blevet krænket af den grumme voldsmand. Dronning Brunechilde lod gøre et overmåde stort skjold prydet med guld og ædelstene, som hun sendte til kongen i Spanien sammen med to træskåle af den slags, der sædvanlig kaldes bækkener, ligeledes beslåede med guld og ædelstene. Med denne sendelse drog Ebregisel afsted, for han var tit gået i sendefærd til det land. Hans afrejse blev meddelt kong Gunthchramn, idet en eller anden sagde til ham, at dronning Brunechilde sendte gaver til Gundovalds sønner. Da kongen hørte det, lod han alle veje i sit rige sætte under skarpt opsyn, så ikke en eneste kunne komme igennem uden at blive undersøgt. Selv folks klæder og fodtøj og deslige blev gennemsøgt, for om de ikke i smug førte breve med sig. Da nu Ebregisel kom til Paris med de omtalte klenodier, blev han grebet af hertug Ebrechar og ført til Gunthchramn! Kongen sagde til ham: »Var det ikke nok, usling, at i havde den frækhed at ville hente denne fyr ballomer, Gundovald, som i kaldte ham, og gifte ham med dronningen, ham hvem min hånd undertvang, skønt han ville lægge hele vort rige ind under sit herredømme? Og nu sender i gaver til hans sønner for at opfordre dem til at vende tilbage til Gallien og dræbe mig! Men du skal ikke komme derhen, du skal dø, skal du, thi dit ærinde er imod vor slægt.« Ebregisel gjorde indsigelse; disse ord ramte ikke ham; gaverne sendtes tværtimod til Recared, der skulle ægte Chlodosinde, kong Childeberts søster. Kongen troede ham på hans ord og lod ham gå, og han drog så den vej, han skulle, og havde gaverne med. Kong Childebert besluttede efter indbydelse af biskop Sigebert i byen Momotiacus at fejre påskedagene i denne by. Hans ældste søn Theodobert var dengang meget ringe af en byld i halsen, men kom sig dog. Så udbød Childebert leding og gjorde sig rede til at drage i krig mod longobarderne. Men da longobarderne fik nys derom, sendte de sendemænd til ham med gaver, og de sagde: »Lad der være fred imellem os, og lad os ikke gå til grunde, så skal vi hylde dig og give dig skat, og vi skal ikke undslå os for at hjælpe dig mod dine fjender, hvor som helst det måtte gøres behov.« Da kong Childebert havde hørt det, sendte han sendemænd til kong Gunthchramn for at meddele ham disse tilbud. Kong Gunthchramn stillede sig ikke imod en sådan mindelig overenskomst og rådede til at holde fred. Childebert bød da, at hæren skulle blive, hvor den var, og sendte sendemænd til longobarderne om, at hvis de holdt, hvad de havde lovet, skulle de opbudne mænd vende tilbage hver til sit. Men de opfyldte aldeles ikke deres løfter. Kong Childebert sendte efter biskop Maroveus' opfordring Florentianus, dronningens husmester, og Romulf, sin egen paladsgreve, til Poitiers med det hverv at gøre nye skattelister for at folket kunne komme til at udrede den skat, det havde ydet i hans faders tid, efter en ny ligning (skatten beregnedes efter tallet af fæstere på hvert gods. Således var forholdet allerede i romertiden, og således vedblev det at være under frankerkongerne. En mand regnedes for 1, en kvinde (enke eller faderløs datter) for ½. Indenfor et gods område kunne forholdet mellem mand og kvinde veksle meget, flere eller færre fæstebol kunne være ubesatte, derfor kunne det være både en retfærdigheds og barmhjertighedsgerning af en biskop at virke for en omarbejdelse af skattelisterne indenfor en skattekreds, så skatteopkræverne uden egen skade kunne tage hensyn til de ændrede forhold for denne og hin godsejer). Thi mange af de skattepligtige fra dengang var døde, så at skatteåget nu tyngede på enker, faderløse og fattige. De to mænd gennemgik sagerne og sagde de fattige og svagelige fri for skat, men gjorde dem, der efter retfærdighedens krav var skattepligtige, skatskyldige til staten. Derefter kom de til Tours. Men da de her ville gøre indbyggernes skattepligt gældende, idet de sagde, at de havde den bog i deres hænder, hvorefter de havde svaret skat i de forrige kongers tid, svarede og sagde vi dem således: »Det er rigtigt, at byen Tours blev lagt i skat i kong Chlothachars tid, og skattelisten blev også bragt til kongen, men af frygt for den hellige biskop Martin lod kongen den brænde. Efter kong Chlothachars død gav folket her kong Childebert sin ed, og han lovede med sin ed, at han ikke ville pålægge dem nye love og skikke, men ville have og holde dem i den tilstand, i hvilken de havde levet under hans faders herredømme, og han tilsagde dem, at han ikke ville påtvinge dem nogen ny ordning med hensyn til afgifter. Gaiso, der dengang var greve, gav sig imidlertid, med den skatteliste i hånden, som jeg har omtalt, og som de tidligere embedsmænd havde udarbejdet, til at indkræve skatter. Da biskop Euphronius så søgte at hindre ham deri, drog han til kongen med den lille del, han havde indkrævet, og foreviste ham den bog, i hvilken skatterne var opført. Men kongen blev ilde til mode, og af frygt for sankt Martins magt kastede han selv skattebogen i ilden; de penge, der var opkrævet, gav han sankt Martins basilika med det tilsagn, at ingen af indbyggerne i Tours skulle udrede nogen skat til staten. Efter hans død fik Sigebert byen her, og han pålagde aldrig nogen skat. Og således har heller ikke kong Childebert, der nu er konge på 14. år efter sin faders død, opkrævet noget, og byen har ikke haft nogen grund til at sukke under noget skattetryk. Nu står det i eders magt, om i vil udskrive skat eller ikke. Men se jer vel for, at i ikke volder ulykke, hvis i nu vil gå til værks imod hans ed.« Dertil svarede de mig: »Ja, men vi har jo her i vore hænder den bog, efter hvilken folket her er lagt i skat.« Jeg siger da: »Den bog hidrører ikke fra kongens skatkammer, og den har ikke haft gyldighed nu i så mange år. Det skulle ikke undre mig, om den af fjendskab til borgerne her er blevet opbevaret i en eller andens hus. Men gud vil holde dom over dem, der nu, efter så lang tids forløb, er kommet frem med den for at udplyndre vore medborgere.« Medens dette stod på, blev, selvsamme dag, Audinus' søn, der havde udleveret bogen, syg af feber og udåndede tredje dagen efter. Derpå sendte vi bud til kongen om at lade os vide, hvad der var hans vilje i denne sag. Og der blev straks sendt brev med påbud om, at borgerne i Tours af hensyn til den ærefrygt, der skyldtes sankt Martin, ikke skulle lægges i skat. Efter dette brevs læsning drog de mænd, der var udsendte i det omtalte ærinde, straks tilbage hver til sit.

Kong Gunthchramn udbød leding mod Septimanien (om de frankiske indfald på gotisk territorium fortæller Gregor i 8. bog og 9. bog. Disse kampe og forholdene hos vestgoterne er iøvrigt skildrede af en gotisk historieskriver Johannes af Biclarum, grundlægger af og abbed for klostret Biclarum og senere biskop af Gerona. Han er en smule yngre end Gregor, og er samtidig med en del af de begivenheder, han fortæller om i sin kronik, der går fra 467-590 e. Kr.. Hans historieværk er langt, langt ringere end Gregors, men er dog et vigtigt kildeskrift til det spanske Vestgoterriges historie). Hertug Austrovald var imidlertid forinden draget frem til Carcassonne, havde taget byen i ed og lagt borgerne under kongens herredømme. Til at indtage de andre byer sendte kongen Boso og Antestius. Denne optrådte meget brøsigt og overlegent overfor Austrovald, hvem han skældte ud, fordi han havde vovet alene, uden ham, at rykke ind i Carcassonne, og drog nu selv derhen med folkene fra Saintes, Périgueux, Bordeaux, Agen og Toulouse. Medens han nu i tåbeligt hovmod rykkede frem, lagde goterne, der havde fået nys derom, sig i baghold. Han slog lejr ved en lille flod nær byen og satte sig her til gildebord og drak sig fuld, alt imens han udskældte og hånede goterne. Og pludselig faldt goterne over dem, mens de endnu, intet anende, sad ved gildebordet. De sprang op under høje råb og gik imod dem. Goterne holdt kun stand et øjeblik og lod så, som de flygtede. Medens nu frankerne satte efter dem, brød de, der havde lagt sig i baghold, frem og omringede dem og huggede dem ned næsten allesammen. De, der havde held til at undslippe, fik kun lige tid til at stige til hest og flygte afsted og måtte lade alle deres pakkenelliker tilbage på kamppladsen; ikke en stump af deres ejendele fik de med sig og måtte være glade til, at de kom fra det med livet. Goterne satte efter dem og samlede deres ting op og gjorde et stort bytte, og alle de krigere, der ikke var til hest, tog de til fange. Dér faldt henved 5000 mand og over 2000 blev ført bort i fangenskab; dog fik mange af disse deres frihed og vendte hjem til deres hjemstavn (denne kamp er også skildret fra modsat side, dels af Isidorus i hans Goterkrønike, dels af Biclarum. Den sidste er så højt oppe, at han lader 300 gotere slå over 60.000 frankere, hvorfor goternes fører kaldes en ny Gidion). Kong Gunthchramn lod i harme herover alle veje gennem sit rige spærre, for at ingen fra Childeberts rige skulle kunne drage gennem hans rigsområde: »Det er ved hans træskhed,« sagde han, »at min hær er gået til grunde, thi han har sluttet forbund med kongen af Spanien, og det er kun for at disse byer ikke skal komme under mit herredømme, han har blandet sig i den sag.« Til denne grund kom en glødende harme over, at kong Childebert havde i sinde at sende sin ældste søn Theodobert til Soissons. Dette vakte mistænksomhed hos kong Gunthchramn. »Meningen med, at min brodersøn sender sin søn til Soissons, er at han derfra vil sende ham til Paris, for hans ønske er at tage mit rige fra mig.« Det kunne kong Childebert dog end ikke komme i tanker om, hvis jeg ellers har lov at sige det. Også mod dronning Brunechilde slog Gunthchramn om sig med skældsord: det var hende, der stod bagved dette; hun havde også, tilføjede han, budt den afdøde Gundovalds søn til sig for at gifte sig med ham. Derfor indkaldte han også til en bispesynode d. 1. november. Men mange af dem, der fra de fjerneste dele af Gallien gav sig på vej til dette møde, vendte om på vejen, fordi dronning Brunechilde ved ed frigjorde sig fra dette påsagn, og nu blev vejene igen åbnede, så de, der ville, frit kunne drage til kong Childebert. I disse dage drog Ingetrude (en højbyrdig kvinde, kong Gunthchramns frænke. Hun var moder til biskop Berthchramn af Bordeaux og til den her omtalte Berthegunde), der havde grundlagt et kloster i forgården til sankt Martins basilika, til kongen for at klage over sin datter Berthegunde. I dette kloster levede også Bertheflede, afdøde kong Chariberts datter. Da nu Ingetrude forlod klostret, drog Bertheflede til le Mans, thi hun var hengiven til mad og søvn og brød sig ikke om guds tjeneste. Men Ingetrude og hendes datters mellemværende må jeg vist helst tage op fra grunden af. For mange år siden, da Ingetrude begyndte at indrette sit pigekloster i sankt Martins forgård, som jeg ovenfor sagde, sendte hun følgende opfordring til sin datter: »Forlad din mand og kom hid, at jeg kan gøre dig til abbedisse for den hjord, jeg har samlet.« Hun lyttede til dette letfærdige råd og kom til Tours med sin mand. Her gik hun ind i moderens kloster og sagde til sin mand: »Drag nu hjem og tag dig af vore børn; jeg tager ikke tilbage med dig, thi den der er bundet i ægteskab skal ikke se guds rige.« Manden kom så til mig og meddelte mig alt, hvad hans kone havde sagt ham. Jeg gik da hen i klostret og oplæste Nikæa vedtægterne, hvori der står: »Om nogen forlader sin mand og forsmår den seng, i hvilken hun har haft det rart, sigende at den der er bundet i ægteskab ikke har del i himmeriges riges herlighed, da være hun forbandet« (ingen sådan bestemmelse findes i koncilvedtægterne fra Nikæa i 325 e.Kr., men i vedtægterne fra det samtidige Gangra koncil, der i gamle håndskrifter ofte er tilføjede Nikæa vedtægterne og derfor ofte nævnes efter Nikæa, findes to bestemmelser, 1 og 14, der nogenlunde udtrykker det samme, som Gregor her læser op). Da Berthegunde hørte det, blev hun bange for, at guds bisper skulle udelukke hende fra menigheden, og hun gik ud af klostret og rejste hjem sammen med sin mand. Efter en tre, fire års forløb sendte hendes moder atter bud til hende og bad hende komme til sig. Hun lod da i mandens fraværelse skibe lade, såvel med sine egne ejendele som med ting, der tilhørte hendes mand, og tog en af sine sønner med og sejlede så til Tours. Men hendes mand gjorde energisk indsigelse, så moderen turde ikke beholde hende af frygt for en retslig klage bygget på svigefuld adfærd fra hendes side, og sendte derfor datteren til sin søn, hendes broder, biskop Berthchramn i Bordeaux. Da manden også her trængte på med sin sag, sagde bispen til ham: »Du tog hende i ægteskab uden hendes forældres samtykke, derfor kan hun ikke være din hustru.« Men de havde været gift sammen i næsten 30 år. Manden kom flere gange til Bordeaux, men bispen ville ikke give ham hende tilbage. Da så kong Gunthchramn, som jeg har omtalt i forrige bog, kom til Orléans, gik manden her løs på bispen med hårde ord: »Du har taget min kone og hendes tyende fra mig, og nu øver du, hvad der ikke sømmer sig en biskop, utugtsskændsel med mine tjenestekvinder og hun med dine tjenere«. Kongen blev yderst opbragt og tvang bispen til at love at give hende tilbage til hendes mand: »Hun er min frænke, og har hun døjet ondt i nogen måde i sin mands hus, skal jeg hævne det; men hvis ikke, hvorfor bliver manden da så uskellig plaget og hans kone taget fra ham?« Biskop Berthchramn gav løftet, idet han sagde: »Jeg tilstår, at min søster kom til mig efter mange års forløb, og af kærlighed til og længsel efter hende beholdt jeg hende hos mig, således som hun ønskede. Men nu er hun gået bort fra mig. Lad ham da kun eftersøge hende og føre hende tilbage, hvorhen han vil; jeg skal ikke stå ham i vejen.« Således talte han, men lønlig sendte han hende bud og opfordrede hende til at klæde sig i nonnedragt og pålægge sig offentlig bod (så længe den stod på, kunne manden ikke forlange hende tilbage) og så søge hen i sankt Martins basilika, hvad hun også gjorde uden tøven. Så kom hendes mand ledsaget af mange mænd for at få hende bort fra det hellige sted. Men hun var i nonnedragt og hævdede, at hun havde pålagt sig offentlig bod, og ville ikke følge sin mand. Imidlertid døde biskop Berthchramn i Bordeaux, og nu gik hans søster i sig selv og sagde: »Ve mig, at jeg har  lyttet til min slemme moders råd. Se, nu er min broder død; jeg er forladt af min mand, skilt fra mine børn. Hvor skal jeg ulykkelige nu gå hen, og hvad skal jeg gøre?« Efter så at have overtænkt sagen drog hun til Poitiers. Hendes moder ville holde hende tilbage hos sig, men alt hvad hun sagde var forgæves. Herover opstod fjendskab imellem dem, og de henvendte sig flere gange til kongen, datteren for at hævde sin faders ejendom, moderen for at hævde sin mands (nemlig Berthchramns fædrenearv, som hans faders enke (hans moder) efter frankisk ret arvede, eftersom bispen ikke efterlod børn). Berthegunde foreviste et gavebrev fra sin broder Berthchramn og sagde: »Det og det har min broder givet mig.« Men moderen ville ikke godkende gavebrevet, idet hun ville hævde alt for sig selv, og hun sendte folk ud for at bryde datterens hus op og røve alle hendes ting tilligemed gavebrevet. Det måtte moderen selv siden tage skyld på sig for, da hun efter datterens krav måtte tilbagegive hende forskelligt af disse ting. Da nu både jeg og min broder biskop Maroveus fik flere breve fra kongen om at stifte fred imellem dem, kom Berthegunde til Tours. Hun gav også møde for retten, og vi fik hende til, så vidt det var os muligt, at være rimelig, men moderen var det ikke muligt at få til at give efter. Optændt af harme gik hun til kongen for at udelukke hende fra arv af fædrenegodset, og da hun havde fremført sin sag for kongen i datterens fraværelse, fik hun den dom, at hun skulle give datteren en fjerdedel, men de tre fjerdedele skulle hun selv sammen med de børnebørn, hun havde af en anden søn, beholde. Præsten Theuthar, der tidligere havde været kong Sigeberts referendar, men så var blevet klerk og havde fået præsteværdighed, fik den sag at ordne og drog hen for at få denne deling afgjort efter kongens bud. Men datteren ville ikke føje sig, og der blev ingen deling af, og heller ikke trætten hørte op. Rigunthe, Chilperiks datter, kærede alter og atter på sin moder. Hun sagde, hun var herskerinde, men hendes moder burde egentlig sættes tilbage i trællekår (Gregor selv siger intetsteds, at Fredegunde var af ufri byrd, men stedet her viser, at hun må være det eller antages at være det). Tit og mange gange smædede hun hende med skældsord, ja bankede hende og slog hende i ansigtet. En gang sagde så hendes moder til hende: »Hvorfor er du så vred på mig, min pige? Se, her er din faders gods, som jeg har i varetægt. Værsgo, gør med det, hvad du vil.« Og hun gik ind i skattekammeret og lukkede en kiste op, der var fuld af halskæder og andre kostelige prydelser. Hun stod længe og trak forskellige ting op og rakte dem til datteren, der stod ved siden af; så sagde hun: »Å, jeg er så træt, stik du nu din arm ned og tag op, hvad du finder.« Og medens datteren så stod med armen nede i kisten og trak ting op af den, greb moderen kistelåget og huggede det ned over datterens nakke. Medens hun nu trykkede på låget af al sin magt og på kantfjælen på selve kisten skar sig ind i struben på hende, så øjnene var lige ved at springe hende ud af hovedet, skreg en af pigerne, der var derinde, op og råbte: »Skynd jer at komme, skynd jer, min herskerinde er lige ved at blive kvalt af sin moder.« De, der stod udenfor døren og ventede på, de skulle komme ud, brød ind i kamret og frelste således pigen fra en truende død og fik hende udenfor. Efter dette blev fjendskabet mellem dem endnu stærkere, især dog af den grund, at Rigunthe førte et utugtigt levned. Der var altid kævl og slagsmål imellem dem.

Beretrude (gift med hertug Launebod, der er grundlægger af en basilika over sankt Saturninus' grav i Toulouse) indsatte ved sin død sin datter til sin arving, idet hun dog efterlod adskilligt dels til de pigeklostre, hun selv havde grundet, dels til bispekirker og hellige bekenderes basilikaer. Men Waddo, hvem vi har omtalt i en tidligere bog (han var Rigunthes husmester), klagede over, at Beretrudes svigersøn havde taget nogle heste fra ham, og han tænkte derfor på at hjemsøge en gård, som Beretrude havde efterladt sin datter, og som lå i Poitou: »Denne mand,« sagde han, »kom fra et andet rige og tog mine heste, nu vil jeg tage hans gård fra ham.« Han sendte foreløbig bud til gårdstyreren og pålagde ham, at alt hvad der var nødvendigt til hans underhold skulle være rede ved hans komme. Da gårdstyreren havde fået dette budskab, samlede han alle gårdens folk og gjorde sig rede til kamp: »Waddo skal ikke komme ind i min herres hus, så længe jeg er levende,« sagde han. Da Waddos hustru fik at vide, at de havde gjort sig rede til kamp mod hendes mand, sagde hun til ham: »Drag ikke derhen, kære mand, det vil koste dig dit liv, om du gør det, og hvad skal der så blive af mig stakkel og mine børn?« Hun greb fat i ham og ville holde ham tilbage, og nu sagde også en af sønnerne: »Hvis du tager afsted, dør vi sammen, og du lader min moder tilbage som enke og mine brødre gør du faderløse.« Men alt hvad de sagde evnede ikke at holde ham tilbage; han foér op i vrede mod sønnen, råbte at han var en kryster og en skrælling og smed sin økse efter ham, så han nær havde knust hovedet på ham, men knøsen sprang til side og blev ikke ramt. Så steg de [fader og søn] til hest og red bort, efter at der på ny var gået bud til gårdstyreren om, at huset skulle fejes og bænkene dækkes med hynder. Men denne tog intet hensyn til pålægget; med hele tyendeflokken om sig, som jeg ovenfor sagde, både mænd og kvinder, stillede han sig op foran sin herres dør og ventede på Waddos´ ankomst. Da denne kom, gik han straks ind i huset og sagde så: »Hvorfor er der ikke hynder på bænkene, hvorfor er huset ikke fejet?« Og i samme øjeblik løftede han sin arm og kløvede med sit sværd mandens hoved, så han sank sammen og var død med det samme. Da den dræbtes søn så det, slyngede han sit spyd mod Waddo, så det traf ham forfra. Det trængte midt igennem hans bug og gik ud gennem byggen. Da han styrtede til jorden, løb den flok, der havde stået samlet, til og gav sig til at overdænge ham med sten. Nogle af dem, der var kommet sammen med Waddo, trængte imidlertid igennem stenregnen og dækkede ham med en kappe og gav folkene gode ord. Under jamren og gråd løftede sønnen ham op på sin hest der var endnu liv i ham og red hjem med ham. Men her udåndede han straks under hustruens og sønnernes gråd. Efter denne faderens ulykkelige livsafslutning drog hans søn til kongen og fik faderens gods. I samme sit 14. kongeår dvælede kong Childebert sammen med sin hustru og sin moder i den by, folk kalder Strateburg (Strateburg er det folkelige, dvs. tyske navn for Strassburg på den gamle romerby Argentoratum; det er første gang, vi finder dette navn brugt). Da kom nogle stormænd, der havde hjemme i Soissons og i Meaux, til ham og sagde: »Giv os en af dine sønner, at vi kan tjene ham, så vi, når vi får et pant af din sæd hos os, lettere kan modstå og ret med flid værne denne din bys område« (både konger og folk synes gennemtrængt af forestillingen om kongernes særlige »lykke«, og deres evne til at styre og værne). Det budskab blev kongen glad ved, og han satte sig for at sende sin ældste søn Theodobert derhen. Efter at have tilskikket ham grever, husmestre, hoffolk, alle de folk, der er nødvendige til kongens tjeneste, sendte han ham afsted i august måned samme år, i overensstemmelse med de mænds ønske, der havde opfordret kongen til at sende ham derhen. Og folket modtog ham med megen glæde og opsendte bønner om, at gud i sin kærlighed ville give ham og hans fader et langt liv. I Soissons var Droctegisel biskop i de dage. Det hedder sig, at han var drikfældig og derfor alt på fjerde år var fra sans og samling. Mange af borgerne ville også vide, at der var trolddom med i spillet, og at hans ærkediakon havde voldt det, fordi han var blevet afsat fra sin stilling. Forgørelsen virkede således, at vanviddet mere var over ham indenfor byens mure, medens han havde det bedre, når han kom udenfor byen. Da nu kong Theodobert kom til byen, havde bispen det temmelig godt, men han fik, netop på grund af kongens komme, ikke lov til at komme ind i byen. Skønt han var madglubsk og vinkær udover hvad der sømmer sig biskoppeligt mådehold, var der dog ingen, der sagde ham nogen slags utugt på. Da der det følgende år holdtes bispesynode på gården Sauriciacum, vedtoges det imidlertid, at han skulle have lov til at komme ind i sin by.

