Edvard Heiberg skrev i 1935 denne artikel med titlen:

2. værelser straks !

- en aktuelt bog om boligspørgsmålet !

Byen København, som i det efterfølgende er benyttet som eksempel på en kapitalistisk storby, har en befolkning, som efter dens årlige indtægt har følgende sammensætning: 1,9 % tjener over 10,000 kr. årligt, 32,6 % tjener mellem 3 og 10,000 kr., og 65,5 % tjener under 3000 kr. årligt. For kortheds skyld er de tre kategorier betegnet som: overklasse, - middelstand og arbejderklasse, hvad der i praksis i store træk svarer til de rigtige forhold, men naturligvis ikke er udtømmende, da det også er andre forhold end indtægten som er afgørende for et menneskes klassemæssige placering.

Gennemsnitlig udgør huslejen i København ca. 15 % af indtægten, det vil sige, at lejligheder under 450 kr. årligt skulle være det naturlige for den laveste kategori (indtægt under 3000 kr.), og disse lejligheder er derfor i det følgende betegnet som arbejderboliger (i virkeligheden giver mange arbejdere betydeligt mere i husleje, som vi senere skal se). Husk disse tal, det giver de nødvendige forudsætninger for forståelse af det følgende.

Overklassen

De hører til overklassen, De er en af de få privilegerede, 1,9 % af Københavns befolkning, som har en årsindtægt på over 10,000 kr., og De bor i villa - (»den angelsaksiske boligform!«). For Dem er problemet boligen ikke et problem om, hvordan De bedst og billigst skaffer Dem en lejlighed, som De kan betale, men hvordan denne bolig skal udformes, så den på alle måder tilfredsstiller Deres og Deres kones små individuelle luner og vaner. Hele Deres opdragelse har været individualistisk, Deres mål at få noget for Dem selv - nu er målet nået, og det gælder at få et hus, som ikke ligner andres huse - (så kunne man jo ligeså godt bo i en lejlighed), og som på den ene side lukker Dem så meget som muligt ude fra naboerne, men på den anden side giver det lille indkig, som lader beskueren ane, at De har det morderligt fint; hvorfor skulle man ellers ofre de mange penge på parketgulv og alt det der, hvis ingen skulle se det.

Tidens løsen er »funkis«, og ligesom De ikke ville smykke deres bil med søjler og gesimser, så vil De nødig synes latterlig gammeldags ved at prale med den slags attributer på huset. Derimod er det med en indre stolthed, De kan vise gæsterne, at De har stålvinduer eller allerhelst aluminiumsvinduer, 2 wc’er, (»så man ikke behøver at sidde på samme sæde som tjenestepigerne«), at der er rustfri stålvask, og at De kan rulle garageporten op ved at trykke på en knap. Det er en langt mere diskret måde at vise, at De har tegnebogen i orden, end hvis De f.eks. satte sedlerne fast udenpå tøjet med knappenåle. Hensigten er den samme - og De opnår den - De stiger i Deres medborgeres agtelse - fordi de ejer noget. Kriteriet på storhed i det kapitalistiske samfund.

En overgang så det ud til, at man herhjemme skulle gå over til rækkehuse - denne »demokratiske« husform til 30- 35,000 kr. stykket. Man opnåede, ved at købe rækkehus, at kunne bo på en dyr men lille grund temmeligt centralt eller ved vandet, men nu synes det, som om dette udslag af en liberalistisk, borgerlig-demokratisk livsanskuelse (i forbindelse med en smart murermesters udnyttelse af nogle gode grunde) er på retur. Også på dette område synes borgerskabet at finde sin rigtige individualistiske, gammeldags form igen. Det blev ikke til mere end 500 rækkehuse i København.

I villaer, når alle de små parcelhuse regnes med, bor ialt ca. 8.740 familier i København eller omtrent 4 % af byens befolkning. Det er det hele. Hvis De af personlige grunde ikke skulle ønske at bo i villa, så er der jo de moderne store lejligheder (det behøver ikke at være i lagkagehuset). De skal helst have installeret køleskab, nedstyrtningsskakt og ligge i parkbebyggelse.

Huslejen er i disse luksuriøse lejligheder 16-18 kr. pr. m2, eller omtrent ligeså høj som i de dårligste lejligheder i den gamle by. Sammenligner man derimod de gamle store lejligheder med de gamle små, så viser det sig, at kvadratmeterprisen ligger betydeligt højere for de små lejligheders vedkommende. Ved en undersøgelse, som blev foretaget i kvarteret omkring Adelgade og Borgergade, blev det konstateret, at huslejen i dette kvarter for elendige gamle lejligheder med wc. i gården, uden entré eller forværelse, med fælles vask ude på gangen, mørke og fugtige, gennemsnitlig var ca. 16 kr. pr. m2, eller lige så meget som i de dyreste moderne store lejligheder med centralvarme og køleskab, stålvaske og parkbebyggelse ved Strandvejen. De hører på alle måder til de udvalgte, får de bedste boliger i de smukkeste, roligste og sundeste kvarterer - ovenikøbet til den billigste pris pr. m2 - i sandhed, det er dyrt at være fattig - billigt at være rig. For Dem bryder arkitekter deres hjerner for at finde på raffinementer, det er Deres huse, som gengives i »Vore Damer«, og »Københavnerinden«, til beundring og misundelse for de øvrige 98 % af befolkningen.

Middelstanden

De hører til middelstanden med en indtægt fra 3- 10.000 kr. og udgør ca. 1/3, eller nøjagtig 32,6 % af Københavns befolkning. Deres mål er at ligne storborgerskabet, er De gift og har børn og kan skaffe de penge (ca. 4.000 kr.), der skal til for at bygge, så skal De have et parcelhus. De har måske i mange år betalt på en grund i Brønshøj, vil nu have statslån og bygge hus. Det skulle have højt tag og ligne en rigtig villa. Men det blev for dyrt, og så fik De ikke statslån, for prisen kom over de 12,000 kr. Men for Dem er der et stort udvalg af lejligheder; omtrent alt, hvad der i de sidste år er bygget af private, af boligforeninger og af Københavns kommune, er bygget for Dem. For Dem passer lejen i de store nye karréer. For 6-800 kr. kan De få en toværelses lejlighed.

En underordnet tjenestemand betaler gennemsnitlig 631 kr. om året i husleje eller ca. 16 % af sin løn. Overordnet butik- og kontorpersonale tjener gennemsnitlig 6.353 kr. og giver heraf kun 14 % til husleje, det vil sige 891 kr., og kan altså tillade sig en af de moderne toværelses lejligheder med kammer til 8-900 kr.

Under de sidste års mangel på små lejligheder er der fra husejernes og navnlig fra inspektørernes side i de nye ejendomme foretaget en omhyggelig sigtning af ansøgerne til de nye lejligheder. Ser De pæn ud i tøjet? Ser Deres kone blid og eftergivende ud ? Har De fast stilling? (Er De arbejdsløs kan det slet ikke nytte, selv om De ved familiens forenede anstrengelser kan skaffe til husleje). Har De mange børn ? »Ja !«, siger De måske strålende, for at vise, at De netop trænger til at komme ud i de nye boliger i frie omgivelser. - »Ja, så kan det slet ikke nytte!« Hvor har De boet før ? (For en lejer, der har boet i Borgergade, er det lige så svært at komme ind i de nye ejendomme, som det er for en kamel at komme gennem et nåleøje). I disse nye lejligheder bor der naturligvis også arbejdere - hist og her. Af en liste over lejere i et af de sidst opførte komplekser, bygget med kommunal støtte og garanti, giver et gennemsnitlig billede af, hvem der bor i disse lejligheder. Lejlighederne har 2 værelser + kammer og koster 71 kr. om måneden, og som man ser, - væsentlig middelstand og enkelte faglærte arbejdere, men ingen ufaglærte. Og de arbejdere, som bor her, betaler: over 1/3 af lønnen i husleje !

Vi så ovenfor, at funktionæren brugte 16 % og kontorchefen 14 % af lønnen til husleje. Statistikken viser, at i de lejligheder, der er opført efter 1926, - de moderne karréer, der ofte kaldes arbejderboliger med den for dem misvisende betegnelse: »Røde karréer« , betaler de arbejdere, som bor der, gennemsnitlig 51 % i husleje af en årsindtægt på 2.000 kr., og af en indtægt på 3.000 kr. betales gennemsnitlig 28,2 % i husleje. Der bor ikke mange arbejdere i disse karréer, og de, der, for at give børnene frie omgivelser, eller fordi de følger en naturlig ambition, vil væk fra broerne og den gamle by og bo ligeså godt som småborgeren, må altså bløde hele 28,2 % af lønnen, der ligger mellem 2 og 3.000 kr. I 1926-30 udgør huslejen lige op til halvdelen af indtægten for husstande med små indtægter, medens de større indtægter anvender en stadigt mindre del af indtægten til husleje.

Man har fra socialdemokratisk side til denne kritik af de nye kommunestøttede boliger svaret, at hensigten med at bygge boliger, der lå lidt over, hvad arbejderen kunne betale, var den, at man derved gradvis ville hæve boligniveauet, - altså vifte arbejderen om næsen med en lejlighed, der var lidt for dyr for ham, for at han derved skulle anstrenge sig for at få mere i løn. Bortset fra det kyniske i en sådan udtalelse, har forholdet altså ihvertfald ført til, at de arbejdere, som for deres eget vedkommende søger at hæve boligniveauet, sætter sig i ganske meningsløse udgifter til boligen, hvilket naturligvis kun kan betyde, at budgettet afknappes på mange andre punkter (mad og klæder).

Hvad bydes der middelstanden ?

Men De hører altså til middelstanden og bor i lejlighed. Lejen for en to-værelses lejlighed eller en toværelses med kammer passer Dem, - den svarer til Deres indtægt. Når en toværelses lejlighed stadig vælges som eksempel, så er det, fordi den er den langt overvejende type, i København omtrent halvdelen af alle lejligheder. Ofte overser De ganske vist, at den reelle leje er betydelig højere end den, som opgives i annoncen, fordi lejeren må betale et stort forskud, et indskud i et eller andet fond, reparation og vedligeholdelse af lejligheden, centralvarme skal betales ekstra, ligesom der skal betales for at benytte vaskerummets maskiner osv. For denne pris får De en toværelses lejlighed efter samme recept, som Deres forældre havde den, to omtrent lige store værelser med et køkken på ca. 6 m2, noget lysere er vel de nye lejligheder, de har ofte altan og næsten altid styrtebad. Det er et fremskridt, men til gengæld er værelserne blevet mindre og lejligheden dyrere.

Før 1916.

412 kr

1916-20

535 kr..

1921 -25

568 kr.

1926-28.

619 kr.

1929-30

700 kr.

En toværelses lejlighed kostede gennemsnitlig i 1901: 203 kr. og i 1931: 456 kr., dette er gennemsnitstallet for alle toværelses lejligheder, altså også de gamle medregnet. Og dette tal fordeler sig således: Toværelses lejligheder, opført i følgende år, kostede i 1931:

For de nye boliger er der en stigning fra 203 kr. i 1901 til 700 kr. i 1931 eller ca. 250 %. De får altså Deres forældres lejlighed forsynet med brusebad og altan og for en pris, der er henved 2,5 gange så dyr. - Passer denne lejlighed Dem ?

Hvis leveomkostningerne og huslejepriserne i 1914 sættes til 100 (= prisniveauet), vil man se, at boligen lægger beslag på en stadigt stigende del af indtægten i forhold til leveomkostningerne. I 1920 er leveomkostningerne steget til 260 og huslejeomkostningerne til 125. I 1925 er leveomkostningerne faldet til 220 og huslejeomkostningerne steget til 175. I 1930 er leveomkostningerne faldet til 160 og huslejeomkostningerne steget til 200. I 1934 er leveomkostningerne 160 og huslejeomkostningerne steget til 210.

Deres forældre havde soveværelse med soveværelsemøblement i det ene og spisestue med spisestuemøblement i det andet værelse. De er mere moderne, hører ikke til disse fars sønner, der køber møblementer på afbetaling for at få det, som deres forældre har det. De hører ikke til dem, der leger far og mor med tolv af hvert, og får et slid med at klare afbetalingen. De køber i stedet nolfi-divaner, sover mand og kone i hver sin stue, for ikke at forstyrre hinanden, når den ene kommer sent hjem; og når børnene vokser til, er lejligheden blevet for lille. Har De børn af forskelligt køn, skulle De helst have to små soveværelser til børnene og et til Deres kone - selv en kone trænger af og til at være alene - selv sover De i stuen. Det vil sige, at den lejlighed, De har brug for, burde ikke have to lige store (eller lige små) stuer, men èn stor stue og to helst tre små kamre. Men denne type findes ikke. Hvorfor ? Fordi der er så få af Deres slags og så mange af den anden slags med soveværelsemøblementet, og alle børnene inde hos forældrene om natten, - endnu da.

Så er der køkkenet og madlavningen; Deres kone er et selvstændigt menneske og ikke et appendiks til Dem. Hun har sit arbejde, som De har Deres, men når hun kommer hjem, kan hun ikke slange sig på divanen - hun skal lave mad, gøre børnene istand, lægge dem i seng og vaske op. Kvinden i det moderne ægteskab har faktisk valget imellem at opgive sin egen selvstændighed, blive kone i gammeldags forstand - mandens ejendom, - eller også må hun påtage sig det dobbelte arbejde at holde huset i orden, passe børnene og desuden passe sit arbejde. I mange tilfælde tror hun, at hun kan klare begge dele, men det bliver næsten altid til, at hun ender som appendikset. Ser man rent samfundsmæssigt på det, så er det også et spild af arbejdskraft, at i en karré med 1000 familier, skal 1000 husmødre bruge en time om dagen til at gøre indkøb, og en time til at lave maden i 1000 forskellige små kasseroller, de skal gøre dyre indkøb, for 10 øre salt, for 20 øre gryn, og der bliver en uforholdsmæssig stor procentdel, som går til spilde.

Men i det kapitalistiske samfund er den menneskelige arbejdskraft desværre tilstede i altfor stor mængde - der er overflod på den - eller rettere sagt, det kapitalistiske samfund kan ikke på langt nær udnytte hverken maskinerne eller arbejdskraften - for der er ingen, som har råd til at købe varerne. Derfor er der ingen interesse fra myndighedernes side for spørgsmålet om kvindens selvstændige arbejde, heller ikke for betingelserne for det: en anden husform, hvor konerne ikke skulle lave mad og passe børn. Hitler løser spørgsmålet på god kapitalistisk vis: kvinden: plads er i hjemmet: »Kvinden føler sig allerbedst tilfreds med livet, når hun blive brutaliseret og holdt strengt i tugt og lydighed. Samlivet mellem mand og kvinde lader sig kun regulere ud fra denne enkle psykologiske lov. Jo hårdere og hensynsløsere manden lader kvinden føle sin overmagt, desto bedre udfylder hun sin bestemmelse.« (Mein Kampf.)

Den selverhvervende hustru: Medens hun rører i gryden og passer børnene, må hun samtidig søge at koncentrere sig om sit studium eller sit erhverv. Hvad mon Manden ville sige, hvis der blev budt ham lignende Arbejdsvilkår ?

I Tyskland gives der præmier til unge piger, som træder ud af erhvervslivet og ind i ægtestanden. På denne måde søger man at løse arbejdsløshedsspørgsmålet, men man glemmer, at alle de kvinder, som træder ud af erhvervslivet, er ligeså mange konsumenter som forsvinder, og derved gør andre arbejdere arbejdsløse. Men kvinderne, de unge, vågne kvinder vil ikke tilbage til den økonomiske afhængighed af manden. For dem er det et vitalt spørgsmål - en virkelig »kvindesag« langt mere betydningsfuld end kvindens stemmeret, eller kvindens adgang til visse embeder.

Spørgsmålet er ganske simpelt - frit menneske eller mandens ejendom - en ny fri moral, eller den gamle hykleriske ægteskabsmoral ? I Sovjetunionen, arbejdernes socialistiske stat, har man løst spørgsmålet lige modsat af Hitler. Der er naturligvis indført lige løn for lige arbejde og samme rettigheder for kvinder som for mænd på alle områder. Endvidere er der indført offentlig bespisning på fabrikkerne og gode børnehaver, vuggestuer og kollektiv huse. Endnu bygges der ganske vist mange nye huse med individuelle boliger med et lille køkken, som benyttes til morgenmad o. l.. Men navnlig for de unge er kollektivhuset løsenet. I disse kollektive huse er der fælles køkken, spisestue, forsamlingssal, klublokaler, bibliotek, gymnastiksal, børnehave, vuggestue o.s.v., foruden naturligvis den enkeltes opholds- og soveværelse.

I Sverige søger man for tiden at realisere ideen i et forsøgshus til familier. Muligheden for at indføre denne boligform herhjemme skulle ikke synes uoverkommelig. Hvis det bliver udført i meget stort format, vil de mange fælles indretninger sikkert ikke fordyre lejen i forhold til, hvad man får i et almindeligt hus. Huset skulle ikke være noget luksuspensionat, men en stor fællesbolig for gifte, helst med børn, hvor begge ægtefæller har arbejde.

Men også for de enligstillede er spørgsmålet aktuelt. Der er i København 32.500 logerende enkeltpersoner. For denne kategori ville kollektivhuse være den eneste rigtige form. Det er en befolkningsklasse, som gennem fremleje bliver udbyttet, måske mere end nogen anden del af befolkningen, foruden at den lever under boligforhold så uhyggelige og ofte uhygiejniske - de gamle lejligheders skumle pigeværelser - så det trodser enhver beskrivelse. Der er for enkelte fag gjort tilløb til kollektive stiftelser -lærerinder, sygeplejersker - mødre med børn udenfor ægteskab etc. - men disse er ikke indbefattet i denne statistik. Mon ikke den såkaldte »moral« blandt byens ungdom ville forbedres betydeligt, hvis de havde et værelse, hvor de havde lyst til at være, og en fælles opholdsstue, som de ville foretrække for beværtningerne ? For ungdommens seksuelle udvikling ville det være uvurderligt. Men billige skulle disse kollektive huse være.

Rigtigt realiseret skulle denne boligform kunne få betydning, ikke bare for middelstanden, men også for arbejderklassen. I hvert fald burde der til ethvert større bygningskompleks høre børnehave og vuggestue. Et er givet: Den nuværende almindelige toværelses lejlighed passer ikke for de unge, som vil stifte familie, hvadenten de hører til middelstanden eller arbejderklassen, og som ikke vil fortsætte deres forældres småborgerlige vaner, men vil tilpasse også boligen til en ny tids livsanskuelse.

Den almindelige toværelses lejlighed kunne på det samme areal godt være varieret således, at den bedre kunne tilpasses til familier af forskellig størrelse, men vigtigere er naturligvis den økonomiske side af sagen, og en rigtig løsning fremkommer ikke, før den økonomiske basis tillader familier med mange børn at have større lejlighed end familier tiden børn. I øjeblikket er forholdet det, at der i København bor gennemsnitlig ca. 3 beboere pr. lejlighed, enten denne er på 2 eller 6 værelser. (Nøjagtigt 2,79 indbygger gennemsnitlig i toværelses, for ægtepar i toværelses 3,37 indbygger og 3,19 indbygger gennemsnitlig i de seksværelses lejligheder). Kun en løsning af boligspørgsmålet, som tager hensyn ikke til beboernes økonomiske evne, men til familiens størrelse, og fordeler lejlighederne retfærdigt herefter, er en virkelig løsning. I et kapitalistisk samfund er dette utopi.

Den berømte tyske arkitekt Haesler i byen Celle har udarbejdet en smuk serie planer, passende til familier af forskellige størrelser. Forslagene viser kun, at han har lige så god forstand på den tekniske side af spørgsmålet, som han står komplet uvidende overfor de samfundsmæssige tilstande som ligger til grund for familiens fordeling - på samme måde som de fleste arkitekter iøvrigt. Blandt de unge arkitekter på akademiet er der - jeg tror efter Kritisk Revys korte agitation - stor interesse for "social" arkitektur. Men betydningen af ordet social har, som det også var formet i Kritisk Revy, en tåget betydning af alt, hvad der er samfundsmæssigt, uden at tage hensyn til den klassemæssige deling i dette samfund.

De unge arkitekter bygger eller projekterer ikke længere monumental-arkitektur (den har vi fået kvalt) men offentlige bygninger og navnlig idealiserede arbejderboliger. Da jeg fjor holdt foredrag på akademiet om arbejderboliger, havde man sikkert ventet, at jeg skulle vise det sidste skrig i rækkehuse eller funkislejligheder, og skuffelsen var stor, de jeg kun talte om de boliger som arbejderne bor i dag, nemlig den gamle by og kasernerne på Vesterbro. Det er nemlig vore dages arbejderboliger. Alt andet er kun romantik. Og det går pludselig med uhyggelig tydelighed op for en, at den interesse for det sociale, i ordets ubestemte betydning af noget, som blot ikke er individuelt, fører lige direkte til: f a s c i s m e n, hvor ordet social bruges ganske på samme måde, uden hensyn til hvilket samfund og hvilke klasser i samfundet, der er tale om. Forsåvidt er den socialdemokratiske anvendelse af ordet samfund - ,,for samfundets interesser" - "samfundsfronten" osv., ganske den samme demagogi. Det er på tide, at Kritisk Revys folk fører den opdragelse, som vi dengang lagde kimen til, videre fra det "sociale" til det socialistiske.

