Neders på siden: Rosa Luxemburg. »Socialdemokratiets Krise« (1915).

I denne korte redegørelse over begivenhederne i Tyskland, bliver der ikke plads til en omtale af alle de politiske begivenheder, om de politiske resolutioner, om splittelser og om nye mål. Det er fordi der er så mange hændelser, der får indflydelse på udviklingen dag for dag. Men du kan starte med at læse Sebastian Haffners: »Revolutionen der blev forrådt«.

Om tiden før den Tyske Novemberrevolution i 1919 skal kort fortælles, at 70 år før, dvs. i 1848 blev alle Europas lande rystet af revolutioner og af politiske virksomhed og fritænkeri, der ellers var henvist til litterære saloner og sangforeninger. Europas religiøse verdensbillede blev grundigt rystet. Der blev dannet politiske partier, og Karl Marx og Friederich Engels og mange andre måtte flygte til London, fordi de blev udvist i flere lande for deres journalistiske og politiske arbejde. I mange lande gennemføres en form for indskrænket parlamentarisme. Men det blev kun de velhavende formuende, der havde stemmeret, ligesom censuren og politiet stadigvæk var særdeles aktivt,- vendt mod arbejderne og de liberale radikale, der krævede jord og arbejde. Kapitalismen blev gennemført med diktatur, censur, foreningsforbud, forfølgelser, trykkeforbud, vilkårligheder, etc. etc.. Kapitalismen medførte at fæstebønderne blev ført til centraliserede mørke fabrikker som lønslaver, hvor borgerskabet snedigt gjorde dem forarmede, indsatte dem i beskidte rønner og lejekaserner, og inddrog godsejernes ridefogder i et sindrigt system af undertrykkelse i byerne, hvor udbredelsen af betalingsmidler og pengevæsen holdt befolkningerne i et vanvittigt jerngreb, og hvor private lejekorps, med eller uden kirken, skulle holde ro og bekæmpe de nye revolutionære kræfter, der opstod via lønslaveriet og lejekasernerne. Og stemmeretten, tja den var kun forbeholdt grundejerne, og lang tid derefter, da almindelige mennesker havde fået andel i stemmeretten, tog man stemmeretten fra dem som man stjal alt fra og som man kuede ned i fattighjælp. Selv krigen skete under parole af humanisme og næstekærlighed. Så arresterede myndighederne folk uden dom og satte dem i »beskyttelsesarrest«. Jovist, kapitalistklasserne forstod at beskytte sig på mangfoldige måder.

I de såkaldte tyske sprogområder lykkes det ikke i 1848, at samle de mange småstater i én national forening. Først i 1862 da Bismarck bliver udnævnt til ministerpræsident i Preussen, beslutter han, at samle og indordne vilkårlige tysktalende lande ind under Preussens suverænitet. Men først fører Preussen med Bismarck og Østrig krig mod Danmark i 1864, og i 1870/71 mod Frankrig. Situationen i Paris har en del lighed med begivenhederne i Tyskland 1919, idet Frankrig er slået i en håbløs krig, og befolkningen i Paris tager magten,- opretter Pariserkommunen, - der bliver knust i en blodig kontrarevolution af de franske borgerklasser, der myrder 40.000 parisere.

Efter denne ulykkelige begivenhed og sejren over Frankrig udråbes det tyske rige fra Versailles udenfor Paris med Wilhelm d. I. som kejser. 27 kongeriger, hertugdømmer, fristæder og røverbaroner havde nu i 1871 stiftet Det kejserlige Tyskland, og da det nye selvherskerdømme ville have andel i verdenserobringerne blev der udformet en verdenspolitik. Bismarck indførte en rigsdag, der helt op til 1919 slet ikke havde nogen formel magt, men som udelukkende skulle tjene det kejserlige overhoved. Ved valgene til den nye rigsdag i 1871 fik socialdemokraterne to mandater ud af 397 mandater. Bismarck, der også blev kaldt: Jernkansleren anså det tyske socialdemokrati for at være hans bitreste fjende. Så i 1880 gennemførte Bismarck de berygtede socialistlovene. Lukkede 150 socialdemokratiske aviser, fængslede 1500 socialister og forfulgte socialdemokraterne gennem de næste 15 år.

I disse år skete der en sammensmeltning af bankkapital og industrikapital, hvorved der opstod en ny finanskapital, der blev førende og som fortrængte vareeksporten betydning. Koncentrationen af produktion og kapital, hvor en snæver kreds af mennesker via monopoler fik afgørende indflydelse på verdensøkonomien, betød nye rivninger, når de internationale monopolistiske kapitalistsammenslutninger og deres stormagterne opdelte jordkloden mellem sig. Den eksportorienterede finanskapital forsøgte rundt om på jordkloden at fortrænge de oprindelige kulturer og opbygge nye værdinormer, markeder, osv.. Men vel at mærke samme med stormagternes beskyttende militære apparater, samtidig med, at finanskapitalen i svulstige toner fremhævede deres civilisation på bekostning af andre folkeslags kulturelle og religiøse opfattelser.

Den imperialistiske opdeling og kolonisering af jordkloden og udbytning af alverdens folkeslag og nationer, medførte at racismen blomstrede i kølvandet, samtidig med, at den ubarmhjertige undertrykkelse af arbejderne blev forstærket. Ved rigsdagsvalg i Tyskland, sørger bureaukratiet eksempelvis for, at kun en tredjedel af de stemmeberettigede fik optalt deres stemmer. Kampen om verdenserobringerne medfører at alle stormagter ved århundredeskiftet skriver i aviserne og underviser i skolen om, at krigen er forestående og uundgåelig. Krigskulten bliver genoplivet og alle børn og unge opdrages til en kommende krig fordi. Generalerne i alle lande har gennem længere tid planlagt en krig, men Europas socialdemokratier gentager på den ene nationale og internationale kongres efter den anden, at krigen skal bekæmpes og freden skal bevares. Synspunktet er selvfølgeligt, at det er vanvittigt, at iklæde arbejderne og bønderne en soldateruniform og et gevær, så de kan gå ud og slå hinanden ihjel på slagmarkerne, - ene og alene til økonomisk gavn for de hjemlige kapitalister, der vil tjene penge på myrderierne, våbenproduktionen, madforsyningerne, genopbygningen, osv.

Ja, den »1. Internationale Arbejdersammenslutning« fra september 1864 til 1876, var blevet afløst af Anden Internationale fra 1889, hvor der blev afholdt kongres i Paris, og hvor arbejderbevægelsen havde forudset en imperialistisk storkrig. Siden 1900-tallet var det internationale socialdemokrati således klar over, at faren for en verdenskrig var akut, og at arbejderklassen og dets revolutionære partier derfor måtte blive enige om hvad de skulle gøre, hvis krigen brød ud. Beviset for en kommende verdenskrig var overvældende: den fransk-russiske alliance i 1894, Tysklands flådeopbygningsprogram i 1898, Englands og Frankrigs gensidige aftaler »entente cordiale« i 1904, den russisk-japanske krig i 1904/05, den første Marokko-krise mellem Tyskland og Frankrig i 1905/06, den engelsk-russiske aftale i 1907, krisen i Bosnien i 1909, den anden Marokko-krise mellem Tyskland og Frankrig i 1911, de to Balkankrige i 1911/12. Ja, hele den imperialistiske verden var som ét krudtlager, i hvilken isolerede eksplosioner allerede forekom. Og hvordan skulle krigsfaren mødes? Allerede på Paris-kongressen i år 1900 havde »Anden Internationale« på Rosa Luxemburgs forslag godkendt en resolution mod militarismen og kolonialismen, en resolution som blotlagde krigens grundlæggende årsager under kapitalismen og som samtidigt stillede konkrete kampopgaver til de socialdemokratiske partier, som skulle stemme mod alle krigsudgifter, opdrage ungdommen i en anti-militaristisk ånd og gennemføre samtidige demonstrationer i alle lande i tilfælde af en international krise. Den følgende kongres i Amsterdam i 1904 fandt sted under den russisk-japanske krig. Men under kongressens jubel tog lederne for den russiske, respektive den japanske arbejderdelegation, Plechanov og Katayma, hinanden kammeratligt i hånden for dermed at demonstrere troskab mod den proletariske internationalismes principper. Demonstrationen var tydelig og klar: selvom dynastierne og kapitalisterne ophidsede befolkningerne til kamp mod hinanden, evnede arbejderne i alle lande med bestemthed at modsætte nedslagtning af deres klassebrødre fra andre nationer. På kongressen i Stuttgart 1907 domineredes dagsordenen af spørgsmålet vedrørende krig. De forskellige resolutionsforslag genspejlede på en mytisk, men dog korrekt måde den faktiske situation i Internationalen. August Bebels resolutionsforslag var rigtigt i teorien, men svævede i sproget, da det gjaldt praktisk handling. Jaurés plæderede som sædvanligt veltalende og glødende for, at hver eneste socialist skulle forsvare sit eget land. Guesde modsatte sig handling med henvisning til at militarismen "kun" var en ytring af kapitalismen, og at kapitalismen var det eneste egentlige angrebsmål. Hervé fordømte alle slags krige. Situationen reddedes af Lenin og Rosa Luxemburg. De udgik fra August Bebels teoretisk rigtige forslag, men kompletterede det, sådan at det kunne anvendes til praktisk handling: »Hvis en krig truer med at udbryde, er det en pligt for arbejderklassen og dets parlamentariske repræsentanter i alle berørte lande, at opbyde alle kræfter til at forhindre at krigen udbryder, og derved udnytte alle tilgængelige midler, hvilke naturligvis forandres i takt med situationen i klassekampen og den skærpede politiske situation. Hvis krigen endda skulle udbryde, er det deres pligt at gribe ind, for at gøre en ende på krigen så hurtigt som muligt og med alle kræfter stræbe efter at udnytte den gennem krigen fremkomne økonomiske og politiske krise, til at rejse masserne politisk og påbegynde det kapitalistiske klasseherredømmes fald !«. Sådan ! Så var tingene sat på plads. Det var klare ord ! Internationalen skulle gå ind for at 1.) forhindre verdenskrig, 2.) hvis krigen trods alt brød ud, skulle man gøre en ende på krigen så hurtigt som muligt og 3.) udnytte krigens rystelser/kriser til at omstyrte det kapitalistiske system og gennemføre socialismen. Resolutionen vedtoges enstemmigt og entusiastisk, og den blev bekræftiget på kongresserne i København i 1910 og i Basel i 1912. Den skulle sikkert også have været bekræftet på den næste kongres, som skulle finde sted i Wien i august 1914. Men forinden udbrød den Første Verdenskrig. Revolten i Sct. Petersborg i Rusland i 1905 rystede også hele det kapitalistiske borgerskab i Europa. Karl Liebknecht i Tyskland havde dog allerede i 1906 udgivet en anti-militaristisk pjece og var derfor blevet anklaget for højforræderi og havde fået 18 måneders fængsel. Mens han sad i fængsel, blev han af de berlinske arbejdere valgt ind i den preussiske landdag, for senere i 1912 at blive indvalgt i Rigsdagen, hvor det tyske socialdemokrati nu opnåede 110 rigsdagsmedlemmer og de borgerlige 287 mandater.

Europas socialdemokrater havde således højtideligt erklæret i 1907, 1910, 1912, at de ville bekæmpe krigskræfterne, og at arbejderne ikke skulle uniformeres i kejsernes og kongernes hære. Men nu dukker så de tyske socialdemokrater op, der støtter Tysklands krav om imperialistisk ekspansion, og socialdemokraten Friedrich Ebert forsøger at neutralisere ungdommen, med sine reformistiske ideer om at overtale kapitalisterne til fredelige reformer, idet de samme socialdemokratiske reformister ville vinde legalitet og tryghed ved at følge borgerskabets vilkår og opkøber aktier og fast ejendom. Skridt for skridt blev det socialdemokratiske marxistiske program i Tyskland fra 1891 således udvandet. Men programerklæringerne om hvordan en kommende krig skulle stoppes, vovede socialdemokraterne i toppen ikke at forkaste.

Det bør nævnes, at datidens socialdemokrati og fagbevægelse, var opbygget som et autoritært arbejderaristokrati, der i al væsentlighed bestod af faglærte arbejdere i industriområderne. De mange udenlandske arbejdere på private slavekontrakter, de ufaglærte, landarbejdere, kvinderne og børnearbejderne var uorganiserede og blev endda betragtet som en paria i samfundet. Ja flere samtidige kilder skriver, at kvinder og børn blev betragtet som dyr. Udenfor industriområderne havde junkerne den totale magt over arbejderne. Vi ved også fra århundredskiftet, hvordan raceteorierne dukkede op i hele Vesteuropa. På landet var Tyskland stadigt patriarkalsk og feudalt. Flertallet levede i nød og elendighed, i sult, i usikkerhed, i retsløshed og med en nedværdige fattigforsorg. Man mener, at fire femtedele af befolkningen overhovedet ikke havde nogen plads inden for samfundet.

Men de sidste år op mod 1914 var præget af en voksende politisk forskel og adskillelse mellem venstrefløjen og højrefløjen i »Sozialdemokratische Partei Deutschlands« (SDP). Efterhånden blev alle kanaler for at komme til orde for venstrefløjen stoppet, og det medførte, at venstrefløjen udgav »Socialdemokratischen Korrespondenz« i 1913/14. Initiativtager til bladet var Rosa Luxemburg, Franz Mehring (1846-1919) og Julian Marchlewski (1866-1925), og hovedtemaet i bladet var kampen mod imperialismen og militarismen. I 1915 udgav den socialdemokratiske venstrefløj i Tyskland bladet »Internationale«. Det var i disse år, at samarbejdet mellem Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht (1871-1919) indledtes, der under den Første Verdenskrig (1914-18) og under den Tyske Revolution (1919) skulle blive styrket. Rosa Luxemburg (1871-1919) var polsk-tysk socialdemokrat. Hendes politiske arbejde skete bl.a. i årene frem til 1898 hvor hun arbejdede indenfor det polske socialdemokratiske parti (SDKP), og efter 1898 indenfor det tyske socialdemokrati (SPD). Allerede som 22-årig i 1893 repræsenterede hun det polske socialdemokratiske parti på den Socialistiske Internationales Kongres.

Indtil 1913 besidder tyrkerne mægtige landområde op i Østeuropa. Ja, gennem 500 år havde tyrkerne kolonialiseret mægtige europæiske områder. Frigørelsen fra tyrkerne medførte helt naturligt stridigheder og uro. Og uden at gå i detaljer, sker der det, at de sydslaviske folk vil samles i et Stor-Serbien. Det Østrig-Ungarnske kejserrige frygter denne sydslaviske nationalisme. Der opstår småkonflikter og krig. Dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn skærper tonen og ønsker at udvide kejserriget til et trestatsrige bestående af tyskere, ungarer og sydslaver. Tyskland kejser Wilhelm kommer i foråret 1914 med truende udtalelser. Men det er man vant til, selvom det britisk-tyske flådekapløb var aftaget i styrke.

D. 28 juni 1914 faldt skuddet i Sarajevo. Den serbiske nationalist Gavrilo Princip nedskød den østrigske tronfølger Franz Ferdinand i Bosniens hovedstad Sarajevo. Nyheden forsvinder hurtigt fra avisernes forsider. D. 23. juli afleverede det østrig-ungarnske habsburske monarki - med Tyskland i ryggen et ultimatum i Serbiens hovedstad, Beograd, og stillede krav om, at Serbien indenfor 48 timer skal svare på, hvorledes Serbien vil foretage en grundig udrensning blandt de elementer, der var fjendtlige mod dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn, og hvorledes Østrig-Ungarn kunne medvirke i opklaringen af mordet på Frans Ferdinand. Serbiens svar blev rundt om i verden betragtet som imødekommende og behersket. Men Serbien mente selvfølgelig, at Østrig ikke kunne blande sig i indre serbiske anliggender. Få timer efter dette svar mobiliserede Østrig en femtedel af sin hær. Den russiske zar gik muligvis i panik. Zaren mobiliserede dele i de sydrussiske militærdistrikter, og anmode Østrig og Serbien om at besinde sig. Samtidig fortalte Zaren, at de militære forholdsregler i Rusland ikke var rettet mod Tyskland. Men derefter udvidede Zaren også mobiliseringen af Østersøflåden og indrog al orlov i hele Rusland og fik Frankrig til at bekræfte deres løfter om gensidig støtte mellem Rusland og Frankrig. Det medførte alarmerende rapporter i Berlin og Wien, som følte sig truet af Rusland, Frankrig og Serbien. D. 28. juli 1914 erklærede Østrig-Ungarn krig mod Serbien. D. 29. juli erklærer Zaren mobilisering i hele Rusland.

Anden Internationalens Socialistiske Bureau samledes allerede i Bryssel d. 29-30 juli. Men bureauet gik ikke til modaktion. En del af lederne havde allerede givet op. Til dem hørte Victor Adler, der var formand for det østrigske socialdemokrati. Han deltog i mødet i Bryssel sammen med sin søn, Friedrich, og han var fuldstændigt knækket. Han kunne kun fremstamme: »Krigen er allerede brudt ud. Vi har indtil nu kæmpet mod krigen efter formåen….men vent ikke nogle flere aktioner af os.« Victor Adler erklærede, at man havde gjort, hvad man kunne for at bekæmpe krigen, men nu stod partiet magtesløst over for wienermassernes nationalistiske rus, og man skulle ikke forvente nogen aktion fra partiets side. Adskillige af de øvrige deltagere i konferencen så derimod mindre sort på det. Da den engelske labour-repræsentant Bruce Glasier kritiserede Adler for hans holdning, blev han hånet af Adler, som henviste til den engelske arbejderklassens passivitet under Boerkrigen! Adlers søn Friedrich skrev senere: »Hans tale gjorde et yderst beklemmende indtryk på alle, særlig på tyskerne og franskmændene. Den rapport som Victor Adler derefter afgav overfor konferensen fremviste total passivitet. « Rosa Luxemburg deltog som repræsentant for det polske parti, og ligesom de andre i det store offentlige møde, som afholdtes i tilslutning til konferensen på konferencens første dag, havde en stor folkemængde mødt anklagerne mod krigen med kæmpebifald, og ved konferencens slutning blev der vedtaget en resolution, der ikke afslørede noget om deltagernes forskellige vurderinger af situationen. Rosa Luxemburg optræden ved dette kæmpemøde er blevet beskrevet på følgende måde: »Hendes ansigt var blegt og hun forsøgte åbenbart beherske en stærk indre uro. Hun blev længe stående på tribunen, hvor det Internationale Bureaus medlemmer sad, og hun så stumt ud over forsamlingen. Derefter satte hun sig, og skjulte ansigtet i hænderne. To gange kom medlemmer fra Det Internationale Socialistiske Bureau frem og talte indtrængende til hende. Hun rystede energisk på hovedet og svarede kun "Nej!"... Gang på gang bestormes Rosa af forsamlingen. Men hun sad kun urørlig, forsunket i tanker. Hendes ansigt vidnede om dyb lidelse.« Konferensen havde gjort det klart for hende, at for Victor Adler & Co. var Internationalens beslutning ikke længere værd det papir, som det var skrevet på. Hun valgte at tie. Men hun skulle ikke gøre det i fremtiden.

D. 31. juli gav både Østrig-Ungarn og Rusland ordre til fuld mobilisering, og Tyskland sendte et ultimatum til Rusland. D. 1. august erklærede Det Tyske Kejserrige pludselig krig mod Rusland. Krigserklæringen mod Rusland var fra et tysk synspunkt meget vigtig for den tyske regering, »ellers får jeg ikke socialdemokraterne med mig«, udtalte kansler Bethmann-Hollweg. For at få en tilskyndelse og et påskud til at erklære Frankrig krig, lod den tyske generalstab udsprede rygter om franske grænseovertrædelser ved Geldern, bombekastninger over Karlsruhe og Nürnberg og forgiftning af tyske brønde udført af franske sabotagegrupper. D. 3. august erklærede Tyskland krig mod Frankrig, samtidig med, at Belgien og England erklærede krig mod Tyskland.

I løbet af nogle ganske få dage var de europæiske stormagter i krig med hinanden. Baggrunden var misforståelser og trusselsbilleder. Og for de katolske præster i Frankrig, der var smidt på porten ved Den Store Franske Revolution i 1789, var det en kærkommen lejlighed til at genvinde deres plads i historien. De udstillede den tyske arvefjende, som en protestantisk preusser. Jøderne i de krigsdeltagende lande afgav loyalitetserklæringer og sluttede op om det nationale hysteri. Men alligevel blev de udsat for forfølgelser og ringeagt,- thi så havde man jo altid nogen, man kunne bruge som syndebuk, hvis man tabte krigen.

På en konference med repræsentanter for de tyske fagforeningsforbund d. 2. august blev alle strejker, som var i gang eller var under forberedelse, afblæst. Og for at være sikker herpå blev al udbetaling af strejkeunderstøttelse udsat indtil videre.

D. 3. august skulle det tyske socialdemokratiske parti i den tyske rigsdag tage stilling til de af regeringen begærede krigskreditter - 5 milliarder mark. Ved omvalg indenfor rigsdagsgruppen d. 3. august stemte 111 socialdemokrater for bevillingen, 15 mod, deriblandt Karl Liebknecht. Mindretallet anmode om tilladelse til at få dette mindretalssyn registreret, men det blev afslået, da partidisciplinen skulle overholdes, så alle føjede sig derefter efter majoritetsbeslutningen, med det resultat, at samtlige socialdemokrater d. 4 august stemte positivt for de af kejseren krævede krigskreditter. Da Lenin læste om dette i de tyske socialdemokraters hovedorgan »Vorwärts« nægtede han at tro det. Det måtte være en forfalskning fra den tyske generalstab! Venstrekræfterne og det såkaldte »marxistiske centrum« havde svigtet totalt. Men det var ingen forfalskning. Det var sandt.

Den borgerlige belønning udeblev ikke. Socialdemokratiets presse blev tilladt på kasernerne og planerne om arrestation af socialdemokraterne blev droppet, ligesom Kejser Wilhelm II modtog de socialdemokratiske rigsdagsmænd i audiens. På audiensen skulle kejser Wilhelm II have sagt: »Jeg kender ikke længere nogle partier. Jeg kender kun tyskere!« Men den af kejseren formodede enhed mellem klasserne eksisterede kun i hans egen indbildning. Men det var jo også lykkedes de ledende socialdemokrater at skrinlægge klassekampen i partiets aviser. Kun socialdemokraterne i Rusland og Bulgarien overholder beslutningerne om ikke at bevilge penge til krigen. De andre landes socialdemokratiske partier brød deres højtidelige løfter om fred og gensidigt broderskab. De socialdemokratiske topfolk, der egentlig skulle have været arresteret ved krigsudbruddet gik nu fri, og »Vorwärts«, der var blevet forbudt i begyndelsen af august, fik lov til at begynde at udkomme igen, dog under den stiltiende overenskomst med Berlins militærguvernør at temaer som klassehad og klassekamp for fremtiden skulle undgås i bladet. Den borgerlige stat og de herskende klasser gav regeringen diktatorisk magt i alle militære, politiske og økonomiske spørgsmål, og de faglige ledere gik med til indførelse af strejkeforbud og modtog pladser i social- og økonomiadministrationen. De tyske højresocialdemokrater fremkommer med en mængde bortforklaringer og efterrationalisering om, at krigen jo var en kendsgerning, og at Tyskland var omgivet af fjender. Hvorfor skulle man så agitere mod krigen, når der nu også var undtagelsestilstand og pressecensur ? Og når nu de franske socialdemokrater havde stemt for krigen,- ja så kunne de tyske jo gøre ligeså, fordi Tysklands krig var en forsvarskrig.

Venstrekræfterne var godt nok blevet overrumplet, men de var ikke besejret. De opportunistiske ledere havde forrådt principper og beslutninger og overladt masserne til en chauvinistisk hetz uden modstykke. De tyske imperialisternes parole blev: »Jeder Schuss ein Russ! Jeder Stoss ein Franzos!«. Men venstrekræfterne ventede ikke med at formere sig, og samme aften d. 4 august samledes en gruppe fra venstrefløjen hos Rosa, blandt andre Franz Mehring, Wilhelm Pieck med flere, og samtidig havde Rosa Luxemburg sendt telegrammer til folk i provinsen, som hun mente stod i opposition til SPD's officielle politik. Men resultatet var katastrofalt - tilslutning fik hun kun fra Clara Zetkin; de øvrige kom med alle mulige bortforklaringer for at undlade at tage stilling. Men lidt efter lidt skulle det vise sig, at krigens virkninger også gjorde masserne mere og mere fjendtlige til de herskende klasser og deres redskab: de højresocialdemokratiske førere. Natten mellem d. 3 og 4 august 1914 marcherede de tyske tropper ind i det neutrale Belgien. D. 4 august svarede England med at erklære Tyskland krig. Verdenskrigen var dermed et faktum. Årsagen var det imperialistiske system, kampen om kolonier, råstoffer, markeder, etc.. Men den igangsatte kraft var først og fremmest den tyske imperialisme, som greb efter verdensmagt. I ledelsen for modstanden i Tyskland stod Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht, Clara Zetkin, Julian Karski, Franz Mehring og andre. De tog kampen op mod krigen og de socialdemokratiske føreres krigspolitik. Den første erklæring som tog afstand fra SPD's officielle politik kom i september i en erklæring underskrevet af Rosa Luxemburg, Clara Zetkin, Franz Mehring og Karl Liebknecht. Den blev bragt i to svejtsiske blade, og man gjorde her opmærksom på, at den officielle holdning ikke deltes af alle i partiet, hvad man godt ville henlede de udenlandske kammeraters opmærksomhed på. På grund af undtagelsestilstanden så man sig desværre ikke i stand til at redegøre offentligt for disse divergerende synspunkter.

Rosa Luxemburgs udadvendte og aktive indsats var ikke tålt af hverken borgerskabet eller hos ledelsen i det tyske socialdemokrati. Ved et national-liberalt møde blev der udtrykt harme over myndighedernes passivitet over for Rosa Luxemburgs skandaløse optræden. Man kunne ikke forstå, at der ikke blev gjort en ende på dette fruentimmers frække adfærd. Og i juli 1914 skriver Friedrich Ebert (1871-1925), der efter at August Bebel var død d. 13. august 1913 havde fået en ledende rolle i SPD, at SPD ville få vanskeligheder indenfor partiet, idet krigen og den mægtige genopvågnen af arbejderbevægelsen i Rusland ville fylde venstrefløjen med nye planer. Men 1.Verdenskrig var en kendsgerning og socialdemokratierne stemte flere gange for krigsbevillinger, hjalp de nationale borgerklasser, understøttede krigshysteriet, våbenproduktionen og krigsgalskaben.

I oktober måned 1914 lykkedes det dog i Tyskland, at samle en hemmelig opposition mod krigen. Men det bliver opdaget og reformisterne i socialdemokratiet kræver eksklusion af Karl Liebknecht. Han rejser til det voldtagne Belgien og ved sin hjemkomst stillede han en konsekvens strøm af afslørende spørgsmål om krigen, der havde udviklet sig fra en forsvarskrig til en angrebskrig,- f.eks. om hvor mange civile belgier hæren havde lade skyde eller transportere til slavearbejde i Tyskland siden sidst ? Og de højt agtede mænd fra det tyske borgerskab med monokler i rigsdagen lavede skandalescener, når Liebknecht talte. De hylede og skreg med tilråb og tabte fuldkommen fatningen. Han spørgsmål blev internationalt kendt, og da myndighederne ikke kunne arrestere ham p. g. a. parlamentariske immunitet, indkaldte de ham som mening til landeværnet. Men også socialdemokraterne bagvaskede den modige Liebknecht og d. 2. december er Karl Liebknecht alene i rigsdagen om at stemme mod den næste krigsbevilling. Liebknechts begrundelse blev trykt som illegalt flyveblad, og disse illegale flyveblade var en forløber for de Spartakusbreve, der senere blev spredt via de forskellige oppositionelle grupper, der ganske langsomt var ved at tage form i hele Tyskland.

I februar 1915 bliver Rosa Luxemburg arresteret, da venstrekræfternes planer om at udgive tidsskriftet »Die Internationale« bliver kendt. Hun fængsles uden rettergang og på ubestemt tid. I bladets første og eneste nummer indeholdt en vigtig artikel af Rosa Luxemburg: »Internationalens genopbygning«, men da det endelig udkom, sad Rosa Luxemburg jo i fængsel. Rosa Luxemburg skulle ellers i marts måned have været rejst til Holland sammen med Clara Zetkin for at deltage i en international kvindekonference. Men Rosa fortsatte imidlertid sit politiske arbejde fra fængslet, og med bidende ironi skar Rosa Luxemburg i »Die Internationale«, de chauvinistiske partilederes argumentation i stumper og stykker. Skarpest blev hun mod Karl Kautsky, som naturligvis skyndte sig at levere en "teori", som forsvarede førernes forræderi. I henhold til denne fiffige teori var Internationalen et instrument for freden, men intet middel mod krigen. Rosa Luxemburg skrev: »På godt tysk betyder det, at der for proletariatet ikke finde en livsregel, hvilket den videnskabelige socialisme hidtidig har forkyndt, uden i stedet to: en som gælder i fredstid og en anden som gælder for krigstilstand. I fredstid har man indenfor landet klassekamp og udadtil international solidaritet; i krigstid har man klassesolidaritet indenfor landet, men strid mellem arbejderne i forskellige lande. Den verdenshistoriske appel i »Det Kommunistiske Manifest« har nu fået et væsentligt tillæg og lyder nu i den af Kautsky korrigerede udlægning: »Proletarer i alle lande, foren eder i fredstid, og skær halsen af hinanden i krigstid!«

Hun påviste i »Die Internationale« hvordan de tyske imperialister kunne føre krigen takket være "arbejderføreres" samarbejde. I artiklen »Internationalens genopbygning« skriver hun: »I og med d. 4. august har det tyske socialdemokrati langt fra at "tie" overtaget en besynderlig vigtig historisk funktion: den er blevet imperialismens våbendragere i den nuværende krig. Napoleon sagde engang: »to faktorer afgør udgangen af en strid, den 'jordiske' faktor, dvs. terræn, våbnets beskaffenhed, atmosfæriske forhold etc., og den 'himmelske' faktor, dvs. hærens moralske sindstilstand, dets begejstring, og dets tro på sagen«. For den 'jordiske' faktor i den nuværende krig sørger på tysk side i hovedsagen firmaet Krupp i Essen; for den 'himmelske' faktor er fremfor alt socialdemokratiet ansvarlig. De tjenester socialdemokratiet gjorde og gør for den tyske krigsledelse siden den fjerde august er umådelige. Fagforeningerne, skulle efter krigsudbruddet lægge alle lønstridigheder på hylden og omgiver alle de militære myndigheders sikkerhedsforanstaltninger med 'socialismens' nimbus for at forhindre uroligheder blandt folket; de socialdemokratiske kvinder, som helt fjerne sig fra den socialdemokratiske agitation, og i stedet bruger hele deres tid og kraft på at gå arm i arm med borgerlige patrioter stille nødlidende krigsfamilier; den socialdemokratiske presse, som med nogle få undtagelser afsætter sig for at fremstille krigen som en national og proletarisk sag, og laver propaganda for dette, for at alt efter krigslykken skildre den russiske fare og tsarregeringens ugerninger eller prisgiv det perfide Albion for folkets had, for at juble over oprør og revolutioner i andre kolonier, for at fortælle om Tyrkiets opsving efter denne krig, for at love frihed for polakker, russere og lillerussere og alle andre folkeslag, for at undervise den proletariske ungdom i krigerisk tapperhed og heltemod - kort sagt for at bearbejde folkemasserne og den almindelige opinionen til krigens ideologi, og sluttelig de socialdemokratiske rigsdagsmænd og partiledere, som ikke kun bevilgede midler til krigsførelsen, uden selv sortmaler hver urolige tendens til tvivl og kritik hos masserne som 'intriger' hvilke de energisk søger kvæle, medens de på deres side diskret står til regeringens tjeneste med ægte tysk-national, patriotiske brochurer, taler og artikler - hvor har man nogensinde i verdenshistorien set en krig, i hvilket sådanne ting er forekommet?«

Men tidsskriftet »Die Internationale« måtte ikke udgives igen. Regeringen forbød bladet umiddelbart og rejste tiltale mod Mehring, Luxemburg og Zetkin for højforræderi. Men i fængslet skrev Rosa Luxemburg nu »Socialdemokratiets Krise«, også kendt som »Junius-brochuren«. I »Socialdemokratiets Krise« gennemgår Rosa Luxemburg baggrunden for udviklingen op mod 1. verdenskrig, der førte frem til SDP's godkendelse af krigsbevillingerne, hvor man svigtede alle partiets hidtidige principper. Hun skriver i »Junius-brochuren«: »Men den imperialistiske bestialitet, som den i dag finder sted på Europas marker, har endnu en virkning som »kulturverdenen« ikke vier noget forfærdet blik, ikke har noget skælvende hjerte tilovers for: Det drejer sig om det europæiske proletariats masseundergang. Aldrig før har en krig i en sådan målestok udryddet hele folkeslag, aldrig har den indenfor det sidste århundrede i et sådant omfang grebet samtlige store og gamle kulturlande i Europa. Millioner af menneskeliv bliver tilintetgjort i Vogeserne, i Ardennerne, i Belgien, i Polen, i Karpaterne og ved Sava. Millioner bliver slået til invalider. Og blandt disse millioner udgør nitiendedele den arbejdende befolkning i byerne og på landet. Det drejer sig om vores kraft, vore håb, der som græs - den ene række efter den anden - dagligt bliver mejet ned med seglet. Det er den internationale socialismes bedste, mest intelligente og bedst skolede kræfter, bærerne af de helligste traditioner og det dristigste heltemod, den moderne arbejderbevægelse, det samlede verdensproletariatets fortropper, Englands, Frankrigs, Belgiens, Tysklands, Ruslands arbejdere, som nu bliver hugget ned i tusindvis. Og det er jo netop disse arbejdere fra Europas førende lande, der har den historiske mission at gennemføre den socialistiske omvæltning«.

I september måned 1915 afholdes en konference i Zimmerwald i Schweiz nær Bern mellem 38 socialister fra elleve lande. Formålet var at protestere mod socialdemokraternes borgfred og mod krigen. D. 21. december stemmer 20 socialdemokrater i den tyske rigsdag mod den femte krigsbevilling. Et år senere afholdt Zimmerwald bevægelsen sin anden konference i Kienthal i Schweiz.

Den 1. januar 1916 samledes en gruppe mennesker fra SDP's venstrefløj hos Karl Liebknecht til et hemmeligt møde, og Spartakusgruppen var nu en realitet. Politisk tog Spartakusgruppen udgangspunkt i de såkaldte »Junius-teser«, som Rosa Luxemburg havde skrevet i fængslet og fået smuglet ud i december 1915 - det blev gruppens politiske platform efter mindre ændringer fra Karl Liebknechts side. I januar 1916 begynder et duplikeret flyveblad at cirkulere. Bladet bekæmper krigen, og er underskrevet af Spartakus.

Efter et års fængsel blev Rosa lukket ud i februar 1916. Hun blev modtaget af omkring 1.000 kvinder fra venstrefløjen, der havde organiseret en velkomstdemonstration for hende. Straks efter hendes løsladelse sluttede hun sig atter aktivt til Spartakusgruppens aktiviteter. I marts 1916 afholdes en konference, og nu med deltagere fra flere dele af Tyskland. Spartakus fik fremfor alt opbakning fra ungdommen, som skulle bruges på slagmarkerne som kanonføde.

I april 1916 mødes atter socialistiske delegerede fra syv lande. Man besluttede sig nu til åbenlyst at markere den voksende modstand mod krigen og regeringens politik. Det skulle ske i forbindelse med 1. maj 1916, der ikke var blevet fejret siden krigens start og som i øvrigt - i modsætning til i Rusland - aldrig havde spillet nogen særlig rolle i Tyskland. Spartakusgruppen forberedte den første masseaktion mod krigen. De mobiliserede på fabrikkerne med parolerne: »Fred, frihed og brød!«, »Ned med folkemordernes forbrydelser!«, »Ned med de ansvarlige krigsforbrydere, krigschauvinister og krigsprofitører!« På trods af mødeforbud og undtagelsestilstand samles titusinder af Spartakussympatisører d. 1. maj i Berlin på Potsdammer Platzkl. 20.oo. Mødet ryster regeringen. 10.000 arbejdere er samlet. Karl Liebknecht sprang op og råbte: »Ned med krigen! Ned med regeringen!« Han blev straks arresteret. Folk samlede sig derefter igen et andet sted i Berlins centrum, for at vise deres modstand mod regeringens krigsvanvid. Efter Karl Liebknechts arrestation blev der nu i hastig rækkefølge udsendt forskellige illegale flyveblade. Mange af Spartakusgruppens kendte aktivister blev nu efterlyst og fængslet efter denne store demonstration i Berlin og i andre byer rundt om i landet.

Da rigsdagen berøvede Karl Liebknecht hans parlamentariske immunitet og overlod ham til militærdomstolen, skrev Rosa Luxemburg: »Fejringen af 1 maj er landsforræderi! Kritik af krigslånet - landsforræderi! International solidaritet - landsforræderi! Klassekamp - landsforræderi! Strejker for at hæve sultelønningerne - landsforræderi! Offentlig undersøgelse af levnedsmiddelspekulationen - landsforræderi! Klageråb fra sultende kvinder udenfor butikkerne - landsforræderi! Det som er sagt i tusindvis gange i socialdemokratiske aviser, på socialdemokratiske vælgersammenkomster, i socialdemokratiske rigsdagstaler, det er i dag landsforræderi. Hele socialdemokratiets halvtredsårige virksomhed, som rettede sig mod krig, militarisme, klasseherredømme, klassesolidaritet, national enighed og fædrelands floskler, er landsforræderi…..«. Læs videre her, og noget så klart og bidende var ikke skrevet siden Karl Marx under 1848 årenes revolutioner redigerede Neue Rheinische Zeitung. I et af disse illegale flyveblade, »Hundepolitik«, påviste Rosa, hvordan både de borgerlige partier og SDP i virkeligheden havde trukket på samme hammel da Karl Liebknechts immunitet som rigsdagsmedlem blev ophævet. Da Karl Liebknecht d. 28 juni 1916 dømtes til 2 1/2 års tugthus for højforrædderi, strejkede 55.000 arbejdere i Berlins ammunitionsfabrikker, og store strejker organiseredes også i Bremen og Braunschweig og i Stuttgart. Tusindvis af arbejdere blev arresteret og sendt til fronten. Men resultatet blev kun, at den revolutionære propaganda også spredes til frontsoldaterne. Da han appellerer og arbejderprotesterne bliver voldsommere, sættes straffen op til 4 år, samtidig med at en række andre socialister bliver arresteret. Tyskland udvikler sig til et militærdiktatur.

Den 10. juli 1916 blev Rosa Luxemburg atter arresteret. Hun var en »farlig socialistisk agitator« og hun blev straks overført til et militærfængsel, og hun sad nu i fængsel resten af krigen til d. 8. november 1918. Også andre ledende spartakister blev efterhånden fængslet, det gjaldt f.eks. Clara Zetkin og halvfjerdsårige Franz Mehring, Ernst Meyer og flere. Leo Jogiches var en af de få, der forblev på fri fod, og han overtog ledelsen af Spartakusforbundet, og var ansvarlig for forbundets avis: »Spartakusbriefe«. De blev ikke blevet arresteret på baggrund af nogen dom eller på grund af en verserende sag, men myndighederne benyttede sig derimod en regel om »beskyttelsesarrest«. De var altså politiske fanger. Rosa Luxemburg blev imidlertidig flyttet fra fængslet til fængsel: i september 1916 sad hun i politihuset i Berlin, i oktober 1916 i fæstningen Wronke i Posen og i juli 1917 i fængslet i Breslau.

Men i efteråret er Spartakus-flyvebladene udbredt alle vegne. I vinteren 1916 bliver Karl Liebknecht ekskluderet af socialdemokratiet. Han forstyrer deres borgfred med det kejserlige Tyskland. En stor gruppe krigsmodstandere brød da ud af partiet. Krigen medfører hårde levevilkår i alle lande. På Irland gør man oprør. Men de engelske styrker knuser oprøret og henretter Irlands martyrer.

I de første måneder af 1917 sulter det tyske folk. Månederne kaldes kålrabi-vinteren. Rationerne for kvinder og børn bliver mindre og mindre. Der er omfattende hungeroptøjer i Berlin. Bare på en dag dør 1.700 i Berlin, - og 'den spanske syge' florere. I februar styrtes Zaren i Rusland og i foråret gør halvdelen af den franske hær mytteri. I april indtræder USA i krigen og finansierer krigen med obligationslån, nye skatter og inflation. I Tyskland dannes det uafhængige socialdemokrati (USPD), der ønsker fred. Om sommeren gør matroserne oprør i Kiel. Resultatet blev massearrestationer, lange fængselsstraffe og to justitsmord. De dødsdømte matroser måtte sendes til Køln og likvideres, fordi mange militære enheder ikke vil påtage sig opgaven. Overalt i Tyskland strejkes der - for brød og mod krigen. I Leipzig kræver titusindvis af arbejdere: 1.) tilstrækkelig forsyning af billige levnedsmidler og kul; 2.) en regeringserklæring om fred uden anneksioner. 3.) ophævelse af belejringstilstanden og censuren. 4.) mødeforbud og foreningsforbudet skal ophæves. Man kræver ret til at danne fagforeninger. 5.) ophævelse af tvangsloven. 6.)løsladelse af alle politiske fanger. 7.)indførelse af almindelige, direkte og hemmelige valg til alle statslige og kommunale institutioner. 8.) indførelse af arbejderråd efter russisk forbillede.

I Oktober måned 1917 overtager bolsjevikkerne magten i Rusland under parolen: fred, brød og jord. Den borgerlige Februarrevolution i Petrograd var afløst af den Socialistiske Oktoberrevolution. Arbejdernes og bøndernes revolution gav genlyd over hele verden og vakte en bølge af håb og begejstring. De dragende budskaber fra det revolutionære Petrograd om, at alle verdens undertrykte og udbyttede skulle slutte sig sammen mod deres undertrykkere, medførte fabriksbesættelser og uroligheder i hele Europa. Millioner af arbejdere, bønder og soldater hilste den russiske revolution velkommen, og datidens forhåbningerne var, at det industrielle og fagorganiserede Tyskland skulle gennemføre en socialistisk revolution, der ville brede sig til flere lande med bolsjevikkernes »Dekret om Freden«. Men det skulle vise sig, at flertallet af Tysklands socialdemokrater lå under for den traditionelle borgerlige ærbødighed, for statens autoritet og for parlamentariske illusioner. I december måned 1917 gennemfører bolsjevikkerne ønsket om fred ved en våbenhvileforhandling med Centralmagterne i Brest-Litovsk.

I januar 1918 gik 1/2 million industriarbejde på gaden i Berlin med kravet om fred og brød. Der blev dannet strejkekomiteer og arbejderråd. Arbejdsnedlæggelserne breder sig til andre store byer. Militaristerne skærper undtagelsestilstanden og censuren og indkaldte arbejderne til vestfronten, så strejken langsomt blev afblæst. Men division efter division af soldater var blevet røde eller upålidelige. Overkommandoen kunne bare gå af helvede til med sine officersfjolser. Men militaristerne tørstede efter militære sejre. Det lykkes at sætte Tysklands hære i bevægelse mod Rusland, der i marts måtte underskrive en ydmygende fred,- helt på tyskernes vilkår, idet bolsjevikkernes hærafdelinger jo tidligere var hjemkaldt i forbindelse med den indgåede våbenhvile.

Men de tugthusagtige forhold på virksomhederne, hungersnøden, tabet af forsøger, falden pengeværdi, huslejeforhøjelser og politiets forfølgelser gav anledning til nye strejkebølger. Og da de militære styrkeforhold på Vestfronten ændrer sig, og de bulgarske soldater vender bajonetterne mod deres befalingsmænd, ønsker Ludendorff pludseligt og overraskende i oktober måned våbentilstand, idet han mente, at Tyskland havde tabt krigen, og at regeringen ikke havde nogen reel magt. Og selvfølgelig havde regeringen ingen magt, idet han og kejseren suverænt gennem de to sidste års militærdiktatur havde mistet folket og soldaternes tillid, der sultede som bare fanden og som døde i skyttegravene uden ammunition og uden uniformer. Ludendorffs ide var at lokke socialdemokratiet til at forhandle fredsbetingelserne, så de i fremtiden skulle bære ansvaret for nederlaget, samtidig med at han tilbød indførelse af en forfatningsændring og fuldstændigt parlamentarisk statsskik. Og for Ludendorffs tilhængere var det bedre med en revolution fra oven, i stedet for en revolution fra neden.

D. 3. oktober udpegede kejseren prins Max von Baden, en konservativ monarkist til rigskansler og kejsersocialisterne blev optaget i kabinettet, ligesom man henvender sig til USA med ønsket om fred.

D. 23. oktober 1918 løslades Karl Liebknecht fra fængslet under kæmpemæssige demonstrationer. 2 1/2 år havde han siddet inde fordi han var modstander af krigen. Men nu bryder Østrig-Ungarn sammen under presset fra arbejdermasserne. Den Tjekkoslovakiet republik opstår. Der proklameres en uafhængig stat af slovener, kroater og serbere. Og østpå kæmpes der for en uafhængig polsk stat. Imperierne er brudt sammen.

Men tyske marineofficerer planlagde at gå mod Ludendorff og regeringens våbentilstandsaftaler, der allerede var sendt til USA. D. 28. oktober udgik der en befaling til flåden fra marineofficererne, om at den skulle ud på en manøvre. Men matroserne havde fået kendskab til en hemmelig radiomeddelelse fra admiraliteten, hvoraf det fremgik, at flådens 24 slagskibe skulle kæmpe til sidste mand og til sidste skib mod den engelske flåde. I det kommende nederlag ville officererne i dette mytteri mod regeringsbeslutningerne rive matroserne med i undergang.

Men ilden under dampkedlerne i krigsskibene blev slukket af fyrbøderne i Wilhelmshaven på Schilling-Reede. Matroserne og fyrbøderne iværksatte nemlig et modmytteri mod officerernes mytteri. Matrosernes mytteri lykkes. Men dagene derefter blev fyrbøderne og andre mytterister arresteret i hundredvis. Heldigvis får matroserne i Kiel hurtig tilslutning fra arbejderne på skibsværfterne og fra byen. Så d. 3. november 1918 hejser de oprørske matroser det røde flag. Kravene er: Frihed for vores kammerater. Væk med kejseren ! Om aftenen blev 8 dræbt og 28 såret i en demonstration. Dagen efter fik man tilslutning fra andre marineenheder i land, og arbejderne indledte en generalstrejke.

Der blev dannet soldater- og arbejderråd, og om aftenen d. 4. november havde rådet den politiske magt i Kiel. 40.000 matroser og arbejdere havde dannet den først sovjetforsamling (rådsforsamling) på tysk grund. Prins Max von Baden troede, at der var tale om et lokal oprør og et lokalt sammenbrud. Men revolutionen bredte sig med rivende hast fra Kiel til kystområderne og derefter til hele Tyskland. Socialdemokraten Gustav Noske blev sendt til Kiel for at rulle bevægelsen tilbage. D. 7/8 november erklærer et Provisorisk Arbejder-, Soldater - og Bonderåd i München, at Bayern var en republik. Revolutionen greb om sig til det vestlige og de centrale tyske industricentre, og overalt i Tyskland blev der oprettet Arbejder- og soldaterråd. Hele det tyske folk blev revet med i begejstring. De 60 største byer i Tyskland var under de revolutionæres kontrol. D. 8 november 1918 åbnedes fængselsportene for Rosa Luxemburg. Samme dag væltede et nyligt dannet arbejder-og soldaterråd monarkiet i delstaten Baden-Würtenberg. Dette var begyndelsen til enden på det monarkistiske militærdiktatur i Tyskland.

