Karl Marx, De Retfærdiges Forbund, Kommunisternes Forbund, St. Martins Hall i London 1864. I. Internationale.

Kongressen i Genéve 1866. Kongressen i Lausanne 1867. Kongressen i Bryssel 1868. Kongressen i Haag 1872.

The International Workingmen's Association (IWA)

Den videnskabelige kommunismes grundlægger Karl Marx blev født 5. maj 1818 i Trier. Marx' hjemstavn, Rhinprovinsen, påvirkedes i højere grad end de øvrige områder i Tyskland af den Franske Revolutions (1789) ideer. I 1795 blev den venstre Rhinbred forenet med Frankrig. Dette førte i det væsentligste til en nedbrydning af den feudale ordning og indførelse af en mere progressiv lovgivning, Code Napoléon. I forbindelse med områdets naturrigdomme, kul og jernmalm skabtes hermed gunstige betingelser for udviklingen af en storindustri. Efter Napoleon imperiets sammenbrud blev Rhinområdet igen indlemmet i Prøjsen, den mest reaktionære af de 38 delstater, der udgjorde de økonomisk og politisk splittede såkaldte tyske lande og byer. Disse stater havde forskelligt møntsystem, forskellig mål og vægt og forskellig lovgivning, hvad angik handel og industri. Dette besværliggjorde i høj grad den økonomiske udvikling i Tyskland og i særlig grad udviklingen i den fremskredne Rhinprovins, hvor der allerede var fremvokset en kapitalistisk industri og et dertil hørende industrielt- og finansborgerskab, og en underklasse af arbejdere (se lønarbejdets fremkomst). Betalingsmidlernes fremmarch som værdimåler og byttemiddel, og som monopol for forskellige fyrster og kirker, mod befolkningerne, havde frembragt forskellige vanskeligheder og indbyrdes stridigheder, som vi kender fra den efterfølgende valuta- og finansspekulation. Men betalingsmidlerne muliggjorde jo ophobningen af formuer på få hænder, hvor overklasserne efterfølgende kæmpede om indførelse af juridiske rettigheder, monopoler, privilegier, og selve indflydelsen på retsvæsenets afgørelse, og ikke mindst på evne til at købe lejetropper og kanoner - alt rettet mod befolkningerne, som de også brugte i massemålestok som soldater i blodige krige under forskellige kristelige deklarationer og ordblomster. Prøjsens feudal-absolutistiske system, fyrsternes standsprivilegier og myndighedsmisbrug fremkaldte ikke kun utilfredshed hos folkemassernes, men også borgerskabets utilfredshed. Mange »tyskere« flygtede til udlandet, eller gik på valsen. »De Fredløses Forbund« var blevet stiftet i Paris af tyske flygtninge i 1834, og »De Fredløses Forbund« var en demokratisk-republikansk forening. Nogle tyske medlemmer fra denne forening dannede i 1836 en ny hemmelig forening »De Retfærdiges Forbund«, dvs. »League of the Just«, »Bund der Gerechten«, og politisk lå denne forening tæt op ad af den franske arbejderkommunisme, der på samme tid udformedes i Paris i tilknytning til François Noël Gracchus Babeufs (1760-1797) traditioner. Babeufs havde dengang dannet en sammensværgelse: »Sammen« (eller Fællesskab). I Paris stod »De Retfærdiges Forbund« bl.a. i nøje forbindelse med det af Louis Auguste Blanqui (1805-1881) og Armand Barbes (1809-1870) ledede »La Société des Saisons« dvs. »Årstidernes Selskab«. »De Retfærdiges Forbunds« sektioner marcherede med i blanquisternes mislykkede oprørsforsøg d. 12. maj 1839, og de led et fælles nederlag. Blangui blev dømt til døden i januar 1840, men straffen blev forvandlet til fængsel på livstid. Blangui havde under Julirevolutionen i Paris i 1830 tilsluttet sig selskabet »Amis du Peuple« dvs.»Folkets Venner) hvor han mødte Philippe Buonarroti, François-Vincent Raspail og Armand Barbès. Af tyskere blev først og fremmest Karl Schapper og Heinrich Bauer taget, og Louis Philippes regering nøjedes med at udvise dem efter et længere fængselsophold. Karl Schapper var fra Weilburg i Nassau, og blev som skovbrugsstuderende i Giessen 1832 medlem af den sammensværgelse, som Georg Büchner havde stiftet; allerede d. 3. april 1833 var han med i stormen på politistationen i Frankfurt, og undslap til udlandet og deltog i februar 1834 i Giuseppe Mazzinis togt til Savoyen. Heinrich Bauer var fra Franken og var skomager. Efter frigivelsen rejste Karl Schapper og Heinrich Bauer til London, og her mødte de Joseph Moll, der var urmager fra Køln. De stiftede d. 7 februar 1840 »Arbejderuddannelsesforeningen« (ell. »Den Offentlige Tyske Arbejderoplysningsforening«). »De Retfærdiges Forbund« mistede sin funktion som centralorgan med dets tilintetgørelse i maj 1839. Der var kun enkelte grupper tilbage, som var blevet organiseret af tidligere medlemmer af »De Retfærdiges Forbund«. Andre medlemmer af »De Retfærdiges Forbund« flygtede til Schweiz. Blandt dem havde Wilhelm Weitling (1808-1871) fået den største indflydelse. Weitling, der var skrædder af profession, var en af de første tyske revolutionære, som stammede fra håndværkerproletariatet. Som så mange andre tyske håndværkere vandrede han i denne tid fra den ene by til den anden og nåede allerede i 1835 til Paris, men først i 1837 slog han sig ned her i en længere tid. Han var blevet medlem af »De Retfærdiges Forbund« og stiftede bekendtskab med Lamennais' lære, som repræsenterede den kristne socialisme, og med Saint-Simon og Fouriers lære. Her mødte han også Blanqui og hans tilhængere. I slutningen af 1838 skrev han på sine kammeraters opfordring det lille hæfte »Menneskeheden, som den er, og som den burde være«, hvori han allerede forsvarede de kommunistiske ideer. Efter et mislykket forsøg på propagandaarbejde blandt schweizerne begyndte han sammen med nogle kammerater at organisere grupper blandt de tyske arbejdere og emigranter, først i den franske og senere også i den tyske del af Schweiz. I 1842 offentliggjorde han sit hovedværk »Garantier for harmoni og frihed«. Heri gjorde han mere indgående rede for de synspunkter, som han havde fremsat allerede i 1838. Bogen var i lang tid de tyske kommunisters katekismus. Wilhelm Weitling adskilte sig fra andre af tidens utopister ved, at han ikke troede på en fredelig overgang til kommunismen via overbevisning. Tværtimod, man vil kun kunne virkeliggøre det nye samfund, som Weitling i alle enkeltheder udarbejdede en plan for, ved hjælp af vold. Jo hurtigere vi ødelægger det eksisterende samfund, så meget desto hurtigere vil vi befri folket. Det bedste middel hertil er at drive den bestående samfundsmæssige uorden ud i dens yderste konsekvens. Jo være, jo bedre! Weitling mente, at de »asociale«, lumpenproletariatet og endog røverne var det mest oplagt revolutionære element, der kunne styrte dette samfund. I Schweiz lærte han også Bakunin og hans lære at kende. Han gjorde allerede dengang nogle af de netop omtalte ideer til sine egne. Da Weitling i foråret 1843 blev anholdt i Paris, og da man retsligt forfulgte ham og hans tilhængere, blev også Bakunin kompromiteret, og han var siden da emigrant. Efter endt fængselsstraf blev Weitling udvist til Tyskland. Efter alle mulige strabadser lykkedes det ham via Hamburg at komme til London. Der blev han modtaget med stor triumf. Til hans ære blev der arrangeret et stort møde med deltagelse af engelske socialister og chartister og tyske og franske emigranter. Det var det første store internationale møde i London. I disse år havde Karl Marx studeret i Berlin om den antikke filosofis historie. Han arbejdede på en doktordisputats over emnet Forskellen mellem den demokritiske og epikurceiske naturfilosofi. I dette sit første videnskabelige arbejde er Marx' udgangspositioner endnu idealistiske, men han afslører allerede stor tankemæssig selvstændighed i forhold til Hegel. Modsat Hegel, der forholdt sig negativt til materialisten Epikur, begejstres Marx over den gamle græske oplysningsfilosofs modige kamp mod religion og overtro. Marx er en uforsonlig modstander af alle forsøg på at indordne videnskaben under religionen og lænke den frie menneskelige tænkning. Den legendariske Prometheus, der højmodigt og selvopofrende kæmpede for menneskehedens lykke, bekendte engang: »Kort sagt, jeg hader alle guder«, med Marx' ord er dette også en bekendelse til den progressive filosofi, hvis bestemmelse han så i kampen »mod alle himmelske og jordiske guder«. Med krigserklæringen til alle guder, himmelske såvel som jordiske, træder Marx ikke kun frem som militant ateist, men også som revolutionær, der modigt bekæmper den »kristne stat«, det absolutistiske prøjsiske monarki. Men Marx forudså, at hans disputats ikke ville få en objektiv videnskabelig bedømmelse ved universitetet den prøjsiske hovedstad Berlin, og sendte den derfor til universitetet i Jena, og i april 1841 erhvervede han doktorgraden i filosofi. Men den prøjsiske regering fordrev de progressive professorer fra universiteterne, og i foråret 1842 bliver Marx medarbejder ved bladet »Rheinische Zeitung«. I bladets spalter bestræbte Marx sig på at belyse spørgsmålet om pressefriheden og den reaktionære censur, som udøvedes i Prøjsen. Dette beskæftigede Marx sig med i sin første artikel Bemærkninger til de nyeste prøjsiske censurinstrukser. Artiklen blev skrevet i begyndelsen af 1842, men kunne på grund af censuren ikke trykkes i Tyskland og blev først offentliggjort i 1843 i Schweiz i en artikelsamling. I artikler vendte Marx sig mod den reaktionære censur, der kvalte enhver levende tanke i Tyskland, og hævdede, at pressen skulle være folkets åndelige spejlbillede, udtrykke dets behov og forventninger. Han afviste indigneret opfattelsen af pressen som et profitabelt erhverv, som udelukkende et middel til at skaffe sig de materielle livsfornødenheder. I artiklen analyserer Marx forløbet af debatten om pressefrihed i Rhinprovinsens landdag og afslører landdagens folkefjendtlige, standsbundne karakter og gør sig til talsmand for oprettelsen af en ægte folkelig repræsentativ forsamling. Marx' artikel gjorde et meget stort indtryk både på grund af sin tankemæssige dristighed og rigdom og også på grund af sit litterære format. Den prøjsiske censurs reaktion gav sig udslag i, at Marx' næste artikel om konflikten mellem den prøjsiske regering og den katolske kirke ikke så dagens lys. På trods af obstruktion fra censorer og fra bladets borgerlige aktionærer udkæmpede Marx i bladets spalter en kamp mod den økonomiske, politiske og åndelige undertrykkelse, og forsvarede folkemassernes vitale interesser. I den tredje af en række artikler under overskriften Debatter fra den sjette rhinske landdag analyserer han diskussionen angående en lov om tyveri af brænde fra skovene, og redegør for skovejernes brutalitet og vilkårlighed og forsvarer de udbyttede bønder. Samme medfølelse med folkets elendighed gennemtrænger en anden artikel om vinbøndernes forhold. På baggrund af et omfattende konkret materiale tegner Marx et billede af, hvorledes vinbønderne ved Mosel bliver udnyttede. Han afslører det hjerteløse og løgnagtige prøjsiske bureaukrati, der forsøger at skjule sandheden om bøndernes forhold. På grund af artiklens skarpe politiske tendens kunne en lovet fortsættelse ikke bringes i bladet. Kendskabet til det virkelige liv, til den arbejdende befolknings nød og retsløse stilling får også Marx til at se på det eksisterende politiske system i Tyskland med andre øjne. Marx kommer til den konklusion, at den prøjsiske regering og dens embedsmænd ikke repræsenterer folkets, men de privilegerede stænders, gejstlighedens og adelens interesser. Marx tager således et skridt i retning af at klarlægge statens virkelige rolle i klassesamfundet. Under arbejdet med artiklerne om de arbejdende massers materielle nød indså Marx, at hans kendskab til politisk økonomi var utilstrækkeligt. Ifølge Friedrich Engels nævnte Marx senere flere gange over for ham, at »netop gennem beskæftigelsen med loven om tyveri af brænde og med moselbøndernes forhold kom han fra den rene politik til de økonomiske forhold og ad den vej til socialismen«. Allerede på dette tidspunkt åbenbaredes alvorlige uoverensstemmelser mellem Marx og brødrene Bruno og Edgar Bauer og andre unghegelianere, der i sommeren 1842 havde dannet en gruppe, som benævnte »De Frie«. Marx, der bestræbte sig på at forene teoretisk kritik med revolutionær politisk virksomhed, afviste kategorisk at trykke »De Frie« artikler, der var fyldt med abstrakte betragtninger over filosofi, religion og overfladisk sludder om kommunisme. Men så udstedte den prøjsiske regering en forordning d. 19 januar 1843, hvorefter »Rheinische Zeitung« skulle lukke d. 1 april, og d. 17 marts udtrådte Marx af redaktionen. I oktober 1843 flytter Marx og hans kone Jenny til Paris. Under sit ophold i Paris var Marx i kontakt med lederne af »De Retfærdiges Forbund« og også med lederne af de fleste hemmelige franske selskaber, men han tilsluttede sig ingen af dem. Han stiftede bekendtskab med franske socialister og kommunister som Louis Blanc, Etienne Cabet, Pierre Leroux og også med Pierre-Joseph Proudhon. Han blev ven med den store tyske digter Heinrich Heine. I Paris mødte Marx også Mikhail Bakunin, Vasilij Botkin og flere andre russere. Marx anvendte megen tid på studiet af den Franske Revolutions historie og om Nationalkonventets historie. Friedrich Engels er samtidig i England, og deltog i chartisternes møder. I det »De Retfærdiges Forbund« i London træffer Friedrich Engels Karl Schapper, Heinrich Bauer og Joseph Moll, og i 1843 havde Karl Schapper i London tilbudt Friedrich Engels optagelse i »De Retfærdiges Forbund«, men dengang sagde Engels nej. Hermann Kriege fra Westfalen udvandrede til Amerika, og var dér forbundets udsending. Karl Marx og Friedrich Engels mødes i august 1844 i Paris, og her blev grunden lagt til deres videnskabelige samarbejde. Marx havde tidligere set Engels artikel Skitser til en kritik af nationaløkonomien, og var helt imponeret. Her påbegyndte de i fællesskab et værk, der udkom i februar 1845 under den ironiske titel Den hellige familie eller Kritik af den kritiske kritik. Mod Bruno Bauer og Co. En stor del af dette værk blev skrevet af K. Marx på grundlag af resultaterne af hans tidligere undersøgelser. Som bod for deres tidligere radikale standpunkter trådte de nu frem som miskendte »filosofiske ledere« og lagde en yderst nedladende holdning for dagen over for den »uoplyste«, »indskrænkede« masse, »pøbelen«, heri indbefattet proletariatet. Gennem kritikken af Bruno Bauer og Co.'s subjektivistiske og idealistiske anskuelser, der gik ud fra, at kun »udvalgte personligheder« skaber historien, udviklede K. Marx og F. Engels en af den historiske materialismes grundlæggende synspunkter: det er ikke de enkelte »helte«, men folkemasserne der er de sande skabere af historien. K. Marx og F. Engels forudsagde, at efterhånden som historien udvikler sig, bliver stadig bredere folkemasser bevidste og aktive aktører i den historiske proces. I artiklen Den hellige familie formulerer K. Marx og F. Engels deres næsten færdigudviklede syn på proletariatets verdenshistoriske opgave og de sociale og økonomiske forudsætninger herfor. I modsætning til de socialistiske utopister, der i proletariatet kun så en magtesløs og lidende masse, påviser Marx og Engels, at arbejderklassen i kraft af sin stilling i det kapitalistiske samfund både kan og skal realisere en revolutionær omdannelse af verden. Ideen om proletariatets verdenshistoriske rolle var det fundament, hvorpå den videnskabelige kommunismes bygning blev rejst. Den hellige familie indeholder grundlaget for en ny, revolutionær-materialistisk verdensanskuelse - arbejderklassens ideologi - og den klarlægger proletariatets verdenshistoriske rolle som skaber af det socialistiske samfund. Hvad angik udbredelsen af denne nye verdensanskuelse, frembød der sig store vanskeligheder, idet de tysk-franske årbøger, »Deutsch-Französische Jahrbücher«, ophørte med at udkomme efter udsendelsen af det første dobbelthæfte. Ud over vanskeligheder i forbindelse med konfiskation af en stor del af tidsskriftets oplag ved den prøjsiske grænse og finansielle problemer i det hele taget var den væsentligste årsag hertil, at der var opstået dybe uoverensstemmelser mellem K. Marx og den borgerlige radikale Arnold Ruge. Disse uoverensstemmelser førte til et brud og åben polemik mellem dem i det tyske dagblad »Vorwärts«, der blev udgivet i Paris, angående de schlesiske væveres opstand i juni 1844. Mens Arnold Ruges vurdering gik ud på, at der var tale om et blindt og meningsløst oprør, så hilste K. Marx med begejstring proletariatets første aktion i Tyskland og bemærkede med stor tilfredshed den bevidste handling fra de oprørske arbejderes side. K. Marx rettede i stigende grad opmærksomheden mod »Vorwärts«, der på grund af hans indflydelse bevægede sig i kommunistisk og udpræget anti-prøjsisk retning. Den prøjsiske regering arbejdede på at få bladet forbudt, og som resultat heraf udstedte den franske regering en forordning angående udvisning fra Frankrig af en række af bladets medarbejdere. Dette gjaldt i første række Karl Marx. Også Théodore Dézamys' ideer var udbredt. I London organiserede Karl Schapper i oktober 1844 at et internationalt selskab med navnet »Selskabet Folkenes Demokratiske Venner«. Selskabet havde til formål at føre revolutionære af alle nationaliteter sammen, at styrke broderskabet mellem de forskellige folk, og at kæmpe for sociale og politiske rettigheder. I spidsen for selskabet stod Schapper og hans nærmeste venner. Weitling, der blev næsten et halvt år i London, havde i begyndelsen stor indflydelse også i arbejderforeningen i London, hvor der blev ført lidenskabelige diskussioner om alle emner, der havde forbindelse med den aktuelle situation. Men han måtte dog meget snart notere sig, at han stødte på en stærk opposition. Hans gamle kammerater som f.eks. Schapper, Bauer og Joseph Moll havde under adskillelsen stiftet nøje bekendtskab med den engelske arbejderbevægelse og Owens lære. Weitling havde den holdning, at proletariatet ikke var en særlig klasse med særlige klasseinteresser. Proletariatet var blot en del af den fattige og undertrykte befolkning, men af disse fattige udvalgte han lumpenproletariatet, som efter hans mening var det mest revolutionære element. Han gik stadig rundt med den idé, at røverne, banditterne er et af de mest håbefulde elementer i kampen mod det eksisterende samfund. Propagandaen tillagde han overhovedet ingen betydning. Han forestillede sig, at det fremtidige samfund var et kommunistisk samfund, der blev ledet af en lille gruppe af overbeviste. Og for at få masserne på sin side, anså han det for nødvendigt at tage sin tilflugt til et religiøst element. Wilhelm Weitling skriver »De fattige synderes evangelium« i 1845, og heri gjorde han Kristus til kommunismens profet og fremstillede kommunismen som var den urkristendommen, der var blevet befriet for alle senere besmittelser. Han var et usædvanligt litterært talent, men hans kristne socialisme blev benyttet af »socialistiske« svindlere. I de lande, hvor det var muligt blev grundlagt arbejderforeninger, og dér hvor loven forbød dette, meldte man sig ind i sangforeninger, gymnastikforeninger og deslige. Det genoprettede forbunds udbredelse, »De Retfærdiges Forbund«, var betydelig. Navnlig i Schweiz havde Weitling, August Becker og andre skabte en stærk organisation, der mere eller mindre svor sig til Weitlings kommunistiske system. Forbundets kernetropper var skrædderne, og tyske skræddere fandtes alle vegne, i Schweiz, i London, i Paris. I 1844 var Weitling dog en af de mest populære og kendte folk blandt tyske arbejdere og intellektuelle. I sommeren 1845 boede Weitling i London, og i begyndelsen af 1846 kom Weitling til Bryssel, hvor også K. Marx havde slået sig ned. Efter udvisningen af Frankrig måtte Marx d. 3. februar 1845 rejse fra Paris til Bryssel. Nogen tid efter fulgte hans kone og den ti måneder gamle datter Jenny. For at få penge til rejsen måtte de afhænde deres møbler til spotpris. I Bryssel var Marx og hans familie praktisk taget uden midler til livets opretholdelse. Her kom F. Engels til hjælp. F. Engels havde indsamlet nogle penge hos venner og meningsfæller og skrev til Marx, at det ligeledes ville være ham en stor glæde at tilsende ham honoraret for bogen »Den arbejdende klasses stilling i England«, som han i den nærmeste fremtid ville modtage en del af. Det var det første udslag af den uselviske hjælp, som Engels ydede Marx, og som hele Marx' liv igennem kom til at spille en uvurderlig rolle. I begyndelsen af april 1845 ankom F. Engels til Bryssel efter at have afsluttet sit værk: »Den arbejdende klasses stilling i England«. Bogen, der bygger på et omfattende materiale og generaliserer erfaringerne fra de engelske arbejderes kamp, er et konkret historisk udtryk for det synspunkt som Marx og Engels udviklede vedrørende proletariatets verdenshistoriske opgave, og samme forår i 1845, havde Marx formuleret grundlaget til den nye verdensanskuelse i »Feuerbach-teserne«som Marx nedskrev i sin notesbog i foråret 1845. Men disse noter blev først offentliggjort af Engels i 1888. Marx kritiserer Feuerbach for hans materialismes passive, beskuende karakter, for hans manglende forståelse for den revolutionære praktiske virksomheds rolle. Praksis er for Marx grundlaget for menneskelig erkendelse, kriteriet for enhver teoris sandhed og ligeledes et middel til at realisere progressiv teori. Marx ser også den feuerbachske filosofis afgørende utilstrækkelighed i det forhold, at den ikke magter at anvende materialismen på erkendelsen af samfundet og betragter mennesket abstrakt, løsrevet fra samfundet og historien. I virkeligheden er, skriver Marx, menneskets væsen »indbegrebet af de sociale relationer«. I den afsluttende tese gør Marx i sin klassiske formulering rede for den radikale, principielle forskel mellem den nye verdensanskuelse og ikke blot Feuerbachs, men al tidligere filosofi: »Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.« Før de gik i gang med i detaljer at udarbejde den nye verdensanskuelse, foretog Marx og Engels fra omkring d. 12 juli til d. 21 august 1845 en rejse til England. Formålet med rejsen var at studere økonomisk litteratur, som ikke fandtes i Bryssel, og ligeledes at give Marx et førstehåndskendskab til kapitalens første land og den engelske arbejderbevægelse. Størstedelen af tiden tilbragte de to venner i den hyggelige læsesal på Chetham biblioteket i Manchester. Både i Manchester og i London var de i kontakt med arbejderbevægelsen, de mødtes med venstre-chartistlederne og var behjælpelige med at styrke disses forbindelser til lederne af »De Retfærdiges Forbund«. Marx og Engels tog aktivt del i chartisternes møder med politiske emigranter af forskellig nationalitet. På disse møder anerkendte man nødvendigheden af oprettelsen af en international revolutionær organisation. Den prøjsiske regering lod imidlertid heller ikke Marx i fred i Belgien. Marx, der erfarede, at regeringen arbejdede på at få ham udvist fra Bryssel, blev i december 1845 tvunget til at opgive sin prøjsiske indfødsret. Efter Marx og Engels' afrejse fra England blev der dannet en sådan organisation - »De Broderlige Demokrater«. Marx og Engels opretholdt forbindelse med denne organisation og bestræbte sig på at bibringe den en sand revolutionær og internationalistisk karakter. Kort efter tilbagekomsten fra England påbegyndte Marx og Engels et fælles arbejde, der var en kritik af den tyske filosofi repræsenteret af Ludwig Feuerbach, Bruno Bauer og Max Stirner og ligeledes af den såkaldte »sande socialisme«. Dette tobindsarbejde blev stort set afsluttet i april 1846, men det lykkedes ikke at finde en forlægger, der ville udgive det. I »Den tyske ideologi« formuleres for første gang de grundlæggende teser om den materialistiske historieopfattelse (historisk materialisme). Denne Marx' store opdagelse revolutionerede hele filosofien, læren om samfundet og dets udviklingslove. Den forandrede historien til en sand videnskab, der gjorde det muligt at studere fortiden, forstå nutiden og se ind i fremtiden. I »Den tyske ideologi« begrunder Marx og Engels den historiske materialismes vigtigste tese om den materielle produktions bestemmende rolle i samfundets liv og historie. Af produktionsmåden afhænger de sociale og politiske relationer og i sidste ende også den samfundsmæssige bevidstheds forskellige former, filosofi, moral, religion osv. I modsætning til de idealistiske filosoffer påviser Marx og Engels, at »ikke bevidstheden bestemmer livet, men livet bestemmer bevidstheden«. Marx og Engels betragtede det menneskelige samfund historisk, dvs. i bevægelse. Meget væsentlig betydning fik Marx' afdækning af denne bevægelses mekanisme, dialektikken i udviklingen af produktivkræfter og produktionsrelationer (»samkvemsformer« ifølge Marx og Engels' daværende terminologi). Til grund for den historiske proces, påviste Marx og Engels, ligger produktivkræfternes udvikling (dvs. arbejdsmidlerne og de mennesker, der sætter dem i bevægelse). I løbet af produktivkræfternes udvikling kommer de i modsætning til de eksisterende produktionsrelationer (hermed menes de relationer, der opstår mellem mennesker i produktions-, udvekslings- og distributionsprocessen). Produktionsrelationernes grundlag bestemmes af ejendomsretten til produktionsmidlerne. Modsætningerne mellem produktivkræfterne, der er under udvikling, og produktionsrelationerne, der hæmmer denne udvikling, kommer til udtryk i klassekampen, der afsluttes med revolutionen. Revolutionen resulterer i, at et samfundssystem afløses af et mere progressivt, f.eks. afløses feudalismen af kapitalismen. I »Den tyske ideologi« er således indeholdt grundlaget for Marx og Engels' lære om de økonomiske samfundsformationer og om klassekampen som udviklingens drivkraft i de klasseantagonistiske samfund. I analysen, af de modsigelser, der karakteriserer det kapitalistiske samfund, påviser Marx og Engels den objektive nødvendighed af, at kapitalismen bliver afløst af et nyt samfundssystem, det kommunistiske. En nødvendig betingelse for overgangen til kommunisme er klassekampen og sejr for den proletariske, kommunistiske revolution. Til forskel fra alle forudgående revolutioner tilintetgør denne revolution både klasseherredømmet som sådan og samtidig selve klasserne. For at fuldføre disse opgaver kræves, at proletariatet »først må erobre den politiske magt«. I denne formulering er i den mest generelle form indeholdt ideen om proletariatets diktatur. I »Den tyske ideologi« er det fremtidige kommunistiske samfunds hovedtræk skitseret med bemærkelsesværdig fremsynethed. Til forskel fra tidligere samfund, hvor menneskene var underlagt den samfundsmæssige udviklings spontant fungerende kræfter, vil de under kommunismen for første gang komme til at herske over produktionen, vareudvekslingen og de samfundsrelationer, de selv skaber. I det kommunistiske samfund tilintetgøres modsætningen mellem by og land, mellem intellektuelt og fysisk arbejde. I den revolutionære omdannelsesproces sker der ændringer ikke kun i samfundssystemet, men også i menneskene selv, der får mulighed for at udvikle alle deres evner. Feuerbachs abstrakte menneskekærlighed og de socialistiske utopisters passive humanisme modstiller Marx et nyt humanismebegreb, en real, virkelig humanisme, der er uløseligt forbundet med proletariatets klassekamp, med dets verdenshistoriske bestemmelse som menneskehedens befrier. Til forskel fra de socialistiske utopister er kommunisme for Marx og Engels ikke en gold drøm om menneskehedens skønne fremtid, men et objektivt, historisk betinget mål, der kan realiseres ved hjælp af praktiske revolutionære midler. I deres kritik af Feuerbach modstiller Marx og Engels dennes passive beskuende materialisme en revolutionær teori, hvori der lægges vægt på dens omdannende karakter og organiske enhed med de arbejdende massers, i første række proletariatets revolutionære praksis. I »Den tyske ideologi« udvikles den marxistiske filosofis grundlag, den dialektiske og historiske materialisme. Ved at forbinde materialismen med dialektikken udstrakte Marx den for første gang til at omfatte ikke kun forståelsen af naturen, men også erkendelsen af det menneskelige samfund. Den historiske materialisme er med Lenins ord »en vældig vinding for den videnskabelige tænkning«. Marx' store opdagelse gjorde den materialistiske verdensanskuelse til en integreret og sluttet helhed og spillede en afgørende rolle i processen, der forandrede socialismen fra utopi til videnskab. Marx og Engels betragtede deres lære som et instrument til revolutionær omdannelse af verden og arbejdede på at forene socialismen og arbejderbevægelsen, gøre deres teori til et våben for den klasse, hvis historiske bestemmelse det var at omstyrte kapitalismen og opbygge det kommunistiske samfund. Marx og Engels anså oprettelsen af et proletarisk parti for en af de væsentligste betingelser for arbejderklassens sejr, et parti, der skulle være bærer af den revolutionære teori og organisere og lede proletariatets klassekamp. De forestillede sig på det tidspunkt et fremtidigt parti som en international organisation, og for at uddanne kadrer og skabe grundlag for det fremtidige parti bestræbte de sig på at etablere kontakt med socialister i forskellige lande. Hos Marx og Engels opstod der i Bryssel snart en kreds af meningsfæller. Deres nærmeste ven og kampfælle var Wilhelm Wolff. Han, der var søn af en livegen bonde, lærer af profession, aktiv deltager i den revolutionære bevægelse og havde forsvaret de schlesiske vævere, blev for at undgå den prøjsiske regerings forfølgelser tvunget til at forlade sit fædreland. Marx og Engels værdsatte straks Wilhelm Wolffs glimrende begavelse, hans karakteristiske humor, karakterstyrke og lidenskabelige had til alle undertrykkere. Til Marx og Engels' tilhængere hørte også den første tyske proletariske digter Georg Weerth, Marx' kones broder Edgar von Westphalen, journalisterne Ferdinand Wolff og Sebastian Seiler og den tidligere prøjsiske løjtnant Joseph Weydemeyer, der havde forladt tjenesten på grund af sin demokratiske overbevisning. Blandt Marx og Engels' tilhængere var der også belgiere, Philippe Charles Gigot, Victor Tedesco og en række andre revolutionære. Fra Bryssel smuglede de revolutionære illegalt litteratur ind i Tyskland. Engels og Marx grundlagde »Arbejderuddannelsesforeningen« i Bryssel. Her havde de kontakt til Wilhelm Wolff, Weydemeyer, Stefan Born, Ballau, Seiler og mange andre arbejdere. Her fremlagde Marx et forslag om at foretage en »international« sammenslutning af komiteer«, dvs. de skulle hedde kommunistiske forbindelseskomiteer; en slag korrespondance-komiteer. (Et lignende korrespondanceselskab var blevet grundlagt af Thomas Hardy i London i 1792. De korrespondance-komiteer, der blev organiseret af Jakobinerklubben i Frankrig, efter at klubben havde fået forbud mod at oprette underafdelinger i provinsen, repræsenterede en lignende korrespondance organisation). Frans Mehring skriver, at da Marx og hans venner ikke havde deres eget organ, bestræbte de sig på - så vidt det var dem muligt - at udfylde dette hul, idet de tog deres tilflugt til trykte eller litograferede breve, som cirkulerede. Samtidig bestræbte de sig på at sikre sig varige korrespondenter i de store centrer, hvor kommunisterne boede. Der eksisterede sådanne korrespondent-bureauer i Bryssel og London, og man påtænkte også at grundlægge et i Paris. Marx skrev til Proudhon og bad ham om at blive medarbejder. Indtil anden halvdel af 1846 eksisterede der en korrespondance-komité i Bryssel, der spillede rollen som en centralkomité. Der fandtes allerede en komité i Paris, der blev organiseret af F. Engels, og som arbejdede aktivt blandt de tyske håndværkere. I London lededes komitéen i London af Schapper, Bauer og Moll. I 1846 dannede Marx og Engels i Bryssel en komité, der benævntes »Den Kommunistiske Korrespondancekomité«. Denne komité blev det organisatoriske centrum for den proletariske bevægelses progressive elementer. Komiteen havde til opgave at etablere kontakt og regelmæssig korrespondance mellem socialister og kommunister i forskellige lande for gennem meningsudvekslinger og kritik af fejlagtige synspunkter at samle dem omkring et videnskabeligt program og skabe betingelser for oprettelsen af et kommunistisk parti. Allerede i midten af 1846 var det lykkedes for komiteen i Bryssel at etablere kontakt til de engelske chartister, med London-ledelsen af »De Retfærdiges Forbund«, med dette forbunds afdelinger i Paris og ligeledes med enkelte kommunistiske grupper i Tyskland - i Køln, Elberfeld, Westfalen, Schlesien og andre steder. Efterhånden som komiteen i Bryssel voksede, omdannedes Marx' beskedne lejlighed til en slags stabskvarter. Marx' venner og kampfæller satte meget stor pris på hans kone, der betog alle med sin skønhed, klogskab og venlighed. Marx' lejlighed genlød også af barnestemmer. Efter at have afsluttet arbejdet med »Den tyske ideologi« vendte Marx sig igen mod sine økonomiske studier, som nu foregik på et kvalitativt højere teoretisk niveau. Den materialistiske historieopfattelse blev det metodologiske grundlag også for hans økonomiske undersøgelser. Disse undersøgelser tillagde Marx afgørende betydning, eftersom de skulle indgå som integrerende bestanddel i den revolutionære lære, han var i færd med at udarbejde, og udgøre det økonomiske grundlag for det proletariske partis videnskabelige program. Teoretisk og organisatorisk enhed blandt kommunismens tilhængere kunne kun tilvejebringes i kamp mod forskellige småborgerlige, sekteriske og utopiske synspunkter, der var udbredte ikke kun i det tilbagestående Tyskland, men også i de mere udviklede kapitalistiske lande, England og Frankrig. Saint-Simons, Charles Fouriers og Robert Owens utopiske socialisme, der voksede frem i en periode, hvor proletariatet endnu var fåtalligt og svagt udviklet, spillede med sin skarpe kritik af kapitalismen og geniale antagelser om det fremtidige samfund i sin tid en positiv rolle; dette gjaldt ikke for deres efterfølgere, der oprettede forskellige sekteriske skoler. På i trods af arbejderbevægelsens udvikling forholdt den utopiske socialismes og kommunismes tilhængere sig fortsat negativt til strejker og fagforeninger, til den politiske kamp. De ledte arbejderne bort fra klassekampens vej og ud i utopier og projektmageri (bl.a. oprettelse af kommunistiske kolonier). En af de fremtrædende repræsentanter for den utopiske kommunisme var den tyske skrædder, den talentfulde autodidakt Wilhelm Weitling. Weitlings ubestridelige fortjeneste bestod i, at han til forskel fra flertallet af de utopiske socialister anerkendte revolutionens nødvendighed. Han mente imidlertid, at pjalteproletariatet var dens væsentligste drivkraft. Weitlings bog »Garantier for harmoni og frihed« blev i 1844 højt værdsat af Marx på trods af alvorlige mangler. Fra det tidspunkt udviklede Weitlings synspunkter sig imidlertid i negativ retning, bl.a. forsøgte han at give sin primitive »lighedskommunisme« en mystisk-religiøs begrundelse. Da Weitling efter at være gerådet i stridigheder med lederne af »De Retfærdiges Forbund« i London i 1846 ankom til Bryssel, gjorde Marx og Engels sig store anstrengelser for at hjælpe ham til at overvinde de fejlagtige synspunkter. Men alle deres anstrengelser var forgæves. På et møde i Bryssel-komiteen d. 30 marts 1846 udslyngede Weitling som svar på kritik af hans fejltagelser fornærmelser mod »skrivebordsteoretikerne«, herpå fulgte Marx' replik: »Uvidenhed har endnu aldrig hjulpet nogen«. Bruddet med Wilhelm Weitling var uundgåeligt. Weitling rejste til Amerika. Samtidig med kritikken af Weitlings i håndværkertraditioner forankrede, vulgære »lighedskommunisme« fortsatte Marx og Engels den kritik, de havde indledt i »Den tyske ideologi«, af den »sande socialisme«, der var det filosofiske og litterære udtryk for det talrige tyske småborgerskabs synspunkter. I deres breve og i Bryssel-komiteens dublikerede cirkulærer rettede de kritikken mod den »sande socialismes« repræsentanter (Karl Grün, Herman Kriege, Moses Hess), der erstattede arbejdernes klassekamp med en salvelsesfuld forkyndelse af kærlighed og broderskål) mellem alle mennesker. Ved at benægte nødvendigheden af at tage del i den almene demokratiske bevægelse støttede de »sande socialister« objektivt den feudale reaktion. Med den for dem karakteristiske nationalisme og chauvinisme erklærede de tyskerne for en forbilledlig nation og den tyske småborger for et forbilledligt menneske. I maj 1846 skrev Marx og Engels et cirkulære mod Herman Kriege, der var redaktør af bladet »Der Volks-Tribun« i New York. Dette dokument anskueliggør meget klart den kamp, de førte mod den »sande socialisme«. I cirkulæret rettes kritikken mod Krieges utopiske synspunkter på agrarspørgsmålet, mod hans forsøg på at fremstille den i sin karakter progressive småborgerlige bevægelse mod de store jordbesiddere i USA som kommunistisk og også mod hans sentimental-filantropiske forkyndelse af »kærlighedens religion«. Den »sande socialismes« indflydelse var også mærkbar i »De Retfærdiges Forbunds« afdelinger i Paris, hvor en af denne retnings ledere Karl Grün havde sit virke. Han forkyndte et konglomerat af »sand socialisme« og den franske småborgerlige reformator Pierre-Joseph Proudhons synspunkter. Med det formål at gøre op med de forvirrede synspunkter, der repræsenteredes af Grün, og for at organisere korrespondance-komiteen i Paris og etablere kontakt til franske socialister og demokrater, sendte Bryssel-komiteen i august 1846 Engels til Paris. På en række møder i forbundets afdelinger udspandt der sig heftige diskussioner. »Hovedsagen var, skrev Engels til Bryssel-komiteen, at påpege nødvendigheden af den voldelige revolution og i det hele taget at tilbagevise den granske »sande socialisme«, der har fundet ny livskraft i den proudhonske panacé, som anti-proletarisk, småborgerlig, filistrøs.« Weitlings synspunkter og den »sande socialisme« begyndte forholdsvis hurtigt at miste fodfæste blandt arbejderne, hvorimod Pierre-Joseph Proudhon viste sig at være en noget alvorligere trussel mod Marx og Engels' synspunkter. Marx havde stiftet bekendtskab med Proudhon i 1844 i Paris og anerkendte denne selvlærte bondesøns naturbegavelse og litterære talent. Proudhon havde i 1840 udgivet bogen »Hvad er ejendommen?« og påviste at ejendom er - tyveri. I samtaler med Proudhon bestræbte Marx sig på at hjælpe ham til at udarbejde en sand verdensanskuelse. Senere, i 1846 forsøgte Marx at drage ham ind i arbejdet i korrespondance-komiteen i Bryssel. I et svarbrev gav Proudhon udtryk for sin negative indstilling til ideen om en revolutionær omdannelse af samfundet og til kommunismen. Sine synspunkter har Proudhon nedfældet i bogen »Elendighedens filosofi«, der udkom i 1846. Allerede kort efter bogens fremkomst giver Marx en detaljeret vurdering af den i et brev af d. 28 december 1846 til den russiske forfatter Pavel Annenkov. I forbindelse med kritikken at Proudhon gør Marx kortfattet rede for sin egen materialistiske historieopfattelse. Marx påviser, at Proudhons bog vidner om hans totale mangel på forståelse af menneskehedens såvel historiske som økonomiske udvikling. Med Marx' ord er »Hr. Proudhon fra top til tå småborgerskabets filosof og økonom«. Mod dette værk af småborgerskabets teoretiker skrev Marx en bog, der var et nyt skridt fremad i udviklingen af proletariatets revolutionære lære. Bogen, der var skrevet på fransk, udkom i juli 1847 under titlen »Filosofiens elendighed«. Et svar på Proudhons »Elendighedens filosofi«. Marx kritiserer Proudhons idealistiske anskuelser og hans anvendelse af Hegels dialektik i forvansket form og begrunder for første gang på tryk den af ham udviklede materialistiske historieopfattelse, hvis væsen han opsummerer således: »De sociale relationer er snævert sammenknyttet med produktivkræfterne. Når de udvikler nye produktivkræfter, ændrer menneskene deres produktionsmåde, og når de ændrer deres produktionsmåde, måden hvorpå de skaffer sig deres livsfornødenheder, så forandrer de alle deres sociale relationer. Håndkværnen giver et samfund med feudalherrer, dampmøllen giver et samfund med industrielle kapitalister. Men de samme mennesker, der udformer de sociale relationer i overensstemmelse med deres materielle produktivitet, udformer også principperne, ideerne, kategorierne i overensstemmelse med deres sociale relationer. Følgelig er disse ideer, disse kategorier, lige så lidt evige som de relationer, de er udtryk for. De er historiske, forgængelige, forbigående produkter.« I »Filosofiens elendighed« har Marx i polemisk form for første gang fremlagt de konklusioner, han nåede frem til som resultat af sine økonomiske studier. Marx påviste uholdbarheden i Proudhons økonomiske synspunkter. Proudhon forkyndte den småborgerlige idé om kapitalismens fredelige og gradvise omdannelse ved at man eliminerede dens »dårlige« sider og bevarede de »gode«. Han såede de skadelige illusioner om, at man gennem pengeløs vareudveksling, billig eller helt gratis kreditgivning kunne fjerne kapitalismens iboende udbytning og kriser uden at ødelægge den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Proudhon anså de eksisterende kapitalistiske relationer og følgelig også de til kapitalismen hørende økonomiske kategorier for evige og uforanderlige. Kun proletariatets teoretiker magtede i kraft af den revolutionære klasses mod og frygtesløshed at nå frem til en objektiv videnskabelig analyse af kapitalismens udviklingstendenser. Marx' store fortjeneste bestod i, at han begrundede nødvendigheden af at anvende historismeprincippet også i den politiske økonomi. »Filosofiens elendighed«er et væsentligt værk, hvor arbejderklassen, filosofien, den politiske økonomi og socialismen er ubrydelig forbundet. I foråret 1847 besøgte Joseph Moll Karl Marx i Bryssel og straks efter F. Engels i Paris for på sine kammeraters vegne, at opfordre Marx og Engels til at indtræde i forbundet, hvilket de gjorde. I sommeren 1847 samledes en række korrespondance-komitéer i London. W. Wolff repræsenterede Bryssel og F. Engels kredsene i Paris. Hvad der endnu var tilbage af de gamle mystiske navne fra konspirationstiden, blev nu afskaffet, og »Kommunisternes Forbund« blev oprettet, og organiseret med foreninger, kredse, distrikter, centralledelse og kongres. »Kommunisternes Forbund« havde cirkler i Paris, Bryssel og London, og havde kun delvist forbindelse med nogle små tyske grupper Det blev besluttet at begynde udgivelsen af et populært tidsskrift, men bortset fra et prøvenummer kom tidsskriftet ikke til at udkomme. Samtidig i 1847 udfoldede den franske kommunist Etienne Cabet en stærk agitatorisk virksomhed med det formål at samle mennesker, som ville udvandre til Amerika for på jomfruelig jord at oprette en kommunistisk koloni af den slags, han havde beskrevet i sin utopiske roman »Rejse til Ikarien«. Han rejste endog til London for at få draget kommunisterne dér over på sin side. I Belgien stiftedes en international forening i september 1847 »Det Demokratiske Forbund« af belgiske demokrater og emigranter, bl.a. med den polske Joachim Lelewel, den franske Jacques Imbert, der havde deltaget i Lyon opstanden. I slutningen af november 1847 samledes den 2. kongres »Kommunisternes Forbund« i London. På kongressen kom det til voldsomme diskussioner, og debatterne varede i nogle dage, og det kostede Marx ikke så lidt besvær endda at overbevise flertallet om rigtigheden af det nye program. Hvorefter det så i hovedtrækkene blev vedtaget, og kongressen pålagde Marx - i »Kommunisternes Forbunds« navn - at skrive et manifest, sådan som Engels allerede havde foreslået det. »Det kommunistiske partis manifest« blev trykt få dage før Februarrevolutionens udbrud d. 24 februar 1848 i Paris. Louis Auguste Blanqui skyndte sig til Paris og stiftede »La société republicaine centrale« dvs. »Den Centrale Republikanske Klub«, som blev den fane, omkring hvilken masserne samlade sig 1848 ved de store folkedemonstrationer d. 17 marts og d. 16 april og Blangui blev indvalgt i den provisoriske styrelse, og fik ledelsen over Luxembourg paladset og over en lefion af nationalgarden, og blev indvalgt i Nationalforsamlingen. Men den d. 15 maj forsøgte Blangui, Armand Barbes og Raspail med flere at danne en ny radikal ledelse, men måtte samme dag gemme sig for nationalgardens bataljoner, og blev efter en uges tid fanget og dømt til 10 års fængsel. Februarrevolutionen breder sig hurtigt til Tyskland. D. 3 marts udspiller der sig et folkeligt oprør i Rhinprovinsens hovedstad Køln. Byens ledere henvendte sig til den prøjsiske konge med en ansøgning, for at henlede hans opmærksomhed på denne folkeopstand og få ham med på nogle indrømmelser. I spidsen for dette oprør i Køln d. 3. marts stod to personer, Gottschalk, en læge, som var meget populær blandt arbejderne og de fattige i Køln, og den forhenværende officer Willich. Kun 10 dage efter d. 3. marts bryder revolutionen ud i Østrigs hovedstad Wien. D. 18 marts breder oprøret sig til den prøjsiske hovedstad Berlin. Radetzkys østrigske hær bliver jaget ud af Milano. K. Marx befinder sig på dette tidspunkt i Bryssel. Den belgiske regering, som ikke vil dele skæbne med det franske juli-monarki, og kastede sig over de emigranter, der levede i Bryssel, anholder Marx og udviser ham fra Bryssel efter nogle dages forløb. Marx rejser til Paris, hvortil han netop var blevet inviteret af Flocon - en af den provisoriske regerings ledende folk og redaktør for det blad, som Engels var medarbejder ved - sendte straks et brev til Marx, hvori han forklarede ham, at alle den gamle regerings forordninger var blevet ophævet i det nu frie Frankrig, og han opfordrede ham til at vende tilbage. I Paris mødes lederne og fremstiller et »Krav opstillet af Det kommunistiske parti i Tyskland«, der blev udbredt i Tyskland. Underskriverne var Karl Marx. Karl Schapper. H. Bauer. F. Engels. J. Moll. W. Wolff. Distriktskomiteen i Bryssel, som komiteen i London havde overgivet sine beføjelser til, efter at revolutionen var brudt ud på kontinentet, havde på sin side overgivet deres beføjelser til Marx. Blandt de tyske arbejdere, som i stort tal havde samlet sig i Paris, opstår der stridigheder, og forskellige grupper organiserer sig, »Den Tyske Arbejderforening«, »Den Demokratiske Association«, »Det Tyske Demokratiske Selskab«. Spaniere, italienere, belgiere, hollændere, polakker, tyskere sluttede sig sammen i skarer for at befri deres respektive fædrelande. Alle udenlandske arbejdere blev straks efter revolutionen arbejdsløse og forulempet. Bakunin havde forbindelse til den tyske digter Georg Herwegh, og Bakunin foreslår, at man med en bevæbnet organisation skal gøre indfald i Tyskland, og »Det Tyske Demokratiske Selskab« etablerer Den tyske legion, der blev ført af Herwegh, Adelbert Bornstedt og Bornstein. Marx søger at få arbejderne til at opgive denne plan, og han foreslår dem at rejse enkeltvis til Tyskland og der tage del i de revolutionære hændelser, og via Flocon, der sad i den provisoriske regering fik de sendt 3-400 arbejdere tilbage til Tyskland, deriblandt et stort flertal af »Kommunisternes Forbunds« medlemmer, bl.a. Karl Wallau, Stephan Born, Georg Weerth, Wilhelm Wolff. Bakunin og Herwegh holder fast ved deres gamle plan. Herwegh marcherer med sin legion til den tyske grænse, hvor der bliver beredt ham et nederlag. Sammen med andre kammerater lykkes det Marx at komme til Tyskland, hvor de bosætter sig forskellige steder; Marx og Engels slår sig i april ned i Rhinprovinsen. Den tyske sektion af »Kommunisternes Forbund« havde overhovedet ikke nogen organisation. Der var kun en række enkeltpersoner, som sympatiserede med forbundet. I Breslau virkede Wilhelm Wolf med stort held til ud på sommeren 1848. Sætteren Stephan Born (Buttermilch), der havde virket som aktivt forbundsmedlem i Paris og Bryssel, stiftede et »Arbejderbroderskab« i Berlin, der fik temmelig stor udbredelse og eksisterede indtil 1850. Stephan Born tog senere del i majoprøret i Dresden i 1849 og slap heldigt fra det. Marx og Engels havde valgt Rhinprovinsen som den industrielt mest udviklede, og de valgte den, fordi Napoleons love - en arv fra den franske revolution - var i kraft dér, og fordi vi dér kunne regne med stor handlefrihed, med stor frihed for vor agitation og propaganda. Desuden fandtes der proletariske kadrer i Rhinprovinsen. Selvom Køln ikke selv hørte til de mest udviklede områder i Rhinprovinsen, når det gælder industriel udvikling, så var den den hovedstad, hvor alle myndigheder var koncentreret. Efter sit befolkningstal var Køln en af de største byer i Rhinprovinsen, selvom den kun havde 80.000 indbyggere. En temmelig stor del af befolkningen var proletarer, selvom kun en ganske ubetydelig del af dem arbejdede i storindustrien. Sukkerraffinaderierne var de største fabrikker. Køln berømmede sig desuden af en produktion, som hører til den kemiske industri, nemlig fremstillingen af eau de cologne. Men der var ikke noget af det, der var maskinel storindustri. Hvad angår udviklingen af tekstilindustrien var og blev Køln et betydeligt stykke bagefter Elberfeld og Barmen. Marx og Engels ville påvirke hele Tyskland, de ville grundlægge et stort organ, som skulle være en tribune for hele landet, og dertil var Køln - efter deres mening - det bedst egnede sted. Forberedelserne til at udgive et sådant blad var allerede i gang, og det lykkedes Marx og Engels at få hånd i hanke med det ny-organiserede blad. Men dette blad var et demokratisk organ. Engels bestræber sig på at forklare, hvorfor de valgte betegnelsen et »demokratisk organ«. Han påpeger, at der slet ikke fandtes nogen proletarisk organisation, og at der i begyndelsen kun var to veje tilbage: Enten straks fra første dag at begynde med at organisere et kommunistisk parti eller at udnytte de demokratiske organisationer, der allerede eksisterede, at forene dem og gennemføre den nødvendige reorganisation via kritik og via propaganda, idet man også får de forskellige arbejderselskaber, der ikke er trådt ind i en demokratisk organisation, til at tilslutte sig denne alment demokratiske organisation. Den anden vej - som Marx og Engels valgte - betød, at man gav afkald på at opbygge særlige proletariske organisationer i Rhinprovinsen, og at man trådte ind i »Det Demokratiske Forbund« (Den Demokratiske Association), der fandtes i Køln. Dette bragte i begyndelsen Marx og Engels i en noget tvetydig situation overfor »Arbejderforeningen i Køln«, som var blevet dannet straks efter d. 3. marts af Andreas Gottschalk og Willich. Gottschalck var læge og særdeles populær blandt de fattige i Køln. Han var ifølge sin verdensanskuelse kommunist. Ved den diskussion, der var gået forud for forbundets oprettelse, havde han imidlertid nærmet sig Weitling og hans tilhængere. Han var en god revolutionær, men han gav let efter for forskellige stemninger. Det selskab »Arbejderforeningen i Køln«, som han havde grundlagt i Køln, omfattede meget hurtigt alle proletariske elementer, alle arbejdere i byen. Den havde op til 7.000 medlemmer og for en by med en befolkning på 80.000 var det et stort tal. »Kølns Arbejderforening«, som Gottschalk stod i spidsen for kom snart i strid med den organisation, som Marx og Engels var blevet medlemmer af. Joseph Moll som af den kommunistiske komité i London var blevet sendt til komitéen i Bryssel med det formål, at forhandle om organiseringen af kongressen. Joseph Moll var også en af Arbejderforeningens vigtigste medlemmer - og var naturligvis nært forbundet med Marx og Engels. Schapper, der havde været med siden arbejderbevægelsens og den kommunistiske bevægelsen fra 1830, var også medlem af »Arbejderforeningen i Køln«. På denne måde blev der i »Arbejderforeningen i Køln« snart organiseret to fraktioner. Men foruden »Kølns Arbejderforening« fandtes der endnu »Det Demokratiske Forbund«, som Marx, Engels og andre var medlemmer af. »Neue Rheinische Zeitung« begyndte at udkomme i Køln d. 1. juni 1848. Redaktionen bestod af Marx, Heinrich Bürgers, Ernst Dronke, Engels, Georg Weerth, Ferdinand Wolff og William Wolff. Marx og Engels kritisere ikke blot det tyske liberale partis fejl men frem for alt også demokratiets fejl. Det gjorde de så grundigt, at de allerede i de første måneder mistede alle aktionærer. »Bastillen er endnu ikke taget«, skrev Marx. Han påviste, at den ufuldendte Martsrevolution ikke havde omstyrtet en eneste trone, at den gamle hær med dens adelige officerskorps var bevaret, at statsapparatet stadig var i hænderne på et grisk og brutalt bureaukrati og at godsejerne nu som tidligere sad på deres godser og udbyttede bønderne. Da meddelelsen om arbejdernes juni-nederlag i Paris fremkom, da general og krigsminister Louis-Eugene Cavaignac med støtte fra alle borgerlige partier kastede sig over 40.000 arbejderne i Paris og provokerede en massakre, hvori nogle tusind parisiske arbejdere blev dræbt, trykte »Neue Rheinische Zeitung« en artikel, der er uovertruffen i kraft og lidenskab, og hvori Marx fordømmer de borgerlige bødler og deres demokratiske efterplaprere:…..»De parisiske arbejdere er blevet knust af overmagten, de er ikke blevet nedlagt. De er blevet slået, men deres modstandere er besejret. Den brutale magts øjeblikkelige triumf er blevet købt med tilintetgørelsen af alle Februar-revolutionens fejltagelser og illusioner, med opløsningen af hele det gammel-republikanske parti, med opsplitningen af den franske nation i to nationer, nemlig de besiddendes nation og arbejdernes nation. Trikolorens republik bærer nu kun en farve, de slagnes farve, blodets farve. Den er blevet til den røde republik (...) Februar-revolutionen var den smukke revolution, den almindelige sympatis revolution, fordi de modsætninger, der eksploderede mod kongedømmet, slumrede ved siden af hinanden uudviklede og enige, fordi den sociale kamp, der udgør dens baggrund, kun havde fået en luftig eksistens: frasens og ordets eksistens. Juni-revolutionen er den hæslige revolution, den frastødende revolution, fordi sagen har overtaget frasens plads, fordi republikken blottede selve uhyrets hoved, idet den slog den beskyttende og camouflerende krone af dens hoved. »(...) Den dybe afgrund, der har åbnet sig foran os, behøver den forvirre demokraterne, behøver den bilde os ind, at kampene om statsformen er indholdsløse, illusoriske og betydningsløse? Kun svage og feje gemytter kan stille dette spørgsmål. De konflikter, der opstår af selve det borgerlige samfunds betingelser, må og skal kæmpes til ende; de kan ikke drømmes væk. Den bedste statsform er den, hvor de samfundsmæssige modsætninger ikke bliver udvisket, ikke bliver lænket med vold altså kun bliver lænket kunstigt og tilsyneladende. Den bedste statsform er den, hvor de kæmper frit og dermed når frem til en løsning. Man vil spørge om vi ikke har tårer, suk og ord tilovers for de ofre, som faldt for folkets vrede, for nationalgarden, mobilgarden, den republikanske garde, linietropperne? Staten vil sørge for sine enker og forældreløse børn. Dekreter vil forherlige dem, højtidelige ligtog vil jordfæste deres rester, den officielle presse vil erklære dem for udødelige, den europæiske reaktion vil hylde dem fra øst til vest. Men plebejerne - sønderrevet af sult, vraget af pressen, forladt af lægerne, kaldt tyve, brandstiftere og galejslaver af de honette, deres kvinder og børn kastet ud i en endnu dybere elendighed, deres bedste folk deporteret til fjerne steder - at binde laurbærrene om deres mørke truende pande, det er den demokratiske presses ret, dens privilegium.« Denne artikel blev skrevet d. 28 juni 1848. En sådan artikel var der ingen demokrat, der kunne skrive. En sådan artikel kunne kun en kommunist skrive, og det demokratiske bourgeoisi fratog bladet enhver økonomisk støtte. Nu blev bladet virkelig et organ for arbejderne i Tyskland. På samme tid fortsatte andre medlemmer af »Kommunisternes Forbund« deres arbejde - de var spredt ud over hele Tyskland. D. 3 juli blev lederne af »Kølns Arbejderforening«, Andreas Gottschalk og Karl Anneke arresteret. Stephan Born, var sætter af profession. I forordet til et af Marx' skrifter skriver Engels negativt om ham. Stephan Born havde valgt en anden taktik. Han satte sig som mål at skabe en stor arbejderorganisation. Med hjælp fra nogle kammerater grundlagde han det lille blad »Arbejderbroderskab« og drev systematisk agitation blandt arbejderne i forskellige erhvervsgrene. Han var ikke - som Gottschalk og Willich i Køln - tilfreds med en ren politisk arbejderforening. Born gav sig til at organisere fagforeninger, forskellige fagforeninger, som skulle forsvare arbejdernes økonomiske interesser. Han gjorde det så energisk, at han snart kunne udstrække denne organisation til en række nærliggende byer (udover Berlin - og andre) og kunne tage fat på andre dele af Tyskland. Men organisationen havde den fejl, at den var en ren arbejderorganisation og beskæftigede sig udelukkende med arbejderklassens rent økonomiske krav. Der var ingen europæisk avis, der nåede op på det samme høje niveau som »Neue Rheinische Zeitung«. Artiklerne har ikke mistet noget af deres friskhed og revolutionære lidenskab, de har ikke mistet noget af det skarpe i analysen af alle aktuelle fænomener, selvom det nu er mange år siden de blev skrevet. »Neue Rheinische Zeitung« slog dengang ind på den taktik, hvorved det igen støttede sig til erfaringen fra den Franske Revolution: krig med Rusland er den eneste redning for den vesteuropæiske revolution, som med pariserproletariatets nederlag var blevet ramt af det første hårde slag. Den Franske Revolutions historie fra 1789 viser, at netop koalitionens indfald i Frankrig gav stødet til en fornyet styrkelse af den revolutionære bevægelse. Man tog ikke længere nogen notits af de moderate partier. I spidsen for bevægelsen stod de partier, som mest energisk kunne slå det udefrakommende overfald tilbage. Resultatet af koalitionens indfald i Frankrig blev, at republikken blev proklameret d. 10. august 1792. Marx og Engels regnede med, at reaktionens krig mod den nye revolution ville få de samme konsekvenser. Derfor underkastede »Neue Rheinische Zeitung« Rusland en ubønhørlig kritik. Igen og igen pegede man på Rusland som den magt, der stod bag den østrigske og tyske reaktion. I alle artikler bliver det påvist, at krigen mod Rusland er det eneste middel, der kan redde revolutionen. Marx og Engels holder fast ved, at krigen mod Rusland ville give det sidste stød til at vække alle revolutionære lidenskaber i det tyske folk. Ud fra dette synspunkt forsvarer Marx og Engels i »Neue Rheinische Zeitung« enhver revolutionær bevægelse, som dengang opstod og kæmpede mod den herskende orden. Marx og Engels var de mest lidenskabelige forsvarere for revolutionen i Ungarn og revolutionen i Polen, som kort forinden påny havde forsøgt at gøre oprør. De kræver, at der bliver oprettet et uafhængigt Polen, de kræver, at Tyskland og Østrig giver alle deres polske provinser tilbage til Polen, og at også det, Rusland har revet til sig, bliver givet tilbage. I samme ånd kræver de også, at Tyskland bliver forenet i en republik, de kræver, at nogle af Danmarks tyske områder bliver givet tilbage til Tyskland - selvom de vil lade Danmark beholde en del af dem, nemlig for så vidt de beboes af danskere. De støttede enhver revolutionær bevægelse, der er rettet mod den eksisterende orden, og de kritiser bourgeoisiets politiske handlinger og bureaukratiets politiske handlinger. Men i »Neue Rheinische Zeitung«, især i årgang 1848, giver de arbejderspørgsmålet en relativ ringe plads. En sammenligning med Marx' blad og med Stephan Borns blad viser, at i Borns blad skænker man arbejderspørgsmålet og kooperationen den største opmærksomhed. I »Neue Rheinische Zeitung« nævnes sådanne spørgsmål næsten ikke, men her kritiseres hele den lovgivning, der dengang blev skabt i de tyske national-liberales ånd. Bladet forsvarer uden forbehold bønderne, og artiklerne gør det klart for bourgeoisiet, at det er bøndernes befrielse, der er på dagsordenen. Men artikler, der omhandler arbejderklassens krav, er meget sjældne. Frem til slutningen af 1848 vil man i »Neue Rheinische Zeitung« lede forgæves efter sådanne krav. Bladet politiske hovedopgave er på dette tidspunkt, at agitere for at skabe demokratiske, revolutionære kræfter, som med et slag ville befri Tyskland for alle rester af den gamle feudale orden. I august 1848 samledes den første kredskongres for Rhinprovinsens og Westfalens demokrater. På kongressen blev det provisoriske kredsudvalg gjort permanent, og ledet af advokaten Karl Schneider, Marx, Joseph Moll og Karl Schapper. Kort efter rejste Marx til Berlin og Wien med det formål at styrke kontakterne til arbejderorganisationerne og de demokratiske organisationer i de to største tyske staters hovedstæder og ligeledes at tilvejebringe midler til »Neue Rheinische Zeitung«, hvis sidste aktionærer havde forladt bladet efter Marx' artikler om juni-opstanden. I Berlin mødtes Marx med Nationalforsamlingens venstrefløjsdeputerede, heriblandt Karl Ludwig Johann d'Ester, der var medlem af »Kommunisternes Forbund«. I Wien talte Marx d. 28 august i den første arbejderforening i Wien »Den Demokratiske Forening«, og Alois Borrosch, deputeret til den østrigske Nationalforsamling, beklagede sig til Marx over tjekkernes efter hans mening fanatiske fjendskab mod de bøhmiske tyskere. På tilbageturen gjorde Marx ophold i Berlin. Her mødtes atter med venstrefløjens deputerede, og traf polakken Wladyslaw Koscielski, der på vegne af den polske demokratiske bevægelse overrakte ham to tusinde dalere til »Neue Rheinische Zeitung«. Da Marx vendte tilbage til Køln, var situationen i Tyskland yderst tilspidset. I Berlin blussede en heftig strid op mellem den prøjsiske konge og Nationalforsamlingen, der havde vedtaget en forordning mod det reaktionære officerskorps. Den anden årsag til septemberkrisen var den våbenhvile, Prøjsen havde indgået i krigen mod Danmark mod den selvbestaltede forsamling, som bl.a. var oprettet af det tyske adel- og borgerskab i Slesvig-Holsten, der stræbte efter at blive en selvstændig stat, via tilslutning til Det frie Tyske Forbund. »Neue Rheinische Zeitung« og Karl Marx førte her en bemærkelsesværdig en tysk imperialistisk politik, til fordel for et reaktionært Prøjsen og Østrig, som demokraterne og de borgerlige jo slet ikke kunne få gjort demokratisk, med deres skriverier og ordblomster. Og det hjælper ikke noget, at sige at Marx skiftede taktik. Sikken en sjover ! Borgerskabet i Slesvig-Holsten mistede jo alt, - og danernes landskaber gennem 1.000 år kom på prøjsiske hænder. Hvilken ulykke - det var den rigeste del af Danmarks rige, som senere i 1864 forsvandt på prøjsiske og østrigske hænder! Marx burde jo vide, at borgerskabet var bundråddent og støttede sig til de besiddende klasser, godsejerne, junkerne, adelen og kirken, hvorigennem de var blevet formuende. Marx måtte da vide, at det var en bande af egoistiske skattenægtere. »Neue Rheinische Zeitung«, »Kølns Arbejderforening« og »Det Demokratiske Forbund« i Køln indkaldte d. 13 september til et folkemøde på Frankenplatz, hvor man nedsatte en 30 mand stor sikkerhedskomité. D. 17 september afholdtes et møde med mange tusinde deltagere i Worringen, hvori foruden indbyggerne i Køln også deltog delegationer fra nabolandsbyerne og en række byer. De forsamlede godkendte oprettelsen af sikkerhedskomiteen og i en henvendelse til de deputerede til Nationalforsamlingerne i Berlin og Frankfurt opfordrede man dem til at indtage en beslutsom holdning i kampen mod kontrarevolutionen og lovede at støtte dem med alle midler. Da Nationalforsamlingen alligevel ratificerede våbenhvilen, udbrød der opstand i Frankfurt am Main. Et folkemøde, der var indkaldt d. 20 september i Køln, støttede oprørerne og stemplede våbenhvileratificeringen som et forræderi mod folket. Efter at have undertrykt den isolerede opstand i Frankfurt am Main skred myndighederne ind overfor arbejderbevægelsen og den demokratiske bevægelse i Køln. Om morgenen d. 25 september begav Marx sig til et møde i forbindelse med demokraternes anden kredskongres. Mødet blev dog ikke afholdt, eftersom der var indledt arrestationer i Køln. Tidligt om morgenen var Karl Schapper og Hermann Heinrich Becker blevet arresteret. Også Joseph Moll blev arresteret, men befriet af folk, der var forsamlet ved hans hus. Politiets vilkårlighed fremkaldte en yderst ophidset stemning i folkemasserne. Om aftenen hørtes imidlertid rygter om, at prøjsiske tropper nærmede sig, og arbejderne gik i gang med at bygge barrikader. Dette tjente som påskud til indførelse af belejringstilstand i Køln. Det blev forbudt at afholde møder, de demokratiske organisationer og arbejderorganisationerne blev forbudt, udgivelsen af »Neue Rheinische Zeitung« og andre demokratiske blade blev indstillet og borgerværnet opløst. Engels, Wilhelm Wolff, Heinrich Burgers og Ernst Dronke blev i forbindelse med deres taler ved folkemøderne anklaget for sammensværgelse mod det bestående system. For at undgå arrestation var de tvunget til at forlade Køln. D. 16 oktober blev Marx orienteret om den væbnede opstand i Wien. Anledningen til opstanden var en ordre om at sende de i Wien stationerede tropper til den kroatiske øverstbefalende Jelacic for at hjælpe med til at undertrykke det revolutionære Ungarn. Folkemasserne i Wien, der modsatte sig afsendelsen, gjorde d. 6 oktober oprør og sejrede. Allerede i den første artikel om de revolutionære begivenheder i Wien advarede Marx om et muligt forræderi fra borgerskabets side. Desuden kunne den østrigske reaktion ved at spille på nationale modsætninger trække de af godsejeraristokratiet vildledte sydslaver og også det liberale tjekkiske borgerskab over på sin side. Marx klargjorde, at ikke kun den tyske, men også den europæiske revolutions skæbne i høj grad var afhængig af forløbet af opstanden i Wien og opfordrede til at støtte de oprørske wienere, men oprøret blev hurtigt slået ned. Nederlaget for opstanden i Wien var et signal for den prøjsiske kontrarevolution. D. 2 november overdrog kong Friedrich-Wilhelm IV til den reaktionære general Brandenburg at danne regering, og d. 9 november udstedte han en forordning om overflytning af Nationalforsamlingen til den afsidesliggende lille by Brandenburg. Dette var en åbenlys forberedelse til at opløse forsamlingen. For at forpurre disse planer opfordrede Marx Nationalforsamlingens deputerede til at udstede arrestordre mod ministrene som statsforbrydere, og erklære de embedsmænd, der nægtede at efterkomme forsamlingens beslutninger for fredløse, samt at appellere til folket og til soldaterne om støtte og om at tage de mest konsekvente kampmidler i anvendelse efter samme mønster som jakobinerne på den Franske Revolutions tid. I »Neue Rheinische Zeitung« d. 11 november opfordrede Marx til at stoppe indbetalingen af skatter. Nationalforsamlingen viste sig imidlertid ude af stand til at reagere, men den modsatte sig overflytningen til Brandenburg. Som svar herpå lukkede man af for de deputeredes adgang til mødesalen, og de blev nødt til at samles på skydebanen. I Berlin blev der indført belejringstilstand, og borgerværnet blev afvæbnet og opløst. I Køln og i spalterne i »Neue Rheinische Zeitung« lægger Marx hovedvægten på arbejdet i det proletariske miljø uden at give afkald på det borgerlige demokratis støtte og uden at bryde organisatorisk med »Det Demokratiske Forbund«. Sammen med Moll og Schapper forstærkede de deres arbejde i »Kølns Arbejderforening«, der også havde sin repræsentant i »De Demokratiske Forbunds Distriktskomité«. Efter arrestationen af Gottschalk blev Moll valgt til at repræsentere »Kølns Arbejderforening«, hvad der peger på en styrkelse af kommunisterne. Den føderalistiske tendens, som blev støttet af Gottschalk, kom lidt efter lidt i mindretal. Da Joseph Moll midlertidigt måtte forsvinde fra Køln til London, blev Marx valgt i hans sted, selvom han flere gange havde afvist valg. I forbindelse med spørgsmålet om oprettelsen af et fremtidigt parti opstod der uoverensstemmelser mellem Marx, Engels og Joseph Moll, Heinrich Bauer og Georg Eccarius, der efter Molls ankomst til London havde organiseret en ny centralledelse i »Kommunisternes Forbund«. Moll blev sendt til Tyskland for at genoplive et hemmeligt »Kommunisternes Forbund«, der som arbejdsgrundlag skulle have nye statutter. Da Moll kom til Køln, gik Marx, Engels og deres tilhængere beslutsomt imod genoprettelsen af en hemmelig organisation, eftersom betingelserne for kommunisternes legale virksomhed endnu var tilstede i Tyskland. Marx underkastede de nye statutter en hård kritik. Statutterne var efter hans mening i virkeligheden ikke kommunistiske, men reducerede den revolutionære kamp til konspiratorisk virksomhed. På Marx initiativ indkaldte »Kølns Arbejderforening« og »Det Demokratiske Forbund« til en række folkemøder og dannede en folkekomité, der skulle fungere som den revolutionære kamps organisatoriske centrum. De traf foranstaltninger til at bevæbne folket, iværksatte propagandaarbejde blandt soldaterne i garnisonen i Køln og blandt omegnens bønder. Ligeledes bestræbte de sig på at inddrage borgerskabets progressive lag i kampen mod kontrarevolutionen. Alle demokratiske organisationer i Rhinprovinsen blev opfordret til at indkalde til folkemøder med det formål, at få befolkningen til at undlade at betale skatter. D. 14 november blev Marx, indkaldt til undersøgelsesdommeren for at få stoppet hans virksomhed. D. 18 november udstedte et kredsudvalg en ny appel, der var underskrevet af Marx, Karl Schneider II og Karl Schapper, men derefter blev der rejst sigtelse mod de 3 for at have opfordret til åbent oprør. Marx forventede hver dag at blive arresteret, men i den spændte politiske atmosfære vovede myndighederne dog ikke at tage et sådant skridt. Fra d. 19 november og til d. 17 december udkom »Neue Rheinische Zeitung« med parolen: »Væk med skatterne!«. Man udsendte ligeledes plakater og flyveblade, der udbredtes også ud over Rhinprovinsens grænser. For at sikre aktionsenhed indkaldte kredsudvalget til en kongres, om hvilken der i »Neue Rheinische Zeitung« stod: »Rhinprovinsens demokraters kongres, der afholdtes d. 23 november, bekræfter de af kredsudvalget fremlagte beslutninger. De nærmere instruktioner vil blive forelagt foreningerne af deres deputerede.« Men tilsyneladende var det kun den prøjsiske Nationalforsamling, der havde vedtaget parolen om skattenægtelse, men som samtidig sagde, at befolkningen kun måtte gøre legal og passiv modstand. D. 5 december udstedtes en kongelig forordning om opløsning af Nationalforsamlingen og indkaldelsen af nye kamre til februar 1849. Der blev offentliggjort en forfatning allernådigst givet« af kongen uden overenskomst af nogen som helst repræsentative organer. Således fuldførtes statskuppet i Prøjsen. Og det prøjsiske bourgeoisi ville tilvejebringe et kompromis mellem folket og den kongelige regering. Marx havde tidligere påvist, at - efter at det prøjsiske kongedømme havde lidt et nederlag i marts 1848 - kunne der ikke længere være tale om et kompromis med denne krone, hvordan det så end måtte være. Folket måtte give sig selv en forfatning og ikke tage hensyn til kongedømmet; folket måtte erklære Tyskland for en central, udelelig tysk republik. Men Nationalforsamlingen - hvori jo frem for alt det liberale og demokratiske bourgeoisi sad - frygtede det endegyldige brud med monarkiet og indtog en forsonende holdning, indtil den blev jaget fra hinanden. Dermed blev det klart for Marx, at man ikke kunne fæste den mindste lid til den radikale del af det tyske bourgeoisi; endog bourgeoisiets demokratiske fløj, som man skulle have troet ville skabe frie politiske forhold for arbejderklassens udvikling, viste sig at være ude af stand til at opfylde denne opgave. (Marx støttede dog senere det tyske og østrigske bourgeoisi i kampen om Slesvig-Holsten). Marx giver en karakteristik af dette bourgeoisi i december 1848 på basis af de sørgelige erfaringer med de to Nationalforsamlinger - den første i Berlin og den anden i Frankfurt: »Mens borgerne i 1648 og 1789 havde den uendelige selvfølelse af at stå i spidsen for bevægelsen, bestod berlinernes ærgerrighed i 1848 i at danne en anakronisme. Deres lys lignede lyset fra de stjerner, der først når os jordboere, efter at de legemer, som udsender det, allerede er gået ud for 100.000 år siden. Den prøjsiske Marts-revolution var i det små (…) en sådan stjerne for Europa. Dens lys var lyset fra resterne af et samfund, der forlængst var forvaltet. Det tyske bourgeoisi havde udviklet sig så trægt, fejt og langsomt, at det i det øjeblik, hvor det faretruende stod overfor feudalismen og absolutismen, så sig selv truet af proletariatet og alle de borgerlige fraktioner, hvis interesser og ideer er beslægtede med proletariatets. Og det havde ikke bare en klasse bag sig, det havde hele Europa fjendtligt foran sig. Det prøjsiske bourgeoisi var ikke - som det franske i 1789 - den klasse, som repræsenterede hele det moderne samfund overfor det gamle samfunds repræsentanter: kongedømmet og adelen. Det var sunket ned til at være en slags stand, der ligeså udpræget var mod kronen som mod folket, der var i opposition til dem begge og stod vaklende overfor hver enkelt af sine modstandere, fordi det altid så dem begge foran sig eller bag sig. Det var på forhånd tilbøjelig til at begå forræderi mod folket og indgå kompromis med den kronede repræsentant for det gamle samfund, fordi det jo selv tilhørte det gamle samfund; det repræsenterede ikke et nyt samfunds interesser overfor et gammelt samfunds men derimod fornyede interesser indenfor et forældet samfund; det stod ikke ved revolutionens ror, fordi folket stod bag det, men fordi folket skubbede det foran sig; (.. .) det var uden tro på sig selv og uden tro på folket, det knurrede opefter og rystede nedefter, det var egoistisk til begge sider og sig sin egoisme bevidst, det var revolutionær mod de konservative og konservativ mod de revolutionære, det var mistroisk overfor sine egne stikord (…), det var bange på grund af verdensstormen og det udnyttede verdensstormen - energi til ingen sider, plagiat til alle sider, almindeligt fordi det ikke var originalt, originalt i det almindelige - sjakrende med sine egne ønsker, uden initiativ, uden tro på sig selv, uden tro på folket, uden verdenshistorisk kald - en forbandet olding, der så sig fordømt til at lede og aflede et robust folks første ungdommelige strømninger ind i sin egen alderssvækkede interesse - uden øjne! uden øren! uden tænder, uden noget som helst - sådan befandt det prøjsiske bourgeoisi sig efter Marts-revolutionen ved roret i den prøjsiske stat.« Til forskel fra det engelske borgerskab i 1648 og det franske borgerskab i 1789, der stod i spidsen for folkemassernes kamp mod feudalismen, udviklede det tyske borgerskab kompromisser med monarkiet. I beskrivelsen af forløbet af revolutionen i 1848 når Marx frem at en af hovedårsagerne til en række alvorlige nederlag skyldes det forhold, at folkemasserne havde været underlagt illusioner og salvelsesfulde fraser om et »altomfattende broderskab«. Herfor har de måttet betale med deres blod. »Der har ikke været noget menneskekærligere, humanere, svagere end Februar- og Martsrevolutionerne, og ikke noget mere brutalt end de nødvendige følger af denne svaghedens humanitet. Beviser: Italien, Polen, Tyskland og først og fremmest de besejrede i juni.« Folkene lærer imidlertid ikke kun af deres sejre, men også af nederlagene. »Det vigtigste resultat af den revolutionære bevægelse i 1848 består ikke i det, folkene har vundet, men i det, de har tabt - deres illusioner«. I analysen af den europæiske revolutions perspektiver i 1849 sætter Marx som tidligere sine forhåbninger til det franske proletariats revolutionære initiativ. Den største trussel mod en proletarisk revolution i Frankrig finder Marx i forholdene i England. Uden proletarisk revolution i England vil en proletarisk revolution i et hvilket som helst andet europæisk land med Marx' ord, være en storm i et glas vand. De objektive forudsætninger for overgang til arbejder revolution fandt Marx og Engels dengang i følgerne af den økonomiske krise i 1847, i de for den tidlige industrikapitalisme karakteristiske og i særlig grad de brutale måder man udbyttede arbejderne på, i forarmelsen af brede håndværkermasser og i forværringen af bøndernes forhold. Alt dette vurderede Marx og Engels dengang som tegn på kapitalismens skrøbelighed. De forhåbninger, som Marx endnu i Manifestet havde knyttet til et progressivt bourgeoisi - selvom han også dér allerede havde opstillet en hel række betingelser for et samarbejde med det - blev ikke opfyldt. Efter statskuppet i Prøjsen intensiveredes forfølgelsen af de revolutionære og af den progressive presse, i særlig grad »Neue Rheinische Zeitung«. Marx var for længe siden holdt op med at føre regnskab med de retssager, der var rejst mod ham. Retsmyndighederne, der var vidende om hvilken alvorlig modstander, de havde med at gøre, forberedte sig omhyggeligt til processerne og afventede en for dem gunstig politisk lejlighed.

