Indhold på denne side: Junglen (juli 1906) * * Københavnske detailhandlere (juli 1905) * * Kapitalistisk ejendomsret (august 1911) * * Socialdemokratiet og studenterne (august 1907) * * Alkohol-spørgsmålet (februar 1908) * * Socialisme og anarkisme (december 1907) * * Social selverkendelse (september 1906) * * Åndelig ufrihed (marts 1906) * * Det moderne Italien (marts 1908) * * Hvor orienten og kapitalismen mødes ( oktober 1909) * * Kuldistrikterne i Wales (juli 1909) * * Det moderne Ægypten (oktober 1913) * * Klassepolitik og samfundspolitik (juni 1905) * * Statistik og socialisme (december 1905) * * „Den reaktionære masse" (januar 1911) * * Læren om den voksende elendighed (januar 1911 ) * * Socialisme og moral (august 1911) * * Socialdemokratiet, kulturens bærer (februar 1911) * * Proletariatets vækst - socialismens sejr (august 1905) * * Den materialistiske historieopfattelse af Nicolaj. L. Petersen, 1907.

I 1910 udkom på dansk en oversættelse af Upton Sinclairs roman »junglen«. Under form af en fortælling om en lithavisk husmand, der er rejst til den ny verden, lokket af de eventyrlige rygter om den rigdom, der er at tjene for en rask arbejder, giver bogen en bred skildring af alle de mange forskellige former for udbytning og elendighed, Chicagos arbejderbefolkning lider under, og den måde, hvorpå det altsammen virker omformende ind på arbejdernes tankegang, sløvende og afstumpende, men samtidig modnede deres sind for socialistisk erkendelse. Jurgis er personifikationen af kæmpestadens proletariat.

Allerede det første kapitel, med dets skildring af en bryllupsfest i en af Chicagos arbejdergyder, giver et gribende billede af livet herinde, malet på baggrund af det primitive husmandsliv i Lithavens skove. Man har forsøgt at fastholde traditionerne hjemmefra, men de brister i disharmoni; de gamle skikke vækker ikke den gamle stemning; de stykker af nationaldragten, som en og anden gæst har på, stikker grelt af mod de unges moderne klæder; og da den ældgamle bryllupsdans bliver danset, hvor hver af mændene skal bringe sin pengegave til det nye hjem, gør en efter en af de mandlige gæster sig usynlig. Det er to kulturverdener, der her med stor virkning er stillet op imod hinanden: den halvkommunistiske landsbys bondebefolkning mod den kapitalistiske storstads proletariat.

Så følger man familiens skæbne, fra den på et af slagteriernes fremmedgalleri for første gang betragter den vældige, rastløse virksomhed, måbende af forbavselse og beundring over alt det vidunderlige, alt det eventyrlige, den ser for sig; hvor har dog mennesker kunnet udtænke noget så storartet? - fra Jurgis begynder at arbejde som gulvfejer i et af kvægslagterierne, jublende af glæde over at tjene 65 øre i timen og gennemtrængt af naiv stolthed over at være med i den kæmpemæssige bedrift, ganske uforstående overfor kammeraterne, som hader deres arbejde og taler om fagforeningen som et middel til at dæmme op imod udbytningen, - fra familiens medlemmer indretter sig i det lille hus, de af en agent for et stort byggeselskab er blevet overtalt til at købe, i en hyggelig og velgørende fornemmelse af at sætte foden under eget bord.

Så kommer skuffelserne, stadig tættere på hinanden og stadig mere uhyggelige, og river sløret fra deres øjne. Arbejdet viser sig i sin sande natur. De føler, hvor opslidende det er, og de forstår, hvordan det stadig hidses op til større hast; rundtom i kolonnerne bliver der stukket enkelte kraftige slidere ind, og alle de andre er nødt til at følge trop med dem. De ser de tusinde farer for lemlæstelse og blodforgiftning, der truer fra alle kanter, og en efter anden af dem rammes deraf, uden at få hjælp fra fabrikken, og uden at der bliver gjort det mindste for at forebygge ulykkerne. De hører, hvordan i én afdeling af fabrikkerne er 5 år, i en anden 3 år den højeste tid, et menneske kan holde ud at arbejde, så er han slidt ud, færdig, et vrag, og de mærker det på deres krop, efterhånden som de kastes fra den ene beskæftigelse til den anden. Til arbejdets rædsler kommer arbejdsløsheden, som gang efter gang river familiens husholdning op og sluger den sidste smule sparepenge, og den forkortede arbejdstid, når de møder tidlig om morgenen og går dagen igennem ørkesløse og uden at tjene noget, til der tilsidst langt ud på aftenen bliver en times eller et par timers anspændt slid. De mærker sig som viljeløse ofre for formændenes luner, og Jurgis's hustru må give sig til pris for sin formand, fordi han truer med, at ellers skal hele familien blive kastet på gaden. Og lidt efter lidt går det op for dem, at ovenover de titusinder af arbejdere og arbejdersker, ovenover formændene, deres nærmeste plageånder, og de højere funktionærer, allerøverst oppe sidder de få kapitalister, som ejer de uhyre bedrifter, og som ved kolossale bestikkelser råder uindskrænket over hele Chicagos kommune, over politi og sundhedsvæsen og offentlige anlæg, fuldstændig samvittighedsløse i deres hunger efter profit, ligegyldige for de ofre af menneskeliv og menneskelykke, der bringes, utrættelige i at udtænke nye metoder til at pine mere arbejde ud af arbejderne for lavere løn, piskende menneskemasserne frem til stadig nyt og stadig mere djævelsk slid.

Nu er billedet skiftet. Havde familien før stået stum af forbavselse over den måde, hvorpå svinene blev behandlet gennem de sindrige, kunstfærdige maskiner og gennem de hundreder af menneskers planmæssige samvirken, fra det levende dyr blev drevet ind i slagteriet, til skinkerne og pølserne og dåsemaden og fedtet gik ud til forbrug, så forstår den nu, at de selv, de levende mennesker, her er stillet ganske som svinene; de bliver drevet ind i maskineriet, viljeløse som de, bliver slidt op, til den sidste dråbe af værdi er presset ud af dem, bliver pint til døde, uden at man har mere barmhjertighed med dem end med slagtedyrene - altsammen på det guldet kan yngle des raskere i kapitalisternes hænder.

Mere og mere håbløs bliver kampen for tilværelsen, for selve den nøgne eksistens. Til udbytningen i fabrikkerne kommer de byrder, familien må bære for at holde fast på det hus, den har købt, og hvormed den er blevet frygtelig bedraget. Ulykkerne kæder sig sammen, i nødvendig rækkefølge; den ene drager den anden med sig, medens familien synker dybere og dybere i snavs og elendighed. Der er ikke tale om personlig vilje og personligt ansvar; det er skæbnen, den kapitalistiske skæbne, der råder med ubønhørlig og uafvendelig strenghed.

Så følger en række billeder fra de dybeste lag af samfundet, opsamlingsstedet for den kapitalistiske produktions menneskeaffald, fra landstrygernes og betlernes, fra forbrydernes og de prostitueredes verden, i utøj og drikfældighed og nagende sult. Så åbner der sig et indblik i den politiske korruption, idet Jurgis en tid bliver betalt af et af de kapitalistiske partier for at drive agitation blandt arbejderne. Så skildres en kæmpestrejke i slagterierne, og der males et mesterligt billede af den uhyggelige skruebrækkerarmé. Så får man et glimt at se af de øverste overklassers perverse vellevned, idet tiggeren Jurgis en nat træffer sammen med en af storslagternes sønner, et degenereret, af rigdom halvvejs idiotiseret individ.

Men gennem hele denne sum af lidelser og ydmygelser og gennem de stemninger og tanker, den avler, bliver proletarens sind modtageligt for socialismen. Alting ligger rede, der mangler kun den fængende gnist. Hvordan den virker, hvordan den simple udredning af proletarens klassestilling og klasseinteresser pludselig vender op og ned på alle tilvante forestillinger, hvordan den pludselig åbner helt nye, frie og lyse udsigter for det menneske, der før så alt som et trøstesløst gråt i gråt, hvordan den skænker et helt nyt og rigt livsindhold til den, der før var blank for alle interesser ud over mad og drikke, hvordan en ny, højere udviklet og finere tænkende menneskehed allerede midt i det kapitalistiske samfund er ifærd med at sprænge svøbet, under indflydelse af den voksende socialistiske bevægelse - derom handler romanens sidste kapitler. Det er da langt mere denne bog skildrer end kødtrusten i Chicago. Det er selve kapitalismens saga, den skiiver, ud fra et rent og bevidst socialistisk synspunkt.

Det er ikke tilfældigt, at netop Chicago er blevet centret for den mægtige kødindustri. Nordamerikas særegne økonomiske udvikling havde naturlig fremkaldt en meget udbredt kvægavl. Og husdyrholdet er vedblivende overordentlig højt i forhold til folkemængden, betydelig højere end f.eks. I Danmark, så stor rolle end fedevareproduktionen spiller herhjemme; på hver 100 indbyggere i de forenede stater kommer der gennemsnitlig 80 stykker hornkvæg, mod i Danmark kun 74, og 62 stykker svin, mod i danmark kun 58. Men det er ganske overvejende på de centrale og vestlige stater, at den høje kvægbestand falder, og Chicago ligger netop på grænsen af dette gebet. Umiddelbart vest for Chicago kommer det store majsbælte, som særlig omfatter staterne Illinois, Iowa og Kansas, hvor hovedmassen af den vældige majshøjst anvendes til opfodring dels af hornkvæg, dels og navnlig af svin. Længere vest på, i staterne Montana, Wyoming og Colorado, hvis bjergegne ikke egner sig til korndyrkning, findes store drifter af halvildt kvæg. Vestfra kan altså kødindustriens råstoffer i store masser leveres til Chicago; østpå ligger den stærkere kultiverede del af Amerika, hvor det er hveden, som er den fremherskende kornsort, og hvor en stor og stadig voksende industribefolkning danner afsætningsmarkedet for kødindustriens produkter. Rent geografisk synes da byen fra naturens hånd bestemt for denne virksomhed. Hertil kommer så jernbaneforbindelserne. Til begge sider breder sig i snesevis af jernbanelinier viftefor mig ud fra byen, så det bliver ligeså let at opsamle slagtedyrene fra alle punkter af vesten som at sprede slagteriprodukterne ud til kunderne i alle egne af østen. Og gennem den indflydelse, kødtrusten øver på jernbaneselskaberne, er det lykkedes den yderligere at styrke betingelserne for byens enevælde over det amerikanske kødmarked; fragttaksterne er så sindrig indrettede, at det er yderst billigt at sende levende dyr vestfra til Chicago, men næsten uoverkommelig dyrt at sende dem videre østpå.

Således måtte nødvendigt slagtedyrene opsamles i Chicago og byen blive slagterstaden frem for alle andre. Når der tillige findes en del større slagterier i forskellige andre byer, så er de kun at betragte som en slags tilbehør til bedrifterne i Chicago; de ejes og drives af de samme kapitalister og er bestemt til at tjene som reserve i tilfælde af strejke; nedlægger arbejderne i én by arbejdet, så forøges produktionen de øvrige steder gennem det yderste overarbejde, og kapitalisterne kan ganske rolig afvente det tidspunkt, da arbejderne falder til føje - således er det allerede gået adskillige gange.

Kødindustrien stammer ligesom de øvrige amerikanske storindustrier i sin første begyndelse fra tiden nærmest efter borgerkrigen, slutningen af 1860'erne. Dengang blev Armour's slagteri, som stadig er det største i verden, grundlagt; kort i forvejen var også de store kvægfolde til modtagelse og opstaldning af slagtedyrene i Chicago blevet indrettede. Efterhånden kom nye slagterier til, og industrien gik jævnt fremad. Indtil midten af 1870'erne var man imidlertid indskrænket til produktionen af saltet og røget flæsk og kød, pølser, konserves, fedt og lignende produkter; fersk kød kunne kun leveres til byen selv og dens nærmeste omegn, og rundtom i Amerika hævdede de små lokale slagtere deres eksistens. Da var det frysningsteknikken blev opfundet og taget i brug, så det ferske kød kunne forsendes over hele Amerika og leveres frisk til forbrugerne i alle egne af landet, og dermed var den tekniske mulighed for stordriftens eneherredømme over hele produktionen skabt. En stærk opblomstring af industrien fulgte, en skarp konkurrence mellem de forskellige slagterier indtrådte, indtil de største af bedrifterne - Armour's, Swift's, Nelson's og Hammond's firmaer, the big four (»de fire store«), som de kaldes - i året 1886 sluttede sig sammen i en ring. Nogen formel sammenslutning har ikke fundet sted; man har undgået den af hensyn til de ubehagelige følger, den kunne få under staten Illinois's særlige trustlovgivning; af navn har ethvert af firmaerne bevaret sin selvstændighed, men i virkeligheden danner de et hele, der ved indbyrdes aftaler bestemmer produktionsmængden, priserne på råstofferne og de færdige produkter, arbejdslønnen osv. Og i fællesskab optræder mod konkurrenterne med alle de mange, frygtelige våben, der står til deres rådighed.

Nu var det ikke blot de mindre, kapitalistiske slagterier, der blev knust i konkurrencen med de allierede kæmpebedrifter eller reducerede til en beskeden og afhængig stilling, men også for de små lokale slagtermestre rundtom i Amerika var den sidste time slået. Det var især i midten af 1890'erne, at de blev udryddede i tusindtal. Fremgangsmåden var allevegne den samme. Hvor der i en by boede en hel del slagtere, fik en af dem en skønne dag besøg af en agent for et af de store firmaer i Chicago; han tilbød ham høj provision, hvis han ville overtage stillingen som forhandler af firmaets produkter; kødet skulle leveres 2-3 gange ugentlig og sælges til fabelagtig billig pris. Tog han imod tilbudet - og gjorde han det ikke selv, var der en af hans konkurrenter, der gjorde det så gik udviklingen rent automatisk videre; folk var henrykte over de lave priser og strømmede til udsalget; de gamle slagtere måtte lukke deres butikker en efter en - og derefter blev kødpriserne igen forhøjede og provisionen sat stærkt ned. Trusten havde sikret sig monopol (på vedkommende marked) og kunne nu udnytte sit monopol til det yderste. Det er kun i de mere afsides småbyer i Amerika, at der endnu er selvstændige slagterier af nævneværdig betydning tilbage; resten er slugt af trusten.

Også udenfor Amerika finder kødtrusten stadig stigende afsætning for sine produkter - foreløbig dog kun i ringe grad for fersk kød. I alle verdensdele har tilførslen af amerikansk fedt, konserves, saltet og røget kød og lignende. I de sidste år været i rask tiltagen. I Danmark blev der i året 1904 fra de forenede stater indført 4,6 mill. pund saltet eller røget flæsk og 4,4 mill. pund saltet eller røget oksekød, 20,1 mill. pund fedt og ister og 8,7 mill. pund oleomargarine, til en samlet værdi af 11-12 mill. kr., hvoraf dog en del blev sendt videre til andre lande eller benyttet til skibsproviantering.

Frysningsmetodens anvendelse var det, som skabte den tekniske basis for kødtrustens konkurrence med de øvrige amerikanske producenter; de tekniske fordele, der er uløselig knyttede til virksomheden i kæmpemæssig stil, var det, som nødvendig måtte føre kødtrusten til sejr over alle sine konkurrenter.

Hvor kolossal en stordrift det er, der hersker i Packingtown, »pakkernes«, d.v.s. kødpakkernes, kødnedstuvernes by, får man en forestilling om ved et træk som dette, at kvægfoldene, der ejes af et særligt aktieselskab, som dog står i nøje økonomisk forbindelse med trusten, har en udstrækning af ca. 200 tdr. land, medens et enkelt af slagterierne, Armour's, spænder over et fladerum af ca. 30 tdr. land. I gennemsnit kan det regnes, at der hver dag slagtes 10-15.000 stk. hornkvæg og 25-30.000 svin, foruden en mængde får og fjerkræ. Det normale antal arbejdere anslås til henimod 35.000.

De masser af biprodukter, som fremkommer ved slagtningen, men som i den mindre bedrift er tilstede i altfor ringe en mængde til med nogen fordel at kunne udnyttes, bliver her, hvor de optræder i store mængder, bearbejdede, gjort værdifulde, og ikke en smule af dem går til spilde. Det er ikke blot kød og flæsk, og ikke blot pølser, kødekstrakt, fedt, albumin og deslige næringsstoffer, der udgår fra fabrikkerne, men af hver en del af dyrenes legemer bliver der draget nytte, af indvoldene og benstumperne til gødning, af hornene til kamme, af svinebørsterne til børster, af hårene til krølhår, af tarmene til pølseskind og violinstrenge, af benene til knapper, stokkehåndtag og pibespidser, og desuden laves der lim, sæbe, gelatine, skosværte, vognsmørelse, husblas, farvestoffer osv. osv., og hver enkelt af disse mangfoldige produktionsgrene indbringer mellem år og dag en meget stor gevinst - en gevinst, som yderligere forøges ved de forfalskninger og den anvendelse af dårligt kød, som drives systematisk i en kolossal udstrækning.

Men hertil kommer så selve produktionsteknikken, det maskineri, der anvendes på hvert eneste punkt, hvor det er muligt at gøre den menneskelige arbejdskraft overflødig, kæmpemæssigt af omfang og så sindrigt i sin virkemåde, at det kan følge enhver krumning i slagtedyrenes .legemer; og den arbejdsdeling, der er gennemført overalt i en sådan udstrækning, at arbejderne hver især kun har et ganske enkelt håndgreb at gøre, som i almindelighed kan læres i nogle få minutter og udføres med en præcision og en hast, så man bogstavelig ikke kan følge hændernes bevægelser med øjnene. Herved mangedobles arbejdsudbyttet; i trustens kæmpefabrikker kan der af det samme antal arbejdere og med den samme arbejdsløn frembringes en mange gange så stor værdi, som i de små bedrifter, hvor redskaberne er primitive og arbejdsdelingen kun svagt udviklet; pakkernes produktionsomkostninger bliver langt ringere, deres overlegenhed i konkurrencen endnu mere overvældende - og en ny, vældig ekstraprofit flyder ind i deres kasser.

Og det er ejendommeligt, at det her gælder en industri, om hvilken endnu for en halv snes år siden alle »borgerlige« nationaløkonomer forsikrede, at den umulig kunne drages ind under den moderne storproduktion, men for bestandig ville være forbeholdt den gammeldags smådrift. Så stærk er den kapitalistiske produktionsmådes udvidelsesevne, sådan spotter den kapitalistiske virkelighed alle småborgerlige og spidsborgerlige profetier.

Til produktionen i slagtehusene og alle de dermed forbundne forskelligartede etablissementer kommer en mængde andre virksomheder, som kødtrusten helt eller delvis behersker og udnytter til yderligere at styrke sin stilling og skrabe nye profitmasser til sig. Mange tusinder af transportvogne, dels kreaturvogne, dels kølevogne til forsendelse af letfordærvelige varer, ejes af trusten eller af selskaber, som den råder over; alene Armour's fabrik har 13.000 sådanne vogne spredt ud over alle amerikanske banelinier. Ved aftaler med jernbaneselskaberne har trusten sikret sig eneret til benyttelsen; ingen af dens konkurrenter må hefte sådanne vogne ind i toget; vil de benytte sig af dem, må de betale de ublu priser, kødtrusten forlanger, og bliver yderligere brandskattede ved afgifter for is osv.. Over erhvervsgrene som frugtkonservering, mælkeforsyning osv. Har trusten derved skaffet sig hals- og håndsret. Og på samme måde over erhverv, hvis hovedaftager trusten er, blikdåsefabrikationen f.eks., eller hvis råstoffer leveres af trusten, garveriet f.eks. I en hel mængde af de vigtigste industrier er således Chicagos kødkonger de virkelige herskere.

På samme måde, hvor det f.eks. gælder arbejderboligerne i Chicago. Den store masse af de huse i »Packingtown«, som slagteriarbejderne bebor, ejes af folk, som står kødtrusten nær, og som systematisk udnytter deres stilling i dens interesse. Tusinder af arbejdere, som er kommet tilbage med huslejen, har faktisk fået en fuldstændig slavebunden stilling; søger de at flytte uden først at have klaret deres gæld, bliver de sat på den sorte liste og kan aldrig oftere få arbejde i slagterierne.

På det offentlige liv, på staden Chicagos og staten Illinois's administration, øver den store kapital her som allevegne den afgørende indflydelse, blot mere skamløst frækt end de fleste andre steder. Politi, sundhedsvæsen, domstole, hele forvaltningen, har kødtrusten besat med sine kreaturer. Enhver forbryder, som fabrikkerne holder deres beskyttende hånd over, bliver frikendt; den offentlige kontrol af slagtekvæget er en fare; den rædselsfulde urenlighed i arbejderkvartererne, hvor slagteriaffaldet flyder frem gennem ubrolagte gader uden kloaker - for nogle år siden druknede et barn i rendestenens alendybe slam, og liget blev først fundet efter flere timers forløb - får frit lov til at udspy sin giftige stank; da borgmesteren i sin tid blev anmodet om at træffe forholdsregler imod disse tilstande, der var i åben strid med lovene, svarede han, at han ville tage sig af klagerne, »forsåvidt det stemmer med Chicagos forretningsinteresser« - hvorefter alt blev ved det gamle. Som et eksempel på, hvor vidt kødkongerne tør drive deres frækhed, i bevidstheden om deres magt over alle de offentlige myndigheder, kan det nævnes, at Swifts slagteri ved hjælp af hemmelige stikledninger år igennem har stjålet i millionvis af tønder vand fra de kommunale vandledninger.

Også på den fælles-amerikanske politik gør kødtrusten gennem masseagtige bestikkelser sin indflydelse gældende, idet den snart støtter det republikanske, snart det demokratiske parti, alt som det passer bedst med dens øjeblikkelige interesse. Under krigen med Spanien var Packingtown arnestedet for den mest yderliggående chauvinistiske agitation; daglig foranstaltede slagterierne store demonstrationer og møder til opflamning af krigsstemningen - ikke så underligt, thi krigen skaffede dem uhyre leverancer til hæren, og det hedder sig, at det fordærvede kød, de sendte til Cuba, har dræbt flere amerikanske soldater end spaniernes kugler.

For arbejderne er virksomheden i slagterierne simpelthen et helvede. Her, hvor man ser den kapitalistiske produktionsmåde i dens højeste udvikling, træffer man også et proletariat i den dybeste elendighed. Den lynsnare hast, hvori alt arbejde skal udføres, slider et menneske op i få års løb og sætter ham tilmed hvert øjeblik i fare for lemlæstelse og blodforgiftning - den mindste rift er nok til at være dødbringende. For ulykkestilfælde i fabrikkerne har kapitalisterne erstatningspligt, når klage indgives inden to år, men de véd at frigøre sig; så snart et ulykkestilfælde er indtrådt, kommer der en agent fra fabrikken og lover, at hvis vedkommende familie vil fraskrive sig retten til klage, skal der sikres alle dens medlemmer stadigt arbejde og god løn for livstid; de skriver under, og alt går godt de næste to år - men når de er omme, og altså klagefristen udløben, får de deres afsked. Den samme nedrighed vises i alle forhold, hvor det er muligt at bringe profitten i vejret på arbejdernes bekostning. Lønnen presses nedefter, arbejdets hast forøges, de simpleste foranstaltninger til værn for arbejdernes sundhed forsømmes. Gang på gang har arbejderne forsøgt gennem fagorganisationer at sætte sig til værge mod de frygteligste former for udbytningen, men forgæves. Kapitalisterne sørger for stadig at have en hærskare af ubeskæftigede arbejdere i reserve som skruebrækkere; arbejdet er så uhyre simpelt, at enhver straks kan udføre det; og tilmed er der rundtom i fagforeningerne spredt en mængde spioner i kapitalisternes tjeneste.

Upton Sinclair har i sin roman givet et rædselsfuldt billede af slagteriarbejdernes liv - og dog erklærer folk, som gennem et helt livs erfaring kender forholdene på allernærmeste hold, at billedet er for lyst. I »The International Socialist Review« i Chicago har redaktøren, A. M. Simons, som også ved tidligere lejligheder har skildret kødtrusten, udtalt: »som medarbejder ved slagterikvarterets understøttelsesselskab og som inspektør ved Chicagos sundhedskommision har jeg set ting i Packingtown-arbejdernes liv, mere gruopvækkende end noget, der skildres i »junglen«. Men én ting til, og det bedste af alt: jeg har set, hvordan socialismen her er vokset, indtil dette distrikt nu tæller forholdsvis flere socialdemokratiske vælgere end noget andet af verdens store industrielle knudepunkter.«

Er foregår en masseagtig tilstrømning til detailhandlerstanden, hvorved dens tilværelseskamp i høj grad skærpes. Når man betragter fortegnelsen over de udstedte næringsadkomster (borgerbreve og næringsbeviser), ser man, hvilket mylder af mennesker der søer over til handelserhvervet i det håb at finde udkommet dér, og hvilken masse der må være gået til grunde. I de 10 år 1885-94 blev der udstedt ikke mindre end 11.700 adkomster til handelsnæring, skønt de handlendes tal faktisk kun voksede med 650. Forskellen - ca. 1.100 om året - giver en forestilling om omfanget af konkurrencens nedslagtning. Der er imidlertid i denne tilgang en bølgebevægelse, som i de store træk står i forbindelse med forholdene på arbejdsmarkedet. I de gode tider er tallet forholdsvis lavt; i perioder med stærk arbejdsløshed stiger det; en mængde udstødte lønarbejdere løser borgerskab som handlende. Særlig tydelig skelner man overensstemmelsen i halvfjerdserne og halvfemserne, de to store epoker i Københavns nyere historie, da de økonomiske svingninger var så særlig voldsomme. I de glimrende forretningsår 1870-74 blev der kun udstedt 622 handelsnæringer i årligt gennemsnit; i den frygtelige nedgangstid 1874-78 steg tallet til 970. I den jævnt trykkede periode 1891-94 var handelsnæringernes tal 1.082 om året; i tiden 1895-99 med den livlige forretningsgang sank det til 968, skønt folkemængden samtidig voksede stærkt.

Til nærmere belysning af det omfang, hvori de små københavnske handlende går til grunde i tilværelseskampen, har vi fra »vejviseren« for årene 1893-1905 foretaget en optælling af detailforretningerne i en del huse indenfor 16, ud over byens forskellige kvarterer spredte gader. Husnummer for husnummer har vi igennem de 12 år fulgt de enkelte forretninger, noteret tilkomsten af enhver nyopdukkende forretning og afgangen af enhver gammel, som forsvinder; hvert enkelt afgangstilfælde er atter nærmere kontrolleret ved hjælp af personalregistret og på anden måde. Vi har således et lille, men nogenlunde sikkert materiale til at stille antallet af de ved hvert års begyndelse tilstedeværende forretninger overfor antallet af dem, der i årets løb er bukket under, og således at beregne omfanget af detailhandlernes »økonomiske dødelighed«. Formlen er den, at af hver 100 bestående forretninger forsvinder der så og så mange inden et års udgang. Den afgangsprocent, vi således beregner, bliver dog i virkeligheden noget for lav; tallene angår kun de forretninger, der har bestået på det tidspunkt, da »vejviseren« blev redigeret; forretninger, der er grundlagt ved april flyttedag, men allerede ophævet ved oktober, unddrager sig således vor iagttagelse. Kunne man tage dem med ind i beregningen, ville afgangen vise sig en del større.

De 16 gader tør antages nogenlunde at repræsentere alle forskellige arter af gader, hvor detailhandelen har til huse - bortset fra de strøggader, hvor forretningerne gennemgående har et rent kapitalistisk præg. De er: Torvegade, Adelgade, Nansensgade, Fredensgade, Øster Farimagsgade, Nordre Frihavnsvej, Viborggade, Nørrebrogade, Korsgade, Griffenfeldtsgade, Vesterbrogade, Dannebrogsgade, Istedgade og Colbjørnsensgade. Også selve de optalte forretninger repræsenterer ret udtømmende de forskellige grene af detailhandelen. En betydelig del af dem opføres som »detailforretninger« simpelthen; ved siden heraf forekommer der adskillige urtekræmmer-, viktualie-, smør-, grønt-, høker-, cigar-, manufaktur-, ekviperings-, mode-, marskandiser- og isenkramforretninger, og spredte forretninger af forskellig natur: papir-, kul-, kasket-, fugle-, jern-, legetøjshandler o.s.v., ialt 46 forskellige arter.

Det viser sig nu, at ved begyndelsen af hvert især af årene 1893-1904 fandtes der i de undersøgte huse ialt 1.754 forretninger; deraf forsvandt i årets løb 286 eller 16 pct., omtrent sjettedelen. Af hver 6 bestående bedrifter kan man regne, at, inden et år er gået, er gennemsnitlig mindst én bukket under. En vis afgang finder selvfølgelig altid sted, selv under de gunstigste forhold. De handlende dør eller trækker sig ud af virksomheden for at leve af deres opsparede formue. Men at en afgang så kolossal som omtrent sjettedelen hvert år må være et udslag af i højeste grad sygelige tilstande, det er rent umiddelbart indlysende, og det fremgår også tydelig nok ved en nærmere betragtning.

Det viser sig nemlig, at det er blandt de nystiftede forretninger, at den »økonomiske dødelighed« raser særlig voldsomt; jo yngre detailvirksomhederne er, des ringere er gennemgående deres levedygtighed. Udskiller man de forretninger, der er blevet etablerede i tiden 1894-1904, finder man, at den årlige afgang var blandt dem, der havde bestået. Under 1 år: 81 af 296 eller 27 pct. - I 1 år: 40 af 202 eller 20 pct. - I 2 år: 23 af 143 eller 16 pct. - I 3 år: 13 af 112 eller 12 pct. - I 4 år: 9 af 86 eller 10 pct. Over fjerdedelen af de nyetablerede forretninger går altså til grunde, inden et år er omme - endda bortset fra dem, hvis levetid er så kort, at de ikke en gang når at komme i »vejviseren«; femtedelen af dem, der kun har ét år bag sig, går til grunde i årets løb, og sjettedelen af dem, der kun er to år gamle. Først derefter indtræder der lidt roligere forhold, og kun omtrent hver tiende bukker under i årets løb. Eller med andre ord: af hver 20 forretninger, der oprettes, er der kun 15 tilbage efter et års forløb, kun 12 efter 2 års, og kun 10 efter 3 års forløb. Så vældig er ødelæggelsen blandt disse tusinder af småvirksomheder, hvor det navnlig er de arbejdsløse lønararbejdere, som søger at skabe sig en smule økonomisk rygstød.

Tager man under ét samtlige, ældre og yngre forretninger, der bestod ved begyndelsen af hvert af årene fra 1893 til 1900, finder man, at der efterhånden blev ryddet så stærkt op i dem, at der var tilbage efter forløbet af 0 år: 1.125 eller 100 pct. - 1 år: 944 eller 84 pct. - 2 år: 829 eller 74 pct.- 3 år: 727 eller 65 pct.- 4 år: 648 eller 58 pct.- 5 år: 577 eller 51 pct. Af de detailhandlerforretninger, man træffer på en vandring gennem Københavns gader, er således efter fem års forløb kun halvdelen tilbage; den anden halvdel er bukket under.

Hvor hører de små detailhandlere ifølge deres klassestilling naturlig hjemme i nutidens politiske liv? En ting er der straks på forhånd indlysende: i den anti-socialistiske lejr finder de ikke deres blivende sted. Når det anti-socialistiske bourgeoisi, som direkte og indirekte undergraver detailhandlernes eksistens, ved sin handelsvirksomhed, ved sin arbejderudbytning, ved den måde, hvorpå det forsyner sine private husholdninger, når det lover at ville værne om »middelstanden«, da er hykleriet så frækt og så gennemskueligt, at det højst kan have døgnets virkning. Rent øjeblikkelig kan fraserne måske tildels slå an - det er forståeligt, at netop et befolkningslag som dette bar vanskeligere ved at finde sin plads end andre, hvis klasseinteresser tegner sig skarpere og bestemtere - men i det lange løb vil man tage afstand fra og vende sig til kamp imod sine dødsfjender, kapitalisterne.

Men nu det socialdemokratiske arbejderparti ? Det er umiddelbart indlysende, at en »middelstandspolitik« i samme forstand som en »arbejderpolitik« kan socialdemokratiet umulig drive. Ikke fordi det i ordets snævre, eksklusive betydning er et arbejderparti, der ser bort fra alle andre befolkningslags interesser. Tværtimod, socialdemokratiet er i sidste instans et samfundsparti, hvis våben er vendt imod enhver form for udbytning og undertrykkelse, hvis rækker åbner sig for alle udbyttede og undertrykte, og hvis mål er nye samfundsforhold, hvor al udbytning og undertrykkelse er overvundet. Men netop derfor må dets politik blive arbejderpolitik. Thi medens lønarbejderklassens interesser på alle punkter går i flugt med samfundsudviklingen - ethvert stykke arbejderreform er et nyt skridt frem imod det socialistiske samfund, som er slutstenen på den moderne udvikling - så er middelstandens interesser af blandet natur. Hvor de peger fremad, vil og må socialdemokratiet af yderste evne fremme dem; hvor de peger bagud, ville al indgriben være forfejlet og ørkesløs - dér får kapitalismens bøddelgerning gå sin gang, så trist det end kan falde, så mange lidelser det end kan volde. At ville hæmme stormagasinernes konkurrence eller forebygge forbrugsforeningernes opståen ved forbud, særlig høj beskatning el. Lign.; At ville vanskeliggøre adgangen for nye næringsdrivende ved høje gebyrer; eller - for at nævne et eksempel, der stiller sagen på spidsen - at ville fastholde forstadspublikum'et til forstadsbutikerne ved forhøjede sporvognstakster - alt sligt ville være reaktion, i strid med samfundets interesser, på tværs af udviklingens retning, og her kan socialdemokratiet ikke træde hjælpende til. Anderledes, hvor det gælder f.eks. oprettelsen af handelsskoler, der kan give de handlende en større teknisk og almindelig uddannelse, eller vedtægter om tidlig lukning, som kan give ikke blot handelsmedhjælperne, men også de små selvstændige næringsdrivende et større mål af fritid, en lettere adgang til fysisk hvile; her falder de handlendes interesser sammen med det sociale fremskridt, og her finder de i det socialdemokratiske arbejderparti den sikreste støtte.

Men middelstandens interesser er ikke snævert afgrænsede til dens eget område; som ethvert andet led i det moderne samfund er den i højeste grad under indflydelse af forholdene i de øvrige samfundslag, og her er det da først og sidst arbejderklassens vekslende livsvilkår, der gør sig gældende. Dels arbejdslønnen, den højere eller mindre grad af købedygtighed, som på ethvert enkelt tidspunkt er tilstede i kundekredsen, og som bestemmer afsætningen og dermed også fortjenesten for hver især af detailhandlerne. Dels og navnlig arbejdsløsheden, den stadig rislende kilde til fagets skæbnesvangre overfyldning. I intet praktisk reformarbejde er den handlende middelstand stærkere interesseret end i de foranstaltninger, der kan tage den værste brod af arbejdsløsheden og sikre de erhvervsløse lønarbejdere en tålelig tærepenge, så de ikke fristes til at søge over i handelserhvervet og dér ved en altfor masseagtig tilstrømning gøre konkurrencens tryk ulidelig. Arbejdsløshedens afskaffelse er under de bestående samfundsforhold en umulighed; dens mildnelse, ved klækkelig statshjælp til arbejdsløshedskasser o. lign., ville ikke blot være en velsignelse for lønarbejderne, men også gøre tilværelseskampen tåleligere for de handlende.

Hertil kommer et andet forhold. Af de reformer, socialdemokratiet indenfor det kapitalistiske samfunds rammer tilstræber, er det kun én del, der er arbejderreformer i snævrere betydning, idet de direkte griber ind i forholdet mellem arbejde og kapital. En anden del, de almen-sociale reformer, har for den lille handlende ganske den samme umiddelbare værdi som for lønarbejderen, fordi han ligesom denne hører til de små i samfundet, på hvis livsvilkårs højnelse de tager sigte. Han er ligeså interesseret i varm mad til fattige skolebørn, fordi der tit kan være smalhans i hans eget spisekammer; ligeså interesseret i alderdomsforsørgelsens reform, fordi han selv må regne med at stå uden midler i sine gamle dage; ligeså interesseret i det offentliges overtagelse af sygeplejen, fordi han selv har dårlig råd til at betale; ligeså interesseret i den humanisering og demokratisering af samfundet, som socialdemokratiet ene af alle partier konsekvent og energisk arbejder for.

Overalt hvor de små handlendes interesser, set fra klassesynspunktet så vel som fra det individuelle synspunkt, løber i flugt med den almindelige sociale udvikling - eller med andre ord: overalt hvor det overhovedet er muligt at tage et arbejde op for dem, thi enhver reaktionær bestræbelse, på trods af udviklingen, er i sig selv håbløs, et frugtesløst sejgpineri, der kun gør ondt værre, - dér står det socialdemokratiske arbejderparti som det eneste sted, hvor de finder deres naturlige plads.

Men nu socialismen, det store skræmmebillede, som vil afskaffe den selvstændige middelstand? Det er rigtigt, at der i det kommende socialistiske samfund ikke ville være plads for »middelstanden« så lidt som for »arbejderklassen«, idet alle stands- og klasseskel falder. Og det er forståeligt, at denne tanke står som en gru for den kapitalistiske handlende, som har en stor forretning, der giver ham rigelig profit. Men for den lille detailhandler, som sidder i små kår, som stadig har utryghedens uhygge over sig, som tilstrækkelig kender værdien af den højtpriste »selvstændighed« i forholdet til grosserer og husvært, og som vel også har en følelse af det utilfredsstillende i, at hans arbejdsevne for den allerstørste del går hensigtsløst til spilde, til ingen gavn for samfundet og til ingen glæde for ham selv, for ham må den tanke at træde ind som velstillet medarbejder, som uafhængig medborger i et frit socialistisk samfund stå i et helt andet lys.

Kampen socialismen er kampen for menneskenes befrielse. Først når det sejrrige proletariat afskaffer den private ejendomsret til produktionsmidlerne og gør dem til genstand for samfundets fælles eje og fælles rådighed, først da kan den personlige frihed forvandles fra en tom frase til levende virkelighed. Under kapitalismen er den private ejendomsret til produktionsmidlerne ikke blot det middel, ved hvis hjælp udbytningen iværksættes og stadig vedligeholdes, og derigennem den kilde, hvorfra der flyder nød og savn og lidelser af de mangfoldigste arter, men den betyder tillige ufrihed, trældom for de store masser af menneskeheden. I kraft af den kan en lille kreds af befolkningen herske over deres medmennesker med en myndighed, som ikke er mindre uindskrænket end den, hvormed oldtidens herre herskede over sine slaver eller middelalderens godsejer over sine livegne bønder. Under de kapitalistiske samfundsforhold er privat ejendomsret til produktionsmidlerne det samme som privat ejendomsret til mennesker.

Efter loven er arbejderen ganske vist fri. Han råder frit over sin egen person, og det forhold, hvori han træder til kapitalisten, er fri kontrakt mellem to formelt ligestillede parter; han sælger sin arbejdskraft for en vis tid, mod en så og så høj betaling enten for hver time, der arbejdes, eller for hvert stykke arbejde, der bliver gjort færdigt; og hvis de vilkår, der bydes, ikke tilfredsstiller ham, kan han afvise dem, og det står ham frit for at anvende sin arbejdskraft på hvilken som helst anden måde, han selv måtte finde for godt.

Efter loven er arbejderen ligeså fri og uafhængig en mand som nogen anden. Men den uskrevne økonomiske lov, som er tifold stærkere end nogen lov, rigsdagen har vedtaget, gør ham alligevel til træl. Thi han er besiddelsesløs, ejer ikke midler til at drage sin arbejdskraft til nytte i egen virksomhed og bygge sin eksistens derpå. Selv om han ejer lidt, sine møbler og sit husgeråd, måske også en lille sum i sparekassen, så ville det kun for en ganske kort tid sætte ham og hans familie i stand til at friste tilværelsen. Den eneste kilde til livets regelmæssige ophold er den arbejdskraft, der rummes i hans egen person, og det eneste middel til at få den til at flyde og give ham brødet, er at få den solgt til de kapitalister, som råder over produktionsmidlerne. Han må se at få den solgt og vel at mærke få den solgt hurtigst muligt; hver eneste dag, han går ledig, betyder et alvorligt skår i hans fattige opsparede midler, og ret mange dage kan han sjælden tåle at gå ledig uden at bukke under. Han kan ikke vente og se tiden an, til bedre lejlighed viser sig; han må slå til og slå til straks; må nøjes med de vilkår, der bydes, må finde sig i, at arbejdstiden drages ud til et maksimum og arbejdslønnen skrues ned til et minimum, således at kapitalisterne kan tilegne sig en væsentlig part af de værdier, han i deres tjeneste frembringer. Han er givet kapitalen i vold, thi vægrer han sig, da afskærer han sig selv fra det daglige brød. Overalt, hvor han søger sysselsættelse, vil han møde de samme eller noget nær de samme betingelser; overalt vil han være omsluttet af kapitalens magt. Ville han »tage morgenrødens vinger og fly til det yderste hav« - allevegne ville han i sin nakke føle dens jernnæves tag. Ved organisation, ved sammenslutning med sine klassefæller kan han på enkelte punkter tilegne sig visse fordele i kontraktforholdet overfor kapitalen, sikre sig en vis medbestemmelsesret angående de kår, han må arbejde under - men selve afhængighedsforholdet er uforandret; det er blevet nogle grader mildere, men dets væsen er og bliver det samme, sålænge kapitalisterne råder uindskrænket over produktionsmidlerne og derigennem over betingelserne for arbejderklassens tilværelse.

Herigennem bliver al personlig frihed en illusion, et tomt skin, et selvbedrag. Arbejderklassen bliver stedt i faktisk trældom. Den enkelte arbejder har kun et ganske snævert spillerum for sin fri selvbestemmelsesret; han kan vælge sin bolig, sin ernæring, sine adspredelser, men altsammen kun indenfor de trange grænser, som hans løns lavhed og hans arbejdstids længde drager. Som medlem af det besiddelsesløse proletariat er han faktisk trælbunden. Arbejderne er indrullerede blandt de produktionsmidler, som kapitalen behersker og udnytter, og falder den enkelte individuelle arbejder fra, bliver en ny indsat på hans plads; der er altid ledige hænder nok til at fylde de tomme pladser. Udgifterne til arbejdernes livsophold optræder i driftsregnskaberne side om side med udgifterne til kul til maskinen og foder til trækdyrene.

Det er en klassetrældom, der således er gennemført, i stedet for de ældre udbytningsformers individuelle trældom. I gamle dage stod de enkelte bønder pat. Godset under herremandens personlige magt, var prisgivne hans vilkårlighed og genstand for hans udbytning gennem det hoveri, de måtte præstere, og den landgilde, de måtte yde. Nuomstunder er dette personlige afhængighedsforhold forbi, men i stedet er trådt en klasse-afhængighed, der er fuldt så kraftig. Det er ikke den enkelte kapitalist, der står overfor den enkelte arbejder, men det er de to klasser, der står som solidariske helheder overfor hinanden. Det er hele kapitalistklassen, der ejer hele arbejderklassen, har hals- og håndsret over den, råder over dens personer og suger udbytte af al dens produktive virksomhed - gør det, idet den ejer alle betingelser for arbejdernes eksistens.

Trældommens former er skiftede, men dens system består. I gamle dage var det ved lov foreskrevet, hvor længe håndværkssvendene skulle arbejde, og hvilken løn de skulle nøjes med, og de opsætsige iblandt dem kunne sættes i fængsel; og herremanden kunne drive sine bønder til hovarbejdet under fogedens pisk, og han kunne straffe de dovne og genstridige med hundehul og træhest. Nutiden kender ikke sådanne udvortes tvangsforholdsregler overfor arbejderne. De behøves ikke. Kapitalisterne har slet ingen brug for dem. De har et tilstrækkeligt tvangsmiddel i den omstændighed, at arbejderne er besiddelsesløse, afskårne fra de produktionsmidler, de selv har tilegnet sig ejendomsretten til, og dermed afskårne fra alle muligheder for på egen hånd at kunne eksistere. Truslen med den usynlige sultepisk er et mange gange sikrere middel til at holde folk i ave, end truslen med fogedens svøbe var det i gamle dage.

Og hvad der gælder de egentlige lønarbejdere, gælder, blot under andre former, de øvrige dele af befolkningen, som er henvist til at skaffe sig livets ophold ved at anvende deres personlige arbejdskraft i samfundsnyttig virksomhed. Kapitalen har også her boret sig ind og, igennem kredit væsenets udvikling, adskilt produktionsmidlerne fra arbejdskraften, opsuget ejendomsretten til produktionsmidlerne i sine egne hænder og derved forvandlet de arbejdende individer til sine afhængige udbytningsgenstande. Husmanden, småhåndværkeren, den lille handlende, også de står for største delen i et dybt, uløseligt afhængigheds- og udbytningsforhold til kapitalen; også for deres vedkommende er al tale om personlig frihed og selvstændighed for største delen et mundsvejr, et navn, hvortil der ingen virkelighed svarer.

Således virker den private ejendomsret til produktionsmidlerne under de kapitalistiske samfundstilstande. Den spinder de uhyre masser af befolkningen ind i et usynligt net af ubrydelige tråde, der omslynger dem fra alle sider, berøver dem al handlefrihed og tillader kapitalen dag ud, dag ind at suge udbytte fra dem. Den private ejendomsret er noget helt andet nu, end den var under de førkapitalistiske tilstande, i det gammeldags håndværks blomstringsperiode. Dengang var den private ejendomsret til produktionsmidlerne, det middel, hvorved arbejderen sikrede sig social og økonomisk frihed. - nu om stunder bliver den private ejendomsret midlet til at tilrane sig herredømmet over fremmede menneskers personer og tilegne sig udbytte af deres arbejde.

At afskaffe den kapitalistiske ejendomsret, at genforene produktionsmidlerne med arbejdskraftens bærere, er den eneste vej for den arbejdende befolkning til at vinde social og økonomisk befrielse. Men den kapitalistiske ejendomsret kan ikke afskaffes ved at vende tilbage til det førkapitalistiske håndværks ejendomsforhold, hvor det var regelen, at hver enkelt voksen, fuldt uddannet arbejder personlig ejede de produktionsmidler, der var nødvendige for hans arbejde. Det er en utænkelig tanke, at man skulle kunne nå til en ordning, under hvilken hver især af de arbejdende individer havde særlig ejendomsret til og særlig rådighed over netop de produktionsmidler, ved hvilke han selv var sysselsat. Det ville betyde, at man lagde hele den moderne produktionsteknik ode, som jo netop er baseret på de mange menneskers planmæssige samarbejde om en fælles opgave, og vendte tilbage til fortidens primitive arbejdsmetode, til barbariet. Hvordan stykke ejendomsretten til en fabrik, til en jernbane osv. Ud imellem de enkelte arbejdere, hvordan blot beregne, hvor stor en brøkdel af dens samlede udbytte der falder på hver enkelt arbejders særegne præstation?

Der gives kun eet middel til på en gang at overvinde den trældom, som den private ejendomsret til produktionsmidlerne under de kapitalistiske samfundsforhold betyder, og samtidig at bevare og videreudvikle de kulturværdier, den kapitalistiske tidsalder har frembragt; det er gennemførelsen af det socialistiske ejendomsforhold. Arbejdernes genforening med produktionsmidlerne kan ikke ske individuelt; den må ske socialt. Når hele det arbejdende samfund træder ind som fællesejer til produktionsmidlernes hele masse, da og først da kan menneskeheden befries for den underkuelse og den udbytning, der nu knuger den; da og først da kan samfundet blive et samfund af virkelig frie mennesker.

En gang i sommeren 1907 forefaldt ved Himmelbjerget det optrin, at en flok studenter hujede ad en arbejderforsamling, der sang socialistmarschen. Dette giver stof til eftertanke over den holdning, man i akademiske kredse indtager overfor socialismen og den socialdemokratiske bevægelse.

Thi hvad der her hændte, betegner ikke noget undtagelsestilfælde; det er kun abnormt i sin grelle form; i sit indhold derimod er det et typisk udtryk for den stemning, der råder i en stor del, sikkert den langt overvejende del af studenterverdenen. Som i de øvrige germanske lande - i modsætning til de romanske og især de slaviske - er det også herhjemme kun et yderst ringe antal akademikere, der har sluttet sig til socialdemokratiet; det store flertal står udenfor og fordeler sig på en lang række farvenuancer, ligefra en blegrød socialradikalisme, der ser med en vis sympati på socialdemokratiets nutidspolitik, men uden nogen som helst forståelse af det centrale i den socialdemokratiske bevægelse, til en begsort reaktion af udpræget pietistisk, militaristisk og fremfor alt anti-socialistisk karakter.

Tilsyneladende er der noget naturstridigt i dette. Man skulle på forhånd tro, at var der noget, som ville finde en modtagelig jordbund hos unge, åndelig udviklede mennesker, så var det den socialdemokratiske bevægelse, nutidens største eller rettere eneste virkelige kulturbevægelse, at var der noget, som ville formå at fængsle og begejstre dem, så var det socialismen, nutidens højeste, mest omfattende samfundsideal. Tanken om håndens og åndens arbejdere i pagt med hinanden om at hæve samfundet til et nyt og højere kulturtrin, synes så rimelig, så naturlig.

Og dog er denne afvisende og i stigende grad fjendtlige holdning let forklarlig, en simpel følge af modsætningen mellem arbejderens og studentens sociale stilling, thi når man sammenligner »håndens og åndens arbejdere«, er det kun en rent udvortes og i virkeligheden misvisende sammenstilling, et klingende rim og intet andet. Imellem det »arbejde«, hver især af de to præsterer, er der en væsensforskel, som lægger grunden til en ganske afvigende, tildels helt modsat samfundsopfattelse.

Arbejderens arbejde er erhvervsarbejde, studentens uddannelsesarbejde; arbejderen er proletar, besiddelsesløs og udsigtsløs, studenten er ikke proletar, han har alle muligheder åbne for sig. Stil en ung maskinarbejder og en jævnaldrende juridisk student overfor hinanden; rent øjeblikkelig hælder måske vægtskålen stærkt til gunst for den første; han har en indkomst, som sætter ham i stand til at føre en tålelig betrygget økonomisk tilværelse, medens studenten i mange tilfælde må fægte sig frem og nøjes med det mindst mulige til at holde livet oppe. Men forskellen viser sig, så snart man kaster blikket et stykke ud i fremtiden; når en vis årrække, 15-20-25 år er gået, har arbejderen overskredet sit kulminationspunkt, og der er overvejende sandsynlighed for, at det vil gå ned ad bakke med ham, at hans indtægter vil formindskes, hans tilværelse bliver mere og mere usikker; omvendt vil studenten efter al rimelighed til den tid sidde i gode kår og have chancer for stadig yderligere at forbedre sin stilling, stige til højere og mere vellønnede embeder, eller udvide sin sagførerpraksis til flere og mere indbringende forretninger, til fede dødsboer og højt lønnede pladser i aktieselskabers bestyrelser. Det arbejde, som hver især af dem udfører, den ene i fabrikslokalet, den anden i studereværelset, har da ikke blot et helt forskelligt indhold, men også et helt forskelligt formål. I det ene tilfælde er det et middel til at skaffe sig et beskedent livsophold fra dag til dag, i det andet tilfælde er det et middel til engang ad åre at skabe en god eksistens med rigelige indkomster, som i almindelighed, under den ene eller den anden form, udgør en del af netop den merværdi, arbejderklassen udbyttes for. I overensstemmelse hermed former livsopfattelsen sig helt forskellig for de to; synspunkterne bliver ganske modsatte.

Arbejderen, der forstår, at han kun kan højne sine egne livsvilkår gennem en ubrydelig samvirken med sine klassefæller, i den faglige og den politiske rejsning, hvor det er masserne, der virker, og hvor han selv kun optræder som en en'er ved siden af de tusinder af andre' en'ere, han gennemtrænges rent umiddelbart af en klassebevidsthed, en solidaritetsfølelse, som er uforståelig for studenten - studenten, der netop kommer til at tænke udpræget individuelt, fordi hans fremtid først og fremmest beror på hans egne personlige forhold, og fordi han selv skal bryde sig sin bane, ikke side om side med sine kolleger, men under stadig konflikt med dem, i bestræbelserne for at blive den foretrukne ved embedsbesættelserne eller for at udvide sin praksis på de andres bekostning.

Arbejderen, der selv i det gunstigste tilfælde kun har lidet at vente af det nuværende samfund, hvor han overalt møder kapitalens jernhårde modtryk, kommer ganske naturlig til at danne sig sit sociale ideal hinsides det bestående samfund, i forhold, der frigør ham for afhængigheden under kapitalen og derved bereder ham helt nye, uendelig lykkeligere livsvilkår - medens studenten, der indtil videre ikke har nogen grund til at være misfornøjet med det kapitalistiske samfund, som lover ham så meget i fremtiden, indskrænker sin horisont til dette samfund og ikke tænker sig noget derudover.

Og ikke nok hermed, men også selve den teoretiske erkendelse af socialismen som den historisk nødvendige løsning på den kapitalistiske produktionsmådes modsigelser, er det i virkeligheden langt lettere for arbejderen at tilegne sig end for en student af gennemsnitlig intelligens. Modsætningen mellem kapital og arbejdskraft, kernepunktet i den hele moderne samfundshusholdning, udgangspunktet for hele den moderne samfundsudvikling, har arbejderen daglig umiddelbart for øje - medens den for studenten er et fremmedartet begreb; han har hverken lært om den i skolen eller erfaret den af sine egne praktiske livsforhold; han kan først fuldtud forstå den igennem et langt og besværligt tankearbejde. Derfor den forbløffende begrebsforvirring, der kommer til orde, hver gang sociale spørgsmål er genstand for diskussion i en kreds af akademikere, en mangel på forståelse af de simpleste, de mest elementære forhold, som ville være utænkelig i en kreds af arbejdere.

