Ved Mellemøsten forstås landene fra Ægypten til Persien. Dens kerne udfyldes af den arabiske ørken, der er en fortsættelse af Sahara, og om dem begge gælder at de nordtil munder ud i bjergkæder, der modtager rigelig vinterregn fra Atlanterhavet; de mellemøstlige bjerge, der strækker sig fra Persien gennem Irak til Tyrkiet, Syrien, Palæstina og Sinai, flankeres mod øst af Eufrat-Tigris, mod vest af Nilen; tilsammen danner de en halvbue af frugtbart land, the Fertile Crescent, som englænderne siger, en frugtbar halvmåne, og det var her at menneskene gjorde skridtet fra nomader til bønder og dermed skabte kulturen. Det begyndte nogenlunde samtidigt i Ægypten og det sydlige Mesopotamien og begge steder gennem de anvisninger, naturen selv gav gennem flodernes rytmiske stigning og fald, som bibragte den primitive mand en anskuelsesundervisning, han umuligt kunne sidde overhørig.

Man har drøftet, hvilken af de to kulturer der var den ældste, og de lærde er ikke blevet enige; men det er nok så vigtigt at lægge mærke til at der til trods for fundamentale fællestræk også er væsentlige særtræk. Nilen er en enkeltflod uden bifloder til sit nedre løb, mens den mesopotamiske dobbeltflod har adskillige bifloder og fører masser af aflejringer med sig, der bundfælder sig ved udløbet og danner øer, sumpe, laguner og kystlinjer på uberegnelige og varierende steder. Nilens rytme er rolig som et sovende dyrs, og beboerne ved nøjagtigt, hvornår og hvor meget den vil stige og atter falde; dobbeltflodens rytme er uberegnelig, fordi dens vande stammer fra regnen i bjergene, der kan være lunefuld. Nilens opførsel lod sig derfor lettere beregne og lettere tæmme, og det var arbejdet derpå, som tvang befolkningen sammen til en enhed, et folk, en stat og dermed drog den ud af stenalderens og jægerfolkets primitive stadium. Og denne særlige opførsel indebar yderligere et roligt forløb også for staten og folket i et land, der på tre sider var skærmet mod omverdenen af ørken og på den fjerde af havet. Disse faktorer tilsammen har garanteret Ægypten dens særlige karakter, det lange åndedræt, den rolige rytme, den konservative kultur, som gennem alle omskiftelser har bevaret en tydelig konstans, der er uafhængig af naturens luner og af fremmede påvirkninger. Her er et folk vokset umærkeligt fra primitiviteten ind i kulturen, egentlig er dens kultur primitiviteten, stenaldermentaliteten, omsat i højkultur, men med bevarelsen af de oprindelige ejendommeligheder. Lige til det sidste vedblev de ægyptiske faraoner at bære en dyrehale i bæltet og et slangehoved på panden, stenalderhøvdingens magiske prydelser og kendetegn.

Hvor ganske anderledes de mesopotamiske kulturer! Skudt op under stadige kampe med en lunefuld og uberegnelig natur og under truslen om stadige katastrofer blev de præget af spring og brud, af kamp og katastrofer; fra Ur til Assur og fra Assur til Babylon, det er ikke en organisk udvikling, men nyansatser, hvor de revolutionære, nyskabende elementer overvejer de traditionelle og konservative faktorer. På de assyriske og babyloniske relieffer ser vi mennesker i kamp og på jagt, altid flyvende og farende afsted på kampvogne med våben i hånd, dræbende, triumferende mellem døende dyr eller torterede fjender. På de ægyptiske relieffer ser man tungtfremskridende flokke af okser, der drives af sindige slaver for at ofres til den døde, at han kan fortsætte sin eksistens i det stille gravkammer uden bekymringer for det timelige. Som den assyrisk-bahyloniske kunst er en uafbrudt forherligelse af det vilde og blodige liv i fest og kamp, er den ægyptiske en stille, uendelig dvælen i dødens skygger. Ved en sammenligning mellem disse to kulturer får vi en belæring om visse fundamentale kendsgerninger, der stadig har gyldighed, og først vil man bemærke at selv om det middeløstlige område holdes sammen af elementære geografiske og klimatiske forhold, er de mennesker og kulturer, som skider frem på denne vækstbund undertiden så forskellige som kom de fra hver sin ende af verden. Man kan ikke fra delvis ensartede geografiske betingelser slutte til ensartede mennesker.

To kulturområder, der ligger i en ikke uoverskuelig afstand fra hinanden, og som blomstrer på samme tid, vil altid have tilbøjelighed til at søge samkvem. Det var ikke så let som man skulle synes i betragtning af at afstanden mellem dem kun andrager et tusind kilometer i fugleflugtslinje. Men den linje duede ikke, for den arabiske ørken skyder sin ryg højt op imellem dem, langt op i Syden, hvorfor den her da også betegnes som den syriske ørken, men er en forlængelse af den arabiske, er den arabiske ørken. Tænker vi os en handelsmand fra Babylon, der vil sælge sine varer i Ægypten, må vi være klare over at han ikke vil vove at krydse tværs gennem ørkenen, hvor vilde dyr, tørke, sandstorme og, værst af alt, beduinerne truer. Han må gå en anselig omvej. Når han har fået læsset sine varer på kamelernes rygge, vandrer han da med sin karavane op langs Eufratfloden, et halvt tusind kilometer vandrer han, til han nærmer sig den nuværende tyrkiske grænse, hvor ørkenen er smalnet ind så pas at han vover at krydse den, og når venlige oasebyer, der ligger parat til at modtage den trætte vandringsmand og hans dyr, Aleppo, Hama, Horns, Palmyra, Damaskus, alle byer på randen af ørkenen, færgekroer, kunne man sige, for den der havde begivet sig ud eller agtede at gøre det, over sandhavet med ørkenens skib, kamelen. Palmyra! Navnet alene fortæller os om, hvorledes byen er vokset op rundt om kilden i oasen, palmelunden, hvor ørkenvandreren kunne bede.

Så vidt lå vej en klar og uden større problemer. Købmanden var i det frugtbare højland ude ved Middelhavet, og han havde nu kun at følge den bekvemmeste vej i dalene, først den, Orontesfloden gennemstrømmer, så sænkningen mellem Libanons og Antilibanons kæder og endelig den, hvor kilderne til Jordanfloden springer. Igennem denne sænkning når han ned i Palæstina forbi Genesaret sø. Her er der for første gang noget, der kommer ham på tværs. Det er den række af lave højdedrag, Gilboas bjerge, der strækker sig i nordvestlig retning helt ud til Middelhavet ved Karmel. Det er ikke ugørligt at forcere dem med en karavane, men dog lettere at gøre den beskedne omvej ud imod havet; men inden karavanen er nået helt derud, møder den en åbning i højdedraget, passet ved Megiddo, og ad denne genvej når den omsider ud til kystlandet, Sharons slette, og nu er det kun at følge kysten forbi Askalon og Gaza, filisterbyerne, indtil man kommer ned på Sinaihalvøen og dermed snart når frem til Nildeltaet og så langs flodbredden til Memfis eller Theben.

Enhver forbindelse mellem de to store kulturområder måtte nødvendigvis gå gennem kystlandet, Syrien, Libanon og Palæstina, Levanten, som man med eet ord kunne kalde den smalle bro mellem ørkenen og havet, der forbinder to kulturer. Skellet mellem den ægyptiske og den mesopotamiske indflydelsessfære gik ved Gilboas bjerge; passet ved Megiddo var det nåleøje en angriber måtte passere for at trænge ind på den anden parts område. Derfor har der her i årtusindernes løb været udkæmpet slag på dette sted, der afgjorde verdensrigers skæbne, lige fra farao Thotmes III i 1480 f.v.t. slog sig vej til Jezreelsletten gennem passet, til Napoleon i 1798 og englænderne under general Allenby 1918 fulgte samme rute.

En front i krig, en bro i fred, det har alle dage været formlen for Israels historie. Et gennemgangsland, snart for varer, snart for krigere, det er dets skæbne og delvis hele Levantens. Mens de rige forekomster af cederskove i Libanons og Syriens bjerge var lokkende besiddelser for de træløse kulturlande i øst og vest, var der ikke noget specielt, der drog dem til Israel, som var og er et råstoffattigt land; det var udelukkende som gennemgangsland og forterræn det havde stormagternes interesse. Et gennemgangsland, som Belgien, som Polen, som Korea...

Et gennemgangslands historie er altid blodig og omskiftelig og har altid sin egentlige motivering udenfor sig selv. Det gælder om Israel i særdeleshed og om Levanten i almindelighed; men ser man på Mellemøsten i et større perspektiv vil man opdage at det samme gælder om hele området: det er i eminent forstand et gennemgangsland, idet vejene fra tre verdensdele mødes her, fra Asien, fra Europa og, om end i mindre udpræget grad, fra Afrika. Til Mellemøsten gik karavanevejene fra Indien og Kina, og her måtte de omlades, før de kunne transporteres videre til Europa eller Nordafrika. Og derfor har også Mellemøstens historie sin motivering uden for sig selv og må søges hos grækere og romere, hos mongoler og tyrkere, hos englændere, franskmænd og russere. Mellemøstens historie hører derved til verdenshistorien, og selv relativt ubetydelige lokale begivenheder kan give genlyd verden over.

Det bliver da den anden elementære kendsgerning, man må fastholde, når man vil beskæftige sig med mellemøstlige anliggender, at så små og tilsyneladende uvæsentlige også mange af disse foreteelser kan synes i sig selv, gives der ikke noget "i sig selv" i denne del af verden; den er vævet ind et større mønster på godt og ondt. Den tredje kendsgerning hænger sammen med dette forhold. Når et givet område er underkastet et skæbnefællesskab, må man forvente at det også vil give sig udslag i et historisk fællesskab, således at området formes som en statslig enhed. Det har også været tilfældet utallige gange. Da Ægypten og Babylonien havde udmattet hinanden gennem langvarige krige, blev begge lande til sidst erobret af kong Kyros af Persien, der herskede fra Hindukush til Ægæerhavet, det første verdensrige, historien kender. Men det blev ikke af lang varighed. Persien kom altid til at hænge løst sammen med den øvrige del af Mellemøsten, hvad der kan skyldes at dets beboere ikke var semitter og ikke talte et semitisk sprog, og at deres kultur blev en ejendommelig krydsning mellem semitisk, indoeuropæisk og indisk.

Perserne havde forgæves søgt at udvide deres rige i Europa, men løb panden imod muren i Grækenland og måtte trække sig tilbage uden ære. Set fra Persiens fjerne stade må disse begivenheder have set temmelig uvæsentlige ud. Det kunne de ikke gøre mere, da en græsk fyrste pludseligt optrådte som erobrer på persisk jord halvanden hundrede år senere. Alexander den Store døde få år efter, og det rige, han havde erobret, blev snart delt mellem hans generaler, en snuppede Ægypten med Levanten, en Persien med Mesopotamien, hvortil senere føjedes Syrien. Perserne og grækerne kom godt ud af det sammen, de kunne begge lide heste, var gode krigere, havde strategiske evner, organisationstalent og tilbøjelighed til intellektuelle sysler og metafysiske spekulationer. Således trængte et rent europæisk tilsnit sig ind ved siden af det semitiske, indiske og indoeuropæiske, og hellenismen blev en permanent faktor i Mellemøsten, dog således at græsk kultur blev fremherskende i byerne, mens de semitiske traditioner blev ved at dommere på landet.

Alligevel var disse græske dynastier for fremmedartede til at befolkningerne kunne blive ved at tolerere dem, og tilsidst lykkedes det perserne at få genoprettet et nationalt kongedømme, mens makkabæerne i Israel rejste sig mod de græske fyrster, som regerede i Levanten. Og mens alt dette gik for sig, dukkede endnu en mægtig magt frem på arenaen. Det var romerne, som gradvis erobrede Mellemøsten, indtil de nåede den persiske grænse; den nye nationalstat formåede de ikke at knuse til trods for at de prøvede på det igennem flere hundrede år, ja egentlig lige så længe Romerriget overhovedet bestod. Thi da det vestromerske rige gik til grunde, fortsatte det østromerske eller byzantinske rige den samme politik, der nu var blevet til en styg blanding af magtstræb og religiøs fanatisme. Kristendommen havde holdt sit indtog i Mellemøsten og ikke uden en vis succes. Den var jo begyndt som en jødisk reformbevægelse, og da der, især efter Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.kr. fandtes jødiske menigheder i alle mellemøstlige byer, var det et naturligt udgangspunkt for videre udbredelse. Omkring år 6oo var således halvdelen af bybefolkningerne på den arabiske halvø blevet kristne og endnu flere i Levanten og Mesopotamien. Måske ville hele Mellemøsten idag have været kristen, hvis ikke de kristne havde ødelagt spillet ved deres intolerance, overtroiskhed og magtsyge. Det byzantinske rige brandskattede befolkningerne i de mellemøstlige provinser for at kunne føre krigen med perserne videre, og begge parter søgte at mobilisere folkene i de mellemliggende lande til at bekæmpe fjenden. Således blev især den arabiske halvø ligefrem delt i to hinanden bekrigende dele, hvor beduinerne i Vestarabien kæmpede for byzantinerne, og de i øst for Perserne.

Men der var i begyndelsen af det syvende århundrede en araber, en kameldriver ovre i det vestlige, som harmedes over alt dette og så med foragt på begge parterne, men måske særligt på byzantinerne, der optrådte så brutalt, var så troløse og forekom ham at være en slags hedninger og polyteister med alle deres helgener, deres tredobbelte gud og gudsmoder, deres ikoner og billeddyrkelse, ydre pragt og præstevælde. Han havde et vist kendskab til både jødedom og kristendom og regnede med at kernen i dem begge var god nok, men også med at de begge var blevet korrumperet af senere generationers tilføjelser. Derfor foresatte han sig at korrigere dem og bringe de hellige skrifter tilbage til deres oprindelige skikkelse. Således blev Koranen til. Ingen kan tvivle på at Muhammed har været en mægtig personlighed med en dyb moralsk bevidsthed, som harmedes over den ugudelighed han så rundt omkring sig, en mand som havde vilje til at skabe et nyt samfund, der skulle hvile på et etisk og religiøst grundlag, en slags puritanisme, der var dybt forankret i beduinverdenens nøjsomhed, hårdførhed, tapperhed og simple fromhed. Hans evangelium appellerede derfor voldsomt til alle arabere og skabte en slags korstogsmentalitet blandt ørkenfolkene. Og derfor kom verden til at opleve en mageløs ekspansion, som i løbet af et århundrede skabte det fjerde verdensrige med Mellemøsten som centrum. Når det kunne lade sig gøre for disse ørkenstammer at underlægge sig stormagter som Byzants og Persien i løbet af få år, skyldtes det netop at disse riger havde udmattet hinanden i langvarige krige, så de stod på sammenbruddets rand og også åndeligt og moralsk var gået fallit. Det lykkedes for araberne at erobre magten af ganske samme grunde, som det på omtrent samme tid lykkedes for de skandinaviske vikinger at gøre sig til herrer i både Øst- og Vesteuropa. Men vikingerne havde ikke nogen Koran eller andet budskab til en forventningsfuld verden med sig, når de drog ud. Derfor kunne deres erobringer ikke blive andet end tilfældigheder i det historiske forløb. I Mellemøsten blev araberne overalt hilst som befriere fra byzantinernes skatteopkrævere og den græske kirkes depraverede præster. Derfor fik denne erobring en betydning, der overgik alle de tidligeres og har sat et varigt præg på denne del af verden, ja Koranens forkyndelse nåede langt ud over de lande der var blevet erobret og trængte videre til Indien, Indonesien, Kina og Japan, og i vestlig retning langs hele Nordafrikas kyst. Dens impuls et end ikke udtømt idag, men gør sig gældende i de afrikanske befolkninger, hvem Islams rene monoteisme forekommer mere forståelig end den kristne tros forkyndelse af treenighed og den korsfæstede men genopstandne Kristus.

Men det verdslige rige, der opstod i forbindelse med Islams sejrstog, fik ikke samme bestandighed. Muhammed selv nåede kun at få lagt den arabiske halvø under Koranens bud. Men næppe var han død, for hans efterfølgere erobrede land efter land, og i hundredåret for hans død var de nået gennem hele Nordafrika og Spanien op i Frankrig, hvor de omsider blev standset. Havde franskmændene ikke i 732 haft held til at slå dem ved Poitiers, er det muligt at hele Europa i dag havde været muhammedansk. Derimod er det givet, at det ikke ville have været del af noget arabisk storrige. Tanken i sig selv er ikke utiltalende, en pax arabica i stedet for den pax romana, der var gået i opløsning, det ville altid være at foretrække for den pax frigida, som er vor tids eneste fredsmulighed. Men det var ikke nogen mulighed, for det viste sig snart, at det arabiske styre ikke havde statsdannende egenskaber. Allerede i det niende århundrede brød den politiske enhed sammen, stammehøvdinger tog magten i de forskellige dele af riget, og perserne formåede endnu engang at rive sig løs af fremmedherredømmet og genoprette et nationalt kongedømme. Kort og godt, det var mønstret fra den hellenistiske tid, der gentog sig. De centrifugale kræfter havde vist sig stærkere end de midtpunktsamlende tendenser.

I dette tilfælde var de centrifugale kræfter i særdeleshed de arabiske beduinstammer. Ganske vist var det lykkedes Muhammed at forene dem i en vældig åndelig og politisk aktion. Men det var imod deres natur. Beduiner findes det endnu i Mellemøsten. De er oftest fattige, for de bebor jordens magreste egne, hvor selv vand er en kostbarhed. Hvis kvægholdet ikke yder tilstrækkeligt til livets opretholdelse, er rov en legal fremgangsmåde, rhazw hedder et røverisk overfald på arabisk, fastholdt i de europæiske sprog i formen razzia. Razziaernes formål er mere at tage bytte end at slå ihjel, og svig og underfundighed er egenskaber, der respekteres. Kristenheden har fortræffelige eksempler på sådan beduinmoral i Det gamle Testamentes skildringer af Abraham, Isak, Esau og Jakob, der netop var beduiner i arabisk forstand - og forresten nedleder araberne deres herkomst fra Abrahams ældste, men uægte søn Ismail.

Man må nu ikke tro at denne krigslyst, svigagtighed og underfundighed behøver at udelukke en højere etisk livsholdning. Igen kan man henvise til de jødiske patriarkers eksempel, og ved sammenligningen opdager man samtidigt at der er dybe overensstemmelser mellem den arabiske og den jødiske etik og religiøsitet; først og fremmest er de begge konsekvent monoteistiske, og begge har de så ophøjede forestillinger om det højeste væsen, at de ikke kan tolerere forsøg på at fremstille det i billedlig form. Man må altså forsone sig med den tanke at lumskhed og grusomhed udmærket under de givne betingelser kan gå hånd i hånd med en dyb etisk bevidsthed og religiøs hengivenhed. Forstår man ikke dette for Muhammeds som for Abrahams vedkommende, forstår man heller ikke mønstret i den moderne arabiske politik, der fremviser den samme blanding, så forvirrende for os europæere, der nok kan forstå lumskheden og grusomheden, men ikke sammenhængen med den etiske bevidsthed og den religiøse hengivenhed. Beduinånden fremviser også mange andre aspekter, en streng disciplin, gæstfrihed, en gennemført social adfærdskodeks, som har skabt en chevaleresk optræden, ingen europæer kan stå for, og en rodfæstet slægts- og stammesamfølelse.

Men alle disse egenskaber trives kun uantastet under de betingelser, der har fremtvunget dem, og da Muhammeds beduinskarer begyndte deres store erobringstogter, og de rige handelsbyer langs ørkenens rand faldt i deres hænder, degenererede de snart. Omkring 750 blev det første dynasti styrtet af Abbasiderne, som flyttede rigshovedstaden fra Damaskus til Bagdad. Det fik vidtrækkende konsekvenser, for mens araberstyret i det første hundredår havde koncentreret sig om Levanten, blev tyngdepunktet flyttet østpå, og dermed begyndte middelhavsegnene at føre en mere skyggeagtig eksistens. Det hænger også sammen med den omstændighed at araberne havde gjort sig til herrer både i Mesopotamien og Ægypten, og dermed var spørgsmålet om passagen mellem havet og ørkenen ikke mere aktuelt. Om nogen rigsdannelse i egentlig forstand med fælles administration havde der aldrig været tale, i de fleste af de erobrede områder var det arabernes eneste mål at aftvinge de lokale befolkninger de størst mulige skatter, og i øvrigt lod de dem skotte sig selv. De var til at begynde med tolerante og mådeholdne i deres skattekrav, og både kristne og jøder nød en præferencestilling frem for alle andre undertvungne, for de var »Bogens (d. e. Koranens) folks og derfor nært forbundne med Islam.

Men efterhånden som det oprindelige styre, der var inspireret af Muhammeds store idealer, måtte vige for lokale generalers forgodtbefindende, blev tolerancen mindre og skattebyrderne større. Det er i denne periode, tiden omkring 900-1000, at de fleste arabiske nomader er vandret ind i nabolandene, og mange af dem etablerede sig som halvnomader og halvagerdyrkere, hvis landbrugsmetoder var primitive i sammenligning med de indfødtes. Det er også i dette tidsrum at Palæstina blev et overvejende arabisk land og arabisk talesprog begyndte at fortrænge det aramæiske, der havde været omgangssprog i Mesopotamien, Syrien og Palæstina i over tusind år. Og med de arabiske beduiner fulgte beduinånden, stammestridigheder og razziaer, der i stigende grad rettedes mod jøder og kristne. Da rigshovedstaden var blevet flyttet til Bagdad, som var blevet opført til samme formål i 762, og der ikke mere var nogen effektiv militær beskyttelse af de levantiske lande, lå grænserne også åbne for indfald af de primitive ørkenbeduiner, som plyndrede markerne og ødelagde vandingssystemerne og de fint anlagte terrasser på bjergskråningerne, der var af altafgørende betydning for eksistensmulighederne. Det var selve livsgrundlaget for de lokale befolkninger, der smuldrede væk. Romerne havde været strenge, undertiden grusomme, byzantinerne havde været grusomme, intolerante og magtsyge, men begge havde dog ladet livsgrundlaget intakt, så de pågældende lande trivedes til trods for alle politiske og religiøse forfølgelser. Men med arabernes erobring var det, trods deres politiske tilbageholdenhed og religiøse tolerance, noget meget værre, der skete, og følgen kunne ikke udeblive.

For disse lande, og især de levantinske, og blandt dem især Palæstina, var sensible organismer, der havde været i stand til at ernære store befolkningsmængder (i Palæstina således 3-5 millioner mennesker), fordi teknisk klogt og megen flid var blevet mobiliseret. I disse egne med lange, tørre og meget varme somre, hvor der ikke falder een dråbe regn, er man aldeles afhængig af at der tilføres jorden vand på anden måde, d. e. ved hjælp af kunstig vanding, overrisling fra kanaler, der udnytter flodernes vande. Sker det, er disse lande blandt jordens mest velsignede; sket det ikke, forvandles de hurtigt til ørkener.

Den arabiske verden smuldrede hen og svækkedes så meget, at fremmede folkeslag fik bugt med den, Djengis Khans horder i det trettende århundrede, Timur Lenks i det fjortende og i det femtende den tredje afart af det mongolske nomadefolk, som verden skulle stifte bekendtskab med og skælve for, tyrkerne, som omsider erobrede hele Mellemøsten og resten af det byzantinske rige. Således blev det femte verdensrige på mellemøstlig grund skabt. Men i modsætning til alle de foregående havde det nye styre intet nyt at bringe riget, intet budskab, ingen religion, ingen statstanke og ingen idealet. Tværtimod betegner den tyrkiske erobring et tilbagefald til nomadetilværelsen. Tyrkernes erobring af Mellemøsten falder imidlertid sammen med en anden historisk begivenhed. Samtidig med at tyrkerne overvandt den persiske modstand i ost og det ægyptiske styre i vest, sejlede portugisiske sømænd for første gang rundt om Kap det gode Håb og fik dermed etableret en søforbindelse til Orienten, der med eet slag gjorde den farlige transport af varer fra østen over land med Mellemøsten som mellemled til en upraktisk, unødvendig og alt for kostbar rute. I England kunne man snart få peber fra Indien for 212 d. pr. pund, når det fragtedes med skib, mens man tidligere havde måttet betale 2 shilling for det, når det kom via Aleppo. Her var ingen konkurrence mulig længere. Karavaneruterne skrumpede ind og hørte tilsidst op, og de store havnebyer gik det ikke bedre. Millionbyen Alexandria var i det 18. århundrede blevet til en provinsflække på 10.000 indbyggere.

Det ville ingen, heller ikke nogen der havde haft langt større økonomisk og politisk overblik end de tyrkiske statsmænd, havde kunnet stille noget op imod. Men langt værre var det at det forfald indenfor landbruget, der var begyndt under araberne, fortsattes med stigende acceleration, fordi ingen tyrkisk guvernør med respekt for sig selv ville drømme om at beskæftige sig med sådanne sager. For nu at blive ved det ægyptiske eksempel, så var landets befolkning i oldtiden på henved 10 millioner mennesker, men i det 18. århundrede var den sunket ned til 2 1/2 million, som endda knapt var i stand til at brødføde sig selv til trods for at Ægypten i oldtiden havde været Romerrigets kornkammer. I Palæstina, hvor der i oldtiden havde boet mindst tre millioner, var tallet ved midten af det 19. århundrede sunket til 100.000 eller en tredvtedel, og de der var tilbage, var svækket af underernæring og sygdom. De mest fremherskende sygdomme i Mellemøsten var og er til denne dag: trachomaen, øjensygdommen, som henved 70 % af de arabiske befolkninger lider af, og bilharziaen, krogormesygen, der gør mennesker til invalider. Trachomaen formidles særligt gennem myg i malariaegnene, bilharziaen stammer fra de menneskelige eskrementer, og begge sygdomme er således symptomer på kulturer, der er gået i forfald. Samtidig forklarer disse forhold, hvorfor de mellemøstlige folk ikke kunne samle sig til at styrte de degenererede tyrkere. De var selv degenereret, og var de end misfornøjede med tyrkerne, var disses styre dog ikke fundamentalt forskelligt fra det, som araberne selv havde indført.

Fra året 1517, da osmannerne erobrede Kairo og dermed var herrer i hele Mellemøsten, og til 1918, da general Allenby vandt de afgørende sejre over de tyrkiske bære i nærheden af Megiddo og dermed gjorde ende på det osmanniske regime, var Nærorienten i et fortsat forfald. Men når englænderne overhovedet beskæftigede sig med forholdene dernede, skyldtes det, at Mellemøsten havde fået en fornyet interesse for den vestlige verden: ved åbningen af Suez-kanalen, der genindsatte Mellemøsten i nogle af dens gamle centrale positioner som formidler mellem tre verdensdele; og efter at man havde fundet olie. Dermed er vi nået frem til den femte og hidtil sidste imperiedannelse, som Mellemøsten har været genstand for, den britiske. Men historien om, hvorledes dette verdensrige er ved at gå i opløsning, er en del af denne bogs emne og må søges på de følgende blade. Her må det være nok at fastslå den tredje fundamentale kendsgerning, som er nødvendig for forståelsen af, hvad der sker i Mellemøsten i vor tid: at det har vist sig umuligt at etablere et storrige af nogen stabilitet i dette område. Thi nok er der betydelige midtpunktsamlende kræfter at spore, men de centrifugale faktorer har altid været de stærkeste.

I Mellemøstens historie er året 1869, da Suez-kanalen blev åbnet, et årstal af vital betydning, thi den nye kanal forlagde endnu engang et af de store kommercielle centrer til den arabiske verden, og selv om denne ikke derfor direkte fik andel i de økonomiske fordele, blev området i hvert fald genstand for politisk opmærksomhed. Og man fornemmer det øjeblikkeligt i hele Mellemøsten, det virker som en åndelig stimulans, der giver næring til de svage tilløb der havde været i retning af selvhævdelse og selvstændig optræden overfor de tyrkiske herrer. Blandt disse svage tilløb var der imidlertid et, som fortjener opmærksomhed, fordi det i sine konsekvenser virker i dagens politiske liv i hele Mellemøsten og i øvrigt er typisk for arabisk politik, som den var kommet til udfoldelse gennem årtusinder.

Den arabiske halvø synes at have spillet en rolle i historien gennem de sidste fem tusind år, og alle de folk, der bebor Mellemøsten vest for Tigris, synes at være kommet derfra. Man kan skelne fire store emigrationsbølger. Den første, der kom i det fjerde årtusind, spredte sig østpå ind i Eufrat-dalen og vestpå op langs Nilen og blandede sig begge steder med de allerede bosatte folk, henholdsvis sumererne og hamitterne, hvorved de assyriske og ægyptiske folk opstod. Hvor mange årtusinder den arabiske halvø havde været beboet inden denne første vandring fandt sted, kan ikke siges, men urbeboerne har fra første færd opretholdt eksistensen som beduiner, anden mulighed gaves ikke, siden ørkenen var blevet til. Derfor kan beduinerne, der er en specialiseret form for nomader, defineres som mennesker, der lever på mulighedernes rand, marginalmennesker, og selv denne margin bliver overskredet, hvis befolkningstallet vokser væsentligt, thi da bliver der ikke vand nok til kvæget og dermed ikke gedemælk og kamelost nok til deres vogtere. Derfor må befolkningstallet fra tid til anden reduceres ved at overskudsbefolkningen søger nye græsgange, et antal stammer frister lykken samtidigt, og hvor skulle de drage hen, om ikke til de frugtbare egne, der rander ørkenen imod nord, nordøst og nordvest, til den frugtbare halvmånes velsignede jord ? Og til disse egne er også alle de store emigrationer søgt hen. Den anden bølge fandt sted i det tredje årtusind og havde en noget forskellig karakter, idet udvandrerne, der kendes under navnet amoritter, ikke som de første søgte de allerede beboede steder, men indenfor the Fertile Grescent slog sig ned på områder, hvor de kunne fortsætte deres nomadeliv så uforandret som muligt, omend under lettere betingelser. Dog synes det babyloniske folk at være opstået som en følge af denne udvandring, ligesom der også tales om et amoritisk kongedømme i Damaskus.

Den tredje bølge fulgte tusind år senere, omkring midten af det andet årtusind, den aramæiske, og blandt de stammer der søgte op imod nordvest, var også den, der ca. 1400 bosatte sig i de Judæiske bjerge, og hvem en bekymret ægyptisk guvernør - thi Levanten var på det tidspunkt under faraonernes herredømme - Navnhav som Habbiru, formentlig det samme ord som hebræer. Så gik der til en afveksling to tusind år, før den fjerde og hidtil sidste støre migration fandt sted, den muhammedanske, der i det syvende århundrede skabte et verdensrige og rodforvandlede hele Mellemøsten, men udtømte sin kraft i løbet af mindre end tusind år. Denne sidste vandring er den eneste, vi har et nærmere kendskab til, men den lærer os en del, som formodentlig også har gyldighed før de tidligere vandringer. Den lærer os at araberne selv ikke kom med nøgen egen kultur i egentlig forstand; de var beduiner, som i kraft af at være marginalmennesker nødvendigvis må befinde sig på et vist kulturelt lavtrin, hvad dog, som vi har set, ikke udelukker værdifulde egenskaber. Man kan måske udtrykke deres situation ved også kulturelt at betegne dem som marginalmennesker: deres eksistensform som nomader, omstrejfere, sætter en snæver grænse for, hvad de kan tilegne sig af materiel kultur (kultur betyder dyrkning, og nomaden kan netop ikke dyrke noget), men de har alle potentialiteterne i sig, ja har dem måske i forhøjet form, fordi ørkenen foruden svig og list også avler en intens åndelighed, de vandrer altid med øjnene vendt mod de evige stjerner. Omvendt har den kvælende frodighed i den frugtbare halvmånes lande skabt en umådelig forfinet og rig materiel kultur, men ofte fort til at de mennesker, hvem rigdommene faldt alt for let i skødet, degenererede, blev slappe og fede og forfaldt til udskejelser og grusomhed, sank til bunds i åndløs materialisme.

Derfor fik det altid en kolossalt stimulerende virkning, når beduinerne strømmede ind over grænserne til de dekadente byboere og påtvang dem deres egen eksistensform i moralsk og religiøs henseende, men overtog de materielle goder, de forefandt, samtidig med at de ændrede levevaner og blev fastboende. Hver gang bevirker beduinernes invasion en kulturel fornyelse, der varer nogle århundreder, indtil beduinerne er blevet fuldstændigt absorberede og bevægelsen har udtømt sin kraft. Da er tiden inde, til at en ny invasion kan finde sted. Ind imellem de fire store emigrationer har der fundet et utal af mindre sted, og det er en sådan mindre, der varslede om at misfornøjelsen med det tyrkiske styre var ved at briste, det første varsel, efter at det arabiske imperium var blevet slugt af tyrkerne.

For to hundrede år siden opstod der en reformator i den arabiske ørken, som tordnede mod det moralske forfald, han så allevegne rundt omkring sig. Han ville forny Islam og profetens forkyndelse og genskabe den renhed og nøjsomhed, som havde været kernen i Muhammeds lære. Og som Muhammed blev forjaget af sin fødeby, blev Abdul Wahhab det fra sin stammes oase i det østlige Nedjd, fordi han forårsagede splid i sin stamme; dog som sin store forgænger behøvede han ikke drage langvejs for at finde asyl. En af nabostammerne i Nedjd tog venligt imod ham og lyttede til hans profetiske torden om at afholde sig fra alkohol og nikotin og guldsmykker, og om at kvinderne ikke måtte sminke sig og mændene ikke rage skægget af, samt om det tyrkiske styres forbandelse. Stammens sheik var en mand ved navn Muhammed ibn Saud, hvis fader, der altså hed Saud (thi ibn betyder søn af) ibn Muhammed ibn Mukhrin, havde grundlagt dynastiet Saud, inden han døde i 1747. Muhammed ibn Saud og Abdul Wahhab arbejdede i de følgende år hånd i hånd i en på engang religiøs og politisk bevægelse, der tilsigtede påny at samle den arabiske verden under Allah og Muhammed, altså Muhammed ibn Saud.

Det var et gevaldigt program for en lille ørkenstamme, men var ikke den store Muhammed selv begyndt endnu mere beskedent? Og de to mænd havde fremgang og underlagde sig det indre af Arabien. Da Muhammed ibn Saud døde, fortsatte sønnen erobrerværket under stadig vejledning af Abdul Wahhab, der levede så længe at han endog kunne vejlede sønnesønnen, der viste sig at være en vældig kriger. Hidtil havde man kunnet betragte det hele ud fra lokale synspunkter, som ikke kom andre ved. En virkelig alvorlig affære kunne det først blive den dag, det lykkedes wahhabitterne, som man gerne kalder stammen efter dens reformator, at erobre Islams hellige byer Mekka og Medina. Thi ikke blot var de hellige og fulde af minder om profeten, men dennes efterkommere sad endnu som sheriffer i det rige, hvori de to byer lå, det eneste rige i det egentlige Arabien, der fortjente navn af stat, Hedjas, som omfattede kystlandet på Arabiens vestside fra Akaba til Mekka og havnebyen Jedda, en tarm på. tusind kilometers længde.

Titlen sherif, eller som den fulde titel lyder, sherrif og emir af Mekka, tillagdes efterkommerne i lige linje af Muhammeds datter Fatima, der giftede sig med Ali, hvis stamfader hed Hashim, hvorfor hele slægten kaldes hashemitter. Som sheriffer havde de pligt til at bevogte Islams hellige steder i Hedjas og beskytte pilgrimsruterne, som gik gennem dette land. Derved fik denne slægt en særstilling inden for Islam og var i kraft af sin oprindelse den fornemste af alle. Derfor var det noget på engang overvældende og oprørende, da Saud III. i 1803 erobrede Mekka og året efter Medina for senere også at underlægge sig Jemen og Oman. Men dermed havde han rigtignok også forstrakt sig. Nu følte tyrkerne nemlig for første gang deres egne interesser truet og deres prestige sat på spil. De satte et modstød ind, og overfor statsmagtens fulde styrke klappede wahhabitfyrstens beskedne kræfter sammen, han led et tilintetgørende nederlag, hans hovedstad blev erobret, styret overtaget af en tyrkisk statholder og han selv slæbt i lænker til Konstantinopel og offentlig henrettet foran Sofia-moskeens porte.

I Nedjd teede forholdene sig kaotiske i den følgende tid. En fætter til den henrettede søgte at genrejse dynastiet og skabte den en ny residens i oasebyen el Riad, men blev kort efter myrdet, og den samme skæbne overgik flertallet af de følgende sheiker. Ganske vist blev tyrkerne, der var så hårdt engageret på andre og vigtigere fronter, drevet ud af Nedjd påny, men det hjalp ikke stort, for efter at den wahhabitiske forkyndelses begejstrende indflydelse var forsvundet, var der ikke mere noget, der kunne holde igen på stammeseparatismen og den urgamle trang til razziaer og fejder. Særligt var fjendskabet bittert mellem Saudierne og Shammar-beduinerne, og dem lykkedes det tilsidst i 1891 at forjage Sheik Abdul Rahman ibn Saud, der sammen med sin elleveårige søn Abdul Aziz ibn Abdul Rahman al Faisal al Saud flygtede til venligtsindede folk i Kuwait. Således syntes det saudiske eventyr at være slut, hvor det var begyndt, med ingenting, og dette første forsøg på at samle alle arabere og drive tyrkerne ud af Mellemøsten at være endt med fuldkommen fiasko.

Den mand, der 1818 og følgende år havde tilintetgjort wahhabitternes rejsning, var ikke en tyrk, men sultanens vasal og guvernør i Ægypten Muhammed Ali, en albaneser, der aldrig lærte det arabiske sprog, men som forstod at skabe sig en magtstilling i sit område, der reelt var uafhængigt af sultanen. Han var lige så ærgerrig som klog, og det var nær lykkedes ham at skabe et nyt storarabisk rige. Han så meget vel, hvor langt tilbage araberne var i enhver henseende, de ægyptiske fellehaer levede som på faraonernes tid, kun fik de nu meget mindre at spise end dengang og var mere hærget af sygdomme og degenerede end på Ramses II’s tid. Og som ikke-araber faldt det Muhammed Ali let at søge hjælp og kulturel kontakt i de vestlige lande. Han var nemlig blevet belært om den vestlige verdens effektivitet, da Bonaparte i 1798 dukkede op i Ægypten med en hær og en lang række videnskabsmænd og ingeniører, og de udrettede en masse i den korte tid de var der, lige fra at tyde hieroglyffer til at planlægge en gennemskæring af Suez-tangen. I en vis forstand var det den nye tid med dens genvakte interesse for Mellemøsten, Napoleon Bonaparte indvarslede, men, som det geni han var, var han trekvart århundrede forud for sin tid.

Muhammed Ali var også en mand med genialt politisk blik. Efter at have ydet sultanen en række militære tjenester forlangte han Levanten som modydelse, og da sultanen nægtede ham dette, erobrede han den uden videre og sendte sine tropper mod Konstantinopel, der ville være faldet, hvis ikke England havde interveneret og forhindret det - det havde brug for Tyrkiet i sit løbende mellemværende med Rusland. I syv år sad Muhammed Ali nu som herre over Levanten, indtil et nyt britisk initiativ tvang ham væk derfra. Muhammed Alis ønske om at erhverve dette stykke land har symptomatisk interesse, det afspejler et politisk grundforhold, der har manifesteret sig siden Thotmes III trængte gennem Megiddo-passet for halvfjerde tusind år siden: for ægypterne er besiddelsen af kystlandet af strategisk betydning, fordi korridoren mellem havet og ørkenen er den eneste vej, ad hvilken Nillandet kan trues af en fjendtlig hær. Derfor kæmpede ægypterne altid med assyrerne, babylonerne, perserne, grækerne, romerne og tyrkerne, som de idag kæmper med israelerne om dette forterræn. Muhammed Alis imperialistiske tanker strandede. Han mistede Levanten, men sikrede sig dog Sudan som en lille trøstepræmie. De strandede, først fordi han kom op imod Englands politiske manøvrer, men dernæst også fordi det viste sig, at der endnu i det nittende århundredes første halvdel ikke var nogen til projektet svarende arabisk nationalfølelse, han kunne appellere til. Også han havde været forud for sin tid.

Siden gik det helt galt i Ægypten. Suez-kanalen blev et startskud for fornyet vestlig interesse i Mellemøsten, men konsekvensen deraf blev i første omgang, at Ægypten mistede den reelle uafhængighed det under Muhammed Ali havde haft; England benyttede sig af et lokalt oprørsforsøg, der var rettet mod tyrkerne, til at besætte Ægypten i i88z. Ægypterne fandt sig tilsyneladende roligt i det, idet kun nogle officerskliker og intellektuelle grupper lod sig afficere. Det britiske ekspeditionskorps skulle været trukket tilbage, når ordenen var blevet genoprettet (hvad den iøvrigt allerede var blevet, inden korpset arriverede). Det blev det ikke - ikke før efter 72 års forløb.

I Levanten var der imidlertid sket et og andet, der tydede på at den arabiske verden ikke helt havde resigneret og givet sig hen i sin fatalisme. Dog heller ikke her kom der skred i udviklingen, før de vestlige lande havde vist vej. Fra gammel tid havde Frankrig demonstreret interesse for den kristne menighed i Libanon, og Frants I havde opkastet sig til dens beskytter, hvilket dog mest gav sig udtryk i at han af den tyrkiske sultan opnåede visse særrettigheder, de såkaldte »kapitulationer«, i området, og da de kristne i 1860 blev genstand for overfald af muhammedanske sekter, sendte den franske regering et ekspeditionskorps til Libanon for at fiske i rørt vande; men den måtte rigtignok trække det tilbage igen, fordi de europæiske magter under Englands tilskyndelse intervenerede. Men siden da har Frankrig uafbrudt søgt at skaffe sig fodfæste i Mellemøsten med Libanon og Syrien som udgangspunkter, og England har lige så trofast hver gang forpurret det.

Man kunne dog ikke forhindre franskmændene i at sende missionærer til Levanten, men på dette felt kom de i skarp konkurrence med amerikanerne, der i 1866 oprettede Det syriske protestantiske kollegium, senere kaldet The American University of Beirut, en institution der fik stor betydning ved at stimulere interessen for den arabiske verdens gamle litteratur og dermed bidrog til at skabe en intellektuel renæssance. Inden for disse kredse voksede der en politisk bevægelse frem, som i første omgang tog sigte på at opnå selvstyre indenfor det tyrkiske imperium. Det skulle snart vise sig at regeringsmagten i Konstantinopel stod på svage fødder. Lige ved begyndelsen af det 20. århundrede fandt der en ny opstand på den arabiske halvø sted, som tyrkerne var ude af stand til at gøre noget ved. Det var den tidligere omtalte wahhabitprins Abdul Aziz ibn Abdul Rahman al Faisal al Saud, der som elleve-årig havde måttet flygte fra den fædrene hovedstad el Riad til Kuwait. I 1901 satte han sig i spidsen for sin faders beduiner og foretog en lynrazzia til el Riad, som til hans egen store overraskelse næsten øjeblikkeligt faldt i hans hænder. Fra da af arbejdede han systematisk på at genskabe det wahhabitiske rige, og det lykkedes. År for år bekæmpede han de omliggende stammer, indtil hele det indre Arabien stod under hans kommando ved tiden før den første verdenskrigs udbrud. Sultanen kunne ikke stille noget op. Han havde travlt med at værge sig mod de misfornøjede blandt sine egne, og tilsidst blev han af den ungtyrkiske officersklike, der ville indføre konstitutionelle forhold, tvunget til at akceptere en forfatning, der skulle give alle folk og racer riget lige ret. Derfor skulle der også tilbydes araberne sæde i regering og parlament. Araberne tog imod tilbuddet, og blandt de første, som tog plads i det nye parlament, var den aldrende sheik og emir af Mekka Hussains yngste søn Abdullah. Dette var en indrømmelse til den voksende arabiske nationalisme, som var blevet en uomstødelig kendsgerning, og en anerkendelse af hashemitternes førende stilling. Det var dog først med verdenskrigen der skulle blive muligheder før afgørende begivenheder.