Medens Faileuba, kong Childeberts dronning, lå syg efter fødslen af et barn, der straks døde, kom det rygte hende for øre, at der var nogle, der havde ondt i sinde enten mod hende eller mod dronning Brunechilde. Da hun var kommet sig af sin sygdom, drog hun til kongen og åbenbarede alt hvad hun havde hørt både for ham og for hans moder. Hvad hun sagde var omtrent dette, at Septimina, hendes børns opdragerinde, ville søge at råde og overtale kongen til at jage sin moder bort og skilles ved sin hustru og få en anden kone; så ville de kunne drive eller bønfalde kongen til at gøre, hvad de ville. Men hvis han ikke ville føje sig efter hendes råd, så ville de tage kongen af dage ved deres onde kunster og sætte hans sønner på tronen, men alligevel jage deres moder og bedstemoder bort og selv styre riget. Medvidere i denne plan, sagde hun, var staldgreven Sunnegisel, referendaren Gallomagnus og Droctulf, der var givet Septimina til medhjælp ved opdragelsen af kongens børn. Først blev disse to grebet, Septimina og Droctulf, og straks udspændte mellem pæle og gennempryglede. Septimina tilstod, at hun af elskov til Droctulf havde taget sin mand Jovius af dage ved trolddomskunster og nu havde Droctulf til bolskab. De aflagde også begge to tilståelse om de ovenfor omtalte planer og udpegede de to nævnte mænd som indviede deri. De blev straks eftersøgte, men samvittighedens angst drev dem til at søge skjul indenfor kirkehegnene. Kongen gik selv til dem og sagde: »Kom ud og mød for retten, at vi kan få at vide, om det der siges jer på er sandt eller falsk. Så vidt jeg skønner, ville i ikke være flygtet ind i denne kirke, hvis eders samvittighed ikke gjorde jer rædde. Dog skal i have mit tilsagn om livet, selv om i findes skyldige, for vi er da kristne, og det er uret at straffe folk, selv om det er ildgerningsmænd, når de er ført ud af en kirke.« De blev så ført udenfor og gik med kongen for retten. Medens deres sag undersøgtes, nægtede de sig skyldige. De sagde: »Septimina og Droctulf åbenbarede os planen, men vi udtalte vor afsky og vendte os bort; vi har aldrig villet samtykke i en sådan ugerning.« Kongen svarede: »Hvis i ikke ville have haft noget med sagen at gøre, burde i have ført den os for øre. Det er derfor sikkert nok, at i har været enige i den sag, eftersom i har villet dølge den og ikke lade mig noget vide.« De blev straks jaget ud og søgte så atter hen i kirken. Septimina og Droctulf blev strengt straffede. Septimina blev pisket og brændt med glødende jern i ansigtet; al hendes ejendom blev taget fra hende, og hun blev ført til gården Marlenheim for der at trække møllen og daglig male alt det mel, der var nødvendigt til underhold for kvinderne i spindehuset (spindehuset er ikke blot en arbejdsanstalt, men også en art forbedringshus. Et karolingisk capitular fra 822 siger: »Vi har fastsat, at hvis en nonne gribes i utugt, skal hun ikke sættes i spindehus, som det hidtil har været skik, at hun ikke, efter at hun først har drevet utugt med én mand, derefter her skal have lejlighed til at drive utugt med flere; men hendes ejendom skal konfiskeres, og hun selv skal underlægges bispens dom.«.) Droctulf fik hår og øren klippede af og blev sendt hen at arbejde i en vinmark. Herfra flygtede han efter få dages forløb, men blev eftersøgt og grebet af gårdstyreren og ført for kongen. Han blev hårdt pisket og så sendt tilbage til den vinmark, han var flygtet fra. Sunnegisel og Gallomagnus mistede det gods, de havde fået af kronens eje, og måtte gå i landflygtighed. Men da der kom sendemænd fra kong Gunthchramn, blandt hvilke der også var bisper, og disse bad for dem, blev de kaldt tilbage fra landflygtigheden, men de beholdt ikke andet gods end hvad der var deres arv og eje. I klostret i Poitiers drev djævlen sit spil i Chrodechildes hjerte, så der opstod splid og trætte. Hun sagde, hun var afdøde kong Chariberts datter, og stolt af således at være af kongelig byrd, krævede hun nonnerne til ed på, at de, når det ved at rejse klagemål mod abbedissen Leubovera var lykkedes at få hende jaget ud af klostret, ville gøre hende til overhoved i Leuboveras sted. Hun gik derefter ud af klostret med fyrretyve eller flere piger, deriblandt også hendes søskendebarn Basina, Chilperiks datter, idet hun sagde: »Jeg går nu til mine kongelige frænder for at kunne sætte dem i kundskab om, hvilken krænkelse vi må døje; vi lever ikke som kongedøtre her, men i en stadig ydmygelse, som var vi døtre af usle trælkvinder.« Den stakkels tankeløse kvinde drog sig ikke til minde, i hvilken ydmyghed den hellige Radegunde, der grundlagde dette kloster, levede. Nuvel, hun gik altså ud af klostret og kom til Tours. Her hilste hun os og sagde: »Hellige biskop, jeg beder dig om at tage dig af disse piger, som abbedissen i Poitiers har hundset og ydmyget, og at koste dem, indtil jeg kan komme til vore kongelige frænder og fortælle dem, hvad vi har måttet døje; så skal jeg komme tilbage hertil.« Dertil svarede jeg: »Hvis abbedissen har gjort noget galt eller i et eller andet tilsidesat den kanoniske regel, skal jeg henvende mig til min broder biskop Maroveus, og så skal vi begge tilsammen vise hende til rette, og når der så er rådet bod på den sag, skal i komme tilbage til klostret, at ikke det, som den hellige Radegunde har sanket sammen ved faste, idelige bønner og stadige almisser, skal splittes ad ved letfærdig adfærd.« Hertil svarede hun: »Nej, det vil jeg aldeles ikke have. Nu går jeg til kongen.« Jeg sagde: »Hvorfor vil i ikke høre rimelighed? Hvorfor vil i ikke lytte til en biskops påmindelse? Jeg er bange for, at de to kirkers bisper, når de kommer sammen, skal udelukke jer fra menigheden.« Det står der nemlig i det brev, som vore forgængere skrev til den hellige Radegunde, da dette klostersamfund lige var grundlagt. En afskrift af dette brev synes jeg, det kunne være rimeligt at indføje her i teksten: brevets ordlyd. Til den hellige fru Radegunde, kirkens datter i Christus, bisperne Eufronius, Prætextatus, Germanus, Felix, Domitianus, Victorius og Domnolus (bisper i Tours, Rouen, Paris, Nantes. Angers, Rennes og le Mans). Uafladelig er den uendelige guddom optaget af at drage omsorg for menneskeslægten, og dens velgerninger hører aldrig op på noget som helst sted eller til nogen som helst tid, idet verdens hellige styrer overalt til at dyrke hans kirkes arvegods udsender mennesker, der med ihærdig flid pløjer hans mark med troens plov, så at kristi sæd, når gud giver grøde, kan trives frodigt og give hundred fold afgrøde. Og sin godheds gavnlige gaver spreder han således ud, at han ikke holder dem tilbage noget sted, hvor han ser, at de kan blive til manges vel. Og gid der, når han kommer for at dømme, i mange må være noget af disse menneskers hellige eksempel, som han kan give sejrskransen. Da derfor i den katolske religions første tid den ærværdige tros første kim havde begyndt at spire her i de galliske egne, og herrens treenigheds uudsigelige løndomme endnu kun var nået til få menneskers kundskab, udsendte gud i sin nåde, efter sin barmhjertigheds tilskyndelse, den hellige Martin, af udenlandsk byrd, til at oplyse vort fædreland, på det at herrens vinding ikke skulle være mindre her end i de byer rundt på jorden, hvor apostlene prædikede. Og skønt sankt Martin ikke levede i apostlenes dage, manglede han ikke apostolisk nåde. Hørte han end ikke til de først kaldede, så var hans arbejdes løn så meget større, og en ringere grad gør ikke den ringere, den går forrest i storværk. Nu glæder vi os over, ærværdige datter, at den kærlighed til det himmelske, som hans levned er vidnesbyrd om, ved guds nåde lever op i eder. Thi skønt tiden hælder og verden ældes, grønnes og blomstrer troen ved den kamp, i fører i eders indre, og hvad der var kølnet i alderdommens vinterkulde får varme igen ved din glødende sjæls ild. Men du er jo næsten kommet fra samme egn, hvorfra vi har læst at Martin kom hid (Radegunde var datter af thüringerkongen Berthechar; den hellige Martin sagdes at være kommet fra Pannonien. Grunden til, at det netop er disse bisper, der tager sig af Radegundes kloster, synes, efter hvad der længere nede siges, at være den, at det er fra deres stifter, der har meldt sig kvinder til klostret), så det er ikke underligt, om vi ser dig efterligne den mand i hans gerning, som vi tror har været din fører på vejen hid. Gid du, ligesom du har fulgt hans spor, med lykkeligt løfte også må være hans eksempel voksen og gøre denne mand til dit livs ledsager i samme mon som du søger at holde dig fjern fra verden. Lysende af denne tros stråler fylder du deres hjerter, der hører på dig, med himmelske lys, så piger kaldes til dig allevegne fra, og deres sjæle tændes af guddomsildens glød, så de skynder sig, hvem stærkest kan, at læsket i kristi kærligheds kildevæld i eders bryst, og så de forlader deres forældre og foretrækker dig fremfor deres moder. Dette gør nåden, ikke naturen. Da vi nu ser denne higen avle mange løfter, takker vi den miskundelige gud, der knytter menneskenes viljer sammen med sin vilje, og vi stoler på, at han ikke vil slippe sit favntag om de piger, han lader flokkes om eder. Og såsom vi har fået at vide, at nogle kvinder fra vore stifter ved guds nåde har flokket sig sammen af længsel efter at oplæres i eders regel, og vi også har læst eders ansøgning, som vi har modtaget med glæde, så vedtager vi i kristi vor herres og vor frelsers navn, at alle de kvinder, der møder dér i kristi kærlighed, skal ubrødeligt holde sig til denne bolig, som de af fri vilje én gang har valgt, eftersom det ikke sømmer sig at krænke den troskab, der med himlen som vidne er lovet kristus, og det ikke er en ringe brøde at vanhellige hvad gud forbyde herrens tempel, så han i sin vrede skal lægge det øde. Men i særdeleshed fastsætter vi, at om nogen kvinde, som det er sagt, fra steder, der efter guds forsyn er betroede vor bispestyrelse, optages i eders kloster i Poitiers for at leve efter hr. Biskop Caesarii i Aries, salig ihukommelse, hans forskrifter (den hellige Cæsarius (470-542), biskop i Aries, grundlagde et kvindekloster i Aries og udarbejdede en klosterregel for det), skal ingen sidenhen have lov til at gå bort derfra, når hun, som reglen siger, af fri vilje er trådt ind, at ikke en enkelts skammelige færd skal drage ond eftersnak efter sig om det, som alle holder højt i ære. Og skulle det ske, hvad gud forbyde, at en kvinde, hidset af et vanvittigt sinds tilskyndelse, skulle ville sætte én sådan skamplet på sin tugt, sin ære, sin krone, at hun efter djævlens råd, ligesom Eva, der blev jaget ud af paradiset, skulle gå så vidt, at hun, ad hvad vej det end monne være, gik ud af klostrets hegnede rum eller rettere af himlens rige, for at nedtrykkes og nedtrampes i gadeskarnet, så skal hun udstødes fra samfundet med os og rammes af guds forbandelse, således at, hvis hun efter at have forladt kristus, lokket af djævlen, skulle ville ægte en mand, ikke blot hun, der er flygtet, men også den mand, hun er blevet gift med, skal være skyldig i skammelig hor og ikke leve i ægteskab, men i helgenbrud, og hvemsomhelst der har ydet sit råd eller rettere skænket giften til slig gerning skal rammes af samme hævn som den, der efter himlens dom og vort ønske er tilsagt hende, indtil hun efter at have ladet sig skille og gjort tilbørlig bod for sin afskyelige brøde har gjort sig værdig til at genoptages og indlemmes i det kloster, hun var gået ud af. Og vi tilføjer, at de, der i fremtiden måtte findes skyldige, er hjemfaldne til samme fordømmelse af de mænd, der til enhver tid måtte følge efter os som bisper, og skulle disse, hvad vi ikke kan tro, afvige fra det, som denne vor vedtægt indeholder, skal de vide, at de må slå os til regnskab for den evige dommers afgørelse, thi det er en for alle fælles frelse lærdom, at hvad der loves kristus skal ubrødelig holdes. For at denne forskrift, som vi har vedtaget, kan stå ved magt, har vi ment at måtte give det kraft yderligere ved vor egenhændige underskrift, til overholdelse af os bestandig med kristi hjælp.« Da dette brev var blevet oplæst, sagde Chrodechilde: »Intet skal holde os tilbage fra straks at drage til kongerne, vore frænder.« De havde måttet gå hele vejen fra Poitiers og havde slet ikke haft heste til hjælp; derfor var de medtagne og ret udmattede; ja ingen havde på hele vejen så meget som givet dem noget at spise; det var også den første dag i marts måned, de kom til byen her, og det havde da regnet stærkt, og vejene var opløste af den overvættes væde. De talte også ondt om bispen, idet de sagde, at det var hans rænker, der havde ført dem vild, så de havde forladt klostret. Men jeg må hellere gå længere tilbage for at skildre det, der egentlig lå til grund for denne trætte. I kong Chlothachars tid, da den hellige Radegunde oprettede dette kloster, var hun og hele hendes nonneflok altid de daværende bisper hengiven og lydig. Men i kong Sigeberts tid, da Maroveus havde fået bispedømmet dér, fik den hellige Radegunde kong Sigebert til at give sig breve [til kejseren i Byzants og andre] og sendte så, som den troende og fromme kvinde hun var, klerke til Østerland for at skaffe træ af herrens kors og relikvier af de hellige apostle og andre martyrer. De drog afsted og hjembragte også disse panter, og nu bad dronningen bispen om at få dem nedlagt i klostret med skyldig ære og under festlig salmesang. Men bispen tog intet hensyn til hendes ønske; han red ud til sin gård (grunden til bispens uvilje ligger sagtens i Radegundes egenmægtige adfærd ved tilvejebringelsen af relikvier). Så sendte dronningen atter bud til kong Sigebert med bøn om, at han ville pålægge en eller anden af [de andre] bisper at nedlægge de omtalte relikvier i klostret med al sømmelig ære, således som hun ønskede det. Dette hverv overdroges så den hellige Eufronius, der var biskop i Tours. Han drog med sine klerke til Poitiers, og mens byens egen biskop holdt sig borte, førte han under festlig salmesang, medens kerter lyste og røgelse duftede, de hellige flere gange at gøre bispen god igen, men forgæves. Hun så sig derfor nødt til sammen med sin abbedisse, som hun havde indsat, at drage til Aries. Her fik de den hellige Caesarius' og den hellige Caesarias regel, og derefter stillede de sig under kongens værn, fordi de ikke havde kunnet finde nogen vilje til værn hos den mand, der burde være deres hyrde, og herover argedes trætten fra dag til dag. Så kom den stund, da den hellige Radegunde gik heden. Efter hendes bortgang søgte abbedissen atter at komme ind under sin biskops myndighed. Først ville bispen ikke høre tale derom, men efter sine klerkes råd lovede han dog at være deres fader, som rimeligt var, og yde dem værn, hvor det måtte gøres nødigt. Derfor drog han til kong Childebert og fik ham til at udstede påbud om, at han skulle have opsyn over dette kloster efter reglerne ligesom med de andre sogne. Men der må være blevet siddende et eller andet i hans sind, der voldte strid på ny, således som disse piger hævdede. Nå, de vedblev som sagt at holde på, at de ville opsøge kongen. Vi søgte at tale dem til fornuft: »Eders forehavende er aldeles urimeligt, men det er nok aldeles umuligt at få jer til at bære jer fornuftigt ad og spare jer selv for spot og skam. Men vil i som sagt absolut bære jer tåbeligt ad og ikke lytte til et gavnligt råd, så gå dog i hvert fald ind på at vente, til dette vintervejr, der er kommet over os nu i vårtiden, er drevet over, og det er blevet mildere i luften, så kan i jo gå derhen, hvor i har sat jer i hovedet at drage.« Det råd tog de dog forstandigvis imod. Da sommeren så kom, drog Chrodechilde til kong Gunthchramn og lod de andre nonner tilbage i Tours efter at have bedt sin frænke (formodentlig Basina; hun og Chrodechilde var jo søskendebørn, og hun var fulgt med Chrodechilde og opholdt sig formodentlig nu i Tours) tage sig af dem. Kong Gunthchramn modtog hende vel og ærede hende ved gaver, og så drog hun tilbage til Tours. Constantina, Burgulens datter, lod hun tilbage i klostret i Autun for at vente på bisperne, som efter kongens bud skulle komme sammen og undersøge deres trætte med abbedissen. Mange af de piger, der var fulgt med Chrodechilde, havde imidlertid ladet sig lokke af forskellige mænd og blev gift, før hun endnu var kommet tilbage fra kongen. Da de, der skulle vente på bisperne, stadig ikke så noget til nogen af dem, drog de tilbage til Poitiers, hvor de søgte ly i sankt Hilarius' basilika, og hvor de samlede en hel bande af tyve, mordere, horkarle og alt slags andet rak. De rustede sig ligefrem til kamp og ytrede: »Vi er kongebørn, og vi går ikke ind i vort kloster igen, før abbedissen er jaget bort.« Der levede dengang dér en eneboerske, som nogle år før var sprunget over muren og var søgt ind i sankt Hilarius' basilika, hvor hun udspyede en mængde klager mod abbedissen, klager som imidlertid viste sig usande. Senere blev hun ved hjælp af tove hejset over muren på samme sted, hvorfra hun var sprunget ned, og kom således ind i klostret igen, og nu bad hun om at måtte spærre sig inde i et kammer, der lå for sig selv, idet hun sagde: »Jeg har syndet meget mod herren og mod min herskerinde Radegunde (som dengang levede). Jeg ønsker nu at leve helt adskilt fra omgang med alle nonnerne og gøre bod for mine synder. Jeg ved, at herren er barmhjertig og eftergiver synder, når man vedgår dem.« Derpå gik hun ind i sit kammer. Men da den her omtalte trætte opstod, og Chrodechilde kom tilbage fra kongen, brød hun ved nattetide døren for sit kammer op, gik ud af klostret og drog til Chrodechilde og fremførte nu, ligesom dengang før, mange klager mod abbedissen. Under alt dette kom biskop Gundegisel fra Bordeaux som moderkirke biskop ledsaget af bisperne Nicasius i Angouleme, Saffarius i Périgueux og Maroveus i Poitiers selv, til sankt Hilarius' basilika for at tale pigerne til rette og få dem ind i klostret igen. Men de stritlede imod med stor stædighed, og da så han og de andre bisper i henhold til det ovenfor gengivne brev lyste band over dem, sprang den omtalte hob af gale mennesker løs på dem og gennempryglede i selve sankt Hilarius' basilika bisperne således, at de segnede til jorden og næppe kunne rejse sig igen, og diakonerne og de andre klerke måtte forlade kirken med brodne pander og overstænkede af blod. Bisperne blev slagne af en sådan rædsel ved djævlens hjælp, som jeg tror at da de slap ud fra det hellige sted, sagde de end ikke hinanden farvel, men enhver især skyndte sig hjem ad den første den bedste vej. Det sørgelige optrin var også Desiderius, biskop Syagrius i Autun hans diakon, med til; han gav sig end ikke tid til at opsøge et vadested over floden Clain, men red ud i floden, så snart han var kommet til bredden; dog, hesten kunne svømme og bar ham over på sletten på den anden bred. Derefter udvalgte Chrodechilde sig nogle forvaltere, plyndrede klostrets gårde, og alle de folk fra klostret, hun kunne få fat i, tvang hun ved knubs og prygl til at lystre sig, idet hun tillige truede med, at hvis det lykkedes hende at komme ind i klostret, skulle hun smide abbedissen over muren ned på jorden. Da dette meldtes kong Childebert, pålagde han grev Macco med al kraft at dæmpe dette uvæsen. Da Gundegisel efter at have lyst nonnerne i band var draget bort sammen med de andre bisper, skrev han i eget og i disse andre nærværende brødres navn et brev til de bisper, der netop da var samlede hos kong Gunthchramn, og fik fra dem atter følgende svar: svarets ordlyd: »Aetherius, Syagrius, Aunacharius, Hesychius, Agroecola, Urbicus, Felix, Veranus, Felix og Berthchramn, bisper (bisper i Lyon, Autun, Auxerre, Grenoble, Nevers, Riez, Belley, Cavaillon, Chálonssur Marne, le Mans. I slutningen af brevet mangler Aunachars og Agroeculas hilsen og underskrift), hilser deres kære herrer, deres apostoliske stole højværdige Gundegisel, Nicasius og Saffarius. Vi har modtaget eders helligheders brev og med glæde af brevføreren spurgt, at i lever vel, medens vi trænges af megen sorg over den krænkelse, i skriver, i har lidt, samtidig med at klosterreglen er brudt og religionen vanæret. .i meddeler, at de nonner, der efter djævlens tilskyndelse var gået ud af den hellige Radegunde, salig ihukommelse, hendes kloster, ikke har villet bekvemme sig til at lytte til eders irettesættelse, ej heller vende tilbage til det klosterhegn, de havde forladt; at de oven i købet har krænket hr. Hilarius' basilika ved at prygle jer og eders følge, at i derfor har fundet for godt at udelukke dem fra kirkefællesskabets nåde, og at i derefter ved dette eders brev har valgt vor ringhed til at udtale os om sagen. Da vi nu er på det rene med, at i på bedste måde har gennemgået de kanoniske vedtægter, og at klosterreglen ret egentlig siger, at de, der gribes i sådan ufærd, ikke blot skal straffes med bansættelse, men også med sonebod, så udtaler vi udtrykkeligt med den største ærbødighed for og den inderligste kærlighed til eder, at vi foreløbig fuldt ud samstemmer med eder i eders afgørelse, indtil vi, på den synode, der skal afholdes d. 1. november, samlede og i fællesskab skal rådslå om, hvorledes slig frækhed kan tøjles og straffes, så ingen siden af denne udskejelse skal lade sig friste til i overmod at gøre noget lignende. Men såsom dog apostlen Paulus ved sit ord stadig påminder os om, at vi i tide og utide med idelig prædiken skal søge at retlede overtrædere, og hævder, at fromhed er nyttig til alt, så opfordrer vi eder til fremdeles i uophørlig bøn at påkalde guds barmhjertighed, at han vil lade angerens ånd lue i disse kvinders sjæle, så de på tilbørlig måde soner og gør bod for, hvad de ved deres brøde har gjort sig skyldige i, og at de i deres kloster ved eders prædiken atter henflyr til kristi nåde med deres sjæle, der ellers så at sige alt er gået tabt, så at han, der tog det ene vildfarende får på sin skulder og bar det tilbage til folden, også kan glædes over disse overtrædere som vundne tilbage for hjorden. Men i særdeleshed beder vi eder, at i, som vi håber, uophørlig yder os eders forbøns hjælp. Jeg, eders hengivne Aetherius, synder, tillader mig at hilse eder. Jeg, eders tjener Hesychius, vover at hilse eder i dyb højagtelse. Jeg Syagrius, som elsker eder, hilser eder med højagtelse. Jeg Urbicus, synder, eders trofaste ven, hilser eder ærbødigt. Jeg Veranus, biskop, eders beundrer, hilser eder med højagtelse. Jeg, eders tjener Felix, tillader mig at hilse eder. Jeg, eders underdanige og hengivne Felix, vover at hilse eder. Jeg, eders underdanige og lydige Berthchramn, biskop, tillader mig at hilse eder.« Abbedissen oplæste også det brev, som den hellige Radegunde havde rettet til dem, der var bisper i hendes tid, og sendte nu igen afskrifter deraf til bisperne i de nærmeste byer. En af disse afskrifter har jeg her: (dette brev viser, hvor utrygge tidens kår var. Radegunde tager så at sige alle mulige myndigheder i ed til værn for sit kloster. Hvilket kloster kunne vel tænkes bedre værnet end dette, der har nydt kongelige gaver og kongeligt værn, der huser dronninger og prinsesser? Men der er en svaghed fra første færd: den stedlige biskop er krænket og uvillig. Alverdens bispers værn er uvirksom, når stedets værner er fjendsk. Der ligger også en vanskelighed netop i klosterkvindernes højbyrdighed og lunefulde stædighed, der kan finde mægtig støtte rundt omkring hos frænder. De fleste af de ældre kvindeklostre er overhovedet mere »frøkenklostre« end nonneklostre; dette gælder også det af den hellige Cæsarius i Aries grundlagte kloster, hvis regel Radegundes følger) »Jeg synderinde Radegunde hilser alle bisper, de hellige herrer og fædre i kristus, som med ære sidder på den apostoliske stol. At bringe vore fælles fædre, læger og hyrder for den hjord, der er givet dem i varetægt, en sag for øre, som på forhånd må ligge deres hjerter nær, kan kun være klogt og hensigtsmæssigt og må give, hvad der alt er begyndt, fremgang og trivsel. Af deres kærlighed kan vi vente deltagelse, af deres myndighed gode råd, af deres bønner støtte, alt til sagens fremme. Allerede i min ungdom brød jeg de verdslige bånd, og efter den miskundelige guds førelse og tilskyndelse, følgende kristus, lod jeg mig af fri vilje føre over til iagttagelse af det hellige livs forskrifter. Men mit hjerte drev mig også til at tænke på, hvorledes jeg kunne hjælpe andres sjæle, således at hvad jeg havde tilstræbt også med guds hjælp kunne blive til gavn for andre, og jeg har derfor, støttet både med råd! Og dåd af den højædle herre konge Chlothachar oprettet et pigekloster i byen Poitiers og ved gavebrev skænket dette kloster alt, hvad kongelig gavmildhed har givet mig; desuden har jeg for det samlag, som jeg med kristi hjælp har fået samlet, erhvervet den regel, under hvilken den hellige Cæsaria levede, og som den hellige biskop Cæsarius i Aries med flid og kunst har samlet sammen af de hellige fædres lære. Med samtykke af de hellige bisper i denne og de andre byer og desuden ifølge vort samlags valg har jeg til abbedisse indsat min søster frøken Agnes, hvem jeg fra hendes spæde barndom har elsket og opdraget som min datter, og jeg har lovet efter reglen at lyde hendes forskrift næst gud. I overensstemmelse med den apostoliske lov har vi, såvel jeg som mine søstre, for ikke at komme til at dele skæbne med Annanias og Saffira, overdraget hende det jordiske gods vi måtte eje, og derom udfærdiget breve, således at vi, én gang klostergivne, intet selveje længere har. Men da tid og stund her i menneskelivet er usikker, såsom verden stunder mod sin ende, og da mange hellere vil følge deres egen end guds vilje, så overrækker jeg eder herved i kristi navn, mens jeg endnu er i live, ydmygelig og ledet af kærlighed til gud, dette blad og beder eder give hvad jeg derpå har fremsat eders apostoliske myndigheds støtte. Og da jeg ikke personlig har kunnet kaste mig for eders fødder, så gør jeg det, åndelig talt, ved dette brev, og ved faderen, sønnen og den hellige ånd og ved den frygtelige dommedag beder jeg eder, så sandt tyrannen ikke skal få magt over eder for dommen, men den rette konge give eder kronen: hvis efter min død nogensomhelst, være sig bispen her eller en kongens fuldmægtig eller nogensomhelst anden, skulle prøve på jeg kan ikke tro, det skulle kunne ske ved rænkefulde råd eller ved lovkneb og vold at vende op og ned på samlaget eller bryde regelen eller indsætte en anden abbedisse end min søster Agnes, hvem den højsalige Germanus i sine bispebrødres nærværelse har viet og velsignet, eller hvis samlaget selv umuligvis i utilfredshed og ulydighed skulle ville gøre dette, eller hvis nogen som helst, var det end bispen her, ved et nyt privilegium skulle ville hidføre anden myndighedsordning i klostret eller over klostrets gods end den, som i min tid har været gældende for bispens forgængere og andre, eller hvis nogen skulle prøve på at gå udenfor regelen, eller hvis nogen fyrste, biskop eller mægtig mand eller nogen af søstrene skulle driste sig til at prøve på at mindske eller med kirkerøversk hu kræve til eje noget af det gods, som den allerhøjeste hr. Chlothachar eller de allerhøjeste herrer konger hans sønner har overdraget mig, og jeg i kraft af hans kongelige brev har fået lov til at give klostret og derpå fået bekræftelse ved edeligt tilsagn og egenhændig underskrift af de allerhøjeste herrer konger Charibert, Gunthchramn, Chilperik og Sigebert, eller af det gods som andre har givet for deres sjæles velfærd eller søstrene i klostret har givet af deres ejendom at da eders helligheder og eders efterfølgeres helligheder, næst gud, efter min bøn og efter kristi vilje, vil tage sig af sagen og holde sådanne for ransmænd og folk, der plyndrer de fattige, og unddrage dem eders gunst, så at ingen nogensinde, når i sætter eder derimod, skal kunne ændre vor regel eller fratage klostret noget af dets gods. Jeg udbeder mig også dette, at når gud vil, at fornævnte frøken, vor søster Agnes, skal gå bort fra denne verden, der da i hendes sted skal indsættes en abbedisse af vort samlag gud og samlaget tækkelig, som skal værne om regelen og intet tage fra hvad der er fastsat om den hellige livsførelse lier, og hverken hendes egen eller nogen andens vilje må nogensinde bringe hende til at gå af. Og skulle nogen gid det ikke ske imod guds bud og kongernes breve ville rejse strid om de omskrevne punkter, som jeg for herrens og hans helgeners åsyn med indtrængende bøn lægger eder på hjerte, eller gøre noget til skade for person eller ejendom, eller prøve på at volde fornævnte min søster, abbedisse Agnes, vanskeligheder, må han svare derfor for gud og det hellige kors og jomfru Maria, og for denne domstol skal han som modparter og fjender have de hellige bekendere Hilarius og Martinus, i hvis værn, næst guds, jeg har overgivet mine søstre (søstrene overgives til sankt Hilarius og sankt Martins værn, næst efter guds, ikke til det hellige korses, ja end ikke til jomfru Marias værn. Stedet er af den største interesse til forståelse af helgenkulten. Basilikaen, der omtales nedenfor, og som har jomfru Maria til opnævner, værnes af hende og det hellige kors. Når sankt Hilarius er søstrenes værnehelgen, er den nærmeste grund den, at han er hjemfast og gravfast i Poitiers, og når sankt Martin forudsættes at have samme magt som sankt Hilarius, skønt han har sin grav i Tours, ligger det i, at han også har virket i eller ved Poitiers). Og du, hellige biskop, og dine efterfølgere, hvis værn i guds sag jeg med al flid ,søger, hvis nogen gid det ikke ske skulle prøve at tage sig noget for mod det, der her er tale om, må ikke have noget imod, for at tilbageslå guds fjende og gøre ham til skamme, at drage til kongen, hvem det nu måtte være, som på det givne tidspunkt har magten her, eller til Poitiers, for den sags skyld, der for herrens åsyn er given i eders varetægt, og mod andres uretfærdighed kæmpe som retfærdighedens udøvere og værnere, og ingen rettroende konge må tåle sådan uskel i sin kongetid for ikke, hvis han tålte det, derved at tillade, at det rokkes, som nu er fast grundlagt ved guds og min og selve kongernes vilje. I lige måde besværger jeg også de fyrster, som gud efter min bortgang lader være i live for at styre folket, besværger dem ved den konge, hvis magt ingen ende skal få, som styrer alle riger, og som giver kongerne liv og magt, at de lader det kloster, som jeg har bygget med deres kongelige faders eller bedstefaders tilladelse og hjælp, indrettet efter regelen og udstyret med gods, styres under deres værn og i samråd med abbedisse Agnes, og at de ikke må tåle, hverken at den ovennævnte vor kære abbedisse lider nogen krænkelse eller plage, eller at noget vort kloster tilhørende formindskes eller forandres, men tværtimod for guds skyld sammen med de herrer bisper, støttet af min bøn til folkenes genløser, værne og værge det, således som jeg nu lægger dem på sinde, på det de kan optages i det evige rige og der leve evindelig sammen med de fattiges værner og jomfruernes brudgom, til hvis ære de nu monne værne om guds tjenerinder. Også derom besværger jeg eder, hellige bisper og allerhøjeste herrer konger og hele det kristne folk, besværger eder ved den kristne tro, i hvilken i er døbt og i hvilken i opholder kirkerne, at når gud byder mig vandre bort fra dette liv, mit lig da må blive jordet i den basilika, som jeg har begyndt at bygge til herrens moder, den hellige Marias ære, og hvor allerede mange af vore søstre er bragt til hvile, hvad enten den da er færdig eller ej. Og om nogen heri skulle ville eller prøve på noget andet, skal han ved kristi korses og den hellige Marias hjælp rammes af guds hævn, så jeg ved eders hjælp kan få min grav her i denne basilika sammen med mine medsøstre. Og jeg beder med tårer, at denne min ansøgning, som jeg har underskrevet med egen hånd, må blive opbevaret i hovedkirkens arkiv, så at hvis det skulle blive nødvendigt for min søster abbedisse Agnes eller for samlaget at ty til eders hjælp mod slette mennesker, i da med from og hjælpsom barmhjertighed og som omhyggelige hyrder yder hjælp, på det at de, hvem gud har givet eders nådes værn, da ikke behøver at jamre over, at jeg har efterladt dem i nød. At have dette for øje, derom beder jeg eder ved ham, der fra korset bad apostlen Johannes tage sig af den salige jomfru hans moder, på det at ligesom han udførte det hverv, herren havde givet ham, således gøre også i, kære herrer, kirkens fædre og apostoliske mænd, med det som jeg uværdige og ringe kvinde beder eder tage jer af. Når i tilbørligt værner om, hvad jeg har givet i eders varetægt, skal i være delagtige i hans fortjenester, hvis hverv i opfylder, og så træder i værdigt i hans fodspor.« Derpå sendte biskop Maroveus, da disse piger talte meget ondt om ham, sankt Hilarius basilikaens abbed Porcarius til biskop Gundegisel og bisperne i hans kirkeprovins med bøn om at optage pigerne i menigheden igen og give dem tilladelse til at komme og få deres sag undersøgt. Men han fik et rent nej. Så sendte kong Childebert, der stadig blev overhængt med klager fra begge sider, fra klostrets såvel som fra de pigers, der var gået ud af klostret, præsten Teuthar afsted for at jævne trætten mellem dem. Men da han stævnede Chrodechilde og de andre piger for sig, svarede de: »Vi kommer ikke, fordi vi er udelukkede fra menigheden. Hvis vi bliver optaget igen, skal vi uden tøven give møde.« Da han havde fået det svar, drog han til bisperne og talte med dem om denne sag, men kunne ikke føre deres genoptagelse igennem og drog så tilbage til Poitiers. Pigerne skiltes fra hinanden; nogle drog  til deres forældre, andre til deres eget hjem, atter andre tilbage til de klostre, hvor de før havde været; thi de kunne ikke, mens de var sammen, døje den hårde vinterkulde, da de manglede ved. Nogle få blev tilbage hos Chrodechilde og Basina. Men der var stor uenighed mellem disse to, fordi den ene ville kommandere over den anden. I det år blev der efter påskens udgang et så voldsomt regnvejr med hagl iblandt, at man en to-tre timer igennem så vældige floder strømme gennem de mindste dales bækkelejer. Træerne blomstrede om efteråret og bar frugt anden gang. I november sprang roser ud. Floderne svulmede op udover alle grænser, gik over deres bredder og oversvømmede steder, hvor de ellers aldrig nåede hen, hvorved der voldtes sædemarkerne ikke ringe skade.

