De store tyske luftangreb på Storbritannien skete i august 1940 til maj 1941 og fra juni 1944 til marts 1945. De samlede materielle skader i Storbritannien blev opgjort til 1.2 milliarder £ efter 1938 prisniveau. Ituslåede ruder og lignende er ikke medregnet i skaderne. Af Storbritanniens 13 millioner huse var der indtil slutningen af september 1944 beskadiget 4.428.000 (34 %). De tyske flyvende V-bomber kunne beskadigede op til 1.500 huse, men i gennemsnit blev der beskadiget 400 huse pr. flyvende bombe. Af Londons 2.200.000 huse blev 1.400.000 beskadigede (64%). Dertil kommer skader på veje, jernbaner, dokker, ledninger o.s.v.. Antallet af fuldstændig ødelagte huse var 200.000, hvoraf de 100.000 er i London. Af samtlige beskadigede ejendomme er 3.000.000 eller 92 % beboelsesejendomme. Til sammenligning fandtes der i 1940 i København ca. 43.000 huse. 14.000 kirker, klostre eller andre gejstlige bygninger fik varige skader. Westminster Abbey og katedralerne i Canterbury, Exeter, Coventry, Llandaff og Manchester samt St Paul's Cathedral i London fik skader, der dog kunne repareres. Katedralen i Coventry kunne ikke repareres. I Londons centrum var kun én kirke ud af 49 kirker ikke berørt af bombeangreb. 343 hospitaler var blevet ramt, - og mange adskillige gange. 59 biblioteker blev fuldstændigt ødelagt og 105 alvorligt skadede (300 blev mindre skadede). 5.600 fabrikker blev skadede, deraf blev 400 fuldstændigt ødelagt. I London´s centrum blev 20 store forretningsbygninger ødelagt. Coventry by´s centrum blev smadret overordentlig meget. Manchester og Liverpool fik svære skader, og i Portsmouth er store kvarterer gået tabt, herunder det berømte søfartsmuseum. Eton fik beskadiget sin ældste bygning. Southampton, Hull, Nottingham, Dover, Birmingham, Sheffield og Norwich fik svære skader. Plymouth fik stærkt beskadiget eller totalt ødelagt 50.000 af sine 70.000 huse. I Glasgow blev på to døgn beskadiget 40.000 huse. I maj 1945 vandt arbejderpartiet Labour med Clement Attlee i spidsen valget i Storbritannien. Storbritanniens politik efter 2. Verdenskrig blev præget af arbejdet på at omlægge produktionen under de alvorligste økonomiske vanskeligheder. Men Storbritanniens udenrigspolitik blev i stigende grad bestemt af vestmagternes modsætning til Sovjetunionen, da Storbritanniens afhængighed af USA under krigen var blevet total gældsætning. Det britiske imperium og kolonirige og Indien var i stærk opløsning og gæring. Og det var den konservative Churchill´s tale på Fulton, der d. 3 maj 1946 delte de allierede i fredens lejr og krigens lejr, da Churchill opfordrede til dannelsen af et engelsk-amerikansk forsvarsforbund mod kommunismen og erklærede den kolde krig. Samarbejdet i det besatte Tyskland mellem den østlige og de vestlige zoner ophørte næsten helt, og den britiske zone, der led under svigtende levnedsmiddeltilførsler og synkende produktion, blev sammensluttet økonomisk med den amerikanske zone fra i januar 1947. I det nordlige Atlanterhav støttede Storbritannien USA´s politik på Island, og i Vesteuropa indlededes et nærmere samarbejde med Frankrig, om at Storbritannien skulle hjælpe Frankrig med genopbygningen af dets flåde og luftvåben. I Centraleuropa fulgte Storbritannien en fælles afvisende politik overfor Polen, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Samtidig forøgede Storbritannien sine aktiviteter i Østrig, Italien og Grækenland, hvor de britiske tropper forblev gennem hele 1946, og Storbritannien vendte sig sammen med USA og Tyrkiet mod Sovjetunionens krav om et fælles forsvar af Dardanellerne. Denne udenrigspolitik førte til den strammere politik i Palæstina og i Iran, der foruden striden i Azerbaidjan oplevede uroligheder i de sydlige britisk beherskede oliefelter. I Ægypten påbegyndtes rømningen af de britiske baser udenfor Suez-kanalzonen. Men på grund af uenighed om Sudans stilling, blev der ikke etableret nogen traktat mellem Storbritannien og Ægypten. Hele Stillehavet måtte Storbritannien overlade til USA´s dominans. Men den britisk-amerikanske økonomiske strid om de sydamerikanske markeder blomstrede atter op. Det britiske Arbejderpartis udenrigspolitik støttedes af den konservative opposition i Underhuset,- dog undtagen i spørgsmålene om Indiens og Burmas frigivelse. Men modstanden voksede mod Arbejderpartiets udenrigspolitik. På partikongressen i Arbejderpartiet og på fagforeningernes kongres i 1946 blev især politikken overfor Grækenland angrebet. Og uroen voksede ved rygterne om en britisk-amerikansk aftale om standardisering af de to hæres udrustning. I Underhuset gik en 100-tallig Labour parlamentsgruppe til angreb på England stærke tilknytning til den amerikanske politik mod Sovjetunionen. Men gældsætningen og samarbejdet med USA medførte, at Storbritannien påtog sig en oprustning med slagskibe, hangarskibe, flyvemaskiner, atomforskning, stoppede for demobiliseringen og indførte en ny hærordning. De alvorligste vanskeligheder i Storbritannien var ernærings- og boligproblemet, selvom befolkningens sundhedstilstand under krigen havde været forbløffende god. Dårlig høst i 1945, forsyningsvanskeligheder og større forpligtelser på fastlandet nødvendiggjorde brødrationering. Storbritannien havde dog under den 2. Verdenskrig få tab af menneskeliv: 357.116 dræbte (hvoraf de 60.595 var civile. Hertil kommer 369.267 sårede (86.182 civile) og 46.079 savnede. Ved Tysklands sammenbrud i maj 1945 tjenstgjorde i alt ca. 5 millioner mand og indtil juli 1946 var 3½ millioner demobiliseret. Men demobiliseringen blev så godt som stoppet ud på efteråret på grund af spændte forhold i de besatte områder. I januar 1946 var industriens beskæftigelsestal: jern-, metal- og kemisk industri på 3.578.000, næringsmiddelindustrien 511.000, tekstil-, læder- og konfektionsindustrien 1.147.000 og bygningsindustrien på 845.000 (steget i april 1946 til 1.084.000). I løbet af første fredsår frigjorde man 3 millioner soldater og 3 millioner arbejdere fra rustningsindustrien. Af de frigjorte trak 1,5 millioner, især kvinder og gamle mennesker, sig tilbage fra erhvervslivet og af de resterende 4,5 millioner var de 4 millioner ved udgangen af 1946 allerede indgået i industrien, der nu var indstillet på en kraftig eksportoffensiv. Statsregnskabet i april 1946 for året 1945/46 udviste et underskud på £ 2.199.883.208. Indtægterne havde været på £ 3.284.450.253 og udgifterne på £ 5.484.333.461. Fra USA havde det Britiske imperium under krigen i perioden marts 1941-oktober 1945 modtaget for $ 30.269.210.000 under Lend and Lease-ordningen (dvs. 69 % af de samlede amerikanske ydelser), medens Storbritannien under krigen havde ydet for i alt £ 2.078.500.000 videre til sine allierede - deraf for £ 1.241.500.000 til USA og £ 318.000.000 til Sovjetunionen. I budgettet for 1946/47 forhøjedes fradragene i den skattepligtige indkomst med 20 %, men merindkomstskatten skulle forsætte. Regeringen frygtede for en udvidet inflation under vareknapheden på hjemmemarkedet, medens eksporten favoriseredes for at imødegå den ugunstige oversøiske betalingsbalance. For at dække differencen mellem eksporten og den nødvendige import optog Storbritannien et lån i USA på £ 983.000.000 og i Canada på £ 281.000.000. Samtidig anmeldte Storbritannien betydelige økonomiske krav på den britiske stats leverancer og arbejder under den 2 Verdenskrig, til især Ægypten og Indien. Det største økonomiske krav havde Storbritannien overfor Argentina på £ 125.000.000, men dette tilgodehavende blev ændret til et lån med en lav rente på ½ %. Storbritanniens tab af markeder under krigen, prisudviklingen og den stærke nedgang i oversøiske investeringer nødvendiggjorde en kraftig eksportoffensiv og opretholdelse af den strenge rationering. I marts måned 1946 kunne premierminister Clement Attlee offentliggøre, at en merproduktion på 75 % i forhold til tiden før krigen var nødvendig for at nå samme stade som før krigen. Men virkeligheden forlangte en endnu stærkere og hurtige udvikling og merproduktion, fordi værdien af USA-lånet reduceredes fra 983 £ på alene 4 måneder til kun 750 mill. £.. Stålproduktionen i Storbritannien var i 1944 fordoblet siden 1937, men stod nu, i lighed med mine- og tekstilindustrierne, med forældede maskiner og produktionsprocesser. Det kraftigt understøttede landbrugs kår 1941-43 viste, at kun 47 % af landbrugsejendommene havde rørledninger til vandforsyning, og kun 27 % elektricitet. På 44 % arbejdede kun ejeren eller forpagteren og hans kone, og 22 % beskæftigede derudover kun én arbejder. Storbritanniens og de britiske koloniers skibstonnage var sunket fra 17½ millioner i september 1939 til 13½ millioner i juni 1946. Både for landbruget og skibsfarten godkendte regeringen omfattende genopbygningsplaner med statsstøtte, deriblandt en 5-årsplan for landbrugets elektrificering. Kulminernes produktion forøgedes trods alle vanskeligheder, men kunde ikke holde trit med den forøgede efterspørgsel. I august 1946 havde Storbritannien en merimport på £ 38.653.000 i forhold til hvad man havde eksporteret. Regeringens socialisering påbegyndtes med Bank of England, hvorved banken inddroges direkte under statens ledelse. I juli 1946 underskrives loven om statens overtagelse af kulminerne, der skulle træde i kraft januar 1947, med udbetaling af 165 mill. £ til aktionærerne og løfte om investering af yderligere 150 millioner til mekanisering og fornyelse af maskiner. I november meddelte regeringen til Underhuset, at aktier i jernbanerne og øvrige trafikmidler ville blive indløst til god dagskurs, og i december forelagde regeringen et lovforslag om statens overtagelse af Storbritanniens jernbaner, kanalruter, bustjeneste, og i givet tilfælde havnene. Et lovforslag om delvis overtagelse af jern- og stålindustrien og et om overtagelse af elektricitetsselskaberne blev udskudt til behandling i 1947. I de fleste industrier har der trods demobiliseringen været mangel på arbejdskraft. De fleste arbejdsledige befandt sig i områder, der var industrielt tilbageblevne, hovedsagelig nordEngland, Skotland og Wales. Fra juli 1946 hæmmedes genopbygningen af mangel på arbejdskraft og materialer. Den fortvivlede boligsituation førte i begyndelsen af august 1946 til en landsomfattende indflytning i tomme regeringsbarakker af husvilde, der understøttedes af medlemmerne af det kommunistiske parti. D. 8 september 1946 bredte denne Squatter-bevægelse sig til det indre af London, hvor omkring 1.000 squatter besatte tomme privatpalæer, og først sidst på måneden lykkedes det regeringen at bringe bevægelsen til standsning. Det konservative parti (oppositionen) med Eden talte for udviklingen af »et landsomfattende ejendomsbesiddende demokrati« og partifællen Churchill talte mod socialiseringen og mod opløsningen af imperiet. Det konservative parti vedtog et program, hvori krævedes opretholdelse af de nationale institutioner og imperiet, udvidelse af imperiepræferencen, sund finanspolitik, vidtgående sociallovgivning og kamp af alle kræfter mod socialiseringen.

