Fra 1858 virkede Hermann Dalton som præst i Sct. Petersborg for den tysk reformerte kirke, og H. Dalton skriver denne tekst omkring 1865…: sydøst for den mindeværdige by Sebastopol, der langsomt rejser sig af sine ruiner, ligger i en yndig egn tæt ved det sorte havs kyst resterne af det gamle Kherson, der nu efter at have ligget i grus i flere hundrede år atter kommer for dagens lys. Går man ad de udgravede gadelinjer, der ikke vise beskueren synderligt mere end grundridset af et par huse og et meget forvitret gadenet, får man en svag forestilling om Pompeji. I det ensomme landskab dukker der et sagnkranset sted frem for beskuerens sjæl. For den, der er hjemme i sagn og historie, fremtræder her billedet af Ifigenia, den græske kongedatter, der med sin død skulle sone faderens brøde, men ved Artemis' guddommelige vilje blev rykket herhen til den Tauriske kyst for at tjene som præstinde ved gudindens helligdom i lunden og levede her i mange år, dog stadig »i sjælens længsel efter grækernes land«, en fremmed på det stille sted. Senere vandrer på den samme kyst en græsk kejserdatter, ikke indhyllet i sagnets tåger, men stående midt i historiens fulde dagslys; ved hendes person og de minder, som knytte sig til hendes fremtræden, er stedet helligt for russerne; her står deres hellige kirkes vugge. Det er netop 900 år siden (989 eller 990, beregningerne er usikre), at zar Vladimir, som hans folk kalder den hellige, her i Kherson modtog dåben. Han havde ved et lykkeligt felttog indtaget landet. De byzantinske kejsere, Basilios og Konstantin, anså det for velbegrundet i deres stats interesse ikke at nægte den sejrrige nordiske barbar deres søsters hånd, som hans forlangende lød på; og prinsesse Anna forlangte til gengæld, at den hedenske zar skulle antage kristendommen. Vladimir gik villig ind på hendes forlangende. Indtagelsen af Kherson måtte stå for ham som en gudsdom, der tilsagde ham, at han skulle fuldbyrde en beslutning, han allerede længe havde haft - en smuk legende fortæller om, hvorledes denne beslutning blev moden hos ham.

Det resultat, som fremkom, vejede fuldstændig op mod det offer, hun bragte ved at drage bort fra det pragtfulde byzantinske kejserhof til det uhyggelige øde sted i det barbariske norden, knyttet til en mand, hvis tænkemåde og interesse var hendes egen fuldstændig fremmed, til et folk, hvis endnu hedenske sæd og skik slet ikke stemte med det, hun fra sin ungdom af var vant til. Det var ikke således, at kristendommen først med fyrstens dåb fæstede rod i landet. Allerede 100 år før dukker der en lille kristen menighed frem i Kiev. Vladimirs bedstemoder havde allerede en menneskealder i forvejen modtaget dåben i Konstantinopel; hendes afsjælede legeme lå i Kiev begravet i kristelig viet jord. Men nu førte Vladimir på sin voldsomme måde sit folk med eller mod sin vilje til dåben. Ligesom Bonifatius fordum uden frygt havde fældet Vodans (Odins) Eg i Goslar, sådan følte Vladimir sig nu stærk nok til at lade Perun, folkets helligste gudebillede, binde til halen af en hest, slæbe ned til Dnjepr udenfor Kiev og drukne i floden. Ingen lynstråle fra himlen straffede hans dåd. Derefter steg også folket, unge såvelsom gamle, ned ved og i floden, og da en præst havde læst bønner over mængden, der stod ude i floden, og gjort korsets tegn over dem, anså man dåben for fuldbyrdet. Folket regnedes for fremtiden og anså også sig selv for kristent. Begivenheden og den deraf følgende forandring fremførtes sikkert noget hovedkulds, ja altfor hurtigt i forhold til folkets fatteevne. Ligesom afgudsbilledet lå druknet og foreløbig afmægtigt på bunden af dåbsfloden, således blev på tilsvarende måde sporene af det hedenskab, som var opgivet så hovedkulds og på zarens befaling, liggende fast på bunden af folkets sjæl. I en mængde skikke og sædvaner hos folket dukke i de følgende århundreder disse mærkelige spor op; indtil den dag i dag glimte de frem, endog på hellig grund. Det er utvivlsomt en dunkel erindring fra den gamle hedenske tid, der viste sig hos hin bonde, der antændte en vokskærte for den hellige Georg, men samtidig tændte en kærte for den af helten besejrede drage.

Den russiske fyrstes og hans folks dåb var et verdenshistorisk øjeblik, i hvilket man ser guds forsyn overfor folkenes skæbne tydeligt åbenbaret. Ved omstændighedernes magt var for mere end hundrede år siden (867) spaltningen mellem den østerlandske og vesterlandske kirke fremtrådt, og den kunne ikke læges, selv om det først var 5 årtier (1054) efter den af os omtalte begivenhed, at pavens sendemænd nedlagde banbullen mod patriarken af Konstantinopel på Sofiekirkens alter, hvilket patriarken Mikael straks besvarede med en lignende banlysning. De to afdelinger af den ene kristne kirke, som indtil da havde arbejdet sammen, vandrede for fremtiden hver ad sine veje; hver fik i den følgende tid sin særegne lod. For den østerlandske kirke faldt løsrivelsen af en så betydningsfuld og livskraftig afdeling på en tid, der var skæbnesvanger og fuld af bekymringer, på en tid, der havde haft nødig, at den kristne kirke stod fast samlet. Et farefuldt, skummelt uvejr trak sammen i det fjerne øst på korsets grænseegne. Rød som blod stod halvmånen op ved grænsen af den arabiske ørken; dens fanatiske horder drog frem i sejrsrus, stadig fremad, som om de ville nedtrampe hele jorden under deres fødder. Byzans og dens statskirke skælvede for den fremstormende fjende. Samtidig med og som følge af dette steg en ny fare op. Allerede var halvmånen fra asiens indre trængt frem til Volga; de på den vestlige flodkyst boende bulgarer havde bøjet sig for Muhammeds lære. Også Khazarernes rige, som fra Armenien og langs det Kaspiske hav strakte sig på den højre Volgabred indtil Oka og mod vest langt ind i landet, havde allerede hyldet halvmånen. De nys vundne folk blev overalt straks skånselsløse hververe for den ny lære. De udstrakte deres begærlige hånd mod nabofolket. Russerne, der endnu var hensunket i hedensk vildfarelse. Det kunne ikke synes vanskeligt at vinde dette folk for Muhammeds lære, thi islam står dog højere end hedenskabet.

Dog, det gik helt anderledes. Endnu før halvmånen havde erobret det russiske folks hjerte, var dette ved guds underfulde førelse vundet for kristendommen. På kirkesøndringens tid, da patriarken i Byzans så så mange fordums værdifulde strækninger besatte af halvmånen, blev der indpodet i den østerlandske kirke et nyt livskraftigt skud, som i sin videre udvikling blev til denne kirkes mægtigste gren. Ved modtagelsen af dåben i dette afgørende øjeblik blev det russiske folk bevaret mod muhammedanismens favntag, hvilket det næppe i sin hedenske tilstand kunne have modstået. Hvor vidunderligt! Medens den vesterlandske kirke fik rigelig erstatning for det tab, den led ved søndringen, derved, at den vandt de germanske folkestammer, som bøjede sig for paven i Rom, fik den østerlandske kirke næsten samtidig erstatning for sit tab ved det russiske folks overgang til kristendommen og tilslutning til patriarken af Byzans herredømme.

Russerne modtog kristentroen og den kristne lære på en tid, da den græske kirkes storslåede og omfattende læreudvikling allerede for lang tid siden havde nået til en afslutning. Den rige og høje nådegave, som var skænket den, havde den med en beundringsværdig opbydelse af græsk åndsmagt gjort frugtbringende, særlig på det kristologiske område, og derved erhvervet en uforgængelig ejendom for hele den dengang endnu usøndrede kirke. I Johannes Damaskeners skrifter finde vi dette arbejdes resultater samlede. Den sum af arbejde og kraft, der var sat ind derpå, var så stor, at der i lang tid på dette område indtrådte en følelig afmattelse; den drivende kraft i arbejdet lå hos den vestromerske afdeling af kirken. Afmattelsen er vedvarende; den er gået over til en for os vesterlændere uforståelig mangel på bevægelighed og udartet til stivnen. Vi kunne ikke bringe denne sørgelige tilstand i samklang med evangeliet og med vor herres jesu kristi forjættelser. Helligånden er tilsagt os og sendt os som vejleder til al sandhed. Man kan ligesålidt påstå, at den i det ottende århundrede skulle have nået til sit mål og have afsluttet sin virksomhed som vejleder, som man kan sige, at det er efter guddommelig befaling, at der i dens guddommelige virksomhed på læreudviklingens bane er indtrådt en standsning, som nu har vedvaret mere end et årtusinde. Sådanne påstande er kun menneskesætninger, der har meget tilfælles med den anskuelse, vi møde hos irvingianerne, som ville vide noget om, at ånden kun kommer som »tidlig og sildig regn«. Kirkens historie lærer os uimodsigeligt noget helt andet. Den viser os åndens forjættede vejledning i stadig fremskridt på den vej, som den vesterlandske kirke fik anvist. Ønsket hos de grækere, der kom til Filip og sagde: »Vi ville gerne se Jesus« (joh. 12. 21.), er som en skøn arv gået over til den græske kirke i de første århundreder. At erkende herren i hans virkelige forhold til gud og mennesker og give svar på vor tros dybeste spørgsmål: hvad vi tykkes om kristus (matth. 22. 42.), var tilfaldet den østerlandske kirke som dens del i arbejdet. I den tid, da den stod i sin højeste åndelige kraft og med den rigeste frembringelsesevne, satte den sin bedste kraft ind på løsningen af denne sin opgave; her var den græske åndsbegavelse en stor hjælper, og hvad den således erhvervede ved megen flid. Er for hele kirken blevet en rigdom, for hvilken kristenheden er tak skyldig og også stedse beredvillig yder tak. Dermed var kirkens hele opgave ikke løst. Det gjaldt endvidere om ved åndens vedvarende ledelse at gøre sandheden gældende for mennesker, vise dem forholdet mellem synd og nåde, trænge ned til forståelsen af guds riges væsen. Denne opgave fik den vesterlandske kirke at løse; det svarede til den romerske begavelse, ligesom hint første stod i samklang med den græske åndsretning. Det blev en ny åndernes krig, som den gamle verden ikke havde set mage til; og det faste og grundige arbejde erhvervede os et resultat, som stadfæstede apostlens ord, at et sådant arbejde i herren ikke er forgæves for den kristelige kirke. Disse spørgsmåls løsning medførte den største bevægelse i kirken og hos dens mest fremragende ånder. Den, som kender noget til denne sag, kender også den åndelige og sædelige kraft, hvormed en Augustin og hans udvalgte medkæmpere stred i mere end hundrede år; som fordum Jakob kæmpede de sig også igennem til velsignelsen.

Dog, dermed var målet ikke nået og åndens vejledning i al sandhed ikke bragt til afslutning. For at sige det i korthed - det gjaldt om at forbinde resultaterne af den østerlandske og vesterlandske kirkes arbejde, samle dens frugter til en enhed og bringe det nær i troen til den enkelte. Hertil krævedes, at man fik fjernet ensidighederne og det, som disse havde medført, de tilføjede menneskelige sætninger, som fordunklede den fulde guddommelige sandhed, så at man kunne give alle lige adgang til det rene evangelium, som det er åbenbaret i guds ord. Sådanne ensidigheder lade sig den dag i dag påvise i den græske og den romerske kirkes særpræg; sporene af dem vise sig også nu til dags tydelig i deres medlemmers trosliv. Enhver, der er trådt i nær og noget fortroligere forbindelse med troende og fromme medlemmer af den russiske kirke og har udvekslet tanker med dem, mærker snart, hvorledes kristus i en påfaldende grad for dem er rykket bort til en utilgængelig guddommelig højhed og truer med at forsvinde for dem. De har en slags skræk for hans væsens hellighed; de føle sig beroligede ved den sky af helgener, der som midler skyder sig ind mellem guds søn og dem; den rene stråleglans fra herren ville efter deres formening blænde deres syndige øje. Det falder ikke vanskeligt i sådanne anskuelser at mærke eftervirkningerne af hine ensidigt kristologiske læreudviklinger, som fattes den gavnlige modvægt, som ligger i den rettelig udformede lære om synd og nåde. Det ville føre os for vidt at påvise ensidighederne i den romerske kirkes læreudvikling og den skadelige følge, de har haft for kirkens liv. Fejlen har været, at man overtog den østerlandske søsterkirkes læreresultater, men de blev ikke sat i levende forbindelse med det udbytte, den romerske kirke havde tilkæmpet sig; de to faktorer står uformidlede jævnsides og har ingen bestemmende indflydelse på hinanden.

Vi mener, at den helligånds vejledning til sandhedens erkendelse har vist sig i vor evangeliske kirke. I en rigdom og fylde, der bringer os til at søge ligheden i den apostolske tids særlig rige dage, fik vore trosfædre og efter dem deres åndelige arvtagere, reformationens sande slægt, erfaringen om det syndige menneskes stilling til den trefold hellige gud. De følte synden som skyld og erfarede tillige, at ingen skabning, end ikke nogen helgen, var i stand til at udslette skylden.

I denne menneskesjælens hårde kamp for sin salighed trådte Jesus i al sin gudmenneskelige herlighed nær til det ængstede og sønderknuste hjerte, fuld af forbarmelse over menneskene; man kunne udtrykke det således: erkendelsen af syndens elendighed bragte atter guds søn til at stige herned, iklædt den tjenerskikkelse, han som Jesus, påtog sig; han vandrede atter blandt sine egne. Troens øje, som han, den himmelske læge, havde åbnet, så nu atter ligesom fordum disciplene på forklarelsens bjerg. »Jesus alene«, uden nogen helgener ved hans side, ham, fra hvem det lød til dem, der arbejdede og var tyngede: »den, som kommer til mig, vil jeg ikke støde bort« (joh. 6. 38.). Ved ham og ved ham alene føres den troende til faderen; vor retfærdighed hviler alene på jesu kristi nåde, hvilken troen, menneskehjertets dybeste livsrørelse, omfatter.

Vi vende fra denne betragtning af helligåndens vejledning i sit rigeligste mål tilbage til vort emne. Udfra erindringen om så mangen underholdning med fromme kristne indenfor den russiske kirke var det os kun om at gøre at betone, at helligåndens vejledning endnu ikke har nået sit mål. Vi er endnu på vejen, evangeliet bærer i sit skød sandheder, for hvilke tiden endnu ikke er kommen til, at kirken kan modtage dem i deres fulde omfang. Hvad disse er efter deres indhold, er kun et af gud oplyst profetisk øje i stand til at se; her er helligånden eneste vejleder. Selv om det kunne tænkes, at den græske kirke nu ville vågne af sin tusindårige stagnation på læreudviklingens og sandhedserkendelsens område, ville den dog på grund af sine egne læresætninger have berøvet sig selv muligheden for at kunne påtrykke det ny erhvervede livskraftighedens stempel. Den mellem kirkerne indtrådte søndring, som i tidens løb er blevet udvidet og uddybet, gør det umuligt at opstille et almindeligt kirkemøde som sidste og øverste afgørende myndighed. Vistnok kan et sværmerisk sind drømme om en tid, da de, som forlod Byzans, ville vende tilbage til det gamle fædrenehjem og alle bo endrægtig sammen. At gå i rette med drømme er en unyttig sag, som ikke passer sig for den alvorlige mand. Men selv den vildeste drøm vil ikke fordriste sig til at fastslå, at et sådant kirkemøde kunne påstå og fordre, at helligåndens hidtidige vejledning skal betragtes som ikke eksisterende, for så at vandre den samme vej, som er tilbagelagt gennem hundredårigt arbejde, om igen, nu i kirkemødets ledebånd.

Dengang det russiske folk blev indlemmet i den græske kirke og overtog dens lære som arv, var også den sidste strid på troslivets område, som den østerlandske og vesterlandske kirke førte i fællesskab, udkæmpet og bragt til afslutning; og vi kunne ikke nægte, at den var ført på en måde, der gjorde striden til noget såre skrækindjagende og pinligt. Billedstormerne var efter en kamp og en sejr, som ikke var til ros for nogen af parterne, bukket fuldstændig under for billedvennerne. Striden har stor indflydelse på troslæren. Johannes damaskener, den varme og energiske forkæmper for billeddyrkelsen, gør sig stor umage for også dogmatisk at retfærdiggøre den gudstjenstlige brug af billederne. I hans udviklinger har vi et korrekt udtryk for det standpunkt, kirkelæren indtog kort før stagnationens begyndelse og et bevis på den frembrydende ubevægelighed, for hvilken sandhedens levende kraft mere og mere viger bort. Her træder to kvinder frem i forreste række blandt dem, der har bestemmende indflydelse på afgørelsen af denne strid. Det, som kejserinde Irene ved stor verdslig kløgt (eller, om man så vil, snuhed) havde forstået at sætte igennem på den syvende økumeniske synode i Nikæa (787) som modsætning til det, der var vedtaget på synoden i Konstantinopel (754), der dog ligesåvel var sammenkaldt som økumenisk, blev fastslået af kejserinde Theodora, idet hun og rigets stormænd brød den ed, der var svoret hendes afdøde ægtefælle, at intet skulle forandres i den bestående kultus, fejrede hun billedvennernes sejr ved en fest, som er i hævd endnu i vore dage. Det var »rettroenhedens fest« (842), som også er gået over i den russiske kirke. Navnet er påfaldende; det ser ud, som om kirkens rettroenhed først ved festligheden for billedsejren har nået sin afslutning, og som om de ikke havde den sande tro, som for sandhedens skyld ikke kunne give billeddyrkelsen sin tilslutning. Ordet er ved at overføres til det russiske sprog blevet genstand for en forandring, som i almindelighed ikke påagtes, skønt den er værd at lægge mærke til. I det niende århundrede blev det rigtig oversat; det russiske ord for tro (wera) trådte tydelig frem i de forskellige sammensætninger. Indtil den dag i dag bliver tronfølgeren, hvis rettroenhed altid særlig fremhæves, i kirkebønnerne betegnet som blagowernij. Men siden det ellevte århundrede er der fremstået en anden oversættelse, der (alene med denne undtagelse) er kommet almindelig i brug også i det kirkelige sprog; der tales nu ikke om rettroende, men om berømmelige (prawoslawnije). Den sidste oversættelse af de russiske liturgier (på tysk) gengiver de to forskellige udtryk i kirkebønnerne (det ene om tronfølgeren, det andet om de øvrige medlemmer af kirken) med det samme ord (rechtgläubig), uden at nævne den påfaldende forskel.

Den indflydelse fra de to kejserinders side, som her i billedstriden trådte så skarpt og pinligt for dagen, er et højlydt vidnesbyrd om, i hvor høj grad den østerlandske kirke er blevet til statskirke. Det er ikke så let at skabe en forbindelse af stat og kirke, som det er at stille de to navne side om side i ét ord. Forbindelsen mellem de to er skæbnesvanger for begge parter. Kirken kommer i stadig dybere afhængighed af staten og vænner sig til at støtte sig på dens stærke arm; det går her, som ved bevægelsen på skråplanet. Staten mister den gavnlige modvægt, som ligger i en fri, selvstændig kirke; den glemmer, at den er blevet en kristelig stat og som sådan har overtaget særlige forpligtelser. Ved en sådan forening er der fare for. At herrens tveæggede ord skal gå i glemme, at hans rige ikke er af denne verden, at vi derimod som hans disciple har at bede dagligt om hans komme i denne verden.

Det russiske folk modtog ikke kristendommen som noget, der var i vorden og udvikling, men tværtimod som en udpræget, kirkelig udformet anskuelse, afsluttet i henseende til lære, gudstjeneste og forfatning. Uden nogen modstand overtog den kristendommen i den skikkelse, i hvilken den blev den tilbudt, vi ville ikke just sige påtvunget; vægring i den henseende lod sig ikke mærke. Nu er der snart gået et årtusinde siden hin mindeværdige dag; i den henrundne tid har det russiske rige gennemgået en udvikling, som har ført det dertil, at det efter sit område og sin magt indtager en meget fremragende, om ikke den mest fremragende, stilling blandt jordens riger. I de to sidste århundreder er dette rige nu også kommet ind i den almindelige kulturbevægelse og har indtaget en plads i kulturfolkenes kreds. Og dog er det russiske folks sjælelige liv næsten blevet uberørt af disse forandringer i de ydre forhold. De mest fremtrædende træk i dette sjælelige liv er den dag i dag de samme som i folkets historiske barndomstid. Russeren har i en grad, der ikke har sin lige hos folk med så lang en fortid, bevaret sin barndoms åndelige væsen; dette er i mangt og meget skønt og tiltalende. Man har sagt, at menneskesjælen har i sig et medfødt anlæg i kristelig retning. Man kan med ligeså god ret anvende dette ord om et folks ånd. Tyskerne lytter endnu den dag i dag med lyst til den gamle saksiske sanger, når han i »Heliand« fremstiller for sit folk herren som den vældige folkekonge, omgivet af sine tro hirdmænd, fredsfyrsten fra gud, der fremtræder lærende i den store folkeforsamling og her på tinge uddeler sine himmelske gaver, det evige liv. Også i den slaviske, den russiske folkekarakters jordbund slumrer der sådanne spirer, som vender sig mod den i herren opgående sol for i hans klare skin at nå til udfoldelse. Det, der ligger forjættelsesrigt i menneskets inderste, bringer herren opfyldelsen af. Russeren er i sit inderste hjerte følelsesfuld indtil mysticisme, sagtmodig i den grad, at han mange gange fuldstændig glemmer retfærdighedens og sandhedens værd. Saligprisningen af de sagtmodige, de barmhjertige er noget for ham velgørende. Bjergprædikenens herre, som kommer med denne saligprisning fra himlen, tager hans sind fangen, og denne forjættelse møder her en åben dør. En from og dyb forståelse. For den lidende, den fattige nærer russeren oprigtig medlidenhed; han deler broderlig sin sidste bid brød med den hungrende; den samme medlidenhed fra hans side strækker sig også til straffefangen og den stakkels forviste. Denne medlidenhed er ikke en blot naturlig gave; den fremtræder hos russeren i from kristelig forklarelse. Tiggeren beder om almisse »christa radi, for kristi skyld«; såvel den, der modtager almissen, som den, der giver den, gør korsets tegn over almissen; hvorfor også giveren gjorde det, fik jeg en gang en smuk forklaring af: det var »af taknemmelighed over, at han havde haft midler og lejlighed til at kunne være barmhjertig, som vor fader i himlen er barmhjertig«. Den art given og taksigelse har ikke noget påfaldende ved sig; den står for velgøreren som selvfølgelig, en gud velbehagelig pligt og gerning. Når de landsforvistes tog ad den ensomme sibiriske landevej når til en enlig landsby, står lerskålen med spise, bestemt for de forviste, opstillet udenfor husets dør; når fangerne troppevis føres gennem byens gader, viser den ledsagende soldatervagt ikke de folk bort, som overrække de dømte penge eller deslige. Så snart domskendelsen er udtalt, står forbryderen for den følelsesfulde russer kun som en ulykkelig. 

Selv gennem den mørke overtro, der hviler i russerens sind og over hans hele levevis, kan et klartseende øje nu og da se sand fromhed skinne frem. Russeren har hverken evne eller lyst til at søge at finde sig til rette i den kristelige læreudvikling; men han er også fuldstændig utilgængelig for religiøse tvivl. Det kan siges om folket, forsåvidt som det hidindtil er uberørt af moderne oplysning, ja af moderne dannelse overhovedet. Kun med hjertet modtager russeren det i den kristelige religion, der er ham tilgængeligt. Det kan gerne være, at dette er såre lidt; men dette såre lidet fastholder han til gengæld med sejhed og kraft; han bøjer sig for det i fromhed og er også beredt til at bringe et stort offer for det. I russerens livsvandel kunne vi støde på sørgelige mørke sider i sædelig henseende; ingen stråle fra evangeliets lys kaster sit skær derover. Det kommer af, at han ikke har lært noget at kende om dette lys fra dem, som dertil er ansatte; men en menneskeven vil snart opdage, at når russeren får denne oplysning ud af guds ord, lader han sig gerne lede af religiøse bevæggrunde og føre på den rette vej. Den, som forstår at anslå denne religiøse side i hans sjæl, får magt over ham og kan uden vanskelighed bringe ham til alt, selv til opofrelse af sit eget liv. Ud af dette træk i russerens karakter har man en delvis forklaring til den magt, som kirkelig skik og brug, gudstjenestens orden, har fået over ham. Den anslår netop denne side af hans væsen, og han har nok i den lette berøring; den fromme grundtone i alt dette frembringer en velgørende genklang i hans sjæl; det fængsler ham som en af de folkesange, til hvilke han er knyttet med sin sjæls dybeste rødder. En beregnende karakter kan ved at benytte sig af denne side af hans væsen opnå en farlig indflydelse over ham, da han er så lidet reflekteret; men vé hykleren, hvis det lykkes den enfoldige at rive masken af ham. 

Det er ikke let, klart at skelne imellem et folks medfødte ejendommelighed og den indflydelse, som den omgivende natur har på folket; denne dobbelte strømning løber på mange måder sammen. Også overfor det russiske folk gør denne vanskelighed sig gældende. De uoverskuelige stepper, som strække sig vidt og bredt i hans fædreland, taler til hjertet med et sprog, der har samme kraft og alvor som det, der tales af det åbne hav, hvor man kun ser himmel og hav. De uendelige strækninger af dunkle skove, som afspærre vandreren fra yderverdenen og henviser ham til at være for sig selv, tvinger på den ene side ved sine rædsler hver mand til at anspænde alle sine kræfter, medens de på den anden side viser ham ret følelig hans afmagt overfor den storslåede natur. Dertil kommer det strenge klima, som findes i det nordlige himmelstrøg, hvor den egentlige russer har sin bolig og må udkæmpe sin møjsommelige kamp for tilværelsen. Alle disse bestemmende magter, der til dels er temmelig hårde, opdrager en slægt, som uden kultur og utilgængelig for udenforstående bliver henvist til sig selv og sine egne kræfter. Russeren mærker hver dag og til hver tid på året den almægtiges vælde og som modsætning dertil sin egen afmagt. Han bøjer sig for denne højere magt og modtager lydig af dens hånd, hvad den giver mennesket. Særlig føler han da i sin ensomhed trang til at slutte sig til familien; han underordner sig her lydigt familiens overhoved, selv når han er så gammel, at han selv har stiftet en familie. Han kan slet ikke unddrage sig for denne indflydelse. Under alle livsforhold søger han at slutte sig til et fællesskab (samfund, artel), og er i den grad villig til at underordne sig, at det ligefrem må forbavse folk af en anden stamme. Med den samme underdanighed slutter han sig helt og fuldt til kirkens læresætninger og bud, ligesom før ham hans forfædre, og han er fuldstændig overbevist om det rigtige deri, derved, at fædrene gjorde akkurat ligeså, når vi opstille det som en fordring til hver enkelt, at han stadig skal generhverve sig fædrenes arv for i sandhed at besidde den. Ville en russer slet ikke kunne forstå denne fordring; han synes, at det er tilstrækkeligt at bevare denne arv, således som han modtog den, og at overlevere den til sine eftermænd.

Vi bemærkede, at kristendommen fandt en modtagelig jordbund i det russiske folks naturel; på samme måde fandt også den kirkeform, som blev overleveret fra Byzans, noget hos russeren, hvortil den kunne knytte sig. Vi ville påpege dette med hensyn til et punkt, som er meget betegnende og straks falder i øjnene. Underdanigheden overfor zaren har sin rod og sit fasteste holdepunkt i folkets samvittighed. Den bæres helt igennem af religiøsitet og det tildels i en grad, som vi vesterlændere ikke kunne fatte; den synes i meget at udarte til overtro; men den forklarer os mangt og meget i dette folks liv og historie. Underdanigheden i forhold til familiens overhoved, der er så stærkt udpræget her, hengivelse under samfundsordenen træder her frem i forstærket grad og viser sig som en art gudstjeneste. Denne ydmyge hengivelse under zaren er en af de faste bomme, der har bevirket, at de revolutionære og nihilistiske bevægelser indtil dato ikke er trængt ind hos den egentlige kerne af folket og, såvidt mennesker kunne beregne, heller ikke har udsigt til at vinde fodfæste så længe i alt fald, som denne underdanighedsfølelse har sin stærke støtte og sit grundlag i folkets fromhed. Russeren kan ikke tænke sig sin zar som andet end som en uindskrænket selvhersker af guds nåde. Denne forestilling er hos ham en trosartikel, der sidder lige så fast og urokkelig indgroet som enhver anden artikel af hans hellige bekendelse. I en væsentlig grad har denne rodfæstede overbevisning om zarens magtfuldkommenhed som givet af gud, bidraget til at kirken i sin afhængighed af staten, således som den overtoges fra. Byzans, vandt indgang i Rusland og fik almindelig fodfæste her. Man ville overse den betydning, den russiske folkekarakter har haft, når man vil forklare selvherskermagten som frugt af, at russerne overtoge statskirkedømmet fra Byzans.

Den russiske kejser er ikke pave i sit lands kirke. At tale om cæsareopapisme viser kun, at man ikke kender forholdene. Zaren indtager ingen rangstilling på kirkens trinstige således som paven; han har ikke nogen præstelig virksomhed som paven, ejheller fordrister han sig til at opstille nye troslærdomme og af egen magtfuldkommenhed at sætte ufejlbarhedens mærke på dem. Men fra det øjeblik, da kejseren på Kreml i Moskva har modtaget salvelsen, og kroningen er fuldbyrdet, står han overfor folket som det højeste vidne for den rettroende kirke, faktisk som dens overhoved, selv om han efter bekendelsens ord kun er dens højeste forsvarer og beskytter på jorden. Det russiske folk holder fast ved denne anskuelse, ikke af kirkelige eller politiske grunde, men alene af religiøs overbevisning; denne folkets anskuelse forandres ikke, selv om dets fører benytter den til fremme af kirkelige og politiske formål.

Der er på dette punkt en iøjnefaldende forskel mellem den østerlandske og vesterlandske kirke, der i væsentlig grad har indvirket på de to kirkeafdelingers udformning. Biskoppen i Rom tilrev sig ved en beundringsværdig snild benyttelse også af de politiske tilstande en magtstilling, som langt overgik de øvrige vesterlandske bispers; han arbejdede her planmæssigt og hævede sig derved tilsidst til en absolut enestående, ja svimlende høj stilling: den østerlandske kirke bevarede en aristokratisk forfatning. Ved siden af patriarken i Byzans står en række jævnbyrdige patriarkater; disse bibeholdt også stadig en vis selvstændighed i den tid, da den østromerske kejsers indgriben i og indflydelse på kirkelige sager blev mere og mere følelig, og da netop derved den byzantinske patriarks overhøjhed over sine kaldsfæller i Jerusalem, Alexandrien og Antiokien blev stærkere og føleligere. Patriarken selv mistede ganske vist mere og mere sin indflydelse på det kirkelige område ved kejserens mere og mere diktatoriske optræden; de patriarker, der regerede i nogen afstand fra Byzans, kunne da lettere værge sig mod kejserhoffets indgreb og stille sig uvillig overfor patriarken i Byzans, når han var kejserens villige redskab. Halvmånen, under hvis herredømme de tildels kom til at stå, gav dem mere selvstændighed og frihed til at røre sig, end den byzantinske kejser havde indrømmet dem.

En anden forskel, som er af stor betydning og endog skæbnesvanger for den østerlandske kirke og da også for den russiske kirke, træder frem her. I flere århundreder havde kirken haft et let og bekvemt hjælpemiddel til indbyrdes forståelse i det græske sprog, som da var udformet som verdenssprog. Evangeliet, kirkefædrene var tilgængelige for hver enkelt; der var alle midler til livlig forbindelse, og tankeudveksling til alle sider. Dengang den vesterlandske kirke løsrev sig, havde det latinske sprog allerede i længere tid udviklet sig som verdenssprog. Biskoppen i Rom stemplede med megen kløgt det latinske sprog som kirkeligt og helligt sprog ved at påtvinge de troende det gennem gudstjenesten, og gjorde det dermed for stedse til den romerske kirkes modersmål på jordens vide kreds. Ved hjælp af det stærke bånd, som et sådant fælles sprog måtte være, har paven formået at knytte selv de fjerneste kirker umiddelbart til Rom og bevaret den levende sammenhæng mellem selv de fjerneste kirkens forposter og den kirkelige læreudvikling lige fra de første fædres tid. I Byzans overså man den hjælp, et sådant fælles sprog yder til sammenslutning af en kirke, der er strakt over mange verdensegne. Hele folkeslag med andet sprog indlemmedes i den østerlandske kirke, russerne, bulgarerne ved Donau, serberne, rumænerne osv.. De fik lov til også ved gudstjenesten at benytte deres modersmål. Man opnåede noget, som var af omfattende betydning. Kirken blev folkekirke; gudstjenesten blev udført på folkets modersmål; deraf kan man forklare sig det stærke nationale drag hos alle afdelinger af den græske kirke. Men så vist, som man derved opnåede en stor vinding, så vist tabte man også meget derved. Disse folkekirker med hver sit modersmål kender ikke noget til indbyrdes forståelse og har heller ikke nogen åndelig sammenhæng med den gamle kirke, hvis læreudvikling de har overtaget. Adgangen til denne læreudvikling er blevet vanskelig, ja umulig på grund af ukendskab med sproget; med indre nødvendighed bliver da også menigheden åndelig fremmed for den. En stor del af den græske præstestands uvidenhed og en stor del af stagnationen i læreudviklingen skyldes det, at sammenhængen med de gamle kirkefædre er brudt. I den henseende står præstestanden i Grækenland under meget gunstigere forhold; de kunne endnu øse af de gamle kilder, når trangen dertil vågner. Vi træffe da også i det græske sprogs hjemland den mest dannede og oplyste del af den østerlandske kirkes præsteskab.

Ligesom russerne godvillig og uden indsigelse modtog deres troslære og gudstjenstlige ordning fra den østerlandske kirke, således fik de også fra den deres præster og lærere. De blev indordnede under Byzans patriarkat og havde i begyndelsen ingen anledning til at gøre indvendinger mod samme. Meget tidlig, allerede i det første århundrede efter folkets dåb, blev hele Ruslands kirke lagt ind under en metropolit, som blev udnævnt og udsendt af patriarken i Byzans, og han fik sit sæde i Kiev, den gamle hellige by med sit hulekloster, som allerede rummede en lille kristen menighed indenfor sine mure, førend folket blev døbt i Dnjepr. Et kirkemøde i Konstantinopel havde bestemt og anordnet, at Rusland skulle være et enkelt sammenhængende kirkeligt distrikt; samtlige landets biskopper, hvis antal steg i samme grad, som kristendommen udbredtes over hele riget, blev underlagt den udenlands fra indsatte metropolit. Efterhånden som kirkevæsenet fik fastere og fastere skikkelse, begyndte også ønsket om og med det samme forsøget på at nå større selvstændighed og sikrere uafhængighed af den fjerntboende og fremmede patriark at røre sig i den russiske kirke; og dette er intet under. I samme grad, som det russiske rige blev mægtigt og stærkt, og forholdene antog faste og ordnede former, i samme grad svandt såvel den byzantinske kejsers som hans patriarks magt og indflydelse. Alligevel formåede de forskelligartede og stadig voldsommere stridigheder mellem patriarken og metropolitten ikke lige straks i den nærmest følgende tid at løsrive landet fra den indgåede forbindelse og fjerne det åg, som kirken bar med så stor uvilje; der gik endog temmelig lang tid, før dette bånd kunne løsnes. En mørk og trang tid indtraf, i løbet af hvilken det mere end én gang så ud til, at folket, som var udpint til det yderste, ikke mere havde evne til at bestå som folk, det var den forfærdelige tid, da mongolerne regerede over landet; deres herredømme begyndte, da det afgørende slag, som havde et for russerne så uheldigt udfald, stod på bredden af Kalka (16. Juni 1223), og det sluttede først, da der var gået halvandet hundrede år. Under de mange forvirringer og trængsler, som tartarernes ydmygende herredømme bragte med sig, ved hvilke landet og kirken blev stedt i den yderste nød og bragt til afgrundens rand, blev metropolitsædet flyttet fra Kiev, som blev ødelagt, først til Vladimir, der endnu en kort tid var en sikker by, og derfra senere til Moskva.

De begivenheder, som forefaldt i patriarkens residens, var dog endnu mere skæbnesvangre. I 1452 trængte tyrkerne som sejrherrer ind i Konstantinopel og lod sig ikke forjage derfra. Den sidste kejser, Konstantin, faldt som en helt på Konstantinopels ruiner; Sofiakirken blev omdannet til en moské; indtil vore dage er det ikke lykkedes korsets mærke at fortrænge halvmånens tegn fra patriarkens engang så vidt berømte katedralkirke; patriarken forvalter i vore dage sit embede under sultanens overhøjhed. Følgerne af denne store begivenhed sporedes vidt og bredt på samme måde som et jordskælv; de viste sig da også betydningsfulde for Rusland. De russiske biskopper fik for den følgende tid overdraget tilladelse og myndighed til, selv at vælge deres metropolit og vælge ham af deres egen midte; patriarken forbeholdt sig endnu kun stadfæstelsen. Men forholdene krævede noget endnu betydeligere. Den russiske kirke stod i kraft af denne bemyndigelse uimodsigelig som den mægtigste afdeling i den østerlandske kirkes kreds; de andre afdelinger sygnede hen; de stod alle under muhammedansk verdsligt herredømme; de enkelte patriarker og ikke mindst patriarken i sultanens hovedstad var nu kun magtesløse skyggebilleder af storhed. Under sådanne omstændigheder var det ikke vanskeligt for Rusland et erhverve sig retten til selv at udvælge sig en patriark. Patriarken af Konstantinopel kom i 1588 selv til Moskva for at indvie metropolitten Hiob til patriark. Ja, hvad mere var, han gav denne, den yngste patriark rang som den tredje i rækken lige efter patriarken af Jerusalem og foran patriarkerne af Alexandria og Antiokia. Ved den højtidelige indvielsesakt på Kreml udtalte patriarken de mindeværdige ord: »Det gamle Rom faldt for det apollinaristiske kætteri, det nye Rom faldt i de ugudelige muhammedaneres hænder; nu fremstår Moskva som det tredje Rom«.

Det var en tale, som havde en herlig klang, og ordene kunne ikke være andet end en vederkvægelse for russerfolkets og dets kirkes selvfølelse; de fik deres store vægt derved, at de faldt fra den byzantinske patriarks læber. Disse ord og den begivenhed, ved hvilken de blev udtalte, står som en højtidelig afslutning på en udvikling for folkets og kirkens vedkommende, som har strakt sig gennem 600 år. Men denne betydningsfulde begivenhed har ligesom enhver medalje en revers, der også er værd at agte på. Vel blev den russiske kirke ved denne lejlighed befriet for den fremmede byzantinske patriarks herredømme, hvorvel dette, set som helhed, ikke var særlig trykkende; men til samme tid blev den også stillet alene; den blev herre i sit eget hus, men dermed tillige henvist og indskrænket til sine egne kræfter. Således havde det ganske vist faktisk været allerede i længere tid; men nu fik denne tilstand, hidtil uheldig og urigtig, retskraft, og en sådan autorisation må få indflydelse rundt om og omskabe forholdene i mangt og meget. Da den russiske kirke var blevet stillet på egne ben, varede det ikke længe, førend den i den nøje tilknytning til staten, som lige fra først af havde arbejdet sig frem, gik glip af den støtte, den kunne have haft i en inderlig forbindelse med de øvrige østerlandske kirker. Denne forbindelse var allerede for længe siden løst; næppe havde nogen af kirkeafdelingerne interesse for hinanden; hver gik sin ensomme og, for at tale rent ud, sørgelige vej for sig selv. At søge støtte hos den verdslige magt lå fra først af nær for den russiske kirke. For fremtiden stod patriarken af Moskva uden den beskyttelse, en nøje forbindelse med de andre østerlandske kirkeafdelinger kunne yde, og han kom med sin kirke i større og større afhængighed af den verdslige magt.

Under sådanne omstændigheder i Rusland varede det ikke længe, før det for kirken uundgåelige indtraf. Der var endnu ikke gået halvandet hundrede år efter hin mindeværdige dag i Moskva, da Peter den Store (1672-1725) pludselig og med voldsomhed ophævede patriarkatet. Denne voldsgerning viser bedre end nogen anden regeringshandling kejser Peter den Stores statsmandssnille. Patriarken, der udøvede en mægtig indflydelse på kirken og på folkets hele liv, var til megen besvær for selvherskeren. Enten man så ham i forhold til kirken eller til folket - han stod kejseren for nær ind på livet. Han var i mere end én henseende en farlig medbejler, og det havde længe været besluttet, at patriarkværdigheden skulle ophæves; men zar Peter den Store holdt med en beundringsværdig selvbeherskelse sin reformiver i tømme i flere år for at gennemføre sine planer rettelig og for at lade den forandring, som måtte indtræde, og som ville blive gennemgribende og omfattende, komme langsomt til modenhed og vænne sit folk lidt efter lidt til at se det tidspunkt, da forandringen måtte fuldbyrdes. Den blev fuldbyrdet, og i mange år blev patriarkstolen, som var blevet ledig ved dødsfald, stående ubesat. Til samme tid blev der truffet anordninger på det kirkelige område af samme art som dem, der var gennemførte på statens område. Peter den Store lod sig ved denne gennemgribende omordning lede af en strømning i tiden, som gjorde sig gældende overalt i vesten, og i hvilken man uden vanskelighed kan spore protestantismens indflydelse. I stedet for en samlet ledelse blev der oprettet »kollegier« for de forskellige afdelinger af rigsstyrelsen, og som den, der var sidste bestemmende myndighed over dem, stod selvherskeren. Samme anordning blev truffet for den russiske kirkes vedkommende; kun valgte man her med megen skønsomhed et andet navn; denne organisation fik nemlig ikke, som de tolv statskorporationer, navnet »kollegium«, men derimod det på kirkens område mere passende navn »synode«. Navnet mindede kirken om de ældgamle og hæderværdige synoder, og den kirkelige bevidsthed var hos den største del af kirkens medlemmer ikke så klar, at man kunne opdage den væsentlige forskel, der var mellem de gamle kirkelige synoder og denne nye ordning, der var tilpasset efter den russiske statsform og det kejserlige selvherredømme. Det ville, hvor interessant end sagen selv i sin udvikling er, føre for vidt at påpege og undersøge skridt for skridt den klogskab både i politisk og i kirkelig henseende, som zaren udviste for at nå til sit bestemte mål. Som han aldrig slap af syne, selv om han måtte tøjle sin voldsomhed og ofte gik lange omveje. Langt om længe nåede han da også sit mål og netop på den måde, som han havde tilsigtet. Folket vænnede sig i den lange tid, i hvilken patriarkstolen stod ubesat, til at undvære denne åndelige ledelse. Rigets biskopper var ikke særlige modstandere af denne forandring; når kirkestyrelsen på denne måde blev underlagt statens overhoved, var det de fleste bispers anskuelse, at de selv ville nå en noget større uafhængighed. De andre patriarker i den østerlandske kirke, om hvis samtykke der blev forespurgt, tøvede ikke længe med at give kejserens plan deres tilslutning. På det område, som hver især af dem havde, besad de ingen politisk myndighed og indflydelse, og i kirkelig henseende var de afmægtige. De havde ingen lyst til at vise modstand mod den eneste hersker af betydning, som sluttede sig til deres kirkeafdeling, tilmed en fyrste med så stor en magt, hvem hele Europas blikke hvilede på; de indså desuden, at en sådan modstand fra deres side ville være aldeles virkningsløs.

Denne af Peter den Store indsatte »allerhelligste dirigerende synode«, som er øverste forvaltende myndighed for den russiske kirke, består af livsvarige og midlertidige medlemmer; det overvejende antal er biskopper. Livsvarige medlemmer er rigets tre metropolitter (Kiev, Moskva og St. Petersborg); enhver eksark af Grusien har som embedsmand ret til at forlange en plads i synoden. Til midlertidige medlemmer vælges 4-5 ærkebiskopper, biskopper eller arkimandriter; dertil føjer man endnu to repræsentanter for den »hvide præstestand«, for det meste kejserens skriftefader og feltprovsten. Den vigtigste og indflydelsesrigeste stilling indenfor synoden indtager dog den eneste lægmand i forsamlingen, overprokurøren. For tiden Pobedonoszeff, vistnok den eneste af synodens medlemmer, som er bekendt og omtalt udenfor det russiske rige. Han er mellemmand mellem kejseren og synoden, han våger over, at alle forhandlinger føres i overensstemmelse med de kejserlige love; han er på en vis måde forretningsfører, den som fremlægger regeringens forslag for synoden og tilkendegiver den kejserens beslutninger. Kun ved hans samtykke får en synodalbestemmelse lovskraft. Han giver hvert år kejseren et indgående overblik over den russiske kirkes forhold og fremlægger regnskabsberetning, ikke efter konference med synodens medlemmer og med deres tilslutning; disse får nemlig selv først kundskab om beretningens indhold, når den foreligger i trykken. På hvilken måde denne regnskabsaflæggelse sker, kan enhver selv sætte sig ind i, da den bliver trykt. Særlig i de senere år, da Pobedonoszeff til selve kendsgerningerne knytter sine betænkninger og ikke blot mellem linjerne åbenbarer de bevæggrunde, som leder ham i hans overmægtige optræden, udgør disse indberetninger en værdifuld fundgrube, som burde benyttes langt mere indgående, end det for tiden i almindelighed sker, til oplysning om og bedømmelse af de kirkelige forhold i Rusland.

Vi tilføje her et kort overblik over den russiske kirkes nuværende forhold med særlig henblik på dens præsteskab. Den samlede russiske kirke er for tiden delt i 60 bispedømmer; af dem ligge de 48 i det europæiske Rusland. 4 i Transkaukasien, 6 i Sibirien, 1 på de Alëutiske øer og Alaska med biskoppernes residens i San Fransisco. Allerede af de her givne tal vil det fremgå ved en sammenligning med de tilsvarende strækninger, hvor uforholdsmæssige bispedømmernes distrikter i forhold til hinanden må være. Jo længere man kommer mod øst, desmere uoverskuelige blive bispedømmernes område. Den fjernest boende biskop, - hans bispedømme og residens ligge udenfor riget - en begavet, veltalende og ivrig herrens tjener, fortalte mig en gang i løbet af en spadseretur på det Stille Havs kyst, hvorledes han år for år måtte tilbringe henimod ni måneder af året på farefulde rejser til lands og til vands under ubehagelige og ugunstige forhold for ikke at tabe sine menighedskredse, der var spredte vidt og bredt omkring, af syne og for at kunne føre tilsyn med sin provins. Rang og titel af metropolit har 3 biskopper af de 60; vi har allerede nævnt stederne ovenfor. 19 distrikter er ærkebispedømmer. Dette finere navn giver hverken højere rang eller større indflydelse; titlen er her heller ikke nødvendig knyttet til stedet, den er en værdighed, som bliver tilkendt den. Der bestyrer distriktet, som en udmærkelse, måske først efter mange års forløb. Nårsomhelst et bispedømme skal besættes, foreslår synoden 3 kandidater, blandt hvilke kejseren vælger én, sædvanlig den, der står først på listen. En særlig kirkeprovins udgør eksarkatet Georgien. Gamle overleveringer og forrettigheder, der var knyttede til denne særlige plads, tog man lempeligt hensyn til; også det fremmede sprog, som findes i denne provins, hæmmede for en del den nærmere forbindelse med det øvrige rige. I det interessante Gelatikloster ved Kutais i Kaukasus var det mig en gang ved et besøg umuligt at komme i forbindelse med den høje prælat, som boede der; man kunne hverken tale det russiske eller det latinske sprog. Disse 60 biskopper står under synoden. Ved den enkelte biskops side står et provinskonsistorium, som kan appellere sine retskendelser til synoden som overordnet instans. På samme måde som ved synoden er der til ethvert konsistorium knyttet en lægmand, som er sekretær; han har indenfor sit område en magtfuldkommenhed, som på det nærmeste svarer til overprokurørens magt i synoden. Han udvælges af synoden efter forslag af overprokurøren; umiddelbart til denne embedsmand indsender han sine meddelelser, og han er ikke nødsaget til at give de andre medlemmer af konsistoriet nogen oplysning om indholdet. Konsistoriet aflægger sin beretning, som selvfølgelig er sekretæren bekendt, for synoden. Disse provinskonsistorier har på de fleste steder et meget dårligt ry på sig; man beklager de mennesker, som skulle henvende sig til dem. I væsentlig grad har de forskellige sekretærer skaffet dem dette dårlige ry; deres særlig begunstigede stilling beskytter dem mod mange ubehagelige undersøgelser.