Alt dette forklarer, hvorfor det er vanskeligt eller umuligt for socialismen at vinde nogen stor tilslutning fra studenterverdenen; den socialistiske akademiker er og vil sikkert altid vedblive at være undtagelsen, den ikke-socialistiske regelen. Men det forklarer endnu ikke den stærke anti-socialistiske stemning indenfor studenternes hovedmasse, og end mindre denne stemnings vækst i løbet af de senere år. For at finde forklaringen herpå, må man søge oplysning om, dels fra hvilke sociale lag studenterne rekruteres, dels mod hvilke stillinger de stiler.

Det store flertal af de unge mænd og kvinder, som hvert år bliver studenter, er udgåede fra de besiddende klasser, kun en forsvindende ringe brøkdel af dem er arbejder- og husmandsbørn. Af hver 100q mandlige studenter fra årene 1895-99 var de 557 sønner af embedsmænd, folk med »liberalt erhverv« (læger, sagførere, kunstnere osv.) Og selvstændige næringsdrivende, de 126 af skolelærere og mindre bestillingsmænd, de 106 af gårdmænd og husmænd - deraf, efter tidligere opgørelser at dømme, omkring 91 af gårdmænd og 15 af husmænd - og kun de 11 var sønner af arbejdere. Eller med andre ord: langt over de tre fjerdedele af studenterne tilhører ved fødsel og opdragelse befolkningslag, der ikke blot i almindelighed står fjernt fra den socialdemokratiske bevægelse, men som oftest også står fjendtlig overfor den; og kun en af hver 40 er udgået fra et arbejder- eller husmandshjem. I de allerfleste tilfælde vil da studenten møde stærkt forudindtaget overfor socialismen, gennemsyret med allehånde tåbelige fordomme og "vrangforestillinger, som det kun yderst sjældent er muligt for ham helt at befri sig for, selv om de måske i tidens løb bliver noget af dæmpede. Kun yderst sjældent og kun med den største vanskelighed er han i stand til at frigøre sig fra den tankegang, i hvilken han er vokset op, og betragte alle forhold fra den stik modsatte side, fra proletariatets, i stedet for fra bourgeoisiets standpunkt.

Og det er ikke blot de sociale omgivelser, hvorfra studenten i reglen er udgået, der bidrager til at påvirke ham i anti-socialistisk retning, men også den livsbane, han har liggende foran sig. Den stilling, hvorefter han stræber, er i almindelighed nøje knyttet til den kapitalistiske produktionsmåde, enten direkte som et led i selve den kapitalistiske produktions- og omsætningsproces, som fabriksingeniør, som sagfører o. lign., Eller indirekte som embedsmand i den kapitalistiske stat. En bevægelse, der bringer den kapitalistiske produktionsmåde i vaklen, kommer da også til at gøre hans egen fremtidige eksistens usikker, truer ham på brødet og er naturlig lidet egnet til at vække hans sympati; sagfører-aspiranten kan selvfølgelig vanskelig begejstres for en tilstand, hvor der ingen sager er at føre, byfoged-aspiranten vanskelig for en tilstand, hvor bureaukratiet er udryddet.

Der er imidlertid en væsentlig forskel mellem de bureaukratiske og de kapitalistiske elementer; embedsmanden, der ikke er direkte indviklet i modsætningsforholdet mellem kapital og arbejder, vil mindre let lade sig opfanatisere imod den socialdemokratiske bevægelse end den, der står direkte i kapitalens sold som dens redskab til udbytning af arbejdskraften; han vil være mere tilbøjelig til en sløv antipati, hvor der hos fabriksdirektøren, ingeniøren, aktieselskabs-sagføreren og de andre, der er gennemtrængt af arbejdskøber-instinktet, udvikles en mere hadefuld stemning. Og nu viser statistikken, hvorledes det netop er de sidste elementer, de rent kapitalistisk farvede, som er i stærkest fremvækst indenfor de akademiske kredse. En stadig større brøkdel af studenterne bestemmer sig for livsstillinger, der naturlig avler et udpræget anti-socialistisk sindelag; og det er vel at mærke de mest intelligente og mest energiske dele af studenterne, der går sådanne veje, de, der stærkest er i stand til at give tonen an blandt deres omgivelser. Allerede i deres studietid påvirkes de af de sociale forhold i deres fremtidige livsstilling, tænker sig som arbejdskøbere i forhold til den købte arbejdskraft, vænner sig til at betragte de sociale forhold ud fra et brutalt kapitaliststandpunkt. For et par menneskealdre siden var præstens, retsembedsmandens, adjunktens og lægens stilling den normale afslutning på den akademiske løbebane; af de studenter fra årene 1822-39, som 25 år efter blev truffet i live og i virksomhed indenfor Danmarks grænser, var 80,0 pct. I sådanne stillinger. Siden synker dette tal stærkt; at studenterne fra 1840-59 var 25 år senere kun 72,3 pct. I sådanne stillinger, af studenterne fra 1860-76 endog kun 63,8 pct. Ganske modsat er det gået med en række andre erhverv, som akademikerne i ældre tid kun forholdsvis sjælden søgte over til, erhverv som sagførerens, grossererens, forsikringsmandens, fabrikantens, ingeniørens, trafikembedsmandens og endelig officerens, erhverv, som gennemgående har brodden stærkt vendt imod arbejderne; her finder man en vældig fremgang. Blandt studenterne fra 1820'erne og 1830'erne træffer man et kvart århundrede efter kun 8,2 pct. I sådanne stillinger, fra den næste periode derimod 15,3 pct. Og fra den næste endog 23,7 pct.; og der er ingen tvivl om, at med de senere års raske kapitalistiske udvikling er tallet steget endnu langt stærkere. Indenfor de stedse voksende kredse af studenterverdenen, der forbereder sig til sådanne livsstillinger, finder antisocialismen i dens hadefuldeste, mest fanatiske skikkelse naturlig en frugtbar jordbund.

Til disse økonomiske forudsætninger for anti-socialismens vækst i den akademiske lejr kommer så den almindelige politiske udvikling, den tiltagende politiske demoralisation, den stedse mere skamløse overklassepolitik, som drives fra de fordums borgerlige demokratiske partier. Studenten er og har altid været et fortræffeligt barometer for de politiske vejrforandringer, der er i færd med at foregå indenfor de lag, hvorfra han stammer. Som han i 1880'erne, da vinden drejede sig til venstre, blev yderliggående radikal - så radikal, at mangen venstre-gårdmand og venstre-kapitalist rystede på hovedet ad den altfor store iver, sønnen viste, og de altfor skarpe konsekvenser, han trak, - således er han nu, da bevægelsen overalt indenfor de besiddende klasser går til hejre, et godt stykke til højre for sit ophav. Hvor den ældre generation af venstremænd endnu søger at bevare et vist skin af demokratisme og vel heller ikke endnu er blevet helt kurerede for enhver rest af tradition fra de gamle kamptider, der gør sønnen skridtet fuldtud og går med salmesang og riffelskydning og med ungdommelig begejstring for alle konservative magter i samfundet over til en reaktion, hvis kerne er frygten for og hadet til den socialdemokratiske bevægelse. Således er da hverken den uimodtagelighed, som det store flertal af studenter viser overfor socialismen, eller den voksende socialistfjendske stemning iblandt dem, nogen tilfældighed. Det er kun en simpel følge af de herskende økonomiske forhold.

Og når der i andre lande, f.eks. i Italien og Rusland, er en meget stor del af den akademiske verden, som har sluttet sig helt til socialdemokratiet, da er årsagen ikke at søge i raceejendommeligheder eller deslige, men i de særlige økonomiske forhold. Det er landet, hvor der på den ene side findes en talrig, stærkt fortrykt middelstand, som søger anbringelse for sine sønner ved at lade dem studere, men hvor der på den anden side ikke findes noget betydeligt industriliv, som kan optage den mægtige overproduktion af studenter, og hvor der følgelig udvikler sig et virkeligt »akademisk proletariat«, som både i herkomst og fremtidsudsigter har berøringspunkter med det virkelige proletariat, og som derfor også forholdsvis let forstår arbejderklassens tankegang og gribes af dens idéer. Herhjemme, hvor den økonomiske udvikling står på et højere trin, hvor middelstanden er stærkere proletariseret og den kapitalistiske produktionsmåde stærkere udfoldet, vil den tilslutning, socialdemokratiet vinder fra studenterne, sagtens i et langt åremål blive forholdsvis ret ringe målt i tal.

Der er tre forskellige tankegange, der hver på sin måde kan bidrage til at berede vejen for akademikerne over til socialdemokratiet. Dels harmen over det forræderi imod de almindelige demokratiske principper, som tydeligere og tydeligere afslører sig hos de forskellige ikke-socialistiske partier; dels den dybe medfølelse med de lidelser, som så stor en del af befolkningen er underkastet; dels endelig den teoretiske erkendelse af socialdemokratiets fremtidsmål som den historisk nødvendige afslutning på den sociale udvikling, der finder sted. Studenten kan føle sig draget til socialdemokratiet i kraft af en politisk og åndelig radikalisme, fordi han i dets politik finder det eneste sikre bolværk mod den stigende reaktion og fordummelse, eller i kraft af en udpræget humanitetsfølelse, fordi han i dets nutidsprogram finder de eneste virksomme midler til at hjælpe den fattige befolkning op til menneskelige kår, eller endelig i kraft af en logisk underbygget forståelse af dets endelige mål som det naturlige resultat af kapitalens samfundsrevolutionerende proces. Af disse tre motiver kan de to første være medvirkende og vil vel i almindelighed give den akademiker, der begynder at sysle med de sociale forhold, stærke impulser; men kun det sidste danner den virkelige basis for en fast socialdemokratisk overbevisning.

Den akademiker, der træder ind i socialdemokratiet, ledet af en almindelig radikal eller human stemning, men kun med en overfladisk forestilling om socialismens ejendommelige historiske og økonomiske theori, vil, så velmenende og ærlig han end kan være, dog være en upålidelig partifælle. Han har følt sig tiltalt af visse sider af den socialdemokratiske bevægelse, måske begejstret for dem, men han savner blik for det, der er det centrale i bevægelsen, det, der alene giver den dens styrke og uovervindelighed. Han vil være uforstående overfor en hel række af partiets livsytringer, han vil let føle sig skuffet over det meget dagligdags og tilsyneladende ringe partiarbejde, som må udføres i agitationen, og som i sit sammenspil lægger grunden til den mægtige fremgang, han vil ofte stå vaklende og tvivlende overfor de taktiske spørgsmål, der fra tid til anden dukker op. Det er ikke tilfældigt, at »revisionismen« i det tyske parti, der i sin fremgang ville have haft til følge, at socialdemokratiet var blevet forvandlet til et kraftesløst, dødsmærket småborgerparti, netop havde sit hovedtilhæng indenfor partiets akademikere. Og det er heller ikke tilfældigt - hvad der også kendes herhjemmefra at så mange af de, især ganske unge akademikere, der fra tid til anden er trådt ind i socialdemokratiet, kun har haft en døgnfluetilværelse som partifæller; den samme lyrik, der har draget dem ind i partiet, har atter draget dem ud. De er afhængige af umiddelbare stemninger, af instinktive følelser, som kan lede rigtig, men som ligeså ofte leder vild. Når der danner sig et nyt parti, som hefter det radikale navn ved sig og flikker sig et program sammen af allehånde radikalt udseende bestanddele, er det tilstrækkeligt til at trække dem til sig, hvor løst og overfladisk det end er; og når der reklameres med et nyt universalmiddel til helbredelse af alle sociale lidelser uden anvendelse af socialismens skrappe kur, tager de kritikløst imod det, hvor uvederhæftigt det end er.

Det er først ved den rent videnskabelige erkendelse af socialismens historiske og økonomiske teori om de love, som behersker den moderne samfundsudvikling, at der skabes en virkelig grundfæstet socialdemokratisk overbevisning. Har man først fuldtud tilegnet sig denne erkendelse, så har man dermed kastet broerne af bag sig, og der er intet tilbagetog muligt til nogen borgerlig opfattelse af de politiske og sociale forhold; man er og forbliver socialdemokrat gennem hele sin fremtidige udvikling, fordi man ikke er nået til dette standpunkt i kraft af lyriske indskydelser, men i kraft af logiske overvejelser; éns opfattelse af socialismens historiske ret og uafvendelige sejr er en vished af lignende art som den vished, man har for en matematisk slutnings ubetingede gyldighed. Og ved at tilegne sig denne erkendelse vinder man ikke blot det store, vide udblik over nutidens sociale kampe, men man vinder også den nøgle, der lukker op for forståelsen af det socialdemokratiske partilivs enkeltheder, der gør det muligt at leve sig sammen med arbejderklassen i dens rejsning og kamp, at lære at tænk« og føle med arbejderne, at hæve sig fra bourgeoisiets til proletariatets tankegang.

Det er den socialistiske teori, der danner den eneste sikre vej, som fører akademikeren over til socialdemokratiet - en vej, som er vanskelig at befare, som kræver meget ihærdigt arbejde, mange og alvorlige studier, men som tillige volder den dybeste erkendelsens glæde. Og det er den socialistiske teori, som er hovedopgaven for akademikeren indenfor socialdemokratiet.

Det er en stor misforståelse, at akademikeren i egenskab af akademiker skulle have særlige betingelser og særlig adkomst til at træde op som »fører« i arbejdernes politiske kamp. Tværtimod, bortset fra sjældne undtagelsestilfælde vil i al almindelighed arbejderen, der gennem fagforeningen er skolet i den organisatoriske virksomhed og den parlamentariske taktik, være langt bedre egnet til at spille en sådan rolle. Forskellen mellem den måde, hvorpå en debat som regel føres i en arbejderforsamling og i en studenterforsamling, giver en tydelig forestilling om arbejdernes overlegenhed. Den akademiske værdighed er da i og for sig intet plus; den student, der melder sig ind i socialdemokratiet, træder ind i rækkerne som almindelig rekrut, uden anden adkomst til tillidshverv end den, han selv efterhånden kan skaffe sig ved ærligt og dygtigt arbejde i partiets tjeneste.

Det er da ikke på den praktiske socialdemokratiske politiks felt, akademikeren har sin naturlige hovedopgave - så stærkt end selvfølgelig den praktiske politik, socialdemokratiets liv og bevægelse og fremskriden, må sysselsætte ham optage hans sind og lægge beslag på mange af hans bedste kræfter - men det er på den teoretiske socialismes område. Her har akademikeren særlige betingelser for at kunne udføre et stort og nyttigt arbejde. Den evne til abstrakt tænkning, som er udviklet hos ham, gennem matematikken, grammatikken og det første studieårs filosofiske undervisning, sætler ham i stand til langt lettere at skride til et selvstændigt arbejde med de socialistiske teorier end den arbejder, som kun i sin karrig tilmålte fritid har lejlighed til læsning og teoretisk selvudvikling; de sprogkundskaber, han har, de brudstykker af historisk kundskab, han har bevaret fra skoletiden - så småt det iøvrigt altsammen kan være - giver ham andre forudsætninger; den viden, han erhverver sig gennem sit fagstudium, træder på sin side hjælpende til.

Den socialistiske teori må da naturlig blive akademikerens væsentlige virkefelt indenfor socialdemokratiet. Og her er der opgaver nok for ham at løse. Hvad det gælder om, er ikke blot at uddybe og udvide de marxistiske teorier, den materialistiske historieopfattelse og værdilæren og udbrede dem i befolkningen, men også at prøve og anvende dem i alle forskellige retninger. Hvor uhyre nyttigt ville det ikke være, om en række enkelte perioder og optrin af historien blev taget op til behandling ud fra den historiske materialismes synspunkt og fremstillede i deres virkelige sammenhæng, således at man kunne se de økonomiske kræfter, der lå bag, og se hver enkelt begivenhed som et led i den bevægelse, der fører frem imod nutidens sociale tilstande! Og hvor uhyre er ikke det stof af statistiske og allehånde andre oplysninger, der år efter år dynger sig op som en gold materialsamling og først gennem videnskabelig bearbejdelse kan frugtbargøres og vinde værdi for den socialistiske oplysning og den socialdemokratiske agitation! Her ligger hovedopgaven for den socialistiske akademiker, og her er der god brug for enhver ærlig arbejdskraft, som melder sig til socialdemokratiets tjeneste. 

Alkoholismen er en af de uhyggeligste gæster i det moderne samfund, en af de tristeste sociale fremtoninger, som den kapitalistiske produktionsmåde skaber. Selve brugen af alkohol er ikke ejendommelig for nutiden. Den rækker tilbage til de fjerneste dage, til de primitiveste samfundstilstande. Det gamle testamente fortæller, hvorledes Noah drak sig drukken i vindruesaft, den gammelnordiske gudelære skildrer, hvorledes einherierne hver aften, når de vendte hjem fra kampen, spiste flæsk og drak mjød i store måder; i alle nationers ældste overleveringer berettes der lignende træk. Og frem gennem de historiske tider linder man allevegne spirituøse drikke i brug - det eneste store eksempel på hele nationers afhold fra alkoholnydelse træffer man hos de semitiske folk, der sluttede sig til Mohameds lære. Det er da ikke selve brugen af alkohol, der er et særkende for vor tid, men det er den ejendommelige form, hvorunder alkoholforbruget nu om stunder optræder i modsætning til i alle tidligere tider.

Under ældre samfundstilstande træffer man vel et alkoholforbrug, men man træffer kun undtagelsesvis en alkoholisme i samme forstand som nu om stunder. Ved fyrstehofferne i slutningen af middelalderen og begyndelsen af den nyere tid, blandt de store godsejere og prælater og i lignende kredse, kunne drikfældigheden antage et kolossalt omfang og bidrage stærkt til at lægge slægtens livskraft øde. Men for den store arbejdende befolkning af bønder og fiskere, af håndværkere og købmænd spillede de stærke drikke kun en forholdsvis ringe rolle. Således var forholdet, før den store opløsningsproces af de middelalderlige feudale tilstande endnu ret var sat ind. Efterhånden som opløsningen skred frem, er alkoholismen blevet den svøbe for samfundet, som den er. Bønderne, som frem gennem den nyere tid i stadig stigende grad plagedes og udpintes under herremændenes pengebegær og bestandig havde fogdens knortekæp over nakken, greb til øldunken og brændevinsflasken for at glemme deres lidelser. - »folk siger nok, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker,« hedder det hos Holberg. Som det gik landets bønder, således gik det byens småborgerskab, hvis stilling blev mere og mere trang og usikker under trykket af den tiltagende kapitalistiske vareomsætning og vareproduktion. Og endelig bidrog de store krige med deres frygtelige ødelæggelser og de vandrende bander af rå soldater til at berede vejen for drikfældigheden i dens værste form; gennem krigstogene er det, at brugen af brændevin som dagligdags drik først er blevet forplantet fra sted til sted ud over Europa.

Men det er dog først den rent kapitalistiske produktionsmåde, således som den ytrer sig i storindustriens skikkelse, der har forvandlet alkoholismen fra en række spredte undtagelser til en masseagtig fremtoning i samfundet. I fabriker og på arbejdspladser samles der et proletariat, som lever i kår af den beskaffenhed, at trangen til alkohol melder sig med uovervindelig styrke, som et pirrings og bedøvelsesmiddel. I dag arbejde og tålelig fortjeneste, i morgen måske arbejdsløshed og smalhans - intet er mere egnet til at avle en letsindig laden stå til end denne stadige usikkerhed, som behersker arbejderens tilværelse. Og til disse almindelige træk i hans tilværelse kommer det trættende, opslidende, interesseløse arbejde, ofte med mange timers overarbejde i de travle perioder og ofte med regelmæssigt natarbejde det ene døgn efter det andet. Yderligere den dårlige og utilstrækkelige ernæring, han må nøjes med, ofte fordi han ikke har råd til at skaffe sig den bedre, ofte også fordi hustruen, der selv er arbejderske, hverken har tid eller uddannelse til at tillave maden på en måde, der gør den sundere og mere velsmagende. Endelig de triste og usunde boliger, han er henvist til at leve i, bolignødens og byggespekulationens resultater, og det forfald af hjemmets hygge, som følger med den almindelige armod og med hustruens fravær på arbejdspladsen. En almindelig nedtrykthed bliver den stemning som under disse forhold let kommer til at beherske arbejderens sind, en sløv livslede, i hvilken den stærke drik bliver et af de få lyspunkter ved den pludselige oplivelse, den fremkalder.

Det er da intet under, at alkoholismen første gang viste sig i sin forfærdelige skikkelse indenfor det engelske samfund i første halvdel af det 19. århundrede, dengang den kapitalistiske storindustri brød igennem og skabte et kæmpemæssigt proletariat i de usleste kår. Ingensinde hverken før eller siden har man vistnok i noget land set en så udbredt og så uhyggelig drikfældighed som her. Og intetsteds kan man så tydelig som her, hvor den kapitalistiske produktionsmådes virkninger fremtræder i deres klareste træk, se sammenhængen mellem befolkningens proletarisering og alkoholisering. F. Engels sammenfatter i sin bog om de engelske arbejderes stilling resultatet af sine studier over denne side af proletariatets levemåde i følgende ord: »drikfældigheden har her ophørt at være en last, for hvilken man kan gøre de pågældende personer ansvarlige; den er et fænomen, den naturlige, uundgåelige følge af visse betingelsers indvirkning på en genstand, der i hvert fald overfor disse betingelser er fuldstændig viljeløs.«

Det er da heller intet under, at alkoholpesten overalt, i landene følger i den kapitalistiske udviklings fodspor. Og selv hvor det lykkes arbejderklassen efterhånden at bedre sine kår,. At skaffe sig kortere arbejdstid og bedre ernæring og hyggeligere hjem, selv dér finder alkoholismen stadig jordbund at gro i. Om end dens kræfter svækkes; usikkerheden i hele livsførelsen, arbejdets ensformige og glædeløse natur og mange andre af de forhold, der giver den næring, er stadig tilstede, selv blandt de bedrestillede arbejdere, og i store dele af arbejderklassen hersker der vedblivende, trods al fremgang, et absolut overarbejde og en absolut underernæring, og arven fra ældre tid lader sig kun lidt efter lidt udrydde gennem de højnede livsvilkår. Og det er ingenlunde blot indenfor arbejderklassen, at den moderne samfundsudvikling med en naturmagts nødvendighed skaber fristelser for misbrug af de stimulerende midler, men også og i fuldt så høj en grad indenfor de øvrige klasser.

Indenfor småhåndværkernes og de små handlendes kreds, hvor tilværelseskampen bliver bestandig hårdere og mere trøstesløs under de store kapitalstærke bedrifters overmægtige konkurrence. Og især indenfor bourgeoisiet. Thi også her kæmpes der en bitter og oprivende kamp, som slider på kræfterne og hidser nerverne; børsspekulanten og grossereren, fabrikanten og byggespekulanten, hvis ve og vel kan skifte med få dages varsel, når pludselige konjunktursvingninger indtræder, og hvis sind stadig er optaget af at udtænke nye forholdsregler til at værge sig imod tab og drage den størst mulige gevinst til sig, alle befinder de sig i en tilstand af uafladelig nervøs uro, som skaber trang til kunstige bedøvelsesmidler. Og ved siden af det virksomme bourgeoisi, som drages til alkoholmisbruget i kraft af sin beskæftigelse, finder man det uvirksomme, som drages i samme retning i kraft af sin lediggang: det kuld af rigmænd, som har arvet deres formuer fra fædrene, og som ingen anden opgave har i livet end at forbruge. Det er ikke tilfældigt, at de stærke, koncentrerede spirituøse drikke indenfor den velstående franske befolkning i de senere år mere og mere fortrænger de lette vine.

Men hertil kommer endnu et andet forhold, ligeledes et led i den kapitalistiske produktionsmådes maskineri, som fra sin side virker med til at fremme og udbrede alkoholnydelsen i dens værste skikkelse: det er den måde, hvorpå alkoholproduktionen finder sted i det moderne samfund.

I gamle dage, i middelalderen og langt ind i den nyere tid, var fremstillingen af de spirituøse drikke overvejende en produktion til eget umiddelbart forbrug. I norden bryggede hver enkelt familie fra tid til anden selv det øl, den nød; i syden persede hver enkelt familie selv om efteråret den vin, den havde brug for. Den mængde, der var i handelen, var forholdsvis ringe, og det var kun de velstillede kredse af befolkningen, der havde råd til stadig at købe deraf. Og hvor denne produktion til husbehov hersker, er man selvfølgelig udelukkende interesseret i at tilvejebringe så velsmagende og sund en drik som muligt; enhver forfalskning er på forhånd udelukket.

Anderledes bliver det, hvor fremstillingen af spirituøse drikke går over til at blive vareproduktion. Jo billigere råmaterialer man kan anvende, jo mindre værdifulde stoffer man kan stille i stedet for de mere værdifulde, jo bedre det lykkes at skabe et produkt, der tilsyneladende er af samme art som den ægte vare, skønt det i virkeligheden savner dennes gode egenskaber, des højere er den gevinst, kapitalen høster. Vejen er åbnet for forfalskninger af alle arter, og kemiens moderne udvikling stiller mangfoldige midler til kapitalisternes rådighed.

I en forfærdelig udstrækning er de spirituøse drikke, som nydes af den store befolkning, forfalskede, iblandede med allehånde giftige stoffer, der tit er mange gange mere farlige for organismen end den rene alkohol. Den »amylalkohol«, der er stærkt repræsenteret i sprittens fuselolie, er mange gange mere giftig end den almindelige »æthylalkohol«. Næsten al den cognac, der bruges i verden, er forfalsket og består i heldigste tilfælde ikke af andet end sprit, vand og et eller andet farvestof, der i reglen er fremstillet af brændt sukker - en undersøgelse over fransk cognac har vist, at af hver 34 flasker var de 33 rene forfalskninger; en undersøgelse fra selv de fineste parisiske kaféer har vist, at endog den cognac, der sælges for 1 franc for hvert snapseglas, var fabrikeret af elendig sprit.

Ligeså stor som forskellen er mellem den middelalderlige selvstændige bondehusholdning og det moderne fortrykte proletariat, ligeså stor er forskellen mellem de sorter af let, uforfalsket øl og vin, man nød i gamle dage, og de nye arter af sprit, som fra de moderne fabriker udspyes til forgiftning af legeme og sind. Men ikke blot beskaffenheden af de stærke drikke virker den kapitalistiske produktion til at forværre, også den mængde, hvori de konsumeres, virker den direkte til at forøge.Bevidst eller ubevidst udgår der fra de interesserede kredse en række bestræbelser for at opretholde og forøge befolkningens trang til alkoholiske nydelsesmidler.

De østtyske godsejere, som fabrikerer sprit af de kartofler, der avles på deres godser, har, ved umådelige brændevinsrationer til deres tjenestefolk og daglejere, planmæssig opelsket en drikfældighed, som gør den østtyske landbefolkning til den stærkest alkoholiserede vistnok i hele verden. Og som her, således i Galizien og andre steder, hvor storgodset og brændevinsfabrikationen er forenet med hinanden. Mangfoldige midler er blevet anvendt og bliver stadig anvendt rundt omkring i verden til at forøge alkohol nydelsen. Mange steder er det almindeligt, at arbejdslønnen udbetales i et værtshus, eller at en værtshusholder har bemyndigelse til at antage arbejdere til fabrikken.

I de store byer og ofte også i de små er det overalt de kæmpemæssige bryggerier, vinhandlerforretninger og brændevinsbrænderier, som ejer udskænkningsstederne i kraft af det gældsforhold, hvori værtshusholderne står til dem, og som sørger for at opretholde et tilstrækkeligt stort antal kanaler, hvorigennem deres varer kan flyde ud til befolkningen. Hvor vældig en magt og indflydelse råder ikke de store millionforetagender af skotske whiskyfabrikker og tyske ølbryggerier over; hvor mange midler til at påvirke den offentlige mening er ikke i hænderne på den amerikanske whiskytrust, en af de største blandt de amerikanske trust'er og den hensynsløseste blandt dem alle!

Alkoholismen er da i sin nuværende skikkelse en virkning af den sociale omdannelsesproces, der går for sig ned gennem den nyere tid - først og fremmest af de dybe forandringer, der er indtrådt i livsvilkårene for befolkningens store flertal, dernæst også af de ændrede forhold, under hvilke selve de alkoholiske drikke fremstilles, som varer til salg i stedet for som genstande til husbehov. Og selv bliver den alkoholisme, der således opstår, årsag til nye virkninger. Den har sin andel i den dødelighed og sygelighed, som hersker, idet den undergraver helbredet og svækker modstandskraften overfor de forskellige sygdomme, i sindssygdommenes udbredelse, i selvmordenes hyppighed, i prostitutionens omfang, i tallet på de forbrydelser, som mellem år og dag bliver begået, og i en mængde andre former for social elendighed.

Alkoholismen er et enkelt element i den sum af elendighed og nedværdigelse, som forekommer i det kapitalistiske samfund. Men som de øvrige elementer er heller ikke alkoholismen en uforanderlig masse, hvis vægt hviler med et én gang for alle givet tryk på befolkningen indenfor det bestående samfunds rammer. Tværtimod, den optræder som en tendens, der stadig gør sig gældende, men til en vis grad kan begrænses og hæmmes; den påvirkes af de ændringer, som efterhånden finder sted i samfundets økonomiske liv. Har først den industrielle udvikling nået et vist trin og samtidig proletariatets klassebevidsthed og solidariske handlekraft nået en vis styrkegrad, så begynder strømmen at vende sig. Den store arbejdende befolknings klassebevægelse skaber en modvægt mod kapitalens deprimerende og demoraliserende tendens. Man har et eksempel i Danmark, hvor forbruget både af brændevin og af de stærkere ølsorter er i rask nedgang; ved midten af 1890'erne blev der for hver indbygger brugt over 9 potter ren alkohol i årligt gennemsnit, en halv snes år senere kun 8, og Danmark står allerede nu et godt stykke nede i rækken af de alkoholforbrugende lande. Man kan pege på forskellige forhold som medvirkende årsager til denne glædelige nedgang, men den almindelige årsag, grundårsagen, er den opdrift, der finder sted i arbejderklassens økonomiske og åndelige niveau i kraft af dens faglige og politiske rejsning og dens tiltagende socialistiske erkendelse.

Igennem den praktiske klassekamp lykkes det arbejderne at tilkæmpe sig en række forbedringer, kortere arbejdstid, højere arbejdsløn, større betryggelse overfor alderdommen, overfor ulykkestilfældene, overfor arbejdsløsheden og deslige; alt dette og enhver anden reform bundfælder sig lidt efter lidt i en forøget ædruelighed. Og fuldt så meget som denne rent materielle fremskriden virker den åndelige fremskriden, de højere idealer, det stærkere livsindhold, hvormed arbejderklassen fyldes igennem den voksende rent socialistiske bevægelse. Den arbejder, som ser fremtiden ligge lys og skøn for sin klasse, for sine børn, for sig selv måske, han er langt mindre fristet til at give sig den første den bedste indskydelse i vold, der lover ham et par timers dyrekøbt velvære, end den, der kun ser gråt i gråt for sig.

I sammenligning med de kræfter, som udvikler sig gennem arbejderklassens socialdemokratiske bevægelse og den frivillige afholdsorganisation, som i sidste instans er et udslag af proletariatets voksende trang til selvhævdelse, er de resultater, der kan vindes gennem en direkte indskriden fra myndighedernes, fra lovgivningsmagtens eller administrationens side, kun af underordnet betydning. Tvangsforanstaltninger, der enten ligefrem forbyder eller vanskeliggør alkoholnydelsen eller søger at opnå det samme gennem en høj beskatning, er alle af tvivlsom værdi og vil i mange tilfælde virke på en ganske anden måde end tilsigtet. Langt større rækkevidde har en skarp og nøje overholdt sundhedslovgivning, der stiller udskænkningslokalernes renlighed under en årvågen kontrol og griber ind med hård hånd overfor enhver forfalskning af de spirituøse drikke. Også en handelspolitik, der ved afkastning af alle told og skattebyrder stræber efter at gøre de forholdsvis uskadelige drikke, de lette øl og især vinsorter, så billige, at de kan nå ned i den sløre befolknings daglige forbrug og fortrænge de farligere nydelsesmidler, vil øve sin gavnlige virkning. Allerstørst betydning vil det dog måske få, om der i alle skoler indføres omhyggelig undervisning i sundhedslære, med indgående fremstilling af alkoholens indflydelse på det menneskelige legeme.

Men alt dette kommer dog kun i anden række. Det afgørende, den magt, der med logisk historisk nødvendighed fører frem imod en ædrueligere menneskehed, er arbejderklassens socialistiske bevægelse.

For den almindelige opfattelse står anarkismen søm en retning, der ligger til venstre for socialdemokratiet, som en yderliggående radikal, revolutionær, samfundsomvæltende bevægelse. Det er dog kun rigtigt, forsåvidt man ene tager hensyn til den udvortes måde at optræde på, til de store ord og voldsomme midler, hvormed anarkismen driver sin agitation. Efter sit indre væsen er den langt snarere reaktionær end revolutionær. Den er ikke noget udtryk for et proletariat, som dristig, i fuld bevidsthed om den verdenshistoriske rolle, det selv er kaldet til at spille, stræber frem imod en ny, højere samfundsordning, der skal løse det kapitalistiske samfunds bundne kræfter, men for et småborgerskab, som føler sig forkuet og forpint af den overmagt, den store kapital øver i samfundet, som mærker sin egen opløsning skride frem fra år til år, og som i sin hjælpeløse fortvivlelse griber efter enhver mulighed, der synes at kunne genoplive de gamle tilstande fra den tid, da småhåndværket endnu førte sin fredelige tilværelse, uantastet af kapitalen - griber efter enhver idé, der forespejler en sådan mulighed, og klamrer sig til den i en lidenskabelig selvopholdelsesdrift, som den druknende klamrer sig til ethvert stykke tømmer, der driver imod ham.

Den første og vigtigste forskel mellem socialismen og anarkismen ligger i de helt modsatte udgangspunkter, hvorfra de hver især tilstræber en omvæltning af de bestående samfundsforhold. Medens socialismen er gennemtrængt af udviklingslæren, grunder sin hele opfattelse og sin hele praktiske virksomhed på erkendelsen af, at samfundets bygning er en stadig omdannelse underkastet i kraft af visse bestemte historiske love, og derfor forsker efter disse loves natur og virkemåde, undersøger, hvorledes de optræder indenfor det nuværende samfund, og ser, hvorledes de med en naturmagts nødvendighed bevæger sig i retning af et nyt samfund med fælles eje til og fælles udnyttelse af produktionsmidlerne, et samfund, hvis tilblivelse det gælder at lette og fremskynde - ikke fordi det vil betegne det absolutte højdemål for det menneskelige velvære og den menneskelige kultur; thi et sådant absolut, uoverskrideligt højdemål gives overhovedet ikke, udviklingen bevæger sig bestandig frem over de vundne resultater - men fordi det vil betegne det næste store fremskridt i civilisationens historie, vil medføre en højere grad af velvære og kultur, end der er mulighed for under de herskende tilstande medens socialismen således står i nøje overensstemmelse med alle regler for den videnskabelige tænkning, så er derimod anarkismen rent utopisk af karakter.

Den søger ikke at udforske de samfundstilstande, der naturlig vil fremgå som resultat af den udvikling, som finder sted, men søger vilkårlig at konstruere et fremtidigt samfund som det ideale, det, der passer bedst for den menneskelige natur. Den historiske udvikling er det grundbegreb, hvormed socialismen arbejder, den absolutte menneskenatur det grundbegreb, hvormed anarkismen arbejder. Den forstår ikke, at menneskenaturen selv er et produkt af den historiske udvikling. Bortset fra et lille antal af de elementæreste naturlige drifter er hele det uhyre sammensatte begreb, vi møder som »den menneskelige natur«, yderst foranderligt, helt igennem bestemt ved de sociale omgivelser, hvori mennesket lever. Hvor helt anderledes tænker og føler og handler man ikke i den moderne industristad, end man gjorde i den middelalderlige landsby eller den gammelgræske handelsstad eller den fjerne, forhistoriske boplads; hvor helt anderledes er ikke de interesser og lidenskaber og begær, som besjæler folk; hvor helt anderledes dømmer man ikke om skønt og stygt, om godt og ondt, om ære og vanære! Den samme handling, der under visse samfundsforhold betragtes som yderst hæderlig og skaffer sin gerningsmand den højeste anseelse, fordi den er i overensstemmelse med de fælles sociale interesser, den samme handling bedømmes under andre samfundsforhold som afskyelig, fordi den dér har en anti-social karakter - der er primitive folkeslag, hos hvilke ingen ung mand anses for værdig til at færdes blandt de voksne, før han har begået el vist antal tyverier; middelalderlige krønikeskrivere roser de krigere, som på deres tog til fremmede lande myrdede fredelige bønder og borgere, spiddede småbørn, skændede kvinder, martrede deres ofre ved alle optænkelige pinsler; og hvordan vil mon ikke mange af de folk, der nyder den højeste værdighed i det nuværende samfund, fabrikanten og godsejeren, børsspekulanten og officeren f.eks., tage sig ud i fremtidens øjne? Og det er ikke blot de skiftende samfundsformer, der hver for sig præger sig i sindet og avler sin særegne form for menneskenatur, men den samme uensartethed genfindes indenfor hver enkelt samfund imellem de forskellige klasser, hvori befolkningen er søndret; kapitalisten og arbejderen dømmer ganske modsat om en mængde forskellige fremtoninger; deres begreber om ret og uret, om godt og ondt er på en mængde punkter afvigende; hvad der for den ene står som den naturligste og selvfølgeligste ting af verden, fylder den anden med afsky; hvad der lader den ene fuldstændig kold, vækker hos den anden dyb glæde og levende beundring - deres tanke og følelsesliv, deres hele natur er påvirket, tilpasset efter de sociale vilkår, hvorunder de lever og virker.

Uden forståelse af denne stadige ændring og omformning tænker anarkisten sig menneskenaturen som noget evigt, noget uforanderligt, noget der er og bliver i den samme skikkelse, med de samme egenskaber, ligesom en matematisk størrelse. Hvad det gælder for ham om er at udfinde den form for samliv mellem mennesker, under hvilken menneskenaturen finder sig bedst til rette, og derpå at forkynde denne opfindelse som et evangelium; folk vil flokkes derom, vil gribes af den nye idé, fordi den svarer til deres medfødte natur, vil gøre de nye tanker til virkelighed,  indrette sig under de ideale samfundsformer - og dermed vil det højdemål for menneskeligt velvære og menneskelig kultur være nået, som ingensinde kan overskrides.

Men idet anarkisten således arbejder med den almindelige, den abstrakte menneskenatur som grundlag for sin teori, og idet han søger at udfinde et samfundssystem, der, ikke under visse givne historiske forhold, men i tid og evighed vil svare bedst til alle menneskers medførte, naturlige trang, så bliver han offer for et selvbedrag. Den menneskenatur, han ophøjer til den almindelige og uforgængelige, er hverken almindelig eller uforgængelig; den er ikke andet end det særegne naturel, de sociale vilkår har avlet hos den klasse, han selv repræsenterer, hos småborgerskabet - det småborgerskab, som forarmes og underkues i konkurrencen med den store kapital, og som med vemod tænker tilbage på den selvstændighed og frihed, det nød i gamle dage. Når anarkisten tror at tale alle menneskers fælles sag, så er det i virkeligheden kun småborgerens klasseinstinkt, han gør sig til talsmand for; når han tror at varsle et fremtidigt samfund, der skal hæve sig af det nuværende samfunds ruiner, så er det i virkeligheden kun det gamle lavssamfund, han skildrer i forherliget, i forklaret skikkelse; når han tror sig mest revolutionær, så er han i virkeligheden inderst inde dybt reaktionær.

Det småborgerskab, indenfor hvilket de anarkistiske idéer har taget deres udspring, står midt imellem bourgeoisiet og proletariatet, og det bærer i sin karakter præget af denne mellemstilling. Karl Marx har i sin bog om revolutionen og modrevolutionen i Tyskland givet en glimrende analyse af småborgerskabets klassekarakter - en analyse, som trods de mere end halvhundrede år, der er gået, stadig har fuld gyldighed. Småborgeren føler sig hjemløs i det bestående samfund, han svinger mellem håbet om at nå op i de velstillede klasser og frygten for at synke ned i proletariatet, eller dybere endnu, ned til fattighuset. Han bliver vankelmodig i sin politik, kan være ydmyg loyal overfor en stærk feudal eller monarkisk regering og danne en af de sikreste støtter for reaktionen, men kan omvendt blive grebet af voldsomme demokratiske bevægelser, når det gælder at bekæmpe et rent kapitalistisk regimente. Han er et bytte for stadig skiftende og tilsyneladende ganske uensartede stemninger, uden fasthed og konsekvens i sine bestræbelser, snart tilbøjelig til i forening med proletariatet at bekæmpe overklasserne - netop fordi hans egen sociale stilling, uklar som den er, drager ham til to modsatte sider. Sin blivende plads i de moderne klassekampe finder han først, når han lidt efter lidt gennemskuer sin egen stillings uholdbarhed og helt opgiver al særpolitik for at træde ind i proletariatets politiske organisation.

Den anarkistiske idé er en af de krampetrækninger, hvori småborgerskabets ejendommelige klassestilling naturlig giver sig udslag. Den genspejler en række af de følelser og stemninger, som bevæger sig gennem småborgerens hjerne. Når han gruer for faldet ned i proletariatet, er det ikke så meget arbejdstidens længde eller indtægternes størrelse, han tænker på - mangen småhandlende eller småhåndværker er lænket længere tid af dagen til sin virksomhed og tager en ringere indtægt hjem i årets løb end flertallet af de faglærte arbejdere - som det er tabel af den økonomiske selvstændighed. Medens lønarbejderen er sysselsat i en fremmed bedrift, afhængig af reglementer for arbejdet, forpligtet til at arbejde så og så længe under de og de bestemte vilkår, så står derimod småborgeren i sin egen virksomhed, skylder ingen andre end sig selv regnskab, føler sig som fri mand, som herre i sit eget hus. Det er denne økonomiske selvstændighed og personlige frihed, der tegner sig for ham som det dyrebareste klenodie, når han måler sin egen stilling med proletarens. Og ganske vist føler han tydelig nok, hvorledes alt dette under den herskende økonomiske udvikling mere og mere bliver til et tomt skin, et selvbedrag, hvorledes hans egen tilværelse i bund og grund ødelægges under den store kapitals konkurrence, og han gribes af et desperat had til fabriksindustrien og stormagasinerne og hele det moderne kapitalistiske system, med staten, den kapitalistiske stat, som dets fornemste repræsentant. Men, knyttet som han er til det gamle samfund og hildet i dets overleveringer, er han ikke, som proletaren, i stand til at se ud over de bestående samfundsforholds grænser og erkende, at den personlige uafhængighed ikke længere lader sig opretholde under de gammeldags former, men må grundfæstes i en helt ny skikkelse. Han griber tilbage og danner sig et ideal i lighed med det gamle lavssamfund, hvor de enkelte håndværksmestre sad som fri mænd hver i sin bedrift, arbejdede og ombyttede deres varer og nød hele deres arbejdes udbytte ubeskåret.

Men for at dette ideal kan virkeliggøres, kræves der afskaffelse af staten og alle det kapitalistiske samfunds øvrige institutioner, indførelse af det absolutte »anarki« - mangel på alt herredømme, som ordet betyder. Er først dette nået, da vil »menneskenaturen« selv finde vejen til gennemførelsen af de fornuftigste, de menneskeværdigste samfundstilstande.

»At kende sig selv« var efter den gamle græske vismands ord den fornemste opgave for ethvert tænkende menneske. Og skulle man udtrykke i en enkelt sætning, hvad der er indholdet af al socialdemokratisk agitation, da måtte det være, at socialdemokratiet tilråber arbejdere og småfolk i byen og på landet: »lær jer selv at kende!« Men at kende sig selv vil sige at kende de sociale vilkår, hvorunder man lever. Thi mennesket lever ikke isoleret, men er et led i samfundets organisme og deler skæbne med de andre sideordnede led i organismen. Arbejder og kapitalist, husmand og gårdmand, landarbejder og godsejer, hver har sin særlige stilling, sine særlige livsvilkår. Hvad det gælder for hver især om at forstå, er, hvad det er for en klasse han tilhører, hvad det er for interesser, han deler med sine klassefæller, hvad det er for fjender, han står overfor, hvad det er for en vej, han må følge, om han vil nå frem. At kende sig selv vil sige, at vågne til klassebevidsthed og rejse sig til klassekamp. Al politisk historie er da også fortællingen om, hvordan klasse efter klasse, det ene samfundslag efter det andet, er vågnet til social selvbevidsthed og har arbejdet sig op til social indflydelse gennem den politiske kamp. Danmarks historie i det sidste par menneskealdre leverer en fortløbende kæde af betegnende eksempler.

I begyndelsen var godsejerne. Under enevælden dannede de den eneste klasse i samfundet, som, i kraft af sin rigdom og sine personlige forbindelser med hoffet, formåede at gøre sine interesser gældende med fuld styrke. »kongen skal have uindskrænket magt - men kun sålænge han ikke gør andet, end hvad vi vil,« dette de preussiske junkeres valgsprog var det internationale politiske program for junkerdømmet.

Imidlertid var bourgeoisiet begyndt at udforme sig, en kapitalistklasse, af fabrikanter, grosserere og vekselerere, og den kunne ikke finde sig til rette under den gamle statsform. Den måtte have kontrol med statsfinanserne, have hånd i hanke med lovgivningen for at kunne varetage sit eget tarv. Den benyttede sig af den gunstige situation i 1848; med småborgerskabet som murbrækker fik den enevælden sprængt og en ny statsform gennemført, hvorved der skabtes albuerum for dens interesser. Næringsloven af 1857, der gav plads for den moderne fabriksindustri. Toldloven af 1863, der gav nye udviklingsmuligheder for handelen, var de to hovedresultater af det unge bourgeoisis interessepolitik.

Så kom et nyt samfundslag i opdrift. Det var gårdmandsklassen, som blev sig selv bevidst og begyndte at rejse krav gennem sin politiske organisation. Venstrepartiet. Bevægelsen blev både fra godsejere og kapitalister mødt med al den harme og al den dydige indignation, som overklasserne stedse råder over, hvor det er et lavere samfundslag, der er i færd med at rejse sig. I det fælles had og den fælles frygt fandt landets aristokrati og byens bourgeoisi hinanden; de smeltede sammen i højre. Den sidste menneskealders danske politik var en kamp mellem de to allierede overklasser på den ene side og på den anden side gårdmandspartiet, som sejt og udholdende arbejdede sig frem, støttet af et stadigt voksende tal af socialdemokratiske bevidste proletarer. Året 1901 betegner gårdmandsklassens tiltrædelse til magten; de følgende års lovgivning genspejler tilstrækkelig tydelig de større bønders økonomiske klasseinteresser. Men året 1901 betegner tillige afsvalningen af den gårdmandsklassens gamle radikalisme, som var blevet holdt varm under de mange års demokratiske opposition. Efter at være nået op til politisk ligestilling med de ovre lag, begynder den at se samfundet ovenfra, under overklassesynsvinklen. Og den samles med sine gamle modstandere i den fælles flygt for bevægelsen blandt de samfundslag, der ligger nedenunder den selv, for arbejderklassens socialdemokratiske rejsning.

Thi netop nu ser man det stærke frembrud for arbejderklassen - ordet taget i dets brede betydning, med de egentlige lønarbejdere først og fremmest som den faste kerne, men også omfattende de proletariserede småborgere og husmænd, overhovedet hele den del af befolkningen, der lever af sit personlige arbejde og udbyttes af kapitalen. Arbejderklassens politiske parti er socialdemokratiet, og dets program er skarpt og tydelig udformet: erobringen af den politiske magt som middel til den økonomiske befrielse gennem en radikal omdannelse af samfundets ejendomsforhold. Var den forløbne menneskealder en tid, hvor der kæmpedes for tilværelsen, så bliver den kommende menneskealder en tid, hvor der kæmpes for sejren; det øjeblik, da socialdemokratiet er flertal i befolkningen og kan gøre sin flertalsmagt gældende, er rykket indenfor den overskuelige fremtids grænser. Det er ikke blot tallet på de kredse, der dels står lige for tur til at erobres, som her er det afgørende, men også, og nok så meget, deres karakter; var de 16 gamle socialdemokratiske kredse rene bykredse, så er landbefolkningen i stort overtal i ikke mindre end 6 af de 9 kredse, som erobredes 1906, og det samme gælder flertallet af de kredse, der står på tærskelen til en socialdemokratisk sejr. Det er landarbejdere og husmænd, der i voksende masser vågner til klassebevidsthed og slutter sig til socialdemokratiet. Kunne modstanderne tidligere med en vis tilsyneladende ret hævde, at socialismen kun kunne slå rod i de store byers asfalt, så er denne tale nu blevet meningsløs; socialdemokratiet har hævdet sig som det parti, der repræsenterer underklasserne, på landet ligeså vel som i byerne.

Man ser, hvordan den samme proces har gentaget sig gang efter gang, hvordan lag efter lag af befolkningen er blevet klar over sin egen stilling, over sine egne sociale interesser, er begyndt at rejse krav og har kæmpet sig frem mod magten for at fore sine krav ud i livet. Stadig har den politiske kamp været vejen frem, men stadig har de økonomiske interesser, mere eller mindre bevidst, været den bevægende drivkraft. Og dog er der, trods al ydre lighed, den dybeste forskel mellem den erobring af magten, som de forskellige samfundsklasser hidtil har nået, og den, proletariatet tilstræber, den samme forskel som mellem overklasserne og underklassen.

Ethvert lag af befolkningen, som hidtil er nået frem, har ladt andre lag tilbage nedenunder sig selv; nedenunder byernes kapitalister blev småborgerskabet og industriarbejderne tilbage, nedenunder landets gårdejere husmændene og daglejerne. Og det har stadig vist sig, at deres frisind kun rakte ned til, hvor de selv stod. Grossereren og fabrikanten finder det selvfølgeligt, at han selv skal have fuld indflydelse på statens sager, men at arbejderen skal have den samme ret, synes ham en urimelig fordring. Gårdmanden finder det fuldstændig i sin orden, at han selv skal have lige ret med godsejeren til at forvalte kommunens anliggender, men mangen gårdmand bliver allerede betænkelig ved, at den samme ret skal stå åben for husmanden, og betragter det som en oprørende tanke, når hans egen tjenestekarl skal stemme lige med ham selv ved sognerådsvalget. Det demokratiske sindelag, så kraftigt det kan være, når man ser opad, af dæmpes, når man retter blikket nedad. Man skræmmes ved de røster, der høres nedefra, man frygter de angreb, der herfra kan rettes imod éns egen økonomiske stilling. Og man søger sin tilflugt opadtil, i de magter, som man før bekæmpede.

Det er da kun naturligt, at det er gået, som det stadig er gået, at ethvert nyt samfundslag, der er nået frem til politisk indflydelse, er smeltet sammen med de lag, der lå ovenover det selv. Som de nationalliberale bykapitalister i sin tid forenede sig med de gammelkonservative godsejere og blev til højre, således står nu reformpartiets gårdmænd i færd med at løbe sammen med højre til en fælles, anti-socialistisk klump, vendt imod den underklasse, der rejser sig. De gamle skillelinier mellem overklassepartierne udviskes; »akkordens ånd« svæver over vandene; med eller uden nogen formelt ny partidannelse, med eller uden nogen opgivelse af de gamle partibenævnelser, fuldbyrdes den konservative samlingspolitik mellem de »besindige«, det vil sige de besiddende elementer til kamp imod de besiddelsesløse.

Som junkerne kun ville respektere kongens enevælde, sålænge han handlede efter deres vilje, således er for ethvert moderne kapitalistisk parti den demokratiske forfatningsform berettiget, men kun sålænge der ikke er fare for, at den kan »misbruges«, det vil sige bruges af underklasserne til at føre deres sag frem. Derfor bliver, før eller siden, som en historisk nødvendighed, forræderiet, opgivelsen af de gamle standpunkter, bortfortolkningen af de gamle ord, den travrige udgang af ethvert »borgerligt« partis radikalisme.

Helt anderledes vil sagen stille sig, når engang arbejderklassen gennem sin politiske organisation, socialdemokratiet, erobrer magten i samfundet. Da er intet forræderi muligt. Ikke fordi arbejderen personlig er mere trofast og idealistisk end andre mennesker, men på grund af den ejendommelige klassestilling, han indtager, som den, der står længst nede i samfundet. Arbejderklassen er underklassen, ikke blot i forhold til en række enkelte elementer af den besiddende befolkning, men i absolut forstand; med den rækker frigørelsesbevægelsen tilbunds; nedenunder den lades der intet lavere lag tilbage og kan der intet nyt lag udvikle sig. Der bliver da ingen mulighed for, at nye modsætninger, nyt klasse-avind vil åbne sig nedadtil og følgelig heller ingen mulighed for kompromis opadtil og udsoning af de gamle modsætninger. Tværtimod - i det øjeblik arbejderklassen erobrer den offentlige magt, hvad enten det nu bliver ad den parlamentariske vej, det sker, gennem udnyttelsen af den almindelige valgret, eller der vil kræves voldsomme brydninger dertil, i samme øjeblik vil modsætningen opadtil afsløre sig i al sin skarpe uforsonlighed. Da må arbejderklassen skånselsløst gennemføre sin krig mod de andre klassers økonomiske magt, tage produktionsmidlerne ud af deres hænder og føre dem over i samfundets besiddelse; ellers ville dens klasseinteresse ikke ske fyldest, dens sejr kun være en sejr af navn og de mange tunge ofre være spildt. Da er det ikke længer et større eller mindre indgreb i overklassernes besiddelse, det gælder, men selve deres eksistens.

Derfor kan arbejderklassen ikke svige demokratiet, ikke fornægte sin fortid, ikke slå af på de store krav til samfundets omdannelse, den stiller. Derfor betyder også arbejderklassens sejr noget helt andet og meget mere, end at en ny klasse rykker op blandt de andre, som allerede er nået frem til magten; det betyder hele samfundets omskaben, hele menneskehedens befrielse.

