Boligsituationens karakter må være grundlaget for en beslutning om hvilke midler og veje der skal tages i anvendelse for at løse problemerne. I »Byggerapporten«, populært kaldet »Byggeriets B & W rapport«, hedder det i indledningen: Byggeaktiviteten har siden den anden verdenskrig været præget af den dualisme, som har været indbygget i den førte bolig- og byggepolitik: Ønsket om på den ene side at stimulere boligforbruget og fremme byggeriet og på den anden side gennem indgreb at løse de økonomiske problemer, »som netop boligpolitikken har været med til at skabe«. Rapporten kunne have taget nok en side af boligpolitikkens karakter med, nemlig ønsket om, at der gennem privat finansiering skabes mulighed for den maksimale profitering af menneskets behov for at bo, og dets naturlige behov for stadig at forbedre sin boligsituation.

Om mulighederne for at udvikle byggeriets tempo hedder det i »Byggerapporten«: »Den stærke stigning i byggekapaciteten, der er sket i de sidste 10 år (i 60’erne) og de muligheder for produktivitetsfremskridt, der synes at være skabt, tyder på, at det i de kommende år ikke bliver knaphed på kapacitet, som kommer til at bestemme byggeriets omfang. Ligesom i de seneste år vil det fremover blive de økonomiske forhold - og vel også en ændret behovsudvikling - der kommer til at bestemme byggeriets aktivitet.

Her siges altså ganske klart, og i overensstemmelse med talrige andre analyser, at det udelukkende er et økonomisk spørgsmål om byggeriet skal udvikles, og i hvilket tempo, mens de tekniske sider af sagen er i overensstemmelse med kravet om et øget byggeri.

Dualismen i statens holdning til byggeriet har ført til talrige indgreb. Set udfra et samfundsøkonomisk synspunkt, kan der tilsyneladende skabes argumenter for en række af indgrebene, der alle synes at have den samme virkning, nemlig at en større og større del af indkomster af jævn karakter anvendes til boligformål. Formelt er årsagen af finanspolitisk karakter, idet et større forbrug til boligformål naturligvis konsekvent vil medføre et mindre forbrug af varer, og her har de skiftende regeringer så haft et fromt ønske om, at det må være valutakrævende varer, der sker forbrugsindskrænkninger af.

Argumenterne holder dog ikke for en nærmere prøvelse. Pengene, der suges ud af det almindelige forbrug gennem de høje boligpriser, opsuges ikke af staten, eller virker fremmende på en opsparing. De bruges heller ikke til en afhjælpning af boligproblemet, idet de kun i meget ringe grad atter anvendes til byggeformål. Tværtimod tyder alt på, at disse penge netop i meget høj grad anvendes til luksusforbrug, der i højere grad lægger beslag på valuta end hvis forbruget var foretaget af den del af befolkningen, der betaler de høje boligpriser, og hvis forbrug hovedsageligt består af ikke-valutakrævende varer. Da der samtidig suppleres med betydelige boligtilskud, virker det endda modsat, så der finanspolitisk bliver tale om mere forbrug.

Et enkelt eksempel understøtter dette. Fra den 13. almindelige vurdering i 1965 til den 14. almindelige vurdering i 1969 skete der en forøgelse af værdien af fast ejendom i Danmark på 56 milliarder kroner. Heraf kunne de 36 milliarder dækkes ind under reel værdiforøgelse og samfundets almindelige inflation, mens 20 milliarder var en ekstra kunstig værdistigning, der kun faldt på fast ejendom.

Med de sædvanlige kapitaliseringsmuligheder, der kendetegner reallånemulighederne vil en tredjedel af enhver værdiforøgelse af fast ejendom kunne belånes. Det giver en lånemulighed på i alt 6,5 milliarder i denne fireårs periode for den kunstige værdistigning, og når Danmarks underskud på betalingsbalancen samtidig udgør netop dette beløb, så tyder det stærkt på, at sammenhængen ikke er tilfældig. Når man samtidig konstaterer, at netop enhver kapitalisering af kunstige værdiforøgelser betyder penge sat i omløb, uden nogen form for produktion eller reel værdiforøgelse som grundlag, forekommer det ikke det ringeste tilfældigt, at der netop er en sådan sammenhæng.

Et andet argument for samfundets udnyttelse af byggepolitikken som »regulator« er, at man ved at bremse byggeriet frigør arbejdskraft til de eksportskabende industrier. At dette er en tom påstand fremgår blandt andet af, at indgreb gennemføres lige så ofte i perioder med industriarbejdsløshed, som de sjældne gange, der er næsten fuld beskæftigelse. Da eksporten samtidig heller ikke er tilnærmelsesvis så følsom for arbejdskraftmangel - der hidtil aldrig har været hindrende for eksportindustrierne - som for afsætningsvanskeligheder, må dette »argument« afvises som ganske værdiløst.

Rapportens konklusion, at det udelukkende er de økonomiske betingelser, der bestemmer bolig- og byggepolitikken, er derimod helt underbygget. Derfor har det interesse at analysere om dualismen i realiteten består mellem de samfundsøkonomiske behov for regulering og det politiske angivelige ønske om at tilfredsstille befolkningens boligbehov.

Med udgangspunkt i vedtagelserne i 1958 om afvikling af direkte statsstøtte til boligbyggeriet, er der sket en ganske betydelig stigning i boligpriserne. Fra 1959 er udviklingen gået i retning af, at mens selve anskaffelsesprisen ikke er steget mere, eller endda lidt mindre, end lønnen, så er boligudgifterne gået betydeligt mere i vejret, på grund af det meget store kursfald og den påfølgende høje rente. For et parcelhus i hovedstadsområdet er indekset for anskaffelse steget fra 100 i 1959 til 299 i 1969, men de løbende udgifter er steget til 475. For en etagelejlighed er indekset i 1969 henholdvis 220 for anskaffelse og 327 for de løbende udgifter. Indekset for arbejdsløn er steget til 262 i dette 10-år.

Det viser altså, at befolkningens løbende udgifter til bolig er steget ganske betydeligt i forhold til lønstigningen, og derfor kunne der være tendenser i retning af, at der finanspolitisk er sket en stramning, der må præge forbruget i nedadgående retning på andre forbrugsområder, herunder eventuelt også forbruget af importvarer.

Dette skal dog måles med i hvor høj grad den øgede boligudgift er modsvaret af en tilsvarende opsparing eller produktion at eksportskabende værdier, eller pengene blot er brugt af dem, der har modtaget dem. Da de løbende boligudgifter er steget betydeligt mere end selve produktionsprisen betinger, er der altså sket en kapitalforøgelse hos dem, der finansierer byggeriet. En del af denne strøm af millioner hidrører fra det offentlige, der i tilskud til etagebyggeriets huslejer yder 1500-2000 millioner, og som skattelettelser til parcelhuse yderligere 3000-4000 millioner årligt. Herved er der altså sket en finanspolitisk lettelse, der for tiden udgør omkring fem milliarder om året. Disse fem milliarder skal altså først og fremmest indhentes gennem en privat opsparing før der bliver tale om en direkte finanspolitisk nytte af boligpolitikken, eller der skal være garanti for at pengene benyttes til samfundsmæssigt gavnlige formål.

Ingen af delene synes at være tilfældet. Tværtimod er de høje boligudgifter med til at forøge værdien af fast ejendom, og kapitaliseringen af denne forøgelse dræner yderligere de finanspolitiske muligheder i bolig- og byggepolitikken. Konklusionen må derfor være, at der ikke kan være tale om en dualisme, der tager samfundsøkonomiske hensyn som modtræk mod en angivelig politisk vilje til at løse befolkningens boligproblemer.

Hvis man sammenholder den lovgivning, der siden 1958 har præget bolig- og byggepolitikken kan man derimod få øje på en anden dualisme. Med ophævelsen af statsstøtten til boligbyggeriet er der sket en væsentlig opdeling af boligudgifterne, fordelt på henholdsvis dem der bor i ældre ejendomme, og dem der bor i det helt privat finansierede fra 60’erne og senere. Samtidig er der indført subsidier til boligudgifterne af et hidtil ukendt omfang. Her har politikerne på den ene side ført en politik, der har skabt betydelige forskelle på boligtagernes muligheder for privat forbrug til andet end bolig, en urimelig forskelsbehandling, der vanskeligt lader sig forsvare. På den anden side er der med indførelsen af de store subsidier forsøgt skabt en fordelingspolitik, der efter sit angivne formål skulle virke udjævnende på de eksisterende forskelle. Boligproduktionen har i årene 1970,71 og 72 været omkring 150.000 færdige boliger, og målt med priserne fra 1959 er der sket en stigning på næsten 600 procent. Gjort op i penge betales der for disse 150.000 boliger omkring 2250 millioner i årlig leje. Efter niveauet fra 1959 skulle de have kostet 375 millioner årligt. Forskellen på 1875 millioner kroner i årlig leje betales dels af en nedsættelse af boligtagernes forbrug, dels af staten, der opkræver højere skatter, og således også tvinger andre skatteyderes forbrug ned.

Hvis der derfor skal være nogen mening i overhovedet at anvende begrebet dualisme i relation til boligproblematikken, bliver det i nødvendigheden af at opfylde i hvert fald en del af befolkningens boligbehov og kapitalejernes krav om større profit og alligevel tage hensyn til samfundsøkonomien. I dette spil har samfundsøkonomien uafladeligt været den tabende part.

Når bolig- og byggepolitikken alligevel har kunnet bruges som en slags »regulator«, hænger det sammen med andre mindre direkte påvirkninger end den rent finanspolitiske i selve boligprisen. Forhøjelserne af boligudgifterne i nybyggeriet førte til, at der toppedes med byggeriet i 1969, og siden har tallet på færdiggjorte boliger holdt sig nogenlunde konstant på 50.000 årligt, trods behov for større byggeri, trods behov for sanering. De mange tomme boliger er et tegn på, at der enten skal ske væsentlig forøgelse af subsidierne, eller en kraftig aftrapning at byggeriet. Tilskuddenes antal, størrelse og art er allerede udvidet betydeligt, men alligevel har det ikke gjort indhug på de tomme boliger. Alt tyder derfor på, at der ved en videreførelse af den nuværende bolig- og byggepolitik meget hurtigt må ske en kraftig nedtrapning af byggeriet.

Herved opnås en klassisk finanspolitisk virkning i det kapitalistiske samfund, nemlig en forøgelse af arbejdsløsheden. Det er netop under denne form, boligbyggeriet først og fremmest har kunnet bruges og kunnet bruges med en virkning, der både er hurtig og selvforstærkende. Arbejdsløse bygningsarbejdere får en automatisk nedsættelse af deres forbrug, og derved rammes andre industrier og grene af erhvervslivets aktiviteter også relativt hårdt og hurtigt.

Men netop denne hurtige og selvforstærkende virkning bør gøre os mistænksomme, og dens samfundsøkonomiske værdi kræver en analyse. Gavner det virkelig - set selv med det borgerlig-kapitalistiske samfunds øjne - samfundsøkonomien ?

Det store skræmmebillede i økonomien er underskuddet på betalingsbalancen. Teoretisk kunne man så sige, at når befolkningens forbrug sættes ned, så kunne det ske med en lige stor del af det indenlandske producerede vareforbrug og det importerede. Men når der dekreteres arbejdsløshed blandt bygningsarbejderne, så er der ikke tale om et repræsentativt udsnit af befolkningen, men om en endog stærkt afgrænset gruppe. Hvordan fordeler denne gruppe sit forbrug, og hvor sker nedsættelserne, når de tvinges igennem ved overgang fra arbejdsløn til understøttelse?

Generelt må arbejdernes forbrug siges at være fordelt med den altafgørende del på det danske forbrug, og kun i mindre grad at lægge beslag på valutakrævende import. Derfor vil en skabt arbejdsløshed heller ikke få den ønskede virkning, at importen lettes og betalingsbalancen bedres.

Derimod vil et helt eller delvist stop for byggeri få den virkning, at boligejendomme og parcelhuse vil stige i ansat værdi, og deres belåningsmuligheder vil forøges tilsvarende. Dette kommer især den del af befolkningen til gode, der har et betydeligt luksusforbrug, og som altså med en stor del af deres forbrug lægger beslag på valutakrævende import, på dyre udlandsrejser m.v.. Virkningen af en dæmper på boligbyggeriet kan derfor med rette siges, at have den stik modsatte virkning af det ønskede, og kan derfor ikke angives som en »nødvendighed« af hensynet til samfundets økonomi.

Det fremstår altså klart, at hverken fordyrelsen af boligudgifterne, eller den deraf skabte nedgang i beskæftigelsen for især bygningsarbejdere, er betinget af en gavnlig virkning på det borgerlig-kapitalistiske samfunds største problem -underskuddet på betalingsbalancen. Når begge dele alligevel gennemtrumfes, er det udelukkende til gavn for de kapitalejere, der har fundet boligen som et særdeles profitabelt investeringsobjekt, og kun de har gavn af den førte boligpolitik. Som en sidebemærkning bør det også nævnes, at på et tidspunkt, hvor Socialdemokratiet, fagbevægelsens top og SF taler om »styring af kapitalen«, vil netop de talrige indgreb mod boligbyggeriet virke som en magnet på ny kapital hver gang en skærpelse afløses af en lettelse. Det er set hver gang, der er sket en udvidelse af byggeriet, - så er ny kapital trukket til, og staten har ikke formået at styre kapitalen, men må med tilskud sikre, at den får, hvad der i kapitalkredse betegnes som »en rimelig afkastning.

Konklusionen kan ikke overraske. Samfundets statsmonopolistiske karakter vil også på dette område virke således, at hvad der er til gavn for storkapitalen vil være til skade, ikke blot for arbejderklassen, men også for selve det borgerlig-kapitalistiske samfund. Storkapitalens interesser kolliderer her som overalt med alle andres interesser.

Med indmeldelsen i EF trænger spørgsmålet om jordspekulationen sig endnu stærkere på end tidligere. At man må regne med en vis udjævning mellem de lavere jordpriser i Danmark og de højere i de nærmeste EF-lande er allerede bevist i den prisstigning selve forventningen om dansk tilslutning førte med sig. Landbrugsjorden er i løbet at sommeren 1972 steget med op mod 50 %, og byggejorden har stort set udvist samme stigning. Hvor stor stigning der bliver slutresultatet kan vel endnu ikke afgøres. Om det bliver det vesttyske prisniveau, der er 80 % højere end det danske, eller det vil nærme sig det belgiske, der er 300 % højere, er usikkert, men givet er det, at de foreløbige stigninger kun er en begyndelse.

I forvejen er grundprisernes oppustning direkte anledning til dels en stadig accelererende inflation, dels til forhøjelse af de i forvejen skandaløst høje boligudgifter, og endelig er den en af de kraftigste årsager til den yderligere vækst af et kunstigt forbrug, der tidligere er omtalt.

Også for landbruget får de stadigt stigende jordpriser en negativ betydning. Vel kan de øjeblikkelige ejere opnå en direkte kapitalgevinst, men på bekostning af en gældsbyrde, der i fremtiden vil gøre et naturligt generationsskifte til en umulighed, og dermed vil de forhøjede jordpriser i forstærket grad medvirke til en monopolisering også af landbrugsjorden.

Den fri prisansættelse på såvel landbrugsjord som på bygge- og byudviklingsjord vil i stadig stigende grad gøre jordeje til en sag udelukkende for monopolkapitalen. Det vil ramme ikke blot de mindre landbrug, og lejeren eller parcelhusejeren fra arbejderklassen. Også mellemstore og større landmænd må se i øjnene, at de ikke vil kunne klare likviditetsproblemerne i forbindelse med jordprisernes himmelflugt, og samme forhold gælder inden for bygge- og udstykningsbranchen. I begge tilfælde vil jorden i løbet af få årtier simpelt hen blive samlet på så få hænder, at der bliver tale om et totalt jordmonopol.

Det er ikke nødvendigt at trævle hele lovgivningen op for at påvise, hvorledes vejen er banet for monopolernes spekulationskapital, blot enkelte, særligt symptomatiske eksempler viser dette.

I 1958 gennemførtes det dengang hidtil groveste anslag mod en samfundsnyttig, social bolig- og byggepolitik. Med en socialdemokratisk statsminister gennemførte folketinget på regeringens initiativ et stop for statslån til boligbyggeri. Det skete med argumenter om, at man på denne måde sikrede en forstærket opsparing af privat kapital, og for at give byggeriet en nødvendig kvantitativ udvikling. Pengene, der tidligere var stillet til rådighed for sociale boligselskaber og for private udlejere, der ville underkaste sig det offentliges kontrol med byggepriser og leje, samt parcelhusbyggere med en begrænset indkomst, skulle efter den nye lov hentes i et kontrolleret realkreditinstitut på såkaldte »guldrandede« papirer. Men også disse obligationers vej gik over monopolkapitalens pengecentral: Børsen, og dette nye øgede krav om mere kapital førte meget hurtigt til et fald i samtlige obligationskurser med deraf følgende højere rente - og højere boligpris. Staten tjente ikke én øre på dette, - den private opsparing blev ikke fremmet med én krone, - men den jævne befolkning blev pålagt højere udgifter, der alle strømmede i storkapitalens lommer.

Indgrebet fremmede heller ikke byggeriet kvantitativt som håbet af dets fædre. Da det var konstateret, udsendte boligministeriet i 1963 et cirkulære, der gav fri byggetilladelse til alle, der kunne præstere et byggeri med en udlejningspris på maksimalt 72 kroner pr. kvadratmeter. Dette gav alle private bygherrer blod på tanden, og 1963 blev året, hvor der for alvor blev sat gang i nybyggeriet. Det viste sig dog allerede hurtigt, og i mange tilfælde endnu før projekteringen var afløst af igangsættelse af byggeriet, at prisen ikke kunne holdes på de 72 kroner, - men boligministeriet holdt udsalg af dispensationer, så da byggerierne blev færdige i 1965-66, var prisen da også nået op på omkring godt 100 kroner pr. kvadratmeter.

Følgerne var den noksom bekendte katastrofesituation, der især blev kendt fra Høje Gladsaxe og Albertslund, men som stort set ramte over det ganske land. Politikerne var klar over, at den endelige finansiering af dette stigende byggeri ville lægge sig tungt på obligationskurserne, og atter var et dybt indgreb nødvendigt.