D. 5 februar 1849 fandt valg sted til landdagens andetkammer, men forinden var der opstået stridigheder i »Kølns Arbejderforening« mellem Gottschalks tilhængere og Marx. Marx og hans gruppe holdt på, at arbejderne skulle vælge demokrater, dér hvor de ikke kunne få deres egne kandidater igennem. Det protesterede mindretallet imod. D. 7 februar blev Marx og Engels stillet for nævningeretten anklaget for de injurier mod myndighederne, som hævdedes at være indeholdt i artiklen »Arrestationer«, der var blevet offentliggjort d. 5 juli 1848. I retten understregede Marx processens generelle politiske karakter som rettet ikke kun mod »Neue Rheinische Zeitung«, men også mod den i marts 1848 tilkæmpede pressefrihed. Marx betragtede det som en af hovedopgaverne for sit blad at rette kritik mod konkrete repræsentanter for den gamle magt, eftersom Martsrevolutionen kun havde reformeret den øverste politiske top og ladet alt nedenunder denne top være uantastet, dvs. det gamle bureaukrati, den gamle hær, den gamle anklagemyndighed, de gamle dommere, der var født, opvokset og grånet i absolutismens tjeneste. I sin tale påviste Engels, at de kendsgerninger, der var indeholdt i artiklen »Arrestationer«, og de deri opstillede politiske prognoser var blevet bekræftet i alle detaljer. Friedrich Lessner, der overværede processen, erindrede: »Det var en fornøjelse at se og høre med hvilken overlegenhed og dybt kendskab den sort-hvide reaktion blev bekæmpet. Selv modstanderne kunne ikke lade være med at beundre disse to mænd.« Nævningeretten blev nødt til at frikende Marx og Engels, hvad der hilstes med begejstring af den store tilhørerskare i salen. Den følgende dag blev Marx atter, denne gang sammen med Karl Schapper og Karl Schneider II, stillet for retten anklaget for »opfordring til oprør«. Denne opfordring skulle være fremsat i den anden appel fra rhinlandsdemokraternes kredsudvalg angående skattenægtelse. I sin blændende svartale præsenterede Marx en dybtgående analyse af årsagerne til konflikten mellem kongemagten og Nationalforsamlingen. Han beviste, at det ikke var de tiltalte, men kongemagten, der groft havde krænket loven ved at overflytte Nationalforsamlingen fra Berlin til Brandenburg og derefter opløse den. »Når kronen laver kontrarevolution, svarer folket med fuld ret med revolution.« Marx' tale gjorde et så dybt indtryk, at nævningeformanden på nævningenes vegne takkede for en yderst belærende udredning. Ligesom ved den første proces blev de anklagede frifundet. Efter fiaskoen med retssagerne rettede myndighederne i Køln en forespørgsel til indenrigsministeriet angående udvisning af Marx fra Prøjsen. Ministeren svarede, at han ikke havde noget at indvende mod en udvisning af Marx, men tilrådede myndighederne i Køln at vælge et gunstigt øjeblik og en passende anledning. Debatterne i landagens andetkammeret om ophævelse af den i marts tilkæmpede forsamlings-, forenings- og trykkefrihed, medførte at der på et valgmandsmøde d. 11 marts blev valgt en komité, hvor Marx fik sæde på trods af, at han formelt ikke kunne stemme på grund af sit manglende statsborgerskab. Komiteen indkaldte til møder, hvor man vedtog henvendelser til de deputerede. Marx og »Neue Rheinische Zeitungs« popularitet voksede. Også 1700 underskrifter fra soldaterne i Kølns garnison vidner om tilslutning. Samtidig med at bystyret i Køln gjorde brug af et mindre antal arbejdsløse til offentlige arbejder. Ligesom straffefanger var de her under politiopsyn og blev udsat for en brutal udbytning. I artiklen »Et borgerligt aktstykke« stemplede Marx denne brutale og kyniske form for »hjælp«, hvori borgerskabet sammenblandede velgørenhed med hævngerrighed. På de kongresser, arbejderforeningerne i de forskellige områder af Tyskland afholdt i de første måneder af 1849, skete der et omsving fra lavsforestillinger og »økonomisme« til politik og bestræbelser på at oprette en proletarisk organisation i national målestok. Lignende ændringer fandt også sted inden for det af Stefan Born ledede »Arbejderbroderskab«. På en række arbejderforeningers kongresser blev der truffet beslutning om at danne et provisorisk forenet centraludvalg i Leipzig, der skulle indkalde en kongres med det formål at grundlægge et fællestysk arbejderforbund. Med særlig opmærksomhed fulgte Marx og Engels det ungarske folks nationale befrielseskamp mod det habsburgske monarki. De håbede, at denne krig ville være impuls for et nyt revolutionært opsving i Frankrig, Tyskland og Wien. Engels skrev omkring hundrede artikler i »Neue Rheinische Zeitung«, og »Neue Rheinische Zeitung« fulgte med stor medfølelse ungarernes heroiske kamp og slog alarm, da zaren trak tropper sammen ved vestgrænsen og afventede et belejligt tidspunkt til at indlede en intervention. Kun et nyt revolutionært opsving i Europa kunne redde den ungarske revolution. Man regnede med, at krigshandlingerne, der var påbegyndt d. 20 marts i Italien mod de østrigske tropper, kunne være starten til en revolution. Men allerede efter 3 dage led Piemonte-hæren nederlag. På grundlag af disse nye tendenser i arbejderbevægelsen besluttede Marx og hans tilhængere at tilslutte sig denne kommende nye fællesnationale arbejderorganisation, for at omdanne den til et politisk masseparti, hvis ledende kerne skulle udgøres af kommunister. Så i marts/april skærpedes meningsforskellene mellem arbejderne og demokraterne, som var forenet i »De Demokratiske Forbunds Distriktskomiteer« så meget, at splittelsen blev uundgåelig. Marx og hans kammerater trådte ud af komiteen. »Kølns Arbejderforening« tilbagekaldte sin repræsentant og bestræbte sig på at optage kontakt med de arbejderforeninger, der i det østlige Tyskland blev organiseret af Stephan Born. »Kølns Arbejderforening« blev reorganiseret og forvandles til en central klub, som havde nye distriktsafdelinger, arbejderklubber. I den ideologiske forberedelse til oprettelsen af dette parti spillede Marx' artikel »Lønarbejde og kapital«, der fra d. 5 april tryktes i »Neue Rheinische Zeitung«, en vigtig rolle. »Kølns Arbejderforening« havde arrangeret diskussioner over dette arbejde og rettede opfordring til alle øvrige arbejderforeninger i Tyskland om at følge eksemplet. Da Marx og hans tilhængere indledte det praktiske arbejde med oprettelsen af det fællestyske arbejderparti, brød de den organisatoriske forbindelse til demokraterne. D. 14 april fremsatte Marx, Karl Schapper, Karl Anneke og Wilhelm Wolff en erklæring om deres udtræden af »De Demokratiske Forbunds Distriktskomiteer«. De motiverede deres beslutning med den alt for store uensartethed, der prægede medlemmerne i »De Demokratiske Forbunds Distriktskomiteer«, og med nødvendigheden af en snævrere samling af arbejderforeningerne, hvis sammensætning var mere homogen. D. 16 april vedtog »Kølns Arbejderforening« ligeledes på en generalforsamling at trække sig ud af sammenslutningen af »De Demokratiske Forbunds Distriktskomiteer i Tyskland« og sende delegerede til den forestående fælles arbejderkongres i Leipzig. Men før dette skulle arbejderforeningerne i Rhinprovinsen og Westfalen afholde kongres i Køln. Marx indvalgtes i kongressens indkaldelseskommision. I midten af april måtte Marx imidlertid forlade Køln. Årsagen til Marx' rejse til Bremen, Hamburg, Bielefeld og Hamm var ikke kun nye økonomiske vanskeligheder for bladet, men også bestræbelsen på at skabe tættere kontakt til kommunisterne og arbejderforeningerne i forbindelse med den praktiske forberedelse til oprettelsen af et fællestysk arbejderforbund. I slutningen af april offentliggjorde Marx og Schapper et opråb, hvori de indbød alle Rhinprovinsens og Westfalens arbejderforeninger til en provinskongres, og de opfordrede dem til at organisere sig og at vælge delegerede til en almen arbejderkongres, der skulle finde sted i Leipzig i juni. Men netop på dette tidspunkt, hvor Marx og hans kammerater ville begynde på den umiddelbare organisering af et fællestysk arbejderforbund, blev de ramt af et nyt slag. Den politiske situation i Tyskland tilspidsedes i forbindelse med den prøjsiske konges og de fleste tyske regenters vægring ved at godkende den fællestyske forfatning, der langt om længe var blevet udarbejdet af Natinalforsamlingen i Frankfurt. Den prøjsiske regering, som netop først havde gjort en ende på den prøjsiske Nationalforsamling, beslutter sig nu også til at gøre en ende på den »fællestyske Nationalforsamling«. I det sydlige Tyskland begynder den såkaldte kampagne for en grundlov. I begyndelsen af maj udbrød der opstande til forsvar for rigsforfatningen i Sachsen, Rhinprovinsen, Baaden og Pfalz. Da Engels erfarede om opstanden i Elberfeld, rejste han til sin hjemby. For at opretholde den fælles front med demokraterne afstod Engels fra fordringer, men det elberfeldske borgerskab krævede alligevel, at han skulle fjernes fra byen. I majopstandens kritiske dage var tonen i »Neue Rheinische Zeitung« særlig heftig og lidenskabelig. Men den prøjsiske regering fik undertrykt de spredte opstande ved Rhinen, og myndighederne besluttede sig sådan, at Marx d. 16 maj i Køln blev præsenteret for en regeringsforordning om udvisning af Prøjsen indenfor 24 timer. Årsagen hertil var, at han som »udlænding« skulle have krænket gæstevenskabsreglerne. Også den øvrige redaktion blev udsat for repressalier. Mod Engels, Wilhelm Wolff og Ferdinand Wolff blev der indledt retsforfølgning og Ernst Dronke og Georg Weerth fik ordre til at forlade Køln, da de ikke var prøjsiske statsborgere. Dette betød afslutningen for »Neue Rheinische Zeitung«. Det sidste nummer dateret d. 19 maj 1849 blev trykt med rødt - de proletariske banneres farve. Det sidste nummer af »Neue Rheinische Zeitung« blev nummer 301, og dette blad begynder med et storslået digt af Freiligrath. Så følger et nyt opråb fra Marx til arbejderne, hvori han advarer dem imod at lade sig provokere. Derefter forlader Marx Rhinprovinsen, og efter at have forladt Prøjsen rejste Marx og Engels til Frankfurt am Main for at tilskynde venstredemokraterne i den fællestyske Nationalforsamling til aktioner. De rådede dem til at oprette en revolutions eksekutivmagt, åbent stille sig på oprørenes side, og opfordre folket til overalt at gribe til våben, og at erklære alle tyske monarker, ministre og andre kontrarevolutionære for lovløse og vinde bønderne for sig, ved uden erstatning at ophæve feudalforpligtelserne. Som resultat heraf ville de spredte opstande antage både fællestysk og offensiv karakter, men de småborgerlige ledere forblev imidlertid døve over for disse råd. Efter Frankfurt aflagde Marx og Engels besøg i Baaden og Pfalz, og også her er de småborgerlige provisoriske regeringer totale passive. På vej til Bingen, hvor Jenny midlertidigt opholdt sig med børnene, blev Marx og Engels arresteret af soldater fra Hessen, sendt til Darmstadt og videre til Frankfurt. Først her blev de løsladt. Efter ankomsten til Bingen skiltes vennerne. Marx, der forventede et nyt opsving i den revolutionære kamp i Frankrig, rejste til Paris med mandat fra demokraternes centraludvalg. Engels vendte tilbage til Pfalz, hvor han kort efter blev adjudant i Willichs frikorps. Frikorpset kæmpede i den badensisk-pfalziske opstand fra maj til juni 1849 mod de prøjsiske regeringstropper. Engels deltog i fire slag med korpset, der dækkede den badensisk-pfalziske armes tilbagetrækning. Som de sidste forlod korpset d. 12 juli tysk jord og overskred grænsen til Schweiz. Joseph Moll, havde udført en række yderst farlige rejser som udsending og agitator, og han erhvervede midt i den prøjsiske armé i Rhinprovinsen kanonerer til det pfalziske artilleri. Moll indtrådte også i det Willichs korps' arbejderkompagni i Besancon og blev dræbt af et skud i hovedet i kampen ved Murgfloden foran Rotenfelsbroen. Andre tidligere medlemmer af »Neue Rheinische Zeitung« og »Arbejderforeningen i Køln« flyttede til Paris, men blev i juni 1849 - efter den mislykkede demonstration d. 13 juni - udsat for forfølgelser og dermed tvunget til at forlade Frankrig. Da Marx i begyndelsen af juni kom til Paris, genoptog han forbindelserne med lederne af de demokratiske og socialistiske bevægelser og også med lederne af de hemmelige arbejderorganisationer. Han ankom lige før uroen brød løs. Krigshandlingerne, som Louis Bonaparte havde indledt mod den revolutionære romerske republik, fremkaldte den største harme blandt folket. Marx, der ikke kun var vidne til, men aktiv deltager i disse begivenheder, har berettet, at der i Paris var oprettet en hemmelig socialistisk komité, der gik ind for opstand og i tilfælde af sejr havde i sinde at proklamere »Kommunen«. Imidlertid afslog det småborgerlige Montagne-parti forslaget om opstand og besluttede at indskrænke sig til en ubevæbnet demonstration d. 13 juli. Denne fredelige demonstration blev med våbenmagt splittet af regeringstropper. I Paris blev der indført belejringstilstand og i stort omfang indledt repressalier. Med d. 13 juni 1849 i Paris, med de tyske majopstandes nederlag og med russernes undertrykkelse af den ungarske revolution var en stor periode af revolutionen af 1848 afsluttet. Men reaktionens sejr var for så vidt endnu ingenlunde endelig. Det var en bydende nødvendighed at nyorganisere de splittede revolutionære kræfter og dermed også forbundets. D. 19 juli fik Marx præsenteret en forordning fra de franske myndigheder om, at han skulle forvises til en sumpet lokalitet i departamentet Morbihan i Bretagne. Han protesterede til indenrigsministeren og hans forvisning blev midlertidigt trukket tilbage. Marx' økonomiske situation var på daværende tidspunkt kritisk. De penge, han ved lukningen af bladet fik ind fra abonnenter og ved salget af hurtigpressen, anvendte han alle til afregning med bladets sættere og korrespondenter og til redaktørerne, så de fik mulighed for at skjule sig. Jenny var for at kunne rejse til Paris med tre børn nødt til at sælge ud af møblerne og i Frankfurt am Main pantsætte familiesølvspisestellet. Hendes ophold i Paris blev imidlertid af yderst kort varighed. D. 23 august blev de præsenteret for forordningen: »Karl Marx og hustru skal inden 24 timer forlade Paris«. Disse drakoniske forholdsregler forfulgte i bogstaveligste forstand Marx og hans familie: i 1845 udvist af Paris, i 1848 af Bruxelles, i maj 1849 af Køln og i august 1849 igen udvist af Paris. Marx skyndte sig at give Engels meddelelse om, at han nødtvungent måtte skifte opholdssted. D. 23 august skrev Marx til Engels i Lausanne, at man ville forvise ham til et usundt område i Bretagne, og at han derfor havde besluttet at tage til London, hvor han håbede, det ville lykkes for ham i en eller anden form at få udgivet et trykt organ, en fortsættelse af »Neue Rheinische Zeitung«. På grund af mangel på midler til flytningen måtte Marx for en tid efterlade sin gravide kone og børnene i Paris. Med besvær lykkedes det Jenny at opnå politiets tilladelse til at forlænge opholdet til d. 15 september. D. 26 august ankom Marx til London. »Jeg har altid fundet, skrev Marx engang til en af revolutionens veteraner Johann Philipp Becker, at alle virkelig duelige naturer, …der én gang har betrådt den revolutionære vej, endog suger kraft selv af nederlagene og bliver mere beslutsomme, jo længere de har svømmet i historiens strøm.« Efter sin ankomst til London var Marx indtrådt i »Den Tyske Arbejder Oplysningsforening« i London og på hans initiativ, blev der oprettet en komité, der havde til formål at yde hjælp til revolutionære emigranter. Men i London stifter Marx bekendtskab med alle emigrantlivets elendigheder, lidelser og afsavn, som kun mennesker, der har befundet sig i det fremmede uden en skilling på lommen, kender til. Jenny beretter til Marx' ven og kampfælle Joseph Weydemeyer om de forfærdelige forhold, de lever under, hvor husværten og fogeder kræver husleje, og øjeblikkelig registrerer deres ganske få ejendele og børnenes legetøj, og dagen efter er de sat ud, udpantet, og er boligløse, og de har også gæld hos apotekeren, bageren, slagteren og mælkemanden. Selv sengene måtte de sælge. De havde 4 børn, og i november 1850 døde en af pigerne, og i 1852 døde endnu en datter, og i 1855 døde en søn på 8 år - af nød og fattigdom, og de havde endda ikke penge til begravelsesomkostningerne. Men Marx, Engels, August Willich, Wolff, Wilhelm Liebknecht¨, Konrad Schramm, Georg Eccarius og Pfänder var nu i London. I efteråret 1849 mødtes de fleste medlemmer af de tidligere centralledelser og kongresser atter i London. Der manglede kun Schapper, der sad i Wiesbaden, men som ligeledes kom, efter at han var frikendt i foråret 1850. Til gengæld blev Willich nu medlem. Willich var overbevist om sin personlige mission som det tyske proletariats forudbestemte befrier. Ved siden af den urkristelige kommunisme, som Weitling tidligere havde forkyndt, indtrådte en slags kommunistisk ny religion, men dog foreløbig kun på flygtningekasernen, som Willich havde kommandoen over. Marx og Engels mistede - og det fremgår af de artikler, de skrev dengang - i begyndelsen ikke håbet om, at der blot var tale om en midlertidig stilstand i den revolutionære bevægelse, og at den ville blive fulgt af en ny bølge af fremgang. For ikke at blive overrasket af en sådan fremgang, ville de styrke organisationen og forbedre forbindelserne til Tyskland. Det gamle »Kommunisternes Forbund« blev reorganiseret i London - de gamle medlemmer indtræder, og det gør også de nye medlemmer, der er kommet til i Schlesien, Breslau og også i Rhinprovinsen. I marts 1850 blev Heinrich Bauer, der var medlem af centralledelsen, sendt til Tyskland med det formål at reorganisere »Kommunisternes Forbund«, og næsten hele »Kommunisternes Forbunds« gamle garde igen i Køln, selvom de bliver forfulgt af politiet. I en henvendelse fra juni 1850 fra den centralledelsen i »Kommunisternes forbund« i London til »Kommunisternes Forbund« i Tyskland, bliver det meddelt, at man havde etableret snævre forbindelser til de franske revolutionære, blanquisterne, hvis leder Louis Auguste Blanqui, Marx anså for det franske proletariats mest fremtrædende repræsentant, til chartisternes venstrefløj og til »de ungarske emigranters mest progressive parti. Dette parti er vigtigt, fordi det indeholder mange udmærkede militære, der under en revolution vil kunne stå til disposition for forbundet.« Meget hurtigt, dvs. allerede efter få måneders forløb opstår der meningsforskelle i »Kommunisternes forbund« i London. Marx og Engels gik endnu i begyndelsen af 1850 ud fra, at et nyt revolutionært opsving ikke ville lade vente længe på sig. De to rundskrivelser fra »Kommunisternes Forbund« i London er hovedsageligt skrevet af Marx, og i disse rundskrivelser kan man læse, at det er nødvendigt ikke blot at kritisere den borgerlige liberalisme men også demokratiet nådesløst. Man må sætte alle kræfter ind på at sætte arbejderorganisationen op imod den demokratiske organisation. Det er i første række nødvendigt at skabe et arbejderparti. Man skal med alle midler drive demokraterne fremad, man skal besvare deres krav med andre endnu mere radikale krav. Demokraterne kræver 10-timers-arbejdsdag, vi kræver 8-timers-arbejdsdag. De kræver ekspropriation af de store jordbesiddelser mod rimelig erstatning, vi kræver ekspropriation uden erstatning. Man må og skal med alle midler drive revolutionen fremad, man må og skal gøre den permanent, man skal ikke et øjeblik tage den af dagsordenen: Man skal ikke stille sig tilfreds med revolutionens såkaldte resultater. Tværtimod, ethvert resultat bør blot være det nye udgangspunkt for det næste resultat. Ethvert forsøg på at erklære revolutionen for afsluttet, er et forræderi mod revolutionens sag. Man må og skal sætte alle kræfter ind på fra alle sider at undergrave og ødelægge den samfundsorden, den politiske orden, vi lever under, indtil vi har befriet den fra alle rester af den gamle klasseantagonisme. Meningsforskellene begyndte ved vurderingen af den øjeblikkelige situation. I modsætning til deres opponenter, som blev ledet af Schapper og Willich, gik Marx - tro mod sin metode - ud fra, at enhver politisk revolution er resultatet af bestemte økonomiske betingelser, af en bestemt økonomisk revolution. Forud for revolutionen i 1848 var gået krisen i 1847, som havde omfattet næsten hele Europa med undtagelse af den østlige del. Og da bliver Marx - som nu i London studerer den øjeblikkelige situation, som analyserer den nye økonomiske konjunktur og verdensmarkedets situation - overbevist om, at den nuværende situation ikke begunstiger et revolutionært udbrud, at udeblivelsen af et fornyet revolutionært opsving - som han jo sammen med andre havde ventet - ikke bare kan forklares ved de revolutionæres mangel på revolutionært initiativ og revolutionær energi. På grundlag af en nøje analyse af den øjeblikkelige situation kommer han i slutningen af 1850 til den konklusion, at ethvert forsøg på - under denne økonomiske fremgang - at fremtvinge revolutionen, at organisere en revolutionær opstand vil ende med et uundgåeligt og nyttesløst nederlag. Det europæiske kontinents økonomiske udviklingsbetingelser var netop på dette tidspunkt meget gunstigt. I Amerika, i Californien og i Australien var der blevet fundet meget rige guldforekomster: store arbejdermasser udvandrede til disse lande. Strømmen af emigranter fra Europa begyndte allerede i anden halvdel af 1848 og tog især voldsomt til omkring 1850. Analysen af de økonomiske betingelser førte altså Marx til den konklusion, at den revolutionære bevægelse var svundet væk, at man måtte afvente en ny økonomisk krise, som ville skabe nye gunstige betingelser for den revolutionære bevægelses opsving. Reaktionen, som allerede havde sat ind i 1849, blev i løbet af den første tredjedel af 1850erne stærkere og stærkere i Prøjsen. Den nåede sit højdepunkt omkring 1854. Ethvert spor af de forskellige resultater, der var blevet nået på det område, der hedder fri politisk virksomhed, blev definitivt fjernet; alle arbejderforeninger blev forbudt. Den frie presse gik under allerede i anden halvdel af 1849. Tilbage blev et - frygtelig reaktionært - deputeretkammer i Prøjsen. Men der var nogle af medlemmerne af »Kommunisternes Forbund« der ikke var enige i Marx´s vurdering. August Willich og Karl Schappers' gruppe ønskede en væbnet opstand i Tyskland. Willich - som sammen med Gottschalk havde startet revolutionen i Køln allerede d. 3 marts, og som havde spillet en stor rolle under den sydtyske opstand - Schapper, samt medlemmer af »Kølns Arbejderforening« og de gamle weitlingianere sluttede sig sammen. De holdt fast ved nødvendigheden af at organisere en opstand, hvis det lykkedes at få den nødvendige mængde penge og at samle nogle afgørende folk, så ville det være muligt at starte en opstand. Og så begynder jagten efter penge. Man forsøger at få et lån i Amerika - et lån, som skal finansiere at revolutionen slippes løs i Tyskland. Marx og Engels og nogle der står dem nær nægter at tage del i hele denne kampagne. Til sidst splittes forbundet d. 15. september. »Kommunisternes Forbund« opløses i Marx og Engels' fraktion - og i Willich og Schapper's fraktion. På dette tidspunkt mister forbundet nogle af de medlemmer, som stadig befinder sig i Tyskland. Willich og Schapper's fraktion udsender selvfølgelig et smædeskrift mod Marx, der svigter den revolutionære sag. Allerede fra 1850 forsøgte »Kommunisternes Forbund« i London at reorganisere og styrke forbundet i Tyskland. Nogle udsendinge og agenter bliver sendt til Tyskland, hvor de genopretter forbindelsen med de tyske kommunister. I maj 1851 bliver en af dem bliver arresteret, og via de papirer som politiet finder på ham, får det hemmelige prøjsiske politi, som blev ledet af den berygtede Stieber, mulighed for at forfølge hans kammerater. En række kommunister bliver kastet i fængsel. Den prøjsiske regering beslutter at organisere en stor kommunistproces i Køln for at vise det prøjsiske bourgeoisi, at det ikke skal angre, at man fratog det nogle friheder i 1850. Resultatet bliver, at nogle kommunister - herunder Lessner, Becker og andre - bliver idømt langvarige fængselsstraffe. Under processen blev det klart, at provokatører havde haft en finger med i spillet, og at Stieber via sine agenter havde taget sin tilflugt til at forfalske protokoller, til alle mulige falske udsagn. Efter ønske fra de kommunister, der var blevet sammen med Marx, skrev han i anledning af processen mod »Kommunisternes Forbund« et skrift, hvori han afslørede alle det prøjsiske politis intriger. Kølnerprocessen i 1852 afslutter den tyske kommunistiske arbejderbevægelses første periode. De anklagede i Kølner-processen var 1) P. G. Roser, cigararbejder; 2) Heinrich Burgers; 3) Peter Nothjung, skrædder; 4) W. I. Reiff; 5) dr. Hermann Becker; 6) Roland Daniels, læge; 7) Karl Otto, kemiker; 8) dr. Abraham Jacoby, læge; 9) dr. I. I. Klein, læge; 10) Ferdinand Freiligrath; 11) I. L. Ehrhard, kommis; 12) Friedrich Lessner, skrædder. Efter at de offentlige forhandlinger for nævningeretten havde varet fra 4. oktober til 12. november 1852, blev følgende dømt for forsøg på højforræderi: Roser, Burgers og Nothjung til 6 år, Reiff, Otto, Becker til 5 år, Lessner til 3 års fæstningsstraf, Daniels, Klein, Jacoby og Ehrhard blev frikendt. Umiddelbart efter domfældelsen besluttede Marx og Engels at opløste »Kommunisternes Forbund«. Den anden del af forbundet, den såkaldte Willich/Schapper-fraktion, fristede en kummerlig tilværelse i endnu et halvt år. Nogle af medlemmerne udvandrede til Amerika. Schapper blev i London. Nogle år senere erkendte han, at han havde begået en fejl og blev atter forsonet med Marx og Engels.