Hvad det gælder for arbejderen om, er at kende sin egen stilling i samfundet og at forstå de klasseinteresser, som udspringer derfra. Er først denne erkendelse nået, da giver den sig umiddelbart udslag i socialdemokratisk handlen, og før eller siden, når klassebevidstheden har bredt sig tilstrækkelig vidt indenfor arbejderne, munder den ud i en omformning af alle sociale forhold i overensstemmelse med de krav, den arbejdende befolkning nødvendigvis må rejse. Thi socialismen er ikke andet end indbegrebet af proletariatets klasseinteresser, omsat fra idé til virkelighed.

Hvad arbejderen, når han iagttager sin egen sociale stilling, allerede ved den første, overfladiske betragtning ser som sine sociale interesser, er en række reformer, der under den ene eller den anden form tjener til at mildne kårene for småfolk i almindelighed og lønarbejderne i særdeleshed. Han er interesseret i en humanisering af alderdomsforsørgelsesloven, i offentlig bespisning af fattige skolebørn, i oprettelsen af sanatorier til vederlagsfri behandling af fattige tuberkulosepatienter, i afskaffelsen af de toldskatter, som fordyrer den fattige befolknings livsfornødenheder. Og han er som lønarbejder specielt interesseret i gennem den faglige organisation at hæve arbejdslønnen og forkorte den daglige arbejdstid, gennem sin indflydelse over de kommunale anliggender at skaffe de kommunale arbejdere og funktionærer mønsterværdige arbejdsforhold, som kan forplante sig også ud til arbejderne i de private bedrifter, gennem sin politiske indflydelse at gennemtvinge en lovbefalet maksimalarbejdsdag, begrænsninger i børns og ganske unge menneskers deltagelse i det erhvervsmæssige arbejde, særlige beskyttelsesforanstaltninger i sundhedsfarlige fag, statshjælp til fagforeningernes arbejdsløshedsunderstøttelse osv.

Alle sådanne reformer er de første, mest nærliggende krav, som arbejderklassen naturlig stiller. Og på alle sådanne punkter er det muligt for arbejderne, når de træder op med tilstrækkelig kraft, helt eller delvis at tvinge deres fordringer igennem. Humanitetshensyn kan for nogle grupper af de besiddende klasser være motivet til at gå med, følelsen af at have kniven på struben er for andre grupper motivet til at give efter. Men den magt. Uden hvilken intet ville opnås, er det stadig stærkere eftertryk, som den selvbevidste arbejderklasse lægger i sine krav. Allerede den første fabrikslov af 1873, var tydelig nok en frugt af den gryende socialdemokratiske bevægelse, en indrømmelse, som magthaverne følte sig nødt til at gøre arbejderklasen. Og når man følger den danske sociallovgivnings historie, sporer man hele vejen den samme årsagsforbindelse mellem arbejderbevægelsens voksende styrke og de vundne praktiske resultater. Når det er muligt for arbejderne lidt efter lidt at tvinge de besiddende klasser til at godkende disse og lignende reformer, er årsagen den, at ingen af dem rokker ved grundlaget for det bestående samfund.

Hver for sig beskærer flere af dem kapitalisternes økonomiske magtstilling, men truer den ikke på livet. Profitten ville ikke forsvinde, selv om arbejdstiden ved lov blev begrænset til 8 timer og meget strenge forholdsregler trufne til sikring for arbejdernes helbred; tværtimod er der grund til at antage, at profitten ville vokse som følge af den sundere og friskere arbejderstabs enormt stigende ydeevne. Hvis arbejdernes klasseinteresser indskrænkede sig alene til reformer af denne art, ville et kompromis, en udsoning mellem proletariatet og de besiddende klasser, være mulig, og arbejderklassens erobring af den offentlige magt ville ikke være nogen revolutionær begivenhed; klassedelingen og udbytningsforholdet ville bibeholdes.

Men netop fordi sådanne reformer ikke ophæver udbytningen, men kun mildner den, netop derfor kan arbejderne heller ikke i længden slå sig til ro med dem. Udbytningen består og dermed alle de farer, som truer arbejderen. Arbejdslønnen kan højnes - men hvem hindrer kapitalisterne i gennem sammenslutning og monopolisering af de forskellige produktionsgrene at skrue priserne i vejret og således lade arbejderne selv betale den højere løn i form af højere priser på alle deres livsfornødenheder? Arbejdstiden kan forkortes - men hvem hindrer kapitalisterne i at udbytte arbejderklassen mere intensivt gennem indførelsen af arbejdssparende maskiner og således påføre arbejderne en ødelæggende arbejdsløshed, ødelæggende for deres private økonomi, ødelæggende også for deres faglige organisation? Alderdomsforsørgelse og sygehjælp og deslige kan betyde et plus for arbejdernes økonomiske kår - men hvem hindrer kapitalisterne i. Hvis først det lykkes dem at svække fagorganisationernes modstandsevne tilstrækkelig, så at øve et tilsvarende pres på lønnen? Og selv hvor der finder en absolut stigning sted i arbejderklassens materielle velvære - hvem hindrer så, at den absolutte stigning kommer til at betyde en relativ nedgang, idet profitten vokser endnu stærkere, vokser med 10 eller 20 pct., hvor lønnen kun vokser med 5 eller 10, således at altså arbejderen får en stadig ringere andel i de værdier, han selv frembringer, bliver genstand for en stadig mere virksom udbytning?

Punkt for punkt viser det sig således for enhver iagttagelse, der ikke nøjes med det første flygtige skin, hvor ufyldestgørende de forskellige sociale reformer er, hvor lidet de formår at råde bod på den sociale elendighed. Thi den sociale elendighed udspringer i det herskende besiddelsesforhold, som skiller arbejderen fra produktionsmidlerne og tvinger ham til at sælge sin arbejdskraft til produktionsmidlernes indehavere, kapitalisterne. Sålænge dette besiddelsesforhold består, er den økonomiske udbytning med alle de ulykker, den fører med sig, som et evig vædskende sår, der bestandig bryder op påny. Først når et nyt besiddelsesforhold indtræder, idet produktionsmidlerne går over i det arbejdende samfunds eje og udnyttelse, er det ikke blot de og de særlig skrigende former for økonomisk ulykke, som arbejderklassen befries for, men al økonomisk ulykke overhovedet.

Selv den simpleste iagttagelse af de mest dagligdags forhold, arbejderen allevegne har for øje, viser slående, hvor ulægelig konflikten er mellem arbejdernes interesser og det hele samfundssystem, der er bygget over det kapitalistiske besiddelsesforhold. Lad os tage et eksempel, som er velkendt i de allerfleste erhverv. Det er de arbejdssparende maskiner, som holder deres indtog i det ene fag efter det andet, og hvis fremtrængen er uløselig knyttet til hele den kapitalistiske produktionsmåde. Selvbinderen går netop nu sin sejrsgang i næsten alle større landbrug; hvor 5 eller 10 mand før slog kornet og ligeså mange kvinder rev sammen og bandt op, dér besørger selvbinderen nu det samme arbejde ved én mands eller højst et par mands arbejdskraft. Sættemaskinen bliver netop nu indført rundtom i avis og bogtrykkerierne; medens typografen hidtil med hånden har måttet pille typerne op og stille dem sammen til linier, kan han nu støbe linierne ved at trykke på maskinens tangenter som på et klaver, og én mand kan derved gøre det samme arbejde, som før krævede to-tre. I og for sig er begge dele kun glædelige sociale fremskridt. De betyder, at produktionsomkostningerne for to af befolkningens vigtigste fornødenhedsgenstande sænkes, at korn og at bøger og blade kan fremstilles billigere og følgelig også sælges billigere, kan nå ud i videre kredse og i større omfang dække befolkningens behov. Voksende socialt velvære er deres tendens. Således rent abstrakt set; men under det kapitalistiske besiddelsesforhold bliver den praktiske virkning en ganske anden. Her betyder det, at hovedmassen af de landarbejdere, der før havde en ret god fortjeneste i høsten, mister denne og udsættes for voksende savn og nød,  og at den kroniske arbejdsløshed begynder at husere i typografernes rækker.

Her som alle vegne ser man, hvordan kapitalismen krænger ethvert socialt gode om til dets egen karikatur. Og i alle fag hænger den samme trussel over arbejdernes hoved. Murarbejdsmændene kan hæve deres løn og bedre deres arbejdsvilkår gennem den faglige organisation, men de står stadig i fare for, at kapitalen, når et vist punkt er nået, gennembryder deres bestræbelser ved at indføre maskiner, som foretager murstenenes opflytning mekanisk og gør hovedmassen af arbejderne overflødige. Intet viser skarpere end et forhold som dette, hvordan kapitalismen gør samfundet splidagtigt med sig selv, hvordan det herskende besiddelsesforhold og det levende menneskes interesser går hinanden stik imod. Og intet anskueligør tydeligere forskellen mellem den kapitalistiske og den socialistiske produktionsmådes virkninger: under kapitalismen betyder de arbejdssparende maskiner voksende arbejdsløshed, tryk på lønnen, synkende kår i stedse videre kredse; under socialismen vil de betyde forøget arbejdsindkomst og forkortet arbejstid ud over hele det arbejdende samfund.

Eller man tænke på et andet forhold, der er sørgelig velkendt af arbejderne i alle fag: den periodiske arbejdsløshed, der med visse års mellemrum indtræder i masseagtigt omfang som en nødvendig følge af grundloven for hele den kapitalistiske produktionsmåde. Som følge af overproduktionen bliver den store masse af befolkningen stødt ud i ny og bitrere savn. Den allersimpleste eftertanke over dette forhold viser, til hvilken grad af social perversitet man hermed er nået. Alle elementer er i orden; spindestofferne ligger færdige til at spindes og væves; maskinerne står rede til at behandle dem; tekstilarbejderne ønsker intet hellere end at komme til at bruge deres arbejdskraft i den proces, der skal fremstille de færdige tøjer; og den store befolkning trænger bitterlig hårdt til at forsynes med nye klæder; - alting er parat, til at den samfundsnyttige produktion kan gå sin regelmæssige gang, men det kapitalistiske profithensyn bringer det altsammen til at standse. Arbejdsløsheden er som et hulspejl, der samler alle træk af den kapitalistiske produktionsmådes samfundsfjendske natur; den viser samfundets rigdom på livsfornødenheder som kilde til voksende fattigdom for det store flertal af samfundets medlemmer; samfundet contra samfundet, rigdom lig fattigdom, det er højdepunktet af den kapitalismens galmandslogik, som arbejderen er voldgivet.

Der er ingen arbejder, som ikke har stået ansigt til ansigt med et af de to spøgelser, som her er nævnt: arbejdsløsheden som følge af en ny teknik, eller arbejdsløsheden som følge af den kapitalistiske »overproduktion«. Og der er ingen arbejder, som har tænkt tanken om, hvad det egentlig var, der skete med ham. Helt til ende, uden at han har forstået, at det onde, han lider under, ikke er en række overfladiske sociale misforhold, som der kan rådes bod på gennem reformer, men at dét er selve grundlaget for det nuværende samfund, den private ejendomsret til produktionsmidlerne, den stadig flydende kilde til social elendighed, som kun kan afledes gennem en revolutionering. En radikal omformning af det bestående ejendomsforhold. Produktionsmidlernes overgang til samfundseje påtvinger sig som den eneste mulige losning af den konflikt, hvori hans egne klasseinteresser står til samfundet; først dermed sker hans klasseinteresser fyldest.

I småhåndværkets tid var den private ejendomsret til produktionsmidlerne det forhold, som sikrede arbejderen det fulde udbytte af arbejdet, fordi produktionsmidler og arbejdskraft dengang normalt var samlede på én hånd. Nuomstunder er derimod den private ejendomsret til produktionsmidlerne, adskilt som den normalt er fra arbejdskraften, årsag til den faktiske trældom, den økonomiske udbytning, den evige utryghed, som den arbejdende befolkning er underkastet. Gennem organisation og indflydelse over lovgivningsmagten kan trykket mildnes, men ikke afkastes. Først når produktionsmidlerne påny samles med arbejdskraften, ikke individuelt som i gamle dage, men socialt, som al produktion nuomstunder drives socialt gennem stordriften og den uhyre specialiserede arbejdsdeling, først da indtræder for arbejderklassen den virkelige frigørelse, den virkelige ejendomsret til de værdier, den frembringer, den virkelige økonomiske sikkerhed.

Således for lønarbejderen. Det socialistiske ejendomsforhold udspringer med logisk konsekvens af hans selverkendelse, af hans forståelse af de sociale vilkår, under hvilke han lever. Det er det ideal, som genspejler hans klasseinteresser, og på hvis virkeliggørelse al hans politiske kamp nødvendigvis må tage sigte. Og således også, mere eller mindre tydelig, for de andre udbyttede og fortrykte lag af befolkningen. Når den småbesiddende husmand mere og mere drages over mod socialdemokratiet, er det ikke blot de politiske og sociale øjebliksfordringer, som stemmer med hans klasseinteresser. Overensstemmelsen ligger dybere; han føler sig gennem de voksende prioritetsrenter udbyttet af kapitalen, ligeså vel som lønarbejderen, men under en anden form; hvert fremskridt, han foretager ved sit eget arbejde, hver forbedring af sin lod, opsuges af kapitalen og kommer ikke eller kun for en ringe del hans efterkommere til gode. Når de små håndværksmestre og de små handlende i voksende tal finder deres plads i socialdemokratiet, er det på samme måde følelsen af den udbytning, de er underkastet, fra grosserernes, leverandørernes. Bankernes, byggespekulanternes, husværternes side, som danner det naturlige grundlag. For dem alle tegner, under mange forskellige former, snart skarpt og klart, snart uklart og krydset af andre forhold, kapitalen sig som udbytningsinstrumentet, som fjenden, der holder dem nede i trange kår og idelig usikkerhed.

Således er da for lønarbejderne først og fremmest, men også for de andre udbyttede masser af befolkningen, socialismen kun det nødvendige, det selvfølgelige resultat af deres klassebevidsthed, af deres erkendelse af sig selv. At vække til denne selverkendelse, det er formålet for al socialdemokratisk agitation.

Gennemførelsen af den socialistiske produktionsmåde vil ikke blot betyde menneskets økonomiske frigørelse, - den vil også betyde menneskets åndelige frigørelse. Først med socialismen fuldbyrdes udviklingen fra jordbunden naturtilstand til fri menneskelighed, til menneskets fulde forståelse af sin egen stilling i verden og bevidste herredømme over sin egen skæbne. Og først dermed kan den tåge af mystiske forestillinger, af mystisk rædsel, af mystisk trang, der nu ruger over menneskeånden, fordunste. Den røde tråd gennem al tidligere historie er menneskets kamp for at erkende og betvinge naturkræfterne. Oprindelig givet værgeløs til pris for vældige og uforklarlige naturmagter, har mennesket efterhånden udforsket deres love og er endt med at overvinde dem og gøre dem til sine tjenere. Fra et viljeløst offer for elementernes spil har han forvandlet sig til deres stormægtige herre, som bevidst og planmæssig regulerer deres virksomhed til sin egen fordel. Den ville, der sidder skælvende af rædsel under tordenvejrets rasen, forskeren, der lidt efter lidt afslører den elektriske krafts hemmeligheder, det moderne menneske, der laver elektriciteten om til gadebelysning og sporvejsdrift, til telefon og telegraf, til dørklokker og lommelygter det er typerne på de tre faser i den fremskridende kulturudvikling, igennem hvilken mennesket har gjort sig jorden underdanig.

Hertil svarer en række stadig højere former for det åndelige liv. Den skiftende stilling overfor naturen spejler sig i de religiøse forestillinger, i de filosofiske begreber, i poesiens indhold og udtryk. For det primitive menneske er naturfænomenerne mystiske magter; for at forklare sig dem må han personificere dem, i skikkelse af overnaturlige væsner, guder, ånder, snart onde, ødelæggende, rædselsvækkende, snart gode, venligsindede mod menneskene, men altid overmægtige, uberegnelige, hemmelighedsfulde. Tordenvejret er Thor, der kører over himlen med sine bukke, eller Zeus, der slynger sin tordenkile; i stormen er det Asgårdsrejen, der farer forbi; pesten er guds engel, der går hævnende gennem folket; solformørkelser og kometer er varsel om landeulykker, der forestår; regnbuen er tegnet på guds pagt med menneskene, at aldrig mere skal der komme nogen syndflod og fordærve landene; stjernernes gang står på en underfuld måde i forbindelse med hvert enkelt menneskes skæbne.

Med den voksende erkendelse trænges mystikken ud af fænomenerne; de føres tilbage til visse enkle naturlove, hvis virkemåde er kendt; solformørkelsen kan forudsiges på minut og sekund årtier i forvejen. Det gådefulde forsvinder, ryddes ud fra felt efter felt og indskrænkes til nogle ganske få fundamentale spørgsmål, som man søger forklaring på gennem filosofisk tænkning. I stedet for de naive, naturreligiøse begreber arbejder der sig en naturfilosofisk betragtning op, en dogmefri andagt overfor verdensaltet, en rationalistisk kritik overfor de nedarvede religiøse forestillinger. Og efterhånden som man ikke blot teoretisk erkender naturlovene, men også drager de praktiske resultater deraf, danner der sig muligheder for et nyt, højere åndeligt livsindhold. Mennesket fyldes med en voksende selvbevidsthed, en stærkere følelse af eget værd og eget ansvar, en voksende glæde ved livet. De jordbundne, af ydre naturforhold påtvungne bestanddele i bevidsthedslivet trænges i baggrunden; der åbner sig udsigt til en moral eller religion af rent human oprindelse, udsprungen af menneskets eget indre væsen.

Det er under kapitalismen, at menneskets herredømme over naturkræfterne har nået en hidtil uanet skikkelse. Det 17. og 18. århundredes tiltagende naturerkendelse har omsat sig i en moderne teknik; denne moderne teknik har sprængt de gamle produktionsformer og givet stødet til den kapitalistiske produktionsmåde; og den kapitalistiske produktionsmåde har atter ved de stadig stigende krav, den stillede, virket tilbage på teknikken, bragt den i rivende udvikling, forplantet naturkræfternes udnyttelse fra det ene område til det andet. Enhver ny opfindelse har været betinget dels af det naturvidenskabelige erkendelsestrin, hvortil man var nået, dels af det almindelige sociale niveau, hvorpå man befandt sig. Med dampmaskinens opfindelse havde man syslet allerede længe før James Watts tid, men den var dengang kun et legetøj, en kuriositet, uden praktisk betydning; først da i slutningen af det 18. århundrede en række arbejdsmaskiner var opfundne og den engelske industri med bydende nødvendighed krævede en regelmæssig virkende drivkraft, trådte den ud i livet. Den trådløse telegraf er socialt betinget af den vældige udvikling af verdenshandelen, som har fundet sted siden 1870'erne.

I denne mægtige udfoldelse af de produktive kræfter ligger kapitalismens historiske berettigelse. Den har i en grad, som man før ikke kunne drømme om, gjort mennesket til naturens herre, og den har derved skabt muligheder ikke blot for et højere materielt velvære, men også for en højere åndelig kultur. Men også kun muligheder. Thi samtidig med at mennesket er nået til en stadig større magt over naturkræfterne, har der rejst sig andre magter, ligeså vældige som naturkræfterne var det for det primitive menneske, ligeså uberegnelige i deres virken, ligeså hemmelighedsfulde, ligeså uhyggelige, ligeså uimodståelige. Det er de sociale magter. For deres vedkommende er udviklingen gået i stik modsat retning, fra fuld klarhed og bevidst menneskelig handlen til et uoverskueligt kaos, hvor mennesket er en viljeløs boldt for ville elementers luner.

Under den primitive naturalhusholdning, i landsbykommunen og det selvforsynende bondebrug, var de sociale forhold, mand og mand imellem, uendelig simple. Hvert enkelt individ kendte fuldtud betydningen og rækkevidden af sin økonomiske handlen, fisken, han fangede i bækken, kornet, han høstede på marken, skoene, han flikkede af husdyrenes huder, alt gik umiddelbart over i hans eget og hans fællers forbrug; det var ikke varer, men midler til at tilfredsstille de rent personlige behov. Hele den økonomiske proces lå fuldstændig klar og gennemskuelig for alle, uden mindste skær af det hemmelighedsfulde over sig. Det lille samfund, hvor alle de samvirkende personer kendte og kontrollerede hinanden, var selv, indenfor de grænser, som naturkræfterne trak, herre over sit eget ve og vel.

Efterhånden som vareproduktionen udvikler sig, begynder forholdene at blive mere sammensatte; en efter anden af de genstande, man frembringer, glider ud af éns egen kontrol, og en efter anden af de genstande, man har behov, glider ind i forbruget, uden at man kan kontrollere dens herkomst og tilblivelse. Bonden sælger det korn, han har avlet, og taber det dermed af syne; han køber til gengæld skotøj, tjære, plovjern og andre ting af fremmed tilvirkning. Hans økonomi træder i afhængighed af udenforstående magter; han er ikke selv herre over, hvad han skal have for sit produkt, eller hvad han skal give for sine fornødenhedsgenstande; han kan tinge om prisen og måske presse den noget op på det ene punkt og noget ned på det andet, men kun indenfor visse grænser, som han ingen rådighed har over.

Sålænge det er den lokale vareomsætning, der endnu er fremherskende, mellem bønder, der kun sælger overskuddet ud over deres eget behov, og håndværkere, der arbejder for en snæver kreds af personlig kendte kunder, er forholdet dog endnu nogenlunde overskueligt. Det mål af arbejdskraft, som hver enkelt producent nedlægger i sine produkter, gør sig med stor tydelighed gældende som regulator for genstandenes udveksling, og under den primitive arbejdsteknik kan man ret let se hverandre på fingrene og tage sig i agt, så man ikke bliver forfordelt; bonden har selv solgt huder til skomageren og uldgarn til væveren, han véd temmelig nøje, hvor megen arbejdskraft der går med til at forvandle disse råstoffer til et par sløvler og et stykke vadmel, og han forstår, at han må betale i overensstemmelse dermed, ligesom han selv må søge sine produkter betalt i forhold til det slid, deres fremstilling har kostet ham.

Men efterhånden som vareomsætningen antager større dimensioner, sløres overblikket. Tilstande og begivenheder i stadig fjernere egne, krig og fred, høstens udfald, opdagelsen af ukendte metallejer, opfindelsen af nye arbejdsmetoder, åbningen af nye handelsveje, en lang række af sådanne ting griber ind og spreder deres virkninger i kredse, hvor man måske ikke har anelse om, hvad det er, som er sket, i hvert fald ikke om, i hvilket sammenhæng det står til éns egne livsforhold. Lærredsvæveren ser sin arbejdsfortjeneste skrumpe stærkere og stærkere ind, fordi der et sted hundreder af mile borte er blevet taget nye maskiner i brug i bomuldsvæverierne, så bomuldsstofferne kan sælges billig og fortrænge hans produkt fra de markeder, hvor det før fandt afsætning; han drives i elendighed af kræfter, som han sjælden har nogen forståelse af og aldrig nogen indflydelse over. Kornpriserne daler stærkt og vedblivende, fordi der på den modsatte side af jordkloden er blevet indrettet nye samfærdselsmidler, der gør det muligt at eksportere

Korn i massevis til lave priser; bonden ser sine indtægter synke og synke, uden at han forstår hvorfor; han er nødt til at sælge stadig mere for at skaffe penge til de skatter og renter, som han fordum klarede med lethed. Og omvendt stiger priserne på de danske bønders gæs, når revolutionen i Rusland mindsker indførslen af russiske gæs; den sydamerikanske hesteopdrætter kan tage højere priser for sit produkt, når den engelske hær skal udstyres til krigen i Sydafrika; og den franske champagnebondes indtægter vokser, når der er højvande på pengemarkedet og grundernes liv er flottest. Således taber mennesket herredømmet over sin egen skæbne; han hvirvles ind i en heksedans af op og ned og stadig usikkerhed, hvor det er fremmede, fjerne og for største delen ganske uforståelige sociale magter, der råder.

Endnu mere uklare bliver de sociale forhold, endnu mere uhyggelig bliver den almindelige utryghed, hvor den simple vareproduktion afløses af den kapitalistiske. Arbejderen træder da ind som et viljeløst led i produktionsprocessen, uden nogen indflydelse over det arbejde, han udfører; hvorfra de stoffer kommer, som han bearbejder, hvorhen de produkter går, som han fremstiller, hvad det er for årsager, som bestemmer produktionsforholdene, han arbejder under, alt dette er forhold, som han står udenfor. Han mærker krisebølgen sætte ind med dens voksende arbejdsløshed og tryk på lønnen - frygtelig i sin virkning, uberegnelig og uafvendelig som en naturulykke, frembragt ved et sammenspil af vældige sociale kræfter, som er skjult for hans blik.

Og netop med den kapitalistiske produktionsmåde vokser produktivkræfterne i vælde og uberegnelighed. I stadig kolossalere skikkelse vender overproduktionen tilbage; stadig voldsommere rystelser af samfundslivet er følgen; stadig nye markeder må drages ind under kapitalistisk kultur for at skaffe afsætning for de overflødige varemasser; stadig nye virksomheder må sættes i gang for at skaffe profit til de voksende kapitalmasser; endnu kolossalere overproduktion, endnu voldsommere rystelser bliver resultatet - et uafvendeligt kredsløb, der foregår med en naturmagts nødvendighed, ganske uafhængigt af de enkelte kapitalisters ønsker og bestræbelser, spottende de sindrigste beregninger. Mens mennesket står sejrrigt i sine bestræbelser for at baste og binde og tæmme naturkræfterne, har de kapitalistiske produktivkræfter løsrevet sig fra hans hånd, har antaget deres egen skikkelse, skabt sig deres egne love og vender sig nu ødelæggende mod mennesket selv.

Det er en gentagelse af situationen fra menneskehedens barndom, da det primitive menneske sad skælvende af rædsel for naturkræfterne; nutidens samfund står ligeså rådløst og magtesløst overfor produktivkræfternes rasen. Selvfølgelig præger hele dette forhold sig i det moderne samfunds forestillingsliv, ligeså dybt og afgørende som i sin tid afmagtsfølelsen overfor naturkræfternes vælde prægede sig i de primitive menneskers forestillingsliv. Men det spejler sig på forskellig måde i de forskellige klasser, hvori det kapitalistiske samfund er delt, alt efter hver enkelt klasses særlige sociale stilling og særlige økonomiske interesser.

Arbejderklassen er og må ifølge hele sin sociale stilling nødvendig være revolutionær. Rent umiddelbart iagttager den de former for udbytning og underkuelse, den selv er offer for, og den forstår, at vejen til økonomisk befrielse kun går gennem et skarpt brud med de bestående institutioner, en omvæltning af det herskende besiddelsesforhold og grundlæggelsen af et helt nyt, hvilende på fællesejendom til produktionsmidlerne. Den revolutionære tankegang er kun det naturlige udslag af de livsvilkår, hvorunder arbejderklassen befinder sig; enhver arbejder, der alvorlig tænker over sin egen stilling i samfundet, når rent logisk til det samme resultat. Men idet arbejderklassen således betragter hele den bestående tingenes tilstand fra et revolutionært standpunkt, taber den respekten for de rådende sociale kræfter. De magter, der skalter og valter med dens egen skæbne, viser sig for den, som udslag af det for tiden herskende samfundsforhold, opståede med det og dømte til at forsvinde med det. De er vældige, men ikke uovervindelige, uhyggelige, men ikke uforklarlige; de indgyder ikke det hemmelighedsfuldes mystiske rædsel, men sporer til kamp imod det system, som har avlet dem. Hvad det gælder om, er først og fremmest at lære deres natur og virkemåde at kende, at afsløre det kapitalistiske samfunds love for så meget sikrere at kunne føre kampen imod det. Den socialistiske økonomi, således som den hidtil har fundet sin højeste udformning i marxismen, er udtrykket for det revolutionære proletariats trang til samfundserkendelse. Den giver, gennem sin analyse af det kapitalistiske samfunds processer, en forklaring, den eneste fyldestgørende, på hele det mylder af sociale fænomener, som omgiver os, finder deres udspring, viser den retning, hvori de peger. De økonomiske kriser fremtræder for den som nødvendige konsekvenser af de rådende produktionsforhold; den forklarer dem - ikke i alle enkeltheder, sålidt som selv den højeste gråd af naturerkendelse kan forklare, hvorfor et tordenvejr kommer netop på det og det tidspunkt og netop under de og de former - men den fører dem tilbage til deres sociale årsager.

For arbejderklassen går således udviklingen, trods produktivkræfternes stadig mere sammensatte natur og stadig mere voldsomme og ville spil, i retning af en klarere og klarere erkendelse af deres væsen og peger frem mod et bevidst og planmæssigt herredømme over deres virken. For det klassebevidste proletariat ligger vejen i fuldt dagslys. Ganske anderledes for de besiddende klasser.

Hele massen af sociale ulykker er kun den naturlige følge af det besiddelsesforhold, som danner grundlaget for deres tilværelse. De økonomiske kriser, arbejdsløsheden, utrygheden i alle livsforhold, den masseagtige elendighed, den fysiske og åndelige fornedrelse, den internationale spænding, alt dette kan, sålænge den private ejendomsret til produktionsmidlerne består, ikke udryddes, men må nødvendigvis stadig vokse i omfang og styrke. En samfundskritik, som virkelig skulle gå til bunds i forholdene og føre de sociale fænomener tilbage til deres årsager, ville for de besiddende klasser kun afsløre deres egen samfundsfjendske natur, vise dem, hvordan deres egen eksistens som udbyttende og profitopsamlende magter fører til stadige katastrofer i samfundslivet, bringe dem til at føle det blod, som klæber ved hvert pengestykke, de tager ind. Men for en sådan kritik viger de tilbage. Enkeltvis kan en og anden blandt kapitalisterne eller de store grundejere hæve sig op over sit klassestandpunkt og nå til socialistisk erkendelse, men som klasser betragtet søger de instinktmæssig at skjule den virkelige sammenhæng for sig selv, at dække over den modsætning, hvori deres egne klasseinteresser står til samfundets og kulturfremskridtets tarv, at døve deres egen sociale selverkendelse. De vover ikke at forstå de sociale kræfter, fordi det ville være at stille diagnosen for den dødssvangre sygdom, hvorunder de lider. Hvor betegnende er det ikke, at for 90 år siden det unge engelske bourgeosi, der havde sin historiske opgave foran sig, formåede at danne sig så klart og rigtigt et billede af den økonomiske proces, som tilfældet var med Ricardos værditeori, medens det nuværende, udlevede og alderdomssvækkede bourgeosi har kastet al skarp økonomisk logik over bord og søgt sin tilflugt i en tåget og udflydende pristeori, der intetsomhelst lærer om de forhold, som virkelig ligger til grund for samfundslivet, og i en uhyre og uoverskuelig materialophobning, der ikke er besjælet af nogen stor, fælles økonomisk opfattelse. Den økonomiske krise, der for den socialistiske samfundskritik kun er det naturnødvendige produkt af de bestående forhold, bliver for de besiddende klasser en uforklarlig katastrofe af næsten mystisk karakter; rent instinktivt kan de ane dens komme, som man kan have det kommende tordenvejr på følelsen; rent praktisk kan de iagttage en række ledsagende fænomener, som man kan gøre det, når man følger et tordenvejrs gang; men selve årsagerne ligger udenfor deres erkendelses rækkevidde. De sociale kræfter optræder som hemmelighedsfulde elementære magter, ligesom tordenvejret og orkanen for det primitive menneske. Og uhyggen tager til, efterhånden som kapitalismen går sin opløsning i møde og ser sin dødbringer vokse sig stærk i skikkelse af det organiserede og klassebevidste proletariat og vinde forøget styrke ved ethvert skridt, man selv gør. Giver man efter for et de krav, socialdemokratiet rejser, hærder man dets modstandskraft og højner dets selvbevidsthed, da proletariatet såre vel ved, at det kun skylder sig selv tak derfor; sætter man sig imod, giver man den revolutionære ånd næring og bringer spændingen op til endnu stærkere højtryk. Man mærker det uafvendelige over sig; man føler en uklar angst for kræfter, som man ikke vil og ikke kan forstå, en dump rædsel for den forestående tilintetgørelse.

Det er dette sociale indtryk, der hos de besiddende klasser giver sig to forskellige udslag, tilsyneladende al ganske modsat natur, men i virkeligheden nær beslægtede og også meget hyppig forenede i de samme individer: dels en trang til vanvittig livsnydelse, helt ud i det perverse - efter os kommer syndfloden - lad os æde og drikke, thi imorgen skal vi dø! Og dels en trang til mystik, til religiøse stemninger og drømmerier, der kan døve bevidstheden om det jordiske samfund, hvori man lever, og aflede tankerne fra den bølgende vulkan, hvorpå man bygger. Det er ikke tilfældigt, at man blandt talsmændene for de sygeligste former af nutidens religiøsitet finder store godsejere og kapitalister på en fremskudt plads; for en del skyldes det bevidst hykleri - det gælder at henvise arbejderklassen til at søge sin løn hisset, og hernede nøjes med det lidet, den har; men for en del skyldes det sikkert også virkelig følelse, fremkaldt under indflydelse af de sygelige sociale tilstande, i hvilke overklasserne lever. I satansdyrkelsen og lignende fænomener finder man den mest udviklede form for sammensmeltningen af de degenerede overklassers raffinerede vellyst og perverse religiøsitet.

I mystisk retning drages også store dele af det småborgerskab, der står midt imellem de besiddende klasser og arbejderklassen, uden fuldtud at tilhøre nogen af de to parter, små handlende, små håndværkere, små landbrugere, små fiskere osv. De mere intelligente elementer iblandt dem forstår hurtig, at deres interesser falder sammen med proletariatets, og at de må søge deres fremtid, ikke som klasse, men som individer, ved at gå over i socialdemokratiet; og deres tal bliver med den voksende socialdemokratiske agitation større og større. Andre elementer iblandt dem kan endnu ikke løsrive sig fra deres gamle traditioner, og de kommer ind under det samme sæt af påvirkninger som overklasserne. De gribes af en lignende uhyggefølelse over for de vældige sociale magter og en endnu stærkere angst for deres egen sociale undergang, der ikke står som en trussel ude i fremtiden, men som en håndgribelig proces i fuld virksomhed. Og også de søger for en meget stor del deres trøst i en religiøsitet ligeså usund som de sociale tilstande er usunde, der har skabt jordbund for den.

Hele den moderne bølge af mystik og pietisme har sit udspring i de herskende sociale tilstande, og når den netop i den allersidste tid er nået til springflod, også herhjemme, står det i tydelig sammenhæng med det sidste femårs trykkede økonomiske forhold, med den frygtelige magt, de løsslupne produktivkræfter har øvet over samfundet. Pletvis kan personlige indflydelser have gjort sig gældende; et og andet skørhovedet individ og en og anden samvittighedsløs hallunk kan have gjort sit til at skabe reklame for spiritismen; en og anden profitgrisk kapitalist kan bevidst have søgt at udnytte vækkelsesmøderne som bølgebrydere mod socialismen. Men som helhed taget er bevægelsen kun det åndelige spejlbillede af kapitalismens forfald, og den vil gentage sig, under samme eller lignende former, så længe det kapitalistiske besiddelsesforhold består.

Proletariatet står udenfor; den socialistiske erkendelse gør uimodtagelig for enhver sådan påvirkning. Proletariatets klasseideal tegner sig ikke hinsides døden, men hinsides kapitalismen, i en tilstand, hvor samfundet har draget produktivkræfterne ned fra det mystiskes regioner og forvandlet dem til redskaber for sin bevidste og planmæssige handlen, hvor mennesket har taget sin egen skæbne i sin egen hånd og derved er blevet sat i stand til at skabe sit åndsliv i fuld frihed, ikke udsat for naturmagters eller samfundsmagters tvang, men ud fra sit eget indre væsen.

Når man efter en halv snes års forløb genser Rom, bliver man slået af den ejendommelige udvikling, byen har gennemgået. Det er som en helt anden by, man kommer til. På mange forskellige punkter sporer man rent umiddelbart modsætningen mellem før og nu; huslejen er steget voldsomt, og varepriserne er løbet i vejret med den; tiggeriet er taget af, og tallet på de falske penge, der før oversvømmede butikkerne og især søgte afløb hos de fremmede, er svundet stærkt ind; hele livet har antaget en mere moderne skikkelse, har udviklet sig i samme retning som i nutidens andre storstæder. Og når man står på et af de mange udsigtspunkter, hvor man ser byen ligge bredt som et tæppe for sin fod og Campagnen bølge sig milevidt ud i omegnen, indtil synskredsen langt ude begrænses af de blånende bjerge, da bliver man sig bevidst, hvad der er årsag til alt dette. Der er dukket et nyt element op i det romerske landskab, og dermed er der kommet en helt ny faktor ind i det romerske samfundsliv. For ti år siden øjnede man næppe en eneste rygende fabriksskorsten. Nu derimod knejser den ene fabriksskorsten ved siden af den anden; ofte kan man tælle en halv snes stykker lige i nærheden af hinanden; rundtom brydes Campagnens grønlige flade af grå og gule og røde industrielle anlæg, kunstgødningsfabrikker, maskinfabrikker, konservesfabrikker o.s.v., alle flunkende nye og mange af dem endnu ikke helt fuldendte. Rom er ifærd med at udvikle sig til en moderne industristad, og det er denne udvikling, som er kilden til alt det nye, der møder den fremmede.

For en halv snes år siden var Rom en kro, som husede folk, der kom og gik, og som levede af de fremmedfolk, den for en kort tid ydede husly, turister og kunstnere og arkæologer fra udlandet, rigsdagsmænd og soldater, præsteelever og studenter fra indlandet. Det var hotelværten og pensionatsholderen, restauratøren og opvarteren, antikvitetshandleren og fotografihandleren, drageren og droskekusken, som formidlede den økonomiske omsætning, som besørgede strømmen af penge ledet fra de fremmede ind i byen; og hele befolkningen tjente direkte eller indirekte sit brød ved fremmedbesøget. Den småindustri, der fjælede sig rundt om i små, skumle værksteder, hentede i sidste instans sin kummerlige fortjeneste fra de fremmede; når skomageren flikkede fodtøj for droskekusken eller opvarteren, når skrædderen syede frakker for hotelværten eller antikvitetshandleren, når bageren bagte brød til hotellet, når pølsemageren leverede varer til restaurationen, så var det en andel i fremmedbesøgets efterladenskaber, som han tog hjem til underhold for sig og sin familie, og som han påny satte i omløb hos byens andre håndværkere og handlende. Hele byens økonomiske velfærd stod og faldt med tallet på de folk, jernbanetogene mellem år og dag bragte til, og tallet på de lire, de havde i lommen. Og byens befolkning fik sit særpræg af denne ejendommelige økonomiske forfatning

Uproduktiv som denne befolkning var, og helt og holdent afhængig af en kreds af fremmede, af folk, der stod udenfor det romerske samfund og kun trådte i flygtig forbindelse med det, for nogle få uger eller år ad gangen, og vel at mærke folk, der for en stor del fremtrådte som velhavere, om hvis indtægtskilder og indtægtsmængder man dannede sig de sælsomste forestillinger, henvist til at søge sit brød som affald fra de tilrejsendes pengepunge, måtte der naturlig hos denne befolkning udforme sig en række parasitiske egenskaber, egenskaber i slægt med dem, der trivedes blandt klienterne og snyltegæsterne i de gammel-romerske stormandspaladser og blandt drabanterne og gøglerne på de middelalderlige herremænds borge, egenskaber, som var det naturlige resultat af de rådende økonomiske tilstande, men virkede som en forunderlig anakronisme, som et stykke levende middelalder midt i nutiden, på den fremmede, der kom fra et moderne kapitalistisk samfund, hvor den kapitalistiske produktionsmåde forlængst har tilpasset både tænkemåden og livsførelsen efter sine særlige behov.

Englænderen er rig, og den fattige romer skal leve af hans pung - hvad under da, at han søger at få så meget ud af den som muligt? Det er kun naturligt, at han plager ham for drikkepenge så længe og så eftertrykkeligt, at han virkelig ender med at få en skilling - er det også kun et par soldi eller kun en eneste soldo, så hjælper det dog med til hans fattige husholdning. Det er kun naturligt, at han trækker ham op og lader ham betale det dobbelte eller tredobbelte af, hvad varen er værd - når han ikke gør indvendinger, men gladelig betaler de opskruede priser, så er det, fordi han er dum og ikke forstår at handle, og så må han tage skade for hjemgæld. Det er kun naturligt, at han søger at liste et falsk pengestykke ind mellem de penge, han giver ham igen - bliver der protesteret, tager romeren med et smilende ansigt sin falske mønt tilbage og komplimenterer den fremmede for hans erfarenhed og forsigtighed og venter rolig, til den næste fremmede kommer, der er naiv nok til at lade en af de klangløse blylire eller en af de indkaldte sølvmønter med rifler i kanten og Viktor-Emanuels billede med den lange hals glide ned i portemonnæ'en.

Alt dette er kun naturligt og selvfølgeligt, et nødvendigt produkt af de herskende sociale tilstande; det kan slet ikke dømmes efter de samme moralbegreber, som hersker i de gammel-kapitalistiske samfund, hvor sætningen om, at »enhver mand er tyv i sin næring« er indskrænket til kun at gælde det storkapitalistiske forretningsliv. Og et nødvendigt produkt af de herskende sociale tilstande er også de rent sjælelige ejendommeligheder, der udvikler sig hos romeren, den barnlige, umiddelbare livsglæde, det lette sind - har man ikke tjent noget i dag, så møder man måske i morgen en rig og gavmild englænder på sin vej - den blinde fortrøstning til et gunstigt tilfælde - der er næppe nogen anden stor by i verden, hvor der spilles kort med en sådan lidenskab, og hvor lotterikollektørerne har så meget at bestille. Overalt på de steder i Italien, der stadig gennemstrømmes af en talrig skare af fremmede og da især af fremmede turister, i Venedig, i Florens, i Neapel, har de samme egenskaber udviklet sig hos den del af befolkningen, der bestandig kommer i berøring med de fremmede; og herfra er det, turisterne har hentet den i alle lande gængse forestilling om italienernes dovenskab og fordringsfuldhed og uærlighed - en forestilling, der er så forkert som tænkes kan; det italienske folk hører netop til de på én gang arbejdsomste og nøjsomste og pålideligste blandt Europas nationer.

Men intetsteds træffer man fremmedbesøgets virkninger i så masseagtigt et omfang og så udpræget en skikkelse som i Rom. Til det moderne turistbesøgs indflydelse knytter sig her traditionerne fra pavetiden, da byen levede af pavehoffet og pilgrimsskarerne, og præsternes og munkenes uendelige masse, og de herskende magter planmæssig søgte at afskære enhver moderne udvikling, der kunne gyde nyt blod i det romerske samfunds legeme - af politiske grunde, for at forebygge, at en revolutionær ånd opstod i befolkningen. Og langt tilbage, dybt ind i middelalderen, rækker disse demoraliserende indflydelser, hvis virkninger har ophobet sig og er blevet forstærkede fra det ene slægtled til det andet. Det var ikke befolkningen selv, som gennem sit arbejde og sit snille bestemte Roms skæbne; det var pavedømmets stigende og faldende magt. Da paverne i det 14. århundrede for en tid forlagde deres residens til Sydfrankrig, blev kilden til roms trivsel tilstoppet, og byen tegnede til helt at uddø; den svandt ind til en småkøbstad med kun en snes tusinde indbyggere. Og da opgangen påny satte ind, i renæssancetiden hen ved middelalderens slutning, var det pavernes stigende politiske magt, som var drivkraften, de stadig voksende rigdomme, som det lykkedes guds statholder på jorden at udpine alverdens kristelige lande for og samle sammen i Rom som midler til at udfolde den højeste luksus, tiden kendte. I pavernes og de gejstlige og verdslige stormænds tjeneste var det, at roms befolkning tjente sit brød, som bygningshåndværkere ved de talløse kirker, der rejste sig, som kunsthåndværkere ved kirkernes og paladsernes udsmykning, som lakajer og kokke. Medens der i Milano og Florens og Venedig og rundtom i de andre norditalienske byer levedes et stærkt industri- og handelsliv, som prægede sig dybt i befolkningens sind, og hvis spor endnu kendes, så var den romerske befolkning uproduktiv i nationaløkonomisk forstand, levede af den tribut, som fremmede lande blev tvunget til at yde, uden at give nye værdier til vederlag - uproduktiv på samme måde, som den havde været det i den fjerne oldtid, da den romerske borger kun fortærede det rov, som den romerske stat aftvang de underkuede folkeslag.

Det er denne parasitisme, denne halvtredie-tusindårige snyltedyrstilværelse, som har fået sit første grundstød ved den fabriksindustri, som netop ganske overvejende er udadvendt, tager sigte på jordens meliorering og landbrugets modernisering og hele produktionslivets revolutionering, og derfor en industri, som med uimodståelig magt tvinger sine udøvere ind i en stadig mere livlig vekselvirkning med det hele økonomisk produktive samfund. Det er overgangen til den rent kapitalistiske produktionsmåde, som er begyndt i Rom. Endnu er der langt igen, inden denne overgang er fuldbyrdet og Rom er trådt ind i rækken af de moderne industribyer. Resterne fra fortiden sidder dybt og kan kun lidt efter lidt overvindes. Blot at skabe en tilstrækkelig talrig og tilstrækkelig dygtig arbejderstab, at opdrage den romerske fattigbefolkning til det disciplinerede arbejde i fabrikkerne, at vænne den til en livsførelse, som er i skarpeste strid med dens gamle, nedarvede sædvaner og dens hele deraf flydende temperament, blot det er en proces, der vil kræve årtier. Og stadig vil byens særpræg, som residensstad, som militærstad, som universitetsstad og fremfor alt som det uhyre museum, give den en særstilling blandt de moderne byer og fastholde en betydelig del af befolkningens arbejdskraft i dens fordums virksomhed; man får en forestilling om, hvad turistbesøget betyder og fremdeles vil betyde for roms husholdning, når man af den sidste folketælling, fra februar 190,1, erfarer, at der i provinsen Rom opholdt sig 10.000 udlændinge, hvoraf henved halvdelen kun på et flygtigt besøg, og at der i selve byen fandtes 300 større hoteller med et personale af 6.000 direktører, opvartere, stuepiger, kokke osv., gennemsnitlig over 20 personer for hvert hotel.

Men bevægelsen er begyndt, og den vil med den uimodståelige styrke, som kapitalismen besidder, blive ved at gøre sig gældende, indtil den storindustrielle produktion også her er trængt igennem og blevet den. Som behersker byens liv. Med den stigende kapitalistiske udvikling er der kommet et helt nyt element ind i roms fysiognomi, et nyt led i rækken af de mindesmærker, hvoraf Rom er sammensat. Skærende disharmonisk virker det i første øjeblik. Står man på sydsiden af Palatin, hvor den første lille romerske landsby i ældgamle dage lå, og hvor kejserne sidenhen rejste deres uhyre marmorpaladser, så vælter kulrøgen imod én fra syd; står man på Via Nazionale, hvor en stump af den gamle mur fra kongetiden ligger fremme, så summer det om ørene fra de elektriske sporvogne og automobilemes mylder og strømmen af mennesker, der går fra og til Banca d'Italia.

Og dog hører dette nye element, så fremmedartet det end ved første øjekast synes, naturlig hjemme i byen. Det danner afslutningen på hele den kæde af rester fra ældre historiske perioder, som er opsamlet i Rom - et nyt element, der sigter til at forny og forynge byen. Lagvis har alle kulturfaser i den vesteuropæiske historie lejret sig i Rom og efterladt sig hver sine spor i den evige stad - fra de forhistoriske grave på forum, gennem kongetidens og republikkens og kejsertidens bygninger og billedhuggerarbejder og vandledninger og landeveje, gennem middelalderens kirker og ridderborge, gennem renæssancens og baroktidens kirker og paladser og fontæner og skulptur. Hele verdenshistorien spejler sig i Rom, og det er alt dette, der giver byen dens uudtømmelige skønhed og interesse. Men det moderne liv var nægtet den; mere og mere forvandlede Rom sig fra en levende by til en uhyre opsamling af kuriositeter, til et museum. Men en død by er, trods al den sære ynde, den kan eje, en uhyggelig fremtoning. Nu er bølgen fra den sidste fase af den menneskelige kulturs historie, fra kapitalismen, ifærd med at nå ind over roms mure og vække den evige stad til nyt liv. Det moderne, kapitalistiske Italiens hovedstad er ifærd med at blive en moderne by.

De forandringer man rent umiddelbart iagttager i Rom, er et udslag af den mærkelige udvikling, hvori det italienske samfund i løbet af de allersidste år har været stedt. Udviklingen frem imod rent moderne industrielle samfundsforhold. Italien er vedblivende et land, hvor landbruget spiller en ganske overvejende rolle, i højere grad end i noget andet vesteuropæisk kulturland. Folketællingen af 1901 viser en fordeling af befolkningen ved landbrug, industri og handel omtrent som den, der rådede i Danmark for en menneskealder siden, da den kapitalistiske storindustri endnu stod i sin første vorden og de gammeldags, førkapitalistiske produktionsforhold var de fremherskende. Men disse tal giver ikke noget virkeligt billede af Italiens økonomiske forfatning og de kræfter, som rører sig i det italienske samfund. Forholdene er altfor uensartede til at kunne sammendrages under eet. Mellem de enkelte dele af landet er der en modsætning dybere end i noget andet land, en modsætning som mellem to helt forskellige historiske tidsaldre. Medens Syditalien næsten allevegne lever under ganske middelalderlige tilstande, med et ekstensivt, rent barbarisk landbrug, med et småhåndværk og en husindustri af den mest primitive karakter, med en befolkning, der er uvidende i en forfærdende grad og voldgiven de katolske præsters fordummende indflydelse, så har derimod Norditalien, provinserne omkring Po-floden, allerede længe haft en udpræget moderne skikkelse. Landbruget er mønsterværdigt, drives stærkt intensivt og udnytter i vidt mål videnskabernes nyeste erfaringer; en fabriksindustri af ganske samme type som den, der udfolder sig i England, Tyskland og de øvrige industrielle lande, har allerede en årrække igennem arbejdet sig i vejret; befolkningen står helt igennem på det samme udviklingstrin som nord for alperne. Et enkelt træk måler bedre end noget andet rækkevidden af denne kulturforskel mellem nord og syd; i de industrielle provinser Piemont, Ligurien og Lombardiet mod nord var der i året 1905 blandt hver 10 mænd, som indgik ægteskab, gennemsnitlig mindre end én, der ikke kunne skrive sit eget navn; i den rene landbrugsprovins Basilicata mod syd var der derimod over seks.

Traditioner fra ældre tid, nedarvede anlæg og interesser, nedarvet materiel og åndelig kultur, danner udgangspunktet for den norditalienske industri og derigennem for hele den stærke udfoldelse af Norditaliens økonomiske livsbetingelser. Den skarpe protektionistiske politik, som indlededes i 1887, ydede industrien et kunstigt værn og fremskyndede dens vækst. Men de t er dog først i de senere år, at den voldsomme fremgang er begyndt, en fremgang, der ikke blot ytrer sig med uhyre kraft indenfor de ældre industrigrene, men også breder sig længere og længere mod syd og river det ene landstrøg efter det andet ind under sin indflydelse, en fremgang, der ikke blot er af største betydning for selve det italienske samfund, men også stærkt berører hele den internationale verdenshusholdning. Nogle enkelte varer viser bevægelsens retning og styrke. I året 1891 blev der til Italien indført 12 mill. pund bomuldstøj mere, end der blev udført fra Italien; i 1906 var forholdet vendt helt om, udførslen var 47 mill. pund større end indførslen; i året 1891 blev der af vævede silkestoffer indført til Italien for 3 mill. kr. mere, end der blev udført; fra de sydfranske fabrikker købte Italien i forædlet tilstand en del af den italienske silke tilbage, som man i rå skikkelse havde sendt ud af landet; 15 år senere var forholdet omvendt, og der blev fra Italien udført for 35 mill. kr. mere, end der blev indført. Den samme bevægelse træffer man i hatteindustrien. Af ost var der i året 1891 en overskudsindførsel på 4-5 mill. pund, men i året 1906 en overskudsudførsel på 29 mill. pund. Italienske firmamærker træffer man rundt omkring i verden på automobiler og lokomotiver, italienske hatte og italiensk fodtøj spiller f.eks. i København, allerede nu en vis rolle for befolkningens forsyning. Samtidig tegner handelsstatistikkens tal - som en negativ fotografisk plade - den samme stærke industrielle udvikling gennem en bevægelse i modsat retning, en voldsom stigning i indførsel, hvor det gælder de industrielle rå- og hjælpestoffer, som landet ikke eller dog kun i meget ringe grad besidder, og som man derfor er nødt til at forsyne sig med fra udlandet. Indtil for få år siden var det den almindelige opfattelse, at Italiens industrielle udviklingsmuligheder var snævert begrænsede ved mangelen på stenkul. Men de sidste årtiers tekniske udvikling har fuldstændig forandret dette, idet den er begyndt at stille det »hvide kul«, Italien i så rigt mål besidder, ind i stedet for det sorte.