I Childeberts 15. kongeår (590) kom vor diakon fra Rom med helgen relikvier, og han fortalte, at i november måned det foregående år var Rom blevet oversvømmet af Tiber floden i den grad, at oldtidsbygninger var styrtet sammen og kirkens lader væltede, hvorved flere tusind mål hvede blev ødelagt. En mængde slanger og en stor drage, der var så tyk som en bjælke, hvirvledes af floden ud i havet, men udyrene kvaltes i det oprørte havs salte bølger og blev kastet op på strandbredden. Straks efter udbrød den såkaldte lyskesot. Den begyndte midt i januar måned og ramte først af alle i overensstemmelse med hvad vi læser hos profeten Ezechiel (Pelagius II døde d. 7. februar 590. Diakonens navn var Agiulf. Hans interesse for indsamling af relikvier ikke blot fra Rom men også fra Gallien, sankt Nicetius i Lyon, omtales i Fædrenes levnedsbog og i Martyrernes mindebog fortæller Gregor, at Agiulf efter af pave Pelagius at have fået relikvier af martyrer og bekendere forlod Rom under højtidelig ledsagelse af salmesyngende klerke og lægfolk, der fulgte med til Porto, hvorfra Agiulf så til søs kunne nå til Gallien. Som det fremgår af slutningen her, må han imidlertid, inden han havde forladt Porto, have fået efterretning om Pelagius' død og om Gregors valg og er da taget tilbage til Rom for at overvære Gregors pavevielse. Hans af Gregor gengivne beretning om pave Gregors byrd og levned før pavetiden er den eneste troværdige meddelelse derom, vi har, bortset fra hvad pave Gregor selv fortæller) pave Pelagius, der straks døde, og efter hans død blev mange mennesker sotens offer. Men såsom guds kirke ikke kunne undvære en leder, valgte hele folket diakonen Gregor. Han var af fornem romersk adel; fra ungdommen af var hans liv viet gud; af egne midler grundlagde han seks klostre på Sicilien og indrettede et syvende indenfor roms mure. Til disse klostre henlagde han så meget jordegods, at udbyttet var nok til deres daglige underhold. Resten af sit gods solgte han tillige med sit hus og alt dets udstyr og gav hvad han fik derfor til de fattige. Og han, der før plejede at gå gennem byen i pragtfulde silkeklæder, i hvilke ædelstene funklede, gik nu klædt i en tarvelig dragt og viede sig til herrens tjeneste ved altret, og han optoges som syvende diakon til hjælp hos paven (diakon for den syvende region. De gamle 14 regioner eksisterede vist ikke mere. Inddelingen i 7 regioner siges at være en kirkelig inddeling, der føres tilbage til den romerske menigheds allerældste tid). Han var så afholdende i mad, så årvågen i bøn, så streng i faste at hans mave tog skade, så han næppe kunne gå og stå. I grammatik, retorik og dialektik var han så godt oplært, at der næppe i hele byen var nogen, der kunne måle sig med ham. Den høje stilling [paveværdigheden] søgte han ihærdigt at unddrage sig for at ikke et vist hovmod over den opnåede ære skulle drage ham tilbage til det verdslige liv, som han én gang havde sagt sig løs fra (denne vægring, denne ydmyghedsdemonstration, som vi atter og atter finder udtryk for, når der er tale om bispe eller pavevalg, synes ligefrem at være et lovligt foreskrevet ceremoniel, der hører sammen med det hele senromerske og byzantinske ceremoniel. I en lov udstedt d. 9. marts 469, under kejserne Leo og Anthemius hedder det efter nogle indledende sætninger: »Ingen må købe bispeværdighed for penge, enhver skal vurderes efter, hvad han er værd, ikke efter hvad han kan give, thi hvilken stilling kan være sikker og hvilken sag ren, hvis guds ærværdige templer kan indtages ved hjælp af penge? . .Hvor kan der være sikkerhed og tryghed, hvis den ubrødelige retskaffenhed er i opløsning? .... Derfor skal man til biskop vælge en kysk og ydmyg mand, på det at han hvor som helst han kommer hen kan rense alt ved sit levneds renhed. En mand skal ikke betale for men bedes om at blive biskop. Han skal holde sig så langt borte fra embedsjagt, at man skal opsøge ham for at tvinge ham, og når han bedes, skal han vægre sig, og når han opfordres, skal han undfly. Nødtvungenhed skal være hans eneste undskyldning, thi han er visselig uværdig til bispedømme, hvis han ikke bliver viet mod sin vilje«. Hvis det opdages, at en mand har arbejdet eller betalt for at blive biskop, skal han dømmes som majestætsforbryder og afsættes. Loven er bortset fra at den bidrager til at sætte mange historiske begivenheder i det rette lys et interessant vidnesbyrd om den vægt, den udspekulerede og forfinede senromerske og byzantinske politik lagde på, at en handling ikke blot var men også syntes at være rigtig, ja på at den først og fremmest måtte synes at være rigtig). Derfor sendte han et brev til kejser Mauricius, hvis søn han havde draget op af det hellige dåbsbad (medens han, Gregor, opholdt sig i Konstantinopel som udsending fra Rom (579-585), og bad og bønfaldt på det mest indtrængende kejseren ikke nogensinde give folket sit samtykke til at løfte ham op til denne ære og magt. Men bypræfekten i Rom, Germanus, kom hans brevfører i forkøbet; han lod ham gribe, brød brevet og sendte folkets valgbrev til kejseren (kejseren i Konstantinopel indtager en lignende stilling til valget af bispen i Rom som en af frankerkongerne til valget af en biskop i Frankerriget). Og denne, der var ven af diakonen, takkede gud, fordi han havde fået lejlighed til at vidmærke ham, og bød ved et kejserligt brev at indsætte ham. Og da der endnu kun stod indvielsen tilbage, og soten hærgede folket, holdt han følgende tale til folket for at få det til at gøre bod: Pave Gregors tale til folket: »højtelskede brødre, guds straf, som vi måtte ængstes for, da den endnu kun forestod, må vi ræddes for nu, da den er over os og har ramt os. Lidelsen skal åbne os vejen til omvendelse, og den straf, vi lider under, skal smelte vort hjertes hårdhed, således som det ifølge profeten er forudsagt: »Sværdet er nået lige ind til sjælen«. Se, hele folket rammes af den himmelske vredes sværd, og den ene efter den anden rammes af en brat død. Og der går ingen langvarig sygdom forud for døden, men døden forekommer den langvarige sygdom, således som i selv ser. Hver især, der rammes af soten, rives bort, før han får vendt sig til sorg og bod. Overvej derfor, i hvilken tilstand den kommer frem for den strenge dommers åsyn, der ikke har haft tid til at græde over, hvad han har gjort. Indbyggerne rives ikke bort delvis, men dør i flok. Husene lades øde tilbage, forældre må være vidner til deres sønners død, deres arvinger går foran dem til døden. Lad da enhver især af os ty til bod og til sorg over vore synder, medens det endnu er tid, før vi selv rammes. Lad os kalde frem for vor sjæls øje hvad vi har gjort galt og straffe vore synder med gråd. »Lad os komme og vedgå vore synder for hans åsyn«, og, som profeten siger: »lad os løfte vore hjerter og vore hænder til gud«. At løfte hjerter og hænder til gud, det vil sige at stræbe opad dels ved inderlig bøn dels ved gode gerninger. Han som gennem profeten råber: »Jeg vil ikke nogen synders død, men at han skal omvende sig og leve«, giver os i sandhed trøst i vor trængsel. Ingen af os må fortvivle over sine synders storhed, thi selv niniviternes gamle synder slettede tre dages bod, og den røver, der omvendte sig, fik livets løn, just da han var dømt til døden. Lad os da omvende vore hjerter og gå ud fra, at vi alt har fået, hvad vi søger. Dommeren låner snarere bønnen øre, når den bedende omvender sig fra sin slethed. Lad os da nu, da gengældelsens sværd er løftet over os, trænge på med uafladelige bønner, thi påtrængenhed, som plejer at være menneskene imod, er sandhedens dommer kær, eftersom den kærlige og barmhjertige gud netop vil, at vi skal bede ham om tilgivelse og netop ikke vil vredes, sådan som vi fortjener det. Han siger også ved salmisten: »påkald mig i nødens time, jeg skal frelse dig, og du skal prise mig«. Han vidner altså om sig selv, at han vil være dem nådig, der påkalder ham, idet han opfordrer til påkaldelse. Derfor, kære brødre, lad os med anger i vore hjerter og med bedring i vor vandel onsdag morgen ved daggry, med et sind der er rede til anger, møde til en syvfoldig bodsgang (den her skildrede procession fandt sted onsdag d. 25. april 590. Til den er knyttet legenden om englen, der viste sig på Hadrians gravmæle, stikkende sit sværd i skeden til tegn på, at pesten skulle høre op, og om navneskiftet til Engelsborg) efter den ordning, der om lidt skal gives, på det at den strenge dommer, når han ser os selv straffe os for vore synder, selv må tilbagekalde den straffedom, der er fældet over os. Altså: klerkene skal udgå fra de hellige martyrer Kosmas' og Damianus' kirke sammen med præsterne i den sjette region. Alle abbeder med deres munke fra de hellige martyrer Protasius' og Gervasius' kirke sammen med præsterne fra den fjerde region. Alle abbedisser med deres. Nonner fra de hellige martyrer Marcellinus' og Petrus' kirke sammen med præsterne fra den første region. Alle børn fra de hellige martyrer Johannes' og Paulus' kirke sammen med præsterne fra den anden region. Alle lægmænd fra den hellige Protomartyr Stephanus' kirke sammen med præsterne fra den syvende region. Alle enker fra den hellige Eufemias kirke sammen med præsterne fra den femte region. Alle gifte kvinder endelig fra den hellige martyr Clemens' kirke sammen med præsterne fra den tredje region. Således vil vi gå ud fra hver enkelt kirke, under bøn og gråd, og samles ved den hellige jomfrus, vor herre jesu kristi moders basilika for dér i vedholdende bøn til herren under suk og klage at vinde tilgivelse for vore synder«. Da han havde talt således, lod han klerkeskarerne samles og bød dem tre dage igennem at synge salmer og påkalde herrens barmhjertighed. Og fra den tredje time af drog da korene under salmesang til kirken fra begge sider, idet de råbte gennem byens gader: kyrie, eleison. Vor diakon, der var tilstede, fortalte, at i løbet af en eneste time, medens folket højlydt bad til herren, styrtede over firsindstyve mennesker til jorden og opgav ånden. Men den store biskop lod ikke af med at prædike for folket og opfordre det til ikke at ophøre med at bede. Af ham fik vor diakon også de omtalte helgenrelikvier, det var dog mens han [Gregor] endnu var diakon. Da han søgte at unddrage sig pavevielsen ved flugt, blev han grebet og mod sin vilje ført til den hellige apostel Peters basilika, hvor han blev viet til bispeembede og givet byen til pave. Vor diakon kunne ikke lade være med at drage tilbage fra Porto for at overvære hans bispevielse, så han med egne øjne kunne se, hvorledes det gik til. Da Grippo (Grippo var med i den nævnte sendefærd) vendte tilbage fra kejser Mauricius, meddelte han følgende: da han det foregående år var gået ombord og sammen med sine ledsagere var kommet i havn i Afrika, drog de til Storkarthago (i modsætning til Ny Karthago (Cartagena) i Spanien). Medens de dvælede her og ventede på, at statholderen, som netop var tilstede, skulle sige dem, hvorledes de kunne få kejseren i tale, var der en af de medfulgte tjenere, det var forresten Euantius' der fratog en købmand nogle varer og bragte dem til sit herberg. Ejermanden fulgte efter ham og krævede sin ejendom tilbage, men den anden ville ikke ud med dem, og trætten blev hidsigere fra dag til dag. Så en dag mødte købmanden tjeneren på gaden; han greb fat i hans klæder og holdt ham fast og sagde: »Du slipper ikke løs, før du har givet mig det tilbage, som du voldelig har taget fra mig«. Den anden søgte at vriste sig løs; det lykkedes ham at få sit sværd draget, og han var fræk nok til at hugge købmanden ned, hvorpå han skyndte sig tilbage til sit herberg uden at fortælle nogen af sine fæller, hvad der var sket. I herberget opholdt sig da, som omtalt, sendemændene Bodegisel, søn af Mummolen fra Soissons, Euantius, søn af Dynamius i Aries, og Grippo selv der af byrd var en franker. De havde lige rejst sig fra bordet og havde lagt sig til at sove. Da byens øverste nu fik melding om, hvad tjeneren havde gjort, samlede han soldaterne og alle våbenføre mænd i byen og gik til deres herberg. Sendemændene, der intet anede, blev vækkede og så med undren på, hvad der gik for sig. Føreren råbte til dem: »Læg eders våben bort og kom ud til os, at vi på fredelig måde kan få oplyst, hvorledes drabet er sket«. Disse ord forfærdede sendemændene, der jo endnu var uvidende om, hvad der var sket. De krævede tilsagn om, at der ikke skulle ske dem noget, når de våbenløse kom ud, og mændene tilsvor dem det, men deres ophidselse tillod dem ikke at holde det. Da Bodegisel straks gik ud, huggede de ham ned og ligeledes Euantius. Da de nu lå døde foran herbergets dør, greb Grippo sine våben og gik sammen med de tilstedeværende tjenere ud og sagde til mængden: »Hvad der er sket, ved vi ikke, og nu ligger mine rejsefæller, der var på vej til kejseren, døde her. Gud vil dømme den uret, vi har lidt, og straffe disses død med eders undergang, i som hugger os ned, skønt vi er komne i fred og er uskyldige, og der skal ikke længere være fred mellem vore konger og eders kejser. Thi vi er komne for freds skyld og for at byde riget hjælp. Jeg kalder nu gud til vidne på, at det er eders skyld, når den fred, fyrsterne har lovet hinanden, ikke overholdes«. Medens Grippo sagde dette og lignende, lagde karthagenernes kamplyst sig, og enhver gik til sit. Men statholderen gik hen til Grippo og søgte at mildne hans vrede over det, der var sket, og forklarede ham, hvorledes han kunne få kejseren i tale. Da Grippo så var kommet til kejseren, fremsatte han først det ærinde, han var sendt i, og fortalte så om sine fællers død. Kejseren tog sig det meget nær og lovede at hævne deres død og deri rette sig efter, hvad dom kong Childebert ville afsige. Så drog han hjem i fred, med rige gaver fra kejseren. Da Grippo havde givet kong Childebert melding om sendelsens udfald, lod kongen straks udbyde leding til Italien og sendte 20 hertuger afsted for at føre krig med longobarderfolket, men jeg har ikke ment det nødvendigt at hidsætte deres navne i rækkefølge her i fremstillingen. Da hertug Audovald og Vintrio med opbudet fra Champagne kom til Metz, der lå på deres vej, plyndrede og myrdede og øvede de så megen vold, at man skulle tro, de påførte deres eget land krig. Også andre hertuger med deres krigerhobe bar sig ad på samme måde, så de plagede deres egen egn og dens indbyggere, før de endnu havde vundet den allerringeste sejr over fjenderne. Da de nærmede sig Italiens grænse, gik Audovald med seks hertuger til højre og drog mod Milano og slog lejr på sletten i nogen afstand fra byen. Hertug Olo blev, da han uforsigtig drog mod Bellinzona, en milanesisk flække der ligger på den Caniniske slette, ramt lige under brystvorten af et kastespyd, og sank død til jorden. De andre blev, engang de var draget vid fra lejren for at røve noget at leve af, overfaldne af longobarderne, der huggede dem ned rundt omkring, hvor de traf dem. Nu var der i selve Milanos omegn en sø, der kaldes Cereser søen, fra hvilken der udgår en ganske vist smal men meget dyb flod. Ved bredden af denne sø havde frankerne hørt, at der stod longobardere, og de rykkede derfor frem imod den. Men inden de gik over den omtalte flod, var der en longobarder som, stående på den anden bred, dækket af panser og hjelm og med et spyd i hånden, råbte op mod frankernes hær: »Idag skal det vise sig, hvem guddommen vil give sejr«, hvoraf man kan slutte, at denne krigers skæbne af longobarderne opfattedes som varsel for kampens udfald. Nogle få frankere gik over floden og kæmpede med denne longobarder og fældede ham, og straks tog hele longobarderhæren flugten og indlod sig ikke i kamp. Også de andre frankere gik nu over floden men stødte ikke på longobarderne, medens de derimod kunne undersøge, hvorledes lejren var indrettet, hvor ildstederne havde været, og hvor teltene havde været slået op. Da de ingen fjender traf på, vendte de tilbage til deres egne lejre, og her kom der sendemænd fra kejseren til dem og meldte, at en hær nærmede sig for at hjælpe dem. »Om tre dage kommer vi med den«, sagde de, »og dette skal være eder et tegn: når i ser denne gårds huse dér oppe på bjerget brænde og røgen fra branden stige mod himlen, så må i vide, at vi kommer med hæren, som vi har lovet«. Efter aftalen ventede frankerne i hele seks dage uden at se noget som helst til de kejserlige soldater. Chedin var med 13 hertuger gået til venstre ind i Italien, og han tog 5 borge og tog dem i ed. Hæren led meget af dyssenteri, fordi luften var usund og frankerne ikke vante til den, og mange døde af sygdommen, men da det så begyndte at blæse, og der kom regn, og luften kølnedes en smule, blev de syge raske. Kort at fortælle: omtrent tre måneder igennem drog hæren rundt i Italien uden at kunne udrette noget eller gøre fjenden noget, fordi han holdt sig i meget stærkt forskandsede stillinger, og uden at kunne få fat i kongen og tage hævn over ham, eftersom han havde indesluttet sig bag Pavias mure; derfor drog hæren hjem, svækket som sagt af det usunde klima og medtaget af slet ernæring, idet den dog underlagde kongens herredømme, hvad hans fader før havde haft, og tog ed af indbyggerne samt bortførte både fanger og andet bytte fra disse egne. På tilbagevejen led de, inden de nåede deres fødestavn, således af sult, at de måtte afføre sig våben og klæder og købe levnedsmidler derfor. Longobardernes konge, Aptachar (kaldes af Paulus Diaeonus Authari og omtales under dette navn i eftertidens historiske litteratur. Han døde d. 5. september 590. Hans efterfølger var Agilulf. Om det er ham, der her også kaldes Paulus, eller om Paulus er navnet på en iøvrigt ukendt tronbejler, ved vi ikke), sendte sendemænd til kong Gunthchramn med følgende budskab: »Vi ønsker, fromme konge, at være eder og eders folk lydige og tro ligesom eders fædre, og vi svigter ikke den ed, vore forgængere svor eders forgængere. Hold derfor op med at forfølge os, og lad der være fred og enighed mellem os, at vi, når det måtte være nødvendigt, kan yde eder hjælp mod eders fjender, så vore modstandere, der larmer rundt om os, hellere i angst skal se eders og vort folk i tryghed stole på hinanden og leve i fred end glæde sig over vor uenighed«. Disse ytringer mødtes af en fredelig stemning hos kong Gunthchramn, og han sendte mændene til sin brodersøn kong Childebert. Men medens de endnu opholdt sig dér, dog efter at de havde røgtet deres ærinde, kom der andre sendemænd og meldte, at kong Aptachar var død, og at Paulus var indsat i hans sted, men overbragte iøvrigt den samme opfordring, som vi ovenfor skrev om. Kong Childebert fastsatte en dag, på hvilken han ville meddele dem, hvorledes han fremtidig ville stille sig, og lod dem så gå.