På dette tidspunkt beslutter Engels sig til igen at begynde på den »gemene commérs«, som han kaldte handelen, og begynder som kontorist i den engelske afdeling af hans fars fabrik. Han flytter til Manchester. I den første tid er han blot almindelig funktionær. Han må vinde faderens tillid og den engelske afdelings tillid; han må bevise, at han havde forstand på handel og forretning. Marx bliver i London, og der er kun et lille antal arbejdere tilbage, som grupperer sig omkring »Den Kommunistiske Uddannelsesforening« (må være »Den Tyske Arbejder Oplysningsforening«), og som på en eller anden måde har organiseret sig som skræddere eller sættere. Marx tilbringer megen tid på Britisk Museums Bibliotek. Først i slutningen af 1851 viser der sig pludselig mulighed for, at Marx kan blive medarbejder ved et amerikansk blad, ved »New York Daily Tribune«, der dengang var et af de mest indflydelsesrige blade. En af bladets redaktører henvendte sig til Marx og bad ham om at skrive en række artikler om Tyskland. Denne redaktør, Charles Anderson Dana, havde boet i Tyskland under revolutionen i 1848, og han havde lært Marx at kende. Han havde været i Køln og vidste hvilken fremragende position Marx indtog blandt de tyske journalister. Med henblik på de tysk-amerikanske læseres interesser - den tyske emigration til Amerika var taget stærkt til under revolutionen - anså han det for nødvendigt at udvide den vesteuropæiske afdeling på »New York Tribune«. Opfordringen til at blive medarbejder kom fuldstændig uventet for Marx og bragte ham i en vanskelig situation, for han skrev dengang endnu ikke engelsk. Han henvendte sig til Engels og bad ham om hjælp, og der blev skabt et interessant samarbejde. På denne måde fik Marx fra og med 1853 en ny platform, hvorfra han kan forkynde sine synspunkter. Men desværre befandt denne platform sig ikke i Europa men i Amerika. På denne måde gik det til, at den fremragende artikelserie Revolution og kontrarevolution i Tyskland fremkom i »New York Daily Tribune« med Marx' signatur. På trods af sin isolation i London opretholdt Marx kontakt med Gustav Levy, der i 1853 og 1856 var i England som repræsentant for kommunisterne og arbejderne i den vestlige del af Tyskland, og som fortalte om at man dér udfoldede revolutionær propaganda, og at en væbnet opstand var mulig. Gennem Joseph Weydemeyer og Adolf Cluss havde Marx forbindelse til arbejderbevægelsen i USA. Weydemeyer arbejdede på at skabe en proletarisk organisation og medvirkede i 1853 ved dannelsen af »Det Amerikanske Arbejderforbund«, hvis medlemmer for størstedelens vedkommende udgjordes af arbejderemigranter. Forbundets organ var dagbladet »Die Reform« i New York, som Weydemeyer og Cluss bestræbte sig på at omdanne til et proletarisk presseorgan. I »Die Reform« offentliggjordes i tysk oversættelse flere artikler, som Marx og Engels havde skrevet til »New-York Daily Tribune«. Efter et år, i april 1854, ophørte bladet imidlertid på grund af økonomiske vanskeligheder og uoverensstemmelser inden for redaktionen. Betingelserne for marxistisk propaganda var imidlertid ikke gunstige i USA, fordi arbejderne havde mulighed for at få frie jordstykker mod vest, der var stridigheder mellem de oprindelige amerikanske arbejdere og immigranterne, og ligeledes befordrede den amerikanske arbejderbevægelses »prakticisme« manglen på teoretisk interesse. Marx var meget optaget af arbejderbevægelsen i England. Han iagttog ikke kun denne bevægelse udefra, men tog aktivt del i den. Han bestræbte sig på at være lederen af chartisternes venstrefløj Ernest Charles Jones behjælpelig med at genoplive chartist-bevægelsen på et nyt, socialistisk grundlag. Vederlagsfrit skrev han artikler til Jones' tidsskrift »Notes to the People« og til dagbladet »The People's Paper« og ydede ham også stor redaktionel støtte. I det af Georg Julian Harney redigerede tidsskrift »The Red Republican« blev der i 1850 offentliggjort den første engelske oversættelse af »Det kommunistiske partis manifest«, og for første gang blev det oplyst, at forfatterne var Marx og Engels. I 1853 gjorde en gruppe chartister under Jones' ledelse forsøg på at organisere arbejderne i en massebevægelse, der skulle ledes af et periodisk indkaldt arbejderparlament. Marx blev valgt som æresdelegeret til parlamentet, der samledes i Manchester i marts 1854. Marx havde ikke mulighed for personligt at deltage i mødet, men sendte et brev, i hvilket han formulerede den engelske arbejderbevægelses hovedopgave - »organiseringen af arbejderklasse i national målestok...«

Men fra foråret 1853 begynder Rusland, Frankrig og England, at bekrige hinanden, selvom de i lige høj grad var interesseret i at opretholde den herskende orden. Men det er karakteristisk for de herskende klasser og for de herskende nationer, at lige så snart de har befriet sig for angsten for den revolutionære bevægelse, træder der en række hemmelige meningsforskelle frem, som i forvejen har eksisterede mellem de forskellige nationale herskende klasser, og de er igen klar til, at kaste stater og befolkning i krig mod hinanden i blodigt barbari, under forrykte motiver. Nok havde de herskende klasser sluttet sig sammen i den fælles kamp mod de folkelige revolutioner i Frankrig, England, Rusland, Østrig og Prøjsen, men nu kunne barbarerne frit fremstille deres krav om territorier, markeder, slaver og undersåtter, valutaspekulation, nu da folkemasserne var underkuet, og de revolutionære fængslet eller udvist. Rusland, som med så stort held har bidraget til at genoprette »ordenen« i Vesteuropa, forlanger nu så at sige at blive belønnet for disse tjenester. Rusland række kløerne ud efter Balkanhalvøen, og Rusland fornyer sine gamle bestræbelser på stykke for stykke at jage Tyrkiet væk fra nogle af dets områder. Den gruppe ved Nikolajs hof, som mener, at dette øjeblik er det bedst egnede, bliver styrket. De håber, at Frankrig slet ikke vil være i stand til at yde modstand, og at England, hvis regering blev ledet af torierne, ikke blander sig på grund af den nære forståelse, der herskede mellem England og Rusland. På den måde begynder kampen om Dardanellerne. I løbet af et par måneder skærpedes situationen sådan, at England og Frankrig - som ikke ønskede krig, og som følte, at denne krig ikke kunne føre til noget godt - til sidst så sig tvunget til at erklære Rusland krig. Krimkrigen begyndte og rejste det østlige spørgsmål i hele dets betydning. Nu får Marx og Engels igen mulighed for at reagere på disse aktuelle begivenheder - ganske vist ikke i Europa men i det fjerne Amerika. Man må sige, at Marx og Engels hilste krigen velkommen. For i sidste instans betød det, at de tre hovedmagter, som var kontrarevolutionens bolværk, gennembankede hinanden. Og når tyve strides, kan ærlige folk kun vinde ved det. Det var under den synsvinkel, at Marx og Engels betragtede Krimkrigen. Man skulle bare finde ud af, hvilken holdning man skulle indtage til hvert enkelt land. I de artikler, som Marx og Engels skrev, blev den russiske zarisme som den europæiske reaktions bolværk underkastet den mest ubønhørlige kritik. Der blev skabt en arbejdsdeling mellem dem: Engels skrev de særlige militære artikler, og Marx skrev de diplomatiske og økonomiske. Marx og Engels stillede sig under Krimkrigen på Tyrkiets side mod Rusland, men Marx og Engels skrev da også om, at Tyrkiet var et endnu mere asiatisk og barbarisk land end Rusland, og at Tyrkiet var anledningen til denne krig. Samtidig kritiserede Marx og Engels også voldsomt England og Frankrig. Alle Napoleons og alle Palmerstons forsøg på at fremstille denne krig som en civilisationens og fremskridtets krig mod det asiatiske barbari bliver ubarmhjertigt afsløret. Krimkrigen begyndte i 1853, og den sluttede først med fredsaftalen i Paris i 1856. I England og Frankrig fremkaldte den stor uro blandt arbejder- og bondemasserne. Den tvang Napoleon og også de herskende klasser i England til at afgive løfter og give indrømmelser. Krigen endte med Frankrigs, Englands og Tyrkiets sejr. I Rusland gav Krimkrigen stødet til de såkaldte »store reformer«. Krigen leverede dermed beviset på, i hvor ringe grad livegenskabets samfundsorden var i stand til at tage kampen op med de kapitalistiske lande. Man måtte sætte bøndernes befrielse på dagsordenen. I første halvdel af 1850erne udviklede velstanden sig så stærkt, og det så ud som om dette boom ville vare i al evighed. Marx og Engels var endnu i 1851 overbevist om, at den næste krise ikke ville indfinde sig senere end i 1853. På grundlag af deres gamle undersøgelser - især Engels' undersøgelser - var de nemlig af den opfattelse, at kriserne - disse periodiske stop i den kapitalistiske produktionsmåde - gentager sig hver 5-7 år. Efter denne beregning skulle den næste krise efter krisen i 1847 følge i året 1853. Men Marx og Engels tog fejl. Perioden, hvori den kapitalistiske produktion oplever forskellige faser af op- og nedgang, viste sig at være mere langvarig. Krisen brød først ud i 1857. Men nu antog den rigtignok også et hidtil ukendt omfang både med hensyn til styrke og udbredelse. Marx hilste begejstret krisen velkommen, selvom hans egen situation straks igen blev forværret. Det var i første række De Forenede Stater, der led under krisen. »New York Tribune« var tvunget til at reducere sine udgifter, hvad da også skete på bekostning af de udenlandske korrespondenter. Marx måtte igen sætte sig i gæld til op over begge øren og udnytte enhver lejlighed til at tjene penge. Denne nye krise varede frem til 1859. Så fik Marx igen et pusterum frem til 1862, hvor hans arbejde for »New York Tribune« definitivt ophørte. Selvom det også gik Marx personligt meget dårligt - i denne tid tilstødte der ham endnu mere ulykke - så havde han dog som revolutionær ikke længe følt sig så livsglad som efter 1857. Som han havde forudset, gav den nye krise hovedstødet til revolutionære bevægelser, som begyndte i næsten hele verden. Fra 1855 levere Marx også artikler til det tyske borgerlig-demokratiske blad »Neue Oder-Zeitung«. Journalistik var for Marx en kreativ beskæftigelse, og et vigtigt politisk arbejde. En stor del af pladsen i Marx' artikler blev anvendt på det politiske liv i England, denne »kapitalens metropol«. Med harme og lidenskab hudfletter Marx skinhelligheden, hykleriet og svindelen, som gennemtrænger det politiske liv i England. Han afslører myten om statssystemet i England som »stående over« klasserne og afdækker dets sociale væsen som resultatet af et kompromis mellem storborgerskabet og jordaristokratiet. Han afslører det engelske »demokrati«, de forskellige manipulationer med udfærdigelsen af valglister, bestikkelses- og afpresningsmetoder, der sikrer de herskende klasser et lydigt parlamentflertal. Marx giver en grel karakteristik af det traditionelle engelske topartisystem, hvor udskiftningen af det parti, der har magten, i realiteten intet ændrer i regeringens politiske kurs. Rammende karakteriserer han den rolle, oppositionen spiller i Englands politiske liv, og sammenligner den med en ventils funktion i en dampmaskine. I et portrætgalleri af de engelske politikere lord Palmerstone, John Russel, William Ewart Gladstone og andre karakteriserer Marx repræsentanterne for det engelske borgerskab, the whigs på følgende måde: »….store mestre ud i korruptionen, hyklere i religiøse anliggender, tartuffer i politik«. I en række artikler belyste Marx arbejderbevægelsen i England. Han vurderede strejkevåbenet højt, betragtede det ikke kun som et middel til at modstå kapitalisternes vilkårlighed, men som en enorm væsentlig politisk og moralsk faktor til fremme af arbejdernes sammenhold og højnelse af deres klassebevidsthed. Hvis ikke denne krig mellem arbejde og kapital blev udkæmpet, skrev Marx, »ville arbejderklassen i Storbritannien og hele Europa være en undertrykt, karaktersvag, nedslidt, underdanig masse, hvis frigørelse ved egen kraft ville være lige så umulig som slavernes i det gamle Grækenland og Rom«. Marx understregede den kolossale rolle, som arbejdernes økonomiske kamp spillede, men tilkendte samtidig den politiske kamp den afgørende betydning. I en række artikler klarlagde han betydningen af chartisternes kamp for en demokratisering af det politiske system i England, for realiseringen af kravene i »People's Charter«. På baggrund af den kendsgerning, at proletariatet i England udgjorde det betydelige befolkningsflertal, og at der til forskel fra landene på kontinentet endnu ikke var udviklet et militær-bureaukratisk apparat, mente Marx, det ville være muligt for arbejderklassen at tilkæmpe sig magten ved fredelige midler. Den væsentligste betingelse herfor var efter Marx' mening, at proletariatet blev fuldt bevidst om sin klassemæssige stilling og tilstedeværelsen af et kampberedt arbejderparti. I sine artikler i »New-York Daily Tribune« skrev Marx også om Frankrig og Louis Bonaparte. Han afslører Bonapartes bestræbelse på at udgive sig for alle klassers patriarkalske velgører, og i særlig grad hans forsøg på ved hjælp af små almisser »at købe den franske arbejderklasses samvittighed«. I virkeligheden personificerer det bonapartistiske imperium det kontrarevolutionære borgerskabs magt, magten hos borgerskabet, der har måttet gribe til diktatoriske metoder for at opretholde sit herredømme, til vold og vilkårlighed. Andre artikler belyses den økonomiske udvikling i Frankrig, der på den tid var karakteriseret af en tøjlesløs børsspekulation. Et klart eksempel herpå var aktionærbanken, »Credit Mobilier«, der nød Louis Bonapartes særlige bevågenhed. Banken opererede ikke kun indenfor kreditgivning, men investerede kapital i jernbaner, kanalanlæg, minedrift, dokanlæg, skibsfart, stålværker og andre industriforetagender, der var i hænderne på anonyme selskaber eller aktieselskaber. Marx slog straks ned på dette nye fænomen, der tegnede sig i det kapitalistiske samfunds økonomi. Han hævdede, at »anvendelsen af aktieselskaber i industrien betegner en ny epoke i de moderne nationers økonomiske liv«. Marx forklarer det nye fænomen med nødvendigheden af at skabe virksomheder i en størrelsesorden, der overstiger enkeltpersoners muligheder. Dette fører til en hurtigere koncentration af kapitaler, til fremkomsten af industrifyrster, en forstærket forarmelse af småborgerskabet, til at der dannes en mægtig, for hver dag voksende hær af lønarbejdere, som bliver stadig farligere for kapitalen, efterhånden som antallet af denne kapitals repræsentanter formindskes. Marx var således i stand til allerede ved aktieselskabernes fremkomst at forudsige nogle af monopolkapitalismens karakteristiske træk. I »New-York Daily Tribune« fortsatte Marx kampen mod det reaktionære prøjservælde, han havde påbegyndt allerede i »Rheinische Zeitung«. Han afslørede den grove og arrogante junkerklasse, der var herskende i Tyskland, politiets ubegrænsede magtbeføjelser, det allestedsnærværende bureaukrati. »Ved ethvert af Deres skridt, endog en ganske simpel skiften opholdssted, træder det almægtige bureaukrati i aktion….man kan hverken leve eller dø, hverken gifte sig, skrive breve, tænke, trykke noget, slå sig på handel, hverken undervise eller lære noget, hverken indkalde til et møde, bygge en fabrik, udvandre, i det hele taget overhovedet intet foretage sig uden tilladelse.« I artiklen Hohenzollernes guddommelige ret og flere andre eftersporer han, hvorledes Hohenzollerne, der besad det ubetydelige markgrevskab Brandenburg, kunne blive konger i Prøjsen. Marx påviser, at det lykkedes dem, »ved hjælp af den guddommelige bestikkelsesret, åbenlyse køb, småtyverier, tilsnigelse af arv og forræderiske fordelingsaftaler«.Marx kritiserer også det østrigske imperium. Her herskede dynastiet Habsburg, der holdt »orden« og samling på sit »lappede imperium« ved hjælp af del- og herskpolitikken, ved at hidse den ene nation op mod den anden. Rivaliseringen mellem de to reaktionære stater Prøjsen og Østrig var en af årsagerne til opretholdelsen af Tysklands økonomiske og politiske splittethed. Da den spanske revolution brød ud i 1854 tiltrak denne begivenhed sig Marx' vedholdende opmærksomhed. Marx gik i gang med at studere Spaniens historie, i revolutionerne i 1808-1814, 1820-1823 og 1834-1843. Som resultat heraf forfattede Marx en serie artikler Det revolutionære Spanien, som det dog ikke lykkedes for ham at fuldføre. Marx belyser spaniernes kamp mod Napoleon og understreger, at »denne første spontane rejsning opstod i folket, mens de 'bedre' klasser roligt havde bøjet sig under det fremmede åg«'. Marx karakteriserede det spanske folks kamp mod napoleonhæren som resultatet af en stor national bevægelse, der havde sikret »Bonaparternes fordrivelse«. Skønt der i den spanske bevægelse på den tid dominerede nationale og religiøse elementer, var der i dens første stadier også stærke tendenser i retning af sociale og økonomiske reformer. I stedet for at sammenkæde de sociale omdannelser med forholdsregler til det nationale forsvar gjorde centralregeringen alt for at undertrykke de revolutionære strømninger i provinserne. Som resultat heraf bevaredes de feudale levn i Spanien. I analysen af den borgerlige revolutions nederlag i 1820-1823 finder Marx hovedårsagen i det forhold, at »det revolutionære parti ikke vidste, hvordan det skulle forbinde bøndernes interesser med bevægelsen i byerne«. Det særegne ved de spanske revolutioner bestod i, at hæren spillede den ledende rolle. Isoleret som den var fra folkemasserne, forvandledes den til et instrument, der var farligt for dem, der benyttede den, men uskadelig for revolutionens fjender. Endelig spillede også borgerskabets forræderi en ikke ubetydelig rolle for nederlaget. Dette gjaldt også for revolutionen i 1854-1856. Fra 1850'erne udviser Marx meget stor interesse for koloniernes og de afhængige landes historiske skæbne, for de undertrykte folks nationale befrielseskamp. Englands og andre kapitalistiske staters intensiverede koloniekspansion fik ham til indgående at beskæftige sig med dette, for ham i nogen grad nye spørgsmål. Med særlig opmærksomhed studerede Marx Englands kolonipolitik. »Den borgerlige civilisations dybe hykleri og det barbari, der er den medfødt, skrev Marx, ligger klart for dagen, så snart vi fra dens hjemland, hvor den bestræber sig for at optræde med mere respektable manerer, vender os til kolonierne, hvor den går nøgen omkring.« Med Indien som eksempel påviste Marx, hvilke forfærdelige følger borgerskabets begærlige kolonipolitik har for folkene i de undertrykte lande. Denne politik fører til ødelæggelse af den lokale industri og det lokale landbrug, til fattigdom og undergang for store dele af den oprindelige befolkning. Marx forudsagde, at denne barbariske politik uundgåeligt ville vende sig mod England selv. Efter at have fået kendskab til resultaterne af det britiske herredømme i Indien kom Marx til den konklusion, at folket i dette land ikke kunne unddrage sig elendigheden og fornedrelsen »sålænge den klasse, der nu hersker i Storbritannien, ikke er blevet fortrængt af industriproletariatet, eller hinduerne selv er blevet stærke nok til fuldstændigt at afkaste det engelske åg«. Samme medfølelse med folkemasserne, der kæmper for deres uafhængighed, gennemtrænger også Marx' artikler om Kina. Han afslører den engelske kolonipolitik, der med kanoner tvang Kina til at importere opium og påtvang det en række slaveagtige betingelser. Marx fulgte med meget stor opmærksomhed Taiping-oprøret, bøndernes krig mod Tsing-dynastiets feudale og nationale undertrykkelse og indirekte også mod de udenlandske kolonisatorer, der havde forgrebet sig på Kinas selvstændighed. Marx bemærkede samtidig Taipingbevægelsens konservative sider, bl.a. dens monarkistisk-religiøse ideologi. Marx blotlagde også de europæiske kolonisatorers røveriske aktioner mod Burma, Afghanistan, Iran og Tyrkiet. Også Englands politik i dets europæiske koloni Irland havde Marx' fulde bevågenhed. »England, skrev Marx, har ødelagt forholdene i det irske samfund. Først konfiskerede det landet, så undertrykte det industrien ved en 'parlamentsakt' og endelig brød det det irske folks aktivitet og energi med våbenmagt.« Forholdet mellem England og Irland sammenlignede Marx rammende med forholdet mellem røveren, der trækker pistolen, og den rejsende, der må frem med pungen. Marx' artikler om Indien, Kina og Irland er genemtrængt af den proletariske internationalismes ånd, bestræbelsen på at understøtte de undertrykte folks nationale befrielseskamp, støtte den demokratiske, folkelige bevægelse, der styrker revolutionens kræfter og skaber gunstigere betingelser for proletariatets kamp mod det kapitalistiske slaveri. Disse artikler, der er gennemtrængt af tanken om sammenhængen og den gensidige afhængighed mellem proletariatets revolutionære kamp og de undertrykte folks nationale befrielsesbevægelse, er af umådelig betydning, idet de indeholder grundlaget for proletariatets politik i nationalitets- og kolonispørgsmålet. Revolutionens interesser var også bestemmende for Marx' synsvinkel på styrkeforholdet under Krimkrigen 1853-1856. Eftersom tsarismen på den tid var reaktionens stærkeste bolværk i Europa, mente Marx, at enhver svækkelse af dens magt og indflydelse ville øge mulighederne for den europæiske revolutions sejr. Han håbede, at Krimkrigen ikke kun ville svække tsarismen, men også bringe folkemasserne i Europa i bevægelse, rejse dem til revolutionær krig mod tsarismen og mod reaktionen i deres egne lande, at den revolutionære krig også i selve Rusland ville fremkalde en folkelig bevægelse mod tsarismen. Marx stræbte efter en revolutionær løsning på det »orientalske spørgsmål«, dvs. den fuldstændige befrielse af alle folkene på Balkanhalvøen fra det tyrkiske sultanats åg. Folkemasserne havde imidlertid ikke overvundet følgerne af revolutionens nederlag i 1848/49 og iværksatte ikke beslutsomme aktioner på historiens skueplads. På den tid udfyldte tsarismen rollen som Europas gendarm, og i krigen mod Rusland gjorde England og Frankrig alt for ikke at tilføje den for stor skade. Krimkrigen og dens resultater gik dog ikke sporløst hen over tsarismen. Om det livegne Ruslands nederlag i Krimkrigen skrev Marx, at »skønt det havde reddet sin ære gennem forsvaret af Sevastopol og forblændet udlændingene ved sine diplomatiske triumfer i Paris, så var råddenskaben i dets sociale og politiske system dog blevet bragt for dagen i landet selv«. Kort efter Krimkrigens afslutning viste der sig symptomer på en forestående økonomisk krise, hvad der atter vakte Marx' forhåbninger om en snarlig revolution. Dette håb fik yderligere næring, da der i 1857 i USA virkelig udbrød en økonomisk krise, som derefter bredte sig til Europa. Det var den første økonomiske verdenskrise.

Da man i 1856 fejrede 4årsdagen for udgivelsen af »The People's Paper«, var Marx inviteret til festen. I sin korte, men indholdsrige og formelt overlegne tale ved banketten afdækkede Marx de indre modsigelser, der er organisk forbundne med det kapitalistiske samfund: »Maskinerne, der ejer en vidunderlig evne til at forkorte og frugtbargøre det menneskelige arbejde, ser vi frembringer sult og overanstrengelse. De nye rigdomskilder bliver ved et sælsomt troldomsord af skæbnen kilder til nød. Kundskabens sejre synes vundet med tab i karakter…, selv videnskabens rene lys synes kun at kunne skinne mod uvidenhedens mørke baggrund.« Marx understregede antagonismen mellem produktivkræfterne og de sociale relationer under kapitalismen og udviklede tesen om proletariatets verdenshistoriske bestemmelse: »Historien er dommeren - dommens fuldbyrder er proletaren.« Men heller ikke i England begunstigede den objektive situation et nyt opsving for arbejderbevægelsen. Det engelske industri- og kolonimonopol gjorde det muligt for de engelske kapitalister at tilegne sig enorme merprofitter og anvende en del heraf til bestikkelse af aristokratiet inden for arbejderklassen. Som resultat af denne politik slog det engelske proletariats bedst kvalificerede lag ind på en gnieragtig taktik i kampen for at forbedre sin stilling inden for kapitalismens rammer. Dette prægede også Jones' position. I et brev til Marx af d. 7 oktober 1858 giver Engels meddelelse om Jones' omsving og forbund med de borgerlige radikale og klarlagde årsagen til tilbageslaget for den revolutionære engelske arbejderbevægelse: »Jones' nye skridt . . . hænger i virkeligheden sammen med, at det engelske proletariat er blevet mere og mere borgerliggjort, således at denne den borgerligste af alle nationer tilsyneladende i sidste ende vil nå frem til at besidde et borgerligt aristokrati og et borgerligt proletariat ved siden af borgerskabet. For en nation, der udbytter hele verden, er det i en vis forstand lovmæssigt.«

I 1857 dannede tyske emigranter med forbindelse til Weydemeyer i New York en kommunistisk klub. Et aktivt medlem var Friedrich Adolph Sorge, der havde deltaget i den badensiske opstand. Han blev senere en af Marx' nærmeste kampfæller og venner. Klubbens medlemmer studerede Marx og Engels' værker og udbredte kendskabet til dem blandt arbejderne. I Amerika blev afskaffelsen af slaveriet det afgørende spørgsmål, og i Rusland blev det ophævelsen af livegenskabet. Det borgerlige England måtte sætte alle sine kræfter ind i kampen mod en vældig opstand i Ostindien. Italien var og blev sprængt. En betydelig del af det nordlige Italien forblev under Østrigs herredømme. Ungarn var blevet besejret ved hjælp af russiske tropper og igen indlemmet i Østrig. Tyskland bestod fortsat af en mængde hertugdømmer og stater af forskellig størrelsesorden - blandt hvilke Prøjsen og Østrig udmærkede sig, idet de kæmpede om den førende stilling i de tyske staters almindelige forbund. Allerede i 1858 tager den oppositionelle og revolutionære bevægelse et opsving i alle vesteuropæiske lande, og den sætter de gamle uløste spørgsmål på dagsordenen. I Tyskland forstærkes de bestræbelser, der arbejder for en forening. Det kommer igen til kamp mellem det stortyske parti, der vil forene hele Tyskland indbefattet Østrig, og det småtyske parti, som vil vælge Prøjsen til den ledende magt, omkring hvilken alle tyske stater med undtagelse af Østrig skal forene sig. I Italien ser vi den samme opvågen af nationale bestræbelser. I Frankrig - hvor krisen i 1857 havde fået mange oppustede foretagender til at gå bankerot, og hvor krisen især havde stor indvirkning på tekstilindustrien - udvikler der sig ikke bare en småborgerlig opposition, men de revolutionære undergrundsorganisationer bliver også genoplivet påny. De blanquistiske grupper spiller hovedrollen. Arbejderbevægelsen, der var stagneret fuldstændigt efter nederlaget i juni, får igen nyt liv og især indenfor bygge- og møbelindustrien. Rusland, som også netop først har fået sin kapitalistiske dåb med nogle bankerotter i Moskva, slæber sig videre ad de liberale reformers vej. For at komme udenom de indre vanskeligheder bestræber regeringerne - i første række Napoleon IIIs regering - sig på at aflede befolkningens opmærksomhed via en eller anden udenrigspolitisk sensation. Felice Orsini (1819-1858), der var med i et hemmelig italiensk revolutionært selskab, »Carbonária bevægelsen«, dvs. »Trækuls Brænderne«, som også var anti-klerikal, forsøgte at myrde Napoleon III. (»Carbonária bevægelsen« var dannet i Portugal i 1822 og havde tætte forbindelser til deres allierede i Italien.) Hændelsen mindede de herskende klasser om, at de måtte regne med voksende modstand. For at aflede arbejdermassernes utilfredshed opstiller Napoleon III. den løsning, at Italien skal befries fra det østrigske åg. Samme år i 1858 - indgår Napoleon III. en hemmelig aftale med Cavour, den sardinske konges minister. På samme måde som Prøjsen var den stærkeste stat i det Tyskland, der var splittet op i mange småstater, havde kongeriget Sardinien - som på Appenninerhalvøen spillede den samme rolle som Prøjsen - isoleret sig i Italien. Mens den officielle presse snakkede om, at det drejede sig om forening af hele Italien, havde den aftale - hvori Napoleon lovede Sardinien hjælp - i virkeligheden et helt andet indhold. Det drejede sig ikke om at forene Italien men om at gøre Sardinien større - Sardinien blev lovet Lombardiet og Venedig. Som belønning fik Napoleon III. - bortset fra løftet om ikke at anfægte pavens besiddelser - Savoyen og Nizza. Napoleon III. måtte sno sig mellem oppositionen fra venstre og det klerikale parti, og ville ikke strides med paven og var derfor imod den virkelige forening af Italien; på den anden side mente han at kunne tilfredsstille de franske patrioter via erobringen af to nye territorier. På denne måde opstod der et nyt, yderst vigtigt politisk spørgsmål, som fik hele Europa og i endnu højere grad de revolutionære i forskellige lande til at vågne: hvilken position skal de revolutionære og socialisterne indtage, på hvilken side skal de stille sig: på Napoleon IIIs der optrådte næsten som en revolutionær og som havde opstillet en så sympatisk parole som »Italiens ret til selvbestemmelse« - eller på Østrigs side - Østrig, som repræsenterede despotismen og undertrykte Italien og Ungarn? Napoleon III og hans meningsfæller forstod på enestående vis at præge den såkaldte offentlige mening. Som under Krimkrigen bliver der også i 1858 og 1859 kastet en uhyre mængde småskrifter og pamfletter på markedet, som på enhver tænkelig måde beviser Napoleon IIIs liberalisme og den italienske sags retfærdighed. I denne litterære opmarch deltog nogle frivillige skribenter, men der var dog først og fremmest tale om købte skribenter. De frivillige befandt sig især blandt ungarske og polske emigranter. På samme måde som de nogle år før havde betragtet Krimkrigen som en fremskridtets og civilisationens krig mod den asiatiske despotisme og havde udrustet legioner af frivillige til støtte for Napoleon III og Palmerston, bestræbte de ungarske og polske emigranter sig - med få undtagelser på at bevise, at Napoleon III kæmpede for fremskridtet og folkenes ret til selvbestemmelse, og at man ubetinget skulle komme ham til hjælp. Men også Østrig var årvågent. Det finansierede de skribenter, der forsøgte at bevise, at det i denne krig forsvarede hele Tysklands interesser, at Napoleon III ville erobre Rhinen, hvis han besejrede Østrig, at det altså ikke drejede sig om Italien men derimod om Tyskland, at Østrig derfor forsvarede Tyskland i og med at det havde herredømmet over Norditalien. Udtrykt i militære vendinger betød det: den, der vil forsvare Rhinen, bør ikke opgive en position som Po, i hvis floddal Lombardiet ligger. De to hovedstrømninger, som man dengang kunne adskille i den europæiske journalistik, lod sig netop føre tilbage hertil. I selve Tyskland blev spørgsmålet yderligere kompliceret af striden mellem det stortyske og det småtyske parti. Det er indlysende, at de stortyske, som ønskede en forening af hele Tyskland indbefattet Østrig, hældte til Østrigs side, og at omvendt de småtyske, som følte sig draget mod Prøjsen, forsøgte at bevise, at man måtte overlade Østrig til sin egen skæbne. Der fandtes naturligvis forskellige nuancer, men de ændrede ikke det almene billede væsentligt. Hvilken stilling tog Marx og Engels og Lasalle til dette spørgsmål? Under revolutionen 1848/49 havde de alle været tilhængere af en samlet tysk republik, som også omfattede de tyske områder af Østrig. Det så altså ud som om, der ikke var plads til nogen som helst meningsforskelle. Marx og Engels' hudfletter Napoleon III lige så ubønhørligt som de kritiserer den prøjsiske og østrigske reaktion. Efter deres mening er den fare, som truer i tilfælde af Napoleons totale sejr, ikke mindre end den fare, der truer i tilfælde af Østrigs sejr. Engels påviste, at Napoleon ville falde over Tyskland efter en sejr over Østrig. Han opstiller derfor følgende tese: foreningen af Italien og også foreningen af Tyskland må ske af egne kræfter. I det italienske spørgsmål bør de revolutionære derfor hverken stille sig på Napoleons side eller på Østrigs side. Det eneste, de skal have for øje, er den proletariske revolutions interesser. Engels påpegede, at Napoleon ikke ville vove at erklære Østrig krig, hvis han ikke havde sikret sig Ruslands stiltiende forståelse, hvis Napoleon ikke med sikkerhed vidste, at Rusland ikke ville komme Østrig til undsætning. Han anså det for højst sandsynligt, at der på dette punkt eksisterede en aftale mellem Frankrig og Rusland. Østrig havde under Krimkrigen takket Rusland med »uforskammet utak«, som havde hjulpet det så »opofrende« og »uselvisk« med at underkue det revolutionære Ungarn. Og selvfølgelig havde Rusland ikke noget imod, at Napoleon III straffede Østrig. Hvis der virkelig eksisterede et sådant forbund mellem Frankrig og Rusland, hvis Rusland ville komme Frankrig til hjælp, så måtte hele Tyskland komme Østrig til hjælp. Marx og Engels formodede, at en krig ville få de nederste klasser til at gøre plads for stadig mere radikale partier og således berede grunden for det proletariske partis sejr. Lasalle, der boede i Prøjsen havde en anden formodning, »om at Tysklands farligste fjende var Østrig, fordi Frankrig og Rusland havde betrådt de liberale reformers vej. Østrig er hovedårsagen til den reaktion, hvis utålelige åg hviler tungt på Tyskland. Napoleon er - selvom han er usurpator - ophavsmand til et statskup, en repræsentant for liberalismen, fremskridtet og civilisationen. Derfor består vor opgave, det prøjsiske demokratis opgave i den nuværende krig i at overlade Østrig til sin egen skæbne, hvor den mest ønskværdige udgang er et nederlag for Østrig.« Krigen mellem Frankrig og Østrig endte anderledes end de to parter havde ventet. I begyndelsen af krigen tilføjede Østrig - så længe det kun var Italien det stod overfor - italienerne et stort nederlag, sådan som det jo altid havde besejret italienerne; men blev så det slået af de forenede italienske og franske hære. Lige så snart krigen begyndte at blive en folkekrig og truede med at skabe den virkelige revolutionære forening af hele Italien, og derved også truede med at afskaffe det pavelige område, kom Napoleon på andre tanker og skyndte sig at afslutte krigen med Ruslands hjælp. Sardinien måtte slå sig til tåls med Lombardiet; Venedig forblev på Østrigs hænder. Til sig selv tog Napoleon III hele Savoyen, de sardinske kongers hjemstavn og annekterede også Garibaldis fødeby Nizza og de tilgrænsende områder - øjensynligt for at vise den berømte italienske revolutionære, som kæmpede for Italiens sammenslutning, at man ikke bør lade sig lokke af enhver kronet sjovers løfter. På den måde forsvarede den »liberale« Napoleon - under de liberale tåbers og de bedragne revolutionæres stormende bifald - Italiens og andre undertrykte nationalisters »ret til selvbestemmelse«. Også Lasalle måtte indrømme, at Napoleon var langt fra at være bedre end østrigerne, og at han endda i høj grad overgik dem. Italien forblev lige så splittet som det havde vænt. Kun Sardinien var igen blevet større. Men der indtraf noget uventet, som kun er uforståeligt for den, der tror, at et folks skæbne bliver afgjort ved det grønne bord. På grundlag af den skuffelse og utilfredshed, som var blevet fremkaldt af Napoleons politik, opstod der i Italien en stærk revolutionær bevægelse. I spidsen for »Carbonária bevægelsen« stod Giuseppe Garibaldi (1807-1882) - den ulastelige revolutionære men overordentlig middelmådige politiker. Og allerede i 1861 forvandlede Italien sig til et forenet kongerige, som bare ikke omfattede Venedig. Fra dette tidspunkt overgik Italiens videre sammenslutning til borgerlige sjakrere, frafaldne garibaldi-tilhængere og eventyrere.

I juni 1859 udkom første hæfte af Marx' arbejde Bidrag til kritik af den politiske økonomi. Heri blev for første gang fremlagt Marx' værditeori og en videnskabelig teori om penge og pengecirkulation. I det berømte Forord til dette arbejde findes den geniale formulering om den historiske materialismes væsen, der for Marx var det ledende princip ikke kun i hans historiske arbejder, men også i de økonomiske studier. »I den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres liv uafhængige relationer, produktionsrelationer, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter. Disse produktionsrelationer danner tilsammen samfundets økonomiske struktur, den reale basis, på hvilken der rejser sig en juridisk og politisk overbygning, og til hvilke der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, der bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, der bestemmer deres bevidsthed. På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i modstrid med de forhåndenværende produktionsrelationer, eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, inden for hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være udviklingsformer for produktivkræfterne slår disse relationer om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med social revolution. Med forandringen af det økonomiske grundlag indtræder der en langsommere eller hurtigere omvæltning af hele den uhyre overbygning.« Den økonomiske krise fra 1857 fik nu i 1859 betydelige politiske konsekvenser og skabte store internationale begivenheder. De demokratiske og proletariske bevægelser vågnede atter til live, og der indledtes en ny kamp mod de bevarede levn fra feudalismen i Europa. Imidlertid var der sket en ændring af styrkeforholdet mellem de kæmpende kræfter. Det industrielle opsving havde styrket borgerskabets økonomiske magt og indflydelse i samfundet. Repræsentanterne for det feudale samfund, der ikke havde glemt erfaringerne fra 1848, var blevet tvunget til at gøre borgerskabet indrømmelser for blot at bevare, hvad det endnu var muligt af deres økonomiske og politiske privilegier. Dog havde heller ikke borgerskabet glemt erfaringerne fra 1848. Bevidstheden om, at arbejderne kunne blive en endnu alvorligere trussel, fik det til at slå en handel af med feudalsamfundets repræsentanter. Spørgsmålet var, om feudalismens levn i Europa skulle tilintetgøres med radikale, »plebejiske« metoder, og gennem revolution nedefra, eller ville de feudalismens levn kun blive delvist fjernet gennem reformer uden folkets medvirken. I maj 1859 påbegyndte »Den Tyske Arbejder Oplysningsforening« i London med udgivelsen af dagbladet »Das Volk«. I løbet af bladets korte levetid til august måned offentliggjorde Marx og Engels omkring 20 artikler, heraf de fleste, der beskæftigede sig med den østrigsk-italiensk-franske krig, der var brudt ud i april 1859. Marx og Engels analyserede krigens årsager, dens karakter, krigsbegivenhedernes forløb og begrundede proletariatets taktik i denne krig, hvis udfald i høj grad var bestemmende for både Italiens og Tysklands historiske skæbne. I 1859 blev det fra revolutionen i 1848 uløste spørgsmål om Italiens samling og Lombardiets og Venezias befrielse fra det østrigske åg igen sat på dagsordenen. Det italienske storborgerskab og den liberale adel bestræbte sig på at løse det gennem landets forening ovenfra omkring den stærkeste italienske stat Piemonte (kongeriget Sardinien) og gennem krig mod Østrig. I kampen mod Østrig var Piemonte i forbund med Louis Bonaparte, der gennem lette militære sejre og territoriale udvidelser søgte at styrke sin vaklende trone. Marx betragtede Italiens uafhængighedskrig under den franske kejsers og kongen af Sardiniens bannere som en national ulykke for det italienske folk. Han påviste, at det italienske folks sande uafhængighed og enhed kun kunne tilvejebringes gennem en stor national opstand, der styrtede alle italienske monarker, fratog paven den verdslige magt, overdrog jorden til bønderne og udløste revolutionær krig mod det fremmede åg. Marx hilste begejstret de italienske oprøreres modige fører Giuseppe Garibaldi, der drog sit sværd til kamp for fædrelandets frihed og uafhængighed. Perspektiverne for revolutionen i Europa var i betydelig grad afhængig af sejr for den ene eller anden måde at samle Italien på. Marx vurderede derfor enhver propaganda til fordel for Bonaparte som direkte skadelig ikke kun for den italienske, men også for den tyske revolution, som en støtte til reaktionens kræfter i Europa. Fra 1860 udgiver Marx' en pjece der udvikler sig en hel bog. Pjecen Hr. Vogt er et skrift, der angriber de bonapartistiske agenter blandt de tyske emigranter og Karl Vogt´ angreb på Marx. Marx gendriver de af Karl Vogt konstruerede beskyldninger med talrige dokumenterede kendsgerninger og modstiller dem med en korrekt fremstilling af »Kommunisternes Forbunds historie«. Marx afslører at Vogts´ vil retfærdiggøre Bonapartes aggressive udenrigspolitik. Senere efter det andet kejserdømmes fald blev der offentliggjort lister med navnene på Louis Bonapartes hemmelige agenter, og her figurerede også Vogt, der i august 1859 havde modtaget et betydeligt beløb fra den franske kejser. Under den italiensk-fransk-østrigske krig og Marx' polemik med Vogt afsløredes skarpe uoverensstemmelser mellem Marx og Ferdinand Lassalle, der tidligere var düsseldorfer-demokrat, og havde stiftet bekendtskab med Marx i 1848 og senere i sine breve erklæret sig som elev og tilhænger af Marx. I virkeligheden fastholdt Lassalle, de idealistiske hegelianske positioner, fjernt fra en forståelse af den videnskabelige socialisme.

Lasalle der var en af Marx' første elever havde altså også taget del i begivenhederne i 1848. Efter at have afsonet en kort fængselsstraf bevarer han kontakten med Marx og Engels i 1850erne. Lasalle begyndte sin agitation i 1862, da der blandt de borgerlige prøjsiske demokrater udbrød kamp om spørgsmålet, om hvilken taktik man skulle slå ind på i kampen mod regeringen. Marx havde konsekvent og lidenskabeligt kæmpet imod Tysklands omdannelse til en prøjsisk kaserne. Derimod gav Lassalle, så at sige på de tyske demokraters vegne, i sin pamflet Den italienske krig og Prøjsens opgave sin tilslutning til Prøjsens bestræbelser på at forene Tyskland ovenfra, ved hjælp af kontrarevolutionære metoder. I den bonapartistiske propagandas ånd udbredte Lassalle illusioner om Napoleon III.s »befrielsesmission« i Italien. Lassalles pamflet vakte Marx' harme. Det udtrykker »på ingen måde hverken mine synspunkter eller mine partikammeraters i England«, skrev han til Lassalle. I deres korrespondance betegnede Marx og Engels Lassalle som en »kongelig prøjsisk hofdemokrat« med stærke bonapartistiske tilbøjeligheder, som en mand, der »spiller samme melodi som Vogt«. Allerede i 1858 var den gamle prøjsiske konge blevet fuldkommen forrykt. Først blev Wilhelm udnævnt til regent, og senere blev han, der var blevet berømt på grund af nedskydningen af demokraterne i 1849/50, også konge. I den første tid havde han været tvunget til at synge med på den liberale vise, men det kom allerede meget hurtigt til en konflikt mellem ham og deputeretkammeret om hærens organisation. Regeringen ville gøre hæren større og krævede, at der blev opkrævet nye skatter, det liberale bourgeoisi krævede bestemte garantier og ret til kontrol. I anledning af denne konflikt vedrørende budgettet opstod der stridigheder om taktikken; Lasalle, som personligt stadigvæk var tæt knyttet til bourgeoisiets demokratiske og fremskridtsvenlige kredse, holdt på en bestemt taktik. Da enhver forfatning blot er et udtryk for de virkelige styrkeforhold i det daværende samfund, var det højst påkrævet at mobilisere en ny samfundsmæssig kraft mod regeringen, som dengang blev ledet af Bismarck, en beslutsom og klog reaktionær. Hvad det var for en samfundsmæssig kraft, viste Lasalle i et særligt foredrag, som han holdt for arbejdere. Talen »Om den nuværende historiske periodes særlige sammenhæng med arbejderklassens idé« er bedre kendt under navnet »Arbejderprogrammet«. Det var i det væsentlige en præsentation af grundideerne i »Det Kommunistiske Manifest«, som i et betydeligt omfang blev afsvækket og tilpasset den daværende virkeligheds betingelser. Men samtidig var denne tale - efter revolutionens nederlag i 1848 - den første åbenlyse forkyndelse af nødvendigheden af at organisere arbejderklassen i en selvstændig, politisk organisation, som skarpt afgrænsede sig fra alle - også de mest demokratiske, borgerlige partier. Lasalle kritiserer skarpt fremskridtsfolkenes borgerlige bevægelse blandt arbejderne, som havde udviklet sig særlig intensivt i Saksen, hvor der blandt arbejderne allerede var en kamp i gang mellem demokraterne og de få repræsentanter for 1848-arbejderbevægelsens »gamle garde«. Blandt disse arbejdere blev der allerede diskuteret indkaldelse til en al-tysk arbejderkongres. Med det formål for øje blev der i Leipzig organiseret en særlig komité, som opfordrede Lasalle til at tage stilling til arbejderbevægelsens mål og opgaver. Lasalle udviklede sit program i et »åbent brev«, som var adresseret til komitéen i Leipzig. Lasalle kritiserer skarpt fremskridtsfolkenes borgerlige partiprogram og det middel, de foreslår for at mildne arbejdernes elendighed, og han hævder nødvendigheden af at organisere et selvstændigt arbejderklassens parti. Erobringen af den almindelige valgret er det centrale politiske krav, som man må koncentrere alle kræfter om at virkeliggøre. Hvad det økonomiske program angår, så hævdede Lasalle, idet han støttede sig til det han kaldte den »ubøjelige« lønlov, at man på ingen måde kunne forhøje arbejdslønnen udover et vist minimum. Han anbefalede derfor at oprette produktionskooperativer ved hjælp af statslig kredit, og det var et programpunkt, som Marx ikke kunne bifalde. Lasalles forsøg på at få Marx over på sin side endte negativt. Spørgsmålet om produktionskooperativerne var for Marx og Engels et underordnet middel, som havde en meget begrænset betydning, og denne betydning var også mere demonstrativ, og det var en forrykt ide, at vurdere, at produktionskooperativerne var et middel, som lidt efter lidt kunne bemægtige sig den samfundsmæssige produktionsmidler, fordi det først var nødvendigt at erobre den politiske magt for, som det hedder i manifestet, straks derefter at gennemføre en række passende forholdsregler. Lasalle overvurderede i ekstrem grad produktionskooperativernes betydning. Men der fandtes også andre grunde, som først lod sig klart bestemme nogle måneder senere, da Lasalle, som straks ville tilkæmpe sig succes, lod sig rive med af »realpolitikken« og spændte buen for hårdt i kampen med fremskridtspartiet og gik så vidt, at han indlod sig med regeringen. Der er slet ingen tvivl om - og det anerkender også Marx - at netop Lasalle efter den lange reaktionære periode fra 1849 til 1862 igen plantede arbejdernes fane på tysk grund, men under et møde i London i 1862 meddelte Marx til Lassalle, at et politisk samarbejde mellem dem ikke var muligt, »eftersom vi politisk intet har tilfælles, bortset fra enkelte fjerntliggende endemål«. De tyske arbejdere gik i 1863 igang med at oprette »Den Almindelige Tyske Arbejderforening«, og Lassalle fremtrådte som ideologisk leder og organisator. Lassalles kritiserede talentfuldt det liberale borgerskab, men Lasalles meget intensive omend også kortvarige (det varede mindre end to år) organisatoriske og politiske arbejde indeholdt fundamentale mangler, som måtte frastøde Marx og Engels endnu mere end hans utilstrækkelige program. Det der frem for alt sprang i øjnene var, at Lasalle ikke blot undlod at fremhæve forbindelsen mellem »Den Almindelige Tyske Arbejderforening«, som han havde grundlagt, og den gamle kommunistiske bevægelse, men tværtimod meget kraftigt benægtede denne forbindelse, selvom han havde lånt alle grundideerne fra »Det Kommunistiske Manifest« og andre af Marx' arbejder, undgik han hårdnakket at henvise til dem. Og først i et af hans sidste værker citerer han Marx: ikke kommunisten, ikke den revolutionære, men derimod økonomen Marx. Lasalle forklarede det med taktiske overvejelser. Han ville ikke støde de endnu utilstrækkeligt bevidste masser fra sig - disse masser, som man måtte befri fra fremskridtfolkenes åndelige formynderskab; fremskridtfolkene havde næsten altid sat eventyret om det skrækkelige kommunistiske spøgelse i omløb. Lassalle delte ikke Marx' syn på den socialistiske revolution og proletariatets diktatur og orienterede udelukkende arbejderklassen mod fredelige, legale kampmetoder. Efter hans mening var indførelse af almindelig valgret tilstrækkelig til at omdanne det prøjsiske monarki til en »fri«, »folkelig« stat. Lasalle var et meget forfængeligt menneske og elskede enhver form for opsigt, alle mulige reklametricks, som virker lige så stærkt på uudviklede masser som de frastøder de bevidste arbejdere. Han elskede at blive fremstillet som skaber af den tyske arbejderbeveægelse. Men netop dét frastødte ikke blot Marx og Engels men også alle den gamle revolutionære bevægelses veteraner. Det er karakteristisk, at af de gamle var det kun de tidligere weitlingianere og Marx' fraktionsmodstandere, der havde tilsluttet sig Lasalle. Men Marx og Lasalle var også delt på spørgsmålet om den almindelige valgret. Dette krav var allerede blevet rejst af chartisterne. Marx og Engels rejste også kravet, men de kunne ikke erklære sig indforstået med den overdrevne betydning, Lasalle tillagde det, og med de argumenter han fremførte. Lassalle forvandlede den almindelige valgret sig til et vidundermiddel, som alene i sig selv var nok til at man straks kunne opnå magt for arbejderklassen - uafhængigt af andre ændringer i det statslige og økonomiske liv. Lasalle havde en naiv ide om, at straks efter erobringen af den almindelige valgret ville arbejderne få næsten 90 % af alle pladser i parlamentet. Lasalle forstod ikke, at der stadig var nogle meget vigtige betingelser, der skulle opfyldes førend den almindelige valgret kan blive forvandlet fra at være et våben, der bedrager folkemasserne, til et våben i deres klassemæssige opdragelse. Også i fagforeningsspørgsmålet var der meningsforskellene mellem Marx, Engels og Lasalle. Lasalle mente, at organiseringen af fagforeninger var fuldstændig overflødig og vendte i denne henseende tilbage til de gamle utopisters synspunkter, som allerede i Marx' »Filosofiens elendighed« var blevet underkastet en meget gennemgribende kritik. Meningsforskellen vedrørende den taktik, man skulle slå ind på overfor bourgeoisiet, var ikke mindre og i praksis af langt større betydning. Ligesom det under krigen mellem de kapitalistiske magter havde været nødvendigt at finde og udarbejde en taktik i kampen med det progressive bourgeoisi og Bismarck - en taktik, som ikke gjorde socialisterne til vedhæng til en af de krigsførende parter - var en særlig selvbeherskelse og en usædvanlig varsomhed nødvendig her. Men netop Lasalle glemte i sin kamp med de prøjsiske fremskridtsfolk, at den prøjsiske feudalisme stadig fandtes: den prøjsiske junkerstand, som ikke var mindre fjendtligt indstillet overfor arbejderne end bourgeoisiet var det. Helt og aldeles berettiget bekæmpede og hudflettede han fremskridtsfolkene, men han kunne ikke holde sig indenfor de nødvendige grænser og kompromitterede blot sin sag, idet han henvendte sig til magthaverne med komplimenter. Lasalle generede sig endog ikke for at indgå helt utilladelige kompromisser. Da man i en by spærrede arbejdere inde, anbefalede han dem at henvende sig til Bismarck med en benådningsansøgning, for han ville sikkert sætte dem på fri fod for at ærgre de liberale. Arbejderne nægtede at følge Lasalles råd. Lasalles taler, især de taler, han holdt i første halvdel af 1864, vil ikke fejlfri; for slet ikke at tale om de samtaler, Lasalle havde med Bismarck uden arbejderorganisationens viden, hvorved han risikerede at tilføje ikke blot sin egen politiske anseelse men også den sag han tjente, skader, der aldrig ville kunne rådes bod på. Sådan så meningsforskellene ud, som hindrede Marx og Engels i at støtte Lasalles agitation med deres navnes autoritet. Men samtidig må man understrege, at de - selvom de nægtede Lasalle deres støtte - dog ikke offentligt trådte op imod ham. Derved kom Lasalle, som satte stor pris på deres neutralitet, længere og længere ud på skråplanet for hver dag, der gik. Liebknecht og andre kammerater - såvel fra Berlin som fra Rhinprovinsen - forsøgte at overtale Marx til at træde op imod Lasalles falske taktik. Det er højst sandsynligt, at det ville være kommet til et åbent brud, hvis Lasalle ikke var blevet dræbt i en duel d. 30. august 1864. Fire uger efter hans død - d. 28. september 1864 - blev »I. Internationale« grundlagt, og den gav Marx mulighed for at vende tilbage til umiddelbart revolutionært arbejde, denne gang på internationalt plan.