Samtidig med at de første spirer til en arabisk selvstændighedsbevægelse gjorde sig gældende, fandt der også en anden bevægelse sted, som på mange måder danner en parallel dertil. Det er zionismen. Det var i århundredernes løb gået frygteligt ud over den jødiske befolkning i Palæstina. Det er vanskeligt at sige om romerne, om de kristne byzantinere, om korstogsridderne eller araberne og tyrkerne havde været den største ulykke før jøderne. Kun må det fastholdes at araberne og tyrkerne i og for sig ikke nærede særligt anti-jødiske følelser; de slog ikke Palæstinas befolkning ihjel med koldt blød, som romerne og de kristne korsfarere havde gjort; men når man alligevel kan tvivle om, hvem der havde været den største ulykke for beboerne, skyldes det at arabernes og tyrkernes mangel på interesse før de fundamentale problemer som vandingen og vedligeholdelsen af terrasserne på bjergsiderne fik de mest varige og destruktive følger, rigtignok følger de selv kom til at lide under i lige så høj grad.

Ved midten af sidste århundrede var Palæstina forvandlet til en sandørken, hvor vand ikke fandtes og intet kunne vokse; kun i Galilæa, hvor de naturlige vandforekomster er rigelige, var der stadigt et relativt godt landbrug, som dog led under de arabiske ejeres primitive metoder. Disse ejere var oftest storgodsejere, der selv boede i Damaskus, Kairo, Paris eller London og pinte alt hvad de formåede ud af deres fæstebønder, fellaherne, som levede et stadigt uslere liv på eksistensmulighedernes grænse. Godsernes værdi forringedes år for år som følge af vanrøgt og røvdrift. Omkring midten af det nittende århundrede var der som tidligere anført omkring 100.000 mennesker i Palæstina; af dem var ca. 20.000 jøder, af hvilke de fleste boede i byerne, mens flertallet af arabere var fellaher på godserne. Desuden var der kristne (også bortset fra de kristne arabere), druzere og andre minoriteter.

Den jødiske befolkning forte en hensygnende tilværelse ligesom araberne og ville måske være gået sin undergang i mode, hvis ikke der - igen fra vesten - var kommet forskellige former for hjælp, enten fra kristne, der nærede fromme følelser overfor det hellige land, eller fra jøder som ønskede at komme deres egne til undsætning. De forsøg der blev gjort på at stimulere den jødiske befolkningsgruppe til nyt liv, mødte dog ikke større forståelse, end de tilsvarende forsøg med araberne havde gjort. De deprimerende vilkår virkede for stærkt på sindene, og de økonomiske muligheder var for få til at der rigtig kunne komme noget ud af det. Skulle der ske et omslag, måtte der sættes ind med et uudtømmeligt fond af energi og kapital, og ingen af delene var til stede. Den ørken, der havde fortrængt de frugtbare overrislede marker, var trængt ind i sjælene og havde gjort dem golde.

Men henimod århundredets slutning begyndte der noget nyt, som skabte liv. Der begyndte at komme jødiske indvandrere, fra Rumænien, Polen og Rusland. En ny bølge af antisemitisme havde bredt sig ud over det østlige Europa. Det var den faldefærdige zarisme, der søgte sig en syndebuk. Og som altid smitter det dårlige eksempel. Det nåede ind til Centraleuropa, Østrig og Tyskland for tilsidst med Dreyfuss-processen også at nå til Vesteuropa. Der var en del, som emigrerede til Palæstina allerede i firserne, men de kom i reglen med tågede forestillinger om et land der drypper med mælk og honning, og de fandt en ørken. De fleste tabte modet og drog tilbage, hvis de da ikke var bukket under for malariaen og de andre sygdomme, der havde decimeret de lokale befolkninger.

Men i halvfemserne blev bevægelsen organiseret i den zionistiske organisation, der ikke havde noget religiøst grundlag, men som ganske enkelt tog sigte på at skaffe de jøder, som ikke kunne finde fred på jorden noget andet sted, et hjem i deres fædres land. Tanken var ikke unaturlig, for det var et folketomt land, de bejlede til. Et land på størrelse med Danmark med en befolkning på størrelse med Aalborgs. Skulle landet nogensinde igen blive den frugtbare have, det engang havde været, måtte der ny arbejdskraft til, for den der var, gik sin udslettelse i møde. Det var dog først når vi kommer et stykke ind i det nye århundrede, at det lykkedes at finde den form, der gjorde det muligt at møde ørkenens ubarmhjertige udfordring og på ny fravriste den, hvad den havde ranet. Den mislykkede russiske revolution i 1905 drev et stort antal jødiske revolutionære arbejdere og intellektuelle til Palæstina, og som socialister faldt det dem naturligt at gribe arbejdet kollektivt an. Den kollektive landbrugskoloni, kibbutzen, var deres opfindelse og er fremdeles hjertet i opbygningsarbejdet. Det var ikke svært før dem at få jord. Skønt de til at begynde med kun havde små midlet at råde over, var alle arabiske og tyrkiske jordejere ved at falde over tæerne på hinanden før at komme til at sælge deres værdiløse sand til folk, der var tossede nok til at ville købe det.

Arabere og jøder var lige interesserede i at se det tyrkiske rige gå i opløsning. Der var en anden magt, som betragtede processen med blandede følelser, det var England, som frygtede at Tyrkiets undergang ville åbne sluserne for en stat, hvem søimperiet frygtede meget mere end det efterhånden ufarlige osmanniske rige, nemlig Rusland. I henved to hundrede år var russerne, hvis rige var udsprunget af storfyrstendømmet Moskva, systematisk trængt længere og længere sydpå, og efter at de havde fortrængt de tatariske horder i Ukraine og havde underlagt sig Kaukasus, rettede de blikket mod det Tyrki, der lå som en spærrebom for den russiske trang til at komme gennem stræderne ved Konstantinopel ud i Middelhavet. Men den britiske regering, der regnede med at russerne var kontinentets, ja to kontinenters faktiske herre, ville ikke under nogen omstændigheder risikere at se dem som en betydelig flådemagt, og i sine bestræbelser på at holde dem ude fra havene måtte den finde sin mest trofaste forbundsfælle i Tyrkiet. Tyrkiet er Ruslands fødte modstander, det var det for hundrede år siden og det er det i dag.

Den britiske politik i Middeløsten blev før første gang klart demonstreret, da Muhammed Ali erobrede Levanten og marcherede mod Konstantinopel før at gøre ende på det osmanniske rige. Sultanen henvendte sig til London for at få hjælp, men England, der var engageret i en delikat situation i Vesteuropa, mente ikke at kunne afse flådeenheder til så fjernt et foretagende. Da skete det at Rusland tilbød assistance og sendte en hær til Lilleasien for at »beskytte« sultanen. Det satte fart i englænderne, nu kunne de pludseligt finde udvej for at sende en flådeafdeling til Bosporus. Muhammed blev tvunget til at afstå fra sit erobringstogt og måtte nøjes med at få Levanten overladt, og russerne måtte vende hjem med uforrettet sag. Syv år senere intervenerede den britiske regering endnu engang og tvang ægypterne til at rømme det okkuperede stykke land. Disse begivenheder blev en slags optakt til Krimkrigen, hvor Englænderne og franskmændene påny holdt liv i den syge mand ved hjælp af kunstigt åndedræt. Det samme gentog sig 1878 efter den kortvarige russisk-tyrkiske krig. Imidlertidig nærmede russerne sig de sydlige egne på en anden sektor længere mod øst. Allerede i 1813 havde de tvunget Persien til at afstå det Transkaukasiske område, som indbefattede Baku, hvis betydning som oliefelt ganske vist ikke spillede nogen rolle og ikke var klarlagt. Senere kom Turkestan under zarernes herredømme, og det skete også delvis på det svage persiske riges bekostning. Alt i alt lykkedes det indtil 1880´erne for russerne at skære et stykke fra den muhammedanske verden, der i størrelse, omend ikke i folketal, kunne tåle sammenligning med den britiske besiddelse Indien.

Samtidig nærmede englænderne sig Persien fra den modsatte ende. Dengang Napoleon Bonaparte var gået ind i Ægypten og fortsatte op i Levanten, foretog englænderne en række modtræk, der skulle sikre forbindelsen til Indien og forebygge at franskmændene fik magt på havene. Især skræmte meddelelsen om at Bonaparte medbragte instrukser fra direktoriet om at han skulle forberede planer til en gennemgravning af tangen ved Suez. Det ville være et dødeligt slag mod Englands herredømme på havet og ruterne om Afrika. Derfor skyndte englænderne sig med at erhverve øen Perim ved udgangen af Det røde Hav og senere også Aden, så intet fransk skib skulle få mulighed for at sejle gennem Det røde Hav. Faren gik over, men englænderne, der erkendte at man kunne risikere at se Suez-kanalen blive til virkelighed en skønne dag, fortsatte med at udbygge deres linjer med en sådan mulighed for øje. I 1810 erobrede de Mauritius i Det indiske Ocean, i 1815 Malta, i 1839 Socotra, og i løbet af halvtredserne og tresserne opbyggede de systematisk et slags britisk protektorat over hele den sydlige del af Arabien fra Aden østpå. Da Suez-kanalen efter al tænkelig engelsk modstand var blevet bygget, blev England endnu ivrigere efter at skaffe sig baser langs hele den nye rute. Samtidig med at de sikrede sig Kypern, skaffede de sig også det reelle herredømme over sultanatet Muskat og Oman, som udgør det sydøstlige hjørne af den arabiske halvø og derfor har overordentlig betydning for skibsfarten, da det behersker indsejlingen til den persiske havbugt. Halvøen Qatar, der rager ud midt på halvøens østside inde i bugten har været forbundet med England siden 1882, Bahrein blev knyttet til ved traktater af 1880 og 1892, og endelig måtte sheiken af Kuwait stille sit område under britisk protektion i 1899. Således var Persien blevet klemt inde mellem to stormagter, og det ville muligvis være kommet til krigshandlinger mellem dem, hvis ikke en tredje magt havde meldt sig i kapløbet og det en magt, som de begge frygtede endnu mere, end de frygtede hinanden. Det var Tyskland, som ikke lagde skjul på sine intentioner i Mellemøsten og åbent diskuterede den bane, der skulle gå fra Hamburg til Bagdad og blive livsnerven i det nye tyske imperium.

Denne trussel fik England og Rusland til for en tid at glemme deres mellemværende, og resultatet blev den overenskomst af d. 31. august 1907, ved hvilken de to magter delte Persien i indflydelsessfærer. For perserne selv, hvem ingen af parterne havde konsulteret eller taget ringeste hensyn til, kom overenskomsten som et chok. De havde været vant til at se på Rusland som arvefjenden og på England som en forbundsfælle imod den fælles fjende. Nu følte de sig forrådt. Resultatet blev revolution og kaos i en årrække, og russerne udnyttede situationen til at besætte Azerbaidjan, hvis ene halvdel de havde erobret i 1828. Så mærkeligt det kan synes, spillede spørgsmålet om olieforekomsterne ikke nogen rolle ved stormagternes deling af landet. Det var først året efter, i 1908, at der blev sat boringer i gang, i Khuzistan i den sydvestlige del af landet, og det varede yderligere fem år før den første olie kunne sendes ud på verdensmarkedet. Men dermed er vi nået frem til første verdenskrig.

For Middeløstens vedkommende begyndte krigen med Tyrkiets indtræden i november 1914. Tyrkerne håbede på et opgør med arvefjenden og angreb russerne i Kaukasus. I Rusland var der imidlertid en ikke ubetydelig fløj, som var tysksindede og ønskede at få landet trukket ud af krigen så hurtigt som muligt, og før at forhindre dette gik den britiske udenrigsminister lord Grey med til at afgive et løfte, som ville have været utænkeligt under alle andre omstændigheder, idet han instruerede den britiske ambassadør i St. Petersburg om at sige at »spørgsmålet om Konstantinopel og stræderne skulle ordnes 1 overensstemmelse med Ruslands ønsker efter det tyske nederlag«. Skønt England og Frankrig var tvunget ind i en alliance med Rusland og løftet om en ordning af gennemsejlingsproblemet lå smukt i forlængelse af den persiske overenskomst fra 1907, var begge de vestlige magter dog bekymrede ved udsigten til at Rusland skulle få adgang til Middelhavet og blive en flådemagt, og den fordel Rusland kunne se hen til, var så kolossal at det var utænkeligt at vestmagterne ikke ved samme lejlighed skulle sørge før selv at få tilsvarende fordele. Derfor blev Konstantinopel-aftalen det sande ophav til den såkaldte Sykes-Picot-overenskomst, der var en engelsk-fransk-russisk aftale om delingen af det tyrkiske rige efter centralmagternes forventede nederlag, og som blev afsluttet i maj 1916.

Mens Rusland skulle have Konstantinopel med et passende bagland på begge sider af Bosporus samt størstedelen af Lilleasien, forbeholdt Frankrig sig Syrien, men rækkende så langt østpå at det også kom til at omfatte Mosul, og England det sydlige Mesopotamien fra Bagdad til Basta, et skridt videre i forsøget på at underlægge sig hele søruten fra England til Indien. I de store linjer var der enighed om denne opdeling, men fortolkningen voldte vanskeligheder. Særligt kunne England ikke akceptere Frankrigs opfattelse af, hvad begrebet Syrien stod for; for franskmændene opfattede det løseligt som identisk med Levanten og ville ikke blot forbeholde sig hele den del af Lilleasien, som ikke skulle være russisk, men også hele kystlandet ned til den ægyptiske grænse. Det kunne den britiske regering ikke gå med til, for den ønskede at dets påtænkte protektorat ved dobbeltfloden skulle have adgang til Middelhavet i form af en korridor ud til havnebyen Haifa; desuden ønskede den ikke at se en anden stormagt etableret så nær ved Suez-kanalen, hvor den efter flere årtiers energiske forarbejde omsider sad som enehersker. Front og bro! Endnu engang manifesterede det område, franskmændene betegnede som Sydsyrien, men som historien kender under betegnelserne Israel og Palæstina, sig som det strategisk betydningsfulde forterræn, Ægypten må beherske for at kunne dække sin eneste sårbare flanke, og som et af kommerciel betydning, fordi den er den naturlige udførselsvej for hele Middeløstens produktion.

Men den engelske uvilje mød at se franskmændene sætte sig fast i Palæstina havde endnu en vigtig motivering. Når englænderne forbeholdt sig størstedelen af Mesopotamien, skyldtes det også at de nu havde fået øje for betydningen af olien. Krigen havde givet god anskuelsesundervisning derom, motoriseringen tog et gigantisk skridt fremad, og de første kampvogne var taget i brug. Det kunne ikke mere tænkes at man som ved den russisk-engelske traktat om Persien i 1907 ignorerede dette vitale problem, og England havde da også sørget for at det vigtigste mesopotamiske oliefelt ved Kirkuk kom under britisk jurisdiktion. Derved fik det nye protektorat en langt større betydning, end dets blotte strategiske betydning kvalificerede for. Men idet England således i Mellemøsten havde sikret sig tø områder af allerstørste vigtighed, ved Suez og ved Tigris, rejste sig det nye strategiske problem, hvorledes man kunne sikre sig den mest hensigtsmæssige forbindelse mellem dem. Det var indlysende at en direkte forbindelse mellem de to områder ville fordoble enhver militær belægnings effektivitet eller gøre det muligt at halvere den uden at formindske dens effektivitet. Men vejen fra det ene til det andet gik nødvendigvis gennem Palæstina. Resultatet af disse uoverensstemmelser blev et kompromis: der oprettedes et område, som skulle stilles under internationalt formynderskab, og som gik fra den libanesiske by Tyrus til og indbefattet Gaza i sydvest og til Det døde Hav i sydøst, altså svarende til den nordlige halvdel af Palæstina, mens englænderne havde reserveret sig den sydlige halvdel, Negev-ørkenen ned til Akaba-bugten. Det internationale område blev således det førterræn de behøvede. Front! Den sydlige halvdel blev den nødvendige forbindelse mellem de to baser. Bro!

Stormagterne havde skaltet og valtet efter behag, som om der ikke fandtes andre mennesker og interesser at varetage i Mellemøsten end deres egne. Og dog var der netop ved denne tid ved at ske betydningsfulde ting i den arabiske verden. Allerede i begyndelsen af året 1914 var der blevet etableret en kontakt mellem den af tyrkerne mest uafhængige arabiske statsdannelse, Hedjas, hvis emir, sheriffen Hussain af det hashemitiske hus, profetens efterkommer i 35. led, hyppigt måtte kæmpe med rivaliserende sheiker. Ikke mindst var han nervøs ved at være vidne til, hvorledes Abdul Aziz ibn Saud havde konsolideret et stort rige i Arabien, denne mand hvis forfædre engang havde erobret Mekka og Medina. Gik den nye hersker med lignende tanker ? Dengang var hashemitterne kun blevet frelst ved tyrkisk-ægyptisk intervention, men nu var Ægypten en britisk besiddelse, og Tyrkiet havde vist sig kraftesløst i Balkankrigene. Hussain havde selv henlevet en årrække som en slags politisk gidsel i Konstantinopel og kendte af selvsyn svaghederne, mens hans yngste søn Abdullah havde været medlem af det af ungtyrkerne skabte parlament, og hans udsagn gjorde ikke Hussains syn på tyrkerne mildere. Det var netop denne Abdullah, Hussain sendte til Kairo for at forhandle med Lord Kitchener, som på det tidspunkt residerede i Ægypten, om muligheden af engelsk hjælp, hvis Hedjas skulle komme i vanskeligheder med Tyrkiet. Kitcheners svar måtte blive negativt, for endnu dengang var Englands hele udenrigspolitik baseret på et samarbejde med Tyrkiet. Men da tyrkerne gik ind i krigen på Tysklands side, faldt det moment bort, og nu blev det Kitcheners tur til at henvende sig til Hussain. I et brev til Abdullah, der er skrevet den dag tyrkerne trådte ind i krigen, den 31. oktober 1914, lovede Kitchener at England, hvis araberne gik ind i krigen på dets side, ville sørge for at varetage Arabiens interesser. Han tilføjede: »Det er muligt at en araber af ren afstamning vil overtage kalifatet i Mekka eller Medina, og således vil der med Guds hjælp kunne komme noget godt ud af alt det onde, der nu finder sted.«

Ingen ord kunne have virket stærkere på sheriffen i Mekka. At foreholde Hussain muligheden af at han kunne blive kalif og flytte den ærværdige institution til sin residens, var den største af alle tænkelige æresbevisninger. Sandsynligvis rummede loftet meget mere, end Kitchener selv var klar over, thi som de fleste europæere forbandt han vistnok med kalifatet forestillingen om en slags islamisk pave, mens forholdet er, at en kalif i lige så høj grad er en verdslig potentat, han er pave og kejser på samme tid og i én person, og det var ikke Kitcheners tanke. Heraf fulgte siden megen misforståelse og skuffelse, men i første omgang bevirkede det at Hussain sluttede op om de allieredes sag. Men han var ikke den mand der handlede uoverilet. Han ville nok have garantier og også vide, hvordan stemningen i den arabiske verden var. Desuden var hans to sønner Faisal og Abdullah ikke enige om, hvad man burde gøre. Abdullah var ubetinget proengelsk, Faisal var ikke tilhænger af tyrkisk styre, langt fra, men han nærede endnu større skepsis overfor de engelsk-fransk-russiske planer med Mellemøsten, og han hældede til den anskuelse, at Tyrkiet måske var det mindste af de to onder. Hussain sendte nu Faisal på en rejse for at sondere terrænet. Han kom til Konstantinopel, hvor han blev modtaget med store æresbevisninger, og hvor man lovede hashemitterne guld og grønne skove, hvis de ville støtte tyrkerne og særligt slutte op om deres proklamation af den hellige krig mod de vantro, iehad, thi uden sheriffens tilslutning havde den ikke store chancer for at give resultat. På vejen dvælede Faisal længe i Damaskus og underholdt sig med arabiske ledere, og de fleste af dem nærede samme skeptiske følelser overfor Englands løfter; men enden på det blev dog at de opsatte en protokol, hvor de tilsagde England arabernes støtte under forudsætning af at det anerkendte de arabiske landes uafhængighed indenfor en nærmere defineret grænselinje. Følgelig tilskrev Hussain den britiske højkommissær i Ægypten, Sir Henry McMahon, der efter at Kitchener havde forladt den middeløstlige scene for at overtage det britiske krigsministerium, førte forhandlingerne om at få araberne draget ind i krigen på engelsk side, og forelagde ham betingelserne, idet han dog ikke undlod på egne vegne at hentyde til Kitcheners ord om kalifatet i Mekka. Der fulgte en korrespondance mellem Hussain og McMahon, som strakte sig over hele året 1915, og som uden at have form af en formel overenskomst dog blev grundlaget for den arabiske krigsdeltagelse. I princippet gik McMahon på den britiske regerings vegne ind på Hussains krav, dog gjorde han undtagelser for nogle tyrkisktalende distrikters vedkommende; for nogle områder, med hvilke England allerede havde overenskomster; for de områder, franskmændene betragtede som deres særlige interessefelt; samt før Mosul og Palæstina; endelig kunne man ikke ubetinget garantere udleveringen af Mesopotamien til araberne. Derimod havde McMahon ingen betænkeligheder angående kalifatet og gentog næsten med de samme udtryk Kitcheners forjættende ord. Den femte juni 1916 proklamerede han arabernes uafhængighed af det tyrkiske styre. Dermed var krigen en kendsgerning. Selvom det ikke var store styrker, Hussain kunne stille op, var arabernes deltagelse alligevel af betydning. Før det første afværgede det et påtænkt tysk-tyrkisk fremstød ned gennem Arabien, hvorfra centralmagterne ville kunne true englændernes søværts forbindelser til Indien og Østasien. For det andet betød den omstændighed at der nu var en arabisk blok, der forbandt Ægypten og den indiske verden, en stor aflastning for englænderne, og for det tredje var det et umådeligt prestigetab for Tyrkiet og dets forbundsfæller, at dets proklamation af jehad var slået fejl. Man må betænke, hvilket brud med overleveret tankegang det indebar, at Muhammeds ætling var gået ind i en krig i forbund med kristne magter og imod en muhammedansk stat. Noget sådant havde endnu aldrig fundet sted i Islams mere end tusindårige historie.

Det var ikke araberne alene, som sluttede op omkring de allierede. Også den jødiske befolkning i Palæstina, der ved krigens udbrud vat vokset til godt hundrede tusind sjæle, og som led lige så meget under det tyrkiske vanstyre som araberne, var utilbøjelig til at sidde med hænderne i skødet og lade andre arbejde for deres befrielse. Det var imidlertid noget, der var omtrent lige så modsat traditionelle forestillinger som Hussains indgriben på kristen side imod sine egne trosfæller, for det havde lige fra første færd været zionisternes principielle standpunkt, at bevægelsen som sådan var neutral. Det fulgte af at jøderne levede spredt i alle lande, og man opretholdt det synspunkt at hver enkelt jøde skulle være loyal overfor det land, han levede i. I Palæstina, der stod under Djemal Pashas jurisdiktion var en almindelig hvervning til fordel for den anden part selvsagt udelukket. Men blandt jøder, der levede udenfor pasha’ens rækkevidde, lykkedes det at skabe stemning før oprettelsen af et særligt jødisk korps. Men man havde gjort regning uden vært. For englænderne ville ikke have det. De var åbenbart bange for at en jødisk militær indsats skulle føre til at der blev rejst krav om dannelsen af en jødisk stat i Palæstina, hvilket jo var zionisternes erklærede mål, og Kitchener styrede målbevidst henimod at få Palæstina lagt ind under britisk overhøjhed, en bestræbelse der fik sin første, famlende form i Sykes-Picot-overenskomsten. Dog lykkedes det trods den britiske modstand at få dannet en mindre militær enhed, som tog del i operationerne ved Gallipoli, hvorefter englænderne opløste den.

Men da general Allenby førte krigen ind i selve Palæstina i 1917 og havde brug for alt, hvad han kunne skrabe sammen af soldater, blev der endnu engang stillet nogle enheder på benene, i alt et par tusind mand, der udmærkede sig ved overgangen over Jordan og den endelige sejr over tyrkerne ved Megiddo-passet, hvor engang en jødisk konge, den fromme Joshia, var faldet i kampen mod ægypterne. Dog, så snart krigen var forbi, skyndte englænderne sig med at afmønstre den jødiske legion. Frontkæmperne var imidlertid ikke de eneste jøder, som bevidst brød med neutralitetspolitikken. Den zionistiske bevægelses leder dr. Weizmann gik ligeledes med liv og sjæl ind for de allieredes sag, og da han, der var bosat i England, som videnskabsmand havde fået mulighed før at yde den britiske regering store tjenester under krigen, skabte det i regeringskredse en goodwill for tanken om at opfylde de zionistiske ønsker i større eller mindre udstrækning. Det var en idé der ikke var uforenlig med Kitcheners arbejde for at få Palæstina inkorporeret i det britiske imperium. Således ræsonnerede i hvert fald en række af de mest fremstående engelske politikere, Lloyd George, Edward Grey, Lord Balfour, Herbert Samuel og Winston Churchill. Kitchener selv var død på det tidspunkt.

I løbet af vinteren 1915/16 var Kitcheners tanke om at gøre Palæstina til en stødpudestat for Ægypten blevet drøftet indgående i det britiske kabinet, og der var en stigende forståelse af, at det kun kunne lade sig virkeliggøre, hvis man lod jøderne få hånd i hanke med administrationen. Det var med andre ord det zionistiske synspunkt, som regeringen var kommet til ad helt andre veje, nemlig ud fra sine imperialistiske interesser, der på samme tid førte til Sykes-Picot-aftalen, hvor et særskilt palæstinensisk område for første gang var kommet på dagsordenen som en nødudvej. Kun en nødudvej, thi mærkeligt nok havde regeringen ikke underrettet sin orientekspert Sir Mark Sykes om de løbende forhandlinger med zionisterne. Sykes var da også nået til sit resultat ud fra helt andre forestillinger. Han var en overordentlig intelligent mand og en personlighed, der reagerede heftigt på alt, hvad han oplevede. Han var kommet til at hade levantineren, araberen som han havde udviklet sig, efter at han var kommet under vestlig indflydelse: »Veltalende, lumske, hidsige og feje er de, degenererede af at have levet et liv i lediggang, de foragter landbrugerne, som en cockney foragter en bondeknold; de hader tyrkerne, som er dem uendeligt overlegne; de er dovne ud over al beskrivelse og så lastefulde, som deres udmarvede legemet tillader dem det, altid parat til optøjer og til at myrde for fanatismens skyld, så længe der ikke er nogen fare ved det; de afskyr europæerne med et skinhelligt og sanseløst had.« Således så Sykes på by-araberen. Han var ikke mere optimistisk, når det gjaldt beduinen: »I Manaieh kamperede jeg for første gang blandt Shammer-arabernes store stamme, og jeg må sige at en mere rovgrisk og ubehøvlet samling slyngler vil det være svært at finde. Disse dyr er desværre renlivede beduiner og er ikke blevet spædet op med tyrkisk eller kurdisk blod, som altid har en mildnende og kultiverende indvirkning på disse ørkenbanditter.« Ikke desto mindre troede Sykes at der fandtes en ægte araber, der var ubesmittet af byerne og af vestens demoraliserende indflydelse, og bag hans forhandlinger skimter man et håb om at England og Frankrig i forening vil være i stand til at tilintetgøre Levanten (i hans forstand af ordet) og genoprejse de ægte og rene af hjertet. Det slog ham ikke at det netop var Vesten, der havde skabt Levanten.

Omtrent på samme måde så Sykes også på jøderne. Som de var, når man traf dem i de europæiske byer, var han ikke nogen ven af dem, den assimilerede jøde forekom ham udvandet og præget af alle de mindreværdskomplekser og den rastløse energi, som det menneske, der må tilpasse sig et miljø, hvor han ikke hører hjemme, eller hvor han ikke bliver anerkendt, uundgåeligt bliver. Men også for dem troede Sykes på en genoprejsning, og her kunne han pege på en realitet, zionismen, der ville »vise jødernes evne til at frembringe en kraftig og simpel landbefolkning«. De ville, mente han, forvandle sig, blive en nation, gå klædt i deres nationale dragt, dyrke Judæas jord, mens de sang folkesange og dansede til deres nationale musik. Og det var den zionistiske bevægelse, der skulle udvirke alt dette; han havde tidligere været imod den, fordi han troede at den var kosmopolitisme og slet finans, nu indså han at han havde uret. Zionismen var god nok. Hvis de allierede vandt krigen, ville hele Middeløsten regenerere, derom var Sykes overbevidst. Araberne ville ophøre med at ræsonnere som »skraldemænd« og vandre i filosoffernes visdom. Jøderne ville blive »magre og broncegyldne«. Og de to nationale bevægelser ville gavne hinanden, de ville så at sige genskabe de to folk i takt, og jo før de forenede sig, des bedre. Sykes spekulerede endog på en arabisk-zionistisk entente og pålagde de arabiske ledere i Kairo og Mekka at virkeliggøre den. Det var sådanne optimistiske tanker der lå bag den britiske regerings initiativ i krigsårene. Den lovede i 1915 araberne at der skulle dannes et arabisk storrige og i 1917 jøderne at de skulle få et nationalhjem, og den var forvisset om at der ikke var nogen fundamental uoverensstemmelse mellem de to løfter.

Den såkaldte Balfour-deklaration er simpelthen et brev, som Balfour på regeringens vegne skrev til Lord James de Rothschild, hvem han i al korthed meddelte, at regeringen havde sanktioneret de zionistiske mål, så med velvilje på oprettelsen af et nationalhjem i Palæstina før det jødiske folk og ville gøre sit bedste for at lette virkeliggørelsen af dette mål under den forudsætning at ikke-jødiske folkegruppers interesser respekteredes såvelsom de jøders rettigheder og politiske status, der levede i andre lande. Man kunne have ønsket at Balfour havde været en smule mere udførlig i sine udtalelser, men formodentlig har regeringen ikke villet binde sine egne hænder ved speciferede løfter og forpligtelser. Hvad der menes med udtrykket »nationalhjem«, kan der imidlertid ikke være tvivl om, det er siden blevet udførligt forklaret af mænd, som på det pågældende tidspunkt sad i regeringen og havde deltaget i forhandlingerne om sagen, nemlig Lloyd George og Winston Churchill. Kortest er Lloyd Georges forklaring: »Det var ikke regeringens tanke at der straks skulle etableres en jødisk stat i kraft af fredstraktaten uden hensyn til, hvad flertallet af indbyggerne ønskede. Men man tænkte sig at når tiden var kommet til at tilstå Palæstina repræsentative institutioner, ville man, hvis jøderne i mellemtiden havde udnyttet den lejlighed der var blevet tilbudt med ideen om et nationalhjem og var blevet et afgjort flertal blandt indbyggerne, tillade at Palæstina skulle blive en jødisk stat«. Lord Balfours brev var dateret d. 2. november 1917. Dets fremkomst vakte begejstring blandt alle zionistiske jøder, og ved et stort demonstrationsmøde i Covent Garden, hvor dr. Weizmann var hovedtaler, var også to arabere blandt talerne. Den eneste gruppe der protesterede, var Englands rige jøder, der betragtede tanken om en jødisk stat som en trussel mod den assimilation, de troede på og som de havde valgt for deres eget vedkommende.

Men det var vigtigere, hvad arabernes ledere ville sige til Balfourdeklarationen. Den blev offentliggjort på et tidspunkt, da de allieredes sag ikke stod alt for godt og Hussain selv havde oplevet nogle dybe skuffelser. Han havde i december 1916 proklameret sig som konge over alle arabere, men de allierede protesterede og ville kun anerkende ham som konge af Hedjas, hvad han måtte opfatte som et bedrageri, eftersom Kitchener og McMahon havde stillet ham kalifatet i udsigt. I november 1917 kom den russiske revolution, hvorved den ene af de allierede magter faldt ud, og spørgsmålet om hvordan krigen ville ende blev problematisk. Blandt de første ting den revolutionære regering foretog sig, var at offentliggøre alle de hemmelige traktater, den fandt i det russiske udenrigsministeriums arkiver, og blandt dem Sykes-Picot-aftalen. Djemal Pasha var ikke sen til at udnytte sin chance, og i en tale i Beirut afslørede han traktatens eksistens for araberne, ja han gik endda et skridt videre, idet han sendte et budskab til Hussain og underrettede ham personligt om traktatens indhold og antydede muligheden af en forsoning mellem dem. For Hussain var det en virkelig fristelse. På det tidspunkt var udfaldet af krigen aldeles uvist, og kongen måtte til sin fortrydelse erkende, at den arabiske krigsdeltagelse næsten udelukkende kom fra hans eget rige, i ringe grad fra Mesopotamien og overhovedet ikke fra Syrien og Palæstinaaraberne, som forholdt sig passive. Forsåvidt var hans opfordring til almindelig rejsning slået fejl.

Det var i denne situation han også måtte tage standpunkt til Balfour-deklarationen. I hans øjeblikkelige dilemma frembød den visse taktiske fordele: den var i uoverensstemmelse med Sykes-Picot-aftalen og derfor nyttig før ham. Hvad Hussain mest frygtede, var at franskmændene skulle sætte sig fast i Levanten, den frugtbareste og kulturelt mest fremskredne del af, hvad han regnede for sit rige. Men zionisterne kunne med fordel spilles ud imod dem. Måske har Sykes bestyrket Hussain i disse tanker, en ejendommelig mulighed, forsåvidt som Sykes dog var den egentlige ophavsmand til traktaten, men en mand der havde arbejdet med bundet mandat og efterhånden var kommet til den overbevisning at forudsætningen for traktaten var fejlagtig, fordi det var en arabisk enhed, det kom an på, ja mere end det: arabisk-jødisk enhed. Også T. E. Lawrence, som repræsenterede et rendyrket arabisk standpunkt, synes på denne tid at have trukket i samme retning og skrev: »I Palæstina håber araberne at englænderne vil beholde, hvad de har erobret. De vil ikke godkende jødisk uafhængighed for Palæstina, men vil af al kraft støtte jødisk infiltration, hvis denne finder sted under engelsk og ikke under internationalt dække. Hvis der bliver gjort noget forsøg på at etablere en international kontrol, som foreslået i Sykes-Picot-kontrakten, vil Faisal gå ind for selvbestemmelse i Palæstina og give den arabiske regerings støtte til Palæstinas bønder for at undgå ekspropriation.« Det kan på denne baggrund ikke forundre at der i det arabiske blad Al Quibla, der udgives i Mekka, d. 23.3.1918 stod en artikel, som var skrevet af Hussain personligt, som opfordrede araberne til at tage venligt imod de indvandrende jøder: »Vi opfordrer den arabiske befolkning til at besinde sig på deres hellige bøger og traditioner og formaner dem til at hilse jøderne velkommen som brødre og samarbejde med dem før et fælles bedste.«

Da krigen var afsluttet og fredsforhandlingerne begyndt, sendte Hussain Faisal til Frankrig som repræsentant for den arabiske verden, og her mødte han i januar 1919 zionisternes leder dr. Weizmann. - Deres forhandlinger afsluttedes med en formel overenskomst, hvis artikel III lyder: Alle nødvendige forht5ldstegler skal tages for at stimulere jødernes indvandring i Palæstina i stor målestok og hurtigst muligt få de jødiske emigranter anbragt i landbrug ved tættere kolonisering og ved intensiv opdyrkning af jorden. Ved sådanne forholdsregler skal de arabiske bønder og småbrugere have deres rettigheder beskyttet og nyde hjælp i bestræbelserne for at forbedre deres økonomiske udvikling.«

Hverken Faisal eller Hussain eller andre medlemmer af det hashemittiske hus nærede uvilje mod jøderne, hvem de i overensstemmelse med Koranen og Bibelen anså for nærbeslægtede folk. Og Faisal var en koranstærk mand. Men han var tillige en intelligent mand, som havde en realistisk vurdering af de arabiske folks situation, som den formede sig på et tidspunkt, da de stod overfor at skulle danne et rige for første gang i mange århundreder. Han var meget godt klar over at de stød langt tilbage, havde umådeligt meget at lære og nødvendigvis måtte lade sig belære af andre. Franskmændene hadede han, englænderne var han velvillig men dog skeptisk overfor; hvad var da mere naturligt end at det blev brødrefolket, som havde tilegnet sig hele den vesteuropæiske kundskab og teknik, og som var ved at vende hjem, araberne måtte vende sig til ? Faisal og Hussain var kommet til at se på problemet på samme måde som Mark Sykes og måske ikke upåvirket af ham. De skulle alle blive som eet folk. Det var en ringe pris at give jøderne at lade dem få den stump jord, som målt med en arabisk alen var så lille at det knapt kunne ses på kortet, og som aldrig kunne blive en fare for araberne, forudsat, vel at mærke, at de allierede holdt deres løfte til dem og tillod dem at oprette eet arabisk rige. Men hvis det ikke blev tilfældet, var forholdet et andet, da kunne det rumme alle mulige spirer til ufred, at der fandtes et land inden for den arabiske verden, som ikke var arabisk og ikke var islamisk.

Det var sådanne tanker der opfyldte Faisal, og de fik ham til, da traktaten var afsluttet, at føje en efterskrift til, skrevet med hans egen hånd, og på arabisk, mens den øvrige tekst var affattet på fransk, sålydende: »Under forudsætning af at araberne får deres uafhængighed som krævet i mit memorandum af d. 4. januar 1919 til det britiske udenrigsministerium, er jeg indforstået med de ovenanførte artikler. Men hvis der bliver lavet den allermindste ændring, vil jeg ikke være forpligtet af et eneste ord i nærværende overenskomst, der da skal betragtes som sat ud af funktion og uden al gyldighed, og jeg vil ikke i nøgen måde holdes ansvarlig for den.«

Da emir Faisal ankom til Paris i januar 1919 som leder af den delegation, der skulle deltage i fredskonferencen, blev han konfronteret med det europæiske diplomati i al dets uhygge. Han, der ikke beherskede andre sprog til fuldkommenhed end arabisk, stod fortabt mellem folk som Clémenceau og Lloyd George. Der var tre hovedstrømninger, som gjorde sig gældende ved behandlingen af det arabiske problem; der var de britiske interesser i Mesopotamien og Palæstina, de franske i Syrien og de zionistiske. Med de sidste affandt han sig hurtigt, men over for de to andre følte han sig på gyngende grund. Han kom med McMahons løfter i baghånden men opdagede, at de ikke spillede nogen større rolle i det store spil. På den anden side var Sykes-Picot-aftalerne åbenbart heller ikke, som han havde frygtet, en ordning, de allierede kunne samles om. For Clémenceau var sagen simpel nok: han stod på traktatens grund, og det gjaldt kun om at få Faisal - og England - til at respektere den. For England var traktaten et antikveret dokument, som var blevet til ud fra forudsætninger, der ikke længere havde gyldighed. For det første var det en tremagtsaftale, men den ene af de tre parter var nu ude afspillet. For det andet betød Ruslands forsvinden fra den politiske scene, at magtbalancen var blevet en anden: sålænge Rusland var der, havde Frankrig været en stabiliserende og uundværlig faktor, hvem det gjaldt om at holde fast i spillet i Mellemøsten; da Rusland var væk, blev Frankrig påny, hvad det havde været i århundreder, Englands rival, og derfor en faktor, den britiske regering helst så forsvinde fra den middeløstlige skueplads; men det var et puslespil, for samtidig med at det gjaldt om at få Frankrig skubbet ud af Mellemøsten, hvor det var blevet overflødigt som tredje part efter Ruslands bortfald, gjaldt det om at fastholde det som allieret i Europa, hvor det stadig var påkrævet som modvægt til det besejrede, men fremdeles farlige Tyskland. Og set fra et engelsk synspunkt var forholdene i Europa vigtigst. Hvis det derfor skulle komme til et valg: Faisal eller Clémenceau, måtte England vælge den sidste og svigte sin arabiske forbundsfælle og dermed også sine løfter til Hussain.

Der var en tredje grund til, at Sykes-Picot-overenskomsten efter englændernes mening ikke kunne fores ud i livet. Da de tre magter var enedes om at dele byttet efter det tyrkiske dødsbo mellem sig, havde de ikke anelse om, at der var noget i retning af en arabisk nationalfølelse, som var ved at bundfælde sig, og som det ville være farligt at ignorere. Men ved krigens afslutning var det åbenbart for enhver, at der var rørelser i Mesopotamien og Syrien, som ikke kunne gå i spand med et kolonialt styre. Og alligevel nægtede den franske regering at anerkende den hårde kendsgerning; den troede stadig, det var muligt at skære en luns ud af det store asiatiske folkelegeme og gøre den til en koloni omtrent som på Dupleix’ og Clives tid. Clémenceau var den gamle skoles mand. Lloyd George indså, at det kunne blive en skæbnesvanger politik. Han fik Clémenceau overtalt til at afstå Palæstina og Mosul-området, som Sykes-Picot-overenskomsten havde lagt til Syrien, mod rimelig godtgørelse i form af andel i olieudbyttet af Mosul-felterne. For Frankrigs egentlige interesser lå i Syrien. Dér var Clémenceau til gengæld ikke til at rokke, og Lloyd Georges forestillinger om, at en hårdhændet kolonipolitik ville udløse en arabisk rejsning, som kunne brede sig til hele Mellemøsten, fandt ikke gehør. »Lloyd George siger, at franskmændene bare laver ris til deres egen bag,« skriver oberst House i sin dagbog, »og at krigen er uundgåelig, hvis de insisterer på deres nuværende planer.« Faisal erklærede, at han ikke ville holdes ansvarlig for, hvad der måtte ske, hvis franskmændene forøgede deres tropper i Syrien med så meget som en eneste soldat. Også den øverstbefalende for de britiske styrker i Mellemøsten, general Allenby, så alvorligt på situationen: »Et ord fra Faisal, og alle de krigeriske beduiner øst for Jordan, af hvis velvilje Palæstinas sikkerhed og vore forbindelseslinjer afhænger, vil være på halsen af os. En sådan rejsning af beduiner vil også sætte stammerne fra Sinai op imod os, og der vil uvægerligt blive uroligheder i Ægypten og Sudan, og da vil jeg være fuldstændigt ude af stand til at klare situationen med de tropper, jeg har til rådighed.« Den ellers så fredsommelige og mådeholdne Faisals uforsonlige holdning over for franskmændene har sin forklaring. Hans og Hussains stilling var ikke let. Der var i vide kredse en kraftig uvilje mod deres alliance med vestmagterne, en alliance med kristne magter mod den førende islamiske magt og mod kaliffen selv. Det var ikke frit for, at de så på Hussain som en forræder mod islam. Særligt var sådanne stemninger fremherskende i Syrien og Palæstina, der ikke havde været aktive i krigen og for det store flertal af befolkningernes vedkommende havde været loyale mod Tyrkiet til den bitre ende, og forsåvidt det kan være berettiget at tale om en nationalistisk bevægelse i disse områder, var det ikke en besindelse på eget værd, egen fortid eller lignende, og ikke en front imod den tyrkiske undertrykker, men en forbitrelse imod de kristne befriere, som kom og tænkte på at blive. Men nogen panarabisk samfølelse var de sig ikke bevidst, og den arabiske storstat, Hussain havde stilet henimod, spillede ikke nogen rolle i deres bevidsthed, ligesom ingen af dem var interesseret i at se Hussain som kalif eller Mekka som kalifatets sæde.

