Gå til: Finlands historie.

Den norske nationaløkonom Johan Vogt var i årene op til 1940 en af de ivrigste til at advarer mod den fare, som truede de nordiske lande fra det nazistiske Tyskland og skrev allerede i 1937 en række artikler, der blev udgivet i en pjece med titlen »den tyske indflydelse i Danmark«. I denne tekst om forholdet mellem Rusland og Norden skriver Johan Vogt:

Ved enhver Diskussion om Forholdet mellem Rusland og Norden vil Spørgsmålet om Sveriges Stilling i Følge Sagens Natur stå i Forgrunden. Sverige er ubestrideligt den største og også den stærkeste Magt i Norden. Det er Nordens Midtpunkt. Det nære Naboskab med det store russiske Rige har spillet en central Rolle i Sveriges Historie. Alle de Hovedproblemer, der er opstået for svensk Udenrigspolitik i de sidste to Hundrede År, har på en eller anden Måde stået i Forbindelse med dette Naboskab. Der består også i mange Kredse i Danmark og Norge en Frygt for Rusland. Men denne Frygt har først og fremmest sit Arnested i Sverige. Mistænksomheden overfor »den russiske Fare« har været selve Ledetråden for den toneangivende Retning indenfor den nyere svenske Historieskrivning, Harald Hjärne og hans Skole. Denne Mistænksomhed har samtidig været en Hovedhjørnesten i den svenske Konservatismes Ideologi og i den svenske Forsvarspropaganda i de sidste Menneskealdre. Forestillingen om »den russiske Fare« er samtidig dybt rodfæstet i det svenske Folk. Det er i og for sig rimeligt, at man i den svenske Historieskrivning ved Drøftelsen af Forholdet mellem Sverige og den store østlige Nabo fortrinsvis er optaget af Problemet om Ruslands Betydning for Sveriges Historie. Den, der ønsker at få et større Overblik over den historiske Sammenhæng, må imidlertid også rejse Spørgsmålet om Sveriges Rolle i Ruslands Historie. Man taler i Sverige om »Faren fra Øst«. Man kan indenfor den russiske Historieskrivning med nok så stor Ret tale om Farerne fra Sverige. Denne svenske Fare var engang af afgørende Betydning for det russiske Rige. Sverige var for 250 År siden en Stormagt, som var i Stand til at spille en dominerende Rolle i europæisk Politik. Denne svenske Storhedstid byggede på Herredømmet over de ulyksalige baltiske Lande, der fra Tidernes Morgen har haft den tragiske Skæbne at være Bytte for rovgriske Erobrere: nordiske Vikinger, tyske Riddere og polske Adelsmænd. Gustav Adolf erobrede disse rige Provinser under sit Felttog mod Polakkerne i Trediveårskrigens første Tiår og lagde herved Grunden til Sveriges Stormagtsstilling. Sveriges unge Heltekonge Karl XII kunne henimod 100 År senere netop med Udgangspunkt i disse Baser underlægge sig Polen som Vasalstat og trænge ind til de centrale Dele af Ukraine. Sverige var den Gang længe en overlegen Modstander overfor den russiske Czar og en virkelig Trussel mod det russiske Rige. Men har det lille Sverige efter Nederlaget ved Poltava og efter Tabet af de baltiske Provinser kunnet frembyde nogen virkelig Fare for Rusland ? Kan en Bjørn være bange for en lille Hund ? Kan det vældige russiske Rige virkelig nære nogen Frygt for det lille Sverige ? Spørgsmålet kan for mange synes latterligt. Og dog må vi besvare det med et ubetinget Ja ! Det lille Sverige har ganske vist ikke, efter at dets Stormagtsstilling var brudt sammen, alene kunnet være en farlig Magt for det vældige russiske Rige. Rusland har imidlertid haft mange Fjender, og Sverige har ikke stået alene. To Gange i det Århundrede, der fulgte efter Karl XII’s Fald påbegyndte Sverige selv Angrebskrige mod det russiske Rige. Og så sent som i Midten af forrige Århundrede, under Krimkrigen, forberedte Sverige sig på atter at træde i aktiv Alliance med Ruslands Fjender. Spørgsmålet om Forholdet mellem Rusland og Sverige eller mellem Rusland og Norden kan derfor ikke betragtes som et isoleret nordisk Anliggende, men må vurderes i nøje Sammenhæng med Ruslands hele Statshistorie og med Hovedfaserne i Udviklingen af den almindelige Stormagtspolitik i Europa. Den russiske Statshistorie kan i Hovedtræk opridses med få Streger. Ruslands Udbygning som Stormagt har først og fremmest fundet Sted gennem en Række Krige med Tyrkerne. Det osmanniske Rige besad gennem Århundreder en vældig Udvidelseskraft. De tyrkiske Sultaner beherskede i deres Stormagtstid hele den nære Orient, hele Nordafrika, hele Balkan, store Dele af det nuværende Ukraine, Krim-Halvøen, Asov og hele Kaukasus. To Gange, i Årene 1529 og 1683, stod de tyrkiske Kæmpehære foran Wiens Mure. Det osmanniske Rige var fra Peter den Store’s Tid og lige op til vore Dage Ruslands Hovedfjende. Dette Tidsrum er opfyldt af en Række russisk-tyrkiske Krige. Hver Fredstraktat mellem de to Stater var i Virkeligheden kun en Våbenhvile og en Forberedelse til ny Krig. Den russiske Fremmarch blev undertiden slået tilbage. Men Hovedresultatet af disse Krige blev, at Tyrkerne blev drevet bort fra Sortehavets Nordkyst og Kaukasus. Det endelige Mål for Rusland var at fordrive Tyrkerne fuldstændig fra Europa og selv at komme til at beherske Indsejlingen til Sortehavet. Dette Mål er ikke nået, fordi det tyrkiske Rige gennem hele Perioden har været understøttet af mægtige europæiske Stormagter. Gennem Størstedelen af denne Tidsepoke har Sverige været en af Tyrkernes vigtigste Alliancepartnere. Det osmanniske Riges Historie giver os derved en af Hovednøglerne til Forståelsen af dens Historie. Allerede under Trediveårskrigen var Bestræbelserne for at opnå et Sammenspil med det osmaniske Rige blevet en Ledetråd for svensk udenrigspolitik - den Gang som Led i den fælles Kamp mod det Habsburgske Dynasti. Både Richelieu og Gustav Adolf søgte at bevæge den tyrkiske Sultan til at deltage i den store Krig mod Østrig. Tyrkerne var imidlertid på det Tidspunkt optaget af en Forsvarskrig mod Irak og måtte derfor afslå at indtræde i Krigen mod Østrig. Selve Våbenfællesskabet mellem Sverige og Tyrkiet imod Rusland blev udbygget af Karl XII under den langvarige Konflikt, som i vor Historie bærer Betegnelsen »Den store nordiske Krig«. Svenske og danske Historieskrivere har gennem to Hundrede År ligget i Strid om, hvem der bærer Ansvaret for Udbruddet af den store nordiske Krig. Spørgsmålet er vanskeligt at afgøre. Når to Røvere mødes og kommer i Slagsmål, vil det ikke være let at afsige Domme om Uskyld. Det kan imidlertid slås fast, at den russiske Czar Peter i hvert Fald ikke var den drivende Kraft i det diplomatiske Forspil til Krigen. Peter I. lå på det Tidspunkt, da Fjendtlighederne mellem Sverige og Danmark tog sin Begyndelse, i Don-Området, optaget af sin første store Krig med det osmanniske Rige. Hans Hovedplan var at fordrive Tyrkerne fra Sortehavets Nordkyster. Ruslands vigtigste Alliancepartner i denne Krig, den østrigske Kejser, sluttede imidlertid i Året 1699 Fred med Tyrkerne, for at være i Stand til at fortsætte Krigen mod sin Hovedfjende, den overmægtige franske Konge Ludvig XIV. Der blev herved, i hvert Fald for en Tid, sat en Stopper for den russiske Czars Udvidelsesplaner i Syd. Først nu lykkedes det for Hovedmanden i Intrigespillet mod Sverige, den lettiske Oprører Patkul, at vække Peters Interesse for de baltiske Provinser. Karl XII’s dramatiske Nederlag ved Poltava førte ham selv som Flygtning til Osmannernes Rige. Den svenske Konge søgte under sin Landflygtighed i Bender at opbygge en stærk svensk-tyrkisk Alliance. I Året 1711 fik han da også bevæget den tyrkiske Sultan til at påbegynde et nyt Felttog mod den russiske Czar. Peter magtede at afværge den nye Fare ved Hjælp af Bestikkelser, og Karl XII måtte opgive sine tyrkiske Intriger. Samarbejdet mellem Sverige og Tyrkiet blev imidlertid efter Karl XII’s Fald og Sveriges Sammenbrud som Stormagt af endnu mere afgørende Betydning for den svenske Udenrigspolitik. I Året 1736 havde Rusland indledt et nyt Felttog mod det osmanniske Rige for at søge at drive Tyrkerne bort fra Sortehavets Nordkyster. Krigen varede i fem År og kostede Rusland svære Tab. Under disse Forhold greb det anti-russiske Parti i Sverige den politiske Magt. I Året 1739 blev der sluttet en svensk-tyrkisk Alliance, og i 1741 påbegyndte Sverige, understøttet af franske Hjælpemidler, en ren og skær Angrebskrig mod Rusland. Svenskerne blev slået, og de russiske Hære besatte hele Finland. Ved Freden, der blev sluttet i Åbo i 1743, gav den russiske Kejserinde Elisabeth imidlertid Afkald på denne Erobring. Ruslands hovedfjende lå mod Syd. I Nord havde Rusland, Erobringen af de baltiske Provinser, kun eet hovedønske, nemlig at sikre sig mod Flankeangreb fra den svenske Nabo. Den simpleste Måde, hvorpå dette Mål kunne nås, ville være, at det franskorienterede Regime i Stockholm afløstes af et russisk-venligt Styre. Denne politiske Linje blev nu gennemført derved, at Adolf Frederik af Holsten-Gottorp blev valgt til svensk Tronfølger. Det svenske Aktivistparti opgav imidlertid ikke sine Bestræbelser for at generobre de baltiske lande. I Året 1768 havde den tyrkiske Sultan åbnet Krig mod Rusland, en Krig, der varede i 6 år. Denne Krig dannede Baggrunden for Gustav III’s Statskup i Året 1772. Den franske politik havde igen sejret i Stockholm. Gustav III. forsatte konsekvent den traditionelle Forbundspolitik med Tyrkiet. Den tyrkiske Sultan begyndte - efter Tilskyndelse fra svensk Side - i Året 1787 påny Krig mod Rusland. Denne Krig varede i fem År. Samtidig indledtes et direkte svensk Angreb mod Rusland. Den svenske Konge havde i Følge Forfatningen ikke Ret til på egen hånd at erklære Angrebskrig. Han lod imidlertid i 1788 svenske Tropper, der var forklædt som russiske Soldater, overfalde en finsk Grænselandsby, og fik derved det formelle Påskud til at påbegynde sit Felttog. Det er, når der opstår Krig mellem to Stater, i mange Tilfælde vanskeligt at afgøre, hvem der er den angribende Part. Der hersker imidlertid ingen Tvivl om Karakteren af de svenske Krige mod Rusland i Årene 1741-1743 og 1788-1790. Sverige havde, i forfængeligt Nationalhovmod, ønsket at spille Stormagt, efter at dets Stormagtstid var forbi. Det er to tabte Angrebskrige, som den svenske »hävdateckning« ikke holder af at dvæle ved. De hører ikke med til »svenska folkets ärorika minnen«. De hører derimod med blandt de Kendsgerninger, der har været bestemmende for det russiske Udenrigsministeriums Opfattelse af det svenske Naboskab. Den vigtigste Følge øf denne svenske Aggressionspolitik var Finlands Skæbne i Året 1808.

Den simple og klassiske Regel for Alliancepolitik er for en Stat, der ligger i Konflikt med en Nabostat, i Følge Sagens Natur at slutte Forbund med Nabostatens andre Naboer. Danmark og Norge var i Overensstemmelse hermed fra Naturens Hånd udkåret til at være Ruslands Forbundsfæller i Krigene med Sverige. Danmark havde gennem Århundreder været Sveriges Hovedrival. De første af den lange Række af Krige mellem disse to nordiske Stater indbyrdes, Syvårskrigen i Årene 1563-1570 og Kalmarkrigen 1611-1613, havde drejet sig om Herredømmet over Østersøen. De sidste om Herredømmet over Norge. Historien om disse Krige er i første Række en Historie om Danmarks Nederlag. De stadige Krige mellem de nordiske Lande indbyrdes førte imidlertid også til en Svækkelse af den sejrende Part og forvandlede efterhånden begge disse nordiske Stater til Brikker i de europæiske Stormagters Spil. Det første Forbund mellem Danmark og Rusland blev sluttet i Året 1700 som en fælles Aktion mod Karl XII. Danmark optrådte endnu ved denne Alliance som den Part, der tog Initiativet. Ruslands Opståen som Stormagt af første Rang førte imidlertid til en fuldstændig Omkalfatring af Forholdet mellem Rusland og Danmark. I Århundredets anden Halvdel blev Danmark blot et Redskab for russisk Politik. I Året 1765 blev der sluttet en Traktat mellem Rusland og Danmark, som indledte det dansk- russiske Fællesskab imod Sverige. Under det svenske Angreb på Rusland i Året 1788 måtte Danmark som Følge af dette Fællesskab selv gå i Krig mod Sverige. Den sidste Krig mellem Rusland og Danmark på den ene Side og Sverige på den anden Side blev ført i 1808. Sverige tabte i denne Krig sin finske Provins, og den norske Hær kunne under den svenske To-Frontskrig høste nogle letkøbte Laurbær overfor de svækkede svenske Styrker. Ruslands Interesse i Forbundet med Danmark var imidlertid gennem hele Perioden kun af sekundær Betydning. Det var først og fremmest et Mål for den russiske Politik at opnå Venskab med Sverige for derved at blive befriet for Faren for Flankeangreb fra denne Nabo. Rusland var endog villig til at ofre den danske Konges Interesser, forsåvidt man herved kunne opnå Forståelse med Sverige. Det primære russiske ønske om at komme til Forståelse med sin Nabo Sverige danner Nøglen til Forståelsen af Ruslands nordiske Politik i denne Tidsepoke. Forholdet mellem Danmark og Sverige og mellem de nordiske Lande og Rusland var imidlertid også i høj Grad påvirket af et særegent og ret kompliceret dynastisk Forhold, nemlig af det holsten-gottorpske Spørgsmål. Dynastiske Arveproblemer og dynastiske Særinteresser spiller i vor Tid praktisk talt ikke mere nogen Rolle i international Politik, og de fleste vil derfor være tilbøjelige til at undervurdere den Rolle, som disse Forhold spillede i tidligere Tider. Hele det omfattende Intrigespil, som da blev sat i Gang i Forbindelse med Arverettigheder og Suverænitetsrettigheder, er heller ikke egnet til at påkalde den moderne Læsers Interesse. Vi bliver imidlertid nødsaget til - for overhovedet at forstå Ruslands nordiske Politik i Tidsrummet fra Peter den Stores Tid til Napoleonskrigene - at danne os i hvert Fald et kortfattet Overblik over Stridighederne omkring det holsten-gottorpske Spørgsmål. Danmark var - hvad mange i Dag er tilbøjelige til at glemme - indtil Året 1864 halvvejs en tysk Stat. To Femtedele af den daværende danske Stat bestod af den helt tyske Provins Holsten og den i hvert Fald overvejende tysktalende Provins Slesvig. Det danske Kongehus - Oldenborgerne - var af tysk Oprindelse. De fleste danske Adelsfamilier stammede fra tyske indflyttere, og også en Række af de ledende Statsmænd i Danmark var Tyskere eller af tysk Æt. De danske Konger lå dog samtidig i uafbrudt Konflikt med de holsten-gottorpske Hertuger, der ejede store Godser både i Holsten og i Slesvig. Disse holsten-gottorpske Hertuger indtog en selvstændig Stilling indenfor den danske Stat og var i Regelen parate til at alliere sig med Danmarks Fjender. Den danske Stat havde således indenfor sine egne Grænser et overmåde vigtigt Støttepunkt for fremmede Angribere. Under den dansk-svenske Krig i Årene 1643- 1645 indtog den daværende, holsten-gottorpske fyrste, Hertug Frederik III, en neutral Holdning. Han lod sin Datter ægte den svenske Konge Karl X Gustav og sluttede i Året 1657 et direkte Forbund med denne Hovedmodstander af den danske Stat. Gennem den svenske Sejr over Danmark i Året 1658 fik den holsten-gottorpske Hertug fuldstændig Suverænitet over sine Landområder. Lensforholdet til den danske Stat blev opløst. Den danske Konge var fremdeles i Følge sin Titel Hertug af Slesvig-Holsten, men hans reelle Magt i Holsten var af ringe Betydning: Karl XII, som besteg den svenske Trone i Året 1697, lod sin ældste Søster Hedvig Sofie ægte den daværende holsten-gottorpske Hertug, Frederik IV. Den unge svenske Konge og Hertugen sluttede et nært Venskab, og Sverige fik således en Opmarchbasis mod Danmark også fra Syd. Netop denne dødelige Trussel bevægede den danske Konge Christian V til at fremskynde Forhandlingerne med den russiske Czar, for at de i Fællesskab kunne knække Sveriges Stormagtsstilling. Ved Freden, der blev sluttet efter Karl XII’s Fald, vandt den danske Konge da også en fuldstændig Sejr over det holsten-gottorpske Parti. Den unge holsten-gottorpske Hertug Carl Frederik, Søn af Hertug Frederik IV og den svenske Prinsesse Hedvig Sofie, måtte give Afkald pas den gottorpske Del af Slesvig. Sverige måtte samtidig forpligte sig til ikke Oftere at understøtte det holsten-gottorpske Hus mod den danske Konge. Det holsten-gottorpske Spørgsmål vedblev imidlertid at være et Brændpunkt i nordisk Politik. Der bestod i Sverige et Parti, der, ønskede at sætte Hertug Carl Frederik, Karl XlI’s Søstersøn, på Sveriges Trone. Af større Betydning var Imidlertid den Familiepolitik, der blev indledt af Peter den Stores Hustru og Efterfølger Catharina I. Hun fik et Ægteskab i Stand mellem sin Datter Anna og den holsten-gottorpske Hertug. Rusland fik herved et direkte Støttepunkt indenfor den danske Stats Grænser. Den tabte svenske Angrebskrig mod Rusland i 1741 medførte en mægtig Ophøjelse for det holsten-gottorpske Hus. Hertug Carl Frederik’s Søn, Carl Peter Ulrik, blev i Året 1742 som Peter den Stores Dattersøn indsat som Arving til den russiske Trone. Sverige opnåede det følgende År en gunstig Fred med Rusland ved at indsætte et andet Medlem af det holsten-gottorpske Hus, Adolf Frederik, som Tronarving i Sverige. Den russiske Czarfamilie havde således ved sin Familiepolitik sikret sig en betydelig Indflydelse i begge de nordiske Stater. En Udenrigspolitik, der er baseret på dynastiske Interesser, er imidlertid af højst svingende Karakter. Det holsten-gottorpske Hus på Sveriges Trone blev ingen varig Støtte for den russiske Politik. Adolf Frederiks Søn, Gustav III, indledte tværtimod en ny antirussisk Periode i Sverige. Den holsten-gottorpske Arving til den russiske Trone, Carl Peter Ulrik, var på Grund af sine Familietraditioner optændt af et voldsomt Had til Danmark. Da han i 1762 blev Ruslands Czar, truede han endog Danmark med Krig for herved at vinde de gamle holsten-gottorpske Krav i Slesvig tilbage. Denne meget fordrukne holstenske Czar blev imidlertid samme År myrdet af Hofkredse, og hans Hustru, Catharina II, indsat som Ruslands Kejserinde. Rusland fik herved for første Gang efter Peter den Store et Statsoverhovede, der ikke ledede den russiske Udenrigspolitik ud fra dynastiske Særinteresser, men ud fra Hensynet til Ruslands Statsinteresse. Catharina II genoptog den centrale Hovedlinje i Ruslands Politik: Kampen mod det osmanniske Rige. Ruslands nordiske Politik blev nu lagt an som et Led i den militærstrategiske Forsvarsplan mod den svenske Flankefare. Det var herunder først og fremmest af Betydning for Catharia II at sikre sig Danmarks Støtte. I Året 1765 blev der sluttet en Venskabstraktat mellem Rusland og Danmark. To År senere blev der foretaget et Mageskifte mellem det holsten-gottorpske Hus og den danske Konge, og i Året 1773 blev der undertegnet en Traktat mellem Rusland og Danmark om en endelig Ordning af det århundredgamle gottorpske Stridsspørgsmål. Det russiske Dynasti gav herved Afkald på sine holstenske Arverettigheder til Fordel for det oldenborgske Hus på den danske Trone. I den svenske Historieskrivning er Gustav IIIs Regeringstid, »den gustavianske tiden«, blevet forbundet med megen Romantik. Gustav III opnåede ved det Statskup, han foretog kort efter sin Tronbestigelse, ubestrideligt en Styrkelse af Sveriges internationale Magtstilling. Der blev sat en Stopper for fremmede Gesandters Bestikkelse af de politiske Partier. Det var samtidig en Blomstringstid for de skønne Kunster. Men Gustav III udfordrede ikke alene ved sine Storhedsdrømme sin store østlige Nabo; han spandt samtidig Intriger for at erobre Norge. Denne svenske Aggressionspolitik måtte i Følge Sagens Natur føre til et Militærforbund mellem Rusland og Danmark. Da Gustav III i Året 1788 påbegyndte sin hovmodige Angrebskrig mod Rusland, var Danmark på Grund af sin Alliancetraktat med Rusland forpligtet til at erklære Sverige Krig. Krigen blev fra Danmarks Side ført uden Begejstring. Man kan imidlertid vanskeligt bebrejde Catharina II hendes Krav til Danmark om Opfyldelse af den dansk-russiske Traktat. Rusland var midt under det tyrkiske Felttog blevet overfaldet af Sveriges Konge og var i Overenstemmelse hermed, ud fra sin egen Statsinteresse, henvist til at sætte sit nordiske Forsvarssystem i Virksomhed.

Ruslands Anneksion af Finland i Året 1808 betragtes af mange som den første Etape i den russiske Ekspansion mod Atlanterhavet. Forspillet til Finlands Indlemmelse i Rusland er imidlertid et Vidnesbyrd om denne Erobrings rent defensive Karakter. Peter den Store havde efter Karl XII’s Nederlag ved Poltava besat hele Finland. Den russiske Czar nærede imidlertid ingen Planer om en varig Erobring af Finland og trak efter Fredsslutningen sine Tropper tilbage. De første russiske Planer om indlemmelse af Finland daterer sig fra Året 1742. Sverige var i 1741, da de russiske hære var optaget af krig, mod Tyrkerne, gået til Angreb mod Rusland, men var blevet slået tilbage. Finland blev påny besat af russiske Tropper. Den russiske Kejserinde Elisabeth ønskede nu at beholde dette Område som en stødpude mod nye svenske Angreb. Hun gav imidlertid Afkald på Erobringen, fordi man nu i Stockholm opgav den fransk-orienterede Politik og valgte en tronarving fra det holsten-gottorpske Hus. Planerne om en russisk Erobring af Finland blev genoptaget i Året 1769. Det franske Parti i Stockholm havde i dette År vundet en ny Sejr. Rusland var påny optaget af Krig med Tyrkiet, og Spillet lå derfor igen gunstigt for den antirussiske Politik i Sverige. Denne Omlægning af den svenske Udenrigspolitik dannede Baggrunden for, at Rusland genoptog sin Plan om Indlemmelse af Finland. Catharina II og den prøjsiske Konge Fredrik II sluttede i Oktober 1769 hemmelig Aftale om en Deling af de svenske Provinser Pommern og Finland, således at Prøjsen skulle have Pommern og Rusland skulle have Finland. Catharina var imidlertid på det Tidspunkt optaget af den tyrkiske Krig, og Planen havde derfor ingen Aktualitet. Netop i Ly af denne Krig kunne den fransk-orienterede nye Konge, Gustav III, der var kommet på Tronen i 1771, gennemføre sit Statskup. Der var i den følgende Tid i selve Finland meget stærke Kræfter, der arbejdede for Finlands Løsrivelse fra Sverige og for Oprettelse af en aristokratisk Republik under russisk Beskyttelse. I Året 1786 rejste den svensk-finske Adelsmand Göran Magnus Sprengtporten til Rusland for at forelægge denne Plan for den russiske Kejserinde. I Sommeren 1788, da Gustav III midt under den nye tyrkiske Krig åbnede sit Flankeangreb mod Rusland, blev der i Finland dannet en Sammensværgelse af svensk-finske Officerer, det såkaldte »Anjala-Forbund«, der tog Afstand fra den ulovlige Krig. Den svenske Angrebskrig blev afviklet uden territoriale Ændringer. Men netop denne gentagne svenske Aggressionspolitik blev af skæbnesvanger Betydning for Finland. Finlands Indlemmelse i Rusland fandt Sted 20 År senere, under Napoleonskrigene, og betegnende nok i nøje Sammenhæng med Ordningen af de orientalske Spørgsmål. I Året 1807 stod Napoleon som Sejrherre på det europæiske Kontinent. Han havde slået Østrig, Prøjsen og Rusland og tvunget dem alle til at slutte Fred. Kun England, understøttet af den svenske Kong Gustav IV Adolf fortsatte Kampen mod den franske Erobrer. Ved det berømte Møde i Tilsit i Sommeren 1807 sluttede den slagne russiske Czar Alexander I Forbund med den franske Sejrherre. Alexander og Napoleon kunne på Basis af dette Forbund dominere hele det europæiske Fastland. Sverige blev herved styrtet ud i Magtesløshed. Dets Skæbne lå nu helt og holdent i Napoleons og Alexanders Hænder. Napoleon havde i Tilsit foreslået Alexander, at de skulle dele Verden mellem sig. »Verden er stor nok til os begge to«. Den russiske Czar øjnede Muligheden for en Virkeliggørelse af selve Hovedlinjen i russisk Politik: Tyrkernes Fordrivelse fra  Europa og Ruslands Herredømme over Konstantinopel. Napoleon ønskede imidlertid ikke at forære Rusland denne Magtstilling. Han har selv i sin store »Memorial de St. Helena« fremlagt sin utvetydige Begrundelse for denne Holdning: »Jeg havde også kunnet dele det tyrkiske Rige med Rusland. Men Konstantinopel var Anstødsstenen og vil også altid være det. Konstantinopel er en kostbar Nøgle. Den er et helt Rige værd. Den, der har Konstantinopel, vil være Verdens Herre«. Der blev i Tilsit ikke truffet bindende Aftaler. Den endelige Afgørelse af Europas Deling skulle finde Sted på et nyt Kejsermøde. Det blev holdt i Erfurt i 1808. Rusland måtte give Afkald på Konstantinopel og nøjes med de tyrkiske Provinser Moldau og Valakiet - det nuværende Rumænien. Som Erstatning for Konstantinopel fik Alexander derimod frie Hænder i Nord. I Februar 1808 skrev Napoleon til sin Ambassadør i St. Petersborg: »Hvad Sverige angår, så skulle jeg gerne se, at Kejser Alexander bemægtiger sig dette, Stockholm ikke undtaget... Aldrig får Rusland igen en sådan Lejlighed til at placere Petersborg i Centrum og til at gøre det af med denne geografiske Fjende. Den russiske Czar havde imidlertid intet ønske om at bemægtige sig Sverige. Det var derimod i Ruslands Interesse at beskytte St. Petersborg mod nye svenske Flankeangreb og derfor at fratage Svenskerne deres Opmarchbasis på østsiden af den botniske Bugt. Johan Ludvig Runeberg har i »Fänrik Ståls sägner« - i Digtet om »Konungen« - givet den klassiske Skildring af den fantastiske Scene på Stockholms Slot, da den vanvittige Konge Gustav IV Adolf under Krigen i Året 1808 ifører sig Karl XII´s Handsker og Sværd. Sverige tabte sin finske Provins, netop fordi overmodige svenske Konger og Stormænd ikke ville holde op med denne Leg med Karl den Tolvtes Sværd.  

Napoleonskrigene medførte to fundamentale Forandringer i de politiske Forhold i Norden: Finlands Afståelse til Rusland og Norges Afståelse til Sverige. Den norske Historieskrivning har været tilbøjelig til at lave et romantisk Epos om det norske Folk i 1814. Rigsforsamlingen rejste sig - ifølge denne Historieskrivning - i modig Trods mod det samlede Europa. Den virkelige Historie om Norge i 1814 er af mindre romantisk Natur. Norges Skæbne var på Forhånd afgjort af de europæiske Stormagters Spil. Og Begivenhederne i Norge i Året 1814 kan derfor kun forstås, når man ser dem i nøje Sammenhæng med den internationale Baggrund. Forbundet mellem Napoleon og den russiske Czar Alexander i 1807 blev af skæbnesvanger Betydning for alle de nordiske Lande. Frankrig og Rusland var nu de dominerende Magter på det europæiske Kontinent, og England kunne med god Grund befrygte, at Danmark også ville komme under Napoleons Indflydelse. Denne Frygt dannede Baggrunden for det engelske Overfald på Danmark og Ranet af den norsk-danske Flåde. Danmark og Norge kom herved - til Norges store Ulykke - i Krig med England og i Forbund med den franske Erobrer. Den svenske Kong Gustav IV Adolf og den svenske Adel havde af Modvilje mod den franske Revolution og dens Arvtager Napoleon deltaget i Dannelsen af den store Koalition mod Frankrig i Året 1805. Efter Napoleons Sejr i 1807 stod Sverige tilbage som Englands eneste Forbundsfælle på det europæiske Fastland, og Rusland fik nu Finland som Gave af den franske Kejser. Det var imidlertid ikke muligt for Sverige at bevare sin isolerede Stilling som Fastlandets eneste Modstander af det overmægtige fransk-russiske Forbund. I Året 1809 blev den vanvittige svenske Konge styrtet af svenske Adelskredse, og Sverige sluttede Forbund med den franske Sejrherre. Den svenske Rigsdag valgte endog den franske Marskal Jean Bernadotte til Tronfølger for herved at tilkendegive sin Loyalitet overfor Europas Overherre. Man er tilbøjelig til at foragte Småstater, der skifter Udenrigspolitik i Overensstemmelse med Ændringerne i Styrkeforholdet mellem de ledende Stormagter. Der er i Sandhed ingen Heroisme i denne Småstaternes Opportunisme. Men vi står her overfor et udenrigspolitisk Princip med dybe historiske Rødder. Sådan Opportunisme er ofte bestemmende selv for Stormagters Politik. Enhver Stat har - når alt kommer til alt - Interesse i at sikre sin egen Stilling. Også den russiske Czars Politik i Året 1807 var bestemt af en Opportunisme af denne Karakter. Både det russiske og det svenske Forbund med Napoleon blev kortvarige. Den franske Kejser var umættelig i sit Magtbegær, og lige fra Året 1810 forberedte såvel Alexander som Napoleon sig på et nyt Magtopgør. Bernadotte var selv fra Revolutionskrigenes første År Rival med Napoleon og indledede allerede i 1810 hemmelige Forhandlinger med den russiske Czar om en Alliance. Disse Forhandlinger mundede ud i den hemmelige Traktat af April 1812, hvori den svenske Tronfølger forpligtede sig til at deltage i den nye Koalition mod Napoleon mod til Gengæld at få Norge som Belønning. Det svenske Krav om Norge var begrundet med det samme militære Ræsonnement, som lå til Grund for Ruslands Krav om Indlemmelse af Finland. Norge var igennem 250 År af de danske Konger blevet benyttet til Flankeangreb på Sverige hver Gang Danmark lå i Krig med Sverige. Erindringen om disse Flankeangreb var i 1812 ganske frisk. I Året 1788, da Gustav III påbegyndte sit Angreb mod Rusland, lod den danske Konge således den norske Hær marchere mod Sverige. Sveriges ønske om een Gang, for alle at frigøre sig for denne Flanketrusel er således i og for sig let at forstå. Den franske Marskal, Kronprins Carl Johan, havde i Februar 1811, medens han endnu opretholdt en fredelig Mine overfor Napoleon, i en Samtale med den franske Gesandt i Stockholm, Alquir, antydet Ønsket om at få Norge afstået til Sverige. Napoleon gav den Gang i sit Svar en klar og fyndig Karakteristik af Norges militære Betydning: »Det er af største Vigtighed for Rusland, at Danmark bevarer Norge, fordi det er gennem denne Provins, Danmark kan udrette noget alvorligt mod Sverige og foretage en for Rusland gavnlig Afledemanøvre«. Desuden ville Kejseren selvsagt ikke, sålænge Danmark var Frankrigs Allierede, gå med til, at dets Magt blev rokket. Sverige fik i Stedet Norge som Gave af Alexander til Trods for, at Rusland i og for sig ikke havde nogen Interesse i at styrke Sveriges militære Position på denne Måde. Det strategiske Motiv for Afståelsen er tydeligt præciseret i Artikel V i den hemmelige Traktat mellem Carl Johan og Alexander af April 1812: »Under Hensyn til, at Kongen af Sverige ikke kan deltage i denne Afledemanøvre, sålænge Landet langs med hans udstrakte Vestgrænse må betragtes som fjendtligt, og da iøvrigt Norges geografiske Beliggenhed synes at antyde, at Naturen selv har bestemt det til at udgøre en Del af Kongeriget Sverige, forpligter Hans Majestæt Kejseren af Rusland sig til, enten ved Hjælp af Underhandlinger eller ved krigerisk Medvirken, at skaffe Sverige Norge, ligesom han tilsikrer Sverige en fredelig Besiddelse af dette Land og lover ikke at nedlægge Våbnene, førend denne Forpligtelse er blevet opfyldt«. Norges Skæbne var forsåvidt allerede afgjort i 1812. Selve Opfyldelsen af Aftalen kunne imidlertid først fuldbyrdes efter den franske Kejsers Fald. Napoleon tabte under Tilbagetoget fra Moskva i November 1812 Størstedelen af den Armé, han havde udrustet til det russiske Felttog. Han magtede imidlertid endnu at trække Kampen ud i henimod halvandet År. I Begyndelsen af 1813 stillede han en ny Hær på Benene, og han syntes at kunne bevare Overherredømmet over Europa. Carl Johan opnåede under disse Forhold en Traktat også med England, som tiltrådte »de mellem Sverige og Rusland trufne Overenskomster«. Den britiske Regering skulle ikke blot »ikke lægge nogen Hindring i Vejen for Kongeriget Norges varige Forening med Kongeriget Sverige, men derudover direkte understøtte de svenske Krav »enten gennem gode Tjenester eller - i Tilfælde af, at det blev nødvendigt - ved at bruge sin Flåde i Samarbejde med de svenske og russiske Tropper«. Det afgørende Nederlag for Napoleon fandt Sted i »Folkeslaget« ved Leipzig Oktober 1813. Dette Slag beseglede også Danmarks og Norges Skæbne. Carl Johan kunne nu dirigere sine Tropper mod Holsten, og den 14. Januar 1814 måtte den danske Konges Udsending i Kiel undertegne Afståelsen af Norge. Den Aftale, som Carl Johan havde truffet med Alexander i April 1812 og som var blevet bekræftet ved den svensk-engelske Traktat af Marts 1813, stod således nu foran sin Fuldbyrdelse. Den slagne Napoleon magtede imidlertid at trække Slutkampen ud i henimod et halvt År efter Slaget ved Leipzig. Denne Respit for den franske Feltherre dannede Baggrunden for den kortvarige norske Selvstændighed i Foråret 1814. Først den 30. Marts 1814 kunne de allierede Tropper marchere ind i Paris. To Uger efter - den 14. April - måtte Napoleon foretage den højtidelige Abdikation. To Dage efter forfattede den russiske Czar Alexander fra Paris et Brev til den danske Konge med Besked om, at nu måtte den danske Prins i Norge, Christian Frederik (den senere Christian VIII), ophøre med sit Spil, og at Tiden nu var inde til Fuldbyrdelse af de trufne Aftaler. Dette Brev nåede frem til Eidsvoll den 18. Maj 1814. Den danske Prins var den foregående Dag, den 17. Maj 1814, af Rigsforsamlingen på Eidsvoll valgt til Norges Konge. Han måtte allerede den bedrøvelige »Dagen derpå« indse, at hans Spil om Norge var tabt. Den danske Prins havde i Forårsmånederne 1814 baseret sin Politik på Forventningerne om Englands og Ruslands Godkendelse af Norges nye Selvstændighed. Den 5. Marts 1814 var Meddelelsen om Napoleons Nederlag ved Brienne nået frem til den norske Hovedstad. »Så ligger da Verdens og Norges Skæbne«, skrev Christian Frederik denne Aften i sin Dagbog, »i Englands og Ruslands Hånd«. Den endelige Meddelelse om de allierede Troppers Indmarch i Paris nåede frem til Christian Frederik på Eidsvoll den 21. April. Få Dage efter denne Nyhed sendte Prinsen et Brev til sin tyske Ven Baron Hardenberg, Søn af den prøjsiske Storkansler, hvori han erklærede sig beredt til, at gifte sig med den russiske Czars Søster for derved at opnå Ruslands Støtte til sin Plan om Norges Forening med Sverige under hans Trone. Christian Frederik gav i sin Dagbog den 25. April følgende Gengivelse af denne nye Plan: »Jeg er gået så langt som til at angive som Middel til 4 vinde det russiske Kabinet at antyde den Mulighed, at den skandinaviske Trone i Forbindelse med min Hånd måske kunne blive et passende Tilbud for Kejser Alexanders Søster. Dette er mere, end jeg egentlig burde gøre, thi at ofre et lykkeligt Samliv med Caroline af Augustenborg kan ikke sammenlignes med Fordelen ved at få en Trone. Men hvad gør man ikke for at sikre Norden og et sådant Folk som det norske Ro.. Dette Projekt var rent og skært Drømmen. Alexander I havde sluttet sit Forbund med Carl Johan, fordi han havde Brug for Sveriges Støtte, og han nærede så sandelig ikke noget ønske om at forspilde denne Støtte ved at yde den arme danske Prins i Norge sin Gunst. Den 30. Juni kom de udenlandske Kommissærer til Kristiania for at forhandle om Norges Afståelse. Christian Frederik søgte endnu engang at bevæge den russiske Udsending ved at fremføre, at det var stridende mod Ruslands Interesse at styrke Sverige. Den russiske Kommissær Grev Orlov afviste ham kort og godt med, at »Rusland ikke ville frygte selv ti Norger forenet med Sverige«, men at disse Spørgsmål ikke vedkom Sagen. Den russiske Czar havde givet sit Ord, og »hans Herskers Ord var helligt i hele Verdens Øjne«. Traktater mellem Stater er ofte kun Papir og endog højtidelige Eder af højst tvivlsom Værdi. »Vi har svoret dig en Ed, men vi har ikke svoret at ville holde den«, denne klassiske Erklæring, som Milanos Borgere i sin Tid afgav til den tyske Kejser Barbarossa, har gennem alle Tider været en almindelig Grundsætning i Staternes indbyrdes Spil. Men både den russiske Czar og den britiske Regering holdt i Året 1814 redeligt fast ved deres Traktater med Carl Johan, og alle de Intriger, der blev sat i Gang for at vælte deres Forpligtelser, var kun spildt Ulejlighed. For den nyvalgte norske Konge var der nu kun tilbage at sikre sig en hæderlig Sortie. Det er let at forstå, hvorfor den russiske Czar i Året 1814 holdt sin Aftale med den svenske Kronprins. Den Holdning, Carl Johan indtog under Napoleons Felttog mod Rusland havde været af afgørende Betydning for Krigens Udfald. Napoleon havde i Foråret 1812 tilbudt Sverige at få Finland tilbage som Belønning for Deltagelse i Krigen mod Alexander. Hvis Carl Johan i Sommeren 1812 havde ladet den svenske Hær foretage et Flankeangreb mod Rusland - i Samarbejde med den franske Indmarch - ville Napoleon højst sandsynligt have vundet en fuldstændig Sejr. Carl Johan valgte i Stedet at støtte den russiske Czar. Alexanders Taknemmelighed mod den svenske Tronfølger var således overmåde vel begrundet. Den franske Marskal på Sveriges Trone havde samtidig selv Støtte behov. Han havde nået sin Ophøjelse under Napoleons Stjerne og var kun en Opkomling i Fyrsternes Kreds. »Jeg er kun en Felt-Prins, som en heldig Skæbne har kastet op på en Trones Trin«, lød hans senere så ofte gengivne Erklæring overfor den russiske Czar ved deres Møde i Åbo i 1812. »Den Tid vil komme, da Europa er vendt tilbage til sine gamle Forhold og da deres Tilbagevirkninger kan medføre indre og ydre Forviklinger.. .«. Carl Johan var derfor nødsaget til at søge en mægtig Fyrstes Støtte. »Sverige vil vedblive med at være Eders mest trofaste Forbundsfælle«, lød hans højtidelige Forsikring til Czaren, »og dets Våben, dets Stemme og dets gode ønsker skal altid tilhøre Eder«. Hvad man i Sverige kalder »1812-Politikken« indledede således en Periode af grundfæstet Venskab mellem Sverige og Rusland. Rusland fik herved til Fulde opfyldt sit primære Ønske for sin nordiske Politik. Men hvorfor stod den britiske Regering ved sit Løfte til Carl Johan? Den franske Marskal på Sveriges Trone havde udover Rusland ingen Venner i de allieredes Kreds. Den liberale Opposition i England betragtede Norges Selvstændighedserklæring og den nye norske Forfatning med den største Sympati. Der var faktisk også ved denne Selvstændiggørelse opstået en ny folkeretlig Situation, og de senere offentliggjorte britiske Aktstykker viser, at selv den britiske Regering måtte erkende dette. Den britiske Regering gik desuagtet i Året 1814 bestemt og ufravigeligt ind for Gennemførelsen af Carl Johans Krav. Den britiske Regerings Holdning overfor Norge i 1814 vakte den Gang almindelig Misstemning i de Kredse, der var gået ind for Norges Selvstændighed. Mange har senere betragtet denne britiske Politik som noget af et Mysterium. Den britiske Regerings Holdning i det norske Spørgsmål i 1814 er imidlertid forklarlig nok, når man betragter den britiske Politik i dens internationale Sammenhæng. Forklaringen ligger atter i det orientalske Spørgsmål. Spørgsmålet om Tyrkiets Skæbne havde allerede i Årene 1803 og 1804 været det Stridspunkt, som vanskeliggjorde Koalitionsforhandlingerne mellem Rusland og England. Den fælles Fare førte dog til Dannelsen af Koalitionen i Året 1805. Tyrkiet var igen i 1807 den eftertragtede Gevinst, der forledte Alexander til at frafalde Forbundet med England og til hans forbigående Alliance med Napoleon. Stridsspørgsmålet mellem Rusland og England om Tyrkiets Skæbne dukkede imidlertid påny op i det Øjeblik, det napoleonske Vælde var brudt sammen. Spørgsmålet om Polens Fremtid kom samtidig på Dagsordenen for de allierede Sejrherrer. Den britiske Udenrigsminister Lord Castlereagh modsatte sig det russiske Ønske om Indlemmelse af Polen i det russiske Rige, men fremfor alt det russiske Krav om Deling af Tyrkiet. England kunne under disse Forhold ikke tillade sig at bryde den indgåede Aftale med Sverige og Rusland om Norges Afståelse til Sverige. Det norske Selvstændighedspartis Forestillinger om Englands Støtte mod Carl Johan brød i Overensstemmelse hermed sammen som en virkelighedsfjern Illusionspolitik