Medens vi er ved arkitektens opgaver, et par ord om arkitektens stilling i det kapitalistiske samfund: blandt ,,socialt" interesserede arkitekter gør to forskellige tendenser sig gældende. Til at begynde med tegner man smukke projekter for arbejderbefolkningen med alle mulige moderne bekvemmeligheder - i den bedste mening -, når man er gået træt af det, efter nogle års forgæves forsøg på at realisere de skønne drømme, og efterhånden har opdaget, at det er samfundet, det er galt med - så fører dette oftest til, at arkitekten enten giver pokker i alt det ,,sociale" og nedsætter sig som almindelig byggerøver - eller han går til den modsatte yderlighed, han taber enhver interesse for sit fag og ofrer sig helt for politikken (dem er der nu ikke mange af). Begge dele er forkert. Når arkitekten har opdaget, gennem sit arbejde, at der er noget galt med samfundet, er det selvfølgelig hans pligt at være med til at omstyrte denne samfundsordning og få indført en bedre - men hans faglige sociale pligt er den, at sørge for, at de boliger, som bliver opført, er så gode som muligt, dels for at skaffe sig og den sag han kæmper for, respekt, og dels også fordi de boliger, som nu bliver opført til borgerskab og småborgerskab, jo engang skal overtages af den arbejdende befolkning. De socialistiske arkitekter, som kun vil tegne arbejderboliger, ville svare til de socialistiske skræddere, som kun ville sy overalls - gud ved hvad skræddernes fagforening ville sige til et sådant krav.

Men parallelt med det faglige arbejde må han forstå at arbejde politisk i en socialistisk organisation, det gavner til slut boligspørgsmålet adskilligt mere end kønne idealprojekter.

Parcelhuset

Ligesom villaen er borgerskabets mål og egentlige boligform, er parcelhuset for store dele al middelklassen det ideal, som den ser hen til som sit alderdoms mål. I den forstand er også store dele al den danske arbejderklasse faktisk middelklasse. Kontorpersonalet, funktionærerne, bestillingsmændene, tjenestemændene og alle de andre, som er ansat i private virksomheder eller i stat og kommune uden egentlig at være arbejdere, og alle de små håndværkere og detailhandlere, som efterhånden ikke engang i egen indbildning er selvstændige, men nærmest at betragte som udsalgsbestyrere for de store firmaer, udgør den overvejende del af middelstanden.

Men disse mennesker, som i virkeligheden har fælles interesser med arbejderne mod kapitalen, er på grund al opdragelse, tradition og honnet ambition oftest modstandere af arbejderbevægelsen og meget ofte konservative. Deres organisationer, hvis de har nogen, - er ikke solidarisk opbygget som arbejdernes, de lever i en evig skræk for at miste deres stilling, eller hvis de har sparet sammen til deres alderdom at miste de par tusind kroner, det er lykkedes dem at lægge til side af et ofte magert budget. Fordi privatejendommen for middelstandsmanden er et resultat al hårdt slid, fordi han i sin alderdom ville stå ganske hjælpeløs uden den, bliver hans stilling til socialisering af privatejendommen fjendtlig. Han forstår ikke, at i en socialistisk stat, hvor ingen lider nød, og hvor enhver er sikret (ikke på samme måde som nu med en kummerlig alderdomsunderstøttelse, men med en pension, som ikke er meget mindre, end det han har tjent i de bedste år), i en sådan stat har han alt at vinde og kun sine bekymringer at tabe.

For småborgeren må parcelhuset stå som idealet. - I hans lille individuelle kamp mod samfundet bliver dette hans fæstning, til forsvar for hans børn og en sorgfri alderdom. Han er ikke klar over, at denne fæstning er undermineret af prioriteter, og den dag, det går op for ham, at han faktisk kun har byttet husværten med prioritetsejeren, bliver han vild - han bliver et let bytte for nazismen.

Men i de fleste tilfælde lever han uforstyrret i illusionen om at »eje« - »længselen tilbage til jorden« må altså forstås dels som en længsel efter et fast punkt i dette farlige samfund, dels som trangen til at arbejde med noget, som han selv kan bestemme over. Bogholderen i det store firma, som hele dagen er beskæftiget med at indføre i store bøger, hvad de andre har købt og solgt, har ikke den følelse, som arbejderen i en socialistisk stat, at det er hans eget arbejde. Bogholderen trænger til afløb for den smule initiativ, som arbejdet ikke helt har sløvet bort, derfor vil han grave i haven og bestemme, hvor radiserne skal stå i år. At få middelklassen til at forstå, at dens egentlige interesse er fælles med arbejderklassen mod den kapital, som udnytter den, enten som løntager, husejer eller prioritetsbestyrer, er et meget vanskeligt arbejde, og det opnås ikke ved hjælp af den politik, som socialdemokratiet fører. Socialdemokratiets politik går nemlig den modsatte vej; man gør ikke småborgeren til socialist, man opdrager ham ikke marxistisk, man aktiviserer ham ikke i kampe mod kapitalen, - men man gør arbejderen til småborger og opnår derved nok en slags enhedsfront, men en småborgerlig enhedsfront for det bestående samfund - ikke imod.

Man tillader en undervisning i skolen, som religiøst og nationalt udklækker små individualistiske småborgere. Det kan derfor ikke forbavse, at man fra socialdemokratisk side også har ført en småborgerlig politik i boligspørgsmålet. Og der igennem har man opnået at vinde tilhængere blandt middelstanden, men ikke at skaffe arbejderen bedre boliger. Man har gang på gang hørt socialdemokratiske folketingsmænd og førere stå op og sige, at det egentlige mål må være at skaffe enhver arbejder sit eget hus. Ved statslån til parcelbyggeriet har man vist sin interesse for denne boligform. Ved sidste kommunevalg slog socialdemokratiet stærkt på, hvad kommunen havde gjort for parcelejerne, f.eks.: »På Københavns Kommunes Foranledning blev i 1925 vedtaget en Ændring i Vejloven, hvorved Kommunen blev sat i Stand til at anlægge Veje indenfor Parcelforeningernes Område. Betingelsen er, at mindst to Tredjedele af en Forenings Medlemmer - der dog samtidig skal repræsentere to Tredjedele af Ejendomsskylden - er enige i at anmode derom. Kommunen lægger Beløbene ud, og de for rentes på lempelig Måde af Parcelejerne.« (Soc.Dem. Valgavis.)

Det farlige er imidlertid, at ligeså sikkert som det småborgerlige samfund producerer parcelboliger, ligeså sikkert er det, at parcelboliger producerer småborgere. Det viser sig med usvigelig sikkerhed, at den arbejder, som bygger parcelbolig, er tabt for arbejderklassens sag (allerede det, at han har interesse af det, gør ham prædestineret) - enten mister han interessen for politik overhovedet, eller også bliver han pamper af den type, som »mægler i arbejdsstridigheder«.

Ingen har mere skånselsløst kritiseret parcelbyggeriet end Friedrich Engels i sin mærkelig aktuelle bog »Zur Wohnungsfrage«. Engels polemiserer i denne bog bl.a. med en hr. Emil Sax, som har skrevet en artikel med titlen: Den arbejdende klasses boligforhold og dets reformer, hvori der bl.a. står: »der er noget ejendommeligt ved den længsel efter grundbesiddelse, som ligger i menneskenaturen, en drift som selv vor tids feberagtigt pulserende materialistiske liv ikke kan svække.« Dertil svarer F. Engels: »Hr. Sax synes at forudsætte, at mennesket væsentligt er bonde, ellers ville han ikke pådutte arbejderne i vore storbyer en længsel efter grundbesiddelse, som ellers ingen har kunnet opdage. For arbejderne i storbyerne er bevægelsesfriheden den første livsbetingelse og grundbesiddelse kan kun blive en lænke for dem. Skaf dem egne hjem, knyt dem igen til jorden og I bryder deres modstandskraft mod fabrikanternes løntrykkeri. Enkelte arbejdere kan måske købe et lille hus, men ved en alvorligere strejke eller industrikrise vil alle de huse, som tilhører de strejkende arbejdere, kun kunne sælges på markedet, og altså ikke finde nogen køber, eller med andre ord kun kunne afhændes langt under den rigtige pris«.

Arbejderen med det lille parcelhus taber forbindelsen med sin klasse; hans interesse i mange spørgsmål (ejendomsskatter f.eks.) bliver kapitalistinteresser (uden at han egentlig bliver kapitalist). Han lever sit lille private liv og ønsker kun fred og orden i samfundet - han har opnået, hvad han ville for sin del. Han er blevet sådan, som enhver arbejdsgiver helst ville have, at alle arbejdere skulle være, derfor viser det sig altid som en god spekulation, når arbejdsgiveren kan bygge arbejderboliger til fabrikken, og derved skaffe sig endnu en klemme på arbejderne. Men arbejderen med parcelhuset er heldigvis kun en undtagelse.

I Danmark lyder parolen fra socialdemokratiet »tilbage til jorden« . I parcelhavens fred - med lang pibe og en munter børneflok kan du finde fred for tidens kamp og bekymringer (- din klasses kamp og interesser kan du trygt overlade til hovedbestyrelsen). Hvorfor flytter den arbejdsløse fra Istedgade dog ikke herud, hvor vejen slår en bugt ? og i Tyskland lyder parolen: »kun i den nøjeste forbindelse med den tyske jord kan den tyske arbejdende befolkning i længden blive lykkelige«. - (Adolf Hitler.)

I et lille parcelhus til 10 -12,000 kr. plus omkostninger og grund vil man komme til at sidde for en husleje af 1.000-1.200 kr. årlig - heri medregnet skatter og vedligeholdelse. Dette varierer naturligvis noget efter grundens størrelse og beliggenhed; men i København kan man vanskeligt få en grund under 3-4.000 kr. Med omkostninger og kurstab vil man derfor let komme op på en samlet anskaffelsessum af 18.000 kr., hvad der giver en husleje af ca. 1.200 kr.. Men i hele København, Gentofte og Frederiksberg er der kun 548 »arbejdere«, som betaler over 1.200 kr. i husleje (deraf en over 4.000 kr.). Og disse »arbejdere« vil man sikkert ikke finde på arbejdspladserne men på fagforeningskontorerne, måske i ministerierne ? Den gennemsnitlige husleje for en københavnsk arbejder er nemlig 498 kr., og for den husleje kan man ihvertfald ikke bo i parcelvilla i København.

Problemet parcelhus indskrænker sig derfor trods statslån til at blive et middelstandsproblem. Når socialdemokratiet - og i den sidste tid også nazisterne i Tyskland - vifter arbejderne om næsen med parolen »tilbage til jorden«, så er det demagogi i den hensigt at bryde arbejderklassens kampindstilling - til fordel for et ganske utopisk »folkefællesskabe« .

Arbejderklassen

De hører til den store del af befolkningen, den, der udgør mere end 65 % af Københavns samlede befolkning, og som har under 3000 kr. årlig indtægt.

Efter kommunalrevisor Georgs bog om Københavns kommune tjener en arbejder i København gennemsnitlig 2.620 kr. årlig, og han betaler efter statistikken gennemsnitlig I en toværelses lejlighed 450 kr. og for en treværelses 614 kr. årlig i husleje.

De vil måske gerne have en villa med rustfri stålvask og parketgulv, men visse økonomiske årsager afholder Dem fra det. De kunne måske godt tænke Dem at flytte ud i et af kommunens eller boligforeningernes nye hus i udkanten af byen, hvor der er lys og luft, de to største goder for deres bøn Men De betaler 450 kr. for en toværelses lejlighed, der, hvor De nu bor, og så i forrige kapitel, at de nye toværelses lejligheder kostede gennemsnitlig 700 kr. - det er et stort spring - og dertil kommer, at hele leveniveauet de nye kvarterer er dyrere. Der stilles større krav til konens og børnenes påklædning; priserne hos de handlende er dyrere, og man må regne med en ekstra sum til sporvogne.

Stadsingeniør Åhren i Gøteborg har fornylig foretaget en meget interessant undersøgelse i de overbefolkede lejligheder i Gøteborg. Han kommer til det overraskende resultat, kun en femtedel al de mennesker, som bor i de overbefolkede boliger, gør dette af egentlig af nød. 72,2 % af beboerne havde en samlet årsindtægt for hele familien af over 3.000 kr. Det synes som om dette helt kuldkaster vor teori, om at boligproblemet er et socialt onde - ihvertfald i Gøteborg. Men ser vi nærmere på sagen, viser det sig, at disse familier med den samlede store indtægt omtrent udelukkende består af familier med mange voksne børn. Som et særlig grelt eksempel nævnes en familie på 5 voksne, som tilsammen har den svimlende årsindtægt af 7.000 kr. og dog bor sammen alle i én lejlighed. Men regner man ud, at den enkeltes årsindtægt er 1.400 kr. , forstår man bedre at for den sum kan et voksent menneske ikke få meget tilovers ud over det nødtørftigste til mad, klæder og husleje. Åhren drager den mærkelige slutning af statistikken at store dele overbefolkningen i Gøteborg ikke er et resultat af økonomisk nød, men s t å r i forbindelse med, fra sociale synspunkter utilfredsstillende bolig, hjem og familievaner.

Mon nye, smukke boliger til en betydelig højere leje ville friste disse mennesker med den svimlende årsindtægt: 1.400 kr. og mulig udsigt til arbejdsløshedsperioder til at lægge den dårlige "vane", at bo i overbefolkede lejligheder, mon man kan lokke de til at benytte det lille overskud ikke til cigaretter eller en biograftur men til at spare sammen til en ny kommunal bolig? Jeg tror det ikke.

Hvor bor De da?

Hvis man ikke på forhånd vidste, at arbejderne bor på broerne og den gamle by, ville huslejestatistikken kunne give et fingerpeg. I side-, mellem- og baghuse på Østerbro. De kender de trøstesløse gader ved Odensegade-kvarteret - koster en toværelses lejlighed 446 kr., altså gennemsnitlig hvad en arbejder betaler. På Vesterbro koster en toværelses lejlighed 447 kr. og i det gamle København gennemsnitlig 441 kr. - som man ser en leje, der er mere overkommelig for en arbejder, end de 700 kr., som en ny toværelses lejlighed koster. På Kristianshavn koster en toværelses lejlighed 370 kr. og i byen indenfor søerne 371 kr. - hvad det til gengæld er for boliger, skal vi senere komme tilbage til.

Man er efterhånden fra visse sider kommet så vidt i forherligelse af, »hvor herligt vidt vi han bragt det«., så man overser kendsgerninger som følgende:

DER ER 66.181 ARBEJDERFAMILIER I KØBENHAVN

Af disse bor 15,600 familier - i alt 90,000 mennesker - eller hele Århus’ indbyggertal - en ikke ringe del af Københavns befolkning i overbefolkede lejligheder, og vel at mærke er tallet ikke gået nævneværdigt ned i den sidste menneskealder:

I 1901 var der 108,241 mennesker i overbefolkede lejligheder i København

I 1911 var der 94,249 mennesker i overbefolkede lejligheder i København

I 1916 var der 96,768 mennesker i overbefolkede lejligheder i København

I 1921 var der 119,221 mennesker i overbefolkede lejligheder i København

I 1925 var der 109,891 mennesker i overbefolkede lejligheder i København

I 1930 var der 90,801 mennesker i overbefolkede lejligheder i København

Det sidste tal er dog efter statistisk departement: 101,982. Dette udgør 15,2 % af befolkningen. I 1910 var det kun 10,2 %, men under krigen var tallet helt oppe på 22,1 %. Hvad denne overbefolkning vil sige i praksis, fremgår bedst af nogle eksempler fra boligtilsynets beretninger. F.eks. dette: I baghuset til en ejendom på Nørrebro boede i stueetagen i en etværelses lejlighed en familie bestående af mand, kone og 3 børn. Lejligheden var på grund af naboejendommens nære beliggenhed meget mørk, luften var yderst dårlig, idet gårdlatrinen og skarnkasser var anbragt i umiddelbar nærhed af vinduet. Det samlede rumfang var 27 m3 (altså kun 5,5 m3 pro persona). Da konen ventede endnu et barn, og 2 af børnene var sygelige og ikke kunne komme sig under disse dårlige boligforhold, blev der skaffet familien plads i kommunens ejendomme. Lejligheden må herefter kun udlejes til enlige folk !

Eller dette:

I et baghus i en sidegade på Nørrebro boede en familie på 7 medlemmer i en lejlighed, der bestod af et lille værelse og et køkken. Lejligheden var meget mørk, da beliggenheden lukkede lyset ude, og meget fugtig som følge af den usædvanlig store overbefolkning i forbindelse med de dårlige betingelser for udluftning.

Mellemhuse på Vesterbro: (49.336 mennesker i København bor i side-, mellem- og baghuse). Er det for at gøre Vorherres himmel mere attråværdig, at husejerne har sørget for, at der er så lidt af den ?

Eller dette:

På Vesterbro boede i en toværelses lejlighed en familie på 11 personer. Lejligheden var i en meget dårlig forfatning, og forholdene var fortvivlede, navnlig når der om aftenen skulle skaffes soveplads til samtlige familiemedlemmer, af hvilke der var flere halvvoksne af begge køn. Da nogle af de mindreårige var til observation for tuberkulose, måtte en sådan sammenstuvning anses for at være særdeles farlig for familiens helbred.

Eller endnu værre:

I en gammel ejendom i Rosenborgkvarteret (vel et af de allerdårligste kvarterer i byen) var en familie på mand, kone og 2 små børn installeret i et rum under trappen. Der fandtes hverken køkken, vand eller afløb. Der var end ikke noget ildsted. Rumfanget var 18 m3, mens sundhedsvedtægten til 4 personer forlanger 48 m3. Det ene af børnene var meget svageligt og havde tilbragt størstedelen af sit liv på hospital og sanatorium, det andet kunne heller ikke trives i det beskrevne rum. (Tænk ?)

Og tilslut dette:

En toværelses lejlighed på Vesterbro blev beboet af en enke med 3 døtre, en svigersøn samt 4 børnebørn. Den ene af døtrene var åndssvag og angrebet af tuberkulose, og det blev af tuberkulosestationen meget stærkt påtalt, at patienten, som havde været på sanatorium, ikke kunne få sit eget soveværelse. I så fald måtte nemlig de øvrige 8 personer alle sove i det andet værelse, hvilket var udelukket på grund af pladsmangel. Der fandtes her ingen tekniske mangler og ingen overbefolkning af den samlede lejlighed ifølge sundhedsvedtægten.

I den samme beretning nævnes særligt gravende eksempler på overbefolkning:

 

m3 pro persona

Augustagade

3,75

Istedgade .

5,9

Borgergade

4

Gormsgade

5,75

Dr. Tværgade

6

Sct. Pederstræde

6,5

Prins Jørgensgade

7

 

for mange siger disse tal ikke meget; men hvis man tænker sig, at etagehøjden er lidt over 2 m (mere er den sjældent i disse gamle ejendomme, skønt lovens grænse er 2,5 m), så vil det sige, at i de dårligste tilfælde bliver der kun 1,6 m2 til hver person. Altså ikke engang så meget, at der kan stå en seng. I en almindelig celle i Vestre fængsel - en normal enecelle - er der 8,8 m2 gulvareal og 3,20 m højde, dvs. over 28 m3 til en enkelt mand. Hvor overdådigt har straffefangen det ikke i sammenligning med proletariatet !

Nu må man ikke tro, at disse elendige lejligheder, der oftest ligger i gamle ejendomme, som forlængst er amortiseret, og hvis vedligeholdelse i de fleste tilfælde ikke koster mange kroner om året, fordi de simpelthen får lov til at stå og forfalde, - at disse lejligheder er så billige, at man af den grund ikke kan forlange nogetsomhelst i retning af lys og luft og tekniske bekvemmeligheder i dem. Det er så langt fra tilfældet. Det ser man tydeligt af nedenstående tabel over lejligheder, som er anmeldt til boligtilsynet - altså de allerdårligste i hele byen, dem, som i de fleste tilfælde ligger under den sundhedsvedtægtsmæssige meget lave grænse, -prisen for disse boliger var i årlig leje:

Antal undersøgte boliger gennemsnitlig pris

 

Antal undersøgte boliger

gennemsnitlig pris pr. m3

gennemsnitlig pris pr. m2

1 værelse med køkken

219

kr. 6,90

15,90

2 værelser med køkken

2782

kr. 6,40

14,00

3 værelser med køkken

2221

kr. 5,95

13,00

(kvadratmeterprisen er udregnet efter en højde af 2,2 m).

Til sammenligning skal anføres, at den almindelige leje i moderne lejligheder med styrtebad, centralvarme, varmt vand, køkken med faste skabe etc. for toværelses lejligheder ligger mellem 12 og 13 kr. pr. m2. For de dyreste lejligheder ude ved strandvejen, med Frigidaire og stålvask og udsigt til Øresund, ligger den årlige leje på ca. 16 kr. pr. m2, altså omtrent det samme som de undersøgte etværelses lejligheder.