Det blev det famøse boligforlig, der blev indgået mellem de tre borgerlige partier og Socialdemokratiet i januar 1966. Forligsmagerne angav at ville sikre en tilnærmelse mellem prisen på nyt og gammelt byggeri, men anvendte de sædvanlige monopolvenlige metoder. Lejen i ældre boliger blev sat op - det var femte gang efter 2. Verdenskrig - og i nybyggeriets sociale sektor indførtes rentesikringen, der skulle skære toppen af den høje rente for samfundets mindrebemidlede. At forligsmagerne ikke selv havde megen tiltro til deres indgrebs virkninger, siger indførelsen af boligsikringen noget om. Den indførtes som et ekstra sikkerhedsnet - angiveligt et sikkerhedsnet for lejerne, men det er ubestrideligt, at uden boligsikringen havde titusinder af boliger stået tomme trods rentesikring og forsøg på lejeudligning mellem gammelt og nyt, så storkapitalen fik netop det sikkerhedsnet som garanti for den maksimale udlejning til den maksimale profit.

Forliget medførte som bekendt også indførelsen af begrebet ejerlejligheder i dansk boligpolitik, og sammen med lejestigninger i den ældre boligmasse og rente- og boligsikringernes statsstøtte til de højere priser i nybyggeriet betød det kun et ekstra pres på pengemarkedet, til gavn for udlånerne, - men til skade for boligtagerne. Bemærkelsesværdigt er det, at netop de fleste af boligforligets love blev gennemført mens regeringen Krag holdt sit parlamentariske flertal i live på SF's stemmer. Det fremgik ellers med al ønskelig tydelighed, hvordan forliget ville virke, endda længe inden alle lovene var vedtaget. Således steg prisen på parcelhuse i det storkøbenhavnske område med ikke mindre end fem kroner i timen fra maj til oktober 1966. I alt ca. 20.000 kroner. Sammen med de borgerlige gennemførte J. 0. Krag boligforligets love, og med SF's folketingsgruppe som garant, den øvrige lovgivning.

Resultatet af boligforliget var forudseeligt, og blev forudset. Kommunisterne advarede og hævdede, at dette forlig ikke indeholdt én eneste faktor, der kunne skære toppen af boligpriserne, men tværtimod ville forhøje boligpriserne. At det samtidig ville betyde, at statens støtteordninger kun ville blive til gavn for storkapitalen. Både lejeforhøjelsen i den ældre boligmasse og udstykningen af ejerlejligheder indeholdt netop de momenter, der skulle til for at skabe en forøgelse af kapitaliseringen af fast ejendom, og støtteordningerne ville kun anspore byggesektoren til endnu højere priser. At staten også ville blive bét på grund af parcelhusenes voldsomme prisstigninger og de urimelige fradragsordninger blev også fremhævet, men såvel daværende boligminister Kaj Andresen som de borgerlige partier hævdede med stor frimodighed, at med dette forlig havde man skabt en situation, så boligmarkedet kunne gives helt frit i 1974.

Allerede i 1968 måtte den første stramning af loven om ejerlejligheder til. Nye stramninger blev gennemført også i de følgende år, men kun på grund af et endog særdeles stærkt pres fra befolkningen, et pres hvor særligt DKU, DKP og Land og Folk formåede at skabe en samling af meget brede befolkningslag. I 1970 var det klart, at boligpolitikernes monopolvenlighed udgjorde et faremoment både for boligtagerne og for samfundsøkonomien. Med vanlig »genialtet« fandt folketinget - Socialdemokratiet, SF og de tre borgerlige partier - så på at gribe ind over for den realkreditlov, der efter boligforliget skulle sikre lavere renter, men som medførte det modsatte. Indgrebet havde alle tidligere indgrebs karakter. Man forkortede lånetiden, man skar lånene ned, og dermed mente man, at den hellige grav var velforvaret, - nu havde man tvunget til øget privat opsparing.

Forligsmagere spår, men samfundets økonomiske kræfter rå´r. Som påvist af kommunisten Hanne Reintoft i folketinget sætter man ikke opsparing i gang ved en lovparagraf, men ved at give befolkningen noget at spare op af. På alle områder førtes en reallønsforringende politik, ikke mindst på boligpolitikkens område. Realkreditloven hjalp da heller ikke til større opsparing, men til øget udlån på det dyre pantebrevsmarked med deraf forhøjede boligudgifter. Allerede inden året var gået måtte folketinget da også lovgive for at lempe på de værste skavanker ved den nye realkreditlov, men kun lempelser, der havde betydning for en enkelt særlig fremfusende udlånsinstitution, mens forligets øvrige skadelige virkninger blev opretholdt.

Den nye socialdemokratiske regering har flere gange atter måttet foretage indgreb for at sikre blot en nogenlunde dækkende udlejning af nyere boliger. Driftslån, forhøjelse af låneprocenten og forhøjelse af boligsikringen har været sådanne midler, men alle har haft samme virkning - sikring af udlejningen og kapitaltilførsel fra det offentlige til storkapitalen. Boligtagerne får nok lov til at administrere pengene på deres vej fra statens kasse til indbetalingskontorerne, men mest mærkes de øgede tilskud på den stigende trækprocent.

Tre ting har været gennemgående træk i denne boligpolitiske epoke - fra 1958 til 1973. For det første har de direkte boligudgifter foretaget et opsving af hidtil ukendt størrelse - til gavn for kapitalejerne. For det andet har værdien af fast ejendom foretaget et tilsvarende opsving - med øgede kapitaliseringsmuligheder til gavn for kapitalejerne. For det tredje har de stigende boligudgifter sammen med den øgede beskatning til dækning af offentlige tilskud til kapitalejerne berøvet arbejderklassen enhver mulig reallønsfremgang. Disse tre ting tilsammen har samfundsmæssigt været med til - eller måske været den væsentligste årsag til - at forværre samfundsøkonomien.

En karakteristisk ting i kapitalismens udvikling -accelerationen af krisens hyppighed og styrke - fremtræder meget klart på det boligpolitiske område. Mens afsocialiseringen af bolig- og byggelovene i 1958 først i 1966 krævede fornyede indgreb, så kunne boligforliget i 1966 ikke holde de otte år, der af forligsmagerne var fastsat som forligets periode. De føromtalte indgreb har alle været forsøg på, ikke at fjerne urimelighederne i forliget, men at tilpasse dem efter samfundets økonomiske status. Det har været en politik, der allerede var utilstrækkelig den dag de forskellige lovindgreb trådte i kraft, og hyppigheden i indgrebene afslører jo tydeligt, at der også i boligpolitikken er indbygget den sædvanlige kapitalistiske konflikt, der kræver stedse mere tæt sammensmeltning af monopolkapitalen og den borgerlige stat. Tilskudspolitik og begrænsninger har gået hånd i hånd med skrappere og skrappere udbytning, og større og større vanskeligheder for statens økonomi.

Situationen er nu atter tilspidset så stærkt, at der må mere end »forsigtige« korrektioner til for at afbøde virkningerne. Trods et boligunderskud på omkring 100.000 boliger, trods et erkendt saneringsbehov på mindst 80.000 boliger, og trods en befolkningstilvækst på trekvart % årligt, står der tusinder af lejligheder tomme. Tilskud og driftslån har end ikke bødet på udlejningsvanskelighederne, og da slet ikke afskaffet dem. Det almennyttige byggeri har de største kvaler,- likviditetskriser truer flere af de største selskaber, og grunden er nærliggende. Ikke blot de tomme lejligheder virker belastende, men mange opkøbte grunde ligger ubenyttede hen, mange færdige projekter venter på igangsættelse. At selskaberne holder sig tilbage er forståeligt nok, de kender betingelserne for udlejning til priser på et par tusinde kroner om måneden.

Sammensmeltningen af stat og monopolkapitalisme har ganske naturligt haft det mål, at likvidere det almennyttige byggeri, og man er nået langt ad denne vej. De private bygherrers triumferen over de tomme almennyttige boliger er kun et tegn på dette, et sikrere tegn finder man i den holdning de almennyttige selskaber har fået til boligpolitikken. De taler trods den erkendte mangel på sociale boliger om nedskæring af byggekapaciteten, og de satser mere og mere på opførelse af smålejligheder trods kendskabet til, at det er de store familieboliger, der er størst mangel på.

Det interessante er, at selskaberne i en periode med erkendt boligmangel fremstår med et seriøst ment forslag om, at der skal skæres ned på det samlede boligbyggeri. Når boligminister Helge Nielsen har sat bremse for en lang række boligbyggerier, så er det direkte inspireret af det almennyttige byggeri - en noget besynderlig holdning. Men forståelig. Selskaberne erkender deres umulige situation, men tager løst på nælden i stedet for at gribe fast om den. Det er da givet, at jo mere man gør boligen til en mangelvare, des bedre kan man jobbe prisen op, jo sikrere garanteres udlejning, og dermed profit. At boligproblemet så ikke nærmer sig sin løsning, men fjerner sig fra denne, er en anden sag, der åbenbart træder i baggrunden i denne sammenhæng.

Selv om bekendtgørelsen, der giver kommunerne mulighed for at dekretere byggestop for parcelhuse, bank- og benzinstationsbyggeri, samt sommerhuse kun er et foreløbigt skridt, fortjener det dog at par enkelte bemærkninger. Der skal kun grædes tørre tårer, hvis det lykkes at bremse det vilde byggeri af bankpaladser og servicestationer, der efterhånden ligger så tæt som spyfluer på fordærvet kød. At cirkulæret til dette formål ikke engang er en halv løsning skal kun nævnes for en ordens skyld. Med tendensen til at kommunerne sikrer sig større og større indtægter over grundskatterne kan det være nærliggende, at de viser nogen tilbageholdenhed med hensyn til at bremse byggeri, der kan medvirke til en kraftig værdiforøgelse af skatteobjektet, jorden.

Indgrebet over for parcelhuse må betegnes som en besynderlig vej at gå, hvis man kun betragter det overfladisk. Man kan være enig i, at en begrænsning at parcelhusbyggeriet til fordel for etagebyggeriet kan være fornuftig politik, men det er jo ikke dette, der er tilstræbt. Ønsket om en nedskæring af det samlede boligbyggeri og cirkulærets udformning viser, at man simpelt hen ønsker omkring 10.000 færre boliger opført årligt.

Den rimelige vej, at stoppe de urimelige skattebegunstigelser, der ligger på parcelhusene, ville flytte byggeriet over til etagebyggeriet, hvor materialer, arbejdskraft og kapital kunne anvendes med større fordele, men det ville anfægte en profitmulighed, og på denne front finder man ikke Socialdemokratiet. Parcelhusenes priser ville falde, mens de med det foretagne indgreb kun kan komme til at stige. De kapitalbesparelser, der skulle ligge i en nedgang på 10.000 parcelhuse i det årlige byggeri kan let blive opslugt i kapitaliseringen af de prisstigninger, der dels kommer som følge af den øgede efterspørgsel på allerede opførte huse, dels af parcelhusskatten på de to og en halv %.

Interessant er det at se på betingelserne for at få lov til at bygge inden for de begrænsede områder. Gennem forhandlinger med de lokale arbejdsmarkedsnævn skal kommunerne tage stilling til, om der er arbejdskraft nok til at parcelhusbyggeri kan tillades. Det havde været interessant at få at vide, hvor stor arbejdsløshedsprocenten i de enkelte byer skal være. Ønsker Helge Nielsen to, tre eller 10 % arbejdsløse ?

Kendetegnende for indgrebet er, at det er fulgt lige efter Danmarks tilslutning til EF. Monopolerne kræver mere kapital til investeringer, de kræver mere bevægelighed i arbejdskraften og de kræver en større arbejdskraftreserve stillet til rådighed får at kunne sikre sig en forrentning, der svarer til de »gamle« EF-landes.

Tingene passer som hånd i handske. Med indgrebet mod parcelhuse sikres både, at der skabes en større boligmangel, der sikrer afsætning af de dyre, nye boliger i det almennyttige byggeri, og monopolernes krav om »tilpasningskorrektioner« til EF opfyldes. Arbejdskraft »frigøres« (læs: arbejdsløshed sikres) og kapital frigøres fra boligbyggeriet samtidig med, at der skabes nye muligheder for belåninger af’ den fremprovokerede kunstige værdiforøgelse af den bestående boligmasse.

Indgrebet skal som nævnt kun tages som et lille forsøg på at afdæmpe boligkrisens virkninger på kapitalkredsenes interesser, og samtidig som en honnør over for de monopolkredse, der betalte truslerne, der tvang Danmark ind EF. Bolig- og byggepolitikken venter stadig på en løsning, og regeringen der jo har lovet en langtidsplan har en sådan vej.

En del af løsningen kommer til at bestå af, at byggeriet vil koncentrere sig om små, skrabede boliger til trods for, at det er store familieboliger der er behov for. Andre dele af løsningen vil bestå i større tilskud fra det offentlige, hovedsageligt ydet som lån over kortere eller længere tid. En mere generel boligsikring, der nærmer sig principperne for rentesikringen, hvor der ydes til alle uanset indtægt vil passe godt ind i det billede, der har tegnet sig af de seneste års boligpolitik, og det vil harmonere med den monopolkapitalistiske stats idealer, hvor arbejderklassens udbytning systematiseres mere og mere. Større tilskud betyder blot højere skat - direkte eller indirekte - og det betyder, at man fortsat sikrer kapitalen en profit, der er i stadig stigen.

Pristalsregulerede lån, der giver en begyndelsesleje, der sammen med solide tilskud gør det muligt at leje ud, er på trapperne. Herved er et længe næret ønske fra boligspekulanterne efterkommet - en indbygget lejeforhøjelse i takt med andre prisstigninger og dobbelt påvirket af sin egen acceleration, er resultatet. Forsøg på tilførsel af udenlandsk kapital er også en af de veje, der kan ventes udvidet, også selv om det får til resultat, at udenlandske monopoler vil sætte sig kraftigt på hele det danske boligområde.

Endemålet - et frit boligmarked - er ikke så langt borte som man kunne vente. Et stadig stigende boligunderskud skal kunne udnyttes for at monopolkapitalen kan få fuld gavn af det. I første omgang er det kun på parcelhusområdet og i de såkaldte frie områder i flere provinsbyer, det kan udnyttes helt ud.

Saneringsproblemerne har gennem mange år trængt sig stærkt på. I 15 år har danske politikere pralet af, at vi havde verdens bedste saneringslov, men det har ikke givet sig udslag i saneringtempoet. I de 15 år er mindre end 3.000 lejligheder saneret, heraf hovedparten på grund af motorgader, fabriksudvidelser m.v.

Den sidste analyse af saneringsbehovet er Københavns boligkommissions klassificering af 149.000 boliger, foretaget i 1971. Af undersøgelsen fremgår det, at en tredjedel - 50.000 - faktisk er saneringsmodne og utidssvarende. Da man har undladt at klassificere boliger, der ligger i blandede områder - bolig og erhverv - samt i områder med et betydeligt antal offentlige bygninger, kan man roligt sætte det reelle tal i Københavns kommune til mindst 65.000 boliger, der burde bortsaneres. Med provinsen medtaget kommer antallet vel så op på omkring et sted mellem 80.000 og 90.000 boliger. I København skal man op på at sanere 3.000 boliger om året fra 1973. Hvis dette formidable tempo holdes, vil vi altså først på tærskelen til det 21. århundrede være kommet til bunds i de boliger, der i 1971 var uegnede som menneskeboliger !

Og selv dette kan vanskeligt tænkes gennemført. Med en stærk nedgang i nybyggeriet inspireres der vel ikke ligefrem til storsaneringer. Med et boligunderskud, der er i tiltagende, er nedrivning af boliger, der trods deres standard dog stadig bruges og profiteres på, en vej man dårligt kan tænke sig nogen har lyst til at forstærke eller blot holde gang i. Meget tyder på, at den fremtidige sanering kun bliver den, hvor husene falder sammen af sig selv. Man har da også i den senere tid fundet en betydelig »forståelse« hos de ansvarlige for den slumromantik, der blomstrer i visse ekstreme grupper. Den kommer enhver boligminister i det monopolkapitalistiske samfund svært tilpas. Herved kan jo en del af boligmangelen skjules i disse gamle rottereder, der får forlænget deres liv ud over al rimelighed.

Saneringen vil heller ikke være upåvirket af den holdning de fem nuværende folketingspartier lægger får dagen. De går alle ind får en eller anden form for lejeforhøjelse i den bestående ældre boligmasse, uenigheden drejer sig blot om størrelsen og om formen. Da de har opnået en aldeles ufortjent støtte i dette anslag mod lejerne til gavn for spekulanterne og hos kredse i lejerbevægelsens top, skal der mobiliseres hårdt for at bremse nye lejestigninger.

Lejestigninger vil ikke fremskynde saneringen, tværtimod. Når grundejerne af den ældste boligmasse ikke blot har affundet sig med saneringen, men ligefrem har tilskyndet til den, så hænger det sammen med den fastfrysning af lejen i disse boliger, der har været gældende. Hvis lejen forhøjes forsvinder interessen for sanering, så er der atter profit i de gamle huse.

1. Vi står ved en korsvej, hvor de monopolkapitalistiske kræfter af al magt søger at kaste de sidste restriktioner over bord, at udslette det sociale i bolig- og byggelovgivning, og give spekulanterne helt frie hænder. Til dette arbejde har de hidtil haft fuld støtte fra socialdemokratiske regeringer, og også i den nuværende situation har regeringen lagt kursen an i denne retning.

Med Danmarks indlemmelse i EF vil der i løb et af meget kort tid blive lagt så stramme bånd om dansk økonomi, at enhver social bevægelse vil være udelukket. Efter fuldt medlemskab i 1978, og gennemførelsen af den økonomiske union, vil der ikke længere være mulighed for en effektiv omlægning af store dele af statens budget, og endelig kan man vente, at også bolig- og byggepolitikken vil blive underkastet en EF-lovgivning, hvis det ikke gennem de sædvanlige økonomiske kanaler lader sig gøre at give de monopolkapitalistiske kræfter frit spil. De seks »gamle« EF-lande har alle principvedtagelser om, at boligmarkedet i løbet af få år skal være helt frit, hvilket betyder helt åbent for selv den groveste spekulation.