Maurieius sendte de karthagere, som det foregående år havde dræbt kong Childeberts sendemænd, til denne med bundne hænder og i lænker, tolv i tal, og gav kongen det vilkår, at hvis han ville lade dem dræbe, skulle det stå ham frit for, og hvis han ville give dem fri og tage mod løsepenge for dem, skulle han få 300 guldstykker for hver af dem. Han kunne vælge hvilken af delene, han ville, på det at sagen lettere kunne blive forligt, og der ikke derfor skulle opstå nogen grund til fjendskab imellem dem. Men kong Childebert vægrede sig ved at tage mod de lænkede mænd, idet han sagde: »Jeg kan ikke vide, om de folk, i her kommer med, virkelig er drabsmændene, eller om det ikke er helt andre mennesker, ja måske nogle trælle, medens vore folk, der blev dræbt hos jer, var fribårne mænd«. Desuden sagde Grippo, der stod hos, og som dengang havde været i sendefærd sammen med de dræbte: »Statholderen i byen faldt over os med en flok på to eller tre tusind mand og dræbte mine fæller, og jeg selv ville ikke være sluppet fra overfaldet med livet, hvis jeg ikke havde værget mig mandigt. Men hvis jeg kommer på stedet, kan jeg kende folkene. Hvis eders kejser, som i siger, vil holde fred med vor herre, så må han lade dem bøde til hævn«. Så lod kongen dem drage hjem, idet han foreløbig afgjorde sagen derhen, at han ville sende andre mænd til kejseren. I disse dage brød Cuppa, der førhen havde været kong Chilperiks staldmester, ind i Tours egnen og ville bortføre kvæg og andet gods derfra, som om det var et plyndringstog. Men indbyggerne havde fået nys om det i forvejen; de slog sig sammen i en stor flok og gav sig til at sætte efter ham. De tog byttet fra ham og slog to af hans svende ihjel og tog de to andre til fange, så han måtte flygte tomhændet. De to fanger sendtes i lænker til kong Childebert, som lod dem kaste i fængsel og bød, at de skulle udspørges om, hvem der havde hjulpet Cuppa bort, så han ikke var blevet grebet af forfølgerne. De svarede, at det havde undergreven i denne egn, Animod, været mester for. Straks lod kongen brev udgå med pålæg til greven om at sende Animod i lænker til ham. Hvis Animod skulle gøre modstand, skulle greven bruge magt, ja endog slå ham ihjel, om han ønskede at have kongens nåde. Animod gjorde dog ingen modstand men gik derhen, hvor det blev pålagt ham, efter at der var stillet borgensmænd. Han fik at gøre med husmesteren Flavianus. Hans sag undersøgtes sammen med Cuppas, og han blev kendt uskyldig og fik fred tilligemed denne, hvorpå husmesteren, dog først efter at have fået store gaver, bød ham drage til sin hjemstavn. Cuppa selv var på færde endnu en gang, idet han med nogle af sine folk søgte at bortføre en datter af Badegisel, der forhen havde været biskop i le Mans, for at gifte sig med hende. Han brød også med en hob kumpaner ved nattetide ind i gården Mareil for at fuldbyrde sit forsæt, men gårdens frue, Magnatrude, pigens moder, havde en anelse om hans træske plan. Hun gik imod ham med sin husstand og slog ham tilbage, ja fældede flere af hans folk, så han måtte drage bort med skamme. I Clermont skete det, at ved nattetid de i fængslet fangnes bånd brast, og fængslets døre gik op, så fangerne kunne gå ud. De gik så ind i bispekirken. Da grev Eulalius så bød at lægge dem i lænker, brast lænkerne som skørt glas i samme øjeblik, de blev lagt på. Biskop Avitus udvirkede da, at de blev løsladte og fik deres fulde frihed. I Auvergne eftergav kong Childebert med rundhåndet gavmildhed kirkerne og klostrene og andre klerke der hørte til bispekirken samt alle der dyrkede kirkegods, al den skat, der skyldtes. De der opkrævede skat havde allerede lidt store tab, fordi det næsten var umuligt at få skatten ind, da der var gået så lang tid, og slægt var fulgt på slægt [siden den sidste ligning], så at ejendomme var blevet delte i mange dele. Det lod kongen efter guds råd nu rette således, at hverken skulle skatten til statskassen fremtidig volde skatteopkræveren tab, ejheller skulle kirkegodsets dyrkere på grund af sendrægtighed miste noget af deres fæste. På grænsen mellem Auvergne, Javols og Rhodez blev der holdt et bispemøde i en sag der var rejst mod Tetradia, Desiderius' enke, idet grev Eulalius afkrævede hende de ting, hun havde taget med sig, da hun flygtede fra ham. Men jeg må nok hellere give en udførligere fremstilling af denne sag, både hvorledes hun forlod Eulalius og hvorledes hun tyede til Desiderius. I sin ungdom gjorde Eulalius mange gale streger, sådan som det så ofte sker i den alder, og da hans moder tit skændte på ham derfor, kom han til at hade hende, hvem han burde elske. Kort at fortælle, en skønne dag blev hun fundet kvalt i den bodsklædning, i hvilken hun plejede at bede hun knælede ofte i bøn i sit huskapel og holdt meget hyppigt under suk og gråd nattebønner dér, mens husets folk sov. Ingen vidste, hvem der var gerningsmanden, men mistanken for modermord faldt på sønnen. Da biskop Cautinus i Clermont (Cautinus, om hvis valg til biskop og vanskeligheder med præsten Cato der er fortalt om, og hvis færd som biskop Gregor fortæller den mærkelige historie, var biskop 551-571. Det er altså indenfor dette tidsrum Eulalius' moder bliver dræbt) erfarede dette, udelukkede han ham fra menigheden, men under borgernes og bispens sammenkomst ved martyren sankt Julians fest kom Eulalius og kastede sig for bispens fødder og klagede over, at han uhørt var blevet udelukket fra menigheden. Bispen tillod ham da sammen med de øvrige at blive, til messen skulle fejres, men da det tidspunkt kom, da nadveren skulle uddeles og Eulalius gik hen imod altret, sagde bispen: »Folkesnakken kalder dig modermorder. Om du har øvet den udåd eller ej, det ved jeg ikke, og derfor stiller jeg dig nu for guds og den hellige martyr Julians domstol. Hvis du er uskyldig, som du påstår, så kom hid og tag et stykke af nadverbrødet og put det i din mund. Gud ser i din samvittighed«. Han tog nadverbrødet og nød nadveren og gik så bort. Han havde til hustru Tetradia, der på mødrene side var af ædel byrd, medens hendes fader var lavættet. Da nu manden i sit hus havde samleje med sine tjenestekvinder, blev han forsømmelig overfor sin hustru, og ofte, når han kom hjem fra en af sine horer, pryglede han hende på det ubarmhjertigste. Han var også for mange voldshandlinger kommet i ikke ringe gæld, til hvis dækning han ofte tog sin hustrus smykker og penge. Stedet i sådan trængsel og blottet for al den ære, hun havde haft i sin mands hus, blev hun, mens hendes mand var draget til kongen, genstand for sin mands brodersøns, Vir's attrå. Han havde nemlig mistet sin hustru og ville nu gifte sig med Tetradia. Vir var imidlertid bange for sin farbrors fjendskab og sendte derfor Tetradia til hertug Desiderius, for så når nogen tid var gået at gifte sig med hende. Hun tog alle sin mands kostbarheder såvel guld og sølv som klæder og hvad der iøvrigt lod sig flytte, med sig og desuden sin ældste søn, medens hun lod en anden, yngre søn blive tilbage i hjemmet. Da Eulalius kom tilbage fra sin rejse, erfarede han, hvad der var sket. Efter at have holdt sig en kort tid i ro og ladet vreden sætte sig noget overfaldt han sin brodersøn Vir og slog ham ihjel i en dalsnævring i Auvergne. Da Desiderius, der selv også nylig havde mistet sin hustru, spurgte, at Vir var dræbt, indgik han ægteskab med Tetradia, medens Eulalius derimod bortførte en pige fra klostret i Lyon og tog hende til sig. Men hans horer efter hvad der fortælles var det af skinsyge vildede hendes sind ved trylledrikke. Lang tid efter overfaldt han på stimandsvis pigens fætter og huggede ham ned. Ligeledes myrdede han Socratius, sin svigermoders broder, hvem faderen havde avlet med en frille. Også mange andre ugerninger øvede han, som det er altfor vidtløftigt at fortælle om. Hans søn Johannes, der var draget bort sammen med moderen, undveg fra Desiderius' hus og kom til Clermont. Og da Innocentius netop nu søgte at blive biskop i Rhodez, sendte Eulalius bud til ham om at hjælpe ham til at få det gods tilbage, som han ejede i dette stift. Men Innocentius svarede: »Hvis jeg får en af dine sønner, som jeg så kan gøre til klerk og beholde hos mig til hjælp, så skal jeg gøre, hvad du beder mig om«. Eulalius sendte ham sin søn Johannes og fik så sit gods. Biskop Innocentius tog sig vel af sønnen, ragede hans hår og gjorde ham til sin bispekirkes ærkediakon (det antikke håroffer foretages dels som en vielse til en guddom dels ved indgang i nye livsforhold, f.eks. i ynglingalder eller i gift stand, og man stiller sig i et særligt forhold til den gud eller det menneske, man giver sit hår. Skikken skildres eller omtales ofte i oldkirkelige ritualbøger, men findes også, uafhængig af kirkeskik, i folkelivet både hos frankerne og longobarderne. Paulus Diaeonus fortæller i sin Longobarderhistorie, at Karl Martel sendte sin søn Pippin den Lille til longobarderkongen Liutprand med bøn om, at han »efter skik og brug« ville tage hans hår og derved på en måde adoptere ham. I det her af Gregor omtalte tilfælde synes kirkeskik og folkeskik at mødes; Innocentius, den forhenværende greve, er jo netop i den stilling, at han kan forlige begge hensyn, og vi kender mange eksempler på, at fader eller værge vælger en mand til at foretage ceremonien, som de gerne ser som ynglingens adoptivfader, omtrent i samme forhold til den unge som gudfader til gudsøn. Den folkelige skik klædes i kirkelig symbolik i mangfoldige bevarede middelalderlige vielsesformularer, der vel at mærke er forskellige fra den der bruges ved munke og klerke tonsur. Skikken synes at uddø i det 15. århundrede). Johannes underkastede sig en sådan spægelse, at han ikke nød hvedebrød men kun bygbrød, ikke drak vin men kun vand, ikke red på en hest men på et æsel og klædte sig så tarveligt som muligt. Da nu, som omtalt, bisper og stormænd holdt møde på grænsen af de tre fornævnte stifter, førtes Tetradia frem af hertug Aginus, og Eulalius indfandt sig og førte søgsmål imod hende. Han gjorde krav på de ham tilhørende ejendele, som hun, da hun drog til Desiderius, havde ført bort fra hans hus, og dommen lød på, at Tetradia skulle tilbagegive, hvad hun havde ført bort, og godtgøre det firdobbelt, og at de sønner, hun havde fået med Desiderius ikke skulle gælde for ægtefødte (ovenfor hed det, at Desiderius tog Tetradia til ægte, men dette kunne ikke ske med kirkens (bispens, præstens) minde, da Tetradias mand endnu levede. Når Gregor uden videre taler om ægteskab, er det vel, fordi sligt var meget almindeligt, og uregelmæssigheden eller ulovligheden ingen følger fik, når ellers alt gik jævnt og roligt. Men her, hvor sagen kommer frem på et bispemøde, gøres den kirkeretlige opfattelse gældende, og det går ud over børnene). Fremdeles fastsattes det, at hvis hun udredede det, der var pålagt hende, til Eulalius, skulle det stå hende frit for at komme til Auvergne og der uden al indsigelse nyde det hende tilhørende gods, som var tilfaldet hende som fædrenearv. Og således skete det.

Imidlertid hærgede brittannerne grumt i Nantes og Rennes egnene, og kong Gunthchramn udbød leding imod dem og satte hertugerne Beppolen og Ebrachar i spidsen for hæren (Beppolen omtales oftere i det foregående, også som fører mod bretagnerne. Ebraehar er kun lige omtalt som Gunthchramns mand). Men Ebrachar havde mistanke om, at hvis der blev vundet sejr under Beppolens ledelse, ville denne også opnå hans, Ebrachars, hertugstilling; derfor yppede han fjendskab med ham, og på hele vejen udæskede de hinanden med drillerier, skældsord og trusler. Overalt langs de veje, de drog, brændte, myrdede og plyndrede de og øvede alskens ugerninger. Så kom de til Vilaine floden, som de satte over, og nåede så videre til Oustfloden. Efter at have nedrevet alle huse i omegnen slog de bro over floden, og hele hæren gik over. På dette tidspunkt kom en præst til Beppolen og sagde til ham: »Hvis du vil følge mig, skal jeg føre dig til Warok og vise dig alle brittannerne samlede på ét sted«. Nu havde Fredegunde, da hun hørte, at Beppolen, hvem hun fra gammel tid hadede, skulle være med på dette tog, pålagt sakserne i Bayeux at klippe og klæde sig efter brittannisk skik og komme Warok til hjælp. Beppolen rykkede frem med dem, der havde villet følge ham, og begyndte kamp og fældede i to dage mange af de fornævnte brittanner og saksere. Ebrachar havde skilt sig fra ham tilligemed hovedparten af hæren og ville ikke rykke til hjælp, før han spurgte, at Beppolen var faldet. På den tredje dag, da Beppolens folk alt havde lidt stort mandefald, og han selv var såret af et spydkast men endnu værgede sig, styrtede Warok over ham med de ovenfor omtalte saksere og fældede ham. Han havde nemlig fået dem trængt ind imellem hulveje og sumpe, hvor flere omkom i dyndet end fældede af sværd. Ebrachar rykkede imidlertid frem til Vannes. Biskop Regalis havde sendt ham sine klerke i møde, som med kors i hænderne og under salmesang ledsagede ham lige til byen. Der var nogle, der fortalte, at Warok da ville flygte over på øerne og havde ladet sine skibe med guld og sølv og andre ejendele, men da han var kommet ud i rum sø, havde der rejst sig en storm, og skibene gik under med alt det gods, han havde bragt ombord. Han kom nu til Ebrachar og bad om fred og gav gidsler og mange gaver samt lovede aldrig at foretage sig noget til skade for kong Gunthchramn. Da han var draget bort, gav også biskop Regalis og hans klerke og stiftets indbyggere tilsvarende ed og tilføjede: »Vi har ingen skyld overfor vore herrer konger, og vi har aldrig villet trodse eller skade dem, men brittannerne har holdt os under tvang, og vi har måttet bøje os under deres tunge åg«. Da nu freden mellem Warok og Ebrachar var højtidelig sluttet, sagde Warok: »Drag nu kun hjem og meld, at jeg nok selv skal sørge for, at alt hvad kongen har krævet skal blive gjort. Og for at i kan stole des mere derpå, vil jeg give jer min brodersøn som gidsel«. Det gjorde han også, og der blev ikke kæmpet mere. Men en stor mængde såvel af kongens som af brittannernes hær var blevet dræbt. Da nu hæren drog tilbage fra brittannernes land, satte de stærkeste krigere over floden, men de svagere og de fattige, der var med, kunne ikke komme over og måtte blive tilbage ved bredden af Vilaine floden. Uden at agte de eder og gidsler, han havde givet, sendte Warok da sin søn afsted med en hær mod disse folk ved flodbredden. De blev grebet og bundet; de, der gjorde modstand, blev hugget ned; nogle få, der prøvede på at komme over floden på heste, blev ført med af den stærke strøm og kastet ud i havet. Siden blev mange af de fangne løsladt af Waroks hustru ved frihedsbrev, og de drog hver til sit. Den hær, der var gået over floden, turde ikke drage samme vej tilbage, som den før var kommet, for ikke at komme til at bøde for, hvad ondt den havde gjort. Den drog derfor over Angers for at komme over broen over Mayennefloden. Men en lille hob, der først gik over, blev udplyndret ved selve den nævnte bro og kom i den ynkeligste tilstand. Da hæren derefter drog igennem Tours stiftet, søgte den bytte og udplyndrede mange mennesker, da egnens indbyggere havde været uden anelse om dens komme. Mange af den hær drog imidlertid til kong Gunthchramn og sagde til ham, at hertug Ebrachar og grev Wiliachar (greve i Orléans og en tid også i Tours) havde fået penge af Warok for at lade hæren gå tilgrunde. Derfor stævnede kongen Ebrachar for sig og skældte ham ud på det groveste og bød ham så forføje sig bort fra hans øjne (Fredegar krøniken meddeler, at alt hans gods blev konfiskeret). Grev Wiliachar tog flugten og holdt sig skjult.«

I Childeberts 15 kongeår, der er Gunthchramns 29 kongeår, hændte det, at kong Gunthchramn, da han var på jagt i Vogeserskoven, fandt resterne af en dræbt urokse. Han gik skovfogden hårdt på livet for at få at vide, hvem der havde vovet at gøre dette i kongens skov, og denne angav da kongens kammerherre Chundo. Efter dette udsagn lod kongen denne gribe og føre til Chálon i lænker. Da nu skovfogden og kammerherren for kongens domstol skændtes om sagen, og Chundo sagde, at det aldrig var faldet ham ind at gøre, hvad han her skyldtes for, påbød kongen holmgang. Kammerherren stillede sin brodersøn til at kæmpe i sit sted, og begge parter stillede sig op på kamppladsen. Chundos brodersøn slyngede sit spyd mod skovfogden og gennemborede hans ene fod, så at han styrtede bagover til jorden. Knøsen drog da sin dolk, der hang i hans bælte, og søgte at skære halsen over på den faldne, men den sårede stødte sin dolk i livet på ham, og begge faldt og lod deres liv. Da Chundo så det, tog han flugten og søgte at nå ind i sankt Marcellus' basilika. Kongen råbte, at han skulle gribes, inden han nåede den hellige tærskel, og han blev også grebet, hvorpå han blev bunden til en pæl og stenet ihjel. Siden følte kongen stor anger over, at han således havde ladet sig henrive af sin vrede, at han for en ringe brødes skyld så brat havde ladet dræbe en af sine tro mænd, som han havde god brug for. Chlothachar, afdøde kong Chilperiks søn, blev meget syg og var så helt opgivet, at kong Gunthchramn endog fik melding om hans død. Han forlod derfor Chálon og agtede sig til Paris. Han var allerede kommet til Sens, da han fik at vide, at drengen var kommet sig og vendte så om. Sagen var, at Fredegunde, drengens moder, da hun så, hvor ringe han var, lovede sankt Martins basilika en stor sum penge, og derfor blev drengen straks bedre. Hun sendte også bud til Warok om, at han for drengens livs skyld skulle løslade de mænd af kong Gunthchramns hær der endnu var fanger hos brittanerne, og Warok gjorde som hun ønskede. Heraf er det klart, at det var ved denne kvindes rænker, at både Beppolen var blevet dræbt, og at hans hær var blevet hugget ned.

