Konger og fyrster havde rundt omkring taget magten fra hinanden og folkemasserne, og tronkrævere var der ikke mangel på. Som en moderne mafiagruppe havde også riddervæsenet udviklet til en røvergruppe, og adelen og præsteskabet......åh, hvilke tragedier i folkenes historie. Fyrsternes kamp om magten over afsætningsmarkederne, kampen om magten over producenterne, bønder, fiskere, håndværkere og hjemmearbejdet, og magten over betalingsmidlerne fik gang på gang et nyt opsving, med nye skatter og smukke ordblomstrer om de kristelige »værdier«. Bankiervæsenet var jo vokset frem i Lombardiet i det 13. århundrede, og i Firenze, Siena, Lucca, Bologna og andre byer, i nogle spanske byer, Barcelona, og i Nederlandene voksede lønarbejdersystemet frem. Ved opsamling af penge opstod der handels-, låne- og ågerkapital. Bønder og bybefolkningen var ofte retsløse, selvom der var regler for lav og gilder. I England blev den første lov om arbejdsløn udstedt i 1349. Det var det sociale fjendskab mellem arbejdsgiverne og arbejderne i Italien, der forkyndte indledningen på den nye tid. I 1345 forsøgte en uldkarter i Firenze at organisere et lønarbejderforbund, men han blev dømt til døden herfor. Som protest forlod arbejderne deres mestres værksteder. I Perugia og Siena kom det i 1371 til arbejderopstande. I 1378 udbrød Ciompi'ernes berømte opstand i Firenze. En analyse af Ciompi'ernes programmer og aktionsplaner viser, at de stod på et højt politisk bevidsthedsniveau. De krævede lønforhøjelser samtidig med, at de kæmpede for at opnå politiske rettigheder og for organisatorisk at udforme lønarbejdernes politiske magt. Ciompi'ernes opstand var i denne henseende en bemærkelsesværdig undtagelse ved fremkomsten af de tidligste kapitalistiske forhold. I middelalderens Italien var byens betydning overordentlig stor. Feudalismen var her i en vis udstrækning blevet undergravet, men byerne stod alene overfor feudalmagtens tyranni. Men arbejderne tog del i de antifeudale kampe i det 14. og 15. århundrede i de italienske bykommuner, popolani, mod feudaladelens vilkårligheder. I de store opstande i Siena, Perugia og Firenze udnyttede »il popolo grasso«, det fede folk, dvs. arbejdsgivere og andre formuende borgere, lønarbejdernes utilfredshed til egne formål. Urolighederne og protester forekom blandt minearbejderne i Erzgebirge i Saksen. Lønarbejdernes antal og trældom vokser frem efterhånden som kongemagten, kirken og adelen gjorde bønderne jordløse, og som derefter strejfer rundt som tiggere og vagabonder, og det sker i meget stort omfang, gennem de næste århundreder. Man kan næppe forestille sig, hvordan den samdrægtige kirke, adels- og kongemagt behandlede bønderne, for derefter at tvinge disse som tiggere, vagabonder og pøbel ind i overklassernes arbejdsanstalter. Malmfremstilling, tekstilfremstilling og vævning til uniformer, våbenfremstilling, sko, farvning, glasfremstilling, skibsbygning, karetbygning og bogtrykning, er vel nogle af de første »fabrikssystemer« der opstår, for at opfylde de herskende klassers liderlige behov og deres magtbegær. Men overordentligt meget fremstillingsarbejde foregår som hjemmearbejde og samles i såkaldte manufakturer hos opkøbere, købmænd og kapitalmagt. Arbejdsdelingen og arbejdsprocesserne ændres i takt med opsamlingen af penge hos opkøberne i manufakturerne. I England opstår nye håndværksvirksomheder i det 14. århundrede, med bl.a. klædehandler Springs i industricenteret Lavenham, tinstøberen Abraham, klædefabrikanterne Peacock, John Tame og Thomas Blanket. Lønarbejdersystemet voksede også frem ved skibsbygning, byggeri og bagerier. I England var arbejderforeninger og strejker blevet forbudt og talrige gentagelser af dette forbud gennem hele manufakturperioden vidner om, at sådanne foreninger fortsatte med at eksistere og kæmpe. Allerede efter de første tegn på modsætningsforhold mellem arbejdsgivere og lønarbejdere blev der i England og senere i Frankrig, Nederlandene og Tyskland udstedt statutter, som lovgivningsmæssigt fastlagde en forlængelse af arbejdsdagen og en for arbejdsgiveren »fornuftig« løn. Den arbejderfjendtlige lovgivning omfattede en hel række statutter, som var i kraft i mere end 400 år. I Italien gik godsejerne i offensiven mod bønderne fællesjorde. Godsejernes indrog bøndernes jord og godsejernes indhegning af jorden blev en katastrofe for bønderne. I Pavestaten var ca. 1/6 af befolkningen forarmede. Selve forarmelsen af bønderne og håndværkerne medførte jo en kolossal masse arbejdsløse og fattige, der var hjemløse og som vagabonderede. I England vedtoges i 1495 en lov, som indledte en hel række blodige og »hellige forordninger« med masseekspropriation. De bekendtgjorde de fattiges, dvs. paupernes pligt til at arbejde, og forordninger gav de lokale myndigheder besked om, hvordan de skulle sørge for tvangsarbejde til de fattige, og hvordan de skulle lære deres børn at arbejde. Næsten 40 % af befolkningen i Englands landsbyer var fattige personer (paupere). I begyndelse af 1500-tallet indledes den kapitalistiske periode i Europa med manufakturer. Men det sker ikke uden modstand fra de besiddende klasser. Mange håndværkere blev ruinerede og både bogtrykkere og bagerier havde det svært. Manufakturerne etablerede et hierarki til hvilke der svarede en skala af arbejdslønninger. I trykkerimanufakturerne i Frankrig var sættere og korrekturlæsere bedre aflønnet end arbejderne indenfor alle de andre fag. Sådanne manufakturer bevirkede også at der opstod lag af ufaglærte arbejdere, og det var noget der havde været udelukket i middelalderens værksteder. Med fremkomsten af den centraliserede virksomhed (manufaktur), kunne man ikke undgå de simple operationer. Foruden at udbytte de faglærte arbejdere, som var overordentlig højt værdsatte i den manuelle produktion, gjorde manufakturen det også muligt udbytte selv fysisk handicappede personer. En engelsk manufakturejer brugte lamme mennesker til at sortere og rense ulden. Det at stå i lære i 1500-tallet og måske også tidligere, var blot en metode til at drage de fattiges børn ind under den kapitalistiske undertrykkelse. Talrige kilder beretter om lærlingenes ulyksalige stilling og mestrenes grusomme udbytning af dem. En lærling fik ikke altid udbetalt løn, og fik han et eller andet beløb, så fik han først summen udbetalt efter en bestemt periode. De i kontrakten fastsatte betingelser for lærlingens underhold blev som reglen ikke overholdt af mesteren, og lærlingene havde en elendig tilværelse. Dette forklarer lærlingenes utallige klager over, at de må arbejde umenneskeligt hårdt i stedet for at lære noget. De blev mødt med legemlig afstraffelse, lemlæstelser og havde ingen mulighed for at stifte familie. »Læretiden« var undertiden på 20 år, hvilket ville sige indtil det 32. år. Manufakturen banede også vejen for industriel udbytning af kvinder og børn, som kom til at spinde og karte ulden. I Tyskland blev børnene allerede fra vuggen opdraget til at arbejde. Bondekrigene i Tyskland 1524/25 brød ud under Reformationens idemæssige banner. I løbet af krigen blev der etableret kontakter mellem de revolutionære bønder og de lavere lag i byerne, og der var udsigt til enhed mellem de anti-feudale kræfter i by og på land. Forhåbningerne hos de arbejdende i by og på land gav næring til datidens mest revolutionære programmer. I »Artikelbrevet«, fra slutningen af 1524/begyndelsen af 1525, fremsattes kravet om alle fattiges, ja alle almindelige menneskers fuldstændige frigørelse fra undertrykkelse, og for at opnå dette skulle alle herrer fjernes og det sociale system reorganiseres med henblik på det »fælles bedste« og på grundlag af de »af Gud givne rettigheder«. Det nye sociale system skulle i sidste ende være befriet for den private ejendomsret og udbytning og være organiseret efter egalitære principper. Dette dokument, som var affattet i kredsen omkring den folkelige reformator Thomas Müntzer, genspejlede opgaverne for den sociale nedbrydning af udbyttersystemet. Thomas Müntzer henvendte sig først og fremmest til hele den store masse af fattige almindelige mennesker og udstak den revolutionære vej til deres befrielse. Han så i de nederste lag i folket, af forarmede bønder og byernes fattige, de mennesker, som efter hans mening var i besiddelse af virkelig forstand. Müntzer forsøgte at overbevise folkemasserne i by og på land om det fælles i deres interesser, om at det vigtigste mål for dem bestod i »at fjerne alle fattige menneskers byrder«. Müntzer selv stod i tæt kontakt med svende, »almindelige mennesker«, »fattige knægte«, bjergværksarbejdere, til hvem han rettede sine flammende opråb. Konkrete eksempler på de revolutionære bønders og byernes arbejdermassers solidariske kamp ses i Oberschwaben under Bondekrigen samt i mange byer og landsbyer her omkring - i Augsburg, Ulm og mange andre. Arbejdersvendene i Weissenhorn var meget »villige til at hjælpe« de kæmpende bønder. De revolutionært sindede borgere tog ud til de bønder, der indgik i Leipheimer-delingen og hjalp dem. De fleste af Leipheims indbyggere, heriblandt arbejderne, sluttede sig til bønderne. Væverne i Ulm efterkom fattigbøndernes revolutionære appeller. Magistraten i Augsburg kunne fastslå, at der var en tæt kontakt mellem byens laveste sociale lag og bønderne, og man frygtede, at dette forbund skulle blive konsolideret, eftersom det dengang kunne medføre »noget ubehageligt« for byens øverste lag. Det forekom ofte, at de lavere fattige lag i byerne åbnede byportene for de oprørske bønder. I løbet af Bondekrigen blev minearbejderne i Saksen, Thüringen og andre områder grebet af de revolutionære ideer. Müntzer satte særlige forhåbninger til netop denne mest aktive del af arbejderne, der havde lange kamptraditioner. Da han opfordrede til udvidelse af den almene folkekamp, skrev han: »Sæt bevægelse i landsbyer og byer, og især blandt bjergværkssvendene og andre fine fyre, hvilket vil være godt for sagen.« En anden leder af folkemassernes revolutionære kamp, Michael Gaismair, stræbte også efter at forene minearbejdernes og bøndernes kræfter. Müntzer-partiet propaganderede aktivt for ideerne om interessefællesskab mellem den nederste befolkning og om nødvendigheden af fælles aktion. Bønderne henvendte sig til byernes fattige med forslag, der tog sigte på at sikre aktionsenhed; samtidig foregik der mellem de revolutionære bønder og de kontrarevolutionære herremænd en vedvarende kamp om at vinde bybefolkningens støtte. Lederne i den kontrarevolutionære lejr forstod udmærket, at et forbund mellem de kæmpende bønder og byernes arbejdere, i Bondekrigen ville udgøre en overmåde stærk trussel. De herskende klasser erkendte den meget alvorlige fare ved et sådant forbund, og de var overbevist om, at det kunne føre til en katastrofe, hvorfra der ingen redning var. De frygtede en »stor krig«, hvori byerne med deres revolutionære lag ville komme til at spille en uhyre vigtig rolle. Bondekrigen nåede sit højdepunkt med bevægelsen i Thüringen med Müntzer selv som leder, hvor de formåede at gennemføre en virkelig omvæltning i Mühlhausen, hvor der blev dannet en revolutionær regering, det »Evige Råd«, som oprørerne oprettede med det formål at skabe lighed mellem alle mennesker. De fattigste bønder og de nederste lag i byerne, bestående af arbejdere, var de mest uselviske deltagere i dette 3 måneder afsnit af Bondekrigen, som endte med oprørernes tragiske nederlag og med den brutale henrettelse af Müntzer selv. Bondekrigen led nederlag overalt i Tyskland, og en af årsagerne var at det ikke var lykkedes at sammenslutte alle de revolutionære elementer i et fast fælles aktionerende forbund. I Frankrig forekom der alene i første halvdel af det 16. århundrede en hel række misvækstår, og i 1529 blev Frankrig hjemsøgt af en frygtelig hungersnød. De centraliserede manufakturers faglærte arbejdere udviste størst samling og organisation i kampen. I Lyon i 1501 truede typograferne på et trykkeri arbejdsgiveren med at nedlægge arbejdet, hvis han ikke gik med til at hæve lønnen. Dette er en af de første, hvis ikke den allerførste autentiske omtale af franske arbejderes protest. I Lyon forsøgte murerne, tømrerne og daglejerne i 1534-36 på at slå sig sammen i kampen for højere lønninger. Typisk i denne henseende er svendenes broderselskaber, som støttede sig på det opløste lavssystems traditioner. I 1539 udbrød den første ihærdige og lange strejke blandt disse fremskredne arbejdere i manufakturproletariatet, og den varede hele fem måneder. Lyon-typograferne havde som hovedkrav blandt andet en højnelse af lønnen, en forbedring af forplejningen (en del af lønnen blev udbetalt i form af naturalier), en anderledes tilrettelæggelse af arbejdet (en mere ligelig fordeling af arbejdstiden; størstedelen af året arbejdede de 17-18 timer i døgnet, mens de omkring en tredjedel af året overhovedet intet lavede på grund af kirkefester og helligdage) og slutteligt en begrænsning af lærlingearbejdet, eftersom de faglærte typografer blev fortrængt af de stort set gratis arbejdende lærlinge. Det sidste krav vidnede om konkurrenceånden mellem arbejderne. På samme tid begyndte de parisiske typografer en strejke, hvor de opstillede næsten de samme krav. Det skal her bemærkes, at de strejker blandt bageri- og slagteriarbejdere, som fandt sted i Paris samtidig med typografernes strejke, ikke udviklede sig til en fælles aktion. Typograferne i Lyon og Paris gennemførte også aktioner i 1540-41 og 1570-72. I Frankrig forbød en i Villers-Cotteréts 1539 udstedt forordning alle arbejderorganisationer og håndværkerbroderskaber i alle brancher over hele landet. Det var den første arbejderfjendtlige lov, der blev vedtaget i Frankrig. Ikke desto mindre blev der senere hen gentagne gange vedtaget love mod arbejderforeninger og strejker, hvilket vidner om bevægelsens styrke. Et kongeligt edikt af 1539 i Frankrig fastlagde arbejdsdagen for trykkerne i Paris til fra 05 morgen til kl.20.00 aften. I ediktet understreges det, at »disse timer er fastlagt fra gammel tid«. Medens arbejdsdagens længde i andre industrier varierede efter sæsonen, så var trykkeriernes arbejdsdag altid den samme. Hvis der var mørkt, blev der arbejdet ved stearinlys. Væverne i Politier arbejdede fra 04 morgen til 21.00 aften, og i Lyon arbejdede de 18 timer om dagen. Arbejderne i Lyons manufakturer begyndte deres arbejde lang tid før daggry og sluttede det først sent om aftenen. I Frankrig udstedte man adskillige love fra 1540 og i 1550erne, der var vendt mod de fattige og vagabonderne, der kunne risikere fængsling, galajslaveri, piskning og dødsstraf. De fleste trykkerier i Frankrig var små værksteder i det 16. århundredes anden halvdel med 1 eller 2 maskiner. I Lyon kan man finde det typiske forhold med 10-15 trykkerimanufakturer mod 90-100 små trykkerier. Dette forhold var også karakteristisk for Paris. I Lyon vedtoges i 1561 en beslutning om at alle tiggere og vagabonder skulle forlade byen, thi ellers ville de blive hængt uden