I slutningen af 1850erne bliver ophævelsen af livegenskabet aktuelt i Rusland, det er de såkaldte store reformers epoke, og den revolutionære bevægelse begynder, som i begyndelsen af 1860erne antager karakter af revolutionære undergrundsselskaber, hvoraf den mest fremtrædende var den såkaldte »land og frihed«-gruppe. I De Forenede Stater stod afskaffelsen af slaveriet på dagsordenen. Afskaffelsen af slaveriet, der kun berørte De Forenede Stater, viste sig at have betydning for Europa. Den var så vigtig, at Marx i forordet til første bind af »Kapitalen« siger, at krigen om ophævelsen af slaveriet i Amerika ringede med stormklokken for den nye arbejderbevægelse i Vesteuropa. Nu ville arbejderklassen i Europa ikke mere arbejde under slavelignende forhold. I 1863 var der i England ikke så meget som en stump tilbage af den gamle revolutionære chartistiske bevægelse. Chartismen var død. Nogle mener, at chartismen var død i 1848 efter den berømte demonstration, som var endt i fiasko. Men i virkeligheden oplevede den endnu en blomstringsperiode i 1850erne, på Krimkrigens tid. Under ledelse af Ernest Jones - en fremragende taler og en strålende skribent, som ved Marx og hans venners hjælp havde stillet tidens bedste socialistiske organ på benene - lykkedes det chartismen at udnytte arbejdermassernes utilfredshed under Krimkrigen - en utilfredshed, som især voksede, da krigen helt uventet trak i langdrag. Der var måneder, hvor »Folkets Avis« (»People's Paper«) var en af de mest indflydelsesrige aviser. Særlig opsigt vakte Marx' fremragende artikler, som var rettet mod Gladstone og i endnu højere grad mod Palmerstone. Men kort efter krigens afslutning indstillede chartisterne udgivelsen af deres avis. Årsagen var ikke blot fraktionskampen mellem Jones og hans modstandere, som på ny var blusset op, men der var andre grunde, som f.eks. den engelske industris enorme velstand, der var begyndt allerede i slutningen af 1849. Små tilbageslag i enkelte industrigrene kunne i det store og hele ikke gøre industriens almindelige velstand noget. Den uhyre store mængde af arbejdsløse, som var blevet ophobet i slutningen af 1840erne, blev fuldstændig opslugt af det almindelige industrielle højvande, og den engelske industri stærk mangel på arbejdskraft. For det andet begyndte i 1851-1855 en vældig bølge af emigrationer fra England til De Forenede Stater og til det fjerne Australien, fordi der dér var blevet opdaget rige forekomster af guld. I løbet af få år blev den engelske industri unddraget ca. 2 millioner arbejdere, som forlod England for bestandigt. Det var de mest raske, de mest energiske og de stærkeste folk der rejste. På den måde mistede arbejderbevægelsen og dermed også den chartistiske bevægelse de reserver, hvorfra den havde hentet sine kræfter. I det omfang den chartistiske organisation blev svækket, blev også det bånd, der eksisterede mellem bevægelsens forskellige former, svækket. Allerede i 1840erne havde fagforeningsbevægelsen og den chartistiske bevægelse kæmpet med hinanden. Men også andre former for arbejderbevægelse begyndte at udkrystallisere sig. Endnu i 1850erne er dette særlige træk ved den engelske arbejderbevægelse synligt. I bevægelsens historie møder man tit forskellige særorganisationer, som pludseligt udvikler sig meget hurtigt og endog ofte bliver til organisationer med mange 100.000 medlemmer. Der var f.eks. en organisation, som satte sig som mål at kæmpe mod alkoholismen. Den chartistiske organisation gik ind for den mindste modstands vej. I begyndelsen havde den forsøgt at føre kampen mod alkoholen indenfor rammerne af partiorganisationerne. Nu erklærede den denne kamp for et særligt mål, grundlagde særlige selskaber i hele England og unddrog på denne måde den almindelige arbejderbevægelse nogle bataljoner. Denne bevægelse kaldte sig i England den »totale-the«-bevægelse; en »total-the«-tilhænger er en, der kun drikker the. Så fandtes der også en anden bevægelse: kooperativ-bevægelsen, som blev ledet af de såkaldte kristne socialister. Den chartistiske bevægelse indeholdt også præster bl.a. en kendt revolutionær, præsten Stevens. Han var en af de mest populære talere i 1840erne, men senere gik han politisk langt til højre. Han havde forbindelse til filantroper og velgørere, som gik ud blandt arbejderne for at prædike praktisk kristendom. De hævdede, at den chartistiske bevægelse havde lidt skibbrud som politisk bevægelse og erklærede organisationen af kooperativer for at være den vigtigste. Da denne bevægelse ikke var farlig for de herskende klasser, blev den kun støttet af medlemmer af det regerende parti. Også en del intellektuelle, som havde medlidenhed med den lidende arbejderklasse, tilsluttede sig den. Denne nye gren af arbejderbevægelsen blev isoleret. Fagforeningsbevægelsen findes frem til begyndelsen af 1850erne ikke så gunstige udviklingsbetingelser som kooperativ-bevægelsen eller kampbevægelsen mod alkoholismen. Men den støder dog på mindre modstand end den gamle chartistiske bevægelse. I 1851 bliver maskinarbejdernes første varige al-engelske fagforening grundlagt. Denne fagforening bliver ledet af to energiske arbejdere, som det lykkes at overvinde laugsånden, som karakteriserede den engelske fagforeningsbevægelse, og vanen med, at man indskrænkede organiseringen af fagforeninger til ét eller to grevskaber. Næsten hele massen af engelske tekstilarbejdere er trængt sammen i to grevskaber, da tekstilindustrien har klumpet sig sammen dér. Men de engelske fagforeningers havde en laugsmæssige begrænsning. Hver enkelt profession/fag på et industriområde - som f.eks. på tekstilindustriens område - ville ubetinget organisere sig i en særlig fagforening, og så længe tekstilindustrien oplevede én tid med højkonjunktur, opnåede arbejderne dér let lønforhøjelser. Der var jo mangel på arbejdere, og kapitalisterne bestræbte sig på at lokke arbejdere fra kontinentet til England. Efter 1850erne blev tekstilindustrien og maskinindustrien begge privilegerede industrigrene, som havde et monopol på verdensmarkedet, og kapitalisterne indkasserer en kæmpemæssig merværdi, og havde derved let ved at give arbejderne lønindrømmelser. Men der opstår lønopdeling mellem de kvalificerede og faglærte arbejdere, og de ukvalificerede og ufaglærte arbejdere. Marx fandt det store realistiske skønlitterære forbillede i Honoré de Balzacs værk, der, som han udtrykte det, udmærkede sig ved »dyb forståelse af de reale forhold«, og i de engelske forfattere: Charles Dickens, William Makepeace Thackeray, Charlotte Brontë og Elizabeth Cleghorn Gaskell, som Marx betegnede i 1854 i en af sine artikler som: «Den nuværende strålende romanforfatterskole i England, hvis fint tegnede og talende skildringer har afsløret flere politiske og sociale sandheder for verden end alle professionelle politikere, publicister og moralister tilsammen…« Den økonomiske krisen i 1857/58 bragte store forandringer. Krisen gav sig især hårde udslag i byggeindustrien og blandt byggearbejderne, som fra dette tidspunkt befandt sig i forreste række i den engelske arbejderklasses kamp, på samme måde som tekstilarbejderne gjorde i 1830erne og 1840erne - i chartismens epoke - og på samme måde som maskinarbejderne i 1850erne gjorde det. Kapitalismens udvikling betød, at bybefolkningen voksede i usædvanlig grad, og at behovet for boliger voksede, og derfor fik byggeindustrien en enorm opblomstring. Mens England i 1840erne var blevet grebet af jernbanefeberen, blev den i begyndelsen af 1850erne afløst af byggefeberen. Der blev bygget huse i tusindvis. De blev i ordets sandeste betydning kastet på markedet som enhver anden vare. Byggeindustrien stod i sin tekniske organisation stadig på manufakturstadiet, men den var allerede faldet i hænderne på de store kapitalister. Den engelske bygherre forpagtede et stort stykke jord og bebyggede det med hundreder af huse, som han så lejede ud eller solgte. Byggeindustriens udvikling tiltrak en uhyre masse arbejdere fra landsbyerne, og byggeindustrien var en temmelig kompliceret industri, med forskellige typer arbejdere: snedkere, tømrere, malere, murere og tapetserer. Krisen medførte store mængder arbejdsløse, og den skabte en reservehær af arbejdsløse, som trykkede på de arbejdere, der var beskæftiget, og kapitalisterne besluttede at udnytte dette og trykke de beskæftigede arbejdere, trykke arbejdslønnen ned og forlænge arbejdstiden. Til kapitalisternes forbavselse svarede arbejderne med en massestrejke i 1859. Det var en af de største strejker i London. Hvad der i endnu højere grad overraskede arbejdsgiverne var: byggearbejdernes strejke blev støttet af andre grupper af arbejdere fra alle de nye industrigrene, der var opstået. Byggearbejdernes strejke i 1859 tiltrak sig i Europa lige så megen opmærksomhed som de store politiske begivenheder, der dengang udspillede sig. I forbindelse med denne strejke blev der afholdt møder og massemøder. Blandt talerne finder man ofte arbejderen Cremer. På et massemøde i Hyde Park erklærede han, at byggearbejdernes strejke var det første sammenstød mellem arbejdets økonomi og kapitalens økonomi. Udover ham var der også andre arbejdere - som f.eks. Odger - der gennemfører et stort agitatorisk arbejde. Den berømte samtale mellem arbejderen og kapitalisten i første bind af »Kapitalen« - en af de mest strålende sider i »Kapitalen« - hist og her er en næsten ordret gentagelse af de proklamationer, som blev udsendt af arbejderne under strejken i 1859/60. Som et resultat af denne strejke, som efter nogen tids forløb endte med et kompromis, blev der i London for første gang organiseret et fagforeningsråd. I spidsen for dette råd stod tre hovedpersoner: Odger, Cremer og Howell. Det var allesammen arbejdere, som man senere møder i »I. Internationales« generalråd. Allerede i 1861 er fagforeningsrådet i London en af de mest indflydelsesrige organisationer. Det forvandler sig samtidig også til en politisk organisation. Det bestræber sig på at reagere på alle de begivenheder, der beskæftiger arbejderne. Med det som forbillede bliver der forskellige steder i England og Skotland dannet tilsvarende fagforeningsråd. I Frankrig raser krisen ikke mindre voldsomt. Krisen har ikke blot haft virkning på tekstilindustrien, men også påvirket alle de produktionsgrene, som industrien i Paris roser sig af. I 1859 satte Napoleon en krig igang, der var et middel til at aflede arbejdernes utilfredshed. I begyndelsen af 1860erne havde krisen især virkning på industrien i Paris, og på kunsthåndværkerindustrien. Men Paris var også et vældigt bycentrum, som i 1850erne havde udviklet sig stærkt. En af de store reformer, Napoleon gennemførte, var ombygningen af en hel række kvarterer i Paris, ødelæggelsen af de gamle snævre gyder og deres forvandling til brede gader, hvor det ikke var muligt at bygge barrikader, og byomlægningen blev ledet af bypræfekten Hausmann. Resultatet var det samme som i London: en uhyre mængde byggearbejdere blev klumpet sammen. Netop byggearbejderne med alle deres forskellige underafdelinger fra ufaglærte arbejdere til højtkvalificerede på den ene side og de arbejdere, der var beskæftiget med at producere luksusgenstande, repræsentanterne for kunsthåndværket, på den anden side udgjorde hovedkadren i den nye store arbejderbevægelse, som havde udviklet sig siden begyndelsen af 1860erne. Med genoplivelsen af arbejderbevægelsen i begyndelsen i 1860erne får de gamle socialistiske grupper igen nyt liv. Proudhon levede endnu på denne tid. Engang havde han siddet i fængsel, var udvandret til Belgien og havde haft en vis indflydelse på arbejderbevægelsen gennem sine tilhængere. Men den proudhonisme, som han nu forkyndte i begyndelsen af 1860erne, var allerede af en noget anden karakter end den, han havde udviklet, da Marx polemiserede med ham. Den var nu blevet til en fuldkommen fredelig teori, som var som skåret til den legale arbejderbevægelse. Proudhonisterne satte sig som mål at forbedre arbejdernes situation, og de midler, de foreslog, var først og fremmest tilpasset håndværkernes situation. Det vigtigste middel var en nedsættelse af kreditten eller endog rentefri kredit. Derfor anbefalede de kreditkooperativer, hvis medlemmer skulle hjælpe hinanden gensidigt og udveksle tjenesteydelser. Proudhonisterne forestillede sig nu, et samfund med gensidig hjælp, uden strejker, legalisering af arbejderforeningerne, rentefri kredit, undsigelse af den umiddelbare politiske kamp, forbedring af forholdene alene via den økonomiske kamp - hvorved denne kamp aldrig kan blive en kamp, der retter sig mod selve grundlaget for den kapitalistiske orden. Ved siden af proudhonisterne fandtes en mere højreorienteret gruppe, hvis leder var en journalist: Armand Levi, der engang havde været nært knyttet til den polske emigration. Denne gruppe bestræbte sig på at købe arbejderne ved hjælp af materielle gaver, og Armand Levi havde nær kontakt med Napoleons bror. Den tredje gruppe, som talmæssigt var den mindste, men som til gengæld bestod af revolutionære, var gruppen af blanquister, som dengang genoptog sit arbejde blandt arbejderne og også blandt de intellektuelle, studenterne og litteraterne. Her møder vi også Paul Lafargue og Charles Longuet, der begge senere blev Marx' svigersønner. Alle disse unge mennesker og arbejdere var under stærk indflydelse af Blanqui, som ganske vist dengang selv sad i fængsel, men som dog havde livlige forbindelser med de kammerater, der var på fri fod, og som havde møder med repræsentanter for denne ungdom. Blanquisterne var de mest uforsonlige fjender af Napoleons herredømme og lidenskabelige undergrundskæmpere. Ved verdensudstillingen i London i 1862 fremviste produkterne fra den kapitalistiske produktions nye storindustri, som dominerede verdensmarkedet. Den første verdensudstilling var blevet organiseret efter Februarrevolutionen i London i 1851, den anden i Paris i 1855 og den tredje påny i London. I forbindelse med denne udstilling begynder i Paris agitationen blandt arbejderne. Gruppen omkring Armand Levis havde forbindelser til formanden for den kommission, der skulle organisere den franske afdeling af udstillingen i London, og formanden var Napoleons bror. Han organiserede støtte til, at en arbejderdelegation kunne rejse til udstillingen i London. Det udløste diskussioner i alle parisiske værksteder. Blanquisterne tog på det skarpeste afstand fra en sådan almisse fra regeringens side. Men en gruppe arbejdere tog afsted, der blev ledet af de to arbejdere Tolain og Parachon. Det blev besluttet at afholde valg i værkstederne i Paris, og næsten alle gruppens medlemmer blev valgt. Blanquisterne boykottede valget. På den måde blev arbejderdelegationen fra Paris organiseret. Der blev også sendt en arbejderdelegation fra Tyskland til London. På denne måde skabte verdensudstillingen i London muligheden for et møde mellem franske, engelske og tyske arbejdere. Og de mødtes faktisk d. 5. august 1862, men repræsentanter for bourgeoisiet og de herskende klasser deltog i mødet, og de taler, der blev holdt på mødet, krummede ikke håret på en eneste arbejdsgiver og foruroligede ikke en eneste betjent. De engelske fagforeningsfolk deltog ikke i dette møde, men de franske og tyske arbejdere mødtes med de arbejdere, der var emigreret efter 1848.

Borgerkrigen i De Forenede Stater 1861-1865 tilspidsede sig så meget og førte til en så voldsom konflikt mellem Syd- og Nordstaterne, at Sydstaterne besluttede sig til at løsrive sig og oprette en selvstændig republik for at bevare slaveriet. Resultatet var en krig, som fik uventede og ubehagelige følger for hele den kapitalistiske verden. Sydstaterne havde dengang næsten monopol på at producere bomuld til hele verden. Den ægyptiske bomuld spillede dengang endnu ikke nogen rolle, og ostindisk bomuld fandtes endnu slet ikke. På denne måde stod Europa pludselig uden bomuld. Netop på det tidspunkt, hvor hele industrien i det store og hele var kommet sig fuldstændigt ovenpå krisen i 1857/58, brød der en frygtelig krise ud i en så vigtig del af tekstilindustrien som bomuldsindustrien, og ikke blot den engelske men også den franske og den tyske. Manglen på bomuld førte til en voldsom fordyrelse også af alle andre råstoffer i tekstilindustrien. De store kapitalister led naturligvis mindst af alle, men de små og middelstore kapitalister skyndte sig at lukke deres fabrikker. Titusinder, ja hundredtusinder af arbejdere i Europa var truet af sultedød. Regeringen nøjedes med usle almisser. De engelske arbejdere, som under byggearbejdernes strejke havde vist et eksempel på solidaritet, gav sig nu også til at organisere hjælp. Initiativet udgik fra fagforeningsrådet i London. Der blev organiseret en særlig komité. Også i Frankrig blev der organiseret en særlig komité med samme mål. I spidsen for den stod repræsentanter for den gruppe, der havde gennemført valgene af arbejderdelegationen til udstillingen i London. Der blev knyttet kontakter mellem de to komiteer. På denne måde var borgerkrigen i De Forenede Stater altså årsagen til en yderst voldsom rystelse af hele det økonomiske liv i Europa, og den ramte med samme vægt de engelske, franske, tyske arbejdere. Derfor skrev Marx i forordet til første bind af »Kapitalen«, at den amerikanske borgerkrig i det nittende århundrede med hensyn til arbejderklassen spillede den samme rolle som stormklokke som den amerikanske uafhængighedskrig mod England spillede i det attende århundrede med hensyn til det franske bourgeoisi og den store franske revolution. I Rusland var livegenskabet netop først blevet afskaffet. Man måtte også gennemføre reformer i andre dele af det statslige og økonomiske liv. Samtidig styrkes den revolutionære bevægelse, som havde opstillet mere radikale krav, og også de tilgrænsende områder, herunder Polen kom i bevægelse. Den zaristiske regering benyttede lejligheden til med et slag at gøre det af med ikke blot det ydre men også det indre oprør. Den fremprovokerede en opstand i Polen og pustede samtidig til en stor-russisk patriotisme ved hjælp af Katkow og andre bestikkelige skribenter. Den berygtede bøddel Murawjow og lignende udyr blev udkommanderet til at undertrykke den polske opstand. I Vesteuropa fremkalder det oprørske Polen - ligesom i 1831 - livlig solidaritet. De kapitalistiske regeringer garanterede dem, der træder i aktion for de polske oprørere, fuld handlefrihed for at skabe en vis ventil for arbejdernes opdæmmede utilfredshed. Der bliver organiseret nogle møder, og i Frankrig dannes en komité, som ledes af Tolain og Parrachon. I England leder Cremer og Odger arbejdernes solidaritetsbevægelse med Polen, og de radikale intellektuelles solidaritetsbevægelse ledes af professor Beesley. Allerede i april 1863 indkalder de til et massemøde i London, hvor Cremer i en tale stiller sig fuldt og helt bag Polen. Professor Beesley leder mødet. Mødet vedtager en resolution, hvori man beslutter sammen med de franske arbejdere at presse regeringerne med det formål at foranledige en intervention til fordel for Polen. Det bliver besluttet at organisere et internationalt møde. Det finder sted i London d. 22. juli 1863, og det er igen Beesley, der leder mødet. Odger og Creme taler i de engelske arbejderes navn og Tolain i de franske arbejderes. De påviser alle nødvendigheden af, at der oprettes et uafhængigt Polen. Der blev ikke talt om andre ting. Men den næste dag fandt der et nyt møde sted, som blev organiseret på initiativ af fagforeningsrådet i London, men denne gang uden deltagelse af borgerlige elementer. Odger påviser nødvendigheden af en mere snæver forbindelse mellem de engelske og de kontinentale arbejdere, fordi de engelske arbejdere måtte regne med stor konkurrence fra de franske og belgiske og også især fra de tyske arbejdere. I begyndelsen af 1860erne var en betydelig mængde tyske arbejdere indrejst i England, og var beskæftiget i bagererhvervet, hvor de store arbejdsgivere til sidst fik overhånd. I bygge-, møbel- og kunstindustrien arbejdede en mængde franskmænd. På mødet blev det besluttet, at de engelske arbejdere skulle sende de franske arbejdere et lignende budskab. Der gik næsten 3 måneder, før udkastet til dette budskab blev forelagt fagforeningsfolkene i London til godkendelse. Men på dette tidspunkt var den polske opstand blevet slået ned af de zaristiske soldater med uhørt grusomhed. I budskabet til de franske arbejdere skrives bl.a.: »Broderskabet mellem folkene er i arbejdernes interesse påtrængende nødvendigt. For hver gang vi forsøger at forbedre vor situation via forkortelse af arbejdstiden eller forhøjelse af arbejdslønnen, truer kapitalisterne med at skaffe franske, belgiske og tyske arbejdere, som kan udføre vort arbejde for en ringere løn. Desværre bliver denne trussel ofte virkeliggjort. Og det skyldes naturligvis ikke vore kontinentale kollegaers onde vilje, men udelukkende manglen på rigtige forbindelser mellem lønarbejderne i forskellige lande. Man må dog håbe, at der snart bliver gjort en ende på disse tilstande, da vore bestræbelser på at ligestille de lavere lønnede arbejdere med de højere lønnede, vil hindre arbejdsgiverne i - i overensstemmelse med deres kræmmerånd - at spille den ene af os ud mod den anden for at sænke vor levestandard så meget som muligt.« Budskabet blev af Beesley oversat til fransk og først i november 1863 sendt til Paris. I Paris tjente det som agitationsmateriale i værkstederne. Men de franske arbejderes svar blev meget forsinket. I Paris forberedte man sig nemlig på de forestående omvalg til den forfatningsgivende forsamling, og valgene skulle finde sted i marts 1864. En gruppe af arbejdere, som igen blev ledet af Tolain og Perrachon, rejste i den anledning det yderst vigtige spørgsmål: skal arbejderne opstille deres egne kandidater eller nøjes med at støtte de radikale kandidater? Med andre ord: skal man frigøre sig fra den borgerlige opposition og træde frem med et selvstændigt program, eller skal man trave i hælene på de borgerlige partier? Spørgsmålet blev diskuteret voldsomt i slutningen af 1863 og i begyndelsen af 1864. Det blev vedtaget, at man skulle optræde selvstændigt og opstille Tolain som kandidat. I den forbindelse vedtog man også at begrunde dette brud med det borgerlige demokrati i en særlig platform, som fik navnet »De 60's manifest« efter antallet af underskrifter. I manifestets teoretiske del, i den kritik, som det underkaster den borgerlige orden, står det fuldstændigt på Proudhons standpunkt. Men samtidig afviger det radikalt fra Proudhons politiske program: det hævder nemlig nødvendigheden af en selvstændig politisk arbejderorganisation og kræver, at der opstilles kandidater, der repræsenterer arbejderklassen, for at de kan hævde arbejdernes interesser i parlamentet. Proudhon hilste lidenskabeligt »De 60's manifest« velkommen og skrev i den anledning en bog, som er et af hans bedste arbejder. Han arbejdede på den i de sidste måneder af sit liv og nåede ikke at opleve at den udkom. Denne lille bog har titlen: »Om arbejderklassens politiske formåen«. Proudhon anerkendte for første gang arbejderklassens ret til en selvstændig klasseorganisation. Selvom han både i spørgsmålet om strejker og i spørgsmålet om gensidige hjælpesammenslutninger fastholdt sit gamle standpunkt, minder denne bog mest af alt om hans første bog: »Om ejendom«, både med hensyn til protesten mod det borgerlige samfund og med hensyn til dens proletariske indhold. Dette forsvar for arbejderklassen blev en af de bøger, de franske arbejdere holdt mest af. Når man taler om proudhonismens indflydelse i »I. Internationales« epoke, så skal man ikke glemme, at der var tale om den form for proudhonisme, der var blevet skabt efter offentliggørelsen af »De 60's manifest«. I netop denne form havde proudhonismen også stor indflydelse også på de revolutionære i Rusland. I London var »Den Tyske Arbejderforening« dvs. »Arbejderuddannelsesforeningen« som i 1840 var blevet oprettet af Schapper og hans kammerater et centralt sted, hvor arbejdere af forskellige nationaliteter mødtes i London. Denne forenings kantine og testue lå netop i det kvarter, hvor udlændinge dengang og senere slog sig ned. Den blev i endnu højere grad et sådant centrum, da englænderne selv forstod, at man ubetinget måtte slutte sig sammen med de tyske arbejdere for at mildne de skadelige følger, som opstod på grund af arbejdernes indbyrdes konkurrence - de arbejdere, som arbejdsgiverne via forskellige agenter lokkede til London. I Arbejderforeningen var der opstået nære personlige forbindelser mellem medlemmerne af det forhenværende »Kommunisternes Forbund«: Georg Eccarius, Lessner og Karl Pfänder. De to første var skræddere, mens den tredje arbejdede som maler i byggeindustrien. De tog alle aktivt del i fagforeningsbevægelsen i London og var godt kendt med organisatorerne og lederne af fagforeningsrådet i London. Marx havde netop på dette tidspunkt fornyet sine forbindelser med »Den tyske arbejderforening«. Men der gik næsten ét år, førend arbejderne i Paris skrev et svar på budskabet fra fagforeningsfolkene i London, som Beesley havde fremsendt til Paris i november 1863. Franskmændene valgte en særlig delegation, som skulle aflevere svaret i London, og d.. 28. september 1864 blev der afholdt et møde i »Den hellige Martins sal« - en dengang meget kendt bygning i Londons centrum - hvor man skulle modtage delegationen. Mødet blev ledet af Beesley, og salen var overfyldt. I begyndelsen af mødet overbragte Odger en hilsen fra de engelske arbejdere. Svarbudskabet blev læst op af Tolain….. »Det industrielle fremskridt, arbejdsdelingen, frihandelen - det er tre faktorer, som må fængsle vores opmærksomhed, for de lover fundamental forandring af samfundet. Kapitalisterne har under omstændighedernes pres - idet de fulgte tidens krav - sluttet sig sammen i store finans- og industriforbund. Hvis vi ikke træffer de nødvendige forholdsregler, vil vi ubarmhjertigt blive underkuet. Vi - arbejderne i alle lande - må forene os og uigenkaldeligt gøre en ende på en orden, som truer med at dele menneskeheden i en masse af sultende mennesker - som er tvunget ud i en umenneskelig tilværelse - på den ene side og en klike af pengepugere og forædte sløverter på den anden side. Vi vil solidarisk støtte hinanden for at nå vort mål.« De franske arbejdere havde endog medbragt et forslag til en sådan organisation:» i London oprettes en central kommission med arbejderrepræsentanter fra alle lande, og i alle de europæiske hovedstæder skabes der underkommissioner, som står i forbindelse med denne centrale kommission, som lader dem diskutere disse eller hine spørgsmål. Centret samler resultaterne af denne diskussion. Der indkaldes en international kongres i Belgien, som endeligt skal fastlægge organisationsformen.« Karl Marx sad på denne mindeværdige dag på tribunen som indbudt gæst: »Til hr. Marx. Ærede hr.! Komitéen, som skal organisere mødet, beder Dem ærbødigst om at komme til stede. Ved forevisning af dette brev vil De få adgang til lokalet, hvor komiteen mødes kl. 19.30. Deres hengivne, CremerMarx blev valgt ind i komiteen for det fremtidige internationale selskab, som i grunden slet ikke fik nogen instrukser. Der fandtes hverken et program eller vedtægter, der fandtes ikke engang et navn. I London eksisterede der dengang et velmenende borgerligt internationalt selskab »Den almindelige Liga«, som tilbød komiteen sit gæstevenskab. Ligaens repræsentanter foreslog den nye komité, at de slet ikke grundlagde et nyt selskab, andre talte om at organisere et nyt internationalt selskab, som ikke blot arbejderne skulle kunne tilslutte sig men derimod alle dem, der anså en international sammenslutning for at være vigtig, og alle dem, som forbedringen af de arbejdende massers økonomiske og politiske situation lå på sinde. Og kun takket være to arbejderes pres - nemlig Eccarius og Whitlock, en tidligere chartist - blev det besluttet at give det nye selskab navnet »Den Internationale Arbejderassociation«. Dette forslag blev støttet af englænderne, hvoraf en del var chartister - medlemmer af det gamle »Arbejderselskab«, det chartistiske partis vugge.

Det nye navn -»Den Internationale Arbejderassociation«- virkede straks frastødende på de brave borgerlige, som sad i den almindelige liga. Komiteen blev opfordret til at søge husly et andet sted. Heldigvis lykkedes det komiteens medlemmer at finde et lille værelse i nærheden af »Den Tyske Arbejderforening« i det kvarter, hvor emigranterne og de udenlandske arbejdere boede. Straks efter at man havde navngivet selskabet, begyndte man at udarbejde program og vedtægter. For at få vedtaget noget må man sikre sig et flertal, men problemet var at komiteen bestod af de mest forskelligartede medlemmer. Der var i første række englænderne, som selv var opdelt i forskellige grupper. Blandt dem var der fagforeningsfolk, gamle chartister, der var endog gamle owenister. Der var franskmændene, som vidste meget dårlig besked med økonomiske spørgsmål, men som gik for at være revolutionsspecialister. Der var italienerne, som dengang var meget indflydelsesrige, fordi de blev ledet af den blandt englænderne meget populære gamle revolutionære Mazzini, som var en glødende republikaner og samtidig et religiøst menneske. Der var også polske emigranter, for hvem det polske spørgsmål var det vigtigste. Så var der nogle tyskere, som alle var tidligere medlemmer af »Kommunisternes Forbund«: Eccarius, Lessner, Lochner, Pfänder og til sidst Marx. Der blev fremlagt forskellige udkast, bl.a. et fransk udkast og et italiensk udkast. I den underkommission, som Marx tilhørte, fremførte han sine ideer, og til sidst blev det foreslået ham, at han skulle forelægge sit udkast for komitéens plenum. På det fjerde møde d. 1. november 1864 blev Marx' udkast med ubetydelige redaktionelle ændringer vedtaget af det overvældende flertal. Men udkastet kom ikke i stand uden kompromiser. Kompromiset bestod i, at Marx blev forpligtet til at anbringe et par sætninger om pligter, rettigheder, sandhed, moral og retfærdighed, men de blev placeret sådan, at de ingen skade kan gøre i love og program.« Marxismen benægter hverken sandheden eller retfærdigheden eller moralen, men den påviser blot, at disse begrebers udvikling afhænger af den historiske udvikling, hvor de forskellige klasser giver disse udtryk et forskelligt indhold. I den sammenhæng, hvori disse ord blev anbragt, fastslog de blot, at medlemmerne af »Den Internationale Arbejderassociation« forpligter sig til i deres gensidige relationer at lade sig lede af sandhed, retfærdighed og moral, dvs. ikke at lade hinanden i stikken, ikke at forråde deres klasse, ikke at bedrage hinanden og at handle solidarisk. Det var ikke muligt at bruge »Det Kommunistiske Manifests« dristige og revolutionære sprog, og Marx måtte bestræbe sig på at være hård i indholdet og moderat i formen. Marx' succes ligger i den usædvanlige dygtighed, hvormed »Internationales« grundlæggelses manifest er forfattet - og det har også Marx´s store modstander Bakunin anerkendt.

»Inauguraladressen«, grundlæggelses manifestet blev skrevet 17 år efter »Det Kommunistiske Manifest«. Forfatteren til de to dokumenter var en og den samme, men ikke blot de epoker, hvori de blev skrevet, men også de organisationer, for hvilke og i hvis navn de blev skrevet, var yderst forskellige. »Det Kommunistiske Manifest« blev skrevet på bestilling af en lille gruppe revolutionære og kommunister for en meget ny arbejderbevægelse. Allerede dengang havde kommunisterne fremhævet, at de overhovedet ikke opstillede nogle særlige principper, som de vil påtvinge arbejderbevægelsen, men at de blot bestræbte sig på at understrege arbejderklassens fælles interesser i alle lande i denne bevægelse, uafhængigt af nationalitet. I 1864 var arbejderbevægelsen vokset stærkt, den var blevet en massebevægelse - men hvad angår klassebevidsthedens udvikling forblev den langt bagefter den lille revolutionære avantgarde fra 1848. Også den nye generalstab, i hvis navn Marx skrev, var temmelig langt bagefter. Det var nødvendigt at skrive et nyt manifest, som tog hensyn til arbejderbevægelsens og dens lederes daværende udviklingstrin, og som samtidig ikke gav afkald på nogen af de principielle ideer, der var blevet opstillet i »Det Kommunistiske Manifest«. Marx har i sit nye manifest givet et klassisk forbillede på anvendelsen af enhedsfrontstaktikken. Han formulerede de krav og fremhævede alle de punkter, som arbejdermasserne måtte samle sig om, og på hvis grundlag arbejdernes klassebevægelse kunne videreudvikle sig. I alle disse henseender havde Marx en kolossal fordel. Marx var dengang det eneste menneske i verden, der havde studeret arbejderklassen situation grundigt, og som havde en dybtgående viden om hele det kapitalistiske samfunds mekanisme. I hele England fandtes der ikke noget andet menneske, der havde gjort sig megen umage med så nøje at studere alle de engelske fabriksinspektørers beretninger og parlamentskommissionernes arbejde med at undersøge de forskellige industrigrenes situation og de forskellige proletariske gruppers situation i byerne og på landet. Marx kendte disse ting langt bedre end komiteens arbejdermedlemmer. Selvom der dér sad bagere, som kendte deres håndværks situation særdeles godt, selvom der dér sad skomagere, som bedst vidste, hvor skoen trykkede, selvom der dér sad tømrere og malere, som havde et grundigt kendskab til byggearbejdernes situation, så var det kun Marx, der havde et præcist kendskab til arbejderklassens forskelligartede situation og som kunne sætte den i forbindelse med den kapitalistiske produktions almindelige love. Marx store agitatoriske kunnen viser sig i manifestets opbygning. På samme måde som Marx i »Det Kommunistiske Manifest« går ud fra den grundlæggende faktor i al historisk udvikling, i al politisk bevægelse - nemlig klassekampen - begynder han heller ikke i det nye manifest med almindelige pauser, med ophøjede temaer men derimod med kendsgerninger, som karakteriserer arbejderklassens situation. »Det er en kendsgerning, at de arbejdende massers elendighed ikke er blevet mindre i perioden fra 1848 til 1864, og dog er denne periode med dens industrielle og handelsmæssige fremskridt uden sidestykke i historien.« Marx viser så - idet han henviser til Gladstones tale i underhuset - at til trods for at Storbritannien har tredoblet sin handel siden 1843, så er det menneskelige liv i ni af ti tilfælde blot en stadig kamp for at overleve. Endog forbrydere og forviste er bedre stillet end mange grupper af arbejdere. Idet Marx hele tiden støtter sig til parlamentskommissionernes undersøgelser, tegner han et billede af store dele af arbejderklassen, som er præget af underernæring, forfald og sygdom. Og samtidig - og det viser han også - vokser de besiddende klassers rigdom i utrolig grad. Marx drager den konklusion, at hverken udviklingen af maskinerne eller videnskabens anvendelse i industrien eller udviklingen af nye former for kommunikation eller opdagelsen af kolonierne eller emigrationen eller skabelsen af nye markeder eller frihandelen er i stand til at afskaffe arbejderklassens elendighed. Heraf følger, at så længe den samfundsmæssige orden hviler på det gamle grundlag, vil enhver ny udvikling af arbejdets produktivkraft blot øge og uddybe den afgrund, som nu adskiller de forskellige klasser, og endnu klarere bringe de modsætninger der eksisterer mellem dem for dagen. Marx henviser også til de årsager, som bidrog til arbejderklassens nederlag i 1848, og som fremkaldte den apati, som var fra 1849 til 1859. Loven om en 10-timers arbejdsdag viste - stik imod alle de forsikringer kapitalens spytslikkere var kommet med - at forkortelsen af arbejdsdagen langt fra at hæmme arbejdets produktivkraft men tværtimod øgede den. Desuden betød den en sejr for princippet om statens indblanding i økonomiske forhold - en sejr over det gamle princip om den frie konkurrence. Marx´s konklusion er, at arbejderklassen skal underlægge produktionen hele samfundets kontrol og styring. Og en sådan samfundsmæssig produktion er grundprincippet i arbejderklassens politiske økonomi. På den måde var loven om en 10-timers arbejdsdag ikke bare en praktisk succes, men den var også en sejr for arbejderklassens politiske økonomi over bourgeoisiets politiske økonomi. I modsætning til Lasalle, for hvem produktionskooperativerne var udgangspunktet for omformningen af hele samfundet, overdriver Marx ikke deres praktiske betydning. Tværtimod viser Marx, at produktionskooperativerne slet ikke er i stand til at bedre arbejderklassens situation på afgørende måde, så længe de begrænser sig til en lille kreds af arbejdere. Marx siger, at produktionsmidlerne skal forvandle sig fra et våben i undertrykkelsens og slaveriets tjeneste plads; at den kapitalistiske produktion skal forvandles til en socialistisk den samfundsmæssige produktion, og han bemærker straks, at de herskende klasser af alle kræfter vil modsætte sig en sådan forandring. Jordbesidderne og kapitalisterne vil benytte deres politiske magt til at bevare deres økonomiske privilegier. Derfor består arbejderklassens første opgave i at erobre den politiske magt, og dertil er det nødvendigt overalt at organisere arbejderpartier. Arbejderne råder over et våben - det er deres mængde, deres antal. Men denne masse er kun stærk, hvis den er enig og forenet, hvis den lader sig lede af viden og af videnskaben. Uden enighed, uden solidaritet, uden gensidig støtte i befrielseskampen, uden national og international organisation er arbejderne dømt til nederlag. Ledet af disse overvejelser har - tilføjer Marx - har arbejderne i forskellige lande besluttet at oprette »Den Internationale Arbejderassociation«. Marx er klar i sin politik: Arbejderklassens klassemæssige organisering, bourgeoisiets herredømme skal styrtes, den politiske magt skal erobres af proletariatet, afskaffelse af lønarbejdet, alle produktionsmidler skal ejes af hele samfundet. Men Marx - og det slutter han Inaugural-adressen med - stiller også en anden yderst vigtig politisk opgave i forgrunden: Arbejderklassen skal ikke lukke sig inde i den nationale politiks snævre sfære. Den skal med største opmærksomhed følge alle udenrigspolitiske begivenheder. Når hele deres befrielses succes afhænger af arbejdernes broderlige solidaritet i alle lande, så kan de ikke opfylde deres bestemmelse, når de herskende klasser, som styrer udenrigspolitikken, hidser arbejderne i et land op mod arbejderne i andre lande, idet de udnytter de nationale fordomme og ødsler folkets blod og ejendom bort i deres røveriske krige. Det er derfor på tide, at arbejderne gør sig fortrolige med alle hemmelighederne i den internationale politik. De må overvåge deres regeringers diplomatiske handlinger, de skal - om nødvendigt - træde op imod dem med alle midler og slutte sig sammen i en fælles protest mod regeringernes forbryderiske planer. Det er på tide at gøre en ende på en situation, hvor bedrageri, plyndring og tyveri er tilladt i forholdet mellem de enkelte folk, dvs. hvor alle de regler er sat ud af kraft, som er bindende i forholdet mellem privatpersoner. Inaugural-adressen havde kun ét mål: at forklare de motiver, som de arbejdere, der havde samlet sig d. 28. september 1864 i London, havde til at grundlægge »Den Internationale Arbejderassociation«. Men der var endnu ikke noget program, men derimod kun en højtidelige erklæring til hele verden - og det bliver også helt tydeligt understreget i erklæringens navn - at der er blevet dannet en ny international sammenslutning, en arbejderassociation. Med lige så stor dygtighed løste Marx også den anden opgave, som bestod i at formulere arbejderklassens almindelige opgaver i de forskellige lande. Marx skrev blandt andet: »I betragtning af at arbejderklassens frigørelse skal erobres af arbejderklassen selv; at kampen for arbejderklassens frigørelse ikke har til formål at skabe nye klassemæssige privilegier, men netop lige ret og lige pligt for alle og dermed tilintetgørelse af ethvert klasseherredømme; at arbejdernes økonomiske underkastelse under arbejdsmidlernes ejere (….) ligger til grund for slaveriet i alle dets former - hele den samfundsmæssige elendighed, hele den åndelige forkrøbling og hele den politiske afhængighed; at arbejderklassens økonomiske frigørelse derfor er det store endelige mål, som ethvert politisk parti (...) skal underordne sig; at alle hidtidige forsøg på at nå dette mål er strandet på manglen på enighed blandt de mangfoldige arbejdsgrene i ethvert land og på fraværelsen af et broderligt forbund mellem arbejderklassen i de forskellige lande; at arbejderklassens frigørelse hverken er en lokal eller en national men derimod en social opgave, som omfatter alle de lande, der har moderne samfundsforhold, og hvis løsning afhænger af det praktiske og teoretiske samarbejde mellem de mest fremskredne lande; at arbejderklassens bevægelse, som for øjeblikket er ved at forny sig i de mest industrialiserede europæiske lande, samtidig med at den vækker nye håb giver en alvorlig advarsel mod at falde tilbage i de gamle vildfarelser og tilskynder til en øjeblikkelig samling af den stadig usammenhængende bevægelse……« At arbejderklassens frigørelse skal være arbejderklassens eget værk - det var englændere, tyskere og franskmænd enige om, men de fortolkede det på hver sin måde. De engelske fagforeningsfolk og tidligere chartister opfattede denne tese som en protest mod middelklassens stadige formynderskab, som en fremhævelse af nødvendigheden af en selvstændig arbejderorganisation. Franskmændene, som dengang var stærkt involverede mod de intellektuelle, forstod denne ide på den måde, at den truer de forræderiske intellektuelle med at arbejderne kan klare sig uden deres hjælp. Sandsynligvis var det kun de tyske medlemmerne af det gamle »Kommunisternes Forbund«, der forstod konsekvensen af denne sætning. Hvis det kun er arbejderklassen, der kan befri arbejderklassen, så står enhver koalition med bourgeoisiet, enhver forsoning med kapitalistklassen i skarp modsætning til dette princip. Og det blev ligeledes understreget, at det ikke drejede sig om befrielse af denne eller hin gruppe arbejdere men derimod om arbejderklassens befrielse, at befrielsen ikke kun kan være denne eller hin gruppe arbejderes værk, og at den altså forudsætter den klassemæssige organisering af proletariatet. Af den ide, at kapitalisternes monopolistiske overtagelse af produktionsmidlerne er den grundlæggende årsag til det økonomiske slaveri, fulgte af sig selv den slutning, at man skulle ophæve dette monopol. Denne konklusion blev yderligere understreget af kravet om afskaffelse af ethvert klasseherredømme - hvad der kun er muligt, hvis samfundets opdeling i klasser bliver ophævet. Den grundlæggende sætning, som bliver formuleret i grundlæggelsesmanifestet, bliver ikke gentaget i vedtægterne. I vedtægterne finder man ingen direkte henvisning til, at proletariatet skal gribe den politiske magt for at virkeliggøre alle opgaver, som det har stillet sig. I stedet finder man den formulering, at arbejderklassens økonomiske befrielse er det store endelige mål, som den politiske bevægelse - som middel - skal underordnes. Og netop denne sætning var senere udgangspunkt for de skarpeste meningsforskelle i »I. Internationale«. Hvad betød den? Arbejderbevægelsens store mål er arbejderklassens økonomiske befrielse; det kan kun blive virkeliggjort via ekspropriation af produktionsmidlernes monopolejere, via ophævelse af ethvert klasseherredømme. Men ad hvilken vej vil dette mål blive virkeliggjort? Skal man undgå den politiske kamp, sådan som de »sande socialister« og anarkisterne propaganderede? Nej, svarere Marx. Arbejderklassens politiske kamp er lige så nødvendig som dens økonomiske kamp. En politisk organisation er nødvendig. Arbejderklassens politiske bevægelse må uundgåeligt udvikle sig, men den er på ingen måde tilstrækkelig i sig selv som hos de borgerlige demokrater eller de radikale intellektuelle, som sætter forandringen af de politiske former, erobringen af republikken i første række, men som ikke vil høre tale om hovedopgaven. Derfor understregede Marx, at den politiske bevægelse for arbejderklassen kun er et middel til at nå dens store mål, at den er en underordnet bevægelse. Naturligvis var denne formulering ikke så klar som formuleringen i »Det Kommunistiske Manifest« eller i »Inauguraladressen«, hvor det siges, at erobringen af den politiske magt er blevet arbejderklassens store pligt. Marx' formulering var kun klar for »Internationales« engelske medlemmer. Vedtægterne var skrevet på engelsk, og Marx benyttede udtryk, som de tidligere chartister og owenister, der sad i komitéen, var godt kendt med. Chartisterne havde vendt sig mod owenisterne, som kun anerkendte det »store endelige mål«, og ville ikke tage del i den politiske kamp. Da chartisterne i sin tid opstillede deres berømte seks punkter, havde owenisterne bebrejdet dem, at de fuldstændigt glemte socialismen. Dengang havde chartisterne på deres side understreget, at den politiske kamp heller ikke for dem var hovedformålet. Allerede dengang havde de ord for ord brugt den samme formulering, som Marx mere end 20 år senere gentog. For os, svarede chartisterne, er den politiske kamp kun et middel og ikke et mål i sig selv. Således blev der overhovedet ikke i selve komitéen sat spørgsmålstegn ved formuleringen. Først nogle år senere, da det kom til en voldsom strid mellem Bakunins tilhængene og deres modstandere om spørgsmålet om den politiske kamp, blev dette punkt et kardinalpunkt. Bakunins tilhængere søgte at bevise, at ordene »som middel« oprindelig ikke havde stået i vedtægterne, at Marx senere med forsæt havde indarbejdet dem for på denne måde at smugle sine egne synspunkter ind i vedtægterne. I virkeligheden får dette punkt en anden betydning, hvis man fjerner ordene »som middel«. Og i den franske version var netop disse ord udeladt. Det var en misforståelse, som man let havde kunnet opklare, men som i fraktionskampens hede førte til, at man rasende beskyldte Marx for at have forfalsket »Internationales« vedtægter. Da vedtægterne var blevet oversat til fransk for at blive udbredt i Frankrig, var ordene »som middel« udeladt i den legale udgave. Den franske tekst lyder således: »Arbejderklassens økonomiske befrielse er det store mål, som den politiske bevægelse skal underordnes.« Det anså man for nødvendigt for ikke at vække det bonapartske politis opmærksomhed - det franske politi fulgte meget mistænksomt enhver politisk bevægelse blandt arbejderne. Og i begyndelsen anså det franske politi faktisk de franske tilhængere af »Internationale« ikke for at være »økonomister. Blanquisterne hånede også Internationalisterne for at være »økonomister«. Ulykken blev endnu større derved, at den franske oversættelse af vedtægterne i denne forvrængede form blev genoptrykt i den fransktalende del af Schweiz og derfra spredt til alle de lande, hvor man i højere grad kunne fransk, dvs. til Italien, Spanien og Belgien. Efter at Marx har afsluttet fremlæggelsen af principperne, fortsætter han: »De erklærer, at denne »Internationale Association« og alle de selskaber og enkeltpersoner, som tilslutter sig den, anerkender sandhed, retfærdighed og moral som en regel for deres forhold til hinanden og til alle mennesker uanset hudfarve, tro og nationalitet. De anser det for at være ethvert menneskes pligt at kræve de menneskelige og borgerlige rettigheder ikke blot for sig selv men også for enhver, der gør sin pligt. Ingen rettigheder uden pligter, ingen pligter uden rettigheder.« Men det bliver også sagt, at de samme principper også skal være grundlaget for medlemmernes forhold til alle mennesker uanset race, religion og nationalitet. Og det var ikke særlig målrettet. Man skal huske, at på dette tidspunkt rasede borgerkrigen endnu i De Forenede Stater - den havde efter 1863 forvandlet sig til en krig om ophævelse af slaveriet -, at den polske opstand kort forinden var blevet endeligt knust, at de zaristiske hære på dette tidspunkt netop afsluttede erobringen af Kaukasus, at de religiøse forfølgelser endnu ikke var hørt op i en hel række af stater, at endog i England havde jøderne først i slutningen af 1850erne fået de politiske rettigheder, og at de i andre europæiske stater, ikke blot i Rusland, endnu ikke nød de borgerlige rettigheder i fuldt omfang. Bourgeoisiet kunne endnu ikke virkeliggøre deres principper om moral og retfærdighed. Men det andet punkt om rettigheder og pligter fremkaldte flere indvendinger. I begge punkter forpligter ethvert medlem af sammenslutningen sig til at kæmpe for menneske- og borgerrettighederne. Naturligvis ikke blot for sig selv men også for andre. Men denne tilføjelse gør dog ikke sagen klarere. Trods Marx' hele diplomatiske kunst var han netop her tvunget til at gøre en stor indrømmelse overfor de repræsentanter for de franske revolutionære emigranter, som var trådt ind i komiteen. De erindrede den Store Franske Revolutions historie fra 1789, hvor en af revolutionens første handlinger var at proklamere menneske- og borgerrettighederne. I revolutionens kamp mod adelen og absolutismen, som havde sikret sig selv alle privilegierne og kun pålagt de andre klasser pligter, rejste det revolutionære bourgeoisi kravet om lighed, broderskab og frihed, kravet om at tilkende ethvert menneske og enhver borger visse umistelige rettigheder. Blandt disse rettigheder findes også den hellige, ukrænkelige ejendomsret, som aristokratiet og kongedømmet ligeledes helt ugenert krænkede, for så vidt det drejede sig om den tredje stands ejendom. Jakobinerne supplerede blot på nogle punkter denne menneske- og borgerrettigheds deklaration; de lod ejendomsretten være ukrænkelig, men i politisk henseende gjorde de deklarationen mere radikal, idet de gjorde folkets ret til at yde modstand, ukrænkelig, og idet de fremhævede broderskabet mellem alle folk. I denne form er deklarationen kendt som »Menneskerettighedserklæringen fra 1793« eller som »Den robespierreske menneskerettighedserklæring«, og den blev fra begyndelsen af 1830 program for de franske revolutionære. På den anden side holdt Mazzinis tilhængere på, at hans program skulle vedtages. I Mazzinis berømte bog »Om menneskets pligter«, som var blevet oversat til engelsk og som var meget populær blandt de engelske arbejdere, gjorde han - tro mod sin parole »Gud og folket« og i modsætning til den franske menneskerettighedserklæring, som var baserede sig på forstandens og fornuftens krav - begrebet pligten, menneskets forpligtelser, som Gud har pålagt det, til grundideen i sin idealistiske etik. Marx' sætning »ingen rettigheder uden pligter, ingen pligter uden rettigheder« havde sit grundlag i den situation, hvor han var nødt til at tage kravet om menneskerettigheder med, og her benyttede han striden mellem franskmænd og italienere til i sin formulering at gøre forskellen mellem dette krav og bourgeoisiets gamle krav klart og tydeligt. Også proletariatet kræver sine rettigheder, men det erklærer fra begyndelsen, at det ikke anerkender rettigheder for det enkelte menneske uden pligter overfor samfundet. Da vedtægterne nogle år senere igen blev diskuteret, foreslog Marx kun at udelade de ord, som taler om menneskerettighedserklæringen. Men hvad angår sætningen: »Ingen rettigheder uden pligter, ingen pligter uden rettigheder«, så blev den bevaret og indgik senere i Erfurter-programmet som »lige rettigheder og lige pligter«. I »I. Internationales« vedtægter er hovedpunkterne »1) Den nuværende association er blevet oprettet for at skabe et centrum i forholdet og samarbejdet mellem de arbejderselskaber, der eksisterer i forskellige lande, og som har samme mål, nemlig: arbejderklassens fuldstændige frigørelse, dens selvbeskyttelse og fremskridt. 2) Selskabets navn er: »Den Internationale Arbejderassociation«. 3) I 1865 vil der blive afholdt en almindelig arbejderkongres i Belgien. Den vil bestå af repræsentanter fra alle de arbejderselskaber, som i mellemtiden har tilsluttet sig »Den Internationale Arbejderassociation«. Kongressen vil offentliggøre arbejderklassens fælles bestræbelser, vil fastsætte »Den Internationale Arbejderassociations« endelige vedtægter, vil drøfte de nødvendige midler til at den kan arbejde med held og udnævne associationens centralråd. Den almindelige kongres skal mødes en gang om året. 4) Centralrådet har sit sæde i London og bliver sammensat af arbejdere, af repræsentanter for de forskellige lande, der er repræsenteret i »Den Internationale Association«. Den besætter af sin midte de for arbejdet nødvendige stillinger som f.eks. stillingen som præsident, kasserer, generalsekretær, korresponderende sekretærer for de forskellige lande osv..5) På sine årlige møder får kongressen en offentlig redegørelse for centralrådets arbejde i det forløbne år. Centralrådet, som bliver valgt af kongressen en gang om året, har fuldmagt til at optage nye medlemmer. 7) Centralrådet arbejder som et internationalt agentur mellem de forskellige samarbejdende selskaber, således at arbejderne i et land til stadighed bliver orienteret om deres klasses bevægelser i alle andre lande; således at der samtidigt og under en fælles ledelse bliver foretaget en undersøgelse af den sociale situation i de forskellige europæiske lande; således at spørgsmål af fælles interesse, som bliver bragt på bane af et selskab, også bliver taget op af alle andre selskaber; og således at de allierede selskaber om nødvendigt samtidigt og på samme måde straks kan tage praktiske skridt som f.eks. i tilfælde af internationale konflikter. Ved enhver passende lejlighed tager centralrådet initiativ til at forelægge forslag for de forskellige nationale eller lokale selskaber. 7) Da arbejderbevægelsens succes på den ene side i ethvert land kun kan sikres via samling og kombination, mens på den anden side det internationale centralråds arbejde i al væsentlighed er betinget af, at det forhandler med få nationale centrer i stedet for med et stort antal små og usammenhængende lokale arbejderselskaber - skal medlemmerne af »Den Internationale Association« opbyde alle deres kræfter for at forene de spredte arbejderselskaber i nationale organisationer, der bliver repræsenteret af nationale centralorganer.« Disse vedtægters grundideer blev senere bekræftet af kongressen. En af de væsentligste ændringer, der blev gennemført, var - på Marx' initiativ - afskaffelsen af stillingen som central - eller - som man senere kaldte ham - generalpræsident. Erfaringerne fra »Den Almindelige Tyske Arbejderforening«, som var blevet grundlagt af Lasalle, havde vist, hvilke kedelige følger denne fuldkommen overflødige institution kan have. Generalrådet valgte en præsident til mødeleder, og sekretærerne for de enkelte lande mødtes sammen med generalsekretæren for at ordne de løbende opgaver. »Internationales« vedtægter blev brugt mere end én gang i den internationale arbejderbevægelses historie. »Internationales« vedtægter blev ændret et par gange i løbet af 8 år, men forblev i grundtrækkene uforandret. Mod »Internationales« slutning var det kun generalrådets fuldmagt, der blev udvidet. Det provisoriske råds helt påtrængende opgave var at indkalde en international kongres. I den anledning kom det til hidsige stridigheder og diskussioner. Marx holdt på, at man først og fremmest skulle afslutte forberedelserne og give de enkelte lande tid til at gøre sig bekendt med »Internationales« opgaver og til i det mindste i nogen grad at organisere sig. Omvendt holdt englænderne på, at kongressen skulle indkaldes hurtigst muligt - for englænderne var deres fagforeningsbevægelses interesser det vigtigste. De franske emigranter i centralrådet optrådte som deres allierede. Men det endte med et kompromis. I 1865 blev der ikke indkaldt en kongres men derimod til en konference. Den blev afholdt i London og beskæftigede sig hovedsageligt med at høre referater og med at opstille en dagsorden for den kommende kongres. Schweiz, England, Belgien og Frankrig var repræsenteret. Der skete ikke noget af betydning. Det blev besluttet at indkalde kongressen i maj 1866. Hos tyskerne stod tingene dårligt til, selvom »Den Almindelige Arbejderforening« allerede dengang eksisterede i Tyskland, men d. 30. august 1864 var Lasalle blevet dræbt i en duel. I overensstemmelse med foreningens vedtægter blev Bernhard Becker - en person, som næsten ikke havde nogen indflydelse - præsident i Lasalles sted. Schweitzer, redaktøren af »Social-Demokraten«, foreningens centralorgan, havde en langt større indflydelse. Men der opstod meget hurtigt dybtgående meningsforskelle vedrørende indenrigspolitikken mellem Schweitzer og Wilhelm Liebknecht, som var trådt ind i redaktionen. Marx og Engels, som havde erklæret sig parate til at være medarbejdere ved bladet, men var snart nødt til at give afkald på enhver form for samarbejde. Mehring forsøgte at forsvare Schweitzer og bevise, at Marx og Engels i dette tilfælde ikke havde helt ret. Men Mehring tog fejl. Lasalles politik indeholdt store fejl i forholdet til den herskende klike, og han greb til utilladelige midler. Men Schweitzer gik endnu videre. I bladet bragte han nogle artikler, der havde en smigrende holdning til Bismarck. Liebknecht derimod kunne som gammel revolutionær ikke synge med på den melodi og måtte sætte sine gamle venner og lærere ind mod Schweitzer. Derfor var Schweitzer nødt til at skille sig af med Liebknecht, på hvis side imidlertid ikke blot Marx og Engels stod, men også nogle af deres gamle modstandere som f.eks. Hess, som heller ikke kunne affinde sig med Schweitzers holdning. På det tidspunkt, hvor konferencen trådte sammen i London, stod Marx' venner i Tyskland uden noget blad og var netop først begyndt at grundlægge deres egen organisation. Lasalle´s tilhængere ville foreløbig ikke vide af »Internationale«. På grund af denne splittelse blev tyskerne i »Internationales« første år kun repræsenteret af de gamle emigranter i England og Schweiz. Af beretningerne på konferencen i London fremgik det tydeligt, at »Internationale« befandt sig i en jammerlig økonomisk situation. »Internationales« indtægter kunne knap nok dække generalrådets husleje og de allernødvendigste udgifter. Under diskussionerne om dagsordenen dukkede de meningsforskelle op igen, som allerede tidligere var opstået mellem de franskmænd, der boede i London og de franskmænd, som repræsenterede organisationen i Paris. De sidstnævnte var nu imod at drøfte spørgsmålet om Polens uafhængighed, da det var et rent politisk spørgsmål. Omvendt holdt de franske emigranter - støttet af nogle englændere - på et dagsordenspunkt: religion, for de krævede ubarmhjertig kamp mod den religiøse overtro. Marx udtalte sig imod det. Han var - med god grund - af den mening, at det kun ville føre til unødvendige riverier, hvis man allerede på den første kongres ville drøfte dette problem - ansigt til ansigt med det spinkle bånd, der netop først var begyndt at blive dannet mellem arbejderne i forskellige lande og ansigt til ansigt med arbejderbevægelsens ringe udviklingstrin. Men han var og blev i mindretal. Der gik endnu et helt år, før den første kongres blev indkaldt. Man måtte endnu engang udskyde den til september 1866.

I løbet af dette tidsrum fandt der en række begivenheder sted. Allerede efter Juli-revolutionen i 1830 i Paris, var der i England også en stærk bevægelse, som gik ind for valgret via en parlamentsreform. Det var endt med et kompromis, hvor arbejderne frækt var blevet snydt, og hvor det var kun industribourgeoisiet, der fik valgret. I England var der igen i 1866 en meget intensiv politisk kamp. De engelske fagforeninger, som blev ledet af arbejdere, der sad i centralrådet, førte en stædig kamp for at få valgretten udvidet. Denne kamp foregik under »Internationales« ledelse. Marx anstrengte sig af alle kræfter for at forhindre, at englænderne gentog deres gamle fejltagelser og for at opnå, at de selv førte denne kamp uden at gå i koalition med de radikale. Men allerede i begyndelsen af 1866 blev det påny klart, hvad der allerede så ofte havde skadet den engelske arbejderbevægelse i chartismens epoke. Da erobringen af den almindelige valgret var blevet gjort til et mål, sluttede arbejdernes ledelse - delvis af økonomiske grunde - en aftale med den mest radikale del af det borgerlige demokrati, som ligeledes havde rejst kravet om almindelig valgret. Der blev oprettet en fælles komité, som skulle lede kampen. Også sådanne agtværdige folk som professor Beesley tilhørte komiteen, men der var også repræsentanter for de såkaldte frie erhverv: advokater og dommere, og der var repræsentanter for småborgerskabet, middelstanden og især handelsbourgeoisiet, som fra begyndelsen var indstillede på et kompromis. Kampen blev organiseret med massemøder og demonstrationer. D. 1. juli 1866 blev London vidne til en så stor demonstration, som den aldrig havde oplevet i chartismens epoke. Via massernes fremstormen i Hyde Park blev indhegningen gennembrudt. Hvorefter regeringen kom til den konklusion, at det var på tide at gøre indrømmelser. Regeringen foreslog nu et kompromis, da den så, at den var nødt til at give efter, og at byarbejdernes kampvilje var taget stærkt til - den foreslog en ny udvidelse af valgretten, som nu skulle omfatte alle byarbejdere. Men den almindelige valgret var kun for mænd. Der var ingen dengang, der kom på den tanke at udvide valgretten til også at omfatte kvinderne. Og nu forelagde man arbejderne et kompromis, som alle de borgerlige medlemmer af valgreformkomiteen også straks tilsluttede sig. Det bestod i, at man gav valgret til alle de arbejdere, der havde en lejlighed på mindst ét værelse, som de ikke måtte betale mindre end en vis sum for. På denne måde fik næsten alle byarbejdere stemmeret med undtagelse af dem, der havde lejet et værelse hos andre - og det var mange dengang - og det betød, at alle landarbejdere som hidtil forblev retsløse. Det var Disraeli, de engelske konservatives leder, der havde udtænkt dette raffinerede trick, og de borgerlige reformister bifaldt det, og de overtalte også arbejderne til at acceptere dette kompromis med det formål at kræve en ny udvidelse af valgretten efter valgene til et nyt parlament. Men landarbejderne måtte vente i endnu 20 år - indtil 1885 - og først under indtryk af den russiske revolution i 1905 fik til sidst også de arbejdere, der ikke havde egen bolig, stemmeret.