Nonnen Ingetrude havde, som vi har fortalt i tidligere bøger, oprettet et pigekloster i forgården til sankt Martins basilika. Da hun tog til at skrante, indsatte hvin sin broderdatter til abbedisse, hvorover det øvrige samlag højlydt knurrede, men da vi irettesatte dem, faldt de dog tilføje. Ingetrude havde endnu trætte med sin datter, fordi hun havde taget hendes ejendom fra hende, og hun nedlagde et højtideligt forbud mod, at det nogensinde tillodes hende at komme og bede i det kloster, hun havde grundlagt, eller på hendes grav. Hun døde, så vidt jeg ved, i sin alders 80 år og blev jordfæstet d. 9. marts. Da Berthegunde nu kom til Tours, fik hun ikke lov at komme ind i klostret. Hun gik da til kong Childebert og krævede lov til at lede klostret i moderens sted. Kongen glemte den dom, han havde afsagt overfor hendes moder (i slutningen af 9. bog er omtalt kongens dom); han lod udfærdige et andet kongebrev for hende, forsynet med hans egenhændige underskrift og med det indhold, at hun skulle have rådighed over alt det gods, som hendes fader og moder havde ejet, og alt hvad Ingetrude havde efterladt klostret skulle fratages det. Hun mødte nu i klostret med dette kongebrev og bortførte alt løsøre derfra, så der ikke blev andet end de nøgne vægge tilbage, og hun samlede alskens fejdekyndige ildgerningsmænd, der skulle bortføre afgrøderne fra de gårde, hvis ejere af fromhed havde givet klostret gaver af den art. Så meget ondt øvede hun der, at det næppe ville være muligt at fortælle det altsammen. Da hun havde fået de ting, vi har omtalt, i sin hånd, tog hun tilbage til Poitiers, idet hun udspyede mange falske klager mod abbedissen, der dog var hendes nærmeste frænke. I disse dage fremtrådte en af vore præster, som var smittet af den sadducæiske ondskabs gift, og sagde, at der ikke gaves nogen kommende opstandelse, og da vi hævdede, at den både forkyndtes i de hellige skrifter og lærtes af den apostoliske overleverings myndighed, svarede han: »Ja, det er jo øjensynligt den almindelige mening, men vi er ikke vis på, om det er rigtigt eller ikke, navnlig da herren i sin vrede sagde til det første menneske, hvem han havde formet med sine hellige hænder: i dit ansigts sved skal du æde dit brød, indtil du vender tilbage til den jord, af hvilken du er taget, thi du er støv, og skal vende tilbage til støvet. Hvad vil i svare dertil, i som forkynder den kommende opstandelse, da guddommen jo siger, at den vil gøre mennesket til støv igen men ikke lover, at mennesket siden skal genopstå?« Jeg svarede ham: »Hvad vor herre og vor frelser selv eller de forudgangne fædre siger om denne sag, det tror jeg ikke nogen rettroende er uvidende om. I genesis sagde jo herren, når patriarkerne døde: du skal samles med dit folk, jordfæstet i god alderdom. Og til Kain siges der: din broders blod råber til mig fra jorden. Det fremgår heraf klart, at sjælene lever efter udgangen fra legemerne og med længsel venter på den kommende opstandelse. Der står også skrevet om Job, at han skal genopstå ved de dødes opstandelse. Og profeten David siger, og han taler jo dog i herrens navn, med henblik på opstandelsen: mon den som sover ikke også skal kunne stå op?, dvs. skal den der er overvældet af dødens søvn ikke nå til opstandelse? Også Jesaias lærer, at de døde skal stå op af deres grave. Og når profeten Ezechiel fortæller om, at de tørre knogler overtrækkes med hud, styrkes med nerver, får årer lagt ind, får liv ved åndens pust, og hele mennesket bliver nyskabt, så lærer han jo tydeligt og klart den kommende opstandelse. Også dette var et tydeligt vidnesbyrd om opstandelsen, at et dødt legeme ved at røre ved Elisas ben ved profetens underkraft blev levende igen. Og det er også godtgjort ved herrens egen opstandelse, han som er den førstefødte af de døde, han som påførte døden døden og fra graven gengav de døde liv.« Hertil svarede præsten: »At herren i sin menneskeskikkelse døde og opstod, tvivler jeg ikke om, men jeg kan ikke gå med til, at de andre døde genopstår.« Jeg: »Hvad nødte guds søn til at komme ned fra himlen, iføre sig kød, gå i døden, trænge ind i helvede, andet end det at mennesket, som han havde dannet, ikke skulle blive tilbage i den evige død? Også de retfærdiges sjæle, der indtil hans lidelse var indesluttede i helvedes fængsel, blev løsladte ved hans komme. Da han gik til underverdenen, fyldte han mørket med nyt lys og førte deres sjæle med sig ud, at de ikke længer skulle pines i denne kval, som det jo også hedder: og i hans grav skal de døde genopstå.« Præsten sagde: »Kan knogler, der er opløste til aske, igen få liv og blive til et levende menneske?« Jeg svarede: »Vi tror, at selv om mennesket bliver til støv og det i stormens sus adspredes over hav og land, er det dog ikke gud vanskeligt at genopvække det til liv.« Præsten svarede: »Her mener jeg, i tager særlig fejl,, når I i lempelige udtryk synes at opstille den krasse vranglære, at i siger, at et menneske, der er sønderrevet af rovdyr, druknet i havet, ædt af fisk, gjort til møg og udtømt som fordøjelsesafsondring, eller som er kastet ud og opløst i rindende vande eller forrådnet i vandet, skulle kunne opnå genopstandelse.« Jeg svarede: »Det er nok gået dig ad glemme, hvad evangelisten Johannes, han som lå op til herrens bryst og udgrundede guddomsmysteriets løndomme, siger i apokalypsen: da skal havet give sine døde tilbage. Det fremgår heraf, at hvad en fisk har slugt af et menneskelegeme, eller en fugl røvet, et rovdyr ædt, det skal altsammen samles af herren og sættes i stand ved opstandelsen, thi det vil ikke være ham vanskeligt at skaffe det tabte tilbage, han der af intet skabte det ikke fødte, og han vil genskabe det i sin fulde helhed, således som det var tilforn, således at legemet, som det var i verden, skal straffes eller forherliges, alt efter hvad det har fortjent. Thi således siger jo herren selv i evangeliet: menneskets søn skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle og gengælde enhver efter hans gerninger. Også Martha sagde, da hun tvivlede om sin broder Lazarus' øjeblikkelige opstandelse: jeg ved nok, at han skal stå op ved opstandelsen på den yderste dag, og hende svarede herren: jeg er opstandelsen, vejen, sandheden og livet.« Hertil sagde præsten: »Hvordan kan der da siges i salmen: de ugudelige skal ikke opsti. I dommen?« Hertil svarede jeg: »De opstår ikke for at dømme, men de opstår for at blive dømte. Dommeren kan ikke sidde sammen med de ugudelige, når de skal gøre regnskab for deres gerninger.« Han: »herren har sagt i evangeliet: den, der ikke tror, er allerede dømt; det vil sige, at han skal tilintetgøres ved opstandelsen.« Jeg svarede: »Nej, han er dømt til evig pine, fordi han ikke troede på guds enbårne søn, men han skal opstå i legemet for at lide straffen i det legeme, i hvilket han syndede. Thi der kan ingen dom blive, hvis de døde ikke først opstår. Og ligesom vi tror, at himlen gemmer dem, der er døde i hellighed og fra hvis grave hin underkraft så ofte udgår, ved hvilken blinde får syn, halte gang, spedalske renhed og andre syge andre lægedomsgaver, når de beder derom, således tror vi også, at synderne gemmes i helvedes fængsel lige til dommen.« Præsten sagde: »Men vi læser dog i salmen: åndepustet gik ud af mennesket, og det er ikke mere, og det skal ikke mere kende sit sted.« Jeg sagde: »Det er det samme, som herren selv i lignelsen siger til den rige, der pines i helvedes ild: du har fået dit gode i dit liv, og lazarus sit onde. Denne rige mand kendte nu ikke mere sit purpur og sit lin og sine gildesglæder, som luften og jorden og havet havde frembragt til ham, og således kendte Lazarus heller ikke mere til sine sår og bylder, som han led af, da han lå for den riges dør, denne da han lå i Abrahams skød, hin da han pintes i ilden.« Præsten sagde: »I en anden salme læser vi: deres ånd skal udgå og vende tilbage til sin jord, og på hin dag skal alle deres tanker gå til grunde.« Hertil svarede jeg: »Ja, dér har du ret, thi når ånden er gået ud af mennesket, og det døde legeme ligger tilbage, tænker han ikke mere på de ting, han har ladet tilbage i verden, f.eks.: han tænker ikke på at bygge, at plante, at pløje og så, ikke på at samle guld eller sølv eller anden verdslig rigdom. Den slags tanker er gået tilgrunde, er forsvundet fra det døde legeme, fordi der ikke er ånd i det. Men hvorledes kan du tvivle om opstandelsen, når dog apostlen Paulus, i hvem kristus selv talte, som han siger, tydeligt og klart taler om den, når han siger: vi er medbegravne kristus gennem dåben til døden, på det at ligesom han døde og stod op, således skal også vi vandre i et nyt levned, og et andet sted: vi opstår alle, men vi forvandles ikke alle. Hornet gjalder, og de døde opstår uforkrænket, og vi forvandles, og atter et andetsted: en stjerne er forskellig fra den anden i glans, således også de dødes opstandelse, og dette: det sås i forkrænkelighed, det opstår i uforkrænkelighed osv., og ligeså dette: vi skal alle stilles for kristi domstol, at hver især kan få det, der tilkommer hans legeme efter dets gerninger, ondt eller godt. I brevet til de thessalonikerne peger han aldeles tydeligt på den kommende opstandelse, når han siger: jeg vil ikke, brødre, at i skal være uvidende om dem, der sover hen, for at i ikke skal sørge som de andre, der ikke har håb. Når vi nemlig tror, at jesus er død og opstanden, da skal også gud ligeså ved jesus føre de hensovede frem sammen med ham. Thi dette siger vi eder med herrens ord, at vi der lever, vi der bliver tilbage, vi skal, når herren kommer, ikke gå forud for de hensovede. Thi herren selv skal stige ned fra himlen i et tilråb, i en ærkeengelrøst, i en lurklang, og de døde i kristus skal opstå først, derefter vi som lever, som nu lades tilbage, drages bort med dem i skyerne, herren i møde i luften, og således skal vi altid være sammen med herren. Derfor skal i gensidig trøste hverandre med disse ord. Der er mange vidnesbyrd til styrke for denne sag. Men hvorfor du tvivler om opstandelsen, som de hellige venter for deres gode levned, og synderne frygter for deres synders skyld, det ved jeg ikke. Selve den natur, vi ser, viser jo denne opstandelse: træerne løves om sommeren og bliver bare når vinteren kommer, men når så våren atter kommer, så ligesom opstår de igen og klædes i samme løvdragt som før. Dette viser også sædekornene i jorden. De der lægges i furerne opstår med mangfoldig frugt efter døden, som apostlen Paulus siger: du tåbe, hvad du sår, bliver ikke levende, hvis det ikke først dør. Alt dette er stillet verden for øje, at den skal tro på opstandelsen. Thi hvis der ingen fremtidig opstandelse er, hvad gavner det så de retfærdige at leve retfærdigt, og hvad skader det synderne at leve uretfærdigt? Så kan jo alle hengive sig til deres lyster, og hver især gøre hvad han har lyst til. Ræddes du ikke, ugudelige, over hvad herren selv siger til apostlene: når menneskets søn kommer på sin herskertrone, skal alle folkeslag flokkes foran ham, og han skal skille dem fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra bukkene, og fårene vil han stille til højre, bukkene til venstre, og han vil sige til hine: kom hid, i velsignede, og modtag riget, men til disse: gå bort, i som har øvet uret. Og som skriften selv lærer: de skal gå bort til den evige pine, men de retfærdige til det evige liv. Tror du da, at de dødes opstandelse skal finde sted og en dom over gerninger, hvor herren vil handle således? Lad apostlen Paulus svare dig, som han svarer andre vantro i de ord: hvis kristus ikke er opstanden, er al vor prædiken værdiløs, og også eders tro er værdiløs. Denne tale gjorde et dybt indtryk på præsten, og da han forlod os, lovede han at tro på opstandelsen i overensstemmelse med den række hellige skriftord, som vi ovenfor har angivet.

På den tid var Theodulf diakon i Paris. Han mente, han var en farlig klog fyr og kom derover ofte i skænderi med folk. Han forlod så Paris og drog til Angers og gav sig ind under biskop Audoveus, da de var gode venner fra den tid, de levede sammen i Paris. Theodulf blev derfor flere gange af biskop Ragnemod i Paris udelukket fra menigheden, fordi han vægrede sig ved at vende tilbage til den kirke, i hvilken han var indsat som diakon. Han sluttede sig i den grad nær og nøje til bispen i Angers, at denne, der var en brav og godmodig mand, ikke kunne ryste ham af sig trods hans påtrængende væsen. Bispen byggede sig et lysthus ovenpå bymuren, og en aften han, efter at have holdt måltid her sammen med diakonen, gik ned herfra og med sin ene hånd støttede sig på diakonen, viste det sig, at denne var så fuld, at han næppe kunne gå. Af en eller anden grund blev han vred på tjeneren, der gik foran med en fakkel, og gav ham et puf i nakken, men usikker på benene som han var,, kunne han ikke finde ligevægt igen og styrtede forover ned fra muren. I faldet greb han fat i bispens tørklæde, der hang ned fra hans bælte, og bispen var nær også styrtet ned, men abbeden greb i en fart fat i hans ben og holdt ham tilbage. Diakonen faldt ned på en sten og brækkede både ribben og andre knogler og lå og spyede blod og galde, indtil han udåndede. Han var en fordrukken og liderlig karl. Djævlens udsæd, klammer og kiv, voksede op dag for dag og tog til i ondskab i klostret i Poitiers. Chrodechilde havde, som før omtalt, samlet en bande mordere, troldkarle, horkarle, fredløse og alskens ildgerningsmænd, og ventede kun på lejlighed til voldsgerninger. En dag bød hun så banden ved nattetid at bryde ind i klostret og slæbe abbedissen ud. Hun mærkede imidlertid den larmende bandes komme, og forlangte så at blive båret - gå kunne hun ikke på grund af gigt i benene hen til det hellige korses skrin, i tillid til her at finde hjælp. Mændene trængte ind, tændte lys og løb hid og did i klostret med klirrende våben og søgte efter abbedissen. De trængte også ind i kapellet og fandt hende der, liggende på jorden foran det hellige korses skrin. En af mændene, der var mere rå end de andre, var allerede gået hen til hende for at fuldbyrde den gruelige gerning at hugge abbedissen ned, da han ramtes af en andens sværd. Jeg må tro, at guds forsyn her var med i spillet. Blodet strømmede ud af ham, og han faldt om på jorden og fik ikke fuldført det forsæt, han så letfærdigt havde fattet. Imidlertid fik provstinde Justina (Justina er en slægtning af Gregor. Provstinden var den øverste i klostret næst efter abbedissen) og nogle andre søstre lyset slukket og abbedissen dækket med klædet fra det alter, der stod foran herrens kors. De andre mænd kom imidlertid til med dragne sværd og spyd. De flåede nonnernes klæder og rev deres hænder til blods og greb så provstinden, i den tro at det var abbedissen - det var jo nemlig nu mørkt. De flåede nonnedragten af hende, rev og sled i håret, så det gik op, og slæbte hende helt hen til sankt Hilarius' basilika for der at holde hende i forvaring. Da de var kommet hen til basilikaen, begyndte det at lysne på himlen; de opdagede da, at det ikke var abbedissen, og lod så pigen gå tilbage til klostret. De gik også selv tilbage og greb abbedissen, slæbte hende ud og smed hende ind på en plads ved siden af sankt Hilarius' basilika, dér hvor Basina havde sit herberge, og de satte vagt ved indgangen, at ingen skulle komme ind og hjælpe den fangne. Derefter gik de løs på klostret, medens det endnu var halvmørkt, og da de ikke kunne få lys at se ved, slæbte de en tom tjæretønde frem fra forrådskamret og stak ild på den og plyndrede nu ved lyset fra dette bål klostret for alt bohave, lod i hvert fald ikke andet tilbage, end hvad de ikke kunne føre med sig. Dette skete 7 dage før påske. Da bispen var meget vred over alt dette, men dog ikke kunne få det djævelske bulder og gny til at høre op, sendte han dette bud til Chrodechilde: »Lad abbedissen blive fri, så hun i disse dage ikke skal sidde i fængsel; ellers vil vi ikke fejre herrens påskefest, ejheller vil nogen katechumen her i byen blive døbt (endnu dengang var altså påsken den egentlige dåbstid. Bispens trussel om ikke at fejre påskefesten eller foretage dåbshandlinger viser, at disse ting dog til en vis grad må være gået ind i borgerskabets vaner ellers ville truslen være meningsløs. At den viser sig virkningsløs er på den anden side et vidnesbyrd om, at de kristen kirkelige vaner ikke endnu er så stærke, som bispen må have forudsat), hvis abbedissen ikke lades løs af det fængsel, hun sidder i. Og vil i alligevel ikke løslade hende, så vil jeg samle borgerne og fri hende med magt.« Herpå svarede Chrodechilde med at sende stimænd ud med dette pålæg: »Hvis nogen prøver på med magt at fri abbedissen, så hug hende straks ned.« I disse dage var Flavianus, der nylig var blevet Childeberts hofmester, i byen, og ved hans hjælp kom abbedissen løs og tyede ind i sankt Hilarius' basilika. Imidlertid øvedes der manddrab ved den hellige Radegundes grav, og endog foran selve det hellige korses skrin blev adskillige hugget ned under dette ustyr. Da påskefesten oprandt, blev galskaben kun endnu værre på grund af Chrodechlides frækhed, og det lovløse pak øvede uafladelig mord og anden voldsfærd, som jeg allerede har omtalt. Chrodechilde blærede sig nu sådan i sit hovmod, at hun endog så sin farbrordatter Basina over hovedet. Denne begyndte derfor at angre og sagde til sig selv: »Jeg har gjort uret i at følge Chrodechilde i hendes hovmod; nu viser hun mig ringeagt, og min abbedisse har jeg været ulydig.« Hun slog da om og ydmygede sig for abbedissen og bad hende give sig hendes fred, og de levede sammen som én sjæl og én vilje. Men kort efter blev det atter galt imellem dem. Thi da de tjenere, der var hos abbedissen, satte sig til modværge mod et overfald, som Chrodechildes bande havde sat i værk, ramte de en af Basinas folk, som faldt om og døde. Abbedissens folk flygtede sammen med hende til den hellige bekenders [Hilarius'] basilika, men Basina svigtede af den grund igen abbedissen og gik fra hende. Da de, der havde dræbt Basinas svend, imidlertid havde taget flugten, vendte abbedissen og Basina tilbage til den fred, der forud havde været imellem dem. Siden var der endnu mange fejder mellem de to hobe, og hvem kunne vel nogensinde i ord skildre alle disse mishandlinger og mord og onde gerninger, eftersom der næppe gik en dag uden mord, ikke en time uden strid, ikke et øjeblik uden tårer. Da kong Childebert hørte det, sendte han sendemænd til kong Gunthchramn om, at der skulle holdes et møde af bisper fra begge riger for ved en afgørelse efter kirkeretten at få gjort ende på denne usømmelige tilstand. Kong Childebert bød vor ringhed tilligemed biskop Ebergisel i Køln og selve biskop Marovech i Poitiers give møde i denne sag, medens kong Gunthchramn sendte biskop Gundegisel i Bordeaux tilligemed bisperne i hans kirkeprovins han var jo selv metropolit i Bordeaux. Men vi gjorde først indsigelse og sagde: »Vi vil ikke drage til dette sled, med mindre den blodige voldsfærd, som Chrodechilde har sat i gang, først undertrykkes og straffes af greven.« Det blev derfor ved kongebrev pålagt Macco, der dengang var greve, at dæmpe vildskaben, om nødvendigt med magt, hvis han mødte modstand. Da Chrodechilde fik nys herom, bød hun sine stimænd fuldt våbenrustede stille sig op ved indgangen til kapellet og hindre greven i at komme ind og allesammen slå igen, hvis han skulle bruge magt. Greven nødtes derfor til at gå frem med våbenmagt; nogle slog han ned med stænger, nogle blev gennemborede med spyd, og de der mest hårdnakket slog fra sig blev hugget ned med sværd. Da Chrodechilde så det, tog hun herrens kors, hvis underkraft hun tidligere havde ladet hånt om, gik ud mod grevens folk og sagde: »Brug ikke vold mod mig, jeg er en kongelig kvinde, jeg er datter af én konge, og en anden konge er min fætter. Gør det ikke, der kunne komme en tid, da jeg kan tage hævn over jer.« Men folkene brød sig ikke om, hvad hun sagde; de gik, som jeg har omtalt, løs på dem, der gjorde modstand, og slæbte dem bundne vid af klostret. De blev bundet til pæle og piskede; nogle af dem klippede man håret af, andre blev fodhuggede, atter andre fik ører eller næse hugget af, og da man således havde fået bugt med voldsmændene, blev der ro. Derefter sad de mødte bisper til doms i bispekirkens kor, og for dem mødte Chrodechilde, som førte mange klager over abbedissen, hvem hun skyldte for at have en mand i klostret; han gik ganske vist i kvindeklæder for at gælde for en kvinde, men det var aldeles tydeligt godtgjort, at det var en mand, og han gik stadig abbedissen selv til hånde. »Der står han,« sagde hun og pegede på en. Den pågældende trådte frem for alles øjne, klædt, som sagt, i kvindeklæder, og sagde, at han var uduelig til alt mandsværk og derfor havde taget denne dragt. Abbedissen kendte han kun af navn, men havde aldrig set hende eller talt med hende, så meget mindre som han boede over 40 mil fra Poitiers. Da nu Chrodechilde ikke kunne godtgøre nogen skyld hos abbedissen i dette, føjede hun til: »Hvad hellighed kan der vel være i denne abbedisse, når hun således gør mænd til gildinger og byder dem færdes om hende ligesom kejseren?« Da abbedissen blev udspurgt herom, svarede hun, at hun intet kendte til denne sag. Da Chrodechilde imidlertid med navns nævnelse omtalte en tjener som gilding, stod livlægen Reovalis frem og sagde: »Da denne tjener var en dreng, fik han en skade i låret, og man begyndte at tvivle om, at han kunne få sin førlighed igen. Hans moder gik så til den hellige Radegunde og bad hende om at skaffe ham nogen pleje og hjælp, og hun tilkaldte da mig og bad mig hjælpe drengen, hvis jeg kunne. Jeg lod da hans testikler skære af, således som jeg havde set lægerne gøre i Konstantinopel, og gav den bedrøvede moder hendes dreng tilbage sund og frisk. Og jeg ved, at abbedissen ikke ved noget om dette.« Da der heller ikke i denne sag var noget at sige abbedissen på, gav Chrodechilde sig til at forebringe andre hårde kæremål, men da både hendes påstande og svarene derpå er indførte i selve den dom, som blev skreven imod hende, vil jeg hellere indføje en afskrift her i teksten. Afskrift af dommen. »De tilstedeværende bisper hilser de berømmelige herrer konger. Da gud i sin nåde har givet folket de fromme og katolske konger, hvem landet er overdraget, giver kirken dem med fuld ret indblik i dens sager, såsom den indser, at den ved den hellige ånds medvirken holdes sammen og styrkes ved disse herskeres magtbud. Da vi derfor på eders højheds bud er kommet sammen i Poitiers for Radegunde hellig ihukommelse hendes klosters skyld, på det vi på grundlag af begge parters indlæg skulle kende i striden mellem dette klosters abbedisse og de nonner, som har fattet den usalige plan at gå bort fra hjorden her: har vi stævnet parterne og udspurgt Chrodechilde og Basina om, hvorfor de så dristigt og imod deres regel har brudt klostrets døre og er gået bort, hvorved samlags enheden er blevet brudt. De svarede med at udtale, at de ikke længere ville udsætte sig for sult og nøgenhed og dertil mishandlinger, og de føjede til, at forskellige mandspersoner badede i deres badstue, hvilket var utilbørligt, at abbedissen spillede terninger, og at verdslige holdt gilde hos hende, ja at der endog var blevet holdt jagilde i klostret, at hun havde dristet sig til af et helsilkes alterklæde at lade gøre en klædning til sin broderdatter og afskære de guldblade, der dannede borten på alterklædet og, hvad der var en stor brøde, give hende dem til et halssmykke; fremdeles havde hun været så ødsel at lade gøre samme sin broderdatter et guldsmykket pandebånd, og hun havde fejret hårskør i klostret. Da vi så spurgte abbedissen, hvad hun svarede dertil, sagde hun, at med hensyn til deres klage over sult, da havde de, såvidt dyrtiden tillod, aldrig lidt særlig mangel. Om nøgenheden sagde hun, at hvis man ville søge efter i deres skabe, ville man finde, at de havde flere klæder end nødvendigt var, og om klagen vedrørende badstuen sagde hun, at den var blevet opført i fastetiden, og at fru Radegunde af hensyn til den stærke kalklugt og for at nonnerne ikke ved at bade, mens bygningen var så ny og fugtig, skulle tage skade på helbredet, havde givet klostrets tjenere en almindelig tilladelse til at bade dér, indtil al skadelig lugt var gået bort, og tjenerne havde derfor kunnet gøre brug af badstuen fastetiden igennem og lige til pinse. Hertil svarede Chrodechilde: »Ja, men siden den tid har mange mandfolk badet der fra tid til anden.« Abbedissen svarede, at hun på den ene side måtte misbillige det, de sagde var sket, men på den anden side ikke vidste, om det virkelig var sket, men iøvrigt lagde hun dem til last, at de, hvis de selv havde set det, ikke havde meldt det til abbedissen. Om terningspillet sagde hun, at det havde hun spillet også imens fru Radegunde levede, og dette måtte tjene til hendes undskyldning, helt bortset fra at det ikke var forbudt i den skrevne regel ej heller i kirkelovene, men hvis bisperne krævede det, lovede hun i lydighed at underkaste sig al den bod, der målte blive hende pålagt. Om gildelagene sagde hun, at hun ikke havde indført nogen ny skik, men kun gjort hvad der havde været sædvane under fru Radegunde, hun havde budt troende kristne viet brød, men at hun nogensinde havde holdt gæstebud med dem, kunne ingen godtgøre. Om jagildet sagde hun, at hun i nærværelse af bispen, kirkens og byens ældste havde modtaget fæstensgave for sin forældreløse broderdatter, men hvis hun heri havde gjort galt, ville hun bede alle om tilgivelse; dog, gilde havde hun heller ikke dengang holdt i klostret. Om alterklædet, som de lod hende høre ilde for, fremførte hun en ædelbåren nonne som vidne på, at denne havde givet hende som gave fra sine forældre et helsilkes kasteklæde; af dette havde hun afklippet et stykke, som hun kunne gøre med, hvad hun ville; af det øvrige havde hun gjort et prydeligt, værdigt alterklæde og dertil brugt så meget, som nødvendigt var; det af klippede stykke, der var tilovers, havde hun givet sin broderdatter til pynt på hendes dragt, og den gave, sagde hun, var til klostrets gavn. Giverinden, Didimia, udtalte, at dette var sandt i et og alt. Med hensyn til guldbladene og det gyldne pandebånd kaldte abbedissen eders her tilstedeværende tjener Macco (greve i Poitiers) til vidne på, at hun gennem ham fra fornævnte sin broderdatters fæstemand havde modtaget 20 guldstykker og for den sum ladet disse ting gøre, hvad alle vidste, og at der dertil intet var medgået af klostrets gods. Så blev Chrodechilde og Basina udspurgte, om de måske kunne sige abbedissen noget bolskab på, hvad gud forbyde, eller manddrab eller trolddom eller nogen brøde, der kunne medføre livsstraf. I deres svar udtalte de, at det kunne de ikke, uden for så vidt som de, ved det de alt havde sagt, havde udtalt, at hun havde handlet imod reglen. Tilsidst kom de frem med, at nonner, som vi troede uskyldige, var med barn for deres synders skyld, fordi klosterlukket var brudt, og de stakkels piger, som mange måneder igennem ikke havde været under en abbedisses tugt, havde kunnet gøre hvad dem lystede. Da vi havde fået disse punkter undersøgt fra først tilsidst og vi ikke hos abbedissen havde fundet nogen brøde, der kunne volde hendes afsættelse, har vi med faderlige påmindelser gået i rette med hende om de forholdsvis lette klagemål og pålagt hende ikke fremtidig at pådrage sig dadel ved igen at gøre noget lignende. Derpå har vi undersøgt modpartens sag. Her er gjort slemme ting: de har vist deres biskop ringeagt, da han i klostret ved sin prædiken søgte at få dem fra at gå bort, de har formelig trådt ham under fødder og ladet ham tilbage med spot og spe i klostret og så brudt døre og slåer op og vist ham den hån at gå deres vej, og andre har ladet sig lokke til at slutte sig til deres syndige færd. Og ydermere, da biskop Gundegisel og hans provinsbisper for samme sags skyld ifølge kongernes pålæg var kommet til Poitiers og dér havde kaldt dem sammen til et møde i klostret, har de intet hensyn taget til opfordringen, og da bisperne så søgte at træffe dem i den hellige bekender Hilarius' basilika, hvor de opholdt sig, for som det sømmer sig omhyggelige hyrder at tale dem til rette, havde de en hel bande rede til at gøre vold, og de pryglede både bisperne og deres tjenere med knipler og udgød diakoners blod inde i selve basilikaen. Da derefter på vore herrer fyrsters bud den ærværdige mand præsten Theuthar blev sendt afsted for den sags skyld, og det var blevet fastsat, når retsmødet skulle finde sted, opventede de ikke dette tidspunkt men lod voldsmænd gå mod klostret; de tændte tønder i gården, brød døre op med stænger og økser, satte ild på, slog og sårede nonner indenfor klostermuren, ja i selve kapellerne, plyndrede klostret, rev klæderne af abbedissen, sønderrev hendes hår, trak hende ud under hån og spot, slæbte hende gennem gaderne og spærrede hende inde på et sted, hvor hun vel ikke var lænket men dog heller ikke kunne røre sig frit. Da så den til evig tid højtidelige påskedag oprandt, bød bispen løsepenge for den fangne, da ellers dåbshandlingen ville blive udskudt, men ingen overtalelse og ingen bønner hjalp, og Chrodechilde svarede, at hun og hendes ikke havde vidst noget om endsige iværksat slig ugerning, ja påstod endog, at det kun var ved hendes forbud, det var blevet hindret, at abbedissen blev dræbt af sine egne folk, hvoraf man kan vide, at de netop havde sligt i sinde. Og Chrodechildes og hendes partis grumhed fremgår yderligere deraf, at de lod en af klostrets trælle, der havde søgt tilflugt ved den hellige Radegundes grav, hugge ned; og da det skammelige uvæsen blev værre og værre, har de intetsomhelst gjort for at hæmme det, men er tværtimod selv trængt ind i klostret og har taget det i besiddelse. Og kongernes bud, at de skulle lade ildgerningsmændene stille for retten, har de ikke villet rette sig efter, men tværtimod, på trods af kongernes bud, vedblev at holde banden under våben og med pile og spyd på den mest oprørende måde sat sig imod greven og byens folk. Da de så igen gik ud af klostret for at møde til offentligt forhør, ranede de det hellige og højærværdige kors og tog det med sig, en usømmelig vanhelligelse, der tynger hårdt på dem, og de blev siden i bispekirken nødt til at give det tilbage. Da alle disse store ugerninger var fuldstændig klare, og de ikke blot ikke blev søgt hæmmede men der tværtimod hobedes nye ugerninger på de tidligere, opfordrede vi dem til at bede abbedissen om tilgivelse for deres skyld og give erstatning for udplyndringerne. Men det ville de ikke, og de pønsede endog på at dræbe hende, hvad de også offentlig har tilstået. Vi har derfor, efter at have fremtaget og gennemgået kirkelovene, fundet det rigtigt at udelukke dem fra kirkesamfundet, indtil de har gjort passende bod, og at genindsætte abbedissen i hendes stilling, som hun skal forblive i. Dette meddeler vi eder herved at have gjort, efter eders bud, idet vi kun har givet os af med hvad der vedkommer kirkestyrelsen, og vi har set os vel for i kirkelovene, og vi har handlet viden hensyn til, hvilke personer vi havde med at gøre. Iøvrigt, hvad angår klostrets ejendele og vore herrer kongers, eders fædres, gavebreve, som er blevet fjernet fra klostret og som de har tilstået at have men som de ikke vil lyde os i at give tilbage frivilligt, står det til eders kongelige myndighed med sønligt sind ved eders magtbud at tvinge dem til at tilbagegive klostret fuldt ud, på det at eders og de henfarne fyrsters sjælegaver må blive ved magt. Men i må ikke tillade dem selv at vende tilbage til det sted, som. De. Så utaknemligt har vanhelliget og ødelagt, at der ikke skal hænde noget endnu værre, og i må endog hindre dem i at forsøge derpå således at, når dette ved herrens hjælp er bragt i orden, gud under rettroende konger får alt, hvad der tilhører ham, og kirken intet mister, på det at opretholdelsen af fædrenes og kirkelovenes forskrifter må fremme og gavne vor dyrkelse og for eder øge frugten af den. Den herre kristus opholde og styre eder og give eder en lang kongetid og derefter et saligt liv.« Derefter, da dommen var kundgjort, og de var blevet udelukkede fra kirkesamfundet, og abbedissen genindsat i klostret, drog de til kong Childebert og lagde ondt til ondt, idet de nævnede flere personer for kongen, som både skulle have drevet hor med abbedissen og desuden daglig have bragt bud til Fredegunde, hans fjende. Da kongen hørte det, sendte han folk afsted, der skulle føre disse personer til ham i lænker. Men da undersøgelsen ikke bragte noget frem, der kunne regnes dem til skyld, fik de lov at gå deres vej. Nogle dage før, just som kongen gik ind i kapellet på gården Marlenheim (Elsass), fik hans svende øje på en ukendt mand, der stod noget borte, og de sagde til ham; »Hvem er du, og hvor er du fra, og, hvad skal du her, vi kender dig ikke.« Da han så svarede: »Jeg er jo en af eders folk,« smed de ham øjeblikkelig ud af kapellet og forhørte ham. Han tilstod straks, at han var sendt af dronning Fredegunde for at dræbe kongen. Han sagde: »Vi er 12 mand, der er udsendt af hende, de 6 af os er komne hertil, de andre 6 er blevet i Soissons for at opsnappe kongens søn. Jeg har ventet på en lejlighed, og da jeg nu ville dræbe kong Childebert i kapellet, grebes jeg af en sådan rædsel, at jeg ikke kunne få mig selv til at udføre mit forsæt.« Da han havde sagt dette, blev han straks underkastet grumme pinsler og nævnede da sine forskellige fællers navne. Disse blev opsporede hver på sit sted. Nogle af dem blev sat i fængsel, andre blev håndhuggede og så givet fri, atter andre fik næse og øren. Skåret af og fik så lov til at gå rundt til spot og spe. De fleste af de fængslede ræddedes således for de pinselsmåder, der brugtes, at de stak sig selv ihjel; nogle døde også under pinslerne, og således, fik kongen hævn.