Det var ved midten af 1890'erne, at man i større udstrækning begyndte at tage de italienske floders fald i brug som middel til at fremstille elektrisk strøm, til belysning, til drift af sporveje og også hist og her til drivkraft i fabrikkerne. Efterhånden som elektroteknikken gik fremad, er udnyttelsen af vandets fald taget til med voldsom styrke. I året 1898 blev det første kæmpeværk af denne art åbnet i Norditalien, idet Edison-kompagniet overførte en kraft på 13.000 hestekræfter til Milano; siden er der grundlagt to andre mægtige selskaber i Norditalien, af hvilke det ene råder over 45,000 hestekræfter, der tildels forsendes over en afstand af mere end 20 danske mil; en mængde selv små norditalienske byer har kommunale elektricitetsværker, som ernæres ved nærliggende floders fald; og mange store norditalienske fabriker drives udelukkende ved elektricitet, som de frembringer i deres egne værker. I tiden fra 1898 til 1905 er den elektriske kraft i Norditalien vokset fra under 50.000 til 150.000 hestekræfter. Og rundtom, også mod syd, går en lignende bevægelse for sig. Rom^: får sin elektricitet fra vandfaldene ved tivoli; i Terni lidt nordøst for Rom driver vandfaldet en kæmpemæssig fabrik for krigsmateriel. Selv meget nøgterne beregninger anslår for hele Italien styrken af det rindende vands fald, som egner sig for elektrisk anvendelse til 5 mill. hestekræfter. Det er en naturrigdom, som - rationelt og planmæssigt udnyttet - vil kunne stille Italien i allerførste række blandt de industrielle samfund, en naturrigdom, hvis værdi for landets husholdning står fuldt på højde med værdien af de engelske og amerikanske kullejer.

Over det moderne italienske samfund hviler modsætningen mellem nord og syd, mellem de to helt forskellige kulturverdener, hvoraf staten er sammensat, som et tungt og skæbnesvangert tryk. Det er en modsætning af rent økonomisk karakter, modsætningen mellem et rigt og rask fremadskridende land med en højtstående kapitalistisk produktionsmåde og et andet, fattigt og stillestående land med en forældet, middelalderlig produktionsmåde. Men denne økonomiske modsætning er blevet uddybet gennem den politiske skæbne, den italienske halvø har gennemløbet. Det var to helt forskelligartede samfund, der i året 1860 forenedes til kongeriget Italien, forskelligartede ikke blot i deres sociale bygning, men også i deres politiske forfatning. Det sejrende norden var ikke blot i fuld færd med at udvikle et moderne, kapitalistisk produktions- og omsætningsliv, men havde også indrettet sit statsliv under moderne former og kendte i fuldt mål både lys- og skyggesiderne derved: gode skoler og udmærkede samfærdselsmidler, et velordnet politi og et vidtforgrenet bureaukrati, et uhyre kostbart militærvæsen og en frygtelig statsgæld, der tvang skatterne bestandig højere i vejret. Syden derimod, kongeriget begge Sicilier, som i en slags overraskelsens rus strakte våben for de stærkere nordboere, stod ikke blot økonomisk,, men også politisk på et middelalderligt kulturtrin. Men hensynet til den agitation, som blev drevet fra norden, frygten for, at revolutionære stemninger skulle opstå i befolkningen, havde længe virket ind på regeringen, havde lagt bånd på dens udbytteriske tendenser, havde avlet et patriarkalsk forhold, hvor man lagde den største vægt på at bevare en vis småborgerlig velstand og en vis sløv tilfredshed rundt om i folket.

Ligeså skånselsløst de Syditalienske autoriteter trådte op imod de revolutionære agitatorer, ligeså skånsomt handlede de, hvor det gjaldt foranstaltninger, som kunne tirre befolkningen. Skatterne var små, og man vogtede sig vel for at forhøje dem til den grænse, hvor de kunne føles trykkende af småborgere og småbønder; til gengæld var skole- og rets- og samfærdselsvæsenet og alle andre institutioner af offentlig karakter elendige over al beskrivelse. Jernbaner og banker, aktieselskaber og fabriker og alt sligt lagde man enhver mulig hindring i vejen; det var nymodens institutioner, som let kunne give stødet til nymodens idéer. Når en eller anden større ulykke indtrådte, rakte man en hjælpende hånd for at afhjælpe den største nødstilstand og tage brodden af den misfornøjelse, den kunne avle, og til daglig havde den store masse af småhusmænd og småhåndværkere et økonomisk rygstød i hoffets og adelens og klostrenes kolossale bedrifter, her var der marked både for deres arbejdskraft og deres produkter. De talløse munke og præster, der oversvømmede landet, passede fortræffeligt ind i dette reaktionært-politiske system; kirkens materielle velgørenhed bidrog til at vedligeholde den sløve tilfredshedsfølelse, og dens åndelige indflydelse over sjælene bidrog til at vedligeholde den krasse uvidenhed, som var en nødvendig forudsætning for, at systemet kunne hævdes. Alting var i stilstand og forfald. Uhyre lavt stod den befolkning, der levede under disse forhold; uoplyst var den i en forfærdende grad, helt barbarisk i sin tankegang, blottet for initiativ og energi, men samtidig følte den et sløvt velvære ved de forholdsvis tålelige økonomiske kår, der var den beskåret. Det var en tilstand i stil med den, der rådede i det øvrige Europa for århundreder siden, før den kapitalistiske produktionsmåde havde begyndt at øve sin opløsende indflydelse på de middelalderlige samfundsformer.

Det var da ikke selve det syditalienske folk, som i kraft af en længe opsparet misstemning rejste sig imod despotiet og sluttede sig til befrierne fra norden. Det var den lille kreds af kapitalister, der følte de herskende politiske tilstande som ulidelige for deres egne sociale interesser og derfor indsugede de moderne, liberale og nationale idéer som det naturlige udtryk for den nye produktionsmåde, de repræsenterede. Og - her som altid, hvor en gruppe af befolkningen virkelig står i pagt med den historiske udvikling - lykkedes det dem at rive de store folkemasser med sig. Det syditalienske monarki faldt og måtte falde, fordi det var en overlevet fortidslevning, der ikke i længden kunne opretholdes under presset af de moderne, kapitalistiske stramninger, som havde deres sæde i norden. Italiens politiske enhed under det norditalienske dynasti var en historisk nødvendighed. I snart et halvt århundrede har nu Syditalien i dyre domme måttet undgælde for den politiske rus, under hvilken syd og nord smeltede sammen til ét. En stadig voksende forarmelse har været følgen. Var Syditalien ved året 1860 et forholdsvis velstående land, Norditalien et forholdsvis fattigt, så er forholdet nuomstunder vendt ganske om. Var Syditalien ved år 1860 et land i stilstand, Norditalien et land i bevægelse, så er fremgangen mod nord blevet voldsomt forstærket, og stilstanden mod syd blevet forvandlet til en relativ og tildels også en absolut tilbagegang.

Hvad der er sket, er, at der har fundet en stadig åreladning sted af Syditalien, uafladelig er sydens udviklingsmuligheder blevet stækkede til fordel for norden. Sydens rigdomme har måttet tjene til at ophjælpe norden. Først og fremmest er det skatterne, som har virket til en stadig fortsat udarmelse af sydens befolkning. Disse folk, som før havde ganske forsvindende skatter at svare, måtte nu bære den fulde andel i den tunge byrde, som Norditalien havde pådraget sig. Alene til statgældens forrentning regner man, at der før 1860 for hver indbygger i Norditalien faldt en årlig udgift af 10 kr., men i Syditalien af kun 2,50, efter 1860 blev forholdet udlignet, norden blev aflastet, syden belastet. Og stadig voksede byrderne ved de uhyre udgifter til hær og flåde og administration. Med en ligefrem uhyggelig opfindsomhed er det lykkedes den italienske stat at finde det ene nye punkt efter det andet, hvor den har kunnet sænke sugerøret ned i befolkningen og beskatte den i dens virksomhed og forbrug. Gennemsnitlig må hver italiensk familie betale fjerdedelen af sin årsindtægt som direkte eller indirekte skat til stat, provins og kommune, og de fattigste familiers skatteprocent stiger helt op til tredjedelen af deres indtægt.

I Norditalien med den stærke økonomiske udvikling, har befolkningen kunnet bære byrderne uden at synke i knæ under dem; så stærkt også skatterne er steget, så er nationalvelstanden her steget langt stærkere, og der er blevet et voksende overskud tilbage. I Syditalien derimod, hvis udviklingsbetingelser var svage og krævede megen varsomhed for at kunne gøre sig gældende, har en stadig voksende nationalforarmelse været følgen, ikke blot er nationalvelstanden gået relativt, men de fleste steder også absolut tilbage; et frygteligt eksempel har man i Neapel, sydens hovedstad, hvor folkemængden er taget stærkt og stadigt til, men hvor forbruget af levnedsmidler en lang årrække igennem er gået tilbage. Og som i Neapel, således rundt om i Syditalien; i millionvis af små bønder og håndværkere og handlende er fra en forholdsvis tålelig tilstand dalet ned i en armod, der ligger langt under det gennemsnitsniveau, hvorpå proletariatet i de norditalienske fabriksdistrikter lever.

Og til finanspolitikken kædede sig den handelspolitik, der i slutningen af 1880'erne satte ind som et resultat af sammensværgelsen mellem de Norditalienske industribaroner og de Syditalienske storgodsejere, med en stærkt forøget industriel protektionisme, med en høj korntold - og med en skarp toldkrig overfor Frankrig som sin naturlige konsekvens. Nordens fabrikanter kunne tilegne sig ny millioner ved den prisforøgelse, de var i stand til at lægge på deres produkter, sydens jorddrotter kunne opretholde deres grundrente og således hævde deres indtægter, men sydens store befolkning af småborgere og især småbønder måtte betale gildet. Vinpriserne dalede voldsomt, da Frankrig spærrede af for italiensk vin, og dermed var det syditalienske husmandsbrug ramt i sin rod, husmandens indtægter sank til et frygteligt lavmål, og samtidig steg hans udgift til den første og vigtigste af alle livsfornødenheder, til brød - der er egne i Syditalien, hvor brødet er blevet en luksusgenstand, som den fattige befolkning kun undtagelsesvis kan tillade sig at nyde. Alt dette er i og for sig tilstrækkeligt til at forklare den stadige uddybelse af den sociale og økonomiske kløft mellem nord og syd. Men hertil kommer endnu et andet forhold, det er den måde, hvorpå finanserne anvendes, statsudgifternes fordeling mellem de forskellige egne af landet.

De statistiske oplysninger viser på en skærende måde, hvorledes syden stadig forfordeles, norden stadig begunstiges gennem de forskellige statsforanstaltninger. Medens Syditalien tilvejebringer en uforholdsmæssig stor del af statsindtægterne, bliver en uforholdsmæssig stor del af statsudgifterne anvendt i Norditalien. Målt både imod indbyggerantallet og skattebeløbet, udgiver staten forholdsvis langt flere penge til skoler, til jernbaner, til landeveje, til hospitaler, til militærvæsen osv. I Norditalien end i Syditalien. Til en vis grad er det uundgåeligt, hvor det økonomiske liv er udviklet så stærkt som i Po-dalen, melder kravet til samfærdselsvæsenets forbedring sig med en ganske anderledes tvingende styrke end iblandt Apuliens halvbarbariske befolkning; hvor hensynet til alpepasserne spiller så stor rolle for landets forsvar, som det gør, bliver en stærk koncentration af hæren i Norditalien en strategisk nødvendighed. Men ikke desto mindre kommer dette forhold til at virke som en stadig overførelse af landets økonomiske kræfter fra syd til nord, og det er igen den, som har uddybet modsætningen mellem de to så vidt forskellige dele, hvoraf den italienske stat er sammensat, den økonomiske, den sociale - og også den politiske modsætning, idet den blandt syditalienerne har avlet en stadig voksende misstemning overfor det norditalienske regimente, et stadigt voksende begær efter politisk uafhængighed gennem enhedsstatens opløsning og forvandling til et forbund af selvstændige italienske stater.

Statistikken kaster en række skarpe strejflys over den skæbnesvangre forskel i kultur og velstand. Medens Mellemitalien.. Egnen fra Rom til nord for Florens, i nogen grad er kommen med i den moderne bevægelse, står Syditalien dybt i både åndeligt og materielt barbari. Uhyggeligst er de tal, der angår landbruget, som i ganske særlig grad er kilden til Syditaliens økonomiske liv, her finder man på de vigtigste punkter ikke blot stilstand, men også absolut tilbagegang. I løbet af de sidste 30 år er produktionen af hvede i Norditalien tiltaget med 49 pct., i Mellemitalien med 10 pct., men i Syditalien aftaget med 8 pct., og produktionen af majs er henholdsvis tiltaget med 22 pct., aftaget med 11 pct. og i Syditalien med endog 35 pct. med over tredjedelen. Først i de allersidste år er tegn på en opgangsbevægelse i syden begyndt at vise sig. Fra to sider henter denne ny strømning sin næring. Dels fra den kapital, som opsamles i den norditalienske produktion eller tildrages fra udlandet, og som spejder efter en ny og stadig mere fordelagtig anbringelse. I sydens udsultede og uendelig nøjsomme befolkning finder den et fortræffeligt, billigt og villigt udbytningsmateriale, som den så småt begynder at tage i brug. Maccaronifabrikker, konservesfabrikker, skibsbyggerier og deslige rejser sig hist og her i syden under storindustrielle former, og el og andet gods går også fra den middelalderlige driftsmåde over i rationel kapitalistisk udnyttelse.

Dels fra staten. Det pres, som den syditalienske befolknings voksende elendighed har øvet på den offentlige mening, er efterhånden blevet så stærkt, at det ikke i længden kunne modstås. De farer, som både den tiltagende misfornøjelse indeholder i politisk henseende og den svigtende skatteevne i finansiel, er efterhånden blevet så stærke, at der har måttet træffes forholdsregler for at tage den værste brod af dem. Fra omtrent år 1900 er der begyndt en lovgivning, som sigter til at fremme den økonomiske opgang af syden, først og fremmest af sydens landbrug. I året 1900 blev der bevilget 225 millioner kr. til udtørring og beplantning af de sumpede og usunde arealer, der hidtil har været en så frygtelig pestkilde i store dele af Syditalien, i 1904 blev der bevilget 40 millioner kr. til reformer af landbruget i provinsen Basilicata, to år senere blev der bevilget 80 millioner kr. til ophjælpning af provinsen Calabrien, og andre store lovgivningsarbejder står for tur til at føres ud i livet. Skolevæsenet, samfærdselsvæsenet, sundhedsvæsenet i syden er i færd med at gennemgå en betydelig omformning. Således er de første kræfter begyndt at røre sig, som lidt efter lidt vil smelte hele Italien sammen til en harmonisk, kapitalistisk enhed.

Under en himmel af det dybeste blå ligger kridende hvid byen Sfax på den flade, golde strand - langt sydpå i Tunis, dér hvor Middelhavet bøjer ned i den lille Syrte, hvor ørkenvinden frit kan stryge frem uden at dæmpes af Atlasbjergene, og hvor man en solhed julidag har en meget tydelig fornemmelse af, at der ikke er langt til Sahara. Når man fra havnen, hvor der ligger vel en halv snes dampere og losser engelske kul og norsk tømmer og laster fosfat og alfagræs, går op i byen, så er det, som man i en lille halv time vandrede gennem tre helt forskellige verdener. Det er ikke een by, man går i, men tre byer, skarpt sondrede fra hinanden og skilt ved et svælg, der svarer til århundreder af menneskeslægtens udvikling, tre vidt fjernede perioder af kulturhistorien, der i levende, hurtig skiftende billeder rulles op for ens blik.

Først, nede imod havnen, det moderne kapitalistisk-europæiske kvarter, kun halvt bebygget endnu, med brede, snorlige gader, der skærer hinanden i rette vinkler, og store, praktisk indrettede, men uendelig kedsommelige bygninger, hvor mæglerne og grossererne har deres kontorer, en stilløs og skønhedsforladt bydel, hvor de millioners værdi administreres, som mellem år og dag passerer havnen. Så kommer - på den anden side en bred boulevard med lave palmer og med kaféer, restauranter og offentlige bygninger, et lille stykke forkrøblet Paris midt i den afrikanske småstad - den gammel-europæiske by, med dens befolkning af italienske og græske detailhandlere og småhåndværkere og værtshusholdere med et myldrende, larmende liv i de smalle, snavsede gader, halvt sydlandsk og halvt østerlandsk, med en trængsel af arabere og negre og berbere og jøder og sydeuropæere af alle nationer, klædt i de forunderligste dragter, som falder i bløde, folderige former og pranger i stærke, skinnende farver, med en broget sprogforvirring af arabisk, græsk, maltesisk, italiensk og fransk, der stundom brydes af et par søfolks engelsk eller norsk. Og bag dette udsnit af sydens middelalder kommer endelig, omgivet af en høj mur med tårne og tinder, araberbyen.

Når man træder ind i araberbyen, er man på een gang midt i Orienten. I de snævre gader, der kroger sig mellem de terningformede, klinede huse med deres lave døre og gittervinduerne, som springer frem hist og her på de uberegneligste steder, hersker der mest dyb stilhed. En fodgænger eller en æselrytter i ny og næ, kun sjælden en kvinde med lærredsklædet trukket tæt sammen for øjnene, og endnu sjældnere et par legende børn. Den varme dag igennem lukker familien sig inde i det svale gårdsrum eller søger kølighed ude i haverne i omegnen. Livet er indadvendt, tilbagetrukket, i skarp modsætning til de italienske og græske gader, hvor det ligger blot for alles blikke.

Kun i suhk'erne, hvor købmændene har deres boder, og i håndværkergademe er der tæt med folk. Men også her er der en østerlandsk ro, vidt forskellig fra støjen og jaget udenfor murene. Håndværkeren står eller sidder bøjet over sit arbejde, uden at ænse, hvad der foregår omkring ham. Købmanden ligger og døser på sin hynde eller småpassiarer med sin nabo over en kop kaffe, og den fremmede kan tage hans sager i øjesyn og føle på dem, uden at han skænker ham et blik; kunnerne må selv finde vej til ham og søge sig ud, hvad de vil; han gør intet for at lokke dem til; om han skal få god handel og pungen fyldt, det råder kun Allah for.

For den, hvis øre endnu er fyldt med lyden af dampmaskinerne nede ved havnen, er det underligt at stå og se på de arabiske håndværkere. Man har en følelse af, at man med eet slag er flyttet århundreder tilbage, til en tid, et samfund, der ligger langt forud for de første svage begyndelser til den moderne teknik. Alting foregår på den primitiveste måde, med de simpleste redskaber. Den vævestol, der bruges, er den samme, som brugtes for århundreder siden, og ved ti timers strengt arbejde kan væveren kun tjene 40-50 øre. Smeden står ved sin lille ambolt og smeder med vidunderlig fingerfærdighed hestesko og søm uden andet værktøj end tang og hammer. Fiskenet, kurve og de flagformede stråvifter flettes med hånden. Tømreren tilhugger og krøger, tilpasser og sammenføjer træstykker og grene, der lidt efter lidt former sig til en høtyv, en træplov, et bord eller stellet til en kamelsaddel. Stenhuggeren sidder med sin hammer og hugger møjsommelig flis for flis af, til stenen omsider tager form af en møllesten. Skrædderen og skomageren syr sting for sting med hånden på de hvide klædebon og de gule lædertøfler, uden at ane symaskinens tilværelse. Parfumemageren står og rører i sin lille gryde, hvor jasminblomsterne koger sammen til en tyktflydende dej. Man ser ned i en dyb kælder, som kun fa ar lys fra døråbningen, og man skelner omsider i mørket et æsel, der drejer kværnen, hvor kornet males til mel. Arbejdsmåden er stivnet på et tidligt trin af sin udvikling, og alle de fremskridt, som siden har fundet sted, er gået sporløst hen over den. Og de lav, de arabiske håndværkere er organiseret i, våger strengt over, at der ikke rokkes ved den ældgamle, fra fædrene nedarvede teknik. Sådan som håndværkerne den dag i dag arbejder i Sfax's gyder, sådan har de sagtens i alt væsentligt arbejdet i mekka på Muhammeds tid og sagtens også i Bethlehem i Kristi dage.

Sælsomt og fremmedartet er det indtryk, man får på en tur gennem det gamle Sfax. Endnu mere sælsomt og fremmedartet dog, når man går udenfor byen, ud på landet, hvor det er kamelerne, med de store læs af korn og hø, de slæber på ryggen, der behersker landevejslivet, som det er de høje, slanke dadelpalmer i haverne, der giver hele landskabet dets præg. Lidt udenfor byen på de saltholdige, golde marker ligger tærske pladserne. Inde fra landet bliver det afmejede korn på kamelryg bragt derhen og bredt i et tyndt lag på den flade, hårde jord. Så spændes der el par æsler for et trommelignende redskab forsynet med skarpe jernringe, og dermed køres der frem og tilbage gennem kornet, til tromlen og æselhovene i forening har skilt kernerne fra strået. Bagefter bliver kornet rystet med forke, kernerne kastes imod vinden i dynger, så avnerne flyver fra, og tilsidst sigtes stråstumper og småsten og jordsmuler fra gennem et sold. Hvilket spand af tid og kultur skiller ikke en sådan tærskeplads fra et damptærskeværk!

Og endnu et stort stykke rykkes man tilbage, til et fjernt, et helt forhistorisk trin af den menneskelige udvikling. Lidt længere ude, hvor saltørkenen er ifærd med at gå over i frugtbar havejord, træffer man en nomadelejr. Det er tre-fire af de vandrende berbiske familier, som har slået deres små, pjaltede telte op og drevet deres store hjorder af får og geder på græs. Henimod den hedeste tid af året kommer de ud til kysten, køber sig for et par får eller geder ret til at græsse deres dyr på marken og til at tage frisk frugt af nogle figentræer og kaktusbuske. Så lever de her to-tre måneder igennem, af dyrenes mælk og kød og af de frugter, de plukker; når efteråret kommer, og vejret bliver svalere, bryder de lejren op og drager til stepperne inde i landet, hvor de i dadler og andre vinterfrugter finder det nødvendige vegetabile tillæg til den animalske næring, de henter fra deres hjorder. Det er barbariet, man her pludselig er stillet ansigt til ansigt med, et liv, der er uberørt af civilisationen, ikke blot af den moderne civilisation, men af al civilisation overhovedet, et liv, der svarer til det udviklingstrin, som stod på tærsklen til den egentlige historie, før et regelmæssigt agerbrug var begyndt at udvikle sig og faste samfundsforhold at opstå - det samme liv, som jødefolket levede i Abrahams dage.

Nomaden, der sidder udenfor sit telt med sine kvinder og børn og sine får og geder, og mægleren, der sidder i sit kontor og pr. telegraf dirigerer varer og værdier til og fra de fjerneste havne, disse to mænd, som man måske besøger med nogle få timers mellemrum - hvilken verden ligger der ikke imellem dem, - hvilken modsætning betegner de ikke, mellem to poler af den menneskelige kultur, mellem det primitiveste Orienten og den mest raffinerede kapitalisme! Det er denne modsætning mellem to vidt forskellige og uforsonlige kulturer, hvoraf den ene sejrrig, uovervindelig trænger erobrende frem, medens den anden gradvis, men sikkert undergraves og opløses og uhjælpelig går sin ødelæggelse i møde overfor den stærke, ubønhørlige fjendes angreb, denne brydning, som foregår allevegne, hvor kapitalismen træffer samfund på et andet, lavere økonomisk udviklingstrin - det er den, der i Sfax spejler sig så skarpt, at det skærer i øjnene, antager en helt håndgribelig skikkelse.

De store drifter af kameler, »ørkenens skibe«, der drager svært lastede ind imod byen, sindig flyttende benene med de brede trædepuder, må vige til side, når postautomobilet fra Suså kommer hvæsende henad landevejen med breve og aviser og passagerer, og når kapitalisterne trækker aftenluft på en tur i selvejerautomobilet. Ude på saltværket en fjerdingvej borte kommer der tog på tog af tipvogne med råsalt, trukne hen ad skinnevejen af kameler - et sindbillede på det nøjsomme Orienten spændt for den grådige kapitalismes kærre. Araberbyens stille, eventyrdrømmende gyder er elektrisk oplyste. I pottemagernes boder finder man side om side med de håndforarbejdede lerkar emaillerede spande og kogekar af europæisk fabrikat; engelsk sytråd og fransk bomuldstøj er tilfals i klædehandlernes udsalg i suhk'erne. Og inde i et lille arabisk kaffehus, hvor muselmændene sidder på hug ved en tyk grumset kaffe og ryger vandpibe og spiller skak, er væggene prydede med store reklamer for Mc. Cormicks mejemaskiner.

Det er denne modsætning, der giver livet i Sfax dets sociale interesse. Man finder her, i skarpe linier og stærke kulører, et typisk billede af, hvad der foregår ikke blot rundtomkring på Afrikas nordkyst, men overalt hvor kapitalismen er ifærd med at æde sig frem over nye landområder i fremmede verdensdele, ifærd med at bemægtige sig nye markeder for afsætning af sine produkter, for anskaffelsen af råstoffer til produktionen og af billig arbejdskraft til udbytningen. Det er en scene af kapitalens udvidelsesdrama, der her udspilles.

Siden 1881 er Tunis en fransk besiddelse. Man har ganske vist ladet den indfødte fyrste, Bey'en, beholde navn af statens overhoved, men han fører kun en skyggetilværelse, uden nogen som helst virkelig magt. Det er den franske regering, som uindskrænket råder for landets politik, bestemmer lovgivning og skattevæsen, leder administration og retspleje, udnævner embedsmænd, bortgiver koncessioner. Og det hensyn som dikterer den franske regering dens optræden, er hensynet til at skaffe den franske kapital så gunstige vilkår som muligt på det tunesiske landområde. Som alle andre kolonier er også Tunis bestemt til udbytningsgenstand for den herskende stats kapitalister. I toldpolitiken finder man det håndgribeligste udtryk for, hvor stærkt begunstiget den franske kapital er. Det gældende system er en udpræget protektionisme, med høje toldsatser for næsten alle industrielle produkter, dels beregnede efter varernes vægt, dels efter deres værdi. På flere områder er tolden så høj, al den nærmer sig til et faktisk indførselsforbud. Men netop på nogle af de punkter, hvor satserne er allerhøjest, er varerne af fransk herkomst fri for enhver afgift, kan føres toldfrit ind i landet, uden at besværes med nogen konkurrence fra de øvrige kapitalistiske industrisamfund. Det gælder således bomuldstøjer og - hvad der spiller en særlig stor rolle - alle varer, der forfærdiges af metal, ligefra stålpenne og lommeknive til jernbaneskinner og dampmaskiner, en varegruppe af den største betydning for landets forsyning. Her har altså den franske industri et faktisk monopolmarked for sine produkter. På andre punkter er det lykkedes fremmede, særlig tyske varer, at trænge ind, trods den høje indførselstold og trods de franske fabrikanters stærkt indarbejdede handelsforbindelser; de tyske fabrikanter har kunnet sejre ved den højt udviklede produktionsteknik og de deraf følgende gode kvaliteter og lave priser; imidlertid hæver der sig indenfor de franske kapitalistiske kredse røster for en række ændringer i den tunesiske toldlovgivning, således at også disse områder kan spærres af imod den udenlandske konkurrence og forbeholdes den franske kapitals eneherredøme.

Overfor den voksende strøm af europæiske og særlig franske industriprodukter, som finder vej til butikkerne i de tunesiske byer, står den arabiske håndværker magtesløs. Hans arbejdsmåde er så primitiv og så fuldstændig forældet, al enhver konkurrence på forhånd er umulig; og han savner alle betingelser for at tilpasse sig efter de nye forhold ved at gå over til en mere hensigtsmæssig teknik, med anvendelse af nye redskaber, der kunne sætte ham i stand til at holde bedre hus med sin arbejdskraft. Selv om han nøjedes med den mindste arbejdsindtægt, hvorved det overhovedet er muligt at eksistere, kan han dog ikke sælge til så lave priser, at han kan underbyde de fremmede fabriksvarer. Følgen er en gradvis og langsomt fremskridende, men uafvendelig sikker ødelæggelse af det gamle håndværk. I fag efter fag smelter de næringsdrivendes tal sammen, og de, der bliver tilbage, må føre en mere og mere fortvivlet kamp for tilværelsen. Hele industrigrene er allerede nu næsten fuldstændig udryddede. Garveriet var tidligere en af de vigtigste næringsveje overalt i Tunis - gederne, fårene og æslerne leverede store masser af råstof - men den fremgangsmåde, de indfødte garvere anvender, er så langvarig og besværlig og kostbar, at den ikke i længden lader sig opretholde; nu sendes huderne for største delen i rå tilstand til Frankrig, og man køber det læder, man har brug for; det garveri, der endnu består, fører en rent forkrøblet tilværelse, den gamle læderindustri, som havde nået en høj grad af kunstnerisk fuldkommenhed, er revet med i faldet og gået næsten helt til grunde. Og som det er gået her, er det gået i det ene fag efter det andet.

Det er en bevægelse, der sætter sig igennem med uafvendelig styrke, som følge af de love, der behersker det kapitalistiske verdenssamfund. Men den foregår ikke uden modstand. De arabiske håndværkere ser med dybt had på den europæiske industri, som undergraver deres egen stilling, og søger ved ethvert middel at komme den til livs. Også den muhammedanske religionsfanatisme bliver brugt som et våben i deres økonomiske kamp. Et interessant eksempel har man netop set i Sfax. En af byens vigtigste industrier er tilvirkningen af de store, ca. 5 fod brede og ca. 18 fod lange tæpper af hvidt flonel, som nomaderne bruger til klædning, der er ca. 300 vævestole i virksomhed i denne produktionsgren. Så faldt de tyske kapitalisters falkeblik på dette bytte, og ved maskinernes hjælp kunne de producere disse tæpper ikke blot langt finere, blødere og mere regelmæssige end de indfødte vævere, men også så meget billigere, at de trods den høje told kunne tilbyde dem til adskillig lavere pris. Følgen var, at de arabiske væveres afsætning sank med rivende fart, og deres sidste time syntes at være nær - indtil de fandt et virksomt middel, som kunne vende strømmen. De udspredte det rygte, at tyskerne ved uldens tilberedning benyttede fedt af det urene dyr, svinet, som muhamedanerne nærer en dyb afsky for. Rygtet vandt tiltro, og resultatet var, at importen af de tyske tæpper ophørte, og de arabiske håndværkere genvandt den gamle produktionsgren for sig selv.

Men selvfølgelig er det kun galgenfrist, der vindes ved enhver sådan modstand. I længden er de europæiske fabriksvarer uovervindelige i kraft af den produktionsteknik, som er anvendt til deres fremstilling. Deres sejrstog kan sinkes, men ikke standses. På det ene felt efter det andet trænger den kapitalistiske storindustris frembringelser ind i forbruget, driver håndværkernes produkter tilbage, bringer det gamle håndværk i forfald og proletariserer dets udøvere, berøver dem alt, hvad der i tidligere tid var basis for deres tilværelse, og tvinger dem til at søge livsopholdet ved at sælge sig som lønarbejdere i den fremmede kapitals tjeneste. Og kapitalen har god brug for de nøjsomme araberes billige arbejdskraft. Samtidig med at den opløser og sprænger de gamle, fra en fjern fortid nedarvede produktionsforhold, indretter den nye, rent kapitalistiske virksomheder, udstyrede med den mest fremskredne teknik og ledede med den største profit for øje - og her søger den at samle den overflødiggjorte, proletariske arbejdskraft som lønarbejdere, som udbytningsgenstande.

Betingelserne for egentlig storindustri er lidet gunstige i Sfax som overhovedet i de tunesiske byer. Landet savner kul og vandløb, der kan omdannes til drivkraft for maskinerne; og omkostningerne ved kullenes transport den lange vej fra England er så betydelige, at de tynger stærkt på produktionen. Alligevel er en kapitalistisk industri allerede ifærd med at bryde sin vej. Det er særlig oliefabrikationen, som i den sidste tid har været i stor fremgang. De uhyre olivenplantager, som er anlagt omkring Sfax, afgiver år for år et større udbytte, efterhånden som de unge træer vokser til og begynder at sætte frugt; og høstudbyttet må, for med fordel at kunne udnyttes, bearbejdes på stedet selv. I en del store fabriker ude i forstaden bliver olien udpresset og tildels også raffineret; hovedmassen udføres til Frankrig, hvor Sfax-olien regnes for at stå på højde med den fineste Nizza-olie. Til oliefabrikkerne er der knyttet sæbesyderier, som henter deres råstof fra affaldet ved raffineringen. Hele denne produktionsgren har, med de stadig voksende masser af råstof, der fremkommer, meget store udviklingsmuligheder for sig; flere og flere fabriker må anlægges, for at man kan overkomme presningen og raffineringen.

En anden industri i opkomst er saltindvindingen. Den har som sine naturlige forudsætninger havets stærke saltholdighed og den høje varmegrad og det kraftige solskin. En væsentlig fordel er det, at der ikke behøves kul til udvinding af råsaltet. På et areal af ca. 75 td. ld. er der anlagt ialt 80 bassiner, ca. en alen dybe, adskilt fra hinanden ved dæmninger. Her ledes havvandet ind; og gennem solens og luftens påvirkning fordamper det meste af vandet, således at saltet bliver liggende tilbage på bunden som en grød. Til fordampningsprocessen kræves der om sommeren godt en måneds tid, i de øvrige årstider to-tre-fire måneder, alt efter sol og luft. Saltmassen tørres derefter i luften og udføres - den største del går til Østrig-Ungarn; den årlige udførselsmængde er 25- 30.000 tons til en værdi af 100-125,000 kr. og stiger stærkt fra år til år. I forbindelse med saltværket har man planlagt oprettelsen af et raffinaderi, der kan rense råsaltet, ikke blot fra Sfax selv, men også fra værkerne i omegnen, særlig på øen Kerkenah. Olie- og salt produktionen er endnu de to eneste kapitalistiske eksportindustrier af større betydning. De øvrige virksomheder er, som elektricitetsværket, bygningsentreprenørfirmaer osv. af lokal natur, kun af reb, tvundne af en græsart, der er stærkt udbredt inde i landet, udføres der en betydelig del; men rebslageriet drives på gammeldags, rent håndværksmæssig måde; arbejdskraftens billighed erstatter her endnu for kapitalisterne teknikkens ufuldkommenhed.

Det er imidlertid ikke blot som arbejdere i selve den industrielle produktion, at en stadig større del af den proletariserede indfødte befolkning opsuges, men også og måske i nok så høj grad, som transportarbejdere. Sfax har i de sidste ti år udviklet sig til en vigtig handelsby, en af de betydeligste udførselspladser på Tuniskysten. Der er tre forskellige hovedvarer, der - foruden olie og salt - herigennem udføres til verdensmarkedet. Dels svampe. Svampefiskeriet i de grundede farvande øst og sydøst for byen er allerede gammelt; det drives af grækere og italienere, enten ved dykning - en farlig fiskemåde, der siges hvert år at kræve femtedelen af dykkernes liv - eller ved trawling eller, hvor vandet er meget lavt, ved stikning med en lang hage. Svampene føres til Sfax, overtages af grosserere og udføres derfra, mest til Frankrig; den samlede værdi regnes til at være henimod 2 mill. kr. om året. Dels alfa eller esparto-græs, som vokser vildt i uendelige mængder på stepperne inde i landet, en grovere art benyttes til rebslageriet, en finere eksporteres i rå tilstand til England, hvor den forarbejdes til papirmasse. Dels endelig, hvad der langt er det vigtigste, fosfat. Af denne kalkart, der er et meget vigtigt råstof for tilvirkningen af kunstgødning, findes der mægtige lejer ved Methlavi, ca. 35 mil fra Sfax, inde i ørkenen i nærheden af oasen Gaffa. I 1896 fik et fransk aktieselskab, mod en ringe afgift til staten, koncession på udnyttelsen af fosfatlejerne og anlægget af en bane til Sfax. Fosfatgravningen begyndte. Den beskæftiger nu 2-3.000 arbejdere; der udføres henimod 1 mill. tons til en værdi af 12-15 mill. kr.; og den har endnu ganske uberegnelige fremtidsudsigter foran sig. For at lette indskibningen, har store skure måtte opføres ved havnen og moderne lastmaskiner installeres; havnen selv har måttet udvides til et areal af 18 td. land, og en dyb kanal af henimod en halv dansk mils længde har måttet graves for at muliggøre adgangen for større skibe.

Gennem alt dette åbnes der plads for den indfødte fattigbefolkning som industriarbejdere og jordarbejdere, som jernarbejdere og havnearbejdere. I hundredvis flokkes arabere, berbere og negre nede ved havnen for at tjene en fattig dagløn mod et frygteligt langt og anstrengende arbejde - overnatter i fosfatdyngerne for straks at kunne tage fat ved solopgang, tager sig et bad i havnens grumsede vand en gang imellem, når heden bliver altfor djævelsk. Og flere og flere mænd og børn søger sysselsættelse i oliefabrikkerne og på saltværket, hvor en mand kan have mellem 75 øre og 1 kr. 25 øre om dagen. Det er den orientalske befolkning, isprængt med en del italienske arbejdsmænd og under opsigt af franske kontorister og formænd, der således forvandles til lønarbejdere for kapitalen. Som alle folkeslag, der fra gammeldags, primitive samfundsforhold pludselig kastes ind under udbytningen i de kapitalistiske bedrifter, er også araberne til en begyndelse kun dårlige arbejdere; deres arbejdskraft er billig, men kvaliteten af deres arbejdspræstationer iøvrigt kun lidet efter kapitalens hjerte. De har for megen personlig frihedslængsel til straks at kunne afslibes og tilvænnes til det bundne, strengt disciplinerede liv og til den nøjagtig regulerede arbejdsmåde. Fabrikanterne jamrer over deres arabiske arbejderes upålidelighed; når han har tjent en lille sum mere end sædvanlig, bliver han liggende hjemme på sit tæppe de næste dage igennem og møder først påny til arbejde, når den sidste skilling er brugt op. Entreprenøren roser den arabiske murer for hans flid og håndelag, men klager over, at det er svært eller umuligt at vænne ham til at bruge lod og waterpas, så hans arbejde kan blive fuldstændig og akkurat. Det er de gamle friere, mere individuelle produktionsforhold, - der her, igennem arbejdernes instinkt, protesterer imod den uvante arbejdsmåde - et overgangsled, som optræder allevegne, hvor orient og kapitalisme mødes, og som først gennem en menneskealders voksende nød og skærpet dressur helt overvindes.

Samtidig med at den gamle orientalske industri ødelægges under konkurrencen med de europæiske fabriksvarer, og den arabiske befolkning proletariseres og i voksende masser forvandles til lønarbejdere i de store kapitalistiske industri- og transportvirksomheder, der skyder frodig frem, samtidig foregår der også i landbruget en mærkelig bevægelse, en voldsom udvikling af landets naturlige rigdomskilder, en hel omvæltning i produktionslivet; det er den franske kapital, som gør sig til herre og suger udbyttet af den indfødte befolknings arbejde til sig. Selve Sfax' nærmeste omegn er absolut ufrugtbar. Langs kysten strækker der sig et bælte af saltholdig jord. Saltet ses som et hvidt pulver overalt på overfladen, og kun nogle få strandplanter kan gro her. Mod syd breder den golde strækning sig og glider jævnt over i en af de ørkener, der danner Saharas fremskudte forposter. Omkring Sfax er den derimod kun smal; allerede en fjerdingvej inde i landet begynder saltjorden at dækkes af muldlag, og der kommer nu i et par mils bredde en slette af uendelig frugtbar jord, afgrænset mod vest af et magert, græsklædt steppelandskab, som lidt efter lidt taber sig i sandørkenen.

For den franske tid var denne rige jord kun svagt udnyttet. Driften svarede til den hele herskende primitive samfundstilstand; den var tilpasset til forsyningen af selve egnens befolkning, men tog ikke sigte på nogen vareproduktion med fremmede markeder for øje. Kun i nærheden af Sfax var jorden i fuld kultur. Byens beboere havde dér deres haver, hvor de dyrkede de grøntsager og frugter, de havde brug for i deres egen husholdning. Og rundtomkring lå hvide kuplede bondegårde, marabu'er, hvor der ved siden af havesager og frugt dyrkedes brødkorn og en smule foder til kamelerne og æslerne. De eneste landbrugsprodukter, som var bestemt til egentlig industriel bearbejdelse og tildels også til udførsel, var de frugter, hvoraf de tilvirkede likører, Anisette af Anis, grenadine af granatæbler osv., og de blomster, hvoraf der uddroges parfumer - særlig rosenolien fra Sfax er fra gammel tid berømt overalt i de østlige middelhavslande. Men det var kun en forsvindende del af jorden, der var optaget på disse forskellige måder. Kom man lidt bort fra byen, hørte landbruget op. De vældige strækninger af frugtbar jord mod nordvest lå herreløse hen, vildt bevoksede med steppegræs, der kun gav næring til de omstrejfende nomadefamiliers får og geder.

Så kom franskmændene, og de franske kapitalister fandt i disse landstrækninger et glimrende anlægsfelt for deres kapital. Særlig til olivenplantager egner jorden sig fortræffelig. Til en stordrift af vinavl, der i Nordtunis danner landbrugets hovedvirksomhed, er regnmængden her for ringe og jordbunden for tør, kun ved omhyggelig pasning i intensivt drevne småbrug bliver udbyttet tilfredsstillende. Og dadelpalmen, der i oaserne længst imod syd, er den vigtigste indtægtskilde, lader sig her kun med liden fordel udnytte - for at give fin frugt, skal træet, som de indfødte siger, »stå med fødderne i vand og hovedet i ild«! For olivendyrkningen i stor stil, under kapitalistisk driftsform og med eksport for øje har egnen derimod udmærkede naturlige betingelser. Allerede i oldtiden har der været store olivenplantninger, men i tidens løb var denne kultur gået næsten helt til grunde. Da franskmændene blev herrer i Sfax, fandtes der i omegnen kun 300.000 træer, nu findes der 4½ million. For at kunne trives i det tørre jordsmon må træerne plantes i betydelig afstand fra hverandre, så rødderne kan have rigelig plads til at brede sig. Der er i almindelighed 25-30 alen mellem hver række, og der regnes sjældent mere end 10-12 træer på hver td. ld. Mellemrummene må omhyggeligt renses for ukrudt; efter et par års forløb kan den midterste stribe benyttes til korndyrkning; og når træerne står i deres fulde kraft, kan der dyrkes hvede og byg helt ind til stammerne. I en alder af 4-5 år begynder de unge oliventræer at sætte frugt; i 6-7 års alderen bliver udbyttet rigt; og når træet er en 18-20 år gammelt, stiger høsten til sin fulde højde, og det kan fra nu af bære den samme mængde frugt, år ud og år ind, faktisk i det uendelige - det ældes aldrig; der er træer, som er adskillige hundrede år gamle, og som stadig giver god afgrøde. Når først træerne er plantede og de første års lugnings- og rensnings - og beskæringsarbejder foretagne, kræves der kun ringe arbejdskraft til pasningen. Og priserne på frugten er høje; man regner 16-17 kr. som gennemsnitsudbyttet for hvert træ. Det er da let at forstå, at olivenplantningen byder en yderst fordelagtig kapitalanvendelse - især når man husker, at de mellemliggende jordstrækninger står til rådighed for kornavlen; de store producenter har en sikker årlig gennemsnitlig profit af i det allermindste 10 pct. af deres kapital.

Hele den umådelig indbringende virksomhed - den kan, når træerne vokser til, regnes at ville give en samlet gevinst af 70 til 80 millioner kroner - er med få undtagelser i hænderne på franske kapitalister. De nyplantede arealer består for størstedelen af de såkaldte »Sialinske jorder« (navnet skriver sig fra en gammel-arabisk godsejer familie Siala), en strækning af omtrent 18 kvadratmile, som tidligere lå ganske udyrkede hen. Ved den franske besættelse blev dette landområde inddraget under staten, som da søgte at få det udstykket og bragt i kultur. Jorden blev mod spotpris - ti francs for hver hektar, det vil sige omtrent 4 kr. for hver td. land - tilbudt enhver, som ville have den, blot imod forpligtelse til at opdyrke den, at beså eller beplante den. Den indfødte befolkning stod på dette tidspunkt endnu uforstående overfor den lejlighed, der her bød sig, og holdt sig tilbage; de franske kapitalister greb derimod med begærlighed til og lagde beslag på disse udmærkede jorder, som de siden hen, hvor de har skilt sig af med dem, har kunnet sælge til dobbelt eller tredobbelt pris. Olivendistrikteme her gik således ligesom vindistrikterne imod nord over til en række store godser, der ejedes dels af franske privatkapitalister, dels af aktieselskaber - særlig fosfatkompagniet råder over vældige olivenplantager, der om få år vil kunne kaste store masser af frugt på markedet. De franske landejendomme i hele regentskabet Tunis har hver især en gennemsnitlig udstrækning over 650 td. land.

Olivendyrkningen drives rent kapitalistisk, ved udbytning af fremmed arbejdskraft, som vareproduktion i stor stil. Selve arbejdsforholdet er imidlertid forskelligt. Dels anvendes det såkaldte mezzadria, et landbosystem, der fra gammel tid er stærkt udbredt mange steder i Sydeuropa; plantagen dyrkes af en slags fæstebonde, som, så længe jorden ingen udbytte giver, af ejeren får udleveret det nødvendige til livets ophold, og som derpå, når træerne giver frugt, nyder halvdelen af høstudbyttet, medens ejeren får den anden halvdel. Dels anvendes det rene lønsystem; plantagen passes, under ejerens eller en forvalters tilsyn, af lønarbejdere, snart indfødte, der får 1½ francs (knap 1.10 kr.) I dagløn, snart europæiske, der får 2½ francs (1.80 kr.). Det sidste arbejdsforhold viser sig i længden som det fordelagtigste for kapitalisterne og fortrænger lidt efter lidt det mere middelalderlige mezzadria. De bosiddende og de nomadiserende arabiske og berbiske stammer forvandles til daglejere i de franske kapitalisters plantager. Det er hovedtrækket i landbrugets udvikling omkring Sfax. Ved siden af olivendyrkningen er en række andre grene af frugtavlen ifærd med at dukke op og overgå til kapitalistisk udnyttelse. Vinavlen er i fremgang, men finder overvejende sted i små bedrifter. På grund af det muhammedanske religionsforbud mod nydelse af vin har den næppe nogen fremtid for sig blandt de indfødte småbønder; den vil snarere blive en næringskilde for de små franske og italienske landmænd. Derimod egner mandeldyrkningen sig fortræffelig til stordrift; mandeltræet kræver forholdsvis ringe pasning, og dets rødder bliver ikke, som mange andre frugttræer, beskadigede af figenkaktus'en; der findes plantager med indtil 10.000 træer, og hver træ regnes at give et årsudbytte af 8 kr. æbler, pærer, blommer, ferskner, abrikoser, granatæbler, morbær og en uendelighed af andre frugter bliver ligeledes i betydelig udstrækning dyrkede i store, kapitalistisk drevne virksomheder. Og store planer er fremme om oprettelse af konservesfabrikker, frugterier, likørfabrikker og andre industrielle bedrifter, som kan muliggøre en storstilet eksport til verdensmarkedet.

Også indenfor korndyrkningen tegner den rent kapitalistiske produktionsmåde til at blive den herskende. Den rationelle stordrift på de franske kapitalisters godser begynder at gøre sin overlegenhed gældende overfor de indfødte småbønders primitive arbejdsmåde. Høstudbyttet af hvede og byg, de to eneste kornsorter, der dyrkes, er her, afhængigt som det er af regnmængden i dette tørre land, meget uregelmæssigt. Erfaringen har vist, at af hver 5 år giver gennemsnitlig de 4 kun en ringe høst. Ofte er udbyttet endog mindre end udsæden, ofte kun en smule større, og det eneste, man vinder, er da strået til fodring til æsler og kameler. Men til gengæld har omtrent hvert femte år en tilstrækkelig regnmængde, og udbyttet er da umådeligt rigt, mange gange mere, end hvad der behøves til befolkningens ernæring: en del af kornet bliver så udført, en anden del gemmes hen som forråd til de kommende dårlige år. Disse voldsomme svingninger, der i og for sig er en følge af naturforholdene, bliver dobbelt følelige ved den indfødte befolknings lavt stående arbejdsteknik; der er intet forsøg gjort på kunstig vanding, og de elendige redskaber gør enhver dyb kultur umulig - den arabiske plov, en togrenet trægaffel forsynet med en lille jernspids, ridser kun furer af en tre tommers dybde. På de vældige godser, hvor de franske kapitalister dyrker korn så vel i fri mark som især i mellemrummene mellem oliventræerne, trænger imidlertid en moderne landbrugsteknik igennem, som i nogen grad gør det muligt at besejre virkningerne af klimaets ubestandighed; der bores artesiske brønde og anlægges vandledninger, de nyeste og bedste agerbrugsmaskiner tages i brug, nøje tilpassede efter jordens særlige beskaffenhed; høstudbyttet bliver herigennem mindre sparsomt i tørkeårene og langt mere overdådigt i de frugtbare år.

Ude på landet går der den samme udvikling for sig som inde i byen. De gammel-orientalske produktions- og samfundsforhold forvitres, opløses, ødelægges under påvirkning af den fremmede kapital, som trænger ind på alle punkter og gør sig til herre over landet. De europæiske fabrikanter sender stigende masser af allehånde varer til markedet, af bomuldstøj og husgeråd, af jernbaneskinner og landbrugsmaskiner, og bringer ved den konkurrence, de øver, hele den gamle produktionsorganisme i forfald, så fag efter fag forkrøbles og går til grunde. Den europæiske kapital bemægtiger sig den ene af landets store rigdomskilder efter den anden, fosfatgravningen, saltudvindingen, olivendyrkningen og oliefabrikationen, korn- og foderavlen og udnytter dem med den størst mulige profit som det eneste mål og med de store masser af proletariserede håndværkere, småbønder og nomader som lønarbejdere. Det nøjsomme orienten spændt for den grådige kapitalismes kærre og drevet fremad med stokkeslag som kamelen, der trækker saltværkets tipvogne,. - det er resultatet af den omvæltning, der finder sted. Med stolthed henviser de franske kapitalister til den vældige udfoldelse af landets rige muligheder, som foregår under deres hånd. Methlavis fosfatlejer, havets salt, steppernes alfa-græs, de Sialinske jorders uendelige frugtbarhed, alt dette var før i tiden døde skatte, som det først har været den franske kapital beskåret at løfte. Handelen vokser med rivende fart, byen stiger i folketal og travlhed, stadig større værdimasser strømmer frem og tilbage igennem mæglernes kontorer. Rigdommene vælter frem - men befolkningen selv forarmes, rives langsomt ud af de gamle kår_: som gav den et beskedent, men trygt udkomme, tilstrækkeligt til dens nøjsomme, fri livsførelse, kastes ind under udbytningen med den grå og triste tilværelse, som fabrik-, havne- og herregårdsarbejdere i den franske kapitals tjeneste. Det er dette drama, der spilles inde i den kridhvide arabiske bys stille gader og ude mellem de grønne kaktushække.

Når man sejler op ad Bristol-kanalen, har man til venstre side, på sydkysten af Wales, en række store havnepladser, udskibningssteder for kullet. Jo længere man kommer østpå, des tættere følger de: Barry, Penarth, Cardiff og Newport med kun få miles afstand fra hinanden. Kommer man nær ind under Cardiff, den største af dem alle, ser man et vildnis af dampskibs- og fabriksskorstene, skibsmaster, kraner og kullastemaskiner og over det altsammen en dis af kulrøgen blandet med tågen ude fra Atlanterhavet. I Cardiffs dokker ligger der til stadighed en handelsflåde på 4-500 store skibe og losser tømmer til minerne og levnedsmidler til menneskene og laster kul til alverdens forskellige lande; selv i Newport, der er en forholdsvis lille by, med kun 80.000 indbyggere, løber der hver dag 15-20 skibe ind i dokkerne, og man er nødt til stadig at udvide for at skaffe plads den sydlige Alexandradok er med sine 50 tdr. ld. vandflade den største dok i verden. Et mylder af havnearbejdere og søfolk af alle mulige nationer færdes i havnene og de nærliggende gader; pladsen foran porten til Cardiffs dokker, hvor forhyringskontorerne findes, er måske den mest internationale plet på jorden, med sin trængsel af søfolk i alle ansigtsfarvers afskygninger, nordmænd, grækere, kinesere, hinduer og navnlig negere i massevis. Går man en tur gennem sådan en by, ser man gaden hvert øjeblik krydset af jernbanespor, hvor kullet i endeløse rækker af lave vogne transporteres fra stationerne ned til de mange forskellige dokker, kulvaskerier, briketfabrikker, skibsreparationsværksteder osv..

Det er den side af livet i Wales, som vender udad, imod kullets afsætning på de fremmede markeder; ikke mindre ejendommeligt er den side, som vender indad. Det første blik på et jernbanekort over Sydwales viser et virvar af banelinier, tilsyneladende ganske uoverskueligt i sit system. Men efterhånden som man betragter det nærmere, træder planen mere og mere tydelig frem; fra kysten har næsten alle linierne retning ind i landet, op igennem de lave bjerge, hvor kullet graves; nogle af dem føres tværs igennem, men de fleste standser undervejs, ender blindt; det minder om tænderne på en redekam. Det er det årenet, igennem hvilket kullene ledes fra minerne oppe i landet ud til havnestæderne for derfra at gå videre ud i verden. Tager man op med Taff-Vale-banen, som fra Cardiff fører ind i den rigeste del af kuldistriktet, har man på højre hånd floden Taff, der er sort som tjære af de masser af kulstøv, den opsuger, og langs den i mange miles udstrækning landsby ved landsby, store bebyggelser med 5-10-20.000 indbyggere i hver og stundom langt flere, den ene landsby tæt op imod den anden, forenede ved elektriske sporveje, tit voksede fuldstændig sammen, således at dalen næsten danner en eneste by, med en købmandsgård og et værtshus hist og her og ellers kun med de små to-etages huse, hvor minearbejderne bor, ganske venlige at se hvert for sig, men dræbende kedsommelige i deres fuldstændige ensformighed. Og til venstre ligger i tæt rækkefølge på bakkesiden den ene kulmine efter den anden - meget uanselige, når man iagttager dem fra jernbanen; en høj kran, der hæver kullet op fra skakten, nogle lave, spredte skur og en del kuldynger er alt, hvad man ser over jorden; men nedenunder er der et liv som i en myretue. I en af de største af alle minerne er der under jorden beskæftiget 1938 mand, i ca. 15 ovenover hinanden liggende lag, hvoraf det dybeste 2000 fod under overfladen; omtrent halvdelen af arbejderne er huggere, fordelt to og to på henved 500 huggepladser; hesten er optaget af at læsse kullet på kærrerne, at transportere det bort til ophejsningsstedet, at undersøge og afstive minegangene, at passe de elektriske maskiner, som driver kærrerne, at regulere ventilationen, at forspænde og fraspænde de 130 heste, som bruges fil transporten hernede. Overalt dukker der skikkelser frem af mørket, stadig brager der tog af kærrer forbi; og uafladelig bevæger de to elevatorer sig op og ned gennem skakten med en hast, som ikke det hurtigste eksprestog kan opvise magen til.