En omlægning er altså nødvendigt både for at løse de boligproblemer, der har vokset sig større ved ethvert tidligere indgreb i de sidste 15 år, og for at dæmme op for centralistiske »løsninger«, dikteret af EF. I denne sammenhæng kan den politiske kamp for en demokratisk boligløsning således også medvirke til en forstærket kamp mod monopolernes forøgede magtstilling i Danmark gennem EF's organer, og samtidig være et effektivt led i arbejderklassens kamp for en udvidelse af de demokratiske rettigheder.

I vedtagelsen fra DKP's 24. kongres hedder det om målsætningen for kommunisternes boligpolitik, at »Målsætningen for en demokratisk boligpolitik er at sikre det enkelte menneskes ret til en god og sund bolig til en lav pris.« Udgangspunktet for at gennemføre en demokratisk boligpolitik kan anskues gennem en analyse af behov og muligheder for at dække behovet, samt de vanskeligheder, der opstår i denne forbindelse, og de veje der må betrædes for at nå målet.

Behovet lader sig forholdsvis let gøre op. Ved sidste folke- og boligtælling viste tallene, at der med den nuværende samfundsstruktur findes 95.000 flere selvstændige husholdninger i Danmark end der findes boliger altså et reelt boligunderskud på 95.000 boliger. I det foregående er saneringsbehovet opgjort til ca. 90.000. Vi kan således uden videre gå ud fra, at der i direkte boligmangel og medregnet de boliger, der ikke er egnet til beboelse eller er utidssvarende, findes et underskud på omkring 185.000 boliger.

Med det nuværende byggetempo skulle dette problem være løst på fire-fem år, men dertil kommer befolkningstilvækst og tidens øgede krav til større boliger, tidligere boligkrav fra unge, og til krav om nye boligformer. Altså må disse ting også tages med i beregningerne. Befolkningstilvæksten har gennem de seneste år svinget mellem 3/4 og 1 %, altså 40.000-50.000 årligt. Dette betyder, at der for at modsvare den voksende befolknings krav må fremstilles mindst 25.000 boliger årligt. En meget stor del af den samlede boligmasse - næsten 30 % - er boliger med to eller færre rum, og for at nå frem til idealmålet - ´et rum pr. familiemedlem plus et ekstra rum - kræves atter et betydeligt byggeri. For at opfylde dette behov, sammenlagt med opfyldelsen af behovet for at tilgodese nye krav om ændrede boligformer og unges tidligere boligkrav, skal der bygges andre 25.000 boliger årligt.

Vi står altså med et kontant, øjeblikkeligt byggekrav på knapt 200.000 boliger, med et krav om et løbende byggeri på 50.000 boliger årligt, samt en rimelig udskiftning af den bo ligmasse, der endnu ikke er saneringsmoden, men vil blive det i de kommende år. Skal denne sidste masse ikke vokse helt urimeligt, må saneringen af de allerede kassable boliger ske inden for et meget kort tidsrum. Hvis dette tidsrum sættes til 10 år, kan man i de kommende år regne med en sanering på godt 10.000 boliger årligt.

I øvrigt bliver det nødvendigt at bygge efter en plan, der tage alle tilbørlige hensyn til også forskellige boligønsker i de enkelte alders- og familiegruppe. Der er behov for specielle pensionistboliger, men også for boliger, hvor pensionister blive integreret i almindelige boligmiljøer. Der er behov for specielle ungdomskollektiver, men også for ungdomsboliger i almindelige miljøer. Der er behov for traditionelle familieboliger, men også for kollektive boligmuligheder, der tilgodeser såvel kvindernes naturlige medovertagelse af samfundet gennem deltagelse i erhverv og det offentlige og politiske liv, som menneskers naturlige behov for samvær, - også andre steder end på fabriksgulvet.

Efter den første 10-års periode kan behovet ændre sig - af flere årsager. Befolkningstilvæksten er et usikkerhedsmoment, men dog nogenlunde overskuelig. Ændrede boligvaner kan stille større eller mindre krav til nybyggeriet, men heller ikke dette forhold får den helt afgørende betydning. Derimod er det nødvendigt, at der til enhver tid tages hensyn til den førte egns- og regionalpolitik, idet forholdene især fra Frankrig og Belgien viser, at en egnspolitik, der bygger på storkoncentrationer, kræver en betydelig stigning i boligbyggeriet i de områder, der koncentreres imod. 100.000 boliger i Nordjylland gavner jo ikke meget, hvis den nordjyske befolkning af erhvervshensyn tvinges til at flytte øst for Storebælt.

Men alt i alt kan man regne med efter den første periode, hvor boligmangel og stående sanering afhjælpes, at behovet måske vil dale en smule - til 60.000-65.000 nye boliger årligt. Naturligvis kan der korrigeres hen ad vejen, men i de store linjer ligger det klart, at der i stedet for en nedtrapning på 20 % af det nuværende boligbyggen må ske en optrapning på omkring 40 %. Det ligger også klart, at der i stedet for en tilbagevenden til små boliger må sikres en fortsat udvidelse af boligernes størrelse, således at der satses på familieboliger.

Man vil erindre adskillige mere eller mindre praktiske og anvendelige forslag til »den endelige løsning af boligproblemet«. I skriftet »Om boligspørgsmålet« har Fr. Engels nøgternt påvist, at den endelige løsning hænger uløseligt sammen med afskaffelsen af udbytningen, med overgangen til socialisme. Dette skal ikke opfattes således, at problemet skal have lov til at ligge indtil efter en socialistisk revolution, men som en angivelse af, at netop dette problems løsning har som hovedforudsætning, at man ophører med at betragte boligen som en vare. Praksis viser, at alle forsøg på at løse problemet uden at frigøre boligen i alle led fra den kapitalistiske markedsøkonomi er dømt til at lide forlis.

Dette anskueliggøres måske bedst, hvis man ser på de to hovedfaktorer, der har gjort boligproblemet til det enorme problem det er i dag, både for den enkelte og for selv den borgerlige samfundsøkonomi. Ingen med fornuften i behold kan forvente, at jordspekulanterne af medlidenhed med boligtagerne eller af samfundshensyn skulle opgive deres profitter. Ej heller kan man realistisk forvente, at monopolkapitalen skulle stille billigere lån til rådighed for finansiering af nye boliger, eller opgive profitten i de gamle. Det gælder i alle led i det kapitalistiske samfund, at kapitalejerne ikke uden sværdslag opgiver en tøddel af deres magtmuligheder og muligheder for profit. Men deraf kan man ikke udlede, at det ikke er muligt at tvinge dem på tilbagetog i afgørende faser på den politiske front. Netop boligpolitikken, der rammer så alvorligt i meget brede befolkningslag, vil være egnet til et fremstød, der både sikrer mere menneskelige forhold for det arbejdende folk og samtidig berøver monopolkapitalen vigtige magtpositioner. At det som følgevirkning også vil virke fremmende på arbejderklassens bevidsthed om egen styrke er ikke betydningsløst, men kan kun virke ansporende i denne kamp.

Med udgangspunkt i den erkendelse, at kun en social og demokratisk basis for boligpolitikken kan fremme hensigten, at boligen skal være en menneskeret, er det ikke »mirakelkure« eller »epokegørende« nyskabelser der skal til. Kommunisterne har fremsat løsningen måske netop så mange gange, at den kan virke ordinær, men sandheden er undertiden ordinær. Demokratisering kræver bortfjernelse af alle profithensyn, af alle former for det ene menneskes mulighed for at udbytte eller udnytte det andet menneske, og derfor er løsningen på boligproblemet i det kapitalistiske samfund naturligvis: nationalisering af boligen i alle dens led og i alt hvad der knytter sig til den.

Det kan lyde forenklet, det kan lyde socialistisk. Det er forenklet, men det er naturligvis ikke socialistisk at skabe samfundseje i et borgerligt samfund. Hvem vil vel kalde DSB socialistisk ? Taget punkt for punkt er det ikke engang uigennemførligt, hverken samfundsøkonomisk eller politisk. Ser vi på samfundsøkonomien må vi vurdere virkningerne på samfundets totalbalance, og ser vi på det politisk, så har over 50 % af vælgerne stemt på partier der har tilkendegivet, at de ønskede en demokratisering af boligforholdene, på partier, hvis boligpolitikere før valg har tilkendegivet, at de går ind for nationalisering.

Nationalisering af jord, der enten er anvendt eller skal anvendes til byggeri kan uden ændring af Grundloven gennemføres, idet almenvellets tarv netop motiverer nationalisering. Det altovervejende flertal af danskerne - endda flertallet af politikerne på Christiansborg erkender, at de høje grundpriser er en betydelig faktor for de svimlende boligpriser, der er gældende i dag. Enhver, der har sat sig blot en smule ind i økonomiske spørgsmål ved også, at jordspekulationen er en af de betydeligste årsager til den voldsomme inflation, der har kendetegnet årtiers Danmark. Jordprisen cirka 100-dobles i værdi når den skifter benyttelse fra landbrugsjord til parcelhusbyggeri, den forøger atter sin værdi når den ændrer karakter fra parcelhusgrund til byggegrund for etageejendomme, og endelig værdiforøges den atter, hvis den ændres til underlag for erhvervsformål.

Disse værdistigninger, der ikke har noget med selve jordens tilstand at gøre, løsgør tre-fire milliarder kroner hvert år blot ved nybyggeri, penge, der ikke er skabt værdier for, penge der indgår i den samlede masse af fast ejendom, og dermed er grundlag for kapitalisering, ofte endda uden om skattemyndigheder og anden form for samfundskontrol. Disse penge lægges også til den samlede byrde, der hedder boligudgifter i Danmark. Hvis denne kvalitetsændring af jorden - ved anvendelse fra lavere til højere samfundsmæssig udnyttelse - alene blev varetaget af staten, kunne den inflationsskabende udpumpning af milliarder hindres og milliarder i boligudgifter kunne spares. Samtidig ville staten få skåret et hidtil aldeles ukontrollabelt forbrug - af den kapitaliserede del af værdistigningen - bort til gavn for blandt andet betalingsbalancen.

Ingen - med undtagelse af de få, der gennem finansiering af udstykning og spekulation i jord sjakrer med både boligsøgende og statens midler ville lide skade ved en sådan lovgivning.

Det må gøre tanken om nationalisering af jorden mere nærliggende. Også jorden i de eksisterende boligområder er skruet op i denne ublu pris, men en nationalisering her ville naturligvis kræve ekspropriation. Regler for denne kunne dog udarbejdes, så det ikke ville give nogen øjeblikkelig udgift for staten. Det er stadig væk billigere at trykke statsobligationer end pengesedler. Med en erstatning i statsobligationer kan disse fastlåses ved regler for en foreløbig rente- og afdragsfri periode, og senere med meget lang tilbagebetalingstid, og meget lave renter.

Det er i denne forbindelse rimeligt at komme ind på problematikken omkring parcelhusene. I kritikken af boligminister Helge Nielsens parcelhuslovgivning er det slået fast, at den gamle problematik med asociale fordele for de mest velhavende ikke er løst. Det er også slået fast, at parcelhusprisen ikke vil være nedadgående med en indskrænkning af byggeriet, men for opadgående. Dette vil være til skade for alle andre end dem, der enten skal sælge eller omprioritere for at få lån til andre formål. Det vil blandt andet være til ubodelig skade for de mange ældre, der tynges af skatterne på gældfri, ældre parcelhuse, og naturligvis for dem, der skal købe.

En nationalisering- også af parcelhusjorden vil bremse inflationen på denne del af husenes værdi. Ved statens overtagelse, hvor afdrag og renter erstattes af en fast, lav jordrente, vil der opstå lettelser for den parcelhusejer, der tynges af afdrag og renter og lettelsen vil endda blive større end »tabet« af de skattefordele, der har været med til at jobbe husenes priser op. For pensionisterne og andre ligestillede i ældre gældfri huse tynger værdistigningen over ejendomsskatterne. Denne byrde kan afløses af en frivillig, rimelig ekspropriationsordning, der helt kan ophæve boligudgiften for de dårligst stillede grupper.

Nationaliseringen af jord kan således med fordele for brugerne af byggejord i alle tilfælde hvor ikke enten udstykning- eller skattefiduser er inde i billedet - og det er kun et fåtal, der har disse fordele - gennemføres overalt. At det også ville være en mulighed, og en fordel for brugerne af landbrugsjord at inddrage denne i nationaliseringsprocessen skal kun nævnes i denne sammenhæng for helhedens skyld, - det kræver en mere dybtgående analyse.

Det er sagt før, men det er stadig den eneste udvej: Staten må overtage hele finansieringen af boligbyggeriet. Ved at trække finansieringen væk fra monopolkapitalens kræmmerbutik: Børsen, skabes der muligheder for at fastsætte en rente, der dels gør det muligt for staten at yde de nødvendige lån til boligbyggeriet, dels gør det muligt for de boligsøgende at betale huslejen. En familiebolig kan opføres for 119.000 kroner, og først ved den nuværende finansieringsform kommer bruttoanskaffelsessummen op på næsten det dobbelte på grund af kurstabet.

Fastholder man altså en pris på de 119.000 kroner vil lejen med en rente på f.eks. 4 % og en afdragsperiode på 60 år, kunne holdes på omkring en tredjedel af den nuværende. Men endnu mere kan skæres fra F. L. Smidth koncernen, der behersker næsten hele den danske byggematerialeindustri, og denne er derfor velegnet til nationalisering. Materialeudgifterne er for tiden omkring 48.000 kroner for en familiebolig i det københavnske område, men hvis profitten skæres bort, kan den nedbringes til 30.000 kroner. Sammen med fjernelsen af jordspekulationen vil en familiebolig, der nu koster 230.000 kroner, og hvor den månedlige leje uden tilskud er omkring 2.500 kroner, kunne fremstilles for under 80.000 kroner og lejen vil kunne holdes på 500.

Med spekulation:

Grundprisen er i det spekulationsfri byggeri ansat efter den nuværende landbrugspris plus byggemodningsomkostninger, materialeprisen er beregnet minus F. L. Smidth koncernens beregnede overskud, heri også indregnet kapitalgevinster, afskrivninger, også i koncernens betydeligste selskaber uden for byggebranchen. Arbejdslønnen holdes uændret. Det betyder en faktisk lønstigning, idet offentlige byggeselskaber ikke skal indregne samme fortjeneste som de private entreprenører har, arbejdslønnen indeholder nemlig også mestersalær.

Spekulationsbyggeri: Lejlighedens pris 230.000 kroner.

 Spekulationsfrit byggeri: Lejlighedens pris 78.000 kroner.

Et virkeligt socialt byggeri forudsætter således, at det offentlige overtager jorden til landbrugsværdien, at byggematerialeindustrien nationalisenes, at der ydes offentlige lavrentede lån med lang afdragstid allerede fra projekteringsstadiet, og at der i selve lejen kun regnes med de faktiske udgifter til amortisation, vedligeholdelse, brandforsikringer, personale, m.v., altså uden nogen form for profit.

Statens udgifter ved opførelse af 70.000 boliger årligt vil således, hvis der forudsættes et beboerindskud på 3 % blive godt fem milliarder kroner. Dette beløb svarer ikke engang til hvad der unddrages skattevæsenet gennem skattesvindel, hvor der årligt holdes 12-15 milliarder uden for beskatningen. Målt med de omkostninger, der for tiden ydes til direkte boligtilskud, og gennem skattelettelser ved rentefradrag for parcelhuse, bliver der højst tale om en merudgift på 1,5 milliarder kroner årligt, så det er ikke en umulighed at præstere boliglånene over statsbudgettet.

Anderledes ser det naturligvis ud ved stats- eller anden samfundsovertagelse af den bestående boligmasse. At udlejningsbyggeriet skal nationaliseres turde være indlysende. At der skal betales en eller anden form for ekspropriationserstatning er vel også klart, men der kan anvendes flere metoder.

Man kan naturligvis overtage til den sidst foretagne vurdering, og betale i statsobligationer, der får afdragstid og rentefod fastsat ved lov. Det vil imidlertid være urimeligt, at erstatte efter en vurderingspris, der er lagt an på den meget høje pris i nybyggeriet. Derfor er det være rimeligt, at der foretages en ny vurdering, der er baseret på, at nyt byggeri kan billiggøres som før nævnt, og at den bestående boligmasse vurderes ud fra denne nye skala. Derved vil værdien af fast ejendom komme ned på det niveau, hvor den rettelig hører hjemme, og ekspropriationserstatningerne ville kunne nedskæres betydeligt.

For ældre ejendomme vil det være rimeligt, at man før fastsættelsen af erstatningsbeløbet konstaterer hvor meget der er optaget i tillægslån, der ikke er brugt i ejendommen i dens levetid, og fradrager dette beløb den vurderingssum der tillægges den. Også afdrag indbetalt gennem huslejen bør fradrages. Derved ville de fleste ældre ejendomme simpelt hen kunne inddrages af staten uden nogen erstatning.

En almindelig nationalisering ville samtidig løse problemet ejerlejligheder. Alt salg af denne type ville stoppe, og til køberne af de allerede solgte ville den nedsatte boligafgift i sig selv være en værdifuld erstatning. Hertil kan tænkes en vis godtgørelse for eventuelle moderniseringer, for forbedringer af lejlighederne, men stort set ville nedbringelsen af boligudgifterne ved en nationalisering være dækkende. Sammenkædet med den naturlige uopsigelighed, der må sikres alle i udlejningsejendomme ville det erstatte den noget diskutable ejendomsret med en indiskutabel billig brugsret.

Endelig kunne dette problem måske bedst løses ved et tilbud om statsovertagelse med billig brugsret til ejere af parcelhuse, men før dette kan gennemføres må nationaliseringen af udlejningsejendommene klares. Et problem står tilbage. Ved en storstilet nationalisering, hvordan skal erstatningerne så udredes, hvem skal have dem ? Det er spørgsmålet om det ikke vil være rimeligt at skelne mellem ejendomme, hvorpå der hviler faktiske prioritetsydelser, og ejendomme, der kun gennem fidushandeler og omprioriteringer er tilført en kunstig gældsbyrde.