I den situation havde Hussain ikke anden mulighed end at bevise sin gode islamiske indstilling ved at være lige så afvisende øver for de vantro, og det måtte da først og fremmest gå ud over franskmændene, der havde gjort sig særlig forhadt ved deres uforstående fremfærd. Englænderne var meget bedre estimeret, og Faisal forsøgte at spille dem ud imod franskmændene. Men det var mere, end han kunne klare. Det var således ikke blot Sykes-Picot-aftalerne, men også drømmen om et Storarabien og om et kalifat i Mekka, der forsvandt som røg i den blå luft. Lloyd George var blevet træt af det evige tovtrækkeri og lod Sykes-Picot-overenskomsten vederfares retfærdighed for såvidt Frankrig angik. Men det er en ironisk kommentar til udviklingen, at den egentlige skaber af denne overenskomst, Mark Sykes, der netop havde været på rejse i Mellemøsten, skyndte sig hjem før at advare mød planer, der nu forekom ham fuldkommen urealistiske. Han blev imidlertid syg og døde få dage efter sin ankomst til Paris. Så lod Faisal sig da overtale til at indvillige i det franske mandat. Der blev undertegnet en foreløbig traktat i november 1919, som skulle have gyldighed, indtil den endelige fred var sluttet.

Nyheden om denne traktat fremkaldte imidlertid den største ophidselse i Syrien, og det nyttede intet, at Faisal personligt kom til Damaskus og anbefalede dens godkendelse. Hvis vi ikke gør det, sagde han, bliver der krig. Man svarede ham: vi er parate til at erklære både Frankrig og England krig! Bølgerne gik højt i Damaskus. Det er en af verdens ældste byer, men også en af de yngste, forsåvidt som der i de dage fødtes noget nyt, den arabiske nationalisme i sine første tumultuariske manifestationer, hvor man i begejstringens og ophidselsens rus ville vise verden, at man var et folk, en nation, en stat, der godt kunne klare sig selv. I de dage var Syrien den arabiske verdens stødtrop, Damaskus dens navle og den syriske frihedskamp hele det kuede Islams. De hektiske stemninger søgte udtryk gennem afholdelsen af en kongres, hvori også et stort antal landflygtige eller emigrerede irakesere tog del. Kongressen vedtog straks at proklamere Syriens uafhængighed, og den udråbte Faisal til konge af Syrien, mens Abdullah af de tilstedeværende irakesere på samme tid blev udpeget til konge i Trak, hvis selvstændighed man således tog forskud på. Faisals regeringstid i Syrien blev ikke lang. I foråret 1920 mødtes stormagternes forhandlere i San Remo, og d. 25. april blev den endelige fred for Mellemøsten sluttet. Det blev vedtaget, at Frankrig skulle have mandat over Libanon og Syrien, dog således at det skulle styre Libanon direkte, men tillade eksistensen af en arabisk stat under fransk protektion i Syrien med Damaskus som midtpunkt. England skulle have mandat over Palæstina, men med forpligtelse til at oprette et jødisk nationalhjem i overensstemmelse med Balfour-deklarationen, og desuden mandatet over Irak, der skulle styres direkte af England. Fredsslutningen bragte stemningen på kogepunktet i Syrien, og den franske regering, der kun havde fået ret til at have tropper i Libanon, besluttede at benytte lejligheden til straks at få fredsslutningens bestemmelse om eksistensen af en syrisk stat sat ud af funktion: Den bemyndigede derfor den kommanderende general i Libanon til at stille den syriske regering et ultimatum, som indeholdt en række uantagelige krav, der skulle være opfyldt i løbet af fire dage. I modsat fald forbeholdt de franske myndigheder sig fuld handlingsfrihed.

I de følgende uger udviklede alt sig til kaos; syriske friskarer søgte at sætte sig op imod de franske styrker. Faisal var endnu engang villig til at bøje sig for overmagten, men kunne ikke vinde gehør blandt sine egne, han flygtede ud af Damaskus, og d. 28 juli måtte han overgive sig til de franske tropper, som stillede et skib til rådighed og førte ham ud af landet. Clemenceau havde fået sin vilje. Sykes-Picot-overenskomsten var blevet til virkelighed for de franske interessers vedkommende, og San-Remo-freden, der havde indført visse modificerende bestemmelser, var - 3 måneder efter dens afslutning - blevet malet til støv.

Syriens tilfælde er måske det mest ekstreme i årene efter første verdenskrig, da det tyrkiske storrige gik i spåner, og ingen rigtig vidste, hvad der skulle udfylde det opståede vakuum. Den Sykes-Picotske model var håbløst forældet, da den skulle sættes i scene, og kun franskmændene forsøgte det. Det kom til at koste dem dyrt, og efter en ny rejsning blandt syrerne i 1925 måtte de dog gøre koncessioner: både Libanon og Syrien blev erklæret før at være republikker, og der blev truffet foranstaltninger til at ændre mandatet til et gensidigt traktatforhold. Det vat dog først i 1936, at det lykkedes Léon Blums folkefrontsregering at få det gennemført, men inden det franske senat havde fået ratificeret traktaten, var Blum styrtet, og der kom ikke mere ud af den sag. Det blev da formlen, de arabiske lande fulgte i denne tid: et påtvunget mandatstyre, en rejsning, der slås ned, men som tvinger mandatarmagten til at ændre mandatet til et mere eller mindre frivilligt traktatforhold med visse reservationer, og endelig en stigende antieuropæisk indstilling blandt masserne, der tvinger politikerne til at kræve fuld og ubetinget frihed til trods for, at det aner de klogeste blandt dem, at de endnu ikke er i stand til at administrere denne ubetingede frihed på betryggende måde. Følgen bliver, at de ender i militære diktaturer.

I Ægypten begyndte den nationale rejsning to dage efter, at krigshandlingerne var ophørt. En delegation (på arabisk Wafd, hvoraf navnet på det nationalistparti, der voksede ud af denne begivenhed) indfandt sig hos højkommissæren og frembragte folkets ønsker om Ægyptens uafhængighed og om tilladelse til, at delegationen begav sig til Paris for at forelægge deres sag for fredskonferencen. Men den fik afslag. Så lancerede delegationens leder og betydeligste skikkelse, Saad Zaghlul, en landsomfattende kampagne, mens premierministeren demissionerede som protest, og resultatet blev en bølge af strejker og opstande, som fik den britiske højkommissær til at arrestere Zaghlul og de øvrige delegater og førvise dem til Malta. Det gjorde opstandsbølgen endnu heftigere, og der fulgte en periode, hvor tvang og modstand blev en stadigt drejende spiral, der tenderede mod en kulmination. Men engelske statsmænd sætter sjældent tingene på spidsen. Da krisen var på sit højdepunkt i Syrien, bombarderede franskmændene Damaskus; på det tilsvarende stadium i Ægypten sendte den britiske regering en kommission derned for at undersøge forholdene og stille forslag til en fremtidig politik. De resultater, lord Milner, som på det tidspunkt var koloniminister, kom til, har siden vist vejen fremad og også haft betydning for løsningen af det engelsk-irakesiske mellemværende. Han foreslog en alliance mellem Ægypten og England på basis af en anerkendelse af Ægyptens uafhængighed med visse forbehold, der sigtede på beskyttelse af engelske interesser og derfor indbefattede britisk militær på ægyptisk grund. De ægyptiske nationalister ville ikke anerkende en sådan form for uafhængighed, de ville have alt eller intet, men måtte alligevel finde sig i at få noget, idet England i 1922 anerkendte Ægyptens uafhængighed, men udskød afgørelsen af de mest prekære stridsspørgsmål, Sudans fremtid, forsvaret, sikringen af forbindelseslinjerne og eksterritorialitet, til senere afgørelse. Ved samme lejlighed blev Ægypten lavet om til et kongerige, og d. 15. marts proklamerede sultan Fuad sig selv som konge af Ægypten og Sudan. Den sidste tilføjelse var et kup fra hans side, og englænderne måtte tvinge ham til at opgive den, på samme måde som de havde tvunget Hussain til at opgive sit krav på at være konge over alle arabere og kun kalde sig konge af Hedjas.

Året efter kom Zaghlul og hans medforviste tilbage fra deres fangenskab, og i 1924 førte han ved de første parlamentsvalg i Ægypten sir parti, Wafd, frem til en overvældende sejr. De yderliggående nationalister var fra nu af det stærkeste parti gennem tredive år. Det skabte en konstant spænding, ikke blot i forholdet til England, men også til kongen, først Fuad, siden hans søn Faruk, idet disse ikke var bundet af nogen parlamentarisk praksis, og det blev derfor et bestandig tilbagevendende fænomen, at parlamentsvalgene skabte et stort Wafd-flertal, derefter dannedes en Wafd-regering, som før eller senere kom i karambolage med kongen, der tilsidst tabte tålmodigheden, afskedigede regeringen, opløste parlamentet og udnævnte en »stærk mand« til at styre landet, indtil enten en voldsom folkelig spænding eller britiske henstillinger nødte kongen til påny at udskrive valg, hvorved Wafd atter fik flertal, og således blev rouletten ved med at gå lige til militærkuppet i 1952, der førte til kongedømmets afskaffelse. I 1936 lykkedes det imidlertid at få en traktat i stand, der bragte Ægypten et skridt nærmere den fuldstændige uafhængighed, og som begge parter, i modsætning til hvad tilfældet var i 1922, da traktaten var et unilateralt foretagende, enedes om. Det kunne de takke italienerne for. Mussolinis erobring af Abessinien fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på alle ægyptere, for hvad ville der være sket med dem, hvis englænderne ikke havde haft deres væbnede styrker i landet ? Tanken om at blive indlemmet i et italiensk fascistisk imperium huede dem ikke. Der blev dannet en folkefrontsregering med Wafd som det ledende parti for at forhandle om en revision af traktaten, og det lykkedes. Den nye overenskomst erklærede den britiske militærokkupation af Ægypten for at være afsluttet, men England fik dog ret til at holde tropper endnu i tyve år i en zone langs Suez-kanalen, og en særlig bestemmelse forpligtede de to lande til gensidig hjælp i krigstilfælde, ligesom den forudsatte en almindelig alliance mellem dem. Det vanskelige spørgsmål om Sudan blev stadig holdt svævende, forsåvidt som den gamle bestemmelse om, at det skulle være et fællesanliggende, kondominium, der stammede fra 1899, forblev i kraft, idet det dog tilføjedes, at begge regeringer skulle have ret til at slutte nye konventioner.

Da England i 1920 fik overdraget Irak som mandat, udbrød der øjeblikkeligt nationalistiske uroligheder i det nydannede land. Det havde intim forbindelse med Syrien, som det udgør en geografisk enhed med, idet det er den samme ørken, der randes mod øst af dobbelt-floden og mod vest af de frugtbare kystegne, og Eufrat flyder gennem begge stater. Det er ikke nogen tilfældighed, at Assyrien, som den nordlige Del af det nuværende Irak hed i oldtiden, og Syrien er et og samme navn. I Damaskus levede der en mængde irakesere, og de var vidne til det syriske oprør i 1920, som derfor øjeblikkeligt forplantede sig til nabolandet. Der blev dannet en slags eksilregering i Damaskus, og den accepterede Faisals broder Abdullah som Iraks konge, men han nåede aldrig at komme til at fungere, thi forinden satte det britiske modstod ind med et vældigt opbud af militær. T. E. Lawrence, der virkede bag kulisserne for sine arabiske venner, skrev i et brev om tilstanden: »Vor regering er værre end det gamle tyrkiske system. De holdt en besætning på 14.000 udskrevne mand og slog årligt omkring to hundrede arabere ihjel for at opretholde freden. Vi har 90.000 mand med flyvemaskiner, kampvogne, kanonbåde og armerede tog. Vi har dræbt 10.000 arabere under opstanden i sommer. Vi kan ikke blive ved med at opretholde et sådant gennemsnit: det er et fattigt land, tyndt befolket: men Abdul Hamid ville have applauderet sin overmand, hvis han havde set os i arbejde. Hvor længe skal vi tillade millioner af pund, tusinder af imperiets soldater og titusinder af arabere at blive ofret til fordel for et kolonistyre, som ingen andre har fordel af end administratorerne.« Men opgaven var ikke let. Man kunne af Lawrences udtalelser forledes til at forestille sig de ansvarlige britiske statsmænd som brutale kynikere, men det var ikke tilfældet. Den ansvarlige civile leder under oprøret var A. T. Wilson, der omtalte sig selv som »en mand, der sympatiserer med den demokratiske i modsætning til den bureaukratiske regering, og hvis jeg finder mig ude af stand til at tale til fordel for en øjeblikkelig indførelse af en logisk plan for en arabisk regering i Irak, er det fordi jeg tror at resultatet ville blive det modsatte af en demokratisk regering.« Deri havde han ret. Det skulle siden vise sig. Men undertiden vil selv et korrupt nationalt demokrati være at foretrække for den bedste af alle tænkelige formynderregeringer, fordi mennesker må gøre deres egne erfaringer, også erfaringer om deres egen uduelighed, for de bliver klare over at de er uduelige.

Men den grad af højere visdom og psykologisk indsigt var det forbeholdt Sir Percy Cox, Iraks første højkommissær, at formulere. Han tog risikoen ved at give irakeserne selv ansvaret for styret. I slutningen af 1920, inden oprøret endnu var nedkæmpet, oprettede han et arabisk statsråd med britiske rådgivere. I 1921 gik han under påvirkning af Lawrence med til at opfordre Faisal, der var jaget ud af Syrien af franskmændene, men som havde været englændernes særlige ven og forbundsfælle, hvem man skyldte et rimeligt hensyn, til ar overtage den irakesiske krone, og 1922 blev en engelsk-irakesisk traktat vedtaget og underskrevet af den arabiske regering omend under voldsom modstand af de ekstreme nationalister, der ville have mandatet bragt til ophør og ikke ønskede nogen overenskomst med mandataren. Den mindede en del om den af lord Milner inspirerede ordning, som England gennemførte i Ægypten i samme år, og også for Iraks vedkommende blev traktaten det første skridt henimod mere stabile tilstande. Traktaten blev revideret i 1926 og 1930, nu på basis af en engelsk-irakesisk alliance og med ret for britiske tropper til at passere irakesisk territorium og benytte flyvepladserne ved Basra og Bagdad (Shaiba og Habbanija). Ligeledes hed det at ingen af de to parter måtte føre en udenrigspolitik, der kunne være den anden part til skade. Denne traktat var som et første udkast til den Bagdad-pagt, der skulle komme 25 år senere, og utvivlsomt har den været med til at skabe det psykologiske grundlag før Bagdad-pagtens gennemførlighed. Ellers kunne man ikke sige at englænderne var populære. Irakeserne er et folk, hvis udviklingstrin nærmere henviser dem til fællesskab med ørkenbeduinerne, som de grænser op til og er rekruteret fra, end til levantinerne, med hvem de dog også har livlig kontakt, og fra hvem de har modtaget hvad de har af kultur. Deres fanatisme voldte også kong Faisal megen bekymring. Heller ikke han blev populær i landet. Han var før kultiveret og tolerant, og så tilhørte han ikke den ekstreme islamiske sekt, shiiterne, som udgør halvdelen af Iraks befolkning og den dominerende halvdel. Denne fanatisme gav sig mange uhyggelige udslag, særligt i form af førfølgelser af de religiøse og nationale mindretal, kurdere, jøder og de såkaldte assyrere, der er kristne. Det må være en trøst at kurderne og assyrerne ikke har noget at lade irakeserne høre, de er alle lige nær beduinmentaliteten med deres razziamoral. Et kurdisk ordsprog siger: En kamel er ikke et dyr, en araber ikke et menneske. Irakeseren svarer: Der er tre plager i verden, græshopper, rotter og kurdere.

Assyrerne havde oprindeligt levet på tyrkisk jord, men var blevet førdrevet i 1924 og havde slået sig ned i Irak, hvor den engelske højkommissær lovede dem beskyttelse. I 1933 blev mandatet ophævet og Trak et selvstændigt land og på engelsk anbefaling medlem af Folkeforbundet. Men næppe var det sket, før den irakesiske regering besluttede sig til at fejre uafhængigheden med at udrydde assyrerne. Og således skete det efter en vel tilrettelagt plan. Man fik lokket engelske piloter til at flyve hen over de assyriske landsbyer og nedkaste flyveblade med en opfordring til assyrerne om at komme ud af deres hjemstæder og nedlægge våbnene, så ville regeringen love dem sin beskyttelse; men da de kom våbenløse ud, blev de alle mejet ned af de irakesiske maskingeværer. Kong Faisal opholdt sig på det tidspunkt i udlandet. Han døde året efter, nogle mener nedbrudt af fortvivlelse øver skændselsgerningen. Fra da af gik det tilbage i landet. Sønnen Ghazi formåede ikke at præge udviklingen, han var mest interesseret i bilsport, og det døde han af kun fem år senere, hvorpå hans fireårige søn blev konge som Faisal II og fik en onkel til formynder og regent, Abdul Illah, der er søn af Hussains ældste søn Ali, om hvem historien ikke ved stort at berette; han skulle have arvet Hedjas’ trone efter Hussain, det kom han af grunde, der senere skal meddeles, ikke til, og iøvrigt døde han i 1936. Men Abdul Illah, der repræsenterer den lige linje fra profeten (som den ældste søn af den ældste søn af Hussain), er udset til at være et kommende Storsyriens konge, og det er det nærmeste, man kan komme i retning af at virkeliggøre den titel, Hussain havde tiltaget sig og englænderne berøvet ham: arabernes konge. Kun tiden kan vise, om der er mere kød på det ben. Noget præg på Iraks politiske liv har han ikke formået at sætte. Det gik i opløsning. I 1936 tog hæren magten ved et kup, og siden har der været et utal af regeringer, uden at det iøvrigt har ændret nogetsomhelst ved nogetsomhelst. Det artede sig som den form for »det modsatte af en demokratisk regering,« som A. T. Wilson i 1920 havde forudset ville blive konsekvensen af at forsøge på at indføre demokratiske institutioner i Mellemøsten.

Det er som der hviler en slægtsforbandelse over det hashemitiske hus. Dets store ædle sønner går bort i utide eller jages til verdens ende for at dø i ensomhed og glemsel, mens kun fortyndet marvsuppe er levnet til de nulevende, som ikke vil kendes ved deres fædrene ophav. Efterkrigsårene var en sørgelig tid for Hussain, der ikke uden grund syntes han var blevet svigtet af alle. Han forsøgte at forvandle Hedjas til en moderne stat, og det ville ikke lykkes for ham. Ude i ørkenen sad ibn Saud, og før ham syntes alt at skulle lykkes. På hans nordgrænse var Shammar-stammen, der i generationer havde været saudiernes arvefjender, den Sykes beskrev som det værste pak han havde truffet. Razziaer mellem de to stammer var almindelige, men efter krigen havde ibn Saud fået overtaget, fordi han havde støttet sig til englænderne - d. e. havde indtaget en velvillig neutralitet mod en månedlig understøttelse på £ 5.000 - mens Shammar-stammen havde holdt på tyrkerne. I 1921 kom det uundgåelige opgør, og ibn Saud erobrede dens residens i oasen Hail, hvorved han blev Iraks nabo, et farligt naboskab, da der ikke var draget nogen nøjagtig grænselinje gennem ørkenen og der derfor kunne blive anledning til alle slags stridigheder. Det kunne der også se ud til at blive, men det var en af ibn Sauds ægte statsmandsegenskaber, at han ikke gerne vovede sig længere ud, end han kunne bunde. Og der var uro på grænsen til Hedjas, vistnok oftest provokeret af Hussains folk, der levede i stadig frygt for, hvad de kunne vente sig fra ørkenen. Der var også religiøse meningsforskelligheder mellem Hussain og ibn Saud, der som wahhabit var kritisk indstillet overfor de øvrige muhammedanere og især ikke kunne tolerere kalifatets genoprettelse.

Men i 1924 mente Hussain endnu engang at have sin chance, thi i det år afskaffede Kemal Atatyrk kalifatet med et pennestrøg, og tre dage efter proklamerede Hussain sig selv som kalif. For ibn Saud var det identisk med en krigserklæring, og da Hussains hovedløse handling kun vakte vrede i den muhammedanske verden udenfor Hedjas, havde ibn Saud let spil. Og det kom ham vel tilpas, for englænderne var netop hørt op med at betale såvel ham såvel som Hussain understøttelser. Og Saudi-Arabien var et fattigt land, langt fattigere end Hedjas med de hellige byer og de store pilgrimsindtægter. Der var en rid, da ibn Saud kunne føre hele finanshovedkassen med sig i sin sadeltaske; nu var det dog kommet så vidt, at der var en særlig finansminister, som opbevarede rigets midler i sit sovekammer. Ibn Sauds kampagne var anlagt som et storstilet opgør med hashemitterne og havde derfor tre retninger, imod Hedjas, imod Irak og imod Transjordanien, hvor Abdullah sad som emir. De to sidste slog fejl; i Transjordanien og Irak blev de xvahhabitiske kamelryttere et let bytte for RAF’s bombemaskiner. Men der var ikke noget RAF i Hedjas, og i løbet af kort tid var Mekka og Medina, havnebyen Jedda og hele landet erobret. Hussain flygtede ikke, men han måtte abdicere, og ellers skete der ham ikke noget. Han var halvfjers år gammel, en knækket mand, skuffet, berøvet alle sine illusioner, og han døde få år senere, glemt af verden, også af de englændere, der engang havde bejlet så stærkt til hans gunst. Men ibn Saud misbrugte ikke sin magt. Mekka og Medina, hvor pilgrimsfærderne bragte velstand og munterhed til huse, må for den strenge wahhabit have stået som Sodoma og Gomorra for Loth. Selv holdt han sit indtog i Mekka, ikke som triumferende sejrherre, men til fods, i usømmet kjortel, som ydmyg pilgrim. Og så holdt den strenge observans sit indtog i Muhammeds hjemsteder. Siden da har ibn Saud ikke ført krige. Hans mål var nået, og belært af sine uheldige erfaringer fra felttogene imod Transjordanien og Irak undlod han klogeligt at antaste Jemen og de britiske protektorater langs Arabiens sydøstkyst. Med Faisal udsonede han sig ved et møde i 1930, der blev afholdt på engelsk tilskyndelse, og hvor muligheder for grænsestridigheder blev skaffet ud af verden.

Men Saudias historie er ikke dermed til ende. Der begynder den først, der bliver den verdenshistorie. Det tog sin begyndelse i året 1931, da ibn Saud mødtes med en amerikansk ingeniør, Charles Crane, som havde opholdt sig i en årrække i Jemen for at hjælpe smamen med at få hans land gjort mere beboeligt ved at skaffe vand og andre kostbarheder til veje. Vind var, hvad ibn Sauds rige mest af alt behøvede, så ibn Saud fik overtalt Crane til at bore i de knastørre kystegne ovre imod øst. Han borede og fandt, kun var det ikke vand, men olie, der kom op. Det var dog ikke store mængder, og det kneb for Crane med at finde nogen, der ville finansiere en effektiv udnyttelse. 1933 lykkedes det dog at interessere Standard Oil Company, og det selskab, der siden fik navnet ARAMCO - Arabian American Oil Company - blev dannet. Først i 1938 blev der dog fundet så rige kilder, at en rentabel drift kunne sættes i gang; men så kom krigen, og arbejdet blev indstillet på ubestemt tid.

Ægypten, Syrien, Libanon, Trak og Arabien danner en helhed, der holdes sammen ved visse forhold, deres kamp imod det tyrkiske styre og deres negative nationalisme, dvs. en nationalisme, der i hovedsagen ytrer sig som fjendtlighed overfor omverdenen, som for dem er identisk med det imperialistiske Europa. Men til de betegnende forhold hører også at de ikke kan undvære det samme Europa, men må efterligne dets teknik og almindelige kultur, til trods for, at det ofte fører dem i konflikt med deres eget kulturelle og religiøse grundlag. I løbet af de tyve år mellem de to krige lykkedes det de arabiske lande at tiltvinge sig en praktisk talt fuld uafhængighed i politisk henseende. Men da de stod overfor at skulle give denne frihed kød og blod i et økonomisk-socialt-kulturelt opbygningsarbejde, viste det sig at de ikke magtede opgaven. Man kunne efterligne de europæiske institutioners form, men ideen med dem ville ikke åbenbare sig. Det europæiske demokrati blev en maske, bag hvilken diktaturet boltrede sig mer eller mindre åbenlyst. Den moderne økonomi i vesten er bygget op på et forfinet teknisk apparat. I de arabiske lande kunne man indføre apparaterne, men ikke bruge og ikke vedligeholde dem. Man kunne efter vestligt monster opbygge et skolevæsen med folkeskole og højere undervisning. Men resultatet blev en halvdannelse, det ofte førte til skæbnesvangre resultater; en ny analfabetisme kunne man kalde det misfoster, der skabtes, og som førte til at en del mennesker var i stand til at tilegne sig den strøm af underlødig tryksværte, som spredes ud over den mellemøstlige verden af fanatiske politikere, betalte propagandister og entreprenante forretningsmænd.

Der var et enkelt område, hvor den antydede mønsterdannelse ikke havde ubetinget gyldighed, det geografiske centrum for de nævnte lande og på mange måder underkastet et skæbnefællesskab med dem, landet, hvor tre religioner strides om prioriteten, Palæstina, som jøderne i oldtiden havde forvandlet fra ørken til agerland gennem femten hundrede år, og arabiske kaliffer, kristne korsfarere og tyrkiske sultaner havde forvandlet til ørken påny gennem andre femten hundrede år. Da europæiske jøder, der var drevet bort fra deres hjemlande af den traditionelle antisemitisme, omkring 1880 begyndte at vende tilbage til deres gamle land, smøgede ærmerne og op tog fat på endnu engang at forvandle ørkenen til opdyrket jord, var det således en proces med et langt historisk perspektiv. Spørgsmålet er, om det vil lykkes dem at gentage eksperimentet, eller om de modgående kræfter vil vise sig for stærke. Det er et spørgsmål af betydning for hele Mellemøsten, fordi Palæstina er det eneste sted, hvor dette eksperiment bliver konsekvent gennemført under geografiske og klimatiske betingelser, der har gyldighed for hele området, og af mennesker, der har de fornødne forudsætninger for at foretage det.

Det var også sådanne tanker, der optog emirerne Hussain og Faisal og bevirkede, at de indtog en positiv holdning til zionismen, ja opfordrede jøder til at indvandre til Palæstina. De forstod, at en sådan indvandring var forudsætningen for at den arabiske verden kunne hæves op af sit forfald. »Vi arbejder sammen for et reformeret og genoplivet Nærøst,« skrev Faisal i et brev til en af de zionistiske ledere, professor Felix Frankfurter, dateret d. 3. marts 1919, »og vore to bevægelser kompletterer hinanden. Den jødiske bevægelse er national og ikke imperialistisk. Vor bevægelse er national og ikke imperialistisk, og der er plads til os begge. Faktisk tror jeg, at ingen af os kan blive en virkelig sukces uden den anden.« I betragtning af, at det var alle araberes åndelige overhoved og udpegede konge og kronprins, som så sådan på tingene, var der al mulig grund til optimisme i den zionistiske lejr. Der var ingen almindelig uvilje imod en jødisk indvandring i den arabiske verden, men netop derfor rejser det spørgsmål sig med uafviselig kraft, hvordan det da kunne gå så skævt, som det siden har vist sig at gøre.

Det britiske mandatstyre begyndte i 1920, skønt mandatet formelt først var endeligt vedtaget og bekræftet af Folkeforbundet i september 1923. Det område, der faldt ind under dets kompetence, omfattede Palæstina og Østjordanlandet og til at administrere området skulle der ved siden af højkommissæren og hans personale være et jødisk rådgivende organ, The Jewish Agency. Der var ikke nogen tilsvarende organisation til at varetage arabernes interesser, en mangel disse beklagede sig over, og som gav dem en følelse af, at de var ved at blive diskrimineret. Til den første højkommissær udpegede den britiske regering en jøde, Herbert Samuel. Valget var velment, men ikke ubetinget heldigt, til trods for at manden var lige så dygtig som retsindig. Men også det stimulerede den arabiske mistænksomhed, hvad der fik ham til i sin iver for at demonstrere sin absolutte upartiskhed at vise en eftergivenhed overfor araberne på punkter, hvor eftergivenhed ikke var på sin plads, nemlig hvor det drejede sig om kriminelle handlinger. Og sådanne udeblev ikke. Der havde naturligvis altid været kriminelle handlinger, vold, overfald og mord, det er uundgåeligt blandt folk, som kun er en generation eller to fjernet fra beduintilværelsen, ja på den tid var af Palæstinas 600.000 arabere de 100.000 fremdeles beduiner uden fast bopæl, og ørkenen strakte sig til Jerusalems porte, så overfald derfra med plyndring, razziaer, hørte til dagens orden. Når der derfor i 1920 opstod uroligheder, som varede i nogle dage og kostede en del menneskeliv, var det ikke nogen nyhed og ikke noget opsigtvækkende. Hvor det ikke drejede sig om razziaer, var religiøs fanatisme rigelig anledning til uroligheder og havde altid været det. Det udelukkede ikke at størstedelen af den arabiske befolkning omgikkes den jødiske på fredelig og venskabelig vis. Det der gjorde urolighederne i 1920 til noget særligt, var at de foregik lige for næsen af engelsk militærmagt og politi, uden at der blev skredet ind, før det gik ud over okkupationsmagten selv. Så slog den til, og ved en militærdomstol blev det fastslået, at urolighederne ikke var opstået spontant, men havde været omhyggeligt planlagt, og at der særligt var én person, som havde ansvaret for det. Han havde imidlertid forstået at salvere sig i tide og var flygtet til udlandet. Han blev da dømt in absentia til ti års fængsel. Men Herbert Samuel, der netop var kommet til mandatet for at overtage sit embede, lod sig vejlede af sin engelske rådgiver, som hævdede, det var klogt at begynde med en forsonlig gestus, og benåede manden, så han få måneder efter kunne holde sit indtog i Jerusalem, ikke sagtmodigt ridende på et æsel, men fejret som en helt af sine slagsbrødre og beundret af endnu flere som en mand, der havde forstået at sætte englænderne på plads. Heltens navn var Haj Amin el Hussaini, og om ham bliver der mere at berette, for han er stadigt en helt i den arabiske verden.

De stedfundne uroligheder var utvivlsomt inspireret af begivenhederne i Syrien, hvorfra palæstinaaraberne i reglen hentede deres paroler. Det var ikke noget tilfælde at spektaklerne fandt sted i samme måned som freden i San Remo, og der er en næsten varslende sammenhæng mellem de begivenheder, der overgik de to grene af det hashemitiske dynasti: umiddelbart efter at Faisal var jaget ud af Syrien og afsat som konge af franskmændene, hvormed Hussains hus begyndte at vakle, kunne Haj Amin el Hussaini, Hussains fjerne slægtning, holde sit indtog i Jerusalem og genoptage sin virksomhed som jødernes fjende nr. 1.. Endnu var der dog i Hussains hus en mindre triumf beskåret, omend også den i det lange løb skulle vise sig at være en forbandelse i forklædning. Efter at Faisal var jaget ud af Syrien, forløb der nogle måneder, som franskmændene kunne benytte til at stabilisere deres styre. Så dukkede hævneren op, på god arabisk vis ridende på en hvid hingst og i spidsen for en skare beduiner. Det var Abdullah, der var kommet op fra halvøen og bevægede sig frem langs Jordanflodens østbred, indtil han kom til dens biflod Jarmuk, der siden gammel tid har dannet grænseskel. Her standsede han klogeligt op, men lod sig højrøstet forlyde med, at han var kommet for at tage hævn over broderen og jage franskmændene i havet. Det er dog næppe troligt, at Abdullah skulle have næret illusioner om sine muligheder i den retning. Sammenhængen er snarere en anden. Det var d. 28. juli, at Faisal måtte overgive sig til mandatmagten. Et par uger efter sammenkaldte den britiske højkommissær i Palæstina et møde af arabiske sheiker i as-Salt øst for Jordan og meddelte dem, at den britiske regering sympatiserede med tanken om at give de østjordanske beduiner selvstyre med assistance af nogle enkelte engelske officerer og rådgivere.

Højkommissærens erklæring må have været inspireret fra højeste sted, og den hang også godt sammen med de følgende begivenheder. Thi omtrent på samme tid overdrog den britiske regering det til Winston Churchill at få det urolige Mellemøsten pacificeret. Han oprettede et nyt mellemøstligt departement, knyttede T. E. Lawrence til sig som rådgiver og begav sig i marts 1921 først til Ægypten, derefter til Palæstina, ledsaget af sine eksperter. Hans vigtigste opgave var at vinde araberne, og hvad særligt Abdullahs tilstedeværelse i Østjordanlandet angik, ville englænderne for enhver pris undgå, at franskmændene under påskud af at forsvare sig mod hans provokationer skulle rykke derind; hvem ved om man så nogensinde kunne få dem drevet ud igen? På den anden side havde englænderne ikke større lyst til selv at fordrive Abdullah, dels fordi det ville skabe endnu større uro i den arabiske verden, og dels fordi Abdullah var deres forbundsfælle fra krigstiden, hvem de skyldte et vist hensyn, ikke mindst efter at Faisal var blevet så skammeligt behandlet. Derfor besluttede den britiske regering at ordne det hele ved en radikal kur: mandatet Palæstina skulle hugges midt over og den ene del overlades Abdullah, selvsagt under britisk overhøjhed i form af et nyt mandat. Lige til februar 1925 havde det været en selvfølgelig forudsætning, »at inkludere Østjordanlandet i Palæstina, at gøre det uskelneligt fra Palæstina og at lukke det op for jødisk immigration.« Man regnede det for en selvfølge og for en nødvendighed, for at der kunne skabes »en god østgrænse for den jødiske regering i Palæstina«. Der havde været strid om, hvorvidt området skulle indlemmes i Syrien eller Palæstina (d. e. hvorvidt det skulle være fransk eller engelsk interessesfære); til sidst gav franskmændene efter, og ved Leygues-Harding-overenskomsten af d. 23. december 1920 afstod den franske regering det til fordel for mandatet Palæstina. Indenfor engelske militære kredse i Mellemøsten var der imidlertid en kampagne igang for at få franskmændene hældt helt ud, og de mente, at kunne bruge den arabiske modvilje til deres egne formål; hvad var, da Faisal var blevet jaget ud, naturligere end at få hashemitternes prestige og hjælpekilder mobiliseret til dette formål ? Kunne der ikke opnås andet, ville det dog altid volde franskmændene kvaler. Således gik det til, at Abdullah holdt sit indtog i Østjordanlandet i spidsen for sine beduiner.

Men i mere besindige kredse var der som sagt ikke større begejstring for disse manøvrer, som kunne få uberegnelige følger, og da Churchill ankom til Palæstina, havde han sin plan klar: den forjagne Faisal skulle gøres til konge i Irak, mens hans broder, der af irakeserne i Syrien var blevet udråbt til deres hersker, skulle holdes skadesløs ved at der blev oprettet et splinternyt rige til ham, idet alt land under mandatet Palæstina, der lå ost for Jordan, skulle udskilles og gøres til et nyt mandat under navnet Tranjordanien. Som sagt, så gjort. Mens Churchill var i Jerusalem, hentede Lawrence Abdullah fra Amman, og i overværelse af Herbert Samuel blev der afholdt en konference, som varede en halv time. Da Abdullah forlod den, var han herre i et nyskabt rige. Det voldte nogle vanskeligheder at få formaliteterne i orden, for den mandatforordning, som englænderne under Folkeforbundets auspicier havde udarbejdet, indeholdt en artikel, der tydeligt sagde, at mandataren er ansvarlig for at ingen del af Palæstinas territorium bliver overgivet til eller stilles under kontrol af en fremmed regering (artikel 5). Til alt held for englænderne var mandatforordningen endnu ikke trådt i kraft, og i sidste øjeblik fik de indføjet en ny paragraf (artikel 25), der berettiger mandataren til i »de territorier, der ligger mellem Jordanfloden og Palæstinas østgrænse« med Folkeforbundets samtykke at udsætte eller ophæve bestemmelser, som mandataren »anser for uanvendelige på de lokale forhold.« Det blev jøderne, der måtte betale gildet. To tredjedele af mandatets område var på en halv time blevet skåret fra og den »gode østgrænse« (nemlig den ufarbare sandørken) forspildt, hvad der siden skulle komme til at koste megen bitterhed og blod og tårer. Området har aldrig tidligere været en stat, men det havde i oldtiden været intimt knyttet til den jødiske stat. Det var fra de transjordanske bjerge, Moses skuede ind i det forjættede land, og hvor Johannes Døberen levede af græshopper og vilde biers honning. Salomon havde inkorporeret det i sit rige, og makkabæerne havde generobret det. Det havde også været det permanente hjemsted for to af de tolv stammer.

Men englænderne havde fået en trofast forbundsfælle i Abdullah. Det har sine naturlige grunde, thi uden finansiel støtte kan denne stat, der kun kan eksistere ved hjælp af kunstigt åndedræt, ikke overleve, men vil opløse sig og synke tilbage til det primitive nomadestadium, hvorpå det befandt sig i 1921, da det anselige territorium beboedes af et par hundrede tusind nomader. Her havde der været de rigeste chancer for en kraftig indvandring til lige fordel for indvandrerne og beboerne, thi landet er frugtbart nok, omend ødelagt efter to tusind års mishandling og ukyndighed, og den befolkning, der var i landet, havde ingen nationalbevidsthed, forbandt ingen mening med begrebet. Nomaden hører til i den prænationale verden. Oprettelsen af mandatet Transjordanien løste vel nogle øjeblikkelige problemer for det britiske imperium, men skabte til gengæld en uoverskuelig kæde af vanskeligheder for fremtiden. Det var ikke let at bringe Churchills indgreb i overensstemmelse med hans øvrige prozionistiske indstilling, som fandt udtryk i erklæringen om, at jøderne havde ret til at være i Palæstina, »as of right, not on sufferance.« Det var deres ret, de skulle ikke blot tolereres.

Udskillelsen af Transjordanien fik imidlertid ikke nogen direkte økonomiske eller befolkningsmæssige følger for den zionistiske bevægelse, for Palæstina selv var på dette tidspunkt et folkefattigt land, der havde indvandring behov, for at man kunne bringe det under kultur påny. Derimod fik udskillelsen en politisk følge, som mærkes endnu, idet der opstod en zionistisk fraktion, som stillede sig til mål at få mandatet revideret en gang til, for at det kunne få Transjordanien tilbage; derfor kaldte gruppen sig Det revisionistiske Parti og har siden udviklet sig til et parti med stærke reaktionære tendenser og et ekstremt aktivistisk program. Foreløbigt var der imidlertid ikke basis for ekstremisme, hverken zionistisk eller arabisk. Indvandringen bragte foretagsomhed og velstand til landet, og araberne fik deres andel deri. Det ser man af, at der også fandt en kraftig arabisk indvandring i landet sted. For hver en jødisk indvandrer, som kom og gik i gang med arbejdet, blev der også skabt eksistensmuligheder for en araber. Når der i 1948 kunne eksistere 1,2 mill., arabere i Palæstina mod kun 80.000 hundrede år tidligere, kan man anslå de 200.000 til at være efterkommere af de gamle beboere, mens millionen er indvandret som følge af det jødiske initiativ og mandatstyret. Og af samme grund fik palæstina-araberne en langt højere levefod end araberne i de omgivende lande.

Derfor var der ikke rigtigt nogen jordbund for de arabiske ekstremisters anti-zionistiske propaganda. Der var tværtimod en stigende forståelse af, at zionismen også var en fordel for den arabiske befolkning, og i 1922 fandt der et møde sted mellem repræsentanter for zionisterne og for en organisation, der kaldte sig Kongressen af partier, der er tilsluttet de arabiske landes føderation. Mødet fandt sted i Kairo og tilstræbte, som det hedder i en formålsparagraf, »at nå en forståelse, der vil sætte parterne i stand til at samarbejde på grundlag af fælles rettigheder og interesser. Ved at sammenkalde denne kongres udtrykker de to parter deres ønske om at indvarsle en ny æra af fred og to og at afslutte de stridigheder og misforståelser, som har splittet dem.« Den arabiske delegation udtalte: »Vi erklærer, at de arabiske lande efter århundredets korrupte tyrkiske administration finder det umuligt at gennemføre deres genopbygning og atter indtage den plads i verden, som retteligt tilkommer dem, uden i sammenarbejde med repræsentanter for den mere fremskredne vestlige kultur. Sådanne repræsentanter kan være enten: 1) en veletableret europæisk nation, hvilket vil sige en kolonial magt, der vil betyde en stor fare for de arabiske landes enhed og uafhængighed; eller: 2) det jødiske folk, der har sin oprindelse i østen, men nu er spredt øver hele jorden, og som sidder inde med de ideelle kræfter, på hvilke moderne kultur og fremskridt er baseret. Da de arabiske delegater er godt klare over det jødiske folks ælde og ved, at det historisk er nært forbundet med araberne, og forstår, at den jødiske kolonisation ikke er en kile, der drives ind af en imperialistisk magt, men betyder at jøderne ved at bosætte sig der bliver forbundet med deres gamle hjemland, erklærer de at de giver første prioritet til jøderne og at de vil være lykkelige ved at arbejde sammen med dem, så at jøderne kan blive de mest effektive bærere af den kultur, som araberne behøver så bittert.«

Mødet blev imidlertid ikke afsluttet programmæssigt, idet den britiske regering skred ind og fik forhandlingerne afbrudt med den motivering, at der ikke kunne forhandles om disse ting, for mandatet var blevet ratificeret. Det bøjede kongressen sig dog ikke for og forlagde sædet til Geneve, men også her blev den afbrudt efter henstilling fra den britiske gesandt. Disse udtalelser lå helt på linje med Hussains og Faisals synspunkter og deltes af mange arabere, men ikke af alle, og hundredtusind som udtaler deres vilje til samarbejde i en resolution, høres ikke så viden om som ti, der skyder med revolver om natten. Den zionistiske idé blev bekæmpet fra to sider: fra visse araberes og visse englænderes. Araberne var de folk, der samlede sig om muftien Haj Amin, og som altid var parat, når der var anledning til uroligheder. De anti-zionistiske englændere var især at finde indenfor administrationen. De højkommissærer, som kom til Palæstina, var for flertallets vedkommende udmærkede mænd, som af et oprigtigt hjerte bestræbte sig for at gøre ret og skel. Men de blev i reglen ikke ret længe dernede, de fleste kun i tre, fire år, og det vil sige, at de forsvandt, netop som de var begyndt at få føling med tingene. Derfor blev de i høj grad afhængige af det permanente personale, som stod til deres rådighed, og det var folk af en anden kaliber. Det var administratorer fra kolonierne, som var vant til at tumle med »indfødte». Der var politichef Spicer, som havde haft samme stilling i Kenya, chefsekretær M. A. Young, der havde været kolonisekretær i Sierra Leone, højesteretsdommer M. F. J. McDonnel, som havde været distriktskommissær på Guldkysten, og højkommissær John Chancellor, der havde været guvernør i Rhodesia og Trinidad. De vigtigste civilembedsmænd var dog højkommissærens rådgiver i orientanliggender, oberst Ronald Storrs, som var fuld af modvilje mod de jødiske pionerers socialistiske ideer, og fremfor alle Ernest T. Richmond, der var ekspert i alle arabiske sager, og som var modstander af zionismen, Balfour-deklarationen og mandatet. Han ville ikke vide af noget samarbejde med jøderne og endnu mindre tillade at der voksede et samarbejde mellem jøder og arabere frem. Han var en konsekvent tilhænger af den britiske imperialismes hovedprincip: divide et impera - del og hersk! Intet kunne passe bedre, set med britiske øjne, end at jøder og arabere kom i hårene på hinanden. Det var på hans råd at den nyligt ankomne og uerfarne Herbert Samuel benådede muftien i 1920. De to skulle siden få adskilligt med hinanden at gøre.