England og Rusland havde under Koalitionskrigene mod Napoleon stået sammen i Kamp mod den fælles Fjende. Dette Forbund var imidlertid mere bestemt af det fælles Modsætningsforhold til det overmægtige Frankrig og ophørte derfor samme Dag, Krigen mod Napoleon var ført til Ende. De to Sejrherrer kom nu tværtimod til at stå overfor hinanden som rivaliserende Magter. Dette Modsætningsforhold vedvarede lige til Begyndelsen af vort eget Århundrede, da England og Rusland igen blev forbundet i en fælles Kamp, denne Gang mod den nye Stormagt Tyskland. Det engelsk-russiske Modsætningsforhold var gennem hele denne lange Tidsepoke det faste og centrale Punkt i den ellers stadig omskiftelige internationale Politik. Det russiske Krav om Herredømmet over Dardanellerne blev i England betragtet som en Trussel mod det britiske Imperium. Den russiske Ekspansion rettede sig samtidig over Kaukasus mod Irak og over Turkmenistan mod Afghanistan. Denne Ekspansion indebar en direkte Fare for det britiske Verdensriges Kronjuvel Indien. Gennem næsten tre Hundrede År, lige fra Frans den Førstes Tid, havde Frankrig været Tyrkernes store Beskytter, fordi Tyrkiet var Frankrigs vigtigste Forbundsfælle i Kampene mod det habsburgske Dynasti. England overtog efter Napoleons Fald denne Rolle, fordi Tyrkiet nu dannede det store Bolværk mod den russiske Ekspansion. Wienerkongressen bevarede status quo i Tyrkiet. Lord Castlereagh, Metternich og Tayllerand vandt en fuldstændig Sejr i det diplomatiske Spil over den russiske Czar. Alexander I gjorde i sin Levetid heller ingen nye Forsøg på at føre den gamle russiske Orientpolitik videre. Han lod sig i Stedet af mysticistiske Elementer forlede til at udarbejde Planerne for »Den hellige Alliance«, som skulle beskytte Herskerne og deres Folk mod Revolutionens Gift og gav i denne sin Kamp mod de demokratiske Bevægelser Afkald på at varetage Ruslands nationale Interesser. I Året 1821 var der udbrudt et Oprør mod Tyrkerne i de nordlige Balkan-Provinser. Alexander tog nu - i Stedet for at støtte Kampen mod Tyrkerne - direkte Afstand fra Oprøret. »Hvis vi svarer Tyrkerne med Krig«, erklærede han, »vil den ledende Komité i Paris (dvs. »Revolutionens Spøgelse«) triumfere, og ingen Regering vil kunne vedblive at bestå. Han lod endog flygtede Oprørere udlevere til den tyrkiske Sultan. Samme År udbrød der også i Grækenland Oprør mod det tyrkiske Regime. Alexander tog også Afstand fra denne Frihedsbevægelse og lod således Grækernes Frihedskamp blive en Sag for den britiske Liberalisme. Ruslands nationale Kamp for at beherske Sortehavet og for at, nå frem til Dardanellerne blev imidlertid genoptaget efter Alexanders Død i 1825. Hans Efterfølger Nikolaj I, der skabte Slagordet om »den syge Mand« ved Bosporus, indledte få År efter sin Tronbestigelse sin første Krig mod Tyrkiet, Han påbegyndte sin anden Krig mod Tyrkerne i Året 1853, og der forelå da virkelig Muligheder før Rusland for at jage Tyrkerne ud af Europa. England og Frankrig satte imidlertid nu ind med en militær Aktion for at bevare det osmanniske Rige. Den Krig, der nu brød ud det første internationale Magtopgør efter Napoleonskrigene, bærer Navnet »Krimkrigene«, fordi den afgørende Begivenhed under Krigen var den engelsk-franske Belejring og Erobring af Fæstningen Sevastopol. Rusland måtte efter at have tabt Krigen give Afkald på Herredømmet over Donaumundingerne og mistede samtidig Retten til at holde en Flåde i Sortehavet. Rusland, der efter Napoleons Fald stod som den mest betydningsfulde Magtfaktor på det europæiske Fastland, var efter dette Nederlag atter blevet en andenrangs Magt. Krim-Krigen afsluttede samtidig den ruslandsvenlige Politik i Sverige, der var indledt af Carl Johan, og førte Sverige over i Englands anti-russiske Blokdannelse. Slagordet om »den russiske Fare« for Norden opstod som et britisk Fabrikat i det diplomatiske Forspil til denne Krig. Det britiske Intrigespil har været underkastet en ret udførlig Behandling i en Række historiske Skrifter både i Sverige og Norge, men det kan alligevel være på sin Plads at sammenfatte Intrigerne i deres Hovedtræk. I Årene efter 1814 drev engelske Forretningsmænd en omfattende Smuglertrafik i Nordnorge. De norske Myndigheders Forsøg på at standse Ulovlighederne førte i Året 1818 til en omfattende Retssag, den såkaldte Bøde-Sag, som de engelske Smuglere vandt overfor den norske Stat, fordi de britiske Statsmyndigheder gik afgørende ind for Varetagelsen af Smuglernes Interesser. Den norske Stat måtte i 1821 yde Smuglerne en Erstatning på 18.000 Pund Sterling. En af de britiske Forretningsmænd, M. David Stead, var ikke tilfreds med sin Andel i Byttet og søgte i 1830-erne at få sin Sag genoptaget. Han fremkom herunder med en Del Beskyldninger mod en af sine Kolleger, Mr. John Rice Crowe, som i Året 1823 var blevet udnævnt til britisk Vicekonsul i Hammerfest. Mr. Crowe blev som Følge af denne Anklage i 1836 af det britiske Udenrigsministerium afsat som Vicekonsul. Denne i og for sig højst provinsielle Begivenhed blev imidlertid Årsagen til et Spil af verdenshistorisk Betydning. Mr. John Rice Crowe udarbejdede nemlig en Rapport om Ruslands påståede Planer om at trænge frem til Varangerfjorden og rejste med denne Beretning direkte til den britiske Udenrigsminister Lord Palmerston. Der forelå overhovedet ikke noget Grundlag for Crowes Påstande. I Året 1826 havde der fundet en Grænseregulering Sted mellem Finmarken og Rusland. Det var overhovedet den første Stadfæstelse af Grænsen mellem Norge og Rusland. Der var herunder Uoverensstemmelser mellem de russiske og de norske Forhandlere om Området mellem Pasvikelva og Jakobselva. Den russiske Czar Nikolaj I gav ved Aftalen Afkald på det omstridte Område og gik »som et nyt Pant på sit Venskab« med Carl Johan, ind på det norske Forslag om Grænseregulering. Denne russiske Eftergivenhed udgjorde hele Grundlaget for Mr. Crowes Opdigtning af »en russisk Fare« for Nordnorge. Mr. Crowes Rapport om påståede russiske Ekspansionsbestræbelser i Nord var imidlertid overordentlig velkommen for Lord Palmerston i hans diplomatiske Spil. Mr. Crowe fik en Erstatning på 500 Pund Sterling for den forsmædelige Behandling, han havde været udsat for, og blev samtidig forfremmet til Konsul for Finmarken. Beretningen om »den russiske Fare« blev samtidig videresendt til den britiske Minister i Stockholm med Pålæg om at foreholde den svenske Konge, at han ikke måtte afstå norske Landområder til Rusland. Med denne britiske Intrige blev Slagordet om »den russiske Fare« indført i den nordiske Politik. En ny - og i og for sig højst ubetydelig Begivenhed - gav Mr. Crowe Lejlighed til senere at udpensle sin Legende. I Året 1841 havde Carl Johan foreslået den russiske Czar, at Sverige overlod Rusland et Landstykke, som den svenske Krone ejede i Konstantinopel mod, at den finske Kile, der trænger ind mod Lyngenfjorden, blev afstået til Norge. Nikolaj I meddelte, at Rusland ikke havde Brug for dette Landstykke i Konstantinopel, men at han, såfremt den svenske Konge måtte ønske det, var villig til at foretage et Mageskifte mellem den finske Kile og et Stykke af Varangerfjorden. Carl Johan ønskede imidlertid ikke dette Mageskifte, og Planen om Indlemmelsen af det finske Område i Norge faldt dermed bort. Disse højst fredelige Forhandlinger, som var indledt på Initiativ af den svenske Konge selv, gav det britiske Udenrigsministerium et nyt Påskud til at fremmane det russiske Spøgelse for de nordiske Folk. Mr. Crowe, Opfinderen af Slagordet om »den russiske Fare«, blev nu forfremmet til britisk Generalkonsul i Kristiania, og Lord Palmerston sendte nye Noter til Stockholm med Henstilling om, at ingen norske Landområder måtte blive afstået til Rusland. Den britiske Propaganda med Skræmmebilledet »den russiske Fare« faldt i god Jord i de nordiske Lande. Der herskede i frisindede Kredse i Norden en almindelig Uvilje mod det russiske Autokrati og mod de russiske Czarers aktive Understøttelse af de reaktionære Kræfter i Europa. Den britiske Propaganda vandt imidlertid især Genklang i det aristokratiske Sverige, fordi der her var mægtige Kræfter, der blot ventede på en gunstig Lejlighed til at genoptage Revanchetanken mod den store Nabo i øst. Det britiske Udenrigsministerium høstede den modne Frugt af denne Propaganda i November 1855, under Krim-Krigens afgørende Fase. Carl Johans Søn og Arvtager, Oscar i, førte nu med en dramatisk Gestus Sverige ind i Forbundet med England, og det svækkede Rusland blev påny stillet overfor den traditionelle »svenske Fare.«. Vi er her i Norden i Regelen tilbøjelige til at betragte vor internationale Politik ud fra vore egne provinsielle Forhold. Krimkrigen giver os en ny og overmåde illustrerende Belæring om det, der i Virkeligheden giver Nøglen til Forståelsen af de nordiske Landes nyere Statshistorie, nemlig deres Rolle som Brikker I Stormagternes Spil om herredømmet over den nære Orient. Måske den mest åbenhjertige Fremstilling af denne Rolle finder vi i et Skrift af den franske politiske Forfatter A. Geffroyon »Sverige og Rusland i det 19. Århundrede«, der blev skrevet under Krimkrigen og senere udgivet også i dansk Oversættelse. Geffroy henvender sig først og fremmest til den franske Offentlighed og fremfører med Patos »dette højtidelige Ord fra Historiens Munde: »Frankrig må - blandt de Nationer af anden Rang, hvis Velvilje dets Politik byder det at skaffe sig - ikke lade hånt om de nordiske Lande, der ligger så godt med Henblik på at kunne udøve en gavnlig Indflydelse i det orientalske Spørgsmål. Den nye Krig mellem Rusland og Tyrkiet var begyndt i 1853. I Marts 1854 sendte Vestmagterne deres Krigserklæringer til Rusland, og både England og Frankrig søgte nu at bevæge Sverige og også Danmark til at deltage i det store Opgør. Man foregøglede Sverige Muligheden af en Generhvervelse af Finland og antydede samtidig overfor Danmark Muligheden af en Generhvervelse af Norge. I April 1854 løb den engelsk-franske Flåde ind i Østersøen. Dens Chef Sir Charles Napier fik Foretræde for den svenske Konge Oscar I, der meddelte, at han ville fortsætte sin Faders Neutralitetspolitik. Den svenske Konge viste sig imidlertid vaklende overfor Vestmagternes Henvendelse og blev derfor også udsat for stadigt nye Pres. Den engelsk-franske Flåde trak sig ud af Østersøen efter at have bombarderet den russiske Fæstning Bomarsund på Åland og Krigen blev henlagt til Sortehavet. Den svenske Konge gav nu utvetydigt Udtryk for sin Beklagelse af denne Krigsstrategi, som kun ville blive »en Duel mellem to Arméer på et fjernt Sted, hvor Rusland næsten er usårligt«. Han viste sig samtidig stadig mere velvillig overfor Tanken om at lade Sverige gribe ind i Krigens Gang. Mr. John Rice Crowe fandt Tidspunktet inde til en Genoptræden på den verdenshistoriske Scene. I Maj 1855 udarbejdede han en ny Redegørelse for »den russiske Fare« for Nord-Norge. Der skulle nu foreligge nye russiske Planer, denne Gang om en Fremtrængen til Alta. Der forelå heller ikke denne Gang noget Grundlag for Formodningerne, men hans Beretning blev påny modtaget med Tilfredshed af Lord Palmerston, Lederen af Englands anti-russiske Politik, der nu under Krim-Krigen havde indtaget Pladsen som britisk Premierminister. Lord Palmerston gav Mr. Crowes Rapport følgende Notat: »Det ville være ønskeligt, om der indledtes Underhandlinger med Kongen af Sverige og Norge for at få ham til at påtage sig den Forpligtelse ikke at afstå hverken Fiskerettigheder, Græsningsrettigheder eller Landområder til Rusland uden Storbrittaniens Samtykke. En sådan Traktat ville give os Sikkerhed og ham en varig Hjælp«. Traktaten blev undertegnet den 21. November 1855 og er gået over i Historien under Betegnelsen »Novembertraktaten«. Denne Traktat var et Slag i Ansigtet på Rusland og vakte også almindelig Bestyrtelse i St. Petersborg. Ruslands gamle Udenrigsminister Nesselrode udtalte sin store Bekymring overfor den svenske Gesandt: »Deres Regering står med det ene Ben i vore Fjenders Lejr, men jeg kan ikke tro, at det er muligt, at den vil gå helt derover. Traktaten var imidlertid udarbejdet blot som det indledende Skridt til Sveriges Deltagelse i den store Koalition mod Rusland. Den nye russiske Czar, Alexander II, der midt under Krigen havde efterfulgt sin Fader på Ruslands Trone, fandt det under Truslen om dette nye Flankeangreb fra Nord hensigtsmæssigt at slutte Fred. Det tidligere så mægtige Rusland måtte undertegne en forsmædelig Fredstraktat. Rusland fik nu ikke engang Tilladelse til at holde en Krigsflåde i Sortehavet. Og Sverige fik samtidig som Belønning en ikke ubetydelig Triumf, idet Rusland blev tvunget til at demilitarisere Ålandsøerne. Den gamle Leg med Karl den Tolvtes Sværd var endnu engang blevet taget op på Stockholm Slot.

Det politiske System, der blev gennemført på Wienerkongressen i 1815 af Czar Alexander i og Fyrst Melternich var baseret på to Grundprincipper: Bevarelse af den europæiske Ligevægt og fælles Kamp mod de demokratiske Frihedsbevægelser. Dette System var en værdifuld Støtte både for den franske Marskal på Sveriges Trone og for det oldenborgske Kongehus på den danske Trone. Carl Johan havde fået Ruslands ubetingede Garanti for Norges Forening med Sverige. Den danske Konge Frederik Vi fik samtidig, som Led i det europæiske Ligevægtssystem, Lov til at bevare sit Herredømme over Slesvig-Holsten til Trods for, at han havde deltaget på den slagne Napoleons Side under Krigene i Årene 1807- 1814. Den franske Revolutionsgeneral Bernadotte viste som svensk Monark stærke autokratiske Tilbøjeligheder. Frederik VI’s Søn, Christian Frederik, den Frihedselskende norske Konge fra Eidsvoll i 1814, optrådte som dansk Konge som Talsmand for den absolutte Enevælde og havde således al mulig Grund til at finde sig vel tilpas under den hellige Alliances Beskyttelse. Hele dette europæiske Ligevægtssystem faldt imidlertid sammen efter Nationalitetsidéens Sejr i Revolutionsåret 1848. I den Periode, der nu fulgte, blev i Overensstemmelse hermed den danske Helstat sønderlemmet. Den demokratiske Bevægelse i Norden i 1840’erne var rykket frem under Skandinavismens Fane. Denne Studenterbevægelse vakte derfor ikke blot de nordiske Monarkers Mishag, men også den russiske Czars Uvilje. De danske Studenter rejste i Året 1843 fra København til Studentermøde i Upsala, til Trods for at både Carl Johan og Christian VIII søgte at forhindre Rejsen. En af de danske Deltagere, Aron Goldschmidt, Udgiveren af Ugebladet »Corsaren«, blev efter Tilbagekomsten idømt 24 Dages Vand og Brød. De danske Upsalafarere dannede kort Tid efter deres Hjemkomst et »Skandinavistisk Samfund«, men Foreningen blev forbudt. Dette første Studentermøde resulterede samtidig i en diplomatisk Note fra Rusland. I Året 1845 nægtede den svenske Konge at give norske Ministerialembedsmænd Orlov for at deltage i Mødet i København. Der gik samtidig Rygter om, at russiske Krigsskibe ville standse det svenske Studenterskib til den danske Hovedstad. Fyrsternes hellige Alliance mod Oprørets Ånd var i stadig Virksomhed ,og i denne Alliance spillede den russiske Czar den ledende Rolle. Studenterskandinavismen fra 1840’erne var imidlertid først og fremmest en dansk Bevægelse, der tilsigtede at kæmpe for Danskheden i Slesvig. Den betydeligste Talsmand for den var den danske nationalliberale Politiker Orla Lehmann, der gik ind for en nøje Samhørighed mellem Slesvig og Danmark. Lehmann kom i sin Kamp mod den danske Enevælde samtidig i Konflikt med den hellige Alliance. Han betegnede i Overensstemmelse hermed det danske Kongehus som det »oldenborg-russiske Kleresi«. I Norge var der i Følge Sagens Natur ringe Grobund for denne Form for Skandinavisme. »Det skyldes«, skrev den norske Advokat Bernhard Dunker i et Brev til Lehmann efter Studentermødet i 1845, »at vi er tilfredse med vor Forfatning, og at Frygten for Russerne endnu ikke har sat sig rigtig fast hos os«. På Studentermødet i København i 1845 blev der holdt 247 skandinaviske Taler. Under Orla Lehmanns store Tale sværgede den feststemte Forsamling Fostbroderskab og Troskab i Liv og Død. Tre År senere - i Året 1848 - førte Danmark den første Krig for at bevare Slesvig-Holsten. De to Hertugdømmer blev i denne Omgang bevaret for den danske Konge, ikke ved de svenske og norske Studenters Indsats, men ved den russiske Czars Intervention. Hertugdømmet Holsten var et rent tysk Land, og Hertugdømmet Slesvig havde en overvejende tysk Befolkning. Det er ud fra vor Tids Nationalitetsprincipper overhovedet ikke muligt at forsvare de danske Kongers Bestræbelser for at bevare Overherredømmet over disse Provinser. De danske Kongers Myndighed over de to tyske Provinser var imidlertid ikke baseret på noget Nationalitetsprincip, men på den danske Statsinteresse og på det europæiske Ligevægtssystem. »Det er med Staterne som med Himmellegemerne: Deres Tiltrækningskraft står i Forhold til deres Størrelse, således blev den danske Statspolitik forsvaret i Året 1864 af den nationalliberale Politiker Biskop Monrad i hans Brevveksling med den svenske Konge. »Tyskland er kun dristig overfor den svage. Ved Hjælp af Holsten ville Norden udøve en Indflydelse på den europæiske Politik.« Den danske Helstatspolitik tilsigtede en nærmere Tilknytning af de to Hertugdømmer til den danske Stat. De danske Skandinavister, de nationalliberale, gik kun ind for en Tilknytning mellem Slesvig og Danmark, med Nordens Grænse ved Ejderen, og fik i Overensstemmelse hermed Betegnelsen »Ejderdanskere«. Disse Forfatningsplaner vakte i Følge Sagens Natur lige stor Modstand blandt den overtallige tyske Befolkning i Slesvig-Holsten. Det holstenske Oprør mod Danmark i 1848 var direkte fremkaldt af den danske Forfatningspolitik. I Marts 1848 dannede det holstenske Parti en selvstændig Regering i Kiel og fik straks Støtte af Prøjsen. I Maj rykkede de prøjsiske Tropper ind i Jylland, og der forelå Fare for et fuldstændigt dansk Nederlag. Den svenske Konge Karl XV var beredt til at sætte svenske og norske Tropper ind i den danske Krig. Den russiske Czar betragtede imidlertid den slesvig-holstenske Oprørsbevægelse med den største Uvilje og tvang under Trussel om Krig Prøjsen til Tilbagetog. Den danske Helstat blev således den Gang reddet af Rusland. Forholdet mellem Rusland og Norden blev i Årene efter 1848 påvirket af et nyt Spørgsmål, nemlig Valget af Arvtager til den danske Trone. Christian VIII, den tidligere Eidsvollkonge, døde i Begyndelsen af Året 1848, umiddelbart før Udbruddet af den dansk-tyske Konflikt. Hans Søn, Frederik VII, var barnløs og blev således den sidste Oldenborger på den danske Trone. Spørgsmålet om Arvefølgen meldte sig nu som en Sag af væsentlig Betydning også for de europæiske Stormagter. Den svenske Konge Oscar i var i 1848 gået aktivt ind for Støtte til Danmark også ud fra Planen om at sikre den danske Krone for sin Søn og dermed fuldbyrde idéen om de nordiske Landes Forening under Bernadotternes Kongehus. Den danske Arvefølge blev afgjort på en Stormagtskonferenee i London i 1852. Den russiske Czar havde den afgørende Indflydelse ved dette Valg, fordi han som Overhovede for den ældre gottorpske Linje var arveberettiget til den Del af Holsten, som før Traktaten af 1773 havde været delt mellem den kongelige og den gottorpske Linje. Nikolaj I gav nu Afkald på denne Arveret til Fordel for den unge Prins Christian af Glücksborg, der havde vundet Czarens Tillid og Venskab. Det nuværende glücksborgske Hus på den danske og norske Trone kan således takke den russiske Czarfamilie for sin kongelige Ophøjelse. Bernadotterne på Sveriges Trone opgav dog ikke Drømmen om at forene de nordiske Stater under deres Dynasti. Ruslands Nederlag i Krim-Krigen syntes at åbne Mulighederne for en Virkeliggørelse af Projektet. Den danske Konge Frederik VII og den danske Regering indtog i Årene efter 1848 - da den danske Helstat blev reddet af den russiske Czar - en russisk-venlig Holdning og lod sig ikke forlede af Frankrig og England til at deltage i den nye Alliance mod Rusland. Napoleon III’s Udenrigsminister, Drouyn de Lhuys, søgte at friste Danmark til at indtræde i Krigen mod Rusland ved at tilbyde Danmark at få Norge tilbage, samtidig med at Sverige skulle få Finland som Belønning. I Danmark gik Orla Lehmann udfra sin gamle Modvilje mod den russiske Absolutisme aktivt ind for Danmarks Deltagelse i Krim-Krigen. Den danske Arveprins Christian, den senere Christian IX, vendte sig imidlertid bestemt mod disse Planer. »Retten er på Ruslands Side«, således lød hans utilslørede Svar til den franske Gesandt i København, »thi Czaren ville aldrig finde på at forlange, hvad der ikke med Rette tilkommer ham«. Ruslands Nederlag i Krim-Krigen medførte imidlertid også en Ændring i Danmarks udenrigspolitiske Holdning. Ruslands Prestige var sunket. Den danske Konge Frederik VII og hans Regeringer nærmede sig i Overensstemmelse hermed det svenske Broderfolk for at finde den fornødne Støtte i Stridighederne med Prøjsen om det slesvig-holstensk Spørgsmål. Den skandinavistiske Bevægelse genopstod, men denne Gang med de nordiske Kongers allernådigste Velsignelse. I Sommeren 1856 indbød Upsala-Studenterne deres skandinavistiske Brødre til nyt Studentermøde. Den svenske Konge Oscar I mødte personlig op ved Modtagelsen af det danske Studenterskib i Stockholm. Under Studentermødet i København i 1862 holdt den danske Konge Frederik VII en Fest for de skandinavistiske Studenter. Denne nye Skandinavisme var imidlertid ikke baseret på nogen fælles Ideologi. Den nu officielle danske skandinavistiske Indstilling var udsprunget af Ønsket om Sveriges Bistand i Stridighederne om Slesvig-Holsten. Den svenske skandinavistiske Indstilling var på den anden Side begrundet i Planerne om at vinde Danmark for Sveriges nye anti-russiske Politik og samtidig også at vinde den danske Krone for det svenske Kongehus. Karl XV, som i 1859 var tiltrådt som Sveriges Konge, lod sig i sin personlige Politik fuldstændig dominere af denne Ide om en Forening af de nordiske Lande under hans Ledelse. Netop ud fra denne Plan sluttede han på sit Møde med den danske Konge Frederik VII i Skodsborg Sommeren -1863, uden den svenske Regerings Vidende, sin berømte militære Alliancetraktat med Danmark. Danmark fik i Året 1864 Lov at stå alene. De skandinavistiske Løfters og Frasers Tid var forbi. Henrik Ibsen skrev bitre Spottedigte om denne Svigten af en Broder i Nød: »Det var da løgn i gildeskrud, kun giftigt judas-kys, hvad Norges sønner jubled ud ved sundets strande nys. Hvad taltes mellem drot og drot ved sidste kongefærd ? O legtes om igen da blot kong Gustavs leg på Stockholms slot med Karl den tolvtes sværd ?« .Man må nu, også i Danmark, ud fra et mere nøgternt historisk Syn, erkende, at Danmark ved sin provokatoriske Politik selv beredte Vejen for sit store Nederlag i 1864. Det danske Rigsråd havde i November 1863 godkendt den nye Grundlov, hvorefter Slesvig skulle indlemmes i den danske Stat. Frederik VII døde kort Tid efter Vedtagelsen, og den nye Konge, Christian IX, fik til Opgave at sætte den nye Grundlov i Kraft. Den unge Konge var klar over, at indlemmelsen ville føre til en Ulykke for den danske Stat. Han blev imidlertid af sin Regering tvunget til at gå med. »Det er nødvendigt«, udtalte Orla Lehmann, der nu var Indenrigsminister »at Prins Christian tydeligt erklærer, om han er dansk eller tysk. Hans Svar må blive Undertegnelsen. I Året 1848 var den danske Helstat blevet reddet af den russiske Czar. I 1863 og 1864 havde Danmark givet Afkald på Ruslands Støtte og i Stedet forbundet sig med den aktivistiske svenske Konge. Karl XV fik ikke sin Regering med til sin danske Eventyrspolitik. Alligevel planlagde han efter Dybbøls Fald en militær Aktion til Fordel for Danmark, men blev denne Gang standset af den russiske Czar. Sverige havde i 1855 under Krimkrigens kritiske Fase taget Parti mod Rusland og den russiske Czar havde gode Grunde til at modsætte sig den svenske Konges Planer om de tre nordiske Rigere Forening som en samlet anti-russisk Blok Rusland havde imidlertid samtidig Interesse i at forhindre Danmarks Udslettelse som Stat eller Forvandling til en prøjsisk Vasalstat. Danmarks Historie har været en Historie om stadige Nederlag og Lemlæstelser, og mange frygtede ved Midten af det forrige Århundrede Danmarks Indlemmelse i Tyskland. Det lille og prisgivne Danmarks Eksistens som selvstændig Stat vedblev imidlertid at være et nødvendigt Led i det europæiske Ligevægtssystem. Den glücksborgske Konge Christian IX fandt det imidlertid samtidig tilrådeligt at underbygge Danmarks Sikkerhed ved en forstandig Familiepolitik. Han lod en af sine Døtre ægte den engelske Konge Edvard VII og en anden den russiske Czar Alexander III. Familiesammenkomsterne på Fredensborg Slot blev det fredede Midtpunkt for de europæiske Fyrstefamiliers selskabelige Liv, med Kongernes ærværdige Svigerfader som den patriarkalske Vært.

Danmark og Norge ligger langt fra Rusland, og Problemet om Forholdet mellem disse to vestnordiske Stater og Rusland har til alle Tider i første Række været knyttet til Forholdet mellem Danmark-Norge og Sverige. I Finland har dets Naboskab med det vældige russiske Rige været en Faktor af fuldkommen dominerende Betydning for hele dets Statshistorie. Problemet om Finlands Forhold til Rusland er samtidig et Problem om Finlands Eksistens eller Ikke-Eksistens som selvstændig Stat. I over Hundrede År - fra 1809 til 1917 - var Finland et Storfyrstendømme under det russiske Czarvælde. Problemet om Finlands reelle Suverænitet er nu efter den tabte Krig atter sat på Dagsordenen som en Sag af central Betydning. Ved Bedømmelsen af Finlands Stilling har der imidlertid i de øvrige nordiske Lande været udvist overmåde ringe Nøgternhed. Der har til Dels været spundet Legender om Finlands Historie og Finlands Politik. Vi må - for at forstå Finlands faktiske Stilling - skære igennem disse Legender. Og vi må - for at forstå Finlands nyere Historie - ikke blot betragte Finlands Udvikling i dets Forhold til Rusland, men også dets Rolle i den europæiske Stormagtspolitik. Mange har for det første været tilbøjelige til at tale om det finske Folks århundredlange Kamp mod det russiske Verdensherredømme. Vi står her overfor en Romantisering af Historiens Gang. Finland fik efter den russiske Erobring en egen Forfatning og indtog som et eget Storfyrstendømme en ganske selvstændig Stilling indenfor det russiske Rige. Det finske Folk fik efter Krim-Krigen, under Czar Alexander II’s Regime, stadig større Selvstændighed. I Året 1860 fik Finland sit eget Pengevæsen, og i 1878 også sit eget Militærvæsen. Der bestod i denne Periode en stærk finsk national Bevægelse, men denne var ikke rettet mod Rusland, men mod Svensk-Finnernes dominerende Stilling i finsk Samfundsliv og i Særdeleshed mod det svenske Sprogherredømme. Først i Året 1863 blev det finske Sprog anerkendt som officielt Sprog ved Siden af det svenske. I Året 1867 grundlagde den finske Historiker Yrjo Koskinen det fennomanske Parti som Organ for den nationale Rejsning. Koskinen blev i 1882 Kirke- og Skoleminister, og i den følgende Tid foregik der en stærk Udvidelse af det finske Skolevæsen. Finland havde en selvstændig Forfatning, og der var den Gang ingen, der rejste Krav om Løsrivelse fra det russiske Rige. Finske Borgere kunne derfor også indtræde i russisk Statsadministration, uden at dette overhovedet kunne opfattes som en upatriotisk Optræden. Finlands senere Præsident, feltmarskal Gustav Mannerheim, begyndte således sin militære Karriere i 1893 som Løjtnant i den kejserlige russiske Arme og avancerede inden for denne. Han blev Generalmajor i 1911 og var i Årene 1914-1917 Chef for en russisk Kavalleridivision i Karpaterne. Finlands nationale Konflikt med Rusland opstod i 1890´erne, da det russiske Czardømme påbegyndte sin »Russificeringspolitik« i Finland. Denne nye russiske Politik overfor Finland stod i nøje Sammenhæng med de Ændringer af de internationale Magtforhold, som den Gang havde fundet Sted. Rusland havde fra Wienerkongressens Tid stået i nært Venskabsforbund med Prøjsen og Østrig. Denne Venskabspolitik blev videreført af det nye tyske Riges Leder, Rigskansler Otto von Bismarck. »Hvis vi vil forhindre en Isolering, som er særlig førlig for Tyskland i vor sårbare Stilling«, således lød hans ofte gentagne Hovedtese, »så må vi have en sikker Ven«. Denne Ven var Rusland. Alliancepolitiken mellem Tyskland og Rusland var baseret på de to Rigers centrale Interesser. Det russiske Rige måtte, for at kunne føre sin Ekspansionspolitik i Asien, være tryg mod Overfald fra CentralEuropa, og Tyskland kunne samtidig på Basis af Alliancen i Øst føre en suveræn Udenrigspolitik overfor de øvrige europæiske Stater. Denne Alliancepolitik blev brudt af den tyske Kejser Wilhelm II. Den unge tyske Kejser afskedigede i Året 1890 den gamle Rigskansler og opsagde Venskabstraktaten med Rusland. Hovmodigt påbegyndte han i Stedet en udfordrende Politik, som efterhånden bragte Tyskland i Konflikt med på een Gang Frankrig, England og Rusland. Det realpolitiske Grundlag for den nye tyske Kurs lå i Modsætningerne mellem Rusland ,og Østrig i Spørgsmålet om Balkan. Rusland og Østrig havde gennem Århundreder holdt sammen i fælles Kamp mod det osmanniske Rige. Tyrkiets Forfald rejste imidlertid fra Slutningen af 1870’erne Spørgsmålet om en Deling af den tyrkiske Arv, og i denne Kamp kom de to tidligere allierede Kejserriger til at stå overfor hinanden som Hovedrivaler med uforsonlige Interessemodsætninger. Kejser Wilhelm II valgte under disse Forhold at befæste Forbundet med det habsburgske Monarki på Bekostning af den gamle Alliance med det russiske Rige. Rusland havde lige fra Napoleonskrigenes Slutning stået i et afgjort Modsætningsforhold til det britiske Imperium. Efter Bismarcks Fald og under den nye russiske Kurs i Tyskland måtte det czaristiske Regime nu regne med Muligheden af en engelsk-tysk Alliance mod Rusland og i hvert Fald med Muligheden af en Krig med Tyskland i Østersøen. Rusland ønskede i Overensstemmelse hermed at udbygge Finland som en Bastion mod fremtidige fjendtlige Angreb. Denne Plan dannede Baggrunden for den »Russificeringspolitik«, som nu blev sat i Gang. Ruslands sidste Czar Nicolai II optrådte i sine Bestræbelser for at indordne Finland som Led i det russiske Forsvarssystem som Repræsentant for et korrupt og faldefærdigt Regime. Hans Politik blev som Følge heraf drevet frem af et vaklende Magtapparats Angst-Psykose. Czardømmet kom ved den nye Militærpolitik ind i en stadig mere omfattende Konflikt med Finlands Forfatning og det finske Folks legale Rettigheder. Det Terrorsystem, som i Overensstemmelse hermed blev sat ind, avlede imidlertid blot øget Modstand, og den czaristiske Russificeringspolitik resulterede i det modsatte af, hvad der var tilsigtet, idet Finland fra en fredelig Bestanddel af det russiske Rige blev forvandlet til et Oprørscentrum. I Året 1898 var den russiske General Nikolai Bobrikov blevet udnævnt til Generalguvernør i Finland. Den nye Guvernør fremlagde det følgende År en ny Værnepligtslov, der ophævede det finske Folks Fritagelse for Militærtjeneste udenfor Finland. Den finske Landdag nægtede at vedtage Loven. Czar Nikolaj besvarede denne Holdning med en Tilsidesættelse af den finske Forfatning. Den finske Befolkning mødte Overgrebet med en samlet Protestbevægelse og proklamerede senere, da Protesterne ikke førte til noget, en almindelig passiv Modstand mod den nye Militærlov. Den russiske Czar gav da i Året 1903 Generalguvernør Bobrikov diktatorisk Myndighed, men udfordrede herved blot det finske Folk til fortsat Modstand. Det finske Folks mønsterværdige Frihedskamp i disse År vakte Genklang over hele den civiliserede Verden. Bjørnstjerne Bjørnson gav Udtryk for Nordmændenes Forbitrelse mod det russiske Czardømme i sit berømte Digt »Ved Modtagelsen af sidste Post fra Finland«: »De dræper den retskafne tænkning, som helt ifra hedenolds guder har opbygget landet. Det luder, ti grunnen. har fåt en sænkning. De dræper al troskyld i barnet. Det bur som de gamle erfarne. Det lærer at mistro og hade. De dræper det unge og glade. -- Men han som et folk henretter (det lykkes dog ingensinde!) er født af en nordisk kvinde, og lekte på danske sletter. Å Danmark, hvis bøddelen kommer, da vær ham en folkesund dommer: Forbyd ham at træde på jorden, ti den er de fries i Norden«. Tidspunktet var nu inde for Overgang fra den passive til den aktive Modstands Periode. Denne blev indledet ved Eugen Schaumans Attentat mod Bobrikov i April 1904. Under den russiske Revolution i 1905 fik Finland sine forfatningsmæssige Rettigheder tilbage. Den sejrende russiske Reaktion fortsatte imidlertid fra Årene 1907-08 påny Russificeringsprocessen. De borgerlige Partier og den socialistiske Bevægelse i Finland arbejdede den Gang sammen i den fælles Kamp mod det russiske Czardømme og begge i Forbund med den revolutionære Retning i Rusland selv. Endog Kaarlo Svinhufvud, den senere Fører for den finske Reaktion, talte i disse År om sine »Venner og Forbundsfæller« de socialistiske Revolutionære i Rusland. Det borgerlige og det socialistiske Finland søgte efter Verdenskrigens Udbrud i 1914 sine Alliancer på hver sit Hold. Det borgerlige Finland satte sin Lid til den tyske Militærmagt og det socialistiske Finland sin til den russiske Revolution. I Året 1917 skiltes deres Veje. Finland fik i 1917 sin Selvstændighed som samtidig Gave fra den tyske Militærmagt og den russiske Revolution. Disse Parter var imidlertid selv Dødsfjender, og den finske Frigørelse blev derved knyttet til en Kamp mellem Militærreaktion og Socialisme. Den Spaltning af Finland i to uforsonlige Dele, som fandt Sted i 1918, blev udjævnet i Mellemkrigstiden. Nye Skillelinjer opstod, og i Årene umiddelbart før den anden Verdenskrig sad Repræsentanter for det røde Finland i 1918 og det hvide Finland i 1918 fredeligt sammen i den finske Regering. Man talte i disse År meget om, hvad man kaldte »Likvideringen af Borgerkrigens Arv«. Borgerkrigen i 1918 giver os alligevel en af Hovednøglerne til Forståelsen af Finlands tragiske Skæbne i de sidste År. Der er også spundet mange Legender om den finske Borgerkrig. Det vil derfor her være på sin Plads at rekapitulere de vigtigste Begivenheder i disse oprevne År. Det finske Socialdemokrati havde ved Valgene i 1916 fået Flertal i den finske Landdag. I Juli 1917, under den russiske Revolutions første Fase, vedtog det socialistiske Flertal i den finske Landdag den såkaldte »Magtlov«, der lagde den øverste Myndighed i Landdagens Hænder. Den borgerlige Revolutionsregering i Rusland under Ledelse af Alexander Kerenski nægtede imidlertid at godkende denne Uafhængighedserklæring og opløste den finske Landdag. Den provisoriske Regering i Rusland blev i November 1917 styrtet ved den bolchevikiske Revolution. Det bolchevikiske Parti gik ind for Nationernes Selvbestemmelsesret, og der var herved skabt Muligheder for Finlands Løsrivelse fra det russiske Rige. Den nye finske Landdag, der var valgt i Oktober 1917, havde et borgerligt Flertal. Den vedtog den 6. December 1917 Finlands højtidelige Selvstændighedserklæring. Det tyskorienterede Finlands Fører, Svinhufvud, blev nu med knap Majoritet valgt til Finlands første Præsident. Den 4. Januar 1918 blev Finlands Adskillelse fra Rusland godkendt af Sovjet-Ruslands centrale Eksekutivkomité efter Lenins og Stalins Forslag. De store sociale Modsætninger i Finland førte imidlertid kort Tid efter til åben Borgerkrig. Den 16. Maj 1918 kunne det hvide Finlands militære leder General Mannerheim holde sit strålende Indtog i den besejrede Hovedstad. Finlands faktiske Herre var imidlertid nu den tyske Øverstkommanderende, General Rüdiger von der Golfz. (Hans Adjudant var von Falkenhorsf, den tyske øverstkommanderende i Norge efter Okkupationen i 1940.) Finland var blevet en Lydstat af det tyske Rige. Mannerheim trådte allerede få Dage efter sit Indtog tilbage fra Stillingen som øverstkommanderende i Protest mod de tyske Indgreb i Finlands Anliggender. De reaktionære Kræfter i Finland, med Svinhufvud i Spidsen, gennemtrumfede nu Valget af en tysk Prins som Finlands Konge og fremlagde samtidig Forslag til en reaktionær Statsforfatning med stærkt begrænset Stemmeret. Den tyske Magtudøvelse i Finland blev imidlertid af forholdsvis kort Varighed, idet det tyske Sammenbrud i 1918 bortrev Grundlaget for det tyske Kongedømme Finland. Den tysksindede Reaktions Fører Svinhufvud måtte træde tilbage. Mannerheim blev valgt til Rigsforstander og påbegyndte Finlands Tilnærmelse til de vesteuropæiske Magter. Kampfællesskabet mellem det borgerlige Finland og det militaristiske Tyskland fik alligevel en varig og indgribende Betydning. Størstedelen af det nye finske Officerskorps havde fået sin militære Uddannelse i Tyskland i Årene 1914-1917. Våbenbroderskabet mellem de finske Officerer og den tyske Militærkaste fra Året 1918 blev vedligeholdt som et Venskabsforbund. År efter År gik, men den, der sætter sig vidtrækkende Mål, har Tid til at vente til Tidens Fylde. Tysklands Fornedrelse ville være af forbigående Varighed. En Dag ville oprinde, da Tyskland atter kunne træde frem som Militærmagt af første Rang. Dette nye militaristiske Tyskland ville blive det bolchevikiske Ruslands Dødsfjende. Dagen ville derfor komme, da finske Aktivister kunne søge at virkeliggøre deres Drømme om et Stor-Finland med et udmarvet og svækket Rusland som Nabo. Og denne Dag kom. En Iagttager, der i de sidste År før den anden Verdenskrig rejste til Finland, kunne ikke undgå at bemærke den nære Forbindelse mellem det nationalsocialistiske Tyskland og de ledende militære og akademiske Kredse i Finland. Den fascistiske Bevægelse i Finland var talmæssigt ikke stor. »Den fædrelandske Folkebevægelse« havde ved de sidste Valg før Stormagtskrigen samlet omkring 8 % af Stemmerne. Organisationen omfattede imidlertid praktisk talt hele det yngre Officerskorps og den overvejende Del af den yngre akademiske Verden. Man havde derfor her at gøre med en Magtfaktor af afgørende Betydning. Man talte i Årene før Stormagtskrigen og under Vinterkrigen 1939-40 i de øvrige nordiske Lande meget om det finske Demokrati. Finland var efter Lappo-Årenes Udskejelser vendt tilbage til normale politiske Forhold og var gennem sin »nordiske Orientering« knyttet sammen med Broderkredsen af nordiske demokratiske Mønsterlande. Ingen Iagttager i Finland i de sidste År før Krigen kunne dog undgå at bemærke det finske Demokratis Skrøbelighed. Den virkelige Magt i Finland lå selv i Årene før Krigen ikke i den finske Rigsdag. Sovjet-Rusland rejste i Oktober 1939, efter Stormagtskrigens Udbrud, Kravet om Flytning af den finsk-russiske Grænse bort fra Leningrads umiddelbare Nærhed og om Forpagtning af Hangø. Sovjet-Regeringen tilbød samtidig som Erstatning for Grænseområdet ved det Karelske Næs et Mageskifte med et større Landområde i Nord for ikke at give Forhandlingerne en ydmygende Karakter. Stalin holdt selv Foredrag for de finske Forhandlere i Kreml om Leningrads Forsvarsproblemer og om Nødvendigheden af en Grænseflytning som en Forudsætning for denne Bys Sikkerhed. Disse fredelige Forhandlinger førte ikke til noget Resultat. Sovjetregeringen valgte under disse Omstændigheder at gå i Krig mod Finland. Efter at det tyske Felttog mod Sovjetunionen blev indledt i Juni 1941 har det været let at indse, at Vinterkrigen mod Finland 1939-40 var en russisk Forsvarskrig. Der kan herske delte Meninger om Forsvarskriges Berettigelse eller Ikke-Berettigelse. Det Standpunkt, hver enkelt her vil tage, vil afhænge af, hvem man ønsker Sejr og hvem Nederlag. Englands Krigserklæring til det nationalsocialistiske Tyskland efter det tyske Angreb på Polen var en engelsk Forsvarshandling. Det tyske Angreb på Sovjetunionen i Juni 1941 blev i hvert Fald officielt begrundet som en tysk Forsvarskrig. De forenede Staters Krigserklæring til Tyskland var ubestrideligt bestemt af Amerikas egen Forsvarspolitik. Sovjetmyndighederne begik en utvivlsom politisk Fadæse ved Oprettelsen af en finsk Regering i Terijoki i December 1939 under Ledelse af den finske Emigrant Otto Wilhelm Kuusinen. Sovjetregeringen har senere, såvidt man kan skønne, slået en Streg over dette ukloge og utiltalende Kapitel. Det russiske Angreb på Finland Vinteren 1939-40, Svækkelsen af Finlands Krigsevne og Flytningen af den finsk-russiske Grænse udgør på den anden Side ubestrideligt Led i den Kæde af forudseende Forberedelser, der muliggjorde Sovjetunionens Modstand mod den vældige tyske Militærmaskine i Årene efter 1941. Filosoffer og Statsmænd har til alle Tider, men særligt i Tider af Ufred og Modgang, hengivet sig til Meditationer over Temaet: Nytten af at studere Historie. Hvad kan vel være Historiens vigtigste Lære ? Enkelte vil måske i Fortvivlelse over denne Verdens Dårskab og Ondskab - være fristet til at slutte sig til Prædikerens Pessimisme: »Jeg så de undertryktes Gråd, der var ingen som trøsted dem. Jeg så Voldsmændene bruge Magt mod dem, og der var ingen, som trøstede dem. Jeg så alle de Gerninger, som gøres under Solen, og se, K alt sammen var Tomhed og Jagen efter Vinden. Det, som har været, er det, som skal blive, og det, som er hændt, er det, som skal hænde, og der er intet nyt under Solen. Blot Tomhed, blot idelig Tomhed, alt er Tomhed«. Verdenshistorien er i Sandhed en fortsat Beretning om Krigsberedskab, Krig og Undertrykkelse og nyt Krigsberedskab og nye Krige. Vi kommer imidlertid ikke langt med Begrædelser af denne Art. Intet Skrift kan heller forære os Historiens Lærdom een Gang for alle og for alle Lande. Ethvert Land har sin særegne Historie og også sin egen Kundskab at hente af den. De russiske Statsmænd har draget en ganske sund Lære af Historien om Forholdet mellem Rusland og Norden: Sverige har, efter at det var slået ud som Stormagt, gentagne Gange - nemlig når Rusland var svækket af Krige på andre Fronter - af Hovmodighed og ud fra eventyrpolitiske Drømme gravet Karl den Tolvtes Sværd frem og er gået til Angreb på Rusland. Efter at Finland var opstået som selvstændig Stat, har den finske Aktivisme overtaget Sveriges gamle Rolle. Tilintetgørelsen af denne finske Aggressivitet var derfor en Hovedbetingelse for Ruslands Sikkerhed. Men vi kan i de nordiske Lande for vort Vedkommende også drage en ganske nyttig Lære af Ruslands Historie. Rusland besatte efter det svenske Angreb i Året 1741 hele Finland, men gav Afkald på at beholde dette Landområde mod at få Sikkerhed i Form af et venligtsindet Fyrstehus på Stockholm Slot. Rusland kunne i Året 1809 have slugt hele Sverige, men gav Afkald på denne Erobring. Rusland havde intet Behov for at besidde Sverige. Men den russiske Czar havde det vitale Behov at have en Ven på Sveriges Trone for ikke at blive angrebet i Ryggen under den næste Krig. Rusland kunne i Foråret 1940 have besat hele Finland. Den russiske Plan da bestod imidlertid kun i at skaffe sig Tryghed med Hensyn til Leningrads Forsvar. Rusland kunne endelig i Sommeren 1944 have slugt hele Finland og indlemmet denne Stat i Sovjetunionen, således som mange havde forestillet sig Finlands Skæbne i Tilfælde al en russisk Sejr. Sovjetunionen gennemførte i Stedet en mild Fred. Det havde ingen Interesse i Anneksion af Finland, men een Interesse, nemlig i Helsingfors at have en venligsindet Regering, som ikke lader sig bruge til nye Angreb på Rusland.