I førstnævnte tilfælde kan det vel næppe anses for rimeligt, at en tilfældig ejer, der blot har »fordelt« lejernes penge til panthaverne, og selv taget en profit, fortsat skal stå for fordelingen. Hvis staten ved overtagelse sikrer sig en tilsvarende overtagelse af pengeinstitutterne, herunder naturligvis også forsikringsselskaber og realkreditinstitutioner, har man fat i de allerstørste panthavere For det første er de fleste officielle og lovlige lån optaget i realkreditinstitutionerne, og del bliver så deres afregning med eventuelle kreditorer, der er sagen. For det andet ligger en meget stor part af samtlige obligationer i forsikringsselskaber pensionskasser og banker, så derved bliver det staten selv der bliver sin egen største kreditor ved en sådan nationalisering. Problemerne er ikke små,- de kræver en mere tilbundsgående analyse end der kan foretages her, men de er absolut ikke uoverskuelige.

Tilbage står så administrationen af dette nationaliserede boligområde. Beboerdemokrati er et næsten forslidt udtryk i dagens debat, men den omtalte boligpolitik vil gøre den mulig. Demokratiet skal ind fra starten, hvilket vil sige allerede fra projektering og planlægning. De nuværende almennyttige boligselskaber er kun delvis egnede til formålet. Dels bygger de på en lejerindflydelse, der for det første er for ringe, og for det andet først kommer ind i billedet efter indflytning. At selskabernes struktur alligevel er anvendelig kan man derimod gå med til.

Det fordrer blot en ændring at selskabernes sammensætning. De »kongevalgte« eller »selvsupplerende« ledelser har kun i ringe grad kontakt til de boligmiljøer de skal skabe, eller til de mennesker de skal bygge for. Derfor må der skabes nye former, hvor vægten lægges på, at det netop bliver et planmæssigt byggeri der gennemføres, og her er det nødvendigt, at de der skal bruge boligerne repræsenteres.

Det drejer sig i første omgang om, at fagbevægelsen får indflydelse i selskaberne. Også ungdommens og de uddannelsessøgendes organisationer må med i billedet ligesom pensionisternes sammenslutninger. Selvfølgelig skal den etablerede lejerbevægelse også være med, de har et erfaringsmateriale, og hvis de lemper lidt på organisationsformen kunne det være muligt, at netop de, der stod på venteliste kunne komme med ind i billedet. Endelig skal staten eller kommunerne repræsenteres ved en tilsynsførende, hvis opgave udelukkende skal være af kontrollerende art.

Administrationen af det færdige byggeri kan overdrages til beboerne, med tilsynskontrol fra selskabet og det offentlige. Dermed sikres, at nærdemokratiet sættes i funktion, og samtidig, at så brede interesser som muligt tilgodeses. De økonomiske muligheder for gennemførelse at en sådan demokratisk boligpolitik er til stede. Også de politiske forefindes, men om de udnyttes afhænger at den kraft og styrke, der dels ligger i udformningen af forslagene, dels i den alvor hvormed der gås til arbejdet for at popularisere en sådan politik. Men det haster,- om få år er Danmarks politiske og økonomiske bevægelsesfrihed reduceret kraftigt inden for EF's overstatslige rammer.

Uddrag af »Kommunisternes program for en bedre tilværelse« vedtaget på DKP's 24. kongres januar 1973: Målsætningen for en demokratisk og social boligpolitik er at sikre det enkelte menneskes ret til en god og sund bolig. Her stiller den private ejendomsret til finansieringskapital, jord, byggematerialeindustrien og udlejningsejendomme sig hindrende i vejen. Derfor er de nationaliseringer, der må til for at sikre en ny økonomisk politik, samtidig nødvendig for en løsning at boligproblemerne. Saneringsefterslæbet og underskuddet at boliger, sammen med det almindelige boligbehov, kræver et stærkt forøget boligbyggeri. Disse boliger skal bygges, så de kan betales at den arbejdende befolkning. Det opnås kun ved stop for af spekulation, og følgende foranstaltninger må gennemføres:

• Fuldt stop for jordspekulation ved, at det offentlige overtager byggejorden og stiller den til rådighed for boligbyggeri på lejevilkår.
• Statsfinansiering at boligbyggeriet må sikres med lån, som udbetales til kurs på, en afdragstid på 60 år, en rente på højst 4 procent, og en lånegrænse på 97 procent. Offentlige og almennyttige boligselskaber skal opføre alt udlejningsbyggeri.
• Nedsættelse af materialepriserne gennem nationalisering af byggematerialeindustrien.
• Privatejede lejligheder og udlejningsejendomme overtages af det offentlige til ejendomsvurderingen. Til husejerne udstedes statsobligationer, som kan indfries over en nærmere ved lov fastsat periode. Ejendommenes administration overdrages lejerne under kommunal kontrol.
• Sanering af alle usunde og utidssvarende boliger. Der må lægges særlig vægt på udhulingen af de karreer, hvor randbebyggelsen består af sunde og tidssvarende boliger for hurtigst muligt at skabe lys og luft til de tætbefolkede områder. Genhusning af de udsanerede må sikres i tidssvarende boliger, der svarer til familiens behov og økonomi.
• En demokratisk og social lejelovgivning, som sikrer lejerne ret til medindflydelse på ejendommens administration, beboerdemokrati, godkendelse af moderniseringer, fri bytteret, m. v. må gennemføres.
• En demokratisk og social boligpolitik betyder, at boligen ikke opfattes som handelsvare, at en ejendomsret, der for de allerfleste er af tvivlsom værdi, afløses af en sikker brugsret, og at boligen i praksis gøres til en menneskeret for alle.
• Disse gennemgribende ændringer i boligpolitikken må gennemføres hurtigst muligt, men indtil da må lejerne sikres mod enhver form for overgreb fra udlejerne. Som foreløbige skridt må øjeblikkeligt gennemføres:
• Fuldt stop for alle lejehøjelser i den privateje masse.
• Effektiv sikring mod opsigelser.
• Indførelse af kommunal boliganvisning i alle kommuner, også gældende for værelser. Forbud mod privat boliganvisning.
• Fri bytteret, hvor kun kravene om boliganvisningsreglerne kan hindre bytning.
• Lejerne må have mulighed for at modsætte sig moderniseringer, hvis mindst halvdelen af en ejendoms beboere er modstander heraf.
• Fuldt stop for salg af lejligheder.

Konsekvenserne af det sidste boligforlig, der blev gennemført af Venstre, Socialdemokratiet, Radikale, Konservative, Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne, kom som et chok for titusinder af lejere. Før vedtagelsen af boligforligets love havde forligspartierne proklameret, at der ville blive tale om beskedne huslejeforhøjelser på 10-15 % Lejeforhøjelser på 40-80-120 % eller mere blev resultatet.

Adskillige lejere tvinges væk fra deres boliger fordi huslejen fordobles. Mange må skære ned på nødvendige livsfornødenheder for at betale den omkostningsbestemte leje og profitten til ejendomsbesidderne. Lejeforhøjelser på 3/4 milliard kr. pr. år - eller mindst tre milliarder kr. i forligets fireårige periode, er den huslejeforhøjelse lejerne skal betale i privatejede udlejningsejendomme.

Gennem en ny finansieringsform for det almennyttige byggeri, er der sket det at Boligselskabernes Landsbyggefond skal yde 130 mill. kr. årligt. Dvs. at der lagt en ny boligskat på den del af de almennyttige boliger, der er taget i brug før 1965. Det er 10 % af Danmarks husstande, der på grund af det asociale boligforlig pålægges en både urimelig og uretfærdig særskat. På papiret nedsættes opførelsen af almennyttige boliger årligt fra ca. 12.000 til 8.000 boliger, - der er blevet lovens maksimum. Finansieringen vil imidlertid medføre at antallet af boliger vil falde år for år, således at i sidste år af boligforliget opføres kun 3.500 lejligheder.

Boligforliget har, sammen med en forkert økonomisk politik, kastet titusinder af bygningsarbejdere ud i arbejdsløshed, og boligforligets målsætning på 40.000 lejligheder årligt bliver ikke opfyldt hverken i 1976 eller 1977. Det vil give et stort underskud af boliger i disse år og betyde, at boligspekulanterne får ny vind i sejlene på bekostning af boligsøgende og arbejdsløse bygningsarbejdere.

Efter den 2. Verdenskrig kom der en stærk kommunistisk gruppe (18 mandater) i Folketinget, og den politiske konstellation gjorde det muligt at få gennemført en boligpolitik med socialt indhold og fornuftig finansiering. Byggestøtteloven af 30. april 1946 ydede kontante statslån til en årlig ydelse på 4 1/2 %. Lånegrænsen var 85 % af anskaffelsessummen, men kunne med kommunegaranti forhøjes til 95 % - i særlige tilfælde til 97 % Der kunne endvidere for et tidsrum af 20 år bevilges såvel rentelempelse som afdragshenstand, således at den samlede ydelse kunne nedsættes til 2,2 %. Disse lempelser blev i praksis ydet til alle almennyttige boligbebyggelser.

Der blev endvidere gennemført en børnetilskudsordning, der var forståelig og nem at administrere. Familier med almindelige indtægter kunne efter børneantal få tilskud efter følgende regler: Et barn 10 %, to børn 20 %, tre børn 30 % og fire børn og derover 45 % af huslejen. Hensigten med lovgivningen var, at give familier med børn mulighed for at flytte ind i lejligheder, der størrelsesmæssigt passede til børneantallet. Således kom loven også til at virke.

Forskellige regeringer, socialdemokratiske, socialdemokratisk-radikale og rent borgerlige, har med skiftende flertal i Folketinget systematisk ødelagt denne lovgivning. Det begyndte i 1954 ved gennemførelse af en ny lov af d. 6. oktober 1954 bortfaldt rentelempelse og afdragshenstand. Statslånene blev ændret til markedsrente og der blev samtidig indført driftstilskud, der højst kunne ydes op til 85 m². Lånegrænsen på 97 % blev opretholdt.

Ved lov af d. 27. december 1958 blev den hidtidige form for støtte til boligbyggeri totalt ændret. De kontante statslån blev afskaffet og byggeriet skulle nu finansieres over det private lånemarked. Der blev oprettet særlige finansieringsinstitutter til fremskaffelse af den nødvendige kapital. Staten ydede garanti for finansieringen fra 65 % til 97 % af ejendommens værdi. Efter loven kunne der ydes statstilskud til indretning af lejligheder for mindrebemidlede, dog højst 2.000 lejligheder årligt og højst 35 % af værdien. Driftstilskuddene blev videreført, men ved lov af d. 31. maj 1961 blev driftstilskuddene gjort indtægtsbestemte og tilskud blev kun ydet til mindrebemidlede.

Forringelse af lovgivningen fortsatte med boligforliget i 1966. Tilskuddene til lejligheder for mindrebemidlede blev ophævet. De hidtidige bestemmelser om driftstilskud blev ophævet og blev i stedet erstattet af en rentesikringsordning. Da loven om rentesikring blev gennemført d. 11. maj 1966, var markedsrenten ca. 9 %. Basisrenten blev fastsat til 6 1/2 % og rentesikring skulle ydes i 6 år og derefter aftrappes.

Lapperier i 1972 medførte, at basisrenten blev ved lov af d. 29. marts 1972 nedsat med tilbagevirkende kraft for at imødegå udlejningsvanskeligheder, - men disse foranstaltninger har været lapperier på en forfejlet boligpolitik og problemerne består fortsat.

Det almennyttige byggeri, der blev opført fra og med 1969, vil i de kommende år blive stillet over for katastrofale lejestigninger. Når de kortvarige midlertidige driftslån, der har været ydet til imødegåelse af udlejningsvanskeligheder, aftrappes, betyder det lejestigninger på 20 %-30 %. Når aftrapningen af rentesikringen begynder kommer der nye lejestigninger. Særlig katastrofalt er det for byggerierne der er opført i 1969 eller senere. De er finansieret efter et renteniveau på 11-17 %. Den første af disse årgange begynder aftrapningen i 1976. Med aftrapningen af rentesikringen, samt de midlertidige driftslån, vil der i løbet af en kort årrække ske en fordobling af huslejen. Hertil kommer at boligsikringen med de nuværende regler vil blive nedsat eller bortfalde. Det betyder, at boligudgiften i disse byggerier reelt vil blive tredoblet i løbet af 8 år.

Hensigten med boligforliget i 1966 var at boligmarkedet i 1974 skulle være »frit«, forstået sådan, at der skulle være frit slag for lejeforhøjelser. Efter boligforliget blev der gennemført lejevurderinger på basis af den markedspris, der kunne opnås i et »frit« boligmarked. Over en 8-årig periode blev der gennemført lejeforhøjelser i private udlejningsejendomme med lejestigninger på gennemsnitlig 100% -125 %. Lejeniveauet steg i perioden med ca. 1.200 millioner kr.. Lejlighederne i det almennyttige byggeri blev ligeledes vurderet og her blev indført en boligskat, der skulle gå til finansiering af nybyggeri.

I 1973 begyndte Socialdemokratiet og SF at rumle med planer om et nyt boligforlig. På fandens fødselsdag, den d. 11. juni 1973, blev det første boligforlig afsluttet. Socialdemokratiet og SF var enige om, at lejerne i de almennyttige boligselskaber skulle betale en ny boligskat til udligning af gammelt og nyt byggeri. De var også enige om, at lånene til nyt almennyttigt byggeri skulle »pristalsreguleres«, så lejen i forhold til prisstigninger og inflation ville holde sig uændret på den måde, at hvis pristallet steg skulle afdrag og renter af lån også stige. Altså en indbygget lejeforhøjelse i nyt almennyttigt byggeri. Dette boligforlig indeholdt også bestemmelsen om den »omkostningsbestemte« leje i den private udlejningsmasse. Kun fordi Erhard Jacobsen sprang fra, blev forliget ikke gennemført af S og SF.

Reglerne for lejere i private udlejningsejendomme er forskellige afhængig af, om de bor i et reguleret område - et område hvor både boligreguleringsloven og lejeloven gælder eller i et såkaldt frit område, hvor kun lejeloven gælder. Boligreguleringsloven indeholder bl.a. regler om huslejenævn, omkostningsbestemt leje og boliganvisning. Reglerne der supplerer eller træder i stedet for lejelovens regler.

Det er kommunalbestyrelsen, der afgør om boligreguleringsloven skal gælde i kommunen. I hidtil »regulerede« kommuner med mere end 20.000 indbyggere, gælder boligreguleringsloven automatisk. Kommunalbestyrelsen kan dog med almindeligt flertal, tidligere krævedes 2/3 flertal, bestemme, at boligreguleringsloven ikke skal gælde. I andre kommuner kan kommunalbestyrelsen med almindeligt flertal bestemme, at boligreguleringsloven skal gælde. Dette betyder, at færre kommuner bliver regulerede. Flere større kommuner er allerede »frie« områder, f.eks. Silkeborg, Herning, Holstebro, Viborg, Vejle og Frederikshavn. I alt 223 af landets 276 kommuner er »frie«, - dvs. frit marked for spekulanter på lejernes bekostning. Lejen i rene erhvervslejemål er »fri« i hele landet. Det følgende tager kun sigte på lejemål, der helt eller delvis anvendes til beboelse.

Efter boligforliget i 1975 fastsættes huslejens størrelse efter princippet om den omkostningsbestemte leje. Budgettet, hvorefter lejen fastsættes, opdeles i 5 hovedkonti:

1. Ejerens kapitalafkast. Indtil d. 1. april 1976 er afkastet fastsat til 6 1/2 % af ejendomsværdien ved 15. alm. vurdering. Derefter er afkastet 7 %.
2. Alle løbende udgifter på ejendommen. Udgangspunktet for fastsættelse af disse udgifter er de beløb, som de almennyttige boligselskaber hidtil har anvendt. Under løbende udgifter kommer: ejendommens skatter, dvs., minus selskabsskatter, afgifter: vandafgift, gade- og vejanlæg, kloakbidrag, rensningsanlæg og renovation, forsikringer, el, gas, henlæggelser til fornyelse, samt renholdelse, der fastsættes til 10 kr. pr. m² pr. år.
3. Administrationsudgifter. Som udgangspunkt vil udlejerne uden videre kunne kræve indtil 300 kr. pr. lejlighed pr. år til administration.
4. Opretningskonto. I ejendomme, der er taget i brug før d.1. januar 1964, skal der årligt henlægges 1 % af ejendomsværdien. Pengene skal anvendes til forbedring, isolering m.v.
5. Vedligeholdelse:

B. Til indvendig vedligeholdelse kan udlejer kun forlange penge, såfremt den indvendige vedligeholdelse påhviler udlejer, hvad der er lejelovens almindelige regel. Til indvendig vedligeholdelse skal på en særlig konto hensættes:

Den husleje, som fremkommer efter princippet om den omkostningsbestemte leje, må dog ikke være højere end »det lejedes værdi«. Dvs. den »lejefastsættelsesmetode« der er afgørende i de »frie« områder. Ejerne har altså reelt samme frihed til at fastsætte lejen i de regulerede områder som i de »frie« områder. Blot skal ejerne i de regulerede områder »dokumentere« lejen på de 5 konti. Spekulanterne frie boligmarked er dermed så godt som indført.

Indførelse af den omkostningsbestemte leje bevirkede huslejestigninger på 40-100 % for det store flertals vedkommende. Adskillige, især ældre og små lejligheder, fik dog stigninger på over 100 %. De store huslejestigninger affødte så mange protester, at forligsmagerne, der havde givet indtryk af at stigningerne ville blive på ca. 10 %, blev tvunget til at revidere forliget. Resultatet blev, at lejeforhøjelserne nu blev delt i to omgange. Indtil 1. juli 1976 kan huslejen »kun« stige med 25 kr. pr. m² på årsbasis, eksklusiv de varmeudgifter som ved forliget blev overført fra varmeregnskabet til huslejen. Det kan for ældre ejendomme godt betyde forhøjelser på 100 %.

I ejendomme, hvor mindst 1/4 af lejerne har fået lejeforhøjelsen indbragt for huslejenævnet, kan udlejer forlange a conto lejeforhøjelse på 15 kr. pr. m² på årsbasis, alt inklusive. Når huslejenævnets afgørelse foreligger, vil der dog ske en efterregulering. Bliver lejernes indbetalinger mindre end den omkostningsbestemte leje, som følge af den midlertidige begrænsning, kan udlejer nedsætte indbetalingerne på opretnings- og vedligeholdelseskontoerne tilsvarende. Udlejers afkast berøres ikke.