I Tyskland foregik der i årene 1865/66 ikke mindre vigtige begivenheder. Det kom til heftig kamp mellem Prøjsen og Østrig. Stridens spørgsmål var, hvem der skulle have overherredømmet i Tyskland. Bismarck havde sat sig som mål definitivt at smide Østrig ud af »det Tyske Forbund« og gøre Prøjsen til Tysklands eneste magtcentrum - selvom det blev i et mindre Tyskland, for det mistede alle de tyske provinser, som tilfaldt Østrig. Striden mellem Østrig og Prøjsen endte med krig. I løbet af to, tre uger besejrede Prøjsen - som ikke generede sig for at indgå forbund med Italien mod en anden tysk stat - Østrig fuldstændigt og annekterede nogle små tyske stater, som havde hjulpet Østrig: kongedømmet Hannover, den frie rigsstad Frankfurt, hertugdømmet Hessen og andre. Østrig blev definitivt smidt ud af »det Tyske Forbund«. Der blev organiseret et nordtysk forbund med Prøjsen i spidsen. For at vinde arbejdernes og de små folks sympati indførte Bismarck den almindelige valgret. I Frankrig var Napoleon nødt til at gøre nogle indrømmelser. Nogle paragraffer i straffeloven, som var rettet mod arbejdernes organiserede sammenslutninger, blev ændret. Forfølgelserne af økonomiske organisationer - især af kooperativer og selskaber for gensidig hjælp - blev svagere. Blandt arbejderne begyndte den moderate fløj at vokse sig stærk - den søgte anstrengt at udnytte de legale muligheder. På den anden side udviklede der sig blanquistiske organisationer, som opflammede en bitter polemik med tilhængerne af »Internationale«, som de bebrejdede at give afkald på enhver revolutionær kamp og at kokettere med Bonapartes regering. I Schweiz var arbejderne overalt - i det franske, tyske og italienske Schweiz - beskæftiget med deres lokale sager, og kun emigranterne interesserede sig for internationale ting. Den tyske sektion, som blev ledet af Becker, og som udgav tidsskriftet »Bebuderen« (»Der Vorbote«), spillede samtidig også rollen som et udenlandsk centrum for den del af de tyske arbejdere som støttede »Internationale«, i modsætning til Lasalle-tilhængerne. Kongressen mødtes i Genéve i september 1866, efter at Prøjsen havde besejret Østrig, og efter at de engelske arbejdere havde vundet deres sejr over bourgeoisiet. Kongressen begyndte med en stor skandale. Udover proudhonisterne var fra Frankrig tillige kommet blanquisterne, som havde tvunget deres deltagelse i kongressens arbejde igennem. Det var næsten udelukkende stærkt revolutionært sindede studenter; blandt dem var også Pariserkommunens senere justitsminister, Protot. De optrådte meget voldsomt, selvom de slet ikke havde noget mandat. Til sidst smed man dem ud, og måtte bruge næveslag og spark, sådan som det nu og da er skik og i brug hos franskmændene, som ikke altid i fraktionskampen nøjes med resolutioner om en eksklusion. Da det til sidst lykkedes kongressen at beskæftige sig med arbejderne, stod hovedkampen mellem proudhonisterne og centralrådets delegation, som bestod af Eccarius og de engelske arbejdere. Marx selv havde ikke kunnet komme: han var dengang beskæftiget med den endelige redaktion af første bind af »Kapitalen«, og desuden ville rejsen have været særdeles besværlig for ham, da han var syg, og yderligere blev han stadig omhyggeligt udspioneret af franske og tyske spioner. Men Marx havde til brug for delegationen taget skriftligt stilling til alle dagsordenens punkter i sine »Instruktioner til Generalrådets delegerede.« De franske delegerede fremlagde deres detaljerede redegørelse, som repræsenterede en udbredelse af Proudhons økonomiske idé. De udtalte sig meget skarpt imod at kvinderne arbejdede og hævdede, at kvinden af naturen var blevet anvist en plads ved hjemmets arne - hun skulle tage sig af familien og ikke arbejde på fabrik. De vendte sig også især mod strejker og fagforeninger og forsvarede samtidig kooperativet og frem for alt byttebankeme. Den første betingelse for noget sådant var kontrakter, som de enkelte kooperativer skulle indgå med hinanden, og organiseringen af en gratis-kredit. De holdt på, at kongressen endog skulle anerkende en international kreditorganisation, men det lykkedes dem dog kun at få vedtaget en resolution, som anbefalede alle »Internationales« sektioner at beskæftige sig med kreditspørgsmålet og spørgsmålet om forening af alle arbejderkreditselskaber. De vendte sig også mod lovens indskrænkning af arbejdsdagen. De delegerede fra London var sammen med de tyske delegerede imod dem. Ved hvert punkt på dagsordenen fremførte de i form af en resolution den relevante del af Marx' »Instruktioner«, som satte alle de opgaver i centrum, som fremgik af arbejderklassens krav. Deres stillingtagen understregede, at hele »Internationales« virksomhed skulle bestå i foreningen, i generaliseringen af arbejderklassens enkelte bestræbelser - arbejderklassen, som kæmper for sine interesser: det er nødvendigt at skabe en forbindelse som gør det muligt for arbejderne i de enkelte lande ikke blot at føle sig som kampfæller men tillige at handle som medlemmer af en samlet befrielseshær. Man skal organisere international strejkehjælp for at hindre at lokale arbejdere bliver erstattet af udenlandske arbejdere, hvad arbejdsgiverne hjertens gerne praktiserer. Marx erklærede også en statistisk undersøgelse af arbejderklassens situation i alle lande for at være en af de vigtigste opgaver. Undersøgelsen skulle foretages af arbejderne selv. Alt indsamlet materiale skulle sendes til generalrådet for at blive bearbejdet. Marx skitserede også i korte træk hovedspørgsmålene i et sådant arbejderspørgeskema. Fagforeningsspørgsmålet fremkaldte hidsige diskussioner. Franskmændene talte imod såvel strejker som også mod enhver form for organiseret modstand mod arbejdsgiverne. Arbejderne skulle blot søge lykken i kooperativerne. Heroverfor fremførte de delegerede fra London i form af en resolution hele det afsnit om fagforeninger, som stod i Marx' »Instruktioner«. Resolutionen blev vedtaget af kongressen. Alt hvad Marx i »Filosofiens elendighed« og i »Det kommunistiske manifest« havde sagt om fagforeningerne, som den grundlæggende kerne i proletariatets klasseorganisation blev gentaget i resolutionen i en endnu mere bestemt form. Desuden påpegede den fagforeningernes aktuelle opgaver og de fejl, der klæber til dem, så snart de forvandles til snævre laugsmæssige organisationer. Men hvordan er det nu at fagforeningerne er opstået? Hvordan har de udviklet sig? De er et resultat af kampen mellem kapital og lønarbejde. Arbejderne stiller i denne kamp op under meget dårlige betingelser. Kapitalen er en samfundsmæssig magt som er koncentreret i hænderne på nogle få, mens arbejderne kun råder over deres individuelle arbejdskraft. Derfor kan der heller ikke være tale om en fri kontrakt mellem kapitalist og arbejder. Da proudhonisterne snakkede om den frie og retfærdige kontrakt, forstod de simpelthen ikke mekanismen i den kapitalistiske produktionsproces. Kontrakten mellem kapital og arbejde kan aldrig bero på retfærdige betingelser - retfærdige ikke engang i det samfunds betydning, som konfronterer ejendomsretten til de materielle midler med. den levende produktivkraft. Bag den enkelte kapitalist står samfundets magt. Overfor denne magt kan arbejderne kun sætte deres antal, den eneste samfundsmæssige magt, der står til deres rådighed. Men antallets magt, massens magt bliver ødelagt af arbejdernes uenighed, som skabes og opretholdes via deres indbyrdes uundgåelige konkurrence. Derfor var det i første række nødvendigt at fjerne denne konkurrence blandt arbejderne. Ud af arbejdernes spontane forsøg på at fjerne eller i det mindste begrænse denne konkurrence med det mål at tiltvinge sig sådanne kontraktbetingelser, der ville tillade dem i det mindste at hæve sig op over stillingen som slaver - ud af disse bestræbelser opstod fagforeningerne. Deres umiddelbare opgave begrænsede sig til dagskravene, på jagt efter midler til at værge sig imod kapitalens bestandige overgreb, kort sagt: til spørgsmålene om arbejdsløn og arbejdstid. Trods proudhonisternes forsikringer er denne virksomhed ikke blot fuldstændig retmæssig men også uomgængelig. Man kan ikke give afkald på den, så længe det nuværende produktionssystem hersker. Den skal tværtimod forstærkes via oprettelse og sammenslutning af fagforeninger i alle lande. Fagforeningerne spillede også en anden vigtig rolle, som proudhonisterne i 1866 havde lige så lidt forstand på som deres lærer havde i 1847. Uden at det er dem bevidst, tjente og tjener fagforeningerne som organisationscentrer for arbejderklassen, på samme måde som de middelalderlige byer og kommuner var organisationscentre for bourgeoisiet. Så nødvendige de er for kampen mellem kapital og arbejde, sådan er de endnu langt vigtigere som en organiseret kraft, der kan fjerne selve lønarbejdets system. Desværre gjorde fagforeningerne sig ikke selv denne opgave helt klar. Da fagforeningerne udelukkende var optaget af den lokale og umiddelbare kamp med kapitalen, forstod de ikke helt deres magt i kampen mod selv lønslaveriets system. De holdt sig derfor - og holder sig stadigvæk - alt for langt fra almindelige og politiske bevægelser. Marx påpeger nogle tegn, som viser, at der tydeligvis i fagforeningerne er vågnet en vis forståelse for deres historiske mission. Sådanne tegn er de engelske fagforeningers deltagelse i kampen for den almindelige valgret og den resolution, som blev vedtaget på deres konference i Sheffield, og som anbefaler alle fagforeninger at tilslutte sig »Internationale«. Til slut vender Marx sig mod de rene trade-uniontiihængere, som ville begrænse fagforeningernes opgaver til kun at omfatte spørgsmålene om arbejdsløn og arbejdstid. Ved siden af deres oprindelige opgaver må de lære at handle bevidst som arbejderklassens organiserede centrer til fordel for dens fuldstændige frigørelse. De skal støtte enhver social og politisk bevægelse, som forfølger dette mål. De skal betragte sig som hele arbejderklassens forkæmpere og repræsentanter og - idet de handler i overensstemmelse hermed - drage alle arbejdere ind i deres rækker. De skal omhyggeligt bekymre sig om de dårligst betalte erhvervs interesser, f.eks. om landarbejdernes interesser, som er afmægtige på grund af særlig ugunstige forhold. Fagforeningerne skal overbevise hele verden om, at deres anstrengelser - langt fra at være begrænsede og egoistiske - tager sigte på de undertrykte millioners frigørelse. Diskussionerne om fagforeningsspørgsmålet på kongressen i Geneve var således af stor betydning. De delegerede fra London forsvarede deres synspunkter særdeles dygtigt. For dem var selve resolutionen blot et udslag af Marx' »Instruktioner«, som dengang ganske vist kun var dem bekendt. Da alle de spørgsmål, som skulle sættes på dagsordenen på den kommende kongres, var blevet diskuteret i centralrådet, havde der også her vist sig store meningsforskelle. Marx holdt derfor i rådet et detaljeret foredrag, hvori han forklarede fagforeningernes betydning under de kapitalistiske produktionsbetingelser. Han benyttede lejligheden til i populær form at præsentere sine tilhørere for sin nye værdi- og merværditeori for at forklare dem den gensidige afhængighed, der består mellem arbejdslønnen, merværdien og varernes pris. De delegerede fra London forsvarede også energisk Marx' resolution om 8 timers-arbejdsdag. I modsætning til franskmændene forklarede de - i overensstemmelse med Marx: »Vi erklærer begrænsningen af arbejdsdagen for at være en betingelse, uden hvilken alle andre bestræbelser på at opnå forbedringer og frigørelse må strande. Den er nødvendig for at genoprette arbejderklassens sundhed og legemlige energi og for at sikre den mulighed for åndelig udvikling, samfundsmæssige forbindelser og social og politisk virksomhed.« Kongressen rejste - i overensstemmelse med centralrådets forslag - krav om at 8 timers arbejde skulle fastsættes som lovlig grænse for arbejdsdagen. Da også arbejderne i De Forenede Stater krævede denne begrænsning, gjorde kongressen dette krav til en almindelig platform for arbejderklassen i hele verden. Natarbejde skulle kun i undtagelsestilfælde være tilladt i enkelte produktionsgrene eller erhverv, som nøje skulle beskrives i loven. Men tendensen skulle gå imod at afskaffe enhver form for natarbejde. Flertallet af franskmænd og schweizere vendte sig meget hidsigt mod kvindearbejde som sådan, og kongressen vedtog både Marx' teser og en resolution fremsat af franskmændene. På den måde blev det besluttet, at det var bedst helt at forbyde kvindearbejde, men så længe det fandt sted skulle man holde det indenfor de grænser, Marx havde angivet. Så blev Marx' forslag om børn og unges arbejde vedtaget uforandret, uden proudhonistiske tilføjelser. Heri blev det sagt, at »den moderne industris tendens til at drage børn og unge af begge køn med ind i den samfundsmæssige produktion ... (er) en progressiv, sund og berettiget tendens, selvom den måde hvorpå denne tendens bliver virkeliggjort under kapitalismens herredømme er afskyelig. I et rationelt organiseret samfund skulle ethvert barn fra det niende år være en produktiv arbejder, ligesom ingen arbejdsduelig voksen skulle være undtaget fra den almindelige naturlov, nemlig at arbejde for at kunne spise og at arbejde ikke blot med hjernen men også med hænderne. I den forbindelse fremlægger Marx et helt program til forening af legemligt og åndeligt arbejde. Dertil hører den almindelige åndelige udvikling, den legemlige udvikling og den polytekniske uddannelse, som gør børnene bekendt med det videnskabelige grundlag for alle produktionsprocesser. I sin stillingtagen berørte Marx også spørgsmålet om kooperativer. Han benyttede denne lejlighed til ikke blot at underkaste de rene kooperativtilhængeres illusioner kritik, men også til at fremhæve den grundlæggende betingelse for kooperativbevægelsens succes. Som i Inauguraladressen foretrækker han ikke forbrugskooperativerne men derimod produktivkooperativerne og tilføjer: »Men kooperativsystemet (…) er aldrig i stand til at omforme det kapitalistiske samfund (….) dertil kræves almindelige samfundsmæssige forandringer, forandringer i samfundets almindelige betingelser, som kun kan blive virkeliggjort ved at samfundets organiserede magt, dvs. statsmagten overgår fra kapitalisterne og jordbesidderne til producenterne selv.« Det udkast til vedtægter, som vi allerede kender, blev vedtaget uden ændringer. Franskmændenes forsøg på at give ordet »arbejder« en begrænset fortolkning, dvs. ved kun at bruge det i betydningen fysisk arbejde og på den måde udelukke repræsentanterne for åndens arbejdere eller de intellektuelle blev klart og tydeligt afvist. De engelske delegerede erklærede, at man, hvis franskmændenes forslag blev vedtaget, i første række måtte udelukke Marx, som havde gjort så meget for »Internationale«. Kongressen i Genéve havde en kolossal propagandamæssig virkning. Alle dens resolutioner, som formulerede arbejderklassens grundlæggende krav, og som næsten udelukkende var skrevet af Marx, indgik i alle arbejderpartiers praktiske minimalprogram. Kongressen gav begejstret genlyd i alle lande inklusive Rusland, hvor »Internationales« grundlæggelsesmanifest allerede i 1865 var blevet udførligt citeret. Netop efter kongressen i Genéve, som gav den internationale arbejderbevægelse et stort skub fremad, blev »Internationale« med et slag populær. Men allerede på den følgende kongres i Lausanne kom det til en voldsom strid om et nyt internationalt selskabs deltagelse i kongressen. Det var »Ligaen for fred og frihed«, og et flertal vedtog, at ligaen kunne deltage. Først på den følgende kongres i Bryssel vandt generalrådets standpunkt indpas, og det blev besluttet at foreslå ligaen, at den tilsluttede sig »Internationale« og opfordrede sine medlemmer til at indtræde i »Internationales« sektioner. Marx deltog heller ikke i disse to kongresser. Kongressen i Lausanne havde endnu ikke afsluttet sit arbejde, da første bind af »Kapitalen« udkom. På den følgende kongres i Bryssel i 1868 blev der på forslag af den tyske delegation vedtaget en resolution, som anbefalede arbejderne i alle lande at studere »Kapitalen«. Den påviste, at der tilkommer Marx en kolossal fortjeneste, da han var den første økonom, der underkastede kapitalen en videnskabelig analyse og førte den tilbage til dens grundelementer. På kongressen i Bryssel drøftede man blandt andet maskinernes indflydelse på arbejderklassens situation, spørgsmålet om strejker og spørgsmålet om ejendomsretten til jorden. De resolutioner, der blev vedtaget, var præget af kompromissets ånd, men til gengæld sejrede for første gang socialismen, eller som man sagde dengang: kollektivismens standpunkt over franskmændenes. Nødvendigheden af at overføre transport- og kommunikationsmidlerne og også jorden til samfundsmæssig eje blev anerkendt, men resolutionen blev i sin endelige form først vedtaget på den følgende kongres i Basel i 1869. Allerede efter kongressen i Lausanne bliver problemet krigen og de midler, man skal bruge i kampen mod den, et centralt politisk problem, som beskæftiger »Internationale«. Problemet var aktuelt. Efter Prøjsens sejr over Østrig i 1866 begyndte hele Europa at blive overbevist om, at der som en uundgåelig følge af denne krig indenfor den nærmeste fremtid ville udbryde krig mellem Frankrig og Prøjsen. I 1867 begyndte forholdet mellem disse lande at tilspidse sig. Napoleon IIIs situation var blevet meget prekær efter nogle store fiaskoer i forbindelse med alle mulige koloniale eventyr, med hvilke han ville øge sin prestige. På nogle pengefolks vink havde han sendt en ekspedition til Mexico, hvad der i De Forenede Stater havde udløst en stærk harme mod ham. De Forenede Stater så meget mistroisk på ethvert forsøg fra europæiske magters side på at blande sig i amerikanske forhold. Napoleons eventyr endte med et yderst forsmædeligt nederlag. Han var nødt til at råde bod på det i Europa. Men også her var uheldet ude efter ham. Da han var tvunget til at gøre indenrigspolitiske indrømmelser, håbede han på - via en eller anden heldig erobring i Europa - at øge Frankrigs besiddelser og på den måde styrke sin stilling. I 1867 fremkom den såkaldte »Luxembourg-affære«. Efter alle mulige resultatløse forsøg på at tilrive sig et eller andet område på venstre Rhinbred, ville Napoleon købe storhertugdømmet Luxembourg af Holland - Luxembourg havde indtil 1866 tilhørt »det Tyske Forbund«, men dets overhoved var den hollandske konge. I hertugdømmet havde der tidligere været en prøjsisk garnison, men den var blevet tvunget til at forlade området. Meddelelsen om handelen mellem Napoleon og Holland fremkaldte stor harme blandt de tyske patrioter. Krigen lå i luften, og Napoleon, som troede, at han endnu ikke var tilstrækkelig forberedt på krig, foretog et tilbagetog. Påny fik hans prestige et voldsomt knæk, og han var igen nødt til at gøre indrømmelser overfor oppositionen, som voksede sig stadig stærkere. Op til kongressen i Bryssel havde den europæiske situation tilspidset sig så meget, at man daglig regnede med krig. Alle var overbevist om, at den ville bryde ud lige så snart Frankrig eller Prøjsen havde afsluttet sine forberedelser og fundet en passende anledning. For arbejderbevægelsen - som især på kontinentet udviklede sig stærkere og stærkere for hver dag, der gik - blev det alarmerende spørgsmål om, hvordan man kunne forhindre denne krig, stadig mere påtrængende. For krigen ville ramme de franske og tyske arbejdere hårdt, og det vidste alle udmærket. Det er derfor indlysende, at »Internationale«, som allerede i 1868 var blevet til en kraft, man måtte regne med, for alvor måtte beskæftige sig med dette spørgsmål. Efter lidenskabelige debatter på kongressen i Bryssel, hvor nogle holdt på, at man i tilfælde af krig skulle organisere en generalstrejke, og hvor de andre søgte at bevise, at kun socialismen kan gøre en ende på krigen, blev der vedtaget en kompromisfyldt og ret forvirret resolution. Da krigens spøgelse midlertidigt var forsvundet henimod sommeren 1869, stod de økonomiske og sociale spørgsmål i forgrunden på kongressen i Basel. For første gang kom et spørgsmål i centrum, som allerede var blevet berørt på kongressen i Bryssel - nemlig spørgsmålet om samfundets overtagelse af produktionsmidlerne. Denne gang sejrede modstanderne af den private ejendomsret til jorden definitivt. Proudhonisteme led et totalt nederlag. Men på denne kongres viste der sig også nye meningsforskelle. For første gang dukkede en repræsentant op for en særlig strømning, nemlig Bakunin. Bakunin havde i Berlin i begyndelsen af 1840erne gennemgået den samme filosofiske skole som Marx og Engels, og i begyndelsen af 1848-revolutionen i Paris stod han på de tyske emigranters side, som organiserede en revolutionær legion, der skulle trænge ind i Tyskland. Under selve revolutionen søger han at forene de slaviske revolutionære i Bøhmen, tager senere del i de saksiske revolutionæres opstand i Dresden, anholdes og dømmes til døden men bliver udleveret til zar Nikolaj, som spærrede ham inde i Schlüsselburg. Nogle år senere under Alexander II bliver Bakunin forvist til Sibirien, hvorfra han via Japan og Amerika flygter til Europa. Det var i 1862. I begyndelsen kaster han sig her over russiske anliggender, allierer sig med Herzen, skriver nogle pjecer om slaviske og russiske problemer, hvori han igen søger at bevise nødvendigheden af en revolutionær sammenslutning af slaverne. Så forsøger han at tage del i den polske opstand, men det mislykkes fuldstændigt. I 1864 mødes han med Marx i London, og Marx fortæller ham om grundlæggelsen af »Internationale«, og han lover at deltage. Men så rejser han til Italien og beskæftiger sig med helt andre ting. Som i 1848 mente han, at Marx tillagde arbejderklassen for stor betydning, at de intellektuelle, studenterne og repræsentanterne for det borgerlige demokrati i sig selv udgør et revolutionært element. På det tidspunkt, hvor »Internationale« kæmpede med de første vanskeligheder og gradvist forvandlede sig til den mest indflydelsesrige internationale organisation, bestræbte Bakunin sig på i Italien at organisere sit eget revolutionære selskab. Da han var flyttet til Schweiz, tilsluttede han sig den borgerlige »Liga for fred og frihed« og blev endog valgt ind i dens centralkomité. Først i 1868 trådte han ud af ligaen, men i stedet for at tilslutte sig »Internationale« grundlagde han sammen med kampfæller et nyt selskab, »Det Internationale Forbund for Socialt Demokrati« eller som man i almindelighed kalder det »Alliancen«, hvilket betyder forbund på fransk. Det nye selskab optrådte meget revolutionært. Det erklærede ubarmhjertig krig mod gud og staten. Det forlangte af sine medlemmer, at de skulle bekende sig til ateismen. Det økonomiske program udmærkede sig ikke ved nogen særlig klarhed. Det krævede, at alle klasser skulle stilles lige økonomisk og socialt, i stedet for at stræbe efter at alle klasser skulle afskaffes. Trods det nye selskabs tilsyneladende revolutionære holdning havde det endnu ikke engang et konsekvent socialistisk program og var tilfreds blot med kravet om arverettens afskaffelse. For ikke at afskrække dem, der udgik fra andre klasser, gav det afkald på klart at fremhæve en bestemt klassekarakter. Det nye selskab henvendte sig til generalrådet og bad om at blive optaget i »Internationale«, men som et selvstændigt selskab med egne vedtægter og eget program. Men generalrådet afviste optagelsen. Bakunins organisation havde jo netop udskilt sig fra et borgerligt selskab, og ønskede at opretholde sin organisation som et parallelt selskab med eget program og med ret til at indkalde sin egen kongres. Bakunin havde 4 år før skrevet til Marx fra Italien og lovet Marx at arbejde for »Internationale«. Men Bakunin havde ikke holdt sit løfte, men tværtimod stillet alle sine kræfter til rådighed for en borgerlig bevægelse. Da generalrådet kategorisk afviste Bakunins anmodning, erklærede denne, at hans selskab havde besluttet at opløse organisationen og forvandle dens sektioner til sektioner indenfor rammerne af »Internationale«, men med bibeholdelse af det teoretiske program. Generalrådet erklærede sig parat til at tillade sektionerne udelukkende på grundlag af deres anerkendelse af »Internationales« almindelige grundsætninger. Men »Alliancen« eksisterede videre og førte hele tiden en hårdnakket kamp med »Internationale«. Marx og Bakunins synspunkter afveg meget fra hinanden i spørgsmålet om de midler, der skulle bruges. Først skal man nedbryde, så udvikler alt sig ganske enkelt af sig selv. Det er tilstrækkeligt at få de revolutionære intellektuelle og de arbejdere, der er forbitrede på grund af elendigheden, til at lave opstand. Dertil skal man bruge en gruppe, der består af beslutsomme, revolutionært indstillede mennesker. Det er i det væsentlige Bakunins lære, som ved første øjekast minder om Weitlings. Men det er kun tilsyneladende, på samme måde som der også er en rent ydre lighed med Blanquis lære. Men i virkeligheden ville Bakunin ikke anerkende proletariatets erobring af den politiske magt. Han afviste enhver politisk kamp for så vidt den skulle føres på det eksisterende borgerlige samfunds grund, og for så vidt det drejede sig om at skabe gunstige betingelser for proletariatets klasseorganisation. Derfor var Marx og alle dem, der sammen med ham anså den politiske kamp for at være nødvendig, og som ville organisere proletariatet for at erobre den politiske magt, i Bakunins og hans tilhængeres øjne helt forbenede opportunister, som forsinkede den sociale revolution. Derfor greb Bakunins tilhængere lejligheden til at fremstille Marx som et menneske, der for at virkeliggøre sine ideer ikke generede sig for at forfalske »Internationales« vedtægter. Offentligt og især i rundskrivelser og breve fornærmede Bakunins tilhængere Marx med de mest gemene udtryk, hvorved de hverken veg tilbage for anti-semitiske overfald eller sådanne absurditeter som at beskylde Marx for at være en af Bismarcks agenter. Bakunin havde forbindelser med Italien og Schweiz. Især i Schweiz - og først og fremmest i den franske del af Schweiz havde han fundet mange tilhængere. Bakunins propaganda havde stor succes blandt de indvandrede arbejdere og blandt urmagerhåndværkerne, som led stærkt under konkurrencen fra den storproduktion, som havde udviklet sig. Da Bakunin dukkede op på kongressen i Basel, havde han allerede en betydelig gruppe bag sig. Den første strid opstod på grund af spørgsmålet om arveret. Bakunin, der så utvetydigt havde vendt sig imod enhver form for opportunisme, holdt særlig fast på ophævelsen af arveretten som et aktuelt krav. Generalrådets delegerede lod sig lede af et brev fra Marx og påviste, at en sådan forholdsregel - som allerede vist i »Det kommunistiske manifest« - kun har betydning, hvis proletariatet virkeliggør det som en biomstændighed, efter at det har erobret den politiske magt. Indtil da kan man kun opnå en forhøjelse af arveafgiften og en begrænsning af arveretten. Men Bakunin regnede hverken med logikken eller de konkrete betingelser. For ham var det vigtige: kravets agitatoriske betydning. Til sidst fik ikke nogen enkelt resolution tilstrækkelig flertal. En anden konflikt opstod mellem Bakunin og den gamle Liebknecht. Kongressen i Basel var den første, hvor en betydelig ny gruppe fra Tyskland trådte frem. På dette tidspunkt var det lykkedes Wilhelm Liebknecht og August Bebel - efter en forbitret fraktionskamp med Schweitzer - at organisere et selvstændigt parti, som på den første kongres havde antaget »Internationales« program. I dette partis centralorgan var Bakunins virksomhed i »Ligaen for fred og frihed« blevet skarpt kritiseret, og der var blevet gjort udførligt rede for hans gamle pan-slavistiske synspunkter. Bakunin benyttede kongressen til at »tale med« Liebknecht. Det endte med en forsoning, som dog ikke varede ved. Den følgende kongres skulle finde sted i Tyskland i Mainz, men den kunne ikke længere samles. Umiddelbart efter kongressen i Basel blev den politiske luft så tyk, at man hver dag måtte regne med at den truende krig brød ud. Bismarck - en af verdenshistoriens største bedragere - førte dygtigt sin tidligere læremester bag lyset og arrangerede det sådan, at Frankrig for hele verden stod som angriberen. Alligevel kom krigsudbruddet som en overraskelse. Hverken de franske eller de tyske arbejdere var i stand til at hindre den. Få dage efter krigserklæringen offentliggjorde generalrådet et opråb, som Marx havde skrevet. Det begynder med et citat fra Inauguraladressen, med fordømmelsen af en fremmed politik, som har forbryderiske formål, som driver sit spil med nationale fordomme og ødsler folkets blod og ejendom bort i piratkrige. Så følger en fordømmelse af Napoleon. Marx tegner et præcist billede af Napoleons kamp mod »Internationale« - en kamp, som var blevet yderligere forstærket efter, at de franske medlemmer af »Internationale« havde udfoldet en forbitret agitation mod Napoleon. Hvordan end krigen ender, tilføjer Marx, så har dødsklokkerne allerede ringet for det andet kejserdømme i Paris. Det vil ende, som det begyndte - som en parodi. Men Europas regeringer og herskende klasser havde gennem 18 år hjulpet Napoleon med at spille den komedie, der hedder: »kejserdømmets restauration«. Krigens første afgørende fase var overraskende hurtigt forbi. Den franske hær viste sig at være fuldkommen uforberedt. I løbet af cirka 6 uger var den fuldstændig slået, og allerede d. 2. september overgav Napoleon sig og den store fæstning Sedan sig til Prøjsen. Allerede d. 4. september blev republikken udråbt i Paris. På trods af Prøjsens forsikring om at det kun ville føre krig mod kejserdømmet, blev krigen fortsat. Krigens anden, mere hårdnakkede og langvarige fase begyndte. Umiddelbart efter at republikken var blevet udråbt i Frankrig, offentliggjorde »Internationales« generalråd sit andet manifest i anledning af krigen. Det var igen skrevet af Marx, og det er et af hans mest geniale værker både med hensyn til situationsanalysens dybde og med hensyn til den historiske forudseenheds kraft og klarhed. Kort forinden var blevet dannet en russisk sektion af »Internationale« i Schweiz, og den havde bedt Marx om at være dens repræsentant i generalrådet. Marx havde allerede i det første manifest forudsagt, at denne krig ville ende med det andet kejserdømmes undergang, og det viste sig, at Marx' kritik af den prøjsiske politik ikke havde været mindre begrundet. Den såkaldte prøjsiske forsvarskrig havde allerede udartet sig til en krig mod det franske folk. Allerede længe før Sedans fald og Napoleons tilfangetagelse havde de prøjsiske militære ledere udtalt sig til fordel for en erobringspolitik. Marx underkaster det liberale tyske bourgeoisis hykleriske adfærd en ubarmhjertig kritik. På grundlag af Engels' henvisninger, der som specialist opmærksomt fulgte krigens gang, og som allerede i første halvdel af august havde forudsagt Sedans fald, analyserer Marx de militære argumenter, med hvilke de prøjsiske generaler og Bismarck søgte at retfærdiggøre Elsass' og Lothringens forening med Tyskland. Marx vender sig på det skarpeste imod enhver form for indlemmelse og krigsskat og viser, at en sådan voldelig fred må føre til lige præcis det modsatte resultat. Resultatet af denne krig vil være en ny krig. Frankrig vil ønske at erobre det tabte tilbage igen og derfor indgå forbund med Rusland. På denne måde vil det zaristiske Rusland, som havde mistet sin førende stilling efter Krimkrigen, påny blive den afgørende magt i Europa. Denne geniale forudsigelsen af den europæiske histories gang, som er et storslået praktisk bevis på den materialistiske historieopfattelses rigtighed, ender med følgende ord: »Tror disse folk, som agerer tyskere, virkelig, at Tysklands frihed og fred er sikret, hvis de tvinger Frankrig i armene på Rusland? Hvis våbnenes held, succesens overmod og dynastiske intriger forleder Tyskland til at røve franske områder, så har det kun to veje at gå. Enten må det (…) blive en åbenlys slave af russiske udvidelser (…) eller også må det efter en kort pause ruste sig til en ny »defensiv krig, ikke til en nybagt »lokal« krig men derimod til en racekrig mod slavernes og de romanske folks allierede racer. Det er det fredsperspektiv, den tyske middelklasses vanvittige patrioter »garanterer«.« Manifestet slutter med en redegørelse for de praktiske opgaver, som arbejderklassen dengang stillede sig. Det bliver anbefalet de tyske arbejdere at kræve en ærefuld fred og at kræve at den franske republik bliver anerkendt. Marx råder de franske arbejdere, som befandt sig i en endnu vanskeligere situation, til at være på deres post overfor de borgerlige republikanere og at bruge republikken til hurtigt at udvikle deres klasseorganisation og til at kæmpe for deres befrielse. De følgende begivenheder viste, hvor helt igennem berettiget Marx' skepsis mod de franske republikanere havde været. Deres tåbelige adfærd og deres vilje til hellere at allierede sig med Bismarck end at gøre den mindste indrømmelse overfor arbejderklassen førte til proklamationen af Pariserkommunen. Efter 3 måneders heroisk kamp endte dette første forsøg på at skabe et proletariatets diktatur med et nederlag. Forsøget blev gennemført under de mest ugunstige betingelser. Generalrådet var ikke i stand til at yde franskmændene den nødvendige hjælp. Paris var afskåret fra hele det øvrige Frankrig og fra hele verden af de franske og tyske hære. Ganske vist fremkaldte Kommunen en almindelig solidaritetsbevægelse i mange lande. Marx havde under Pariserkommunen søgt at opretholde forbindelser til Paris i et brev til Eugène Varlin (1839-1871), der var en af de mest fremragende franske medlemmer af »Internationale« og en af kommunens martyrer. Marx skrev på generalrådets opfordring et manifest, hvori han forsvarede kommunarderne, som var blevet bagvasket af den samlede borgerlige presse, og viste, at Pariserkommunen var en ny stor etape i den proletariske bevægelses udvikling, at den er et eksempel på den proletariske stat, som går i gang med at virkeliggøre kommunismen. Allerede på grundlag af erfaringerne fra 1848-revolutionen var Marx kommet til den slutning, at arbejderklassen - efter at den har erobret den politiske magt - ikke alene kan overtage det borgerlige statsapparat, men at arbejderklassen må knuse hele det bureaukratiske og politimæssige maskineri. Kommunens erfaringer overbeviste ham definitivt om det. De viste, at proletariatet, når det har taget magten, må skabe sit eget statsapparat, der er tilpasset dets egne behov. Men disse erfaringer viste også, at den proletariske stat ikke kan begrænse sig til en by, heller ikke til en central by. Proletariatets magt skal strække sig ud over hele landet, hvis det skal have en chance for at få rodfæste, og til flere kapitalistiske lande, hvis den skal vinde endelig sejr. Bakunin og hans tilhængere drog - derimod - helt andre slutninger af kommunens erfaringer. De fortsatte med endnu mere lidenskabeligt at drage i felten mod enhver politik og enhver stat, og de anbefalede ved første gunstige lejlighed at organisere »kommuner« i de enkelte byer for at smitte andre med deres eksempel. Pariserkommunens nederlag fik meget uheldige følger for »Internationale« selv. Den franske arbejderbevægelse stagnerede i nogle år. I »Internationale« var den kun repræsenteret via Kommunens utallige flygtninge i England og Frankrig - blandt hvilke der rasede en yderst bitter fraktionskamp, som også blev ført ind i generalrådet. Også den tyske arbejderbevægelse blev hårdt ramt. Bebel og Liebknecht, som havde protesteret mod indlemmelsen af Elsass og Lothringen, og som havde solidariseret sig med Pariserkommunen, blev anholdt og idømt fængsel og arrest. Schweitzer, der havde mistet sit partis tillid, blev tvunget til at træde ud. Liebknechts og Bebels tilhængere arbejdede desuden adskilt fra Lasalles tilhængere, og de begyndte først at nærme sig hinanden, efter at regeringen med samme raseri kastede sig over de to indbyrdes stridende partier. På denne måde mistede »Internationale« på én gang deres støtte i de to største lande på det europæiske kontinent. Men også i selve den engelske arbejderbevægelse skete der forandringer. Krigen mellem de to industrielt højst udviklede lande på kontinentet havde givet det engelske bourgeoisi store fordele. Det var nu i stand til at afgive en vis del af sine ekstraprofitter og betale mange arbejdere i de vigtigste industrigrene højere løn. Fagforeningerne fik stor aktionsfrihed. Nogle gamle love, som var rettet mod fagforeningerne, blev ophævet. Alt dette viste også dets indflydelse på nogle af generalrådets medlemmer, som spillede en stor rolle i fagforeningsbevægelsen: i det omfang »Internationale« blev mere radikal, blev de mere og mere moderate. De var herefter kun formelt medlemmer af generalrådet, og de benyttede samtidigt deres titel til personlig fordel. Kommunen og de forbitrede angreb, den havde fremkaldt, indgød dem frygt. Selv om manifestet i anledning af Pariserkommunen var blevet skrevet af Marx på generalrådets opfordring, skyndte disse medlemmer sig at nægte ham deres solidaritet. På den måde blev den engelske sektion af »Internationale« splittet. Under disse omstændigheder indkaldte »Internationale« til sidst - i september 1871 - en konference i London. Den måtte hovedsagelig beskæftige sig med to spørgsmål: det første spørgsmål var stridsspørgsmålet om den politiske kamp. En af grundene til at konferencen beskæftigede sig med dette spørgsmål, var den af Bakunins tilhængere ivrigt gentagne beskyldning, om at Marx med forsæt havde forfalsket »Internationales« vedtægter for at påtvinge den sin mening. En resolution gav denne gang et svar, som ikke længere kunne fremkalde tvivl, og som betød et fuldstændigt nederlag for Bakunins tilhængere. Resolutionen slutter således: »…I betragtning af (...), at »Internationale« står overfor en hæmningsløs reaktion, som skamløst undertrykker alle arbejdernes forsøg på frigørelse, og som via brutal vold søger at forevige klasseforskellene og den besiddende klasses politiske magt, som grunder sig herpå; (...) at denne konstituering af arbejderklassen som politisk parti er nødvendig for den sociale revolutions sejr og for dens endemål - afskaffelsen af klasserne; at foreningen af de enkelte kræfter, som arbejderklassen til en vis grad allerede har gennemført via sine økonomiske kampe, også skal tjene som løftestang for dens kamp mod udbytternes politiske vold - af disse grunde minder konferencen alle »Internationales« medlemmer om: at i arbejderklassens kamp er dens økonomiske bevægelse og dens politiske virksomhed uadskilleligt knyttet til hinanden.« På konferencen måtte man også af en anden grund beskæftige sig med Bakunins tilhængere. Generalrådet var blevet mere og mere overbevist om, at Bakunins hemmelige selskab eksisterede videre på trods af alle Bakunins forsikringer om det modsatte. Konferencen vedtog derfor en resolution, som indenfor rammerne af »Internationale« forbød ethvert andet selskab med et selvstændigt program. I forbindelse hermed tog de igen en erklæring fra Bakunins tilhængere til efterretning - en erklæring om at »Alliancen« var opløst, og sagen blev erklæret for afsluttet. Men der var endnu en beslutning, som i særlig grad skulle forurolige Bakunin og hans russiske tilhængere. Konferencen besluttede helt kategorisk, at »Internationale« ikke havde haft noget som helst til fælles med Netsjajevs sag; Netsjajev havde på bedragerisk vis tilegnet sig medlemskab af »Internationale« og misbrugt dens navn. Denne beslutning var udelukket rettet mod Bakunin, der som alle vidste, allerede i lang tid havde stået i forbindelse med Netsjajev - en russisk revolutionær, som i marts 1869 var flygtet til udlandet. I efteråret 1869 var han - udrustet med fuldmagter fra Bakunin - vendt tilbage til Rusland og organiserede her i Moskva en særlig gruppe. Da han mistænkte studenten Iwanow for at ville forråde organisationen, dræbte han ham med nogle kammeraters hjælp og forsvandt igen til udlandet. De medlemmer af hans nye organisation, som var blevet anholdt i forbindelse med denne sag, men også mange af dem, der havde arbejdet sammen med ham i årene 1868/69 blandt studenterne i St. Petersborg, blev i sommeren 1871 overgivet til dommeren. I retten blev der fremlagt mange dokumenter, som anklagemyndigheden brugte til at sammenstille Bakunins selskab og dets russiske filial med »Internationale«. Bakunin havde hele tiden stillet lumpenproletariatet i forgrunden som den virkelige bærer af den sociale revolution i modsætning til storindustriens proletariat, mens han anså tyvene og forbryderne for at være særligt egnede soldater i den revolutionære armé, så kom Netsjajev til den konklusion, at man i Schweiz skulle samle beslutsomme folk for at organisere ekspropriationen. Bakunin skilte sig til sidst fra Netsjajev. Umiddelbart efter konferencen i London kom det til en endnu voldsommere strid. Bakunins tilhængere erklærede generalrådet åben krig, de beskyldte det for at give en falsk fremstilling af konferencen og at påtvinge hele »Internationale« dogmet om nødvendigheden af at organisere proletariatet i et særligt parti for at erobre den politiske magt. De krævede, at der blev indkaldt en kongres, som skulle tage endelig stilling til dette spørgsmål. Denne kongres, som begge parter havde forberedt sig meget intensivt på, fandt sted i september 1872. Marx deltog for første gang personligt. Bakunin var ikke til stede. I det vigtigste principielle spørgsmål blev konferencens resolution bekræftet med en lille tilføjelse, som næsten ordret var taget fra »Internationales« grundlæggelse. Teksten lød således: »Da jord- og kapitalejerne overalt bruger deres politiske privilegier til at forsvare og forevige deres økonomiske monopol og til at underkue arbejdet, bliver erobringen af den politiske magt proletariatets store opgave.« En særlig kommission, havde imidlertidig undersøgt alle de dokumenter, der havde forbindelse med »Alliancen«, og kommissionen var kommet til den konklusion, at dette selskab eksisterede videre som et hemmeligt selskab indenfor »Internationale«, og derfor stillede man forslag om at udelukke Bakunin og Guillaume. Forslaget blev vedtaget. I resolutionen om Bakunins udelukkelse hed det, at han desuden også var blevet udelukket på grund af en »personlig misgerning«. Senere fandt man ud af, at Bakunin var forfatter til den berømte »Katekismus for revolutionære«, som man havde tilskrevet Netsjajev, og som efter sin offentliggørelse under processen havde fremkaldt almindelig vrede i de revolutionæres rækker. Men Bakunins venner benægtede hårdnakket, at det var ham, der var forfatteren og påstod det var Netsjajev. Kongressen i Haag sluttede med Engels' forslag om at flytte generalrådets sæde til Amerika, til New York. På dette tidspunkt havde »Internationale« mistet sit støttepunkt ikke blot i Frankrig, hvor alene medlemsskab af »Internationale« efter 1872 var blevet erklæret for en forbrydelse, og ikke blot i Tyskland men også i England. Flytningen af »Internationales« centrum skulle være tidsmæssigt begrænset. Men det skulle vise sig, at kongressen i Haag var den sidste af betydning i »Internationales« historie. I 1876 bekendtgjorde generalrådet i New York, at »I. Internationale« var hørt op med at eksistere.