Men Rosa var tæret af fængselsopholdet. Det ravnesorte hår var blevet gråt. Men hendes revolutionære vilje var ubrudt. Hun kastede sig med hele sin entusiasme ind i den tyske revolutionen for at i spidsen for den tyske arbejderklasse, og forsøgte at tilintetgøre det vilddyr, som havde fortærede millioner af arbejderes liv, gjorde lige så mange kvinder til enker og børn faderløse og lagde landet i ruiner: junkernes, militaristernes og kapitalisternes herrevælde: den tyske imperialismen. Dagen efter hendes løsladelse deltager Rosa Luxemburg i en anti-krigsdemonstration i Breslau. Men revolutionsforsøget lykkedes ikke. Nok var Tysklands virkelige hersker, general Ludendorff, flygtet til udlandet på falskt pas. Han blev straks efterfulgt af endnu en krigsforbryder, kejser Wilhelm, som styrede mod Holland. Regeringsmagten overtoges til en begyndelse af prins Max af Baden, men blev overdraget til en anden støttepille for den bestående samfundsorden: socialdemokraten Friedrich Ebert. Han overtog regeringsansvaret med forsikringen: »Jeg hader revolutionen som synden!« Han handlede også derefter. Efter en formel overenskomst med generalstaben og i nært samarbejde med den bærme, som samledes i de fascistiske korps, gik F. Ebert og hans partivenner Gustav Noske, Scheidemann med flere målbevidst ind for at knuse arbejderklassens forsøg på at styrte den tyske imperialisme. Det skete bl.a. gennem at de d. 15 januar 1919 lod arbejderklassens førere myrde: Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg. Scheidemann erkendte indirekte i en tale i Kassel d. 16 januar 1919 de højresocialdemokratiske lederes ansvar for den afskyelige handling: »Når min vanvittige broder lægger sit gevær an mod mig, så kan jeg, om det kun gælder mig, lade mig skyde for at skåne hans liv. Men når jeg står i begreb på at styrte mig ind i et brændende hus for at redde hustru og børn, og den vanvittige broder, da lægger an mod mig, da findes der ingen udvej, da må jeg sætte mig til modværge mod ham, thi da gælder det ikke længere mig, men desuden mange andre.« (»Vorwärts« 17/1 1919.) Den »hustru« som Scheidemann reddede var den tyske imperialismen, og »barnet« voksede op og blev den tyske nazisme.

Men i november 1918 blev kejsertro regimenter sendt frem til de største byer for at slå revolutionen ned. Men regimenterne tilsluttede sig de revolutionære og i Berlin proklamerede Spartakisterne generalstrejke d. 9. november for at stoppe krigen. De herskende klasser og kejseren gjorde utallige forgæves forsøg på at standse den revolutionære begejstring og troede, at tropperne fra vestfronten ville hjælpe med til at nedkæmpe revolutionen. Uden at indhente kejserens samtykke erklærede prins Max von Baden på egen hånd kabinettet for afsat, og overlod uden dramatik den såkaldte magt til socialdemokraten Friedrich Ebert, der udnævnes/udpeges som ny rigskansler fordi man herigennem mente, at han kunne dæmpe den oprørske bevægelse, og fordi Ebert ville have gaderne rømmet.

Friedrich Ebert ville også afværge en socialistisk revolutionær proces som i Rusland, og udfylder straks den rolle, man har tiltænkt ham ved at opfordre til »ro og orden«. Men monarkiet er ikke til at redde. De må jo konstatere, at de hverken ved fronten eller i Berlin havde de nogen magt, og rigskansler prins Max von Baden meddeler til stor forargelse for kejseren, at kejseren nu er trådt tilbage, både som kejser og konge af Preussen, selv om prins Max godt ved, at hans beslutninger var ulovlige og forfatningsstridige.

Derefter skynder prins Max von Baden sig ud af Berlin, og ved middagstid da en kæmpedemonstration når rigsdagsbygningen, taler socialdemokraten Phillip Scheidemann til folket og udråber på egen hånd - den tyske republik. F. Ebert, der opholder sig i rigsdagsbygningen bliver forarget og ophidset, fordi han ikke vil have nogen republik. Han vil redde monarkiet og har en aftale med den gamle hærledelse, om at den skulle forsætte.

Men Berlin er under kontrol af de revolutionære arbejdere. Her har Spartakisterne sammen med de revolutionære arbejder - og soldaterrepræsentanter kaldt til kamp. Deres mål er monarkiets endegyldige fald og oprettelse af en socialistisk republik, hvor de valgte arbejder- og soldaterråd skulle overtage regeringen, og samtidig oprettelse solidariske forbindelser med den unge Sovjetrepublik. Hunderedetusindevis af mennesker følger dette mål, og de afvæbner politifolk og officerer, besætter politistationer og stormer militærkaserner, hvor de befrier hundredevis af politiske fanger. Også Leo Jogiches blev hentet ud af Moabitfængslet af en gruppe Spartakister.

Karl Liebknecht, Spartakisterne og hundredtusinder af berlinere går til Hohenzollernes slot, og fra kejserens balkon, og kl. 16.3o udråbte Karl Liebknecht, at Tyskland nu var en demokratisk socialistisk republik, »den frie, socialistiske republik Tyskland«, og ar monarkiet var ophørt. Al den udøvende, lovgivende og dømmende magt skulle udgå fra Arbejder- og Soldaterrådene. Den politiske magt blev således erobret to gange den samme dag. Også overalt i Sønderjylland (der var under tysk herredømme) blev der etableret Arbejder- og Soldaterråd. De berlinske tillidsmænd fra de største fabrikker havde siden sidste vinters store strejker også været aktive. Om aftenen d. 9. november besætter de parlamentet og beslutter, at hver fabrik og kaserne i Berlin dagen efter skal vælge en delegeret pr. tusind mand.

D. 10. november kl. 17.oo samles disse 3.000 delegerede fra Berlin. De ledende pacifistiske socialdemokrater vælger at deltage på mødet, for ikke at isolere sig fra masserne og fra Arbejder- og Soldaterrådene. Imidlertid var det lykkedes, at overbevise de soldaterdelegerede om at støtte den ulovlige Scheidemann-Ebert regering. Selv om mødet er kaotisk, er soldaterne fra Berlin tilfredse med de socialdemokratiske løfter om en snarlig fred og reformer der kan bøde på den sociale elendighed. Men den kapitalistiske produktionsmåde og ejendomsretten bliver tilsyneladende ikke anfægtet. Det drejer sig nu om fred og brød. En tillidsmand ødelægger stemningen, og får derved soldaterne til at stemme på Eberts folk og de berlinske råd vælger 12 arbejdere og 12 soldater til den nye provisoriske regering, der består af socialdemokrater og medlemmer fra det uafhængige socialdemokrati, og udråber sig til rigets højeste magt i forhold til den borgerlige rigdagsforsamling.

Socialdemokraternes dobbeltspil ved både at deltage i den provisoriske regering og i den gamle borgerlige rigsdag bliver således gennemført med succes, idet socialdemokraten Friederich Ebert, straks i al hemmelighed brugte det monarkistiske bureaukratiske embedsapparat til at indgå en aftale med generalerne om genoprettelse af officerernes myndighed i hæren, og om fælles indsats mod de revolutionære arbejdere og soldater, bekæmpelse af rådene, samtidig med at socialdemokraterne indgik borgfred med arbejdsgiverforeningerne og aftalte oprettelse af mæglingskommissioner.

Socialdemokraterne gik således sammen med de gamle vogtere, får at drive deres egne tilhængere væk. Men det viste de berlinske råd ikke, og da de besluttet at oprette en Rød Garde blev de narret af Ebert, der bildte dem ind, at en bevæbning af arbejderne var udtryk for mistillid til soldaterne, samtidig med at Ebert afviser russiske jernbanevogne med fødevarehjælp og korn og tigger USA om levnedsmiddelhjælp, der til gengæld også stiller krav om at socialdemokraterne skulle modarbejde revolutionen.

Karl Liebknecht advarer da, at kontrarevolutionen står midt iblandt os. Bliv på gaden ! Opstil bevæbnede vagter ! Og i bladet »Røde Fane«, der blev udgivet fra et forlag, der var besat af arbejdere og soldater, opfordrede Spartakisterne berlinerne til ikke at lade sig beruse af de første sejre, fordi det var tydeligt, at der manglede en central ledelse, og fordi det gamle statsmaskineri blev bibeholdt, ligesom at de nye Arbejder- og Soldaterråd kun havde opnået en kontrolret.

Rosa Luxemburg ankom d. 10. november 1918 til Berlin og skyndte sig hen til redaktionslokalerne og trykkeriet for en reaktionær avis, som de venstreorienterede havde besat og hvor de forberedte trykningen af den første udgave af Spartakusgruppens nye dagsavis »Rote Fahne« ( Røde Fane).

Dagen efter, d. 11. november 1918 vedtog flere grupper, at danne et Spartakusforbund og nedsætte en centralkomite, der regelmæssigt skulle udgive bladet: »Røde Fane«. Organisationen var endnu ikke en selvstændig organisation, men en stærk og organiseret gruppe i det større Uafhængige Socialdemokrati USPD, der var en blød venstreorienteret, anti-krigssplittelse fra SPD. Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg var de ansvarlige redaktører for »Rote Fahne«, som med Clara Zetkins ord : »Var den eneste socialistiske avis i Berlin«.

Forskellige kræfter forsøger at redde monarkiet som statsform. De uskolede soldater og arbejdere i Berlin, der troede på, at deres krav ville blive gennemført af socialdemokraterne, bliver skridt for skridt tvunget i defensiven af socialdemokraterne, der opretter et republikansk vagtkorps. Arbejder- og Soldaterrådene fik yderligere besked om, at de kun skulle holde sig til snævre praktiske spørgsmål, og ikke afsætte embedsmænd eller blande sig i statsorganernes, transportvæsenets og forsyningstjenestens arbejde.

Rosa Luxemburg konstaterede da, at alt hvad den socialdemokraterne har foretager sig, er båret af frygt for arbejdermasserne, og at de fører revolutionen ind på et borgerligt sidespor. Karl Liebknecht konstaterer, at socialdemokraterne ikke gennemfører deres socialistiske program, og at der var en gabende afgrund mellem arbejdernes krav og aktioner, og et sociale indhold i de socialdemokratiske reformer. De revolutionære forstod, at den tyske revolution var kørt fast, og at revolutionens mål var afsporet. I de sidste fjorten dage af november måned voksede økonomiske og politiske krav frem fra alle Tysklands forskellige egne:

Men socialdemokraternes modrevolution lykkes mod Arbejder- og soldaterrådet i Berlin. Og meget bemærkelsesværdigt er det, at Berlin's Arbejder- og Soldaterråd, d. 23. november kan overgive den udøvende magt til den såkaldte regering,- når man tænker på oprørets mangfoldighed i alle Tysklands byer.

Det tyske kejserrige, som havde varet i 48 år var nu slut. Kejseren abdicerede officielt samtidig med, at 21 tyske kroner faldt. Da det berlinske råd er så eftergivende, kræver Rosa Luxemburg øjeblikkelig en indkaldelse af en tysk rådskongres, nyvalg til Arbejder- og Soldaterrådene, permanente rådsforsamlinger, et rigsparlarment af arbejdere og bønder, oprettelsen af en Rød Garde, fjernelse af alle kejserlige militære og politi organer, konfiskering af fyrstehusene og de store jordejeres formuer, samt indkaldelse af en verdenskongres for arbejdere.

Det uafhængige Socialdemokrati , USPD, forsøgte forgæves at mægle mellem de Spartakusforbundet og højresocialdemokraterne, og under vinterens politiske kampe, blev flere monarkistiske og militaristiske kredse under ledelse af reaktionære officerer reorganiseret, og specialiserede sig i væbnede overfald på venstreorienterede demonstrationer, møder, avissælgere og strejkende arbejdere. De trykte tusindvis af plakater, hvorpå de opfordrede til at myrde socialistiske agitatorer. Især koncentrerede de deres mordpropaganda på Spartakisternes ledere Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht og Leo Jogiches.

Men Tyskland var delt i spørgsmålet om en revolutionær rådsforsamling eller en kontrarevolutionær nationalforsamling. Kampen stod, om man efter Kejserstyret skulle have et borgerligt demokrati eller socialistisk demokrati,- om man skulle forsætte det kapitalistiske herredømme med privatejendomsrettens økonomiske love og røverkultur,- eller om Arbejderne, Soldaterne og Bønderne skulle skabe et nyt socialistisk samfund, der var baseret på et andet økonomisk og juridisk system, - på fælleseje, på lighed og broderskab.

Det første reaktionære kupforsøg kom d. 6. december 1918, hvor officerer forsøgte at indsætte F. Ebert som præsident og anholde samtlige medlemmer af de revolutionære arbejder- og soldaterråd. Spartakus reagerede straks og indkaldte til en stor demonstration mod kupforsøget, men der blev skudt med skarpt mod ubevæbnede demonstranter. Højresocialdemokraterne havde givet general Wilhelm Groener ordre til at beskyde den fredelige arbejderdemonstration i Berlin, samtidig med at et monarkistisk regiment marcherede op foran rigskancelliet og udråbte F. Ebert til rigspræsident. Kontrarevolutionen forsøgte tilsvarende kup i Hamburg, Bremen, Lübeck og Chemnitz. Men i Essen og Mühlheim an der Ruhr arresterede Arbejder- og Soldaterrådene de socialdemokratiske kupmagerne. Derfor blev episoden om Eberts udråbelse til rigspræsident fortiet, idet de kontrarevolutionære kupforsøg blev bekæmpet overalt i Tyskland.

I mange byer dukker pludseligt borgerlige råd op, der var sammensat af husejere, udlejere, læger, lærere og præster, der krævede ligeret og trængte ind i Arbejderrådene. På landet opstod såkaldte bonderåd af storbønder og junkerorganisationer, der infiltrerede de rigtige bonderåd. Sammen med monopolherrer, officerskliker, borgerlige liberale, faglige og højreorienterede socialdemokrater, lykkedes det at afspore revolutionen, ved at påstå og desorientere masserne med påstanden om, at en konstituerende forsamling med borgerligt demokrati kunne åbne vejen for det socialistiske perspektiv.

De kontrarevolutionære begivenheder fra slutningen af november og i begyndelsen af december måned medførte, at samtlige Tysklands Arbejder- og Soldaterråd blev indkaldt til en landsdækkende kongres i dagene d. 16. - 21. december i Berlin. Primært ville tyskerne ikke have en borgerlig republik, men ville have en arbejderrepublik og en folkehær, hvor officererne skulle vælges af soldaterne. Imidlertidig deltager der kun 489 delegerede i rådskongressen. Mange områder i Tyskland blev ikke repræsenteret på kongressen, bl.a. Ruhr distriktet. Udenfor kongressen står 1/4 million arbejdere, der demonstrerede foran kongresbygningen og kræver, at Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg skal have adgang til kongressen. Indenfor ødelægger en tillidsmand samarbejdet mellem soldater og arbejdere, og mødet beslutter, at give afkald på rådsmagten, og giver den socialdemokratiske regering den udøvende og den lovgivende magt, ligesom det blev besluttet at afholde valg d. 19. januar 1919 til en konstituerende nationalforsamling. Med 344 stemmer mod 98 stemmer afgjorde de delegerede Tysklands fremtid og forsøgte at begrave revolutionen.

Igen d. 24. december, juleaften, viser socialdemokraterne atter deres hensigter, da nogle matroser bliver nedskudt på ordre af socialdemokraten Ebert, der var i løbende kontakt med de gamle kejserlige generaler og de nye frikorps, der dukkede op under det militære sammenbrud. Men Ebert's soldater i Berlin kunne ikke udøve nogen magt, idet de hurtigt blev besejret. En kæmpedemonstration på 30.000 arbejdere begraver d. 29. december de myrdede matroser, og det blev besluttet at bryde samarbejde med socialdemokratiet og stifte Kommunistiske Parti i Tyskland, d. 1. januar 1919, hvor flertallet i KPD beslutter, at man ikke skulle deltage i det kommende valg d. 19. januar 1920. Karl Radek deltog som bolsjevikkernes officielle repræsentant i grundlæggelseskongressen for KPD og overbragte bolsjevikpartiets solidariske hilsener. Spredt over hele Berlin ophænges store plakater, som opfordrer til at hugge hovedet af revolutionen : »Slå deres ledere ihjel! Dræb Liebknecht og Luxemburg! Derefter vil I have fred, arbejde og brød!« er teksten på mange af disse plakater.

Men socialdemokraterne var ikke uvirksomme og førte nye militære frikorps til Berlin. Socialdemokraterne afskedigede embedsmænd, der var medlemmer af det uafhængige socialdemokrati: USPD. D. 4. januar 1919 afsatte socialdemokraterne Berlin's uafhængige politipræsident, Emil Eichhorn. 150.000 arbejdere i Berlin nedlagde arbejdet d. 5. januar under parolen: Generalstrejke - Ned med regeringen Ebert-Scheidemann ! D. 6. januar var 1/2 million arbejdere på gaden i en spontan massedemonstration. Strejkernes omfang tog til. Der blev dannet et revolutionært provisorisk aktionsudvalg med 53 repræsentanter fra samtlige oprørscentre i Berlin. Karl Liebknecht, Georg Ledebour og Poul Scholze blev valgt som oprørets talsmænd. Men revolutionsudvalget i Berlin forblev passivt. D. 8 januar starter den militære kamp mod massernes politiske generalstrejke. Rigsværnsminister Gustav Noske gik sammen med kejsertro officerer fra den kollapsede tyske hær i en blodig nedslagtning af af januaroprøret. I dagene d. 9. januar til d. 12. januar befaler socialdemokraten Ebert, at revolutionen i Berlin skal skydes i sænk. En del af de tilfangetagne bliver skudt og afleveret i byens lighuse. Det var den hvide terror, som hærgede i et omfang, som kun kunne sammenlignes med tilstandene i Rusland under det tsaristiske regime. Ebert og Scheidemann, der ophøjede sig selv til lovlighedens redningmænd, gav soldaterne som de havde sat sammen med gamle officerer, deklasserede underofficers-elementer og bourgoiets sønner frit løb. De, som rabiat havde råbt op om den » bolsjevistiske terror« udøvede nu de mest barbariske udskejelser !

Den 7., 8., 11. og 13. januar trykker »Rote Fahne« Rosa Luxemburgs artikler: »Hvad gør arbejderlederne ?«, »Forsømte pligter«, »Ledernes Svigt«, og »Korthuset«. D. 10. januar udråbte Arbejder- og Soldaterrådet i Bremen en rådsrepublik, og gennemførte nye løntakster og arbejdsløshedsunderstøttelse. I mange andre byer øger arbejderne deres aktiviteter. Men højresocialdemokraten Gustav Noske havde ingen betænkeligheder ved at påtage sig funktionen som blodhund. Hans landsknægte og militære frikorps fik slået rådsrepublikken Bremen ned med våbenmagt.

D. 11. januar rykkede Noske´s militære frikorps ind i Berlin og påbegyndte et blodbad. Der kæmpes i flere dage fra hus til hus. Den 14.januar 1919 skriver Rosa Luxemburg sin sidste artikel i »Rote Fahne« , nr.14, d. 14. januar 1919: »»Orden hersker i Warszawa!« »Orden hersker i Paris!« »Orden hersker i Berlin!« , sådan løber meldinger fra »ordenens »vogtere hvert halve århundrede fra det ene centrum for den verdenshistoriske kamp til den anden. Og de jublende »sejrherrer« mærker ikke , at en »orden«, som periodisk må opretholdes ved hjælp af blodige nedslagtninger, uophørligt går sin historiske skæbne, sin undergang i møde. Hvad har denne sidste »Spartakusuge« i Berlin været, hvad har den bragt, hvad har den lært os ? Endnu midt i kampen, midt i kontrarevolutionens sejrshyl må de revolutionære proletarer aflægge regnskab over det, der er sket, de må måle begivenhederne og deres resultater med den store historiske målestok. Revolutionen har ikke nogen tid at miste, den stormer videre – over endnu åbne grave, over »sejre« og »nederlag« - mod sit store mål. At følge dens retningslinjer og dens veje bevidst er den første store opgave, som kæmperne for den internationale socialisme står overfor…….. »Orden hersker i Berlin !« Tåbelige bødler ! Jeres »orden« er bygget på sand . Allerede i morgen vil revolutionen »tordnende rejse sig op« og til jeres forfærdelse forkynde med basunklang : Jeg var, jeg er, jeg bliver !««

Om aftenen d. 15. januar blev Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht arresteret uden motiver af et frikorps. Karl Liebknecht blev hård såret, da de smadrede en geværkolbe ind i hans hoved, og få minutter efter blev han skud ned i Tiergarden af Noske´s officerer. Han blev 48 år. Rosa Luxemburg blev myrdet i en bil. Hendes mordere surrede ståltråd om liget og smed det i Landwehrkanalen. Hun blev 49 år. Dagen efter skrev den borgerlige presse: »Karl Liebknecht skudt under flugten , Rosa Luxemburg dræbt af folkemængden«...

Mordene sker således få dage før valget d. 19. januar 1919. For så vidt er mordene bemærkelsesværdige. Rosa og Karl deltager jo ikke i valgene. Rosa har fra februar 1915 til november 1918 siddet i fængsel p. g. a. politiske synspunkter. Karl Liebknecht sad også i fængslet fra 1916 til 1918. Og i januardagene 1919 var Karl Liebknecht kun periferisk indblandet og Rosa Luxemburg slet ikke indblandet. Ja, kun i to måneder havde de været frie inden de blev myrdet. Men måneden før, i december 1918 havde borgerskabet og socialdemokraten Scheidemann sat en pris på deres hoveder, fordi de begge var blevet symboler for arbejdermasserne, der ikke mere ville finde sig i løgne og bortforklaringer. Rosa Luxemburgs lig blev først fundet i maj 1919.

Kontrarevolutionen, der var startet i Cuxhaven var overstået på ni dage. Midt under Noske´s blodige terror afholdtes valget d. 19. januar. Af de afgivne stemmer fik junkerklassernes partier 54 % af stemmerne. Socialdemokraterne fik 38 %. Nationalforsamlingen blev borgerligt domineret med tilslutning og opbakning fra det forræderiske socialdemokrati, der havde tilsluttet sig 1. Verdenskrig, og som havde bekæmpet den tyske drøm om en arbejderstat. Socialdemokraterne gik i regering med to højrepartier.

Den 25. januar blev Karl Liebknecht begravet sammen med 31 andre revolutionære Spartakister. Rosa Luxemburgs lig blev først fundet den 31. maj i Landswehrkanal. Hunderedtusindvis deltog i begge begravelser, som blev magtfulde protestdemonstrationer for Berlins revolutionære arbejdere.

Men Arbejder- og Soldaterrådene gav ikke op. I februar måned var der aktiviteter og generalstrejke i den rhinsk-westfalske industriregion og i hele Mellem-Tyskland. I Ruhr distriktet blev arbejdet nedlagt i halvdelen af minerne. Arbejderne krævede nationalisering og samfundseje af produktionsmidlerne og frikorpsene opløst. Men strejkerne blev også her nedkæmpet med våbenmagt. Nye strejker udbrød. Nationalforsamlingen i Weimar blev blokeret og i marts måned nåede strejkebølgen også til Berlin. Men her var Arbejderrådet atter ubeslutsom. Og det lykkedes Gustav Noske, at sætte svære tanks, panservogne, morterer, flammekastere og fly ind mod de strejkende arbejdere. Under de 10 dages kampe i Berlin blev 1.200 arbejdere dræbt og titusinder såret. KPD´s formand blev myrdet.

D. 31. marts bliver Ungarn udråbt til rådsrepublik. D. 7. april udråber nogle uafhængige socialdemokrater og anarkister en ny rådsrepublik i Bayern. Bankerne blev nationaliseret. Men general Noske var atter hurtigt ude med sine frikorps. Og i løbet af kort tid var München totalt afspærret. D. 3. Maj kunne de kontrarevolutionære socialdemokrater gennemføre deres henrettelser, husundersøgelser og arrestationer. Frikorpsene erklærede arbejderklassen for fredløs, og foretog vilkårlige nedskydninger af påståede spartakister og spartakistkællinger. Sådan udtrykker frikorpsfører Manfred von Killinger sig. Den Bayerske Rådsrepublik blev med Clara Zetkins ord, højdepunktet i konflikten mellem borgerskab og arbejderklasse i de revolutionære kampe i 1918/19.

1. Verdenskrig afsluttes d. 28. juni 1919, da fredsvilkårene underskrives af Tyskland. For Danmarks vedkommende medførte freden, at Nord-Slesvig efter 56 år tysk styre blev genforenet med Danmark ved folkeafstemningen i 1920.

Men i begyndelsen af 1920 etablerer de tyske minearbejderne generalstrejke. Nok havde minearbejderne fået 15 % mere i lønforhøjelse. Men kapitalisterne hævede kulprisen med 50 %. Den socialdemokratisk dominerede rigsdag bekæmper minearbejdernes generalstrejke med militær. Og minearbejderne beslutter at danne Rote Armee. 50.000 arbejdere erobrer hele Ruhr distriktet. Men efterhånden som den revolutionære bevægelse bliver nedkæmpet af frikorpsene i det øvrige Tyskland, kunne militæret til sidst også nedslagte de revolutionære i Ruhr.

Efter socialdemokratiet så pligtopfyldende med utallige frikorps havde nedkæmpet de revolutionære, mente de reaktionære godsejere imidlertid, at de nu med rette kunne bruge de kyniske frikorps til at slagte socialdemokratiet. Så d. 13. marts 1920 besatte tropperne det socialdemokratiske regeringskvarter og udråbte Wolfgang Kapp fra det højreradikale nationaltyske parti til rigskansler. Regeringen måtte flygte. Kuppet vare dog kun fire dage, da hele Tyskland gik i generalstrejke. D. 6. juni blev der afholdt parlamentsvalg. De borgerlige partier fik flertallet. novemberrevolutionen ideer om et demokrati under ledelse af socialistiske arbejdere, var for stedse slået fejl.

Orden hersker i Warszawa! meddelte minister Sebastiani i året 1831 i kammeret i Paris, da Suvorovs tropper efter den frygtelige storm på forstaden Praga i den polske hovedstad var rykket ind og havde begyndt sit bøddelarbejde mod oprørerne.

Orden hersker i Berlin! forkynder den borgerlige presse triumferende, og det samme gør Ebert og Noske, samt officerer fra de "sejrende tropper", som Berlins småborgerlige pøbel vinker til i gaderne med deres lommetørklæder, tiljubler med hurraråb. De tyske våbens renommé og ære er blevet reddet for verdenshistorien. De, som led så forsmædelige nederlag i Flandern og Argonnerne, har nu genoprettet deres rygte gennem en strålende sejr - over de 300 "spartakister" på »Vorwärts«. De tyske troppers berømmelige indmarch i Belgien, og general von Emmichs betvingelse af Liege blegner i sammenligning med Reinhardt og Co.'s dåd i Berlins gader. Udsendinge, som ville forhandle om overgivelsen af »Vorwärts«, blev af regeringstroppernes kolber tilredt indtil det ukendelige, så det var umuligt at identificere ligene, og fanger blev stillet op mod muren og myrdet på en sådan måde, at hjerneskal og hjernemasse sprøjtede til alle sider. Hvem husker vel, stillet overfor så glorværdige handlinger, de forsmædelige nederlag mod franskmændene, englænderne og amerikanerne? "Spartakus" hedder fjenden, og Berlin er stedet, hvor officerer forstår at sejre. Noske, "arbejderen" hedder den general, som forstår at organisere den sejr, Ludendorff ikke kunne klare.

Hvem kan lade være med at tænke på "ordenskoblets" sejrsrus i Paris, på bourgeoisiets drikkelag ovenpå kommunardernes lig, det selvsamme bourgeoisi, som lige før havde kapituleret ynkeligt overfor Preussen og havde prisgivet landets hovedstad til den ydre fjende, for selv fejt at smøre haser! Men over for de dårligt bevæbnede udhungrede Pariser-proletarer, over for deres forsvarsløse kvinder og børn, hvordan flammede ikke mandsmodet igen op hos de små bourgeoisisønner, hos den "gyldne ungdom", hos officererne! Og omend disse Mars-sønner tidligere var blevet slået af den ydre fjende, så rasede tapperheden nu i dem, idet de med bestialsk grusomhed kastede sig over de værgeløse, de fangne, de faldne!

"Orden hersker i Warszawa!" "Orden hersker i Paris!" "Orden hersker i Berlin!", sådan løber meldingerne fra "ordenens" vogtere hvert halve århundrede fra det ene centrum for den verdenshistoriske kamp til den anden. Og de jublende "sejrherrer" mærker ikke, at en "orden", som periodisk må opretholdes ved hjælp af blodige nedslagtninger, uophørligt går sin historiske skæbne, sin undergang i møde. Hvad har denne sidste "Spartakusuge" i Berlin været, hvad har den bragt, hvad har den lært os? Endnu midt i kampen, midt i kontrarevolutionens sejrshyl må de revolutionære proletarer aflægge regnskab over det, der er sket, de må måle begivenhederne og deres resultater med den store historiske målestok. Revolutionen har ikke nogen tid at miste, den stormer videre - over endnu åbne grave, over "sejre" og "nederlag" - mod sit store mål. At følge dens retningslinjer og dens veje bevidst er den første store opgave forkæmperne for den internationale socialisme står overfor.

Kunne man vente en endegyldig sejr for det revolutionære proletariat i dette opgør? Var det at vente at Ebert-Scheidemann skulle blive styrtet og et socialistisk diktatur oprettet? Sikkert ikke, hvis man grundigt tager alle de momenter i betragtning, som afgør spørgsmålet. Det ømme punkt for den revolutionære sag i dette øjeblik - den politiske umodenhed hos soldatermasserne, som stadigvæk lader sig misbruge af deres officerer til folkefjendtlige kontrarevolutionære mål, er allerede et bevis på, at en varig sejr ved denne konfrontation ikke var mulig. På den anden side er denne umodenhed hos soldaterne i sig selv kun et symptom på den almindelige umodenhed i den tyske revolution.

En stor procentdel af soldaterne stammer fra landet, der nu som før næppe er berørt af revolutionen. Berlin har indtil nu været så godt som isoleret fra det øvrige land. Ganske vist står de revolutionære centre i provinsen - i Rhinlandet, i de nordlige kystområder, i Braunschweig, i Sachsen, i Württemberg - med liv og sjæl på Berlinerproletariatets side. Men for det første mangler der endnu en umiddelbar koordinering af fremrykningen, et direkte aktionsfællesskab, som ville gøre Berlinerarbejdernes slagkraft og fremstød betydelig mere effektiv. Desuden er de økonomiske kampe - og her er vi ved den dybere sammenhæng med revolutionens politiske mangler - den egentlige vulkanske kilde som hele tiden nærer den revolutionære klassekamp, først i sin vorden.

Af alt dette fremgår det, at man i dette øjeblik endnu ikke ville kunne påregne en endegyldig varig sejr. Var kampen i sidste uge så en "fejl"? Ja, hvis det i det hele taget havde drejet sig om et tilsigtet "fremstød", om et såkaldt "kup"! Men hvad var udgangspunktet for den sidste kampuge? Det samme som i alle de tidligere tilfælde, den 6. december, den 24. december - en brutal provokation fra regeringens side! Akkurat som blodbadet mod de værgeløse demonstranter i Chausseestrasse og nedslagtningen af matroserne, var det denne gang anslaget mod Berlins politipræsidium, der var årsagen til de begivenheder, der fulgte. Revolutionen opererer nu engang ikke uafhængigt, i det fri efter en snedig plan udtænkt af "strategerne". Dens modstandere har også initiativet, ja, de har det som regel i langt højere grad end revolutionen selv. Men stillet over for kendsgerningerne, over for den frække provokation fra Ebert-Scheidemanns side, var de revolutionære arbejdere tvunget til at gribe til våben. Ja, det var en nødvendighed for revolutionen straks at slå angrebet tilbage med al mulig energi, hvis ikke kontrarevolutionen skulle blive opmuntret til yderligere fremrykning, og proletariatets revolutionære rækker blive svækket på linje med hele den tyske revolutions moralske omdømme i Internationalen.

Den øjeblikkelige modstand opstod spontant blandt Berlins masser med en så selvfølgelig energi, at den moralske sejr allerede ved det første stormløb var på "gadens" side.

Nu er det en livsbetingelse for revolutionen, at den aldrig må blive stående uvirksom og passiv, når den har taget et skridt. Det bedste forsvar er et intensivt angreb. Denne elementære regel, der gælder for al slags kamp, har endnu større gyldighed for ethvert af revolutionens skridt. Det siger sig selv og vidner også om Berlinerproletariatets sunde instinkt og friske indre styrke, at det ikke slog sig til ro, da Eichhorn var blevet genindsat i sit embede, men at det spontant gik over til at besætte andre af kontrarevolutionens magtpositioner: den borgerlige presse, det halvofficielle telegrambureau, »Vorwärts«. Alle disse forholdsregler blev taget af masserne ud fra den instinktive erkendelse, at kontrarevolutionen efter et nederlag ikke ville falde til ro, men sigte mod en generel styrkeprøve.

Også her står vi overfor en af revolutionens store historiske love, som gør alle spidsfindighederne, al snusfornuften hos de små "revolutionære" af USPD-typen, som i enhver kamp leder efter påskud for tilbagetog, til skamme. Så snart revolutionens grundproblem var blevet stillet klart op - og det vil i denne revolution sige at styrte regeringen Ebert-Scheidemann, som den første hindring for socialismens sejr - dukker dette grundproblem ustandselig op i hele sin aktualitet, hver enkelt episode i kampen ruller problemet op i sit fulde omfang med en naturlovs skæbnetyngde, selv om revolutionen er nok så uforberedt til at løse det, selv om situationen er nok så umoden. "Ned med Ebert-Scheidemann", denne parole dukker uundgåelig op i hver eneste revolutionskrise, som den eneste udtømmende formel for alle partielle konflikter, og sætter derved af sig selv gennem sin egen indre objektive logik enhver kampepisode på spidsen, om man så bryder sig om det eller ej.

Af denne modsætning mellem opgavens tilspidsning og de manglende forudsætninger for løsning i den første fase af en revolutionær udvikling, følger, at revolutionens enkelte kampe formelt ender med et nederlag. Men revolutionen er den eneste form for "krig" - også dette er dens særlige livslov - hvor den endelige sejr kun kan forberedes gennem en serie af "nederlag"!

Hvad kan vi lære af de moderne revolutioner og socialismens historie? Klassekampens første opblussen i Europa, silkevævernes oprør i Lyon 1831, endte med et alvorligt nederlag; chartistbevægelsen i England - med et nederlag. Pariserproletariatets opstand i junidagene 1848 endte med et knusende nederlag. Hele vejen frem mod socialismen er belagt med lutter nederlag, når det gælder revolutionære kampe.

Alligevel fører den samme historie skridt for skridt uden ophør frem mod den endelige sejr! Hvor ville vi være i dag uden disse "nederlag", fra hvilke vi har høstet historisk erfaring, erkendelse, magt, idealisme? I dag, hvor vi er nået frem mod den proletariske klassekamps sidste slag, støtter vi os netop på disse nederlag; vi kunne ikke undvære nogen af dem, for hver enkelt af dem er en del af vor kraft og målbevidsthed.

Revolutionskampen står her i skarp modsætning til de parlamentariske kampe. Vi havde i Tyskland igennem fire årtier lutter parlamentariske "sejre", vi gik simpelthen fra sejr til sejr. Og resultatet var et tilintetgørende politisk og moralsk nederlag ved den store historiske prøve den 4. august 1914, et uhørt sammenbrud, en fallit uden sidestykke. Revolutionerne har indtil i dag bragt os lutter nederlag, men disse uundgåelige nederlag giver os netop garanti for den fremtidige endelige sejr.

Ganske vist på én betingelse! Det drejer sig om, under hvilke omstændigheder nederlaget kom, om det skyldtes, at massernes fremstormende kampenergi tørnede ind i de historiske forudsætningers manglende modenhed, eller det skyldtes, at selve den revolutionære aktion blev lammet af halvheden, af ubeslutsomheden, af indre svaghed.

Klassiske eksempler på disse to tilfælde er på den ene side den franske Februarrevolution og på den anden side den tyske Martsrevolution. Pariserproletariatets heltemodige aktion i året 1848 er blevet en levende kilde af klasseenergi for hele det internationale proletariat. Den tyske Martsrevolutions ynkelighed hænger som en hæmsko om benet på hele den moderne tyske udvikling. Og på grund af det officielle tyske socialdemokratis specielle historie har den haft sin virkning helt frem til de sidste begivenheder i den tyske revolution, helt frem til den dramatiske krise, vi netop har oplevet.

Hvordan står så nederlaget i denne såkaldte "Spartakus-uge" set i lyset af ovenstående historiske spørgsmål ? Var det et nederlag, der udsprang af den stormende revolutionsenergi og situationens utilstrækkelige modenhed, eller skyldtes det aktionens svaghed og halvhed?

Begge dele! Denne krises dobbeltkarakter, modsætningen mellem Berlinermassernes stærke, beslutsomme offensive optræden og Berlinerledelsens ubeslutsomhed, ængstelighed og lunkenhed er denne seneste episodes særlige kendetegn.

Ledelsen har svigtet. Men ledelsen kan og må skabes på ny af masserne og blandt masserne. Masserne er det afgørende, de er den klippe på hvilken revolutionens endelige sejr skal bygges. Masserne stod på højdepunktet, de har gjort dette "nederlag" til et led i kæden af historiske nederlag, som er den internationale socialismes stolthed og kraft. Og derfor vil den fremtidige sejr blomstre frem af disse "nederlag". "Orden hersker i Berlin !" Tåbelige bødler ! Jeres "orden" er bygget på sand. Allerede i morgen vil revolutionen "tordnende rejse sig op" og til jeres forfærdelse forkynde med basunklang:

I lighed med Oktoberrevolutionen i Rusland var de tyske revolutionsdage ublodige, med undtagelse af når nogle monarkistiske officerer skød på folket. Da Noske satte frikorpsene ind, blev det et sandt myrderi. Den tyske revolution forblev borgerlig-demokratisk og var ikke i stand til at udvikle sig til en socialistisk revolution fordi socialdemokratiet og borgerklasserne havde vist, at magten var baseret på krudt og kugler. Den tyske revolution afveg fra normen, ved ikke at tage sin begyndelse i hovedstaden, men i landets nordvestlige udkast, - i Kiel. De revolutionære aktioner og mytterier var splittede i rum og tid. Der manglede en fælles ledelse og et fælles program. Det er kun den omstændighed, at de aktionerende og socialdemokratiet ikke kunne enes om et fælles program og en fælles strategi, der muliggjorde, at frikorpsene med den allerstørste vanskelighed og i samarbejde med socialdemokraterne kunne nedskyde de utallige oprør.

Initiativerne og bevægelserne kom fra arbejderne og soldaterne, idet der jo ikke var nogen politiske partier, til at igangsætte og organisere en forsat revolution. Bevægelserne var anti-militaristiske, - de var drevet af sult og udmattelse. Anti-militaristiske i den grad, så det lykkedes for militaristerne, at genvinde magten, -omend det skete efter mange års modstand fra det tyske folk.

1. Verdenskrig havde kaldt på folks trang til selvbestemmelse (nationalisme) og svækket arbejdernes internationale forbindelse og solidaritet. Alene det forhold, at ordet ´demokrati´ eller ordet ´republik´ ikke måtte indgå i navnet på det nye socialdemokratiske Tyskland, der derfor kom til at hedde: Det Tyske Rige, viser tydeligt socialdemokratiets knæfald for den nye borgerlige Weimar-forfatning, og hvis forfatningsparagraf 48 sidenhen gjorde det muligt for Hitler at tage magten, og skabe nazisternes tusindårsrige, - der dog kun varede 12 år. Det tyske socialdemokrati søgte senere at føre ansvaret for Novemberrevolutionen og den tyske republiks sammenbrud tilbage til Marx og Engels, selvom det var socialdemokraterne der gennem fire års borgfredspolitik og støtte til kejserkapitalisterne, endog til det allersidste fasthold bevillingerne til krigen. Ebert hadede revolutionen, men afskyede ikke den blodig krig og kamp. Blot krigen var rettet mod de proletariske masser. Ebert første embedshandling var et opråb: "Medborgere ! Jeg anmoder indtrængende Jer alle om at forlade gaderne og sørge for ro og orden !". Hans første handling var at likvidere den folkebevægelse, der havde rejst sig, og Scheidemann der sluttede sin tale samme dag med ordene: "Leve den frie tyske republik", fik voldsomme protester af Ebert. Eberts hemmelige telefonledning til generalstaben symboliserede kontrarevolutionens kræfter, og Ebert havde ingen principielle betænkeligheder ved at bourgeoisiets politikere pønsede på at indkalde den tidligere kejserlige rigsdag. Allerede d. 19. november 1918 bliver der dannet et 'rigsbonde- og landarbejderråd' af de daværende arbejdsgiverorganisationer og landbrugsorganisationer, der sammen med de kontrarevolutionære junkere skulle ødelægge et forbund mellem arbejderne og bønderne. I Württemberg drog bønderne i novemberdagene 1918 op til slottet og tvang greven til at give afkald på sine feudale rettigheder, og til at afstå den bortforpagtede jord. Men den provisoriske socialdemokratiske regering lod straks bøndernes erobringer gå tilbage til greven. Bandeføreren Lettow-Vorbech lod et antal landarbejdere myrde ved standret i Mecklenburg 1920.

Forskellen mellem Karl Liebknecht, Rosa Luxemburg og V. I. Lenins revolutionsmetoder kan vel sammenfattes med, at Liebknechts parole var: agitation, Rosa Luxembourgs parole: oplysning, og Lenins parole var: organisation, organisation og endnu mere organisation.

Vi demonstrer i Rosa's og Karl's ånd imod en politik, der tjener kapitalen, og hvor profitmaksimering betyder alt og social rygdækning intet. Vi er solidariske med de kæmpende fagforeningsmænd og kvinder og dem der forsvarer deres sociale rettigheder: lønslaverne, de arbejdsløse, de uddannelsessøgende, lærlingene, bistandsmodtagerne og de hjemløse - med alle, som i storkapitalens interesse har fået - eller som i morgen kan få ødelagt deres livskvalitet. Vi er konsekvent imod at gøre udlændinge til syndebukke for den tiltagende sociale elendighed i Tyskland. Vi demonstrerer imod tyske stormagtsambitioner og mod Nato's østudvidelser er er konsekvent modstandere af den øgede militarisering.

Tilmelding til næste mindedemonstration i Berlin kan ske her.

Auf, auf zum Kampf zum Kampf

I februar 1914 blev Rosa Luxemburg stillet for retten anklaget for at have opfordret de tyske soldater til ikke at løfte geværerne mod deres ikke-tyske brødre. Anklageren krævede hende idømt ét års fængsel og dommen kom hun til at afsone under krigen. Men Rosa Luxemburg skrev også om de mange soldatermishandlinger, der fandt sted i den tyske hær før første verdenskrig. Dette medførte en ny retsproces i Berlin, hvor sagen dog blev forvandlet til én stor anklage mod den tyske hær. Tusindvis af vidnesbyrd blev fremsendt fra soldaterne, der støttede Rosa Luxemburgs udsagn, og på grund af det overvældende dokumentationsmateriale måtte myndighederne frafalde tiltalen. Junius-brochuren, »Socialdemokratiets krise«, fremstillede Rosa Luxemburg i kvindefængselet på Barmindstrasse i Berlin i april 1915 midt under den første verdenskrig, og manuskriptet blev smuglet ud af fængslet. Rosa Luxemburg valgte at udgive »Junius-brochuren« under pseudonymet »Junius«. Men »Junius-brochuren« blev først trykt i Zürich i februar 1916, og derefter illegalt spredt ind over Tyskland. Senere blev udviklet de såkaldte »Junius-teser«, men der lå et år mellem brochuren og »Junius-teserne«. Vladimir Iljits Lenin (1870-1924) skrev i 1916 »Om Junius-brochuren«, idet han ikke kendte ophavsmanden: »Endelig er der i Tyskland udkommet en socialdemokratisk brochure om krigens spørgsmål - illegalt, uden tilpasning til junkernes gemene censur.« Navnet »Junius« var oprindelig pseudonymet på en englænder, der i perioden 1769-72 skriftligt kritiserede George IIIs absolutistiske planer i londonavisen »Public Adversiser«. Senere i 1922 skrev Lenin bl.a., at Rosa Luxemburg tog fejl, da det gjaldt spørgsmålet om Polens uafhængighed; hun tog i 1903 fejl i bedømmelsen af mensjevismen, hun tog fejl, da det gjaldt teorien om kapitalakkumulationen, hun tog fejl, da hun i juli 1914 sammen med G. I. Plechanov, Emile Vandervelde, Karl Kautsky og andre gik ind for en forening af bolsjevikkerne med mensjevikkerne; og hun tog fejl i sit fængselsskrift fra 1918. I Rosa Luxemburgs »Junius-brochure« afslører hun myten om den imperialistiske første verdenskrig som en tysk, eller for den sags skyld, fransk, russisk eller østrigsk forsvarskrig, og påviste krigens virkelige drivkræfter, og hun gennemgår aktørernes valg og alternativer, og siger at den tyske arbejderklasse burde løse opgaven, ved at gennemføre den revolutionære klassekamp mod imperialismen. Men i »Junius-brochuren« udførte Rosa Luxemburg kun den socialistiske Anden Internationalens (1889-1914) egne beslutninger. Men Anden Internationales beslutninger blev forrådt af flertallet af arbejdernes ledere.

Formålet med Rosa Luxemburgs brochure »Socialdemokratiets krise« var at forklare hvordan og hvorfor det tyske socialdemokrati - engang Internationalens "stærkeste fortrop" og "tænkende hjerne", d. 4. august 1914 kunne stemme for krigskreditterne til den tyske imperialistiske og kejserlige regering. Den højresocialdemokratiske rigsdagsgruppe påstod jo, at den stemte for krigskreditterne, fordi det gjaldt Tysklands nationale selvstændighed og at krigen var et selvforsvar. Men socialdemokratiet havde tidligere stået i en lignende situation i 1870 ved den Fransk-Tyske (prøjsiske) krigs udbrud. Da havde August Bebel og Wilhelm Liebknecht, partiets førere, nægtet at stemme for eller mod krigskreditterne, dengang ville den tyske arbejderklasse hverken tage stilling for dynastiet Hohenzollern eller for dynastiet Bonaparte. Derimod kendte de tyske socialdemokraterne i 1914 de grundlæggende fakta: såvel den tyske regerings hvidbog som indmarchen i Belgien forinden afstemningerne fandt sted d. 4 august; de vidste, at det ikke drejede sig om en tysk forsvarskrig. Derfor kunne Rosa Luxemburg med rette drage den beslutning, at den socialdemokratiske ledelse d. 4 august bevidst gjorde sig til medforbryder i de tyske imperialisters aggression. Rosa Luxemburg afslørede samtidigt hvordan den socialdemokratiske ledelse forsøgte at legitimere krigen mod Rusland med Marx' stillingstagen fra 1848. Men dengang i 1848 var Tyskland revolutionært, og Rusland var behersket af reaktionen. Men nu var rollerne byttet om: reaktionen herskede i Tyskland, medens Rusland stod foran en revolution, j. fr. 1905 revolten. I den situationen kunne Tysklands krig mod Rusland ikke få andet end reaktionære konsekvenser. Fra Wien og Berlin slippes krigen løs, og den begravede den russiske revolution under ruinerne. De tyske geværkolber knuste ikke tsarismen, men tsarismens modstandere. De tyske geværkolber hjalp tsarismen til den populæreste krig, som Rusland har oplevet i de seneste hundrede år. Rosa Luxemburg vendte sig derfor bestemt mod den opportunistiske partiledelses forsøg på at forvandle feltmarskal Hindenburg til Marx' og Engels testamenteeksekutor.