dom, og det samme skete i Nederlandene. Et strengt forbud mod arbejderorganisationer blev også indført i Bøhmen. De begivenheder, der fandt sted under Münster-kommunen i Westfalen, vil for altid indgå i den folkelige befrielseskamps historie. Den nye magt, i februar 1534 til juni 1535, var oprettet i kampen mod byens feudalherre fyrstebiskoppen Franz von Waldeck, og kampen var baseret på det nederste lags, især arbejdernes væbnede styrke. På overfladen fremtrådte kampens religiøse motiver, men dens egentlige årsag var af social art, hvad der også fremgik af kommunens forholdsregler, alles pligt til almennyttigt arbejde, levnedsmidlernes socialisering, beslaglæggelse af kirke- og klosterformuerne. Svendenes broderselskaber var også vidt udbredte i England. I England skulle arbejdsdagen i det 14. og 15. århundrede ifølge loven om sommeren være fra 05 morgen til 19-20 om aftenen og om vinteren fra 05 morgen indtil mørkets frembrud, med ialt 3 timers pause til morgen-, middags- og aftensmad. Allerede med loven af 1562 begrænsedes pauserne til 2 1/2 time om sommeren og 2 timer om vinteren, og dét understregedes »ikke længere«, dvs. at fra maj til september varede arbejdsdagen 11,5-12,5 timer eller mere som følge af en forkortelse af pauserne. Denne lov var i kraft også i det 18. århundrede. I 1562 vedtog man i England en lærlingelov der tvang pauperne og især deres børn til at stå i lære, dvs. at de i realiteten skulle lade sig ansætte som lønarbejdere, eftersom en læretid ikke var andet end en maskeret form for udbytning. Arbejdslønnens størrelse fastsattes også ved lov. Medens minimum for arbejdsdagens længde blev fastsat direkte af centralmagten, så blev lønnen som regel fastsat af de lokale myndigheder, dvs. på fredsdommernes kvartalssessioner. I statutten af 1562 blev de udførligt beskrevet hvornår, af hvem og ud fra hvilke principper arbejdernes løn skulle fastlægges. Fredsdommerne misbrugte ligesom klædehandlere og virksomhedsejere ofte deres magt. I Frankrig var der ved slutningen af det 15. århundrede værksteder med lønarbejdere i Lyon og flere trykkerier med ca. 20 lønarbejdere. I det østrigske monarki var der lønarbejdere i bjergværksindustrien i Tirol, Kärnten og Krain. Lønarbejderne udgjorde på dette tidspunkt en forsvindende lille del af befolkningen. I 1550 var antallet af lønarbejdere i Lyons trykkerier på ca. 1.500 arbejdere, og silkeindustrien beskæftigede i Lyon 12.000 arbejdere og i Tours 40.000. I Cornwall mistede tin-udvindere deres økonomiske uafhængighed og blev afhængige af lånekapitalen. De tidligere selvstændige håndværkere i Essex, Worcesteshire og i andre grevskaber blev tvunget i lønarbejde, og i deres fattigdom sender de bønskrifter til kongen om hjælp. Centraliserede værksteder kendes i Spanien fra første halvdel af det 16. århundrede indenfor møntprægning i Sevilla, Granada og Burgos. De feudale kvægavlere i Spanien eksproprierede bøndernes jord med vold gennem »Mestaen«. Det medførte forarmede bønder, og når bønderne derefter ikke var kunder hos de små håndværkere, blev håndværkerne ruineret, - og de led iøvrigt samtidigt under ågerrenter og skattebyrde. I 1551 foreslog Kastilliens parlament i Spanien, at der i hver kommune med mere end 1,000 indbyggere blev udnævnt en embedsmand, hvis opgave det var at anholde alle omstrejfere, vagabonder og fattige og tvinge dem til lønarbejde i industrien. I Spanien udbyttede en kapitalistisk klædefabrikant i første halvdel af det 16. århundrede 200-300 arbejdere. Omkring 1550 opstår manufakturerne i Spanien i omegnen af Toledo, Segovia, Sevilla og Cuenca. Billedstormen i august 1566 indledte det nederlandske folks lange revolutionære kamp mod feudalsamfundet, og det var en kamp der ganske vist var hyllet ind i den religiøse reformations ideer. Men her stod arbejderne i byerne og bønderne forrest i kampen, sammen med de lavere lag, som kæmpede mod det spanske herredømme for landets uafhængighed, og som energisk trådte op imod den katolske kirkes dominans. Der opstod en mægtig altomfattende ulydighed, og derfra opstod skov- og hav-geusernes partisanbevægelse. Blandt disse modige kæmpere var arbejdere, fattige håndværkere, forarmede bønder, matroser, fiskere og havnearbejdere. Det er bemærkelsesværdigt, at »skovgeuserne« foretog de mest beslutsomme aktioner i industriområder som Hondschoote, Veurne og andre byer. Folkets revolutionære energi mangedobledes som følge af den rasende harme, der opstod, da lederen af det terroristiske regime, den spanske statholder hertugen af Alba, i 1571 indførte den faste skat, alcabala'en, i Nederlandene. Følgen var en økonomisk katastrofe: Handelen stod i stampe og manufakturer måtte lukke, og tusinder af arbejdere stod uden arbejde og uden eksistensmidler, og blev oprørere. Der opstod et forbund mellem geuserne og borgerne, som organiserede opstande og åbnede byportene for partisanerne, hvorved de banede vej til sejren, og alle de vigtigste reformer i landet blev gennemført takket være det almindelige folks pres og tapre gerninger. Allerede under revolutionen frygtede bourgeoisiet de nederste befolkningslags aktivitet og vedtog i 1581 en lov, der fratog folkemasserne politiske rettigheder på det fra fremmedherredømme befriede territorium. Takket være de arbejdende revolutionære energi sejrede man i Nederlandenes nordlige provinser og oprettede her en republik - historiens første borgerlige stat. Som følge af organisatorisk og idémæssig umodenhed formåede de imidlertid ikke at udvikle sig til en selvstændig kæmpende kraft og få overtaget over det unge nationale bourgeoisi med dets selviske, indskrænkede klasseinteresser. Af de ca. 1.099 trykkerier der eksisterede i det 15. århundredes Europa, bestod kun de 210 også i det følgende århundrede, medens de øvrige var blevet lukket på grund af ejernes ruinering. Sætter man indekstallet i England i år 1500 til 100, steg prisindekset fra 1521/1530 på 113 til 331 i 1643/1652, medens lønindekset i samme periode steg fra 93 til 175. Lønniveauet i Europa haltede altså langt bagefter prisstigningerne. Det samme var tilfældet i Frankrig i det 16. århundrede, hvor priserne steg med 150 %, medens lønnen kun steg med 25 %. Det betød et katastrofalt fald i lønarbejdernes levestandard og betød i virkeligheden hunger og elendighed for en betragtelig del af den arbejdende befolkning. Arbejdernes situation afhang også af misvækst, hungersnød og epidemier, som ofte forekom, og de ramte i første række de »nederste«, dvs. lønarbejderne og de arbejdsløse, og først og fremmest pauperne. I England var der misvækst og hungersnød i 1556-58, 1571-74, 1587, 1595-98, 1620-25, 1630. De hyppige epidemier kostede tusindvis af proletarer livet. I London døde 20.000 af pest i 1563-64, først og fremmest arbejdere naturligvis, og i 1603 tog pesten 30.500, i 1620-25 35.500, i 1636-37 10.500. I Frankrig forekom der alene i første halvdel af det 16. århundrede en hel række misvækstår, og pestepidemierne i Frankrig i 1564 og i 1567 havde lige så katastrofale følger. I Frankrig udstedte Colbert en rundskrivelse i 1683, hvori det krævedes, at manufakturerne skulle forøge antallet af kvinder og børn. Virksomhedsejerne betragtede kvinde- og børnearbejde som mere profitabelt, fordi disse »mindreværdige arbejdere« kunne nøjes med lønninger fra det halve til en fjerdedel af, hvad en voksen mandlig arbejder fik. Børnene blev vænnet til at arbejde fra de var 8 år og endda tidligere. I en fransk tekstilmanufaktur arbejdede et stort antal børn, og deriblandt også sådanne, som endnu ikke rigtigt kunne gå. Kun en del af arbejderne, endog en meget lille del, nogle dusin, i bedste fald nogle hundreder, arbejdede under samme tag. I Plantins trykkeri 60-100 arbejdere, men mest normalt var der i franske og tyske trykkerier 10-20 arbejdere. Malmudvindingen var i hænderne på lånekapitalen, og mange foretrak at blive lønarbejdere, i stedet for at stifte bundløs gæld. De store trykkerier i de tyske byer Basel, Strasbourg, Frankfurt am Main og Leipzig var i begyndelsen af det 16. århundrede også sådanne centraliserede manufakturer. Trykkeriet i Nürnberg havde 24 maskiner og beskæftigede 100 lønarbejdere. Glasfremstillingen i Hessen og Thüringen skete ligeledes i centraliserede virksomheder. Et stort trykkeri i det 16. århundrede i Antwerpen beskæftigede op til 100 lønarbejdere. Amsterdams tekstilfabrikker havde ligesom de engelske hundreder af arbejdere. Et silkevæveri i Utrecht beskæftigede 500 arbejdere. Det samlede antal arbejdere i den unge hollandske borgerrepublik løb op til en halv million, og uld- og tæppevævning var en vigtig forretning. Frankrigs tekstil- og våbenfabrikker udbyttede i det 16. århundrede hundredvis af arbejdere. I det 16. århundredes sidste halvdel havde de franske trykkerier hver 5/6 maskiner, som blev betjent af 20-25 lønarbejdere. I Nederlandene var bogtrykning allerede i det 16. århundrede organiseret i centraliserede manufakturer. Hantins trykkeri i Antwerpen havde 15-22 maskiner og var kendt i hele Europa. Kampene i Tyskland fører i midten af det 16. århundrede til en borgerlig revolution. Men de borgerlige lider nederlag, og i Tyskland udvikles økonomisk forarmelse, og de gamle former og strukturer for »økonomisk samkvem« styrkes. Livegenskabet var ikke sådan at bryde, og mange bønder måtte dog forlade deres hjemstavn. Men alligevel sker der en vareproduktion med vin og kvæg. Men antallet af hjemløse, fattige og tiggere tager til, og de erklæres fredsløse. Arbejdernes protestaktioner i manufakturperioden, som var en bestanddel af den almindelige anti-feudale kamp, der som regel var hyllet ind en religiøs klædedragt og rettet mod den herskende kirke. Et omfattende arbejder- og bondeoprør udbrød i perioden juli 1601 til januar 1602 i saltmineområdet Salzkammergut i Oberösterreich. I det ydre var det et protestantisk opstand mod den feudale og kapitalistiske udbytning. Oprørerne bevæbnede sig, slukkede saltkogerier og kæmpede hårdnakket for at få gennemført deres religiøse og økonomiske krav om højere lønninger, indtil de blev knust af regeringstropper. I den første bondekrig i 1606/07 i Rusland spillede arbejderne endnu ikke nogen betydelig rolle. Ved slutningen af det 16. århundrede udgjorde de fattige i England 5,5 millioner dvs. en overordentlig stor del af den engelske befolkning. I Frankrig indrettedes også i midten af det 16. århundrede arbejdshuse, og også i Nederlandene fandt sådanne arbejdshuse udbredelse. En praksis med kontraktligt at tvangsbinde børn fra byernes vajsenhuse til manufakturerne blev her en regel. I 1601 vedtager man i England »fattigloven«, da udbredelsen af vagabonderingen var en social katastrofe og et varigt fænomen. I Norwich i England gik i 1610 100 lærlinge fra byens væverier i strejke som protest mod ansættelse af nye arbejdere, i hvilke de kun så nye konkurrenter. Strejken fik et ganske vidt omfang med deltagelse af også omegnens arbejdere. Strejken brød dog hurtig sammen og mange af deltagerne havnede i fængsel. Det kom i 1617 til omfattende lærlingeuroligheder i Middlesex, især i omegnen af London. I en regeringsforordning hedder det, at »uroligheder og oprør« havde påført freden og roen i landet overordentlig stor skade. Mestrene blev påbudt ikke at give arbejderne nogen anledning til utilfredshed og nøje påse, at arbejderne ikke forsamledes i deres fritid. Det gik så vidt, at regeringsrådet satte militære styrker i alarmberedskab. Ofte var arbejdsløshed årsag til arbejderuroligheder. Den engelske by Newcastle var gentagne gange skueplads for mine- og transportarbejderes kampe. De blev arbejdsløse på grund af standsninger i den søgående kultransport. I byen Worcester i England erklærede svendene i 1619 strejke med krav om lønforhøjelse. Kampen antog sandsynligvis en ganske heftig karakter, for biskoppen så sig tvungen til at gribe ind i konflikten. Forskrækket over de strejkendes beslutsomhed rådede han arbejdsgiverne til at sætte lønnen op. I 1620erne krævede svendene i Coventry højere lønninger. I 1620erne rullede der hen over England en bølge af protestaktioner blandt klædeindustriens arbejdere. Årsagen hertil var arbejdsløsheden, fremkaldt af en depression. I de grevskaber, hvor klædeindustrien var koncentreret, sluttede de arbejdsløse sig sammen i grupper og krævede brød og penge fra de rige, de erobrede levnedsmiddeltransporter og plyndrede markeder. Lignende uroligheder fandt sted i 1624. I den forbindelse udstedte regeringen en befaling, gentaget i 1625 og 1626, om at der skulle opretholdes en bevæbnet styrke på 800 mand til at skræmme arbejderne. I 1627 udbrød der uroligheder blandt en stor del af hjemmearbejderne i Lancashire. De var forårsaget af overgrebene fra en officiel kontrollør, som havde til opgave at registrere klædekvaliteten. Uden rimelig grund havde han kasseret færdigvarer, hvilket betød, at arbejdernes akkordløn mindskedes. I grevskabet Surrey i 1630 mistede 1.400 arbejdere, spindere, valkere og vævere, deres arbejde. De bad med hulken og tårer om arbejde, da de ellers ville dø af sult. Hjemmearbejdernes kamp havde som regel overalt massekarakter. I 1633 gjorde lærlingene på industriherren C. Reesleys virksomhed i Newcastle oprør. De fik tilslutning fra arbejderne på andre virksomheder. Oprørerne ydede modstand mod borgerværnet, der var anført af borgmesteren, og arbejderne befriede deres arresterede kammerater og ødelagde en stor del af arbejdsgiverens hus og virksomhed. Opstanden blev først nedkæmpet da myndighederne fik væbnede styrker til hjælp fra andre byer. Depressionsperioderne var svære for hjemmearbejderne. Da klædefabrikanten R. Webb i Gloucestershire i England lukkede sin virksomhed under en depressionsperiode i første halvdel af det 17. århundredes, blev 500 mennesker berøvet deres arbejde. I Colchester i England klagede i april/maj 1637 omkring 500 hjemmearbejdere, som var beskæftigede hos byens største klædefabrikant T. Reynolds, over de lave lønninger og over, at de blev udbetalt i naturalier. Efter at arbejderne gentagne gange og uden held havde henvendt sig til byens borgmester, fredsdommerne og endelig til regeringsrådet (the Privy Council) med bønskrifter, nedbrændte de en del af fabrikantens hus sammen med de der opmagasinerede varer. Skaderne beløb sig til 500 pund sterling. Af frygt for at kampen skulle brede sig pålagde myndighederne fabrikanten at ophøre med vilkårlighederne og at betale arbejderne den lovfastsatte løn. I maj 1640 udbrød der i London en folkeopstand, hvori også arbejdere deltog, som var rettet mod den anglikanske kirke og ærkebiskoppen af Canterbury. I oktober samme år var der i den engelske by Sadbury en lignende religiøs iklædt protestaktion med deltagelse af arbejdere, væverlærlinge og andre »skurke«, som det udtrykkes i en beretning herom til regeringen. I 1640 modtog manufakturejerne en hasteordre på 1.000 musketter, men arbejderne nægtede at gå i gang med arbejdet, hvis ikke de fik lønforhøjelse I Devonshire i England beskæftigede