»Hvorfor i alverden flytter disse mennesker da ikke ud på strandvejen ?« spørger De. Fordi lejlighederne ganske vist er dyre i forhold til, hvad der ydes - der er en høj kvadratmeterpris men til gengæld er der heller ikke mange kvadratmeter. Den almindelige størrelse for en sådan lejlighed er ca. 20 m2 der er nemlig ingen forstue, man går lige ind fra trappen, og køkkenet er kun en krog. Ude på gangen findes der en fælles udslagsvask, det er hele køkkenudstyret - og den er ikke af rustfrit stål, det garanterer jeg for. 20 m2 à 14 kr. giver en månedlig husleje på ca. 23,30 kr. og til den pris fås ingen lejligheder ved Strandvejen. Vi vil i det følgende se lidt nærmere på Københavns arbejderkvarterer.

Den gamle by

Særlig dårlige er forholdene naturligvis i den gamle by. Værst er Borgergade-, Adelgade-, Holmensgade- og Rosenborg-kvarteret (Københavns ghetto) og måske allerværst Christianshavn. De fleste københavnere kender disse gamle ejendomme med de små gårdspladser, ofte ikke større end en spisestue, de smalle udhulede trapper, retiraderne i gården, som om sommeren sender deres stank op til vinduerne.

Der er oftest 4 lejligheder - hyppigt 6 - på hver trappe, og i tilfælde af ildebrand kan brandvæsenet ikke udrette stort, de gamle bindingsværksvægge brænder hurtigt, og sprøjterne kan ikke komme ind gennem de smalle porte. Lejlighederne er også på mange andre måder i strid med byggelovens bestemmelser. Der er for lidt lys grundet på for tæt bebyggelse, værelserne har for lille et areal, der er ikke den foreskrevne adgang til trappe osv.

Lejlighederne består i almindelighed af et eller to værelser og et lille (ulovligt lille) køkken. Dette køkken ligger desuden meget ofte bag værelset med indirekte belysning og er derfor altid i halvmørke. Fugtighed og råddenskab hører her til det almindelige. Væggedyr og rotter er sikre gæster i disse gamle ejendomme. Ofte står beboerne næsten hjælpeløse overfor rotternes nærgåenhed. Jeg har truffet tilfælde, hvor beboerne måtte hænge alt spiseligt op under loftet, for at beskytte det mod rotterne. Om Adelgade - Borgergade-kvarteret udtalte afdøde stadslæge Chrom for et par år siden i et interview til »Politiken« følgende: »Jeg vil ikke lægge skjul på, at det er et meget usundt kvarter,« sagde stadslægen, da vi igår talte med ham om misèren (»Politiken« opdager af og til denne »misère« i agurketiden, når det kniber med stoffet - eller op under jul, når abonnenterne er i det sentimentale hjørne). »Lejlighederne er mørke og fugtige;man kan vist ganske roligt sige, at de ikke under nogen synsvinkel opfylder de betingelser, der må stilles til boliger for mennesker.

Den lange bolignøds periode efter krigen har imidlertid bevirket, at vi stadig har måttet se gennem fingre med kvarteret. Sålænge det var muligt, overholdt vi loven, nu har vi indskrænket os til kun at gribe ind, hvor det drejer sig om familier med mange børn. Vi kan ganske simpelt ikke affolke kvarteret, hvad vi har gjort os den største umage for. Man må huske, at det drejer sig om fattige mennesker, som ikke kan betale den husleje, der forlanges i nyopførte huse. Forlanger vi, at de skal flytte, kommer konen og børnene på Sundholm, hvor der i forvejen er dårlig plads: og den sammenstuvning, der ikke kan undgås, virker i reglen både åndeligt og legemligt nedbrydende - ikke mindst på børnene. (Og den slavetugt, som gennemføres på Sundholm - kunne han have tilføjet - der i den sidste tid har ført til ikke så få selvmord.)

Men langt værre er det, at vi ikke har et eneste sted at anbringe manden. Han må klare sig, som han bedst kan, og vi har talrige eksempler på, at adskillelsen har bevirket, at familien er gået til grunde. Ægtemanden driver rundt på gaderne, hutler sig igennem, tigger, kommer i dårligt selskab - tilslut forsvinder han i samfundets dyb.«

I lignende vendinger skildres forholdene også af kommunelæge Arenholt som har sin praksis i kvarteret - han ender med at sige: »Det er en skamplet på en by med et demokratisk styre.« - »Politiken«s reporter giver følgende skildring af Adelgade 78, da et af nabohusene simpelthen var brudt sammen, efter at beboerne i sidste øjeblik havde rømmet ejendommen: »Gården her er kun få kvadratmeter stor, lys kommer der aldrig. På trapperne i den faldefærdige bygning kan to personer kun med største vanskelighed passere hinanden, og den øverste afsats bærer mærker af tunge hæle. Trappen er simpelthen pilrådden. Forhusets bindingsværk hænger ikke sammen, og i hele huset findes ikke en dør eller et vindue med lige linier. Huset er imidlertid overfyldt, og viceværten fortalte, at lejerne aldrig, aldrig gør vrøvl. »Hvor skal de flytte hen, de mennesker?« sagde den gamle viceværtinde, »der findes jo ikke ledige lejligheder, som småfolk kan betale. Her i huset bor de for 18-20 kr.; de dyreste lejligheder med flere værelser i forhuset koster ca. 40 kr. Så billigt kan folk ikke bo andre steder.« Og »Politiken« tilføjer: »Hele misèren stammer naturligvis fra manglen på disponible lejligheder, hvortil man kan henvise beboerne af det faldefærdige kvarter!«

Nej ! Der er ikke mangel på disponible lejligheder - for tiden ca.2.000 i København - men der er mangel på evne til at betale disse lejligheder, og hele »miséren« stikker adskilligt dybere - i det økonomiske system, hvor husejerne skovler penge ind, medens en arbejder eller arbejdsløs må nøjes med at bo i den slags faldefærdige rønner.

Sanering af de gamle bydele

Saneringen af de gamle, dårlige bydele har der været talt om i mere end en menneskealder, I 1918 blev der afholdt en stor arkitektkonkurrence om bebyggelse af kvarteret mellem Borgergade og Adelgade, som straks skulle nedrives. Senere har vi fra tid til anden hørt om nedrivninger af Rosenborg-kvarteret, og om forskellige brede gader, der skulle brydes igennem. Og i 1933 forlød det igen, at nu skulle Borgergade-kvarteret nedbrydes. Det kom så vidt, at kommunen sendte et andragende til staten om lån til gennemførelse af denne sanering. - Men Rotterederne ligger der endnu !

Under høje hurraråb blev nedrivningen af Holmensgade-kvarteret proklameret. Man vil gennembryde en ny hovedfærdselsåre fra Amager til Østerbro via Chr. d. IX’s gade. (En temmelig besværlig omvej, som i modsætning til forbindelsen gennem Bredgade, der på hele strækningen fra Børsbroen til Østbanegården kun har fire direkte gadekryds, får ikke mindre end 20 gadekryds og føres tværs igennem det mest trafikerede centrum af byen og tværs over byens hovedgade, Østergade. - Altså er stik imod af moderne byplanlægning, som netop går ud på at føre hovedfærdselsårerne udenom centrum, med så få kryds som muligt. For automobiltrafikken spiller det ingen rolle med en kilometer mere eller mindre, men et trafikhjørne med stopsignal er en kedelig ting.)

Gennembrydningen af Bremerholm var et led i denne dårlige plan, men foranledningen var ikke bekymring for de stakkels beboere i det gamle Holmensgade-kvarter, som alle aviser pludselig fik en så enorm interesse for, men ganske simpelt den, at et af byens store varehuse for enhver pris måtte have udstillingsvinduer og indgang fra østergade, hvis ikke andre bedre beliggende varehuse i løbet af kort tid skulle konkurrere det ud. Der blev fra vedkommende varehus betalt en ikke ringe sum for den regulering. Vi har i og for sig ikke noget imod, at kommunen gør forretninger og lader de store grosserere betale - det skal kun ikke fremstilles som en sanering af interesse for beboerne. Lad det sociale hykleri falde og tilstå, at Hedebol måske er en dygtig købmand - andet er der ikke tale om.

En lignende komedie udfoldede sig for nogle år siden ved den ovenfor omtalte påtænkte nedrivning af Vognmagergade-kvarteret. Også den gang var virkeligheden den, at et stort kapitalistisk firma, som måtte udvide, ville købe de omtalte huse. Det var firmaet Egmont H. Petersen, som ville udvide sin velsignelsesrige virksomhed ved udgivelsen af »Hjemmet« i større og nye lokaler. Også dengang blev nedrivningen motiveret med nye gadeudvidelser, og man konstruerede den vel nok mærkeligste store forbindelsesåre, som er set i nogen by. Den skulle gå fra en udvidet Skindergade, krydse Købmagergade, smyge sig forbi Rundetårn og derfra over til Pilestræde, hvor den med et brag stoppede op lige midt foran det nye projekterede kæmpetrykkeri. Også her var motiveringen naturligvis ikke grundspekulation og simple grossererinteresser - hvor kan man dog tro noget sådant om kommunen - nej - i den officielle meddelelse hedder det: - - »Kommunen tog der opgave op at søge de usunde og uheldigt bebyggede kvarterer i den indre by ombygget og samtidigt tilvejebringe forbedrede færdselslinier gennem disse kvarterer.«

Vi behøver blot at minde om saneringen på Christianshavn, hvor kommunen byggede det meget omtalte lagkagehus, mens Københavns ideelle almindelige boligselskab købte de fedeste grunde langs den nye Torvegade for spekulere i dem. Mon man fra kommunens side havde tænkt sig, at beboerne i de nedrevne rønner skulle flytte over i de seksværelses lejligheder i lagkage huset - sikkert ikke! Men hvad gjorde man da for beboerne i de huse, som blev revet ned ? Kom de på Sundholm eller bidrog de til yderligere overbefolkning på det øvrige Christianshavn ?

Hulhederne i disse saneringsmanøvrer kom imidlertid allertydeligst frem ved den sidst foreslåede nedrivning af Borgergade-Adelgade-kvarteret. I den skrivelse, som Hedebol foreslog fremsendt til ministeriet med anmodning om lån, motiverer han saneringen med - - "at nedrivningen af disse gamle ejendomme vil støtte boligmarkedet".

Med andre ord, for at bidrage til at holde huslejen oppe, skal kvarterets beboere jages væk fra disse elendige boliger, som er de eneste, de har råd til at betale. Disse storbyens allerfattigste lejere skal kastes ud på lejermarkedet for at støtte huslejeniveauet, for at holde profitten oppe for de herrer husejere ! Man destruerer boligerne, for at holde prisen oppe! - Efter de bedste kapitalistiske mønstre!

Danmarks kommunistiske parti fremsatte dengang i borgerrepræsentationen et forslag om, at alle beboerne i kvarteret blev anvist boliger af kommunen i et nyt og luftigere kvarter - til den samme pris, som de havde betalt i de gamle boliger, og forslaget gik videre ud på, at alle de småhandlende i kvarteret og småhåndværkerne, som ved saneringen mistede deres klientel, fik en tilsvarende erstatning. Forslaget blev afvist af enhedsfronten fra pastor Bindslev til H. P. Sørensen. Intet - absolut intet - har man tænkt sig at gøre for beboerne. Af stadslægens beretning ovenfor vil man se, hvad det vil føre til. Således »klarer« man i et kapitalistisk samfund de sociale mangler. Om dette udtaler Engels i »Zur Wohnungsfrage«: (efter at have omtalt anlægget af de nye store boulevarder i Paris af baron Haussmann, som han mener er planlagt for at vanskeliggøre barrikadekrigen - det var lige efter den franske kommune i 1871 - fortsætter han): »Jeg forstår ved »Haussmann« den praksis, som er blevet almindelig, at man lægger brecher gennem arbejderkvartererne, navnlig i de centrale dele af vore storbyer, enten nu dette er foranlediget af hensyn til den offentlige sundhed eller forskønnelse eller af efterspørgselen efter store centralt beliggende forretningslokaler eller af færdselshensyn som jernbaneanlæg, gader osv.

Resultatet er overalt det samme, selvom anledningen er forskellig nok: De mest skandaløse smug og stræder forsvinder under stor selvforherligelse af bourgeoisiet over dette uhyre resultat - - men de opstår bare igen straks efter og ofte i det nærmeste naboskab.«

I København er realiteten den, at beboerne fra Bremerholm yderligere har bidraget til overbefolkningen i de andre slumkvarterer. At dette borgerskab ledes af et socialdemokratisk kommunalstyre, ændrer ikke det ringeste i realiteterne.

Broerne

Mens der dog, når solen skinner, kan komme et glimt af idyl over de gamle, kun 2 og 3 etages huse i den indre by - jeg har endog truffet gamle mennesker i Adelgade-kvarteret, som har boet der hele deres liv, og som nødig vil flytte derfra - så er bebyggelsen på Vester-, Nørre- og Østerbro kynisk uden antydning af smil. Kun i visse byer i Tyskland har jeg truffet noget tilsvarende i uhygge. Kaserne ved siden af kaserne - 5-6 etager - 2-3 baggårde, hvor den ene skygger for den anden. Smalle gader, dybe gårdsrum, hvor luften selv i vort blæsende klima bliver stående kvalm og osende. 17-18 meter høje brandgavle lige ud for beboede vinduer, dårlig vedligeholdelse - snavs - lugt.

Særlig slemme kvarterer lindes i Ryesgade, Fredensgade (hvor luften dog er nogenlunde, fordi man har Søerne på den ene side og Fælleden på den anden), hele kvarteret mellem Peblingesøen og Assistens Kirkegård, navnlig gader som Stengade, Slotsgade, Korsgade og Prins Jørgensgade. (Hvor virker de underligt parodiske disse fine gadenavne: »Slotsgade«!) Og kvartererne mellem Vesterbrogade og Sønder Boulevard - Halmtorvet. Navnlig gader som Absalonsgade og Eskildsgade, som har den største overbefolkning i København.

Disse kaserner blev opført af entreprenante murermestre, udelukkende på spekulation, dengang byen voksede så stærkt, efter at voldene var faldet. Grundene er udnyttet til lovens maximum (for en hjørnegrund 4/5 af grunden), der er både i højde og bredde presset så mange lejligheder ind, som der kunne være, og kvartererne står som et monument over, ikke alene en uforsvarlig byggelov, men over et kapitalistisk samfund i af dets råeste udskejelse. Også her er huslejen pr. m2 høj, 13-14 kr., men ikke slet så høj som i den gamle by, fordi lejlighederne er noget større i areal.

Lejlighederne ligger almindeligvis som de toværelses lejligheder, der endnu er gængse, med et værelse ved siden af trappen og soveværelse og køkken til gården - nogensomhelst orientering mod verdenshjørnerne er der naturligvis ikke taget hensyn til - stuerne skal vende mod gaden, selvom denne ligger mod nord. En særlig kynisk form, som vi finder i Fredensgade, i Prins Jørgensgade, Absalonsgade og nogle andre steder, er sidehuset med midterkorridor. For at udnytte grunden til det yderste har man lagt en lang smal bælgmørk korridor ned gennem sidehuset, og ud til siderne fra denne korridor ligger lejlighederne på et og to værelser uden nogensomhelst entré og med udslagsvask ude på gangen, alle vinduer i sidehuset kommer derved til at vende ud til nabogavlene.

Der bor i København 49.336 mennesker i side-, mellem- og baghuse. En hel lille by, større end Ålborg, bor i disse usunde boliger, hvor der kun er udsigt til en nabogavl, og »frisk« luft fra et skummelt gårdrum. Der er over 2.000 beboede kælderlejligheder i København, skønt dette er forbudt i byggeloven. Disse kælderlejligheder findes også fortrinsvis på broerne. Der er desuden over 3.000 samboende familier i København (i dette tal er kun medregnet logerende familier ikke familier, der f.eks. deler køkken, heller ikke hjemmeboende børn, der er gift, eller hvor kæresten bor hos svigerforældrene. Hvis disse tilfælde blev regnet med, ville man nå et ganske andet højt tal.) Et forhold der tydeligt viser, at der er mangel, ikke på boliger, men på lejligheder, som den arbejdende befolkning kan betale. Ved at bygge boliger, der er for dyre for arbejderne, opnår man kun, at disse enten slet ikke bliver benyttet af arbejdere, men af middelstanden eller at to arbejderfamilier deler lejlighed, - og det var vel ikke det, som var meningen.

Hvad denne overbefolkning, med logerende familier, betyder for sundheden er så indlysende, at man næppe behøver at påpege det. Enhver læge vil bekræfte det. En virkelig gennemført undersøgelse af beboelsesforholdenes indvirkning på sundheden findes så vidt vides ikke på noget sprog. Årsagen er sandsynligvis den, at en konstatering af, at de dårlige boligforhold var direkte årsag til mange sygdomme, jo ikke ville føre videnskaben videre; selv den dygtigste læge ville ikke kunne fjerne de sygdomsårsager. Og det nuværende samfund er derfor heller ikke interesseret i at gennemføre en undersøgelse, som kun kan føre til et resultat, nemlig en kritik af det bestående samfundssystem.

For enkeltpersoner er en sådan undersøgelse umulig at gennemføre. Utilfredsstillende boligforhold er som oftest forbundet med slette økonomiske forhold og deraf følgende dårlig ernæring. Den meste sygelighed i dårlige boliger kan altså skyldes forskellige årsager, og kun ved gennem år at følge forholdene i et meget stort antal lejligheder af forskellig art, kan boligens specielle betydning for sundheden fastslås.

Det samme gælder naturligvis også alkoholisme og prostitution. Der er en vekselvirkning tilstede, dårlige hjem skaber alkoholister og prostituerede - på den anden side vil sikkert alkoholisterne og de prostituerede netop søge de dårligste lejligheder. Det ene forhold forstærker det andet - men årsagen til dem begge ligger andetsteds - nemlig i de økonomiske forhold. Lysets og luftens betydning for en af vore mest udbredte sygdomme, tuberkulosen er anerkendt af alle læger. En statistik fra Berlin viser da også, at 40,6 % af de tuberkuløse, der døde i et år, boede i etværelses lejligheder, og 41,7 % i toværelses. Det kan heraf sluttes, at af samtlige, der døde af tuberkulose i Berlin, boede kun 20-25 % under forhold, der var forsvarlige for deres sygdom.

For børnenes vedkommende har den frygtede engelske syge ligeledes vist sin afhængighed af manglende lys. Det er en udpræget underklassesygdom - i hvert fald i Europa. I Indien derimod, hvor underklassens børn lever deres liv under fri himmel, er det overklassens afkom, der holdes indelukket i de mørke skyggefulde huse, som får sygdommen. Fugtighed og kulde er årsag til hyppige forkølelser og dermed nedsat modstandskraft overfor ikke alene tuberkulose, men nyrebetændelse, gigtlidelser og de fleste infektionssygdomme. En nedsat modstandsevne overfor disse sygdomme har sin særlig store betydning i overbefolkede boliger, hvor smittefaren ved fælles sengested og dårlig luft er mange gange øget, både overfor kroniske infektionssygdomme, som tuberkulose, og under epidemier af F.eks. influenza og børnesygdomme, som mæslinger, skarlagensfeber, difteritis og børnediarrhoe. At lejlighedernes overbefolkning tillige øger udbredelsen af kønssygdomme og seksualforbrydelser, er mange gange anerkendt af autoriteterne.

Men hvad der måske er det allerværste ved de dårlige lejligheder er, at hele ungdommens seksuelle udvikling på et meget tidligt trin kommer ind i et forkert spor. I en etværelses lejlighed, hvor hele familien sover i samme værelse, vil det ikke kunne undgås, at børnene kommer til at overvære samlejet mellem forældrene og ofte under former, som for dem må forekomme som vold, og som derfor i mange tilfælde efterlader sig komplekser i barnets sind, som kan blive katastrofale for dets senere sunde seksuelle udvikling. Det er betegnende for den herskende hykleriske moral på dette område, at en artikel af den østrigske videnskabsmand dr. Wilhelm Reich om dette spørgsmål i »Plan« blev kendt utugtig, og redaktøren - forfatteren af denne tekst - blev idømt 20 dages hæfte. - Samtidig med, at der ikke er nogen, der forarges over, at det omtalte forhold overhovedet finder sted.

»Ungdommens kærlighed er et lokalespørgsmål«, stod der i sin tid i Kritisk Revy - meningen var, at ungdommens hele seksuelle udvikling - de unges berettigede seksuelle tilfredsstillelse - ikke kan løses under de nuværende boligforhold. Læs bare denne lille beretning fra boligtilsynet: »I et ganske almindeligt pulterkammer med uhøvlede bræddevægge og tremmedør havde et ungt par indlogeret sig. De var ikke gift, (fy dog!) men da manden var arbejdsløs, og den unge pige alene måtte tjene til deres underhold, kunne de ikke betale nogen større husleje. Det blev oplyst, at pigens forældre var uvidende om hendes tilholdssted. Da benyttelsen af pulterkammeret til natophold var ulovligt og derfor blev forbudt, flyttede pigen på fly hjem til forældrene.«

Mere står der ikke. - Jeg overlader til en af vore digtere at omsætte historien på vers. Mindre poetisk er historien om enken med de tre døtre og 4 børnebørn samt en svigersøn i en toværelses lejlighed på Nørrebro. Hvor skal den stakkels ,svigersøn gå hen, når han ønsker at komme lidt nærmere i kontakt med sin kone ? De 4 børnebørn kan næppe få nogen rigtig opdragelse i den redelighed. Børnene. Ja, det er et kapitel for sig. Endnu en generation vokser op under et økonomisk system, som tillader, at de bliver legemligt svækkede, seksuelt forkvaklede og psykisk modstandsløse. Skal det blive den sidste generation ?