Den første Verdenskrig blev af de sejrende Vestmagter ført under Slagordet: »Krigen, som skal afskaffe Krige«, og der herskede også i den første Efterkrigstid den udbredte Opfattelse, at denne Krig var den sidste Stormagtskrig. Det var en Illusion. Der hersker efter Afslutningen af den anden Verdenskrig ikke nogen tilsvarende letsindig Optimisme. Der gør sig nu tværtimod en almindelig Skepticisme gældende overfor Drømmene om en »evig Fred«. Mange er allerede optaget af Forberedelserne til »den tredje Verdenskrig«. Pessimisme kan i Almindelighed betragtes som en sygelig Last. En Statsmand og enhver, der føler Ansvar overfor det samfundsmæssige Fællesskab vil imidlertid have Pligt til at regne med også de mest uheldsvangre Alternativer. For disse vil som Georges Sorel udtrykker det - Optimisme være en Forbrydelse. En Statsmand, der leder et Lands Politik ud fra en letsindig Optimisme, vil i Regelen føre sit Land i Ulykke. En Verden, der er opfyldt af en almindelig optimistisk Tro på en varig Fred, vil heller ikke være i Stand til i Tide at møde de Farer, der truer denne Fred. Den almindelige Pessimisme, der nu råder med Hensyn til Mulighederne for Fredens Bevarelse, må for så vidt betragtes som et Aktiv. En almindelig Verdensfred vil kun kunne bevares ved en overmåde energisk Indsats. Det, man i tidligere Tider kaldte »Fredssagen«, vil i Overensstemmelse hermed nødvendigvis blive en Hovedopgave for vor Tids Politik. Men Bestræbelserne for at bevare Freden må nødvendigvis også få en ganske anden Karakter end det gamle Fredsarbejde. »Fredssagen« blev oftest ledet af velvillige og godtroende Mennesker, der appellerede til Menneskehedens Godhed og Fromhed. Man kommer ikke langt ad den Vej, og den gamle »Fredssag« blev i Overensstemmelse hermed også en Bevægelse med et ofte noget latterligt Skær over sig. Det moderne Fredsarbejde kan ikke baseres på Moralprædikener. Fredsarbejdets Appel må ikke rettes til Sagtmodighed og Godhed, men til Folkenes reale Interesser og til Statsmændenes Fornuft. De sejrende Magter fra den anden Verdenskrig er nu i Færd med at opbygge et Forbund af fredselskende Stater med Henblik på gennem denne Organisation at afværge Farerne for en ny Verdenskrig. Enhver Stormagt er imidlertid samtidig indstillet på ud fra sine egne Statsinteresser, at opbygge et eget Sikkerhedssystem. Man kan beklage denne nye Magtpolitik, men man kan ikke fordømme den. Enhver Stormagt er af Hensyn til sin egen Sikkerhed - nødsaget til at føre en sådan Magtpolitik, og enhver Statsmand, der ikke ville videreføre denne Politik, ville hurtigt blive skubbet til Side som et ubrugeligt Redskab. De to dominerende Magter i Verden af i Dag er Amerikas forenede Stater og Sovjetunionen. Det økonomiske Styrkeforhold mellem disse to Verdensmagter svarer formentlig til omkring fire - til een. U.S.A. er på Grund af sit høje tekniske Stade så ubetinget Verdens rigeste og mægtigste Stat. Sovjetunionen har imidlertid en større Folkemængde. Den gennemgår en industriel Ekspansionsproces, som måske i Løbet af en Menneskealder vil forvandle den til en Magt af samme Rang som Amerikas forenede Stater. Verdens Skæbne afhænger som Følge heraf af Forholdet mellem disse to vældige Riger, der begge er indstillet på indbyrdes Fred. Skeptikere vil kunne hævde, at der kun er Plads for een dominerende Magt i Verden, og at de to Verdensriger derfor før eller siden uundgåeligt vil støde sammen i en Kamp om Verdensherredømmet. Begge disse Riger er imidlertid så omfattende, at ingen af dem vil være i Stand til at dommere det andet. En Krig mellem dem vil betyde ødelæggelse og Ruin for begge Parter. Begges Fredspolitik er velbegrundet. Begge Rigerne må imidlertid - hver ud fra Hensynet til sin egen Sikkerhed - opbygge et eget Forsvarssystem, som kan give den fornødne Tryghed. Begge fører i Overensstemmelse hermed en planmæssig Forsvarspolitik. Men enhver Forsvarspolitik indebærer samtidig utallige Muligheder for internationale Konflikter. Vejen fra Forsvarspolitik til Præventivkrig er ofte ikke særlig lang. Vi står netop derfor ved denne Sikkerhedspolitik, som er baseret på ønsket om Fred overfor en af de Farer, der kan føre til Krig. Enhver Stormagts Sikkerhedspolitik vil nødvendigvis blandt andet bestå i en Bestræbelse for at afværge, at dets nærmeste Nabostater bliver benyttet som Opmarchbasis for andre Magtgrupperinger. Problemet om de små Staters Stilling er i Overensstemmelse dermed af udslaggivende Betydning for hele den internationale Politik. Et lille Folk vil i Regelen være fredselskende, ikke på Grund, af særlige Dyder, men slet og ret på Grund af dets Magtesløshed overfor de store Stater. Netop de små Stater kan imidlertid gennem den Rolle, de spiller for Stormagternes Sikkerhedspolitik, let blive de Brikker, der fremkalder de største Konflikter og som derved bringer Verdensfreden i Fare. De små Stater har som Følge deraf en Rolle af central Betydning i Forbindelse med Arbejdet for en varig Fred. De nordiske Lande udgør et Led både i De forenede Staters og i Sovjetunionens Sikkerhedssystem. Den mest åbenhjertige Fremstilling af Norges og Danmarks Rolle som Led i det amerikanske Sikkerhedssystem er givet af Walter Lippmann i hans Skrift om »Amerikas Udenrigspolitik«, der blev forfattet i et af de sidste Krigsår: »Det amerikanske Sikkerhedssystem omfatter også andre Nationer. Holland er en lille Stat i Europa med et stort oversøisk Kolonirige i Stillehavet og vigtige Besiddelser i den nye Verden. Holland er en af Storbritanniens og Frankrigs ydre Fæstningsværker. Det samme gælder Belgien, som har Kolonier ved Atlanterhavskysten. Et andet Medlem af det atlantiske Fællesskab er Danmark, der for ikke så længe siden havde Kolonier i Vestindien, som endnu har Grønland ved den nordlige Søvej til det amerikanske Kontinent og som indtil for ganske nylig, var forenet med Island under samme Konge. Også Norge er Medlem. I Forholdet til Europa er Norge strategisk set en ø ved Atlanterhavsområdets Ydergrænse«. England og De forenede Stater ville have al mulig Grund til at føle deres Sikkerhed truet, hvis Sovjetunionen satte sig fast i Danmark eller Norge. Sovjetunionen har imidlertid på sin Side en ubetinget og - på Grundlag af alle historiske Erfaringer - også en let forståelig Interesse i at forhindre, at de nordiske Stater benyttes som opmarchbasis af England eller Amerika. De nordiske Lande ligger således i et af Brændpunkterne mellem de angelsaksiske Magter og Sovjetunionen. Vi kan trygt gå ud fra, at ingen af disse Stater nærer aggressive Planer mod vore Lande. Begge Parter har imidlertid hver for sig en Livsinteresse i, at de nordiske Lande ikke bliver indføjet som et Led i den anden Parts militærstrategiske System. De nordiske Stater har under disse Forhold en Opgave af overordentlig Betydning i Forbindelse med Arbejdet for Bevarelsen af Verdensfreden. Vi må for det første sørge for, at vi ikke selv ved en letsindig Alliancepolitik bidrager til at skabe nyt Konfliktstof mellem de store Verdensmagter. Og vi må, samtidig under de utallige Forviklinger, som uundgåeligt opstår mellem Verdens centrale Magter, sætte al vor Kraft, ind på at være Fredens Brobyggere. Det er rimeligt at antage, at vi bedst vil kunne løse disse Opgaver gennem en. fælles nordisk Udenrigspolitik. De følelsesmæssige Bånd mellem de nordiske Lande har under den sidste Krig været knyttet fastere end nogensinde tidligere i vor Historie, til Trods for Afspærringen mellem vore Lande, til Trods, for at de fem nordiske Lande under Krigen er gået hver sin Vej, til Trods for Forviklinger, der har været mellem Norge og Sverige og endog til Trods for, at Norge og Finland i Krigen kæmpede på hver sin Side. Der består således i og for sig gunstige Forudsætninger for nu efter Krigen at gennemføre større Samhørighed mellem de nordiske Folk. De Bestræbelser, der har været gjort for at gennemføre en nordisk Blok har imidlertid mødt meget bestemt Modvilje fra Sovjetunionens Side. Denne Modvilje er overmåde let at forstå. De Kræfter, der har arbejdet for en sådan Blokdannelse, har hidtil haft deres Hovedsæde i Stockholm og her netop i Kredse, som har ønsket at samle Norden i åben eller skjult Kampstilling mod det russiske Rige. Den karolinske Romantiks Gengangere er ikke ophørt med Legen med Karl den Tolvtes Sværd. Den blev videreført under den finske Krig. Og Forestillingerne om Sveriges Opgave som Forpost mod det russiske Rige finder den Dag i Dag Genklang i vide Kredse af det svenske Folk Sovjetunionens Statsmænd har al mulig Grund til at modsætte sig en nordisk Blokdannelse, som i Stil med de gamle svenske Traditioner kun er et Springbrædt for antirussisk Politik. En sådan Blokdannelse ville også kun føre til Ulykke for Norden selv. Der er imidlertid intet Lovbud, der påbyder, at enhver nordisk Blokdannelse skal have en antirussisk Karakter. Man kan også opstille Programmet for en nordisk Politik, der tager Sigte på at forene Norden i en Blok, der overhovedet ikke skal kunne danne Opmarchbasis for nogen Stormagt. Det er meget muligt, at vi i de nordiske lande netop ved en sådan fællespolitik vil kunne yde vort mest værdifulde bidrag til bevarelsen både af vor egen sikkerhed og freden i Verden.

Finlands officielle navn er Suomen Tasavalta, og indbyggetallet er i 2005 på 5,18 millioner. I 1914 var der 3,26 millioner indbyggere, og i 1750 421.537 indbyggere. Den etniske sammensætning og sproggrupperne består i dag af finner, tavaster, karelere, ca. 7 % svenskere og nogle minoriteter af sigøjnere og samere i Lapland. Det finske sprog hører til den finsk-ugriske sprogfamilie, hvor den ene sproggren er finsk/estisk, og den anden sproggren domineres af magyarerne (ungarsk), der er det mest talte sprog i den ugriske sproggruppe. Den finsk-ugriske sprogfamilie findes i Rusland hos: mordvinianere, udmurts (votjakere), vepserne, maris (cheremises), komis (syrjænerne), komi-permians, karelerne: khantis (ostjaker), mansis (voguler), samere (lapper). Finlands officielle sprog er både finsk og svensk. Det svenske sprog trængte sig frem i fra begyndelsen af 1100 årene under de svenske kristne kongers korstog og indtil 1809, hvor provinsen i "sydvest-finland" og befolkningerne var under den svenske kronemagt. Finsk var betegnelsen for den svenske dialekt, der blev talt i Finland, og i 1863 blev finsk ligestillet med svensk som officielt sprog. I Finland er 93 % af befolkningen i dag tilsluttet den evangelisk lutheransk kirke og 2 % den finsk ortodokse kirke (hovedsageligt i Viborg len og Kuopio len). Skønt kirken i 800 år har ført kamp mod den gamle tro, lever den gamle tro og de gamle forestillinger videre. I Finland etableres et svensk skriftsprog i 1543, og de finske folkesagn er samlet i digtet: Kalevala (Heltenes Land), der blev udgivet i 1835. I 1686 indføres den første kirkelov. Finlands areal er på 338.130 kvadratkilometer og landet er meget fladt med bakker, samt med tusindvis af søer, der ikke er dybe. Landet er dækket af 69 % skov. Der er 187.888 indsøer 179.584 øer, heraf 98.050 øer i indsøerne. Der er således talrige vandløb, elve, vandfald, øer, holme og skær. Muinio elven er grænsefloden til Sverige og Tana elven er grænsefloden til Norge. Hovedsageligt bor befolkningen ved kysten. I 1930 var Finland opdelt i: Åbo len; Nylands len; Viborgs len; St. Michels len; Tavastehus len; Vasa len; Kuopio len; Uleåborgs len. I dag er Finland opdelt i 12 provinser. Hovedstaden er Helsinki med ca. 555.000 indbyggere, og andre større byer er Espoo (Esbo) med 213.000 indbyggere, Tampere (Tammerfors) med 193.000 indbyggere, Turku (Åbo)176.000 med indbyggere, og Vantaa (Vanda) med 176.000 indbyggere og nordpå Oulu (Uleåborg) med 118.000 indbyggere. Først i 1860 (1877) slås mark og penni (guldmøntfoden) i den finske provins. Finnerne udgjorde altid en provins i det svenske eller i det russiske zarrige. Fra 1877 indtil den Første Verdenskrig i 1914 var 100 finmark = 72,00 danske kroner. Fra 1917 til 1922 går den finske valuta ned til en brøkdel af sin tidligere værdi, og først i 1925 ved Finlands indførelse af guldvekselfod bliver forholdet igen nogenlunde stabilt. I januar 1995 opgav finnerne deres selvstændighed og blev medlem af EU, og finnerne har indført Euro-mønten som betalingsmiddel. Finnerne blev styret efter svensketidens regeringsform af d. 21. august 1772; Forenings- og sikkerhedsakten af d. 21. februar og d. 3. april 1789; fra 1809 er provinsen og finnerne et storhertugdømme i personalunion med den russiske zar, der er den konstitutionelle monark repræsenteret af en generalguvernør i landet, og provinsen styres via Borgålandagen af 1809 med senat (Finlands landdag); landdagsordning af 1869 dvs. en ordning af 4 kamre (stænder): Adelstanden, Præstestanden, Borgerstanden og Bondestanden, af hvilke adelstandens medlemmer og bisperne mødte som selvskrevne medlemmer, medens de andre to stænder blev valgt af en middelalderlig valgordning; landdagsordningen af d. 20. juli 1906 med 200 medlemmer; Finland erklærer sin uafhængighed af Rusland d. 6. december 1917, og Grundloven træder i kraft sådan at Finland bliver en republik med en præsident som statsoverhoved. Fra 1920 har Ålandsøerne haft selvstyre.

Landkort over Finlands territoriale udvikling * * Finlands centrale museum * *

Brudstykker af Finlands historie: Da indlandsisen trækker sig tilbage bliver Finmarken beboet fra 7.500 f.Kr.. Der fandtes sandsynligvis en tid, da Finland var folketomt, en udmark ved randen af den vidtstrakte russiske finmark. De første indbyggere fra den første stenalder er fra Komsa-kulturen på Ishavskysten, 7000-5500 f. kr., og de var oprindeligt jægere, fiskere og samlere. Det er kun sparsomt, historiens lys falder over Finlands ældste tider, men fra stenalderen kendes også Askolakulturen i Borgå ådal. Kundakulturen har fået sit navn har fået sit navn efter et vigtigt fund ved Estlands nordlige kyst. Disse folk er kommet fra Polen og Dnjepr. I sydFinland er fundet mængder af ting fra Suomusjärvikulturen (den førkeramiske kultur) 6.500-3.000 f. kr., og fra Voisiku-kulturen. Folkene brugte slæder. Den store keramiske kulturkreds optræder manges steder i Finland fra den yngre stenalder 2.300-1.800 f. Kr., hvor folk levede af fisk, jagt, sælfangst, og bær. Det eneste husdyr var hunden, og keramikkulturen oprinder fra Dnjepr. Et bådfund er gjort i Helsingfors fra 2.000. f.Kr. I det vestlige Finland findes en stenalderkultur fra 2.000-1.900 f.Kr., som ikke har lighed med den keramiske kultur. Denne kultur kaldes Båtyxkulturen, dvs. stridsøksekulturen, som omfattede store dele af Skandinavien, østBaltikum, Rusland, Polen og Tyskland, og denne følges af Kiukaiskulturen i vestFinland, der er en kystkultur. Stridsøksekulteren har muligvis sammenhæng med de indogermanske folks indvandring til østEuropa. Den ældre bronzealderen i Finland pågår i 1.300-900 f.Kr.. Der er gjort utallige fund i det egentlige Finland, og der har været mange maritime forbindelser. Samerne er indvandret til Finland fra 1.000 f.Kr.. Den yngre bronzealder tyder på indvandring fra Skandinavien til Satakunda, Nyland og det egentlige Finland. Mange flotte sværd, og andre genstande er fundet fra bronzealderen. Svearriget har stået i direkte handelsforbindelser med kontinentet. Bronchealderen afløses af den førromerske jernalderen i 500 f.Kr., men der er ingen egentlig jernalderkultur i Finland: muligvis p.g.a. klimaforandringer. Fra den romerske jernalder fra 0 til 400 e.Kr. er fundet våben, værktøjer, smykker, gravpladser, stensætninger og brandgrave, der kan føres til floden Weichsels ned løb. Der har været benyttet svedjebrug og husdyr, og der har været handelsforbindelser med Markomannerriget, og til romerne har man solgt pelsværk og rav. Smykker og spænder er smukt formet og dekoreret. På Hönsåkerkullen i Alsätra i Karis er et gravfund på 12x16 meter. Men ædle metaller, guldfund og romerske mønter nåede ikke til Finland. I 500-tallet indledes en svensk kolonisation på Åland. I 600-tallet e. Kr. trænger de slaviske stammer trængte frem mod vest og nord. I perioden 500-700 e.Kr. er Bornholm og Lindholm Høje ved Aalborg en del af de vigtige handelspladser, og i Grobina i Lettland, Apoule i Litauen og Truso i Polen er gjort nordiske fund. Der er også fund fra gepiderriget (Ungarn) og fra avarerne i slutningen af 500-tallet. Den nordiske dyreornamentik blev udviklet i 400 e. Kr. og var endnu i 1000 e.Kr. bestemmende for al nordisk kunsthåndværk, metalkunst, træskærer- og stenhuggerkunst: jernalderens bånddyr og gribedyrene dukker op omkring år 800 e.Kr.. I Vendelgravene i Uppland er fundet rige grave fra 600 og 700-tallet. Jernalderens bånddyr, og gribedyrene dukker op omkring år 800. Osebergfundet i Norge fra 800-tallet er et mesterværk i nordisk ornamentik og træskærearbejde. 30 kilometer vest for Stockholm lå handelspladsen Birka på Björkö i Mäleren, og sammen med Visby på Gotland skete der her en stor handelsudveksling. Andre handelspladser har ligger ved mundingen af Aura å i Vakka-Finland, i Kumo og Hallikkovigen. Såkaldte skandinaviske gravhøje er fundet 12 km. syd for Staraje Ladoga (Volchov), Wiskiuten i østPreusen, ved Jaroslav, det Vladimirske guvernement og ved Smolensk. Berhard Salin har i 1904 klassificeret materialet fra folkevandringstiden og Vendeltiden i tre stilgrupper. Arabiske sølvmønter er fundet fra 842. I det egentlig Finland, Kumo-dalen og Tavastland brugte man brandgrave til 1.050 e.Kr. Finnerne har ikke taget del i de nordiske vikingetogter, og får så vidt er der ikke mange bebyggelse i Finland (Tavastland, m.v.). De gamle kultpladser eksisterede også i 1229, hvor paven udsteder en bulle, og overdrager ejendomsrettighederne til kultstederne, offersten, sværdslibningssten og de hellige lunde til kirkemagten i Finland, som ville tilintetgøre de hellige pladser og offersten.

Men mon ikke bjarmerne var de første folk i nord ? Bjarmerne skal have beboet Kolahalvøen og nordNorge ved Hvidehavet, da terfinnernes land var øde. Kvænerne var en folkegruppe der boede og handlede i Nordbotten i Norge, og som havde handelsrettigheder med samerne. Men man ved ikke så meget om hvem kvænerne (kainulaisei) i det nordlige Østerbotten var, men Kvænhavet er en gammel benævnelse på Den Botniske Bugt. Jægerne drog frem langs den Finske Bugts (den Baltiske Bugt) nordkyst, langs Neva og hen over Ladoga. Det finsk-ugriske urfolk oprinder fra floden Volga´s mellemste løb og Øvre Volga. Herfra adskilles magyarerne og går deres egne veje. De andre folkestammer vandrer til områderne øst for Livland og Estland, Først flyttede tavasterne over det Karelske Næs, og ind i Tavastland. Nogle mener at karelerne oprinder fra området nordvest for Ladoga (Sortavala), og karelerne kom ind i Karelen nord om Ladoga. Vepserne (veserne) har i middelalderen beboet området mellem Ladoga, Onega og Hvide Havet. Siden kom finnere og esterne til Estland. Fra Estland drager finnerne i 400-500 e. Kr. til det egentlige Finland over den Finske Bugt, da hunnerne trænger ind i Europa. Finner slår sig ned langs Kumo elven, og indtil det sydlige Tavastland. I dét egentlige Finland boede nogle germanske stammer som blev forjaget af finnerne. Men her boede også samerne (lapperne), men finnerne fortrængte efterhånden samerne længere mod nord. Det samiske sprog findes i øvrigt stadigt i mange finske stednavne. I 500 tallet kommer nye slaviske stammer frem fra øst, og Danerne dukker jo også op ved Weichsel, på deres færd til Sverrig, og også dette giver anledning til at finnerne drager til det egentlige Finland. Karelerne er også en finsk-ugrisk folkestamme som er beslægtet med finner og vepser. I nord havde karelerne bygget handelspladser ved floderne Kainuunjoki og Tornionjoki. I det vestlige sødistrikt og i området omkring Kumo och Kymmene elve boede tavasterne og i øst boede karelerne. Samerne fandtes tidligere i Østerbotten og i middelalderen levede der samere langt mod syd. På et tidligt tidspunkt trængte karelerne sig ind på kvænernes område, og også tjudiske handelsmænd forsøgte at overtage Kvænlandet. Kvænerne nævnes for sidste gang i 1271, da de skal have hærget i Nord-Norge (Halogaland). Men både tavaster og karelere indvandrede til kvænernes landskaber. Først omkring 1550 var samerne fortrængt fra Tavastland og mod slutningen af det 17. århundrede fra Savolaks. Satakunda var en provins i det sydvestlige Finland med Bjørneborg, med grænser til den Botniske Bugt, det egentlige Finland, Tavastland og Østerbotten. De vigtigste folkestammer er: suomelaiset dvs. finner i det sydvestlige Finland; hämäläiset dvs. tavaster og karjalaiset dvs. karelere. Finnerne mistede forholdsvis tidligt deres særpræg, idet de blev blandede med svenskere og tavaster. I meget længere tid bevarede tavaster og karelerne deres kultur, og selvom de havde fælles udspring, var de oppe og kives. Savolakserne (savolaiset) opstod som et blandingsfolk af tavaster og karelere, der var vandret ind i Savolaks ødemarker. Det er Cornelius Tacitus der i 98 e. Kr., som den første, der fortæller om svionerne og fenni; sidstnævnte højt mod nord, og man mener at disse var samerne (lapperne). Svionerne (sveerne) boede i Mälerdalen (Birka), men muligvis har svionerne omfattet flere stammer. Man ved faktisk ikke hvor sveerne oprinder fra. Store Svithjod (Gardariget) var fra sagntiden navnet på Rusland og lille Svithjod er Sverrigs gamle navn, hvor der indvandrede joter, dvs. gotiske stammer, og Gylfe skal have været den sidste af den sagnjotiske slægt, der regerede over lille Svithjod (Sverrig). Svionerne - Svithjod = svedjebrug. I 100 f. Kr. ankom fra Asien Odin (nummer ét) med aserne fra Asaheim, der var blevet tvunget af romerne til at flytte fra sit hjem ved det Sorte Hav for i det fjerne Norden at søge et nyt hjem. Odin slog sig ned ved Mälaren og anlagte Sigtuna. Odin fulgtes af sin søn: Yngve (Tirkiakung), der blev stamfader til Ynglingeslægten. I 150 e. Kr. skriver Pholomaios om halvøen Scandia med ishavet mod nord, og Jordanes (ca. 485-552 e. Kr.) beskriver goutai (goterne) og de skånske og hallandske stammer. Krivitsjerne havde slået sig ned ved Peipssøens i 400-500 tallet. På Jordanes tid viser områderne i Sverrig ved Mäleren og Hjälmaren, Gammel Uppsala og Vendel, ved Fyrisåen og Välgärde, at der er mange stormændsgrave og kostbarheder, hvor man har haft en forbløffende handel ned til handelspladserne langs de russiske floder til Konstatinopel, og videre til "arabiske lande". Men det er goterne (gotlændingene) der fremstår som den fremtrædende stamme. Med hunnernes forsatte angreb mod vest fra 375 til 451 e. Kr. skete voldsomme forskubbelser af folkestammerne. Syrjænerne er betegnelsen for de østligste finno-ugurske folk: voguler og ostjaker (ugrisk) der var ved Ural. I 800-tallet findes voguler og ostjaker ved floden Dnjepr forbundne med kazarerne, og disse folk blev af byzantinerne kaldt tyrkere. I 888 er vogulerne og ostjakerne trængt længere vestpå til Don og op ad Donaus munding på grund af trykket fra petschenegerne, og kort tid efter må de atter bryde op p.g.a petschenegerne og volga-bulgarerne, og under anførsel af Akmus og han søn Arpád trænger magyarerne ind i Pannonien i 889-896. Disse magyarerne går sammen med Arnulf af Kärnten og omstyrter i 894 Sventopolds store slaviske rige i Mähren, og magyarerne sætter sig i besiddelse af Ungarn, og bliver lige så frygtede som de tidligere avarer, og det er først med Henrik Fuglefænger og Otto den Store, at magyarerne lider et stort nederlag på sletterne ved Unstrut i 933 og derefter holder sig i ro.

Efter de store folkevandringer var de baltiske folk og områder ikke skuepladsen for større krigerske begivenheder. Derfor var en stram militær organisering af folkestammerne i Baltikum overflødig. De slaviske stammers opblomstring i områderne ved Novgorod (Holmegård) og ved Dnjeprs vandløb blev spiren til, at de baltiske folk blev draget ind i et nærmere samkvem med deres vestlige naboer. Dünafloden, der gennemstrømmer de lettiske områder, udviklede sig til en stor handelsrute som gennemgangsled til Dnjepr-området ved Kiev, videre til de byzantinske handelskolonier ved Sortehavet og helt frem til Konstantinopel (Miklagård). Både de nordiske handelsfolk og vikingerne kendte denne vej og benyttede den. Den var kendt siden goternes dage, og danerne var jo vandret op fra osseterne mod nord af de gamle kendte veje. Det blev således vigtigt at kontrollere handels- og søvejene i den Botniske Bugt og i hele Østersøen (Litorina havet/det Baltiske Hav), med handelspladserne Birka, Visby, Wollin, Truso til Kiev, langs Neva til Novgorod, Staraja Ladoga (Aldeigjuborg), Jaroslav helt til det Kaspiske hav; langs Düna til Polotsk, Smolensk, Kiev til Miklaborg; Skiringsdal og Kaupang i Vestfold samt Hedeby i Slesvig. Men nede sydpå i Frankerriget forsatte den romersk-kristne kirke og dens fyrster sine forbrydelser mod menneskeheden og folkemasserne. De kristne fyrster havde i den forudgående periode under evige indbyrdes fejder opdelt det tyske land imellem sig, tilrevet sig den gamle bondejord og påtvunget den tyngende afgifter, medens livegenskabet bredte sig. Kampen om nye len og medfølgende indtægtskilder for den krigerske kristne lensadel, stod stadig på dagsorden, og langsomt men sikkert havde sværdet banet vej for de tyske erobrere i de af slaverne beboede lande øst for Elben. Erobringstogterne besmykkedes i regelen ved et intimt samvirke med den romer-katolske kirkes spidser. Af tradition var den tyske kirke krigerisk. Det var ingen tilfældighed, at den frembragte de blodige begivenheder i Sachsen, da Karl den Store (768-814), opstillede huggeblokken på den ene side, og døbefonten på den anden og i sin »kristne« iver gav saksere valget mellem dåben eller halshugning. Sakserne blev under grufulde kvaler tvangskristnet af Karl den Store på kontinentet, og mange flygtede løbende til Britania, ligesom sakserne forsøgte at "flygte" nordpå, men blev her stoppet af danerne og af Dannevirkevolden. Fra 772 e. Kr. havde frankerne og Karl den Store besejret sakserne og ødelagt deres helligdom "Irminsul" i Westfalen tæt ved sakserborgen: Eresburg. I 782 giver den danske kong Sigfred asyl til sakserhøvdingen: Widukind (Wedukin). Sakserne og abroditterne (en af vendernes stammer) var gået i forbund mod de frankiske fyrsters ekspansion. Karl den Store skal på én enkelt dag i 782 i byen Verden i Nordtyskland havde ladet 4.500 såkaldte hedenske saksere halshugge, og Karl den Store indførte strenge straffe for ukristne ritualer, herunder dødsstraf for bestemte forseelser, som han lod nedfælde i Capitulatio de partibus Saxoniae, udstedt i 782/785. I 783 vandt frankerne afgørende sejre, og nårsomhelst sakserne senere forsøgte modstand, ramtes de af frygtelig straf; oprørerne tvangskristnedes og, hvad værre var, de flyttedes i massevis bort fra deres hjemland og deres ejendomme, blev overgivet til frankiske nybyggere. I 785 var de "nordtyske" friseres omvendelse til kristendommen for så vidt fuldbyrdet, at et bispedømme kunne oprettes i Bremen, og i 785 oplevede den angel-saksiske Willehad fra Northumbrien, hvordan Karl den Store tvangskristede sakserne. Med våbenmagt opløste frankerne det saksiske folk og stamme. Derefter slog Willehad sig ned i Bremen, hvorfra han virkede som missionær, og hvor han døde og blev gravlagt i 789 i Bremens første domkirke. Willehad havde selv ladet kirken opføre, og dermed skabt grundlaget for det senere Hamburg-Bremen bispesæde. Det nordtyske bispesæde Bremens kirkehistorie og Nordeuropas "missionshistorie" tager derfor sin begyndelse med den angel-saksiske biskop Willehad (ca.740-789). Hamburg (Hammaburg) var ellers engang saxonernes berømte by, og saxonernes land udgjorde en betydelig del af Germanien, og var dobbelt så bredt som frankernes land og lige så langt. Hamborg blev "grundlagt" af frankerne i 811, på en boplads, hvorfra altså frankerne havde fordrevet sakserne. Efter således tre faser med sakserkrige i perioden: 772-804 lykkedes det Karl den Store (747-814) at indlemme og undertrykke sakserne ind under Frankerriget. Omkring år 790 viste frankerkirken igen interesse for danernes liv, men mente åbenbart ikke, at det kunne nytte noget. Op imod år 800 skete der store omvæltninger i Nordtyskland, og Karl den Store, konge over det vældige kristne Frankerrige blev titulært kejser af Romerkirken.

Syd på den Skandinaviske halvø var grænsen mellem vestgöterne og danerne lagt med grænsesten mellem Halland og Götaland (Småland) og ved Brømsebækken i Blekinge. Men kulturkampen mod den romer-katolske lovgivning, mod monopolmønter, skattekrav og imperialisme medførte, at Nordens folk måtte gå til kamp mod bl.a. Frankerriget. Nordmænd og danere trænger fra 793 mod Scottland, England og vestenom kontinentets kyster. Men samtidigt var det vigtigt at beherske de gamle østlige handelspladserne og vandvejene ned til Konstatinopel, for at kunne bevare produktionen af skibe, forråd, krigsvåben, og den øvrige velstand, der var skabt i Norden. Frankerne var jo nået alt for langt nordpå og østpå med deres vanvittige religiøse krav fra fyrster og bispesæderne. Det er eftertiden, som har valgt at sige, at det var svenske vikinger (varæger på russisk), som nåede til kazarerne ved Volga og Kalifernes stat. Uppsala og sveernes ting lå i Tiundaland, sydpå lå folkelandet: Attunland og sydvest Fjædrundaland. De tre brødre: Rurik (Rörikr), Sineus (Signiutr) og Truvor (Thorvardr) drager med en nordisk hird sydpå via de gamle vandveje fra goternes tid.. Rurik slog sig ned i Novgorod; Sineus i Bjelozero og Truvor i Izborsk, og de sætter sig fast med forskellig hjælp i 862 e. Kr.. Ruriks efterfølger Oleg (Helge) erobrer Kiev og i 882 Smolensk. Novgorod grundlægges i 859, og tjuderne nævnes for første gang som folk i Ingermanland. I midten af 900-tallet er Ruriks Kiev-Rus riget på sit højeste. ((Ordet Rurik, Rusland har relation til ordet Roslagen, der var skærgården ved Upplands kyster, og "roden" er i datiden et geografisk område, der skal stille et antal skibe og krigere, og på finsk hedder Sverrig: Ruotsi. I Danmark hed skattekontorerne op til vore dage: rodekontorer; man tog skatten ved roden, og man genkender udtrykket i uartige børns opførsel: sikken nogle rødder ! J.fr. herred.)) På samme tid er de danske, de svenske og de norske ét broderfolk, og fandt iøvrigt deres hustruer hos venderne og slaverne, thi både goterne og danerne (tani) havde utallige aner på strækningerne ned til Sortehavet og det Kaspiske hav. Gardariget er præget af svenske tilflyttere, og i 934 erobrer den tyske kong Henrik Hedeby i Slevig, hvor svenskerne har sat sig fast; men nogle år efter får Harald Blåtand igen magten i Hedeby. Men begærligheden udløste indbyrdes nordisk kiv. Kong Erik Sejrsæl (970-995) af sveerne, der var gift med en polsk fyrstedatter, glemte ikke, at Jellingekongen: Harald Blåtand (940-985) i Danmark havde hjulpet Jomsvikingerne og Styrbjørn mod sveerne. I 985 slog Erik Sejrsæl ved et slag på Fyrisvall ved Uppsala Styrbjørn, og da jomsvikingerne derefter vendte sig mod den danske konge gennemførte Erik Sejrsæl et sejrrigt slag i Skåne, hvor danerkongen: Svend Tveskæg (985-1014) tabte.

Men omkring år 1000 e. Kr. havde finno-ugurere således oprettet utallige bopladser i den sydlige del af finlandet (det egentlige Finland). De slaviske stammer udbreder sig til Ingermanland. I sydvest trængte forfædrene til tavastlandet - over Den Finske Bugt ind i landet og i sydøst kom karelerne ind. Sveerne bosatte sig på den finske vestkyst, øerne og desuden på Åland (Ahvenanmaa.), og langt ind i Gardariget. Finnernes historie bliver fremover forbundet med både de svenske Stormænds fremtrængen og den svenske kirkemagt, samt Novgorods påvirkning og frankisk/tysk ekspansion. Efter sveerkongen. Erik Sejrsæls død arvede hans søn: Oluf Skødkonning Svearriget (995-1022). Oluf blev gift med en obotritisk fyrstedatter og havde en frille af vendisk/slavisk herkomst. Under Olof Eriksson Skøtkonge slås de første mønter i 995 i den første svenske by: Sigtuna, som daterer sig tilbage til Odins tid. I Sigtuna var gudehuset prydet af guld, og i midten sad Thor med Odin og Frej ved hver sin side. Men da Oluf konverterer til kristendommen, gør Kettil, en stormand, oprør, og Oluf fordriver vestgoternes jarl: Ragnvald Ulfsson, der flygtede til Gardariget. Fyrst Jaroslav af Kiev giftede sig med Oluf Skødkonning´s datter: Ingegerd, og Ingermanland er opkaldt efter Ingegerd. Den norske kong Olav den Hellige (1015-1030) havde tilsluttet sig kristendommen, og han fór frem med blodig færd, og overvandt ladejarlerne i Trøndelagen, og mange andre høvdinge. Dette fik de asadyrkende folk: jämterne i Härjedalen, til at afvise Olavs fogeder, og jämterne valgte at slutte op om sveerkongen, som også var ude og kræve kirkeskat op. Oluf Skødkonning blev afsat af sveernes Stormænd, fordi de var utilfredse med at han førte krig mod nordmændene, da sveerne havde tradition for at søge østpå. Oluf´s søn: Anund Jacob er konge fra 1022 til 1051 og er kristen, og han forfølger asadyrkerne i Sverrig. I Novgorod bygger fyrst Jaroslav den Vise Sofia katedralen i 1040. Efter Anund Jacob blev Emund den Gamle (1051-1060) sveernes konge, og han var også en søn til Olof Skøtkonge. Emund den Gamle er den sidste svenske konge fra Ynglingeslægten, og han mistede Blekinge til danerne. Emund´s søn blev forgifted under et felttog mod kvænerne, hvor svenskerne har forsøgt at overtage kvænernes handelspladser i nord. Emund den Gamle benyttede en engelsk biskop (Osmondus), der var påvirket af den græsk-ortodokse kirke, og han holdt ikke af det tyske bispesæde i Hamburg-Bremen. Da Emund den Gamle dør i 1060 efterfølges han af kong Stenkil, der i 1063 fører en krig mod nordmændene, der færdes oppe ved Gøta-elven. Nordmændene der har hovedstad i Trondheim vinder en sejr over sveerne i nærheden af Vänern. Stenkil støtter da den norske jarl: Haakon, som står i opposition til kong Harald Hårdråde i Norge, og et forsøg på at kristne befolkning i Helsingeland slår fejl. Og mon ikke slaget ved Hastings i England i 1066 fik indflydelse på Nordens historie? Det er Stenkil slægten der indfører den kristne kirke i Sverige, og som møder mægtig opposition. Samme år gør venderne oprør og Bremerkirken mister Oldenburg. I 1070 skaber nordmændene handelsbyer i Baahus (Bohus), Stavanger og Bergen og under kong Olaf "Kyrre" og kong Magnus Olafssøn Barfod (1066-1103) trænger nordmændene vestpå. I lighed med danerne kom sveerne ved Gamla Uppsala op og strides i forbindelse med kristendommens lovgivning, betalingsmidler og skattekrav, - og den såkaldte rigsdannelse. Efter kong Stenkil´s død i 1066 afløser en del svenske konger hinanden: Hallsten, Haakan Røde og Anund nævnes som svenske konger, og der er borgerkrig med mange dræbte Stormænd. Omkring 1070 vælges Stenkil´s søn: Inge den Ældre til konge, men han fordrives fra magten af sin svoger Blot-Sven, som regerer i 3 år, og som bliver den sidste asadyrkende konge. Omkring år 1085 tager Inge den Ældre kampen op igen og dræber Blot-Sven. Inge den Ældre overtager tronen og fører krig mod nordmændene, som regeres af kong Magnus Olafssøn Barfod. Kong Magnus Barfod gør krav på alt land som ligger vest om Gøta-elven, Vänern og Klar-elven. I sommeren 1098 anlægger nordmændene en træborg ved Vänern; men nordmændene tvinges væk i løbet af vinteren. I de følgende år kommer nordmændene igen og hærger i Vestergötland og i 1100 gør nordmændene et nyt forsøg på at bygge en norsk befæstning ved Vänern. Men der sluttes fred i Kungahälla i 1101. Efter Inge den Ældre i 1118 bliver Filip og Inge den Yngre (1118-1120) konger og regerer sammen. De er sønner til Hallsten. Filip dør i 1120 og Inge den Yngre regerer til sin død i 1120. Med Inge den Yngres død indledes igen en urolig periode i sveernes historie. Der udkæmpes nu blodige kampe om kongemagten og samtidig angribes svenskerne af nabofolkene. Margrethe Fredkulla var en meget populær datter af kong Inge af Sverige. Hun havde først været viet til den norske konge Magnus Olafssøn Barfod. Da Magnus Barfod dør i 1103 indgik hun ægteskab med den danske kong Niels den Gamle, og da Magrethe Fredkulla dør i 1127, gifter kong Niels sig med Ulfhild, der er enke efter kong Inge af Sverige. I 1108 udsender ærkebiskoppen af Magdeburg en skrivelse, om at føre korstog mod de slaviske og vendiske folk øst for den saksiske grænse og i Østersøregionen. I disse år er den danske kong Niels og Boleslav III af Polen i kristelig alliance i kamp om herredømmet i det vest- og forpommerske område mod fyrst Vartislav af Pommern. I 1121 erobrer Boleslav III byen Stettin og folkene i Wollin bliver også kristnet. Erobringen af Pommern er et rent korstog, og den besejrede fyrst Vartislav af Pommern fik dog lov til at beholde et område i Vest-Pommern som polsk len. Vartislav erobrede derefter For-Pommern og Rügen. I 1123 drager kong Niels den Gamle og den norske kong Sigurd Jorsalafar Magnusson (1103-1130) ind i Småland. Det er et korstog for at omvende hedninge i Småland. De får hjælp fra fyrst Boleslav III (1085-1138), der skal have sendt en flåde over havet for at få det i rovet. I 1125 allierer Vartislav i For-Pommern sig nu med sakserhertugen Lothar, der i 1125 var blevet tysk konge. Af Lothar fik Vartislav de erobrede områder i Forpommern som len. Den danske grænsejarl i Slesvig: Knud Lavard går imidlertidig også i alliance med den tyske kong Lothar, og i 1130 begynder de tyske hertuger igen at true Danmark under påskud om at få Norden tilbage under Hamburg-Bremens ærkebispesædet, der aldrig havde anerkendt det nye kirkesæde i Lund fra 1104. Sverige har i 1130 haft 10 år med tronstridigheder, men nu lykkedes det i Sverrig for Sverker den Gamle, der var en stormand fra Østergøtland, at få greb om den svenske krone, og han bliver den første konge af den sverkerske slægt indtil 1155. Hans kongsgård lå ved Alvastra ved Vättern, og han understøtter cisterciensernes klostre i Sverrig, medens Stenkil sægten er gået i opposition. Alliancen mellem Vartislav - kong Lothar - Knud Lavard medfører, at Knud Lavard myrdes i 1131, og hans vendiske områder bliver overtaget af de slaviske fyrster: Pribislav og Niklot. Mordet på Knud Lavard får de tyske tilhængere til at gå grassat. Knud Lavard´s halvbror: Erik og købmændene i Slesvig får hjælp af 300 bevæbnede tyske riddere i fuld udrustning, og i 1134 led kong Niels den Gamle (1104-1134) et voldsomt nederlag ved Fodevig i Skåne. Hele den gamle danske bondehær kunne ikke klare sig overfor det moderne tyske rytteri i jern og plader. Blandt de dræbte danske var flere biskopper og 60 præster, bl.a. bisp Peder af Roskilde. I Kiev-Rus riget var Vladimir Monomakh´s (Владимир Мономах) sшn: Mstislav I Vladimirovich den Store (1076-1132) blevet hertug. Han blev gift med Christine af Sverrig, der var datter af Sverrigs kong Inge den Ældre. Mstislav tid var fremgangsrig og han førte kampe mod polovetserne (kumanerne) i 1093, 1107, 1111, 1129; mod esterne i 1111, 1116, 1130; mod litauerne i 1131; mod Polotsk i 1127, 1129. I 1142 fører svenskerne krig med en flåde mod Novgorod (Holmegård). I 1145 gør svenskerne et forsøg på at erobre Bohus, men forsøget mislykkes og svenskerne bliver besejret af nordmændene i Krokaskogen i Bohuslen. I 1147 fører den saksiske hertug et korsstog mod venderne i Demmin og Dobin, og sakserne får bistand af en dansk hærstyrke. Imidlertid klarer de kristne angribere sig ikke så godt, så der afsluttes en fredsaftalen, hvorefter venderne med fornyet kraft fortjenstfuld straffer de danske landekrænkere og skatteopkrævere. I 1153 angriber venderne Kungahälla og i 1154 drager en dansk hær ind i det sydvestlige Småland. Sverker den Gamle myrdes i ca. 1155, og nu opstår der en strid om kongemagten mellem Eriksson og Sverkers slægter, - og det er en brutal kamp med mange mord, som pågår i de næste 100 år, hvor Eriksson og Sverkers slægter gennem kamp skiftes til at være konger i Sverrig. Sverker den Gamle afløses på tronen af Erik Jedvardsson den Hellige (1156-1160). Men også i Danmark er der krig mellem Stormændene. Men ovre i Finland levede de tre folkestammer: tavaster, savolaksere og karelere, i strid med hverandre, fortæller kilderne, og syd for det Karelske næs begyndte det novgorodiske herredømme at konsolidere sig med republikken Novgorod, som blev finnernes nabo. Novgorods kerneområde var inddelt i fem områder. I det sydvestlige Karelen lå Ladoga og i det sydøstlige Karelen lå Onega. Delområderne styredes af embedsmænd og en folkeforsamling. Udenfor de fem områder lå andre områder (kolonier), der strakte sig op mod det nuværende finske Lapland, Murmansk og Arkangelsk. Pskov, Ladoga og Russa var også tilknyttet Novgorod, og havde begrænset selvstændighed. I alliance med Novgorod havde det karelske området en vigtig stilling i den øst-vestlige handel fra ca. 1000 til 1300, men novgorodernes fremtrængen til finnerne går dog endnu længere tilbage. Men den svenske kong Erik Jedvardsson den Hellige betragte disse sydvestfinske landområder som en svensk provins, selvom finnerne kæmpede mod de svenskes fremmarch, og selvom det påstås, at finnerne og provinsen Satakunta blev allierede med Uppsala-kongerne. Med romerpavens velsignelse sendte den svenske kong Erik Jedvardsson den Hellige i 1157 en militær straffeekspedition mod finnerne, som han kaldte et korstog. Således ankom de første romer-katolske missionærer til finnerne fra Sverige med militære tropper. Til det sydvestlige Finland og mundingen af åen Aura (ved det senere Åbo) ligger der utallige øer, der danner en bro af øer over Åland, så det var let at finde vejen for svenskerne. Finnernes modstand blev slået ned, så i 1157 indlemmes finnerne, det egentlige Finland, Satakunta og Nyland (sydvest-finland)under den svenske kronemagt, og Erik den Hellige sendte ærkebiskoppen af Uppsala - den hellige Henrik - der var englænder, til finnerne for at gennemføre de kristne fyrsters magt, og for at lægge folkene og landskaberne under svensk herredømme. Grundlæggelsen af byen Åbo daterer sig fra denne tid, og allerede i ældre tider lå der her en markedsplads, som nævnes i arabiske kilder. Slaviske købmænd har drevet handel i denne egn. Herom minder det finske navn på Åbo, som er Turku, og som turde stå i forbindelse med det russiske ord for handel og det svenske ord torg (torv). Det ældre stednavn korois har måske også noget at gøre med det russiske ord gorodj, som betyder by. Provinsen omkring Åbo bærer navnet: det egentlige Finland. Fra 1157 og 1200-tallet blev Nyland, Åboland, Åland og Österbotten i Finland svensktalende. Man mener dog, at Åland i meget, meget længere tid før har været svensktalende. Men i 1158 myrdes den hellige Henrik af en bonde fra Satakunda, og det lykkedes ikke Erik den Hellige at få erobret karelernes land og tavasternes land, selvom svenskerne gennemfører flere korstog. Fyrst Jaroslav af Novgorod foretog derimod en mission i tavasternes land for at omvende dem til den ortodokse lære, og året efter huserede tavasterne i karelernes land. Så svenskekongens indlemmelse af finnerne i 1157 skete også for at modvirkede konkurrencen fra den ortodokse handelsplads i Novgorod, der med held trængte sig frem mod vest. Det var på samme tid, at de andre romer-katolske fyrster i vesten, bl.a. den danske kong Valdemar den Store (1157-1182) med bisp Absalon, samt den Tyske Ridderorden, der med pavens tilladelse angreb venderne, balterne, Estland m.v. - med korstog. De første tyske købmænd fra Bremen gik i land ved Dünamundingen i 1158, og senere fulgte en stadig ny strøm efter, men det viste sig vanskeligt at sætte sig fast, for de lettiske indbyggere var ikke indstillet på at tillade oprettelsen af fremmede handelsstationer i deres land. Man tog derfor kirken til hjælp for at gøre de hedenske stammer medgørlige gennem udbredelsen af »guds ord«. I 1159 angreb bisp Absalon øen Rügen og venderne. Men samtidig blev svenskekongen Erik den Hellige blev dræbt i 1160 og halshugget af oprørske svenske adelsmænd, som muligvis stod i ledtog med prins Magnus Henriksen, der var søn af den danske kong Niels. Sverker den Gamle´s søn: Karl Sverkersson myrder dog Magnus Henriksen ved Ørebro i 1161, og bliver svensk konge. I 1164 går svenske styrker til angreb på Ladoga; men de besejres af styrker fra Novgorod, der kommer Ladoga til undsætning. Og i Finland er det svenske herredømme nu så løst, at de romersk-katolske prædikanter forfølges af finnerne. Karl Sverkersson myrdes i 1167 af Knut Eriksson. I 1168 angreb bisp Absalon og kong Valdemar Rügen og Arkona, og de blev understøttet af de pommerske hertuger Kazimir og Bugislav, abodriterfyrsten Pribislav og Henrik Løve. I 1172 giver den romer-katolske pavestol derfor den svenske kongemagt lov til at bevare kontrollen over finnerne for at forhindre, at finnerne konverterede til den ortodokse kristendom, og i 1178 konstaterer svenskerne, at Jämtland tilhører den norske kongemagt. I 1180 gør skåningerne oprør mod bisk Absalons kristelige skattekrav, men oprøret bliver slået ned af kong Valdemar. Da Åbo (Turku) blev bispesæde i slutningen af 1200-tallet, blev den Hellige Henriks relikvier overført fra Nousis til Åbo domkirke og fjernet af russerne i 1720. I 1186 udnævnte Bremens ærkebiskop munken Meinhardt fra klosteret i Segeberg til biskop i den lille flodby Uexkyll, hvor håndværkere fra Visby samtidig opførte en borg med en tysk garnison. I 1187 hærges og afbrædes Sigtuna i Sverige af folk fra øst. Men det er uklart om gerningsmændene var novgoroder, karelere, estlændere, ingermanlændinger eller nogle andre, men i Novgorod befinder der sig fine bronzegenstande fra sveernes hovedstad: Sigtuna. I 1191 hærger danskerne hos finnerne, og samtidig går novgoroderne og karelerne sammen mod tavasterne. Knut Eriksson regerer i Sverrig til 1195 og afløses af Johan Sverkersson den Yngre (1196-1210). Under hans styre gennemfører svenskerne, gotlændinge og tyskere i 1197 et korstog mod Kurland, men året efter indtager novgoroderne Åbo. Atter i 1202 hærger danskerne hos finnerne. I 1206 bliver Mäleren plyndret af baltere. Sverkersson den Yngres kampe med Sunesønnerne i Västergötland ved Lena i 1208 medfører i 1210 slaget ved Gestilren , at Erik X Knutsson kommer til magten ved at besejre Sverkersson den Yngre. Erik X Knutsson dør i 1216, og afløses af Johan Sverkersson. I 1217 trænger der stadig hedenske folk ind fra øst i Mälarområdet. I 1220 etablerer Johan Sverkersson et korstog til Estland, men esterne vinder over svenskerne i august måned og Johan Sverkersson dør i 122.