Grundlæggelsen af »Internationale« skete uden Engel medvirken, og frem til 1870 tog Engels kun ubetydeligt i dens arbejde. I disse år skrev han nogle artikler til engelske arbejderblade. For slet ikke at tale om den hjælp han hele tiden ydede Marx, for hvem de første år i »Internationales« historie igen var år med bitter nød. Uden Engels' hjælp og en lille arv fra Marx' gamle ven Wilhelm Wolff, som han tilegnede »Kapitalen«, havde Marx næppe fået bugt med denne nød og havde med sikkerhed ikke kunnet gøre sit hovedværk færdig til trykning. Blandt hans breve finder man et bevægende brev til Engels, hvori han meddeler sin ven, at han endelig har læst korrektur på det sidste ark. Han skriver: »Altså dette bind er færdigt. Jeg har kun dig at takke for at det var muligt. Uden din opofrelse for mig havde jeg umuligt kunne gøre det uhyre arbejde med de tre bind. Engels selv var fabrikant, men kun i kort tid. Da hans far døde i 1860, forblev han i endnu nogle år simpel funktionær. Først i 1864 blev han parthaver og en af fabrikkens direktører. Han søgte hele tiden at slippe fri for sin »gemene beskæftigelse«. Men det var ikke blot tankerne om ham selv men også om Marx, der afholdt ham derfra. I denne forbindelse er igen hans breve til Marx i 1868 meget interessante; heri meddeler han ham, at han fører forhandlinger om at træde ud af firmaet, men at han kun vil gøre det på den betingelse, at han selv og vennen er sikret midler til livets ophold. Endelig lykkedes det ham at få en aftale i stand med sin kompagnon, og i 1869 tog han endelig afsked med sin fabrik på betingelser, der gjorde det muligt for ham også at sikre Marx materielt - fra og med dette tidspunkt så Marx sig definitivt befriet for den undertrykkende nød. Men det lykkedes først Engels at flytte til London i september 1870. For Marx betød det ikke blot personlig fred, men det var også en betydelig lettelse i det kolossale arbejde, han gjorde for generalrådet. Han havde til sidst at gøre med et utal af repræsentanter for forskellige nationer, med hvilke han stod i personlig kontakt eller udvekslede breve. Og Engels, som allerede i sin ungdom havde udmærket sig som en usædvanlig sproglig begavelse, skrev og - som hans venner drillende sagde - stammede åbenbart på 12 sprog. Han var altså en fremragende hjælp i arbejdet med at korrespondere med de forskellige lande; han havde - i modsætning til Marx - i sin mangeårige handelspraksis lært at holde streng orden på den slags. Engels kastede sig straks over dette arbejde, da han var blevet medlem af generalrådet. Men han påtog sig også andet arbejde for at aflaste Marx, hvis helbred allerede var ødelagt af for meget arbejde og for mange afsavn. Engels, som var et energisk menneske, der allerede længe havde trængt til et sådant arbejde, blev straks et af generalrådets mest flittige medlemmer. Men denne udvikling havde også en bagside. Engels var flyttet til London, da kampen med Bakunins tilhængere allerede var begyndt - den afspejlede sig også i generalrådet. Desuden herskede der stor uenighed blandt englænderne selv, og det var en tid med store principielle og taktiske stridigheder. Generalrådet ledede fra 1864 til 1873 den internationale arbejderbevægelse, men var samtidig også den engelske arbejderbevægelses ledende organ. Og når de internationale begivenheder øvede indflydelse på de engelske forhold, så måtte også omvendt enhver forandring i den engelske arbejderbevægelse genspejle sig i centralrådets internationale funktioner. Den forsonlige tendens var blevet styrket blandt de fagforeningsfolk, der sad i generalrådet, og at det var et resultat af de indrømmelser, der var blevet gjort overfor den engelske arbejderbevægelse i årene fra 1867 til 1871, med bl.a. valgret for byarbejderne og legalisering af fagforeningerne. Også Eccarius hældte til den side og var blevet meget mere eftergivende overfor bourgeoisiet. Men, der var udover Eccarius også en række andre medlemmer af generalrådet, der senere skilte sig fra Marx. Men meningsforskellene var ikke alene af principiel karakter, men også blev forstærket af personlige forhold, der netop skal forklares ved Engels' opdukken i generalrådet, thi Engels repræsenterede ofte Marx. Men generalrådets engelske medlemmer kendte ham overhovedet ikke. Og heller ikke de øvrige medlemmer kendte ham. Kun nogle få de tyske kammerater huskede Engels'. Men ikke blot Eccarius men tillige Marx` gamle medarbejder Jung vendte sig lidt efter lidt vendte sig bort fra Engels'; Jung, der længe havde været »Internationales« generalsekretær, og som havde haft snævre personlige forbindelser med Marx. Man kan læse om dette i det engelske socialdemokratis grundlægger, Hyndmanns yderst frastødende og gemene erindringer, og se hvor nederdrægtigt disse folks opgør var med Marx og Engels. Der var nogle englændere, der opførte sig særligt frastødende, heriblandt en vis Smith, som senere optrådte som tolk på »II. Internationales« kongresser, og som endda under krigen ikke gjorde sig mindre bemærket med sin socialpatriotisme end Hyndmann. Engels kunne aldrig tilgive hverken ham eller andre denne rygtekampagne mod Marx, og - som Vandervelde har fortalt - smed han kort før sin død Smith ned ad trappen, da denne dukkede op hos ham. Men dengang i begyndelsen af 1870erne blev der udbredt infame rygter blandt de tyske arbejdere og Lasalle tilhængere, som var kommet til London, samt blandt de mange unge revolutionære, der efter Pariserkommunens nederlag havde slået sig ned i London og for hvem, der slet ikke eksisterede nogen historie. Og netop de lavede - i forbindelse med den økonomiske hjælp som generalrådet ydede emigranterne - så meget desto mere spektakel, som Marx og Engels arbejdede for at organisere hjælp til kommunarderne. Bakunin og hans tilhængere udover Rusland arbejdede hovedsageligt i de romanske lande, i Italien, Spanien, Sydfrankrig, Portugal og i det franske og italienske Schweiz. Bakunin foretrak især Italien, fordi lumpenproletariatet - som han mente var den revolutionære hovedkraft - her var fremherskende; dér var der også en ungdom, som ikke kendte nogen hensyn, og som ikke kunne gøre sig det mindste håb om at gøre karriere i det borgerlige samfund; dér blomstrede også røver- og bandevæsnet som den form, de fattige bønders protest antog. Med andre ord: dér var netop de elementer udviklet - bønderne, de rodløses hær, de kriminelle -, som han også i Rusland tillagde så stor betydning. Nu var det netop Engels, der sørgede for hovedkorrespondancen med disse lande, og det gjorde han i en ånd, der var præget af bitter kamp mod Bakunins tilhængere. Men Engels' arbejde skærpede uenigheden - ikke blot i London. Den berømte lille bog om Bakunins »Alliance«, der var et kommissionsreferat fra kongressen i Haag, og som på det skarpeste hudfletter og afslører Bakunin-tilhængernes politik og taktik, var skrevet af Engels og Lafargue, som efter Pariserkommunens nederlag var flygtet til Spanien og selv var begyndt en intensiv polemik med Bakunins spanske tilhængere. Marx havde kun været med til at lave det afsluttende kapitel, selv om han naturligvis solidariserede sig med alle disse angreb på Bakunins ideer. Efter 1873 trækker Marx sig tilbage fra den offentlige arena. I 1873 havde han færdiggjort anden udgave af første bind af »Kapitalen« og redigeret den franske oversættelse. Medregner man desuden et nyt efterord, som han skrev til den gamle bog om »Kommunisternes Forbund« og en lille artikel, som han skrev for de italienske kammerater, så er det alt, hvad Marx offentliggjorde frem til 1880. I det omfang hans ødelagte helbred tillod ham det, fortsatte han med at bearbejde sit hovedværk, hvis første udkast han allerede havde afsluttet i begyndelsen af 1860erne. Men det lykkedes ham endda ikke engang at gøre det andet bind, som han på dette tidspunkt arbejdede på, helt færdig til trykning. Det sidste manuskript, der har fundet plads i dette bind, blev skrevet i 1878. Det år lever Marx' familie og Engels i en stadig frygt for at han pludselig skulle dø. Den organisme, som indtil da havde gjort et overmenneskeligt arbejde, er nu allerede blevet svag og overvinder alle mulige rystelser - moralske og psykiske - med langt større besvær end i de år, hvor Marx endnu led materiel nød. Engels' rørende og opmærksomme omsorg hjalp kun lidt: Engels gjorde alt, hvad han kunne for igen at bringe sin gamle ven på fode. Marx havde udkastet til et kæmpeværk foran sig, som han igen og igen forsøgte at virkeliggøre, så snart der blot blev undt ham et lille pusterum, så snart bare den umiddelbare livsfare var forsvundet, lige så snart lægerne tillod ham at arbejde nogle timer om dagen. Hele tiden blev han plaget af bevidstheden om, at han ikke længere var i stand til at gøre dette arbejde færdigt. »At være arbejdsudygtig er en dødsdom for ethvert menneske, der ikke blot vil være et dyr,« sagde han. Efter 1878 var han tvunget til at afbryde det videre arbejde med »Kapitalen« i håb om at kunne fortsætte det på et mere belejligt tidspunkt. Håbet blev ikke opfyldt. Men han er trods alt stadig i stand til at læse, han fortsætter med at gøre notater, han følger opmærksomt den internationale arbejderbevægelses udvikling, han tager livligt del i dens udvikling, han besvarer mange spørgsmål, som bliver rettet til ham fra forskellige lande. Den adresseliste, som han indfører i en særlig bog, har i begyndelsen af 1880erne taget et imponerende omfang. Sammen med Engels, som på dette tidspunkt definitivt tager hele det store arbejde på sig, bliver han igen den hurtigt voksende arbejderbevægelses alsidige, sagkyndige ekspert; »Det kommunistiske manifest« ideer begynder endeligt at trænge igennem i arbejderbevægelsen. Når man taler om marxisternes og bakuninisternes kamp i »I. Internationale«, var der ganske vist ikke så få Bakunin tilhængere, men også blandt dem var de mest forskelligartede elementer, som kun var forenet i kampen mod generalrådet. Det så endnu dårligere ud blandt marxisterne. Bag Marx og Engels stod blot en lille flok mennesker, som kendte »Det kommunistiske manifest«, og som i fuldt omfang havde forstået den marxistiske lære. Offentliggørelsen af »Kapitalen« betød i denne henseende kun lidt i den første tid. Det tyske partis centralorgan var i fyldt med det underligste sammensurium af forskellige socialistiske systemer. Marx og Engels' metode, den materialistiske historieopfattelse, læren om klassekampen, alt det var og blev en bog med syv segl, og selv Liebknecht vidste så dårlig besked med den marxistiske filosofi, at han rodede Marx og Engels' historisk-dialektiske materialisme sammen med Moleschotts og Büchners naturvidenskabelige materialisme. I denne situation påtager Engels sig at forsvare og udbrede de marxistiske ideer, mens Marx forsøger at fuldende »Kapitalen«. Engels viser i flere artikler hvordan man anvender den videnskabelige socialismes metode i praksis Det gør han også, da den tyske proudhonist Mühlberger træder frem i det tyske socialdemokratis centralorgan med nogle artikler om boligspørgsmålet. Engels benytter lejligheden til at vise, hvilken afgrund der skiller marxismen fra proudhonismen og giver udover dette fremragende supplement til Marx' bog »Filosofiens elendighed« en marxistisk forklaring på en af de vigtigste faktorer, der bestemmer arbejderklassens situation. Han udgiver sit gamle værk om »Den tyske bondekrig« med et nyt forord for at give de unge kammerater et eksempel på anvendelsen af den materialistiske historieopfattelse på en af de vigtigste episoder i Tysklands historie og i de tyske bønders historie. I rigsdagen dukker spørgsmålet om de præmier op, ved hvis hjælp de prøjsiske jordbesiddere vil sikre deres merværdioptrækkeri, gennem at beruse folket i brændevin, og Engels afslører i sin pamflet »Prøjsisk brændevin i den tyske rigsdag« ikke blot de prøjsiske godsejeres begærlighed, men benytter også lejligheden til at forklare jordejendommens og de prøjsiske godsejeres historiske rolle. Alle disse skrifter af Engels om den tyske historie gav senere Kautsky og Mehring mulighed for at popularisere og videreudvikle hans grundtanker i deres egne skrifter. Engels' største fortjeneste er hans arbejder fra 1876 og 1877. I 1875 sluttede Lasalles tilhængere og Liebknechts og Bebels tilhængere sig sammen på grundlag af det såkaldte Gotha-program, som er et ringe kompromis mellem marxismen og den fordrejning af marxismen, som man kalder lasallisme. Marx og Engels protesterede på det bestemteste mod dette program, ikke fordi de var imod foreningen, ikke fordi de forlangte en stadig forandring af programmet i overensstemmelse med deres henvisninger. De var blot af den opfattelse, at - selvom også foreningen ubestrideligt var nødvendig - var der dog overhovedet ingen grund til at acceptere et sådant program som teoretisk grundlag for denne forening, og at det var bedst at vente med programmet og at nøjes med en almindelig platform for det praktiske daglige arbejde. Bebel og Bracke var i modsætning til Liebknecht af samme opfattelse. Allerede efter nogle måneders forløb kunne Marx og Engels overbevise sig om, at de fraktioner, der havde sluttet sig sammen, med hensyn til deres teoretiske uddannelse stod på samme lave niveau. Blandt partiets unge medlemmer - ikke blot blandt de intellektuelle men også blandt arbejderne - begyndte en vis tysk filosof og økonom, Eugen Dührings lære at blive meget populær. Han havde en tid lang været privatdocent ved universitetet i Berlin, og han havde gjort et sympatisk indtryk ikke blot på grund af sin personlighed men også på grund af den - for en tysk professor usædvanlige - dristige optræden. Skønt han var blind, holdt han forelæsninger såvel om mekanikkens historie som om politisk økonomi og filosofi. Denne omfattende viden forbavsede, for alle vidste, at man måtte læse alle de bøger højt for ham, som han havde brug for, og at han dikterede alle sine bøger. Han var ganske afgjort et enestående menneske. Da han gjorde sig gældende med en skarp kritik af de gamle socialistiske opfattelser og det frem for alt af Marx' lære, vakte han enorm opsigt. Studenterne og arbejderne syntes, at det var selve den personificerede tanke, der talte til dem. Dühring fremhævede aktivitetens, kampens og protestens betydning, han stillede den politiske faktor i centrum i modsætning til den økonomiske og betonede voldens magt i historien. I sin polemik generede han sig ikke for at håne Marx og Lasalle i kraftige vendinger, og han veg ikke tilbage for at bruge et så uimodsigeligt argument mod Marx, som at han var jøde. Engels tøvede længe, før han tog til genmæle mod Dühring. Til sidst gav han efter for sine tyske venners pres og offentliggjorde i 1877 i partiets centralorgan, »Fremad« (»Vorwärts«) nogle artikler, hvori han underkastede Dührings synspunkter en tilintetgørende kritik, hvad der fremkaldte sure miner hos en del af hans partikammerater. Dengang stod revisionismens fremtidige teoretiker Bernstein og de tyske anarkisters fremtidige leder Most i spidsen for dühringianerne. På det tyske socialdemokratiske partis kongres var der visse delegerede, der skarpt angreb Engels - det gjorde blandt andet også den gamle Lassalle tilhænger Vahlteich. Det kom så vidt, at der var lige ved at blive vedtaget en resolution, som forbød Engels at få flere artikler trykt i partiets centralorgan - det parti, som regnede Marx og Lassalle blandt sine læremestre. Det ville have fremkaldt en utrolig skandale; men til sidst foreslog en mægler en ualmindelig fornuftig mod-resolution om at fortsætte med at trykke Engels' artikler, ikke i selve centralorganet men i et bilag. Og det stillede man sig tilfreds med. Disse artikler blev samlet i en bog, der udkom i 1878. Denne bog: »Hr. Eugen Dührings revolutionering af videnskaben« eller som vi plejer at kalde den »Anti-Dühring«, skabte epoke i marxismens historie. Det var først gennem den, at den unge generation, der var begyndt sit arbejde i anden halvdel af 1870erne, erfarede, hvad den videnskabelige socialisme var, hvad dens filosofiske grundsætninger er, og hvilken metode den betjener sig af. »Anti-Dühring« viste sig også at være den bedste indføring i studiet af »Kapitalen«. Det er tilstrækkeligt at stifte bekendtskab med de artikler, der dengang blev skrevet af såkaldte marxister, for at se hvilke utrolige slutninger de drog af »Kapitalen«, som de ikke forstod et muk af. Man må anerkende, at for udbredelsen af marxismen som en specifik metode og et specifikt system havde ingen anden bog efter »Kapitalen« en så stor betydning som »Anti-Dühring«. Alle de unge marxister, der trådte frem i begyndelsen af 1880erne, blev opdraget via denne bog - Bernstein, Kautsky og Plechanov. Men denne bog havde ikke kun indflydelse på partispidserne. Allerede i 1880 udvalgte Engels på franske marxisters opfordring nogle kapitler, som blev oversat til fransk, og som er et af marxismens mest berømte værker, ikke mindre udbredt end »Det Kommunistiske Manifest«. Det drejer sig om skriftet »Socialismens udvikling fra utopi til videnskab«. Det blev straks oversat til polsk, og allerede cirka halvandet år efter at det var udkommet som tysk særtryk, udkom det også på russisk. Alle disse arbejder lavede Engels endnu mens Marx levede; Marx gav ofte ikke blot råd, men deltog også direkte; således skrev han f.eks. et helt kapitel af »Anti-Dühring«. I begyndelsen af 1880erne skete der et omsving i den europæiske arbejderbevægelse. De marxistiske ideer erobrer i stadig stigende grad arbejderbevægelsen - i høj grad takket være Engels' utrættelige arbejde, takket være hans fremragende evne til at popularisere. I Tyskland, hvor det socialdemokratiske parti i 1878 falder ind under Socialistloven, vinder den marxistiske tendens efter kort tids forvirring overhånd. I Frankrig bliver der i 1879 på kongressen i Marseille grundlagt et nyt arbejderparti med et socialistisk program. I dette parti gør en ung marxistisk gruppe sig bemærket, og gruppen bliver ledet af den tidligere Bakunin tilhænger Jules Guesde. I 1880 beslutter man at udarbejde et nyt program. I den anledning rejser Guesde og hans kammerater til London for at opsøge Marx, som tog aktivt del i udarbejdelsen af dette program. Selvom Marx ikke var enig i alle ting som franskmændene ville have frem på grund af deres betydning for den lokale agitation - formulerede han hele den principielle del. Igen beviste han sin evne til at forstå de særlige franske betingelser og at finde formuleringer, som alle franskmænd forstod, og som samtidig fremstillede kommunismens grundprincipper med benhård logik. Det franske program tjente som forbillede for alle de følgende programmer - det russiske, det østrigske og for Erfurter-programmet. Da Guesde og Lafargue skrev en kommentar til dette program, blev den af Bernstein oversat til tysk, hvorefter den af Plechanov også blev oversat til russisk under titlen »Hvad socialdemokraterne vil«. For franskmændene skrev Marx et detaljeret spørgeskema til arbejdere - til brug for udforskningen af arbejderklassens situation. Det udkom anonymt uden Marx' underskrift. Mens der i det spørgeskema, som han havde skitseret i sine »Instruktioner« til kongressen i Genéve i 1866, havde været cirka 15 spørgsmål, er der i det nye spørgeskema mere end hundrede spørgsmål, som angår arbejdernes totale livsbetingelser, helt ned til de mindste detaljer. På dette tidspunkt var det et af de grundigste spørgeskemaer, som kun kunne laves af en så stor kender af arbejderklassen som Marx. Det var et nyt bevis på hans evne til at give sig i lag med konkrete opgaver, til at forstå en konkret virkelighed - trods alle beskyldningerne mod ham for at nære kærlighed til abstraktioner, til det abstrakte. Evnen til at analysere virkeligheden og til på grundlag af studiet af virkeligheden at drage almene slutninger, er ikke ensbetydende med at abstrahere fra virkeligheden, med at svæve omkring i abstraktionernes verden. Marx og Engels fulgte meget opmærksomt den revolutionære bevægelse i Rusland. De havde begge lært sig russisk. Marx var f.eks. i stand til at læse den russiske oversættelse af »Kapitalen«. Trods Mehrings påstand om, at Marx' popularitet efter kongressen i Haag var gået betydeligt tilbage i Rusland, voksede den tværtimod til stadighed. Som kritiker af den borgerlige politiske økonomi var han en autoritet som i intet andet land - ikke engang i Tyskland - påvirkede en række russiske intellektuelle og bestemte deres arbejdes retning. Ganske vist var hans værker inklusive »Kapitalen« knap nok kendt. Flertallet havde heller ingen forestilling om hans filosofi, om den materialistiske historieopfattelse, eller også havde de en endnu dårligere forestilling herom, end den vi har set i Tyskland i 1870erne. Man vidste ganske vist allerede, at Marx tillagde de økonomiske forhold stor betydning. Allerede i 1865 havde Tkatschow oversat det berømte forord til bogen »Til kritikken af den politiske økonomi« til russisk - heri havde Marx givet en koncentreret fremstilling af den materialistiske historieopfattelse. Men man havde overhovedet ingen forestilling om forholdet mellem den økonomiske historieopfattelse og læren om klassekampen. Marx selv og med ham Engels satte i slutningen af 1870erne størst pris på bevægelsen »Folkets frihed« (»Narodnaja wolja«). Da de anså det zaristiske Rusland for at være den internationale kontrarevolutions hovedhjørnesten, hilste de bevægelsens heroiske kamp velkommen som den stærkeste revolutionære bevægelse, der var rettet mod zarismen. »Folkets frihed« værdsatte på sin side Marx som en af socialismens største lærere og demonstrerede det offentligt, idet de henvendte sig til ham specielt med et spørgsmål, som er af meget stor interesse. Flere af Marx' manuskripter og breve beviser, hvor opmærksomt han studerede den russiske litteratur og de social-økonomiske forhold i Rusland. De folk, der stod Marx nær, og hans slægtninge protesterede endog mod den iver, med hvilken russiske bekendte som Nikolajon (Danielson) sendte ham forskelligt statistisk materiale. De vidste, hvilken tilstand han befandt sig i, og de frygtede, at denne vanskelige lekture - som han betragtede som et forarbejde til »Kapitalen« - ville påvirke hans ødelagte organisme i uheldig retning. Og hvor opmærksomt han studerede disse forhold, viser de bemærkninger, som han ikke blot gjorde i sine hefter men også i brevene til Nikolajon, hvor vi finder nogle meget interessante overvejelser. Marx ville indarbejde resultaterne af sit arbejde i tredje bind af »Kapitalen«, hvor han skal undersøge jordejendommens former. Desværre lykkedes det ham ikke. Da Vera Sassulitsch i 1881 skrev til Marx og bad ham om at besvare hendes og hendes kammeraters spørgsmål om det russiske landsbyfællesskabs fremtid, begyndte han straks på dette arbejde, og svaret bærer tydelige spor af hans underminerede arbejdsevne. Marx begyndte på arbejdet et par gange, stregede det over og begyndte på ny, men så lod han sandsynligvis brevet være ubesvaret. Sammen med Engels lykkedes det yderligere Marx at færdiggøre et forord til den nye russiske oversættelse af »Det kommunistiske manifest«. Af den gruppe af tidlige russiske revolutionære, som dannede den russiske afdeling af »Internationale«, og som havde valgt Marx som deres repræsentant i generalrådet, var der ikke en eneste konsekvent marxist. Med undtagelse af Lopatin forlod de alle den revolutionære kampplads. De første russiske marxister - Plechanov, Sassulitsch, Akselrod og Dejitsch - kom fra et miljø af russiske bakunister, for hvem marxismen ikke blot var en økonomisk lære men også revolutionens algebra. De sidste halvandet år af Marx' liv var en langsom død. Han havde endnu udkastet til et stort værk foran sig; igen og igen begyndte han på det; han gik i gang så snart han havde et lille pusterum. I den tid, hvor hans kræfter var på det højeste, har han i grundkonturerne skabt en model, et udkast, hvori de kapitalistiske produktions- og handelsforholds grundlove har fundet sit udtryk. Men han havde ikke længere kræfter til at forvandle dette udkast til en lige så levende organisme som første bind af »Kapitalen«, der så klart og afrundet havde afsløret hele den kapitalistiske produktionsmådes mekanisme og på dette grundlag udviklet kampen mellem kapitalisterne og arbejderne. Da den syge Marx - der var udmattet af kampen med sine sygdomme - blev ramt af to sådanne slag som hans kones og hans datters død, kunne han ikke længere holde stand. Marx var, hvor mærkeligt det end lyder, en forbilledlig familiefar og i det personlige liv det blideste menneske. Marx sagde selv i spøg, at »Kapitalen« ikke havde kunnet indbringe ham så meget, at det kunne dække udgifterne til den tobak, han røg, mens han skrev bogen. Desuden røg han i sin fattigdom meget dårlig tobak og røg meget af sit liv og sin sundhed op; han pådrog sig således den kroniske bronkitis, som især pinte ham i hans sidste leveår. Marx døde d. 14. marts 1883. Engels havde ret, da han den dag, Marx døde, skrev til Sorge, en anden af Marx' gamle venner: »Alle de begivenheder, der naturnødvendigt indtræder, bærer, hvor frygtelige de end er, trøsten i sig selv. Således også her. Lægekunsten kunne måske have skaffet ham en vegeterende tilværelse nogle år endnu som et hjælpeløst (…) og gradvist døende væsen. Men det havde vor Marx aldrig holdt ud. At leve med de mange ufuldendte arbejder foran sig, med lysten til at fuldende dem og umuligheden af at kunne gøre det - det ville have været ham tusind gange bitrere end den blide død, han fik. »Døden er ikke nogen ulykke for den der dør, men for den der overlever,« plejede han at sige med Epikur. Og at se denne overordentlig geniale mand henslæbe livet som ruin til hæder for lægevidenskaben og til spot og spe for filistrene (...)- nej, tusind gange bedre, som det er, tusind gange bedre, at vi i overmorgen bærer ham til den grav, hvor hans kone hviler. Og efter det, der var gået forud, og som selv lægerne ikke kender så godt som jeg, var der efter min mening kun denne mulighed. (...) Menneskeheden er blevet et hoved mindre, og det netop det mest betydningsfulde hoved, den i dag rådede over. Proletariatets bevægelse fortsætter sin gang, men det centrale punkt er borte - det centrale punkt, som franskmændene, russerne, amerikanerne og tyskerne af sig selv henvendte sig til i afgørende øjeblikke for hver gang at få det klare uimodsigelige råd, som kun geniet og den fuldendte sagkundskab kunne give.« Der tilfaldt nu Engels nogle særdeles ansvarsfulde opgaver. Engels - en fremragende forfatter, en af de bedste tyske skribenter, et alsidigt uddannet menneske og specialist på mange af den menneskelige videns område - trådte, da Marx levede, uvilkårligt og frivilligt i baggrunden. Nu måtte han, som den gamle Becker skrev, spille første violin, efter at han igennem et helt liv havde spillet anden violin og blot havde været glad ved »at have en så berømt første violin som Marx«. Men de havde spillet efter noder, som kun de to kunne tyde uden vanskeligheder. Som det første tilfaldt der derfor Engels en opgave af uhyre betydning: at gennemgå Marx' litterære efterladenskaber. Trods en italiensk professors frække insinuationer, som engang i breve til Marx havde udtalt sig i de mest smigrende vendinger, men som nu dristede sig til at lade den påstand trykke, at Marx, da han i første bind af »Kapitalen« havde henvist til andet og tredje bind, blot havde snydt publikum, fandt Engels blandt Marx' papirer manuskripterne til andet, tredje og fjerde bind. Desværre var det altsammen blevet efterladt i en sådan form, at Engels, som ikke kunne bruge hele sin tid udelukkende på dette arbejde, først blev færdig med det i løbet af 11 år. Marx skrev meget ulæseligt og brugte tit næsten stenografiske forkortelser, som kun han selv kendte. Men heldigvis lykkedes det Engels at blive færdig med størstedelen af dette arbejde. Han udgav andet og tredje bind af »Kapitalen«. Men det andet vigtige arbejde som nu påhvilede Engels var at hjælpe og knytte kontakter mellem de forskellige socialistiske partier. Netop efter Marx' død skete der en stærk vækst i den internationale arbejderbevægelse, hvad der allerede i 1886 satte organiseringen af en ny »Internationale« på dagsordenen. Men også efter 1889, da den første kongres havde fundet sted i Paris, hvor man havde grundlagt »II. Internationale«, som frem til 1900 ikke havde noget fast centralt kontor, tog Engels yderst aktivt del i arbejderbevægelsen i næsten alle Europas lande - som forfatter og som rådgiver. Lige så snart der i et eller andet land opstod en ny marxistisk gruppe, henvender den sig straks til Engels og bad om råd - og med sit beundringsværdige sprogkendskab svarer Engels mange af dem på deres eget modersmål, ofte fuldstændig korrekt og ofte med mange fejl. Han fulgte opmærksomt hvert lands arbejderbevægelse ved hjælp af dens egen litteratur. Dette arbejde tog meget af hans tid, men til gengæld øgede Engels marxismens indflydelse i det pågældende land og forbandt dygtigt marxismens grundlæggende udsagn med det pågældende lands særegenheder. Der findes bogstavelig talt ikke et eneste land, som han ikke har leveret artikler til, og hvis centralorgan han ikke har været medarbejder ved. Vi finder hans artikler ikke blot i tyske og østrigske blade og ikke alene i italienske og franske blade; han får tid til at forsyne den polske oversættelse af »Det Kommunistiske Manifest« med et forord, og han hjælper de spanske og portugisiske, svenske og danske og bulgarske og serbiske marxister med råd og vejledning. Man må især fremhæve den hjælp Engels ydede den unge russiske marxisme. Da han talte russisk, kunne han direkte sætte sig ind i den marxistiske russiske litteratur. Kun takket være hans indflydelse kunne gruppen »Arbejdets befrielse« - trods gruppen »Folkets friheds« store anseelse - så hurtigt optage forbindelser med den tyske marxisme og overvinde den mistro, som man i Vesteuropa og særlig i Frankrig nærede til arbejderbevægelsen og marxismen i et så asiatisk land som Rusland. I 1889 rejste Plechanov til London for at lære Engels at kende og for at gøre ham bekendt med den nye strømning i den revolutionære russiske bevægelse. Til det første marxistiske russiske tidsskrift, som gruppen »Arbejdets befrielse« begyndte at udgive, skrev Engels en særlig artikel om den russiske zarismes udenrigspolitik. Engels kunne snart se frugterne af sit energiske arbejde. Da »II. Internationale« blev grundlagt, tog Engels ikke direkte del i kongresarbejdet. Han undgik offentlig optræden og nøjedes med at være rådgiver for de af hans elever, der i alle lande ledede denne bevægelse og informerede ham om alt vigtigt, og som bestræbte sig på at drage nytte af hans autoritet. Der var nogle partier, der vandt indflydelse i »Internationale«, i særdeleshed takket være Engels' autoritet. I slutningen af Engels' levetid førte vanen med udelukkende at opretholde forbindelser med lederne af hovedpartiet i de enkelte lande til visse pinlige hændelser. Mens han straks vendte sig mod de franske marxisters forkærlighed for bønderne, hvad der truede med at udvande programmets proletariske karakter, gjorde han indrømmelser overfor de tyske socialister, som frygtede en ny udgave af Socialistloven, og afsvækkede i nogen grad sin indledning til Marx' artikler om »Klassekampen i Frankrig«, som - helt i modsætning hertil - er en fremragende anvendelse af princippet om den uforsonlige klassekamp og proletariatets diktatur. I forordet til den fjerde tyske udgave af »Det Kommunistiske Manifest«, som han skrev d. 1. maj 1890, beklager Engels, idet han peger på væksten i den internationale arbejderbevægelse, at Marx ikke står ved hans side og kan se det med sine egne øjne. Mens Marx kun havde været kendt af arbejderbevægelsens mest fremskredne repræsentanter og således ikke oplevede det, man kalder stor popularitet, blev Engels - der kendte reklamens betydning godt, og som ivrigt kæmpede mod den borgerlige presses forsøg på at tie »Kapitalen« ihjel, men som i lige så høj grad som sin ven hadede enhver forfængelighed og reklame for sig selv - i slutningen af sit liv en af den internationale arbejderbevægelses mest populære mænd. Det kunne han forvisse sig om, da han for første gang gav efter for sine venners pres og i 1893 besøgte det europæiske kontinent. Massernes begejstring og massemøderne - som en Lassalle ikke blot havde brugt som et agitatorisk middel men også som et middel til at fremhæve lederne, til at gøre reklame for dem, til at hæve dem over masserne - disse demonstrationer antog i 1893 storslåede dimensioner alene på grund af arbejderbevægelsens langt større omfang end i 1863. De ovationer, som Engels blev mødt med på den internationale kongres i Zürich - hvor han blot ville være gæst, og hvor han først mod kongressens slutning holdt en lille tale - havde en lige så storslået karakter. Til forskel fra Marx bevarede Engels sin arbejdsevne næsten til han blev 75 år gammel. Endnu i marts 1895 skriver han et interessant brev til Viktor Adler med henvisninger til i hvilken rækkefølge, man skal læse andet og tredje bind af »Kapitalen«. Han var i færd med at skrive historien om »I. Internationale«. Og netop på højdepunktet af dette arbejde blev han angrebet af en ukendt sygdom, som han døde af d. 5. august 1895. Marx ligger begravet på Highgate-kirkegården i London, i en fællesgrav sammen med sin kone og sine børn. Den er dækket med en enkel gravsten. Da Bebel ville stille Engels det forslag at rejse et mindesmærke på Marx' grav, svarede Engels ham, at Marx' døtre decideret var imod det. Da Engels døde, var man allerede begyndt at benytte ligbrænding. Derfor bestemte Engels i sit testamente, at hans lig skulle brændes, og at asken skulle spredes over havet. Man brændte Engels' lig og kastede urnen med asken i Nordsøen. De to venner efterlod sig et mindesmærke, som er stærkere end granit, og som gør et stærkere indtryk end alle gravskrifter: proletariatets internationale kommunistiske bevægelse, som under marxismens og den revolutionære kommunismes banner med faste skridt er på vej mod den socialistiske verdensrevolutions sejr. De har efterladt os en videnskabelig forskningsmetode og regler for den revolutionære strategi og taktik. De har efterladt os en uudtømmelig kilde af viden, som stadig tjener os i vores studie og forståelse af den virkelighed, der omgiver os. Der var kun en glæde, der ikke mere blev dem forundt. De havde begge oplevet revolutionens livgivende storm, de havde begge taget aktivt del i den, men det var den borgerlige revolution. Den sociale, den proletariske revolution skulle de ikke opleve. Men deres ånd lever videre i fremtiden. Og i den sociale verdensrevolutions torden, der nærmer sig, lyder det kraftfulde opråb, som de sendte ud i verden:

»Proletarer i alle lande, foren jer!«

Tekst af Karl Marx i 1846

Da Marx skriver denne artikel er han 28 år.

Efter hvad tyske ideologer beretter, har Tyskland i de seneste år undergået en omvæltning uden lige. Det hegelske systems forrådnelsesproces, der begyndte med Strauss, har udviklet sig til en verdensomspændende gæring, som alle »fortidens magter« er draget med ind i. Vældige riger har dannet sig i det almindelige kaos, for snart atter at bukke under, store helte er midlertidigt dukket op, for snart atter at blive slynget tilbage i mørket af dristigere og mægtigere rivaler. Det var en revolution, sammenlignet med hvilken den franske revolution i 1789 var barneleg, en verdenskamp, der får diadochernes krige (dvs. krigene ført af Aleksander den Stores hærførere, der efter hans død kæmpede om magten) til at tage sig småtskårne ud. Principperne fortrængte hinanden, tankeheltene overhalede hinanden med uhørt hast, og i løbet af de tre år 1842-1845 blev der i Tyskland ryddet grundigere op end ellers i løbet af tre århundreder. Alt dette skal således have udspillet sig i den rene tanke. Det drejer sig ganske vist om en interessant begivenhed: om den absolutte ånds forrådnelsesproces. Efter den sidste livsgnist var slukket, gik de forskellige bestanddele af dette caput mortuum i dekomposition (opløsning), indgik nye forbindelser og dannede nye substanser. De filosofiske næringsdrivende, der hidtil havde levet af at eksploitere (udbytte) den absolutte ånd, kastede sig nu over de nye forbindelser. Enhver bedrev med størst mulig emsighed forsjakringen af den andel, som var tilfaldet ham. Dette kunne ikke gå for sig uden konkurrence. I begyndelsen blev den ført temmelig borgerligt og adstadigt. Senere, da det tyske marked var overfyldt, og da varen trods megen besvær ikke slog an på verdensmarkedet, blev forretningen efter sædvanlig tysk skik spoleret gennem massefabrikation og skinfabrikation, forringelse af kvaliteten, sofistikation (forringelse) af råmaterialet, forfalsket varebetegnelse, skinopkøb, vekselrytteri og et kreditsystem, der savnede ethvert reelt grundlag. Konkurrencen mundede ud i en forbitret kamp, som nu bliver opreklameret som og opbygget til et verdenshistorisk omsving, der skal have skabt de vældigste resultater og erobringer.

For rigtigt at vurdere dette filosofiske markskrigeri, der vækker en velgørende nationalfølelse endog i den ærbare tyske borgers bryst, for at anskueliggøre småligheden, den lokale indskrænkethed i hele denne unghegelske bevægelse og navnlig den tragikomiske kontrast mellem disse heltes virkelige præstationer og illusionerne om disse præstationer, er det nødvendigt for en gangs skyld at betragte hele dette skuespil fra et ståsted, der ligger uden for Tyskland. På sine allernyeste bestræbelser nær, har den tyske kritik ikke forladt filosofiens jordbund. Langt fra at granske sine almen-filosofiske forudsætninger, er alle dens spørgsmål endog groet op af et bestemt filosofisk systems jordbund, det hegelske. Ikke kun i dens svar, men allerede i selve spørgsmålene lå der en mystifikation. Denne afhængighed af Hegel er grunden til, at ingen af disse nyere kritikere så meget som prøvede på at give en omfattende kritik af det hegelske system, uanset hvor meget enhver af dem hævdede at være nået ud over Hegel. Deres polemik med Hegel og med hinanden indskrænker sig til, at enhver af dem tager en enkelt side ud af det hegelske system og vender den dels mod hele systemet, dels mod de sider, som de andre har taget ud af det. I begyndelsen udtog man rene, uforfalskede hegelske kategorier såsom substans og selvbevidsthed; senere vanhelligede man disse kategorier ved hjælp af mere verdslige navne, såsom art, den eneste, mennesket osv.

Den samlede tyske filosofiske kritik fra Strauss til Stimer indskrænker sig til en kritik af de religiøse forestillinger. Man gik ud fra den virkelige religion og den egentlige teologi. Hvad religiøs bevidsthed, religiøs forestilling skulle være, blev i det videre forløb bestemt forskelligt. Fremskridtet bestod i, at også de angiveligt herskende metafysiske, politiske, retslige, moralske og andre forestillinger blev subsumeret (underordnet) under sfæren af religiøse eller teologiske forestillinger; ligeledes at den politiske, retslige, moralske bevidsthed blev erklæret for religiøs eller teologisk bevidsthed, og det politiske, retslige, moralske menneske, i sidste instans »menneske«, for religiøst. Religionens herredømme blev forudsat. Lidt efter lidt blev ethvert herskende forhold erklæret for at være et religiøst forhold og forvandlet til kult, rettens kult, statens kult osv.. Overalt havde man kun at gøre med dogmer og troen på dogmer. Verden blev kanoniseret i stadig større udstrækning, indtil den ærværdige Sankt Max (Max Stirner) kunne kanonisere den en bloc og dermed affærdige den én gang for alle. Gammelhegelianerne havde forstået alt, så snart det var ført tilbage til en af Hegels logiske kategorier. Unghegelianerne kritiserede alt, idet de påduttede det religiøse forestillinger eller erklærede det for at være teologisk. Unghegelianerne var enige med gammelhegelianerne i troen på religionens, begrebernes, det almenes herredømme i den bestående verden. Blot at de første bekæmpede dette herredømme som usurpation (uretmæssigt erhvervet magt), mens de andre fejrede det som legitimt.

Hos disse unghegelianere betragtes forestillingerne, tankerne, begreberne, overhovedet produkterne af bevidstheden, der af dem er selvstændiggjort, som menneskenes egentlige lænker, mens gammelhegelianerne erklærer, at de er det menneskelige samfunds sande bånd; det er derfor indlysende, at unghegelianerne kun behøver at kæmpe mod disse bevidsthedens illusioner. Da menneskenes relationer, al deres gøren og laden, deres lænker og skranker, ifølge unghegelianernes fantasi er produkter af menneskenes bevidsthed, så stiller unghegelianerne konsekvent det moralske krav til menneskene, at de udskifter deres nuværende bevidsthed med den menneskelige, kritiske eller egoistiske bevidsthed og derved fjerner deres skranker. Dette krav om at ændre bevidstheden udmunder i kravet om at fortolke det bestående anderledes, dvs. at anerkende det i kraft af en anden fortolkning. De unghegelske ideologier er trods deres angivelige »verdensomstyrtende« fraser de største konservative. De yngste blandt dem har fundet det rigtige udtryk for deres virksomhed, når de påstår, at de kun kæmper mod »fraser«. De glemmer bare, at de ikke stiller andet end fraser op mod disse fraser, og at de aldeles ikke bekæmper den virkelige, eksisterende verden, men kun denne verdens fraser. De eneste resultater, denne filosofiske kritik har kunnet drive det til, var nogle, og oven i købet ensidige, religionshistoriske oplysninger vedrørende kristendommen; samtlige deres øvrige påstande er kun videre udsmykninger af deres krav på, med disse ubetydelige oplysninger at have leveret verdenshistoriske opdagelser.

Det er ikke faldet nogen af disse filosoffer ind at spørge efter sammenhængen mellem den tyske filosofi og den tyske virkelighed, efter sammenhængen mellem deres kritik og deres egne materielle omgivelser. De forudsætninger, vi begynder med, er ikke vilkårlige, er ikke dogmer, det er virkelige forudsætninger, som man kun kan abstrahere fra i indbildningen. Det er de virkelige individer, deres aktion og deres materielle livsbetingelser, såvel dem de forefinder, som dem de frembringer gennem deres egen aktion. Disse forudsætninger kan følgelig konstateres ad rent empirisk vej. Den første forudsætning for al menneskehistorie er naturligvis eksistensen af levende menneskelige individer. Den første kendsgerning, som kan konstateres, er følgelig disse individers legemlige organisation og deres dermed givne forhold til den øvrige natur. Vi kan her naturligvis hverken komme nærmere ind på menneskenes fysiske beskaffenhed, eller på de geologiske, orohydrografiske, klimatiske og andre forhold. Al historieskrivning må gå ud fra disse naturlige grundlag og deres modifikation gennem menneskenes aktion i historiens forløb.

Man kan sætte skel mellem menneskene og dyrene ved bevidstheden, religionen og hvad ellers man lyster. De begynder selv at adskille sig fra dyrene, så snart de begynder at producere deres livsfornødenheder, et skridt, der er betinget af deres legemlige organisation. Idet menneskene producerer deres livsfornødenheder, producerer de indirekte selve deres materielle liv. Den måde, hvorpå menneskene producerer deres livsfornødenheder, afhænger først og fremmest af, hvordan selve de livsfornødenheder er beskafne, som de forefinder og skal reproducere. Denne måde at producere på, bør ikke blot betragtes med henblik på, at den er en reproduktion af individernes fysiske eksistens. Tværtimod er den allerede en bestemt art virksomhed fra disse individers side, en bestemt art livsytring, en bestemt levevis fra disse individers side. Som individerne ytrer deres liv, sådan er de. Hvad de er, falder således sammen med deres produktion, både hvad de producerer og hvordan de producerer. Hvad individerne er, afhænger følgelig af de materielle betingelser for deres produktion. Denne produktion indtræder først ved en forøgelse af befolkningen. Den forudsætter selv et samkvem mellem individerne indbyrdes. Formen for dette samkvem er atter betinget af produktionen.

De gensidige relationer mellem forskellige nationer afhænger af, hvor meget hver af dem har udviklet sine produktivkræfter, arbejdets deling og det indre samkvem. Denne læresætning er almindelig anerkendt. Imidlertid afhænger ikke blot den ene nations relation til andre nationer, men også hele den indre strukturering inden for en og samme nation af det udviklingstrin, som dens produktion og dens indre og ydre samkvem har nået. Hvor meget en nations produktivkræfter er udviklet, ses mest iøjnefaldende af, i hvilken grad arbejdets deling er udviklet. Hver ny produktivkraft, for så vidt den ikke er en ren kvantitativ udvidelse af allerede tidligere kendte produktivkræfter (f.eks. opdyrkning af nye jorder) bliver efterfulgt af en ny udformning af arbejdets deling. Arbejdets deling indenfor en nation fører i første omgang til, at det industrielle og kommercielle arbejde adskilles fra landbrugsarbejdet og dermed til en adskillelse af by og land og en modsætning mellem deres interesser. Den videre udvikling fører til, at det kommercielle arbejde adskilles fra det industrielle. Samtidig udvikler der sig som følge af arbejdets deling inden for disse forskellige grene atter forskellige afdelinger blandt de individer, som samvirker ved de forskellige slags arbejde. Disse enkelte afdelingers stilling over for hinanden er betinget af driftsmetoderne i landbrugsarbejdet, det industrielle og kommercielle arbejde (patriarkalisme, slaveri, stænder, klasser). Ved mere udviklet samkvem gør de samme forhold sig gældende i relationerne mellem forskellige nationer.

De forskellige udviklingstrin i arbejdets deling er lige så mange forskellige former for ejendom, dvs. det til enhver tid herskende trin af arbejdets deling bestemmer også individernes indbyrdes relationer vedrørende arbejdets materiale, instrument og produkt. Den første ejendomsform er fællesejendom i stammen. Den svarer til det uudviklede produktionstrin, hvor et folk ernæret sig ved jagt og fiskeri, kvægavl eller, hvis det kommer højt, agerbrug. I sidste tilfælde forudsætter det en stor mængde uopdyrket jord. På dette trin er arbejdets deling endnu meget lidt udviklet og begrænser sig til en videre udbredelse af den naturlige deling af arbejdet, som findes i familien. Den sociale strukturering er derfor begrænset til en udvidelse af familien: patriarkalske stammehøvdinge, under dem medlemmerne af stammen, endelig slaverne. Slaveriet, der er latent til stede i familien, udvikler sig først efterhånden, som befolkningen og behovene øges og det ydre samkvem, såvel i form af krig som af byttehandel, udvides. Den næste form er fællesejendom i den antikke kommune og stat, der især opstår ved at flere stammer gennem kontrakt eller erobring forener sig til en by, og hvor slaveriet fortsat eksisterer. Side om side med kommunens fælles ejendom udvikler der sig allerede den mobile og senere også den immobile privatejendom, men som en unormal form, der er underordnet fællesejendommen. Kun i fællesskab har statsborgerne magten over deres arbejdende slaver og allerede af denne grund er de knyttet til denne form for fællesejendom. Det er de aktive statsborgeres fælles privatejendom, og over for slaverne er de tvunget til at forblive i denne oprindelige associationsform. Derfor nedbrydes hele den samfundsstruktur, der bygger på dette, og dermed folkets magt i samme grad, som især den immobile privatejendom udvikles. Arbejdets deling er allerede mere udviklet. Vi finder allerede modsætningen mellem by og land, senere modsætningen mellem stater, der repræsenterer henholdsvis byinteresser og landinteresser, og inden for byerne modsætningen mellem industri og søhandel. Klasserelationen mellem borgere og slaver er fuldt udviklet.

Erobringens faktum synes at modsige hele denne samfundsopfattelse. Man har hidtil gjort vold, krig, plyndring, rovmord m. m. til historiens drivkraft. Vi må her begrænse os til hovedpunkterne og tager derfor kun det mest slående eksempel, hvor et barbarisk folk ødelægger en gammel civilisation og derefter danner en ny samfundsstruktur, der begynder helt fra grunden (Rom og barbarerne, feudalisme og Gallien, det Østromerske rige og tyrkerne). Hos det erobrende barbarfolk er krigen endnu, som allerede antydet ovenfor, en regelmæssig samkvemsform, der udbyttes så meget ivrigere, jo mere befolkningstilvæksten skaber behov for nye produktionsmidler ved den overleverede primitive produktionsmåde, der for dem er den eneste mulige. I Italien derimod var den frie befolkning næsten forsvundet og selv slaverne uddøde mere og mere og måtte hele tiden erstattes med nye; denne tilstand var skabt gennem koncentration af jordbesiddelsen (forårsaget dels af opkøb og gældsbyrder, men også gennem arv, idet de gamle slægter efterhånden uddøde som følge af udsvævelser og sjældne giftermål, og deres besiddelser tilfaldt nogle få) og dens forvandling til græsningsarealer for kvæg (forårsaget af - foruden de sædvanlige, endnu i dag gyldige økonomiske årsager - indførsel af røvet korn og tributkorn og den deraf følgende mangel på aftagere af italisk korn). Slaveriet blev ved med at være grundlaget for hele produktionen. Plebejerne, stående mellem frie og slaver, nåede aldrig ud over at være et pjalteproletariat. I det hele taget nåede Rom aldrig ud over at være byen, og med provinserne stod det næsten kun i politisk forbindelse, der naturligt nok atter kunne afbrydes gennem politiske begivenheder.

Med udviklingen af privatejendommen indtræder her for første gang de samme forhold, som vi vil genfinde - kun i mere udstrakt målestok - ved den moderne privatejendom. På den ene side koncentration af privatejendommen, som begyndte meget tidligt i Rom (bevis: den licinske agrarlov)((Den licinske agrarlov, var fremsat af de romerske folketribuner Licinus og Sextus, og blev vedtaget år 367 f.v.t. som resultat af plebejernes kamp mod patricierne. Ifølge denne lov måtte en romersk borger ikke eje mere end 500 jugera (ca. 125 ha) af statens jord.)) og som siden borgerkrigen og især under kejserne gik meget hurtigt for sig; på den anden side den dermed forbundne forvandling af de plebejiske småbønder til et proletariat, der imidlertid som følge af sin stilling halvvejs mellem velhavende borgere og slaver ikke nåede til nogen selvstændig udvikling.

Den tredje form er den feudale ejendom eller stænderejendom. Når antikken gik ud fra byen og dens lille område, så gik middelalderen ud fra landet. Den forefandt en tynd, over store landområder spredt befolkning, som ikke fik nogen større tilvækst fra erobrerne og som betingede det ændrede udgangspunkt. I modsætning til Grækenland og Rom begynder den feudale udvikling derfor på et langt mere udstrakt terræn, som var forberedt af de romerske erobringer og den i begyndelsen dermed forbundne udbredelse af agerbruget. Romerrigets århundredelange forfald og barbarernes erobringer ødelagde i sig selv mange produktivkræfter; agerbruget var præget af nedgang, industrien gået i forfald af mangel på afsætning, handelen sovet ind eller voldeligt afbrudt, befolkningen i byerne og på landet dalet. Disse forhold, som de forefandtes, og den deraf betingede måde at organisere erobringer på udviklede, under indflydelse af den germanske hærforfatning, den feudale ejendom. Ligesom stammens og kommunens ejendom beror den atter på et fællesskab; det er imidlertid ikke, som i oldtiden, slaverne, men de livegne små bønder, der står over for den som den umiddelbart producerende klasse. Tillige med den fuldstændige udvikling af feudalismen fremtræder ydermere modsætningen til byerne. Jordbesiddelsens hierarkiske strukturering og det dertil knyttede væbnede hærfølge gav adelen magten over de livegne. Denne feudale struktur var lige så vel som den antikke fællesejendom en sammenslutning over for den undertrykte producerende klasse; blot var sammenslutningens form og forholdet til de umiddelbare producenter anderledes, fordi der forelå andre produktionsbetingelser.

Til denne feudale strukturering af jordbesiddelsen svarede i byerne den korporative ejendom, håndværkets feudale organisation. Her bestod ejendommen hovedsagelig i hver enkelts arbejde. Nødvendigheden af en sammenslutning mod de forenede adelige røvere, behovet for fælles markedshaller i en tid, da den industrielle tillige var købmand, den voksende konkurrence fra de flygtede livegne, som strømmede til de opblomstrende byer, den feudale strukturering af hele landet, førte frem til laugene; de enkelte håndværkere med deres gradvist opsparede små kapitaler og deres stabile antal i en voksende befolkning udviklede svende- og lærlingesystemet, der i byerne frembragte et lignende hierarki som det, der herskede på landet.

I den feudale epoke bestod den vigtigste form for ejendom altså på den ene side i jordejendom med de dertil lænkede livegnes arbejde, og på den anden side i eget arbejde .med en lille kapital, der beherskede svendenes arbejde. Begges strukturering var betinget af de bornerte produktionsrelationer - den ringe og primitive landbrugskultur og den håndværksmæssige industri. Arbejdets deling fandt i feudalismens blomstringsperiode kun sted i ringe omfang. Hvert land bar i sig modsætningen mellem by og land; stændernes strukturering var ganske vist meget skarpt udpræget, men ud over adskillelsen mellem fyrster, adel, gejstlighed og bønder på landet, og mellem mestre, svende og lærlinge og snart også en daglejerpøbel i byerne, fandtes der ingen betydelig deling. I agerbruget var den vanskeliggjort ved at dyrkningen foregik på små parceller; ved siden af landbruget opstod der hjemmeindustri hos bønderne; i industrien var arbejdet inden for de enkelte håndværk slet ikke opdelt, imellem dem kun meget lidt. Delingen mellem industri og handel forefandtes i de ældre byer, men udviklede sig først senere i de nyere, da byerne optog indbyrdes forbindelser imellem sig.

Foreningen af større landområder til feudale kongeriger var et behov såvel for jordadelen som for byerne. Derfor havde den herskende klasses, dvs. adelens, organisation overalt en monark i spidsen. Kendsgerningen er altså denne: bestemte individer, som på en bestemt måde er produktivt virksomme, etablerer disse bestemte sociale og politiske relationer. Den empiriske iagttagelse må i hvert enkelt tilfælde - empirisk og uden al mystifikation og spekulation - påvise sammenhængen mellem den sociale og politiske struktur på den ene side og produktionen på den anden side. Den sociale struktur og staten fremgår bestandig af bestemte individers livsproces, vel at mærke disse individer, ikke som de fremtræder i deres egen forestilling eller en fremmed forestilling, men sådan som de virkelig er, dvs. sådan som de virker, producerer materielt, altså sådan som de er virksomme inden for bestemte materielle og af deres vilje uafhængige skranker, under givne forudsætninger og betingelser.

Produktionen af ideerne, forestillingerne, bevidstheden er fra første færd umiddelbart sammenflettet med menneskenes materielle virksomhed og deres materielle samkvem, det virkelige livs sprog. Menneskenes måde at forestille sig ting, at tænke, deres åndelige samkvem fremtræder her endnu som direkte udspringende af deres materielle adfærd. Det samme gælder for den åndelige produktion, sådan som den præsenterer sig hos et folk i politikkens, lovenes, moralens, religionens, metafysikkens osv. sprog. Menneskene er producenterne af deres forestillinger, ideer m. fl., men de virkelige, virksomme mennesker, sådan som de er, betingede af en bestemt udvikling af deres produktivkræfter og det dertil svarende samkvem op til dets allermest omfattende formationer. Bevidstheden kan aldrig være andet end den bevidste væren, og menneskenes væren er deres virkelige livsproces. Når menneskene og deres relationer i hele ideologien synes at være stillet på hovedet som i et camera obscura, så fremgår dette fænomen lige så vel af deres historiske livsproces, som genstandenes omvendthed på nethinden af deres umiddelbart fysiske.

Helt modsat den tyske filosofi, som stiger fra himlen ned til jorden, stiger vi her fra jorden op til himlen. Dvs. at vi går ikke ud fra det, menneskene siger, indbilder sig, forestiller sig, heller ikke fra de omtalte, tænkte, indbildte, forestillede mennesker, for derfra at nå frem til de lyslevende mennesker; vi går ud fra de virkelige, virksomme mennesker, og skildrer ud fra deres virkelige livsproces også udviklingen af denne livsproces' ideologiske reflekser og ekkoer. Også tågebillederne i menneskenes hjerner er nødvendige sublimater (essenser) af deres materielle livsproces, som kan konstateres empirisk og er knyttet til materielle forudsætninger. Moralen, religionen, metafysikken og anden ideologi og de dertil svarende bevidsthedsformer bevarer herved ikke længere deres skær af selvstændighed. De har ingen historie, de har ingen udvikling; men menneskene, som udvikler deres materielle produktion og deres materielle samkvem, ændrer sammen med denne deres virkelighed også deres tænkning og produkterne af deres tænkning. Ikke bevidstheden bestemmer livet, men livet bestemmer bevidstheden. I den første betragtningsmåde går man ud fra bevidstheden som det levende individ, i den anden, der svarer til det virkelige liv, går man ud fra de virkelige, levende individer selv, og man betragter kun bevidstheden som deres bevidsthed.

Denne betragtningsmåde er ikke uden forudsætninger. Den går ud fra de virkelige forudsætninger, slipper dem ikke et øjeblik. Dens forudsætning er menneskene, ikke i en eller anden fantastisk isolation og fiksering, men i deres virkelige, empirisk anskuelige udviklingsproces under bestemte betingelser. Så snart man skildrer denne virksomme livsproces, holder historien op med at være en samling døde fakta, som den er det hos empirikerne, der selv endnu er abstrakte, eller en indbildt aktion af indbildte subjekter, som hos idealisterne. Der hvor spekulationen holder op, ved det virkelige liv, begynder altså den virkelige, positive videnskab, skildringen af menneskenes praktiske virksomhed, af deres praktiske udviklingsproces. Fraserne om bevidstheden holder op, virkelig viden må indtage deres plads.

Med skildringen af virkeligheden mister den selvstændige filosofi sit eksistensmedium. I dens sted kan der allerhøjst træde en sammenfatning af de mest generelle resultater, der lader sig abstrahere af en betragtning af menneskenes historiske udvikling. Taget for sig, adskilt fra den virkelige historie, har disse abstraktioner aldeles ingen værdi. De kan kun tjene til at lette ordningen af det historiske materiale, antyde rækkefølgen af de enkelte lag. Men de giver på ingen måde, sådan som filosofien gjorde, en opskrift eller et skema, som de historiske epoker kan tilstudses efter. Tværtimod begynder vanskelighederne først dér, hvor man går i gang med betragtningen og ordningen af materialet, det være sig fra en svunden epoke eller fra nutiden, med den virkelige skildring. Fjernelsen af denne vanskelighed er betinget af forudsætninger, som ingenlunde kan gives her, men som først viser sig, når man studerer den virkelige livsproces og individernes handlinger i hver enkelt epoke. Vi udtager her nogle af disse abstraktioner, som vi stiller over for ideologien, og vi vil anskueliggøre dem ved historiske eksempler.

Hos den tyske læser, der er blottet for forudsætninger, må vi begynde med at konstatere den første forudsætning for al menneskelig eksistens, følgelig også for al historie, nemlig den forudsætning, at menneskene må være i stand til at leve for at kunne »lave historie«. For at leve har man fremfor alt brug for mad og drikke, for bolig, tøj og forskelligt andet. Den første historiske handling er følgelig at frembringe midlerne til at tilfredsstille disse behov, produktionen af selve det materielle liv, og dette er netop en historisk handling, en grundbetingelse for al historie, der endnu den dag i dag, som for årtusinder siden, hver dag og hver time må fuldføres for blot at holde menneskene i live. Selv når sanseligheden, som hos den hellige Bruno er reduceret til en stok, til et minimum, så forudsætter den en virksomhed, produktionen af denne stok. Det første i al historisk forståelse er følgelig, at man iagttager denne grundlæggende kendsgerning i hele dens betydning og hele dens omfang, og at man lader den komme til sin ret. Dette har tyskerne som bekendt aldrig gjort, derfor har de aldrig haft en jordisk basis for historien, og følgelig har de aldrig haft en historiker. Franskmændene og englænderne, selv om de kun har opfattet denne kendsgernings sammenhæng med den såkaldte historie yderst ensidigt, navnlig så længe de var hildet i den politiske ideologi, har dog i det mindste gjort de første forsøg på at give historieskrivningen en materialistisk basis, idet de som de første har skrevet det borgerlige samfunds, handelens og industriens historie.

Det andet er, at det første behov, efter det er tilfredsstillet, tilfredsstillelsens handling og det allerede erhvervede instrument til denne tilfredsstillelse, frembringer nye behov - og denne frembringelse af nye behov er den første historiske handling. Herved viser det sig straks, hvad tyskernes historiske visdom er for noget. Dér hvor det positive materiale slipper op og hvor der hverken behandles teologisk, politisk eller litterært vås, lader den slet ikke nogen historie foregå, men kun den »præhistoriske tid«, uden dog at oplyse os om, hvordan man fra dette vås med »præhistorien« kommer ind i den egentlige historie, trods det at på den anden side deres historiske spekulation især kaster sig over denne »præhistorie«, fordi de tror, at de dér kan føle sig sikre for indblanding fra det »grove faktum« og tillige fordi de her kan give frie tøjler til deres spekulative tilbøjeligheder og frembringe og omstøde hypoteser i tusindvis.

Det tredje forhold, der her straks fra begyndelsen træder ind i den historiske udvikling, er at menneskene, der hver dag påny skaber deres eget liv, begynder at skabe andre mennesker, at forplante sig - forholdet mellem mand og kvinde, forældre og børn, familien. Denne familie, der i begyndelsen er den eneste sociale relation, bliver senere, når de øgede behov frembringer nye sociale relationer og det øgede antal mennesker frembringer nye behov, til en underordnet faktor (undtagen i Tyskland), og må derefter behandles og undersøges ud fra de eksisterende empiriske data, ikke ud fra »familiens begreb«, som man plejer at gøre det i Tyskland. For øvrigt må disse tre sider af den sociale virksomhed ikke opfattes som tre forskellige trin, men netop kun som tre sider, eller - for at skrive forståeligt for tyskerne - som tre »momenter«, der har eksisteret samtidigt fra historiens begyndelse og fra de første menneskers tid, og som endnu den dag i dag gør sig gældende i historien.

Produktionen af livet, såvel af ens eget liv gennem arbejdet som af fremmed liv gennem avling, fremtræder allerede straks som en dobbelt relation, på den ene side som en naturlig relation, på den anden side som en social relation - social i den betydning, at man herunder forstår samvirke mellem flere individer, ligegyldigt på hvilke betingelser, på hvilken måde og til hvilket formål. Heraf fremgår, at en bestemt produktionsmåde eller et bestemt industrielt trin altid er forbundet med en bestemt art samvirke eller et bestemt socialt trin, og at denne måde at samvirke på, i sig selv er en »produktivkraft«, at mængden af produktivkræfter, som er tilgængelige for menneskene, betinger samfundstilstanden, og at »menneskenes historie« følgelig altid skal studeres og bearbejdes i forbindelse med industriens og vareudvekslingens historie. Men det er også klart, hvorfor det er umuligt at skrive den slags historie i Tyskland, da tyskerne ikke kun mangler opfattelsesevne og materiale dertil, men også den »sanselige vished«, og at man hinsides Rhinen ikke kan gøre erfaringer angående disse ting, fordi der ikke længere foregår nogen historie dér. Der viser sig altså allerede på forhånd en materialistisk sammenhæng mellem menneskene indbyrdes, en sammenhæng, som er betinget af produktionens behov og måde og som er så gammel som menneskene selv - en sammenhæng, der hele tiden antager nye former og således frembyder en »historie«, også uden at der eksisterer et eller andet politisk eller religiøst nonsens, der særskilt skulle holde sammen på menneskene.

Først nu, efter at vi allerede har betragtet fire momenter, fire sider ved de oprindelige, historiske relationer, finder vi, at mennesket også har bevidsthed. Men heller ikke dette på forhånd, som »ren« bevidsthed. Over »ånden« hviler på forhånd den forbandelse at være »belastet« med materien, som her optræder i form af bevægede luftlag, toner, kort sagt, sproget. Sproget er så gammelt som bevidstheden - sproget er den praktiske, også for andre mennesker eksisterende, virkelige bevidsthed, og sproget opstår, ligesom bevidstheden, først ud fra behovet for, nødvendigheden af samkvem med andre mennesker. Hvor der eksisterer en relation, eksisterer den for mig, dyret »forholder sig« ikke til noget og overhovedet ikke. For dyret eksisterer dets forhold til andre ikke som relation. Bevidstheden er altså allerede fra selve begyndelsen et socialt produkt og bliver ved med at være det, så længe der overhovedet eksisterer mennesker. Bevidstheden er naturligvis i begyndelsen kun bevidstheden om den nærmeste sanselige omverden og bevidstheden om den begrænsede sammenhæng med andre personer og ting uden for det individ, der bliver sig bevidst; den er samtidig bevidstheden om naturen, der i begyndelsen står over for menneskene som en aldeles fremmed, almægtig og uangribelig magt, til hvilken menneskene forholder sig rent dyrisk, af hvilken de lader sig imponere som kvæget; og følgelig en ren dyrisk bevidsthed om naturen (naturreligion).

Her ser man straks: denne naturreligion, dvs. denne bestemte holdning over for naturen, er betinget af samfundsformen og omvendt. Her som overalt fremtræder identiteten af natur og menneske også således, at menneskenes indskrænkede holdning over for naturen betinger deres indskrænkede holdning over for hinanden, og deres indskrænkede holdning over for hinanden betinger deres indskrænkede holdning over for naturen, netop fordi naturen endnu næppe er historisk modificeret, og på den anden side er bevidstheden om, at det er nødvendigt at træde i forbindelse med de omgivende individer, begyndelsen til bevidstheden om, at man overhovedet lever i et samfund. Denne begyndelse er så dyrisk som det sociale liv på dette trin i det hele taget, den er kun en ren flokbevidsthed, og her adskiller mennesket sig kun derved fra fåret, at bevidstheden træder i stedet for instinktet, eller at menneskets instinkt er bevidst. Denne fare- eller stammebevidsthed opnår sin videre udvikling og udformning i kraft af den øgede produktivitet, de øgede behov og den øgede befolkningstilvækst, som ligger til grund for dem begge. Dermed udvikler der sig en deling af arbejdet, der oprindeligt ikke var andet end delingen af arbejdet i kønsakten, derefter deling af arbejdet, der opstår af sig selv, »naturligt«, som følge af de naturlige anlæg (f.eks. legemsstyrke), behov, tilfældigheder osv.. Arbejdets deling bliver først virkelig deling fra det øjeblik, hvor der indtræder en deling af det materielle og det åndelige arbejde. Fra dette øjeblik kan bevidstheden virkelig indbilde sig at være noget andet end bevidstheden om den eksisterende praksis, virkelig at forestille noget, uden at forestille noget virkeligt - fra dette øjeblik er bevidstheden i stand til at frigøre sig fra verden og gå over til dannelsen af den »rene« teori, teologi, filosofi, moral osv.. Men selv når denne teori, teologi, filosofi, moral osv. kommer i modsigelse til de eksisterende relationer, så kan dette kun ske, fordi de eksisterende sociale relationer er kommet i modsigelse til den eksisterende produktivkraft - hvad der for øvrigt i et bestemt nationalt område af relationer også kan ske ved, at modsigelsen ikke indtræder inden for dette nationale område, men mellem denne nationale bevidsthed og andre nationers praksis, dvs. mellem en nations nationale og dens almene bevidsthed.