Helen Manning dog igennem mange år 300 eller 400 arbejdere med klædefabrikation. Arbejdere i England var i ordets egentlige forstand, eksproprierede paupere, forarmede bønder og håndværkere. Ved valget til det Lange Parlament, med hvis indkaldelse i november 1640 revolutionen begyndte, støttede arbejderne de kandidater, som udtalte sig imod pøbelvældets tyranni end parlamentets tyranni« (dvs. det engelske herredømme). I 1640-42 blev parlamentet understøttet af de mest industrielt udviklede grevskaber. Her gjorde »køllesvingerne« kort proces mod deres undertrykkere, og men der opstod strid mellem levellerne og diggerne. Diggerne arbejde på med kollektivt arbejde og fællesejendom, og deres kommuner blev ødelagt, og de blev fordrevet af den borgerlige-adelige republiks myndigheder og godsejere, og bevægelsen døde ud i 1650. Efter den borgerlige revolution i midten af 1600-tallet begyndte det engelske parlament at understøtte nye metoder for tvangspolitikken, bl.a. ved loven om oprettelse af arbejdshuse, der gennem tvang inddrog pauperne i disse arbejdshuse, der havde en fængselsagtig indretning. Den der opfyldte sin høje norm i garnfremstilling, kunne som det stod at læse i husordenen i et arbejdshus, »så snart de ønskede det, få fri til at gå ud en hel dag«. Kvindearbejde og i endnu højere grad børnearbejde var meget udbredt. Arbejdsgiverne i et arbejdshus i Bradford tilkendegav med tilfredshed, at deres fordel bestod i, at de klædefabrikationen kunne beskæftige alle fra 7 år til 80 år. Bosættelsesloven fra 1662 pålagde de lokale myndigheder at sikre pauperne bosættelse, og loven bandt de fattige til deres sogn og tjente arbejdsgivernes interesser, da de derved garanteredes en arbejdskraftreserve. De lokale myndigheder henviste efter skøn pauperne til lærepladser, andre til lønarbejde eller til arbejdshuse, og andre igen til forbedringsanstalter og fængsler. Årsbudgettet for en engelsk arbejderfamilie på 4 personer beløb sig gennemsnitligt i den pågældende periode til omkring 15 pund sterling. En liste fra 1725 viste et årsforbrug af levnedsmidler og andre nødvendige forbrugsvarer, med pålagt skat, som indeholdt 3,25 bushels malt (1 bushel = 36,35 liter), 1,5 pund sukker (1 pund = 454 g), 2,5 pund lys, 1 hundredweight kul (50,8 kg). Listen indeholdt ikke sæbe, læderfodtøj og mange andre ting, der var nødvendige for en arbejderfamilie, som desuden også var pålagt forskellige slags skatter, forbrugsafgifter, told osv.. Alene saltskatten kostede arbejderen 4-5 shillings årligt. Selvom skatten på de øvrige varer var mindre, f.eks. var skatten på malt 1 shilling og 7,5 pence, på lys af talg 2,5 pence, osv., så fremgår det alligevel tydeligt, at skatten udgjorde en betragtelig del af en arbejderfamilies budget. Arbejdstvangslovgivning blev også indført i andre europæiske lande, selvom det kun var i England, det udviklede sig til et i detaljer udarbejdet system. I Frankrigs manufakturer i anden halvdel af det 17. århundrede arbejde 10-100 arbejdere under samme tag, og i en klædevirksomhed i England 120 arbejdere. Størstedelen af arbejderne var hjemmearbejdende. De var økonomisk afhængige af det centrale hovedværksted, og de var et supplement hertil, men bevarede samtidig i deres hjemmeværksteder en tilsyneladende selvstændighed. I den anden bondekrig i Rusland i 1667-71 under Stepan Rasins ledelse deltog ud over livegne bønder, som var bevægelsens hovedkraft, i betydelig udstrækning også de arbejdende i byerne, de i håndværksindustrien og skibsfarten beskæftigede arbejdere, »landstrygere« osv.. Allerede på Rasins første felttog ved Volga sluttede 160 arbejdere og »landstrygere« sig frivilligt til ham. Tsar-regeringen beordrede »at opsætte stærke spærringer« for ikke at lade folk få mulighed for at slutte sig til Rasins oprørere. Ikke desto mindre steg antallet af oprørere under Rasins Volga-felttog til 10.000, heriblandt også arbejdere, og det blev ved med at stige, blandt andet på grund af tilstrømningen af frie arbejdere. Til Rasin sluttede sig arbejdere fra Astrakhan, hvor der var mange saltkogerier, og fra andre byer. Efterhånden som oprørshæren nærmede sig Saratov, blev den i første række forstærket med Volga-områdets »landstrygere«, som arbejdede i saltminerne og med »alle slags pramdragere«, som det dengang hed. Da der under belejringen af Simbirsk opstod mangel på våben, og Rasin derfor havde erklæret en mobilisering af samtlige smede og tømrere, kom hundredvis af arbejdere og fattige fra byerne oprørerne til hjælp. Der blev arbejdet dag og nat, og, som øjenvidner har berettet, oplyste skæret fra smedjerne byen og dens omgivelser som flammer fra en kæmpeildebrand. Arbejderne på tsarens saltværker ved Terskij-søerne i Slobodskaja Ukraine tog begejstret del i kampen. Desuden reagerede byernes plebejiske lag og lønarbejdere med velvilje på Rasins »forføriske skrivelser« og opråb (»Til sagen, Brødre!«) og støttede oprørerne på forskellig; måde under erobringen af Astrakhan, Tsaritsyn, Saratov, Simbirsk, Pensa, og andre byer. I fattighospitalet i Paris arbejdede 1.591 kvinder og 260 mænd. De franske arbejdere viste gentagne gange den modstandsånd, som herskede blandt arbejderne. I de økonomisk udviklede byer udeblev 7-800 af en enkelt manufakturs arbejdere pludseligt og på én gang uden at lave deres arbejde færdigt, fordi man ville nedsætte daglønnen med en sou. I 1680 drog den franske finansminister Jean-Baptiste Colbert (1619-1683) »omsorg for« at de »kongelige« manufakturers inspektører opstillede lister over de fattiges børn, fra det 10ende år, for at kunne tvinge dem til at arbejde. Den franske politik gik i det hele taget ud på med tvang at lænke arbejderne til manufakturerne. De fattige i Paris havde iøvrigt grundlagt deres eget »Vagabondernes Kongerige«, da omfanget af vagabonder var enormt stort. I 1688 kæmpede de parisiske båndmagersvende for højere lønninger. Samme år krævede klædemagersvendene i Rouen, at lavtlønnede og udenlandske arbejdere skulle afskediges. Ved udbytningen af hjemmearbejderne havde arbejdsgiveren, købmanden ingen udgifter til produktionsbygninger og redskaber, og han var i stand til meget fleksibelt enten at udvide eller indskænke produktionens omfang alt efter markedskonjunkturerne. Derfor var hjemmearbejdernes situation mindre sikker og mindre stabil end situationen var for arbejderne i de centraliserede manufakturer. I 1688 fremsatte arbejderne på en papirmanufaktur i Ambert under en strejke nogle krav, der var ganske typiske. De krævede forkortelse af arbejdsdagen, forbedring af forplejningen, ingen vilkårlige afskedigelser osv.. I Englands nordamerikanske kolonier var der i Boston 1688-89 og i New York 1688 store folkeopstande med arbejderdeltagelse mod fåmandsvældet og kolonialismen. Våbenmanufakturarbejderne i London førte ligeledes organiseret kamp. I 1692, 1693, 1694, 1697 og 1699 var der hungersnød i Lyon. Virksomheder, som var store efter datidens forhold, spillede i England i det 16. og 17. århundrede en økonomisk afgørende rolle indenfor klædeindustrien, der producerede både for hjemmemarkedet og til eksport, indenfor minedrift og metalforarbejdning, som krævede store investeringer, indenfor skibsbygning, glasindustri og papirfremstilling samt indenfor mange industrigrene, som solgte varer til udlandet. De gjorde sig ikke i samme grad gældende indenfor de traditionelle håndværksfag, som producerede for hjemmemarkedet, sko-, hatte-, handskemagere osv.. På store klædefabrikker beskæftigede hundreder af lønarbejdere. I den kapitalistisk organiserede klædeindustri i England var der fra det 16. århundrede til første halvdel af det 18. århundrede 15 stagnations- og nedgangsperioder. Briggs' og Robinsons manufaktur i Yorkshire, der brød stenkul, beskæftigede 500 arbejdere. Spillman havde indenfor papirfremstillingen 600 udbyttede lønarbejdere og Mansell op til 4.000 arbejdere indenfor glasindustrien. Et sådant antal arbejdere på én virksomhed var en sjælden undtagelse. Centraliserede manufakturer opstod i det 17. århundrede i de Forenede Provinsers republik i nye brancher, sukkerraffinaderier, glasfremstilling, kattuntryk, som i de gamle tekstilindustribrancher. Fremkomsten af det moderne skattesystem opstod først i Nederlandene i det 17. århundrede, og var skabt til som et system til at gøre lønarbejderen underdanig, sparsommelig og overbebyrdet med arbejde. De højest værdsatte håndværkere i f.eks. det 17. århundredes England var tømrere, kedelflikkere, arbejdere indenfor glasfremstillingen, arbejdere, der beskæftigede sig med træforarbejdning, og visse andre. Efter dem fulgte teglværks-, kulmine- og stenbrudsarbejdere. Derunder stod farvere, bryggeriarbejdere, garvere og linnedvævere. Nederst befandt sig skomagere, læderarbejdere, klædevævere, valkere, tilskærere, bagere, smede og mange andre. I grevskabet Wiltshire rettede lønskalaen sig efter håndværkets kategori, f.eks. fik arbejdere indenfor håndværk af første gruppe 10-11 pence om dagen uden kost, hvad der dengang ansås for en høj løn. I anden kategori var det 7-8 pence osv., og en lignende forskel kunne man finde i nogle af det østrigske monarkis provinser, Kroatien og Slovenien . De forskellige håndværk blev her inddelt i lavtlønnede og mere indbringende. Landarbejdernes forhold adskilte sig på sin side betydeligt fra byarbejdernes. De kommunale myndigheder i England i det 17. århundredes begyndelse klagede ofte over, at arbejdsgiverne foretrak hjemmearbejdere på landet fremfor dem i byen, da de fik mindre i løn. I landsbyerne omkring Lincoln betalte en klædehandler væverne 3 pence om dagen, og i byen 4 pence. På samme måde var det i de franske manufakturer. I byerne tjente en arbejder i det 17. århundredes sidste halvdel 8 til 15 sous om dagen, og på landet 4-10 sous. På landet havde arbejderen som regel en mindre jordlod, som naturligvis var en hjælp for hans familie. Samtidig betød dette dog til en vis grad en opretholdelse af den feudale godsejers eller den borgerlige godsbesidders magt over ham, som i Holland og England efter de borgerlige revolutioner. En form for dobbeltudbytning opstod. Jordbesiddelses relationers åg kom især tydeligt frem indenfor mineindustrien. Dobbeltudbytningen af arbejderen var langt hårdere i de lande, hvor kapitalismen havde udviklet sig sent, og det gjaldt især for den decentraliserede manufaktur, ja, i det hele taget for det kapitalistiske hjemmearbejde. Hjemmearbejderne blev udbyttet af en kapitalist, der uddelte råstoffer og opkøbte de færdige varer, mens de samtidig beholdt deres status som godsejer- eller statsbønder. Det samme kan siges om lønarbejdere i mineindustrien. I Holland varede arbejdsdagen i det 17. århundrede 12-16 timer. De arbejdende masser i den kapitalistiske mønsterstat Holland var allerede dengang »mere opslidt af arbejde, forarmet og mere brutalt undertrykt end det øvrige Europas tilsammen«. I Tyskland blev der ligeledes, især efter Trediveårskrigen (1618-48), udstedt love om lønnedskæringer. Adam Smith beskrev kernen i sådanne arbejderlove: »Hvergang loven har forsøgt at regulere arbejdernes lønninger, har det næsten altid været for at sænke dem, og ikke at hæve dem.« Ved f.eks. Ural-værkerne i Rusland var de såkaldte frie lønarbejdere stadig underlagt godsejernes eller statens magt. I Schlesien udøvede arbejdsgiveren, der ofte var en herremand, hele sin feudale magt over livegenskabstidens lønarbejdere. Den nye kapitalistiske udbytningsform medførte, at der mellem arbejdsgivere og arbejdere ikke længere var den mindste form for hjertelighed og gensidig sympati. I Frankrig var der i praktisk taget alle brancher de såkaldte compagnonnages, gensidige hjælpe- og arbejdskampsforeninger, som aktivt deltog i strejkeforberedelserne og i selve strejkerne. I Lyon og Paris var typografernes compagnonnages organiseret på militær vis med valgte ledere, kaldet kaptajner og løjtnanter. De havde fælles kasser og møderne blev afholdt i hemmelighed. I Holland havde man i det 17. århundrede svendebroderskaber og manufakturarbejderforeninger. For at bekæmpe arbejdernes strejkeaktioner oprettede arbejdsgiverne deres egne foreninger, bl.a. klædeindustriens arbejdsgivere i Holland i 1637. I Tyskland organiserede svendeforeningerne i begyndelsen af det 18. århundrede strejker og blokader. I det 18. århundredes anden halvdel opstod der i Italien arbejderbroderskaber, som blandt andet også havde til opgave at forberede strejker. Arbejdersvendeforeninger blev også oprettet i det østrigske monarki. I Italien og Spanien bliver de kapitalistiske relationer kvalt i det 17 århundrede og i første halvdel af det 18. århundrede.. Den tidligste omtale af en arbejdersammenslutning i USA's kolonitid går tilbage til 1684. Det var en sammenslutning af fragtkuske i New York. I 1697 førte 3-4.000 hjemmearbejdende klædevævere i Darnetal nær Rouen i Frankrig en ihærdig kamp gennem en hel måned. Arbejdernes tvangsmæssige udskrivning til kapitalistiske virksomheder blev også praktiseret i Sverige i det 17. og 18. århundrede. I 1700-tallet voksede våbenproduktionen i Norrtälje og tekstilfabrikationen i Sverige. Spindearbejdet, uld- og linnedvævernes lønarbejde fremkom i 1700-tallet i Rhinlandet, Württemberg, Thüringen, Westfalen og Schlesien. Som i Frankrig var det i Prøjsen almindeligt at overlade virksomhederne personer, der var dømt for vagabondering og således gøre dem til arbejdere. Lønarbejderne udviste langt større aktivitet i den tredje bondekrig i 1707/08 under ledelse af Kondratij Bulavin. I oprørsområderne var der tusindvis af arbejdere. Fra alle dele af Rusland var der sendt spindere, tømrere og hørskættere til det Asovske Havs kyster, hvor der skulle opbygges en. flåde. Disse arbejdere skulle forarbejde træ og hamp og fremstille reb til skibsbyggeriet. I 1701 var der på værfterne i Voronesj op til 15.000 arbejdere, og ved havnebyggeriet i Taganrog var der 7.569 arbejdere og håndværkere beskæftiget. I årerne 1704-07 tvangsudskrev man årligt 26-37.000 arbejdere til byggeriet i Asov og Troitsk. Under Peter den Store udvidede man den for forsvaret betydningsfulde produktion på virksomhederne i Alapajevsk og andre steder: arbejderne »udgravede her malm, brændte kul og hentede brænde«. Mange arbejdere og »landstrygere« blev dengang; hyret til at arbejde på skibene og fiskevirksomhederne i Astrakhan. I områderne, ved det nordlige Donets udbyttedes arbejdere i saltminerne. Langs floden Khoper var arbejdere beskæftiget med træforarbejdning. Da Bulavin samlede sine oprørsstyrker, strømmede lønarbejdere fra alle disse steder til hans hær (for eksempel kom op til 10.000 arbejdere fra skovene langs Khoper). Under opstanden satte Bulavin store forhåbninger til arbejderne, og de svigtede heller ikke disse forhåbninger. Således var 1.200 arbejdere i september fulgt med et regiment regeringstropper, som bevogtede en transport af våben og ammunition, der var beregnet til brug ved nedkæmpelsen af oprøret. Alle disse arbejdere sluttede sig til