Den jødiske befolkning i Palæstina kunne tage sig modstanden fra sine egne rækker let, den kunne også tage det med ro, hvad den arabiske uvilje angik, for den var på retur, men de kunne ikke ignorere den indirekte modstand, som den britiske administration udfoldede, så sandt som den kunne bestemme alt. Og takket være den blev den arabiske uvilje efterhånden også til en faktor af betydning. For araberne kunne ikke undgå at bemærke den, og de spillede selvsagt på den, når det tjente deres egne interesser. De vidste, at de havde de bedste chancer for at få alle deres ønsker opfyldt, hvis de sendte en delegation op til højkommissæren, som forhørte sig hos Ernest T. Richmond, for han handlede. Derved blev den jødiske befolkning tvunget over i defensiven, og araberne blev i tilsvarende grad opmuntret til at gå i aktion. Dertil kom, at der var et arabisk befolkningselement, som var helt og udelt modstander af zionismen: de store godsejere i og - ikke mindst - udenfor Palæstina. Denne rest af en hensygnende feudal verden, som levede af at pine hvad de formåede ud af deres fæstebønder, så med stigende uro på det voksende og trivsomme jødiske landbrug, der trak arabiske landarbejdere til sig i stadigt større skarer; thi af den million arabere, som var vandret ind i landet mellem 1880 og 1948, havde langt de fleste været arbejdere på de store godser i de omliggende lande. Denne udvandring medførte mangel på arbejdskraft, som kun kunne være imødegået, hvis godsejerne havde villet betale højere lønninger. Derfor blev disse godsejere fjender af zionismen og den socialistiske opbygning, hvis eksempel oven i købet kunne risikere at smitte i deres egne lande, og de var fast besluttede på at få, hvad de regnede for samfundsnedbrydende kræfter, standset, hvis ikke med det gode, så med det onde, hvis ikke med advarsler, så med vold. Følgen blev en voksende strøm af sabotagehandlinger, overfald og mord. Og mandatets britiske embedsmænd løftede ikke en finger for at få dette uvæsen standset.

Den arabiske befolkning i Palæstina vidste efterhånden ikke, hvad den skulle tro. Den jævne landbruget, arbejderne i citrusplantagerne og industri- og minearbejderne kunne føle i deres maver og se i deres pengepunge, at de havde det bedre end nogensinde tidligere; men som alle analfabeter var de lettroende og let ophidselige og blev et bytte for den arabiske propaganda og den britiske antizionisme. Overfor dette massive pres kunne de samarbejdsvillige kræfter ikke i længden holde skansen. Det gik dog, sålænge Palæstina havde højkommissærer, der, selv om de var i lommen på deres embedsmænd, var loyale overfor mandatets bestemmelser. Men 1929, da denne forudsætning med Sir John Chancellors tiltrædelse ikke længere kunne siges at foreligge, begyndte urolighederne påny og fortsatte i stigende linje, indtil de i 1936 brød ud i, hvad der kun kan betegnes som et åbent oprør, der varede lige, til anden verdenskrig begyndte. Og den ledende skikkelse bag det hele var atter Haj Amin al Hussaini.

Haj Amin al Hussaini stammer fra Jemen. Som ung foretog han den obligatoriske pilgrimsrejse til de hellige byer, deraf titlen haj, der betyder pilgrim. Efter at han havde debuteret på den politiske scene som anstifter af urolighederne 1920 og var sluppet godt fra det, konsoliderede han sin stilling ved at lade sig vælge til mufti af Jerusalem og tillagde sig titlen stormufti. En mufti er den højeste myndighed indenfor et distrikt eller en by hvad angår den hellige, kanoniske lov. Der er altså mange muftier, men ingen er de andre overordnet, og titlen stormufti eksisterer ikke ifølge Islams praksis, men den fik en vis mening, da den britiske administration ville give den jerusalemitiske mufti en overordnet stilling. I disse år var der ro og fred i landet, og muftiens forsøg på at anstifte optøjer slog ikke rigtigt an, dertil var fremgangen i landet altfor iøjnefaldende. Men propagandaen fra de omliggende lande, og den britiske antizionisme gjorde sit værk. Det virkede således stærkt på sindene, at den engelske regering forbød en sammenslutning af jødiske og arabiske arbejdere til en fælles fagforening, The Worker’s Brotherhood. Det var i 1930, efter at urolighederne var brudt ud påny; de blev befordret af den økonomiske verdenskrise, som også ramte Palæstina og skabte arbejdsløshed, hvad der gav resonansbund for muftiens påstand om, at det var den jødiske indvandring, der forårsagede krisen. Man kunne ikke vente, at den jævne araber skulle have overblik nok til at se, at det var den, der havde gjort det muligt for araberne overhovedet at eksistere i landet og at forbedre deres levefod.

Teorien om at arbejdsløsheden blandt araberne skyldtes den jødiske indvandring, fandt også støtte i en af de utallige kommissionsberetninger og hvidbøger, der strækker sig som en endelos række af kilometersten gennem hele mandatets historie, John Hope Simpson-kommissionen, der havde til opgave at finde ud af årsagerne til den arabiske uro og netop slog ned på dette punkt. Den udtalte, at der ikke ville være mere jord til overs til jødiske indvandrere, før det arabiske landbrug var blevet grundigt reformeret. Så ville endnu 20.000 jødiske familier kunne bosættes, og det måtte være grænsen. På grundlag af denne beretning blev der udarbejdet en hvidbog, som betegner en vending i de engelske myndigheders officielle holdning til zionismen. Thi mens mandatet oprindeligt var blevet anlagt med det mål for øje at skabe et nationalhjem før mennesker, der ikke havde kunnet finde et betryggende hjemsted i de lande, hvorfra de kom, behandlede den nye hvidbog jøderne, som om de var en almindelig indvandrerminoritet, hvem der kun burde bevilges sådanne rettigheder, som ikke kunne genere flertallets maksimale krav i nutid og fremtid. Det var med andre ord en underkendelse af Balfour-deklarationens hele grundlag og af Churchills ord fra 1922; at jøderne var i Palæstina »as of right and not on sufferance«. Dette blev så meget desto mere pinagtigt som retten til indvandring først for alvor blev aktuel, da alle tiders største antisemitiske bølge i trediverne slog hen over Centraleuropa. Da steg tallet på indvandrere i en hidtil ukendt målestok. Mens det tidligere havde ligget på et gennemsnit af 5.000 om året, steg det i løbet af tredivernes første halvdel i en kurve, der kulminerede i 1935 med 60.000.

Denne udvikling skræmte både englænderne og araberne. Den gav også muftien hans livs chance. Han fik oprettet en institution, Den arabiske Højkomite med sig selv som formand, som blev organet for den kamp, der nu blev indledet. Kernen i muftiens hær bestod af hans gamle folk fra 1920, men de blev spædet op med unge mennesker fra landsbyerne, som blev terroriseret til at slutte op, dertil frivillige grupper fra Syrien og Irak. Finansieringen blev også effektueret ved terror. Denne form for krigsførelse gik hårdt ud over den jødiske befolkning, men den lærte dog efterhånden at forsvare sig, selvom det var illegalt at bære våben. I virkeligheden gik det endnu hårdere ud over den arabiske befolkning, hvis flertal ikke ønskede at have med muftien at gøre. Enhver, der undslog sig eller var lunken, kunne risikere at blive snigmyrdet. Det er en afskrækkende liste over folk i ledende stillinger i de arabiske byer og landsbyer, som blev myrdet i disse år, fordi de ikke ville være med til at slås med jøderne. Myrdet blev således borgmesteren i Hebron i august 1936, mukhtaren (sognefoged, borgmester) i Cæsarea, april 1937, medlem af byrådet i Tiberias, april 37, muhktaren i Balad Esh Sheik, september 37, mukhtaren i Shahmata, september 37, mukhtaren i Migdal og hans hustru, april 38, mukhtaren i Beth Mahsir, august 38, mukhtaren i Deir Es Sheik med hustru og tre sønner, september 38, mukhtaren i Beth Hema, oktober 38, mukhtaren i Akaba kvarteret i Nablus, november 38, byrådsmedlem i Jerusalem, november 38, hvorefter de øvrige arabiske medlemmer af byrådet flygtede. Borgmesteren i Haifa undslap snigmord to gange, hans svigersøn, der var sekretær i byrådet sammesteds, en gang, borgmesteren i Nablus ligeså, han foretrak at flygte ud af landet, men først efter at han havde udsendt et offentligt opråb til regeringen om at undertrykke terroren. Der er egentlig ikke noget mærkeligt i dette. Det er beduin- og razziamentaliteten, der bryder igennem, når der bliver åbnet for sluserne. Det mærkelige er, at ingen af disse mord nogensinde blev opklaret. Englænderne er berømte for at have det bedste efterretningsvæsen i hele verden, og den britiske mandatregering brugte 40 % af mandatets budget til politi og militær; alligevel kunne disse voldshandlinger foregå så at sige for åbent tæppe, uden at der skete voldsmændene noget. Kun når det, hvilket skete, gik ud over de britiske myndigheder selv, slog de til med jernnæve. Det skete således engang i 1937, da blev en engelsk district commissioner ved navn Andrews myrdet. Det førte øjeblikkeligt til, at den arabiske højkommite blev arresteret og depoteret til Seychellerne. Men formanden, muftien, undslap. Han gemte sig i Omar-moskeen, gik nogle dage efter ud ad en sidedør forklædt som bondekone og flygtede til Libanon, hvorfra han førte kampen videre. Var han englænderne for snedig, eller var der nogen, der holdt hånden over ham ? Det sidste antydes af den engelsk-jødiske zionist, brigadegeneral Kisch, som i sin dagbog ved en tidligere lejlighed gjorde gældende, at muftien stod i ledtog med Ernest T. Richmond. Man fristes dog til med den samme Kisch, da han af en libanesisk politiker fik at vide, at englænderne ikke ønskede nogen forståelse mellem jøder og arabere, at udbryde: »Jeg kan ikke tro, at det er tilfældet, men utvivlsomt har regeringen handlet og handler, som om det var det.« I hvert fald kan man uden tøven slutte sig til de konklusioner, den såkaldte Peel-kommission, der afgav i rapport i 1937, kom til, i det den udtalte: »Det mest bemærkelsesværdige ved mandatets styre, er den mildhed, med hvilken den arabiske agitation er blevet behandlet, selv når den har ført til vold og mord.«

Sikkert er det imidlertid, at også englænderne blev skræmt af den voksende jødiske indvandring. Forklaringen ligger ikke i immigrationen som sådan, men i den omstændighed at mandatområdet havde fået en langt større betydning inden for imperiets rammer, end det zionistvenlige krigskabinet 1917 havde kunnet drømme om. Oliekilderne i Persien og Irak med samt ledningerne, der førte ud til Haifa, var blevet et af imperiets økonomiske centrer, og i 1936, altså samme år som urolighederne for alvor brød ud i Palæstina, og i samme år som Peel-kommissionen foretog sine undersøgelser, afsluttedes den overenskomst med Ægypten, hvorved det fik sin fulde uafhænigighed, og Englands ret til at have tropper på ægyptisk jord begrænsedes til tyve år. Det britiske hovedkvarter måtte derfor begynde at se sig øm efter en middeløst- og middelhavsbase, som kunne afløse Suez, og her måtte tanken om Palæstina med den ypperlige havn i Haifa straks melde sig. Men hvis Palæstina skulle komme i betragtning, måtte englænderne være visse på at kunne beherske udviklingen i landet, og det var netop, hvad de var bange for, at de ikke kunne, hvis de målbevidste og kulturelt jævnbyrdige jøder blev i decideret overtal. Set fra et engelsk interessestandpunkt måtte en ustabil magtbalance mellem arabere og jøder, der lod englænderne sidde som tungen på vægtskålen og som den instans, der sikrede roen og ordenen i landet, være det ideelle. Nu truede denne balance imidlertid med at blive brudt ved den store indvandring, og hvis den fortsatte på den måde gennem en årrække, ville den tid komme, da jøderne i henhold til Balfour-deklarationen, således som den var blevet fortolket af Lloyd George og Churchill, kunne stille krav om at mandatet skulle ophore og nationalhjemmet blive en jødisk stat. Der var ikke mange britiske statsmænd, der regnede med Balfour-deklarationen mere, de anså den for lige så passé, som Sykes-Picot-overenskomsten havde været i 1920. Spørgsmålet var, hvordan man kunne komme uden om et direkte løftebrud. Svaret lå lige for: når jødernes krav kunne rejses, hvis de blev i flertal i landet, måtte man sørge for, at de aldrig blev i flertal.

I maj 1939 udsendtes der da en hvidbog, Palestine, Statement of Policy, hvori den britiske regering gjorde gældende, at de forpligtelser, den havde påtaget sig under Balfour-deklarationen, ikke forpligtede den til at samtykke i permanent, ubegrænset immigration, nar araberne stillede sig fjendtligt over for en sådan. Hvidbogen foreslog derfor, at der maksimalt måtte finde en yderligere indvandring på 75.000 sted fordelt over fem år med 10.000 årligt, og dertil 25.000 flygtninge fra Tyskland, hvem højkommissæren kunne give indvandringstilladelse efter skøn. Hvidbogens formål var kort og godt at forvandle Palæstina til en arabisk stat under britisk kontrol, et konsekvent stykke appeasement, som man kunne vente det af den mand, der havde taget initiativet til den, Neville Chamberlain, der et halvt år i forvejen også havde taget initiativet til Tjekkoslovakiets sønderdeling ved forliget i München. Iøvrigt erklærede Folkeforbundets mandatkomité hvidbogen for ulovlig, men krigen forhindrede, at komitéens rapport nåede frem til en plenarforsamling. Hvidbogen var et chok for Palæstinas jøder og endnu mere for den million centraleuropæiske jøder, som allerede da var på flugt for nazismen. Det var slutstenen på de zionistiske forhåbninger, og det ville altid føles bittert, for det betød, at den statsdannelse, der skulle have fundet sted, når jøderne engang var kommet i flertal, aldrig ville blive til virkelighed. Der var nu sørget for, at de aldrig ville kunne blive et flertal. Men hvad der gjorde det helt fortvivlet var, at restriktionerne blev gennemført på et tidspunkt, da det betød liv og død for så mange mennesker. Så sent som i juli 1939 henstillede de zionistiske organisationer til mandatregeringen, at 20.000 polske børn og 10.000 unge fra Balkan, der formodedes at være i særlig fare, fik tilladelse til at komme ind i mandatet. Det blev afslået. De 10.000 unge blev siden alle sendt på tvangsarbejde for Hitler, og de 20.000 børn endte alle i gaskamrene i Auschwitz og Maidanek. Således stod sagerne, da krigen begyndte.

Ligesom under første verdenskrig forholdt den store masse af arabere i de forskellige lande sig passivt til krigsforløbet. De fleste hadede englænderne og franskmændene af et godt hjerte, men de var før desillusionerede til at vente sig mere af et tysk eller russisk styre. Tyskerne havde dog fået skabt sig tilstrækkeligt mange bastioner i Mellemøsten til, at det kunne blive en farlig sag før vestmagterne, hvis krigen nåede dertil. I Ægypten havde en sagfører skabt en fascistisk organisation, der kaldte sig Misr al-Fatat, Det unge Ægypten, eller i daglig tale »grønskjorterne«. I Libanon fandtes et Syrisk Nationalparti, som bestod af libanesere, der ønskede genforening med Syrien. I dette land var der Den syriske Liga for national Aktion og Den arabiske Klub i Damaskus, som var grundlagt af en tandlæge, der havde levet sin ungdom i Tyskland. I Irak var hærens officerskorps fascistisk fra top til bund. Under borgerkrigsårene i Palæstina benyttede tyskerne lejligheden til at skabe sig en goodwill blandt araberne ved at smugle våben ind til dem. Tysk radio havde stadige udsendelser på arabisk, tyske universitetsfolk blev i store antal sendt til Middeløsten, mens arabiske studenter og videnskabsmænd fik lejlighed til at studere i Tyskland gratis eller på særligt gunstige betingelser. Nazistiske spidser som Goebbels, Schacht, general von Blomberg og Baldur von Schirach aflagde besøg i de mellemøstlige hovedstæder. Alligevel kan det ikke siges, at der var nogen udpræget trang til at optræde som aksepartnere; på den anden side fandt hverken Ægypten eller Irak anledning til at honorere de alliancer, de havde med England. Chancerne for at bevare neutraliteten var dog langt ringere end under første verdenskrig. Dengang havde krigsførelsen i Mellemøsten været af udpræget sekundær karakter, men i en ny storkrig, hvor ikke blot Sovjetunionen, men også Japan og Indien var inddraget, måtte Mellemøsten få sin gamle betydning som gennemgangsområde, bindeled mellem Asien og Europa, tilbage. Oliens uhyre vigtighed i den motoriserede krigs tid kunne kun understrege dette forhold. Som krigen kom til at forme sig, blev det af største betydning at skabe forbindelse mellem de angelsaksiske magter og Sovjetunionen, og denne forbindelse gik fortrinsvis gennem Persien. Hvad Churchill forgæves havde søgt at opnå i 1915 med Dardanellerfelttoget, skulle det lykkes ham at etablere med den persiske kampagne i 1942. Der er noget betegnende i, at de store statsmænd mødtes til deres konferencer i byer i den mellemøstlige verden, Teheran, Kairo og Jalta.

Mellemøsten var også de store strategiske planers centrum. Først var der de fransk-engelske planer om en vældig knibtang-operation, der skulle ramme såvel Tyskland som Sovjetunionen. Det var i de optimistiske dage i 1940, da krigen endnu ikke rigtig var begyndt, og der var en ikke-angrebs- og venskabstraktat mellem Hitler og Stalin. Under vinterkrigen i Finland tumlede Churchill med planer om at foretage en koordineret invasion af sovjetområdet fra nord mod Leningrad og Moskva og fra syd, hvor Weygand stod med en hær i Syrien parat til at ramme Ruslands »bløde underliv«, som en engelsk diplomat engang udtrykte det, mod olieområderne i Kaukasus. Denne plan blev til ingenting. I stedet trådte Italien ind i krigen, Frankrig blev slået ud i første omgang, og dermed var krigen en realitet i Nærorienten. Italien havde i forvejen et afrikansk kolonirige, i Libyen, Abessinien, Somaliland og Eritrea og dermed et udgangspunkt for militære operationer. Nu blev det aksemagternes tur til at foretage knibtang-operationer: et stød gennem Nordafrika i østlig retning kombineret med et japansk fremstød gennem Asien i vestlig retning skulle bringe det britiske imperium til sammenbrud, når de to magters tropper mødtes i Indien, og derefter var tiden inde til en ny knibtang, hvorved Sovjetunionen ville blive angrebet både fra vest, syd og øst.

Således blev Mellemøsten en aldeles central krigsskueplads. Englænderne var fra første færd helt isoleret. De franske styrker i Syrien, 100.000 mand, var enten blevet evakueret for at deltage i den håbløse kamp mod Hitlers Blitzkrieg, eller gik over til Vichy-regeringen. De arabiske landes egne styrker var ikke at lide på med undtagelse af den såkaldte arabiske legion i Transjordanien, der var opbygget og kommanderet af engelske officerer. Dertil kom de jødiske frivillige. Men med dem var det en egen sag. Ti dage før krigens begyndelse var lederne af den zionistiske kongres, som på det tidspunkt holdt mode i Geneve, fløjet til London og havde tilbudt krigsministeriet at stille en jødisk kampstyrke på benene, men det gik som under første verdenskrig, tilbuddet blev ikke modtaget. I Palæstina tog jøderne imidlertid selv initiativet, og Jewish Agency oprettede indrulleringskontorer for folk, der ønskede at melde sig til krigsdeltagelse. I løbet af nogle måneder havde der meldt sig 86.000 mænd og 50.000 kvinder. Men alt forgæves. Der blev ikke gjort brug af deres tilbud. Et flertal af disse mennesker var ikke uden militær træning. De var eller havde været medlemmer af den jødiske milits, Haganah, som var blevet uddannet til forsvar imod de arabiske bander, rigtignok under vanskelige forhold, idet militær uddannelse og besiddelse af våben var forbudt af mandatmagten.

Efterhånden som året 1940 lakkede mod enden, Frankrig var ude af spillet, og italienerne nærmede sig den ægyptiske grænse, blev englænderne mere forhandlingsvenlige. Nu gik de med til oprettelsen af nogle infanteriregimenter, men på basis af paritet af jøder og arabere. Denne plan faldt imidlertid til jorden, fordi der ikke meldte sig nogen arabere. Mandatregeringen havde dog stadig mere travlt med at gøre indrømmelser over for araberne end med at tage imod den tilbudte hjælp fra jødisk side. Den overholdt hvidbogens indvandringsbestemmelser til punkt og prikke og jagede, indespærrede og deporterede de tusinder af flygtninge, som nåede til Palæstina fra deres nazificerede hjemlande. Mandatregeringen fandt også i 1940 tid til at revidere de eksisterende bestemmelser om salg af jord til jøder: kun i bymæssige områder og på kyststrækningen fra Karmel til lidt syd for Jaffa måtte jøder i fremtiden erhverve jord. Også denne bestemmelse var beregnet på at pacificere araberne. For jøderne måtte den føles som et knusende slag mod deres nationalhjem og som kronen på det tilintetgørelsesværk, der var påbegyndt med indvandringsbestemmelserne året forud i hvidbogen. Det fik dem dog ikke derfor til at formindske deres bestræbelser for at komme til at yde deres andel i kampen mod nazismen, som de mere end nogen andre mennesker var interesseret i at få standset. Og da det for alvor begyndte at se broget ud for englænderne, da tyskerne under Rommel kom italienerne til undsætning, og tyskerne løb Grækenland over ende og anstiftede oprør i Irak, da fik jøderne lov til at gøre krigstjeneste, men med den besynderlige klausul, at der ikke måtte være »andre motiver« bag, og ikke »politik« i deres krigsdeltagelse.

Det var i april 1941, at tyskerne angreb Grækenland. I slutningen af samme måned fandt der et oprør sted i Bagdad, hvorved aksevenlige kræfter tog magten, og den anden maj luftlandede de første tyske tropper på Kreta. Det var åbenbart, at der fandt en synkronisering sted, og at tyskerne efter nogle dages forløb skulle have været i Mellemøsten og have bragt de nazivenlige oprørere undsætning, inden englænderne kunne få tid til at slå oprøret ned. Men den engelske modstand på Kreta var så forbitret, at der kom kludder i planen, tyskerne blev holdt tilbage lige til den 20. maj, og i den tid kunne ingen tropper sendes videre til Mellemøsten. Derfor nåede englænderne frem i tide, og oprøret blev slået ned. Bag disse begivenheder stod muftiens virksomhed. Han var i 1939 blevet udvist fra Syrien, hvor man var blevet træt af hans intriger, og han tog så ophold i Irak, hvor han blev modtaget med store æresbevisninger og straks begyndte sin politiske virksomhed. Penge manglede han ikke. Foruden de fonds han i forvejen rådede over, bevilgede Iraks parlament ham £ 20.000, og 2 % af hver Irakesisk embedsmands gage blev unddraget udbetaling og overført til muftien. Fra tyske kilder modtog han £ 60.000 og fra italienske kilder £ 40.000. Med så mange penge kommer man langt i Irak, og han havde snart købt sig en solid støtte inden for hæren og det politiske liv. Allerede i april 1940 kunne muftien anstifte et oprør, men her kom han op imod uventet modstand fra regenten, Abdul Illah, der som hashemit var proengelsk. Abdul Illah flygtede fra Bagdad og krævede fra sit skjulested, at Rashid Ali, der som oprørernes marionet havde overtaget statsministerposten, skulle træde tilbage. Tiden var ikke inde, grunden ikke tilstrækkeligt gødet, og oprørerne foretrak da at give efter. Man skiftede premierminister, men ellers blev alt ved det gamle. Dog året efter skulle det være alvor, for nu havde tyskerne annonceret deres ankomst, og de havde hidtil holdt ord. Men denne gang klikkede det. Oprøret var i sig selv kun en mindre affære, som det ikke voldte store vanskeligheder at ordne. Anderledes ville det have været, hvis tyskerne var nået frem i tide, da kunne det have betydet hele Mellemøstens fald, thi samtidig rykkede general Rommel frem gennem ørkenen. Og hvad der måtte være særlig betænkeligt før England var, at Irak var et af de to lande, det havde skænket selvstændighed og havde en forbundstraktat med. De engelske myndigheder gik frem med megen mildhed mod oprørerne. De ønskede stadigvæk appeasement, og der blev hverken hængt, skudt eller fængslet folk ved den lejlighed. Der var dog en person, som de gerne ville have sikret sig. Det var muftien, hvis virksomhed de efterhånden havde lært at frygte; men han var flygtet til Persien. Hans ophold der blev imidlertid ikke af lang varighed. Persien var ellers det ideelle sted for ham. Der foregik en kolossal spionage-virksomhed, og det vrimlede med tyske agenter. Først måtte englænderne dog sikre sig i ryggen ved at få herredømmet over Syrien, hvor de gik til angreb mød Vichy-regeringens tropper, som kapitulerede i juli, hvorefter der blev oprettet en fri fransk regering.

I mellemtiden havde tyskerne påbegyndt angrebet på Sovjetunionen, og dermed blev spørgsmålet om Persien højaktuelt. Russerne og englænderne tilstillede i forening den persiske regering en note, der krævede, at den skulle sende alle tyskere ud af landet. Den persiske regering afslog, hvorpå landet blev besat af de to magter, der tvang den gamle shah til at abdicere til fordel før hans unge søn, indgik en traktat med den persiske regering, som lovede at stille alle transportmidler til rådighed for de allierede, mod at disse ville garantere at rykke ud af landet senest seks måneder efter krigens ophør, og arresterede alle tyskere og tysksindede personer. Men der var dog en, de ikke fik fat i, og det var muftien. Han havde først søgt ly i den tyske ambassade, dernæst i den bulgarske, så i den japanske, og tilsidst var han væk, forsvundet for næsen af englænderne. Ingen vidste, hvad der var blevet af ham, før Roms radio i oktober kunne meddele, at han var ankommet til Italien og havde haft samtaler med Mussolini. Derfra rejste han til Berlin, hvor han blev modtaget med store æresbevisninger »som englændernes og jødedommens mest fremstående fjende« og kom d. 9. november i audiens hos Hitler. I Berlin, hvor han opholdt sig krigen ud, forefandt han adskillige af sine gamle venner, blandt andre den uheldige kupmager fra Bagdad, Rashid Ali. Han arbejdede her først og fremmest som propagandist for den arabiske verden og talte jævnligt i radioen, fik oprettet en muhammedansk legion, der kom til østfronten, dertil specialuddannede sabotagegrupper, som blev sat ned fra luften i de mellemøstlige lande og fandt optagelse i landsbyerne, og endeligt tog han aktivt del i udryddelsen af jøderne og var nært knyttet til den tysker, der havde med massemordene at gøre, Eichmann, Himmlers højre hånd.

Med stabiliseringen af forholdene i Syrien, Irak og Persien havde englænderne sikret deres højre flanke i det mellemøstlige rum. Tilbage stod den venstre fløj, hvor Rommel truede med at bryde gennem forsvarslinjerne ved den ægyptiske vestgrænse. Hvad der gjorde forholdene yderligere prekære for englænderne, var, at tyskerne åbenbart havde stærke sympatisører i Ægypten, både i hæren og ved hoffet med kong Faruk som toneangivende germanophil. Også regeringen var anti-britisk. Det var en af dem, kongen havde fået installeret, efter at han havde sat den folkevalgte Wafd-regering på porten i 1937 i overensstemmelse med den tidligere konstaterede mønsterdannelse før Ægyptens politiske liv. I henhold til Traktaten af 1936, der forudsatte en alliance og gensidig hjælp i krigstilfælde, forlangte de britiske myndigheder derfor, at den anti-britiske regering skulle afskediges og Wafd påny danne regering. Det satte kongen sig imod med hænder og fødder, og englænderne blev tilsidst nødsaget til at tilstille ham et ultimatum: enten måtte han acceptere en Wafd-regering eller selv abdicere. Og for at understrege alvoren i dette krav rullede britiske tanks op i kongepaladsets gård og blev der, til han havde accepteret. Den regering, der blev dannet, og som fik en solid majoritet ved de påfølgende valg, samarbejdede loyalt med englænderne i den kritiske tid indtil de afgørende kampe ved Tobruk og al Alamein. Men lige til det sidste blev de engelske krigshandlinger saboteret af ægyptiske officerer, der korresponderede med tyskerne, stjal flyvemaskiner og spionerede så godt de formåede. Med sejren ved al Alamein og den påfølgende russiske sejr ved Stalingrad var Mellemøsten blevet sikret og krigen for dens vedkommende ophørt. Der kunne nu ikke mere være tale om nogen knibtangs-operation. De sidste tyske tropper i Afrika overgav sig i maj 1943, og da de allierede derpå førte kampen tilbage til Europa ved landgangen på Sicilien, kunne livet i den arabiske verden falde tilbage i de gamle folder igen.

Dog, det var kun overfladisk set, der var en mulighed for at falde tilbage i de gamle folder, thi den store verdensomvæltning var naturligvis ikke faret sporløst hen over Mellemøsten. Mellemkrigsårene havde betegnet et kraftigt skridt frem imod de arabiske landes politiske frihed. De forskellige bilaterale traktater, England havde fået etableret, var store fremskridt for disse lande i sammenligning med deres førkrigsstatus, men var dog samtidig udtryk for, at de var blevet indbygget i det britiske verdensriges mægtige interessefelt. Det var imidlertid ganske indlysende, at dette verdensrige var gået svækket ud af krigen, og det måtte for alle de mellemøstlige stater blive en spore til at løsrive sig fra de sidste bånd, der bandt dem til et rige, de ikke følte noget fællesskab med. Set fra engelsk synspunkt kunne man nok sige, at Mellemøsten ikke havde samme betydning som tidligere, efter at Indien var blevet udskilt fra direkte forbindelse med Storbritannien. Dette måtte blive endnu mere åbenbart, når de engelske tropper i overensstemmelse med Traktaten af 1936 skulle evakuere Suez-basen i 1954. På den anden side var Mellemøsten som produktionscentrum blevet vigtigere end nogensinde før. Olien var blevet en langt vigtigere artikel end i mellemkrigsårene, og samtidig kunne man den ene gang efter den anden konstatere, at der fandtes større forråd, end man tidligere havde haft anelse om. I 1950 skønnede man, at verdens totale olieforråd udgjorde 98 milliarder tons, hvoraf de mellemøstlige forråd vurderedes til 48 eller knapt halvdelen. I januar 1956 anslog en rapport fra FN den samlede mængde til 330 milliarder, hvoraf Mellemøstens andel menes at udgøre 230 eller to tredjedele.

Mellemøsten har således forlængst fortrængt USA som centret for de største reservoirer af olie. USA holder stadig førstepladsen, hvad olieproduktionen angår, men da også konsumptionen er langt den største her, bliver der praktisk talt intet tilovers til eksport. De mellemøstlige lande bruger næsten ingen olie selv, og årsproduktionen kan derfor eksporteres. Og Vesteuropa, der selv er et oliefattigt område, er helt og aldeles afhængigt af Mellemøsten for sit voldsomt voksende oliebehov. Englands import af råolie i 1955 udgjorde ca. 22 millioner tons og kostede £ 180 mill. I 1960 er importen beregnet til at beløbe sig til 40 mill., tons og i 1970 61 mill. I 1960 vil England derfor importere for mindst £ 400 mill., hvoraf mindst for £ 300 mill. må komme fra Mellemøsten. Og som det går med England, således med hele det øvrige Vesteuropa, som efter Marshall-planens bestemmelser skal forsynes fra Mellemøsten. I 1955 importerede Vesteuropa 90 mill., tons råolie fra Mellemøsten ud af sin totalimport på 100 mill., en vækst på 30.000 i løbet af fem år. Det kan tilføjes, at raffinaderier, der for tiden opføres i Sydøstasien og Japan, også regnet med at få deres forsyninger fra den arabiske verden. Det kan derfor ikke undre, at Mellemøsten spiller en enorm rolle i Vesteuropas og særligt Englands politiske og økonomiske kalkulationer. Det drejer sig ikke blot om at hente en stor profit hjem, men om noget langt mere betydningsfuldt, nemlig om overhovedet at kunne opretholde den økonomiske virksomhed. Hvis olien fra Arabien pludselig holdt op at flyde, ville samfundsapparatet i Vesteuropa gå i stå i løbet af kort tid. Mellemøsten er blevet en eksistensbetingelse for Vesteuropa og for England i særdeleshed.

Afhængigheden af de arabiske staters velvilje understreges yderligere af, at al denne råolie må passere igennem Suez-kanalen. I 1955 gik der lige ved 400 fyldte olietankskibe gennem kanalen. De betalte £ 23 mill., til Suez-kanal-Kompagniet. Der gik lige så mange både tomme den modsatte vej for at hente olien. De betalte £ 11 mill., til kompagniet i afgifter. Værdien af den olie, der gik gennem kanalen, beløb sig til £ 700 millioner. I 1956 bliver den omkring en milliard. Men disse tal er endnu relativt set småting. I 1968 er Vesteuropas import beregnet til 270 mill., tons, hvilket langt overgår kanalens og rørledningernes kapacitet. Derfor vil det blive nødvendigt at investere mægtige summer i udvidelser, og man regner med, at der i de næste ti år vil behøves £ 40 milliarder for at kunne imødekomme det stigende forbrug. Men alt dette, de vældige kapitalanlæg, den stigende olieimport og afhængigheden af Suez-kanalen og rørledningerne sætter Vesteuropa i et stigende og farligt afhængighedsforhold til den arabiske verden, som vil vide at benytte sig deraf. Det kan i og for sig være alvorligt nok, men situationen blev først et storpolitisk anliggende da det viste sig, at der var andre magter, som i givet fald ville være interesseret i at gøre sig gældende på den mellemøstlige skueplads: Sovjetunionen og USA.

Mellemøsten hænger nært sammen med det høj deplateau, der begynder i Kaukasus, og som strækker sig mod sydøst ned i Persien, mod sydvest udenom det mesopotamiske lavland ned gennem Arabien og stik vest ud i Tyrkiet. Det vældige mellemøstlige oliereservoir er også det samme, som forekommer i Kaukasus og følger den 50. østlige længdegrad. Det går fra Kaukasus sydpå i lige linje, på begge sider af den trakesisk-persiske grænse, ned til det lille fyrstendømme Kuwait for enden af havbugten; derefter bøjer det en smule og følger den arabiske halvøs østkyst forbi Bahrein, til det fortaber sig i Trucial Omans sand og Omans bjerge, hvor man endnu ikke har boret systematisk efter olie. Et andet område, der også kun er utilstrækkeligt udforsket, er den nordvestlige del af Persien, Azerbaidjan, og det har russerne interesseret sig særligt for. Da de for over hundrede år siden erobrede den nordlige halvdel af Azerbaidjan, som nu er en sovjetrepublik, havde de planer om at fortsætte ved given lejlighed, men den kom ikke på grund af det britiske initiativ sydfra, og i stedet fulgte den russisk-engelske overenskomst af 1907, som satte en foreløbig slutsten på russisk ekspansion i den retning.

Efter Oktoberrevolutionen i 1917 indtog sovjetregeringen en ganske anden holdning. Den proklamerede opgivelsen af den zaristiske imperialisme, hyldede nationalitetsprincippet og fik i 1921 afsluttet en persisk-sovjetisk venskabstraktat, i hvilken den gav afkald på alle de privilegier, som tidligere russiske regeringer havde tiltvunget sig i Persien. Ifølge artikel 6 skulle sovjettropper dog have ret til at marchere ind i landet »i tilfælde af at en tredje magt tilsigtede at bruge persisk territorium som operationsbase imod Sovjetunionen.« Siden da var sovjetregeringen tilfreds med, at den persiske regering iagttog en streng neutralitet og blandede sig ikke i sin nabos indre forhold. På samme måde forholdt Sovjetmagten sig til Tyrkiet. Der var mange lighedspunkter mellem de to områder i Stalins og Kemal Atatyrks periode. Begge lande blev regerer diktatorisk på grundlag af et totalitært og centralistisk demokrati, begge indførte et væld af radikale reformer, og i begge forsøgtes en industriel opbygning på planmæssigt grundlag under statskontrol. Den russiske interesse i Tyrkiet var spørgsmålet om stræderne, der forbinder Sortehavet og Middelhavet, hvor russernes interesse ligger i at kunne sejle uhindret ind og ud, mens andre magters krigsskibe kun må have begrænset gennemsejlingsret. Sykes-Picot-overenskomsten havde overladt hele området til Rusland, men med revolutionen og den russiske militærmagts ophør faldt denne aftale bort (som hele Sykes-Picot-aftalen iøvrigt gjorde det), og bolsjevikkerne gjorde ikke noget forsøg på at påberåbe sig aftalen. Tværtimod, også her forkyndte de højlydt nationalitetsprincippet og hånede den sidste zaristiske udenrigsminister, Miljukov, der havde forhandlet med Sykes og Picot, og titulerede ham som »Miljukov-Dardanelskij«.

Den græsk-tyrkiske krig i 1922, hvor vestmagterne støttede grækerne i deres tåbelige ekspansionsforsøg, bragte bolsjevikkerne over på Kemal Atatyrks side i en slags uofficiel alliance, der siden fik sin naturlige forlængelse i Venskabs- og ikke-angrebspagten af 1925. Tyrkerne støttede til gengæld sovjetregeringen, da konventionen om gennemsejlingsforholdene i stræderne kom op til revision i 1936 i Montreux. Under den anden verdenskrig kom Tyrkiet ud før et voldsomt pres fra begge sider, men bevarede dog en noget prekær neutralitet, der først blev brudt, da krigen i realiteten var afgjort, idet landet erklærede Tyskland krig d. 28. februar 1945. Det var nemlig blevet bestemt, at kun de nationer, der havde erklæret Tyskland krig inden 1. marts 1945, skulle have ret til at blive medlemmer af De forenede Nationer. Forholdet mellem Sovjetunionen og dets to sydlige naboer havde således i mellemkrigsårene været præget af en venligsindet neutralitet og ringe russisk interesse for Mellemøsten. Men under krigen kom den engelsk-russiske besættelse af Persien, ligesom de udbredte tyske sympatier i Tyrkiet gjorde forholdet spændt her. Den sovjetiske holdning i mellemkrigsårene kunne naturligvis også tilskrives unionens almindelige svaghed, og man kunne mene, at den havde gjort en dyd af nødvendigheden, når den havde gennemført en ikke-indblandingspolitik. Men med udgangen af anden verdenskrig var Sovjetunionen i hvert fald ikke længere nogen inferiør størrelse på det politiske skakbræt, og spørgsmålet blev, hvordan den nu ville stille sig til de mellemøstlige problemer. Herom skulle man dog ikke længe blive i tvivl. Den engelsk-russiske traktat af 1942 om besættelsen af Persien havde fastsat, at besættelsestropperne skulle være ude af landet senest seks måneder efter krigens ophør. Hvis man regnede dette fra den dag, japanerne kapitulerede, kom man frem til d. 1. marts 1946. De britiske tropper havde da også rømmet landet i tide, men de russiske forblev i den dem tildelte besættelseszone, de fem provinser i nord, der i hovedsagen udgør persisk Azerbaidjan og praktisk talt var identisk med det område, russerne havde fået overladt som indflydelsessfære i 1907. Nu var de der igen og havde åbenbart ikke i sinde at forsvinde, før de havde opnået visse mere varige fordele. Dagen efter at japanerne havde kapituleret, blev der i den russiske sovjetrepublik Azerbaidjan dannet et »demokratisk Parti«, der bestod af landflygtige persere, og hvis stifter var en mand ved navn Jafar Pishevari, der selv var født i persisk Azerbaidjan, men levede i Baku og var en betroet mand indenfor Komintern, hvor han havde Mellemøsten som speciale. Han havde i sin tid været stifter af Persiens kommunistiske parti, som dog aldrig blev stort og tilsidst blev forbudt af regeringen. Det nye parti var det kommunistiske parti i revideret skikkelse, og det rejste nu krav om selvstyre for persisk Azerbaidjan, ja i december 1945 proklamerede en såkaldt nationalforsamling i provinsens hovedstad Tæbriz »den autonome republik Azerbaidjan« og Pishevari dannede en regering med sig selv som premiereminister. Begivenhederne kunne tyde på, at russerne havde planer om at inkorporere persisk Azerbaidjan i deres egen azerbaidjanske sovjetrepublik, men de kunne også betyde, at sovjetregeringen ville slå en handel af med den persiske stat, og der var en ting, den var interesseret i, nemlig at opnå koncession på olieudvindingen i de nordlige provinser. Det er givet at der findes olie, men den er aldrig blevet udnyttet, og forekomsternes storhed et ikke blevet undersøgt. Det er sandsynligt, at de er betydelige, fordi de ligger i det rige bælte omkring den 50. længdegrad. Ved at søge koncessioner her er det dog måske mere russernes hensigt at forhindre andre i at etablere sig så nær ved deres egne vitale olieområder i Kaukasus end selv at tappe her.