Lige fra Sortehavet over til Kinas kyster har i mange år den russiske zar og engelsk guld, russisk og engelsk diplomati ført deres skjulte eller mere åbenlyse krige. Allerede før Krimkrigen trængte russerne frem i Mellemasien og i lange kampe underkastes Kaukasus, der var en udfaldsport mod Tyrkiet og Persien. Men særlig har Rusland sit blik heftet på Turkestans stepper og oaser, thi over dem går vejen til Afghanistan og videre til Indien. General Perowski vandt fra 1851 af khanerne af Kokan, Chiwa og Bokara, og tog land fra dem og tvang dem til at slutte overenskomster med Rusland. Fra Balkaschsøen trængte russerne frem mod sydøst hen mod den kinesiske grænse. England blev nu ængstelig overfor russerne, og englænderne søgte i Persien og især i Afghanistan at vinde tilhængere mod de fremtrængende russere. Af særlig betydning var Herat, Afghanistans nordvestligste by. I 1851 døde khanen af Herat og hans svigersøn, Dost Mohammed, der var engelsksindet, gjorde krav på hans rige. Men perserne der fra gammel tid af hævdede et overherredømme over Herat, besatte byen. Englænderne landsætte derfor en hær i Persien, for at få det til at trække sig tilbage. Men under Krimkrigen (1853-56) besatte perserne atter byen, og de understøttede endvidere russerne med levnedsmidler og lastdyr. England erklærede derfor krig og slog den persiske hær. Ved freden i Paris i 1857 opgav Persien alle krav på Herat, og England havde dermed fået et bolværk mod russerne. I 1689 havde Rusland måttet afstå Amurlandet til Kina. Men nu skød Østsibiriens statholder, Murawjew, de russiske kolonier frem skridt for skridt, og man gjorde opdagelsesrejser langs den lidet kendte flod og i kystlandet der omkring. Da Kina var hæmmet af farlige opstande i syden, og det trak op til en konflikt med de europæiske imperialistiske magter, søgte Kina at vinde Ruslands gunst. Ved traktaterne i Aigun i 1858 og i Peking i 1860 fik Rusland alt landet på Amurs venstre bred og senere kyststrækningen helt ned til den koreanske grænse. Dernede anlagde de Vladivostok, der er »Østens herskerinde«. Men englænderne blev nervøse for deres kolonibesiddelser i Sydøstasien. Allerede fra begyndelsen af 1600-tallet var englænderne nået til Indien og havde etableret handelshuse i Goa, Chittagong, Bombay, Madras og Calcutta. Men Indien ejedes ikke af den engelske stat, men af det Engelsk-Ostindiske Handelskompagni, hvis soldater efterhånden havde erobret landet. Allerede med Pitt´s India Act fra 1784 havde man stillet selskabet under regeringens kontrol, og hver gang det engelske parlament fornyede dets privilegium, beklippede man selskabet. Da det fornyedes i 1833 på 20 år, bestemtes det, at handelen på Indien fremtidig skulle være tilladt for alle englændere, og i 1853 fornyede man ikke privilegiet på et bestemt åremål. Parlamentet forbeholdt sig ret til, når som helst at bestemme, hvor langt eller hvor kort selskabets herredømme skulle være. Det at komme til Indien som overordnet embedsmand, var det samme som en formue, og det var en gunst, der gaves bort til det gode selskabs børn. De unge mennesker gennemgik forskellige skoler, tog forskellige eksaminer, og blev, når de havde gjort nogen tjeneste, sendt ud som øverste embedsmand over et distrikt med 800,000 mennesker. Lønnen var svimlende høj, og der var stor adgang til fortjeneste uden om. Kompagniet holdt kun få embedsmænd, der var i dette udstrakte rige ikke mere end 800, men så lønnede det dem så meget des bedre. Når det så længe kunne beholde sin magt, skyldtes det netop for en stor del disse fede embeder, der skabte formuer. Her var der plads for det engelske aristokratis yngre sønner, og det holdt så til gengæld sin hånd over selskabet i parlamentet. Kompagniet herredømme holdes oppe med engelske officerer og hvervede indfødte, og de indiske tropper hed seapoyer. I 1856 var der 40.000 europæiske tropper og 215.000 hvervede indfødte tropper i Indien. Englænderne var kommet for at tjene formuer, og optrådte hovmodigt og herskesygt, og alle deres despotiske lyster fik frit løb overfor det indiske folk. Inderne bestod af stamme på stamme med forskellige sprog, sædvaner og religion. Intet sted i verden var religionerne og de oversanselige drømmerierne mægtigere. Indien var fuld af vold, uretfærdighed og smerte, og befolkningerne havde fra gammel tid en utrolig lydighed og der var ingen uafhænighedstrang. 94 % af befolkningen var bønder. Dog var mohammedanerne og de brahmanske præster utilfredse, da de havde haft magten før englænderne kom. Englænderne skånede deres undersåtters religiøse følelser, men forbød dog enkelte barbariske ceremonier, så som afbrændingen af enker. Men så tror seapoyerne pludselig, at de er blevet krænkede i deres tro, og da bryder oprøret løs. Men selve oprøret strakte sig kun over en vis del af Indien. Andre dele af landet var rolige eller endog fjendtlig stemte mod opstanden. Der var ikke nogen national rejsning, og derfor lykkedes det englænderne forholdsvis let at få bugt med oprør. Fra 1848 til 1856 styredes Indien af lord Dalhousie, der førte et energisk regimente. Han underkastede sikherne i Penshab-landet, og han bekrigede Burma, ligesom han indrog flere indiske riger, hvis herskerhuse uddøde, idet han ikke tillod fyrsterne som tidligere at adoptere en arving, til hvem riget gik over. Da fyrsten i riget Oude misregerede sine undersåtter, bemægtigede Dalhousie sig hans land, idet han hævdede, at folket havde det bedre under de engelske embedsmænd end under den despotiske fyrste. Alle disse forholdsregler fremkaldte en vis gæring, og rygter begyndte efterhånden at udbrede sig. Det var profeteret, at englændernes regimente kun kunne vare i 100 år, og siden slaget ved Plassy var nu gået 99 år. Man sagde, at englænderne pønsede på at tvinge Indien til at blive et kristent land, og at man ville forbyde muhammedanerne at omskære sig og deres kvinder at gå med slør. Samtidig gik fra mund til mund de mest overdrevne fortællinger om de nederlag, som englænderne havde lidt på Krim. I begyndelsen af 1857 udbrød der flere smårevolter mellem seapoys-regimenterne, men de blev hurtig knust. Da hænder det, at der til seapoyerne i Mirat, nordøst for Delhi, udleveres patroner, der er indsmurte i oksefedt. Deres brahmanske religion siger, at man bliver udstødt af sin kaste, hvis ens læber rører ved der noget, der stammer fra et levende væsen. Og særlig er påbudet strengt angående alt, der stammer fra okser. Seapoyerne nægtede at modtage patronerne. Englænderne ville midlertidig ikke lade patronerne gå til spilde og sagde, at soldaterne ikke behøvede at bide patronerne af med munden, men at de kunne bruge fingrene. Men hinduerne ville aldeles ikke modtage patronerne. Striden forsatte og englænderne betragtede det som et brud på disciplinen, og lod endelig 85 ryttere, som hårdnakket nægtede at have noget med de nye patroner at gøre, dømme til 5 års straffearbejde i jern. Da kom oprøret i maj 1857. De engelske officerer blev myrdet og kasernen afbrændt. Mohammedanerne sluttede sig til rejsningen. I forening drog man til Delhi, Stormogulens gamle herskersæde, hvor man valgte en ætling af det gamle herskerhus til fyrste. I Delhi fik oprørerne fat i et umådeligt krigsforråd og fyldte krigskasser, og nu breder opstanden sig rask. I løbet af kort tid var hele Hindostan, navnlig hele riget Oude tillige med en række vigtige byer som Benares, Agra, Allahabad, Kanpur, Luknow i oprørenes magt. Da man havde anset disse landsdele for sikre nok, var der kun ganske små garnisoner, der intet formåede mod opstandens titusinder. Overalt blev de overraskede englændere med deres hustruer og børn myrdede, og oftest under de grusomste pinsler. I Kanpur stod Nena Sahib, en adoptivsøn af en af de afdøde fyrster, hvis rige englænderne havde inddraget, og som derfor hadede englænderne dybt. Der var i byen kun en 300 engelske soldater og embedsmænd med deres familier. I et befæstet hospital holdt de i 19 dage stand mod stormløbene og bomberne. Men så slap vandet op og man måtte forhandle med fjenden. Nena Sahib tilbød fri afmarsch med kvinder og børn til den nærmeste engelske garnisonsby, men næppe havde de indskibet sig, før kuglerne fra alle sider haglede ned over dem. Kun 4 slap derfra. 425 kvinder og børn skånede Nena Sahib indtil videre d. 27 juni 1857. Det eneste sted, hvor englænderne hævdede stillingen, var i Luknow, men også her blev de belejret af en talrig oprørshær. Opstanden forblev væsentlig begrænset til de nordvestlige provinser, Bengalen og Oude. Det var væsentlig kun en militær rejsning, og kun i Oude tog befolkningen del i den. De indfødte fyrster forholdt sig neutrale, enten af klogskab eller af indbyrdes skinsyge. Seapoyerne i Bombay og Madras-distrikterne forblev rolige, og kunne endog senere anvendes mod oprøret. De krigerske sikher skyndte sig endog til de engelske faner af had til muselmændene. Englænderne ventede derfor ikke engang på nye tropper fra hjemlandet, men tog fat på at kue opstanden med de tropper de havde. Med 8000 mand drog de mod Delhi, der holdtes besat af over 30,000 oprørere. I løbet af 8 dage stormede man byen, og omtrent hver gade var spærret af barrikader, der måtte tages én for én i september 1857. Vanskeligere var undsætningen af Luknow og Kanpur. Nena Sahib blev slået i en række forbitrede kampe, men da englænderne endelig tog Kanpur, havde Nena ladet alle kvinderne og børnene henrette d. 17 juli. Videre rykkede man mod Luknow. Men den engelske hær var undervejs skrumpet ind, at da den endelig havde slået sig igennem til Luknow, blev belejrede i september 1857. Først i november blev de indesluttede udfriet og ført til Kanpur, men man måtte foreløbig lade oprørerne beholde Luknow. Næste forår tog man kampen op, da man havde fået forstærkninger fra England. I marts 1858 blev Luknow taget, og efterhånden faldt oprørernes byer. Englænderne tog blodig hævn, og de valgte at binde fangerne i én lang række foran kanonmundinger og skyde dem. Ved overgangen til 1859 var oprøret knust. Men følgen af opstanden gik ud over kompagniets herredømme. Det syntes ikke at stemme med det 19 århundredes tankegang, at så mange millioner mennesker skulle styres af et aktieselskab, på samme måde som en fabrik, med det formål at give de størst mulige procenter til aktionærerne. Ved loven om forbedring af Indiens styrelse gik herredømmet over Indien over til den engelske krone. Der skabtes i England en særlig statssekretær for Indien, bistået af et råd på 16 medlemmer. I Indien hersker en vicekonge i dronningens navn, og ved hans side står et udøvende råd, og et lovgivende råd, hvis meninger vicekongen dog ikke er forpligtet til at følge. Den første vicekonge var lord Canning. Englænderne søgte at befæste deres herredømme og forhindre nye opstande ved en række reformer. Administrationen og retsplejen blev ordnet på en bedre måde. Hæren blev reorganiseret, og for fremtiden lærte seapoyerne ikke at behandle kanoner, som alene blev betjent af europæere. Også for agerbruget blev der udrettet meget, og skatterne blev omfordelt, der blev bygget jernbaner og foretaget andre offentlige arbejder. Men i Indien er der stadig frygtelige uår med hungersnød, hvor de døde tælles i hundredtusinder, og der er stadig hærgende epidemier. I det 18. århundrede havde Kina lukket sig af for al indflydelse fra Europa, og Kina havde forbudt kristendommen, og forbudt europæernes handel og bosættelse i landet. Med datidens sejlskibene der skulle syd om det Gode Håbs forbjerg, var vejen fra Europa alt for lang, til at de europæiske magter kunne foretage noget kraftigt, for atter at åbne Kina. Så kom dampskibene og senere kommer Suez-Kanalen, og skibsruterne forkortes fra måneder til uger, handelen stiger, industrien udvikler sig i Europa og trænger til afsætningsmarkeder. Og Kina åbnes og kampen om herredømmet over Kina begynder. Da europæerne først bar våben mod Kina for at åbne det, var krigsårsagen, som sagt, en gemenhed. Opiumsrygningen giver behagelige drømme, den giver glemsel for livets sorger, men den lammer og ødelægger tillige dem, der er forfaldne til den. Og kineserne var slemt forfaldne. Det var forbudt at indføre opium, og så smuglede man, hvilket var en yderst indbringende forretning. Det Engelsk-Ostindiske Kompagni havde i Ostindien store opiumsplantager, og opiummen sendte englænderne til Kina for at tjene penge. Kejser Taokwang søgte forgæves at tale de engelske købmænd til fornuft, men de blev ved. Så sendte kejseren til Kanton, opiumshandelens hovedsæde, en embedsmand, der ikke på nogen måde lod sig bestikke. Han konfiskerede over 20,000 kister med opium, smed kalk over dem og kastede dem i havet. Samtidig traf han strenge forholdsregler mod smugleriet. Englændernes svar var en krigsflåde, der efter tilstrækkelig mange bombardementer af kystbyer tvang kejseren til freden i Nanking i 1842, ved hvilken han måtte tillade indførslen af opium, og overlade englænderne øen Hongkong, samt åbne de fem havne, Kanton, Amoy, Futschou, Ningpo og Shanghaj for englænderne. De andre magter var naturligvis ikke sene til at følge det engelske eksempel. Snart fik både Nordamerika og Frankrig adgang til de samme havne, og Frankrig satte desuden igennem, at det skulle stå missionærerne frit for at anlægge kirker og skoler, ligesom den katolske kirke i hele Kina blev stillet under fransk beskyttelse. Efter kejser Taokwang fulgte hans søn Hienføng-hwang-ti, og det fremmedfjendtlige parti fik under ham den afgørende indflydelse. Kina satte sig ud over fredsbestemmelserne og traktaterne, og det kom til evige rivninger, og snart måtte det komme til ny krig. De engelske købmænd krævede større handelsfordele, da det nu viste sig, at Kina udførte meget mere til England, end det modtog derfra. I 1856 viste handelsbalancen et tab for England på 260 millioner. Guvernøren i Kanton, Yeh, havde beslaglagt et kinesisk sørøverskib, der sejlede under engelsk flag. Han var i sin gode ret, men den engelske konsul gjorde alligevel indvendinger, og da Yeh ikke ville gå ind på hans krav, bombarderede den engelske admiral Seymour uden krigserklæring først forterne og derpå byen Kanton i oktober/december i 1856. Frankrig ønskede også at vise sin magt, og da en missionær Chapdelaine var blevet dræbt af kineserne, sluttede Frankrig sig straks til England. Hjemme i det engelske parlament syntes denne smuglerskibsaffære for tvivlsom, og det lykkedes Gladstone og Cobden at bringe Palmerstone i minoritet. Men han opløste parlamentet, og vælgerne billigede hans politik. Imidlertid kunne man ikke straks slå løs. Opstanden i Indien var brudt løs, og de tropper, der skulle gå mod Kina, måtte foreløbig anvendes mod de indiske seapoyer. Først sidst i december 1857 kunne man åbne fjendtlighederne. Kanton blev skudt i brand og stormet af de franske og engelske magters 6000 mand. Derpå dampede flåderne mod nord for at gå mod Peking. Byen ligger ved Peihofloden, hvis udløb i Petschili-bugten er forsvaret af Taku-forterne. De blev beskudt og taget, og flåderne løb op ad floden til Tientsin, Pekings havneby. Alt var gjort rede til en marsch frem mod Peking. Da gav den kinesiske regering efter og sluttede i juni 1858 traktaten i Tientsin, ved hvilken en række vigtige havne åbnedes for de allierede, der tillige fik ret til at have gesandter i Peking. Men Kina var ingenlunde tilsinds at udføre traktaten. Da en kanonbådsflotille i juni 1859 ville bringe gesandterne op til Peking, var Peihofloden spærret med kæder, og forterne skød flere af kanonbådene i sænk. Det var krigen på ny. Frankrig sendte 8000 mand under general Montauban samt skibe, og England 13,000 under general Grant foruden en flåde. Efter at have bemægtiget sig flere kystbyer uden modstand, kom de allierede atter foran Taku-forterne, der påny blev stormede i august 1860. Derpå blev Tientsin besat. Kina indledte forhandlinger, men nu ville de allierede til Peking, da man ville give de gule en alvorlig lære. Kineserne søgte undervejs at standse de fremmede med en overtallig hær, og ved Palikiao kom det til en 7 timers kamp. De mantschuriske ryttere stormede uforfærdet frem, men englændernes Armstrong-kanoner mejede dem ned. Også franskmændene kæmpede og general Montauban hentede sig den dag d. 21 september titlen: greve af Palikao. D. 6 oktober rykkede de allierede frem til Peking og besatte kejserens sommerpalads, Yuen-ming-yuen, nord for byen. Kejseren var få timer forinden flygtet til Mongoliet. Da de allierede opdagede de frygtelige pinsler, som kineserne havde underkastet de europæere, der var faldet i kinesernes hænder, besluttede man at hævne sig. Særlig den engelske gesandt, lord Elgin, var forbitret, og da det blev oplyst, at kejseren havde givet ordre til torturen, ville man ramme ham i hans kæreste, hans yndlingsresidens, sommerpaladset, i hvis haver og talrige bygninger var samlede alle de gaver, som de kinesiske herskere i århundreder havde modtaget. Sommerpaladset blev plyndret og stukket i brand, et uhyre bytte blev gjort. Kinas modstand var nu brudt. D. 13 oktober rykkede de fremmedes hære ind i Peking, og da prins Kong, der havde overtaget regeringen, endnu nølede med at slutte fred, bekendtgjorde sejrherrerne, at hvis ikke freden var sluttet d. 29, ville det kejserlige palads i Peking blive afbrændt. Kineserne fik nu travlt, og d. 24 oktober 1860 blev freden undertegnet. De tidligere traktater skulle stå ved magt, og Kina skulle betale en klækkelig erstatning. Med nogle få tusinde mand havde man således tvungen Kina til fred og indrømmelser, og europæernes foragt for de gule var ubegrænset. Men når krigen var endt så hurtigt og let, hidrørte det for en stor del fra det mægtige oprør, der havde magten i hele det sydlige og midterste Kina. Mantschu-dynastiet, der fra 1644 regerede Kina, var truet af så alvorlige indre farer, at det for enhver pris måtte skaffe sig fred med de udvortes fjender. Opiumskrigen med den efterfølgende fred i Nanking og Kinas åbning for de fremmede havde bragt uro i dette folkehav, der indespærret og udelukket fra omverdenen, længe havde været roligt. Man følte Nankingfreden som en ydmygelse, og harmen vendte sig ikke blot mod de »fremmede djævle«, de »røde barbarer«, men tillige mod Mantschu-dynastiet, der havde sluttet den vanærende fred. Der havde hele tiden været folk, der holdt på det gamle herskerhus, Ming, og nu brød der flere opstande ud til fordel for det, og bevæbnede bander drog om i provinserne. De fremmede missionærers virksomhed fremkaldte også gæring, da de sårede så mange og dyrebare traditioner. Dertil uår, oversvømmelser og hungersnød. De hemmelige selskaber myldrede frem. Flere af dem havde et rent socialistisk-kommunistisk program. Når man læser deres opråb, tror man at have for sig en side af de franske kommunisters eller de tyske socialisters skrifter. Tankerne og ordene er omtrent de samme. »Alle jordens goder er fælles, nogle få tusinde har bemægtiget sig dem og lever i overdådig luksus, medens millionerne må slide og lide afsavn. Lad os rejse os, lad os og hænge udbytterne!« Alle disse små oprørsforsøg, al denne misfornøjelse samler sig som i Taiping-oprøret. Taiping, er »den store fred« og dens profet er Hung-tsiu-tsuang. Han var født i 1813 i en lille landsby nord for Kanton, og var tredje søn af en fattig bonde, der kun ejede to okser, nogle svin og høns. Han var landsbyens lys, og man håbede, at han med glans skulle tage alle de eksaminer, der førte til magt og ære i Kina, og blive en stor mand og gøre landsbyen berømt. Men Hung var for fattig, uagtet landsbyskolelæreren underviste ham gratis, blev det ikke til noget. Hung måtte tilbage til køerne og markarbejdet, men efter nogle års forløb overdrog imidlertid landsbyen ham lærerembedet. Han kunne nu læse videre. Han var dengang allerede gift og havde flere børn. Det lykkedes ham at erhverve sig den første grad, men da han i 1839 drog til Kanton for at tage den anden grad, faldt han igennem, og det samme gentog sig det følgende år. I Kanton havde han lært nogle protestantiske missionærer at kende og havde stiftet et løseligt bekendtskab med kristendommen. Uheldet ved eksaminerne gjorde ham alvorlig syg, og under sin sygdom havde han syner. Han nåede den overbevisning, at han var udset til at skabe en ny religion og redde sit folk. De fremmede skulle forjages fra Kina, den gamle afgudsdyrkelse og Konfucius' lære afskaffes, en ny religion indføres, der bestod af en blanding af kristendom, buddhisme og hans egne syner. Han drog landet rundt, optrådte som moralprædikant og revsede menneskenes laster. En af de første, der omvendte sig, var Fong Yan-san, der blev hans højre hånd. Han stiftede en sekt, hvis ivrige prædikener forkyndte den nye lære og ødelagde afgudsbillederne. Snart stod betydelige dele af syden på den nye profets side, og da kejser Taokwang var død i 1850, blev den religiøse bevægelse tillige politisk. Hung opkastede sig til konge, og kaldte sit dynasti Taiping og sit rige Tienkuo, den himmelske stat. Dette rige skulle omfatte hele verden, og han udnævnte konger over østen og vesten, norden og syden. Gud selv regerede Tienkuo gennem sine åbenbaringer til profetkongen. Hans troende brændte af iver for kampen, for at udbrede guds rige. Yantsekiang blev overskredet, og Nanking erobret i 1853. Den blev gjort til det nye riges hovedstad, og Hung erklærede sig for himmelens søn. Og videre trængte Taiping-mændene frem. De overskred Hoangho og rykkede frem mod Tietsin, og Peking var dermed i fare. Kejser Hienføng sendte sine mongoler mod dem, og de blev slået. Da vendte oprørerne pludselig om og trak sig tilbage bag Hoangho i 1855. Her befæstede de deres magt, og holdt i lang tid de kejserlige tropper stangen. Der var indre oprør i Taipingriget. Østens konge gjorde opstand, også han fik guddommelige indskydelser. Men Hung slog alle opstandsforsøg ned, og i begyndelsen af 1860erne trængte Taipingmændene atter frem. Men nu stødte de ikke blot sammen med de kejserlige tropper, men tillige mod europæerne, hvis kolonier i de åbnede havne de truede. Således belejrede de Shanghaj. Magternes tropper gjorde derfor fælles sag med kejserens, og en mængde europæere trådte i kinesisk tjeneste, den mest bekendte var Gordon, der senere faldt ved Khartum. Blandt kineserne udmærkede især Li-Hung-Tchang sig, denne senere så mægtige mand tjente her sine første sporer. By på by blev taget, til sidst havde Hung kun sin hovedstad, Nanking, tilbage. Efter et hårdnakket forsvar blev også den erobret i juli 1804. Hung samlede, da alt håb var ude, et uhyre bål og brændte derpå sig selv, sine hustruer og sine skatte. Hans sidste tilhængere spredte sig som bander over landet, og en del tog sin tilflugt til Yünnans bjerge, på grænsen af Tonking, hvor franskmændene senere skulle få med dem at gøre, under navnene »de gule og de sorte bannere«. 12-13 millioner mennesker var omkomet i disse årelange kampe, og utallige byer var afbrændte og jævnede med jorden. Men byerne rejste sig på ny, og hvad var 12-13 millioner mennesker i dette menneskehav. Kort efter freden i Peking var kejser Hienføng død i august 1861. Hans søn, der fulgte ham efter, var et 5 års barn. Alt var da i opløsning. Musselmændene havde gjort oprør i det vestlige Kina, og Taiping-oprøret huserede i Midtkina, og de fremmede tropper var endnu ikke draget bort. Ingen hær, ingen flåde, et tomt skatkammer, en kejsermagt, der var ydmyget gennem nederlagene. Intet ville have været lettere for stormagterne end at gøre ende på Mantschu-dynastiet. Men det var netop de fremmede, der holdt det oppe og støttede den mand, der atter samlede riget, prins Kong, en søn af kejser Taokwang. Man mente, man stod sig bedst ved at støtte og opretholde den eneste »lovlige regering«, der fandtes. Taipingmændene ville jo netop jage de fremmedes ud. Kong var europavenlig, og han havde lært europæernes uendelige overlegenhed i våbnene at kende, og han ville lære dem kunsten af. Engelske og franske officerer trådte i kinesisk tjeneste, og der blev købt våben og skibe i Europa, og i Futschou blev der anlagt et arsenal. Også i det kinesiske toldvæsen trådte mange fremmede ind. Unge kinesere sendtes til Europa, og blev der en 3-4 år, og lærte våbenkunst og industri, og søgte så at omplante dem på kinesisk grund. Men selvom regeringen i Peking forstod, at der var noget at lære af Europa, mente man ude i provinserne noget helt andet. Uviljen mod europæerne var i stigning. Og i det enevældige Kina er regeringen svagere, end man skulle tro. Vicekongerne styrer ret enerådigt deres store provinser, der ofte er større og folkerigere end nogen europæisk storstat. Afstandene er lange i Kina, og der var hverken telegrafer eller jernbaner, der kunne derfor ske meget ude i provinserne, som regeringen var uvidende om, eller først for sent kunne gribe ind i. Et mord på de fremmede sker i Tientsin d. 21 juni 1879. Den franske konsul, flere konsulatsembedsmænd, en præst, 3 russere, 9 barmhjertige søstre, ialt 21 europæere, blev myrdet, netop på et tidspunkt, da der ingen krigsskibe var i Peihofloden. Freden var øjensynlig skrøbelig, og telegraftråden gik ikke længere end til Singapore, og budskabet kom først længe efter til Europa. Medens Kina søger at skaffe sig af med de forhadte fremmede ved mord og plyndringer, er Japan, der heller ikke har ret meget mere tilovers for europæerne, gået en anden og farligere vej. Det har indset Europas overlegenhed, og det har villet lære de fremmede deres kunster af og således gøre dem overflødige i Japan. Der har i Japan siden 1603 været to regenter. Mikadoen, der residerede i Kioto, var af navn Japans hersker, men den virkelige magt udøvedes af shogunen, oprindelig Japans øverste feltherre, og hans residens var i Yedo. Shogunen var føreren for krigerkasten, samurai. Mægtige var storvasallerne, daïmioerne. Ørigets kultur var væsentlig hentet fra Kina, men der var skabt en national litteratur og en national kunst. Ligesom i Kina var landet dyrket som en have, og familiens faste sammenhold grundlaget for staten. Shogunen havde spærret landet skarpt af for omverdenen. De første, der skaffede sig indpas i Japan, var amerikanerne, der havde vigtige handelsinteresser i Østasien. De sendte i 1853 kommodore Perry derover med en flåde, og tiltvang sig en handelstraktat, der åbnede dem visse havne. De europæiske magter skyndte sig med at følge eksemplet og skaffede sig lignende fordele. De herskende klasser i landet, krigerkasten og storvasallerne, var yderst misfornøjede med de fremmedes indtrængen, og de frygtede for, at deres magt skulle formindskes. De foreholdt shogunen, at hans indrømmelser til de fremmede stred mod rigets love, og da denne, der altid blev hårdt presset af de fremmede krigsflåder, ikke kunne tage sine indrømmelser tilbage, forlod mange af daïmioerne Yedo og drog til mikadoens hof i Kioto. Shogunen blev bange, men da han søgte at lægge de fremmede hindringer i vejen, bombarderede en forenet flåde Shimonoseki. Dette formindskede yderligere hans anseelse. Unge japanesere havde imidlertid været i Amerika og Europa, de kom hjem og fortalte om de fremmedes overlegenhed på så mange områder. Der begyndte hos mange af storvasallerne et omsving, og de indså, at Japan kun kunne blive stærkt og selvstændigt, når det tilegnede sig de fremmedes færdigheder. Tillige måtte tvedelingen af magten ophøre, men andre sluttede sig om mikadoen af had til det nye. Da skete der det, at i året 1867 kom der næsten samtidig en ny shogun og en ny mikado, Mutsuhito, den nuværende kejser, dengang kun 15 år gammel. Mikadoen opfordrede shogunen til at nedlægge sin magt, og denne, en svag og vankelmodig mand, var ikke utilbøjelig dertil, men hans vasaller i det nordlige ville ikke tillade det, og med 30,000 mand rykkede shogunen frem mod Kioto. Mikadoen, der blev støttet af de sydlige daïmioer, og sejrede i en række kampe, så shogunen måtte nedlægge alle sine embeder og gå i et buddhistisk kloster. Al magten var nu samlet i mikadoens hånd. Han forlagde sin residens til Yedo, der nu fik navn af Tokio, den østlige hovedstad. Allerede under kampen mod shogunen havde han anerkendt alle traktaterne med de fremmede magter, og fra nu af begynder Japans hurtige forvandling. Der mødtes 2 kulturer i Bagindien, den kinesiske og den indiske. Mod øst har den kinesiske overtaget, mod vest den indiske. Bagindien var særlig befolket og opdyrket langs de tre store floddale, Mekong, Menam og Irawadi. Overalt findes der mange kinesiske indvandrere, der har bemægtiget sig handelen og håndværket, medens den indfødte befolkning væsentlig giver sig af med landbrug. I det østligste rige, Annam, gav kristenforfølgelser og mord på missionærerne i 1850erne Frankrig en anledning til at sætte sig fast i Bagindien. Efter de fornødne bombardementer og småsejre til lands fik Frankrig i 1862 Kochin-Kina, dvs. landet omkring Mekongs udløb, med hovedbyen Saigon. Derfra udstrakte Frankrig tillige sit protektorat over Cambodja, dvs. landet vest for Mekong, som længe havde været et tvistens æble mellem Annam og Siam. Hermed var grundvolden lagt til Frankrigs Bagindiske herredømme. Siam er det midterste rige. I 1782 havde en førsteminister myrdet sin konge og selv taget kongemagten, og fra ham nedstammer der et regerende herskerhus. I Siam er det kongen som ejer al jord. Han får indtægterne til sin overdådige hofholdning gennem sine undersåtters hoveri og grundskatter. Han har endvidere tiltaget sig eneretten til handel med alle de vigtigste udførselsprodukter. Tidligere blev denne handel forpagtet bort til kineserne, men nu får blandt andre også danskerne gavn af den siamesiske konges rettigheder. De europæiske handelsmagter var meget ivrige efter at afslutte handels- og venskabstraktater med Siam, for at få del i udbytningen af landets rigdomme. Længe stod Siam imod, men da den europæervenlige kong Mongkul i 1851 var kommen på tronen, åbnedes landet, og der blev afsluttet en række handelstraktater. Blandt andet undertegnede i 1858 den danske konsul i Singapore en traktat med Siam. Kong Mongkul studerede med interesse europæiske forhold, han kunne endog latin og engelsk, og han lod bygge krigsskibe efter europæisk mønster og lod noget af sin hær indøve på europæisk vis. Han efterfulgtes i 1868 af sin søn, kong Somdetch-Phra-Paramendr-Maha-Chululong-Korn, under hvem forbindelsen med Europa øgedes. Burma, det vestligste af de tre riger, støder op til Forindien og kom derved under engelsk indflydelse og herredømme. Englænderne og burmanerne havde gentagende krige. I 1852 bemægtigede englænderne sig Nedre-Burma omkring Irawadis munding. Øvre-Burma blev derved ganske lukket ude fra omverdenen. Den store i Afrika begynder først efter 1870. Endnu har de europæiske magter travlt nok med Asien og Amerika, og med det indiske oprør, åbningen af Østen, den amerikanske borgerkrig og den mexicanske ekspedition. Endvidere lægger forholdene i Europa, dvs. dannelsen af de to nationalstater, Tyskland og Italien, og sammenstødet mellem vesten og østen under Krimkrigen, stærkt beslag på opmærksomheden og kraften. Derfor får Afrika foreløbig lov til at ligge hen til efter 1870. Men snart er man rede til det store koloniale væddeløb. I Ægypten fortsætter Mehemed Alis efterfølgere, Afbas, Said og Ismail. De bestræber sig for at blive uafhængige af den tyrkiske overhøjhed, og Tyrkiet er svagt nok, til at måtte lade de ærgerrige paschaer udvide deres magt. Said (1854-63) var opdraget på fransk, og han adskilte statens og sin private kasse ad, samt forbedrede bøndernes stilling og afskaffede slaveriet og slavehandelen. Men slaveriet vedblev at gå sin gang trods loven. Det var også Said, der gav Lesseps koncession på bygningen af Suez-Kanalen. Under hans efterfølger, Ismail, blev den færdig og indviet med pragt og pomp. Magterne sendte deres krigsskibe, og en stor flåde var samlet, og skib efter skib gled de ind i kanalen, forrest det franske »Ørnen« med kejserinde Eugenie ombord d. 16.-18. november 1869. Ægypten var atter blevet et af handelens centrer, som det havde været det i oldtiden og i middelalderen, indtil europæerne fandt vejen syd om Kap det Gode Håb til Indien. Ismail, modtog sine fyrstelige gæster med et østerlandsk hofs overdådige pragt, og drømte om en stor fremtid for Ægypten. I virkeligheden skulle det blive anledningen til, at Ægypten tabte sin selvstændighed. Suez-Kanal var alt for vigtig for de europæiske magter. Over Nubien og Sudan havde allerede Mehemed Ali begyndt at udvide det ægyptiske herredømme, han var trængt frem til Khartum, hvor den hvide og den blå Nil løber sammen. Senere erobrede ægypterne alt landet op til Albert Sø, tillige med riget Darfur mod vest. Det er på disse erobringer, at englænderne, da de havde fået magten i Ægypten, støttede deres krav på herredømmet i Sudan. En anden landvinding var kystlandet mellem Abessinien og det Røde Hav, Massaua, som senere italienerne skulle sætte sig i besiddelse af, og som skulle koste dem så meget blod. Fra Massaua tænkte man på at udvide sit herredømme over Abessinien. Det var et kristent land midt inde mellem mohamedanske. Medens kristendommen i Nordafrika bukkede under for mohamedanerne, holdt den sig i dette afsides bjergland. Middelalderen igennem gik der i Europa sagn om en mægtig præstefyrste, presbyten Johannes, der skulle regere over et stort rige bag de islamitiske lande, og som gerne ville hjælpe europæerne i kampen mod mohammedanerne. Man sendte gentagende folk ud for at finde og sætte sig i forbindelse med denne fyrste, men han blev aldrig fundet, og han ville også have været en skuffelse, thi den mægtige profetfyrste var ikke nogen anden end den abessiniske hersker, der ikke kunne have hjulpet imperialisterne ret meget. Landets kirke havde således i årtusinder været udelukket fra samkvem med omverdenen, og kristendommen havde antaget barbariske former. Der var en fyrste, Negus Negest, »kongernes konge«, men efterhånden var hans magt veget for småkongerne, de såkaldte »rasér«, der regerede i de enkelte dele af landet. Abessinierne var et krigskyndigt folk, og de var vanskelige at overvinde i deres stejle bjergland. Ved århundredets midte lykkedes det en af anførerne for de talrige bander, der huserede i Abessinien, at svinge sig op til hersker og samle riget under navn af kejser Theodor II. Han var en søn af en statholder, og blev optaget til gejstlig i et kloster, men han flygtede. Han samlede en bande, det blev til en hær, og den ene småkonge efter den anden bukkede under. Som hersker regerede han længe godt, forbedrede retsplejen, udryddede røveriet, knækkede gejstlighedens overmagt ved at inddrage godser. Særlig lagde han vægt på at udvikle sin hær, idet det var hans mål at udrydde islam i Ægypten. I den hensigt søgte han forbundsfæller i Europa. Napoleon sagde nej, og da han sendte en gesandt til England, der tilbød englænderne Abessinien som forbundsfælle og dronning Viktoria kejserens hånd, fik han intet svar. Kejser Theodor blev der over meget forbitret og lod de europæiske missionærer fængsle, da han mistænkte dem for at have bagtalt ham i Europa. England sendte nu en gesandt med et svar, men den vrede kejser satte også ham under lås og lukke. Han erklærede, at han kun ville udlevere fangerne, hvis man i stedet sendte ham dygtige håndværkere fra Europa. England sendte 16,000 mænd af den Ostindiske hær til Abessinien, og kejser Theodor, der efterhånden havde gjort sig ret forhadt ved sin tyranniske færd, måtte indeslutte sig i bjergfæstningen Magdala. Den blev belejret og stormet, men sejrherrerne fandt kun kejserens lig, da han havde skudt sig en kugle for panden i april 1868. Landet fristede ikke englænderne, da landet ikke kunne afgivet et udbytte, der stod i forhold til den bekostning, som ville være nødvendig for at holde dets krigsvante befolkning i tømme. Allerede i juni var de sidste engelske tropper indskibede igen, og krigsomkostningerne havde været 140 millioner kr.. Det var hollænderne, der først slog sig ned i Sydafrika, de havde der ved Det Gode Håbs forbjerg en station på den lange vej til Indien i ca. 1650. Foruden hollænderne kom der en del franske reformerte, som Ludvig XIV havde jaget ud. Tilsammen dannede de det nye folk »boerne«, også kaldt afrikanderne. De levede ret afsondret, og uden videre forbindelse med Europa. Udviklingen var, som altid i et spredt bondeland, langsom. Derfor minder boerne i mangt og meget om de kolonister, der for 200 år siden slog sig ned i Kaplandet. Men på den anden side er der under de fra hjemlandet så forskellige forhold skabt et nyt folk med sit særpræg, på samme måde som yankeen på Amerikas grund er blevet forskellig fra englænderne. De to dybeste træk i boernes karakter er deres seje vedholdenhed ved de gamle skikke og sæder og deres ubetvingelige frihedstrang. De er et konservativt folk frem for noget, sådan har fædrene levet, sådan vil vi også leve. Og ude på sletterne, mellem deres slaver, på gårdene, der lå vidt spredte, levede hver mand fri og selvherskende. Disse to træk i forening bevirker, at boerne hellere end at finde sig i de nye forhold, som englænderne ville indføre, og den afhængighed, som det engelske herredømme medfører. Boerne forlader deres boliger og drager ud i øde og ukendte egne, hvor de uforstyrret kan fortsætte fædrenes liv og leve som frie mænd. De er endvidere dybt religiøse, ganske på samme vis som det 17. århundredes reformerte og puritanere. Det sunde liv på landet, den evige farten på hesteryggen hen over græsgangene, jagterne, kampene mod de indfødte gør fra barnsben af boeren til en dygtig skytte og en god kriger, hårdfør, nøjsom, udholdende. Da englænderne havde bemægtiget sig Forindien, lå det i deres interesse at få Kaplandet til station undervejs, og en anledning til at besætte Kaplandet fik de under revolutionskrigene, da franskmændene bemægtigede sig Holland, og prinsen af Oranien flygtede til England. Englænderne besatte da Kapkolonien »foreløbigt, så længe krigen varede«. Men da Napoleonskrigene var endt i 1815, beholdt England den nyttige station. Boerne var ingenlunde tilfredse med byttet, og det kom snart til sammenstød med de nye herskere. Stridsæblet var boernes slavehold. Boerne gjorde de indfødte til slaver, betragtede slaveriet som en selvfølge og nødvendighed, uden hvilket de slet ikke kunne eksistere. De behandlede egentlig ikke deres slaver grusomt, og de betragtede egentlig hottentotterne som en slags finere husdyr. Da det engelske parlament i 1828 vedtog en lov, hvorefter slaveriet ophævedes, og hottentotterne stilledes på lige fod med de hvide, anså boerne det dels som en latterlighed, og dels som et aldeles uberettiget indgreb i deres ejendomsret. Modsætningerne blev større år for år, og i 1837 får man den første store udvandring, den såkaldte voortrekken. Boerne forlod alle deres gårde, læssede deres kvinder, børn og indbo på store vogne, trukne af okser, drev deres kvæg foran sig, og drog over Oranjefloden ud i den vide, store verden for at søge nye boliger. Undertiden slog de sig under deres søgen ned i uger eller måneder på et sted og forskansede sig bag deres vogne. De indrettede sig i vognborge, de såkaldte »laagers«, bag hvilke de kæmpede mod de vilde. Når så faren var ovre, drog de videre. En del af boerne drog mod øst over Dragebjergene til Natal i 1838. Landet var folketomt og frugtbart, altså ret efter boernes hjerte. Her grundlagde de byen Pietermaritzburg og dannede en republik under navnet Det Sydafrikanske Port-Natalselskab. Men englænderne ville ikke tillade nogen uafhængig stat i nærheden af deres kolonis grænser, og de besatte Pietermaritzburg og Natal blev erklæret for en engelsk kronkoloni i 1843. Men boerne ville hellere opgive deres nye boliger end finde sig i det engelske herredømme, og under ledelse af Adrien Prætorias drog de tilbage over Dragebjergene, drog fra et godt og frugtbart land tilbage til Oranjestatens tørre, højtliggende stepper, der væsentlig kun egnede sig til kvægavl. De traf her stamfrænder, der på den første voortrekken ikke var kommet videre, og sammen med dem dannede de Oranjefristaten, begrænset mod syd af Oranjefloden, mod vest af Dragebjergene, og mod nord af Vaalfloden, der omslutter landet i en bue og løber ud i Oranjefloden. Hovedstaden var Bloemfontein. Men atter her kom englænderne og indlemmede den nye stat i det britiske rige, og da boerne satte sig til modværge, blev de slået i 1848. Erobringen og krigen kostede imidlertid penge, 25 millioner årlig, og man syntes hjemme i England, at det var for meget. Og da Krimkrigen kom, havde England brug for sine penge og sine soldater andetsteds. Derfor rømmede man igen Oranjefristaten, og ved overenskomsten i Bloemfotein i 1854 anerkendte England landet nord for Oranjefloden for en selvstændig stat, og lovede aldrig mere at blande sig i dets indre anliggender. Imidlertid strakte englænderne snart deres besiddelser op på begge sider af Oranjefristaten. Sydøst for den lå basutoernes land, og boerne havde god lyst til deres græsgange og hjorde, og bekrigede dem derfor jævnligt. Det så også ud til, at de skulle få magten, men den engelske guvernør i Kap erklærede pludselig i 1868 Basutolandet for hørende ind under de engelske besiddelser. Mod vest lå Griqualand, og her blev i 1867 de første diamanter fundet, særlig den store diamant, »Sydstjernen«, som en hottentot fandt, og som havde en værdi af 450,000 kr.. Diamantsøgerne strømmede til, Kimberley blev anlagt, og også dette land blev en engelsk koloni. Da englænderne i 1848 havde indlemmet Oranjefristaten, var der ikke anden udvej for de ubøjelige boere end at gå længere mod nord over Vaal. Allerede ved den første »trekken« havde enkelte kolonister vovet sig herop og haft hårde kampe mod matabelerne. Nu fik de forstærkning af nye skarer under Prætorius, og efterhånden blev alt landet erobret op til Limpopofloden. Der blev først dannet flere mindre republikker, der senere samledes til Transwaal, hvis uafhængighed englænderne anerkendte i 1852, idet de lovede aldrig at overskride Vaalfloden. De to boerrepubliker var udelukket fra havet, og de syntes ikke at have nogen videre fremtid. I 1865 havde Oranjefristaten 35,000 indbyggere, Transvaal kun en ubetydelighed. Det var først, da guldminerne blev opdaget, at nye eventyrere søgte derhen. Kapkolonien fik i 1853 et parlament, uden dog dermed at få parlamentarisk flertalstyre med ansvarlige ministre. Derfor gik kravene i den kommende tid ud på at få et parlamentarisk flertalstyre, og fra 1872 fik man et parlamentarisk regimente, under hvilket guvernøren tager sine ministre af flertallet. I Australien var den folkerigeste engelske koloni New Sydwales, der i 1851 talte 370,000 mennesker og 15 millioner får. Samme år blev dets sydligste del udskilt som en selvstændig koloni under navnet Viktoria med en befolkning på 77,000 mennesker. Øen Tasmanien, der havde et mindre varmt og tørt klima, havde en befolkning på 70,000. Syd- og Vestaustralien søgtes befolkede gennem udvandringskompagnier, der imidlertid ikke havde meget held med sig, og særlig var Vestaustralien temmelig folketomt, og der var i 1840 kun 2,300 hvide dér. Ny Sydwales, Viktoria, Sydaustralien og Tasmanien havde lovgivende forsamlinger, der fuldstændig beherskedes af de store fåreejere. Da var det, at guldet blev fundet og fremkaldte en fuldstændig omvæltning i alle forhold. Allerede i 1841 havde man fundet guld, men regeringen havde holdt fundet hemmeligt af frygt for, at alle arbejdere skulle blive forladte, hvis det rygtedes. Men i 1851 opdagede en mand, der havde været i Californien for at grave guld, de guldførende lag i Ny Sydwales, der ganske lignede de californiske, og i oktober samme år blev der opdaget andre guldlag i Viktoria ved Ballarat, ikke langt fra hovedstaden Melbourne. Guldet fandtes væsentlig i de gamle flodlejer, der behøvedes ingen maskiner eller større apparater for at udvinde det. Man vaskede sandet og jorden ud og fandt da de gyldne klumper. Det gjaldt kun om at have held til at finde, og rygtet vidste at melde om heldige guldsøgere, der havde fundet klumper til en værdi af hundredtusind. Guldfeberen greb nu alverden som nogle år før, da guldet var fundet i Californien. Værst rasede den naturligvis i Australien selv, hvor man var nærmest guldets lejer og kunne komme først. Byerne og landet affolkedes og alle ville være »digger«, som guldgraverne kaldtes. Selv politibetjentene, der havde travlt med at passe på alle de eventyrere, der nu strømmede sammen, kastede uniformen og staven for at søge guld. Regeringen så sig nødsaget til i Melbourne at lave et politi af deporterede forbrydere. De var de eneste, den var sikker på at kunne beholde, thi skulle de finde på at løbe bort og søge guld, var de sikre på atter at blive puttet i tugthuset. Guldsøgerne drog rundt omkring i landet, som sporhunde efter guldet, og hvor der blev fundet guld, voksede der straks frem en by af hytter og telte med butikker og talrige kroer og spillebuler. Den ny indvandrede befolkning blev snart langt talrigere end den gamle. I løbet af 5 år steg Viktorias befolkning fra 77,000 til 400,000, og de nye mænd forlangte del i statens styrelse efter det gamle engelske princip, at når man betaler til statens fornødenheder, skal man også gennem sine repræsentanter have indseende med, hvortil statens penge går. De gamle magthavere, fåreejerne, de såkaldte squatters, satte sig forgæves imod, og i 1850erne gennemføres der i de større kolonier forfatninger, der i alt væsentlig ligner hinanden, med et underhus, et overhus og en guvernør, der tager sit ministerium blandt underhusets flertal, og som i kronens navn kan nedlægge veto. De nyankomne var for en stor del irske republikanere, engelske chartister, der havde forladt det aristokratiske England, fordi de ikke der kunne sætte deres ideer igennem, i det hele taget demokrater og radikale. Derfor skabes der i den femte verdensdel, hvor ingen historie og ingen traditioner binder, en række meget demokratiske samfund. I Sydaustralien indførte man den almindelige valgret, men man gennemførte også den hemmelige afstemning, som Gladstone senere tog op. Ny Sydwales overfløj, hvad folkeskolen angik, det meste af den gamle verden. Og de, der først var kommet til landet som løse guldsøgere, skiftede snart karakter. De lette fund af guld i flodlejerne og i markens løse jordlag ophørte, og guldet måtte sprænges ud af de guldholdige kvartslag. Dertil behøvedes dyre maskiner og dybe skakter. De første guldsøgere viger derfor pladsen for ingeniørerne og kapitalistselskaberne, og de bliver agerdyrkere, byarbejdere og håndværkere. I 1859 blev Queensland, der oprindelig havde været et deportationssted, udsondret som en særlig koloni med egen styrelse og forfatning. På New Zeeland, der består af 2 øer tog kolonisationen her sin begyndelse omkring 1840. Befolkningen, maorierne, var kraftigere, mere kultiverede og mere krigerske end det australske fastlands lavtstående stammer. De flakkede ikke om som disse, men var bosiddende, og jorden ejedes af stammen i fællesskab. Englænderne søgte at skåne de indfødte, og de købte jorden af dem. Men netop fordi jorden var fællesejendom, var det ikke altid så let at finde den rette sælger, der havde myndighed til at sælge, og det kom til en række blodige sammenstød, særlig i 1860erne. Englænderne måtte stille 20,000 mand, soldater og frivillige på benene. En opstand varede fra 1863 til 1866. Tallet på de indfødte svandt naturligvis stærkt i disse kampe. En stamme, der havde talt 18,000 medlemmer, skrumpede sammen til 2,200. Man anslog i 1867 de indfødte til 38,000 og de europæiske kolonister til 226,000. I 1852 fik New Zeeland en forfatning.