De dybeste årsager til krigen var i henhold til Rosa Luxemburg 1) Modsætningen mellem den tyske og den franske imperialisme og 2) Imperialismens internationale udvikling siden 1890. Den sidstnævnte hovedfaktor skabte en række komplicerede modsætninger mellem Italien og Frankrig i Nordafrika, mellem Frankrig og England i Ægypten, mellem England og Rusland i Centralasien, mellem Rusland og Japan i Østasien, mellem Japan og England i Kina, mellem Japan og USA i Stillehavet osv.. Den tyske imperialismes alt stærkere fremvækst efter 1890 blev, som Rosa Luxemburg træffende udtrykte det, er den centralaksel omkring hvilken alle disse modsætninger grupperede sig og roterede.

En stor del af »Socialdemokratiets krise« tilegnes til at analysere den tyske imperialismens fremvækst og dets sammenhæng med verdensimperialismen. I værket blev derfor "Socialdemokratiets krise" lige så meget et tillæg til den økonomiske analyse af imperialismen i bogen: »Kapitalens akkumulation« (1912), som en selvstændig analyse af årsagerne til socialdemokratiets abdikation som marxistisk parti. Særlig udførligt behandler Rosa Luxemburg den tyske imperialismens forviklinger i Vestasien og Nordafrika, hvor den kom i modsætning til både den russiske, engelske, franske og italienske imperialisme. Hendes fremstilling er et mønster af alsidig marxistisk analyse med tonevægten lagt på de politiske og militær-strategiske aspekter. Der fandtes mangler og delvis store mangler i Rosa Luxemburgs behandling af både imperialismen, socialdemokratiets krise og programmet for at bekæmpe imperialismen og løse socialdemokratiets krise. De vigtigste fejl påvises af Lenin i artiklen »Om Junius-brochuren« fra 1916.

Lenins hovedkritik var, at "national krig i kolonierne og halvkolonierne under imperialismens epoke ikke kun er sandsynlig men uomgængeligt nødvendige". Den sandhed blev sandelig bekræftet eftertrykkeligt. Men han understregede også, at national krig kunne forekomme selv i det imperialistiske Europa, "til eksempel fra de små (lad os antage annekterede eller nationalt undertrykte) staters side mod de imperialistiske magter". Dette punkt var vigtig. Thi hvis Rosa Luxemburg havde ret, så fandtes der kun reaktionære krige, så var det rigtigt at forholde sig ligegyldig til de nationale bevægelser, så var pacifismen ("Ned med våbnene!") det eneste fornuftige standpunkt. Rosa Luxemburg tog også fejl, når hun sagde, at arbejderklassens synspunkt var ligegyldigt, vedrørende om den imperialistiske krig førte til sejr eller til nederlag. "Har vi ikke altid sagt", bemærkede Lenin, "og har erfaringen ikke fra de reaktionære krige påvist, at nederlag understøtter de revolutionære klassers arbejde?" Sluttelig var også Rosa Luxemburgs program for det tyske venstre ufuldstændigt og delvis fejlagtigt, først og fremmest når hun som platform mod den imperialistiske krig opstillede Marx' og Engels nationale program fra 1848: "parolen om én eneste stor tysk republik". Lenin indvendte: "Nu er den objektive situation for de førende største stater i Europa en andet. Udviklingen fremad - hvis man ser bort fra mulige, tilfældige tilbageslag - kan kun realiseres i retning mod det socialistiske samfund, den socialistiske revolutionen. Mod den imperialistiske og borgerlige krig, den højt udviklede kapitalismes krig, kan fra synspunktet om udviklingen fremad, fra den fremskredne klassens synspunkt objektivt kun stå én krig mod bourgeoisiet, dvs. i første række proletariatets borgerkrig mod bourgeoisiet om magten, den krig uden hvilket der ikke kan findes nogen alvorlig udvikling fremad..." Det var det program Lenin og bolsjevikkerne omsatte i Rusland.

»Junius-brochuren« har jeg oversat fra svensk i november/december 2008 (PBP), og oversættelsen er blevet tilpasset til dansk sprog. Dvs., at der kan være sproglige fejl/ændringer i forhold til den oprindelige tekst, og min oversættelse er ikke justeret med den tyske udgave. Men det var nu en pokkers opgave, at få tilpasset teksten og få den til at forme sig til en læsevenlig og forståelig dansk tekstudgave.

»Socialdemokratiets Krise« - »Die Krise der Socialdemokratie« - (»Junius-brochuren«)

Denne politiske analyse fremkom i april 1915. Visse ydre omstændigheder medførte dengang, at publiceringen måtte udskydes.

At skriftet nu udgives afhænger først og fremmest på nødvendigheden af at forhindre, at arbejderklassen mister det socialistiske partis mål af syne. Risikoen for at det kan ske bliver meget større jo længere tid verdenskrigen varer.

Brochuren er gengivet i sin oprindelige udformning, for at læseren skal kunne danne sig en opfattelse af den historisk-materialistiske analyses evne til at kortlægge udviklingen.

Gennem at angribe legenden om en tysk forsvarskrig og afsløre de imperialistiske bestræbelser for med hjælp af en aggressiv politik at stille Tyrkiet under tysk kontrol, forudsagde den, hvad der senere bekræftedes under krigens gang og som nu efter Orienten er blevet af central militær betydning, åbenbaredes for hele verdens åsyn. - d. 2. januar 1916.

***

Scenen er forandret totalt. Seks ugers marchen mod Paris var blevet til et verdensdrama; massedøden er blevet et trættende ensformigt rutinearbejde, og endda er man ikke på mindste måde kommet nærmere løsningen. De borgerlige herskere sidder fast i deres egen fælde og kan ikke længere beherske de fremkaldte ånder.

Begejstringens tid er forbi. Væk er de patriotiske gadedemonstrationer, klapjagten på biler af fremmede typer, strømmen af falske telegrammer, de med kolerabakterier forgiftede brønde, de på alle Berlins jernbanebroer bombekastende russiske studenter, de over Nürnberg flygtende franskmænd, gadeoptøjer med spionsøgende folkemasser, bølgerne af øredøvende musik og patriotiske sange i folketrængslen på konditorierne; stemningerne som forvandlede byernes indbyggere til en hylende pøbel, ivrig efter at frembringe angivelser, mishandle kvinder, stiger deres leveråb og med vilde rygters hjælp hidser sig op sig til en vanvittig rus: en fanatisk mordlyst, en Kischineff-atmosfære, hvor politiet på gadehjørnet bliver alene som repræsentant for den menneskelige værdighed.

Skuespillet har mistet sin fortryllelseskraft. Reservisterne hører ikke længere nogle høje jubelskrin fra unge piger som springer frem mod deres vogne, og de står ikke længere glade og leende i togvinduet for at vinke til folket; i stedet vandre de tavse og stille gennem gaderne, hvor mennesker med forgræmte ansigter går til deres hverdagsbeskæftigelse.

I det blege dagslys tilgryende atmosfære kan man høre et andet kor: de hæse skrål fra slagmarkens gribbe og hyæner. Titusinde telte, garanteret reglements regulerede! 100.000 kilo spæk, kakaopulver, kaffeerstatning, leveres direkte mod hurtig kontant betaling! Granater, drejebænke, patrontasker, ægteskabsbureauer for enker af faldne, læderbælter, agenturer af arméforsyninger - kun alvorligt mente tilbud! Den kanonføde, som i august og september med patriotisk beredvillighed lastedes på toget, falder nu i Belgien, ved Vogeser og i Masurien, på områder hvor profitmulighederne trives på de dødes grave på markerne. Det er vigtigt at man hurtigt opsamler høsten i laderne. Tværs over verdenshavet strækker sig tusindvis af grådige hænder, for at få del i gevinsten.

Forretningslivet trives godt blandt ruinerne. Byer bliver til højder af grus, byer bliver kirkegårde, lande bliver ødemarker, folkene bliver tiggerskarer og kirkerne hestestalde; folkeret, statstraktater, statsforbund, de helligste begreber og de højeste normer - alt braser sammen; de andre hærskare af Guds nåde bliver for deres fætter på modstandersiden en dumrian og en ynkelig løftebryder, hver diplomat udpeger deres kollegaer i fjendelejren som lumske skurke, hver regering skildres af deres modstandere som skabere af deres folks ulykkelige skæbne, som foragtes af alle; og i Venedig, Lissabon, Moskva og Singapore raser hungeroptøjerne, i Rusland hærger pesten, og overalt råder fortvivlelse og elendighed.

Det borgerlige samfund vader i blod og står skændet, vanæret og dryppende af urenhed - sådan er det nu. Ikke som når det sædvanligt og smukt forsøgte fremstå som en retsstat for fred og orden, kultur, filosofi og etik - afklædt viser det sig nu i sin rette væsen: som et rasende vilddyr, som et orgie af anarki og som en pestbyld for kulturen og menneskeligheden.

Og midt i dette orgie har historien været vidne en katastrofal verdensbegivenhed: det internationale socialdemokratis kapitulation. Hvis proletariatet kunne lade sig narres til at ignorere den, skulle det gøre sig skyldigt i den mest skæbnesvangre tåbelighed det kan begå. "... Demokraten" (det vil sige den revolutionære småborger) siger Marx, "bærer ikke selv skylden for de skammelige nederlag han må udstå, og derfor går han også igennem dem uden skam, men med en fornyet overbevisning om at han måtte sejre: han og hans parti skal ikke svigte deres tidligere indstilling; tværtimod må situationen snart forandres til deres fordel."

Det moderne proletariatet har valgt en anden attitude da historien satte det på prøve. Dets fejltagelser er lige så enorme som dets opgaver. Ingen på forhånd givet almengyldigt program viser hvilken vej det må gå; det har heller ikke nogen ufejlbare førere at stole på. Den historiske erfaring er dets eneste læremester, og dets tornebestrøede skridt mod befrielsen tvinger det ikke kun til at gennemgå utallige lidelser, men også til at begå uberegnelige fejltagelser. Hvis proletariatet skal kunne nå sin vandrings mål, frigørelsen, må det tage lære af dets fejl. En hård, hensynsløs selvkritik, som analyserer alle omstændighederne fra grunden, udgør den socialistiske bevægelses lyskilde og livsluft. At det socialistiske proletariat kastes ind i denne verdenskrig som nu pågår er en eksempelløs katastrofe for menneskeligheden. Men kun hvis det internationale proletariatet undgår at indse dybet af dette fald og nægter at tage lære af dette, kan socialismens sag siges være tabt.

Det er de seneste 45 års arbejde i den moderne arbejderbevægelses historie som nu står på spil. Hvad vi oplever er den kritiske opsummering af næsten et halv århundredes bestræbelser. Likvideringen af Pariserkommunen betød slutningen på Den Første Internationale og de europæiske arbejdskampes første fase. Derefter begyndte en ny epoke. I stedet for de spontane revolutioner, oprør, barrikadekampe, hvorefter proletariatet altid faldt tilbage til deres tidligere passivitet, fremkom den daglige systematiske kamp, udnyttelsen af den borgerlige parlamentarisme, organiseringen af masserne, samordningen af de økonomiske og de politiske kampe; og samling af de socialistiske idealer og de ihærdige stridigheder for de mest aktuelle interesser. For første gang lyste en strengt videnskabelig lære som ledestjerne for proletariatet og dets sag. Tidligere havde man i hver land på egen hånd eksperimenteret med en mængde af sekter, skoler og utopiske forkyndelser; nu modtog man et samlet og international teoretisk grundlag, hvor landene samordnedes som tråde i en væv. De marxistiske læresætninger betød for arbejderklassen i alle verdens nationer, at man modtog et kompas, med hvis hjælp man kunne orientere sig i samtidens overflod af hændelser, idet man standhaftigt og kompromisløst lod stridstaktikken forblive rettet mod slutmålet.

Det var det tyske socialdemokrati som opretholdt, hævdede og forsvarede denne nye metode. Krigsudbruddet i 1870 og Pariserkommunens nederlag resulterede i at den europæiske arbejderbevægelses tyngdepunkt flyttedes til Tyskland. Ligesom Frankrig var den klassiske skueplads for den første fase af proletariatets klassekampe, da Paris var den europæiske arbejderklassens bankende og blødende hjerte, blev de tyske arbejdere bevægelsens fortrop under denne kamps anden fase. Med en lige utrættelig som opofrende arbejde har de opbygget den stærkeste og mest forbilledlige organisation, skabt den største presse, frembragt det effektiveste uddannelses- og oplysningsapparat, samlet det største antal vælgere og opnået den mægtigste parlamentsrepræsentation. Det tyske socialdemokrati var anset for at være den mest trofaste realisation af den marxistiske socialisme. Den har besiddet og befæstet en særstilling som den Anden Internationales førere og læremestre. Friedrich Engels skrev i 1895 i sit berømte forord til Marx' »Klassekampene i Frankrig«: "Det tyske socialdemokrati indtager en særstilling, hvad end der må indtræffe i andre lande, og derfor har den i det mindste for nærværende en særlig opgave. De to millioner vælgere som den kan sende til valgurnerne udgør tilsammen med deres meningsfæller, de ikke stemmeberettigede unge mænd og kvinder, den talrigste og mest kompakte masse, den stærkeste og mest indflydelsesrige gruppe i det internationale proletariats armé."

I Wiener Arbeiterzeitung kaldte man den 5 august 1914 det tyske socialdemokrati for "ædelstenen i det klassebevidste proletariats organisation". De socialdemokratiske partier i Frankrig, Italien og Belgien fulgte med megen stor entusiasme i dets fodspor, ligesom arbejderorganisationerne i Holland, Skandinavien, Schweiz og De Forenede Stater. I slaviske lande som Rusland og Balkanstaterne tilegnede socialisterne deres tyske trosfæller en ubegrænset og nærmest helt ukritisk beundring. I Den Anden Internationale spillede de tyske "kernetropper" en dominerende rolle. På kongresserne og på de internationale socialistiske sammenkomster blev det tyske socialdemokratis anskuelser udslagsgivende. "Dette er uantageligt for os tyskere" var en replik som sædvanligt rakte til at bestemme Internationalens holdning i et spørgsmål. Med en tillid uden forbehold fulgte Internationalen det mægtige og så højt beundrede tyske socialdemokrati, som alle socialister var stolte over og som frygtedes af de herskende klasser i alle lande.

Og hvad fik vi bevidne i Tyskland, da den store historiske prøvetid kom? Det dybeste fald med et uhyggeligt sammenbrud. Ingen steder er proletariatets organisation så fuldstændigt underordnet imperialismens interesser som i Tyskland, og ingen steder accepteres undtagelsestilstanden så undergivet; i højere grad end i noget andet land er det lykkes at dæmpe pressen, lamslå den almindelige opinion og tvinge arbejderklassen til at afbryde deres politiske og økonomiske kamp.

Men det tyske socialdemokrati tjente ikke kun som den vigtigste fortrop; den var også hjernen bag om Internationalens beslutninger. Derfor måtte den besinde og analysere deres egen situation. Det er dets pligt at gå i spidsen i arbejdet for at redde den internationale socialisme, og dette måtte ske med hjælp af en skånselsløs selvkritik. Ingen andet parti og ingen anden klasse indenfor det borgerlige samfund kan åbent vise deres egne fejl og mangler i selvkritikkens klare spejl, thi spejlet skulle alt for tydeligt vise disse partiers historiske betingelser og udsigter. Arbejderklassen behøver aldrig frygte sandheden, heller ikke når den tvinges til bitter selvransagelse, thi disse svagheder afhænger kun på tilfældige misforståelser, og historiens ubestikkelige love giver den dets kraft tilbage og garanterer dets endelige sejr.

Magten til at udøve en skånselsløs selvkritik er for arbejderklassen ikke kun et privilegium uden også en bydende pligt. Hvad vi kæmpede for er menneskelighedens dyrebareste rigdomme, som proletariatet har fået som sin lod at beskytte! Og medens det borgerlige samfund, vanæret og skændet i krigens blodige orgier, iler videre mod sin undergang, må det internationale proletariat rejse sig og opløfte de gyldne klenodier som man i et øjeblik af svaghed og forvirring har ladet forsvinde ned i verdenskrigens vildt rasende hvirvelstrømme.

En sag er sikker: verdenskrigen udgør et historisk vendepunkt. Det er en forkastelig vildfarelse at tro at vi kun behøver vente på at krigen skal slutte, præcis som haren kryber ind under en beskyttende busk, og venter på at et uvejr skal rase færdigt, for at siden at kunne glat vende tilbage til hverdagens trummerum. Krigen har forandret vilkårene for vores kamp, og allermest har den forandret os selv. Den kapitalistiske udviklings grundlov, krigen på liv og død mellem kapital og arbejde, er vitterlig ikke mildnet eller forandret. Allerede nu, da krigen forsat raser på sit højeste, falder maskerne af og blotter de velbekendte modbydelige og grinende træk. Men den imperialistiske vulkans udbrud har i uhørt grad øget udviklingens tempo: de samfundsmæssige konflikters heftighed og de for det socialistiske proletariatet forestående omfattende opgaver, får arbejderbevægelsens tidligere historie til at ligne en beskyttet idyl.

Denne krig var historisk set hvad som krævedes for at man med kraft og autoritet skulle kunne varetage proletariatets interesser. Hos Marx, som med profetisk blik forudså så mange historiske tildragelser, kan man i skriftet »Klassekampene i Frankrig« finde følgende mærkelige linier: "I Frankrig har småborgerne overtaget den opgave som normalt tilkommer det industrielle bourgeoisi (at kæmpe for parlamentarismens principper); og arbejderne garanterer for den indsats som normalt småborgerne burde stå for (kampen for en demokratisk republik), men hvem påtager sig arbejdernes opgave? Ingen. Arbejdernes problem giver i Frankrig ophav til proklamationer, men man formår ikke at løse dem. De kan ingen steder løses indenfor rammen af nogle nationale grænser. Klassekampen indenfor det franske samfund kommer til at udvikles til en verdensomfattende kamp, hvor nationerne kommer til at stilles imod hinanden. Løsningen kan først opnås når verdenskrigen giver proletariatet ledelsen indenfor den nation som kontrollerer verdensmarkedet, nemlig England. Den revolution som her ikke når sin fuldbyrdelse men kun sin organisatoriske begyndelse, er ingenlunde nogen kortvarig proces. Dagens slægter er som jøderne, som Moses førte gennem ørkenen. Dets opgave er at erobre en ny verden, men det måtte også ofre sig for at berede plads for generationer som er vokset op i alle den nye verdens muligheder."

Dette skreves i 1850, da England var det eneste kapitalistisk udviklede land og det engelske proletariatet havde den bedste politiske organisation, som gennem nationens industrielle opsving syntes kaldet til at tage ledelsen over den internationale arbejderbevægelse. Om man i stedet for "England" læser "Tyskland", bliver Marx' ord en spådom, som på en genial måde karakteriserer dagens situation. Krigen er kommet for at tvinge det tyske proletariatet til at lede folket mod den "organisatoriske begyndelsen", indledningen til den store internationale kraftprøve, hvor arbejde og kapital skal kæmpe om den politiske magt.

Og har vi egentligt nogensinde tænkt os nogen anden rolle for arbejderklassen i verdenskrigen? Lad os mindes hvordan vi endnu for en kort tid siden brugte at skildre den kommende udvikling.

"Siden kommer katastrofen. Mellem seksten og atten millioner af de forskellige europæiske staters bedste mænd bliver kaldt ud i felten for at bekæmpe hinanden med effektive mordredskaber. Men jeg er overbevist om at man kommer til at marchere mod et stort sammenbrud. Det kommer til at ske uden at det behøves fremkaldes af os. Man kommer til at drive situationen mod dets yderste konsekvenser og fremkalde en katastrofe. Bourgeoisiet kommer i rigeligt mål til at høste hvad det har sået. Den borgerlige verdens Ragnarok er i anmarch. Vær sikre på at det snart kommer!" Sådan talte Bebel, som repræsenterede vores gruppe i rigsdagens Marokko-debat.

Partiets officielle flyveblad »Imperialisme eller socialisme?«, som for nogle år siden spredes i hundredetusindvis eksemplarer, sluttede med disse ord: "Kampen mod imperialismen udvikler sig tydeligt til at blive en strid mellem kapital og arbejde. Kapitalisme, krigsfare og høje priser - eller socialisme, fred og velstand for alle? Sådan tegner sig spørgsmålet. Vi nærmer os en tid af historisk vigtig afgørelse. Proletariatet måtte utrættelig stræbe efter sin verdenshistoriske opgave: at forstærke sin bevægelses magt og skærpe deres idéer. Arbejderklassen kommer til at stå beredt når det historiske øjeblik er inde, og til at være beredt er alt som behøves, hvad som end måtte hænde - kan være, at det lykkes os at spare menneskeheden en verdenskrigs frygtelige lidelser eller det viser sig at den kapitalistiske verden må bringes til at forsvinde gennem vold og blodsudgydelse, for på denne måde at slutte som den er begyndt."

I socialdemokratiets officielle »Håndbog for vælgere« fra 1911, da de seneste rigsdagsvalg fandt sted, kan man på side 42 læse følgende om den ventende verdenskrig: "Tror vore styrelsesmænd og de herskende klasser at de har ret at kræve disse uhyggelige ting af deres folk? Kommer folkene ikke med et skrig af vrede og forfærdelse til at rejse sig for at stoppe myrderierne?

Kommer de ikke til at spørge sig om hvorfor alt dette skal ske, og hvem det kan være til gavn for? Kommer de ikke til at sige at kun dårer skulle kunne lade sig behandle på denne måde uden at gøre modstand? Den som objektivt bedømmer mulighederne af en stor europæisk krig kan ikke undgå at drage denne slutning.

Næste krig i Europa kommer til at blive et hasardspil med større indsatser end hvad som nogensinde tidligere er forekommet, og alt tyder på at det bliver den sidste krig." Med udtalelser af denne slags sikrede vore nuværende repræsentanter i rigsdagen deres 110 mandater.

Da "Panther-springet" mod Agadir og den tyske imperialismes våbenskramlende hetzaktioner i sommeren 1911 stillede Europa overfor muligheden af et umiddelbart forestående krigsudbrud, antog en international forsamling i London den 4 august følgende resolution: "De af tyske, spanske, engelske, hollandske og franske arbejderorganisationer udvalgte repræsentanter erklærer sig hermed klar til med alle tilgængelige midler at modsætte sig enhver tilkendegivelse om krig. Alle repræsenterede nationer er forpligtede til i overensstemmelse med deres nationale og internationale kongressers beslutning aktivt at modsætte sig deres herskende klassers kriminelle intriger."

Da den lange række af socialistiske repræsentanter i november 1912 ankom til domkirken i Basel for at deltage i den internationale kongres, havde de imidlertid en følelse af det store skæbnesdrama som forestod, og alle de nærværende vidste hvordan de forenedes i en heroisk beslutning.

Den reserverede og skeptiske Victor Adler udråbte: "Kammerater, det vigtigste er at vi her er samlet ved kraftkilden for vore mål, så at hver og en af os her kan hente styrke til kampen i deres hjemland, hvor han med alle midler og alle sine muligheder må modarbejde iværksættelsen af en sådan forbrydelse som en krig skulle indebære. Og om den skulle gennemføres, om det virkelig skulle gå at gennemføre, da må vi se til at det få dannet et vendepunkt. Dette er den tanke som besjæler hele Internationalen.

Og at det civiliserede Europa skal hjemsøges af mord, pest og ødelæggelse er en tanke som må få os at skælve i angst, medens vi føler indignationen og vreden vokse i vore hjerter. Vi spørger os om de arbejdende klasserne endnu i dag kan behandles som kreaturer, som uden protester lader sig føres bort for at slagtes!"

Troelestra talte for "de små nationer", først og fremmest for belgiernes regning: "De små nationers proletariat er klar til at ofre liv og ejendom for at støtte Internationalens beslutning om hvad der kan gøres for at holde krigen borte. Vi vil endnu engang give udtryk for vores tro på at de store staters unge proletarer, hvis deres herskende klasser befaler dem til at gribe til våben for at tilfredsstille deres styrelsesmænds magtbegær og lyst til gevinster på de små staters bekostning, vil indtage stærke indtryk af deres arbejdende forældres indstilling til klassekampen og betænke sig yderst nøje, inden de lader sig indordne i den kulturfjendtlige beslutning og går til angreb mod os, deres venner og brødre."

Jaurès læste op af Internationalens manifest mod krigen og afsluttede sin tale med følgende ord: "Internationalen repræsenterer alle de moralsk ansvarsbevidste kræfter i verden! Og kommer det tragiske øjeblik, da vi måtte stå beredt til at ofre alt, skal kendskabet til disse kræfter give os støtte og styrke. Ikke bare med let tungtvejende ord, nej, ud af dybet fra vort indre erklærer vi os klar til alle ofre som kræves". Det var som en hellig ed. Verdens øjne rettedes mod domkirken i Basel, hvor klokkerne med højtideligt alvor ringede ind den kommende kraftprøve mellem arbejdets kæmpende skarer og kapitalens magthavere.

Den 3 december 1912 tilkendegav socialdemokraten David følgende i den tyske rigsdag: "Jeg erkender at dette var et af de største øjeblikke i mit liv. Da domkirkens klokker ringede sammen de socialdemokratiske repræsentanter fra en række forskellige lande og de røde faner inde i kirken grupperede sig omkring alteret, medens folkene udsendte sendebud ventede på at orglet skulle tolke deres håb om fred, oplevede jeg alt dette som noget uforglemmeligt... De måtte alle forstå hvad dette indebar. Folkenes brede lag er ophørt med at være ubevidste og viljesløse menneskehobe. Dette er noget nyt i historien. Før kunne personer, der havde interesse i at en krig udbrød, forblinde folkene og ophidse dem til at slagte hinanden. Den tid er forbi. Folkene lader sig ikke længere udnytte som viljesløse værktøjer og håndlangere for krigsspekulanter, hvilken stilling end disse måtte have."

Endnu den 26 juli 1914, en uge før krigsudbruddet, skriver tyske partiaviser sådan her: "Vi er ikke nogle marionetter; vi bekæmper med al vores energi det system som gør menneskerne til resignerede slaver under de blindt herskende omstændigheders herrevælde, denne kapitalisme, som står i begreb med at forvandle det fredselskende Europa til et bloddryppende og rygende slagtehus. Hvis de destruktive kræfter sejrer, hvis de tyske arbejdere og det internationale proletariats bestemte fredsvilje (som den nærmeste tids demonstrationer kommer til at give oratoriske prøver på) ikke skulle lykkes i at forhindre krigen, måtte denne krig i alle hændelser blive den sidste: et kapitalismens Ragnarok". (Frankfurter Volkstimme)

Så sent som den 30 juli udråbte det tyske socialdemokratis vigtigste avis: "Det socialistiske proletariat frasiger sig alt ansvar for resultatet af den herskende klassens indtil vanvid forblindede handling. Vi ved at proletariatet kommer til at se et nyt liv vokse op af ruinerne. Men det er dagens herskere som bærer ansvaret, og det er deres eksistens det gælder. Verdenshistorien skal blive deres dommere." Og sidenhen kom den eksempelløse katastrofe, den 4 august 1914.

Var den ufremkommelig? En hændelse af så ubetydelig betydning kan ikke bero på tilfældigheder. Den måtte have årsager af almindelige faktorer med stor og dybgående virkning. Men fejlen kan også ligge hos socialdemokratiet, proletariatets vejvisere, og bero på mangler i vores kampvilje, vort mod og vores troskab rettet mod idéerne. Den videnskabelige socialisme har lært os at forstå hvilke almindelige love som bestemmer den historiske udvikling. Menneskene skaber ikke sin historie vilkårligt. Men de skaber den selv. Proletariatet er i deres handlinger afhængig af hvor langt den samfundsmæssige udvikling er nået, men denne udvikling kan ikke ske uden proletariatets medvirken; proletariatet er i denne sammenhæng en drivfjeder i lige høj grad som det er et produkt. Dets handlinger er en af de faktorer som påvirker historien. Og selvom det er lige umuligt for os at adskille os fra den historiske udvikling som det er for et menneske at springe fra sin egen skygge, kan vi henskyde fremskyndelsen eller forsinke denne udvikling.

Socialismen er den første folkebevægelse i verdenshistorien, hvis mål og historiske opgave er at lade menneskenes samfundsmæssige handlinger bestemmes af en bevidst, gennemtænkt planlæggelse og derigennem også af deres egen frie vilje. Friedrich Engels har derfor kaldt det socialistiske proletariats endelige sejr for et menneskeslægtens skridt fra dyreverden og ind i frihedens rige. Selv dette skridt har sin forbindelse med de uforandrede historiske love, som har bestemt tusindtallige tidligere stadier af en kvalfuld og langsom fremskridende udvikling. Men denne udvikling kan aldrig nå sin fuldbyrden, hvis ikke folkets målbevidste vilje bliver gnisten som tænder det brændsel som århundrede har opsamlet. Socialismens sejr kan aldrig komme som en gave fra himlen. Den kan kun opnås gennem en lang serie af hårde kraftprøver mellem de gamle og de nye magter i samfundet, kraftprøver hvor det internationale proletariat under socialdemokratiets ledelse lærer sig at tage deres skæbne i egne hænder og overtager ledelsen af samfundsvirksomheden, så at den i stedet for at være en legebold for den historiske udvikling, bliver den magt som leder denne udvikling mod det udpegede mål.

Friedrich Engels sagde engang at det borgerlige samfund står foran et svært dilemma: enten overgår man til socialismen eller også falder man tilbage til barbariets stadium. Hvad indebær det, at fra højden af vores europæiske civilisation tilbagefalder vi til barbariet? Alle har vi tidligere læst og gentaget disse ord uden at ane deres frygtelige betydning. I dette øjeblik behøver vi kun se os omkring for at blive bevidst om hvordan det borgerlige samfund tilbagefalder til virkelighedens barbari. Denne verdenskrig har allerede givet os barbariet tilbage. Imperialismens triumf betyder at kulturen helt nedbrydes, periodisk under den tid en moderne krig pågår og endegyldigt hvis den epoke verdenskrigen indleder skulle tillade fremskridt i sin yderste konsekvens. Vi står altså i dag foran netop det valg som Friedrich Engels for en menneskealder siden varslede om: enten får imperialismen triumfere, hvilket indebærer at hele kulturen går under ligesom i det gamle Rom, med ødelæggelse, affolkning og degeneration som følge; sluttelig bliver samfundet en eneste vældig kirkegård. Eller også sejrer socialismen, hvilket betyder at det internationale proletariatet går målbevidst til kamp mod imperialismens redskab: krigen. Dette er et verdenshistorisk dilemma, et enten - eller, hvor de frem og tilbagegyngende vægtskåle venter på at det klassebevidste proletariatet skal gøre sit valg. Kulturens og menneskelighedens fremtid afhænger af proletariatets formåen på at med mandig beslutsomhed kaste sit sværd - revolutionen - i den ene vægtskål. I denne krig har imperialismen sejret. Folkemordet, det blodige våben, har med brutal magt nedpresset sin vægtskål mod en afgrund af lidelse og ydmygelse. Denne skam og denne elendighed kan aldrig opvejes, førend vi har lært os af krigen, lært hvordan proletariatet skal handle for at komme fra trællearbejdet fra de herskende klasser og i stedet kunne forme deres egen skæbne.

Den moderne arbejderklassen får betale dyrt for indsigten i proletariatets historiske opgave. Dets Via Dolorosa mod den endelige befrielse er bestrøget med torne og kommer til at kræve frygtelige ofre. De som faldt ved Juni-revolten og i den russiske revolution, og ved Pariserkommunens fald - de danner en næsten tilstrækkelig endeløs skare af skygger fra blodige kampe. Men de faldt alle i en ærefuld kamp; de er, som Marx skrev om Pariserkommunens helte, "for al fremtid gemt i arbejderklassens store hjerte". Nu falder millioner af arbejdere af forskellige nationaliteter på ødelæggelsens og de skændige brodermorderes slagmarker og med slaveriets sange på læberne. Også dette måtte vi opleve. Vi ligner virkelig jøderne, som Moses førte gennem ørkenen. Vi er dog ikke fortabte, og sejren kommer at blive vores, hvis vi ikke mister muligheden for at tage lære af udviklingen. Men hvis socialdemokratiet, som nu er proletariatets førere, ikke længere formår at tillære sig til at omgøre deres holdning, da kommer det også til at gå under, for at berede plads for dem som er "voksne til den nye verdens muligheder."

II

»Krigen er nu et ufremkommeligt faktum. Vi står foran truslen af en fjendtlig invasions faser. Hvad vi i dag må træffe beslutning om er ikke spørgsmålet om vi er for eller imod krigen; men det gælder i stedet for om hvilke forholdsregler som kræves for landets forsvar... for vort folk og dets mulighed til en fremtid i frihed står meget, måske alt på spil hvis de russiske despoter, som besudler sig med blod fra de bedste af deres egne landsmænd, skulle kunne afgå med sejr. Det gælder om at afværge denne fare gennem at stille sikkerhed for vort eget lands kultur og uafhængighed. Da viser vi i sandhed det vi altid har ville fremhæve: i farens stund lader vi ikke vort eget land i stikken. På dette punkt føler vi os i overensstemmelse med Internationalen, som altid har erkendt hvert folks ret at forsvare deres nationale selvstændighed, ligesom vi er enige med den i om at erobringskrig skal fordømmes... Disse principper byder os at stemme for de ønskede krigsmidlers bevilling.«

Med denne udtalelse formulerede vores rigsdagsgruppe den 4 august den indstilling som på en helt dominerende måde skulle bestemme de tyske arbejderes holdning til krigen. Fædrelandet i fare, værn om nationens eksistens, kamp for folkets kultur og frihed - sådan var de slagord, som socialdemokratiets parlamentsrepræsentanter afgav. Alt andet fulgte som en naturlig konsekvens deraf - holdningen i partipressen og fagbevægelsen presse, massernes patriotiske demonstrationer, borgfreden og den pludselige opløsning af Internationalen, alt dette var logiske følger af den linie, som man fra begyndelse bestemte sig for i rigsdagen.

Hvis det virkeligt var friheden og nationens eksistens som stod på spil og dette kun kunne forsvares med hjælp af krigens mordredskaber - hvis folkets vigtigste interesser kræver denne kamp - da var det helt selvklart, at alle kræfter måtte sættes ind. Den som vil opnå målet må ikke frygte midlet. Krigen er et metodisk og velorganiseret massemord. Normalt fungerende mennesker er imidlertid ikke kapable til systematisk mord førend de hidses op til det nødvendige raseri. At fremkalde dette indgår i de krigsførende føreres gamle metoder. Den bestialske handling må forberedes og modsvares af en bestialitet i selve tænkemåden og sindelaget. Derfor har avisen Wahre Jacob med sit den 28 august publicerede billede af den tyske "tærskemaskine", ligesom partiaviserne bl.a. i Chemnitz, Hamburg, Frankfurt, Kiel og Koburg med deres patriotisk ophidsende bidrag på vers og prosa budt på de nødvendige åndelige beruselsesmidler for et proletariat som siges at kunne redde deres liv og deres frihed ved alene at støde bajonetten gennem brystet på deres russiske, franske og engelske brødre. Denne folkeophidsende presse optræder dog mere konsekvent end de aviser som forsøger forsone sort med hvidt og forene krig med "humanitet", mord med menneskekærlighed og bevilling af krigsmidlerne med folkeforbrødring i socialistisk ånd.

Hvis den programerklæring den tyske rigsdagsgruppe gav den 4 august var rigtig, skulle den internationale arbejderbevægelse blive helt magtesløs, ikke kun under denne krig men selv for al fremtid. For første gang i den moderne arbejderbevægelses historie er der i derfor opstået en kløft mellem proletariatets krav ok international solidaritet og folkenes frihedsbegær og nationale livsvilje, og for første gang opdager vi, at proletarerne i de forskellige lande for at frelse deres nationers frihed og uafhængighed må nedkæmpe og udrydde hinanden. Tidligere har vi indbildt os, at arbejderklassens interesser og nationens interesser dannede en harmonisk enhed, at de umuligt kunne stilles imod hinanden, idet de var identiske. Det var grundlaget for vores stillingstagende såvel teoretisk som praktisk, og det var grundlaget i vores agitation blandt folket. Begik vi en gigantisk fejltagelse vedrørende dette kernepunkt i vores verdensanskuelse? Her står den internationale socialisme foran et livsvigtig spørgsmål.

Verdenskrigen er ikke den første tildragelse som satte vore internationale grundidéer på prøve. Den første måtte vort parti gennemgå for 45 år siden. Den 21 juli 1870 gjorde Wilhelm Liebknecht og August Bebel følgende historiske udtalelse i den nordtyske rigsdag: "Den nuværende krig er igangsat for at begunstige dynastiet Bonapartes interesser, ligesom 1866-års krigen igangsattes for at gavne dynastiet Hohenzollern. De økonomiske forslag som man begærede at rigsdagen skulle bevilge militærledelsen kan vi ikke støtte med vore stemmer, idet dette skulle indebære et tillidvækkende votum til den preussiske regering, som gennem sit agerende i 1866 skabte forudsætningerne for den nuværende krig. Lige så lidt kan vi stemme imod forslaget, idet dette kunne opfattes som en billigelse af Bonapartes samvittighedsløse og kriminelle politik. Som socialister og republikaner, og som medlemmer af den internationale arbejderorganisation som uden hensyn til nationalitet bekæmper alle undertrykkere og forsøger at forene alle undertrykte i et stort kammeratligt forbund, er vi principielle modstandere af ethvert dynastis krig og kan hverken direkte eller indirekte støtte det som nu udkæmpes; derfor afstår vi fra at stemme og udtrykker i stedet vores stærke levende forhåbning om at Europas folk skal tage lære af dagens skammelige overgreb og opbyde alle deres kræfter for at tilkæmpe sig retten til selv at bestemme deres skæbne og befri sig fra den bevæbnede klasseundertrykkelse som i dagens samfund er roden til alt ondt."

Med ovenstående erklæring stillede de tyske arbejderes repræsentanter sig klart og entydigt solidarisk med Internationalens idéer og afviste direkte dannelsen af krigen mod Frankrig som en national krig for frihedens sag. Bebel har som bekendt i hans memoirer sagt, at han skulle have stemt imod forslaget, hvis han allerede ved omstemningen havde kendt til de fakta i spørgsmålene som først senere kom til almenhedens kendskab.

I denne krig, som af alle borgerlige samfundskræfter og folkets overvældende flertal under Bismarcks indflydelse ansås for være en livsvigtig national affære for Tyskland, foretrak socialdemokratiets førere således den opfattelse, at proletariatets vitale interesser ikke kan adskilles fra nationens: begge er uforenelige med en krig. Først i den nuværende krig har man opdaget det frygtelige dilemma som rigsdagsgruppens udtalelse den 4 august 1914 vidner om: enten kæmper man for den internationale socialisme - eller også for nationens frihed!

Kernepunktet i rigsdagsgruppens erklæring, omlægningen af socialdemokratiets vigtigste stræben, var i alle hændelser følgen af en meget hastig omsvingning. Den udgjorde helt enkelt et ekko af den opfattelse som udtryktes i trontalen og i kanslerens tale den 4 august. "Vi drives ikke af erobringsbegær" - hedder det i trontalen - ; "den ånd som besjæler os søger til at bevare det område som Gud har overladt til os, sådan at vi og vore efterlevende skal kunne bo her. Af de dokumenter som de nu fået kendskab til, skal de finde hvordan min regering med rigskansleren i spidsen, lige indtil det sidste har anstrengt sig for at undvige at gå til yderligheder. Men da vi nu er tvungne til at forsvare os, er det med rene hænder og ren samvittighed som vi nu griber til våben." Og Bethmann-Hollweg forklarede: "Mine herrer, vi befinder os nu i et nødsituation, og nøden har igen ret ... Den som befinder sig i en så truende situation som vi, og som kæmper for deres ædleste idealer, kan kun indrette deres tanker på hvordan han skal kunne slå sig fri... Vi kæmper for at værne frugterne af vort fredelige arbejde, for at bevare arven fra en ærerig forgangen tid og for at skabe en lykkelig fremtid." Eksakt samme tankegang gentages i den socialdemokratiske udtalelse: 1. Vi har gjort alt som står i vores magt for at bevare freden; krigen er fremtvunget af andre. 2. Idet krigen nu er et faktum, må vi forsvare os. 3. I denne krig står hele det tyske folks fremtid på spil. Vores rigsdagsgruppe anvendte andre formuleringer end regeringen, men dette er den eneste forskel. Ligesom regeringen påberåber sig Bethmann-Hollwegs diplomatiske fredsanstrengelser og kejserens personlige telegram, henviser socialdemokraterne sig til deres fredsdemonstrationer før krigens udbrud. Ligesom kejseren i sin tale svarede sig fri fra enhver form af erobringsbegær, fordømmer rigsdagsgruppen alle erobringskrige og henviser til socialismens idéer. Og når kejseren og rigskansleren råber: "Vi kæmper for vore ædleste ideal! Jeg kender ingen partier, jeg kender kun tyskere!" genlyder disse ord i socialdemokraternes deklaration: "For vort folk står alt på spil, og i farens stund lader vi ikke vort eget land i stikken." Kun på et punkt afviger socialdemokraternes udtalelse fra regeringens linie: de fremholder særlig den russiske despotisme som en stor fare for Tysklands frihed. I trontalen tales der om Rusland med et beklagende tonefald: "Med tungt hjerte har jeg set mig nødsaget til at mobilisere min armé mod en nabostat, som har været vores stridskammerat på så mange slagmarker. Med oprigtig sorg har jeg set hvordan det af Tyskland aldrig svegne venskab ødelægges." Af den smertelige slutning på det fortrolige venskab Tyskland hyldede for tsardømmet, har den socialdemokratiske rigsdagsgruppe skabt en stridsfanfare rettet mod tyrandømmet, og sådan nogenlunde har det på dette eneste punkt hvor det viser nogen selvstændighed rettet mod regeringsdeklarationen anvendt socialismens revolutionære traditioner til at forsøge at popularisere krigen og fremstille det som en demokratisk virkende aktion.

Hele denne attitude var som sagt noget som socialdemokratiet den 4 august helt pludseligt var kommet frem til. Alt det som man tidligere havde sagt, endda frem til tiden straks før krigserklæringen, vidnede om en helt modsat opfattelse. »Vorwärts« skrev eksempelvis den 25 juli, da man offentliggjorde det østrigske ultimatum til Serbien, hvilket blev krigens tændende gnist: "De ønsker at krigen skal bryde ud, disse samvittighedsløse elementer som har den afgørende indflydelse ved Østrigs kejserlige hof. De ønsker dette - det har det vilde pral fra deres ophidsende vulgærpresse vidnet om siden flere uger tilbage. De ønsker at krigen skal komme - Østrigs ultimatum til Serbien har klart og tydeligt bevist dette for hele verden ...

Fordi en forvirret fanatiker skød mod Franz Ferdinand og hans hustru og lod deres blod flyde, skal tusindvis af arbejdere og bønder også lade deres blod udgyde, sådan at én vanvittig forbrydelse blive gentaget af én endnu meget værre! Østrigs ultimatum til Serbien kan få den konsekvens at hele Europa stikkes i brand!

Dette ultimatum er nemlig så forulempende i såvel form som indhold, at den serbiske regering, hvis den ydmygt undviger uformelt dette trusselsfulde sprog, hurtigt skulle risikere at blive jaget bort af ophidsede folkemasser... Det var en grov ansvarsløshed af den chauvinistiske tyske presse at den i krigsiveren opæggede vore værdsatte forbundsfæller til det yderste, og uden tvivl har også herr von Bethmann-Hollweg lovet herr Berchtold sin støtte. Men det spil man da spiller i Berlin er præcis lige så farligt som det som spilles i Wien ..."

Den 24 juli skrev Leipziger Volkszeitung: "De militaristiske grupper i Østrig satser alt på ét kort, thi den nationale og militære chauvinisme har ingenting at miste i noget land... Den chauvinistiske bevægelse er særdeles bankerot i Østrig; derfor skal de nationale krigsskrål skjule den økonomiske desperation og myrderierne på slagmarkerne atter fylder kasserne ..."

Samme dag kunne man læse følgende i Dresdner Volkszeitung: "Inden så længe har krigshetzerne indenfor det østrigske udenrigsdepartement ikke på nogen måder lykkes bevise hvilke fordringer Østrig kan have ret til at stille til Serbien. Så længe den østrigske regering ikke er i stand at gøre dette, viser den gennem sine forulempende og udfordrende krav til Serbien, overfor hele Europa sin uretfærdighed og ondskabsfuldhed, og til og med hvis Serbiens skyld kunne bevises og attentatet i Sarajevo virkelig var forberedt med den serbiske regerings accept, var endda de i noten stillede fordringer at betragte som urimeligt langtrækkende. Kun de ansvarsløseste militære hensigter kan forklare hvordan en regering kan stille sådanne krav til en anden stat ..."

Den 25 juli udtrykte Münchener Post sig sådan her: "Denne østrigske note er et aktstykke som savner modstykke i de to seneste århundredes historie. Det bygger på en undersøgelse hvis resultat hidtidigt er hemmeligholdt for offentligheden, og uden at støtte sig på nogen åben rettegangsbehandling mod tronfølgerparrets mordere kræver man at Serbien indrømmer, og det vil for denne stat være ensbetydende med selvmord at gå med til ..."

Schleswig-Holsteinsche Volkszeitung forklarede den 24 juli: "Østrig provokerer Serbien. Østrig-Ungarn vil have grundlag til at føre en krig og begår derfor denne forbrydelse, som kan komme at drukne hele Europa i blod ...Østrig spiller et højt spil. Serbien er udsat for en provokation som dets regering sikkert ikke kommer til at tilslutte sig, såfremt den ikke anser sig helt chanceløs i militært henseende...Hver civiliseret menneske må på det bestemteste protestere mod dette kriminelle tiltag fra de østrigske magthavere. Det påligger først og fremmest arbejderne, men også alle andre medborgere som har noget som helst interesse for fredens og kulturens bevarelse, at anstrenge sig til det yderste for at søge at forhindre at Wien-regeringens blodtørstige vanvid smitter af sig på andre stater."

Den 25 juli forklarede Magdeburger Volksstimme: "Ingen serbisk regering kan på den mindste måde gøre mine af eller med alvor at kunne imødegå disse krav, thi den ville så uundgåeligt og øjeblikkeligt blive omstyrtet af parlamentet og folket i forening. Hvad Østrig foretager sig er så meget mere forkasteligt som Berchtold foran Serbien og hele det øvrige Europa har søgt at undskylde sig med indholdsløse deklarationer. På denne måde kan man nu for tiden ikke længere fremprovokere en krig som skulle udvikle sig til en verdenskrig. Sådan må man ikke bære sig af, hvis man ikke vil tirre en hel verdensdel. Det er ikke den rette metode for den der vil opnå moralsk sejr eller overbevise udenforstående om at han har retten på sin side. Man må derfor antager at først pressen og sidenhen de forskellige regeringer i Europa i skarpe og utvetydige vendinger kommer til at opfordre de storhedsvanvittige statsmænd i Wien til at tilbagevende til ordenen."