Københavns børnetilsyn, som fører tilsyn med børn født udenfor ægteskab, fraskilte, fraseparerede kvinder med børn kan fortælle om, hvordan de spæde børn har det. Sengestederne, hvis børnene overhovedet har eget sengested, er oftest barnevogne, kommodeskuffer, kufferter (med låg, som hvert øjeblik kan falde ned og dræbe den lille - står der i beretningen), dukkevogne og zinkbaljer. Af de undersøgte lejligheder var 13 % mørke, fugtige eller kolde, andre 13 % havde andre mangler, der gjorde dem uskikkede til ophold for spæde børn, kun 74 % kunne betegnes som jævnt gode. I 9 beboelser med kun ét værelse var rummet beboet af mere end 6 personer. I 17 tilfælde boede 6 personer i et enkelt værelse, som regel et ægtepar med voksen datter, som også havde sine børn hos sig. (Og dog forlanger de 173,000 »rene kvinder«, at arbejderklassens døtre skal føde børn - og skal straffes for fosterdrab, hvis de søger at undgå det !!)

Med stolthed beretter børnetilsynet, at dødeligheden er glædeligt lille - den er kun 5 %. Kun hvert tyvende barn kan ikke klare de dårlige omstændigheder og bukker under allerede som små.

Kolonihavehusene

I København bor der efter statistikken 7.433 personer i sommer- lysthuse og barakker. Tallet er imidlertid sikkert sat alt for lavt. Jeg har talt med forskellige lysthusbeboere, som oplyser, at kun en brøkdel af de beboere, som hele året bor i kolonihaverne, har opgivet dette som deres opholdssted til folkeregisteret. Som bekendt er det ikke tilladt at bo i et sådant lysthus, hvis der ikke er reglementeret kloak, og huset iøvrigt strider mod byggelovens bestemmelser.

Det gør imidlertid de fleste - næsten alle lysthuse i kolonihaverne. Derfor finder beboerne en eller anden dækadresse, melder sig til hos nogle bekendte eller søger på anden måde at skjule deres egentlige bosted. Om sommeren bor der ikke 7.000, men sikkert over 40.000 københavnere i Københavns 16.000 kolonihaver.

Man har villet gøre denne kolonihavebeboelse til en idyl - og det kan også se sådan ud, hvis man en sommeraften, når træerne står grønne, grøntsagerne bugner og blomsterne stråler med alle sommerens farver, aflægger et besøg i denne maleriske, primitive haveby. Husene, som tydeligt er hjemmelavede, ofte af en Fordkasse, er udstyret med alt, hvad hjertet kan begære af fantasi. Udskæringer, farver i de mest strålende sammensætninger. Oprindeligt og uden skelen til nogen fin, anerkendt smag. Kigger man indenfor, møder man den samme eventyrlige, usnobbede farveglæde. Stærke farver, forgyldte gamle petroleumslamper, malerier og platter på alle væggene i dette lilleputhus. Men eet er sommeraftensromantik, noget andet vinterens hårde virkelighed.

Husene er oftest opført af to lag brædder, nogle steder sågar kun et, pladsen, som vel i de fleste tilfælde oprindeligt kun er beregnet til at være et læsted om sommeren, er meget lille. Gennemgående er arealet mindre end i de mindste lejligheder inde i byen. En stue på 5 m2 er ikke sjælden. I helårshusene er der ofte til den oprindelige kerne føjet nogle endnu mindre soveværelser, alkover. Til opvarmning bruges som regel en petroleumsovn, ligesom der også bruges petroleum til madlavning og belysning; en dyr metode. Men det er dyrt at være fattig. Hvis man tror, der er lyst i disse sommerhuse, tager man fejl. Der er oftest kun et lille vindue, som ikke kan lukkes op, og som af en eller anden uforklarlig grund næsten altid vender mod nord. Der er ingen kælder eller fundering under husene, og gulvene er derfor næsten overalt mer eller mindre rådne og gennemtrukket med vand. Afløbet fører i de sjældneste tilfælde til en kloak, kun lige ud i et hul i jorden, hvor man også graver ekskrementerne ned. De fleste har vand om sommeren, men om vinteren må det hentes hos marketenderen, som ved sin kredit udøver et strengt herredømme i kolonihaven. Har man ikke betalt sin regning, får man ikke mer petroleum, det vil sige: Kulde, mørke og ingen varm mad. Det er ikke lutter idyl, når vinterstormene sætter ind.

Den fjerne beliggenhed for de fleste kolonihaver er naturligvis en stor gène. I en haveforening ved sydhavnen bor der en jernbanearbejder, som arbejder i Klampenborg, han bruger 3 timer daglig for at komme til og fra sit arbejdssted. I et andet hus bor en malersvend, som må bruge en tilsvarende tid for at komme til Kastrup. To arbejdsløse brødre bor der, som kun har en cykle og en vinterfrakke tilsammen og som møder til kontrol i den indre by hver dag. Der må ikke spildes mange minutter, hvis de begge to skal nå det i kontroltiden.

Boligtilsynet kan også berette om »idylliske« tilstande: »En familie, som var flyttet fra provinsen til København havde købt et lysthus og havde taget det i brug til helårsbeboelse. Af familiens 8 personer havde manden, konen og flere af børnene tuberkulose, og fra tuberkulosestationen blev der rettet henvendelse til boligtilsynet om de elendige beboelsesforhold. Huset var opført af Ford-kasse-brædder, men hverken vægge eller tag var tæt. Der var temmelig fugtigt i alle rummene. Gulvene var efterhånden blevet slidt op. Rotterne huserede slemt, og spildevandet samlede sig rundt om huset, der lå lavere end det omliggende terræn. Ildstederne var meget mangelfulde, og aftræksrørene var ført gennem bræddevæggene og taget på en meget brandfarlig måde.

Under sagens behandling var hustruen indlagt på hospitalet for en kirurgisk lidelse, og manden og børnene var nu ude af stand til at klare sig. Huslejen kunne de ikke betale, da ingen af forældrene kunne tåle at arbejde. I kommunens ejendomme var der ingen ledige lejligheder at anvise dem, og på Sundholm kunne de ikke anbringes, da mænd ikke optages her, og hustruen var på hospitalet. Børnene blev derfor anbragt på børnehjem, og manden tog ophold hos nogle bekendte, indtil magistratens 2. afdeling i løbet af meget kort tid så en udvej til at skaffe dem en bolig.

Det var en solstrålefortælling. Men hvor mange af de skæbner, som udfolder sig derude på de gamle lossepladser er det ? Her er et andet eksempel, et af en række tilfælde, der blev opnoteret ved en undersøgelse, som blev foretaget af international arbejderhjælps danske afdeling for to år siden. Tilfældet er ikke på nogen måde specielt og kan ikke komme ind under sundhedsvæsenet eller boligtilsynet. Det udleverede spørgeskema besvaredes således:

Spørgeskema fra kolonihaverne ved Holmbladsgade. 1) Lejlighedens indehaver: Arbejdsløs handelsmand. 2) Antal værelser: 1. 3) Selvstændigt køkken: Ja. 4)Samlet bruttogrundflade af huset: 4,10 x 2,5 meter. 5) Loftshøjde: 2 meter. 6) Husets beskaffenhed: Dobbelt bræddevæg, enkelt gulv. Fugtigt. 7) Opvarmning: Petroleum. 8) Antal beboere: 5 (mand, kone og 3 småbørn). 9) Antal sengesteder: 4 (seng, sofa, barnevogn og barneseng [fugtige]). 10) Husleje pr. år: 45 kr. 11) Hvilke indvendinger har lejeren mod denne lejlighed: Ikke plads til kakkelovn, fugtig fra neden. 12) Lider nogen al beboerne al tuberkulose: Kirtelsyge: begge, scrofulose i familien, dreng kirtelsyg (opereret), pige tarmkatarh.

Læg mærke til, at huset kun er lidt over 10 m2 stort, og at der for dette hus, med have, betales 45 kr. om året i leje. (Det er nemlig langt fra alle kolonihavebeboere, der er selvejere).

En nedrivning af større kvarterer i den indre by vil sikkert medføre en eget kolonihavebeboelse - det er det eneste sted, hvor boliger, svarende i pris til den gamle by, kan opdrives. Boligtilsynet beretter således: F.eks.: »En familie, der måtte rømme deres lejlighed på grund af nedrivning af det hus, hvor de boede, og som ikke ville lade sig indkvartere på Sundholm, tog ophold i et træhus i nærheden af en losseplads. Skuret var meget dårligt bygget af et enkelt lag brædder, taget var oprindelig dækket af tagpap, men størsteparten manglede nu, og regnen trængte selvfølgelig ned gennem åbningerne mellem brædderne. Gulvbrædderne i opholdsrummet lå direkte på jorden, i køkkenet var der ikke gulv. Familien bestod af mand, kone og 8 børn, hvoraf 3 var angrebet af tuberkulose, hvad der var så meget mere uheldigt, som flere børn måtte ligge i samme seng.«

Som i alle tilfælde, der omtales i boligtilsynets beretning, lykkedes det at få familien anbragt i en af kommunens ejendomme (i juli 1932 var der 935 familier under kommunens boligforsorg), hvor de får lov at bo, så længe de betaler huslejen regelmæssigt - så begynder historien forfra igen. Udsmidning og ny forfølgelse af myndighederne. Beboerne i disse primitive boliger er ustandselig udsat for forfølgelser fra myndighedernes side - bygningsmyndigheder, sundheds- og brandvæsen kappes om at forfølge dem.

Efter denne gennemgang af de forskellige former for beboelse i København, kan man nu danne sig et samlet billede af, hvorledes boligforholdene er for den fattigste del af befolkningen. Det er naturligvis ikke alle 65 % af Københavns befolkning med en fortjeneste under 3.000 kr., som bor i disse elendige lejligheder. Hvor mange er det svært at afgøre, men det er ihvertfald en meget stor del deraf.

Vi ser da det paradoks, at kommunen, »for at hæve boligstandarden«, bygger lejligheder, som er så dyre, så den overvejende del af befolkningen, ihvertfald arbejderklassen, ikke kan bo i dem. Vi ser, hvorledes man under påskud af at sanere de gamle rådne boliger, som arbejderklassen har råd til at bo i, (i virkeligheden for at sælge dyre grunde til store kapitalistiske firmaer) vil nedrive disse boliger og derved drive beboerne enten over i lignende allerede overbefolkede kvarterer, eller ud i kolonihavelysthusene. Vi ser, hvorledes bygnings- og sundhedsmyndigheder - selvfølgelig også for at holde boligstandarden og sundhedstilstanden oppe - jager beboerne væk fra kolonihavehusene, og hvorledes de, som er så heldige at komme ind i kommunens huse, bliver sat på gaden, hvis de ikke kan betale.

Det hele sker sikkert i den bedste hensigt og med de bedste sociale motiver - men viser samtidigt at ikke det bedste sundhedsvæsen i verden, ikke det mest årvågne bygningsvæsen, eller den bedste kapitalistiske byplanlægning kan klare boligspørgsmålet fordi boligspørgsmålet ikke er et teknisk, men et økonomisk spørgsmål, fordi boligspørgsmålet er til uløselig sammenknyttet med hele samfundets økonomiske struktur, fordi det kapitalistiske samfund er interesseret i at holde sine slaver på den i et bestemt land i en bestemt periode nødvendige minimumstandard, i profittens interesse, og fordi dette samme kapitalistiske samfund ved dets anarkiske produktionsmåde altid vil have en meget stor arbejdsløshed.

Når vi her taler om kapitalistisk samfund, må vi være klar over, at det er ligegyldigt, om dette samfund ledes af en socialdemokratisk regering, eller om kommunen har socialdemokratisk flertal, sålænge samfundets struktur er kapitalistisk.

Før man ændrer samfundets struktur, vil ethvert forsøg, som vi også senere skal vise, på at klare boligspørgsmålet for de ubemidlede klasser, kun blive dilettanteri og lappeværk. Intet magtbud, intet »væsen« , ingen magistrat kan tvinge en mand til at bo i en lejlighed, som han ikke har råd til.

De hjemløse

Men der er en del af befolkningen, som er endnu fattigere end dem, vi nu har omtalt. Det er de arbejdsløse, som har opbrugt deres understøttelse, eller som er kommet ind fra landet og som ingen familie, ingen bekendte, ingen kæreste har, som kan give dem husly. Hvor mange der er af dem i en stor by som København, lader sig ikke kontrollere. Alene frelsens hær har gennemsnitlig 218 hjemløse gæster pr. nat, og til centralkontoret for hjemløse mænd har der i fjor været tilmeldt 2.747 mænd. Hvor og under hvilke forhold disse mennesker »bor« kan ikke beskrives. Hver nat et nyt sovested, et nyt hjerne at krybe ind i.

»Ekstrabladet« sendte engang en medarbejder (sikkert forklædt som hjemløs - måske endog ubarberet) ud for at undersøge, hvorledes de hjemløse tilbragte natten, og han konstaterede, at flere hundrede unge mennesker i København en vinternat ikke havde noget sted at sove. Journalisten skriver: »Mange går nat efter nat frysende omkring på gaden, indtil varmestuerne lukker op, andre søger et sovested i jernbanevogne, på slæbebåde og enkelte lever i usle hytter eller huler, som selv et stenaldermenneske ville have skammet sig ved at kalde en bolig.«

På marken ude bag Ørstedsværket finder journalisten nogle hytter: »I et af hullerne finder vi ved hjælp af lommelygter to hytter hvis man kan kalde dem således. De er lavet af gamle planker og brædder og dækket med nogle lasede presenninger og papstykker. De er ikke højere fra jorden, end at et menneske lige kan kravle ind i dem på alle fire. Her lever og sover to hjemløse. På rester at gamle madrasser ligger de inde i hulerne, indhyllet i sække og laser.«

På hårde dæksplanker, i en gammel kasseret automobil, i tomme jernbanevogne uden opvarmning, på et høloft på søndre boulevard, eller stående hele natten på Wivex’ rist, tilbringer disse stakkels hjemløse natten. De mener selv, at de er en 5-600 stykker. Hvis der er plads, kan de på centralforeningen, eller i frelsens hærs herberg få en voksdugspose og en hylde anvist - for så næste dag at måtte arbejde beløbet af til en betaling, der ligger langt under alle tariffer og som frelsens hær tjener penge på til at indfange nye sjæle.

Boligen som forretning

Når boligforholdene i en kapitalistisk by som København er så elendige, som det fremgår at de foregående kapitler, må årsagen som sagt søges i det økonomiske system som dels holder arbejdslønnen nede - dvs. berøver arbejderen en del at hans retmæssige fortjeneste, så hans betalingsevne bliver lille, dels tillader en privatmand at udnytte ejendomsretten over boligerne på en sådan måde, at han selv sidder med en stor fortjeneste - ikke som frugt af sit arbejde, men på grund at den tilfældighed, at det nu netop er ham, som ejer huset, mens lejeren må yde sine sidste skillinger for at få tag over hovedet.

Der er ingen boligmangel i København !

Der står selv under de nuværende forhold ca. 2.000 lejligheder ledige, mens der er overbefolkning i en meget stor del at byens lejligheder. Omtrent 8.000 københavnere bor i lejligheder, hvor der er over 4 personer pr. værelse. Og dog er der ingen boligmangel -- snarere overproduktion. Tænker man sig det eksperiment, at alle lejligheder bliver socialiseret og ligeligt fordelt mellem hele befolkningen, vil det vise sig, at der i København med forstæder er der 723,766 værelser, som skal fordeles på 747,669 personer. Det giver 0,97 værelse pro persona eller rundt regnet: et værelse til hver københavner, mænd, kvinder og børn. Er der to børn i en familie, så har den altså ret til en 4 værelses lejlighed !

Der er ikke mangel på boliger. Men boligerne er for dyre, fordi en hel klasse mennesker - de passive kapitalister - skal leve af at eje andres boliger, endog leve fedt at det. Den væsentligste fortjeneste tilfalder husejeren, men også andre passive kapitalister: Obligationsejere og grundejere snylter på den stakkels lejer. Hvor stor husejerens fortjeneste er, afhænger af mange forskellige ting: Opførelsesomkostninger, grundens værdi, prioritering o.s.v., men navnlig ejerne af de ældre ejendomme, f.eks. på Broerne, som nu er amortiseret (dvs. at de lån, som blev optaget med huset som pant ved opførelsen, er udbetalt), sidder med en svimlende fortjeneste.

Denne fortjeneste er ganske vist ikke helt den nuværende ejers. De fleste ejendomme har skiftet ejer, hver gang har det været en god fortjeneste, og ofte er der optaget nye lån, så gevinsten skal fordeles på flere husejere, men forbliver dog indenfor den samlede grundejer- og husejerstand. Vi tager nogle ejendommes fortjeneste: (Tallene angivet efter SocialDemokraten.) På Broerne:

Slagelsegade 3, som ejes af fru Ellen Oppenheim. Den blev solgt i 1929 for 250,000 kr. Lejen andrager efter købet ca. 22,000 kr., efter fradrag af de samlede udgifter 15,400 kr., får køberen for sine penge en nettofortjeneste af 6.600 kr., eller 17 % årligt ud bytte af de indskudte 40,000 kr.

Meinungsgade 10, som ejes af grosserer N. Espersen, blev solgt 1929 for 251,000 kr. Lejen efter købet ca. 22,000 kr., samlede udgifter 16,600 kr. Nettofortjeneste 5.400 kr. 12 % årligt udbytte af de indskudte 34,448 kr.

Absalonsgade 37, en af de rigtige Vesterbrokaserner med baggårde og sammenstuvede lejligheder, som ejes af frk. Minna Jacobsen, er solgt til følgende priser:

1891: 118,400 kr.,

1917: 187,000 kr.,

1928: 235,000 kr.,

1933: 300,000 kr.,

ialt 182,000 kr. fortjeneste.

De sidste års regnskab viser - efter at lejen er blevet sat op i 1928 - at der har været et udbytte på 53 % årligt.

Ser vi på ejendommene i den gamle by er forholdet ganske det samme: Prinsensgade 6, som ejes af ejendomsaktieselskabet Elro, og ligger i Adelgade-Borgergade-kvarteret, altså netop hvor den allerfattigste del af byens indbyggere bor, blev solgt for den lille sum af 15,000 kr. i 1873. Senere har den fire gange skiftet ejer, sidste gang i 1931, og er da røget op i 85,000 kr. uden nogen som helst indsats fra de skiftende husejeres side. I 1931 blev den forbedret for 12,000 kr. og lejen sat op, ejeren stryger nu en årlig fortjeneste på 22 %.

Fredericiagade 79, en ejendom i det samme kvarter, som ejes af ejendomsaktieselskabet Elro, blev i 1930 solgt for 40,000 kr., efter købet anvendte ejeren 5.000 kr. til istandsættelse. Denne udgift fik han omtrent igen i det første års leje, og den samlede nettofortjeneste på ejendommen er nu 43 % årligt udbytte.

I den gamle by, i forretningskvartererne, men også ude på broerne og i yderdistrikterne, er ejendommene steget kolossalt i værdi. Det er ikke små summer, det drejer sig om. I 1903 var samtlige københavnske ejendomme vurderet til en ejendomsskyld af 1,3 milliard kr.

I 1903 var ejendomsskylden steget til 3,4 milliard kr. Husejer Chr. 0lsen (Saxogadekvarteret) udtaler: Størstedelen af Vesterbro optages af lejlighedskarréer med billige lejligheder, som efter vor mening opfylder, hvad man med rimelighed kan forlange af hygiejnisk e Grunde. Og holder lejerne selv lejlighederne rene og pæne, så løber de såmænd ingen sundhedsmæssig risiko på Vesterbro. Denne næsten fantastiske værdistigning skyldes naturligvis for en del nyt byggeri - men en meget stor del er uforskyldt værdistigning - et guldæble, som er faldet ned i ejernes turban. Værdistigningsskat råber man på fra visse sider, en sådan ville også bidrage til at fordele de samfundsmæssige goder indenfor det kapitalistiske samfund noget mere retfærdigt i det foreliggende tilfælde - men ville, da den ikke berører ondets rod: den private ejendomsret, ikke kunne få nogen afgørende indflydelse på de skæve forhold. Ikke alene den husejer, som idag sidder med en gammel amortiseret og heldigt købt ejendom, stryger en god gevinst. Dette gælder også ejerne af de nye ejendomme.

Den del af befolkningen, som ved sit arbejde på fabrikker, på værksteder og kontorer, danner grundlaget for det kapitalistiske system, er ikke engang fri for udbytning, når de ved fyraften forlader fabrikken eller værkstedet. Blandt dem, der grådigt spejder efter arbejderens løn, er også husejeren såvel i de gamle som i de nye ejendomme. Vi har allerede set, hvorledes den omstændighed, at boligen er et profitobjekt, har bevirket en forkvakling af boligforholdene i de store byer, har bunket befolkningen sammen i elendige, usunde kvarterer. Vi skal nu søge at klarlægge, hvem det er, der får fingre i den husleje, der betales for en almindelig lejlighed, hvorledes denne profit fordeles mellem de forskellige kapitalister.

Vi begynder med husets opførelse.