I januar 1946 dannede den halvfjersårige azerbaidjaner Ghavam es-Saltaneh regering i Teheran, og han tog straks til Moskva for at forhandle om evakueringen, der skulle finde sted. Stalin stillede sine betingelser: autonomi for persisk Azerbaidjan, koncession på olieudvindingen i det nordlige Persien samt fast stationering af russiske tropper i visse dele af provinsen. Der kom ikke noget ud af de forhandlinger, Ghavam var ikke til sinds at acceptere sådanne betingelser, og et par uger efter kom der også et nyt forslag fra Moskva: alle russiske tropper skulle tomme Persien efter seks ugers forløb; der skulle oprettes et blandet persisk-russisk olieselskab, det persiske parlament skulle ratificere en aftale om olieudvindingen inden udgangen af oktober, og spørgsmålet om, hvad der skulle ske med Det demokratiske Parti og dets medlemmer, skulle betragtes som et rent persisk anliggende. Denne overenskomst gik Ghavam ind på, traktaten blev underskrevet, og d. 9. maj forlod de sidste sovjettropper Persiens jord med to måneders forsinkelse i forhold til den oprindelige aftale. Til gengæld havde Stalin fået en aftale i lommen. Han havde handlet som en ræv. Han vidste ikke, at det var en endnu større ræv, han havde handlet med. Først begyndte Ghavam en klapjagt på alle sympatisører med kommunismen. De fandtes særligt indenfor det såkaldte Tudeh-parti, der var en slags folkefrontorgan. Da russerne begyndte ar presse på for at få traktaten om koncessionen ratificeret i parlamentet, erklærede Ghavam, at der først måtte afholdes frie valg til et nyt parlament, og det kunne ikke finde sted, for Pishevaris vilkårlige styre i Azerbaidjan var bragt til ophør. Hvorpå han sendte persiske tropper op i provinsen, jog den autonome republiks selvbestaltede regering på døren og fængslede eller dræbte alle de kommunister og folkedemokrater, han kunne få fat på. Det skete lige for næsen af de russiske tropper, som stod nogle få kilometer borte. De foretog sig dog ingenting og lod deres persiske meningsfæller gå deres skæbne i mode. Pishevari selv lykkedes det at flygte over grænsen. Valget fandt omsider sted i juli 1947, det nye parlament trådte sammen, og Ghavam forelagde det oliekoncessionen til ratificering; men medlemmerne forkastede den næsten enstemmigt, og i stedet vedtog de en lov, der forbod udlændinge overhovedet at få koncessioner i Persien.

Således fik Persien sin frihed tilbage, og russerne fik en lang næse. Det et dog sandsynligt, at den persiske regering, parlamentet og Ghavam - for udfaldet var sikkert tilsigtet også af ham - ikke ville have vovet en så provokerende fremgangsmåde overfor den store nabo mod nord, hvis de ikke havde fået moralsk og anden støtte fra engelsk side. Englænderne, der stod som koncessionsindehavere i den sydlige del af landet, beherskede denne provins, Khuzistan, lige så hårdhændet som russerne havde gjort det i nord, og de forstod også at spille på de folkelige strenge, når det var opportunt. De havde fået organiseret en rejsning blandt stammerne i syd, der skulle lægge pres på regeringen, samtidig med at deres agenter smurte de persiske parlamentsmedlemmer rigeligt med blanke monter for at få dem til at nægte koncessionen til russerne. Til gengæld kom det lige så meget bag på dem, at parlamentet vedtog en lov, der var fjendtlig overfor alle koncessioner. Men også amerikanerne stod, omend mere indirekte, bag den persiske stædighed. Truman-doktrinen var netop blevet forkyndt, og den havde en stimulerende virkning. Den var i det hele taget en vigtig kendsgerning. Den betegnede, at amerikanerne nu var ved at blive en partner i Mellemøsten.

For de havde på det tidspunkt gjort den for dem selv uventede opdagelse, at de havde umådelige økonomiske interesser at varetage dernede. Den koncession, som Charles Crane havde opnået i 1931, og som Standard Oil lod sig overtale til at udnytte gennem et datterselskab, ARAMCO, viste sig efter krigen at være et umådeligt foretagende. I 1938 producerede Saudi-Arabien 1,4 mill. barrels olie. Det forslog ikke meget i forhold til Bahreins 22 mill., Iraks 92 mill., og Irans 212 mill. Men i 1947 er forholdet grundigt ændret. Da er Bahreins produktion presset en ubetydelighed i vejret til 215 mill., Iraks ligeledes til 98 mill., Persiens er fordoblet til 424 mill., men Saudias er tohundreddoblet til 246 mill. En nyankommen i selskabet er Kuwait med et pænt begyndelsestal på 44 mill. Men går vi endnu fire år frem, finder vi Saudia som absolut førende med en produktion på 825 mill., ganske vist skarpt forfulgt af Kuwait med 747 mill., mens Bahrein er stationær og Irak i al beskedenhed knapt har fordoblet til 178 mill., og Persien af specielle grunde var faldet til det halve.

Det var ikke til at misforstå: amerikanerne var, nærmest ved et tilfælde, kommet i besiddelse af verdens rigeste oliefelt indtil idag. Det måtte selvsagt få betydning for deres interesse for Mellemøstens forhold. Der var store transportvanskeligheder, og der måtte derfor investeres umådelige kapitaler i tankskibe, rørledninger og raffinaderier; men så ville man til gengæld også nok have sikkerhed for, at disse investeringer ikke blev spildt ved de indfødtes tåbelighed eller ødelagt ved bevidst sabotage. Det blev dog fra et andet hjørne, at USA’s regering kom ind i spillet. Det skete, da sovjetregeringen i sin ændrede holdning overfor de sydlige naboer begyndte at føre en mere aggressiv tale. Det var særligt Tyrkiet det gik ud over. Sovjetregeringen krævede en revision af Montreux-overenskomsten og foreslog, at den selv i fællesskab med Tyrkiet skulle varetage forsvaret af stræderne, hvad der ville være ensbetydende med, at Tyrkiet blev forvandlet til en russisk lydstat og mistede al reel indflydelse på gennemsejlingsforholdene. Men England genoptog sin gamle politik og støttede Tyrkiet mod russerne, mens amerikanerne indtog en mæglende holdning. Russerne søgte at sætte trumf på ved at slå på visse grænserevisioner ved tilbagegivelsen af provinserne Kars og Ardahan, som de frivilligt havde overladt Tyrkiet i 1921. Måske beroede den fornyede interesse for disse egne på håbet om at finde olie i dem. Kort efter begyndte kommunistiske friskarer, der opererede i det borgerkrigshærgede Grækenland at optræde i betænkelig nærhed af den tyrkiske grænse.

England for sit vedkommende var imidlertid på dette tidspunkt ikke i stand til at yde effektiv støtte til Tyrkiet og Grækenland. Det var selv dybt inde i en økonomisk krise og søgte at reducere sine imperiale forpligtelser ved at give Indien og Burma deres fulde frihed. Det var i dette kritiske øjeblik, USA trådte ind med den såkaldte Truman-doktrin i marts 1947, der lovede hjælp til Grækenland og Tyrkiet, så de kunne blive i stand til at modstå Sovjetmagtens tryk. Et halvt år i forvejen havde amerikanerne fuldført bygningen af en flyvebase i Dahran på den arabiske halvøs østkyst ud for Bahrein-øerne og nær ved begyndelsen af den lange transarabiske rørledning, som var under konstruktion. Basen var dog Saudias ejendom og kun lejet til amerikanerne, og disse var ivrige for at fastholde det som et princip, at de ikke ønskede at skabe sig et imperium på samme måde som englænderne, men ville opnå deres ønsket på en forretningsmæssig fod og til formentligt fælles bedste. Dette grundprincip gjaldt dog ikke for de lande, som var direkte engageret i kampen mod Sovjetmagten, som det senere skulle vise sig.

Således var den storpolitiske baggrund, på hvilken de arabiske stater skulle udspille deres dramaer, som i sig selv vat begivenheder i miniatureformat, men som skulle få et langt ekko takket være deres andel i det store drama. Krigen var endnu ikke til ende, før Libanon og Syrien søgte at tage sagerne i deres egne hænder. Fra det øjeblik, da Frankrig brød sammen i 1940, var dets saga som kolonimagt i Mellemøsten reelt til ende. Ganske vist vedblev Vichy-regeringen at holde de to områder besat, men som en slagen magt havde enhver fransk regering mistet al prestige, og indbyggerne i de to områder ventede kun på en gunstig lejlighed til at af kaste fremmedåget. Den kom i 1941, da britiske og frie franske styrker i fællesskab angreb Vichy-styrkerne i Syrien og Libanon, og den kommanderende gaullistiske general Catroux udstedte en proklamation, hvori han lovede de to lande deres fulde uafhængighed og suverænitet. Men så snart de Gaulle´s folk havde magten, var de mindre ivrige efter at opfylde deres lofter og søgte at stimulere samarbejdsvillige kræfter indenfor de to folk. Denne politik førte dog ikke til noget, ja modarbejdede sit formål, for da der for første gang under krigen blev afholdt valg, led samarbejdspartierne et knusende nederlag. De nye parlamentet, der blev indkaldt, begyndte nu på et lovgivningsarbejde. som havde til hensigt at desavouere den franske statsmyndighed i Levanten, ja, libaneserne gik så vidt, at de ad lovens vej gjorde en ende på enhver begrænsning af deres lands fulde frihed. Men franskmændene svarede med at arrestere præsidenten og de fleste ministre, ophæve forfatningen, opløse parlamentet og erklære alle de vedtagne love for ugyldige. Det bragte imidlertid hele den arabiske verden i oprør, og englænderne, som satte alt ind på at bevare det gode forhold til araberne, lagde pres på den franske kolonimyndighed og foreholdt den, hvor betydningsfuldt det var at opretholde lov og orden i dette område, der spillede en så overordentlig rolle som forsyningsbase og operationscentrum for den videre krigsførelse. Det var en henstilling, der havde ultimativ karakter, og franskmændene, som var helt afhængige af englænderne i Levanten, måtte bide i det sure æble, løslade de arresterede og anerkende de to landes uafhængighed, omend de stadig tog visse forbehold med hensyn til militær garnisonering.

Men appetitten på friheden var blevet skærpet, der opstod påny kaotiske tilstande, og franskmændene gik så vidt som til at bombardere Damaskus med feltartilleri og flyvemaskiner, som de havde gjort det engang nitten år tidligere. Men de nitten år var ikke gået sporløst hen. Dengang kunne man nedkæmpe nationalisterne med kanoner, nu kunne man kun yderligere forbitre dem, og for at forhindre det totale kaos skred englænderne dagen efter ind og genoprettede ordenen ved at befale den franske øverstkommanderende at holde inde med skydning og sende tropperne tilbage til deres kaserner. På denne lidet værdige måde kom det franske herredømme i Levanten til afslutning. Det har givet franskmændene anledning til den myte, at det er englænderne, som har kastet dem ud. Det er en sandhed med modifikation. Det er for så vidt rigtigt, som de britiske kolonimyndigheder i tidens løb har modarbejdet de franske kolonimyndigheder lige så energisk som disse har modarbejdet englænderne. Lige siden Abdullah rykkede ind i Transjordanien i spidsen for 1200 beduiner for at hævne sin broders fordrivelse fra Syrien, har det været et led i britisk orientpolitik at begrænse den franske indflydelse og til gengæld bevare et venskabeligt forhold til araberne. Et venskabeligt forhold til araberne! Det var den parole, der forklarer den engelske politik i det tredje levantinske område, mandatet Palæstina. Skabt som udtryk for en utvivlsomt oprigtig enthusiasme for den zionistiske sag i det britiske krigskabinet i 1916-17, var det i de følgende år blevet forvandlet til noget helt modsat af de folk, som skulle virkeliggøre Balfour-deklarationens ord om at skabe et nationalhjem for jøderne i Palæstina. Den britiske administration i Palæstina blev ensidigt proarabisk og anti-zionistisk. Den havde derfor begunstiget udskillelsen af Transjordanien, den havde stillet sig fjendtligt overfor enhver antydning af jødisk-arabisk samarbejde, den havde undladt at delagtiggøre jøderne i det højere administrative arbejde i mandatet, den havde undladt at gøre Jewish Agency til det konsultative organ, det skulle have været, den havde undladt at skabe eller muliggøre det for jøderne at skabe de institutioner, som skulle forberede overgangen til dannelsen af en jødisk stat, den havde undladt at udvikle mandatets økonomiske muligheder. Den havde begunstiget det arabiske befolkningselement ensidigt, den havde set igennem fingre med de arabiske ulovligheder under den store opstand 1936-39, den havde begrænset den jødiske indvandring til et minimum, og den havde gjort det næsten umuligt for jøder at købe jord. Denne politik var blevet udformet efter første verdenskrig, og den fortsattes uforandret efter den anden.

Dette til trods for den jødiske befolknings loyale holdning under krigens farligste fase, da italienerne og senere tyskerne kunne formodes at invadere hele Mellemøsten. Den engelske tøven med at modtage tilbuddene om frivillige styrker bevirkede, at der ikke blev stillet mere end 33.000 udrustede soldater i marken af de 86.000 mænd, der havde meldt sig frivilligt. Men det var dog stadig 7 % af den jødiske befolkning. Dertil kommer, at 230.000 personer var beskæftiget i krigsindustrier. Tilsammen en krigsanstrengelse, der er procentisk lige så stor som den, Storbritannien opnåede ved tvangsudskrivning. Den arabiske indsats var mere beskeden. Englænderne havde til en begyndelse søgt at gennemføre en rekruttering på fifty-fifty basis, men det måtte de snart opgive. Til trods for, at de inkluderede frivillige fra Transjordanien, Syrien og Libanon, nåede man kun op på 9.000, og af dem deserterede halvdelen, så snart de havde fået et gevær udleveret, og meldte sig til muftiens bander, der bekæmpede jøder og englændere, som det kunne falde sig. Det virker på denne baggrund ejendommeligt at den britiske udenrigsminister Anthony Eden i februar 1941 kunne sende en hilsen til de arabiske landes udenrigsministre, som holdt møde i Kairo, hvori det hed: »Den arabiske verden har gjort store fremskridt siden den ordning, som blev truffet efter afslutningen af sidste krig, og mange arabere ønsker en større grad af enhed, end de nu kan glæde sig ved... Det forekommer mig både naturligt og rigtigt, at de kulturelle og økonomiske bånd, ja, og også de politiske, styrkes. Hans Majestæts regering vil for sit vedkommende give fuld støtte til en hvilkensomhelst plan, der vinder almindeligt bifald.« Disse ord blev den første spire til dannelsen af Den arabiske Liga. De blev udtalt næsten samtidig med, at den ægyptiske forsvarsminister til den italienske efterretningstjeneste udleverede de ægyptiske forsvarsplaner og fortrolige militære aktstykker, tre måneder efter, at den eneste proengelske politiker i Syrien, dr. Shabander, var blevet myrdet, af pronazistiske syrere, tre måneder før det nazistiske kup i Irak og et år før man måtte stille den ægyptiske konge et ultimatum for at få ham til at respektere sine traktatlige forpligtelser. Til gengæld blev jøderne behandlet nærmest som krigsforbrydere, arresteret, når de blev grebet i våbeneksercits, og rekruteringskontoret endda udsat for razzia. Da man endelig bekvemmede sig til at bruge de jødiske frivillige, måtte deres krigsdeltagelse ikke omtales i pressen, de måtte ikke bære deres nationale blåhvide mærke, og de måtte ikke betegnes som jødiske tropper, men som palæstinensiske. Det virkede ikke opmuntrende, men langt alvorligere var den rigoristiske holdning de britiske myndigheder udviste overfor indvandringsspørgsmålet, der var blevet et spørgsmål om liv og død for hundredtusinder af flygtninge. Der var blevet organiseret et vældigt illegalt system af flygtningeruter, særligt fra Polen, hvis tre millioner jøder stod foran deres totale udryddelse. Ad ruter, som førte tværs igennem Hitlers rige, måtte de, hvem det lykkedes at slippe ud af Warszawas ghetto, søge ud til havnebyerne. En rute gik over Berlin til Marseilles, en over Prag, München og Milano til Spezia, en over Wien til Venedig, en gik over Budapest og Belgrad til Athen, en over Bucharest til Istanbul, mens de, der havde reddet sig over på russisk side, vandrede på deres fødder øst om Sortehavet ned til Tyrkiet. At få skibslejlighed var et nyt og risikofyldt eventyr, og det måtte da føles mere skuffende, end et menneskehjerte kan bære, når de få procent af flygtningene, som var sluppet levende gennem alt dette og så deres længslers mål tone frem i det fjerne, blev forment adgang dertil af embedsmænd, som kunne henholde sig til hvidbogens immigrationsbestemmelser.

Der var især en begivenhed, som fik en skæbnesvanger indflydelse på udviklingen, nemlig Strumas undergang. Struma var et ældgammelt Donauskib, på hvilket 764 jødiske flygtninge var sluppet ud af Rumænien og havde begivet sig til Tyrkiet. Tyrkerne ville ikke lade dem komme i land, medmindre den britiske mandatregering ville garantere, at de fik lov at komme ind i Syrien. Det ville englænderne ikke, og så lød tyrkerne dem sejle videre i det usødygtige skib, og det sank. 763 druknede, en blev reddet. Denne begivenhed, som fandt sted i februar 1942, fik to konsekvenser. I maj blev der afholdt en ekstraordinær zionistisk kongres på hotel Biltmore i New York, og her blev der enighed om at opstille kravet om oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina som et krigsmål. Det var første gang dette krav var stillet som andet end blot en fjern mulighed. Det var fremkaldt af den europæiske jødedoms katastrofale stilling, hvor ingen, heller ikke den britiske administration i Palæstina, rørte en finger for at hjælpe jøderne fra Hitlers gaskamre. Den anden konsekvens var den jødiske terrorisme. Den afvisende britiske holdning fremtvang dannelsen af organisationer til at hjælpe immigranterne illegalt ind i landet. Den egentlige terrorbevægelse begyndte dog ikke, før krigsfaren var drevet over før Mellemøstens vedkommende med Montgomerys sejr ved el Alamein d. 2. november, landsætningen af engelske og amerikanske styrker i Nordafrika d. 8. og russernes modoffensiv ved Stalingrad d. 19. november. En jødisk politiker, Ben Gurion, erklærede kort efter krigsudbruddet, at jøderne i Palæstina ville bekæmpe Hitler, som om der ikke eksisterede nogen hvidbog, og hvidbogen, som om der ikke eksisterede nogen Hitler. Hidtil havde de helt helliget sig den første del af denne dobbelte kampopgave, nu begyndte de også at vende sig til den anden. Fra da af var der en dobbelt modstandsfront mod englænderne, idet alle de det var samlet omkring Jewish Agency, var modstandere af terror og intet havde med den at gøre uden forsåvidt som de forsøgte at lægge en dæmpet på de illegale gruppers virksomhed. Da krigen var hørt op og arbejderpartiet dannede regering i England, blev der stor glæde i Palæstina, for labour-politikerne havde gang på gang kritiseret den afgåede regering for dens anti-zionistiske politik og umenneskelighed overfor de jødiske flygtninge. Herbert Morrison havde f.eks. under debatten om hvidbogen af 1939 erklæret den for »et kynisk brud på vore løfter til jøderne«, og de fleste andre ansvarlige ledere havde udtalt sig på lignende måde. Den jødiske glæde over arbejderregeringen skulle dog ikke blive af lang varighed.

Thi bag enhver regering sidder de stærke mænd, der bliver, nar ministrene går, og derfor har det faste greb om sagerne, som ingen minister kan gøre sig håb om at opnå. Bag den britiske udenrigsminister står det mangehovede uhyre der hedder Foreign Office, og indenfor dette et der et mellemøstligt departement med mange kloge hoveder. Det står i snæver kontakt med krigsministeriet og generalstaben, og det er dets meninger, der taler gennem udenrigsministerens mund. Derfor gør det så forunderligt ringe forskel, om udenrigsministeren hedder Grey eller Henderson, Eden eller Bevin. De stemmer, der taler gennem udenrigsministrene, kan man desværre sjældent høre, for de er skjult for offentligheden, og nysgerrige historikere får ikke lejlighed til at stikke næsen i Foreign Office’s dokumenter. Det ville ellers have været af største interesse, om man havde kunnet følge udviklingen indenfor det mellemøstlige departement siden Mark Sykes’ dage. Han var dog for meget af en ener til at kunne danne skole, og den tradition, der udkrystalliserede sig siden første verdenskrig, bundede i en fast overbevisning om og tro på den arabiske verdens styrke. Dengang drømte man i departementet om et storarabisk rige, hvis hersker blev dirigeret af britiske bagmænd. I 1945 var det ikke så meget enheden som enhed i mangfoldigheden, departementet satte sin lid til. Det tænkte sig et forbund af arabiske nationaliteter, og dette forbund skulle naturligvis manipuleres af departementets tavse, stærke mænd. Det var baggrunden for Edens skrivelse til de arabiske udenrigsministre i 1941. Den forblev heller ikke uden virkning. Året efter fremsatte den irakesiske, engelskvenlige premierminister Nuri es-Said et dobbelt enhedsforslag. Han ønskede at der først skulle dannes en enhedsstat ud af Syrien, Libanon, Transjordanien og Palæstina. I anden omgang skulle denne stat forenes med Irak, men således, at enhver arabisk stat, som ønskede det, skulle kunne slutte sig til. Som man vil se, var der ikke anvist Ægypten nogen særlig rolle i den nye forbundsstat. Ægypten føltes nemlig ikke af disse arabiske kernelande som arabisk. Sprog og religion var fælles, men Ægyptens historiske og kulturelle traditioner var væsentlig forskellige. Dertil kom at Ægypten med sine tyve millioner mennesker overgik samtlige øvrige stater i mellemøsten (når man ser bort fra Persien, der også ligger udenfor det egentligt arabiske), så det ville få en knusende overvægt i en fælles statsdannelse eller føderation, og når Nuri foreslog oprettelsen af en enhedsstat, var det under den uudtalte forudsætning, at Bagdad skulle være det politiske centrum.

Ægypten kunne imidlertid ikke se passivt til, at der blev dannet en sådan storstat i Mellemøsten, som det ikke selv dominerede. Det ville føre til den situation, som ægypterne altid siden historiens begyndelse har frygtet mest, en stormagt på det eneste sted, hvor Ægypten kan trues, fra nordøst over broen gennem Palæstina. Set fra Kairo var der derfor kun to muligheder, enten at bekæmpe denne statsdannelse eller at slutte sig til den og derved komme til at beherske den. Og den ægyptiske regering valgte det sidste. I 1943 fremsatte premierministeren, den gamle Wafd-leder Nahas Pasha, et forslag til en statsdannelse med Ægypten som partner. Det viste sig imidlertid, at de kulturelle og politiske forskelle mellem de lande, som var interesserede, vat så store, at det var umuligt at finde en formel for en virkelig statsdannelse. Man måtte nøjes med noget mindre, med et forbund af en eller anden art, og i de følgende to år forhandledes der uafbrudt, uden at det førte til realiteter, og der måtte en ny tilskyndelse til fra engelsk side for at få det til at glide. I februar 1945, mens der var møde i Kairo, sendte Eden atter en hilsen, der lod: »Den britiske regering nærer sympati for enhver arabisk bestræbelse på at skabe økonomisk, kulturel og politisk enhed, men det forstår sig, at initiativet til en sådan plan må komme fra araberne selv.« Planen om en arabisk liga var udruget i det mellemøstlige departement, hvor man stillede store forventninger til den, og man fornemmer gennem Edens ord en vis utålmodighed med, at det endnu ikke var blevet til noget. Men hans henvendelse fik den for ønskede virkning, og allerede næste måned var ligaen blevet dannet og dens bestemmelser underskrevet af syv medlemmer: Ægypten, Libanon, Syrien, Irak, Transjordanien, Jemen og Saudia. Dertil var der udpeget repræsentanter for Nordafrika og Palæstina, som var afskåret fra at være medlemmer, fordi de to områder ikke var frie stater. Ligaens paragraffer var holdt i stor almindelighed, og det viste sig meget snart, at der ikke var basis for noget egentligt fællesskab. Det eneste man kunne enes om, var at forhindre Palæstina i at blive jødisk.

Man var dog også interesseret i at få et internationalt forum for de arabiske interesser, og derfor erklærede Ægypten, Libanon, Syrien og Saudia Tyskland krig d. 28 februar - af samme grund som Tyrkiet gjorde det samme dag: derved opnåede disse stater, som ikke havde rørt en hånd for de allieredes sag, men nok havde ydet Hitler en og anden støtte, at blive medlemmer af De forenede Nationer. Transjordaniens medlemsskab blev forhindret ved russisk veto, og Jemen manglede diplomatisk personale til at påtage sig en sådan opgave og ønskede det heller ikke. Ligaen var således et ensidigt, politisk instrument, der skaffede araberne en stemme i det internationale selskab, Englands støtte, som muliggjorde en ustabil balance mellem de modstridende interesser, og som skulle bekæmpe zionismen. Derimod var der ingen interesse for at gøre Ligaen til et instrument til bekæmpelse af de onder, der hærger Mellemøstens folk: analfabetismen, den forfærdende hygiejne og det tilbagestående erhvervsliv. Det hænger sammen med, at de fleste regeringer var præget af de pågældende landes godsejere. Selv en folkelig regering som Wafds i Ægypten ville ikke kunne blive siddende 24 timer, hvis den foretog radikale reformer, som udstykning af jorden, der ville gå ud over de egentlige magthavere. Men netop derfor, fordi der ikke var naturlige opgaver for ligaen, som mere var en britisk opfindelse end udtryk for en indre arabisk nødvendighed, vendte den sig med fanatisme mød det eneste, der kunne samle alle dens medlemmer, kampen imod jøderne.

Men af samme grund, fordi ligaen ikke var de arabiske folks organ, men en arabisk overklasses, var der ikke tale om nogen massetilslutning til dens virksomhed. Heller ikke når det gjaldt forholdet til jøderne. Thi af de arabere, der boede udenfor Palæstina, følte flertallet det som noget sig uvedkommende, og af dem, der boede i Palæstina, var der mange, som var klare over at det, når deres levestandard var så meget højere end arabernes i de omliggende lande, skyldtes jødernes arbejde og vestlige teknik, og at de derfor ikke ville have noget at vinde, men alt at tabe ved at se Palæstina forvandlet til en arabisk provins og jøderne fordrevet derfra. Ganske vist stod araberne i mandater langt tilbage for jøderne, men sammenligner man mandatets arabere med alle andre arabere, vil man opdage, at deres levefod er mere end fordoblet. Arabiske landarbejdere i Palæstina i 1935 producerede 186 internationale enheder (omtrent = 1 dollar), mens de mest fremskredne af de arabiske lande producerede 98, Irak 93 og Ægypten kun 90. Mandatregeringens divide et impera-politik og muftiens guerillakrigere havde ikke formået at ændre fundamentalt ved dette forhold, selv om målbevidst propaganda aldrig er spildt på mennesker og især ikke på analfabeter eller halvanalfabeter. Dog omgikkes det store flertal af arabere endnu efter anden verdenskrig deres jødiske naboer på venskabelig fod, og den erkendelse, som lyste igennem Hussains og Faisals holdning efter første verdenskrig, og som også fik udtryk gennem den kongres, der blev afholdt først i Kairo, siden i Geneve, og begge steder blev stoppet af englænderne, var endnu levende hos mange arabere. I 1930 havde arabiske og jødiske arbejdere dannet en fælles fagforening. Den var blevet forbudt af englænderne. Efter krigen kunne man dog stadigt se de to parter gå i strejke i fællesskab, som da 35.000 statsarbejdere nedlagde arbejdet i 1946 Jerusalem og Haifa under parolen »Vor styrke ligger i enhed.«

Der var på den tid en kendt araber, Fanzi Darwish el-Hussaini, som var en fætter til muftien og havde tjent ham i mellemkrigsårene sammen med endnu en fætter, Jamal Hussaini. Jamal havde fulgt muftien til Bagdad og var der blevet en slags generalstabschef under kuppet i 1941 og var efter krigen blevet muftiens stedfortræder som leder af guerillaen mod jøderne. Muftien selv var nemlig undskyldt, han var blevet fanget i Berlin af franskmændene i maj 1945 og sad indespærret i en komfortabel villa i pariserforstaden Rambouillet. Men Fawzi var kommet til en anden erkendelse. Han mente, at fremtiden for Palæstinas arabere lå i et samarbejde med jøderne, og da han var en handlingens mand, satte han også noget ind på at fremme et sådant samarbejde. Han var formand for en arabisk forening, Falestin el-Jadide-selskabet, og det gjorde han til et redskab for samarbejdet. Han udtalte ved et af dets moder: »De politiske forhold har forværret sig. Araberne er blevet sig mere nationalt bevidst, men samtidig er ekstremismen også tiltaget. Jamal Hussainis og muftiens parti har tilrevet sig stor magt, ikke så meget i moralsk som i materiel henseende, og det nyder regeringens støtte. De dele af den arabiske befolkning, som ikke ønsker at følge dette parti, har ingen steder, hvorhen de kan vende sig. Erfaringen har lært os, at de officielle partier - jødiske som arabiske - har voldt begge parter skade og lidelse. Det er sandt, at jeg i mange år har været min fætter Jamal Hussainis tilhænger... Imidlertid, som årene gik, kom jeg til den konklusion, at det ikke duer med den slags virksomhed. Det er den imperialistiske politik, som leger med os begge, både jøder og arabere. Der gives ingen anden vej frem, end at vi forener os og arbejder sammen til fælles bedste.« Således udtalte Fawzi el Hussaini sig i august 1946. Men inden måneden var til ende, blev han myrdet. Det lykkedes ikke det britiske politi at finde morderen. Jamal Hussaini udtalte i et interview til en ægyptisk avis: »Min fætter snublede og fik sin retfærdige straf.« Han erklærede sig også ansvarlig for, hvad han betegnede som »forholdsregler imod forrædere.« Mandatmyndigheden anerkendte ham som den legitime repræsentant for palæstina-araberne.

De mest markante modsætningsforhold i Palæstina i årene efter krigen var ikke forholdet mellem arabere og jøder, men mellem araberne indbyrdes, hvor ekstremisterne ved terror lukkede munden på jødevenlige arabere, og mellem jøder og englændere. Også på denne front blev terroren et stadigt mere fremtrædende træk, for den britiske politik gjorde i sin totale afvisning af de jødiske krav en forhandlingspolitik næsten helt umulig. Derved tabte de moderate partier terræn i forhold til de illegale gruppers virksomhed. Det var stadigvæk spørgsmålet om flygtningene, som stod i brændpunktet, for endnu flere år efter krigens ophør var antisemitismen levende i store dele af Centraleuropa, og der sad fremdeles over hundredtusind jøder i de tyske koncentrationslejre foruden 37.000 på Cypern, som var blevet indespærret i lejre her af englænderne efter forsøg på illegal indvandring i Palæstina. Ialt sad endnu i 50.000 jødiske flygtninge i lejre uden andet håb om at slippe ud end håbet om en dag at kunne begive sig til Palæstina. Men englænderne var ubøjelige. De havde deres hvidbog at henholde sig til. Det gjorde ingen forskel, at der kom en arbejderregering i England. Koloniminister var Creech Jones, og han var en oprigtig ven af zionisterne. Det var måske derfor Palæstina blev henlagt under udenrigsministeriet, der blev varetaget af Ernest Bevin, og han var ingen ven af zionisterne. Som gammel fagforeningsmand var han amatør på det storpolitiske område, og derfor i lommen på sine eksperter, og de foreholdt ham betydningen af at stå sig godt med araberne, og det ville først og fremmest sige at ikke gøre den ringeste koncession til zionisterne. Når disse folk talte om araberne, mente de de arabiske godsejerregeringer.

Fra Amerika kom der en henvendelse, som præsident Truman tilstillede den britiske udenrigsminister med en opfordring til at give 100.000 overlevende fra tilintetgørelseslejrene indrejsetilladelse, men Bevin svarede, at der ikke var plads til så mange flere mennesker i Palæstina, hvorpå han sendte en okkupationshær på 125.000 mand dertil for at holde justits. De stod under kommando først af den polske general Anders, siden af den fra Sydslesvig kendte general Barker, begge kompromisløse anti-semitter. Det voldsomme militæropbud var motiveret ved den lige så voldsomme opblussen af aktivismen. Der var almindelig enighed blandt alle Palæstinas jøder om at man burde forsøge at få så mange flygtninge som muligt ind i landet også selv om det måtte ske ad illegal vej. Men enigheden hørte op, når midlerne kom på tale. Der var særligt to grupper, Irgun Zwai Leumi, som var en aflægger af det tidligere omtalte revisionistparti, der ville have en jødisk stat på begge sider af Jordanfloden, og Stern-gruppen. De var begge tilhængere af en terroristisk kamp mod englænderne. Begge grupper bestod i udstrakt grad af mennesker, som havde mistet deres pårørende i gaskamrene, var flygtet fra Polen under krigen og omsider havde haft held til illegalt at komme ind i Palæstina. Det var mennesker, der havde mistet sansen for nuancer i tilværelsen. I løbet af 1945 og 1946 udviklede den borgerkrigslignende tilstand sig til et kaos. Militærokkupationen, gengældelsesaktioner og kollektive straffe gjorde kun ondt værre.

Englænderne havde altid haft mange venner blandt jøderne, fordi det var dem, der havde taget initiativet til at skabe et nationalhjem. Men det var tyndet slemt ud i anglofilernes rækker på grund af den måde, hvorpå den britiske administration perverterede den oprindelige tanke til dens modsætning og gradvis forvandlede Palæstina til et ghetto, hvor et jødisk mindretal kunne henslæbe sin eksistens som i bedste fald tolereret, an sufferance. Den britiske fortolkning af hvidbogens bestemmelser om indvandring, som kom til at koste så mange mennesker livet, berøvede England dets sidste venner i Palæstina. Den bedste ven, det havde haft, gik fra borde d. 9. december 1946. Det var dr. Weizmann. På zionistkongressen i Basel i 1946 havde han talt indtrængende til forsamlingen om ikke at opgive troen på England som jødernes sande ven og hjælper, selv om det så broget ud i øjeblikket. Men for første gang kunne kongressen ikke følge hans førerskab, og som en isoleret og slagen mand nedlagde han sit formandsskab. I foråret i var der en række konferencer mellem Bevin og repræsentanter for Jewish Agency som et sidste forsøg på at finde en løsning. Ben Gurion og Moshe Shertok (Sharett), der var jødernes talsmænd, var på dette tidspunkt villige til at drøfte en deling af mandatet i en jødisk og en arabisk del. De holdt dog for, at den bedste løsning ville være, at mandatet blev ført videre i den skikkelse, det havde haft, inden hvidbogen af 1939 forvandlede det til en karikatur, og for at få det til at glide var de villige til at afskrive kravet om oprettelsen af en jødisk stat og overlade det til fremtiden. Bevin kunne ikke godkende nogen af disse forslag. Han erklærede, at regeringen var forpligtet af hvidbogen og ikke kunne ophæve den uden arabernes samtykke. For at fremtvinge en ordning føjede han til, at han, hvis der ikke blev tilvejebragt en ordning ved denne lejlighed, ville henvise sagen til De forenede Nationer. Han fremsatte derefter selv et forslag, der blev forkastet både af jøder og arabere, og den 15. februar meddelte han i parlamentet, at han ville gå til FN. Han føjede til, at den britiske regering ikke agtede at anbefale nogen løsning af problemet, det måtte blive den høje forsamlings egen hovedpine.

For Bevin stod det som en meget lille pris, hvis han kunne opnå den arabiske verdens venskab mod at ofre den jødiske stat. Ved at vende det døve øre til alle jødiske forslag, havde han i hvert fald vist sin gode vilje. Men det blev ikke derved. Den uafhængighed, han ikke mente at kunne tildele Palæstina, hverken helt eller delt, blev ydet Transjordanien, som d. 15 marts 1948 fik sin uafhængighed i kraft af en traktatrevision. Emir Abdullah var fra nu af konge og i alliance med Storbritannien. De interessanteste bestemmelser stod dog ikke i traktaten, men i de tekniske artikler, der var knyttet til den. Ifølge dem skulle 1) britiske eksperter og rådgivere gå i transjordansk tjeneste, 2) alle britiske koncessioner løbe videre, 3) englænderne vedblive at lede jernbanevæsenet og fiskeriet, 4) kontrollere finansvæsenet, 5) have ret til at stationere tropper, som skulle nyde immunitet, 6) yde kongen finansiel støtte på betingelse af, at de selv kontrollerede at støtten brugtes til de designerede formål. Når man hertil føjer, at Transjordaniens eneste havn, Akaba, siden 1925 havde været annekteret af den britiske flåde, at den transjordanske hær, den såkaldte arabiske legion, blev opbygget og kommanderet af en englænder, John Glubb, populært kaldet Glubb Pasha, og at alle højere officerer var englændere, såvelsom alle teknikere og specialister, må man anerkende, at det var en uafhængighed med forbehold, og at transjordanerne ikke havde mange muligheder for at føre en anti-britisk politik. I de større lande var det nødvendigt at gå frem med megen forsigtighed, dels fordi den nationale sårbarhed var stor, dels fordi der i disse lande var en ikke ringe anti-britisk stemning fra krigens tid, hvor næsten alle, der overhovedet havde skøttet om at tage standpunkt, havde støttet Hitler. Det er betegnende, at den ægyptiske premierminister, der udvirkede, at Ægypten i 1945 erklærede Tyskland krig, blev skudt ned på åben gåde, i det øjeblik han forlod parlamentsbygningen efter at have fået krigserklæringen trumfet igennem.

Efter krigens afslutning blev de anti-britiske stemninger endnu mere udprægede, og det kom til adskillige udskejelser. For Bevin var det et vitalt anliggende at få forholdet til Ægypten reguleret, og han gik derfor meget langt i sit forsøg på at få en overenskomst. I 1946 blev der udarbejdet en ny overenskomst, ifølge hvilken englænderne gik ind på at evakuere alle deres tropper fra Kairo og Alexandria (så de kun havde Suez-basen tilbage) og at lade Sudan sluttes sammen med Ægypten, omend stadigt som et kondominium. Men traktaten blev væltet med det samme af det ægyptiske parlament, som ikke ville acceptere, at der endnu var en britisk styrke på ægyptisk jord, og at Sudan ikke skulle blive et eksklusivt sudanesisk-ægyptisk anliggende. Således brast Bevins forhåbninger i Ægypten. Det var ikke lykkedes ham at få en forbundsfælle, og befolkningen var ligeglad med, hvad han foretog sig eller ikke foretog sig i Palæstina, det var den britiske okkupationsmagt den ville have fjernet. Det var et bittert slag for hans politik. Forført af sine eksperter havde han troet, at der kunne etableres en enig arabisk verden, når blot man ofrede det jødiske nationalhjem, en verden, som kunne styres af Den arabiske Liga under den britiske udenrigsministers diskrete vejledning, og som kunne vendes dels imod franskmændene i Nordafrika, dels mod Sovjetmagten, som var begyndt at røre på sig i Mellemøsten, og som også om fornødent skulle bruges til at holde amerikanerne på afstand. Da nu Bevins plan i første omgang var bristet, og det først og fremmest skyldtes ægyptisk uvilje mod ethvert samarbejde med det britiske imperium, fattede den dynamiske udenrigsminister en ny plan. Han var ikke uvidende om, at der bestod et rivalitetsforhold mellem Ægypten og Irak, og at Nillandet havde fået Den arabiske Liga etableret i dens nuværende form for at spænde ben for de trakesiske planer. Det skulle derfor, når Ægypten undslog sig for et samarbejde, synes at være en naturlig taktik at gøre Irak til hovedpartner. I Bagdad havde England en gammel ven i Nuri es-Said. I et kvart århundrede havde han sammen med Faisal I og siden med regenten Abdul Illah søgt tilknytning til det britiske imperium som en garanti mod risikoen fra Sovjetunionen. Hans plan om en sammenslutning af Syrien, Libanon, Transjordanien, Palæstina og Irak var også et led i denne politik, men det var utænkeligt, at Ægypten skulle godkende den. Ikke mindst den planlagte indlemmelse af Palæstina måtte vække anstød i Kairo, fordi det bragte en større statsdannelse lige til Ægyptens dør. Hvis Ægypten ikke selv kan være herre i Palæstina, må den insistere på, at dette område forbliver uafhængigt af andre større magter. Som et led i planerne om at styrke modstandsfronten mod Sovjetunionen havde Irak i 1947 fået afsluttet en venskabspagt med Tyrkiet. Den blev i Kairo betegnet som et forræderi mod den fælles arabiske sag, men Bevin mente, at kunne bygge videre på dette grundlag, og resultatet blev en revision af den engelsk-irakesiske pagt af 1930, afsluttet i Portsmouth d. 15. februar 1948. Den blev anset for en mønstertraktat, som gjorde en række indrømmelser til gunst for Irak, blandt andet evakuering af britiske tropper bortset fra Royal Airforces ret til at benytte de to store flyvepladser Habbaniya og Shaiba.

Men reaktionen på denne traktat blev en ganske anden end ventet. Den fremkaldte af vanskeligt fattelige grunde en voldsom folkelig indignation, sandsynligvis fremkaldt af ægyptiske penge og påvirkning af de irakesiske studenter. Der var også en anden hånd, man mærkede bag scenen: muftiens. Han var endnu engang dukket op som en trold af en æske, forsvundet fra sin bevogtede villa i Paris, hvor han havde siddet i mildt fangenskab og på æresord. Han tog til Kairo, hvor kongen gav ham gæstebeskyttelse og behandlede ham med stor ærbødighed. De to havde brug for hinanden. De var lige store anti-briter, antizionister og anti-trakesere. De havde begge en nazivenlig fortid at bringe i forglemmelse. Dertil kom, at muftien forefandt en organisation i Egypten, som han kunne bruge til sine egne formål. Det var Det muhammedanske Broderskab, der var blevet stiftet af en ægyptisk lærer omkring 1930, og som stilede imod en religiøs reform, hvorved der skulle skabes en »kalifatsrepublik«, således kaldet, fordi det ville forbinde den gamle forestilling om kalifatet med en moderne stat. Det ville også genoplive den hellige krig mod de vantro og var i det hele taget meget aktivistisk indstillet og betragtede mord som en legitim fremgangsmåde, når det tjente et højere formål. Dets fedayan-i-Islam (»Islams martyrer«) er en slags stødtropper, mordeksperter, senere efterlignet af Nasser i kampen mod Israel. Det var en organisation efter muftiens hoved, han opslog sit kvarter i Kairo, nærmere bestemt i de kongelige pauluner, og det første resultat af hans fornyede virksomhed sporer man i den uventede omvæltning i Bagdad, hvor han var en gammel kending og havde sine venner fra krigstiden siddende. Resultatet blev en regeringskrise, som endte med, at de probritiske ministre måtte abdicere og traktaten underkendes. Således brast Bevins forhåbninger og de mellemøstlige eksperters forvisning om at kunne sidde bag Den arabiske Ligas kulisser og trække i trådene.