oprørerne. Det samme gjorde 500 arbejdere, der fremstillede bast i Khoper-området. Lønarbejdere fra de lavere befolkningslag i byerne Tsaritsyn, Dmitrijevsk, Borisoglebsk og andre indtog en vigtig plads i oprørenes rækker. De støttede Bulavin og hans tilhængere økonomisk og videregav nyttige oplysninger om straffeekspeditionernes talmæssige styrke og planer. I det 18. århundrede var den hollandske industri var inde i en nedgangsperiode, og arbejderne i klædeindustrien og på værfterne organiserede en hel serie strejker i 1718-19. Strejken i 1729 endte med indgåelsen af en overenskomst mellem arbejderne og arbejdsgiverne. Den passive protest mod de lave lønninger korn til udtryk i forskellige former. For eksempel gjorde spindere, der arbejdede hjemme på akkord, garnet tungere ved at tilsætte olie eller bare ved at fugte det med vand. Industriherrernes forsøg på at indføre maskiner i manufakturerne stødte også på arbejdernes modstand. De udtrykte deres protest mod udbytningen ved at ødelægge produktionsudstyret. I England kæmpede arbejderne i det 17. århundredes første halvdel for eksempel mod indførelsen af maskiner i nåleproduktionen og mod vindkraftsdrevne savværker. I et andet tilfælde ødelagde arbejderne en kalkbrændeovn. I 1737 var der i England lagt en eller anden skat på alt livsnødvendigt, og for den fattige arbejder eller håndværker, som ikke havde mere end 8 pence eller 1 shilling om dagen til at opretholde sin familie med, var enhver af disse skatter frygteligt hårde. Gennem hele det 18 og 19 århundrede foretog de engelske overklasser en fuldstændig ekspropriering af bøndernes jorde, og foretog indhegning og indrog bøndernes fællesjord. Bønderne blev forvandlet til fattige paupere, og dem der ikke havnede i arbejdshusene kunne måske få løsarbejde. I 1700-tallets Sverige var uroligheder, strejker og opstande blandt manufakturarbejderne ofte forenet med bøndernes protestaktioner. Opstanden i Dalarna i 1743, er gået over i historien som »Stora Daldansen«, der forenede bønderne og jernmalmværkernes arbejdere i deres had mod adelen, mineejerne og bureaukratiets repræsentanter. En bevæbnet skare på 8.000 mand bevægede sig mod Stockholm for »at ryste herrernes parykker«. Den fattigste del af bybefolkningen så på oprørerne med sympati. Dalkarlene fremsatte politiske krav og erklærede, at de ønskede at afsætte kongen og vælge en ny konge efter vor ret og lov. Men opstanden blev kvalt i blod. I Østrig, Prøjsen og i en række andre lande oprettedes nu alle mulige slags »skoler«, børneasyler og vajsenhuse, hvor børn som under påskud af at blev sendt lære var næsten gratis arbejdskraft til arbejdsgiverne. I Tyskland forlod arbejdere i begyndelsen af det 18. århundrede i massevis byerne. Franske arbejdere emigrerede til Tyskland og Catalonien. Det er betegnende, at en lov af 1739, som forbød udrejse fra Frankrig, blev motiveret med, at man ikke ønskede at videregive egne arbejderes produktionsfærdigheder til andre landes arbejdere. De franske arbejderes udvandring fortsatte dog i de følgende årtier. I England var der kun 2 byer, London og Edinburg, med over 50.000 indbyggere i 1750. En lov af 1755 foreskrev f.eks. helt konkret, at skræddersvendene i London og omegn ikke måtte få mere end 2 shillings og 7,5 pence om dagen. 1500 vævere arbejdede hos én stor silkemanufakturejer, som havde egne filialer i London, Dorset, Cheshire og Gloucestershire. Alene på dokkerne i Kent var der beskæftiget op til 3.275 lønarbejdere. I Newcastle, der var et center for stenkulindustrien, var der op til 40.000 mine-, havne- og andre arbejdere. I Lancashire var der indenfor bomuldsindustrien ansat mindst 30.000 arbejdere. Op til 10.000 arbejdere var beskæftiget indenfor pottemagerindustrien i Staffordshire, og omkring 45.000 indenfor metalforarbejdningen i det hastigt voksende Birmingham. I 1758 fremkaldte forsøget på at installere den første klippemaskine uro blandt tusinder af arbejdere. I det 17. århundrede kom det i mange europæiske lande til aktioner mod bånd- og galonvævemaskiner. Possementmagernes oprør i Danzig, Leiden, Køln og Hamburg førte til et officielt forbud mod disse maskiner. Som følge af »arbejdernes fjendtlighed« blev en af Jacques de Vaucanson opfunden væv til fremstilling af mønstrede stoffer ikke taget i anvendelse i Lyon i det 18. århundrede, og i 1750 var der i Rennes i Bretagne over 5.000 tekstilarbejdere, som var beskæftigede med hjemmeproduktion af linned. I Amerika kunne man læse i aviserne om arbejderes flugt, der var så vældigt udbredt. Der blev så igangsat en eftersøgning, og når de flygtede blev grebet, blev de strengt straffet og brændemærket. I 1763 havde, som det officielt blev meddelt dengang, sorte skorstensfejere »den uforskammethed at forene sig for at højne de eksisterende lønsatser og nægte at udføre deres arbejde, medmindre deres ublu krav imødekommes«. I Frankrig var det praksis, at industriherrerne udstedte pålidelighedsattester til arbejderne. I Amerika opmuntrede domstolene i de enkelte stater arbejdsgiverne til at danne arbejdsgiverforeninger mod arbejderne. I 1758 slog New Yorks købmandsskibsredere sig sammen for at nedsætte arbejdernes lønninger. 6 år senere blev der oprettet en fælles arbejdsgiverassociation for hele denne koloni. Derudover forlangte arbejdsgiverne nu af arbejderne, at de skulle fremlægge skriftlige anbefalinger fra deres tidligere arbejdsgivere. Sons of Liberty oprettes i 1765 og samarbejde med Sons of Neptune (sømandsforbundet). Den lovgivningsmæssige regulering af arbejdslønnen, som effektivt tjente Englands opstigende bourgeoisi i perioden med kapitalismens fremkomst, eksisterede stadigt, og Karl Marx bemærker ironisk, at man ville for alle tilfældes skyld ikke stå og mangle det gamle arsenals våben. Så engelske love eller lokale forordninger, som foreskrev arbejdsbetingelserne, var også gældende i kolonitidens Nordamerika. Men i Boston opstod uroligheder i august og i november 1765. I 1768 nægtede arbejdsløse tømrere og bygningsarbejdere i Boston som sande patrioter at bygge kaserner for de britiske soldater. Selv om de led stor nød, lod de sig dog ikke lokke til at tjene penge på den måde, og myndighederne var tvunget til at sende bud efter arbejdere fra New York. Men New Yorks tømrere og bygningsarbejdere støttede uforbeholdent Boston-arbejderne, og de erklærede sig solidariske med dem og afslog ligeledes at påtage sig arbejdet. Fra den tid har vi også vidnesbyrd om arbejdernes internationale solidaritet, der var et dengang yderst sjældent fænomen. I de nordamerikanske kolonier oprettede de herskende klasser så »spindeskoler« for fattige, f.eks. i Boston i 1769. I marts måned i 1770 fandt et sammenstød sted mellem en stor folkemængde og britiske soldater, hvor mange arbejdere blev dræbt (Boston massakren). I 1770 dannede New Yorks bødkere en sammenslutning. I det koloniale Irland var der blevet dannet en Sons of Liberty-organisation, som moralsk og materielt støttede de kæmpende arbejdere i de amerikanske kolonier. Indtil Uafhængighedskrigen (1775-83) var en betydelig del af de europæiske indvandrere kontraktbundne arbejdere. Engelske arbejdere, vævere, søfolk, skræddere og minearbejdere, udtrykte deres solidaritet og bifaldt kolonisternes aktioner, selvom et tab af det amerikanske marked for England sandsynligvis ville betyde, at de blev arbejdsløse og kom til at sulte. Det folkelige initiativ fik de øverste lag i bourgeoisiet og blandt plantageejerne til at anvende radikale metoder for at afskaffe det koloniale regime i Amerika og for at uddybe de politiske og social-økonomiske reformer. Arbejdernes, farmernes, håndværkernes og slavernes uforsonlighed resulterede i indkaldelsen af den første Kontinentalkongres i 1774 i Philadelphia, i en udvidelse af korrespondancekomiteernes virksomhed, senere omdannet til sikkerhedskomiteer, og i oprettelse af overvågningskomiteer, de folkelige forsvarskomiteer. I grunden var de alle »et middel til at organisere de revolutionære kræfter«, en revolutionær magts kimformer, lokale organer, der sikrede aktionsenheden mellem kolonierne. Med deres spontane aktioner foregreb folkemasserne de beslutninger, der blev taget af bourgeoisiet og plantageejerne, som stod i spidsen for revolutionen. Under Uafhængighedskrigen kæmpede arbejderne med lige stor succes på 2 fronter: både mod den indre og den ydre kontrarevolution. Foruden direkte krigshandlinger gjorde arbejderne op med loyalisterne, standretter, afvæbning og ejendomsbeslaglæggelse. På krigens første etape var det netop folkets kompromisløse holdning, der gjorde det muligt for den anden Kontinentalkongres i 1776 at proklamere landets selvstændighed, hvilket på sin side bidrog til et videre opsving i den revolutionære demokratiske kamp. Anselige grupper af lønarbejdere, søfolk, havnearbejdere, bagere, bygningsarbejdere, smede, hattemagere, skræddere, arbejdsmænd og andre, var drivkraften i den revolutionære kamp for ubetinget national uafhængighed. På krigens anden etape, inspireret af deres sejr, kæmpede arbejderne sammen med hele den arbejdende befolkning i de tidligere kolonier, nu indenfor en uafhængig stats rammer, for at nedkæmpe engelske tropper, undertrykke den indenlandske kontrarevolution og opnå en konsekvent demokratisk løsning på de politiske og social-økonomiske problemer. Arbejderne tog del i regulære krigshandlinger mod de engelske tropper og i partisanbevægelsen. Under meget svære betingelser med sult, afsavn, spekulation og prisstigninger på alt livsnødvendigt kæmpede de for at befæste uafhængigheden. I enkelte byer og stater blev der under pres fra den arbejdende befolkning indført faste priser og garanterede lønninger. Hvor arbejderne ikke med lovlige midler kunne skaffe sig kontrol med priser og lønninger, tog de sig selv af spekulanterne, organiserede strejker osv.. Den revolutionære terror, som blev spontant udøvet af de arbejdende masser, bidrog til sejren over loyalisterne og til Uafhængighedskrigens heldige udfald. Arbejderne og det amerikanske samfunds øvrige arbejdende folk formåede dog ikke i fuldt omfang at nå de mål, de havde sat sig. Deres bestræbelser på at opnå national selvbestemmelse for deres eget land, som blev støttet af de mest revolutionært sindede kredse i bourgeoisiet og blandt plantageejerne, blev suppleret med kravet om en mere omfattende demokratisering af det politiske system og af mere dybtgående social-økonomiske reformer. Disse opgaver blev dog ikke løst på en så konsekvent måde, at de svarede til folkets interesser. Arbejderne håbede på, at deres materielle behov og politiske rettigheder ville blive tilgodeset i den nye stat. Revolutionens demokratiske tendens, som under Uafhængighedskrigen var blevet båret oppe af den fremvoksende arbejderklasse, kunne ikke realiseres i fuldt omfang. Valgretten var indskrænket og baseret på kriterier som formue-, uddannelses- bopælsforhold og andet. Racediskriminering over for de sorte arbejdere eksisterede fortsat selv nord for Maryland, hvor slaveriet ellers var afskaffet. Arbejdernes økonomiske situation forbedredes ikke efter revolutionen, men blev tværtimod forværret, hvilket især skyldtes, at inflationen steg i et rasende tempo. I 1778 sendte trykkerisvendene i New York, som havde sluttet sig sammen, en skrivelse til deres arbejdsgivere, hvori det hed, at »eftersom de livsnødvendige varer er steget til helt urimelige priser, kan det ikke forventes, at vi skal fortsætte arbejdet til den nuværende løn.« I 1790erne var størstedelen af arbejderforbundene i USA foreninger til gensidig hjælp. Først senere begyndte fagforeninger at tage form, hvilket blev lettet af de erfaringer, de europæiske arbejdere bragte med sig. Uafhængighedskrigen medførte at arbejdskraften blev dyrere i USA end i de gamle industrilande, og da de »frie« jorder begyndte at udøve en stærk tiltrækning på de restløse fattige paupere i Europa, var det i højere grad frie folk som bønder, håndværkere og arbejdere, der udvandrede til USA, og især fra England kom en masse arbejdere. I Polen blev bortrømte arbejdere eftersøgt med stor ihærdighed, bragt tilbage til deres arbejdsgiver og strengt straffet. I de russiske kapitalistiske manufakturer anvendte arbejderne sådanne passive kampformer mod de svære økonomiske forhold som ulydighed, klager og hyppig flugt. Den Store Bondekrig i Rusland under Jemeljan Pugatjovs ledelse i 1773-75 var den bedst organiserede, ideologisk mest modne og den mest omfangsrige af alle bondeopstandene hvor arbejderne spillede en langt større rolle end i de tidligere opstande. Det var første gang, at arbejderne på virksomhederne i Ural og andre steder deltog så aktivt i en opstand, som i den Pugatjov stod i spidsen for, en kendsgerning, der skitserede et perspektiv af overordentlig vigtig historisk betydning, eftersom udbredelsen af urolighederne til talrige andre virksomheder dannede basis for en samling af de oprørske kræfter. Pugatjov og hans kampfæller henvendte sig til fabriksarbejderne med særlige manifester, hvori de lovede at befri dem fra det opslidende arbejde, fra alle slags byrder og krænkelser. I løbet af kampen blev der forfattet et bemærkelsesværdigt dokument, som i grunden var Pugatjovs og hans tilhængeres politiske program for Ural-værkerne, hvori det siges, at hele Rusland er slavebundet og udsuget af adelen og fabriksejerne. Ruslands befrielse 'fra arbejdets åg' og dets opblomstring er nu ikke længere en fjern drøm, men næste opgave på dagsordenen. Den guddommelige viljes direkte sendebud på jorden er de 'fattige mennesker'. Arbejderne udbredte Pugatjovs manifester og oversatte dem til de forskellige sprog, oprørerne talte (basjkirisk, tatarisk og andre). I forventning om Pugatjovs komme forenede bønderne øst for Ural sig med arbejderne på Ukovskij-brænderiet. »Hvis bare lillefar Pugatjov kom,« sagde de forhåbningsfuldt, »så vi alle kunne slutte os til ham.« De opfordrede også andre til at slutte sig til oprørerne. Værkerne i Slatoust gik samlet over til oprørerne: »Alle bønder og arbejdere erklærede, at de ønskede det sådan.