For øvrigt er det ganske ligegyldigt, hvad bevidstheden foretager sig alene, vi får ud af alt dette møg kun det ene resultat, at disse tre momenter, produktivkraften, den samfundsmæssige tilstand og bevidstheden, kan og må geråde i indbyrdes modsigelse, fordi der med arbejdets deling er givet den mulighed, ja, den virkelighed, at den åndelige og materielle virksomhed - nydelsen og arbejdet, produktionen og konsumtionen - tilfalder forskellige individer, og at muligheden for at de ikke geråder i modsigelse, udelukkende ligger i, at arbejdets deling atter afskaffes. Det er for øvrigt selvindlysende, at alle disse »spøgelser«, »bånd«, »det højere væsen«, »begreb«, »skrupler«, blot er det idealistiske, gejstlige udtryk, en forestilling, der tilsyneladende findes hos det isolerede individ, forestillingen om særdeles empiriske lænker og skranker, inden for hvilke livets produktionsmåder og den dertil knyttede samkvemsform bevæger sig.

Med delingen af arbejdet, hvori alle disse modsigelser er givet og som atter beror på den naturlige deling af arbejdet i familien og på samfundets opdeling i enkelte, indbyrdes modstillede familier, er samtidig også fordelingen, og vel at mærke, den ulige, både kvantitative og kvalitative fordeling af arbejdet og dets produkter givet, altså ejendommen, der allerede har sin spire, sin første form i familien, hvor kvinden og børnene er mandens slaver. Det ganske vist endnu meget primitive, latente slaveri i familien er den første ejendom, der for øvrigt allerede her fuldstændigt svarer til de moderne økonomers definition, hvorefter ejendom er rådighed over fremmed arbejdskraft. For øvrigt er arbejdets deling og privatejendommen identiske udtryk - i det ene udtrykkes det samme med henblik på virksomheden, som i det andet med henblik på virksomhedens produkt.

Endvidere er der tillige med arbejdets deling givet en modsigelse mellem det enkelte individs eller den enkelte families interesse og den fælles interesse hos alle de individer, der har samkvem med hinanden; denne fælles interesse eksisterer ikke kun i forestillingen som noget »alment«, men den eksisterer først i virkeligheden som en indbyrdes afhængighed hos de individer, blandt hvilke arbejdet er opdelt. Og endelig viser arbejdets deling os straks det første eksempel på, at menneskets egen handling bliver til en fremmed, fjendtlig magt, der bøjer mennesket under åget i stedet for at det behersker den; dette sker, så længe menneskene befinder sig i det primitive samfund, så længe altså spaltningen mellem den særlige og den fælles interesse eksisterer, så længe virksomheden altså er delt, ikke frivilligt, men spontant. Så snart arbejdet begynder at blive opdelt, har hver enkelt udelukkende en bestemt virksomhedskreds, som bliver ham påtvunget og som han ikke kan komme ud af; han er jæger, fisker, hyrde eller kritisk kritiker, og det må han blive ved med at være, hvis ikke han vil miste midlerne til livets ophold - i det kommunistiske samfund derimod, hvor hver enkelt ikke udelukkende har én virksomhedskreds, men kan uddanne sig i en hvilken som helst gren, som han måtte ønske sig, regulerer samfundet den almindelige produktion og gør det netop derved muligt for mig at gøre dette i dag, noget andet i morgen, at gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen, beskæftige mig med kvægavl om aftenen, kritisere oven på middagen, netop hvad jeg har lyst til, uden nogen sinde at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker. Dette at vi gror fast i en social virksomhed, at vort eget produkt konsoliderer sig til en tingslig magt over os, som vokser ud af vor kontrol, gennemkrydser vore forventninger, tilintetgør vore beregninger, er et af hovedmomenterne i den hidtidige historiske udvikling, og netop på grund af denne modsigelse mellem den særlige og den fælles interesse, antager den fælles interesse en selvstændig skikkelse som slat, adskilt fra de virkelige enkelt- og fællesinteresser og tillige som illusorisk fællesskab, men altid på real basis af de bånd, der eksisterer i ethvert familie- eller stammekonglomerat - såsom fælles blod, sprog, deling af arbejdet i større målestok og øvrige interesser - og især, hvad vi senere vil påvise, på basis af de allerede ved arbejdets deling betingede klasser, der udskiller sig i enhver sådan menneskehob, og hvoraf den ene behersker alle de andre. Heraf følger, at alle kampe inden for staten, kampen mellem demokrati, aristokrati og monarki, kampen om valgretten osv. osv., ikke er andet end de illusoriske former, hvorunder de forskellige klassers virkelige indbyrdes kampe udkæmpes (og hvorom de tyske teoretikere ikke aner en stavelse, på trods af, at man i »tysk-franske årbøger« og »Den hellige familie« havde givet dem lejlighed nok dertil), og endvidere, at enhver klasse, som stræber efter herredømmet, først må erobre den politiske magt for atter at fremstille sin interesse som den almene - hvortil den er tvunget i første øjeblik; dette er den nødt til, selv om dens herredømme, sådan som det er tilfældet med proletariatet, betinger ophævelsen af hele den gamle samfundsformation og alt herredømme overhovedet. Netop fordi individerne kun stræber efter deres særinteresser, som for dem ikke falder sammen med deres fælles interesse, og det almene overhovedet er en illusorisk form for fællesskab, bliver dette gjort gældende som en dem »fremmed« og af dem »uafhængig« interesse, som en »almen« interesse, der selv atter er specifik og ejendommelig, eller de må selv bevæge sig i denne tvedelthed, som i demokratiet. Den praktiske kamp mellem disse særinteresser, der vedvarende og virkelig optræder mod de fælles og de illusoriske fælles interesser, gør da også på den anden side den praktiske mellemkomst af den illusoriske »almen«-interesse i statens skikkelse nødvendig for at holde dem i tømme. Den sociale magt, dvs. den mangedoblede produktionskraft, som opstår ved det af arbejdets deling betingede samvirke mellem de forskellige individer, fremtræder for disse individer - fordi selve dette samvirke ikke er frivilligt, men spontant - ikke som deres egen, forenede magt, men som en fremmed voldsmagt, der står uden for dem selv, og om hvilken de ikke ved, hvorfra og hvortil, som de altså ikke længere kan beherske og som nu tværtimod gennemløber en ejendommelig række af faser og udviklingstrin, der er uafhængige af menneskenes vilje og færden, ja, der først dirigerer denne vilje og denne færden.

Denne »fremmedgørelse«, for at fortsætte med at gøre os forståelige for filosofferne, kan naturligvis kun ophæves, når to praktiske forudsætninger bliver ophævet. For at blive til en »uudholdelig magt«, dvs. en magt, som man gør oprør imod, dertil hører, at den har frembragt menneskehedens store masse som fuldstændig »ejendomsløs« og tillige i modstrid med en eksisterende verden af rigdom og dannelse, og begge dele forudsætter en stor forøgelse af produktivkræfterne, en høj grad af deres udvikling; på den anden side er denne udvikling af produktivkræfterne (dermed er der tillige også givet den empiriske eksistens, som forefindes i menneskenes verdenshistoriske i stedet for i deres lokale tilværelse) en absolut nødvendig praktisk forudsætning, fordi uden den måtte kun manglen gøres almindelig, følgelig måtte sammen med den bitre nød også striden om det nødvendige atter begynde og hele det gamle lort måtte begynde forfra. Kun med den universelle udvikling af produktivkræfterne er der givet et universelt samkvem mellem menneskene; dette samkvem frembringer på den ene side fænomenet med den »ejendomsløse« masse samtidig i alle nationer (almindelig konkurrence), gør enhver nation afhængig af omvæltningerne i de andre, og har endelig sat verdenshistoriske, empirisk universelle individer i stedet for de lokale. Uden dette kunne 1.) kommunismen kun eksistere som et lokalt fænomen, 2.) kunne samkvemmets magter ikke selv have udviklet sig som universelle, derfor uudholdelige magter, de ville være blevet ved med at være hjemlig overtroiske »omstændigheder«, og 3.) ville enhver udvidelse af samkvemmet ophæve den lokale kommunisme. Empirisk er kommunismen kun mulig som de herskende nationers handling »på engang« og samtidig, og dette forudsætter produktivkraftens universelle udvikling og det dermed forbundne verdenssamkvem. Hvordan kunne ejendommen ellers overhovedet have en historie og antage forskellige skikkelser; jordejendommen f.eks. - alt efter de forskellige foreliggende forudsætninger - i Frankrig gå fra parcellering til centralisation på få hænder, i England fra centralisation på få hænder til parcellering, som det virkelig er tilfældet i dag? Eller hvordan går det til, at handelen, der dog ikke er andet end udveksling af produkter fra forskellige individer og lande, i kraft af forholdet mellem efterspørgsel og udbud behersker hele verden - et forhold der, som en engelsk økonom siger, svæver over jorden lig den antikke skæbne og med usynlig hånd fordeler lykke og ulykke til menneskene, grundlægger riger og sønderslår riger, lader nationer opstå og forsvinde? Og hvordan kan det være, at ophævelsen af grundlaget, af privatejendommen, og den kommunistiske regulering af produktionen og dermed tilintetgørelsen af den fremmedhed, hvormed menneskene forholder sig til deres eget produkt, forvandler den magt, forholdet mellem efterspørgsel og udbud udøver, til det rene ingenting, således at menneskene atter får kontrol over vareudvekslingen, over produktionen og over den måde, hvorpå de indbyrdes forholder sig til hinanden?

Kommunismen er for os ikke en tilstand, der skal skabes, et ideal, hvorefter virkeligheden haver at rette sig. Vi kalder den virkelige bevægelse, der ophæver den nuværende tilstand, for kommunisme. Betingelserne for denne bevægelse fremgår af den netop nu bestående forudsætning. Massen af dem, der kun er arbejdere - massevis af arbejderkraft, som er afskåret fra kapital og enhver begrænset tilfredsstillelse - tabet, ikke kun midlertidigt, af selve dette arbejde som en sikker indtægtskilde, ifølge konkurrencen, forudsætter for øvrigt verdensmarkedet. Proletariatet kan altså, lige som kommunismen, kun eksistere verdenshistorisk; dets aktion kan overhovedet kun forefindes som »verdenshistorisk« eksistens; verdenshistorisk eksistens af individer, dvs. en sådan eksistens, der er umiddelbart forbundet med verdenshistorien. Den samkvemsform, som er betinget af de på alle tidligere trin forhåndenværende produktivkræfter og som atter betinger dem, er det borgerlige samfund, der - som det allerede fremgår af det forudgående - har som forudsætning den enkelte familie og den sammensatte familie, det såkaldte stammevæsen, og hvis nærmere bestemmelser indeholdes i det forudgående. Det viser sig allerede her, at dette borgerlige samfund er det sande arnested, den sande skueplads for al historie; det viser sig også, hvor meningsløs den hidtidige historieopfattelser, der forsømmer de virkelige relationer og begrænser sig til højtravende officielle begivenheder.

Det borgerlige samfund indbefatter det totale materielle samkvem mellem individerne inden for rammerne af et bestemt udviklingstrin i produktivkræfterne. Den indbefatter det totale kommercielle og industrielle liv på et bestemt trin og går for så vidt ud over staten og nationen, skønt det på den anden side atter må gøre sig gældende som nationalitet udadtil, strukturere sig som stat indadtil. Ordet »det borgerlige samfund« dukkede op i det 18. århundrede, da ejendomsrelationerne allerede havde arbejdet sig ud af de antikke og middelalderlige fællesskaber. Det borgerlige samfund som sådant udvikler sig først sammen med bourgeoisiet; den sociale organisation, som udvikler sig umiddelbart af produktionen og samkvemmet og som til alle tider danner grundlaget for staten og de øvrige idealistiske superstrukturer, er imidlertid vedvarende blevet betegnet med samme navn.

I den hidtidige historie er det ganske vist lige så meget en empirisk kendsgerning, at de enkelte individer, når de udvidede deres virksomhed til verdenshistorisk virksomhed, blev stadig mere trælbundet under en magt, der var dem fremmed (og dette tryk forestillede de sig da også som chikane fra den såkaldte verdensånd osv.), en magt, der er blevet mere og mere massiv og som i sidste instans viser sig at være verdensmarkedet. Men det er lige så empirisk begrundet, at når den kommunistiske revolution (mere herom senere) omstyrter den eksisterende samfundstilstand og, hvad der er identisk dermed, ophæver privatejendommen, så bliver denne for den tyske teoretiker så mysteriøse magt opløst og derefter bliver befrielsen af hvert enkelt individ virkeliggjort i samme grad som historien fuldtud forvandles til verdenshistorie. At individets virkelige åndelige rigdom helt afhænger af rigdommen i dets virkelige relationer, er efter det ovennævnte klart. Først herved bliver de enkelte individer befriet for de forskellige nationale og lokale skranker, sat i praktisk forbindelse med hele verdens produktion - (også den åndelige) og sat i stand til at erhverve sig evnen til at nyde denne alsidige produktion fra hele jorden (menneskenes skaberværk). Den alsidige afhængighed, denne spontane form for det verdenshistoriske samvirke mellem individerne, bliver gennem denne kommunistiske revolution forvandlet til kontrol over og bevidst beherskelse af disse magter, som er frembragt af menneskenes indvirkning på hinanden og som hidtil har imponeret dem og behersket dem som fuldstændig fremmede magter. Denne anskuelse kan nu atter opfattes spekulativt-idealistisk, dvs. fantastisk, som »selvfrembringelse af arten«, (»samfundet som subjekt«), og herved forestiller man sig den efter hinanden følgende række af individer, der er forbundet med hinanden, som et eneste individ, der fuldbyrder det mysterium at avle sig selv. Det viser sig her, at individerne ganske vist skaber hinanden, fysisk og åndeligt, men ikke skaber sig selv, hverken i den hellige Brunos meningsløshed eller i »den Enestes«, den »skabte« mands mening.

Denne historieopfattelse beror altså på, at man undersøger den virkelige produktionsproces, idet man går ud fra den materielle produktion af det umiddelbare liv og skildrer den samkvemsform, som er forbundet med denne produktionsmåde og frembragt af den, dvs. at man opfatter det borgerlige samfund i sine forskellige stadier som grundlag for hele historien, at man både skildrer det i sin aktion som stat og forklarer alle de forskellige teoretiske produkter og bevidsthedsformer, religion, filosofi, moral osv. osv. ud fra dette samfund og forfølger deres oprindelsesproces, hvorved sagen selvfølgelig også kan skildres i sin helhed (og derfor også vekselvirkningen mellem disse forskellige sider indbyrdes). Den behøver ikke - som den idealistiske historieopfattelse - i hver periode at søge efter en kategori, den står fast og varigt på den virkelige histories jordbund, den forklarer ikke praksis ud fra ideen, men forklarer idéformationerne ud fra den materielle praksis og kommer følgelig også til det resultat, at alle bevidsthedens former og produkter ikke kan opløses ved hjælp af åndelig kritik, opløsning i »selvbevidsthed« eller forvandling til »spøgeri«, »gespenster«, »fikse ideer« osv., men kun idet man i praksis omstyrter de reale samfundsmæssige relationer, hvoraf disse idealistiske flovser er fremgået - at ikke kritikken, men revolutionen er historiens drivkraft, også på religionens, filosofiens og den øvrige teoris område. Den viser, at historien ikke slutter med at opløse sig i »selvbevidsthed«, som »ånd af ånden«, men at der på hvert trin i den forefindes et materielt resultat, en sum af produktionskræfter, en historisk skabt relation til naturen og mellem individerne indbyrdes, som enhver generation arver fra sin forgænger, en mængde produktivkræfter, kapitaler og omstændigheder, som ganske vist på den ene side ændres af hver ny generation, men på den anden side også dikterer den dens egne livsbetingelser og giver den en bestemt udvikling, en speciel karakter - at omstændighederne altså lige så godt skaber menneskene, som menneskene skaber omstændighederne. Denne sum af produktionskræfter, kapitaler og sociale samkvemsformer, som hvert individ og hver generation forefinder som noget givet, er den reale grund for, hvad filosofferne har forestillet sig som »substans« og »menneskets væsen«, hvad de har ophøjet og bekæmpet, en real grund, der ikke bliver forstyrret det mindste i sine virkninger, sin indflydelse på menneskenes udvikling, fordi disse filosoffer rebellerer mod den som »selvbevidsthed« og »den Eneste«. Disse livsbetingelser, som de forskellige generationer forefinder, afgør også, om den revolutionære rystelse, der periodisk gentager sig i historien, vil være stærk nok til at omstyrte grundlaget for alt bestående eller ej; når disse materielle elementer for en total omvæltning, nemlig på den ene side de eksisterende produktivkræfter, på den anden side dannelsen af en revolutionær masse, der ikke kun gør oprør mod enkelte betingelser i det tidligere samfund, men mod selve den tidligere »livsproduktion«, mod »totalvirksomheden«, hvorpå den bygger - ikke er til stede, så er det ganske ligegyldigt for den praktiske udvikling om denne omvæltnings idé allerede er blevet forkyndt hundreder af gange- sådan som kommunismens historie beviser det. Hele den hidtidige historieopfattelse har enten ladet denne virkelige basis for historien fuldstændig ude af betragtning eller den har kun betragtet den som en biting, som er uden sammenhæng med det historiske forløb. Historien måtte derfor altid skrives efter en målestok, som lå uden for den selv; den virkelige livsproduktion fremtræder som præhistorisk, mens det historiske fremtræder som noget, der er adskilt fra det gemene liv, noget ekstra overjordisk. Menneskenes forhold er dermed udelukket fra historien, hvorved der opstår en modsætning mellem natur og historie. Derfor kunne denne opfattelse ikke se andet end officielle politiske begivenheder, religiøse og i det hele taget teoretiske kampe i historien, og i enhver historisk epoke måtte den dele denne epokes illusion. Indbilder en epoke sig f.eks. at den er bestemt af rent »politiske« eller »religiøse« motiver, skønt »religion« og »politik« kun er former for dens virkelige motiver, så accepterer dens historieskriver denne mening. Disse bestemte menneskers »indbildning«, deres »forestilling« om deres virkelige praksis forvandles til den eneste bestemmende og aktive magt, der behersker og bestemmer disse menneskers praksis. Når den primitive form, hvori arbejdets deling optræder hos inderne og ægypterne, hos disse folk fremkalder kastevæsenet i deres stat og deres religion, så tror historikeren, at kastevæsenet må være den magt, der har frembragt disse primitive sociale former. Mens franskmændene og englænderne i det mindste holder fast ved den politiske illusion, som alligevel står virkeligheden nærmest, så bevæger tyskerne sig på den »rene ånds« område og gør den religiøse illusion til historiens drivkraft. Den hegelske historiefilosofi er den sidste konsekvens, ført frem til sit »reneste udtryk«, af hele denne tyske historieskrivning, hvor det ikke drejer sig om virkelige, ikke engang om politiske interesser, men om rene tanker, der da også for den hellige Bruno måtte fremtræde som en række »tanker«, hvoraf den ene opæder den anden, hvori »selvbevidstheden« til sidst går under, og endnu mere konsekvent for den hellige Max Stimer, der intet véd om hele den virkelige historie, for hvem dette historiske forløb måtte tage sig ud som en ren og skær »ridder«-, røver- og spøgelseshistorie, fra hvis visioner han naturligvis kun formår at redde sig ved hjælp af »usaligheden«. Denne opfattelse er virkelig religiøs, den forudsætter det religiøse menneske som de oprindelige menneske, fra hvem al historie udgår, og i sin indbildning sætter den den religiøse produktion af fantasier i stedet for den virkelige produktion af livsfornødenheder og af selve livet. Hele denne historieopfattelse samt dens opløsning og de skrupler og betænkeligheder, dette afføder, er et rent nationalt anliggende for tyskerne og har kun lokal interesse for Tyskland, som f.eks. det vigtige spørgsmål, der for nylig er blevet behandlet flere gange: hvordan man nu egentlig skal »komme fra gudsriget til menneskeriget«, som om dette »gudsrige« nogen sinde havde eksisteret andre steder end i indbildningen og som om de højlærde herrer ikke hele tiden, uden at vide det, levede i »menneskeriget«, hvortil de nu søger vejen, og som om den videnskabelige morskab - for andet er det ikke - at forklare denne teoretiske skydannelses kuriosum, ikke tværtimod lå i, at man påviser dens oprindelse af de virkelige, jordiske forhold. I det hele taget drejer det sig hos disse tyskere altid om at opløse det forhåndenværende nonsens i en eller anden ny grille, dvs. at forudsætte, at hele dette nonsens overhovedet har en særskilt mening, som man bør finde ud af, mens det kun gælder om at forklare alle disse teoretiske fraser ud fra de bestående, virkelige forhold. Den virkelige praktiske opløsning af disse fraser, fjernelsen af disse forestillinger fra menneskenes bevidsthed, bliver, som allerede nævnt, iværksat af de ændrede omstændigheder og ikke af teoretiske deduktioner. For menneskenes store masse, dvs. proletariatet, eksisterer disse teoretiske forestillinger ikke, for dem behøver de altså heller ikke at opløses, og hvis denne masse nogen sinde havde nogle teoretiske forestillinger, f.eks. religion, så er de nu allerede for længst opløst af omstændighederne.

Det rent nationale ved disse spørgsmål og løsninger viser sig desuden i, at disse teoretikere for fuld alvor tror, at hjernespind som »gudmennesket«, »mennesket« osv. skulle have stået i spidsen for enkelte epoker i historien - den hellige Bruno går endog så vidt som til at påstå, at kun »kritikken og kritikerne skulle have skabt historien« - og når de selv giver sig i lag med historiske konstruktioner, springer de i største hast alt tidligere over og går fra »mongolismen« straks over til den egentlige »indholdsrige« historie, nemlig historien fra »Hallische« og »Deutsche Jahrbücher« og til opløsningen af den hegelske skole i et almindeligt skænderi. Alle andre nationer, alle virkelige begivenheder bliver glemt, verdensskuepladsen indskrænker sig til bogmessen i Leipzig og de indbyrdes stridigheder mellem »kritikken«, »mennesket« og »den Eneste«. Når teorien måske en sjælden gang giver sig i lag med at behandle virkelige historiske emner, som f.eks. det 18. århundrede, så giver de kun forestillingernes historie, løsrevet fra de kendsgerninger og praktiske udviklinger, der ligger til grund for dem, og også det sker kun i den hensigt at fremstille denne tid som et ufuldkomment, forudgående trin, som den endnu begrænsede forløber for den sande historiske tid, dvs. tiden for den tyske filosofstrid 1840-1844. Det svarer til dette formål - at skrive en tidligere tids historie for at lade en uhistorisk persons berømmelse og dens fantasier lyse desto klarere - at man slet ikke nævner alle virkelig historiske begivenheder, selv ikke politikkens virkelige historiske indgreb i historien, og i stedet for serverer en fortælling, som ikke bygger på studier, men på konstruktioner og litterære sladderhistorier - siden som den hellige Bruno har gjort det i sin nu glemte »Det 18. århundredes historie«. Disse højtravende og storsnudede tankekræmmere, der troede at være højt hævet over alle nationale fordomme, er altså i praksis altid meget mere nationale end de ølfilistere, der drømmer om Tysklands enhed. Andre folks bedrifter anerkender de slet ikke som historiske, de lever i Tyskland, til Tyskland og for Tyskland, de forvandler Rhinsangen til en gejstlig salme og erobrer Alsace og Lorraine, idet de bestjæler den franske filosofi i stedet for den franske stat, germaniserer franske tanker i stedet for franske provinser. Hr. Venedey er kosmopolit i sammenligning med den hellige Bruno og Max, der i teoriens verdensherredømme proklamerer Tysklands verdensherredømme.

Det viser sig også i disse debatter, hvor meget Feuerbach tager fejl, når han i »Wigands Vierteljahresschrift« 1845, bd. 2 i kraft af kvalifikationen »almenmenneske« erklærer sig for kommunist, forvandles til et prædikat af »menneske«, dvs. når han tror atter at kunne forvandle ordet »kommunist«, som i den eksisterende verden betegner tilhængeren af et bestemt revolutionært parti, til en ren og skær kategori. Hele Feuerbachs deduktion angående menneskenes indbyrdes relationer går kun ud på at bevise, at menneskene har brug for hinanden og altid har haft det. Han vil etablere bevidstheden om denne kendsgerning, han vil altså, ligesom de øvrige teoretikere, kun fremkalde en rigtig bevidsthed med henblik på et bestående faktum, mens det for den virkelige kommunist kommer an på at omstyrte dette bestående. Vi anerkender for øvrigt fuldtud, at Feuerbach, idet han prøver at frembringe bevidstheden om netop denne kendsgerning, går så vidt som en teoretiker overhovedet kan gå, uden at holde op med at være teoretiker og filosof. Karakteristisk er det imidlertid, at den hellige Bruno og den hellige Max straks sætter Feuerbachs forestilling om kommunismen i stedet for den virkelige kommunist; det sker til dels, fordi de på denne måde også kan bekæmpe kommunismen som »ånd af ånden«, som filosofisk kategori, som en jævnbyrdig modstander - og fra den hellige Brunos side også ud fra pragmatiske interesser. Som et eksempel på den anerkendelse og tillige misforståelse af det bestående, som Feuerbach stadigvæk deler med vore modstandere, minder vi om dette afsnit i »Fremtidens filosofi«, hvor han påviser, at en tings eller et menneskes væren tillige er dens respektiv dets væsen, at et dyrisk eller menneskeligt individs specifikke eksistensforhold, levevis og virksomhed er det, hvori dets »væsen« føler sig tilfredsstillet. Her opfattes udtrykkeligt enhver undtagelse som en ulykkelig tilfældighed, som en abnormitet, der ikke kan ændres. Hvis altså millioner af proletarer ikke føler sig tilfredsstillet, hvis deres »væren«.…... i virkeligheden og for den praktiske materialist, dvs. for kommunisten, drejer det sig om at revolutionere den bestående verden, at angribe de forefundne ting praktisk og at forandre dem. Når sådanne anskuelser undertiden findes hos Feuerbach, så går de dog aldrig ud over enkelte anelser og har alt for lidt indflydelse på hans generelle betragtningsmåde til her at kunne komme i betragtning som andet end spirer, der kunne være udviklet. Feuerbachs »opfattelse« af sanseverdenen begrænser sig på den ene side til den blotte betragtning af den og på den anden side til den blotte følelse, han siger »menneske« i stedet for de »reale historiske mennesker«. »Mennesket« er realiteter (i virkeligheden) »tyskeren«. I det første tilfælde, i betragtningen af den sanselige verden, støder han nødvendigvis på ting, der strider mod hans bevidsthed og følelse, ting der forstyrrer den harmoni, som han forudsætter mellem alle dele af sanseverdenen, og navnlig menneskets harmoni med naturen. For at fjerne dem, må han nødvendigvis tage sin tilflugt til en tvedelt betragtning, delt mellem en profan, der kun ser det, »der er soleklart«, og en højere, filosofisk, der skuer tingenes »sande væsen«. Han ser ikke, hvordan den sanselige verden, der omgiver ham, ikke er en ting, som er umiddelbart givet fra tidernes morgen, altid sig selv lig, men produktet af industrien og samfundstilstanden, nemlig i den betydning, at den er et historisk produkt, resultat af en hel række generationers virksomhed, hvor hver enkelt af dem stod på skuldrene af den forudgående, videreudviklede dens industri og dens samkvem, modificerede dens sociale orden efter de ændrede behov. Selv genstandene for den simpleste »sanselige vished« er ham kun givet i kraft af den samfundsmæssige udvikling, af industrien og det kommercielle samkvem. Som bekendt er kirsebærtræet, ligesom næsten alle frugttræer, først for få århundreder siden blevet omplantet til vor zone gennem handelen, og derfor er de først i kraft af denne handling i et bestemt samfund, i en bestemt tid, givet for Feuerbachs »sanselige vished«.

I denne opfattelse af tingene, hvordan de er virkelige og er sket, opløser sig for øvrigt - hvad der vil vise sig endnu tydeligere sidenhen - ethvert dybsindigt filosofisk problem ganske simpelt i et empirisk faktum. F.eks. det vigtige spørgsmål om menneskets forhold til naturen (eller endog, som Bruno siger, »modsætningerne i natur og historie«, som om det var to fra hinanden adskilte »ting«, som om mennesket ikke altid foran sig havde en historisk natur og en naturlig historie), hvoraf alle de »uudgrundeligt høje værker« - citat fra Goethes »Faust«, 1. del) om »substans« og »selvbevidsthed« er fremgået, falder ganske af sig selv fra hinanden i den indsigt, at menneskets højtberømmede »enhed med naturen« har eksisteret i industrien fra begyndelsen af, og at den i hver epoke har eksisteret på en anden måde, alt efter industriens ringere eller større udvikling, lige som menneskets »kamp« med naturen, indtil produktivkræfterne var udviklet på et tilsvarende grundlag. Industri og handel, produktion og udveksling af livsfornødenhederne betinger og er selv atter på sin side betinget i deres driftsmåde af fordelingen, struktureringen af de forskellige samfundsklasser - og sådan går det da til, at Feuerbach f.eks. i Manchester kun ser fabrikker og maskiner, hvor han for hundrede år siden kun ville have set spinderokke og håndvævestole, eller at han i Campagnen ved Rom kun opdager sumpe og græsgange til kvæg, hvor han på kejser Augustus' tid ikke ville have fundet andet end vinhaver og romerske kapitalisters villaer. Feuerbach taler navnlig om betragtningen i naturvidenskaberne, han omtaler hemmeligheder, der kun åbenbares for fysikerens og kemikerens øje; men hvor ville naturvidenskaben være henne uden industri og handel? Selv den »rene« naturvidenskab får kun såvel sit mål som sit materiale gennem handel og industri, gennem menneskenes sanselige virksomhed. Denne virksomhed, dette vedvarende sanselige arbejde og skaberværk, denne produktion, er i så høj grad grundlaget for hele den sanselige verden, sådan som den eksisterer nu, at Feuerbach, hvis denne virksomhed blot blev afbrudt i et år, ville forefinde en uhyre forandring ikke kun i den naturlige verden, men også i hele menneskeverdenen, og meget snart ville han savne sin egen evne til betragtning, ja, sin egen eksistens. Herved bliver ganske vist den ydre naturs prioritet bestående, og alt dette finder ganske vist ikke anvendelse på de oprindelige, gennem generatio aequivoca (urfødsel) frembragte mennesker; men denne adskillelse har kun betydning for så vidt som man betragter mennesket som forskelligt fra naturen. For øvrigt er denne natur, som går forud for menneskenes historie, ikke den natur, som Feuerbach lever i, ikke den natur, der i dag ikke længere eksisterer nogetsteds, måske med undtagelse af nogle enkelte australske koraløer af nyere oprindelse, og som altså heller ikke længere eksisterer for Feuerbach.

Feuerbach har ganske vist det store fortrin frem for de »rene« materialister, at han indser, at også mennesket er »en sanselig genstand«; men bortset fra, at han kun opfatter mennesket som »sanselig genstand« og ikke som »sanselig virksomhed«, da han også her holder sig inden for teoriens rammer og ikke opfatter menneskene i deres givne sociale sammenhæng, ikke under deres givne livsbetingelser, der har gjort dem til det, de er, så når han aldrig frem til de virkelig eksisterende, virksomme mennesker, men bliver stående ved abstraktionen »mennesket« og bringer det kun så vidt som til at anerkende det »virkelige, individuelle, lyslevende menneske« i følelsen, dvs. han kender ikke andre »menneskelige relationer« »mellem menneske og menneske« end kærlighed og venskab, og oven i købet idealiseret. Han giver ingen kritik af de nuværende leveforhold. Han når følgelig aldrig så langt som til at opfatte den sanselige verden som den totale levende sanselige virksomhed fra de individers side, der udgør denne verden, og derfor er han tvunget til, når han f.eks. i stedet for sunde mennesker møder en flok kirtelsyge, forslæbte og tæringssyge fattiglemmer, da at tage sin tilflugt til den »højere betragtning« og til den ideelle udligning i arten«, dvs. netop dér at få et tilbagefald til idealismen, hvor den kommunistiske materialist ser nødvendigheden af og tillige betingelsen for en omformning af såvel industrien som samfundsstrukturen.

For så vidt Feuerbach er materialist, befatter han sig ikke med historien, og for så vidt han tager historien i betragtning, er han ikke materialist. Hos ham holdes materialisme og historie helt adskilt, hvad der for øvrigt allerede fremgår af det, der her er sagt. Historien er ikke andet end rækken af de enkelte generationer, som følger efter hinanden og hvoraf enhver udnytter de materialer, kapitaler, produktionskræfter, som alle de forudgående generationer har givet den i arv, derfor fortsætter den altså på den ene side den overleverede virksomhed under helt forandrede omstændigheder, og på den anden side modificerer den de gamle omstændigheder i kraft af en helt ændret virksomhed. Dette kan nu spekulativt fordrejes derhen, at den senere historie bliver udnævnt til formål for den tidligere, at f.eks. Amerikas opdagelse skulle have til formål at hjælpe den franske revolution til gennembrud, hvorved historien får sine aparte formål og bliver »en person side om side med andre personer« (såsom »selvbevidsthed«, »kritik«, »den Eneste« osv.) mens det, som man betegner med ordene: den tidligere histories »bestemmelse«, »formål«, »spire«, »idé«, ikke er andet end en abstraktion af den senere historie, en abstraktion af den aktive indflydelse, som den tidligere historie udøver på den senere.

Jo mere de enkelte kredse, som indvirker på hinanden, udvider sig i udviklingens forløb, jo mere de enkelte nationaliteters oprindelige isolation bliver tilintetgjort i kraft af den udformede produktionsmåde, samkvem og den derved spontant frembragte arbejdsdeling mellem forskellige nationer, desto mere bliver historien til verdenshistorie, således at - når der f.eks. i England bliver opfundet en maskine, som tager brødet fra utallige arbejdere i Indien og Kina og omvælter disse rigers hele eksistensform - denne opfindelse bliver et verdenshistorisk faktum; eller at sukker og kaffe i det 19. århundrede beviste deres verdenshistoriske betydning derved, at manglen på disse produkter, fremkaldt af Napoleons kontinentalblokade, fik tyskerne til at gøre opstand mod Napoleon og således blev den reale basis for de glorværdige befrielseskrige i 1813. Heraf følger, at historiens forvandling til verdenshistorie på ingen måde kun er en ren abstrakt bedrift af »selvbevidstheden«, verdensånden eller et andet metafysisk spøgelse, men en ganske materiel, empirisk påviselig handling, en handling, som ethvert individ leverer beviset for, sådan som det går og står, spiser og drikker og klæder sig.

Den herskende klasses tanker er i hver epoke de herskende tanker, dvs. den klasse, som er den herskende materielle magt i samfundet, er tillige dets herskende åndelige magt. Den klasse, som råder over midlerne til materiel produktion, disponerer tillige over midlerne til åndelig produktion, således at tillige også tankerne hos gennemsnittet af dem, der er berøvet midlerne til åndelig produktion, er underkastet den. De herskende tanker er ikke andet end det ideelle udtryk for de herskende materielle relationer; de herskende materielle relationer, opfattet i form af tanker; dvs. de relationer, der netop gør den ene klasse til den herskende, dvs. dens herredømmes tanker. De individer, der udgør den herskende klasse, ejer blandt andet også bevidsthed og derfor tænker de; for så vidt de altså som klasse hersker og bestemmer en historisk epokes hele omfang, er det selvindlysende, at de gør det i hele dens udstrækning, at de altså blandt andet også hersker som tænkende, som producenter af tanker, regulerer produktionen og distributionen af tanker i deres tid, at altså deres tanker er epokens herskende tanker. I en tid og i et land f.eks. hvor kongemagt, aristokrati og bourgeoisi strides om magten, hvor herredømmet altså er delt, viser doktrinen om tredelingen af magten sig som den herskende tanke, der nu bliver fremsat som en »evig lov«.

Arbejdets deling, som vi allerede tidligere har truffet på som en af hovedkræfterne i den hidtidige historie, ytrer sig nu også inden for den herskende klasse som deling mellem åndeligt og materielt arbejde, således at den ene del inden for denne klasse optræder som denne klasses tænkere (dens aktive, konceptive ideologer, der gør det til deres hovednæringsvej at udforme denne klasses illusion om sig selv), mens de andre forholder sig mere passivt og receptivt til disse tanker og illusioner, fordi de i virkeligheden er denne klasses aktive medlemmer og har mindre tid til at gøre sig tanker og illusioner om sig selv. Inden for denne klasse kan denne spaltning endog udvikle sig til en vis opposition og fjendtlighed mellem de to dele, der imidlertid falder bort af sig selv ved ethvert praktisk sammenstød, hvor klassen selv er i fare, og da forsvinder endog skinnet af, at de herskende tanker ikke var den herskende klasses tanker og ejede en magt, der var forskellig fra denne klasses magt. Eksistensen af revolutionære tanker i en bestemt epoke forudsætter allerede eksistensen af en revolutionær klasse; om dens forudsætninger er det fornødne allerede tidligere blevet sagt.

Hvis man nu ved opfattelsen af det historiske forløb frigør den herskende klasses tanker fra den herskende klasse, gør dem selvstændige, bliver stående ved, at de og de tanker har hersket i en epoke, uden at bekymre sig om betingelserne for disse tankers produktion og deres producenter, så ser man altså bort fra de individer og de verdenstilstande, som ligger til grund for tankerne, og så kan man f.eks. sige, at i den tid, hvor aristokratiet herskede, herskede der begreber som ære, troskab osv., mens der under bourgeoisiets herredømme herskede begreber som frihed, lighed osv.. Den herskende klasse selv hylder gennemgående denne forestilling. Denne historieopfattelse, der fortrinsvis siden det 18. århundrede er fælles for alle historieskrivere, vil nødvendigvis støde på det fænomen, at der hele tiden hersker mere og stadig mere abstrakte tanker, dvs. tanker, der antager stadig mere generel form. Hver ny klasse, der sætter sig selv i stedet for den klasse, der herskede tidligere, er - allerede for at gennemføre sit formål - nødt til at fremstille sin interesse som fælles interesse for alle medlemmer af samfundet, dvs. udtrykt idémæssigt: at give disse tanker generel form, at fremstille dem som de eneste fornuftige, almengyldige tanker. Den revolutionerende klasse optræder fra første færd, allerede fordi den står over for en klasse, ikke som klasse, men som repræsentant for hele samfundet, den fremtræder som hele samfundets masse over for den eneste, herskende klasse. Den kan gøre det, fordi dens interesse i begyndelsen endnu virkelig er forbuddet med alle øvrige ikke-herskende klassers fælles interesse, fordi den under de hidtidige forholds tryk endnu ikke kunne udvikle sig til en særlig klasses særinteresse. Dens sejr gavner derfor også mange individer i de øvrige klasser, der ikke kommer til magten, men kun for så vidt disse individer nu bliver i stand til at hæve sig op i den herskende klasse. Da det franske bourgeoisi omstyrtede aristokratiets herredømme, gjorde det det derved muligt for mange proletarer at hæve sig op over proletariatet, men kun for så vidt de blev bourgeois. Hver ny klasse opretter derfor kun på bredere basis end den hidtil herskende sit herredømme, hvoraf også modsætningen mellem den ikke herskende og den nu herskende klasse senere udvikler sig så meget skarpere og dybere. Det er betinget af begge dele, at den kamp, der må føres mod denne nye herskende klasse, atter arbejder henimod en mere afgørende, mere radikal negation af de hidtidige samfundstilstande, end alle de klasser, som hidtil stræbte efter herredømmet, har kunnet gøre det.

Alt dette illusoriske, at en bestemt klasses herredømme kun skulle være visse tankers herredømme, ophører naturligvis af sig selv, så snart klassernes herredømme overhovedet ophører med at være formen for den sociale orden, så snart det ikke længere er nødvendigt at fremstille en særlig interesse som en almen eller »det almene« som herskende. Efter at de herskende tanker først er adskilt fra de herskende individer og fremfor alt fra de relationer, som fremgår af et bestemt trin i produktionsmåden, og der derved er fremkommet det resultat, at det altid er tankerne, der hersker i historien, så er det meget let, ud af disse forskellige tanker at abstrahere »tanken«, ideen osv., som det i historien herskende, og dermed at opfatte alle disse enkelte tanker og begreber som »selvbestemmelser« af begrebs, der udvikler sig i historien. Derefter falder det også naturligt, at alle menneskelige relationer kan afledes af begrebet menneske, det forestillede menneske, menneskets væsen, menneske. Dette har den spekulative filosofi gjort. Hegel indrømmer selv i slutningen af sin »Historiefilosofi«, at han »udelukkende har betragtet begrebets fremadskriden« og i historien fremstillet »den sande teodicé«. Man kan nu atter gå tilbage til »begrebets« producenter, til teoretikerne, ideologerne og filosofferne, og man kommer da til det resultat, at det er filosofferne, de tænkende som sådanne, der altid har hersket i historien - et resultat, der ligeledes, som vi ser, allerede er udtalt af Hegel. Hele kunststykket med at påvise åndens overherredømme i historien, (hierarki hos Stirner), begrænser sig altså til de følgende tre bestræbelser: 1) Man må adskille tankerne hos de herskende, der hersker af empiriske årsager, under empiriske betingelser og som materielle individer, fra disse herskende, og følgelig anerkende tankernes eller illusionernes herredømme i historien. 2) Man må bringe orden i dette tankeherredømme, påvise en mystisk sammenhæng mellem de efter hinanden følgende herskende tanker, og dette opnår man ved at opfatte dem som »begrebets selvbestemmelser« (dette er kun muligt, fordi disse tanker i kraft af deres empiriske grundlag virkelig hænger indbyrdes sammen, og fordi de, opfattet som blotte tanker, bliver til selvdistinktioner, distinktioner, foretaget af tænkningen). 3) For at fjerne det mystiske udseende fra dette »sig selv bestemmende begreb«, forvandler man det til en person - »selvbevidstheden« eller, for at synes rigtig materialistisk, til en række personer, som repræsenterer »begrebet« i historien, »de tænkende«, »filosofferne«, ideologerne, der nu atter opfattes som historiens fabrikanter, som »vægternes råd«, som de herskende.32 Derved har man fjernet samtlige materialistiske elementer fra historien og kan nu give frie tøjler til den spekulative stridshingst.

Mens i det daglige liv enhver shopkeeper (kræmmer) meget vel forstår at skelne mellem det, som en eller anden udgiver sig for at være, og det, som han virkelig er. så er vor historieskrivning ikke nået frem til denne banale erkendelse. Den tror hvert ord af det, som enhver epoke siger om sig selv og indbilder sig. Denne historiske metode, der herskede i Tyskland - og hvorfor netop dér - må forklares ud fra sammenhængen med ideologernes illusion i det hele taget, f.eks. juristernes og politikernes (deriblandt også de praktiske statsmænds) illusioner, ud fra disse fyres dogmatiske drømmerier og fordrejninger, der ganske enkelt kan forklares ud fra deres praktiske livsstilling, deres bestilling og arbejdets deling.

Den største deling af materielt og åndeligt arbejde er delingen mellem by og land. Modsætningen mellem by og land begynder ved overgangen fra barbari til civilisation, fra stammevæsen til stat, fra lokalitet til nation, og den strækker sig gennem hele civilisationens historie til den dag i dag. Med byen opstår tillige nødvendigheden af administration, politi, skatter osv., kort sagt for et fællesskab og dermed for politik i det hele taget. Her viste der sig for første gang befolkningens inddeling i to store klasser, der direkte beror på arbejdets deling og på produktionsinstrumenterne. Byen er allerede det faktum, som ligger i selve koncentrationen af befolkningen, af produktionsinstrumenterne, af kapitalen, af nydelserne, mens landet anskueliggør netop det modsatte faktum, isolation og adskilthed. Modsætningen mellem by og land kan kun eksistere inden for privatejendommens rammer. Den er det skarpeste udtryk for individets subsumtion (underordning) under arbejdets deling, under en bestemt virksomhed, som er individet påtvunget, en subsumtion, der gør den ene til et indskrænket bydyr, den anden til et indskrænket landdyr, og som dagligt på ny frembringer modsætningen mellem begges interesser. Her er arbejdet atter hovedsagen, magten over individerne, og så længe denne eksisterer, så længe må privatejendommen eksistere. Afskaffelsen af modsætningen mellem by og land er en af de første betingelser for fællesskab, en betingelse som atter afhænger af en mængde materielle forudsætninger og som viljen alene ikke kan opfylde, hvad enhver kan se ved første øjekast. (Disse betingelser må uddybes nærmere). Adskillelsen af by og land kan opfattes som adskillelsen af kapital og jordbesiddelse, som begyndelse til en af jordbesiddelsen uafhængig eksistens og udvikling af kapitalen, en ejendom, der har sin basis alene i arbejdet og i vareudvekslingen.

I de byer, som i middelalderen ikke fandtes færdig overleveret fra den tidligere historie, men nydannedes af livegne, der var blevet frie, var det specifikke arbejde enhver persons eneste ejendom, ud over den lille kapital, som han havde medbragt og som næsten udelukkende bestod i det mest nødvendige værktøj. Konkurrencen fra de flygtede livegne, som fortsat kom til byen, landets stadige krige mod byerne og dermed nødvendigheden af en organiseret krigsmagt i byerne, det bånd, som den fælles ejendom til et bestemt arbejde udgjorde, nødvendigheden af at råde over fælles bygninger til salg af varerne i en tid, hvor håndværkerne samtidig var købmænd, og dermed muligheden for at udelukke ubeføjede fra disse bygninger, modsætningen mellem de enkelte håndværks interesser, nødvendigheden af at beskytte det møjsommeligt lærte arbejde, og desuden hele landets feudale organisation - dette var årsagerne til, at de arbejdende i hvert enkelt håndværk forenede sig i håndværkerlaug. Vi kan ikke her komme nærmere ind på laugsvæsenets mangfoldige modifikationer, som indtræder under den senere historiske udvikling. De livegnes flugt til byerne foregik uafbrudt under hele middelalderen. Disse livegne, på landet forfulgt af deres herrer, kom enkeltvis til byerne, hvor de forefandt en organiseret bykommune, over for hvilken de var magtesløse og hvor de måtte underkaste sig den stilling, som behovet for deres arbejde og deres organiserede bykonkurrenters interesser anviste dem. Disse arbejdere, som enkeltvis kom ind til byen, kunne aldrig nå at blive til en magt, fordi de - hvis deres arbejde var organiseret i laug og måtte læres - blev underkuet af laugsmestrene og organiseret i deres interesse; hvis deres arbejde var ufaglært og derfor ikke underlagt laugene, men var daglejerarbeide, nåede de aldrig til nogen organisation, men blev ved med at være uorganiseret pøbel. Nødvendigheden af daglejerarbejde i byerne skabte pøbelen.

Disse byer var sande »foreninger«, fremkaldt af det umiddelbare behov, omsorgen for ejendommens beskyttelse og for at mangedoble de enkelte medlemmers produktionsmidler og forsvarsmidler. Pøbelen i disse byer var berøvet al magt, fordi den bestod af individer, som var fremmede for hinanden, var kommet enkeltvis til byen og stod uorganiseret over for en organiseret, krigsmæssig udrustet magt, der nidkært overvågede dem. Svendene og lærlingene i hvert enkelt håndværk var organiseret sådan, som det bedst svarede til mestrenes interesse; det patriarkalske forhold, de stod i til deres mester, gav denne en dobbelt magt: på den ene side den direkte indflydelse på svendenes hele liv, og desuden, fordi det for de svende, som arbejdede for den samme mester, var et virkeligt bånd, der holdt dem sammen i forhold til andre mestres svende og adskilte dem fra disse; endelig var svendene knyttet til den bestående orden allerede i kraft af den interesse, som de havde i selv at blive mestre. Mens pøbelen i det mindste bragte det til spredte oprør mod hele den bymæssige orden - oprør, der dog ved pøbelens magtesløshed forblev uden virkning - kom det blandt svendene kun til små opsætsigheder inden for de enkelte laug, noget der hørte med til selve laugsvæsenets eksistens. Middelalderens store opstande udgik alle fra landet, men forblev ligeledes uden resultater, fordi bønderne var splittede og isolerede og deres bevægelse derfor primitiv. I byerne var arbejdets deling mellem de enkelte laug endnu helt spontan, og den var slet ikke gennemført mellem de enkelte arbejdere inden for laugene. Hver enkelt arbejder måtte være bevandret i en hel række arbejdsprocesser, måtte kunne gøre alt, hvad der kunne gøres med hans værktøj; det begrænsede samkvem og den ringe indbyrdes forbindelse mellem de enkelte byer, den spredte befolkning og de begrænsede behov lod ingen videre deling af arbejdet opstå, og derfor måtte enhver, som ville blive mester, beherske hele sit håndværk. Derfor findes der hos de middelalderlige håndværkere endnu en interesse i deres specielle arbejde og deres færdighed, som kunne udvikle sig til en vis begrænset kunstsans. Desuden gik også enhver middelalderlig håndværker fuldt og helt op i sit arbejde, stod i et følelsesmæssigt afhængighedsforhold til og var langt mere subsumeret og underordnet sit arbejde end den moderne arbejder, der er ligeglad med sit arbejde.

Kapitalen i disse byer var en naturlig kapital, der bestod af boligen, værktøjet og den naturlige, arvelige kundekreds, som på grund af det uudviklede samkvem og den manglende cirkulation ikke kunne realiseres og måtte gå i arv fra far til søn. Kapitalen var ikke, som den moderne, en kapital, der kan vurderes i penge, hvor det er ligegyldigt, om den er investeret i denne eller hin ting, men en kapital, som var umiddelbart forbundet med og slet ikke kunne skilles fra ejerens specifikke arbejde, og for så vidt var den standsbetinget kapital.

Den næste udbredelse af arbejdets deling var adskillelsen mellem produktion og samkvem, idet der dannedes en særlig klasse af købmænd; denne adskillelse var i de historisk overleverede byer nedarvet (bl.a. sammen med jøderne) og i de nydannede indtrådte den meget snart. Muligheden var nu givet for handelsforbindelser som gik ud over den nærmeste omegn, en mulighed, hvis realisering afhæng af de eksisterende kommunikationsmidler, den offentlige sikkerhed i landet, som var betinget af de politiske forhold (under hele middelalderen drog købmændene omkring i bevæbnede karavaner) og af mere primitive eller mere udviklede behov, betinget af det givne kulturtrin i det område, der var tilgængelig for handelssamkvem. Så snart dette samkvem er konstitueret i en særlig klasse, og købmændene udbreder handelen ud over byens nærmeste omegn, indtræder der straks en vekselvirkning mellem produktion og samkvem. Byerne træder i forbindelse med hinanden, nye slags værktøj bliver bragt fra den ene by til den anden, og delingen mellem produktion og samkvem fremkalder snart en ny deling af produktionen mellem de enkelte byer, hvor hver af dem snart udbytter én fremherskende industrigren. Den oprindelige lokale begrænsning begynder efterhånden at gå i opløsning.

I middelalderen var borgerne i hver by tvunget til at forene sig mod landadelen for at forsvare sig; handelens udbredelse, kommunikationens oprettelse førte til, at de enkelte byer lærte andre byer at kende, som havde forsvaret de samme interesser i kamp mod den samme modstander. Fra de enkelte byers mange lokale borgerskaber opstår først lidt efter lidt borgermassen. De enkelte borgeres livsbetingelser blev, fordi de stod i modsætning til de bestående forhold og derved betingede arbejdets art, tillige de betingelser, som var fælles for dem alle og uafhængige af hver enkelt. Borgerne havde skabt disse betingelser, for så vidt de havde løsrevet sig fra den feudale binding, og de var skabt af dem, for så vidt de var betingede af deres modsætning til den feudalisme, de forefandt. Så snart forbindelsen mellem de enkelte byer var skabt, udviklede disse fælles betingelser sig til klassebetingelser. De samme betingelser, den samme modsætning, de samme interesser måtte også i det store og hele fremkalde de samme sæder og skikke overalt. Bourgeoisiet selv udvikler sig først efterhånden sammen med sine betingelser, opspalter sig som følge af arbejdets deling atter i forskellige fraktioner og absorberer sluttelig i sig alle de besiddende klasser, (mens flertallet af de eksisterende ejendomsløse og en del af de hidtil besiddende klasser udvikler sig til en ny klasse, proletariatet) i samme grad som al eksisterende ejendom forvandles til industriel eller kommerciel kapital. De enkelte individer danner en klasse kun for så vidt som de må føre en fælles kamp mod en anden klasse; for øvrigt står de selv indbyrdes fjendtligt over for hinanden i konkurrencen. På den anden side gør klassen sig atter selvstændig over for individerne, således at disse forefinder disse deres livsbetingelser prædestineret (skæbnebestemt); af klassen får de anvist deres livsstilling og dermed deres personlige udvikling, hvorunder de subsumeres. Dette er det samme fænomen som de enkelte individers subsumtion under arbejdets deling og kan kun fjernes ved at privatejendommen og lønarbejdet selv afskaffes. Vi har allerede gentagne gange antydet, hvordan denne individernes subsumtion under klassen tillige udvikler sig til en subsumtion under allehånde forestillinger m. fl.. Det afhænger udelukkende af, hvilken udstrækning samkvemmet har antaget, om de på et sted opnåede produktivkræfter, navnlig opfindelser, går tabt for den senere udvikling eller ej. Så længe der endnu ikke eksisterer et samkvem, som går ud over det umiddelbare nabolag, må enhver opfindelse gøres særskilt hvert sted, og rene tilfældigheder, såsom invasioner af barbariske folkeslag og selv almindelige krige er nok til at bringe et land med udviklede produktivkræfter derhen, hvor det atter må begynde forfra. I historiens begyndelse måtte hver opdagelse gøres på ny hver dag og uafhængigt på hvert sted. Hvor lidt de udviklede produktivkræfter, selv ved en forholdsvis udstrakt handel, er sikret mod fuldstændig tilintetgørelse, beviser fønikerne, hvis opfindelser for en stor del og for lang tid gik tabt ved at denne nation blev fortrængt fra handelen som følge af Aleksander den Stores erobringer og det deraf følgende forfald. Ligeså i middelalderen, f.eks. glasmaleriet. Først når samkvemmet er blevet til verdenssamkvem og har fået storindustrien som basis, når alle nationer er trukket ind i konkurrencekampen, er de opnåede produktivkræfters varighed sikret.