Men på denne tid var både tyske og danske flåder virksomme i Baltikum, thi korstogene mod muhamedanerne var mislykkes, og nu slog timen for de frie folk i Baltikum. I 1198 havde tyske købmænd i Palæstina stiftet: Maria-ridderordenen, kaldet: Den Tyske Orden, hvis formål var kamp mod de vantro, bl.a. de hedenske litauere. Den anden kraft i den middelalderlige tyske ekspansion var Hansaen. Det var Hansaens storkøbmænd, der havde skabt sig deres væbnede kamporganisation, der søgte at monopolisere handelen i alle de tilstødende områder. Det store centrum for Hansaens virksomhed i den østlige del af Østersøen var den befæstede handelsstation Visby på Gotland. Herfra stødte købmændene videre frem i de østlige områder, til Novgorod og Baltikum. Det varede ikke længe, inden Hansaen skulle dukke op ved Dünas munding på deres væbnede skibe. I 1200 fik Bremens storkøbmænd den mægtige prælat Albert von Buxhøvden, der var domherre i Bremen, til at drage med en hær til en handelsplads ved Dünamundingen for at erobre de omliggende distrikter. I 1201 grundlagde den tyske biskop- og fyrste: Albert af Appeldern fæstningen i Riga, som blev en højborg for tyskernes invasion af landet idet både tyske godsejere og Tyske Ordensriddere ville erobre de slavist/baltiske stammer og landområder, efter at korstogene mod muhammedanerne var slået fejl; og de besatte landet med den begrundelse, at man ville kristne de hedenske bondestammer. Da det stadig kom til hårde kampe med den indfødte befolkning, stiftedes i 1202 en kirkelig ridderorden, »Sværdridderne«, der skulle være bispedømmet og de tyske fyrster behjælpelig med at erobre landet. Utallige var de litauiske krige mod den geschæftige Tyske Ridderorden med besiddelser i Livland og Østpreussen og deres romer-katolske undertrykkelse og handelsbetingelser. Og samtidig i 1200-tallet var den tyske indvandring meget stærk til byer som Lübeck, Rostock, Stettin, Königsberg, Riga, Reval, Narva. Metoderne, der kom til anvendelse under den tyske erobring, kan bedst karakteriseres ved de ord, som den fromme munk Helmolt anvendte om de erobringstogter, den mægtige sachserhertug Henrik Løve indledte fra år 1160 for at underkue venderne i det nordlige Tyskland: »under de forskellige felttog, han foretog ind i slavernes land, blev kristendommen slet ikke omtalt, men kun den tribut, der skulle betales.« Af de lettiske og estiske bondefolk forlangte de kristne Tyske Riddere - det hele! Fra omkring 1208 var hele Livland kommet under Sværdriddernes regime, og Albert i Riga vendte sig derefter mod stammerne i Kurland og Estland. (Livland er Letlands nordlige provins i modsætning til den vestlige provins: Kurland og den sydøstlige provins Latgallen. Provinsen Livland omfattede dog indtil 1917 også det sydlige Estland.) Under sine felttog havde Albert flere gange modtaget væbnet assistance fra Hansaens store handelsstation i Visby, og som belønning blev Riga i 1226 gjort til fri Hansastad, der hurtigt helt domineredes af de tyske storkøbmænd. Allerede i 1229 afsluttede Hansastæderne Visby og Riga en traktat med de russiske fyrster i Smolensk, der skulle sikre fri sejlads på Dünafloden. Omtrent samtidig med, at »Sværdridderne« gennemførte deres erobringstogt i Livland, var de danske konger begyndt at underkaste sig Estland. Det første korstog hertil var i 1196, og i 1206 havde danske riddere sat sig fast på den store estiske ø Øsel. Det er i 1219 at den danske kong Valdemar Sejr invaderer Esternes land, og de øvrige baltisk/slaviske folkestammer er således både trængt fra vest af De Tyske Riddere og fra syd delvist af mongolerne. Det afgørende danske felttog var slaget ved Lyndanis, der lagde grunden til kong Valdemar Sejrs herredømme over Estland. Det kom i de følgende år gentagne gange til blodige bondeopstande i det erobrede land og til regelmæssige stridigheder med de Tyske Riddere. De Tyske Ridderes kamp mod de hedenske litauiske fyrster medførte, at nogle af disse fyrster af omstændigheder blev "tvunget" over til den ortodokse tro. Den Tyske Ridderorden erobrer og tvangskristnede bl.a. i perioden 1226-83 preusserne, der derefter i 300 år forblev en Ordensstat under en Stormester. Landemesteren Hermann af Balk indleder i 1231 et korstog mod Torun og i 1233 mod Chelmno. Preusserne var et slavisk/baltisk folk. Indtil 1230 erobres Livland og Kurland, og der grundlægges tyske byer, men i 1236 lider de tyske et nederlag ved Saule mod litauerne og semgallere. Det var via det tyske ridderskab: lensherrerne, at de baltiske folk således stiftede bekendtskab med feudalismen i dens udviklede form, da den blev påført dem udefra, som de sejrrige erobreres nye "statsform". Kun i Litauen udviklede der sig en indfødt feudalstat i ca. 1250 under de uafbrudte krige mod polakker og tyskere fra begyndelsen af det 13. århundrede. Både Estland og Letland var dog varigt kommet i tyskernes hænder, og de baltiske folks tilværelse under fremmedherredømmet skulle komme til at vare de næste 700 år. For både estere og letter betød erobringen, at begge de to folkeslag hurtigt degraderedes til en tilværelse som forkuede og livegne bønder. De fik en ny religion og blev gradvis berøvet deres frie rådighed over hver eneste stump af den gamle frie bondejord. Kirken og de adelige Tyske Riddere delte rovet imellem sig som len, mens den indfødte befolkning forvandledes til ufri arbejdsslaver, der måtte svare tiende og tunge afgifter til de fremmede landrøvere. De købstæder, der opstod i de erobrede områder, var helt beherskede af tyske handelsfyrster, og den indfødte befolkning var derfor i alle retninger henvist til at leve et udsuget landproletariats kummerlige tilværelse. Kun nu og da afbrudt, når estere og letter med mellemrum - men altid forgæves - søgte at frigøre sig under de spontane bondeopstandes fane. Den eneste, men til gengæld så meget stærkere, nationale tradition hos de lettiske og estiske folk fra denne mørke periode er den primitive, men intense selvopholdelseskamp, som den livegne bonde gennem århundreder førte mod de fremmede Tyske Riddergodsbesiddere, der havde frarøvet ham hans jord. For disse bondefolk blev kampen mod godsejerne og kampen mod tyskheden identiske begreber. Og kampen for at genvinde den tabte jord og det socialt betonede opgør med erobrerne blev kernepunktet og det egentlige indhold i hele den nationale stræben hos de en gang frie folk. Det ændrede intet i disse elementære modsætninger, at jordbesiddelsen ved reformationen omtrent helt overgik fra kirken og de gejstlige ridderordner til verdslige lensherrer. Det viste sig hurtigt, at forskellen mellem kirkevældet og de nye adelige baronier var minimal. Målt med den baltiske bondes alen var det sociale indhold det samme. Ved sammensmeltningen med Polen under et fælles kongehus antog feudalherredømmet i Litauen land dog hurtigt mere et polsk end et litausk præg. De litauske former for feudalismen kan derfor vanskeligt adskilles fra de store polske magnaters og den polske »szlachta.« (landadels) historie. Men fyrst Jaroslav af Novgorod frygtede svenskernes, danskernes og tyskernes indtrængen og hærgen, så i 1227 døber han alle karelerne til den ortodokse lære, og i 1228 gennemfører han et felttog mod Tavastland. Så i 1229 påbyder paven i Rom en handelsblokade mod Novgorod, som heldigt har ført sig fremad, og får tilslutning mange steder fra. Oppe ved Østersøen anlægger de tyske købmænd og fyrster nye kolonier langs Østersøens kyster for at indtage vendernes lande. I Litauen er Mindove (Mindaugas) den første litauiske fyrste, der regerer fra 1235 med den romer-katolske kirkes velsignelse. Her i disse landområder havde Hanseaterne og Den Tyske Ridderorden stormet frem, og de havde også indtaget Pskov og var parat til at indtage Novgorod. Finnerne forsynede de svenske Stormænd med træ og levnedsmidler, og Hanseaterne opkøbte huder og skind. Tjære var til tider en betydelig eksportartikel. En vigtig indførselsartikel var salt. I 1236/37 gjorde tavasterne oprør i Finland mod den romer-katolske indflydelse, men via ærkebiskoppen i Uppsala fremsendte paven i Rom en bulle mod Tavasterne. De tyske Sværdridderne havde erobret Kurland og Livland, men efter et nederlag til litauerne i 1237 indgik Sværdridderne i Den Tyske Orden. De nordtyske handelsbyer i det Hanseatiske Forbund, beherskede allerede fra 1200-tallet den slaviske handel med vestEuropa. Og det var Novgorod de søgte i kamp med svenskerne, idet der gik en strøm af guld og sølvmønter til Novgorod for varerne, og samtidig i 1200-tallet blomstrede den karelske kultur ved Ladogas nordvestlige strande. Mongolernes indtrængen østfra medførte, at russerne i Moskva gennem de næste 200 år koncentrerede deres opmærksomhed sydpå, hvilket gjorde det muligt for de tyske købmænd og korsriddere at indtage Baltikum og for de Jagiellonske fyrster at danne StorLitauen i 1362. Da det russiske Rjazan-fyrstedømme i december 1237 ikke ville betale en tiendedel af alt til mongolerne, blev byen belejret i fem dage, hvorefter mongolerne totalt udplyndrede byen. På to måneder erobrede mongolerne 14 vigtige byer. Novgorod klarede sig dog udenom mongolernes hærgen. Men de russiske fyrster i Moskva m.v. blev nu afskåret fra handelsforbindelser mod Konstatinopel og centrum blev nu de nordlige russiske fyrstedømmer: Vladimir og Susdal omkring Øvre Volga og fyrstedømmet (bystaten) Vladimir, (der ligger 200 km. vest for Moskva). I efteråret 1240 forsatte Mongoler-Khanen: Batu med at erobre Kiev-Rus og mongolerne trængte ind i Polen, Ungarn, Böhmen og nordBalkan og sejrede ved Liegnitz i 1241 over schlesiske og polske fyrster. Her 100 kilometer fra Novgorod gav Khan Batu ordre til at svinge mod syd over den ungarske slette for der at mødes med mongolske stammer, der havde lagt vejen over det nuværende Rumænien. Men nu blev alle fyrstedømmerne i Vesteuropa reddet fra mongolerne, da Khan Batu fik meddelelsen om StorKhanens død, og det fik Khan Batu til at trække sig tilbage fra Europa til Karakorum, efter at han havde løbet fæstninger, fyrstedømmer og kongeriger over ende. Men i 1240 benytte svenskerne sig så af de slaviske fyrsters svaghed. På foranledning af den svenske kongemagt med Erik Erikson og den nye svenske kirkemagt i Åbo, der var krigerisk med biskop Thomas af Åbo (ca. 1225-1245) stod der i sommeren 1240 en vældig hær, bestående af svenskere, finner, nordmænd, danskere og tyskere (hæren var organiseret af Birger Jarl) ved floden Neva´s munding for at indtage hele det Novgorodske området. Men den novgorodske fyrste: Alexander, søn af storfyrst Jaroslav, marcherer mod angrebshæren med folk fra Novgorod og Ladoga, tiltrods for at Novgorod ikke havde nået at samle alle sine stridskræfter. Angrebshæren led enorme tab og flygter efter at samlet ligene fra deres fornemmeste mænd på et par fartøjer, - og krigen er dermed slut. Alexanders sejr giver ham æresnavnet: Nevskij, og Novgorods magt strækker sig derefter ind i Ingermanland. Fyrst Alexander fik hjælp af karelere og østfinner, og fyrst Alexander slog i 1242 Den Tyske Ridderorden og Korsridderne på isen ved Pskov-Peipus-søen. De Tyske Ridderes røvertogter mod øst blev bragt til en foreløbig afslutning. Men i 1246 måtte også Novgorod fyrsten: Alexander, anerkende MongolKhanen som sin herre. En munk fortæller fra Kiev, at der i 1245 overalt lå utallige skeletter af mennesker efter mongolernes hærgen, og at der kun var 200 huse tilbage. Men der var stadigvæk var et righoldigt købmandsliv i Kiev. Kontrollen over Novgorod forblev Sveriges drøm gennem hele middelalderen. Men estere og letterne havde ingen fyrster. Det er ikke meget man ved om disse folks historie før omkring 1250, men Letland og Litauen blev oprindeligt befolket af forskellige stammer: lagaller, semgaller og liver. Det varigste spor fra danskertiden blev anlæggelsen af byen Reval i Estland, der allerede i 1248 blev optaget i Hansaen, og som hurtigt fik et helt tysk præg. I 1249 fører svenskeren Birger Jarl (Birger Magnusson af Bjälboætten) et hærtog mod tavasterne, og etablere bosættelsen: Tavastenhus, her hvor vikingerne tidligere havde en handelsplads. Hærtoget og Tavasthus lægger grundstenen til sveernes magtovertagelse i Finland. Finner og tavaster flyttes til den Finske Bugts karelske kyst. I perioden fra 1241 til 1340 svækkes Danmark p.g.a. indre stridigheder, der udspringer af en fremvoksende købmandsstand, herremandsstandens fremvækst, adel og kristne kongers rovdrift på bønderne. Resultatet er, at Hanseaterne (Lybeck) overtog udenrigshandelen, bl.a. metallerne fra mellem-Sveriges gruber, silden fra Skåne, og tørfisken fra Bergen. I 1270 er Karelen et forvaltningsområde under Novgorod. I 1280 bygger fyrsten af Novgorod Kopore slot i Ingermanland, men svenskerne angriber forsat og grundlagde Viborg slot i 1280/83. I 1290 begynder bygningen af kirken i Åbo. Tavasterne og karelerne lå nu i strid med hinanden, og derfor etablerede svenskeren Torgils Knutssons i 1293 et felttog mod karelerne og erobrede karelernes land. Den store svenske bosætningsbølge skabte nybyggerområder - især mod nord (Norrland) og mod øst (Finland). De svenske områder i Finland var geografisk spredt og begrænset til kystegnene, da finnernes forfædre allerede tidligere havde bosat sig i de bedste landbrugsområder i det egentlige Finland, i Tavastland og i de Österbotniske ådale. I 1261 generobres Konstantinopel fra mongolerne med hjælp fra Genova, og Kiev-Rus riget er aftaget så betydeligt, at metropolitten i 1299 flytter fra Kiev til det nordøstlige fyrstedømme:Vladimir,

I 1300 angriber svenskerne ved Neva flodens delta, og anlægger en fæstning, der året efter ødelægges af novgoroderne. Men stridighederne mellem de herskende svenske Stormænd om kongemagten forsætter, og det medfører, at novgoroderne i 1318 trænger frem og afbrænder Åbo. Novgoroderne skal endda have været nået ind i Nord-Norge. I 1322 mislykkes en novgorodisk belejring af den svenske fæstning Viborg, og mellem svenskerne og novgoroderne etableres der fredsforhandlinger i Nöteborg (Petrokrepost) på en lille ø ved Neva-flodens udløb. Ved freden i Nöteborg i 1323 blev grænsen trukket fra Systerbäck nordvestover mellem svensk finland og novgorodisk område på det Karalske Næs til søen Saimen. Ingermanland forblev under Novgorods styre. Ladoga-karelen, der var karalernes kerneområde forblev under Novgorod. Men det karelske stammeområde blev langsomt delt i et vestligt svensk Karelen og et østligt novgorodisk Karelen. Pskov frigjorde sig i 1300-tallet fra Novgorod. I 1328 gjorde svenskerne krav på Norrland (Hälsingland) og indtog Den Finske Bugts vestkyst, og det medførte brydninger med de novgorodske karelere. Afslutningen på »danskertiden« i Estland var i øvrigt lidet flatterende. En af datidens krønikeskrivere beretter om de danske lensmænds udskejelser: »deres herredømme var af den art, at de skændede esternes kvinder, voldtog jomfruerne, fratog dem deres ejendom og begyndte at anvende dem selv som slaver.« Følgerne af dette misregimente var den store bondeopstand i de nordlige estiske provinser i 1343. Den danske konge måtte indkalde de Tyske Riddere for at knuse oprøret, og disse indledte en veritabel udryddelseskrig mod befolkningen. Som straf bestemte den Tyske Orden, »at man på en bestemt dag skulle tage deres liv og, at forældrene skulle dræbes sammen med deres børn, og dette blev også fuldbyrdet.« I 1346 sælger kong Valdemar Atterdag det urolige og omstridte Estland til de Tyske Riddere for 19.000 sølvdalere. D. 15. februar 1362 for finnerne ret til at sende repræsentanter med stemmeret, til det svenske kongevalg. Men i 1363 konspirere herremændene i Sverrig mod kongen, og under stridigheder om hvem der skal tage den svenske krone, tilbyder de svenske herremænd kronen til grev Henrik af Holsten, men da denne sige nejtak, sker der et ulovlige kongevalg i 1364 på Albrekt af Mecklenborg (1340-1412), som støttes af Lybeck, Werle, Hansestæderne, Stralsund, Wismar, Rostock og Holsten. Statholderen på Åbo slot holdt med Albrecht af Mecklenborg og allerede i november 1363 var Albrecht af Mecklenborg afsejlet med 1.600 soldater fra Warnemünde til Sverrig, hvor Kalmar og Borgholm på Øland var pantsatte til holstenerne og Hansaen. Det kom til at koste 7 år kampe førend Albrecht vinder Sverrig med magt. Han var den første der udstedte en håndfæstning i Sverigs historie, og han anvendte tyske adelsmænd i forvaltningen. Men den mægtigste mand er Bo Jonsson Grip, der ejede store dele af Sverrig og hele Finland. Men befolkningen og de svenske Stormænd blev meget utilfredse med Albrecht og han afsættes i marts 1388; men forsøger med alle militære midler at bevare sin svenske krone; men han tilfangetages i 1389 efter at have tabt et slag ved Falköping. I 1391 åbner Mecklenborg, Rostock og Wismar deres havne for sørøveri for alle som "på eget eventyr vil skade Danmarks rige". Sørøverne fik stor tilslutning af bl.a. mecklenborgske adelsmænd, der blev ledere for de såkaldte vitaliebrødre. Sørøverne i Østersøen fik dette tilnavn, fordi de tilførte levnedmidler (viktualier) til det belejrede Stockholm under den kamp, som afsatte Albrecht af Mecklenborg. I 1396 gennemfører svenskerne et hærtog mod det karelske land i det nordlige Ladoga, der er under Novgorod fyrsten, og der bygges borge i Åbo, Tavasthus (Häme) og i Viborg. I 1397 etableres så Kalmarunionen mellem Norge, Sverige og Danmark. Først i 1398 indledes en offensiv med vitaliebrødrene med 8 fartøjer med en besætning på 445 bevæbnede mænd fra Kalmarunionen, Lybeck, Hamburg, Preussen og Riga, og vitaliebrøderne stikker af, og Stockholm overgives til Kalmarunionens´ konge: Margrethe I.. Den tyske Orden indtager Gotland, der var sørøvernes vigtigste base. I 1410 lider den Tyske Orden et stort nederlag overfor Polen og Litauen i slaget ved Tannenberg. Erik af Pommern (1412 - 1439) er kendt i Finlands historie gennem landets deling i den nordfinske og den sydfinske retskreds (lagsaga). I det hele taget holdt den svenske adel i Finland ofte med unionskongen i København; jo længere borte kongen var, des friere hænder havde man. I 1438/39 udbrød oprør i Finland, og oprørsbevægelsen blev understøttet af rigsforstanderen: Karl Knutsson Bonde. Oprøret mislykkes dog, men Karl Knutsson Bonde forhandlede sig til østFinland, det finske Karelen og Viborg, da Kristoffer af Bajern i 1441 blev konge i Sverrig. Karl Knutsson Bonde blev i Viborg indtil han valgtes til konge i Sverrig i 1448. Den danske kong Kristian I (1448-1481) forsatte i 1460érne med at lade sin rigsforstander Erik Axelsson Tott opbygge en magtbase omkring Viborg. I Novgorod opstod der nu strid mellem de ledende slægter om hvorvidt man skulle tilslutte sig Storfyrsten af Moskva eller Litauen. Det gav Storfyrst Ivan III af Moskva anledning til at gribe ind, og efter to felttog faldt Novgorod i hans magt i 1478, hvorefter en stor del af befolkningen bortførtes, og i 1494 fordrives Hanseaterne fra Novgorod. Novgorod bibeholdt dog handelsretten til Sverrig. I 1493 anlagde svenskerne fæstningen Olofsborg i 1493 - indenfor den novgorodske grænse - i østFinland (Savo). I 1495-97 trænger moskovitterne ind i Karelen og rigsforstander Knut Posse forsvarede Finland mod moskovitterne. Der påbegyndes en brutal krig, og moskovitterne slås tilbage af svenskerne ved Viborg. D. 8. november 1494 indgår den danske kong Hans en freds- og venskabsaftale med Storfyrst Ivan III af Moskva, der er vendt mod Sverrig og Litauen. Men i 1497 tvinges kong Sten Sture til at slutte fred med moskovitterne, men svenskerne forfalskede fredsaftalen. På denne baggrund mente finnerne, at Sverrig ikke kunne forsvare deres østgrænse, og efter nogen diskussion blev Erik Turesson Bielke rigsforstander over finnerne. Efter krisen i 1497 tilslutter Erik Johansson sig oprøret i 1501 mod unionskongen Hans, og Erik Johansson blev rigsråd i 1503 og høvedsmand på Kastelholm på Åland i 1504/05. I 1509 plyndrer danskerne Åbo. Men i Sverrig er der udbrudt strid mellem rigsforstanderen Sten Sture den Yngre (selvstændighedspartiet) og ærkebisp Gustav Trolle (unionspartiet). I august 1516 gentages den dansk-russiske venskabstraktaten fra 1494, men nu mellem Kristian II og den russiske zar og den indeholder russisk hjælp til Danmark mod Sverige, og dansk støtte til Rusland mod Litauen. De danske købmænd fik handelsprivilegier i Novgorod og Tvangorod med faktorier, pakhuse, magasiner og tilladelse til at rejse en kirke. I 1517 afsætter Sten Sture ærkebispen i Sverrig, og paven sætter Sten Sture og hans tilhængere i band, og i 1520 slår den danske kong Kristian II´s (1513-1523) hær Sten Sture´s tropper, og over 80 stormænd blev i den følgende tid henrettet på Stortorvet i Stockholm for sammensværgelse mod Gustav Trolle og kætteri mod den romer-katolske pavemagt. Kristian II gennemførte den samme udrensning af de finske Stormænd. I 1521 falder Kalmarunionen fra hinanden. Erik Joakimson der i 1512 var landsfoged i nordFinland, kom til at spille en betydelig rolle mod Kristian II. Han forsøgte forgæves at indtage Åbo for Gustaf Vasa, men det lykkedes ham på havet, at afvise de danskere, der skulle komme danskerne i Stockholm til undsætning i 1522. I august 1523 drog Erik Joakimson med 2400 mand til Finland, som Søren Nordby havde i len, og Erik Joakimson´s hær indtog slottene og tvang danskerne til at rømme landet. Hans fortjenester for Gustaf Vasa skaffede ham den største indflydelse på Finland, hvor han startede de første jerngruber, men overfor almuen var han tyrannisk, sådan at Gustaf Vasa advarede ham mod han egennyttige overgreb på folket. Gustav Vasa blev således i 1523 konge af Sverrig og blev understøttet af Lybeck, og i 1523 blev Kristian II fordrevet fra Danmark. Gustav Vasa gennemførte i 1520'erne reformationen og fik brudt den katolske biskops magt i Åbo. I 1526 blev Erik Joakimson i Finland sendt til Rusland og afsluttede en traktat med tsaren. I 1526 blev danskeren Søren Norby slået at en svensk-lybsk flåde og flygtede til Moskva. Den lutherske reformation indebar, at kong Gustav Vasa omvendes til lutheraner i 1527, og den ide kommer også til at gælde i Finland, der var opdelt i en række grevskaber. I december 1526 forbød Frederik I gilderne i Danmark. Da kong Frederik I. i Danmark dør i 1533 opstår der uro, da kirken frygter hans søns lutherske tanker. Adelen vil gerne have Frederiks ældste søn: Kristian på tronen. Samtidig er der kræfter, der vil genindsætte Kristian II på tronen. I Lybeck er der fremkommet et regime, der vil udelukke de hollandske skibe og deres handel i Østersøen. Gustaf Vasa vil ikke være med til lybekkernes handelshindringer, og opsiger lybekkernes rettigheder på handel i Sverrig. I København og Malmø er de danske borgmestre med på lybekkernes planer, og de vil også gerne afsætte Gustaf Vasa, ligesom de vil have genindsat Kristian II. Lybekkerne engagerede grev Kristoffer af Oldenborg som hærfører, og han går ind i Holsten med 4.000 soldater og 600 ryttere, og en mægtig kamp om Danmark trone pågår nu i et par år med voldsomme stridskræfter. I grevefejden deltog Erik Joakimson i 1535 som kong Gustaf Vasa´s kommissær ved hæren og flåden, og førte underforhandlinger med kong Kristian III. Reformationen bliver indført i Finland af finnen Mikael Agricola (Mikael Olavinpoika 1510-1557), der i Finland etableres et svensk skriftsprog i 1543. I 1546 mister Mikael Agricola sin skole og sit hjem, da halvdelen af husene i Åbo nedbrænder. I 1550 grundlægges Helsingfors. På grund af en grænsestrid opstår der krig i 1555/57 mellem Sverrig og Moskva på det Karelske Næs, og en del byer i Ingermanland ødelægges. Den livlandske Ordensstat var i opløsning og Riga og Estland søgt støtte hos Polen-Litauen - Reval og store dele af Estland søger støtte hos Sverige, men Gustav Vasa undlader at reagere på henvendelserne. I 1558 erobrer den russiske zar Ivan IV Grusomme Narva og går videre ind i landet. Biskoppen af Øsel solgte i 1559 Øsel til Frederik II´s broder Magnus for 30.000 dalere. I 1561 indtog den svenske kong Erik XIV byen Tallinn og Reval, og Estland kommer under den svenske kongemagts overhøjhed, medens livlænderne kom under de polske konger. Klaus Fleming kom i 1561 med i kong Erik XIV rigsråd, og i 1562 blev Klaus Fleming svensk statholder (guvernør) i Pärnu (Estland). I 1563 var Klaus Fleming en af lederne for ekspeditionen til Finland, der sluttede med hertug Johan´s tilfangetagelse. Men der bryder krig ud i 1563. Lybeck og Polen bekriger Danmark Sverige, - Rusland angriber Polen, som er allieret med Danmark. Under rejsningen mod kong Erik XIV i 1568 gik Klaus Fleming over til hertugerne, og kong Johan (1568-1592) viste ham stor yndest, sådan at han blev friherre til Vik og blev øverste admiral i 1569. Klaus Fleming anførte den hær, der i februar 1570 hærgede i Trondhjems amt. I december 1570 skabtes fred i Stettin mellem Danmark, Lybeck, Polen og Sverige. I 1570 plyndrer Ivan den Grusomme Novgorod og Ingermanland. Han tvivlede på Novgorods loalitet. Man mener at 60.000 dræbtes, og mange tvangsflyttedes, således at Novgorod var totalt ødelagt for fremtiden. Ingermanland var blevet ramt af den livlandske krig. Krigshandlinger opstår mellem moskovitterne og svenskerne i Finland. Den svenske general Herman Fleming (1520-1583) i Narva angriber russerne, men den svensktalende kystbefolkning øst for Kymmene Elv blev næsten udryddet. I 1574 fik Klaus Fleming overbetalingen over krigsmagten i Finland. I 1583 overtager svenskerne Ivangorods, Jamas og Kopores len, og indbyggerne fra det egentlige Finland overtager jorden i Ingermanland. I Åbo og delvist i Viborg var der fremkommet en borgerstand der havde tyske aner, der havde ret til at drive udenrigshandel. På et møde i Reval i 1589 var Klaus Fleming den eneste, der stod på kong Johan´s side. I 1590 angriber Juha Vesanen med 700 mand det russiske Petsamo og myrder løs. Krigen mod russerne er påbegyndt. Klaus Fleming bliver i 1591 herredshøvding i Østerbotten, øverstbefalende for hæren, og statholder for Finland og Estland, samt rigsmarskal til 1597. De indre kampe, der opstod efter kong Johan III´s død i 1592 satte Sverrig i bevægelse, og Klaus Fleming gik imod hertug Karl´s planer om at det svenske rigsråd kunne blande sig i Finlands styrelse, og Klaus Fleming ville derfor kun adlyde den katolske kong Sigismund (1592-1599). Klaus Fleming førte i 1593 Sigismund fra Danzig til Sverrig mod hertug Karl og stænderne, og samme år nedkæmper Klaus Fleming et bondeoprør i Tavastland. I 1594 fører Klaus Fleming kong Sigismund (1592-99) til nye kampe i Polen. Med hensynsløs konsekvens og magt lykkedes det også for Klaus Fleming i Finland at gennemføre en sejr. Men han ville ikke efterkomme rigsrådet og stændernes trufne beslutninger, der gjorde Karl til rigsforstander. Han beholdt flåden hos sig i Finland. Der blev sluttet fred med russerne i Täyssinä i 1595, hvor moskovitterne får Ingermannland og Kexholm, og svenskerne får Narva, østEstland og Reval. Men Klaus Fleming lagde det store antal tropper, der havde været brugt mod russerne i indkvartering hos almuen (borgeleje), og denne og andre ulovlige byrder fremkaldte en stærk gæring, - særlig i det nordlige Finland. Og kom så og påstå, at lutheranerne var bedre end de katolske folkemordere. Hertug Karl og præsterne pustede til ilden i Finland, og i vinteren 1596 rejste den finske almue, navnlig i Østerbotten, sig gentagne gange mod det trykkende soldatervælde. Finnerne var trætte af den økonomiske udbytning og afgifterne til det svenske militær Og i vinteren 1596 starter et bondeoprør ("køllekrigen"). Bengt Pålsson sejler til hertug Karl i Stockholm, og får besked på at bønderne kan fordrive kongens tropper. Men det lader sig ikke gøre, da tropperne fanger bønderne og sænker dem under isen eller bruger dem som levende mål i skydekonkurrancer. D. 25. november 1596 samles de oprørske køllemænd ved Kyrö kirke. I Savolaks måtte høvdingen på Nyslot bede om hjælp fra Viborg og Kexholm slotte. 500 bønder blev nedslagtet. Det er lykkedes Jaakko Ilkka fra Ilmola at flygte fra Åbo, og bønderne valgte Jaakko som leder. D. 25. december samledes 2.500 køllemænd ved Nokia herregård i Pirkanmaa, 15 km. vest for Tammerfors, og snart dukker Klaus Fleming op med 3.300 rustede mand. Den 31. december får bønderne frit lejde, men 600 af dem dræbes. Bøndernes ledere fængsles. Fogeden: Abraham Melkiorsson henretter i januar 1597 bøndernes ledere på Kontsas og de blev lagt på hjul og stejle, og det skete også for: Bengt Piri, Yrjö Kontsas, Abraham Pernu, Winick Mångs fra Karleby og Olof Olofsson fra Lochteå. I januar holder bønderne landskabsmøde i Pedersöre. Fogeden: Abraham Melkiorsson møder op med 600 krigere, og tusinde bønder kæmper, og det lykkedes at fange Abraham Melkiorsson, som af Såka Jakob føres til Arboga i Sverige, hvor Abraham Melkiorsson henrettes året efter for sine misgerninger mod bønderne i Finland. I januar 1597 prøver bønderne at fordrive tropperne fra Tavastland, men de bliver drevet tilbage af Klaus Flemings rytteri. D. 14. januar fik 400 køllemænd i Tavastland fik frit lejde af Ivar Tavast, men bønderne blev groft tilintetgjort. D. 23. januar 1597 fik bønderne frit lejde i Savolaks, men 500 blev derefter nedslagtet; Tapani Hänninen fra Rautalampi blev fængslet og Paavo Tuomahainen døde i kampen og blev lagt på hjul og stejle. Tusinde bønder samles ved Karleby kirke. Klaus Fleming´s tropper og rytteri myrdes nu 5.000 oprørske bønder. 12 og 12 blev de fangne bønder druknet under isflager, og oprørslederen Jaakko Ilkka fra Ilmola henrettes. Dette absurde myrderi forsætter i februar måned. Klaus Fleming´s forsætter nu kampen mod hertug Karl, men dør pludseligt i 1597, hvilket er medvirkende til Karls sejr. På denne tid bliver finsk udviklet som rigssprog. I 1609 erobrer svenskerne Novgorod og i 1617 sluttes fred i Stolbova. Ingermanland er ødelagt af krigene og tilfalder Sverige, der gennemfører tilflytninger, således at de ortodokse karelere flygter til den russiske side. Neva blev da en svensk flod, og på det sted, hvor Peter den Store senere byggede St. Petersborg, lå den svenske by Nyenskans. I 1629 kommer livlænderne under Sverrig. Svenskerne behersker nu den Finske Bugt og den Botniske Bugt. 30-årskrigen bryder ud i 1618 til 1648, og i perioden 1630-1643 bliver de finske ryttere berømte for deres vildskab i de militære kampe, og deres leder er den finske general Torsten Stälhandske. I 1640 (1623) etablere dronning Christina af Sverrig finnernes første universitet i Åbo, og i 1642 er finnerne så "heldige" at modtage den første oversættelse af den romer-katolske bibel på finsk. Henrik Fleming (1584-1650) var viceadmiral i Gustav II Adolf´s (1611-1632) danske og russiske krig. I 1617 blev han statholder over Viborgs og Nyslotts amt, i 1620 amtmand i Ingermanland og i 1628 viceadmiral. Gustav II Adolf sammenkaldte Finlands stænder til en landdag i Helsingfors i året 1616. Han oprettede Åbo hofret i 1623. Kort efter hans død grundlagdes Finlands første universitet, Åbo akademi, i året 1640. Sverige var blevet vidt udbredt mod syd og øst. Den Finske Bugt var et svensk indhav, og det samme gjaldt næsten hele Østersøen. Kexholms len ved Ladoga, Ingermanland, Estland og Livland var provinser, der var knyttede til det svenske rige. Pommern og dele af den øvrige tyske østersøkyst var svenske. Gustav II Adolf havde ved sejrrige krige med Rusland, Polen og Tyskland lagt beslag på så godt som alle Østersøens flodmundinger, hvorfra den svenske statskasse oppebar indbringende toldafgifter. I marts 1644 erobrede Henrik Fleming Jämtland, men blev smidt ud igen. Men krigen mellem Moskva og Sverrig om herredømmet over Ingermanland bryder ud igen i 1656-1658. Store folkemasser af ortodokse flygter fra Ingermanland over til russerne, og i det skabte tomrum flytter ca. 20.000 indvandrede fra det svenske Finland, ind i Ingermanland, og lokkes med løfter om gratis jord og frihed fra krigstjeneste. Herman Fleming (1619-1673) slutter som svensk generalguvenør i Finland. I perioden 1681-1689 er Ingermanlands forstander: Johannes Gezelius den Yngre, og han gennemtvinger de ortodokse ingermanlændinger og karelere til lutherdommen, sådan at ved overgangen til 1700-tallet er 75% af befolkningen i Ingermanland tilsluttet den lutherske overtro.

Men Ruslands zar Peter den Store begynder en nu krig, for at få adgang til Østersøen. I 1702 erobrer zarens tropper Nöteborg og i 1703 Nyen. D. 12. maj 1703 blev området omkring Neva-flodens udløb i Den Finske Bugt erobret fra svenskerne, og allerede d. 16. maj 1703 påbegyndtes byggeriet af Peter-Paul fæstningen. 40.000 livegne blev tvangsudskrevet til arbejdet, og i 1712 blev Skt. Petersborg gjort til Ruslands hovedstad. Den store nordiske Krig 1700-1721 betød en voldsom omvæltning i Finlands historie. I 1714 invaderer zar Peter den Store Finland. Bl.a. i 1716 angriber Karl XII Norge. Da Karl XII´s døde i 1718 trådte der en regerende rigsdag i Sverrig og to partier, hatte og huer, der kæmpede om herredømmet og indsatte regeringen, og med freden i Nystad 1721 blev Sveriges skæbne beseglede som stormagt. Ikke alene Østersøprovinserne afstodes nu til Rusland, men også det Finlandske Karelen med Kexholms len og Viborg, hvis fæstning i over 400 år havde modstået novgoroderne. På svensk område havde Peter den Store, mens krigen rasede, lagt grunden til sin nye hovedstad. I 1727 blev Novgorod udnævnt til hovedstad i Novgorod regionen. Men svenskerne udbygger deres militære bastioner langs den finske kyst, og i 1741 gennemførte hattepartiet en dårligt forberedt revanchekrig mod Rusland. Den svenske hær blev straks oprevet i Finland og kapitulerede kort derefter ved Helsingfors. I 1743 blev der etableret fred i Åbo, og Sverrig måtte afstå en større landafståelse til Rusland, og herefter var Finland delt i et svensk og et russisk Finland. Kun ved at føje sig efter kejserinde Elisabeths ønske og udse hendes slægtning Adolf Frederik af Holstein-Gottorp til tronfølger fik Sverige forsat andel af Finland. Og freden i 1721 (Nystad) og 1743 (Åbo) medførte, at Sverige blev et russisk lydland. I året 1738 åbnes et spindehus i Åbo, og samtidig begynder et valkeri sin virksomhed, som ligger ved søen Littois, udviklede sig sidenhen til en af Finlands førende uldfabrikker. I Finland forblev tysk skole- og erhvervssprog helt frem til 1840. Trods den trykkende undergangsstemning efter 1743 blev Finland blev opmålt og kortlagt, og der foretoges oprensning af strømme og kanalarbejder og grundlagdes industrier. Efter mange forhandlinger frem og tilbage tillod kommercekollegiet i 1756, at der grundlagdes en sukkerfabrik i Åbo. I Sverige fandtes der på denne tid allerede en halv snes stykker, og man frygtede for overproduktion. I 1780érne byggedes sukkerfabrik nr. 2 i Borgå. Råsukkeret kom fra Frankrig og tilførselen var uregelmæssig. Adolf Fredrik´s søn: den svensktalende Gustav III blev konge i 1771 efter magtkampe og i 1772 gennemførte han et kup (enevælde), der lagde hoveddelen af regeringsmagten i kongens hænder. Men regeringsformen forbød kongen at starte en krig uden stændernes samtykke. Han havde selvfølgelig et fast greb om riget, og den stærke søfæstning Sveaborg udenfor indløbet til Helsingfors gjordes færdig. Helsingfors var på denne tid en lille by med nogle få tusinde indbyggere. Gustav III´s undertrykkelse af adelsoppositionen medførte at han ikke turde at føre krig mod Rusland, som regeredes af kejserinde Katarina den Store. Men da Tyrkiet og Rusland kommer i krig i 1787, indleder Gustav III krig mod Rusland d. 1. juli 1788 og angriber uden stænderforsamlingens samtykke. En sammensværgelse indenfor hæren - det såkaldte Anjalaforbund med 112 officerer, dannet i en finsk grænseby - ødelagde delvist kongens enerådige offensiv. Danmark havde en traktat fra 1773 med Rusland og forpligtigede sig til at opstille med 12.000 mand, 6 linjeskibe og 3 fregatter, hvis Rusland blev angrebet. I september 1788 gik en dansk/norsk styrke på 8.000 mand fra Oslo ind i Bohuslen, men i maj 1789 truer Preussen og England med at besætte Holsten i strid med international ret, sådan at Danmark i november tvinges til at trække sig ud af Sverrig. Sverrig og Rusland slutter fred i Värälä i 1790. 50.000 svenske var faldet, 23 millioner rigsdalere og mange orlogsfartøjer måtte afleveres til russerne.