Frankfurter Volksstimme skrev den 24 juli: "Med støtte fra kampanger indenfor pressen, hvor man sørger over Franz Ferdinand som deres bedste ven, vil man lade serberne blive offer for deres hævnlyst, samt fra en del rigstyske krigshetzere, hvis sprog dag for dag blev mere tarveligt og alt mere truende, har den østrigske regering ladet sig forlede til at rette et ultimatum til Serbien, som ikke kun er ualmindeligt overmodigt udformet men også i dets krav er helt uacceptabelt for den serbiske regering."

Samme dag skrev Elberfelder Freie Presse: "Et telegram fra det halvofficielle Wolff-bureau gengiver formuleringerne i Østrigs note til Serbien. Af disse fremgår det klart at magthaverne i Wien med alle midler forsøger at finde en anledning til et angreb, thi hvad man kræver i den note som i går aftes blev afleveret i Belgrad er ingenting mindre end en form for østrigsk overhøjhed over Serbien. Det er ualmindeligt vigtigt, at det tyske udenrigsdepartement lader krigshetzerne i Wien forstå, at Tyskland ikke kan røre en finger for at støtte udfordrende krav af denne slags og at Østrig skal tilbagetage deres truende udtalelser."

I samme ånd udtalte sig Bergische Arbeiterstimme i Solingen: "Østrig vil have grundlag for en konflikt med Serbien og anvender kun attentatet i Sarajevo som et påskud, for at kunne give serberne den moralske skyld. Denne sag er dog forvaltet altfor klumrigt til at de i deres forsøg skal kunne lykkes at lure den almindelige opinion i Europa ...Hvis krigsophidserne i Wien indbilder sig at deres allierede Tyskland og Italien må rykke ind til deres bistand i en konflikt som skulle komme til at omfatte selv Rusland, er de blevet offer for tomme illusioner. For Italien er det vedkommende med en svækkelse af Østrig-Ungarns militære magt, idet denne er et problem for italienerne når det gælder Balkanhalvøen og Det Adriatiske Hav, og derfor kommer man til at passe på med at man ikke brænder fingrene på en militært støtte til Wien. De magthavende i Tyskland skulle imidlertid aldrig våge at risikere en eneste soldats liv for at understøtte habsburgernes kriminelle magtpolitik selvom de var nok så dåreagtige at de ønskede gøre det, idet de da skulle fremkalde en folkestorm imod sig."

I denne ånd udtalte sig en helt enig socialdemokratisk partipresse så sent som en uge før krigsudbruddet. Da talte man ikke om nogen fare for Tysklands frihed og eksistens, men om et afskyeligt hasardspil fra de militaristiske grupper i Østrig: det berørte sig da ikke om en nødvendig nationalt forsvarskrig for at værne vores hellige frihed, men om en letsindig provokation og en uforskammet trussel mod et andet lands, Serbiens, frihed og selvstændighed.

Hvad indtrådte den 4 august, da denne konsekvent udformede og alment udbredte indstilling indenfor socialdemokratiet så pludseligt stilledes på hovedet? I realiteten var der kun fremkommet en ny faktor til: den denne dag af den tyske regering fremlagte hvidbog. I den kunne man på side 4 læse følgende: "Under disse omstændigheder måtte Østrig sige, at såvel monarkiets værdighed som dets selvbevarelsesdrift krævede at man ikke længere uvirksomt bevidnede det som skete på den anden side af grænsen. Den kejserlige regering i Wien meddelte os deres syn på situationen og bad os om at høre vores mening. Vi kunne oplyse vores forbundsfæller om at vi helhjertet istemte i dets karakteristik af situationen, og vi forsikrede, at en aktion som Wien-regeringen fandt nødvendig for at tilintetgøre den fjendtlige virksomhed i Serbien, af os skulle betragtes som rimelig. Vi var vel bevidste om at en eventuelt militær indgriben fra Østrig-Ungarns side rettet mod Serbien kunne inddrage Rusland i konflikten og derigennem, i enighed med vore pligter som forbundsfæller, indvikle selve Tyskland i krigen. Men kendskabet til de vitale interesser som stod på spil for Østrig-Ungarn gjorde at vi ikke kunne råde denne vores forbundsfælle til at vise en eftergivenhed som var uforenelig med dets værdighed, og derfor kunne vi heller ikke nægte at give vores bistand i denne svære situation. Vi kunne mindst af alt bortset fra at også vore egne interesser i vigtige henseender blev truede gennem den uophørlige serbiske underminerende virksomhed. Hvis serberne tillodes til med hjælp fra Rusland og Frankrig at yderligere undergrave deres naboers sikkerhed, skulle følgen blive at alle slaver i Europa efter Østrigs sammenbrud tvinges ind under russisk vælde, hvorigennem den germanske races stilling i Mellemeuropa skulle blive helt uholdbar. Et moralsk svækket og af den russiske panslavismes fremtrængende og tilbagepresset Østrig var for os ikke længere nogen forbundsfælle at regne med og støtte os på, hvilket vi skal kunne så længe som vore naboer i øst og vest optræder så truende mod os. Derfor giver vi Østrig helt frie hænder i dets aktion mod Serbien. Vi har ikke deltaget i dets forberedelser."

Den 4 august tog den socialdemokratiske rigsdagsgruppe andel i disse ord, ord som udgjorde de eneste linier af vægt i hele hvidbogen og indeholder en klar tysk programerklæring som gør alle tidligere gule, orangefarvede, grå og blå bøger fra krigsforberedelsernes diplomati ligegyldige og betydningsløse. Her havde rigsdagsgruppen til sin disposition en påstand som kunne forklare hele den fremkomne situationen. En uge tidligere havde hele den socialdemokratiske presse råbt at Østrigs ultimatum var en forbrydelse og en provokerende handling som kunne udløse en verdenskrig, og udtrykt som sin forhåbning, at den tyske regering gennem sin stille indflydelse skulle kunne standse krigshetzerne i Wien. Det socialdemokratiske parti levede i lighed med hele den tyske opinion i den tro, at den tyske regering, endda siden Østrig publicerede sit ultimatum, arbejdede i sit ansigts sved for at forsøge at redde freden i Europa. En enig partipresse antog, at dette ultimatum fra den tyske regering kom som en lyn fra en klar himmel, præcis som det gjorde for den tyske almenhed. I hvidbogen forklares imidlertid klart og tydeligt følgende: 1. At Østrig, inden det gjorde sit udspil mod Serbien, havde anmodet Tyskland om at give sit samtykke til foretagendet. 2. At den tyske regering var fuldkommen bevidst om at Østrigs optræden skulle føre til krig mod Serbien og som en følge deraf fremkalde en stor europæisk konflikt. 3. At den tyske regering ikke rådede Østrig til tilbageholdenhed men tværtimod forklarede at eftergivenhed svækkede Østrig, der ikke længere kunne betragtes som en værdig forbundsfælle til Tyskland. 4. At den tyske regering før udspillet mod Serbien forsikrede østrigerne om at de i alle hændelser kunne regne med tysk støtte i tilfælde af krig. 5. At den tyske regering ikke forbeholdt sig retten til at deltage ved bestemmelsen af udformningen af det østrigske ultimatum som kunne udløse en verdenskrig; Østrig havde i stedet for fået "helt frie hænder".

Alt dette meddeles rigsdagsgruppen den 4 august. Samme dag fik man af regeringen høre endnu en vigtig nyhed: at den tyske armé stod beredt til at marchere ind i Belgien. Af alt dette drog den socialdemokratiske rigsdagsgruppe den beslutning, at det hele handlede sig om en tysk forsvarskrig mod fremmende magters invasionsforsøg og om at værne fædrelandets kultur, frihed og eksistens, fremfor risikoen i at blive draget ind under det russiske tyranvælde.

Kunne den nødtørftigt maskerede krigsbaggrund i Tyskland været kommet som en overraskelse for det tyske socialdemokrati, sådan at dets beslutning blev forvildet af de diplomatiske kneb og dets skarpsindighed blev luret af skræk for en fjendtlig omverden som tragtede efter Tysklands liv og som søgte at svække, fornedre og underkue det? Vort parti burde være det sidste som kunne rammes af en sådan blindhed! Det havde allerede oplevet to store tyske krige som det kunne drage nyttige læresætninger af.

Alle som har den mindste anelse om historien ved nu mere om at krigen mod Østrig i 1866 langt i forvejen var nøje forberedt af Bismarck, hvis politik fra første begyndelse sigtede på en konflikt med Østrig. Kronprins Friedrich, senere kejser, bevidner i hans dagbogsantegnelser fra den 14 november dette år for kansleres planer: "Han (Bismarck) skal allerede da han tiltrådte sit embede havde haft som sin faste opgave at fremtvinge en krig mellem Preussen og Østrig, men han har agtet sig vel for at tale med hans majestæt om den sag indtil det belejligste øjeblik fremkom."

"Med denne bekendelse" - siger Auer i sin brochure: »Die Sedanfeier und die Sozialdemokratie« - "kan man sammenligne ordlyden i den proklamation som kong Wilhelm rettede "til sit folk": Fædrelandet er i fare! Østrig og en stor del af Tyskland har grebet til våben mod os! Det er kun nogle få år siden jeg, af fri vilje og uden tanke på tidligere uretfærdigheder, rakte den østrigske kejser hånden og foreslog at vore lande skulle blive forbundsfæller, idet det gjaldt om at befri et tysk område fra fremmed herredømme. Men mine forhåbninger sank i grus. Østrig kan ikke glemme at dets fyrster engang herskede over hele Tyskland: i det nye men hurtigt fremadskridende preussiske rige kan det ikke se en naturlig forbundsfælle men kun en farlig medspiller. Man mener, at alle Preussens bestræbelse måtte modarbejdes, idet alt som gavner Preussen er til skade for Østrig. Den ulyksalige gamle misundelse er påny flammet op i vældige luer: Preussen skal gøres svag, ydmyges og tilintetgøres. I forholdet til os gælder ikke længere nogen aftaler: man nøjes ikke med at bagtale os men forsøger også narre andre tyske regenter til at bryde deres overenskomster med os. Fra hvilket hold vi end skuer blandt vore tyske naboer, finder vi fjendtlige stater, som har valgt "Preussens fornedring!" til deres feltråb.' For at himlen skulle velsigne denne berettigede krig og gøre det sejrrigt, lod kong Wilhelm befale en almen national bønnedag. Det har ikke behaget den Højeste', sagde han, 'at stemple mine anstrengelser med fremgang for at bevare fredens velsignelser for mit folk.' "

Hvis vores rigsdagsgruppe ikke helt og holdent har glemt sit partis historie, burde den have genkendt de officielle kommentarer til krigsudbruddet den 4 august som gamle og fortræffelige velbekendte tonefald.

Men ikke nok med dette. I 1870 kom krigen mod Frankrig, og denne konflikts udbrud er i historien uløseligt forenet med et dokument, Ems-depeschen, hvis navn lever tilbage som påmindelse om et klassisk eksempel på hvordan man med en kapitalistisk statskunsts hjælp skaber en militær konflikt; den blev også ophav til en interessant episode i vort partis historie. Det var jo den gamle Liebknecht, og ved hans side hele det tyske socialdemokrati, som så som sin opgave og sin pligt at afsløre overfor al folket "hvordan man skaber krig."

At starte en krig kun og dernæst at kunne værne det truede fædreland var forøvrigt ikke Bismarcks eget påhit. Han fulgte kun med den for ham karakteristiske skruppelløshed et gammelt, virkeligt internationalt recept, som ofte anvendes indenfor den kapitalistiske politik. Så længe den såkaldte almindelige opinion har nogen betydning for de styrendes planer er der vel aldrig noget sted ført nogen krige, hvis ikke samtlige parter har trukket blankt kun og dernæst for at forsvare deres landes sikkerhed og deres egne legitime interesser mod fjendens lumske anslag? Denne mytedannelse er for de krigsførende lige så nødvendig som krudt og kugler. Spillet er gammelt. Det eneste nye er at et socialdemokratisk parti denne gang kunne formås til at deltage i det.

III.

Det burde have været muligt for vort parti at gennemskue denne krigs sande væsen og virkelige formål og ikke i noget henseende lade sig overraske, hvis man havde ladet sin rige erfaring vise vejen til en klar opfattelse af sammenhængen. De hændelser og forholdsregler som førte frem til hvad der hænde den 4 august 1914 var ikke nogle hemmelighed. Siden århundredeskiftet var verdenskrigen forberedt skridt for skridt, med fuldstændig åbenhed og i fuldt dagslys. Og hvis en del socialister i dag truer med at tage hævn over det "hemmelige diplomati" som bagom kulisserne sammenkogte al denne djævelskab, tilskriver de denne trafiks arme håndlangere en mystisk trolddomskraft, som disse næppe besidder, præcis som når sydamerikanske vilde prygler deres fetischer fordi et uvejr er udbrudt. Disse såkaldte statsmænd var, dengang ligesom altid, kun skakbrikker hvilkes bevægelser bestemtes af afgørende historiske processer indenfor det borgerlige samfundssystem rammer. Og hvis nogen bevægelse nogensinde har haft klare forudsætninger for at kunne udskille disse afgørende faktorer, så var det det tyske socialdemokratiske parti.

To udviklingslinier i de seneste års historie førte direkte frem mod den krig som raser i dag. En af disse kan endda oprinde tilbage til tiden før Bismarcks krig mod Frankrig, da den såkaldte nationalstat, det vil sige den moderne kapitalistiske stat, kom til. Krigen i 1870, der annekterede Elsass-Lothringen kastede den franske republik i armene på Rusland, opdelte Europa i to fjendtlige lejre og indledte den vanvittige epoke med kaprustning, og afgav dermed det første tændemne til dagens verdensbrand. Medens Bismarcks tropper stadig befandt sig i Frankrig, skrev Marx følgende: "Alle som ikke har fået deres mening forvildet af det nu pågående skrål eller har noget interesse af at forblinde det tyske folk, må indse at 1870-års krigen måtte føre frem til en krig mellem Tyskland og Rusland; det er en lige så naturlig konsekvens som dagens krig er det af krigen i 1866. Hvis der ikke først udbryder en revolution i Rusland - hvilket ikke er sandsynligt - er denne udvikling uundgåelig. Indtræffer denne ikke synderlige og usandsynlige revolution, kan vi altså regne med krigen mellem Tyskland og Rusland som et ufravigeligt faktum. Hvis den nu udkæmpede krig skal være til gavn eller til skade afhænger helt på hvordan de tyske sejrsherrer opfører sig. Tager de Elsass-Lothringen, kommer Frankrig til i de kommende krige at kæmpe på Ruslands side. Det er overflødigt at påpege hvilke ulyksalige følger dette skulle få."

Da lo man af denne profeti; man mente at båndet mellem Rusland og Preussen var så stærke, at alene tanken om et forbund mellem eneherskerdømmets Rusland og det republikanske Frankrig var ren galskab. De som kunne give udtryk for en sådan opfattelse betragtedes helt enkelt som tosser. Og endda er Marx' spådom gået i opfyldelse ind i mindste detalje. "Det er kun socialdemokraterne" - siger Auer i den tidligere nævnte brochure - "som i sin politik holdt sig til fakta og har taget afstand fra den kritikløse politiske skole som kun følger med strømmen, uden at nogen en eneste gang spørger sig om hvor det bærer hen."

For vist må man ikke opfatte hvad som hændte på den måde, at Frankrig skulle have anset sig tvunget til at måle deres kræfter med det tyske rige, for kun at tage hævn for den af Bismarck fremtvungne landafståelse i 1870, sådan at den nuværende krig med andre ord inderst inde skulle bero på det meget omtalte franske "revancebegær" - for tabet af Elsass-Lothringen. Dette er en letfordøjelig nationalistisk myte fra de tyske krigshetzerne, som fabler om det lumske og hævntørstige Frankrig "som ikke kunne glemme deres nederlag", på samme måde som Bismarcks håndlangere i pressen i 1866 talte om den afsatte prinsesse i Østrig, som ikke kunne glemme sin tidligere overhøjhed over den forvandlede askepot, Preussen. Hævnen for Elsass-Lothringen forekom i selve smerten aldrig i den franske agitation, andet end som en del af en teaterrekvisit hos nogle patriotiske klovnefigurer, som er taget op fra "le Lion de Belfort" som et gammelt ærerigt begreb.

Nye undersøgelser havde derefter længe medført at tabet af disse områder mistede sin aktualitet indenfor den franske politik, og hverken regeringen eller noget eneste parti af betydning i Frankrig havde nogle planer om en krig med Tyskland for den sags skyld. Hvis arven fra Bismarck gav ophav til det første skridt mod den verdensbrand som nu raser, afhang dette mere på at det dels førte ind både Frankrig og Tyskland, og dermed hele Europa, på den alt mere tiltagende kaprustnings vej, og dels medførte alliancen mellem Frankrig og Rusland, hvilken selvklart i sit spil førte til, at Tyskland sluttede forbund med Østrig. Derigennem kunne det russiske tsarvælde i betydelig høj grad forstærke sin stilling som en magtfaktor i den europæiske politik - Tyskland og Frankrig har siden da udtrykkeligt kæmpet om Ruslands gunst - og nu begyndte også en tilnærmelse mellem det tyske rige og Østrig-Ungarn: toppen nåes med den citerede hvidbogs ord om "våbenbrødreskab" i den nu pågående krig.

Følgerne af 1870 års krigen har altså omdannet det ydre politiske mønstre i Europa, hvor modsætningen mellem Tyskland og Frankrig blev det centrale, ligesom de førte til, at de europæiske folks skæbne begyndte formes i henhold til militaristiske idéer. Den historiske udvikling har imidlertidig givet disse forhold et helt nyt indhold. Den anden udviklingslinie, som førte frem til verdenskrigen og på en så ualmindelig klar måde bekræfter Marx's forudsigelser, gælder en international hændelse som Marx ikke selv oplevede: imperialismens udvikling over de seneste 25 år.

Det kapitalistiske opsving som fulgte efter krigsperioden under 60- og 70-tallet i det omdannede Europa, særlig efter den lange depressionstids afslutning, da man havde overvundet følgerne af inflationen og krakket i 1873, nåede som bekendt et exceptionelt højdepunkt under 90-talet og forårsagede en ny Sturm und-Drang-periode for de europæiske stater: de begyndte at indrette deres ekspansionsplaner på de ikke-industrielle lande og verdensdele. Allerede under 80-tallet kunne man observere en betydelig heftig genopståen efter at erobre nye kolonier. England skaffede sig den afgørende indflydelse over Ægypten og oprettede et stort kolonirige i Sydafrika, Frankrig lagde beslag på områder ved Tunis i Nordafrika og Tonkin i Østasien, Italien fik fodfæste i Abessinien, Rusland betryggede deres erobringer i Centralasien og trængte ind i Manchuriet, Tyskland erhvervede i Afrika og i Sydhavet deres første kolonier, og sluttelig blandede selv De Forende Stater sig i legen og skaffede sig "østasiatiske interesser" ved Filippinerne. Denne sygelige jagt gennemførte opdeling af Afrika og Asien, hvilket fra og med den kinesisk-japanske krig i 1895 kom til at indebære en næsten hel række af uafbrudte blodige konflikter, kulminerende i det store kinesiske felttogt og sluttede med krigen i 1904 mellem Rusland og Japan.

Alle disse på hinanden følgende annekteringer skabte en mængde nye konfrontationer udenfor Europas grænser: mellem Italien og Frankrig i Nordafrika, mellem Frankrig og England i Ægypten, mellem England og Rusland i Centralasien, mellem Rusland og Japan i Østasien, mellem Japan og England i Kina og mellem De Forenede stater og Japan i Stillehavet - et meget uroligt ocean, heftigt oprørt af de på hinanden følgende skarpe konflikter og kortlivede alliancer og af den stadige aktuelle mulighed for, at en begrænset krig mellem de aggressive europæiske magter skulle udbryde. Derfor burde alle have fået klart syn for 1. at den aldrig åbent erkendte den førte skjulte kraftprøve mellem alle de europæiske stater, der sloges om de afrikanske og asiatiske folks tilgange, før eller senere måtte føre til en endelig afregning, sådan at den vind man såede i Asien og Afrika skulle slå tilbage mod Europa som en frygtelig storm, så meget mere som denne politik hele tiden æggede de europæiske stater til nye oprustninger; 2. at verdenskrigen skulle udbryde så snart rækken af små modsætninger mellem de imperialistiske stater koncentreredes omkring ét centralt spørgsmål, en modsætning som var tilstrækkelig dominerede for at få dem til at gruppere sig i blokdannelser mod hinanden. Denne situation kom istand, og med den gjorde den tyske imperialisme sin indtræden på scenen.

Tyskland udgør et uovertruffet eksempel på hvordan imperialismen kan opstå og udvikles indenfor et meget kort tidsrum. Efter den nye stats grundlæggelse (1871) frembragte man enestående fremskridt indenfor handel og industri og i 1880-årene to specielle og for os karakteristiske former af kapitalakkumulation: den mest betydningsfulde karteludvikling i Europa og en større tilvækst og koncentration indenfor bankvæsenet end noget andet land i verden kunne opnå. Den førstnævnte indebar, at den tunge industri, det vil sige den industrigren som er mest var afhængig af bestillinger fra staten, blevet en politisk faktor af dominerende betydning og virkede for militære oprustninger og andre magtforstærkende forretninger, som jernbanebyggeriet og stålstøberiet. Den seneste har med en fortræffelige livagtig energi sammenpresset finanskapitalen til en magt, som enevældigt bestemmer over landets industri, handel og kreditter og behersker såvel det private som det statslige næringsliv og som ikke kender nogle grænser for deres udviklingsmuligheder eller for deres profitbegær: dristigt, upersonligt og hensynsløst er den i sin natur, helt igennem international og indrettet på at anvende hele verden som skueplads for sine bedrifter.

Hvis man til dette tilføjer en lige så stærk som politisk uberegnelig overhøjhed og en svag, til hver form af opposition uduelig parlamentarisme, hvor alle borgerlige elementer slutter sig sammen mod arbejderklassen og støtter regeringen, kan det ikke være svært at forstå, at denne unge, vitale og skruppelfrie imperialisme meget hurtigt måtte blive et alment uroelement og en uberegnelig magtfaktor på en verdensscene hvor næsten alle tilgange allerede var opdelt.

Det blev varslet allerede under halvfemserne, da den tyske militærpolitik helt omlægges gennem de lovforslag som præsenteredes for flåden i 1898 og i 1899, hvilket indebar at søstridskræfterne pludselig fordobledes, og at man angående marinen fremlagde et oprustningsprogram som næsten omfattede de kommende to årtier. Dette betød en vældig omlægning ikke kun af landets finans- og handelspolitik - toldtariffen i 1902 fulgte kun med som en skygge i marinebudgettets spor - men på længere sigt også af hele socialpolitikken og forholdene mellem klasser og partier. Fremfor alt indebar det en demonstrativ ændring af den udenrigspolitiske kurs man fulgte siden rigets grundlæggelse. Bismarcks politik havde haft som grundlag, at landets militære magt først og fremmest skulle være støttet på landstridskræfter, medens flåden på sit højeste skulle tjenestegøre som en betydningsløs del af kystforsvaret - statsrådet Hollman forklarede til og med overfor rigsdagens budgetkomite så sent som i marts 1897 at "til kystforsvaret behøves der ikke nogen marine; kysterne forsvarer sig selv" - men nu præsenterede man et helt nyt program: Tyskland skulle blive den førende nation - selv til søs. Derigennem forvandledes Bismarcks kontinentalpolitik til verdenspolitik og forsvarsrustningerne til forberedelser for et angreb. I denne sag talte alle forholdsregler et så klart sprog, at de nødvendige protester som lod sig høre, til og med i rigsdagen. Centerpartiets daværende fører, Lieber, talte allerede den 11 marts 1896 apropo kejserens bekendte tale ved det tyske riges 25-års jubilæum, da auditoriet fik en forudanelse om den nye marinepolitik, om "marineplanerne i det blå", mod hvilke man absolut måtte være klar til at opponere mod. En anden centerleder, Schädler, udråbte den 23 marts 1898, da det første flådebudget diskuteredes i rigsdagen: "Folket anser ikke at vi kan være den stærkeste nationen både til lands og til søs. Når man fra forskelligt hold råber, at dette heller ikke er meningen, vil jeg svare, at de er allerede kommet en god bid på vej mod en sådan målsætning, mine herrer." Og da det anden budget præsenteres forklarede samme Schädler den 8 februar 1900, i et rigsdagsindlæg hvor han henviste til alle tidligere påstande om at man ikke tænkte foreslå nogle forhøjelse af bevillingerne: "Og nu kommer dette nye forslag, som indebærer hverken mere eller mindre, end at vi for at kunne dominere verdenspolitikken skal skabe en kæmpeflåde, dobbelt så stor som vore nuværende søstridskræfter tilsammen, ved hvis udvikling vores økonomi skal være bunden til i mindst tyve år fremad." Regeringen erkendte forøvrigt åbent den nye satsnings politiske betydning: den 11 december 1899 udtalte daværende udenrigsminister von Bülow sig på denne måde apropo det anden budget: "Når englænderne taler om et "greater Britain" og franskmændene om et "noveau France", medens russerne underlægger sig flere større dele af Asien, må også vi have ret til at skabe et større Tyskland. Og hvis vi ikke skaffer os en flåde som er tilstrækkelig stærk for at kunne beskytte vore kyster og vores handel og stille sikkerhed for vore landsmænds opgaver på fremmede marker, svigter vi landets vigtigste interesser….. Når det nye århundredets skæbne smedes, kommer det tyske folk til at være enten hammeren eller armbolten." Hvis man ser bort fra de retoriske ordblomster om handelen og kystforsvaret, har man her i koncentreret form det nye program: Et udvidet Tyskland skal være den hammer som smeder verdens skæbne.

Ingen behøvede spørge sig om mod hvilken stat disse provokationer først og fremmest er rette mod: Den nye aggressive flådeoprustning skulle gøre Tyskland kapabelt til at konkurrere med England om herredømmet til søs. Englænderne har selvfølgelig også opfattet den sådan. Marinereformen og de programtaler som præsenterede den, vækkede i England en ualmindelig uro, som på ingen måde senere aftog. Lord Robert Cecil sagde ved en underhusdebat om flåden i marts 1910, at han var taknemmelig for om nogen kunne angive nogen anden tænkelig grund til Tysklands kæmpemæssige flådeoprustning, end at man påtænkte at gå til angreb mod England. Det spil om herredømmet til søs som siden beskæftigede disse to nationer i et og et halvt årti, og som kulminerede i det bevidstløse kapløb som gjaldt om at bygge endnu flere frygtelige "dreadnoughts", var allerede i sig selv en form for krig mellem England og Tyskland. Det udvidelsesprogram for flåden som fremlages den 11 december 1899 var en tysk krigserklæring, som England gengældte den 4 august 1914.

Man skal bemærke sig, at denne kamp ikke havde det ringeste at gøre med den økonomiske konkurrence på verdensmarkedet. "Den engelske monopolstilling", som påstås at virke hæmmende på Tysklands industrielle udvikling og som der tales så meget om for nærværende, hører til samme slags af krigerisk patriotiske fantasier, som den sejlivede myte om Frankrigs revanchebegær. Dette "monopol" forvandledes allerede på 80-talet til en saga blot, til de engelske kapitalisternes bedrøvelse. Frankrigs, Belgiens, Italiens, Ruslands, Indiens, Japans og fremfør alt Tysklands og De Forenede Stater industrielle udvikling gjorde ende på den særstilling disse havde haft under 1800-årenes seks første årtier. Under de årtier som fulgte dukkede den ene nation efter den anden op ved Englands side på verdensmarkedet, og kapitalismen udviklede sig med stormskridt til et verdensomspændende økonomisk system.

Det engelske herredømme til havs, som nu til og med berøver adskillige socialdemokrater deres gode nattesøvn og for disse herrer begynder at tegne sig som en trussel mod den internationale socialismens udvikling, dette søherredømme - en følge af det britiske rigets udstrækning til fremmede verdensdele - har tidligere knapt hæmmet den tyske kapitalismens udvikling; den har tværtimod under dets pisk med ualmindelig hurtighed kunnet vokse sig op til en rigtigt velartet og veltilpas aflægger. Ja, man kan til og med sige, at England og dets kolonier udgjorde den vigtigste forudsætning for den tyske storindustriens ekspansion, ligesom Tyskland for det britiske rige blev en vigtig og uundværlig kunde. Den britiske storkapitalisme har aldrig spærret vejen for den tyske; i stedet er begge handelssystemer blevet i høj grad afhængig af hinanden og har kunnet samvirke i en arbejdsfordeling som lå helt i linie med den engelske frihandelspolitik. Flådeoprustningen og den nye udenrigspolitik havde altså slet ingenting at gøre med den tyske handels interesser på verdensmarkedet.

Lige så lidt kunne de kolonier Tyskland hidtidigt havde holdt blive årsag til at vi droges ind i nogen farlig konflikt med den engelske flåde. Disse kolonier behøvede ikke beskyttelse af nogen kæmpeflåde, idet de var af en sådan slags, at knap nogen stat, allermindst England, skulle kunne misunde os dem. At de nu erobrers af englænderne og japanerne, sådan at andre har lagt beslag på det bytte vi har skrabet til os, er kun en følge af krigen, præcis som de tyske imperialisters nyligt vågnede lyst til at underlægge sig Belgien - en hensigt som ingen menneske før krigen skulle have kunnet udtrykke uden at blive anset som forrykt. Tsingtau, Wilhelmslandet og de tyske interesser i Sydafrika skulle aldrig have kunnet forårsage nogen krig mellem England og Tyskland; ved tiden før krigsudbruddet var disse stater jo faktisk lykkes at komme overens om hvordan de i bedste overensstemmelse skulle opdele de portugisiske kolonier i Afrika imellem sig.

Når man på tysk hold afslørede deres planer om en flåde af verdenspolitisk betydning, blev det altså åbenbart at den tyske imperialisme nærede nye og store erobringsplaner. Den førsteklasses og stridsberedte flåde skabte tilsammen med den øgede satsning indenfor andre forsvarsgrene et effektivt instrument for en fremtidig politik, hvis mål og indretning åbnede en række nye muligheder. Våbentilvirkningen og fremstillingen af nye slagskibe blev en lysende forretning for den tyske storindustri og gav nye, storslåede tilfælde for storkapitalisterne til at operere på international basis. En følge blev at samtlige borgerlige partier lagde deres kurs om og fulgte imperialismens fane. De national-liberale, som var stærkest engagerede i den tunge industri, lokkede Centerpartiet med sig, som gennem at slutte op omkring det flådebudget, som de tidligere så ivrigt modarbejdede, lykkedes at erobre regeringsmagten. Da næste tilkendegivelse af den nye politik - levnedsmiddeltoldtariffen - blev aktuel, fulgte de frisindede i Centerpartiets spor, og junker-gruppen, som udgjorde den skrækkelige flådes vedholdende modstandere, ligesom den også modsatte sig kanalbygningen, forsøgte nu at snylte på den almindelige henrykkelse gennem en ualmindelig entusiasme at støtte sømilitarismen, plyndringen af kolonierne og de af dem nødvendiggjorde toldafgifter, som man tidligere så højlydt protesterede imod. Rigdagsvalget i 1907, det såkaldte hottentotvalg, viste hvordan hele det borgerlige Tyskland var kommet ind i et ekstatisk stadium af imperialistisk henrykkelse og under sig samlede den nye politiks fane for at i enighed med Bülows ord, at lade vort land blive verdens smedehammer. Dette valg var også - med den almindelige atmosfære, som varslede stemningerne omkring krigsudbruddet den 4 august - en udfordring ikke blot mod den tyske arbejderklasse, men også mod de øvrige kapitalistiske stater: en knytnæve som, uden at rettes mod noget bestemt hold, hævedes truende mod omverdenen.

IV

Tyrkiet blev det vigtigste virksomhedsområdet for den tyske imperialisme, og her spilles hovedrollen af de vældige tyske bankinteresser i Asien, der kom i centrum for hele vores orientpolitik. I 1850 -og 60-talet dominerede de engelske finansinteresser i Tyrkiets asiatiske områder, hvor eksempelvis jernbanen fra Smyrna og den første del af den anatoliske jernbane byggedes med engelsk kapital. I 1888 kom tyske interesser ind i billedet og fik af Abdul Hamid tilladelse til at overtage de af englænderne byggede baner og bygge videre på den anatoliske jernbanelinie, som fik en række nye forgreninger. I 1899 fik man tilladelse til at bygge og anvende en havn ved Haidar Pascha, og desuden fik man ensidig bestemmelsesret over handelen og toldsystemet i denne havn. I 1901 fik man af den tyrkiske regering til opgave at fuldføre den store Bagdad-bane mod den Persiske Bugt, og i 1907 fik man eneretten til omfattende tørlægnings- og overrislingsforretninger.

En bagdel med dette storartede "fredelige opbygningsarbejde" var, at bondebefolkningen i Lille Asien i lige så "storartede fredelige" former blev økonomisk forarmede. Omkostningerne til disse vældige forretninger blev selvfølgelig gennem et sindrigt system en del af den tyrkiske statsgæld, sådan at den tyrkiske regering for evig tid fremad skulle anses som låntagere til herrerne Siemens, Gwinner, Helferich m.fl., på samme måde som den tidligere stod i gæld til engelske, franske og østrigske interesser. Den måtte ikke kun udbetale kæmpemæssige beløb af statslige midler for at klare renterne på disse lån, men blev også tvunget til at stille sig som garant for, at de på denne måde byggede jernbaner ikke fik tab. På sådan en måde prakkede man de moderne kommunikationsmidler på et fortræffeligt ældgammelt samfund, hvor en stor del af befolkningen endnu ernærede sig med hjælp af de primitiveste former for landbrug. De magre landbrugsområder, som knap nok formåede at ernære deres fattige, segnede under det orientalske tyranherredømmes udsugning af skatter på bønderne, og kunne naturligvis ikke udvikles til nogen grogrund for sådanne gevinster som jernbanebyggerne krævede. Handelen og trafikken er i niveau med landets almindelige økonomiske og kulturelle tilstand og udvikles meget langsomt. De indtægter som anvendes til at jernbaneselskaberne skal give en tilfredsstillende profit skydes til hver år af den tyrkiske stat i form af den såkaldte "kilometergaranti". Dette system anvendes når man med østrigske og franske midler bygger jernbaner i den europæiske del af Tyrkiet, og tyrkerne gik selv med til at praktisere det overfor de tyske investeringer i Asien. Som sikkerhed for at disse forpligtigelser skal blive gennemført, har den tyrkiske regering for de europæiske interessenters repræsentanter, "statsgældens forvaltningsråd", overladt en betydelig høj del af landets nationalindkomst: en tiendedel fra en række provinser. Fra 1893 til 1910 har Tyrkiet således alene for jernbanen til Ankara og banen mellem Eskisjehir og Konia udbetalt et "bidrag" på omkring 90 millioner francs. De "tiender", som den tyrkiske stat gang på gang må pantsætte hos deres kreditorer, lægges på det urgamle bondesamfund i form af varer: sæd, husdyr, silke, etc. De opkræves gennem bemyndigede ombud, figurer som får tankerne hen på de omtalte skatteinddrivere i Frankrig før revolutionstiden, og som opretholder deres fuldmagter gennem en ren auktionsfremgangmåde, hvor inddrivningsretten for hver provins går til den som byder mest i kontant betaling. Den som således har købt sig retten til at oppebære provinsens tiende, sælger siden de betalte varer fra hvert distrikt til anden spekulant, som derefter afsætter dem til et stort antal småhandlere. Idet de alle vil have de penge tilbage som de har udlagt og desuden ønsker en så stor gevinst som mulig, må bøndernes udlæg blive så meget større. Hvis indrivernes beregninger ikke stemmer på en tilfredsstillende måde, forsøger han at lægge sit tab over på bondens bekostning. Denne er næsten altid gældsat og venter utålmodigt på det øjeblik da han kan sælge sin sæd; men når han har bjerget sin høst, må han ofte vente i flere uger på at skatteinddriveren skal behage sig til at udtage hans tiende. Inddriveren, der sædvanligvis også er kornhandler, ved at bonden da kan risikerer at få sin sæd til at rådne op, og udnytter sig af denne situation for at presse prisen ned, så lavt som muligt; han ved hvordan han skal gøre dette uden nogen ubehagelig indblanding fra myndighedernes side: særlig den lokale styrelsesmand har han let ved at komme overens med. Kan man ikke få nogen til at tjenstgøre som skatteinddriver, må regeringen selv tage hånd om de varer bønderne efterlader som tiende; de magasineres da for senere at overdrages som en del af det overenskomstmæssige "vederlag" til de udenlandske kapitalister. Sådan opfører følgerne sig af de europæiske interessanters kulturgerning, "Tyrkiets industrielle opbygning", for selv tyrkerne.

På sådanne måder har man altså opnået to forskellige resultater. Landbrugsområderne i Lille Asien bliver mål for en organiseret udsugning til gavn for det europæiske, i dette tilfælle først og fremmest tyske, industri- og bankinteresser. Derigennem forstærkes den tyske interessesfære i Tyrkiet og der grundlægges forudsætninger for at Tyskland skal kunne tage dette land under "politisk beskyttelse". Samtidigt forvandles den tyrkiske regering, hvis medvirken er nødvendig for at udsugningsvirksomheden skal fungere, til den tyske udenrigspolitiks vasal og lydige redskab. Allerede langt tidligere stod hele det tyrkiske statsbudget, med skatter, toldafgifter og almindelige udgifter, under europæisk kontrol. Den tyske indflydelse har først og fremmest gjort sig gældende indenfor militærorganisationen.

Af det som ovenfor påpeges fremgår det klart, at det ligger i den tyske imperialismes intresse at den tyrkiske statsmagt forstærkes tilstrækkelig for i det mindste at kunne forhindre landets totale sammenbrud. Hvis Tyrkiet gik under som stat, skulle følgen blive, at dets landområder deltes op mellem England, Rusland, Italien, Grækenland og måske yderligere nogle stater, og de tyske interesser skulle derigennem miste deres muligheder for at dominere denne økonomiske mark. Desuden skulle Rusland, England og middelhavslandene i høj grad kunne styrke deres magtpolitiske positioner. De tyske imperialister må altså bevare "den suveræne og selvstændige tyrkiske stat", deres trofaste redskab, selvom at landet er udhulet indefra af tysk kapital, og falder som en moden frugt i Tysklands hænder, på samme måde som tidligere Ægypten kom i englændernes vold og her til sidst Marokko i franskmændenes. Eksempelvis Paul Rohrbach, den kendte fortaler for en tysk imperialistisk linie, har åbent og ærligt udviklet denne tankegang:

"Det ligger i problemstillingens natur at tyrkerne, som på alle hold er omgivet af rovgriske naboer, må forsøge at få hjælp af et land som helst skal mangle territoriale interesser i Orienten. Tyskland er den forbundsfælle de behøver. For os var det på den anden side en svær modgang om Tyrkiet gik under. Hvis de tyrkiske områder opdeles mellem andre stater, skulle de største bidder tilfalde Rusland og England, hvilket for disse lande utvivlsomt skulle indebære en betydelig magtforøgelse. Men selvom Tyskland ved en deling skulle tilfalde et område af virkelig værdi, skulle vi nok få at gøre med en endeløs række af nye besværligheder, idet Rusland, England og på en måde også selv Frankrig og Italien for nærværende er naboer til Tyrkiet og derigennem skulle kunne besætte og forsvare deres andele med en let udført troppeforflytning, medens vi derimod helt savner direkte forbindelser med Orienten.. Et tysk Mesopotamien eller et af os domineret Lille Asien kan aldrig blive virkelighed, førend Rusland og Frankrig tvinges til at opgive deres nuværende mål og idealer, det vil sige ikke førend krigssituationen i verden klart ændres til fordel for Tyskland." (»Der Krieg und die deutsche Politik«, sid. 36)

Den 8 november 1898 svor tyskerne i Damaskus ved den store sultan Saladins minde at forsvare og bevare den muhammedanske verden og profetens grønne fane, og i et helt årti var man også ivrigt beskæftiget med at forstærke sultan Abbul Hamids bloddryppende herredømme; efter en kort periode med kortvarige mislyde fortsatte man siden dette værk under ungtyrkernes regime. Ser man bort fra de indbringende bankforretninger gjaldt virksomheden først og fremmest en omorganisering og reformering af den tyrkiske krigsmagt, som fik foreskrevet, at den skulle instrueredes af et stort antal tyske eksperter med von der Goltz i spidsen. Oprustningen af militærvæsenet indebar selvfølgelig øgede skattebyrder for de tyrkiske bønder, men den gav mulighed for nye fine gevinster for Krupp og bankmænd. Desuden indebar den, at den tyrkiske krigsmagt blev afhængig af den preussiske militærledelse, som herigennem kunne styrke den tyske politiks stilling i middelhavslandene og i Lille Asien.

At Tysklands "genopbygning" af Tyrkiet kun er et rent kunstigt forsøg at bevare et lig bevises bedst af den tyrkiske revolutions skæbne. I denne revolutions første stadium, da det ideologiske indslag i ungtyrkernes attitude endnu spillede en afgørende rolle og man havde tilbage deres skønne men urealistiske drømme om et løfterigt forår med en gennemgribende fornyelse af landets forhold, rettede de afgjort deres politiske sympatier mod England, som opfattedes som et ideal for den moderne statstype, medens Tyskland, som så længe åbent agerede som en støttepille for det gamle sultans regime, af de nye herskere betragtedes som en modstander. Revolutionen i 1908 virkede til at være den endelige bekræftelse på at Tysklands orientpolitik mislykkes; Abdul Hamids afsætning opfattedes også alment som en frigørelse fra den tyske indflydelse. Men idet ungtyrkerne, efter de kom til magten, afslørede deres fuldstændige uformåen til at gennemføre noget eneste virkeligt gennemgribende økonomisk, social eller politisk reform, og nu mere viste deres kontrarevolutionære tendenser, kom udviklingen automatisk til at svinge tilbage mod Abdul Hamids gamle prøvede regeringsmetoder, hvor statsmagten støttede sig på den orientalske grænseløse udsugning af bondebefolkningen og de med jævne mellemrum organiserede blodbade på undertrykte samfundsgrupper, som ophidses til at flyve i struben på hinanden. At med alle midler opretholde dette voldsregime blev altså nu selv ungtyrkernes vigtigste mål og følgen blev, at de snart også indenfor udenrigspolitikken gik tilbage til den gamle linie. Dette indebar en ny alliance med Tyskland.

For alle klartsynede iagttagere, og særlig for de tyske socialdemokrater, har det for længe siden været åbenbart at en virkelig genopbygning af det tyrkiske samfund var en helt udsigtsløst forretning, og at det kun vidnede om en forfængelig reaktionær indstilling at forsøge at sammenholde den rådne samfundsbygning; det fremgik klart af de ødelæggende modsætninger mellem dette lands mange forskellige befolkningsgrupper: armenier, kurder, syrier, araber og grækere (for ikke så længe siden selv albaner og makedonier) ligesom af de mange økonomiske og sociale problemer i rigets forskellige dele og af de vitale kapitalistiske fremskridt i nabolande som de unge balkanstater - allerførst og fremmest dog af den internationale kapitalismens ødelæggende virksomhed og stormagternes diplomatiske spil. Allerede i 1896, da det store oprør på Kreta udbrød, tilegnedes orientspørgsmålet en grundig analyse i den tyske socialdemokratiske presse; resultatet blev at man gik fra det standpunkt som Marx indtog ved tiden før Krim-krigen og karakteriserede "Tyrkiets integritet" som en arv fra den europæiske reaktion. Og ingensteds gennemskuedes ungtyrkernes regime så hurtigt og grundigt, i deres sociale ufrugtbarlighed og deres kontrarevolutionære tendenser, som i de tyske socialdemokratiske aviser. Det var også en sandt preussisk idé, at man skulle forsyne den mørnede tyrkiske statskonstruktion med militær rådgivning og moderne jernbaner, egnede til at støtte en hurtig mobilisering.1

I sommeren 1912 var det allerede på tide for ungtyrkerne til at forlade pladsen for kontrarevolutionen. "Genopbygningspolitikkens" første forholdsregel ved dette tilfælde var karakteristisk nok et statskup hvor forfatningen sattes ud af spil; også i dette henseende tilbagefaldt man med andre ord til Abdul Hamids metoder. Allerede i den første Balkankrig led den af tyskerne organiserede tyrkiske krigsmagt et forsmædeligt nederlag. Og den nuværende krig, i hvis frygtelige hvirvler Tyrkiet kastes for sin "beskytter" Tysklands skyld, kommer ubønhørligt til at resultere i det tyrkiske rigets yderligere forfald, måske til og med i dets definitive undergang.

Den tyske imperialismens bedrifter - samt de tyske bankers interesser, som her er af afgørende betydning - har gjort, at vi i Orienten har fået alle andre stater imod os. Først og fremmest gælder dette England. Hvad englænderne tabte til deres tyske konkurrenter i Anatolien og Mesopotamien var ikke kun et marked med fede gevinster - men dette tab accepterede man så med tiden. Oprettelsen af de strategisk anvendelige jernbanelinier og styrkelsen af den af tyskerne inspirerede tyrkiske krigsmagt var imidlertid verdens mest betydningsfulde politiske foretagende, som ramte England på et særdeles ømt punkt, på grænsen mellem Centralasien, Persien og Indien på den ene side og Ægypten på den anden side. "England" - har Rohrbach påpeges i et skrift om Bagdad-banen - "kan kun på et sted blive mål for noget virkeligt skæbnessvanger angreb med landstridskræfter, nemlig i Ægypten. Tabte englænderne Ægypten, mistede de ikke kun deres forbindelsesled med Indien og Asien, Suez-Kanalen, men endvidere også deres besiddelser i Øst- og Centralafrika. Skete dette på grund af en muhammedansk stat som Tyrkiet, kunne det desuden medføre betydelig påvirkning blandt Englands 60 millioner muhammedanske undersåtter i Indien, ligesom blandt deres trosfæller i Persien og Afghanistan. Som forudsætninger for at Tyrkiet skulle kunne påtænke sig en sådan aktion, kræves imidlertid at de råder over et udbygget jernbanesystem i Syrien og Lille Asien, at en udbygning af den anatoliske jernbane gør det muligt at forsvare Mesopotamien mod et engelsk angreb, at krigsmagten forstærkes såvel kvantitativt som kvalitativt og at fremskridtet indenfor industrien forbedrer den almindelige økonomiske situation."

Og i bogen »Der Krieg und die deutsche Politik«, som publiceredes straks efter at verdenskrigens udbrud, skriver han sådan her: "Målet med Bagdad-banen var oprindelig at Konstantinopel og det tyrkiske riges militære kraftcentrum i Lille Asien skulle opnå en direkte forbindelse med Syrien og områderne omkring Eufrat og Tigris... Selvfølgelig kunne man forudse, at denne jernbane tilsammen med de baner som planlages og i visse tilfælde allerede helt eller delvis var fuldbyrdet i Arabien og Syrien skulle skabe nye muligheder, sådan at man fra Tyrkiet kunne angribe Ægypten ... Ingen kan fornægte at Bagdad-banen kan blive noget af en politisk livsforsikring for Tyskland, hvis det lykkedes at skabe de nødvendige forudsætninger, af hvilke den vigtigste er en alliance mellem Tyskland og Tyrkiet."