Den befolkning, der skaffer sig livsopholdet ved arbejdet i blot en eneste sådan mine, svarer i størrelse til den, der lever i en middelstor dansk provinsby. Et enkelt Cardiff firma beskæftiger i sine forskellige miner tilsammen ca. 10.000 voksne mænd, hvad der med hustruer og børn svarer til vel en 40.000 mennesker, lige så mange, som hele indbyggertallet i Odense, det samlede antal af minearbejdere i Sydwales er ca. 210.000, mest indfødte Walesboere, også en del folk fra andre egne af England og i de sidste år tillige adskillige polakker og negere. Med få undtagelser tilhører de alle det wallisiske minearbejderforbund, der danner en afdeling af det samlede minearbejderforbund for Storbritannien. Alt i alt anslås den årlige produktion til ca. 50 mill. tons - snarest noget mere - til en værdi af 6-700 mill. kr. alene fra Cardiff bliver der hvert år af skibet henimod 20 mill. tons. Hele denne vældige produktion med alle de dybe omvæltninger i samfundslivet, den har draget efter sig, er forholdsvis ung af år. Wales lå længere borte fra de oprindelige knudepunkter for den engelske industri end både de skotske og de Østengelske kullejer og kom først senere med. Det første skridt til at træde i forbindelse med omverdenen var en kanal, der i 1798 blev anlagt fra Cardiff op i landet - endnu for et halvt hundrede år siden var dette noget nær den eneste brugbare transportvej, og hvad kul der ikke kunne optages i kanallægterne, måtte på hesteryg føres ned fra bjergene. Først gennem jernbaneanlæggene de sidste 30-40 år er kulegnene i fuldt mål lukket op for handelen, og produktionen er vokset med rivende fart. De store havnebyer er skudt frem med drivhusmæssig frodighed - Cardiff, som for hundrede år siden var en flække med godt 1.000 indbyggere, har nu henved 200.000 og i virkeligheden, når man regner forstæderne med, op imod 400.000 beboere. Og hvor der nu ligger den ene store minearbejderby ved siden af den anden oppe imellem bjergene, lå der for en menneskealder siden de fleste steder kun nogle spredte bondegårde. Man må gå til Amerika for at finde noget tilsvarende til de nydannelser, der her er foregået. Og udviklingen har hidtil stadig fortsat sig; efterspørgslen efter de fortrinlige dampkul fra Wales er hidtil steget så stærkt at det, trods alle udvidelser, ikke har været muligt at tilfredsstille den. Først i de allersidste år er der begyndt at trække skyer sammen, som varsler om mere alvorlige tider. Kullet, det fede Wales-kul, der er uovertræffeligt til dampmaskinerne, er den tap, hvorom alting drejer sig i Sydwales. Kulproduktionen og kulhandelen er den proces, hvorigennem hele befolkningen opholder livet. Alle er her, direkte eller indirekte afhængige af forholdene oppe i minerne og ude på markedet.

Det er kullene, som har skabt det moderne Sydwales og forvandlet egnen fra et stille bondeland til en af de stærkest industrialiserede pletter på jordkloden. Folkemængden er blevet mangedoblet gennem den masseagtige tilvandring af alle slags arbejdere; og de enorme rigdomme, der er blevet til gennem produktionens udvikling, har godsejerne og kapitalisterne delt imellem sig, som de var venner eller fjender til. Der er få steder, hvor man så tydelig, så utilsløret som her ser modsætningen mellem de to udbyttergrupper, der lever højt på arbejdernes bekostning: grundejerne og kapitalisterne. For hundrede og de fleste steder endnu for halvhundrede år siden var grunden kun lidet værd. Landet var svagt befolket; jorden blev brugt som græsgang for køer og får og gav et ringe udbytte; godsejerne kunne kun presse små afgifter ud af deres forpagtere og førte en nogenlunde beskeden tilværelse som landadelsmænd. Hist og her drev de en kulmine; men den gav sjældent noget stort overskud; transportomkostningerne tyngede altfor stærkt på regnskabet.

Så var det, transportmidlerne begyndte at udvikle sig både til lands og til vands; det ene sted efter det andet tog man fat på minedriften, bevægelsen tog stadig voksende fart, og dermed åbnede der sig nye, helt eventyrlige udsigter for godsejerne i minedistrikterne. Deres jorder fik en hidtil uanet værdi. Enkelte godsejere begyndte selv at drive miner, men de fleste steder gik det småt - de havde ikke energi og forretningstalent nok til at organisere produktionen; de fandt det fordelagtigere at overlade den praktiske virksomhed til kapitalister og lægge en høj skat på deres bedrift, så de selv kunne indkassere en god del af udbyttet, uden at have nogen ulejlighed med forretningen. De allerfleste miner drives af kapitalistiske firmaer, som tilhører aktieselskaber eller privatmænd; de tager jord og grund i forpagtning af grundejeren, for et langt åremål, i regelen 99 år; når denne frist udløber, skal minen med alt det faste inventar falde tilbage til grundejerens arvinger. Ved tiltrædelsen betales der gerne en høj overtagelsessum, men tillige forbeholder ejeren sig en afgift af produktionen; for hver ton kul, der forlader minen, må kapitalisten udrede et bestemt beløb - i regelen mellem 3d. (22½ øre) og 1 sh. (90 øre). Det er uhyre summer, godsejerne på den måde tager ind. Og ikke nok dermed. Godsejerne forbeholder sig også ejendomsretten til den grund, hvorpå jernbanerne og dokkerne anlægges, og den, hvorpå havnebyerne vokser frem. De kan kræve afgifter af jernbane- og havnekompagnier, og de kan sælge, eller rettere bortleje, byggegrundene til høje priser. Der kan ikke føjes en udbygning til et hus, der kan ikke anlægges et vigespor på en kulbane, der kan ikke foretages den mindste forandring, uden at godsejeren bruger sin magt til ganske vilkårlig at forøge afgifterne.

Hertugen af Bute tager 2 d. (15 øre) af hver ton kul, der transporteres ned til Cardiffs dokker; han hæver uhyre beløb i grundrente af den jord, hvorpå hele den store by med alle dens forstæder er bygget; han har ejendoms- og afgiftsretten til en mængde af de bedste miner i omegnen - det er mange millioner kr., Han hvert år tager ind fra alle disse kilder; og hans palads, en middelalderlig borg, der fornylig er blevet restaureret med vanvittig ødselhed, med det fineste marmor og de dyreste træsorter og det pure guld til loftsdekorationer, ligger midt inde i byen som et talende vidnesbyrd om de rigdomme, han brandskatter industrien og befolkningen for; den har helt og holdent bevaret sin karakter af røverborg. På samme måde, blot i mindre målestok, hertugen af Windsor i Penarth, der bekriger sin nabo i Cardiff ved dokanlæg og tariflettelser, som deres forfædre i middelalderen fejdede med hinanden med ild og sværd. På samme måde hertugen af Tredegar i Newport - og mange andre, rundtom i Sydwales, hvor der er kul og dokker og jernbaner. Intet under, at der i de kapitalistiske kredse hersker bitre følelser overfor denne moderne feudaladel, som suger så meget til sig af den rigdom, der ellers ville tilfalde kapitalen som profit. Der går en understrøm af had igennem tonen, hver gang en kulkapitalist nævner et navn som Bute. Kapital og grundejendom står her overfor hinanden som fjendtlige magter - besiddelsesforholdene gør dem deres indbyrdes modsætning klart bevidst, og den fælles frygt for arbejderklassen er endnu ikke stærk nok til at overskygge denne modsætning.

Det modsætningsforhold, hvori kulkapitalen i Wales er stedt, overfor godsejerne på den ene side og overfor arbejderne på den anden, overfor udbytterne i anden potens og overfor de udbyttedes store masse, dette dobbelte modsætningsforhold træder endnu skarpere frem for bevidstheden og sætter kapitalisternes sind endnu stærkere i bevægelse, efterhånden som de mere og mere frygter en nedgang i konjunkturerne og i profitten. De kapitalistiske kulproducenter har endnu kun i ringe grad følt trykket af det almindelige forfald, hvori den engelske industri befinder sig. Deres produkt er fra naturens hånd så fortrinligt, at det hidtil har kunnet hævde sig på verdensmarkedet; de har ikke behøvet at opsøge kunnerne, kunnerne har været nødt til at opsøge dem. Til brug for dampmaskiner, og særlig hvor det gælder at udvikle en meget stærk dampkraft, er waleskullet, navnlig cardiffkullet, uovertræffeligt; til de hurtigsejlende passagerskibe og til de forskellige landes krigsflåder lader det sig vanskelig erstatte med nogen anden sort.

Imidlertid har der i den sidste halve snes år vist sig truende tegn. Det er især fra Tyskland, fra den Westphalske kulindustri, faren kommer. Den voldsomme energi og den glimrende teknik, som ytrer sig overalt i den tyske industri, i modsætning til den rutinemæssige slendrian, som hersker overalt i England, gør også på dette område sine virkninger gældende. De westphalske producenter arbejder ganske vist med et langt ringere råstof, men de forstår ved en bedre, omhyggeligere behandlingsmetode at vinde stærkt op imod deres walisiske konkurrenter. Medens waleskullet kun sondres i to forskellige klasser efter størrelsen, store og små kul, sorteres de westphalske kul i en mængde forskellige klasser og kan derfor tilpasses langt bedre efter deres særlige bestemmelse. Og medens man i den engelske industri ved kullets udnyttelse arbejder ganske sløvt i de gamle spor, anstilles der i Tyskland eksperimenter, som viser vejen til på det ene punkt efter det andet at erstatte de dyre Waleskul med ganske anderledes billige varer; på Berlins elektricitetsværk har man således med stor fordel indført en ny opfyringsmetode, der gør det muligt at udnytte en i og for sig meget slet kvalitet af bøhmiske nøddekul.

Overfor konkurrencen fra de steder, hvor kulindustrien drives med en fuldkomment moderne teknik, kan waleskullene ikke i længden hævde sig, til trods for deres naturlige fortrin. Man er allerede i fuldt færd med at tabe terræn; på det ene marked efter det andet er waleskullene blevet fortrængt af tyske, belgiske og amerikanske kul. Og bevægelsen fortsætter sig med uhyggelig voksende fart. Direkte er produktionen endnu ikke blevet ramt; der er stadig større efterspørgsel, end man kan tilfredsstille, og især er krigsflåderne gode kunner. Men man føler mere og mere den fare, der nærmer sig; de mere fremskuende kulkapitalister er ikke i tvivl om, at der kan komme et tilbageslag. Under indtryk af alt dette har Wales's kulkapitalister rustet sig til kamp med dobbelt front: overfor arbejderne for at sprænge deres organisationer, sænke deres løn og udstrække arbejdstiden til det mest mulige; og overfor godsejerne for at flytte skattebyrden fra kapitalen over til grundejendommen og således aflaste deres eget udgiftsbudget.

Kulkapitalistemes kamp mod arbejderne drejer sig om gennemførelsen af de nye arbejdsbetingelser, som er en følge af den lov om otte-timers-arbejdsdagen i de engelske kulminer, der trådte i kraft den 1. Juli 1909. Denne lov - der iøvrigt ved forskellige tvetydige bestemmelser gør det muligt for mineejerne at forlænge den virkelige arbejdsdag til omkring 8½ timer eller lidt derover - stødte i Skotland og Østengland ikke på synderlig modstand fra kapitalisternes side. Arbejdstiden var her allerede i forvejen de fleste steder bragt ned til 8-8½ timer, og loven stadfæstede altså i det hele og store kun den bestående tilstand. Anderledes i Wales. Her var arbejdstiden højst ulige i de forskellige miner, men som helhed langt længere end i de andre egne af England. Regnede man hele England under ét, har kulminearbejderne en gennemsnitlig arbejdsdag af knap 8¼ timer, i Wales derimod af godt 9¾ timer, altså over en time mere. Her kom loven da til at få store praktiske følger; den betød en følelig forkortelse af arbejdstiden. Og kapitalisterne, hvis blod her som allevegne kommer i stærkest kog, når der røres ved arbejdstiden, greb nu lejligheden til at søge erstatning på andre måder.

Der var tre forskellige forholdsregler, hvorved de søgte at tage sig betalt for den tvungne nedsættelse af arbejdstiden. Dels ville de forøge mandskabet på hver enkelt huggeplads i minerne fra to til tre mand. Virkningen deraf ville blive en almindelig nedgang i arbejdslønnen. Kulhuggerne lønnes i forhold til den produktionsmængde, de præsterer, men produktionsmængden kan langtfra forøges i samme forhold som mandskabet forøges; der er nemlig slet ikke skinner og kærrer nok til at skaffe kendelig flere kul bort fra minegangene; og der er ikke plads til at anbringe nye transportmidler. Det praktiske resultat ville altså noget nær blive, at i fremtiden skulle to mands løn deles mellem tre mand. Huggernes arbejdsfortjeneste ville synke med henved tredjedelen; i bedste fald med fjerde- eller femtedelen; og en almindelig lønnedgang for alle arter af minearbejdere ville hurtig blive følgen. Dels henviste de til en paragraf i loven, som tillader, at arbejdstiden undtagelsesvis forøges med indtil 60 timer årlig ud over de 8 daglige timer, og fordrede disse 60 overarbejdstimer gennemført som almindelig regel, uden særlig betaling for overarbejdet; i hver af årets 52 uger skulle den ene arbejdsdag være på 9 timer og de resterende 8 overarbejdstimer skulle mineejerne kunne indskyde, når på året det lyster dem. Dels endelig krævede mineejerne uindskrænket ret til at anvende skiftende arbejderhold, for således at kunne udstrække den samlede arbejdstid i minerne til 16-17 timer daglig. Kapitalisterne forlangte den ubegrænsede rådighed over produktionens ordning, uden indgreb fra fagforeningen og uden hensyn til det skøn, en voldgiftsret i hvert enkelt tilfælde måtte afgive. Arbejderne satte sig bestemt imod kravet om kapitalens enevælde på dette område - og måtte nødvendigvis gøre det, thi det er deres allervigtigste livsinteresser, der her står på spil.

Først og fremmest er det tilstrækkelig godtgjort, at risikoen for liv og helbred vokser, jo længere den samlede arbejdstid i minerne udstrækkes. Der bliver ikke tid til tilstrækkelig udluftning og renholdelse af de underjordiske arbejdspladser, til betryggende afstivning af minegangene, til omhyggelig undersøgelse af de steder, hvorfra der strømmer gas ud. En statistik over grubeulykkerne viser, at der gennemgående indtræffer dobbelt så mange ulykkestilfælde, hvor der arbejdes af flere hold, som hvor der kun arbejdes af ét. Lykkedes det kapitalen at iværksætte en almindelig gennemførelse af dobbeltskiftet, der kun undtagelsesvis anvendes, ville det således betyde en stærkt voksende livsfare for arbejderne. Dette var de tre hovedforholdsregler, hvormed kapitalisterne søgte at gøre 8-timersloven betydningsløs for arbejderne. I første omgang lykkedes det arbejderne at slå angrebet tilbage angrebet er blevet fornyet gang på gang, og der har ingen ro været i Wales siden.

Det stærkeste, det mest uforglemmelige indtryk, som Ægypten har efterladt hos den, der skriver disse linier, stammer fra en aftentur ude i nærheden af Cairo. På den vestlige side af Nilen, hvor oasejorden og ørkensandet modes, tegner mellem spredte palmegrupper de to store pyramider i Gizeh deres fantastiske konturer skarpt mod den ravgule solnedgangs-himmel, som de har gjort det næsten fem årtusinder igennem, de vældigste bygningsværker, som vel nogen sinde er blevet rejst af menneskehænder. Og på den østlige nilbred, hvor ørkenen går næsten helt ned til floden, fanges opmærksomheden af et moderne anlæg, lidet imponerende at se til, men ikke mindre sælsomt - en pumpestation, beregnet på at hæve flodvandet op til overrisling af markerne og bestemt til at drives ved solvarmen; i store halvcylindre opsamles og koncentreres solstrålerne og bringer vandet til at koge, og derved drives stemplerne i maskinen op og ned. På den ene nilbred de mægtigste monumenter for den fjerne oldtids forlængst døde kultur, på den modsatte bred den første, endnu lidet anselige begyndelse til en ny arbejdsteknik, en ny materiel kultur, der åbner helt eventyrlige muligheder for en fremtid, hvor solenergien direkte, uden kul eller olie eller vandfald eller noget andet mellemled, er taget i menneskets tjeneste - sjælden eller aldrig træder modsætningerne mellem yderpunkterne i menneskehedens udviklingshistorie frem så skarpt og så overvældende som her. Og den samme modsætning, som her optræder, træffer man overalt i Ægypten, under den ene eller den anden form, i en mer eller mindre udpræget skikkelse. Kongegrave og templer, obelisker og kolossalstatuer, sfinxer og hieroglyfer - og på den anden side det store, umådelig sammensatte apparat, ved hvis hjælp den ægyptiske jords rigdomskilder bliver lukket op for de engelske kapitalister, ved hvis hjælp den ægyptiske befolkning bliver udbyttet af de engelske pengemænd. Kamelkaravaner drager sindig afsted ad landevejen, hvor de dirrende telegraftråde melder om chancerne for bomuldshøstens udfald og bomuldsprisernes stigen eller dalen alverden over, og langs gravbyen i Theben, som vel er verdens største og mærkeligste ruinmark, tæt forbi memnonstøtterne og de store templer og de talløse grave, løber lige i ørkenranden en lille jernbane, der bringer sukkerrørene til saftstationen.

Det er disse sælsomme modsætninger, som allevegne tvinger sig ind på den fremmede, der har øje opladt for mere end blot de seværdigheder, rejsebøgerne fortæller om og førerne tilbyder at forevise, det er dem, som gør det så forunderlig stemningsfuldt at færdes i Ægypten. Ligesom i et geologisk tværsnit ser man her aflejringer af de forskellige kulturperioder, lige fra hulebeboernes flinteredskaber, gennem de utallige rester fra faraonernes tid, gennem de mangfoldige spredte stumper af græsk og romersk bygningskunst, videre frem gennem oldkristendommen, som den udformedes i den koptiske kirke i Sydægypten, gennem muhammedanismen med dens prægtige moskeer, dens fine kunstindustri og dens brogede folkeliv, som det leves den dag i dag på Cairos gader, helt ned til de værker, kapitalismen i dens mest moderne skikkelse rejser. Det er ikke en enkelt fase af verdenshistorien, som her træder én i møde, men det er dem alle. Og hver enkelt af disse faser tegner sig med sit ganske særegne karakterpræg, sondrer sig skarpt ud fra alle de andre, tilsyneladende uden overgang, uden mellemled - som den frodige niljord, hvor der kan høstes tre gange om året, grænser lige op til ørkensandet, hvor ikke det nøjsomste græsstrå kan finde næring. Men det er ikke blot disse modsætninger, som falder så stærkt i øjnene - det er også ligheden mellem nutiden og den fjerne oldtid, ligheden i levevis og sociale kår.

Ægypten er et bondeland nu som da; af hver 10 indbyggere er de 7 fellaher, husmænd, landarbejdere, småbønder, som lever af at dyrke jorden. Og den ægyptiske fellah er den samme nuomstunder, som han var for fire-fem årtusinder siden. Folkevandringer, revolutioner, skiftende statsformer, vekslende sociale institutioner, alting synes at være gået sporløst hen over hovedet på ham. Trods al raceblanding er hans udseende ganske det samme som det, der er gengivet på tusinder af billeder af trælle og bønder i de gamle templer og stormandsgrave. Trods sprogforskel og religionsforskel skal hans tankegang, efter alle sagkyndiges skøn, være fuldstændig uforandret siden hine fjerne dage. Trods alle landbrugsteknikkens fremskridt dyrker han sin jord nøjagtig på samme måde, som den dyrkedes den gang - løfter Nilvandet op fra kanalerne ved hjælp af de samme primitive redskaber, hvad enten det nu er et vippebrædt med en spand fæstet til den ene ende eller et tandhjul af træ, som drejes af bøfler, pløjer jorden med den samme simple træplov, der kun ridser svage furer, tærsker kornet ved at lade okser trække en slæde frem og tilbage over tærskepladsen - et syn, der levende minder én om det bibelske ord, at man ikke må »binde munden på oksen, som tærsker«. Og trods al den fylde og rigdom, der under hans hænder gror frem af det frodige nildynd, er han ligeså elendig stillet nu, som han var, da han trællede for faraonerne; hans slid er ligeså hårdt, hans bolig ligeså kummerlig, hans føde ligeså ussel - han er ligeså udbyttet, ligeså udpint, som han var dengang; formen for udbytningen er vidt forskellig, men resultatet er det samme.

Som den ægyptiske landsby nu ser ud, sådan har den utvivlsomt også set ud i ældgamle tider. Det er det uhyggeligste indtryk, man får, når man ser dette virvar af lave, grå hytter, klinede op af nildynd og kun med nogle stråmåtter som tag, snavsede i en forfærdelig grad, befolkede af nøgne eller halvnøgne børn og pjaltede, utøj befængte mænd og kvinder, i hvis ansigter der læses dyb kummer og livslede. Og dette indtryk bliver stærkere, jo mere man ser, og det er ikke et overfladisk turistindtryk; det bekræftes af alle, der gennem mange års erfaring kender den ægyptiske fellahs liv på nærmeste hold. Et af det regerende fyrstehus' medlemmer, prins Hussein Kámil, skildrer fellahens tilværelse i følgende ord: »han tilbringer sit hele liv under trykket af den gæld, han har pådraget sig, og hvad han får ind, rækker lige netop til at betale skatter og renter. Stadig bliver han nødt til at optage nye lån imod ågerrenter. Han lever i et hav af bekymring, som der intet middel er til at komme ud af.«

Og den europæiske forfatter, der vistnok har det nøjeste kendskab til den ægyptiske fellah, tyskeren, professor Schweinfurth, giver et ligeså grelt billede. Han fortæller, hvordan »hans bolig er af den elendigste beskaffenhed«, hvordan »hans hele livsførelse er den tarveligste i verden; hans måltid kan kendetegnes ved de tre ord: hurtigt, lidet og dårligt.« Han skildrer, hvordan fellahen i sine unge år viser en forbavsende intelligens og lærelyst, munterhed og friskhed, men hvordan han sidenhen under trykket af nød og sorg og den fuldstændige håbløshed mister alle disse egenskaber; »han pløjer og høster, han slider og slæber, men de småskillinger, han tjener, får han sjælden lov til at beholde,« og således forhærdes hans sind, og han bliver bitter og hadefuld, »efterhånden som han fatter den udbytning, han er underkastet.« Og forfatteren tilføjer: »i oldtiden måtte fellahen trælle for præster og fyrster og overlade sit arbejdes frugt til de mægtige; nuomstunder går det ham som fri mand ikke synderlig bedre; det er kun navnene på de herrer, han tjener, der er blevet andre.« Udbytternes navne er blevet andre, udbytningens  former er skiftede, men udbytningen selv er ligeså hård, som den var i gamle dage, og lader de udbyttede tilbage i ligeså elendig en forfatning. Som de dengang, hvad der fremstilles på mangfoldige gravbilleder, måtte møde for fyrsten eller ypperstepræsten eller den verdslige stormand med deres tribut af korn og frugter, af husdyr og fjerkræ, således må de nu møde for skatteopkræveren og bankmanden, og som deres afgifter dengang blev brugt til en overdådig hofholdning, således rinder nu de blodpenge, der udpines af dem, som en mægtig strøm af mange millioner år. Efter år ind i de engelske finanskapitalisters pengekasser.

Det er finanskapitalen, som behersker Ægypten, og hvis ofre de ægyptiske fellaher er. Her finder man, i så udpræget en grad som næppe noget andet sted på jordkloden, typen på kapitalens indirekte udbytning, denne udbytningsform, som nedbryder uden at bygge noget tilsvarende i stedet, som udsuger befolkningen uden at stille den lysere kår i udsigt for fremtiden, som avler elendighed og trøstesløshed uden samtidig at skabe et proletariat, der vækkes til klassebevidsthed og organiseres til klassekamp. Det er de engelske bankmænd, der råder over Ægypten med en myndighed mere vidtgående end den, nogen farao har siddet inde med. Historien om, hvorledes den engelske kapital har erobret Ægypten, hvilke midler den har anvendt for at tilegne sig dette herredømme og befæste og udvide det, og hvilke dybtgående konsekvenser hele dette forhold har haft for den ægyptiske befolkning, er af overordentlig interesse for den, der vil forstå kapitalens hele virkemåde. Thi det er den kapitalistiske kolonialpolitik i renkultur, man her står overfor. Som det er gået her, således går det overalt, hvor den europæisk-amerikanske kapital spænder sine garn ud over halvbarbariske lande i fremmede verdensdele.

Den række af begivenheder, der har ført Ægypten ind i kløerne på europæisk kapital, danner et af de smudsigste kapitler i den internationale finanskapitals historie. Det er en proces, hvortil man kun finder noget fuldtud tilsvarende i de mest uappetitlige affærer, som arrangeres i en obskur privatdiskontørs kontor. Igennem de første to tredjedele af det 19. århundrede, efter at Ægypten næsten helt havde frigjort sig fra det tyrkiske herredømme og på alle vigtigere områder vundet fuldstændigt nationalt selvstyre, var der foregået en langsom, men meget betydningsfuld udvikling i retning af landets modernisering og tilegnelse af vesterlandsk kultur. Administrationen, retsplejen, skolevæsenet var blevet omordnet og væsentlig forbedret; nye kanaler og sluseværker var blevet anlagt til regulering af Nilens oversvømmelser og til frugtbargørelse af hidtil øde strækninger; man var begyndt på at anlægge jernbaner og telegrafledninger; allerede i 1856 var der blevet givet koncession på Suez-tangens gennemskæring, et arbejde, der ville få den allerstørste økonomiske betydning for Ægypten.

Hele denne udvikling, der hidtil var gået gradvis for sig, blev, da Ismail Pascha i året 1863 som Khediv tiltrådte regeringen, fremskyndet med rivende fart - med en sådan fart og under sådanne former, at det nødvendigvis måtte ende galt. Ismail var vistnok en begavet mand, rig på nye idéer og ivrig efter at føre dem ud i livet, men han var en spillenatur og en fantast, besat af spekulationslidenskab og demoraliser et ved påvirkninger fra Napoleon III's letsindige hof. Statens regelmæssige indtægtskilder flød kun småt og var langtfra i stand til at yde tilstrækkelige midler til realisationen af de mangfoldige projekter, der myldrede frem - så meget mindre som den vanvittig overdådige hofholdning slugte kolossale summer - og han var da nødt til at ty til fremmede, til franske og især til engelske banker. Den ægyptiske statsgæld havde før den tid været forsvindende ringe; nu fulgte det ene statslån efter det andet, slag i slag, i almindelighed et nyt lån hvert år og af stigende størrelse. Allerede i året 1873 var den faste gæld nået op til det for et så lille og så fattigt land som Ægypten svimlende beløb af 1265 mill. kr., medens der samtidig flød for omtrent 500 mill. ægyptiske statsveksler omkring i Europa.

De europæiske bankmænd havde været overordentlig imødekommende overfor den ægyptiske regering, hver gang den søgte ny lån, men de havde sørget for at tage sig godt betalt. Den rente, de officielt betingede sig af de faste statslån, regnet til parikurs, var 7 pct. - for et enkelt låns vedkommende endog 9 pct.; Men den faktiske rente var langt større. Thi en meget stor del af beløbene forsvandt i mæglernes, bankier'ernes og de andre mellemmænds hænder, som præmie, provision, sikkerhed for risikoen og under mangfoldige andre navne; og jævnlig blev lånene udbetalt ikke i rede penge eller gode papirer, men i papirer, hvis værdi var langt under deres pålydende. Over fjerdedelen af de beløb, der kontraktmæssig skulle være tilflydt den ægyptiske statskasse, blev således borte under vejs, knap tre fjerdedele nåede deres bestemmelsessted. Den virkelige rente, som den ægyptiske stat måtte udrede, blev følgelig langt større, end den officielle, gennemgående omkring 11 pct. og i flere tilfælde op imod 15 pct. Det var fuldstændig eventyrlige gevinster, de europæiske, særlig de engelske kapitalister her høstede. Ægyptens finansstyre under Ismail blev en malkeko, hvortil man ingensinde havde set mage; sjælden havde der budt sig nogen så storstilet lejlighed til at skrabe profit sammen; og sjælden havde kapitalisterne udnyttet en situation med så skamløs en frækhed som her.

Men det var indlysende, at for det ægyptiske samfund måtte hele denne finanshusholdning hurtig tage en ende med forskrækkelse. De kapitaler, man havde skaffet sig fra udlandet, var ganske vist for en stor del blevet anbragt i overordentlig nyttige foretagender - vel var meget betydelige summer blevet ødslet bort til pragtfulde fester og urimelig kostbare paladser eller tabt ved mislykkede spekulationer; men hovedmængden var dog blevet brugt til anlæg af havne, dokker, fyrtårne, kanaler, jernbaner, telegraflinier, sukkerfabriker, forsøgsstationer og deslige; og man sporede tydeligt virkningerne af alt dette: det dyrkede areal var ved de nye overrislingsanlæg vokset med over 1¼ mill. tdr. ld., med mere end tredjedelen, og omsætningen med fremmede lande var steget til næsten det tredobbelte. Det var i virkeligheden en kolossal økonomisk fremgang, hvori Ægypten befandt sig. Men de regelmæssige statsindtægter kunne først efter en årrækkes forløb bringes til at stige i takt med statsgældens voldsomme stigning, så der ville under alle omstændigheder være indtrådt en vanskelig overgangsperiode. Havde endda forrentnings- og afviklingsvilkårene for gælden været blot nogenlunde rimelige, er der ingen tvivl om, at Ægypten ville have kunnet ride stormen af. Men den frygtelige rentebyrde, man nu havde pådraget sig, var det umuligt at bære. Statsindtægterne forslog ikke. Man var nødt til at optage nye lån for at kunne betale renterne af de gamle, og således blev gælden mere og mere fortvivlende. Man var nødt til at udskrive ny skatter, langt ud over befolkningens ydeevne, og således forarmedes landet. Man var nødt til at gribe til de mest desperate forholdsregler for at klare sig ud af de vanskeligheder, som hvert øjeblik opstod; allerede i 1871 blev det således tilbudt grundejerne, at de mod en ringe udbetaling en gang for alle fremtidig kunne blive befriet for halvdelen af de skatter, der påhvilede deres jorder. Men alle sådanne forholdsregler gav selvfølgelig kun galgenfrist. I året 1876 måtte den ægyptiske regering erklære sig ude af stand til at overholde sine forpligtelser, og hermed indlededes det andet afsnit af den europæiske finanskapitals udbytning af det ægyptiske folk.

De europæiske pengemænd begyndte selv direkte at tage hånd i hanke med styrelsen af den ægyptiske stat. En komité af engelske og franske kapitalister overtog kontrollen med finansvæsenet og fik statsgælden samlet fra de mange spredte lån til enkelte større grupper. Resultatet af denne omordning, som blev foretaget ved de nederdrægtigste midler og udelukkende med kreditorernes interesser for øje, var en stærkt forøget rentebyrde og en langt skrappere inddrivning af skatterne. De europæiske kapitalister gjorde glimrende forretninger, men befolkningens nød steg ud over alle grænser. Melioreringsværkerne, overrislingskanalerne, dæmningerne forfaldt, da der ikke var midler til at vedligeholde dem, og strækninger af hidtil dyrket jord gik ud af kultur. Pinte af de ulidelige skatter måtte tusinder af småbønder forlade hus og hjem og flakke om som vagabonder. I sommeren 1878 skal 10.000 mennesker ligefrem være død af sult, medens mangfoldige andre omkom af dysenteri og andre hungersygdomme. Forgæves bønfaldt den ægyptiske regering sine kreditorer om henstand med renternes erlæggelse og om nedsættelse af rentefoden; de var ubønhørlige, de ville presse den sidste dråbe ud af befolkningen. De indsatte et ministerium, der bestod af deres egne kreaturer, og da forbitrelsen blev så stærk, at dette ministerium måtte gå af, svarede de med et statskup: Ismail Pascha blev afsat i 1879, og hans efterfølger blev stillet fuldstændig under formynderskab af den europæiske finanskomite! Imidlertid begyndte man nu at forstå, at buen var strammet så stærkt, at strengen måtte slappes, hvis den ikke skulle briste. En omordning af statsgælden blev påny foretaget, således at rentefoden blev noget formindsket - men rigtignok således, at det først og fremmest blev de fremmede kreditorer, som kom til at nyde fordelen heraf; af det overskud, der blev indvundet ved rentens nedsættelse, skulle en del anvendes som præmie til kreditorerne; de fremtidige indtægter fra statsbanerne, telegrafvæsenet og en hel del andre kilder skulle lægges til side som en særskilt fond, der ikke måtte anvendes til almindelige kulturformål, men skulle stå til rådighed som garanti for statsgælden; nye skatteobjekter blev omhyggeligt udfundne og taget i brug - således blev de grundejere, der få år i forvejen for tid og evighed havde frikøbt sig for halvdelen af deres grundskatter, påny beskattede i fuld udstrækning. Disse forholdsregler bragte hurtig bedring i den ægyptiske stats finanshusholdning, man nåede balance på statsregnskabet; men for den ægyptiske befolkning betød de ingen lettelse. Den sociale elendighed, som skatteplyndringen havde medført, varede stadig ved, og til ophidselsen over det økonomiske tryk kædede sig forbitrelsen over de fremmede magthaveres regimente. I 1881 begyndte en række uroligheder, som fortsattes i det følgende år, og den engelske regering tog heraf påskud til at sende tropper i land og besætte Ægypten - rent foreløbig, hed det sig den gang, indtil der var tilvejebragt ro i landet; men denne »foreløbige« besættelse har varet sidenhen, i over tredive år.

Med den engelske besættelse i 1882 begyndte den tredje og foreløbig sidste akt af det uhyggelige drama, Europas finanskapital har opført på den ægyptiske scene. Landet er fra nu af i alt væsentligt at opfatte som en koloni under den engelske stat, og staten optræder som en pålidelig og overordentlig virksom forretningsfører for de interesserede kapitalister. Den franske indflydelse, der oprindelig var nogenlunde jævnbyrdig med den engelske, er helt skudt til side; det er England, som er absolut dominerende. Den engelske generalkonsul i Cairo, i nogen tid lord Kitchener, er faktisk den, der styrer landet; uden hans samtykke kan intet foretages; hans medhjælper skal deltage i ethvert ministermøde; hans agenter i de forskellige ministerier kan nedlægge forbud mod en hvilken som helst ny foranstaltning; og omvendt er hans ønsker om ny foranstaltninger, helt ned til de mindste småting, lov for de ægyptiske autoriteter - når han f.eks. Erklærer, at han på en bestemt dag agter at køre i automobil fra Cairo til badestedet Heluan, hvortil der tidligere ingen landevej førte, skal landevejen være færdig til den fastsatte dag. En hærskare af engelske embedsmænd oversvømmer landet; der kan ikke holdes marked i en landsby, uden at den engelske inspektør er til stede; der kan ikke anstilles en undersøgelse over kvægpestens udbredelse i en kommune, uden at skemaerne er godkendt af den engelske veterinær. På alle mulige områder er englændere stillet i spidsen for administrationen, således at hele maskineriet kan foregå med engelske interesser for øje, ud fra de synspunkter, der stemmer bedst med de engelske kapitalisters interesser. Og i én henseende har maskineriet unægtelig fungeret fortræffelig. Ægypten har vist sig stadig at være en guldgrube for den engelske kapital, et glimrende aktiv for både finans- og industrimændene i England - men ganske vist til liden glæde for den indfødte befolkning, der er ligeså udpint, ligeså elendig stillet som før.

Det var statsgælden, som gav de fremmede kapitalister lejlighed til at slå deres klør i den ægyptiske befolkning, og med en forfærdelig tyngde hviler statsgælden stadig på hele det ægyptiske samfundsliv. Den 1 januar 1913 udgjorde statsgælden 1740 mill. kr., og uagtet rentefoden efterhånden er blevet nedsat, måtte staten i finansåret 1912 udrede noget over 72½ mill. kr. i renter. Det er mere end fjerdedelen af samtlige ordentlige statsudgifter, det er godt 6 kr. i årligt gennemsnit for hver indbygger - og dette i et land, hvor den store hovedmasse af befolkningen kun har forsvindende små indtægter, hvor sikkert kun en meget ringe brøkdel af familierne kan tjene op imod 1 kr. Om dagen. I løbet af de tredive år fra 1882 til 1912 har den ægyptiske befolkning ialt måttet udrede godt 2.185 mill. kr. som renter til statens fremmede kreditorer. For at bære disse byrder har man måttet anspænde skatteevnen til det yderste - og vel at mærke på en sådan måde, at det er de fattige og navnlig den fattige landbefolkning, som må betale den store hovedmængde af skatterne. Nogen indkomst- eller formueskat eller nogen anden skattereform, som på en blot nogenlunde rationel måde fordeler skattebyrden mellem rig og fattig, forekommer ikke i Ægypten og har hidtil overhovedet ikke kunnet indføres, da de fremmede magter har modsat sig, at de af deres statsborgere, der var bosat i Ægypten, blev gjort til genstand for personlig beskatning; og når de fremmede, for en stor del meget rige indbyggere skulle fritages, var selvfølgelig enhver sådan skattereform uigennemførlig, og man måtte søge andre kilder til at finde dækning for statens behov.

De ægyptiske skatter falder i to forskellige grupper, begge lige tyngende for befolkningen, toldskatterne og grundskatterne. Indførselstolden der årlig indbringer 60 -70 mill. kr., er for alle varers vedkommende en værditold for kul, kød og nogle ganske enkelte andre varer udgør den 4 pct., for de øvrige varer, med undtagelse af tobak. 8 pct. af værdien; af udførselsvarer betales 1 pct af værdien. Idet disse afgifter rammer de mest forskelligartede varer i flæng, kommer de selvfølgelig til at virke i høj grad ubillig. De fordyrer en række af den fattige befolknings vigtigste livsfornødenheder, og de hæmmer samtidig, ved fordyrelsen af råstoffer og andre produktionsmidler og ved prisforøgelsen på alle udførselsgenstande, i høj grad landets industrielle udvikling - for blot at nævne et enkelt, men overordentligt vigtigt eksempel, har dette toldsystem faktisk umuliggjort en ægyptisk bomuldsindustri; de masser af bomuld, der avles i landet, må udføres i rå tilstand for at forarbejdes i de engelske fabriker og vender først derefter i vævet tilstand tilbage til Ægypten. Og på samme måde som den øvrige told har også den overordentlig høje told på tobak, cigarer og cigaretter virket; for i fuldt mål at kunne udnytte denne rige indtægtskilde for statskassen blev der først indført en meget høj afgift af den indenlandske tobaksdyrkning, og siden blev det, i 1890, forbudt overhovedet at dyrke tobak i Ægypten; resultatet var, at statens indtægter forøgedes betydeligt, men at fellahen blev afskåret fra noget nær det eneste nydelsesmiddel, han før havde kunnet tillade sig, og at samtidig den hidtil stærkt udbredte tobaksdyrkning, der havde givet mangfoldige småbønder brødet, blev ødelagt.

Ligeså udbytterisk af natur som toldskatterne er også grundskatterne, der årlig indbringer godt 100 mill. kr. En mindre del af dem falder på faste ejendomme i byerne og opkræves med tolvtedelen af den årlige lejeværdi. En anden del falder med ca. 45 øre om året på hvert dadelpalmetræ - og når man kender den rolle, dadelpalmen spiller for den ægyptiske fellah, der ikke blot herfra henter et af sine allervigtigste næringsmidler, men også udnytter træets tømmer, bark og blade, og når man véd, at der til hver fellahhusholdning gennemsnitlig hører omkring en halv snes træer, forstår man, hvor følelig denne skat må være; der er endog de steder, hvor antallet af dadelpalmer i de senere år er gået ned, utvivlsomt fordi man har fundet det fordelagtigst at fælde træerne i stedet for at betale skatten. Den store hovedmasse af grundskatterne består dog af den egentlige jordskat. Den synes i sin nuværende skikkelse, i hvilken den samler og regulerer de mange ældre, for største delen ganske planløse jordafgifter, at være gennemført under bestræbelsen for at skabe den størst mulige ligelighed; al agerbrugsjord er, som tilfældet var ved de gamle danske hartkornsskatter, vurderet i forhold til sin naturlige beskaffenhed og fordelt i 22 forskellige klasser, hver med sin forskellige afgift, stigende fra 3,40 kr. For hver td. ld. af den dårligste til 39,70 kr. For hver td. ld. af den bedste jord; ved værdsættelsen synes det iøvrigt, som om georgeistiske principper i nogen grad har gjort sig gældende - det fremhæves udtrykkelig, at det ikke er jordens faktiske udbytte, men den rigdomsmulighed, den rummer, som skal gøres til genstand for beskatning, for særlige, fra statens eller kommunernes side stammende forbedringer, f.eks. ved nye kanalanlæg, yder jordejeren en særlig afgift ud over den almindelige skat. Men så kolossale er de beløb, hvormed denne skat opkræves, så uforholdsmæssig høje i sammenligning med jordens udbytte, at skatten bliver ulidelig tung.

Hos alle iagttagere - blot med undtagelse af dem, hvis opgave det er at forherlige det engelske styre i Ægypten - møder man den enstemmige opfattelse: at den skattebyrde, der påhviler fellahen, i længden er uudholdelig og ødelæggende for hele samfundshusholdningen. Skal bønderne blot i nogen grad hæves op fra deres nuværende elendighedstilstand, må skattesystemet helt omlægges og først og fremmest grundskatterne lettes betydeligt. Som forholdet er nu, er der i tusindvis af fellaher, der hvert år bukker under. Indtræffer der blot et ringe uheld, dør der et kreatur eller falder høsten dårligere ud end sædvanlig, da har fellahen ikke penge til at betale sin skat; men skatten skal betales; han bliver da nødt til at søge lån, og han må betale ågerrenter for lånene - ofte, efter hvad der udtrykkelig fremhæves i den sidste officielle rapport fra lord Kitchener til det engelske parlament, 30, 40 eller flere procent om året. Efter kort tids forløb har så skatter og renter i forening suget ham fuldstændig ud; han må opgive sin ejendom, som statskassen eller ågerkarlen lægger beslag på, og synker ned i det besiddelsesløse landproletariat, som til stadighed lever, ikke på, men under sultegrænsen. Så store ødelæggelser har hele denne proces anrettet, idet den år efter år har gentaget sig i tusinder af tilfælde, at man har måttet gribe til særlige foranstaltninger for at værne småhusmændene mod fuldstændig udryddelse. Således bestemmer en lov fra 1912, at ingen ejendom på mindre end 5 feddan (knap 4 tdr. land) kan blive gjort til genstand for eksekution i anledning af gæld; man håber derved at vanskeliggøre disse smålodders forgældelse; men man har ganske vist ikke anvist ejerne noget andet middel til at klare de skatter, som er årsagen til forgældelsen; og iøvrigt er der vel næppe tvivl om, at ågerkarle og bankmænd nok skal finde midler til at omgå lovens bestemmelser.

Under hele denne udvikling holdes bondestanden nede i den dybeste elendighed. Men for den engelske kapital bliver også dette en kilde til rige indtægter. Thi det er ikke blot de små, græske ågerkarle rundt omkring i landsbyerne, men også - og i de senere år i stadig stigende grad - de store kapitalistiske hypotekbanker, der gør glimrende forretninger med de udsultede bønder. Den ægyptiske landbrugskredit er blevet næsten ligeså rig en guldgrube for den engelske finanspolitik, som den ægyptiske statskredit oprindelig var. Endnu i 1897 arbejdede de ægyptiske hypotekbanker med en samlet kapital af kun 100 mill. kr., i 1910 var dette beløb steget til 916 mill., og aktierne gav et gennemsnitligt udbytte af over 8 pct. Og også på anden måde høster de engelske kapitalister gevinst på den ægyptiske bondestands forarmelse. De ejendomme, der udbydes til tvangssalg for gæld, bliver kun sjælden købt af indfødte, da det strider imod muhamedanismens religiøse forestillinger at erhverve jord ad denne vej. De går da gerne over i europæiske kapitalisters besiddelse. Undertiden drives de af de kreditinstitutioner, der har gjort udlæg i ejendommene, hyppigere overtages de dog enten af store aktieselskaber eller af private kapitalister. Ved udgangen af 1910 fandtes der 13 store selskaber, som ejede og drev grundejendomme på landet, og 14 selskaber, som udnyttede grundejendomme såvel på landet som i byerne, med en samlet kapital af 251 mill. kr., i 1897 var det tilsvarende beløb kun 19 mill. kr. i 1911 var der 1.566 udlændinge, som hver især ejede over 38 tdr. land, tilsammen godt en halv million tdr. land ægyptisk jord, ottendedelen af al den jord, der overhovedet er i privatbesiddelse, og i løbet af kun de sidste 10 år er omfanget af disse store ejendomme, som er i fremmedes hænder, steget med 30 pct. og de arealer, der således går fra småbønderne over til fremmede kapitalister og samles i storgodser, hvor den moderne agerbrugsteknik udnyttes og de fordums ejere træder ind som lønarbejdere, danner en ny kilde til profit for kapitalen; der er eksempler på, at sådanne ejendomme i få år er steget til den mangedobbelte værdi.

Som således den ægyptiske fellahs forarmelse og utryghed hænger nøje sammen med de mægtige profitmasser, den engelske kapital mellem år og dag tilegner sig, således også, hvor det gælder den omdannelse af hele landbruget, som har fundet sted under engelsk påvirkning. Fellah'en er, halvt med det gode og halvt med det onde, blevet tvunget til at dyrke bomuld. I året 1910 var næsten 1½ mill. tdr. ld. dyrket med bomuld og dette areal er i stadig tilvækst; de gulblomstrede bomuldsmarker giver, side om side med dadelpalmerne, det ægyptiske, særlig det Nordægyptiske landskab dets særpræg. I året 1911 blev der udført for 424 mill. kr. råbomuld. For bomuldsspinderierne i Lanchashire er dette selvfølgelig en overordentlig stor fordel; de har adgang til uhyre mængder af deres råstof, i fortrinlige kvaliteter og til billige priser; og de er selv i stand til, igennem den politiske indflydelse, de øver på landet, at gribe regulerende ind i dyrkningen. Men anderledes for den ægyptiske fellah. Selv om hans indtægter i rede penge er steget ved overgangen til bomuldsdyrkningen, så er den forøgede fortjeneste blevet helt opslugt, dels af den stigende gæld dels af en tilsvarende forøget skattebyrde - thi de jorder, der egner sig til bomuldsdyrkning, er særlig højt beskattede, og netop derved er bomuldsavlen blevet stærkt fremskyndet. Hans hele husholdning er blevet omskabt, den gamle naturaløkonomi, under hvilken han i alt væsentligt levede direkte af sin jords frembringelser, befinder sig i opløsning; han sælger sin afgrøde og er nødt til at købe de allerfleste af sine livsfornødenheder. Kornavlen er gået stærkt tilbage; Ægypten må indføre store mængder af korn og mel for at kunne dække sit forbrug. Samtidig synes det, som om bomuldsdyrkningen, i det omfang hvori den drives, udpiner jorden, berøver den dens naturlige frugtbarhed; praktiske erfaringer viser, at høstudbyttet er i alvorlig tilbagegang. Sålænge bomuldspriserne er opgående, kan hele landbrugsmaskineriet endnu fungere nogenlunde normalt - men hvis priserne falder, vil en frygtelig katastrofe indtræde, der vil være fuldstændig ødelæggende for hele den ægyptiske bondestand. Selve den engelske generalkonsul peger i sin årsberetning for 1912 på, hvor faretruende den tilstand er, som er fremkaldt ved den altfor forcerede bomuldsdyrkning.

De engelske forfattere, der skildrer det moderne Ægypten, og de engelske embedsmænd, der er ansat i ægyptisk tjeneste, er næsten uden undtagelse opfyldt af begejstring for de fremskridt, landet har gjort under de godt tredive års engelsk styre. En ganske anden er den dom, der fældes, ikke blot af de indfødte ægyptere, men også af de ikke-engelske europæere, som har haft lejlighed til i mange år at iagttage landets udvikling. »gud fri os fra koleraen og fra englænderne«, er en udtalelse, som ofte høres, og som giver et skarpt udtryk for den herskende opfattelse.

Der er ingen tvivl om, at der i rent materiel henseende har fundet meget betydelige fremskridt sted, i den tid Ægypten har været styret af englænderne. Kendsgerningerne viser det på mangfoldige områder. Handel og omsætning er steget kolossalt; jernbane- og telegrafnettet er blevet stærkt udbredt; høstudbyttets pengeværdi er vokset; kvægpesten er gået tilbage; nye arealer er vundet ind for kulturen igennem kæmpemæssige anlæg af kanaler og dæmninger; nationalvelstanden er blevet væsentlig forøget. Og der er næppe tvivl om, at en del af disse fremskridt må tilskrives den engelske administration og vanskelig ville være blevet nået, hvis det ægyptiske samfund helt havde været overladt til sig selv. Men selvfølgelig skyldes alt dette ikke nogen faderlig omsorg for det ægyptiske folk; hvad englænderne har udrettet, er gjort ud fra den engelske kapitals interesser; de har været nødt til at gøre det, hvis landet skulle bevares som det rige udbytningsobjekt for de engelske kapitalister. En rovdrift, der til det yderste udpinte, ikke alene de enkelte individer, men også landets naturlige rigdomskilder, ville i længden være skæbnesvanger for selve den udbyttende kapital. Det har været nødvendigt at opretholde en vis grad af skatteevne hos befolkningen, for at de engelske statskreditorer kunne være sikre på renterne af deres udlånte kapitaler - hvis skatteevnen ebbede ud som følge af en altfor vidtgående elendighed, ville de 70-75 mill. kr., staten hvert år må aflevere til sine fremmede kreditorer, være truede. Det har været nødvendigt at udvikle en vis grad af købeevne hos befolkningen, ved at sprænge den gamle naturalhusholdning og i dens sted skaffe indpas for den rene pengeøkonomi, nødvendigt for at den engelske industri her kunne finde et stadig voksende afsætningsmarked for sine produkter - det ville ellers have været umuligt at forøge den engelske varetilførsel så voldsomt, som tilfældet har været, fra 64 mill. kr. endnu i slutningen af 1890'erne til 146 mill. kr. i hvert af årene 1910 og 1911. Det har været nødvendigt at lede befolkningens arbejdskraft over til bomuldsdyrkningen for at sikre de engelske tekstilfabrikanter en passende forsyning med deres vigtigste råstof - og ikke blot de engelske tekstilfabrikanter, men mangfoldige andre grupper af engelske kapitalister, mæglere, ekspeditører, skibsredere osv. Har spundet silke ved fellah'ernes arbejde i bomuldsmarkerne. Alt dette har været klog politik, set fra den engelske kapitals synspunkt, og det er - mere eller mindre klart bevidst - ud fra dette synspunkt, alle englændernes bestræbelser i Ægypten har været ledet.

Men, som vi har set, er alt dette kun i grumme ringe grad kommet fellaherne, der udgør den store hovedmasse af den ægyptiske befolkning, til gode. Samtidig med at landets velstandskilder er blevet så stærkt udviklede og nationalvelstanden så stærkt forøget, befinder fellahen sig i alt væsentlig i den samme elendighed som i gamle dage - og der er tilmed kommet et nyt forhold til, som gør hans tilstand endnu mere alvorlig end nogensinde før: den usikkerhed, som stammer fra, at hele hans tilværelse står og falder med bomuldspriserne på verdensmarkedet. Og det er ganske naturligt, at virkningerne af det engelske regimente føles som en forbandelse overalt i den ægyptiske befolkning, men først og fremmest ude i den store arbejdende landbefolkning. Thi resultatet har været en voldsom og for befolkningen yderst skæbnesvanger brydning mellem to helt forskellige samfundsformer: på den ene side den gamle orientalske naturalhusholdning og på den anden side den moderne kapitalistiske økonomi. Englænderne har i Ægypten ligeså lidt som i Indien eller nogen anden østerlandsk stat, de har haft magten over, forstået det orientalske, naturlig fremvoksende samfundsliv og søgt at passe deres reformbestræbelser ind i dets rammer.

I stedet for en langsom, gradvis fremadskridende  udvikling ud fra de bestående forhold, der passer til landets særegne naturlige betingelser og stemmer med befolkningens tænkemåde og nedarvede forestillinger, har de med vold og magt søgt at påtvinge Ægypten en række helt nye forhold, at proppe moderne kapitalistiske institutioner ind i den orientalske samfundshusholdning - ud fra den betragtning, at hvad der passer for den engelske landmand, også må passe for den ægyptiske, at hvad der er rationelt og fornuftigt i London, også må være det i Cairo. Og resultatet af alt dette har selvfølgelig, når det ikke ses fra de engelske kapitalisters, men fra den indfødte befolknings side, været en stadig fortsat kæde af alvorlige misgreb. Thi det er indlysende, at f.eks. det skattesystem, der måske i et gammelkapitalistisk land kan være nogenlunde tåleligt, bliver pinefuldt, når det overføres til et land som Ægypten. Og det er indlysende, at f.eks. den adgang til hypotekkredit, der for en nordeuropæisk bonde kan være et rationelt middel til driftens udvikling, bliver fuldstændig ødelæggende for fellahens hele bedrift. Hvad et sådant spring ud i det moderne kapitalistiske kreditsystem betyder, får man den bedste forestilling om, når man ved, at lige indtil året 1891 betragtedes al jord i Ægypten, med ganske enkelte undtagelser, som statens ejendom; bønderne havde brugsret til jorden og kunne sælge den og give den i arv, men det var staten, som var den egentlige ejer. Først for 22 år siden blev dette i engelske øjne så urimelige, men fra et gammelægyptisk standpunkt set fuldstændig naturlige besiddelsesforhold afskaffet, og der blev overdraget bønderne fuld ejendomsret - og dermed åbnedes sluserne fur den pantsættelse af jord og grund, som har været så skæbnesvanger for den ægyptiske småbondestand. De gamle samfundsforhold er blevet sprængt, uden at der er blevet stillet noget nyt i stedet, som har evne til at slå rod i landet. Man befinder sig i en opløsningstilstand, hvor alle kapitalismens nedbrydende kræfter har frit spillerum, uden at de positivt opbyggende kræfter kommer i virksomhed.