Imidlertidig gik sagen om mandatet Palæstina sin gang i FN. Hvad Bevin ville opnå ved at inkaminere sagen for den internationale organisation, var et nyt mandat, der med en verdensopinion i ryggen slettede bestemmelsen om det jødiske nationalhjem, så regeringen kunne befris for den lænke om benet, som Balfour-deklarationen efter dens og Bevins mening var. Det ville gøre alting lettere for den britiske administration, og det ville være et smukt stykke appeasement over for araberne. Bevin kunne ikke forestille sig muligheden af, at FN ville foreslå nogetsomhelst andet end en fortsættelse af mandatet på mandatarens egne betingelser. En helt ny ordning ville forudsætte enighed mellem stormagterne, og det havde der endnu aldrig været om nogetsomhelst, så hvorfor netop nu, da den kolde krig var brudt ud for alvor ? Men efter at der var sendt en kommission til Palæstina, som havde foretaget en dybtgående undersøgelse og aflagde rapport i august 1947, og efter at der var nedsat en speciel komité til at behandle sagen, nåedes der forholdsvis hurtigt til enighed om, at mandatet burde bringes til ophør. Snart samledes man om deling af territoriet som den eneste mulighed, og d. 29. november vedtoges en delingsplan, der skabte en arabisk og en jødisk stat på Palæstinas jord med Jerusalem som et særligt internationalt område. Det var ganske vist to løjerlige stater, der kom ud af det, for de bestod hver af tre dele, som mødtes i punkter; men det var det retfærdigste, komiteen kunne nå til, hvis en fordeling efter nationale principper skulle være det afgørende. Det kunne gå an, hvis man turde forudsætte et venskabeligt forhold og økonomisk samarbejde mellem de to stater og mellem dem og deres naboer. Men hvis det ikke blev tilfældet, ville det være en absurd løsning og føre til en katastrofe. Og i den henseende så det ikke lyst ud. De arabiske staters holdning var velkendt. D. 17. december udsendte Den arabiske Liga en proklamation, der fordømte FNs afgørelse, og meddelte, at Ligaens medlemmer var enige om at ville tage drastiske forholdsregler for at hindre delingsplanens virkeliggørelse. Der begyndte også straks en infiltration af bevæbnede bander over grænserne, som endda oprettede en lokal administration i Nablus, uden at de britiske myndigheder fandt sig foranlediget til at skride ind. Englænderne følte sig nemlig dybt forurettet ved FNs afgørelse og nægtede at yde nogen form for assistance til dens planmæssige gennemførelse, ja de gik så vidt, at de forbød den kommission, som FN ville sende til Palæstina for at overvåge mandatets afvikling og de nye staters dannelse, at komme ind i landet. Da de endeligt rykkede ud, overlod de araberne næsten alle deres befæstede støttepunkter, politiforter, flyvepladser og depotet.

Det var d. 14. maj 1948, at det britiske mandat i Palæstina hørte op. D. 15. om morgenen rykkede den ægyptiske hær ind over den nydannede stat Israels grænser, og i løbet af et par timer var Israel i krig med samtlige arabiske stater. Men da havde krigen allerede i realiteten været i gang i flere måneder, og den israelske befolkning måtte kæmpe ikke blot imod fem indrykkende hære, men også med de styrker, der i mandattiden var gået over grænserne og ved krigens begyndelse stod i hjertet af Palæstina. Det er en sjælden foreteelse i historien, at en stat er indviklet i en krig i samme sekund, den er blevet til, og må improvisere sit forsvar sammen med hele administrationsapparatet. Efter al menneskelig beregning havde Israel ingen chance for at overleve denne ejendommelige form for fødsel. Da de angribende magter for flertallets vedkommende var medlemmer af FN, måtte man formode, at der på en eller anden måde ville blive skredet ind imod deres krænkelse af pagtens klare ord. Den amerikanske delegerede til Sikkerhedsrådet rejste sagen og krævede anvendelse af artikel 39, der åbner muligheder for anvendelse af militære eller økonomiske sanktioner. Den britiske delegerede svarede, at hans regering ikke kunne gå med til sanktioner, da der efter hans mening ikke forelå nogen trussel mod eller krænkelse af freden. I tilfælde af krig kræver FN, at man udpeger aggressoren. Den amerikanske delegerede udpegede de arabiske stater som aggressoren. Den britiske delegerede protesterede og gjorde gældende, at det ikke var til at sige, hvem der var aggressor. Derpå blev den amerikanske resolution om anvendelse af artikel 39 vetoet. I Sikkerhedsrådet skal der som bekendt være enstemmighed blandt de permanente medlemmer. Også den russiske delegerede stillede resolution om anvendelse af artikel 39, og påny blev afstemningen negativ. Der gik nogle uger, og til almindelig overraskelse var den israelske stat ikke bukket under. D. 11. maj havde Sikkerhedsrådet beordret våbenstilstand, men araberne nægtede at adlyde. Efter endnu en uges kampe var det indlysende, at Israel ikke kunne løbes over ende, og derfor adlød begge parter, da Sikkerhedsrådet for anden gang påbød våbenhvile. Grev Bernadotte blev sendt til Palæstina som mægler. Hans mægling bestod i at fremsætte et forslag, der reducerede Israel til et reservat i Palæstinas nordvestlige hjørne og overlod resten til Transjordanien. Forslaget vakte forbløffelse i FN. Den russiske delegerede ønskede Bernadotte afskediget, den britiske var henrykt. Forslaget var en ønskedrøm for Bevin. Det overlod fremfor alt den sydlige halvdel af Palæstina, Negev-ørkenen, til Transjordanien, det vil sige til England, og dette område var netop, hvad England havde brug for som forbindelsesled mellem sine styrker i Ægypten og i Transjordanien og Irak. Forslaget var næsten også, hvad araberne havde forlangt, nemlig Israels tilintetgørelse. På grund af dette »næsten« afviste de mæglingsforslaget, og Israel afviste det, som enhver vil afvise at underskrive sin egen dødsdom. D. 9. juli begyndte krigen igen, da araberne nægtede at forlænge våbenhvilen, og denne gang havde den israelske hær fra første færd overtaget på alle fronter. Den anden fase af krigen blev dog ikke lang. Allerede en uge efter beordrede Sikkerhedsrådet kamphandlingernes ophør. Bernadottes nye mæglingsforslag indrømmede Israel en smule mere end første forslag, men lagde stadig Negev til Transjordanien, som med disse tilføjelser ville blive tyve gange så stort som Israel. Bevin skyndte sig påny at give sit bifald til kende og sagde i Underhuset, at »grev Bernadottes forslag har regeringens ubetingede støtte... Det ville være bedst før alle parter, hvis grevens plan blev accepteret i sin helhed.«

Umiddelbart efter, d. 17. september, blev Bernadotte myrdet, formentlig af personer, der tilhørte en fraktion af Stern-gruppen. I hvert fald fandt mordet sted på et område, hvor den israelske regering havde kontrollen og ansvaret. Forbrydelsen faldt derfor tungt på den, og den arresterede øjeblikkeligt 200 medlemmer af gruppen, deriblandt alle lederne; den anden illegale gruppe, Irgun, havde allerede i forvejen samtykket i at opløse sine kampafdelinger og indlemme dem i den legale hær, og denne selvopløsning blev nu effektueret med det samme. Bernadottes forslag havde imidlertid haft den virkning, at araberne følte stormagterne bag sig, når de gjorde krav på Negev, og det stimulerede dem til at genoptage krigen for at erobre området. Våbenhvilen blev brudt, og krigens tredje fase begyndte. Det viste sig dog snart, at israelerne denne gang var endnu meget mere overlegne. Den ægyptiske hær, som var rykket langt ind i ørkenen, blev indesluttet og ville være blevet tilintetgjort, hvis ikke den var blevet reddet af den nye mæglers, dr. Bunches cease-fire-ordre.

Krigen var afsluttet, og de israelske bære stod tilbage som ubetingede sejrherrer. Men der var også en anden, som med rette kunne gøre krav på at regnes for sejrherre side om side med den nye stat. Det var kong Abdullah. Han havde ved forskellige tidligere lejligheder antydet, at han kunne tænke sig en forsoning med zionisterne, forudsat at han selv fik passende fordele af det, men sådanne forsøg var altid blevet forpurret af mandatregeringen. Da krigen begyndte, lod han den arabiske legion rykke ind i den del af Palæstina, som ifølge delingsplanen skulle være en arabisk stat, samt i Jerusalem-området, der skulle have været internationaliseret, men lod den derefter forholde sig afventende. Da ægypterne kom i knibe, rørte han ikke en finger for at komme dem til hjælp. Han havde sine egne planer. Han ønskede ikke, at der blev oprettet en arabisk stat vest for Jordan, men at hans egen stat skulle annektere Vestjordanlandet. Det ville fordoble folketallet i hans land og vel at mærke bibringe det en folkemængde, som i kultur og velstand stod langt over hans gamle undersåtter. Og det lykkedes. Da Transjordanien var i alliance med England og i realiteten var en britisk koloni, var Bevin mere end tilfreds med denne udvikling. Endnu bedre ville det være, hvis Transjordanien også kunne okkupere Negev og de sydøstlige dele af Palæstina, som Bernadotte havde foreslået, såvel som hele Jerusalem, som den første mæglingsplan også havde tilkendt araberne. Men det var kun lykkedes at besætte den gamle bydel af Jerusalem, og et fremstød for at okkupere de sydvestlige dele ved at erobre de to vigtige byer Ramle og Lydda (flyvepladsen) fremkaldte en israelsk modoffensiv, der tvang legionen til at rømme dem; ægypterne tog initiativet i Negev, men deres vældige fiasko gjorde alle planer om at inkorporere ørkenen til intet. Alligevel stod Abdullah med den store dobbeltlomme nord og syd for Jerusalem som sin gevinst som en ubestridelig sejrherre og den eneste araber, der havde vundet noget ved krigen. Den 1. december 1948 lod han sig proklamere til konge af Palæstina i Jeriko, og det Transjordanske parlament instruerede regeringen om at tage forholdsregler til at forene de to riger, der i fremtiden skulle antage navnet Det hashemittiske kongerige Jordan.

Dette vakte umådelig vrede i de andre arabiske stater og ganske særligt i Ægypten, for hvem nederlaget havde været særligt ydmygende. Kong Faruk lod alle de arabiske gesandter undtagen Jordans samle og instruere om, at meningen ikke var, at nogen stat skulle berige sig på de andres bekostning, og Den arabiske Liga, der samledes til mode i Kairo, fremsatte en tredobbelt erklæring: 1) araberne ville aldrig godkende en deling af Palæstina og aldrig anerkende et Israel; 2) Israel ville altid føre en afpresningspolitik over for Storbritannien og USA ved at true med at orientere sig til venstre og søge hjælp fra Rusland. Israelerne var alle anti-britiske og halvt pro-russiske; 3) en palæstinensisk regering skulle være symbolet på palæstina-arabernes uafhængighed og deres støtte fra de andre arabiske stater. Og der blev dannet en regering for Palæstina med sæde i Gaza. Dens eksistens kom dog aldrig ud over det symbolske stadium. Også Den store Ulema ved Al-Azhar-universitetet i Kairo, dvs., den islamiske verdens største teologiske autoritet gav sit besyv med ved at betegne oprettelsen af kongeriget Jordan som »en skændig forholdsregel, der truer med at ødelægge den arabiske enhed.« Abdullahs svar på den teologiske indblanding, som nok var den farligste, var effektiv: han afsatte muftien Haj Amin, hashemitternes gamle fjende, fra hans embede og udnævnte sheik Hassan Meddin Jara/Iah til mufti af Jerusalem. Det var en gestus, men den havde dog en realbaggrund, for Haj Amin havde på en skæbnesvanger måde blandet sig i krigen. Det siger sig selv, at han havde været som en fisk i vandet, og han havde fundet på et propagandatrick, der ville være sikker på at vække international opmærksomhed. Som leder af Den arabiske Højkomité havde han nemlig allerede i januar 1948 fået organiseret en demonstration i form af en arabisk masseflugt fra de områder af mandatet, som ifølge FNs delingsplan skulle tilfalde staten Israel. Han ville derved opnå tre ting: at skabe et psykologisk krigsberedskab ved den ophidselse, som flugten ville fremkalde i de lande, flygtningene søgte ind i; at bevise over for omverdenen, at jøderne for frem mod araberne med umenneskelig grusomhed, så de ikke kunne blive i deres hjem, samt at rydde grunden, så araberne kunne slå ned for fode, hvor de rykkede frem, i overensstemmelse med de ord generalsekretæren for Den arabiske Liga Azzam Pasha havde ytret d. 15. maj 1948: »Denne krig vil blive en udslettelseskrig og en fuldstændig massakre, der vil blive omtalt på samme måde som hunnernes massakrer og korstogene.« Forudsætningen for denne folkeflugt var, at krigen kun ville vare et par uger, hvorefter flygtningene i triumf ville kunne vende tilbage. Men krigen varede ikke blot et par uger, og den endte ikke med en arabisk sejr, og følgen var, at der ved dens afslutning stod henved 600.000 flygtninge i de omliggende lande, og ingen vidste, hvad man skulle stille op med dem.

Hvis der var blevet sluttet fred med det samme, ville der ikke have været noget problem; men araberne undslog sig, de ville ikke have fred, de ville overhovedet ikke forhandle derom med israelerne. Og uden fredsslutning nægtede israelerne at lade flygtningene komme tilbage, idet man måtte befrygte, at de ville kunne fungere som en femte kolonne. Heraf fremsprang der en ny taktisk mulighed for araberne: ved at insistere på flygtningenes hjemvenden og samtidig afslå at slutte fred ville de kunne råde over et nyt psykologisk redskab til at holde ophidselsen på kogepunktet i hjemlandene, og samtidig havde de et politisk pressionsmiddel over for stormagterne og Israel. Men ud over dette kunne der ikke blive enighed mellem de arabiske magter om nogetsomhelst. Nederlaget affødte et voldsomt opgør imellem dem om ansvaret, et opgør der lod mange pikante detaljer slippe ud til omverdenen gennem pressen og radioen. Således finder man de arabiske hensigter med flygtningene klart udtalt i det libanesiske ugeblad As Sayad, som i en leder d. 17. 2. 49 skrev: »Efter vor mening må vort første mål være flygtningenes tilbagevenden. Lad os gøre dem til vor femtekolonne i den kamp, der stadig ligger foran os.« Men halvanden måned senere kunne man i den jordanske Ramallah radio d. 3. 4. 49 høre følgende synspunkt på flygtningeproblemet og ansvaret derfor fremsat: »Det må indrømmes, at Israel ikke kan tage imod alle flygtningene... Man kan ikke bebrejde jøderne den nuværende situation. Det må ikke glemmes, at det var Den arabiske Højkomité, der opfordrede flygtningene til at forlade deres hjem i Jaffa, Haifa, Jerusalem, og at visse arabiske ledere idag benytter dem som brikker i deres politiske spil.«

Denne åbenhed fra jordansk side er forståelig, for Abdullah var kun interesseret i at placere ansvaret der, hvor det hørte hjemme: hos muftien, hans dødsfjende. Til gengæld var de fleste øvrige regeringer interesseret i at stemple Abdullah som en forræder mod den fælles sag og som en mand, der kun havde villet mele sin egen kage. Ja, Ægypten stillede forslag om, at Jordan skulle ekskluderes af Den arabiske Liga, men det satte Jemen og Irak sig imod, Irak fordi det følte sig trængt tilbage fra den førerstilling, det aspirerede til, af Ægypten og havde samme dynasti som Jordan. Ægypten var til gengæld ængstelig før Irak, der tumlede med planer om et Storsyrien. Syrien kunne nok tænke sig at være med i en sådan statsdannelse - under forudsætning af, at det selv blev kernen i denne stat, men frygtede, at de to hashemittiske stater skulle påtvinge det deres dynasti. Libanon, som syrerne regner for en del af Syrien, der ved en misforståelse har fået sin selvstændighed, ville ikke være med i en statsdannelse, hvor dets overvejende kristne befolkning ville blive reduceret til en ubetydelig minoritet. Abdullah var også tilhænger af et Storsyrien, men ligeledes under forudsætning af, at det blev ham, som blev dets overhoved, og det ville hans sydlige nabo og hashemitternes gamle fjende, ibn Saud, under ingen omstændigheder tolerere. Således krydsedes klingerne på alle ledder og kanter, skældsord sprang gennem æteren, aviserne var fyldt af gensidige beskyldninger og interessante afsløringer, som nok kunne give en tilskuer indtryk af at alt var i opløsning i den arabiske verden. Da skete der en begivenhed, som skulle komme til at danne skole og forme den arabiske verdens fremtid efter en ny model: d. 3. marts 1949 fandt der et militærkup sted i Syrien, hvor oberst Husni as-Zaim, der længe havde raset over Syriens korruption og militære såvelsom civile uduelighed, tog magten, arresterede præsidenten og ministrene og opløste parlamentet, da det ikke ville give ham et tillidsvotum, før så selv at overtage stillingerne først som premierminister, dernæst også som marskal og tilsidst tillige som præsident. Nu skulle der oprinde en ny tid, reformernes og revolutionens epoke var inde!

1948 blev et desillusioneringens år før den arabiske verden. Thi ikke blot led den et eftertrykkeligt nederlag i krigen mød Israel, men det blev også åbenbart før verden, at der ikke stød virkelig styrke bag dens stærke ord og ingen enighed bag ligaens smukke tirader. Imidlertid var Mellemøsten ikke det eneste sted på landkortet, hvor der skete betydningsfulde begivenheder det år. Europa var ved at blive brændpunktet i en kold krig, der stød på nippet til at blive varm. Den sovjetiske politik viste en voldsom dynamik: bruddet med Tito, Berlin-blokaden og kuppet i Tjekkoslovakiet syntes at indlede en ny fase i forholdet mellem stormagterne. Det var Zjdanovs epoke. Han var overbevist om, at den kapitalistiske verden stod over for et økonomisk sammenbrud, der ville give kommunismen dens støre chance. Men hans spådomme holdt ikke stik, og hans politik slog fejl over hele linjen. Efter et års forløb var han selv død og hans linje afløst af en mere smidig. Det var Malenkovs æra, som oprandt. Fra februar 1949 var det ham, der kontrasigfierede alle skrivelser, som udgik fra Stalins skrivebord, og hans ideer, som Stalin prøvede sig frem med. Til dem hørte, at der ikke ville blive nogen krise i nær fremtid, at Europa ikke stod over for et sammenbrud, og at det ikke var her, men i Asien, kommunismens muligheder lå. Man behøvede ikke være nogen spåmand for at kunne se, at de koloniale imperier var i opløsning, og at der foregik en national opvågnen i Asien og Afrika. Det måtte blive Sovjetmagtens opgave at udnytte den underudviklede verdens nationalfølelse for at få de kapitalistiske magters sidste interesser likvideret. Det ville betyde en umådelig betryggelse, forudsat at Sovjetunionen kunne bevare et godt forhold til de nye nationalstater, for dens grænser til asiatiske lande var langt mere vidtstrakte end de europæiske.

Af de asiatiske naboområder måtte Mellemøsten blive det vigtigste. Det var det eneste sted, hvorfra vestmagterne kunne have en chance før at ramme Sovjetunionen på følelig måde i tilfælde af krig. Churchills planer med Weygands hær i Syrien i 1940 var sikkert heller ikke glemt. Men de første træk på skakbrættet havde ikke været formålstjenlige. Perserne havde taget dem ved næsen, og den noget provokerende holdning over for Tyrkiet havde drevet det lige i armene på amerikanerne med Truman-doktrinen i 1947. Så var sovjetdiplomatiets optræden i Palæstina-sagen mere hensigtsmæssig. Når Bevin havde kunnet indanke sagen for FN i forvisning om, at der ikke ville blive tale om at oprette en jødisk stat, var det fordi bolsjevikkerne var kendt som ubetingede antizionister. Det var noget, der gik langt tilbage i tiden. Allerede Marx og Engels indtog samme holdning, for de var overbeviste om, at antisemitismen var et simpelt produkt af - ja, ikke engang af den kapitalistiske verdens fordomme, men af feudalismens. Engels var dødsens sikker på, at det ville være slut med antisemitismen i Tyskland, hvis man blot kunne få udryddet de prøjsiske junkere; moderne arbejdere ville ikke vide af sådant nonsens, og derfor ville antisemitismen ikke kunne overleve i et højkapitalistisk samfund. Deri fik han ikke ret, og Lenin måtte revidere hans anskuelser, så de kom til at lyde på, at antisemitismen ikke kunne overleve i det socialistiske samfund. Deri fik han heller ikke ret, men det er ud fra denne opfattelse, som i 1948 hverken kunne bevises eller modbevises, at alle kommunister ser problemets løsning i en fordoms bortdøen af mangel på næring og ikke i jøders udvandring og statsdannelse.

Men da Palæstina-sagen kom for i Sikkerhedsrådet, var den sovjetdelegerede positivt stemt over for tanken om oprettelsen af en jødisk stat. Under forhandlinger i FN udtalte Vysjinskij i oktober 1947: »Jøderne var ofre for Hitlers tilintetgørelseskampagne under den anden verdenskrig. De kan tælle seks millioner døde. Et hav af jødisk blod er blevet udgydt. Deres lidelser, der var frygtelige nok i tidligere generationer, har nu nået et højdepunkt. Jøderne er berettigede til et hjem og til en uafhængig, politisk eksistens.« I plenarforsamlingen udtalte Malik d. 17. december som svar på den britiske delegeredes forsøg på at gøre Israel ansvarlig før krigen: »Sir Alexander Cadogans forsøg på at kaste tvivl på staten Israels oprigtige fredsvilje, samtidig med at han peger på Transjordanien som et mønster på en fredselskende stat, taler for sig selv og behøver ingen kommentarer.« Efter at krigen var brudt ud, udtalte Gromyko i Sikkerhedsrådet d. 18. maj: »Jeg vil gerne understrege, at ingen af de stater, hvis tropper er trængt ind i Palæstina, har ret til at kræve nogensomhelst del af Israels territorium.« Og dagen efter: »Sovjetunionens delegerede vil udtrykke sin overraskelse over de arabiske staters holdning i Palæstina-spørgsmålet og særligt over, at disse stater er tyet til en sådan handling som at invadere Palæstina i den hensigt med militære operationer at undertrykke den nationale frihedsbevægelse.« Ved at stemme for oprettelsen af en jødisk stat gjorde Sovjetunionen, hvad den formåede for at spænde ben for den britiske imperialisme i denne del af verden, og håbede vel, at der i den nye stat, som for en stor del var opbygget af russiske jøder på et mer eller mindre konsekvent socialistisk grundlag, ville danne sig en enklave i den feudale arabiske verden, hvorfra den kommunistiske ideologi gradvis kunne gennemsyre hele Mellemøsten.

Men Israels kommunistiske parti var ikke smidigt nok til at udnytte de antydninger, de ovenfor anførte udtalelser gav i retning af en ny fortolkning af kommunismens forhold til zionismen; det fortsatte ad de traditionelle, anti-zionistiske baner og opnåede - i en stat, hvis livsgrundlag var zionismen - kun at isolere sig. Så var der mere livskraft i de kommunistiske partier i Syrien, Libanon og Ægypten, hvor den vedvarende uro og den oplagte korruption afgav et taknemligt grundlag for en hvas kritik, og det gjorde ikke bevægelsen større skade, at den blev forbudt. Den trivedes endnu bedre under jorden. Vestmagterne var ikke blinde for risikoen, som en verden i stadig omvæltning frembød, og ganske særligt var de overbeviste om, at der ville komme en krig med Sovjetunionen i nær fremtid, og at den også ville sprede sig til Mellemøsten. NATO var blevet dannet i 1949, og nu gjaldt det om at få den forlænget til også at omfatte Mellemøsten, at få skabt et METO, et Middle Eastern Treaty Organisation. Måske var det som et første skridt dertil, at England, Frankrig og USA enedes om at indgå en tremagtspagt, der skulle sikre den indbyrdes fred i Mellemøsten ved at forhindre en fortsættelse af Palæstina-krigen. Det var nemlig allerede nu klart, at de arabiske lande forberedte en »anden runde«, som de selv udtrykte det, og var begyndt at foretage våbenkøb. Tremagtspagten skulle forhindre et rustningskapløb ved at opretholde en status quo på det militære område. Set fra London var Ægypten med sin vældige Suez-base så langt det vigtigste led i et påtænkt forsvarssystem, som det håbede at kunne bygge op med Den arabiske Liga som kernestruktur. De vestlige planer og formodninger fremgår tydeligst af nogle samtaler, som den øverste chef før imperiets generalstab, feltmarskal Slim i juni førte med repræsentanter for den ægyptiske regering, særligt premierminister Mustafa el Nahas Pasha for at få Ægypten til at gå med ind i METO.

Slim: Situationen er den, at vi har prøvet med alle midler at få en overenskomst med Sovjetunionen, men alle forsøg er strandet. Sagen er, at Rusland har sine doktriner. Engang må der blive et sammenstød mellem kapitalisterne og Rusland. Med dette formål for øje har Rusland forberedt styrker, store styrker, så de kan angribe Europa og Mellemøsten på samme tid. Tabet af Mellemøsten ville være et slag også imod Europa, derfor er det et af deres hovedmål. Ethvert angreb på Mellemøsten må rettes mod Ægypten. Ægypten er nøglen til Mellemøsten. Den, der behersker Ægypten, behersker Mellemøsten. Vi har lagt en forsvarsplan i Iran og Tyrkiet. De andre mellemøstlige lande er ikke stærke nok. Tyrkiet er det eneste, som har nogen styrke. Hvis krigen kommer, vil luftangreb være et spørgsmål om timer, og russiske tropper kan nå Ægypten på et par uger.

Nahas Pasha: Hvad vej vil russerne komme ?

Slim: De vil komme gennem Iran og Tyrkiet og nå Ægypten i løbet af fire måneder. De vil bruge 10-15 divisioner. De kan sinkes, hvis Tyrkiet holder ud. Intet land, hverken England eller USA kan isoleret slå Rusland, men hvis de går sammen, vil de vinde. Det vil dog blive en meget langvarig krig, Mellemøsten vil blive hærget og England selv vil lide. Men hvis lande i Europa og Mellemøsten slutter op om England og USA, bliver situationen en helt anden, og så vil det være muligt at drive faren bort fra Mellemøsten. Jeg ser hen til et eller andet arrangement, der gør det klart, at tilstedeværelsen af britiske tropper ikke i nogen måde betyder okkupation. De er der til forsvar, for at imødegå en international situation... Jeg er vis på, at Deres Excellence kan gøre det klart for folket, at dette er en ny doktrin og ikke den gamle, og at der ikke betyder okkupation.

Nahas Pasha: Jeg takker Deres Excellence for den udviste tillid. Men jeg ved helt bestemt - jeg er jo folkefører - at folket er vredt og aldrig vil stole på nye løfter eller akceptere nye planer, der forudsætter fremmede tropper i Ægypten, ligegyldigt på hvad måde... Jeg vil gerne gøre det klart for Dem, at ingen magt på jorden kan overbevise det ægyptiske folk om, at Ægypten vil blive angrebet for sin egen skyld. Hvis det bliver angrebet, vil det være, fordi der står udenlandske tropper i vort land, som bliver skive for den russiske aggression. Hvorfor holder De Deres tropper ved kanalen og ikke i Palæstina eller Gaza, hvor de kan nå os på en uge og være her i krigstilfælde?

Slim: Troppernes tilstedeværelse betyder ikke okkupation. Det er en helt ny opfattelse af allieret forsvar.

Nahas Pasha: Vi ser helt anderledes på det her. Lad os nå til enighed, så skal det nok gå. De er den højeste militære personlighed i det britiske imperium, brug Deres indflydelse og lad os nå til en aftale. Træk alle fremmede tropper bort hinsides vore grænser, så forsikrer jeg Dem, at De kan være sikker på fuldt samarbejde, hvis der bliver krig.

Slim: De må have nogle britiske luftstyrker, for De har ikke nok, jeg taler som militær ekspert...

Nahas Pasha: Hvad De siger som militær ekspert, kan kun løses på det politiske plan. Hvad luftstyrkerne angår, så har vi ikke noget imod at De forærer os alle de flyvemaskiner, De mener vi har brug for, så skal de nok blive brugt også i Englands interesse, når krigen kommer. - Samtalen giver foruden at afsløre det britiske syn på krigsmulighederne et indtryk af, hvad spørgsmålet om de engelske okkupationsstyrker betyder for Ægypten.

Marskal Slim fik ikke nogen aftale med den ægyptiske regering. Det var regningen for firs års imperialistiske manipulationer, der måtte betales, og som havde bundfældet en skepsis, der ikke lod sig overvinde af argumenter.

Set med engelske øjne måtte den ægyptiske holdning forekomme lige så tåbelig som utaknemlig. For den britiske regering havde begunstiget Ægypten på mange måder. Den havde i 1922 givet det delvis frihed, i 1936 fuld frihed kun med forbehold angående militærstyrker og Sudan. Under anden verdenskrig havde det beskyttet ægyptisk territorium mod Rommels angreb; i 1946 havde Bevin sanktioneret, at alle britiske tropper blev trukket tilbage fra Kairo og Nildeltaet; i 1949 afsluttede det internationale kanalselskab en overenskomst med den ægyptiske regering, der gav Ægypten betydelige fordele, og som bekræftede, at koncessionen på kanaldriften udløb d. 17. november 1968, hvorefter alle selskabets effekter skulle overgå til den ægyptiske stat; for, under og efter Palæstina-ktigen, havde Bevin næsten sat det britiske riges og i hvert fald sin egen reputation på spil for at støtte den arabiske sag. Men som altid i en lignende situation hæftede folket sig ikke ved, hvad det havde opnået, men udelukkende ved, hvad det ikke havde opnået. Taknemlighed er ikke en faktor i politik.

Ved parlamentsvalget i 1950 vandt Wafd en overvældende sejr, og Nahas var af den folkelige opinion tvunget til at føre en anti-britisk såvel som en anti-israelsk politik. Skønt forudsætningen for aftalerne i 1946 og for de britiske løftet om tilbagetrækning af alle deres tropper, var, at der blev truffet aftaler om et fælles forsvar, afslog Nahas, da marskal Slim kom til Kairo for at planlægge det aftalte fælles forsvar, enhver realitetsdrøftelse. Det var også baggrunden for at Ægypten afslog at deltage i FN’s aktion i Korea i 1950 for at standse den nordkoreanske aggression. Ægypten svarede, at den ikke kunne deltage, før FN havde standset den britiske aggression i Ægypten og den jødiske i Palæstina. Efter marskal Slim kom ingen ringere end selve udenrigsminister Bevin til Kairo og udnævnte kong Faruk til æresgeneral i den britiske hær, men han fik ingen resultater med hjem. Hans politik var brudt sammen, han selv iøvrigt også, han trådte tilbage som udenrigsminister i marts 1951 og døde få måneder senere. Men det var ikke dermed slut med katastroferne for den britiske mellemøstpolitik. I det hashemittiske kongerige Jordan havde Storbritannien sin sikreste bastion i Mellemøsten og i Abdullah sin mest trofaste støtte. Men der var alligevel meningsforskelle. Abdullah vat ikke enig med Bevin i hans Palæstina-politik. Allerede i 1946 havde han under et besøg i London luftet planer om en sammenslutning af Palæstina, Transjordanien, Syrien og Irak, en variation af Nuri Pashas idé om et Storsyrien. I begge tilfælde drejede det sig om forsøg på at skabe en enhed ud af den geografiske enhed, som The Fertile Crescent udgør. Men han fik besked om at lade den plan falde. I London vidste man meget godt, hvordan man så på den i Kairo. Efter krigen i 1948 var Abdullah ivrig for at få en udsoning med Israel. Det havde sine gode grunde. Thi med oprettelsen af den nye stat og efter at den af Den arabiske Liga var blevet lyst i band og alt økonomisk samkvem med den var blevet erklæret for helligbrøde, var Jordan slemt stødt, eftersom dette område var dets naturlige marked, nu så meget desto mere, som det havde mistet adgangen til Middelhavet.

Men hans bestræbelser gjorde ham endnu mere suspekt i de andre arabiske staters øjne, og eksmuftien af Jerusalem, der var blevet detroniseret af Abdullah, begyndte med de øvrige staters stiltiende billigelse en guerilla mod Jordan af samme art som den, han i trediverne havde rettet mod jøderne i mandatet. Med støtte fra Ægypten, Saudia og delvis fra Syrien, lod han sine væbnede bander falde over den lange vestjordanske grænse i talløse små og store razziaer. Og tilsidst faldt Abdullah selv som et offer for Haj Amins intriger: han blev myrdet d. 20. juli 1951, netop som han trådte ind i klippemoskeen i Jerusalem. Ved processen blev fem mænd erklæret for skyldige, blandt dem en forretningsmand ved navn Musa al Hussaini, en slægtning til Haj Amin. Med Abdullah forsvandt den sidste af de arabiske statsmænd, som havde arbejdet før at det jødisk-arabiske forhold i Palæstina skulle ordnes i mindelighed og til fælles fordel. Det var ikke lykkedes ham, den samlede modstand fra de arabiske stater og Storbritanniens Foreign Office var for stor en sten for den lille mand at løfte. Han måtte lade den ligge, men opgav aldrig forsøget på dog at få rokket en smule ved den, og det kom til at koste ham hans liv. Han efterfulgtes af sin søn Talal. Men han blev allerede et år senere fjernet under foregivende af at være sindssyg. Det er endnu ikke til at afgøre, om det drejer sig om en politisk sygdom. Derefter blev hans mindreårige søn Hussain hersker over det urolige land.

Det er sandsynligt, at Haj Amin benyttede sig af Det muhammedanske Broderskab, da han organiserede mordet på Abdullah, men det er sikkert, at det var dette fromme broderskab, der stod bag et andet mord, som havde fundet sted et par måneder tidligere og under ganske lignende omstændigheder. D. 7. marts var den persiske premierminister Ali Razmara blevet myrdet, netop som han stod i begreb med at gå ind i en moske. Og det blev et mord, der fik større umiddelbar effekt. Razmara havde et par dage i forvejen talt i Majlis, det persiske parlament, og havde modsat sig et lovforslag, som den gamle godsejer og politiker Muhammed Mossadegh havde fremsat om nationalisering af olieindustrien. Olieproduktionen i Persien var endnu ved den tid langt den største af alle de mellemøstlige landes, og derfor et både vigtigt og ømfindtligt problem. Kravet fandt tilslutning både i de religiøse fanatikeres kreds, som broderskabet appellerede til, og som beherskedes af en mand, Abul Kasim el-Kashani, der frembyder forbavsende lighedspunkter med Haj Amin, samt af de politiske nationalister og af Tudeh-partiet, en besynderlig konstellation, men virkningsfuld, da den omfattede folkets store flertal. Bag Razmara stod de engelskvenlige, moderate kredse, og da han først var ryddet af vejen, vovede ingen at modsætte sig nationaliseringskravet. Hvad der foresvævede Mossadegh, var noget i retning af det, Ghavam es-Saltaneh havde opnået overfor russerne 1947, men sådan gik det ikke denne gang. Englænderne stod overfor en yderst alvorlig trussel imod deres økonomiske virksomheder i hjemlandet. Kun kul er vigtigere for dem end olie, men kullene har de hjemme hos sig selv. Derfor bliver olien det vigtigste af alle de internationale økonomiske problemer for dem. Det består igen af to: produktionen og transporten. Suez er flaskehalsen, hvor de politiske problemer fortætter sig. Men mens Suez er den eneste kanal, der kan bringe olien ad søvejen, er der oliekilder i flere mellemøstlige lande. Det giver visse muligheder for at manøvrere, og englænderne besluttede sig til at udnytte mulighederne frem for at bøje sig for en fuldbyrdet kendsgerning: de lukkede det store raffinaderi i Abadan og sendte alle funktionærerne i AIOC (Anglo-Iranian Oil Company) hjem i klar bevidsthed om at perserne selv ikke ville være i stand til at betjene det forfinede tekniske apparat. Derpå satte de produktionen i Iraks oliefelter op til maksimalydelse, så der ikke blev noget behov for den persiske olie, og verdensmarkedet ikke kom i vanskeligheder. Den eneste part, der for alvor led under det, blev - bortset fra AIOC’s aktionærer - den persiske regering, som pludseligt så sig berøvet de £ 16 millioner, den havde fået i afgift i 1930, foruden de subsidier, den også modtog som en slags bestikkelse. Endelig stod 55.000 persiske arbejdere pludseligt uden beskæftigelse og berøvet de £ 2 millioner, som var deres månedlige løn.

Var udgangen af konflikten således et nederlag for Persien, blev det dog også en højst alvorlig affære for Storbritannien og et nederlag for den førte politik. Men der var et forhold, som gjorde det særlig pinligt. Det var at amerikanerne ikke kunne siges fri for at have haft en finger med i spillet og fremprovokeret ulykkerne. De amerikanske olieselskaber havde opdaget østen, men også regeringen var begyndt at interessere sig for området, omend af strategiske grunde efter Truman-doktrinen og afgørelsen i Palæstina-sagen, hvor den havde stemt for delingsplanen. Men der var en lille episode, som vidnede om, at også andre kræfter var i virksomhed. D. 4 april 1948 sprang den amerikanske delegerede i Sikkerhedsrådet nemlig pludseligt fra sin oprindelige tilslutning til delingsplanen under en intetsigende motivering. Bagved lå oliegruppernes pres. For dem gjaldt det om at bevare Mellemøsten som et fredeligt arbejdsfelt, og allerede en halv snes dage efter delingsplanens vedtagelse havde en af ARAMCO’s agenter i Mellemøsten opsøgt lederne af Den arabiske Liga og forsikret dem, at de amerikanske regeringseksperter var imod delingsplanen, at den trufne afgørelse var blevet foretaget af præsidenten uden at han havde været klar over følgerne, og at delingsplanen ville blive tilbagekaldt. Hvad altså også, omend for sent, forsøgtes. ARAMCO gik frem i Arabien på en anden måde end englænderne. Amerikanerne yndede ikke den gammeldags form for kolonialisme, men foretrak at ordne sig med befolkningerne på forretningsmæssig basis. De lod ikke deres koncessioner bevogte af militære styrker, men søgte at gøre betingelserne så tillokkende, at der ikke blev vanskeligheder. I det store og hele lykkedes det dem også at etablere mere venskabelige forhold til befolkningerne, ikke mindst da de i 1950 uden protester lod sig overtale til at sætte den andel af udbyttet, som de arabiske regeringer skulle have, op fra ca. 16 % til 50 %. Det gjorde de, fordi kraftig ekspansion var niere værd for dem end et stort udbytte pr. tønde olie. Således handler folk, der har midler og kan tillade sig at være large. De ved, at det betaler sig i det lange løb. Men det forholdt sig anderledes med de engelske selskaber, der ikke kunne tillade sig noget lignende. For dem var den amerikanske fremgangsmåde en alvorlig sag, fordi den nye afgiftssats, som Saudia-regeringen havde opnået, nødvendigvis ville fremkalde krav om revision af koncessionerne i alle de øvrige lande. Det lå også bag urolighederne i Persien og fremkaldte et ønske om at få englænderne hældt ud og, hvis nogen fremmed magt skulle drive det, at få Standard Oil til at overtage driften.

De amerikanske agenter var ikke sene til at puste til ilden. Den persiske regering ansatte en rådgiver ved navn Thornberg, der havde været formand for »The Board of Engineers of Standard Oil of California«, og han udnyttede situationen til sit gamle firmas fordel. Men han gik for vidt, det sivede ud, han blev hjemkaldt af State Department, men forlod ikke landet uden først at have afleveret en salve imod, hvad han betegnede som »engelsk stupiditet.« Han var ikke ene om sin kritik: George M. McGhee, der var understatssekretær i det amerikanske udenrigsministerium og dets ekspert i Mellemøsten, udtalte sig på en rejse til Persien kritisk om AIOC og bebrejdede selskabet, at det ikke havde forstået at etablere et venskabeligt forhold til befolkningen og ikke givet den rimelige vilkår. Og det er betegnende for udviklingen, at da der endelig kom realitetsforhandlinger i gang om den persiske olie, var det et internationalt konsortium, der førte dem, og som kom til at konstituere et helt nyt selskab ved den overenskomst, der d. 5. august 1954 bragte konflikten ud af verden. Af de otte selskaber var de fem amerikanske, nemlig Standard Oil of New Jersey, Standard Oil of California, Gulf Oil, Texas Company og Socony Vacuum. De øvrige selskaber var Royal Dutch Shell, Compagnie Française des Pétroles og AIOC. Tilsammen dannede de et nyt selskab, i hvilket AIOC fik 40 % af udbyttet, de otte amerikanske selskaber andre 40 % fordelt med 8 % til hvert, Royal Dutch Shell 14 og det franske selskab 6. Perserne måtte betale erstatning for skade forvoldt, men opnåede iøvrigt langt bedre betingelser, en firdobling af afgiften. Således var alle glade. Mindst dog det engelske selskab, som måtte dele udbyttet med amerikanerne, der ikke kunne holdes ude mere. Det gjorde unægteligt også et skår i den persiske glæde, at produktionen stadig ligger langt tilbage i forhold til tiden før 1951, da man ikke har kunnet eller villet skrue produktionen i de andre lande ned igen.

Forholdet mellem amerikanerne og englændere i udnyttelsen af den mellemøstlige olie er præget af et ejendommeligt dobbeltspil. Der er på samme tid samarbejde og konkurrence. De fleste af de mange selskaber er fællesforetagender. I Persien, Irak og Kuwait samarbejder de, men længere sydpå sker der mærkelige ting. Det sydligste sted, hvor man hidtil har fundet olie, er halvøen Qatar syd for Bahrein. Der er boret både i Oman og Muskat men uden resultat. Dog hævder eksperterne, at der er olie, og det ligger jo i forlængelse af den rige zone fra Kaukasus over Irak og Persien ned langs Arabiens østkyst. Hernede ligger de lokale sheiker, sultaner og imamer og slås. Især er området mellem Muskat, der er britisk protektorat, og Oman, der har været under Saudias protektion indtil imamen døde i 1953, omstridt. Her ligger Buraimi-oasen, der er stridens genstand. England har anerkendt sultanen af Muskat som sultan af Muskat og Oman, men saudierne har sat en mægtig propaganda igang mod englænderne, og det er amerikanernes oliepenge, de bruger. De sætter også mere end propaganda i gang. Tilsidst har englænderne måttet klage i State Department og med tørre tal påvist, at araberne har brugt £ 20 millioner for at undergrave englændernes position i Muskat.

Men amerikanerne har ikke villet skride ind mod den saudiske regering, af hvis velvilje deres koncessioner er afhængige. I tiden fra 1950 og til ibn Sauds død i 1954 modtog Saudias regering en milliard dollars i afgift fra olieselskaberne, og dog frygter amerikanerne, at regeringen ikke vil forny koncessionerne, i hvert fald på de hidtidige betingelser. De frygter, at der vil kunne ske noget lignende som i Persien, og de ved, at russerne står rede til at overtage fallitboet. Derfor vover de ikke at skride ind, men er snarere tilbøjelige til at udnytte den arabiske uvilje mod englænderne til deres egen fordel. Således stod sagerne, da den amerikanske udenrigsminister, Foster Dulles besluttede sig til at aflægge det urolige og gådefulde Mellemøsten et besøg for at få ordnet forholdene i en fart. Sammen med lederen af Mutual Security Agency, Harold Stassen, foretog han i maj 1953 en tre ugers rejse gennem hele Sydasien og blev to dage i hvert land. Han kom hjem med en plan. Han var ikke enig med sin britiske kollega, Anthony Eden, som ville basere et forsvar af Mellemøsten på den store base ved Suez. Hvis målet skulle være at standse en eventuel russisk aggression, mente han, at den planlagte barriere burde lægges så langt mod nord som muligt og helst lige ved sovjetgrænsen. Dermed pegede han i første række på Tyrkiet og Persien, i anden på Irak. Forsåvidt han tænkte sig det forsvarssystem, han ønskede etableret, som en forlængelse af NATO, kunne han henvise til, at der allerede fandtes en kerne dertil. I 1951 var nemlig Tyrkiet og Grækenland blevet optaget i NATO efter at man havde overvundet en vis modstand fra norsk og dansk side, idet det blev hævdet, at disse landes medlemsskab ville berøve organisationen dens karakter af at være et nordatlantisk foretagende. Siden 1947 havde USA forsynet de to stater med våben og penge for at sætte dem i stand til at modstå en russisk aggression. Nu ønskede Dulles, at der skulle arbejdes videre på det givne grundlag, så der kunne blive et effektivt mellemøstligt forsvar. Således blev Ankara-pagten til. Den afsluttedes under amerikansk inspiration d. 6. august 1953 mellem Tyrkiet, Grækenland og Jugoslavien med henblik på militær alliance, politisk samarbejde og gensidig hjælp. Men det var klart, at forsåvidt det var Mellemøstens forsvar det drejede sig om, kunne dette kun blive en begyndelse, og det måtte blive de to andre lande, det afhang af, Persien og Irak. Men de viste større tilbageholdenhed. For Irak var medlemsskabet af Den arabiske Liga en hindring, og Persien holdt fast ved sin neutralitet. Erfaringerne fra den sidste verdenskrig havde belært det om, at enhver afvigelse fra den strengeste neutralitet kunne blive skæbnesvanger. Alligevel var det mærkbart, at noget var ved at ske, og at den amerikanske udenrigsminister havde taget initiativet ud af hænderne på sin engelske kollega.