Udlejer skal give lejerne 3 måneders varsel ved lejeforhøjelser, undtagen ved forhøjelser som følge af stigende skatter og afgifter. Ejerne er rene mestre i at »dokumentere« omkostninger. Lejernes mulighed for at kontrollere er begrænsede. Lejerne bør derfor få lejeforhøjelsen prøvet af huslejenævnene, selv om chancen for, at nævnene vil bremse spekulanterne er små.

Hvis mindst 1/4 af lejerne i ejendomme uden beboerrepræsentation inden 3 uger skriftligt protesterer mod huslejeforhøjelserne over for ejeren, skal ejeren indbringe sagen for huslejenævnet. Nævnets afgørelse vil her gælde alle ejendommens lejemål. Såfremt mindre end 1/4 af lejerne ikke vil godkende huslejeforhøjelserne, skal hver enkelt lejer indbringe sagen for huslejenævnet. Dvs. at det er lejerne, der skal betale afgiften til nævnet på 50 kr. Får lejerne medhold, er det kun den eller de lejere, der har klaget, der har krav på lejenedsættelse. Lejere i ejendomme, der er udstykket til ejerlejligheder, men endnu ikke solgt, kan protestere mod huslejeforhøjelserne efter samme regler som hvor mindst 1/4 af lejerne har protesteret.

I ejendomme, hvor der er valgt beboerrepræsentanter, kan kravet om huslejeforhøjelser først fremsættes over for lejerne, når beboerrepræsentanterne har haft lejlighed til at ytre sig på grundlag af det opstillede driftsbudget for ejendommen. Beboerrepræsentanternes frist til at tage stilling til lejeforhøjelserne skal være mindst 3 uger. Såfremt beboerrepræsentanterne ikke kan godkende de af udlejeren fremsatte lejeforhøjelser, skal udlejer sende lejerne kravet om lejeforhøjelse indeholdende alle oplysninger. Lejerne skal have en frist på mindst 3 uger til at gøre indsigelser. Kan mindst 1/4 af lejerne heller ikke godkende forhøjelserne og protesterer, skal udlejer indbringe sagen for huslejenævnet.

I de »frie« områder kan ejeren forlange den leje som er »rimelig i forhold til det lejedes værdi.« Ved afgørelse heraf skal der tages hensyn til det lejedes beliggenhed, art, størrelse, kvalitet, udstyr og vedligeholdelsestilstand sammenlignet med den leje, som er almindeligt gældende i kvarteret eller kommunen for lejligheder af tilsvarende beskaffenhed. Det er alt sammen så vage og upræcise kriterier, at udlejer kan forlange den leje, der passer ham. Dvs. den højeste leje, han kan regne med at kunne udleje lejligheden for. Dog kan lejeforhøjelser indbringes for boligretten. Lejeforhøjelser kan kun gennemføres med mindst 3 måneders varsel. For skatte- og afgiftsforhøjelser gælder særlige regler (lejelovens § 43). Lejeforhøjelserne kan dog tidligst få virkning 2 år efter lejemålets ikrafttræden eller 2 år efter den sidste lejeforhøjelse (undtagen lejeforhøjelser p.g.a. stigende skatter og afgifter). Ved erhvervslejemål er mindstetidsrummet mellem de periodiske lejeforhøjelser 5 år. Kravet om lejeforhøjelse skal udlejer fremsætte skriftligt med angivelse af forhøjelsens størrelse samt med oplysning om, at lejers indsigelser må fremsættes inden 3 uger. I modsat fald er kravet om lejeforhøjelse ugyldigt. Såfremt lejeren ikke vil godkende lejeforhøjelsen, skal han inden 3 uger skriftligt protestere over for udlejer. Det er herefter udlejer, der skal indbringe sagen for boligretten. At få en sag afgjort i boligretten er dyrt, og lejere er derfor dårligt stillet, såfremt de ikke er medlem af en lejerorganisation, som vil føre deres sag.

Pligten til indvendig vedligeholdelse påhviler ifølge lejeloven ejerne, medmindre andet er aftalt i lejekontrakten. Men da det er lejerne, der betaler pengene hertil via den indvendige vedligeholdelseskonto, påhviler pligten reelt lejerne. Den indvendige vedligeholdelse omfatter groft sagt kun istandsættelse med tapet, hvidtning og maling. Udlejer skal oprette en særlig konto for indvendig vedligeholdelse. Udlejer har pligt til senest 3 måneder efter regnskabsåre afslutning at fremsende regnskab til samtlige lejere, der og har ret til at gennemgå samtlige regninger og bilag, der ligger til grund for kontoens regnskab.

Kan lejere i de »frie« områder ikke få ejer til at fremkomme med regnskabet for den indvendige vedligeholdelse har lejerne kun den udvej at gå til boligretten. Kan lejerne i de regulerede områder ikke via huslejenævn få udlejer til at fremlægge et regnskab for vedligeholdelse kontoen, kan de kræve at der på kontoen henstår et beløb svarende til 5 års henlæggelser. Denne regel gælder både indvendig og udvendig vedligeholdelse, men kun i de regulere områder.

For lejere i de regulerede områder gælder endvidere, at det af lejekontrakten ved indflytning skal fremgå, hvor meget der henstår på den indvendige vedligeholdelseskonto. Indeholder lejekontrakten ikke oplysninger herom, og fremkommer udlejer ikke skriftligt med oplysninger inden 14 dage efter huslejenævnet eller lejeren har krævet det, kan lejeren forlange, at der på kontoen henstår tilstrækkeligt til hvidtning maling og tapetsering. Dette gælder kun indvendig vedligeholdelse. Reglerne om indvendig vedligeholdelseskonto gælder kun lejemål, der udelukkende anvendes til beboelse (dog ikke værelser), og kun hvis den indvendige vedligeholdelse påhviler udlejer.

I de »frie« områder gælder ingen særlige regler for ejere udvendige vedligeholdelsespligt. Lejerne er på ingen måde sikrede. Lejerne i de regulerede områder har derimod stort set samme rettigheder hvad angår den udvendige og den indvendige vedligeholdelse. Jævnfør dog særreglen for indvendig vedligeholdelse ovenfor. For såvel indvendig som udvendig vedligeholdelse i de regulerede områder gælder, at såfremt udlejer ikke vil fremsende et regnskab for vedligeholdelseskontoen, kan spørgsmålet indbringes for huslejenævnet. Og lejerne kan, såfremt nævnet heller ikke kan få udlejeren til at fremlægge et regnskab, kræve lagt til grund, at der på kontoen henstår et beløb svarende til de sidste 5 års henlæggelser.

Som noget særligt for de udvendige vedligeholdelseskonti gælder, at hvis det viser sig, at der ikke er penge på kontoen, kan udlejer ikke bruge det som undskyldning for, at ejendommen eventuelt, ikke er ordentlig vedligeholdt. Udlejeren har pligt til at holde ejendommen forsvarligt ved lige. Udlejer kan så til gengæld, såfremt der i et år er foretaget vedligeholdelsesarbejder for et større beløb end kontoens indestående, overføre underskuddet til senere regnskabsår. Dvs. at det er lejerne der kommer til at betale. Kan ejeren tilmed godtgøre, at beløbene, der hensættes til vedligeholdelse og opretning, ikke slår til, således at ejendommen i løbet af 5 år sikres en tilfredsstillende standard, kan ejeren forhøje huslejen med det nødvendige beløb. Det betyder, at lejerne i fuldt omfang kommer til at betale for spekulanternes vanrøgt. Ikke få er de husværter i det gamle byggeri, som gennem årene har forsømt deres ejendomme - på trods af huslejeforhøjelserne fra boligforliget i 1966. Boligforliget betyder, at lejerne endnu en gang skal betale for en udvendig vedligeholdelse, som de allerede har betalt for tidligere.

I princippet er alle lejere (bortset fra lejere af enkeltværelser og enkelte andre) beskyttet mod opsigelse. Lejere kan dog opsiges i nærmere angivne tilfælde, og kun i disse, der er opregnet i lejelovens § 14. En opsigelse skal indeholde en begrundelse for opsigelsen samt oplysning om, at lejeren har ret til at klage over opsigelsen indtil 3 uger efter, han har modtaget den. Hvis ikke begge disse oplysninger står i opsigelsen, er den ugyldig. Hvis lejeren klager over opsigelsen, skal ejeren inden 3 uger forelægge opsigelsen for boligretten. Udlejeren kan endvidere hæve lejemålet. Forskellen på opsigelse og ophævelse er, at lejeren i opsigelsestilfældene ikke har misligholdt kontrakten, mens det er en betingelse for at ejeren kan ophæve lejeforholdet, at lejer har misligholdt kontrakten. Udlejers mulighed for at ophæve lejemålet er indskrænket til de i lejeloven opregnede tilfælde. En af ophævelsesgrundene er, at huslejen ikke betales til tiden og stadig efter en rykkerskrivelse ikke betales inden 3. hverdag. Rykkerskrivelsen skal dog indeholde oplysninger om ophævelse af lejemålet, hvis pengene ikke betales inden fristens udløb. I ophævelsestilfældene kan lejerne ikke klage til huslejenævnet. Men udlejer må normalt indbringe sagen for boligretten til afgørelse af om lejeren har misligholdt kontrakten. Reglerne om opsigelse og ophævelse er fælles for de regulerede og de »frie« områder.

Reglerne om Beboerdemokrati og bytteret blev gennemført ved forliget i 1975 og gælder for hele landet. Beboerdemokrati, der giver lejerne indsigt med ejendommens forhold, lyder meget pænt, men er behæftet med så mange klausuler, at det reelt er værdiløst. For det første selve valgmetoden. Beboerdemokrati kan kun indføres i ejendomme med mindst 13 boliglejemål. Beboerdemokratiet skal besluttes af lejerne hvert år inden 1. april. Mere end halvdelen af samtlige lejemål skal være repræsenteret på det møde, hvor beboerdemokratiet skal besluttes, hvert år. Udlejeren skal indbydes til at deltage i mødet. Reglerne taler for sig selv. Kun et lille mindretal af samtlige ejendomme i Danmark har mindst 13 boliglejemål. Og i de resterende ejendomme skal man sikre, at mere end halvdelen kommer til det årlige møde, hvor udlejeren kan sidde og notere sig deltagere, der senere kan forfølges. Og bedre bliver det ikke, når man ser på de »demokratiske« rettigheder, beboerrepræsentanterne får. De får ret til at se budgettet. De får ret til at udtale sig om regnskaberne. De får ret til at stille forslag om vedligeholdelse. De får ret til at ytre sig om driften. Men ikke en smule ret til at forlange, at kræve, at bestemme. Alt efter devisen: nok se, men ikke røre.

Bytteretten er næsten lige så »demokratisk«. Den gælder, hvor lejeren har boet i lejligheden i mindst 3 år. Hvor der mindst er 13 lejemål. Hvor antallet af indflyttende personer ikke overstiger antallet af rum. Hvor udlejeren ikke har noget at indvende. Kommunisterne kræver fri bytteret og virkeligt beboerdemokrati.

Boligforliget i 1975 stillede også boliganvisningen ringere. For det første går alle lejligheder på 2 værelser og derunder for fremtiden uden om boliganvisningen. For det andet ophører den kommunale boliganvisning automatisk et år efter at området ikke længere er reguleret. Dette får især betydning for kommuner på under 20.000 indbyggere, hvor reguleringen er bortfaldet med den nye boligreguleringslov. Den kommunale boliganvisning kan kun gennemføres i de regulerede områder. Men selv i disse områder, er kommunerne ikke forpligtet til at have boliganvisning. Det er den enkelte kommunalbestyrelse der bestemmer, om »boligforholdene i kommunen taler for«, at reglerne om boliganvisning skal gælde.

For det store flertal af lejere taler boligforholdene i kommunen altid for indførelse af boliganvisningsreglerne. Dels skal lejerne for at få en lejlighed godkendes af boliganvisningsudvalget efter reglerne om boligberettigelse. Det betyder, at familiens størrelse bliver afgørende ved tildeling af lejligheder, og ikke familiens pengepung. Gælder boliganvisningsreglerne ikke, vil f.eks. en enkelt person kunne flytte ind i en 5 værelses lejlighed. Det vil igen bevirke, at huslejen for de store lejligheder stiger. Dels skal ledige lejligheder anmeldes til boliganvisningsudvalget inden 14 dage. Har kommunalbestyrelsen besluttet, at boligreguleringsloven kapitel 7 skal gælde i kommunen, gælder følgende (§ 64): Såfremt en beboelseslejlighed i længere tid end 4 uger har henstået uudlejet og ubeboet, kan kommunalbestyrelsen pålægge ejeren at træffe foranstaltninger til udleje af lejligheden. Kommunisterne kræver boliganvisning og anmeldelsespligt for såvel lejligheder som værelser.

Den væsentligste forskel på de regulerede og de »frie« områder er, at der i alle regulerede kommuner skal nedsættes et huslejenævn. Nævnet består af tre medlemmer, en »uvildig« formand, samt en repræsentant for henholdsvis lejerforeningerne og grundejerforeningerne. Næsten alle sager om lejespørgsmål skal indbringes for huslejenævnet, inden sagen kan indbringes for boligretten. I København skal sagen endvidere påkendes i ankenævnet, inden den kan tages op i boligretten. Huslejenævnene er et forum, hvor lejerne har mulighed for at få gennemtvunget deres rettigheder, uden at det skal koste dem en formue. Den, der indbringer en sag for huslejenævnet, skal således som regel betale et gebyr på 50 kr. pr. lejemål, et beløb der tilbagebetales såfremt sagen vindes. Lejerne i de »frie« områder må derimod gå direkte til boligretten, hvad der er en bekostelig affære. Kommunisterne kræver huslejenævn indført i alle kommuner.

Efter at der i en årrække blev bygget ca. 13.000 almennyttige boliger om året, er der nu fastsat et maksimum på kun 8.000 boliger pr. år. Men ikke engang dette beskedne antal vil blive bygget. Boligselskabernes Landsforening har beregnet, at der med et bidrag fra Landsbyggefonden på 130 mill. kr. kun kan finansieres ca. 6.000 boliger i 1975-76 og ca. 4.000 boliger i 1978-79 på grund af de stadig stigende byggeomkostninger. Det vil altså sige, at enten nedsættes det almennyttige byggeri ikke blot fra den hidtidige kvota på ca. 13.000 til ca. 8.000, men til 4.000, eller også skal boligskatten mindst fordobles. Boligselskabernes Landsforening har naturligt nok nægtet at betale mere end mindstebeløbet på de 130 mill. kr. om året i den særlige boligskat.

Kommunisterne kræver, at der i 1976 bygges mindst 13.000 almennyttige lejligheder, og at kvotaen planmæssigt forøges over en femårig periode. Efter boligforliget skulle der bygges i alt 40.000 boliger om året. I 1975 blev der imidlertid kun bygget ca. 35.000 boliger. Partierne bag boligforliget har ikke haft hverken evne eller vilje til at opfylde deres egen målsætning. Nedskæringerne sker til trods for, at folke- og boligtællingen i 1970 klargjorde, at der allerede på dette tidspunkt var et boligunderskud på 105.000 boliger. For København viste boligtællingen et boligunderskud svarende til 60-70.000 boliger. Kommunisterne kræver, at der skal bygges mindst 50.000 boliger om året, ud over erstatninger for de boliger, der nedrives.

Princippet i finansieringen efter forliget er, at der skabes en billig grundkapital på 26 % af ejendommens værdi.

Statslånene er rente- og afdragsfri indtil 50 år efter ejendommens ibrugtagen. Den nye boligbyggelov betyder en øget offentlig finansiering, men man skal ikke lade sig forblænde. Indtil juni 1973 refunderede staten en del af de udgifter, der som følge af momsen var forbundet med byggeriet. Der ydedes et fast tilskud på 165 kr. pr. m² som momsrefusion. Dette betød et nedslag i den samlede pris på ca. 8-10 % Men momsrefusionen blev fjernet af S-SF. De 10 % fra staten er altså ikke et tilskud, men kun en tilbageføring til tiden før S-SF forliget. Kommunisterne har i folketinget stillet krav om fuld momsrefusion på boligbyggeri med 300 kr. pr. m², dog ikke ud over 130 m². Det offentlige - stat og kommune - yder først 15 % i tilskud til det almennyttige byggeri. Dernæst opkræver det offentlige 15 % eller nøjagtigt det samme - i moms. Der er højst sket det, at man flytter 5 %, som kommunerne nu må betale, mens staten tager hele momsbeløbet. De øgede byrder, som staten hermed har væltet over på kommunerne, har betydet, at mange kommuner har forsøgt at stoppe almennyttigt byggeri i deres område. Men størsteparten af byggeriet - de 74 % - skal stadig finansieres over storkapitalens kræmmerbutik: Børsen ved optagelse af kreditforeningslån. Det betyder at byggeriet fordyres med en renteudgift svarende til den effektive rente, der for øjeblikket er ca. 14 %, men har været oppe på 17-18 % Det ville med driftsomkostninger give en husleje på ca. 30.000 kr. årligt for en lejlighed på 80 m². Lejligheder til den pris ville selvfølgelig ikke kunne udlejes. For at imødegå udlejningsvanskeligheder yder staten derfor rentesikring til nedbringelse af begyndelseslejen. Dvs. at staten i 4 år - mod hidtil 6 år - betaler den del af renteudgiften, der ligger over en effektiv forrentning på 6 %. Rentesikringen aftrappes herefter over 8-10 år, hvilket groft sagt vil betyde en fordobling af huslejen i løbet af de 10 år. Dette har intet med social boligpolitik at gøre. Det er statstilskud til spekulanterne. Rentesikringen for en 80 m² lejlighed kommer til at koste staten ca. 130.000 kr., - penge der er gået til spekulanterne. I stedet for skal disse 130.000 kr. selvfølgelig sættes ind til nedbringelse af anskaffelsessummen og i øvrigt suppleres op gennem en statsfinansiering til 97 %. Det vil betyde en halvering af huslejen, og i det lange løb vil det spare samfundet og skatteyderne for milliardbeløb til spekulanterne.