D. 31. oktober 1805 erklærede Gustav IV Adolf krig mod Napoleons Frankrig, og er således på samme side som Storbritannien og Rusland. Afgørende herfor er Sveriges store handel med englænderne og kongens personlige had mod Napoleon, der i december 1805 slår østrigerne ved Austerlitz. Svenskekongen sender tropper til svensk Pommern, og efter mange forviklinger og kampe forlader de sidste svenske tropper Tyskland i september 1807. Alle har tabt mod Napoleon - og Ruslands zar og Napoleon har lavet aftaler. Uden krigserklæring rykkede zarens tropper i vinteren 1808 ind i Finland, og efter krigen 1808-09 opløstes det politiske fællesskab mellem Finland og Sverige. Kongen i Sverrig udnævnte feltmarskal Klingspor til øverstkommanderende, og han rømmede de svenske territorier lige op til Østerbotten. Admiral Cronstedt overgav den velrustede fæstning Sveaborg til russerne, og midt under krigen indkaldte zar Alexander I det finske folk til en landdag i Borgå, der åbnedes af Alexander I, der sagde, at Finland nu var blevet ophøjet i nationernes tal. Den finske adel samt de repræsentanter for præsteskabet, Borgerstanden og bønderne, som tidligere havde begivet sig til rigsdagen i Sverige, dannede nu Finlands landdag, og storfyrstendømmet fik sin egen regering, som kaldtes senat. Det bestemtes endvidere, at kun finlandske borgere kunde beklæde embeder i storfyrstendømmet. De svenske love og de gamle svenske domstole vedblev at råde i Finland, og på samme måde blev hele det gamle forvaltningsapparat stående. Freden i Frederikshamn i 1809 gjorde Finland et autonomt storfyrstedømme under den russiske zar, incl. Ålandsøerne. I Sverrig blev Gustav IV Adolf afsat forinden freden i Paris i januar 1810. Officererne gjorde oprør efter nederlaget til russerne og Karl XIII blev indsat som konge. Zar Alexander I´s popularitet voksede i Finland, da han i 1811 genforenede de i 1721 og i 1743 fraskilte østlige områder - det såkaldte gamle Finland tillige med den Karelske hovedstad Viborg - med storfyrstedømmet Finland, og Helsinki blev hovedstad. I 1812 sluttede den franske marskal Bernadotte, der var i svensk tjeneste et forsvarsforbund med Alexander I. Frivillige finlandske tropper fik til opgave, at gøre vagttjeneste i Petrograd, da Napoleon angreb Rusland i 1812. I Sverrig valgte man Jean Baptiste Bernadotte til tronfølger, der antog kongenavnet: Carl XIV Johan, og i 1813 gik Sverrig mod Napoleon, og Bernadotte fik stormagternes løfte om Norge som belønning for hans militære indsats. Bernadotte angreb Danmark og tvang kong Frederik VI til at afgive Norge ved freden i Kiel d. 14. januar 1814. Zar Alexanders efterfølger; Nikolaj I førte et autokratisk herrdømme, og den finlandske landdag blev ikke sammenkaldt, da styrelsen foregik administrativt. Økonomisk gik Finland fremad. Under Krimkrigen i 1854-56 havde svenske tilhængere planlagt Finlands løsrivelse fra Rusland. Det siges, at den daværende svenske kronprins, den senere Karl XV havde stået bag planerne; men planerne strandede på den loyalitet, som bestod overfor den russiske zar, og dels på den upopularitet, som englænderne havde påført sig gennem en hensynsløs brandskatning og plyndring af Finlands kyster under Krimkrigen. En række reformer blev indført i Finland i årene efter 1856. Finanschefen I. G. Von Haartman havde gennemført en møntreform og taget initiativet til bygningen af Saima-kanalen, der blev færdigt i 1859. Til udnyttelse af det østlige Finlands skovrigdom var denne samfærdselsvej, hvis finansiering havde ligget i hænderne på Finlands bank, af overordentlig betydning. Med Nikolaj I´s søn og efterfølger: Alexander II forsatte fremgangen i Finland. På Alexander II´s initiativ indkaldtes den konstituerende landdag i Helsingfors 1863. Det blev besluttet, at landdagen skulle sammentræde hvert tredje år, og senere hvert femte år. I 1863 blev finsk ligestillet med svensk som officielt sprog, selvom landdagens adel og Borgerstanden var svensktalende. Der fandtes et større antal finsktalende præster og flertallet af bondestanden talte finsk. Men modsætningen mellem finsk og svensk skærpedes i 1870érnes og 1880érnes Finland, da der opstod en finlandssvensk bevægelse. I 1870érne påbegyndtes bygningen af jernbaner, og snart var jernbanen Helsingfors-Petrograd færdig. Industrien gjorde fremskridt og træeksporten kom i gang. Handelen med Rusland blomstrede, og Finland havde nu også sin egen hær, der udmærkede sig i den russisk-tyrkiske krig i 1877-78. I 1877 indførtes guldmøntfod, som vedblev at bestå til 1915. Russere ikke havde nogen mulighed for at få embeder i Finland, men samtidig kunne finlandske mænd avancere til de højeste poster i Rusland. Finland havde en ministerstatssekretær ved zartronen, og ministerstatssekretæren havde et kancelli til sin rådighed. Ved siden af møntvæsenet og hæren havde Finland også sit eget postvæsen, samfærdselsvæsen, toldvæsen o.s.v.. Men den russiske opinion spurgte ofte om Rusland havde erobret Finland, eller om det omvendte var tilfældet. I 1881 blev Alexander II myrdet med en bombe, og hans efterfølger: Alexander III aflagde i lighed med sine forgængere ed på Finlands privilegier og hilstes med så meget større kærlighed, som hans gemalinde var en dansk prinsesse og således forstod det sprog, der endnu var fremherskende i Finlands førende kredse. I året 1886 forsøgte den finske Leo Mechelin at påvirke og ændre Finlands statsretlige stilling. Men fra russisk side fastholdt man, at zar Alexander I havde anerkendt den svenske lov af 1734 til efterlevelse i Finland, men at han aldrig havde godkendt Gustav III's regeringsform, og dette medførte, at russerne forhindrede de finske forsøg på autonomi med Postmanifestet af 1890, som indeholdt et fælles postvæsen for hele det vældige russiske rige. Diskussionen gik derefter på, om der skulle etableres en realunion mellem Finland og Rusland, sådan at Finland skulle underordnes den almindelige rigslovgivning. J.fr. Preussens og Østrigs angreb på Danmark i 1864 i forbindelse med Slesvig-Holsten. Finlands daværende generalguvernør, grev Heiden, ønskede at forvalte Finland som et russisk guvernement. Den russiske ministerpræsident Bunges overlod dog regeringsmagten i 1894 til zar Nikolaj II. Arbejderklassen i Finland var fra 1880érne blevet organiseret under en borgerlig ledelse, og arbejderbevægelsen voksede frem fra 1890. Men i 1899 trådte arbejderne frem som en selvstændig klasse ved at afvise borgerlige krav. Finlands Socialdemokratiske Parti blev stiftet i 1899 og etablerede sig som et tosproget parti. Som generalguvernør sendtes i 1898 den energiske Bobrikoff til Finland. I 1899 udfærdigedes Februarmanifestet, som afviste Finlands autonomi. Den finske landdag var dog den eneste lovgivningsmyndighed i storfyrstendømmet i lokale sager, men det Borgerlige Finland organiserede en modstand og sendte 500 finske Borgere i deputation til Petrograd. Zar Nikolaj II tog ikke imod deputationen, men generalguvernør Bobrikov fremkom med en tilkendegivelse om en snart forestående uddeling af jorden til Finlands store ejendomsløse masser, og vandt derved tilhængere i befolkningens brede lag. Men Borgerklasserne blev rigtigt sure og deres presse måtte undertrykkes med censur. Samme år i 1899 udnævntes den russiske statssekretær v. Plehwe til ministerstatssekretær for Finland.

I 1900 udstedtes sprogmanifestet, der foreskrev russisk som officielt sprog i de centrale embedskontorer. En russisk rigslov anviste ligestillethed, sådan at russiske borgere i Finland ligestilledes med finlandske, og den finske hær blev opløst. De værnepligtige fik ordre til at indfinde sig til russisk indskrivning, men de værnepligtige mødte ikke frem, og det kom til demonstrationer i Helsingfors i april 1902, hvor de Orenburgske kosakker gik mod folkemængden. Generalguvernør Bobrikov blev skudt i 1904 af den finske Eugén Schauman, og ministerstatssekretæren v. Plehwe faldt også for morderhånd, m.fl.. I 1904-05 kom det russiske zardømme i vanskeligheder, da Japan var sejrherre efter en voldsom invasion i Østen. I 1903 vedtog arbejderne et socialistisk program og begyndte at kæmpe for stemmeret. I januar 1905 demonstrerede russiske arbejdere i Petrograd med helgenbilleder og hellige faner, og gik til Vinterpaladset for at tale med deres „lille far" zar Nikolaj II . Men kosakkerne lod piskene hvine og geværerne knalde, og blodet flød i strømme i Petrograd. I Helsingfors udfoldedes to dage senere de røde faner. I oktober 1905 udbrød den russiske storstrejke, og der blev knyttet bånd mellem den finske og den russiske Arbejderklasse, og strejkebevægelsen forplantede sig straks til Helsingfors. Det nydannede russiske Kadetparti gik til at begynde med sammen med de revolutionære, men Kadetpartiet blev snart Borgerligt og begyndte at råbe på duma og konstitution. Strejkebevægelsen faldt fra hinanden og i løbet af kort tid var zaren igen situationens herre. I Helsingfors havde de organiserede arbejderes strejkekomité i nogle dage magten. Men generalguvernøren, den russiske fyrst Obolenski, fik trukket pålidelige russiske marinetropper sammen, som på én nat besatte alle vigtige punkter i Helsingfors. Zaren vovede imidlertid ikke at skride til straffeforanstaltninger, da han allerede havde undertegnet den tronfrasigelse, som først 11 år senere blev til virkelighed. Konstitutionen gennemførtes i Rusland og lovligheden skulle genoprettes i Finland. Zarens underfundighed fik udtryk deri, at Februarmanifestet - årsagen til misfornøjelsen for Finlands vedkommende - ikke erklæredes for ophævet, men kun for suspenderet indtil videre. De revolutionære begivenheder i Rusland i 1905/06 banede vejen for en storstrejke. Et nyt senat trådte til i Helsingfors under Leo Mechelins ledelse. Der havde på denne tid dannet sig fire politiske partier udenom den officielle stænderlanddag. Det var det svenske parti, adel og borgerskab, der var et klart Borgerligt parti med svensk-nationale interesser; det ungfinske parti, som støttede det svenske parti; det gammelfinske parti, som var tilbøjelig til eftergivenhed overfor de russiske krav; og de socialistiske arbejdere, der ikke havde sæde og stemme i landdagen. Mechelins senat var sammensat af lige mange Finlandssvenske og ungfinner. Mechelin gennemførte nu en repræsentationsreform, ved hvilken firestænderkammeret blev erstattet med et étkammer. Den gamle stænderrepræsentation opløstes efter at have gennemlevet en 500-årig tilværelse. Valglovs- og landdagsreformen i 1906 havde som konsekvens, at de politiske partier nu måtte skaffe sig så stærk en vælgertilslutning som muligt, og de finske kvinder fik valgret. I Finland skete der i sommeren 1906 et russisk soldatermytteri, den såkaldte Sveaborg-revolte, hvor arbejdernes organisation: Den røde Garde var aktiv. Samtidig dannede de Borgerlige i Finland nye frikorps. I 1907 fik den finske Arbejderklasse 80 repræsentanter i den rigsdag, som var på 200 pladser, og der blev dannet en faglig landsorganisation. Russerne sendte Seyn som generalguvernør til Finland i 1908, og i 1910 blev det finske lodsvæsen russificeret. I 1911 blev den russiske ministerpræsident Stolypin myrdet. Han var kendt for sin jordreform i Rusland og ville havde en ny russisk folkerepræsentation i rigsdumaen. Kampen for en ny forfatning blev mødt med rigslovgivningen, og genstridige finske embedsmænd blev kastet i russiske fængsler. Der indlededes en passiv modstand, for hvilken P. E. Svinhufvud blev det samlende navn for det Borgerlige Finland. I 1912 forsøgte russerne, at udstrække russiske domstoles kompetence til Finland. Den finske landdag opløstes gang på gang for senere slet ikke at blive indkaldt. Ved 1´ Verdenskrigs udbrud i 1914 holdt det Borgerlige Finland med Tyskland, og på tysk jord oprettedes et finsk jægerkorps, der hjalp tyskerne. Finnerne selv slap for krigstjeneste mod Tyskland. I den finske rigsdag (Sejm) der blev valgt i 1916, havde Arbejderklassen via socialdemokratiet et flertal med 103 repræsentanter mod de Borgerlige. I februar 1917 udbrød den første revolution i Petrograd, hvor zaren abdicerede uden videre i Pskow efter general Ruskij´s ordre. I Helsingfors gjorde de russiske regimenter mytteri d. 1. marts og skød deres officerer, men civilbefolkningen i Finland deltog ikke i konflikterne. I Rusland overtog en provisorisk regering magten under ledelse af advokaten Kerenskij, og denne regering arresterede straks zaren´s generalguvernør Seyn i Finland, der blev myrdet, og arresterede senatets russiske viceformand Borovitinoff. I Rusland var man opmærksom på det finske jægerkorps forræderi på tysk side, men tilbød dog jægerkorpset at vende tilbage til Finland. Men med Ruslands tab på slagmarkerne og den provisoriske Kerenski-regering, var magten dog flydende, og i Finland sammenkaldte man landdagen fra 1916. I juli 1917 vedtog landdagen en lov, som indebar, at Sejmen blev det øverste magtorgan i Finland, men derefter opløste Kerenskij-regeringen i Rusland landdagen i Finland via generalguvernør Stahowitsch. Men de Borgerlige kræfter i Finland mente, at det kun den abdicerede zar kunne opløse landdagen, og de krævede nyvalg til landdagen, - men socialisterne protesterede. Landdagens socialistiske formand, Manner, sammenkaldte så landdagen, der blev jaget fra hinanden af kosakker efter Stahowitschs ordre. Samme efterår fremlagde Finlands Socialdemokratiske Parti før Den Store russiske Oktoberrevolution i 1917 sammen med fagforeningerne en deklaration: Vi kræver et radikalt økonomisk og politisk reformprogram. Ved valget i oktober 1917 gik socialdemokraterne frem i stemmeantal, men mistede 11 mandater, og der kom et Borgerligt flertal i Sejmen. Socialdemokraterne havde nu kun 92 repræsentanter af de 200 pladser i Sejmen. På det tidspunkt var den finske økonomi baseret på leverancer til den russiske hær, men da disse leverancer ophørte steg arbejdsløsheden og inflationen, ligesom hungersnøden bredte sig. I Finland udgjorde landbruget eksistensgrundlaget for 75 % af befolkningen. Arbejderne i industrien udgjorde kun 12 % ca. 100.000 personer, medens der var 300.000 landarbejdere. Men yderligere 150.000 små forpagtere og jordløse bønders stilling adskilte sig ikke stort fra landarbejdernes forhold. Finlands Socialdemokratiske Parti, der havde eksisteret siden 1899, var baseret på en fagbevægelse og rådede over en presse. I november 1917 opstod der under direkte påvirkning fra Oktoberrevolutionen i Rusland en revolutionær situation i Finland. Petrograd lå jo ikke langt væk med sine soldater-, bonde- og arbejderråd. På den faglige kongres, der blev åbnet d. 12. november i Finland, opfordrede lederen af den Røde Garde i Finland, der var blevet oprettet samme sommer, Eero Haapalainen og andre delegerede, de finske arbejdere til at følge russernes eksempel. Den faglige kongres forlangte, at Borgerskabet imødekom den Arbejdende befolknings krav, der var samlede i parolen »Brød og ret!«. Det drejede sig om hasteforanstaltninger mod fødevarekrisen og arbejdsløsheden, om lovfæstelse af 8-timersdagen, indførelse af socialforsikring, frigørelse af de små forpagteres fra jordejernes myndighed og afvæbning og opløsning af de borgerlige vagtværn (skyddskår). Da Sejmens Borgerlige flertal nægtede at opfylde disse krav, indledtes en generalstrejke d. 14. november 1917. Arbejderklassen i Finland blev situationens faktiske herre, men det centrale revolutionsråd, der stod i spidsen for strejken tøvede, og kunne ikke beslutte sig til at gribe magten, og da Sejmen gav efter for massernes pres og godkendte loven om 8 timers arbejdsdag og vedtog en lov om demokratisering af valgene til de lokale selvstyreorganer, afblæste det centrale revolutionsråd strejken. D. 6. december 1917 vedtog Sejmen en deklaration om Finlands uafhængighed med Svinhufvud som præsident, men 80 socialisterne stemte mod det Borgerlige Finland. Pehr Evind Svinhufvud´s borgerlige regering anmodede de kapitalistiske lande om at anerkende Finlands uafhængighed. Men det afviste de at gøre førend Rusland, og derfor henvendte Svinhufvud sig til Sovjetregeringen, der d. 31. december 1917 i Folkekommissærernes Råd i Sovjetrusland vedtog en forordning, der anerkendte den Finske Republik som en uafhængig stat. Skønt det ikke var vanskeligt at forudse, at det finske Borgerskab ville forsøge at udnytte uafhængigheden i sine egne klasseinteresser, holdt Sovjetregeringen fast ved sit erklærede princip om nationernes ret til selvbestemmelse, indbefattet løsrivelse og dannelse af selvstændige stater, men samtidig foreslog Sovjetmagten de finske arbejdere et frivilligt forbund med det arbejdende russiske folk. Men Svinhufvud-regeringen forberedte sig under fraser om nationalt sammenhold på at slå den finske arbejderbevægelse ned med vold. De væbnede skyddskår-enheder blev ophøjet til regeringshær, og til øverstkommanderende udnævntes den tidligere tsaristgeneral Gustav Mannerheim. Friherre marskal Carl Gustaf Mannerheim (1867-1952) havde tidligere fået en militær uddannelse ved et af zartidens fornemste garderegimenter og havde som russisk officer deltaget i den russisk-japanske krig og i 1´ Verdenskrig. Senatet oprettede fødevarelagre i landets nordlige del og Svinhufvud indledte hemmelige forhandlinger med Tyskland om militær hjælp. Bourgeoisiets borgerkrigsforberedelser viste arbejderlederne, at væbnet kamp om magten ikke var til undgå. I et forsøg på at komme de borgerlige kapitalistiske kræfter i forkøbet nedsatte socialdemokratiets hovedbestyrelse d. 23. januar 1918 en Arbejdereksekutivkomité, som opfordrede til, at man skulle gøre sig rede til at gribe magten. I et Revolutionært opråb til Finlands folk af d. 27. januar 1918 erklærede Arbejdereksekutivkomitéen, at fra nu af tilhørte al magt i landet »den organiserede Arbejderklasse og dens revolutionære organer«. Natten til d. 28. januar besatte enheder af den Røde Garde regeringsinstitutioner i Helsinki. Snart var hele det industrielle centrum og det sydlige Finland med byerne Turku (Åbo), Tampere (Tammerfors), Lahti og Viborg m.fl. i arbejdernes hænder. Imidlertid havde en del af det Borgerlige senats medlemmer i tide forladt Helsinki og var taget til Vasa i det finske Østerbotten, hvor de førte sig frem som hvid regering, og som sådan beherskede de hele det nordlige og en del af det centrale Finland, næsten fire femtedele af landets territorium med halvdelen af Finlands befolkning. Her var skyddskårens hovedmasse i forvejen koncentreret. De hvide indledte borgerkrigen med natten til d. 28. januar at overfalde de russiske garnisoner i nordFinland. Med den løgnagtige parole »befrielseskamp mod russerne« og ved at fremstille de finske arbejdere som russiske marionetter lykkedes det de hvide at opgejle en nationalisme og få følgeskab af de jordbesiddende bønder, som de bildte ind, at revolutionen ville tage deres ejendom fra dem. Bønderne udgjorde hovedmassen af Mannerheims kontrarevolutionære hvide armé, og Finland var spaltet i to dele: en »rød« og en »hvid«. Den regering, som arbejderne indsatte d. 28. januar 1918, de Folkebefuldmægtigedes Råd, var socialdemokratisk. Blandt dens medlemmer var Kulervo Manner (formand), Yrjö Sirola, Otto Kuusinen og Alfred Taimi. Et Øverste Arbejderråd kontrollerede regeringens virksomhed. Senatsapparatet blev nedlagt. På virksomhederne oprettedes fabriks- og værkstedskomiteer, og de byråd, der var opstået allerede i marts 1917 indenfor arbejderorganisationerne, begyndte at forvandles til lokale proletariske magtorganer. I sin proklamation havde de Folkebefuldmægtigedes Råd erklæret det for sin hensigt at gennemføre en socialistisk revolution og satte et demokratisk reformprogram i forgrunden. Ved dekret af d. 31. januar blev torpare og jordløse bønder erklæret uafhængige af jordejerne og fik vederlagsfrit overdraget den jord, de forpagtede, til ejendom. Torpare var en mindre jordbruger, som har brugsret til et stykke jord, der tilhører en anden, og som til betaling for denne brugsret udfører arbejde for jordens ejer. Tilintetgørelsen af de feudale levn på landet vandt disse lag for revolutionen. Den finske nationalbank blev nationaliseret; de private banker blev lukket; virksomheder, hvis ejere var stukket af eller nægtede at samarbejde blev sat under kontrol af arbejdere og regeringskommissærer, og arbejdet blev genoptaget. Der blev truffet foranstaltninger mod arbejdsløsheden. Skattesystemet blev ændret til gavn for de mindrebemidlede, fødevareforsyningen omorganiseredes radikalt, retsplejen blev reformeret, der blev nedsat revolutionsdomstole, og dødsstraffen blev afskaffet. Man påbegyndte en reform af skoleuddannelsen. D. 23. februar 1918 offentliggjordes et forfatningsudkast, der gjorde Finland til en demokratisk republik. Forfatningen lagde magten i hænderne på en folkerepræsentation, gav det folkelige initiativ vide udfoldelsesmuligheder og indførte et system af forholdsregler mod magtmisbrug og til beskyttelse af individets rettigheder. Men hverken regeringsproklamationen eller forfatningsudkastet forudså en likvidering af udbytterklassernes økonomiske magt, nationalisering af industri og banker, konfiskation af store landejendomme og skove og uddeling af jord til småbønderne. Det var imidlertid sådanne skridt, der skulle til for at skabe reelt grundlag for et ægte demokrati og konsolidere arbejdernes politiske magt. Arbejdernes Finland betragtede sin kamp som en del af den europæiske revolutionsproces. I en henvendelse til arbejderne i alle lande påpegede det finske socialdemokrati, at »verdenskrigen har øget forudsætningerne for international aktion, eftersom en sådan aktion er blevet en nødvendighed. Især retter vi, et lille lands arbejdere, vor kampappel til jer arbejdere i de store kapitalistiske lande: Frels menneskeheden fra undergang! Det drejer sig om de opvoksende generationers velfærd! Arbejdermassernes kamp må spredes fra land til land.« Flere tusinde russiske frivillige samt hundreder af estere kæmpede nu i de finske arbejderes rækker. Men Svinhufvuds kapitalistiske kræfter anmodede kejser Wilhelm i Tyskland om hjælp, for at forberede borgerkrigen. Kejser Wilhelm og den tyske militærklike reagerede på Svinhufvud´s appel med så meget større beredvillighed, som den havde sine egne vidtgående militær-politiske planer. Når de finske arbejdere var kuet, regnede Tyskland med at bruge Finland som brohoved for tilintetgørelse af bolsjevismen i Sovjetrusland og sætte sig fast i Østersøområdet for på den måde at sikre sin nordflanke i krigen mod Ententen. Kejser Wilhelm sendte en tysk undsætningsekspedition, og det finske jægerkorpse i Tyskland, blev organiseret som den preussiske jægerbataillon nr. 27. Overkommandoen over de hvide styrker havde Svinhufvud betroet til general Gustav Mannerheim, som havde fået sin uddannelse i Rusland. Til forskel fra aftalen mellem det revolutionære Finland og Sovjetrusland gjorde de aftaler og traktater, Tyskland indgik med hvidfinnerne, Finland politisk afhængigt og bandt landet på hænder og fødder med hensyn til handel og søfart. D. 5. marts 1918 dukkede de tyske tropper op på Ålandsøerne, og d. 3. april gik den Baltiske Division under kommando af general von der Goltz i land i Hanko. Flere troppelandsætninger fulgte, og inden længe havde antallet af interventionstropper oversteget 15.000 mand. Men også de 38 finske beskyttelseskorps, et rigssvensk korps og svenske officerer var det Borgerlige Finland til stor hjælp. Ved Vilppula brød fronten sammen. Den 6. april faldt Tampere (Tammerfors) efter blodige kampe. Resterne af Arbejderklassens tropper blev omringet i egnen omkring Tavastehus og Lahtis og overgav sig efter en forbitret strid. D. 11. april indledte interventionsmagten stormen på Helsinki, og på kampenes tredje dag faldt hovedstaden i de kontrarevolutionæres hænder. De Folkebefuldmægtigedes Råd, der var flyttet til Viborg, fortsatte den væbnede modstand, mens Väinö Tanner og andre højresocialdemokratiske ledere, der var blevet i hovedstaden, d. 16. april udsendte et opråb, hvori de opfordrede arbejderne til med det samme at nedlægge våbnene. Det var et dolkestød i ryggen på revolutionen. Ikke desto mindre vedblev de finske arbejdere gennem hele april måned at yde stædig og forbitret modstand. Først da Viborg faldt den 29. april, måtte de sidste arbejderenheder indstille kampen. Russerne trak sig tilbage over storfyrstendømmets gamle grænse ved Systerbaack. De finske arbejderes nederlag, der havde sin afgørende årsag i den tyske intervention, blev fulgt op af et orgie i hvid terror. Antallet af direkte ofre for terroren var omkring 25.000. Alene i Viborg blev 4.000 rødgardister, russere og polakker, herunder kvinder og børn, skudt uden rettergang. 90.000 mennesker blev spærret inde i fængsler og koncentrationslejre, og mange tusinde af dem omkom af sult og afsavn. Mindst 20.000 arbejdere forsvandt under den hvide terror. Det finske Borgerskabs frygt for arbejderne var ikke uden betydning for, at Finland ikke tog del i Judenitjs march mod Petrograd. Vinderne af borgerkrigen nedsatte en tyskvenlig regering med Svinhufvud og krigsminister blev chefen for jægerkorpset: general W. Thesleff. Den Borgerlige landdag trådte sammen i sommeren 1918 og vedtog, at Gustav III´s gamle regeringsform af 1772 var gældende og at kongevalg burde foretages. Der blev dog ikke udskrevet nyvalg til landdagen. De socialistiske deputerede var flygtet eller dræbt, sådan at de hvide kunne råde alene i landdagen. Til konge valgtes kejser Wilhelms svoger: landgreven af Hessen, prins Fredrik Karl. Men nu sluttede Tyskland fred med Rusland i Brest-Litovsk, og englænderne havde hjulpet Finlands arbejdere mod det Borgerlige og hvide Finland, der støttede Tysklands krig. Derefter fulgte det tyske sammenbrud, og de tyske tropper trak tilbage fra Finland i december 1918. Den tyskvenlige regering gik af og prins Fredrik Karl trådte tilbage. D. 29. august 1918 grundlagde finske revolutionsledere og andre revolutionsdeltagere i eksil i Sovjetrusland på en stiftende kongres i Moskva Finlands Kommunistiske Parti. Det nye parti blev budt velkommen af Jakov Sverdlov, der fremhævede »det blodsbånd, som forbandt Ruslands og Finlands Arbejderklasse i kampdagene«. I et åbent brev til Lenin af d. 3. september 1918 erkendte de finske kommunister, at arbejderne i efteråret 1917 havde været rede til opstand, men »det socialdemokratiske parti, vort lands eneste arbejderparti, var ikke rede«. Men Finlands Kommunistiske Parti måtte i over et kvart århundrede efter sin stiftelse kæmpe under yderst vanskelige illegale vilkår. Finlands Socialdemokratiske Parti forblev legalt efter at Tanner og andre højrefløjsledere havde genskabt det på en reformistisk platform i december 1918. Allerede i 1920érne kom dets leder, der havde gjort sig fortjent til Borgerskabets tillid, til at danne regering. Den finske Arbejderrevolution i 1918 satte sig dybe spor ikke blot i finsk historie, og den var den første af de europæiske revolutioner, der fulgte efter Oktoberrevolutionen. Som rigsforstander 1918-19 opnåede Mannerheim Ententemagternes godkendelse af Finlands uafhængighed, og det Borgerlige Finland antog en forfatning i 1919, sådan at storfyrstendømmet Finland omdannedes til en republik. Landdagen bestod i sin gamle form; et étkammer som kaldtes en rigsdag, valgt ved lige og hemmelig valg for mænd og kvinder. Mannerheim gik af som rigsforstander, og professor K. J. Staahlberg blev præsident. Forfatningen garanterede en ligestilling af svensk med finsk som landets nationalsprog. Et svensksproget undervisningsvæsen og et svensksproget kirkeligt stift blev hjørnestene i det kulturelle selvstyre. Det svenske adelsvælde var genopstået. Desuden sikrede grundloven en svenskproget afdeling indenfor forsvaret. Åland blev dog i 1921 tilkendt Finland som demilitarisert og selvstyret område. Åland fik en internationalt garanteret status med selvstyre og ensproget svenskhed som grundpiller. Finland blev ikke inddraget i Versaillestraktaten og i 1920 i Dorpat sluttede Finland en særfred med Rusland. Som Finlands grænse mod Rusland anerkendtes storfyrstendømmets gamle grænse og Rusland afstod den 10,000 km² store ishavsprovins Petsamo til Finland. Finlandssvenskernes parti (gammelfennomanerne) var et konservativt parti fra storfyrstendømmets dage, og det kaldte sig Samlingspartiet, og var stærkt højreorienteret. De liberale (ungfennomaner) dannede efter 1918 Fremskridtspartiet, der tog skarp afstand fra socialismen. Agrarpartiet havde tilslutning fra landbobefolkningen og havde i 1920érne og 1930érne stor fremgang ved rigsdagsvalgene, som følge af jordreformen, den såkaldte torparfrigørelse. Under den økonomiske krise gik partiet ind for øget statskontrol af erhvervslivet, men var anti-socialistisk i sin grundholdning. Socialdemokratiet var blevet revisionistisk. I skarp modsætning hertil byggede Det kommunistiske Parti på den marxistiske ide. I 1922 var der forsøg på at indrage Finland i et baltisk statsforbund under polsk ledelse, men udenrigsminister R. Holsti faldt på sin polskvenlige politik. Udsoningen efter borgerkrigen, medførte at det revisionistiske socialdemokratisk i 1925 kunne danne et ministerium under ledelse af V. Tanner. Men hæren og de frivillige borgerværn, der forsat var Borgerlige, så man på med uvenlige øjne. Forbindelsen med Sovjetrusland var fuldstændig afbrudt; og handelen søgte i retning af England og Amerika. Landets pengevæsen, som på grund af russiske lån og borgerkrigen var i uorden, blev nyordnet og en guldvekselfod blev indført i året 1925. Den svenske magt blev vist, da befolkningen på Ålandsøerne ønske genforening med Sverige. Spørgsmålet afgjordes af Folkeforbundet til Finlands fordel. Det gamle Finlandssvenske embedskorps afløstes efterhånden af et finsktalende embedskorps. Den tiltagende partisplittelse og den økonomiske depression fra 1929 medførte, at der blev dannet en Lappobevægelse, der var en borgerlig fascistisk og anti-kommunistisk bevægelse. Den faglige bevægelse blev således ikke anset som lovlig da Landsorganisationen (LO) var ledet af kommunister i 1929. Socialdemokratiet sprængte da LO og stiftede i 1930 stiftede en ny landsorganisation (FFC), og Socialdemokraterne forstærkede deres anti-kommunisme, sådan at der i efteråret 1930 blev svindlet med parlamentsvalget, og vælgerne blev terroriseret. Der blev indsat en regering med Svinhufvud, og rigsdagen vedtog loven om kommunismens kriminalisering og kommunistpartiet og dets virksomhed var derefter forbudt til 1944. Lappobevægelsens lavede et kupforsøg i 1931, men da det mislykkedes blev Lappobevægelsen forbudt efter kupforsøget. Samlingspartiet allierede sig med den Fosterländska Folkrörelsen (IKL), der var et yderliggående højreparti med nazistisk ideologi. Fra 1933 var IKL (Den fædrelandske Folkebevægelse) repræsenteret i rigsdagen, og de ville bekæmpe Finlandssvenskernes rettigheder. I 1937 blev husmanden K. Kallio præsident. Efter valget i 1939 var der følgende repræsentanter i rigsdagen: 85 socialdemokrater, 56 agrarer, 25 det finske samlingsparti, 18 det svenske folkeparti, 8 den fædrelandske folkebevægelse, 6 det finske fremskridtsparti, 2 husmandsløsgængere. Men i vesten forsøger man at fortie, at Finland med Mannerheim var blevet fascistisk og Storborgerligt i alliance med Hitler Tyskland mod Sovjetunionen. De engelske forhandlinger med Rusland i Moskva i sommeren 1939 fulgtes i Finland med stor uro. Sovjetunionen opsagde ikke-angrebspagten med Tyskland, og i oktober 1939 vurdere Sovjetunionen, at et finsk-tysk angreb kunne finde sted fra Finland, da grænsen ikke lå så langt fra millionbyen Leningrad. USSR stillede krav om ombytning af jord, dvs. at grænsen skulle flyttes længere væk fra Leningrad. Men Finland ville ikke ombytte landområde. Så efter at Tyskland havde angrebet det halvfascistiske Polen d. 1. september 1939, for at rykke grænsen tættere på Rusland, angreb den russiske hær Finland d. 30. november 1939. Det russiske angreb blev fordømt af vestmagterne, der sørgede for at Sovjetunionen blev ekskluderet af Folkeforbundet, der samtidig også opfordrede til at hjælpe Finland. De samme vestmagter havde jo i Folkeforbundet i 1936 medvirket til Franco´s fascistiske sejr i Spanien mod den lovlige og demokratisk valgte regering. D. 13. marts 1940 måtte Finland give op, og måtte afgive endnu mere land end oprindeligt. Finland måtte afstå det meste af Karelen med Viborg. 450.000 mennesker blev forflyttet. Men Finland forsatte med at være på nazi-Tysklands side. D. 22. juni 1941 blev Sovjetunionen angrebet af Finland i samarbejde med nazi-Tyskland. Det store kapitalistiske og fascistiske korstog mod kommunismen blev indledt, og under den forsatte krig i 1941-1944 kæmpede Finland på tysk side. I begyndelsen af december 1941 havde Winston Churchill og Mannerheim en brevveksling, hvor Mannerheim forsikrede, at Finland kun førte en forsvarskrig, og at dets stridskræfter alene sigtede mod at generobre de territorier, der var mistet ved freden i Moskva i marts 1940. Men d. 6. december 1941 måtte Storbritannien nødvendigvis erklære krig mod Finland, der var på tysk side. Efter våbenstilstanden i 1944 blev kommunistpartiet legaliseret i Finland, og sammen med et mindre venstresocialistisk parti dannedes det ny parti: Folkedemokraterne, som sammen med et splittet socialdemokrati fik omkring halvdelen af rigsdagens 200 pladser. IKL blev i henhold til våbenstilstandens § 21 forbudt, og dets vælgere gik til Samlingspartiet (Gammelfennomanerne). Det gamle Agrarparti tog navneforandring til Centrumpartiet, og Urho Kekkonen, der var præsident fra 1956 til 1982 var fra Agrapartiet. Efter freden i 1947 måtte Finland afgive yderligere landområder til Rusland.

Økonomi: Det økonomiske grundlag er udnyttelse af nåleskovene, da den primære eksportprodukter er træ, papirmasse og papir. Finlands industrialisering skrider imidlertid frem på trods af mangel på jern og kul. I det 16. århundrede anlagde Gustav Vasa en klædefabrik indenfor Åbo slots mure og lod 225 engelske „halefår" indforskrive. Men først langt senere fremkommer en uldindustri i Finland, der skulle dække hærens behov. Bomuldsindustrien er af nyere dato i Finland. Men Finlands store råstof er træ. Lige fra Gustav Vasa´s tid betalte Finland sin indførsel - hvoraf saltet var den vigtigste vare - med brædder, harpiks, tjære, huder og levnedsmidler. Midt i det attende århundrede findes der flere mindre lærredsvæverier i Åbo. Stor fremgang havde hampefabrikken i Borgå, som var grundlagt 1752, som var Finlands største tekstilfabrik i lange tider. En kapitalistisk industri kom først frem i Finland efter 1809 under foreningen med Rusland. I 1812 fik savværkerne i Karelen et større opsving. Maskinindustrien og tekstilindustrien voksede. En lærredsfabrik grundlagdes i Tammerfors i 1850érne, og den holdt hørdyrkningen i live i Finland. I 1860érne anlagde man dampsavværker, og efter opfindelsen af træslibningsprocessen - grundlagdes den nye papirindustri i Finland. Man begyndte at fremstille mekanisk masse og papir, samt kort tid efter kemisk masse. Tidligere havde man lavet papir af klude. Savværksindustrien og papirindustrien blev to jævnbyrdige eksportindustrier. Papirindustrien blev drevet i store bedrifter med træsliberier, sulfitfabrikker, sulfatfabrikker. Der opstod finér-, møbel-, rulle- og kassefabrikker. Tobaksindustrien går helt tilbage til det 18. århundrede hvor man tvang folk til at dyrke indenlandsk tobak. Først hen mod slutningen af det nittende århundrede kom jernredskaber mere almindeligt i brug. På landbrugsudstillingen i Vasa 1894 var der finske slå- og såmaskiner, tærskeværker og lokomobiler. Efter 1918 holdt traktoren sit indtog i Finland. Med jordbrugets opsving fulgte en udvidelse af næringsmiddelindustrien, mejeriproduktionen, mel- og grynmøller, bagerier, brødfabrikker, pølsefabrikker, margarinefabrikker, chokolade- og konfekturefabrikker og tobaksfabrikker. 3 sukkerfabrikker blev oprettet. Cementindustrien, den kemiske industri, læderindustrien, den finere maskinindustri og kraftindustrien voksede frem. I 1930érne har konfektions- og trikotagevirksomheden taget et opsving. I 1937 var 602 savværker i Finland.

Ved valgene til den nye landdag i Finland 1919, mens dønningerne efter revolutionen 1918 endnu gik højt ude i landet, indtraf der fra de magthavende klassers side et af de mest uhørte angreb mod arbejderne og deres virksomhed, forsåvidt denne gjaldt klassebevidst organisering og propaganda. At samtlige røde valgforberedelser mest mulig blev hindret og umuliggjort er selvindlysende. Alt for langt vågede man dog ikke at gå, dvs. så langt som man gerne ville, nemlig til efter gammel velkendt metode at «uskadeliggøre» arbejdernes kandidater og talere. I stedet for arresterede man dem i massevis, inddrog bladene og rejste tiltale. Blandt de publikationer som blev beslaglagt og hindret i at udkomme var også et manifest af det socialdemokratiske partistyre, hvori dette fremholdt de borgerliges brutale vold mod arbejderne og opfordrede arbejderne til med lovlige midler at gå til kamp mod dette, at ved stemmesedlens hjælp forsvare sig mod de bevæbnede mordere. Mere skulle der ikke til for at myndighederne greb ind og beslaglagde det, og hundredevis af partifæller blev arresteret og sat under tiltale for at have spredt manifestet. Blandt dem som blev sat under tiltale var også senator Tanner, lederen af det finske højre-socialdemokratiske parti. Det efterfølgende er den forsvarstale, som hr. Tanner holdt ved Rådhusretten i Helsingfors. Naturligvis blev han dømt ved denne klassedomstol.

Tanner er socialdemokrat og kan uden videre stilles ved siden af Branting eller Scheidemann, hvad som angår at ville lure arbejderne fra revolutionen og til at danne en skjoldborg rundt om det kapitalistiske samfund, selv når dette klæder sig i det imperialistiske ulveskind som kaldes »Nationernes Forbund«. Hr. Tanner er dog nødt til at lægge sine ord lidt anderledes end de europæiske herrer; thi hans arbejdere er mere klassebevidst end mange andre. Det er kun forholdene, de hvides magtstilling og umuligheden for radikale meninger at kunne give sig udtryk i Finland, det er kun disse omstændigheder som tillader hr. Tanner at stå som leder for de finske arbejdere som stadig og absolut orienterer sig mod venstre. Vil han beholde sin stilling længst mulig, så må hans tunge tale lidt radikalere end hans hjerte føler.

Tanner er parlamentariker. Finlands arbejdere får stadig mindre og mindre tiltro til landdagen og stadig mere tro på de udenomsparlamentariske kampmidler, og de indser at revolutionen er den eneste mulighed for at befri proletariatet fra imperialismens forbandelser, som nu efter krigen tårner sig stadig højere og overalt truer arbejderklassen med undergang. Hr. Tanner derimod tror, at den nu valgte landdag i Finland med 80 socialdemokratiske repræsentanter af 200 udgør folkets dom over rumpparlamentets terrorsystem, over de hvides diktatur, - men han tager skammelig fejl. Finlands arbejdere stod berøvet alle politiske rettigheder, hånedes, jagedes, slagtedes, blev sultet ihjel, pint og i et og alt behandlet som en pariakaste. Tror hr. Tanner at 80 landdagsrepræsentanter får arbejderklassen til at glemme al hån, alle de blødende og smertende sår, - tror han det, så skal Finlands arbejdere snart rive ham ud af hans vildfarelse. Revolutionen i Finland må komme, og den kommer snart.

Den skal ikke betjene sig af hr. Tanners parlamentariske metode, den bryder ikke borgerdiktaturet med stemmesedler, heller ikke med hr. Tanners demokrati, som er overklassens demokrati, men den forkynder proletariatets diktatur som den eneste mulige vej til et klasseløst samfund, til det arbejdende socialistiske samfund, hvor alle har samme ret og samme pligt. Men den vej hedder det hvide Finlands ødelæggelse. Heldigvis! For hvad det hvide Finland udførte i 1918 og begyndelsen af 1919 vil for alle tider stå som en skamplet i historien, som en af kapitalismens sidste og værste forbrydelser. Den karakteristik af det hvide Finland, som hr. Tanner har fremført, er meget god og fortjener at blive kendt også udenfor Finlands grænser for at arbejderne i Europa og andre steder kan få se, hvilke former det hvide diktatur tager. De hvides eneste og afmægtige svar på denne anklage har været at dømme hr. Tanner til fængsel. Men den dom kun understreger deres magtesløshed og giver dybere konturer til hr. Tanners tegning.