Lad os tage en toværelses lejlighed på ca. 50 m2, som er opført for et par år siden, og undersøge, hvor stor en del af huslejen der går med til at betale for de værdier, arbejdsløn, materialer og produktionsmidler, der faktisk er nedlagt i huset, og undersøge, hvor stor en del, der er merværdi, hvor stor en del, der er profit, som der ikke ligger noget arbejde til grund for - men som lejeren alligevel skal forrente - og hvor stor en del af huslejen, der går til andre uproduktive udgifter ved huset, deri naturligvis medregnet husejerens uforskyldte fortjeneste. Det er ikke let at bortskrælle den del af udgifterne ved opførelsen af en ejendom, som i virkeligheden kun er profit, bag hvilket intet nyttigt arbejde skjuler sig. Det må derfor straks siges, at dette forsøg vil blive noget misvisende - i kapitalens favør.

Den største vanskelighed ved at behandle et byggeregnskab på en sådan kritisk måde ligger i, at man må tage materialepriserne, som de foreligger. Her må det imidlertid erindres, at enhver mursten, ethvert stykke tømmer har sin selvstændige profithistorie bag sig. Af den pris, der betales, repræsenterer kun en del arbejdsløn, mens en del er profit til skovejere, teglværksejere, rederier, mellemhandlere, agenter etc., i en uendelighed…..

Lad os tage en ejendom, hvis officielle regnskab ser sådan ud:

BYGGEREGNSKAB

Grunden

56.500,

rene byggeudgifter

315.000,

arkitekthonorar

7.500,

ingeniør

2.000,

sagfører

3.000,

renter af byggelån

8.000,

kurstab, indskud i kredit- og hypotekforeninger

45.000,

administration

3.000,

samlede udgifter

440.000,

Det første, der kan skæres bort, er grunden. Grunden har kun en pris, grundrenten, fordi samfundsmæssige foranstaltninger, bybygning, sporvejsanlæg, gør den til spekulationsobjekt, giver den pris, I grunden, som den ligger som byggegrund, er der ikke nedlagt noget arbejde. Den pris, lejeren betaler i »leje« af grunden, d.v.s. den del af hans husleje, som går til forrentning og afbetaling af grunden, tilfalder altså en eller anden spekulant, som har gjort det stykke arbejde at skrive under på et stykke papir, som køber af grunden i sin tid.

Der skal altså Spares - 56.500 kr.

Udgifter til arkitekt og ingeniør er ihvertfald betaling for et virkeligt stykke arbejde, der er nedlagt i huset. Da vi jo befinder os i fantasiens verden, som dog ikke er længere væk, end at det er virkelighed på den anden side Østersøen, i Sovjetunionen, har vi også lov til at tænke os arkitekt- og ingeniørarbejdet, som nu er højst urationelt ordnet på en mængde små patriarkalske tegnestuer, organiseret på et statskontor for standardtegninger, og prisen vil da kunne sættes betydeligt ned. Vi reducerer arkitekt og ingeniør til 6.000 kr.

Der skal altså Spares - 3.500 kr.

Sagførerhonoraret stryger vi derimod helt. Sagføreren er som mellemmand en af det kapitalistiske samfunds mange profitslugere. Det stykke positive arbejde, der medgår til et byggeforetagendes økonomiske tilrettelæggelse, skal naturligvis betales, men kommer ind under den sidste post, administration.

Der skal altså Spares - 3.000 kr.

Den borgerlige nationaløkonomi har opstillet mange sindrige teorier til retfærdiggørelse af »renten«. Den siges at være betalingen for et »venteoffer« , være forskellen mellem nutids- og fremtidsgoders værdi, være udslag af kapitalens »selvforøgende« egenskaber, være risikopræmie etc. Vi anerkender derimod kun een rigdomskilde: Arbejdet. Man kan gemme sin løn, spare sammen, men den kan ikke vokse af sig selv, hvorlænge man end venter. Vi ser derfor i vort byggeregnskab se bort fra renter af byggelån.

Der skal altså Spares - 8.000 kr.

Kurstab er i virkeligheden ikke andet end renteudgifter, idet kapitalisten har den skik at regulere for små renter på den måde, at han fra skyldneren tager en forskrivning på f.eks. 100 kr. at forrente med 5 %, men i virkeligheden kun udbetaler 90 kr. eller mindre, og der svares altså tilsvarende højere rente. Forskellen mellem det, forskrivningen lyder på, og det, der udbetales, betyder i virkeligheden intet andet end et rentetillæg, som tilsvares på forskud og forsynes med det mystiske navn kurstab. Kurstab og andre udgifter til låneinstitutionerne er altså ligeledes udgifter, som ikke dækker noget arbejde, der er nedlagt i huset. Huset bliver hverken solidere, sundere eller bekvemmere på grund af, at kurstabet er større eller mindre.

Der skal altså Spares - 45.000 kr.

Forinden vi går over til de rene byggeudgifter, har vi, altså ved at sløjfe de rene ågerposter, allerede bragt udgifterne fra 440.000 kr. ned til 324.000 kr. Derefter vender vi os til udgifterne ved selve opførelsen al huset, som beløber sig til 315,000 kr., og står nu i den kedelige situation ikke at kunne kritisere materialernes pris, skønt disse rummer en mængde samfundsmæssigt set ubegrundede avancer, både de juridisk uangribelige, den merværdi, som industriherrerne tilvender sig, og de mere tvivlsomme, også efter borgerlig moral, returkommissioner o. lign., som netop i bygningsindustrien er meget almindelige.

De væsentligste materialer til et hus er mursten, cement, jern og træ. De danske teglværksarbejdere er nogle af landets dårligst lønnede arbejdere, og skovbrugsarbejderne i det nordlige Sverige lever på et niveau, som nærmest må betegnes som en sultetilværelse. Det samme gælder jernværksarbejderne i Tyskland og Belgien, hvor vi får vore jernbjælker fra. Netop udvalsningen af jernbjælker er en industri, som er gennemrationaliseret og underlagt monopolkapitalen.

Det er altså ikke arbejderne, som frembringer byggematerialerne, der lever højt på lejernes bekostning. Derimod kan det oplyses, at Fakse Kalkbrud, som fremstiller kalk, og som ejer de fleste teglværker her i landet, i de sidste tre år har givet et udbytte til aktionærerne på 12,5, % - 9 % og 10 % årligt, at Dansk Trælastkompagni har givet 9, - 9 % og 12 % årligt, og at f.eks. cementfabrikken »Norden«s aktier står i 150. Ser vi på hvor stor en del af byggeudgiften, der går til arbejdsløn på selve byggepladsen, så varierer denne en del for de forskellige fag. Mureren regner 49 %, snedkeren 50 %, tømreren 38 %, maleren 66 %, centralvarme-installatøren 12 % o.s.v., rundt regnet omkring halvdelen af udgifterne.

Men foruden materialer og arbejdsløn indgår der i prisen på de forskellige håndværkeres leverancer naturligvis mestersalær - entreprenørens del af arbejdernes løn, den merværdi, som arbejderne ikke får udbetalt, men som går i mesterens lomme. Mestrenes fortjeneste varierer naturligvis stærkt for de forskellige arbejder og forskellige mestre. Nogle af landets største kapitalister er de store murermestre i København.

I almindelighed opgives fortjenesten til at være 5-10 %, men jeg er overbevist om, at mange mestre vil grine godt af vor naivitet, hvis vi accepterede disse tal. Mesterforeninger og laug sørger også ved strenge overenskomster og aftaler for, at profitten ikke bliver for lille. Således er det en officiel hemmelighed, at malerlauget pålægger sine medlemmer at indsende alle priser, som opgives til en licitation, forinden tilbudene afleveres. Lauget foretager derefter en regulering på den måde, at der udregnes en gennemsnitspris for alle de tilbud, som skal afgives, og alle de priser, der ligger under denne af lauget fastsatte pris, bliver derefter forhøjet således, at arbejdet bliver tildelt den, som ligger i midten til en pris, der ofte er betydelig dyrere end den pris, som den billigste mester havde udregnet.

For ikke at være uretfærdig mod mestrene vil vi regne, at avancen på mestersalær plus den avance, der ligger i materialerne, udgør ialt 25 % - og vil desuden tildele mestrene for tilrettelæggelse af arbejdet, opsyn etc, en sum, som svarer til en gennemsnitlig årsfortjeneste for en arbejder, nemlig 2.500 kr., hvad der må være rigeligt for et enkelt arbejde.

Der spares altså 25 % af 315.000 kr. = 78.750 kr., minus løn til 6 mestre = 15,000 kr.. Der skal altså Spares 63,750 kr.

Efter denne kritiske revision har vi altså nedbragt de 440,000 kr. til 260,250 kr., som huset skulle indeholde af egentligt arbejde, alt det øvrige er merudgifter, som det kapitalistiske samfund påfører en af befolkningens elementære nødvendigheder: boligen. Denne bygning skal altså indbringe en husleje, der, i den tid huset kan regnes at være brugbart, skal kunne betale den anførte sum på 260,000 kr. Hvis vi regner husets levetid til 150 år, mere bør ikke være tilfældet, bliver den årlige leje altså: 260.250 kr. : 150 = 1.733 kr. for hele ejendommen (renten regnes stadig ikke). Hvortil kommer vedligeholdelse og administration ca. 2 % årligt, eller 5.200 kr.: Tilsammen 6.933 kr.

(Den kapitalist, der idag opfører den samme ejendom, vil imidlertid have 42.000 kr. i årlig leje. Det er jo en forskel.)

Ejendommen indeholder 3.050 m2 etageareal, med den ovennævnte husleje bliver det 2,28 kr. pr. m2 årlig. Det vil sige, at vor toværelses lejlighed, som er på 50 m2, og som idag betales med en årlig leje af 650 kr., skal kunne lejes ud for -- 114 kr. om året eller 9 kr. 50 øre om måneden. - Var det ikke noget ?

Den arbejder, der betaler en årlig husleje til den kapitalistiske husvært på 650 kr., får altså kun gods for 114 kr., den øvrige sum smider han lige i gabet på alle mulige snyltere: (gamle damer, som ejer obligationer, husværter, som ingenting bestiller o.s.v.; alene en ejendom, som den her beskrevne, vil under de nuværende forhold give ejeren en ren nettoindtægt på 10,000 kr., som en gammel oberstinde, eller hvad vedkommende nu er, kan leve flot af på de 50 lejeres bekostning.

Når fortjenesten er så stor på en ny ejendom, kan man tænke sig, hvad en gammel ejendom kan indbringe. Her er nemlig det beløb, som huset har kostet at opføre, forlængst tilbagebetalt (et almindeligt kreditforeningslån amortiseres på 55 år), og den eneste udgift, værten har, er vedligeholdelsen, der i reglen, hvad husets indre angår, væltes over på lejerne.

Der må tilsidst udtrykkelig gøres opmærksom på, at dette regnestykke er opstillet for at undersøge, hvor stor en del af huslejen i det nuværende samfund, der er dækket al reelt arbejde, og at det altså ikke direkte kan bruges til udregning af huslejen i det socialistiske samfund. Bl.a. skulle de arbejdere, der er beskæftiget i byggeindustrien, kunne leve adskilligt bedre end under de nuværende omstændigheder, og der må regnes en vis procent til opsparing til udvidet produktion. Som vi senere skal se, beregnes huslejen i et socialistisk samfund ikke efter, hvorvidt den enkelte ejendom forrenter sig, men efter lejerens pengepung, idet man går ud fra, at det er ethvert menneskes elementære ret at have gode boligforhold.

Bolignødens bekæmpelse

I de foregående kapitler har vi set, hvorledes boligforholdene er i en kapitalistisk storby som København, og fået et indblik i, hvorfra denne elendighed stammer. Vi vil nu undersøge, hvad der er gjort, og hvad der eventuelt kan gøres, til forbedring af disse tilstande - til bekæmpelse af det, man kalder bolignøden.

Problemet er gammelt og stadig aktuelt i alle kapitalistiske lande, og de forsøg, der er gjort på at løse det, er utallige og af meget forskellig karakter. Der er dannet filantropiske selskaber til bolignødens bekæmpelse, eller kooperative selskaber, som søger at løse spørgsmålet for en bestemt gruppe af befolkningen. Endelig har stat og kommune, såvel konservativ som socialdemokratisk, gjort mange forsøg på at løse boligspørgsmålet. Alle disse forsøg har trods visse ydre forskelligheder to afgørende ligheder: 1) de er alle mislykkedes, da 2) de forsøger at løse spørgsmålet indenfor det kapitalistiske samfunds rammer og ved kapitalistiske metoder, d.v.s. at de gør boligspørgsmålet til et produktionsspørgsmål, et spørgsmål om at øge produktionen al boliger al en vis kvalitet. Dette er imidlertid ikke det fundamentale ved bolignøden, idet der, som vi så i de foregående kapitler, i og for sig ikke er mangel på boliger, men på en ligelig fordeling af dem.

De mere eller mindre ægte filantropiske forsøg på at afhjælpe bolignøden, hvor det filantropiske væsentlig er begrænset til vedkommende institutionsnavn, skal jeg ikke komme nærmere ind på her. Det er indlysende for enhver, at ligeså lidt som dagspressens ikke helt tilfældige »interesse« for de fattige i juletiden, løser det sociale spørgsmål, ligeså lidt løser de filantropiske boligselskaber bolignøden.

Lad os holde prinsen af Wales og sir Raymond Unwin uden for en alvorlig diskussion om bolignødens bekæmpelse. Der er dog en form for boligfilantropi, vi vil gå lidt nærmere ind på, idet den ikke alene er ude af stand til at skaffe arbejderne menneskeværdige boliger, men tillige teknisk og kulturelt er direkte reaktionær. Det er de forsøg, der gøres på at udnytte de arbejdsløses arbejdskraft til at bygge egne boliger. Det er en foranstaltning, som har vundet stor udbredelse i det fascistiske Tyskland, fordi den ligger fuldstændig i tråd med nazismens øvrige politik. Den går ud på, at de arbejdsløse, som det kapitalistiske samfund ikke på anden måde kan skaffe arbejde, skal beskæftiges med at opføre boliger til sig selv. Disse boliger, som er små hytter i storbyens udkanter, »stadtrandsiedlung«, ligger på et grundstykke, som ved intens dyrkning skal kunne give den arbejdsløse tilstrækkelig mange kartofler til at leve af. Hensigten med denne tilsyneladende geniale hokus-pokus-løsning af både arbejdsløsheds- og boligspørgsmålet er den, at det kapitalistiske samfund på denne måde vil fri sig fra understøttelseskravene fra en stor del af arbejderne, som det uforskyldt har kastet ud i arbejdsløsheden. I disse kolonier skal de så opføre deres egne primitive opholdssteder til en arbejdsløn, der ligger langt under tarifferne, og derfor betyder løntrykning for arbejderne i byggefagene, derefter skal de arbejdsløse »bringes tilbage til jordene«, d.v.s. føres tilbage til en tilværelse, hvor de selv skal frembringe deres fødemidler, selv skal sy deres tøj og sko o.s.v.. Tydeligere end i dette billede af arbejdernes liv i 1935 i Hitler-Tyskland kan man næppe se, hvor det kapitalistiske system har ført kulturen hen. Hele den fine tekniske differentiering, som det moderne samfund kulturelt hviler på, og som har skaffet os alle de goder, vi har i dag, kan nu ikke længer udnyttes af det økonomiske system, som har måttet ty til fascismens voldsherredømme og forherligelse af middelalderen for at holde arbejderen nede fysisk og ideologisk.

Men denne middelalderlige komedie har også herhjemme vakt begejstring, og et filantropisk selskab, med en cand, theol. Lützhøft og kreditforeningsdirektør Kragh, »Sultekragh«, i spidsen, har i Måløv udenfor København ladet opføre en lignende koloni, og det kan vist ikke forbavse nogen, at dette Hitlers patent til at løse arbejdsløsheden (og samtidig uskadeliggøre arbejderne) herhjemme har fået socialminister Steinckes velsignelse i form af et tilskud på 250,000 kr., og derefter, da det hele, på grund af uduelig administration og d’hrr. filantropers grådighed efter eget udbytte, brød fuldstændig sammen, på endnu en tillægsbevilling. For de stakkels arbejdsløse, som er blevet lokket af de mange fine navne til at sætte arbejde og helbred i svindelaffæren, er det naturligvis en kedelig historie, men alligevel må man vist være glad over, at det gik som det gik. Nu står det da ihvertfald som et advarende skræmmebillede.

Ligeså skeptisk må man fra arbejdernes side stille sig til de arbejderboliger, som visse industrier bygger til deres arbejdere. De har som oftest kun den ene hensigt, at knytte arbejderen nærmere til bedriften, altså også på dette punkt gøre ham afhængig af kapitalisten. Man forstår hvilken svækkelse af arbejderens slagkraft i tilfælde af en strejke eller konfliktsituation det er, idet de nårsomhelst kan kastes ud af deres boliger, når de ikke opfører sig, som industriherren ønsker det. I Danmark er arbejderboligerne sjældent knyttet til fabrikkerne. De enkelte, der findes, som f.eks. ved fabrikkerne i Brede og Rådvad og ved Holmegårds glasværk, stammer fra manufakturperioden, da forholdet mellem arbejder og arbejdskøber var noget mere patriarkalsk, end det nu er.

Stat og kommune

Det private byggeri i perioden 1925-30 er noget dyrere, men lejlighederne er også som oftest større og bedre udstyret. Man ser, at såvel de private som kommunen bygger lejligheder, som passer for middelstanden, medens den gennemsnitlige arbejder allerhøjst kan gøre sig håb om at få en etværelses lejlighed.

De bestræbelser, der fra stat og kommune er gjort målet, er, dels på samme måde som de tidligere bestræbelser på at fremme produktionen al boliger - dels ved lovgivning at fastsætte forholdet mellem lejer og ejer på en sådan måde, at ejerens udbytning bliver ihvertfald i nogen grad beskåret.

Medens Københavns kommunes boligbyggeri inden 1916 var ganske ubetydeligt, begyndte man under og navnlig lige efter krigen, da der opstod en akut mangel på nye boliger, en mere aktiv indgriben i boligspørgsmålet. Dels blev der bygget direkte al kommunen, men i stadig større omfang gik man over til at støtte det private og halvprivate byggeri (boligforeningsbyggeriet) ved lån, senere navnlig ved garanti for pantelån i ejendomme. De ejendomme, som kommunen opførte i perioden 1920-32 udgjorde omtrent 15 % af det antal lejligheder, som blev opført i den tid. De var i formen væsentlig de samme, som dem, de private bygherrer i samme periode lod opføre. Kommunen har ved disse pengeanbringelser, som står i boligejendomme eller lån i boligejendomme, ikke lidt noget tab, og kommunens egne ejendomme giver idag en indtægt på 5,6 % af den bogførte værdi.

Men huslejen i kommunens ejendomme lå en del lavere end i de tilsvarende privat opførte i samme periode. Til gengæld var kommunens lejligheder gennemgående mindre og ofte kun udstyret med kakkelovne. I 1931 f.eks. havde 45 % af de kommunalt opførte lejligheder hverken bad eller wc.

Til sammenligning mellem kommunens boligbyggeri af toværelses lejligheder og det private byggeri tjener nedenstående tabel:

 

opført af kommune eller stat

byggeforeninger

Alm. privat byggevirksomhed

 

m 2 - udlejn. pris

m 2 - udlejn. pris

m 2 - udlejn. pris

1900-15

58,1 -

62,1 -

57,6 -

1916-25

55,7 -

62,4 -

62,6 -

1926-30

58,0 579 kr.

61.0 675 kr.

60,6 689 kr.

1931

60,8 643 kr.

54,8 623 kr.

60,9 778 kr.

et mere nøjagtigt sammenligningsgrundlag danner denne tabel fra 1931:

 

Toværelses lejligheder med centralvarme og bad

Toværelses lejligheder med centralvarme og bad

Toværelses lejligheder uden centralvarme og bad

Toværelses lejligheder uden centralvarme og bad

 

leje

leje pr. m2 leje

leje

leje pr.m2

Lejligheder opført af kommunen

705 kr.

11,2

588 kr.

10 kr.

af byggeforeninger

623 kr.

11,4

 

 

af private-bygge

818 kr.

13,2

596 kr.

10,8 kr.

anden privat

807 kr.

13

588kr.

10,9 kr.

At tabellen fremgår det, at kommunens lejligheder er lidt billigere pr. m2, end byggeforeningernes og næsten 2 kr. billigere, end de private. Dertil må imidlertid oplyses der at private blev bygget ikke så få meget dyre toværelses lejligheder i den indre med luxuriøs udstyrelse nærmest beregnet på velhavende ungkarle. Hen det, som navlig interesserer os, er de allerbilligste lejligheder, som kommunen bygger, og der viser det sig, at de toværelses lejligheder uden centralvarme og bad, som efter magistratens udtalelser skulle være beregnet på proletariatet, koster 588 kr. årligt, eller lige så meget som, de tilsvarende private lejligheder.

Hele kommunens boligpolitik i den periode må opfattes som et stort direkte og indirekte tilskud til byggeindustrien og grundejerne i København i en periode, hvor kapitalen af profithensyn ellers var søgt andre steder hen. Det drejer sig om en regulering af den kapitalistiske produktionsvilkårlighed, en foreteelse, som man finder sidestykke til i alle kapitalistiske lande, og som allerhøjst kan kaldes stats- eller kommunekapitalisme, men som ikke har nogetsomhelst med socialisme at gøre. Det samme gælder naturligvis de statslån til byggeindustrien, som bevilgedes i 1933.