Selv med lån fra stat og kommune, særskat fra den ældre boligmasse og rentesikring, vil begyndelseshuslejen komme til at ligge på 16.000 kr. om året for en lejlighed på 80 m². Dertil kommer så de store indbyggede huslejestigninger år for år. Resultatet er givet: lejlighederne kan ikke lejes ud. Boligselskaberne har selv indset deres umulige situation. Overalt forsøger selskaberne nu at tilbagesælge jord, de har erhvervet med nye projekter for øje. Boligforliget betyder, at det sociale byggeri langsomt kvæles. Hvor meget renteudgifter, kurstab og afdrag betyder for huslejen fremgår af denne tabel:

Ser man bort fra kurstabet, så der kun tages hensyn til de konstante grundkøbs- og byggeudgifter, har arbejdslønnens andel været praktisk taget uændret hele i hele perioden. Betydningen af det voksende kurstab belyses i øvrigt ved, at hvis den effektive rente havde været uændret fra periodens begyndelse til dens slutning, ville de samlede anskaffelsesomkostninger kun været steget med ca. 207 %, - mens de faktisk er steget med 320 %. Kommunisterne har derfor krævet, at det almennyttige boligbyggeri statsfinansieres til 97 % af ejendomsværdien. At 25 % af lånet er rente- og afdragsfrit. Samt at resten af lånet forrentes og afdrages med en årlig ydelse på 4 % i løbet af 50 år.

Selv om det nyere sociale (almennyttige) boligbyggeri fra efter 1965 ikke direkte er berørt af det sorte boligforlig, viser beregninger, at dette byggeri får katastrofale stigninger, som følge af aftrapning af rentesikring og afvikling af midlertidige driftslån. Rentesikringen udgør den del af renteudgiften, der ligger ud over en effektiv forrentning på 5,5 % eller 6 %, afhængig af om rentesikring er ydet i henholdsvis perioden 1. oktober 1968 - 30. juni 1971 eller efter d. 1. juli 1971. I begge tilfælde yder staten fuld rentesikring i 6 år. Derefter aftrappes den årligt med et beløb svarende til 1 % af nettoprovenuet. Beboerne i ejendomme, hvortil staten har ydet midlertidige driftslån til afhjælpning af udlejningsvanskeligheder, skal efter 10 år betale lånet tilbage over en periode på højst 10 år. Lånet forrentes med 5 % i afviklingsperioden. Beregninger viser, at sammenholdt med de almindelige stigninger i driftsudgifterne bliver der tale om huslejeforhøjelser på op til 8.000 kr. fra 1975 til 1978. Boligselskabernes Landsforening har fremlagt et konkret eksempel, der er typisk for det sociale byggeri i hovedstaden. Det drejer sig om en lejlighed på 95 m², hvortil der er ydet rentesikring. På årsbasis er huslejen steget fra 12.408 kr. i 1969 til 15.564 kr. i 1975 og den når op på 21.048 kr. i 1978. For de ejendomme, der er opført i denne periode, og hvor lejerne i de kommende år får meget store huslejestigninger, er der kun én rigtig og tilbundsgående løsning, som kan tilvejebringe et stabilt lejeniveau, og kun med de forhøjelser som driftsudgifterne medfører. Det er kommunisternes forslag om hel eller delvis omprioritering til statslån.

Boligforliget påtvang Boligselskabernes Landsbyggefond at deltage i finansieringen af det nye almennyttige byggeri. Fonden skal bidrage med mindst 70 mill. kr. årligt. Disse millioner skaffes til veje gennem opkrævning af en boligskat, der pålægges de 170.000 almennyttige boliger, der er taget i brug før 1. januar 1965. For de boliger, der er taget i brug før 1963, er der tale om en ekstraskat, der lægges oven i den boligskat de betaler efter 1966-forliget, og som de fortsat skal betale. Boligskatten fra 1966-forliget er på 70 mill. kr. på årsbasis. Det betyder, at der skal ske en gennemsnitlig lejeforhøjelse på 6 kr. pr. m². For en bolig på 80 m² betyder det en månedlig lejeforhøjelse på 40 kr. Samtidig stiger ejendommens driftsudgifter, normalt med ca. 10 % om året. Til eksempel kan det siges, at en almennyttig lejlighed, der koster 600 kr. om måneden, må regne med en forhøjelse på 100 kr., nogle steder lidt mindre, men de fleste steder nok lidt mere. De 70 mill. kr., som er Landsbyggefondens minimumsbidrag, rækker dog ikke til de 8.000 boliger, der efter boligforliget skal bygges om året. Skal der bygges 8.000 nye almennyttige boliger hvert år i forligets 4 års periode, vil huslejestigningerne blive på 30-40 % af den nuværende leje inden periodens udløb. Et eksempel, der viser størrelsen af særskatten: Et ældre almennyttigt byggeri med 785 lejligheder har i årene 1967- 1974 betalt 2.678.185 kr. til Landsbyggefonden i boligskat på grund af boligforliget i 1966. Denne afdeling skal fremtidig hvert år betale 612.716 kr. i boligskat på grund af det asociale boligforlig fra 1966. Hertil kommer så den nye boligskat, således at der i alt fra 1976 skal betales 917.518 kr. fra denne afdeling, svarende til 18 kr. pr. m² i boligskat. Særskatten betyder endvidere, at vedligeholdelse og modernisering af de ældre almennyttige ejendomme vil blive forsømt. Lejerne i det ældre byggeri påtvinges som den eneste boliggruppe en særskat for at nedbringe lejen i nybyggeriet. Kommunisterne kræver denne særskat væk fra boligen. Kommunisterne stillede ved boligforligets behandling i folketinget krav om stop for alle huslejestigninger.

Socialdemokratiet kapitulerer over for ungdommens boligproblemer. Den nye lov, støtte til opførelse af boliger for unge under uddannelse, er med nogle få ændringer det forslag, Venstre-regeringen ikke nåede at få gennemført i 1974. Boligerne skal fortrinsvis søges indrettet i forbindelse med almennyttigt boligbyggeri. Der kan gives støtte til 1500 værelsesenheder om året. Finansieringsformen er den samme, som for almennyttigt boligbyggeri, med den undtagelse, at de 8 %, der skal udredes af Boligselskabernes Landsbyggefond, i stedet skal ydes af staten. Der gives altså statslån og kommunelån til 23 %. Resten af finansieringen skal ske ved obligationslån over Børsen. For denne del af finansieringen gives der rentesikring på samme måde som i almindeligt byggeri. Begyndelseslejen for en værelsesenhed bliver fra 665 til 700 kr. pr. måned. Derefter stiger værelsesudgiften år efter år, når aftrapningen af rentesikringen begynder. Da det erkendes at unge ikke kan betale en så høj husleje, skal der fastsættes en udgiftsramme for byggeriet, der skal svare til en månedlig husleje af 485 kr. Det skal ske ved at gennemføre skrabet byggeri, fælles toilet og bad og andre forringelser af de unges bolig, som er boligmæssige tilbageskridt. Loven er forelagt folketinget som lovforslag, men ikke vedtaget. Det er stillet i bero indtil det udvalg, der skal undersøge de unges boligproblemer, har afgivet betænkning. Loven er en hån mod ungdommen og total kapitulation over for ungdommens boligproblemer. Det eneste rigtige ville være 100 % statsfinansiering, som kommunisterne foreslår. Det vil give en månedlig husleje på ca. 300 kr. Det første år skal der bygges minimum 3000 værelsesenheder, og derefter må kvotaen øges år for år i takt med behovet.

Det sidste skud på stammen fra boligforligets partier er mini-boligforliget om ejerlejligheder. Begrænsningen i den tidligere lovgivning, at kun ejendomme opført efter 1966 kan udstykkes i ejerlejligheder, er bortfaldet. Nu forlanges der kun nogle beskedne minimumskrav: lejlighedens nettoareal skal være mindst 25,5 m², køkkenet mindst 4 m², badeværelset mindst 2,5 m², men kan gå ned til 1,6 m², når lejlighedens areal ikke overstiger 45 m². Endvidere skal der være el, sanitære afløb og en eller anden form for fælles varme, men det må godt være gas eller el. Der er nu mulighed for opdeling af ejendomme med tilsammen ca. 200.000 lejligheder. I Københavnsområdet i første omgang 75.000-100.000, og efter »moderniseringer« endnu flere. Når ejendomme udstykkes og sælges som ejerlejligheder er der en gennemsnitlig minimumsfortjeneste på 100.000 kr. pr. lejlighed. Det er for 100.000 lejligheder en fortjeneste på 10 milliarder kr. Tjent uden nogen form for arbejdsindsats - udelukkende på spekulation.

I byen er nu indført en række bestemmelser vedrørende lejernes muligheder for at overtage ejendommen på andelsbasis. Det skal være et plaster på såret, men bliver i de fleste tilfælde en skueret, da der ikke samtidig er tilvejebragt tilstrækkelige finansielle muligheder for at lejerne kan overtage ejendommene. Ejeren af en bygning, der ønskes opdelt i ejerlejligheder efter § 10, og som indeholder mere end 8 beboelseslejligheder, skal inden opdelingen foretages, give lejerne mulighed for at overtage ejendommen på andelsbasis. Hvis ikke 1/3 af lejerne inden 6 uger efter opfordringens modtagelse skriftligt har meddelt ejerne, at de ønsker ejendommen tilbudt, kan ejendommen opdeles i ejerlejligheder uden forudgående tilbud til lejerne. Hvis 1/3 af lejerne meddeler, at de ønsker at overtage ejendommen, skal ejeren fremsætte sit tilbud. Først skal et udvalg fra realkreditinstitutionerne ansætte ejendommens værdi i handel og vandel. Men lejerne skal betale overpris. Til vurderingsprisen skal lægges 25 %. Det skal være kompensation til ejeren for at afstå ejendommen til lejerne. Det er en helt urimelig og ejendommelig bestemmelse, at det ved lovgivning fastsættes, at lejerne skal betale 25 % mere end ejendommen er vurderet til, en ren foræring til ejendomsbesidderen. Den forhøjede pris gør det selvfølgelig vanskeligere for lejerne at købe. Udbetalingen skal være på højst 20 %. Den resterende del af købesummen, der ikke berigtiges ved overtagelse af prioriteter, indestår som sælgerpantebrev, der afdrages over 20 år og forrentes med 10 %. Det er en betingelse for køberetten, at mindst en tredjedel af lejerne er medlemmer af den andelsboligforening, som skal overtage ejendommen. For overdragelse af andelsbeviser er der fastsat særlige bestemmelser. Prisen må ikke overstige det beløb overdrageren har betalt for andelen med tillæg af: værdien af forbedringer, han har foretaget i lejligheden, forholdsmæssig andel af nedbringelsen af ejendommens prioritetsgæld i overdragerens besiddelsestid, samt et beløb svarende til en forholdsmæssig andel i ejendommens værdiforøgelse efter overdragerens erhvervelse, målt efter den stedfundne stigning i byggeomkostningsindeks siden erhvervelsen. Når lejerne har modtaget ejerens tilbud, har de kun 6 uger til at oprette andelsforeningen, få mindst 1/3 af lejerne med og skaffe udbetalingen på 20 %. Det vil blive meget svært at nå på denne korte tid. De bestemmelser, som knytter sig til lejernes muligheder for at overtage en ejendom på andelsbasis, findes i en lang række paragraffer i loven, som må studeres meget nøje, såfremt der ønskes et tilbud fra ejeren.

I alle ejendomme med mere end 12 lejligheder, der er eller bliver opdelt i ejerlejligheder, får lejerne ret til at vælge beboerrepræsentanter. Når flertallet af lejlighederne er solgt som ejerlejligheder, har beboerrepræsentanter kun ret til at blive orienteret. Salget af ejerlejligheder vil ske i samme takt som der sker fraflytninger fra ejendommene. Det betyder at i alle ejendomme, hvor der er sket en opdeling i ejerlejligheder, bliver der ingen lejligheder til leje. Efterhånden vil en meget stor del af lejlighederne i de private ejendomme ikke længere kunne fejes. Da udstykningen af ejendomme i ejerlejligheder ikke har givet én eneste bolig mere, og der stadig er den samme boligmasse til rådighed, vil flere og flere blive tvunget til at købe til en stadig højere pris. Dette er en lovgivning der ikke bremser, men favoriserer boligspekulation med garanterede store profitter. Opmærksomheden henledes på at lejligheder, der bliver ledige, af mange ejendomsbesiddere vil blive holdt tilbage med salg for øje.

Boligen er en menneskeret. Boligen har afgørende betydning for den menneskelige trivsel. Retten til en god og sund bolig til en overkommelig pris skal grundlovssikres. Målet for en demokratisk og social boligpolitik er fremskaffelse at boliger fri for spekulation og profit og dækkende befolkningens ønsker og behov. Jorden og byggematerialeindustrien skal nationaliseres. Indtil dette er gennemført skal alle byggematerialer underkastes en skarp priskontrol og avancebegrænsning. Værdistigninger i jord og fast ejendom, der ligger over de normale prisstigninger i samfundet, skal indefryses som en offentlig prioritet og kan ikke belånes. Alt udlejningsbyggeri skal opføres at stat, kommune og almennyttige boligselskaber. Byggeriet statsfinansieres til en årlig ydelse på 4 %. Til enfamilieshuse kan der ydes statslån til lav rente. Betingelsen for at få statslån er, at ejeren giver afkald på at sælge huset i fri handel. Når ejeren ønsker at afhænde huset, overtages det at stat eller kommune, som fastsætter en overtagelsespris på basis at prisudvikling og afskrivning. Alle former for skat på boligen ophæves. Ejere og lejere skal skattemæssigt ligestilles gennem en trinvis afvikling af ejernes fradragsregler. Ved planlægning af nye boligkvarterer, boligmiljøer, skal lejerorganisationer, eventuelt de fremtidige lejere, fagforeninger, lokalråd, m.m., inddrages i planlægningen på et så tidligt tidspunkt, at der kan opnås reel indflydelse på planernes udformning. De kommunale myndigheder skal drage omsorg for, at planerne bringes frem til offentlig debat i så god tid, at der kan tages hensyn til fremkomne ønsker og synspunkter. Projekter kan ikke godkendes at myndighederne såfremt disse bestemmelser ikke er overholdt. Alle skal have mulighed for at vælge den boligform, der passer til den enkelte eller familien. Nybyggeriet skal være varieret med såvel høj som lav bebyggelse og tage hensyn til behovet for boliger til unge, ældre og handicappede. Usunde boliger skal saneres og bevaringsværdige ejendomme skal opretholdes og moderniseres. Planlægningen må ske under hensyntagen til skabelse at et bedre bolig- og bymiljø. Gennem en særlig lovgivning skal staten yde støtte til sanering og byfornyelsesprojekter. Støtte til et byfornyelsesprojekt er betinget af, at kommunen har erhvervet alle ejendomme, som omfattes at projektet, og efter dets gennemførelse overdrager ejendommene til almennyttige boligselskaber eller forpagtningsforeninger. Kommunerne har genhusningspligt, og for de beboere, der ønsker det, så vidt muligt i samme område eller kvarter. Private udlejningsejendomme skal etapevis overtages at kommunerne eller almennyttige boligselskaber. Overtagelsen skal finansieres ved udstedelse at statsobligationer, hvis pålydende rente, ligesom obligationernes indfrielse, fastsættes ved lov. Allerede inden de private udlejningsejendomme er nationaliseret, skal lejerne sikres reel medbestemmelse og indflydelse på ejendommens administration og have uhindret adgang til at gennemgå alle regnskaber. Alle lejligheder og værelser, der udlejes at private, skal underkastes kommunal kontrol. Der skal gennemføres forbud mod såvel opdeling at ejendomme som salg at ejer- og anpartslejligheder. Boligsikringen, der er nødvendiggjort at en forfejlet boligpolitik og som har medført tårnhøje huslejer i nyt byggeri, skal tages op til revision. Satserne må ændres, således at der ydes mere i boligsikring til familier med børn. Derudover skal der gennemføres en lovændring, så boligsikringen bliver dyrtidsreguleret. Den udhuling at boligsikringen, der nu sker, stiller ustandselig boligsikringstagere over for nye økonomiske vanskeligheder. Mange får nedsat boligsikringen og et betydeligt antal falder helt ud at ordningen, uden at deres økonomiske situation er reelt forbedret.

Boligforliget, der er indgået for en periode at 4 år, bremser og spærrer for gennemførelsen at en demokratisk og social boligpolitik. Det først fornødne er derfor at få sprængt boligforliget. Det næste er at få samlet alle positive kræfter i boligbevægelserne til en samlet boligfront, der gennem aktivitet og folkelig tilslutning får en sådan styrke, at den for alvor kan komme til at præge den fremtidige boligpolitik. En boligpolitik, der kan samle arbejderbevægelsen, fagbevægelsen, lejerorganisationerne og boligselskaberne i en fælles front, må være målet. Denne tekst og de perspektiver den opstiller for den fremtidige boligpolitik, er et godt grundlag for de videre diskussioner og aktivitet for gennemførelsen at en demokratisk og social boligpolitik.

Samtidig med at de, der skaffer sig til livets opretholdelse ved deres egen arbejdsindsats, får indefrosset dyrtidsportioner til en værdi af 1,8 milliarder kroner, belåner ejerne af jord og fast ejendom deres arbejdsfrie kapitalgevinster og frigør således årligt over en halv snes milliarder kroner. Dem kan de frit anvende til øget privatforbrug. Det er et beløb, der svarer til fem til seks dyrtidsportioner, og som er af samme størrelsesorden som statens samlede udgifter til militæret og uddannelsesvæsenet.

Der har siden 1950’erne været en eksplosion i ejendomspriserne. Et stykke jord, der i 1960 kostede 5.000 kroner, skal der i dag betales 80.000 kroner for. I samme periode er priserne på parcelhuse blevet seks-doblet. Disse enorme prisstigninger har betydet, at der er blevet skabt gigantiske gevinster på landbrugsjord, boliger og al anden fast ejendom. Mellem de to seneste vurderinger i 1973 og 1977 har ejerne fået en samlet reel gevinst på omkring 100 milliarder kroner uden så meget som at røre en finger.