Da oberst Husni as-Zaim d. 3. marts 1949 foretog et statskup og gjorde sig selv til premierminister, marskal og præsident, skabte han et nyt mønster for Mellemøsten. Om manden selv er der ikke stort at berette, en lilliputdiktator, der kun fik en lilliputregeringstid. Fem måneder efter blev han styrtet og afløst af en anden, hvem der ikke blev beskåret længere tid. Listen ser således ud: Husni as-Zaim, marts-august 1949, skudt. Sami Hinaui, august-december 1949, arresteret. Shishaklys første kup, december 1949-november 1951. Shishaklys andet kup, november 1951- februar 1954, flygtet til Saudia. En række kup foretaget af militærpersoner har fulgt hinanden, gerne ledsaget af en serie mord, som igen har medført andre mord i kraft af blodhævnens princip, der håndhæves og nyder en vis legitimitet i Syrien. Der er ikke ringeste grund til at gå nærmere ind på disse begivenheder, som vidner om en indre opløsning og korruption, der har gjort et parlamentarisk liv i Syrien umuligt, og som bringer A. T. Wilsons ord fra 1920 i erindring, at indførelse af demokratiske regeringsformer i Mellemøsten kunne føre til det modsatte af demokrati. Dette var levantinisme i ordets mest kompromitterende betydning, opløsning, korruption, degeneration i stedet for regeneration. Og dog smittede eksemplet. Et forsøg på militærkup i Libanon blev slået ned og oprøreren skudt, men i Persien tiltog den gamle Mossadegh sig diktatorisk magt, efter at han havde haft held til at få olien nationaliseret, senatet blev ophævet, Majlis berøvet al indflydelse. Det skete alt sammen i løbet af 1952 og varede kun et år. Thi da han også forsøgte at beskære shahens forrettigheder, satte kontrarevolutionen ind. Selv da kunne han måske have holdt sig ved magten, hvis han havde accepteret Tudeh-partiets tilbud om støtte. Men han tilhørte det gamle aristokrati og kunne ikke tænke sig en alliance med et folkedemokratisk parti. I løbet af få timer lykkedes det derfor general Fazullah Zahedis tropper at blive herre over hovedstaden, og han havde held til at overbevise størstedelen af befolkningen om Mossadeghs uduelighed ved at afsløre, at nationaliseringen havde kostet Persien 200 millioner dollars. Da glemte masserne deres afsindige nationale begejstring et år tidligere og skreg deres faldne afgud ud som en forbryder mod statens og folkets interesser. Han blev fængslet og først løsladt i august 1956.

I Persien kunne man henvise til den gamle shah som et forbillede på en diktator, der havde udrettet noget i mellemkrigsårene, og i Syrien var det utvivlsomt Kemal Atatyrks forbillede, der havde inspireret oberst Husni as-Zaim. I Egypten var der ingen umiddelbare forbilleder at tage ved lære af. Men der fandtes en lille revolutionær kerne, der kunne blive udgangspunktet for en national revolution. Thi i modsætning til alle Mellemøstens andre lande var der et politisk liv i Egypten. Det går tilbage til 1882, da det uheldige oprør gav englænderne mulighed for at blive landets virkelige herrer, hvem det var håbløst at bekæmpe med magt. Da skabte en jurist af europæisk dannelse, Mustafa Kamil, Det nationale Parti, el-Hisb el-Watani, hvis valgsprog var: Ægypten for ægyptere. Det vandt en vis udbredelse i byerne, men Mustafa Kamils patetiske og akademiske sprog blev ikke forstået af fellaherne. Det var først efter første verdenskrig, at nationaltanken slog igennem hos masserne, og da blev det en anden mand, hvis virke blev afgørende, den tidligere omtalte Saad Zaghlul, der forenede vestens og østens livssyn: han var på samme tid elev af en muhammedansk profet og reformator, Muhammed Abduh og havde juridisk eksamen fra Sorbonne. Da han i november 1918 trådte frem for den britiske højkommissær og forlangte at gå med et par andre til Paris i en delegation, Wafd, for at forelægge de ægyptiske krav om national uafhængighed, skabte han, uden at ville det, Ægyptens store folkelige parti, som skulle beherske scenen i de kommende tre årtier. Fra da af var der kun to politiske faktorer værd at tale om: hoffet og Wafd. Imellem dem stod englænderne, som havde den virkelige magt, og som benyttede den til at spille de to fjender ud imod hinanden og lade den ene eller den anden få overhånd, eftersom de fandt det opportunt. I reglen fandt de det opportunt at lade kongen sidde ved roret, og i de tredive år fra 1922 til 1952 havde Wafd kun magten i otte år til trods for, at den havde så at sige hele folket bag sig. Tilsyneladende var Nationalpartiet blevet glemt og førte en skyggeagtig tilværelse.

Men Wafd blev ikke ved med at være, hvad det havde været i Zaghluls dage. Det var en af hoffets fremgangsmåder at bestikke lederne, og de fleste stod ikke for fristelsen. I årene efter anden verdenskrig, sad wafd-førerne til bords hos kongen mellem feudale godsejere og millionærer. De mistede til gengæld deres tag i befolkningen. Ganske vist vandt partiet endnu i 1950 en stor sejr ved valget, men det skulle nok nærmere forstås som en demonstration imod hoffet, der ikke uden grund blev gjort ansvarlig for den elendige krigsførelse i Palæstina. Nahas Pasha søgte at stabilisere sin og partiets svigtende popularitet ved at føre en voldsom anti-zionistisk og anti-britisk politik. Det var derfor han indtog en så afvisende holdning overfor feltmarskal Slims forslag om et fælles forsvar af Mellemøsten, og året efter tog han det dristige skridt ensidigt at ophæve den engelsk-ægyptiske overenskomst af 1936, på hvilken de to landes indbyrdes forhold var bygget. Nahas’ skridt må ses i belysning af begivenhederne i Persien, som havde fundet sted nogle måneder i forvejen uden andet resultat end at det engelske selskab fortrak. De økonomiske følger af den persiske nationalisering havde endnu ikke vist sig, og Nahas drog da den slutning, at man kunne tillade sig at byde englænderne, hvad det skulle være uden at risikere noget. Det viste sig også at holde stik, men udviklingen tog alligevel en anden retning end Nahas havde regnet med. Han måtte følge sit held op før at kunne bevare sin position, og da målet var at få englænderne til at rømme landet helt og få lagt Sudan ind under den ægyptiske krone, tænkte Nahas, at han ville indlede en kampagne, der skulle lægge pres på de fremmede ved en slags borgerlig ulydighedskampagne i stil med Gandhis. Men det udviklede sig til en krigslignende tilstand, som kulminerede d. 26. januar 1952, da de ophidsede mængder vendte deres vrede og ødelæggelsestrang ikke blot mod englænderne og ikke blot mod alle fremmede, men først og fremmest imod rigmandskvartererne i byerne. Regeringen havde tabt kontrollen, og i nogle dage kunne masserne brænde og hærge, som de havde lyst til.

Følgen blev at kongen afskedigede Nahas d. 28. januar. Nahas var hans gamle fjende, og han gjorde det af hjertens lyst. Men han drog ikke videre konsekvenser af det skete. Han forstod ikke, at de umælende havde fået mæle og på deres egen primitive måde sagt, hvad de mente om styret. Men øksen var lagt ved træets rod, og kongedømmets dage var talte. Thi der var andre som forstod en smule mere af, hvad der var i gære, særligt indenfor hærens officerskorps. Det har sine grunde. De er ikke at søge i dens kvalifikationer som kamporgan, for den eneste krig den har været engageret i i dette århundrede, Palæstina-krigen, blev en dundrende fiasko, men i den omstændighed at den, officerer som menige, er et fuldt udtryk for ægyptisk nationalitet. Befolkningen i Ægypten er blevet spædet op med alle slags nationaliteter i tidens løb i højere grad end næsten nogen anden nation i den gamle verden, persere, grækere, romere, arabere, tyrkere og europæere, franskmænd, englændere, tyskere. Men fremmedelementerne holdt sig til byerne, og de forstod ved passende bestikkelse at købe sig fri for militærtjeneste. Det er fellahen, der repræsenterer kontinuiteten i Ægyptens femtusindeårige historie, og det er ham der fylder rækkerne i hæren. Det er også fra landet og provinsbyerne, at officerskorpset er udgået. Det er lige så urægyptisk som fellahernes geledder og føler sig i lige så høj grad som de i modsætning til de feudale godsejere, der såvel som kongehuset er af udenlandsk oprindelse, og i måske endnu højere grad til det lille men takket være korruptionen hovedrige bourgeoisi. De ved, at godsejerne er hovedårsagen til fellahens elendighed, og de ved at bourgeoisiet har hovedansvaret for nederlaget i 1948. Det samme ved fellahen, og der er derfor ikke som i de fleste andre lande nogen antydning af klasse- eller kasteforskel mellem officerer og menige. Det var ud af de antiroyalistiske, antifeudalistiske og antikapitalistiske (men ikke derfor socialistiske) officersrækker at der under den anden verdenskrig dannede sig en lille gruppe af revolutionært indstillede, som kaldte sig »de frie officerer«, ed-Dubat el-Ahrar, som begyndte at skabe sig kontakter udenfor hæren og virkede med illegale skrifter imod hoffet og de øvrige ufolkelige kræfter. Det var »skammen fra 1942«, der svejsede dem sammen, som gruppens førende skikkelse, Gamal Abdul Nasser, dengang en purung løjtnant, har udtrykt det, og dermed mente han den ydmygende situation, da englænderne kørte med kampvogne op i kongeslottets gård for at tvinge Faruk til at lade sin tyskvenlige regering falde. De frie officerer virkede også ved at smugle flyvemaskiner fra den ægyptiske hær over til Rommel og sende ham efterretninger om de engelske troppebevægelser.

Men det var først efter Palæstina-krigen, at de blev virkeligt klare over, hvad de ville. Det sviende nederlag tilskrev de med god grund det korrupte bourgeoisi og den kreds af kongelige favoritter, der beherskede de fleste store stillinger i staten. Derfor ville de afskaffe kongedømmet, klikevæsenet og kapitalismen. De var naturligvis ikke de eneste utilfredse. Typisk for vide kredse var den betydeligt ældre Muhammed Nagib, en bondesøn fra Sudan, hvis fader havde kæmpet i Kitcheners hær mod Mahdien. Han gjorde sig forhadt ved hoffet på grund af sine reformer i hæren og sit propagandaarbejde for oplysning, hygiejne, udstykning og en mere liberal fortolkning af Koranen, en ligefrem og kantet soldat, der ikke begår sig i saloner, men elskes af soldaterne i felten. Han kritiserede og gjorde det åbent, men revolutionær var han ikke, og det var først på et ret sent tidspunkt han blev draget ind i de frie officerers lille kreds. De havde brug for hans større modenhed og især for hans popularitet.

Urolighederne i 1952, der forvandlede sig til et proletariatets angreb på de rige i byerne, og som også fandt genklang rundt omkring på landet - en del godsejere blev dræbt og deres ejendomme brændt af - gav også kongen en skræk i livet. Han havde ikke øje for det store perspektiv i, hvad der foregik, men han blev mistænksom overfor sine omgivelser, de frie officerer mærkede nok, at det hemmelige politis øjne hvilede på dem, og derfor besluttede de at slå til, inden det var for sent. De havde ellers regnet med, at tiden først ville være moden omkring 1955. Det kom derfor som en overraskelse for dem selv, at det gik så let, som tilfældet var. Det skete på et enkelt døgn, d. 23. juli 1952. Ingen gjorde modstand, og englænderne rørte ikke på sig. Til en begyndelse gik sejrherrerne meget moderat frem og lod både partierne, parlamentet og kongen fungere uforstyrret. Selv søgte de endda støtte hos Det nationale Parti. Det holdt et år, så blev partierne opløst, kongen afsat og republikken proklameret. Nu trådte de frie officerer åbent frem og konstituerede sig som »revolutionsråd« med den populære Nagib i spidsen og Nasser som næstkommanderende. Deres første store reform var at få gennemført en udstykningslov, som skulle skaffe fellaherne jord på godsejernes bekostning. Det var ikke nogen revolutionær lov, der blev vedtaget. Den minder en del om de nordiske landes udstykningslovgivning. Den bestemmer, at ingen må eje mere end 200 acres. Staten skal købe den overskydende jord og betale med obligationer til 3 % p.a. Denne jord skal sælges videre til fattige bønder i lodder på 2-5 acres. Ialt skulle 730.000 acres afgives af 2.115 godsejeres 1,1 million acres i løbet af fem år.

Nagib havde et klart øje for, at Ægyptens svaghed er dens voldsomme befolkningsforøgelse - i løbet af dette århundrede fra 10 til 22 millioner - der ikke modsvares af en tilsvarende stigning af fødevareproduktionen eller for den sags skyld af nogen anden produktion. Det eneste produkt, der er forøget, er bomulden, og det har været en tvivlsom gevinst, fordi det har presset prisen ned på verdensmarkedet, så ægypterne idag ikke får mere derfor end ti år tidligere for en langt mindre produktion. For at modvirke den stigende forarmelse, som er den uundgåelige følge af denne dobbelte udvikling af stigende befolkning og stationær produktion, indledede regeringen en »familiepolitik«, hvilket vil sige belæring om fødselsbegrænsning formidlet gennem en række sundhedscentrer, der er spredt ud over landet. Dertil en planmæssig udvidelse af det opdyrkede område, og det vil som altid i Mellemøsten sige ved rationel udnyttelse af vandforekomsterne, for Ægyptens vedkommende af Nilen, hvis vande stort set løber uudnytter ud i Middelhavet. Til det formål projekterede regeringen en gigantisk udbygning af dæmningssystemerne over Nilen, særligt ved Aswan. Det er dog et foretagende som kun vil kunne realiseres ved hjælp af udenlandsk kapitalinvestering. Det var et mådeholdent, sundt og påkrævet program, revolutionsrådet fremsatte. Nagib undgik helst at sætte tingene på spidsen, benyttede i mange tilfælde de kendte borgerlige forretningsmænd som rådgivere, lod fremdeles udenlandske finansmænd have et ord med i drøftelserne, idet der dog også her kunne spores en tilbøjelighed til at udskifte de engelske eksperter med amerikanske. Til hærens modernisering var der ikke vanskelighed ved at skaffe kvalificerede folk med stor erfaring: et utal af hjemløse, tyske officerer og nazister havde siden krigens ophør søgt et fristed i Ægypten, hvor de følte en venlig atmosfære, de ikke var vant til, omgive sig.

Men når det gjaldt udførelsen af det store reformprogram, var der ikke enighed. Dels var der de erklærede fjender, hvortil hørte godsejerne og størstedelen af bourgeoisiet, der førte en henholdende politik og holdt krudtet tørt; dels var der Det muhammedanske Broderskab, som i reformarbejdet så et angreb på Islam, og dels var der Wafd, som var sat ud af funktion, men hvis tilhængere for en dels vedkommende ventede på et come back, og endelig var der kommunisterne, der var få i tal, men havde mulighed for at skabe folkelige bevægelser. Men også indenfor de frie officerers og revolutionsrådets egne rækker var der meningsforskelle. Nagibs mådeholdne linje og sindige tempo behagede ikke alle. Nasser var den dynamiske kraft, og sammen med et flertal indenfor rådet ønskede han et mere militært betonet politik, der blandt andet skulle bestå i at officerer overtog en række ministerier. Der var også en venstrefløj, som tenderede i retning af socialisme. Dens leder indenfor rådet var major Khaled Mohieddin, der betragter både Nagib og Nasser som en slags nazister. I februar 1954 slog aktivisterne til, og Nagib blev tvunget til at nedlægge præsidentposten. Men voldsomme folkelige demonstrationer, også indenfor dele af hæren, og ikke mindst ophidselse i Sudan, Nagibs hjemland, tvang Nasser, der havde overtaget styret, til at genindsætte Nagib. Men d. 14. november samme år kunne Nasser gentage sin manøvre og fjerne Nagib, uden at der skete noget af den grund. I sine erindringer skriver Nagib at hans tilbagetræden skyldtes visse taktiske uoverensstemmelser, især militariseringen af civiladministrationen, men det er indlysende, at uoverensstemmelserne gik langt videre, og at en ny fase af revolutionsrådets diktatur var oprundet.

Det militærkup, som Husni as-Zaim foretog i Syrien i marts 1949, blev begyndelsen til en række lignende kup. Det var en kædereaktion, der blev udløst, og ingen kan sige, hvornår den vil høre op. Af de adskillige diktatorer, der har set dagens lys siden dengang, er kun en tilbage, og ingen ved, hvor lang tid der er ham beskåret. Alligevel er der ikke her tale om operetterevolutioner, som man kender det fra en del sydamerikanske stater. Det begyndte efter det nederlag i 1948, der afslørede de pågældende landes uhjælpelige brist og utidssvarende struktur og havde en dyb indre motivering: revolutionerne er vidnesbyrd om at en samfundsklasse er ved at blive sig sin styrke bevidst og vender sig kritisk mod den klasse, som politisk og moralsk har spillet fallit. Samtidig viser resultatet af de fleste af disse revolutioner, at de nye kræfter endnu ikke har tilstrækkelig styrke til at styrte det gamle regime og gennemføre noget afgørende nyt. Nagib afslutter sin bog »Egypt’s Destiny« med disse ord: »De arabiske folks revolte er, når alt kommer til alt, kun en forsinket refleks af den revolte, der i den vestlige verden begyndte med revolutionerne i De forenede Stater og Frankrig.« Deri har han ret. Den franske revolution tilintetgjorde den feudale godsejerklasse, den amerikanske befriede folket for et fremmedherredømme af tilsvarende art såvel som for en monopoliseret handelsimperialisme. I begge tilfælde blev det et liberalt borgerskab, der fik magten. Og det er det samme der sker i Mellemøsten. Op til 1948 var det kun akademikere, der var revolutionære. Det var encyclopedisternes og narodnikernes tid. Det er en form for revolution som den herskende klasse ordner med en smule politi. Men nederlaget i 1948 kunne ikke skjule at den herskende klasse havde spillet fallit. Det var denne degenererede klasse, som havde nedsænket Mellemøsten i elendighed, det er den, der holder bønderne nede på et eksistensminimum. Det var også den der holdt fast på de koloniale okkupationsmagter, der beskyttede dem mod folkets vrede. Og det var den, som i sin angst for den moderne tid og opmuntret af englænderne forvandlede det oprindelige venskab med de zionistiske indvandrere til et fjendskab og dermed skabte et kunstigt problem, som det, da det endelig kom til en styrkeprøve, havde vist sig aldeles ude af stand til at løse.

Revolutionerne er således udtryk for en begyndende forvandling af Mellemøstens mere fremskredne dele fra et feudalt til et borgerligt kapitalistisk område. Men da de fornødne materielle forudsætninger for en sådan omdannelse ikke er til stede, må den ske ved magt, deraf militærets nødvendighed, og derefter må de materielle betingelser skabes i form af en planmæssig opbygning. Forsåvidt vil udviklingen i Mellemøsten mere komme til at forme sig som udviklingen i Østeuropa. Der er ikke tid til at vente på den naturlige, organiske proces, som skal skabe det nye. Der må magtanvendelse og planmæssighed til. Men som det allerede sporadisk har vist sig, kan en sådan omdannelse ikke forblive et eksklusivt mellemværende mellem en parasitæt feudalklasse og et progressivt borgerskab. Enhver dybtgående bevægelse må nødvendigvis sætte hele samfundet i bevægelse, og da proletariatet i Kairo og Alexandria pludseligt vendte sig imod sin egen overklasse, mens fellaherne klyngede godsejere op, måtte det blive klart for enhver, at den nationale rejsning ikke var til at skille fra en social rejsning, og at revolutionen var ved at nå ned til samfundets rod. Fellahen, der har været stum i to tusind år, er ved at træde ind på historiens arena. Det gamle Ægypten, Memfis’ og Tebens, faraonernes rige er ved at genopstå efter halvtredje årtusindes fremmedherredømme.

Men idet de vrimlende menneskemasser i al deres elendighed træder ind og vil tælle med, opstår der et problem for de revolutionære førere, som er bærerne af en progressiv mellemklasses idealer. Klemt inde mellem en degenereret overklasse, der nægter at forsvinde, og en frembrydende underklasse, der nægter at lade sig udbytte længere, indsnævres dens operationsmuligheder. For ar pacificere den underklasse, hvis fornødenheder den ikke kan tilfredsstille i nogen nærmere fremtid, drives den til at gribe til foranstaltninger, som kan aflede opmærksomheden fra det væsentlige, eksistensmulighederne, og lede den over på taknemlige propagandistiske og letfattelige emner, som er egnet til at vække de folkelige lidenskaber. Deraf det med flid opdyrkede fjendskab med Israel og Storbritannien. De er begge uden rationel begrundelse. Israels eksistens kunne have været en fordel. Storbritanniens sidste skanse, Suez-basen, betød ikke mere nogen trussel mod den ægyptiske nation, men var, som det viste sig under anden verdenskrig, undertiden en fordel. Således gør den arabiske revolution på et givet stadium et spring. For at fastholde sin borgerlige karakter griber den til irrationelle forholdsregler og undergraver derved sin eksistensberettigelse. Det er dette stadium, der for Ægyptens vedkommende indtræder d. 14. november 1954, da Nagib for anden gang bliver fjernet af Nasser og hans tilhængere.

For den britiske regering frembød det nye styre i Ægypten mange problemer. Det havde haft en række forhandlinger med Nahas Pasha om ordningen af Suez-basen, om Sudan og om der fælles forsvarssystem, som man ønskede at bygge op med Suez som centrum. Det havde ikke ført til noget, og i stedet havde Dulles indledt en politik, der ville skabe en nordlig forsvarszone med Tyrkiet, Persien og Irak som kerne, hvad der rimeligvis ville gøre ægypterne endnu mere umedgørlige. Nagib havde dog ikke været helt afvisende, han havde kort efter sin magtovertagelse holdt en tale i radioen og erklæret: »Ægypten vil altid værdsætte det britiske folks venskab.« Men for forhandlingerne var afsluttet, var han blevet styrtet, og alt måtte begynde forfra. De britiske forhandlere gav sig imidlertid god tid. Churchill var nu premierminister, han hørte ikke til dem, der godvilligt forærede imperiet bort, og han var modstander af for mange indrømmelser til ægypterne. Han mente dog at man ikke skulle forhaste sig. Hvis man forhalede forhandlingerne, måtte man kunne gøre den anden part, for hvem det var et endnu mere vitalt spørgsmål, mør og imødekommende. Men hans udenrigsminister, Eden, var ikke enig med ham. Han var tilhænger af at gå til den yderste grænse af indrømmelser over for araberne, hvis man på den måde kunne tilkøbe sig Den arabiske Ligas venskab. Dulles, der ikke lagde så stor vægt på Suez, støttede ham i denne holdning, og tilsammen sejrede de to mænd over Churchill. Den gamle krigskarl undlod ikke ar rådspørge de militære eksperter, der kunne fortælle ham, at Suez i atombombens tidsalder ikke havde samme betydning som tidligere. Derfor kom der nyt liv i de forhandlinger, der var blevet fort lige siden Bevin havde gjort sit mislykkede forsøg i 1950. I 1953 gik de helt i stå, men året efter blev de genoptaget på engelsk initiativ, og d. 27. juli lykkedes det at få en foreløbig overenskomst i stand på basis af en fuldstændig tømning af Suez.

Det var Edens politik, der havde sejret, og d. 29. juli gjorde han i underhuset rede for sine motiver og for de forventninger han knyttede til den nye aftale, som fra ægyptisk side var underskrevet af Nasser, fra engelsk af krigsminister Antony Head. »Vi har ikke«, erklærede han, »i sinde at skabe en ny base på Kypern. Det er aldeles ikke vor hensigt. Hovedbasen i krigstid vil vedblive at være i Ægypten.« Eden kom kun antydningsvis ind på spørgsmålet om skibsfarten gennem kanalen og fejede bekymringer i den henseende til side som uvæsentlige. Man skulle, sagde han, når man lyttede til oppositionens talere, tro at trafikken gennem kanalen allerede var blevet standset - hvad den jo også var for et enkelt lands vedkommende, men det dvælede Eden ikke nærmere ved, og hans eneste bidrag til diskussionen om forholdet mellem Israel og de arabiske lande og øm den ægyptiske blokade af Israel vat en udtalelse om at den eneste mulighed for at bringe fjendtlighederne mellem de to parter til ophør bestod i at Storbritannien skaffede sig bedre relationer med dem begge. Eden tog således ikke standpunkt til den ægyptiske krænkelse af den internationale statut om skibsfarten gennem kanalen og gjorde ikke vedtagelsen af den nye overenskomst afhængig af at statutten blev respekteret. Han var fuld af optimisme og forudså en lys fremtid for den anglo-ægyptiske forståelse: »Det er latterligt at ville påstå at vor indflydelse vil blive undermineret i Mellemøsten som følge af traktaten... Vi har tværtimod nu en mulighed for i venskabelighed og på et venskabeligt grundlag og ud fra helt nye forudsætninger at påvirke og samarbejde med dem... Med Saudi-Arabien har vi netop fået en ordning til bilæggelse af stridigheder, med Jordan har vi en traktat, med Israel ønsker vi og vil opretholde de bedst mulige relationer vi kan etablere... Indser Huset ikke at vi gennem alle disse forholdsregler og frem for alt gennem den nye overenskomst med Ægypten skaber et nyt mønster for venskab med hele Mellemøsten... Set i denne sammenhæng tør man forvente at et nyt og voksende samarbejde med vore arabiske venner vil blive åbnet op.« Den 19. oktober 1954 kunne man da endelig efter års tovtrækkeri underskrive en traktat, ifølge hvilken den britiske regering gik ind på i løbet af tyve måneder at tømme Suez-basen, der således helt skulle være overgået til Ægypten i sommeren 1956. Dog samtykkede den ægyptiske regering i at stille basen til englændernes rådighed igen i tilfælde af, at der blev rettet et angreb på et af medlemmerne af Den arabiske Liga eller Tyrkiet.

Således ordnede problemerne sig. Året i forvejen var det også lykkedes at komme overens om Sudan, der siden 1899 havde været et britisk-ægyptisk kondominium. Principielt havde begge parter nu indrømmet, at Sudan måtte have ret til sin selvstændighed. Ægypterne håbede på, at der også i fremtiden ville blive en eller anden form for fællesskab - Nildalens enhed var en yndet ægyptisk parole og havde en realitetsgrund i spørgsmålet om fordelingen af flodvandet, der er begge områders livsbetingelse. I kongetiden havde man ikke villet strække sig længere end til at yde Sudan lokalt selvstyre, men Nagib havde formuleret slagordet: først selvstændighed, så enhed ! Han vidste, hvordan sagen skulle gribes an, han var selv sudaneser. Den britiske regering kunne ikke tillade sig at stå tilbage, og så enedes man om at anerkende sudanesernes ret til at bestemme over deres egen skæbne, selv om der blev fastsat en overgangsperiode på tre år.

Den engelske regering havde måttet betale dyrt for at kunne opretholde et venskabeligt forhold til Ægypten og gøre sig håb om, at Suez alligevel ville kunne blive kernen i det mellemøstlige forsvarssystem. Men med ordningen af Sudan og okkupationsproblemet var der skabt et forhandlingsgrundlag, som ikke tidligere havde eksisteret. Dette grundlag blev dog spinklere, da Nasser havde taget magten. Det skete på et tidspunkt, da Egyptens økonomi var rystet på grund af bomuldsprisernes fald på verdensmarkedet, der forringede de ægyptiske indtægter på denne deres vigtigste eksportvare med en tredjedel. Til trods for landbrugsreform og andre forholdsregler forblev de 8.4 millioner landbrugsarbejderes og deres familiers årlige indtægt stationær med £ 23 pr. hoved, men godsejerne kunne drive deres indkomst endnu en smule i vejret, fra £ 66 millioner i det foregående år til £ 71 millioner i skatteåret 1953-54. Nationalindtægten pr. hoved var £ 39, men for at kunne opretholde den, må der i betragtning af det enorme fødselsoverskud hvert år lægges 100.000 acres land under plov. Det er problemer, der må kunne give enhver statsmand i verden søvnløse nætter. Som et kapitalfattigt land har Ægypten ingen muligheder for selv at finansiere de vældige foretagender, som må sættes i gang, hvis den øjeblikkelige levestandard blot skal bevares. Og et kapitalfattigt land, der ikke lover udbytte i form af råstoffund, over ingen tiltrækning på udenlandsk kapital. Dertil kommer, at en befolkning, der er ved at komme i skred, og som ser hen til en revolutionær regering, venter resultater. Nasser kunne ikke give dem resultater. Men kunne man ikke give den sultende befolkning brød, måtte man i det mindste give den skuespil. Der bestod forskellige muligheder. Der var Israel. Der var Storbritannien. Der var kommunismen, og der var Det muhammedanske Broderskab. Det sidste blev erklæret illegalt, efter at et af dets medlemmer havde forsøgt at myrde Nasser. Om kommunismen sagde han, at det ikke var et angreb fra Sovjetunionen, der var grund til at frygte, men infiltration i eget land. Derfor begyndte han på en skarpere kurs øvet for de ægyptiske kommunister og fængslede, hvem han kunne få fingre i af lederne. Over for Storbritannien ville han gerne føre en skarpere politik end hidtil, men da han selv havde været den, der afsluttede pagten 1954, kunne han ikke så godt underkende den. Derimod var der frit slag på Israel, og fra denne tid begyndte der en intensiveret virksomhed langs grænserne ved Gaza-områdct. Nasser havde også den tilfredsstillelse, at ingen stormagt skred ind i anledning af blokaden af Suez-kanalen imod israelske skibe eller skibe, der var destineret for israelsk havn. Sikkerhedsrådet tog sig af sagen og påtalte den ægyptiske ulovlighed, men det viste sig, at der ikke skete nogetsomhelst, når man ignorerede den høje institutions bebrejdelser.

Imidlertid havde Tyrkiet og Pakistan afsluttet en forsvarspagt i februar 1954 som en udvidelse af Ankara-pagten. Amerikansk diplomati havde været på færde i Pakistan, og der gik rygter om, at også Irak havde i sinde at tiltræde, hvad der fremkaldte voldsomme beskyldninger i den ægyptiske presse. Det døde imidlertid bort, da det viste sig at være et rygte, og så kom den engelsk-britiske aftale i stand, hvor Ægypten også gik med til at indbefatte Tyrkiet blandt de stater, som kom i betragtning i tilfælde af krig og genbenyttelse af Suez. Det er ikke let at sige, hvilke fremtidsplaner Nasser på det tidspunkt havde, om han agtede at bevare den neutralitet, han proklamerede, eller om han tænkte på at slutte sig til det mellemøstlige forsvarssystem på et opportunt tidspunkt. Den engelsk-ægyptiske pagt fik imidlertid en konsekvens, Nasser næppe havde inkluderet i sine overvejelser. For havde det været rygtemageri med Irak i foråret 1954, så bevirkede pagten, som blev indgået, uden at den ægyptiske regering havde konsulteret Den arabiske Liga, at Irak følte sig distanceret af Ægypten og kunne risikere at se alle medlemmerne af Ligaen slutte op om den stærke anglo-ægyptiske blok, så Irak blev komplet isoleret. Det var ikke glemt, hvorledes Egypten havde været ansvarlig for, at den engelsk-irakesiske pagt af 1948 var blevet væltet i sidste øjeblik, og hvorledes det også havde modsat sig Nuris ønskedrøm om en sammenslutning af landene i The Fertile Crescent, planen om et Storsyrien. Og derfor afsluttede Nuri d. 24. februar 1955 den tyrkisk-irakesiske forsvarspagt, den såkaldte Bagdadpagt. Dermed tog Dulles’ tanke om The Northern Tier, det nordlige forsvarsbælte, så småt form, omend der stadig manglede eet vigtigt led: Persien, der ikke var til at formå at opgive sin principielle neutralitet. Det var et alvorligt slag for Nassers prestige, der i forvejen var noget invalideret, fordi han ikke havde resultater på hjemmefronten at opvise, og dertil kom som en yderligere ydmygelse, at et israelsk gengældelsesangreb fire dage senere afslørede Ægyptens militære svaghed og derved satte Den arabiske Ligas værdi som forbundsfælle i lidet flatterende lys. Nasser havde ønsket at få Irak ekskluderet af Ligaen; det var der dog ikke blevet enighed om, men i realiteten var den sprængt, og ingen kunne længere hengive sig til illusioner om, at den var et politisk eller militært instrument af noget betydning. Forsåvidt var ikke blot Nassers politik, men også Anthony Edens brudt sammen. Der var i foråret 1955 næppe en eneste mellemøstekspert, der ville skænke Nasser noget langt politisk liv. Hans indre fjender begyndte at rejse hovedet. Wafd vejrede chancen for sin genkomst, Khaled Mohieddins socialistiske fløj lurede på kup (selv havde Mohieddin måttet tage ophold i udlandet), Det muhammedanske Broderskab spandt i sine illegale tilholdssteder intriger, Nagibs venner i hæren forberedte hans overtagelse af magten for tredje gang, og godsejerne fulgte agtpågivende konjunkturerne, der spåede tyrannens fald. Og dog - nogle måneder efter skulle Nasser stå som en sand triumfator med hele den arabiske verden målløs af beundring for sine fødder.

Da Nasser d. 27. september 1955 i en tale, der udsendtes over radioen, meddelte, at han havde indgået en aftale med Tjekkoslovakiet, som tilbød at sælge Ægypten våben og tage betaling i form af bomuld, vendtes et blad i de arabiske landes historiebog. Aftalen betegnede også en ny indstilling fra Sovjetunionens side over for de arabiske lande, der hidtil var blevet behandlet som tilbagestående, reaktionære stater. I mellemkrigsårene havde Sovjetunionen afholdt sig fra indblanding, og endnu i 1948 var Sovjetmagten blandt dem, der stemte for deling af Palæstina, og både Vyshinskij, Malik og Gromyko havde talt om de arabiske overgreb mod den nye stat og mod FN. Den venlige holdning over for Israel blev dog ikke af lang varighed. Det skuffede Moskva, at denne nydannelse i Mellemøsten ikke sluttede op om østbloklandene, men foretrak at føre en uafhængig udenrigspolitik uden tilknytning til nogen blokdannelse overhovedet. I 1949 begyndte der i Sovjetunionen en anti-zionistisk kampagne, der under betegnelsen »kamp mod kosmopolismen« var helt rettet mod de ca. to millioner russiske jøder. Det var denne kampagne, der kulminerede med det såkaldte »lægekomplot« i 1953. Noget lignende skete også i de folkedemokratiske lande, hvor nogle af de mest ansete politikere af jødisk afstamning, som Ana Pauker og Rudolf Slansky gled ud af det politiske liv. Det blev en episode, som ikke overlevede Stalins død, men sammenhængen med politikken lige overfor Israel fremgår af, at Sovjetmagten benyttede en uvæsentlig begivenhed til i februar 1953, en måned efter at de ni læger var blevet arresteret, at afbryde den diplomatiske forbindelse med Israel. Den uvenlige holdning over for Israel vedblev også i den følgende tid. To gange nedlagde Vyshinskij i Sikkerhedsrådet veto i israelske anliggender, første gang d. 22. januar 1954, da Syrien havde klaget over, at Israel havde påbegyndt det hydroelektriske værk ved Bnot Jaakov; ved afstemningen stemte 7 (deriblandt Danmark) for, at klagen skulle tilbagevises og Israel have lov at fortsætte med arbejdet, 2 stemte imod: Libanon og Sovjetunionen. To undlod at stemme: Brasilien og Kina.

Den anden gang var det Suez-kanalen, det drejede sig om. Siden Palæstina-krigen havde Egypten spærret kanalen for israelske skibe. Den 1. september 1951 havde Sikkerhedsrådet opfordret Ægypten til at respektere de internationale bestemmelser, men Ægypten havde ikke reageret på opfordringen. D. 1 januar 1954 bragte Israel påny sagen for Sikkerhedsrådet, og den 22. marts kom en resolution, hvori Ægypten påny blev opfordret til at respektere de internationale bestemmelser, det havde været med til at anerkende, til afstemning. Otte stemte for resolutionen, to stemte imod: Libanon og Sovjetunionen. En undlod at stemme: Kina. Således havde Ægypten da fået Sovjetmagtens velsignelse til at fortsætte med sit traktatbrud over for sin nabo. Det var på denne tid, i løbet af året 1954, at der foregik et konsekvent omslag i Sovjetunionens forhold til de arabiske stater. Den hidtidige holdning kan karakteriseres ved en udtalelse, som generalsekretæren for den azerbaidjanske sovjetrepublik 1950 havde fremsat: »Som en af de mest konservative religioner i verden forlanger Islam, der er et redskab for udbyttere, den mest ubetingede lydighed af de troende over for deres skæbne og deres undertrykkere.« Ja, så sent som 1954 karakteriserede den kendte Ægypten-ekspert fru Vatolina Nassers regime som »vanvittig reaktionært, terroristisk, antidemokratisk og demagogisk.« Men fra slutningen af 1954 mærker man en ændring i tonen, når den arabiske verden bliver omtalt, og i 1955 priser sovjetradioen Nasser for hans neutralisme og støtte til Sudan, ligesom det fremhæves, hvordan han klædt i sin simple officersuniform havde bidraget til Bandung-konferencens succes og støttet den fredelige sameksistens’ princip. Det forekom derfor helt naturligt, at Stalins fredspris for 1955 blev givet til en araber, den syriske sheik Muhammed el Asmar, der foruden sine utallige rejser til Sovjetunionen er mest kendt for sin deltagelse i muftiens krigsførelse mod jøderne i trediverne, da han havde været fører for en syrisk kampgruppe. Det var naturligvis den af Foster Dulles påbegyndte forsvarsplan for Mellemøsten, der kaldte Sovjetmagten frem på scenen. Ankara-pagten havde gjort den mistænksom, men det var først Bagdad-pagten, som fik den til at gå til modangreb, og man var fra russisk side ikke blind for de muligheder, der frembod sig på grund af Egyptens vrede over pagten.

Set fra et strategisk synspunkt er russerne ikke primært interesseret i de arabiske lande og Israel. Deres hovedinteresse er grænseområderne, Tyrkiet, Persien, Afghanistan og Pakistan. Men idet Irak blev trukket ind i pagten, måtte sovjetpolitikerne søge at forebygge en inddragning af hele den arabiske verden, og midlet var indlysende: at uddybe den spalte, der var opstået imellem de arabiske lande. Og det ville først og fremmest sige at få kontakt med Ægypten. I en kritisk situation blev de to magtet således drejet i samme retning, og der gunstige øjeblik, da kontakten kunne sluttes, lod ikke længe vente på sig. Gaza-episoden, som afslørede det ægyptiske krigsberedskabs uduelighed, blev den dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Nasser selv lagde ikke skjul på ydmygelsen. »Jeg blev grebet med underbukserne nede om benene«, sagde han til den engelske politiker R. H. S. Crossman, og hans første reaktion var at forsøge at få våben i England. Han havde tidligere fået våben, således som de forskellige traktater med England havde givet ham ret til; men tremagtsaftalen kunne kun til en vis grad krænkes, og da han kom med drastiske krav om leverancer af svært og moderne materiel, fik han afslag. I det øjeblik trådte sovjetambassadøren til og stillede i udsigt, at der kunne findes en ordning. Det varede kun fire dage, så var rammerne for en overenskomst blevet aftalt: ægypterne skulle modtage moderne våben, svært artilleri, tanks, flyvemaskiner og muligvis undervandsbåde og betale med bomuld. Ganske vist er det ikke noget behov for bomuld i østbloklandene, da Sovjetunionen er i stand til at forsyne dem alle; men her drejede det sig om noget mere end at slå en fordelagtig handel af. Aftalen blev sluttet om foråret, men først offentliggjort i september. Hvad Nasser kunne tænke sig at bruge våbnene til, lagde han ikke skjul på. Han udtalte d. 14. oktober: »Jeg kæmper ikke blot imod Israel, men også imod verdenszionismen og den jødiske kapital. Det er min opgave at befri den arabiske verden fra ødelæggelse ved zionistiske intriger, som har deres rødder i USA, og som modtaget hjælp fra Storbritannien og Frankrig. Arabernes had til zionismen et meget stærkt, og det er meningsløst at ville tale om fred med Israel. Der et end ikke den mindste mulighed for forhandling mellem araberne og Israel.« Hans ord og våbenaftalen fik lidenskaberne til at flamme op blandt alle arabere (bortset fra Iraks) og fandt genklang i radio og presse. Et enkelt citat må være tilstrækkeligt til at angive tonen: »Brødre i de ægyptiske og palæstinensiske kommandoer! Bliv ved med at gøre jeres hellige pligt, myrd, ødelæg og dræb, indtil den stat, der er grundlagt af Vestens sværd og bygget på uskyldige børns og kvinders lig, bliver rystet i stumper og stykker og tilintetgjort !« (El Jihad, jordansk dagblad, d.1 september 1955).

Den ægyptisk-tjekkiske våbenaftale fik imidlertid en konsekvens, som man formentlig hverken har taget i betragtning i Moskva eller Kairo, men som må siges at have været en af dens vigtigste følger. D. 11. oktober sluttede Persien sig til Bagdad-pagten og opgav dermed sin så længe med stædighed fastholdte neutralitet. De persiske bevæggrunde var ikke vanskelige at se: denne neutrale holdning havde udtryk for, at der herskede en vis balance i Mellemøsten som været kunne væltes, hvis neutraliteten blev opgivet. Det var også det, der blev tilfældet, da Irak sluttede sig til de øvrige til NATO knyttede magter, for det var det, der tvang Sovjetunionen frem. Men i samme øjeblik denne stormagt, som Persien frygtede mest af alle, søgte at blive en mellemøstlig magt, måtte Persien for den samme balances skyld søge at blive en modvægt ved selv at slutte op om Bagdad-pagten. Sålænge Sovjetunionen forholdt sig passiv i Mellemøsten, var regionalpagten et onde, men i samme øjeblik den satte sig i bevægelse, blev de en nødvendighed. Ved Persiens tilslutning blev Bagdad-pagten først for alvor, hvad dens grundlæggere havde håbet, den skulle blive: et sammenhængende bælte, der lå tæt om Sovjetunionens grænser og skabte muligheder for et effektivt forsvar. Med de tjekkiske våbenleverancer var grundlaget for tremagtspagten af 1930 forrykket, og Israel var blevet bragt i den farligste situation, det havde befundet sig i siden sin oprettelse. Også vestmagterne fandt sig over for et pinligt alternativ: hvis balancen i Mellemøsten skulle bevares, således som meningen med tremagtspagten havde været, bød simpel logik at de opvejede de tjekkiske våbenleverancer med tilsvarende forsyninger til Israel. Men derved ville de forspilde det venskab med de arabiske stater, de havde gjort så meget for at fastholde, og kaste dem i armene på Sovjetunionen. Skulle de vælge mellem Israel og araberne, bød deres interesser dem at vælge araberne. Men i så tilfælde var det ikke tilstrækkeligt at afholde sig fra at levere våben til Israel, de måtte kunne tage konkurrencen op med østlandene ved at sende de arabiske stater lige så mange våben og helst endnu flere. Og det gjorde de. De nøjedes ikke med det. I sin tale ved den årlige banket i Guild Hall d. 9. november antydede Eden, at han nok kunne tænke sig en mægling i den israelsk-arabiske strid på grundlag af en grænserevision - på Israels bekostning.