Støtten til byggeriet foregår på den måde, at man giver tilskud eller lån til private bygherrer, som i en krisetid nøjes med den af stat eller kommune fastsatte profit fremfor overhovedet ingen profit at få. Også det arbejde, som blev opført al kommunen, overlodes til private entreprenører, som fik deres gode normale fortjeneste deraf. Der opførtes boliger, som i pris og udformning var væsentlig de samme, som ellers blev frembragt på det private marked. I tiden 1926-31 opførte kommunen således 1.717 toværelses lejligheder, men i samme periode 1.149 større lejligheder helt op til 5 værelser og derover. Kommunens indsats består altså dels i at garantere for lån eller give lån mod god sikkerhed, dels i selv at optræde som bygherre på boligmarkedet med de varer, som der er sikker afsætning for, dvs. ikke en øres udgift, ingen risiko og en sikker jævn indtægt af de opførte boliger.

Enhver tale om kommunesocialsme i denne forbindelse er lige så malplaceret, som når Hartvig Frisch anfører kommunens højst rentable sporvogne som et stykke praktisk »socialisme« . Både sporvognene og boligernes forbedring er resultatet af en forbedret teknik og stadig stigende krav til hygiejne og komfort, atter et udtryk for den kapitalistiske højkonjunktur, som, inden krisen satte ind, virkelig en overgang har bragt forbedringer i middelstandens kår. I USA, hvor sporvognene skal være endnu bedre end her, og hvor lejlighederne er udstyret med endnu mere luksus og teknik, ser man udviklingen tydeligst, fordi kapitalismens krise der er højest udviklet. Til gengæld ser man også der, hvorledes kapitalismens krise har nået sin tydeligste form. For tiden bygger man huse i Amerika, som er berøvet enhver komfort, - endog elektrisk lys.

I Danmark, som ikke i så høj grad er ramt af krisen, står den private byggestandard fuldt på højde med den kommunale. Men at ingen privat bygherre idag bygger vesterbrokaserner, betyder selvfølgelig ikke, at han er socialist, men at det simpelthen betaler sig bedst for ham at bygge nogenlunde ordentlige mellemstandsboliger. Arbejderne bor stadigvæk i den gamle by, på broerne, i kolonihavehusene, og hvor de ellers kan finde en lejlighed til en pris betydeligt under de nye huses. Overbefolkningen er stadig ligeså stor som for 16 år siden, og stadigvæk bor der ca. 90,000 mennesker i overbefolkede lejligheder i København, fordi de ikke har råd til at bo bedre. Den bolignød, der ikke er rørt ved, er den fattiges bolignød.

To slags bolignød

Det sociale problem, at skaffe gode boliger til arbejderklassen, til de befolkningslag, som ikke havde råd til en højere husleje, er kun antydningsvist berørt af kommunen i dens byggepolitik.

Der blev under højkonjunkturen bygget en del træbarakker, meget primitivt udstyret, men dog bedre end kolonihavehusene. Ialt blev der på disse træbarakker ofret ca. 8. mill. kr. Det var dengang bestemt som en midlertidig løsning, men eksisterer selvfølgelig fuldt beboet den dag i dag. Fra tid til anden er der også bygget boliger til en husleje af ca. 40 kr., som faktisk beboes af arbejdere, men det er betegnende, at disse boliger, som også tildels blev anvendt til at skaffe husly til dem, som boligtilsynet anmodede om at få anbragt, fordi de boede under de allerdårligste forhold, f.eks. ikke er udstyret med centralvarme eller vaskerier.

Den mand, der har det grove og tunge og dårligt betalte arbejde, må også, når han kommer hjem, bo under de besværligste forhold, bære koks op fra kælderen eller vådt tøj fra vaskekælderen til loftet o.s.v., medens kontorchefen, som bor i den kommunale treværelses lejlighed, har både centralvarme og andre bekvemmeligheder.

Som undskyldning for, at der ikke er bygget billige boliger i København. hævder man fra kommunal hold, at der ikke kan bygges moderne lejligheder til en kvadratmeterpris af under 12 kr. pr. m2 ! - »Det kan ikke betale sig«. Der er altså også til grund for kommunens »sociale« byggeri lagt ganske almindelige, kapitalistiske rentabilitetshensyn. Det burde heller ikke betale sig, ligesom gas og elektricitet til den fattigste del af befolkningen heller ikke burde betale sig. ( Den elektricitet, som forbrugerne betaler med 35 øre pr. kw. koster kun ca. 8 øre i fremstillingspris. dvs. en fortjeneste på over 300 %.)

Med det andet problem, den kapitalistiske bolignød, forholder det sig således: Produktionen af boliger er til dels underkastet andre love end den almindelige industrielle produktion. Stor byggevirksomhed falder ikke sammen med højkonjunktur, overproduktion af boliger finder netop sted krise- eller depressionstider, medens højkonjunkturtider med stigende arbejdslønninger og derpå stigende indflytning til storbyerne, ofte er forbundet med akut bolignød.

Årsagerne er følgende: Da hus og grund er uløseligt sammenknyttede bliver det muligt for husejeren i egenskab af grundejer at udnytte sit monopol som grundejer til en fortjeneste, som ligger langt udover produktionsomkostningerne. Dette i forbindelse med at byggeriet er en hjemmeindustri gør, at boligproduktionen bliver forholdsvis uafhængig af svingninger på det almindelige industrimarked. Boligerne har desuden en meget længere levetid end andre varer, og nyproduktionen udgør derfor en lille del af hele den boligmasse, som der er brug for. Grundejerkapitalen vil i almindelighed være modstander af forøget boligbyggeri, forøget konkurrence, når dette byggeri ikke ligger i en betydelig højere prisklasse.

Da byggeriet er en meget primitiv industri, udgør den variable kapital, arbejdslønnen, en meget stor del af produktionsomkostningerne. Det vil sige, at i en periode med stigende lønninger, vil boligproduktionen fordyres uforholdsmæssigt og gå i stå. Men netop i disse perioder, hvor der strømmer nye arbejdere til byen, og arbejdernes leveniveau stiger, vil der være brug for mange boliger. Så kommer bolignøden. Men arbejdernes stigende lønninger indtræffer i højkonjunkturperioder, hvor der, som f.eks. efter krigen, i Danmark er stor fortjeneste i skibsfart og industri, og hvor kapitalen derfor søger til disse investeringer, som giver stort og hurtigt udbytte, mens boligproduktionen på grund af hele kreditforholdet på boligmarkedet giver en relativ lav og langsom fortjeneste. Det betyder, at det også af den grund vil være vanskeligt at fremskaffe penge til boligproduktion i disse perioder. (Dette er det normale Men netop iår (1935) oplever vi en tilstand som synes at modsige denne teori, idet der på grund af stigende beskæftigelse i industrien foregår en meget stærk tilstrømning til byerne. (28.000 tilflyttere til København i 1934) og samtidig er der rekordår i byggeriet! - Årsagen ligger i denne krises særlige karakter. Industriens nuværende produktionsapparat er ikke på langt nær udnyttet. Derfor foregår der så godt som ingen nyinvesteringer i industrien trods stigende Konjunkturer. De ledige penge søger fortrinsvis til byggeriet og på grund at regeringens og fagforeningsreformisternes velsignelsesrige virksomhed er det heller ikke lykkedes for bygningsarbejderne at opnå lønforhøjelse.)

Denne boligmangel bliver under normale omstændigheder stærkt udnyttet af husejerne til at skrue priserne i vejret; men lejestigningen vil samfundsmæssigt set betyde stigende grundværdier og stigende uproduktiv belastning af industrikapitalen. Huslejen indgår for det første i industriens produktionsmidler, men desuden, hvad der er langt vigtigere, i den variable kapital, i arbejdslønnen. Marx udtrykker dette således: »For at opretholde livet, behøver det levende menneske en vis mængde livsfornødenheder. Den arbejdstid, som er nødvendig for at fremstille arbejdskraften, opløser sig derfor i den arbejdstid, som er nødvendig for at fremstille disse livsfornødenheder, eller arbejdskraftens værdi = værdien af de livsfornødenheder, som dens ejer behøver.«

Boligen er imidlertid en af de vigtigste livsfornødenheder. Ingen anden faktor tynger som den på arbejderens budget. »Men,« fortsætter Marx, »arbejdskraftens værdi opløser sig i værdien af en vis mængde livsfornødenheder. Den veksler derfor også med værdien af disse livsfornødenheder.« Eller på dansk: Stigende husleje vil før eller senere betyde stigende arbejdsløn. Derfor er netop industrikapitalen interesseret i, at der produceres forholdsvis billige boliger.

Der vil da også under normale omstændigheder komme en tid, hvor priserne på boliger vil stige så stærkt, så det igen kan betale sig bedst at investere penge i byggeriet. Men dette punkt indtræder først efter at den almindelige højkonjunktur er passeret, når vi igen nærmer os krisen. En livlig boligproduktion vil i en sådan periode ofte føre til overproduktion og boligkrak, netop fordi lønningerne er synkende og betalingsevnen svigter. De færdige huse står tomme, ingen kan betale dem. Det er klart, at dele af det kapitalistiske samfund og ikke mindst industrikapitalen er interesseret i, at udviklingen i boligbyggeriet ikke fører til boligmangel og opskruede priser, men på den anden side også er interesseret i, at der ikke indtræffer boligkrak, som ved den høje risikopræmie, som husejerne derefter vil beregne sig, også vil bidrage til at forhøje huslejen.

Industrikapitalen, som i den liberalistiske periode har været den dominerende, har derfor villigt understøttet alle forsøg på at bekæmpe denne konjunkturelle »bolignød«. Disse forsøg faldt netop i en periode, hvor socialdemokratiet var kommet til magten i København og skulle vise, hvad det kunne udføre. Under høje jubelskrig blev derfor den reformpolitik ført frem, som gik ud på at regulere de uheldige konjunkturfænomener i den kapitalistiske produktion, men som blev kaldt for:

Afhjælpning af bolignøden

Derved er hele spørgsmålet blevet forvrøvlet, og der hersker ikke mange steder en sådan forvirring som i den offentlige omtale af bolignød og boligspørgsmål. Der ligger sikkert fra socialdemokratisk side ikke nogen lumsk bagtanke i dette, det er heller ikke noget stort iscenesat bluff, for de mennesker tror selv, at det er socialdemokratiets skyld, at der er bygget de store karréer i Københavns udkant, og de tror, at det er at afhjælpe bolignøden, ligesom Frisch tror på sporvogne. Det store kommunale byggeri falder sammen med socialdemokratiets udvikling til et borgerligt-liberalistisk parti. (Den »kapitalistiske løsning« af boligspørgsmålet går ud på at forcere byggeriet af de lejligheder, der er efterspørgsel efter fra det købedygtige publikum - og derfor fortjeneste ved. Denne løsning er ikke noget specielt socialdemokratisk fænomen. Dette illustreres ved at boligproduktionen i en by med styre af skiftende politiske partier (Oslo) har de konservative i perioden 1920-22 bygget omtrent ligeså meget som arbejderpartiet perioden 1929-31.)

Den kommunale boligproduktion under parolen: "bolignødens bekæmpelse" er ikke engang et særligt socialdemokratisk nummer. Det er den sædvanlige borgerlige måde at løse spørgsmålet på. I Oslo, hvor arbejderpartiet ikke som i København har været ved magten hele tiden, ser vi, at højrepartiet har fulgt den samme linie. Utvivlsomt har det kommunale byggeri i København i perioden efter krigen, navnlig måske statsboligfonden, haft en afgørende regulerende virkning på boligproduktionen. Sandsynligvis havde vi, hvis disse foranstaltninger ikke var kommet, haft et højere prisniveau for de mellemstore boliger, men dette berører ikke boligproblemet for de mindre bemidlede klasser, som man ikke alene ikke har løst, men end ikke forsøgt på at løse, fordi man ikke har villet se problemet lige i øjnene. Problemet er nemlig ikke et produktionsproblem. I det lange løb vil produktionen af en hvilkensomhelst vare i det kapitalistiske samfund ihvertfald ikke føre til underproduktion,- tværtimod. Der er sko, strømper, flæsk og kaffe nok, og der er også boliger nok, allerede nu. I en by som København så vi, at der var omtrent et værelse til hver indbygger, mænd, kvinder og børn. Ja, der er altså så mange boliger, at man efter en socialdemokratisk borgmesters mening bør rive nogle af dem ned, »for at støtte boligmarkedet«

Problemet er et fordelingsproblem - et socialt problem. Det er et problem, som er uløseligt knyttet til den private ejendomsret. Lad os tænke os, at dette problem var brændende for det socialdemokratiske flertal i borgerrepræsentationen. At de, som repræsentanter valgt af arbejdere, virkelig ville føre en klassepolitik, ville sætte alle kræfter ind på at skaffe billige boliger til arbejderbefolkningen i København. Det ville sige, at man ikke som nu hist og her opførte nogle karréer med billige boliger, men virkelig satte et storstilet byggeri igang, -organiserede det ved hjælp af kommunens egne teknikere, så fortjenesten ikke tilfaldt en tilfældig entreprenør, opførte gode toværelses lejligheder med centralvarme og styrtebad og lejede dem ud til 35 à 40 kr. om måneden. Det ville og skulle ikke give nogen god fortjeneste til kommunen, men ville, hvis arbejdet var fornuftigt tilrettelagt, kunne gennemføres uden større tab. Lad os tænke os, at man, for at skaffe de nødvendige millioner til dette byggeri, fik lov til at lægge en temmelig stor skat på de gamle ejendomme, på samme måde, som man har gjort i Tyskland og Østrig. Lad os stadig tænke os, at disse millioner, der indkom ved en sådan skat, ikke som i Tyskland, gik til lån til ethvert byggeri (og efterhånden til alle mulige andre formål, endog til at bygge panserkrydsere), men udelukkende til at bygge små virkelig billige lejligheder, til en pris, som lå 10-15 kr. under den, som betales i private tilsvarende lejligheder. Hvad ville ske ?

Der ville ske det, at prisen ikke alene på kommunens egne ejendomme, men også på alle private lejligheder ville synke. Hvis foretagendet blev gennemført i tilstrækkelig stor målestok, ville det i løbet af kort tid betyde en lejesænkning over hele byen.

Obligationerne ville falde. Grundejere og obligationsejere i hele landet ville give et hyl fra sig, og så ville der sandsynligvis ske det, at kreditforeninger og banker ville optræde som i 1931 og sige til kommunen: »Mine herrer, denne politik passer os ikke, vær venlig at lægge roret om, ellers lukker vi for kreditten.« Og ligesom i 1931, da bankkapitalen tvang den socialdemokratiske kommune i København til at lægge skatterne over på den arbejdende befolkning i form af større indirekte skatter, kunne det også være, at kommunen i vort tilfælde blev nødt til at bøje sig og opgive den idé. Det er nemlig trods al snak om parlamentarisme alligevel bankkapitalen, som udøver det borgerlige diktatur. - Også i de demokratiske lande. Men vær ikke bange, der vil aldrig ske noget sådant. Dette mareridt skal ikke holde nogen obligationsejer vågen om natten; vi ved alle, at borgerrepræsentationen - ihvertfald med dens nuværende sammensætning - ikke ønsker at føre nogen klassepolitik.

Huslejeloven

I et kapitalistisk samfund kan den sociale bolignød ligesålidt afhjælpes ved at bygge dyre boliger, som ved negative foranstaltninger som huslejeregulering og huslejelovgivning.

En huslejelov, som den vi i 1916 fik i Danmark, og som med forskellige ændringer er fornyet, indtil den blev forkastet af landstinget i april 1934, går i sine hovedtræk ud på at stabilisere det forhåndenværende lejeniveau. Ved bestemmelser om, at huslejen ikke kan sættes op, vil man forhindre, at grundejerne og husværterne benytter en periode, hvor der er mangel på boliger, til at skrue huslejen i vejret.

Huslejeloven, der oprindelig blev vedtaget af alle partier, blev i 1923 med de konservatives stemmer forlænget i 2 år, og yderligere i 1925, stadig med de konservatives støtte, i 6 år. I 1931 blev loven i noget afsvækket form, som »lov om visse boliger«, atter vedtaget denne gang med venstres stemmer mod de konservative, som i den anledning blev hævet til skyerne af grundejerne. I landstinget blev loven yderligere svækket af venstre, tydeligt under diktat af grundejerne. Grundejerstanden, som i denne periode afvekslende havde støttet sig til de to reaktionære partier, opnåede endelig i 1934 at få loven forkastet med begge disse partiers stemmer mod socialdemokrater, radikale og kommunister.

Det kan måske synes mærkeligt, at en enkelt del af kapitalistklassen sådan igennem en årrække har fået sine indtægter tvangsmæssigt beskåret, medens industrikapitalen indkasserer mægtige avancer på grund af prisniveauets stigning.

Årsagen er den samme, som den, der ligger til grund for kapitalens velvillige stilling til det forcerede boligbyggeri i efterkrigstiden. Husejerne (grundejerne) er nemlig ikke vareproducenter i almindelig forstand. Den avance, de får ved at lejen stiger, forøger ikke deres udgifter på samme måde, som i industrien (de eneste produktionsomkostninger, der stiger, er udgifterne til vedligeholdelse, der, som enhver lejer ved, er minimale), I sammenligning med industrien er husejerne således særlig begunstigede, og denne stigning i huslejen danner grundlaget for optagelse af nye lån i gamle ejendomme, højere salgspriser og højere grundværdi. Det vil sige en grundværdistigning, som betyder, at en del af den for industrien disponible kapital bindes i uproduktive foretagender (passive kapitalbelastninger). Samtidig betyder - som vi har vist i forrige kapitel - stigende husleje under normale forhold, hvor arbejderklassen kan sætte sine lønkrav igennem, stigende arbejdsløn, stigende udgifter for industrikapitalen.

I 1935 under den kapitalistiske krise, hvor der er overflod på kapital, er den passive kapitalbelastning mindre farlig for industrikapitalen, og samtidig med, at det ikke er vanskeligt at skaffe penge, ved industriens folk, at hele regeringsmaskineriet og fagforeningsapparatet nu sættes ind for at holde arbejdslønnen nede. Huslejeloven kom til behandling efter, at Steinckes sammenkædningslov var vedtaget, og efter at man lige havde set, hvorledes forsøg fra arbejdernes side på at forbedre lønningerne (søfolk og slagteriarbejdere) var blevet slået ned med hård hånd. Under disse omstændigheder var der ingensomhelst grund for industrikapitalen til at holde hånden over de lave huslejer, og loven blev forkastet.

Socialdemokratiet var de ledende i disse forholdsregler for at holde arbejdslønnen nede, og det er derfor kun hyklerisk, når man i socialdemokraten græder store helsides tårer over konsekvensen af denne politik: huslejelovens nedsabling.

Huslejelovens skæbne viser tydeligt sammenhængen mellem boligspørgsmålet og spørgsmålet om magten i samfundet i sin helhed. Den viser ligeledes, at fra arbejdernes side kan det ikke nytte at tro, at parlamentarismen og demokratiet klarer det hele; kun når det parlamentariske arbejde understøttes af en aktiv lønpolitik gennem de faglige organisationer, vil man skridt for skridt kunne tvinge kapitalen til at gøre indrømmelser. Parallelt med de faglige organisationer må der fra hele den arbejdende befolknings side, den del af befolkningen, som udgør den store masse af lejere, opbygges lejerorganisationer under ledelse af bevidste arbejdere.

De fleste af de nuværende lejerorganisationer er uden hoved og hale, har ikke noget andet program end at formidle klager over vandhaner, der løber, og lignende. Den centrale lejerorganisation er under rent borgerlig ledelse, der nærmest betragter sin opgave, som mellemled mellem lejer og ejer.

»Som der er gode og dårlige ejere, er der også gode og dårlige lejere,« blev der sagt ved et offentligt møde, »og foreningen betragter det som sin opgave at regulere forholdet mellem ejer og lejer på en sådan måde, at der er tilfredshed på begge sider.«

Mange steder i udlandet, som i Sverige, Tyskland og Østrig, er det lykkedes lejerforeninger at gennemføre betalingsstrejke, indtil husværten gik ind på at sætte huslejen ned. Til støtte for den slags aktioner vil en paragraf, i den forhåbentlig kommende nye huslejelov, om beskyttelse af lejerforeningernes bestyrelser, så de er uopsigelige - på samme måde som tillidsmandsbeskyttelsen - være af stor virkning.

På denne måde vil det parlamentariske arbejde kunne understøtte de direkte aktioner fra lejernes side (lejerstrejker), men det vil være en illusion at tro, at en huslejelovgivning i et kapitalistisk samfund væsentligt vil kunne forbedre lejernes vilkår. Den vil allerhøjest kunne stabilisere det nuværende huslejeniveau og det eksisterende forhold mellem lejer og ejer med hele dets uretfærdighed, og selv en nok så god huslejelov vil ikke kunne skaffe nye billige boliger til den arbejdende befolkning. Altså: ikke afskaffe proletariatets bolignød.

De føre gående kapitler har vist den danske reformismes resultater i byggeriet og i lovgivningen, dens magtesløshed overfor det egentlige problem: arbejdernes bolignød. Vi vil i næste kapitel vise, hvad en reformisme, der er mere konsekvent, og som tilsyneladende har nået langt større resultater, tilslut har ført til. Vi vil behandle det socialdemokratiske Wien, og vil derefter tilsidst vise den socialistiske »løsning« af boligspørgsmålet i Moskva.