« Arbejderne på fabrikken i Satka i Tjeljabinsk-området sendte en delegation til Pugatjov og lagde således grunden til, at arbejderne i dette område gik over til oprørerne i massevis. »De lokale bønder og arbejdere mødte og modtog uhindret« en oprørsenhed. Arbejderne gav Pugatjov 12 kanoner, 250 geværer og 5 pud krudt (1 pud = 16,38 kg) og valgte deres egen ataman (leder) og esauler (officerer), beslaglagde fabrikkens kasse, plyndrede ejerens hus og arresterede forvalteren. Sådanne arbejderopstande fandt sted på fabrikkerne i Slatoust, Kysjkym, Kaslij, Njase-Petrovsk og andre steder. Under opstandene afbrændte arbejderne dokumenter på ejernes kontorer. På fabrikken i Beloretsk tilintetgjorde arbejderne således »ikke bare selve kontoret, men også alt, hvad de fandt der af kontrakter, optegnelser, arbejdernes og andre folks gældsbeviser«. Arbejderne forsynede oprørernes tropper med våben og ammunition og strykede på den måde den materielle og den militær-tekniske basis for Bondekrigen. De oprørske arbejdere i Isset-provinsen producerede kanonkugler og granatkartæsker for Pugatjov-hæren. Arbejderne på Avsjano-Petrovsk fabrikken skaffede oprørerne 40 kanoner samt bomber og kanonkugler. Arbejderne på Voskresensk-virksomheden støbte 11 kanoner til Pugatjovs hær. På fabrikken i Revda blev der smedet sabler og spyd. Alt i alt var der i Ural 64 virksomheder, som sluttede sig til oprørerne, dvs. halvdelen af det samlede antal jernstøberier i området, og heraf gjorde de 22 virksomheder det på eget initiativ, resten efter oprørernes ankomst. Under krigen afhang udfaldet af enkelte opstande ofte af arbejdernes støtte til bønderne. Da Pugatjovs tropper dukkede op øst for Ural, førte arbejdernes, bøndernes, kosakkernes og andre oprøreres, heriblandt basjkirernes, fælles anstrengelser til dannelsen af nye delinger, som erobrede mange byer, blandt andet Tjeljabinsk, Kurgan og Kurtamysj. Efter tilbagetrækningen fra Tjeljabinsk var den tsaristiske hærfører mest bekymret for, at »misdæderne skulle erobre fabrikkerne i Jekaterinburg«. For fuldt ud at forstå arbejdernes rolle i bondekrigene er det nødvendigt at understrege følgende: »Hver enkel af disse krige var et nyt, stadig stærkere slag mod det feudale livegenskabssystem, som for hver gang blev drevet længere frem mod sit endeligt«. Krigene bidrog til at styrke båndene mellem de udbyttede bønder og arbejdere. De fælles aktioner dengang var også med til at styrke forbindelserne mellem det russiske folks arbejdende masser og de arbejdende masser blandt Ruslands andre folkeslag (basjkirer, kalmyker, tatarer, tjuvasjere, mordviner, mariere, udmurter, kasakher og ukrainere), som sammen kæmpede mod tsarismens feudale og nationale undertrykkelse. I løbet af bondekrigene opstod og styrkedes arbejdernes revolutionære kamptraditioner. I Ungarn var det i fattigloven af 1775 bestemt, at der skulle oprettes specielle værksteder, hvortil tiggere skulle tvangshenvises. I 1780 var der på denne måde »ansat« omkring 20.000 fattige. Antallet af virksomheder med tusinder af arbejdere var i England steget betydeligt ved midten af det 18. århundrede. I England var der misvækst og hungersnød i 1710, 1740 og i 1766. I Bretagnes hovedby Rennes i Frankrig var der flere tusinde vagabonder, og både i Nederlandene og i Spanien udstede fattiglove mod pøbelen. Vagabonderingen forurolige de besiddende klasser, og snesevis af love blev udstedt og kunne medføre dødsstraf, piskning, slaveri, brændemærkning og mange andre straffe, og disse straffelovene blev kopieret af de besiddende klasser i flere lande. I juni 1789 aktionerede Lyons arbejdere mod de feudal-absolutistiske myndigheder og erobrede endda for kort tid rådhuset, hvor de hejste en rød fane. Ved Den Franske Revolution i 1789 var der i gennemsnitligt 1.530 arbejdere i hver af Paris' 48 sektioner. I Gravilliers-sektionen var der 4.699 arbejdere, i Ponceau-sektionen 5.288 og i de 3 sektioner i forstaden Saint-iAntoine 4.519 arbejdere. I de parisiske sektioners revolutionskomitéer udgjorde lønarbejderne gennemsnitligt 1/10 af medlemmerne. I alt udgjorde dog arbejderbefolkningen tæt ved halvdelen af byens befolkning. Blandt sansculotterne, dvs. blandt de arbejde masser i byerne, udgjorde lønarbejderne det laveste lag og var bevægelsens mest revolutionære drivkraft. Det drejede sig om manufakturarbejdere, om svende, lærlinge, småvirksomhedernes lønarbejdere, eller kort sagt om hovedstadens fattigste elementer. Hver af revolutionens 3 etaper blev indledt med en storslået folkeopstand i Paris med det resultat, at revolutionen blev hævet til et endnu højere niveau. De parisiske arbejderes kampvilje kom meget tydeligt til udtryk i stormen på Bastillen, som indledte revolutionens første etape d. 14. juli 1789 til d. 10. august 1792. Mellem d. 10. og 14. juli havde arbejdere, bygningsarbejdere, bødkere og andre, deltaget i de gadekampe, som endte med fæstningens fald. Disse arbejdere udgjorde omkring en fjerdedel af »Bastillens besejrere«. »Municipalrevolutionen«, som brød ud i andre franske byer i juli-august 1789, var også et resultat af de arbejdende masser. I Strasbourg afgjorde arbejdere bevæbnet med økser og hamre det gamle bystyres skæbne, og det blev ganske enkelt afsat. I andre tilfælde, f.eks. i Troyes fik arbejderne støtte fra omegnens bønder. D. 30. august 1789, da man skulle afgøre det principielle spørgsmål om indskrænkning af kongens magt, gik arbejderne, som var en del af de fattige i Paris , i aktion medens repræsentanterne for den moderate politiske fløj i de revolutionære kræfters borgerlige ledelse, les Feuillants, kun gav sig af med snak og skriverier. I den tusindtallige skare, der gik mod Versailles d. 5.-6. oktober 1789, og som i betydelig grad bidrog til at forpurre de kontrarevolutionæres sammensværgelse, deltog også arbejderne og deres koner. Den protestadresse, som arbejderne fra forstaden Saint-Antoine forelagde den Konstituerende Forsamling d. 13. februar 1790, vidnede om, at arbejderne tog direkte del i kampen for valgrettighederne: Arbejderne vendte sig imod den begrænsende karakter af, hvad Gracchus Babeuf, en revolutionær utopisk kommunist fra den tid, kaldte en »menneskefjendsk« valglov, som »på skændigste vis berøvede fem sjettedele af alle borgere en menneskeret«. Arbejderne på den kongelige manufaktur i Sévres henvendte sig ligeledes til den Konstituerende Forsamling med krav om valgret. Den på baggrund af levnedsmiddelkrisen affødte økonomiske kamp forenede alle de franske plebejere. Det var imidlertid lønarbejderne, der havde det sværest af alle i denne situation, hvilket også forklarer arbejdernes strejker, dannelse af arbejderorganisationer, som havde til opgave at kæmpe for højere lønninger og forkortelse af arbejdsdagen, samt de parisiske arbejderes bønskrifter til byrådet med klager over arbejdsgiverne. I nogle murerarbejdsmænds bønskrift omtales deres arbejdsgiveres »overgreb og skændigheder«, og det hedder, at de »har tilranet sig enorme formuer på fattige arbejdsfolks bekostning« Strejkebevægelsens opsving i foråret og sommeren 1791 førte til, at den Konstituerende Forsamling vedtog Le Chapeliers arbejderfjendtlige lov af d. 14. juni 1791, som under trussel om streng straf forbød strejker og arbejderforeninger, og som i mange henseender fik arbejdernes øjne op for bourgeoisiets karakteristiske klasseegoisme. Under den følgende politiske krise, og Louis XVI's forsøg på at flygte til Varennes, var de parisiske arbejdere rede til endnu dristigere aktioner. De deltog i erobringen af et våbenlager, og gik imod den Konstituerende Forsamling og ind for at dele de riges formuer »blandt de trængende«. D. 17. juli 1791 blev der skudt på en folkedemonstration, af arbejdere fra hovedstadens forskellige sektioner, som havde til formål at fordømme monarkiet efter kongefamiliens flugtforsøg. De parisiske arbejdere tog del i alle afgørende begivenheder i revolutionens anden etape d. 10. august 1792 til d. 31. maj 1793. I opstanden d. 10. august 1792, der tog magten fra det mest moderate bourgeoisi, les Feuillants, og derefter styrtede monarkiet, var 20 af 43 dræbte og 30 af 82 sårede arbejdere. »Enragés«-bevægelsen, »de rasende«s bevægelse, som var opstået i foråret 1792, blev de arbejdende massers talerør i denne periode. Sansculotternes aktioner, især fra begyndelsen af 1793, var rettet mod inflation og prisstigninger, for et levnedsmiddelprisloft og afstraffelse af spekulanter. »Vi kræver dødsstraf over opkøberne og spekulanterne!« skrev vaskerikonerne i en adresse til Konventet d. 24. februar 1793. Da Konventet afviste denne adresse og folket egenmægtigt tog sig af spekulanterne, spillede arbejderne også dengang en stor rolle. Af de henved 50 arresterede deltagere i urolighederne d. 25/26. februar 1793 var de 30 lønarbejdere. En ny bølge af proletariske aktioner tog til i foråret 1793, da de parisiske arbejdere på samme tid gik i gang med at bekæmpe spekulanterne og arbejdsgiverne. Det var ikke tilfældigt, at der fra bourgeoisiet lød følgende advarsler: »Ejendommen er i fare«, »En krig står for døren mellem ejendomsbesidderne og de besiddelsesløse«. Det er tankevækkende, at netop på det tidspunkt opstiller »de besiddendes aristokrati« en ny parole: »Frihed, lighed og ejendom!« Folkeopstanden i Paris d. 31. maj - d. 2. juni 1793 førte revolutionen frem til dens højeste etape, nemlig til operetteisen af jacobinernes herredømme, det mest revolutionære parti i den borgerlige lejr, de borgerlige demokraters parti, og til dannelsen af et revolutionær-demokratisk diktatur. Jakobinerne kom til magten i forbund med »Enragés« og som følge af alle sansculotteres støtte. Lønarbejdere, svende, lærlinge, daglejere og ufaglærte arbejdere udjorde 12,4 % af deltagerne i folkets kamp. Sammen med andre fattige lag, der stod under »Enragés'« indflydelse, håbede arbejderne først og fremmest på en løsning af deres mest påtrængende vitale problem - fødevareproblemet. I et andragende skriver nogle arbejdere: »Det er på tide, at lønarbejderen sikres sit brød, dette beskedne tribut for et udholdende og møjsommeligt arbejde. Det er på tide, at den republikanske regering forbyder enhver spekulation med menneskers liv.« »Enragés'« leder, Jacques Roux, konstaterede umiddelbart efter den revolutionære omvæltning d. 2. juni, at samfundets arbejdende klasse er berøvet muligheden for at leve på en jord, der er vædet med deres tårer, mens de rige har tiltaget sig retten over de fattiges liv og død. Han sagde, at »friheden består ikke i at udsulte sine medmennesker«. Arbejderne i Saint-Antoine-forstaden krævede, at den nye magt skulle befri dem for angsten for arbejdsløshed, sygdom og alderdom og garantere dem retten til arbejde og social sikkerhed, sådan som den jakobinske forfatning forkyndte. Men snart skulle masserne selv få øjnene op for jakobinernes ubeslutsomhed og deres halvhjertede reformer. Dette bevirkede en ny bølge af uroligheder. Mangel på levnedsmidler og prisstigninger tvang arbejderne til igen at gå på gaden i juli-august 1793. Sammen med alle andre sansculotter plyndrede de korntransporter og skaffede sig mad på denne måde. »Enragés« advarede dengang om, at en ny opstand stod for døren, at »folket vil blive tvunget til at redde sig selv«. Og ganske rigtigt rejste sansculotterne sig d. 4/5. september 1793 med våben i hånd for at kæmpe for deres umiddelbare interesser, og i spidsen herfor stod arbejderne fra Saint-Antoine og fra andre af Paris' arbejder forstæder, der kun lige kunne slå sig igennem med en stadig ringere realløn. Murere, bygningsarbejdere, klejnsmede, arbejdere fra de militære værksteder og det nationale trykkeri krævede at byrådet skulle drage omsorg for, »at arbejderen, som efter at have arbejdet en hel dag har behov for hvile, om natten ikke skal være tvunget til at bruge en del af denne nat til at finde noget brød, og det ofte forgæves, og så tillige miste halvdelen af næste dag. På de oprørske fattiges forlangende indførte jakobinerne dengang et generelt prisloft og satte terroren mod spekulanterne på dagsordenen. De var også nødsaget til at give et svar på sansculotternes politiske krav: anvende terror mod de kontrarevolutionære, sikre en effektiv organisering af forsvaret for Republikken mod udenlandsk intervention ved at erklære generel mobilisering og bevæbne folket. Det var arbejderne, der sikrede revolutionens sejr. »For det revolutionære bourgeoisi tjente sansculotterne som en styrbar masse, der var så nødvendig for at styrte det gamle system og for at sejre over den udenlandske koalition.« Samtidig med, at jakobinerne gav masserne væsentlige indrømmelser, sendte de imidlertid arbejdernes sande ledere til guillotinen, og indførte en for arbejderne katastrofal maksimalløn og lod Le Chapeliers arbejderfjendtlige lov forblive i kraft. Det var altså derfor kun naturligt, at arbejderne fortsatte med at kæmpe for deres rettigheder også under jakobiner-diktaturet.

I årene 1791 og 1792 opstår den første revolutionære arbejderorganisation i England. Den bærer navnet »Korrespondentselskabet«. Det betyder ikke, at det er en forening af korrespondenter fra en eller anden avis; det er et selskab, der har taget dette navn, for at omgå de engelske love. I slutningen af det 18. århundrede var England et konstitutionelt land. Det havde allerede oplevet to revolutioner - en i midten og en i slutningen af det 17. århundrede. Det gik for at være et meget frit land, hvor klubber og selskaber var tilladte, men hvor det ikke var tilladt disse klubber og disse selskaber at stå i organisatorisk forbindelse med andre selskaber. Så fandt de foreninger, som arbejderne trådte ind i, på at omgå forbuddet ved at de oprettede »Korrespondentselskaber", hvor som helst de kunne komme til det. Det var selskaber, som brevvekslede med hinanden, som opretholdt en korrespondance med hinanden. Selskabet i London blev ledet af skomageren Thomas Hardy; en skotte af fransk afstamning. Det overvældende flertal af de indmeldte arbejdere var håndværkere, skomagere og skræddere. Det skyldtes, at den industrielle revolution, var begyndt at få undergravende indvirkning på den gamle manufakturproduktion, på det gamle håndværk. Også skrædder Francis Pless møder man i den engelske trade-unionismes historie. Skomageren Holcaft, var en begavet digter, skribent og taler, som spillede en stor rolle i slutningen af det 18. århundrede. Dette korrespondentselskab sendte så i 1792, da republikken blev udråbt i Frankrig (den 10. august 1792), straks et sympati- og solidaritetsbudskab til det franske konvent. Denne hilsen, som var et af de første tegn på den internationale solidaritet og den internationale sympati, gjorde et dybt indtryk på det franske konvent, fordi det var et budskab fra det engelske folk, mens de herskende klasser i England dengang var fjendtligt indstillet overfor Frankrig. Konventet besvarede budskabet med en særlig resolution. De engelske arbejder-korrespondentselskabers forbindelser med de franske jakobinere gav det engelske oligarki anledning til at forfølge selskabet. Der blev gennemført processer mod Thomas Hardy og andre. Statsadvokaternes indlæg viser hvordan de engelske kapitalistiske grupper udnyttede revolutionen til at fratage det revolutionære Frankrig kolonier i Asien og Amerika. Det, at der var fare for det engelske oligarkis herredømme, tvang det til at gribe til en hel række forholdsregler overfor den begyndende arbejderbevægelse. Omkring år 1800 bliver også de foreninger og selskaber forbudt, som de velhavende borgerlige elementer indtil da havde måtte oprette, og hvis oprettelse man ikke kunne forbyde håndværkerne. Men især bliver alle de selskaber forbudt, som brevvekslede, som korresponderede med hinanden. I 1799 forbyder en lov specielt enhver legal arbejderforening i England. I årene fra 1799-1824 bliver den engelske arbejderklasse berøvet enhver ret til at forsamles og forenes.