Så åbent udtalte sig denne halvt officielle talsmand fra den tyske imperialisme da det gjaldt planerne for vores politik i Orienten. Her fik den tyske udenrigspolitik helt nye konturer og viste tydelige anti-engelske tendenser, som i høj grad truede den verdenspolitiske ligevægtssituation. Tysklands holdning i Orienten blev på sådan en måde en praktisk virkeliggørelse af det nye program som varsledes i regeringen flådeforslag i 1899.

Tysklands beskyttelse af Tyrkiets integritet førte os også ud i konflikt med balkanstaterne, hvis udvikling kun var mulig ved et sammenbrud af Tyrkiet. Desuden førte det til en konflikt med Italien, som først og fremmest rettede deres imperialistiske forhåbninger mod tyrkiske besiddelser. Allerede ved Marokko-konferensen i 1905 stod Italien på Englands og Frankrigs side. Seks år senere inspirerede Østrigs anneksion af Bosnien italienerne til at angribe Tripolis - et angreb som på sin måde indebar optakten til Balkankrigen samt varslede Trippelalliansens definitive fiasko og Tysklands politiske isolering selv på dette hold.

I Marokko-sagen viste det sig, at de tyske ekspansionsbestræbelser også rettede sig vestpå. Ingen steder mærkedes det tydeligere end hvor at man gik bort fra Bismarcks politiske linie. Som bekendt understøttede Bismarck med forstand og vilje franskmændenes kolonialpolitik, for at deres opmærksomhed skulle drages bort fra Elsass-Lothringen. De nye førere derimod ønskede på alle måder at forhindre at Frankrig udvidede sit kolonialvælde. I Marokko var situationen en helt anden end i Tyrkiet. Tyskland havde knap nok nogle berettigede økonomiske interesser i Marokko. Vitterligt forsøgte de tyske imperialister at forvandle Mannesmann-sagens fordringer på grubekoncessioner i udbytte mod det lån man gav den marokkanske sultan ved en vigtig national begivenhed. Men ingen som vil blive taget alvorligt, kunne her tale om en tysk interessesfære, idet det var et alment bekendt faktum at såvel Mannesmann-firmaet som Krupp-Schneider-selskabet, den anden af de to konkurrerende kapitalistiske interessegrupper i Marokko, udgjorde en besynderlig international blanding af tyske, franske og spanske spekulanter. Så meget mere karakteristisk for den nye indstilling blev derfor det eftertryk og den målbevidste udformning som det tyske rige gav deres fordring på at få medindflydelse over Marokko-politiken, den fordring som man i 1905 så pludselig fremførte for at protestere mod den franske dominans der. På denne måde fremkaldte man det første verdenspolitiske sammenstød med Frankrig. I 1895 havde Tyskland sammen med Frankrig og Rusland søgt at forhindre det triumferende Japan fra at anvende sig af deres militære fremgang i krigen mod Kina. Fem år senere drog det, side ved side med Frankrig, ud på et stort plyndringstogt mod Kina. På grund af Marokko-spørgsmålet måtte det tyske rige nu give sin politik rettet mod Frankrig en helt ny retning. I Marokko-krisen, som under de syv år den varede, var to tilfælde nær ved at føre til krig mellem Tyskland og Frankrig, men det gjaldt ikke længere noget revanchespørgsmål, som knyttedes til en tidligere europæisk konflikt. Hvad der indtraf var i stedet at en helt ny modsætning blev skabt gennem at den tyske imperialisme begyndte at konkurrere med den franske. I slutaftalen lod Tyskland sig nøjes med de franske dele af Kongo, hvilket indebar at man erkendte at man ikke havde nogle nationale vægtige interesser at bevare i Marokko. Just derigennem blev den tyske ageren i Marokko-sagen en fremtoning af vidtgående politisk betydning. Manglen på mere præcise krav og mål afslørede Tysklands umættelige appetit og udgjorde en almen imperialistisk krigserklæring, rettet mod Frankrig. Uligheden mellem begge stater kom her i en fortræffelige skarp belysning. På den ene side havde man en stat med befolkningsstagnation og langsom industriel udvikling, en stat som i høj grad var afhængig af deres økonomiske investeringer i udlandet og som segnede under et kolonialsystem som det kun med besværlige anstrengelser lykkedes sammenholde; og på den anden side havde man en ung og stærk kapitalisme, som så sig omkring i verden for at kunne rage kolonier til sig. At man skulle kunne underlægge sig engelske kolonier blev betragtet som helt umuligt. Derfor måtte de tyske imperialisters appetit først og fremmest rette sig mod Frankrigs besiddelser samt mod de asiatiske dele af Tyrkiet. De franske besiddelser kunne også komme veltilpas ved eventuelt at erstatte Italien mod de østrigske ekspansionsbestræbelser på Balkan-halvøen og skabe et forretningsfællesskab som holdt det indenfor Trippelalliancen. At de tyske krav på Marokko måtte have gjort de franske imperialister ualmindeligt urolige er selvklart, idet tyskerne, så snart de havde fået nogen form af fodfæste der, når som helst skulle kunne igangsætte et oprør indenfor hele det franske koloniområde i Nordafrika; man skulle kun behøve at levere våben til den indfødte befolkning, som altid stod klar til at slås mod de franske erobrere. Ved at Tyskland gik med til at opgive disse krav og accepteret den kompensation som blev tilbudt var den umiddelbare fare mindsket, men den franske uro og den nu engang skabte verdenspolitiske konfliktmulighed stod tilbage.2

Marokko-politiken førte Tyskland til en konflikt ikke kun med Frankrig men selv med England. Ved Marokko´s nærhed til Gibraltar, den anden af de to vigtigste centralpunkter for samfærdselen indenfor det verdensomspændende britiske rige, kom de tyske imperialisters aggressivt fremstille krav til at virke som en delvis rettet demonstration mod England. Den første formelle protest fra Tysklands side rettes desuden direkte mod 1904-års aftalen mellem England og Frankrig, der berørte Ægypten og Marokko og hvor man i utvetydige vendinger krævede, at England ikke skulle forsøge at gribe ind i Marokko-sagen. Ingen kunne svæve i tvivl om hvilken indvirken et sådant krav måtte få på relationerne mellem Tyskland og England. Den 8 november 1911 skildrede Frankfurter Zeitungs londonkorrespondent i klare vendinger den situation som var opstået: "Resultatet er blevet dette: en million negre i Kongo, er frygteligt himmelråbende og har i heftig forbitring rettet sig mod 'det svigefulde England'. Skrigene er en sag som kommer at gå over med tiden. Men forholdet mellem os og England er blevet helt uholdbart: med største sandsynlighed kommer det til at føre til krig, hvis man ikke på det nærmeste kan fremkalde en væsentlig forbedring... Panther-sagen var, som Frankfurter Zeitungs berlinkorrespondent nyligt træffende udtrykte det, er en måde at give det franske folk et stød i brystet, en påmindelse om at Tyskland stadig var en faktor man måtte regne med... Hvilken følge dette fremstød skulle få her, kan man i Berlin knapt have behøvet at gruble over; ingen journalist i London har betvivlet at England umiddelbart derefter skulle give franskmændene deres kraftfulde støtte. Hvordan kan Nord-deutschen Allgemeinen Zeitung stadigt lige hårdnakket hævde at Tyskland ikke behøver at underforhandle med andre nationer end med Frankrig? De europæiske landes politiske interesser er under de seneste århundrede kommet til at blive meget mere afhængige af hinanden. Det hører til politikkens naturlove at en nations ulykke fylder en del af dets naboer med sorg og andre med henrykkelse. Da østrigerne for to år siden ravede ind i en skarp tvist med Rusland, dukkede Tyskland op i fuld kampudrustning på scenen - til trods for at man i Wien, i henhold til hvad som senere blevet kendt, skulle have foretrukket at afklare sagen på egen hånd ... Det er svært at fatte hvordan man i Berlin kunne tro at englænderne, som pænt og altid kom igennem en periode med heftige anti-tyske stemninger, pludselig skulle kunne lade sig overbevise om, at vore underforhandlinger med Frankrig ikke angik dem i det ringeste. Inderst inde var det en spørgsmål om magt, thi hvordan et legesyg stød for brystet end kan vise sig, skaber det endda let hos den angrebne en frygt for nye og hårdere stød... Situationen er ikke blevet mindre kritisk siden det. Ved det tilfælde da Lloyd George tog ordet, forelå en akut fare for en krig mellem Tyskland og England ... Er det realistisk at tro at Sir Edward Grey og hans tilhængere kommer til at ændre deres tidligere politik - om den er berettiget eller ikke kan vi lede derhen - i Marokko-spørgsmålet? Det forekommer os som om at den tyske politik afslørede sig som helt uholdbar, hvis man i Berlin virkelighed indbildte sig noget sådant."

På denne måde har vores imperialistiske politik skabt farlige konflikter i Lille Asien og Marokko, mellem England og Tyskland og mellem Tyskland og Frankrig. Men hvordan har relationerne været mellem Tyskland og Rusland? Hvad er det som fra begyndelsen var årsag til modsætningerne på dette punkt? I den ophidsede stemning som bemægtigede sig alle officielle organer under krigens første uger var tyskerne beredt til at tro på hvad som helst. Man troede at kvinderne i Belgien stak øjnene ud på tyske fanger, at kosakkerne åd stearinlys og sled småbørn i stykker; og at russernes politik gik ud på at annektere det tyske rige, ødelægge den tyske kultur og forslave hele det tyske folk under et skånselsløst tyranvælde.

Den 2 august stod følgende at læse i den socialdemokratiske avis Chemnitzer Volksstimme: "I dette øjeblik fremstår det som vores første og fremmeste pligt at kæmpe fælles mod det russiske barbari. Tysklands kvinder og børn må ikke blive offer for den russiske bestialitet, og deres fædreland må ikke blive kosakkernes rov. Thi hvis vore modstandere sejrer, bliver det ikke England eller Frankrig, men Rusland som kommer til at herske over det tyske rige. Derfor er det i dette øjeblik vores opgave at værne alt det som den tyske kultur og den tyske frihed har skænket os mod en barbarisk og skånselsløs fjende."

Samme dag udråbte Fränkische Tagespost: "Vi vil ikke have at kosakkerne, som allerede har besat alle samfund i grænseområdet, skal komme styrtende ind i vort land og rasere vore byer. Vi vil ikke have, at den russiske tsar, hvis kærlighed til freden socialdemokratiet nægter at tro på allerede da hans fredsmanifest offentliggjordes, skal få lov til at herske over nogen menneske af tysk afstamning."

Og Königsberger Volkszeitung skrev den 3 august: "Ingen af os, være han sig duelig til krigstjeneste eller ikke, må ikke et øjeblik betvivle at vi må gøre alt det vi formår for at holde dette fordærvelige vældes indflydelse borte fra vore grænser; thi hvis det sejrede, skulle tusindvis af vore kammerater dømmes til at vansmægte i de rædselsfulde russiske fængsler. Under russisk scepter kan folket ikke opnå nogen som helst selvbestemmelsesret. Hverken socialdemokratiske aviser eller socialdemokratiske partigrupper er tilladte i Rusland. Derfor kan det ikke for nogen af os være rimeligt nu at acceptere muligheden af en russisk sejr - samtidigt som vi holder fast ved vor modstand mod krigens idé, må vi alle samarbejde for at frelse os mod de banditter som hersker i Rusland."

Vi skal vente med at gå nærmere ind på forholdet mellem tsarismen og den tyske kultur. Relationerne mellem disse to begreber har skabt et helt kapitel for sig i berettelsen om de tyske socialdemokraters indstilling til krigen. Hvad angår tsarens ønske om at erobre Tyskland, kunne man lige så godt hævde, at russerne ville indlemme hele Europa - hvorfor ikke også månen med i købet - med i sit vælde. I virkeligheden er der kun to stater hvis nationale eksistens trues af den nu pågående krig: Belgien og Serbien. Mod begge disse lande har tyskerne rettet deres kanoner, samtidigt som vore ledere skriger om at Tysklands eksistens er i fare. Det går naturligvis ikke at diskutere med folk som tror på alt, som den vildeste propaganda påstår. Men mennesker, som ikke lader sig påvirke af den slags pøbelinstinkter som den nationalistiske hetzpresses appeller påberåber sig, men som i stedet bedømmer situationen efter de realpolitiske faktorer, må indse at det for tsardømmet ikke er lettere at erobre Tyskland end at underlægge sig hele verden. De førende i Rusland er kvalificerede skurke, men ikke nogle galninge, og den politik de før havde, trods sin egenart i mangt og meget, var et vigtig fællesskab med de fleste andre stater: den bevægede sig ikke ud i den blå luft, men var i de reelle mulighedernes verden, hvor man måtte tage hensyn til en mængde forskellige faktorer. Når vore partiredaktører frygter at tyske socialdemokrater skal komme til at tilbringe deres tilbageværende dage i Sibirien, og at vort land skal blive forslavet under det russiske åg - da bedømmer de den politiske virkelighed værre end det blodbesudlende tsardømmes ledere, trods de sidste moralske underlegenhed. De russiske statsmænd ved meget vel at man ikke efter behag kan forene en ny styrelsesform i hvilket som helst samfund; hver stats styrelse hviler på et bestemt social og økonomisk grundlag, og de russiske herskerne har bittert måtte erfare, at dette grundlag end ikke i deres eget land rigtigt svarede til den styreform de forsøger at praktisere. De ved også at den reaktionære overklasse må basere sin magt på deres lands indre forhold, og i vort land er det den Hohenzollern-styrede politistat og det preussiske valgsystem som svarer til deres egen type af diktatur. Et fordomsfrit studium af vores situation viser på alle måder klart og tydeligt, at vi ikke behøver frygte at russerne, hvis de mod al sandsynlighed skulle sejre i krigen, på alvor skulle forsøge at forandre disse hjørnesten i det tyske samfund.

De reelle modsætninger mellem Tyskland og Rusland gjaldt helt andre ting. De havde ingenting at gøre med indenrigspolitikken, hvor der tværtimod mellem de to stater findes store ligheder, grundlagt på en århundred gammel gensidig sympati, men genfindes i stedet på det udenrigspolitiske område, de store internationale jagtmarker.

Imperialismen udgør i Rusland, præcis som i vestlandene, en sammensætning af en række vidt forskellige faktorer. Dets vigtigste bestanddel er imidlertid ikke, som i Tyskland og England, de kapitalistiske bestræbelser for økonomisk ekspansion, men i stedet landets rent politiske selvhævdelsebegær. Den russiske industri har til vished for længe siden kunne opvise en omfattende eksport til Orienten, Kina, Persien og Centralasien; på det for den kapitalistiske produktions udmærkende måde er dette sket uden at det er lykkes at udvikle hjemmemarkedet nævneværdigt, og de styrende har søgt at opmuntre denne udenrigshandel, idet den på en hårdt tiltrængt måde støtter dem i deres egen "interessesfære". Men det er de politiske interesser som her spiller den drivende rolle. Tsardømmets erobringslyst genspejler dets ekspansionsbehov indenfor et rige som i dag omfatter 170 millioner indbyggere og som af såvel strategiske som handelstekniske grunde vil nå ud til det åbne hav, til Stillehavet i øst og Middelhavet i syd. Det påvirkes også af tyranniets eksistensvilkår, af nødvendigheden af at man på den verdenspolitiske scene spiller en tilstrækkelig agtet rolle for at kunne få beholde den for tsardømmet absolut nødvendige økonomiske kredit hos rigere lande. Det dynastiske selvhævdelsesbegær må heller ikke glemmes bort; her ligesom i alle andre monarkier har det en vis betydning. En herskergruppe som kom i en alvorlig konflikt med sit folk forsøger gerne forstærke deres internationale prestige for at dæmpe de indre vanskeligheder.

De moderne kapitalistiske interesser holder imidlertid på at få øget betydning for tsardømmets imperialisme. Den endnu uudviklede russiske kapitalisme har selvfølgelig svært ved at gøre virkeligt betydningsfulde fremskridt så længe det politiske eneherredømmet er totalt - i det store hele har den måtte finde sig i at stå tilbage på et temmeligt primitivt stadium - men vældige fremtidsmuligheder skulle åbne sig for den, hvis man kunne begynde at udnytte dette kæmpestore riges naturtilgange. Der råder ikke noget tvivl om at Rusland, hvis det opnår en moderne styrelsesform, hurtigt kommer til at udvikles til den første og fremmeste kapitalistiske nation - forudsat, at ikke klassekampen bremser dets muligheder inden udviklingen når at få tilrækkelig lang tid på sig. Det er dette fremtidsbillede som allerede nu giver det russiske bourgeoisi dets ekspansionsbegær, dets stærkt imperialistiske ambitioner og dets vilje til med en sådan kraft at hævde deres fordringer ved fordelingen af verdens tilgange. Denne almindelige holdning får yderligere støtte takket være en del meget indlysende interesser af stor aktualitet. Først og fremmest spiller her rustningsindustriens og dets leverandørers interesser ind; selv i Rusland er den tunge industri jo ualmindeligt vigtig. Dernæst kommer konfrontationen med den "indre fjenden", det revolutionære proletariatet, som har fået de russiske borgerne til i højere grad end tidligere, til at tro på militarismens og verdenspolitikkens fristelser og som fik dem til at slutte op bag om det kontrarevolutionære regime. Foran revolutionstruslen har imperialismen fået en alt stærkere støtte indenfor Ruslands borgerlige grupper, særlig blandt de liberale, og denne tendens har givet et mere moderne præg af tsardømmets gamle udenrigspolitiske program. Dardanellerne, som Bismarck i en berømt karakteristik kaldte "nøglen til de russiske besiddelser omkring Sortehavet", er nu blevet det vigtigste formål for såvel det russiske bourgeoisis nyvågnede erobringsbegær som tsardømmets allerede tidligere velbekendte rovlyst. Siden 1700-talet har Rusland for dets skyld udkæmpet en lang række blodige krige mod Tyrkiet; det har forsøgt at optræde i rollen som Balkans befriere, og med denne målsætning for øjnene har det ladet en uhørt mængde mennesker ofre ved Ismail, Navarin og Sinope, ved Silistra og Sevastopol, ved Plevna og Shipka. Nødvendigheden af at forsvare de af det rædselsfulde tyrkiske undertrykte truende race- og trosfæller, blev hos det russiske folk en lige alment accepteret forestilling som nødvendigheden for at beskytte vores frihed og kultur mod den russiske trussel er blevet indenfor det tyske socialdemokrati.

Det russiske bourgeoisi følte dog betydeligt mere entusiasme foran de fremstød man planlagde ved Middelhavet end foran den kulturmission tsardømmet anså sig for at gennemføre i Manchuriet og Mongoliet. Krigen mod Japan kritiseredes skarpt af de liberale, fordi at de anså det ansvarsløst at splitte de kræfter som burde sættes ind mod den russiske udenrigspolitiks vigtigste mål: Balkanhalvøen.

Men dette ulykkelige militære foretagende medførte også, kan være at det var indirekte, at den russiske ledelsens interesse blev koncentreret mod dette område. De engelske imperialister kunne ikke undgå at føle en stærk uro over den russiske magtpolitiks udbredelse i Øst- og Centralasien. Frygten for at det vældige indiske herredømmets sikkerhed skulle kunne trues, måtte hos englænderne skabe en tiltagende mistro rettet mod tsardømmets hensigter i Asien. På denne måde blev spændingen mellem England og Rusland i Asien ved århundredes begyndelse den verdenspolitiske scenens farligste konfliktmulighed, og det kommer den med største sandsynlighed atter at blive det, når den nu rasende verdenskrig engang har nået sin afslutning. Situationen forandredes takket være tsardømmets store nederlag i 1904 og den revolution som senere brød ud i Rusland. Efter denne mærkbare svækkelse af tsardømmet kom dog en vis afspænding i relationerne med England, og i 1907 sluttede begge stater til og med en aftale om en fælles udformet kontrol af Persien. I det hele taget lykkedes man på denne tid at opnå venskabelige kontakter i spørgsmål som berørte situationen i Centralasien. Derigennem låstes Ruslands muligheder for at indlade sig på nogle større "forretninger" østpå, og snart koncentrerede man med så meget større iver deres forhåbninger til det tidligere favoritmål - Balkan-politiken. Det var nu som om at tsardømmet - for første gang efter et helt århundrede med fast og trolig opretholdelse af venskab med vort lands kultur - kom i konflikt med det tyske rige. Russernes vej mod Dardanellerne måtte gå hen over Tyrkiets døde krop, som Tyskland siden århundredeskiftet anså sig forpligtet til at forsøge blæse liv i. Vitterlig har russerne adskillige gange ændret de ydre træk i deres Balkan-politik og selv talt for bevarelse af Tyrkiets "integritet" - med det tavse forbehold, at man må vende tilbage til dette lands opdeling ved et belejligt tilfælde. Her har en vis bitterhed spillet ind; man har været skuffet over holdningen hos de befriede folkeslag på Balkan, som forsøgte at undgå at bindes til det russiske rige som et slags vasaller. Men nu var likvideringen af Tyrkiet nogen ting som passede såvel Ruslands som Englands planer - englænderne ønskede at styrke deres stilling i Indien og Ægypten gennem at forene de derimellem belejrede tyrkiske områder - Arabien og Mesopotamien - til et stort muhammedansk lydland under britisk styre. Den russiske imperialismen kom altså, i lighed med den engelske til at kollidere i Orienten med de tyske imperialisters interesser. Tyskerne, som havde haft den største nytte af Tyrkiet i den tilstand det allerede befandt sig i, og havde stillet sig som dets beskyttende vagtpost ved Bosporen.3

Med Østrig kom den russiske Balkan-politik imidlertid i en endnu skarpere konflikt end med Tyskland. Og den tyske imperialisme hænger uløselig sammen med den østrigske som med en siamesisk tvillingebror.

Den tyske udenrigspolitik har gjort landet så isoleret at Østrig blevet dets eneste forbundsfælle. Forbundet mellem de to lande er gammelt - det dannedes på Bismarcks initiativ allerede i 1879 - men det har helt forandret sin betydning under årenes løb. I lighed med fjendskabet rettet mod Frankrig har samhørigheden med Østrig under de seneste årtier fået en helt igennem ny betydning. Bismarcks mål var først og fremmest at forsvare de besiddelser man havde vundet i 1860ernes krig. Den Tripelalliance han skabte var egnet til at bevare status quo; den indebar at Østrig opnåede det af Bismarck skabte tyske statsforbund og Preussens militære hegemoni. Østrigs erobringsplaner rettet mod Balkan-området var for Bismarck lige så uacceptable som den koloni Tyskland ravede til sig i Sydafrika. I skriften »Gedanken und Erinnerungen« siger han sådan her: "Det er naturligt at Donau-bækkenets indbyggere har behov og fordring som strækker sig ud over deres lands nuværende grænser, og det tyske riges forfatning viser hvilken vej Østrig kan følge for at forene de politiske og materielle interesser hos folkegrupperne mellem Kotorviken og den østrumænske grænse. Men Tyskland er ikke forpligtet til at ofre deres indbyggeres blod og tilgange for at dets naboer skal kunne udvide deres territorium."

Et mere drastisk udtryk for samme tanke finder man i hans berømte udtalelse om at Bosnien ikke var noget som han ville risikere så meget som en eneste pommersk soldats ben for. At Bismarck aldrig har haft nogle planer om at lade Trippelalliancen aktivt tjene Østrigs ekspansionsbestræbelser fremgår også klart af den aftale, han i 1884 sluttede med Rusland: hvor han forklarede, at Tyskland skulle stille sig neutralt i tilfælde af en krig mellem Rusland og Østrig.

I og med at de imperialistiske tendenser tog overhånd i den tyske politik er indstillingen til Østrig imidlertid blevet en anden. Ved at være beliggende mellem Tyskland og Balkanhalvøen er Østrig-Ungarn kommet til at ligge tæt på den tyske orientspolitiks brændpunkt. På grund af sin selvforvoldte politiske isolering har Tyskland ikke haft råd at få Østrig som sin fjende - det havde været ensbetydende med at se alle storladne planer falde til jorden. Men også om Østrig-Ungarn svækkedes og faldt sammen, sådan at Tyrkiet gik under og England, Rusland og Balkan-staterne fik sin stilling kraftigt forstærket, skulle visselig Tyskland forenet og styrket nationalt, blive tvunget til at begrave hele sit imperialistiske program.4 Følgen blev at den tyske imperialisme i sin egen intresse måtte forsøge at sikre det habsburgske monarkis stilling, på samme måde som den måtte virke for Tyrkiets bevarelse.

Østrigs holdning indebar imidlertid en stadig krigstrussel overfor Balkan området. I og med at Tyrkiets sammenbrud skabtes og forstærkede de nye stater på Balkan-halvøen, skabtes også Østrigs irritation over at have disse unge nabolande tæt inde på sine egne grænser. Det er åbenbart, at det habsburgske monarkis fald måtte påskyndes gennem tilkomsten af disse livskraftige og uafhængige nationer, dannet af tilsvarende folkegrupper som det habsburgske herredømme selv til stor del er sammensat af og som det kun formår at holde sammen ved hjælp af hårde diktaturlove.5 Østrigs indre svækkelse fremgår tydeligt af dets attitude mod alle Balkan-landene men allermest af dets politik mod Serbien. Trods sin imperialistiske appetit, som rettes mod Saloniki og mod Durazzo, var Østrig ikke istand til at erobre Serbien, ikke engang forinden dette rige voksede og forstærkedes gennem de to Balkankrige. Hvis man annekterede Serbien havde man nemlig på en alt for farlig måde udfordret den genstridige sydslaviske folkegruppe som man allerede tidligere havde haft svært ved at trygle under Wiens brutale og klumplige reaktionære regime. Men østrigerne har ikke heller kunnet bære, at Serbien udvikledes til en sædvanlig selvstændig stat, med hvilket deres land skulle kunne vedligeholde normale handelsforbindelser. Det habsburgske monarki udgør nemlig ikke nogen sædvanlig kapitalistisk statsform, men består af nogle løst sammenføjede grupper af samfundsparasitter, som vil anvende statens magtmidler til at tilegne sig så store individuelle gevinster som muligt, inden fyrstedømmet falder sammen. For at opmuntre de ungarske bønder og for at opskrue priserne på levnedsmidler, har Østrig forbudt import af frugt og husdyr fra Serbien, og denne bonde-nation er således blevet udelukket fra det vigtigste marked for landets produkter. For at opmuntre Østrigs tunge industri tvang man serberne til at købe deres produkter til de højeste priser man kunne gennemdrive. For at berøve serberne deres muligheder for at blive handelsmæssigt og politisk uafhængighed stoppede man også deres forsøg i øst på at nå frem til Sortehavet gennem et forbund med Bulgarien, ligesom man i vest forhindrede dem fra at erhverve en albansk havn som skulle have givet dem en kontakt med Middelhavets fragtruter. Den østrigske Balkan-politiks mål var med andre ord helt enkelt at kvæle Serbien. Men den udgjorde samtidigt en lige så stor fare for de øvrige Balkan-stater, idet den hele tiden gik ud på at sabotere deres indre udvikling og indbyrdes gode naboskab. Bestandigt truede disse landes eksistens og udviklingsmuligheder af den østrigske imperialisme, hvis fordring endnu gjaldt Bosnien, endnu Novibazar og Saloniki og desuden den albanske Middelhavskyst. For at tilfredsstille disse østrigske tendenser og på samme tid konkurrere med Italien, præsenterede man siden "det frie Albanien" (styret af en tysk fyrste), en løjerlig statskonstruktion, som fra første begyndelse blev en legebold i hænderne på de rivaliserende imperialistiske intriganter.

Østrigs imperialistiske politik blev på sådanne måder en hæmsko for hele det seneste årti´s udvikling på Balkan-halvøen. Spørgsmålet var om det habsburgske monarkis interesser eller den kapitalistiske udvikling indenfor Balkan-landene skulle tillades at afgå med sejr. Balkan var knapt nået at blive befriet fra det tyrkiske herredømme førend det anden problem om hvordan man skulle fjerne de østrigske forhindringer som nu åbenbarede sig. Historisk set er Østrig-Ungarns endelige fald kun et led i en vigtig international udviklingsproces; det udgør en logisk følge af Tyrkiets tendenser til at falde sammen.

Østrigs desperate politik kunne ikke føre til noget andet end til krig, en verdenskrig. Bag om Serbien stod nemlig Rusland, som måtte holde fast ved deres beskytterrolle for ikke at miste deres indflydelse på Balkan-halvøen og tvinges til at opgive hele deres imperialistiske orientprogram. Ruslands mål gik stik imod Østrigs; man ønskede i Moskva at Balkan-staterne skulle stabiliseres og samles under russisk beskyttelse. Balkan-forbundet, som i den sejrrige krig i 1912 næsten helt lykkedes at uddrive tyrkerne fra Europa var Ruslands værk og var i første hånd skabt til at torpedere den østrigske politik. Vitterlig ødelagdes dette forbund, trods alle russiske anstrengelser, i og med at den anden Balkan-krig brød ud, men da serberne var gået sejrende ud af denne krig, blev de endda tvunget til at søge Ruslands støtte, idet Østrig var blevet deres dødsfjende. Tyskland, som anså sig så afhængig af det habsburgske monarkis betryggende eksistens, så i sit held sig tvunget til på hvert punkt at støtte Østrigs ultrareaktionære Balkan-politik og kom på sådan en måde til at støtte sig endnu mere med russerne.

Østrigernes ageren førte desuden til en konflikt selv med Italien, som gerne ville se habsburgernes herredømme falde sammen, på samme måde som den tyrkiske sultans herredømme. Den italienske imperialisme anvendte indignationen overfor Østrigs italienske besiddelser som et passende skalkeskjul for deres eget ekspansionsbegær, som i den nuværende situation først og fremmest rettede sig mod Albaniens kyst og den anden side af Det Adriatiske Hav. Trippelalliancen fik en hård tørn allerede gennem Tripolis-krigen og mistede al betydning i den krisesituation som opstod efter de to Balkan-krige, da de to centralmagter fik hele omverden imod sig. Den tyske imperialisme, politisk fastlåst ved de rådnende lig af hvad som engang havde været to vigtige forbundsfæller, styrede nu med halsstarrig konsekvens direkte mod en verdenskrig.

Det indså man meget vel, da man slog ind på denne kurs. Østrig påskyndede udviklingen gennem at allerede for flere år siden forlade alle betænkeligheder og styrte sig mod fordærvet. Dets førende militære og klerikale grupper, med ærkehertug Franz Ferdinand og hans tjenstvillige håndlanger baron von Chlumezki i spidsen, ventede utålmodigt på en anledning for at kunne slå til. For at indgyde en virkelig effektiv art af krigshysteri hos de tysktalende folk, lod man i 1909 publicere professor Friedmanns navnkundige dokument, som vidnede om serbernes djævelske rænker mod det habsburgske monarki og som kun havde den lille fejl at være forfalskede fra begyndelsen til slutningen. Nogle år senere udbasunerede man rapporter om den østrigske konsul Prohaskas uhyggelige martyrium, i håb om at de skulle blive gnisterne som tændte den store krudtladning - med tiden traskede den velhavende Prohaska glad fløjtende omkring på sin sædvanlige promenadestrækning i den by hvor han var stationeret. Til sidst kom imidlertid attentatet i Sarajevo, en oprørende forbrydelse, som gav militaristerne deres længe ventede chance. "Hvis et blodsoffer nogensinde har haft en befriende, forløsende virkning, må det have været denne gang", jublede den tyske imperialismens talerør. I Wien var man om muligt endnu mere entusiastisk og besluttede sig for at udnytte de højvelborne lig inden de var nået at blive kolde. 6 Efter hastige overvejelser med Berlin opgjorde man angrebsplanerne og sendte sit ultimatum afsted, faklen som skulle sætte hele Europa i brand.

Det var helt åbenbart at dåden i Sarajevo kun udgjorde et påskud. Når det gjaldt virkelige konfliktårsager havde tiden længe været moden, og de politiske grupperinger som lå bagom udbruddet havde eksisteret siden et årti tilbage. For hvert år var udbruddet kommet meget nærmere, og udviklingen blev påskyndet af den seneste tids hændelser: revolutionen i Tyrkiet, annekteret af Bosnien, Marokko-krisen, Tripolis-ekspeditionen og de to Balkan-krige. Alle militære hensigter under de seneste år var bestemt af myndighederne, som havde haft denne krig i tankerne; man havde bevidst forberedt sig for den uundgåelige kraftprøve. Ikke mindre end fem gange under løbet af nogle få år var det tæt på at krigsudbruddet kom. Første gang var i sommeren 1905, da Tyskland for alvor begyndte at fremføre deres krav i Marokko-spørgsmålet. Anden gang var tre år senere, da England, Rusland og Frankrig efter regentmødet i Reval ville stille Tyrkiet foran et ultimatum, medens Tyskland stod beredt til militært at stille sig på tyrkernes side; kun takket være den tyrkiske revolutions pludselige udbrud lykkedes man udskyde dette sammenstød. 7 Tredje gang var i begyndelse af 1909, da anneksionen af Bosnien fik Rusland til at begynde at mobilisere; ved dette tilfælde forklarede Tyskland i utvetydige vendinger, at det var umiddelbart beredt til at stille sig på Østrigs side i tilfælde af krig. I sommeren 1911 da "Panther" sendes mod Agadir, var der uden mindste tvivl blevet krig, hvis ikke Tyskland gennem prisgivelsen af Kongo formåede at afstå fra deres fordring på Marokko. Det femte fortræffelige farlige tilfælde kom ved begyndelse af 1913, da russerne planlagde at marchere ind i Armenien, hvilket fik Tyskland til at endnu engang erklære sig beredt til at gå i krig.

Under disse otte år lå truslen om verdenskrig hele tiden i luften. Hver gang det lykkedes at udskyde krigsudbruddet, afhang den vundne frist kun på at nogen af stormagterne ikke endnu anså sig tilstrækkeligt forberedt. I særdeleshed ved tiden før "Panther"- eventyret havde verdenskrigen meget vel kunne komme, uden at det behøves nogen myrdet ærkehertug, nogle franske flyvere over Nürnberg eller nogen russisk invasion i Østpreussen. Tyskland foretrak dog at vente på et belejligt tilfælde. Dette fremgår klart af åbenhjertige tyske imperialisters deklarationer, eksempelvis den her: "Den tyske regering er anklaget for svaghed i sin optræden under Marokko-krisen i 1911. Denne fejlagtige opfattelse afhænger af at man havde forbiset følgende: da vi sendte "Panther" mod Agadir, pågik arbejdet stadigt på Nord-Østersø-Kanalens ombygning og befæstningen af Helgoland var langt fra færdig, og vores flåde var i alle henseende betydeligt mindre forberedt til at prøve deres kræfter med den engelske, end hvad den kunne tre år senere. Disse tre faktorer gjorde, at vores militære slagkraft dengang var betydelig mindre end den var i 1914. Det var jo helt enkelt åndsvagt, at ville fremprovokere en afgørende kraftprøve i en situation som er ulige mere ufordelagtig end den man kunne opnå ved at vente en tid."8 Først måtte man opruste den tyske flåde og få rigsdagen til at godkende de vældige militærbevillinger. I sommeren 1914 følte Tyskland sig færdigudrustet til krigen, medens Frankrig stadig forsøgte sig med sin treårige værnepligt og Rusland endnu ikke havde afsluttet sit nye program for hærens og flådens organisation. Nu gjaldt det om at handle med kraft og hurtighed for at udnytte situationen. Samme Rohrbach, som ikke kun var den tyske imperialismens ivrigste talsmand, men også fungerede som et halvofficielt talerør for de ledende kredse i Tyskland, karakteriserede situationen med disse ord: "For os - det vil sige for Tyskland og Østrig-Ungarn - var det hovedsagelig problemet, at en tilsyneladende og tilfældig eftergivenhed fra Ruslands side kunne tvinge os til at vente til at Frankrig og Rusland havde kunne fuldbyrde deres oprustning." 9 Den store risiko i juli 1914 bestod med andre ord i, at den tyske regerings "fredsanstrengelser" kunne medvirke til, at russerne og serberne gav efter for de tyske krav. "Med dyb smerte nødsages vi til at konstatere at vore uudtrættelige anstrengelser for at redde verdensfreden var mislykkedes" - sådan lød det tidligere på officielt tysk hold.

Da de tyske bataljoner marcherede ind i Belgien og krigsudbruddet og undtagelsestilstanden præsenteredes for Tysklands rigsdag som fuldbyrdede fakta, kunne dette altså knapt for den socialdemokratiske rigsdagsgruppen komme sig som nogen overraskelse, som noget lyn fra en klar himmel - for dem som kendte til den politiske sammenhæng, var det jo ikke nogen uforudsigelig katastrofe som indtraf. Den verdenskrig som officielt begyndte den 4 august var samme krig som imperialismen i Tyskland og andre lande uudtrættelig arbejdede for at få igang, samme krig som det tyske socialdemokratiet lige så utrætteligt advarede om i ti års tid, samme krig som socialistiske rigsdagsmænd, journalister og brochure-forfattere tusindvis af gange havde brændemærket som en letsindig imperialistisk forbrydelse, som ikke havde noget sammenhæng med nationens og kulturens interesser end at den skulle blive til skade for begge.

Og i virkeligheden gælder denne krig for vores del ikke "Tysklands eksistens og udvikling i frihed", som den socialdemokratiske rigsdagsgruppe har fået for sig. Heller ikke gælder det den tyske kultur, som vore partiaviser påstår. I stedet er det spørgsmålet om de tyske bankinteressanters gevinster i Tyrkiet og om de gevinster Krop- og Mannesmann-forretningen håbede at kunne tilsikre sig i Marokko... endvidere gælder det det reaktionære Østrigs eksistens: "denne mærkelige konstruktion af organiseret forfald, som går under betegnelsen habsburg-monarkiet", for at tale med »Vorwärts« karakteristik fra den 25 juli 1914. Man har også interesse af at bevare det tyrkiske herredømme i Lille Asien, de kontrarevolutionære kræfter på Balkan-halvøen, de ungarske tilgange samt den ærerige kultur som repræsenteres af navne som Friedmann og Prohaska.

Indenfor en stor del af vores partipresse var man oprørt over at Tysklands modstandere ophidsede de "vilde", farvede indfødte fra kolonierne, og inddrog dem på deres side i krigen. Men i dag spiller disse folk i krigen næsten samme rolle som de europæiske staters socialistiske proletarer. Og om Reuter-meddelelsen havde ret i at Maori-folket på New Zeeland brændte af længsel efter at få lov til at drage i felten for Englands ære, da havde disse indfødte præcis lige så meget begreb om deres eget bedste, som det tyske socialdemokratiske parti, hvor man forvekslede Tyrkiets, habsburgernes og de tyske bankinteressers bevarelse med beskyttelse af det tyske folkets eksistens, frihed og kultur. En vigtig forskel fandtes der dog: Maori-folket interesserede sig endnu for en menneskealder siden for kannibalisme og ikke for marxistisk teori.

V

Det fandtes imidlertid en ekstra betydningsfuld faktor, som uden tvivl spillede en afgørende rolle for partiets holdning ved krigens begyndelse: tsarismen. Mod tsarismen! Så lød den vigtigste parole i den socialdemokratiske rigsdagsgruppes erklæring. Den inspirerede den socialistiske presse til at tale om en kamp for hele den europæiske kultur.

Den 31 juli skrev Frankfurter Volksstimme: "Det tyske socialdemokrati har under mange år anset tsardømmet være den europæiske reaktionens mest blodbesudlede beskytter; vores indstilling til det er den samme i dag, da de fylder deres fængsler med politiske modstandere og alligevel dirrer foran truslen fra arbejderbevægelsen, som ved den tid da Marx og Engels opmærksomt fulgte dets kriminelle handlinger. For at opgøre regningen med dette uhyggelige samfund skal vi nu følge de tyske faner ud i striden."

Samme dag skrev Pfälzische Post i Ludwigshafen følgende: "Vi skal mindes det grundlag som vores uforglemmelige August Bebel indprentet. Her gælder det civilisationens kamp mod barbariet, og i den må også proletariatet tage del."

Den 1 august skrev Münchener Post sådan her: "Vi tænker ikke på at lade borgerne først og fremmest indtage kammeret, når det gælder skyldigheden til at forsvare vort land mod det russiske skrækherredømme."

Nogle dage senere kunne man læse disse linier i Volksblatt: "Hvis det er sandt at vi blev angrebet af russerne - og der findes ingen kilder som modsiger dette - da må socialdemokratiet selvfølgeligt på alle måder støtte forsvarsanstrengelserne. Tsardømmets angrebsstyrker må drives ud af Tyskland."

I samme ånd fortsatte avisen den 18 august: "Når nu krigens terning er kastet må vi ikke kun som alle andre tyskere, gribe til våben for at værne fædrelandet og redde nationens eksistens - vi må også gøre det klart for alle, at vores fjende i øst også er hovedfjenden til alt hvad der hædre kulturen og fremskridtet. Ruslands nederlag betyder også den europæiske friheds sejr."

I Braunschweig skrev avisen Volksfreund den 5 august: "Ingen kan sætte sig imod de militære myndighedernes uhørte kraftanstrengelse. De klassebevidste arbejderne giver imidlertid ikke efter for nogen ydre tvang, når de lader sig bevæge til at deltage i den; de følger i stedet deres egen overbevisning om at de må forsvare deres eget land mod angriberne fra øst."

Allerede den 3 august udråbte Arbeiterzeitung i Essen: "Hvis russerne nu har besluttet sig for at true vort land, da vil socialdemokraterne ikke overgås af nogle andre grupper i spørgsmålet om pligtopfyldelse og offervilje, thi da gælder det om at bekæmpe det blodbesudlede tsarvælde, som utallige gange har krænket kulturen og frihedens ideal. Styrt tsardømmet, barbarernes højborg! Det må da blive vores feltråb."

Samme ånd kom til udtryk i den følgende dags nummer af Bielefeld-avisen Volkswacht: "Feltråbet er overalt det samme: mod det svigefulde russiske tyranni!"

Den 5 august stemte partiavisen i Elberfeld ind i koret: "Det ligger i hele vesterlandets intresse at likvidere det vederstyggelige og morderiske tsarvælde. I England og Frankrig er imidlertid menneskelighedens fremgang åbenbart af mindre betydning end profitbegæret hos de førende kapitalister, som nu vil høste de gevinstmuligheder som de tyske interesser tidligere havde skabt."

I Köln-avisen Rheinische Zeitung kunne man læse dette: "Venner, gør jeres pligt, hvorhen skæbnen end former sig for jer! I kæmper for Europas civilisation, for fædrelandets frihed og for jeres egen fremgang."

Schleswig-Holsteinische Volkszeitung skrev den 7 august: "Ganske vist lever vi i kapitalismens tidsalder, og sikkert kommer klassekampen til at fortsætte, når den store krig er over. Men da kommer den til at udspilles i et friere samfund end dagens; den kommer i vidt højere grad end tidligere til at begrænse sig til de rent økonomiske spørgsmål, og den gamle måde med at behandle socialdemokrater som en politisk retsløs gruppe, som udstøtte andenklassens medborgere, kommer efter det russiske kejserdømmets fald til at blive helt utænkeligt."

I Hamburg udråbte partibladet Echo den 11 august: "Vi må nemlig ikke kun tænke på forsvarskrigen mod England og Frankrig, men først og fremmest af at vi må skænke al vores henrykkelse og energi til korstoget mod tsardømmet, thi dér strider vi for civilisationen."

Og endnu den 4 september forklarede partiavisen i Lübeck: "Om friheden i Europa kan redde, bliver det efter krigens slutning de tyske våben som vi kommer til at takke for dette. Vores vigtigste modstandere er dødsfjenden til alt som frihed og demokrati hædrer." Sådan var de lyde som gik gennem hele den socialdemokratiske presse i Tyskland.

I krigens indledningsfase forsøgte den tyske regering også at optræde i det idealistiske kostume man så hjælpsomt har villet udruste den med: uden bryderi smykkede den sig med laurbærkransen som den europæiske kulturs befriere. Den forsøgte til og med, selv om melodien var klumrig og med mærkbar usikkerhed, beskrive sig som "folkenes redningsmænd". Den tyske overkommando forsøgte til og med at vise en vis gemytlighed mod folket i de russiske dele af Polen, og polakkerne fik dets velsignelse - selvfølgelig forudsat, at de mod den russiske regering begik samme slags "forræderi" som for tyskere kunne betyde galgen uden rettegang. Og alle disse kuriøse opvisninger fandt den socialdemokratiske pressens gyldige. Rigsdagsgruppen iagttog en diskret stilhed foran rapporterne om den tyske hærs overgreb, medens partiaviserne i lyriske vendinger priste den frihed tsardømmets undertrykte ofre holdt på at opnå med hjælp af "tyske geværskolber".

Partiets teoretiske organ Die Neue Zeit forklarede den 28 august følgende: "Befolkningen på den anden side af grænsen til Lillefars rige har hilst de tyske tropper med henrykte jubelråb - thi de polakker og jøder som bor i grænseområderne kender ikke navnet Rusland som noget andet end et symbol for overgreb og korruption. Disse arme djævle, undertrykte af tsarens blodsregime, men i realiteten uden fædreland, skulle ikke have noget andet end deres lænker at forsvare, hvis de ønskede at byde vore tropper modstand. Derfor lever i stedet hos dem et stærkt håb om at tyske våben, ført af tyske hænder, skal knuse hele det russiske kejserdømmet. Samme ånd lever hos den tyske arbejderklasse, medens verdenskrigens torden dundrer over deres hoveder: man vil skabe en ærefuld fred gennem at forsvare sig mod det russiske barbariets allierede i vest, og for at tilintetgøre tsardømmet er man beredt til at satse alt."

Efter at den socialdemokratiske rigsdagsgruppe beskrev krigen som et forsvar af det tyske rige og den tyske kultur, begyndte den socialdemokratiske presse at skildre det som en aktion for at befri andre lande. Hindenburg blev et redskab for Marx' og Engels' idéer.

Erindringen har unægtelig spillet vort parti et meget forargeligt puds hvad denne krig angår: alle de internationale kongressers principper, løfter og beslutninger glemte man i en håndevending, just da det rette øjeblik for deres praksis var inde, men utroligt nok erindrede man sig et skrift som udgjorde Karl Marx' ideologiske "testamente". Dette dokument graves nu frem af det skjulte for at kunne retfærdiggøre den preussiske militarisme, som Marx havde ville bekæmpe med alle ressourcer. Marx' gamle appeller i Neue Rheinische Zeitung under den tyske Martsrevolution i 1848 mod Nikolaus I og livegenskabets Rusland tog de tyske socialdemokrater nu i 1914 pludseligt til anvendelse for sammen med de preussiske junkere at gribe til våben mod den store revolutionens Rusland.

Det er på dette punkt man skulle have revideret partiets paroler: slagordene fra Martsrevolutionen kunne ikke gerne uden videre tilpasses på en situation som var opstået næsten halvfjerds år senere.

I 1848 var det russiske kejservælde virkeligt "den europæiske reaktions højborg". Absolutismen, som skabets af Ruslands sociale forhold og fandt stærke rødder i dette middelalderlige landbrugssamfund, fungerede som beskytter og vejviser for det reaktionære monarki. Denne stilling var skabt af den borgerlige revolution og lå, først og fremmest i det store antal betydeligt svækkede tyske småstater. Endnu i 1851 kunne Nikolaus I lade den preussiske ambassadør fremføre for regeringen i Berlin at han gerne skulle have villet se revolutionen helt og holdent kvalt, da general von Wrangel i november 1848 rykkede frem mod Berlin, og at man ved andre tilfælde skulle have handlet med større kraft og mindre formelle betænkeligheder. En anden gang rettede tsaren nogle advarende ord til Manteuffel om at han regnede med at "den kejserlige regering under hans højheds ledelse skulle forsvare tronens magtbeføjelser mod kamrernes angreb og værne om de konservative loves gyldighed." Ved et tilfælde gav Nikolaus også en høj orden til Preussens regeringschef for at bevise sin værdsættelse af dennes "utrættelige anstrengelser" for at bevare karakteren af "lov og orden i Preussen."