WIEN

Hvis man kan kalde den politik, som Københavns kommune har ført i boligspørgsmålet, for liberalistisk, skønt den er opreklameret som socialdemokratisk, så kan man med fuld ret betegne den politik, som i Wien er fulgt af det socialdemokratiske flertal, der har haft magten i denne by, for socialdemokratisk, - skønt den er blevet betegnet som socialistisk.

Den politik, som med megen konsekvens blev gennemført i det røde Wien, er et mere ægte udtryk for socialdemokratiets program end den tilsvarende politik i København, som i det væsentlige ikke adskiller sig fra boligpolitiken i alle liberalistiske byer. Wiens boligpolitik viser på den ene side, hvad der kan nås med en socialdemokratisk reformpolitik i en kommune eller rettere sagt forbundsstat som Wien; men den viser på den anden side også grænserne for denne politiks resultater. Den viser tydeligt, hvorvidt man kan nå ved at udnytte alle modsætninger mellem kapitalistiske grupper indbyrdes, men også, at i et kapitalistisk samfund vil et spørgsmål, som boligspørgsmålet overhovedet ikke kunne løses. Den ulykkelige skæbne, som har ramt Wiens arbejderbefolkning, fascismens sejr og terror i Wien, viser tilslut det uhyggelige punktum, som kapitalens interesser, når de i en krisetid bliver truet, sætter for ethvert reformarbejde, for enhver social forbedring.

Wien var efter 1. Verdenskrig hovedstad i et land, som på alle kanter var blevet beskåret, bl.a. også for landstrækninger, som indeholdt råstoffer, landstrækninger, hvis beboere for en stor del fortsatte med at være aftagere af den østrigske industris produkter. Landets økonomiske stilling var meget svag, og over 70 % af industrien var henvist til eksport.

Den torso, der var igen af landet, var meget fattig på råstoffer. For den østrigske industri var der kun een mulighed for at kunne konkurrere med de omkringliggende lande: lavere arbejdslønninger.

Efter krigen blev da også de i forvejen lave lønninger sat yderligere ned. Men dette var kun muligt ved at gøre arbejdernes livsfornødenheder billigere, og her som i andre lande fandt man da hurtigt ud at, at den del af arbejdernes livsfornødenheder, der var mest uafhængig at verdenskonjunkturene og samtidig udgjorde den største del af arbejdernes budget, var - boligen.

Den plan til fremskaffelse at billige boliger, som blev Wiens store socialistiske glansnummer, blev da også udarbejdet at den socialdemokratiske kommune - - i samråd med eksportindustriens ledende mænd. Dette forhold er også åbent indrømmet af socialdemokratiets ledere i Østrig.

Følgen blev da også, at industrien fik gennemført en lønsænkning, som var større end faldet i lejlighedspriserne. Lønningerne lå i Wien ifølge en socialdemokratisk statistik i 1926 (senere er de gået endnu længere ned) i forhold til lønnen i andre europæiske byer således: reallønnen var i Berlin 16-37 %, i Paris 22- 49 %, i Amsterdam 59-92 %, i London 92-117 % højere end i Wien.

Lejen blev sat ned i alle boliger, både gamle og nye ved en lov, som ved første øjekast ser ud som en formuekonfiskation, idet den går ud på at: lejen ikke i nogen bolig til udlejning måtte udgøre mere end det beløb, der fordredes til reparationer, vedligeholdelse og administration. Det vil sige, at enhver forrentning, amortisation og fortjeneste for husejeren bortfalder.

Dette kunne jo se ud som en slags socialisering at alle boliger, men man forstår bedre, at en sådan lov uden videre modstand kunne gennemføres, når man tager i betragtning, at af gæld i ejendomme på det daværende tidspunkt faktisk var annulleret ved den enorme inflation, som havde gjort ethvert gældsbevis til en værdiløs lap papir.

Hvis der, efter at valutaen var stabiliseret, skulle kunne optages nye lån, som altså ville være direkte indtægt for husejerne, og som derfor kunne tilbydes på meget gode vilkår for kapitalen, ville dette betyde en så enorm passiv kapitalbelastning, så det faktisk ikke ville være muligt at skaffe penge til den i forvejen nødstedte industri. Også denne lov fik derfor industrikapitalens uforbeholdne støtte.

Loven førte virkelig også til, at huslejen blev betydelig lavere - samtidig med et alvorligt løntryk (senere er loven temmelig grundig gennemhullet). Men denne lov betød naturligvis også, at privat byggevirksomhed ophørte; hvornår har man set kapitalen søge til virksomheder, hvor der ikke er muligheder for profit, endsige den mindste forrentning.?

Samtidig var der imidlertid i Wien en meget stor boligmangel, rent bortset fra den latente bolignød. Ganske vist var indbyggerantallet gået tilbage, men antallet at husholdninger var vokset. Dette ligger vel i de mange nye ægteskaber efter krigen og i det forhold, at byens tilvækst bestod af embedsmænd og handlende fra de afståede provinser med familie, medens de, der drog ud, væsentlig var de yngre ugifte, som søgte andetsteds hen efter arbejde.

Den anden del at kommunalbestyrelsens plan til at afhjælpe boligmangelen bestod derfor i et stort kommunalt boligbyggeri. Men da loven om de lave huslejer, som så smukt hedder lejerbeskyttelsesloven, også var gældende for nye boliger og altså også omfattede kommunens nye byggeri, skulle der til disse boliger ikke skaffes lån - det var indlysende umuligt - men direkte kapitaltilskud, og dette opnåede man ved en anden lov, som lagde skat på lejen.

Det vil sige, at man for at skaffe boliger til en vis del af befolkningen, lagde indirekte skat på alle byens indbyggere, også på de allerfattigste. Ganske vist var denne skat stærkt progressiv, men den var dog så stor, at på en månedlig leje af 5,7 schilling udgjorde den 1,5 schilling, eller lige så meget som 24 % af den betalte leje.

Hvad man ved den ene lov gav til lejerne, - tog man altså delvis igen ved den anden. For de millioner, der indkom ved lejeskatten, blev der i løbet af 12 år bygget ca. 50,000 boliger, mest et- og toværelses lejligheder i en temmelig åben bebyggelse, dog næsten alle uden centralvarme og de færreste med eget badeværelse. En meget almindelig type var en etværelses lejlighed på 38 m2, som kunne lejes ud for 7,2 schilling om måneden, hvoraf som bemærket de 1,5 schilling var skat. En efter vore forhold meget billig leje.

Statistikken viser, at kun ca. 27 % at beboerne i disse kommunale huse var arbejdere, resten var embedsmænd, småhandlende, middelstand, navnlig funktionærer i byen Wiens administration og i de socialdemokratiske fagforeninger. Rådmand Weber, som stod for boligbyggeriet, udtalte om de arbejdere, som søgte bolig i kommunens boliger: »De bliver anbragt der, såvidt de efter deres økonomiske og kulturelle situation menes at egne sig for disse boliger.«

Men den overvejende del af Wiens arbejderbefolkning bor i de gamle boliger, som selvfølgelig ikke er revet ned. Disse gamle huse er i Wien om muligt endnu værre end i København.

Wiens byggelov tillod, at der blev bebygget op til 85 % af en grund, hvad der har ført til den mørkeste og uhyggeligste bebyggelse, man kan tænke sig. 85 % af alle de gamle boliger består af et værelse og køkken med en grundflade på 16-20 %, det vil sige, at 85 % af boligerne er, hvad indretning og størrelse angår, som lejlighederne i Adelgadekvarteret, og dertil bygget i 6 etager med endnu mindre gårdsrum end på Vesterbro. 92 % at disse boliger havde kloset på gangen og 95 % havde fælles vask ude på trappen. Af disse boliger findes der den dag i dag 470,000.

Der er bygget 50,000 nye boliger, hvad der for en stor by som Wien ikke er så forfærdelig meget (i de sidste ti år er der i København bygget ca. 44,000, og i de sidste 5 år før verdenskrigen blev der i Wien under borgerligt styre bygget mere, nemlig 52,000 boliger). Disse boliger har dog ikke kunnet afhjælpe boligmangelen. I det store pragtværk »Das neue Wien«, redigeret af viceborgmester Emmerling, tales der om aftagende bolignød, under henvisning til antallet af personer, som har overnattet på byens husvilleasyler. Tabellen ser således ud: 1913: 657,691 personer og i 1925: 338,689 personer

Her slutter tabellen i »Das neue Wien«, men fortsættelsen ser således ud:

1927

427,515

personer

1928

492,861

personer

1929

662,449

personer

1930

700,195

personer

Og de sidste års krise har sikkert ikke gjort forholdene bedre. Overfor den slags kendsgerninger må Otto Bauer på socialdemokratiets Wienerkongres i 1928 indrømme, at: »man uden overdrivelse kan sige, at foruden arbejdsløsheden, er bolignøden blevet et at de værste sociale problemer i landet«, og i den danske »Socialdemokraten« kunne man 9. dec.1931 finde følgende notits: De forfærdelige sociale forhold i Wien: 1900: 51,000 fødsler og i 1931: 17,000 fødsler

- Wien, tirsdag. - I Wiens kommunalbestyrelse blev under behandlingen af budgettet givet en række rystende oplysninger om udviklingen af befolkningsforholdene under efterkrigstidens nød. Medens der i året 1900 var 51,000 fødsler i byen Wien, vil fødslernes antal iår ikke nå op over 17,000. De ældste aldersklasser vokser i voldsomt forhold overfor de yngre. Der er forfærdelig vækst i antallet af sindssyge, hvilket skyldes nød og alkoholisme. Antallet af mindreværdige mennesketyper stiger og giver forsorgsvæsenet større byrder. Så frygtelige er de følger, kapitalismen og krigen har bragt over menneskeheden.

Engels skriver et sted i »Zur Wohnungsfrage« »I virkeligheden har bourgeoisiet kun en metode at løse boligspørgsmålet på, og det er at løse det sådan, så løsningen stadigvæk lader spørgsmålet dukke op påny «. Efter 12 års socialdemokratisk styre i Wien ser vi altså, at bolignøden og den sociale nød er værre end nogensinde. De sociale udgifter skæres ned. Budgettet for 1932 viste en nedgang på: 1) 36 % i bevillinger til tuberkulosehjem, 2) 33 % til rekreationshjem, 3) 80 % til invalideforsorg, og på samme måde med de andre sociale bevillinger.

Efter 12 års socialdemokratisk styre var kapitalen endnu herre i landet, og det var stadig de store kapitalister: Rotschild og Hengel, der var de bestemmende. Der var 1/4 million arbejdsløse alene i Wien, og efter disse 12 års socialdemokratisk styre endte det hele med, at kapitalen, da krisen skærpedes, gennem den fascistiske Dollfuss-regering, igen overtog også den direkte udøvende magt og slog arbejdernes opstand ned, kvalte Østrigs arbejdere i blod og skød mange af de smukke boliger, som var socialdemokratiets stolthed, i grus. Ikke engang Hartvig Frisch vil vel påstå, at det var »kommunisterne, som var skyld i fascismen« i Østrig. Kun de socialdemokratiske lederes eftergivende holdning, deres systematiske afvæbning af arbejderne og stadige gåen på akkord, kan tilskrives skylden.

Om denne by skrev Kautsky i 1927: »Vi fejrer Wiens kommune som den første virkelige arbejderregering i verden, der hviler på demokratisk basis, som virkelig har forstået at skabe noget blivende. Det, som ikke lykkedes i Paris, som ikke er opnået i nogen stat i verden, har efter revolutionen i 1918 Wien vundet: En grad bevægelsesfrihed, som tillod den at gennemføre vigtige vidtgående reformer uafhængigt af statsmagten, ja, i modsætning til denne. Det, som kommunen i Paris ville, gennemførte Wien. Paris var det første forsøg på en rent demokratisk arbejderregering, Wien er opfyldelsen.

Den socialistiske kommune Wien står stærkere end nogensinde, og den anskuelsesundervisning, som den giver med så godt resultat, vil uforstyrret og i større omfang blive ved. Kommunen: Wien viser os den vej, som skal føre den internationale socialisme til verdens erobring.«

To år senere kom den kapitalistiske krise, og syv år efter, at Kautsky skrev dette, overtog den åbne fascisme magten. Så ser vi da læren af Wien: En by, hvor arbejderne har haft hele magten, men ikke benyttet den til at gennemføre socialismen, en by, hvor man mente ad reformistisk vej at kunne afskaffe bolignøden og gradvis indføre socialismen. Vi ser, hvorledes dette reformforsøg, trods de allergunstigste betingelser - en inflation, som havde slettet af gæld i de gamle ejendomme - ikke førte frem, ikke afskaffede den sociale nød, ikke afskaffede bolignøden, men fulgte det kapitalistiske samfunds krise på ganske samme måde, som de andre kapitalistiske byer - og tilslut endte med den fascistiske magtovertagelse.

Den socialistiske løsning

I Moskva var arbejdernes boligforhold før revolutionen betydeligt værre end i de fleste vesteuropæiske byer. 20 % af befolkningen havde overhovedet ikke nogen egen bolig, men måtte leje sengested for en nat i værelser, hvor der sov mange sammen.

I disse massekvarterer, der lå ved de store fabrikker, blev arbejderne yderligere udnyttet og betalte ofte en husleje, som var større for et »hjørne« i en sovesal, end den, de nu betaler for en hel lejlighed. I kældre og underjordiske boliger, som vi f.eks. kender dem fra Gorkis skildringer, boede alene i Moskva 100,000 mennesker.

En statistik fra 1912 over typografernes boligforhold viser, at 1) 38 % boede i sovesteder (»hjørner« ), 2) 41 % boede til fremleje hos lejere af enkeltværelser, 3) 15 % boede til fremleje i lejligheder, og kun 4) 6 % var selvstændige lejere - og det var endda et af de bedst lønnede fag.

En stor del af arbejderne i Moskva var så fattige, at de ikke havde råd til at have deres familie boende i byen; konen og børnene måtte ude i landsbyerne ernære sig som markarbejdere. Indtil revolutionen levede der gennemsnitlig 0,4 familiemedlemmer pr. arbejder i Moskva af denne årsag. I 1931 var der allerede 3,6 familiemedlemmer pr. arbejder. 49 % af alle Moskvas indbyggere boede i boliger, som hverken havde vand, kloak, gas eller elektricitet, end mindre centralvarme.

Da bolchevikerne i 1917 gennemførte den sociale revolution, og da arbejderklassen overtog magten også i Moskva, var en af de første ting, som Sovjetmagten gjorde, at socialisere enhver grundejendom og alle huse med undtagelse af mindre parcelhuse til en værdi af ikke over 10,000 rubler. De socialiserede ejendomme blev overdraget til Moskvas sovjet til fordeling til hele den arbejdende klasse, som nu rykkede ind i bourgeoisiets boliger, mens villaerne, slottene og adelens palæer blev omdannet til klubber, børnehjem, rekreationshjem for den arbejdende befolkning.

I huset i Worowskigade 20 f.eks., hvor der tidligere boede bankierer og fabrikanter og også den tidligere borgmester i det zaristiske Moskva (den mindste bolig havde 8 værelser foruden underordnede rum), fortæller portneren, der foruden kedelfyrbøderen er den eneste, som ikke blev smidt ud i 1918, at der hændte følgende efter revolutionen: Fire uger efter, at bolchevikerne havde taget magten, kom en afdeling af den røde garde ind i huset. I porten opstillede de to maskingeværer, og kommandanten sagde til den forskrækkede bourgeois, som allerede troede, at hans sidste time var kommet, blot følgende: »Nu, folk ! Om fem dage må I alle være ude af huset.« - Nu bor der kun arbejdere i ejendommen.

Sovjetmagten overtog fra zartiden omtrent 13 mill. m2 boligflade, som bortset fra, hvad der blev beslaglagt til kontorer for forvaltningen, fagforeningerne, klubberne etc., skulle fordeles på 1.700.000 indbyggere. Resultatet blev en boligflade på 7,35 m2 til hver indbygger (i København ville der nærmere blive 20 m2). En stor del af arbejderne er bønder, som er kommet ind til byen i de sidste år, og som nødigt opgiver deres vaner - sikkert går der mindst een generation, før det kollektive bliver det almindelige. Og Sovjetmagten er klog nok til ikke at gennemføre det ved magt, men ved gradvis opdragelse.

De har måske læst »Tre par silkestrømper« og spørger mistænksomt: »Er der da ikke boligmangel i Moskva - det hører man da altid om ?«. Jo, der er for tiden endog meget stor boligmangel i Moskva; for en udlænding, som kommer dertil, og som ikke har sikret sig en bolig i forvejen, er det meget svært at finde noget sted at bo. De smiler måske triumferende ad denne socialistiske måde at løse boligspørgsmålet på, men jeg skal hurtigt forklare, hvorledes det hænger sammen.

Allerførst må man gøre sig klart, at bolignød i kapitalistisk forstand findes der ikke - de dårlige boliger og kælderbeboelser er nedlagt - og der er ingen, der bor trangt, fordi han ikke har råd til at bo bedre. Kan De se forskellen ? Dermed var den egentlige bolignød ophævet.

Men Sovjetmagten lod sig ikke nøje dermed. Mange af de gamle boliger, som i den første tid efter revolutionen stadig måtte benyttes, var dårlige træhuse i yderkvarterer, som burde rives ned. Moskvas sovjet måtte derfor allerede i den vanskelige tid efter revolutionen sætte boligbyggeriet i gang. I en tid, hvor de kapitalistiske interventionshære fra alle kanter rykkede mod Moskva, og alle kræfter blev sat ind på at skaffe det nødtørftigste til den røde hær, kunne der naturligvis ikke blive tale om boligbyggeri i større stil, men allerede 1923 begyndte byggeriet i større omfang, og der blev i den første egentlige byggeperiode 1923-29 bygget 24,000 boliger, skønt man befandt sig i en tid, hvor alle nødvendige kræfter og alle materialer, som kunne undværes, gik til sværindustrien.

Bolchevikerne begyndte den socialistiske opbygning fra den tunge ende: Først fundamentet: Sværindustrien, så letindustrien og efter dette tager man fat på at tilfredsstille befolkningens behov på alle andre områder. Det er disse opgaver, den anden femårsplan skal løse. Fra 1927-34 byggedes der i Moskva 4.155.000 kvm. boligflade. Ikke destomindre blev der fra 1923-32 bygget 98,000 boliger, eller omtrent dobbelt så meget som i Wien (alene i 1932: 23,500 lejligheder). Disse boliger, som i størrelse svarer til vore toværelses og treværelses lejligheder, havde allesammen centralvarme, varmt vand, gas og elektricitet - for os selvfølgeligheder, - for arbejderen fra det zaristiske Rusland et mægtigt fremskridt.

Bebyggelsen er meget åben og luftig, idet det kun er tilladt at bebygge 10-30 % af grunden (sammenlign Wiens 85 %). Værelserne er rummelige, 20- 25 m2. Når man har set »die wohnung für das existenzminimum«, som bliver bygget i Berlin og Wien, så virker arbejderboligerne i Moskva helt herskabelige ved siden af. I så godt som hvert hus er der børnehave, fælles køkken, spisesal og klubrum - gennemsnitlig bliver 10 % af gulvarealet brugt til den slags kulturelle formål. Det kollektive hus vil mange med spændt nysgerrighed spørge efter. Det kollektive hus bliver i Moskva bygget for unge studerende og for arbejderne ved en del fabrikker. Ialt er der bygget ca. 25 % kollektive huse, obdjschidjer, - endnu er den overvejende del familieboliger - men med de ovenfor omtalte kollektive indretninger i hvert hus.

Vi skal senere forklare, hvorledes huslejen bliver beregnet, og foreløbig kun oplyse, at i de nye huse skal der efter lovens bestemmelser bo mindst 80 % arbejdere, som arbejder i bedrifterne - altså dem med det tunge arbejde -. Men der findes altså en boligmangel. Trods det, at byen har opført boliger i et antal, som svarer til det dobbelte af Wiens, er der boligmangel, og mange steder må to familier dele en lejlighed. Det hænger således sammen:

Moskva var før revolutionen nærmest en administrations- og handelsby. Sovjetregeringen bestemte imidlertid, at hovedstaden skulle være en industriby, fordi regeringen i første række støttede sin magt på fabriksarbejderne. Der blev derfor anlagt en mængde fabrikker i og ved byen. Dette i forbindelse med, at byen var blevet hovedstaden for de forenede Sovjetrepublikker, gjorde, at indbyggertallet voksede - og voksede meget stærkt (Fødselsoverskuddet er nu 8,8 pro mille. Antallet af fødsler 21,7 pro mille. Dette er det bedste bevis på, at befolkningen ser fremtiden roligt i møde, I Wien var de tilsvarende tal ÷ 4,7 og 8,8 pro mille.) Fra 1926 til januar 1932 kom der over en million nye indbyggere til byen, som voksede fra 1,7 mill. til over 3 mill.; en overgang kom der godt 30,000 mennesker til byen om måneden for at tage fast ophold. Til en sådan vækst kunne boligbyggeriet naturligvis ikke følge med; det er en anden slags bolignød end den, der hersker i de kapitalistiske byer.