Selve Grækenland omfattede i 1850 kun 1 million af 6-7 millioner grækere, da resten fandtes spredt på alle øerne i det Ægæiske Hav, og langs alle dets kyster og på Cypern. Dette forhold bestemmer hele Grækenlands historie. Når stormagternes diplomater har haft så meget arbejde med det græske spørgsmål, er skylden stormagternes egen. De skabte i sin tid et Grækenland, der ikke var levedygtigt, og som egentlig var et misfoster af en stat. Rusland, hvis politik var rettet mod Konstantinopel, ønskede ikke en stærk stat på Balkanhalvøen, der muligvis senere kunne krydse dets planer. Og den ledende tanke i Englands orientalske politik var den, at England ville opretholde det tyrkiske rige som et bolværk mod Rusland, og Tyrkiet måtte være så stærkt som muligt, og miste så få provinser som muligt. England ville dengang helst have indskrænket Grækenland til Peloponnes, og Tyrkiet skulle i altfald beholde Euboa, hvorfra det altid kunne holde Grækenland i skak, og selvfølgelig måtte Grækenland ikke få Kreta. Man skabte således en lille og svag græsk stat, der ikke tilfredsstillede nogen, og såede udsæden til kommende krige. Den konge, som stormagterne efter endeløse intriger og forhandlinger enedes om i 1830, Leopold, afslog hvervet, da han ikke ville give navn til sit riges lemlæstelse, ligesom han ikke ville opgive de mange grækere i Tyrkiets vold, der havde kæmpet modigt for grækernes frihed. Han hævdede, at den ny stat hverken militært eller finansielt var sund, særlig ville Kretas adskillelse fra moderlandet lamme den græske stat fysisk og moralsk og blive en kilde til evige forviklinger. Landet var efter frihedskrigens ophør ret ilde stedt. Huse og byer var afbrændte, markerne forsømte, og befolkningen sunken i tal til 700,000. Alt skulle skabes fra nyt af, både de offentlige institutioner og det private erhverv. Det ville lægge beslag på hver mands yderste kraft, og man ønskede at Grækenland skulle blive et mønsterland, til hvilket de udenlandsboende grækere og stammefæller med rette kunne længes hjem til, og ved reformer ville man vinde de europæiske stormagters tillid. Men man tænkte til stadighed på at få alle grækere samlet ved at vinde nyt land, og gang efter gang udbrød der revolutioner i Makedonien og Thessalien, på Kreta og andre steder. Med hver mislykket oprør skyllede en bølge af forarmede og landflygtige grækere op på landets kyst, så flere og flere anråbte om hævn, og lige så mange ansporede til krig. Kong Otto af det bayerske fyrstehus, huset Wittelsbach, var ikke manden, der kunne styre grækerne. Der blev i 1844 oprettet en forfatning, og der var kun få gamle slægter, og ingen egentlig adel, næppe nok noget besiddelsens aristokrati. Al den politiske magt kom til at ligge i rigsdagens to afdelinger, og politisk virksomhed blev vejen til ros og magt, som alle efter evne søgte at betræde. Ministerium efter ministerium blev væltet, og staten og alle dens embeder, alle dens goder, blev et bytte der tilhørte sejrherrerne. Kom der et nyt ministerium, blev alle embederne nybesatte, helt ned til politibetjentposterne. Under disse urolige politiske forhold hævede landet sig kun langsomt. Agerbruget var langt tilbage, og meget af jorden udyrket. Korn avledes der ikke meget af, men derimod gik vinavlen og korenderdyrkningen noget fremad. Mange steder sov landbefolkningen på det bare gulv eller på en måtte, med alle klæderne på, i en stue, der var fuldstændig blottet for bohave, og som også var opholdsrum for mennesker og kvæg. Håndværket var ligeledes meget primitivt. I landets indre manglede veje næsten fuldstændigt. Hovederhvervet var handel og skibsfart. Havet havde altid, fra den tidligste oldtid, lokket grækerne, thi de brød sig ikke så meget om agerbrugets sure slid, og holdt mere af handelens lette fortjeneste. De havde i Orienten ord for at være langt mere drevne forretningsmænd end jøderne, ligesom de kun overgås i snedighed af armenierne. Derfor voksede den græske flåde stærkt, og i 1857 talte man 4800 skibe under græsk flag. Grækerne sad inde med den overvejende del af handelen og søfarten i Østen. Men selvom partiregeringerne i det indre bar en stor del af skylden for den alt for langsomme udvikling af landets hjælpekilder, lå hovedskylden i at Grækenland lurede på udvidelser og derved til stadighed måtte opruste, og dét kunne dets svage finanser ikke tåle. Allerede i 1830erne var der opstande i Epirus og på Kreta, men Grækenland var da for svagt til at gribe ind, og dets eneste udbytte var at Grækenland fik en flygtningeskare af fordrevne som skulle forsørges. I 1840/41 var der påny opstand på Kreta, og græske frivillige drog derover. Grækenland selv ville blande sig i kampen, men stormagterne tvang det til at stikke sværdet i skeden igen. I april og maj blev det kretensiske oprør knust under strømme af blod. Disse opstande havde belært om, at der ikke var noget at vente af Europa, og at man måtte stole på sin egen kraft. Lånene til oprustning tog fart, og naturligvis til ågerrenter. Da den atheniensiske pøbel havde plyndret jøden Pacificos hus, tvang England Grækenland gennem en blokade til at yde en tung erstatning. Mere og mere vendte landet sig bort fra vestmagterne, og tyede til trosfællen Rusland, thi under Krimkrigen ville Grækenland stille sig på Ruslands side. I 1854 udbrød der opstande i Epirus og Thessalien, og græske frivillige gik over grænsen, medens andre drog til Krim. Men vestmagterne ville ikke tillade et angreb i deres allieredes ryg (Tyrkiet), og en fransk troppestyrke holdt i 2 år Piræus, Athens havneby, besat for at tøjle grækernes krigerske lyster. Opstandene blev knust og en ny skare flygtninge blev Grækenlands del af krigen. Roen var kun kort. Begivenhederne på nabohalvøen i 1859 og 1860 bragte atter grækernes forhåbninger til at flamme op. Og da man intet opnåede, vendte uviljen sig mod kongen. En vidtforgrenet sammensværgelse dannede sig under ledelse af den gamle søhelt fra frihedskrigen, Kanaris. Medens Konyen var på en rejse på Peloponnes, udbrød der i Athen, Korinth og en del andre byer militæropstande i oktober 1862, og for at forebygge en borgerkrig forlod Otto landet, og slog sig ned i Bamberg, hvor han indtil sin død i 1867 håbede på, at folket skulle angre og kalde ham tilbage. Det afgørende moment ved det ny kongevalg var de Joniske Øer. Disse øer havde siden 1815 stået under Englands protektorat, men havde længe ønsket at blive forenede med Grækenland. Og England havde ikke mere den samme interesse i øerne som tidligere. Siden dampmaskinens indførelse i krigsmarinen var Malta tilstrækkelig som støttepunkt for Englands magt i Middelhavet, og man havde ikke mere behov for Korfu. Det var derfor ikke noget tungt offer for England at give afkald på disse øer, når det derved kunne få en konge efter sit hjerte på den græske trone og derigennem indflydelse på landets politik. Grækerne valgte derfor først dronning Viktorias anden søn, Alfred, og da han ikke var tilbøjelig til at gå ind til den græske kongeværdighed, prinsessen af Wales broder, prins Georg af Danmark. D. 30 oktober 1863 holdt den ny konge sit indtog i Athen. Hans stilling var yderst vanskelig, hæren var opløst, finanserne i fuldstændig uorden, mange steder i landet var der rent anarkistiske tilstande. Og hertil kom snart en ny opstand på Kreta. De Joniske øers tilslutning til moderlandet havde givet grækerne nyt håb, og de troede, at tiden nu var der til også at vinde Kreta. D. 2 september 1866 proklamerede en stor kretensisk folkeforsamling øens tilslutning til moderlandet. Tyrkerne blev fejede bort fra bjergene og det flade land, og nogle forter var alt, hvad der blev dem tilbage. Den græske regering holdt sig vel neutral, men tusinder af græske frivillige drog til øen. Og det syntes som om at opstanden denne gang skulle lykkes, thi Rusland og Frankrig var tilbøjelige til at lade grækerne få øen, men England stred som altid imod. Det havde selv udset sig denne fede bid. Tyrkiet fattede derfor mod, og forlangte af Grækenland, at det skulle opløse de græske friskarer og lukke sine havne for de kretensiske kapere. Grækenland mobiliserede som svar sin hær. Men stormagterne ville ikke lade det komme til krig, de frygtede for, at en krig i Orienten skulle være som en brand for alt det brændbare stof, der var ophobet i Europa. I januar 1869 afholdtes der i Paris en konference af stormagterne, hvor det blev besluttet, at Grækenland skulle bøje sig, og Tyrkiet kunne beholde Kreta mod at gennemføre nogle reformer, der som alle andre tyrkiske reformer, aldrig trådte ud i livet. Grækenland fik intet for sine udgifter til mobilisering, men til gengæld fik Grækenland lov til at betale underhold af 60,000 kretensiske kvinder, børn og oldinge, der var flygtet til Grækenland. Som altid ny byrder og ny gæld.

Til den store græske frihedskamp i begyndelsen af det 19. århundrede er uløseligt knyttet navnet på en af Englands store sønner. I juli 1823 forlod den britiske frihedsdigter Lord Byron en italiensk havn om bord på et skib, der skulle smugle våben og ammunition til de græske borgere og bønder, der havde rejst oprørsfanen for at frigøre sig for den tyrkiske sultans og de tyrkiske feudalherrers vilkårligheder. Byron gav sit liv for det lille Grækenlands frihed: året efter, den 19. april, døde han i den lille græske by Missolonghi af febersygdom, han havde pådraget sig under sin utrættelige virksomhed for, at Grækenland skulle blive frit.

Langt mindre kendt - og slet ikke besunget - er en anden del af den »hjælp«, et helt andet England omtrent samtidig ydede de græske frihedskæmpere. Den fortjener måske alligevel at mindes, fordi den i langt højere grad end Byrons offervillige indsats kom til at danne grundlaget for de varige forbindelser mellem det befriede Grækenland og det britiske imperium. Det er altid dyrt at føre krig, også en frihedskrig, og omkostningerne kan ikke altid blot betales ved mændenes blod og folkets savn. For at finansiere indkøbene af våben og ammunition så den græske »oprørsregering« sig tvunget til at optage lån i udlandet, og det var ganske naturligt Byrons hjemland, man appellerede til for at få denne økonomiske hjælp. Den 21. februar 1824 ydede det britiske bankfirma »Longman & O'Brien« Grækenland det første »frihedslån« til kampen mod tyrkerne. Nu er frihedskampens aktier aldrig blevet noteret særlig højt på Europas pengebørser. Grækenland dannede her ingen undtagelse. Formelt lånte den græske regering 800.000 pund, men det var blot den sum, der skulle betales tilbage og forrentes med 5 pct. De græske obligationer blev afsat til kurs 59, og lånet indbragte således i virkeligheden kun 472.000 pund, og af disse fik den græske regering oven i købet kun udbetalt 280.000 pund. Resten blev af bankfirmaet fradraget som renter og afdrag for to år - og som provision for den ulejlighed, man havde forvoldt banken. Som sikkerhed for lånet måtte Grækenland til gengæld stille statens indtægter ved landets toldvæsen, statsdomænerne og fiskeriet. Det var ikke blot fra Venedig, William Shakespeare kendte pengeudlåneren Shylock. Naturligvis løste et »lån« på disse betingelser ikke det kæmpende Grækenlands vanskeligheder, og derfor måtte den græske regering allerede i januar 1825 optage et nyt lån i City. Lånesummen var denne gang 2 mill. pund. Lånet blev udbudt til kurs 55,5 og indbragte blot 1,1 mill. pund, af hvilke det dog kun lykkedes grækerne at få udbetalt lige nøjagtig 660.000 pund sterling til deres indkøb. Resten gik igen i de britiske bankmænds fyldige lommer. Af disse lån måtte det græske folk betegnende nok betale ågerrenter og afdrag lige til det herrens år 1878, da lånets restsum endelig blev konverteret under lidt gunstigere vilkår for endelig at blive indløst til pari i 1889. På dette tidspunkt havde det græske folk flere gange tilbagebetalt de usle pund, der fra Citys side blev overladt det under frihedskampen. Til gengæld var en varig finansiel forbindelse blevet oprettet mellem regeringen i Athen og London City. Det skulle hurtigt vise sig, at en voksende økonomisk og politisk uafhængighed for Grækenland fulgte i sterlinglånenes spor.

I 1832 var Grækenlands afhængighed af de vestlige stormagter allerede nået så vidt, at man udefra påtvang landet en udenlandsk monark, Otto af Bayern, der under tyskeren grev Armanspergs regentskab påtog sig enevældigt at regere landet i »lånegivernes« interesse ved hjælp af en stab importerede tyske embedsmænd og 5000 mand tyske lejetropper. Til at oprette dette nye »græske« styre måtte der naturligvis yderligere lån til på 2 mill. pund sterling, der blev ydet af Huset Rotschild. Lånet blev i alt væsentlig fordelt på den måde, at det tyske hof, de tyske embedsmænd og den tyske hær delte pengene imellem sig for at kunne optræde »standsmæssigt«, medens det græske folk måtte nøjes med at bære byrderne ved tilbagebetalingen. Grækenlands senere finansielle historie er en uafbrudt kæde af finanskabaler, hvor britisk-franske banker ustandselig fik nye lån placeret i det ulykkelige Grækenland, der altid dyrt måtte betale for sine korrupte regeringers tvivlsomme forretninger med den udenlandske monopolkapital, der sindrigt forstod at spinde guld af alle indre »kriser«, omvæltninger og krigeriske konflikter med nabolandene. I 1897 var man allerede nået så langt, at det lille Grækenland i finansiel henseende blev stillet fuldstændig under administration af en fransk-engelsk finanskommission, der siden aldrig har sluppet sit greb over den græske økonomi under de skiftende græske regeringer. Ved etableringen af den nævnte finanskontrol beløb Grækenlands udenlandske gæld sig allerede til 552 mill. guldfrancs. Som garanti for afdrag og forrentning af disse lån blev den græske regering tvunget til at pantsætte: Indtægterne fra statsmonopolerne på salt, tændstikker, petroleum, spillekort, cigaretpapir og afgifterne på smergelproduktionen på øen Naxos, stempelafgifterne og tobaksskatten. (Selv af skolebørnenes ABC betales stempelafgift). Desuden måtte toldindtægterne i Piræus og fire af Grækenlands andre store havnebyer stilles som sikkerhed for de udenlandske storbanker. Kontrollen med disse vigtige indtægtskilder er siden aldrig blevet givet tilbage til det græske folk. Tværtimod blev i årenes løb et stadigt stigende antal græske havne stillet under administration af långiverne. Også indtægterne fra de for udenlandske penge byggede græske jernbaner, måtte snart holde for som pant. Særlig forgældet blev det lille Grækenland i forbindelse med de talrige krige, det i den nyeste tid blev inddraget i. Det rådede ikke over hjemlige ressourcer, der satte det i stand til at føre krig. Dets talrige balkanfelttog blev derfor alle ført for lånte udenlandske penge, og det er i samme forbindelse heller ikke for meget sagt, at de fleste af krigene også blev ført for at fremme udenlandske stormagtinteresser! Udgifterne i forbindelse med den første og anden balkankrig forøgede Grækenlands udenrigske gæld med 6.576.000 pund sterling, der blev ydet som lån af vestmagterne blandt andet for at begrænse Bulgariens (og indirekte Østrig-Ungarns og Ruslands) ekspansion mod Ægæerhavet.

Den første verdenskrig 1914-18 blev betydelig dyrere for Grækenland. Allerede i 1914-15 ydede England Grækenland et lån på 12.497.500 pund for at sætte landet i stand til at deltage i krigen på de allieredes side mod Tyskland og dets allierede. Senere fulgte nye »lån« på 8 mill. pund i England, 30 mill. guldfrancs i Frankrig og 15 mill. dollars i USA De to vesteuropæiske stormagter ydede under denne krig, som Grækenland bogstavelig talt blev trukket modstræbende ind i ved hårene, yderligere leverancer af våben og ammunition for andre 10 mill. pund sterling. Blandt andet voksede gælden også ved finansieringen af en oprørsregering, Ententen selv havde indsat i Saloniki under krigen. Ved anden verdenskrigs begyndelse stod det lille Grækenland allerede med en smuk lille statsgæld til udlandet på 68,6 mill. Pund sterling, af hvilke det skylder England omkring de fem sjettedele og resten til Frankrig og USA. Det var et land, der ikke længere havde fri rådighed over sit bo, hvor der hvilede svære prioriteter på statskassen, og hvor dennes vigtigste indkomstkilder var pantsat til kreditorer i den internationale finanskontrol langt ud i fremtiden. Kompagniskabet i verdenspolitikken med de vestlige stormagter havde været en både risikabel og dyr forretning for det græske folk, og det var ingen tilfældighed, at Grækenland allerede længe før krigen var blevet forvandlet til en autoritær diktaturstat, hvor folkets vilje helt var sat ud af spillet som politisk medbestemmende faktor. Den internationale finanskontrol sugede allerede i 1939 gennem de pantsatte indtægtskilder 4.910 mill. drachmer ud af det græske folk. Den anden verdenskrig fordoblede allerede i starten Grækenlands gæld. Til at føre krigen mod Italien og Tyskland måtte den græske regering i 1940-41 optage yderligere to lån i England på tilsammen 56 1/4 mill. pund, medens eksilregeringens senere finansielle mellemværende med de to angel-saksiske stormagter endnu kun er såre ufuldkomment belyst. Det kan dog med sindsro hævdes, at efterkrigstidens Grækenland allerede forlængst var blevet en stat, der ikke længere havde rådighed over sit finansielle bo. Det var den udenlandske monopolkapital, der i et og alt havde tilrevet sig kontrollen over Grækenlands statsfinanser og dets vigtigste indtægter.

Hvad der gælder Grækenlands offentlige finanser, gælder i omtrent samme udstrækning situationen indenfor landets private erhvervsliv. De dominerende faktorer har også her i mange år været den stadig mere geschæftige udenlandske monopolkapital, der bogstavelig talt har sat sig på alle det økonomiske livs kommandostillinger og bemægtiget sig de fleste af det lille lands naturrigdomme. Man behøver blot at kaste et blik på Grækenlands bankvæsen for at overbevise sig om at i alle tilfælde de førende storbanker allerede længe før den anden verdenskrig arbejdede med udenlandsk kapital og var aflæggere af de store vestlige finansgrupper. Den første banebryder for britisk bankvæsen i Grækenland var »The Ionian Bank«, der blev stiftet allerede i 1839 (med en aktiekapital på 600.000 pund) for at fremme britiske kapitalinteresser i Grækenland. I 1907 blev den suppleret med et stort britisk bankforetagende »Commercial Bank of Greece« (kapital 75 mill. drachmer). Siden 1923 optrådte denne græske bank, der helt arbejder med britiske penge, også formelt som et datterselskab af den store London-bank »Commercial Bank of the Near East«. Denne trust har de sidste årtier spillet en stadig voksende rolle i udviklingen af og kontrollen over hele det græske erhvervsliv. Som långiver til private og offentlige foretagender har ligeledes den verdenskendte »Hambros Bank« i London i årenes løb engageret sig med millionsummer i det lille Grækenland. Før Frankrigs almindelige nedgang som stormagt og internationalt finanscentrum var også fransk kapital i rigt mål repræsenteret indenfor det græske bankvæsen. Ja i en årrække påførte de franske finansgrupper endogså deres britiske kolleger en hård konkurrence i bestræbelserne for at kontrollere Grækenlands økonomiske liv. Det dominerende franske bankforetagende var »Banque d'Athenes«, der blev grundlagt i 1893, og som rådede over en aktiekapital på 100,8 mill. drachmer. Den var en aflægger af den kendte pariserbank »Banque de l´Union Parisienne«, det ledende finansforetagende indenfor den franske stål- og rustningsindustri. Et mindre men dog særdeles betydningsfuldt fransk bankforetagende i Grækenland var ligeledes »Banque de l'Orient« (kapital 25 mill. fr.). Denne bank blev grundlagt i 1905 for tysk kapital og repræsenterede før den første verdenskrig de storstilede tyske bestræbelser for at gøre sig gældende på den nære orients pengemarked. Ved Tysklands nederlag i 1918 overtog de sejrende franske kapitalister imidlertid dette store foretagende, og »Banque de l'Orient« var i perioden mellem de to krige et datterselskab under den kendte pariserbank »Comptoir National d'Escompte de Paris«. Af andre franske banker med store græske interesser kan nævnes »Banque de Salonique francoserbe«, der begge havde store interesser i de rige tobaksdistrikter i Makedonien og Nygrækenland. Endnu en vigtig indfaldsport for fransk-britisk kapital var før krigen »Den osmanniske Bank«, der oprindelig arbejdede i Tyrkiet, men som fra gammel tid havde vigtige filialer i Saloniki og Kavalla i græsk Makedonien. Efter den anden verdenskrig kan man vel med nogen sikkerhed regne med at fransk finanskapital i vid udstrækning er sat ud af spillet, og man må vel under den seneste internationale udvikling lige så sikkert gå ud fra, at de gamle franske interesser i væsentlig grad vil gå over på den amerikanske dollar-imperialismes hænder. Amerikansk bankkapital var ellers den part, der kom sidst ind i kapløbet om Grækenlands rigdomme og det græske folks arbejdsudbytte. Fra 1921 har dog den store amerikanske finansgruppe »The American Express Co« udfoldet en stigende virksomhed i Grækenland og andre dele af det nære østen, og fra 1924 begyndte amerikanerne på samme måde i forbindelse med britisk kapital at vinde indpas på det græske pengemarked gennem »The Anglo-American Bank«. Efter krigen vil amerikansk kapital, hvis udviklingen går videre ad de gamle baner, hurtigt arbejde sig frem på førerpladsen. Ved siden af de store udenlandske giganter har de hjemlige banker kun spillet en temmelig underordnet rolle, og de mest betydningsfulde af dem har været intimt forbundet med de fremmede. I lighed med, hvad der gælder for bankvæsnet, har de store udenlandske selskaber også omtrent fuldstændig tilrevet sig kontrollen med Grækenlands forsikringsvæsen, hvor der ligeledes er blevet gjort lukrative forretninger. - Franskmændene virkede her en årrække gennem »Athens Assurance Co.«, men de britiske forsikringsselskaber kom dog hurtigt i første række. I den sidste udgave af »Encyclopaedia Britannica« hedder det om det græske forsikringsvæsen: »De hjemlige forsikringsselskaber behersker kun en fjerdedel af den samlede forsikring, resten kontrolleres hovedsagelig af britiske selskaber.« Ovenstående er en kort oversigt over, hvordan det hidtil har ligget med kontrollen over så vigtige områder som statsfinanserne, statens indtægtskilder og de store finansieringsselskaber i Grækenland. En lignende undersøgelse af finansieringsforholdene i og ejendomsretten til Grækenlands naturrigdomme og vigtigste økonomiske foretagender vil give den samme besvarelse på det interessante spørgsmål: Hvem ejer Grækenland?

Lad os forudsætte, at en tilfældig turist umiddelbart før den sidste krig var så heldig at nærme sig det skønne Grækenlands kyster fra søsiden. Han undgik da næppe straks at støde på den fremmede indflydelse. Det skulle for det første være et rent tilfælde, om han ikke kom til landet om bord på en af de talrige britiske, franske eller amerikanske dampere, der opretholdt trafikken med omverdenen. Allerede når han passerer tolden, behøver han blot at erindre, at det græske folk så sandelig ikke snyder ham for penge i den anledning. I alle Grækenlands større havnebyer er toldindtægterne nemlig for længst pantsat som sikkerhed for de udenlandske lån, og det er den internationale finanskommission, der administrerer dem. På samme måde ligger forholdet, hvis den rejsende vil afsende et telegram til familien derhjemme om sin lykkelige ankomst til Hellas. Det tjener grækerne heller ikke meget på, for siden 1926 har det store britiske selskab »Eastern Telegraph Co« for 50 år opnået en koncession, der giver det monopol på al telegrafforbindelse med udlandet, hvad enten denne foregår gennem selskabets kabler eller ad trådløs vej. Eller lad os antage, at den fremmede går til den nærmeste telefon for at ringe til sit hotel. Det er igen et fremmed selskab, der betjener ham, for i 1926 fik det belgiske selskab »New Antwerp Telephone and Electrical Works Co.«, der finansieredes af to belgiske storbanker, ligeledes for 50 år, koncession på det græske telefonvæsen, som selskabet påtog sig at udvide og modernisere. Heller ikke her er det småpenge, der årlig finder vej til de udenlandske koncessionsindehaveres lommer. Stiger den rejsende derefter ind i det elektriske tog, der forbinder havnebyen Piræus med Athen, eller ind i en af hovedstadens sporvogne, kan han gøre det med den samme trygge følelse af, at også denne tur ubetinget kommer »den vestlige kultur« til gode. Disse vigtige transportmidler befinder sig nemlig siden oktober 1925 i hænderne på det britiske selskab »The Hellenic Electric Railways Co.«, der er en aflægger af Hambros bank i London, og råder over en aktiekapital på 400.000 pund sterling. Det var en af de ledende grækere indenfor dette selskab, hr. Varvaressos, som briterne - med megen praktisk sans - efter sidste krig en overgang gjorde til Grækenlands finansdiktator.

Man får imidlertid trøste sig med, at den elektriske nærtrafik i Athen og omegn kun er en enkelt del af en langt større britisk elektrisk trust, der også gør sig gældende på andre felter af landets økonomiske liv. Bag den kæmpemæssige elektriske koncern står foruden Hambros bank i London det store britiske firma »The Power and Traction Finance Co. Ltd« og en med dette forbunden græsk finansgruppe. Trusten råder foruden transportselskabet yderligere over datterselskabet »The Hellenic Electricity Co«, der har monopoliseret alle kraftværker til fremstilling af elektrisk strøm i Athen og omegn, og over endnu et brancheselskab, der har monopol på gasforsyningen og forestår leverancerne af strøm til hovedstadens belysning og den elektriske kraft til byens største virksomheder. Dette monopol gælder for 60 år. Den britiske rejsende, der tænker på et hotelophold i Grækenland, kan altså med tilfredshed godte sig ved tanken over, at selv hans »dinner« var stegt over britisk gas, og at han ligeledes gav et lille bidrag til Imperiets storhed og rigdom, hver gang han tændte det elektriske lys i sit hotelværelse i Athen. Lad derefter den tænkte grækenlandsturist afslutte dagens anstrengelser med et lille forfriskende bad. Vandet må vel dog for pokker være af græsk oprindelse? Både ja og nej. Athens vandforsyning var allerede før krigen i høj grad også et amerikansk anliggende. I 1926 gav nemlig den daværende græske regering, som et led i den almindelige pantsætning af landets værdier og anlæg, det store amerikanske selskab »The Ulen Company« koncession på en modernisering og udvidelse af hovedstadens vandforsyning, og den 30. august samme år blev et gigantisk ingeniørarbejde påbegyndt. Ved opdæmning af de to små floder Charadros og Varnavas ved hjælp af en 285 m lang dæmning (med en højde på 54 m) blev der konstrueret et 5 km langt vandreservoir, der var beregnet til at rumme 41 mill. m³ vand. Herfra førtes vandet gennem en 13,5 km lang tunnel frem til pumpestationen i Chelidonou og videre ind i Athen. Det var et flot og moderne vandvæsen, den græske hovedstad fik sig, men de amerikanske bygherrer fik også særdeles flotte indtægter. De ovennævnte kendsgerninger belyser altså tilstandene i førkrigstidens Grækenland. Det er muligt, at der har fundet nogle omplaceringer sted i den kapital, der behersker de forskellige foretagender. Et og andet er vel også blevet ødelagt og er sunket i grus under krigens hærgen. Men én ting kan man med sindsro gå ud fra: grækerne er i alle tilfælde ikke kommet til at eje mere af deres lands stolte bygningsværker. Men måske regnes der i øjeblikket mere i dollars, hvor man før regnede med sterling og francs. Før krigen betjentes således de græske luftlinjer hovedsagelig af franske og italienske selskaber. I maj 1926 åbnede således det italienske »Aero Expresso Italiana« ruten Brindisi-Grækenland- Konstantinopel, og det store franske selskab »Société Francaise des Messageries Transaériennes« havde sat sine maskiner i fast rutefart fra Frankrig, over Grækenland til Syrien. I dag beherskes luftrummet over Grækenland derimod udelukkende af britiske og amerikanske maskiner.