Allerede efter Krim-krigen indtraf en mærkbar forskydning på dette punkt. Det førte til et stort nederlag for det gamle, på militær magt baserede system. Det russiske diktatur blev tvungen til gennem reformer at søge at opnå en modernisering og tilpasning sig til kapitalismens vilkår - og i og med dette havde man rakt en lillefinger til den djævel som snart på alle måder skulle udvide sin indflydelse. Desuden gav Krim-krigen et udmærket bevis på hvordan man kunne tillempe teorien om at et forslavet folk kunne befries med våbenmagt. Frankrig blev republik takket være det militære sammenbrud ved Sedan. Det var imidlertid ikke noget som Bismarcks soldater kunne tage æren af; idet Preussen ligesom nu ikke havde nogen anden politik end junkerdømmets, at lære ud til andre folk. I Frankrig var revolutionen modnet frem som en frugt af de af tidligere omvæltningers inspirerede sociale stridigheder siden 1789. Sammenstødet ved Sevastopol påmindede, og satte spørgsmål om dens konsekvenser, som den ved Jena: idet man ikke i landet havde nogen revolutionær bevægelse, førte den kun til, at den gamle ordning bibeholdes efter nogle ydre justeringer.

De reformer som i 60-årenes Rusland muliggjorde en kapitalistisk udvikling kunne imidlertid ikke have været gennemført uden et kapitalistisk samfunds økonomiske bidrag. Disse bidrag kom fra Vesteuropa - fra Tyskland og Frankrig. Dette skabte en ny situation, som varer endnu i dag: det russiske diktatur opnår understøttelse fra det vesteuropæiske bourgeoisi. Forbi er den tid da den russiske rubel strømmede ind i landet på en måde som ikke kun lod den nærmeste kreds omkring Preussens konge helt uberørt - som prins Wilhelm af Preussen bittert klagede - nu er det tværtimod sådan at tysk og fransk guld finder vej bort til Petersborg for at smøre tsardømmet, der er yderst afhængig af dette krafttilskud. Derfor er dette tsarsystem ikke længere alene et produkt af russiske forhold; forholdene i det kapitalistiske Vesteuropa har også spillet sin rolle, og denne rolle får for hvert årti alt større betydning. Det russiske diktatur bliver meget mere afhængig af deres nye rødder i vesterlandsk kapital, i samme udstrækning som dets gamle rødder i landets struktur svækkes. Efter krigen i 1870 havde Tyskland og Frankrig desuden rivaliseret i forsøg på at forstærke deres politiske støtte i takt med dets økonomiske. Jo mere den revolutionære ånd voksede hos det russiske folk, desto større blev det truede tsardiktaturs behov for forskellige slags af hjælp fra Vesteuropa fra begge disse to. Ved 80-talets begyndelse truedes tsardømmet alvorligt af den russiske socialistiske bevægelses terrormetoder, men Bismarck sluttede da med Rusland en bistandsaftale, som effektivt hjalp tsarregimet igennem til at styrke dets internationale stilling. Alt større blev samtidigt det franske bourgeoisis beredvillighed til at stå til tjeneste, sådan at det russiske diktatur ikke alene skulle behøve stole på Tyskland. Af disse begge rige kilder hentede tsardømmet de midler som krævedes for at det endnu en tid skulle kunne forsvare sin position trods den hele tiden voksende indre modstand.

Den kapitalistiske udvikling, som tsardømmet med så megen omsorg søgte at fremhjælpe, fik nu til sidst sin naturlige konsekvens: på 90-tallet begyndte det russiske proletariatet for alvor at engagere sig i revolutionær virksomhed. Tsarens regering begyndte at føle at jorden gyngede under fødderne. "Den europæiske reaktions højborg" blev snart en usikkert fæstning, som måtte vige for de nye strømninger i tiden, og dets herskere måtte selv søge beskyttelse mod de farer som truede på hjemmeplan. Da fik Tyskland spille beskytterens rolle. Bülows Tyskland stillede sig klar til at betale de ældre preussiske føreres taknemmelighedsgæld til Rusland. Rollerne blev helt ombyttet: de russiske hjælpeindsatserne mod den tyske revolution erstattes af tyske forholdsregler for at modvirke den revolutionære udvikling i Rusland. Provokationer, udvisninger og udleveringer - en hetzkampagne fuldt i klasse med den som rådede under den hellige alliance forjættede tidsalder slippes løs i Tyskland mod de russiske frihedskæmpere, og den fortsatte endda indtil at revolutionen stod for døren. Königsberg-processen i 1904 udgjorde ikke kun højdepunktet for denne hetzkampagne; den viste selv i fortræffelige skarp belysning udviklingens gang siden 1848 og klargjorde hvordan relationerne mellem det russiske diktatur og den europæiske reaktion kastes om. "Tua res agitur!" (det er din sag det gælder) udråbte en preussisk justitsminister med henblik på det vaklende grundlag for det russiske tsarregime, og ordene var rettet til de tyske magthavere. "Hvis det lykkedes at oprette en demokratisk republik i Rusland, skulle dette i højeste grad påvirke selv Tysklands magtpåliggende" forklarede anklageren Schütze i Königsberg - "Hvis det brænder hos vores nabo, svæver også vort eget hus i fare." Og hans hjælper Caspar udtalte sig i samme ånd: "Det er selvfølgelig et fortræffeligt vigtig spørgsmål for Tysklands interesser, hvis det nuværende russiske samfundssystem skal falde eller bestå. Flammerne fra en eventuel revolution skulle utvivlsomt kunne brede sig ud over grænserne og angribe selve Tyskland ..." Sådan udtalelser gav den endelige bekræftelse på hvordan den historiske udvikling forandrede situationen og gjorde det umuligt at forsætte med at tale om Rusland som noget 'værn for den europæiske reaktion". Nu er det i stedet blevet den europæiske reaktion, fremfor alt det preussiske junkervælde, som beskytter det russiske diktatur. Dennes muligheder for at leve videre afhænger helt på støtten fra Vesteuropa; det fremgår klart af den russiske revolutions skæbne.

Revolutionen sloges ned. Årsagerne til dens tilfældige mislykkelse fortjener imidlertid at studeres nærmere, idet man af den kan slutte sig til et og andet om socialdemokratiets stillingtagende til den krig som nu raser. Der er først og fremmest to grunde som kan forklare, at den russiske rejsning i 1905-1906, trods sin uhørte kraftsamling, målbevidst og intensitet, ikke blev fremgangsrig. Den ene består helt enkelt i revolutionens indre karakter: i dets uhørte historiske program, dets mangfoldighed af politiske og økonomiske problemer, som aktualiseres på samme måde som under den Store Franske Revolution hundrede år tidligere (en vis slags af dem, eksempelvis landbrugsspørgsmål, kan overhoved taget ikke løses indenfor rammen for den nuværende samfundsform); videre i besværligheder med at have hele det kontrarevolutionære bourgeoisi imod sig, når man kæmper for just bourgeoisiets politiske magtstilling. Det skulle derfor vise sig som om revolutionen gik tilgrunde på grund af at den udgjorde en hård kollision mellem to tidsalder, en konsekvens af såvel det sociale efterslæb i Rusland som den økonomiske udvikling i Vesteuropa; den var en proletariatets revolution med borgerlig indretning - eller, om man så vil, en borgerlig revolution med socialistiske midler. Ser man den i et sådant perspektiv, bliver nederlaget i 1906 ikke noget definitivt mislykkelse; det udgør kun slutningen på det første kapitlet, efter hvilket forløbet ikke kommer til at kunne standses.

Den anden grund var af et helt andet slags og var at finde i Vesteuropa. Den europæiske reaktion skyndte sig at hjælpe sit nødstedte plejebarn. Dette skete ikke med krudt og kugler, selvom de tyske våben blev holdt beredt og kun havde behøvet et klart tegn fra Petersborg for at åbne ild mod de polske naboer. Men man anvendte andre vel så effektive midler: økonomiske subsidier og politiske alliancer gav det vaklende tsarvælde den støtte som behøvedes. For franske penge købtes ammunition til de kanoner som knuste revolutionen, og fra Tyskland fik tsarregimet den moralske og politiske bistand den så vel behøvede efter de indre urolighederne og den russisk-japanske krigs ødelæggelser. I 1910 modtoges den i Potzdam med åbne arme af den tyske regering. Visitten af det blodbesudlede russiske regimes ledere i Tysklands hovedstad indebar ikke kun at den tyske regering gav deres velsignelse til undertrykkelse af Persien; fremfor alt hyllede man den russiske kontrarevolutionens bøddelarbejde og holdt sin store banket for at fejre den europæiske "kulturs" fineste triumf over Ruslands revolutionære kræfter. Det tyske socialdemokrati opførte sig nu meget ejendommeligt. Da den i sit eget land fik bevidne denne udfordrende fejring af den russiske revolutions undergang, foretrak den at tie stille og optræde som om den glemte alle ord om "arven fra vore lærefædre". Den russiske bøddel fejredes i Potzdam uden at det tyske socialdemokrati kom med nogle som helst protester, demonstrationer eller kritiske avisartikler - disse dukkede først op efter krigsudbruddet, da pludselig hvert andet partiblad uden at støtte sig til politiet kunne udgive de mest hårrejsende skildringer af tsardømmets modbydelighed - og ingen form af reservationer hørtes i 1910 fra socialdemokraterne for denne tilslutning til kontrarevolutionen og hån mod de russiske frihedsbestræbelser. Endnu viste tsarens europæiske triumftog i 1910 med større klarhed end noget andet tegn, at de underkuede russiske proletarers ofre faldt ikke kun for den indenlandske reaktion men også for de reaktionære kræfter i Vesteuropa; ligesom under Martsrevolutionen i 1848 gjaldt det kampen mod reaktionens forsvarere i udlandet lige så meget som dets tilhængere på hjemmeplan.

Men det russiske proletariatets levende kampvilje er lige så umættelig som dets nød under tsarregimets og kapitalismens tyranni. Da kontrarevolutionens umenneskelige udrensningsaktioner var til ende, begyndte den revolutionære spænding atter at vokse frem. Påny begyndte floden at stige og syde. I henhold til de officielle beregninger omfattede strejkerne for højere løn i 1910 46.623 arbejdere og 256.385 arbejdsdage, i 1911 var antallet steget til 96.730 arbejdere og 768.556 dage, og under de første fem måneder af 1912 var de oppe i 98.771 arbejdere og 1.214.881 dage. I politiske massestrejker, protestaktioner og demonstrationer deltog i 1912 1.005.000 arbejdere, og året derpå var antallet øget med 267.000. I 1914 steg floden meget højere, og dets bøger rullede trykkende og truefulde. Den 22 januar strejkede 200.000 arbejdere for at fejre mindet af revolutionens optakt. I juni slog flammerne op i Kaukasus, i Baku, præcis som før revolutionsudbruddet i 1905; her var der 40.000 arbejdere som strejkede. Ilden spredte sig snart til Petersborg: hvor der strejkede 80.000 arbejdere den 17 juli og 200 000 nogle dage senere, og den 23 juli begyndte generalstrejken at brede sig ud over hele det russiske rige; barrikader rejstes og en ny revolution var på vej... Indenfor nogle få måneder havde den kunnet bryde frem med stridsfanerne hævede mod vinden. Efter nogle få år havde den måske kunnet umuliggøre tsardømmets forudsætninger for deltagelse i det internationale spil som skulle komme i 1916. Kan hænde, at den verdenspolitiske situation da kunne være totalt forandret, sådan at imperialismen var standset i deres vanvittige planer.

Men den tyske reaktion standsede i stedet revolutionsbevægelse i Rusland. Wien og Berlin foretrak at erklære krig, og på denne måde begravedes revolutionens chancer - måske for årene fremad. De tyske geværkolber knuste på ingen måde tsardømmet, men først og fremmest dets modstandere. I den krig som kom, fik tsarregimet folkets støtte i højere grad end nogen tidligere gang under det seneste århundrede. Alt tjente her kun til at retfærdige den russiske regerings stillingtagende: Tysklands for alle udenforstående åbenbare provokationer, de løsslupne nationalistiske fantasier og den skæbne som ramte Belgien - blandt andet disse faktorer bestemte Ruslands attitude da det rykkede til Frankrigs undsætning og derigennem kom i en så fortræffelig fordelagtig belysning. Den nylige så håbefulde hævede revolutionsfane forsvandt i krigens hvirvelstrømme - men dens fald var ærefuld, og efter det frygtelige slagteri kommer den til at hæves påny, trods de tyske geværkolber - og hvordan det end går for tsarens regime i krigen.

Selv de nationale oprørsforsøg i Rusland mislykkedes. De russiske provinser havde tydeligt mere modstandskraft foran Hindenburgs "befrielsesarmé" end det tyske socialdemokrati formåede at oppebære. Jøderne, som jo er et praktisk tænkende folk, havde ikke svært ved at regne ud, at tyskerne som end ikke lykkedes med at overvinde de reaktionære kræfter indenfor deres eget lands grænser, knap kunne tænkes at gå igang med den opgave, at afskaffe diktaturet i Rusland. De for krigens tredobbelte helvede prisgivne polakker kan ikke have glemt hvordan polske børn engang gennem ublid mishandling tvingedes til at lære sig at læse fadervor på tysk; ikke heller kan de have haft svært ved at erindre sig hvad den preussiske lovgivning har haft at sige om dem tidligere. Jøder, polakker og russere - alle måtte de indse at "de tyske geværkolber" ikke førte friheden - men kun døden med sig.

Det tyske socialdemokratis forsøg på at beskrive krigen mod Rusland som en marxistisk befrielseskamp er ikke kun løjerlig; det er også en krænkelse af socialismens idéer. For Marx indebar den russiske revolutionen et historisk vendepunkt. I alle sine politiske og historiske udlægninger indlagde han denne reservation: "hvis ikke en revolution forinden udbryder i Rusland". Marx troede på den russiske revolution og ventede på dens udbrud allerede på den tid da livegenskabet endnu rådede i Rusland. Og revolutionen kom. Den sejrede ikke i den første træfning, men tiden virkede for den på en sådan måde, at den uundvigelig måtte komme. Når vort socialdemokratiske parti rykkede frem med deres "tyske geværkolber" og ignorerede de revolutionære kræfter i Rusland, da så de bort fra et vigtigt led i den historiske sammenhæng. Pludselig havde man fremdraget mottoet fra 1848: krig mod Rusland! Men i 1848 rådede i Rusland den mest håbløst forstokkede reaktion, medens Tyskland oplevede en virkelig revolution. I 1914 var rollerne byttet om: i Tyskland herskede den preussiske junkermentalitet; i Rusland derimod var den store omvæltning på vej. Som "Europas befriere" rykkede socialdemokraterne frem mod Rusland, men de startede ikke fra de tyske barrikader - hvilket var en forudsætning for Marx' ræsonnement fra 1848 - men fra et kuet Tyskland, hvor oppositionen lod sig besejre uden strid. De havde forbrødret sig med deres undertrykkere og stod enige med det preussiske junkerdømmets embedsmænd og ministre - det russiske kejserdømmets vigtigste beskyttere og allierede - og de våben de rejste mod tsardømmet kom i stedet for til at anvendes mod det russiske proletariat!

Man kan knapt forestille sig en mere blodig politisk farce, en mere brutalt hån mod den russiske revolution og den ideologiske arv fra Marx. Her har vi det allermest svært forklarlige tilfælde i socialdemokratiets stillingtagen under krigen.

Det kom imidlertid kun til at kendetegne en kort periode. Den tyske imperialisme trives nemlig ikke i længden med den lidet passende maskering som kulturens redningsmænd, og dets angreb rettedes snart uden omsvøb mod Frankrig og fremfor alt, England. En del partiaviser fulgte snart med i den vending. I stedet for at forbande tsaren øste de nu deres foragt over de svigefulde englændere og deres snedighed, og nu var det pludselig den engelske dominans til havs som truede Europas kultur. Den bedre del af partipressen forskrækkedes over de reaktionære tendenser og forsøgte fortvivlet at henlede opmærksomheden til de oprindelige paroler, til "arven fra vore læremestre" - det vil sige til den myte man selv havde skabt. På en mere ubarmhjertigt måde kunne man ikke belyse den frygtelige forvirring partiet ragede ind i. Kejserens ord ved krigsudbruddet havde lydt enkle, åbne og ærlige, og socialdemokratiets presse og rigsdagsgruppe havde gjort de tankegange til deres egne. Da de første krigsugers højstemte retorik sidenhen trængtes under af imperialismens uforblommende sprog, forsvandt det sidste spinkle fodfæste for de tyske socialdemokraters stillingtagende.

VI

Den anden vigtige manifestation af socialdemokratiets holdning var proklameringen af borgfreden, som indebar at man afbrød klassekampen for ikke at genoptage den så længe krigen varede. Den erklæring rigsdagsgruppen gav den 4 august indebar det første skridt mod opgivelsen af klassekampen. Den var udarbejdet i samråd med repræsentanter fra regeringen og de borgerlige partier. Hvad man dengang bød på var et nøje tilrettelagt patriotisk skuespil for udlandet og hjemmepublikummet, og allerede da opnåede og accepterede socialdemokratiet sin rolle.

Dette signal fra rigsdagsgruppen fik stor betydning for alle førende grupper indenfor arbejderbevægelse. Fagforeningslederne opgav alle deres krav i lønspørgsmål og meddelte åbent dette, idet at de udtrykkeligt erindrede om foreningsmedlemmernes forpligtelser mod fædrelandet. Kampen mod den kapitalistiske udbytning opgav man frivilligt, sådan at den kunne gå i hvile til efter krigens afslutning. Samme fagforeningsledere påtog sig at forsyne jordbrugerne med arbejdskraft fra byerne for at kunne garantere at høsten bjergedes i god tid. Den socialdemokratiske kvindebevægelses ledelse stræbte efter at opnå en sammenlægning med de borgerlige kvindeforbund, sådan at man fælles skulle kunne virke for "kvindelige indsatser i fædrelandets tjeneste", hvilket indebar at man gav disse nationale samariteropgaver til denne vigtigste arbejdskraft som partiet havde tilbage efter mobiliseringen - den arbejdskraft som ellers skulle have svaret for den socialistiske agitation. På socialistlovenes tid havde partiet på alle måder udnyttet de tilfælde hvor rigsdagsvalgene kunne hævde deres stilling og sprede deres budskab på trods af trækasserier og blokeringsforsøg. Nu afstod socialdemokratiet ved alle almindelige valg frivilligt fra enhver form for politisk strid. Klassekampens appeller forsvandt, og valgkampagnerne indskrænkes til et fredsommeligt stemmefiskeri i halvt samarbejde med de borgerlige partier. Med undtagelse af partigrupperne i Preussen og Elsass-Lothringen tog socialdemokratiet også stilling til de krævede krigsbevillingers bevilling; selv her var det borgfredens betydning man påberåbte sig, og endelig markerede man hvordan man uhæmmet havde overgivet den politiske kurs man fulgte før krigsudbruddet. En næsten enig socialdemokratisk presse fremhold at værne om det tyske folkets interesser og krævede at nationen stod samlet. Ved krigsudbruddet advarede man almenheden om at trække deres tilgodehavende ud af sparekasser og banker, idet landets økonomiske stabilitet da skulle komme i fare og bankernes muligheder for at støtte krigsanstrengelserne kraftigt skulle formindskes. Arbejderhustruerne advaredes mod at lade deres indkaldte mænd få vished om hvilke omkostninger deres familier måtte udstå på grund af myndighedernes forsømmelser; i stedet for skulle de glæde krigerne gennem at berette om familiernes idylliske tilværelse og den hurtige og effektive hjælp de opnåede takket være samfundets generøsitet. 10 Den moderne arbejderbevægelses indsatser som folkeopdragere pristes meget som et betydningsfuldt indslag i arbejdet for at fremme krigsanstrengelserne. Følgende lille stilprøve er meget typisk: "I nøden prøves vennen. Dette gamle ordsprog har vi nu set bestå sin prøve. De forfulgte og bespottede socialdemokrater er gået ud for at værne vore hjem, og de af preusserdømmet så ofte chikanerede tyske fagforeninger kan nu alle meddele, at deres bedste medlemmer samles under de tyske faner. Til og med den borgerlige presse erkender dette faktum og giver udtryk for sin overbevisning om at "disse mennesker" kan opfylde deres pligter lige godt som nogle andre, og man tillægger at det kan komme til at blive dem der får udstå de sværeste prøvelser.

Vi tror imidlertid at vore kammerater også kommer til at kunne udføre selvstændige indsatser af ualmindelig betydning. De vældige moderne arméer har på ingen måde gjort generalernes opgaver lettere. Det er næsten umuligt at fremføre store sluttede troppeenheder mod et moderne artilleris morderiske salver. Fremrykningen må ske med en bred front fordelt på et stort antal spredte divisioner, og dette kræver en ualmindelig disciplin og tankeklarhed hos hver enkelt soldat. Krigen kommer til at vise hvordan fagforeningsarbejdet har opdraget deres udøvere, sådan at de er blevet kapable til at tjene deres land i fremgang også under de uhyggeligste episoder. Det kan tænkes at de russiske og franske soldaterne formår give adskillige prøver på tapperhed, men i spørgsmålet om rolige og kolde refleksionmuligheder er de fagligt organiserede tyske arbejderne dem overlegne. Til dette kommer at vort folk ofte kender grænseområderne godt, og desuden ikke sjældent har store sprogkundskaber. Derfor kommer, at man denne gang kan tale om fagforeningsfunktionærens triumf, præcis som man kaldte den preussiske fremrykning i 1866 for en skolemestersejr." (Frankfurter Volksstimme den 18 august 1914)

Partiets teoretiske organ Die Neue Zeit forklarede den 25 september 1914: "Så længe Tysklands sejr står på spil er alle øvrige spørgsmål, til og med de som gælder krigens årsager, af sekundær interesse. I denne situation må der ikke findes nogle modsætninger mellem partier, klasser eller racegrupper - hverken indenfor arméen eller indenfor nationen i dets helhed." Og i en artikel med titlen »Internationalens grænser« forklarede samme avis den 27 november at "verdenskrigen har tvunget socialisterne til at opdele sig i forskellige grupper, hvis indretning først og fremmest bestemmes af medlemmernes nationalitet. Internationalen kan ikke forhindre dette. Internationalen hører nemlig først og fremmest freden til; i krigstid fungerer den knap nok med tilstrækkelig effektivitet. Dets store historiske opgave er fredskampen, klassekampen i fredstid."

For socialdemokratiet ophørte klassekampen med andre ord at eksistere fra og med den 4 august 1914, og ikke førend krigen engang slutter kan den blive aktuel igen. Så snart Krupp-fabrikkernes kanoner begyndte at dundre i Belgien forvandledes Tyskland til et klassesolidaritetens og den enstemmige idyls forjættede land.

Hvad skal man da sige om dette underværk? Klassekampen er som bekendt ikke socialdemokratiets opfindelse, ikke noget påfund som partiet efter behag kan skyde til side så snart den opfører sig uhensigtsmæssigt. Proletariatets klassekamp er ældre end det socialdemokratiske parti; den er en produkt af klassesamfund og har eksisteret lige så længe i Europa som det kapitalistiske system. Det er ikke socialdemokratiet som har opdraget dagens proletargenerationer til klassekampens opgaver; tværtimod er det proletariatet som har skabt det socialdemokratiske parti for målbevidst at kunne organisere de forskellige manifestationer af denne kamp. På hvilket måde skulle dets forudsætninger være forandret gennem krigsudbruddet? Er privatkapitalismen, udsugningen og klasseundertrykkelsen måske ophørt? Har mon de privilegerede i patriotisk forvildelse forklaret, at de påtænker at skænke alle produktionsmidlerne til samfundet, afstå fra alle profitmuligheder og afsige sig alle deres politiske privilegier så længe fædrelandet er i fare? Man må besidde en enfoldighed i samme klasse som søndagsskolelekturens for at kunne tænke sig en sådan mulighed. En sådan tildragelse var imidlertid en absolut nødvendig forudsætning for at man for alvor skulle kunne hævde at klassekampen var blevet uaktuel. Selvfølgelig er nogen sådant ikke indtruffet. Tværtimod er alle de gamle uretfærdigheder bevaret, og dette gælder ikke mindst den politiske undertrykkelse i al dens preussiske grundighed. Stridslarmen i Belgien og Østpreussen har ikke i nogen som helst henseende forandret det økonomiske, det sociale eller den politiske situation i Tyskland.

Det var således kun den ene part i klassekampen som indstillede deres stridsaktioner. Medens arbejderklassens "indre fjender" undertrykkerne og udsugerne fik lov til at fortsætte med deres sædvanlige forehavende, opgav arbejdernes bannerførere, fagforeningerne og det socialdemokratiske parti, for en tid fremad enhver form af modstand. Til trods for at de styrende klasser uafbrudt forøgede deres kapital og befæstede deres magtstilling, var socialdemokratiets råd til proletariatet, at man skulle gå ind for en indenrigspolitisk afrustning.

Den sociale harmonis forunderlige tilstand, hvor alle klasser forbrødres i et borgerligt samfund af moderne type, er vitterlig ikke nogen nyhed i 1800-tallets historie. Man behøver kun erindre sig situationen i Frankrig i 1848.

Sådan her skriver Marx i sit arbejde »Klassekampene i Frankrig«: "Arbejderne, som forvekslede pengearistokratiet med bourgeoisiet, de republikanske idealister, som til og med fornægtede at der eksisterer nogle klasser (udenfor muligheden som følge af det konstitutionelle monarki), de borgerlige grupper der hidtidigt holdes udelukket fra magten og som nu ytrer sig i skinhellige vendinger - alle var enige om at bourgeoisiets magtstilling skulle forsvinde når republikken udråbtes. Da ville alle royalister fremstå som republikaner og alle millionærer som arbejdere. Udtrykket fraternité, forbrødring og broderskab, blev parolen for denne antagelse af ophævelsen af klasseforskellene. Denne bekvemme flugt fra klassemodsætningerne, denne sentimentale forbrødring mellem de mod hinanden stridende klasseinteresser, denne romantiske ophævelse af klassekampen som Februarrevolutionen ville opnå - alle disse drømme tog sig udtryk i dette slagord... Proletariatet i Paris lod sig henføre af den ustyrlige forbrødringstummel…. Paris-arbejderne, som betragtede republikken som sin egen skabelse, gav selvfølgelig sin støtte til alt hvad den af borgerlige elementer sammensatte provisoriske regering foretog sig. Villigt accepterede de Caussidières politiaktioner for at beskytte parisernes ejendom, ligesom de uden knurren lod Louis Blanc mægle i lønstridighederne mellem arbejderne og deres formænd. Det var en hæderssag for dem at opretholde den etablerede revolutions anseelse blandt Europas folk."

I februar 1848 var altså selv proletarerne i Paris noget naive i deres tro på at klassekampen var ophørt med at fungere, men dette skete, vel at mærke først efter at de havde knust Juli-monarkiet og fremtvunget republikken. Den 4 august 1914 ofredes klassekampen derimod ikke for nogen republik men for et militaristisk monarkis skyld, og dette skete ikke efter at folket besejrede de reaktionære kræfter men tværtimod efter disse kræfters sejr over folket. Hvad der proklameredes var ikke frihed, lighed og broderskab - men belejringstilstand, pressecensur og ophævelse af forfatningen. Regeringen foreslog i højtidelige vendinger landets partier at man skulle opretholde en borgfred, og disse accepterede forslaget. Ministerens erfarne taktiker vovede imidlertid ikke at stole hundrede procent på partiernes løfter, men lod for en sikkerheds skyld militærdiktaturets magtmiddel garantere at denne borgfred virkelig respekteres. Heller ikke dette fremkaldte nogen som helst protester eller modforholdsregler fra den socialdemokratiske rigsdagsgruppes side. Ikke så meget som en eneste stavelse i gruppens deklarationer den 4 august og den 2 december udtrykker nogen kritik af udkastet til undtagelsestilstanden. Gennem at dæmpe de kritiske stemmer og godkende krigsbudgettet accepterede man stiltiende disse overgreb og overlod ydmygt al magt til de herskende klasser. Det betød at man erkendte at den farefyldte situation gjorde undertrykkelsen, militærdiktaturet og undtagelsestilstanden nødvendig. Denne undtagelsestilstand havde myndighederne endda kun forklaret for socialdemokratiets skyld, idet man alene fra dem behøvede at frygte virkeligt besværlige protestaktioner mod krigsanstrengelserne. Samtidigt med at man lokkede socialdemokraterne til at gå med på borgfredens nonchalerende af klassemodsætningerne, anvendte man et af klassekampens vigtigste våben, militærdiktaturet, mod landets arbejdere. Følgen af socialdemokratiets hurtige kapitulation, undtagelsestilstandens udråbelse, var det værste partiet havde haft at frygte også efter et eventuelt nederlag i en langvarig kamp. I rigsdagsgruppens pragtfuldt udformede deklaration betones det gamle socialistiske princip om alle nationers selvbestemmelsesret; den fik tjene som et argument for tilslutning til krigsbevillingen. Den første ytring af den tyske nations selvbestemmelsesret i denne krig var dog undtagelsestilstanden, den tvangstrøje man satte på det socialdemokratiske parti. En mere ynkelig forvrængning af deres egne idéer har vel aldrig noget parti gjort sig skyldig i.

I og med at socialdemokratiet har opgivet klassekampen, har det berøvet sig sit ideologiske indhold, som gav det dets eksistensberettigelse. Alle dets virkelige livsmanifestationer hører sammen med klassekampen. Hvilken rolle skal det kunne spille så længe krigen varer, om det under denne tid må afstå fra en så vital del af sit program? Gennem at forlade klassekampens opgaver har socialdemokratiet tabt retten til at så længe krigen pågår, at blive betragtet som et aktivt politisk parti, arbejderklassens repræsentant i rigsdagen. I og med dette miste det også sit første og fremmeste våben: kritikken af krigsførelsen, sådan som denne måtte vise sig i arbejdernes øjne. For at gavne "fædrelandets forsvar" har det stillet sig til de herskende klassers rådighed som en ordensvagt, hvis eneste opgave er at kontrollere at arbejderklassen holder sig i ro.

Tysklands frihed, som i den nuværende krig i henhold til rigsdagsgruppens udtalelse forsvares af Krupps kanoner, risikerer i selv værket at kvæles i en meget lang tid på grund af partiets stillingtagen. Førende socialdemokrater har fæstet store forhåbninger ved arbejderklassens muligheder til efter krigen at opnå fuldstændige rettigheder gennem en række demokratiske reformer; dette skulle skænkes den som en løn for de fædrelandskærlige dyder som den giver prøve på under krigsårene. Men det er aldrig tidligere i historien hændt, at et lands herskende klasse har givet deres underkuede landsmænd politiske rettigheder som drikkepenge for deres tjenester. Derimod findes der adskillige eksempler på hævdvundne eksempler på hvordan styrende grupper uden skrupler har brudt de statslige løfter som de i en trængt situation var nødsaget til at give. Socialdemokratiets holdning har på ingen måde sikret den fremtidige demokratiske udvikling; i stedet har den kraftigt formindsket den grad af politisk frihed man lykkedes at opnå inden krigen kom. Aldrig i moderne tid har et samfund så helt uden modstand lade sig kue: særlig socialdemokratiet har været vidne til alle frihedsindskrænkninger indenfor det offentlige liv med en forbløffende ufølsomhed, og ind i mellem har man til og med klappet. I England er pressefriheden uindskrænket, og i Frankrig er den ikke nær så langt beskåret som i Tyskland. Ingen regering har lykkes erstatte den almindelige opinion med diktater oppefra i lige så høj grad som den tyske. I Rusland er man vant til at pressecensurens røde penne flittigt stryger ubekvemme meninger fra det som skal publiceres, men ikke end der har regimet kunnet gå så langt som til at ved "fortrolige overvejelser" at diktere hvad pressefolkene skal skrive, eller til og med selv fabrikere de artikler aviserne får tage ind. Også for tyske forhold er dagens situation unik; ikke engang under krigen i 1870 forekom noget lignende. Pressen nød dengang en fuldstændig ytringsfrihed, og til Bismarcks livlige fortrydelse fulgte den krigsførelsen med delvist skarpt kritiske kommentarer, ligesom den lod regeringens målsætning blive genstand for en åben og utvungen debat. Da Johann Jacoby blev anholdt gik der en bølge af indignation gennem hele nationen, og Bismarck beskrev selv de reaktionære kræfter som ansvarlige for dette svære misgreb. Sådan var situationen i Tyskland efter at Bebel og Liebknecht i den tyske arbejderklasses navn havde afsagt sig al fællesskab med den fremherskende rakkerpatriotismens ledere. Og det krævedes, at landets socialdemokratiske parti med dets omkring 4 millioner vælgere, accepterede borgfredens hurlumhej af forsoningsgestus og regeringens krigsbudget, inden tyskerne skulle slæbes ind under det hårdeste militærdiktatur som nogensinde er tolereret af et politisk bevidst folk. At sådan noget kunne ske i dagens Tyskland, at ikke kun de borgerlige aviser men selv den fast etablerede og yderst indflydelsesrige socialistiske pressen var vidne til dette uden at den opponerede, det er noget som kan få afgørende betydning for den tyske friheds skæbne i fremtiden. Det udgør et bevis på at den politiske frihed i dag savner fast forankring i det tyske samfund, idet medborgerne her så viljeløst lader regimet berøve dem deres fundamentale rettigheder. Vi må ikke glemme, at de få politiske rettigheder tyskerne virkelig ejede før krigsudbruddet, var ikke som i England og Frankrig modnet i folkets bevidsthed og blev drevet igennem takket være en langvarig revolutionær aktivitet. De skænkedes i stedet som en nådegave fra en regering som i årtier med stor fremgang havde ført en kontrarevolutionær politik i Bismarcks ånd. Den tyske forfatning tjenstegjorde som byggemateriale da man af det preussiske monarki skabte det tyske kejserdømme - med revolutionær stræben havde det ingenting at gøre. Farerne for "Tysklands udvikling i frihed" ligger ikke, som de socialdemokratiske rigsdagsmænd tror, i den russiske politik - de ligger i Tysklands egen politik. De ligger i den tyske forfatnings kontrarevolutionære oprindelse og næres af de reaktionære kræfter som siden rigets grundlæggelse gjorde sit bedste for at kvæle de ubetydelige frihedsmanifestationer man kunne registrere. Disse kræfter repræsenteres først og fremmest af junker-mentaliteten, storindustriens aggressive lyst til vinding, det stokkonservative centerparti og de korrumperede liberale, videre monarkiet, våbenskramlende og med den arrogance man allerede før krigen elskede at lufte i sin optræden mod fremmende stater. Disse faktorer udgør tilsammen den virkelige trussel mod Tysklands kultur og "udvikling i frihed", og de har alle fået øget betydning på grund af krigen, undtagelsestilstanden og ikke mindst socialdemokratiets optræden. For de liberale kan denne døde stilhed i landet til vished opfattes som resultatet af en tilfældig opofring, et ubehag som man skal blive kvit efter krigen. Men et politisk bevidst folk kan lige så lidt afstå fra deres politiske rettigheder som et levende menneske kan afstå fra at ånde. Et folk som under en krig accepterer at myndighederne berøver dem disse rettigheder har indirekte medgivet at friheden ikke er umisteligt. Socialdemokratiets respekt af borgfreden og godkendende af krigsbudgettet indebar en maskeret accept af undtagelsestilstanden, og dette måtte på folkets brede masser, forfatningens eneste virkelige støtte i Tyskland, virke lige så demoraliserende som det opfører sig løfterigt og styrkende for de reaktionære herskere, forfatningens fjender og sabotører.

Gennem at svigte klassekampens krav har vort parti også ødelagt dets muligheder for at påvirke fredsvilkårene og bremse en udvidelse af krigen. Her har partiet helt opgivet forholdet mellem teori og praktik. Samtidigt som man har protesteret mod tanken om landerobringer - en udvikling som jo kun bliver den logiske konsekvens af en militært set fremgangsrig imperialistisk krig - har man bortkastet alle de midler man havde haft til sin rådighed for at påvirke opinionen og gennem den få nogen indflydelse over de beslutninger som afgør freden. Gennem at garantere det militaristiske regimes løgn og orden på hjemmeplan gav socialdemokratiet altså de styrende klasser frie hænder til alene at agere i deres egen interesser og slippe alle de betænkeligheder som kunne have standset deres erobringslyst. Med andre ord: når socialdemokratiet med sin godkendelse af borgfreden berøvede arbejderklassen dets politiske våben, da forvandledes også dets højtidelige deklarationer om erobringspolitikken til blotte og nøgne tomme fraser.

En konsekvens af dette bliver at krigen må forlænges. Her bliver det aldeles åbenbart hvilken farlig fælde for proletariatets politik som ligger i den nu så ofte gentagne tese om at vores modstand mod krigen skal ophøre, så snart en krig trods alle vore anstrengelser endda er brudt ud. Om noget sådant skete måtte den socialistiske politik i henhold til denne tese omlægges; det gælder da sejr eller nederlag, og den indenrigspolitiske klassekamp må vente til krigen er afgjort. Men det virkelige forhold er, at den socialdemokratiske politik får deres vigtigste opgaver just efter et krigsudbrud. Ved de internationale kongresser i Stuttgart i 1907 og i Basel 1912 stemte de tyske parti- og fagforeningsrepræsentanter enstemmigt for og bifaldt den resolution hvor man kunne læse følgende: "Hvis krigen endda skulle udbryde, er det socialdemokratiets pligt at virke for dens snarlige afslutning og med alle kræfter stræbe efter at udnytte den af krigen fremkaldte økonomiske og politiske krise til at rejse folket og på sådanne måder påskynde det kapitalistiske klasseherredømmets afskaffelse."

Da krigen kom, handlede socialdemokratiet på den eksakt modsatte måde: man satte alle ressourcer ind for at få arbejderklassen til at acceptere borgfreden og krigsbevillingen, og derigennem lykkedes man at forhindre at krigen førte til nogen krise som gav masserne overtaget. Man forsøgte på alle måder forhindre at det kapitalistiske samfund faldt sammen som følge af det anarki som krigen stillede i en så skarp belysning; derfor ville man gang på gang forlænge krigen og øge antallet af ofre. Det er ofte hævdet - ikke mindst af vore rigsdagsmænd - at krigen skulle have krævet præcis lige så mange menneskeliv, hvis socialdemokraterne stemte mod krigsbudgettet. Følgende tankegang kom til udtryk overalt i partipressen: vi måtte deltage i "forsvaret af fædrelandet" for at så meget som muligt mindske de lidelser og opofringer som krigen gør ufravigelige for vort folk. Partiets politik har imidlertid ført til det modsatte: først efter socialisternes "fædrelandske" tilpasning, har den imperialistiske krigsførelse fået frit spillerum. Tidligere frygtede de herskende klasserne at folkets lidelser skulle føre til indre uroligheder, og denne rædsel holdt den værste krigsbegejstring tilbage. Man kan erindre sig Bülows kendte udtalelse om at man af frygt for socialdemokratiets holdning ønskede udskyde alle krigshandlinger så længe som muligt. I sit arbejde »Krieg und die deutsche Politik« (sid. 7) siger Rohrbach: "Med reservation for virkelige katastrofer måtte man betragte de fattiges situation som det eneste, der skulle kunne tvinge Tyskland til at slutte fred." Han mente åbenbart at de fattiges lidelser skulle føre til protester som antog så håndgribelige udtryk, at de styrende skulle blive tvunget til at give efter for dem. Sluttelig kan vi citere en fremstående officer og militærteoretiker, general von Bernhardi. Han siger sådan her i sit store værk »Vom heudigen Kriege«: "De moderne kæmpearméer har kompliceret krigsførelsen på en mængde forskellige måder. Desuden indebærer de i sig selv et risikomoment som ikke må undervurderes.

En sådan hærs organisation bliver så omfattende og indviklet, at den kun kan blive funktionsduelig når alle dets bestanddele arbejder nøjagtigt og i største mulige udstrækning undgår at påvirkes af demoraliserende tendenser. Lige så lidt som vi kan regne med at sejre i hver træfning kan vi helt sikre os for tendenser af denne slags. De går dog at overvinde, hvis man ikke lader dem udbrede sig for meget. Når store, sammentrængte menneskemasser ophører med at adlyde ordre og gribes af panik, når en obsternasig ånd gør sig mærkbar i den grad, at en ren stemning af mytteri spreder sig i ledelsen, da bliver imidlertid hæren ikke kun stridsuduelig - den bliver desuden til en fare både for sig selv og for sin ledelse, idet den knuste disciplin, bringer alle operationer i fare og dermed har sat deres førere i en situation som de ikke kan mestre.

Krigsførelse med moderne kæmpearméer er altså under alle omstændigheder et farligt spil, som kræver at staten satser sine yderste økonomiske og personlige ressourcer. Under sådanne omstændigheder er det kun naturligt at man overalt foretager forholdsregler for at så snart som muligt at kunne gøre en ende på en påbegyndt krig og derigennem løse op for den enorme indre spænding som må blive følgen af en sådan kæmpemæssig anstrengelse af et helt folk."

Såvel borgerlige politiker som militære eksperter anså derfor den moderne krigsførelse for at være et "farligt spil", og gennem at anvende sig af dette faktum havde man med fremgang kunne standse dagens magthavere i deres aggressive planer. Den mulighed er helt ødelagt af socialdemokratiets holdning, som på alle måder er gået ud på at dæmpe den indre spænding og bortrive den eneste dæmning som virkelig kunne standse den vilde militaristiske stormflod. Dette gik så vidt som knap nogen militær eller borgerlig tænkere kunne have forestillet sig i deres vildeste drømme: fra den socialistiske lejr kom appeller om at man måtte "holde ud", med andre ord: fortsæt massakren i det lange løb. På sådanne måder har vort parti fået tusindvis af ofre på sin samvittighed under de seneste månedernes stridigheder.

VII

Men når nu krigen trods alt er kommet, idet vi ikke kunnet forhindre den store udladning - skal vi da uden strid overlade vore lande til de fjender som ønsker invadere dem - Tyskland for russerne, Frankrig og Belgien for tyskerne, Serbien for østrigerne? Betyder ikke den socialistiske tese om alle nationers selvbestemmelsesret, at hver folk har ret og skyldighed til at værne deres frihed og uafhængighed? Hvis ens hjem står i luer, må man da ikke først slukke branden, inden man kan begynde at tænke på at opgøre regningen mod de personer som anlagde den? Denne lignelse har spillet en fremtrædende rolle i den socialistiske debat såvel i Tyskland som i Frankrig. Selv i de neutrale lande har den påvirket socialdemokratiet; den hollandske variant lyder sådan her: om skibet indtager vand, må man da ikke først og først og fremmest tætte lækagerne?

For vitterligt er det lige foragteligt af et folk at kapitulere for en fremmed fjende, som det er foragteligt af et parti at kapitulere for indenlandske modstandere. De som taler for det ovenfor citerede brandværnsargument har kun glemt en sag, nemlig at sande socialister skal kunne forsvare sit land på bedre måder end ved at parere ordre ved at tjene det imperialistiske bourgeoisis som kanonføde. Og "invasionen" - er det virkelig en rædselsvækkende trussel, at den indenrigspolitiske klassekamp foran dets blotte omtale måtte forsvinde som gennem et trylleslag? I henhold til de borgerlige patrioters opfattelse er hver manifestation af klassekampen en forbrydelse mod landets forsvarsinteresser, idet en sådan indebærer besværligheder og risiko for det militære arbejde. Af disse hysteriske stemmer har socialdemokratiet ladet sig lure. Og endda har det borgerlige samfunds nyere historie gang på gang vist at invasionstruslen slet ikke er noget virkelig skrækkeligt syn for de styrende; tværtimod er det for dem et taktisk våben, et favorit argument når det gælder om at forsøge at få kontrol over "den indre fjende". Anvendte ikke kongen og adelen i Frankrig invasionstruslen som et våben mod jakobinerne? Skreg ikke de østrigske kontrarevolutionære i 1849 om et fransk angreb mod Rom og et russisk mod Budapest? Truede ikke i Frankrig "Ordenspartiet" i klare vendinger med invasion af kosakkerne for at holde nationalforsamlingen på måtten? Og fremkom ikke den bekendte aftale mellem Jules Favre, Thiers & Co og Bismarck den 18 maj 1871 om at de tilfangetagne franske kejserlige tropper blev sat fri, for at de kunne hjælpe de preussiske tropper med at knuse Pariserkommunen? For Karl Marx kunne det historiske perspektiv allerede for 45 år siden afsløre det bedragelige i de moderne borgerlige samfunds "nationale krige". Han siger i sin berømte skrivelse til Internationalens Råd med anledning af Pariserkommunens fald: "At begge arméer efter den største militære kraftprøve i moderne tid efter krigens slutning vil forene sig for at nedslå proletariatet er en sag af enorm betydning. Men det indebærer ikke, som Bismarck indbilder sig, at arbejdet for den nye samfundsform umuliggjordes for al fremtid; tværtimod viser den hvordan det gamle borgerlige samfund er på vej mod sit totale sammenbrud. Den nationale krig symboliserede den højeste form af heroisme ligesom den gamle samfundstype var voldsom, og nu har denne krig vist sig at være rent svindel. Dets eneste mål var at lede bort opmærksomheden fra klassekampen, og så snart klassekampen udviklede sig til en borgerkrig blev alle de bedrageriske kulisser trukket til side. Klasseherredømmet kunne ikke længere gemme sig i den nationalistiske forklædning: de nationale regeringer var gået sammen for at kæmpe mod proletariatet."

Tværtimod hvad den officielle mytedannelse forkynder, er invasionstruslen og klassekampen nært sammenhængende faktorer: den første kan ofte helt enkelt opfattes som en manifestation af den senere. Og når de herskende klasser anvender invasionstruslen som et effektivt middel til at kue arbejderklassen, kan denne med fremgang svare med at vitalisere klassekampen som det sikreste våben imod denne trussel. På tærsklen til den nye tid fremstår ikke mindst de svært prøvede italienske byer, eksempelvis Florens, som historisk bevis for at den intensive indre klassekamp på ingen måde svækker samfundets værnekraft, men tværtimod skaber den eneste kraftkilde som formår at give liv til forsvaret mod hvilken som helst fjende. Det allerførste og fremmeste eksemplet i historien er imidlertid den Store Franske Revolution. Frankrigs hjerte, Paris, var i 1793 helt omringet af fjender. Kun den fuldstændige frigørelse af samfundets indre kræfter i den store klassekamp kunne formå Frankrig til at i stedet for at kapitulere foran trykket fra de forenede europæiske naboer, møde de alt farligere angreb med en modstand af uhørt kraft, som gang på gang fornyedes foran hver ny fjendtlig alliance. I dag, et århundrede senere, kan man klart konstatere, at kun denne intensive klassekamp, radikalt og uden frygt ført af et folkeligt diktatur, kunne fremskaffe de tilgange som krævedes for at opretholde den nye samfundsorden i en fjendtlig verden, hvor man kæmpede mod et intrigerende dynasti, en svigefuld rænkesmedende adel, et genstridigt præsteskab, en forræderisk militærledelse, en mængde oppositionelle provinser - samt foruden alle de europæiske monarkiers forenede flåder og arméer. Historien har altså påvist, at et lands bedste beskyttelse mod ydre fjender ikke består i en indenrigspolitisk ufrihed men i en målbevidst klassekamp, som skaber liv i massernes selvfølelse, offervilje og moralske styrke.