Da jeg skal svare på den mod mig udfærdigede tiltale, er jeg først nødt til at fremholde, at tiltalen i sit slags er enestående. Det er første gang det hænder i vort land, at vedkommende myndigheder på en højst forstyrrende måde griber ind i valget, hvis frihed, i alle lande, gennem alle klassers fælles anstrengelser og dertil også gennem grundlovsparagraffer er bliver beskyttet. Om ikke det var tilfælde så bliver parlamentarismen og landdagsarbejdet uden betydning, og ingen ville tage hensyn til dets beslutninger. I det tilfælde kommer landdagen ikke til at genspejle den meningsforskel og de anskuelser som er fremtrædende blandt folket. For at det skal kunne ske, må folket frit kunne gå til valg, og partier og interessegrupper må ved valgene frit kunne arbejde for sine mål. Kun i Rusland og en del lignende lande har regeringsmagten hidtil ment at burde indvirke på valgene for at opnå et tilfredsstillende resultat. Dette er foregået på den måde, at alle de partier og grupper, som stillet sig kritisk overfor den regerende gruppe, blev hindret i deres valgforberedelser, deres møder blev splittet, deres publikationer og valgopråb beslaglagt og mod tillidsmænd og funktionærer blev der rejst tiltale og benyttet fængselsstraf. Nu ser det ud, som om Finlands magthavere også vil blive delagtig i denne tvivlsomme ære. Efter al den overlast og de retsindskrænkninger som vor arbejdende klasse har måttet udstå i de sidste år, var det med forholdsvis stor interesse at arbejderklassen ventede på landdagsvalgene, som skulle hidføre forandringer i denne tilstand. Til valgkampen, som fra alle de andre partiers side blev drevet med al kraft, gik arbejderpartiet med godt håb, selvom næsten alle midler manglede. Organisationerne var blevet oprevet, deres huse var enten solgt eller lukket, og således ikke tilgængelige, funktionærerne var spredt til alle kanter og bladene var man netop begyndt at rejse påny. Alligevel blev der fra centralledelsens side gjort alle mulige valgforberedelser. Men da der fra bureaukratiets side skete indblanding for at lægge hindringer ivejen for det socialdemokratiske partis valgforberedelser, så vakte dette misstemning blandt alle, idet det bedst beviste hvor langt den politiske moral i dette land er sunket. Vore valgmøder blev forbudt, talerne blev arresteret, og vore valgopråb, som tilsidst var det eneste middel, hvorigennem vi kunne henvende os til vælgerne, blev beslaglagt og deres spredning forbudt. Og i den anledning er det at tiltale nu truer, ikke kun mig, men også hundreder andre personer i forskellige dele af landet, som har været delagtig i spredningen af valgmanifestet. Dette er sandelig et ophøjet billede af valgkampens frihed i vort land.

Det ulovlige manifest

Hvad er så indholdet i det valgmanifest, som med hr. justitsministerens velvillige hjælp er bliver udsat for denne forfølgelse ? Manifestet er en kritik over vore højrepartiers politik i de sidste år. Ethvert afsnit i manifestet refererer i korte træk til en eller anden begivenhed i de sidste år. At manifestet derved får præg af et anklageskrift er ikke hverken manifestets eller forfatterens skyld; thi de handlinger og begivenheder som manifestet berører kan ikke omtales med taknemmelighed. Kritik over en politisk kurs eller regeringens forholdsregler har indenfor kulturnationer og i de demokratisk styrede lande aldrig været forsøgt forhindret, men bliver her anset for en af de rettigheder, som bør være tilstede i Finland. På justitsministerens initiativ er man nu i vort land slået ind på en anden vej, og som et grundlag for dette påberåber man sig den nyligt vedtagne «agitationsparagraf», straffelovens kap. 15 §24. Men den nye paragraf bestemmer dog kun straf for udspredelse af løgnagtige påstande. Om man i anledning valgmanifestet rejser tiltale efter denne paragraf, så må man påvise på hvilke punkter det er, at manifestet er løgnagtig. Den offentlige anklager, som, i forbigående sagt, på egen risiko uden videre har udstrakt tiltalen til også at gælde min person, har ikke kunnet påpege et eneste punkt som indeholdt nogen bevidst uvederhæftige påstande og har derfor indskrænket sig til en kortfattet henvisning til manifestet i sin helhed. Når jeg nu går over til at forsvare valgmanifestets indhold, er jeg tvungen til at gøre mit forsvar ganske udførlig. Dette kommer af, at den offentlige anklager ikke har præciseret sine klagemål og ikke meddelt hvilke punkter som han anser for at være i strid med sandheden. Derfor må jeg punkt for punkt gennemgå hele valgmanifestet, for det tilfælde at den offentlige anklager mener at det indeholder løgnagtige påstande. Derved bliver jeg nødt til at berøre alle de kendte fakta, men noget andet gør jo ikke manifestet heller. Jeg gennemgår manifestet punkt for punkt, og vi har da først et afsnit som hedder:

Borgerskabet har udsået død og ødelæggelse

I dette punkt af manifestet siges det: Til dødsdomme, som zarregimet ikke har iværksat på årtier, har den finske borgerklasse hengivet sig for at tilfredsstille sin hævnlyst. Men dette var heller ikke nok. Uden nogen undersøgelse, uden dom er tusinder af arbejdere blevet myrdet. Tusinder af arbejdere er sultet ihjel i fangelejrene. Straffeekspeditioner blev udsendt over hele landet for at gøre «rent hus». For at bevise dette, er det nødvendig at erindre om en del begivenheder fra begyndelsen af borgerkrigen. En borgerkrig er altid forfærdelig. Dette er borgerkrigens natur i alle lande. Fra de røde's side er det aldrig blevet påstået, at de førte sin krig med lempe. Og fra de hvides side påstås, at de røde har gjort sig skyldig i mord på over 1000 personer. Sagen er dog endnu genstand for undersøgelser, og derfor kan heller ikke dette tal endelig slås fast. Hvad som angår de hvides krigsførelse, så må denne efter opgaver indhentet fra fronten, uvilkårlig stemples som skånselsløs og grusom. Doktor i filosofi Henning Søderhjelm, som på grundlag af de officielle rapporter har offentliggjort et værk: «Det røde oprør i Finland året 1918», skriver om de hvides krigsførelse følgende (side 156-166): «Hvad som angår de hvides krigsførelse så må denne utvivlsomt betegnes som hård! De hvide kæmpede mod oprørere og landsforrædere, deres krig var en befrielseskamp mod oprør og banditter, de var i bund og grund ikke nogen krigførende armé, men en hastigt samlet flok af frivillige, som var gået ud for at straffe fædrelandsfjender og ugerningsmænd. Intet under da, at dommen stundom var kort, om forbitrelsen ledet til strenghed, hårdhed og - om man så vil, til brutalitet.» På selve de hvides side vil man altså ikke benægtede at deres krigsførelse var rå og grusom. Og denne råhed og skånselsløshed fremtrådte specielt deri, at på de steder, som helt fra oprørets begyndelse var i de hvides hænder eller under oprøret blev besat af dem, der udførtes uhørt mange henrettelser og mord på fanger og våbenløse, fredelige arbejdere.

Slagteriet begynder

Betegnende i så henseende er især begivenhederne ved Varhaus brug efter d. 21. februar. Da de hvide havde indtaget Varhaus, som kun forsvaredes af ca. 80 arbejdere bevæbnet med militærgeværer, begyndte henrettelserne. Straks efter indtagelsen dræbtes ved Varhaus træmassefabrik en masse, gennem udtagning af hver 10de mand i rækkerne, ca. 60 mand (efter andre oplysninger 63 mand), samt ved Perlinvirta Taulumähi ligeledes 60, hvis lig blev kastet i elven. Derefter blev der nedsat en såkaldt standret, hvis daglige resultat var ca. 15 henrettelser. Dette frygtelige skuespil fortsatte i tre ugers tid, hvorunder der foran øjnene på deres hustruer og børn, efter de laveste beregninger, blev dræbt 400 arbejdere. I den tid da de hvide holdt Varhaus skete der efter borgerlige beregninger 6 mord, og med disse motiveredes denne massehenrettelse. De såkaldte standretter arbejdet intensivt under revolutionstiden bag fronten på de hvides side. Men desuden skete der talrige mord, hvor årsagen var enkeltes hævn eller kun røveri; dette vises også tydelig af det klageskrift, som er indsendt til justitsministeren. Den finske lov kender ingen «standret». I sin sammensætning synes standretterne at have været mere eller mindre tilfældig sammensat og deres undersøgelser og domme summariske. På flere steder foregik dommen på den måde, at en eller flere af stedets hvide gennemgik fortegnelsen og med rødt blæk satte et kors ved de navne som de anså for at være farlige for sig eller samfundet, og det forfærdelige arbejde udførtes siden efter disse præskiptionslister af lejede bødler. Allerede under oprørstiden steg antallet af arbejdere som blev myrdet af de hvide til flere tusinde, men først efter at oprøret var kuet begyndte døden sin rige høst. Efter indsamlede statistiske oplysninger, som på grund af manglende tid endnu ikke er fuldstændig undersøgt, men hvis slutsum ialtfald ikke overstiger, men er lavere end den virkelige, blev der i nedennævnte landkommuner myrdet og henrettet under oprøret eller efter at dette var kuet - flere steder mange måneder efter - på de hvides foranstaltning følgende antal arbejdere, heriblandt en mængde kvinder. (Kun de kommuner hvor antallet af myrdede overstiger. 50 er medtaget i den norske fortegnelse): Antrea 60, Asirha'a 180, Eura 188, Halikko75, Tavastkyrö 176, Jibhis 80, Hausjärvi 330, Hanho 100, Hollola 1.335, Iitlis 245, Jokioinen 180, Juupajoki 66 Järnsä 185, Jorois 146,Kohemahi 70, Kangasala 63, Kymi 125, Lohja 55, Lappo 310, Mouhijärvi 140, Mantyhärju 191, Nummis 51, Pirhhala 82, Padasjohi 75, Raulus 304, Tammeta 291, Vichlis 80, Varhaus 450, Viborg landsh. 121, Voikha 200. Oplysninger mangler fra over 250 sogne. Nedennævnte oplysninger angående arbejdere myrdet af de hvide i byerne, er ialtfald for Helsingfors, Lahtis, Tammersfors og Viborg, indtil videre usikre, men så meget kan siges at de vil blive større efter hvert som oplysningerne løber ind: Bjørneborg 82, Borgan 31, Fredrigshamn 269, Gamla Karle by 134, Heinola 12, Helsingfors 400, Jakobstad 20, Joensuu 300, Kemi 130, Kexholm 21, Kotka 1.200, Kuopi 13, Lahlis 2.000, Mystad 15, Raumo 65, Tammerfors 600, Tavastehus 418, Vasa 900, Viborg 3.000 - summen er 8.800 - oplysninger mangler endnu fra 17 byer. Hertil må tilføjes enkelte mord i sådanne sogne, hvor de myrdedes antal er under 50. Af sådanne tilfælder er der indtil nu kendt flere hundrede. Ialt bliver antallet af myrdede og henrettede efter disse mangelfulde oplysninger 7.017 på landsbygden. Derved stiger slutsummen til 15,817. Men for hver dag som går kommer der nye tilfælder til. Det er endnu umulig at sige hvilket tal de myrdede og skudtes tal vil komme op i. Men allerede ovenstående sum 15,817, berettiger vel til at sige, at «borgerklassen har udsået død og ødelæggelse.» Det som falder mest i øjnene er at dette er myrderi; for andet navn kan man vel ikke give denne nedslagtning, hvorunder alle lovlige former blev tilsidesat, og hvor myrderierne bliver systematiseret og godkendt både af den militære ledelse og af regeringen. Med fuld grund skrev det ansete engelske konservative blad «Times» d. 9. februar: «De hvides sejr efterfulgtes naturligvis af tvangsforholdsregler, den såkaldte hvide terror. Oprørerne blev undertrykket med en grusomhed, som ubetinget får en til at tvivle på om Finland hører mere til vesten end til østen, ja, med større grund end hvad som angår de andre af det fordums zarriges dele.»

Amnesti for banditterne

Selvom størstedelen af disse mord gik for sig efter kampen og delvis afhang på hævn fra den enkeltes side, hvortil kommer, at der ved mordene forekom talrige tilfælder af røveri, så er der ikke bliver rejst tiltale for disse samfundsfarlige forbrydelser. Tværtimod har denne virksomhed fået samfundets godkendelse ved at der er meddelt amnesti. Dette skete i benådningsmanifestet af d. 7 december med følgende ord: «Personer, som ved undertrykkelsen af det oprør som var rettet mod den lovlige orden eller for at hindre oprørets udbredelse eller for at genoprette ordenen i sine handlinger har overskredet hvad der var nødvendig for at opnå ovennævnte mål, må ikke derfor sættes under tiltale eller straffes.» På grund af dette er tiltale frafaldet mod en hel række massemordere. Det er i højeste grad krænkende for retsfølelsen at dette vedvarer, og at forbrydelser på denne måde forbliver ustraffet.

Til - ære for loven

Efter at arbejderne på denne grusomme måde var bliver straffet udenfor loven, bestemte borgerskabet sig til påny at betræde lovlighedens veje. Standretterne glemtes lidt efter lidt, og domstolene for statsforbrydelser, disse sørgelig berømte domstole in casu, kom i stedet. Nu begyndte der en ny periode i den finske lovgivnings historie. Også disse domstole for statsforbrydelser begyndte nemlig at afsige dødsdomme, som også blev fuldbyrdet. I Finland var dødsstraffen allerede en saga blot. Professor Allan Serlachius siger herom i sin bog: «Lærebog i finsk strafferet», side 184, idet han først gør rede for i hvilke tilfælder finsk lov hjemler dødsstraf, følgende: «Når man tager i betragtning, at af disse forbrydelser alle andre uden almindelig mord er af den natur, at de meget sjælden kommer i betragtning og på den anden side at hævdvunden praksis byder at der ikke idømmes dødsstraf for mord og endnu mindre fuldbyrdes, så kan man med fuld grund sige, at dødsstraffen i den finske straffelov har en mere teoretisk end praktisk betydning. En straffemåde, som vor højeste domstol ikke nogen gang har idømt siden straffeloven trådte i kraft, og som aldrig er bliver udøvet under den nuværende generation (ikke siden 1826), en sådan straffemåde har ingen betydning som straf og har på den måde mistet hele sin praktiske betydning.» Og professor Serlachius fortsætter: «Under disse forhold kan det betvivles om der i det hele taget findes nogen grund til formelt at beholde dødsstraffen i straffeloven.» Denne tvivl fandtes ikke hos rumpparlamentet eller domstolene for statsforbrydelser. Nævnte specialdomstole dømte over 450 dødsdomme, hvoraf 9 var over socialdemokratiske landdagsmænd. Fuldført blev i det mindste følgende antal domme: Sveaborg 72, Lahtis 31 og Viborg 12. Ialt synes der at have sket ca. 150 henrettelser på grund af disse domstoles kendelse. En del af dem dømte ialfald vore bladredaktører, agitatorer, funktionærer hos de røde, befalingsmænd ved fronten og i almindelighed personer, som ikke var anklaget for nogen enkelt forbrydelse, men statsforbrydelse. Alligevel blev dommene stadfæstet af overdomstolen for statsforbrydelser og fuldbyrdedes uden skånsel. Ved henrettelserne havde vedkommende i mange tilfælder ikke-øvede skytter til sin rådighed, hvorfor ofrene i mange tilfælde kun blev såret i en eller anden legemsdel og først døde efter at den kommanderende officer havde givet dem et nådeskud. Stundom, som f.eks. i Sveaborg d. 26. oktober, fandtes der ikke engang et tilstrækkelig antal skytter, men syv dødsdømte blev henrettet af fire bødler. Mens man henrettede den ene fik de andre lov til at stå og vente på tur. Endnu en tredje måde havde borgerklassen til at så død omkring sig på. Dette belyses af følgende proklamation, som i sin tid var opslået på flere steder på Sveaborg: «Meddelelse»: Fangerne nr. 3116, 3126 og 2793 fra Lasaretsholmens fængsel er idag bliver skudt. De to førstnævnte fordi de har forøvet indbrudstyveri i et forrådsmagasin tilhørende den finske stat, den sidste fordi han har røvet levnedsmidlerne fra en fange. Alle fanger meddeles herved, at de fanger som gør sig skyldig i forbrydelse mod nogen lov eller overbevises om forbrydelser, bliver øjeblikkelig skudt. Sveaborg d. 7. maj 1918. Carl von Wendt, civilkommandant.» Dette var vel første gang i vort land, at sådanne ting blev belønnet med dødsstraf. Menneskeliv havde ikke stor værdi.

Fangelejrene

I dette punkt af manifestet påvises også den internationale skandale som de fangelejre var, som oprettedes her hos os. Disse fangelejre opstod derved at alle «røde» som blev fanget under krigsoperationerne blev samlet på visse steder for at af vente på forhør og dom. Man mente at man ikke kunne lade dem gå på fri fod indtil undersøgelser blev iværksat. Da der på denne måde samledes en mængde fanger på samme tid, er det klart, at deres pleje og levevis ikke kunne blive af den art som det bør kræves af fangepleje under almindelige forhold. Fangerne blev indstuvet i fælles fangelejre, hvorfra der lidt efter lidt hørtes de mest hårrejsende beretninger. Skal man dømme af at der ved domstolen for statsforbrydelser blev oversendt over 75,000 beslutninger om tiltale og at altså mindst dette antal politiske fanger dømtes mellem midtsommer og november, så blev der altså efter at oprøret var kuet taget tilfange omkring 90,000 personer, eller omkring 3 pct. af hele Finlands befolkning. Krigsminister Thesleff opgav i sin tale i landdagen d. 5 juli, at der endnu da, næsten 3 måneder efter at Tammersfors og Helsingfors var indtaget, blev forvaret i fangelejre over hele landet 72,589 fanger, deraf 4,575 kvinder. De største fangelejre var efter hans oplysninger Sveaborg, Tammersfors, Riihimähi, Ekenæs og Lahtis, i hver af disse blev der forvaret 8-9,000 fanger. Af kvinderne var størstedelen i Lahtis og Sandhamn. I begyndelsen af juli var der på sidstnævnte sted over tusinde kvindelige fanger, og efter hvad der meddeltes i landdagen var 86 pct. af disse mellem 15 og 20 år. Det erkendes åbent at forplejning og placering af så store fangemasser var forbundet med store vanskeligheder. Selv krigsministeren medgav dette i den førnævnte tale i landdagen. Hans tale var svar på en interpellation, og det blev afgivet for at berolige den borgerlige almenhed og udlandet, og forholdene blev derfor fremstillet så forsigtig, at de ikke engang var i overensstemmelse med sandheden: «Hvad som angår fangelejrene, hvori der fremdeles findes store mængder fanger, så er det naturlig, at de ikke har været helt tilfredsstillende. Dette kan heller ikke ventes at være tilfælde, da næsten halvdelen af vort folk blander bark i brødet. Da ernæringen er utilfredsstillende, er faren for sygdomme også nærliggende, det er forståelig at de hygiejniske forhold i fangelejrene ikke kan være de bedste.» For at undersøge forholdene ved fangelejrene har senatet i begyndelsen af sidste måned anbefalede stadsfiskalen A. Mesterløv og senatets prokurator O. Møller til at foretage undersøgelser ved alle fangelejre, hvor der opbevares fanger fra oprørstiden. Undersøgelsen begyndte d. 6 juni ved fangelejren i Uleåborg og er fortsat i hele juni, sådan at man nu har undersøgt næsten alle fangelejre. Fra Helsingfors, Ellenäs, Sadafalla og et par mindre fangelejre har man endnu ikke modtaget nogen beretning. Inspektørerne anmærker i sine udtalelser, at fangernes kost er omtrent tilstrækkelig; specielt nævnes i den henseende de store fangelejre i Tammersfors, Åbo og Kuopio. I Lahtis svarer maden indtil 2,000 varmekalorier; i Ruhimähi fik arbejdende fanger ca. 2,700 og de arbejdsløse 1,872 kalorier pr. dag. I St. Michel vekslede de arbejdsløse fangers føde i kalorier mellem 1,407-1,679 og de arbejdendes mellem 1,814-2,134; i Villmanstrand androg antallet kalorier til over 1,500. I Viborg, hvor det som bekendt længe har hersket store levnedsmiddelvanskeligheder og hvorfra man derfor er begyndt at flytte fangerne, er det hændt, sådan som d. 17. juni, at fangerne i fem dage ikke har fået det brød, smør eller mel som hører til rationen. Undersøgelsens resultat viser således at fangernes forplejning, i det mindste ikke i alle fangelejre har været fuldt tilfredsstillende, men det bør tages i betragtning at opgaven ialfald i begyndelsen var overmenneskelig. Hvad som angår føden, så er denne, selvom forbedringer er indført overalt, endnu ikke tilstrækkelig, i særdeleshed da fangerne i længere tid har været underernæret.» Hertil er at bemærke at kalorietallet er udregnet efter de madrationer man skal have i henhold til instruksen. Men i virkeligheden svarer ikke de uddelte rationer på langt nær til de opgivne kaloriemængder. Endvidere bør man lægge mærke til at krigsministeren i sin tale ikke berørte forholdene ved fangelejrene i Sveaborg og Ekenäs, men nøjedes sig med at bemærke, at forholdene ved disse fangelejre var nok så gode. Hvordan forholdene ved disse fangelejre i virkeligheden er, det får man et godt indblik i af en rapport som professor Kobert Tigerstedt har afgivet til regeringen. (Prof. T. var en tid overlæge ved fangelejren). I rapporten nævner han bl.a. forholdene ved Sveaborgs fangelejr.

Dødens forgårde

Docent Carl Tigerstedt (prof. T.s søn) har opsat nogle beregninger efter hvilke den på Sveaborg uddelte førte til fangerne kun i undtagelsestilfælde stiger til 1,400 og 1,500 kalorier, men i almindelighed kun indeholder 800-1,000 kalorier. For min del mener jeg, at en så mangelfuld forplejning kan få de værste følger efter en faste på 6-8 uger. Foruden sulten kommer også til de meget dårlige boligforhold som berøver fangerne deres sidste modstandskraft. At kasernerne ofte var for små for de store fangemasser, indrømmet jo til og med krigsminister Thesleff i sin førnævnte tale.  «På grund af det vældige fangeantal og fordi at landet ikke var beredt til at opholde de fangemasser som oprøret gav, har luftkubusen i kasernerne ofte været mindre end hvad man plejer at anse som nødvendig for mandskaberne i kaserner, nemlig om dagen mindst 8 og om natten mindst 13 kubikmeter. I fængslerne har de tilsvarende kubikmål været, 8, 7 og 6 kubikmeter pr. fange. I en del fængsler har det til og med været endnu mindre». Selv denne forklaring fremstiller forholdene bedre end de i virkeligheden er. F.eks. forholdene i Ekenäs på følgende måde af professor Tigerstedt: «Årsagen til den store dødelighed må derfor søges på andet hold, i de utilfredsstillende hygiejniske forhold i fangelejrene.» Således er fangernes placering en årsag. De tilgængelige ydre rum er ikke tilstrækkelig i forhold til fangernes antal. Jeg skal kun give et par eksempler. Disse eksempler er dog efter min mening tilstrækkelig for at klarlægge at fangernes boliger ikke engang svarer til de enkleste fordringer, selvom man af og til kan træffe på en fangelejr, hvor forholdene er lidt bedre ordnet. Kasernerne: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, havde i gulvflade pr. fange: 1,43; 1,43; 0,83; 0,72; 2,10; 1,00; 3,04 og i kubikmeter luft pr. fange: 5,7; 11,2; 3,3; 2,9; 8,4; 5,0 ;3,0. Man kan indvende, at fangerne på den varmeste årstid kunne være udenfor størstedelen af døgnet, og at det derfor kun skulle være om natten at der blev trængsel. Her bør vi dog huske på at den kolde, mørke årstid nærmer sig, og da føres fangerne ind allerede klokken 10 om aftenen, og da de først kan gå ud klokken 6 om morgenen, så må luften blive udskæmt og sundhedsfarlig selv om vinduerne holdes åbne hele døgnet rundt. I særdeleshed gælder dette om de rum, hvori de fanger forvares som er dømt til tugthus. Disse får ikke lov til at gå ud om natten, ikke engang i nødvendigt ærinde, men der er indefor anbragt en stor balje som de må betjene sig af. Det behøver ikke nærmere at påpeges, hvor dårlig luften lidt efter lidt bliver i nattens løb på grund af dette.» Når forholdene er sådanne, så er det ingenting at forundre sig over at dødeligheden i løbet af kort tid antog frygtelige former i fangelejrene. En del af fangerne sultede ihjel, andre døde på grund af de dårlige hygiejniske forhold. Professor Tigerstedt giver følgende oprørende skildring af dette: «Fra d. 6. juni til d. 31. august har dødeligheden i Ekenäs fangelejr været ualmindelig stor, hvilket følgende tal viser: For hver 1000 fanger er der hver uge døde: juni 6.-12 5.90 - juni 13.-19. 8.56 - juni 20.-26 23.00 - juni 27.-juli 3. 14.60 - juli 4.-10. 18.87 - juli 11.-17. 26.76 - juli 18.-24. 41.11 - juli 25.-31 42.33. Antallet af fanger har i denne tid vekslet mellem 6,027 og 8,597. I denne periode er antallet af døde steget til 1,847 og der var dage da dødeligheden steg til 40.7. Dødeligheden blandt fangerne er i denne tid steget jævnt, og netop nu i de sidste uger var den 7 gange større end den anden uge i juni. En dødelighed af 42.33 pr. tusinde i ugen betyder det samme forhold som om der i Helsingfors med sine 200,000 indbyggere skulle være 8,466 dødsfald pr. uge. Dertil må man lægge mærke til, at de personer det her er tale om var i den alder da dødeligheden plejer at være meget lille. Denne forfærdelige dødelighed kan man ikke engang forklares som resultat af en eller anden svær epidemi skulle have raset i fængslet.» «I ethvert tilfælde er en dødelighed på 42.33 pr. 1000 i ugen noget aldeles uhørt, og noget lignende er næppe nogen gang indtruffet i zarismens fængsler, eller om sådant indtraf, har det været forårsaget af en eller anden smitsom sygdom, som kolera, kopper eller lignende, men ikke af en sådan uhygiejnisk behandling af fangerne.» «Af de 1,347 fanger, som døde fra 6. juni til d. 31. august er kun 337 eller 25 pct. afgået ved døden på sygehuset, mens derimod 1,010 liv er slukket på ventesalenes træbriske.» For at man ikke skal kunne påstå at jeg overdriver ved skildringen af disse uhyggelige forhold, har jeg nøjes med at citere kun et par udtalelser af personer i officiel stilling. Disse ytringer lader en ane, hvordan forholdene i fangelejrene i virkeligheden har været. De udgjorde faktisk dødsrigets forgård. Ialt kan man regne at mindst 15,000 liv slukkede i disse fangelejre. Og dette kan med fuld grund kaldes at udså død og ødelæggelse!

Summarisk justits

I denne sammenhæng kan vi ikke gå forbi den fremgangsmåde som retten benyttet ved behandlingen af tiltalen mod fangerne; thi den belyser klart den mangel på retsbeskyttelse, hvori disse udenfor samfundet stillede personer fik leve. I anledning rettergangen mod fangerne blev der nedsat 140 såkaldte domstole for statsforbrydelser. Hver domstol bestod af 5 medlemmer, af hvilke dommeren og et medlem burde have juridisk uddannelse, en officer, og de to genstående i almindelighed en eller anden arbejdsleder eller lærer. Hvor minimal retsbeskyttelsen var ved disse domstole, fremgår allerede deraf, at de skulle skabe summarisk retfærdighed, ligesom de jo også blev nedsat på en tid da hele borgerklassen var opfyldt af klassefjendtlighed og hævnlyst. Det er betegnende at juridisk uddannede medlemmer ofte stemte for mindre straf end hvad rettens lægmænd gjorde. Ikke fordi at de var humanere stemt, men fordi de gennem sin juridiske oplysning mere følte sig bundne ved lovens bestemmelser end hvad lægmændene gjorde. Disse lod i de fleste tilfælde sit klassehad være det eneste afgørende. Som retsgrundlag for at dømme i de rejste retssager brugte man straffelovens bestemmelser om statsforræderi. Da disse bestemmelser ikke gav mulighed for højere straf end livsvarig fængsel, en straf som borgerklassen ikke var tilfreds med, frembragte man teorien om at Finland under revolutionen var i krigstilstand med Rusland, hvorfor de oprørske elementer blev beskyldt for at være i forbund med fjenden og således at have gjort sig skyldig i højforræderi. Og straffen for det kan være døden. At Finlands regeringstropper ikke anså sig være i krig med Rusland under den finske borgerkrig, fremgår bedst af at alle russiske soldater som blev taget tilfange blev skudt ned, hvilket ikke er i overensstemmelse med international ret, når det gælder spørgsmålet om krigsfanger. Dog forstod man snart at det ville være praktisk umulig at vedligeholde denne teori i alle tiltalebeslutninger mod rødgardister, thi om hver fange skulle dømmes for statsforbrydelse så ville straffen for alle været døden eller flere års fængsel, og landet ville have mistet 10,000 af dygtige arbejdere, som var nødvendig for at industrien skulle kunne holdes igang. For det meste tolkede man det derfor sådan, at lederne vidste af at der var krigstilstand og derfor kunne dømmes for statsforbrydelse, men da de almindelige mænd i rækkerne ikke kendte til at der var krigstilstand, så kunne de idømmes mildere straf. Fortolkningen af dette var fuldstændig efter forgodtbefindende. Selvom der blev gjort alvorlige forsøg på at; få mere enhed i tiltalebehandlingen ved disse 140 domstole for statsforbrydelser, så nåede man ikke noget tilfredsstillende resultat. Forbrydelser, som ved en del domstole straffedes med et par års fængsel, kunne andre steder gå op i dødsstraf. En del domstole var i juristkredse kendt for sine uhørte strenge domme, som f.eks. domstol 77 i Ekenäs, som knapt nogen gang fældte mildere dom end 8 års fængsel. Det var ikke uden grund at man begyndte at kalde rettergangen «lotteri». Straks før domstolene begyndte sin virksomhed, sendte undersøgelseschefen Gustaf Aminoff et cirkulære til anklageren ved domstolene, hvori der blev peget på hvilke straffe man burde indstille de anklagede til. En del citater fra dette cirkulære der er bedst til at påvise, hvordan rettergangen på forhånd var udtænkt og hvordan den siden udartede sig til. Idet han beklager at fangerne ikke bliver dømt ved krigsret, siger han: «Hvad som angår straffepåstand, så skal jeg få lov til at fremstille armeens (altså ikke retsvæsenets) vilje og ønsker i følgende: Dødsstraf bør anvendes mod ledere, militære befalingsmænd), krigsagitatorer, mordere, røvere og andre banditter. Hvad som angår de almindelige rødgardister, så er der ingen som helst grund til at indbilde sig, at de har kæmpet for nogen ide. Jeg har oversendt anklagerne og domstolene bindende bevis for at de røde har været den russiske regerings og de russiske militærautoriteters værktøj i Finland. En almindelig rødgardist bør derfor indstilles til streng straf for landsforræderi og statsforbrydelser.» De i dette cirkulære udtalte principper blev bestemmende for domstolenes virksomhed. De «ledere» som blev dømt til hårde straffe, var for størstedelen sådanne som ikke engang havde deltaget i oprøret, men som havde pådraget sig borgerklassens had ved sin tidligere virksomhed i arbejderbevægelsens tjeneste. Man ville øjensynlig bringe det derhen, at det skulle blive umulig at opbygge arbejderbevægelsen igen i fremtiden. Mod disse ledere fremlagde man ofte som bevismateriel taler de havde holdt eller artikler som de havde skrevet længe før oprøret, og som ikke havde nogen forbindelse med dette. Blandt de personer som havde indtaget en fremtrædende plads i revolutionsbevægelsen var der flere, som havde gjort sit bedste for at opretholde ro og orden og hindre overgreb. Alligevel dømtes disse nu til de strengeste straffe, selvom samfundet i mange tilfælde havde god grund til at vise sin taknemmelighed. Ved rettergangen var de anklagede omtrent uden beskyttelse. Selv vidste de ingenting om hverken når eller hvor de skulle stilles for domstolene, og de kunne derfor heller ikke træffe nogen slags foranstaltninger til deres forsvar. De vidste jo heller ikke hvilken forbrydelse de ville komme til at blive tiltalt for. Selvom de vidste noget om det, så var det i almindelighed umulig for dem at kunne skaffe noget skriftlig bevismateriale, da brevene var underkastet censur og blev beholdt der omkring 8 dage. Da de borgerlige advokater i almindelighed ikke ville påtage sig deres sag, og de socialistiske advokaters antal var for få, kunne de tiltalte ikke få nogen retshjælp. Selv var de, efter mange måneders ophold og sult i fangelejrene ikke istand til at varetage deres sager, og det kunne hænde, at den anklagede døde på vejen til domstolen eller under selve forhandlingerne. Både for tiltalen og for selve dommen blev der lagt meget stor vegt på de udtalelser, som blev afgivet af beskyttelseskorpsene på fangens hjemsted. Disse beskyttelseskorps gjorde sit bedste for at styrte så mange som mulig i fordærvelsen. I de fleste tilfælde havde beskyttelseskorpset ikke nogen saglige grunde mod de tiltalte, men indskrænket sine udtalelser til almindelige påstande, af hvilke de fleste savnede ethvert spor af sandhed. Sådanne udtalelser var f.eks.: «er ivrig og pågående», «har drevet ophidsende agitation», eller der fremsættes ønsker: «bør dømmes til strengeste straf», «fortjener at skydes», «bør uskadeliggøres». Mange anklagede blev af beskyttelseskorpsene fremstillet som «ledere» uden nogen som helst grund. Med tiden lærte I domstolene sig til bedre at skille og bedømme disse, under ed afgivne, men dog så løgnagtige udtalelser. Resultatet af domstolenes udtalelser var meget broget. Der var ingen plan eller oversigt, dommene var forskellige, en del af de tiltalte blev dømt på grund af navnelighed, andre dømtes for forbrydelser som der ikke engang havde været spørgsmål om ved domstolen. Gennemgående var dommene forfærdelig strenge. Nogen appel til overdomstolen kunne efter loven om statsforbrydelse ikke finde sted. Den dømte kunne dog søge om nåde hos domstolen for statsforbrydelser. De fleste af de dømte betjente sig også af denne vej, så ydmygende den end var; men der var også dem, f.eks. dødsdømte, som nægtede at benytte sig af denne vej. Overdomstolen forsøgte at opnå større ensartethed i dommene og delvis at nedsætte straffen, selvom det var i ringe grad. Men selv i overdomstolene viste der sig under anklagebehandlingen store mangler, og følgen af dette blev vilkårlige domme.

Dommen over landdagsmændene

Når retsvæsenet er på tale kan man ikke gå forbi den måde, hvorpå de socialdemokratiske landdagsrepræsentanters tiltale behandledes ved domstolen for statsforbrydelser, da dette på en udmærket måde belyser, hvordan behandlingen i bedste tilfælde kunne blive. Af 92 repræsentanter, som socialdemokratiet havde i sidste landdag, havde omtrent halvdelen flygtet fra landet ved borgerkrigens afslutning, og en del havde mistet livet under kampen. Af dem som var blevet tilbage i landet blev de fleste arresteret ved borgerkrigens slutning, undtagen 2, som var arresteret før oprøret var kuet. En del socialdemokratiske repræsentanter var dog fremdeles på fri fod. Af disse blev 9 fængslet i maj, da de var på vej til Helsingfors for at deltage i landdagens arbejde. Andre fik fremdeles tilladelse til at gå på fri fod, men fik ikke lov at deltage i landdagens arbejde. Deres deltagelse blev tydelig anset som mindre ønskelig, da den borgerlige halvdel af landdagen tog fat på sin reaktionære virksomhed. Det socialdemokratiske parti var i landdagen kun repræsenteret af tidligere senator Matti Paasivuori, som også havde været arresteret, men var blevet frigivet. Af de øvrige fik en repræsentant, som fra prokuratorekspeditionen havde fået attest for, at der ikke forelå nogen anklage mod ham, ret til at hæve sin løn som landdagsmand, men ikke til at deltage i landdagens møder. Sådan var forholdene helt til juli, da landdagen efter en kort ferie atter samledes for at behandle det på monarkisk grund udarbejdede forslag til ny regeringsform, hvis hensigt var at sætte kejser Wilhelms svoger på Finlands trone. Fra borgerligt hold var man tydelig nok ræd for at de få socialdemokratiske repræsentanter, som fremdeles var på fri fod, skulle komme til at deltage i forhandlingerne, og da den republikanske majoritet var meget stærk, selv foruden dem, så kunne deres stemmer let komme til at blive bestemmende for udfaldet. Ialfald blev, et par dage før landdagen skulle træde sammen, de få, endnu frie, socialdemokratiske repræsentanter arresteret, undtagen M. Paasivuori, som fremdeles deltog i landdagen og E. Hullunen, som vistnok fik være på fri fod, men som ikke måtte deltage i landdagsmøderne. Det varede helt til høsten førend landdagsrepræsentanternes retssag blev taget op til behandling. Det fremgik at en stor del af dem var fuldstændig uskyldige, og ikke på nogen måde havde deltaget i oprøret. I mangel af noget bedre beskyldte man dem for at have deltaget i behandlingen af et forslag, som den socialdemokratiske landdagsgruppe fremsatte i landdagen høsten 1917; et forslag som nu aldeles løgnagtig blev påstået at være statsforbryderisk. Hensigten med dette forslag var at landdagen i et manifest til folket skulle erklære, at den godkendte en del af de reformer som var krævet. (Otte timersdagen, arbejderbeskyttelsesloven, reformer i beskatningen). Efter forslaget burde der indkaldes til en grundlovgivende nationalforsamling, og det var dette man nu forklarede skulle være ensbetydende med landsforræderi, selvom nationalforsamlingens indkaldelse skulle ske på lovlig vis, da jo forslaget om dette var fremsat i landdagen. At heller ikke landdagens borgerlige elementer anså forslaget som ulovlig fremgår deraf at forslaget blev behandlet ved et møde, under ledelse af en borgerlig præsident, og at over 40 borgerlige repræsentanter støttede forslaget ved afstemningen. At tiltaler som var bygget på den slags kunstige grundlag også formelt var ulovlige, fremgår af at efter landdagslovens §11 kan man ikke rejse tiltale mod landdagsmænd, heller ikke kan en landdagsmand berøves friheden for anskuelser, som han udtaler i landdagen eller ved anden behandling af sagerne, såfremt ikke landdagen ved sin beslutning godkender at sådant skal ske. Til en sådan beslutning kræver, at fem sjettedele af de nærværende medlemmer stemmer for, og en sådan godkendelse er ikke bliver foreslået eller behandlet i landdagen. Derfor kan man ikke frigøre sig for følelsen af, at da omtalte socialdemokratiske repræsentanter, som blev anklaget for det forslag de havde fremsat i landdagen, kun blev dømt i egenskab af politiske modstandere, og at en hvilken som helst anledning blev benyttet som grundlag for dommen. Andre af de tiltalte folkerepræsentanter havde haft en eller anden stilling under revolutionen, og beskyldtes nu for statsforbrydelse eller landsforræderi, eller begge dele. Flere af dem var det finske socialdemokratis bedste kræfter og tilhørte partiets moderate højre, som holdt fast ved lovlig parlamentarisk politik. Mange af dem havde gjort sit bedste for at forhindre oprørets udbrud. Og under selve oprørstiden havde de forsøgt at holde sig udenfor begivenhederne, men til sidst, på grund af solidaritetsfølelse og presset fra kammeraterne, på en eller anden måde deltaget, idet de dog efter evne hindrede mulige grusomheder. Det vakte derfor en pinlig opmærksomhed, også i udlandet, da domstolen for statsforbrydelser efter beslutning af d. 12. oktober 1918 dømte 9 af disse tiltalte til døden og alle andre til fængselsstraf, rigtignok betinget, hvorfor disse straks blev sat på fri fod. Naturligvis anså man det som en selvfølge, at disse domme ville blive rettet ved overdomstolen, både som en følge af dommenes juridiske formløshed som af moralske grunde. Overdomstolen behandlet spørgsmålet i tre måneders tid og først i slutningen af januar faldt deres beslutning. Dødsdommene, som havde vakt så stor opmærksomhed, også i udlandet og skadet Finlands anseelse, blev vistnok mildnet en smule, undtagen i ét tilfælde. Andre domme derimod blev skærpet i den grad, at ingen af dem blev under 7 års tugthus. At netop 7 års tugthus skulle være det laveste, har vel sin forklaring deri, at det d. 17 december 1918 var udfærdiget amnesti for alle fanger som var dømt til højest 6 års tugthus. Som følge af denne lovløshed og ureglementerede fremgangsmåde som var benyttet ved rettergangen mod de socialdemokratiske folkerepræsentanter danner disse domme en enestående skandale i det finske retsvæsens historie. Når et sådant antal uskyldige og skyldige landdagsmænd kunne dømmes på et fuldstændig retsstridig grundlag, og når dette skete otte måneder efter at borgerkrigen var slut og siden de første domme blev afsagt, og når dette kunne ske fra overdomstolens side, da forstår man uden ord den måde hvorpå andre tiltalte tidligere var bliver behandlet fra underdomstolenes side.

Folkets dyreste rettigheder har borgerklassen trampet under fødderne

Til folkets dyreste rettigheder og demokratiets vigtigste grundlag har man altid regnet forsamlings-, ytrings- og foreningsfrihed. For at opnå disse rettigheder er der udbrudt mange revolutioner, og altid når disse rettigheder er blevet beskåret, har forbitrelsen været stor i demokratiske kredse. Efter at borgerkrigen var slut, arbejderklassen slået af marken og den almindelige reaktion løftede sit hoved, var den regerende gruppes første offer på reaktionens alter disse samfundsmæssige borgerrettigheder, for så vidt det angik arbejderklassen. Allerede fra første dag blev alle socialdemokratiske aviser inddraget; arbejderorganisationerne blev erklæret opløst, deres ejendele beslaglagt, og ingen møder blev tilladt afholdt i flere måneder under påskud af, at der herskede krigstilstand og almindelig uro i landet. I begyndelsen skete dette uden noget som helst skin af lovlighed, senere blev det af rumpparlamentet givet regeringen de mest udstrakte rettigheder til indskrænkning af de borgerlige rettigheder. Disse forholdsregler blev i sin helhed rettet mod arbejderklassen. I denne hensigt blev der d. 29 maj 1918 offentliggjort en «lov om tilfældige forholdsregler for opretholdelse af den offentlige ro og orden». Denne såkaldte «socialistlov» berettigede regeringen til at forbyde aviser og andre tryksager, indskrænkelse af forsamlingsfriheden og gav den ret til beslaglæggelser, husundersøgelser og arrestation. Med denne lov som grundlag begyndte den forfærdelige undertrykkelse af arbejderklassen som siden er forsat og som stadig fortsætter. Den fuldmagt, som regeringen på denne måde fik, benyttet den i største udstrækning. Som en begyndelse blev der d. 21 juni 1918 udfærdiget en lov om periodiske tryksager og aviser. Efter denne lov kan ikke nogen ny avis eller tidsskrift udgives, førend man har fået tilladelse af landshøvdingen. Landshøvdingen på sin side kan ikke give denne tilladelse til andre end sådanne finske borgere, hvis virksomhed er en garanti for, at den lovbestemte samfundsorden ikke forstyrres. I loven fik også landshøvdingen en vidtgående ret til at inddrage og beslaglægge aviser. Erfaringer har senere vist hvordan landshøvdingen benyttet denne magt. Tilladelse til at udgive arbejderaviser blev kun givet efter de største anstrengelser, og i mange tilfælder var det kort og godt afslag. Landshøvdingerne har også inddrage aviser for mindste årsager. Først efter at en ny, rigtignok ulovlig, presselov er vedtaget, er presseforholdene bliver forandret, om man end må bemærke, at når det gælder arbejderaviser, bliver presselovens bestemmelser fortolket helt vilkårlig og altid strengt. Hvad som angår forsamlings- og foreningsretten, så afgav regeringen sidste høst gennem et cirkulære til landshøvdingerne forskrifter efter hvilke landshøvdingerne var berettiget til at gribe ind i foreningernes virksomhed og at forhindre alle møder. Denne magt transporterede landshøvdingen til lavere tjenestemænd, og følgen af denne praksis blev det værste virvar. I de fleste tilfælde har politimyndighederne lagt hindringer i vejen, både for foreningsvirksomheden, som for afholdelsen af møder, og kun på ganske få steder har arbejdernes virksomhed været tilladt og da i en begrænset form. Der er ikke bliver gjort nogen forskel, enten foreningsvirksomheden eller det tiltænkte møde havde til hensigt at virke forstyrrende af det lovbestemte samfund, eller om det stod på rent parlamentarisk grund. Kort sagt, alle foreninger og møder var bliver stillet på samme niveau og blev forbudt. Til og med arbejdernes faglige organisationers virksomhed har været forbudt helt til dette års begyndelse, og arbejderne har på den måde været forhindret i med forenede kræfter at kæmpe mod den økonomiske nød, som truer deres eksistens under hele det forgangne år. Endvidere bør man lægge mærke til, at de lavere politimyndigheder ikke engang efterlevet regeringens forskrifter i disse sager. Formedelst beslutning af d. 12 december 1918 har statsrådet besluttet: 1) valgmøder er fri og behøver ikke anmeldes, 2) offentlige møder kan afholdes, når man afgiver en meddelelse derom til politimyndighederne med angivelse af mødetid og sted, samt mødets årsag og hensigt. Uagtet disse lettende forskrifter er alligevel en stor del offentlige møder på mange steder blevet fuldstændig forhindret og vedkommende myndigheder har ofte udtrykkelig meddelt, at de ikke vil tillade nogen som helst møder. Denne fremgangsmåde gik over til en grov forbrydelse, når den blev rettet mod valgmøderne, som på mange steder blev fuldstændigt umuliggjort. Da man ved årsskiftet skulle træffe forberedelser for kommunevalgene, hindredes valgmøderne på flere steder, og selv nu fornylig ved politiske valg, var man tvungen til at konstatere det sørgelige faktum, at arbejderne på mange steder ikke fik forberedt valgene ved hjælp af møder. Da arbejderne samtidig blev forhindret gennem trykningsforbud fra at henvende sig til vælgerne gennem valgopråb, må man slå fast, at også på dette vigtige tidspunkt ville man indskrænke arbejdernes deltagelse i valgene og på den måde forvrænge valgenes resultat, for at landdagen skulle få en anden sammensætning end vælgernes vilje virkelig forudsætter. Med henblik på arbejderorganisationerne så fremkom der, efter borgerkrigens slutning, i den borgerlige presse hentydninger om at deres virksomhed for fremtiden burde umuliggøres. I praksis stræber man på alle måder for at nå dette mål. Foruden at forhindre arbejderorganisationernes møder var herved den vigtigste fremgangsmåde at beslaglægge arbejderorganisationernes huse og øvrige ejendom. På den måde blev de fleste arbejderorganisationer forhindret hele det sidste år og hindres fremdeles. Efter vore offentlige love kan arbejderorganisationernes ejendom ikke holdes under beslaglæggelse af strafferetslige grunde. Så blev dog gjort under det påskud, at denne ejendom kunne tages til dækning for skade forvoldt af arbejderorganisationernes enkelte medlemmer under borgerkrigen. Denne motivering er dog helt ulovlig, da arbejderorganisationerne som juridiske personer ikke er ansvarlig for enkelte medlemmers handlinger; organisationernes ejendom kan ikke beslaglægges. Ikke engang efter den i foråret udfærdigede undtagelseslov havde regeringen nogen ret til at beslaglægge arbejderorganisationernes ejendom. Efter «socialistloven» af d. 29. maj 1918 fik regeringen rigtignok udstrakt myndighed til lukning, men nogen ret til beslaglæggelse fik regeringen ikke gennem loven. Og selvom en sådan bestemmelse fandtes i loven, så havde den ikke kunnet komme i betragtning ved et strafferetslig spørgsmål, da lovgivningens almindelige principper kræver, at en forbrydelse dømmes efter den lov som gjaldt på det tidspunkt, og at en ny lov kun skal bruges hvis den er fordelagtigere for den tiltalte. Regeringen har måske selv indset, at disse forholdsregler angående beslaglæggelsen var ulovlig - og det er vel årsagen til at regeringen gav landshøvdingerne ret til at ophæve beslaglæggelsen af arbejderorganisationernes ejendom. Så meget mere beklagelig er det at hidtil kun en brøkdel af denne ejendom er bliver frigivet, mens størstedelen endnu, aldeles efter forgodtbefindende, bliver forholdt organisationerne, som ikke får dispositionsret over deres ejendom. De arbejderorganisationer, som alt har fået sin ejendom til fri disposition, har ved modtagelsen måtte erfare, at en stor del af ejendommen var ødelagt eller røvet. I enkelte tilfælde har man fået rede på hvem som har begået røveriet eller ødelæggelsen, men i de fleste tilfælder er forøverne ubekendt. Ofte synes militærafdelinger, beskyttelseskorps eller de tyske tropper som gæstede landet at have drevet et frækt røveri af ejendom og har derved påført arbejderorganisationerne store økonomiske tab.