Præsteskabet udgør i Rusland en særlig stand, en af de 4 stænder, i hvilke man inddeler hele rigets befolkning. Indtil for en menneskealder siden udgjorde præsterne en arvelig kaste; og er end dette kastevæsen ophævet ad lovens vej, så er det dog indtil den dag i dag kun rene undtagelser, når nogen, der er af en anden stand og stilling, vælger kaldet som præst. Hele præsteskabet falder i 2 klasser, der er skarpt adskilte fra hinanden, de sorte og de hvide præster. Af disse benævnelser må man dog ikke slutte, at de bærer forskelligt farvet klædedragt; også de hvide præster bære for det meste mørkfarvet dragt. De sorte præster er ugifte, de hvide præster er forpligtede til ægteskab; de første udgå fra munkenes kredse og er de udelukkende indehavere af de højere kirkelige værdigheder og embeder; de hvide præster, »verdenspræsterne«, er indehavere af de lavere kirkelige stillinger. Ved deres opdragelse og begunstigede stilling er de sorte præster vogtere og beskærmere for overleveringen og for dennes autoritetsforkyndelse; de er rodfæstede i de gamle, delvis forældede skikke og former, der ligesom i Orienten bestå midt ind i en omverden, der har helt andre interesser og formål for øje; deres magt er sej og uovervindelig. Præsterne har (også deri er de fuldstændig østerlandske) ingen lyst og interesse for på nogensomhelst måde at affinde sig med den nuværende tid; selv hvor tiden opstiller berettigede fordringer, vender de dem ryggen. Efter deres måde at optræde på fristes man uvilkårlig til at tro, at herrens ord ikke lyder: »Jeg er sandheden,« men snarere: jeg er det vanemæssige, det overleverede. De hvide præster er på grund af det tryk, hvorunder de lever, og deres kummerlige livsstilling ikke utilbøjelige til forandringer, idet de venter, at sådanne ville lette deres usle kår, forsåvidt som de da overhovedet giver håb om forandring af sig. I forventning om en sådan bedre tid, der skal komme, bære de tålmodig den nærværende tid; der viser sig imidlertid betydningsfulde tegn, betænkningsfulde også for den sorte præstestand og deres fastholden ved det gamle; de dukker frem, de blive flere og flere, og det synes, som om den lavere præstestand er nået til tålmodighedens yderste grænse. Fra deres lejr høres der nu til dags stemmer, som råber højt, og disse røster kunne i længden ikke dæmpes.

Som ovenfor nævnt er allerede for mere end en menneskealder siden den præstelige kasteanordning ved lovmæssige bestemmelser ophævet og sprængt. Gammel tradition og rodfæstet sæd og skik tvinger vel ikke i vore dage popens søn til at overtage den samme stilling som sin fader - og undtagelser fra hin gamle regel har der vel altid været -, men i de allerfleste tilfælde går netop i følge skik og brug den præstelige stand som en urokkelig arv fra faderen over til sønnen. Tidlig optages præsten i sogneskolen; det beskedne mål af kundskaber, den kan meddele, er allerede tilstrækkeligt for at udføre den lavere kirketjeneste engang i fremtiden. Fra landsbyskolen går den unge mand over til præsteseminariet, der uden noget vederlag åbner sine porte for den som oftest meget fattige præstesøn og også giver ham kost og bolig. Det, som han lærer ved at opholde sig her nogle år, er tilstrækkeligt til at overtage et kirkeligt embede; den allerstørste del af de »hvide præster« har slået sig til tåls med den uddannelse eller, med en mere passende benævnelse, den dressur, som man modtager i seminariet; stillingen kræver ingen særlig stor sum af kundskaber. Til seminariet slutter sig endvidere for de mere begavede og stræbsomme det kirkelige akademi, der ligeledes uden vederlag i nogensomhelst retning optager ham som fostersøn indenfor sine mure. I hele riget findes der 4 sådanne højskoler (St. Petersborg, Moskva, Kiev og Kasan), som give disciplene den højeste kirkelige uddannelse, den russiske kirke kan byde. For tiden er ingen elev ved sin indtræden i læreanstalten forpligtet til senere at træde ind i den præstelige stand; han kan forlade seminariet, ja det kirkelige akademi og overtage ethvertsomhelst verdsligt embede; og der er ikke få, som benytte sig af den ret, som således er indrømmet dem. For dem, der står forholdene fjernt, er det ikke let at danne sig en klar forestilling om den ånd, som hersker i disse anstalter; det er end ikke lykkedes at nå en sådan forståelse gennem mange alvorlige forsøg på at træde i forbindelse med dem. Hvis man har lov til at drage en slutning fra deres færd og liv, som har sagt sig løs fra dem og er trådt ind i en anden virksomhed, til den ånd, der hviler over disse steder og som en slags medgift følger dem, der engang havde bolig der, får dommen et for institutterne meget ugunstigt udfald. Et forholdsvis ikke ringe antal af dem, som nu er åbenbare nihilister, vantro, materialister har tilbragt de unge år, da man er mest modtagelig for indtryk, så at denne tid bliver bestemmende for hele livet, i disse anstalter. Også hos dem, som er blevet det kaldte tro, på hvilket uddannelsen i seminarierne først og fremmest sigter, opdager man kun svage spor af en åndelig opdragelse, der kan indpode deres fostersønner levende begejstring, fast fortrøstning og en hellig kærlighed til det embede, som apostlen kalder kosteligt, båret af en overbevisning, som er tilkæmpet i en alvorlig samvittighedens strid, og som kan vare hele livet igennem. At forklare, hvad der er grund til denne mangel, der dybt må beklages, ville her føre for vidt.

Hvis seminarieeleven har bestået prøven, og hvis den mere begavede lærling fra det kirkelige akademi ikke af den altid årvågne »sorte præstestand« er blevet overtalt til at træde ind i munkenes orden, står kandidaten ved indgangen til sin livsvirksomhed udrustet og beredt til at træde ind i et samfund af »hvide præster«, der for tiden beløber sig til henved 35,000 personer. Tærskelen til dette samfund kan han først overskride, når han er gift; ægteskabet er for ham ligeså uundværligt som den prøve, han har bestået. Så må han da først holde mønstring over de unge piger af sit bekendtskab og blandt sine venner, når det skal gå strengt til, blandt præstedøtrene af hans nærmeste omgivelser. I mange tilfælde bringer en brud ham som en behagelig medgift præstekaldet; i ikke få tilfælde får han som en rar tilgift til samme medgift præstegården, et beskedent lille hus af samme slags som de andre huse i landsbyen, hvilket hendes fader, da der intet andet fandtes, har bygget for sine egne sparsommelige midler, og til hvilket han nu, da datteren er forsørget, trækker sig tilbage »på aftægt«.

I de allerfleste tilfælde er det ikke nogen attråelsesværdig løbebane, der åbner sig for popen, når han således har fundet sig en kone og et præstekald; han har en sørgelig tilværelse i udsigt, hans uddannelse i seminariet har næsten udelukkende været rettet på liturgien; han har ved årelang, ensformig øvelse lært de talrige bønner, uddannet sine tarvelige stemmemidler, så at han kan foredrage gudstjenestens sangstykker rent og kraftigt; han kender ordenen for gudstjenesten på søn- og helligdage og ved andre særlige kirkelige anledninger, og den er ikke altid let at indprente sig; her udkræves kun en mekanisk dressur af hukommelse og tanke. Dyberegående videnskabelige kundskaber, trang og lyst til at bevare og udvide dem findes ikke hos ham; et åndeligt arbejde, som det kræves af prædiken og sjælesorg, fordrer hans embede ikke. I endnu højere grad end andre får præsten at mærke følgerne af, at den kristelige lære er udartet til en ubevægelighed, som er lige ved at blive til fuldstændig stilleståen. Læren er for ham kun et dødt bogstav, ikke ånd og liv, som i levende tro må tilegnes af det enkelte menneskes samvittighed. Man må dybt beklage den uvidenhed og åndelige lediggang, som disse præster kun altfor hurtig leve sig ind i under de kirkelige forretningers monotone kredsløb. Det står for dem som et ubegribeligt fantasteri, ligesom Paulus, hele livet igennem at jage efter det højeste mål, om man dog kunne gribe det; deres digten og tragten er rettet på det jordiske; timelige sorger og interesser beskæftige og nedtynge deres sind. Den stakkels pope befinder sig i en kummerlig situation, overalt omgivet af nød og næringssorger. Når man også nu til dags betegner præsteskabet på landet som en i højeste grad forsulten og trængende stand, er det langtfra nogen overdrivelse. En kirke, der lader sine embedsmænd leve under så usle forhold, viser, at den ikke bekymrer sig om apostlens ord: en arbejder er sin løn værd. Lønnen er så tarvelig, at man næppe kan være bekendt at byde en tjenestekarl den. Den største del af det, som ubetinget er nødvendigt til en families livsophold, må erhverves ved biindtægter og tilfældige understøttelser. Denne indtægt bliver tildels tilkæmpet: for en stor del er den ikke meget forskellig fra en almisse, der kun er nedværdigende for embedet; hvad enten den erhverves på den ene eller på den anden måde, er den nedværdigende såvel for embedet som for dets indehaver. Det er kun en slags drikkepenge, popen får, når han ved nytår og påske, ligesom den omvankende tiggermunk i den romerske kirke, går fra gård til gård og hus til hus og bestænker værelserne med vievand, for så at modtage en ringe skærv af bondens karrige hånd, og bonden giver ikke noget for ingenting. Han fordrer også, at popen skal tømme brændevinsglasset, som han byder ham; når dette gentages allermindst et par gange på samme dag, nedværdiger det popen; hans rus gør ham til skive for menighedens spot og fører ham endvidere ind på drikfældighedens bane.

En anden indtægtskilde udgør de ministerielle handlinger. For at få udført en kirkelig handling tinger og prutter man på den uværdigste måde om betalingen, noget, der kun er til nedværdigelse for præsten. Hvor bliver der ikke harme hos bonden og i hele landsbyen, når den sum, der kræves for at forrette en vielse eller en begravelse, er for stor til, at den vedkommende kan udrede den, så at han først må tigge den sammen i landsbyen for på forhånd at stille popen tilfreds. Man kaste her ingen sten! Følgende anekdote, der er særdeles troværdig, er meget betegnende for disse landsbypræsters dårlige stilling. En bonde kunne end ikke ved sine naboers støtte opdrive de 30 mark, som krævedes for forrettelsen af hans kones begravelse. Ligets tilstand kræver en snarlig begravelse. Da iler bonden i sin nød til den nærboende biskop og fremstiller for ham sin fortvivlede stilling. Denne, der var en godmodig embedsmand, fuldbyrdede begravelsen, naturligvis uden vederlag, og sendte den følgende dag popen den forlangte sum af sin egen lomme. Da en ven dernæst bad ham om en forklaring af, hvorfor han ved denne handlemåde bestyrkede den havesyge pope i sin utilbørlige fordring, gav han det betegnende svar: han vidste kun altfor godt, at det ikke var havesyge, der havde drevet popen til at stille denne fordring, men kun den yderste nød, og at popen havde handlet således, for at ikke hans egen talrige familie skulle dø af sult.

Et betydningsfuldt vidnesbyrd om præsteskabets tilstand og anseelse frembyder sig i folkets litteratur - det hænger sammen med den fremragende plads, denne stand indtager i de kristne folks og de enkelte menigheders liv. Der er også i litteraturen givet mangt et billede af dyb og rig skønhed fra vore evangeliske præstegårde, og i virkeligheden er den påstand rigtig, at der ikke fra noget hjem er fremgået så mange vakre unge mænd og kvinder, der i deres forskellige stilling har været til velsignelse for deres fædreland, som fra de evangeliske præsters huse. Hvilket ganske andet billede giver ikke den russiske litteratur af præsten og hans liv og færd, særlig på landet, når den i sine skildringer behandler denne stand! Det er i sandhed rystende og hjerteskærende billeder, alle tegnede med ubarmhjertige, naturtro træk, der i vore dage udkastes af de begavede russiske forfattere. Den, som kender noget til landet og befolkningen, forbavses ofte over den uhyggelige naturtroskab, der er over de fremstillede figurer; det gør mange gange et hæsligt indtryk at læse beskrivelserne. Man har det samme ubehagelige indtryk som ved betragtningen af de moderne naturalistiske malerier, og indtrykket hager sig fast hos én, og man slipper det ikke så let igen.

Også blandt disse næsten verdensforsagende, fattige og ulykkeligt stillede mennesker kan ens øje møde helteskikkelser, der under savn, men uden knur, bære deres tunge kors; uden bitterhed bøjer de sig under guds vilje. Den, der på sine vandringer rundt om iblandt folket også træffer sådanne ærlige og ydmyge præster, der i hjertens enfold vandre deres livs tunge og tornede vej - selv den, der færdes meget mellem folket, vil ikke støde på ret mange af den art, - han standser et øjeblik for at betragte en sådan ydmyg og from mand, som under den tunge kamp for tilværelsen rolig og uden klage henlever sit usle liv og forvalter sit embede i de engang foreskrevne spor, indtil han som olding ved døden befries fra livets byrder. Overfor mange hæslige og afskrækkende former af udskejelse, særlig drukkenskab og råhed, vil den menneskekærlige iagttager, i stedet for at fordømme sådanne beklagelsesværdige mennesker, fælde en skånsom dom og anlægge en lempelig målestok, når han kender og forstår de vedkommendes hele livsforhold. Men en ubønhørlig streng dom må den samme iagttager fælde over den kirke, som tillader, at sådanne rent forfærdelige tilstande opstå og blive ved at bestå, og som ikke anvender al sin kraft og sætter alle midler i bevægelse for at hidføre en forandring. Hvor en sådan fordærvelig tilstand hos selve legemet så at sige råber mod himlen, er det ufatteligt, hvordan man har mod til at give sig i lag med at gøre propaganda udadtil og på alle måder ved statens hjælp vinde tilhængere for denne hårdt plagede kirke, førend man sætter alle kræfter ind på at udbedre kirkens egen skade. Virksomheden udadtil ville sikkert bære langt større frugter, når kirken til sin rådighed havde en dygtig præstestand, der var begejstret for sit kald og levende overbevist om sin bekendelses sandhed. Et åbenhjertigt vidnesbyrd om kirkens indre armod og til samme tid en selvanklage er givet i den henstilling, som for kort tid siden fra biskoppen af Uman blev indsendt til metropolitten i Kiev. Han foreslog, for at kirken med held skulle kunne værge sig mod den stundistiske bevægelse, blandt andet følgende forholdsregler: i alle de sogne, hvor det stundistiske høre mærkes, skal man ansætte erfarne præster i deres bedste alder, som skulle være fuldstændig fortrolige med den kristelige apologetik, føre en ustraffelig livsvandel og har den store nådegave at kunne føre underhandlinger om de åndelige ting med sektererne (man tilstår altså, at disse præster ikke findes; men hvor skal man så få dem fra?). Præsterne i de af stundisterne hjemsøgte menighedskredse må der såvidt mulig sikres gode vilkår i materiel henseende (det har altså hidindtil ikke været tilfældet; og hvorfor skal det så kun ske i disse kredse?); i alle stundistiske menigheder skal man ansætte dygtige kirkesangere, som ikke er hengivne til drik (det er altså muligt, at sådanne personer kunne ansættes i andre sogne?); de skulle forstå at oplæse tydeligt og kende menighedssangen ud og ind osv..

Endnu kun et par bemærkninger angående det hvide præsteskab, det falder i 3 næsten kastemæssigt adskilte grupper: de egentlige poper, diakonerne og de lavere kirketjenere. Den præstesøn, som ikke kan bestå eksamen ved seminariet, blev i tidligere tid stedse sat på diakonens lavere trin; på tilsvarende måde måtte den, som faldt igennem ved den meget lempelige eksamen for diakoner, for fremtiden hele livet igennem lade sig nøje med en stilling som lavere kirketjener. En af de højeste fordringer, der stilles til en diakon, er, at han skal være i besiddelse af en kraftig bas; enhver fremmed, som overværer en russisk gudstjeneste, forbavses over de kraftige og tillige klangfulde sangstemmer, man får at høre. Efter den sidste optælling beløber antallet af de hvide præster i den russiske kirke sig til følgende sum: 1.418 ypperstepræster, 34,345 præster, 6,810 diakoner og 42,371 salmesangere; dertil kommer endnu omtrent 6.000 personer, som står udenfor den egentlige præstestand. Af andre tal kunne endnu tilføjes: efter årsberetningen for 1890 besøgtes det præstelige akademi i St. Petersborg af 249 studenter; af disse gennemgik i årets løb 79 det hele akademiske kursus, og 57 disciple - foruden 10, der boede andetsteds -, blev optaget på akademiet. Lærerpersonalet bestod af 30 personer: 7 ordentlige, 10 overordentlige professorer, 3 docenter, 5 midlertidige docenter, 3 lærere i nyere sprog og 2 lærere udenfor den akademiske stand.

Over den såkaldte »hvide« eller »verdslige« præstestand står, som allerede omtalt, den »sorte« præsteklasse, som ved at give afkald på ægteskab har erhvervet sig ret og fortrin til de højere kirkelige embeder og bestillinger. Allerede ved de kirkelige akademier tager man sigte på de særlig dygtige unge mennesker og søger at hverve dem for denne fremragende stilling engang i fremtiden, idet man arbejder på at få dem til endnu i deres ungdom at undfly verden, som foreskrevet er, og trække sig tilbage til klosterlivet; ofte er anledningen til denne verdensflugt kun en meget verdslig, nemlig ansporet forfængelighed. Sjældnere indtræffer det, at en »verdslig præst«, som, ved at hans kone dør, bliver ude af stand til at beklæde sit embede, i sine senere år trækker sig tilbage til et kloster og derfra en gang ophøjes til en biskops værdighed.

Allerede dette, at de »sorte præster« kun kunne vælges blandt munkene, viser, hvor stor en betydning klostrene endnu i vore dage har i den russiske kirke. Den værdi, kirken tillægger munkevæsenet, har sit aldeles tilsvarende i den om muligt endnu langt større ærefrygt, folket som helhed har for klostervæsenet. Denne folkets ærefrygt for munkevæsenet har sin dybe rod i det russiske folks hele religiøse anskuelse; det er en arv, som er overtaget fra den østerlandske kirke og gennem hundreder af år uforandret er blevet bevaret lige fra den tid, da denne kirkeafdeling, som nu er den østerlandske kirkes stærkeste gren, blev indpodet på den gamle kirkes stamme. I den østerlandske kirke er klostervæsenets ejendommelige udvikling og den ærefrygt, det er genstand for fra folkets side, ikke noget, som har udviklet sig tilfældigt, uden indre sammenhæng med kirkens øvrige livsytringer, læreudvikling, gudstjenstlig orden, kirkelig sæd og skik. Munkestand og klosterliv er aldeles nødvendige frugter af den fromhed, som har fået sit præg af denne kirkes bekendelse. Det religiøse og sædelige liv er vidt adskilte fra hinanden; de står som hørende til to forskellige verdener; det ene har ingen helligende og forklarende betydning for det andet. Det religiøse liv vil søge bort fra verden og ty til klostret; klosterfolkene er de eneste rigtig religiøse mennesker; de har rigtignok glemt at lægge mærke til ordene af herrens bøn: »Jeg beder ikke om, at du vil tage mine disciple bort fra verden« (joh. 17, 15). Denne uevangeliske anskuelse gennemtrænger hele hin tids religiøse liv, og dens eftervirkninger spores i alle, selv de fjerneste, kredse; de står som den mest betydningsfulde modsætning til den kirke, som er reformeret efter guds ord. Anskuelsen er overtaget af den russiske kirke og er gået ind i folkets bevidsthed, hvor den har fået sit faste tilhold gennem alle århundreder indtil vore dage.

Man vil have bemærket, at i vore dage aftager klostrenes anseelse som helhed, og da også i Rusland. De tegn, man anfører til støtte for denne påstand, er for det meste af tvivlsom værdi; måske slår det ene bevis til, at klostrene begynder at miste deres beboere, og at tallet på munke og nonner i en påfaldende grad formindskes. Men med alt det mærker man ikke noget til, at den ærefrygt, som klostrene og deres beboere nyder i lægfolkets bevidsthed, begynder at tage af; endnu udtyndes ikke de folkeskarer, som det ene år efter det andet valfarter til de mest ansete klostre for at forrette deres andagt der. Russeren har i sig en vandrelyst, der er lige så stærk som hos de gotisk-germaniske folk. De hellige steder i landet, de gamle klostre, de underfulde helgenbilleder øver alle en uimodståelig tiltrækningskraft på ham. Hele år igennem kan han valfarte fra det ene kloster til det andet, snart alene og snart sammen med store festlige skarer. Ingen afstand skræmmer hans fromme nidkærhed; vejret kan være så råt og uhyggeligt, det vil, vandringen gennem de store skove og mosestrækninger kan være så farlig, den vil; intet skræmmer ham eller standser ham. Således vandrer russeren fra det iskolde Solovetzkikloster på den lilleø i det Hvide Hav til Troitzkiklostret ved Moskva og derfra længere mod syd til den mest ansete helligdom, huleklostret i Kiev. Der så jeg engang skarer af pilgrimme i hundredvis lejrede i den store klostergård, hvor de fortærede det tarvelige måltid, som de får uddelt gratis, efter at de havde været med til alle de gudstjenstlige øvelser, hvis tal ikke er så ganske ringe. Ja, langt ud over rigets grænser driver vandrelysten den fromme pilgrim; han vil forrette sin andagt i kirkerne ved Athosklostrene (i Tyrkiet), han drager ud for at bede på det forjættede lands hellige steder. I gravkirken i Jerusalem traf jeg engang en gammel skægget bonde fra egnen om Archangel, som havde været ved næsten alle valfartssteder i det hellige Rusland og nu ikke ville dø, før han havde korset sig på det sted, hvor kristus havde hængt på korset. Det er i en langt ringere grad end hos de romerske katoliker tanken om at forrette en fortjenstlig gerning, der driver russeren til at begive sig på den møjsommelige pilgrimsfærd. Det er uklare, fromme længsler, der opfylde den valfartende; det er hans anskuelse, at han i klosterkirkerne er langt nærmere ved gud og hans kære helgener, lige så nær ved dem, som ved de underfulde billeder, der opbevares der; også munkene og nonnerne står for ham, som han gerne udtaler det om beboerne af huleklostret, som »jordiske engle og himmelske mennesker«. I sit hjertes enfold lægger han ikke mærke til, hvor dybt de endnu stedse er indvortes hildede i »denne verden«, som de udvortes har forsaget; for ham står de som folk, der behjertet har taget det skridt, som efter hans falske og uevangeliske anskuelse er påbudt af herren, og som han anser sig for lidet from og for meget verdslig til selv at gøre. 

Glansen af den betydning, disse klostre har haft i Ruslands historie, er endnu knyttet til de gamle, hvidkalkede mure omkring de store klostergårde. Som ofte pludselig i øde, mennesketomme egne dukke frem og særlig ved nattetid i månens blege skær aftegne, sig som spøgelseslotte mod den grønne baggrund. I Kiev´s hulekloster med sit prægtige vagttårn spøger endnu minderne fra rigets ældste dage, nede ved floden, hvor det gamle hedenske afgudsbillede ligger druknet, henover den uoverskuelige vidtstrakte frugtbare slette, der mod syd forsvinder i horisontens dæmring ligesom selve klostrets historie. Troitzkiklostret ved Moskva, så rigt på perler og ædle stene som næppe noget andet kloster i verden, fremmaner for vort blik det Rusland, der havde Moskva til hovedstad, den tid, der fandt sin afslutning med Peter den Store. Andre klostre, der af folket æres med ligeså stor andagt og kærlighed, fremmaner for os andre tider, for det meste ligeså mørke som klostrenes kirkerum.

En ejendommelig dobbeltartet følelse griber og bemægtiger sig den besøgende, så snart han betræder klostret og kommer omkring i dets celler og gange. På den ene side er det, som om man betrådte velbekendte, ganske moderne værelser, kaserneagtige slotsrum, dræbende kedsommelige tjenerværelser, som man så hurtigt som muligt søger at slippe ud fra. Trænger man derimod lidt længere ind i husets liv og skikke, bliver man til mode, som om man midt om dagen blev flyttet mere end et årtusinde tilbage i tiden, og forbindelsesbroen med samtiden synes at være afbrudt bagved en. Det, som man i bøger har læst om munkevæsenet i det femte og sjette århundrede, - denne længst forsvundne tid træder nu pludselig levende frem for ens øje; man bliver helt forbløffet, man har den uhyggelige fornemmelse, som om man så en mumie, der synes at danse. I den form, hvori den russiske kirke i sin første begyndelsestid modtog klostervæsenet af den moderkirkes hånd, som gav den kristendommen såvel i lære som i gudstjeneste, har den bevaret det, uden at føje noget til eller tage noget fra; bevarelsen af det overleverede er drevet så vidt, at det hele ender i stagnation. Den senere udvikling, som munkevæsenet har gennemgået, er gået fuldstændig sporløst forbi dem; de nye livsstrømninger, som en Bernhard, en Franciskus, en Dominikus, og endnu senere Ignats af Loyola har tilført munkevæsenet, har slet ikke berørt dem; det russiske klosters regler og anordninger vise stadig tilbage til Basilios' munkeregel. Heller ikke de væsentlig anderledes beskafne og meget strengere klimatiske forhold, som findes i det kolde Norden, har rokket noget ved disse regler, der blev opstillede for mennesker i det varme syd og var bestemte for solbeskinnede lande, hvor de snarere kunne gennemføres og overholdes.

De tre trin, gennem hvilke den østerlandske kirkes klostervæsen i den ældste tid udformede sig, træffer vi endnu den dag i dag på mange måder i Rusland. I det egentlige kloster bo könobiterne, munkene »af fælleslivet«. Som fæstningsmure omkring en by ligger boligerne, for det meste byggede i kvadrat, rundt om klosterkirken, der står midt i den omfangsrige klostergård; dens kuppel, som i de velhavende klostre er beklædt med strålende forgyldt tag, rager op over de enetages huse. Det er en anden indretning end i mange vesterlandske klostre, hvor kirken er bygget ved en af længdesiderne og således tilbyder den udenfor boende kristne let adgang, uden at færdslen forstyrrer klostergårdens stilhed. Munkene bo i de for det meste enetages, langstrakte husrækker, celle ved celle; de samles daglig til gudstjeneste i kirken, hver dag i det hele 8 timer, på særlige festdage forlænges kirketiden til 12 eller 14 timer; de kommer sammen ved det fælles måltid i de meget rummelige spisesale, hvor der også, uden at nogen særlig anmodning er nødvendig, bliver dækket bord for pilgrimmene og de besøgende; man spiser da ligesom munkene 6 og 6; maden frembæres i træfade, til hvilke man langer med træskeer, som man får udleveret. Således har jeg i det mindste truffet det flere gange. Noget længere borte fra moderklostret, dybt inde i skoven, ligger anakoreternes, eneboernes bolig (skit); de regner sig for bundne til langt strengere regler. Kun til ganske bestemte tider kan den fremmede deltage i gudstjenesten; deres kirke er meget uanselig og tarveligt udstyret; det samme er tilfældet med cellerne; det er meget vanskeligt at få adgang til disse. Murene, som afslutte eneboerne fra omverdenen, er meget højere end ved de andre klostre: munkene nyder kun planteføde. Men for mangen en munk er end ikke dette tilstrækkelig løsrivelse fra verden; fælleslivet med klosterbrødrene, klosterbrødres nærhed er for ham endnu noget af denne verden. Med kæk og hensynsløs energi flygter han længere og længere ud i ensomheden og søger at nå til den højeste grad af afsondrethed; han vil ganske alene for sig selv tilbringe sine dage i jordens jammerdal som eremit, glemme verden fuldstændig; den rummer dog intet af den guds herlighed, som Jesaja så i sit strålende syn, og som serafernes højhellige kor lovpriste for guds trone. Mange gange udføres det på den måde, at en sådan broder lader sig anvise den usleste celle i klostrets kælderetage; han betragter sig her som en frivillig fange og forlader ikke cellen i hele år; han er tilfreds med den tarveligste fastekost, som han aldrig fraviger; han taler ikke med noget menneske og svinder på denne måde langsomt hen og taber, efterhånden som tiden går, mere og mere ligheden med et menneske. Endnu almindeligere er det, at en sådan flygtning drager bort fra skit'et ind i de ufremkommelige skove, uden at nogen erfarer, hvor han bygger sin enlige hytte. Engang traf jeg i den nordlige del af Rusland en sådan eneboer i et kloster, hvor jeg havde fået herberg. Det var om søndagen ved fællesmåltidet. Ved enden af det lange spisebord sad en mærkelig skikkelse med langt, sammenfiltret hår, med et verdensfjendsk og menneskesky blik; han fortærede de retter, der blev fremsatte, og var under spisningen, såvidt jeg kunne se, den eneste ved bordet, der havde sin opmærksomhed henvendt på det, der under måltidet blev forelæst af en klosterbroder af en helgens levned. En venlig klosterbroder gav mig en forklaring af denne mærkelige skikkelse. Det var en eneboer, som kun om søndagen kommer til klostret fra sin skjulte hytte, deltager lydløst i gudstjenesten, lydløst sætter sig nederst ved bordet; han nyder kun denne ene gang om ugen varm føde og forsvinder derpå lydløst i den nærliggende skov, belæsset med en brødsæk, som den tjenende broder i køkkenet har fyldt med kold spise for den kommende uge. Således havde denne eremit levet i flere år såvel i de isnende vintermåneder som i de smukke, varme sommermåneder. Hændte det en enkelt søndag, at han udeblev, anså man ham for at være optaget af andre ting eller at være syg; måske kunne da en medlidende klosterbroder gå ud for at opsøge ham. Bliver eneboeren borte i hele uger, eller bliver han helt borte, antager man, at han er død, og brødrene beder da i kirken de foreskrevne bønner for den afdødes sjæl. Når der er gået nogle år, findes, efter klosterbroderens beretning, muligvis den skjulte hytte og den verdensforsagendes af blegede ben; man véd ikke, hvordan eller hvornår han er gået bort. Et sådant liv og en sådan død står endnu den dag i dag for klostrets beboere som en særlig høj grad af fuldkommen gudsfrygt! En anden gang, da jeg strejfede om i den yndige skov, der stod i sommerens frodigste flor, stødte jeg på en sådan enlig hytte, der allerede havde stået forladt i længere tid; det var en ussel jordhytte, i kvadrat næppe så stor som en celle; de tre fjerdedele af rummet optoges af arnen, der var sammenføjet af rå sten; den syntes at have tjent til natteleje både sommer og vinter; på væggen hang et faldefærdigt, råt tilhugget kors, i det ene hjørne var der anbragt et dårligt lille helgenbillede, ellers fandtes der intet i dette ugæstmilde rum; og et sådant havde i mange år i de uendelig lange vinternætter været et med fri vilje valgt tilholdssted for et menneske, som gud havde skabt i sit billede, og som kristus havde forløst, for at han skulle vise kærlighed mod sin næste og hengive sit liv til at tjene ham i barmhjertighed og kærlighed!

Det er for det meste et ligefremt driverliv, munkene fører, og det er hverken til gavn for dem selv eller for deres medmennesker. Til et sådant liv er det visselig ikke, at vor herre kristus kaldte sine disciple. Også den helt igennem verdslige forskel på rig og fattig har sat sit brede spor indenfor de russiske klostre. Jeg har besøgt klostre, anlagte under barske himmelstrøg; de kunne kun byde deres beboere et såre kummerligt udkomme. Andre klostre sad inde med en kejserlig formue, som der ligefrem krævedes handelstalent til at forvalte; sådanne klostre blev ved deres rigdom kun altfor åbenlyst dragne ind i verdslige forretninger og derved bortdragne fra deres egentlige mål. Blandt munkene kan man møde mangen en, der i sine unge år hurtig har tømt livsnydelsernes bæger og nu, efter tidlig at være blevet udmattet og afkræftet og efter at havde forødt sine penge, vil tilbringe livets aftenstund bag klostermurene i al magelighed og sorgløshed. Noget, der kan stilles lige med eller nogenlunde sammenlignes med det, som enkelte klostre i den romerske kirke har frembragt i retning af videnskab og kunst, - og det er tildels ret betydelige frembringelser - søger man sikkert forgæves i den russiske kirkes klostre. En enkelt gang har det hændet mig, at abbeden ved et rigt kloster førte mig ind i sit prægtige maleratelier og med kunstnerstolthed viste mig, hvad han selv havde fremstillet på lærred; det var dog kun ret tålelige præstationer. I et kloster, der lå i en henrivende smuk egn, og som besad store rigdomme, henledte ved en anden lejlighed min fører, der var en ualmindelig dannet munk, min opmærksomhed på et par moderne oliemalerier, der smykkede abbedens modtagelsesværelse; det var billeder af landskaber fra den nærmeste omegn. En dygtig maler, der havde opholdt sig en hel sommer i klostret, havde malet dem for et par år siden. På det ene stykke sås til min store overraskelse Alexander Dumas den ældre, der spadserede i den smukke skovegn. Da jeg forundret spurgte, hvorledes det billede var kommet i klostrets besiddelse, svarede munken i al troskyldighed og synlig glad over, at jeg, som var fremmed, straks havde genkendt franskmandens påfaldende og letkendelige ansigtstræk: denne franskmand havde for nogle år siden besøgt klostret og forsikret dem, at han var en af nutidens betydeligste mænd; da det netop dengang traf sig således, at hin kunstner malede landskabet, havde de bedt ham om at male dem et billede af den så særlig berømte mand midt i billedet af klosterlandskabet. I de færreste af de klostre, jeg har besøgt, har jeg fundet nogen bogsamling. Hvor en sådan fandtes, stod den ubenyttet og tilstøvet på et afsides sted. Et flygtigt overblik over bøgerne viste mig, at de var samlede rent tilfældigt, var såre ufuldstændige og meget ensidige og begrænsede. Munkene syntes også med iver at have taget flugten fra den verden, som for den videbegærlige gransker åbner sig i bøgerne.

Dog, det er på tide, at vi forlader klostret; vi har måske allerede opholdt os der for længe. Vor studierejse fører os til en kirke; vi træde indenfor. Der, hvor bygmestren ikke i alt for høj grad er under moderne indflydelse enten fra sin egen side eller fra dens side, som overdrager ham at bygge kirken, værner man i udkastet til kirkebygningen med sej vedholdenhed om den form, man har arvet fra tidligere tider. Det er heller ikke så påfaldende. Kirkebygningen må som et bøjeligt klædebon lægge sig udenom den gudstjeneste, menigheden fejrer. De gamle grækeres rige kunstsans var hos sønnerne endnu ikke helt udslukt, da de begyndte på at bygge et for den kristelige gudstjeneste værdigt tempel fuldt af højbåren skønhed. Sofiakirken i Konstantinopel står som et talende vidnesbyrd derom. Indtil vore dage viser denne afhængighed af den byzantinske stil sig tydelig ved de mere fremragende kirkebygninger. De er for det meste - det gælder også om de mere beskedne og tarvelige landsbykirker - kuppelbygninger. Kirkens allerhelligste, alterrummet, ligger mod øst; det er ved billedvæggen (ikonostas'en) adskilt fra skibet, der er tilgængeligt for menigheden. Svarende til de enkelte kirkers rigdom er disse ikonostas'er ofte udførte med en blændende pragt: de er »indgangsporte til himmerige«; kun står den kunstneriske udførelse ikke altid på højdemål med den glans, som her fremtræder. Til højre og til venstre for det allerhelligste ligger de sædvanlige siderum for præsterne; de er ligeledes ved ikonostas'en afsondrede fra menighedens forsamlingssted. Denne ordning gør det lettere at vedligeholde den yndede firkantede grundform, så at man ikke nødes til at lade alterrummet springe frem som en kornische i kirkens udvendige form. Det er kun sjældent, at man nu træffer forrummet (narthex) som plads for katekumenerne og de bodfærdige; ved gamle kirkebygninger, særlig i Georgien, har jeg endnu fundet det, men det er for det meste som efterligning af et forbillede, man i vore tider ikke længere har anvendelse for.

Som alt tidligere sagt overtog den russiske kirke kristendommen i en skikkelse, som allerede for lang tid siden var fast afsluttet. Læreudviklingens engang så stærke, ildglødende strøm var afkølet og stivnet og stod som en hård lavamasse. Den har nu i mere end et årtusinde bevaret sin ubevægelige form; den er den samme i vore dage som den gang for tusinde år siden. Den russiske kirke har med troskab været vogter over de overleverede læreregler; den har intet føjet til, intet taget fra; den står i den henseende næsten ligesom hin tjener i Jesu bekendte lignelse, der ikke ågrede med det ham betroede pund, men gemte det i sin svededug og ikke rørte ved det. Hele det religiøse liv udfoldede sig og lagde sig for dagen i kultus, i gudstjenestens liturgi. Også på dette punkt bevarer russeren med trofast og sky ærbødighed den arv, som moderkirken i Konstantinopel overgav ham. Johannes Damaskeners, Basilios den Stores og Gregorios Dialogos' liturgier kalder han med et overdrevent udtryk guddommelige (således endnu i den sidste oversættelse); de bruges den dag i dag, og man vogter og værner om dem med stor ængstelighed. De samme bønner, de samme sange, den samme orden i gudstjenesten findes den dag i dag i St. Petersborg, Moskva og den mest afsides landsbykirke i det vidtstrakte rige, som fordum fandtes i Byzans, Lilleasien, i Alexandria, kun med den ringe forskel, at de talrige bønner for kejseren og hans hus er afpassede efter den kejsers navn, som netop regerer på den og den bestemte tid. Denne ældgamle østerlandske liturgi, gennem hvilken den russiske gudstjenestes væsen træder frem, lægger sig som en sølvskal udenom den gyldne kerne, kirkens mysterier, og er for den troende betragtning på en vidunderlig og hemmelighedsfuld måde så inderlig sammenknyttet med kernen, at selve skallen står for dem som helliget ved den guddommelige kerne. Det falder ikke let for den evangeliske kristen at finde sig til rette i den faste kreds af forestillinger, som ligger til grund for denne opfattelse; at finde sig hjemme indenfor den når han først til ved at ofre sin evangeliske overbevisning. Man vandrer på dette område som i en fortryllet skov; for øjet viser der sig luftspejlinger fra en drømmeverden. For et troende medlem af den østerlandske kirke er det således, at der ved liturgien, ligesom ved et sakramente, foregår en hellig forvandling. På samme måde har også mænd som Johannes Damaskener og Theodor Studiten tænkt sig den væsentlige sammenhæng mellem det hellige og dets afbillede; man kunne næsten sige, at liturgien bliver en »billedtjeneste for øret«. Denne anskueliggørelse, der udspringer af en hel anden tankegang end den, guds ord fører os ind i, træder næsten håndgribelig frem på det område, hvor liturgien når sit højdepunkt, nemlig hvor den som toner fra de himmelske sfærer ledsager nadvermåltidets højtideligholdelse. Det kan ikke nægtes, at enkelte dele af den russiske kirkes gudstjeneste besidde en høj grad af skønhed, og når den forrettes værdig, kan den udøve en opbyggelig, ærefrygtindgydende indflydelse på tilhørernes sind. Hos en mængde evangeliske præster, som kom til Rusland på studierejse, kunne jeg mærke, hvorledes, selv om ordene blev stående som uforståelige for dem, de gamle melodier gjorde et stærkt og behageligt indtryk på dem, særlig den første gang, de overværede en gudstjeneste. Mange af de gamle bønner, hvis farverige indhold, der nu er blevet bevaret i århundreder, fremtræder i en virkelig opbyggelig form, kunne ikke undlade at gøre et varigt indtryk på modtagelige sind. De symbolske skikke, der knytte sig som en kostbar krans af perler til de forskellige kirkelige handlinger, rumme i sig for den, der kender betydningen af dem, for det meste et dybt og værdifuldt indhold. Men den tit og ofte rent mekaniske, monotone gentagelse udmatter liturgen og er en plage for menigheden. Det var mig ved et besøg i en klosterkirke i begyndelsen en gru og tilsidst en kilde til ærgrelse at høre, hvorledes munkene, der var delte i to afdelinger, vekselvis i det hurtigste tempo opramsede ordene »herre, forbarm dig« {gospodi pomiluj) utallige gange. Jeg var lige ved at tabe vejret over at høre dette råb, der blev udstødt i det uendelige, uden at der skete nogen standsning for at drage ånde; men til sidst opdagede jeg, at de udførende var så godt afrettede, at den ene afdeling tog fat på at råbe, når den anden afdelings stemmemidler truede med at slå klik. Det var et lille kunststykke, som dog ikke passede til den alvor, der bør være ved en gudstjeneste. Meningen med og betydningen af de mange sammenkædede formularer og skikke er ikke blot helt ukendt for menigheden, men også i en påfaldende grad fremmed for præsten selv. Da jeg engang viede datteren af en pope, gav jeg i min brudetale en udlægning af de smukke og indholdsrige skikke, som i den russiske kirke forefindes ved ægteskabets indgåelse; jeg gjorde det ikke efter min egen forståelse, men således, som jeg havde set dem udlagte hos de gamle græske kirkefædre. Efter vielsen takkede den troskyldige pope mig og udtalte, at nu først havde han fået en forståelse af de ceremonier, som han selv allerede i flere årtier havde udført efter den givne overlevering.

Forkyndelsen af guds ord træder ved den russiske gudstjeneste næsten fuldstændig i baggrunden, på landet findes den slet ikke. I byerne bliver der af og til holdt en prædiken, men der lægges præsterne så mange hindringer i vejen, at selv den, der har den største lyst, hurtig opgiver et arbejde, der under censurens behandling snart mister ethvert spor af varme og begejstring. Og dog har den fromme menighed en dyb længsel efter denne åndelige næring; det mærker man tydelig, når man ser på den tilstrømning, der er til de »sekteriske« bevægelser, der give plads for det levende ords forkyndelse. Under den sidste »paschkovske« bevægelse, der greb så dybt om sig, indså den russiske kirkemyndighed også dette for en kort tid. Der blev da holdt prædikener i de største kirker i hovedstaden, for at vække en modstrømning til live; de mest fremragende prædikanter blev satte til at holde prædikener, deriblandt også kejserens nuværende skriftefader, der i flere år havde forrettet tjeneste ved det græske kapel i Wiesbaden og dér ikke havde undladt at benytte sig af lejligheden til at stifte bekendtskab med den troende evangeliske teologi og dens værdifulde prædikensamlinger. I tusindvis stod folk omkring prædikestolen i Isakskirken så langt ud, som man kunne høre den talendes stemme i det uhyre rum. Gavmilde hænder sørgede for, at hver enkelt prædiken blev trykt og i titusinde eksemplarer uddelt blandt folk uden betaling. Et par af disse flyveblade har jeg opbevaret. Indholdet, der er mere end kummerligt, aflægger et talende, men såre smerteligt vidnesbyrd om, i hvor høj grad disse mennesker, som efter deres særlige forudsætninger måtte være de mest begavede tjenere og forsvarere for den russiske kirke, er blevet vænnede fra evangeliet og forkyndelsen af guds ord. Når man så disse præstationer, forstod man det og beklagede slet ikke, at denne flodbølge, der pludselig havde trængt sig ind i den russiske kirke, ligeså hurtig tog af, så at den fri forkyndelse af guds ord igen forstummede i næsten alle kirker.

En betydelig del af gudstjenesten og af den enkeltes religiøse liv optages af helgen og billeddyrkelsen. »skyen af helgener« i himlen vokser stadig, selv om det ikke sker efter samme målestok som i den romerske kirke. Man kender i den russiske kirke ikke noget til den ærgerrighed og skinsyge mellem forskellige munkeordener og religiøse samfund, som findes i den romerske kirke og dér fører til, at man tragter efter, at det størst mulige antal af ordenens medlemmer bliver ophøjet til himlen, til den overjordiske rang. I Rusland er det for det meste selve folket, der forlanger at få en ny from mand optaget blandt helgenerne, og det sker mange gange med så stor voldsomhed, at ingen kan gøre modstand derimod. Et sådant forlangende fra folkemængdens side har hovedsagelig to kendemærker at bygge på: at den frommes lig viser sig at bevares mod forrådnelse - et tilfælde, som ikke så sjældent forefalder såvel ved ikke hellige som ved hellige mænd, og mange gange har sin årsag i den bestemte jord, i hvilken liget bliver nedlagt; og for det andet, at der fra dette uforkrænkelige lig udgår vidunderlige virkninger; med hensyn til sådanne underfulde virkninger lader den lettroende mængdes sind sig hurtig stille tilfreds, da man på forhånd er tilbøjelig til at finde sådanne. Peter den Store var overbevist om, at den græske kirke havde helgener nok; en kejserlig ukas fastslog, at deres tal var fuldt. Siden den tid er der kun kommet et par enkelte til. Kejser Nikolaus havde også den mening, at det var nok at udnævne én ny mand til helgen i hver kejsers regeringstid, og da folket under hans regeringstid forlangte som nummer to Tikon udnævnt til helgen, blev det nægtet, og man måtte slå sig til tåls indtil hans efterfølgers tid. Under Nikolaus var nemlig Mitrofan, der i det attende århundrede havde været biskop i Voronesch, blevet ophøjet blandt helgenernes skare. I katedralkirken, der er blevet rig ved den slags helgener, hviler liget af Mitrofan i en tung sølvkiste; fra nær og fjern kommer folket i tætte skarer for at kysse de steder på kistelåget, hvor den hensovedes hånd og hjerte er antydet. Mængden synes at tro, at der uafbrudt udgår undergørende lægedomskraft fra hans lig, thi jeg så, hvorledes den ene efter den anden lod den tjensthavende pope stryge en svededug, der sandsynligvis tilhørte én, der lå syg i hjemmet, henover bryststedet for at føre den kraft, som var tilført tørklædet, med sig hjem; jeg så også, hvordan disse fattige folk af et villigt hjerte lagde deres offer for den modtagne velgerning i en pengekiste, der stod ved siden af; men jeg så ikke nogen munk bestræbe sig for at fjerne den overtro, der muligvis fandtes hos disse stakkels mennesker. 

Til helgendyrkelsen er billeddyrkelsen på det nøjeste knyttet; har man øjet åbent for den skade, billedtjenesten forvolder hos et fromt folk, så kan man for den russiske kirkes vedkommende sige, at de to arter dyrkelse er lige så nøje sammenknyttede, som synden og den straf, der følger denne lige i hælene. Den russiske kirke har overtaget billeddyrkelsen fra den østerlandske kirke; den fik den netop på den tid, da denne dyrkelse var gået sejrende ud af den forbitrede strid og holdt sit triumferende indtog i kirken og i dens tilhængeres hjerter. Det russiske folk, som for ganske kort tid siden havde været hedninger, sluttede sig med liv og lyst til dette triumftog; det fik jo herved al ønskelig erstatning for de afgudsbilleder, som blev kastede i vandet. På samme måde, som kirken klamrer sig til den overleverede læreform, på samme måde klamre de folk, der er kirken hengivne, sig til sine helgenbilleder; kirkens ledere bestræbe sig for at retfærdiggøre denne dyrkelse som den uafviselige følge og frugt af kirkens lære. For den spidsfindige adskillelse mellem tilbedelse og tjeneste (dyrkelse) har det uoplyste folk slet ingen forståelse; og hvem vil vel fortænke det deri? Denne adskillelse er dog selv for oplyste mænd i den grad hårtrukken og fin, at den ikke kan afværge, at de to ting i daglig brug gå over i hinanden. Og kirken selv med sine skikke bestyrker folk i denne massive opfattelse, der fører til, at billedtjenesten bliver til afgudsdyrkelse. Fromme russere, der er hjemme i evangeliet, som er fulde af kærlighed til deres folk og deres kirke, se også dette og udmåle med dyb smerte den skade, folk og kirke lide ved denne overtro med hensyn til billederne. Når man taler i enrum med sådanne mænd, udtale de gerne med varme og iver deres sorg over den skade, der derved er forvoldt; i deres religiøse anskuelse og i deres daglige liv holde de sig fjernt fra billedtjenesten; de indrømme dem ikke plads i deres værelser. For en besøgende er det ofte umuligt at opdage noget helgenbillede i beboelseslejligheden, enten fordi der kun findes et ubetydeligt lille eksemplar eller måske slet intet. Selv overprokurøren for den hellige synode er for sit privatværelses vedkommende ingen undtagelse i så henseende. Sådan afvigelse fra kirkelig sæd og skik retfærdiggør man så ved at henvise til, at billeddyrkelsen ikke er nogen særlig betydningsfuld del af den østerlandske kirkes lære. Når det så kun - som jeg engang udtalte til overprokurøren ved en samtale om dette emne - forholdt sig således, at der viste sig et eller andet tegn til, at kirken arbejdede på afskaffelsen af den misbrug, man selv indrømmer, at billeddyrkelsen har ført til hos folket, og gav menigmand nogen oplysning og belæring desangående. Der gøres imidlertid intet sådant fra kirkens side; man holder tværtimod med pinlig ængstelighed fast ved alle overleverede skikke og skærper og bestyrker derved misbrugen.

Trods det, at vi ved denne skildring af den russiske kirkes forhold har beflittet os på den største korthed og begrænsning, ville vor behandling dog være meget ufuldstændig og ensidig, om vi ikke talte noget om »raskol«; det er ganske vist en løsreven del af den russiske kirke, men den har en meget stor betydning. Den løsrev sig allerede for et par århundreder siden fra statskirken (deraf navnet, som betyder søndring), og har siden dengang trods mange hårde trængsler og forfølgelser fra den kirkelige og verdslige myndigheds side bevaret sin særstilling, og den har indtil den sidste tid bevaret drivkraft nok til at sætte nye skud, som er så livskraftige og brede sig så stærkt, at stat og kirke, trods det, at de (f.eks. ved forfølgelsen mod stundismen) i mange år har arbejdet i fællesskab og optræden med særligt skærpede forholdsregler, indtil dato intet synligt har udrettet. For rettelig at forstå de herhen hørende forhold må vi gå noget længere tilbage i tiden og tillige betragte statskirkens forhold til de kristelige bekendelser, der har tilhængere i riget og ikke høre til landskirken.