Grækenland er et pantsat og forgældet land, og det er et hærget land, hvis økonomiske udvikling er holdt kunstigt tilbage gennem årtiers udueligt græsk og udenlandsk styre. Trods alt råder landet over temmelige store naturrigdomme, fejlen er blot her igen, at de af udlandet afhængige græske regeringer i årenes løb ligeledes har fået bortsjakret de fleste af disse rigdomme til den fremmede kapital, ofte på helt latterlige betingelser. Verdenskendt er det fornemme hvide og farvede græske marmor. Så at sige alle mere betydningsfulde græske marmorbrud befinder sig imidlertid i hænderne på det store britiske »The Grecian Marble Company« i London. På samme måde råder Grækenland over betydelige reserver af et så værdifuldt metal som nikkel. Men heller ikke disse rigdomme har det græske folk selv rådighed over. I 1925 afsluttede den græske regering en overenskomst med den britiske koncern »The Middle East Devolopment Corporation«, ifølge hvilken briterne fik overdraget nikkelforekomsterne i Locris og Bøotien, hvor selskabet påtog sig at investere en kapital på 200.000 pund. Prisen for disse rigdomme var, at briterne efter 6 års forløb skulle betale den græske regering en årlig sum af 2000 pund og efter 11 års forløb den svimlende sum af 3000 pund årlig! Af salt har Grækenland en temmelig betydelig produktion. Der er blot her det kedelige forhold, at saltmonopolet for længst er givet i pant til den internationale finanskommission, der anvender indtægterne til at dække renter og afdrag på Grækenlands mange og tvivlsomme gamle lån. I Laurium på den attiske halvø syd for Athen er der i sin tid fundet temmelig store lejer af bly og sølv. Disse rigdomme faldt imidlertid øjeblikkelig i hænderne på et stort fransk firma, der var et datterselskab af den store franske »Banque d'Athenes«. Produtionen af bly var i 1938 oppe på 14.889 metertons. Det franske mineselskab i Laurium, »Société Frangaise des Mines«, råder samtidig i denne by over en af Grækenlands største maskinfabriker og en virksomhed til fremstilling af sprængstoffer. En vigtig rolle i den græske økonomi spillede i en lang årrække de store smergellejer på øen Naxos. Smergel udføres herfra til alle dele af verden, og i 1936 var produktionen oppe på 15.000 tons. Smergellejerne var en overgang på britiske og senere på franske hænder og blev til slut stillet som pant for statsgælden under den internationale finanskommission, der herigennem har skaffet sig store indtægter. Grækenlands øvrige mineralrigdomme er enten yderst svagt udnyttede eller overdraget til fremmede kapitalisters udbyttelse. Amerikanernes planer er sikkert at drage omsorg for, at disse naturlige rigdomme i fremtiden stilles til deres rådighed som et led i deres græske »Marshallplan«. Den græske industri er endnu svagt udviklet, og i dens finansiering har de store udenlandske banker spillet en betydelig rolle både som långivere og aktieindehavere. Særlig tobaks-, tæppe- og cementindustrien har arbejdet med både fransk og britisk kapital i større udstrækning.

I forbindelse med landbruget har Grækenland en stor produktion af sådanne varer som tobak, vin, korender og olivenolie, der skulle kunne tilføre landet betydelige rigdomme gennem eksport. I en gros- og eksporthandelen har store udenlandske handelsselskaber imidlertid også forstået at skaffe sig en vis monopolstilling, der har bragt dem selv en fed fortjeneste, men som til gengæld ofte har påtvunget de græske bønder temmelig utilfredsstillende priser for deres produkter. Et typisk eksempel på den fremmede kapitals indtrængen på landbrugsproduktionens område var organiseringen af salget af korender. For at stabilisere eksportpriserne på disse verdenskendte græske produkter, organiseredes i slutningen af forrige århundrede en planmæssig oplagring af overskudshøsten for at hindre prisfald. Det varede dog ikke længe, før den udenlandske kapital også fik tilrevet sig kontrollen på dette område. I 1905 fik en stor fransk-britisk-græsk finansgruppe overdraget hele dette indbringende foretagende af regeringen for en periode af 20 år. Der opførtes en række store lagerhuse landet over, og den overskydende del af korendhøsten blev afsat til faste priser til fremstilling af vin, likør og sprit. Dette monopol opretholdtes lige til koncessionens udløb. Der blev da truffet en nyordning, som gav den græske nationalbank større indflydelse på administrationen af korendpoolen, men oplagringen blev dog stadig overladt til de tidligere udenlandske koncessionsindehavere. Gennem korendmonopolet og på anden måde havde den udenlandske kapital efterhånden også i stigende grad vundet indpas i den græske vinproduktion og først og fremmest i den betydningsfulde græske vineksport, der for en stor dels vedkommende fandt sted gennnem det franske kapitalbeherskede »Société Hellenique de Vins et Spiritueux«. Typisk nok gik gennem en længere periode mellem halvdelen og to trediedele af den græske vineksport til vinlandet Frankrig til videreforhandling. Det blev da også i regelen de franske kapitalister, der tog løvens part af fortjenesten. På samme måde havde udenlandske firmaer i vid udstrækning sikret sig herredømmet over store dele af Grækenlands tobakseksport. Monopolkapitalen havde således forstået at indfange næsten alle vigtige grene af den græske økonomi i sine grådige fangarme.

Den aktive amerikanske interesse for græske anliggender begyndte allerede kort efter første verdenskrig, da amerikanske pengeinstitutter var delagtige i ydelsen af det store lån til gennemførelsen af koloniseringen af 1,5 mill. græske flygtninge fra Lilleasien i de erobrede områder i Makedonien og Trakien. Lånet, der blev ydet i 1924, var endnu i første række et britisk foretagende. Den formelle lånesum var 12,3 mill. pund, men lånet blev realiseret til kurs 88, og en rente på 7 pct. markerede, at det ikke i første række drejede sig om noget velgørenhedsforetagende i ordets egentlige forstand. 2,3 mill. pund af lånet blev udbudt i USA, og det blev amerikaneren Henry Morgenthau, der blev den første formand for den flygtningekommission, der skulle lede omflytningen. Til rådighed for kommissionen stillede den græske regering 500.000 ha jord, der skulle fordeles mellem kolonisterne. Ganske betegnende skriver »The Near East Year Book« om koloniseringen: »Kommissionen er indehaver af den fulde ejendomsret til jorden, indtil flygtningene har ordnet deres gæld og ligeledes betalt værdien af den pågældende jord. Den græske regering har ved et dekret af d. 22. maj 1926 overdraget kommissionen den fulde ejendomsret over det landbrugsareal, på hvilket flygtningene er blevet koloniserede.« Dermed havde også pantsætningen af den græske landbrugsjord til udenlandske långivere taget sin begyndelse. I 1926 fik den store amerikanske finansgruppe »The Foundation Co.« derefter koncession på et uhyre udtørrings- og dræningsarbejde ved Vardar-floden, gennem hvilket der skulle fremskaffes et nyt græsk landbrugsareal på 60.000 ha. Prisen for dette amerikanske entreprenør' arbejde blev fastsat til 265 mill. dollars. Et stadig mere målbevidst amerikansk fremstød for at få sin del af den lækre græske kage havde dermed taget sin begyndelse. Den uforfærdede australske forsvarer af Grækenlands frihed, oberst W. A. Sheppard har for nylig givet en række interessante oplysninger om de amerikanske trusters røvertogt i Grækenland under de sidste års borgerkrig: Det amerikanske firma »Hellenic Investment« har modtaget en koncession for 99 år på alle bomuldsplantager og alle virksomheder, der bearbejder bomuld. Den har ligeledes fået monopol på alle hydroelektriske kraftstationer i det centrale og sydlige Grækenland. En af deltagerne i denne koncession er firmaet »Dillon Reed Co.«, hvor den amerikanske forsvarsminister Forrestal og den tidligere chef for økonomiafdelingen af den amerikanske administration i Tyskland general Draper er et par af hovedpersonerne! Et andet amerikansk firma »The Ulen Co« har fået monopol på alle hydroelektriske kraftstationer i Makedonien, og »Greece Investment« har ligeledes sikret sig retten til at udvinde alt sølv, tin, magnesia og pyrit. Således fortsætter den systematiske udenlandske koloniseringspolitik i det arme Grækenland.

En særlig skæbnesvanger rolle har De forenede Staters ekspansionspolitik i Europa spillet på et afgørende område af Grækenlands økonomi. Landet var tidligere en tobaksproducent af første rang, og titusinder af bønder havde en vigtig indtægtskilde i tobaksdyrkningen. I Grækenlands samlede eksport udgjorde tobakssalget henved en trediedel af den samlede udførsel. Det vigtigste marked for den græske tobak var Tyskland, Østrig og andre mellemeuropæiske stater. Alene Tyskland aftog 40 pct. af den græske tobakseksport før krigen. Denne vigtige indtægtskilde for landet er i dag ødelagt af amerikanerne, der under besættelsen af de nævnte stater har foretrukket at monopolisere markedet for deres egen virginiatobak. USA har samtidig gennem sin provokerende græske politik overfor de folkedemokratiske lande ophævet vejen for enhver vareudveksling med disse. Resultatet har været, at der i græske havne henligger ikke mindre end 40 millioner kg god græsk tobak, der ikke får lov til at komme på markedet for ikke at konkurrere med virginiatobakken, og følgerne har været ruin og fattigdom for titusinder af de græske tobaksdyrkere, medens 60.000 græske tobaksarbejdere er blevet arbejdsløse. En ejendommelig men karakteristisk form for de amerikanske bidrag til Grækenlands økonomiske »genrejsning«. Hvem ejer i grunden Grækenland? De fleste læsere vil sikkert indrømme, at det ville være temmelig letfærdig tale at påstå, at det lille land ejes af det græske folk. Udenlandske monopolkapitalister har ved ydre tryk og takket være et slet græsk styres svaghed og korruption tilrevet sig herredømmet over alle de rigdomskilder, der kan indbringe profit og rigdom. Det er her den græske krise har sit egentlige udgangspunkt. Men det græske folk vil selv være herre i sit eget hus. Derfor går den græske frihedskamp videre. Det græske folk kæmper mod vort århundredes snyltere, den internationale monopolkapital, som det i forrige århundrede tog kampen op mod de snyltende tyrkiske feudalherrer og sultanens vilkårlige, fremmede og forhadte administratorer af det ufri land. Kampvilkårene og modstanderne er andre end dengang. Men gennem den seje græske modstandskamp går det samme løsen, der gik som den røde tråd gennem det græske folks stormfulde historie: Grækenland og dets rigdomme skal være et frit græsk folks nationale fælleseje!

Da for en del måneder siden det græske spørgsmål blev behandlet i FN og påstanden om, at nabostaterne skulle have ydet oprørstropperne hjælp, blev imødegået med en påvisning af, at det dog var englænderne og amerikanerne, der var de egentlige interventer, greb den græske udenrigs- og vicestatsminister Tsaldaris ind i debatten med en erklæring, hvori han gjorde gældende, at de engelske og amerikanske tropper befandt sig i Grækenland »efter indbydelse af den hellenske regering«. Deri havde Tsaldaris ret. Han havde ret i en sådan grad, at hans erklæring kan stå som en formel for hele Grækenlands nyere historie. Vil man forstå den aktuelle situation, er det ikke uden interesse at betragte den i sin historiske sammenhæng. Det græske folk tilkæmpede sig sin frihed, da det i 1821 afkastede det tyrkiske åg. Således står der at læse i de historiske lærebøger. Sandheden er, at det ombyttede det tyrkiske åg med et andet, der var nok så tungt at bære for det brede folk, den vesteuropæiske kapitalisme. Aldrig så snart var tyrkerne sat på porten, før de europæiske stormagter var der og gjorde sig gældende. De havde pengene, de kunne stille betingelserne. De indsatte en bayersk prins som græsk konge, en kompromisløsning, der skulle sikre Englands, Frankrigs og Ruslands økonomiske interesser i landet. Folket var ikke længe om at opdage, at deres berømmelige frihedskamp kun havde ført til at de havde fået græske godsejere at trækkes med i stedet for tyrkiske, og at deres nye konge var lige så afhængig af Londons City som den tyrkiske statsholder havde været af sultanen i Konstantinopel. Havde den tyrkiske været mere pervers, var den kapitalistiske til gengæld mere systematisk. Men frihedsviljen var ikke forsvundet i den græske befolkning, og i 1862 rejste det sig og jog kongen ud af landet. Stormagterne var straks på pletten med en ny kompromisløsning. De fandt det rådeligst ikke at skabe yderligere uro i landet ved at kræve den bortjagne konges genindsættelse. I stedet fandt de en anden prins fra et ufarligt småfyrstendømme frem og satte ham på tronen. Grækenland blev ved samme lejlighed gjort til et konstitutionelt kongedømme, men for at man ikke skulle løbe nogen risiko, blev landet underlagt en international økonomisk kontrol, som gjorde det muligt for stormagterne fortsat at bevare deres indflydelse ubeskåret. Grækenland blev til en fransk-engelsk koloni - Rusland var gledet ud efter Krimkrigen - og de talrige kapitalanbringelser tog i stigende grad form af koncessioner og monopoler, der bevirkede at Grækenland ikke kunne drage fordel af det øgede kapitaludbud på verdensmarkedet der pressede kapitalrenten ned alle andre steder. Udbytningsgraden var sådan som man finder i koloniale lande, et forhold der består uændret i dag. Det er betegnende at en engelsk officer umiddelbart efter befrielsen i november 1944 havde den frimodighed at sige til arbejdsministeren i den nydannede græske samlingsregering at de arbejdslønninger som denne i forståelse med fagforeningerne og industriens ledere havde fastsat, var uacceptable og meget højere, end englænderne gav negrene i Afrika! Det er stormagterne, særlig England, der har bestemt den græske udenrigspolitik. De hilste i sin tid den græske frihedskrig med jubel, fordi den betød tyrkernes nederlag - til fordel for dem selv. Da grækerne i 1854 på ny ville bekæmpe tyrkerne og jage dem helt ud af Europa, havde fløjten fået en anden lyd. Nu var Tyrkiet blevet Frankrigs og Englands allierede i kampen mod Rusland. De sikrede sig derfor mod ubehagelige overraskelser ved at besætte Piræus. 11896 forhindrede de Kreta hvis befolkning er ren græsk, i at slutte sig til moderlandet. I 1909 kom de kongemagten til hjælp, da en folkelig rejsning var ved at vælte den over ende. Under den første verdenskrig fik de landet trukket med, og den tyskvenlige konge blev fordrevet af folket, nu da han ikke mere havde englændernes beskyttelse. Efter krigen vendte han ganske vist tilbage, men måtte abdicere for anden gang efter den ulykkelige krig mod tyrkerne i 1920. Hans søn blev derefter konge, men måtte inden længe dele faderens skæbne. Den republikanske stemning var vokset i befolkningen, og kongedømmet blev afskaffet. Under Venizelos' liberale styre skimtede man for første gang håb om at Grækenland kunne udvikle sig til at blive en virkelig suveræn og uafhængig stat. Men den økonomiske krise i trediverne bragte atter de reaktionære til magten, Venizelos og hans partifæller blev landsforvist og den landflygtige konge opfordret til at vende tilbage. I 1936 kom han da til Grækenland - om bord på et britisk krigsskib. I begyndelsen viste han sig moderat og lod udskrive valg. Men da det viste sig, at oppositionen fik stort flertal ved valget, fik moderationen en brat ende. Parlamentet blev opløst, partierne forbudt og kongens gamle lærer, general Metaxas, udstyret med diktatorisk fuldmagt. Således var forholdet, da Grækenland blev trukket ind i den anden verdenskrig. Der udviklede sig snart et modsætningsforhold mellem hjemmefronten, EAM, og eksilregeringen i Kairo, hvor også kongen holdt til. Partisanhæren blev det selvfølgelige udtryk for den århundredgamle demokratiske republikanske ånd i det græske folk, som havde ytret sig i utallige opstande siden frihedskrigen imod tyrkerne, men som altid var blevet slået ned af reaktionen, der havde England og Frankrig i ryggen. Eksilregeringen var reaktionens hjørnesten, og selv om også den fik sin modstandshær i Napoleon Zervas' korps, blev denne dog en effektiv støtte for fascisterne, fordi han opfattede det som sin hovedopgave at bekæmpe den demokratiske friheds hær.

Englændernes stilling til begivenhederne var tvetydig. På den ene side ønskede de naturligvis den bedst mulige hjælp i kampen mod Tyskland, men på den anden side frygtede Churchill en folkelig udvikling i Grækenland endnu mere end fascismen. Det ville true Englands magtpositioner mere end Hitler formåede. Derfor gik under krigen den meste hjælp til Zervas' fribytterkorps; men den uhyggeligste udvikling fandt dog først sted, efter at tyskerne var blevet forjaget. Det uundgåelige opgør mellem reaktionen og demokratiet kom til udbrud i december 1944, og nu greb den engelske hær ind på reaktionens side, og frihedshæren måtte efter blodige kampe fortrække op i bjergene. Der står de fremdeles -- som en garant for at de folkelige kræfter, der ustandseligt har manifesteret sig siden frihedskrigen mod tyrkerne for snart 130 år siden, bestandigt lever og mere end nogensinde er besluttet på at føre frihedskrigen til en sejrrig afslutning, hvadenten kampen så gælder udbyttere indenfor eller udenfor landets grænser, hvadenten det er græske royalister eller engelske og amerikanske imperialister. Den græske reaktion er så uduelig og korrumperet og har så tydeligt vist sit sande ansigt overfor befolkningen, at den ikke ville have den ringeste mulighed for at holde sig ved magten ved egen kraft. Den ville forlængst være fejet væk, hvis ikke den var blevet holdt under armene af de imperialistiske magter. Det er derfor så sandt som det er sagt, når den græske udenrigsminister Tsaldaris erklærer, at de engelske og amerikanske tropper befinder sig i Grækenland »efter indbydelse af den hellenske regering«. Det var, Gud ved for hvilken gang i græsk historie, i ly af britiske bajonetter, at en landflygtig konge kunne vende tilbage til »sin« trone. Er det således klart, hvorfor den græske reaktion har brug for de fremmede, er det ikke mindre indlysende, hvorfor disse af et glad hjerte tager imod den venlige indbydelse. Oprindelig var Grækenland simpelthen et kolonialt investeringsfelt, som det gjaldt om at bevare. Men efter Suez-kanalens åbning fik landet strategisk betydning, idet det herfra ville være muligt at lukke af for trafikken gennem kanalen, altså i det hele taget for Middelhavssejladsen, der er livsnerven i det britiske riges struktur. Men i vort århundrede er der kommet et nyt strategisk motiv af afgørende betydning til: olien i det mellemste østen. Som bekendt munder de engelske olieledninger ud i middelhavshavnen Haifa, hvorved det østlige Middelhav får en speciel betydning. Atter her spiller det græske territorium ind som en dominerende faktor, der tvinger den britiske regering til at sikre sig en venligtsindet administration. Og endelig, i den universelle strategis epoke har landet en betydning der fremgår af en udtalelse af den engelske viceudenrigsminister Hector McNeil, som erklærede: »Vi må ikke opgive Grækenland for så ville vi også miste Italien og Tyrkiet,« en bemærkning der kun forstås når den ses i sit rette perspektiv: de imperialistiske magters kamp mod Sovjetunionen. Når England nu synes at være ved at afvikle sine militære engagementer i Grækenland, er det udelukkende i forvisning om, at disse alligevel ikke vil blive forsømt, men vil overtages af en anden og stærkere magt, der har ganske de samme interesser. Thi USA er i den senere tid ved at blive en middelhavsmagt, også den er blevet en oliemagt i det mellemste østen, også dens olieledninger, som er under bygning, vil munde ud i Haifa, også den er dybt interesseret i Tyrkiet og Italiens skæbne, også den har brug for Grækenland i den store kamp imod Sovjetunionen, imod verdensdemokratiet, der er den amerikanske kapitalismes fødte fjende - en kamp som det græske folks lidelseshistorie på tragisk, men også på stolt og manende måde, afspejler.

De politiske problemer i Grækenland har lige indtil den sidste verdenskrig været behersket af kampe mellem to borgerlige partier, et liberalt med republik på sit program og et royalistisk, som benyttede kongedømme som sit våben. Skiftevis jages kongen væk og føres tilbage. Landet er et udpræget små-bondeland med ringe industri, men lige som Norge med en meget stor skibsfart og handel. De store formuer er derfor knyttet til disse erhverv. Først i løbet af 30'erne bliver der basis for en arbejderbevægelse, men kom denne sent, blev den til gengæld radikalt-socialistisk. På grund af landets århundredgamle undertrykkelse af en fremmed stat, Tyrkiet, og gennem krige med de omboende naboer, er der opdyrket en stærk national følelse i befolkningen. Under republikansk styre i 1935 kom det til stærk politisk spænding mellem de liberale og det stærkt voksende kommunistiske parti, og dette benyttede royalisterne sig af, og det lykkedes dem at få den landsforviste konge tilbagekaldt, mod at han forpligtede sig til at regere efter forfatningen. Men i disse fascismens fremgangsår følte kongen sig stærk nok til at bryde forfatningen. Han indførte et militærdiktatur under ledelse af en tyskorienteret general, Metaxas, der ikke bare forbød det kommunistiske parti, men også det store liberale parti og et par frisindede bondepartier, samt satte ca. 1.000 personer i fængsel. Under dette diktatur, der varede lige til krigens slut, dannede der sig en illegal bevægelse af de forbudte partier. Den kaldte sig EAM og var udtryk for praktisk talt hele folket. Senere, under den tyske besættelse radikaliseredes denne bevægelse mere og mere, men hovedledelsen for EAM bestod hele tiden af 2 medlemmer fra hvert tilsluttet parti, selv fra de mindste, og alle afgørende beslutninger blev truffet ved stemmeflertal indenfor denne ledelse. Da Hitler med held og med tilslutning fra de store demokratier i vest havde indledt sine erobringstogter, begyndte Mussolini også at falde over sine naboer. Først Albanien og i efteråret 1940 Grækenland. Brovtende erklærede han: »Vi skal knække rygraden på Grækenland.« Det lykkedes ikke for ham. Den højtsvungne græske nationalitetsfølelse rejste hele folket, og da fædrelandet nu var i fare, besluttede EAM at anvende al sin kraft sammen med regeringen i kamp for landets frihed. De italienske hære led nederlag på nederlag og i foråret 1941 måtte Mussolini bede Hitler om hjælp. I april satte de sejrsvante tyske panserkolonner sig i bevægelse i Strumadalen, og i løbet af 2 måneder var Grækenland militært knust. En engelsk hjælpehær måtte indskibe sig over hals og hoved, og den græske regering med kongen i spidsen flygtede ud af landet og tog fast ophold i Ægypten tillige med den største del af den græske hær. Under disse forhold tog EAM hele ledelsen af befrielseskampen. Der blev dannet illegale militære formationer fra alle de partier, der stod sammen i EAM, disse militærgrupper fik navnet ELAS. Og denne frie græske modstand lykkedes det aldrig de tyske hære at knække. Trods landets lidenhed måtte Hitler holde 10 divisioner dernede for at holde modstandsbevægelsen stangen, naturligvis under uhyre tab for disse frie styrker. Ved konferencen i Teheran i december 1943 blev det aftalt, at befrielsen af Grækenland skulle overlades England, mens Sovjetunionen skulle befri det øvrige Balkan. Da derfor de tyske tropper på grund af den røde armés fremrykning fra øst så sig tvunget til at rømme Grækenland i oktober 1944, kom både den flygtede græske regering og en engelsk hær til Athen. Derimod anså englænderne det for risikabelt at lade den forhadte konge vende hjem. De var klar over, at det græske folk ikke godvilligt ville affinde sig med en mand der havde brudt sin ed på forfatningen og indført diktaturet. Da en del af hans hær i Ægypten ville hjem og kæmpe for sit land hellere end at ligge uvirksom i et fremmed land, forbød kongen det. Det førte til mytteri, som blev kvalt med hård hånd, og mange dødsdomme blev eksekveret. Omtrent øjeblikkelig begyndte den engelske regering under Churchill at blande sig i Grækenlands indre forhold, skønt landet var tilsikret ret til at ordne sine forhold. I Ægypten havde kongen til statsminister en general Papandreou, der havde tilsluttet sig det lille socialdemokratiske parti, hvis højrefløj han tilhørte. Det blev denne mand og ikke en fra modstandskampen, at Churchill betroede at forme det nye Grækenlands politik.

Trods EAMs forhåndsmodvilje imod denne kongevenlige general, erklærede den sig dog villig til at medvirke til en regering på bred basis og gik ind i regeringen med 5 ministre, men krævede EAMs politiske fordringer gennemført. Dette EAMs program, som havde samlet næsten hele folket om sig, gik ud på: 1) amnesti for alle politiske fanger, 2) genopbygningsprogram, 3) udrensning af fascister i hær og administration og 4) en virkelig sikring af folkestyret. Det sidste punkt var ikke det mindst vigtige. Den både dengang og senere almindelige opfattelse af situationen i Grækenland var, at havde England ikke blandet sig ind i den indre politik, var EAMs program blevet gennemført i løbet af 14 dage uden uro i landet. Men det skulle gå anderledes. Den første hindring af en rolig udvikling kom, da England støttede et reaktionært krav om af væbning af alle de frivillige styrker. Og da de af dyrekøbt erfaring vidste, hvor ringe tillid de kunne have til en genopbygning af landet, hvis den engelske hær i forbindelse med en reaktionær græsk hær og politistyre alene skulle kontrollere udviklingen, trak de deres ministre ud af regeringen. Under frihedskampen var der foruden EAMs demokratiske militære grupper, ELAS, dannet nogle andre militærgrupper, udgået fra officerskredse, EDES, og disse grupper blev nu knyttet til den engelske hær og sammen med det græske politi, som under samspillet med den tyske besættelsesmagt var veltrænet i terrorhandlinger, gik de på jagt efter EAM-folkene, som nu for anden gang måtte under jorden, eller som det hedder i Grækenland, op i bjergene. Man erindrer endnu den forfærdelse der greb os alle, da vi under de store begivenheder i efteråret 1944 på alle fronter hørte om, at engelske tropper i Grækenland nu blev sat ind imod partisanerne og skød dem ned i Athen og i andre byer. Det lød aldeles utroligt. Men sandt var det. Havde ikke både Churchill og Roosevelt lovet alle folk deres selvbestemmelsesret ved atlanterhavsdeklarationen. året i forvejen? Det skal indrømmes, at det ikke gik for sig uden stærke protester i selve England, ikke bare protestmøder rundt om i landet, men fra selve underhuset, hvor Churchill måtte forsvare sin uforsvarlige politik. Det var ved denne lejlighed, at Churchill kaldte EAM for »pøbel, mordere og skurke«. Nu blev det klart at det ikke blot drejede sig om en kluntet optræden fra den engelske general Scobiesside, det var en klar regeringsakt, at den græske modstandsbevægelse skulle nedkæmpes.

Det ansete liberale »Manchester Guardian« fordømte hårdt den engelske regerings optræden og udtalte: »Englands prestige ligger nu på det laveste punkt siden München.« Og selv »Times« skrev herom: »I princippet kan EAMs krav ikke anses for uforsonlige, de kan ikke bestrides. Det er et program på bred basis, som enhver modstandsbevægelse i Europa med rette fastholder.« Et medlem af arbejderpartiet, Crocks, udbrød i Underhuset: »Hellere brænde sin højre arm af end give ordre til engelske soldater om at skyde græske arbejdere.« Udviklingen i Grækenland forværredes imidlertid stærkt, ikke alene politisk, men også økonomisk. Hungersnøden var over hovedet. Tilmed udbrød der nu generalstrejke i Athen. Det så ud til fuldkommen kaos. Da erfarer den undrende verden, at selve Churchill og hans udenrigsminister Eden, lige op under julehelligdagene 1944 over hals og hoved er fløjet til Athen. De syntes åbenbart, at det stod galt til. Nu bagefter har vi fuldt rede på, at hvis ikke de to engelske statsmænd direkte havde grebet ind med hele det engelske imperiums myndighed bag sig, ville EAM have taget magten og gennemført sit program, som faktisk næsten hele folket enigt stod bagved, foruden hele den kæmpende frie verden. Men altså ikke den konservative engelske regering. Den havde helt andre interesser. Ved dette improviserede julebesøg fik Churchill bremset udviklingen i Grækenland. Han lovede landet store forsyninger af levnedsmidler fra UNNRA og gav løfte om en ny regering og valg til foråret. Der kom ny regering, men bare ikke noget i demokratisk retning. Statsminister blev en general Plastiras, en mand med fascistisk indstilling. Det var ham der stod bag dødsdommene over soldaterne i Kairo året i forvejen. Tillige blev der som midlertidig erstatning for den flygtede konge indsat en såkaldt regent; det blev ærkebiskoppen af Athen, en mand uden ringeste føling med modstandsbevægelsen, helt på skibsredernes, grosserernes og militærets side, og man tør sige på Englands. Det blev endvidere lovet, at der først skulle træffes bestemmelse om kongens tilbagevenden engang ad åre, når mere ro var indtruffet. Det var under disse forhandlinger, at Churchill udtalte, at han frygtede, at EAM pønsede på at indføre diktatur. Imod denne udtalelse fremkom en vel underbygget protest fra det ansete liberale tidsskrift »New Statesman and Nation« og selvfølgelig også fra græsk side. Lidt senere lykkedes det Churchill at sprænge et par grupper ud af EAM, det lille socialdemokratiske parti og en borgerlig gruppe, den demokratiske Union. Den umiddelbare følge heraf i begyndelsen af 1945 blev et nyt ministerium, endnu mere reaktionært, og en ny bølge af terrorhandlinger med tusindvis af arrestationer, både kommunister og liberale. De blev deporteret til afsidesliggende øer.