I Bøhmen arbejdede tusinder af arbejdere i tekstilmanufakturerne. Mellem i 1785 og i 1788 steg antallet af vævere indenfor linnedindustrien fra 54.894 til 71.979 og af spindere fra 180.066 til 234.000. Henimod midten af det 18. århundrede blev mange centraliserede manufakturer oprettet indenfor praktisk taget alle brancher, bl.a. de kongelige centraliserede manufakturer i Frankrig. Der var fortrinsvis tale om virksomheder, som fremstillede glas og tæpper eller støbte kanoner, jernværkerne i Toulon og Brest, tæppemanufakturerne i Beauvais, gobelinværkstederne i Paris osv.. Desuden fandtes der i Frankrig centraliserede virksomheder indenfor skibsbygning, i glas- og papirindustrien samt indenfor enkelte af den gamle tekstilindustris brancher. I det 18. århundrede skete der et vist økonomisk opsving, som bl.a. gav sig udslag i udviklingen af centraliserede manufakturer i Berlin, f.eks. uldmanufakturer og i Krefeld silkefabrikation. På samme tid opstod også centraliserede virksomheder i de egentlige østrigske lande, og i Wien manufakturer for kostbare stoffer, i Linz og andre byer som regel tekstilmanufakturer. I slutningen af det 18. århundrede havde centraliserede virksomheder befæstet deres stilling i Norditalien i silke-, uld- og linnedindustrien, og indenfor produktionen af keramik og papir samt i skibsbygningen. Men alligevel kunne de centraliserede manufakturer kun tælles i snese. F.eks. var der i Frankrig under Colbert kun 113, medens de decentraliserede virksomheders antal løb op i hundreder. I slutningen af det 18. århundrede arbejdede 200 lønarbejdere i Leitenbergers manufaktur i Prag. Chorgots manufaktur i Prag udbyttede 140 arbejdere og Steirers manufaktur 300 lønarbejdere. I Breslau (Polen) fandtes der i 1792 22.500 manufakturarbejdere. I slutningen af det 18. århundrede blev der under dække af vajsenhuse oprettet håndværksvirksomheder i Ungarn. Fra slutningen af det 18. århundrede var det i Polen udbredt at sende fattige og forældreløse på tvangsarbejde i de kapitalistiske virksomheder. I 1768 anvendte en tekstilfabrikant i Warszawa vajsenhusbøm og indsatte på forbedringsanstalter som gratis arbejdskraft. Et velgørenhedsselskab i Krakow forsynede en tekstilfabrikant i byen med fattige og tiggere. I Warszawa arbejdede 300 forældreløse i købmanden og virksomhedsejeren Paschalis' manufaktur, og i Regons manufaktur i Warszawa var der 200 fattige tvangsarbejdere. Det fuldstændige og uindskrænkede klasseherredømme i mange lande, påtvang arbejdstvang både under livegenskabet, men også efter dettes ophævelse. Dangels centraliserede manufaktur i Warszawa var et kæmpemæssigt hus og i værksteder i Senatorgaden var der alle de forskellige slags håndværkere, der krævedes til at lave kareter, hjul-, saddel-, seletøjsmagere, smede, lakerere, malere, klejnsmede osv.. Når de arbejdede sammen, var de i stand til på ganske kort tid at fremstille en karet. I slutningen af det 18. århundrede skete der i Polen en økonomisk deling hos bønderne, der førte til ekspropriation. I Rzecz Pospolita var der 16 % jordløse og 33 % jordfattige. I Lillepolen udgjorde de jordløse og jordfattige 87 % og i Storpolen 61 %. I Bøhmen var der i 1780 mere en 400.000 jordløse og jordfattige bønder. I slutningen af det 18. århundrede beskæftigede Spaniens manufakturer 300.000 arbejdere. Et lignende billede kunne iagttages i Italien. I Piemontes silkeproduktion arbejdede i første halvdel af århundredet 7.108 arbejdere og i anden halvdel 16.143. I enkelte silkespinderier arbejdede 70 til 120 personer. I Milano havde én arbejdsgiver indenfor bomuldsindustrien 2.500 ansatte, medens det ellers var almindeligt med 300-400 arbejdere. I porcelænsindustrien omkring Firenze havde nogle kapitalister flere hundrede arbejdere ansat. I første halvdel af det 18. århundrede beskæftigede industrien i de svenske byer omkring 11.000 lønarbejdere, fra 15-års alderen. I de engelske kolonier i Nordamerika havde de største jernværker mere end 100 arbejdere, og her havde en kapitalist opstillet et regnskab for at smelte 500 tons støbejern, hvor han dertil måtte hyre 144 lønarbejdere af forskelligt erhverv. I 1775 beskæftigede en bomuldsmanufaktur i Philadelphia 400 kvinder. I kolonitiden i USA udstedte nogle staters lovgivende myndigheder i slutningen af det 18. århundrede forbud mod, at arbejderne oprettede associationer til gensidig hjælp. Men arbejdsgiverne blev ikke her i første omgang støttet af strenge love mod proletarsammenslutninger, men af domstolene, som under konflikter mellem arbejde og kapital anså arbejderforeningerne for utilladelige sammensværgelser. Ifølge en lov af 1803 blev man idømt 6 måneders fængsel for deltagelse i arbejderforeninger. I Prag beskæftiger en bomuldsmanufaktur 4.000 spindere, og på de 22 glasmanufakturer beskæftigedes tusindvis af hjemmearbejdere. I slutningen af det 18. århundrede var det samlede antal lønarbejdere omkring 500.000. Størstedelen heraf var ganske vist bønder, der arbejdede i industrien efter påbud fra deres godsejer. I 1807 omfattede strømpefabrikationen i Holic i Ungarn 2.000 hjemmearbejdere i 30 landsbyer. I Frankrig var der i 1811 kun én virksomhed indenfor jern- og stålindustrien med mere end 230 arbejdere, Schneiders virksomhed i Le Creusot, og der var ingen stålværker i Frankrig på dette tidspunkt. I Rusland var de vigtigste centre for arbejdernes hårdnakkede kampe Moskva-industriområdet med dets centraliserede manufakturer og bjergværksdriften i Ural, hvor uroligheder, især blandt de frie lønarbejdere, omfattede flere arbejdere og varede længere end andre steder. Arbejdernes organiserede kamp på Jakovlevs manufaktur i Jaroslavl er gået over i historien. De vedvarende uroligheder gennem det 19. århundredes første årtier blandt bjergværksarbejderne i Ural såvel som de frie lønarbejderes kamp ved de privatejede guldminer i Tomsk- og Jenisej-guvemementerne og andre miner tvang administrationen og regeringen til specielt at overveje forbedringer af arbejdsforholdene. Der var hyppige og heftige uroligheder blandt de frie skibs- og bygningsarbejdere. Rene proletariske krav (lønforhøjelser og forkortelse af arbejdsdagen) var et nyt motiv i arbejderaktionerne i slutningen af det 18. og i det 19. århundredes første årtier. Konkurrencen mellem arbejderne var temmelig hård, hvad enten det var mellem enkelte grupper på samme virksomhed (mellem faglærte og lærlinge) eller det var mellem dem, der havde arbejdet på virksomheden i længere tid, og de nyansatte. Herudover var der også konkurrence mellem arbejdere af forskellige nationaliteter, fremkaldt, opmuntret og på enhver måde understøttet af bourgeoisiet (mellem tyske og kroatiske arbejdere, mellem slovakiske, ungarske, tjekkiske og arbejdere af andre nationaliteter under det Habsburgske monarki; mellem polske og tyske arbejdere i Prøjsen, og mellem engelske og irske arbejdere), og også rivaliteten mellem kvinde- og børnearbejde på den ene side og mændenes arbejde på den anden side. I Rusland steg alene antallet af lønarbejdere i spindeindustrien fra 1770erne fra 45.000 til 110.000 i 1800. I 1804 i Rusland udbyttede bomuldsindustrien 8.100 arbejdere, i 1820 36.000, hvoraf lønarbejderne udgjorde henholdsvis 85 og 96 %. Andre profitable kapitalistiske industrier var silkeindustrien i 1804 med 74 % lønarbejdere og i 1825 med 83 %, og linnedindustrien, hvor lønarbejderne udgjorde 2/3 af alle arbejdere. I Rusland vedtog regeringen efter 1811 en lov, der skulle gøre det lettere for statsbønderne at blive lønarbejdere i mineindustrien. I 1815 vedtog statsrådet en forordning, der lettede bøndernes overgang til lønarbejde. Den gav bønderne større bevægelsesfrihed som sæsonarbejdere og bidrog til væksten i udbuddet af lønarbejde i industrien. Det samme formål havde et dekret af 1816, der forbød industriherrerne at købe bønder. Herved forstærkedes strømmen af frie lønarbejdere til arbejdsmarkedet. Et dekret af 1822 var stærkt medvirkende til at udvikle lønarbejdet i industrien. I alle tilfælde varetog den feudale stat helt og holdent arbejdsgivernes interesser. I 1825 var tallet af lønarbejdere i industrien nået op på 210.600. I jernværkerne i Ural-området, livegenskabets højborg, begyndte lønarbejdet at vinde indpas i første halvdel af det 19. århundrede. I de 113 værker i Jekaterinburg, Perm, Orenburg, Vjatka, Kasan og Tobolsk var 3 % af arbejdsstyrken lønarbejdere, hvoraf størstedelen ganske vist arbejdede som arbejdsmænd. 2.500 arbejdere var beskæftiget ved Verkh-Isetskij værkerne, og 2.000 arbejdere ved fabrikken i Resjevsk og i Sysort 1.000 arbejdere. Efter at dekabristbevægelsen i Rusland forsøgte at tage magten, opstår der urolighederne på Cagarin-virksomheden i 1826 og i Urals og Sibiriens guldminer, hvor arbejderne fortæller, at her er fri meningsdannelse og ulydighed overfor de foresatte. Livegenskabet ophævelse var en nødvendig for godsejerne og bankierne får at opsamle kapital. Mange bønder blev således jordløse, og tvunget ind som billige lønarbejdere. Bøndernes »frihed« blev proklameret i flere af det østrigske monarkis områder, i Bøhmen, Krain, Mähren og Galicien i 1781, i Danmark i 1788, og i enkelte tyske områder som Baden i 1783, i Westfalen i 1807 og i Prøjsen i 1804-1811, i Østrig og Ungarn i 1848, i Rusland i 1861, i Rumænien i 1864. Efter således at have fået ophævet livegenskabet måtte bønderne gennem en pinefuld proces med langsom nedbrydelse af de feudale forhold på landet og forarmelse via forpagtningsbetingelser og skatter. Den industrielle udvikling tog fat i Rusland i 1830erne og 1840erne. Den industrielle revolution bevirkede blandt andet, at St. Petersborg udviklede sig til et stort industricenter. Her anvendtes for første gang ny teknik i bomuldsindustrien, her udvikledes kattuntrykket, og herfra fandt også bomuldsspinderi udbredelse. St. Petersborg fik især stor betydning som centrum for den russiske maskinbygningsindustri, og tæt forbundet med dannelsen af Letlands og Estlands industricentre i Riga, Tallinn, Narva og Liepaja. Men i 1833 valgte 78 arbejdere fra Rjasanovs og Balandins guldminer at flygte og flygte gjorde ca. 500 arbejdere fra Popovs guldminer. I 1835 i Rusland udstedtes Forordning om forholdet mellem ejerne af fabrikslandsbyer og folk, der ansættes som lønarbejdere dér. Et dekret af 1836 om forholdet mellem skibsredere og arbejdere fastsatte særlige regler for artellerne, dvs. foreninger, som det var påtvunget at danne. Vestsibiriens generalguvernør P. D. Gortjakov så sig i 1837 tvunget til at foranstalte en undersøgelse af guldmineejernes overgreb og måtte indrømme, at minearbejdernes klager var berettigede. I 1835 affattede finansminister J. F. Kankrin et memorandum til zaren, hvori han »formanede de moskovitiske fabriksejere«. Det fremgår heraf, at arbejderne boede og arbejdede i de samme lokaler, mænd og kvinder sov samme sted, at mindreårige børn på grund af en for lang arbejdsdag var helt afkræftede, og at naturalielønnen blev udbetalt i form af gamle, fordærvede fødevarer. Guldmineejerne indgik aftaler med de lokale myndigheder for uhindret at kunne udbytte arbejderne. Selv der, hvor arbejderne ikke var livegne, som f.eks. i byernes værksteder i nogle af Central- og Østeuropas lande, var deres situation langtfra let. I de ungarske byer var svendenes arbejdsdag 15 timer, og i en af manufakturerne i Pest endda 16 timer. I Bøhmen varede arbejdsdagen almindeligvis 16 timer. Natarbejde fandt også sted. Børn i alderen 7 til 12 år arbejdede 12 timer. Ofte blev der anvendt korporlig afstraffelse. I Mähren var der i 1830erne 132.492 jordløse bønder og husmænd og 155.000 daglejere. I Bøhmen gik tekstilarbejderne forrest i kampene. Arbejderne i Salomoun Brandeis' forenede kattuntrykkerier nedlagde i 1832 arbejdet som protest mod de lave lønninger. Denne strejke var en af de første i Bøhmen. I Pest i Ungarn var der strejker blandt skomager- og murersvendene i henholdsvis 1802 og 1807. Også i 1830erne var der samme sted strejke blandt skomagersvendene. I 1835-36 gik mere end 600 arbejdere i kamp for bedre bolig- og levevilkår, samt for en styrkelse af lavenes stilling og en tilbagevenden til de patriarkalske forhold, som en gang havde været fremherskende i middelalderens klassiske lavsværksteder. I Ungarn fandtes der i perioden 1825-50 talrige store manufakturer. En manufaktur i Mosomagyrovar beskæftigede mere end 3.300 lønarbejdere. I Polen beskæftigede Dangels manufaktur i Warzsawa 300 arbejdere. I Lodz havde bomuldsmanufakturerne i 1830 i alt 11.500 arbejdere. I Polen afviste manufakturejerne helt vilkårligt at udbetale løn og tilbageholdt de frie lønarbejdere mod deres vilje også efter udløbet af deres arbejdskontrakt. I 1838 udstedte regeringen nogle forordninger, hvoraf én regulerede arbejdsbetingelserne ved de private guldminer i Tomsk- og Jenisej-guvernementerne, og en anden forordning angik Jakovlevs manufaktur i Jaroslav. Heri fastlagdes lønnens størrelse og arbejdsdagens længde. En række forordninger havde til hensigt at forsyne arbejdsgiverne med arbejdskraft. Til dette formål skabtes mere gunstige betingelser for bøndernes arbejde i manufakturerne og fabrikkerne. Under Napoleon Bonaparte, under Restaurationen (1815-30) og efter Julimonarkiet fra 1830 fandt den fabriksmæssige bomuldsspinding større udbredelse i Frankrig, og der opstod mekaniserede linned- og uldspinderier samt mekaniserede bomuldsvæverier og klædefabrikker. Storfabrikant- og entreprenørvirksomhed opstod fra slutningen af det 18. århundrede i stenkulindustrien og fra 1815 i jern- og stålindustrien. 3 byer havde et indbyggertal på over 100.000, Paris, Lyon og Marseille. En folketælling fra 1826 fortæller at industribefolkningen, dvs. arbejdere med deres familie i Frankrig udgjorde 13 % af alle indbyggere. I 1826 var landbefolkningen eksempelvis 22.250.000 ud af et samlet indbyggertal på 31.850.000. Under den fremvoksende kapitalisme blev bøndernes jordlodder mindre, og en del af bønderne blev pauperiseret og proletariseret. Men selv efter at de var blevet ludfattige, klamrede bønderne sig stædigt til deres eget eller forpagtede jordlod, uanset hvor lille det var blevet. For de forarmede bønder var arbejdet i industrien kun at regne for en sæsonmæssig bibeskæftigelse. Det vigtigste mål i livet for en fattigbonde, som i årtier havde fornægtet sig selv det mest nødvendige, var at kunne købe jord. Medens der i England allerede før år 1800 var blevet taget 1.200 dampmaskiner i brug, og der siden det 19. århundredes begyndelse overhovedet ikke længere blev bygget vandkraftdrevne fabrikker, så fandtes der i Frankrig i 1810 ialt kun 15 dampmaskiner, men i 1820 anvendtes i minerne 65 dampmaskiner. I 1830 var det samlede antal maskiner vokset til 2.450 og først i 1848 nåede tallet op på omkring 5.000. Selv i bomuldsindustrien, som var den mest mekaniserede, blev maskinerne ofte drevet ved hjælp af hestetræk eller vandkraft. Den engelske arbejderklasse var den største i Vesteuropa. I slutningen af det 18. århundrede fandtes der i Sydwales jern- og stålværker med op til tusind arbejdere. Carrons jernstøberi i Skotland var i 1814 det største af sin art i Europa. Her var omkring 2.000 arbejdere beskæftiget. En række andre jernværker havde i perioden 1820-1830 500-1500 ansatte. Fra 1801 var de ca. 1,4 millioner arbejdere og i 1831 3 millioner lønarbejdere. De mekaniske vævestole i England steg i antal fra 2.400 i 1813 til 55.000 i 1829, og 85.000 i 1833. Antallet af personer, som levede af landbrugsarbejde faldt. Henimod 1831 beskæftigede det engelske landbrug således kun lidt over en fjerdedel af befolkningen, og der var på 144.600 farme beskæftiget 686.000 lønarbejdere. Men i alle lande skabtes flere centre for fremstillingsvirksomhed, hvor nu mere en halvdelen af indbyggerne var »fremmedarbejdere«, ja byernes befolkning voksede ofte med 100%, da fabrikanterne koncentrerede deres produktionsmidler i nærheden af hinanden. Bybefolkningen voksede i den europæiske del af Rusland fra slutningen af det 18. århundrede til slutningen af 1850erne med mere end 150 % og nåede op på næsten 6,5 millioner.