Jo mere bestemt den russiske kirke i tidens løb udformede sig på grundlag af de modtagne overleveringer, indtil den blev den enevældige statskirke, som den nu, til stor skade for sig selv er, des mere kom den til at stå ensom indenfor de kristne kirkesamfunds kreds; den blev skudt ud, kom til at stå afsides, blev undgået af de andre og unddrog sig på sin side også for enhver berøring og forbindelse med dem i de tilfælde, hvor der ikke var nogen udsigt til, at den kunne komme til at indtage en ledende stilling. I denne sin udvikling har den tilskrevet sig selv den forret, der hos en sand, kristelig kirke er mere end påfaldende (matth. 20, 25 ff.), at være den kommanderende kirke i Rusland. Denne stilling har den købt for en pris, som den efter sit væsen som kristelig kirke aldrig burde være gået ind på at betale, eller den har, da den egentlig ikke selv har betalt noget, ikke engang er blevet adspurgt, om den var villig til at gå ind derpå på disse betingelser, fået overgivet, for ikke at sige påbyrdet, denne herskerstilling. Det, som var betingelsen, er kirkens fuldstændige afhængighed af statens magt. Staten har ophøjet kirken til denne herskerstilling, og den giver kirken forskrifter om hvorledes denne, svarende til sin stilling, skal forholde sig overfor søsterkirkerne og overfor sine egne medlemmer, og den ophøjer kirkens forskellige måder at optræde på til rigslov. Staten låner kirken sin mægtige verdslige arm til beskyttelse af de den tilståede forrettigheder og det i et sådant omfang, at kirken, der derved bliver fri for al bekymring, glemmer, at åndelige sager kun bør ordnes ved åndelige midler, og at ingen verdslig magt har lov til at trænge sig ind på alterets og samvittighedens hellige grund.

Trofaste medlemmer af denne kirke, mænd, hvis oprigtige og fromme kærlighed til den ingen fordrister sig til at drage i tvivl, føler det pinlige tryk af dette forhold og har allerede gentage gange udtalt deres dybe sorg over dette tyranni i så varme og veltalende ord, at vi skulle have vanskeligt ved at finde mage til dem hos mænd af den evangeliske kirke. Jeg minder dem, som kende noget til forholdene, om navne som Samarin (smertelig ihukommelse for beboerne af Østersøprovinserne), Aksakov og mange andre. Disse fædrelandsvenner føler det som en lidelse at se, hvorledes statsmagten ved indgangen til deres elskede kirke anbringer døre af en hel anden art end dørene ved paradiset; de åbner sig på vid gab for de udenforstående, men er ubønhørlig tillukkede for dem, der er indenfor. Det er ikke hellige magter, keruber med draget flammesværd, der holde vagt ved kirkedøren; thi man kan ikke pege på nogetsomhelst ord af den hellige skrift til retfærdiggørelse for denne statens optræden, der på det dybeste krænker samvittighedsfriheden. I stedet for er det politiet og den verdslige magt med sine lovparagraffer, der forvalter denne ubehagelige vogtertjeneste. Omend et medlem af den russiske kirke føler sig naget af de alvorligste samvittighedsskrupler, ja, er han end indvortes fuldstændig løsrevet fra sin kirkes læresætninger, kan han under ingensomhelst betingelse forlade sin kirke. Selv om sjælen fortvivler over denne tvang og måske i fortvivlelse henfalder til vantro; hans legeme vedbliver at være smedet til denne kirke, ja, ved sine efterkommere er han lænket til den endog efter sin død. Ved et sådant voldsmæssigt herredømme bliver der, som klagen lyder fra disse trofaste sønner af kirken, sat en ufortjent skamplet på kirkens medlemmer, på kirken selv; det ser jo ud, som om ikke indre overbevisning og fri tilslutning knytter dem til den, men kun den stive statslov og politiets hårde arm. Disse mennesker, der fremkommer med denne klage, føler i deres egen tro den sikre borgen for, at deres lovpriste kirke hverken trænger til eller fortjener en sådan uværdig tvungen stilling. Deres trosvarme hengivenhed for kirken giver deres hele tale og deres indsigelser mod en sådan voldsfærd overfor den kirke, de elsker, en begejstringens og vredens glød, som har noget velgørende ved sig; man hører det gerne; det er som et hanegal, der varsler om, at der alligevel engang vil oprinde en morgenrøde over denne kirke, samvittighedsfrihed for dens medlemmer. Ved den nuværende voldsomme fremfærd fra modstandernes og magthavernes side synes daggryet at rykkes langt ud i det fjerne; men med guds vilje vil det komme. Morgengryet varsler dets frembrud.

Selv mellem de søsterkirker, der har den samme østerlandske bekendelse, står den russiske kirke isoleret på grund af sin stærke sammensmeltning med staten og sin uværdige afhængighed af statens magt. Alle forsøg på at bane vej for en inderligere sammenslutning strander; rumænerne, bulgarerne, grækerne, og hvad end de trosbeslægtede folk og stammer hedder -, alle frygter de og viger tilbage for en berøring i kirkelig henseende, om hvilken det kan forudsiges, at den vil føre til, at den verdslige magt omfavner og kvæler den kristelige frihed. Kunne de to magter eller riger ikke mere løsnes fra hinanden for Ruslands vedkommende, det samme vil blive resultatet for de udenlandske trosfællers vedkommende, om de kommer i berøring med denne statskirke, selvom berøringen kun er på det kirkelige område.

På en helt anden og særlig i vore dage krænkende og smertelig måde får de af rigets indbyggere, som ikke er medlemmer af statskirken, at mærke de sørgelige følger af denne forbindelse mellem stat og kirke, der i Rusland er udformet, til stor skade såvel for kirke som for stat, i en grad som ellers intetsteds. Disse udgør en meget betydelig del af rigets undersåtter; de er indlemmede i riget således, at de alle har fået højtideligt tilsagn om, at de skulle have lov til at leve uden indskrænkning i deres trosforhold; enkelte dele af dem har fået endeligt løfte om, at man vil værge og håndhæve deres samvittighedsfrihed og deres kirkes fulde retslige stilling, når de fuldstændig ville undergive sig det russiske herredømme. Sådanne lande er komnet ind under Ruslands magt ved erobringer, ved traktater mellem forskellige stater, og deres beboere er blevet russiske undersåtter. I mere end hundrede år har disse folk aflagt vidnesbyrd om deres troskab mod kejser og rige, ja ofte beseglet den med deres blod; Rusland véd godt, at det i enkelte af disse erhvervede lande har erhvervet sig sine dygtigste og mest blomstrende provinser. Men nu er der vågnet en retning og strømning, der med herskermyndighed kun anser den for at være en ret undersåt, der hører til statskirken som herskende kirke; i kraft af denne urigtige anskuelse, som ikke har noget at påpege til sin retfærdiggørelse, fordrister man sig til at benægte oprigtigheden af fædrelandskærlighed og troskab mod kejser og rige hos de folk, som ikke er medlemmer af denne herskende kirke, ene og alene fordi de ikke er medlemmer af denne kirke; denne retning drager for tiden dristig alle konsekvenser, som dens stilling som herskende kirke pålægger den, selvom disse står i modstrid med de højtidelige kejserlige forsikringer og traktater. Som en sådan ret følelig konsekvens står for eksempel en forordning, i kraft af hvilken alle børn af blandede ægteskaber uigenkaldelig hjemfalder til den herskende statskirke. Den russiske kirke har indtil dato ikke ud af sine love og anordninger kunnet give nogen retfærdiggørelse for denne optræden og gør det sikkert heller ikke. I dens sted er det staten, som lægger åg på samvittighederne, og den har magt til at lade det blive der.

Disse folkestammer, der fuldstændig er optagne i og henhøre til statens distrikt, men ikke er medlemmer af den russiske kirke - på en fuldstændig upassende måde betegnes de officielt som folk »af udenlandsk bekendelse« - ligger, som et blik på kortet vil vise, som en vognborg udenom rigets egentlige kerne, Stor-Rusland. Som grænsevagter for riget står mod vest med vidt fremskudte fløje mod nord og syd tætte masser af næsten ublandet protestantiske eller katolske folkeslag: finlænderne, esterne, letterne, tyskerne, litauerne, polakkerne, de tyske kolonier i Podolien og Volhynien. Mod syd langs nordkysten af det Sorte Hav ligge andre tyske kolonier, længere mod øst langs med Volga bor muhammedanere og derfra mod nord protestantiske kolonier; hinsides disse bor langt ind i Sibirien hedenske folkemasser, blandede med tilhængere af Muhammed. De står alle som indoptagne i riget, og der er garanteret dem fuld fordragelse af deres religiøse bekendelse; alle statskirkens anstrengelser for og forsøg på at skyde en ordentlig breche i denne stærke vold er indtil dato mislykkede; kirken har vist sig ude af stand til at gøre dem noget føleligt afbræk. Alle (med undtagelse af Polen) har de i krigstid og fredstid lagt deres undersåtlige troskab for dagen og godtgjort deres fædrelandskærlighed, og alligevel: det forskar nu engang ikke, og de kunne ikke betragtes som rigtige russere, sålænge som og fordi de ikke er villige (eller modvillige) medlemmer af statskirken.

Som en højlydt indsigelse mod og tillige anklage over denne dristige og uholdbare opfattelse står selve den højtpriste kerne af det russiske rige, de gamle, storrussiske stammeprovinser midt i landet, der ligger omgivet og vogtede af de omtalte grænselande, der har en anden tro og bekendelse. Ingen vil fordriste sig til at drage disse storrussers undersåtlige troskab i tvivl; enhver, der kender noget til landet og til dets befolkning, vil indrømme, at i disse rundt om indesluttede distrikter har det russiske folks ejendommelige liv, sæd og skik sit hjemsted og sit fasteste og varigste bolværk. Og hvorledes er så forholdene? Den såkaldte »raskol«, denne dybtgående søndring indenfor den russiske kirke har her sit stærkeste tilhold; ligesom den sorte muld i nogle af disse provinser er den frugtbareste jord i riget, således er disse egentlige russeres hjerte det sted, hvor den slags løsrivelse fra og undsigelse af statskirken finder den frodigste jordbund. Det er vanskeligt at give en nøjagtig meddelelse om antallet af »raskol«s tilhængere. Selve overprokurøren indrømmer, at der findes nogle millioner. De omhyggeligste og nøjagtigste beregninger taler om 14-15 millioner. I så fald ville det være en fjerdedel eller en femtedel af den russiske kirkes medlemmer, der var at betegne som løsrevne fra statskirken, eller, med andre ord: omtrent halvdelen eller i hvert fald mere end en tredjedel af samtlige russiske undersåtter hører ikke til statskirken. Gid dog denne kendsgerning kunne komme til at stå klart for de mennesker, der kun betragte medlemmerne af statskirken som fuldgyldige russere og, ledede af denne indbildning, farer voldsomt frem mod anderledes troende og forgribe sig på samvittighedsfriheden, der dog alene stemmer med evangeliets ånd!

Disse raskolniki, der for flere hundredår siden har løsrevet sig fra den herskende kirke og for denne deres overbevisning lider de hårdeste forfølgelser med standhaftighed og ro, indtage for det meste en langt fjendtligere stilling til den moderkirke, fra hvilken de er draget bort, end de andre afdelinger, som er af »udenlandsk bekendelse«. Trods alt dette er de ægte udprægede russere i ét og alt. Blandt de grunde, som fra først af har foranlediget denne udskillelse, spiller også nationalitetsfølelsen en betydelig rolle. Det stod for disse kirkelige patrioter som en gru at tænke sig, at deres gamle slavoniske kirkebøger, som de havde nedarvet fra deres forfædre, og som på mange punkter i århundredernes løb var blevet fordærvede ved uvidende afskriveres hænder, skulle rettes og forbedres ved hjælp af de vel endnu ældre, men græske håndskrifter, som man lod komme fra Athosklostrene; denne deres harme og ærgrelse var så stærk, at de netop alene af den grund forlod statskirken. Netop i det faktum, at disse raskolniki er i den grad fuldblods russere og trofast har bevaret den russiske folkekarakters ejendommelighed, ser jeg den dybe grund til, at de har overlevet disse årelange og hårde forfølgelser og plagerier fra statskirkens side. Og med alt dette ikke har lidt noget tab, men snarere har fået tilvækst. De har hele tiden levet som martyrer for deres overbevisning; sålænge denne overbevisning findes hos dem, er den kraft, som besjæler dem, uovervindelig; det er en gammel lov, som altid har stået sin prøve. De er gennemtrængte af den tro, at lige så vist som de er deres russiske forfædres rette og ægte sønner, lige så sikkert er de også de trofaste og sande arvtagere af fædrenes kirke, og at den nuværende statskirke, under hvis hårde åg de har lidt så uhyre meget, er afvegen fra denne kirke.

Det er påfaldende og vel værd at lægge mærke til, hvorledes »raskol« indenfor den russiske kirke tager sin begyndelse omtrent ved den samme tid (i det syttende århundrede), da den romerske kirke ved reformationen led sit største tab; det er altså anden gang, at der indtræder tilsvarende begivenheder indenfor den østerlandske og vesterlandske kirke; første gang var det en tilvækst på begge sider, dengang de skiltes fra hinanden, denne gang var det et tab på begge sider. Den tilvækst, som den romerske kirke dengang vandt ved optagelsen af de germaniske folk, gik i det sekstende århundrede næsten fuldstændig tabt; på samme måde indtræder, kun på en noget senere tid, den stærke søndring indenfor den russiske kirke, som var tilfaldet den østerlandske kirke som en erstatning for kirkespaltningen i det niende århundrede. Når engang alle de kilder, som nu er tilspærrede bliver tilgængelige, vil, efter alt, hvad man kan se, den formodning, man nu har om en reel sammenhæng mellem disse to bevægelser, der fuldbyrde sig hver for sig, træder frem med større klarhed og bedre begrundelse, end man for tiden har til sin rådighed. Vi står overfor en åndelig bevægelse, der fremtræder på en hemmelighedsfuld måde i de to kirkeafdelinger, som, trods de forskellige veje, ad hvilke deres liv har ført dem, ikke kunne glemme deres fælles oprindelse og deres forbindelse i gamle dage. Bevægelsen har en hel del lighed med de uforklarlige jordskælv, der udgå fra et skjult sted og til samme tid fremtræder på steder, der i rummet er vidt fjernede fra hinanden. Allerede nu véd vi så meget, at en af forløberne for patriarken Nikon i hans reformer, nemlig den ærværdige Maksim, havde modtaget impulsen til en reformatorisk bevægelse indenfor den russiske kirke fra Savonarola, hvis rystende bodsprædikener i Firenze han hørte på med levende interesse.

Men er der end et sådant berøringspunkt i henseende til tiden, hvor stor er så dog ikke den forskel, der viser sig i måden, hvorpå denne åndelige bevægelse er trådt frem og har vundet skikkelse i de to kirkesamfund! Lige til de enkelte småting strækker det forskellige præg sig, og de adskillende kendetegn er faste og uudslettelige såvel i den evangeliske som i den russiske kirke. Det er ualmindeligt fængslende at betragte det; og den evangeliske kristen føler sig vel til mode derved, fordi han ser, at »loddet faldt for ham på yndige steder« (ps. 16. 6.). Det, som har givet den efter guds ord reformerede kirke (vi bibeholder gerne dette reformationsfællernes oprindelige navn i Tyskland) tilværelse og livskraft, er den hellige sorg for sjælens salighed, hvorledes et syndigt menneske kan bestå som retfærdig for gud; det er den sejr, som har overvundet verden, troen alene på den nåde, vi har i Jesus Kristus. Kampen trængte ind til vor samvittigheds dybeste rod, førend denne tro som en guds kraft blev tilkæmpet; de ar og sår, som vi bar ud af denne strid og sejr, aflægger den dag i dag vidnesbyrd om den alvor, den dybe inderlighed, den vægt, hvormed man kæmpede sig til vor evangeliske tros himmelske klenodie. Reformationskirken er - vi kunne måske sige som en uundgåelig selvfølge af dens oprindelse - blevet den nærende jordbund for en næsten uoverskuelig række af sekter, som har opstillet dette eller hint enkelte bispørgsmål i troslæren som det centrale og har gjort det til det hovedpunkt, der adskiller og stiller modsætning og efterhånden fører til fortsat splittelse og søndring.

I den russiske kirke forholder det sig imidlertid ganske anderledes med »raskol«, ja det er noget i den grad forskelligt, at det ofte for os protestanter er ligefrem umuligt at forstå, hvorledes det er tænkeligt, at der kan opstå et ulægeligt brud over sådanne spørgsmål, som i vore øjne synes så intetsigende og uvæsentlige, i hvert fald ikke store nok til at opløse samfundets bånd. Læren, der var stivnet og udartet til at blive rent livløs, blev først og fremmest stående fuldstændig uantastet; selv ikke i kampens hidsigste og lidenskabeligste periode viste der sig nogen tegn til, at læren skulle drages ind i nøden. Den stod fjernt fra striden. I søndringens videre udvikling, da enkelte behjertede talsmænd uden frygt drog konsekvenserne af stridspunktet, der lå på et helt andet felt, måtte ganske vist kirkelæren også i en betænkelig grad holde for og tåle slemme ændringer, delvis forgribelser. Dette forhold kan for de fleste tilfældes vedkommende føres tilbage til en tilbøjelighed, der er stærkt udpræget selv hos den russiske almue, til hurtig, bestemt og hensynsløst i liv og levned at drage konsekvenserne af et bestemt standpunkt. Dér, hvor kirkens liv alene lod sit pulsslag mærke, i liturgien, den gudstjenstlige orden med sin rigt udformede symbolik, dér fandtes den grusomme krigs valplads, dér udformede den søndring sig, som ikke senere er blevet udjævnet. Som en indvævet rød tråd drager kultusspørgsmålet sig gennem raskols indviklede spind; det kan også påvises i bevægelsens indre sammenhæng på de steder, hvor søndringen er udartet så vidt, at den har ført til opgivelse af kultus overhovedet.

Det er bekendt, hvad der var den første anledning til den raskolske bevægelse; det var patriarken Nikons bestræbelser for at fastslå en form for den russiske kirkes liturgi, der var begyndt at blive mere og mere vilkårlig og nærmede sig til at blive fuldstændig fordærvet, og at føre sit hjemlands kirke bort fra den isolerede stilling, den var kommet i. Det var ikke mindst ved denne vilkårlighed på det i den østerlandske kirke vigtigste punkt, den gudstjenstlige orden, at den var blevet således isoleret; og han ville nu føre den tilbage til de gamle fælles skikke og derved til en inderligere forbindelse med og interesse for de andre afdelinger af den samme moderkirke. Nikon er en af de mest fængslende skikkelser indenfor den russiske kirke. Såvel i sine ydre træk som i hele sit omskiftelige liv - i dag munk og streng asket, næste dag indehaver af den højeste værdighed i kirken, zarens ven og mange gange hans stedfortræder, den følgende dag igen styrtet, forvist til et uselt kloster som en fattig munk - minder Nikon om hine munke i det sjette og syvende århundrede, som efter at have levet i årtier i Lilleasiens eneboerlag, pludselig dukke frem ved Byzans rænkefulde hof, bestige patriarksædet og, efter at være blevet styrtet derfra, med resignation vendte tilbage til deres hytte for at blive glemt af hele verden. Jeg har færdedes meget i Nikons yndlingskloster, der ligger i en smuk, fredelig egn; dets kirke har han ladet opføre i nøjeste efterligning af Gravkirken i Jerusalem; jeg har mange gange stået tankefuld i det vagttårn, fra hvilket han, patriarken, med hjertet opfyldt af harme mod zaren, i seks år (1658-64) har ledet klostrets bygning; han tog ofte selv fat på at stryge teglsten og optrådte altid som en ubønhørlig asket. I det slanke tårn vedligeholdes endnu den celle, hvori denne indehaver af den højeste værdighed i kirken boede; det er et rum af den art, at vor tid ikke ville byde den simpleste forbryder det som opholdssted. Længdesiden er så kort, at man måtte bryde sten ud af de tykke mure ved hoved og fodenden af det hårde leje, for at han kunne strække sin magre skikkelse. Som hovedpude tjente en sten; hele sit liv bar asketen på sit blotte legeme en »werigi«, et kors fæstet til en tung jernkæde; den samlede vægt deraf er 14 pund; trykket af den tager næsten vejret fra én, når man ligger ned. Endnu den dag i dag opbevarer klostret denne relikvie fra dets grundlægger. En stor del af folket rejste modstand mod patriarkens forandringer, såvel i kirkebøgernes tekst som i liturgien, forandringer, der dog kun havde til hensigt at fjerne de indsnegne misbrug og føre tilbage til det oprindelige og det, som kirken var fælles med søsterkirkerne om. Modstanden fremtrådte med så stor energi og lidenskab, at det førte til en søndring. Bruddet er ikke senere blevet helet; endnu i vore dage skiller det medlemmerne af den gamle russiske kirke fra hverandre, og denne adskillelse er langt skarpere end den, der forefindes mellem den gammel-katolske kirke og den romerske kirke med dens ufejlbarhedsdogme. Og for hvilke ubetydeligheders skyld er det dog ikke, at det broderlige fællesskabs og den kirkelige enheds bånd er sønderrevet! Om man skal slå korsets tegn med to eller med tre sammenlagte fingre. Om forløserens navn skal udtales Issus eller Jisus.

Om man på et bestemt sted i liturgien skal tilføje et dobbelt eller et trefoldigt halleluja. Disse og lignende hårkløverier er de uundgåelige følger af den byzantinske kirkes formalisme, denne ærbødighed for liturgien og dens symbolik, i hvilken det kristelige liv og den kristelige sandhed trues med at gå op eller rettere sagt at gå til grunde.

Foruden patriarken Nikon er der ingen, der i den grad har bidraget til at styrke og befæste den raskolske spaltning, som eneherskeren Peter den Store, der næsten var altfor almægtig over sit folk. Vi høre her i det vestlige Europa sjældent noget om denne følge af hans dybtindgribende virksomhed, og dog må også det ses med opmærksomhed, om vi ville nå en omfattende forståelse af den store selvhersker. Peter gik langt mere hensynsløst frem i sine reformer end Nikon; han anvendte den rå magt. Det var ikke ham, således som patriarken, om at gøre, at knytte disse omformninger, der ansås for nødvendige, til gamle skikke, der var gået i glemme, men om hvilke der dog i folkets sind uendelig længe kunne ligge bevarede svage erindringer som passende tilknytningspunkter. Hensynsløst og ubarmhjertigt tvang selvherskeren, der i den henseende står som den førstefødte søn af det frembrydende 18de århundrede, sit folk, hvis styrke ligger i den ærbødige fastholden på alle punkter ved det, som forfædrene havde overholdt, til at bryde med sin fortid; han nødte det til på de steder, hvor der nu intet fandtes, at indsætte noget ganske nyt, der stod for folkets forståelse som noget ganske fremmed og frastødende. Når der således opstår mishag, bliver også bispørgsmålene og småtingene til noget betydningsfuldt; for russerens hele tankesæt, for hans ved kirkens hjælp stærkt udprægede interesse for det symbolske, lå det kun altfor nært at anse den forandring, kejseren forlangte i det udvortes verdslige liv, for en krænkelse af hans religiøse sindelag og at opfatte enhver given efter som synd mod det hellige. Zarens voldsomme fremfærd gav i folkets sjæleliv genlyd som en forgribelse på et guddommeligt bud. Fordringen om at aflægge kaftanen, at klippe skægget, stod for det ophidsede folk som en religiøs skændsel. For sindene, der allerede ved de nikonske reformer kort i forvejen var blevet oprørte på det hæftigste og komne i en overvældende spænding i religiøs henseende, stod det nu som aldeles afgjort, at zaren, der tilmed lod sig kalde med det ikke russiske »kejser«, ikke kunne være nogen anden end antikrist, der skulle fremstå ved dagenes ende. Folket havde i sine gamle legender, som det ærede som et evangelium, fået at høre skrækkelige ting om antikrists komme, og nu var den for dem så forfærdelige tid oprunden. Nikon havde gjort deres kirke verdslig, zar Peter havde gjort staten ukirkelig; i disse ophidsede kredse gik det rygte, at kejseren var en naturlig søn af patriarken, deres kirkes ødelægger; den tåbelige snak fandt villige øren vidt og bredt, ikke blot efter den billedlige betydning, der lå i ordene. Peter den Store fik noget at vide om denne betænkelige ophidselse. For at neddæmpe den, blev der udstrøet flyveblade eller måske rettere små traktater blandt folket med nøjagtige angivelser over kendetegnene på antikrist for at vise, at der for tiden ikke var noget af dem at bemærke. Det hjalp ikke; mængden var altfor ophidset, krænket i sin dybeste hjerterod. For folket stod kun det som frelse, at fly bort fra kirke og stat langt ud i den ensomhed, hvor man glemte verden, for dér at vente på herrens nære genkomst.

Andre samtidig indtrædende omstændigheder styrkede den raskolske bevægelse og tilførte den tilhængere i tusind og titusindvis. Vi ville her kun endnu pege på to indflydelsesrige forhold. Livegenskabet vandt på den tid fastere skikkelse. Bonden, der var lænket til sin lille jordlod og fuldstændig afhængig af sin herres vilkårlighed, den stakkels livegne trak sig under det hårde udvortes tryk så meget des villigere tilbage til den religiøse friheds indre liv, som raskol viste ham adgang til. Der tyede han ind på et område, som ingen kejser og ingen konge kunne berøve ham, som bød ham trøst og kraft også under den allerhårdeste forfølgelse. Alle hans avindsmænd kunne dog til syvende og sidst kun slå hans legeme ihjel, og det forekom ham i hans kvalfulde tilværelse at være af såre ringe værdi; de var dog ude af stand til at angribe hans sjæl.

Dertil kom så det netop på den tid opkommende embedsvæsen, der gjorde bondestanden, det russiske folk, fremmed for regeringen. Alle dens plagerier og også dens misgreb blev nu tilskrevne den myndighed, i hvis tjeneste de fremtrådte, og i hvis navn de huserede, og tjente således til at styrke overbevisningen om, at antikrists tider var i frembrud.

Af al sin magt rejste den herskende kirke sig fra begyndelsen af mod disse oprørske elementer indenfor den selv, derefter greb den ind over for det afgjorte frafald; på sine steder blev det til en fra begge sider hårdnakket kamp for tilværelsen. Det vil ganske sikkert være umuligt at give en indgående fremstilling af disse ubønhørlige og grusomme forfølgelser og kampe på liv og død mod raskolniki; ingen af parterne havde nogen sans for at give en skriftlig fremstilling af, hvad de havde gjort, eller hvad de havde lidt. Men så meget kan man sige: den russiske kirke har ved denne hundredårige kamp mod tilhængerne af raskol mistet retten til at hævde, at den ikke ligesom den romerske kirke i historiens løb har ført krig mod frafaldne. Det, som man kender til de ting, der gik for sig, står som en blodig anklage såvel mod statskirken som mod den verdslige magt, der af den blev kaldt til hjælp og også beredvillig stillede sin magt til kirkens rådighed. Selvom det fra begyndelsen kun var en skriden ind mod kættere, siden Peter den Stores tid blev det i alt fald ligeså meget til en optræden mod oprørere, som syntes faretruende for statsmagten. De to forbundne magters fremfærd mod raskolniki skiftede karakter; snart var det en hensynsløs skriden ind imod dem, snart lod man dem skøtte sig selv, som om man var blevet træt af det resultatløse angreb; ja, statskirken forsøgte endog i de tider, hvor energien var mest afslappet, at slutte forlig med sin mægtige modstander, som den ikke kunne få bugt med, og på en eller anden måde få en overenskomst i stand, der i visse retninger indrømmede de frafaldne en retmæssig beståen. Denne forskelligartede fremfærd afgiver en række interessante og lærerige beviser på, i hvilken grad en verdslig myndighed og en i statens tjeneste verdsliggjort kirke er ude af stand til med held at føre kamp mod religiøse interesser. De to magter blev da også i bevidstheden om denne deres vedvarende mangel på evne til at føre deres sag igennem opfyldte af dårligt lune, som om de blev grebne af en følelse af skam over, at en sådan kamp med alle de blottelser, den medfører, hverken sømmer sig for staten eller for en kirke, der står under dens herredømme. Men i hvert fald har raskol i alle disse skiftende tider aflagt et glimrende vidnesbyrd om trosstandhaftighed, om det mod, som en dybt rodfæstet from overbevisning bærer i sig; lidelser og forfølgelser styrke kun deres beståen. Det russiske folk viser disse martyrer stor ærefrygt. I vide kredse hersker der blandt dem, som hører til statskirken, den anskuelse, at der hos disse gammeltroende, der siden fædrenes dage bærer mærkerne af forfølgelser på sig, lægger sig for dagen et fromt sindelag og en kristelig livsvandel, som de anser sig selv for altfor verdslige og altfor lunkne til at lægge for dagen.

Det falder såre vanskeligt at finde sig til rette i det vildrede af forskellige former, raskol frembyder; man føler sig tilmode, som om man betrådte en labyrint, hvor ingen indviet kan række én en ariadnetråd. Efter min anskuelse vil det være lettere at vinde et overblik over det amerikanske sektvæsen med dets forskelligartede denominationer, talrige og kortvarige som døgnfluer, end at nå til et fuldstændigt overblik over de russiske sekter. Den russiske kirke har på dette område i alt fald vist sig næsten endnu frugtbarere end reformationens kirke; og for den, der er inde i forholdene, bliver den stadige pukken på enheden i denne den betydningsfuldeste afdeling af den østerlandske kirke kun en tåbelig indbildning. En sådan indbildning fremkommer kun, når man uden videre regner også disse frafaldne og oprørere med til statskirken og i de officielle indberetninger og de offentlige lærebøger forbigår dem i tavshed, som om de ikke eksisterede. Forsøget på at vinde et overblik vanskeliggøres ved mangelen på udtømmende oplysninger om dette emne. Der er ganske vist i den senere tid i Rusland udkommet dygtige, bindstærke værker om dette interessante emne; men det særdeles påskønnelsesværdige materiale, man derved har fået, afgiver, selv om det i væsentlig grad har fremmet kendskabet til sektvæsenet, ved selve sit indhold netop et bevis for opgavens vanskelighed og åbenbarer, at man endnu ikke har nået at løse den. Den opgave, vi har sat os med denne korte fremstilling, forpligter os ikke til at give nye bidrag til oplysning af dette mørke punkt; vi skulle kun indskrænke os til at give nogle korte antydninger af det stof, som man allerede har erhvervet og sigtet.

I det hemmelighedsfulde mørke kan man skelne omridsene af to hovedstammer, der hver har en lang række af afskygninger: sekterere med eller uden præsteskab (popovzer og bespopovzer). Siden kejserinde Katharina II´s tid (1729-1796), under hvis regering man i lang tid overfor raskolniki udviste en mere human fremfærd, har disse to stammer besiddet et midtpunkt og samlingssted for deres beståen og virksomhed, som man tålte og atter med flid overså; det ligger udenfor »moder Moskva´s« porte således, at moderkirkens velsignelse også kunne bevares for disse »fortabte sønner«, der drog til det fremmede land. Man indrømmede dem her særlige pladser for deres døde, som vel måtte begraves, men hvem dog kirkens indviede jord ikke stod åben; og disse pladser var så omfangsrige, at også de levende kunne finde herberg her. I de huse, som der blev byggede, arbejdede de to afdelingers øverste styrende myndighed, her forvaltedes kassebeholdningerne, som trods de mange udbetalinger til staten altid var ret betydelige (det er en gammel erfaring, som mangfoldige gange har stået sin prøve, at i forfølgelsernes tid og netop ved forfølgelserne tiltager offervilligheden); her fandt de gamle og affældige, syge og værkbrudne et venligt, altid åbent tilflugtssted, længe førend deres legemer sænkedes ned i jorden. Et besøg på disse »kirkegårde« giver én et interessant indblik i disse fast sammensluttede samfund, som nu allerede har bestået et par århundreder og står som et klart vidnesbyrd om russernes evne til selvstyre.

På den tid, da raskol opstod, var der kun én biskop, der trådte over til partiet. Han fandt en tidlig ende; han blev grebet og led døden, endnu førend han havde indviet nogen til sin efterfølger. Popovzerne kom snart i en ubehagelig stilling. De præster, som dengang de sluttede sig til dem, allerede havde modtaget den biskoppelige indvielse, uddøde; og hvem skulle så udfylde den derved fremkomne tomme plads? Man var så henvist til at lokke præster af statskirken til at slutte sig til dem. Som lokkemiddel brugte man i de fleste tilfælde en højere løn; de, hos hvem dette middel slog an, kunne ikke bevare deres menighedsmedlemmers agtelse; tværtimod. Man tålte dem som et uundgåeligt onde for at have dem til at udføre de kirkelige handlinger, der efter kirkelæren, som de stadig holdt fast ved, kun kunne forrettes af præstehånd; men man lod dem meget tydelig mærke, hvorledes man med flid på alle andre punkter søgte at være dem kvit. For sekterere, der lider for deres overbevisning, er sådanne »lejesvende« først ret en gru. - senere slog man da ind på en helt anden vej. Man drog ud for at søge efter en biskop, der, ligesom popovzerne selv var vedblevet med at være den »gamle tro« hengiven. Og man troede nu at have fundet en sådan i en biskop i Bosnien, Ambrosius, der af patriarken i Konstantinopel var blevet afsat fra sit embede. I et gammeltroende kloster i Bukovina, Bjelokrinitza, opslog biskop Ambrosius i 1846 sin residens; størstedelen af de »præstelige« gammeltroende i Rusland hyldede nu denne udenlandske kirkefyrste og fik for fremtiden fra dette kloster sine rettelig indviede præster. Ved denne udvej har de fået et hierarki som i den »gode, gamle tid«; i spidsen for deres kirkevæsen står der allerede 15 biskopper, blandt disse to med den særlige udmærkelsestitel: ærkebiskopper i Moskva og Kasan; alle står de under metropolitten i Bukovinas herredømme. Selvstændighedstrangen, der besjælede de gamle fædre, rører sig også hos dem; de ville afskaffe den udenlandske patriark og, ligesom før søndringens tid, vælge for sig, de gammeltroende, en patriark af Rusland.

Den anden afdeling, der ligeledes er fremgået af raskols rod, »de præsteløse«, er den mere konsekvente del af bevægelsen. De ville ikke have noget at gøre med præster, »lejesvende«; de er ikke vegne tilbage for den konsekvens, med opgivelsen af præsteembedet tillige at give afkald på de kirkelige handlinger, der kun kunne forvaltes af præster, eller at give dem en sådan skikkelse, at de væsentlig bliver forskellige fra den oprindelige form. Man kunne godt kalde dem presbyterianske menigheder. Folkene kommer sammen, læser skriften, iagttage også de gamle skikke, tildels i højere grad end andre, f.eks. korstegnelsen, de gentagne legemsbøjninger ved bønnen; men de har ingen nadver og ingen kirkelig vielse. Nogle af dem ser i ægteskabet en borgerlig nødvendig forbindelse, som velsignes af forældrene. For andre står dette som et samliv mellem mand og kvinde efter gensidig aftale, som let kan opløses; følgerne af den art løse forbindelser, som umuliggøre enhver tale om familieliv og børneopdragelse, lægge sig kun altfor tydelig for dagen i disse kredse. Endnu mere konsekvent er en tredjedel af dem, for hvem enhver ægteskabelig forbindelse mellem de to køn står som en rædsel; men de åbner derved døren på vid gab for skændigheder af den art, at man ikke kan tale om dem.

Disse to stammer har deres udspring fra den søndring, som fremkom i anledning af Nikons reformer, og betegner egentlig en tilbagevenden til det oprindelige, de uforandrede gamle former. Men det er langtfra, at den tilbøjelighed, der er så stærkt udpræget hos det russiske folk, til på grundlag af religiøse motiver at slå ind på selvstændige veje, i disse bevægelser har nået sit udtømmende udtryk; på disse veje viger man ikke tilbage for at gøre oprør mod statskirken og går tilsidst så vidt, at man bryder med den. En kirke kan stagnere i sin læreudvikling og så kun lade livsytringer træde frem i sin liturgi; et kristent folk er ikke i stand til vedvarende at give afkald på en læreudvikling på grundlag af evangeliet. Forsømmer kirken at tilfredsstille denne fornødenhed, vil den selv bane sig vej. Også den russiske kirke har til sin egen store skade erfaret dette. Løsrevet fra kirkens åndelige ledelse og derved også snart løsrevet fra den selv, er der opstået en mængde sekter, ikke, som tilfældet er med raskolniki, på grund af liturgiske spørgsmål, men på grund af ufyldestgørende udvikling af troslæren. Disse sekterere, der på deres skæbnesvangre vandring er fuldstændig overladt til sig selv og ofte er kommet ind på afveje, er tildels nået til resultater, der ligger fjernt fra kristendommen, men for hvilke kirkens forsømmelighed bærer den største skyld. Den har ikke givet de hungrende livets brød at æde; den har slået sig til ro med, at staten overtog afstraffelsen af de stakkels mennesker, når de i deres forsømte tilstand og deres nød også tog deres tilflugt til dårlig føde. Den, som kender lidt til det russiske folk, véd også, at det med hellig længsel higer efter religiøs indsigt, at det, når det engang er blevet religiøst grebet af et fromt eller ikkefromt ord, ikke viger tilbage for de konsekvenser, dette fører med sig. Det kan godt være, at det skorter på erkendelse til at indse udgangspunktets usandhed og dårlighed, men det skorter ikke på hjertelag eller, med et bedre udtryk, på samvittighedsfuldhed hos folket til uden hensyn og ubarmhjertig at omsætte det i liv og virkelighed, som for dets grublerier er kommet til at stå som det sande (eller det usande). Det er en beundringsværdig kraft, der ligger i denne offervillige evne til at føre noget igennem. Man ser mange gange, at disse bønder er kommet til en verdensanskuelse, der i en mærkværdig grad stemmer overens med vor tids vantro verdensforbedreres luftige planer. Nuvel, der hører jo heller ikke nogen særlig stor åndskraft til at være materialist, kommunist og ateist; men det, som i væsentlig grad adskiller disse russere fra deres europæiske åndsbeslægtede, er den konsekvens, hvormed de virkeliggør dét, som de anser for rigtigt. Det er en vis religiøs fanatisme, der besjæler også nihilisterne; den mand af folket, der når til en pessimistisk livsanskuelse, giver i langt højere og mere afgørende grad denne anskuelse udtryk i sit hele liv, end tilfældet er med mænd som Schopenhauer og Hartmann; og den materialistisk sindede russer drager behjertet vide konsekvenser af sine anskuelser, som folk som Buchner og Karl Vogt for deres egen person vel ville vide at vogte sig for. Man træffer blandt disse mennesker gang efter gang martyrer for deres falske forestillinger.

Alle disse sekterere er ledede af religiøse bevæggrunde. Fælles for dem er, i modsætning til, hvad der er tilfældet hos de »gammeltroende«, den ringe værdi, de tillægge kultusspørgsmålene. De er på en vis måde blevet overmættet af liturgiens eneherredømme i statskirken; de vendte den da fuldstændig ryggen og gør indsigelse mod formvæsenet, der forekommer dem at være uden livsindhold. Ud fra denne fælles modsætning skilles de imidlertid snart for at gå i to hinanden fuldstændig modsatte retninger: nogle, der skabe sig en bibelsk kristendom, andre, der, samtidig med at de opgive kultus, også give kristendommen selv til pris og skabe sig noget nyt, i hvilket kristelige tanker kun hist og her dukker frem i former, der er blevet til ukendelige vrængbilleder.

Vi ville nævne et par former af den sidste art. På yderste venstre står som de radikale, der mest grundigt har brudt med alt det overleverede, klysterne, »gudsfolkene«, tilhængere af en vis bonde, Daniel Philippovitsch, der udgav sig selv for at være en ny inkarnation af gud og ikke har forædt jorden uden at have givet den en anden guddommelig inkarnation i en vis Sustoff. Denne slags menneskevorden har da også gentaget sig mange gange; en hel række af hellige jomfruer er blevet »gudsmødre«. I deres forsamlinger, der holdes i al hemmelighed, sker der rædselsfulde skændigheder; de bestå særlig i danse, ved hvilke mænd og kvinder går fra vid og sans af nervøs ophidselse; man skulle tro, at det var de hedenske bakkanalier, der var fremstået påny, og at Kybeles dyrkelse i al sin vildskab atter blomstrede.

I visse måder åndsbeslægtet med disse og ikke meget forskellig fra dem står den ligeledes for staten meget farlige skopzersekt (»gildingerne«). Hos disse udarter modstanden mod det sanselige ikke til ligegyldighed mod udskejelserne på dette område og derved til trældom under kødet, men derimod til dets fuldstændige undertvingelse og tilintetgørelse. Kødets fristelser skulle såvel hos kvinder som hos mænd tilintetgøres ved voldsomme lemlæstelser; når ånden efter deres formening således er blevet befriet fra alle kødets lænker og derved virkelig er frigjort, kan den nå til guddommelighed. Disse tåbelige fanatikere mener i deres indbildske hovmod, at de ved denne skændige lemlæstelse af det, som gud har skabt, blive renere end sne; helst benævner de sig i denne tilstand »hvide duer«. Efter deres tåbelige mening har ikke kristus, men deres stifter, Selivanoff, der har knust syndens rod, den syndige drift, forløst menneskene fra synden; Jesus er kun forløber for denne sande Messias. På den anden fløj af denne lange række af sekter står de retninger, som ved deres flugt fra det stivnede formvæsen og ved deres bestræbelser for at nå til at tilbede gud i ånd og sandhed, kommer de protestantiske anskuelser nær. Vi ville også her nævne et par navne. Først er der dukhobortzerne, navnet betyder på dansk nærmest: »åndens heroer«; de har nu vist sig og virket i mere end halvandet hundrede år, og har den dag i dag tilhængere, særlig i Ukraine. For dem er det centrale troen på en vedvarende åbenbaring af gud i den troendes hjerte. Det, som således bliver dem tilkendegivet, har for dem samme værdi som evangeliet, står højt over det; det står som en kommende slægt på den forudgående slægts skuldre. Opfyldelsen af guds åbenbaring er ikke givet i hin Jesus af Nasaret; i stedet for ham træder den evige kristus, sådan som han træder frem i denne fortløbende række af åbenbaringer, der vil fortsætte sig til verdens ende. Deres lære nærmer sig meget stærkt til panteisme, ja er i virkeligheden panteisme, gud bliver uafbrudt menneske; treenigheden åbenbarer sig i menneskets hukommelse, fornuft og vilje; menneskesjælen har ikke udsigt til en himmel, men til en evig sjælevandring.

Med disse dukhobortzer gik det således, at de en kort tid nærmede sig til den protestantiske anskuelse, men det varede imidlertid ikke længe, førend de atter forlod det evangeliske standpunkt og henfaldt til menneskelige drømmebilleder. Molokanerne står derimod vedvarende protestanterne nær. Skotske presbyterianere, der opsøgte dem i deres bopæle (de fleste ligge ved Volga) og tog del i deres gudstjeneste, troede sig hensatte til deres hjemlands menigheder; og også det daglige liv i landsbyen, den strenge tugt, der lægger sig for dagen i livet, de afholdende folks hele optræden og levemåde erindrede de fremmede besøgende om forhold, som de kendte og var fortrolige med hjemmefra. Men nøjere iagttagelse vil dog fremkalde betænkeligheder. De er ivrige bibellæsere, men de lade sig i deres bibelstudier lede af en stærkt udpræget rationalistisk tankegang, der gør dem nærbeslægtede med unitarierne. I deres skriftudlægning viser der sig en såre egensindig behandling af skriftordet; de hænge sig i dette eller hint enkelte ord og give da hurtig den således fremdragne tanke et skarpt og ensidigt udtryk. Apostlens ord: »hvor herrens ånd er, dér er frihed« (2 kor. 3, 17), bliver med største iver brugt, eller snarere misbrugt, som et middel til at frigøre den sande kristen fra alle jordiske og menneskelige pligter. Efter deres mening har gud kun anordnet øvrigheden for verdens børn; den sande kristen har kun at vise lydighed mod den evige lov, som gud har indskrevet på hjertets kødtavler. Selv med de vildfarelser, som vise sig i denne slags anskuelser, indgyde molokanerne tilskueren ærbødighed. Deres lære er præget af en dyb, religiøs alvor, de tro på den og leve efter den; de er villige og rede til at lide martyrium for deres tro og deres kristenliv. De har i flere årtier i stilhed og hengivelse under guds vilje båret tunge lidelser. De blev forviste til egne, hvor man håbede, at det barske klima og de nærboende fjendtlige folk i fællesskab snart ville udrydde dem; de har opdyrket det øde landstrøg, og de har i trængslens tider stået som en stærk dæmning og som langt fremskudte forposter for fædrelandet mod rigets fjender, således under den sidste krig med tyrkerne i Kaukasus. I de vildfarelser, som adskille dem fra den evangeliske kirke, mærker den, som trænger til bunds i forholdene, hvorledes deres betrængte stilling har kastet dybe skygger over deres liv. En sådan iagttager vil ikke lade sig blænde af disse ting, men vil ved betragtningen af en sådan sekt blive bestyrket i overbevisningen om, at der kunne gøres meget ud af det russiske folk, når kirken ville komme sin hellige opgave i hu og i sand evangelisk ånd vise barmhjertighed mod folket, som i sit inderste er så fromt anlagt.

Fæster man sin opmærksomhed på en af de sidste og livskraftigste sektdannelser i det russiske folk, »stundisterne«, bestyrkes man endnu mere i overbevisningen om, at sand evangelisk oplysning ville være af stor betydning for folket. Vi har allerede for ti år siden fortalt om denne evangeliske strømning indenfor vore dages russiske kirke og påvist, hvorledes allerede navnet peger hen på bevægelsens oprindelse og udgangspunkt i Rusland, nemlig hin gamle württembergske skik, den såkaldte »stundehalten« (bibeltimer), som blev bevaret også i de tyske kolonier i det sydlige Rusland som en værdifuld arv fra fædrene, og som ikke blev uden velsignelse. Fra en af disse kolonier kom den første svage tilskyndelse; men siden da har den fremmede plante hurtig slået rod i Ruslands jordbund og nået en udbredelse, som vel næppe nogen den gang forudså muligheden af. Det lille sennopskorn er i løbet af knap 25 år vokset op og blevet til et stort træ, så at man for tiden anslår tallet på stundisterne til to millioner. Den sidste indberetning til kejseren fra overprokurøren for den hellige synode afviser ganske vist dette tal og gør sig umage for at stemple hele bevægelsen som ledet af urene, for ikke at sige usømmelige og skændige motiver; sådanne udtryk er i en overprokurørs mund mistænkeliggørelser af en smertelig art, og de er endnu så meget mere beklagelsesværdige, som de fremkomme ikke i et flyveblad for et eller andet parti, men i en skrivelse til kejseren, og det uden at der bliver givet selv den ringeste antydning af begrundelse. Også hos stundisterne, hvis antal så stærkt tager til, rører der sig beklagelse over statskirkens fuldstændige mangel på forståelse for og som følge deraf ringeagtende utilbøjelighed til at tilfredsstille folkets religiøse trang, som i denne bevægelse så tydelig lægger sig for dagen, og således lade alt have sit forblivende ved de gamle kirkelige former, uden at bryde sig om det, der kunne blive til hjælp og oplivelse for kirken selv. I den første tid, da bevægelsen begyndte, var det ikke fjendskab mod kirken, der gav impuls til, at man udskilte sig fra den. De fromme bibellæsere ville tværtimod hellere end gerne være blevet boende i kirkens ly, når denne ikkun havde givet efter for den i al beskedenhed fremkomne fordring om, at de måtte granske i guds ord og føre deres liv, også i kirkelig henseende, i overensstemmelse med dets fordringer. I stedet for viste der sig kun barsk og hovmodig vægring, uden at man gjorde selv det svageste forsøg på at overbevise dem om en eller anden vildfarelse eller på at bibringe dem anskuelser, der muligvis stemte mere overens med skriften. De simple, jævne folk blev overladt til sig selv. Det havde ligget nær for de evangeliske i Rusland, ligesom fordum Filip (ap. g. 8. 26 ff), at vende sig til dem, der færdedes på vejen, som læste guds ord og uden vejledning ikke forstod alt, hvad de læste. Det var, for ikke at gætte på andre bevæggrunde, måske en for vidtdreven samvittighedsfuldhed overfor statens love, der afholdt den evangeliske kirke i landet fra at udsende sendebud, der kunne tage sig af disse folk. Der er da også andre, som ikke har ladet sig afholde af sådanne samvittighedsfulde betænkninger; i den stundistiske bevægelse mærker man flere understrømme, der tyder på baptistiske indvirkninger. Regeringen har for et par årtier siden indrømmet dette sideskud af den evangeliske kirke udvidet hjemstedsret særlig i Østersøprovinserne, dengang med det svage håb om, at der ved baptisternes ivrige missionsarbejde kunne skydes en breche i den der herskende lutherske kirkes faste mur. Det kunne disse missionærer ikke slå sig til ro med; overfor stundisterne viser det sig, at de søger at gøre den dem indrømmede retsstilling gældende ligesåvel overfor medlemmerne af den russiske kirke som over for protestanterne.