Hele året 1945 kom og gik regeringer, mens sulten bed sig ned i befolkningen, og der naturligvis intet som helst gjordes for at bygge op, hverken politisk eller materielt. UNNRA fortsatte ganske vist med sine hjælpeaktioner, men under de helt igennem korrupte regeringer gik det meste af disse fødevarer direkte fra skibene til den sorte børs. Under disse forhold satte alt hvad der var af demokrati sig imod valg. Man vidste, at det blev svindel. Så kommer imidlertid efter valget i England i efteråret 1945 en bølge af håb til Grækenland. En arbejderregering afløser den konservative. Arbejderen Bevin kan ikke føre samme politik som Churchill. Det skal straks siges, at der ikke i Englands indblandingspolitik overfor Grækenland skete nogen som helst forskel efter at Bevin var trådt til. Selv ikke efter mangfoldige protester i England, selv ikke efter at repræsentanter for underhuset havde været i Grækenland og ved selvsyn studeret forholdene og protesteret ved hjemkomsten skete der nogen ændring. Trods det græske demokratis protest støtter Bevin den græske regerings krav om valg i foråret 1946. Regeringen bestod nu af en blanding liberale og royalister. Fascistiske grupper som ikke syntes, at udviklingen gik hurtigt nok, startede et oprør, udgået fra et fascistisk korps, som naturligvis ikke var blevet opløst. Dette oprør måtte regeringen dog slå ned. Nu følte Sovjetunionen sig foranlediget til over for UN at indgive en protest imod, at England stadig opretholdt troppestyrker i Grækenland og blandede sig i landets indre forhold. Protesten blev ikke taget til følge. Det var ikke alene EAM, der indså, at et valg under disse forhold ville være en parodi. Også de liberale så det, og da Bevin alligevel krævede valg nu, gik de liberale ud af regeringen.

I marts 1946 afholdtes valget, mens EAM og EID, en republikansk gruppe, boycottede valget. Under disse forhold fik valget det udfald, som Bevin og de reaktionære ønskede. Reaktionen fik 80 pct. af stemmerne. Det er vist ikke nødvendigt at tilføje, at modstandere af regeringen ikke fik nogen mulighed for at drive valgpropaganda. Tsaldaris blev statsminister under de liberales protest. Han gik straks i gang med aflade parlamentet vedtage love om særdomstole og dødsstraf for regeringsmodstandere. Det førte nu lige ud i den åbne borgerkrig. EAM anråbte udenrigsministerkonferencen i Paris, som afholdtes på det tidspunkt, om beskyttelse af folkets grundrettigheder, men uden resultat. I august indledtes forfølgelsen af fagforeningerne, som senere blev opløst. Skønt Churchill havde lovet at vente med folkeafstemning om kongen til 1948, blev en sådan alligevel afholdt, og kongen under disse forhold naturligvis stemt hjem. Det lille socialdemokratiske parti under general Papandreou stemte for kongen. Fra nu af har borgerkrigen raset videre og stadig antaget større format. En regulær partisanhær kæmper under modstandsgeneral Markos og har befriet flere og flere landsdele. Da regeringen oven i købet begynder at fremsætte krav om grænsereguleringer, d.v.s. krav på landafståelse fra Albanien og Bulgarien, gør den ukrainske delegerede i Sikkerhedsrådet, Manuilski, opmærksom på, at Grækenland nu direkte truer freden på Balkan. Da det også på andre områder begyndte at se alvorligt ud for det engelske imperium, har USA overtaget rollen som formynder. I begyndelsen af 1947 kommer en ny mand til i Grækenland, bankdirektør Maximos, en mand fra højfinansen og ven af USA. Indrepolitisk går han frem med den yderste hårdhed. 560 personer sendes øjeblikkelig i deportation, mange tusind i fængsel. I provinsen forbydes alle oppositionelle aviser. Udenrigspolitisk gentager han kravet om grænsereguleringer. Og stadig er det den engelske arbejderregering, der står bag ved.

Da den finansielle krise strammes, tvinges England til at låne landet 10 millioner pund sterling, mens USA træder til med 45 millioner dollars, som dog skal bruges til at købe gamle amerikanske våbenlagre i Grækenland. Her træder USA for første gang frem på skuepladsen i fuldt dagslys. Men det skal snart komme til at gå hurtigere. I april 1947 meddelte den amerikanske senator Vandenberg i senatet, at USA vil bevilge Grækenland »hjælp« på ikke mindre end 400 millioner dollars (og samtidig et stort lån til Tyrkiet) til militære formål. USA ville forbeholde sig at kunne foretage militære operationer i landet, når det passede dem. Han erklærede tillige at denne »hjælp« skete på grund af truslen fra kommunistisk side, fordi Middelhavet nu engang hører med til Chicagos og New Yorks sikkerhedszone. Loven herom vedtoges i maj 1947. Imens forstærkes terroren i sommerens løb. Ikke mindre end 4.000 mennesker deporteres, mens kampen imod modstandsbevægelsen brutaliseres.

Man erindrer med gru engelske journalisters fotografier af græske soldater i engelske uniformer marcherende med afhuggede hoveder af græske partisaner på bøssepiberne. Efterhånden udvides selve borgerkrigen, så guerillastyrkerne nu sidder inde med store dele af både Nordgrækenland og Vestgrækenland og har støttepunkter overalt, selv på Peleponnes og nord for Athen. Der er ingen tegn til at regeringen kan hævde stillingen, medmindre at USA som nu er de egentlige herrer efter England, skulle sætte deres egne hære ind. Det synes dog at rumme en vis udenrigspolitisk fare, som USA vist ikke agter at fremkalde. Men amerikanske officerer leder de græske hærstyrker og amerikanske krigsskibe krydser stadig udenfor. At England har overgivet sine interesser i Grækenland til USA sker i medfør af dets almindelige afhængighed af de amerikanske kapitalistinteresser. Den engelske arbejderregering må som enhver betale prisen for at blive beskyttet af den betrængte monopolkapitalisme. At USA bevilger Tyrkiet, der slet ikke har været i krig og ikke er kriseramt, et stort lån samtidig med Grækenland, taler sit tydelige sprog om Amerikas politik i disse egne. Tyrkiet behersker sammen med Grækenland udløbet fra Sortehavet. Et amerikansk greb om stræderne her kan forhindre Sovjet og andre stater i at komme ud i Middelhavet. Det er olien i den nære Orient, det gælder, og for at sikre sig den må Amerika og England beherske det østlige Middelhav. Det er den store politik for disse to magter. Derfor må Grækenland hverken blive selvstændig eller demokratisk. Og da den engelske arbejderregering helt går ind for denne monopolkapitalismens politik tør man trygt vove den tilbageslutning at det nu som i Churchills tid stadig er den engelske højfinans, der har sin faste hånd om Englands statsror. Modstandsbevægelsen har dannet en demokratisk regering. I den sidste tid meldes det, at Markos på grund af sygdom er trådt tilbage. Guerillastyrkerne, som måske kun råder over ca. 30.000 mand, har været i stand til at levere de af amerikanske officerer ledede regeringshære regulære slag og vinde. De har vist sig lige udenfor Athen og har fodfæste også i det sydlige.

Oberst A. W. Sheppard kom til Grækenland for første gang med de australske imperietropper i 1941. Under evakueringen fra Grækenland havde han kommandoen over »D Beach« (Porto Rafti), og efter nogle eventyr der, tog han til Kreta. Han fik The Military Cross for tapperhed i Grækenland. I begyndelsen af 1945 vendte han tilbage som fører for to australske hjælpekolonner. Senere blev han overført til UNRRA, hvor han i mere end 15 måneder var leder af flygtningelejrene i Florina, Kozani og Sidhirokastron. Senere blev han leder af UNRRAs beklædningsmission i Nordgrækenland. I Juli 1946 udnævntes han til direktør for den engelske økonomiske missions kontor i Nordgrækenland, en stilling han opgav ved sin afrejse til England d. 6. Marts 1947.I den følgende tekst gør oberst Sheppard rede for nogle af sine erfaringer fra Grækenland og for sin reaktion overfor dem.

Den tragedie, der for øjeblikket udspilles i Grækenland, har gjort et pinligt og forvirrende indtryk på fremskridtsvenlige folk verden over. Især virker den udfordrende for den engelske arbejder- og fagforeningsbevægelse, fordi vort land har spillet hovedrollen i dette drama siden 1944. Jeg er overordentlig glad for, at dette autoritative arbejde af oberst Sheppard kommer frem nu. Hans erfaringer bag kulisserne tillader ham at kaste sandhedens lys over det, der sker med vore kammerater i »demokratiets vugge«. Intet emne har været vanskeligere at få fremstillet loyalt i den engelske presse. Med få hæderlige undtagelser har der hersket almindelig modvilje mod at fortælle om den barbarisme, der er sluppet løs af en Quisling-regering, holdt ved magten i Grækenland af engelske tropper. Da jeg besøgte Grækenland tidligt på året (1947), forsikrede man mig fra alle politiske partiers side - fra det yderste højre til det yderste venstre - at nærværelsen af engelske militære styrker og forskellige engelske missioner i landet var af uoverskuelig værdi for den siddende regering. Da det græske eventyr har kostet den engelske skatteyder groft regnet 100 mill. £ og yderligere - mens jeg skriver dette, August 1947 - lægger beslag på tusinder af vore bedste unge mænd, kan det engelske folk ikke løbe fra sit ansvar for den regering, der holdes ved magten i Athen i dets navn. Når man tillige erindrer, at Grækenland let kan blive udgangspunktet for en tredje verdenskrig, stilles oberst Sheppards fremstilling i sit rette perspektiv. Bemærk, at de samme folk, der i 1938 spurgte: »Hvad kommer det os ved, hvad der sker i Tjekkoslovakiet?« nu stiller samme spørgsmål om Grækenland. Da individuel frihed og demokratiske rettigheder ligesom freden ikke angår et enkelt land, men hele verden, kan vi ikke tillade os stadig at stå ligegyldige overfor det fascistiske tyranni, der med knippelslag driver vore græske kammerater ud i revolte. Under min rejse i Grækenland fik jeg rigelige beviser på den vilde grusomhed, hvormed regeringen går frem mod fagforenings- og arbejderbevægelsen. I Athen besøgte jeg et overfyldt politisk fængsel. Der var patos i disse hjælpeløse menneskers levende tillid til de engelske arbejdermassers indsats for deres sag. Mange af fangerne var anklaget for »forbrydelser« mod Hitlers sikkerhedsbatailloner under okkupationen. Det forstår man så godt: nogle af de ledende quislinger sidder nu i det græske parlament. I Piræus traf jeg en ung mand først i tyverne. Han havde lige forladt hospitalet med det ene ben amputeret. Han var blevet skudt af en gendarm. Den samme gendarm havde været i hans hus under okkupationen for at arrestere ham for anti-nazistisk virksomhed - gendarmen var stadig i regeringens tjeneste. Da jeg rejste fra Athen ud i landet viste det sig, at jeg kun kunne komme i forbindelse med socialister eller liberale gennem den underjordiske bevægelse, der havde virket under krigen. Alle mine bevægelser blev skygget af M.I. 5 (engelsk spionage afdeling). Jeg måtte følgelig tage mine forholdsregler for ikke at skaffe dem, der gav mig oplysninger, ubehageligheder. Jeg troede dengang, at det var grækerne, der skyggede mig - jeg skulle senere få at vide, at det havde været englændere hele tiden. Så meget betyder et engelsk parlamentsmedlems bevægelsesfrihed, når han forsøger at tale med arbejdere. Det var i skyggen af Olymposbjerget, at jeg fik forbindelse med guerillastyrkerne. I fem dage og nætter levede jeg i bondehjem i bjergene og delte ikke blot deres vanskeligheder, men også deres kammeratskab. Den eneste gang, jeg havde en virkelig følelse af frihed var i disse bjerglandsbyer. De unge samledes for at synge frihedsbevægelsens kampsange mod Hitler. Det var første gang, jeg hørte disse sange. I de dele af landet, der er under regeringens kontrol, er det forbudt at synge dem. De fortællinger om politisk forfølgelse, jeg hørte, overbeviste mig om, at regeringens politik har skabt guerillakrigen. Tyranni skaber altid sin egen modgift. Talrige af frihedskæmperne ville uden tvivl roligt have passet deres daglige arbejde i dag, hvis ikke frygten for arrest, forvisning uden lov og dom, eller værre ting, til stadighed havde svævet over deres hoveder. Den græske regering er en regering af rædde mænd. De forsøger at holde sig ved magten ved at undertrykke folket, og dertil får de fremmede magters hjælp. Den engelske militærmission har været travlt optaget af at træne græske rekrutter til denne opgave. Nu kan England ikke tillade sig denne luksus længere. Amerikanske dollars strømmer til landet - det land, der tolererer lynchning af farvede, styrter til undsætning for græsk demokrati - og hjælper tyranniet til at holde sig ved magten. Siden d. 17. Juli 1946 er der foretaget 490 politiske henrettelser. 15 kvinder er sendt i døden af politiske grunde, mange tusind af Grækenlands intellektuelle er sendt i forvisning uden lov og dom. Det er min overbevisning, at dette er måden, hvorpå man skaber kommunister, ikke hvorpå man udrydder dem. Det er en kortsynet og farlig politik, der driver selv moderate i armene på de yderliggående partier, simpelthen i selvforsvar. Jeg mener, at de engelske tropper bør trækkes tilbage, at Grækenlands grænser bør garanteres af UN, at et virkeligt amnesti bør gives alle, der har gjort modstand mod den græske regering, at en ny regering er en uomgængelig nødvenlighed for dette ulykkelige lands velfærd. Alt dette kan kun gennemføres, hvis de store demokratiers frie folk vågner op og føler ansvaret for, hvad man gør i deres navn. Denne tekst af oberst Sheppard bør læses med eftertanke af alle, der tager sig deres borgerpligt alvorligt. Det er et afslørende dokument - afslørende for fascismen i dens værste form.

Da jeg vendte tilbage til Grækenland i 1945 var det ganske klart, at Englands prestige var sunket fra den høj de, den stod på i 1941, hvorimod en Australier eller New Zealænder. fik en hjertelig velkomst. Begivenhederne i December 1944 nagede stadig som en giftig byld hos alle, ikke alene i de venstreorienteredes bryst. Man fortalte mig, hvordan engelske og indiske tropper var blevet kommanderet til aktioner, som det må have været afskyvækkende for dem at deltage i. Jeg fik endvidere at vide, at man ved Lord, dengang Sir, Walter Citrines besøg i Grækenland i 1945 havde givet ham en tolk (miss Kriezeis), som hadede ELAS (det græske folks befrielseshær), fordi hendes onkel blev dræbt i borgerkrigen 1944. Senere talte jeg med Sir Reginald Leeper, også fra Australien, der dengang var H. M. ambassadør i Grækenland. Mine oplevelser i krigstiden bragte mig i forbindelse med højere officerer i den græske hær, og min rang og mit embede holdt mig i stadig kontakt med engelske officerer. Min opgave lå blandt det jævne folk. Jeg hørte og så derfor tingene fra alle synspunkter. Det uklare billede, der blev resultatet, bestemte mig til at holde mig på afstand af græsk politik, indtil jeg blev vidne til situationer af en brutalitet, som tvang mig til at drage visse slutninger. Alligevel kan jeg stadig hævde, at jeg ikke blandede mig i græsk politik og beholdt min kritik af denne og af den engelske politik i landet for mig selv, indtil jeg havde opgivet mit offentlige hverv og ikke mere var gæst i et land, som jeg sætter så megen pris på. Da jeg har næret det håb, at en Labourregering kunne og ville gøre noget for at forandre tingenes tilstand, især da ansvaret hviler på vor egen udenrigspolitik, lod jeg kun min kritik komme frem på, møder indenfor arbejder- og fagforeningsbevægelsen, hvori jeg har taget aktiv del i Australien i 17 år. Jeg tror ikke, at det faktum, at USA nu har taget ledelsen i Grækenland, hindrer England i at gøre en betydelig indsats for at ændre forholdene dernede. Vi har der en stærk, ganske vist reaktionær ambassade, en mission til reorganisering af politiet, en militærmission, en mission for luftvåbnet, en for flåden, og yderligere en hær og et medlem af valutakontrolkommissionen, der har vetoret overfor alle den græske regerings udgifter. Da jeg havde set, i hvor høj grad man er prisgivet en tolk, bestemte jeg mig på et meget tidligt tidspunkt til at lære landets sprog, og jeg nåede et godt resultat. Lad mig til slut tilføje, at jeg ikke er og aldrig har været kommunist.

I 1945 trængte Grækenland til fred, stabilitet, økonomisk genopbygning og en vid kreds af venner, der ville hjælpe landet og ikke slås over dets lig. Det er unødvendigt at gå nærmere ind på de skader, landet havde lidt. Det må gemmes til en fyldigere fremstilling. Men det er vigtigt at sammenligne den økonomiske stilling dengang med stillingen i dag. Deraf vil man se, at der ikke er indtrådt den ringeste forbedring - faktisk en tydelig forværring. I 1945 var arbejdsløsheden 18 %, april 1947 29 %. Kommunikationsmidler af alle slags er praktisk talt ophørt at eksistere. Fra 1945 er drachmen sunket fra 600 pr. £ til 20.000. Leveomkostningerne December 1946 udviser sammenlignet med Marts 1945 en stigning på 34 %. I Saloniki indtrådte fra Januar til Maj 1947 en yderligere stigning på næsten 10%. Grækenland styrer direkte mod afgrunden, og kun enhed og forsoning kan frelse landet.

Som i de fleste lande er den engelske ambassade et bolværk for konservatisme og reaktion. De få tidligere officerer, der gør tjeneste tier, er forhenværende forbindelsesofficerer til EDES-gruppen (styrker fra det yderste højre, der under besættelsen kæmpede mod tyskerne ved. enkelte lejligheder, hyppigere mod ELAS), eller til Michailowitch i Jugoslavien. Nogle af de bedst kendte embedsmænd er Lt-Col. Mathews, tidligere general Scobies politiske rådgiver - en levantiner, der har blandet sig i græsk politik i mange år, Balfour, tidligere munk på Athosbjerget, og Major Clive, en meget ung mand, som er leder af det politiske departement i Athen, herunder Secret Service organisationerne. Alle disse mænd har åbent blandet sig i græsk politik til fordel for royalisterne og venstregruppernes modstandere. I Nordgrækenland finder vi desuden Mr. E. H. Peck, vicekonsul (fungerende generalkonsul og senere konsul), den mand der forklarede Mr. N. N. Dodds, M. P., at der ikke fandtes noget, man kunne kalde en Labour udenrigspolitik. Mr. Hill, vicekonsul i Florina, som er født i Jugoslavien eller ihvertfald har tilbragt lang tid der, har været engelsk agent hos Chetnik-styrkerne og taler makedonsk. Og Mr. Christos Halkias, en i Smyrna født græker, der altid er ivrig efter at vinde anerkendelse hos sine overordnede. Mr. Peck har tidligere været i Tyrkiet, hvor han tilbragte en behagelig krigstid, og før da i Barcelona, hvor han, som han tit fortalte mig, »stak mange kæppe i hjulet for den internationale brigade« og »hjalp med til at sikre, at Englands politik støttede Franco«. Ved en bestemt lejlighed indfandt Peck sig på min anmodning og sammen med mig i arbejderbevægelsens hovedsæde i Saloniki for at se, hvad det var for folk. Han tog først det løfte af mig, at jeg ikke ville fortælle noget til Halkias, da denne ikke ville synes om, at han besøgte et sådant sted. Alt, hvad disse frygtelige radikalere bad om, var imidlertid nedsat pris for undervisningen i British Councils engelskklasser, tilladelse til at låne nogle få telte af den engelske hær, og en antydning fra engelsk side af, at det ville være en god ide, om forsyningsministeren udpegede en fagforeningsrepræsentant til den komité der kontrollerede UNRRA-fordelingerne. De sidste to ting kunne ikke gennemføres uden Halkias vidende, og følgen blev, at teltene, skønt hæren leverede dem, blev trukket tilbage. Halkias erklærede nemlig, at der var fare for, at børnene blev indpodet med kommunisme, hvis arbejdernes centralkomité fik tilladelse til at etablere en lejr ved havet, som den havde gjort før krigen. Halkias er nu Englands repræsentant i UNs underkommission i Grækenland. Da Peek havde været i Nandalos for at se, hvad der var sket den 25. November 1946 (hvor et guerillastrejftog fulgtes af de sædvanlige rapporter om grusomheder), fortalte han mig, at højrebladenes fremstilling var ukorrekt, men i hans ugentlige rapport, skrevet få dage senere, gentog han selv disse blades fremstilling. Da jeg spurgte ham, hvorfor han ikke rapporterede sandheden, svarede han: »Der er folk nok, der propaganderer for venstrepartierne, hvorfor skulle jeg så gøre det?« Han nægtede at tage til Xyrovrissi for at se hvorledes højretilhængere myrdede deres modstandere. Hver uge gentog han som kendsgerninger de forskellige græske militærautoriteters påstande, væsentligt udsendt for at dække deres egen svaghed, om, at der blev sendt hjælp til oprørerne fra Jugoslavien og Bulgarien. Da han og Halkias blev sat ind som medlemmer af den engelske afdeling i UNs undersøgelseskommission, sagde liberale i Saloniki, der kendte begges tidligere virksomhed: »Han indtræder i kommissionen for at retfærdiggøre sine egne rapporter«. Hill havde en anden rolle at spille, men loven om statshemmeligheder, hindrer mig i at røbe, hvad Knight, generalkonsul i Saloniki, og Peck meddelte om denne mands opgaver ved en konference i generalkonsulatet i September. Det gav forresten anledning til stor opstandelse, da det var hensigten, at hans opgaver skulle forblive en dyb hemmelighed. Ligeledes forhindres jeg i at referere, hvad der blev sagt på et lignende møde i Oktober (hvor Knight ikke var tilstede) vedrørende kommunistiske påstande om, at Hill, Peck og Pecks vært, en naturaliseret græker, der var indvandret fra Albanien ikke mange år før krigen, skulle have været indblandet i arbejde med at sende anti-Hodja og anti-Tito agenter over grænsen fra Florina. Dagen efter den officielle meddelelse om, at man agtede at sende en UN-undersøgelses-kommission til Grækenland, blev der udstedt ordre om at lukke vicekonsulatet i Florina, og Hill rejste pr. flyvemaskine til England, før kommissionen begyndte at arbejde. Der var mange andre mennesker, som jeg blev tvunget til at samarbejde med, og om hvis arbejde loven om statshemmeligheder tvinger mig til at tie.

I 1945 og 1946 havde vi i Grækenland to divisioner af den engelske hær, noget RAF og en RAF-misssion, samt enheder af middelhavsflåden. Der var yderligere en engelsk militærmission af betydelig styrke, under kommando af en generalmajor med en talrig stab, hvis opgave det var at reorganisere, udstyre og træne den kongelige græske hær. Det har altid været anerkendt, at folk, der træner en hær, er kombattanter, så jeg ser ikke, hvordan man nu kan hævde, at denne mission består af non-kombattanter. Ved slutningen af Februar 1947 var styrkerne reduceret til ca. 16.000 mand, bortset fra militærmissionen. Disse styrker er til stor hjælp for den græske hær i dens kamp mod oprørerne. For det første er de stationeret således, at de frigør det størst mulige antal græske soldater til kamp mod oprørshæren. For det andet er de anbragt i umiddelbar nærhed af koncentrationslejre for venstreorienterede fanger, f.eks. er de rædselsfulde Pavlo Mélas artilleribarakker i Saloniki, hvor man kan finde størstedelen af venstrefløjen journalister og bladudgivere fra Nordgrækenland, omgivet af den engelske hærs værksteder, artilleridepoter, formeringslejr og opsamlingsdepot. På den sidste side findes en træningslejr for den græske hær. Vore soldater bevogter deres egne depoter og har ordre til at skyde på enhver, der forsøger at passere uden bemyndigelse. For det tredje - og det er endnu mere betydningsfuldt - er engelske afdelinger - efter hvad jeg med sikkerhed ved i tre tilfælde, og der har været andre, hvorom jeg har hørt af engelske officerer - blevet sendt ud på rekognosceringer blot for at »vise flaget« i egne, hvor de kunne genere oprørsstyrkerne mest muligt på tidspunkter, hvor de var i kamp med den regulære hær. Den ene gang kørte panserafdelingen i Saloniki til et punkt på den anden side Kilkis lige efter at 44 tilhængere af venstrefløjen var myrdet af royalister i Xyrovrissi. To gange, Dec. 46 og Jan. 47, sendte en engelsk infanteribataljon afdelinger på kompagnistyrke ud på landevejen fra Edessa til Florina og et kort stykke videre. Ved begge lejligheder var oprørsstyrkerne ved at blive drevet tilbage af den græske hær og ønskede at udvikle nær Kaimaktsalan. Derved blev engelske soldaterliv sat på spil. Den kommanderende officer havde ikke fået instruktioner om, hvad der skulle foretages, hvis der blev skudt på afdelingerne. Efter skik og brug i hæren måtte den kommanderende officer, en major, have taget beslutning om sagen. Et slag kunne have udviklet sig alene for at »hævde de engelske våbens prestige«. Men oprørerne havde fået ordre om under ingen omstændigheder afskyde på engelske tropper, »selvom det skulle koste dem livet«, af frygt for at det skulle blive begyndelsen til en aktion mod de engelske tropper. Hvis man spørger mig om min mening om drabet på de to engelske soldater nær Alexandroupolis i Maj, vil jeg svare med to spørgsmål: 1.) Hvad foretog de sig i den egn med en tretons-lastbil og andre køretøjer? Der var ingen engelske enheder i nærheden. 2.) Og hvorfor lod Torypressen og parlamentet så pludselig sagen falde? Hvorfor er der i virkeligheden ikke sagt et ord mere om sagen efter den undersøgelse, den engelske brigadegeneral Steele fra militærmissionen foretog? Selv tror jeg ikke, at de er dræbt af oprørerne. Jeg ved, at der findes folk i den græske hær, der ikke ville lade sig hindre af hensynet til et par engelske soldaters liv, hvis de mener, at de på den måde kan få de engelske tropper til at gribe ind i kampen mod oprørerne. Jeg husker også, at Halkias, engelsk, vicekonsul i Saloniki, sagde til en græker i overværelse af general Ventiris stabschef, at de engelske tropper under ingen omstændigheder ville gribe ind overfor oprørerne, medmindre oprørerne angreb dem først. For en græker kan det betyde alt muligt.

Det er meget stærke ord, men jeg har grundet længe uden at kunne finde andre, der på passende måde kan beskrive det, visse af vore enheder i Grækenland har til opgave. Vi opretholdt fem sådanne enheder, ialtfald indtil Februar i år (1947). Man har påstået, at en af deres opgaver var at bringe folk, der modarbejdede Tito og Hodja, over grænsen, eller snarere at hjælpe med hertil. Mange grækere vidste det og var meget utilfreds dermed, navnlig hvis de ønskede at genoptage handelen med Jugoslavien, hvad de fleste gjorde. Trods forespørgsler i underhuset har man endnu ikke fået en tilfredsstillende forklaring på, hvad den engelske vicekonsul i Florina har som opgave. Han forlod Grækenland, og hans konsulat lukkede få dage efter udnævnelsen af en UNO-kommission til undersøgelse af grænseepisoderne i landet. Mange af mine fattige venner i Nordgrækenland plejede at skaffe sig penge ved at »finde« dokumenter for en organisation, som gik under betegnelsen I.S.L.O. Af og til var disse dokumenter virkelig stjålet fra græske kontorer, af og til blev de skrevet i salgsøjemed. De blev imidlertid alle uden undtagelse antaget for det, de gav sig ud for at være, og sendt hjem til udenrigsministeriet i Whitehall som bevis på kommunisternes virksomhed. Hvor dumme vi voksne englændere dog af og til er! Mange af vore agenter begyndte med hæderlige hensigter, men den slags arbejde frembringer hos visse mennesker hurtigt en bestemt indstilling, som ødelægger enhver hæderlighed, og de kan ikke lade være med at sælge sig selv. Der var ikke een af vore missioner eller af vore departementer i Grækenland, som ikke havde sine repræsentanter for et af de fem »intelligence« eller »særlige« enheder. Jeg har set og draget nytte af den normale militære intelligence service i krigstid, og jeg har intet at indvende mod spionage i det omfang en hær har brug derfor. Men jeg betænker mig ikke på udfra min egen erfaring at påstå, at disse centraler ikke drev almindelig militær spionage. De arbejdede, direkte eller indirekte, for en særlig afdeling i udenrigsministeriet, og deres opgave var at opspore og rapportere hvad venstrepartierne foretog sig. Opsporing betød ofte direkte indgriben. Direkte indgriben betød samarbejde med yderliggående højreelementer, og det er grunden til, at de fleste grækere tror - lad det være så ubegrundet det vil - at englænderne deltog aktivt i, eller ihvertfald kendte til og billigede den umenneskelige deportation af store mængder af politiske modstandere, torturen, mens de afventede deportation, henrettelser efter krigsretsdom og den almindelige undertrykkelse af en karakter, som fører tankerne hen på Nazi-Tyskland. Grækenland er i dag en politistat. Jeg har haft mange oplevelser, der viste mig, at der i hvert hotel, hver større beboelsesejendom, hver fabrik eller arbejdsplads, i hver gade fandtes en sikkerhedsofficer, der kun var ansvarlig overfor ministeren for offentlig sikkerhed eller hans repræsentanter. De var end ikke ansvarlige overfor gendarmeriets chef og gennem ham overfor den militære chef. Det er en kendsgerning, som ikke er videre kendt, at gendarmeriet har været under de militære styrkers kommando i de sidste tolv måneder, uanset at krigstilstand ikke er erklæret. Hvad er krigstilstand, om ikke det, at civile styrker er under hærens kommando, og at forseelser pådømmes af krigsret i stedet for af de civile domstole, d.v.s. som i Grækenland i dag. Jeg slutter dette kapitel med et passende citat af Mr. Bevins tale i Underhuset den 15. Maj 1947: »det spiller ingen rolle, hvor mange valg man afholder. Hvis dér findes et stærkt hemmeligt politi, dirigeret af en enkeltminister, et politi, der kan skræmme folket, kan man ikke tale om demokrati - man er milevidt fra det.« Jeg er fuldkommen enig med Bevin på det punkt, og da jeg fik at vide, at han havde udtalt sig sådan, tænkte jeg et øjeblik, at han havde læst mine eller andre frisindede grækenlandskenderes rapporter.