I flere politiske partier, i fagbevægelsen og i befolkningen iøvrigt vokser forståelsen for, at disse milliardgevinster er både urimelige og skadelige for samfundsøkonomien. Kommunisterne har, lige siden jordspekulationen og priseksplosionen for alvor satte ind, pointeret nødvendigheden af effektive indgreb mod de arbejdsfrie milliardgevinster, og i oktober 1977 har DKP’s folketingsgruppe genfremsat lovforslaget om indefrysning af alle kapitalgevinster udover de prisstigninger, der svarer til den almindelige inflation, som en offentlig prioritet. Forslaget bygger på den tankegang, at da kapitalgevinsterne er skabt af samfundet, skal de også tilfalde samfundet.

Tiden vil vise, hvilken skæbne kommunisternes forslag får, og samtidig vil det blive afsløret, hvor megen reel vilje, der er bag løfterne og beslutningerne på socialdemokraternes kongres. Der er i Folketinget et erklæret flertal for at sætte en stopper for kapitalgevinsterne og belåningen af dem. Vil flertallet blive brugt ? Lovgivningen om fast ejendom har siden 1960 været kendetegnet ved en række tilbageskridt. I 1965 ophævedes grundstigningsskylden - den skat, der i 30’erne blev indført på værdistigninger på jord. Da jordprisernes himmelflugt startede, og da der således for alvor blev brug for loven, blev den afskaffet ved et forlig mellem socialdemokraterne og de borgerlige partier.

Året efter indgik Socialdemokratiet et nyt forlig med de borgerlige, det såkaldte »store boligforlig«, som sigtede mod at skabe et »frit boligmarked«. Derved ophævedes gradvist den huslejeregulering, som lige siden anden verdenskrig havde holdt lejen i det private udlejningsbyggeri nogenlunde i ave. På den måde blev denne store del af boligmassen frigivet til spekulanternes forgodtbefindende.

Udviklingen er yderligere fremskyndet ved tilladelse til udstykning af gamle boligejendomme til ejerlejligheder. Samtidig er det spekulationsfrie sociale boligbyggeris andel af nybyggeriet blevet stadig mindre på grund af forskruet bolig- og skattelovgivning. Nu er det sociale boligbyggeri praktisk taget gået i stå. Ejendomsprisernes himmelflugt fortsætter, og stadig flere områder bliver inddraget som spekulationsobjekter. Med gennemførelsen af det såkaldte »frie boligmarked« og den truende likvidering af det sociale boligbyggeri, bliver kapitalgevinsterne stadig større. Dermed bliver et indgreb mod disse gevinster også stadig mere nødvendigt, hvilket denne pjece har til formål at belyse.

Hvis priserne på almindelige daglige forbrugsvarer siden 1960 var steget lige så stærkt som jordpriserne, ville en liter sødmælk i dag koste 13 kroner, en pakke cigaretter 64 kroner, en avis otte kroner, en pilsner 14 kroner og en liter benzin over 15 kroner. De fleste vil nok kunne skrive under på, at priserne på fødevarer, nydelsesmidler og andet, der hører til vort daglige forbrug, er steget mere end tilstrækkeligt. De er da også rent faktisk tredoblet siden 1960. Endnu værre er det gået med jordpriserne, som er 16-doblet i samme tidsrum.

Kort sagt: det er sket, fordi samfundets udvikling til stadighed øger efterspørgselen efter jord. Det er en udvikling som fortsætter, og derfor vil ejendomspriserne fortsat vokse meget hurtigere end den almindelige inflation. Dertil kommer, at den stærke inflation gør det mere fordelagtigt at investere i jord end i så meget andet. Det presser priserne i vejret. Og den specielle fordel ved at købe parcelhus frem for at leje en lejlighed i det almennyttige byggeri har også øget presset på ejendomsmarkedet.

I landbruget er prisstigningerne for alvor sat ind efter Danmarks indmeldelse i EF, især på grund af de højere priser på landbrugsprodukter. Imidlertid er jordpriserne steget langt mere, end hvad der kan forklares ved en almindelig landbrugsbedrifts overskud. Det er tydeligt, at presset fra købere, der vil benytte mindre gårde til lystgårde, og fra dem, som simpelt hen vil finde en givtig pengeanbringelse, har en meget stor del af skylden for at priserne på landbrugsejendomme er skruet så voldsomt i vejret, at det volder uoverskuelige problemer for mange unge landmænd. Således skyldes prisstigningerne samfundets almindelige udvikling kombineret med en dårlig ført politik. Milliardgevinsterne, der er resultatet, er samfundsskabte; men alligevel er det private, som stikker dem i lommen.

Hvorfor har der været disse meget store prisstigninger på jord og fast ejendom ? Tager man et parcelhus, så består det af en grund med en bygning oven på. Et gennemsnitsparcelhus er fra 1960 steget det seks-dobbelte i pris, mens andre priser i samfundet »kun« er steget det tre-dobbelte. Er det da huset eller grunden, der er steget så voldsomt? Selve husets pris er omkring fire-doblet mellem 1960 og 1977. Her ligger en del af forklaringen, men kun en del.

Man har ofte prøvet at give bygningsarbejderne skylden for, at det gennem de sidste 15 år er blevet så meget dyrere at bygge hus. Man siger, at deres lønninger er for store. Det kan imidlertid klart tilbagevises derved, at lønningerne i byggefagene ikke er steget hurtigere end lønningerne i andre brancher. Den »forklaring« duer altså ikke. Derimod er det tydeligt, at en god del af forklaringen ligger i forholdene omkring fremstilling af byggematerialer, altså omkring fremstilling af mursten, cement, vinduer osv.. Disse brancher hører til de mest monopoliserede i Danmark. F.eks. er der kun én cementproducent: F. L. Smidth. Teglværkerne har omhyggeligt delt markedet mellem sig. I den branche er der ingen større konkurrence. I monopoliseringen af byggematerialeindustrien ligger en del af forklaringen på de store prisstigninger. Men endnu vigtigere end byggeomkostningernes indflydelse på parcelhusprisstigningerne, er grundpriserne. Grundpriserne er nemlig siden 1960 blevet 16 gange større indtil i dag. Hvorfor ?

Jorden bliver ikke produceret. Den ligger der i forvejen, og dens pris kan altså ikke have noget at gøre med, hvad den koster at producere. Ifølge marxistisk, og for øvrigt også de fleste borgerlige teorier, bestemmes prisen på jord af jordrenten. At jorden kan afkaste en rente, skyldes, at der ikke er ubegrænset med jord til rådighed, og at den, der er, er privatejet.

Karl Marx delte jordrenten op i en absolut rente og en forskelsrente. Forskelsrenten hænger sammen med, at jorden er af forskellig kvalitet, mens den absolutte jordrente kommer af, at der er mangel på jord overhovedet. Forskelsrenten kommer f.eks. til udtryk, når en landmand skal leje et stykke jord. Får han muligheden for at vælge mellem et stykke frugtbar muldjord og et stykke mager hedejord, er det indlysende, at han vil betale mere for den gode jord end for den dårlige. På samme måde spiller andre omstændigheder ind ved prisfastsættelsen, f.eks. jordens beliggenhed i forhold til transport- og afsætningsmuligheder. Sådan er det også med jordrenten af en parcelhusgrund. Jo bedre grunden er placeret i forhold til arbejdsplads, sociale servicefunktioner, kollektiv trafik, rekreative områder og lignende, desto mere koster jorden.

Da man f.eks. byggede S-togbanen videre mod Køge, steg ejendomspriserne, fordi transportforholdene var blevet bedre. Lignende ting er sket over hele landet. Et stykke jord, som blot for et par årtier siden kun havde værdi som landbrugsjord, ligger nu i et byområde, hvor det offentlige har bekostet veje, skoler, hospitaler, kollektiv trafik m.v. Derfor er jordstykket pludselig mangedoblet i værdi. Særlig tydelig er udviklingen på sommerhusområdet. Den øgede fritid har skabt stor efterspørgsel efter sommerhuse. Men Danmark har yderst begrænsede rekreative områder, og selv om en stor del af dem er overplastret med sommerhuse, har kun hver tiende familie sommerhus.

Udbuddet er langt mindre end efterspørgslen. Bedre bliver det naturligvis ikke af, at ferieindustrien desuden satser hårdt på at trække stadig flere vesttyske turister til Danmark. Derfor fortsætter den kraftige stigning i priserne på sommerhuse. I årene 1960-1975 steg sommerhuspriserne til det otte-dobbelte.

Staten har på flere forskellige måder gode kort på hånden, når det drejer sig om at påvirke ejendomsprisernes udvikling. Men trumferne bliver ikke spillet ud. Når staten lægger afgifter på en ejendom, konfiskeres en del af jordrenten med det resultat, at prisen falder. Tilsvarende virker det, når staten lægger forskellige restriktioner på en ejendom. Et eksempel er huslejereguleringen. Prisen på en udlejningsejendom hænger nøje sammen med hvor meget, der kan inddrives i husleje. Huslejen har i mange år efter krigen kun fået lov til at stige langsomt i den gamle boligmasse, hvorfor disse ejendomme er steget langsomt i pris og således i vidt omfang har været holdt udenfor spekulanternes interesse.

Men når man pludselig slækker på huslejereguleringen, sådan som det er sket siden 1966, så øges lejeindtægterne voldsomt, og ejendomspriserne stiger tilsvarende. Præcis på samme måde har beslutningerne om at tillade udstykning af ejendomme til ejerlejligheder virket. Spekulanterne flokkes som fluer om et stykke sukker. I stedet for at begrænse spekulationen i jord og fast ejendom har staten med ophævelse af huslejereguleringen og tilladelserne til ejerlejligheder givet spekulanterne endnu større tumleplads. Ejerlejlighedsudstykningerne viser os kapitalgevinsterne i en nøddeskal. De mange ældre udlejningsejendomme, som i mange år »kun« fulgte med den almindelige prisudvikling, er med huslejereguleringens endeligt blevet de rene guldgruber. Derfor oplever man nu næsten dagligt, at ejendomme. som for et par år siden blev købt for f.eks. en million kroner, rask væk sælges for fem millioner kroner.

Nogle eksempler: December 1976 købte ejendomsspekulanten Per Glerup tre boligblokke i Ringparken i Sønderborg. Købesummen var seks millioner kroner. Salgssummen for de 76 lejligheder i de tre blokke er omkring 14 millioner kroner, hvilket giver en bruttofortjeneste på otte millioner kroner. I marts 1977 vakte følgende sag en vis opsigt i Esbjerg: Spekulanten Bruno Kirketerp havde her købt ejendommen på hjørnet af Skolegade og Kronprinsensgade for 470.000 kroner. Efter en påfølgende ombygning og modernisering for 440.000 kroner (bl.a. med statstilskud til termoruder) startede salget af 26 lejligheder til 230.000 kroner stykket. Når fire af disse ejerlejligheder er solgt, er investeringen hjemme.

Foruden staten har også kommunerne betydelig indflydelse på jordpriserne. Nogle kommuner fører en aktiv jordpolitik. De sikrer sig i god tid jord i de områder, hvor der senere sker byudvikling, byggemodner grundene og sælger dem til lave priser. Når kommunen kan tilbyde billige byggegrunde, er det begrænset, hvor meget spekulanter kan drive priserne i vejret. Modsat er der mange kommuner, som overlader det til private at udstykke byggegrunde. Disse steder er der frit slag for spekulanter, og desværre er der talrige eksempler på at kommunalbestyrelsesmedlemmer selv deltager aktivt med dispositioner i spekulationsøjemed.

Et af de mest markante eksempler, der er afsløret, er den stærkt omtalte affære i forbindelse med Hotel Kongens Ø-skandalen på Møn. Hotel Kongens Ø blev overtaget af ejendomsspekulanten Per Brigsted Thomsen og blev moderniseret for et millionbeløb. Projektet revnede med et brag, og Per Brigsted Thomsen havde ikke penge til at betale håndværkerne. Den lokale sparekasse, som havde lånt spekulanten kæmpebeløb, kom i klemme. Men Per Brigsted Thomsen havde erhvervet et gammelt forfaldent husmandssted med et stykke jord. Sognefogedgård, som husmandsstedet hed, lå uden for det af kommunen planlagte udstykningsområde. Og udvalgsformanden for fast ejendom i Møn kommune, Svend Houmann Pedersen, afviste yderligere sommerhusudstykning i kommunen, idet der på det tidspunkt var over 1000 ubebyggede grunde. Måneden efter skiftede han standpunkt. Den socialdemokratiske borgmester, Hother Nielsen, erklærede, at han ville arbejde for at få Sognefogedgård udstykket i sommerhusgrunde, fordi det ville gavne spekulanten Per Brigsted Thomsens kreditorer og sparekassen. Kort forinden havde Poul Richard Hansen, som var både sparekassedirektør og viceborgmester, godkendt et pant i Sognefogedgård på tre millioner kroner. Sparekassen havde selv købt husmandsstedet for 300.000 kroner på en tvangsauktion og straks efter videresolgt det til Per Brigsted Thomsen for 600.000 kroner. Da disse transaktioner kom til offentlighedens kendskab udløstes skandalen, som endnu ikke er afsluttet. Affæren er et af de tydeligste eksempler på, hvorledes kommunale magthavere påtænkte at disponere til fordel for spekulanter. Det beskedne husmandssted »Sognefogedgård« på Møn blev ti-doblet i værdi, da kommunalpolitikere og spekulanter tog affære. Godset Frijsenborg ved Århus har i løbet at de seneste fire år indbragt ejeren, lensgreve Tido Wedell, en daglig arbejdsfri kapitalgevinst, som er større end en arbejders årsindtægt. Godset Bregentved på Sydsjælland er steget 83 millioner kroner værdi i løbet af blot fire år. Det vil sige, at ejeren, lensgreve H. H. Moltke, siden 1973 har haft en daglig arbejdsfri kapitalgevinst på 60.000 kroner.

Jordpriserne påvirkes også i opadgående retning af den fordel husejere har frem for lejere i udlejningsejendomme. Fordelen ved at eje frem for at leje består i, at ejeren kan trække renteudgifterne fra i skat, mens lejeren ikke kan fratrække den del af huslejen, som i virkeligheden også er renteudgifter. Især i de senere år, hvor renten er blevet tårnhøj, er denne husejerfordel blevet af afgørende betydning. Det ser man tydeligst i de store problemer i det såkaldte højrentebyggeri. Det har store udlejningsvanskeligheder, mens parcelhusene går som varmt brød, fordi renterne kan trækkes fra på selvangivelsen. Stadig flere vælger at købe parcelhus eller ejerlejlighed i stedet for at leje en lejlighed. Flugten fra udlejningsbyggeri til parcelhuse har medført, at mens der i begyndelsen af l960’erne blev bygget omtrent lige mange parcelhuse og lejligheder i etageejendomme, udgør etagebyggeriet i dag kun en fjerdedel af det samlede nybyggeri. I kølvandet på denne udvikling - det øgede pres på parcelhusmarkedet - følger stigende priser. Ligeledes kræver parcelhusbyggeriet mere plads end etagebyggeriet, hvilket igen forcerer inddragelsen af jord til byudvikling.

Hvert fjerde år bliver der gjort status over hvilke kæmpebeløb i arbejdsfrie indtægter, der fordeles blandt jordejerne. Det sker ved de offentlige ejendomsvurderinger, som ikke bekommer alle lige vel og derfor ofte må stå for skud, især fra Glistrup-partiet, som fremfører den demagogiske påstand, at vurderingerne er med til at puste værdierne kunstigt op. De fleste vil gennemskue dette som det rene vrøvl. Ejendomsvurderingerne er gennemført siden århundredskiftet med det formål at finde ud af, hvor meget ejendommene er værd, og hvad de derfor skal beskattes efter.

Vurderingerne, som i reglen foretages samvittighedsfuldt af vurderingsmænd udpeget af de politiske partier, gør ikke andet end at registrere, hvor meget priserne i realiteten er steget. Det sker ved at foretage en sammenligning med, hvad tilsvarende huse i samme område er blevet solgt for, størrelse, alder, beliggenhed og andre afgørende detaljer. At lægge disse vurderinger for had som årsag til pris stigningerne, svarer til at give et termometer skylden for sygdommen. At afskaffe de offentlige vurderinger vil være det samme som at nægte at tage temperaturen på en syg patient. Men det er naturligvis en bekvem løsning for dem, der ønsker at tilsløre, hvad der i virkeligheden tjenes ved gevinster fra jord og fast ejendom.

Lensgreve H. H. Moltke, som har arvet godset Bregentved på Sydsjælland fra forfædre, der i sin tid fik de kæmpemæssige landområder forærende af "den danske stat", har i løbet af de fire år fra 15. til 16. ejendomsvurdering opnået en kapitalgevinst på ikke mindre end 88 millioner kroner. Godsets værdi er simpelt hen fordoblet fra 1973-1977. 88 millioner kroner på fire år svarer til en daglig kapitalgevinst på 60.000 kroner. Det skal bemærkes, at eksemplet langtfra savner sidestykke. Lensgreve Tido Wedell, der ejer godserne Frijsenborg og Wedellsborg, har på fire år opnået en kapitalgevinst på 82 millioner kroner.

Sådan tjenes der gigantiske beløb på jord og fast ejendom. Hver gang ejendommene stiger et par procent, er det milliarder, det drejer sig om. I 1977 var den samlede værdi af hele ejendomsmassen i Danmark, dvs., parcelhuse, etageejendomme, landbruget, industriejendomme osv., 770 milliarder kroner. Den samlede danske produktion (bruttonationalproduktet) var i 1976 på 260 milliarder kroner. Med andre ord: blot den faste ejendom stiger med 10 procent, skabes der gevinster til ejerne svarende til over en fjerdel af den samlede danske produktion på et helt år.

Det er indlysende, at når alt andet stiger, så skal ejendomme også gøre det for ikke reelt at blive mindre værd. Derfor skelner man mellem nominelle og reelle kapitalgevinster. De nominelle kapitalgevinster er de samlede værdistigninger, mens de reelle gevinster kun er den del af værdistigningerne, der ligger ud over den almindelige inflation.