Den russiske kirke kan ikke længere gøre sig til herre over den mægtige stundistiske bevægelse. Den har tydelig tilstået sin afmagt og dermed har den selv afvist den ringeagt, der fra overprokurørens side endnu i den sidste indberetning til kejseren lagde sig for dagen overfor disse såre mistænkeliggjorte sekterere. Slutningsresultatet af de rådslagninger, som konferensen af de russiske missionærer, der på regeringens befaling for ganske kort tid siden trådte sammen i Moskva, holdt, afgiver et slående bevis for kirkens hjælpeløshed. Efter de russiske blade sluttede konferensen med den erklæring, at den ortodokse kirke var ude af stand til at standse sekterernes udbredelse. I så fald vise altså også de allerede omtalte forslag og forholdsregler, som biskoppen af Uman fremsatte, sig uudførlige - i så fald et sørgeligt testimonium paupertatis - eller også som ikke længere tilstrækkelige overfor de truende modstandere. Konferensen har derfor set sig nødsaget til at ansøge regeringsmyndighederne om medvirkning til at forebygge, at bevægelsen griber om sig. Stakkels kirke! Og samtidig med, at den afgiver denne beskæmmende tilståelse, er den endnu så kortsynet og forblindet, at den tror, at åndelige rørelser kunne undertrykkes ved verdslig magt. Den verdslige magt formår kun at styrke bevægelsen, selv om den udfolder sin magt til det yderste. Kirken kender og bekender sin afmagt og søger samtidig hjælp dér, hvor hovedårsagen til kirkens afmagt ligger.

* * * *

 Bidrag til den russiske kirkes historie

Når man vil opfatte et folks karakter og tænkemåde, er det vel i almindelighed rimeligst at søge kernen i dets religiøse begreber og indstiftelser. I alle fald har min mangeårige omgang med russere og læsning af deres skrifter bibragt mig denne tro for Ruslands vedkommende; jeg taler her om det gamle, ægte Rusland med dets henved 50 millioner indbyggere, hvis store flerhed mere eller mindre umiddelbart betragter sit hjem som et helligt land, hvilket de alle har den hellige pligt til at forsvare, og som de tillægge en religiøs-politisk mission mod syd, mod øst og rimeligvis også mod vest (panslavismen). Er dette sådan, vil man let kunne forklare sig, hvorfor Moskva eller rettere sagt den grund, hvorpå Moskva ligger, har været og vistnok i århundreder vil blive i russernes øjne et helligt sted, som russeren ligeså lidt opgiver at forsvare, som jøderne opgav at forsvare Jerusalem, mod hvilkensomhelst jordisk overmagt; dér er deres hellige middelpunkt, deres tilværelses kerne; Moskvas borg kan skydes i grus, dets huse kunne brændes, dets indbyggere nedhugges eller forjages: men den jord, hvori de helgeners ben hviler, og hvorpå dets kirker har stået eller står, kan ingen fjende bortføre: der er det hellige Ruslands rod, som ingen tartar-khan eller Napoleon har kunnet oprykke. Om det var muligt at adsprede 50 millioner russere på samme måde som 2 millioner jøder, ville de lige så lidt glemme Kremls kirker og klostre, som jøden glemmer Zions tempel. Hvad Moskva er i Rusland, er Kreml i Moskva; dér er de helligste grave, kirker og klostre. Tiden for Kremls anlæggelse er ligeså ubekendt som Moskvas; de er rimeligvis jævnaldrende: fra først af har der vel været en befæstet markedsplads. Man ved at Kreml i 1339 var omgivet med en vold af egetræ, at i 1367 den donske Demetrius lagde grundvolden til dets stenmur, og at i 1495 nye befæstninger blev anlagte af italienske mestere. Ringmuren udgør nu 7,280 fod i omkreds med 5 porte, hvoraf den mest bekendte er Spasskij eller Frelserporten. Over denne port står et billede af Frelseren; alle tage hatten af, når de drage ind her; Napoleons hat blæste efter sagnet af ham, da han i 1812 kørte ind ad den. Et rettersted står endnu på pladsen nogle favne fra porten, på hvilket blandt andre strelitzerne henrettedes af Peter den Store, som efterhvert lod deres hoveder ophænge i ringmurens høje skydeskår. Et tårn er bygget over porten Nikolskij, hvorigennem tartariske, polske og franske tropper, hver til sin tid, er dragne ind. Tårnet blev for en del ødelagt af Napoleon; men efter en indskrift, som kejser Alexander d. 1ste lod sætte på porten, standsede ødelæggelsen ved St. Nikolaus' billede, som er anbragt derover; billedet selv tilligemed den foran samme hængende lampe blev aldeles uskadt. En tredje port kaldes Troitskij eller Treenighedsporten, hvis mærkelighed er et interessant tårn. Og endnu mere den omstændighed, at de franske tropper drog ud gennem den, da de måtte forlade fæstningen og staden. Kremls beliggenhed er en af de skønneste i Rusland, fornemmelig på den kant, som vender imod elven Moskovka, der deler staden i to ulige dele og slynger sig smukt i forskellige retninger. Det var fra en af udsigterne på denne kant, at Napoleon nød det rædselsfulde skue af de huses brand, som skulle have skænket hans trætte krigshær vederkvægelse og ly mod vinterens barske kulde og de endnu barskere snestorme. Overhovedet står den gamle borg som en levende historie om det rettroende Rusland og den russiske kirke, et vidnesbyrd om store trængsler og om stor kraft til at overvinde dem; men hvor megen anstrengelse og kløgt folket og dets fyrster end kan have vist ved denne borgs forsvar og generobring, så mener ikke den store masse, at dette var tapperhedens løn, men nåde fra det høje, forhvervet ved det rettroende folks bønner, fremførte for den almægtige faders trone, ved bønner af frelseren, guds moder og kirkens helgener, hvis billeder eller ben findes indenfor Kremls mure, i dens kirker og klostre. Rimeligvis opfatter russeren sådanne ting noget anderledes, end mere oplyste kristne tænker sig forholdet imellem gud og menneskene; men herom er her ikke stedet til at ræsonnere, men kun til at gentage Chateaubriands ytring «Når man er i havsnød, hjælper et Maria billede mere, end al verdens filosofi«. «Du skal ikke dømme en fremmed svend«. Hvem ved, hvilken indflydelse på den nuværende tsars tankegang og sjælsstyrke den omstændighed har haft, at han ved sin dåb lagdes på et af Kremls helgenskrin, det, hvori metropoliten Aleksijs ben hvile. Har hans fortrolige forhold til vor enkedronnings afdøde broder, hans svoger Maximilian, affødt hos ham den høje tanke om 23 millioner livegnes forvandling til frie og selvejende borgere, så har måske troen på hans legemes hellige indvielse givet ham mod til at udsætte sig for en million adelsmænds forbitrelse og dolke. Manden regnes ikke for en af denne verdens vise. Den viseste af alle Ruslands herskere, Katarina den 2den, gjorde derimod trods sin ven Voltaires belærelse mange tusinde fri bønder til livegne; men hun foragtede både Kreml og dets helgenskrin og meget andet, langt sandere.

Denne kirke byggedes først i år 1326 af metropoliten Petr under storfyrsten Joan Kalitas' regering. Den samme Petr har en hel historie blandt Ruslands hellige mænd, blev viet til biskop af patriark Athanasius i Konstantinopel i den berømte Sophiekirke, ved hvilken lejlighed sagnet fortæller, at kirken opfyldtes af en velbehagelig duft, der bragte patriarken til at spå om Petrs frugtbringende virksomhed for den hellige kirke, ved hvilke ord hans ansigt strålede således, at patriarken og alle tilstedeværende forundredes såre. Det bemærkes, at Petr viedes til metropolit, ikke blot for det sydlige Rusland, men for det hele rige; han begyndte sin virksomhed som metropolit i Kiev. Men da den kloge mand så, at Moskva havde mere udsigt til at blive Ruslands midtpunkt, flyttede han sin bispestol dertil og begyndte med storfyrstens bistand at bygge den her nævnte kirke, i hvilken han også indrettede sig selv en grav, hvori han blev nedlagt en måned efter kirkens fuldførelse. Da man bar hans legeme til det sidste hvilested, så nogle fromme mænd, hvorledes han stod op af ligkisten og velsignede folket, der fulgte ham. Således lyder legenden. 146 år derefter nedrives denne kirke på grund af ælde og snæverhed, og grundvolden lagdes til en ny bygning; dette var under storfyrst Joan den 3dje (den skrækkelige) og metropoliten over hele Rusland, Filip; bygmestrene var imidlertid mindre kyndige, så at den halvfærdige bygning rasede ned, hvorpå Storfyrsten indkaldte den berømte bygmester Fioraventi i Venedig, der formedelst sin kunstfærdighed kaldtes Aristoteles. Manden kom, blev modtagen med stor glæde og lagde den 11te juni 1479 grundvolden. Arbejdet varede i to år og bekostedes af Storfyrsten og metropoliten i fællesskab; de kirkelige kar og redskaber af skønneste slags, leveredes af Storfyrsten. Kirken fremtræder ved sine billeders opstilling som en økumensk kirke, det er en fælles kirke for den hele samling af troende. I dens fem etager høje ikonostas (dvs. billedskab) findes billeder af menneskeslægtens første fædre, patriarkerne, profeterne og apostlene, billedlige fremstillinger af hovedscenerne i Frelserens og jomfru Maries jordiske tilværelse, på væggene de økumeniske kirkemøder, martyrerne og andre helgener. Kirken har fire altre. Blandt dens mangfoldige billeder er et af guds moder, tegnet af evangelisten Lukas. Blandt de andre mærkeligheder er et basrelief, hvorpå fremstilles Georg, der fælder dragen med sin lanse. Ellers må det en gang for alle bemærkes, at de egentlige religiøse billeder, af dogmatiske grunde, blot er malede eller tegnede, så at den uhyre pragt og bekostning, som er anvendt på dem, findes på indfatningen. I denne kirke hvile de jordiske levninger af flere biskopper i skrin samt ligkisterne af metropoliterne og patriarkerne, undtagen den berømte Nikons; denne patriark døde i Jaroslavl.(Nikon var forvist; hans lig er i Ny Jerusalem) her er også de gamle patriarkers bispestol, hvor i den tid diakonen røgede selv i patriarkens fravær; ved siden af denne står den gamle kejsertrone, der kaldes Monomakhus' med historiske indskrifter; den flyttedes i sin tid fra Kiev til Vladimir og derfra til Moskva. I kirken står forresten en anden trone, hvorpå tsarerne sad, når de bivånede gudstjenesten. De mangfoldige hellige kar og redskaber, smykkede med smaragder og andre ædelstene, er overordentlig kostbare. Denne kirke har selvfølgelig et alterkors, hvori findes anbragt en splint af Frelserens kors. Der opbevares i kirken en liden emalieret skål, hvori den myrrha nedlægges, med hvilken kejseren og kejserinden salves ved sin tronbestigelse. Da Moskva blev Ruslands middelpunkt, blev denne kirke stedet for patriarkernes valg ved lodkastning og indvielse ved håndspålæggelse. På skærtorsdag salves det tilstedeværende folk med den hellige olie, ligeså foretages her den hellige fodvaskning og indvielsen af den myrrha, som herfra uddeles til alle kirker i Rusland. Endelig udgår fra denne kirke alle de processioner til minde om den guddommelige bistand ved de for hele riget farefulde begivenheder. Kirken er altså fremfor enhver anden det russiske riges hovedkirke, ligesom den forevises som den fornemste og i sit slags skønneste; den er ellers langt mindre end hovedkirken i St. Petersburg, der rimeligvis er beregnet på, i tidens løb at indtage dens plads som rigets hovedkirke; dertil er dog vistnok udsigterne fjerne, ligesom Petersburg heller ikke så længe, i folkets øjne, vil få rang som rigets hovedstad; dette beror ikke på en selvherskers vilje.

Denne kirke er bygget til ære for ærkeengelen Mikhail, de gamle russiske fyrsters skytspatron, i året 1333, få år efter den førnævnte kirke. Den er blevet ødelagt flere gange, første gang i 1610 af polakkerne, anden gang i 1737 ved en ildebrand. Dens indre forskønnelse og malerier, således som den nu forefindes, skyldes Katarina den 2den, der lod alt forny i den gamle stil. I 1812 led denne kirke såvel som de øvrige noget under franskmændenes besættelse, dog ikke betydeligt. Kirken tjente til hvilested for de gamle russiske tsarer lige fra den ovenfor nævnte Joan Kalita indtil Peter den Stores broder Joan (Ivan) Alekseevitsj. Her findes også prinsebarnet Demetrius´ ligkiste tilligemed barnets fyrstelige, yderst pragtfulde dragt. Interessant for den fremmede er dog den omstændighed, at alle de begravede fyrsters portrætter forefindes her i legemsstørrelse, ligesåvel som helgenernes, alle med glorie om hovedet. Dette minde om de hedengangne forfædre har bevirket, at de følgende kejsere har skænket større summer til gejstlige og munke, der hører til denne kirke, der også hjælper en hel del privilegerede betlere (ligesom Isakskirken i Petersborg). I denne kirke samledes i ældre tider storfyrster og tsarer for i ånden at tage afsked med sine der hvilende forfædre, når de drog ud på rejser, ligeledes på første påskedag for at give sine slægtninge påskekysset. Efter tiltrædelsen af tronen indfandt tsarerne sig også der for at nedbede sine hellige forfædres velsignelse og forbøn; ved udgangen fra kirken uddelte de i forhallen guld og sølv blandt det tilstedeværende folk; selv den falske Demetrius indfandt sig for at forrette en lignende bøn her. Kirkens mærkeligste antikvitet er en slavonsk evangeliebog, der angives at være skrevet i det 12te århundrede, næsten samtidig med den ældste af alle, den østromirovske.

Denne kirke er lidt yngre end de foregående, nemlig fra 1397. Den led ligesom de øvrige nogen skade i 1812, men blev i det følgende år repareret. Den indeholder adskillige mærkelige genstande, især et billede af Frelseren over indgangen, til hvilket folket under pesten i 1771 strømmede sammen, hvorved »de syge helbrededes«. På væggene er der en del portrætter i legemsstørrelse af russiske storfyrster med glorier om hovederne. I vestibulen findes underligt nok billeder af gamle filosofer med papirruller i hænderne, hvorpå der står moralske sententser. Mod sædvane i ældre kirker findes her kor; disse var bestemte for storfyrsternes gemalinder og prinserne, når de bivånede gudstjenesten. De kors og panager (hellige billeder i indfatning), som her findes, er for den største del skænkede storfyrsterne og deres damer af de østerlandske patriarker og kejsere. Det ovenfor nævnte billede af Frelseren såvel som billedet af Mariæ Bebudelse, er frembringelser af den byzantinske malerkunst, af stort kunstnerisk værd, siges det. Til venstre for alterdøren findes »det undergørende« billede af den donske gudsmoder; det kaldes sådan, fordi det ledsagede den donske Demetrius på felttoget mod polakkerne. Denne kirke var engang i tiden storfyrsternes og tsarernes huskirke; de døbtes og viedes her. Protojerejen (overpræsten) ved kirken var tsarens skriftefader og havde sin bolig nær slottet, hvor han indfandt sig hver morgen og aften for at lyse velsignelse over tsaren, hvorpå denne holdt bøn og bøjede sig til jorden; derefter bestænkedes han med vievand.

Denne bygning er det, som de fremmede gerne kalder patriark-paladset, fordi de gamle patriarker boede der, i de værelser, hvor nu den hellige synodes kontorer er, samt de rum, hvori den hellige myrrha tilberedes for alle de russiske kirker. Den hele bygning opførtes i 1656 af den berømte patriark Nikon. Før hans tid boede patriarkerne i en bygning, der støder til det nuværende slot; i denne bygning findes portrætter af patriarkerne. Den forekom imidlertid Nikon for liden, hvorfor han byggede den nuværende. Der bivånede patriarkerne den daglige gudstjeneste, medens de på de store fester bivånede gudstjenesten i den Uspjenske katedral. I Apostel kirken findes flere mærkværdige billeder, hvoriblandt et af Frelseren, »der ikke er gjort med menneskehænder«. Traditionen siger nemlig, at ved en ombygning af kirken da murstenene faldt ned, på hvilke billedet var malet, men at alligevel billedet på mirakuløs måde blev stående, hvor det var og endnu er. Et billede af apostlene Petrus og Paulus er mærkelig på grund af sin ælde og kunstrighed; det henføres af kendere til det tolvte eller trettende århundrede og er rimeligvis malet i Grækenland; det skal være foræret Peter den Store af paven. I denne bygning modtog patriarkerne tsarerne, gesandter og andre personer i formel audiens. Her holdtes også kirkeforsamlinger samt patriarkernes dinéer. Ligeså findes i denne bygning patriark-sakristiet, hvor patriarkernes prydelser og emblemer opbevaredes. Fremdeles findes her patriarkernes celler: tre små, beskedne værelser; i et af dem holdt patriarkerne sin bøn. I de øvrige celler, som findes i nederste etage, logere nu de til kirken hørende ordenspræster og embedsmændene ved synodens herværende kontor; synodens residents er, som bekendt i St. Petersborg, hvor den tillige med Senatet indehaver en af den nye hovedstads herligste bygninger.

I modsætning til de øvrige kirker på Kreml udmærker denne sig ved sin enkle bygningsmåde. Dens navn kommer deraf, at den høj, hvorpå den ligger, langt tilbage i tiden var bevokset med en granskov, hvor en eremit ved navn Bukala opholdt sig. Kirken byggedes først af egetræ til minde om Frelserens forvandling. Denne kirke forsvandt imidlertid, måske ved ildebrand, hvorpå den førhen nævnte fyrste Joan Kalita i året 1330 flyttede hid et ældre kloster, der var anlagt til minde om den samme hellige begivenhed og lagde dette tilligemed en stenkirke på det sted, hvor Bukala havde haft sin eneboerhytte. Klostret med dets kirke nød høj anseelse som planteskole for munke og som det sted, hvor fyrster og fyrstinder i gamle dage modtog tonsur og klosterdragt, hvilket oftest var tilfældet, når det lakkede mod deres endeligt. Klosteret tjente også til herberg for gejstlige personer, der kom til hovedstaden i kirkelige anliggender, og gemmer nogle af disses jordiske levninger. Kirken tjente til bedehus for tsarerne, som også her aflagde sine hellige løfter. Bygningerne led noget i 1812, dog mindre end de andre. Den indeholder en del billeder samt et relikvieskrin med de jordiske levninger af den hellige Stefan, biskop i Perm. Også begravedes her i de ældste tider nogle storfyrster og storfyrstinder.

Denne kirke er den yngste af dem alle, nemlig fra 1635; også den tjente til bedehus for storfyrster og tsarer. Dens kunstneriske mærkelighed er et billede af Frelseren i byzantinsk stil, efter sagnet bragt fra Rom af den græske prinsesse Sofie; der findes også en del andre, hvoriblandt et af Johannes den Døber. På den store kirkefest den 16de august bivånede tsarerne gudstjenesten her; ligeledes nød de her nadveren efter forudgående faste, udholdt i kirken. Nogle fyrstinder er her døbte, ligesom de her gennemgik bønneceremonierne ved deres overgang til myndighedsalderen.

Dette kloster, der også kaldes Katedral klostret, anlagdes år 1365 af metropoliten Aleksij, som tidligere havde udmærket sig ved et yderst strengt munkeliv med faste, bøn og »læsning af hellige bøger«. For at vies til den høje værdighed som øverste biskop, sendtes han af Storfyrsten og bispekonciliet til Konstantinopel, hvis patriark Filotheos viede ham. På tilbagevejen var han i livsfare på havet; han lovede herren, hvis han frelstes, at bygge et tempel, hvorpå stormen lagde sig; han og hans følge kom tilbage den 16de august 1354 (stor festdag). Nogle år efter hans tilbagekomst til Moskva fik Aleksij formedelst sin anseelse som hellig mand anledning til at gøre sit fædreland store tjenester på en ejendommelig måde: Tartarerne lå dengang i Rusland nær Moskva; deres khan Tajdula tilkaldte ham for at helbrede hans hustru fra en øjensygdom «for at herren formedelst hans bønner skulle helbrede hendes sygdom». Det lykkedes ham; Tajdulas efterfølger, Berdibek, en overordentlig hård og grusom mand, havde til hensigt at foretage et plyndringstog i riget. Den daværende fyrste Ivan bad Aleksij atter at drage til tartarerne for at formilde khanen. Dette lykkedes; han fik også af khanen et skrevet dokument og en ring med khanens segl (en drage), hvilke endnu opbevares. Nu byggede han dette kloster og andre hellige bygninger. I klostret forbeholdt han sig selv en grav. Klostret er helliget ærkeengelen Mikhail. Mange munke udgik fra dette kloster, der senere fik æresnavnet lavra, dvs. kloster af første klasse, her anlagde den berømte patriark Filaret i det 16de århundrede en skole «patriarkskolen for gejstlige» og ansatte en lærd græker Arsenij som lærer. Munkene her lærte latin og græsk og oversatte bøger på russisk, ligesom de berigtigede kirkebøgerne efter græske originaler, klostret tjente også til opholdssted for afgåede biskopper og metropoliter, f.eks. Feodosij, der tilbragte sit livs aften i en simpel munkecelle, hvor han blandt andet plejede og vaskede en spedalsk mand indtil hans død. En del tsarer er døbte her, f.eks. den nuværende Alexander II, hvis legeme ved den lejlighed lagdes på den ovennævnte Aleksijs reliqujeskrin. I 1812 holdt metropoliten Platon før franskmændenes ankomst sørgegudstjeneste og bøn for den ulykkelige hovedstad, tog afsked fra sin hjord og døde kort efter, uden at se byens brand. Det 500 år gamle kloster har set Ruslands vigtigste begivenheder og regnes for et af Kremls helligste steder.

Dette kloster er anlagt af den «højværdige» Jevfrosinia, hvis verdslige navn var Jevdokia, gift med den berømte storfyrste den danske Demetrius, efter hvis død hun blev nonne og spegede sit kød, blandt andet ved at bære lænker, når hun viste sig udenfor klostret, aflagdes disse og hun bar prægtige klæder. Klostret var fra først af bestemt til fyrstinder og (senere) kejserinder. Jevfrosinia lagde også grundstenen til en klosterkirke af sten, der fuldendtes efter hendes død år 1467. Begge bygninger har lidt sammen med de øvrige på Kreml. I 1547 omkom 10 nonner i en ildebrand. I 1571, da den krimske khan Devletgirej overgav hele Moskva til ildens ødelæggelser, brændte også klostret og en del nonner. Senere ødelagdes det af polakker og litauer og endelig i 1812 mindre betydeligt af franskmændene, ved hvis bortgang det befandtes fuldt af allehånde urenlighed; dets kostbare kar og prydelser var imidlertid ligesåvel som alle de andre hellige bygningers, før fjendens ankomst bragt i forvaring til Vologda. Klostrets billeder og prydelser er mange og rige, men forholdsvis nye, så at der ikke knytter sig særlige traditioner dertil. Derimod har adskillige fyrstinders og kejserinders navne knyttet sig dertil, da de trak sig tilbage did, når de blev enker eller af andre grunde opgave verdens herlighed. Dette kloster var også det sted, hvor tsarernes forlovede opholdt sig før deres bryllup. Som den berømteste fyrstinde, der her er begravet, nævnes Anastasia, Ivan den Skrækkeliges gemalinde; hun var berømt for sin mildhed og godgørenhed, og ved hendes ligfærd trængte alle de fattige sig således omkring hendes kiste, så at gejstligheden og de fornemme ikke kunne få plads; den grusomme kejser selv var så bedrøvet, at han måtte støttes ved sine to brødre. Storfyrstinder og kejserinder gik i dette kloster, når de forfulgtes og forskedes af sine barbariske gemaler. To gange om året indfandt tsarerne sig i dette kloster for at bivåne sjælemessen over de hensovede fyrstinder.

Ved siden af kirkerne og klostrene på Kreml bemærker den fremmede snart det berømte klokketårn ofte kaldet Ivan Vjelikij, det højeste klokketårn i Rusland; det skal have sit navn enten efter sin bygmester eller efter den lave kirke, som er under det, indviet til evangelisten (?) Johannes. Af en indskrift under dets øverste hvælving ses det, at det er bygget af Baris Godunof i år 1600. I 1611 hang der i tårnet 22 store og middelstore klokker samt 30 små. Under tsar Mikhail Feodarovitsj (1613-1645) byggedes der en tilbygning, hvori der anbragtes nogle store klokker. Korset på dette tårn borttog Napoleon i den tanke, at det var af guld; men det viste sig, at det var af jern, overtrukket med blankpudset kobber. I bygningen findes en liden kirke til ære for helgenen Nikolaus. På tårnets tomt stod tidligere en bygning med et kapel, hvor de tartariske gesanter logerede. Nikolaus kirken plyndredes i 1812 og nedreves for en del. Klangen af tårnets klokker på de store fester anses for den herligste og helligste; der er nu i alt 30, hvoraf den største vejer 4,000 pud, 40,000 pund (ét russisk pund er omtrent ¼ mindre end vort; nøjagtigt er det = 1¾ kølnsk mark; 40 russiske pund er = 32,76 danske pund). Ved kirketjenesten giver disse klokker signalet til alle Moskvas 400 kirker. Den berømte nedfaldne klokke ved tårnets fod angives at veje 444,000 pund; den er i allefald så høj, at den ikke ville finde plads i et almindeligt værelse, dens malm er omtrent en alen tyk; dette ses af det trekantede hul, den har fået ved sit fald. Naturligvis ringes ikke de store klokker på sædvanlig måde; men kolberne trækkes af to mand med et tykt tov og har desuden i den øvre ende en balance.

Den russiske kirkes disidenters væsen; ældre kirkeforhold, patriarken Nikon og raskolnikerne

Verdenshistorien kender kun en begivenhed, i hvilken raskolnikerne (dissenterne) nævnes som hovedmænd, nemlig det frygtelige oprør, hvormed den berygtede Jemeljan Pugatshof bragte Katarina den 2dens trone til at skælve (strelitzerne støttede raskolnikerne, men her var naturligvis religionen en bisag; ligeså med Stjenka Razins bondeoprør). Kirkehistorien har i almindelighed kun at bemærke, at anledningen til raskolnikenes fremkomst var patriarken Nikons kirkelige reformer i midten af det 17 de århundrede. Vore finmarkske landsmænd kender dem fra den store samhandel, som de driver med beboerne omkring det Hvide Hav, af hvilke de ældre endnu er raskolniker, og almindeligvis kaldes starovjerer (gammeltroende); de yngre russere fra den kant, især de mere dannede, tilhøre nu oftest den russiske statskirke. Pugatshofs oprør vakte naturligvis i Rusland meget stor opsigt, og den kloge Katarina den 2den anså det for et hovedspørgsmål for sit rige og sin trone at hindre dets udbredelse vest for Volga. Napoleon den 1ste, der i flere år forberedte sit felttog i 1812, antages at have gjort stor regning på bistand af raskolnikerne, ligesom Karl den 12te af kosakkerne, som i det mindste for en stor del var raskolniker (eller også romerske katolikker); begges skuffelse blev fuldstændig. Karl den 12te ville naturligvis tilsidst være blevet tilintetgjort af sin talentfulde modstanders overmagt, om ikke både Mazeppa og han havde skuffet sig i håbet om raskolnikernes bistand. De vigtigste faktorer i Pugatshofs oprør have næppe nogensinde stået klart for nogen: Pugatshof selv blev parteret i Moskva uden at give nogen nærmere forklaring; han vedblev i sin påstand om at være Peter den 3dje, Katarinas mand og Ruslands ægte tsar. Hvad enten nu hans tilhængere anså ham for virkelig kejser eller for en sværmer eller en bedrager, så viste det sig, at han var istand til at samle hele hære om sig ligeså hurtigt, som de adspredtes, og at det store træk i oprøret var at udrydde godsejerne på en mere eller mindre pinlig måde, eftersom de for Pugatshof karakteriseredes af sine bønder. Han iagttog forresten, når han var ædru, raskolnikernes hellige sædvaner. Et slags underdanighed, som et raskolnikisk samfund viste Napoleon den 1ste ved Moskva, var enten et patriotisk bedrageri eller i det højeste en måde, hvorpå det ville sikre sig uforstyrret ro for sit kapel og i sine boliger under hans ophold i hovedstaden. Det hele, man havde set af raskolnikerne, har været tilstrækkeligt til at vise, at de ikke var farlige, men snarest nyttige undersåtter lige overfor udenverdenen, at det religiøse element i dem i det store taget ikke virkede forstyrrende på det hele samfund, og at social-økonomiske forhold spillede med. Den uklarhed, som herskede i Rusland om det hele væsen, gør os det forståeligt, at regeringen i følelsen af sin egen magt og under byrden af dens mange praktiske og politiske gøremål ikke anstillede gennemgående undersøgelser om raskolnikernes antal og væsen før 1827, da den energiske Nikolaus, der ville vide god besked og overholde streng orden og lydighed, lod foretage statistiske undersøgelser og traf strenge foranstaltninger mod en hel del af dem. Det nyeste værk om raskolnikerne og deres betydning i det russiske folks historie udgaves i 1870 i St. Petersburg af V. V. Andrejef; dette værk er her benyttet; forfatteren ses at have kendt og benyttet mere end 50 skrifter af almindelig og speciel art om raskolnik-væsenet, hvoraf de allerfleste er fra de sidste 30 år, kun ganske enkelte ældre; som hovedforfatter nævnes Schjapof (1867); de er formentlig alle temmelig ubekendte for det almindelige læsende publikum i Rusland, endnu mere udenfor Rusland; de russiske præster jeg traf, lod til at vide meget ufuldkommen besked om raskolnikerne, og slet ingen om raskolnik-litteraturen. Af den uklarhed, som herskede i forestillingen om elementerne i Pugatshofs oprør, af gejstlighedens uvidenhed, raskolnikernes patriotisme eller afsky for alt fremmed, af rigets storhed og vanskelige bestyrelse lader det sig forklare, at den russiske regering eller i det mindste hovedstadens publikum troede, at det hele antal raskolniker kunne udgøre omtrent 1 million, medens det ved undersøgelse viste sig, at det rimeligvis udgjorde omtrent 10 millioner. Opdagelsen af denne store vildfarelse og nogle sekters seje genstridighed mod den almægtige og despotiske kejser gør det forklarligt nok, at raskolnik-litteraturen i den sidste menneskealder er vokset således, som ovenfor angivet; det har måske endog syntes farligt for det store rige, at nogle raskolnikiske sekter, hvis selvgjorte præster af regeringen forjagedes, grundede et kirkeligt hierarki i Østrig og derfra hemmelig forsynedes med præster. Kejser Nikolaus' strenghed, tidens materialisme, fremmet, skønt næppe tilsigtet, ved hans styrelsessæt, og endelig russernes stigende samfærdsel med andre folkeslag har i det mindste på nogle udkanter af riget virket til, at den yngre slægt af raskolnikerne har aflagt en del af sine fordomme; så var i alle fald tilfældet i Finmarken for 10 år siden, at raskolnik-væsenet i det hele vil formildes og lidt efter lidt svinde, håber Andrejef på grund af den nuværende regerings liberalitet og ophævelse af livegenskabet, samt bøndernes forbedrede stilling; han beretter, at starovierernes gejstlighed i Moskva i 1862 opsagde al forbindelse med det i Østrig oprettede hierarki og gik over til statskirken. At det forholder sig sådan er ubestrideligt. Men deraf følger visselig ikke, at de mange millioner andre raskolniker ville gøre det samme; Andrejef synes overhovedet at mangle kirkehistorisk erkendelse og i høj grad at dele sine nutidige landsmænds materialistiske livsbetragtning. Dersom hans forhåbning går i opfyldelse, bliver årsagen den nuværende regerings milde skånsomhed og dens, såvelsom den russiske gejstligheds, tilbøjelighed til at sørge for almuens oplysning. Ved »raskolniker« forstås, som man måske vil have forestillet sig, kun de dissenter, den græsk-russiske kirke selv har udviklet, altså ikke andre kristendommens bekendere, hvis tal, som bekendt, ikke er ringe i det store rige, og som overhovedet har nydt frihed og tildels understøttelse, når de har holdt sig fra politikken og proselytmageri. Dette må vel fastholdes, når man vil forklare sig raskolnikernes troskab mod fædrelandet. Deres fordomme mod andre kristne, af hvilke de regner de romerske katolikker som kættere, lutheraner og reformerte som busurmaner (hedninger), er rimeligvis endnu større end de rettroendes, hvem de altså regne som brødre, og hvem de vistnok ville overgå i fanatisme, om det kom til en krig, hvor det gjaldt om rigets beståen; det egentlige gamle Rusland er for dem ligesåvel som for de rettroende det «hellige Rusland». Det fælles navn, som de bruger om sig selv, er staroobradets dvs. tilhænger af den gamle liturgi eller af det gamle ceremoniel, skønt hverken nu eller tidligere forskellen er indskrænket hertil for de flestes vedkommende, lige så lidt som de heri er enige indbyrdes. Men navnet angiver vistnok nogenlunde rigtigt de fleste sekters religiøse udgangspunkt. Det bekendte blad Kolokol, der søgte at ophidse dem mod den russiske regering, brugte også dette navn fælles for dem, ligesom man i høflig tiltale til dem gør. Det skal her bemærkes, tildels som forklaringsgrund til statsstyrelsens lemfældighed mod de fleste af dem, at man indtil de nyeste tider har regnet dem som indehavere af Ruslands største kapitalrigdom, hvormed de stundom allerede i Peter den Stores tid ydede fædrelandet og tsaren ekstraordinære understøttelser. Enkelte rigmænd blandt dem bor i St. Petersburg, langt flere i Moskva, hvor i 1870 en del bankierer, tilhørende den af kejser Nikolaus, i det mindste i hans almindelige ukas, stærkt forfulgte sekt skoptser (gildinger), under mit ophold var tiltalte for et i fællesskab øvet bedrageri. Jeg læste sagen og tiltalen i «Moskauske efterretninger»; i tiltaledekretet nævnes intet om straf for deres farlige trosbegreb. Det hele antal af raskolnikiske menigheder, sekter og underafdelinger, som eksistere eller har eksisteret, er noget over 120, blandt hvilke i Vesteuropas skrifter og tidninger man, foruden de ovennævnte, oftest ser omtalt dukhobortser (åndekæmpere) og sjældnere molokaner (mælkespisere), så kaldede, fordi de i fastetiden spiser mælk onsdag og fredag, men faster om lørdagen. Denne sekt er af de ældste, da den allerede nævnes i det 15de og 16de århundrede; den antages at være udgået af judaizerende sekterer og kaldtes «molokaner af den hebraiske bekendelse»; for tiden hænder det, at molokaner går over til unitarier; de antages i enkelte stykker at have været påvirkede af kalvinistiske ideer. De nævnes her foreløbig, fordi de nylig har været omtalt i et kirkeligt tidsskrift, og fordi de i tidligere tider forfulgtes med overordentlig strenghed, som «satans hær». For tiden slås de ofte sammen med dukhobortser.