Dette belyser det socialdemokratiske partis tragiske misforståelse, da det påberåber sig nationernes selvbestemmelsesret som et argument for sin stillingstagende til den krig som nu raser. Det er rigtigt at socialismen erkender hvert folks ret til uafhængighed og frihed, hver nations ret til at forme sin egen skæbne. Men det er sandelig at håne socialismens ideer, hvis man betragter dagens kapitalistiske stater som et udtryk for denne nationernes selvbestemmelsesret. I hvilken af disse stater har folket selv fået bestemme formerne for landets nationale, politiske eller sociale opbygning?

Hvad selvbestemmelsesret for Tyskland skulle indebære, med anden ord, hvad det tyske folket ønsker, det viste demokraterne allerede i 1848, og det har proletariatets forkæmper - Marx, Engels, Lasalle, Bebel, Liebknecht - uudtrætteligt argumenteret og stridt for: det er en stortysk republik. For at muliggøre en sådan udgød martsurolighedernes revolutionære kæmpere deres blod på barrikaderne i Wien og Berlin, og i samme mål ville Marx og Engels i 1848 tvinge Preussen til at erklære det russiske kejserdømme krig. Det første som krævedes for at dette program skulle kunne virkeliggøres var at det habsburgske monarki, "denne vældige konstruktion af organiseret forfald", afskaffedes sammen med monarkierne i Preussen og det store antal af tyske lilleputstater. Den tyske revolutions nederlag, og den tyske borgerligheds svig mod deres egne demokratiske idealer, førte til at Bismarck tog magten og skabte det udvidede preussiske kongerige som nu kaldes for kejserdømmet Tyskland: et folk lander under en og samme krone. Det nuværende tyske rige er opbygget på Martsrevolutionens grav, på ruinerne af det tyske folks længsel efter selvbestemmelsesret. Krigen, hvor Tysklands støtte til Tyrkiet søgte at stabilisere det habsburgske monarkis stilling og forstærke det preussiske militærdiktaturs magt, indebar at Martsrevolutionernes og det tyske folkets sande nationale program begravedes for anden gang. Og det er sandelig et djævelsk puds af historien, at socialdemokraterne, arvtagerne til 1848 årenes tyske patrioter, rykkede ud i denne krig med "nationernes selvbestemmelsesret" som motto! Men måske den tredje franske republik, med deres kolonialbesiddelser i fire verdensdele, udgør et resultat af deres undersåtters selvbestemmelsesret? Eller det britiske rige, med Indien - og med Sydafrika, hvor én million hvide hersker over fem millioner farvede? Eller måske Tyrkiet, eller det russiske kejserdømme? At tale om national selvbestemmelsesret i kolonilandene er kun muligt for borgerlige politikere, som udelukkende adlyder de styrende klasser, og lader dem bestemme hvad der skal karakterisere en nation. En stat hvis eksistens er afhængig af slavebinding af fremmede folk kan aldrig betragtes som nogen fri nation i socialistisk mening, idet socialisten ikke kan se bort fra kolonifolkenes situation. Den internationale socialisme erkender retten til uafhængighed og ligeværdighed for frie nationer, men kun de socialistiske kræfter kan skabe sådan nationer, og folkenes selvbestemmelsesret kan derfor kun virkeliggøres gennem socialismen. Denne socialistiske tese er selvfølgelig ikke noget forsvar for den rådende situation, men har til opgave at vise vejen for proletariatets revolutionære, skabende, aktive politik. Så længe en stat er kapitalistisk og lader hele sit indre og ydre liv bestemme af den imperialistiske verdenspolitik, kan hverken i freds- eller krigstid nogle af dets aktioner have det ringeste med national selvbestemmelsesret at gøre.

I dagens imperialistiske miljø kan der heller ikke længere forekomme nogle nationale forsvarskrige, og hvis et socialistiskt parti ser bort fra dette faktum og midt i verdenspolitikkens hvirvelstrøm forsøger orientere sig alene med udgangspunkt fra dets eget lands begrænsede perspektiv, da bygger det sin politik på løst sand.

Vi har allerede forsøgt redegøre for baggrunden til sammenstødet mellem Tyskland og dets nuværende modstandere. Det var nødvendigt at nærmere belyse verdenskrigens virkelige årsager og indre sammenhæng, idet såvel vores presse som vores rigsdagsgruppe i sit stillingstagende kom til at fable om striden for den frie tyske kulturs fortsatte eksistens. Mod denne falske historieskrivning måtte man stille sandheden, nemlig at det er spørgsmålet om den tyske imperialisme for længe siden møjsommeligt og målbevidst har forberedt en præventionskrig, som udløstes gennem Tysklands og Østrigs diplomatiske aktivitet under sommeren 1914. For proletariatet må spørgsmålet om hvilken af de krigsførende parter som er angriberen, "den skyldige", dog være helt uden betydning. Tyskland handler vitterligt ikke i selvforsvar, men det gør England eller Frankrig heller ikke, idet de ikke forsvarer deres eksistens, men kun deres verdenspolitiske position mod angreb fra den opvoksende imperialistiske konkurrent, Tyskland. Selvom den tyske og østrigske imperialisme strejftog i Orienten uden tvivl tændte verdensbranden, har alligevel den franske imperialismes forehavende i Marokko, den engelske imperialismes komplot mod Arabien og Mesopotamien samt den russiske imperialisme mod Konstantinopel rettede Balkan-politik, samlet og arrangeret det for fyret nødvendige brændsel. De militære oprustninger udgjorde også en vigtig bestanddel blandt de samvirkende faktorer som forårsagede krigen, men på dette område gik for sig en rivalisering mellem alle stater. Og hvis Tyskland startede den europæiske kaprustning gennem at agere i 1870 i henhold til Bismarcks planer, videreudvikledes disse oprustninger vitterligt hastigt takket være det anden kejserdømmet og, ikke mindst, den tredje republiks eventyrlige erobringspolitik på fremmende kontinenter.

De franske socialister anvendte som argument for myten om "nationalt selvforsvar" først og fremmest det faktum, at hverken regeringen eller den franske almenhed nærede nogle som helst aggressive hensigter før krigsudbruddet. "Alle franskmænd er i dag ærlige, oprigtige og uden forbeholdt fredsvenlige" forklarede Jaurès aftenen før krigsudbruddet, da han i Folkets Hus i Bryssel holdt den tale som skulle blive hans sidste. Dette var helt rigtigt og kan i nogen grad forklare den forbitring som greb de franske socialister da deres land udsattes for dette kriminelle angreb. Men det rækker ikke som forsvar for socialismens attitude rettet mod krigen som historisk hændelse. Det historiske forløb som fødte verdenskrigen begyndte flere årtier før 1914, og under årenes løb knyttedes trådene med en næsten lovbunden præcision sammen til det imperialistiske politiske net som kom til at strække sig ud over fem verdensdele - et kæmpemæssigt kompleks af historiske faktorer, som er dybt rodfæstet i de allervigtigste økonomiske sammenhænge og hvis yderste forgreninger peger mod en dunkelt skinhellig ny verden - faktorer af så total gyldighed at begreber som skyld og straf, eller angreb og forsvar, foran dem mister al betydning.

Den imperialistiske politik er ikke skabt af nogle enkelte stater; den er en produkt af et stadium i verdenskapitalismens udvikling, et helt igennem international fænomen, som aldrig kan begrænses til kun en eneste stats agerende og som ikke heller noget land alene kan trække sig ud af.

Først når man gjort dette klart for sig, kan man på en rigtig måde bedømme spørgsmålet om "nationalt selvforsvar" i verdenskrigen. Under det forrige århundrede blev begrebet nation, symbolet for en uafhængig enhed, de mellemeuropæiske borgersamfunds ideologiske rygrad. Kapitalismen kunne ikke tåle økonomisk eller politisk splittelse: som arbejdsfelt ville den have så store områder som muligt, og indenfor nationen ville den have en opgave af intellektuel udvikling, som fik samfundets behov og krav til at komme i niveau med den kapitalistiske produktion; dette er helt enkelt en forudsætning for at det borgerlige klassesamfunds mekanik skal kunne fungere. Inden kapitalismen nåede at udvikle sig til at blive et verdensomspændende økonomisk system, anvendte den de nationale grænser som markeringer for deres sluttede virksomhedsområder. Dette program, som kun lod sig gennemføres med revolutionære metoder, idet det måtte tilpasses på den politiske og national miljø som feudaltiden efterlod som arv, blev kun virkeliggjort i revolutionens Frankrig. I de andre europæiske lande stoppede den borgerlige revolutionen på halvvejen, og programmet kunne altså kun delvist blive virkelighed der. Situationen i Tyskland, Italien, Rusland og England giver utvetydige bevis på dette; et andet tegn på samme sag er det faktum at Tyrkiet og Østrig-Ungarn så længe har kunnet bevare deres gamle opbygning. Det nationale programs rolle i historien blev kun til at tjene som et ideologisk udtryk for det voksende og magtbegærlige bourgeoisis attitude, inden dette bourgeoisi tager ledelsen og stabiliseret deres stilling i Europas lande.

Borgerlighedens tidligere program, med deres klart demokratiske indslag, er under årenes løb helt blevet begravet af imperialismen, som gjorde en fuldstændigt hensynsløs ekspansion over alle nationale grænser til målet for borgerlighedens stræben i alle lande. Nationalismen findes vitterligt tilbage som frase, men dets nuværende indhold er blevet ret modsat til det oprindelige; nu tjenestegør den kun som dækmørtel for imperialistiske bestræbelser og som slagord for rivaliserende imperialistiske lande. Den udgør det sidste ideologiske middel til at fange folkemasserne og få disse at tjenestegøre som kanonføde i de imperialistiske krige.

Denne almindelige tendens indenfor den moderne kapitalistiske politik bestemmer ligesom en overmægtig og blindt virkende naturlov de enkelte staters politik på samme måde som loven om økonomisk konkurrence bestemmer den enkelte forretningsmands opførsel.

Lad os - for at få en klart billede af den forestilling om "nationale krige", som just nu præger det socialdemokratiske partiets politik - for et øjeblik antage at krigen, ved sit udbryd, for nogen af de indblandede stater virkelig var et spørgsmål alene om nationalt forsvar. At man tilfældigt underlagde sig fremmende nationers områder skulle kun vise sig som en urokkelig følge af de militære fremgange. Indflydelsesrige kapitalistgrupper, som er interesserede af en imperialistisk erobringspolitiks gevinstmuligheder, skulle imidlertid få nationens ekspansionslyst til at vågne medens krigen pågik, og den imperialistiske tendens som til en begyndelse var tydelig mærkbar skulle trives i krigsatmosfæren som en vækst i et drivhus, for snart at nå at sætte sit præg på hele krigsførelsen, dets målsætning og dets resultat. Systemet med militære alliancer, som siden årtier tilbage dannede de udenrigspolitiske mønstre, måtte endvidere medføre at de krigsførende parter under krigens gang af rent defensive grunde skulle forsøge at få forbundsfæller med sig. Derigennem skulle mange flere lande komme at inddrages i krigen, og følgen bliver at yderligere imperialistiske grupper kommer ind i billedet. England har således inddraget Japan, hvilket betyder at krigen førtes over til Østasien og at Kinas fremtidige skæbne kom op på dagsordenen; endvidere er nye risikoer for kommende konflikter skabt gennem at udviklingen aktualiserede rivaliteten mellem England og Japan og mellem Japan og De Forende stater. I den anden lejr har Tyskland inddraget Tyrkiet, hvorigennem Konstantinopel, Balkan og Lille Asien blev et problem som kræver en snarlig løsning. Den som ikke fra begyndelse har indset at krigen forårsagedes af rent imperialistiske bestræbelser må af disse fakta kunne tilslutte sig at det under de nuværende omstændigheder helt automatisk måtte udvikle sig til en verdensomspændende magtkamp. Endda siden de første fjendtlighederne indledtes har det også været spørgsmålet om en sådan. Den, hele tiden usikre ligevægt i styrkeforholdet mellem de stridende parter tvang disse til enten at styrke deres egen militære position eller også at forhindre at modstanderen fik nye forbundsfæller, og også vedtage yderst omfattende forholdsregler mod de neutrale folk. Man behøver kun erindre sig de tilbud Rumænien, Italien, Grækenland og Bulgarien fik dels fra Tyskland og Østrig og dels fra Rusland og England. Denne såkaldte "forsvarskrig" er på en forbløffet måde kommet til at fremkaldte en forskydning af magtforholdene indenfor de neutrale stater i en for de ekspansionistiske bestræbelser formålstjenlig retning. De kapitalistiske staters beholdning af kolonier gør sluttelig at de krigsførende parter, uanset hvilke forsvarshensigter de oprindelig har haft af militære grunde må forsøge at bemægtige sig hinandens kolonier eller i det mindste udså split indenfor disse - krigsførelsen på engelsk og tysk hold bekræfter på en utvetydig måde at det forholder sig sådan, og selv dette indebærer at en større krig i dagens situation automatisk må udvikles til at blive en imperialistisk verdensbrand.

Vore rigsdagsmænds og lederskribenters idealistiske forestilling, der giver et præg af en hengiven fædrelandskærlig forsvarskrig, er derfor en ren fantasiskabelse, som kun tjener til at belyse deres fuldkomme uformåen til at overse den historiske og verdenspolitiske sammenhæng. Krigens karakter bestemmes ikke af højtidelige erklæringer eller af de såkaldte førende politikernes ærlige hensigter; den afgørende er samfundets historiske opbygning og militære organisation.

Overfladisk set skulle måske resonemanget med en "national forsvarskrig" kunne tilpasses på et land som Schweiz. Men Schweiz er ikke nogen nationalstat og kan derfor ikke anses repræsentativ for den moderne statstype. Just dets "neutralitet" og dets beslutning om at spendere på sig en krigsmagt fremstår som konsekvenser af den latente krigstilstand mellem de store militærmagter som det omgives af, og disse konsekvensers gyldighed rækker kun så længe man vil tolerere en sådan situation. Belgiens skæbne viser hvor hastigt en sådan neutralitet kan knuses under imperialismens støvlehæl. Her kommer vi ind på de små staters specielle problem. Serbien udgør i dag det klassiske eksemplet på den "nationale" krig. Hvis nogensinde en stat har haft retten på sin side, så er det Serbien, hvis man bedømmer dets situation i henhold til den konventionelle opfattelse om nationalt selvforsvar. Dets national suverænitet krænkes af østrigernes annekteringspolitik, som også truer selve dets eksistens som nation, og det er Østrig som tvang det ind i krigen; menneskeligt at dømme burde det derfor vise sig som om at serberne kæmper for at forsvare deres lands eksistens, frihed og kultur. Om socialdemokratiet i Tyskland handlede rigtigt i deres stillingstagende, da skulle de serbiske socialdemokrater, som i Belgrads parlament protesterede mod krigen og stemte mod de militære komplot, rent ud fremstå som forrædere mod deres eget lands vigtigste interesser. Men i virkeligheden har serberne Lapschewitsch og Kazlerowitsch ikke kun indskrevet deres navn med gyldne bogstaver i den internationale socialismens historie; med deres skarpsindige opfattelse om krigens virkelige årsager har de også gjort en ualmindelig indsats for at folket i deres eget land skal opnå en nøgle til sandheden.

Formelt er det vitterligt en nationalt forsvarskrig som Serbien udkæmper. Men de tendenser som af dets kongehus og dets styrende kredse interesserer sig for går ud på en territorial udvidelse, uden hensyn til de nationale grænser, og derigennem bliver landets udenrigspolitik præget af samme risikable aggressive planer som dets modstanderes. Serbien retter først og fremmest deres erobringsdrømme mod Det Adriatiske Havs kyster, hvor man uden at fæste noget hensyn til Albaniens rettigheder indviklede sig i en kamp med Italien om de bedste bidder; hvordan denne kamp kommer til at slutte afhænger helt af hvilken stormagt som kommer til at blive den dominerende i Europa efter krigen. Det vigtigste i dette sammenhæng er imidlertid, at den serbiske nationalisme støttes af den russiske imperialisme. Serbien er kun en af brikkerne i det store verdenspolitiske skakspil, og bedømmer man serbernes rolle i krigen uden at tage hensyn til den større sammenhæng, den verdenspolitiske baggrund, kan man ikke fremkalde andet end svævende spekulationer. Samme sag gælder den seneste Balkankonflikt. De nydannede balkanstater var formelt set i deres fulde ret og repræsenterede i deres kamp nationalstatens demokratiske ideal - sådan kan det syntes hvis man ser konflikten som en isoleret begivenhed. Hvis man derimod kan indse dets rette plads i den historiske udvikling som gjorde Balkan til et brændpunkt for de imperialistiske kræfter indenfor verdenspolitikken, da bliver også denne konflikt kun en episode i den vældige kamp, kun en lænke i den lange hændelseskæde som med skæbnesvanger konsekvens førte frem til verdenskrigen. I Basel klappede det internationale socialdemokrati også med henvisning til balkansocialisternes bestemte afstandstagen fra enhver form af moralsk eller politisk støtte til den krig hvis rette natur de har gennemskuet og afsløret, og med disse tilkendegivelser har Internationalen allerede på forhånd fordømt de tyske og franske socialisters uværdige stillingstagen i den nuværende verdenskonflikt.

I samme situation som balkanstaterne befinder sig i nu er imidlertid alle småstater, eksempelvis Holland. "Når skibet tage vand ind, må man først og fremmest tænke på at tætne lækagen." Og hvad skulle det lille Holland kunne have til hensigter, foruden at forsvare nationens eksistens og uafhængighed? For vist dømmer man kun efter hensigterne hos det hollandske folk, eller til og med hos dets styrende grupper, er det virkelig blot og bare spørgsmålet om nationalt forsvar. Men den socialistiske politik, som skal bygge på kundskab om historiske hændelser, kan ikke rette sig efter den specielle indstilling hos en enkelt nation; den måtte udformes for at kunne tilpasses på hele det internationale problemkompleks i den verdenspolitiske situation. Kan være sig at hollænderne ønsker det eller ikke, er sandheden dog at deres land kun er et lille kugleleje i dagens verdenspolitiske maskineri. Det skulle de ikke have svært ved at indse, hvis Holland virkelig rykkes ind i verdenskrigens malstrøm. Da skulle snart modstanderne rette deres angreb mod dets kolonier. Hollænderne skulle altså få anstrenge deres stridskræfter for ikke nødvendigvis at miste disse, og kampen for det lille nordsøfolks nationale uafhængighed skulle på sådan en måde udvides til en kamp for retten til at undertrykke den indonesiske øgruppes malajer. Men ikke nok med dette. Idet den hollandske krigsmagt, hvis den optrådte uden forbundsfæller, hastigt skulle knuses som en nøddekald i verdenskrigens hvirvler, måtte landet også - uanset om det ville eller ikke - tilslutte sig til nogen af de to stridende militæralliancer, hvorigennem det skulle forvandles til et værktøj for direkte imperialistiske bestræbelser.

Sådan nogenlunde bliver det den rådende imperialisme som bestemmer krigsførelsens natur i alle stater, og en følge af dette forhold er at det i dagens politiske miljø helt enkelt ikke kan forekomme nogen nationale forsvarskrige.

Kun for nogle år siden påpegedes dette også af Kautsky i brochuren »Patriotismus und Sozialdemokratie« (Leipzig 1907): "Selvom borgerskabets patriotisme og proletarernes patriotisme er to helt adskilte forhold, som til og med står i skarp modsætning til hinanden, findes der dog tilfælde hvor disse to slags af patriotisme kan forenes i et fælles handlingsprogram, til og med i krigstid. Bourgeoisiet og proletariatet indenfor en nation har begge al anledning til at intressere sig for dennes selvstændighed og uafhængighed, med det formål at hævde sig mod alle forsøg på overgreb og udbytning fra fremmende magters side... I de nationale stridigheder som er forårsaget af sådanne forsøg, har proletariatets patriotisme altid forenet sig med den borgerlige... Nu er proletariatet imidlertid forvandlet til en magt som ved hvert tilfælde hvor nationen virkelig rystes, kan blive farlig for de herskende klasser; i alle krige skimtes revolutionstruslen nu mere borte ved horisonten. Man behøver kun erindre sig om Pariserkommunen i 1871 og den russiske terrorvirksomhed efter den russisk-japanske krig. Dette har medført at de borgerlige grupper indenfor nationer som endnu ikke har opnået fuld selvstændighed ofte helt enkelt opgiver den nationale målsætning, hvis denne kræver et regimeskifte; man hader og frygter nemlig revolutionen endnu mere end man elsker national storhed og uafhængighed. Her ligger erklæringen til at bourgeoisiet ofrede Polens uafhængighed og lod aldersdomssvækkede statsbygninger som Østrig og Tyrkiet bestå, til trods for at de for en menneskealder siden, havde vist sig dømte til opløsning og sammenbrud. Derigennem har de nationale bevægelser tabt deres rolle som tændende gnister til revolutioner i de civiliserede dele af Europa. Men de nationale problemer kan forsat ikke løses på andre måder end gennem omvæltninger, og derfor kommer de heller ikke til at løses førend proletariatet sejr. Når det sker kommer de imidlertid, takket være den internationale solidaritet, hastigt til at vise sig lettere at komme til rette med, end de gjorde i dagens samfund af undertrykkelse og udbytning. I dagens situation behøver de ikke bekymre de kapitalistiske landes kæmpende proletariat, som i deres nuværende stræben må satse hele deres kraft på andre opgaver." (sid. 12-14)

"Undertiden bliver det meget mere og mere usandsynligt, at den proletariske patriotisme og den borgerlige engang kommer til at gå sammen for at værne deres eget folks frihed." Det franske bourgeoisi er gået i forbund med tsardømmet. Det af revolutionen svækkede Rusland er ikke længere nogen trussel mod Vesteuropas frihed. "Så længe situationen er sådan kan man ikke længere i noget land regne med muligheden af en nationalt forsvarskrig, hvor den borgerlige patriotisme går at forene med den proletariske." (sid. 16)

"Vi har allerede set hvordan udviklingen udryddede de konflikter som under 1800-talet kunne formå selv frihedselskende folk til at ramle sammen i åbne fjendtligheder, og vi har også kunnet iagttage hvordan de militære organisationer i dagens situation kun kom til at tjene som værn for de økonomiske gevinstinteresser; rollen som forsvarere af vigtige menneskelige interesser har de ikke lykkes beholde så meget som en tilskyndelse af. Det gælder ikke om at sikre deres eget riges uafhængighed, som ikke trues af nogen, uden at stille sikkerhed og udvide koloniundertrykkelsen, som i deres held kun tjener til at forbedre den kapitalistiske virksomheds gevinstmuligheder. De nuværende udenrigspolitiske modsætninger kan ikke længere fremkalde nogle militære konflikter som den proletariske patriotisme bestemt kan undgå at tage afstand fra." (sid. 23)

Hvad siger os alt dette om den attitude socialdemokratiet indtager bortvendt mod den krig som nu pågår? Skulle man måske have sagt sådan her: idet denne krig kun udkæmpes mellem imperialistiske interesser, og denne stat ikke kan siges at holde sigtet, det være sig i socialt eller nationalt henseende, tænker vi ikke byde fjenden noget modstand; vi anser nemlig ikke at det har nogen betydning hvem der sejrer...? En sådan passiv ligegyldighed rækker ikke til som rettesnor for et revolutionært parti som socialdemokratiet. Vi kan hverken lade de herskende klasser kommandere os til at forsvare det nuværende klassesamfund eller lade stormen rase ud, uden selv at spille nogen anden rolle end den stille afventende tilskueres. For at vise sig værdigt til sin opgave som det kæmpende proletariats ledere må det socialdemokratiske parti føre en selvstændig klassepolitik, en politik som til det yderste udnytter det borgerlige samfunds krisesituationer, og som tvinger de herskende klasser fremad. I stedet for at indsvøbe den imperialistiske krig i fædrelandsforsvarets beskyttende forklædning må man for alvor gøre den folkelige selvbestemmelsesret og det nationale selvforsvars sande sag til sin, og dette kan kun ske gennem at man igangsætter en kraftig revolutionær aktivitet mod imperialismens krig. Det første som kræves for et sandt nationalt forsvar er at det er nationen selv som står bag om dette. For at man skal kunne opnå dette, kræves først og fremmest at en milits oprettes; det indebærer ikke kun at man umiddelbar bevæbner hele den voksne del af landets mandlige befolkning men også, og fremfor alt, at folket opnår beslutningsretten i spørgsmål som berører krig eller fred; videre betyder det, at hver form af politisk undertrykkelse umiddelbart må aflægges, idet politisk frihed er det nødvendige grundlag for et virkeligt folkeligt forsvarsarbejde. Socialdemokratiets første forholdsregel skulle have været at sprede kundskab om disse vilkår og kræve at de virkeliggjordes. Tidligere havde vi i fyrre års tid forsøgt at klargøre for såvel arbejderne som de styrende klasser, at kun en sådan milits skulle kunne give fædrelandet et virkeligt effektivt forsvar og gøre det uovervindeligt. Og nu, når vi er stillet foran den første alvorlige prøve, har vi betragter det som selvklart at nationens forsvar skal varetages af den borgerlige krigsmagt, til hvilken vi uden protester leverede den ønskede kanonføde. Vore rigsdagsmænd har tydeligt helt undladt at lægge mærke til at de gennem at tale om denne kanonføde i højstemte vendinger og med henførelse skildre den kejserlige hær som en sand redder i landets sværeste stund, ofret militstanken og uden betænkeligheder forvandlet dets fyrreårige politiske program til fremtidsfantasier af en slags som ingen tager alvorligt. 12

De gamle førere for den internationale arbejderbevægelse vidste mere om fædrelandsforsvar. Da proletariatet i det af preusserne belejrede Paris i år 1871 overtog magten, skrev Marx i jublende sætning: "Paris, den gamle regeringsmagts kernepunkt, som samtidigt tjener som tyngdepunkt for den franske arbejderklassens samfundsmæssige opbygning, Paris har rejst sig til oprør mod herr Thiers' og hans håndlangeres forsøg på at genoprette det gamle og hedengangne kejserdømmes magtbeføjelser. Paris har kunnet holde stand selvom den på grund af belejringen er isoleret fra landets armé, i hvis sted man måtte oprette en nationalgarde, hovedsageligt bestående af arbejdere. Det gjaldt om at bygge videre på dette og bevare den nye situation. Kommunens første dekret gjaldt derfor en afskedigelse af den gamle krigshær, som erstattes gennem at man bevæbnede folket... Hvis kommunen fremstod som den sande repræsentant for alle sunde kræfter i det franske samfund og derigennem også som den i realiteten mest nationale regering, viste den sig samtidigt i ordets fulde betydning international i sin uforfærdede kamp for arbejdernes frigørelse. Medens den preussiske armé indlemmede to franske provinser med det tyske rige, indlemmede Pariserkommunen alle arbejderes sympatier med sin retfærdige sag."

Hvad skulle vore gamle lærefædre have at sige om socialdemokratiets indstilling til krigen i dag? Sådan her skrev Friedrich Engels i år 1892 om de politiske hovedlinier som proletariatets repræsentanter burde følge hvis en storkrig brød ud: "En krig, i hvilket Tyskland angribes af russerne og franskmændene, skulle for landet blive en kamp på liv og død, og kun gennem et revolutionært program skulle det kunne sikkerhedsstille sin nationale eksistens. Det nuværende regime slipper sikkert ikke frem de revolutionære kræfter, hvis det ikke ser sig tvunget til at gøre det. Men vi har et mægtigt parti som kan tvinge den dertil og i værste tilfælde også erstatte det, nemlig det socialdemokratiske parti.

Og vi har ikke glemt det storartede eksempel franskmændene gav os i 1793. Snart fejrer vi hundredåret og mindet om den Franske Revolution. Hvis tsarens erobringslyst og det franske bourgeois overmod skulle standse de tyske socialister i deres sejrrige men fredelige fremmarch, da behøver ingen tvivle på at de tyske proletarer skal vise sig værdige til at gå i de franske banebryderes spor - da kommer arven fra 1793 til at vise sig lige så livskraftigt i 1893. Og hvis de franske styrker overskrider grænsen mod Tyskland, kommer vi at møde dem med Marseillaisens ord på vore læber: Quoi? Ces cohortes étrangères Feraient la loi dans nos foyers? (Hvad? Skulle vi lade vort hjem, vort land beherskes af fremmede horder?) Kort og godt: hvis freden består, kommer det tyske socialdemokratiske parti med sikkerhed at sejre indenfor et tidsrum af cirka ti år. I tilfælde af krig kommer sejren enten at opnås betydeligt tidligere, indenfor to eller tre år, eller også at udskydes for i det mindste femten år fremad."

Da Engels skrev disse ord så han fremfor sig en helt anden situation end den som råder nu. Inden verden var vidne til den store russiske revolution måtte man stadigvæk vise stort hensyn til det gamle tsardømmes rolle. Han tænkte sig også en forsvarskrig, hvor Tyskland skulle tvinges til at værge sig mod et angreb fra deres vestlige og østlige naboer i forening. Desuden overvurderede han den sociale udviklings hastighed og revolutionens muligheder; blandt de sande kæmper er en sådan overvurdering jo ikke usædvanlig. Endda fremgår det tydeligt af denne deklaration, at Engels med nationalt forsvar mente en revolutionær aktion i de franske jakobiners stil, ikke en socialistiskt støtte til det preussiske militærregimes generalstab.

Ja, i en vigtigt historisk krisesituation er socialdemokraterne virkelig forpligtede til at forsvare deres land. Og den socialdemokratiske rigsdagsgruppe bærer et tungt ansvar for at den umiddelbar svigtede sin egen stolte erklæring fra den 4 august 1914: "I farens stund lader vi ikke vort fædreland i stikken." Dette var nemlig just hvad man gjorde, præcis i det øjeblik da situationen var aller farligst. Pligten mod fædrelandet krævede dengang først og fremmest at man påviste de virkelige årsager til dette imperialistiske krig og sønderrev den forklædning af diplomatiske og patriotiske løgne som tjente til at dæmpe den trussel mod landet som det egentligt indebar; at man højt og tydeligt forklarede til det tyske folk, at en sejr i denne her krig skulle blive os til lige stor skade som et nederlag; at man anstrengte sig til det yderste for at forhindre at landet blev lænkebundet i undtagelsestilstandens bølger; at man fremholdt nødvendigheden af at folket bevæbnedes og erkendte folkets beslutningsret i alle spørgsmål som omfatter krig eller fred; at man med skarphed krævede at rigsdagen regelmæssigt skulle sammentræde under hele den tid krigen pågik, sådan at regeringens forehavende kunne kontrolleres af rigsdagen, som også kontrolleres af folket; at man agiterede for et umiddelbart afskaffelse af alle politiske forbud, idet kun et frit folk kan forsvare sig på en effektiv måde - og alt dette indebar at man skulle demonstrere mod den imperialistiske krig ved at fremføre det program som var udformet af Marx, Engels og Lasalle mod de mest reaktionære kræfters idéer Da skulle den store tyske republiks emblem vise vort folk, hvordan proletariatets internationale klassepolitiks interesser kunne være forenet med landets bedste traditioner, de sande nationale frihedsbestræbelser.

I verdenskrigens historiske begyndelse blev det åbenbart at landet behøvede den målbevidste politiske ledelse, det klare stillingstagende og den almindelige saglige orientering som kun socialdemokratiet var i stand til at give. Men arbejderklassens rigsdagsrepræsentanter, på hvilke afgørelsen afhang, brød i stedet sammen i en tilstand af den ynkeligste hjælpeløshed. Af rædsel for at slå ind på en fejlagtig politisk linie har socialdemokratiet, på grund af disse lederes indsatser, valgt overhovedet ikke at føre nogen politik. Det betyder at de gjorde ende på deres egen eksistens som selvstændigt parti med egen verdensanskuelse og at den uden nogle som helst protester udleverede deres land til imperialistkrigens og militærdiktaturets frygtelige mishandling; desuden har de søgt at bortforklare den førte politik gennem at påstå, at Tyskland nu kun slås for at forsvare sig - på sådanne måder søger man at hævde at socialdemokratiet ikke bærer noget ansvar for krigen. Det er selvfølgelig dømt til at mislykkes. Denne form af "forsvar", som gik ud på at mennesker skulle slagtes i de imperialistiske dynastiers militære kampe, behøvede ikke socialdemokraters stemmer for at godkendes i rigsdagen, hvor de borgerlige havde en stærk majoritet. Gennem sin frivillige tilslutning har den socialdemokratiske rigsdagsgruppe imidlertid skabt et indtryk af, at det tyske folk står enigt bagom krigsledelsen, og gennem at proklamere borgfreden har man villet indstille klassekampen og neddæmpe al opposition så længe krigen pågår; dette indebærer at socialdemokratiet må blive moralsk medansvarlig for krigspolitikken. Da man stemte for krigskomplottets bevillinger gav man regeringens krigsførelse skinnet af at repræsentere et demokratisk fædrelandsforsvar: i stedet for at stræbe for det sande fædrelandsforsvars interesser gav man sit støtte til en politik som vildledte folket.

Dette svære valg mellem at stille sig solidarisk med enten fædrelandets eller det internationale proletariatets interesser, dette uhyggelige dilemma, hvor vore rigsdagsmænd "med tungt hjerte" så sig nødsaget til at sætte fædrelandets sag foran, først og fremmest, er med andre ord en ren fiktion, en opfindelse fra det nationalistiske bourgeoisi. Den proletariske Internationalens klasseinteresser harmonerer i krigstid endnu mere end i fredstid med fædrelandets egentlige interesser: begge gavnes bedst af at klassekampen får videreudvikles i retning mod det socialdemokratiske programs virkeliggørelse.

Men hvad skulle vort parti have gjort for med virkeligt eftertryk at kunne fremføre deres oppositionelle krav? Skulle man have proklameret en almen strejke? Eller skulle man have opfordret soldaterne til at nægte at adlyde ordre? På denne måde brugte man at formulere spørgsmålene. At besvare dem med et ubetinget ja var lige så løjerligt som at gennemdrive en generelt partibeslutning af denne her type: "Hvis en krig bryder ud, skal vi umiddelbart gøre revolution". Det er sandelig en misforståelse at tro at revolutioner kun behøver "gøres" og at store folkelige aktioner kan trylles frem efter behag med hjælp af specielle partirecepter. Små grupper af sammensvorne kan forberede et mindre opløb og se til at deres sympatisører på et bestemt tidspunkt opnår et inspirerende "startsignal", men sådant rækker ikke til for at igangsætte en almen folkerejsning i et historisk skæbnesvangert øjeblik. Også den mest omsorgsfuldt forberedte massestrejke kan i samme øjeblik som partiet giver "klartegnet" alt efter omstændighederne ynkværdig falde til jorden. Hvis store folkelige aktioner (i hvilken form de end må præsenteres) skal kunne lykkes, afhænger det af hele det store mønster af de til øjeblikket rådende økonomiske, politiske og psykologiske faktorer, på klassemodsætningernes skærpelse og på den politiske kundskab og kampviljen hos masserne - og her har vi at gøre med sværtberegnelige ting, som et parti ikke i alle situationer kan skabe på kunstig vej. Her ligger forskelen mellem store historiske omvæltninger og sådanne mindre opvisningsaktioner som et veldisciplineret parti i fredstid kan regissere ind til mindste detalje. De store historiske øjeblikke skaber hvergang deres egne udtryksformer og tvinger folket til at øge deres arsenal med en række tidligere ukendte politiske våben, og ved sådanne tilfælde betyder de gamle partiforeskrifter ingenting.

Hvad socialdemokratiets ledere burde have fremkaldt for at vise sig værdige til deres rolle som det klassebevidste proletariatets fortrop var altså på ingen måde nogle løjerlige teser og anvisninger af teknisk art. Det som krævedes var i stedet en politisk løsning, som gav klar besked om proletariatets sande interesser og rette opgave i krigen. Om hver virkelig folkebevægelse kan man nemlig sige præcis den samme sag som siges apropo massestrejken under den russiske revolution: "Når den revolutionære periode i sig selv skaber, styrer og understøtter en massestrejke, da føres det socialdemokratiske partis lederrolle ind på et andet område. I stedet for at bryde sit hoved med at forsøge at løse folkebevægelses tekniske detaljeproblemer skal socialdemokratiet koncentrere dets kræfter til det politiske initiativ. Dette gælder også i den hidsige periode af en historisk krise. Den vigtigste opgave for 'førere' ved en stor historisk omvæltning som denne, er at angive kampens retning og sætte ord og give anvisninger på den passende politiske taktik, sådan at proletariatets samlede styrkeressourcer i hver kampfase kan anvendes på den mest fordelagtigste måde og præge partiets stillingstagen; en konsekvens bliver da at socialdemokratiets holdning i spørgsmålet om styrke og beslutsomhed aldrig må blive mindre markant end hvad de reelle styrkeforhold kan medgive - snarere skal det gå i forvejen for udviklingen og foretage en tiltagende samling af kræfterne. Denne form af ledelse udvikles sidenhen automatisk til at omfatte selv sådanne som i en vis form tilhører det tekniske. Hvis socialdemokratiets taktik er konsekvent, beslutsom og fremadstræbende giver den masserne sikkerhed, selvtillid og kampvilje - hvis den er svag og vaklende og undervurderer proletariatets kræfter får det kun en forvirrende og forlammende virkning. I det første tilfælde kommer masserne til at rejse sig i det rette øjeblik; i det anden tilfælde kan selv åbent udtrykte appeller fra føreres side blive uden resultat." 13

At det først og fremmest kommer an på det politiske indhold, ikke på de ydre tekniske former, fremgår klart af et sådant faktum som at vores rigsdagsgruppe, såfremt den højt og tydeligt udtrykte arbejderklassens interesser, krav og problemer, kunne være blevet en magtfaktor af ualmindelig betydning, idet den kunne gøre sin stemme hørt fra sin ansete position.

Skulle siden masserne have støtte socialdemokratiet med al den kraft som krævedes for en sådan politik? Det spørgsmål er på det nærmeste umuligt at besvare, men det er heller ikke af nogen afgørende betydning. For at godkende krigsloven krævede vore rigsdagsmænd jo på ingen måde, at den preussiske hærs generaler skulle garantere at sejren var selvklar og et nederlag var absolut utænkeligt. For de revolutionære arméer gælder samme regler som for de militære: når situationen kræver det, trækker de striden ud, uden at kræve nogle forhåndsgarantier om at lykken skal stå dem bi. I allerværste tilfælde kunne partiets appeller til en begyndelse have fortonet sig og været uhørte. Sandelig skulle en så modig stillingstagende også give ophav til en række trakasserier af samme slags som Bebel og Liebknecht oplevede i 1870. "Men hvad kan dette have af betydning?" spurgte Ignaz Auer frimodigt i sit tale apropo Sedan-jubilæet i 1895. "Et parti som vil erobre verden må holde fast ved sine principper, uanset hvilke farer dette kan komme til at medføre. Handler det på anden måde, går det under!"

"Det er aldrig let at svømme mod strømmen", skrev Wilhelm Liebknecht, "og det bliver ikke lettere om strømmen styrter frem med et stort vandfalds styrke og intensitet. Ældre partikammerater kan endnu erindre sig hetzkampagnen mod socialisterne på den tid da den måske dybeste nationale fornedring kom til udtryk i 1878års socialistlovene. Dengang opfattedes hver socialdemokrat af millioner mennesker som en simpel forbryder og morder, hvis landsforræderi i 1870 fortjentes at straffes med døden. Sådanne manifestationer af "folkesjælen" ejer i sin uhørte primitive styrke noget forbløffende, bedøvende og knusende. Man føler sig hjælpeløst kæmpende mod en højere magt og tvivler ikke på at man befinder sig foran et virkeligt force majeure. Fjenden er helt uangribelig - den findes i menneskernes følelser, ligger i luften, er allestedsnærværende.

I spørgsmålet om rasende styrke kunne udbruddet i 1878 dog på ingen måde måle sig med stemningerne i 1870. Mod os havde vi da ikke blot denne orkan af menneskelige lidelser som bøjede, brød og knuste alt som kom i vejen for den, men også militarismens uhyggelige maskineri, som når som helst kunne fange os i et jerngreb og søndermale os mellem deres rasende arbejdende kuglelejer. Ved siden af denne stormflod af frigjorde vilde instinkter mobiliseredes den mest fuldendte morderorganisation som verden hidtidig havde set, og alle disse kræfter anstrengtes til det yderste, med alle dampkedler ophedet til bristepunktet. Hvad kan det enkelte individ i en sådan situation gøre og indsatsen have af betydning, særlig når man føler, at man tilhøre en yderst lille minoritet, som ikke kan stole på noget sikker folkelig støtte.

Vort parti havde dengang endnu ikke for alvor taget form. Inden det fik nogen tilstrækkelig fast organisation, stilledes det pludselig foran en prøve af svær tænkbar art. Da man igangsatte den anti-socialistiske hetzkampagne som sluttede med vort partis triumf og dets fjenders fornedring, da havde vi skabt en så stærk og vidtforgrenet organisation, at alle medlemmer kunne fornemme dets betryggende støtte og ingen fornuftig person kunne tro, at partiet skulle gå under.

Under de værste prøvelsers tid var det derimod, som sagt, ikke nogen ubetydelighed at svømme mod strømmen. Men hvad var der at gøre? Der fandtes ingen andet alternativ. Vi var tvunget til at bide tænderne sammen og gå det uundgåelige i møde. Bebel og jeg befattede os ikke et øjeblik med at gruble over farerne - vi havde ikke tid at kende til nogen frygt. Vi kunne ikke forlade pladsen, men måtte blive tilbage på vores post, koste hvad det koste ville." De holdt også ud på deres post, og i fyrre års tid kunne socialdemokratiet leve på den moralske styrke den gav prøve på, da den holdt stand mod en fjendtlig verden.

Sådan skulle det have kunnet gå selv denne gang. Til en begyndelse skulle man kan hænde ikke have opnået mere end at det tyske proletariatets ære reddes, sådan at de mange tusinde tyske arbejdere som nu dør i skyttegravernes tåge og mørke i stedet for var forundt en værdig død med bevaret indsigt om den internationale folkesolidaritets åndelige befriende kraft. Men om vort parti dristigt ladet sin stemme høre midt i den meningsløse pøbels ophidsende tumult, havde denne ædru stemme midt i de chauvinistiske orgier af beruselse også kunnet få en dæmpende virkning; den havde kunne redde nationalisterne fra et totalt delirium og folket fra at bukke helt under for imperialisternes forgiftnings- og fordummelseskampanger. Det korstog de styrende da med sikkerhed igangsatte mod socialdemokratiet havde hastigt kunnet åbne øjnene på mange. Og medens skrækken for de uhyggeligste blodsudgydelser i krigens senere perioder øgede i styrke, alt imedens kampens imperialistiske træk fremtrådte meget tydeligere og de frække økonomiske spekulationer i dets skygge blev meget mere bevidst modbydelige, skulle alle humanitetens, hæderens, livets og fremskridtets tilhængere snart slutte op bagom de socialdemokratiske faner. Og fremfor alt skulle det tyske socialdemokrati midt i denne hvirvelstrøm af sammenbrud og kaos have vist sig som en fast klippe, en Internationalens fyrtårn som andre arbejderpartier kunne bestemme kursen efter. Den uhørte store moralske prestige som det tyske socialdemokratiske parti nød før krigsudbruddet indenfor hele den socialistiske verden havde uden tvivl og meget væsentlig indenfor et meget kort tidsrum kunne forandre den forvirrede internationale situation. Opinionen for en snarlig fred havde i alle de berørte stater kunne tage sig udtryk i massedemonstrationer af en sådan kraft at vejen med mord standsedes og antallet af ofre blevet mindre. Det tyske proletariatet havde da fået beholde deres opgave som bærere af den ild som skal give socialismens skarer lys i deres arbejde for menneskelighedens befrielse. Det havde vitterligt været en virkeligt patriotisk rolle, som var værdig for Marx', Engels' og Lassalles lærlinge.

VIII

Trods socialdemokratiets nederlag i kampen mod militærdiktatur og pressecensur og den blodbesudlede krigspolitik har klassekampen med ubetvingelig kraft befriet sig fra den antagede borgfreds lænker og den internationale arbejdersolidariteten fødes påny af slagmarkens rygende inferno. Dette fremkaldes ikke gennem halvhjertede forsøg ved at reparere den gamle Internationale eller gennem de nu og da fremførte formaninger til sammenhold efter krigens slutning. Nej, det er verdenskrigen selv som afslørede krigspolitikkens dårskab og svigefuldhed og med uhørt kraft beviser, at dens snarlige uskadeliggørelse ligger i hele det internationale proletariats intresse.

Sejr eller nederlag? Dette slogan har det tyske socialdemokrati, trofast som et ekko, overtaget fra de krigsførende staters militaristiske herskere. Spørgsmålet om sejr eller nederlag på slagmarken skulle altså have været blevet en sag af lige så central betydning for proletariatet i hver indblandet land; man må da stræbe efter at tilføje sine brødre i andre lande et nederlag. Lad os nærmare studere denne ejendommelige tankegang og undersøge hvad en sejr skulle kunne betyde for de tyske arbejderne.

I henhold til den af socialdemokratiets ledere så ukritisk accepterede officielle forkyndelsen skulle en militær sejr for Tyskland indebære en dynamisk industriel ekspansion, medens et nederlag skulle betyde at landet ruineres økonomisk. Man udgår her nærmest fra de forudsætninger der rådede under krigen i 1870. Men det kapitalistiske opsving i Tyskland efter krigen i 1870 var ikke nogen følge af krigen; det kom i stedet til takket være den af Bismarck skabte nye statsform, som trods alt indebar en forstærket politisk enighed. Den fremkaldte en industriel blomstring, trods krigen og den ikke mindst i økonomisk henseende manglende udviklingsfremmende konsekvens. Et direkte resultat af krigen var derimod at det militaristiske preussiske monarki fik en sikker stilling i det sejrende Tyskland, medens Frankrig takket være sit nederlag fik mulighed for at afskaffe kejserdømmet og forvandledes til republik. I dagens situation er situationen imidlertid blevet en helt anden i alle de berørte stater. Krigen er denne gang ikke nogen dynamisk metode som unge fremadstræbende kapitalistinteresser benytter for at skabe de nødvendigste forudsætninger for en "national" udvikling. Det eneste land som på en vis måde skulle kunne se det sådan er Serbien. Vil man objektivt karakteriser dagens krig som historisk fremtoning, må man betegne det som en kamp om verdensherredømmet og om de endnu ikke kapitalistisk udnyttede områder; og de i denne kamp henseende spillere er højt udviklede kapitalistiske konkurrenter. Det er dette som har gjort at krigens rolle er helt forandret. Den kapitalistiske produktions industrielle høje standard fremgår såvel af våbenteknikkens - eller slagteapparatets - effektivitet som af de krigsførende staters ligevægt på dette område. Denne af den internationale morderiske våbenhandel skabte ligevægt har fremkaldt et militært dødsleje, som gør at en virkeligt afgørelse viser sig sværere end nogensinde, og dette forhold leder i sit held til at nye styrker, såvel fra tidligere neutrale stater som fra de oprindelige modstandere, uophørligt sendes på vej mod fronten. Overalt får krigen næring gennem imperialistiske lidelser og ikke sjældent nyskabte konflikter, som kommer til at udbrede sig som en markbrand - og jo flere lande og folkegrupper som inddrages i krigen, desto længere tid kommer den militære afgørelse til at trække ud. Alt dette kommer til at resultere i at denne krig udvikles til noget unikt i historien: langt forinden nogen aftale bliver mulig kommer det til at føre til økonomisk ruin i samtlige indblandede lande plus et stort antal af de formelt neutrale stater. For hver måned som krigen pågår bliver det på sådanne måder meget mere åbenbart at hvad man håbede at kunne høste efter en militær sejr i virkeligheden allerede ligger ødelagt og tilintetgjort i et århundrede fremad. Dybere set kan dette knapt påvirkes af spørgsmålet om nederlag eller sejr; tværtimod mindskes de militære magtmidlers betydning og forstærkes sandelig af at krigen slutter gennem at begge parters kræfter er helt udtømte. Under sådanne omstændigheder skulle Tyskland, også hvis dets imperialistiske krigshetzeres djærveste drømme om fremgangsrige massemord på alle slagmarker opfyldes, aldrig kunne vinde noget andet end en Pyrrhus-sejr. Krigsbyttet skulle bestå i nogle forarmede og affolkede landområder, og på hjemmeplan skulle den triste fattigdom snart nok åbenbares, siden de af krigsprofittørernes opmalede prospektkort af "et alment og uødelagt velstand" faldt sammen som brækkede kulisser. Ingen aldrig så sejrrig stat kan denne gang regne med nogen krigsskadeerstatning som står i rimelig proportion til dets tab, og ingen dommer som på nogen måde har studeret udviklingen kan undgå at indse dette. Det var en lille trøst for Tyskland hvis dets modstandere England og Frankrig efter et eventuelt nederlag fik opleve en endnu mere katastrofal økonomisk ruin, idet vort lands genopbygning må ske med hjælp af vore vigtige handelsforbindelser med disse lande. Sådan skulle vilkårene vise sig for det tyske folk, når det - efter en "sejrrig" krig, vel at mærke! - skulle erstatte krigsskaderne og betale den virkelige pris for det af den patriotiske rigsdag så entusiastisk bevilgende "krigsgrundlag". En forstærket reaktionær militærmagt og en uhyggelig skattebyrde skulle blive triumfens eneste bestående resultat.