Sunegisel blev igen lagt på pinebænk og blev daglig pisket med ris og svøber. Der gik bullenskab i sårene, og når de så havde væsket og var begyndt at gro sammen, begyndte pinslerne forfra. Inder disse pinsler vedgik han ikke blot at have været med i planen mod Childeberts liv, men også at have øvet flere andre ugerninger. Blandt hvad han tilstod var også det, at biskop Ægidius i Reims havde været deltager i Rauchings, Ursios og Bertefreds plan om at dræbe kong Childebert. Bispen blev straks grebet og ført til Metz, skønt han var yderst svag efter en langvarig sygdom. I Metz blev han holdt i fangenskab, og kongen bød, at bisperne skulle tilkaldes for at undersøge sagen. De skulle møde i Verdun i begyndelsen af oktober måned. Men da nogle andre bisper gik i rette med kongen, at han uden at høre ham havde ladet ham slæbe bort fra hans by og kaste i fængsel, gav han ham lov til at vende tilbage til sin by og udsendte som sagt breve til alle sit riges bisper om, at de skulle møde i den ovennævnte by [Verdun] i midten af november for at undersøge sagen. Nu var det et farligt regnvejr; det øste vande ned og det var utåleligt koldt; vejen lå i ét pløre, og floderne gik over deres bredder, men kongens bud kunne de ikke trodse. De mødte derfor, men blev kørt videre, helt til Metz, hvor også fornævnte Ægidius kom til stede. Her skældte kongen ham for sin fjende og for en landsforræder og overdrog den tidligere hertug Ennodius at forfølge sagen. Dennes første forebringende lød således: »Sig mig, biskop, hvad var din tanke med at forlade den konge, i hvis by du havde den ære at være biskop, og give dig ind under kong Chilperiks venskab, han som jo altid var en fjende af vor herre konge, dræbte hans fader, landsforviste hans moder og tilrev sig hans land; og netop i de egne han, som omtalt, på uretfærdig vis tilrev sig og tvang ind under sit herskab, modtog du jordegods af ham, som hørte under kronen.« Hertil svarede han: »At jeg har været kong Chilperiks ven, kan jeg ikke nægte, men det venskab medførte ikke noget, der var til skade for kong Childebert. Og de gårde, du omtaler, har jeg fået ved adkomstbreve fra denne konge selv.« Da disse adkomstbreve så blev fremlagt, nægtede kongen at have udstedt dem, og da Otto, der dengang havde været referendar, og hvis underskrift de bar, blev tilkaldt, nægtede denne at have skrevet under: hans hånd var eftergjort på det kongelige adkomstbrev. Det var altså det første punkt i denne sag, hvor bispen blev grebet i falsk. Derefter blev der fremlagt breve, skrevne til Chilperik, i hvilke der taltes meget om Brunechildes slette færd, og ligeledes breve fra Chilperik til bispen, blandt hvilke ét indeholdt følgende: »Hvis ikke roden bliver skåret bort, visner heller ikke den plante, der skyder op over jorden«, hvoraf det tydeligt fremgik, at brevet var skrevet med det for øje, at Brunechilde først skulle kues, for at man derefter kunne komme hendes søn til livs. Bispen nægtede både selv at have sendt disse breve og at have modtaget breve fra Chilperik til svar. Men der var en tjener, bispens fortrolige, tilstede, der havde papyrusbind i hvilke disse breves indhold var indført i forkortet form, så det var ikke tvivlsomt for de tilstedeværende, at brevene var sendt af bispen. Derefter blev der fremført overenskomster, der skulle være sluttede mellem Childebert og Chilperik, og i hvilke der stod, at disse to konger skulle jage kong Gunthchramn bort og så dele hans rige og byer. Men kong Childebert nægtede at vide noget om dette. Han sagde: »Du har sat mine to farbrødre op imod hinanden, for at der skulle opstå borgerkrig imellem dem. Det var derfor, der blev opbudt leding, og Bourges og Etampes og borgen Maillant blev hærget og ødelagt. I den krig satte mange livet til, og jeg tror, at deres sjæle for guds domstol vil blive krævede af dine hænder.« Det kunne bispen ikke nægte, thi hine skrivelser var blevet fundet sammen i en af kong Chilperiks brevkister, og de var kommet i kong Childeberts hænder, da efter kong Chilperiks død hans skatte blev ført bort fra kongsgården i Chelles ved Paris og kom i hans eje. Medens de nu kivedes længe om disse ting, mødte også Epifanius, sankt Remigius basilikaens abbed, og sagde, at biskop Ægidius havde fået 2000 guldstykker og mange klenodier for at holde venskabet med kong Chilperik. Tilstede kom også de sendemænd, der sammen med Ægidius havde været hos nævnte kong Chilperik. De sagde: »Han forlod os og talte længe alene med kongen, men hvad de talte om, vidste vi ikke, før vi sidenhen erfarede det af det før omtalte ulykkebringende tog.« Da bispen intet ville høre herom, nævnede abbeden, der hele tiden havde været indviet i disse lønlige planer, både det sted, hvor de omtalte guldstykker var blevet bragt hen, og den mand der havde bragt dem, og han skildrede udførligt, hvorledes man var blevet enig om at hærge kong Gunthchrams land og komme ham selv til livs, således som det virkelig blev forsøgt. Bispen måtte give sig og vedgik det da også altsammen. Da de tilkaldte bisper hørte dette, og så at en herrens biskop havde været så mange onde gerningers håndlanger, måtte de sukke dybt, og de udbad sig tre dages opsættelse for at drøfte sagen, for om ikke måske Ægidius kunne komme på bedre tanker og finde en eller anden måde, hvorpå han kunne årsage sig for de brødefulde forhold, han beskyldtes for. Ved daggry den tredje dag kom de sammen i bispekirken og spurgte nu bispen, om han havde noget tit fremføre til sin undskyldning, han skulle da sige frem. Men han var helt sønderknust og sagde: »I skal ikke opsætte længere at fælde dom over mig, thi jeg er skyldig. Jeg er på det rene med, at jeg som majestætsforbryder er skyldig til døden. Jeg har altid virket til kongens og hans moders ugavn, og det er efter mine råd, mange kampe er ført, ved hvilke flere egne i Gallien er blevet hærgede.« Da bisperne hørte dette, sørgede de meget over deres broders skændsel. De opnåede, at han slap fra det med livet, men udstødte ham af præstestanden efter at have oplæst de kirkeretlige vedtægter. Han blev derefter straks ført bort til Argentoratum, som folk nu kalder Strateburg, og dømt til landsforvisning. I hans sted blev Romulf biskop, en søn af hertug Lupus, som alt havde opnået præsteværdighed. Epifanius, der var førstemand i sankt Remigius' basilika, fjernedes fra sin abbedstilling. I biskop Ægidius' skatkammer fandt man en mængde guld og sølv. Hvad der deraf hidrørte fra hans virksomhed i hine onde foretagender blev indført i kongens skatkammer, men hvad der hidrørte fra afgifter eller på anden måde tilhørte kirken, blev hvor det var. I denne synode indfandt sig også Basina, kong Chilperiks datter, der som foran omtalt var blevet udelukket af kirkesamfundet tilligemed Chrodechilde. Hun kastede sig til jorden for bisperne og bad om tilgivelse, idet hun lovede med abbedissens minde at gå ind i klostret igen og ikke mere overtræde reglen. Chrodechilde derimod svor på, at så længe Leubovera var klostrets abbedisse, ville hun aldrig gå ind i det igen. Kongen bad imidlertid om, at begge måtte få tilgivelse, og således blev de optaget i kirkesamfundet igen og fik pålæg om at drage tilbage til Poitiers, men Chrodechilde skulle bo på en gård, der førhen havde tilhørt den ovenfor omtalte Waddo, og som kongen havde givet hende. Denne Waddos sønner flakkede omkring i Poitou og øvede forskellige ugerninger, både manddrab og røverier. Nogen tid før havde de overfaldet nogle købmænd og i nattens mørke dræbt dem og røvet deres gods. De lokkede også en tribun i et baghold og dræbte ham og udplyndrede ham. Da grev Macco søgte at sætte en stopper for denne ufærd, drog de til kongen selv, og da greven kom til kongen for på sædvanlig måde at indbetale de statskassen tilkommende afgifter, søgte også disse foretræde hos kongen. De gav ham et bredt bælte smykket med guld og dyre stene og et vidunderligt sværd, hvis fæste var prydet med guld og spanske ædelstene. Da kongen imidlertid erfarede, at de ugerninger, han alt havde hørt om, vitterlig var øvede af dem, bød han, de skulle lænkes og lægges på pinebænk. Under pinslerne røbede de, hvor deres faders skatte var gemt de skatte deres fader havde røvet af den ovenfor omtalte Gundovalds ejendom. Der blev straks sendt folk ud at opspore disse skatte, og de fandt en uhyre mængde guld og sølv og alskens klenodier af guld og ædle stene, som de så førte ind i kongens skatkammer. Derefter blev den ældste halshugget og den yngste dømt til landsforvisning. Sakseren Childerik øvede forskellige ugerninger, såsom drab og overfald og mange andre slemme ting. Han drog da til Auch, hvor hans hustru ejede godser. Da kongen havde hørt om hans ufærd, bød han, at han skulle dræbes. En nat drak Childerik sig så fuld, at han kvaltes af rusen og blev fundet død på sit leje. Det blev sagt, at han havde været den egentlige leder af det foran omtalte overfald, da herrens bisper blev pryglede af Chrodechildes bande i sankt Hilarius' basilika. Hvis så er, hævnede gud sine tjeneres ydmygelse.

I dette år oplystes en nat jorden af et så stærkt lysskær, at man kunne tro, det var middag. Der blev også flere gange ved nattetid set ildkugler, der løb hen over himlen og oplyste jorden. Der var tvivl om påsketiden, fordi Victorius har skrevet i sin påsketavle, at påsken falder den femtende dag efter nymåne, men han har, for at de kristne ikke skulle komme til at fejre festen den dag sammen med jøderne, tilføjet: men latinerne på den 22 dag efter nymåne. Derfor fejrer mange i Gallien påskefesten den 15 dag efter nymåne, vi dog den 22 dag. Vi har omhyggeligt søgt oplysning om sagen, men kilderne i Spanien, der ved et guddommeligt underfyldes til påske, blev fyldt til vor påske. Et stort jordskælv skete d. 14. juni, en onsdag tidligt om morgenen, da det lige var begyndt at blive lysankt En solformørkelse fandt sted midt i oktober, og solens lys tog således af, at der næppe var så meget lyst tilbage som månens horn femte dag efter nymåne. Det regnede meget, og der var stærk torden om efteråret, og vandløbene svulmede op. Lyskesoten hjemsøgte både Viviers og Avignon.

I Childeberts 16. og Gunthchramns 30. kongeår kom der fra hinsides havet en biskop ved navn Simon til Tours. Han fortalte os om Antiochias ødelæggelse og sagde om sig selv, at han var blevet ført som fange fra Armenien til Persien. Perserkongen brød ind i Armenien, plyndrede landet, satte ild på kirkerne og førte som sagt denne biskop og hans menighed bort i fangenskab. Perserne prøvede også på at brænde de hellige 48 martyrers basilika jeg har i Mirakelbogen talt om disse martyrer, der led døden i den egn , idet de hobede ved sammen, overhældte det med beg og svinefedt og satte brændende fakler til; men skønt alt således var gjort rede til ildebrand, ville ilden slet ikke tage fat, og da perserne således så guds storværk, drog de bort. En biskop havde imidlertid hørt om den omtalte biskops bortførelse; han sendte da nogle af sine mænd til perserkongen med løsepenge. Denne tog imod dem og slap hin biskop løs af trældomsbåndet. Han drog da bort fra disse egne og kom til Gallien for at få nogen hjælp hos de fromme, og han fortalte os, som ovenfor sagt [om Antiochias ødelæggelse, deriblandt] følgende: der var en mand i Antiochia, som var meget from og gavmild. Skønt han havde hustru og børn, gik der ikke en dag fra den tid da han selv havde ejendom uden han, så længe han levede, delte sit måltid med en fattig. En dag, da han var gået byen rundt, lige til mørket faldt på, uden at have kunnet finde en fattig, han kunne spise med, gik han helt uden for byporten og fandt her, da det alt var blevet nat, en hvidklædt mand, der stod sammen med to andre. Da han fik øje på ham, blev han grebet af ærefrygt ligesom hin Loth, der er omtalt i den gamle historie, og sagde: »Måske er min herre en fremmed; han gøre mig den ære at gå ind i sin tjeners hus og holde måltid og hvile på lejet; i morgen kan i da drage den vej, i vil.« Den ældste, der holdt et klæde i sin hånd, svarede ham: »Du guds mand, hverken du eller eders Simeon ville kunne frelse byen fra undergang.« Så løftede han sin hånd og slog sit klæde over halvdelen af byen, og straks styrtede alle huse og alt hvad der var bygget der, sammen, og oldinge og børn, mænd og kvinder, det ene køn som det andet, omkom under de sammenstyrtende masser. Ved dette syn blev hen helt sanseløs, dels ved at se på manden dels ved at høre braget af sammenstyrtningen, og faldt til jorden som død. Men hin mand løftede atter sin hånd med klædet over den anden halvdel af byen. Da greb hans to ledsagere ham ved armen og trængte ind på ham under påkaldelse af de helligste og mest frygtindgydende magter, at han skulle skåne denne halvdel af byen for undergang. Da mildnedes hans vrede, og han holdt sin hånd tilbage, og han løftede manden op, der var faldet til jorden, og sagde: »Gå til dit hus og frygt ikke, thi dine sønner, din hustru og dit hele hus er frelst, og ingen af dem er omkommet. Din stadige bøn og din daglige almisse til de fattige har frelst jer.« Efter disse ord veg de bort fra hans øjne og viste sig ikke mere. Han gik tilbage til byen og fandt halvdelen af den omstyrtet og ødelagt tilligemed mennesker og kvæg. Nogle blev trukket frem af ruinerne som lig, nogle få blev fundet levende men stærkt medtagne. Men det var ikke tom tale, hvad der var blevet sagt ham om jeg så må sige af herrens engel selv, thi da han kom hjem, fandt han hele sit hus uskadt, kun måtte han sørge over, at døden havde ramt hans frænder i andre huse. Herrens højre hånd værnede ham og hans hus midt iblandt uretfærdige, og han frelstes ud af dødens fare ligesom Loth fordum i Sodoma.

I Gallien hjemsøgte den ofte nævnte sot provinsen Marseille. Anjou, Nantes og Maine led meget af hungersnød. Og dette er veernes begyndelse, efter herrens ord i evangeliet: der skal være pest, hungersnød og jordskælv rundt omkring, og falske kristne og falske profeter skal opstå og give tegn og undere på himlen, så at de bringer de udvalgte i vildfarelse. Og dette er også sket i den nærværende tid. En mand fra Bourges gik en dag, som han siden selv udtalte, til skovs for at fælde noget ved, han havde brug for til sit arbejde. Han blev her omringet af en fluesværm og var af den grund fra sans og samling i to år, hvoraf man kan se, at det var djævlens ondskab, der var på færde. Derefter drog manden gennem de nærmest liggende byer og kom til provinsen Aries. Her klædte han sig i skind og bad som en gudfrygtig, og for at narre ham gav djævlen ham endog spådomsevne. Og for at gå frem i end større synd brød han op fra dette sted og forlod provinsen Aries og drog til egnen omkring Javols, idet han foregav at være noget stort (ligesom Simon Troldmand), ja end ikke ræddedes for at udgive sig for kristus. Han tog en kvinde til sig, som han udgav for søster og lod hende kalde Maria. En mængde mennesker strømmede til ham og førte deres syge med, og han gav dem helbred igen ved at røre ved dem. Og de, som kom til ham, bragte ham guld og sølv og klæder, hvilke ting han, for bedre at narre dem, uddelte til fattige, og han kastede sig til jorden og bad sammen med den nævnte kvinde, og når han rejste sig op, lod han sig tilbede af de omstående. Han forudsagde det tilkommende: nogle kundgjorde han, at de ville blive syge, andre at de ville komme til at lide tab, nogle få at det ville gå dem godt. Men alt dette øvede han ved djævelske kunster og en eller anden slags trolddom. Men en uhyre mængde mennesker forførtes af ham, og det ikke blot udannede men selv kirkens præster. Over tre tusind mennesker fulgte ham. Så gav han sig imidlertid til at røve og udplyndrede adskillige vejfarende, som han stødte på, men det røvede gods gav han til folk, der intet havde. Bisperne og deres menighed truede han med at ville slå ihjel, fordi de ikke viste ham ærefrygt. Da han derfor drog ind i Velay stiftet og kom til et sted ved navn Anicium, gjorde han holdt ved de nærmeste basilikaer med hele sin skare og opstillede den i slagorden for at føre formeligt krig mod Aurelius, der dengang var biskop dér. Han sendte mænd forud, nøgne, dansende, hoppende og springende, der skulle melde hans ankomst. Bispen undredes meget over dette optog og sendte nogle raske mænd ud for at undersøge, hvad alt dette egentlig var for noget. En af disse mænd, føreren, bøjede sig som for at kysse mandens knæ men i virkeligheden for at gøre ham vejen stridig og bød da at gribe ham og tage hans våben fra ham, hvorpå han selv drog sit sværd og huggede ham isønder. Således faldt og døde denne kristus, som rettere bør kaldes antikrist, og alle de, der var med ham, splittedes ad. Og hin Maria røbede på pinebænken alle hans gøglestreger og trolddomskunster. De mennesker, som han med djævelsk list havde forført til at tro på sig, kom dog aldrig siden helt til deres fornuft, men vedblev at tro på ham som kristus og på hin Maria som delagtig i hans guddommelighed. Men hele Gallien over dukkede mange steder folk op, som udgav sig for noget stort blandt folket, og de knyttede nogle stakkels kvindemennesker til sig, som i deres vanvid priste dem som hellige. Vi har set flere af den slags, og vi bar gået i rette med dem og søgt at kalde dem tilbage fra deres vildfarelse. Fremdeles døde biskop Ragnemod af Paris, og skønt hans broder, præsten Faramod, søgte bispedømmet, blev Ragnemods efterfølger dog en vis Eusebius, en købmand af syrisk fødsel, som gav mange gaver derfor. Da han var blevet biskop, smed han alle dem ud, der havde været i hans forgængers omgivelse, og gjorde syrere, landsmænd, til tjenere i bispehuset. Også biskop Sulpicius i Bourges døde, og hans bispestol tilfaldt Eustasius, diakon i Autun.