Træk af den russiske kirkes tilstand i den ældre tid; Nikon

Det er nødvendigt for at forstå raskolnik-væsenet, ligesom det er lærerigt i og for sig selv, at få nogen besked såvel om den russiske kirkes stilling og væsen som om den berømte patriark Nikon. Fra slutningen af det 16de århundrede koncentreredes den øverste gejstlige magt i patriarkens hænder; men i forhold til tsarvældet var den dog i virkeligheden adskilligt mere indskrænket, end metropolitens før havde været. Navneombytningen af metropolit og patriark fandt sted i 1589. Den mand, der bevirkede indskrænkningen, var den dygtige Ivan den 4de den skrækkelige (1533-1584), der altså ikke oplevede denne begivenhed, men i virkeligheden havde forberedt den, ligesom han overhovedet fortjener at anses for en af det store riges grundlæggere eller befæstere. Før den tid havde metropoliten sin egen, om end lille hær, sit eget hof og sine egne hofmænd. Gejstlige personer optrådte ikke sjælden stridende og dadlende mod tsaren. Gejstlighedens magt indskrænkedes naturligvis i samme forhold, som tsarvældet styrkedes. Det første mærke på tsarens overvægt over gejstligheden blev indretningen af en gejstlig starost-værdighed eller, som indehaverne også kaldtes, ordensopsynsmænd over den sekulære gejstlighed, indsat af den verdslige magt, hvilken indstiftelse for øvrigt vel behøvedes, for at hindre uorden og ryggesløshed blandt de rå og uvidende kirkens tjenere, men på den anden side mere og mere forøgede åndstvangen for almuen og trykket for dem, der ikke ville underkaste sig kirken, som forsåvidt støttedes af den despotiske enehersker og hans håndlangere. At patriarkerne af og til søgte at hævde sin og kirkens uafhængighed er en selvfølge. Man regner, at dens magt stod på sit højeste under Filaret (1619-1633), og at der allerede da var tegn til sammenstød med tsarvældet. Dette sammenstød blev iøjnefaldende under Nikon, der var en overordentlig energisk og herskesyg mand, medens den daværende tsar Alexej (1645-1676), af naturen en eftergivende mand, i begyndelsen gav efter for ham, men senere i alle henseender indtog en kækkere holdning og til sidst bevirkede hans afsættelse og forvisning. Fra den tid gik patriarkens magt jævnt tilbage, indtil den ophævedes, og kirken kom i det forhold til staten, tsaren, som den dag i dag finder sted, og om hvilket det i det hele må siges, at den i virkeligheden er temmelig selvstændig, selvstændigere end i noget protestantisk land, vistnok noget forskellig, eftersom tronen på den ene side og synoden på den anden side beklædes af energiske personer. Den formelle begrænsning er rimeligvis temmelig ufuldkommen; men vist er det, at tsaren, om han end gennem synoden var istand til at opstille bestemmelser om betydeligere forandringer, alligevel ikke skulle vove det af frygt for den store masse «rettroende», muligvis også for den lavere gejstlighed. Også har det vist sig, at selv Nikolaus ikke kunne tiltvinge sig «lån» af kirkegodset mod statsobligationer. Om genoprettelse af patriarkens værdighed var der under Peter den anden tale; men videre kom det ikke. Kirkemøder i Moskva fandt oftere sted i den ældre tid; et slags kirkeråd og det fast ses at have eksisteret under Ivan den skrækkelige under navn af synode, og allerede længe før Peter den Store ses det efter omstændighederne at have hældet enten til tsaren eller til patriarken (førhen metropoliten). Indsættelsen af en kontrol over gejstligheden og det gennem de ældre synoder øvede indseende med kirkens bestyrelse fik naturligvis stor betydning på gejstlighedens forhold til folket, både i og udenfor statskirken (raskolnikerne). Sognefolkene var fra gammel tid af vante til i sine præster at se den af dem selv udvalgte, af dem yndede mand. I slutningen af det fjortende århundrede ses verdslige mænd at have dømt sine egne sognepræster endogså i kirkelige sager. De ansatte på den tid selv den præst, de bedst syntes om. Præsten var ikke altid gramotnij dvs. istand til at læse og at skrive, i hvilken henseende en tilbagegang er at bemærke i det sekstende århundrede, da læreanstalterne angives at være hævede i det nordøstlige Rusland. Under disse omstændigheder oplærtes da præstekandidater af præster ved at puge de forskellige ritualstykker. Derfor betaltes efter overenskomst, og desuden gav ved kursets slutning lærlingen læreren «grøden» dvs. et traktement, og overtog da sin stilling. Endnu i begyndelsen af det sekstende århundrede klager ærkebiskop Genadij over, at de indviede præster ikke ville lære at læse, idet han siger, at han ville sætte dem til abc´en og pegepinden, men at de løb sin vej. I det samme århundrede ophører, meget naturligt, prædiken i de russiske kirker. I det syttende århundrede ser man kirkeskoler i Moskva, og da begynder atter prædikenen, dog ikke overalt, men efter kirkestyrelsens »udvalg«. Alligevel angives sognefolkene at have været tilfredse med sine præster, selv om de ikke kunne læse; de valgte dem nemlig selv. Ved sådant valg forfattedes en «izljub» (god vilje), hvilket de kommunale vælgere underskrev, og som altså var udnævnelsesdokumentet. Eksempel anføres dog på, at kun to adelsmænd underskrev, medens valget var foretaget af ti godsejere og tredive bønder. Der nævnes også eksempler på, at man valgte til præst den mand, som betalte valgmændene højest. Endnu i det syttende århundrede valgte sognefolkene sin præst i midt-Rusland; i Pskov og de nærmeste distrikter var i 1685 160 kirker i bøndernes eje, der ikke ville underkaste sig biskoppen, men gav sine kirker til de præster, som gik ind på den mindste årlige løn. Som følge af dette forhold betragtede almuerne sine kirker som privat ejendom. Ligesom de fornemme bojarer i Moskva undertiden havde 2-3 «huskirker», så at mængden af kirker i denne hovedstad i den anden halvdel af det syttende århundrede nåede det uhyre antal af 1700; således betragtede også de mindre formuende byboere, der slog sig sammen om at bygge en kirke, denne som deres «fælles huskirke», hvor hver enkelt mand opstillede sit eget helgenbillede, foran hvilket han forrettede sin bøn, opstillede sine lys, og som han efter omstændighederne udsmykkede med en eller anden værdifuld genstand f.eks. mønter, der hængtes på indfatningen; helgenbillederne var og er, som man vil erindre, altid malede. I det syttende århundrede, navnlig efter Nikons tid og raskolnik-væsenets tiltagende udbredelse, indtræder heri forandring, retten til at vælge præst går over fra sognefolkene til den øverste kirkestyrelse, kontrolleret af statsmagten. Nikon indviede ikke til præst nogen, der ikke var «gramotnij»; thi, siges det, præsten kunne som repræsentant for magten - den åndelige og den verdslige, ikke længere være «bezgramotnij»; han var officiel person. Før kunne bønderne vælge til præst en bonde som dem selv; nu måtte præsten stå over bondedannelsens lavmål. Men jo større afstanden blev mellem ham og hans menighed, desto fjernere blev også forholdet mellem dem. Dette bidrog naturligvis adskilligt til at fremme raskolnik-væsenet; de trådte, siges det, ud af statskirken for at få til sjælesørger, ikke den, hvem biskoppen udnævnte, men den, sognefolkene selv ønskede. Nogen legal begrænsning af sognene har der næppe været før Nikons tid og, tror jeg, er der næppe nok nu. Den ting har i et land som Rusland, hvor massen af befolkningen bor i landsbyer, og af andre hensyn f.eks. til politiet og værnepligten fra alders tid af er delt i kommuner, ikke stort at betyde: sognet er landsbyen eller kommunen med en eller flere kirker, eller med en kirke og flere kapeller, der efter omstændighederne betjenes af en eller flere præster med tilhørende diakoner, djatshoker (klokkere), ponamarer (sakristaner) eller storozher dvs. kirketjenere og kirkevogtere (at russerne i St. Petersburg til ministerielle forretninger benyttede den præst, der boede bekvemmest, så og hørte jeg den præst, hos hvem jeg boede i den nordvestre udkant af byen, havde om sommeren en meget stor menighed i alle beboende af de omkringliggende landsteder; men om vinteren, når disse flytter til det indre af byen, havde han næsten ingen menighed undtagen lemmerne af den forsørgelsesanstalt, hvis sjælesørger han egentlig var: han havde da kun lidt at bestille og kun lidt at fortjene). En følge af Nikons grundsætninger, hvilke han med stor styrke gennemførte, var den, at præster, som ikke havde den statskirkelige ansættelse, forbedes at forrette og altså måtte gå over til raskolnikkerne, når de der kunne få plads. En anden indskrænkning gjorde også Nikon, idet han forbød at gøre nogen livegen til præst; adskillige af disse, der var opdraget i godsejerens gård, besad nogen dannelse og var velkomne blandt raskolnikerne. Denne forholdsregel angives at have haft sin grund i hensynet til godsherrens ejendomsret; thi enhver mand, der viedes til præst, havde eo ipso personlig frihed: ved at gøre en livegen til præst, siges der, berøvede man hans ejer en «arbejdssjæl». De præster, som var fødte i livegenskab og fungerede, tabte retten til at forflyttes til en anden menighed, men kunne vedblive at fungere på det gods og under den godsejer, under hvilke han var født; forøvrigt var han personlig fri. Dette står i forbindelse med den legaliseren og ordning af livegenskabet, der af andre grunde fandt sted netop i den tid, en foranstaltning af overordentlig betydning og bærevidde. Omtrent samtidigt, nemlig i året 1667, foretages en stor forandring med kirkerne: de ophøre at være privat ejendom. Det samme blev tilfældet med de i kirkerne anbragte helgenbilleder og de på samme anbragte prydelser. Den private mand, der fra nu af ville tage sin obraz eller dets prydelser hjem til sit hus, straffes som kirkeraner; en kvinde, som i sine velmagtsdage havde behængt sin obraz med perler, og som senere, da hun blev fattig, tog dem tilbage, blev anmeldt af præsten og dømtes til afhuggelse af begge hænder. Alligevel vedblev den skik at smykke kirkens obrazer indtil Peter den Store, der forbød privatpersoner den art religiøs luksus og tværtimod tog forskellige sådanne prydelser og lod dem sælge til fordel for kirkerne: blandt sådanne nævnes fremmede mønter og ringe. Enkelte stormænd skænkede dog fremdeles kostbarheder til kirkerne; de rigeste havde endog sit eget skab i kirken hertil f.eks. Ruslands største godsejer i forrige århundrede, grev Sheremetjef, hvis skab (kiota) havde en værdi af en million rubler. Nikon, der, efter hvad der ovenfor er sagt, ved sine foranstaltninger virkede til indskrænkning af obrazers anbringelse og udsmykkelse, pådrog sig rimeligvis derved den i de fleste russeres øjne grove beskyldning at være ikke-billeddyrker. Kirkernes overgang til offentlig ejendom såvelsom præsternes til at være statskirketjenere havde med hensyn til gudstjenestens ydre former stor forandring til følge; den blev pragtfuldere og ordentligere; kirkelige tinkar og tinfade gik af brug. Præsternes samarie blev pragtfuldere (af silke), der indførtes en bedre sang (fortiden haves i det mindste i mange kirker et fast sangkor med sin «regent« og syv sangere, som oftest drenge; i enkelte kirker i Petersburg assisterede frivillige borgere eller embedsmænd ved sangen i kirken; i de største kirker som f.eks. Isakskirken er sangen overordentlig smuk og rekrutterer, siges der, stundom den store opera). Dersom nu regeringen, samtidig med at gøre præsterne til statskirketjenere enten havde givet dem løn af offentlige midler eller overhoved ordnet lønforholdet på en bestemt måde, ville forholdet mellem præst og menighed blevet bedre og præstens stilling forsåvidt uafhængigere end før; dette gjorde den ikke, og menigheden, som var vant til et friere forhold, blev ofte misfornøjet. Noget anderledes står naturligvis en sådan sag, når, som hos os, befolkningen engang er vant til et system, og centralstyrelsen såvelsom præsterne er gode, og de sidste gøre ganske anderledes ret for sig end tilfældet var i Rusland. Forandringen gav ialtfald der anledning til megen fortræd både for kirken og staten. Biskop Pitirim indberettede til Peter den Store, at præsterne overalt »skjulte« raskolniker for penge; rige raskolniker købte sig fri for kirkelige ceremoniers iagttagelse; præsten betragtede overhovedet sin stilling som næringsvej; sprickworter som «præsteøjne» (præstesækken) og «præsten tager betaling både af den levende og den døde» blev endnu hyppigere end før. I begyndelsen af det forrige århundrede var der præster, som næsten ingen indtægter havde og nærede sig ved jordarbejde; på andre steder levede de næsten udelukkende af de bestikkelser, raskolnikerne anvendte på dem, for at se igennem fingre med deres tilstedeværelse og andagtsøvelser. Altså levede præsten både i ældre og nyere tider væsentlig af, hvad menigheden gav ham, hovedsagelig af sædvanemæssig betaling for hver enkelt forretning. Dette system gik lige op til patriarken selv; der nævnes således fra tiden omkring forrige århundredes begyndelse følgende betalinger; for at være tilstede ved en begravelse efter en rigmand fik patriarken 10 rubler, metropoliten 5, ærkebiskoppen 3-4, arkhimandriten 1-1½«, igumen (abbed) 25 altiner dvs. 75 kopeker, arkhidiakonen 40 altiner dvs. 1 rubel og 20 kopek: for anden og tredje klasses begravelser fik patriarken henholdsvis 7 og 5 rubler, de øvrige dignitærer rimeligvis i samme forhold ( pengenes værd i det syttende århundrede angives i forhold til levnedsmidlernes at have været henved 15 gange større end nu). De højere gejstlige tjente også mange penge på andre måder: de modtog betaling af præsterne, når de ansattes. Den afgift var på patriarken Joachims tid 2 rubler, hvis fordeling under navn af præstetold overbestyrelsen besørgede. Kirkelige domshandlinger indbragte den højere gejstlighed temmelig meget: der betaltes særskilt for dom i første og anden instans, for forlig og for «afbigter»; af mennesker, der levede sammen uden ægteskab, tog gejstligheden betaling; i tilfælde af, at de havde børn, betalte faderen til metropoliten 2 rubler 8 altiner og 1 kopek. I slutningen af det syttende århundrede betaltes i sådanne tilfælde, hvad enten der var børn eller ikke, 2 rubler til gejstligheden. I bispedømmet Novgorod, hvor befolkningen for handelens skyld altid har været mere vandrende og opsynet vanskeligere, bestemte metropoliten Makarij, Nikons samtidige, betalingen for et barn, avlet udenfor ægteskab til en paltina (½ rubel). Forøvrigt havde gejstligheden al opfordring til at påse ægteskabers stiftelse, da vielserne var en af deres indtægter. Den samme Makarij bestemte betalingen for andet ægteskab til det dobbelte og for det tredje ægteskab til det tredobbelte af, hvad der betaltes for det første, hvis beløb dog ikke angives, medens det dog siges, at det var en væsentlig indtægt for gejstligheden. Den højere gejstlighed, der, som vi har set, var bedst stillet, havde i det hele gode indtægter; desuden havde den såvelsom klostergejstligheden betydelige godser, medens den lavere gejstlighed i regelen kun havde de ministerielle forretninger at leve af og oftere pådrog sig klager for sine fordringer. I et sogn, Pudosh, klagedes over, at præsterne forlangte 15 rubel for en begravelse, og at lig henlå ubegravede, fordi almuen ikke kunne betale, over at de skruede betalingen for andre forretninger op til det firedobbelte af, hvad de skulle have, hvilket dog ikke nævnes. Præsternes moralitet angives i en kirkeforordning under Feodor Alexejevitsh (1676- 1682) at have været dårlig: det hedder, at poper og diakoner holdt hemmelige drikkelag, hvilken misbrug forordningen befalede at udrydde. Senere mulkterede man med 5 rubel. Den præst, hos hvem der fandtes «brændevinskar»; der bestemtes også mulkt for gejstlige personer og for nonner, når de gik på værtshuse og drak sig «meget drukne». For første gang en halv rubel, for anden gang 1 rubel., for tredje gang 2 rubler 8 altiner og 1 kopek. Dertil føjedes senere den bestemmelse, at når de tre gange var mulkterede for beruselse og rangel, skulle de i gentagelsestilfælde sættes i kloster og sigte mel; men, stod nu den underordnede gejstlighed på et lavt trin, behandledes den også derefter: der nævnes tilfælde, i hvilke biskopperne pryglede præsterne og «pinte dem hårdt». Præsten, diakonen, djatshoken og ponamaren dannede i det syttende århundrede en stand; deres rangforhold betegnes derved, at i 1627 i Moskva bestemtes den årlige faste løn for en præst til 10 rubler, for en diakon til 6 rubler, for en djatshok og ponamar til 4 rubler, naturligvis foruden visse accidentser. Af diakoner var der forøvrigt i mange distrikter og byer forholdsvis få, dog altid nogle. Følgen heraf var, at adskillige af dem blevet rige; blandt andet tjente de penge ved kirkeindvielser og var tildels ansete mænd; i Nizhnij-Novgorod f.eks. valgtes eller foresloges i 1635 en diakon til «ældste» af præster og diakoner. Af et brev af metropoliten Kornelij i Novgorod ser man, at djatshoker brugtes til skrivere og ponatnarer til gejstlige sendelser. Dette bemærkes til forklaring af, hvorledes disse personer ofte bidrog til raskolnik-væsenets udbredelse f.eks. Janilo Vikulin og Fedosij Vasiljef; det var skrivføre folk med nogen dannelse; men efter en anordning fra Nikons tid kunne de ikke rykke op til sognepræster. En af de sekundære grunde til raskolnik-væsenets udbredelse var også de forholdsregler, regeringen tog for at underkaste klostrene og klosterlivet nye regler. I historisk henseende kan man betragte klostret som et samfund af mennesker, der slog sig sammen for under en bestyrelse at arbejde til fælles nytte, fra først af vistnok til fælles beskyttelse. Dette er let forklarligt i et så tyndt befolket og for røverske anfald så udsat land som Rusland, hvor også centralregeringen var svag. Det religiøse element antages forholdsvis senere at være blevet det mere fremtrædende, dog vistnok oftest ved siden af andre øjemed f.eks. økonomiske. I 1662 dannede udtjente krigsmænd i distriktet Jakutsk et kloster for sig selv, udnævnte en af sin midte til klosterforstander og sendte ham til biskoppen for at modtage tonsur og indvielse; sådant siges også at være sket før. Klostrenes antal voksede, især efter at rigets enhed var kommet istand under tsarer. I det fjortende århundrede opstod 80, i det femtende 70 og i det syttende århundrede 200. Samtidig bemærkes, at disse indretninger under storfyrsterne fik skattelettelser og beskyttelse, medens under tsarerne forholdsregler toges til indskrænkelse af deres antal og grænser sattes for deres berigelse: den donske Demetrius (1362-1389) skænker Treenighedsklostret landsbyer og jordejendomme og benytter dets stifter Oergij Radoneshkij som rådgiver og hjælper f.eks. til at lukke kirkerne i Nizhnij-Novgorod på grund af borgernes ulydighed. Den første tsars, Ivan den fjerdes (1533 -1584), forhold til forskellige klostre viser sig forskelligt: til nogle henvender han udtalelser af misnøje, enkelte skænker han begunstigelser. I 1575, angives det, levede i Treenighedsklostret i Moskva efter en udenlandsk forfatters angivelse 700 munke på statskassens regning; formentlig er dette således at forstå, at en stor del af dette rige klosters ejendomme var gaver af tsaren. Efter Moskvas befrielse fra polakkerne i 1614 fik det samme kloster formedelst sine udviste tjenester ret til at hente de af sine bortrømte bønder tilbage, som i de sidste elleve år havde boet på andre godser eller i byer; der udsendtes mænd til alle kanter, som bemægtigede sig ikke blot disse, men endog bønder, som i 20 år havde været borte. Dette fremkaldte klager og foranledigede rimeligvis, at terminen for eftersøgelsernes ophør i 1615 fastsattes til udgangen af året 1616. Det samlede antal af klosterbønder (livegne) var i 1764, da en inddragning af klostergodser fandt sted, 910,000; deraf ejede Treenighedsklostret det største antal, 120,000, netop så mange som Ruslands rigeste mand på den tid, grev Sheremetjef. Næst efter dette kloster stod i rigdom det Kirilobjelozerkiske, der ejede 35,000 i 1764. Dette var et af de klostre, der pådrog sig Ivan den fjerdes vrede. Fra hans tid af toges der efterhånden forholdsregler til at indskrænke klostrenes tal og deres rigdomme samtidig med forholdsregler til den højere gejstligheds magtindskrænkning. I 1551 udkom en kejserlig forordning, hvorved det forbødes klostrene at købe godser uden regeringens tilladelse; i 1580 forbødes det at skænke klostre landsbyer (med jorder) ved testamente, begge dele under den samme Ivan den fjerde. Under hans regering beholdt dog folk, der gik i kloster, sine faste ejendomme: munke og nonner ejede livegne. Indtrædelse i et kloster medførte ikke en fuldstændig afskærelse af familiebånd, selv det ægteskabelige; sådanne munke og nonner betegnedes dog ved egne navne: pobratim og posestria (broderven og søsterveninde). Ved indtrædelsen skænkedes gaver eller man optoges «for guds skyld»; i 1679 nævnes som eksempel 3 kurve med glas til en værdi af 12 rubler. Munke, der intet indskud havde gjort, kunne i ældre tid gå over fra et kloster til et andet; dette forbødes i 1667, da de sattes «i 4 livegenskabsforhold til sine klostre». Endnu før tsar Alexejs (1645-1676) lovbog var det blevet forbudt munke at eje godser: disse måtte, når en mand gik i kloster, overgå til de lovlige arvinger, som forpligtedes til at give arveladerne underholdningspenge. Dette uagtet vedblev dog munke en tid lang at beholde sine ejendomme i byerne. Dette forbødes ellers af synoden i 1667, der også forbød at optage mænd, der løb fra sine hustruer. Man begyndte nøjere at påse, at munkene levede sammen, og metropoliten Ilarion i Suzdal (Vladimir) brændte munke, der ikke ville lyde i dette stykke; under tsar Feodor Al. befales det at sende landstrygende (og fordrukne) munke til klostret Piatnitskij, der omgaves med et palisadeværk; ligeså forbødes privates adgang til klostre, af hvilke endog nogle henlagdes til andre steder af den grund. I 1698 forbødes det aldeles at bygge nye klostre i Sibirien, «hvor der allerede var nok af dem». I 1702 var der i hele Rusland 12,076 kirker, deraf i Sibirien 160. I 1701 udkom en ukaze, som stadfæstede forbudet mod, at munke overgik til andre klostre; det forbødes munkene at skrive i sine celler; de kunne derimod skrive på en særskilt plads ved et bord efter bestyrelsens anvisning. I 1705 nedsattes munkenes underholdningsbidrag til det halve. Det bemærkes forresten udtrykkeligt, at den stærkere kontrol af centralmagten, der overhovedet øvedes fra det sekstende århundrede af i alle retninger, for de fjernere og ensomt beliggende klostres vedkommende i virkeligheden ikke blev så streng. Imidlertid ledede de forskellige foranstaltninger dog til, at der opstod nye raskolnik-eremitager i hemmelighed på fjerne steder, tilsigtende dels religiøse, dels økonomiske øjemed. Vi har allerede set, at regeringen arbejdede på at give gudstjenesten et smukkere udseende. Den arbejdede samtidig på at hæve gejstlighedens moralske niveau; men frugten deraf blev af forskellige grunde kun ringe; thi blandt andet blev sognegejstlighedens økonomiske stilling slet ikke misundelsesværdig; den pressedes også på sin kant. Ved indvielsen til sit kald betalte præsterne før patriarken Joakims tid (1674-1690) i forskellige sportler (afgifter) 4 rubler (senere 2 rubler) og diakonerne halvparten. Når de overtog sine kald, måtte de gøre presenter (gaver) til sine overordnede. Af præster og diakoner, som var enkemænd, betaltes sportler, bl.a. for tilladelsen til at vedblive i sin stilling. I slutningen af det sekstende århundrede opkrævedes af gejstlighedens boliger ligesom af private huse en afgift til indløsning af krigsfanger. Da de her tildels ikke fik deres ringe bestemte løn, stod kun en indtægtskilde tilbage, nemlig accidentser af sognebørnene, så at de f.eks. i guvernementet Moskva næsten intet fik, da deres sogne mangesteds beboedes væsentlig af raskolniker, og det på Peter den Stores tid ikke hemmelig, men mod dobbelt beskatning faktisk anerkendte, af hvem altså ingen slags indtægt faldt; og dog antog man, at gejstlighedens stilling i fjernere dele af Rusland var endnu slettere. Hertil må føjes tryk af andet slags: i 1645 udkom en ukaze, som forbød at ansætte sønner af præster eller diakoner som skriverkarle eller fuldmægtige i nogen gren af administrationen (i lighed med sønner af småkøbmænd og bønder). En af tsar Alexejs, Peter den Stores faders, ukazer beskylder sønner af præster og kirkelige funktionærer for at befatte sig med tyveri og svartebogkunster. For imidlertid at give dem noget at bestille bestemtes det, at alle sønner i sådanne familier på en nær skulle udskrives til militærtjeneste. Denne gejstlighedens trøstesløse stilling gør det let forklarligt, at raskolnikvæsenet, som gejstligheden nærmest skulle hindre, netop ledede til udbredelse af de sekter, der overhovedet anerkendte nødvendigheden af præster (popofstshina), ligesom de forholdsregler, som anvendtes mod klostrene, ledede til udbredelse af de sekter, der ikke ville vide af præster (bezpopofstshina). Man må her mindes, forsåvidt som et splidagtigt forhold mellem præsterne og menighederne angår, at den skærpede centralstyrelse gjorde det til pligt for præsterne, ligesom deres trang gjorde det dem til en nødvendighed, at føre et nøjere indseende med sine sognebørns levesæt. Den førhen friere omgang mellem kønnene undgik nu ikke opmærksomheden. En kvinde, der fødte et uægte barn, sendtes, førend barnefaderen havde betalt sin pengebod, til arkhimandriten (i nærmeste kloster) til forhør og sattes derpå i et nonnekloster i 5-6 uger under tugt og formaning af en skriftefader til for fremtiden ikke at krænke sædeligheden. Dersom en sådan moder ikke opgav barnefaderen, blev hun selv mulkteret desforuden. Et uægte barns fader fik foruden mulkt stokkeprygl. En mand, som holdt frille, skulle sendes til Novgorod til metropoliten (1695). I 1697 udkom en patriarkforordning, der befalede, at rige fædre af uægte børn skulle indfinde sig hos distriktsgejstlighedens ældste for at forhøres, at de skulle piskes uden skånsel, derefter sættes i kloster på en måned, bivåne hver messe og ved dennes ende foretage hundrede bukninger. Samme bod skulle moderen underkastes 14 dage efter hendes forløsning; nægtede hun at opgive barnefaderen, straffedes hun dobbelt. At man med disse bestemmelser havde et moralsk øjemed er klart nok; men systemets befølgelse faldt ikke så let. Man ser i begyndelsen af det attende århundrede, at en sibirisk biskops Djesatilniker (famuli?), der var underkøbt (bestukket), lod en del enker, der beskyldtes for et udsvævende levnet, gifte sig med hvem de havde lyst til; i et koloniland med forholdsvis mange mandfolk er ægteskabet for en kvinde gerne let at istandbringe; sådanne og lignende tilfælde svækkede naturligvis indseendets moralske virkninger. En skriver Peter Blasoff blev straffet med stokkeprygl og klostertugt, fordi han satte sin søster i tjeneste på et værtshus. Gejstligheden forfulgte ikke blot levninger af overtro, men også uskyldige fornøjelser, såsom kortspil, skakspil, damspil, brætspil, væddemål og gyngen, det sidste under motivering af, at man ofte faldt ned og slog sig ihjel. Musikanter forfulgtes; violiner, sækkepiber og «alleslags djævelske redskaber» skulle slåes istykker og brændes; at vaske sig i sølvfad, at smelte tin og voks var genstand for forfølgelse (det sidste rimeligvis som indgreb i privilegierne om levering af kirkelys). Gejstligheden skulle indgive fortegnelse til patriarken med navns nævnelse over dem, der ikke skriftede, skulle påse, at sognefolkene med kvinder og børn gik i kirke på søn- og helligdage, og metropoliten Makarij (1543 -1564) befalede at påse, at sminkede kvinder ikke lukkedes ind i kirkerne. Ved at overse regeringsarkiverne viser det sig, at gejstlighedens strengere opsyn over menigheden skærpedes fra Nikons tid af og nåde sit højdepunkt i Peter den Stores første regeringsår, og at raskolnik-væsenet i samme tid og i samme forhold tiltager. Navnlig antages det, at alle de sekter, der hører til bezpopofstshina, fik sin største udbredelse ved gejstlighedens strengere opsyn med privatlivet. Jeg vil her særskilt bemærke, at de anførte fakta bero på henvisning til citerede dokumenter; en fuldstændigere og systematisk bearbejdelse er fremtiden forbeholdt og vil næppe lade vente længe på sig, da studiet af Ruslands gamle tid dér drives ligeså ivrigt, som studiet af Norges her.

Patriarken Nikon.

Ved siden af de leverede meddelelser om den russiske kirkes væsen og forhold i den ældre tid må man, for at forklare sig raskolnik-væsenets uhyre udbredelse, og nævne den anden store faktor i stykket; det er patriarken Nikon, der gjorde bruddet mellem kirken og en stor del af dens ulydige børn endnu voldsommere og mere ulægeligt. I landsbyen Veldemanova nær Volga i guvernementet Nedre-Novgorod fik en bonde Mina, en mordviner, i året 1605 en søn Nikita, der efter indtrædelsen i den gejstlige stand kaldte sig Nikon. Den kreds, hvori Nikon fødtes, frembragte omtrent samtidigt to andre i den russiske kirke berømte mænd, Avakum og Pavel Kolomenskij, hvilke senere blev Nikons bitre modstandere. Nikita mistede allerede som barn sin fader og opdroges under streng opsigt af sin forstandige moder, der lod ham oplære i gramota (læsning og skrivning), senere vel og i noget mere. Tyve år gammel blev han præst. Nogle købmænd fra Moskva, der gjorde hans bekendtskab, kaldte ham til hovedstaden. Her erfarer man for det første kun det, at han skilte sig fra sin hustru og drog til nordens øde tundraer for at leve som eremit; her modtager han tonsuren og bliver munk under navnet Nikon. Han går senere over til et andet kloster Anzerskij i den samme landsdel, hvor han imidlertid snart bliver uenig med forstanderen Jeleasar, der blev meget forbitret på ham formedelst hans stridige og herskesyge karakter og skal have ladet sine omgivelser forstå, at han ville påtage sig syndeskylden for den mand, der dræbte Nikon. Denne forlader klostret og grundlægger selv et nyt, hvis igumen (abbed) han blev. I denne egenskab gjorde han en rejse til Moskva, hvor han blev bekendt med tsaren Alexej, Peter den Stores fader, der kaldte ham til forstander for klostret Novospasskij, for at have ham i sin nærhed (1646). Den unge tsar, der i det foregående år havde besteget tronen, var en gudfrygtig mand og af naturen en blød karakter, let påvirkelig for den kloge og herskesyge abbed. Snart bliver Nikon metropolit i Novgorod; thi tsaren, der efterhånden oparbejdede sig til bestemthed og selvstændighed, ville måske på den ene side forsøge at stå mere på egne ben, og havde på den anden side det håb, at han kunne gøre den talentfulde mand til et nyttigt redskab i sin hånd: han satte ham i en af de vanskeligste stillinger. I Novgorod udbryder der snart uroligheder og et folkeopløb, hvorunder Nikon mishandles af pøbelen. I 1652 døde patriarken Josif og tsaren udnævner Nikon til hans efterfølger. I begyndelsen nærede tsaren venlige følelser og stor tillid til den nye patriark, benytter hans råd i regeringssager og lader ham styre, som han ville, i kirkesager. Ved den tid opdages den hellige Filips levninger i klosteret Solovetskoj på Solovka, der er en ø i det Hvide Hav. Denne Filip havde været metropolit under Ivan den skrækkelige, men pådrog sig tsarens fjendskab og blev dræbt af en af hans drabanter Maljuta Skuratof. Denne strid med tsaren er karakteristisk. Tsaren indfandt sig i kirken med kalot på, hvilket metropoliten forbød ham; dette var stridens slutning. Dens begyndelse og virkelige årsag var af ganske anden art og betydning: den dygtige, selvstændige og herskesyge Ivan arbejdede på indskrænkning af gejstlighedens magt og begrænsede blandt andet metropolitens ret til at holde eget hof, ligesom han årlig indkaldte til hovedstaden landets øverste gejstlige til en kirkeforsamling, sobór, der senere gik over til synode, naturligvis til dels for at binde hænderne på metropoliten. Samtidigt oprettedes ældste-værdighederne blandt gejstligheden, der senere gik over til et slags superintendentskaber, altså med udgangspunkt fra den verdslige magt. Filip måtte som sagt bøde med livet for sin strid med tsaren, og hans jordiske levninger havde i mere end 18 år hvilet i klostret Solovetskoj og befandtes ved opdagelsen ufortærede. Dette ville Nikon benytte til fordel for kirken, og bevægede tsaren til at afgive en erklæring om, at Filip uretfærdigt var dræbt, og en bestemmelse om, at hans levninger af en højtidelig deputation skulle hentes til Moskva. I spidsen blev Nikon sat og tsaren mødte selv i den højtidelige procession, der modtog deputationen og levningerne i hovedstaden. Nikon lagde en særdeles vægt på denne begivenhed og antog siden som patriark sådan titel «Nikon, ved den hellige guds moders og den undergørende Filips bønner patriark» osv.. Dette vakte opmærksomhed hos alle og ærgrelse hos tsaren; thi der var tre andre undergørende helgener af samme klasse som Filip, nemlig Petr, Alexej og Jona, hvilke patriarken altså ikke nævnede, naturligvis for at betegne kirkens selvstændighed lige overfor tsarvældet eller, rettere sagt, dens stridige forhold lige overfor statsmagten. Hvorledes det nu end var, så blev nu Nikon patriark i 1652, og ansåes for af stå højt i tsarens gunst og tiltroede sig ialfald selv evne til både at styre ham og hans fornemste undersåtter. Han behandlede bojarerne med stolthed og stundom med egenmægtighed, han fratog nogle af dem fem forsendelser af musikalske instrumenter, hvilke han lod opbrænde; han fratog andre fornemme mænd, der havde begyndt at leve på europæisk vis og havde bestilt helgenbilleder fra udlandet, disse, lod dem bryde istykker og nedgrave i jorden, fordi de var af fremmede malere. Han forbød også bojarerne at vaske sig ofte, sigende, at så gør tyrken. Selv en slægtning af tsaren Ivan N. Romanof krænkede og forurettede han: manden havde, når han drog på jagt, sine tjenere iførte europæiske klæder; Nikon udbad sig disse for at lade gøre lignende til sine, men lod dem skære istykker. Ved siden af de nævnte egenskaber viste Nikon megen forfængelighed; der er pålidelig beretning om, at han havde til hensigt at antage titelen pave - hvilken titel forøvrigt de orientalske patriarker stundom havde brugt - og at paveregalierne allerede var færdige; der manglede kun tsarens samtykke. Dette nægtedes ham. Nikon antog titel af svatjejsjij (helligste), der siden bibeholdtes af patriarkerne. Hans forfængelighed kommer især tilsyne i nogle af hans embedsskrivelser og ordre. I anledning af et besøg, tsaren og han tilsammen skulle gøre i et kloster, befalede han foruden flere andre ting til forherligelse, at en omtrent ligelydende panegyrik skulle holdes for ham som for tsaren. Hans selvgodhed krænkedes, da engang en fremmed ikke tog hatten af for ham på gaden: der udkom en ukaze, hvorved det befaledes, at alle i byen værende fremmede straks skulle iføre sig, hver sin nationaldragt - ellers brugte fremmede i Moskva altid russisk dragt - og disse, som kun havde sine rejseklæder, måtte bære disse og udsattes for pøbelens fornærmelser. Selv fornemme fremmede fornærmede han, om de var i selskab med russiske bojarer: en sådan ved navn Marselis knutede han formedelst tobaksrygning. Tolerance kendte han ikke synderlig til: en del fremmede religionssamfund, der ikke ville gøre korsets tegn, spredte han om i forskellige byer og nedrev deres kirker eller moskéer. Han viser sig overhovedet fra først af ugunstig mod det nye og fremmede, medens han senere viser sig modsat og efter sin afsættelse og forvisning fra Moskva endog omgiver sig med udlændinge. En af hans værste handlinger, der også senere blev et af klagepunkterne mod ham, var en befaling, han udstedte, om at pine og lemlæste sin egen skriftefader; og grunden angives ikke. Hoffets damer fik ofte hans vælde at føle gennem fornærmelser. Til sidst besluttede han sig til at optræde mod tsaren selv. Åbenbart blev dette først i 1656, men rigtignok da, hvis man tør fæste fuld tillid til udenlandske skribenters, Strahlenbergs, Kelchs og Gadebusches bestemte påstand, på iøjenfaldende måde; de påstå nemlig, at han lod sig bestikke af den polske konge Kasimir, der var i krig med Rusland, samt af den østrigske gesandt. Man beskyldte ham også for at have fremkaldt et opløb i Moskva i egennyttig øjemed. Hvorledes det nu end forholdt sig dermed, så ophørte man med at indbyde ham til deltagelse i bojarrådet. Nikon optog dette som en fornærmelse og forlangte plads deri, i henhold til, at patriarken Filaret (1619-1633) havde været medlem deraf og deltaget i afgørelsen af verdslige genstande. Han fik det svar, at Filaret havde deltaget i dette råd - et slags statsråd eller notabelforsamling, men uden lovbestemt indstiftelse eller begrænsning - som den daværende tsars, Mikhail Romanofs (1613-1645) fader, - ikke som patriark. Hermed erklærede Nikon sig utilfreds og gjorde åbenbart forsøg på at indskrænke tsarens handlefrihed: Aleksej ville ikke tilgive en godsejer, der beskyldtes for at have dræbt sin broder og sin forlovede i egennyttigt øjemed. Tsarens skriftefader, der talte den angivelige morders sag, men ikke kunne bevæge tsaren, nægtede denne adgang til nadveren; tsaren klagede over ham for den stolte patriark, men fik den besked, at skriftefaderen havde handlet tilbørligt, og ingen ophævelse af bansættelsen. Da fyrst Iv. A. Dolgorukij hos skriftefaderen selv udvirkede ophævelsen, lyste Nikon højtidelig fyrst Dolgorukij i ban. Herved blev det indtil en kirkefest den 16de juni 1658, da Nikon efter messens afslutning i den Uspjenske domkirke og efter at have henlagt sin bispestav på alteret bekendtgjorde, at han fratrådte sin patriarkstilling. Kirkefolket kom i forvirring ved dette uventede budskab, og nogle besluttede ikke at lade patriarken gå ud af kirken, og lukkede dørene. En udsending fra tsaren fyrst Trubetzkoij indfandt sig og forefandt Nikon siddende i munkekutte på det nederste trin af patriarktronen. Forklaringerne mellem udsendingen og patriarken endte med, at Nikon med tsarens tilladelse drog til klostret i Voskresensk (i guvernementet Moskva) i en kibitka uden at ville benytte den ham af tsaren skænkede karet. Fra dette kloster udstedte han forskellige skrivelser, hvori han kaldte sig Vjelikij Gosudar (den høje herre), en titel, også tsarerne bruge, men rigtignok efter Filarets eksempel; han fratog naboerne jordejendomme, og da staalniken (en høj hofembedsmand, de græsk-romerske kejseres dapifer) Baborikin indberettede dette til tsaren, lyste han også forbandelse over sidstnævnte. Indberetningen bevirkede naturligvis nu en formel undersøgelse af dertil udnævnte mænd, som indfandt sig hos ekspatriarken. Nikon modtog disse med grovhed, udskældte metropoliten Paisij, et af kommissionsmedlemmerne, for tyv, hund og bondeknold (mushik), påstod, at denne havde lovet ham ikke at adlyde tsaren. Til bojaren Odojevskij sagde han, at han endnu var patriark, skønt denne foreviste ham en skrivelse, hvori han havde frasagt sig værdigheden med tilføjende, at han ikke ville vende tilbage til den «som en hund til sit eget spy». Undersøgelsen viste, at Nikon havde et dokument færdigt, hvori tsar Alexej erklæredes fuldstændig udelukket af kirken. Indtil videre forblev Nikon, hvor han var; men pludselig viser han sig igen i Moskva, indfinder sig til morgenmessen i den Uspjenske domkirke, tager sin bispestav og forretter messen sammen med metropoliten Jona fra Rostov. Der gøres ham det spørgsmål, hvorfor han var kommet til Moskva uden tsarens tilladelse; han svarede, at han var kommet for at bringe tsaren fred og velsignelse. Alligevel opfordredes han til at fjerne sig fra hovedstaden, og militærvagt med en oberst i spidsen indfandt sig for at ledsage ham, og han rejser tilbage med trusler mod sine fjender. Naturligvis havde han haft til hensigt at forlige sig med tsaren, da han havde erfaret, at der skulle nedsættes en ret, bestående af kirkens »patriarker« til at dømme ham efter undersøgelsernes afslutning; dette ville han forhindre. Imidlertid vedblev anklager at indkomme mod ham, blandt andre fra to nyomvendte jøder, der beskyldte ham for at have frataget dem deres hustruer og for at leve i utugtigt forhold til dem. Retten, der benævnes sobór, koncilium, sattes over Nikon, efter at patriarkstaven med magt var ham frataget. Nikon forlangte, at korset skulle bæres foran ham ved hans indtrædelse i retssalen, hvilket indrømmedes ham; men, da han fik se, at der ikke var beredt ham en for en patriark passende plads i forsamlingen, blev han i sin ærgrelse stående under oplæsningen af klagepunkterne, der varede i tolv timer. Retten erklærede Nikon skyldig. Han fradømtes alene patriarkværdigheden, hvorpå han førtes til et andet kloster, det ferapontiske (?). At Nikon behandledes på den måde, som her er beskrevet, er på den ene side et bevis på hans stillings og hans persons anseelse, på den anden side derimod på den uvilje, han fra alle kanter havde pådraget sig: man vedblev at frygte ham. Tsaren Alexej, der selv havde valgt og udnævnt Nikon, bestemte for fremtiden, at patriarken skulle vælges ved lodkastning (blandt metropoliterne?). Under Nikons ophold i klostret indsendtes atter klager mod ham over, at han drak, at han huggede hovedet, fødder og vinger af fugle, fordi de åd op hans fisk, og lignende. I 1676, tsar Alexejs dødsår, blev det forbudt at give Nikon blæk og papir. Den nye tsar Feodor (1676-1682) havde en anden mening om Nikon og den nytte, han kunne gøre: han begyndte at underhandle med metropoliterne om at gengive Nikon sin rang; men bojarerne frarådede tsaren at udføre denne plan under foregivende af, at det ville være en krænkelse mod hans faders minde. Den nye tsar, der for øjeblikket opgav sin tanke, havde imidlertid en større plan med kirken og med Nikon, nemlig at udnævne ham til pave og de fire metropoliter til patriarker, og det blev besluttet, at Nikon skulle kaldes tilbage fra sin forvisning. Rimeligvis ængstedes han ved den karakter, raskolnik-væsenet havde antaget: da det ikke længere havde Nikons person at stride mod og heller ikke ham at flygte, syntes det at antage en politisk og regeringsfjendtlig afskygning, så at man samme år i 1681 brændte raskolnik-lærerne. Nikon begav sig på rejsen til hovedstaden, men døde i Jaroslav. Ved hans begravelse, der foregik med stor højtidelighed, sang tsaren selv; man bar i ligtoget tændte lys, og hele den højere gejstlighed var tilstede i messehagler (rizi, capsulæ) af rige kinesiske stoffer. Tsaren udvirkede hos «patriarkerne», at Nikons afsættelse skulle erklæres ophævet, og at han skulle regnes blandt de russiske patriarkers tal. Dette er en kort oversigt over den personlige side af Nikons liv. Hans virken i sin stilling, dens betydning og følger er her ikke synderlig berørt. For øjeblikket er det tilstrækkeligt at sige, at han i høj grad bidrog til at fremskynde raskolnik-væsenet, der forøvrigt var ældre end ham, og det hele århundrede æggedes ved de reformer i forskellige retninger, som efterhånden indførtes til forberedelse af den systemforandring, som Peter den Store gjorde. Nikon har rimeligvis været en med tsar Peter selv beslægtet ånd, hvis regerings begyndelse han ikke oplevede. Om disse to store, men begge med heftige lidenskaber belagte mænd skulle have kunnet arbejde sammen, er vel såre tvivlsomt. Ved omtalen af den over Nikon satte ret har jeg benyttet ordet patriarker, fordi det står i V. V. Andrejefs bog. Hvis det er rigtigt, menes formentlig patriarkerne fra Konstantinopel, Jerusalem, Alexandria og Antiochia. Da Andrejef ikke taler videre om disse betydningsfulde personers rejse eller ankomst, har det villet forekomme mig tvivlsomt, om ordet virkelig er at forstå i sin egentlige betydning, eller om man her skal tænke på de russiske metropoliter. Jeg får lade dette stå hen indtil videre. Jeg vil dog bemærke, at det også ellers viser sig, at den russiske kirke vedligeholdt forbindelse mellem patriarkerne i Konstantinopel og Jerusalem.

De kirkelige bøgers rettelse.

Den anden og væsentligste side ved Nikons liv og virksomhed slutter sig fornemmelig om hans foranstaltninger til de kirkelige bøgers rettelse, der har haft en så overordentlig indflydelse på det russiske folk og den russiske kirke. Tanken om nødvendigheden af rettelser i kirkebøgerne og frembringelse af overensstemmelse i deres lydelse falder omtrent sammen med de politiske enhedsbestræbelser og magtens koncentrering i Moskva. Allerede i 1355 berigtigede metropoliten Alexei i Moskva i sin afskrift af »evangeliet» en del fejl, der havde indsneget sig. Under Vasilij Ivanovitsh (1505-1533) kaldtes til Moskva en lærd græker Maximos til at gennemse det storfyrstelige bibliotek, og derefter overdrog man ham gennemsynet af de kirkelige bøger; storfyrstens bibliotek bestod for en stor del af græske bøger, hvoriblandt også kirkelige. Til at udføre det første arbejde kunne han hjælpe sig med sit græske sprog, men ikke til det sidste. Han kunne selv tale latin, men blandt tsarens nærmeste, rimeligvis også blandt gejstligheden traf han ingen, der forstod dette sprog synderlig. Han måtte derfor lære datidens russisk, og efter at have nået det mål, arbejdede han i 9 år tildels sammen med en russer Mikhail Mjedovartsef på de kirkelige bøger dvs. håndskrifter og fandt mange afvigelser og fejl, hvoraf nogle var så gamle, at hans medarbejder i høj grad undrede sig over hans forandringer, som i reglen var udslettelser af indskudte forklaringsord, og vakte vel allerede da fordom mod ham. Det gik imidlertid frem med arbejdet, sålænge Maximos stod i tsarens gunst. Men dette varede ikke længe: Maximos modsatte sig tsarens skilsmisse fra hans gemalinde; metropoliten Daniel blev vred på ham, fordi han ikke ville oversætte for ham Theodorets udtalelser om «korsets tegn med to fingre», og den lavere klostergejstlighed var forbitret på ham, fordi han strengt dadlede dens drukkenskab og andre laster. Maximos forvistes fra hovedstaden og fængsledes. Dermed standsede bogrettelsen for denne gang. Et koncilium på 100 medlemmer samledes i Moskva under Ivan den fjerde for at aftale foranstaltninger til arbejdets genoptagelse, og omtrent på samme tid åbnedes det første bogtrykkeri i Ruslands hovedstad: nu skulle de hellige bøger for første gang i berigttiget stand trykkes; en del udgaves; men efter få års forløb ødelagdes bogtrykkeriet, og bogtrykkerne flygtede ud af landet. Rimeligvis var både den lavere gejstlighed og pøbelen skyld heri. Arbejdet standsede altså igen, og forstyrrelsen under Boris Gudunof, den falske Demetrius, Vasilij Shujskij og mellemregeringen indtil 1613 levnede ikke tid til sådanne arbejder. Efter at den første Romanof Mikhail (1613-1645) var kommet på tronen, bestemtes det i 1616 at genoptage arbejdet og dertil at benytte munke, som forstod «grammatik og retorik». I spidsen for dem sattes arkhimandriten ved Treenighedsklostret Dionisij. De begyndte med at berigtige messebogen. De skaffede sig tolv slavonske og fem græske håndskrifter. Ved at sammenligne dem med messebogen fandt de, at 40 fejl havde indsneget sig, hvoraf en meget væsentlig i en bøn, der bruges ved vandets indvielse på festen i anledning af Jesu åbenbarelse, og hvor der til bibelstedet Math. 28, 19 efter ordet «helligånds» var tilsat «med ild». Tilsætningen var gået over i 500 bønner, der bruges ved forskellige arter af gudstjeneste, og den ceremoni fandt sted ved den nævnte fest, at lysene dyppedes ned i vandet ved udtalelsen af de indsatte ord. Nu rejste sig da endogså højere gejstlige mod Dionisij: man fængslede ham, og det blev befalet, at han skulle piskes i 40 dage og stå «i røg i paladset». Efter patriarken Jonas befaling førtes han daglig til patriarkens gård eller til kejserinde-nonnen Marfas celle, hvor man lod ham gøre 1000 knæfald. Dionisij gjorde undertiden 1000 knæfald til frivillig og ville ikke ydmyge sig, men gav kække og bestemte erklæringer om, at han havde ret. Det erkendtes også af den nye patriark Filaret, tsarens fader, der 1619 overtog kirkestyrelsen og befalede Dionisij at fortsætte sit arbejde. Filaret var af Boris Gudunof blevet gjort til munk mod sin vilje, og var blevet gjort til fange og beholdt som gidsel i Polen under urolighederne, men kom efter sønnens tronbestigelse tilbage, blev patriark (1619-1633) og optrådte med overordentlig kraft og store planer, gående ud på et fælles herredømme af tsaren og patriarken (der udkom ukazer indledede med tsarens og patriarkens navn i aldeles verdslige anliggender af største vigtighed, endogså en med patriarkens navn alene om de adelige godsers arvelighed (1629). Et portræt af Filaret som patriark blev senere fundet, hvorpå han står med scepter og kejserlig kaftan; under portrættet stod tsar Feodor Mikititsh Romanof, Filarets verdslige navn. Dette portræt er senere blevet ommalet og viser ham i patriarkdragt. Underskriften er overstrøget). At trodse en sådan patriark vovede nu ingen åbenlyst, og trykningen af kirkebøger i Moskva gik nu hurtig for sig, og det så hurtig, at de fleste ikke blev synderlig rettede, og at fejlfulde bøger, der før kun var håndskrevne og få, nu udgaves i store masser. Filaret gik også hensynsløst frem og erklærede uden tilbørlig undersøgelse flere ældre bøger for ubrugbare og urigtige, skønt de var autoriserede. Det samme gjorde den senere patriark Josif (1642-1652) ved bøger, som var udkommet før hans embedstid. Ikke bedre gik det med fem bøger, som Josif lod udgive i et antal af 1200 eksemplarer hver, uagtet han havde sat fyrst Lvof og protopoperne Avakum (Habakuk) og Lazar til at påse trykningen. På denne måde kom det hele væsen i miskredit og måtte fremkalde ængstelser i samfundet og mistillid til den øverste kirkelige administration. Således stod sagerne, da Nikon blev patriark i 1652. En mindre dristig mand end han ville rimeligvis for en stund have ladet det bero med de mangelfulde bøger, man unægtelig havde, eller dog gået meget forsigtigt eller langsomt tilværks; men sådan en mand var ikke Nikon. De 6.000 eksemplarer, som var udgivne under Josif, foruden andre, erklærer han for urigtige og indeholdende løgnagtige lærdomme. Her skal det imidlertid gøres opmærksom på, at påvirkningen fra den græske kirke, der jo var moderkirken, netop nu var blevet temmelig stærk, og at de østerlandske patriarker opmuntrede og støttede Nikon; også var trangen til samlen og enhed i det hele russiske samfund begyndt at føles og var unægtelig velbegrundet. Nikon, der både forstod tidens virkelige trang og ønskede at tilfredsstille kirkens behov, tager sig grundigt af sagen og sender straks munken Arsenij Sukhanof til Grækenland for at erhverve gode manuskripter. Denne bragte mere end 500 manuskripter med sig især fra klostret på Athos. Patriarken samlede også i Rusland fra forskellige klostre de bedste slavonske manuskripter. Således er der nu i Patriarkbiblioteket i Moskva 509 græske og 1008 slavonske manuskripter, foruden 118 diplomer og andre skrevne akter. Han går så vidt i sin forkastelse af de gamle skrifter, at han erklærer en bog: kormtsjaja kniga (nomokanon), udarbejdet under hans forgænger Josif og med en fortale udgiven af ham selv, for kættersk. Befolkningen spurgte da med grund, hvad man skulle tro, og de allerede førhen misfornøjede og mistænkelige blev det nu end mere og vendte sin forbitrelse mod Nikons person, der desuden af andre grunde var forhadt. Tsaren selv omgikkes venskabelig med en og anden af raskolnik-lærerne, f.eks. den ovenfornævnte Avakum, der var blevet forvist, men efter 6 års forløb tilbagekaldt. Disse mænds uforsigtige frihed ved at nedlægge højtidelig forbud mod at synge det »tredobbelte haleluja« i den Uspjenske domkirke bevirker rigtignok, at de forvises; men misnøjen var og blev stor, og det blandt fornemme folk, der støttedes fra hoffet selv, f.eks. familierne Morozov og Saltikov. Pavel, biskop i Koloma, optræder ligefrem mod Nikon. Af 35 gejstlige, der deltog i et af Nikon sammenkaldt koncilium, vovede 6 at nægte sin underskrift på dets beslutninger, men åbenbart optrådte dog blot Pavel. Nikon afsatte denne og forviste ham til klostret Paleostrof, hvor han forsvandt. Raskolnikerne sagde, at man havde brændt ham på Nikons befaling. Ihvertfald dømtes Nikon siden for sin behandling af ham. Mod Nikon og hans forandringer optrådte også Makarij, ærkebisp i Novgorod, Markell, biskop i Vologda, og Alexander, biskop i Vjatka. De to første havde som lemmer af konciliet erkendt hans forandringers rigtighed; men efter tilbagekomsten til sine eksarkhier gav de efter for sine omgivelser, indførte ikke de nye udkomne bøger, men lod alt blive ved det gamle. Vi ser altså allerede her de uafvendelige betingelser for en forøget rystelse i de kirkelige forholde både i Moskva selv og endnu mere i det hele nordlige Rusland, hvis tre øverste hierarker formelt eller reelt protestere mod Nikon og de vigtigste foranstaltninger. Efter hvad her er fremstillet, er det klart nok, at Nikon i grunden ikke kan siges at have enten æren eller skammen for at have bevirket den enhed i den russiske statskirke, som efter hans tid har hersket og hersker, medens han rigtignok må erkendes for at have afsluttet og stemplet de mangeårige bestræbelser til øjemedets opnåelse. Vedligeholdelsen af reformerne, der unægtelig i det hele var forbedringer, skyldes den understøttelse, statskirken mere og mere fik af det stigende tsarvælde, der et halvt århundrede efter ham fik langt større indflydelse på kirkens anliggender ved patriarkværdighedens afskaffelse og den hellige synodes indstiftelse, i hvis spids tsaren står. Men dermed er også forklaringen givet til det fænomen, at ingen nye reformer senere er gjort. Et sådant system er vel skikket til at opretholde det givne; men lige overfor det russiske folks og flerheden af gejstlighedens uoplyste konservatisme har selv den mægtigste tsar, Nikolaus, ikke turdet tage noget fuldt skridt til den nødtørftigste forbedring: han begyndte på en bibeloversættelse på nutidens sprog, men standsede pludselig; først under den nuværende kejser er i året 1865 under den hellige synodes »velsignelse« og i dens bogtrykkeri det nye testamente udgivet på temmelig rent nutidsrussisk, omtrent som vor nyeste bibeloversættelse. Nikons reformeren indskrænkede sig forøvrigt ikke til bøgernes berigtigelse eller til den kirkelige overbestyrelses magtforøgelse lige overfor dens underordnede; han indførte eller stadfæstede adskillige andre forandringer, hvoraf jeg dog ikke kender nogen nærmere fremstilling; hvad jeg lejlighedsvis og spredt har kunnet se, skal jeg forsøge at meddele. Patriarken Josif, massen af folket og i begyndelsen Nikon selv korsede sig med to fingre, hvilken skik var blevet stadfæstet af «synoden på 100 medlemmer», ligesom den siden metropoliten Daniels tid (1522-1539) i det hele havde gældt som den rette skik. Men den østlige kirke, moderkirken, holdt på korstegnet med tre fingre, og under dens henimod denne tid forøgede forbindelse med og indflydelse på den russiske kirke begyndte den at dadle dennes gejstlighed for afvigelsen, fornemmelig i 1649 patriarken Passij i Jerusalem. Munkene på Athos lyste anathema (dvs. ophævelse) over uskikken; metropoliten i Nazareth og patriarken i Konstantinopel påviste den som en fejl. Nikon, der erkendte forandringens traditionelle berettigelse, befalede, at den skulle indføres. Ligesådan med det tredobbelte for det dobbelte haleluja og det kirkelige kors' form; det skulle være af firhugget træ, ikke som før, af ottekantet. I stedet for 7 alterbrød skulle der være 5; bøjninger helt til jorden forbødes; istedet påbødes bøjninger, hvorved hovedet kom i lige linie med smallivet. Alle disse ting forargede mange. Hovedsagen med hans reformer var naturligvis berigtigelsen af de hellige bøger og den førhen omtalte skarpe kontrol over gejstlighedens kundskaber og levnet, samt vistnok i det hele hans stræben efter at centralisere kirkestyrelsen; men med hensyn til at pådrage statskirken og ham selv modstandere og fordomsfuldt fjendskab var de nævnte forandringer i gamle skikke måske ligeså vigtige. Det bør dog om disse erkendes, at Nikon var på den rette side, da han arbejdede i retning af overensstemmelse med den græsk-katolske kirke, moderkirken. Det meste af hans reformer gælder vistnok nufortiden i den russiske statskirke, dog ikke hvad bøjningerne angår, med hensyn til hvilke der er fuld frihed: de gøres og undlades, efter hans såvelsom efter den gamle regel, aldeles frit i hovedstadens kirker lige under den hellige synodes øjne; hverken fremmede eller indfødte generes ved nogetsomhelst pålæg eller tvang under den almindelige gudstjeneste. Ceremonierne iagttages ingenlunde blot af almuen. Det er tværtimod den alvorligt sindede fremmede et kvægende syn at se mange tegn på oprigtig andagt hos denne verdens store, næsten uden undtagelse af kvinderne, blandt mændene mest i den modne alder. Det turde være lærerigt her at bemærke, hvorledes oppositionen straks viste sig og det fra de fleste hold. Som hans første og vigtigste fjender optræde den førhen nævnte protopop Avakum samt præsterne Ivan Neronof, Lazar og Nikita; disse sad som repræsentanter for den «hvide gejstlighed», sekulargejstligheden, i patriarkens råd og havde haft opsynet med trykningen af de af ham kasserede bøger, trykte og udbredte i 6.000 eksemplarer; de fire mænd brændte både af ærgrelse og fordomme og med dem de mange andre, som havde vænnet sig til disse bøger. De fire mænd, fornemmelig Avakum, var energiske folk og dertil i dannelse Nikon overlegne, der i ungdommen kun havde lært lidt og først i sine senere år med kraft lagde sig efter studium; hvilke bestræbelser dog ingensinde friede ham for svaghed i hans skriftlige udtryk: hans officielle skrivelser er tunge og langtrukne; heller ikke i de mundtlige udtryk skal han have været synderlig stærk; de nævnte modstandere ses at have stået over ham i brugen af pennen og siges at have kunnet måle sig i de mundtlige udtryk. Avakum ses af mange fortællinger at have været ligeså dristig og voldsom som Nikon og mere fordomsfuld. I sit sogn lader han for et vandrende selskab af musikanter og bjørnetrækkere instrumenterne sønderslå og bjørnene dels ihjelslå, dels slippe løs. En anden gang kaldtes han til en højfornem bojar for at «velsigne hans søn». Denne havde imidlertid taget sit skæg af, og Avakum nægtede ham sin velsignelse, fordi barbering var en utugtig skik. Han havde besluttet i sit sogn at udrydde alt hor og søgt at anvende de dertil fornødne midler - hvilke beretningen ikke nævner - men på en sådan måde, at et halvt tusinde mænd og koner samlede sig om ham og pryglede ham voldsomt for forsøget. I Tobolsk befalede han tilligemed den derværende arkhierei (prælat, biskop) at kaste bojaren Petr Beketofs´ søns lig på graden for hundene; grunden hertil meddeles ikke. Når man nu erindrer, at Nikon selv i høj grad var voldsom og stridig, vil man let forestille sig, at sammenstødene mellem begge og deres tilhængere ikke blev lempelige. Det må også vides, at tsarens hustru og den største del af bojarerne var Nikon ugunstige, både af personlige grunde og formedelst hans reformer. En af Avakums venner og medhjælpere Login, hvem Nikon mod hans vilje fra præst gjorde til munk, spyttede under ceremonien ind på Nikon, medens han stod for alteret og kastede sin præstekjole, som han havde taget af sig, lige i øjnene på ham. Dette skete i Kejserindens nærværelse. Præsten Neronof tillod sig, rigtignok efter Nikons fjernelse, at standse gudstjenesten i den Uspjenske domkirke, da man sang det tredobbelte halleluja, og forbød at synge det. Som høvdinge var, var også følgesvendene, dog nok skarpest efter Nikons afsættelse. Da man i den Nilovske klosterkirke begyndte at forrette nadveren med 5 brød, modsatte forstanderen sig det: ponemaren slog præsten med røgelsekarret i hovedet således, at kullene fløj om ørene på ham; derpå begyndte et almindeligt slagsmål i kirken. Stærkest fremtrådte rimelig nok modstanden i de fjernere landsdele i syd og nord. Stjenka Rasins´ optøjer, der havde sin oprindelse i den endelige fastslåen og ordnen af bøndernes livegenskab ved forordning af 1649, slog sig i kompagni med den kirkelige opposition. Han og en del af hans venner, som gjorde en valfart til klostret Solovetskoj i det Hvide Hav, forefandt her munkene højst misfornøjede med de kirkelige reformer, og denne misfornøjelse gik ved hans ankomst over til ligefremt oprør. Man må vide, at i forvejen 150 raskolniker var blevet forviste til Solovka, hvorpå klostret ligger. De havde igennem protopopen Avakum tilskrevet tsaren et brev, hvori de søgte at modbevise de nye bøgers rigtighed og bad om at måtte beholde de gamle, men fik afslag. Nu begyndte der optøjer. Munkene kastede bøgerne i havet eller opbrændte blade af dem, men bad dog endnu i sine messer for kejseren. Men da Stjenka Rasins venner fra Astrakan, Fadej Borodin og Ivan Sarafanof, indfandt sig med et helt følge, blev optøjerne til ligefremt oprør mod regeringen. Tsaren sendte krigsfolk til klostret og belejrede det i 10 år; munkene tog kraftig del i krigsbegivenhederne; arkhimandriten Nikanof røgede voldene og henvendende sig til kanonerne siger han: «Kære mødre hollænderinder (hollandske kanoner)! Vort håb står til eder, forsvarer i os.» Stående på muren med sin kikkert ledede han selv artilleriets skydning. Historikeren Semen Djenisof sammenligner belejringen med den Trojanske Krig, belejringen var ellers kun effektiv om sommeren; om vinteren hindredes den ved is. Klostrets mandskab var på 1.500 mand. Tilsidst tabte de belejrede sine hovedanførere, kældermesteren Azarij og den ovennævnte Borodin. Klostrets endelige erobring lykkedes tilsidst ved forræderi. Fra først af kendte man i Moskva ikke de mange oprørs og optøjers udstrækning; kun hørte de, at mange af Nikons fjender blev henrettede, at tungen blev afskåret på nogle. Men man havde ikke videre begreb om raskolnik-væsenets hurtige udbredelse. Man kaldte dem fra først af med et fælles navn kapitoner efter en munk Kapiton; men der var mange andre raskolniker. Pavel Kapiton havde været biskop i Koloma, men var blevet afsat af Nikon og forvist til klostret Palæostrof på Onegakysten, hvor han straks begyndte at lære mod kirken og er rimeligvis den åndelige fader til raskolnik-væsenet ved det Hvide Hav, der vedvarer den dag i dag. Raskolnik-lærerne, som forfulgtes af Nikon, lyste til gengæld forbandelse over ham og kaldte ham antikristen, ligeså deres tilhængere; dennes komme, mente de efter apokalypsen, forestod i året 1666, eftersom antikristen der betegnes ved tallet 666. Raskolnik-lærerne udbredte blandt folket, at Nikon var en gudsbespotter, at på den indre sål af hans ene tøffel var broderet et billede af guds moder og i den anden et ottekantet kors. Nikons udtalelser om, at det efter apostolernes anvisning ikke var nødvendigt at ligge på knæ under bønner, at sindsforvirrede personer (jurodivie) ikke stod i noget særligt forhold til ånden og ikke burde males på hellige billeder, støttede i almuetroen denne snak om patriarken. Man troede på antikristens komme og ventede den yderste dag to og et halvt år derefter. Nikon faldt, men forfølgelserne mod raskolnikerne standsede ikke og heller ikke disses fanatisme. Den yderste dag skulle, mente man, indtræde fra lørdag indtil søndag midnat i karnevalets næstsidste uge, fordi man i gamle dage som mysterium opførte denne på pladsen foran den Uspjenske domkirke på den tid. Som man kunne vente, blev der da i 1666 megen forstyrrelse og mangehånde scener på den dag, især med røgning og bønner. Uagtet nu forudsigelsen viste sig falsk, mente dog mange, at man endnu ikke var sikker, og i distriktet omkring Nizhnij-Novgorod ved Volga tog man på sig pønitentseskjorter, svededuge, lagde sig i ligkister og sang ligsange over andre og over sig selv. I Moskva havde der hidtil ikke været noget oprør eller opløb. Nu begyndte også foruroligende tegn at vise sig der: strelitzerne lod forstå, at de delte anskuelse med munkene på Solovka og sympatiserede med Stjenka Rasin: de gamle bøger blev for dem alle et genstridighedens løsen, hvorunder alle urolige tendenser samlede sig. Det kan vel med grund siges, at de forskellige bevægelser fra den tid af mere og mere antager en politisk karakter, uvilje mod enhver art af de reformer, der temmelig raskt gjordes før Peter den Store og endnu mere under denne fyrstes regering, der ingenlunde fremtrådte med så skarpe brud, som historien almindelig fremstiller det, men vistnok med større kraft. Han er og bliver en stor reformator, der med iver og kraft forbandt stor forstandighed og ikke sjælden forsigtighed. Hans efterfølgere, i forrige århundrede af kvindekønnet, fortsatte med klogskab og dygtighed hans værk, i indeværende århundrede Alexander den 1ste og måske endnu mere Nikolaus, der begge styrede, med stadigt øjemærke at forbedre og lette almuens kår og forhold i staten, indtil den nuværende kejser ved livegenskabets ophævelse og en overordentlig liberal lovgivning har givet den store masse af folket den frihed og ligeberettigelse, som kan antages fortiden at være mulig, og sysselsætter sin regering alvorlig med midlerne til en folkeundervisning, uden hvilken hans ædle hensigter altfor let bliver til skade eller til intet. Den russiske kirke, der vistnok siden Nikons tid ved noget større dannelse hos gejstligheden har friet sig for en deel urimelige former og for øjeblikket har agtværdige bøger i alle retninger, ligger dog adskilligt agterud for landets højere dannelse. Til at rette herpå udfordres to faktorer, nemlig en højere dannelse hos gejstligheden, der kan sætte den istand til en oplysende prædiken, og en højere almuedannelse, som kan modtage en sådan. Til at bøde på den første mangel er der gjort energiske skridt, hvis nødvendighed gejstligheden synes at føle; til at bøde på den anden kan det vel desværre siges, at man endnu ikke er kommet stort længere end til det gode forsæt; men som allerede på et andet steds bemærket, ytrede de gejstlige, hvilke jeg lærte at kende, sig i stærke udtryk om nødvendigheden af at skaffe almuen en bedre dannelse. Jeg deler således den forhåbning, som navnlig næres af mænd af den engelske statskirke, at den russiske kirke vil oparbejde sig til en ganske anderledes kraftig faktor i den store nations folkeliv, end den hidtil har kunnet være; navnlig tror jeg, at den har adskilligt lettere for at indordne sig i staten end den romersk-katolske, der ellers for øjeblikket i mangt og meget står over den. Men jeg vender tilbage til striden om Nikons reformer og deres fjender. Det var, som allerede påvist, ikke tilfældet, at Nikon selv i dannelse stod over sine gejstlige modstandere; heller ikke kunne i det hele de gejstlige, der stod på hans og statskirkens side, siges at stå synderlig over raskolnikernes lærere, hvoraf de fleste endnu var eller havde været præster i statskirken, og som naturligvis indså, at de i længden ikke ville kunne holde sig, dersom de ikke søgte dannelse og dannelsesmidler. Der kommer da også straks tilsyne både gejstlig og verdslig raskolnik-litteratur; Andrej Djenisof efterlod sig 117 værker af forskellig slags; man har historikere, Seinen Djenisof, Ivan Filipof og andre; man har to forfattere Andrej Ivanof Shuravlef og Gregorij Jakovlef, der senere gik over til statskirken. Raskolnikerne behøvede bøger, hvilke de skaffede sig så godt de kunne, endnu på denne tid i håndskreven form, først senere trykte i hemmelige bogtrykkerier, dog næppe før Peter den Stores tid. De nævnte håndskrifter blev ellers ganske kostbare, da raskolnikerne heller ikke ville vide af den nyere kursivskrift, men kun den gamle slavonske halvkursivskrift med abreviaturer (hvormed ellers det nuværende ritual, hvoraf jeg har et eksemplar, er trykt). Deres stræben for at opdrive gamle håndskrevne bøger erkendes for at have været til stor gavn ved disses opbevarelse: der er store samlinger på den måde opbevarede, hvilke tildels er gået over til de offentlige bogsamlinger. Men det er ikke disses blades hensigt at beskrive tiden længere frem end henimod Peter den Stores tid, siden hvilken det russiske væsen er eller forholdsvis let vil blive kendt. Den store masse raskolniker falder fra Nikons tid i to hovedklasser popovtshina (præsteraskolnikerne) og bezpopovtshina (de præsteløse raskolniker). Jeg vil da først fortælle om popovtshina.