Det er ikke blot i rent økonomisk, men også i moralsk henseende, disse virkninger viser sig. Befolkningens tankegang omformes i lidet heldig retning ved påvirkningerne udefra. Det er den almindelige opfattelse hos alle, der kender den ægyptiske befolkning, at medens bønderne har bevaret deres gamle redelighed og retskaffenhed, ikke blot i deres indbyrdes forhold, men også i forholdet til europæerne, så breder korruptionen sig i en betænkelig grad blandt de ægyptiske overklasser, der er kommet stærkest i berøring med de fremmede, som embedsmænd, som købmænd osv. Også det stærkt voksende antal af forbrydelser vidner om en uheldig udvikling af befolkningens moral. Medens det ægyptiske folk tidligere var det fredsommeligste og skikkeligste i verden, har opløsningen af de gammeldags samfundstilstande givet stødet til en uhyggelig voksende kriminalitet; i året 1901 blev antallet af fuldbyrdede og tilsigtede mord og drab opgjort til 649, ti år senere til 1384, og samtidig steg antallet af ildspåsættelser fra 173 til 680 og af tyverier fra 15.593 til 24.747.

På et eneste punkt kunne man i hvert fald have ventet, at den engelske administration ville have været  i stand til at pege på et håndgribeligt og ubestrideligt fremskridt: nemlig en nedgang i dødelighedens styrke som følge af de hygiejniske foranstaltninger, der er iværksat, hospitalers oprettelse, drikkevandets filtrering i de større byer osv. Men end ikke her har, i hvert fald i nogen nævneværdig grad, det engelske reformarbejde vist sig heldbringende. Dødsfaldenes antal er stadig uhyggelig højt, og det synes snarere at være i tiltagen end i aftagen; i årene 1902-06 døde der årlig 258 af hver 10.000 indbyggere, i de følgende fem år derimod 278 - det tilsvarende tal er i Danmark kun 137. Ægypten med det overordentlig sunde klima bliver således et af de lande i verden, hvor dødeligheden er højst. Særlig børnedødeligheden har et frygteligt omfang; i byerne dør der blandt den ægyptiske befolkning 29 pct. af de nyfødte børn inden et års forløb. Også den tilvækst i indbyggertallet, som fra tid til anden gennem folketællingerne er konstateret, gennemløber en betænkelig udvikling; i de femten år fra 1882 til 1897 steg folkemængden med 2,4 pct. om året, men i de følgende ti år med kun 1,5 pct. og trods al bekæmpelse af den berygtede ægyptiske øjensygdom har denne landeplage dog stadig en kolossal udbredelse; ved den sidste folketælling viste det sig, at af hver 1.000 indbyggere var de 13 blinde (det er forholdsvis 25 gange så mange som i Danmark) og de 33 enøjede - og den officielle statistik betoner udtrykkelig, at disse tal ligger langt under det virkelige forhold. Man søger fra engelsk side at forsvare og retfærdiggøre fremmedherredømmet ved at henvise til, at det ægyptiske folk endnu savner den tilstrækkelige åndelige udvikling og modenhed til selv at kunne varetage landets styrelse men hvis dette var del virkelige motiv, hvis englænderne virkelig handlede ud fra en uegennyttig interesse for den ægyptiske befolkning og var rede til at vige pladsen, når befolkningen selv var i stand til at føre udviklingen videre, da måtte den første og mest magtpåliggende opgave naturlig have været den: at fremme oplysningstilstanden ved et energisk arbejde for undervisningsvæsenet, såvel det elementære som det højere. Men hvad der i så henseende er udrettet, er kun forsvindende lidet. Statsgældens forrentning har slugt midlerne dertil, og de ledende englændere har lagt en forbavsende ringe interesse for dagen, hvor det gjaldt denne opgave. Det sidste statsregnskab viser, at der af undervisningsministeriet kun er brugt 9½ mill. kr., kun lidt over 3 pct. af samtlige ordentlige statsudgifter. Antallet af skolesøgende drenge opgøres til kun 287.184 - i et land med 11-12 mill. indbyggere - og af skolesøgende piger endog til kun 37.227. Og selv om antallet af personer, der hverken kan læse eller skrive, er sunket en smule, så er det dog vedblivende uhyre stort; folketællingen af 1901 viste, at af hver 1.000 indfødte mænd var der kun 85, som kunne læse, og af hver 1.000 kvinder kun 3!

Intet under, at hele den udvikling, Ægypten har gennemløbet under det engelske styre har fremkaldt en stærk og stadig voksende modvilje hos det ægyptiske folk - en modvilje, der hos landbefolkningen føles som en dump instinktiv forbitrelse mod de fremmede udbyttere, men hos bybefolkningen, især dens mere oplyste dele, har antaget en klarere, mere bevidst karakter. Der spores en understrøm af had, som i lige grad næres ved fornemmelsen af den økonomiske udbytning og af den nationale undertrykkelse, som til tider giver sig voldsomme udslag - således da ministeren Boutros Pascha Ghali for et par år siden blev dræbt - og som sikkert kun venter på en gunstig lejlighed til at bryde løs. Man mærker i den engelske generalkonsuls sidste officielle indberetning, hvor nervøs man har været for, at Balkankrigen skulle give signalet til en revolutionær bevægelse i Ægypten - og det var sikkert kun Tyrkiets øjeblikkelige og afgørende nederlag, som forebyggede udbruddet af store uroligheder.

En enkelt indrømmelse har man for ganske nylig været nødt til at gøre til disse oppositionelle strømninger. Ved en lov af 1. juli 1913 er der blevet skabt en institution, som til en vis grad kan sammenlignes med en rigsdag i europæisk forstand. I og for sig vil dens betydning kun blive ret ringe. Thi uagtet det officielle navn er »den lovgivende forsamling«, har den dog ingen egentlig lovgivningsmyndighed; der kan vel ikke udstedes nogen ny lov, uden at den først har været forelagt og drøftet i forsamlingen, men regeringen er ikke bundet til dens beslutninger, den kan udstede love, som den lovgivende forsamling har forkastet; kun til indførelsen af nye direkte skatter er dens samtykke nødvendigt. Og uagtet den principielt hviler på almindelig valgret, er dette princip dog stærkt forfalsket, igennem et indviklet system af indirekte afstemning, igennem en række indskrænkende bestemmelser for valgbarheden og igennem et antal af regeringen udnævnte medlemmer. Alligevel vil denne nye forsamling, der træder i stedet for en karikatur af en folkerepræsentation, som har bestået i de sidste tredive år, kunne få nogen indflydelse på Ægyptens fremtid - og først og fremmest derved, at dens forhandlinger er offentlige. Den opposition, der hidtil kun har kunnet komme til orde i blade, som gang på gang er blevet undertrykte, har her et organ, har her lejlighed til at samle sig, organisere sig og afklare sit program. Der er da en mulighed for, at denne folkerepræsentation vil indvarsle en bevægelse, som ender med at befri Ægypten fra afhængigheden af de fremmede kapitalister og gøre det ægyptiske folk til herre over det ægyptiske land.

Udgangspunktet for den socialistiske samfundskritik er den erkendelse af grundloven for den historiske udvikling, som kaldes den materialistiske historieopfattelse: 1) At samfundsudviklingen gennem dens mange forskellige faser og i dens mange forskellige former i sidste instans bestemmes ved produktionsmidlernes udvikling og de deraf flydende økonomiske forskydninger; 2) At det er de produktive kræfter og de af dem skabte økonomiske tilstande, som på hvert enkelt tidspunkt danner grundlaget for samfundets juridiske og politiske institutioner, den jordbund, hvorpå hele kulturlivet gror, hvorfra det herskende indbegreb af idéer og moralforestillinger henter sin næring; 3) At overgangen fra den ene historiske fase til den anden finder sted gennem en klassekamp, en brydning mellem de forskellige klasser af befolkningen, som hver har sin særegne økonomiske stilling, hver sine særegne sociale interesser, hver sit særegne kulturelle præg, en brydning, under hvilken de klasser, der repræsenterer forældede produktionsformer, trænges tilbage og besejres, medens de, der repræsenterer fremskridtskræfterne, vinder frem og - dels gradvis, igennem mange småtræfninger, dels pludselig, igennem store sammenstød - erobrer magten i samfundet og benytter sig af magten til at omdanne samfundets institutioner i overensstemmelse med deres egne klasseinteresser.

Det er en hypotese, der ikke kan bevises eksakt, men må prøves på massen af de kendsgerninger, som foreligger. Og overalt, hvor man anlægger denne synsmåde, kommer der et helt nyt, klarere lys over de historiske fænomener, den logiske årsagsforbindelse træder frem; man forstår sammenhængen, hvor man før kun iagttog de splittede enkeltheder. Man tænke på de sociale kampe i roms forfaldstid, på Graccherne, Catilina, slavekrigene; man tænke på bøndernes og borgernes oprør i reformationstiden, på grevefejden og de store bondeopstande; man tænke på bourgeoisiets rejsning i den franske revolution; allevegne i de historiske gennembrudsperioder finder man lovens gyldighed bekræftet. Og allevegne kan man frem gennem hver enkelt historisk fase følge, hvordan klassemodsætningerne lidt efter lidt udvikler sig af de herskende økonomiske tilstande, hvordan de revolutionære kræfter gror, de eksplosive stoffer opsamles, som før eller siden må sprænge det bestående samfund.

Interessantest og frugtbarest er den prøve, der kan anstilles overfor det moderne samfundsliv, overfor de omgivelser, vi står midt i netop nu, i denne sælsomme, vulkanske periode, hvor gæringen er så dyb og så  vidtomfattende, at selv det sløveste sind mærker varslerne om de sociale omvæltninger, der forestår. Vi træffer indenfor det moderne samfund tre klasser: grundejere, kapitalister og arbejdere, svarende til de tre bestanddele, hvori arbejdets udbytte opløser sig: grundrente, kapitalprofit og arbejdsløn. Imellem dem er det, at den moderne klassekamp i al dens bitterhed føres - og må føres, så længe det nuværende samfund består, fordi det drejer sig om uforsonlige og uudryddelige økonomiske interesser. Hver enkelt af de tre klasser står fjendtlig overfor de to andre. Hvad arbejderen vinder, i form af højere løn, bedre arbejdsvilkår, større andel i samfundsarbejdets udbytte, det taber kapitalist eller grundejer. Når kapitalisten stræber efter forøget profit, sker det på arbejdslønnens eller grundrentens bekostning. Den grundrente, som grundejeren suger til sig, er taget ud af arbejderens eller kapitalistens lomme. Klassemodsætningerne er så ulægelig skarpe, netop fordi klasseinteresserne er hinanden så diametralt modsatte.

Der er flydende overgangsled, befolkningslag, der står på grænsen, med én fod i hver lejr - småborgeren eller småbonden, hos hvem arbejderens interesser er blandede med kapitalistens eller grundejerens, den landbrugsdrivende godsejer, som forener kapitalistudbytningen med grundejerudbytningen. Der er også indenfor hver enkelt af klasserne særinteresser, som gør sig gældende, og dybe forskelligheder i livsstandard og tænkemåde; klassen er ingenlunde nogen forskelsløs masse. Og dog, trods alle udflydende grænser og alle indre afvigelser, er de sociale klasser alt andet end teoretiske abstraktioner; det er reale, håndgribelige magter, og af brydningen imellem deres stridende interesser fremgår alt offentligt liv i nutiden. Sluttet sammen ved fælles interesser indadtil, skåret af ved fælles modsætninger udadtil, står de som tre kæmpende hære. Den faglærte industriarbejder med 1.200 eller 1.600 kr. om året kan tilsyneladende være vidt fjernet fra landarbejderen med tredjedelen eller fjerdedelen i årsindtægt; men så såre han begynder at gøre sig sin egen sociale stilling klar, forstår han, at de begge har de samme udbyttende magter over sig, grundejendommen og kapital, og at de kun kan frigøre sig ved i forening at bekæmpe og overvinde udbytningen. Hans vågnende sociale selverkendelse udvikler sig til klassebevidsthed, til solidaritetsfølelse, både i positiv og negativ forstand: forståelsen af de fælles interesser, forståelsen af det fælles fjendskab. Klassebevidstheden fører ham som aktiv deltager ind i klassekampen.

Det er i god overensstemmelse med hele denne opfattelse af klassekampens natur, når socialdemokratiet erklærer sig for et klasseparti, et arbejderparti. Det tager imod tilhængere fra alle samfundslag, når de kaster broerne af bag sig og fuldtud slutter sig til det socialdemokratiske program. Men dets bærende grundlag er og må være proletariatet, først og fremmest de egentlige lønarbejdere og dernæst den øvrige masse af udbyttede og undertrykte. Dets virksomhed er klassekampen imod de magter, som suger udbytte af proletariatets arbejde. Dets endelige formål er i fuldeste og absoluteste konsekvens at bringe proletariatets klasseinteresse til gyldighed. Men proletariatets klasseinteresse er af en egen art. De besiddende klasser er afhængige af arbejdernes eksistens; de eksisterer selv kun i kraft af den. De søger at rive til sig så meget som muligt; de presser på arbejdslønnen, lægger på varepriserne og huslejen, hvor det lader sig gøre, trælbinder arbejderne politisk og økonomisk. Men de kan ikke frigøre sig for arbejderne, fordi det er dem, der skaber den merværdi, hvoraf de selv lever. Proletariatets udryddelse ville betyde det store intet, i hvilket både grundejer og kapitalist øjeblikkelig kvaltes. Ganske modsat for arbejderen. For ham er det selve de besiddende klassers eksistens, der er dødsfjenden, fordi den for ham betyder udbytning, underkuelse, degradation. Han kan under de bestående samfundsforhold tilkæmpe sig højere løn, bedre arbejdsvilkår, lempelser i sin stilling, men selve udbytningen bliver stående. Han må stadig afstå en del af de værdier, han frembringer, til de parasitiske magter, der udsuger hans arbejde, og tilmed, efterhånden som arbejdets ydeevne med den tekniske udvikling skrider frem, en stadig voksende del; han har stadig den truende arbejdsløsheds uhygge over sig. Hans kår kan lindres gennem de små fremskridt, hans lænker blive mindre snærende, men lænkerne rasler stadig om hans ben. Hans endelige frigørelse kan først finde sted, når de besiddende klasser afskaffes, når samfundet tager produktionsmidlerne over i sin hånd og lader hele arbejdets udbytte flyde tilbage til den arbejdende befolkning, hvorfra det er kommet.

Proletariatets trælbindelse, det er altså den fælles interesse for grundejendom og kapital; de besiddende klassers afskaffelse, nye samfundsforhold, hvor al klassemodsætning er udryddet, bliver derimod proletariatets dybeste klasseinteresse. Proletariatet er og må nødvendig være revolutionært, ikke i politimæssig, men i historisk betydning, idet dets kamp tager sigte på det bestående samfunds omvæltning og socialismens gennemførelse. Heri munder al proletarisk klassekamp ud. En ikke-socialistisk arbejderbevægelse er en selvmodsigelse, et historisk misfoster, der kun kan opstå under ganske særlige omstændigheder og kun kan trives til en vis tid. Livets logik vil før eller siden vise arbejderne, at den eneste vej, der fører frem, er bekæmpelsen af selve udbytningens system.

For de dele af befolkningen, hvis klasseinteresser er anti-proletarisk farvede, er klassekampens nøgne virkelighed - af let forståelige grunde - en gru, noget det gælder at dæmpe og berolige. For socialdemokratiet er den proletariske klassekamp, i dens ubønhørlige bitterhed, med dens skarpe våben, en uundgåelig nødvendighed, et middel, man må ville, når man vil målet: det ny, højere samfund. Socialdemokratiet er altså et klasseparti, et klassekampens parti, og vedkender sig det. I modsætning hertil ser man de andre partier, fra den yderste reaktion til den yderste »radikalisme«, kalde sig selv samfundspartier og energisk fralægge sig al klassepolitik. Deres program er »samfundspolitikken«, bestræbelser, der i lige grad tager hensyn til de »berettigede krav« fra alle sider, i lige grad skal være til gavn for samfundets forskellige lag.

For enhver nøgtern eftertanke er dette nonsens. At bringe de forskellige klassers interesser ind under én fælles politik er at forene det uforenelige. De spørgsmål, der er fremme i det offentlige liv, er alle i højere eller mindre grad klassebetonede, og der er ingen fælles målestok for dem. Det gælder ét for ét af de store sociale reformspørgsmål. Kapitalen er interesseret i at trykke på lønnen, at opretholde arbejdernes økonomiske ufrihed, at afværge den offentlige indgriben i arbejdsforholdet, at vedligeholde den industrielle reservearmé, den skare af kronisk arbejdsløse, ved hvis hjælp det er muligt at holde arbejderne i skak og stemme deres livsbetingelser ned. I ethvert praktisk spørgsmål om arbejderbeskyttelseslovgivning, om fattigvæsen, om alderdomsforsørgelse, om arbejderforsikring, om jordlodder til landarbejdere osv., Vil de kapitalistiske klasseinteresser spille ind og lægge sig på tværs af de proletariske.

Rent abstrakt, hen i det blå, kan humanttænkende mænd af de besiddende klasser nære varm medfølelse med den store arbejdende befolknings lidelser. Rent sporadisk kan også medfølelsen blive så dyb og samfundsfølelsen så levende, at enkeltmand hæver sig op over sine klasseinteresser og fuldtud stiller sig på proletariatets side. Men i det store hele er det klasseinteresserne, som bliver de afgørende. Mange værger sig til det yderste imod enhver indrømmelse, der betyder et skår i éns egen magtstilling, et greb i éns egen pengepung. Og hvor man går med til en indrømmelse, gør man det kun under omstændighedernes tryk, som tvungen frivillig, for at undgå større tab i fremtiden. Hvad der gælder de sociale reformer i snævrere forstand, gælder også de andre spørgsmål, som kommer frem i det offentlige liv. Bag hvert af dem står stridige klasseinteresser stejlt mod hinanden og viger kun nødtvungent og kun tomme for tomme. Man tænke på spørgsmålet om den almindelige og lige valgret i stat og kommune - på spørgsmålet om militærvæsenets opretholdelse - på spørgsmålet om en virkelig skattereform.

Således ud over alle områder af det offentlige liv. På spredte punkter kan fra tid til anden forskellige klassers interesser falde sammen, og de kan i fællesskab vende sig til en opgaves løsning. De besiddelsesløse arbejdere og de besiddende bønder kan gå sammen om at bryde et selvtægtigt junkerregimente; proletariat og bourgeoisi kan i forening bekæmpe en agrarisk brandskatning af samfundet ved told på landbrugsprodukter; ja, arbejderklassen kan endog, hvor det gælder en udvidelse af fabrikslovgivningen, til visse tider mødes med de mere fremskredne industrikapitalister, som er interesserede i at bremse smudskonkurrencen fra de laveststående, mest barbarisk drevne fabriker. Således på enkelte spredte punkter. Men en varig og organisk forbindelse mellem de forskellige klassers interesser i en »samfundspolitik«, det er en uløselig opgave. Enhver, der søger at forstå det moderne politiske liv, at forklare sig årsagerne til, hvad der sker, vil se, i hvilken grad de besiddende klassers politik på hvert eneste punkt er bestemt ved deres økonomiske interesser.

Det mest karakteristiske og klarest gennemskuelige udtryk for de besiddende klassers interessepolitik finder man i det engelske samfund i første tredjedel af det 19. århundrede - i en periode, da proletariatet var svagt og endnu ikke vågnet til klassebevidsthed, medens kampen stod mellem grundejernes Toryparti og kapitalisternes Whigparti. Begge optrådte de som samfundspartier med mange klingende fraser og mange humane programpunkter; begge drev de bag denne maske den rene klassepolitik. Hvor betegnende er det ikke at se negerslaveriets bekæmper, den »ædle« fabrikant Wilberforce og hans nærmeste tilhængere fanatisk modsætte sig en lovgivning til beskyttelse af de i uld- og bomuldsfabrikkerne arbejdende børn og kvinder; den djævelske udbytning i Yorkshires og Lancashires fabrikshelvede stod for dem som naturlig og berettiget, mens de samtidig græd rørelsens tårer over de sorte slavers ufrihed! Og hvor betegnende er det ikke at se den »filantropiske« godsejer Ashley, den senere lord Shaftesbury, med mange af hans klassefæller agitere så ivrig for en lovgivning til beskyttelse af industriens arbejdere; for at undergrave hans indflydelse fremdrog de liberale fabrikanter en række oplysninger om tilstanden på hans godser, og det viste sig da, at hans egne landarbejdere var genstand for den blodigste udsugelse! Man har i disse to træk - den humane medfølelse overfor dem, der udbyttes af andre, den nederdrægtige hensynsløshed overfor dem, man selv udbytter - det typiske, det almengyldige udtryk for de besiddende klassers politik.

Men den gang stod de besiddende klasser ene på kamppladsen; proletariatet lå endnu hen som en død og politisk betydningsløs masse. Hvad der karakteriserer nutiden, er derimod netop, at proletariatet er vågnet til klassebevidsthed og trådt ind i klassekampen som dødsfjende af udbytningen overhovedet, hvad enten den optræder i grundejendommens eller kapitalens skikkelse. Og dette har øvet en dybt bestemmende indflydelse på de besiddende klassers politiske holdning. Først og fremmest har det bragt dem nærmere ind mod hinanden. Så skarpe modsætningerne også er. Mellem grundejer og kapitalist - så foragtelig en parvenu fabrikanten end en i den gammelfeudale junkers øjne, så hadefuldt det blik, hvormed den driftige kapitalist betragter den ørkesløse, overflødige godsejer - så føler de dog, at den fælles modsætning til det socialistiske proletariat er alvorligere. Thi her er det selve tilværelsen, det gælder for dem begge. Socialismen vil udrydde den ene udbytterklasse ligeså vel som den anden. Og selvopholdelsesdriften tvinger dem naturlig sammen til fælles politik mod den fælles fare, som truer.

Under disse forhold taber de økonomiske tvistepunkter imellem dem i betydning og udjævnes forholdsvis let ved et kompromis. I stedet for at opslide sine kræfter i indbyrdes strid vender man sig i forening udadtil. I England førte kapitalisterne i det 19. århundredes første halvdel en hel menneskealder igennem hårdnakket krig mod den korntold, der holdt godsejerne oppe; nu om stunder enes de to parter i almindelighed lettere: godsejerne får korntold, kapitalisterne f år til gengæld beskyttelsestold på industriens produkter, og den store forbrugende befolkning betaler gildet. I England var der dengang jordbund for et socialt Toryparti, en godsejergruppe, som ud fra sit dybe klassehad til kapitalisterne kunne iværksætte et reformarbejde til gavn for industriens lønarbejdere; nu om stunder er et virkeligt socialt højre en utopi, som kun ungdommelige politiske fantaster sysler med; grundejerklassen bliver ifølge hele sin sociale stilling fuldt så arbejderfjendsk som kapitalistklassen. Dengang var der en dyb karakterforskel mellem det kapitalbesiddende bourgeoisi og det grundbesiddende aristokrati; bourgeoisiet var radikalt både i politisk og åndelig henseende, var anti-klerikalt og fredsvenligt, var fjendtlig stemt mod hof og bureaukrati; nu om stunder bliver det reaktionært på alle punkter, fordi det i sablen og alteret, i hoffet og bureaukratiet ser forbundsfæller i kampen mod det frembrydende socialdemokrati.

Således begynder, under trykket af den voksende socialistiske bevægelse, de gamle skel mellem grundejere og kapitalister at udviskes, medens samtidig skellene overfor proletariatet drages så meget des skarpere. Den anti-socialistiske partidannelse, »samlingspolitikken til værn mod de nedbrydende tendenser,« udvikler sig, snart som en åbent erklæret »antisocialisme«, snart som en »klump«, en grødet masse af allehånde uensartede elementer, der i god forståelse røgter de besiddende klassers tarv og ved stiltiende overenskomst kvæler kravene fra proletariatets side. Men også på anden vis virker proletariatets optræden ændrende ind på de besiddende klassers politiske holdning. De bliver overfor offentligheden nødt til at fralægge sig al klassepolitik og højt og hellig at forsikre om deres egen redelige karakter som samfundspolitiske partier, der kun lader sig lede af hensynet til »det heles vel«, nødt til at anlægge et mere gennemført kostume på det politiske maskebal.

De bliver nødt til det, overalt hvor man bevæger sig under parlamentariske former, hvor det - i hvert fald rent formelt - er vælgerbefolkningens majoritet, der er den bestemmende. Det gælder her for de besiddende klasser at bevare majoriteten for deres partier; i samme øjeblik et virkelig proletarisk, altså et socialistisk parti var i flertal i folket og dermed i folkerepræsentationen, ville deres egen saga være ude. Og selv om de under en sådan situation ville henvise til den indflydelse, de besad i førstekamret i kraft af den privilegerede valgret, ville dog deres stilling være moralsk knækket og deres endelige fald kun et spørgsmål om måneder eller uger. Det gælder altså for dem om at bevare flertallet, men det er en vanskelig opgave. Thi selv udgør de kun en lille brøkdel af befolkningen. I ethvert moderne samfund er lønarbejderne i forening med de proletariske småhusmænd og småborgere det store flertal, som er i stand til at beherske det offentlige liv, så snart de er vågnet til bevidsthed om deres egne klasseinteresser og gennemtrængt med viljen til at gøre dem gældende. Det kan med sikkerhed udregnes, at den yderste grænse for den del af den danske vælgerbefolkning, som overhovedet kan antages at have nogen som helst interesse i det bestående samfunds opretholdelse, i det allerhøjeste er en tredjedel, medens de to tredjedele og sikkert endnu langt flere ifølge deres hele klassestilling må være interesserede i at fremme overgangen til socialistiske samfundsforhold. Og tilmed vokser tallet på disse sidste uforholdsmæssig fra år til år, efterhånden som proletariseringen breder sig i stedse videre kredse og udbytningen skærpes. Ville nu de besiddende klasser bekende kulør, vedkende sig de interessehensyn, som er det ledende motiv for deres politik, så ville de i samme øjeblik have tabt alt tilhæng i befolkningen og dermed savet grenen' over bag sig. Hvad man - med en vis varsomhed og med visse hensyn til den politiske velanstændighed - kunne gøre i England for et par menneskealdre siden, medens proletariatet endnu ikke eksisterede som politisk faktor: træde frem som let gennemskuelige klassepartier, det er ugørligt nu; nu gælder det at tilsløre og udviske, så de helt eller halvt proletariserede lag af befolkningen kan lokkes ind over de skel, der skiller de anti-proletariske partier fra det proletariske parti.

Der bliver således en dyb forskel på de former, hvorunder de besiddende klasser og proletariatet fører klassekampen. Alle driver de klassepolitik, mere eller mindre udpræget, mere eller mindre bevidst. Men medens socialdemokratiet, proletariatets politiske organisation, skarpt betoner, at dets politik er arbejderklassens politik, medens det stræber efter al udbrede og uddybe klassebevidstheden, at sprede klarhed over klassesamfundets virkelige natur, at holde de sociale skillelinier rene, og medens det dermed arbejder sig mere og mere frem imod flertallet i befolkningen og magten i samfundet - så er derimod de andre klassers politiske organisationer interesseret i at dække over klassemodsætningerne, at plumre samfundsforståelsen, nødt til at hykle en samfundspolitik, som er urimelig og umulig, nødt til at gøre det, fordi det er den eneste måde, hvorpå de endnu for en stund kan undvige de syndflodsvande, som er i færd med at opsluge dem. De spiller fordækt, hvor proletariatets spil er åbent.

At hverve tilhængere fra de proletariske eller halvproletariske befolkningslag ved en maskeret klassepolitik, ved at skjule overklasseinteresserne bag en social overflade, ved at opelske illusioner om klasseinteressernes harmoni, det bliver altså den taktik, som grundejendom og kapital må følge for at holde sig ved magten. Man sporer denne bestræbelse allerede i en række af de nydannelser, der foregår på det rent økonomiske område. Et tantiémesystem, der gør arbejderne interesserede i bedriftens gode gang, idet lønnen stiger og falder med profittens vekslende højde, er således et ofte forsagt middel til at sløve den proletariske klassebevidsthed og fremkalde forestillinger om interessernes harmoni - rent bortset fra, at det i praksis er et fortræffeligt middel til at stavnsbinde arbejderne, lamslå deres organisationer og forebygge strejker. I en del engelske industrigrene, særlig i metalbranchen, er systemet blevet stærkest udformet, igennem de »fagoverenskomster« (trade-alliances), hvorved arbejdernes og arbejdskøbernes organisationer i fællesskab aftaler produktionsmængde og priser, så at arbejderen træder ind som en slags medinteressent, en småudbytter, der inficeres med kapitalistiske synsmåder, så proletarisk hans hele eksistens end i virkeligheden er. Også aktievæsenet har en lignende tendens, ikke overfor arbejderne, men overfor småborgerskabet. Når en lille håndværksmester eller handlende har ladet sig lokke til at sætte sine sparepenge i et aktieforetagende, og foretagendet går slet, takket være de ledende kapitalister, som i forvejen har lagt beslag på udbyttet, så møder han på generalforsamlingen og hører, at der ingen dividende kan gives, og at grunden er de fordringsfulde arbejderes uforskammede lønkrav; og han drejes da naturlig ind i anti-socialistisk retning, støtter de kapitalister, som kun har brug for hans penge og hans stemme, og med hvem han ingen virkelig interesse har fælles. Det er den samme taktik, som da i sin tid Napoleon III. begyndte at udstede statsobligationer lydende på små beløb, i den hensigt at gøre småborgerskabet interesseret i statslivets rolige gang og dynastiets opretholdelse og derved bryde dets revolutionære tilbøjeligheder.

Tydeligst mærker man dog bestræbelsen på det rent politiske område, i de forskellige små sociale reformer, som gennemføres ved de herskende partiers medvirkning, reformer, som bringer den fattige befolkning et og andet gode uden dog at være i stand til at forrykke det økonomiske magtforhold mellem klasserne. Deres formål er at virke beroligende på den proletariske klassebevægelse, så de besiddende klasser kan drage nye tilhængerskarer til deres partier. Resultatet er ganske vist som oftest et helt andet: at arbejdernes klassebevidsthed skærpes, deres klassebevægelse styrkes, ved de indrømmelser, de såre vel forstår, at de i virkeligheden selv har tiltvunget sig.

Den danske sociallovgivnings historie leverer karakteristiske eksempler på, hvordan den voksende proletariske bevægelse tvinger de anti-socialistiske partier til lidt efter lidt at optage på deres program reformer til gavn for de fattige - for ikke helt at forskertse tilholdet i befolkningen. Selv så utvivlsomt et overklasseparti som højre har måttet anlægge en sådan social maske. To perioder skelnes her: først den Estrupske, i firserne, da det gjaldt om ved små beroligelsesmidler at købe arbejderne ud fra forbindelsen med bondedemokratiet, så højre kunne få frie hænder til sit statskup; da planen mislykkedes, var det forbi med partiets arbejdervenlighed. Siden under de svage ministerier i slutningen af halvfemserne, da det regerende højre søgte at vinde galgenfrist ved i vidt mål at tage hensyn til den stærke stemning, socialdemokratiet havde arbejdet op. Man kan følge de enkelte reformers historie, og man vil se, hvordan det er det socialdemokratiske arbejderparti, der har rejst spørgsmålene, hvordan de er blevet mødt med modvilje og kulde hos de besiddende klassers partier, indtil de omsider har været nødt til at bøje sig og ordne dem ind blandt de midler, hvorved de søger at dække over deres klassepolitik og vinde tilhæng i vælgerbefolkningen. Men alt dette hjælper kun for en tid. Ved ethvert betydningsfuldt spørgsmål, der vil have en virkelig magtforskydning til følge, skærer klassemodsætningerne tværs igennem hykleriet, så de store udbyttede masser lærer at kende forskel på ven og fjende.

Både proletariatets og de besiddende klassers politik er altså klassepolitik, den første åben og ærlig, den sidste hyklerisk og forløjet. Men klassepolitik og klassepolitik er to ting. Rent etisk er der en dyb forskel mellem en kamp til fordel for den store, sletstillede hovedmasse af befolkningen og en kamp til fordel for en snæver og stadig snævrere, velstillet kreds af befolkningen, en dyb forskel mellem den kamp, der har udbytningens afskaffelse til mål, og den, der går ud på udbytningens bibeholdelse og skærpelse. Udbytning er et økonomisk begreb, men det har en etisk klangfarve. Det moderne samfunds udbytning vil sige, at et lille mindretal af mennesker er i stand til dag ud og dag ind at lægge beslag på en del af det samfundsnyttige arbejdes udbytte, som den store arbejdende befolkning i sit ansigts sved frembringer, fordi de har tilrevet sig enebesiddelsen af de produktionsmidler, der er nødvendige for arbejdets gang; er i stand til år ud år ind at holde den store og stadig voksende del af befolkningen nede i social og økonomisk underkuelse, i et savn, som er urimeligt, hvor velstandsskuderne flyder så rigelig, som de gør, i en stadig utryghed, som er meningsløs, hvor man ved hjælp af den moderne statistik og de moderne kommunikationsmidler er i stand til at forebygge alle pludselige katastrofer, i et opslidende stræb for det daglige brød, så der hverken levnes tid eller råd til en udvikling af åndskulturen, i en tilstand, der stjæler livslykken, undergraver sundheden og driver tusinder til fattiggården, til tugthuset, til bordellet.

En klassekamp, der går ud på at begrænse denne udbytning, at bekæmpe den, med det sluttelige formål at besejre den, den har i sig selv en helt anden karakter end de besiddende klassers kamp for at hævde udbytningen, at styrke og udvide den. Den er en klassekamp og vedkender sig at være det, men den er tillige en kamp for et højere samfund, et kultursamfund. Den kan kun føre til sit mål, når det besiddelsesløse proletariat med ubønhørlig konsekvens gør sine interesser gældende overfor udbytterklasserne; men den vil, efterhånden som udviklingen skrider frem, i kraft af sit etiske præg, drage flere og flere humant og kulturelt tænkende mennesker over til sympatisk forståelse med den socialistiske bevægelse. Således etnisk. Men også i social-historisk henseende er der en dyb væsensforskel mellem den klassekamp, proletariatet fører, og den, det møder fra de to besiddende klassers side. De peger i helt forskellig retning, som overhovedet hver af de tre klasser repræsenterer sin helt forskellige fase i den historiske udvikling.

Grundejernes klassekamp er reaktionær, den peger bagud, dens mål er at skrue udviklingens hjul tilbage. Idealet er en feudalistisk, ganske vilkårlig og brutal udplyndring af det hele samfund, af kapitalister såvel som af arbejdere, i kraft af jordegodsbesiddelsen; en udplyndring uden den sminke af social berettigelse, som kapitalens medvirkning i produktionsprocessen dog giver den kapitalistiske udbytning; en barbarisk middelalder, krydret med de raffinements, den champagne, de havannacigarer, den hele overdådige luksus, som først den moderne kapitalisme har sat grundejeren i stand til at nyde.

Kapitalisternes klassekamp er konservativ. Dens mål er at opretholde den bestående tingenes tilstand, med nogle tilbageskridt hist og her, hvor arbejdernes klassekamp allerede nu har drevet udviklingen så vidt frem, at det er blevet generende for kapitalen; med nogle fremskridt hist og her, som kan forebygge de mest forargelige former for udbytningen og bidrage til at berolige arbejdernes ophidsede sind; med små forandringer ude i periferien af det bestående samfund, men sådan at kernen ikke berøres, sådan at de selv bevarer deres fulde ejendomsret til og fri rådighed over produktionsmidlerne og dermed deres ret til at udbytte arbejderne.

Proletariatets klassekamp er revolutionær. Den går ud på arbejdets emancipation, udbytningens afskaffelse, eller med andre ord på omstyrtningen af det nuværende samfund og gennemførelsen af et nyt samfund, hvilende på et helt andet grundlag, således at al udbytning, al klassemodsætning og dermed al fremtidig klassekamp er umuliggjort.

Men netop ved denne revolutionære karakter kommer den socialdemokratiske klassekamp i en ejendommelig dobbeltstilling. Dens mål er overvindelsen af de kapitalistiske samfundstilstande, ikke ved at gå tilbage forud for kapitalismen, som småborgerlige samfundsreformatorer vil, men ved at gå frem udover kapitalismen og drage dens konsekvenser i deres fulde udstrækning. Socialdemokratiet ser i kapitalismen én fase i den historiske udvikling, en fase, som har sin mission at udføre, og som lægger betingelserne til rette for nye, højere samfundstilstande. Socialismens historiske forudsætning er den kapitalistiske produktionsmåde i dens højeste blomstring, en tilstand, hvor kapitalen har taget samfundets produktive kræfter i sin tjeneste og drevet sin egen virksomhed op til et sådant højtryk, at den ikke evner at besværge de magter, den selv har fremkaldt. På det tidspunkt, da denne situation indtræder - et tidspunkt, der nærmer sig med raske skridt; de vældige amerikanske kapitaluhyrer, der opstår, de frygtelige depressionsperioder, der hærger befolkningen, viser, hvordan de produktive kræfter, som kapitalen har fremkaldt, er ifærd med at vokse den over hovedet - da og først da er tiden moden, til at socialismen kan træde ind og afløse kapitalismen.

Der kommer ved kapitalismens forhold til udviklingen en helt ejendommelig farve over proletariatets stilling i den moderne klassekamp. Det fører krigen imod kapitalismen, men det er samtidig interesseret i kapitalismens fremskriden og rationelle udvikling. Socialdemokratiet iagttager med tilfredsstillelse, hvorledes den kapitalistiske produktionsmåde breder sig fra land til land, fra fag til fag. Så mange lidelser det end forvolder befolkningen, så er det den uomgængelig nødvendige betingelse for fremtidens højere og lysere kultur, der herved skabes. Thi uden den kapitalistiske produktionsmåde ingen mulighed for socialismen, hverken den sociale mulighed for en organiseret, målbevidst proletarisk rejsning eller den økonomiske for produktionens regulering under samfundets ledelse. I de lande, hvor endnu ingen fabriksskorstene ryger, er da også befolkningens kår gerne fuldt så elendige og altid uendelig mere trøstesløse, end hvor kapitalismen vel volder lidelser, men samtidig mod sin vilje skaber udvej af lidelserne.

Socialdemokratiet ser også med god fortrøstning til fremtiden, hvordan maskinteknikken udvikler sig, hvordan nye, mere hensigtsmæssige og arbejdssparende redskaber trænger igennem på det ene område efter det andet. Den øjeblikkelige virkning er som oftest hård; arbejdere kastes ud af erhverv, og arbejdsløsheden vokser; det bliver en væsentlig opgave for arbejderorganisationerne at søge at skabe en lempelig overgang, så det mindst mulige af menneskelykke går til spilde. Men i det lange løb lægger netop denne tekniske udvikling betingelserne til rette for en højere, en frugtbarere produktion under socialistiske forhold. I det bestående samfund betyder indførelsen af en arbejdssparende maskine brødløshed for en del arbejdere, løntryk for de øvrige, mens samtidig kapitalisternes profitmasse vokser; når socialismen overtager arven, bliver resultatet en forkortelse af arbejdstiden, en forøgelse af arbejdsudbyttet, et højere mål af velvære for hele samfundet. Intet viser klarere end netop stillingen til det tekniske spørgsmål, hvilket svælg der er mellem det moderne, revolutionært fremadskuende socialdemokrati og de ældste, reaktionære arbejderbevægelser, da man slog maskinerne i stykker og troede ved vold at kunne standse det tekniske fremskridt.

På samme måde endelig overfor de mægtige kapitalsammenslutninger, de karteller og trusts, som i stadig videre omfang tilriver sig eneherredømmet over produktionen. Også her er virkningerne i første omgang uhyggelige: en knægtelse af arbejderne, en brandskatning af forbrugerne under de enevældige pengedespoter, for hvem profitten er den eneste lov. Men også herigennem fremskyndes overgangen til socialismen. Der skabes en orden i produktionens kaos, en plan, en overskuelighed, som i høj grad vil lette den samfundsmæssige udøvelse. Der skabes en sammendragning af produktionsmidlerne på nogle ganske enkelte punkter, som vil gøre det til en såre simpel operation at føre dem over i samfundets besiddelse. Der skabes i den store befolkning en voksende forståelse af det kapitalistiske udplyndringssystem; der banes vej for den bevidsthedernes revolutionering, af hvilken den socialistiske klassekamp udspringer.

Overalt hvor kapitalismen således skrider frem mod større udbredelse og højere fuldkommenhed, dér kan det klassebevidste proletariat netop i kraft af sine klasseinteresser med tilfredsstillelse følge dens fremgang, og det søger kun at gribe ind for at jævne og regulere udviklingen, ikke for at hæmme og standse den. Thi så bøddelagtig kapitalens gerning end er, så er det rydningsarbejdet for socialismen, den udfører. Således på det rent økonomiske område, og således også på ethvert andet. Overalt hvor der er bestræbelser oppe for statslivets demokratisering, for lovgivningens humanisering, for sindenes radikalisering, finder de deres sikre støtte hos socialdemokratiet, ikke af taktiske opportunitetshensyn, men fordi proletariatet ifølge hele sin klassestilling er interesseret i det almindelige kulturelle fremskridt. Overalt hvor kampen føres imod udbytning, underkuelse, reaktion, af hvad art den end er, selv om den ikke direkte er rettet imod arbejderne, må det klassebevidste proletariat ifølge hele sin natur være i spidsen for kampen, fordi dets hånd er vendt imod enhver form for udbytning, underkuelse og reaktion. De samme kredse af befolkningen, som møder den skarpeste modstand fra socialdemokratiet, når de optræder som undertrykkere og reaktionsmænd, finder tilslutning og bistand på de punkter, hvor de selv er genstand for undertrykkelse og selv arbejder for fremskridt.

Den finske fabrikant, den sønderjyske proprietær har socialdemokratiet imod sig, når han udbytter lønarbejderne og trykker deres kår nedad, men i spørgsmålet om den russiske og prøjsiske nationalitetstvang har han ingen pålideligere forbundsfælle end netop det internationale socialdemokrati, som afskyr den nationale underkuelse og hævder folkenes absolutte selvbestemmelsesret på dette som på alle andre områder. Bourgeoisiets kvinder møder overalt, hvor det gælder deres egentlige klasseinteresser, socialdemokratiets stejle modstand, men hvor det gælder den dæmrende følelse af deres egen uværdige stilling, deres udelukkelse fra de borgerlige rettigheder, deres lovfæstede underdanighedsforhold overfor manden, dér har de i virkeligheden ingen anden hjælp at håbe på end proletariatet - der klart og bestemt kræver lige ret for alle voksne mennesker, kvinder såvel som mænd. Ethvert ærligt arbejde for militærudgifternes nedsættelse og den forrående militarismes begrænsning, enhver alvorlig bestræbelse for social lovgivning til gavn for de besiddelsesløse, enhver energisk kamp imod den privilegerede valgret kan regne på støtte fra socialdemokratiet - fordi proletariatet herigennem ser banen blive friere for dets egen emancipationsbevægelse. Ethvert snigløb mod åndslivets frihed møder i socialdemokratiet sin uforsonlige fjende - thi proletariatets klasseinteresser er i slægt med enhver fri åndelig udvikling, og dets samfundsideal er anarkiet for alle åndelige felter ligeså fuldt som socialismen for alle materielle.

Således overalt. Med logisk nødvendighed bliver den socialdemokratiske politik det brændpunkt, der samler alle de enkelte fremskridtsbevægelser i sig. Netop den ejendommelige stilling, hvori proletariatet står, som repræsentanten for alle undertrykte, som bæreren af al historisk udvikling, netop den hæver dets klassepolitik op over klassepolitikken i snæversynet forstand, forvandler den til en samfundspolitik, den eneste mulige i det moderne samfund. Dens mål bliver et helt nyt samfund, med en højere kultur, en mere udviklet produktionsmåde, et finere og rigere åndsliv. Bag os ligger årtusinders historie om vekslende samfundsformer, alle oprevne af klassekampe, alle befolkede af en menneskehed, der hærges og nedværdiges af bekymringer for brødet, af udbytning, af undertrykkelse. Foran os ligger - i kraft af arbejderklassens målbevidste befrielseskamp - det første samfund, hvor klassemodsætningerne er udjævnede, hvor næringssorgerne er overvundne, hvor den personlige frihed er fuldt gennemført, hvor mennesket kan udvikle sig til sin højeste åndelige og legemlige harmoni, det første virkelige kultur samfund.

Mellem statistik og socialisme er der en vekselvirkning, hvis natur det har sin store interesse at vinde et overblik over. Den sum af erfaringer, stadig mangfoldigere af art, stadig stigende i masse, som den statistiske forskning indvinder til belysning af det sociale livs forskellige fænomener, har for den moderne arbejderbevægelse en betydning, som vanskelig kan vurderes for højt; den virker klarende på de socialistiske teorier, den bringer våben til den proletariske klassekamp, den letter og fremskynder overgangen til de socialistiske samfundstilstande.

I ordet »socialisme« rummes disse tre begreber, indbyrdes fuldkommen forskelligartede og dog uløselig knyttede til hinanden - som tanke, handling og resultat i forening danner et ubrydeligt hele: 1) den teoretiske erkendelse af det kapitalistiske samfunds bygning og udviklingsretning; 2) den praktiske socialdemokratiske virksomhed, bestræbelsen for at vække arbejdermasserne til klassebevidsthed og organisere dem til klassekamp; 3) det socialistiske samfund, hvis grundlag er samfundets ejendomsret til og udnyttelse af produktionsmidlerne. Tilsammen spænder disse tre begreber over alle felter af det offentlige liv; intet socialt er socialismen uvedkommende. Fra det største til det mindste - fra de amerikanske trusts til et dansk aktieselskabs fedtede svindlerier, fra den russiske revolution til sognerådsvalget i en dansk kommune, fra den trådløse telegraf til cigarautomaten henne på hjørnet - altsammen har det sin særegne betydning, som udslag af de økonomiske kræfter, der råder, som optrin i den sociale kamp, der kæmpes, som led i forudbetingelserne for det socialistiske samfund, som er slutpunktet for hele nutidens sociale udvikling.

Overfor dette brogede mylder af kendsgerninger, som for den »borgerlige«, den ikke-socialistiske bevidsthed falder fra hverandre i et meningsløst kaos, men for den socialistiske betragtning kun træder frem som logiske følger af de herskende sociale vilkår, har statistikken den opgave at samle de ensartede træk gruppevis, måle deres masse og fordeling og aflæse deres forskydning, for derfra at drage slutninger om de årsager, der ligger til grund for forholdene, og den retning, hvori forholdene udvikler sig. For den teoretiske socialisme - og her er det da, statistikkens betydning først og fremmest er iøjnefaldende - bliver den statistiske forskning altså som et fint og sikkert mærkende instrument, der skærper iagttagelsesevnen, udvikler iagttagelsesfeltet til det mangedobbelte, virker som termometret eller barometret for meteorologien, som kikkerten for astronomien.

Selve de grundlæggende socialistiske teorier - om den økonomiske basis for al historisk udvikling, om merværdiens ejendommelige natur, om retningen og målet for det kapitalistiske samfunds udvikling - skylder ikke de statistiske iagttagelser deres tilblivelse; i Marx's arbejder spiller det rent statistiske materiale en underordnet og temmelig tilfældig rolle, snarere som illustration end som bevis; den talmæssige samfundsiagttagelse var overhovedet indtil for 30-40 år siden lidet fremskreden, dens stof stærkt begrænset, dens metode ret famlende. Heller ikke Kopernikus og Kepler havde teleskopiske iagttagelser at støtte sig til, da de udformede og begrundede teorien om solsystemet. En socialistisk teori kan ikke fødes af en række statistiske erfaringer; dens ophav er studier af en helt anden art, over de enkleste sociale forhold, mellem køber og sælger i almindelighed, mellem køber og sælger af varen arbejdskraft i særdeleshed. Men teorien kan prøves ved at stilles overfor tallene fra det virkelige liv, bekræftes, hvor den viser sig at give en fyldestgørende forklaring på de faktiske forhold, ændres, hvor den viser sig kun delvis tilfredsstillende, og i alle tilfælde udvides med en rigdom af nye synspunkter. Samtidig med, at statistikken finder de talmæssige udtryk for de sociale udviklingsretninger, hvori nutiden er stedt, for forandringerne i de enkelte klassers tilstand, for forskydningerne mellem de forskellige klasser indbyrdes, samtidig viser den også, hvordan hver enkelt klasses tænkemåde og handlemåde bestemmes af de økonomiske betingelser, hvorunder den lever; det er baggrunden for al socialistisk erkendelse, der her opruller sig - at hver klasse har sit bestemte særpræg, skabt af de særlige økonomiske vilkår. Selv hvor det enkelte individ handler i fuld frihed, ledet af tilsyneladende rent personlige indskydelser, viser der sig for summen af alle en klasses medlemmer de samme, regelmæssig tilbagevendende ejendommeligheder; i arbejderklassen er - for at nævne et ganske enkelt, særlig godt belyst eksempel - antallet af tidlige ægteskaber langt højere end i de besiddende klasser, og antallet af de børn, der fødes i ægteskaberne, er uforholdsmæssig højere. År efter år træder disse ejendommeligheder op, med meget nær den samme styrke; kun hvor de økonomiske betingelser skifter, ændres også de statistiske udslag; i tider med stor arbejdsløshed og høje priser på livsfornødenheder synker antallet af arbejderægteskaber og stiger udvandrerantallet. Selvmordshyppigheden, prostitutionens udbredelse, enkemænds og enkers fornyede ægteskaber, lovovertrædelsernes antal og art, pantelånerkontorernes og sparekassernes omsætning, skoleforsømmelsernes hyppighed - for ikke at tale om forhold som sygelighed og dødelighed - hele det materiale, som den moderne statistik registrerer, kan i sine forskellige former føres tilbage til besiddelsesforholdene, og svingningerne i de statistiske tabeller kan forklares som udslag af de økonomiske bølgebevægelser, der påvirker de enkelte klasser.

Det er kun spredte tilløb, der endnu er gjort i denne retning - de fleste træk gemmer sig endnu i de forvirrende summatal for den hele befolkning, og hvad der er fremdraget, gælder mest de elementære, rent vitale forhold: vielse, fødsel, død. Også spørgsmål af anden art vil det dog være muligt at belyse, og jo flere forhold der drages ind under undersøgelsen og jo finere den sociale leddeling gennemføres, des skarpere og rigtigere bliver den forståelse, den teoretiske socialisme herfra kan vinde. Igennem de statistiske iagttagelser træder altså de socialistiske teorier fra abstraktionernes klare luft ned i det praktiske livs mylder af enkelttilfældenes millioner og finder her på alle afgørende punkter bekræftelse. Det viser sig, at den marxistiske teori er den eneste, som giver en fyldestgørende forklaring på det moderne samfundlivs faktiske fænomener - som det har vist sig, at den kopernikanske teori gav den eneste fyldestgørende forklaring på eftertidens teleskopiske erfaringer. Det er dog ikke blot socialismens teoretiske erkendelse, men også socialdemokratiets praktiske virksomhed, som henter nyt og nyttigt stof fra statistikkens tal.

Socialdemokratiets praktiske virksomhed har en dobbelt opgave: først den agitatoriske - at kalde de udbyttede folkemasser til bevidsthed om deres stilling indenfor det bestående samfund; dernæst den organisatoriske - at ordne det klassebevidste proletariat i faste rækker til en planmæssig klassekamp, hvor man tager det mest mulige, som i øjeblikket kan nås til at styrke og højne proletariatets stilling, medens man samtidig med ubønhørlig konsekvens forfølger det mål, som må være det ledende for al proletarisk klassebevægelse. Al socialdemokratisk aktion opløser sig i disse to elementer.

Grundlaget for den socialdemokratiske agitation er påvisningen af det forhold, hvori arbejderen befinder sig i det kapitalistiske samfund: besiddelsesløs, det vil sige uden rådighed over de produktionsmidler, der er nødvendige for at udløse hans arbejde og skaffe ham brødet, er han nødt til at sælge sin arbejdskraft til fremmede og nødt til at tåle en stadig udbytning. Den eneste løsning på konflikten mellem arbejderens klasseinteresser og samfundets former er en omvæltning i besiddelsesforholdene, således at produktionsmidlerne går over til det arbejdende samfunds besiddelse. Det er denne enkle erkendelse af de elementære betingelser, hvorunder arbejderklassen lever, som danner den åndelige drivkraft i al moderne proletarisk klassekamp; enhver arbejder, som fuldt tilegner sig den, hans bevidsthed revolutioneres, hans opfattelse af omgivelserne skifter, hans plads i de sociale og politiske kampe er med logisk nødvendighed bestemt, han kan ikke være andet end bevidst og kæmpende socialdemokrat.