Blandt frankerne i Tournai opstod der en temmelig stærk strid, fordi én mands søn tit i vrede lod en anden mands søn, der var blevet gift med hans søster, høre ilde for, at han forsømte sin ægtefælle og gik til bolskab. Da boleren ikke bedrede sig, udartede kiven således, at ynglingen med sine folk overfaldt sin svoger og dræbte ham, men derpå selv blev hugget ned af de folk, der var kommet sammen med den anden (drabene er foregåede ved et gilde eller en lignende sammenkomst), og på begge sider blev der ingen levende tilbage undtagen én, hvem der ingen drabsmand længere var til. Herover opstod der en blodig fejde mellem de to parters fædre. Dronning Fredegunde trængte flere gange ind på dem, at de skulle opgive deres fjendskab og enes, for at ikke den hårdnakkede strid skulle medføre endnu større forstyrrelser. Da hun ikke kunne forsone dem ved overtalelser, tvang hun dem til ro ved øksen. Hun holdt et gilde og indbød mange dertil, og disse tre (den tredje er vel den mand, der overlevede slagsmålet) mænd satte hun til sæde på samme bænk. Måltidet trak ud, til natten faldt på, og da bordet toges bort, blev gæsterne efter frankisk skik siddende på deres bænke, således som de fra først af var bragt til sæde. Der blev drukket meget vin, og alle blev øre, og deres drukne svende lå tilsidst og sov rundt om i alle kroge i huset, hver på det sted, hvor han i rusen var sunket om. Så kom tre af Fredegunde i dette ærinde sendte mænd, væbnede med økser, ind og stillede sig op bag disse tre mænd, og medens de sad og talte med hinanden, svang disse tre svende deres økser og huggede om jeg så må sige i ét hug de tre frankere ned, hvorefter folk gik bort fra gildet. De tre frankeres navne var Charivald, Leodovald og Valden. Da drabet meldtes deres frænder, gav disse sig straks til at holde skarpt øje med Fredegunde og sendte bud til kong Childebert om at lade hende gribe og dræbe. Indbyggerne i Champagne blev også opbudt for den sags skyld, men da det skete meget sendrægtigt, undkom Fredegunde ved sine tro mænds hjælp og drog til et andet sted. Derefter sendte Fredegunde sendemænd til kong Gunthchramn og lod ham sige: »Min herre konge være så nådig at drage til Paris og lade min søn, hans brodersøn, komme did og lade ham få dåbssakramenlets indvielse og selv løfte ham op af det hellige bad og have og holde ham som sin fostersøn«. Da kongen havde fået denne opfordring, bød han bisperne Ætherius i Lyon, Syagrius i Autun, Flavus i Chálon og andre, hvis nærværelse han ønskede, gøre sig rede og drage til Paris, idet han tilføjede, at han siden selv ville følge efter. Til dette møde indfandt der sig også mange andre fra hans rige, både mænd fra hoffet og grever, for at sørge for hvad der var nødvendigt til den kongelige hofholdning. Men kongen selv blev opholdt af en fodlidelse, just som han havde bestemt sig til at drage afsted til mødet. Da han var blevet rask igen, drog han alligevel afsted til Paris, og derfra i hast til kongsgården Rueil i Paris stiftet, herhen lod han drengen komme og bød så gøre alt rede til dåben i den lille by Nanterre. Men medens dette stod på, kom der sendemænd fra kong Childebert til ham og sagde: »Det var ikke det, du fornylig (i Andelot pagten. Childebert er nu bange for, at Gunthchramn skal have i sinde at overdrage den lille Chlothachar de Chilperik'ske dele af Chariberts rige, hvad der ville stride mod overenskomsten. Om Paris' betydning, der jo fremgår af, at ingen af Chariberts brødre ville overlade den til nogen enkelt af dem, hvorfor det var vedtaget at de skulle styre den i fællesskab, og at ingen af de tre alene måtte besøge den uden de to andres tilladelse) lovede din brodersøn Childebert: at knytte venskab med hans fjender. Efter hvad vi skønner, holder du intet af det, du lovede, men tilsidesætter tværtimod dine løfter og sætter denne dreng på kongestolen i Paris. Men gud vil være din dommer, at du ikke husker på, hvad du af fri vilje har lovet.« Til den tale svarede kongen: »Det løfte, jeg har afgivet overfor min brodersøn kong Childebert, glemmer jeg ikke, men han må ikke tage mig det ilde op, at jeg løfter hans farbrorsøn, min broders søn op af det hellige bad, thi en opfordring dertil tør intet kristent menneske afvise, og jeg efterkommer den, hvad gud såre godt véd, ikke af nogen slags underfundighed men i et rent hjertes enfoldighed, thi jeg ræddes for ellers at pådrage mig guds vrede. Det er jo heller ikke nogen ydmygelse for vor slægt, om denne dreng tages op af mig, thi når herrer optager deres egne tjenere af det hellige bad, hvorfor skal da jeg ikke have lov til at optage min nære slægtning og ved dåbens sakramente gøre ham til min åndelige søn? Gå da og meld eders herre: den pagt, jeg har sluttet med dig, vil jeg holde ukrænket, og hvis ikke overgreb fra din side bryder den, vil jeg visselig ikke kunne bryde den.« Derpå drog sendemændene bort, og kongen gik til det hellige bad og bød drengen frem til dåb. Da han løftede ham op, bød han at kalde ham Chlothaehar, og han sagde: »Gid drengen må trives og fuldbyrde, hvad der ligger i navnet, og blomstre i samme magtfylde som fordum han, hvis navn han har fået.« Da den hellige handling var fuldbyrdet, bød han den lille dreng til sit bord og ærede ham med mange gaver. Og kongen blev ligeledes indbudt af drengen og overvældedes med mange gaver, hvorpå han skiltes fra ham og gav sig på rejse til Chálon.

Her begynder fortællingen om abbed Aredius' kraftgerninger og hedengang, idet han i dette år, kaldet af herren, forlod jorden og gik til himlen. Han hørte hjemme i Limoges. Hans forældre var ikke småkårsfolk i egnen, han var tværtimod af fri og ædel byrd. Han blev overgivet til kong Theodobert, der optog ham blandt dem, der opdroges i kongsgården. Dengang levede i Trier biskop Nicetius, en mand af fremragende hellighed, der ikke blot var en mærkelig veltalende ordets forkynder men også såre navnkundig i folket på grund af sine gode gerninger og sine undere. Engang så han ynglingen i kongsgården og må have set noget vist guddommeligt i hans åsyn, thi han bød ham følge sig, og ynglingen opgav kongsgården og fulgte ham. Da de var kommet ind i bispens celle og sad og snakkede om de ting, der hører guds rige til, bad ynglingen om den hellige biskops vejledning og oplæring og påvirkning og om indøvelse i de hellige skrifter. Og således levede han i brændende iver for disse ting sammen med den omtalte biskop og havde alt fået sit hoved raget, da der, en dag mens klerkene sang i bispekirken, steg en due ned fra hvælvingen og fløj langsomt omkring ham og derpå satte sig på hans hoved, idet den derved, tror jeg, ville lade forstå, at han alt var opfyldt af den hellige ånds nåde. Da ynglingen helt undselig søgte at få den bort, flagrede den en kort tid omkring og satte sig derpå atter snart på hans hoved snart på hans skulder, og den vedblev at ledsage ham, ikke blot sålænge han var i kirken, men også da han kom tilbage i bispens celle, og bispen så, ikke uden undren, dette ske flere dage igennem. Nogen tid efter drog denne guds mand, der, som jeg har sagt, var opfyldt af den hellige ånd, tilbage til sin hjemstavn, da hans fader og hans broder var døde, for at være sin moder Pelagia til hjælp, eftersom hun ingen anden nærfrænde havde end denne søn. Her hengav han sig imidlertid så aldeles til faste og bøn, at han bad moderen tage sig af hele husførelsen, dvs. dels tilsyn med husstanden, dels markens pasning, dels vindyrkningen, for at der ikke skulle indtræffe noget, der kunne kalde ham bort fra bønnen. Kun én forret krævede han for sig selv: at forestå opførelsen af kirken. Han byggede da, kort at fortælle kirken til guds helgeners ære, skaffede relikvier af disse helgener, oplærte folk af sin egen husstand til munke og gav dem tonsur og grundlagde et kloster, i hvilket ikke blot Cassians regler men også Basilios' regler og andre abbeders, der har indstiftet munkeliv, holdes i hævd (det er altså et kloster, hvis munke står i nøje forhold til stifteren, og er hans undergivne. Formålet med grundlæggelsen er uden tvivl praktisk religiøst, en anden form for sjælegave. Som man ser, har stifteren frit kunnet sammensætte reglerne for sit kloster af flere af de eksisterende klosterregler. Basilios' regler kendtes i Vesterleden gennem Rufinus' latinske oversættelse. Cassianus, der er et halvt hundrede år yngre end Basilios, havde opholdt sig længe hos de forskellige ægyptiske eneboere og gengav sine samtaler med dem i et omfattende, højst interessant skrift med titlen »Collationes«), og den hellige kvinde, hans moder, sørgede for kost og klæder til hver især, uden dog af sine byrdefulde pligter at lade sig hindre i stadig at prise gud, thi hun frembar uafladelig, hvad arbejde hun end havde for, sin bøn for herren som duften af en gud tækkelig røgelse. Imidlertid begyndte der at komme syge til den hellige Aredius, og han gengav dem deres helbred ved at lægge sin hånd på hver enkelt under korsets tegn. Selv om jeg gerne ville skrive navnene på alle disse helbredede syge, er jeg hverken i stand til at komme igennem dem fra ende til anden ejheller til at huske deres navne. Kun dette ene véd jeg, at enhver der kom syg til ham gik rask fra ham. Af hans større undergerninger vil jeg hidsætte lidt. Engang da han foretog en rejse sammen med sin moder og ville til den hellige martyr Julians basilika, kom de ved aftentide til et sted, der var tørt og goldt, fordi der ingen vandløb var. Hans moder sagde da til ham: »Min søn, vi har intet vand, hvorledes kan vi dog holde rast her inat?« Men han kastede sig ned i bøn og lå længe og bad inderligt til gud. Da han stod op, stak han en kvist, han havde i hånden, ned i jorden og drejede den en to, tre gange rundt og trak den så glad til sig, og straks efter stod en så kraftig vandstråle op, at der ikke blot var nok til dem selv i øjeblikket men derefter også i spandevis til deres dyr. For ganske nylig, da han var på en rejse, drog en regnsky hen imod ham. Da han så den, bøjede han sit hoved lidt ned over hesten, han red på, og rakte sine hænder op mod gud, og da han havde tilendebragt sin bøn, delte skyen sig i to dele, og rundt omkring dem styrtede regnen ned, men på dem faldt der ikke en eneste dråbe. Wistrimund med tilnavnet Tatto, borger i Tours, led af en voldsom tandpine, og hans kæber var helt svulne deraf. Da han så klagede den hellige mand sin nød, lagde denne sin hånd på det smertende sted, og straks veg smerterne og kom aldrig igen siden og plagede manden. Det har den mand, der havde tandpinen, selv fortalt. Af de jærtegn, gud øvede i hans hænder ved den hellige martyr Julians og den hellige bekender Martins underkraft (i Gregors skrift om sankt Martins kraftgerninger fortæller Aredius, at det ofte var ham, som om han kunne mærke sankt Martins hånd, når han efter korssigning lagde sin hånd på den syges lemmer), har jeg nedskrevet flere i mirakel bøgerne efter hans eget udsagn. Efter at have øvet disse og mange andre kraftgerninger, som han fuldbyrdede ved kristi medhjælp, kom han til Tours lige efter sankt Martins festen. Her opholdt han sig en kort tid og sagde til os, at han ikke skulle blive her i verden ret længe endnu men meget snart skulle dø. Så bød han farvel og drog bort under tak til gud for, at det var undt ham før han døde at kysse den hellige biskops grav. Da han var kommet til sin celle, gjorde han sit testamente (der er overleveret et Aredius testamente, der dog ikke stemmer overens med det her meddelte: det har ældre datering og testerer alene til sankt Martin. Man har forklaret dette således, at nævnte testamente virkelig er et ældre testamente, der imidlertid er sat ud af kraft ved det senere), i hvilket han lagde alt til rette og indsatte bisperne sankt Martin og Hilarius til arvinger. Så begyndte han at skrante og fik blodgang. På hans sygdoms sjette dag gav en kvinde, der ofte pintes af en uren ånd, og som ikke havde kunnet få renselse af den hellige, og som denne havde ladet binde hænderne på bag på hendes ryg, sig til at råbe: »Kom, skynd jer hid, borgere, jubler, i mennesker, drag de martyrer og bekendere i møde, som nu kommer sammen til den hellige Aredius' død. Se, dér er Julian fra Brioude, Privatus fra Mende, Martin fra Tours og Martial fra eders egen by. Dér er Saturninus fra Toulouse, Dionysius fra Paris og mange andre der ellers bor i himlen, og hvem i ærer som bekendere og guds martyrer« (det er allesammen folkelige, grav- eller hjemfaste helgener, der her stævner til Limoges for at yde Aredius æresfølge på hans hedengang. Man lægge mærke til, at den døde helgen evner mere end den levende. Kvinden bliver helbredet, just som den hellige sænkes i graven) dette gav hun sig til at råbe ved nattens frembrud. Hendes herre lod hende binde men kunne dog ikke holde styr på hende. Hun sled båndene isønder og skyndte sig under dette råb hen til klostret. Snart efter udgav den hellige mand ånden, og der er sandhedsvidnesbyrd om, at han blev optaget af englene. Ved sin jordefærd rensede han, just som graven dækkede ham, denne kvinde og en anden kvinde, der plagedes af en endnu værre ånd, fra den onde ånds giftige plage. Jeg tror, at når han efter guds vilje ikke kunne rense dem, medens han var i sit legeme, var det for at hans jordefærd skulle herliggøres ved dette under. Da jordefærden var tilendebragt, gik en kvinde, på hvem munden stod på vid gab, og som ikke kunne tale, hen til hans grav og kyssede den gentagne gange og fik så talens gave igen. I april måned dette år hjemsøgte en hård sot indbyggerne både i Tours og i Nantes. De, der fik den, fik først en ikke særlig slem hovedpine, men døde så. Der blev iværksat gangdage med afhold, faste og almisser til afvendelse af guds store vrede, og så mildnedes soten. I Limoges blev flere mennesker fortærede af ild fra himlen, fordi de havde vist herrens dag ringeagt ved at udføre offentligt arbejde på den dag. Denne dag er nemlig hellig, thi den så først, i begyndelsen, det skabte lys og den blev herliggjort ved at blive vidne til herrens opstandelse. Derfor bør den også i al troskab overholdes af de kristne, og der må ikke gøres noget offentligt arbejde på den. I Tours blev også nogle brændt af den ild, men ikke på herrens dag. Der blev en uhyre tørke, så alt græs på græsmarkerne visnede hen, og derfor opstod der en slem syge blandt kvæg og heste, og der blev kun få avlsdyr tilbage, således som profeten Habakuk har spået: fårene tages bort fra foderet, og der skal ikke være okser i staldene. Ikke blot blandt husdyrene men også blandt alskens vilddyr rasede denne syge, thi rundt om i skovene fandt man på uvejsomme steder masser af døde hjorte og andre dyr. Høhøsten ødelagdes af regnskyl og oversvømmelser fra vandløbene, sæden var ringe, men der var vin i overflod; der kom nok agern tilsyne, men de kom ikke til udvikling.

Her begynder i kristi navn stykket om bisperne i Tours. Skønt jeg alt i de foregående bøger har nedskrevet adskilligt, synes jeg dog, jeg for den rette rækkefølges og for tidsregningens skyld vil gå tilbage til den tid, da en ordets forkynder først kom til Tours. Den første biskop var Gatianus, der i kejser Decius' første regeringsår blev sendt hid af den romerske kirkes pave (man vil i dette kapitel finde enkelte afvigelser, navnlig i bispekronologien, fra hvad Gregor selv andetsteds meddeler, men alle afvigelserne har deres rimelige forklaring deri, at Gregor netop her har sat sig for at rette mangler eller fejl i hans tidligere meddelelser. Den forbeholdne meddelelse om Gatianus' lange bispetid og om de 37 år uden biskop forudsætter, at der ingen pålidelig tradition har været. Når Gregor har kunnet meddele en så fyldig og sammenhængende bispeliste for Tours, som tilfældet er, ligger det formodentlig i, at de fleste af bisperne har tilhørt hans egen slægt, således som han et andet sted siger: »med undtagelse af 5 bisper var alle de mænd, der havde siddet på bispestolen i Tours, knyttede til vor slægt«. Når man samler Gregors oplysninger om de enkelte bispers gaver til stiftet, særlig deres kirkebygninger både i hovedbyen og ud over landet, får man en forestilling om, hvad en enkelt stormandsslægt har betydet for en egn. De oplysninger, der i det følgende gives om kirker, basilikaer og relikvier, i tilslutning til Gregors tekst, vil give en forestilling om bispevirke i det 4.til det 6. århundrede og om den bispelig-folkelige religiøsitet der skabte grundlag og rammer for den katolske folkereligiøsitet). I Tours boede dengang mange hedninger, der var hengivne til afgudsdyrkelse. Nogle af dem fik Gatianus ved sin forkyndelse til at omvende sig til herren. Men undertiden måtte han holde sig skjult på grund af de mægtiges fjendskab; de hånede og udskældte ham, når de mødte ham. I underjordiske rum og afsides kroge måtte han i løndom på herrens dag fejre den højtidelige gudstjeneste sammen med de få kristne, han, som sagt, havde fået omvendt. Han var overmåde from og gudfrygtig, og havde han ikke været det, ville han næppe af kærlighed til herren have forladt hus, forældre og hjemstavn. Under sådanne forhold levede han pligttro her i Tours, efter hvad der siges, i 50 år. Så døde han i fred og blev jordet på en gravplads i byen, der tilhørte de kristne. Derpå var der i 37 år ingen biskop.

Som den anden biskop indsattes i kejser Constans' første regeringsår Litorius. Han tilhørte borgerskabet i Tours og var en meget gudfrygtig mand. Han byggede den første kirke i Tours (»den første bispekirken, indenfor de gamle mure. Den brændte et par hundrede år senere tilligemed de to andre kirker indenfor murene; de to sidstnævnte blev genopbyggede af biskop Eufronius, men bispekirken først af Gregor, der lod den indvi i sit 17. Bispeår i 580), da der nu allerede var mange kristne, og en fornem mands hus gjorde han til den første basilika. I hans tid begyndte sankt Martin at prædike i Gallien. Han var biskop i 33 år og døde i fred, og han blev jordet i den nævnte basilika, som også nu kaldes med hans navn (biskop Perpetuus (ca. 461-491) indstiftede årsdags-Vigilie for sankt Litorius i hans basilika. Litorius' bispetid må efter opgivelserne her ansættes således: Constans' l´ år er 337 eller 338; Litorius skulle da efter 33 års bispetid være død i 370 eller 371, og derefter skulle da sankt Martin være blevet biskop, hvilket også passer med den følgende angivelse, at sankt Martin blev biskop i Valens og Valentinianus' 8. Kejserår i 371).

Som den tredje biskop indsattes sankt Martin i Valens' og Valentinianus' 8. kejserår (Martins bispetid opgives til ca. 26 år, altså fra 371 til 397, Arcadius og Honorius' 2. kejserår). Han var fra Pannonien, fra byen Sabaria. Af kærlighed til gud oprettede han først et kloster i Milano i Italien, men da han uden vaklen forkyndte den hellige treenighed, faldt kætterne over ham og piskede ham og jog ham ud af Italien, hvorefter han drog til Gallien. Han fik mange hedninger til at omvende sig, han nedbrød [deres templer og gudebilleder og gjorde mange undere blandt folket. Før han blev biskop vakte han endog to døde til live, men efter at være blevet biskop kun én. Han flyttede den hellige Gatianus' legeme og gravsatte det ved siden af den hellige Litorius' i den fornævnte basilika, der bar dennes navn. Han afholdt Maximus fra at sende krigsfolk til Spanien for at dræbe kættere dér og satte igennem, at det var nok at de udelukkedes fra de rettroendes kirke og menighed. Da han havde fuldbragt det nærværende livs løb, døde han i Candes, i sit eget stift, i sin alders 81. år. Fra Candes blev han bragt bort til skibs og gravsat i Tours, på det sted hvor hans grav nu æres. (hans lig jordedes »550 skridt fra byen«, dvs. fra den gamle romerbys mure. Martins efterfølger, Bricius, byggede over graven en lille basilika, i hvilken også Bricius og hans efterfølger Eustochius jordedes. Men biskop Perpetuus, »der så, at der stadig skete kraftige gerninger ved sankt Martins grav, og ved at se på det lille kapel kom til at tænke på, at det egentlig var for ringe til at huse så store undergerninger«, nedrev denne basilika og opførte en ny, langt større og prægtigere, hvor de mange mennesker, der havde ærinde til sankt Martins grav, kunne have plads at røre sig. Gregor selv skildrer denne basilika). Om hans levned kan vi læse de tre bøger, som Sulpicius Severus har skrevet. Men også i vore dage kundgør han sin hellighed ved mange kraftgerninger. I det kloster, der nu hedder »det større« (det navnkundige Marmoutier. Peters og Pauls basilikaen skiftede snart navn og kaldtes Martins basilikaen. I bogen om sankt Martins undergerninger fortæller Gregor, at der i Marmoutier fandtes en brønd, som sankt Martin selv havde gravet. Den ovenfor omtalte Aredius gik efter sit besøg i Tours over floden (Loire) til Marmoutier og medtog derfra en flaske vand fra brønden), byggede han en basilika til ære for de hellige apostle Petrus og Paulus. Også i småbyerne: i Langeais, Somnay, Amboise, Ciran, Tournon og Candes (Candes ligger på det sted, hvor floderne Loire og Vienne flyder sammen. Det keltiske navn, Condata, udtrykker netop en sådan sammenflyden. Det var i denne basilika, sankt Martin døde; hans dødsseng var og blev basilikaens ypperste helligdom) byggede han kirker efter at have ødelagt de hedenske templer og døbt hedningerne. Han var biskop i 26 år, 4 måneder og 17 dage, og bispedømmet var så ledigt i 20 dage.