Popovstshina

Efter statistikkens opgivende er der i denne stund 5 millioner mennesker henhørende til popovtshina, men det antages dog nu efter bedre oplysning at være ialt omtrent 6 millioner eller endog lidt mere. De protestere, selv mod navnet raskolniker og kalde sig staroobradtzer, «folk af den gamle form», hvilket navn nu er deres officielle, da Alexander den anden humant og klogt har forbudt i offentlige dokumenter at kalde dem raskolniker. Rimeligvis vil denne foranstaltning lidt efter lidt føre dem tilbage til statskirken. Som før bemærket, kender jeg personlig fædre, der høre til den gamle form, og sønner, der høre til statskirken, levende, som det lød til, i endrægtighed. I Moskva kunne modstanderne af Nikons reformer ikke få overtaget, da tsaren, der var en klog mand, dels støttede ham, dels lod ham råde; de måtte forflytte sit middelpunkt til en krog af Lille-Rusland. I hovedstaden ledsagedes striden af opløb, som den verdslige magt naturligvis måtte tøjle. Følgen var, at for det første den ydre ro under Alexei overholdtes der. Men i Sofias formynderregerings tid (1682-1689) fremtrådte modstanden skarpere. Popen Nikita fremstillede sig med en skare af den gamle tro på retterstedet (en opmuret temmelig vid forhøjning mellem Kremls mure og kineser-bazaren) og forlangte offentlig disputats om troen; strelitzerne kom i bevægelse og udtalte sig for Nikita, der opfordrede patriarken Joakim (1674-1690) til at disputere med sig. Joakim foreslog, at striden skulle afgøres af den hellige metropolit Petrs (308-325) reliqvier, der opbevaredes i et skrin i den Uspjenske kirke; dertil var modparten villig, når det tillodes at sætte vagt ved reliquieskrinet, hvorpå patriarken ikke ville indlade sig. Disputen skulle da afholdes, og de gammeltroende indfandt sig med en stor skare tilhængere med et billede af den yderste dom og bøger med gammel tryk, men tillige, påstod man, med stene under klæderne. Patriarken og fyrstinden, som fra slotsvinduerne så bevægelsen, indbød da formanden til slottet, for der at disputere. Tre hundrede rettroende gejstlige mødte på den anden side op. Da nu Nikita begav sig ledsaget af sine lærdere tilhængere derhen, kastede en af præsterne sig mod ham og greb ham i håret, men blev fjernet. Efter indtrædelsen vendte Nikita sig mod patriarken, men en biskop Alexander fremtrådte for at svare på hans tese. Nikita, der allerede forud var ophidset, puffede til biskoppen. Medlemmerne af tsarfamilien, der var tilstede, irettesatte ham for denne voldsomhed. Nikita begyndte nu en meget skarp tale, der bragte en prinsesse til at græde. Men Sofie lod sig ikke anfægte; hun erklærede sig uenig med Nikita og irettesatte ham og hans venner, fordi de regnede hendes fader Alexei blandt kættere. Herpå fik hun det svar, at det nu kunne være på tide for hende at fratræde rigsstyrelsen og gå i kloster. Denne beretning er af raskolnik-historikeren Savva, en i Rusland bekendt forfatter. Uroligheder vedvarede nu i nogen grad, indtil Peter den Store kvalte det hele i strelitzernes blod; overhånd havde dog raskolnikerne ingensinde i hovedstaden, og de stridigste måtte fjerne sig. Kuzma, præst ved allehelgenskirken i Moskva, flygtede tillige med 20 familier af sine sognefolk til landsbyen Ponurovka i guvernementet Tshernigov nær ved byen Starodub, hvor der lå et regiment, hvis oberst var hans tilhænger og beskytter. Her blev foreløbig den gamle tros centralpunkt; mange andre familier fra hovedstaden fulgte bagefter. Kuzma lod dem, der trådte ind i samfundet og aflagde «Nikonvæsenet», døbe om igen: dåben foregik ved nedsænkning i vandet i et stykke lærred, som baptizanden måtte medbringe; derefter måtte han forbande kætterne samt love ikke at stride med nikonianerne - naturligvis for at samfundet i hemmelighed kunne organisere sig. Kuzma havde fået med sig fra hovedstaden «de hellige gaver» dvs. miro, som bruges ved dåben, den hellige olie, som bruges ved præstevielsen og dødslejet, samt indviet lærred til at tørre dem med; disse hellige apparater, som præsten ikke selv kan indvie, satte ham istand til at øve fuld berettiget præstevirksomhed; men for at forrådet skulle vare længere, blandede han de to førstnævnte genstande med dej, og den indviede dug påsyede han uindviede lærredsstykker, hvilket de romerske præster i nødstilfælde også gør, efter regelen «pars trahit totum». Altså havde de raskolniker, der ville tilhøre den ægte russiske kirke, her et sted, hvor de kunne nedsætte sig eller samles for at dyrke sin gud uden frygt for den evige fortabelse, og hvor de for det første havde nogenlunde uforstyrret fred. Deres store og hurtigtvoksende masse kunne dog ikke flytte did, men måtte især efter tsar Peters tronbestigelse for det meste skjule deres religiøse meninger og øvelser, navnlig de mange, som forblev i Moskva. Tsar Peter, der ad forskellige veje fik besked om sagernes stilling, skønnede, at han ikke med magt kunne udrydde det ham meget forhadte væsen, blev derhos foreløbig meget mildere stemt, da netop raskolnikerne i og om Starodub under Karl den 12tes indmarch viste sin undersåtlige troskab ved at skænke ham betydelige pengemidler til krigens førelse. Resultatet af det hele blev, at han i 1714 erkendte deres statsborgerlige tilværelse mod at ilægge dem dobbelt skat, medens han forbød deres ansættelse i nogen offentlig stilling. Noget senere optændtes hans vrede mod dem påny, da han af biskop Pitirim, en til statskirken overgået raskolnik, erfarede, at de sendte missionærer til alle kanter, endog til Sibirien, og at de næsten aldeles udryddede to skrifter, som han og statskirken havde ladet trykke og udbrede for at gendrive deres lære. I disse stykker havde de starodubske raskolniker været uforsigtige nok til at operere sammen med bezpopovtshina, der var langt farligere og regeringen mere forhadt. I følelsen af stillingens usikkerhed flyttede en del af de starodubske raskolniker over på den polske grænse og nedsatte sig på en ø i elven Sosha på Pan Khaletskijs gods i en landsby Vjetka, hvor de byggede en kirke, hvortil de skaffede sig det fornødne ikonostas fra kirken Pokrov i Kaluga (tilhængerne af den gamle tro anerkende kun kirker med en kupel, medens Nikon ville, at kirkerne skulle have én stor kupel i midten og fire mindre på hjørnerne, for at betegne kristus og de fire evangelister. Raskolnikerne påstod, at han derved ville betegne sig selv som pave med fire patriarker under sig). I Vjetka nedsatte sig meget hurtig 40,000 raskolniker. Kort efter Peter den Stores død i 1730 indtrådte der skisma mellem Starodub og Vjetka, da forsyningen med miro på sidstnævnte sted gik op og forstanderen Feodosij selv kogte sig miro. De to samfund ville ikke mere nyde spise eller drikke sammen. Samfundet i Vjetka blev en menneskealder senere med magt adspredt af russisk militærmagt, som bortførte 20,000 af menigheden til Rusland, men tillod dem at tage «kirken» med sig; en del af menigheden sendtes til Sibirien. Af og til øvede regeringen vold mod dem, indtil Peter den 3die afgav humane bestemmelser, hvorved de fleste og roligere raskolniker fik fred og han selv en yndest blandt dem, der siden bidrog til at styrke den berygtede Pugatshof, der udgav sig for at være den dræbte tsar; men dette og andre nyere sager får indtil videre stå. Med hensyn til de religiøse eller liturgiske begreber skal det oplyses, at medens raskolnikerne i og om Starodub døbte de tilkommende medlemmer om ved at nedsænke dem i vand, forandrede de første poper i Vjetka, Kuzma og Stjepan, dette derhen, at de kun lod sætte en krukke med vand foran neofyten og senere afskaffede ganske gendåben og alene brugte besmørelsen med miro som samfundspagt. Fra først af antog Popovtshina kun præster af ældre indvielse, før Nikon, og døbte engang endog en præst (af nyere indvielse) om igen ved at dykke ham ned i vand i fuld præsteklædning, «for at han ikke derved skulle tabe præstedømmet»; senere antog de præster af den nyere, nikonianske, indvielse, dog således, at de salvede ham med miro i fuld præsteklædning; endnu senere antog de dem uden denne ceremoni. I førstningen forbandede, som ovenfor sagt, disse raskolniker nikonianerne og forpligtede sig til ikke at stride mod dem; senere afgaves intet sådant løfte, og det tillodes at spise og drikke sammen med andre sekter og selv med nikonianer. Med hensyn til billeder vedblev nogle kun at erkende dem, som var malede i gammel tid; andre erkendte også nyere. Som læseren måske er bekendt med, sælges en mængde billeder på markederne i Rusland, især af grækere, i regelen dog vel blot til husbrug, da hvert hus skal have sit. Af det, som her er sagt, synes det at være temmelig klart, at popovtshina ikke har tilstrækkelig religiøs grund til i længden at holde sig adskilt fra statskirken. Når dette alligevel indtil nu er sket, så må vel økonomiske og sociale grunde have øvet stor indflydelse. Disse flittige mennesker har under det tidligere tryk lært fordelene ved sammenhold at kende og som oftest erhvervet store formuer ved at drive fabrikker, manufakturer og handel i fællesskab. Tallet siges at have vokset indtil den sidste tid. Mange præster er i tidens løb gået over fra statskirken til dem og modtaget meget fordelagtige ansættelser; men alligevel har det stundom skortet. Den ene landsby, som har haft adgang til at få sig en ny præst fra statskirken, har overladt den anden sin gamle mod en erstatning af f.eks. 100 rubler. I tilfælde af utilfredshed har man overladt en anden landsby sin præst uden godtgørelse. Som oftest har de naturligvis måttet lade sig nøje med mådelige personer, når de kun var indviede. I tilfælde af mangel har man brugt at føre en præst fra det ene sted til det andet og stundom, i hårdere tider, kørt dem i kasser, indhyllede i måtter, og under opholdet holdt dem skjulte i kældere. Stundom er de naturligvis blevet bedragne af spekulanter, som på ulovlig måde har erhvervet sig biskopsrang eller selv have tiltaget sig den. Disse har indviet nye præster for dem, hvilke de oftere siges at have bibeholdt, om de end senere har erfaret, at biskoppen var tvivlsom eller falsk; thi indviet præst måtte de have. Den samme ængstelige samvittighedsfuldhed holdt man naturligvis på i andre stykker: indviet brød måtte man have; men stundom fandtes det i så ringe portioner, at der sendtes små smuler i nøddeskal omkring, hvilket, som førhen bemærket, opblandedes med dej; skriftemål måtte man have; men når nu ingen præst fandtes, aflagdes bekendelsen for en simpel verdslig mand, som skrev den op på et papir, hvilket han sendte til en på et andet sted boende gejstlig til afløsnings erholdelse; stundom aflagdes bekendelsen i 15 menneskers nærværelse. Undertiden forrettedes ligfærds-ceremonierne over en afdød længere tid bagefter og på et fjernt sted, hvor liget ikke var. Det hændte sig, at man i en kirke døbte i 46 døbefonter på én gang; ligeledes viedes flere par på en gang, hvilket strider imod statskirkens skik. Det er allerede ovenfor bemærket, at der mellem raskolnikerne i Starodub og dem i Vjetka var lidt forskel i det enkelte; således måtte det naturligvis også være med de mangfoldige spredte småsamfund, der hørte til popovtshina. En fuldstændig og nøjagtig angivelse heraf findes næppe nogensteds samlet. Enkelte ting vil jeg dog muligt blive istand til at meddele.

Bezpopovstshina.

Ruslands historieskrivere antage, rimeligvis med god grund, at der, især i tidligere dage, i mange stykker var en iøjnefaldende forskel mellem det moskauske, dvs. det sydlige Rusland, og det novgorodske, dvs. det nordlige og nordvestlige Rusland. Årsagen hertil er dels naturforholdene, dels den anledning, som indbyggerne i den sidstnævnte landsdel havde til at påvirkes fra vesten, medens den moskauske del påvirkedes østenfra og navnlig i længere tid stod umiddelbart under mongolernes herredømme, hvilket kun middelbart var tilfælde med den novgorodske, hvis fyrster en tid lang betalte sin skat til «horden», men forøvrigt ikke følte dens tryk. Dertil bør føjes den omstændighed, at en stor del af befolkningen i det novgorodske Rusland rejste omkring med al slags handel og kanske temmelig længe førte et slags nomadeliv. I ethvert fald optræder raskolnik-væsenet grellere og friere i disse fra det kirkelige centralpunkt fjernere egne, der desuden kristnedes senere end det sydlige og østlige Rusland. I at forkaste statskirkens reformer var imidlertid begge slags raskolniker, om end ikke altid af de samme grunde, enige. Efterhånden nærmede de sig dog hverandre formedelst fælles trængsel i mange punkter, og det er i flere af disse ikke let at afgøre, hvilke der var karakteristiske for hver af dem, når undtages det store spørgsmål om forholdet til kirken og indviede præster. Nogenlunde fælles for begge klasser i det mindste til visse tider var forkastelse af tobaksrøgning, højtideligholdelsen af nytårsfest i januar måned (?), brugen af the, vesteuropæisk beklædning, »italiensk« sang, fremmede malerier, barbering, obduktion og balsameren af de døde; tildels søgtes begrundelsen i den hellige skrift. The var mærkelig nok tidligt i brug, men forkastedes senere af nogle, der i sin ungdom havde nydt den, og det med sådan styrke, at der lystes tredobbelt forbandelse over dem, der drak denne the. Da kaffe begyndte at indføres, fremkaldte den stærk protest: der skreves, at de, som drikker kaffe (kofe), i deres hjerter vil der opstå kof dvs. ond idræt, derfor lystes der tidobbelt forbandelse over denne vare. Blandt tilhængere af bezpopovtshina viste der sig i langt senere tid fordom mod brugen af poteten (kartoflen), der påstodes at være antikristens lokkemad, fordi den «stammede fra Rom» (endnu i denne tid afholde en del af statskirkens medlemmer sig fra nydelse af poteter på Johannes den Døbers pest, fordi de er runde ligesom Døberens hoved). Til at forklare den i forhold til kirken og den indviede gejstlighed radikale forskel mellem de to klasser raskolniker bør også det tilføjes, at Novgorod fra urtiden af havde været et slags fristat under egen forholdsvis selvstændig fyrste, og havde øvet noget herredømme fra Ural indtil Pskov, og at denne del af landet forholdsvis sent kom under kraftigere påvirkning af den moskauske centralisation. En speciel forklaringsgrund til det her hjemmehørende bezpopovtsjinas fjendskab mod statskirken er vistnok også det, at i den lutherske og kalvinske reformations tidligere dage tre mænd af gejstlig dannelse nemlig Igumen Artemij, Matheij Bashkin og Fjedor Kosoj rejste i Vesteuropa og gjorde sig bekendt med de nye lærebegreber; de to første især med det lutherske, den sidste med det kalvinske, hvorefter han senere forfaldt til grov rationalisme og endelig til fuldstændigt fritænkeri. Disse mænd prædikede sine lærdomme for sine landsmænd og var ialtfald enige om at forkaste den russiske statskirkes lærdomme. Læseren vil dertil erindre, at retten til at vælge sin præst faktisk om ikke formelt bestod indtil tsar Alexeis og Nikons tid; gennemførelsen af det nye system var naturligvis langsommere og vanskeligere i de fjernere landsdele: kirkens fjender erklærede naturligvis også her og det endnu dristigere, at Nikon var antikristen selv og hans reformer frugter af dennes herredømme. Den lære lå altså her ganske nær, at enhver mand kan være sin egen religionslærer og kan antage hvem han vil til at forrette som sådan: nogen egentlig præstestand erkendte de ikke. Allerede førhen og endnu mere nu blev det tilfælde, at «en halvstuderet djatshok (klokker), en munk, en landstryger, en rømt soldat, en ustuderet hyrde og selv en enkelt kvinde (Baba Akulina)» optræder som prædikanter og får stærkt tilløb; enkelte af dem prædikede stundom et slags kommunisme og fjendskab mod de mægtige og herskende samfundsklasser. De præster, der sendtes til disse egne fra regeringen og kirkestyrelsen, fik sjælden videre gehør hos almuen. Det gik imidlertid temmelig hurtigt med tsarvældets og statskirkens tilvækst i styrke, der naturligvis ved mange lejligheder tungt lod sig føle af deres modstandere, og derfor trak de ivrigere raskolniker sig længere og længere nordover som andre kolonister og dannede en mængde småsamfund, religiøs-økonomiske klostre, der ryddede de tilstødende skove og dyrkede jorden. Det største og betydeligste samfund stiftede en djatshok Danilo Vikulin ved elven Vigo, der falder i søen af samme navn nordenfor Onega, formentlig ved Nikons tid. Dette samfund udviklede sig hurtigt og kraftigt i alle henseender og blev en planteskole for mangfoldige andre. På grund af jordbundens karrighed i hine egne tog man sig allerede tidligt til at drive på grubearbejder og metalfabrikation, der nu er en væsentlig levevej i guvernementet Olonez. For dette øjemeds skyld såvelsom for handelens og fiskeriets skyld gennemrejste disse kraftige mænd tit og ofte hele strækningen indtil Ural og drev sin trafik sydover til Volga og senere til Petersburg, som oftest ved siden af udbredelsen af sine lærebegreber. Det sidste statistiske opgivende, man har om antallet af bezpopovtshinas tilhængere, lyder på 3 millioner; men ingen betvivler, at der jo er adskilligt flere, næppe mindre end 4 millioner. For mere uhindret at kunne udbrede sin lære udviklede de om religiøse anliggender et kuriøst kragemål, hvoraf jeg har set flere prøver. Under følelsen af Peter den Stores frygtelige vælde sendte det store samfund ved Vigo tsaren betydelige gaver i penge, heste, okser osv. til hans krige tilligemed skrivelser, hvilke han altid læste i egen person. Derved fik de midlertidigt begunstigelser eller i det mindste udsættelse med forfølgelse. Peter vidste naturligvis meget vel, at de, men rigtignok ikke i sine breve, kaldte ham antikristen. Men hvor forbitret han nu end principielt var mod alle raskolniker, forstod den kloge mand meget vel, hvilken nytte de gjorde det store fædreland som kolonister, jorddyrkere, grubearbejdere, handelsmænd og skatteydere. Deres betydelige rigdomme trak også mænd af højere klasse til dem: blandt deres lærere fandtes efterkommere af fyrstefamilien Mishetskij og bojarfamilien Urusovij; som klosterforstandere ved Vigo nævnes Andrej og Semen Djenisov, der tilhørte den førstnævnte. Det ligger i sagens natur, at den angivne geografiske grænse mellem de to hovedklasser af raskolniker kun tilnærmelsesvis var rigtig. Disse sekterer søgte ligesom alle andre at vinde tilhængere overalt. Endnu mindre gælder grænsen i det sidste sekulum. Forfølgelserne mod raskolnikerne aftog, med enkelte truende afbrydelser, efterhånden allerede i forrige århundrede, eftersom regeringen erfarede, at de i det store taget var rolige, lydige og nyttige undersåtter, hvis fanatisme formindskedes samtidig med forfølgelserne og som allermindst vare tilbøjelige til at forene sig med landets fjender. Det store og mægtige samfund ved Vigo havde forlængst sendt sine agenter i alle retninger og dannet spredte samfund hist og her. Regeringen var blevet opmærksom herpå og sendte under kejserinde Anna en kommission derop, hvis formand var en samarin. Komissionen fandt deres forhold nogenlunde i sin orden og fik dem endog til at indeslutte kejserfamilien i sine kirkebønner. Denne eftergivenhed fra vigovtsernes side foranledigede ellers, at adskillige af deres aflæggersamfund, især i det sydlige Rusland, faldt fra dem, gav dem øgenavnet samariner, og efterhånden delte sig i flere forskellige sekter. Den lempeligere behandling fra regeringens side, raskolnikernes store handelstrafik og store rigdomme bevirkede, at en mængde af dem allerede i forrige århundrede flyttede til fordelagtigere pladser navnlig til Moskva og dets rige omegn, hvor de har store bolag (firmaer) til drift af fabrikker, manufakturer og bankierforretninger. Også i Petersburg findes der adskillige rige handlende af forskellige sekter; men Moskva og de nærmeste guvernementer er vistnok for tiden den landsdel, hvor de rigeste og mægtigste raskolniker og raskolniksamfund findes ligesåvelsom Ruslands største rigdomme og største industri. Det har rimeligvis været et stort held både for Rusland og dets raskolniker, at kejsermagten i forrige århundrede kom i hænderne på personer af udenlandsk oprindelse og udenlandsk dannelse, som kunne betragte de kirkelige forhold med forholdsvis stor upartiskhed eller endog med ligegyldighed: de er blevet bedre behandlede, end indfødte og ægte herskere af statskirkens bekendelse ville have været istand til. Det samme gælder vistnok i det hele den behandling, som bondestanden og dens store masse af livegne, hvoraf mangfoldige var raskolniker, fik, alle de undertrykte klassers forvisning om, at tsarerne og tsarinderne var de eneste mennesker, der ville og kunne lette deres trange kår har givet Rusland en styrke, som enhver friere forfatning ville have berøvet det, da en sådan naturligvis ville være kommet i hænderne på den eneste samfundsklasse, der havde nogen dannelse, nemlig adelen og måske den højere gejstlighed, fra hvis tryk det netop har været selvherskerens opgave og fortjeneste efterhånden at løse de lavere samfundsklasser. Dette ved også raskolnikerne meget vel, og deres opfattelse af forholdet betegnes allerbedst ved en ytring til mig af raskolniken F. A på russernorsk: «imperator bra uten på religion». Det er det følgende afsnits hensigt at meddele, hvad jeg har kunnet samle om de mangfoldige enkelte raskolnik-samfund.

raskolnikiske samfund, sekter og underafdelinger

Raskolnik-væsenets to store karakteristiker er vistnok rigtigt betegnet ved inddelingen i popovstshina og bezpopovstshina; thi anerkendelse eller ikke-anerkendelse af en egen præste- og lærerstand danner både i sit princip og i sine følger en væsentlig forskellighed mellem mennesker. Det skal dog her erindres, at også bezpopovstshina trods alle indsigelser havde en væsentlig religiøs karakter. Grunden hertil var og er blandt andet den, at disse sekter er fra først af lededes og siden påvirkedes af munke. Det største og oprindeligste samfund af dem, vigovtserne, fik straks sit udtryk i klosterlivet på øen Solovka (det Solovetskiske kloster), der, som vi har set, formåede at trodse selve regeringen og indtil den dag idag har nydt et særligt ry for hellighed. Det er upåtvivlelig herfra, at hele kysten om det Hvide Hav har modtaget, om just ikke sin kolonisation, så dog sine religiøse begreber. Valfarter sker til dette kloster den dag idag; selv den nuværende kejser har fundet det umagen værd at gøre en sådan og har rimeligvis derved bidraget særdeles meget til at stemme mange millioner af sine dissenterske undersåtter venlig mod sin slægt og sin regering, eller måske rettere sagt, til at betage dem en stor del af sine fordomme; han har givet dem et ydre bevis på sit sindelag og sin opfattelse, der har fået sit reelle udtryk i hans humane bestemmelser om styrelsens behandling af disse nyttige og på sin vis gudfrygtige undersåtter, som på egen hånd have udrettet mere til uhyre strækningers opdyrkning, til industriens, fiskeriets og handelens udbredelse, end alle regeringens foranstaltninger har kunnet udrette. Idet vi nu gå over til at meddele, hvad vi hist og her har kunnet samle om de enkelte raskolniksamfund, skulle vi først mærke, at en fælles benævnelse på alle de til bezpopofstshina hørende samfund også er pomorjane dvs. kystbeboere, fordi de allerede straks fra klostret ved Vigo udbredte sig på det Hvide Havs kyster. Navnet har de indtil den dag idag beholdt, længe efter at deres centralpunkt er flyttet derfra, og efter at de har udbredt sig både til Moskva og mangfoldige andre byer og landsdele i det europæiske og asiatiske Rusland; også i Sibirien findes der mange af dem. Pomorjaner er altså det samme som bezpopofstshina, et fælles navn for alle de raskolniker, der ikke anerkende nødvendigheden af at have kirkeligt viede præster. Beklageligt er det for det her foreliggende øjemed, at de pålideligste undersøgelser, der er anstillede om de enkelte sekter, nemlig af komissioner og enkelte autoriteter, vistnok i regelen blot have gået ud på sådanne punkter i sekterernes lære, som virkede forstyrrende på samfundsordenen, som regeringen anså for farlige. Andre meddelelser og det mange har man vistnok hist og her i skriftlige beretninger tildels forfattede eller opsamlede af gejstlige personer; men nogen systematisk bearbejdelse har man ikke. Beklagelse herover udtales i det skrift, jeg nærmest har benyttet, og hvis forfatter heller ikke synes at være i besiddelse af skærpet dogmatisk og kirkehistorisk syn. Endnu mere må naturligvis jeg beklage det. Hvad der meddeles tror jeg imidlertid er pålideligt skønt meget utilstrækkeligt, og har jeg måttet søge det på mange forskellige steder. Fra det vigovske samfund udgik omtrent i 1700 en emisær Feodosij af bojarfamilien Urosovij: hensigten med hans rejse var at styrke båndet mellem modersamfundet og et aflæggersamfund, der havde dannet sig på den polske grænse. Feodosij selv eller det samfund, hvortil han kom, var misfornøjet med den eftergivenhed, modersamfundet viste overfor regeringen og hævede forbindelsen med det. I et andet overmåde væsentligt punkt adskilte de sig også, men i modsat retning lige overfor regeringen og dens statskirke: de ægte vigovtser anerkendte ikke et statskirkeligt ægteskab og forlangte, at tiltrædende gifte lemmer skulle skilles fra sine ægtemager. Feodosijs tilhængere, fedoséeftsi, antog derimod et kirkeligt sluttet ægteskab for uopløseligt. Nogen tid senere antog imidlertid også disse modersamfundets lære i dette punkt. Modersamfundet optog munke med en vis kvalificeret anseelse; fedoséeftserne derimod satte dem ganske lige med verdslige personer. Modersamfundet nød madvarer, indkøbte på markeder, uden at rense dem ved bønner; Feodosij opstillede nødvendigheden heraf, dels fordi de fra først af købte dem fra polske katolikker og jøder, dels måske også, fordi denne lære allerede førtes af patriarken Fotij (1408-1431). Feodosij, hvis sekt udbredte sig meget hurtigt, blev fængslet og døde i 1711; men sekten udbredte sig endnu mere efter hans død og er muligvis en af de talrigste. Under dens forfølgelser skærpedes dens grundsætninger: det forbødes ungdommen at opsøge sop (til fastespise) om søndagen og at gøre spadsereture til andre landsbyer eller gårde; den, der lod sit hår vokse og bar hat, forbød man adgang til bøn i kirken; for sang af verdslige sange, for benyttelse af gynger, for spil på sækkepiber, for besøg hos spåmænd bestemtes offentlig bod med 500 bukninger. Unge kokkepiger måtte ingen mand holde; røde klæder måtte man ikke bære ved gudstjenesten; for stridighed mod sin moder bestemtes en straf af 500 bukninger; slagsmål straffedes med 2000 bukninger. Tyve udelukkedes af samfundet, indtil de leverede det stjålne tilbage; streng straf sattes for falsk mål og vægt. Rullen af æg i den hellige uge og kortspil straffedes på samme måde som spillen på sækkepibe. Senere, da sekten blev overmåde talrig i Moskva og fik en egen bekendt forstander Kovilin, formildedes reglerne i flere stykker og fjernede sig mere og mere fra vigovtserne, skønt Kovilin gjorde en rejse til Vigo for at se modersekten i dens renhed; han modtoges med stor agtelse; men det strenge liv i den øde og fjerne egn passede ikke for et samfund, der levede midt i hovedstaden og talte mange rigmænd i sin kreds.

Et andet samfund, der udskilte sig fra vigovtserne, var Filippovstshina, opkaldt efter sin stifter Filipp, der ikke ville finde sig i modersamfundets føjelighed mod regeringen og ikke ville optage bøn for kejserhuset ved sin gudstjeneste. Stifteren selv og mange af hans tilhængere opbrændte sig selv senere; herom mere nedenfor. Samme udgangspunkt havde sekten pastukhova, der har sit navn efter en hyrde (Pastukh) ved det vigovske samfund; det udskilte sig allerede, medens A. Djenisov levede og gik så vidt i sin fjendtlighed mod regeringen, at den forbød sine tilhængere at tage russiske penge og pas i hånden, såsom derpå var afbildet en ørn med to hoveder tilligemed en rytter, der var antikristens segl. Sekten fordømte enhver, der tillod sig at lægge raskolnikerne i dobbelt skat (tsaren). Den forbød også at gå på stenbrolægning, der var en opfindelse i antikristens tid. Sekten kaldes også adamantovo. Trods sin yderlighed i de nævnte enkeltheder nærede sekten rimeligere anskuelser i andre henseender: den anerkendte ægteskabet for bindende, i hvilket kirkesamfund det end var stiftet, og forbød selvopbrænding; den nævnes endnu. Spasova, også kaldet efter sin stifter, bonden Kuzma, kuzminovshina, anerkendte den kristelige dåb og forkastede gendåb ved optagelse i sekten og ville intet samkvem have med omdøbte mennesker. Omtrent af samme art var ladosjanerne, formentlig såkaldte efter sit opholdssted ved Ladoga. Samoperekrestjevantsi, selvgendøbere; deres ejendommelighed angives ved navnet; de holdt på ægteskabets uopløselighed. Njetovstshina, således opkaldt af indledningsordet i deres hovedlærdom: «Der er ikke i denne verden nogen rettroende kirke eller sakramenter eller (kirkelig?) velsignelse«; sekten kaldes også spasova (hvorvidt denne spasova er aldeles forskellig fra den førnævnte, får stå derhen) af spas dvs. Frelseren, «som selv ved, hvorledes han skal frelse os arme mennesker». Disse forkastede for en tid al dåb. Sekten forkaster den dag idag skriftemålet; den anerkender ægteskabets uopløselighed og har fået stor udbredelse i det midterste Rusland i guvernementet Jaroslav, Kostroma og Nishe-Gorodskaja; overhovedet er de sekter, der har sit oprindelige udgangspunkt fra Vigo, såsnart de få udbredelse i de rigere dele af landet, lempeligere i dette punkt og foragtes ofte af de strengere sekter, der bor i de fjernere egne. Artamonovstshina eller novosheni tillade dem at gifte sig, som ikke tror sig istand til at udholde den enlige stand. De udgav i 1794 fem artikler til at forsvare denne lære. De har sit navn efter stifteren Artamonov, der førhen tilhørte fedoseevtserne, men udskilte sig, da disses fører Kovilin med styrke begyndte at prædike nødvendigheden af at leve i ugift stand. Sekten fik en talentfuld fører i dette århundrede i købmanden Osipov, der siges at have udrettet meget til at udbrede fornuftige anskuelser om ægteskabet selv blandt de strenge i de nordlige egne, der nu næppe lægge særdeles vægt på den kristelige nytte af at leve ugift. Der skal således blandt flere af de sekter, der principielt forkaste ægteskabet, hist og her findes novosheni (nygifte), der altså forsåvidt bryder en vigtig hovedregel.

Stranniki (vandrere, pilgrimme) eller bjeguni (flygtninge) er en meget talrig sekt fra Katarina den 2dens tid, fremkaldt, som det synes, mere end nogen anden af landets lokale forhold. Sekten forkaster al øvrighed og alle passer som antikristens segl; den betragter alle fastboende som antikristens tjenere. Den har, som rimeligt er, været stærkt forfulgt af øvrigheden, hvem den til gengæld forbander. Den er naturligvis uvillig til at opgive nedstammelse og beslægtskab. Tilhængerne synes jo nærmest at kunne sammenlignes med tatere, hvoraf der i Rusland er mange, men som rigtignok dér mere end andetsteds vandrer om i flok og følger, og víst er det, at disse to klasser af landstrygere intet har med hinanden at skage. Enhver strannik skal gøre 4400 bukninger i døgnet. Ved sine religiøse sammenkomster har hver strannik sit eget billede og sit eget lys. Sekten forkaster ægteskab og anser sig fritaget for at sørge for de børn, dens medlemmer avle. Man har fundet 30 lig af strannikbørn på et sted; fosterfordrivelser må også være tilladt blandt dem, da det har vist sig på nogle steder, at kun 10 procent af deres frugtsommelige kvinder føder børn. Man har, som det synes, med grund antaget, at sekten har fået så stærkt tilhæng ved påtryk af godsejere, som for at forøge sine livegnes antal har brugt at lade sig betale med 100-150 rubler, af sine livegne kvinder for at slippe fri for at gifte sig (med personer, for hvem godsejerne havde bestemt dem). Stifteren, hvis navn var Evfemij, havde tidligere tilhørt Filippoftserne. Sektens centralpunkt anses for at være landsbyen Sopjelki i guvernementet Jaroslav. Den har sin poesi, hvori der naturligvis klages over mangehånde påtryk. Formedelst lemmernes uophørlige vandringer (som handelsmænd?) erhverve de sig menneskekundskab og ydre dannelse, som i forbindelse med en forholdsvis pyntelig dragt skaffer dem anseelse blandt almuen. Sekten har tiltrukket sig særlig opmærksomhed af regeringen, der i 1849 nedsatte en kommission, som efter 2 års arbejde afgav sin indberetning i 86 skrevne bind. Alle de hidtil nævnte sekter regnes som afdelinger under bezpopofstshina og anses for fremkommet uden påvirkning af udenlandske religionssamfund. Rigtigheden af påstanden får jeg naturligvis lade stå derhen. Det antages, rimeligvis med fuld grund, at popofstshina ikke har udviklet så mange og originale sekter som bezpopofstshina. Forklaringsgrunden er dels den, at den store klasse af dissentere mere har holdt sig i de bedre befolkede dele af landet, dels den, at den har haft mere dannede lærere eller forstandere. At den alligevel har frembragt mangfoldige fanatikere er en naturlig følge af, at den lettere har kunnet forfølges af regeringen og statskirken. Naturligvis er dette slags dissentere ved mange lejligheder kommen i berørelse med den anden klasse under gensidig påvirkning.

Avakumovshina, stiftet af en protopop Avakum, har sine fleste tilhængere i egnen om de nedre dele af Volga, hvor den dog nu er meget aftaget. Den stødte her sammen med Filipovtser, hvorved gensidig påvirkning opstod. En af dens hovedlærdomme var, at man hellere end at svigte den gammeldags lære burde brænde sig selv, hvorved en særlig hellighed skulle opnås: dét var en ilddåb. Hvor afskrækkende denne lære end synes, så har dog på engang 1.700 mennesker, en anden gang 2.500 og flere gange mindre antal af denne sekt og af Filipovtser brændt sig selv op. Regeringen, som med grund har antaget, at en stor del af denne fanatisme fremkaldtes ved forfølgelsernes strenghed, måtte sætte en grænse for heftigheden i de underordnede embedsmænds og militære kommandanters undersøgelser og forfølgelser. Ganske udryddet er sekten næppe. En stor dogmatisk ejendommelighed ved denne sekt er, at den antager, at treenighedens personer har fire troner, hvoraf kristus de to (som guddommelig og menneskelig person). Den her nævnte protopop Avakum er nok en anden end den førhen nævnte lærde modstander af Nikon; det siges ikke udtrykkelig. Tshernoboltsi stiftedes af en bonde Uarion Korovijnoshki på den polske grænse. Sekten skal på en måde have haft sit udgangspunkt fra fedoseevtserne; den forkastede bønnen for det kejserlige hus samt brugen af pas, fordi der på disse er antikristens segl; den antog krigstjenesten for stridende mod guds lov, fordi soldaten måtte barbere af sig skægget; forkastede eden, fordi kristus forbyder at bekræfte med andre ord end ja, ja og nej, nej. Navnet kommer af det lille sted Tsjernobole, som i længere tid var sektens midtpunkt, ind på den polske grænse. I 1775 optrådte den i Starodub med egen organisation, da den ikke ville enes med de derboende popofstshiner, som på grund af Katarina den 2dens milde dissenterregler trådte i føjeligere forhold til regeringen. Denne og flere sekter af popofstshina udbredte sig senere i den Kershenskiske skovtragt længere østlig i Rusland. Djakonovshina stiftedes af diakonen Alexander straks efter stiftelsen af fedoséeftserne. Sektens stifter anså det ikke for nødvendigt at bruge den miro, som Feodosij lavede for dissenterne i Vjetka; han udførte også den kirkelige brug af røgelse på en anden måde; sekten udbredte sig siden i egnene ved Volga. Peremasavshina stiftedes af en Mikhail Kolmik, lærer i Starodub; han kom i uenighed med de øvrige sekterer af popofstshina om nødvendigheden af at salve om igen tilkommende proselyter, hvilket han påstod. Suslova stiftedes af købmanden Suslov; den ville ikke anerkende præster, der var indsat af biskopperne i Lille-Rusland. Samokrestsjentser; sekten er ikke tilfreds med dåb udført af andre; men dens tilhængere døber sig selv bagefter i elve og kilder; nogle tro, at en ret dåb kun foregår med regnvand (selvdøbere). Stefanovstshina, stiftet af diakonen Stefan; den forkaster ægteskabet og lærer, at man kan udsætte sine børn i skoven til føde for vilde dyr og fugle. Den nyder nadveren kun med vand fra Bogojavlenskaja (i de donske kosakkers land) og med påskebrød. Osipovshina, stiftet af Osip, lærer, at gudstjenesten også kan udføres af ikke indviede præster; står altså på overgangen til bezpopofstshina. Onisimovtshina, også kaldet razinja, gabersekten; den er stiftet af bonden Onisim, som lærte, at man ved gudstjenesten på skærtorsdag skulle stå med åben mund, fordi englene på den dag ville meddele nadveren (åndeligt). Akulinovstshina, stiftet af kvinden Akulina, der var gift med en strelitz, lærte en kommunistisk omgang mellem begge køn. Ved indtrædelsen i sekten vekslede optageren og proselyten kors. Tilhængerne kysser billederne. I sekterne volovsatovstshina og iiarionovstshina døber kvinder børn ligesåvelsom præsterne. Serapionovstshina sulter sig til sidst ihjel. Vjetkovstshina sender «bønner omkring i tørklæder»; sekten anses for en levning af det ældste i Vjetka grundede samfund, der sendte miro osv. omkring til sine tilhængere over hele landet. Dosiféevtsi lærer, at det er nok at skrifte engang i sit hele liv.

Lipovtsi i den Jekaterinburgske kreds bøjer sig kun for kors af lindetræ, kjabinovtser kun for kors af rognetræ, osinovtser kun for kors af aspetræ. De to sidstnævnte holde sig i egne temmelig nær den førstnævnte kreds. Rubaslmiki i guvernementet Perm går i den blotte skjorte og udgive sig for helgener. Jerlevtser skille sig ved sine hustruer, når de ikke længer behager dem, og overlade dem til andre samfundslemmer, som ønsker dem. Nogle af dem har indtil 10 koner på engang - altså Ruslands mormoner. Andrejanovtser har præster, indviede af statskirken med de efter Nikons tid indførte ceremonier, men foretage selv et slags fornyet indvielse af dem, idet de lyser forbandelse over dem, der har indviet dem. Djetoubijtser, barnemordere, var tidligere en sekt, om hvem der går mange fortællinger om, at de begravede sine børn levende, at de tog hjertet af sine dræbte børn og brugte det ved sin nadver; det anses tvivlsomt, om de eksistere længer som sekt. Potjenitshina blev stiftet af en bonde, og bruge gendåb ved optagelsen i sekten, men på en ejendommelig måde, på hvilken de påstod kristus døbtes (v.-potjmakh, hvilket ord jeg ikke finder hverken i mine russiske eller i mit slavonske leksikon. Det står måske i forbindelse med ordet «pot», sved). Dvuimenniki, tvenavnede, en sekt, der går langt tilbage i tiden; nogle har også flere end to navne, hvoraf et holdes hemmeligt. Ejendommeligheden har måske en religiøs oprindelse; måske står den i forbindelse med tidligere forfølgelser. Rjabinovstshina opdagedes i året 1840, men går rimeligvis tilbage til Pugatshofs tider; den har erhvervet mange tilhængere i egnen ved Nedre-Volga og skal have visse ejendommeligheder med hensyn til familielivet; den har sit navn efter den samme ejendommelighed, som er angivet ved den førnævnte rjabinovstshina, som kun anerkender kors af rognetræ; men er i andre henseender forskellig derfra; den står på overgangen til bezpopovstshina. Dushilstshiki, tjukalstshiki, sokratitjeli (forkortere), er beslægtede sekter, som alle tror, at det er tilladt at dræbe farligt syge slægtninge. Det er rimeligt, det påståes ialtfald, at der er flere sekter med særlige ejendommeligheder med hensyn til dåben, ægteskabets afslutning, skriftemålet og forpligtelsen til sine børns ophold; nærmere angivelse leveres dog ikke. Allerede længe før vor tid regnede man med mere end 100 raskolnik-samfund; i midten af forrige århundrede mente man, der var over 50 arter af bezpopovstshina. Det sikre er, at man dengang endnu mindre end nu vidste fuld besked. Sekten lushkovskoje fremtrådte 1822 i guvernementet Tshernigov i en landsby Lushki, som følge af en regeringsbestemmelse af 1818, ved hvilken det tillodes staroobradser at have sine egne poper, på betingelse af, at de skulle benytte de anordnede kirkebøger. Disse sekter ville ikke vide heraf eller af sådanne »rettroende« poper, som ville gå ind herpå, skønt de en tid lang ved ydre midler blev tvunget til at fordrage dem. En sekt, fra forrige århundrede, kharateiniki, skal have været af noget lignende art. Lushkovtsernes ejendommelighed gik dog videre, da de forkastede eden, krigstjenesten og brug af pas og blev, som rimeligt er, anset for en farlig sekt, i den grad, at det i 1845 blev forbudt de donske kosakker at gøre rejser til Lushki. Samospravstshiki opdagedes i 1848 og sekten skal være dannet af præster, der forfulgtes og fordreves formedelst overgang til raskolnikerne. De anser sig som berettigede til at udføre gudstjeneste på egen hånd og står altså, teoretisk, på overgangen til bezpopovstshina. I 1850-årene opdagedes en sekt tshelniki, huleboere, fordi de forretter deres andagt i huler og hulveje. I 1866 opdagedes i guvernementet Wladimir sekten bjeloriztsi (med hvide messeskjorter), således opkaldte efter farven på deres messeskjorter og sine livbånd. De forkaste selvfølgelig en del af kirkens ydre ceremonier. Alle de sekter, som hidtil er nævnt, udgives for at have dannet sig ganske eller væsentlig uden påvirkning af udenlandske religionsbegreber. Som tilhenhørende de samme klasser opregnes en hel del navne uden nærmere angivelse, f.eks. farisæere, tilhængere af Peters dåb og andre. Den her benyttede forfatter mener, at antallet af samtlige sekter er henved 130, men antager det ret sandsynligt, at der gives adskilligt flere, hvis navne end ikke kendes, og som i regelen er lidet talrige og har uvæsentlige ejendommeligheder. Væsentlige ejendommeligheder har en del endnu ikke nævnte sekter, som har tildraget sig stor opmærksomhed og som klassificeres under to rubriker: 1) vestens indflydelse og 2) Østens indflydelse. De er i mange henseender ejendommelige og tildels skadelige eller farlige, i det mindste i den russiske regerings øjne.