Proletariatet er overgivet til hungersnøden

Fremstillingen under denne rubrik i valgmanifestet vil i al sin korthed udmale de vanskeligheder de mindre bemidlede klasser har haft at udstå i den senere tid med hensyn til levnedsmidler. De deri fremholdte anskuelser ejer vel almen gyldighed og er i det mindste hidtil erkendt som beføjede. Da imidlertid den offentlige anklager ikke har adskilt dette afsnit ud fra forbryderisk agitation, så er jeg tvungen til at berøre levnedsmiddelspørgsmålet med nogen ord. I levnedsmiddelpolitikken blev der i de sidste år begået uhørt store fejlgreb, hvoraf følgen var at alle forbrugerkredse fik påført den yderste nød. Regeringen lod sig i levnedsmiddelspørgsmålet kun lede af hensynet til producentkredsene. Forbrugerne blev tilsidesat fra al deltagelse både i levnedsmiddelpolitikkens ledelse og i dens kontrol. Herved gik man så grundigt til værks, at arbejderrepræsentanterne f.eks. blev forvist fra de vigtigste organer på dette område - levnedsmiddelsnævnene - selvom de energisk havde hævdet forbrugernes interesser. I praksis viste denne levnedsmiddelpolitiks følger sig deri, at jordbrugsproducenternes såkaldte selvhusholdning begunstigedes på alle mulige måder. Den daværende levnedsmiddelchef fremstillede ofte sin mening i sagen i form af påstanden om at produktionen af levnedsmidler er krig, hvor folket ved fronten - producenterne - må få mere end folket bag fronten - forbrugerne, og denne hans betragtningsmåde ledede ham til en afvej, med forskellig behandling af forskellige samfundsklasser. På ethvert område blev jordbrugsproducenternes interesser varetaget på alle mulige måder, uden hensyn til om forbrugerne i byerne havde tilstrækkelige eksistensmuligheder. For at nævne et eksempel, så blev der lovet bybeboerne 150 gram mel om dagen eller 41/2 kg. om måneden, - og endda var det ikke altid de fik dette kvantum. På samme tid fik de, som havde «selvhusholdning» 10 kg. pr. person, hvilket kvantum de også kunne være sikre på. Dertil kom endnu erter, som ejer af selvhusholdning fik beholde i anseelige mængder, uden at der blev taget hensyn til om korthusholdningernes behov blev tilgodeset. Endvidere havde selvhusholdningen til sin disposition kød, mælk, smør og andre jordbrugsprodukter, som bybeboerne sjælden fik se. Enhver byforbruger har et friskt minde om de forhold, som man i forbrugerkredse levede under med en sådan levnedsmiddelpolitik. Sidste forsommer spiste f.eks. folkene i Helsingfors træmel, som blev påstået være nærende, selvom alle sagkyndige gav tilkende, at melet var aldeles værdiløst. De rationer som senere blev uddelt var meget dårlige, ofte fuld af halm, havreagn og andet skidt.

Smughandel for de rige. Sult for de fattige

Det ville dog være uret at påstå, at befolkningen i forbrugercentrene ikke har fået jordbrugsprodukter. Til forbrugercentrene ankom i virkeligheden en mængde af de vigtigste jordbrugsprodukter, men de kom ikke på den officielle, rationeringens, vej, men via bagvejene, i smughandel. Det viste sig faktisk i denne tid, at selvom den strengeste udjævning var tilsigtet fra statens side, så kunne den som havde penge få hvad som helst, mens de fattige derimod blev foruden. I smughandelen var priserne nemlig mangedoblede i forhold til de officielle priser, og for personer med almindelige indtægter var der ikke tænkt på at betale disse priser. Men ikke engang de officielle priser blev holdt indenfor rimelige grænser. Selvom den daværende regering, som i hele sin politik støttede sig på jordbrugsinteresserne, mærkede, at jordbrugerne ikke var villige til at afgive sine produkter fra sig med det gode, så turde regeringen ikke at vedtage skarpere forholdsregler mod dette. Sådanne forholdsregler havde været mulig, da der indenfor landet fandtes tilstrækkelig militær og andet ordensværn, og den mindste forholdsregel havde utvivlsomt været iorden for at få forbrugerne til at bøje sig for de vedtagne forskrifter. Regeringen gik dog ikke frem på den måde, men stræbte med at godtgøre jordbrugerne en «passelig» pris. På den måde blev f.eks. prisen på brødkorn, som allerede tidligere stod i forholdet 1:15 kg. løftet med 2 mark på én gang. Prisen på alle de andre produkter løftedes naturligvis i samme skala, da brødkornet hos os altid har været den sikreste værdimåler. Sådan forhøjedes de allerede tidligere mangedoblede priser på alle livsfornødenheder med det dobbelte, og denne forholdsregel indvirkede delvis også på den uhørte nedgang af pengeværdien, som vi senere har haft anledning til at lægge mærke til. Og ikke nok med at disse priser blev lavet for sidste års høst, men dertil forpligtede regeringen sig til i 2 år at indløse alt som jordbruget kunne afstå, til de uhørt høje minimalpriser. Ved fastsættelsen af disse priser har regeringen belastet landet med tunge veksler også for fremtiden. Alle disse forholdsregler til fordel for jordbrugerne var dog fuldstændig uden værdi. Et fuldstændig anarki og ligegyldighed imod de udfærdigede forholdsregler, vandt indpas i jordbrugskredse. Et tøjlesløst spekulationsbegær fik dem til at holde kornet og andre produkter tilbage fra statens rationering, og transportere det frem på smugveje til de forbrugerkredse som betalte den højeste pris. Fra jordbrugernes side blev der f.eks. fremsat den modpåstand, at landet ikke havde nok korn og at de derfor ikke kunne opfylde de pålagte forpligtelser. Den officielle statistik taler dog et ganske andet sprog. Efter statistikken har de sidste års høst været følgende: Rug, byg og hvede 390 mill. kg., hvoraf fragår til udsæd 60 mill. kg. = 330 mill. kg., havre 350 mill. kg.. Til sæd og for fragår 150 mill. kg. = 200 mill. kg., som i mel eller gryn svarer til 100 mill. Kg.. Alt i alt for forbrug altså 430 mill. kg. Når hele landets indbyggerantal er 3.4 millioner mennesker, skulle dette altså pr. person og år blive 126.5 kg. eller lidt over 10 kg. pr. måned. Enhver indbygger i landet skulle altså kunne fået samme ration som selvhusholdningerne, hvis man havde fået kornet frem.

Merkantilt anarki

Det ville dog være en uret kun at beskylde jordbrugerne for dette anarki og denne spekulationslyst. Den samme ånd bredte sig også til andre befolkningslag. Til en begyndelse i forretningsverdenen, senere også til industrikredse. Priserne blev løftet til langt over hvad produktionspris og rimelig fortjeneste skulle tilsige, og enhver stræbte efter at blive rig på korteste tid. Krigstidens sørgeligste foreteelse har været opkomsten af marodører og gulascher, som samvittighedsløst har tjent formuer på sin næstes nød og lidelser. For at vise hvordan dette forhold betragtes, selv på borgerlige hold, vil jeg tilslut citere noget uddrag af en redegørelse som dr. Carl Tigerstedt fornylig har offentliggjort. Han siger bl.a.: Efter de nugældende bestemmelser, får en på landet bosat jordbruger forbruge kød, mælk, smør, ost, kartofler og andre rodfrugter i ubegrænset mængde, og den kornration, som han får er mere end det dobbelte af hvad andre borgere får. Her må bemærkes, at helsingforserne mellem d. 15. august og d. 21. september fik knapt 1/4 af den brødration som selvhusholdningerne havde lov til at forbruge. Mellem d. 22. september og d. 22. november steg kortrationen til «hele» 48 pct. af den mængde som selvhusholdningerne havde ret til. Siden sidstnævnte dag er korthusholdningernes rationer blevet yderligere formindsket og det mel som Helsingfors levnedsmiddelnævn har kunnet uddele i de sidste uger har været meget under hvad de skulle. Man bør også huske på, at jordbrugerne for sine nyrydninger belønnes i form af havre og rug -». «Et retfærdig fordelingsprincip når det gjaldt landets produkter af levnedsmidler er bliver forkastet, eller rettere sagt, aldrig sat ud i det praktiske liv, og dette er en af årsagerne til at rationeringen hos os er dømt til at blive helt og holdent mislykket-». «Et klart billede af levnedsmiddelrationeringens virkninger på de husholdninger som ikke var privilegeret, får man ved at udregne de levnedsmidler de fik på hvert kort. Mellem d. 1. august og d. 21. september er der i Helsingfors uddelt levnedsmidler pr. kort til personer som ikke havde mælkekort eller tillægskort pr. dag: Renkød: 14,4 gram. 27,8 kalorier.12,6 penni - Kokød: 4,8 gram. 7,8 kalorier. 2,1 penni - Urøget pølse: 10,2 gram, 49,9 kalorier, 32,6 penni - Røget pølse: 28,8 gram, 130,8 kalorier, 51,8 penni - Mælk: 53,8 gram, 36,2 kalorier, 7,5 penni - Smør: 53,8 gram, 36,2 kalorier, 7,5 penni - Ost: 8,7 gram, 69,3 kalorier, 17,4 penni - Madolie: 4,8 gram, 43,2 kalorier, 14,2 penni - Fedt: 1,9 gram, 17,1 kalorier, 3,6 penni - Mel: 78,1 gram, 270,2 kalorier, 23,4 penni - tilsammen 666 kalorier. Da en fuldvoksen let kropslig arbejdende mands næringsbehov anslås til mindst 2,800 kalorier pr. dag, har således de personer i Helsingfors, som hører til korthusholdningerne i rationerede levnedsmidler, fået mindre end en fjerdedel af den for en fuldvoksen mand nødvendige næringsmængde. En mand med let kropslig arbejde betaler efter særdeles lav beregning mellem 6 og 7 mark om dagen. Heri er da ikke medregnet hvad det koster at tilvirke maden. De personer, som har selvhusholdning, lever i almindelighed i overflod, mens derimod korthusholdningerne i Helsingfors er ved randen af den bitreste nød. Vor levnedsmiddelrationering er totalt mislykket. Rationeringen bør lægges om og en ligere og retfærdigere fordeling sættes i kraft. Sagen er ellers tilstrækkelig velkendt, thi disse forhold har alle fået at føle - en del mere, andre mindre. Og når borgeraviserne har fundet grund til at skrive om hunger blandt middelklassen, så kan man forstå, hvordan nøden har været blandt den mindre bemidlede arbejderklasse.

Borgerne forsøgte med statskup

Siden oprøret var bliver slået ned, fremtrådte borgerskabets egoistiske klassebestræbelser, som tidligere havde været nødt til at holde sig indenfor visse grænser. Således krævedes der ikke kun annullering af sådanne love, som et-kammerlanddagen havde givet til arbejdernes bedste, men der krævedes omlægning af hele vort statsvæsen på ny grund, en grund, som skulle være en garanti for at arbejderne ikke i nogen nævneværdig udstrækning fremover kom til at indvirke på sagernes gang. Den demokratiske statsform forsøgte man - som nedennævnte borgeraviser udtalte - at gøre svagere, og istedet krævedes der indførelse af en monarkisk statsform, idet de vel vidste at arbejderne eller demokratiske befolkningslag overhovet ikke direkte kunne indvirke på regentens forholdsregler, hvorfor den monarkistiske regeringsform i flere lande har udviklet sig til den sikreste støtte for overklassens priviligerede gruppeinteresser. En hindring for de monarkistiske bestræbelser var dog den omstændighed at landdagen allerede havde proklameret Finland som republik, hvorfor nævnte bestræbelser ikke lovlig kunne realiseres på anden måde end ved at man ad lovlig vej udfærdiget en ny monarkisk regeringsform. Da denne udvej, efter to forsøg i rumpparlamentet, måtte opgives som følge af den stærke opposition fra borgerlige landdagskredse, blev kongevalget drevet igennem efter § 38 i regeringsformen af 1817. Nævnte paragraf, som bestemmer hvordan Sveriges rigsstænder burde forholde sig i tilfælde af at kongehuset skulle uddø, har naturligvis mistet sin kraft dengang Finland blev forenet med Rusland. At så har været tilfældet, er bliver erkendt under hele Ruslandstiden. L. Mechelin siger f.eks. i sin bog «Finlands grundloves indhold», at «den naturlige følge af Finlands forening med Rusland også var den i Finland ophørte gyldigheden af: bestemmelserne i regeringsformens § 37 om regeringens regeringsret i den tid kongen var umyndig, og § 38 hvordan der bør handles, hvis hele den mandlige kongeslægt dør ud.» Samme standpunkt indtager J. K. Foosiviki i sin bog: «Finlands grundlove«. Og en annulleret bestemmelse kunne naturligvis ikke påny træde ikraft, uden at der blev gået frem som ved en ny lov. Nævnte § 38 i regeringsformen kan så meget mindre være gældende, som jo Finland er bliver republik. Allerede i foråret 1917, gennem den revolution som da foregik i Rusland sluttede det daværende russiske dynasti at være Finlands dynasti, og da landdagen formedels beslutningen af d. 15. november 1917 erklærede, at det var den som udøvet magten, så ophørte også formelt den monarkistiske statsform at være gældende i Finland. Den omstændighed at grundlaget for denne landdagsbeslutning var af revolutionær natur, hindrede ikke at landet derved fik en ny statsform - en republikansk. Dette blev jo også udtrykkelig bekræftet af landdagens beslutning af d. 6. december 1917, hvori det siges: «I anledning af at regeringen har oversendt landdagen forslag til en regeringsform, som er bygget på det princip, at Finland er en uafhængig republik, beslutter landdagen som indehaver af den højeste magt at godkende dette princip, samt også at godkende at regeringen, for at opnå anerkendelse af Finlands statsretslige stilling og uafhængighed, vedtager de forholdsregler, som regeringen finder er nødvendig hertil.» Efter dette direktiv gjorde senatet en anmeldelse til de udenlandske magter om Finlands selvstændighed som republik, og fra de magters side som anerkendte vor selvstændighed understregede særlig Frankrig, Rusland og Schweiz at anerkendelsen gjaldt Finland som republik. Finlands officielle repræsentanter i udlandet optrådte som repræsentanter for republikken Finland. I mange af de senere udfærdigede aktstykker optrådte senatet som den finske republiks regering. Og i almindelighed herskede der heller ikke i Finland, såvidt det er kendt, efter nævnte beslutning af november og helt ind til foråret 1918, den mening at Finland fremdeles var monarki. Først efter at alle lovlige midler for at få istand en monarkistisk statsform ikke kunne lede til det ønskede resultat, men at spørgsmålet om statsformen ville komme til at blive udsat til afgørelse i den landdag, som kom sammen efter nyvalgene, og hvor man ikke kunne gøre regning på nogen sikker monarkistisk majoritet, da forenede alle landets reaktionære kræfter sig for at kræve afholdt kongevalg på grund af en paragraf, der som tidligere nævnt, allerede i lang tid overalt var erkendt for at have mistet sin kraft, og som derfor ikke engang alle monarkistisk sindede ville betjene sig af. Regeringsformens § 38 kunne ikke i henhold til loven benyttes som grundlag for et kongevalg, selvom paragrafen fremdeles havde været gældende. For nævnte paragraf taler udtrykkelig nu det tilfælde, at kongeslægten var uddød, hvilket her ikke var tilfælde. Desuden, da Finland aldrig havde været nogen monarkistisk stat, men et storfyrstedømme, så burde, hvis der overhovedet skulle vælges nogen monark, valget gælde en storfyrste. Oprettelsen af en statsform, som ikke baserer sig på gældende love og som udføres af en minoritet, som i den hensigt benytter sig af den tilfældige svaghed hos en majoritet som har en anden mening, må utvivlsomt stemples som statskup, og selv i landdagen ved sagens behandling, blev det stemplet som statskup. Nævnte handlings statskupsnatur fremgår endda tydeligere, hvis man tager i betragtning en del praktiske forhold, som står i forbindelse med nævnte kongevalg. Den landdag som vedtog valget var for en stor del ufuldstændig. Ikke kun på grund af at flere af dens medlemmer var emigreret, men også derved at andre af dens medlemmer på ulovlig måde blev forhindret fra at møde frem i landdagen. Desuden bør man tage i betragtning det i al anstændighed trodsende tryk, som blev øvet fra de monarkistisk sindede i spørgsmålet om statsform. Hvordan man f.eks. indhentede den tyske regerings udtalelse, hvori den monarkistiske statsform blev støttet, eller når man forsøgte at skræmme med de forfærdelige farer, som truede Finlands stilling som stat i det tilfælde landet ikke stillede sig under Tysklands beskyttelse ved at vælge en tysk fyrste til konge, eller da man forsøgte at indbilde os, at Finlands armé ville komme til at kræve en monarkistisk statsform og ville overgive sagen til dens afgørelse. Alle disse omstændigheder fastslog den natur af statskup, som kongevalget i høsten 1918 i virkeligheden var. Til al lykke var skæbnen os denne gang nådig og tilintetgjorde denne skæbnesvangre handling. Udenrigspolitiske forhold, frem for alt Tysklands fuldstændige sammenbrud i verdenskrigen, forandrede stillingen så meget, at den valgte konge ikke syntes han kunne modtage den trone han var tilbudt. Han så bedre end vore egne statsmænd, som dengang havde magten, hvilke sørgelige følger hans tronbestigelse havde kunnet medføre, og for at forhindre dette frasagde han sig kronen, allerede før han havde trykket den på sit hoved. Sådan sluttede denne kongeleg, som blev drevet i statskuppets tegn.

Folkets vilje er blevet hånet og ringeagtet

Den, som efter borgerkrigens afslutning læste reaktionære blade eller fulgte med andre opinionsytringer fra den side, ved, at valgmanifestet også på dette område taler sandhed. Han kan f.eks. henvise til en ytring i «Dagens Press» i slutningen af april, hvori det hedder: «Den elendige indretning som kaldes Finlands landdag, og som Vorherre gav i sin vredes stund, har på grund af pøbelens tryk og som følge af borgernes dumhed stiftet sådanne love, og ellers gået frem på en sådan måde, at vi snart befinder os på hottentotternes niveau.»…. Om reaktionen nogensinde har været på sin plads, så er det netop nu.».…«Derfor væk med alt snak om demokrati og folkevilje og alle disse udslidte fraser og slagord.» Lige skændigt og hånlig skrev «Uusi Päivä» på samme tid. «Og så gør vi en ny konspiration, for at med al kraft og magt at banke ind i vort folks hoved det eneste, som indeholder beskyttelse og fred for fremtiden, nemlig et stærkt statsmagtsprincip på monarkiets grundvold. Mod alle dem, som er ude af stand til at høre udviklingens og tidens røst, og som fremdeles vil holde vort land i humbugdemokratiets slaveri, og som så med blodgenløste frihed med forældede og frasefyldte dogmer, for at gøre os til en slags plattenslager-republik, erklærer vi uforsonlig krig.» For at citere endnu en udtalelse gengiver jeg fra «Svenska Tidningen» d. 9. 8. 1918 følgende udtalelse om den landdag som var lovet hjemsendt (det borgerlige rumpparlament!): «Rejs ikke. Benyt disse uger til at behandle alle svævende spørgsmål, gør ordentlig rent efter eder, saml sammen alle papirer og tryksager, oppuds sale og korridorer, gør portene brede og dørene høje. Rejs eder siden op, når kongen kommer og hils ham med anstand. Derefter får herrerne gå sin vej og holde sig hjemme længe, meget længe. Kom ikke igen i år, ja det skader ikke om i også bliver borte næste år. Vi har nu set og hørt herskabet i tolv års tid og forsikrer at det er os en stor lettelse at få se herrerne vende ryggen til.» «Det ser ud til, at der findes et ulykkelig instinkt, som tvinger forbryderen tilbage til gerningsstedet, hvorfor det ikke er sandsynlig at alle vil holde sig borte så længe. Men kom ikke tilbage førend kongen kalder jer, om han tror han kan bruge jer til noget.» Man kan plukke frem så mange man vil af sådanne udtalelser, hvori fremstilles den reaktionære, indenfor borgerklassen energisk udbredte anskuelse, at nu burde man gå til et afgørende brud med de tidligere demokratiske tider i landet, den lige og almindelige stemmeret burde indskrænkes og en konge og hofmagt grundlægges, i hvis beskyttelse de små overklassegrupper kunne håndhæve magten, uden at tage hensyn til folkeviljen.

Rumpparlamentets hensynsløshed og tvangslovene

Så kommer vi til den del af valgmanifestet, som efter anklagerens ytring hos justitsministeren har vakt den største bekymring, og som utvivlsomt efter hans opfattelse indeholder tydelige usande påstande. Der er derfor grund til at behandle denne del af manifestet mere udførlig. Siden borgerkrigen sluttede sidste forår og man var vendt tilbage til normale tilstande, blev der fra socialdemokratisk hold fremsat krav om landdagens øjeblikkelige opløsning og udskrivning af nye valg, sådan at lovgivningsarbejdet kunne komme ind i et normalt spor. Årsagen til dette krav var det kendte forhold, at en stor del af landdagens medlemmer på grund af sin deltagelse i borgerkrigen ikke var istand til at udføre sine pligter som landdagsmænd, og desuden var mange flygtet fra landet eller faldet i kampene. Dette krav vandt dog ikke øre, men blev stemplet som eftergivenhed, og de herværende borgerlige repræsentanter vedtog i rumpparlamentet lovgivningen som om ingenting var hændt. Hvor kompetent dette rumpparlament var til at afgøre landdagens anliggender, forstår enhver uden længere forklaringer. Den repræsenterede knapt mere end halvdelen af folket, og kunne altså ikke gøre krav på navnet landdag i ordets demokratiske betydning. I højden kunne den gøre krav på navnet »klasselanddag«. Til og med fra borgerlig hold blev det medgivet, at denne rest af landdagen ikke moralsk var berettiget til at repræsentere folket, men da den juridisk indehavde denne ret, ville man lade den fortsætte sin virksomhed, så længe som mulig, altså indtil valgene, som efter loven skulle foregå først i 1920. På denne tid mente man ved lovgivningens hjælp, at nå til at afskaffe de resultater som socialdemokratiet tidligere havde opnåede ved lovgivningens hjælp og for lange tider fremover at afslå aktionen fra demokratiets side. Landdagen viste straks fra begyndelsen reaktionære hensigter og trampede på de lovlige former og på al lovlighed indenfor landet. Uden engang at tale om resultaterne når det gjaldt lovgivningsarbejde, så fremtrådte landdagen åbent foran begivenhederne inden landdagen, på en måde, som ikke har støtte i loven. Landdagen tillod f.eks. at de socialdemokratiske repræsentanter blev fængslet stik i strid med lov og ret, uden at landdagens samtykke engang blev krævet, og uden at landdagen i et eneste tilfælde skulle have forsøgt noget forsvar for folkerepræsentanternes ukrænkelighed. Hvordan dette gik til, har jeg allerede talt om tidligere. Betegnende for rumpparlamentets fremgangsmåde er det forhold, at det ikke vedtog nogen som helst forholdsregler for at indkalde suppleanter for de døde socialdemokratiske landdagsmænd. Jeg havde den ære i et brev af d. 28. juni til landdagens præsident at gøre opmærksom på at mange navngivne repræsentanter var aldeles uskyldige, samt at en del, også navngivne repræsentanter, var døde, hvorfor jeg bad hr. præsidenten om at tage forholdsregler for befrielse af de førstnævnte og indkaldelse af suppleanter for de sidstnævnte. Denne min henvendelse var dog forgæves, ja selv landdagens daværende sekretær anså det nødvendigt offentlig at gøre opmærksom på, at landdagen ikke havde nogen pligt i så henseende, og opfordrede mig en enkelt borger til at våge over lovens krav på dette område. Men om denne landdagsrests fortsatte arbejde hele tiden var moralsk forkastelig, så blev dette fuldt ulovlig efter at rigsforstanderen d. 23. december 1918 offentliggjorde nye valg til d. 1. og d. 3. marts 1919, uden at landdagen på samme tid gik fra hverandre. Valgmanifestets påstand om landdagsarbejdets ulovlighed sigter først og fremmest til denne omstændighed. Til denne påstand om ulovlighed ville anklageren lægge særlig vægt ved sidste retsmøde, idet han påstod, at det indeholdt en særlig «forbrydersk agitation«. Det er derfor interessant at se, hvem som i dette tilfælde har retten på sin side, enten valgmanifestet eller den offentlige anklager. Man behøver ikke at have studeret så meget statsretslig litteratur, for at mærke at alle statsretsautoriteter som har nogen betydning står på samme grund som valgmanifestet. Overalt i hele verden råder som princip, ialfald har det gjort det hidtil, at på samme tid som der bliver kundgjort nye valg, skal det gamle parlament gå fra hverandre. Dette er naturlig, når man tager i betragtning, hvorfor egentlig nye valg bliver påbudt. Det sker som oftest fordi at den gamle landdag er kommet i et modsætningsforhold til regeringen, eller at det har vist sig ude af stand til at afgøre et eller andet større spørgsmål, hvorfor den på regeringens initiativ skilles og der foretages nye valg. Det ville jo være meningsløst at foretage nye valg, mens samtidig den gamle landdag fortsatte sin virksomhed, selvom man ved nye valg ville bevise for vælgerne, at den gamle landdag ikke magtede sine opgaver. Dette burde allerede i princippet være så klart, at selv en skoledreng burde forstå det. Samme sag kan desuden bevises med landdagens egne bestemmelser. I vore landdagsreglers § 3, mam. 2, forbindes nye valg og landdagens hjemsendelse med bestemmelsen: «Kejseren og storfyrsten har dog ret, om han finder det nødvendig, at påbyde nye valg førend den i punkt 1 bestemte treårsperiodes udgang. I det tilfælde at landdagen ikke påny skilles er repræsentanternes fuldmagter gyldige i tre år». Nye valg og landdagens hjemsendelse bliver her behandlet som én og samme sag. I landdagslovens § 18 sammenknyttes disse to begreb endnu fastere gennem bestemmelsen «Om kejseren og storfyrsten under lovlig landdag påbyder nye valg, bør landdagen skilles på en af kejseren og storfyrsten bestemt dag.» Landdagens opløsningsdag bør altså være bestemt når nye valg påbydes. Også § 28 punkt 2, ligesom § 14 er yderligere bevis i samme retning. For at jeg ikke skal blive alene om at fortolke landdagsloven, beder jeg om at få støtte mig til en indenlandsk autoritet, nemlig professor Robert Hermanson, som har givet os alle vores første kundskaber i statsret og hvis udtalelser under de russiske trængselstider stedse blev tilkendt fuld betydning, da han stemplede zarregeringens forholdsregler som ulovlige. Professor Hermanson har behandlet spørgsmålet om landdagens opløsning og nye valg, i: «Den juridiske forenings tidsskrift» på side 300-316. Jeg vil citere nogen sætninger, som nærmere belyser foreliggende sag. På side 308 siger han: «Nærmest ligger den mulighed, at anse angældende bestemmelse, efter den nuværende statsretlige opfatning og almindelige sprogbrug for at støtte sig på det grundlag, at kundgørelsen af nye valg og gyldighedens ophævelse - «opløsning efter nuværende betragtning - hører uadskillelig sammen. På side 310 udtaler prof. Hermanson: «Den tanke at kundgørelsen af nye valg og «opløsning» i ordets almindelige betydning, efter vore landdagsbestemmelser er umiddelbart forenet kan anses fremgå også ved jævnførelse med landdagslovens § 8 og § 13. Straks efter bestemmelsen i § 3 efter hvilken kejseren og storfyrsten «dog» har ret at bestemme nye valg, står det nemlig: I dette tilfælde er, hvis ikke landdagen påny opløses, repræsentanternes fuldmagter gyldige i tre år.» Og efter § 18 kan bestemmelsen om nye valg også ske på en tid da landdagen ikke er samlet og opløsningen kan da ikke foregå som en vanlig opløsning. Dertil kommer at efter § 3 punkt 3, ordlyden fremtræder som oprettet efter almindelig opfattelse, at nye valg og opløsning i ordets egentlige forstand hører sammen«, og den omstændighed, at denne tanke fremtræder allerede i begyndelsen af landdagsloven, og derved giver retningen for alle de bestemmelser, som hører ind under dette spørgsmål, er ikke uden betydning.» Til slut fremholder prof. Hermanson på side 311: «Fra mit standpunkt ville jeg indtil videre og indtil en anden opfatning kan motiveres med grunde som kan anses gyldige, hylde den opfattelse at landdagsloven bør tolkes sådan, at bestemmelse af nye valg uvilkårlig medfører ophør af de senest valgtes mandat samt afbrydelse af de pågående landdagsforhandlinger.» Som man ser er professor Hermanson kommet til den opfattelse af landdagens virksomhed efter nye valg er bestemt, er stridende mod ånden i vore love. Samme standpunkt indtages af prof. R. Erich i en artikel i tidsskriftet «Lakimies» for året 1910, side 291-7. Samme opfattelse er også hævdet fornylig d. 29. december af en jurist i «Huvudstadsbladet», hvori han kommer til den slutning, at en ændring af grundloven burde foretages førend landdagen kunne fortsætte sine møder efter at nye valg var bestemt. Professorerne Hermanson og Erich, lige så lidt som artikelforfatteren i «.bl.» er dog ikke blevet tiltalt for forbryderisk agitation. Det synes altså efter gammel opfattelse at være to vidt forskellige ting, enten tankerne fremsættes i et videnskabeligt tidsskrift eller om de kommer til folkets kundskab gennem et flyveblad. Jeg har hermed tilrettelagt hvad slags «forbryderisk agitation» som det er, at anklageren har fundet, at være særlig forbryderisk. Jeg har vist, hvordan, valgmanifestets forfattere, med sine udtalelser om, at den nu heldigvis opløste landdag i sine sidste måneder var samlet ulovlig, er i meget godt selskab. Den samme opfattelse hævdes nemlig både af alle udenlandske forfattere i statsret og af vore hjemlige autoriteter på området. Jeg undrer mig over, hvem anklageren får til selskab, når han påstår at erklæringen er forbryderisk og strafbar.

Smukke love

Efter dette går jeg over til at granske rumpparlamentets lovgivningsarbejde, hvorom manifestet siger, at det «præges af ulovlighed og folkeviljens undertrykkelse. Jeg vil her fremkomme med nogen eksempler. Det som særprægede rumpparlamentets forberedende arbejde var at få underklasseoprørerne straffet strengest mulig. I sine forholdsregler for at nå dette mål gik landdagen langt forbi alt, som hos os har haft hævd i vor lovgivning og blevet højagtet som lovgivningens grundvold. Dette passer først og fremmest på de undtagelseslove, som rumpparlamentet begyndte at give straks efter at underklasseoprørerne var bliver indelukket i de berygtede fangelejre. Jeg har tre af disse undtagelseslove, hvoraf en angående specialdomstole for oprørerne, en anden angående tillempningen af oprørsfangernes straf og den tredje om vilkårlig dom for oprørerne. «Lov angående domstole som tilsættes for at dømme i statsforbrydelser, samt om rettergangen ved disse domstole», givet i Helsingfors d. 29. maj 1918, lovens § 1, at: «strafbare handlinger, hvori indgår deltagelse i årets oprør mod Finlands lovlige samfundsordning eller som står i forbindelse med dette oprør, om den strafskyldige er forbryder, opvigler eller delagtig i forbrydelsen på anden måde, bør forhøres og dømmes ved en for dette formål oprettet domstol, kaldet domstolen for statsforbrydelser. Denne lovbestemmelse indeholder en ændring i et meget vigtigt punkt af Finlands grundlov, nemlig regeringsformen af d. 21. august 1772 § 16. Nævnte paragraf slår fast, at enhver har ret til at blive dømt ved en domstol til hvis jurisdiktion han hører. Denne sikkerhed gives i omtalte paragraf med disse betegnende ord: «Alle ekspeditioner, med domsret forsynet komiteer eller ekstraordinære domstole, enten de er nedsat af kongen eller stænderne, bør som redskab for enevælde og skrækvælde herefter afstraffes; enhver svensk mand har ret at blive dømt ved den domstol til hvis område han hører efter svensk lov.» Om dette punkt i loven skriver prof. Hermanson (Forelæsninger over Finlands statsret IV, side 466) følgende: Domsret må ikke overlades til en for tilfældet in casu oprettet domstol, men domsret bør udøves af dem, som efter loven er berettiget dertil. Dette på grund af udtrykkelig bestemmelse i regeringsformens § 16. Kun domstole tilsat efter loven kan udøve domsret. Den fremgangsmåde som landdagen gjorde sig skyldig i gennem loven om oprettelse af domstole for statsforbrydelser, bliver således af vor grundlov stemplet som midler for «enevælde og skrækvælde», og den ansete prof. R. Hermansgon stempler det som en «uskik». Noget så hånsk har man i valgmanifestet ikke våget at udtale om oprettelsen af domstole for statsforbrydelser. Deri bliver det kun fastslået at det vrængbillede af en landdag, som næppe repræsenterer halvdelen af befolkningen, stifter - en lov om statsforbrydere, til hvis godtykke og summarisk behandling deres skæbne bliver overgivet, som har deltaget i borgerkrigen.» Ovenfor har jeg allerede bevist at dette er tilfældet. Og til summarisk behandling af sagerne gives der udtrykkelig direktiv i nævnte lovs § 10, hvori det bestemmes, at «statsforbryderdomstolene bør, ved behandling af sager, som hører under dem, uden udførlighed notere de fakta som er nødvendig for at klargøre sagen og efter fri prøvelse af alle foreliggende omstændigheder efter egen overbevisning afgøre, hvad der er sandhed i sagen.» Selve loven forudsætter altså en summarisk behandling af sagerne. Og hvor kan behandlingen have været andet end summarisk, når en domstol for statsforbrydelser har klaret at ekspedere 60 sager i timen, som det er sket ved en afdeling i Tavastehus, eller når 75,200 processer blev afgjort i løbet af fire måneder? Men selvom behandlingen ved statsforbryderdomstolene er summarisk, så bestemmer § 13: Overdomstolen for statsforbrydelsers dom må ikke søges ændret. «Nåde» kunne man søge om hos overdomstolen, men da skulle ansøgning være indleveret - inden syv dage efter at dommen faldt. Om fangerne forsøgte at skaffe bevis fra sin hjembygd eller andre steder fra, så nåede brevet på denne tid ikke engang ud af hænderne på censuren i fangelejrene, og endnu mindre kunne svar nå tilbage. D. 20 juni sidste år blev der givet lov om vilkårlige straffedomme og i forbindelse med denne lov om vilkårlig straffedom angående visse forbrydelser dvs. ved oprøret. Angående betinget dom så er der i Europa kendt to forskellige systemer. Efter det ene dømmes for forbrydelsen, men erklæres det samtidig at dommen ikke sættes ikraft, hvis den dømte, opfører sig vel, og ikke gør sig skyldig i nogen ny forbrydelse. I en del andre lande bliver der i sådanne tilfælde ikke idømt nogen straf, men selve dommen bliver afhængig af den anklagedes fremtidige opførsel. (A. Serlachius, Lærebog i finsk strafferet 1ste del side 37 og 38). Begge systemer kenderegnes ved at følgen af en vilkårlig dom ikke medfører tab af de medborgerlige rettigheder. Og det er jo naturligt, at tillægsstraffen ikke iværksættes om den hovedsagelige straf forandres til betinget dom. I sin juridiske natur er alle tillægsstraffe lig hverandre. De kan kun iværksættes, om den egentlige straf bliver udmålt. Man kan f.eks. ikke dømme en person til vand og brød eller mørk enecelle om han ikke på forhånd er dømt til tugthus eller fængsel. Heller ikke kan tab af medborgerlige rettigheder idømmes, hvis den egentlige straf ikke er frihedsstraf. Og juristerne er enig om dette, at tabet af medborgerlige rettigheder er tillægsstraf og ikke egentlig straf. Det fremgår med tydelighed at formålet ikke kun var straf, men at formålet var at gøre rødgardisterne til en pariakaste, som i årrækker skulle være afskåret fra muligheden af at deltage i samfundspolitikken. Sådan er man også gået frem i praksis, og 10,000 af arbejdere er gennem denne lov berøvet sin borgerret, selvom den egentlige straf ikke engang er bestemt eller virkeliggjort. Her fremtræder klasselovgivningens natur tydelig.

Slavehandel

D. 16 juni 1918 offentliggjorde denne landdagsrest loven om iværksættelsen af de domme som var afsagt af domstolen for statsforbrydelser. Samme lovs § 3 lyder: «Fanger, som er dømt til mindst 3 års strafarbejde, kan efter senatets beslutning føres udenom landets grænser til et af senatet bestemt land og under senatets kontrol, for der at udstå sin straffetid. Om nogen fange ulovligt kommer tilbage derfra før straffetiden er udløbet, så bliver den tid han har været udenfor landets grænser, for at udføre sit straffearbejde, ikke regnet ham tilgode som forkortning i straffetiden. Ved granskning af denne paragraf må man erindre, at oversendelsen af finske fanger til Sibirien er betegnet som en skamplet på Finlands historie. Det er blevet sagt, at et folk som frivillig går ind på sådanne betingelser, ikke helt forstår betydningen af den nationale tilværelse. Da repræsentanten Lagerløf ved landdagen i 1908 indleverede en petition om almindelig amnesti for alle finske borgere, som på grund af dom eller benådning var oversendt til Sibirien, så motiverede han nævnte forslag bl.a. med følgende: «Man må anse hele denne straffeform som meget modbydende, da straffangerne omtrent helt og holdent bliver stillet udenfor al kontrol og beskyttelse af det land, hvis love de er dømt for at have overtrådt.» Og endvidere fremholder han i sit petitionsforslag: «Men jeg anser det som sikkert, når spørgsmålet bliver rejst i landdagen, at landdagen ikke vil undlade noget, som endnu kan gøres for at afskaffe denne uret, som må anses som en skam for vort folk.» Landdagen anser de i forslaget fremførte principielle synsmåder så vigtige, at de enstemmig godkendte en modion i sagen ved anden landdagssamling i 1909. At folk med finsk borgerskab sendes udenom landets grænser for at sone sin straf, derved er det ikke i første række spørgsmål om den uret de lider, men den hovedsagelige vægt bør lægges på den krænkelse, som finder sted mod landets egen moralske suverænitet. Og fra dette synspunkt så landdagen spørgsmålet i 1900 ved antagelsen af Lagerløfs petitionsforslag. Man vidste på forhånd, at en beslutning i den antydede retning ville blive uden praktisk betydning, men alligevel var man af den mening at den krænkede nationale ære var berettiget at kræve oprejsning, selvom den skulle komme sent. Da dette principielle spørgsmål om benådning af fangerne i Sibirien blev behandlet af landdagen, kunne man ikke tænke sig, at landdagen nogen år senere skulle komme til at vedtage modsatte beslutninger og til og med give disse love form. Sådant er dog sket og dertil bør også tages i betragtning at spørgsmålet nu gælder politiske forbrydelser, mens derimod de til Sibirien deporterede var brutale røvere, mordere og tyve. Disse politiske fanger var det nu hensigten at deportere til Tyskland. Det er vanskelig for en finsk mand at forstå, hvordan en sådan lov, som nedsætter nationen på en sådan måde har kunnet opstå. Hele tilværelsen af den ofte vamle paragraf er et brud mod det princip, at en forbryder ikke må sendes ud af landet for at sone sin straf, da han der ikke har beskyttelse af sit eget lands love og hvor hans eget lands omsorg for ham slutter. Straks en forbryder, som er borger af landet, overgives til strafarbejde i et fremmed land, så kan der ikke længere være tale om «soning af straf», men det er et nyttespørgsmål og slavehandel. Selv dette korte tilbageblik på det lovgivningsarbejde, som rumpparlamentet vedtog mod de arbejdere som deltog i borgerkrigen, viser, at valgmanifestets påstand, ulovlige handlinger og undertrykkelseslove var fuldt i overensstemmende med sandheden.

Mundkurv på arbejderne

Men også i andre dele af sin virksomhed viste denne landdagsrest sin vilje til at trampe ned demokratiet og sine anstrengelser for at stifte love som varetog borgerklassens interesser mod arbejderne. D. 29 maj, altså på en tid da der var gået mange uger siden oprøret var fuldstændig kuet, og da en stærk tysk militærstyrke fandtes til hjælp for regeringens egne militære kræfter, og rødgardisterne var indelukket i de forfærdelige fangelejre, da offentliggjordes efter landdagens beslutning loven om temporære bestemmelser for at vedligeholde den offentlige ro og orden. Denne lov bestemmer: «Som følge af de ekstraordinære forhold, som en følge af krigen og oprøret mod den lovlige orden, bemyndiges regeringen at udfærdige temporære forskrifter for at opretholde den offentlige ro og sikkerhed. 1) om ret til udgivelse af tryksager, forsamlingsfrihed foreningsret og indskrænkninger i retten til at opholde sig hvor man vil, samt 2) om udvidet ret til beslaglæggelse, husundersøgelser og arrestation». Straffen for overtrædelse af nævnte lov, forsåvidt ikke lovene bestemmer strengere straf, kan blive indtil ét års fængsel. At denne lov, som i folkets mund har fået betegnelsen «socialistloven» eller «mundkurvsloven», er en fuldstændig klasselov, det viser allerede dens ordlyd og fremfor alt den måde, hvorpå den senere er praktiseret. I ly af denne lov har regeringen og dens tjenere hindret arbejderne i at samle sine rækker og i at nyde de borgerlige rettigheder, som hver borger er berettiget til ifølge grundloven. Efter denne lov blev der bl.a. udgivet de temporære bestemmelser om ret til udgivelse af periodiske tryksager, som allerede tidligere havde været på tale og som gav landshøvdingen ret til de videstgående trækasserier når det gjaldt arbejderaviser.