Som den fjerde biskop indsattes Bricius (om Bricius har Gregor fortalt udførligt i frankerkrøniken 2. bog. Med sin ærefrygt for sankt Martin er han dér næsten uvillig mod Bricius og omtaler de to bisper Justinianus og Armentius som en slags efterfølgere af Bricius og retmæssige bisper. Men her omtaler han dem slet ikke, sandsynligvis fordi de i den officielle tradition, som han her udnytter, slet ikke har været opførte som bisper, eftersom de er blevet opfattede som usurpatorer, som oprørere mod den retmæssige biskop, Bricius. Bricius har utvivlsomt nydt langt større folkeyndest, end Gregors skildring af ham lader formode, og hans navn har holdt sig i den franske kalender. Efter Gregors opgivelse må hans bispetid regnes fra 397 til 444) i Arcadius' og Honorius' 2. fælles kejserår. Han var borger i Tours. I sit 33. bispeår blev han beskyldt for hor af borgere i Tours, der jog ham bort og indsatte Justinian til biskop. Bricius drog imidlertid til paven i Rom, og da Justinian ville drage efter ham, døde han i Vercelli. Toursboerne var også nu igen fjendske mod Bricius og indsatte Armentius til biskop. Men da Bricius havde levet i 7 år hos paven i Rom, blev han kendt fri for det, han var skyldt for, og fik lov at vende tilbage til sit stift. Han byggede den lille basilika over sankt Martins grav, i hvilken han også selv blev jordet. Da han drog ind ad den ene byport i Tours, bares Armentius død ud ad den anden, og da Armentius var jordet, fik han sit bispedømme igen. Han skal have bygget kirker rundt om i småbyerne: i Clion, Bréches, Ruan, Brizay og Chinon. Hans bispeår tilsammen var 47. Da han var død blev han jordet i den basilika, han havde bygget over sankt Martin.

Som den femte biskop indsattes Eustochius, en hellig og gudfrygtig mand af fornem senatoræt. Han skal have opført kirker i småbyerne Braye, Yzeures, Loches og Dolus. Han byggede også en kirke i byen, i hvilken han gemte de relikvier af martyrerne sankt Gervasius og sankt Protasius, som sankt Martin havde bragt did fra Italien, således som sankt Paulinus siger i et af sine breve (de omtalte relikvier var lærredsstykker, der var dyppede i de to milanohelgeners blod, da deres relikvier blev overførte til Milano. Om denne begivenhed fortælles interessant i Martyrernes mindebog. Paulinus brevet kan ikke identificeres. Eustochius' bispetid må efter Gregors angivelse sættes til ca. 440-461). Han var biskop i 17 år. Han blev jordet i den basilika, biskop Bricius havde bygget over sankt Martin.

Som den sjette indsattes Perpetuus, der ligeledes skal have været af fornem senatoræt og som var en frænde af sin forgænger. Han var meget rig og ejede godser i mange stifter. Han lod nedrive den basilika, som biskop Bricius først havde bygget over sankt Martin, og byggede en anden meget større pragtfuld basilika (Perpetuus' bispetid ca.461-491), i hvis absis han satte den ærværdige helgens hellige legeme. Han indstiftede faster og vigilier sådan som de året rundt skulle holdes, og vi har den dag i dag opskriften (denne festkalender for Tours, der altså går tilbage til anden halvdel af det 5. århundrede, er dels ved sin ælde - kun for Rom kendes en ældre - dels ved selve sit indhold af stor kirkelig, og folkereligiøs interesse, særlig dog afsnittet om vigilierne, eller om de vigtigste fester forud for hvilke der er vigilier. Den viser, i hvilken grad de hjemlige helgener, deraf 3 hjem- og gravfaste i Tours, præger kirkens højtider. Og disse hjemlige helgener er ikke martyrer men stedlige velgørere. Når Peters og Pauls dag (d. 29. juni) fejres, er det en selvfølge, eftersom den fejres i den til dem indviede kirke, der formodentlig er den samme som den kirke, i hvilken sankt Peters stols fest (d. 22. februar) fejres. Af bibelske personligheder fejres kun Peter og Paulus og så Johannes Døber. Endnu på dette tidspunkt er jomfru Maria slet ikke med, men da der i det 6. århundrede vies kirker til hende, må også hendes kultdyrkelse da eksistere) derpå. Rækkefølgen er: Om faster: efter pinse, hver fjerde og sjette ugedag indtil sankt Johannes' fødselsdag. Fra d. 1. september til d. 1. oktober to gange faste om ugen. Fra d. 1. oktober til hr. Martins jordefærdsdag to gange faste om ugen. Fra hr. Martins jordefærdsdag, d. 11. november til herrens fødselsdag tre gange faste om ugen. Fra sankt Hilarius' årsdag (d. 13. januar. Hilarius hører hjemme i det nærliggende Poitiers) til midt i februar to gange faste om ugen. Om vigilier: Herrens fødselsdag, i bispekirken. Epifanidagen, i bispekirken. Sankt Johannes' fødselsdag i hr. Martins basilika (d. 24. juni. Her er det undtagelsesvis fødselsdagen, der fejres, medens de andre årsdage for kultpersoner er jordefærdsdage). Sankt Peters stols dag (d. 22. februar. Det var dagen for den gamle folkelige glædes fest efter alle sjæle dagene, dødsfesten. Den hed caristia eller gara cognatio, indtil den i kristentiden fik det nye navn Peters stols fest Festens gamle folkelige karakter fremgår også deraf, at den, i hvert fald i Rom, også kaldtes sankt Peters gildefest Når det kristelige navn Peders stols fest er blevet knyttet til d. 22. februar, er der ingen anden grund dertil end den, at denne dag var en gammel folkelig festdag, som ingen magt kunne få folket fra at højtideligholde. De kristne myndigheder ville da kristne denne dag ved at kalde og gøre den til årsdag for sankt Peters bispevielse, om hvilken der iøvrigt ingen tradition var. Når man, naturligvis, vedblev at fejre d. 22. februar med dødegilder, var der den ulempe ved at have den som kirkelig festdag, at den ofte faldt i fastetiden, og man søgte derfor at henlægge den til en anden tid, i Gallien d.18. januar, uvist med hvor stort held), i sankt Peters basilika. D. 27. marts, vor herre jesu kristi opstandelse i hr. Martins basilika (en af de beregninger, man i oldkirkens dage gjorde for at finde ud af, når jesus var død, og som første gang omtales af Tertullian, fastsætter d. 25. marts. Denne dato fastholdtes i Gallien længe efter at man havde indført de bevægelige påskefester. Var jesus død d. 25. marts, måtte han være opstanden d. 27. marts). Påske, i bispekirken. Himmelfartsdagen, i hr. Martins basilika. Pinsedag, i bispekirken. Sankt Johannes' lidelses dag (d. 29. August. Imidlertid er der det besynderlige ved de to sankt Hansfester, at de begge falder ud af den ellers i listen iagttagne tidsfølge. Istedet for Johannes' lidelsesdag ville Johannes' fødselsdag, d. 24. juni, passe på dette sted, og istedet for at sætte fødselsdagen, som ovenfor, til d. 24. juni ville det passe ypperligt i tidsfølgen, om man satte den til engang i januar eller februar, således som man véd har været tilfælde i enkelte orientalske kirker. Men det er næppe muligt at give en rimelig forklaring af sankt Hansdagenes fremkomst i Tours kalenderen med mindre der er to sankt Johannes fødselsdage, den ene af ældre oprindelse, den anden af nyere. D. 24. juni synes først at være kommet i brug fra den hellige Augustins tid, og Perpetuus' liste kan da have givet begge dage ligesom den giver to påskedage. Ordet »lidelsesdag« kan så skyldes en senere rettelse, eller skyldes en tankeløshed), i basilikaen, i dåbskapellet. De hellige apostle Petrus og Paulus' årsdag (d. 29. juni. Det er ikke årsdagen for de to apostles martyrium, da en sådan årsdag ikke kendes, og det heller ikke vides, at de skulle være døde på samme årsdag, men det er årsdagen for »translationen« af deres levninger til et sted ved via Appia kaldet »ad catacumbas«, hvorfra de senere førtes til de af kejser Constantin over deres grave byggede basilikaer. Der er i virkeligheden intet, der tyder på, at de omtalte levninger er autentiske), i deres basilika. Sankt Martins årsdag (det er ikke årsdagen for sankt Martins jordefærd men for translationen af hans levninger og indvielsen af den nye sankt Martins basilika, som biskop Perpetuus byggede), i hans basilika. Sankt Symphorians årsdag (d. 22. august Symphorian hører hjemme i Autun), i hr. Martins basilika. Sankt Litorius' årsdag (d. 13. september), i hans basilika. Sankt Martins anden årsdag (d.11. november), i hans basilika. Sankt Bricius' årsdag (d. 13. november), i hr. Martins basilika. Sankt Hilarius' årsdag (d. 13. januar. Hilarius var biskop i Poitiers i det 4. århundrede navnkundig arianerfjende. Også denne fest falder udenfor den almindelige tidsfølge. Måske er den indført efter Perpetuus' tid), i hr. Martins basilika. Han [biskop Perpetuus] byggede sankt Peters basilika, i hvilken han opsatte loftet fra den tidligere basilika der har holdt lige til vore dage (i 2 bog omtales samme basilika, men kaldes da sankt Peters og sankt Pauls basilika. Men der er kun tale om en og samme basilika. »Loftet fra den tidligere basilika« er ifølge oplysningen på det nævnte sted loftet fra den ældre Martins basilika. Montlouis er, ligesom de følgende småbyer, byer i Tours stiftet). Han byggede også den hellige Laurentius' basilika i Montlouis. På hans tid byggedes kirker i småbyerne Esvres, Mougon, Barrou, Balesmes og Vernou. Han opsatte også et testamente og tilskrev hvad han ejede rundt om i de forskellige stifter til kirkerne dér; også Tours tildelte han meget gods. Han sad i 30 år, og jordedes i sankt Martins basilika.

Som den syvende biskop indsattes Volusian (om Volusianus (ca. 491-498) , af fornem senatoræt, en hellig mand, meget rig, frænde af sin forgænger biskop Perpetuus. I hans tid var Chlodovech allerede konge i forskellige stifter i Gallien. Derfor nærede goterne mistanke til denne biskop, at han ville give sig under frankernes herredømme, og han blev dømt til at leve i landflygtighed i Toulouse, hvor han også døde. I hans tid byggedes den lille by Manthélan og sankt Johannes' basilika i Marmoutier. Han sad i 7 år og 2 måneder.

Som den ottende biskop indsattes Verus. Også han mistænktes af goterne for iver for den omtalte sag og blev derfor sendt i landflygtighed, hvor han endte sit liv. Sit gods efterlod han kirker og til sine slægtninge. (Verus' bispetid falder i begyndelsen af det 6. århundrede.).

Den niende biskop var Licinius, borger i Aujou. Af kærlighed til gud gjorde han en rejse til Østerland og opsøgte de hellige steder. Da han kom tilbage, indrettede han et kloster på et gods han ejede i Aujou, og siden var han abbed i det kloster, hvor den hellige abbed Venantius er jordet. Derpå blev han valgt til biskop. I hans tid kom kong Chlodovech på tilbagevejen fra en sejrrig kamp med goterne til Tours (hvis der hermed menes slaget ved Vocladum, må Licinius have været biskop i året 507). Han sad i 12 år, 2 måneder og 25 dage, og han blev jordet i sankt Martins basilika.

Tiende gang indtoges bispestolen efter den hellige dronning Chrodechildes bud af Theodorus og Proculus (om denne abnormitet kan intet oplyses udover det, der siges her og i 3. bog. Meddelelserne på de to steder stemmer ikke overens med hensyn til bispefølgen). De havde nemlig fulgt hende fra Burgund, hvor de alt tidligere havde været bisper, og var af deres fjender blevet jaget ud af deres stifter. De var begge meget gamle og styrede kun i to år Tours kirken sammen. De blev jordede i sankt Martins basilika.

Den ellevte biskop var Dinifius, der også kom fra Burgund; han kom på bispestolen ved den nævnte dronnings valg. Hun gav ham også noget af krongodset og gav ham lov til at gøre dermed, som han ville. Det meste og bedste, han efterlod sig, skænkede han til bispekirken, men gav dog også helgenerne noget. Han sad i 10 måneder og blev jordet i sankt Martins basilika.

Den tolvte var Ommatius, af fornem senatoræt og borger i Auvergne, meget rig på jordegods. Han opsatte et testamente og delte sit gods mellem kirkerne i de stifter, i hvilke han havde sine ejendomme. Han forhøjede også den kirke i Tours, der ligger op ad muren og er helliget ved sankt Gervasius' og sankt Protasius' relikvier (kirken er opført af Eustochius). Han begyndte at bygge den hellige Marias basilika (på denne tid ca. 525 må der altså være indført kultdyrkelse af jomfru Maria) indenfor byens mure, men efterlod den ufuldendt. Han sad i 4 år 5 måneder, så døde han og blev jordet i sankt Martins basilika.

Som den trettende biskop indsattes Leo, tidligere abbed i sankt Martins basilika. Han var en meget træsløv mand, og han lavede også monstranser der var overtrukne med guldplader; nogle af dem har vi endnu. Også i andre arbejder var han dygtig. Han sad i 6 måneder og blev jordet i sankt Martins basilika.

Som den fjortende biskop indsattes Francilio, af fornem senatoræt og borger i Poitou. Han havde en hustru, der hed Clara, men ingen børn. De var begge meget rige på jordegods, som de for størstedelen skænkede sankt Martins basilika; de efterlod dog også deres frænder noget. Han sad i 20 år og 6 måneder. Så døde han og blev jordet i sankt Martins basilika. 

Den femtende var Injuriosus, borger i Tours. Han stammede fra folkets lavere lag men var dog fribåren. I hans tid gik dronning Chrodechilde heden (544). Han færdigbyggede sankt Marias kirke indenfor bymuren. I hans tid blev også sankt Germanus' basilika bygget (ikke i selve Tours, men vistnok i saint Germainsur Vienne, i nærheden af Candes. Det er saint Germain l'Auxerrois der her er tale om. Sankt Germanus af Paris levede næsten samtidig med Gregor), og småbyerne Neuilly og Luzillé blev grundlagt. Han indførte at holde tredje og sjette time i bispekirken (to af de »kanoniske tider«, bedetider i klostrene. Basileios' regel har allerede 7 tider, der i Østens klostre fordelte sig således: daggry, 3., 6. og 9. time, aften, nattens begyndelse, midnat. I romerkirken forstås salmistens ord »dag« som betydende »døgn« og der tilføjes nocturnae vigiliae) hvilket i guds navn har holdt sig til nu. Han sad i 16 år 11 måneder og 26 dage, så døde han og blev jordet i sankt Martins basilika.

Som den sekstende biskop indsattes Baudinus, tidligere referendar hos kong Chlothachar, og skønt han havde børn, gav han mange almisser. Også det guld, hans forgænger havde efterladt, over 20,000 guldstykker, gav han til de fattige. I hans tid grundlagdes den anden by af navnet Neuilly. Han indstiftede kannikernes bord (dvs. regelmæssige måltider i bispeboligen, kirkehuset, for de højere klerke, under bispens eller ærkediakonens forsæde. Denne ordning findes også i Aries, hvor den er indført af den hellige Caesarius og altså er ældre end her i Tours). Han sad i 5 år 10 måneder, så døde han og blev jordet i sankt Martins basilika.

Som den syttende biskop indsattes Gunthar (af Gregors omtale af ham kan man temmelig sikkert slutte, at han ikke er en af de 13 eller 14 Toursbisper, der er af Gregors slægt. Hans navn kunne tyde på, at han var en franker), tidligere abbed for sankt Venantius' kloster, en meget klog mand så længe han var i abbedstilling og dengang ofte sendemand mellem frankernes konger. Men da han var blevet biskop, blev han hengiven til vin og blev næsten åndssvag. Hans drikkeri tog i den grad på hans forstand, at han ikke kunne kende bordfæller, som han før havde kendt godt, og ofte dængede han dem til med skælds- og ukvemsord. Han sad i 2 år 10 måneder 22 dage. Så døde han og blev jordet i sankt Martins basilika. Bispestolen stod så ledig et år.

Som den attende biskop indsaltes præsten Eufronius, en mand af fornem æt, en af de ætter jeg ovenfor har kaldt senatoræt, en mand af udmærket hellighed, klerk fra ungdommen af. I hans tid gik under en stor ildebrand byen Tours op i luer med alle dens [tre] kirker. Af disse genopførte han siden de to men måtte lade den tredje og ældste være øde. Senere gik der også ild i selve sankt Martins basilika; det skyldtes Wilichar, dengang han havde søgt tilflugt dér da Chramn blev forfulgt. Biskop Eufronius lod den derefter med hjælp fra kong Chlothachar tække med zink (måske tin)). I hans tid opførtes sankt Vincentius' basilika (sankt Vincentius, hjemmehørende i Saragossa, navnkundig ved Prudentius' legende. Nød kultdyrkelse på mange steder udenfor Spanien, bl.a. i Tours og Paris) I småbyerne Thuré, Céré og Orbigny blev der bygget kirker. Han sad i 17 år og døde 70 år gammel og blev jordet i sankt Martins basilika. Bispestolen var ledig i 19 dage.

Som den nittende biskop fik jeg uværdige, Gregor, bispekirken i Tours, den kirke i hvilken den hellige Martin og de øvrige herrens bisper er blevet viede til bispeembede, og som nu var brøstfældig og ødelagt af ild, men som jeg i det 17. år efter min indsættelse har indviet efter at have genopbygget den skønnere og højere end før. I denne kirke havde der, som jeg hørte af gamle præster, i gamle dage været nedlagt relikvier af de hellige agaunere, og jeg fandt også i sankt Martin basilikaens skatkammer det lille skrin, i hvilket relikvierne lå, stærkt opløste af forrådnelse; det var på grund af relikviernes underkraft blevet flyttet derhen. Og engang vi holdt nattegudstjeneste til disse relikviers ære, fik vi lyst til ved lyset af en kerte at se dem efter endnu en gang. Medens vi nu opmærksomt undersøgte dem, sagde kirkevogteren: »Her er en sten med et låg over. Jeg véd ikke, hvad der er i den, og heller ikke mine forgængere som vogtere vidste det, så vidt jeg véd. Nu skal jeg tage den frem, så kan i nøjere undersøge, hvad der ligger deri.« Den blev så taget frem, og jeg fjernede låget, må jeg tilstå. Jeg fandt da et lille sølvskrin, i hvilket der lå relikvier ikke blot af den hellige legions vidner men også af mange helgener, såvel martyrer som bekendere. Vi fandt også andre sten, der var udhulede ligesom denne, og i hvilke der lå relikvier af de hellige apostle og andre martyrer. Jeg modtog med undrende glæde denne gave fra gud, takkede ham derfor, holdt vigilier og messe og henstillede derpå relikvierne i bispekirken. I sankt Martins celle, der ligger op til bispekirken (formodentlig et lille oratorium. Vel at adskille fra sankt Martins basilika, der lå »550 skridt fra byen«), nedlagde jeg relikvierne af de hellige martyrer Cosmas og Damian (de to navnkundige læge-helgener). Den hellige [Martins] basilikas vægge fandt jeg skadelidte af ild, men jeg pålagde vore håndværkere at male og smykke dem med samme pragt som førhen. Jeg lod også bygge et dåbskapel ved selve basilikaen (hermed menes dog sandsynligvis bispekirken, som Gregor havde genopbygget. »Det gamle dåbskapel«, som vel hørte til bispekirken men ikke lå ved den, hvorfor den heller ikke var brændt sammen med den. Om Sergius relikviers ry jævnfør den kostelige historie i 7 bog. Benignus var hjemmehørende i Dijon. Gregor fortæller i Martyrernes mindebog, hvorledes han selv har fået sine dårlige øjne kurerede ved at smøre dem med noget »salve« fra helgenens grav. Sankt hans relikvier findes i stort tal rundt om, også i Gallien. En meget enfoldig legende om erhvervelse af Døberens blod der opbevaredes i domkirken i Bazas, indtil en stedlig rationalist ifølge sin egen optegnelse derom i året 1792 kastede flasken med det hellige blod i rendestenen), og i det nedlagde jeg relikvierne af den hellige Johannes og af martyren Sergius. Også i det gamle dåbskapel opstillede jeg relikvier, nemlig af den hellige martyr Benignus. Mange steder i Tours stiftet indviede jeg kirker og kapeller og udstyrede dem med helgeners relikvier, men at opregne dem allesammen ville vist føre for vidt. Jeg har skrevet ti bøger historie, syv bøger mirakler og en bog om Fædrenes levned, og jeg har udarbejdet en bog om brugen af salteret. Også en bog om de kirkelige tider har jeg udarbejdet (denne bog blev først genfundet i 1853). Skønt jeg har skrevet disse bøger i et ukunstfærdigt sprog, vil jeg dog på det mest indtrængende ved vor herre jesu kristi genkomst og ved den for alle syndere forfærdelige dommens dag advare alle de herrens bisper, der efter mig ulærde mand kommer til at lede Tours kirken, mod, så sandt i ikke skal komme til at gå bort fra dommen som skyldige og dømmes sammen med djævlen, nogensinde at ødelægge eller omskrive disse bøger, således at i udvælger noget og udelader andet. Hvad jeg har skrevet skal vedblive at være hos eder, helt og uden af. Kortning, således som det efterlades af mig (den slags advarende besværgelser findes hyppigt efter Gregor, men det er iøvrigt ikke Gregor, der har fundet på dem. I sin kirkehistorie fortæller Euseb, at Irenaeus i slutningen af et af sine skrifter besværgende formaner afskrivere til at afskrive med den største nøjagtighed. Og Euseb kendte Gregor gennem latinsk oversættelse. En endnu drabeligere forbandelse findes i Rufinus' latinske oversættelse af et skrift af Origenes). Og hvis vor Martianus (Martianus Capellas kuriøse læredigt om de frie kunster (forfattet ca. 400) var vistnok allerede på Gregors tid lærebog i skolerne) skulle have lært dig, du guds biskop, hvem du nu er, de syv kunster, det er have lært dig at læse i grammatikken, lært dig at bruge dialektikkens drøftelsesregler, lært dig i retorikken at kende de forskellige versmål, i geometrien at udregne fladers og liniers mål, i astrologien at iagttage stjernernes løb, i aritmetikken at udregne tallenes dele, i harmonien at bringe lydenes afvekslinger i samklang med digtenes indsmigrende tonefald selv om du er blevet så øvet i disse ting, at vor stil synes dig udannet, beder jeg dig dog alligevel ikke at rokke ved hvad jeg har skrevet. Men skulle noget deraf falde i din smag. Har jeg ikke noget imod, at du sætter det i vers, vel at mærke uden at udelade noget af mit værk. Disse bøger har vi gjort færdige i vort embedes 21. år. Skønt vi ovenfor har skrevet om Tours bisperne og optegnet deres år, giver jeg dog ikke her nogen sammenregning af tidstallet, fordi jeg ikke har kunnet finde nøjagtig oplysning om de mellemrum, der har været mellem den ene biskops død og den næstes indsættelse. Men hele summen af verdens år er følgende: fra begyndelsen til Syndfloden 2242 år. Fra Syndfloden til Israels børns overgang gennem det røde hav 1404 år. Fra denne overgang over havet til herrens opstandelse 1538 år. Fra herrens opstandelse til sankt Martins hedengang 412 år. Fra sankt Martins hedengang til det ovenfor omtalte, min bispetids 21. år, der var den romerske pave Gregors 5. år, kong Gunthchramns 31., den yngre Childeherts 19. kongeår, 197 år, af hvilke tal summen er 5792 år. (Gregors tidsregning i det følgende synes meget forvirret, men der lader sig vistnok bringe orden til veje på en meget rimelig måde. Gregors 21. bispeår (573 + 21) må være år 594, der svarer til 197 år efter sankt Martins hedengang i 397 og til Childeberts 19. kongeår (575 + 19) og til Gregors 5. paveår (det 5. år efter d. 3. september 590 kan jo begynde allerede d. 3. september 594). Derimod kan Gunthchramns 31. kongeår ikke være 594 men må være 592. Forklaringen kan være den, at Gregor egentlig har skrevet afslutningen allerede i 592, Gunthchramns 31. kongeår, og medens Gunthchramn endnu levede - han døde 593 -, og at han i 594, da han hist og her gjorde nogle supplerende tilføjelser, også førte tidsangivelserne her ajour med undtagelse af angivelsen vedrørende Gunthchramn, eftersom denne ingen interesse havde nu, da kongen var død. Angivelsen 412 år fra herrens opstandelse til sankt Martins hedengang er som allerede bemærket urigtig, og så øjensynlig urigtig og umulig, at Gregor ikke kan tænkes at have skrevet således. Måske kan en afskrivers fejlagtige gengivelse af romertallene forklare det hele. Hvis man f.eks. tænker sig, at Gregor har skrevet CCCLXII, kunne det vel tænkes, at dette tal af en eller anden afskriver har læst CCCCXII. Men dette skal kun forstås eksempelvis. Det er af mange grunde vanskeligt at sige, hvilket år Gregor tænkte sig som jesu dødsår. Gregor døde sandsynligvis d.17. november 594 (datoen er overleveret af en biograf fra det 10. århundrede, der må formodes at have den fra dødebogen i Tours eller fra Gregors gravsten. Efter eget ønske blev han jordet i sankt Martins basilika og graven dækket af en stenplade i gulvet. I det 7. århundrede lod biskop Audoen (saint Ouen) i Rouen udføre et pragtfuldt gravmæle til venstre for sankt Martins grav. Dette gravmæle blev slemt medtaget af normannerne i det 9. århundrede, men restaureret i det 11. århundrede. I 1562 blev det fuldstændig ødelagt af huguenotterne. Den første trykte udgave af Frankerkrøniken fremkom i Paris 1522)

Skift til: Frankerkrøniken I.

Webmaster