Læsere af dagspressen har sikkert undret sig over, hvor mange gange den kongelige græske armé har meddelt, at den holdt alle oprørstropper omringet og stod umiddelbart foran tilintetgørelsen af dem. Den synes altid at glemme at rapportere resultatet af operationerne. Sandheden om stillingen er den, at den græske hær aldrig kan tilintetgøre oprørerne på egen hånd, og det er grunden til, at den ønsker at trække den engelske hær ind i kampen. Grunden er ikke den, at den græske soldat ikke er en god kæmper. Enhver, der som jeg har kæmpet ved hans side, ved, at han er af fremragende soldatermateriale, og det samme kunne være sagt om de græske officerer, der tidligere var i hæren - nu er de afskediget, forviste eller lever i den yderste fattigdom i Athen. Men den græske soldats hjerte er ikke med i denne broderstrid, der i reglen udkæmpes mod dem, som han ved kæmpede bedst mod tyskerne. Deraf de stadige krigsretsdomme over soldater, der har nægtet at slås. Ikke færre end 32 soldater er henrettet i løbet af sidste år og 230 dømt til lang tids fængsel for at nægte at skyde på oprørerne. Det var kun ved at mobilisere det menneskehedens bundfald, som findes i alle lande, som har været under tysk okkupation, at hæren kunne stable de eksekutionspelotoner på benene, der allerede har skudt 490 gode grækere siden Juni sidste år for den forbrydelse at kæmpe for friheden. Der er i dag tre grader i den græske hær. Gruppe A omfatter dem, man er sikker på pålideligt vil udføre regeringens ordrer. B er folk, som man ved har en frisindet tænkemåde, men ikke vil gribe aktivt ind mod (regeringen. Gruppe C er dem, der vides at have sympati for venstrepartierne og som muligvis ikke vil være loyale overfor den nuværende regering. B kan avancere til sergent, men skal tjene under en udvalgt officer. C kan overhovedet ikke avancere og skal tildeles specielt udvalgte underofficerer og officerer. For blot at give et eksempel på hvordan hæren fungerer - det vil særligt interessere dem, der har militær erfaring - skal jeg gengive en episode, som jeg husker særdeles klart. I Sept. 1946 vendte jeg tilbage til Athen fra Saloniki ad landevejen og havde bestemt at passere bagom Vestmakedonien, midt gennem oprørernes land, fra Trikkala over Kalabaka til Grevena, derfra til Kozani og hjem til Saloniki. Da jeg nåede til Trikkala, mødte jeg en lang kolonne af den græske hærs automobiler (en sidebemærkning: automobilerne havde endnu den engelske hærs afdelingsmærke påmalet. Jeg rapporterede øjeblikkelig sagen). Jeg så den kommanderende major sidde under et træ på torvet, omgivet af civile og soldater, og hørte ham diskutere hvilken vej, han skulle køre. Jeg fortalte ham, at jeg skulle samme vej, og han foreslog, at jeg skulle følges med ham, af sikkerhedsgrunde. Han ville køre et par timer i dagslys, slå lejr på et passende sted og fortsætte til Grevena næste morgen. Jeg forklarede ham, at det ikke passede mig, da jeg ville sove i Grevena. Dertil svarede han, at han ikke ville sove i Grevena, da han frygtede at få en kniv i halsen. I samtalens løb bemærkede jeg, måske ikke alt for taktfuldt: »De skal da bestemt ikke jage oprørerne i tretons-lastbiler fulde af materiel? Det dér ser da i mine øjne ud som det meste af en bataljons udstyr?« »Ja,« sagde han, »De har ret - en bataljons udstyr, og endda efter engelsk målestok. Vi har lige fået det udleveret for en uge siden. Tro ikke at jeg er så dum at efterlade det i Larissa, så en anden bataljon kan stjæle det. Nej, min herre, hvor vi skal hen, følger det med, skrivemaskiner, borde og det hele.« Efter disse åbenhjertige udtalelser undrede det mig ikke, da jeg kom til det sted, hvor han havde tænkt at slå lejr for natten, at se meddelelser fra oprørerne af følgende indhold opsat på alle træer: »Demokratiske soldater i bataljon X, gå over til os og kæmp mod folkets virkelige fjender. Gem jeres kugler til fascisterne!« Jeg tilføjer, at disse to kompagnier den 25.-27. Sept. 1946 afbrændte otte huse i Gria på vejen til Grevena, fordi, som de sagde, indbyggerne var kommunister. Tyskerne havde ødelagt Gria fuldstændigt, og UNRRA havde kort tid forinden genopbygget tolv huse.

Ja, den græske hær er yderst velbevæbnet nu. Den er forsynet med det allermest moderne engelske og amerikanske materiel og trænet af dygtige engelske officerer og underofficerer. Men den vil ikke vinde. I de sidste kommunikeer fremhæves det, at det bliver en lang kamp. Oprørerne kæmper for det, der er dyrebarest for mennesket - friheden. Jeg tror ikke, man nogensinde kan slå en græker ned, der føler, at hans sag er retfærdig. Tyskerne opnåede det ikke, og de satte alle kræfter ind derpå. Ifølge The Times den 25. Juni 1947 meddelte den græske minister for offentlig orden, at oprørerne havde mistet 7.000 mand mellem den 1. April og den 15. Juni 1947. Jeg nærer ingen tiltro til dette tal, men jeg har ingen opgivelse fra oprørernes hovedkvarter at sætte imod det. D. 5. Marts 1947 påstod royalistbladene i Athen, at oprørerne havde mistet mere end 3.000 mand indtil da. Imidlertid har man hele tiden fortalt os, at oprørerne kun udgjorde en ringe styrke. I reglen sagde den græske regering, at de ikke talte 5.000 mand. Hvis de altså har mistet 10.000 mand og stadig kæmper så godt, at regeringen indrømmer, det vil tage lang tid at få ende på felttoget, må det stå fast, at regeringens politik driver flere og flere op i bjergene for hver dag, og det er netop, hvad jeg har forsøgt at fortælle folk, lige fra jeg kom her til landet. Idet jeg støtter mig til min erfaring som soldat og med kendskab til begge parter i kampen, gentager jeg, at den græske hær aldrig vil få bugt med oprørsbevægelsen, ganske ligegyldigt hvor mange ekstra våben man giver hær og luftværn, hvor mange raketskydende spitfires den får, ja, selvom engelske soldater beholdes i landet og anbringes så nær koncentrationslejrene, at det størst mulige antal græske soldater frigøres til kampen mod oprørerne. Ligegyldigt hvad man gør for den græske hær, vil den aldrig kunne slå oprørerne af samme grund som den engelske hær ikke kunne slå de amerikanske kolonister i den amerikanske frihedskrig. Det er blevet sagt med rette: »Den bærer tredobbelt rustning, hvis sag er retfærdig.« Jo hurtigere derfor alle enes om at tvinge den græske regering til en forsoningspolitik, des bedre for alle implicerede parter.

England har begravet mellem 80 og 100 millioner £ i Grækenland indtil 31. Marts 1947. Efter avisernes meddelelser har det betalt yderligere 25 millioner fra da, indtil amerikanerne endelig vedtog det græske lån. Ikke desto mindre, indrømmes det fra alle sider, at genoprettelsen af Grækenlands økonomi ikke er begyndt endnu. Arbejdsløsheden nåede 29 % den 15. April 1947, og mere end 30 % af al disponibel arbejdskraft er enten i hæren, indbefattet gendarmeriet, men ikke politiet, eller i forvisning. Industri og handel har stagneret, mens man venter på afgørelsen fra USA, og særlig mens man venter på besked om, hvor man kan pumpe privat profit ud af det. Fra April 1945 til April 1947 steg det almindelige prisniveau 48 %. (Rapporter fra den engelske økonomiske mission og Bank of Athens cirkulærer.) Men i samme periode steg lønningerne kun 8-10 %. Der findes næsten ikke kommunikationsmidler i Grækenland. Vejen mellem Athen og Saloniki er praktisk talt ufarbar. Prøver foretaget af UNRRA og den engelske hær for ca. otte måneder siden viste, at den største distance, man kunne køre pr. time i jeep over en tilfældig strækning på 200 miles, var 10 miles. Det kostede 2 £ 10 sh. pr. ton at transportere bomuld fra Levadhia til Athen, ca. 60 miles. For samme beløb kunne bomuld transporteres fra Indien pr. skib. Der er ingen jernbaneforbindelse mellem Athen og Saloniki. Selv den korte linie fra Saloniki til den jugoslaviske grænse er ufuldendt. Mit arbejde hang nært sammen med Grækenlands økonomi. Jeg har rejst over hele landet - øerne undtagen - og jeg kan stå inde for den kendsgerning, at landet, to og et halvt år efter den tyske okkupations ophør, økonomisk set var mere ilde stedt end den dag, tyskerne forsvandt. Hvorfor? Fordi den politik, der er fulgt af hver eneste regering i landet (undtagen Sofoulis, Nov. 1945-Marts 1946, samt den korte tid, da finansmanden Varvaressos forsøgte at få Voulgaris højreregering til at anlægge en politik, der tjente Grækenlands sag, men blev tvunget ud af sit embede af Athens »sortbørshajer og tyskerkollaboratører« (hans, ikke mine ord) med den engelske ambassades og den engelske økonomiske missions fulde tilslutning, og derfor sikkert også med den engelske regerings) - har været at gøre den rige rigere og den fattige fattigere. Beretningerne fra det græske informationsbureau i London viser, at det kun er forsåvidt angår luksusvarer som keramik, øl og lignende, at produktionen er kommet på højde med eller har overgået førkrigsniveauet. Tallet for vigtige levnedsmidler som spiseolie og fedtstoffer var i Maj i år kun 25 %, minedrift 13 %, metalindustri 25 %, cement og byggematerialer 32 %, tekstiler 58 % af førkrigsproduktionen. Importen af parfumer, stærktfarvede slips og tørklæder, kaffe og kraftige luksusautomobiler var så høj sammenlignet med tiden før krigen, at Mr. Patterson, det amerikanske medlem af valutakontrolkommissionen, ved et møde i slutningen af 1946, hvori jeg deltog, erklærede, at han havde meddelt den græske regering, at han, hvis der ikke indførtes kontrol med denne import, måtte tage under overvejelse at nedlægge sit embede. Situationen er aldrig blevet bedre beskrevet end af en iagttager i det halvt officielle U.S.-blad World Report i Juni: »Mens det græske folk ryster af kulde i deres huse uden tage og vandrer gennem sne uden sko eller overfrakker, dynges der formuer sammen i Athen ... i de overdådige butikker udstilles der luksusvarer fra de fjerneste egne af kloden på den flotteste måde ... svejtsiske ure, franske silketøjer og parfumer, amerikansk kosmetik, fyldepenne og cigaretter, og der er folk nok til at købe varerne ... se på listen over de maskiner, der er indført ... De vil ikke finde en drejebænk på den. Hvad De finder er 132 splinternye automobiler i højeste prisklasse til brug for bureaukrater og politikere i Athen, hvor køretøjerne iøvrigt er muldyr kærrer.« Eller se på rapporten fra den engelske parlamentariske delegation med repræsentation fra alle politiske partier, der har været i Grækenland: »Skattesystemet er regressivt, med 4/5 af indkomsten fra indirekte skatter, der hviler tungt på bønder og byarbejdere med lav indkomst, eller fra skatter, der i meget høj grad belaster og hindrer den nationale produktion, handel og industri.« Kun 10 sh. pr. indbygger kommer ind ved direkte beskatning mod 2 £ 10 sh. ved indirekte. Den velhavende klasse har sin indtægt i guld og beskattes derfor ikke. For igen at citere den engelske parlamentsdelegation: »Der findes en lille, velhavende klasse folk, der især er bosat i og omkring Athen. Disse familier, til hvilke mange af de ledende politikere hører, lever i stor luksus ... da der ikke findes nogen indkomstskat i den engelske betydning af ordet, er de praktisk talt fri for at betale skat.« Den engelske økonomiske mission har nu været i Grækenland i mere end 18 måneder. Den har endnu intet gjort for at forbedre denne situation. Den forbød ganske vist anvendelsen af mere end 10 % af budgettets indkomster til genopbygning uden at indvende noget imod, at 38,5 % blev brugt til militære udgifter. Det eneste, den derved forbedrede, var den græske generalstabs levefod. Og hvad er så amerikanernes løsning? Kontrollen med den græske økonomi skal overgå til USA til gengæld for 80 millioner dollars til genopbygning gennem regeringen, 20 millioner til levnedsmiddelproduktionen, 50 millioner til at stabilisere valutaen og 50 millioner til bekæmpelse af sulten. Uden en politik, der hviler på frihed og selvstyre, en politik, der kan forene folket, vil en million gange disse beløb ikke kunne frelse Grækenland fra ruin.

Den almindelige baggrund for den undertrykkelse af fagforeningerne, der faktisk finder sted i Grækenland (selvom den ikke er i overensstemmelse med lovene), er fremstillet i pjecen Greek Tråde Unions in Chains, udgivet af League for Democracy in Greece. Siden da har der været to hovedpunkter i udviklingen. I Marts 1947 fandt statsrådet (the Council of State), at royalistregeringens udnævnelse af repræsentanter til fagforeningernes eksekutivkomiteer og centralkomiteer var i strid med loven og ugyldig. Derefter vedtog Athens appelret at udnævne en foreløbig bestyrelse, som skulle sørge for at indkalde en kongres og afholde nye valg. Skønt den kongres, der var afholdt i 1946 under W.F.T.U.S opsyn, havde valgt en bestyrelse af lutter venstreorienterede folk, udtalte denne bestyrelse, at den ville acceptere Athens appelrets udnævnelser, hvis den provisoriske bestyrelse indeholdt 7 fra den oprindelige, af valg fremgåede bestyrelse over for 5 fra de af regeringen udnævnte højreorienterede-grupper, således som foreslået af Mr. Braine, labour-attaché i Rom og af Mr. Bevin sendt til Athen specielt for at finde en løsning på problemet. Men Athens appelret udnævnte en bestyrelse på 7 medlemmer: 1 fra venstre, 1 fra centrum og 5 fra højre. Repræsentanten for venstre var den eneste, der var blevet valgt på kongressen i 1946. Naturligvis ville venstre ikke acceptere dette. Så tog Mr. Tewson, British T.U.C., til Grækenland på the World Federation of Traade Unions vegne og forsøgte at opnå et forlig mellem alle tre partier. Han foreslog en eksekutivkomité på 15 medlemmer, 5 fra venstre, 5 fra højre og 5, der repræsenterede forskellige andre retninger. Højrerepræsentanterne nægtede at akceptere forslaget. Efter at Mr. Tewson har forladt Grækenland, er den græske regering blevet dristigere på grund af den støtte Englands og USA's regeringer har givet den i dens hensynsløse politik. Den har nu foreslået en eksekutivkomité på 21 medlemmer (at forslaget kom fra Athens appelret tilslører ikke, at det er regeringens forslag). Den nye komité skal bestå af 11 højrerepræsentanter, 6 fra venstre og 4 centrum. Kun venstrerepræsentanterne er nogensinde blevet valgt ved åbent valg. Regeringen gav ingen garanti for, at de simpleste rettigheder skulle tilbagegives fagforeningerne eller for, at de hundreder af fagforeningsledere, der sad i forvisning, kunne vende tilbage. Altså måtte venstregruppen afvise også dette forslag. Nu kunne man sige, at hvis venstregruppen er så sikker på flertallet, som de hævder at være, og som jeg hævder, at de er, og hvis valgene holdes under betryggende former, hvorfor accepterer de så ikke en hvilkensomhelst eksekutivkomité bare for at få valget afholdt? Svaret er, at enhver græker ved, at under sådanne forhold kan valgene ikke blive frie. De kan derimod afholdes på en sådan måde, at de kan narre selv den klogeste udenlandske iagttager, hvis han ikke har indgående kendskab til græsk sprog, karakter og atmosfære. Det vil være endda lettere end det var at stikke blår i øjnene på de meget unge og i reglen uerfarne officerer, der overvågede valgene og folkeafstemningen. Jeg har truffet i alle fald 80 af dem og fandt ikke een, som kunne læse, skrive eller tale et ord græsk. De andre grunde er fuldt så tvingende. I øjeblikket er hver eneste græsk fagforeningsleder af den mindste betydning forvist eller kastet i fængsel for en opdigtet forbrydelse. En af de anklager, man anvender overfor dem, er, at de fortsat har deltaget i deres fagforeningers møder uden tilladelse af de højreorienterede repræsentanter, regeringen har udpeget. I de sidste 8 måneder har den eksekutivkomité, der er udpeget af regeringen, »doktoreret« på foreningernes medlemslister og protokoller. Der findes en meget interessant rapport fra den engelske vicekonsul i Kavalla til den engelske generalkonsul i Saloniki dateret d. 30. Juli 1946, der viser, hvordan de af regeringen udnævnte eksekutivkomiteer i Kavalla, Drama, Serres og Alexandroupolis tænkte sig at »udrense« de lister, som politiet havde taget fra de valgte ledere før deres arrestation. Takket være Mr. Theocharides, leder af den højreorienterede EME fagforeningsgruppe i Saloniki - en mand, der har en historie som kollaboratør, der burde have skaffet ham en plads på anklagebænken i Nürnberg (han var politisk rådgiver for Dangoulas, hvem tyskerne havde udnævnt til bøddel og som var ansvarlig for drabet på hundreder af grækere, ikke-jøder som jøder). Takket være denne mands indsats, siger jeg, kan de reaktionære EME-kræfter i Saloniki opvise en fremgang i deres numeriske styrke i de sidste 8 måneder. Og her er metoden: før Theocharides blev udnævnt til stedfortræder for forsyningsministeren Stephanopoulus fik han, der er deputeret for Saloniki, denne til at tildele sin gruppe 20.000 par UNRRA-støvler og 12.000 overalls. For disse skulle han betale 12.000 dr. stykket - det var den pris, som UNRRA og den græske regering havde fastsat inden for den rationering, for hvilken jeg i det nordlige Grækenland var ansvarlig overfor UNRRA. Disse støvler solgte han for 15.000 dr. (de 3.000 dr. ekstra var hans gruppes fortjeneste) til enhver, der meldte sig ind i hans fagforeningsgruppe. På det tidspunkt kostede støvler 90.000 dr., så det var bestemt intet under, at en mængde mennesker, særlig de, . der sad hårdt i det, meldte sig ind. Faktisk har jeg selv rådet nogle af mine venner til at gøre det, bare for at få støvlerne. På samme måde solgte han de nævnte overalls, der iflg. rationeringen blev fordelt til en pris af 4000 dr., for 6000 dr. Værdien i butikkerne var 40.000 dr.. Jeg protesterede, og chefen for UNRRA gik til forsyningsministeren med sagen. Efter to måneders forløb fik han besked om, at der ikke fandtes noget dokument, der viste, at en sådan levering havde fundet sted - det blev aldrig direkte sagt, at de ikke havde fundet sted. Ved den tid, Maj 1946, var der et betydeligt antal stridsspørgsmål mellem UNRRA og den græske regering, hvilket resulterede i et besøg af Mr. F. la Guardia, den daværende generaldirektør for UNRRA. Dette var en af klagerne.

Få måneder senere blev Theocharides udnævnt til stedfortræder for forsyningsministeren, i hvilken stilling han kunne beordre leveringer fra forskellige depoter uden videre kontrol. I Saloniki plejede jeg at deltage i forsyningskomiteens møder, en forsamling, der kontrolleres af regeringen og er ansvarlig for ordrer til udlevering af UNRRA-tildelinger. Ved det sidste møde i underkommissionen for beklædningsspørgsmål, et møde, jeg deltog i som dirigent, blev vi stillet over for det faktum, at mens det tidligere havde været komiteen, der havde bestemt tildelingernes art, fastsatte ministeren nu, hvilke støvler og overalls hver enkelt arbejderorganisation skulle have, og hvem der skulle kvittere for modtagelsen. Ikke i noget tilfælde var det personer, der var valgt af arbejderne. I nogle tilfælde skulle soldaterstøvler og overalls udleveres til kvindelige kontorister i fagforeningerne for sporvogne og elektriske jernbaner, fagforeninger, som Theocharides forsøgte at få kontrol over. Indtil Mr. Grozos vendte tilbage (han var generalsekretær i tobaksarbejdernes forbund, løsladt fra forvisning p. gr. af sygdom og stadige henvendelser fra Englands tobaksarbejderforbund, senere atter arresteret i Juli 1947) var der kun to medlemmer af den valgte eksekutivkomité for fagforeningernes fællesråd i Saloniki, der var på fri fod. Det var Mr. Mouzenides, vicepræsidenten, en gammelkendt socialist, og Mr. Danielides, der var undersekretær. Disse to mænd blev arresteret ti eller elleve gange, i reglen for at deltage i møder i deres egne fagforeninger, som ikke var godkendt af den eksekutivkomité, der var udnævnt af regeringen. Nu var det nemlig ulovligt at holde møde uden en sådan godkendelse. Ved en bestemt lejlighed forrige December holdt tobaksarbejdernes fagforening et møde for at afgøre, hvilke skridt man skulle tage for at tvinge arbejdsgiverne til at betale en julebonus, som det har været skik at betale i Balkanlandene i de sidste 50 år. Den blev senere godkendt ved et regeringsdekret. Alle, der deltog i mødet, blev arresteret. 4 ulykkelige medlemmer, der havde indfundet sig for at betale fagforeningsbidrag, blev arresteret som de øvrige. Skønt mødet blev holdt med generalguvernørens vidende og faktisk skulle rapporteres til ham, hvad forsamlingens forslag gik ud på, sad nogle af medlemmerne 14 dage i fængsel, før de blev løsladt. Der blev ikke rejst nogen anklage mod dem, så de fik ikke den normale tildeling af 500 dr. pr. dag (= 6 d.) til mad. De havde ingen lagener og fik ingen føde, før deres pårørende bragte dem det. Og for at de rigtig skulle være de officerer i sikkerhedspolitiet, der arresterede dem, taknemmelige, blev de i håndjern ført 200 meter ad hovedgaden, Tsimiskigaden. Mouzenides fik ikke håndjern på. Politiofficeren sagde til ham: »Vi har intet mod Dem, Mr. M., men da De var tilstede, og vi har fået besked på at hente alle, der befandt sig der, må De gå med.« Mouzenides sad 3 dage i fængsel, blot for at have været tilstede. Torsdag den 12. December ca. kl. 20.00 aften befandt Mouzenides sig i sit fagforeningskontor, da to medlemmer af den eksekutivkomité, som regeringen har udnævnt, kom ind og spurgte ham, hvad han lavede der. Han sagde: »Fagforeningsforretninger«. De sagde: »De har ikke fået vor tilladelse til at komme tilbage efter mørkets frembrud.« Derefter telefonerede en af dem til sikkerhedspolitistation nr. 8, og på få minutter befandt Mouzenides sig i denne politistations celler, hvor han måtte blive i 3 dage, uden at der rejstes nogen anklage mod ham. I dette tilfælde gik det så vidt at endogså den engelske generalkonsul, på min begæring, antydede over for generalguvernøren for Nordgrækenland, at hvis han virkelig ønskede at rejse en opinion mod sig i den internationale fagforeningsbevægelse, så var han på den helt rigtige vej. Men hvis han ikke ønskede dette, ville han måske standse disse arrestationer. Generalguvernøren svarede, at det altid skete uden hans vidende eller tilslutning, og at sikkerhedspolitiet ikke var ansvarlig over for ham, kun over for ministeren for offentlig sikkerhed i Athen. Som jeg skriver dette, d. 30. Juni 1947, erfarer jeg, at Mouzenides sammen med 39 andre atter er blevet arresteret.

En krigsret i Grækenland kan ikke sammenlignes med en krigsret i den engelske hær. I den engelske hær er det en rettergang for en gruppe aktive officerer, som må holde sig til det fremlagte bevismateriale og selv er underkastet en ikke forudindtaget generaladvokats revision. Og græske krigsretter nøjes ikke med at dømme soldater, der anklages for militære forbrydelser. I Nordgrækenland bliver alle sager af politisk natur, eller som af kommandanten for de militære styrker betragtes som vedrørende statens sikkerhed, pådømt ved krigsret. Fremgangsmåden er den, at anklageren opstiller et dossier med bevismaterialet før retsforhandlingen, idet han indkalder et antal vidner - ikke nødvendigvis i den anklagedes nærværelse. Jeg har været tilstede i en krigsret ved mere end een lejlighed. Den eneste gang jeg har oplevet, at den anklagede forsøgte at udspørge vidnet blev sagen sluttet. Man ønskede ikke at standse ham, mens jeg var tilstede. Ved mange andre lejligheder overværede jeg, at anklagede personer klagede over, at de ikke havde fået lov til at udspørge vidnet. Man tog ingen som helst notits af deres klager. Meget sjældent blev vidnerne ført i retten. I almindelighed blev deres udsagn oplæst af den officer, der fungerede som anklager. Blev de ført i retten, måtte den officer, der førte forsvaret, sandelig være meget modig for at vove at forhøre dem. Mere end een gang har jeg hørt forsvareren blive truet, både af anklageren og af den præsiderende officer, fordi han forsøgte at bevise, at et vidneudsagn var falsk. I Jannitsa har jeg set to officerer, der førte forsvaret, blive pryglet i gendarmeriofficerernes påsyn, fordi de havde bevist, at vidneudsagnene mod den anklagede var falske. Ved sagen mod I. Jiannopoulus og I. Charitos i Jannitsa, 20. August 1946, oplæstes vidneudsagnene fra fire vidner fra Naoussa. 8 vidner optrådte personligt for den officer, der førte forsvaret og aflagde modsat vidnesbyrd. Forsvareren bad derfor om at få anklagerens vidner indkaldt. Anklageren ansøgte om frifindelse af den anklagede. Den præsiderende officer afslog begge andragender, og den anklagede blev dømt til 11 års fængsel. Uden for retslokalet blev jeg vidne til, at en løjtnant af gendarmeriet slog forsvareren med en stok. Jeg rapporterede dette til den engelske politimission, der lovede at foretage en undersøgelse. Det gjorde den hos den officer, der kommanderede gendarmeriet i Jannitsa, det korps, hvis officerer havde foretaget overfaldet. Naturligvis nægtede han, og ved senere besøg i krigsretten i Jannitsa fik jeg ikke plads imellem rettens medlemmer.

Dette er komiteer, som dømmer folk til forvisning. Normalt har nomarchen (omtrent det samme som amtmanden hos os), den offentlige anklager og en »nationalsindet borger«, valgt af nomarchen, sæde heri. Komiteen udpeges af provinsens generalguvernør. Indtil sent i 1946 plejede kommandanten for gendarmeriet at være det tredje medlem, nu fungerer han kun som rådgiver. Den anklagede har ingen absolut ret til at komme for komité, eller føre vidner eller høre det bevismateriale, der anføres mod ham. I de fleste tilfælde er det første han hører efter at være fængslet, og mens han afventer komiteens kendelse, at han er idømt 6 måneders, et eller to års forvisning til den eller den ø. Af og til tillades det ham at lade sig repræsentere af en sagfører, . og hvis det er tilfældet, bliver han indkaldt for hele komiteen, for at få en præken og sin dom. Men, som det så mange gange er understreget i Underhuset af Mr. Hector MacNeil, kan han appellere. Ja, til den generalguvernør, der har udnævnt komiteen. Jeg har set generalguvernøren for Centralmakedonien behandle sådanne appeller. Det var som den maskine på postkontoret, der stempler breve. I nogle tilfælde var jeg i stand til at redde venner fra forvisning, simpelthen fordi jeg var embedsmand og bad om det på en venlig måde. Den værste side af disse processer er. dog de forhold, fangerne lever under, mens de afventer komiteernes afgørelse eller overførelsen til Øerne. Indtil afgørelsen er faldet, er de teknisk set ikke fanger, og omfattes således ikke engang af det forældede førkrigsregulativ for fængsler på Balkan. Jeg citerer fra en højtstående embedsmands rapport, skrevet sent i November 1946. Uheldigvis gør loven om statshemmeligheder det ikke muligt for mig at opgive hans navn eller dokumentets betegnelse. »I hvilken forbindelse man end betragter denne lov, bliver det grundlæggende spørgsmål, om den virkelig har bidraget til den forbedring i de offentlige tilstande, som vi alle inderligt ønsker. (Loven om Indførelse af undtagelsestilstand og oprettelse af sikkerhedskommissionen.) Efter omhyggelig overvejelse af alle de oplysninger jeg besidder må jeg udtrykke en alvorlig tvivl om, at den har opnået dette formål i en grad, der blot nogenlunde kan veje op mod de lidelser, den uundgåeligt har ført med sig og den hårde kritik, som kan rettes mod dens resultater, selv fra dem, der er Grækenlands sandeste venner. Vi har modtaget rapporter om, at folk i visse tilfælde holdes tilbage uden lovlig hjemmel, idet deres sager aldrig er blevet bragt frem selv for den laveste kommission. Behandlingen af appeller fra arrestanter kan tage helt op til to måneder. I denne tid sidder de fængslet i politistationer og andre provisoriske fængsler, der er i en tilstand af den yderste overfyldning. De har ingen mulighed for motion og personlig renlighed. I intet tilfælde sørges der for mad til arrestanterne. De modtager det yderst karrige beløb af 500 dr. pr. dag, hvilket ganske klart er utilstrækkeligt til at opretholde livet selv på et minimum. Endvidere er i et stort antal tilfælde end ikke denne fuldstændig utilstrækkelige sum betalt arrestanterne. De får ingen sengepladser eller lagner. Børn og spæde deler deres forældres skæbne. Rejsen til øerne foretages under lignende overfyldte forhold, uden at der sørges for bespisning. Forholdene ved ankomsten til øerne er ligeså slemme, i visse tilfælde værre end i gennemgangsfængslerne. Der findes ingen læger eller medicin. Ved ankomsten til øerne nedsættes betalingen til den diminutive sum af 300 dr. pr. dag. Det ser endda ud til, at i de fleste tilfælde end ikke den kommer til udbetaling.« Jeg kan indestå for alt dette udfra personlig erfaring. I Kilkis gendarmeristation fandt jeg i November 1946 fire svangre kvinder i en celle, der ikke var stor nok til at de alle på een gang kunne ligge ned. Som følge af min protest til generalguvernøren for Centralmakedonien (Mr. Tzirides) blev disse fire kvinder løsladt. Den ene nedkom dagen efter sin løsladelse med et dødfødt barn. Generalguvernøren var en bekendt kvindelæge og lovede at gøre, hvad han kunne for at sørge for, at svangre kvinder ikke blev arresteret. Men han fortalte mig, at han ikke kunne give nogen garanti, da gendarmeriet ikke på nogen måde var ansvarlig over for civilmagten. Det er givet, at brutalitet avler brutalitet, og denne behandling af fanger måtte nødvendigvis medføre repressalier fra guerillastyrkerne. Ganske på samme måde med en udtalelse af den samme generalguvernør d. 30. Nov. 1946, efter at »nationalsindede borgere«, hvilket vil sige højreorienterede bander bevæbnet af den græske hær, havde massakreret 42 venstretilhængere i Xyrovrissi: »de nationaltsindede borgeres tålmodighed er udtømt, og jeg er bange for, at disse ubehagelige episoder vil gentage sig i andre provinser.« Dette måtte nødvendigvis være en opmuntring til nye grusomheder.