Vestens indflydelse: molokaner, dukhobortser med videre

De hidtil nævnte samfund og sekter opføres som ægte russiske, og jeg skal ikke trætte hverken læseren eller mig selv med undersøgelser om, hvorvidt denne påstand er rigtig; menneskeånden er jo desuden i det store sig selv så lig, at ligeartede foreteelser nok kunne fremtræde på forskellige punkter af jorden, uden at man just behøver at antage, at den ene har påvirket den anden. Jeg får altså lade det stå hen, hvorvidt den nævnte påstand er rigtig i alle stykker, idet jeg i det store tror, at man har ret, når man påstår, at de russiske raskolniker har været og er utilbøjelige til at antage fremmede meninger i religionssager. Mærker af meninger, der tilhørte protestantismen eller som fulgte efter den, gjorde sig gældende allerede under Ivan den fjerde (1533-1584), under hvis regering endogså adskillig rationalisme skal have vist sig. Som en frugt af disse meninger påstås det, at de anskuelser, der hersker blandt nutidens molokaner og dukhobortser, er udviklede. Som læseren vil erindre, er molokaner navnet på en meget gammel sekt. Der fremtrådte under Ivan den tredje (1462-1505), altså før reformationen, og med åbenbare tegn på en judaizerende åndsretning, der allerede fra endnu ældre tider gav sig tilkende. Det er da næppe nogen dristig påstand, om jeg udtaler den mening, at den forbindelse, som måtte være mellem de ældre og yngre molokaner, væsentligt er ydre, om ikke ganske tilfældig. Dukhobortsernes og de nyere molokaners væsentlige anskuelser henføres til Peter den Stores tidligere regeringsår, da han viste adskillig tilbøjelighed til lutherske meninger, udtalte overordentlig agtelse for Luther og søgte sine venner og medhjælpere hos de protestantiske nationer. Det er altså forklarligt nok, at på hans tid undersåtter af samme tankegang ikke lagde så stærkt bånd på sine udtalelser; fremfor alle nævnes en læge Tveritinov (Djerjuskin). I hans hus hang ved siden af hans obraz et i ramme indfattet blad, hvorpå der med store bogstaver blandt andet stod: «Jeg er herren din gud, og du skal ikke have andre guder foruden mig.» Ved enhver given anledning lærte han, at billeder kun er afguder, og at man ikke skal bøje sig for dem; han studerede i bibelen og udlånte skrevne hæfter med bibelsteder, der skulle bevise denne lære. Selv gejstlige personer lånte disse f.eks. arkhimandriten Antonij og Musinpushkin, i hvis huse religiøse disputer førtes endog i viceguvernøren i Moskva Ershovs nærværelse. Moskva var imidlertid ikke stedet for sådanne nyheder, og Tveritinovs´ anskuelser forstummede indtil videre dér. Et noget mere passende sted var naturligvis den nye hovedstad, hvor idéerne bedre ville have kunnet tåles, om ikke en fætter af Tvenitinov, en feldskær, Foma Ivanov, havde tildraget den nye lærdom altfor stor opmærksomhed og ligefrem forhånet den russiske billeddyrkelse. Sådant turde regeringen ikke tåle, om den nok så gerne ville det. Manden blev fængslet og ført til Bebudelseskirken på Kreml for at gøre bod. Skønt lænket sønderslog han her et billede af metropoliten Alexei den Hellige (1354-1378). Manden blev underkastet en streng kirkestraf og, som sædvanlig, endnu ivrigere i sine meninger, der på grund af mangelfuld kristelig oplysning blev både fanatisk og udskejende. Han var, siges der, den ligefremme forløber for dukhobortserne og de senere molokaner. De lærdomme, hvormed disse sekter eller måske rettere, denne dobbeltsekt fremtrådte, viste sig imidlertid offentligt og tydeligt først fra året 1762. Kejserinde Elisabeth havde været meget bange for sådanne foreteelser og altså meget utilbøjelig til at slippe dem løs, samt stærk nok til nogenlunde at holde dem i ave eller i skjul. Under Peter den 3dies korte regering kom det tyske væsen til mere anseelse, ligesom han overhovedet var en meget populær mand blandt dissentere. Under ham og Katarina den 2den indvandrede mange fremmede kolonister, navnlig hernhutter til Rusland og nedsatte sig ved Nedre-Volga (man ser netop i disse dage, at en hel del mennoniser (tyske) vil udvandre formedelst den almindelige værnepligts indførelse). Ved denne tid og i nærheden af kolonisternes landsbyer, der selv var fulde af sekterer, fremtræder de meninger, der dannede dukhobortserne og molokanerne. Katarina den 2den lagde overhovedet ingen hindringer i vejen for dem, sådan at de efterhånden kunne vokse. Uagtet der selv nu efter statistiske oplysninger ikke er mere end 110,000 af begge slags tilsammen, er der i det mindste i russernes øjne så meget ejendommeligt ved dem, at de har været genstand for særlig opmærksomhed. Den egentlige dannelse af den oprindelig fællessekt foregik i Gorelo, en landsby i guvernementet Tambov. En polak, der var flygtet fra Sibirien, tog bolig der hos en gårdmand, - der levede for sig selv, - Larinov, hvis begreber han påvirkede. Dennes søn, der antog familienavnet Kapustin, dannede sekten dukhobortser, der gik yderlig vidt i sin forkastelse af alt ydre kirkeligt ceremoniel. En elev af ham, Semushka, der ikke gik fuldt så vidt, grundlagde, den nye molokanersekt, der antog mindre nationalistiske begreber, end Kapustin udtalte. Han fik en stærk hjælper i S. M. Uklein fra landsbyen Uvarov i det nævnte guvernement. Uklein var skrædder af profession og vandrede som sådan om på forskellige steder. I Gorelo blev han forelsket i en datter af Ilarion Pobirokin, der stod i spidsen for de derværende dukhobortser. Uklein, der tilhørte den russiske statskirke, skilte sig ved sin hustru, giftede sig med Pobirokins datter og trådte ind i hans sekt. De kom imidlertid snart i uenighed. Pobirokin kaldte bibelen en skvaldertaske, forkastede alle ceremonier, optrådte selv som guddommelig person og indsatte fordærvelsesengle i sin tjeneste, der havde den forpligtelse at straffe de underordnede sektmedlemmer, der forgik sig mod ham, deres lærer. Uklein syntes ikke om dette væsen, ragede i strid med Pobirokin, og var nær blevet kvalt af hans engle, tre stærke bønder, fra hvis hånd kun tililende hjælp frelste ham. Han adskilte sig da fuldkommen fra sekten, og hans mere mådeholdne lære skaffede ham mange tilhængere. Molokaner sekten tiltrådtes endog også af en præst Savva Ivanov fra landsbyen Durnikinov i guvernementet Saratov tilligemed nogle af hans familie; denne gjorde sin tredje søn til præst blandt molokanerne. Officielt blev molokanerne ellers først erkendte som en fra dukhobortserne særskilt sekt i 1818, da regeringen tillod de sidstnævnte at kalde sig dukhobortser og pålagde sine embedsmænd ikke at tvinge dem til edsaflæggelse. Efter dukhobortsernes lære, således som de selv have meddelt den til kvækerne Allan og Grelje, er gud i treenigheden en: faderen dvs. hukommelsen, sønnen dvs. forstanden og den hellig ånd dvs. viljen; de opfatte Jesus Kristus som menneskelig person kun allegorisk; de erkende ham som sin eneste præst, forkaste den ydre kirke og antog billederne for afgudsbilleder; de agtede de kristne helgener for deres dyder, men nægte at bede til dem; de forkaste de kirkelige traditioner. Fasten består efter deres mening i afholdenhed og mådehold. De er altså på det nærmeste kvækere, men det påstås, at man i Rusland selv kan føre deres meninger tilbage til en Kvirin Kulman, en slags kalvinist, der brændtes i Moskva i 1689, og hans kammerat en kvækermissionær Nordermann; begge bragte kvækerske bøger med sig. Også den ovenfornævnte Tveritinos sekt nærede nogle kvækerske anskuelser. Senere i 1740 udbredtes dukhobortsernes lære i guvernementet Kharkov af en udenlandsk kvæker og i 1750 optræder en lærer af de samme anskuelser i guvernementet Jekatarinoslav, nemlig den i Rusland bekendte Kolesnikov, og nu blev sektens masse indfødte russere i ganske stort antal.

Molokaner kalde sig åndelige kristne og ville ikke vide af nogen af menneskehænder bygget kirke eller af billeder; apostlene og martyrerne var efter deres lære gode mennesker, men hellig er alene herren. Mærkeligt er det, at ved deres stiftelse af ægteskaber overantvordes bruden til brudgommen »efter moselov«. Arkhim Israel, en bekendt forfatter henfører dukhobortserne nærmest til kvækerne, men molokanerne til anabaptisterne. På grund af radikalere forkastelse af kirkelige former gjorde dukhobortserne i begyndelsen mindre fremgang end molokanerne hvis antal blev forholdsvis stort. Navnet dukhobortser siger de at have fået af Ambrosius, biskop i Jekatarinoslav, fordi de stred mod sandhedens ånd. I 1767 da Katarina den anden havde sammenkaldt en kommission for at undersøge dissenterforholdene og give regler for dem, ansøgte molokanerne om formel anerkendelse af sin sekt. Noget formeligt resultat synes deraf ikke at være kommen; men uforstyrret fred havde de såvidt man ser. Den sædvanlige forklaring af navnets oprindelse er førhen leveret, fordi de spiser mælk onsdag og fredag (og faste om lørdagen). Mølken spiller også nu nogen rolle blandt dem; således nærede den molokanske godsejer Victorov sig alene af mælk, fastede om lørdagen og ville tvinge sine bønder til den samme levemåde. Herover såvelsom overhovedet over hans åndelige regereri klagede hans bønder til regeringen. Nogle molokaner gå over til judaiserende unitarier, subotniker dvs. lørdagshelligholdere. Dette synes virkeligt at bestyrke den mening, at de er et slags aflæggere af de judaiserende kættere, der fremtrådte under Ivan den tredje, og at når de fremtrådte som egen sekt under Katarina den anden, så var det fordi hendes tolerance tillod folk åbenbart at bekende anskuelser, som de førhen måtte skjule. Der er hos molokanerne adskilligt, som minder om puritanerne: de nyder ikke stærke drikke og er sparsommelige og velhavende folk. Om søndagen samler familien sig og læser højt i bibelen; deres børn har ikke legetøj og får ikke slikkerier. De tugtes ikke korporligt. De molokanske kvinder bære ingen stads; deres familieanliggender dømmes af en religiøs forsamling (mir). Uagtet de her nævnte sekter ikke, som statskirken, erkender ægteskabet for et sakramente, og ceremonierne ved dets afsluttelse, navnlig hos molokanerne er få eller ingen; nyder dog kvinden en ligeberettigelse med mændene, der i Rusland har været betragtet som en af disse sekters ejendommeligheder. Forbindelsen med Østen har i dette land også vist sig deri, at kvinden længe har levet i noget underordnet stilling. For vesteuropæiske kristne har forholdet næppe nogen mærkelighed. Iøvrigt siges det også om adskillige samfund af bezpopovstshina, at kvinden har nydt ganske stor anerkendelse, og tildels har udøvet en ikke ringe missionerende virksomhed og ofte har været i besiddelse af nogen boglig kundskab. Blandt udbrederne af dukhoborstvo i egnen ved Ural, nævnes i første linje nogle kvinder f.eks. en løjtnants enke Nastasia Vlassova født Saburova (1832-33) og Jevdokia Gerasinova (ca. 1850); denne sidste blev fængslet og dræbte sig ved hunger, for ikke at have noget at bestille med «antikristens tjenere». Dukhobortserne fik under Alexander den 1stes regering tilladelse til at bo sammen og nedsætte sig ved floden Molotsnaia samt 15 djesatiner god jord hver med 5 års skattefrihed og nogen understøttelse til flytningen. Senere, rimeligvis i Nikolaus' regering, befaledes det, formedelst deres proselytmageri, at sende dem til Sibirien for at gøre krigstjeneste og arbejde i bjergværkerne. Dukhobortser blandt kosakkerne forflyttedes fra Don til Viborg. Ingen af disse forholdsregler har ledet til sektens tilintetgørelse eller begrænsning. De har oftere pådraget sig forfølgelser og straffe, men findes ligefuldt på mange steder. Molokanerne hører man mindre til i den senere tid (det skal oplyses om molokanerne, at en del af dem i en af Tyrkerkrigene var taget til krigstjeneste, men kastede våbnene fra sig; dette og andre omstændigheder har bevirket, at regeringen i det mindste har været adskilligt opmærksom på dem. De anses for meget moralske mennesker). Noget slægtskab med disse sekter havde Tshelniki, der forrette sine bønner mod øst udendørs eller, når det er koldt, gennem åbninger i sine stuer, også vendende mod øst. En med disse beslægtet sekter er dirniki, der opdagedes i Ural i 1860. Det samme skal være tilfælde med ikonobortsi, billedkæmpere, i guvernementet Orlov og Astrakhan, fremkommet i dette århundrede, samt med nemoljaki eller nemolojaki, en sekt opdaget i Odessa i 1845, som anser den mundtlige bøn for intet betydende, navnet betyder de ikke-bedende eller ikke-talende. Obstshie, fællesbrødre, en sekt, der dannedes for lang tid siden af kosakkeren Shepilov, eller efter andre af englænderen Melvil, havde i begyndelsen alt fælles; senere har de begyndt at dele fællesgodset; de bor på den anden side af Kaukasus, hvor det måske har været nødvendigt for dem at danne et fællesmagasin. De anses ikke for at være befængte med kommunismen eller socialismen, der ellers er vel bekendt i Rusland. Subotniki (lørdagsdyrkere) eller judeistvujusshe (judaiserende) er en aflægger af de ældre molokaner; de bruger også omskærelsen. Den ovenfornævnte Uklein, der benyttede en jødisk proselytmager Semen Dalmatov skal have bidraget til eller foranlediget sektens dannelse, påvirket af Dalmatov: han tilrådede at afholde sig fra svinekød og fra fisk uden skæl. Betydelig udbredelse fik hans idéer ikke, da den russiske befolkning i guvernementet Saratov satte sig derimod. De judaiserende erkendte kun kristus som et almindeligt menneske, og lærer at hans morallov er blevet svækket ved apostlernes fremstilling. Da regeringen traf foranstaltning til, at de skulle regnes blandt jøder, gik mange molokaner over til den rettroende kirke. Voskresniki (søndagsdyrkere) er beslægtet med de førnævnte. I 1858 lærte en Ivan Gregoriev nogle af dem til at kastrere sig. Presniki anser det for synd at bruge kvas og brød bagt med kvas: de bruger brød uden gær (presnoje). De antages at have lært dette af steppe-tartarerne, der ikke bruge surt brød. Sopuner (snorkere) synes at være et slags sværmere, der falder i en slags henrykkelse, der minder om magnetiseringen. De henføres til molokanerne. Der skal være enkelte andre underafdelinger af molokanerne, som i en eller anden religiøs formalitet afviger fra de andre og danner mindre sekter eller afdelinger: nogle ville ikke kysses ved de fælles bønnemøder og kalder dem, som gør det «kyssere» (tselovalniki) nærmere meddeles ikke om disse samfund.

Østens indflydelse: khlisti og skoptsi (eller skoptsie) med videre

En endnu større opmærksomhed end dukhobortser og molokaner har khlisti og skoptsi tildraget sig. Khlisti betyder piskere dvs. selvplagere; skoptsi betyder kastrater. Begge sekter angives med højeste rimelighed at have sin oprindelse fra Orienten, med hvilken Rusland fra de tidligste tider indtil nu har stået i hyppigere forbindelse end noget andet land. Ligeledes antages det med fuld rimelighed, at skoptsi er en strengere sidegren af khlisti. Mærkeligt nok at det samlede antal af khlisti og skoptsi efter statistisk opgivende fra 1864 opføres med 110,000, netop samme tal som hine to andre. Først om khlisti. Det bemærkes da straks, at disse mennesker ved siden af selvplageriet allerede tidlig viste sig som stærke sværmere, der brugte forskellige midler for først at komme i umiddelbar forbindelse med ånden. Orientalske sværmeres brug af den hidsende khasbim er kendt fra assasinernes tid. Som et nydelsesmiddel af lignende virkning nævnes blandt indfødte sibiriaker en art fluesvamp. Disse eller ligeartede midler antages at have været benyttede af sekterne morelstshiki (fuglekissebærspisere) og podreshetniki (snittere, skærere) om hvilke lidet eller intet er bekendt undtagen, at en berygtet bedrager Jona erhvervede sig 40 millioner rubler og gav nogle munke 20 rubler hver for at undlade at advare hans tåbelige ofre. Nogle af disse sekters tilhængere samlede sig ved en lejlighed i en stor lade, hvor de i sin forstyrrede tilstand lod sig brænde op. Beruselsesmidlet anbragtes i det mindste tildels i tørrede moreller. Virkningen af et sådant bær blev konstateret af en præst hos fyrst Golitzin, som erklærede, at han havde følt en uimodståelig lyst til at styrte sig i elven, og at hans omgivelser alene friede ham derfra. En ligeartet gift skal have været kendt i klostret ved Vigo under navn af guds moders; den brugtes undertiden efter gudstjenesten anbragt i alterbrød; de som havde haft »syndige drømme« fik ikke lov til at nyde dette brød. Sekten khlisti antages alligevel af andre grunde for at have orientalsk oprindelse. Tilhængerne har antaget sværmeriske (muhamedanske) dervishers skik; for at komme i den højeste henrykkelsestilstand, at svinge sig hurtigst muligt rundt og piske sig indtil bedøvelse: et øjenvidne fra 1822 fortæller at have set sådant, og at tilsidst sveden dryppede «som bække» og skummet stod i munden på vedkommende. Den særlige anledning til sektens dannelse siges at være en mand, der var født tyrk, for 150 år siden. Han optrådte i nærheden af Nizhnij-Novgorod på bredden af Oka omgivet af 12 disciple, som han kaldte apostle; selv kaldte han sig kristus og modtog sine tilhængeres tilbedelse og vakte stor opmærksomhed blandt den overtroiske almue. Ellers var allerede en rum tid før ham en indfødt russer, Danilo Filipov, optrådt og kaldte sig for løseren (1649); hans yndlingslærling og arving til værdigheden var Ivan Suslov. Disse æres af de nuværende khlisti som meget hellige mænd; de fik tilhængere selv i Moskva. En ætling af Filipov døde for kort tid siden i landsbyen Staraja i guvernementet Kostroma; hun skal have været den sidste af slægten og nød stor anseelse både blandt khlisti og andre. Vand fra en brønd, hvorved hun boede, sendtes i form af is rundt omkring i hele Rusland. Som de egentlige indførere af sektens skikke fra Tyrkiet nævnes saporogiske kosakker (der har sit navn af egnen søndenfor Dnjepers store bøjning mod øst mellem Kiev og det Sorte Hav) men er kommet fra Dons egne. En af sektens sange angiver denne oprindelse. Som udbredere af sekten i det indre af landet nævnes den finske stamme mordvi eller mordviner, der også havde en «gud» Kuzka, der blev forvist i 1808. Der er nogen rimelighed i den påstand at sådanne sværmerhøvdinger vandt tilhængere blandt de livegne bønder ved at love dem forløsning fra deres undertrykte stilling. En lærer Avakum Kopilov foreskrev faste og anden afholdenhed og gav overhovedet adskillige regler, som minder om molokaner og fedoséevtser. Khlisti spiste ikke kød, fisk, løg og kartofler, drak ikke vin, deltog ikke i bondelege, måtte ikke bruge hårde ord til hverandre; deres kvinder måtte ikke bruge stads og bar sine tørklæder bundne langs ned om hovedet. Den omtalte sværmerske drejning af legemet skal være indført af Kopilovs søn Filip (ledsaget af piskning). Denne skik var blevet hovedkendemærket såvel blandt khlisti som blandt skoptsi; men da de sidstnævnte ikke fandt denne art af kødets spægelse tilstrækkelig valgte de kastrering. Ædruelighed og fredelighed i omgang bibeholdt khlisti; derimod skal deres spægelse af kødet i de senere tider, i nogle stykker snarest har vendt sig til det modsatte, så at skoptsierne har foragtet dem og mere og mere fjernet sig fra dem. Den øverste forstander blandt khlisti kalde sig kristus, den øverste forstanderinde guds moder; de holde sig til en kirkelig sang, hvori der står »kristus fødes«, ikke «er født»; det samme udtryk «fødes« benyttes i deres kirkesange hele året. De har erhvervet sig tilhængere i flere klostre i Moskva, både munke og nonneklostre. Til deres samfund i Petersburg, der stod under ledelse af en fru Tatarinovaja født Buxhøvden hørte fornemme mænd f.eks. fyrsterne A. N. Golitsin og Jengaditshev. Såvel khlisternes som skoptsernes samfund kaldes sobor (concilium) eller korabl (skib). Fælles for begge er, når de kom sammen, at de sætter sig rundt omkring i værelset, indtil en af dem står op, begynder at gå, hoppe og svinge sig; efterhånden gør flere det samme; de svinger sig under lyden af deres mange sange; andre sidder imidlertid og slår sig med den flade hånd på knæet. Til sidst svinger alle sig på en gang efter solen. Skoptserne kommer til sin forsamling i hvide skørter, der ved svingningen blæses op og frembringer vind: under dette griber ånden dem, man hører tildels uartikulerede lyd; tildels afbrydes åndedrættet, tildels skelner man ordene: dvs. ånd, helligånd! Ånden har pumpet (mig) fuld. Dette punkt oppebier alle tilhængerne, da indtræder som en trykning for brystet og en formørkelse af forstanden: man begynder at tale usammenhængende; og i dette øjeblik siges man at profetere, tilsidst falder man om i afmagt. Af og til pisker khlisterne sig under svingningerne. Et par købmænd af første gilde, Frolov og Timenkov, kunne svinge sig, så at de slukkede lys og lysekroner. Khlisterne underkastedes i begyndelsen stærk forfølgelse i Moskva, f.eks. under kejserinde Anna, ved hvilken lejlighed det befandtes, at både munke og nonner var forstandere. I Tatarinovaja's samfund i Petersburg, der beskyttedes af højtstående personer, samledes der om søndagsmorgenen en fyrretyve personer: efter svingningerne profeteredes der især af kvinder. Der var flere hemmelige samfund f.eks. i 1817 et i en offentlig bygning for ingenørvæsenet. Dette pådrog dem forfølgelse, så de en tid lang måtte skjule sig; stundom, erfaredes det, kyssedes man i samlingerne. I flere guvernementer, påstods der, samledes tilhængere af forskelligt køn i urene øjemed. Som en protest mod disse mindre gode sæder siges skoptserne at have udsondret sig. I henhold til bibelens udtryk: »Dersom dit øje forarger dig» osv., foretog de halv kastrering, men fra 1816 indførtes den gentagne fuldstændig. På den tid nød sekten ro, når medlemmerne åbenhjertigt lod sig indføre som sådanne i politiets bøger. De fleste tilhængere var dengang i guvernementet Tula og den nærmest tilstødende egn. En af de første, der indførte kastreringen som sektmærke - thi enkeltvis havde den førhen fundet sted - var den i Rusland bekendte Kondratij Selivanov. Operationen har også fundet sted blandt mænd, der slet ikke hørte sekten til, f.eks. endnu i 1867 alle munke i klostret Sviatogovski i bispedømmet Kharkov. Som stifter af sekten skoptser regnes den nævnte Selivanov; hans tilhængere kaldte sig de hvide duer; den hvide farve foretrækker sekten hos alle slags dyr, fugle såvelsom andre. K. Selivanov, der var en simpel, men overmåde kløgtig mand, vandt mange tilhængere. Han blev forvist til Sibirien og opholdt sig i Irkutsk, hvor han kaldte sig forløseren. For at narre tilhængere til sig brugtes forvanskning af ord i bibelen, f.eks. oskopitjel (gilder) i stedet for iskupitiel (forløser) osv.. På samme tid som Selivanov kaldte sig forløseren, kaldte han sig også Peter den 3die, hvis navn var kært for raskolnikerne og misbrugt af flere, f.eks. Pugatshof. Skoptsernes sekt dannede sig nemlig egentlig under Katarina den anden. Blandt megen forunderlig tale om hende fra raskolnikernes side mærkes, at skoptserne påstod, at hun havde en naturlig søn, »antikristen«, der siden blev til Napoleon den første, hvem Katarina havde skjult en tid lang i Tyrkiet, og som siden var blevet opdraget i et russisk akademi. Sekten regnede flere ældre kejsere og andre fornemme mænd til sine tilhængere. K. Selivanov blev senere endnu mere bemærket, da kejser Paul kaldte ham tilbage fra Sibirien. Han ønskede at se ham, især fordi han udgav sig for Peter den 3die, med hvem han nok har haft nogen lighed. Ved sammenkomsten gjorde han imidlertid intet godt indtryk på kejseren, der efter hans eget forslag sendte ham på galehuset. Om denne sammenkomst citeres der et vers om, at kejseren ikke ville lyde gud. Fra galehuset førtes Selivanov senere til et sygehus. Derfra førtes han mod garanti af kammerherre Jelenskij til Al. Nevskijs kloster i St. Petersburg, hvor kammerherren også boede. Endnu senere boede han i et hus hos en rig skoptser, medens hos en anden rigmand af samme sekt den for sin skønhed bekendte Anna Savanovna boede, hvem skoptserne tilbad som guds moder. Sektens sammenkomster i St. Petersburg foregik i det hus, hvor Selivanov boede: der lå han på en prægtig seng under en baldakin, modtog neofyter samt håndkys af sine tilhængere. Til andre tider fremtrådte han i en kostbar gammeldags kaftan med hvidt lommetørklæde i hånden, formentlig agerende Peter den 3die. Stundom indfandt han sig i et andet stort hus, hvor man kunne se hele rækker af ekvipager udenfor; der kom også stormænd udenfor sekten. I 1819 henvendte regeringen sin opmærksomhed på disse samlinger i St. Petersburg; ved undersøgelse befandtes det, at blandt andre gardeofficierer og en hoflakaj var kastrerede. Senere under Nikolaus' regering udfandt man 23 kastrerede militære og civile embedsmænd. Imidlertid har der aldrig været noget større tal af egentlig fornemme mænd blandt denne sekt, men vel flere rigmænd. Medens jeg var i Moskva 1870 var 5 bankierer af sekten under tiltale for bedrageri; jeg så dem selv i aviserne nævnte som skoptser. K. Selivanov, der en tid lang levede uforstyrret i Petersburg, blev, da han ikke holdt sit løfte om afholdelse fra proselytmageri, af den tolerante og milde Alexander den første sendt til et kloster Suzdal i guvernementet Vladimir. Kejserens forhold til denne underlige mand var ellers noget uklart; han gav således bestemte ordre til at føre ham af sted på en meget hensynsfuld måde; han blev f.eks. kørt meget forsigtigt i en bekvem kalesche (1819). Måske har årsagen været påvirkning fra fyrst Golitzins side, der hørte til khlisti, samt sektens store rigdomme. Forøvrigt bemærkes det, at han havde et særdeles indtagende roligt og blidt ydre. Officielt blev det bekendtgjort, at han var blevet sendt til Sibirien. Hans dødsår anføres ikke: man ser, at han endnu levede i 1822, da en ansøgning om hans tilbagekomst af en borger Kononov straffedes med 3 ugers politiarrest. I 1835 nævnes sekten i Moskva, hvor politiet pågreb omtrent 150 skoptser, hvoriblandt var indflydelsesrige rigmænd, hvilke dog snart slap ud af arresten. Ved den lejlighed pågrebes skoptserne under en natlig sammenkomst. Alle medlemmerne var i hvide skjorter med himmelblå og røde rosetter, nogle med kranse af tinfolie; mændene havde livbånd over skuldrene; alle var barfodede; de sad med lys i hænderne. Den sidste forfølgelse fandt sted i 1869 i morshansk (i guvernementet Tambov), sektens centralpunkt. Her fandt man hos sektens fornemste prædikant Maxim Plotitsin uhyre rigdomme, efter nogles angivelse mere end 30 millioner rubler i guldpenge: nøjagtigt ved publikum det ikke, da pengene hurtigt forsvandt. Plotitsin og hans medhjælpere dømtes som skyldig i sektens udbredelse; straffen angives ikke. Den kejserlige ukaz, der bestemmer strafskylden for de farligere sekter, står aftrykt i bladet Kolokol, men desværre har jeg tabt mit eksemplar. Skoptsernes omgangsmåde indbyrdes er meget kærlig og fredelig, ligeså deres indbyrdes hjælpsomhed. De har bibeholdt khlisternes skik at svinge sig, indtil de er ganske svedige. De kalde sig selv hellige og anvender på sig apokalypsens ord om de 140,000, som skal stå på bjerget Zion. De anser kun udvalgte personer skikkede til at kastreres og optages i sekten: de udvalgte; de øvrige mennesker er forpligtede til at forplante slægten. Uagtet de kalde de gejstlige og verdslige statsstyrere jøder og farisæer, vise de sig dog i det ydre i regelen som rettroende (statskirke-lemmer); de skænker oftere store gaver til kirkerne, de lever i familier og har hustruer, de fleste er kapitalister og ofte vekselerere. Deres rigdom anses for at være grunden til, at de ikke have været underkastede meget hårde eller omfattende forfølgelser; sådan behandling ville dog næppe lede til sektens udryddelse. Det bemærkes, at kastrering også foretages ved deres kvinder, og at enkelte skoptser, i håb om at fri sig fra kødelige lyster, lade sine kønsdele ganske afskære. På nogle steder har man opdaget samfund, hvori forstanderne er skoptser, men tilhængerne ikke er kastrerede: således i Taurien to skoptser og 400 menighedslemmer. De mange undersøgelser, administrationen har foranstaltet, har formentlig ikke været ledet af mænd med fornøden menneskekundskab lige overfor sværmerske tankeretninger, ligesom i det hele politiet og militæret har været anvendt mod sektererne mere end mænd med åndelig og kristelig erfaring. Derfor kender man i Rusland kun altfor ufuldstændig de mange forunderlige åndsforeteelser, der ellers måtte være de rigeste kilder til menneskekundskab. De fysiske virkninger af kastreringen er bedre studeret i landet; adskillige oplysninger er også leverede af skoptserne selv: kødspise er dem en forbandet ting, da den angives at hidse lysterne, hvorfra selv bortskæring af kønsdelene ikke frier dem; the er deres yndlingsdrik, da den forøger uddunstningen og letter udsvedningen ved deres svingninger. Khlisti og skoptsi have udviklet en del sekter: ljadi er blandt almuen det sædvanlige navn på khlisti, men siges dog at være en egen sekt, hvis særegenheder dog ikke angives. Kupidoner opdagedes i guvernementet Kostroma; deres ejendommelighed i forhold til khlisti og ljadi er, at de i sine samlinger sidde ganske nøgne. Den officielle undersøgelse udviste, at ikke en eneste blandt statskirkens præster havde opført dem som raskolniker. Montane eller skakuni (hoppere). Navnet er dem givet af statskirkens præster. Sekten fremtrådte først ved Nedre-Volga; senere viste den sig også i guvernementet Petersburg, og nogle regne geheimestatsråd Popov, en rigmand, som sektens stifter. I samlingerne begynde skakunerne efter bønnen at hoppe par om par med hånd i hånd; de hopper undertiden meget højt, hvorpå «kønnenes nærmelse» begynder. Efter hoppingen sover de meget længe og stærkt. Slægtskab anses ikke for nogen hindring mod kønnenes nærmelse; til forsvar herfor henviser de til bibelens fortælling om Loth og hans døtre samt Salomon og hans 300 medhustruer. I guvernementet Petersburg viste de sig som oftest i hvid, blå eller sort klædning, de øvrige farver var forbudte; de drak ikke stærke drikke og spiste ikke kød. Man anfører den mærkelighed, at en luthersk præst skal have tilhørt sekten; rimeligvis er det kun en mistanke, der havde sin grund deri, at en niece af ham, Aurora, spillede en hovedrolle deri: hun var en fantastisk kvinde, der ved en af sektens højtideligheder lod sig udklæde som æsel, der lededes ved tøjlerne af to mænd og redes af forstanderen. Sektens orgier og dens offentlige fremtræden i hovedstaden standsedes af den finske kirkes forstanderskab, derimod er sekten vel næppe standset i landdistriktet. I det mindste en tid lang bivånede en del af sektens tilhængere den lutherske gudstjeneste i hovedstaden (1851).

Dukhovnie (åndelige), priguni (hoppere), trjasuni (skælvere, shakers) og dukhovidsi (åndeseere). Egentlig er alle disse navne betegnelser på en og samme sekt, der udgik fra molokani og gik over til khlisti. Grundlæggeren af sekten, da den fremtrådte hinsides Kaukasus, var en Rudometkin eller Komar i 1857; han udgav sig for kristus og pyntede sig som »herre« i purpur og krone; han gjorde flere gange anstalter til at fare til himmelen og lade sig korsfæste; men hver gang lod han sig overtale til ikke at forlade de troende. Han bar de jødiske ypperstepræsters brystsmykke. Han uddelte som tegn på syndsforladelse klædestykker broderede med silke, for hvilke betalingen var 5 rubler stykket og mere. Adamiti skal kun være et andet navn på Tatarinovajas sekt, der førhen er omtalt. Iskatjelikrista (kristussøgere) også kaldte polzuni (krybere) eller kholstovshina (lærredsdyrkere). De er udbredte i guvernementet Perm, hvor de samle sig et eller andet sted i skoven og udbrede et sammensyet lærredsklæde, hvorpå de kryber, syngende:» Jeg kryber, jeg kryber på nyt lærred til den sande kristus. Den, som først kryber frem, hans er lærredet«. Man kender ellers ikke nøjere til dem; den nævnte sædvane synes at være en levning fra en folkeleg. Napoleonovi tror på Napoleon den første som på en gud. Sekten fremtrådte omtrent samtidig i 1822 både i Pskov nær det gamle Novgorod og Bjelostok (i guvernementet Grodno), og i 1845 kom tilhængere tilsyne i Moskva. Der fandtes hos dem billeder af Napoleon stigende til himmelen. Sektens tilhængere samlede sig sædvanlig i et eget værelse, talte om Napoleons store egenskaber og tilbad derpå hans buste. De påstod, at ved Napoleons indfald i Moskva sås en stjerne, der alene havde vist sig en gang før, nemlig ved kristi fødsel. Sektens dannelse står utvivlsomt i forbindelse med forhåbninger om befrielse fra livegenskabet, hvilket Napoleon havde ladet udbrede blandt bønderne. Måske styrkedes det derved, at Napoleon i Moskva drev nogle underhandlinger med en del dissenter. Hans plan at virke på den måde ledte ikke til noget. Imidlertid sendte molokanerne 5 mænd til ham, da han var på tilbagetoget, hvilke pågrebes ved Weichsel. Nogle dukhobortser skal også have indbildt sig, at han ville oprejse Davids trone. Zelønijsad (den grønne have) eller bjelivinograd (den hvide vindrue); denne underafdeling af khlisti dannede sig i egnen Perm; den har en «gudsmoder» dvs. en gammel kone, hvem de også kalder pjatnitsa (fredag). Lazarevstshina, denne underafdelings ejendommelighed skal være den, at de forgifter sine pårørende for at «frelse» dem. Dukhovnie skoptsi (åndelige skoptser); de deler hovedsektens lærdomme uden at foretage kastrering. Perevertishi (forvendere, fortrækkere). Denne sekts medlemmer kastreres heller ikke, men opnå sit mål dvs. udygtiglied til forplantelse ved fortrækning og vridning af testikelposen. Denne sekt er især fremtrådt i guvernementet Tambov. Tildels foretages fortrækningen allerede i barndommen, hvorved sædkanalerne rives over. Prokoloshi, gennemborere. Medlemmerne gennemstak sædkanalerne, hvorved også udygtighed eller ufrugtbarhed fremkaldtes. Mest bekendt blandt disse er sekten Kutkinskaia, der opdages i Lifland, nær søen Pejpus (Tshudskoje Ozoro, Finnesøen). Muen kalder denne sekt farmasoni.

Jedinovjerie

Dette navn betyder trosenhed. At alle Ruslands verdslige og åndelige herskere har ønsket sektvæsenet udryddet og trosenhed indført, følger af sig selv. Midlerne til dette måls opnåelse, om det ellers kunne nås, har naturligvis i Rusland ligesålidt som andre steder kunnet udfindes. Unyttigst har her som overalt hårdhed og forfølgelse vist sig. En nogenlunde gennemgående stræben efter at nå målet ad den modsatte vej daterer sig først fra den ulykkelige Peter den 3die, hvis navn var og er i kært minde blandt mange raskolniker, hvad enten nu æren tilhører ham eller hans klogere rådgivere, navnlig Rumjantsov. Systemet fortsattes under hans endnu klogere enke, den berømte Katarina den anden, der, uagtet hun skal have ladet sig lokke til at indføre et slags livegenskab i landsdele, hvor det før ikke herskede, dog på den anden side gav en mildere lovgivning for det, ligesom hun overhovedet lettede landkommunernes samfundsstilling ved indrømmelse af noget større selvstyrelse. Som hendes hjælper, enten rådgiver eller håndlanger, optræder en mand, der i Vesteuropa er mere berygtet end berømt, nemlig Potemkin. Denne mands navn var og er stort blandt mange raskolniker, og han synes godt at have fortjent den overordentlige indflydelse, han havde, hos den store kejserinde. Systemet bestod, som læseren vil formode, i at der skulle gives noget efter på begge sider, og at man skulle underhandle sig frem. Rumjantsov begyndte arbejdet i Lille-Rusland, hvor han var generalguvernør og som sådan allerede forud havde vundet befolkningen for sig ved milde og nyttige foranstaltninger. Et andet forhold lettede også sagens gang der: det førhen omtalte Starodub i guvernementet Tshernigov havde længe været et centralpunkt for en mængde raskolniker, hvoraf en meget stor del senere var flyttede til Moskva. Derved var et forhold af rivalitet fremkommen mellem sekterernes gamle vugge og den mægtige hovedstad, hvor både de fleste og de rigeste lemmer boede. Rumjantsov benyttede sig af dette forhold til at forsøge en forsoning mellem statskirken og Starodub. Sekthøvdingen her var munken Nikodim. Mellem Nikodim og Rumjantsov åbnedes i 1781 underhandlinger, idet den førstnævnte sikrede sig Potemkins mægtige indflydelse hos kejserinden og formodentlig også hos metropoliten Platon, der gav sit minde til noget afslag i statskirkens fordringer. Man må erindre, at de raskolniker, hvorom talen her er, var popovtser. Der indrømmedes raskolnikerne ret til at gøre korsets tegn med to fingre og at have kirkebøger med gammeldags tryk, disse skulle til gengæld anerkende statskirkens hierarki. Disse genstande, hvis betydning der må adskillig kirkehistorisk kundskab til at fatte, havde ialtfald været tilstrækkelige til at fremkalde voldsom fanatisme og voldsomme forfølgelser. Indrømmelserne fra begge sider medførte desuden ikke uvigtige konsekvenser, og Nikodim indfandt sig i Petersburg for nærmere at drøfte sagen med Potemkin selv; der skulle underskrives et ordentligt forligsdokument. Betingelserne tilligemed Potemkins bemærkninger og forklaringer er trykte. Af dette dokument anføres et og andet ganske interessant og vidner om Potemkins kløgt: »eden med tofingret korstegn tilhører kun dem, der ikke underkaste sig den hellige kirke; dem, der forene sig med den. Dem påligger det ikke«. Med hensyn til en såkaldt kor-biskop dvs. en biskop, der står umiddelbart under den hellige synode (ikke under nogen metropolit), så var der koncilieforbud derimod; en sådan biskop havde raskolnikerne forlangt. På deres forlangende om, at de ikke skulle tvinges til at barbere sig eller til at bære tyske klæder, bemærkede Potemkim, at disse love var afskaffede. For at imødekomme det nævnte forlangende med hensyn til kor-biskoppen udfandt Potemkin, at der skulle oprettes et eget eksarki, det tauriske, hvorunder de raskolniker, der indgik på forliget, skulle stå, om de end boede udenfor det. På den måde fik disse, hvad de ønskede, og konciliebeslutningen blev ikke krænket. Nikodim understøttedes på sin side af flere raskolniker tilhørende de højere samfundslag; men så mange flere modstandere fik han blandt raskolnikerne af lavere klasser, der endog truede ham med døden. Der var dog foruden samfundet i Starodub to andre, hvoraf det ene i Jelisavetgrad i guvernementet Kherson, som androg hos den hellige synode om at få statskirkelige præster. Man tilskrev også Nikodim det ønske at forsone bezpopovstshina med statskirken, hvilket pådrog ham endnu flere fjender. Han døde for snart til at udrette, hvad han ønskede. Systemet var imidlertid kommet istand, og i 1785 blev det Potemkin overdraget at bygge et kloster og nogle sognekirker for jedinovertserne, der altså blev en overgangssekt, der indtil århundredets slutning gjorde nogen, om end ikke megen fremgang. Systemet havde nu også tabt sin skarpsindige og indflydelsesrige forsvarer i Potemkin, der synes at have været lige skikket til at virke på begge sider. I 1799 forstærkes oppositionen i Moskva. Uagtet man havde givet jedinovertserne til præster de mænd, de selv ønskede, gjorde dog de i Moskva selv boende modstand i et nyt punkt. De nægtede nemlig i sine ritualbønner at nævne tsarens titel efter den nye formel: de ville således ikke kalde ham imperator og desuden udelade nogle af ordene; heller ikke ville de nævne navnene på kejserhusets øvrige familielemmer i alle de tilfælde, hvori det foreskreves. Kejser Paul, der var lidet klog, men meget stivsindet, formåede ikke at behandle sagen med sin moders og Potemkins klogskab. I november samme år sammenkaldtes et kirkemøde af raskolniker, hvorpå det bestemtes, at man skulle betegne sin ringeagt for de sekter, der ansøgte statskirkens hierarki om præster, ved, når man mødte dem, at råbe: «beee, ligesom bukkene bræge». Kejser Paul opstillede imidlertid bestemte og, som det lader til, nogenlunde rimelige betingelser, hvorpå det stod jedinovertserne frit at indgå; men systemet nød dog ringe fremgang, skønt to indflydelsesrige jedinovertser Kovilin og Rjasanov arbejdede med iver og kløgt. Regeringen anvendte heller ingen tvangsmidler mod dem, så at de nød uforstyrret fred. Kejser Nikolaus tiltrådte regeringen, og spørgsmålet om at ordne forholdet vaktes påny. Men med al sin retfærdighed var denne fyrste hverken skarpsindig eller lempelig nok til at behandle så vanskelige sager på den rette måde. Man så enkelte beviser på hårdhed fra hans side, der forøgede fanatismen. Noget større eller gennemgående påtryk var dog de fleste raskolniker ikke udsat for, og deres menigheders rige kirkeskatte var i regelen fri for den konfiskation, hvormed der tildels var truet. Heller ikke var disse så lette at få fingrene i, da de for det meste bestod i klingende mønt, der lejlighedsvis deponeredes hos en eller anden mægtig mand, således f.eks. på engang 12 millioner rubler hos en moskausk rigmand Gutshkov. Enkeltvis konfiskeredes noget urørligt gods, der solgtes for kronens regning, men købtes f.eks. af den samme Gutshkov og gaves samfundet tilbage. Som eksempel på de moskauske raskolnikers rigdom og regeringens forholdsvise lempelighed nævnes, at staroobradsernes metropolit i Moskva Antonij bar en bispehue til en værdi af 10,000 rubler. Som eksempel på enkeltvis udvist strenghed fra regeringens side nævnes, at i 1840 guvernøren i Pjerm Ogarev benyttede stadens sprøjter på en raskolnik-menighed, der var samlet i sit kapel. Tiden og manden var vistnok ikke kommet til at udrette, hvad der overhovedet måtte kunne udrettes i retning af forsoning. Det er også rimeligt, at de lavere klassers tryk under livegenskabet og mangel på dannelse måtte vanskeliggøre tilvejebringelsen af en endrægtighed i religiøse eller liturgiske sager, der har vist sig vanskelig nok at tilvejebringe under mere frisindede forhold end de, for hvilke Rusland er modtagelig. Et nyt og gennemgående system i den hele samfundsorden er som bekendt dels anlagt dels vedtaget under den nuværende kejser; Ruslands patrioter og mange af dets gejstlighed nærer store forhåbninger om, at det ret snart skal lykkes at samle flerheden af raskolnikerne under statskirkens tag. Virkeliggørelsen af disse forhåbninger tilhører naturligvis en fremtid, mennesket ikke kan beregne, og beretningerne om de forsonende foranstaltninger, den ædle kejsers regering har truffet, tilhøre ikke denne fremstilling.