Men netop for at denne erkendelse kan tilegnes fuldtud og indenfor alle proletariske befolkningskredse, er det ikke nok, , at man i en abstrakt, skeletmæssig form påviser sammenhængen mellem besiddelsesforholdene og de sociale tilstande; denne sammenhæng må fremstilles i tilknytning til de mangfoldige praktiske livsforhold, som arbejderne daglig har for øje. Det er den socialdemokratiske agitators, talerens og ikke mindst journalistens opgave at bringe hele strømmen af aktuelle begivenheder ind under dette synspunkt, at stille de enkelte ting hver på dens rette plads, som udslag af klassemodsætningerne, som led i klassekampen. Og her træder statistikken ind som et såre nyttigt hjælpemiddel. Af to grunde. Dels fordi et statistisk tal giver et skarpere og mere levende billede end selv de mest malende ord, brænder sig ind i bevidstheden med en ganske anden styrke; man kan skildre, i nok så stærke ord, den dybe elendighed, der hersker i de fattigste lag af det københavnske proletariat - ingen skildring virker dog så anskuelig som den nøgne kendsgerning, at for hver gang der dør 10 småbørn i københavnske embedsfamilier, dør der 15 i de mere velstillede arbejderfamilier og 27 i de familier, der er så usselt stillede, at de må tage til takke med et-værelseslejligheder. Og dels fordi et statistisk tal giver et fuldstændig sikkert udtryk for det faktiske forhold, hvor man ellers kun har med ubevislige personlige indtryk at gøre, der kan stå stejlt imod andre indtryk, eller med en række isolerede hændelser, der i hvert fald til en vis grad kan være undtagelser fra regelen. Og netop denne statistiske sikkerhed virker som et slag i ansigtet på den sum af tåbelige eller perfide påstande om, »hvor herlig vidt vi dog har bragt det frem«, hvordan arbejderne lidt efter lidt vokser ind i jævnt borgerligt velvære, hvordan et socialt reformarbejde er tilstrækkeligt og en revolutionær samfundsomdannelse overflødig og skadelig.

Intet forhold virker så agitatorisk som arbejdsløsheden, fordi det tvinger arbejderen til at ræsonnere over sin egen stilling, fordi det afslører hans egen afhængighed. Utryghed, ufrihed, fordi det med kendsgerningernes logik skærer tværs igennem alle fraser om arbejderklassens småborgerlig gode kår og lyse udsigter indenfor det kapitalistiske samfund - thi endnu har ingen kunnet anvise nogen vej til at afskaffe arbejdsløsheden uden samtidigt at afskaffe det bestående besiddelsesforhold. Men først belyst ved statistisk materiale træder dette spørgsmål frem i al sin frygtelige vælde - i årene 1901-04 har der gennemsnitlig hver eneste dag året igennem gået 12.000 organiserede danske arbejdere ledige, noget færre om sommeren, noget flere om vinteren. Et tal som dette viser dybden og omfanget af den elendighed, som stadig findes indenfor samfundet. Det samme gør statistikken over dødeligheden i de forskellige klasser, over boligforholdene og huslejen, over selvmordene, over forbrugsforholdene indenfor proletariatet, over fattigvæsenet osv. Alle disse forhold, som det enkelte menneske kun kan overskue indenfor en snæver kreds, træder her frem i deres masseagtige, for hele samfundet gældende skikkelse.

Igennem statistikkens tal får man imidlertid ikke blot et billede af den absolutte elendighedstilstand i alle dens grelle former, men også af den relative - af misforholdet mellem det, som er, og det, som kunne være. Det er en frase, man ofte hører, at socialismen er en umulighed, om ikke af anden grund, så fordi der ikke er rigdomme nok i samfundet: den lighed, et socialistisk samfund ville skabe, ville blive en lighed i armod, ikke i gode kår, men denne opfattelse beror på den forudsætning, at arbejdsmåden ville blive uforandret, som den er nuomstunder, at den lidet produktive smådrift ville blive bestående i sit fulde nuværende omfang, at arbejdsløsheden vedblivende ville lægge tusinder af menneskers arbejdskraft øde, al den kapitalistiske produktionsmådes anarki stadig ville lade masser af værdi og arbejdskraft gå til spilde. Men selvfølgelig vil et socialistisk selvforsynende samfund i egen interesse undgå alt dette; samfundets arbejdskraft vil i fuld udstrækning blive anvendt på den hensigtsmæssigste måde, under udnyttelse af den højeste teknik, som til enhver tid kendes. Og statistiske studier over de enkelt produktionsgrene viser, hvilken uhyre forøgelse af arbejdets produktivitet der derved kunne indvindes, alene på det tekniske trin, som allerede nu er nået. Det ligger udenfor al tvivl, det kan punkt for punkt dokumenteres med statistiske beviser, at blot med en daglig arbejdstid på 5-6-7 timer ville der under rationel socialistisk produktionsmåde til hver familiehusholdning kunne blive en sum af forbrugsgoder svarende til, hvad der nuomstunder købes for 4-5.000 kr. - ikke mindst dette »blik ind i fremtidssamfundet« - der er ligeså nøgternt, har ligeså lidt at gøre med digterisk fantasi som astronomens forudsigelser om næste års sol- og måneformørkelser - har sin store agitatoriske mission.

For den proletariske organisation er statistikkens betydning umiddelbart indlysende. Enkelte antydninger er her tilstrækkelige. I stadig stigende grad kræver fagforeningsbevægelsen statistisk materiale - for at vinde overblik over lønforholdene, over organisationernes udbredelse, over arbejdsløshedens omfang, ikke blot i det enkelte land, men også i andre kapitalistiske lande. Det er en viden af allerstørste praktisk nytte - på samme måde som generalstabens korttegning er af allerstørste betydning for en kæmpende hær. Jo klarere kundskab en fagorganisation har om sin egen og modstanderens styrke, om det økonomiske rygstød, enhver af parterne har, om de reserver,, enhver af dem lian føre i marken, des mindre udsat er den for at gribe fejl, des større udsigt har den til at sejre. Men det er en kundskab, som i vor tid med de stadig mere sammensatte sociale forhold kun kan vindes ad statistisk vej. For sygekassevæsenet og end mere f.eks. for arbejdsløshedsforsikringen er et vist statistisk grundlag en ubetinget nødvendighed; jo større det statistiske materiale er og jo finere leddelt, des sikrere kan enhver institution af denne art virke.

Og endelig stiller socialdemokratiets stigende kommunale og navnlig politiske repræsentation stærkt voksende krav til herredømmet over statistikkens arbejdsmåde og resultater. Der er i administrationen hundreder af forhold, som vanskelig kan belyses på anden måde end ved en talmæssig betragtning af, hvordan f.eks. Den eller den forholdsregel har virket i andre kommuner. Og der er på lovgivningens område kun få punkter, hvor ikke de statistiske forarbejder spiller en større eller mindre rolle. Det almindelige sociale synspunkt må her bestemme hovedretningen for en socialdemokratisk fraktions holdning; hensynet til den øjeblikkelige politiske situation må være afgørende for, om et stykke lovgivningsarbejde kan godkendes som en foreløbig indrømmelse, man indtil videre vil blive stående ved; men i detaillerne bliver en statistisk vurdering et vigtigt element; det gælder ikke blot spørgsmål om skatteforholdene, om valgkredsordningen, om forsikrings væsenet osv., som helt og holdent hviler på statistisk grundlag, men også om retsplejen, om ædruelighedslovgivning, om tuberkulosens bekæmpelse osv.. Både for den teoretiske socialistiske erkendelse og dernæst også for den praktiske socialdemokratiske organisation har statistikken altså den største betydning. Men også i et socialistisk samfund vil den træde ind som et virksomt middel til produktionsforholdenes ordning.

Under gennemførte socialistiske tilstande vil den statistiske erkendelse træde ind som middel til at regulere produktionen og derved komme til at virke som en af de allervigtigste grundbetingelser for samfundslivets regelmæssige gang. Så længe naturalhusholdningen var fremherskende i samfundet, var det yderst let at overskue trangen til de forskellige forbrugsgoder. Man vidste af erfaring, at dårlige år fra tid til anden indtraf, og man sørgede for i de gode år at træffe sine forholdsregler; den indiske og den russiske kommune havde altid et forråd af korn liggende som nødhjælp, hvis høsten slog fejl. Efterhånden som vareøkonomien har afløst naturaløkonomien, og arbejdsdelingen mellem samfundets medlemmer er blevet finere og finere, er alle sociale forhold blevet bestandig mere sammensatte og uoverskuelige. For den umiddelbare betragtning er det umuligt at vinde noget overblik over markedets uendelig mangeartede og evig flydende varemasser, over deres udspring og deres mål. Det personlige behov er helt forsvundet som direkte motiv for produktionen; hvad der dirigerer den menneskelige arbejdskraft fra det ene felt til det andet, er hensynet til profitten; når en kapitalist opretter en fabrik for margarine eller jernbaneskinner, er det ikke for at tilfredsstille en trang til disse genstande - tværtimod; han ønsker kun, at den trang, der er tilstede i samfundet, må forblive utilfredsstillet i videst muligt omfang; des højere priser kan han erhverve for sine produkter, des højere profit kan han høste. Resultatet er den ville planløshed, som behersker al kapitalistisk produktion. Kun loven om tilbud og efterspørgsel gør sig i sidste instans gældende som regulator, vel at mærke ikke jævnt og umærkelig, men stødvis, med voldsomme rystelser, der forårsager en uendelighed af spild af arbejdskraft og værdi, medfører en række frygtelige lidelser for befolkningen. Først igennem en statistisk bearbejdelse bliver det muligt at vinde et overblik over regelmæssigheden i dette kaos.

Dels giver statistikken et billede af forbrugsforholdene: hvor stor en mængde, der gennemgående bruges af de forskellige genstande indenfor den samlede befolkning; hvorledes forbruget svinger med vareprisernes stigen og falden; hvordan de enkelte samfundslag må indrette deres forbrug forskellig efter deres forskellige indtægt. Og dels giver den et billede af produktionsforholdene: hvor meget der fremstilles af de  forskellige genstande indenfor det hele produktive samfund, og hvor meget der kan fremstilles i de bedrifter, der står på det højeste tekniske udviklingstrin, i hvor lang en arbejdstid, med hvor stort et udlæg af arbejdskraft, med hvor stor en anvendelse af rå- og hjælpestoffer, med hvor stort et slid på redskaber og bygninger, med hvor stort et spild af affaldsstoffer. På begge disse områder er endnu kun de første skridt gjort; men der er iblandt de moderne statistikere en voksende interesse for at få netop disse spørgsmål belyst. Og jo bedre produktions- og forbrugsforholdene bliver belyst, des sikrere et udgangspunkt har man for den planmæssige, bevidste regulering af produktionen under socialistiske samfundstilstande. Men selvfølgelig kun et udgangspunkt. Den moderne statistik kan, selv om den når sin højeste fuldkommenhed, kun angive, hvordan forholdene stiller sig, sålænge profithensynet er det eneherskende, ikke, hvordan de vil stille sig, når det engang i tiden afløses af samfundshensynet. Produktionsstatistikken kan fortælle, hvor meget der faktisk bliver produceret af de forskellige genstande - men vel at mærke: samtidig ligger der en uhyre masse af arbejdskraft brak, til liden eller ingen nytte; når socialismen tager den i brug, vil samfundets produktive kræfter kunne udfolde sig i en ganske anden grad. Forbrugsstatistikken kan fortælle, hvor meget der faktisk forbruges af de forskellige genstande - men vel at mærke: det er ikke den naturlige efterspørgsel, den angiver, men kun det lavmål, som den kapitalistiske udbytning har presset befolkningen ned til; når udbytningen bortfalder, og samtidig produktionsanarkiet afløses af ordnede socialistiske tilstande, vil en langt større mængde af nødvendigheds- og nydelsesmidler stå til befolkningens rådighed, og behovene vil kunne dækkes i en ganske anden udstrækning.

De direkte oplysninger om produktionens og forbrugets mængder, som statistikken kan give, kommer da til at betegne en lav minimalgrænse, som et socialistisk samfund vil hæve sig højt op over. Hvor stor forskellen vil blive, og hvordan den vil fordele sig over produktionslivets mangfoldige områder - også herom vil man ud fra de statistiske erfaringer på forhånd danne sig et nogenlunde sikkert skøn. Hvor stærkt det er muligt indenfor hver enkelt produktionsgren at forøge produktionens masse, kan simpelthen aflæses, når man kender, hvor stor en produktion der i gennemsnit falder dels på hver af samtlige fagets arbejdere, dels på hver arbejder i de største, hensigtsmæssigst indrettede virksomheder. Kan arbejderen i den bedst udstyrede fabrik mellem år og dag skabe f.eks. Tre gange så stor en mængde værdier som gennemsnittet for alle arbejderne overhovedet, da kan produktionen, ved at organiseres under samfundets planmæssige ledelse, afkaste det tre-dobbelte af sit nuværende udbytte, uden nogen forøget arbejdstid; eller arbejdstiden kan nedsættes til tredjedelen, uden nogen formindskelse af produktionen; eller man kan gå en mellemvej, f.eks. Nedsætte arbejdstiden til halvdelen og samtidig forøge produktionen til halvanden gang dens tidligere højde. Hvilken vej man i hvert enkelt tilfælde vil gå, afhænger af den styrkegrad, hvormed de forskellige behov melder sig - men heller ikke her er man uden statistisk vejledning. Den grænsenytteteori«, der i de senere årtier er kommet på moden - som værdilære betragtet et monstrum, der betegner et stort tilbageskridt fra den klassiske nationaløkonomi - har som sin fortjeneste, at den i højere grad, end det før er sket, har taget de enkelte behov op til statistisk prøvelse, har søgt at bestemme deres forskellige natur, deres større eller mindre elasticitet, den forskellige grænse, hvorved de tilfredsstilles. Behovet for hver enkelt genstand er underkastet sin egen særlige lov, som det er muligt ved omhyggelig iagttagelse at finde et statistisk udtryk for. Den sum af erfaringer, der på den måde efterhånden opsamles, vil være et såre nyttigt hjælpemiddel for et samfund, der står i overgangen til den socialistiske produktionsmåde.

Den statistiske erkendelse, som allerede indenfor det kapitalistiske samfund er ifærd med at udvikle sig, men som først i et socialistisk samfund kan nå til sin fulde udfoldelse, er da i sig selv et vigtigt led i rækken af forudsætninger for socialismen. Uden statistisk overblik ville man stå overfor et kaos, som man først lidt efter lidt, gennem mange forsøg og pinlige fejlgreb kunne blive herre over; med statistisk overblik vil overgangen kunne ske let og sikkert og fejlgrebene vil blive lidet betydelige og hurtig kunne rettes. De statistiske erfaringers sum og den statistiske erkendelsesmetode vil virke som en produktivkraft af allerstørste betydning, dels som en regulator for produktionen, dels som en sikkerhedsventil, der hindrer spild af arbejdskraft og værdier.

Et nyttigt hjælpemiddel til erkendelsen af det kapitalistiske samfunds udviklingsgang, et skarpt våben i proletariatets agitatoriske og organisatoriske klassekamp, bliver statistikken da tillige et led i den række af forudsætninger, som betinger det socialistiske samfunds virksomhed.

Det er i rigsdagen blevet påstået, at Karl Marx skulle have karakteriseret de ikke-socialistiske partier som en fælles reaktionær masse. Denne påstand blev straks tilbagevist. Det er så langt fra, at Marx har fremsat en sådan karakteristik, at han netop har taget bestemt afstand fra den og kritiseret den i meget skarpe ord. Og ikke nok hermed; men enhver, der blot har forsøgt at sætte sig en smule ind i Marx's hele socialpolitiske tankegang, vil vide, at det er ganske utænkeligt, at han nogensinde kan have karakteriseret de kapitalistiske partier på denne måde. Men selve spørgsmålet om de kapitalistiske partier i deres forhold til socialdemokratiet har jo både teoretisk og praktisk den allerstørste interesse, og vi skal derfor lidt nærmere betragte den meget omtalte »reaktionære masse«.

Udtrykket blev brugt i Gothaprogrammet, det tyske socialdemokratis første program, fra 1875: »arbejdets befrielse må være et værk af arbejderklassen, lige overfor hvilken alle andre klasser er en reaktionær masse«. Gothaprogrammet var blevet til ved et kompromis mellem de ældre, mere uklare socialistiske retninger i Tyskland på den ene side, og på den anden side den moderne, klarere retning, som væsentlig stod på marxismens grund. Det havde alle kompromisets egenskaber, gjorde indrømmelser til begge sider, søgte at smelte diametralt modsatte anskuelser sammen til et hele, og resultatet var mange misvisende udtryk, mange fejlagtige udtalelser. Ingen har skarpere kritiseret dette end netop Marx, i et brev til sine nærmeste meningsfæller i Tyskland, overfor hvem han påviser de mange fejl og urimeligheder og ikke mindst dvæler ved den ganske urimelige forestilling om den ene reaktionære masse. Det var imidlertid på dette tidspunkt en historisk nødvendighed for de forskellige grupper af socialdemokrater i Tyskland at finde hinanden, at nå til indbyrdes forståelse, selv om det program, hvorom man samlede sig, ikke efter sin ordlyd i alle enkeltheder kunne tilfredsstille logikkens krav; og både denne udtalelse og adskillige andre, som ikke kan stå for en streng kritik, gled ind i Gothaprogrammet. Det svarede til den gærende uklarhed, der den gang endnu herskede indenfor den tyske arbejderbevægelse.

Imidlertid varede det kun meget kort, inden forståelsen afklaredes. Den moderne, marxistiske socialisme brød sig afgørende vej, og dermed svandt alle de. Overlevede rester af fordums tiders mere naive anskuelser som dug for solen. Da man 16 år senere, i 1891, stod overfor den opgave at skabe et nyt, på den videnskabelige socialismes teorier bygget partiprogram, var enhver forestilling om de andre partier som en kompakt reaktionær masse forlængst ude af verden; den blev kun hævdet af enkelte halvanarkistiske elementer, for hvem den klingende frase havde større værd end den nøgterne konstatering af forholdet, som det virkelig er. På partidagen i Erfurt forelå der forskellige udkast til det nye program; af disse blev Kautskys udkast med enkelte mindre væsentlige ændringer enstemmig vedtaget. Det hedder her, at socialismen vil betyde »befrielse ikke blot for proletariatet, men for hele menneskeslægten, som lider under nutidens tilstande. Men dens virkeligggørelse kan kun være arbejderklassens værk, thi alle andre klasser hævder, trods indbyrdes interessestridigheder, privatejendommen til produktionsmidlerne og har som deres fælles mål opretholdelsen af grundlaget for det nuværende samfund.« Som man ser er dette noget ganske andet end den tidligere naive forestilling om de socialdemokratiske arbejdere på den ene side, og på den anden side alle de andre som en samlet, reaktionær masse.

Proletariatet, først og fremmest de egentlige lønarbejdere, men dernæst også store dele af de øvrige lag af befolkningen, som helt eller overvejende lever af deres eget, personlige arbejde, husmænd, fiskere, småhåndværkere, småhandlende osv., er den eneste klasse, der i sin store mængde kan slutte sig til det socialistiske program og arbejde for dets virkeliggørelse, fordi det er på proletariatets skuldre, at hele vægten af kapitalismens tryk hviler. Fra de andre klasser, som udelukkende eller overvejende lever af den merværdi, proletariatet udbyttes for, kan enkeltmænd træde over i socialdemokratiet; men det er og bliver undtagelser, thi socialismen strider imod de klasseinteresser, der her gør sig gældende. Godsejeren og storbonden, fabrikanten og den store håndværksmester, grossereren og købmanden, bankmanden og storaktionæren, alle har de netop deres eksistens bygget på det kapitalistiske udbytningsforhold, og deres store flertal er og vil altid blive modstandere af den socialistiske arbejderbevægelse, som går ud på at drage grunden bort under fødderne på dem; de må nødvendigvis være antisocialister i kraft af den sociale selvopholdelsesdrift, der er ligeså stærk som den individuelle selvopholdelsesdrift. Og alle de politiske partier, hvori deres klasseinteresser kommer til udtryk, står i et naturligt modsætningsforhold til socialismen, ligefra de sorteste reaktionære partier til de radikale partier, hvis farve har et stærkere eller svagere rødligt anstrøg. Højt regnet kan grupper af et radikalt småborger- eller småbondeparti være på vej over til socialismen; de befinder sig endnu på et overgangsstadium - men når deres udvikling fuldbyrdes, brister tråden imellem dem og det parti, de før tilhørte, og de træder over i det socialdemokratiske arbejderparti. Men dette, at den socialistiske samfundsopfattelse og det socialistiske samfundsideal danner et skarpt skel mellem socialdemokratiet og alle de øvrige partier, det betyder ikke, at disse sidste udgør en fælles reaktionær masse. De er tværtimod yderst uligeartede, spaltede i en mangfoldighed af elementer, tildels i bittert indbyrdes fjendskab, i vekslende grupperinger efter de forskellige spørgsmål, som fra tid til anden dukker op; snart sluttes der og snart sprænges der alliancer, snart smelter forskellige partier sammen til ét, og snart opløser et enkelt parti sig i flere. Og netop denne splittelse er forudsætningen for, at socialdemokratiet har kunnet opnå positive resultater af sin politiske virksomhed. Overfor modstanden fra en kompakt reaktionær masse ville socialdemokratiet overalt i verden have været magtesløst, idet det jo endnu ikke i noget lands rigsdag sidder inde med flertallet. Men ved at udnytte modsætningen mellem de øvrige partier, ved at støtte det ene parti imod det andet, det mere demokratiske parti imod det mere reaktionære, alt eftersom de forskellige brændende spørgsmål fra tid til tid gør det naturligt, ved at stille sig bagved de borgerlig-radikale partier og drive dem fremad i demokratisk retning, bliver det muligt for socialdemokratiet at vinde visse indrømmelser, visse politiske eller socialreformatoriske fremskridt som under den ene eller den anden form kommer den arbejdende klasse til gode. Og jo mere de borgerlige partier er splittede og opløste, des større chance er der for at opnå positive resultater.

Den spaltning, som opstår indenfor de borgerlige partier, er ikke tilfældig, den er et naturligt udslag af, at de dele af befolkningen, som disse partier repræsenterer, i mange henseender har vidt forskellige og indbyrdes stridende klasseinteresser. Det er netop hos Karl Marx, man finder udredningen af de økonomiske årsager til disse de besiddende klassers stadige interessekonflikter, i tredje bind af »kapitalen«, hvor han undersøger den måde, hvorpå merværdien fordeles. Overfor proletariatet står alle de besiddende klasser ganske vist i lige grad som udbyttende magter; arbejdernes merarbejde er den kilde, hvorfra de henter deres rigdom. Men når først udbyttet skal deles, som industriel profit til industrikapitalisterne, som handelsprofit til de merkantile kapitalister, som rente til finanskapitalisterne, som grundrente til grundejerne, så bryder striden ud imellem dem. Hver især af disse grupper søger at rive det mest mulige til sig; hver især forfægter sine særegne interesser overfor de andre, og kampen heroin gennemtrænger alle områder af det offentlige liv. Industrikapitalisterne er gennemgående interesserede i toldbeskyttelse, men handelskapitalisterne i frihandel; industri- og handelskapitalisterne stræber efter forholdsregler, som kan trykke rentefoden nedad, men finanskapitalisterne stræber i modsat retning; grundejerne og kapitalisterne søger hver for sig at vælte skattebyrden fra sig selv over på den anden part. Bankmanden og fabrikanten, godsejeren og grossereren danner sig, hver ud fra sin særegne sociale stilling, forskellige politiske idealer, ønsker forskellige grænser dragne for valgrettens udbredelse, for folkerepræsentationens indflydelse på statsstyrelsen, for det kommunale selvstyre, for militarismens udvikling osv.. Enhver, der har øjne i hovedet og bruger dem til at se, vil forstå, at hele det sidste århundredes politiske historie er bestemt ved alle disse indbyrdes konflikter mellem de besiddende klasser. Og til de store, almene skillelinier kommer der en uendelighed af andre, af mere underordnet natur; de fabrikanter, der producerer krigsmateriel, har andre interesser end de, der producerer forbrugsgenstande for befolkningen; de danske landmænd, der leverer mælk til København, har andre interesser end de, der leverer smør til England osv. og til modsætningerne indenfor de storbesiddende klasser kommer modsætningen overfor de dele af småborgerskabet, som knuges i konkurrencen med fabriker og stormagasiner og udbytningen gennem banker og kreditforeninger, men som endnu ikke fuldtud kan gøre skridtet over i det socialdemokratiske arbejderparti, og som derfor føler sig mere og mere hjemløse i det politiske liv, snart kaster sig i armene på det reaktionære demagogi, snart drives ud i en hidsig radikalisme, alt imens de spejder efter midler, som kan bringe dem redning.

Det er ud fra dette kaos af økonomiske modsætninger, at delingslinierne indenfor de borgerlige partier opstår. Fra socialdemokratiet er de alle skilte ved det skarpe skel, som den socialistiske samfundsopfattelse afmærker. Men det forhindrer ikke, at nogle af dem kan stå os langt nærmere end andre, ikke i henseende til de almindelige sociale principper, men i henseende til de politiske spørgsmål, som fra tid til tid er oppe, og at en samvirken under en vis given situation kan være ikke blot forsvarlig, men også bydende nødvendig, forsåvidt den er det eneste middel til at vinde en fordel, der ellers ikke kunne vindes, bryde en modstand, der ellers ikke lod sig besejre - og vel at mærke, forsåvidt socialdemokratiet under alle forhold skarpt og bestemt hævder sit særegne socialistiske standpunkt.

Desværre lykkedes det ikke Marx at fuldende sin fremstilling af de forskellige klasser i deres indbyrdes forhold. Det sidste afsnit i »kapitalen«s tredje bind bærer til overskrift: »klasserne«; men efter nogle få indledende linier bryder det af midt i en sætning. Imidlertid har han i sine teoretiske undersøgelser over merværdiens fordeling lagt grunden til en videnskabelig forståelse af årsagerne til de sociale og politiske brydninger indenfor de besiddende klasser; i sine historisk-politiske arbejder om Frankrig og Tyskland i tiden nærmest efter 1848 har han givet en række glimrende og meget lærerige eksempler; og allerede i et af sine ældste skrifter, »Det kommunistiske Manifest« fra 1848, har han i de store træk udkastet en karakteristik af de forskellige klassers stilling, og endnu så sent som i 1875 henviser han til den overfor Gothaprogrammets »reaktionære masse«. Han skildrer her, hvordan bourgeoisiet er, ikke blot reaktionært, men i virkeligheden revolutionært overfor junkerdømmet og den middelstand, der søger at dreje udviklingens hjul tilbage; hvordan der indenfor bourgeoisiet selv opstår spaltninger, efterhånden som visse grupper af kapitalisterne bliver konservative, medens andre stræber videre frem i retning af samfundets omdannelse; hvordan småborgerskabet svinger imellem reaktionære og revolutionære tendenser; hvordan proletariatet er den eneste virkelig revolutionære klasse i forhold til bourgeoisiet; men hvordan det klassebevidste proletariat i alle lande bør støtte de radikaleste elementer indenfor bourgeoisiet, drive dem frem til at opfylde deres historiske mission - for selv i det lange løb at drage konsekvenserne deraf.

»Den reaktionære masse« var da for 36 år siden og er endnu en indholdsløs frase og intet andet. Men dermed er det ikke sagt, at den ikke i fremtiden kan forvandle sig til en realitet. Efterhånden som socialdemokratiet arbejder sig frem imod magten i samfundet, vokser frygten for socialismen indenfor alle grupper af de besiddende klasser. Og den fælles frygt nærmer dem til hverandre, bringer dem til at glemme de indbyrdes modsætninger. Man har allerede set lejligheder, hvor ganske vist ikke alle, men næsten alle de boreerlitte partier stod som en forskelsløs anti-socialistisk blok med det eneste formål at standse socialismens fremgang. Hottentotvalget i Tyskland er et eksempel, også herhjemme har vi ved valg set den samme situation og vi vil sikkert i fremtiden komme til at stå overfor stedse hyppigere og stedse mere omfattende sammenrottelser i en »reaktionær masse« - indtil socialismens endelige gennembrud omsider fuldbyrdes, ved socialdemokratiet, men imod alle de andre partier.

Blandt de mange besynderlige vrangforestillinger om socialismens idéer og principper er elendighedsteorien, læren om den voksende elendighed, en af de allerbesynderligste - en lære, der, om man ellers turde tro vore modstandere, skulle danne en af hovedhjørnestenene for hele den socialistiske samfundsopfattelse. Det skulle være et dogme, en ubestridt grundsætning indenfor de marxistiske socialdemokraters rækker, at kapitalismen avler en stadig voksende elendighed, at den arbejdende befolkning synker dybere og dybere i nød og savn; og netop i de stedse uslere kår, som kapitalismen bereder menneskeheden, skulle Karl Marx og hans tilhængere se drivfjederen til socialismens gennemførelse; når elendigheden var nået til et vist højdemål af ulidelighed, ville bægeret flyde over; proletariatet ville omsider tabe tålmodigheden og, pisket frem af sine lidelser, rejse sig til oprør mod den bestående ordning, kuldkaste de gamle, kapitalistiske samfundstilstande og stille nye, socialistiske i stedet. Konsekvensen af en sådan anskuelse ville være en fuldstændig fatalisme, en dådløs given sig skæbnen i vold, uden nogen bestræbelse for at råde bod på de onder, kapitalismen forvolder; jo galere, des bedre; jo stærkere fattigdommen med alle dens ulykker huserede i arbejderklassen, des nærmere var det øjeblik, da befrielsens time slog.

Ganske vist står jo socialdemokratiets virkelige optræden i den mest afgørende modstrid hertil. Det socialdemokratiske arbejderparti opstiller gennemførelsen af den socialistiske samfundsordning som det endelige mål for sine bestræbelser; men det kæmper samtidig ved alle de midler, der står til dets rådighed, for jævnt og gradvis at hæve proletariatets kår, for at mindske de lidelser, den kapitalistiske udbytning volder, altså for at forebygge og indskrænke elendigheden indenfor det bestående samfund. Åbenbart er dette en inkonsekvens; og det ligger da nær at spørge, om det virkelig forholder sig rigtig med den så meget omtalte elendighedslære, om den virkelig også er et organisk led i den marxistiske samfundsopfattelse, som danner det teoretiske grundlag for hele den moderne arbejderbevægelse. Vore modstandere har imidlertid svar på rede hånd: når socialdemokratiet optræder socialreformatorisk, kræver arbejder -beskyttelseslove og offentlige foranstaltninger til gavn for de fattigste, virker for skattereformer og for lønstigning og deslige, da er det, fordi det, bevidst eller ubevidst, er i færd med at løbe fra sine gamle principer, fordi det er gået i gang med at »revidere« marxismen, at blive et »revisionistisk« parti, der opgiver sine fordums fantasterier om den sociale revolution og del socialistiske fremtidssamfund og udvikler sig til et borgerligt og fornuftigt - eller rettere et spidsborgerligt og snusfornuftigt demokrati, der ikke er væsensforskel -ligt fra de øvrige demokratiske partier.

Således folketingsmand, dr. P. Munch, der på et diskussionsmøde om socialismen i november 1910 i følge »socialdemokratenes referat udtalte: »ser man historisk på socialdemokratiet, da må man indrømme, at der er to slags socialdemokrater. Den ene retning er den, som man i Tyskland kalder den revisionistiske, den anden den, der samles om slagordet fremtidsstaten og deslige .... Hr. Borgbjerg forkaster elendighedsteorien og med fuld ret - men hvor meget har denne elendighedsteori ikke gennem årene betydet f.eks. i det tyske socialdemokrati!« Dr. Munch tager imidlertid ganske fejl heri. Elendighedsteorien har aldrig spillet nogen rolle for socialdemokratiet i Tyskland så lidt som i Danmark eller noget andet land -- af den gode grund, at den ikke har andetsteds hjemme end i vore modstanderes fantasi. Den er hverken fremsat af Karl Marx eller udformet i noget socialdemokratisk partiprogram, men er simpelthen opdigtet af socialismens modstandere. Den er en af de mange forvrængninger af socialdemokratiets samfundsopfattelse, hvormed man søger at latterliggøre og umuliggøre socialismens teorier. Det er den gamle, velkendte fremgangsmåde: først tillægger man socialdemokratiet en række tåbelige anskuelser, som det ingensinde har drømt om, og bagefter beviser man disse anskuelsers tåbelighed og tror dermed at have ramt socialismens idé i hjertet.

Den lille bitte fjer, hvoraf man har digtet historien om elendighedsteoriens hønsegård op, er en sætning i Karl Marx's »kapitalen«, det er ved slutningen af første bind, hvor han i et storstilet tilbageblik gør rede for den kapitalistiske produktionsmådes »historiske tendenser«. Han viser, hvordan den kapitalistiske udvikling har forvandlet ejendomsretten fra at være, hvad den var under småhåndværkets herredømme, et middel til at sikre sig de værdier, man ved sit eget arbejde har frembragt, til at blive, hvad den er i sin kapitalistiske skikkelse, et middel til at tilegne sig udbyttet af fremmede menneskers arbejde. Han viser, hvordan tilegnelsen af den størst mulige mængde af merværdi på arbejderklassens bekostning er det eneste mål for kapitalens higen og tragten, og hvordan kapitalen mere og mere opsamler sig som et monopol på enkelte storkapitalisters hænder. Og han tilføjer: »med det bestandig aftagende tal på de kapitalens magthavere, der raner og monopoliserer alle fordele ved denne omdannelsesproces, vokser massen af elendighed, af undertrykkelse, af trældom, af udartning, af udbytning, men tillige vokser oprøret hos den arbejderklasse, som stadig stiger i tal, og som netop skoles, forenes og organiseres i kraft af maskineriet i selve den kapitalistiske produktionsproces.«

Det er, som man ser, ikke en enkelt tendens, talen her er om, men to hinanden modarbejdende tendenser. På den ene side sigter den kapitalistiske udvikling til at trykke den arbejdende befolkning ned i stadig dybere elendighed; og, hvis kapitalen helt var overladt til sig selv, frit kunne følge sin egen attrå, uden hindringer udefra, uden indgreb gennem lovgivningsmagten, uden modstand fra arbejderne selv, da ville denne tendens i fuldt mål gøre sig gældende. Men trykket avler modtryk. Den kapitalistiske produktionsmåde kalder selv de kræfter til live, som er i stand til at modvirke og overvinde elendighedstendensen. Den vækker proletariatet til modstand, samler, skoler, organiserer de udbyttede folkemasser, dygtiggør dem, ikke blot til den forsvarskrig, som gradvis fravrister de udbyttende klasser indrømmelser, reformer, fremskridt, men også til den angrebskrig, som omsider vil gøre ende på det kapitalistiske regimente.

Den dobbelttendens, der således rummes i den kapitalistiske produktionsmåde, er ikke blot selvindlysende for enhver, der er fortrolig med marxismens tankegang; men den er også så umiddelbart iøjnefaldende, at den er praktisk anerkendt af alle, lige ud til de mest fanatiske forsvarere for den bestående samfundsordning. Den behøver ikke at diskuteres; den er tilstrækkelig konstateret. Den gamle liberalistiske lære om harmoni mellem kapitalens og arbejdernes interesser, den lære, ifølge hvilken alt på rent automatisk vis vil forme sig til det gode, når blot kapitalen får fuld frihed til at omforme samfundet efter sit eget tykke, er forlængst forladt, den har næppe en eneste tilhænger tilbage. Og hvad mening ville der være i den interesse for beskyttelseslovgivningen og den anerkendelse af de faglige organisationers berettigelse, som selve socialismens bitre modstandere lægger for dagen, ganske vist mere i ord end i gerninger, hvis ikke det var som midler til at forebygge den forkuelses- og undertrykkelsestendens, den kapitalistiske produktionsmåde bærer i sig! Afskaf beskyttelseslovene og de øvrige mere eller mindre virksomme socialreformatoriske forholdsregler, spræng fagorganisationerne og de øvrige midler, arbejderklassen råder over til forsvar for sine interesser, giv den arbejdende befolkning værgeløs til pris for kapitalen - og elendighedstendensen ville med fuld styrke rase; et proletariat i de usleste kår, hvorunder det overhovedet er muligt at eksistere, udsultet og udpint til det yderste, ville blive det naturlige resultat. Den opfattelse af kapitalismens to hinanden modvirkende tendenser, Marx fremsætter ved slutningen af sit store værk, i en flygtig gengivelse af hovedtrækkene for de grundlæggende undersøgelser, han her havde anstillet over den kapitalistiske produktionsmådes natur og virkemåde - og allerede i sine første skrifter, fra 1840'erne, har han skitseret en lignende opfattelse - den er så langt fra opstillingen af nogen »elendighedsteori« i den forstand, som vore modstandere har for skik at gengive den; det er tværtimod den teoretiske overvindelse, den videnskabelige tilbagevisning af den elendighedsteori, som tidligere i sin trøstesløseste skikkelse havde behersket den almindelige bevidsthed i de fremskredne kapitalistiske samfund. Malthus' lære, der først gennem marxismen blev fuldstændig besejret, var elendighedslæren i renkultur. Han gik ud fra, at ernæringsmidlernes mængde altid, under alle forhold, vil vokse svagere, end folkemængden normalt forøges, og han sluttede deraf, at sult og savn bliver den nødvendige følge, at der til alle tider vil herske en social elendighedstilstand, tiltagende i omfang og styrke, efterhånden som befolkningstilvæksten bliver stærkere; den sociale elendighed kan ikke afvendes og kan ikke engang begrænses; den hviler på de evige naturlove; enhver foranstaltning, der bidrager til at mætte sultne munde, vil samtidig virke ansporende på befolkningens formering og således øge tallet på de munde, der i fremtiden skal mættes - men ikke kan mættes, da samfundet ikke har næringsmidler nok til dem. Malthus afledede altså den nødstilstand, han så omkring sig, af de evige naturlove og betragtede den følgelig som noget, der ville bestå til dagenes ende. Marx derimod påviser, at den er et historisk fænomen, der er opstået under bestemte historiske forudsætninger og vil forsvinde, når disse forudsætninger brister. Og han påviser yderligere, hvorledes selve den kapitalistiske udvikling, som frembringer elendighedstendensen i samfundet, tillige frembringer den tendens, som modvirker den, begrænser dens rækkevidde og sluttelig helt vil overvinde den, idet den gør ende på selve den kapitalistiske produktionsmåde, hvori den udspringer. Den tilstand, arbejderklassen faktisk lever i, afhænger af det indbyrdes forhold mellem disse to kræfters forskellige styrkegrad og ændres, efterhånden som dette forhold skifter. Der er perioder, især hvor kapitalismen endnu er mig i et samfund og det nyskabte proletariat endnu ikke har fået tid til ret at blive sig sin sociale stilling bevidst og samle sig og organisere sig til modstand, da det er den nedtrykkende tendens, som er stærkest, og da den arbejdende befolkning lever på den absolute sultegrænse eller endog derunder. Den engelske arbejderklasses kår i første halvdel af det 19. århundrede er et af de store historiske eksempler på et sådant helvede på jorden; og overalt træffer man sidestykker. Del var med fuld ret, at man også herhjemme for 40 år siden kunne synge, at »jorden så aldrig så usselt et kuld som det, der på den nu har hjem«. Men hvad der var rigtigt dengang, er ikke rigtigt længer. Udbytningen har forlængst åbnet øjnene på arbejdernes stadig voksende masser, har »skolet, forenet og organiseret« dem, så de er blevet i stand til i nogen grad at forbedre deres livsvilkår og tilkæmpe sig højere materielt velvære og åndelig kultur.

I stedet for at se en stadig fortsat nedgang får man da, når man kaster blikket tilbage over en længere årrække, det tydelige indtryk af en højnelse af den arbejdende befolknings kår - en højnelse, som den selv gennem sine faglige og politiske organisationer har tiltvunget sig. Der er vel næppe tvivl om, at arbejderne i Danmark som i de fleste andre kapitalistiske lande gennemgående er bedre stillede nu end for en menneskealder siden. Og netop denne højnelse af niveauet er en forudsætning for socialismens virkeliggørelse; thi en arbejderklasse i de elendigste kår, forkuet og forkrøblet legemlig og åndelig, ville vel være i stand til at rejse sig til et blindt, desperat oprør og ville måske også for en stund kunne erobre magten i samfundet, men ville ganske savne evne til planmæssig og bevidst at bygge et nyt samfund op på det gamles ruiner. Og dog, trods alle fremskridt, hvor forholdsvis lidet er det så ikke, der er vundet med så store ofre, hvor stærkt har ikke elendighedstendensen stadig gjort sig gældende! 35 års anstrengte kampe har det kostet at få arbejdstiden for de danske industriarbejdere bragt ned med halvanden time daglig og at få tvunget en lønstigning igennem, som vel i absolutte tal er ret anselig, men hvoraf en meget stor del er slugt ved de stigende priser på husly, på næringsmidler og på de øvrige livsfornødenheder. De senere års stærke prisstigning har sikkert i vide kredse gjort arbejdernes stilling slettere, end den var for en årrække siden. Samtidig tiltager arbejdsløsheden i udstrækning og styrke og volder bestandig større nød og fortvivlelse i de hjem, som rammes, og gør kårene bestandig mere utrygge for hele den arbejdende befolkning. Overalt hvor statistikken kan sænke sin sonde ned i samfundets legeme, viser den, hvordan kampen for tilværelsen antager skarpere former. Og hvor store mængder af den fattige befolkning er det ikke, som år efter år af fattigdommen drives ud i forbrydelse og prostitution og last og skændsel af allehånde arter! Elendigheden i samfundet er ikke udryddet, om den end er trængt noget tilbage; den kan ikke udryddes, sålænge det kapitalistiske samfund består; og i samme øjeblik arbejdernes organisationer begyndte at vakle, ville alle sluser åbne sig for den.

Og for rigtig at bedømme de fremskridt, som har fundet sted i arbejderklassens kår, må man ikke blot måle dem absolut, men også relativt, stille dem i forhold til den vældig voksende rigdom i samfundet. Og enhver sådan prøve viser, hvordan arbejdsindtægten vel er steget, men langt stærkere er kapitalindtægten steget; det ubetalte arbejde er taget til efter en langt større målestok end det betalte arbejde; udbytningen forøges, arbejderne får kun en mindre og mindre andel i de værdier, de selv frembringer. Bestandig mere skrigende bliver, alle små forbedringer og reformer til trods, misforholdet mellem den tilstand, hvori den store arbejdende befolkning lever, og den tilstand, hvori den kunne leve, hvis produktionen blev samfundsmæssig reguleret og produktionsudbyttet gennem samfundets hånd blev ledet ud til dem, som skaber alle værdier i samfundet. I dette voksende sociale misforhold, og ikke i nogen voksende absolut elendighed, ligger den drivkraft, som nødvendigvis må føre til det gamle samfunds undergang.

En af de indvendinger imod socialismen, som man oftest møder under en diskussion, og som undertiden gør et vist indtryk på kritikløse tilhørere, lyder omtrent således: socialismen er ganske vist en køn tanke, og dens teorier kan i og for sig synes tiltalende. Men den er en utopi, den er umulig, uigennemførlig. Thi dens tilhængere regner ikke med den menneskelige naturs fuldkommenhed; de overser, at menneskene eller det store flertal af dem ikke er gode nok til at leve indenfor et socialistisk samfund. Ja, hvis menneskene var ædle og retskafne, gennemtrængte af ansvarsbevidsthed, af retfærdighedsfølelse, af hensynsfuldhed overfor deres medmennesker, så ville socialismen være mulig. Men nu véd vi jo, hvor skrøbelig deres natur er, og hvor mange uheldige egenskaber de som regel besidder. Og disse uheldige egenskaber ville under socialismen hurtig sprænge samfundslivets rammer. Socialismen ville opløses under alle de enkelte individers egoistiske bestræbelser. Skab først menneskenes natur om, begynd først med at opdrage dem til en højere, ædlere tankegang og med at udrydde de lave og lumpne instinkter - så kan man altid bagefter tale om socialismen! Og derefter plejer der gerne at følge nogle krøniker om arbejdernes letsindighed og umådeholdenhed, om deres forsømmelighed og krakileri som vidnesbyrd om, hvor langt der endnu er igen, inden de er modne til de livsvilkår, socialismen vil berede dem. Det er den samme undskyldning, reaktionen altid har haft på rede hånd, så ofte det drejer sig om et stort samfundsmæssigt fremskridt, der skal løfte et nyt lag af befolkningen op til højere livsniveau: man er ikke moden dertil; man vil misbruge de rettigheder, der gives; man kan ikke tåle de friere og rigere livsvilkår, der bydes. Det er næsten ord til andet den samme indvending, som i sin tid lød mod stavnsbåndets løsning og de andre store bondereformer fra det 18de århundredes slutning: bønderne var altfor uvidende og dovne, altfor letsindige og drikfældige til at kunne tåle friheden; de ville sidde på kroen og svire den udslagne dag, når de ikke havde fogdens svøbe på nakken, og lade markerne skøtte sig selv og lade familierne sulte.

Hele denne tankegang, der nu gøres gældende imod socialismen, ligesom den dengang blev gjort gældende mod bondefrigørelsen, beror på en total misforståelse. Den vender fuldstændig op og ned på det virkelige forhold. Thi det er ikke menneskenaturen, den mere eller mindre gode menneskenatur, der skaber samfundsforholdene, men det er, omvendt, samfundsforholdene, der skaber menneskenaturen, præger sig i dens væsen, udvikler dens slumrende anlæg i god eller ond retning. Når menneskene en gang overvinder og afskaffer kapitalismen og indretter sig under en socialistisk samfundsordning, da vil det ikke være, fordi de til den tid er bedre eller dårligere, end de er nu. Det vil være nødvendigheden, den sociale tvang, som driver dem dertil, fordi dette er den eneste tilstand, under hvilken de store masser af befolkningen kan føre deres interesser frem til fuld gyldighed og finde de mest harmoniske former for deres tilværelse. Socialismens gennemførelse, opretholdelse og videreudvikling er kun den naturlige konsekvens af klasseinteresserne hos det proletariat, som kapitalismen skaber. Til denne opgaves løsning stilles der i og for sig ingen krav i retning af almindelige moralske dyder hos proletariatets medlemmer, kun i retning af energi, intelligens, klassebevidsthed, social forståelse og ubrødelig solidaritet overfor de klassefæller, sammen med hvem man kæmper for i forening at erobre magten i samfundet og for at hævde og udnytte den, når den er vundet.

Noget helt andet er, at når først socialismen er blevet til virkelighed, da vil der kunne udfolde sig en ny, højere og ædlere moral end den, der nu behersker flertallet af menneskene; da vil det store opdragelsesarbejde kunne begynde; da og først da vil de lave og onde instinkter, som kapitalismen har udviklet hos menneskene, efterhånden kunne udryddes. Thi det er under den kapitalistiske samfundsordnings indflydelse, at menneskene demoraliseres. De stygge og frastødende træk i menneskenaturen, der anføres som indvendinger imod socialismen, er frugter af kapitalismens indvirkning. Så langt fra at tjene som bevis imod det fremtidige samfunds gennemførelighed indeholder de netop den frygteligste anklage imod det bestående samfund.

Hvorledes virker ikke den økonomiske selvopholdelsesdrift, den stadig hidsigere kamp for penge og penges værd, som er ånden i alt liv under kapitalismen, hvorledes virker ikke den til at avle nid og nag, had og bitterhed, misundelse og mistænksomhed, til at hidse alle de grimmeste lidenskaber og instinkter op i menneskene! Det er den fortvivlede alles kamp imod alle, hvor hver især kun søger selv at komme frem, ligegyldig for hvordan det går alle andre, en kamp som mellem skibbrudne om pladserne i redningsbåden, hvor man kun kan frelse sig selv ved at sparke sine medmennesker over bord. Der er kun een moralsk egenskab, som under denne tilværelseskamp har værdi: egoismen, den krasseste, hensynsløseste egenkærlighed.

I konkurrencen er den økonomiske egoisme det eneste bestemmende motiv for alle handlinger og for alle de følelser, som deraf skabes. Forretningsmanden ser og kan kun se med skinsyge på de konkurrerende firmaer; enhver kunne, de drager til sig, betyder en forringelse af hans egen gevinst; ethvert tab, de lider, betyder en fordel for ham selv. Og det bliver naturligt, om han af al evne, ved alle midler søger at skade dem og lægge dem hindringer i vejen. Og det bliver kun naturligt, om han søger at drage kunnerne til sin egen bedrift ved falske forespejlinger af allehånde arter. »enhver er tyv i sin egen næring« bliver forretningslivets moral og bliver det i stadig stigende grad, alt som tilværelseskampen bliver hårdere. Fra øverst til nederst i samfundet forplanter disse frikonkurrencens moralopløsende virkninger sig.

I spekulationen, hvor det gælder i en fart at tjene de store gevinster, ved heldige kup, ligegyldigt ved hjælp af hvilke midler, fejrer demoralisationen sine villeste orgier. En bundløs råddenskab breder sig herfra ud i al offentlig moral. Her er det, de formuer, som rundtomkring i samfundet er indsamlede ved den regulære arbejderudbytning, ruller ind på det grønne bord og ophober sig på enkelte hænder, hos de store spekulanter, hvis rigdomme sjælden vindes uden ved at strejfe tugthusets port.

Men af selve udbytningssystemet er det dog, at kilden til al demoralisation i det kapitalistiske samfund flyder. Alle de gevinster, store og små, som de besiddende klasser vinder, er i sidste instans kun hentede ved at udsuge de arbejdende klasser for de værdier, den har frembragt, og alt det vederlag, den arbejdende. Klasse tager hjem, er kun en brøkdel af de værdier, den selv har skabt. Hvor skulle dette forhold andet end forbitre sindene hos de udbyttede, som dag efter dag, år efter år, føler sig plyndrede for de rigdomme, de selv skaber, som forstår, at alle fremskridt i samfundet bliver indkasserede af deres udbyttere, at alle deres egne anstrengelser, al deres egen flid, kun bliver et middel i kapitalens hånd til at gøre deres egne lænker endnu mere snærende! Og hvor skulle dette samme forhold andet end dræbe de humane instinkter hos de besiddende klassers medlemmer, når dog hver især af dem véd. At jo mere skånselsløs en arbejderudbytning han selv driver, des større en profit kan han høste, des flere chancer har han for at hævde sig i konkurrencen, medens enhver given efter stiller ham i fare for at bukke under; når han forstår, at det er de brutaleste, de hensynsløseste elementer indenfor udbytterverdenen, som har de bedste betingelser for at komme frem!

Og som kapitalismen direkte virker til at demoralisere menneskene, kalde de sletteste instinkter til live hos dem og kvæle de bedste følelser, således også indirekte, ved den fordeling af velstanden, den etablerer. På den ene side, hos et lille mindretal af befolkningen, et overmål af rigdom og nydelse, som avler fordærvelse, perversitet. Og på den anden side de store massers sociale elendighed. Masseelendigheden under alle dens forskellige skikkelser, det overdrevne, sløvende slid, de slette, usunde, uhyggelige boligforhold, hjemlivets opløsning ved det tiltagende kvinde- og børnearbejde, underernæringen med den sygelighed den drager efter sig, det lave oplysningstrin, rædslen for den arbejdsløshed, som måske morgendagen vil føre ind over hjemmet, og således videre i den uendelighed af triste farver, denne masseelendighed, som er den kapitalistiske produktionsmådes umiddelbare virkning, det er den stadig flydende kilde til den moderne kriminalitet, den moderne alkoholisme, den moderne prostitution og alle de øvrige former for laster, således som de optræder i det nuværende samfund, ikke som isolerede udslag af enkelte degenererede individers slette anlæg, men som sociale massefænomener.

Netop de lave, frastødende karaktertræk, man rundt omkring møder, netop de burde da være den skarpeste spore til at bekæmpe den samfundsordning, som med logisk nødvendighed afføder dem og, så længe den består, vil blive ved at afføde dem påny, til at stræbe efter at overvinde den og afløse den med en ny samfundsordning, som er i stand til at hæve befolkningen op til en højere, ædlere tankegang. Enhver anden form for moralsk opdragelse af de store folkemasser er meningsløs og dens virkninger hen i vejret. Når socialismen udrydder alle pengeinteresser, al spekulation, al konkurrence om materielle formål og gennemfører samfundstilstande, hvor det ene menneske ikke kan vinde frem på bekostning af det andet, men hvor det, der gavner det ene, også kommer til at gavne alle andre, da vil alt det nid og nag, som nu skyldes pengebegæret, kunne forvandles til en broderskabets, en samfølelsens ånd, i stærkeste modsætning til de følelser, som besjæler nutidsmenneskene. Når socialismen afskaffer den masseelendighed, som flyder af udbytningen, da vil også de lastefulde tilbøjeligheder, den drager med sig, afskæres fra næring, visne og kvæles, og alle gode og fine anlæg få lejlighed til at udfolde sig og gro frem i deres mest harmoniske skikkelse. Menneskene vil blive bedre, end de er nu, renere, noblere i deres tankegang.

Der har været filosofer, som har tænkt sig, at der ud af den samfundsudvikling, vi befinder os i, ville fremgå en gruppe af »overmennesker«, der hævede sig op over masserne, til en højere tilværelsesform, med en egen art af livsnydelse, intelligens, moral. Det var et forsøg på kapitalismens filosofiske selvforherligelse, som spejlede sig i denne teori - de rigdomme, som opsamledes ved udbytningen, kunne således retfærdiggøres som næring for den kommende slægt af overmennesker, og den elendighed, hvori de store folkemasser blev holdt nede, forsvares som det naturlige udtryk for de almindelige menneskers lavere kultur. Men denne teori er falsk. Det er ikke en lille kreds af mennesker, som under det kapitalistiske samfund vil hæve sig op over masserne; men det er hele befolkningen, som - når kapitalismen har fuldbyrdet sit løb - vil stige i kultur og moral, udvikle de bedste menneskelige egenskaber i deres rigeste mål, hæve sig op til en helt ny, højere og ædlere tilværelsesform.