Arbejdets deling mellem de forskellige byer har som det næste resultat manufakturernes opståen i de produktionsgrene, der er vokset ud over laugsvæsenet. Manufakturernes første opblomstring - i Italien og senere i Flandern - havde samkvem med andre nationer som historisk forudsætning. I andre lande - England og Frankrig f.eks. - begrænsede manufakturerne sig i begyndelsen til det indenlandske marked. Manufakturerne har som forudsætning - foruden de allerede nævnte - også en ret fremskreden koncentration af befolkningen, især på landet, og af kapitalen, som er begyndt at blive samlet på enkelte hænder, dels i laugene, på trods af laugsstatutterne, dels hos købmændene.

Det arbejde, som i forvejen forudsatte en maskine, selv om det endnu var i den mest primitive form, viste sig snart at være det, der var bedst egnet til udvikling. Væveriet, hidtil udøvet af bønderne ved siden af landbruget, for at skaffe sig den nødvendige beklædning, var det første arbejde, der fik et skub fremad og en videre udvikling ved at samkvemmet var blevet mere omfattende. Væveriet var den første manufaktur og blev ved med at være den vigtigste. Efterspørgslen efter beklædningsstoffer - en efterspørgsel, som voksede med den voksende befolkning - den begyndende akkumulation og mobilisering af den oprindelige kapital som følge af den fremskyndede cirkulation, det luksusbehov, der blev fremkaldt og i det hele taget begunstiget af det efterhånden mere omfattende samkvem, gav væveriet kvantitativt og kvalitativt det skub fremad, som rev det ud af den hidtidige produktionsform. Ved siden af bønderne, der vævede for deres eget behov og fortsatte og endnu fortsætter med det, opstod der i byerne en ny klasse af vævere, hvis stoffer var bestemt til hele det indenlandske marked og for det meste også til udenlandske markeder. Væveriet, et arbejde, som i de fleste tilfælde ikke krævede megen færdighed og snart blev opdelt i uendelig mange grene, var ifølge hele sin beskaffenhed i modstrid med laugsvæsenets lænker. Væveriet blev derfor for det meste udøvet i landsbyer og små købstæder uden laugsorganisation; disse blev efterhånden til byer og ofte netop de mest blomstrende byer i hvert land.

Med manufakturen, som ikke var underkastet laugsreglerne, forandredes også ejendomsrelationerne. Det første fremskridt udover den naturlige, standsbetingede kapital skete, da købmændene dukkede op; deres kapital var fra første færd mobil {bevægelig, rørlig), var kapital i den moderne betydning for så vidt der kunne være tale om noget sådant under de daværende forhold. Det andet fremskridt kom med manufakturen, der atter mobiliserede en mængde naturlig kapital og i det hele taget forøgede mængden af mobil kapital i forhold til den naturlige kapital. Manufakturen blev tillige bøndernes tilflugt mod de håndværkerlaug, som enten holdt dem udenfor eller betalte dem dårligt, ligesom laugsbyeme tidligere havde været bøndernes tilflugt (mod landadelen, der undertrykte dem). Samtidig med manufakturernes begyndelse indtrådte der en periode med et udbredt vagabondvæsen, der havde sin årsag i, at feudalherrernes bevæbnede følge holdt op med at eksistere; de sammenløbne armeer, som havde tjent kongerne mod deres vasaller, blev opløst; agerbruget blev forbedret og store strækninger agerjord forvandlet til græsgange for kvæg. Det fremgår allerede af alt dette, hvordan dette vagabondvæsen på det nøjeste hænger sammen med feudalsystemets opløsning. Allerede i det 13. århundrede forekommer enkelte perioder af denne art; men almindeligt og varigt optræder dette vagabondvæsen først ved slutningen af det 15. og begyndelsen af det 16. århundrede. Disse vagabonder, der var så talrige, at bl.a. Henrik VIII af England lod 72.000 af dem hænge, kunne blot med største vanskelighed, tvunget af den yderste nød og meget modstræbende, blive bragt til at arbejde. Manufakturernes hurtige opblomstring, navnlig i England, absorberede dem efterhånden. Med manufakturen indtrådte de forskellige nationer i et konkurrenceforhold, i handelskampen, der blev udkæmpet ved hjælp af krige, beskyttelsestold og prohibitioner (indførselsforbud), mens nationerne tidligere, for så vidt de havde stået i forbindelse med hinanden, havde gennemført en harmløs vareudveksling. Fra nu af fik handelen politisk betydning. Med manufakturen var der tillige givet en ny relation mellem arbejder og arbejdsgiver. Det patriarkalske forhold mellem svend og mester eksisterede fortsat i håndværkslaugene; i manufakturen trådte nu pengerelationen mellem arbejder og kapitalist i dets sted, en relation, som på landet og i de små byer blev ved med at være patriarkalsk farvet; i de større, de egentlige manufakturbyer, havde den allerede tidligt mistet næsten ethvert patriarkalsk anstrøg.

Manufakturen og i det hele taget produktionens bevægelse fik et enormt opsving med det udvidede samkvem, som fulgte efter opdagelsen af Amerika og søvejen til Ostindien. De nye produkter, som blev indført derfra, navnlig de mængder af guld og sølv, der blev sat i omløb, forandrede totalt klassernes stilling over for hinanden og tilføjede den feudale jordbesiddelse og arbejderne et hårdt slag. Eventyrernes togter, kolonisationen, og fremfor alt den udvidelse af markederne til et verdensmarked, som nu var blevet mulig og som fra dag til dag blev mere af en kendsgerning, fremkaldte en ny fase i den historiske udvikling, som ikke i almindelighed skal behandles nærmere her. Gennem koloniseringen af de nyopdagede lande fik nationernes handelskamp mod hinanden ny næring og blev følgelig mere omfattende og bitter. Handelens og manufakturens udvidelse fremskyndede akkumulationen af den mobile kapital, mens i håndværkerlaugene den naturlige kapital, som ikke oplevede nogen tilskyndelse til udvidet produktion, blev ved med at være stabil og endog formindskedes. Handel og manufaktur skabte det store bourgeoisi, i laugene koncentreredes småborgerskabet, der nu ikke mere som tidligere herskede i byerne, men måtte bøje sig under storkøbmændenes magt. Deraf laugenes forfald, så snart de kom i berøring med manufakturen.

Nationernes indbyrdes relationer i deres samkvem med hinanden antog i den epoke, som vi har omtalt, to forskellige former. I begyndelsen betingede den ringe cirkulerende mængde guld og sølv, at det blev forbudt at udføre disse metaller; industrien, som var blevet en nødvendighed for at beskæftige den voksende bybefolkning, men som for det meste var importeret fra udlandet, kunne ikke undvære de privilegier, der kunne gives, selvfølgelig ikke kun mod den indenlandske, men hovedsagelig mod den udenlandske konkurrence. I disse oprindelige prohibitioner blev det lokale laugsprivilegium udvidet til at omfatte hele nationen. Toldafgifterne opstod af de afgifter, som feudalherrerne havde pålagt de købmænd, der drog gennem deres område og måtte købe sig fri for plyndring; sådanne afgifter blev senere også pålagt af byerne, og da de moderne stater opstod, var de det nærmest liggende middel til at skaffe penge i statskassen.

Da det amerikanske guld og sølv dukkede op på de europæiske markeder, da industrien gradvist udviklede sig og handelen tog et hurtigt opsving, som fik det ikke laugsbundne bourgeoisi og pengene til at trives, fik disse forholdsregler en helt anden betydning. Staten, der efterhånden mindre og mindre kunne undvære pengene, bibeholdt nu forbudet mod udførsel af guld og sølv af hensyn til statsfinanserne; for bourgeois'erne var disse nye pengemasser, som blev kastet på markedet, hovedgenstand for deres accaparements (ågeropkøb) og de var fuldtud tilfredse med disse forholdsregler. De hidtidige privilegier blev solgt for penge og blev således til en indtægtskilde for regeringen; i toldlovgivningen viste der sig udførselstold, som havde rent statsfinansielle formål og kun lagde en hindring i vejen for industrien.

Den anden periode indtrådte i midten af det 17. århundrede og varede næsten til slutningen af det 18. århundrede. Handelen og skibsfarten havde udvidet sig hurtigere end manufakturen, som spillede en sekundær rolle; kolonierne begyndte at blive stærke konsumenter, nyåbnede verdensmarked imellem sig. Denne periode de enkelte nationer delte gennem langvarige kampe det begynder med navigationslovene og kolonimonopolerne. Nationernes indbyrdes konkurrence blev så vidt muligt udelukket ved hjælp af tariffer, prohibitioner og traktater, i sidste instans blev konkurrencekampen ført og afgjort ved hjælp af krige (især krige til søs). Den mægtigste flådenation, englænderne, beholdt overvægten i handel og manufaktur. Allerede her koncentration til et land.

Manufakturen var på det hjemlige marked til stadighed beskyttet af beskyttelsestold, på koloniernes marked af monopoler og i udenrigshandelen så vidt muligt af differentialtold. ( Skibsfartslove i England, udstedt af Cromwell 1651 og flere gange fornyet, havde til formål at sikre det engelske koloniherredømme og var især rettet mod den hollandske mellem handel. Lovene bestemte, at de vigtigste varer fra Europa og alle varer fra Rusland og Tyrkiet kun måtte importeres på engelske skibe eller skibe fra oprindelseslandet, og at den engelske kystskibsfart helt skulle forbeholdes engelske skibe. Lovene blev ophævet mellem 1793 og 1854). Bearbejdelse af råmaterialer, produceret i indlandet, blev forbudt (uld i England), i England, silke i Frankrig), udførsel af råmateriale, produceret i indlandet, blev forbudt (uld i England) og bearbejdelse af importeret råmateriale blev forsømt eller undertrykt (bomuld i England). Den nation, der var fremherskende i søhandelen og som kolonimagt, sikrede sig naturligvis også den største udvidelse, både kvantitativ og kvalitativ, af manufakturen. Manufakturen kunne overhovedet ikke undvære beskyttelse, da den kan miste sit marked og blive ruineret som følge af meget små forandringer, der foregår i andre lande; den kan let indføres i et land under nogenlunde gunstige betingelser og netop derfor kan den også let ødelægges. Tillige er den, især ved den måde, den blev drevet på i landsbyerne i det 18. århundrede, så stærkt knyttet sammen med livsforholdene for et stort antal individer, at intet land kan vove at sætte dens eksistens på spil ved at tillade fri konkurrence. Følgelig afhænger den, hvis den når så langt som til at eksportere, helt af handelens udvidelse eller dens indskrænkning og udøver på sin side en forholdsvis ringe indflydelse på den. Deraf dens sekundære betydning og deraf købmændenes indflydelse i det 18. århundrede. Det var købmændene og især skibsrederne, der frem for andre krævede statsbeskyttelse og monopoler; manufakturejerne krævede og fik ganske vist også beskyttelse, men de stod hele tiden tilbage for købmændene i politisk betydning. Handelsbyerne, især søfartsbyerne, blev nogenlunde civiliserede og storborgerlige, mens der i fabriksbyerne fortsat eksisterede den største småborgerlighed. Jfr. Aikin m. fl. Det 18. århundrede var handelens århundrede. Pinto siger dette udtrykkeligt: »Le commerce fait la marotte du siécle« (handelen er århundredets fikse idé), og: »Depuis quelque temps il n'eut plus question que de commerce, de navigation et de marine« (I nogen tid har man kun talt om handel, navigation og søfart)(Kapitalens bevægelse, omend fremskyndet betydeligt, blev dog endnu ved med at være forholdsvis langsom. Verdensmarkedet var splittet op i enkelte dele, der hver især blev udbyttet af en bestemt nation, nationernes indbyrdes konkurrence var udelukket, produktionen var selv ubehjælpsom, pengevæsenet var først begyndt at udvikle sig ud over de første trin - alt dette sinkede cirkulationen betydeligt. Resultatet var en kræmmeragtig, smudsig-smålig ånd, der endnu klæbede ved alle købmænd og ved den måde, handelen blev drevet på. I sammenligning med manufakturejerne og især håndværkerne var de ganske vist storborgere, bourgeois, men i sammenligning med købmændene og de industridrivende fra den følgende periode er og bliver de småborgere.) Denne periode er også kendetegnet ved, at forbudet mod at udføre guld og sølv ophæves, at pengehandelen opstår, tillige med bankerne, statsgælden, papirpengene, aktie- og fondsspekulationen, agiotagen i alle slags varer, og at pengevæsenet i det hele taget udformes. Kapitalen mistede atter en stor del af sin oprindelige karakter, der stadigvæk klæbede ved den.

I det 17. århundrede udviklede handelens og manufakturens koncentration til et enkelt land, England, sig uafbrudt og skabte efterhånden et relativt verdensmarked for dette land og dermed en efterspørgsel efter dette lands manufakturprodukter, som ikke længere kunne tilstedsstilles ved hjælp af de hidtidige industrielle produktivkræfter. Denne efterspørgsel, som voksede produktionskræfterne over hovedet, var den drivende kraft, der fremkaldte privatejendommens tredje periode siden middelalderen, idet den frembragte storindustrien - anvendelse af naturkræfterne til industrielle formål, maskinerne og den mest omfattende deling af arbejdet. De øvrige betingelser for denne nye fase - konkurrencefrihed inden for nationen, udformningen af den teoretiske mekanik (mekanikken, bragt til fuldendelse af Newton, var i det hele taget den mest populære videnskab i England og Frankrig i det 18. århundrede) m. fl. - eksisterede allerede i England. (Den frie konkurrence inden for selve nationen måtte overalt erobres gennem en revolution - 1640 og 1688 i England, 1789 i Frankrig). Konkurrencen tvang snart hvert land, som ville bevare sin historiske rolle, til at beskytte sine manufakturer ved hjælp af fornyede toldforholdsregler, (de gamle toldsystemer hjalp ikke mere mod storindustrien), og snart derefter til selv at indføre storindustrien under toldbeskyttelse. Trods disse beskyttelsesforanstaltninger gjorde storindustrien konkurrencen universel, (den er den praktiske handelsfrihed, beskyttelsestolden er kun et palliativ (lindringsmiddel), en afværgeforanstaltning inden for handelsfrihedens rammer), skabte kommunikationsmidlerne og det moderne verdensmarked, underlagde sig handelen, forvandlede al kapital til industriel kapital og bevirkede dermed kapitalernes hurtige cirkulation (udviklingen af pengevæsenet) og deres centralisation. I kraft af den universelle konkurrence tvang den alle individer til at anspænde deres energi til det yderste. Den tilintetgjorde efter mulighed ideologien, religionen, moralen osv. og hvor den ikke kunne gøre dette, gjorde den dem til håndgribelig løgn. Den skabte først verdenshistorien, for så vidt som den gjorde hver civiliseret nation og hvert individ deri afhængig af hele verden for at tilfredsstille sine behov og tilintetgjorde de enkelte nationers tidligere naturlige selvtilstrækkelighed. Den subsumerede naturvidenskaben under kapitalen og berøvede arbejdets deling det sidste skær af at være noget naturgivet. Den tilintetgjorde i det hele taget alt det naturlige, for så vidt det er muligt inden for arbejdet, og opløste alle naturlige relationer i pengerelationer. I stedet for de byer, som var vokset naturligt op, skabte den de moderne, store industribyer, der er opstået med ét. Hvor den trængte igennem, ødelagde den håndværket og i det hele taget alle tidligere stadier af industrien. Den fuldbyrdede handelsbyens sejr over bondelandet. Dens første forudsætning er det automatiske system. Dens udvikling frembragte en mængde produktivkræfter; for dem blev privatejendommen en lænke, lige så meget som lauget havde været det for manufakturen og det lille landbrug for håndværket, der udviklede sig. Under privatejendommen får disse produktivkræfter kun en ensidig udvikling, for flertallet bliver de til destruktive kræfter og en mængde produktivkræfter kan slet ikke komme til anvendelse under privatejendommen. Storindustrien frembragte i det store og hele overalt de samme relationer mellem samfundets klasser og tilintetgjorde dermed de enkelte nationaliteters særpræg. Og endelig, mens bourgeoisiet i hver nation endnu bevarer særskilte nationale interesser, skabte storindustrien en klasse, der i alle nationer har den samme interesse og hvori nationaliteten allerede er tilintetgjort, en klasse, der virkelig er frigjort for hele den gamle verden og tillige står over for den. For arbejderen gør den ikke blot relationen til kapitalismen, men selve arbejdet til noget uudholdeligt.

Det er klart, at storindustrien ikke når samme høje udvikling overalt i et land. Dette standser imidlertid ikke proletariatets klassebevægelse, da de proletarer, som storindustrien har frembragt, stiller sig i spidsen for bevægelsen og river hele massen med sig, og da de arbejdere, som er lukket ude fra storindustrien, netop af storindustrien bliver bragt i en endnu værre situation end arbejderne i selve storindustrien. På samme måde indvirker de lande, hvor en storindustri er udviklet, på de plus ou moins (mere eller mindre) ikke-industrielle lande, såfremt disse som følge af verdenssamkvemmet bliver revet ind i den universelle konkurrencekamp. Disse forskellige former er lige så mange former for arbejdets og dermed ejendommens organisation. I hver periode skete der en forening af de eksisterende produktivkræfter i den udstrækning, som behovet havde gjort nødvendig.

Den første form for ejendom er såvel i den antikke verden som i middelalderen stammeejendommen, hos romerne hovedsagelig betinget af krig, hos germanerne af kvægavl. Hos de antikke folk optræder stammeejendommen som statsejendom, fordi flere stammer bor sammen i en by; den enkeltes ret til stammeejendommen fremtræder kun som possessio {besiddelse, brugsret), der imidlertid, ligesom stammeejendommen i det hele taget, begrænser sig til jordejendom. Den egentlige privatejendom begynder hos de gamle som hos de moderne folk med mobiliarejendommen (den rørlige ejendom). Hos de folk, der opstod i middelalderen, udvikler stammeejendommen sig over forskellige trin - feudal jordejendom, korporativ mobiliarejendom, manufakturkapital - frem til den moderne kapital, betinget af storindustri og universel konkurrence, den rene privatejendom, som har afkastet ethvert skær af fællesskabet og har udelukket enhver indvirkning på ejendommens udvikling fra statens side. Til den moderne privatejendom svarer den moderne stat, der efterhånden gennem skatterne bliver opkøbt af de private ejendomsbesiddere; gennem statsgælden er den helt hjemfaldet til dem og dens eksistens er blevet afhængig - gennem statspapirernes stigning og fald på børsen - af den kommercielle kredit, som de private ejendomsbesiddere, bourgeois'erne, yder den. Fordi bourgeoisiet er en klasse og ikke længere en stand, er den allerede tvunget til at organisere sig nationalt, ikke længere lokalt, og at give sine gennemsnitsinteresser en almen form. Gennem privatejendommens emancipation {frigørelse) fra fællesskabet er staten blevet til en specifik eksistens ved siden af og uden for det borgerlige samfund; men den er ikke andet end den form for organisation, som bourgeoisiet nødvendigvis giver sig selv, såvel udadtil som indadtil, til gensidig garanti for sine medlemmers ejendom og interesser. Statens selvstændighed findes nu om stunder kun i sådanne lande, hvor stænderne endnu ikke fuldtud har udviklet sig til klasser; hvor stænderne, der er afskaffet i de mere fremskredne lande, endnu spiller en rolle, og hvor der eksisterer en blanding; hvor derfor ingen del af befolkningen kan opnå herredømmet over de øvrige. Dette er navnlig tilfældet i Tyskland. Det mest fuldkomne eksempel på den moderne stat er Nordamerika. De nyere franske, engelske og amerikanske skribenter giver alle udtryk for den opfattelse, at staten kun eksisterer for privatejendommens skyld, således at dette også er gået over i den almindelige bevidsthed.

Da staten er den form, hvori den herskende klasses individer gør deres fælles interesser gældende og hvori hele det borgerlige samfund i en bestemt epoke koncentreres, så formidles følgelig alle fælles institutioner gennem staten og får en politisk form. Deraf den illusion, at loven skulle bero på viljen, og oven i købet den frie vilje, der er løsrevet fra sin reale basis. Retten reduceres atter på samme måde til loven. Privatretten udvikler sig samtidig med privatejendommen, når det naturlige fællesskab opløses. Hos romerne fik privatejendommens og privatrettens udvikling ingen videre industrielle og kommercielle følger, fordi deres samlede produktionsmåde forblev uændret. Da industrien og handelen opløste det feudale fællesskab, begyndte der hos de moderne folk med privatejendommens og privatrettens opståen en ny fase, der kunne udvikles videre. Allerede Amalfi, den første by, som i middelalderen drev en omfattende søhandel, udformede sølovgivningen. Så snart industrien og handelen udviklede privatejendommen videre, - først i Italien og senere i andre lande -, blev også den højt udviklede romerske privatret atter genoptaget og ophøjet til autoritet. Da bourgeoisiet senere havde fået så meget magt, at fyrsterne tog sig af des interesser for at styrte feudaladelen med bourgeoisiets hjælp, begyndte der i alle lande - i Frankrig i det 16. århundrede - den egentlige udvikling af lovgivningen, som i alle lande, med undtagelse af England, foregik på basis af romerrettens kodeks. Også i England måtte de romerske retsprincipper inddrages i den videre udformning af privatretten (især angående løsøret). (Ikke at forglemme, at retten lige så lidt som religionen har sin egen historie). I privatretten erklæres de bestående ejendomsforhold at være et resultat af den almene vilje. Tus utendi et abutendi (retten til at bruge og forbruge - også: misbruge - det, der er ens eget) udtrykker selv på den ene side den kendsgerning, at privatejendommen er blevet aldeles uafhængig af fællesskabet, på den anden side den illusion, at privatejendommen selv skulle bero på den blotte private vilje, den vilkårlige disposition over genstanden. I praksis har jus abutendi (retten til at misbruge) meget bestemte økonomiske grænser for den private ejendomsbesidder, hvis han ikke vil se sin ejendom og dermed sin »jus abutendi« gå over på andre hænder, da genstanden slet ikke er nogen genstand, hvis man kun betragter den med henblik på ejerens vilje, men først i samkvem, og uafhængig af retten, bliver til en genstand, til virkelig ejendom (en relation, det som filosofferne kalder en idé).

Denne juristernes illusion, som reducerer retten til den blotte vilje, fører i ejendomsrelationernes videre udvikling nødvendigvis til, at nogen kan have et juridisk retskrav på en ting, uden virkelig at have tingen. Hvis f.eks. jordrenten på et stykke jord bortfalder som følge af konkurrencen, så har dens ejer ganske vist et retskrav på den samt »jus utendi et abutendi«. Men han kan ikke stille noget op dermed, han ejer som jordejer ingenting, hvis han ikke ved siden af har kapital nok til at dyrke sin jord. Ud fra den samme illusion hos juristerne må det forklares, at det for dem og for enhver lovkodeks i det hele taget, er rent tilfældigt, når individer indtræder i indbyrdes relationer, når de f.eks. indgår kontrakter, og at de opfatter dem som relationer, som man efter behag kan indgå eller lade være med at indgå, og hvis indhold helt og holdent beror på kontrahenternes individuelle vilkårlighed. Så ofte der gennem udviklingen af industri og handel har dannet sig nye samkvemsformer, f.eks. forsikrings- osv. selskaber, har retten hver gang været nødt til at optage dem blandt de måder, ejendom kan erhverves på. Intet er mere almindeligt udbredt end den forestilling, at det i historien hidtil kun er kommet an på at tage. Barbarerne tager det romerske rige, og med denne kendsgerning, at de tager, forklarer man den antikke verdens overgang til feudalismen. Men når barbarerne tager noget, så kommer det an på, om, den nation, der overvindes, har udviklet industrielle produktivkræfter, sådan som det er tilfældet hos de moderne nationer, eller om deres produktivkræfter hovedsagelig kun beror på deres forening og fællesskabet. Måden at tage på er endvidere betinget af den genstand, som tages. En bankiers formue, som består af værdipapirer, kan slet ikke tages, uden at den, der tager den, underkaster sig produktions- og samkvemsrelationerne i det erobrede land. Det samme gælder hele den industrielle kapital i et moderne industriland. Og endelig, så er det overalt snart slut med at tage, og når der ikke mere er noget at tage, må man begynde at producere. Det følger af denne meget snart indtrædende nødvendighed for at producere, at den form for fællesskab, som erobrerne antager, når de bosætter sig, må svare til de forefundne produktivkræfters udviklingstrin, eller - hvis det ikke er tilfældet fra begyndelsen - at den i hvert fald må ændre sig i overensstemmelse med produktivkræfterne. Heraf forklares det faktum, man vil have bemærket overalt i tiden efter folkevandringen, nemlig at trællen var herre, og at erobrerne meget snart overtog sprog, dannelse og skikke fra de erobrede. Feudalismen blev på ingen måde medbragt fra Tyskland i færdig form, men på erobrernes side havde den sin oprindelse i hærvæsenets krigsmæssige organisation under selve erobringen, og først efter erobringen udviklede organsationen sig til det egentlige feudalsystem under indvirkning af de i de erobrede lande forefundne produktivkræfter. Hvor meget denne form var betinget af produktivkræfterne, viser fejlslagne forsøg på at gennemtvinge andre former, som havde deres udspring i gammelromerske reminiscenser (Karl den Store m. fl.).

…..Af det første opstår forudsætningen for en udviklet deling af arbejdet og udstrakt handel, af det andet det lokalt begrænsede. Ved det første må individerne være bragt sammen, ved det andet forefinder de sig selv som produktionsinstrumenter ved siden af det givne produktionsinstrument. Her fremtræder altså forskellen mellem de naturlige produktionsinstrumenter og dem, der er skabt af civilisationen. Ageren (vandet osv.) kan betragtes som et naturligt produktionsinstrument. I første tilfælde, ved det naturlige produktionsinstrument, bliver individerne underordnet naturen, i det andet tilfælde underordnet et arbejdsprodukt. I det første tilfælde fremtræder derfor også ejendommen (jordbesiddelsen) som umiddelbart, naturligt herredømme, i det andet som arbejdets herredømme, specielt det akkumulerede arbejdes, kapitalens herredømme. Det første tilfælde forudsætter, at individerne er knyttet sammen ved et eller andet bånd, det være sig familien, stammen, jorden m. m., det andet tilfælde forudsætter, at de er uafhængige af hinanden og kun holdes sammen i kraft af vareudvekslingen. I første tilfælde er udvekslingen hovedsagelig en udveksling mellem menneskene og naturen, en udveksling, hvor den enes arbejde bliver udvekslet med den andens produkter; i det andet tilfælde er det overvejende udveksling mellem menneskene indbyrdes. I første tilfælde er den gennemsnitlige menneskeforstand tilstrækkelig, legemlig og åndelig virksomhed er endnu slet ikke adskilt; i det andet tilfælde må delingen mellem åndeligt og legemligt arbejde allerede være fuldbyrdet i praksis. I første tilfælde kan ejerens magt over ikkeejeren bero på personlige relationer, på en særlig art fællesskab; i det andet tilfælde må den have antaget tinglig skikkelse i noget tredje, i pengene. I første tilfælde eksisterer den lille industri underordnet benyttelsen af det naturlige produktionsinstrument, og derfor uden fordeling af arbejdet mellem forskellige individer, i det andet tilfælde består industrien kun i og i kraft af arbejdets deling.

Hidtil er vi gået ud fra produktionsinstrumenterne, og her viste det sig allerede, at privatejendommen er nødvendig for visse industrielle stadier. I den ekstraktive (udvindende) industri falder privatejendommen endnu helt sammen med arbejdet; i den lille industri og al hidtidig jordbrug er ejendommen en nødvendig konsekvens af de forhåndenværende produktionsinstrumenter; i storindustrien er modsigelsen mellem produktionsinstrument og privatejendom først dens produkt, til hvis frembringelse den allerede må være meget udviklet. Følgelig bliver privatejendommens afskaffelse også først muligt med storindustrien. I storindustrien og konkurrencen er samtlige eksistensbetingelser, betingetheder, ensidigheder hos individerne smeltet sammen i de to simpleste former; privatejendom og arbejde. Med pengene er enhver samkvemsform og selve samkvemmet blevet til en tilfældighed for individerne. Følgelig ligger det allerede i pengenes natur, at al hidtidig samkvem kun var samkvem mellem individer under bestemte betingelser, ikke mellem individer som individer. Disse betingelser er reduceret til to - akkumuleret arbejde, dvs. kapital, og virkeligt arbejde. Holder den ene eller den anden af dem op, så stagnerer samkvemmet. De moderne økonomer, f.eks. Sismondi, Cherbuliez osv., modstiller selv »association des individus« og »association des capitaux (individernes forening og kapitalernes forening). På den anden side er individerne selv fuldstændigt underordnet arbejdets deling og derved er de bragt i den mest fuldkomne afhængighed af hinanden. Privatejendommen, for så vidt den inden for arbejdet kommer til at stå over for arbejdet, udvikler sig af nødvendigheden af akkumulation og har i begyndelsen endnu til en vis grad fællesskabets form, men under den videre udvikling nærmer den sig mere og mere privatejendommens moderne form. Ved arbejdets deling er der allerede på forhånd givet en deling af arbejdsbetingelserne, af værktøj og materialer, og dermed den akkumulerede kapitals opsplitning mellem forskellige ejere, og dermed opsplitningen mellem kapital og arbejde og de forskellige former for selve ejendommen. Jo mere arbejdets deling udformes og jo mere akkumulationen vokser, desto skarpere udformes også denne opsplitning. Arbejdet selv forudsætter denne opsplitning for at kunne bestå.

Der viser sig altså her to fakta. For det første fremtræder produktivkræfterne som helt uafhængige og løsrevne fra individerne, som en egen verden ved siden af individerne; dette har sin årsag i, at individerne, hvis kræfter de er, eksisterer opsplittet og i modsætning til hinanden, mens disse kræfter på den anden side kun er virkelige kræfter i disse individers samkvem og sammenhæng. Altså på den ene side en totalitet af produktivkræfter, der så at sige har antaget tinglig skikkelse og som for individerne selv ikke længere er individernes kræfter, for så vidt de er privatejendomsbesiddere. I ingen tidligere periode havde produktivkræfterne antaget en form så ligegyldig for individernes samkvem som individer, fordi deres samkvem selv endnu var begrænset. Over for disse produktivkræfter står på den anden side individernes flertal, som disse kræfter er løsrevet fra og som derfor er berøvet alt virkeligt livsindhold, som er blevet til abstrakte individer, men som først derved er i stand til at træde i forbindelse med hinanden som individer. Den eneste sammenhæng, de fortsat har med produktivkræfterne og dermed med deres egen eksistens, nemlig arbejdet, har for dem mistet ethvert skær af selvvirksomhed og opretholder kun deres liv, idet den forkrøbler det. Mens selvvirksomhed og frembringelse af det materielle liv i de tidligere perioder var adskilt ved, at de tilfaldt forskellige personer, og frembringelsen af det materielle liv på grund I af selve individernes indskrænkethed endnu gjaldt som en underordnet art selvvirksomhed, er de nu skilt så grundigt fra hinanden, at det materielle liv overhovedet fremtræder som formål, mens frembringelsen af dette materielle liv, arbejdet (som nu er den eneste mulige, men som vi ser, negative form for selvvirksomhed), fremtræder som middel.

Nu er det altså kommet så vidt, at individerne må tilegne sig den forhåndenværende totalitet af produktivkræfter, ikke kun for at nå frem til deres selvvirksomhed, men allerede for overhovedet at sikre selve deres eksistens. Denne tilegnelse er for det første betinget af den genstand, som skal tilegnes - produktivkræfterne, som er udviklet til en totalitet og som kun eksisterer inden for et universelt samkvem. Denne tilegnelse må altså allerede fra denne side have en universel karakter, svarende til produktivkræfterne og samkvemmet. Tilegnelsen af disse kræfter er selv ikke andet end udviklingen af de individuelle evner, der svarer til udviklingen af de materielle produktionsinstrumenter. Tilegnelsen af en totalitet af produktionsinstrumenter er allerede af denne grund udviklingen af en totalitet af evner i individernes selv. Denne tilegnelse er endvidere betinget af de individer, som skal foretage den. Kun nutidens proletarer, som er fuldstændigt udelukket fra al selvvirksomhed, er i stand til at gennemføre deres fuldstændige, ikke længere begrænsede selvvirksomhed, der består i tilegnelsen af en totalitet af produktivkræfter og den deraf bestemte udvikling af en totalitet af evner. Alle tidligere revolutionære tilegnelser var begrænsede: individer, hvis selvvirksomhed var begrænset ifølge et begrænset produktionsinstrument og et begrænset samkvem, tilegnede sig kun dette begrænsede produktionsinstrument og opnåede dermed kun en ny begrænsning. Deres produktionsinstrument blev deres ejendom, men de selv blev subsumeret under arbejdets deling og deres eget produktionsinstrument. Ved alle hidtidige tilegnelser blev en mængde individer underordnet et eneste produktionsinstrument; ved proletarernes tilegnelse må en mængde produktionsinstrumenter blive underordnet hvert individ og ejendomsretten underordnet alle. Det moderne universelle samkvem kan ikke på nogen måde underordnes individerne, men kun ved at det underordnes alle.

Tilegnelsen er endvidere betinget af den måde, hvorpå den må fuldbyrdes. Den kan kun fuldbyrdes gennem en forening, der ifølge proletariatets karakter kun kan være universel, og gennem en revolution, hvorved på den ene side den hidtidige produktions- og samkvemsmådes og den sociale strukturs magt omstyrtes og på den anden side proletariatets universelle karakter og dets energi, som er nødvendig for at gennemføre denne tilegnelse, udvikles, mens proletariatet afkaster alt det, der fortsat klæber ved af dets hidtidige stilling i samfundet. Først på dette trin falder selvvirksomheden sammen med det materielle liv, hvad der svarer til, at individerne udvikler sig til totale individer og aflægger det oprindelige, primitive; arbejdets forvandling til selvvirksomhed og forvandlingen af det hidtidige betingede samkvem til et samkvem mellem individer som sådanne vil da svare til hinanden. Med de forenede individers tilegnelse af de totale produktivkræfter ophører privatejendommen. Mens en specifik betingelse altid optrådte som tilfældig i den hidtidige historie, er det nu selve individernes afsondring, hver enkelts specifikke privaterhverv, der er blevet tilfældig. De individer, der ikke længer subsumeres under arbejdets deling, har filosofferne forestillet sig som ideal under navnet »menneske«, og hele den proces, vi har undersøgt, har de opfattet som »menneskets« udviklingsproces, således at de hidtidige individer på ethvert historisk trin er blevet påduttet at være »mennesket«, og de er blevet fremstillet som historiens drivkraft, Hele processen blev således opfattet som »menneskets« selvfremmedgørelsesproces, og dette skyldes i det væsentlige, at gennemsnitsindividet fra et senere trin blev sat i stedet for det tidligere, og den senere bevidsthed blev tillagt de tidligere individer. Ved denne fordrejning, der på forhånd abstraherer fra de virkelige betingelser, blev det muligt at forvandle hele historien til en udviklingsproces i bevidstheden.

Sluttelig får vi følgende resultater af den fremsatte historieopfattelse: 1. I produktivkræfternes udvikling indtræder et stadium, hvor der frembringes produktivkræfter og samkvemsmidler, som under de bestående relationer kun anstifter ulykker, som ikke længere er produktionskræfter, men destruktionskræfter (maskiner og penge) - og, hvad der hænger nøje sammen med det, at der frembringes en klasse, der må bære alle samfundets byrder, uden at nyde dets fordele, der bliver trængt ud af samfundet, tvunget ind i den mest afgjorte modsætning til alle andre klasser; denne klasse udgør flertallet af alle samfundsmedlemmer og fra den udgår bevidstheden om, at en grundlæggende revolution er nødvendig, den kommunistiske bevidsthed, som naturligvis også kan dannes i de andre klasser ved betragtning af denne klasses stilling; 2. de betingelser, hvorunder bestemte produktivkræfter kan anvendes, er betingelserne for en bestemt samfundsklasses herredømme, hvis sociale magt, som stammer fra dens ejendom, finder sit praktisk-idémæssige udtryk i den givne statsform, og derfor retter enhver revolutionær kamp sig mod den klasse, der hidtil har hersket; i alle hidtidige revolutioner forblev virksomhedens art altid urørt, idet det kun drejede sig om en ny fordeling af denne virksomhed, om en ny fordeling af arbejdet til andre personer, mens den kommunistiske revolution er rettet mod virksomhedens hidtidige art, den afskaffer arbejdet og ophæver alle klassers herredømme sammen med selve klasserne, fordi den gennemføres af den klasse, der i samfundet ikke mere gælder som klasse, der ikke er anerkendt som klasse, der allerede inden for det nuværende samfund er udtryk for opløsningen af alle klasser, nationaliteter osv. 4. for at skabe denne kommunistiske bevidsthed i massemålestok og for at føre selve sagen igennem, er en forandring af menneskene i massemålestok nødvendig, og den kan kun foregå i en praktisk bevægelse, i en revolution, følgelig er revolutionen nødvendig, ikke kun fordi den herskende klasse ikke kan styrtes på nogen anden måde, men også fordi den omstyrtende klasse kun i en revolution kan komme til at skaffe sig alt det gamle skidt fra halsen og blive skikket til at lægge et nyt grundlag for samfundet.

Kommunismen adskiller sig fra alle tidligere bevægelser derved, at den omstyrter grundlaget for alle hidtidige produktions- og samkvemsrelationer og for første gang bevidst behandler alle naturgivne forudsætninger som noget, der er skabt af de hidtidige mennesker, afklæder dem deres naturgivne karakter og underkaster dem de forenede individers magt. Kommunismens institution er derfor efter sit væsen økonomisk, den materielle fremstilling af betingelser for denne forening; den gør de eksisterende betingelser til betingelser for denne forening. Det bestående, som kommunismen skaber, er netop den virkelige basis, der gør det umuligt at noget består uafhængigt af individerne, for så vidt dette bestående alligevel ikke er andet end et produkt af individernes eget hidtidige samkvem. Kommunisterne behandler altså i praksis de betingelser, som er skabt af den hidtidige produktion, resp. samkvem, som uorganiske, uden at de imidlertid indbilder sig, at det skulle have været de hidtidige generationers plan eller bestemmelse at levere dem materiale, og uden at tro, at disse betingelser var uorganiske for de individer, som har skabt dem. Forskellen mellem det personlige individ og det tilfældige individ er ikke en begrebsdefinition, men et historisk faktum. Denne definition har forskellig betydning til forskellige tider; f.eks. er standen noget tilfældigt for individet i det 18. århundrede, plus ou moins (mere eller mindre) også familien. Det er ikke os, der skal foretage denne distinktion for enhver tidsperiode, men enhver tidsperiode foretager den selv blandt de forskellige elementer, som den forefinder, og den gør det ikke ifølge begrebet, men tvunget af det materielle livs kollisioner (sammenstød). Hvad der for en senere tid forekommer at være tilfældigt i modsætning til den tidligere, altså også blandt de elementer, som den har overtaget fra en tidligere, er en samkvemsform, der svarede til en bestemt udvikling af produktivkræfterne. Produktivkræfternes relation til samkvemsformen er samkvemsformens relation til individernes virksomhed eller aktivitet. (Grundformen for denne aktivitet er naturligvis den materielle, hvoraf alle andre åndelige, politiske, religiøse osv. afhænger. Den forskellige udformning af det materielle liv er hver gang naturligvis afhængig af de allerede udviklede behov, og såvel frembringelsen som tilfredsstillelsen af disse behov er selv en historisk proces, som ikke findes hverken hos et får eller en hund (Stimers kradsbørstige hovedargument adversus hominem (rettet mod mennesket)), skønt får og hunde i deres nuværende skikkelse ganske vist, men malgré eux (mod deres vilje) er produkter af en historisk proces). De betingelser, under hvilke individerne omgås hinanden, sålænge modsigelsen endnu ikke er opstået, er betingelser, som hører med til deres individualitet, de er ikke noget udvendigt for dem, men betingelser, hvorunder disse bestemte, under bestemte forhold eksisterende individer alene kan producere deres materielle liv og hvad der hænger sammen dermed; de er altså betingelserne for deres selvvirksomhed og bliver produceret af denne selvvirksomhed. Den bestemte betingelse, hvorunder de producerer, svarer altså, sålænge modsigelsen endnu ikke er opstået, til deres virkelige betingethed, deres ensidige tilværelse, hvis ensidighed først viser sig, når modsigelsen opstår og følgelig eksisterer for dem, der kommer senere. Da fremtræder denne betingelse som en tilfældig lænke, og da bliver bevidstheden om, at den er en lænke, også tillagt en tidligere tidsperiode.

Disse forskellige betingelser, der først fremtrådte som betingelser for selvvirksomheden, men senere som dens lænker, danner under hele den historiske udvikling en sammenhængende række af samkvemsformer, hvis sammenhæng består i, at der i stedet for den tidligere samkvemsform, som er blevet til en lænke, bliver sat en ny, som svarer til de mere udviklede produktivkræfter og samtidig til individernes mere fremskredne art af selvvirksomhed, som á son tour (vekselvis) atter bliver til lænke og derefter bliver erstattet af en anden. Da disse betingelser på hvert trin svarer til produktivkræfternes samtidige udvikling, er deres historie tillige historien om produktivkræfterne, som udvikler sig og overtages af hver ny generation, og dermed historien om udviklingen af individernes egne kræfter. Da denne udvikling foregår spontant, dvs. ikke er underlagt en totalplan af frit forenede individer, så går den ud fra de forskellige lokaliteter, stammer, nationer, arbejdsgrene osv.; enhver af dem udvikler sig i begyndelsen uafhængigt af de andre og træder først lidt efter lidt i forbindelse med de andre. Endvidere foregår udviklingen kun meget langsomt; de forskellige stadier og interesser bliver aldrig helt overvundet, men kun underordnet den sejrrige interesse og slæber sig endnu i århundreder videre ved siden af denne. Følgelig udvikler individerne, selv inden for samme nation, sig helt forskelligt, også bortset fra deres formueomstændigheder; en tidligere interesse, hvis særegne samkvemsform allerede er fortrængt af en, som svarer til en senere interesse, bliver endnu længe ved med at råde over en traditionel magt i det fællesskab, der tilsyneladende har gjort sig selvstændigt i forhold til individerne (stat, ret), en magt, der i sidste instans kun kan brydes af en revolution. Det forklarer også, hvorfor bevidstheden med hensyn til enkelte punkter, som tillader en mere generel konklusion, undertiden kan synes at være videre fremskreden end de samtidige empiriske forhold, således at man i en senere epokes kampe kan støtte sig til tidligere teoretikere som autoriteter.

Derimod foregår udviklingen meget hurtigt i lande, der - som Nordamerika - begynder forfra i en allerede mere udviklet historisk epoke. Sådanne lande har ikke andre naturlige forudsætninger end de individer, som bosætter sig der og blev bevæget til at gøre dette af samkvemsformer i de gamle lande, som ikke svarede til deres behov. De begynder altså med de mest fremskredne individer fra de gamle lande og følgelig med den mest udviklede samkvemsform, som svarer til disse individer, endnu før denne samkvemsform kan slå igennem i de gamle lande. Dette er tilfældet i alle kolonier, såfremt de ikke kun er militær- eller handelsstationer. Karthago, de græske kolonier og Island i det 11. og 12. århundrede leverer eksempler. Noget lignende sker ved erobring, når en samkvemsform, som er udviklet på en anden jordbund, i færdig form bliver bragt med til det erobrede land; mens den i sit hjemland endnu var behæftet med interesser og relationer fra tidligere epoker, kan og må den her slå igennem, fuldstændigt og uden forhindringer, allerede for at sikre erobrerne varig magt (England og Neapel efter normannernes erobring, hvor man fik den mest fuldkomne form for feudal organisation).

Alle kollisioner i historien har således efter vor opfattelse deres oprindelse i modsigelsen mellem produktivkræfterne og samkvemsformen. Det er for øvrigt ikke nødvendigt, at denne modsigelse, for at føre til kollisioner i et land, er sat på spidsen i dette land selv. Konkurrencen med industrielt mere udviklede lande, sådan som den er fremkaldt af det udvidede internationale samkvem, er tilstrækkelig til at frembringe en lignende modsigelse også i lande med mindre udviklet industri (f.eks. i Tyskland det latente proletariat, som konkurrencen fra den engelske industri har fået til at træde frem i dagens lys).

Denne modsigelse mellem produktivkræfterne og samkvemsformen, der - som vi har set - allerede flere gange er opstået i den tidligere historie, uden dog at bringe grundlaget i fare, måtte hver gang give sig udslag i en revolution; samtidig antog den forskellige sideløbende skikkelser, som en totalitet af kollisioner, som kollisioner mellem forskellige klasser, som modsigelse i bevidstheden, kamp mellem tankerne, politisk kamp osv.. Ud fra et begrænset synspunkt kan man nu plukke en af disse sideløbende skikkelser ud og betragte den som basis for disse revolutioner; dette er så meget lettere, eftersom individerne, fra hvem revolutionerne udgik, alt efter deres dannelsesgrad og deres historiske udviklingstrin, selv gjorde sig illusioner om deres egen virksomhed.

Forvandlingen af personlige magter (relationer) til tinglige i kraft af arbejdets deling kan ikke ophæves igen, bare fordi man slår sig den almindelige forestilling derom ud af hovedet; dette kan kun ske ved at individerne atter subsumerer disse tinglige magter under sig og ophæver arbejdets deling. Dette er umuligt uden fællesskabet. Først i fællesskabet med andre har hvert individ midlerne til at udforme sine anlæg i alle retninger; først i fællesskabet bliver den personlige frihed altså mulig. I de hidtidige surrogater for fællesskab, i staten osv., eksisterede den personlige frihed kun for de individer, som udviklede sig under den herskende klasses forhold og kun for så vidt de var individer af denne klasse. Det illusoriske fællesskab, hvori individerne hidtil forenede sig, gjorde sig altid selvstændigt over for dem og var tillige, da den var den ene klasses forening over for en anden, ikke kun et helt igennem illusorisk fællesskab, men også en ny lænke for den beherskede klasse. I det virkelige fællesskab opnår individerne i og gennem deres association (forening) tillige deres frihed. Det fremgår af hele den hidtidige udvikling, at den fællesskabsrelation, som en klasses individer havde indgået og som var betinget af deres fælles interesser over for tredjepart, altid var et fællesskab, som disse individer kun tilhørte i deres egenskab af gennemsnitsindivider og kun såfremt de levede under deres klasses eksistensbetingelser, en relation, som de ikke havde del i som individer, men kun som klassemedlemmer. Ved det revolutionære proletariats fællesskab derimod, der tager sine egne og alle samfundsmedlemmers eksistensbetingelser under sin kontrol, er det netop omvendt, deri tager alle individerne andel som individer. Det er netop individernes forening (naturligvis inden for rammerne af de forudsætninger, som de nu udviklede produktivkræfter skaber), der giver betingelserne for individernes frie udvikling og bevægelse under deres kontrol; disse betingelser var hidtil overladt til tilfældighederne, og de havde gjort sig selvstændige over for de enkelte individer, netop fordi de var isolerede som individer, forenede kun af den nødvendighed, som var givet ved arbejdets deling og som gennem deres isolation var blevet til et bånd, der var fremmed for dem selv. Den hidtidige forening var kun en forening (på ingen måde en vilkårlig forening, som det f.eks. fremstilles i »Contrat social«, (Samfundskontrakten af Jean Jacques Rousseaus) men en nødvendig forening) (jfr. f.eks. dannelsen af den nordamerikanske stat og de sydamerikanske republikker) med henblik på disse betingelser, hvorunder individerne så kunne nyde tilfældigheden. Denne ret til under visse betingelser uforstyrret at kunne nyde tilfældigheden, har man hidtil kaldt personlig frihed. - Disse eksistensbetingelser er naturligvis kun de til enhver tid givne produktivkræfter og samkvemsformer.

Når man betragter individernes udvikling under de eksistensbetingelser, som er fælles for de historisk på hinanden følgende stænder og klasser, og de generelle forestillinger, der dermed bliver påtvunget dem, filosofisk, så kan man ganske vist let indbilde sig, at arten, dvs. mennesket, havde udviklet sig i disse individer, eller at de havde udviklet mennesket; en indbildning, hvorved man tildeler historien nogle kraftige lussinger. Så kan man opfatte disse forskellige stænder og klasser som specifikationer af det generelle udtryk, som underarter af arten, som udviklingsfaser af mennesket. Denne subsumtion af individerne under bestemte klasser kan ikke ophæves, før der har dannet sig en klasse, som ikke længere har en specifik klasseinteresse at hævde over for den herskende klasse. Individerne gik altid ud fra sig selv, men naturligvis ud fra sig selv, sådan som de var under deres givne historiske betingelser og relationer, ikke ud fra det »rene« individ i ideologernes betydning. Men i løbet af den historiske udvikling og netop i kraft af den selvstændiggørelse af de sociale relationer, som var uundgåelig inden for arbejdets deling, fremtræder der en forskel i hvert enkelt individs liv, for så vidt det er personligt og forsåvidt det er subsumeret under en eller anden arbejdsgren og de dertil hørende betingelser. (Dette skal ikke forstås sådan, som om f.eks. rentierén, kapitalisten med flere holdt op med at være personer; men deres personlighed er betinget og bestemt af ganske bestemte klasserelationer, og forskellen fremtræder først i modsætning til en anden klasse, og for dem selv sker det først, når de går fallit). I standen (og endnu mere i stammen) er dette endnu tilsløret; f.eks. bliver en adelsmand altid ved med at være en adelsmand, en roturier (ikke adelig, borgerlig) altid en roturier, bortset fra hans øvrige forhold, en kvalitet, som er uadskillelig fra hans individualitet. Forskellen mellem det personlige individ og klasseindividet, livsbetingelsernes tilfældighed for individet, viser sig først dér, hvor der opstår den klasse, som selv er et produkt af bourgeoisiet. Individernes indbyrdes konkurrence og kamp frembringer og udvikler først denne tilfældighed som sådan. I forestillingen er individerne derfor friere under bourgeoisiets herredømme end før, fordi deres livsbetingelser er tilfældige for dem; i virkeligheden er de naturligvis mere ufrie, fordi de er mere underkastet en tingenes magt. Forskellen mellem stand og klasse fremtræder navnlig i bourgeoisiets modsætning til proletariatet. Da byborgernes stand, korporationerne med flere opstod overfor landadelen, syntes dens eksistensbetingelse, den rørlige ejendom og håndværksarbejdet, som havde eksisteret latent allerede før deres udskillelse fra feudalforbindelsen, at være noget positivt, der blev gjort gældende over for den feudale jordbesiddelse, og derfor antog den også i første omgang igen den feudale form på sin egen måde. Ganske vist behandlede de flygtede livegne deres tidligere livegenskab som noget, der var tilfældigt for deres personligheds vedkommende. Men dermed gjorde de kun det samme, som enhver klasse gør, der befrier sig fra en lænke, og i øvrigt befriede de sig ikke som klasse, men kun enkeltvis. Endvidere udtrådte de ikke af stændervæsenets system, men dannede kun en ny stand; de bibeholdt deres hidtidige arbejdsmåde også i den nye stilling og udviklede den videre, idet de befriede sig fra de hidtidige lænker, som ikke længere svarede til den allerede opnåede udvikling.

Hos proletarerne derimod er deres egen livsbetingelse, arbejdet, og dermed samtlige eksistensbetingelser i det moderne samfund, blevet til noget tilfældigt for dem, noget som de enkelte proletarer ikke har kontrol over og som ingen social organisation kan give dem kontrol over; modsigelsen mellem den enkelte proletars personlighed og den livsbetingelse, der er ham påtvunget, nemlig arbejdet, bliver klar for ham selv, navnlig da han allerede fra sin ungdom bliver ofret, og ikke har nogen chance for inden for sin egen klasse at nå til betingelser, der ville give ham adgang til en anden. Mens de flygtede livegne således kun ville udvikle deres allerede forhåndenværende eksistensbetingelser frit og gøre dem gældende og derfor i sidste instans kun nåede til det frie arbejde, må proletarerne, for at gøre sig personligt gældende, ophæve deres egen hidtidige eksistensbetingelse, der tillige er hele det hidtidige samfunds eksistensbetingelse, arbejdet. De befinder sig derfor i direkte modsætning til den form, hvori samfundets individer indtil nu gav sig et totalt udtryk, nemlig til staten, og de må omstyrte staten for at hævde deres personlighed.

* * *

Yderligere litteratur:

Omkring januar 1873 havde Friedrich Engels til hensigt at fremlægge resultaterne af sine naturvidenskabelige studier i form af et polemisk skrift rettet mod vulgærmaterialisten Ludwig Büchner, men han forlod hurtigt dette forehavende og satte sig en mere omfattende opgave. I et brev, som F. Engels d. 30. maj 1873 sendte fra London til K. Marx i Manchester, fremlagde han den storslåede plan for »Naturens dialektik«. I de følgende år ydede Engels et vældigt arbejde i overensstemmelse med planen. Materialet til »Naturens dialektik« blev nedskrevet i tiden fra 1873 til 1886. I dette tidsrum studerede Engels en omfattende litteratur om naturvidenskabernes vigtigste spørgsmål og skrev ti mere eller mindre afsluttede artikler og kapitler og mere end 170 notitser og fragmenter. Efter Marx' død så Engels sig tvunget til at indstille arbejdet med „Naturens dialektik", da han måtte forberede andet og tredje bind af »Kapitalen« til trykning. Desuden krævede opgaverne ved ledelsen af den internationale arbejderbevægelse hele hans arbejdskraft. „Naturens dialektik" forblev ufuldendt. Materialet til »Naturens dialektik« er blevet bevaret i fire konvolutter, hvori Engels kort før sin død havde sammenfattet alle artikler og notitser, som angår dette arbejde. „»Naturens dialektik« består af 10 artikler eller kapitler, 169 notitser og fragmenter og 2 planskitser, i alt 181 bestanddele. I sin helhed blev „Naturens dialektik" første gang udgivet i 1925 i Sovjetunionen, og »Naturens dialektik« foreligger på dansk fra forlaget Sphinx & Nihil i 1976, 326 sider.

I 1885, to år efter Karl Marx' død og dermed efter Engels' overtagelse af Marx' arbejde med »Kapitalen« m. m., fortæller Friedrich Engels i forordet til anden udgave af »Anti-Dühring«: »Marx og jeg var vel omtrent de eneste, som fra den tyske idealistiske filosofi havde reddet den bevidste dialektik over i den materialistiske opfattelse af naturen og historien. Men til en dialektisk og samtidig materialistisk opfattelse af naturen hører kendskab til matematikken og naturvidenskaben. Marx var en grundig matematiker, men naturvidenskaberne kunne vi kun følge stykkevis, springvis, sporadisk. Da jeg derfor ved min tilbagetræden fra handelsfirmaet og flytning til London fik tid dertil, gennemgik jeg, så vidt det var mig muligt, et fuldstændigt matematisk og naturvidenskabeligt 'fjerskifte' ... og anvendte det meste af otte år på det.« Frugterne af Friedrich Engels' årelange naturvidenskabelige studium foreligger først og fremmest i »Herrn Eugen Dührings Umwälzung der Wissenschaft« (»Anti-Dühring«). »Anti-Dühring« foreligger på dansk fra forlaget Sputnik, 1984, 371 sider)

Lenin: Materialisme og Empiriokriticisme foreligger på dansk fra forlaget Tiden, 1975, 325 sider.

Evald W. Ilyenkov (1924-79). Dialektikken i det abstrakte og konkrete i Marx´ Kapital - Dialektisk logik (1977) - Lenins dialektik og positivismens metafysik (1982).

Tag en tur på Deutsches Historisches Museum i Berlin.

Skift til: Dialektisk og historisk materialisme. * * Marxisme-leninismens grundlag * * Marxismens ABC

Webmaster