Der findes intet emne, hvorom der udsendes flere vildledende oplysninger og mere falsk propaganda fra den græske regerings informationskontor. Disse vildledende oplysninger spredes over hele verden, gennem inspirerede avisartikler skrevet af folk, der aldrig har været i Grækenland eller aldrig uden for Athen, og da de gentages så ofte, ender de med at få et vist præg af sandhed. Jeg har selv truffet guerillafdelingerne ved mange lejligheder og har været deres gæst sommetider i dagevis. Jeg har kendt mange af deres medlemmer før de gik op i bjergene, og jeg har mødt dem igen efter at de var kommet derop. Før jeg forlod Grækenland, tog jeg op og sagde farvel til mine venner i den demokratiske hær, og jeg lovede at gøre mit bedste for at fortælle andre, hvem de er. Jeg gentager, og jeg vil vedblive at gentage, at oprørsbevægelsen er en indfødt bevægelse. Selvom de nu til sidst fik hjælp af en international brigade, hvilket jeg betvivler, så er det ikke mere end de har fortjent. For af alle Europas folk er det dem, der har gjort den største indsats for at holde frihedens og den menneskelige værdigheds fane højt, i kamp mod en gennemfascistisk regering. Jeg har ikke ved nogen lejlighed set en partisan, der ikke var en ægte græsk borger. Nogle af dem var ganske vist født eller havde levet udenfor Grækenlands grænser. Jeg har endda truffet en, der havde tilbragt det meste af sit liv i mit eget fædreland, Australien. For størstedelens vedkommende bar de almindeligt civilt tøj med armbind, der viste, at de tilhørte den demokratiske hær. Nogle bar den engelske battledress i blåt, for det meste af australsk fabrikat. Mere end 200.000 sådanne battledress er fordelt af UNRRA. Mange havde engelske uniformer, som de havde erobret fra de afdelinger af den græske hær, der havde kæmpet imod dem. Enkelte havde blandinger af franske, tyske, italienske og russiske uniformer, som de havde fået udleveret, da de vendte hjem fra tvangsarbejde i Tyskland eller Polen. For man må erindre, at de fleste medlemmer af oprørshæren netop er de samme mennesker, som tyskerne slæbte til Dachau eller Auschwitz. Deres modstandere er naturligvis væsentligst folk, som tyskerne gerne tillod at leve videre på normal måde i Grækenland. De var på ingen måde nogen fare for naziherredømmet. Hvad uniformerne angår, så vendte, mens jeg havde ledelsen af flygtningelejrene i Nordgrækenland, ca. 15.000 grækere tilbage gennem disse lejre. De var uden undtagelse iklædt den ene eller den anden nations militære uniformer. Disse uniformer forblev i Grækenland og blev enten brugt eller solgt. Dog var den omstændighed, at disse uniformer fandtes på ligene af soldater fra oprørshæren en af de ting, der blev anført for UNOs undersøgelseskommission og antaget af den som bevis på hjælp fra udlandet. Sandheden om disse uniformer og billeder af dem på flygtninge i 1945 har været i Mr. Pecks besiddelse længe før UNO-komiteen trådte sammen. Jeg har nemlig selv givet ham dem. Oprørernes våben har jeg studeret særlig opmærksomt for at konstatere, om der fandtes våben af russisk eller jugoslavisk oprindelse. Der fandtes ingen. 75 pCt. af våbnene var engelske. ELAS havde fået dem, da de kæmpede mod tyskerne og italienerne, eller de var erobret fra græske hærafdelinger. Af resten var de fleste italienske eller tyske, enkelte amerikanske. Selv nu besidder oprørshæren intet artilleri. Hvis den blev udrustet af en moderne hær som den jugoslaviske, ville den givet disponere over artilleri. Hvorfor søger unge mænd op i bjergene? Jeg kan besvare dette spørgsmål, fordi jeg har stillet det til hundreder af folk i bjergene og lejlighedsvis til de pårørende, de lod tilbage. Jeg vil antage, at ca. 50 pCt. søger derop af ideologiske grunde, fordi de mener, at det er den eneste måde, hvorpå de kan skaffe Grækenland friheden. Ca. 45 pCt. gør det af økonomiske grunde, fordi de synes, det er umuligt at finde en levevej i landet som det er i øjeblikket. Ca. 5 pCt. fordi de er blevet i den grad mishandlet af gendarmeriet, at . de må søge hævn på denne måde. Tit går hele landsbyer op i bjergene. Olimbias på Chalkidikehalvøen er et eksempel. Hele landsbyen søgte op i bjergene, fordi gendarmerikommandanterne i Stavros og Polygyros forbød dem at sælge deres brænde i de to byer. (Under det påskud, at de sympatiserede med partisanerne.) De fik ikke lov at købe levnedsmidler der, og deres UNRRA-rationer blev ikke udleveret til dem, før forskellige UNRRA-embedsmænd, hvorimellem jeg, havde tvunget sagen igennem hos guvernøren over Centralmakedonien. Men da var det for sent. De sluttede sig alle til en af banderne i Holomondabjergene. Hvor mange gange har jeg ikke spurgt efter unge mænd, jeg havde truffet i landsbyerne, blot for at få at vide, at de var gået i bjergene. Spurgte jeg hvorfor, fik jeg stadig det samme svar: »Ja, hvad andet kan en ung mand gøre?« I et tidligere kapitel har jeg nævnt, at den græske hær brændte, huse af i Gria. Dette bragte en hærskare af rekrutter til oprørshæren fra omegnen af Gria og Gravena. Krigsretterne og henrettelsen af kendte frihedskæmpere har været det næstbedste middel til at få unge mænd til at udholde rædslerne ved et liv i bjergene i evig kamp. Der er ingen tvivl om, at de grækere, der flygtede til Bulkes i Jugoslavien for at undgå den græske regerings tyranni har fået lov af de jugoslaviske autoriteter til at vende tilbage til Grækenland. Men har ikke asylret for politiske flygtninge været en ting, vi selv tidligere har været stolte af? Har ikke England givet ind- og udrejsetilladelse til politiske flygtninge før idag, og har vi ikke været stolte herover? Var det ikke et lyspunkt i fransk politik, dengang der ikke var meget andet lys over den franske scene, at man gav håb og hjælp til dem, der var flygtet fra det politiske tyranni? Hvorfor er det nu en forsyndelse af Jugoslavien at gøre det, der var ædelt af os? Lad det være sagt uden den mindste tvivl: Oprørsbevægelsen i Grækenland er dannet af nøjagtig samme gruppe mænd og kvinder, der ville skabe en tilsvarende oprørsbevægelse i England, hvis vi nogensinde kom til at stå overfor det tyranni og den terror, som har ramt alle mennesker i Grækenland med demokratiske anskuelser, der ikke har været villige til at kvæle deres samvittighed af frygt for deres bekvemmeligheder. Sålænge mod og anstændighed er levende dyder i denne ikke videre muntre verden, sålænge vil fascisme, i hvad form den end viser sig, avle oprør.

Da jeg har kritiseret andre så skarpt, er det rimeligt, at jeg selv fremkommer med et forslag til forbedring. Kort stillet op mener jeg følgende ting er nødvendige, for at Grækenland kan bringes tilbage til demokratiet og til en tilstand der sømmer sig for et folk, der har kæmpet og arbejdet så hårdt for det vidunderlige land, der er deres: 1). Grækenland kan ikke rejse sig uden hjælp. Det behøver hurtig og betydelig hjælp fra andre lande, enten gratis eller på langfristede lån til lavrente. Grækenland behøver varer, ikke eksperter. 2). Folket må samles. Det kan ikke ske, sålænge andre magter anbefaler undertrykkelse af politiske rettigheder, og ødelæggelse af politiske modstandere og leverer våben til sådanne formål. 3). Der må straks udstedes almindelig amnesti til alle oprørere, der ikke har begået mord - af en regering som kan mødes med tillid, dvs. en regering, hvori alle partier deltager og som ikke dirigeres af eet parti alene. 4). Sikkerhedspolitiet må opløses, de væbnede styrker og gendarmeriet renses for alle elementer, der har været medlemmer af de sikkerhedsbataljoner, tyskerne organiserede, eller som har deltaget i terrorhandlinger mod oprørerne. 5). Civile embedsmænd, der er afskedigede af royalistregeringen, må genindsættes i deres stillinger. Den civile administration må reorganiseres og gøres til et lille og velaflønnet korps. 6). Alle rettigheder må tilbagegives fagforeningerne og alle fagforeningsledere frigives fra forvisning eller fængsel, medmindre de er skyldige i normale kriminelle forbrydelser (dvs. ikke handlinger, der under de særlige sikkerhedsforanstaltninger regnes for forbrydelser). 7). Lokalt demokratisk styre må indføres overalt i Grækenland. I øjeblikket findes det intetsteds. 8).Økonomien må lægges om, således at beskatningen falder tungest på dem, der bedst kan bære den. Importen må indskrænkes til det, der behøves til landets genopbygning. De nationale hjælpekilder, især metaludvindingen, må udvides af Grækenland selv, og til fordel for dem selv. 9). Handelen med balkanlandene må genoptages. Man må erkende, at de naturlige økonomiske forbindelser for Grækenland er Albanien, Jugoslavien, Bulgarien og Tyrkiet. 10). Når landet er faldet til ro, må nye valg afholdes, for at et parlament kan vælges og en forfatning vedtages. Disse ti punkter dækker ikke alt, og jeg har ikke fastsat den rækkefølge, hvori de bør gennemføres. Men hvis de fremmede magter, der af strategiske eller ideologiske grunde har blandet sig i Grækenlands anliggender, ville opmuntre Grækenland til at tage fat på en sådan plan og yde landet en vis hjælpe til at realisere den, ville de gøre en indsats for genrejsningen af dette tapre land, der har gjort så meget for verden.

Den Kommission, der skal undersøge Jødernes Stilling i Europa og søge en Løsning på Palæstinaproblemet, har ikke fået lettere Arbejdsmuligheder på Grund af sin udelukkende anglo-amerikanske Sammensætning. Men Indholdet af Bevins Erklæring må hilses velkommen for dens Erkendelse af, at det er en bydende Nødvendighed at yde Hjælp til Genoprettelsen af de jødiske Samfund i Europa og på samme Tid at sikre Forståelsen mellem Jøder og Arabere i en fremtidig fredelig Udvikling i Palæstina. Dette vil imidlertid ikke blive nået, hvis de fremskridtsvenlige Kræfter ikke er klare over de Vanskeligheder, der står i Vejen og ikke forstår den Basis, på hvilken Problemernes Løsning må hvile.

Efter engang at have været Jødernes Hjem og i tusind År været i Arabernes ubestridelige Besiddelse, skønt i den senere Tid under tyrkisk Herredømme, blev Palæstina i 1917 erobret af Englænderne. På den Tid boede der ca. 58.000 Jøder i fredeligt Fællesskab med Araberne. I 1917, da England var hårdt presset, og Amerika endnu ikke var rede, udstedte den britiske Regering af militært egoistiske Grunde og for at sikre sig de amerikanske Jøders Støtte Baifour-Deklarationen (senere optaget i Mandatbestemmelserne), der lovede Støtte til Oprettelsen af „et nationalt Hjem for det jødiske Folk i Palæstina", skønt man i 1915 havde garanteret Araberne „at ville anerkende og støtte Arabernes Uafhængighed" indenfor Områder, der klart indbefattede Palæstina.

Mens Palæstina og Jødedom religiøst har hørt sammen i Århundreder, har Zionistbevægelsen, hvis Formål er at skabe en jødisk Stat i Palæstina, kun en 60 År gammel Historie, idet den opstod som Reaktion mod Pogronierne i Østeuopa i sidste Halvdel af forrige Århundrede. Men britisk Interesse var ikke venlig Filantropi mod underkuede Jøder. England opfattede Palæstina som det strategiske Midtpunkt, fra hvilket man kunne beherske den nære Orient og Suez-Kanalen, som et Land, hvis store naturlige Havn Haifa dannede et nyttigt Modstykke til Alexandria og som en Udførselsvej for Iraqs Olie. Da den britiske Imperialisme planlagde at bruge Jøderne som Modvægt mod det arabiske Uafhængighedskrav og således bevare sin dominerende Stilling i Palæstina, blev de ledende britiske Zionister dens villige Redskaber.

Det er på denne Baggrund, man må se såvel Udviklingen af Ønsket om det jødiske nationale Hjem i Palæstina som Væksten af den arabiske nationale Bevægelse i Palæstina, og ligegyldig hvilken Løsning man til sidst når til, må der tages Hensyn til, at disse Jøder har erhvervet Ret til at leve der i Fred og til frit at opbygge deres nye Hjem. De har i mange Henseender udviklet Palæstinas Økonomi. Nye Overrislings- og Agerbrugsmetoder er blevet indført, Kraftanlæg bygget, nye Byer skabt, en anselig Industrialisering indført. Over 100 Millioner Pund Sterling britisk og amerikansk Kapital - såvel jødisk som ikke-jødisk - er blevet investeret i Palæstina.

Selv før 1917 var de arabiske Landarbejdere fattige, tynget af Gæld og stærkt udbyttet af arabiske Godsejere, der ikke selv opholdt sig på deres Ejendomme. Men mens forbedrede Forhold i nogen Grad er kommet de arabiske Masser til Gode, kan man ikke let afvise det Faktum, at en ny jordløs, meget fattig Masse af arabiske Arbejdere er opstået, og at arabisk Arbejdskraft i stor Målestok er blevet fortrængt af jødisk Industri. Arabisk Landbrug har ikke udviklet sig. Krigen satte Fart i denne Proces og forvandlede Palæstina til en vigtig Forsyningsbase for den nære Orient. Mens dette for en Tid skabte Beskæftigelse for Masser af jødiske og arabiske Arbejdere (som for første Gang dannede arabiske Fagforeninger), steg Priserne; der var Mangel på Fødemidler, og Fjendtlighedernes Afslutning har stillet Palæstina over for en alvorlig økonomisk Krise, der særlig berører de arabiske Arbejdere, som gennem deri zionistiske Politik om Jødernes Forrettigheder i stor Udstrækning er udelukket fra Arbejde i jødisk Landbrug og Industri (der danner Hovedmassen af Palæstinas Industri). Indtil 1939 var Arabernes Organisation dårlig, og den arabiske nationale Bevægelse stod under Ledelse af de feudale Jordbesiddere, der i høj Grad var påvirket af nazistiske Ideer. Denne Ledelse var i Stand til at formå de arabiske Masser, der betragtede den zionistiske Politik som Grunden til deres Fattigdom og Zionisterne som Imperialisternes Redskaber, til at rette deres anti-imperialistiske Følelser hovedsagelig mod Jøderne, hvis dominerende økonomiske Indflydelse de frygtede.

Efter at Peel-Kommissionens Forslag om som Løsning på Problemet at dele Palæstina var blevet forkastet af både Arabere og Jøder, erklærede Nationalregeringen sin Politik i en Hvidbog i 1939, som, delvis i et Forsøg på at afvise de protyske Tendenser hos nogle af Tidens arabiske Nationalistførere, foreslog: 1) at Palæstina skulle blive en uafhængig Stat i Løbet af 10 År, og at Regeringen i Mellemtiden gradvist skulle forandres til „repræsentative" Institutioner for de to Samfund, sammensat i Forhold til Størrelsen af hvert Samfund i Palæstina, 2) at begrænse jødisk Indvandring, så den jødiske Befolkning ikke kom til at overstige en Tredjedel af Totalbefolkningen, 3) at begrænse fortsat Salg af Jord til Jøder. Punkt 1 er aldrig blevet virkeliggjort, og i Dag er Palæstina faktisk under Politiregime. Denne Politik blev fordømt af Zionisterne som værende i Strid med Balfour-Deklarationen, og de forlangte vedblivende ubegrænset Indvandring og Oprettelse af en jødisk Stat, i hvilken Araberne skulle garanteres Minoritetsrettigheder. Hverken Regerings- eller Zionistforslaget var acceptabelt for Araberne, som fortsat krævede, at Palæstina skulle være en Del af de uafhængige arabiske Stater i den nære Orient og ikke kunstigt løsrives.

Er britiske Interesser anderledes i Dag ? Skal man tro, at britisk Imperialisme nu er ivrig efter at se en uafhængig arabisk Stat, fordi Regeringens Politik i de senere År - for at forbedre Englands Stilling i de arabiske Lande i den nære Orient - måske har forekommet at gå i Retning af større Sympati for arabiske Krav mod Dannelsen af den uafhængige jødiske Stat? Nej, langtfra! Kender vi ikke Imperialismens Metoder tilstrækkeligt til at forstå, at denne Spillen det ene Folk ud mod det andet blot er en List med det Formål at bevare Kontrol over dem begge ? Det er ikke uden Betydning, at de største Forkæmpere for Zionistsagen i Dag findes i USA, hvis Regering fornylig har afsluttet Overenskomst om Anlæggelse af en ny Rørledning fra Iraq til Haifa til Fordel for amerikanske Olieinteresser, skønt selv i Amerika Trangen til at sikre Araberne Støtte fører til yderligere Konflikt.

Hele den nære Orient er inddraget i en imperialistisk Konflikt, for Øjeblikket med Palæstina i Centrum. Før vi kan se på, hvilken Løsning af Problemerne der er mulig, er der endnu et Forhold, som må tages i Betragtning. Det. zionistiske Argument, at Dannelsen af en jødisk Stat er afgørende for Løsningen af hele , Verdens Jødeproblemer, kan ikke godkendes. Dette Problem kan kun løses i samme Udstrækning, som Jøderne i hvert Land i Lighed med andre Borgere tager aktivt Del i Kampen for sandt økonomisk og politisk Demokrati i deres eget Land, således som Jøderne allerede har gjort det i Sovjetunionen. De 8 Millioner Jøder, der danner Samfund i mange forskellige Lande udenfor Sovjetunionen, vil ikke ved Dannelsen af en jødisk Stat kunne overvinde de Problemer, der opstår gennem den herskende Klasses Brug af Anti-semitismitisme og Racehad til at skabe Forvirring i Demokratiets Rækker. Det er betegnende, at af de halvanden Million Jøder i Europa, der har overlevet de sidste Års Rædsler, er allerede mange i Gang med at genopbygge deres Synagoger og Skoler og genskabe jødiske Samfund i deres egne Lande med Hjælp - særlig i Østeuropa - fra de nye demokratiske Regeringer, der er opstået i den fælles Kamp mod Fascismen1.

Hvad er så Løsningen i Palæstina? Det er ikke et Spørgsmål for eller imod 1939-Hvidbogen, som aldrig kunne løse Problemet. Heller ikke en Deling kan yde andet end at placere en lille jødisk Befolkning, (som Stødpude for britiske Interesser i Middelhavet), i et Land, hvis Økonomi er uholdbar, og som ligger midt iblandt fjendtlige arabiske Stater/Palæstina er blevet behandlet som en Koloni, og den arabiske Uafhængighedskamp må overalt påberåbe sig fremskridtsvenlige Kræfters Støtte. Den Resolution om Palæstina, som Kommunistpartiets 18. Kongres vedtog, slog fast, at „en retfærdig og demokratisk Løsning på Palæstinaproblemet kun kan nås ved at ophæve Mandatordningen og anerkende Palæstinas nationale Uafhængighed under et demokratisk Styre, der sikrer Frihed og lige Rettigheder for Arabere og Jøder. Et frit og uafhængigt Palæstina er den eneste Form, under hvilken arabisk-jødisk Enighed kan blomstre". Det vil ikke blive let at nå denne arabisk-jødiske Harmoni; men både Jøder og Arabere gør sig i stigende Grad klart, at man må nå til en gensidig Forståelse.

I det jødiske Samfund kommer de sociale Spørgsmål i Forgrunden, og der er en tiltagende Konflikt mellem de ledende Zionister, der mere og mere kommer til at svare til det jødiske Bourgeoisi og er villige Redskaber for britisk Imperialisme - og Resten af det jødiske Samfund. Foruden Magnes-Gruppen kræver en lille, men stadig voksende . venstre Fløj i Histadruth og i bredere Kredse i Samfundet Samarbejde med Araberne. Mens der stadig i det jødiske Samfund er Krav om Ophævelse af Hvidbogens Bestemmelser og om ubegrænset Indvandring, er der al Grund til at håbe, at Nødvendigheden af at komme til en Forståelse på dette Punkt med Araberne snart vil blive udtalt tydeligere. I det arabiske Samfund, hvor tidligere Nationalistbevægelsen blev domineret af Feudalisterne og de store Jordbesiddere, er der kommet en ny Ånd. Interessekonflikten mellem Arbejdere, jordløse Bønder, Småbønder og de fraværende Godsejere bliver skarpere. Den nationale Frihedsliga er et Udtryk for disse nye Kræfter, der har udviklet sig i Nationalistbevægelsen under Krigen, og som må anses for en Faktor af tiltagende Betydning i Udviklingen i den nære Orient.

En fælles arabisk-jødisk Stat vil ikke blive oprettet, sålænge Palæstina vedbliver at være Interesseområde for britisk Imperialisme eller Centrum i en imperialistisk Kappestrid. Palæstina er en Del af den' nære Orient, og dets fredelige Udvikling er afhængig af Udviklingen i Nabolandene. Denne kan ikke sikres udelukkende på Basis af angloamerikansk Enighed, men Samarbejde mellem alle de forenede Nationer er nødvendigt. U.N.O. må kunne gøre sin store Indflydelse gældende og hjælpe Arabere og Jøder til at blive enige. Bevins Forslag om en angloamerikansk Kommission kan ikke løse Problemet. Labour-Partiet er tidligere gået ind for den zionistiske Politik og har overset Palæstinakonfliktens imperialistiske Karakter. Denne Politik må tages op til fornyet Overvejelse. Hvis Jøderne i Palæstina skal hjælpes til at vinde en sikker Fremtid for deres Samfund og på samme Tid leve harmonisk sammen med et arabisk Samfund, der er befriet for imperialistisk Undertrykkelse, må en Løsning findes på den Linie, der her er antydet.

Den 17. Januar i År gav den engelske Udenrigsminister Ernest Bevin i en Tale på UNOs Generalforsamling Meddelelse om den britiske Regerings Beslutning om at give Uafhængighed til Transjordanien, et arabisk Fyrstendømme, der blev til i 1921 ved Englands direkte Medvirken og udgør en Del af det britiske Mandatområde. Man kan ikke i dette Tilfælde beskylde det engelske Diplomati for Sendrægtighed. Snart efter blev der i London givet Meddelelse om påbegyndte Forhandlinger mellem England og Transjordanien, og allerede den 22. Marts blev en Traktat undertegnet. De officielle Kommentatorer bedømmer Sagen således, at den britiske Regering ved denne Handling har afsluttet sin Mandatopgave, ydet Transjordanien fuld Uafhængighed og derved skabt alle nødvendige Forudsætninger for, at Landet kan indtræde i UNO som fuldt berettiget Medlem. Hvor sælsomt det imidlertid ved første Blik kan synes, er Oprettelsen af en ny uafhængig arabisk Stat blevet mødt med Kølighed blandt Araberne, som kæmper for deres Uafhængighed, ja den er endda blevet almindeligt fordømt af dem.

Beirut-Bladet „L'Orient" skriver i en Analyse af Traktaten ud fra de arabiske Orientlandes Stræben efter national Suverænitet: „Den engelsk-transjordanske Traktat ... er en Hindring for alle Lande i det nære Østen, der stræber efter fuld Uafhængighed og Befrielse for den udenlandske Indflydelse og vil organisere sig uden for de imperialistiske Blokke." Den Slags Forskelligheder i Bedømmelsen af Traktaten er i sig selv egnede til at vække Opmærksomhed om den. Men af endnu større Interesse er den engelsk-transjordanske Traktat som en Mandatmagts Forsøg på at bestemme over et Mandatområdes Skæbne, ved en ensidig Afgørelse, uafhængigt af UNO, men i umiddelbar Sammenhæng med denne Organisations Hensigt om at behandle alle under Formynderskab stående Territorier.

Hvordan forholder det sig i Virkeligheden med den Uafhængighed, Transjordanien har fået? Er den engelsk-transjordanske Traktat virkelig et Skridt fremad på Vejen til de arabiske Landes Uafhængighed? Svar på disse Spørgsmål får man af Indholdet af Traktaten, der er beseglet med Bevins og den engelske Vice-Koloniminister Greech Jones' Underskrifter ved Siden af den trans jordanske Ministerpræsident Ibrahim Pasja Hasjims, og af de tilhørende Dokumenter. England anerkender efter Traktaten formelt Transjordanien som en „fuldkommen uafhængig Stat", og der oprettes mellem de to Lande „evig Fred" og „et fast Forbund, som sanktionerer Venskabet, den hjertelige Forståelse og de velvillige Forbindelser". De to Lande udveksler diplomatiske Repræsentanter. Ansvaret for Transjordaniens Forsvar og for Ordenen i Landet, noget, der tidligere hørte til Englands Forrettigheder som Mandatmagt, overgår til Landets Suveræn, Emir Abdullah. Der stilles i Udsigt, at de to Lande kan gennemføre fælles Aktioner til Opretholdelse af Fred og Sikkerhed og til kollektiv Bistand i Tilfælde af Aggression.

Men det er ikke det, der er Hovedindholdet i Traktaten. Det findes i de såkaldte tekniske Artikler, som handler om den britiske Regerings Rettigheder på det herefter angiveligt uafhængige Lands Territorium, i et særligt Bilag om de britiske Stridskræfter i Transjordanien og i de mellem Bevin og Hasjim udvekslede Noter. Belyst af disse Artikler og Noter adskiller den transjordanske „Uafhængighed" sig højst fra den „Uafhængighed", britiske Protektorater som Maskat (Oman) nyder, ved Emir Abdullahs tvivlsomme Privilegium at have en diplomatisk Repræsentant for England i Stedet for en britisk Resident. Traktaten forudser, at engelske Sagkyndige og Rådgivere indbydes til at gøre transjordansk Statstjeneste, endvidere at den engelske Kapital får visse Begunstigelser og Privilegier, f.eks. Bevarelse af Koncessionerne, Ret til at administrere Jernbanen og Fiskepladserne, Ret til Finanskontrol og Bibeholdelse af Palæstinas Mønt i Transjordanien. Traktatmæssigt vil den engelske Okkupation af Transjordanien ikke alene blive ved at bestå fuldtud, men hele Landet vil blive et Støttepunkt for de britiske Land-, Sø- og Luftstridskræfter.

Bilaget til Traktaten forudser Muligheden af, at engelske Tropper kan garnisoneres også andre Steder, end hvor de hidtil har befundet sig. Emiren af Transjordanien har påtaget sig Pligt til at stille alle til Troppernes Underhold og Anbringelse nødvendige Midler til Rådighed for de engelske Militærmyndigheder og forpagte de forlangte Grunde ud til dem, hvorved der også forstås „Annulering af alle Privatrettigheder til Brug af sådanne Arealer". Den britiske Armé vil få alle Transport- og Efterretningsmidler stillet til Disposition. De britiske Stridskræfter i Transjordanien får fuld Immunitet. Som Modydelse for alt dette gives der Emiren af Transjordanien Løfte om finansiel Støtte på Betingelse af, at den britiske Repræsentant i Transjordanien får Mulighed for at „forvisse sig om, at de omtalte Midler bliver anvendt til de Formål, de er bestemt til".

I en Kommentar til Traktaten har det amerikanske Agentur Overseas News bemærket, at Emir Abdullahs Stilling kun for så vidt har ændret sig, som han tidligere fik Pengehjælpen fra den engelske Regerings Fond til Udvikling af Kolonierne, mens han fremtidig vil få dem fra „Regeringsfonden til Forbedring af den internationale økonomiske Situation". Hvad Transjordaniens egen Stilling angår, kan man roligt sige, at Traktaten ikke har forbedret den en Tøddel.

#

Transjordanien som arabisk Fyrstendømme hører til de kunstige Territorialdannelser, som imperialistiske Kombinationer mod Folkenes Vilje frembragte i det nære Østen. Området øst for Jordan hører til Palæstina og blev sammen med Palæstina af Folkeforbundet overdraget England som Mandatområde. Men allerede i September 1922 forelagde den engelske Regering Folkeforbundsrådet en Erklæring, ifølge hvilken Transjordanien skulle have Uafhængighed og en lokal Selvforvaltning oprettes i Landet, med Emir Abdullah i Spidsen. Folkeforbundsrådet billigede den 16. December 1922 den engelske Regerings Erklæring.

Transjordanien består af Ørkener og Halvørkener med sparsom Befolkning (på 90.000 Kvadratkilometer bor der her 300.000 Mennesker, hovedsagelig Nomader), og det er et økonomisk fattigt Land. Dets Undergrund er lidet udforsket og kun svagt udnyttet. Landet er imidlertid af fremragende strategisk Betydning som Bindeled mellem de britiske Middelhavsbesiddelser og Irak med sin Beliggenhed ved den persiske Havbugt. I 1925 annekterede britiske Tropper den vigtige Havnestad Akaba ved Rødehavet, som hører til Saudi-Arabien, og det ligeledes saudi-arabiske Område Maan og indlemmede det i Transjordanien. Englænderne fik således ikke alene en Havn ved Rødehavet i Nærheden af Suez-Kanalen, men forvandlede også Transjordanien til en kunstig Korridor, som skiller Saudi-Arabien fra Ægypten og Levant-Landene.