I 1801 havde England 7 byer med over 50.000 indbyggere. Fra 1801 til 1841 voksede Glasgows befolkning med 225 % og Bradfords med 440 %. Lancashires bomuldsvirksomheder beskæftige i 1815 107.000 arbejdere og i 1832 var der beskæftiget 28.000 arbejdere. I 1830erne var der på en af Sydwales' virksomheder flere tusinde ansatte, ligesom i øvrigt på glasværket i Dumbarton (Skotland). Minerne i Tyne-flodens bækken havde gennemsnitligt 300 arbejdere, af hvilke de to tredjedele arbejdede under jorden. I hver af Cornwalls tinminer var omkring 170 arbejdere beskæftiget. Kvinder og børn under 13 år udgjorde 61 % af arbejderne i 1835 i de engelske bomuldsindustrier. I 1838 udgjorde kvinderne ca. 57 % af arbejdskraften i den franske tekstilindustri. Børn mellem 9-14 år udgjorde 10 % af Prøjsens fabriksarbejdere, og i Niederösterreich udgjorde børnene i tekstilindustrien 25-35 %. Lancashire og Sydskotland var centre for arbejdere indenfor den britiske bomuldsindustri, Vest-Yorkshire indenfor uldindustrien, Midt- og Sydvestengland og Sydwales indenfor metalindustrien. På 43 af Manchesters fabrikker arbejdede der i 1816 300 eller flere mennesker, og på to af dem mere end 1.000. Samme år arbejdede der på hver af Glasgows 41 bomuldsfabrikker mere end 244 arbejdere. Store arbejdermasser var koncentrerede på virksomhederne indenfor jern- og stålindustrien, mineindustrien og andre industrigrene. Den engelske arbejderklasses sociale sammensætning var forskellig. Ved siden af fabriksarbejderne og arbejderne i den kapitalistiske storindustri, jern-, stål- og mineindustrien, som stadig udgjorde et mindretal af den samlede lønarbejderklassen, omfattede arbejderklassen de manufakturarbejdere, som var beskæftigede på centraliserede virksomheder og i hjemmeindustrien, eksempelvis manuelt arbejdende vævere i Lancashire, trikotagearbejderne i Leicester, knivsmedene i Sheffield og sømmagerne fra Black Country, dvs. »Det sorte land« med Birmingham som centrum, der blev kaldt sådan på grund af den megen røg og sod fra områdets jern- og stålværker og kulminerne. Derudover var svende på mindre håndværksteder, hvor man antog lærlinge, og et talmæssigt stort landproletariat.

„Ludditernes" bevægelse havde sat sig som mål at ødelægge maskinerne, men det blev efter 1815 afløst af en mere bevidst kamp. Men de nye organisationer stillede sig den opgave, at ændre arbejderklassens politiske levevilkår. De krævede i første række forsamlingsfrihed, koalitionsfrihed (foreningsfrihed) og pressefrihed. Året 1817 begynder med en hårdnakket kamp, som i 1819 fører til et berømt slag i den engelske bomuldsindustris hovedcentrum Manchester. Det fandt sted på Petersmarken, men de engelske arbejdere kaldte dette blodbad for slaget ved „Peterloo". Der blev sat uhyre mængder kavalleri ind mod arbejderne. Slaget endte med mord på mange mennesker. Den engelske konge lykønskede kavalleristerne med den sejr, de havde vundet over de ubevæbnede arbejdere. Desuden blev der grebet til frygtelige forholdsregler overfor arbejderklassen, de såkaldte „6 forordninger" blev indført. Men den revolutionære kamp blev dog styrket som følge af disse forfølgelser, og i 1824 kæmpede de engelske arbejdere sig til den berømte koalitionslov, som er en indrømmelse til denne revolutionære bevægelse. Politiske selskaber, der har til formål at kæmpe for den almindelige valgret, organiserer sig nu efter 1820erne.

Napoleon blevet styrtet i Frankrig i 1815, hvorefter det gamle bourbonmonarki med Louis XVIII som konge blev genindført. Restaurationsepoken, som varer i cirka 15 år, begynder. Efter at Louis havde fået tronen tilbage takket være udenlandsk indblanding, takket være zar Alexander I, gør han en række indrømmelser overfor de jordbesiddere, der havde lidt under revolutionen. Han kunne ganske vist umuligt give dem jorden tilbage, den var og blev bøndernes, men han trøstede dem med skadeserstatninger på flere milliarder franc. Louis bestræbte sig af alle kræfter på at forhale den videre udvikling af samfundsforholdene. Han anstrengte sig for at ophæve så meget som muligt af de indrømmelser, han var blevet tvunget til at gøre. I denne kamp mellem liberale og konservative udbryder en ny revolution juli 1830. Som følge af Juli-revolitionen oplever arbejderbevægelsen i England påny et revolutionært opsving. En magtfuld bevægelse for udvidelse af valgretten tager sin begyndelse. Efter de engelske love var det kun en forsvindende lille del af befolkningen, der havde valgret; det var hovedsagelig de store jordbesiddere. De ejede ofte ejendomme med to til tre vælgere, de såkaldte rotten boroughs, som på deres befaling og efter deres smag måtte sende delegerede til Underhuset. De regerende partier, torierne og whiggerne, repræsenterer i det væsentlige de forskellige fraktioner indenfor landaristokratiet. Af disse stridende partier får de liberale, whiggerne, overhånd. De anså det for nødvendigt, at den mere velhavende del af befolkningen - industribourgeoisiet - nu fik valgret. Mens arbejderne blev snydt. Som en reaktion på det liberale bourgeoisies forræderi -som også Pless, det tidligere medlem af korrespondentselskabet, tog del i - bliver der efter nogle års forløb og efter forskellige mislykkede forsøg organiseret en arbejderforening i London i 1836. Til forskel fra det gamle korrespondentselskab bærer det allerede fra starten det klassiske navn: Arbejderselskab. I spidsen for dette selskab stod nogle begavede arbejdere. De mest fremtrædende var William Lovett og Henry Hazarington. I 1837 formulerede Lovett og hans kammerater for første gang arbejderklassens fundamentale politiske krav. De stiller sig straks den opgave at organisere arbejderne i form af et særligt politisk parti med et særligt politisk program. Dog ikke i form af et arbejderklassens parti, som opstiller sit særlige program mod alle andre borgerlige partier, men derimod i form af et arbejderparti, som vil have den samme del i magten som alle andre klasser. De vil også tage del i det politiske liv. De vil være arbejderklassens politiske parti i disse borgerlige politiske omgivelser. De sætter sig overhovedet ikke særlige mål, de opstiller overhovedet ikke noget særligt økonomisk program vendt mod hele det borgerlige samfund. Det vil I bedre kunne forstå, hvis I husker på, at der i Australien og New Zealand findes sådanne arbejderpartier, der ikke selv har sat sig den radikale forandring af samfundsforholdene som mål. De står ofte i snæver forbindelse med de borgerlige partier for at sikre arbejderne en vis indflydelse på regeringsmaskineriet. Det dokument, hvori Lovett og hans kammerater formulerede arbejdernes krav, fik betegnelsen „charta". Da det tilsvarende engelske ord hedder „charter", blev bevægelsen kaldt den „chartistiske" bevægelse. De arbejdere, der havde skabt dette charta, kaldte sig for chartister. De opstillede 6 krav: almindelig valgret, parlamentsvalg en gang om året, hemmelig afstemning, aflønning af de delegerede, opdeling af landet i ens valgkredse og afskaffelse af formue som kriterium for om man kunne blive valgt eller ej. På den måde begyndte den chartistiske bevægelse.

I Frankrig blev skabt et konstitutionelt monarki, det såkaldte Orleans-dynasti, som giver industri-, handels- og finansbourgeoisiet frie hænder til hurtigere at berige sig og rette slag mod arbejderklassen, hvor der samtidig opstår behov for en organisation, om end det endnu ikke er stærkt nok. I begyndelsen af 1830erne består de revolutionære selskaber hovedsageligt af studenter og intellektuelle og enkelte arbejdere. Som svar på omplaceringen indenfor bourgeoisiet finder der dog i 1831 en arbejderopstand sted i Lyon, der er centrum for silkevæverindustrien. I nogle dage har arbejderne byen i deres hænder. De opstiller overhovedet ingen politiske krav. De bærer bannere med parolen „At leve som arbejdende eller dø kæmpende!" De bliver til sidst slået og udsat for alle de sædvanlige følger af et sådant nederlag. I 1834 gentager opstanden sig endnu en gang i den samme by. Den spillede en vældig rolle, en endnu større rolle end juli-revolutionen. Juli-revolutionen havde især indvirkning på de småborgerlige, såkaldt demokratiske elementer. Opstanden i Lyon og dens gentagelse åbenbarede for første gang arbejdermassernes revolutionære betydning, som -selv om det også foreløbig kun er i en by - løfter oprørets banner mod hele bourgeoisiet og gør arbejderspørgsmålet til det afgørende. 

Den industrielle udvikling lå i Belgien lige efter England. I Belgien blev omkring 20 fabrikker, bomuldsspinderier, uldvæverier og linnedfabrikker, grundlagt af den engelske fabrikant John Cockerill i tiden fra 1807 til 1840. I 1830erne og 1840erne eksisterede der i Belgien adskillige tekstil- og metallurgi-virksomheder med hundreder af arbejdere, og der var store kulminer som Borinage og andre. I 1846 arbejdede der i den belgiske industri 660.000 mennesker og i landbruget lidt mere end 1 million, indbefattet de landboere, som tillige beskæftigede sig med håndværk og hjemmeindustri. Schweiz stod i industriel udvikling tæt sammen med Frankrig. Lønarbejderne indenfor tekstilindustri, den metalforarbejdende industri, urindustrien, og andre industrier, begyndte at tage form i første halvdel af det 19. århundrede. I 1850 var det samlede antal industriarbejdere vokset til 175.000, men selv i de mest industrialiserede kantoner udgjorde fabriksarbejderne et mindretal af alle ansatte i industrien, men andelen af fabriksarbejdere i forhold til hele befolkningen var næsten lige så stor som i Preussen. Også i Canada viste sig en lønarbejderklasse i første halvdel af det 19. århundrede. Ligesom i USA spillede den europæiske indvandring, hovedsageligt fra England, en vigtig rolle ved dannelsen af den canadiske arbejderklasse. I 1833 kom der fra England 66.339 indvandrere, og fra 1825 til 1846 ankom der ialt til de canadiske havne 626.628 indvandrer. I Spanien opstod lønarbejderne fra 1840erne til 1860erne, og var mest intensiv indenfor bomuldsindustrien og i noget mindre grad indenfor uld-, linned- og hampproduktionen. En hurtig vækst gjorde sig gældende i mineindustrien ved udvinding af jern- og kobbermalm samt kul. Stålværks- og maskinbygningsindustrien udviklede sig knap så hurtigt som mineindustrien. I 1840erne og 1850eerne anlagt maskinbygningsvirksomheder i Barcelona, Gerona og Valencia, og store stålværker i Malaga, Santander og andre byer. Barcelona, landets vigtigste industricenter, havde i begyndelsen af 1860erne over 250.000 indbyggere og Sevilla, Valencia, Malaga og andre byer hver mere end 100.000 indbyggere. Men Spanien var stadigt et landbrugsland. Af en erhvervsaktiv befolkning på omkring 5 millioner var kun noget over 440.000 arbejdere, og af fabriksarbejdere var der i alt kun ca. 180.000. Mere end halvdelen af alle lønarbejderne arbejdede i håndværksmanufakturer og i små, om end allerede til dels mekaniserede værksteder. Mange produktionsgrene var stadig baseret på manuelt arbejde og koncentreret i små værksteder, læder-, sko-, træforarbejdnings-, levnedsmiddel-, kork- og tobaksindustrien. I 1861 arbejdede der i bomuldsindustrien gennemsnitligt 16 personer på hver virksomhed, i uldindustrien 15 og i silkeindustrien 20, mens det gennemsnitlige antal arbejdere på stålværkerne var 19. Der fandtes store fabrikker med op til 1 500-2.000 ansatte, men de var få. De borgerlige revolutioner i Spanien havde undladt at give bønderne jord, men borgerklasserne havde samtidig taget bøndernes egne jordlodder samt fællesjorderne. Masser af agerbrugere og kvægavlere, som havde mistet deres eksistensmidler, udgjorde en kolossal hær af hjemløse landstrygere, som strejfede fra by til by for at søge arbejde. I 1860 var der i Spanien 2.400.000 landarbejdere, som kun havde fast arbejde 2-3 måneder om året. Italien var politisk splittet op i småstater, og det medførte en forsinkelse af den industrielle udvikling. I 1860erne udgjorde fabriksarbejderne, som fortrinsvis var koncentreret i den nordlige del af landet, en absolut minoritet i forhold til arbejderne i manufakturerne og håndværkstederne og hjemmeindustriens arbejdere på landet. Fabrikker med 100-150 arbejdere ansås dengang i Italien for storvirksomheder. De første mekaniserede virksomheder opstod i Sverige i 1830erne, i Norge i 1840erne og i 1850erne i Danmark. Her medførte den borgerlig kapitalistiske udvikling i landbruget, at industrien blev sikret et indenlandsk marked samt den nødvendige tilførsel af arbejdskraft fra landet. I midten af 1850erne var antallet af besiddelsesløse i by og på land i Sverige nået op på 1 million. Kun en ottendedel af befolkningen levede i byerne, og langt de fleste fattige levede på landet, hvorfra industrikapitalen rekrutterede hovedparten af fabriksindustriens arbejdere. Ligesom alle andre steder var også her håndværkere og småproducenter en kilde til supplering af fabriksarbejderne. Forskellige agrareformer i Midt- og Sydsverige medførte at en betydelig del af bønderne mistede deres jordlodder, og der opstod et talrigt landproletariat, der tog sæsonarbejde hos godsejerne eller storbønderne. Der var et lag af daglejerne, indsidderne, dvs. arbejdere, som boede på deres herres jord og hverken havde egen jord eller tilliggende, men stod under deres herres disciplinærret. I Stockholm, Sveriges industricenter, var der allerhøjst 20.000 arbejdere omkring 1849. I hele Norge var antallet af arbejdere i de forskellige industrigrene omkring 40.000 i 1865, hvoraf de 24.000 arbejdede i forarbejdningsindustrien og 14.000 i mineindustrien. På samme tid var antallet af landarbejdere 113.000. I Rusland dannedes en lønarbejderklasse fra slutningen af 1840erne og igennem 1850erne. Først i bomuldsindustrien (kattuntrykkerier, bomuldsspinderier og væverier), og derefter indenfor sukkerraffinering, papirfremstilling, fremstilling af landbrugsmaskiner, lokomotiver, jernbanevogne samt i metalproduktionen. Eftersom overgangen fra manufaktur til fabrik i Rusland skete, mens livegenskabet stadig eksisterede, blev skete væksten langsomt i antallet af egentlige lønarbejdere. Medens det samlede antal arbejdere i forarbejdningsindustrien i 1840 udgjorde omkring 436.000, var der 18 1850 500.000 og 565.000 i 1860. Men langt de fleste lønarbejdere var afgiftspligtige livegne, og de betalte en del af deres løn som afgift til godsejeren. I tiden lige før bondereformerne 1861 udgjorde andelen af lønarbejdere omkring 80 % af alle arbejdere i bomulds- og læderindustrien samt i silkevæverierne. I mineindustrien var der i 1861 beskæftiget 235.000 arbejdere. Rekrutterne blev ofte sendt på livsvarig arbejdstjeneste på en virksomhed, og der var forviste deportere, tvangsarbejdere og landstrygere i Urals minedrift. Efter bondereformerne i 1861 måtte mange fattige bønder tage løsarbejde, og mange fik »attester« og pas som gav bønderne tilladelse til at forlade landsbyen, og disse pas var på årligt på op til 1.3 millioner. Fra begyndelsen af 1860erne voksede antallet af lønarbejde med 30 % i maskinbygningsindustrien. 