Der var imidlertid ingen, der reagerede på Edens noget uopfindsomme forslag. Det faldt dødt til jorden. Det havde da også kun været tænkt som et redskab til at lette en udbygning af Bagdadpagten. Ved den ægyptisk-russiske aftale var der slået en forsvarlig bom for al videre forhandling om Ægyptens deltagelse i det mellemøstlige forsvarssystem, der hele tiden havde været den britiske regerings mål. Da dette håb var slukket, var der ikke noget til hinder for, at Storbritannien selv kunne træde ind i Bagdad-landenes kreds. Det skete ved en traktat med Irak den 4. april 1955. Således gik det til, at England blev partner i en alliance, som Dulles havde skabt, men som han holdt USA udenfor, så den amerikanske regering ikke skulle risikere at sende tropper til så fjerne egne. Det konsekvente modstød imod sovjetinitiativet måtte være at få Bagdad-pagten udvidet. Der var to lande, som det var naturligt at forsøge sig med, og som havde en naturlig forbindelse med Irak, Syrien og Jordan. Der var imidlertid den vanskelighed, at der var en kraftig kommunistisk indflydelse i begge de to lande. Der er forholdsvis stærke kommunistiske partier, som ganske vist er illegale, men som dog virker ganske utilsløret. Dertil er der blandt intellektuelle en mængde medlemmer af organisationen »Fredens Tilhængere«. Begge arbejder for at forhindre videre udbygning af Bagdad-pagten, og dertil får de rundhåndet understøttelse ikke blot fra Ægypten, men også fra Saudia, måske fordi kong Saud, ibn Sauds efterfølger og søn, har en særlig tilfredsstillelse af at skabe vanskeligheder for de to hashemittiske riger, hvis konger er descendenterne af hans faders arvefjender. I den politik er han sikkert også blevet styrket, efter at Haj Amin Hussaini og hans fætter Jamal har taget varigt ophold i Riad, Saudias hovedstad; eksmuftien havde forladt Ægypten, der ikke mere frembød så god en arbejdsmark for ham, efter at revolutionen havde fundet sted, og Det muhammedanske Broderskab var blevet forbudt. For den regerende kaste i Saudia er det største problem at finde ud af hvad den skal bruge sine oliepenge til. Nogle millioner dollars spiller ingen rolle. Den har råd til at finansiere ørkensheikets overfald på fyrster, der er forbundet med England i Muskat og Oman. Den har råd til at betale Syriens kamp imod Israel, og den har tilbudt at yde Jordan en årlig støtte på £ 10 millioner, hvis den vil opsige sin alliance med Storbritannien, som yder den arabiske legion £ 12 1/2 million årligt. Den har også råd til at betale propagandaen imod Bagdad-pagten.

Jordan måtte være det naturlige næste led i en udvidelse af Bagdad-pagten, eftersom England havde så stærk en indflydelse her, og de to konger i Jordan og Irak var fætre. Men forholdene var ømtålelige, ikke blot på grund af den kommunistiske indflydelse og Saudias penge, men også fordi der bestod en voldsom spænding mellem den gamle transjordanske befolkning og den palæstinensiske, der var kommet til ved anneksionen af Vestjordanlandet. I Vestjordan er der anbragt henved en halv million flygtninge, og blandt dem hersker der en uforsonlig fjendtlighed overfor Israel, mens de gamle transjordanske politikere ofte deler den afdøde Abdullahs forhandlingsvenlige synspunkter. Premierministeren, Tewfik Abulhuda, havde endda vist sig som en ven af Israel. Det var måske på grund af dette venskab, at han i maj 1955 blev tvunget til at demissionere, og efterhånden har palæstinensiske ministre fået overtaget. De er lige så ivrige antibritter som de er antizionister. Det var derfor ingen let opgave at få Jordan ind i Bagdad-pagten, og det lykkedes heller ikke. Opgaven var først blevet lagt i hænderne på Tyrkiets præsident, Bayar, som kom på officielt besøg i Amman i november måned, hvor han lagde stærkt pres på kongen og regeringen for at få landet ind i pagten. Men virkningen af hans besøg blev, såsnart han var ude af landet, neutraliseret af den ægyptiske general Hakim Amer, der var en af de »frie officerer« i Nassers revolutionsråd. Dog næppe var han ude af døren, før det britiske imperiums højeste militære personlighed, Slims efterfølger, generalstabschef Sir Gerald Templar, arriverede i egen person og med en kuffert fuld af gode tilbud. Men der blev ikke mulighed for nogen realitetsdrøftelse. Thi ganske vist var regeringen som helhed ikke utilbøjelig til at tage tilbuddene under overvejelse, men nu satte den saudibetalte propaganda-torden ind. Da Transjordanien blev dannet i 1922 var Amman en landsby på 2.000 mennesker, nu er den en by på 150.000 indbyggere, hvorfra de fleste ganske vist bor elendigt, og kun et fåtal er i stand til at læse og skrive. Blandt sådanne mennesker er der frodig jordbund for propaganda, og penge kan altid anstifte opløb, uroligheder og oprør. Kun et fåtal vidste, hvad Bagdad-pagten var, færre endnu anede, at England siden anden verdenskrig havde brugt £ 75 millioner til at finansiere den arabiske legion og dække statens underskud, men alle troede gerne på historierne om, at Templar var kommet for at tvinge regeringen og sende legionen til fjerne lande. Følgen blev oprør, premierministeren tabte modet, de palæstinensiske ministre var bange for, hvad deres vælgere ville sige og Templar måtte rejse med uforrettet sag. Det var en mægtig sejr for Ægypten. Ikke for Jordan, thi fra nu af satte der en opløsningsproces ind, om hvis slutresultat det er for tidligt at dømme. Ikke mindst gik bølgerne højt indenfor hæren. Her stod den ægyptiske fløj mod den irakesiske, gammeltransjordanere mod palæstinensere og prorussere mod probritter. Den stærkeste fraktion indenfor hæren havde sit tilhold i en officersliga, der så det som sin vigtigste opgave at få alle engelske officerer fjernet fra legionen. Men de måtte gå så langt som til at stille den unge konge et ultimatum, før han gav køb og afskedigede den britiske øverstbefalende, generalløjtnant John Bagot Glubb med øjeblikkelig virkning samt et antal andre officerer. Derefter udnævntes en jordansk general, men han blev dog efter nogle måneder erstattet af en ny, oberst Ali Abu Nawar. Der har tillige fundet flere regeringsskifter sted, som vidner om, at staten er kommet ind i en periode af yderste ustabilitet.

Når man ser bort fra den ganske vist ikke uvigtige persiske tilslutning til Bagdad-pagten, og fra den ubehagelige overraskelse at Sudan d. 1. januar 1956 imod de ægyptiske forhåbninger proklamerede sin fuldstændige uafhængighed og dermed opsagde al forbindelse såvel med England som med Ægypten, havde udviklingen siden foråret 1955 formet sig som en strålende triumf for Nasser. Han var nu så ubetinget den arabiske verdens førende politiker, om hvem alle andre kredsede som planetet om solen. Man mærkede det på hans optræden, der blev mere selvsikker, mere hånlig over England og mere hadefuld overfor Israel, også mere diktatorisk overfor hans kolleger i revolutionsrådet. Khaled Mohieddin havde forlængst måttet fortrække. Efter fejlspekulationen med Sudan måtte den ansvarlige minister, en af de ti, Salah Salem, træde tilbage, og det blev mere og mere klart, at den ægyptiske regering kun bestod af een mand. Nagib holdtes stadigt i en slags husarrest i sit hjem i Merge udenfor Kairo. Men især betegnede Nassers udtalelser en ændret målsætning. Da de frie officerer tog magten, var det for at befri landet for en korrupt overklasse og en korrupt konge. Men målsætningen er siden blevet bredere. Nu er målet at skabe en arabisk stat eller føderation under ægyptisk overhøjhed. Hvad Hussain af Hedjas havde drømt om, og Den arabiske Liga havde vist sig ude af stand til at iværksætte, det ville Nasser gøre til virkelighed. Fra en sund nationalisme havde hans revolution udviklet sig til en tvivlsom imperialisme. I 1956 begyndte med, at en ny ægyptisk forfatning blev sat i kraft. Den udmærker sig især ved at give præsidenten umådelige magtbeføjelser, som det fremgår af dens tredje kapitel, artiklerne 119-45. Den ægyptiske forfatning går i den henseende endnu videre end den amerikanske. Der havde siden Nagibs demission ikke været noget statsoverhoved, men den 23. juni lod Nasser sig vælge til præsident. Stemmeresultatet viste 99,9 % stemmer afgivet for ham. Der var ingen modkandidat.

I den følgende tid spillede han et højt spil med at balancere de to magtgrupper, der var villige til at støtte ham for at købe hans venskab, mod hinanden. Det gjaldt for ham særligt at få store udenlandske kapitalinvesteringer lokket til eller statslån, så han kunne sætte de omfattende arbejder i gang, der skulle kunne lette befolkningstrykket og udvide det dyrkede område. Det var særligt ved Nilen, og frem for alt Aswan-dæmningen, det drejede sig om, et arbejde, der, når det var fuldført, ville kunne give jord til fem millioner mennesker. Fra amerikansk side kom der forskellige forslag, og russerne syntes også at røbe villighed til at finansiere Aswanprojektet. Inden for det britiske udenrigsministerium gjorde der sig divergerende meninger gældende. En fløj, hvis talsmand var lederen af det mellemøstlige departement, Evelyn Shuckburgh, ønskede en drastisk ændring af Englands hele mellemøstlige politik, fordi det havde vist sig, at den stadige appeasement ikke havde frugtet, mens den anden fløj under Kairoambassadøren Sir Humphrqy Trevelyans inspiration ville udbygge samarbejdet med Nasser i tillid til, at det til sidst nok skulle lykkes at få ham draget med ind i den anti-sovjettiske front. Endelig var der Frankrig, hvis mellemøstdepartement blev ledet af Pierre Maillard; han havde længe været en modstander af Edens eftergivende linje og mente, at man burde føre en kraftig politik over for araberne; men han mente rigtignok også, at en sådan politik ikke havde nogen chancer, medmindre man opnåede et samarbejde med russerne. Hans hovedtanke var derfor, at vestmagterne burde udvide tremagtspagten til en firemagtspagt. Bagdad-pagten regnede han for værdiløs, den måtte for hans skyld gerne dø en død i stilhed, og at lade Israel betale en ordning i Mellemøsten i form af landafståelser regnede han for galskab. Endelig burde man være villig til at hjælpe Ægypten med store lån, f.eks. til Aswan-projektet, men man burde da gøre lånet afhængigt af, at Ægypten gik med til en fredelig afgørelse af alle mellemøstlige problemer, både Israel og Suez. Affattet i form af et memorandum blev disse ideer tilstillet Eden og Eisenhower, da de sammen med deres udenrigsministre mødtes for at diskutere de store problemer. Maillards ideer gjorde et stærkt indtryk. Det var første gang, tingene var blevet nævnt ved deres rette navn, og der var blevet lagt op til en drøftelse på et solidt realitetsgrundlag til forskel fra Foreign Offices ønsketænkning om et britisk styre formidlet gennem Den arabiske Liga og State Department’s tro på, at alle problemer kan løses ved hjælp af dollars. Men Maillards forslag til løsning af problemerne var så radikale og utraditionelle, at de fire mænd ikke vovede at følge de franske retningslinjer. Eden havde vel heller ikke selv på dette tidspunkt opgivet sin appeasement. De bevirkede dog en ting. Det begyndte at dages for de angelsaksiske politikere, at det ikke længere var muligt at føre en politik, der tilsigtede at holde Sovjetmagten ude fra Mellemøsten, for den var der allerede. Hvadenten man gjorde tremagtspagten til en fleremagtspagt eller ikke, så var Sovjetunionen på godt og ondt en faktor i Mellemøsten og ville ikke længere kunne holdes ude.

Det var ved den tid, da en vis afspænding gjorde sig gældende, og russerne lod skinne igennem, at de var til at forhandle med. Deres udtalelser om Israel og den arabiske verden var meget svingende. Ved nytårstid havde Hrusjtjov i sin tale til Den øverste Sovjet d. 29. december udtalt: »Sovjetunionen sympatiserer med de arabiske ønsker om at opnå virkelig uafhængighed, som sidst eksemplet med Jordan har vist. Israel har på den anden side fra den første dag af sin eksistens indtaget en fjendtlig og truende holdning over for sine naboer. Imperialisterne står bag Israel og prøver at udnytte det til deres egne formål. Israel har stadig været aggressiv over for sine naboer.« Men umiddelbart før Hrusjtjov og Bulganin rejste til London, fremkom der d. 16. april en erklæring om forholdene i Mellemøsten. Den anslår helt andre toner og udtrykker ønsket om at undgå væbnet konflikt i det urolige hjørne, hvorfor Sovjetunionen erklærede sig villig til at give FN den fornødne støtte til at styrke freden i Palæstina. Selv om udtalelsen var holdt i stor almindelighed, var den dog udtryk for en ny vilje til forhandling, og den reviderede indstilling blev understreget ved, at sovjetministrene aflagde visit i Israels ambassade i Moskva på statens nationaldag i maj. Dette besøg måtte opfattes som en antydning af at den hidtidige russiske politik i Mellemøsten ikke var den eneste tænkelige, og at sovjetregeringen godt kunne indstille sig på en anden linje over for araberne, hvis den blev taget med på råd, altså gjort til en ligeberettiget partner inden for tremagtspagtens rammer.

Men ingen tog mod den fremstrakte hånd, og der kom ingen alvorlige drøftelser om Mellemøsten under besøget i London, i hvert fald ingen resultater. Dulles var ikke moden til at anerkende Sovjetunionen som den mellemøstlige magt, den faktisk var. Det var midt under denne uafklarede situation, hvor Sovjetregeringen manøvrerede for at blive medbestemmende om områderne syd for sine grænser, at den nye russiske udenrigsminister Sjepilov aflagde besøg i de arabiske hovedstæder. Besøget var en triumf for Nasser, der systematisk byggede sin position op. På Bandung-konferencen, hvor han spillede en betydelig rolle, fik han udvirket, at den næste asiatisk-afrikanske konference skulle finde sted i Kairo, han fik arrangeret møder med Tito og Nehru og satte kronen på værket ved at få Sjepilov til at komme til Kairo som første station på hans første udenlandsrejse. Men var besøget i sig selv en triumf, blev resultatet til gengæld en dyb skuffelse. For Nasser var besøget ikke blot et spørgsmål om prestige, men også om meget reelle økonomiske fordele. Han havde med held spillet øst og vest ud imod hinanden, siden våbenaftalen var blevet afsluttet det foregående år. Det allervigtigste for ham var at få det store Aswan-projekt gjort til virkelighed. Det er et projekt, der har spøger i ægyptisk politik gennem 40 år, kong Faruk omtalte det jævnligt i sine trontaler, Nagib dvæler ved det i sin bog, og alle ægyptiske økonomer har fremhævet projektet som Ægyptens redning. Det er dog nok at overdrive. Eksperterne er enige om, at det opdyrkede areal i Ægypten kan forøges med 30 %, hvis der skaffes vand, og det er dæmningens opgave. Denne forøgelse er naturligvis betydelig, når man tager i betragtning, at det opdyrkede areal i indeværende århundrede kun er forøget med 18 % samtidig med, at befolkningstallet er forøget med 118 % ! Men den beregnede forøgelse vil kun være nok til at absorbere befolkningstilvæksten for en kortere årrække. Den er ikke en løsning af problemerne, men en udsættelse, der giver planlæggerne et pusterum. Omkostningerne ved opførelsen af dæmningen ville beløbe sig til 1,3 milliarder dollars og vare ca. 15 år. Det var udelukket, at Ægypten kunne finansiere dette kæmpeforetagende af egne midler, og under forhandlingerne om våbenleverancerne i 1955 blev spørgsmålet om Aswan draget ind i samtalerne. I oktober meddelte den ægyptiske ambassadør i Washington, at der var opnået en overenskomst, hvorved Sovjetunionen stillede et lån på 200 millioner dollars til rådighed for projektet. Det kunne synes besynderligt, at det skulle være Washington-ambassadøren, som fremkom med nyheden, og den blev heller ikke bekræftet fra sovjetside. Det blev tværtimod diskret antydet, at der ikke var truffet nogen bindende aftale. Men den noget forhastede kundgørelse i Washington var ikke blot en fortalelse, den havde til hensigt at varme Amerika op og fremskaffe et bedre tilbud. Et tilbud fremkom også, selvom vestmagterne ikke havde ladet sig bluffe af det påståede russiske tilbud. I december meddeltes det officielt i Washington, at USA og England ville finansiere opførelsen af den første del af dæmningen og under forudsætning af deres respektive parlamenters samtykke også stille sig velvilligt til opførelsen af de følgende dele. Det blev uofficielt oplyst, at USA ville yde et lån på 56 millioner dollars og England 14, samtidig med at Den internationale Bank ville tegne sig for 200 millioner.

Nu blev det Nassers opgave at få Sjepilov til at komme med et nyt og bedre bud. Men det lykkedes ikke. Sjepilov tog sit udgangspunkt i sovjeterklæringen af d. 16. april, der forudsatte en afspændingspolitik i Mellemøsten på FN’s grund. Derfor bragte han til Nassers forbitrelse spørgsmålet om forholdet til Israel på tale og gjorde en udjævning af stridspunkterne, der skilte arabere og israelere, til en forudsætning for effektiv hjælp. Han forlod Kairo, uden at der var blevet truffet aftaler af nogen art, og for at der ikke skulle kunne være nogen tvivl, udtalte han, at han ikke regnede Aswan-projektet for en god investering, men at man kunne nå videre ved udbygning af det industrielle apparat, og han lod skinne igennem, at Sovjetunionen ville være villig til at yde hjælp; men konkrete aftaler kom det ikke til. Det var et meget alvorligt slag for Nasser. Han måtte forsone sig med den tanke, at der var sket et omslag i sovjetregeringens politik, og at han ikke mere kunne spille truslen om den russiske hjælp ud imod vestmagterne. Han havde lagt besøget an som højdepunktet på en række begivenheder, der skulle markere Ægyptens fulde uafhængighed. D. 18. juni udløb nemlig den tyveårsperiode, i hvilken det ifølge overenskomsterne af 1936 og 1954 skulle være englænderne tilladt at benytte Suez-basen, og fem dage forinden havde de sidste britiske tropper traktatmæssigt rømmet ægyptisk jord. Sjepilovs besøg var fastsat til d. 18.-22. juni, og d. 23. skulle Nasser vælges til den ægyptiske republiks præsident. Alt gik efter timeplanen. Englænderne rykkede ud, Sjepilov kom, og Nasser blev præsident. Og alligevel så alting helt anderledes ud for den ny præsident, der var båret frem til magten af 99,9 % af det ægyptiske folk. Triumfen var udeblevet. Nasser havde kunnet give det ægyptiske folk udenrigspolitiske sejre, men ikke brød. Vil man forstå Nassers desperate handlinger, må man også forstå baggrunden for dem. I det lange løb tæller brød mere end udenrigspolitik. Og på den økonomiske politiks område havde han ikke nået resultater. Hvis Nasser skulle kunne opretholde den førende stilling for Ægypten, som hans smidige og dristige diplomati havde opnået, måtte den stives af med resultater indadtil, men i de år han havde haft magten, havde befolkningen oplevet en voldsom stigning i fødevarepriserne, et fald i eksportpriserne, fordobling af valutaunderskuddet fra 1954 til 1955 og en mangedobling af militærudgifterne. Ægypten var stadig et af Mellemøstens fattigste lande. Beregner man nationalindtægten pr. hoved, får man før året 1955 følgende tal i dollars: Israel 461; Libanon 315; Syrien 121; Irak 120; Ægypten 110. Revolutionen har således ikke udvirket nogen forandring i befolkningens levestandard. Den forringes fremdeles omvendt proportionalt med fødselsoverskuddets vækst. Befolkningen forøges med en million ca. hvert tredje år. Uden kraftig og radikal indgriben med udenlandsk hjælp styrer det ægyptiske folk mod en katastrofe, som intet regime kan gøre sig håb om at overleve.

Derfor var Sjepilovs afvisende holdning et så alvorligt slag for Nasser, men det var for intet at regne, mod hvad der fulgte. For den amerikanske og britiske regering havde fulgt udviklingen nøje og var klare over, at de ikke mere behøvede at fortsætte med deres overbudspolitik, så da den ægyptiske ambassadør i Washington d. 17. juli havde meddelt, at hans regering havde besluttet sig til at modtage de amerikanske og britiske regeringers og Den internationale Banks tilbud, lød de to regeringer henholdsvis d. 19. og 20. juli den ægyptiske regering vide, at deres finansiering af den projekterede dæmning ved Aswan »under de forhåndenværende omstændigheder ikke var realisabel.« Afslaget blev - uofficielt - motiveret med den skepsis, man nærede over for Ægyptens evne til at klare sin andel af finansieringen, særligt efter at den ægyptisk-tjekkiske våbenaftale havde båndlagt Ægyptens eneste store eksportartikkel, bomulden. Men det var ikke svært at se, at afslaget i realiteten var en gengældelsesaktion, fordi Nasser havde indlagt sig med den østlige verden. D. 24. juli meddelte Den internationale Bank, at det lån på 200 millioner dollars, den havde stillet i udsigt til arbejdet på dæmningen, »automatisk var ophørt med tilbagetrækningen af de britiske og amerikanske tilbud.« På det tidspunkt var der ikke mange, som skænkede Nasser nogen lang levetid som statsmand, men han havde af tidligere katastrofepolitikere i Europa lært, hvordan man rider en storm af nemlig ved at hvirvle en endnu stærkere op. D. 26. juli kom svaret i form af en stor tale, hvori Nasser gjorde op med vestmagterne, men undlod at omtale Sovjetmagtens afslag. Han erklærede, at Ægypten selv ville være i stand til at finansiere dæmningen. Pengene skulle komme fra overskuddet af Suez-kanalen, og for at disse penge kunne blive stillet til rådighed, proklamerede han kanalens nationalisering, og samme dag blev nationaliseringsloven offentliggjort. Meget tyder på, at nationaliseringen længe havde været planlagt, og at det kun var den øjeblikkelige tvangssituation, der bevirkede, at den blev sat i kraft netop da. At der forelå en tvangssituation, som var ladet med alle muligheder, fremgår af Nassers øvrige forholdsregler i de dage. Han lod Nagib fjerne fra den komfortable villa i Merge, hvor han havde været i husarrest i to år, og lod samtidig tre hundrede officerer arrestere eller afsætte, alle folk der var eller formodedes at være i ledtog med Nagib og spekulerede i at få ham tilbage til magten. Det var Nassers maskepi med Sovjetunionen, disse folk frygtede, og i den henseende havde de mange meningsfæller i ledende ægyptiske kredse. De havde også meningsfæller i alle vestens politikere, og der rejser sig det spørgsmål, om det anglo-amerikanske afslag på lån, som de tidligere havde bevilget, ikke ligefrem havde til formål at få den alt for østvendte Nasser styrtet. Visse passager i afslaget kunne tyde derpå, idet det blev antydet, at man ville være villig til at diskutere lån, når tidspunktet var opportunt, og det lå nær, at man med det opportune tidspunkt mente, når Nasser ikke mere var Ægyptens fører.

Ved vurderingen af Nassers handling må man skelne mellem det private aktieselskab, Suez-kanalkompagniet, der er blevet nationaliseret, og den internationale konvention af d. 29. oktober 1888, der regulerer den frie skibsfart gennem kanalen. Ægypternes ret til at nationalisere kanalkompagniet er lige så ubestridelig som persernes til at nationalisere det anglo-iranske olieselskab, når kun de betaler aktionærerne erstatning. Det er almindelig, international praksis, og den er ikke blevet bestridt. Men det, det drejer sig om, er konventionen, som er international, og som Ægypten ikke vilkårligt kan ændre. Og det har den gjort, kun var det ikke ved denne lejlighed, men da den formente israelske skibe at sejle igennem. Hvis stormagterne havde modsat sig denne krænkelse af den internationale konvention effektivt, er det sandsynligt, at krisen ikke ville være indtruffet, den krise, som er følgen af en appeasement, der måtte give Nasser tro på, at han kunne optræde lige så suverænt, som Hitler havde gjort i lignende situationer. Hvad de vestlige magter frygtede, og hvad der fik dem til at handle med det samme, var udsigten til, at skibsfartens frihed kunne blive krænket. De gjorde sig åbenbart ikke klart, at de ved at ignorere de overgreb, der tidligere var begået, havde været med til at undergrave den internationale retsorden på dette område. Som England ved sin administration i Palæstina havde gjort krigen i 1948 uundgåelig, således havde den engelsk-amerikanske eftergivenhedspolitik i forbindelse med de sovjettiske våbenleverancer ført op til Suez-krisen. Men Suez-krisen er kun det mest markante eksempel på, hvad den hidtidige politik, som England er ophavsmanden til, men som alle stormagterne er medansvarlige for, eftergivenheds- og overbudspolitikken kan føre til, og som fik sin mest monumentale udformning i Edens redegørelse overfor Underhuset efter Suez-aftalen i juli 1954. Eftergivenheds- og overbudspolitikken har ikke blot ansvaret for krisen ved Suez, men for alle de kriser, der har rystet Mellemøsten siden første verdenskrig. Den har ansvaret for alle de problemer, der i øjeblikket synes uløselige. Mere end det, den har ansvaret for, at der overhovedet gives uløselige problemer i Mellemøsten. Det har ikke noget formål at henvise til Nassers diktatoriske tilbøjeligheder og de arabiske statsmænds umedgørlighed, for begge dele er opstået som følge af eftergivenhedspolitikken og næret af overbudstaktikken. Som Chamberlain skabte Hitler, har Eden paterniteten til Nasser. Hvis man bøjer sig for et menneskes urimeligheder, vil de vokse ud over alle grænser. Hvis man afviser dem med myndighed, vil delikventen straks blive mere modtagelig for raison. Det er noget, alle forældre ved besked om, og at det virkelig også forholder sig på samme måde, når det gælder Mellemøstens problemer, blev dokumenteret ved en bestemt lejlighed kort før Suez-krisen brød ud.

Det var en følge af den ægyptiske regerings stærke politik, at urolighederne langs den ægyptisk-israelske grænse tog et voldsomt opsving i løbet af 1955. Sikkerhedsrådet besluttede derfor at gøre, hvad det kunne for at forhindre urolighederne i at udvikle sig til krig ved at sende FN’s generalsekretær, Hammarskjöld, derned og om muligt få udvirket en afspænding. Der var ikke mange, som troede på, at hans rejse ville føre til noget, men resultatet gjorde skeptikerne til skamme. Det var samtalerne med Nasser, der blev afgørende for missionens sukces, og det lykkedes Hammarskjöld ved en blanding af fasthed og åbenhed m. h. t. missionens mål at tvinge Nasser til at anerkende våbenstilstandsoverenskomsten af 1951 som grundlaget for forhandlingerne, mens Nasser - som alle de arabiske politikere plejer - var begyndt med at forlange den af araberne selv i 1947 forkastede delingsplan akcepteret som grundlag. Hammarskjöld lod imidlertid Nasser forstå, at han ikke agtede at gøre nogensomhelst indrømmelse, hvad dette udgangspunkt angik. Og så bøjede Nasser sig. Det var første gang, han var kommet ud for et krav fra vestlig side, der ikke kunne fires på, og han gav sig med det samme. Han gjorde mere end det: han sammenkaldte ambassadørerne for de arabiske lande og pålagde dem indtrængende at gøre forestillinger over for deres regeringer for at få disse til at respektere Hammarskjölds fordringer. Følgen blev da også en bemærkelsesværdig ro langs grænsen i den følgende tid. Men i New York stod den syriske delegerede, en sagfører fra Jerusalem ved navn Ahmed Shukairy, og osede af forargelse. Han agtede ikke at bøje sig for Nasser forhandlingsvilje, han skulle nok vise ham, at det kunne betale sig at være uforsonlig over for FN. Og han fik sin vilje. Det var så meget desto lettere for ham, som der på det tidspunkt ikke var nogen regering i Syrien til at give ham instruktioner, da landet var ude i en af de utallige regeringskriser, der hører til dagens orden i Damaskus. Han fik sin chance, efter at Hammarskjöld ved sin tilbagekomst til New York havde aflagt rapport om sin rejse. Opmuntret af det overraskende gode resultat søgte mange medlemmer at udvirke, at Hammarskjöld fortsatte sine bestræbelser med særligt henblik på omsider at få forhandlinger øm fredsslutning i gang. Den britiske delegerede, Sir Pierson Dixon, fremsatte et resolutionsforslag, i hvilket generalsekretæren blev opfordret til at fortsætte sine bestræbelser på at tilvejebringe en fredelig ordning on a mutueally acceptable basis - »på et gensidigt akceptabelt grundlag«. Denne erklæring kaldte Shukairy frem. I sin tale i Sikkerhedsrådet fremsatte han følgende betragtninger: »At gøre sig til fortaler for tanken om en gensidigt akceptabel ordning er at ville tilbagekalde alle FNs resolutioner. Vi må begynde helt forfra på et rent ark. Alt hvad der hidtil er skrevet af FN siden d. 29. november 1947 (datoen før delingsplanens vedtagelse), må skrives om igen: oprettelsen af Israel, dets medlemsskab af FN, alt må kaldes tilbage. Da og kun da kan FN se hen til en løsning på et gensidigt akceptabelt grundlag.« Shukairy fortsatte med at gøre gældende, at Syrien har suverænitetsret over Palæstina, eftersom dette siden tidernes morgen aldrig har været andet end »den sydlige del af Syrien«.

Med støtte af russerne forlangte Shukairy debatten udsat nogle dage, og da den blev genoptaget, erklærede Pierson Dixon sig rede til at slette udtrykket »peaceful settlement on at mutually acceptable basis« af resolutionen. Den franske delegerede talte imod, at udtrykket blev slettet. Men den russiske delegerede, Sobolev, gjorde fælles sag med Shukairy, før da det nu så ud til, at vestmagterne ikke ville udvide tremagtspagten til en fleremagtspagt, fandt sovjetregeringen, at det var på tide atter at gøre sig en smule vanskelig. Og således fik Shukairy sin vilje. Det er første gang i sin eksistens, at FN ikke har fundet det hensigtsmæssigt at betone sin vilje til at skabe en fredelig ordning på et gensidigt akceptabelt grundlag. En lærerig affære. Kun fagdiplomater og afstumpede individer kunne sige, som Pierson Dixon gjorde efter debattens afslutning, at han aldrig havde oplevet so much fuss over five little words - »så meget vrøvl før fem små ords skyld.« De fem små ords tilbagekaldelse var nemlig selve eftergivenhedspolitikkens triumf, en falliterklæring for det, der er sjælen i FNs virksomhed, og det til fordel før en mand, der talte på eget initiativ og end ikke havde sin regering i ryggen. Og sjældent har fem små ord, der ikke blev udtalt, haft en så reel virkning. Thi i Israel blev debatten betragtet som et nederlag for den politik, som regeringen havde ført, og hvis mest fremtrædende talsmand havde været udenrigsministeren Sharett. Igennem flere år havde han ført en mere og mere besværlig kamp før at få sin linie ført igennem, hvis grundlag var forsøget på at opnå fred med araberne, enten ved direkte forhandlinger med disse eller gennem FNs formidling. Før hver gang denne bestræbelse blev skuffet ved stormagternes indrømmelser til arabernes uforsonlighed, blev hans stilling vanskeligere, mens de kræfter i landet, som arbejdede før et opgør, inden de samme stormagter havde givet araberne alle chancer på hånden med deres våbentilbud, blev stærkere. Det drejede sig i hovedsagen kun øm eet parti, det tidligere omtalte revisionistiske parti, der var opstået efter Transjordaniens udskillelse af mandatet Palæstina; men dette parti voksede ganske vist betænkeligt ved de sidste valg, hvad der kun kunne betyde, at Sharetts fredslinje blev betragtet som defaitisme af bestandigt flere mennesker i Israel. Og da Shukairys protest blev taget til følge, blev det dråben, som fik bægeret til at flyde over: d. 17. juni måtte Sharett nedlægge sit embede, som han havde beklædt under enestående vanskelige vilkår lige siden statens grundlæggelse otte år tidligere. Han blev erstattet af fru Golda Meir (tidligere Myerson), den tidligere arbejdsminister, som med sikkerhed kan siges at ville følge premierminister Ben Gurions linje, der i almindelighed fortolkes som mere aktivistisk end Sharetts.

Men det blev ikke den eneste følge af FNs resolution. Shukairys indgreb var som sagt et bevidst forsøg på at bremse Nassers forhandlingsvilje. Det blev derfor også et nederlag før arabisk vilje til en fredelig ordning og et sviende nederlag før den ægyptiske diktator, der ønskede at være den arabiske verdens fører og så sig desavoueret af en tilfældig arabisk diplomat, der kunne sige til alle folkene i Mellemøsten, at Nassers forhandlingsvilje havde været upåkrævet og var udtryk før en uværdig defaitisme. Men hvilken slutning kunne Nasser drage af denne begivenhed, anden end at han, når det igen skulle komme til forhandling med FN eller en hvilkensomhelst international institution, ikke kunne tillade sig at vige, men måtte og uden risiko kunne satte hårdt imod hårdt ! Der går en lige linje fra Shukairys optræden i FN og til Nassers aktion i Suez-sagen. Endelig var der en tredje part, for hvem denne debat blev en desavouering. Der var Hammarskjöld. Han havde opnået sin indledende succes på grund af sin fasthed. Nu havde det vist sig, at den instans, i hvis tjeneste han havde arbejdet, FN, aldeles ikke udviste fasthed, og dermed er grundlaget for hans videre virksomhed i Mellemøsten revet bort under fødderne på ham. Således forfusker man grundigt og systematisk de muligheder for en fredelig ordning af de store problemer, der eksisterer i verdens uroligste hjørne. Der går en hårdhændet logik gennem historien. Ord er frø, af hvilke handlinger spirer frem, og handlingerne gror sammen i et mønster, der bliver rammen om den menneskelige eksistens. Det sander sig, det gamle ord, at som man sår, så høster man. Der er en dyb tilfredsstillelse ved at kunne fastslå, at historien ikke er et udtryk for blinde og anonyme kræfters spil, men vort eget værk. Men der er samtidigt noget dybt foruroligende ved den erkendelse, man samtidig bliver tvunget til at akceptere, at det kun er de allerfærreste mennesker, der har gjort sig dette klart. De fleste, og det gælder statsmænd så godt som alle andre mennesker, mangler vilje, tålmodighed og evne til at tænke en tankes eller handlings konsekvenser igennem. At skue ud over historien er som at se et ocean af blinde lidenskaber, af principløs opportunisme, svigtende logik og mangel på vision.

Det var således utvivlsomt i et forsøg på at få tingene til at glide så let som muligt, at et flertal inden for Sikkerhedsrådet stemte for udeladelsen af de ord, Shukairy var så vred over; men denne eftergivenhed blev et nederlag for alle forhandlingsvillige kræfter og en stimulans for uforsonligheden. Og det var utvivlsomt en fornøjelse for de amerikanske politikere at kunne klapse Nasser af ved at afslå lånet til Aswan, fordi han havde koketteret med bolsjevikkerne. Men det var en afvisning, der måtte skabe fortvivlelse og desperation, fordi dæmningen er ensbetydende med det daglige brød. At umuliggøre den er derfor en trussel mod ægypternes eksistens. Men enhver, hvis eksistens er truet, bliver farlig og hans handlinger uberegnelige. Det kan aldrig være god statsmandskunst at skabe situationer, der frembringer farlige mennesket. Det var det, der skete, da Hitler fik magten. Hvis der er noget af en Hitler i Nasser, er det fordi han ligesom Hitler er resultatet af en desperat situation. Også i Israel har stormagterne haft travlt med at frembringe en desperat situation, der, hvis det får lov at fortsætte sig i det ubegrænsede, kan føre til, at desperate mennesker får magten. Desperation hersker i alle de arabiske lande, hvor korrupte politikere, psykopatiske generaler og dollarbeslåede sheiker hersker. Derfor er Mellemøsten i en vedvarende krise, som der ikke er nogen udvej af, hvis de samme storpolitiske metoder får lov at bestemme kursen. Takket være dem er alle muligheder før afspænding og fredelig udvikling blevet forspildt, somom det var det, stormagterne havde tilsigtet. Man fristes til at citere oberst Kischs tidligere anførte dagbogsoptegnelse: »Jeg kan ikke tro, at det er tilfældet, men utvivlsomt har regeringen handlet og handler, som om det var det.«

Der har været et utal af muligheder, men de er alle blevet forspildt. Samarbejdet mellem arabere og jøder, som var en af disse muligheder, blev forpurret af den britiske imperialisme. De mange dollarsmilliarder, der glider ned i lommerne på et fåtal af mennesker i Persien, Irak, Kuwait og Saudia, var en anden mulighed, som kunne have hævet de fattige befolkninger op i et europæisk niveau; men den er blevet ødelagt af den amerikanske dollarimperialisme, der brød sig fejl om, hvad der skete med pengene, og som derved bidrog til at konsolidere de mest reaktionære elementer, den feudale overklasse, i de pågældende lande. Og beliggende på et gennemgangsområde og på historiens ældste kulturmark har Mellemøsten rige muligheder før at blive et centrum før de impulser, der strømmer sammen fra tre verdensdele. I stedet er den blevet malet sønder og sammen i kampen mellem tre verdensrigers imperialistiske magtkamp. Som den arabiske verden i den kristne tidsregnings tidlige århundreder var splittet i grupper, der kæmpede indbyrdes til glæde for et vestligt og et østligt imperium, det byzantinske og det persiske, således er den arabiske verden påny blevet splittet i kampen mellem vest og øst, en kamp, som ikke er dens. Derfor, mens Europa og Amerika i dette århundrede er gået frem med stormskridt og har hævet folkenes levefod til uanede højder trods krige og kriser, er kurven i Mellemøsten gået nedad, nedad. Sheikerne kører gennem ørkensandet i deres cadillac’er, men den jævne araber går til grunde i sygdom og snavs. »Det er den imperialistiske politik, som leger med os begge, jøder såvelsom arabere«, sagde Fawzi el Hussaini. Bedre kan det vist ikke udtrykkes.

Da den arabiske verden for halvandet tusind år siden var ved at gå til grunde omtrent på samme måde som nu, blev den frelst ved en enkelt mands geni. Muhammed havde en vision, der førte ud over splittelsen og elendigheden til en kulturel og politisk stormagtstid; men fordi det var en desperat situation, han var konfronteret med, måtte det blive en sværdtid, han indledte. Det er en statsmands opgave at undgå at skabe desperate situationer, der lige så godt kan frembringe en Hitler som en Muhammed. I vor tid er det ikke lykkedes. Bevin, Eden, Dulles, Molotov, Vysjinskij har alle haft travlt med at føre en politik, der endte i desperate situationer. De har alle været forrædere, såvel mod arabere som mod jøder. Skal man nå videre end til det politiske morakkeri, der hidtil har præget det diplomatiske spil om Mellemøsten, må der noget mere til, en bredere ordning, en større vision, der formår at fatte hele dette geografiske og historiske rum som den enhed, det er, og skabe en samlet plan for dets regeneration. Nilen, Jordan, Jarmuk, Eufrat, Tigris - det er altsammen vand, der betyder rigdom for Mellemøstens lande, men man sjakrer og handler i øjeblikket om, hvem der skal have prioritet for sit vand, og afgørelserne bliver truffet af politiske grunde, ikke af hensyn til befolkningernes fornødenheder, som tilfældene med Israels standsede arbejde for at udnytte Jordans vand eller Ægyptens ønske om at bygge dæmningen ved Aswan viser det.

En udnyttelse af Jordans vand ville i lige grad komme Syrien, Jordan og Israel til gode, men det er ikke praktisk politik, så længe flertallet af de pågældende lande handler ud fra princippet: det gør ikke noget, at det går mig selv dårligt, hvis blot det også går min nabo dårligt, og især ikke sålænge stormagterne tolererer denne politik. For ellers er Mellemøstens forvandling en helt igennem rationel og teknisk gennemførlig opgave, en himmerigsmundfuld for enhver ingeniør med det store overblik at udarbejde en generalplan for hele området, der, nu lige så godt som i oldtiden, er underkastet et skæbnefællesskab: mit vel er dit vel! Derfor er en sådan generalplan den eneste farbare vej, hvis resultater skal opnås i overskuelig fremtid, og det burde være en opgave, som blev administreret af FNs forskellige økonomiske og tekniske organisationer. Kan stormagterne enes om en fælles optræden, vil det ikke være noget problem at overtale de arabiske stater til at acceptere en generalplan og dens forudsætning: en fredelig ordning on a muttualy acceptable basis. Det er muligt, så sandt som det fjendskab, der skiller arabere og jøder, er tredive år gammelt, mens det venskab, der tidligere bandt dem sammen, havde varet i halvandet tusind år. Men forudsætningen for, at man kan gennemtvinge en sådan fredelig ordning er rigtignok, at stormagterne optræder enigt overfor de mellemøstlige lande og ikke spiller dem ud imod hinanden i deres indbyrdes kolde krig. Det er hidtil ikke lykkedes. Dog må det erkendes, at mulighederne derfor nu ligger så langt mere indenfor synsvidde end for blot et årstid siden. Sjepilovs mådehold under forhandlingerne med de arabiske politikere, såvelsom den russiske erklæring af 16. april 1956, er vidnesbyrd om, at Sovjetmagten for sit vedkommende er villig til at gå ind for en fælles løsning af Mellemøstens problemer under forudsætning af, at den bliver accepteret som jævnbyrdig partner, altså under forudsætning af at tremagtspagten af 1950 bliver omdannet til en firemagtspagt. En sådan forandring ville kun være en officiel bekræftelse på en udvikling, som faktisk har fundet sted. Men denne bekræftelse er hidtil strandet på den amerikanske udenrigsministers monumentale uforstand. Hans britiske kollega er tøvende ved at tage kendsgerningerne til efterretning, og den tredje i forbundet, franskmanden, er den iltre fortaler for Tremagtspagten. Langsomt, langsomt arbejder forudsætningerne for en fredelig ordning sig således igennem. Og når det gælder lande, der kan se tilbage på fem, seks tusind års historie, er det måske overilet at ville se resultater fra den ene dag til den anden.

Skift til : Britisk Imperialisme (I.)

Webmaster