Hvis man nu skulle forsøge at forestille sig de allerværste tænkbare konsekvenser af et nederlag, kunne man beskrive det i stort set samme billede; kun fraværelsen af landerobringer skulle adskille de besejredes situation fra sejrherrenes. Den moderne krigsførelses effekt på en stridende nation bliver nemlig af så dybtgående og omfattende natur, at udgangen på det militære plan ikke kan forandre så nok så meget, andet end på det ydre.

Men lad os for et øjeblik antage at det sejrende land trods alt skulle lykkes undgå den totale økonomiske forarmelse gennem at lade de værste prøvelser ramme den kuede fjenden, hvis industrielle udvikling kunne saboteres med hjælp af en række hæmmende faktorer. Kunne da den tyske arbejderklasse føre sin samfundsmæssige kamp videre mod fremgang og sejr, hvis den industrielle tilbagegang i Frankrig, England, Belgien og Italien standsede arbejdernes bestræbelser i disse lande? Før 1870 udvikledes arbejderpartierne i de forskellige lande sig stort set uafhængigt af hinanden. Den moderne arbejderbevægelse er derimod i sin organisation og sin anstrengende daglige rutine baseret på et samvirke mellem arbejderne i alle de kapitalistiske producerende lande. Hvis det er sandt at arbejdernes sag kun kan få kraft og vitalitet med baggrund i et intensivt og friskt arbejdende industrisystem, da gælder denne sandhed ikke kun i Tyskland men desuden i præcis lige så høj grad i Frankrig, England, Belgien, Rusland og Italien. Og hvis arbejderbevægelse standses i Europas øvrige kapitalistiske stater, sådan at de udnyttede proletarer ikke formår at gå sammen for at med kraft søge at forbedre deres sultelønninger, da kan ikke heller fagforeningsbevægelsen i Tyskland få nogen fremgang. For proletariatets kamp for bedre økonomiske vilkår er det i det lange løb lige uvelkommet hvis den tyske kapitalisme trives på den franske bekostning som hvis den engelske kapitalisme trives på den tyskes bekostning.

Lad os imidlertid i stedet granske krigens politiske resultat. Her burde det være lettere at udskille klare alternativer, idet proletariatets sympatier altid har fulgt den af de krigsførende parter som hævder det historiske fremskridts rettighed mod de reaktionære kræfter. Men hvilken side repræsenterer nu i verdenskrigen reaktionen, og hvilken kæmper for fremskridtet? Det er åbenbart at dette spørgsmål ikke alene kan besvares med en henvisning til de etiketter - af typen "demokrati" eller "diktatur" - som man satte på de krigsførende staters samfundssystem; i stedet må man objektivt studere deres verdenspolitiske agerende i dets helhed. Inden vi kan afgøre hvad en tysk sejr skulle betyde for de tyske arbejderne, må vi skaffe os et klart begreb om hvordan den skulle påvirke det politiske helhedsbillede i Europa. En klar sejr for Tyskland skulle indebære at Belgien indlemmes med kejserdømmet, og det er muligt at preusserne selv på anden hold skulle kunne underlægge sig nye landområder i såvel øst som i vest, ligesom de troligt skulle lægge beslag på en del af Frankrigs kolonier. Videre skulle det habsburgske herredømme forstærkes og udvides; sluttelig skulle Tyrkiet under tysk beskyttelse få lov til at beholde deres fiktive "integritet" uafhængigt, hvilket i realiteten skulle betyde at Mesopotamien og Mindre Asien forvandledes til et slags tyske kolonier. I Europa skulle der militært og økonomisk skabes et udtrykkeligt tysk hegemoni. At alt dette fremstår som sandsynlige følger af en tysk militær triumf afhænger ikke af at de imperialistiske agitatorers ønskemål går i samme retning; årsagen er i stedet den stilling Tyskland kommet at indtage indenfor verdenspolitikken - den konfliktsituation, som de tyske førere skabte gennem deres attitude mod England, Frankrig og Rusland, og som på grund af krigen låste deres positioner på en urimelig måde. Den som gjort dette klart for sig måtte snart indse at en sådan udvikling absolut ikke kunne skabe nogen stabil politisk ligevægt. Hvordan de store ødelæggelser i krigen end måtte forekomme sig i alle de berørte stater, særlig naturligvis de besejrede, ville England endda umiddelbart efter en fredsafslutning tage initiativ til forberedelse af en ny verdenskrig, for at redde Europa og Mindre Asien fra den preussiske militarismes åg. Dels skulle en tysk sejr således virke som startsignalet til en febrilsk oprustning som indenfor en kort tid ville medføre udbruddet af anden verdenskrig, og dels skulle den i alle lande, først og fremmest naturligvis vort eget, give de allerværste reaktionære kræfter frit spillerum. Hvis derimod England og Frankrig sejrede, skulle Tyskland med al sandsynlighed få afstå fra såvel en del af deres kolonier som et stykke af deres eget territorium, og den tyske imperialismens verdenspolitiske nederlag skulle være totalt. Desuden skulle en sådan krigsafgørelse formodentlig føre til Østrig-Ungarns sammenbrud og Tyrkiets undergang som selvstændig stat. Til trods for at begge disse stater er så ærkereaktionære i deres opbygning, er deres ødelæggelse i og for sig ønskværdig i den progressive udviklings intresse, og dagens politiske situation skulle imidlertid i dette tilfælle indebære, at deres folk helt udelukkes for Ruslands, Englands, Frankrigs og Italiens økonomiske gevinstinteresser. En verdenspolitisk så fortræffelig betydningsfuld forskubbelse af magtbalancen på Balkan og i hele Middelhavsområdet skulle siden inspirere til en lignende udvikling i Asien, hvor Persien skulle likvideres som nation og Kina blive opdelt mellem stormagterne. Verdenspolitikken skulle på sådanne måder komme at domineres af Storbritanniens brydninger med Rusland og Japan, og umiddelbart efter fredsafslutningen skulle der da findes risiko for at en ny verdenskrig skulle udbryde, eksempelvis om herredømmet over Konstantinopel - og på længere sigt skulle krigen vise sig uundgåelig. Selv en engelsk sejr skulle altså betyde at alle Europas stater - naturligvis med det besejrede Tyskland i spidsen - indledte en ny voldsom oprustning og lod de reaktionære og militaristiske kræfter lede sig mod en ny katastrofe.

Hvis den internationale socialismen i demokratiet og fremskridtets navn ønsker tage stilling for nogen af parterne i den nu pågående militære kraftprøve, befinder den sig altså mellem Skylla og Karybdis. Spørgsmålet om sejr eller nederlag bliver lige uinteressant i politisk som i økonomisk henseende; for det mishandlede europæiske proletariatet spiller det ingen rolle hvem der svinger pisken. Derfor er det lige så farligt som galt, at de franske socialister indbilder sig, at man kan uskadeliggøre imperialismen og skabe frihed og demokrati i verden gennem at deltage i krigen mod Tyskland. Ingen sejr og intet nederlag i denne krig kan andet end gavne militarismen og den imperialisme den styres af; det eneste som skulle kunne føre til et undtagelse fra den regel var at det internationale proletariatet formåede at samle sig til en så kraftfuld revolutionær bevægelse, at alle de herskendes beregninger kom til skamme.

Hverken i Tyskland, England, Frankrig eller Rusland må arbejderne på nogle vilkår ukritisk tilslutte sig parolen "sejr eller nederlag" - det er den vigtigste lære som proletariatets førere kan uddrage af dagens situation. Kun for imperialisterne kan denne parole have nogen reel betydning, og for stormagterne hænger den uopløselig sammen med kampen om retten at underkue andre - kampen om retten til at udvide deres grænser, erobre nye kolonier og skaffe sig verdenspolitisk dominans. For det europæiske proletariatet i dets helhed skulle en sejr for nogen af modstanderne i denne kraftprøve blive skæbnesvanger, uanset hvilken side det bliver som triumferer: allerede krigen som sådant indebærer jo, hvordan dets militære resultat end forholder sig, et overordentligt svært nederlag for socialismens sag. En sejr for proletariatet kan kun gennemføres gennem en målbevidst international arbejderbevægelses indsatser for at stoppe fjendtlighederne og gennemdrive en virkelig fred, og det er kun en sådan sejr som i realiteten kan redde Belgien og det europæiske demokrati.

Det er umuligt for det klassebevidste proletariatet at solidarisere sig med nogen af de kæmpende magtblokke i dagens konflikt. Men betyder dette at socialismens repræsentanter i dag måtte fordre en bevarelse af status quo? Skulle vi ikke få have noget andet mål for vore bestræbelser end at lade alt forblive som det tidligere var - som det var før krigsudbruddet? At kun slå vagt om det bestående har aldrig været vort ideal; og det har heller aldrig været noget udtryk for folkets virkelige ønsker. Desuden er den tidligere politiske situation allerede uhjælpelig tabt; den kan ikke skrues tilbage i sin gamle skikkelse, selvom man efter krigen beholdt de gamle grænser i Europa. Allerede langt inden noget afslutning på krigen kan ses er uhørte forandringer fundet sted når det gælder magtforholdene, de beregnede styrkeproportioner, alliancerne og interessemodsætningerne. Relationerne mellem stater og samfundsklasser er omstillet, gamle illusioner og vurderingsnormer er knust, nye bestræbelser og problemstillinger er åbenbaret, og alt dette har så totalt forandret helhedsbilledet, at der ikke findes nogen som helst mulighed for at genopbygge det gamle Europa i den form det havde før den 4 august 1914. En revolution - kan være at den bliver fremgangsrig eller ikke - kan aldrig undgå at forlade dybe spor efter sig. Proletariatets politik kan ikke heller slå rod i det forgangne; det må hele tiden stræbe videre fremad, på flygt fra det forstenede og på march forbi nuets provisoriske løsninger. Kun på sådanne måder kan socialismen opsætte sin egen politik mod begge imperialistiske magter i verdenskrigen.

Men denne politik får ikke bestå i at de socialdemokratiske partier, hver for sig eller på internationale konferenser, forsøger fundere på patentrecepter som giver det borgerlige diplomati rådgivning om hvordan den skal kunne få afslutning på krigen og muliggøre en fredelig, demokratisk udvikling. Så længe det kapitalistiske klassesystem består, kan man nemlig aldrig for alvor regne med at kunne gennemføre nogen partielt eller total afrustning, noget afskaffelse af det diplomatiske hemmelighedskræmmeri eller nogen opdeling af stormagterne i selvstændige små nationer - alt sådant bliver splitternøgne utopiske griller. I sin nuværende imperialistiske udformning er kapitalismen så afhængig af militarisme, politisk centralisering og diplomatiske rænkespil, at en protest mod disse ting skal udformes med virkelig konsekvens, og må forvandles til en aktion for det kapitalistiske klassesamfunds afskaffelse. Arbejderbevægelse kan aldrig nå sit mål gennem at fremlægge blåøjede forslag om hvordan man indenfor det borgerlige samfunds rammer skulle kunne mildne, svække og tæmme imperialismen. Det virkelige problem som verdenskrigen aktualiserede for de socialistiske partier, og af hvis rette behandling arbejderbevægelses hele fremtid bliver afhængig, gælder proletariatets handlingskraft i kampen mod imperialismen. Hvad vi savner er ikke program og paroler men muligheden for at byde imperialismen effektivt modstand - en kraft som i det rette øjeblik griber ind i situationen og virkeliggør vores gamle parole: "Krig mod krigen". Her har vi det afgørende punkt. Den socialistiske politiks fremtidige skæbne afhænger helt af hvordan udviklingen her kan komme at vise sig.

For de styrende i dagens kapitalistiske verden er imperialismen, med sin brutale voldspolitik og hele den serie af katastrofer som denne uafladelig fremkalder, vitterlig en historisk nødvendighed. Det var yderst ulykkeligt om proletariatet til trods for verdenskrigens uhyggeligheder skulle bevare nogen rest af håb om at kapitalismen med tiden muligvis kan videreudvikles i nogen idyllisk skikkelig retning. Af indsigten om imperialismens historiske rolle får socialisterne imidlertid ikke drage den slutning, at man er tvungen til at kapitulere foran denne imperialisme og i fremtiden nøje sig med at føjeligt at sidde i dets skygge og ernære sig med smuler fra dets bord.

Den historiske udvikling er laddet med kontraster, og hver historisk nødvendighed er forudbestemt til engang at mødes af sin modsætning. Den borgerlige klassens herrevælde er uden tvivl en historisk nødvendighed, men det er arbejderklassens oprør også. Kapitalens magt er en historisk nødvendighed, men det er dets dødsgravere, det socialistiske proletariatet, også. Lige så sikkert som at imperialismens verdensherredømme er en historisk nødvendighed, lige så sikkert er det, at den socialistiske Internationalen kommer til at fremtvinge dets fald. Udviklingens kontraster afløser hinanden, og vores historiske nødvendighed, socialismen, er den som har fremtiden for sig. Den kommer til at afløse det borgerlige klasseherredømme som samfundsprogram så snart kapitalismen mister sin mulighed for at sabotere og sætter samfundsudviklingen på spil. Verdenskrig har vist at den tid nu er inde.

Den imperialistiske ekspansionslyst er et udtryk for den fuldt udviklede kapitalisme i dens sidste epoke, og på det økonomiske felt afspejles dette i en stræben efter at forvandle verden til en armé af kapitalistisk producerende lande - alle tidligere produktions- og samfundsformer skal rives op og underordnes, alle naturtilgange og produktionsmidler skal forvandles til kapital og alle landes arbejdende folk til aflønnede trælle. I Afrika og i Asien, i Sydamerika og i Sydhavets øverden har kapitalismen på denne måde ødelagt og udplyndret den tidligere sociale struktur. Hele folkeslag er udryddet og urgamle kulturer jævnet med jorden for at give plads for den allermoderneste profitjagts hele rekvisita. Dette brutale kapitalistiske sejrstog i verden, muliggjort gennem alle former af tyveri, vold og menneskelig ondskab, har haft en god sag med sig: det skabte forudsætningerne for sit eget systems undergang gennem at oprette det kapitalistiske verdensherredømme som ikke kan undgå før eller senere at udløse en socialistisk verdensrevolution. Det er det eneste kulturelt og udviklingsmæssige positive resultatet af kolonisatorernes omskrevne indsatser for kulturen i de underudviklede lande. Jernbaner, kloaksystemer, varehuse og svenske tændstikker - det er hvad borgerlige politiker og økonomer mener med "kultur" og "fremskridt". De konstruktioner som disse har søgt at tilpasse på koloniernes primitive forhold har i virkeligheden ingenting at gøre med eller være fremskridt eller kultur; tværtimod fører de til en hurtig økonomisk og kulturel forarmelse for de berørte folk, som segner under trykket af to tidsalders prøvelser: dels den lige gamle som uretsmæssige magtfordeling og dels den nu selv i denne del af verden introducerede kapitalistiske udsugning. Kun som forudsætning for det kapitalistiske klassesystemets sluttelige afskaffelse kan disse indsatser kaldes udviklingsfremmende i dette ords egentlige betydning. Til og med imperialismen kan set i dette perspektiv, siges på lang sigt gavne vores sag.

For imperialismen indebærer verdenskrigen et vendepunkt. De hærgende vilddyr som kapitalistlandene tidligere slæbte løs i andre verdensdele er pludselig ramt sammen på den europæiske kapitalismens egen jord. Der gik et skrig af rædsel gennem verden da Belgien, dette uvurderlige smykke af europæisk kulturtradition, skændedes og i lighed med ærværdige gamle franske mindesmærker udleveredes som ofre til den mest barbariske ødelæggelsestrang. Den "civiliserede" verden, som roligt, bevidnede hvordan imperialismen slagtede modstandernee i titusendetal - hvordan man lod Kalahari-ørkenen opfyldes af de døendes rallen og de af tørst vanvittige jammerråb, hvordan man i Pudumayo lod en morderliga af europæiske udbyttere i løbet af ti år tortere fyrretusinde mennesker til døde og mishandlede resten af befolkningen på de uhyggeligste måder, hvordan man i Kina lod en europæisk soldat med ild og mordvåben prisgive en urgammel kultur til en plagsom undergang i anarkiets tegn, hvordan man trak det fremmende voldsstyres snøre til omkring Persiens strube og hvornår man i Tripolis med de mest brutale voldsgerninger tvang araberne ind under det kapitalistiske åg og jævnede deres hjem og hele deres kulturarv til jorden - denne "civiliserede" verden har nu sent omsider fået øje på at skændigheden er imperialismens livsluft og at dets stød betyder døden. Dette har "de civiliserede folk" ikke opdaget førend vilddyret med klør og tænder er begyndt at sønderrive selve Europa, vor kulturs moder. Men selv denne sent fremkomme indsigt må for at få komme til udtryk iklædes det borgerlige hykleris fraseologi, hvor ondskaben altid må være iført fjendelandets uniform. Man taler om "tyske barbarer" - som om at alle folk ikke egner sig til organiseret massemord, ved at forvandles til barbarhorder - og på samme måde anvender man udtryk som "kosakkernes ilddåd" - som om, at nogen ilddåd i ondskab kan måle sig med krigen selv, og som om ikke en socialistisk ungdomsavis lovsang af menneskeslægten giver udtryk for en indstilling på åndelig kosakniveau!

Den imperialistiske bestialitetens faser i Europa har imidlertid også en anden betydningsfuld effekt, som dog syntes at have berøvet og oprørt den civiliserede opinion betydeligt mindre: de holder på at udrydde det europæiske proletariatet. Aldrig tidligere har et krig på denne måde udplyndre hele folkegrupper, og aldrig tidligere i de seneste hundrede år, er alle Europas vigtigere kulturlande inddraget i samme konflikt. Vogeserne, Ardennerne, Belgien, Polen og Karpaterne - på disse krigsskuepladser bliver millioner mennesker enten dræbt eller forvandlede til krøblinge. Det overvældende flertal af disse mennesker er kommet fra byernes og landsbyernes arbejderklasse. Det er dele af vores egen kraft og vore forhåbninger som dag efter dag mejes ned på slagmarken. Det er den internationale socialismens bedste, intelligente og mest skolede kræfter, bærerne af den moderne arbejderbevægelses helligste traditioner og djærveste heltemod, fortropperne i det internationale proletariatets led, Englands, Frankrigs, Belgiens, Tysklands og Ruslands arbejdere, som nu kues og plages til døde - disse Europas førende kapitaliststaters arbejdere, hvis rette historiske opgave er at gennemføre den socialistiske omvæltning, hvis appeller om den sociale frigørelsens revolution måtte udgå fra Europa, fra de ældste kapitalistiske lande, når tiden vel var inde. Kun de engelske, franske, belgiske, tyske, russiske og italienske arbejderne i forening kan anføre en befrielsesarmé, sammensat af undertrykte og udnyttede folk fra alle de fem verdensdele, og kun en sådan kan fordre aflæggelse af regnskab og godtgørelse for kapitalismens ødelæggelsesværk og århundredgamle forbrydelser mod de underudviklede folk. Men for at socialismen skal kunne gå til angreb og sejre kræves et stærkt, handlekraftigt og oplyst proletariat - arbejderskarer, hvis magt ligger lige så meget i deres åndelige overbevisning som i deres antal. Verdenskrigen har i høj grad decimeret disse skarer. Hundredetusindvis af mænd og ynglinge der har tilsluttet sig socialismens budskab møder nu en elendig død ved fronten og bliver ladt tilbage for at rådne op sammen med utallige skarer af andre ofre, som i en anden situation havde kunne vindes for vore idéer. På nogle uger tilintetgøres resultatet af årtiers møjsommelige arbejde, og det internationale proletariatets elite rykkes op med rødderne.

Juni-stridighederne blodsudgydelse betød at den franske arbejderbevægelse lamsloges et og et halvt århundrede fremad. Åreladningen ved Pariserkommunens fald indebar en ny svaghedsperiode, som varede i over ti år. Men hvad som sker nu er et massemord uden modstykke i historien, og det truer med at reducere de førende kulturlandes proletariat til kun at bestå af kvinder, ældre, børn og krøblinge - den europæiske arbejderbevægelse risikerer at forbløde på grund af denne uhyggelige åreladning. Endnu en sådan verdenskrig, og socialismens forhåbninger kommer til at blive begravet under det imperialistiske barbariets ruiner. Dette er vitterligt noget slemmere end bombardementet af Rheims-katedralen og den hensynsløse ødelæggelse af Liège. Det er et attentat som ikke retter sig mod mindesmærket over en borgerlig kultur men mod den socialistiske kulturs fremtidsmuligheder - et forsøg på at give dødsstødet til den magt som bærer menneskehedens fremtid i sit skød og som alene kan beskytte de arvede skatter fra det forgangne. Her blotter kapitalismen sine grinende dødningehoveder; her afslører den, at den har mistet sin historiske eksistensberettigelse og at den ikke længere formår at styre menneskehedens udvikling.

Verdenskrigen aftegner sig imidlertid ikke kun som et gigantisk massemord; den fremstår som et selvmordsforsøg på den europæiske arbejderklasse. Det er jo socialismens egne kæmper, Englands, Frankrigs, Tysklands, Ruslands og Belgiens proletarer, som på kapitalismens ordre støder de skarpslebne mordvåben i brystet på hinanden og vildt kæmpede slynger sig selv og hinanden ned i dødsriget.

"Deutschland, Deutschland über alles! Leve demokratiet! Leve tsaren og slaveriet! Flæsk og kaffesurrogat, klar til umiddelbar leverance!" - Gevinsterne stiger og proletarerne falder. Og hver gang så sker der det, at en revolutionssoldat, en fremtidens kæmpe, en menneskehedens kommende redningsmand, begraves.

Vanviddet vil ikke standses og det blodige helvedesdrama kommer ikke til at stoppe førend arbejderne i Tyskland og Frankrig, England og Rusland formår at overvinde deres sanseløse beruselse og kan række hinanden hånden til et broderligt håndslag, sådan at krigshetzernes dyriske skrål og de kapitalistiske profitørers henrykte jubelråb overdøvedes af det kæmpende proletariatets mægtige stridsråb: »Proletarer i alle lande, foren eder!«

Et stort antal partikammerater fra forskellige dele af Tyskland har antaget følgende teser, hvis mål er at tillempe Erfurt-programmets idéer på de problemer den internationale socialisme må tage stilling til i dag.

1. For den europæiske socialisme er resultaterne af fyrre årtiers arbejde sunket i grus af verdenskrigen, som har afsluttet det revolutionære proletariats betydning som politisk magtfaktor og berøvet socialismen dets moralske prestige, ligesom den sprængte Internationalen gennem at ægge dets forskellige sektioner til at deltage i likvideringen af deres brødre i andre lande, hvorved folkets ønsker, mål og forhåbninger i de vigtigste kapitalistiske stater helt blev underordnet imperialismens interesser.

2. Gennem sin stillingtagen for krigsbevillingen og proklameringen af borgfreden har de førende grupper indenfor Tysklands, Frankrigs og Englands socialistiske partier (med undtagelse af Det uafhængighed Arbejderparti) forstærket imperialismens magt, tvunget arbejdermasserne til at tålmodigt udholde krigens faser og elendighed og bidraget til, at give det imperialistiske raseri et absolut frit spillerum, idet at man på sådan en måde har forlænget massakren og øget antallet af ofre; derved har man også påtaget sig en højest betydelig del af ansvaret for krigen og dens følger.

3. At partistyrelserne i de krigsførende stater - først og fremmest i Tyskland, som man tidligere opfattede som et eksempel for hele Internationalen - valgte en sådan taktik, der indebar et brud mod den internationale socialismes mest elementære grundregler og et forræderi mod arbejderklassens og de kæmpende folks demokratiske rettigheder og livsinteresser. Følgen bliver at den socialistiske politik mister alt indflydelse også i de lande hvor de førende partifolk optræder i enighed med deres pligter - Rusland, Serbien, Italien og - med en eneste undtagelse - Bulgarien.

4. Gennem at socialdemokratiets talsmænd i de førende nationer under krigen opgav klassekampen og frasagde sig til ikke at ville aktualisere klassekampen på ny førend den militære kraftprøve var afgjort, fik de herskende grupper i hele Europa mulighed for i uhørt udstrækning at forstærke deres økonomiske, politiske og moralske stilling på proletariatets bekostning.

5. I verdenskrigen er der, reelt set, ikke fra nogens side spørgsmålet om at forsvare nogle nationale grænser eller hævde nogle større folkegruppers politiske og økonomiske interesser. Krigen er alene et resultat af rivaliteten mellem forskellige staters kapitalistklasser om verdensherredømmet og om eneretten til undertrykkelse og udsugning af de områder, der endnu ikke er kommet under kapitalistisk dominans. I en epoke som i så stor udstrækning frigjorde de imperialistiske kræfter, er nationale krige ikke længere tænkbare. Når man henviser til nationale interesser sker det nu mere kun for at vildlede masserne og lure dem at tjene deres dødsfjende, imperialismen.

6. Ingen undertrykt nation kan opnå frihed og uafhængighed gennem de imperialistiske staters omsorg eller som en følge af krigen. De små nationer, hvis ledende klasser står i maskepi med deres herskerkollegaer i stormagtsgruppen, udgør kun skakbrikker i stormagternes imperialistiske spil, og ligesom proletariatet misbruges de i krigen som redskab for disse, sådan at de efter krigens slutning overgives og udleveres til kapitalisternes interesser.

7. Under disse omstændigheder må den krig som nu raser - hvis side som end triumferer - indebære et nederlag for socialismen og demokratiet. En anden udgang end en af det internationale proletariatet gennemført revolution må medføre, at militarismen, de internationale spændinger og de på verdensscenen optrædende økonomiske konflikter forværres. Den kapitalistiske udsugning og den indenrigspolitiske reaktion får øgede muligheder, medens den offentlige kontrol bliver svag og parlamentet degraderes til et lydigt talerør for militarismen. Derigennem udvikles i den nu pågående verdenskrig alle de forudsætninger som kræves for at nye militære konflikter skal kunne skabes i fremtiden.

8. Verdensfreden kan ikke sikres gennem utopiske eller i grunden reaktionære projekter som de foreslåede voldgiftsdomstole, hvor kapitalistiske diplomater skal forsøge at nå frem til aftaler om "nedrustning", "frihed på verdenshavene", "toldunion i Europa", "Europas Forende Stater" og andre idéer af samme virkelighedsfjerne slags. Krigen, militarismen og imperialismen kan hverken overvindes eller holdes tilbage så længe kapitalismens ledere tillades at udøve et ubestridt klasseherredømme. Den eneste mulighed for at byde dem en effektivt modstand og betrygge verdensfreden ligger i at udnytte det internationale proletariats iboende kraft og kampvilje og med beslutsomhed placere disse tungt vejende faktorer i den politiske vægtskål.

9. Arbejderne i alle lande har en fælles dødsfjende: imperialismen - den mest udprægede manifestation af kapitalismens politiske verdensherredømme, sådant som det nu viser sig i sit sidste stadium. I lighed med kapitalismens tidligere former har imperialismen imidlertid den egenskab, at den giver sine fjender flere muligheder på samme tid som den selv videreudvikles. Den øgede kapitalkoncentration og forarmelsen af middelklassen, får proletarernes antal til at vokse, samt fører til en intensiv skærpelse af klassemodsætningerne og en meget stærkere modstand fra massernes side. Proletariatets klassekamp må såvel i fred som i krig, først og fremmest rette sig mod imperialismen. Kampen mod denne bliver samtidigt en strid om hvilken klasse der skal besidde den politiske magt; her kommer med andre ord den afgørende kraftprøve mellem socialismen og kapitalismen. Socialismens skarer, det internationale proletariat, må for at kunne opnå sine slutmål byde imperialismen en samlet modstand og med opbydelse af alle sine kræfter og offervilje gøre mottoet "krig mod krigen" til rettesnor for deres politiske handlinger.

10. Socialismens hovedopgave bliver i dagens situation at samle proletarerne i alle lande og af dem skabe en kraftfuld revolutionær magtgruppe, en stærk international organisation med målbevidst indsigt om deres interesser og forpligtelser og med en taktik og en handlingskraft som er lige uafhængig i krig som i fred; proletariatet opnår da den politisk dominerende rolle som kræves for at det skal kunne fuldstændiggøre sin historiske opgave.

11. Den Anden Internationale er skrinlagt på grund af krigen. Dens utilstrækkelighed bevistes klart af dens mislykkedes, når det gælder om at gennemdrive et fælles handlingsprogram for proletariatets styrker i alle lande, og dets magtesløshed foran de gennem krigsudbruddets opvågnede nationale aggressioner.

12. Efter det forræderi som de førende staters socialistiske partiledelser har begået mod arbejderklassens mål og interesser, og efter den retræte de foretog fra det internationale proletariats politik til den borgerlige imperialismes, er det af yderst stor betydning for socialismen, at man danner en ny Arbejderinternationale, hvis opgave det bliver at lede og samordne de revolutionære kampforholdsregler mod imperialismen i alle lande.

For at kunne mestre sin historiske opgave må socialismen lade sig vejlede af følgende principper:

1. Kampen mod de herskende klasser indenfor det borgerlige samfund er, ligesom den internationale solidaritet mellem alle landes proletarer, noget som arbejderklassen aldrig må fravælge når den udkæmper sin verdenshistoriske befrielseskamp. Socialismen kan ikke adskilles fra klassekampen, og den er utænkelig uden et fast sammenhold mellem verdens arbejdere. Hverken i krig eller i fredstid kan det socialistiske proletariat forholde sig skødesløs til disse ting uden samtidigt med at begå selvmord.

2. Det internationale proletariats politiske handlinger må bestandigt have som sit første og fremmeste mål, at bekæmpe imperialismen og forhindre militære konflikter. Fagforeningerne og de socialistiske rigsdagsgrupper må i lighed med arbejderbevægelses øvrige organisationer anvendes for at fremme disse bestræbelser, sådan at proletariatet i alle lande byder de borgerlige grupper en skarpt modstand; derved understreges uafbrudt arbejdernes internationale solidaritet og fremhævelse af de idelige og politiske modsætninger mellem disse to samfundsklasser.

3. Organisering af proletariatet som klasse må ske med Internationalen som centrum. I fredstid bestemmer Internationalen hvilken taktik man i de forskellige stater skal vælge, når det gælder militarismens, kolonialismens og handelspolitikkens problemer, og i tilfælde af krig skal den udforme den fælles strategi.

4. Fremstillingen af Internationalens beslutninger må gå foran alle andre organisationsspørgsmål. Partigrupper som sætter sig imod disse beslutninger stiller sig udenfor Internationalen.

5. I kampen mod krigen og imperialismen kan den afgørende indsats kun gennemføres gennem en forening af det internationale proletariats kræfter og ressourcer. Det centrale punkt i de nationale partiafdelingers taktik bliver derfor, at forstærke de store folkegruppers handlingskraft og formå dem til at tage politiske initiativer; partiorganisationer og fagforeninger skal opbygges på en sådan måde at de hele tiden bliver i stand til at forbedre kontakterne og samarbejdet mellem partiafdelingerne i de forskellige lande. Da kan Internationalens vilje også styre alle verdens arbejdere i deres handlinger.

6. Derefter må socialismen befri proletariatet fra de nationalistiske tankegange som den alt for stærke borgerlige indflydelse har skabt. Såvel gennem pressen som gennem deres parlamentsrepræsentation må partiets ledere i de forskellige stater indrette sig på at afsløre og besejre de borgerlige magtmidler som den svulstige nationalistiske fraseideologi udgør. Den sande nationale frihed kan i dag kun værnes ved at man mod imperialismen højner den revolutionære klassekamps våben. Proletarernes fædreland, hvis forsvar nu må anses som vigtigere end alt andet, er den socialistiske Internationale.

1. Efter den første Balkan-krig sagde socialdemokraten David den 3 december 1912 følgende i den tyske rigsdag: "I går forsøgte man indenfor denne forsamling at hævde, at Tyrkiets sammenbrud umuligt kunne bero på Tysklands orientpolitik, som tværtimod skulle have haft en synderlig positiv virkning. Rigskansleren anså at vi gjort Tyrkiet adskillige tjenester, og herr Bassermann påstod at vi har fået tyrkerne til at gennemføre en række nyttige reformer. De senere påstande har jeg hidtidig ikke hørt bekræftet i noget som helst henseende, og selve opgaven om de gode tjenester må nok forsynes med et spørgsmålstegn. Hvad er det som har forårsaget Tyrkiets sammenbrud? Den tyrkiske styreform som nu er brudt sammen var et junker-regime af den type som vi her i Tyskland kan finde meget mere nærliggende eksempel på. Hvad der skete i Tyrkiet kan ses som en parallel til det manchuriske junker-herredømmets fald i Kina. Det synes som om at alle sådanne regimer var på vej mod deres fald; de kan ikke længere modsvare tidens krav. Situationen i Tyrkiet påminder som sagt på en vis måde om forholdene hos os. Tyrkerne er blot en lille minoritet, en gruppe regerende erobrere. Der findes også en gruppe som har antaget den muhammedanske religion uden at selv være sammensat af tyrkiske raceelementer, men de egentlige tyrkere har kun udgjort en minoritet, en lille krigerisk racegruppe som lagde beslag på alle førende embeder i samfundet, en herskerkaste som takket være deres store jordbesiddelser kunne holde magten og befale over bønderne og muligheden for at undertrykke dem på samme hensynsløse måder som vi på andet hold har set praktiseret af vore egne selvbevidste krigere. På naturhusholdningens tid var dette endnu muligt i Tyrkiet. Et regime af denne slags kan under sådanne forhold viser sig nogenlunde udholdelig, idet de store jordejere da ikke i samme grad stræber efter at presse af deres underordnede så meget som muligt; herskerne kan ofte fornøje sig med at føre et luksuøst liv. Så snart Tyrkiets økonomiske system på grund af kontakten med Europa gennemgik en moderniseringsproces blev det tyrkiske junkersystems tryk imidlertid meget mere uudholdeligt for landets bønder. Den tiltagende udsugning forvandlede en stor del af disse bønder til enten tiggere eller stratenrøvere. De tyrkiske junkere har ikke kun ført en krig mod en ydre fjende; nej, de har også måtte opleve et bondeoprør, som fik deres vælde til at bryde sammen og som indebar at det gamle tyrkiske klassesamfunds rygrad knækkedes!

Når der nu tales om de tjenester som den tyske regering påstås have gjort Tyrkiet, skal det fremholdes at man mislykkedes med den for landet og dets herskeres vigtigste tjeneste, nemlig at få den tyrkiske regering til at gennemføre de reformer som den i henhold til Berlin-protokollen var forpligtiget til at gennemføre. Disse reformer skulle have givet de tyrkiske bønder samme frihed som de bulgarske og serbiske bønder allerede havde fået. Men hvornår skulle Tysklands diplomater, skolede i det preussiske junkersystems ånd, nogensinde kunne lykkes med sådan et overtalelsesforsøg?

De instruktioner som herr von Marschall fik fra Berlin kan i alle hændelser knapt have sagt noget om nogle virkeligt betydningsfulde tjenester for ungtyrkerne. Hvad man i stedet havde at give, var en vis ånd, som hastigt spredte sig indenfor det tyrkiske officerskorps - det overmod i officerernes almindelige indstilling, som viste sig så skæbnesvangert for den tyrkiske armé. Der går rygter om at man blandt de dræbte finder officerer som er iført laksko og klæder, som til en societetsforestilling. Den tyrkiske armés indre splittelse og opløsning er delvist forårsaget af de befalingshavendes overmod og udfarende optræden rettet mod soldaterne, hvis tillid til deres overordnede undergravedes i meget høj grad.

Mine herrer, vi har altså forskellige opfattelser om hvad der forårsagede det tyrkiske riges sammenbrud. Først og fremmest afhang dette sammenbrud som sagt af økonomiske faktorer, men det fremskyndes gennem den preussiske krigerånds fordærvelige indflydelse."

2. Den af de tyske imperialistkredse energisk understøttende ophidselse i Marokko-spørgsmålet var heller ikke egnet til at dæmpe franskmændenes bekymringer. Sammenslutningen »Der Alldeutsche Verband« udtrykte åbent deres synspunkt, at Tyskland burde annektere Marokko - selvfølgelig var dette af den yderste vigtighed for fædrelandets fortsatte eksistens - og dets formand Heinrich Class lod publicere et flyveblad med titlen »Westmarokko deutsch!« Da professor Schiemann senere apropo Kongo-aftalen forsøgte at forsvare udenrigsdepartementets opgivelse af erobringsplanerne for Marokkos del, blev han angrebet i en af imperialistgruppernes aviser i følgende vending: "Professor Schiemann fødtes i Rusland og er muligvis ikke af umiddelbar ægte tysk afstamning. Man må derfor ikke klandre ham for, at han står hånende og ufølsom for sådanne spørgsmål som måtte vise sig så fortræffelige betydningsfylde for den nationale selvfølelse og stolthed i hver sand patriots hjerte. Men når en fremmed drister sig til at tale om det tyske folks smertelige skuffende drømme som om det har været spørgsmålet om nogle barnlige fantasier, da må vi give udtryk for vort foragt og vores vrede over at sådanne ord kan udtales af denne fremmede, som desuden i egenskab af professor ved Berlins Universitet er genstand for den preussiske stats generøse gæstfrihed. Vi må også tilkendegive den dybeste sorg over at behøve at konstatere at denne mand, som i det konservative partis ledende avis våger at krænke det tyske folks helligste følelser, tillades til at give landets kejser råd i politiske spørgsmål og med ret eller uret påstår, at optræde som talsmand for kejserens egne hensigter."

3. I januar 1908 skrev den liberale russiske politiker Peter von Struve: "Nu skal det påpeges at et forstærket russisk vælde kun kan skabes på en måde, nemlig gennem at alle kræfter sættes ind mod et område som er virkeligt modtagelig for påvirkning fra vores side. Jeg peger på hele Sortehavs området, med andre ord, på alle de europæiske og asiatiske stater som ligger ved Sortehavets bredder. Her har vi de nødvendige forudsætninger for en selvstændig industriel ekspansion: mennesker, stenkul og jern. Kun på grundlag af disse absolut nødvendige forudsætninger kan vi opbygge et industrielt mægtigt Stor-Rusland, og hvis det skal lykkes, må alle samfundskræfterne indrettes til dette mål."

Da verdenskrigen indledes forklarede samme skribent straks før Tyrkiets indgriben: "Blandt de tyske politikere fødtes ideen til en selvstændig tyrkisk politik, hvis grundtanker skulle tage form i en planmæssig ægyptisering af Tyrkiet under Tysklands beskyttelse. Bosporus Strædet og Dardaneller Strædet skulle forvandles til et tysk Suez. Allerede inden italienerne trængte tyrkerne ud af Afrika og Balkanstaterne kastede dem ud af Europa, var Tyskland begyndt at stræbe efter at skabe garantier for Tyrkiets uafhængighed, som ansås at kunne styrke tyske interesser i såvel økonomisk som politisk henseende. Efter denne krig ændredes planerne kun såvidt at det ottomanske herredømme, som viste sig så overordentligt svagt, ansås modent til definitivt at placeres på Ægyptens niveau ved at man gennem pagten med Tyskland i realiteten forvandlede det til et tysk protektorat. Det er imidlertid aldeles åbenbart, at Rusland absolut ikke skulle kunne tolerere et sådant rige inde ved Marmara-søen og Sortehavet. Man skal ikke undre sig over at den russiske regering protesterede mod alle de tegn som pegede på at man forsøgte på at oprette et sådant protektorat; man behøver kun erindre sig om udsendelsen af den general, som ikke kun skulle lede omorganiseringen af den tyrkiske armé, men selv skulle føre befaling over et armékorps i Konstantinopel. Formelt ledte protesterne i dette spørgsmål til et for Rusland tilfredsstillende resultat, men i realiteten forandredes situationen ikke det ringeste. Dette medførte, at risikoen for en krig mellem Tyskland og Rusland var meget stor i december 1913: tilfældet med den udsendte general havde afsløret de truende tendenser i Tysklands Tyrkiet-politik.

Dette nye tiltag i den tyske politik havde allerede det været tilstrækkeligt til at fremkalde en væbnet konflikt mellem Tyskland og Rusland. Ved den situation som indledes i december 1913 gik den politiske udvikling siden videre mod en sådan konflikt, som i sin bane nødvendigvis måtte videreudvikles til en verdenskonflikt."

4. I det imperialistiske flyveblad »Warum er der deutsche Krieg ist?« kan man læse følgende linier: "Rusland har allerede tidligere fristet os med de ti millioner tyskere som måtte forlades udenfor det rige som tog form i 1866 og i 1870-1871; de skulle blive vores belønning hvis vi lader det gamle habsburgske monarki i stikken."

5. Efter attentatet i Sarajevo, da den officielle tyske politiks betydning endnu ikke var helt klarlagt, skrev Kölnische Zeitung sådan her: "Den som ikke har indsigt i forholdene må her spørge om hvordan det kan komme sig, at Østrig trods sin rolle som de bosniske folkegruppers velgørere, overhoved ikke blev genstand for nogen taknemmelighed, men tværtimod hades intensivt af serberne, som udgør 42 procent af befolkningen i området. Kun den som kender disse folk og deres situation tilstrækkeligt godt, og som kan skubbe europæiske fordomme tilside kan forstå svaret som helt enkelt er, at Bosniens forvaltning byggede på et helt galt grundlag, skabt af den gamle, sejlivede og kriminelle ukyndighed og de virkelige forhold i dette land."

6. »Warum es der deutsche Krieg ist?« (sid. 18) Gross-Østerreich, talerør for kredsene omkring ærkehertugen, udkom den ene uge efter den anden med hadeparoler i den her stil: "Hvis man ønsker at hævne for mordet på ærkehertug Franz Ferdinand og vil gøre dette på en så værdig måde som muligt, i den dødes egen ånd, da skal man så snart som muligt realisere ønskemålene i det politiske testamente den uskyldigt ofrede mand forlader efter sig. I seks års tid har vi nu ventet på at den svære spænding endelig skal opløses, som kom til at præge hele vores politiske situation. Idet vi ved at vi kun i en krig kan skabe et nyt og mægtigt Østrig, en stor alliance mellem frie og lykkelige folk, ønsker vi at krigen skal komme. Vi vil at krigen skal komme, thi det er vores faste overbevisning at vi kun med en krigs hjælp hurtigt og kompromisløst kan opnå vort mål: et forstærket og udvidet Østrig, hvis principper kan give balkanfolkene frihed og kultur i skæret af skønne og lyse fremtidsudsigter. Vores store fører er død. Efter således at have tabt den stærke hånd hvis ubetvingelige energi på kort tid kunne have skabt denne stat, har vi nu kun krigen at håbe på. Vi satser alt det vi har på dette vort sidste kort! Efter attentatet råder der i Østrig og Ungarn en uhørt vrede, som muligvis kommer til at eksplodere i en åben konflikt med Serbien samt på længere sigt selv med Rusland. Ærkehertug Franz Ferdinand har ikke selv nået at gennemføre det imperialistiske program; hans indsats kom nu kun til at gælde forberedelserne. Vi håber at hans død var det nødvendige blodsoffer som krævedes for at hele Østrig skulle gribes af den imperialistiske henrykkelsen."

7. Det tyske politiske ledelse vidste selvfølgelig hvad der skulle ske, og det er i dag ikke længere nogen alvorlig indiskretion at nævne at de tyske søstridskræfter, i lighed med andre europæiske flåder, ved denne tid befandt sig i højeste kampberedskab." (Rohrbachs »Der Krieg und die deutsche Politik«, sid. 32)

8. Rohrbachs »Der Krieg und die deutsche Politik«, sid. 41.

9. Samme skrift, sid. 83.

10. Se den artikel fra partiets avis i Nürnberg, som gengives i Hamburg-avisen Echo den 6 oktober 1914.

11. Chemnitzer Volksstimme skrev den 21 oktober 1914: "I alle tilfælde er den tyske censur i det hele taget noget mere fornuftig end den franske eller den engelske. Skrigende mod censuren, som ofte inderst inde afhænger på uformåen til at tage stilling til krigens problem, tjener kun til at hjælpe fjenden med at sprede deres løgnagtige påstande om Tyskland som Ruslands ligeværdige i spørgsmålet om undertrykkelse. Den som på alvor betvivler, at han trods censuren kan skrive i overensstemmelse med sin egen opfattelse, han må lægge sin pen til siden og forsat holde kæft."

12. "Da den socialdemokratiske rigsdagsgruppe enstemmigt stemte for krigslovens bevilling" - skrev partiorganet i München den 6 august - "da den gav udtryk for deres varme forhåbninger om at den skulle få og vise stor tilslutning til deres stillingstagen til landets forsvar, da var dette altså ikke noget taktisk kneb, men en helt naturlig konsekvens af partiets beredvillighed til at oprette et folkeforsvar som skulle erstatte det gamle system, hvis forberedende fallit mere egnede sig til at befæste den herskende klasses indenrigspolitiske stilling end til at beskytte landet mod angreb udefra." I Neuen Zeit har man derefter kunnet skildre den nu pågående krig som en "folkekrig" og den preussisk opbyggede armé som en "medborgerhær". Socialisten Hugo Schulz har til og med anvendt lignende udtryk i artikler om de østrigske krigsanstrengelser.

13. R. Luxemburg, »Massenstreik, Partei und Gewerkschaften«, Hamburg 1907.

Skift til: Tysklands historie * 1848 * Den tyske bondekrig * Sakserkrøniken * Fascismen * Marxismens ABC * Oktoberrevolutionen 1917 * Socialismen udvikling fra utopi til videnskab/Pariserkommunen 1871 * Strejke * Marx 100 års dag, m.v. * Dialektisk og historisk materialisme * Lenin 100 år * Danmarks historie * BOPA * Ruslands historie * det 20énde århundrede * Betalingsmidlernes historie * Vor tidsregning * mere historie * Den Franske Revolution 1789 * Østrig/Ungarn 1918/19

Webmaster