42 % af alle industriarbejdere var i 1861 koncentreret i Moskva, Vladimir og St. Petersborg. I 1866 var der i bomuldsindustrien beskæftiget 94.566 fabriksarbejdere og 66.178 hjemmearbejdere. I ca. 1850 dannedes de første grupper af industriarbejdere i enkelte områder af det østrigske imperium, flest arbejdere på tekstilfabrikker, som var tidligere håndværkssvende, men i hovedsagen var de fleste forarmede bønder og ruinerede småbesiddere i byerne, hjemsendte soldater, paupere, som boede i fattighuse, og for det meste kvinder og børn. Den dominerende form for industriproduktion var smedeprodukter, armatur, glas, porcelæn, fremstillet i statslige og privilegerede private værksteder), men også hjemmeindustrien var omfattende. Der var kun ganske få store virksomheder, og de var koncentreret i enkelte industricentre, maskinbygningsvirksomheder i Wien og i Niederösterreich. I begyndelsen af 1840erne var 70 % af befolkningen beskæftiget i landbruget. Bøhmen var den mest industrielt udviklede region, og her opstod lønarbejderklassen allerede efter 1800-tallet og i anden halvdel af 1840erne arbejdede der på mange virksomheder op til flere hundrede folk. I 1828 var der f.eks. bygget 69 bomuldspinderier, der medførte nedlæggelse af håndværksteder i massemålestok, hovedsagelig bomulds- og uldspinderier. Kimene til en storindustriel lønarbejderklasse blev i 1830erne og 1840erne også lagt i andre tekstilgrene, centret for linnedvævning og kattuntryk fra Prag, hvor der i begyndelsen af 1840erne var 20.000 tekstilarbejdere, såvel som indenfor maskinbygning, metallurgi, mineindustri og andre brancher. I 1846 beskæftigede virksomheder med en arbejdsstyrke fra 6 til 200 omkring 120.000 mennesker, hvorimod håndværkstederne beskæftigede mere end 400.000. Selv i 1860erne eksisterede disse småvirksomheder side om side med de store tekstilfabrikker, og spredt omkring overlevede endog hjemmearbejdende spindere og vævere. Langt størstedelen af fabriksarbejderne var tidligere bønder. I Ostrava-området, et af landets industricentre, var således kun 17,4 % af arbejderne tidligere håndværkere fra land og by, og 17,8 % var tidligere manufakturarbejdere, medens hele 53,5 % var tidligere bønder. I Ungarn var den industrielle revolution slået igennem i 1830erne og 40erne i enkelte industrigrene, og en del store tekstilmanufakturer blev udstyret med maskiner og således omdannet til fabrikker. Men den industrielle udviklingsproces hindredes af de feudale forhold og afhængigheden af Østrig. Af de 242 dampmaskiner, som var i brug i det østrigske imperium i 1841, var kun de 10 i Ungarn, og i slutningen af 1840erne var deres antal vokset til 40 stk.. Mange virksomheder, først og fremmest indenfor forarbejdningen af landbrugsprodukter, sprit- og sukkerfabrikker og møller samt enkelte jernstøberier ejedes af jordmagnater. I den ungarske fabriks- og manufakturindustri var der i begyndelsen af 1840erne kun beskæftiget omkring 23.000 personer, hvoraf langt de fleste var manufakturarbejdere: Sammen med 117.000 håndværkere, og 117.000 svende og lærlinge var det samlede antal beskæftigede i industriproduktionen på ca. 250.000. I Tyskland udgjorde lønarbejderne i år1800 85.000 og i 1832 ca. 450.000, af hvilke de 325.000 var beskæftiget i forarbejdnings- og udvindingsindustrien. Den industrielle revolution i Tyskland tog i hovedsagen fart i 1830erne, og især i Prøjsen, hvortil også Rhinlandet, var det mest udviklede område i industriel henseende, og der var i 1837 i 423 dampmaskiner og i 1849 1.264 dampmaskiner. Fra 1835 begyndte man at bygge de første jernbaner, og i 1850 rådede Tyskland allerede over 16 % af datidens samlede jernbanenet i hele verden. Fabriksindustri, for det meste bomuldsindustri, storkapitalistisk mineindustri, jern- og stålindustri og maskinbygningsindustri udviklede sig kun i enkelte områder, Rhinlandet, Saksen og Schlesien. I det store og hele var Tyskland ved revolutionen 1848 et land med håndværk og hjemmeindustri, og i 1846 befandt kun 4,57 % af alle vævestole sig på fabrikkerne, resten rådede hjemmeindustrien over. I 1846 var lønarbejderklassen vokset til ca. 1 million, men udgjorde en ubetydelig del af befolkningen, og da størsteparten af de tyske stater bevarede forskellige former for feudal afhængighed, kunne de frigjorde bønder ikke optages på virksomheder, der ikke fandtes, og måtte derfor udvandrede til andre lande. Den tyske arbejderklasses og dens hovedmasse udgjordes af håndværkssvende og halvproletarer, som endnu ikke havde løsrevet sig fra jorden, og af den kapitalistiske hjemmeindustris arbejdere, vævere, spindere, farvere, isenkramproducenter osv.. Der var i Prøjsen i 1846 457.000 håndværksmestre og selvstændige, som beskæftigede 385.000 svende og lærlinge. Derudover var endnu omkring 550.000 arbejdere beskæftiget i manufakturvirksomheder, og industriarbejderne udgjorde en ganske lille del af lønarbejderne, i Prøjsen 96.000. I 1846 beskæftigede en maskinbygningsvirksomhed gennemsnitligt omkring 50 arbejdere. Omkring en fjerdedel af alle arbejdere var koncentreret i Rheinland-Westfalen, men arbejderklassen var kun svagt udviklet i det øvrige Tyskland. Arbejderklassen begyndte at tage form i forbindelse med jernbanebyggeriet i 1840erne, hvor mere end 100.000 arbejdere var beskæftigede med at byggejernbaner. Jernbanelinjernes samlede længde var i Frankrig i 1840 kun omkring en tredjedel af Englands. Men der var et utal af små håndværksvirksomheder og forskelligartede manufakturer i by og på land. Fra 1840 til 1845 var der i Frankrig 18 virksomheder med 200 beskæftigede, foruden 8 stålværker med 500 til 999 arbejdere. Store virksomheder fandtes i kulmine-, jern- og stålindustrien, men selv i jernstøberierne var der almindeligvis ansat gennemsnitligt 50 arbejdere. Der var i 1830erne og 40erne også store jernværker med op til 500, ja endda omkring tusinde arbejdere. Men samtidig hermed eksisterede der omkring 100 såkaldte katalonske værker i Sydfrankrig, som hver højst beskæftigede 10 arbejdere. De var i grunden smedemanufakturer med mekaniserede drivkraftoperationer. Alt i alt var der i denne periode i Frankrig alene 6.000 værkstedslignende virksomheder med mere end 20 arbejdere og mere end 3.200 virksomheder med over 50 ansatte. Antallet af arbejdere i de mekaniserede bomulds- og uldspinderier oversteg i 1840erne i gennemsnit ikke 60 til 70, og i de mekaniserede væverier lå tallet sjældent over 30 til 40. Silkevæverierne bevarede deres antikke og primitive produktionsformer. I 1847 udgjorde de beskæftigede i industrien 18 % af den samlede befolkning i Frankrig. Den franske industri oplevede en akut mangel på arbejdskraft, der medførte at kuludvindingen i visse områder i perioden 1843-48 måtte indstilles. Bønderne ville ikke opgive deres jordlodder, og ville ikke tvinges ind i fabrikshallerne. I slutningen af 1840erne er der 1.24 million arbejdere i Frankrig på store og mellemstore virksomheder og 5 millioner på mindre håndværksvirksomheder. I Böhmen fandtes der i 1840 700.000 landarbejdere ud af en befolkning på 4 millioner. Det var netop arbejderne på trykkerierne, som i maj 1848 fik tilkæmpet sig den første overenskomstaftale i Ungarns kæmpende arbejderklasse. I Kongeriget Polen og i de andre polske områder begyndte overgangen fra manufaktur til mekaniseret produktion først i 1840erne i tekstil-, metallurgi- og mineindustrien. En vigtig rolle i Kongeriget Polens økonomi spillede den statslige mineindustri. Ligesom på de privatejede virksomheder anvendtes også her i vid udstrækning afhængige bønders tvangsarbejde. De udførte således deres hoveriforpligtelser i minerne eller ved smelteovnene. Ganske vist blev industriarbejdernes rækker gradvist suppleret med jordfattige eller jordløse bønder samt ruinerede håndværkere, som tog lønarbejde på fabrikkerne. Alligevel var det ufrivillige arbejde en væsentlig faktor indtil begyndelsen af 1860erne, især i mine- og metallurgiindustrien. Dette ufrivillige arbejde antog forskellige former. En af formerne var at anvende rekrutter, en anden at anvende de bønder, som »frivilligt« havde meldt sig til det såkaldte minekorps, som var blevet oprettet i 1817 for at sikre den statslige mineindustri kvalificeret arbejdskraft. De bønder, som indgik heri, var formelt set fritaget for hoveriarbejde og var endog tildelt visse »privilegier«, dvs. fritaget for militærtjeneste, for skatter og afgifter, fik arbejdstøj fra staten osv., men de havde aflagt troskabsed, og måtte med optagelsen i minekorpset forpligtet sig til for altid at arbejde i denne branche og havde ikke ret til at skifte arbejdsplads eller erhverv. Et medlemskab af minekorpset var kun en maskeret form for vedvarende tvangsarbejde i sværindustrien, hvor der på denne måde opstod en permanent stamme af faglærte arbejdere. I 1860erne nærmede antallet af lønarbejdere i kulminer og på jernstøberier sig antallet af arbejdere i minekorpset. Blandt de faglærte lønarbejdere i mine- og i tekstilindustrien var der adskillige udlændinge, som var blevet hvervet af såvel de enkelte private arbejdsgivere som af de statslige virksomheders ledelser. Men det samlede antal industriarbejdere var ubetydeligt, og manufakturarbejderne udgjorde stadig hovedparten. Arbejderklassens kerne opstod i Warszawa i 1850erne og 1860erne, og arbejderklassen blev dannet af håndværkere, herunder indvandrere fra Tyskland, Frankrig, England og Rusland, pauperiserede bønder, ludfattige byboere, repræsentanter for den ruinerede lavadel og de udgjorde omkring 8.000 ialt. I begyndelsen af 1860erne var der i Warszawas såkaldte plebejerlag inklusive daglejere og forarmede håndværkere 30-40.000 mennesker. USA var længe bagud med industriel udvikling. Men fabrikssystemet var indført i bomulds- og uldvævningsindustrien, og man klarede sig jo »fint« med billige farvede slaver og tyveriet af jorden fra indianerne, og revolveren sad jo altid løs, og man kunne jo altid stjæle noget mere land, og myrde nogle flere »hedninge«. Kolonisering af de »frie« jorder var den årsag, som skånede den amerikanske håndværker og farmer fra at dele skæbne med den europæiske håndværker og bonde, som blev tvunget ind i arbejdshusene. Da den industrielle revolution havde taget sin begyndelse i USA, blev forskellige kategorier af tvangsimporterede arbejdere, samt indvandrere med status som ufrie, en af kilderne til at supplere det »frie« arbejdskraftsmarked. Antallet af arbejdere blandt engelske udvandrere udgjorde 40 % i 1820, 70 % i 1848 og 84 % i 1856. Men indtil 1848 var det dog fortrinsvis bønder og håndværkere, som udvandrede til USA. Det var først senere, da den industrielle revolution havde bredt sig ud over det europæiske kontinent, og der var opstået en stor arbejdskraftreserve, at lønarbejderne udgjorde hovedparten af indvandrerne. De indvandrere kontraktbundne arbejdere var stadig tvangsarbejdere i 1820 og i mange stater indtil 1850. Der var en hel del håndværkere blandt disse hvide tvangsarbejdere: smede, tømrere, skomagere, snedkere, skræddere, kobbersmede, vævere osv. Når de havde fået deres frihed ved kontraktens udløb, og ved tilbagebetaling af gæld m.m., blev mange af dem lønarbejdere. I 1825 havde USA overhalet Frankrig og Tyskland med hensyn til antallet af spindemaskiner pr. indbygger, og det omfattende jernbanebyggeri i 1830erne og 1840erne medførte, at USA i 1850 var rykket op på førstepladsen i verden, hvad angår jernbanenettets længde, som var nået op på 4.500 km.. I 1840 var der i storindustrien, i håndværks- og manufakturindustrien og i bygningsindustrien beskæftiget 790.000 lønarbejdere. Men 2,8 millioner var trælbundne afrikanere for sydens plantageejere. Men i USA bibeholdt man håndværket og manufakturen, og virksomheder, som producerede tekstilmaskiner og metalforarbejdningsmaskiner, var indtil 1860 stort set ikke andet end manufakturer og håndværksvirksomheder. Sko-, konfektions- og mange andre industrier forblev indtil 1850 på hjemmeindustriens niveau. Indførelsen af dampmaskiner i USA foregik med stor forsinkelse, og indtil 1830erne og 40erne anvendtes udelukkende vandkraft på fabrikkerne. Mine- og metallurgiindustrien udviklede sig langsomt og var indtil Borgerkrigen i 1861 hovedsagelig småvirksomheder: Over hele landet var der talrige smelteovne, hvor man indtil slutningen af 1830erne udelukkende anvendte trækul. Småvirksomheder dominerede også indenfor brancher, der forarbejdede landbrugsprodukter, melfremstilling, kødkonserves-, sukker- og tobaksindustrien, indenfor transport, kommunikation osv.. Opsamlingen af kapital og kapitalisme var en langsom proces i et land med store godsejere. Hovedparten af indvandrerne ankom til USA i 1840erne og 1850erne. I 1850 var der 1.260.000 arbejdere og i 1860 var der 1.300.000 industriarbejdere og omkring 800.000 landarbejdere. Den samlede lønarbejderstyrke nåede på det tidspunkt op på 2.500.000 mennesker. Men arbejdernes andel af den samlede erhvervsaktive befolkning var relativ lille. En faglært arbejder tjente 1,5-2 dollar om dagen, en ufaglært 1 dollar, og en daglejer 130 dollar om året. I 1860 udgjorde landbefolkningen stadig flertallet, ca. 60 %, skønt dens andel var faldet med næsten 12 % i forhold til 1820. De »statsejede vestlige landområder« havde indtil Borgerkrigen 1861-65 været vanskelige at erhverve, og nu blev de solgt i store lodder til en høj pris og kom derfor i vidt omfang i spekulanters besiddelse. Det lykkedes dog folkemasserne gennem hård kamp at sikre sig en nedbringelse af de udbudte jordlodders størrelse, at der blev indført afbetalingsmuligheder og visse garantier for squatternes, dvs. for nybyggere som tog land uden ret. Strømmen af nybyggere fra de nordøstlige industristater, som drog mod vest, steg for hvert årti, og befolkningen i de vestlige områder voksede støt. I 1790 levede 222.000 mennesker, dvs. 6 % af USA's befolkning vest for Appalacherbjergene, men i 1820 var det 2.600.000, dvs. 27 % og i 1850 10.400.000, dvs. 45 % af USA's befolkning, der boede vest for Appalacherbjergene. Bybefolkningen udgjorde i1850 15,3 % af befolkningen. Kun 8 byer havde i 1860 mere end 100.000 indbyggere. Med imperialismens fornyede styrke opstod marionetregimer rundt omkring, og det demokratiske element i samfundene var svagt. D. 14 marts 1950 blev 13 parlamentsmedlemmer i Nationalforsamlingen i Sydkorea fængslet i op til 10 år. Ved valgene d. 30. maj 1950 i Sydkorea led præsident Syngman Rhees tilhængere og hans amerikanske politik et nederlag ved valgene, samtidig med at det mægtige arbejderparti og andre demokratiske partier var forbudt. Kun 20 % af Syngman Rhees tilhængere blev valgt og hans egen periode som præsident udløb i 1952. D. 7. juni erklærede Rhee undtagelsestilstand og d. 25/26 juni 1950 angreb amerikanerne Nordkorea, og selvom Syngman Rhee lovede at indtage Pyongyang i løbet af 3 dage, flygtede han og hans amerikanske kone til Japan med Sydkoreas guldreserver. Men MacArthur og hans militære styrker blev så læsterlig slået i stumper og stykker af de koreanske og kinesiske bondehære fra d. 25. oktober 1950 til d. 8. januar 1951, og da det igen blev klart, at Syngman Rhee ikke kunne blive genvalgt til præsident, gennemførte han et statskup i sommeren 1952 under beskyttelse af FN´s militære styrker. Rhee indførte militær undtagelsestilstand, arresterede et antal deputerede og satte Nationalforsamlingen ud af kraft. Enhver form for virkelig opposition stemplet som kommunistisk. Rhees tilhængere i politiet indfangede nu alle parlamentsmedlemmer og lukkede dem inde i Nationalforsamlingen og tvang dem til at bevilge Syngman Rhee de magtbeføjelser han ønskede- ellers fik de tæsk, hvilket også skete for et par medlemmer. D. 24. august blev han »valgt« til præsident, men »det sydkoreanske folks store demokratiske leder« blev afsløret som det han var, en gangster, en bandit og en fascistdiktator, og han repræsenterede »på glimrende måde« den snyltende imperialistiske verden i Vesten. 50 år efter havde fagbevægelsen i Vesteuropa havde taget monopol på lønfastsættelser, og den individuelle frie forhandlingsret forsvandt, samtidig med at markedet for arbejdskraft overgik til statsapparatet, hvorefter magnaterne gennemførte tvangsarbejde og underbetaling, - ivrigt støttet af »de demokratiske partier«. I Danmark forøgede man forsvarsbudgette med 250 % i løbet af 3 år, efter at overklasserne havde truffet beslutning om at modtage marshall-hjælp

Tillæg: om borgerklassernes fremkomst.

Webmaster