Otte timersdagen beskæres

Blandt de største og vigtigste sejre, som arbejderne havde opnået i Finland, gennem parlamentarisk kamp, er loven om 8-timersdag i industrielle og en del andre bedrifter. Ulykken ved iværksættelsen af denne lov var at selvom loven var givet i sommeren 1917 på fuldt lovlig vis af landdagen, så havde alligevel borgerklassen, siden den ved valgene i oktober 1917 fik en kneben majoritet i landdagen, rettet så kraftige angreb mod denne lov og mod den kommunale stemmeret, at arbejderne så sig nødt til at gå ud i storstrejke i november 1917 for bl.a. at få fastslået disse love. Arbejderne blev som følge af dette styrket i den opfattelse, at borgerklassen på en eller anden måde ville frarøve arbejderne deres parlamentariske sejre, så snart der kun komme en anledning. Denne opfattelse havde stor indvirkning på arbejdernes taktik i den følgende tid. At arbejderklassens opfattelse ikke var aldeles urigtig fremgår af den lov, som «landdagsresten» gav d. 27. november 1917 om forandring af §§ 3, 11 og 12 i 8-timersloven. Nævnte lovs § 3 punkt 1 lyder som følgende: «Udover den arbejdstid, som nævnes i § 2 punkt 1 må arbejdere, som har fyldt 18 år, ikke holdes i overtidsarbejde mere end højst 24 timer i løbet af 2 uger, og udover den i § 2 punkt 3 bestemte arbejdstid otte og firti timer i løbet af fire uger, i begge tilfælder dog ikke mere end 200 timer i året, samt med vedkommende kontrollørs tilladelse, må arbejdets regelbundne nødvendigvis kræver det, højst et 150 timer i året. Altså, ottetimersloven, som var vundet gennem arbejdernes parlamentariske fremgang, blev, straks denne ulovlig sammensatte landdag fik anledning til det, forandret til - 10 timers dag. Sådanne love kalder arbejderne klasselove.

Den kommunale stemmeret inddrages

Det samme er tilfælde med den kommunale stemmeret. Efter en langvarig parlamentarisk strid lykkedes det arbejderne at gennemdrive denne lov samtidig med 8-timersloven. I året 1918 havde rumpparlamentet så meget arbejde med at skaffe rødgardister og med valget af den tyske konge, at den ikke havde tid til at forandre kommuneloven. Men siden rigsforstanderen havde bestemt nye valg og landdagen efter grundloven burde opløses, begyndte rumpparlamentet med feberagtig hast at - afgive love. Dermed begyndte det også i begyndelsen af dette år at behandle kommuneloven og fik i en fart istand en lov, efter hvilken kun de havde stemmeret, som før valgårets begyndelse havde fyldt 24 år, samt ved sidste mandtalsskrivning været opført i kommunen og som var pligtige til at betale kommunal indtægtsskat. Samme ret tilkommer den valgberettigede mands hustru, som havde nået den forannævnte alder. Valgret har bl.a. ikke de som har undladt at betale skat i de to foregående år af kommuneskat for indtægter eller personlig skat. For at forhindre uovervejede beslutninger krævedes i visse tilfælder to tredjedeles majoritet. Folkeafstemning blev helt sløjfet. I alle sine vigtigste punkter blev på den måde kommunallovene forandret, men ikke i demokratisk ånd, - tværtimod. Stemmeretsgrænsen blev løftet højere end før og stemmeretten blev gjort afhængig af skatten. Og dette blev gjort af den samme landdag, som et år tidligere havde godkendt de tidligere forandringer i kommunelovene. Om et sådant lovgivningsarbejde fortjener noget, så er det navnet klasselovgivning.

Husmandsloven

En af de vigtigste love som denne ulovlige landdag gav, var husmandsloven, med hvilken - efter valgmanifestet - «husmændenes arbejdsfrugter blev stoppet i jordejernes lommer». Husmandslovgivningen har allerede i en række af år været et af vore brændende reformspørgsmål. I hele denne tid er der dog blevet gjort så uendelig lidt for at bedre husmændenes stilling. Loven af 1909 om leje af husmandspladser afgjorde på ingen måde husmandsspørgsmålet; dens måske vigtigste og for husmandsforholdene mest indvirkende punkt, var lovens såkaldte retroaktive bestemmelser, hvis formål var at ordne husmandsforholdene indtil man kunne få istand et mere samfundsmæssig og stabilere grundlag. Løsningen af dette spørgsmål, som var af den største betydning for hele vort folk, er et af de spørgsmål, hvor det er nødvendig at alle befolkningsklasser er repræsenteret ved afgørelsen. Det vakte derfor en pinlig opmærksomhed, da denne landdagsrest tog dette spørgsmål op til behandling. Et ufuldkomment produkt, som ikke svarede til behovet, - det blev da også resultatet. Den almindelige opfattelse blandt husmændene har været, at i tilfælde af at der kom en lov om husmandspladsenes frigivelse, så skulle den omfatte de samme husmandspladser som loven af d.12. marts 1909 angående leje af jord på landet. Dette blev ikke gjort af denne ulovlig sammensatte landdag; for det første blev bønderne helt og holdent undladt af loven, og for det andet blev lejlændingernes indløsningsret gjort helt illusorisk. Ret til indløsning af lejlændingsbrug har ikke den, som ikke har haft pladsen i fem år, og endvidere kan jordejeren næsten i hvert eneste tilfælde tilintetgøre lejlændingers forsøg på at få indløse pladsen. Lovens § 26 bestemmer nemlig: «Om jordkomiteen anser lejlændingsområdet at være af den beliggenhed, at omstændighederne ved dens indløsning ikke er forenelig med grundejerens fremtidige forvaltningsret, så er de berettiget til at nægte lejlændingen ret til indløsning, om ejeren forlanger det. Den samme ret tilkommer også landfordelingsretten, når den behandler spørgsmål om indløsning af sådanne pladser.» Endnu vigtigere er dog det punkt, som udtrykkelig berøres i det påtalte valgmanifest, eller om bestemmelsen af indløsningsprisen på husmandspladser. Der bør man først lægge mærke til, at prisen, især for små pladser, er steget så uhørt i de sidste tider, at den ikke i nogen måde står i forhold til produktionen. Denne ufortjente værdistigning er ikke kun forårsaget af jordejeren, men heller ikke af husmanden alene. Gennem lovgivningen har dog rumpparlamentet villet overføre denne ufortjente værdistigning til jordejernes lommer. Bestemmelsen af prisen for indløsningen sker nemlig i henhold til lovens § 11 på følgende måde: Først takserer man områdets værdi på indløsningstiden, derefter bliver denne værdi fraregnet værdien af de forbedringer som husmanden har gjort, derefter fradrages det beløb, hvormed områdets værdi har steget siden verdenskrigens begyndelse i 1914, den gennem pengeværdiens fald fremkomne forhøjelse deri medregnet. Selvom der fra husmandssynspunkt kunne gøres anmærkninger mod en sådan fremgangsmåde, var loven som sådan, uden indskrænkninger, egnet til at gøre visse lettelser i husmændenes overgang fra husmand til selvejere. Men disse bestemmelser blev ingenlunde uden indskrænkninger, men rumpparlamentet bestemte:«Om den bestemte indløsningspris ikke udgør halvdelen af den gængse pris når indløsning kræves, så bør indløsningsprisen beregnes til halvdelen af nævnte værdi.» Om man antager et tilfælde, hvor husmanden har lagt så meget arbejde på pladsen og kapital, at dette tilsammen udgør tre fjerdedele af pladsens værdi når indløsning kræves, så må husmanden alligevel betale grundejeren halvdelen af pladsens nuværende værdi. Om pladsens værdi ved tiden for indløsning er f.eks. 10,000 mark, og det af husmanden nedlagte arbejde og kapital er værd f.eks. 7,500 mark, så kan dog jordkomiteen efter denne lov ikke være retfærdig og bestemme pladsens pris til 2,500 mark, men prisen må sættes til 5,000 mark. Altså bliver 2,500 mark af husmandens formue overført til grundejeren, eller som valgmanifestet siger: «Husmændenes arbejdsudbytte stoppes i jordejerens lommer.» Som betegnende for rumpparlamentets lovgivningsarbejde må man især anse lovens § 62 eller «rødgardistparagrafen» som lyder sådan: Om en husmand, førend indløsning er sket bliver dømt til frihedsstraf i mindst 10 år eller til dødsstraf, så må ikke husmandspladsen kunne indløses mod grundejerens vilje. Ret til indløsning må heller ikke ejes af den, hvortil en sådan husmands husmandsret er overgået efter tiden for den strafbare handling. Her laver rumpparlamentet endnu en tillægsstraf for dem, som er dømt af politiske grunde!

Militarismen

Da der nu forelå en god anledning foresatte rumpparlamentet sig at løse forsvarsspørgsmålet. Samtidig med at man overalt i verden stræber for at lette den byrde som forsvaret foranlediger, så stiftet man her hos os en værnepligtslov, som pådrog vort folk en tung byrde. Således blev tjenestetiden bestemt til ét og ét halvt år, selvom en stor del af rumpparlamentets borgerlige medlemmer modsatte sig en byrde som gik så langt. Udgifterne til militærvæsenet viser bedst, hvor tung denne byrde nu er bliver hos os; udgifterne går nu op i over 200 millioner mark om året og der findes ikke noget håb om en reducering af disse udgifter. Denne ulovlige stiftede - den stiftedes først efter at nye valg var udskrevet - værnepligtslovs natur af klasselov vises bedst af dens edsformular. Loven af d. 16. august angående edsformular lyder som følgende: «Jeg N. N. lover og sværger ved den almægtige, alvidende osv.: «Den lovlige øvrigheds og finske rigets fjender, såvel indre som ydre, vil jeg med liv og blod, under freds- og krigstid, på land og hav ved alle tilfælder, der jeg kommanderes, modstå mandig og modig. Om jeg iagttager eller får rede på noget som er i gære for at styrte den lovlige øvrighed, eller landets statsforfatnings eller den lovlige samfundsordens omstyrtning eller nedrivning, så skal jeg ufortøvet meddele dette. Der kan være tvivl om der nogetsteds i verden findes et eneste land, hvis militære edsformular så åbenhjertig taler om militærvæsenets pligter mod «den indre fjende» og som er så klassebevidst som ovennævnte formular.

Bourgeoisiets bevæbning

Samme ånd af klasselovgivning fremtræder endvidere tydelig i loven om beskyttelseskorpsene, givet d. 2. august 1918. Lovens § 2 bestemmer, at til medlem af beskyttelseskorps, hvis hensigt efter § 1 er at styrke landets forsvarsevne, antages sådanne mænd: «hvis troskab mod den lovlige samfundsorden er tilforladelig.» Beskyttelseskorpsene er på den måde gjort til en ren væbnet klasseorganisation. Derfor er det ikke at undre sig på, at de har frembragt som sådanne, benyttede sin væbnede magt først og fremmest mod arbejderklassens anstrengelser. De foregående eksempler er kun en lille stump af rumpparlamentets klassebevidste virksomhed, og jeg kunne anføre mange sådanne eksempler; thi landdagen arbejder energisk for sine mål, selvom disse gik i en retning som var farlig for fædrelandet, og frem for alt uden hensyn til demokratiets krav. Men disse eksempler er tilstrækkelig for at vise, at valgmanifestets udtalelser er fuldt berettiget.

Attentat mod forfatningen

I dette stykke af valgmanifestet fremholdes, at der indenfor borgerlige kredse i fuldt alvor har været drøftet, hvordan også den politiske stemmeret skulle kunne blive ødelagt. For at denne påstand ikke skal blive uden bevis, er det grund til at belyse også denne sag. I borgerlige blade var der sidste forår krav om en. ændring af landdagens sammensætning og indskrænkning af stemmeretten. Det almindelige var tanken på tokammersystem eller også en kraftigere repræsentation af særskilte grupper i en landdag efter det nuværende mønster. Også ledende politikere for forskellige partier begav sig ind på denne vej, hvorfor man ikke kan sige, at disse planer kun fremtrådte i ansvarsløse bladmænds fantasi. D. 14 maj blev der i hovedstadsaviserne offentliggjort en proklamation, som var undertegnet bl.a. af følgende kendte politikere, Einar Bøøk, Danielsson, Kalmari, Leo Ehrenrooth, Ernst Estlander, E. Nevanlinna, J. K. Paasiviki, E. G. Palmér, Emil Schybergsson, m. fl., og hvor disse bestræbelser blev motiveret på følgende humoristiske måde: «Også et andet stort spørgsmål, foruden det som angår vor statsform, kræver sin løsning, nu da det nye Finlands grundvold skal lægges. Dette spørgsmål er, nu vor stats vigtigste organ, folkerepræsentationen, nu er af den beskaffenhed at den er dannet til at fylde de krav, som påhviler en folkerepræsentation for et selvstændig Finland.» Ulemperne ved den nuværende landdags svaghed har allerede været mærkbare tidligere. Alligevel kunne vi dog i vor tidligere stilling næsten finde os tilrette med inddagen. Den finske landdags magt har hidtil været forholdsvis indskrænket. Uden regentens medvirken har landdagen ikke kunnet forandre eller give love, regenten har nok så selvstændig kunnet bestemme over landets økonomi. Man bør også lægge mærke til, at Finland hidtil har savnet egen udenrigspolitik og under den nuværende repræsentationsform også militærmagt, så at spørgsmålet, hvor meget landdagen har kunnet gøre for at beskytte kravet om landets selvstændighed næppe har nogen betydning. Herefter vil alt dette blive anderledes. Undertegnede kan altså ikke indse noget andet end, at om Finlands folk vil leve som stat, så må folket gøre sådanne forandringer i sin repræsentations sammensætning, at denne vigtige statsorganisme får større evne til at fuldføre såvel sine tidligere som sine nye opgaver. Den almindelige og lige stemmeret, som er det eneste grundlag for en repræsentations sammensætning, er som sådan ensidig. Dette har man mærket ved sammensætningen af andre demokratiske landes repræsentationer. Hos os kunne man, dengang den nuværende et-kammerrepræsentation blev vedtaget, motivere dette dermed, at en meget stærk og selvstændig regeringsmagt udgjorde en tilstrækkelig stærk modvægt mod den almindelige og lige stemmerets ensidighed. Da denne modvægt nu ikke længere findes, må vi skaffe os den inden landdagens eget område, som er dens naturlige plads. Fuldstændiggørelsen af den nuværende landdag kunne måske lettest virkeliggøres ved at den blev øget, med et nyt element som tilførte den større sagkundskab og samfundsmæssig og statslig erfaring i sin almindelighed. Valgmåden i sig selv kunne da blive uberørt. Dette tilskud til landdagen kunne lettest fås ved at særskilte større samfundsgrupper, som repræsenterer vigtige funktioner af det nationale liv og samfundsvirksomhed fik ret til at vælge et vist antal særrepræsentanter. Hvilke disse samfundsgrupper er, hvis betydning er af den art, at de burde blive delagtig i denne repræsentation bør naturligvis undersøges grundig.» Denne proklamation trænger sandelig ikke til kommentarer. At den havde til hensigt at forråde demokratiet på et tidspunkt da folkets indflydelse var svag er uden videre klart. Heldigvis gik også denne plan i vasken. Fejlen var dog ikke initiativtagernes, men afhang af ydre årsager.

Folkets dom nærmer sig

Alle de planer som vore højrepartier lavede om sommeren og høsten for at styrke sin magtstilling, grundlagde sig mest på opportunitetspolitik. Man troede, at den daværende stilling ville blive bestående, at verdenskrigen skulle slutte med at Tysklands imperialister, krigsentusiaster og hofparti skulle komme til at diktere freden. På disse gruppers politik havde vor monarkistisk-reaktionære højregruppe helt og holdent bygget sin plan, og med hjælp af den tyske politik ville højre for lange tider fremover bandlyse alt demokrati i Finland. Det gik anderledes. Tyskland dikterede ikke sejrsfreden, men Ententen gjorde det. I Tyskland udbrød revolution og søgte væk fra magten de grupper, som man havde sat sin tillid til. Da opstod der latterlige, men for enhver fædrelandsven sørgelige stilling som rådede hos os i  november. Hele vor udenrigspolitik fik igen lægges om og rette sig efter den nye vind som blæste. Den gamle, mange gange kompromitterede regeringen, måtte gå af helt op til rigsforstanderen og nye mænd måtte overtage regeringen. Nu mærkede man dog at man var kommet ind i en sådan bagevej, at man ikke kunne komme sig uden nye valg. Selvom man gentagne gange forsikrede, at nye valg ikke skulle afholdes førend repræsentanternes mandat var gået ud, altså i 1920, så måtte vor borgerklasse gå til nye valg d. 1. og d. 3. marts dette år. Dette blev ikke gjort af fri vilje eller på grund af demokratiske anskuelser, men som en følge af den rene tvang. Man vidste hvad dette skridt indebar. De tusinder uretfærdigheder og retsindskrænkninger og al den undertrykkelse, som borgerklassen havde gjort sig skyldig i de sidste 10 måneder, var endnu i friskt minde. Ved siden af dette blegnet til og med de af vores gerninger som blev forøvet af den røde garde under dens magttid. Erindringen om disse borgerklassens forbrydelser var egnet til at kalde alle dem frem til valgurnerne som hidtil uden nogen interesse havde fulgt med i det offentlige liv. Dette vidste de borgerlige kredse, og derfor begyndte deres blade at vise en stor nervøsitet for den folkedom som nærmede sig gennem valgene. Og ikke uden grund. For som allerede det nu offentliggjorte valgresultat viser, kommer det socialdemokratiske parti fremdeles til at danne en stærk gruppe indenfor landdagen, på trods af alle indskrænkninger, som rettede sig både mod liv og borgerlige rettigheder. Endnu i september hånede man mig i de borgerlige blade, da jeg vågede at forudsige, at det socialdemokratiske parti ville få mere end tredjedelen af mandaterne ved valget. I januar var de samme blades rædsel allerede bliver så stor, at de indbildte sine læsere at socialdemokratiet ville få flertal ved landdagsvalgene. Så langt gik det ikke, men i ethvert tilfælde har vi nu fået en fuldstændig landdag, som vil komme til at give udtryk for folkets vilje, og en kraftig 80 mand stærk socialdemokratisk gruppe. Dette er folkets dom over rumpparlamentets virksomhed.

Borgerdiktaturet bør knuses gennem valgene

Benævnelsen borgerdiktatur kan høres underlig ud. Det er dog den rette betegnelse på den politiske retning som har haft magten i de sidste år. Med diktatur forstår man i almindelighed en politisk retning, hvis magthavende gruppe ved vold virkeliggør sine planer, uden at bryde sig om andre gruppers vilje. Sådan er det netop gået til i de sidste år. Arbejderklassen, som alene repræsenterede næsten halvdelen af hele folket, var helt udelukket fra regering og landdag. Og ikke engang de dele af folket som landdagen repræsenterer ønsket en sådan politisk retning, som landdagen fulgte. Dette fremgik tydeligst af kongeståhejet, hvor det kun var en fjerdedel af landdagen, som der fik sat sin egen vilje igennem. Denne fremgangsmåde kan man ikke kalde andet end et mindretalsdiktatur og teoretisk set skiller den sig ikke det mindste fra det mindretalsdiktatur som tidligere blev øvet af den røde garde og folkekommissærerne. Dette mindretalsdiktatur blev arbejderne opfordret til at styrte ved valgene. Dette var fuldt overensstemmende med hvad fædrelandets og folkets interesser krævede. Nogen anden vej fandtes jo ikke for at komme ud af den nedværdigelsestilstand, som nævnte diktatur havde ført landet op i, både med hensyn til inden- og udenrigspolitik, og den nedtrampning af alle love dette diktatur fulgte i al sin virksomhed. Kun ved at landdagen halvt kom til at genspejle folkets virkelige sindsstemning, som skarpt fordømte den daværende politik fandtes der mulighed for at komme tilbage til de naturlige forhold. Opfordringen havde således til hensigt at få landet bragt tilbage til parlamentarismen, som vi ulykkeligvis var kommet langt væk fra. Formodentlig har den offentlige anklager ikke i fuldt alvor ment, at dette afsnit i valgmanifestet skal henregnes til den «forbryderske agitation», som han kræver tiltale for.

Socialdemokratiet er folkets værn

Dette vil borgerne naturligvis aldrig medgive. Men fakta taler også her sit uimodsigelige sprog. Finlands arbejderklasse er nu, i den tid den har manglet socialdemokratiets virksomhed, blevet undertrykt til det yderste og har aldeles manglet beskyttelse for liv og lemmer. Ikke et eneste borgerlig parti har optrådt til dets beskyttelse. Derimod har borgerklassen benyttet sig af arbejdernes undertrykte stilling til at frarøve den fattige befolkning dens rettigheder og de fordele den tidligere havde vundet. Man behøver kun at huske på de eksempler, som er nævnt under omtalen af rumpparlamentets virksomhed. De viser, at straks efter de socialdemokratiske repræsentanter kom væk fra landdagen, begyndte denne at stifte love, som kuldkastet de reformlove den tidligere havde givet. Denne skræmmende fremgangsmåde, som knapt nok har sin lige i hele verden, har været anskuelsesundervisning for alle dem som tidligere har troet, at borgerne på eget initiativ ville give reformer. Dette er ikke tilfælde, men arbejdernes eneste trøst og redning består i en stærk socialdemokratisk bevægelse. Manifestets sidste del omhandler de i klemmer samlede fremstillinger af socialdemokratiets krav. Indholdet er en kortfattet fremstilling af det socialdemokratiske partis nærmeste krav. Selvom det har vist sig farlig i dette land at fremføre de undertryktes krav og behov, så våger jeg dog at håbe, at den offentlige anklager ikke vil finde fremsættelsen for at disse krav er forbryderiske. Jeg kan derfor gå forbi disse, især da motiveringen fører os altfor langt ud. Valgmanifestet slutter med en kraftig opfordring til at deltage i valgene. Det opfordrer arbejderne til ved parlamentarisk virksomhed og ved valgsedlens hjælp, at gå til angreb mod de rådende misforhold. Dette er valgmanifestets opgave, og i den henseende arbejder manifestet mod det samme mål som andre partiers valgproklamationer. Hermed har jeg punkt for punkt gennemgået de spørgsmål som berøres i valgmanifestet. Dette arbejde har været omfattende og har krævet store anstrengelser af mig for at blive færdig på den korteste tidsfrist. Det er dog min pligt at give denne forklaring for den sag, som udgør kernen i denne retssag - nemlig spørgsmålet om valgfrihed. Det er en sag, for hvis fremgang enhver borger af alle sine kræfter pligter at arbejde for at tilintetgøre bureaukratiets forsøg på at ødelægge denne frihed. Disse, bestræbelser får værdifuld støtte af grundlovens bestemmelser, først og fremmest af landdagslovens § 7, hvori det hedder: «Tjenestemænd, som med sin i embedsmyndighed indvirker på landdagsvalg, mister sin tjeneste.»

Forfærdelige sandheder

Som det heraf fremgår, har jeg uden vanskelighed kunnet bevise, at hver eneste mening i det pågældende valgmanifest indeholder den reneste og uforfalskede sandhed. Det består af fakta efter fakta, og bagom hver eneste mening stikker der frem en hel verden af uretfærdighed, lovløshed og retsindskrænkning. Manifestets indhold er vistnok den stærkeste anklage mod hele regeringsretningen og den benyttelse af samfundsmagten som har floreret her hos os siden borgerkrigen sluttede. Manifestet anklager den magthavende borgerlige reaktion for at have tilladt titusinder af mord, uden at der i noget tilfælde er gjort noget for at få morderne straffet, og for at have overleveret lige så mange til sultedøden i fangelejrene. Manifestet råber til det fortvivlede folks kraftige protest mod sine undertrykkere, som trampet de almindelige borger- og menneskerettigheder under fødderne og overleverede proletariatet til sult og nød. Den borgerlige reaktion har begået ulovligheder, har forsøgt at gøre statskup, har stiftet undertrykkelseslove og styret landet med en uhørt vold og undertrykkelse. Men disse anklager er ikke løgnagtige; de er ikke opfundet af manifestets forfatter. De er forfærdelige sandheder. I dette valgmanifest kan man ikke finde et ord som ikke er sandt. Den paragraf som nu er lagt til grund for tiltalen er følgende: Den som offentlig i en folkeforsamling fremstiller, eller gennem skrift eller på anden måde udbreder åbent løgnagtige påstande, som er egnet til at nedsætte regeringen, landdagen eller dens udøvende myndigheder eller offentlige tjenestemænd, eller som bringer deres forholdsregler eller den lovlige samfundsorden til genstand for foragt eller afstedkommer fare for den offentlige orden, straffes med bøder. Om fremstillingen eller meddelelsens hensig sådan nedsættende som tidligere nævnt eller frembringer fare for den offentlige orden, skal straffes med mindst 100 marks bøder eller fængsel i højst et år.» Førend der kan idømmes straf efter denne paragraf, kræves der tre vigtige forudsætninger: 1) Fremstillingen må indeholde åbent løgnagtige ting: 2) Disse fremstillinger må være af den natur, at de: a) nedsætter regeringen, landdagen, dens udøvende myndigheder, offentlige tjenestemænd; eller b) udsætter deres forholdsregler; eller den lovlige samfundsorden for foragt; eller c) er en fare for den offentlige orden. Det er ganske sandsynlig at de i valgmanifestet fremsatte påstande og anklager kan anses at være nedsættende for regeringen og landdagen. Men selvom det er tilfældet, ligger fejlen ikke i at valgmanifestets fakta, som er overensstemmende med sandheden, er kommet til offentlighedens kundskab, men det kommer sig af de kritiserede handlingers egen natur. Paragrafens sidste del kan altså mulige passe på valgmanifestets indhold. Men dette danner i og for sig selv ikke den af denne, heldigvis, sjælden påberåbte paragraf, omtalte forbrydelse, thi ellers blev jo al kritik af samfundsforholdene umuliggjort, da kritik i almindelighed er nedsættende for formålet. Efter paragrafen kræves, at fremstillingen er løgnagtig, for at der skal kunne idømmes straf. Efter min anskuelse har jeg med tilstrækkelig grundighed påvist, at dette ikke er tilfælde med valgmanifestet. Om anklageren derimod stik imod min opfattelse fremdeles holder fast ved sin fejlagtige opfatfattelse, så beder jeg ham om at være venlig at oplyse mig om, på hvilke punkter som der er utilstrækkelig forklaret. Med sikkerhed lover jeg, at jeg i det tilfælde ved næste retsmøde skal skaffe alle de dokumentet og mundtlige fremstillinger, som er nødvendig for sagens fulde belysning. På grund af alt det jeg her har nævnt, kommer jeg til den slutning, at tiltalen som sådan, retslig set, er en umulighed og dertil et brud mod den af grundloven garanterede valgfrihed, og kan som sådant blive et betænkelig præjudikat ved de kommende valg. Derfor anmoder jeg højagtelsesfuldt om at tiltalen må blive forkastet som grundløs.

Helsingfors d. 10. maj 1919. Vaino Tanner.

Uddrag af en artikel af forfatteren Ilmari Kianto i bladet «Keskisuomalainen» (Yyväskylaa) i april 1918: «Man kan spørge sig selv: Hvorfor skåner krigen de kvinder, som enhver ser og ved repræsenterer det allerråeste element i borgerkrigen? Måske fordi de er kvinder? Men er det ikke en fordom eller rettere sagt meget kortsynt at undlade at straffe netop dem som allerede ved at sørge for slægtens forøgelse skaffer fjenden kræfter? Ville det ikke være en rigtig domstaktik at tage nogen procent også af fjendens andet køn, - så man på denne måde moralsk (!) kunne indvirke på disse forkomne individers søstre? På ulvejagt duer hunulven måske bedre som skydeskive end hannen, for jægeren ved, at hunnen føder disse ækle unger, som man i al fremtid har skade af. Er det ikke galskab ikke at skyde vilddyr som overfalder os?». Uddrag af en artikel af kammerherre Hjalmar Linder: «Nok af blodbad!«, indsat i Hufvudstadsbladet d. 28. maj 1918: «Det er forfærdelig, hvad der går for sig i landet. Til trods for den øverstkommanderendes forbud fortsættes skydningerne uafladelig. Den røde galskab er faktisk bliver efterfulgt af den hvide terror. Og disse henrettelser giver et sådant indtryk af vilkårlighed, idet ofrene føres til og henrettes på steder, hvor ingen voldshandlinger er bliver begået, at de sikkert gør mere galt end godt. Den jævne mand på landsbygden, selv de som trods trusler og lokketoner har været hvidt under hele oprøret, siger: dette afleder et had, som ikke vil slukkes gennem menneskealdre.-- Til sidst om ikke et forsvar for de røde, så en anklage mod de hvide: Hvad har de røde gjort, som vi ikke selv har forsøgt at gøre? - - Artiklen var tilknyttet en længere hale, hvor bladets redaktion tog afstand fra de synspunkter, som var udviklet af artiklens forfatter. Landdagsmand Lagerløf udtalte i landdagen d. 2. juli 1918 under behandlingen af spørgsmålet om eksekveringen af statsforbrydelsesdomstolenes domme bl.a.: «Hos os er der ikke kun under selve oprøret som en militær nødforanstaltning eksekveret et stort antal dødsstraffe, men selv efter at oprøret var kuet og det meddeltes at ordenen var genoprettet, har man fortsat med skydninger, delvis mod øverstkommanderendes dagsbefaling.

Hvad der hændte i Warkaus d. 21 februar 1918

Uddrag af dr. Hannes Ryömäs forsvarstale i meddomsretten i Helsingfors d. 7. maj 1919 i anledning af, at der var rejst tiltale mod ham i egenskab af ansvarlig redaktør for bladet «Suomen Socialdemokraatti» for de oplysninger han havde givet i avisen om begivenhederne i Warkaus d. 21 februar 1918: «Sent på aftenen d. 21 februar kapitulerede de rødgardister, som var i træmassefabrikken, da de indså at enhver modstand var forgæves, og dermed var Warkaus i de hvide troppers besiddelse. Alle fabrikskompleksets mandlige arbejdere, bevæbnede og ubevæbnede, deltagere i oprøret og uskyldige, blev nu taget tilfange, og af denne skare af fanger blev der allerede samme aften frembåret et stort offer til hævnens gudinde, måske større end noget andetsteds som blev erobret af de hvide forholdsvis har behøvet at give. Af denne våbenløse skare tog man, delvis ved lodtrækning, de over hundrede mand - beregningerne veksler mellem 130 og 140 - som blev skudt samme dag og hvis lig for størstedelen blev kastet i elven Pirtinvirta, hvorfra senere en del blev fisket op ved pårørendes og andre personers foranstaltninger.» Disse grufulde henrettelser, for hvilke ifølge det formål som har foranlediget dette sagsanlæg faldt 400 arbejdere som offer, et tal som stedets endnu levende arbejdere, som fulgte begivenhedernes gang, slet ikke anser for overdrevent, da der tværtimod på stedet ganske alment tales om et langt større antal henrettelser, - disse frygtelige henrettelser begyndte den nævnte dag, erobringsdagen, og forsattes gennem hele tre uger, idet efter den første aften dommene fældtes af en improviseret domstol som kaldtes for krigsret. Halshugningerne begyndte bemeldte aften på den strandbred af Pirtinvirta, som er beliggende ved Taulamäki, og de begyndte allerede før træmassefabrikken havde givet sig. Efter at træmassefabrikken var erobret blev straks hver 10ende mand af de rødgardister som blev taget tilfange skudt foran fabriksporten, efter at man først udover disse havde udtaget dem som ansås for ledere, og antallet af henrettelser steg derved til mellem 60 og 70 personer. Som allerede fremholdt begyndte skydningerne på stranden ved Pirtinvirta torsdag aften før hele fabriksområdet var erobret. Den første som blev skudt opgives at have været den rejsende agitator Matti Audio, som havde fungeret som oprørernes leder i Warkaus. Et øjenvidne som stod på elve-isen, hvor han var havnet sammen med den fangetransport på 50-60 mand som var hentet fra fabrikkens køkken, fortæller, at mens de stod der på isen i aftenskumringen, nærmet den fængslede Matti Audio sig dem på en afstand af omkring 20 skridt, ledsaget af 5 væbnede mænd, og han standsede på de konvojerende mænds ordre med ordet: «Her?», hvorpå mændene opfordret A. til at trække hatten ned for øjnene. Audio tog den istedet i sin venstre hånd og gjorde honnør med den højre, hvorefter der fra de fem bødlers bøsser smældte en salve, som strakte Audio livløs omkuld på isen. Kort efter førtes til stedet ved siden af Audios lig en mand ved navn Parkkinen som under oprøret på den røde gardes befaling havde været ordensmand i køkkenet, men han formodede man, at han var en rødgardistchef som var flygtet fra Nyslott, og også han faldt for bødlernes kugler med hatten i den ene hånd og den anden hævet til honnør ved siden af Audio's lig. Senere samme aften henrettes ved stranden af Pirtinvirta de 10 fanger, hvis lig derefter blev kastet i elven. Dommene over dem som blev skudt på dette sted blev afsagt i værkstedsmester Gustafsons lokale ved stranden, hvortil fanger førtes fra Folkets Hus og andre steder, hvor dé dødsdømte straks isoleredes og i grupper på fem mand sendtes til stranden, hvor bødlernes kugler og bajonetter gjorde ende på deres liv. En dødsdømt som reddede sig ved en lykkelig tilfældighed og endnu lever fortæller om denne «rettergang»:» Den anklagede førtes til et rum, hvor dommene blev udfærdiget. Han blev grebet i begge skuldrene og dommeren trykket revolvermundingen mod den anklagedes pande, idet han i denne stilling spurte ham: «Hvad er navnet? Hvor længe har du været i Warkaus? Hørte du til den røde garde?» Efter at den anklagede havde svaret på de stillede spørgsmål og havde svaret benægtende på det sidste, havde dommeren, som vedblivende holdt browningen mod hans pande, sagt: «Du lyver, bandit! til henrettelser, hvorefter den på denne måde dømte var bliver ført over til de dømtes gruppe som førtes til stranden efter hvert som der blev samlet et passende antal.»

«Suomen Sosialdemokraatti's dødsannoncer

I den udstrækning arbejderbladene atter har kunnet begynde at udkomme har spalte efter spalte af avisernes annoncesider været optaget af dødsannoncer vedrørende personer som er afgået ved døden i forbindelse med borgerkrigen. Fra «Suomen Socialdemokraatti» (Finlands Socialdemokrat) som siden september 1918 udkom i Helsingfors, meddeles her en del af dødsannoncernes opgaver. D. 28. februar 1919 meddeles i fælles annonce om 191 afdøde medlemmer af Valkeakoski forbrugsarbejderforening. Af disse er 30 faldt i krigen, 89 henrettede, 62 døde i fangelejre, 3 døde efter hjemkomsten fra fangelejren og 7 forsvundet på ukendt måde. Af de henrettede er 17 kvinder, af de som døde i fangelejrene 4 og af de forsvundne 1. Af hele antallet af døde er 49 under 20 år (blandt de henrettede én 15årig dreng og tre 16årige piger), 28 fra 21-25 år, 26 fra 26-50 år, 46 fra 31-40 år, 23 fra 41-50 år, 9 over 51 år, blandt dem en 62 år. D. 5. april bekendtgør den samme arbejderforening yderligere at 13 af dens medlemmer som er død i forbindelse med borgerkrigen, nemlig 10 ved henrettelser og 3 i fangelejr. Af de henrettede var den ældste - en kvinde, Justina Selin - 69 år gammel og den yngste 16 år gammel. Af dem som døde i fangelejr var to 16 år gamle. (Ved årsskiftet 1917-18 havde foreningen 977 medlemmer, hvoraf altså over femtedelen har lidt døden). D. 17. maj bekendtgør Kyläsaari arbejderforening, at 25 af foreningens medlemmer er døde, ar dem 7 ved henrettelser og 18 i fangelejrene. D. 24. maj annoncerer Husula arbejderforening om 21 af sine medlemmer, af hvilke 13 er skudt, 6 død i fangelejr, en faldt i kamp og en død efter hjemkomsten fra fangelejren. Den ældste afdøde var 62 år og den yngste 16 år. Blandt de henrettede var to brødre Kalsi, 3 brødre Nygren, 2 brødre Hiukkuri samt mand og hustru Kuudti. D. 18. januar 1919 bekendtgør pårørende at 21 personer, hjemmehørende i en og samme bygd i Vehkalahti sogn er blevet henrettet i nabobygden d. 8. maj 1918. D. 1. februar meddeles i en fælles annonce om 30 personer som var henrettet i Kotka. Af disse var den ældste 52 år og den yngste 20 år gammel. D. 8. februar meddeles i en fælles annonce om 55 personers dødsfald. Af disse var 27 skudt i Voikka og 15 i Kouvda i midten af maj, og af de genstående var en del henrettet på andre steder og andre døde i fangelejre. Af de her annoncerede er 5 kvinder. Den ældste af de døde er 55 år og den yngste 17 år. D. 5. marts annonceres 22 personer, alle hjemmehørende i Vihtijärvi i Vichtis sogn, alle henrettet. Af dem er 3 med navnet Huhtinen, 3 med navnet Siljander, 3 med navnet Ridell og 3 med navnet Landin. Samme dag bekendtgøres også om 8 i Messukylä henrettede personer, af dem den yngste 17 år. D. 7. marts annonceres om 6 i Jakobstad natten mellem d. 1. og 2. marts 1918 henrettede personer, blandt dem fhv. landdagsmand K. A. Suosalo, født i 1866. D. 7. marts annonceres også ,om 8 i Ruovisi hjemmehørende personer, blandt dem 2 brødre Isoaho og 3 brødre Luomaharju, som var død i forskellige fangelejre. D. 14. marts annonceres om 11 i Sippola sogns Eväjärvi bygd hjemmehørende personer, hvoraf 6 var henrettede og 5 død i fangelejre. Den ældste afdøde var 61 år gammel. Seks bærer efternavnet Rämä. D. 22. marts meddeles i fælles annonce om 44 personer, hvoraf 36 var henrettede, blandt dem en kvinde. I fortegnelsen findes 3 brødre Kanerva, 2 brødre Ohlsson, en søster og bror Korsi, 2 brødre Helm, en Aaltonen med sine to sønner, af hvilken den yngste var 17 år. D. 5. april bekendtgøres under et om 17 i Ikalis hjemmehørende personer, af hvilke 8 er henrettede, 7 døde i fangelejre og 2 faldne. D. 9. april annonceres om 11 i Padasjoki sogns Aaudtois bygd hjemmehørende personer, af hvilke 8 henrettede, 2 døde i fangelejr og 1 faldt i kamp. Blandt de i annoncen optagne er 2 brødre Lepistø og 2 brødre Kari. D. 10. maj annonceres om 9 personer som den 9. maj 1918 blev henrettede ved Jaala-kirken, blandt dem 2 brødre Hacklin og 2 brødre Laurila. D. 12. maj bekendtgøres om 27 personer som den 12. maj 1918 blev henrettede på Kymmene kirkebakke. D. 16. maj annonceres om 7 personer som blev henrettede i Vichtis d. 16. maj 1918, blandt dem 2 brødre.- - Anmærkning: De i Tanners forsvarstale indgående talopgaver om antallet henrettede på forskellige steder var af forberedende art og vil blive præciseret ved senere indsamlet nøjagtig statistik. I et par tilfælder (bl.a. angående Kotka) er de nævnte foreløbige taloplysninger fra borgerlig hold og de bliver påstået at være overdrevne.

Pacifiseringsforanstaltninger i Wiborg

I maj 1918 da massehenrettelserne af oprørsfanger pågik dag efter dag og over 20 fanger hver dag mistede livet, blev der gjort en henvendelse hos oberst Aarne Sihvo, chefen for de tropper som erobrede Wiborg, for hos ham at udvirke en afbrydelse af massehenrettelserne. Den deputation, som gjorde denne henvendelse, bestod af en tidligere guvernør over Wiborgs len, cand. jur. Sarkanen, dr. med. Reinikainen og fabrikanten Wilska. De mindede oberst Sihva om, at man ved en sådan rettergang slet ingen garantier havde for, at ikke også fuldkommen uskyldige personer blev henrettet. Hertil svarede oberst Sihvo: «Er af 10 henrettede skyldig, så er hensigten opnået». Og idet han slog knytnæven i bordet fortsatte han: «Jeg angrer ingenting så dybt som det, at jeg ved Tienhaara tog 4,000 fanger i stedet for at skyde dem ned på stedet». (S. Soc.dem.). Den samme oberst Sihvo tog senere afsked fra krigstjenesten og blev af det finske fremskridtsparti indvalgt i landdagen. Nu er han imidlertid atter trådt ind i krigstjeneste.

Udtalelser fra borgerlig hold om behandlingen af oprørsfangerne

Uddrag af en artikel i det borgerlige blad «Pohjolan Sanomats» i Torneå i anledning af den årsfest til mindet om borgerkrigens afslutning som d. 16. maj 1919 fejredes flere steder i landet: «---Faldt end slagene hårdt under borgerkrigen, såvel de sejrendes som de besejredes, bør vi dog ærlig erkende, at efter at kampen var slut, begyndte en tid da en skånselsløs skæbne kom de besejrede til del. Ædel var sejrherren ikke, lovens hele strenghed tillempedes på forbryderne med sådan kraft, at talen om hævn snart blev berettiget.» Uddrag af Bertel Griperibergs digt «Til fanerne!», dateret d. 12. november 1918, publiceret i Hufvudstadsbladet: «Än smyga bovar fria kring, an på oss ofärd lurar, an är ej vilddurssinnet kväst i gravar eller burar ....Vår rasande och sjuka tid kan endast våldet bota.» - Landdagsmand Kairamo udtalte i landdagen d. 31. maj 1918 i spørgsmålet om at sende oprørsfangerne til Tyskland: «Som bekendt fås for tiden kali-salt kun fra Tyskland, hvor sådant findes i ubegrænset mængde, men det er meddelt derfra, at mangelen på arbejdskraft i høj grad vanskeliggør bevilling af licens for eksport. Skulle det dog så ske, at vi kunne anvende et par 3,000 krigsfanger til dette øjemed og om det desuden kunne lykkes os at holde den nødvendige tonnage, så turde der findes gode forhåbninger om, at denne for Finlands jordbrug særdeles følelige brist i tider kunne blive ialfald i nogen grad afhjulpet. Jeg beder altså om at få støtte til denne forholdsregel og håber at udvalget også tager denne specielle omstændighed i betragtning.» Landdagsmand Lantto svarede herpå: «Den foregående ærede talers motivering er efter min mening meget svag. Jeg for min del vil i hvert fald ikke være med til at disse medborgere, så usle de end er, skulle udveksles mod kali-gødning.»

Rapport fra fangelejrene

En rapport fra Ekenäs fangelejr: «Får meddele, at fangen Liljestrøm rømte herfra i robåd fra fangelejrens strand. Det lykkedes ham at få fat i en båd, og han begav sig roende på flugt, men han blev skudt samme aften.» Rapporten fortsætter: «Da de fangne helsingforsere Aarnio, Kuokkonen, Safonen og Siljander d. 11. i denne måned var ude i rengøringsarbejde, begik de sig på flugt. Først d. 13. blev de pågrebet og henrettet.» «D. 14. maj rømte fangen Rännäri, men blev pågrebet på Backby gård og henrettet.» - «Videre får jeg meddele, at vagtformanden Kolehmainen d. 14. dennes skød fangen Tanhuanpää som skældte og rent ud gjorde modstand under maduddelingen, da K. forsøgte at tvinge ham til orden. Fangechefen Leistén. «Der er således ifølge disse rapporter i løbet af tre dage skudt 8 fanger, uden at det er sket som nødmiddel for at hindre dem fra at flygte.» (Af J. Helos tale i landdagen d. 30. april 1919).

Lægerapporter

Uddrag af redegørelser over iværksatte inspektioner ar doktor Max Bjørksten (citeret af V. Hakkila i landdagen d. 30. april 1919): «En naturlig følge af den knapt tilmålte kost har været, at fangerne er afmagret og er bliver skrale samt at deres kræfter er aftaget. Ifølge oplysninger må man antage, at omkring 70 er døde af sult. Desuden er ca. 400 fanger frigivet i en sådan tilstand, at det ansås højst usikkert om de kunne komme til kræfter igen. Den sult som fangerne har måttet udstå har også haft tilfølge, at de lettere end ellers er bukket under for en tilstødende sygdom, samt at de opereredes sår læges påfaldende langsomt. I denne forbindelse kan også nævnes, at det mel som blev udsendt til fangelejren usigtet, er helt uanvendelig til brød, fordi det indeholder så rigelig med skal, at det er uspiselig. Ved sigtningen går halvparten af; denne halvdel kan kun tjene til føde for dyr.» I dag har jeg fra dr. Vitali i Lahtis pr. telefon modtaget underretning om at dommene i Lahtis kræver at fangerne skal indfinde sig fra Hennala fangelejr til byen Lahtis. Dr. V. påpeger, at 50 pct. af dem er så svage at de ikke orker det, og at det i en del tilfælder desuden kan medføre sanitære ulemper.-- Til slut vil jeg endnu fremholde, at mangelen på læger og sygeplejersker har sin årsag i, at deres arbejde ved fangelejrene er forekommet dem at være fuldkommen trøstesløst»

Af landdagsdebatten om oprørsfangernes behandling

Uddrag af professor Alb. af Forselles tale d. 30. april: «Hvad forholdene ved fangelejrene i Finland angår har allerede flere talere berørt dem og også berørt dødeligheden der, og jeg skal derfor kun få lov at gentage, at den totale dødelighed, om man undtager den i maj måned, går op til 11,783 personer. Vi må erkende, at dette faktisk er et meget højt tal, at forholdene i fangelejrene ingenlunde har været sådan som de burde være og at føden i fangelejrene har ladet overordentlig meget tilbage at ønske. I denne henseende er de tal som er blevet meddelt fra socialdemokratisk hold, så vidt jeg kan bedømme, rigtige…»

 Webmaster