Den tyske arkitekt Hannes Meyer, som i fjor holdt foredrag i København, fortalte, hvorledes han havde rejst fra Moskva til Berlin sammen med en arbejder fra Ural; en mand, som havde lært at læse og skrive og nu af sine kammerater var sendt til Berlin for at studere bestemte maskiner. Allerede ved ankomsten til Berlin gjorde alle kolonihavehusene af brædder og bølgeblik, hvorfra der midt på vinteren steg røg op af »skorstenen«, et stærkt indtryk på ham. En hel dag gik han uden at blive træt gennem Berlins store varehuse, der var overfyldte med varer, som han næppe havde kunnet forestille sig, men tomme for kunner, gennem gaderne i Westen, hvor hver anden af de store lejligheder stod til leje, gennem proletarkvartererne, hvor arbejderne levede sammenstuvede uden at have råd til at købe noget i de elegante butikker af de mange smukke ting, som var udstillet i de smarte vinduer. Russeren forstod, at han var kommet til en anden verden, i elleve timer i træk gik han gennem byen, ganske fortumlet, uden at hvile, uden at ville have noget at spise. Som han udtrykte det: »Hvor kan jeg spise, når mine klassefæller lever på den måde.«

Denne modsætning mellem den kapitalistiske og den socialistiske verden gælder for boligen, som for de andre varer - det ene sted overflod på varer: Bugnende butikker uden kunner, tomme lejligheder uden lejere: Kapitalismen. Det andet sted endnu mangel på varer, men stadig stigende velstand, en befolkning, som hver dag kan købe mere end dagen før, som forlanger nye varer og nye boliger hurtigere, end de kan fremskaffes trods det, at industrien arbejder på fuld kraft, og der ingen arbejdsløshed er. »Men« vil De indvende, »for den arbejder, der bor sammen med en anden familie i Moskva, kan det da være ligemeget, hvad slags bolignød, han er udsat for, enten det er den kapitalistiske bolignød eller den socialistiske vare-bolig-mangel. Han bor lige trangt.« - Nej, det er ikke lige meget, for den socialistiske arbejder ved, at for ham er bolignøden kun kort overgang. Han følger med i den nye femårsplan og ved at der er afsat millioner til boligbyggeriet, han ved at han lever i et planøkonomisk samfund, som har bestemt, at Moskva skal have 3,5 mill. indbyggere og ikke mere. Tilvæksten er ingen naturkatastrofe, som aldrig hører op. Han ved, at om nogle år kan han få sin egen bolig, og han ved, at den ikke tilfalder en eller anden borger, som kan betale mere end han, som i de kapitalistiske lande.

Arbejderen i Berlin kan kun i fremtiden se krise, arbejdsløshed, mindre understøttelse, nød - det er forskellen. Arbejderen i det socialistiske samfund vil aldrig, som hans klassefælle f.eks. i Wien eller i København, risikere at blive sat på gaden, hvis han ikke kan betale, og hans husleje udgør gennemsnitlig kun 8 % af hans indtægt. Huslejen i Moskva er et led i den proletariske klassepolitik. Den er afhængig af boligens størrelse, naturligvis - men desuden af beboerens indtægt, og af, hvor mange han har at forsørge. Således betaler en arbejder, hvis hans kone også har arbejde, og de ellers kun har et barn at forsørge, en betydelig højere husleje, end den arbejder, som f.eks. har 7 børn at forsørge.

Forholdet er altså det modsatte af i København, hvor de fattigste lejere betaler den højeste husleje pr. m2. I Moskva er den laveste husleje 5,5 kopek pr. m2, og den højeste leje for arbejdere, ansatte og fri erhverv 1,32 rubel pr. m2

For små håndværksmestre, som beskæftiger en eller flere svende, er den noget højere, og for de ikke arbejdende, resterne af det gamle bourgeoisi, som ikke vil arbejde med på den socialistiske opbygning, er den helt op til 8,8 rubler pr. m2 om måneden. Men dette forhold gælder også for opvarmningen. Hvor der ikke er centralvarme, bliver brændslet indkøbt af bolig»selskabet« og udgifterne fordelt på beboerne, men i alle tilfælde efter en lignende skala som huslejen.

Det vil sige, at en arbejder med en lille indtægt ikke alene har boligen omtrent gratis, men også varmen. Den gennemsnitlige udgift til bolig og opvarmning er i Moskva 11 % af indtægten, og denne sum er tilstrækkelig til at bekoste alle reparationer og desuden amortisere husene i en periode af 60 år. Af denne amortisation bliver der straks bygget nye boliger (de 60 år er naturligvis kun et matematisk tal; man vil længe inden den tid nå til det punkt i udviklingen af det socialistiske samfund, hvor penge ikke spiller den rolle, som i den nuværende overgangsperiode). Til sammenligning kan oplyses følgende statistik fra København, som viser hvor stor en del af indkomsten, man betaler i husleje:

 

Lejligheder opført i: 1916-25

Lejligheder opført i: 1925-30

Af indtægter under 2.000 kr. betales der

44,4 %

51,1 % i husleje

2000-2999

24,9 %

28,8 % i husleje

3000-3999

19,0 %

21,1 % i husleje

4000-4999

16,3 %

18,0 % i husleje

Som man ser lige det modsatte princip af Moskva.

En vigtig side af boligspørgsmålet er byplanlægningen

Mens denne i de kapitalistiske byer i større eller mindre grad er kastebold for kapitalistiske interesser, og derfor aldrig i virkelig planmæssig betydning kan blive en realitet, kan man i den socialistiske stat uhæmmet af grundspekulation og andre kapitalistiske interesser virkelig realisere en byplan. Allerede under den første femårsplan blev der bygget over 200 nye industribyer og over 1000 landbrugsbyer, og planlægningen af disse byer foregår efter de mest moderne og for befolkningens sundhed og bekvemmelighed bedste principper.

Mens arbejderne i de kapitalistiske lande bor spredt rundt i byen og industrien ligeledes er planløst fordelt over hele byens område, sørger man i Sovjetunionen for, at arbejderne får så kort vej til deres arbejdsplads som muligt. Dog på en sådan måde, at boligkvarteret ikke generes af røg og larm fra fabrikkerne. Oftest er de skilt fra fabrikkerne ved et beplantet bælte.

I en by som København er det ikke ualmindeligt, at arbejdere, som bor i Brønshøj, har arbejde på Amager. Efter et rundspørge, som jeg har foretaget i et ejendomskompleks ude ved Damhussøen, viser det sig, at de arbejdere, som bor der, har deres arbejde f.eks. på Østerbro, på Refshaleøen, på Amager, i Hellerup og i den indre by, og de skal altså daglig tilbringe 1 à 1 1/2 time på cykle eller i sporvogn for at komme til og fra deres arbejdssted.

En anden undersøgelse, som omfatter arbejdere på Schiønning & Arvés fabrikker, viser, at af disse arbejdere har - de, som kører i sporvogn (10 %), gennemsnitlig 3,5 km til arbejdsstedet; de, som cykler (45 %), gennemsnitlig 3 km til arbejdsstedet, og de, som går (45 %), gennemsnitlig 1,5 km til arbejdsstedet. Boligblokkene i den socialistiske by placeres således, at adgang til lys og luft er den bedst mulige. Hermed forsvinder begreber som karrèer, sidehuse og baggårde. I København bor omtrent 50,000 mennesker i side- og baghuse, i de dårligste og mindste lejligheder (mens 8 % af forhuslejlighederne er etværelses, er 20 % af side- og baghuslejlighederne af denne ringe størrelse).

Byer »på landet«

Men det vigtigste problem i den socialistiske byplanlægning er forholdet mellem land og by. De kapitalistiske byer, som er centrer for varebytte, har en tendens til at vokse i det uendelige, at samle al handel og industri i enkelte store byer. For industrien står der altid, foruden de konstant arbejdsløse, en reserve-armé af dårligt betalte landarbejdere, som lokkes af, hvad byerne »kulturelt« kan byde (biografer, kaféer, dansesteder o.s.v.) foruden af den højere løn i industrien.

Noget sådant er ikke tilfældet i det socialistiske samfund. Der er man for det første herre over byens vækst; de nye byer beregnes til en befolkning af ikke over 150,000 indbyggere, og, hvad der er af særlig stor betydning, man søger at udjævne forskellen mellem by og land. I de kapitalistiske lande kan landbefolkningen mange steder hverken læse eller skrive, er derfor reaktionær, vanskelig at vinde for et socialistisk samfund. De har ikke adgang til den almindelige kultur, som bybefolkningen. Landbefolkningen står faktisk i de fleste kapitalistiske lande på et kulturniveau, som svarer til en tidligere, periode. Således var det også i Sovjetunionen, da bolchevikerne overtog magten.

Men Sovjetregeringen har, som et led i den socialistiske opbygning, spredt industrien over hele unionen (den var tidligere omtrent udelukkende koncentreret i Moskva og Petersborg). Råstofferne bliver nu i de nye socialistiske byer bearbejdet i de distrikter, hvor de fremskaffes. Også for landbefolkningen, som er beskæftiget med jorden, bygges der »byer«. Ved de store kollektivbrug og statsbrug bygges der på et centralt sted mindre byer, hvorfra landarbejderne om morgenen i omnibusser eller i lastbiler køres ud i marken, ofte milevidt fra byen til deres arbejde. I disse byer findes der alle de kulturelle samlingspunkter, som man har i industribyerne, klubber, biografer, skoler endog højskoler o.s.v., og man opnår ved denne byplanpolitik at likvidere den gamle individualistiske og kulturelt tilbagestående landbefolkning til fordel for en oplyst og socialistisk befolkning, som ikke går og længes efter storbyen. Dette er et af de allervigtigste problemer i byplanlægningen og er socialt set en fortsættelse af den likvidering af klasseforskellen, som gennemføres i det socialistiske samfund.

Medens fascismen søger at tvinge befolkningen tilbage til feudale arbejdsmetoder, hvad der i sin konsekvens fører til likvidering af hele var tids høje tekniske kultur, går socialismen den modsatte vej og hæver landbefolkningen op til industriel produktion (i et socialistisk samfund vil det sige kortere arbejdstid) og til byernes højere kultur - uden storbyens skyggesider.

Mange nye byer i Sovjetunionen planlægges fra grunden efter det såkaldte båndbyprincip. Industrien, som jo ofte er udgangspunktet for byens opståen, anlægges som en lang »produktionszone« langs en jernbane eller flod, så at varetransport kan ske med så lidt besvær som muligt. Langs dette industrikvarter lægges boligkvartererne (således, at arbejderne fortrinsvis kommer til at bo ud for det sted i industribæltet, hvor de har arbejde), men industrien og boligerne adskilles ved et bredt parkbælte el. lign., en »neutral zone((, som udelukker, at boligkvartererne generes af røg og støj fra industrien. På den anden side af boligerne, men med god forbindelse til disse, bygges skoler, hospitaler o.s.v. frit beliggende mellem sportspladser og andre åbne arealer.

Som illustration til princippet er vist, hvordan man kunne tænke sig København udvidet udover Amager som båndby. En anden sag er jo, at den private grundspekulation i enhver kapitalistisk by umuliggør en rationel byplanlægning.

Langs Amagers Østkyst er der ideelle betingelser for havneanlæg, gode besejlingsforhold, frie arealer til lager og industri, en del industri i forvejen o.s.v. I forbindelse med disse havneanlæg og langs den forhåndenværende jernbane anlægges industrien, som ved gartnerier og andre frie arealer (der for en stor del er til stede i forvejen) skilles fra boligkvartererne, der i forbindelse med den nuværende bøje bebyggelse udvides langs landevejen. Den viste fremherskende vindretning garanterer for, at industrien så lidt som muligt vil genere boligkvartererne.

Den engelske haveby-bevægelse, som på en vistnok oprindelig idealistisk basis søger at løse det samme problem indenfor det kapitalistiske samfund, synes i sammenligning hermed fuldstændig dilettantisk, fordi den overser nødvendigheden for den kapitalistiske udbytning af at have en reservearmé af arbejdsløse i de dårligste kvarterer i storbyerne og af landarbejdere, dårligt organiseret på grund af afstandene og med minimale lønkrav. Som Marx siger: »En del af landbefolkningen i ethvert kapitalistisk land befinder sig stadig på spring til at gå over i by - eller manufakturproletariatet.«

Hvad skal der gøres ?

Af de foregående kapitler er det forhåbentlig tydeligt fremgået, at bolignøden ikke løses ved nogen reform indenfor det kapitalistiske samfund den er et led i det kapitalistiske system og vil først ophøre med dette systems ophør. Friedrich Engels siger herom i »Zur Wohnungsfrage«: » Hvorledes løses nu boligspørgsmålet ? I det nuværende samfund ligesom ethvert andet samfundsspørgsmål, gennem gradvis udligning mellem udbud og efterspørgsel, en løsning, som stadig opkaster spørgsmålet påny, som altså ikke er nogen løsning.

Hvorledes en social revolution ville løse dette spørgsmål. afhænger ikke alene af de specielle omstændigheder, men hænger også sammen med langt dybere gående spørgsmål, hvoriblandt spørgsmålet om at ophæve modsætningen mellem by og land er et af de vigtigste. Da vi ikke her skal lave noget utopisk system for indretningen af det kommende samfund, ville det være mere end formålsløst at gå nærmere ind her på. Så meget er i hvert fald sikkert, at i de store byer findes der allerede nu tilstrækkelige boliger til at afhjælpe enhver virkelig bolignød, hvis de bliver rationelt benyttede. Dette kan naturligvis kun ske ved en ekspropriation af de nuværende besiddere, ved indkvartering i deres huse af de hjemløse og af de arbejdere, som nu bor i overbefolkede boliger.«

»Maskingeværet er altså den eneste udvej,«. indvender De med et ironisk smil, »kun ved maskingeværet kan boligspørgsmålet løses ?«. En endelig løsning af boligspørgsmålet kan kun ske ved indførelse af socialismen - og denne vil efter af sandsynlighed ske ved en revolution. Den besiddende klasse, som har magten, også i de vesteuropæiske demokratier, vil i det afgørende øjeblik sikkert ikke frivilligt, eller mod en sæk stemmesedler afgive deres magt og ejendom, men selv tvinge proletariatet til at anvende voldsommere midler. Det er imidlertid ikke her stedet til at forklare, hvorledes udviklingen gennem proletariatets diktatur til det socialistiske samfund vil forme sig - lad os holde os til boligspørgsmålet.

At den endelige løsning først vil ske ved en socialisering af alle boliger, betyder ikke, at vi i den tid, der vil gå, inden vi er nået så langt, skal lægge hænderne i skødet. Tværtimod, hvis vi lægger hænderne i skødet, vil vi sikkert ikke nå dertil. For enhver socialist er det indlysende, at boligsagen ikke er nogen isoleret sag, men en sag, der kun kan løses i sammenhæng med en systemændring, og at ethvert arbejde for socialismen derfor er det bedste arbejde også for » boligsagen«. Men det betyder ikke, at vi skal lade dagskravene ligge. Hvad skal der da gøres?

Stat og kommune

Vi har tidligere vist, at en boligpolitik, som går .ud på at producere flere boliger - hvad enten dette sker ved kommunal støtte eller garanti, eller ved statslån, ved kooperativt byggeri eller boligforeninger - ikke løser problemet for de ubemidlede i samfundet, men kun skaffer flere boliger til middelstanden.

Dette kan til en vis grad virke regulerende på boligernes pris, modvirke ågerspekulationer, men aldrig tvinge prisen ned under fremstillingsomkostningerne plus en »rimelig« profit. Men det er dette, som er nødvendigt for at fremskaffe boliger, som arbejderklassen kan betale.

De mange boliger til middelstanden gør altså deres gavn ved at regulere huslejen. Denne politik skulle ikke blive kritiseret, hvis der samtidig blev fremskaffet boliger til arbejderne, men nu er dens katastrofale følge, at den danner nye klasseforskelle. Ved denne reformistiske politik har man dannet en nogenlunde tilfreds middelstand (og et arbejderaristokrati), som bor i de nye kvarterer. Man har skabt en social stødpude mod proletariatets utilfredshed og beroliget sin egen samvittighed med, at der dog er gjort noget.

Læg mærke til, at det er dette sociale småborgerlag, som i Danmark råber højest om kamp mod kommunismen, mod de fattigste, som ikke har fået nogen bid af kagen. Det er et fænomen, som findes ikke blot i Danmark, men i alle imperialistiske stater, som har været rige nok til at bestikke de øverste lag af arbejderklassen til at gå over på borgerskabets side.

Men fra arbejderklassen må stilles det krav til stat og kommune, at der fremskaffes boliger til en pris, som de kan betale. Dette kan naturligvis kun ske ved direkte bevilling af de millioner, der skal til, og ved en lovgivning, som støtter fremskaffelsen af disse boliger og sørger for, at de ikke kommer grundejere og husværter tilgode, men virkelig opfylder det krav, som enhver borger må have: At der skaffes ham en ordentlig bolig. Det må være enhver borgers ret at få anvist en lejlighed, som han kan betale. Kravet må lyde: enhver husstand mindst : 2 værelser straks !!

Hvorledes de ikke få millioner, som skal til for at iværksætte et sådant byggeri, skal fremskaffes, er det ikke arbejdernes sag at give anvisning på - - der er nok af skatteobjekter, som kan udnyttes.

Når man har foreslået pengene fremskaffet ved en skat på gamle boliger det vil i virkeligheden sige lejerne - så er det vel nærmest for anskuelighedens skyld. Men princippet er i og for sig værdiløst. Ligesom det er forkert, at det alene er bilejerne, som gennem motorskatten skal betale vejenes anlæg (selv om luksusbiler godt kan tåle at beskattes), konsekvensen ville jo være, at de syge skulle beskattes med en ekstraskat til hospitaler og skolebørnene med en skat til skolerne.

At ejerne af de gamle ejendomme derimod skulle beskattes (ligegyldigt hvad skatten skal bruges til), burde være en selvfølge, og alene gennem en sådan skat vil en stor del af det beløb, som kræves til et boligbyggeri for de fattigste, kunne fremskaffes.

Men betingelsen for en sådan beskatning må være, at den efterfølges af en lov, som forbyder lejeforhøjelse, og således gør det umuligt for husejeren at vælte udgifterne ved skatten over på lejerne. Arbejderklassen må forlange af myndighederne, at de gamle usunde kvarterer nedrives, og at der skaffes nye boliger til beboerne til den samme husleje, som de nu betaler.

Der må forlanges, at de partier, som kalder sig arbejderpartier, går ind for en huslejelovgivning, som er langt mere vidtgående end den nuværende, og med en paragraf om beskyttelse af lejerforeningernes tillidsmænd, så de bliver uopsigelige, som nøjere definerer begrebet åger, og som gør af istandsættelse til en pligt for ejeren.

Faglige kampe.

Men huslejelovens skæbne viste tydeligt, hvor meget eller hvor lidt, der kan nås indenfor det kapitalistiske samfund ad parlamentarisk vej, når disse krav ikke er understøttede af en kraftig lønpolitik gennem de faglige organisationer. Eksemplet fra Wien viste også, hvorledes den besiddende klasse tager med den ene hånd, hvad der vristes den ud af den anden, hvis ikke arbejderklassen sætter hårdt mod hårdt. Boligspørgsmålet, der, som vi tidligere har påpeget, ikke må opfattes som et isoleret spørgsmål, kan kun vinde frem, når der står en kampberedt, klassebevidst arbejderklasse bag kravene, som er klar til at afvise ethvert angreb på lønningerne, og ved stadige krav om lønforbedringer går over til offensiven mod de besiddende klasser.

Lejerorganisationer.

Men også som konsumenter kan arbejderne og store dele af middelstanden lå en stor indflydelse på boligspørgsmålet, hvis de er tilstrækkeligt godt organiseret i lejerforeninger under ledelse af bevidste arbejdere.

Konsumenternes slagkraft er ganske vist altid begrænset bl.a. af tilbud og efterspørgsel, og hvis der f.eks. er mangel på lejligheder, vil ejerne ikke være bange for en lejerstrejke. Men når det gælder de små krav, og når det gælder særlig grelle udslag af udbytning, vil en organiseret lejerforening være af stor værdi.

Det politiske arbejde.

Men for den arbejder, som har fået forståelsen af, at det ikke er boligen, der er noget i vejen med, heller ikke den mere eller mindre hjælpeløse såkaldte boligpolitik, men at årsagen til de elendige tilstande, til den bolignød, som findes i alle kapitalistiske byer bunder dybere end i den enkelte reforms utilstrækkeligheder, bunder i hele samfundsordningen, som tillader en klasse af fåtallige grundejere og husejere, der har det monopol at eje en grund eller et hus, at udsuge den øvrige befolkning - det kapitalistiske system - for den arbejder vil det være indlysende, at det egentlige arbejde for afskaffelse af bolignøden kun gøres gennem det politiske arbejde for at afskaffe dette system.

Organiser dig i dag i lejerforeningen: Aktive Lejere, og forebyg kommende overraskelser fra udlejeren !

Huslejen i privatejet byggeri

Lejerforeningen Aktive Lejere

Hvad er en boligforening ?

Hvor stor er din lejlighed ?

Organisationshistorie

Huslejen i almennyttig boligbyggeri

Vedligeholdelse

Udtalelser

Almennyttigt beboerdemokrati

Beboerrepræsentation

Bladoversigt

Fraflytning

Hvordan finder jeg en bolig ?

Valg til kommunalbestyrelsen

Erhvervslejere

2 værelser straks ! -1935

Boligpolitisk oversigt

Boligpolitik i 1970érne

Webmaster