Sidenhen er denne udvikling fortsat. Mellem ejendomsvurderingerne i 1973 og 1977 er der sket en reel værdistigning på ejendomsmassen på 100 milliarder kroner! Og det er ren gevinst, der er tilfaldet ejerne uden, at de har behøvet at røre en finger. Samtidig med at staten tillader dette dækningsløse frådseri, er man begyndt at indefryse lønmodtagernes dyrtidsportioner, foreløbig for 1,8 milliarder kroner. Det sker - siges det - af hensyn til landets trængte økonomiske situation. Kommunisterne mener, at lønmodtagernes dyrtidsportioner, som familierne har hårdt brug for til dækning af stigende leveomkostninger, skal tøs op. Til gengæld skal man indefryse de 100 milliarder i arbejdsfrie indtægter, som er lig med over 50 dyrtidsportioner.

Diskussionen om de enorme, arbejdsfrie kapitalgevinsters negative betydning for samfundsøkonomien har kørt længe, og borgerlige økonomer og massemedier har været optaget af at feje problemet ind under gulvtæppet. En tid lang blev det bestridt, at der overhovedet var nogen gevinster, og nu hvor enhver kan se, at det er der i høj grad, går melodien på, at de ikke spiller nogen særlig rolle. Men i virkeligheden kan ingen længere bortforklare, at kapitalgevinsterne gør de velhavende endnu rigere. Over halvdelen af gevinsterne tilfalder selvstændige erhvervsdrivende, som kun udgør en sjettedel af befolkningen. Arbejderne, der udgør næsten halvdelen af befolkningen, får kun en sjettedel af gevinsterne.

I 1973 havde lidt over 50 procent af husstandene en bruttoindkomst på under 40.000 kroner. De fik 18 procent af gevinsterne på parcelhusene, mens de otte procent af husstandene, der tjente over 100.000 kroner, scorede en fjerdedel af gevinsterne. De højeste indkomstgrupper er også de flittigste til at belåne gevinsterne. Mens de husstande, der tjente over 100.000 kroner i 1973, havde renteudgifter på næsten ni procent af husets værdi, så havde de husstande, som tjente mellem 10.000 og 40.000 kroner kun renteudgifter på omkring to procent af husets værdi.

For de selvstændige erhvervsdrivende betød kapitalgevinsterne i 1973 et tilskud til deres indkomster på ca. 24 procent. Derimod gav kapitalgevinsterne kun et tilskud på omkring seks procent til arbejdernes indkomster og ti procent til funktionærernes indkomster.

Gennem kapitalgevinsterne får dem. der sælger deres ejendomme, forærende alle muligheder for ekstraforbrug. Modsat får køberne et tilsvarende mindre forbrug. Det skulle sådan set gå lige op. Men det gør det ikke, fordi der også sker en voldsom belåning af jord og fast ejendom. Ejerne kan bruge den forøgede værdi som sikkerhed for lån i banker og realkreditinstitutter. Og det gør de i stadig større udstrækning. Den fordel, de har frem for dem, der ikke ejer fast ejendom, udnytttes til fordelagtige anskaffelser af biler, farvefjernsyn. hårde hvidevarer og andre varige forbrugsgoder, rejser etc..

Et eksempel viser, hvordan der også bliver jongleret med værdierne på lånemarkedet, når ejendomme sælges. Grosserer Olsen ledte i 1970 efter et passende investeringsobjekt for en del af’ sin ledige kapital. Han købte en lille landbrugsejendom for en million kroner med 100.000 kroner i udbetaling. Resten var obligationslån og pantebreve. Sidenhen lod han en maskinstation klare det praktiske arbejde med jordens dyrkning og brugte selv gården som sommerhus. I 1975 solgte grossereren ejendommen igen for to millioner kroner med 200.000 kroner i udbetaling og resten i pantebreve og obligationer. For investeringen på 100.000 kroner i 1970 fik han altså fem år senere 200.000 kontant plus værdipapirer med et samlet pålydende på 900.000 kroner. Papirerne solgte han kort tid efter for 600.000 (de 300.000 kroner var kurstab). Summa summarum: På fem år har de 100.000 ynglet til i alt 800.000 kroner kontant. Ganske vist skal han svare en smule i kapitalvindingsskat. Måske har han i løbet af de fem år også haft et mindre underskud på gårdens drift, men det har han kunnet trække fra på selvangivelsen. Den landmand der overtog ejendommen betaler via hårde afdrag på obligationer og sælgerpantebreve over en længere årrække grosserer Olsens fiduser.

Langt de fleste familier, der bor i eget hus, gør det ikke for at spekulere. Men fordele frem for familier i udlejningsejendomme, det har de. Huset stiger hele tiden i værdi, men bortset fra visse muligheder for at opnå billige forbrugslån, mærker familien ikke noget særligt til, at de er blevet rigere. Bliver de boende i huset, til de dør, kan de måske nå at blive halve eller hele millionærer på papiret. Den virkelige fornøjelse får arvingerne. Når arveafgiften er betalt, får de nogle obligationer og pantebreve, som køberen betaler af på. Dem kan de på samme måde som grosserer Olsen sælge og omsætte til privatforbrug.

Og sådan foregår det i dagens Danmark. Det viser tallene for belåning af fast ejendom. Hvor stort dette ekstratræk på det i forvejen hårdt belastede lånemarked er, finder man frem til ved at trække det beløb, der bruges til nybyggeri, fra den samlede stigning i belåningen af den faste ejendom.

I første halvdel af l960’erne beløb provenuet af denne belåning af kapitalgevinsterne sig til ½ - l milliard kroner årligt. I sidste halvdel af 1960’erne til 2 - 4 milliarder årligt, mens den i 1970’erne er steget støt for at toppe med over 12 milliarder kroner i 1975 og knap 10 milliarder i 1976.

Når disse tal korrigeres for at en del af værdipapirerne ikke kommer på markedet, betyder belåningen af kapitalgevinsterne i disse år et træk på lånemarkedet på, hvad der i hvert tilfælde svarer til over halvdelen af, hvad der går til nybyggeriet. Dette tal er værd at hæfte sig ved, al den stund det "for store nybyggeri" gang på gang har fået skylden for den høje rente og den manglende balance i økonomien. Der er al mulig grund til at tro, at en væsentlig del af de belånte kapitalgevinster bliver brugt til varige forbrugsgoder, som typisk importeres fra udlandet. Den efterspørgsel, som gevinsterne giver anledning til, er således en købekraft, som dels er ufortjent, dels skaber underskud på betalingsbalancen snarere end beskæftigelse herhjemme.

»Vismændene« har i Det økonomiske Råds rapport fra november 1976 om den danske økonomi også regnet på fordelen ved at eje frem for at leje. De fandt frem til, at to familier har vidt forskellige forbrugsmuligheder, hvis den ene familie bor i lejet lejlighed og den anden i eget hus - på trods af at familierne er lige store og har samme indtægter. Den familie, som siden 1960 har boet i eget hus, har takket være kombinationen af rentefradragsfordelen, fordelen ved at have gæld under inflation og de reelle kapitalgevinster en samlet forbrugsmulighed, der er en tredjedel større end familien, som bor til leje.

Det er tydeligt, at kapitalgevinsterne virker kriseskabende på den samlede samfundsøkonomi. Den høje og stigende jordrente og ejendomspriser betyder, at betydelig kapital bindes i jord og fast ejendom - en kapital, som er passivt anbragt, men som kræver sin aflønning.

Når dette snylteri rammer arbejderne i form af f.eks. stigende huslejer, har de kun ét middel, nemlig at gå til arbejdsgiverne og få kompensation ved lønforhøjelser. Når de høje jordpriser og renter rammer arbejdsgivernes profit, forsøger erhvervslivet at fastholde profitten ved at presse arbejdernes realløn ned. På den måde virker den passive kapital skærpende på løn -profit kampen mellem arbejdere og arbejdsgivere. Navnlig under de senere års tiltagende økonomiske krise. Priseksplosionen på fast ejendom bærer altså sin del af skylden for problemer som inflation, underskud på betalingsbalancen, den høje rente o.s.v.

Folketingsvalget i december 1973 betød at kommunisterne efter flere års pause igen blev repræsenteret på Christiansborg. To måneder senere - i februar 1974 - kom DKP med sit første lovforslag. Det beskæftigede sig med indgreb mod de arbejdsfrie milliardgevinster og jordspekulationen. Forslaget er blevet genfremsat i hver eneste folketingssamling siden, senest i oktober 1977.

Tilslutningen til kommunisternes initiativ er støt voksende. Men der er også betydelig modstand mod de foreslåede indgreb. Især i de politiske partier og indflydelsesrige kredse, som kører i den gamle skure med jammer over omkostningsniveauet og påstået svækket konkurrenceevne og alt for høje lønninger. Det er dem, der anser indkomstpolitik og løntilbageholdenhed for den eneste løsning af problemerne. De vil sænke reallønnen yderligere for dem, der bestiller noget, men ikke være med til at forhindre, at en del af befolkningen får milliardgevinster uden at bestille noget.

Inflationen er et alvorligt problem, der rider hele den vestlige verden som en mare, og den er med til at øge jordspekulationen. Og jordspekulationen og kapitalgevinsterne er igen med til at skubbe bag på inflationen. Der kan gribes ind ét sted i denne onde cirkel, nemlig ved at konfiskere kapitalgevinsterne og dermed standse spekulationen. Dermed vil én af kilderne til vor hjemlige inflation blive tørret ud. Og det er et sådant indgreb, kommunisterne foreslår.

Det mest konsekvente og effektive ville være en samfundsovertagelse af al jord. Det ville fjerne alle muligheder for spekulation og samtidig give mulighed for den langsigtede planlægning, der er så stort behov for. Samtidig vil det åbne op i for en langt bedre overordnet planlægning af byudvikling, udlægning af rekreative områder, trafikanlæg osv.

Karl Marx fremhævede, at den private ejendomsret til jorden er noget, der forhindrer det kapitalistiske samfund i at fungere effektivt. Det er betaling til en uproduktiv. passiv kapital. Derfor burde de borgerlige partier i virkeligheden være de første til at forlange jordspekulationen standset gennem en nationalisering af jorden. Men Marx bemærkede også, at borgerskabet nok vil tøve med at gribe til en sådan forholdsregel. Afskaffelsen af én form for ejendomsret, den til jorden, vil nemt give et eksempel til efterfølgelse, f.eks. så også den private ejendomsret til produktionsmidlerne kommer i farezonen. Imidlertid kan der også gribes effektivt ind over for kapitalgevinsterne uden at nationalisere jorden, selv om dette skridt på længere sigt er den eneste rigtige løsning.

Det kan ske ved at konfiskere den værdistigning, som ligger ud over den almindelige inflation. Man kan ikke forlange, at ejerne pludselig skal af med en masse penge, fordi deres ejendom på papiret er stegt i værdi. I stedet skal den reelle værdistigning tinglyses som statsprioritet i ejendommen. Det er det, kommunisterne mener med at indefryse værdistigningen. Den skal ifølge lovforslaget ikke længere kunne frigøres ved belåning, da værdistigningen ikke mere ejes af ejendommens ejer men derimod af staten. Det, der er skabt af samfundet, tilfalder således samfundet. Og det turde være indlysende, at indefrysningen ikke skal ramme den værdistigning, der skyldes bygge- og anlægsmæssige forbedringer.

Den rigtigste måde at gennemføre en sådan indefrysning på, er først at lade statsprioriteten begynde at forrentes, når ejendommen sælges. På den måde bliver en familie med eget hus ikke straffet, fordi deres bolig er steget i værdi. De forhindres blot i at belåne gevinsten. Og hvis en familie flytter fra et hus til et andet på samme niveau, skal den kunne medbringe den indefrosne prioritet, så de ikke kommer til at sidde dyrere i det nye hus.

Ifølge kommunisternes forslag skal statsprioriteten begynde at forrentes med den gældende diskonto i Nationalbanken, når ejendommen sælges. For ejendommens køber vil der ikke være nogen forskel. Lad os antage, at han vil give en halv million kroner for ejendommen, der er et parcelhus. Hvis der ikke var nogen indefrosset prioritet i huset, skulle han betale f.eks. 100.000 i udbetaling og derefter renter og afdrag på de sidste 400.000 i kreditforeningslån og sælgerpantebrev. I tilfælde af en lov om indefrysning af værdistigningerne og hvor den indefrosne statsprioritet i det konkrete tilfælde er 100.000 kroner, skal køberen altså stadig af med 100.000 kroner i udbetaling. Den eneste forskel er blot, at der nu kun skal betales renter og afdrag af de 300.000 kroner til den tidligere ejer, mens de sidste 100.000 kroner forrentes til staten.

Det er ikke helt korrekt, at køberen ingen forskel vil mærke ved en indefrysning af værdistigningerne. For gennemførelsen af en sådan konsekvent konfiskering af værdistigningerne betyder, at alle de, der køber fast ejendom blot med det formål at spekulere i den, altså for at finde et givtigt investeringsobjekt, de vil tabe interessen for den faste ejendom. Det betyder, at den kunstige oppustning, der skyldes presset fra spekulationsopkøbere, vil forsvinde.

Både når der tales om nationalisering af jorden og fremsættes forslag om i det mindste at indefryse kapitalgevinsterne, farer de borgerlige partier frem med hysteriske erklæringer om »snigende socialisme« og krænkelse af ejendomsretten. Bedst huskes disse partiers desværre ganske vellykkede skrækpropaganda i forbindelse med jordlovsafstemningen i 1963, hvor de med rædsel udmalede »den sorte hånd», der ville stjæle folks jord og huse.

Hvad er i grunden ejendomsretten til jord ? Hvis massemedierne op til jordlovsafstemningen i 1963 havde orienteret vælgerne om det, ville den sorte hånds skrækpropaganda nok ikke have virket. En vigtig del ved ejendomsretten er brugsretten. Brugsretten til et parcelhus er retten til at bo i det. Brugsretten til landbrugsjord er retten til at dyrke jorden. Men ejendomsretten er mere end denne brugsret. Den er også retten til at sælge jorden eller pantsætte den. Det er retten til at spekulere i jorden og tjene penge på den. Ved nationalisering sikres brugsretten lige så fuldstændig og uindskrænket, som hvis man havde købt jorden. Det kan ske ved udlejning på uopsigelige kontrakter på linje med de såkaldte statshusmandsbrug, hvor jorden lejes af staten. Det eneste, der forsvinder ved nationalisering, er retten til at spekulere i jorden. Brugsretten ændres der ikke en tøddel ved. Præcis det samme er formålet med den blødere løsning - værdistigningernes indefrysning. Spekulationen skal fjernes fra boligen og den faste ejendom i det hele taget. Det kan, som kommunisterne pointerer, gøres med formel bibeholdelse af den private ejendomsret til jorden, men i indskrænket form.

Siden DKP første gang fremlagde partiets veldokumenterede forslag om indefrysning af kapitalgevinsterne har mange støttet initiativet eller har lagt det frem som deres eget krav. LO har udarbejdet et helt identisk forslag i organisationens udkast til et nyt skattesystem. Husmandsforeningernes ledere har hyppigt pointeret behovet for sådanne indgreb og bragt spørgsmålet om nationalisering af jorden frem i debatten. Kravet om indefrysning af kapitalgevinsterne lyder fra utallige fagforeninger, fagforbund og i udtalelser fra arbejdspladser. Det blev også stærkt understreget på SiD’s kongres i efteråret 1977.

På Socialdemokratiets kongres september 1977 blev det i en udtalelse fastslået, at der skal gribes ind over for kapitalgevinsterne, og at det skal ske på en måde, så belåningen standses. Hvis den socialdemokratiske ledelse vil følge flertallet på partiets egen kongres og støtte kommunisternes forslag. kan der skabes flertal i folketinget. Forslaget har allerede fået støtte fra SF, VS og Retsforbundet, og de radikale har også stillet sig positive til indgreb. Der er således flertal, hvis Socialdemokratiet ønsker at bruge det.

I forhandlingerne forud for August-forlig nr. 2 fremlagde Socialdemokratiet en variant af kommunisternes forslag, hvorefter man skulle indefryse gevinsterne som en offentlig prioritet men lade dem forrente straks. Dette er i modsætning til DKP’s forslag om at indefryse gevinsterne og først lade dem forrente, når ejendommen sælges. Kommunisterne er imod beskatning af boligen. Og hensigten med partiets forslag er at standse den inflationsskabende belåning, ikke at brandbeskatte parcelhusejerne.

Socialdemokraterne kom med deres udspil i forbindelse med forligets store skattestramning på syv milliarder kroner. Man forsøgte med en efterhånden typisk taktik at forvride et populært og rigtigt forslag og gøre det til en del af en upopulær og kriseskabende forligspolitik. Men den socialdemokratiske variant gled lige så stille ud af forhandlingerne med de borgerlige partnere.

Indgreb mod kapitalgevinsterne må iværksættes som instrument i en alternativ progressiv økonomisk politik, der skaber en mere retfærdig fordeling i samfundet. Ved en nøgtern vurdering af DKP’s forslag må selv erhvervslivet, især industrien, erkende, at den nuværende jordpolitik er skyld i, at milliardinvesteringer, som skulle være kommet produktionen og dermed beskæftigelsen til gavn, i stedet pumpes ind som indsats i det store kapitalgevinstlotteri, hvor der er gevinst hver gang. Indgreb er også påkrævet, hvis det skal lykkes at få en ny social boligpolitik på benene. Og alt i alt tyder den voksende støtte til kommunisternes forslag på, at det omsider vil være muligt at mobilisere tilstrækkelig mange kræfter til at sænke bommen for den ødelæggende spekulation i landets jord.

Lovforslag nr. L 22, Folketinget, skriftlig fremsættelse d. 6. oktober 1977 af Kaj Hansen (DKP): Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte: Forslag til lov om tinglysning af kapitalværdistigninger på jord og laste ejendomme som en offentlig prioritet. I bemærkningerne til forslaget er der udførligt redegjort for såvel formålet med forslaget som for de enkelte bestemmelser. Jeg skal derfor nøjes med at nævne nogle eksempler på størrelsen af de arbejdsfrie værdistigninger, som de i almindelighed har været for nogle typiske besiddere af jord og ejendomme. I eksemplerne er udlejningsejendomme ikke medtaget, da de ikke har haft nogen reel værdistigning i perioden 1965-74.

Def.: Reelle kapitalgevinster er forskellen mellem de nominelle kapitalgevinster og de kapitalgevinster, der svarer til den gennemsnitlige prisstigning i samfundet målt med Forbrugerprisindekset.