Lidt om raskolnik samfundenes indre organisation

Jeg vælger forsætlig denne betegnelse af det korte afsnits indhold; thi det er virkeligt såre lidt, som derom meddeles eller kan meddeles. Skrevne eller på mere formel måde vedtagne regler har disse samfund sandsynligvis aldrig haft; deres stærkeste forbindelsesmiddel har vistnok været russernes fra gammel tid tillærte måde at betragte samfundslivet på, nemlig som en forbindelse, hvori individet næsten er et intet, men opgående i den større eller mindre kreds, hvori det lever under ledelse af en starosta (ældste), nastavnik (forstanderen), og højere op, godsherre, storfyrste og tilsidst tsar, der, selv efter deres nyeste katekismus er samfundets fader, der har undersåtterne til børn. Overført på det religiøse bliver da utshitjel (læreren), den der styrer menighedens åndelige anliggender og menighedslemmerne hans posledovatjeli (følgesvende, lærlinge). Med hensyn til raskolnik-menighedernes ofte betydelige ydelser til ordinære eller ekstraordinære øjemed, ser man aldrig tegn til enten regel eller vanskelighed: enhver har ydet efter formue, lejlighed og behov, de rige tildels overordentlige store summer. Raskolnik-læreren eller hvad han nu kaldtes har naturligvis i regelen været en kløgtig person, undertiden en snu krabat, ofte en mand af dybt moralsk alvor, næsten altid en stærk karakter, der efter tilhængernes kulturtrin betragtedes med ærbødighed og stundom dyrkedes som helgen, eller blandt khlisti og skoptsi næsten som gud. Der anføres eksempler på at halvvoksne raskolnikbørn på forespørgsel har erklæret «vi tror på Mikhail Zakharits eller Nazar Afanashevitsh.» Den oftere omtalte Avakum regnedes som sin sekts helgen. Endnu i dette århundrede haves et ikona (helgenbillede) af Soltikovaja, Avakums åndelige datter, for hvilket samfundslemmerne bøjede sig ligesom for de øvrige helgenbilleder, indtil regeringen lod det borttage. Man erindrer her, hvad der er talt om Selivanov »herre med hænder og fødder«. Regeringen har enkeltvis ladet ligene af sådanne personer opgrave og «adspredt dem til støv», for at der ikke skulle valfartes til deres grave. Der er en mængde sådanne eller ligeartede beretninger om personer, der har nydt et slags dyrkelse selv i dette århundrede. Der nævnes en raskolnikisk Arkhierej Antonij Shutov, om hvis hoved en glorie kunne ses af hans troende tilhængere. Flere af disse samfund har været og er meget talrige, ofte spredte over hele riget, navnlig fedoseevtserne, hvis tal i 1820 var 920,000 mennesker rundt omkring i det store land, hvis centralbestyrelse var i Moskva, hvorfra alle menighederne forsynedes med bøger og forstandere eller lærere og anvisninger til i forekommende tilfælde at handle; ulydighed var sjælden. Både denne og de andre sekter af nogen betydenhed har haft eller har sine regelmæssige sammenkomster ved deputationer, sin egen post og sit eget politi; de rigere samfund har stået, når det var muligt, i forbindelse med højere statstjenere, naturligvis mod betaling: selvfølgelig gælder dette nærmest en noget ældre tid. Endnu i slutningen af forrige århundrede bringe to raskolnikførere Kovilin og Milovanov overpolitimesteren i Moskva, Vojejkov i foræring en pirog (en pie), hvis farce var meget overbevisende, da den bestod af 1000 imperialer: noget over 41,000 francs. Vojejkov fandt ved at bryde pirogen, at dens indhold var meget velsmagende, og sektens sager gik let. Senere gik ydelsen over til 1000 rubler om måneden, hvilket beløb et menighedslem Varvara E. Gratsheva ydede. Ligedan gik det til i provinserne; dér blev heller ikke statskirkens præster glemte, for at de skulle være blinde og døve, hvor det behøvedes; flere steder havde disse heller ikke stort andet at leve af. Hvor denne fremgangsmåde ikke kunne bruges, benyttedes trusler med eller uden bestikkelser. En meget almindelig måde at presse penge ud af raskolnikerne på, var at give dem tilsagn om, at de ikke skulle obduceres; thi dette anså de som en foragtelig og ugudelig behandling, rimeligvis med indflydelse på deres salighed. Når ingen sikkerhed herfor kunne fastholdes, har raskolniker på dødslejet ladet statskirkens præster hente for at meddele dem nadveren, hvis bestanddele præster selv har berettet, at vedkommende spyttede ud igen. Den forstanderens stærke autoritet, hvorom er talt, tilhører fornemmelig popovstshina. Bezpopovstshina, der efter sin natur ikke tillægger sine forstandere nogen egentlig hellig autoritet, har dog på grund af trængslerne og folkekarakteren forstået at underordne sig sine forstandere tilstrækkelig til at holde samfundet sammen, naturligvis ved hjælp af hyppigere sammenkomster dvs. selvgjorte synoder. Noget mere system har der vistnok været i sekternes lærebegreber; i det mindste må de have haft eller har betegnet, hvilke sætninger i statskirkens dogmatik, de forkastede, ligeså hvilke liturgiske skikke de afskyede. I ethvert fald forelagde molokanerne for kejser Alexander den første sine læresætninger og erhvervede derved hans tolerance. Hvorvidt disse er publikum forelagte, ved jeg ikke; i V. V. Andrejevs værk findes de ikke. Det er vel gået læseren, ligesom det er gået mig, nemlig så, at han savner både alsidig og systematisk behandling af det forelagte stof: til min undskyldning skal jeg sige, at de momenter, som her er fremdraget, findes endnu langt mere spredte i det ganske store værk, som jeg har benyttet, end de forefindes i denne lille fremstilling. Jeg har forsætlig afholdt mig fra egne refleksioner for ikke at føre læseren og mig selv vild; adskillige af Andrejevs har jeg udeladt, fordi de åbenbart har været urigtige og forsøg på at bevise dem som oftest heller ikke har været gjort, medens han derimod ved de anførte fakta i reglen har anført officielle eller gode historiske kilder. Den læser, der har nogen kirkehistorisk kundskab, vil lettest indse, at der om dette uhyre materiale ville kunne skrives mangfoldige store værker; thi flere af disse sekter har bestået i århundreder med et antal medlemmer, som enkeltvis nærmer sig 1 million. Foruden de almindelige forklaringsgrunde til, at så lidt endnu er meddelt eller har kunnet meddeles, kommer naturligvis det, at de fleste sekter til forskellige tider har været stærkt forfulgte og derfor har ønsket at skjule sit stel såvidt muligt. Anderledes vil naturligvis sagen stå, når den tid kommer, at sektererne får en fuld og sikkert garanteret religionsfrihed, ikke afhængig af en enkelt persons godtbefindende, eller i det mindste en omfattende og præcis lovgivning, grundet på fuldt liberale principper. Da først kommer tiden til en fuld og klar fremlæggelse af, hvad de mener, og hvorledes de indretter sig; så får da den videnskabelige bearbejdelse sit møjsommelige hverv at udføre.

Fortegnelse over alle de sekter af den russiske kirke, hvis navne er bekendte:

Adamontovo soglasie; Adamiti; Akulinovstshina; Andreanovtsi: Artamanovstshina; Avvakumovstshina; Bezpopovstshina; Bjeguni; Bjeloriztsi; Bjelie golubi; Bjelij vinograd; Dvuimenniki; Dosifejevetvstshina; Drozdjeviki; Dukhobortsi; Dukhovidni; Dukhovnie; Dukhovnie skoptsi; Dushilstshiki; Dyrniki (dirniki); Djakonovstshina; Djetoubijtsi; Farisei; Farmasoni; Fedosejevstsi; Filipponi; Pilippovstshina; Glukhaja njetovstshina; Jerlevtsi; Ikonobortsi; Ilarionovstshina; Josshentsi; Iskatjeli khrista; Judeistvujustshie; Kadilniki; Kapitoni; Kapustin; Kharateiniki; Khlisti; Kholstovstshina; Kershaki; Kokorevstshina; Krivotolki; Kupidoni; Kuzminovstshina; Kvasniki; Labzintsi; Ladoshane; Lazarevstshina; Lipovane; Lipovtsi; Ljadi; Lushkovskoje soglasie; Miljutinskaja; Molokane; Moninskoje soglasie; Montane; Morelstshiki; Napoleonovi; Nemoljaki, nemolvjaki; Njetovtsi; Novosheni; Novopomorskoje soglasie; Obstshe; Onisimovstshina; Onufrievstshina; Osiuovtsi; Osipovstshina; Pastukhobo soglasie; Perekpestshevantsi; Peremazanobstshina; Perevertishi; Petrova krestshenia; Podreshetniki; Poznajustshie; Pokrovskoje soglasie; Polzuni; Pomorjane; Popovstshina; Potemstshina; Prjesniki; Prokolishi; Pryguni (priguni); Ejabinovtsi; Rjabinovstshina; Rogoshniki; Rubashniki; Rubistshniki; Samokrestshentsi; Samokruti; Samoperekrestshevantsi; Samospravstshiki; Seleznevstshina; Serapionovstshina; Sionskaja tzerkovj; Shidi; Shidovstvujustshie; Slielaputi; Shikovlane; Shelniki; Skakuni; Skoptsi; Sokratitjeli; Somnjastjesa; Sopuni; Spasova soglasie; Starikovstshina; Stefanovstshina; Stranniki; Strigolniki; Subbotniki; Sujetnie; Suslova soglasie; Titlovstshina; Træsuni; Tjukalstshiki; Tselovalniki; Tshernoboltsi; Tshuvstvenniki; Unitari; Volosatovstshina; Voskresniki; Vjetkovstshina. Denne navneliste over sekter, religiøse samfund eller lignende er hentet fra bøger og aviser, og de fleste sekter har ingen betydning.

Metropoliter «over hele Rusland» med resident i Moskva:

Petr den hellige, indviet i 1308, †1328, residerede først i Vladimir, forflyttede sin trone til Moskva d. 21 december 1326 (gammel stil), samtidigt med det verdslige herredømmes forflyttelse dertil under storfyrst Joan D. Kalita - Feognost den hellige 1328-1353 - Alexij den hellige 1354-†1378 - Kiprian den hellige 1380-1385 - Pimen 1385-†1390 - Hvorefter atter Kiprian 1390-† 1407 - Fotij den hellige 1408-†1431 - Isidor 1431-1441 - Jona den hellige 1449-†1461 - Feodosij 1461-†1495 - Filipp den 1ste 1466-†1473 - Gerontij 1473-†1489 - Zosima 1491-1494 - Simon 1496-†1511 -Varlaam 1511-1522 - Daniil 1522-1539 - Joosaf 1539-1543 - Makarij 1543-†1564 - Afanasij 1564-1566 - Filipp den 2den den hellige 1566-1569 - Kirill 1570-†1577 - Antonij 1577-†1580 - Dionisij 1581 -1586; overgangen til Patriarkerne danner Jov, metropolit fra 1586-1589; i dette år den 26de januar (g. St.) bliver han 1 patriark - Ignatij, falsk patriark, valgt af den falske Demetrius (Dmitrij) i Jovs sted i året 1605; men uden at være ordentligt indviet, blev han forjaget og flygtede til Polen i året 1606 - Germogen 1606-1612 - Fra 1612 til 1619 patriarkinterregnum. Forretningerne besørgedes midlertidigt af Jona, metropolit i Kruti (i Podolien?) - Filaret (mikitish) Romanov 1619-†1633 - Joasaf den 1ste 1634-†1641 - Josif 1642-†1652 - Nikon 1652-1658 - Fra 1658 til 1667 besørgedes formedelst Nikons fjernelse forretningerne af Pitirim, metropolit i Kruti - Joasaf den 2den 1667-†1672 - Pitirim 1672-†1673 - Joakim 1674-†1690 - Adrian 1690-†1700 - Fra året 1700 besørgedes forretningerne af Stefan Javorskij, metropolit i Rjæzan, under navn af Ekzarkh - i året 1721 oprettedes «den hellige dirigerende synode». De metropoliter, som både tidligere og nu for tiden findes, var og er distriktsformænd for kirken; de er selvskrevne medlemmer af den hellige synode og forsåvidt indehavere - tilsammen - af den fælles kirkestyrelse, forsåvidt denne ikke ligger i tsarens egen hånd. Regelmæssigt er tilstede i synoden 2 metropoliter og en arkhiereij samt en 1ste prokurør, forbindelsesledet mellem tsaren og synoden. For tiden er der 3 metropoliter, i Moskva, Kiev og St. Petersburg; den 4de post, i Novgorod, har i nogen tid været ubesat. Rimeligvis eksisterer der fuldstændigt formelle statutter for den hellige synodes magtområde; sådanne har jeg ikke set. Med hensyn til kirkegodset synes metropoliterne at være øverste, af kejseren fuldstændigt uafhængige, bestyrere. I Bastins »Guide du voyageur en russie« berettes det, at den nuværende kejser har aflagt hver af de tre for tiden værende metropoliter formel taksigelse for betydelige bevillinger af kirkemidlerne til den lærde undervisnings fremme. Gejstlige mænd har fortalt mig, at der af metropoliten i Moskva nægtedes kejser Nikolaus lån mod statsobligationer af de kirkemidler, han bestyrer. Derimod »fik« kejser Alexander den 1ste 40 millioner rubler af kirkemidlerne til krigens førelse i 1812. Det synes, som om hver metropolit bestyrer sit distrikts kirkemidler særskilt, altså også uafhængigt af nogen fælles beslutning i synoden. Jeg må imidlertid beklage, ikke at have haft - og heller ikke søgt - adgang til de officielle kilder for, hvad her er berettet. At forholdet er faktisk rigtigt betegnet, tror jeg utvivlsomt, fordi der blandt de gejstlige, jeg traf, ikke var nogen uoverensstemmelse i deres angivelser, lige sålidt som der lod til at være nogen hemmelighedsfuldhed lige overfor dem eller andre.

Under den hårde kamp, som Tysklands evangeliske kirke i det sidste års tid har måttet føre over for nationalsocialismens hedenske verdensanskuelse, er manges tanker vist ofte uvilkårligt gået til Rusland, og man har spurgt sig selv: hvordan går det mon dér, lever den russiske kirke endnu? Efterfølgende skildring vil prøve på at besvare dette spørgsmål ved at give nogle enkelte hovedtræk af den ortodokse kirkes kamp for livet, naturligvis med det forbehold, som er begrundet i de store vanskeligheder, der er forbundet med at få et indblik i, hvad der virkelig går for sig i det store land, der jo næsten er en hel verdensdel for sig.

Patriarken

Ligesom den romersk-katolske kirke har Ruslands ortodokse kirke, næsten al sin tid, været præget af et gennemført kirkeligt autoritetsstyre. Men fra sin første begyndelse har den ortodokse kirke næret en dybtliggende uvilje imod, at den kirkelige autoritet er samlet i en enkelt person, en pave, og denne uvilje har bestandig været af afgørende betydning for forholdet mellem de to kirker.

I den ældste tid, fra slutningen af det 10. århundrede, blev den ortodokse kirke styret efter det såkaldte konciliære princip, dvs. af en ærkebiskop og et koncilium af de andre biskopper i forening. Ærkebiskoppen - eller metropoliten, som han senere kaldes - var hele kirkens repræsentant og havde den daglige ledelse; men i spørgsmål af særlig betydning for hele kirken kunne han ikke træffe afgørelse uden konciliets medvirken. Denne styreform forblev uforandret, også da metropoliten fra slutningen af det 16. århundrede kaldtes patriark.

Men i året 1721 skete der et voldsomt brud med denne århundredgamle tradition, idet tsar Peter den Store tilintetgjorde kirkens frihed og praktisk talt gjorde den til et departement under staten. Både patriarkstillingen og konciliet ophævedes. Fra nu af skulle kirken styres af den af staten udnævnte »hellige synode«, i hvilken biskopperne kun udgjorde et lille mindretal, og ved synodens side stilledes en »overprokurør«, som skulle være »tsarens øje« og en slags kultusminister. Den patriarkale forfatning var dermed afløst af den synodale, og kirken var sunket ned til at være et redskab i statsmagtens hånd. Sådan var stillingen lige til revolutionen i 1917.

Revolutionen havde til følge, at midt i august 1917 åbnedes det kirkelige koncilium, der fra kirkens side forgæves var stillet krav om fra århundredets begyndelse. Konciliet vedtog kirkens frigørelse for statens formynderskab og indførte den patriarkale forfatning igen. Kirken skulle nu atter styres af patriarken og konciliet; men patriarken fik ikke helt den samme magt som fordum: han måtte dele den daglige ledelse med to nyoprettede institutioner, den »hellige synode« og »overkirkerådet«. Og metropoliten Tikhon blev den første nye patriark.

I de første revolutionsår, som ikke blot medførte en voldsom adskillelse af stat og kirke, men også bragte dem i skarp konflikt med hinanden, viste det sig imidlertid snart, at den nye kirkelige styreform ikke lod sig gennemføre. Konciliet skulle efter de vedtagne bestemmelser indkaldes påny i 1922, og da skulle der igen vælges medlemmer til den hellige synode og overkirkerådet; men Sovjetregeringen forbød konciliets indkaldelse. Synoden og overkirkerådet overdrog da hele den kirkelige magt provisorisk til patriarken, indtil konciliet kunne sammenkaldes, og derved blev den kirkelige styreform - omend provisorisk - som den havde været i den ældste patriarktid. Men den utilfredshed, dette fremkaldte i visse gejstlige kredse, blev spiren til en lang og oprivende indre kamp, som ikke er bragt til afslutning endnu, om den højeste kirkelige autoritet i den ortodokse kirke.

I maj 1922 blev patriarken Tikhon fængslet på grund af sin modstand mod regeringens beslaglæggelse af kirkens kostbarheder. Denne fængsling var et led i et voldsomt forsøg på at sovjetisere den ortodokse kirke, et forsøg, der i mange måder var en fuldstændig parallel til den senere nazificering af Tysklands evangeliske kirke. Hverken Sovjetregeringen eller naziregeringen magtede selv den opgave at omskabe kirken; men i Rusland tog den kommunistisk indstillede »levende kirke« (også kaldet den »røde kirke«) opgaven op, ligesom de nationalsocialistiske »tyske kristne« gjorde det i Tyskland. Ved et besøg hos den fængslede Tikhon fik udsendinge fra den levende kirke på underfundig måde patriarken til at overdrage dem hele sin kirkelige myndighed, og nu etableredes der - ligesom i Tyskland - et kirkeligt diktatur, støttet af regeringen, med fjernelse af en hel række af kirkens førere, mens menighederne blev drevet ud i en mer eller mindre katakombeagtig tilværelse. Skønt mange misfornøjede, også biskopper, lod sig rive med af de nye reformer, mislykkedes forsøget dog i Rusland, og i juni 1923 blev Tikhon løsladt igen.

Det stærkeste angreb, der hidtil var rettet mod den ortodokse kirke, var slået tilbage. Trods sin loyalitetserklæring overfor regeringen lykkedes det dog ikke Tikhon at vinde regeringens tiltro; det sidste par år, han endnu levede, var han derfor bestandigt under skarp kontrol. Men skønt hans bevægelsesfrihed således var stærkt begrænset, stod han dog atter i den almindelige bevidsthed som den ortodokse kirkes retmæssige leder og satte sine sidste kræfter ind på at bygge op, hvad der var brudt ned af den levende kirke, hvis indflydelse efterhånden gik mere og mere tilbage.

Kort før sin død havde Tikhon været stærkt optaget af at sikre kontinuiteten i den kirkelige ledelse for det tilfælde, at han snart skulle dø. Forholdet mellem stat og kirke var jo stadigt så spændt, at der ikke kunne være tale om at indkalde et koncilium til valg af en ny patriark, og tidens oprivende religiøse kampe krævede mere end nogensinde kirkens åndelige førerskab. Tikhon havde derfor bestemt, at der ved hans død skulle indsættes en patriarkvikar med fuld patriarkmyndighed, så længe der ikke kunne sammenkaldes et koncilium, og da han pludseligt døde i april 1925, overtog metropoliten Peter efter Tikhons testamentariske bestemmelse stillingen som patriarkvikar.

Metropoliten Peters virksomhed blev imidlertid ikke af lang varighed, idet han allerede i december samme år blev fængslet, beskyldt for regeringsfjendtlige handlinger. Men ligesom Tikhon havde Peter truffet bestemmelse om sin stedfortræder; kontinuiteten i kirkeledelsen var således stadigt bevaret, da den udpegede metropolit Sergij ved Peters fængsling tiltrådte stillingen som patriarkvikarens stedfortræder. Bortset fra nogle måneders fængselsophold i 1926-27 har Sergij bevaret denne stilling uafbrudt indtil i dag og er således stadigt den ortodokse kirkes øverste leder.

Som allerede nævnt havde de urolige forhold ikke tilladt, at der blev foretaget nyvalg til den »hellige synode« og »overkirkerådet«, og derved var patriarkens (og vikarens) kirkelige myndighed blevet større end forudsat af konciliet 1917. På eget initiativ havde Tikhon ganske vist dannet en privat synode til at rådføre sig med, og metropoliten Peter rådførte sig ligeledes med en kreds af biskopper. Men inden for patriarkkirkens biskopper voksede der efterhånden en opposition op imod den øverste kirkeledelses tiltagende magt, og i slutningen af 1925 dannede de såkaldte »grigorijanere« - en kreds af biskopper under ærkebiskop Grigorijs ledelse - et såkaldt »provisorisk overkirkeråd« til begrænsning af patriarkvikarens enevældige myndighed, som ansås for at være i strid med den ortodokse kirkes konciliære princip. Metropoliten Sergij forbød dette overkirkeråd, og ligesom sine forgængere lod han sig nøje med privat samråd med nogle enkelte biskopper.

Sidst i maj 1927 lykkedes det Sergij at få en slags konkordat i stand mellem kirken og Sovjetregeringen. Sergij lovede på kirkens vegne fuld loyalitet overfor staten, og til (gengæld anerkendte staten Sergij som kirkens leder med ret til at have en provisorisk synode ved sin side. Dette var det første skridt henimod en konsolidering af kirkens ledelse, og det var i virkeligheden en begivenhed af ikke ringe betydning. Thi det betød, at der nu åbnedes mulighed for, at synodemedlemmer fra de mange kirkeprovinser på lovlig vis kunne mødes til rådslagning med kirkens centralledelse i Moskva, mens disse provinser tidligere, som følge af statsforbud, havde været henvist til så godt som fuldstændig kirkelig isolation.

Henimod slutningen af 1930 indførte metropoliten Sergij en fast arbejdsplan for synoden. Alle dens medlemmer (biskopper, ærkebiskopper og metropoliter), en halv snes i tal, skulle fra nu af samles 6 gange om året til en uges forhandling, mens et mindre, stående udvalg skulle bistå Sergij i den daglige ledelse. Da en del af synodens medlemmer kun vælges for et halvt år ad gangen, er det efterhånden adskillige af de fjernere boende biskopper, der på denne måde kommer i nær berøring med den øverste kirkeledelse, og dennes kendskab til forholdene i kirkeprovinserne ude i landet bliver også stadigt større. Et yderligere bindeled mellem kirkens ledere under forhold, hvor enhver art af religiøs presse er forbudt, er det tidsskrift, som Sergij siden 1931 udgiver og får i trykt i statens trykkeri, og hvori hele gejstligheden nu kan følge synodens forhandlinger om de kirkelige spørgsmål.

Men trods denne relative lettelse i den øverste kirkeledelses stilling har Sergij bestandigt haft en stærk, indrekirkelig modstand at kæmpe med. Allerede hans »konkordat« i 1927 med sovjetregeringen vakte stærk harme hos en del af biskopperne, fordi han havde erklæret, at kirken stillede sig solidarisk med regeringen, og havde anordnet forbøn for denne i alle landets kirker. Og harmen øgedes og bredte sig i videre kredse efter de udtalelser, Sergij fremsatte under den store protestbevægelse, som i begyndelsen af 1930 rejste sig i kirkelige kredse verden over imod den russiske kirkeforfølgelse. Under et voldsomt tryk fra regeringens side havde Sergij erklæret, at der ingen kirkeforfølgelse var i Rusland, og at uvedkommende skulle afholde sig fra at blande sig i den russiske kirkes anliggender. En sådan forræder og løgner var uværdig til at være kirkens øverste leder! I stedet for at gøre sig og kirken til slave af den antikristelige regering og dens hemmelige politi, skulle han have tilbagevist ethvert kompromis og ladet kirken stige ned i katakomberne !

Men som »forræder« og under »løgnens martyrium« (som hans tilhængere kaldte det) fører Sergij uanfægtet kampen videre for den ortodokse kirkes eksistens.

Kirkelig opløsning

For dem, der havde håbet, at metropoliten Sergij´s regeringsvenlige politik skulle blive indledningen til blidere kår for den ortodokse kirke, blev udviklingen i disse år en stor skuffelse. Ganske vist syntes den relative ro, som prægede det første par år efter »konkordatet« af 1927, at give disse forhåbninger medhold. Men så kom det store regeringsdekret af d. 8. april 1929 med sine 68 paragraffer, hvis formål var at umuliggøre al religiøs propaganda ud over de offentlige gudstjenester og om muligt også disse. Og omtrent samtidigt satte de gudløses organisation, begunstiget af regeringen, ind med et voldsomt antireligiøst felttog, der skulle føres parallelt med den økonomiske femårsplan. Under disse forhold har det kirkelige liv fået en fuldstændig kaotisk karakter, som præger det indtil nu, og som frembyder billedet af en kirke i opløsning.

I Moskva sidder metropoliten Sergij på patriarkens stol og venter på regeringens tilladelse til at sammenkalde det koncilium, der skal vælge patriarken Tikhons efterfølger. Gennem sin synode har han en vis, men stærkt begrænset forbindelse med rigets biskopper. Han kan glæde sig over, at det ikke gik i Rusland, som det er gået den evangeliske kirke i Nazi-Tyskland: i den ortodokse kirke er kirkeledelsens kontinuitet bevaret, mens den i Tyskland er brudt ved fremmed diktatur. Men med smerte må han erkende, at han kun i ringe grad er i stand til at udøve en kirkeleders funktioner. Og biskopperne ude omkring i landet er under en lignende hæmning i forholdet til deres menigheder.

Organisationsmæssigt set er de enkelte menigheder derved mange steder revet ud af sammenhængen med den ortodokse storkirke og er praktisk talt blevet til en hel række småkirker, der hver for sig er henvist til sin egen kamp for tilværelsen. Under sådanne forhold er det forståeligt, at der er steder, hvor det gamle had mellem ortodokse og sekterere, under trykket af den fælles religiøse nød, er afløst af broderlige følelser, at selv muhammedanere og jøder drages med ind i denne broderskabets ring, og at det navnlig er præster, der er virksomme for på denne måde at samle alle religiøse kræfter til modstand mod de gudløses voldsomme angreb.

Under de mange års svære kirkekamp har menighederne naturligvis mistet alle deres lunkne medlemmer og mange steder også de svage, så talmæssigt er de stærkt svundet ind. Men den flok, der er blevet tilbage, samler sig med så meget større lidenskab om sin præst, hvor han virkelig er dem en åndelig fører, og om kirken, at den ikke skal blive taget fra dem og anvendes til verdslige eller ligefrem antireligiøse formål. Hvor menigheden er blevet uden præst, kan det hænde, at en lægmand træder til i hans sted, og hvor kirken er lukket, kan man finde flokken samlet i private huse til gudstjeneste under ganske primitive former. Men svær er ikke destomindre den kamp, som menighederne har ført for præst og kirke; thi det er særligt mod disse to grundpiller for kirkeligt liv, at de gudløses angreb er sat ind.

Præsterne hører til de samfundsklasser, det er gået hårdest ud over i Sovjet-Rusland. De betragtes af kommunisterne som samfundets udskud, blot fordi de er præster. De har ingen valgret, har en stærkt begrænset adgang til ernæringskort, kan ikke få lejlighed i statens og kommunens beboelseshuse og må betale langt mere skat i forhold til deres usle indtægter, end andre mennesker. Som en følge af præstens foragtede stilling hænder det ofte, at hans børn fornægter deres præstelige afstamning, fordi de ellers ikke ser udvej til at skaffe sig et erhverv i samfundet. Hele denne udryddelseskamp mod præsterne har skabt megen kummer og smerte og vil måske være noget af det, der kommer til at sætte de dybeste spor i den ortodokse kirke.

Trods forbudet mod al religiøs propaganda uden for gudstjenesterne er der adskillige præster, som udfolder en stor aktivitet, både i byerne og på landet, navnlig blandt ungdommen, som de søger at samle i kirkelige foreninger. De betragtes med beundring af menigheden for deres mod; thi en skønne dag rammes de af lovens tunge hånd, der sætter dem i fængsel eller i koncentrationslejr, navnlig hvis de samtidigt kan overbevises om regeringsfjendtlig propaganda, hvad der ikke skal meget til, da dette i praksis er et meget elastisk begreb.

De præster, der har formået at bevare deres menigheds tillid, klarer sig forholdsvis let over for den økonomiske forfølgelse, de er genstand for. Der er således mange eksempler på, at menighedens medlemmer skillinger sammen og betaler præstens skatter, der i reglen er så høje, at det bogstavelig talt er umuligt for ham at klare blot det aller nødvendigste til livets ophold for sig og sin familie. Og også på anden måde hjælpes præsten af menigheden gennem de mange vanskeligheder, som er forbundet med det at være præst.

Men det er langtfra alle steder, at vanskelighederne løses så let, og så sker der efterhånden det, som vel nok er disse lovbestemmelsers egentlige hensigt: at præsten drives ud i den dybeste armod og derved tvinges til at opgive sin gerning.

Det første, en præst kan gøre, når (fattigdommen står for hans dør, er at prøve på at skære sit husholdningsbudget ned ved at sende konen (og børnene) bort til slægtninge eller venner, der er villige til at tage sig af hende. Eller han kan proforma lade sig skille fra konen og lade hende benytte sig af den ret til en livsstilling, som loven giver adkomst til i tilfælde af skilsmisse. På denne måde kan han så måske endnu en tid holde sig økonomisk oven vande og blive i sin gerning. Metropoliten Sergij er dog skredet kraftigt ind imod den fingerede skilsmisse som noget, der er uværdigt for en præst og skadeligt for kirkens omdømme, fordi det er et misbrug af loven.

Lykkes det ikke præsten at bringe sin økonomi på fode ved at sende konen bort, kan han prøve på at skaffe sig et erhverv ved siden af præstetjenesten. Men her møder der ham straks den næsten håbløse hindring, at praktisk talt alle steder, både i by og på land, er der lukket for ham, blot fordi han er præst. Meget kan det derfor ikke blive til: ude på landet lidt biavl, lidt fiskeri eller nogle huse, der skal males, i byerne lidt husflidsarbejde til at sælge. Men dermed er også den sidste mulighed for et »hæderligt« udkomme udtømt.

Det lader sig ikke sige, hvor mange præster der på denne måde er sunket ned i håbløs fattigdom, så de er henvist til at bjerge livet slet og ret som tiggere. Men på gadehjørnerne og torvene i storbyerne kan man undertiden møde en enlig skikkelse, i præstekjole og med korset på brystet, tavst rækkende hånden ud efter en almisse, eller man kan se ham på landevejen som en anden landstryger, der beder om lidt til det daglige brød af de vejfarende.

Det er ikke til at undres over, at så tunge økonomiske levekår og dertil den sviende foragt, der møder ham fra så mange sider, kan blive mere, end selv en præst kan bære, og at han en skønne dag giver op og lægger kjolen. Han kan ikke mere. Da lyder der et jubelskrig i de gudløses presse, og særligt gennemtrængende, når staklen har ladet sig aflokke en erklæring om, at han samtidigt med kjolen har aflagt sin religiøse »vildfarelse«, - og så behøver han ikke at sulte mere.

I 1931 offentliggjorde metropoliten Sergij i sit nye kirkeblad en række regler for, hvordan biskopperne skal forholde sig over for de »faldne« præster, der af den ene eller den anden grund har forladt deres embeder, og over for dem, der angrer og søger tilbage igen. Denne kundgørelse er et officielt vidnesbyrd om, at den ortodokse kirke står over for et alvorligt præsteproblem, og det synes, som sovjetlovgivningen mod præsterne efterhånden må føre til katastrofale virkninger for kirken, hvis ikke andre faktorer kommer til at virke ind. Thi ganske vist har Sergij for nogle år siden med regeringens tilladelse fået oprettet et mindre præsteseminarium i Moskva - den ortodokse kirkes eneste - men under de herskende forhold kræves der næsten overmenneskeligt mod til at betræde den præstelige løbebane i Rusland.

Og så kirkerne! Disse Ruslands helligdomme, hvor den troende ortodokse russer i gudstjenestens mysteriespil ser himlen synliggjort på jorden! En protestant, for hvem kirken som oftest ikke er meget andet end en religiøs foredragssal, kan næppe nok ane den sum af lidelse, der er gået og bestandigt går gennem den troendes sjæl, hver gang en kirke lukkes eller nedrives eller omdannes til regeringslokaler, til verdslige klubber eller til antireligiøse museer.

Allerede i revolutionens første dage blev alle landets kirker - lige som al anden privat ejendom - erklæret for statens eje og således frataget den ortodokse kirke. De enkelte menigheder og grupper af troende kunne dog »vederlagsfrit« få en kirke overladt til gudstjenstlig brug, når en kreds på 30 (senere 20) af deres medlemmer over for regeringen ville garantere for bygningens forsvarlige vedligeholdelse, for ejendomsskatternes betaling og iøvrigt selv sørge for udgifterne til lys, varme og lignende. Og således er forholdet endnu i dag.

Denne ordning synes i og for sig ikke særlig urimelig, når regeringens antireligiøse indstilling tages i betragtning. Men i sin praktiske gennemførelse er den ikke desto mindre blevet et hårdt slag imod den ortodokse kirke. Udgifterne til vedligeholdelse og skatter ansættes nemlig så højt, at de mange steder vokser menigheden over hovedet, samtidigt med at den kreds, som skal afholde udgifterne, måske svinder ind som følge af de gudløses pågående agitation, og den uundgåelige følge i sådanne tilfælde er, at kirken bliver lukket, da »menigheden jo ikke ønsker at benytte den mere«.

Men loven har også en bestemmelse om, at kirken kan lukkes, når flertallet af en egns beboere udtaler ønske derom, og under de gudløses voldsomme pres har det talrige steder ikke været forbundet med særlige vanskeligheder at opnå det fornødne flertal.

Det er næppe muligt at opgive, hvor mange af Ruslands ca. 50,000 ortodokse kirker der er blevet lukket i løbet af religionsforfølgelsens svære år. Der findes, såvidt jeg ved, ingen officiel statistik derover, og der har været perioder, hvor lukkede kirker er blevet åbnet igen, hvad der naturligvis gør spørgsmålets besvarelse endnu vanskeligere. Men der er vist ingen tvivl om, at adskillige steder ude på landet er der ingen kirker mere, og hvis man rent skønsmæssigt nu skulle anslå det samlede antal af lukkede kirker, ville det antageligt komme til at ligge omkring de 25,000, altså omtrent halvdelen.

En kirke i opløsning. Og en kirke, der er viet til undergang - hvis det kun er menneskelige kræfter, der råder over den ortodokse kirkes fremtidsskæbne.

Religiøst nybrud

Den ortodokse kirkes menigheder bærer endnu præg af de samme mennesketyper som før revolutionen. Der er den statelige købmand, den fromme småborger, den religiøse storbonde og den forhenværende embedsmand - alle dem, der under Sovjetstyret har mistet deres tidligere betydning, alle disse »forhenværende« mennesker. Under de nye (forhold finder de i kirken endnu en sidste rest af det forbigangne, som de så uløseligt er bundet til. Her kan de i andagtens stille stunder dvæle ved mindet om det, der ikke er mere, her kan sjælen finde trøst for alt det tunge, de har gennemlevet i disse lange og svære år.

Dersom religionens tilhængere i Rusland kun bestod af sådanne mennesker, hvis tilværelses midtpunkt er det, som engang var, da var der ingen grund for de kommunistiske ateister til den frygt, de bestandigt nærer for religionen, og som giver sig udtryk i den voldsomme antireligiøse propaganda, de stadigt anser for nødvendig. Men det, ateisterne frygter for, er den religiøse fornyelse, Rusland er ved at gennemgå, ikke blot inden for men også uden for kirken. De ved, at der er tændt en ny religiøs glød i store dele af folket, stærkere end før, og at en voldsom religiøs gæring går for sig i millioner af sjæle.

Der var nogle år, da Sovjetregeringen begunstigede de russiske sekters religiøse propaganda, for ad denne vej at hidføre en sprængning af den ortodokse kirke, og den samme begunstigelse nød også de små protestantiske samfund som f.eks. baptister, metodister og adventister. Alle disse sekter, som før revolutionen havde ført en trang tilværelse, holdt nede af den ortodokse kirkes hårde hånd, fik nu frit spil og udfoldede en virkningsfuld propaganda, navnlig i befolkningens bredere lag. Deres begunstigede stilling hørte imidlertid op, da det viste sig, at de alligevel ikke i væsentlig grad formåede at rokke den ortodokse kirkes stilling. Men med sekternes stærkt socialt og eskatologisk farvede forkyndelse var der gået en strømning af noget nyt hen over den gamle kirke, af et religiøst nybrud, som ikke kunne undgå at efterlade sig varige spor.

Af de gærende religiøse bevægelser udenfor den ortodokse kirke er der ingen, der har vundet en sådan udbredelse, som de såkaldte mystikere.

I flere henseender er disse mystikere beslægtet med de »gudsvenner« (bogomiler), der i det 11.-12. århundrede som en mægtig bølge slog ind over Ruslands ortodokse kirke. »Gudsvennerne« forkyndte en ny kristendom, hvis anarkisk-religiøse ideer iklædtes grelle farver og derved fandt jordbund i de lavere samfundslag. Kirken satte dengang kættermærket på den nye bevægelse, men kunne dog ikke hindre, at »gudsvennerne«s ånd i mange måder kom til at præge Ruslands folkelige sagndigtning i middelalderen og levede videre i flere af de russiske sekter lige op til vore dage.

Mystikernes bevægelse i nutidens Rusland er bygget op på broderskabets og den frivillige kommunismes idé. De er udpræget kampnaturer, deres broderkredse har karakter af en slags hemmelige ridderordner, og deres mål er at vinde folkets store masser. De anklager de kirkelige for passivitet, at de kun stræber efter fred og hvile i kirkens skød, at de kun bringer hjælp til de svage og ikke til de stærke naturer; men selv vil de være et sværd imod tidens ondskab, bestandig i ridderens kamp og i offervillig tjeneste for alle, at den mystiske anarkisme kan vinde sejr over den materialistiske.

Mystikernes religiøse budskab, som spredes ud over landet gennem hemmelige afskrifter af deres traktater, er iklædt lige så mange forskellige udtryksformer, som der er afskygninger indenfor den stærkt sammensatte bevægelse. Men der er visse grundtoner, som lyder næsten gennem dem alle: mennesket, af hvad stand han end er, bærer i sit hjerte en længsel efter kærlighed og sandhed; men den tilfredsstilles kun ved bestandig søgen, ved en livslang pilgrimsvandring mod »den lyse stad«, hvis porte nu snart vil åbne sig for dem, der er med til at bygge den op ved at kæmpe mod alt, hvad der er ondt.

Overfor den ortodokse kirke indtager mystikerne som oftest en afvisende eller ligefrem fjendtlig holdning, som kirken på sin side møder med en fordømmelse af mystikerne som sataniske. Kirken betragtes som en kristendomsform, der er fremkommet ved forvanskning under jødisk indflydelse. Der rettes derfor en skarp kritik mod det gamle testamente, og det samme gælder forholdet til apostlen Paulus, i hvis sted man sætter den store oldkirkelige vranglærer Marcion. Opbyggelsesstoffet til forkyndelsen hentes fortrinsvis fra Ruslands rige, middelalderlige, folkelige sagn og eventyrdigtning, men er ofte isprængt kristelige udtryk og citater fra det nye testamente.

Med vulkanagtig kraft er mystikernes anarkisk-religiøse forkyndelse brudt frem rundt om i landet, hvor forpinte og udmattede mennesker mangfoldige steder har grebet efter denne kraftige åndelige stimulans. En bølge af folkereligiøs mystik bryder frem mod den ortodokse kirke og truer den på en langt farligere måde, end selv de gudløses voldsomme antireligiøse propaganda - i mange måder en russisk parallel til den hedenske »tyske trosbevægelse«, med hvilken den jo har meget tilfælles.

Venner af metropoliten Sergij har ofte hævdet, at den uhyre fare, der truer kirken fra mystikernes side, er en meget væsentlig grund til, at Sergij med fortvivlelsens mod og med alle midler kæmper for bevarelsen af den kirkelige autoritet, selv under hån og spot, ja selv om vejen går gennem »løgnens martyrium«. Thi den dag, den kirkelige autoritet blev brudt, ville den ortodokse kirke blive knust i de ville ånders malstrøm.

Det religiøse nybrud indenfor den ortodokse kirke er så forskelligt fra mystikernes eruptive kraft, som det flammende bål er forskelligt fra den stille glød.

Den kirkelige (fornyelse, som langt overgår mystikerne i udbredelse, udgår fra de mange nye religiøse centrer, som er dukket op rundt omkring, navnlig i byerne. Det er små kredse eller broderskaber, ofte bestående af nogle ganske få, der nærer en glødende kærlighed til den gamle ortodokse kirke og er besjælet af Dostojevskis, den store russiske digters og menneskekenders ånd. De har ingen fast organisation, ingen love eller lister over indtegnede medlemmer - man kommer her uvilkårligt til at tænke på den nye, fra Oxford udgåede »gruppebevægelse«.

Det er kirkens unge generation, der søger sammen i disse broderskaber. De grupperer sig om de stedlige kirker, uden dog at gøre sig til ét med disses præster og menighedens medlemmer, og de har frigjort sig både for almenpolitiske og kirkepolitiske interesser af enhver art. Det er et nyt lægfolk, som efterhånden vil afløse det gamle, under en åndelig leders førerskab, det er nye levende celler inden for menigheden, der ganske vist endnu er meget små og adskiller sig ret stærkt fra menighedens store masse, men som ikke desto mindre står med en vis åndelig autoritet, ikke blot inden for men også uden for kirken. Og det, der særligt karakteriserer disse unge til forskel fra de gamle, er den alt beherskende betydning, de tillægger kirken. Det at være kirkelig er for dem mere end blot en skik eller en interesse blandt andre: kirken er dem alt, den er i enhver henseende det absolutte midtpunkt for alle deres livsinteresser.

Broderskabets åndelige fører er som oftest kirkeforstanderen, formodentlig formanden for de 20 menighedsmedlemmer, der har afsluttet overenskomsten med Sovjetmyndigheden om kirkens benyttelse. Uden for gudstjenesterne betyder føreren mere for broderskabet, end præsten, og han indtager ofte den samme stilling, som tidligere »staretsen«, denne mærkelige skikkelse inden for gammelt russisk kirkeliv, som Dostojevski har givet så uforligneligt et billede af i staretsen Sosima i »Brødrene Karamassov«. »en starets er et menneske, som optager vor sjæl og vor vilje i sin sjæl og sin vilje. Når vi har sluttet os til en starets, har vi dermed løsgjort os for vor egen vilje og givet ham den i fuldkommen lydighed og selvfornægtelse«. I modsætning til præsten havde staretsen befolkningens ubegrænsede tillid; han forstod og havde hjælp over for alle et menneskehjertes sorger og vanskeligheder.

Kirkens gudstjenester har til alle tider været højdepunktet i ortodokst fromhedsliv; men under sovjetstyrets religiøse forfølgelse har dette højdepunkt, om muligt, nærmet sig himlen endnu mere. For de kirkelige broderskaber i alt fald er det at dvæle i kirkens helligdom noget nær det sublime, som de har svært ved at løsrive sig fra igen. Derfor søger de til kirken så ofte, det på nogen måde er dem muligt. Og ikke blot på kirkeårets høje helligdage, hvad der er det almindelige, men næsten hver søndag samles broderskabets medlemmer om den hellige nadver, for at hente kraft til hverdagens svære kamp.

Og hverdagen stiller sine tusinder af krav, som broderskabet under sin førers ledelse til det yderste søger at komme i møde. Rundt omkring i menigheden sidder mennesker, som sørger over pårørende, der er i fængsel eller koncentrationslejr, de skal trøstes. Arbejde skal der søges til dem, der er blevet subsistensløse for deres tros skyld. Og hvor fattigdommen har holdt sit indtog, skal der også hjælpes. Således udfolder der sig et uegennyttens og kærlighedens liv i gensidig hjælp, både åndeligt og materielt: ingen anser noget for sit eget, men enhvers er alles - et billede af urkristeligt fællesliv, et liv, som er indstillet på det primitive åndelige og materielle behov, men som i sig bærer spiren til en ny og stærk kirkelig livsfølelse.

Mod katastrofen?

Under de forhandlinger, der førtes i Washington i november 1933 om de Forenede Staters officielle anerkendelse af Sovjetrusland, krævede den almindelige folkestemning, at spørgsmålet om den russiske regerings undertrykkelse af religionen skulle indgå som led i forhandlingerne. Skønt der naturligvis kun kunne være tale om at sikre amerikanske borgere i Rusland religiøs frihed, vaktes der dog mange steder forhåbninger om, at det skulle blive begyndelsen til bedre kår også for landets egen kirke. Og da Ruslands diplomatiske repræsentant efter forhandlingerne forlod Washington og derfra tog lige til Rom, styrkedes disse forhåbninger yderligere, idet man formodede, at han havde til opgave at forberede et konkordat mellem Sovjetregeringen og Vatikanet om katolikkernes stilling i Rusland.

Siden da er der intet sket, som kunne tyde på, at Sovjetregeringen omgås med sådanne planer. Fra en af de førende mænd inden for de gudløses bevægelse fremkom der tværtimod kort efter et kraftigt dementi, fremsat i et lille skrift, hvori forfatteren med foragt tilbageviser, at kommunismen skulle indlade sig på at gå på forlig med religionen: det ville være en ganske tåbelig og stupid tanke. Proletariatet i hele verden ved altfor godt, at Sovjetunionen er det eneste land i verden, hvor der føres en konsekvent og uforfærdet kamp imod religionen. »Vort land gør sig de yderste bestræbelser for, at det kan blive det første land i menneskehedens historie, der grundlægger ikke blot en klasseløs, men også en religionsløs kommunistisk stat«.

Trods udtalelser som disse måtte det ikke desto mindre vække den største opmærksomhed, da man for et par uger siden i danske aviser kunne læse følgende notits om et nyt regeringsdekret imod religionen: »I løbet af 3 år skal gud være forsvundet fra Rusland. Således står der i et nyt dekret fra Sovjetregeringen. Dekretet siger: »Den 1. maj 1937 må der ikke på Sovjetrepublikkens territorium findes et eneste gudshus mere. Forestillingen om gud skal som et middelalderligt begreb, der blot tjener til at undertrykke arbejdermasserne, bandlyses fra Sovjetunionens grænser«. Alle religiøse uddannelsesanstalter skal til den tid være afskaffet, og religionssamfundenes tjenere skal miste deres andel i levnedsmidler. Således taler Sovjet«.

Hvis der virkelig er udstedt et sådant nyt regeringsdekret, kunne det pege i retning af en voldsom katastrofe for den ortodokse kirke og for al religion i Rusland. Der foreligger imidlertid ikke nogen officiel bekræftelse på, at det virkelig er udstedt, og så længe er der al grund til ikke at skænke det tiltro. Thi på baggrund af Sovjetregeringens hidtidige stilling over for religion og kirke, som ganske vist i sig selv har været hård nok, ville det nye dekret dog være et desperat brud med den tidligere taktik, som regeringen alene af klogskabshensyn efter al sandsynlighed ikke ville indlade sig på.

Men rent bortset herfra taler alt for, at dette nye dekret hverken er nyt eller noget dekret, men en genganger af en efterretning, der i november 1932 gik rundt i den kirkelige presse i adskillige lande, ganske lige som nu. Det hed sig også den gang, at der af Sovjetregeringen var udstedt et »nyt dekret«, som indeholdt en femårsplan til religionens og kirkens fuldstændige udryddelse: alle kirker skulle være lukket senest i foråret 1937; alle præster, som ikke ville opgive deres embede, skulle udvises af landet; og ethvert gudsbegreb skulle udslettes af folkets hjerte. Og så viste det sig, at der slet ikke var tale om noget regeringsdekret, men om en plan, de gudløses bevægelse havde vedtaget for deres antireligiøse felttog.

Det er imidlertid næppe nogen tilfældighed, at dette »nye dekret« går igen netop nu. I det sidste par år har de gudløse ofte klaget over, at det ikke gik hurtigt nok med religionens udryddelse, at den religiøse tro alligevel var langt sværere at få bugt med, end de havde troet, og at agitationsgløden derfor efterhånden kølnedes hos mange af de gudløse. Men netop nu synes den antireligiøse propaganda påny at være tiltaget i intensitet. Alle tidligere metoder har vist sig at være utilstrækkelige. Men nu oprettes der rundt omkring antireligiøse seminarer og universiteter til uddannelse af en tusindtallig skare af trænede forkyndere af antireligionens evangelium, som skal gøre det af med de sidste rester af religion og kirke.

Den ortodokse kirkes fremtid synes således at skulle blive en fortsat og endnu voldsommere kamp end før mellem religion og antireligion, og på denne baggrund begynder man at forstå de betragtninger, som den bekendte russiske emigrant Ivan Lagovskij i december 1930 offentliggjorde i emigrantbladet »Vestnik«, og som kan sammenfattes i følgende: Historiens dag er til ende, dommens nat breder sine skygger. Apokalypsens mørke er begyndt. Antikrist har gjort sig til herre over verden. Derfor er enhver bestræbelse for at fortsætte den kristne kulturs historiske gang et frafald, en tilsløret tjeneste for antikrist.

Det røde skær på himlen fra dommens flammer, der allerede nærmer sig, sætter alle menneskelige sole i skygge. Alt, hvad der er skabt af kulturen og historien, alle de nationale og sociale bånd, som skyldes vor kulturelle fortid, mister deres mening og betydning. Fædrelandets bestemmelse, ens eget folks skæbne, alt det tilvante og elskede i livet - alt dette hører op med at være umiddelbar genstand for den religiøse interesse. En eskatologisk præget og absolut flugt fra en verden, der er bundet af antikrist, bliver frelsens norm og regel. Den eneste mulige vej, for kirken som for den enkelte troende, synes at være et brud med enhver forbindelse med omverdenen, en »nedstigning i katakomberne«. Det betyder, at Ruslands kirke opgiver sin omsorg for det russiske folk som folk, samtidigt med at den dog i sin dybeste grund bliver ved med at være et ortodokst folk; og det betyder, at kirken giver slip på alle den ydre organisations former.

Denne dystre katastrofestemning, denne pessimisme uden håb er naturlig for emigranten, for den fraværende, der lider på afstand og derfor ikke er delagtig i selve lidelsens oplevelse med den åndelige løftelse, der for den troende er knyttet til den. Lagovskijs syn både på kirkens fremtidige stilling til folk og fædreland og på kirken uden ydre organisation deles utvivlsomt også af den unge ortodokse generation, af det nye kirkelige gennembruds mænd. Men de ser ikke tilbage på det svindende, men fremad mod det kommende: i dem lyser et levende håb som det forjættende morgengry før den nye dag.

Skift til artiklen om den russisk ortodokse kirke

Webmaster