Den 20. Februar 1928 undertegnede England og Transjordanien en Overenskomst, som fastsatte Englands Rettigheder i denne Stat, der jo allerede dengang var erklæret for „uafhængig". Ved denne Overenskomst sikrede England sig Kontrol over Udenrigspolitikken, Finanserne, Koncessionerne og Landets militære Styrker, den lagde Beskyttelsen af Udlændinge i Englands Hånd og gav England Ret til at erklære Krigstilstand og lade engelske Embedsmænd deltage i Forvaltningen af Fyrstendømmet. For at give Transjordanien en demokratisk Facade blev der oprettet et lovgivende Råd, som stod under Englændernes Ledelse og kun for Halvdelens Vedkommende var valgbart.

En britisk Specialist i arabiske Anliggender, John Philby, der i sin Tid personlig tog Del i Oprettelsen af Transjordanien, skrev følgende om denne „Uafhængighed": „Den transjordanske Regerings Uafhængighed blev formelt anerkendt, men med så strenge Bestemmelser om britisk Opsyn og Kontrol ... at alt Skin af virkelig Uafhængighed kun var en effektiv Maskering. I Virkeligheden var Traktaten ikke andet end en formel Legalisering af status quo ... det lovgivende Råd havde ingen Mulighed for at handle mod Mandatmagtens Vilje". Denne nedværdigende Traktat og den fiktive Uafhængighed vakte Harme blandt Befolkningen i Transjordanien. Stammeførerne holdt i 1928 Råd i Ammari og fordømte Overenskomsten; som Modstykke fremhævede Rådet den transjordanske Nationalpagt, der blev et Program for den nationale Bevægelse. Rådet forlangte, at der skulle afsluttes Overenskomst „på Grundlag af Gensidighed i Rettigheder og Interesser og uden Beskæring af den nationale Suverænitet" og nedlagde en energisk Protest mod britiske Troppers Ophold i Landet. Den nationale Bevægelses indre Svaghed og den udefra kunstigt opflammede Splid mellem Stammerne gav imidlertid den britiske Resident Mulighed for at holde Stillingen som Landets Herre og at undgå delikate Spørgsmål som dem, det engelske Diplomati sloges med i Lande som Ægypten og Irak, hvor Livet selv gennemtvang Dannelsen af mere eller mindre uafhængige nationale Regeringer.

Lige før den anden Verdenskrig gjorde England Transjordanien til en af sine Bastioner i det nære Østen, idet det der anlagde et stort Antal Flyvepladser, udvidede Havneanlæggene i Akaba ved Rødehavet og byggede et vidtforgrenet Vejnet. Den faktiske Herre i Landet var den britiske Officer Glubb, som fik Titel af Pasja og trådte i Spidsen for en transjordansk Araberlegion. Efter en Meddelelse i Teheran-Bladet „Mardon" er han den faktiske Regent over Transjordanien og over Stammerne i Nordarabieri og den syriske Ørken. Den nye Traktat med England ændrer intet i Transjordaniens Stilling på disse Felter. Den lovfæster i Grunden blot Englands Bestræbelse for at ikke alene at bevare sine gamle Positioner i Transjordanien, men at udvide dem betydeligt, til Skade for Arabernes nationale Interesser. Indhyllet i smukke Fraser om Agtelse for uafhængige Folks Suverænitetsrettigheder og for Principperne i UNOs Statutter gør England et åbenlyst Forsøg på at omgå disse Statutter.

Ifølge sit Indhold er Traktaten med Transjordanien, når man betragter den ud fra UNOs Principper, et Tilbageskridt i Forhold til Englands Traktater med Irak og Ægypten, og disse Traktater vil begge Lande nu have ophævet. Traktaten med Transjordanien sætter Muligheden for en politisk Stabilisering i det nære Østen på Spil. I Noterne mellem Bevin og Hasjim gøres der et Forsøg på at forevige den britiske Anneksion af Områderne Akaba og Maan, som blev revet ud af Saudi-Arabien. Hvad der skal ske med disse Områder, er siden 1925 et åbent Spørgsmål. De arabiske Blade er af den Mening, at Ibn Saud, Kongen i Saudi-Arabien, som allerede dengang nægtede at anerkende denne Anneksion, heller ikke nu er sindet at gå med til Løsrivelsen af disse Områder.

Arabiske Kommentatorer ser en direkte Trussel mod Freden i, at Transjordanien ved at afstå strategiske Positioner til England bliver til en Bro for Koloniseringen af de arabiske Lande og åbner vide Muligheder for den engelske Ekspansion i disse Områder. Emir Abdullahs Rejse til London havde som bekendt Formål, der gik langt ud over Rammerne for Traktatens Undertegnelse. Efter Emirens Udtalelser drejede hans Forhandlinger med den engelske Regering sig også om Indlemmelse af Størstedelen af Palæstina i Transjordanien, med andre Ord en Deling af Palæstina i to Stater, og om Perspektiverne for en Sammenslutning af Syrien med Forbundet Irak-Transjordanien. Abdullah udtalte: „Den britiske Regering har billiget alle de Forslag, jeg har stillet."

Der er således ganske øjensynligt gjort et Forsøg på at afgøre; de arabiske Landes Skæbne uden at tage dem med på Råd, et Forsøg på at konsolidere Englands Overherredømme og tjene de med England forbundne reaktionære Kredse ved at vende grundigt op og ned på Kortet over det nære Østen. På Baggrund af disse Projekter får Planerne om i Transjordanien at opretholde et fast Korps af 40.000 polske Landsknægte, som skal hverves blandt udtalt fascistvenlige Elementer i Anders-Armeen, en særlig Betydning. Herom føres der Forhandlinger mellem Emir Abdullah og General Anders. En Opdukken af den Slags „transjordanske Stridskræfter" ville betyde, at der opstod en yderst farlig Kilde til Komplikationer og Provokationer i hele det østlige Middelhavsområde.

Det er interessant, at den engelsk-transjordanske Traktat bliver skarpt fordømt i Pressen og i politiske Kredse i USA. Den amerikanske Senator Pepper, som ser Traktaten ud fra UNOs Principper,, betegnede den som et Stykke internationalt Hykleri og som et Trick for at omgå UNOs Statutter. Pepper udtalte: „Efter min Mening er dette simpelthen en anden Metode,, hvorved et stort Land udbytter små Lande, og dette strider absolut imod de Forenede Nationers Princip og Filosofi ... Det engelske Mandat skulle forlængst have været ophævet, da det aldrig er blevet forvaltet i Mandatordningens Ånd. Uden Tvivl er UNO den retmæssige Arving til Folkeforbundet, og ethvert Folkeforbundsmandat må ophæves og overdrages til de Forenede Nationers Organisation." Den engelsk-transjordanske Traktat er ganske afgjort ikke sådan som de undertrykte Folk, der tørster efter virkelig Uafhængighed, så utålmodigt havde ventet det af Kolonimagterne. Man kan på ingen Måde henregne den til de Afgørelser, der skaber Sikkerhed for, at Orienten virkelig kan udvikle sig ad Fredens og Sikkerhedens Vej.

Pressen har i den senere Tid beskæftiget sig mere og mere med det britiske Riges økonomiske og politiske Problemer og den Krise, som Imperiet efter visse Iagttageres Mening er inde i. Roden til denne Krise må søges i det britiske Riges Historie, der altid har været præget af to modsatte Tendenser: dels Imperiedelenes Stræben efter Uafhængighed, dels Hovedlandets regerende Kredses Anstrengelser for at befæste Rigets Enhed. Den første Krise udspilledes allerede i Slutningen af det 18. Århundrede, da Englands Kolonirige rystedes af de amerikanske Besiddelsers Kamp for Uafhængighed. Mange mente dengang, at det engelske Imperium efter det amerikanske Koloniriges Løsrivelse ville gå tilbage. Disse Forudsigelser gik ikke i Opfyldelse - England skaffede sig Kompensation for de amerikanske Kolonier ved Udvidelser andre Steder i Verden.

Næsten halvandet Århundrede efter De Forenede Staters Frafald oplevede det britiske Rige en ny alvorlig Krise. Ganske vist havde den første Verdenskrig udvidet Englands Kolonibesiddelser, ja medført, at et nyt Imperiecentrum var skabt i det nære Østen, men alligevel var Imperiet undergået vigtige Forandringer som Følge af de indre, midtpunktflyende Kræfters Vækst. Under Krigen var Industrien vokset stærkt i Dominions og Kolonierne. På den ene Side var det nationale Bourgeoisi derved blevet stærkt, på den anden Side var Folkemassernes nationale Frihedsbevægelse taget til. Kravet om Uafhængighed lød fra alle Kanter af det uhyre Kolonirige, særlig fra Irland, Indien og Ægypten. Irland fik efter væbnede Opstande i 1916 og 1921 Rettigheder som Dominion. Senere, i 1937, erklærede Irland sig for en uafhængig Stat, men den engelske Regering har ikke hidtil anerkendt dette og anser stadigvæk Landet for et Dominion.

Efter mange Års Kamp fik Indien i 1921 Løfte om Dominionstatus, men som bekendt er dette Løfte endnu ikke opfyldt. De Reformer, som er gennemført i Indien, har kun ført til, at Smågrupper af det nationale Bourgeoisi er blevet inddraget i Arbejdet med Koloniens Administration. Ægypten, som var Englands Protektorat, blev i 1922 efter en bitter Kamp formelt erklæret for uafhængigt. Imidlertid er dette Land faktisk stadig helt afhængigt af England. Efter den første Verdenskrig skete der næsten ingen væsentlige Forandringer i Koloniernes Stilling; Koloniadministrationen herskede nu som før fuldstændig enerådigt.

Derimod blev England nødt til at gøre de fire store Dominions: Canada, Australien, New Zealand og Sydafrika betydelige Indrømmelser. De fik Ret til Selvstyre, til at knytte diplomatiske Forbindelser og til at afslutte Traktater med andre Stater. Selvom Dominions Rettigheder nok er begrænsede, så øvede de dog allerede i Tiden efter første Verdenskrig stor Indflydelse på Englands Politik. Det kom tydeligt til Udtryk på Washington-Konferencen, hvor Dominions støttede USA's Krav til England, således at England blev nødt til at annullere sin Traktat med Japan og begynde Bygningen af Søkrigsbaser til Dominions Forsvar mod en japansk Aggression. I hvor høj Grad Dominions Forhold til Hovedlandet var ændret efter den første Verdenskrig, kan man se af følgende Udtalelse, som André Siegfried har fremsat i sin kendte Bog »Englands Krise«: »I Dag har Ministeren for Dominions ikke større Autoritet over for sine Partnere, end Udenrigsministeren har over for sine. Han er sikkert meget mere betænksom overfor dem, end hans Kollega i Udenrigsministeriet er over for Småmagterne, som Briterne nærer stor Ringeagt for.«

I Tiden mellem de to Verdenskrige har England taget en Række betydningsfulde Skridt for at konsolidere Imperiet som Helhed, både militært, politisk og økonomisk. Særlig er der gjort meget for at udvikle Imperiets Forbindelsesveje til Lands, til Vands og i Luften. I denne Forbindelse har Mandatområderne fået særlig Betydning; det drejer sig om Palæstina, Transjordanien og Irak, som nu er forvandlet til vigtige Baser på Vejene til Indien og det fjerne Østen. Deres Betydning er især vokset, efter at Olieudvindingen i det nære Østen er sat i Vejret, idet en betydelig Del af Olien er under Englands Kontrol. Når Englands Politik i disse Egne kunne notere Succeser, skyldes det i høj Grad det engelske Løfte om at oprette en uafhængig arabisk Stat - et Løfte, der som bekendt ikke er blevet opfyldt.

På det økonomiske Område har Imperielandene indført Preferencetoldsatser, som skulle stimulere Handelen indenfor Imperiet, til Skade for andre Lande, navnlig for USA, som har en livlig Handel med Dominions. Det samme Mål tjente Sterlingblokken, som i valutamæssig Henseende skulle slutte Imperielandene sammen til et Hele. Takket være disse Foranstaltninger lykkedes det til en vis Grad at gennemføre en økonomisk Konsolidering af Imperiet. Medens Imperielandenes Andel i Englands Import i 1929 udgjorde 29 %, var den i 1938 steget til 40 %. Takket være Preferencetoldsatserne fik Imperielandene betydeligt større Muligheder for at afsætte deres Varer på Hovedlandets Marked. Desuden voksede - omend i mindre Grad - Imperielandenes Betydning for Eksporten af engelske Varer. I 1929 af tog de 44 % af Englands Eksport, i 1939 49 %.

På Tærskelen til den anden Verdenskrig kunne man altså notere visse Resultater af Englands Forsøg på at svække de midtpunktflyende Kræfters Virkning ved at give økonomiske Indrømmelser til Imperielandene, navnlig Dominions. I Tiden mellem de to Krige har de Konservative og Arbejderpartiet vekselvis været ved Magten. Alligevel er Imperiepolitikken blevet fortsat uforandret for på enhver Måde at konsolidere Imperiet og at undertrykke dets enkelte Bestanddeles Stræben efter Uafhængighed. De Konservatives højre Fløj under Ledelse af Churchill vendte sig kategorisk mod enhver Form for Reform i Indien og mod enhver Svækkelse af Kolonistyret der; men de Konservatives Flertal under Ledelse af Baldwin anså det for nødvendigt at gøre Toppen af Indiens nationale Bourgeoisi visse Indrømmelser for at svække dets Modstand mod det engelske Herredømme. Labourregeringens Imperiepolitik har i det væsentlige forfulgt de samme Mål og har til Tider villet virkeliggøre dem med endnu større Ihærdighed end de Konservative.

Den anden Verdenskrig har endnu stærkere tilspidset de Problemer, der rejste sig for det britiske Rige før Krigen. Selve Grundlaget for dette Imperium, Englands Herredømme over Ruterne på Verdenshavene, er nu gået tabt. Medens England efter den første Verdenskrig var nødt til at indrømme Amerika Ligestilling i Flådestyrke, er England nu kommet betydeligt bagud for Amerikanerne, hvad både Krigsflåde og Handelsflåde angår. Monopolet på Søkrigsbaser og Kul- og Oliestationer er ligeledes gået tabt, og England har under Krigen været nødsaget til at afstå en Del af sine Baser til USA

England har mistet en betydelig Del af sine Kapitalinvesteringer i Udlandet, og Indtægterne af dem er gået stærkt ned. Hovedlandet, Imperiets Centrum, var ikke i Stand til at forsyne sine Kolonier med Varer og Kapital i samme Omfang som før Krigen, men købte tværtimod i uhyre Målestok Råstoffer og Industrivarer fra Kolonierne til Krigsformål og er som Følge heraf kommet i Gæld til sine Kolonier. F.eks. skylder England Indien over 1 Milliard Pund Sterling, medens Gælden til Ægypten er over 1/2 Millard Pund. Samtidig har Dominions og Kolonierne energisk udviklet deres egen Industri, både fordi Krigen krævede det, og fordi Indførslen af Industrivarer til fredelige Formål hørte op. Nu kan de fleste Dominions allerede selv producere det nødvendige Kvantum Industrivarer til almindeligt Forbrug og tildels også den maskinelle Udrustning. Industriproduktionens Niveau i Canada, Australien og Sydafrika er vokset så stærkt, at disse Lande nu optræder som Konkurrenter til Englands Industri på Imperiets Markeder.

Under Krigen er Canadas, Australiens og New Zealands økonomiske, politiske og militære Forbindelser med USA blevet styrket, samtidig med at England har overdraget USA en Række vigtige Positioner, der kontrollerer Søruterne til Dominions. Tendenserne til politisk Uafhængighed og til Selvstændighed i Udenrigspolitikken er mærkbart blevet stærkere i alle Imperielandene, særlig i Canada, som i militær og politisk Henseende er kommet USA endnu nærmere end før Krigen. En spændt Situation er opstået i Indien, hvor ledende Kredse i det nationale Bourgeoisi under Krigens mest kritiske Periode, Sommeren 1942, indtog en Stilling, der ikke kan kendetegnes anderledes end som velvillig Neutralitet overfor Japan. På dette Tidspunkt vakte Englands Stædighed og Uvilje til at give Indien Indrømmelser, som kunne aktivisere dets Deltagelse i Krigen, stor Utilfredshed i USA Den amerikanske Presse øvede dengang skarp Kritik mod Englands Holdning. Når England under Krigen, da Faren var størst, nægtede at indrømme Indien Uafhængighed, er der så meget mindre Grund til at antage, at England vil gøre det nu, da Faren er overstået.

Som bekendt kom en Del af Englands Kolonier i Sydøstasien, specielt Burma og Malaya, under Krigen i Japans Besiddelse. Der er ingen Tvivl om, at Årsagen til Japans lette Sejre i disse Egne var Englands totale Uvillighed til at imødekomme den lokale Befolknings Krav. Imødekommenhed ville utvivlsomt have fremmet dens Mobilisering til Modstand mod de japanske Erobrere. For Tiden karakteriseres Englands Politik i disse Kolonier, trods de rundhåndede Løfter om Reformer, af en Bestræbelse for så hurtigt som muligt at genindføre det gamle Koloniregime. Burma har f.eks. fået Løfte om Selvstyre, men det skal indføres gradvis, ad flere Gange, efter strenge Forskrifter, og foreløbig genindføres det System, der fandtes før Krigen.

Endnu mere kompliceret er Stillingen i Malaya, hvor man ikke alene genindfører det gamle Koloniregime, men har annekteret 9 Malajstater, som før Krigen var under engelsk Protektorat, og har gjort det under Påskud af at ville oprette et nyt malajisk Forbund. Begivenhederne i Malaya bekræfter den Kendsgerning, at Englands Kolonipolitik nu som før er under Indflydelse af gamle Traditioner, trods alle Forsøg på at udgive denne Politik for Demokratiets sidste Ord. Med Krigens Afslutning blev Kolonifolkenes Stræben efter Uafhængighed kraftigt forstærket også i det nære Østen og i Afrika, hvor det britiske Imperium har særlig vigtige strategiske Nøglestillinger. Dette skaber nye Vanskeligheder for Englands Politik.

Traktaten med Transjordanien, som formelt giver dette Land Uafhængighed, vidner om Englands meget energiske Forsøg på at konsolidere sin hidtidige Stilling i det nære Østen ved at omgå De Forenede Nationers Statut og forbigå de nye Krav, der fremsættes under den nationale Frihedsbevægelses Udvikling. Et Eksempel på de Besværligheder, England for Tiden støder på under Forsøget på at manøvrere, som de nye Forhold byder, er Tildragelserne i Syrien og Libanon. Under Forsøget på at underminere Frankrigs Position i det nære Østen og derved konsolidere sin egen Stilling har England under Krigen støttet disse Landes Bestræbelser for Uafhængighed. Men i engelske Kredse begynder der allerede nu at ytre sig alvorlige Bekymringer over de mulige Følger af dette Skridt. »Economist« skriver f.eks..: »Den Uafhængighed, som General Spears skaffede Syrien og Libanon, er et tveægget Sværd og betyder i det lange Løb Uafhængighed til Folkemasser, som eventuelt... vil vende sig mod Vesten.«

Det er en kendt Sag, at den Situation, der er opstået i Ægypten, er meget skarp. Det er ikke nogen let Opgave for England at løse det ægyptiske Problem under de nuværende Forhold. Således skriver det engelske Arbejderpartis Ugeblad »Tribune«: Det er ikke let at tilfredsstille noget af de to Hovedkrav, Ægypten fremsætter: fuldstændig Evakuering af de britiske Tropper og Sammenslutning af Ægypten og Sudan; Storbritannien må gøre sine Forbehold angående hvert enkelt af disse Spørgsmål. Dengang Ægyptens Repræsentant, Zaglul Pasha, for 22 År siden stillede Labourregeringens Chef, MacDonald overfor de samme Krav, svarede denne: »Sikken en Imperialist, De dog er!« og alt blev ved det gamle. Det, som gik for 22 År siden, behøver imidlertid ikke at gå nu. Aggressorernes Nederlag har fjernet den Fare, der hang over det britiske Imperium, og har ført til, at England kunne konsolidere sin Stilling i det nære Østen og i Afrika, i Kraft af at Tysklands og især Italiens Indflydelse helt er blevet likvideret, men også fordi Frankrigs Position er svækket. Trods Klageråb i en vis Del af den engelske Presse har England fået dét ud af Krigen, at dets Imperiebesiddelser er blevet »afrundede«. I Østatlanten og i Middelhavet er England nu det eneste Land, der besidder en stor Krigsflåde. Kontrollen over Søvejene på hele den østlige Halvkugle, rundt om Afrika og især i Middelhavet, er for første Gang siden Trafalgarslaget et rent engelsk Monopol.

Vi ser altså, at skønt de midtpunktflyende Kræfter gør sig stærkere gældende i det britiske Imperium, har Anti-Hitler-Koalitionens Sejr skabt en Række Omstændigheder, som konsoliderer Stillingen for Imperiets væsentlige Del på den østlige Halvkugle. Det fjerner imidlertid ikke de engelske herskende Kredses Uro for Imperiets Fremtid. Meget karakteristisk i denne Henseende er en Artikel, som Sir Arthur Longmore, tidligere Leder af Akademiet for Imperiets Forsvar, har skrevet til Londonbladet »Sunday Times« med Overskriften »Det britiske Imperiums Enhed«. I denne Artikel udtales der Frygt for, at England i Tilfælde af en ny Krig skulle komme i samme Situation som Kanaløerne, der ligger mellem England og Frankrig og under Krigen blev besat af Tyskerne. Longmore skriver: »Det vil være væsentligt for ethvert nyt System til Skabelse af en mere snæver Enhed indenfor The British Commonwealth, at Udenrigspolitikken bliver fælles, og at vor Talsmand, når han taler med de Store i Øst og Vest, kan gøre det med et enigt Imperium bag sig.. Imperiekonferencerne er få og sjældne. Det er øjensynligt nu nødvendigt at sammenkalde en Konference af de britiske Nationer for at revidere vore gensidige Forbindelser.« Forfatteren foreslår at oprette et permanent Råd for det britiske Imperium til øjeblikkelig Løsning af Problemer, der angår alle Landene indenfor The British Commonwealth.

Kampen for at konsolidere Imperiet støder på alvorlige Hindringer i Imperielandene, især i Canada, Australien og New Zealand, som åbenbarer en stærkere og stærkere Stræben efter politisk og økonomisk Uafhængighed. Denne Stræben får en meget betydelig Støtte fra USA's Side. Under Krigen forsøgte indflydelsesrige amerikanske Kredse flere Gange at rejse Spørgsmålet om fælles Formynderskab over Englands Kolonier i Asien og endog om fælles Administration af alle Kolonier i Verden. Det lykkedes England at afværge disse Forsøg. Det må bemærkes, at England selv forsøgte at finde en Udvej i en anden Retning, nemlig gennem Forslaget om at oprette et uhyre, engelsk-fransk Imperium med fælles Regering og Parlament, fælles Flåde o.s.v. Dette Forslag, som Churchill officielt stillede på det franske Kabinets Møde i de kritiske Dage i Juni 1940, blev afvist med et ringe Stemmeflertal. Formodentlig spillede de daværende amerikanske Repræsentanter i Frankrig en Rolle ved Sagens Afgørelse.

Nu har England fået USA's Tilsagn om et yderst tiltrængt Lån mod at afskaffe Imperiets Preferencetoldsatser og Sterlingblokken - Foranstaltninger, som har stimuleret Handelen indenfor Imperiet til Skade for amerikanske Interesser. Det er karakteristisk, at USA's Krav, især om Likvidering af Sterlingblokken, f år en vis Støtte fra Dominions, især fra Canada, som endda mere energisk end Amerika har insisteret på dette. England vil uvægerlig møde nye Besværligheder under sine Handelsforbindelser med Dominions og Kolonierne som Følge af den forøgede Konkurrence fra USA, som utvivlsomt stærkere og stærkere vil trænge ind i alle Imperielande, efter at de hidtidige Hindringer er fjernet. I England ytrer der sig navnlig i konservative Kredse stærk Utilfredshed med Lånebetingelserne, som underminerer hele det System, der har opmuntret Handelen indenfor Imperiet.

Under Forhandlingerne om Lånet er England gået ind på at yde USA Indrømmelser. Men Forslaget om at yde Lånet mødte betydelig Opposition i den amerikanske Kongres, hvor Spørgsmålets Behandling åbenbart blev trukket i Langdrag. Visse interesserede amerikanske Kredse udtalte sig mod at støtte det britiske Imperium, idet de gik ud fra, at selv om England under Krigen var »yderste Forsvarslinie« for de dengang militært svage Forenede Stater, så er Stillingen nu en anden. USA råder nu over en vældig Sø- og Luftflåde, en meget stor landhær og endelig over en ny Våbenart, Atombomben. Eftersom det britiske Imperium i sin Tid havde stor Betydning for USA's Forsvar, var USA interesseret i at yde England Hjælp. Nu er denne Nødvendighed faldet bort. Og hvis Amerikanerne under Krigen flere Gange rejste Spørgsmålet om at deltage i Administrationen af Englands Kolonier, så er der naturligvis nu Mulighed for at tale mere håndfast om dette Tema. USA's Presse bruger i Polemikken om dette Forhold det Argument, at det britiske Imperium jo ikke uden Amerikas Støtte vil kunne modstå den ventede Krise, men vil gå i Opløsning. Det amerikanske Blad »Chicago Daily Tribune« tegner et Billede af, hvad der efter dettes Mening vil ske, »hvis det britiske Rige lider Skibbrud«: »England vil så ikke længere kunne underholde sine Lorder og Millionærer. Lorderne vil blive nødt til at arbejde, og Millionærerne vil opdage, at deres Rigdomme ..., som bygger på Monopoler og Karteller, vil gå op i Røg. Ikke desto mindre vil det britiske Folk som Helhed blive langt sundere og lykkeligere.«

Der vil næppe kunne findes mange Mennesker, mener Bladet, som vil beklage et Sammenbrud af det britiske Imperium, og mindst af alt vil de kunne findes i De forenede Stater.« Denne kritiske Bemærkning i et reaktionært amerikansk Blad om det engelske Aristokrati, som suger uhyre Profitter ud af Kolonierne, er naturligvis dikteret af alt andet end uegennyttige Interesser hos amerikanske Forretningsfolk. Visse indflydelsesrige amerikanske Politikere har ihærdigt fremsat Tanken om at give Englands Kolonier Uafhængighed. Den tidligere Vicepræsident Henry Wallace skriver f.eks. i sin Brochure »Vore Opgaver i Stillehavet«: »Det er til vor Fordel at se en ordnet Overgangsproces, hvorved det Frie Asien øges, og det undertrykte Asien stadig mindskes.«

Ledende politiske Kredse i England forstår, at Krigsafslutningen har medført en Forandring i USA's Stilling til det britiske Imperium og forsøger at træffe Modforanstaltninger for at befæste Imperiet. I de sidste få Måneder er der allerede fremsat 3 Projekter i denne Retning. Det første af dem tilsigter at oprette den såkaldte Vestblok, bestående af England, Frankrig, Belgien og Holland. Uden at gå ind på andre Sider af dette Projekt vil vi bemærke, at de anførte Magter tilsammen besidder over 9/10 af alle Kolonier i Verden; denne Blok vil således for de gamle Kolonimagter være en Slags Forsikringsselskab til Forebyggelse af Faren for en Nyopdeling af Kolonierne. Det er ikke vanskeligt at gætte, at dette Projekt er rettet mod amerikanske Aspirationer i Retning af Koloniadministration.

Et andet Projekt, som er fremsat af England, er Oprettelse af en Verdensføderation af alle Magter, med fælles Regering, fælles Hær o.s.v. Det er egentlig ikke andet end en Variant af Vestblokken, og Projektets Mål er at garantere Kolonimagterne, især England, deres Besiddelsers Urørlighed. Formålet er tilstrækkelig gennemsigtigt til at vække ringe Sympati i amerikanske Kredse. Så er der et tredie Projekt: Churchill´s Forslag om at oprette en engelsk-amerikansk Militæralliance. Når engelske Konservative har Brug for at maskere en eller anden vigtig Foranstaltning, tyr de næsten altid til anti-sovjettiske Aktioner. Sådan er det også denne Gang: den bydende Nødvendighed af at tegne en Forsikring for det britiske Imperiums Udelelighed og Forsøget på at få USA med i Forsikringen kamufleres med en rasende, anti-sovjettisk Agitation.

Englands Ønske om ikke alene at bevare, hvad det besad før Krigen, men også at udvide sin Indflydelse, moder øjensynlig ingen Sympati i USA Den amerikanske Presse udtaler således Utilfredshed over Englands Bestræbelser for at bevare Monopolet over Handelsruterne til Søs og i Luften på den østlige Halvkugle. Den amerikanske Presses kritiske Holdning overfor Englands Politik med Hensyn til Mandatterritorierne er også meget karakteristisk. Disse Mandatterritorier skal efter De Forenede Nationers Statut overgives til et Formynderskab. Selv om England i Spørgsmålet om Palæstina har gjort en Undtagelse og taget USA med på Råd ved Problemets Løsning, har England dog handlet på egen Hånd, når det drejede sig om andre Mandatområder, f.eks. Transjordaniens Skæbne. Englands Forsøg på ad alle mulige Veje at bevare sine Mandatterritorier og omgå De Forenede Nationers Statut finder ikke Billigelse i amerikanske Kredse.

Den Konference, som Englands og Dominions Premierministre afholdt i Slutningen af April i London, havde til Formål at koordinere de vigtigste Imperiedeles Politik og Handlinger i den nuværende komplicerede Situation. Efter Pressemeddelelser at dømme er engelske regerende Kredse alvorligt bekymret over den Krise, det britiske Imperium oplever; de er bange for, at det denne Gang ikke vil gå så let at komme uskadt fra det. Det britiske Regimes indre Modsætninger ytrer sig nu med særlig Skarphed. Hvilke Forsøg der end gøres på at forlige dem, vil de lade høre fra sig, såvel indenfor Imperiet som i Englands Relationer med Omverdenen.

Skift til : Britisk Imperialisme (II.) * * Kampen om kolonierne

Webmaster