I »Tilskueren« (februar 1911) finder man to udtalelser, som man lægger mærke til, fordi de er interessante tidens tegn, karakteristiske udslag af det nye syn på socialdemokratiet, der mere og mere trænger igennem indenfor de bedste, de ærligste og alvorligste blandt åndskulturens arbejdere. Fysiologen og tonekunstneren Rudolph Bergh fortæller om sin afdøde fader, den berømte læge af samme navn, at »af politisk anskuelse var han ikke nærmest radikal venstremand, men socialdemokrat. Hans politiske standpunkt var dikteret ikke af nøgtern ræsonneren eller opportunisme, men af den for ham så ejendommelige, lidenskabelige følelse og det skarpe blik for uretten og uretfærdigheden i verden. Det var det, som drev ham til ikke at vente noget godt fra de borgerlige partier, men at tro på socialismen som tidens løsen«. Og æsthetikeren Poul Levin siger i en anmeldelse af Andersen Nexøs »Pelle Erobreren«: »det er jo det store, som er sket i den moderne arbejderbevægelse, at de nye hjerner i utrolig hast har erhvervet generationers åndelige arbejde, således at socialdemokratiet i virkeligheden er blevet de nye tankers eneste trofaste støtte. Det er en alliance, som ikke noget partikævl kan rokke, den er selve livet.«

Socialdemokratiet som det eneste værn imod uret og barbari, som »tidens løsen«, »de nye tankers eneste trofaste støtte« - det er den tilståelse, der fravristes den moderne »intelligens«, når den for alvor søger at gøre sig rede for, hvorfra der er noget godt at håbe. Og stærkere og stærkere må denne erkendelse nødvendigvis vokse frem, efterhånden som modsætningen mellem de besiddelsesløse og de besiddende klasser præger sig bestandig skarpere på alle områder af det offentlige liv. Socialdemokratiet, det klassebevidste proletariats parti, er i vore dage den eneste kulturbærende magt, fordi proletariatet er den eneste revolutionære klasse i det moderne samfund. Det er banebryderen for en ny, ikke blot materiel, men også åndelig kultur; den økonomiske og sociale omvæltning, det tager sigte på, vil danne et helt nyt grundlag for alt åndeligt liv. Og i sin stræben henimod det store fremtidsmål optager socialdemokratiet i sig alle sunde og livskraftige kulturstrømninger, den kapitalistiske tidsalder har skabt, tilegner sig dem, forarbejder dem og bruger dem som midler til at berede vej for det nye samfund, det stiler imod. Det er da ikke tilfældigt, at socialdemokratiet er den eneste støtte for den fremadstræbende åndskultur; det er en simpel følge af den historiske opgave, overfor hvis løsning arbejderklassen er stillet.

Til alle tider i historien har enhver virkelig revolutionær klasse været pioner for den åndelige kultur. Der var en tid, i kapitalismens morgen, da det var bourgeoisiet, der i sin kamp mod adelens og gejstlighedens privilegier, mod lavstvang og stavnsbånd og alle andre rester fra det middelalderlige samfund blev revolutionært i kulturel ligeså vel som i social henseende. Og hvilken sundhed og hvilken frodighed var der ikke over den indsats i åndslivet, som borgerskabets vågnende selvbevidsthed og selvfølelse bragte Holbergs og Schillers digtning, så uendelig forskellige de er, den hollandske malerkunst fra storhedstiden, de mægtige fremskridt i naturerkendelsen og de matematiske videnskaber, som det 17. og 18. århundrede skabte, oplysningstidens bekæmpelse af overtro og mystik i den brede befolkning, de nye filosofiske tanker, som var den åndelige baggrund for den franske revolution - alt dette har suget næring fra denne kilde. Endnu så sent som for 30-40 år siden sporer man en af de sidste efterdønninger af bourgeoisiets kamp imod de gamle, reaktionære magter, i de kulturstrømninger, der herhjemme særlig karakteriseres ved brandes' navn.

Hvor helt anderledes er ikke alt dette blevet sidenhen! Bourgeoisiet er ophørt at være en revolutionær, fremaddrivende kraft og er blevet reaktionært. Det kæmper ikke længere imod fortidens herskende klasse, aristokrati og kleresi og bureaukrati og monarki, for at omforme samfundsforholdene til en ny og højere skikkelse; men det klamrer sig til den bestående samfundsordning og stræber side om side med gammelreaktionen at hævde og opretholde den overfor de nye revolutionære magter, der er voksede frem netop som følge af den kapitalistiske samfundsudvikling, bourgeoisiet selv har iværksat. Det mærker, hvordan dets egen magtstilling i samfundet er truet, det føler sin egen tilværelse som et liv på en vulkan, og det griber efter midler til at udskyde katastrofen. Militarisme og chauvinisme, politisk konservatisme og religiøs pietisme, alle sådanne åndsretninger finder en frodig jordbund at gro i. Og kapitalistklassens hele åndelige liv får sit præg af denne situation. Det trøstesløse forfald bliver resultatet. På den ene side en grov materialisme, uden sans for andet end penge og penges værd og livets mest håndgribelige nydelser. »lad os æde og drikke, thi i morgen skal vi dø.« Den dybe, stille erkendelsens og skønhedens glæde, som videnskab og kunst kan berede mennesket, forfladiges; dannelsen bliver en udvortes politur, som ikke står i noget virkeligt sammenhæng med personligheden; smagløsheden breder sig i sin mest skrigende skikkelse i grossererhjemmene; kunstens frembringelser bliver midler til at stille sin velstand til skue; overfor enhver ny og dristig tanke har man kun måbende uforstand eller overlegne skullertræk eller den instinktmæssige uvilje, som enhver reaktionær klasse føler overfor alt, hvad der peger fremad.

Og side om side med den blodrige, massive nydelsestørst en sygelig, blegsottig mystik. Man er oprevet, nervøs, man har uhyggestemningen over sig, man føler dumpt og uklart det jordskælv, der forestår; og man trænger til at komme bort fra alle sine bekymringer; man trænger snart til narkotiske midler, der kan bedøve de ophidsede nerver, og snart til stimulanser, der kan pirre dem op til nye, raffinerede nydelser, på samme måde, som det degenererede individ vekselvis griber til morfin og til alkohol. Derfor de usunde religiøse strømninger, der breder sig indenfor bourgeoisiet, lige fra den livsfjendske pietisme gennem spiritismen og mangfoldige andre afskygninger til den satansdyrkelse, som har sine tilhængere i Paris's saloner. Derfor de perverse retninger i kunst og litteratur, som nutildags er på moden, men som for fremtiden kun vil have pathologisk interesse, som udslag af bourgeoisiets åndelige forrådnelsesproces. Bourgeoisiet er impotent i åndelig, i kulturel henseende. Intet under, at alt, hvad der er af livsmodigt og livskraftigt indenfor videnskab og kunst, med stigende væmmelse vender sig bort fra det, Holger Drachman i et af sine sidste digte kaldte »Europas regerende bourgeoisi - den hæslige, gamle kokotte.« Men i samme grad som bourgeoisiet vanslægter, rejser proletariatet sig som den magt, der ikke alene bærer fremtidens, men i virkeligheden også nutidens kultur på sine skuldre.

Netop som den revolutionære klasse, arbejderne er, ser den med instinktmæssig, medfødt sympati på alle de åndelige kræfter, der stræber fremad, præker oprør imod de tanker og anskuelser, mod den smag og den moral, som råder indenfor de herskende klasser - selv om disse nye åndsretninger i sig selv kan stå socialismens teori nok så fjernt. Med enhver sådan ny, frisk strømning vil arbejderklassen føle sig i slægt, og mod ethvert, åbent eller maskeret, attentat på den absolutte frihed for alle åndelige rørelser vil den med hele sin kraft sætte sig til modværge.

Når arbejderne først begynder at vågne til bevidsthed om deres egen stilling i samfundet og at samle sig til bekæmpelse af den trældom og udbytning, de er undergivne, bliver erobringen af de vigtigste materielle goder, af højere arbejdsløn og kortere arbejdstid, naturligvis deres første, mest nærliggende opgave. Men de materielle fremskridt omsætter sig til kulturelle fremskridt. Den forøgede indkomst sætter dem i stand til at holde et blad, købe en bog eller et billede, skaffe sig billet til en foredragsrække, en teaterforestilling og deslige; og den forøgede fritid giver dem stunder til at tilegne sig det fond af kundskab og kunstnydelse, der igennem alt dette bliver tilgængeligt for dem. Med ulvehunger styrter arbejderklassen sig over alle de kulturgoder, kapitalismen tidligere spærrede den ude fra, men som den nu selv har tiltvunget sig adgang til. Men hvad den hører og ser, lærer og erkender, bliver ikke en død skat for den; den opsuger det i sig, forvandler det til kød og blod af sit eget legeme, henter kræfter og dygtighed derfra til den stadig fornyede kamp, den må føre for at hæve sine egne kår og omsider at erobre magten i samfundet.

Socialismen er den eneste store idé i det moderne samfund, det eneste høje ideal, der kan samle og begejstre de store masser af befolkningen. Og den socialistiske samfundsopfattelse er mere end en blot social-økonomisk teori; den er en livsanskuelse, der omformer tankegangen fra grunden og giver alle åndelige værdier en ny kurs. Den socialistiske livsanskuelse er den generalnævner, hvori alle sunde og livskraftige kulturstrømninger i vor tid går op. Men den er mere end det; den er tillige den eneste kilde, hvorfra åndskulturen i vore dage kan hente ny, forøget livskraft. Den fremtidskultur, som socialismen vil skabe grundlag for, kan først udfolde sig, når det nye samfund har rejst sig på det gamles ruiner. Men allerede nu sporer man, hvordan alt stort, som nutidens videnskab og kunst frembringer, bevidst eller ubevidst er under indflydelse af de socialistiske idéer og den proletariske klassekamp. Den moderne historieforskning, der ikke vil nøjes med at fastslå de enkelte kendsgerninger, men vil forstå årsagerne og drivkræfterne, tvinges mere og mere til at anlægge et socialistisk syn på historien. Og de kunstnere, der rager højt op over mængden, en digter som Drachmann, en billedhugger som meunier, er alle påvirkede af og deres kunst stærkt præget af den kamp, den socialdemokratiske arbejderklasse fører. Hvilken rigdom af nye idéer, af dybere erkendelse, af finere kunstglæde, af højere kultur og ædlere livsnydelse åbner der sig ikke udsigt til - ikke som nu for en snæver kreds af befolkningen, men for hele menneskeheden - når socialismen sletter alle klasseskel og gør alle samfundets rigdomme til menneskenes fælles eje!

Når socialdemokratiet ser forudbetingelsen for socialismens gennemførelse i et talrigt og selvbevidst proletariat, så synes det - hvis ikke man måtte regne med visse højrejournalisters komplette uvidenhed om al økonomisk sprogbrug - overflødigt at gøre opmærksom på, at man ved ordet »proletariat« forstår arbejderproletariatet og ikke pjalteproletariatet. Imellem de to befolkningslag er der den dybeste forskel. Pjalteproletariatet - den gruppe af forulykkede, forhutlede og for største delen dybt demoraliserede individer, der falder udenfor det produktive samfund, vagabonder, tiggere, alfonser, professionelle forbrydere osv. - er ikke noget for nutiden ejendommeligt fænomen! Det forekom også i ældre tid og gennemgående vistnok i betydelig større omfang end nuomstunder. Især under de primitive kapitalistiske tilstande, hvor de gamle produktionsformer opløstes, uden at nye produktive kræfter endnu trådte i virksomhed, hvor griske godsejere jog bønderne fra hus og hjem, hvor forbenede håndværkslav spærrede af for tilgang til faget, hvor udbytningen fortrinsvis optrådte i skikkelse af åger- og skatteudsugelse, dér traf man et langt mere masseagtigt pjalteproletariat end under den udviklede kapitalisme, hvor de besiddende klasser er interesserede i at drage så mange mennesker som muligt til fabriker og arbejdspladser. Det pjalteproletariat, som stadig forekommer, og som særlig søger tilhold i de store byer, er et uroligt folkefærd, men intet revolutionært; det savner mål og med, er tilfals for hvem der vil betale, viser sig gerne som villige håndlangere for magthavere imod revolutionære bevægelser blandt arbejderne. Herfra var det, den »mobilgarde« rekruteredes, der i juni 1848 slagtede Paris's arbejdere; herfra er det, det russiske bureaukrati lader jødeforfølgelserne udgå; her er det, politiets lokkespioner har held med sig til at få etableret anarkistklubber, som skal kompromittere arbejderbevægelsen; her er det, chauvinistiske og militaristiske fraser linder stærkest genklang. Alliancen mellem den yderste reaktion og pjalteproletariatet er i virkeligheden naturlig; det er de forædte og de forsultne parasiter på samfundslegemet, der her mødes. Det diametrale modstykke hertil er arbejderproletariatet. Det er et befolkningslag, som udelukkende hører hjemme under de kapitalistiske samfundsforhold og ikke genfindes på noget andet historisk udviklingstrin. Det er kaldt til live af den kapitalistiske produktionsmåde, er taget til og tager bestandig til i omfang med dens stigende udvikling og udbredelse. Men det befinder sig samtidig i et ulægeligt indre modsætningsforhold til netop denne kapitalistiske produktionsmåde, som betyder en stadig udbytning, undertrykkelse og utryghed for proletariatet; kun ved at sprænge den og stille en helt ny produktionsmåde i stedet kan det bringe sine klasseinteresser til fuld gyldighed. Proletariatet må da blive en revolutionær klasse; så såre den bliver sig sin sociale stilling bevidst, begynder den kampen imod det bestående samfund og fører kampen med de våben, som dette samfund selv har stillet til dens rådighed: stemmeretten, presse- og talefriheden, organisations- og strejkeretten. Når først den kapitalistiske proletarisering er nået frem til den grad af omfang og klarhed, at proletariatet kan gøre sin flertalsmagt gældende i den politiske kamp, da er kapitalismens saga ude.

Arbejderproletariatet karakteriseres ved tre egenskaber, som skiller det ud fra de andre moderne befolkningsklasser. Proletaren er for det første besiddelsesløs, det vil sige, han ejer ikke de produktionsmidler, der er nødvendige for at udløse hans arbejdskraft og skaffe ham livsopholdet. Han er følgelig genstand for udbytning, er nødt til at afstå en del af sit arbejdsudbytte til dem, der ejer produktionsmidlerne og derfor kommanderer over hans arbejde. Han er endelig udsigtsløs, har ingen eller kun en forsvindende ringe sandsynlighed for nogensinde at hæve sig op til en væsentlig bedre og selvstændigere stilling. Alle disse karaktertræk har den moderne proletar fælles med slavehusholdningens ufri arbejdere, men han adskiller sig fra denne - som også fra feudalismens vornede bonde - derved, at han er personlig fri, at han ved en formelt fri kontrakt træder i forhold til produktionsmidlernes besiddere. Den sociale trældom, han faktisk er underkastet, er en nødvendig følge af det herskende besiddelsesforhold: adskillelsen mellem produktionsmidler og arbejdskraft. At afskaffe dette det kapitalistiske besiddelsesforhold og erstatte det med et nyt, socialistisk, som genforener massen af produktionsmidlerne med massen af arbejdskraftens bærere, under fuld bibeholdelse og stadig videreudvikling af den produktionsteknik, som er kommet til verden med kapitalismen, det må da være det revolutionære mål for proletariatets klassebestræbelser. Kun i denne forstand bliver der mening i arbejdet for den økonomiske frigørelse.

Lønarbejderen er den rene type på proletariatet; hos ham træder alle de karakteriserende træk skarpt og utilsløret frem. At han er besiddelsesløs overfor de fabriks- og lagerbygninger, de redskaber og maskiner, de råstoffer, den jord osv., ved hvis bearbejdelse han erhverver sig eksistensmidler, er ganske umiskendeligt; at kapitalen arbejdstime efter arbejdstime berøver ham en del af de værdier, han frembringer, er ligeså umiddelbart indlysende; og hans udsigt til nogensinde at træde op i en højere social klasse er lig nul. Netop denne absolutte udsigtsløshed skiller ham tydelig ud fra andre grupper af befolkningen, for hvem de små kår kun er et overgangsled; en arbejder kan måske i øjeblikket være ret gunstig stillet i sammenligning f.eks. med en fattig student eller en ung officer, men medens de sidste ser mange muligheder åbne for sig, véd derimod arbejderen, at hans sociale stilling aldrig vil højnes, at den snarest vil dale med den stigende alder og ebbende arbejdsevne. Lønarbejderne er således proletariatet i renkultur; de danner den faste revolutionære kerne i det moderne samfund. Men begrebet proletariat er rummeligere: det spænder over langt videre kredse af befolkningen. Husmanden, der ikke ejer en fodsbred af den jord, han kalder sin, og måske kun en lille brøkdel af de bygninger, de redskaber, de husdyr, der findes på hans lod; den lille håndværker, den lille handlende, som har husvært, bank, grosserer over sig og stadig bevæger sig på randen til økonomisk ruin; fiskeren, der er i hænderne på de store fiskeeksportører - disse omfangsrige grupper af befolkningen er i alt væsentligt bragt ned i linie med lønarbejderne, for en stor del endog til et niveau, der ligger lavere endnu; deres besiddelse er et tomt skin, deres udbytning og udsigtsløshed uomtvistelige kendsgerninger. Hertil kæder sig andre kredse: lærere, funktionærer, små bestillingsmænd - folk, der på de afgørende punkter lever under samme kår som de egentlige lønarbejdere, stundom kun med lidt højere løn, stundom med lidt større tryghed i arbejdsforholdet, stundom også med chance for engang i tidens løb at nå en noget højere indtægt. Grænserne kan i det praktiske liv ikke trækkes skarpt; der er et bælte, hvor kapitalistiske og proletariske interesser brydes med hinanden, uden at nogen af dem har afgjort overtag. Men vist er det, at de helt eller overvejende proletariske lag, som ligger under denne neutrale zone, udgør langt den største del af befolkningens masse; og vist er det, at grænserne opadtil, for de anti-proletariske kredse, bestandig indsnævres, medens de bestandig udvides nedadtil.

Thi proletariatet, som er skabt af kapitalismen, må i kraft af det kapitalistiske samfunds love bestandig tage til i omfang. Kapitalen kan ikke eksisterer uden at udvide sig, og den kræver stadig nyt menneskemateriale. År efter år øges lønarbejdernes tal efter en mange gange større målestok end den øvrige befolknings, år efter år lægges småbedrifter øde i konkurrencen med de store kapitalistiske forretninger, tvinges de småhandlende og småhåndværkere, som er igen, ind i et mere snærende afhængighedsforhold til kapitalisterne, suges ejendomsretten til husmandens produktionsmidler bort under fødderne på ham. Middelstanden - ordet taget i dets økonomiske betydning, det befolkningslag, der lever af sit eget arbejde og selv råder over sine produktionsmidler, men hverken udbyttes af andre eller selv udbytter andre - denne middelstand, der i kapitalismens barndom dannede stødpuden mellem de to fjendtlige magter, er faktisk udryddet; det genfærd, der endnu går under dette navn, er kun et blændværk, som for enhver nøgtern betragtning opløser sig i et mindretal af kapitalister og et stort flertal af proletariske eksistenser. Bestandig vældigere bliver således proletariatets masse, bestandig skarpere udpræget proletariseringens former. Dette er udviklingens jernhårde lov; mod den kæmper al socialpolitik forgæves, og alle fromme ønsker er hen i vejr og vind. Man kan beklage de lidelser, der herved påføres befolkningen; man kan, som socialdemokratiet gør, lægge sit arbejde an på indenfor det bestående samfund at mindske lidelserne og skabe så tålelige kår som muligt for udviklingens ofre; men man kan ikke afvende udviklingen selv.

Ikke ved at modarbejdes kan den kapitalistiske udvikling overvindes, men ved at fuldkommes, og kun proletariatet, hvis klasseinteresser peger ud over kapitalismen, magter, i kraft af sin masse, at løse denne opgave. Jo større dets tal er, og jo klarere det er sig sin stilling bevidst, des nærmere er sejren. Idet kapitalen stadig producerer nye mængder af proletarer og stadig ved sit tryk bidrager til at berøve dem alle illusioner om selvstændighed og økonomisk frihed, bereder den således selv vejen for det nye samfund, der er slutpunktet på hele den kapitalistiske udvikling, målet for det bevidste proletariats bestræbelser: et samfund, hvor alle klasseskel er slettede, hvor proletariatet ikke er formindsket, men afskaffet, hvor ikke en del af dets medlemmer er hævet op til småborgerlige kår, men hele befolkningen fra øverst til nederst er skabt om til en befolkning af arbejdende individer, der ikke er proletarer, men socialt og økonomisk fri mennesker, fuldt berettigede sambesiddere af de produktionsmidler, ved hvis hjælp de arbejder, med al udbytning afrystet og alle udsigter åbne til den højeste grad af materielt velvære og åndelig kultur.

Den kapitalistiske udvikling og med den befolkningens proletarisering går for sig overalt; retningen er uforandret den samme, kun tempoet er forskelligt fra tid til anden og fra land til land. Efter alt at dømme står man netop nu, da rusland er i færd med at træde ind iblandt de moderne stater, Østasien begynder at udfolde sig i fuldt kapitalistisk flor, og den store økonomiske verdenskrise er på retur, overfor et koncentreret fremstød, der vil sætte nye masser af proletarer ind i verden og bidrage til yderligere at afklare klassedelingen. Der er ingen grund til at ønske det anderledes. Thi ikke blot rykkes derved tidspunktet for socialismens endelige sejr nærmere, lidelsesperioden afkortes. Men også rent øjeblikkelig har en rask kapitalistisk fremskriden sine store lyssider. Thi kapitalismens forsinkelse betyder samfundets forsumpelse. I lavtstående samfund, med en svagt udviklet storindustri, med få besiddelsesløse lønarbejdere og mange småbesiddende husmænd og småborgere, er i vore dage udsugelserne gerne fuldt så blodige som i de fremskredne kapitalistiske samfund og hele tilstanden altid ganske anderledes trøstesløs. Ingen mulighed for at hæve sine kår gennem faglig organisation og politisk kamp; ingen udvej fra lidelserne at skimte; ingen klarhed over de fjendtlige magter, der udbytter een, og de veje, ad hvilke man kan nå dem til livs; intet mål at kæmpe for; intet samfundsideal at begejstres for; en håbløs liden i det stille, kun i ny og næ, når lidelserne bliver altfor umenneskelige, afbrudt af ville, planløse og hurtig kvalte fortvivlelsesudbrud. Stil den russiske musik, den syditalienske eller spanske håndværker og husmand op imod industriarbejderen i de moderne kulturlande, og man har et mål for forskellen.

Ethvert forsøg på gradvis at formindske proletariatet ved at hæve gruppe for gruppe op i de besiddende klasser lag, ville da være spildt ulejlighed, der kun gjorde ondt værre, og socialdemokratiet indlader sig ikke på den slags eksperimenter. Hvad dets praktiske nutidsarbejde tager sigte på, er noget ganske andet: gradvis at formindske summen af proletariatets sociale lidelser, at hæve klassen som helhed op til et højere niveau, indenfor de iøvrigt uforandrede proletariske rammer. Derfor den faglige organisation og den faglige kamp, derfor bestræbelserne for at tvinge en sociallovgivning igennem, derfor arbejdet for at få del i den kommunale administration. Man træder ikke ud af proletariatet, fordi man opnår højere løn og kortere arbejdstid, fordi man sikres imod de økonomiske følger af ulykkestilfælde under arbejdet, fordi man får adgang til alderdomsunderstøttelse, til sygehjælp, til mad for sine skolesøgende børn. Klasseinteresserne drejes ikke ud af deres retning derved, men tilværelsen bliver en lysere, det materielle velvære og den åndelige kultur stiger. Og dette er i sig selv et revolutionæret moment, der bidrager mægtig til at fremskynde udviklingen frem imod erobringen af den offentlige magt i samfundet. Thi et proletariat i den dybeste elendighed kan ikke med energi og konsekvens føre kampen for socialismen; jo højere des fysiske og psykiske udvikling er, des kampdygtigere er det, des nærmere ved sejren.

Som et led i dette arbejde må man forstå socialdemokratiets bestræbelser for at tilvejebringe jordlodder til landarbejdere - og vel at mærke jordlodder så store, at brugerne ved dem kan erhverve sig det fulde livsophold og ikke behøver at sælge deres arbejdskraft til fremmede. Hvad der kan udrettes ved en virkelig gennemgribende reform af denne art, er ikke at hæve en gruppe proletarer op fra proletariatet ind i de besiddende klasser; husmanden med 6-8 tdr. land hører ifølge sin hele stilling de proletariske samfundskredse til, han deler i alt væsentligt klasseinteresser med dem, og hans besiddelsesret over produktionsmidlerne er kun et skin; socialdemokratiet har ved at rejse kravet om offentlig fæste i stedet for det såkaldte »selveje« søgt at forbeholde samfundet ejendomsretten til statshusmandens produktionsmidler og nydelsesretten til den merværdi, han under alle omstændigheder må afstå, medens de nu uhjælpelig glider over i hænderne på den private kapital. Hvad der kan udrettes ad denne vej, er at hæve en gruppe proletarer fra et lavere op til et højere proletarisk niveau, til en relativt høj grad af økonomisk velstand og tryghed. Og dette ville tilmed kun være det umiddelbare resultat; de indirekte virkninger ville række langt videre. Når der skabes en sådan ventil for landbrugets lønarbejderklasse, får det ikke blot betydning for dem, som selv benytter sig deraf til at søge bort, men også for de mange flere, som bliver tilbage. Deres stilling bliver stærkere, når tilbudet af arbejdskraft daler; de kan begynde at stille fordringer, og arbejdskøberne bliver nødt til at give efter; det bliver muligt for dem at organisere sig og rejse en faglig bevægelse, som gradvis bringer dem op i højde med industriens arbejdere. Således ville en landarbejderlov, i den skikkelse som socialdemokratiet kræver, bidrage sit til at hæve ikke en afgrænset gruppe, men hele landproletariatet, hidtil det elendigst stillede og lavest stående lag af befolkningen, op til nogenlunde tålelige kår, op til et kulturtrin, hvor det med fuld energi kan træde ind i kampen for socialismen. Heraf ville også en anden virkning flyde: den stigende løn ville øve et tryk på de store landbrugere, tvinge dem til at modernisere deres bedrifter, slå ind på nye, rationellere tekniske fremgangsmåder - og derved ville det socialistiske landbrug arbejdes imøde.

Her som allevegne træder den organiske sammenhæng mellem socialdemokratiets reformatoriske arbejde og revolutionære formål frem. Ethvert stykke nutidsreform, socialdemokratiet sætter i gang, som middel til at skabe bedre livsvilkår indenfor de bestående samfundsforhold, er tillige et led i bestræbelserne for at hæve befolkningen ud af de bestående samfundsforhold, udsprunget som det er af uudryddelige klasseinteresser, der naturnødvendig må tage sigte på besiddelsesforholdenes og dermed på hele samfundets revolutionering. Overfor ethvert andet partis løfter om socialt reformarbejde spørger man, hvilke motiver der ligger til grund, og hvilken grad af alvor der står bag ordene; overfor socialdemokratiet er et sådant spørgsmål ørkesløst; thi socialdemokratiet er eet med selve det bevidste proletariat; dets politik er kun den proletariske klassebevidsthed omsat fra stillestående teoretisk erkendelse til energi, til praktisk handlen. Ene blandt alle moderne politiske partier står det midt i udviklingens strøm, som et bestemt evolutionistisk og netop derfor i sin dybeste grund revolutionært parti. Den kapitalistiske samfundsudvikling med det stadig mere masseagtige proletariat, den producerer, med det modtryk imod sin egen undertrykkelse, den avler, lægger betingelserne til rette for dets fremgang.

At kalde klassebevidstheden til live hos proletariatet som helhed, det er formålet for socialdemokratiets agitatoriske virksomhed. Det er en proces, der minder om den fysiske proces, hvorved stål bliver gjort magnetisk, når det stryges med en magnet. Magnetismen er ikke en ny egenskab, der fremtrylles; den er i forvejen tilstede i stålet; alle dets enkelte smådele er oprindelig magnetiske, men uordnede, vendte i alle mulige retninger, så de modarbejder og ophæver hverandre; hvad der sker ved strygningen, er, at de alle drejes i én retning, så stålet som helhed får magnetisk kraft. Også hos proletariatets enkeltindivider er der i forvejen en dyb misfornøjelse med de sociale livsvilkår, men dumpt og uklart, vendt i øst og vest og derfor uden virkeevne; hvad der sker gennem den socialdemokratiske agitation, er ikke at misfornøjelsen vækkes, men at den drejes i retning; at individ for individ lærer at forstå årsagen til sin egen sociale stilling, vejen, der fører frem, målet, der må arbejdes imod; at de spredte og splittede og derfor virkningsløse enkeltkræfter samles til en fælles planmæssig stræben.

Udsigtsløs er proletaren indenfor det bestående samfund, dømt til livsvarig undertrykkelse, udbytning, økonomisk trældom. Men som medlem af den klasse, han tilhører, ser han de videste udsigter ligge åbne. Thi proletariatet er ifølge hele sin sociale stilling den almindelige repræsentant for alle det moderne samfunds lidende, den generalnævner, hvori enhver social, politisk, kulturel fremskridtsbevægelse går op, den universelle revolutionære faktor, hvis verdenshistoriske opgave det er at gøre ende på klassedelingen og derved umuliggøre al fremtidig undertrykkelse og udbytning. I 1788, umiddelbart forud for den store franske revolution, var det bourgeoisiet, »tredjestand«, der stod, som proletariatet nu, som den revolutionære kraft, der repræsenterede alt socialt fremskridt og måtte sprænge det gamle feudale samfund for at føre verden frem til ny kultur. Og bourgeoisiet var sig sin mission bevidst. Det hånlo ad de røster, der søgte at berolige stemningen ved at henvise til, at dog et og andet borgerligt element kunne arbejde sig op blandt de privilegerede stænder; det formulerede sin sociale selvbevidsthed i de stolte ord: »hvad har tredjestand hidtil været? Intet i .... Hvad bør den være? Alt!« Tiderne skifter. Bourgeoisiets revolutionære mission er fuldbyrdet, dets historiske rolle udspillet; side om side med det aristokrati, som det dengang bekæmpede, ligger det nu som en død last og hindrer det historiske fremskridt. Hvor bourgeoisiet dengang stod, forrest i kampen mod de gamle, udlevede samfundsforhold, dér står proletariatet nu, den eneste klasse i det moderne samfund, som stolt og modig kan se udviklingen i øjne, fordi den véd, at fremtiden hører den til.

Nærværende skrift, som tildels er en udvidet gengivelse af nogle artikler i »Socialisten« og »Ny Tid", er ikke fremkommet for at omtale de almindelig anerkendte socialdemokratiske tanker hvorom der ikke hersker afvigende meninger, men derimod for at gengive den socialistiske opfattelse således som den fremgår af Karl Marx' og Fr. Engels', såvel som af deres nulevende bedste fortolker, Karl Kautskys værker, og som mere og mere bliver rettesnoren for den proletariske bevægelse verden over. Det er med en følelse af taknemmelighed, at jeg udtaler, at disse mænds værker for mig har været en uudtømmelig kilde til kundskab om og forståelse af samfundslivet, dets formål, kampe og udviklingsmuligheder. Og hvis jeg ved nærværende kunne bidrage blot en lille smule til forståelsen heraf og vække lysten hos læseren til at søge yderligere kundskab, til selvstændig studium af Marx' og Engels' værker, vil jeg være i fuldeste mål belønnet. August 1907. Nicolaj. L. Petersen 

Den borgerlige klasse står for en stor del nu lige overfor den materialistiske historieopfattelse, således som den for 50 år siden stod overfor den darwinske udviklingslære. Nu er man jo ganske vist kommet ud over at darwinismen er en blot og bar abe teori, og ligeledes er man jo tildels kommet ud over at socialisterne vil »dele« og med røverisk hånd tilegne sig frugten af årtusinders kultur, men endnu står den materialistiske historieopfattelse som noget skrækkeligt for den borgerlige filister og virker på ham som en rød klud på en uvan tyr.

Det turde forøvrigt være givet, at menneskene først må spise, drikke, have klæder og bolig, førend de filosoferer, skriver digte, plejer tænder og driver sport, førend tænkeprocessens forskellige fremtoninger gør sig gældende i samfundet, og det ville åbenbart være meningsløst at sige, at det at menneskene spiser, drikker, klæder sig og bor skyldes menneskehedens tænkeproces, dens filosoferen, dens digtning etc.; men da er det samtidigt indrømmet, at produktionen af føde, klæder, huse, værktøj etc. danner grundlaget for det menneskelige samfunds virksomhed, og man bør derfor ikke konstruere, forklare de virkelige forhold ud fra idéerne, men derimod fatte idéerne ud fra de virkelige bestående forhold.

Klinger ordet »materialisme« endnu stygt i visse kredse, så er det der hvor man ved »materialisme« kun forstår den rå svælgen i mad og drikke, i fysiske nydelser blottet for alle ideale bestræbelser, som man forsøger at underskyde proletariatet som mål; så er det i de kredse, hvor denne materialisme, denne svælgen ret er gangbar, så kommer det fra det bourgeoisi, som frygter for at miste sine materielle forrettigheder, så er det en påvirkning af konservativ politik og konservativ filosofi, selv om den er påklædt som radikalisme, så er det påvirkning af et mangeårigt præsteherredømme, som fylder præstesækken med materielle goder, og siger til arbejderne: »Nøjes med hvad i haver«, så er det kun et maskeret angreb på arbejderklassens bestræbelser for sin frigørelse.

Den materialistiske historieopfattelse har for så vidt intet at gøre med den naturvidenskabelige materialisme udover at den naturligvis forudsætter en sådan, medens den naturvidenskabelige materialisme jo ikke har noget med den materialistiske historieopfattelse at gøre, og oftest ikke vedkender sig denne. Vi finder tværtimod blandt naturforskere af den materialistiske retning, at de bliver idealister, når de skal forklare det menneskelige samfunds historie; således L. Büchner i sin forherligelse af Frederik d. II, og Häckel i sit blinde had mod socialismen og tilbedelse af en Bismarck.

Den materialistiske historieopfattelse er selv et resultat af den historiske udvikling; thi sålænge forholdene endnu var mindre udviklede, ville det næppe have lykkedes selv den største tænker at fremstille de økonomiske forhold som grunddannende for det sociale og åndelige livs fremtoninger; en forskning af historiens virkende årsager ville blive ufuldkommen. Den nuværende periode derimod har i høj grad simplificeret forholdene og derved muliggjort en løsning af gåden.

Den historiske materialisme går til ethvert af historiens afsnit uden forudsætninger, og undersøger det simpelthen fra dets grundlag til dets top, begyndende med dets økonomiske struktur og stigende opad til dets åndelige forestillinger. Den er derfor ikke noget færdigt system med evige sandheder, men derimod en metode som skal anvendes hvergang vi vil undersøge en historisk periode.

Ud fra den materialistiske historieopfattelse viser de forskellige trin i kulturhistorien sig som et resultat af menneskeslægtens indre lovmæssighed; dens syn kommer derfor til at danne en modsætning til den idealistiske opfattelse som i historien snart ser et værk af enkelte helte, som da smigres, tilbedes og gøres til halvguder, eller også som et værk af tilfældigheder, en opfattelse som finder sit udtryk i Pascals vittighed: »Dersom Kleopatras næse havde været længere eller kortere, så ville hele verden have haft et helt andet udseende«.

Den er derfor af største betydning til forståelsen af nutiden og dens kampe, og specielt for proletariatet er den et sikrere kompas i udførelsen af det verdenshistoriske mission, den sociale frigørelse, end enkelte mænds ideer. I midten af det 19 århundrede var, foruden England, Frankrig, Belgien og Rhinlandene de lande i Europa, hvor storproduktion og storhandel var mest fremtrædende. Her havde det moderne produktionssystem slået dybe rødder; her var kapitalismen trængt mest igennem, havde sønderdelt befolkningen, fremkaldt klassemodsætningerne mellem besiddende og besiddelsesløse, og store rigdomme og luksus viste sig samtidig med fattigdom, arbejdsløshed og nød. Her var det kapitalistiske samfunds karakter trådt tydeligere frem, dets udviklingsmuligheder lettere at forstå, dets gennemskuelighed var her større end andetsteds. Her var tillige stedet hvor de politiske bølger gik højt, hvor på dette tidspunkt, da revolutioner rystede hele Europa, de nye ideer brødes stærkest med resterne af det feudale samfund. Her var således betingelserne for at den mand kunne opstå, som skulle blive den moderne socialismes grundlægger: Karl Marx.

Ganske vist var der samtidig med Marx andre socialistiske forfattere; men forskellen imellem deres og Karl Marx grundsyn var af en så væsentlig karakter, at en samvirken vanskelig kunne tænkes. Hos alle var bestræbelserne rettede på at afskaffe de uheldige sociale fremtoninger, men hos de fleste var den drivkraft, der skal fremtvinge forandringerne, det humane tankesæt. Deres krav, eller rettere deres ønsker, var retfærdighed, fuld retfærdighed, og deres midler mere eller mindre originale forslag til øjeblikkelige positive forandringer. Forslagene var sikkert velmente; men de var kun lidt begrundede i de love, som beherskede det økonomiske samfund. De appellerede til retfærdighedsfølelsen, men denne kunne ikke hjælpe. Samfundsudviklingen gik sin gang uden hensyn til disse forslag.

Hos Karl Marx derimod var det anderledes. Uden at frakende medfølelse og humanitet noget af deres betydning og værdi, så så han i nøden ikke blot nød, men tillige en revolutionær faktor. Årsagen til de uheldige forhold så han i selve ordningen af produktions- og omsætningsforholdene, og de dermed forbundne ejendomsforhold. Her hjalp ingen fromme ønsker, ingen ideelle planer om hvorledes det kunne være anderledes, der måtte noget mere til. For ham gælder det i første linie om at forstå disse produktionsforholds karakter; man måtte undersøge disses oprindelse og væsen, for at kunne fatte deres udvikling og forstå, hvorvidt denne udvikling, samtidig med den stadige fremadskriden i produktionsmåden, indeholdt betingelserne for sådanne forandringer i produktionsforholdene, som kunne føre samfundet fremad til heldigere former; hvorvidt denne udvikling medfører en udviskning af individualismen i produktions- og ejendomsforholdene; hvorvidt socialiseringen af produktionen er en historisk kendsgerning og en økonomisk nødvendighed; hvorvidt de moderne samfundsformer i længden vil være forenelige med den kapitalistiske form af produktion og omsætning, med den kapitalistiske tilegnelse af produktionsudbyttet m. m.. At foretage denne undersøgelse, det var Karl Marx' værk og tid og omgivelser syntes at være ham gunstige.

Karl Marx, der var født i Trier, tilhørte den akademiske klasse. Hans fagstudium var retslære; men han beskæftigede sig også med filosofi og historie. Han blev meget tidlig draget ind i den frisindede politiske bevægelse og indtrådte allerede i 1832 i redaktionen af »Rheinische Zeitung«, som blev ledet i en meget radikal retning. Der kom han imidlertid snart til erkendelse af, at retslære, filosofi og historie ikke var tilstrækkelige til forståelse af de rørelser, der gjorde sig gældende i befolkningens undertrykte lag, og her kom han første gang i forlegenhed ved at skulle tale med om materielle interesser. Spørgsmål som blev behandlede i Rhinprovinsens rigsdag: tyverierne i skovene, udstykning af jordejendomme, Mosel-bøndernes tilstand og endelig debatten om beskyttelsestold og frihandel var den første anledning for ham til at beskæftige sig med økonomi. Samtidig fremkom i » Rheinische Zeitung« en svag politisk genlyd af den franske socialisme og kommunisme, men i en sådan form at Marx straks erklærede sig imod dette »stymperi«; men han erklærede tillige uforbeholdent i en senere diskussion herom, at hans hidtidige studier ikke tillod ham at fælde nogen dom over denne franske retning. Han greb derfor gerne lejligheden til at trække sig tilbage fra bladets redaktion, da dets udgivere ønskede det ledet i en mere moderat retning for derved at undgå et forbud, - som imidlertid alligevel kom, - for fuldt ud at kunne hengive sig til sine studier.

Efter at han havde deltaget i den revolutionære bevægelse i Frankrig, Belgien og Tyskland i nogle år, tog Marx fast ophold i London, hvor han fortsatte sine økonomiske studier, samtidig med at han var medarbejder ved »New Yorker Tribune«, hvis europæiske redaktør han i virkeligheden var i 20 år. I London havde han i British Museum adgang til et stort materiale, som han forstod at udnytte; og hans værker fremtræder som resultat af en talentfuld forskers, en flittig arbejders, og en i ordets bedste betydning demokratisk tænkers mangeårige arbejde.

Marx' første arbejde til løsning af den tvivl der trykkede ham, var en kritik af filosoffen Hegels retsfilosofi, og resultatet af hans undersøgelser var, at retsforhold og statsformer ikke kan forklares ud fra dem selv, heller ikke fra den såkaldte almindelige udvikling af den menneskelige ånd; men at de derimod bunder i de materielle livsforhold, i det som man sammenfatter under navnet »det borgerlige samfund«; og endvidere at forståelsen af dette borgerlige samfund måtte søges i »den politiske og sociale økonomi«. Gennem studiet heraf kommer han til sit grundsyn på samfundsforholdene og deres udvikling, et resultat som tjener ham som ledetråd i hans videre studier. Dette grundsyn, den materialistiske historieopfattelse, formulerer han i korthed således: »I den samfundsmæssige produktion af menneskenes materielle livsforhold (leben) indgår bestemte nødvendige forhold, produktionsforhold, som er uafhængige af deres vilje, og som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres produktivkræfter. Det samlede hele af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, det reelle grundlag, hvorpå en juridisk og politisk overbygning hæver sig, og som svarer til bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. De materielle livsforholds produktionsmåde betinger i det hele taget den sociale, politiske og åndelige livsproces. Det er ikke menneskenes bevidsthed der bestemmer deres tilværen, men omvendt, det er menneskenes samfundsmæssige tilværen der bestemmer deres bevidsthed. På et vist trin af udviklingen kommer samfundets materielle produktivkræfter i konflikt med de forhåndenværende produktionsforhold, eller med - hvad der kun er et juridisk udtryk derfor - de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil havde bevæget sig. Disse forhold, som havde været udviklingsformer for produktivkræfterne, slår om og bliver nu hindringer derfor. Da indtræder den sociale revolutionsperiode. Med forandringer i det økonomiske grundlag om forandres også hele den uhyre overbygning langsommere eller hurtigere. Ved betragtningen af sådanne omvætninger bør man stedse skelne mellem den materielle omvæltning i de økonomiske produktionsbetingelser, som må fremstilles naturvidenskabelig nøjagtig, og de juridiske, filosofiske, politiske, religiøse, kunstneriske, kort sagt de ideologiske former, hvorunder menneskene bliver sig denne konflikt bevidst, og udkæmper den. Lige så lidt som man kan bedømme et individ efter det han mener om sig selv, lige så lidt kan man bedømme en omvæltningsperiode efter dens bevidsthedsfremtoninger, da disse kun er udtryk for det materielle livs modsætninger, for den stedfundne konflikt mellem de samfundsmæssige produktivkræfter og ejendomsforholdene. En samfundsform går aldrig til grunde, førend alle de produktivkræfter er udviklede, for hvilke den er vid nok, og nye højere produktionsforhold træder ikke i stedet, førend de materielle eksistensbetingelser herfor er tilstede i det gamle samfunds skød. I store træk kunne de asiatiske, den antikke, feudale (middelalderlige) og den moderne borgerlige produktionsmåde betegnes som fremadskridende perioder i den økonomiske samfundsdannelse. De borgerlige produktionsforhold er den sidste antagonistiske form i den samfundsmæssige produktionsproces, idet antagonismen, de modstridende interesser, fremvokser af individernes samfundsmæssige livsbetingelser; men de produktivkræfter, der udvikler sig i det borgerlige samfund, skaber tillige betingelser for denne antagonismes løsning. Med denne samfundsform afsluttes det menneskelige samfunds forhistorie«.

Heri er nu først indeholdt påvisningen af den vej, vi skal slå ind på for at komme til forståelse af det, der bestemmer samfundsforholdene; men deri er tillige indeholdt den opfattelse, at det nuværende borgerlige samfund med sine ejendomsformer, sin undertrykkelse og sin udbytning, sin nedværdigende moral, sine forkvaklede retfærdighedsbegreber, ikke er evigt og uforanderligt, men at alt dette må vige pladsen for højere former, og for en lysere tilværelse for menneskeheden. Ganske vist står det for bourgeoisiet og dets penneførere som noget utænkeligt, at et samfund skulle kunne eksistere uden lønarbejdere og udbyttende kapitalister, uden beherskede og herskende; men det beviser jo kun, at én klasses ideale opfattelse er afhængig af dens økonomiske eksistensforhold. Dog, den store grundtanke, at verden ikke er en samling af færdige uforanderlige former, men derimod et kompleks af processer, hvori de tilsyneladende stabile ting, såvel som de reflekser de fremkalder i vore hjerner - vore begreber - befinder sig i en bestandig, uafbrudt forandring af tilbliven og forgåen, som trods alle tilsyneladende tilfældigheder og øjeblikkelige tilbageskridt resulterer i en stadig fremadskridende udvikling, denne tanke, der i den sidste tidsalder er gået mere og mere over i den almindelige bevidsthed, finder under denne almindelige form næppe nogen synderlig modstand. Dog et er at anerkende dette som en frase, og noget andet er det at anvende denne tanke på ethvert område der kommer ind under menneskelig undersøgelse og specielt på den menneskelige samfundshistorie, hvis man da vil vide, hvad der i sidste instans er årsagen til forandringerne.

For den ydre naturs vedkommende er man nået så vidt, at man har kunnet opstille visse almindelige love for udviklingen, selv om også meget endnu mangler. Karl Marx har anvendt den naturvidenskabelige fremgangsmåde til at undersøge samfundsforholdene med, thi hvad der gælder for naturen gælder også her for det menneskelige samfunds historie. Ganske vist viser samfundets udviklingshistorie sig på ét punkt at være forskellig fra naturen; thi her er det - når man ser bort fra menneskets indblanding - lutter bevidstløse faktorer som indvirker på hinanden og ved deres vekselvirkninger, bringer de almindelige love til gyldighed, og her sker intet som et bevidst villet mål. I det menneskelige samfund derimod er det jo anderledes. Her er det bevidste faktorer, her er det mennesker der er begavet med overlæg, med lidenskaber, og som arbejder med bestemte formål for øje.

Hvor vigtig dette end er, så forandrer det ikke noget i den kendsgerning, at det menneskelige samfunds udviklingshistorie bliver bestemt ved indre almindelige love; thi trods det at alle enkelte individer arbejder med et bestemt formål for øje, så hersker på overfladen dog tilfældigheder, idet de af de forskellige individer tilstræbte enkeltformål krydser hinanden, og står i modstrid til hverandre, og således hidfører en tilstand der er analog med den som forekommer i naturen.

Menneskene laver selv deres historie. Men de vælger ikke selv efter behag de problemer som skal løses, heller ikke de omstændigheder hvorunder de lever, eller de midler hvorved disse problemer skal løses; men de laver ikke desto mindre selv deres historie, hvordan den så end falder ud, idet enhver forfølger sine egne formål, og resultatet af alle disse enkeltviljer, som virker i forskellige retninger, og deres mangeartede indvirkninger på hverandre og på omgivelserne, alt hvad menneskene således tilstræber, siger og gør, det er just historien.

Enkeltviljerne (handlingerne) bliver bestemt ved overlæg eller lidenskab, og det som sætter disse enkeltviljer i bevægelse kan være af forskellig art: had, begejstring, ideelle bevæggrunde; men det ville formentlig være urigtig at antage, at disse ideelle bevæggrunde ikke havde nogen dybere liggende årsager. (jfr. Fr. Engels). »Menneskene tager fejl deri, at de tror de har en fri vilje. Meningen deraf er blot, at de er sig deres handlinger bevidst. Thi når de siger at deres handlinger afhænger af deres vilje, så er det kun ord som de ingen ide har om.« (Spinoza). Det turde være klart at menneskenes handlinger er virkninger af større og almene årsager, og at den menneskelige vilje, såvel som andre bevidsthedsytringer, er underkastet kausalitetslove. Når det således gælder om at undersøge, hvad der bevidst eller ubevidst ligger bag ved de historisk handlende mennesker som bevæggrunde, så gælder det ikke så meget om at udforske dem hos de enkelte mennesker, hvor fremtrædende disse end kan være; men meget snarere om at finde dem, der sætter store masser, hele folkeslag i bevægelse, og i hvert folk igen hvad der sætter hele klasser af befolkningen i bevægelse, bringer dem til varig handling, som resulterer i de store historiske forandringer. Alt hvad der sætter menneskene i bevægelse må ganske vist passere igennem hjernen, og hvilke ideelle former det her antager, er jo i høj grad afhængig af de ydre omstændigheder. Men selv om alt hvad der sætter menneskene i bevægelse og driver dem til handling, nødvendigvis må passere hjernen, så er dermed dog ikke sagt, at det har sin oprindelse, sit udspring i hjernen; alle fødemidler må jo også passere gennem maven, men derfor vil vel ingen påstå at de har deres oprindelse i maven.

Den lære at det er samfundets økonomiske forhold, dvs. produktions-, omsætnings- og ejendomsforhold, der danner grundlaget for de øvrige sociale livsformer, klassedelingen, de politiske og åndelige fremtoninger i samfundet, eller med andre ord, at det er de materielle livsforhold der er grundlaget for hele den øvrige sociale overbygning, har jo tildels noget tilsvarende i andre videnskaber. I oldtidsvidenskaben har man opnået store resultater gennem de fund af oldtidsfolkenes produktionsredskaber, af våben og andre arbejdsredskaber, man har gjort, idet man derudfra har kunnet slutte sig til disse folks levevis og kultur. Kundskaben om vore forfædre skyldes væsentligt kendskabet til deres materielle redskaber. I geologien noget lignende. Finder man knogler og tænder af forhistoriske dyr, så mener vore videnskabsmænd jo tildels at kunne rekonstruere dyret og vide hvad det har levet af o.s.v..

Ligesom mennesket, førend det kunne komme til forståelse af naturens udviklingshistorie, først måtte trænge ind i en række af forskellige naturlige fremtoninger og samle dem i forskellige videnskaber, således måtte det, førend det kunne forstå samfundets indre sammenhæng, kunne gøre sig bekendt med visse sociale fremtoninger. Men for at det kunne ske måtte det økonomiske samfund have udviklet sig til en vis højde, dets udvikling måtte have nået en højde hvor forholdene og deres gensidige vekselvirkninger var blevet mere gennemskuelige og således forståelsen deraf mulig. Lægen der skal behandle en syg, kan bedre bedømme sygdommens karakter, efter at den har udviklet sig noget, så at dens enkelte fremtoninger bliver tydeligere.

Fra det øjeblik af at den moderne storindustri er blevet herskende, træder det også klarere frem hvilken rolle produktionsforholdene spiller med hensyn til dannelsen af de øvrige samfundsformer. Siden storindustriens gennemførelse, altså fra begyndelsen af det 19 århundrede, har det f.eks. i England været almindeligt anerkendt, at den politiske kamp dér har drejet sig om to klassers fordring på magten; det var to klassers modstridende interesser der trådte frem i den politiske kamp: storgrundbesiddelsen med dens feudale privilegier, repræsenteret af adelen, og privatkapitalismen, industri og handelskapitalen, den borgerlige ejendom, repræsenteret af bourgeoisiet; og hele århundredets politik har været præget af modsætningen mellem disse to klassers interesser, deres forskellige opfattelser af de sociale fremtoninger, retsbegreber o.s.v.. I Frankrig slog samtidig erkendelsen af dette forhold rod. Den tids historieskrivere udtaler overalt, at nøglen til forståelsen af den franske historie siden middelalderen ligger i erkendelsen af kampen mellem de to klasser: aristokratiet og bourgeoisiet. I 1830 optræder en ny kæmper på kamppladsen. Som medbejler til herredømmet bliver nu arbejderklassen anerkendt. Der hører næppe meget til at forstå at det er kampen mellem disse 3 klasser, og deres modstridende interesser, der er den drivende kraft i den moderne historie. Men hvorledes er nu disse klasser opståede?

Det ligger temmelig tydeligt for dagen, at bourgeoisiets såvel som arbejderklassens opståen og udvikling udelukkende skyldes forandringer i produktionsforholdene, i produktionsmåden. Overgangen fra det laugsmæssige håndværk til den kapitalistiske produktionsform, gennem kooperation, manufaktur, arbejdsdeling, og stordrift, til damp og maskindrift. Elektricitet, er det økonomiske grundlag hvorpå den borgerlige klasse har udviklet sig. Bourgeoisiet repræsenterede de nyere produktionsforhold, sammendragning af mange detailarbejdere under den enkelte kapitalists ledelse, deling af arbejdet og andet. Dette blev, på et givet udviklingstrin, uforeneligt med de overleverede produktions- og ejendomsforhold. Håndværkets deling og det større antal arbejdere på den enkelte arbejdsplads sprængte de laugsmæssige produktionsformer, ligesom også bourgeoisiets øvrige eksistensbetingelser kom i strid med de utallige personlige og lokale privilegier, der for de ikke privilegerede, var lige så mange hindringer. De produktive kræfter, der repræsenteredes af bourgeoisiet, gjorde oprør mod laugsvæsenet og hele den feudale ordning. Resultatet er bekendt. Den feudale produktionsordning blev sprængt. Nye produktionsforhold udvikles, nye ejendomsforhold opstår på ruinerne af det feudale samfund, og nye rets- og statsbegreber gør sig gældende. Formen hvor under dette sker er forskellig i de forskellige lande. I England fuldbyrdedes omvæltningen lidt efter lidt, i Frankrig med et slag, medens denne udvikling endnu ikke er færdig i andre lande.

Arbejderklassen, det moderne proletariat, er vokset op samtidig med bourgeoisiet. Dens opståen er ikke resultatet af en bevidst vilje, den er ikke dannet efter en eller anden forudfattet plan. Dens udvikling blev ikke bestemt ved ideelle årsager, den voksede, og voksede stadig med forandringerne i produktionen og med arbejdsmidlernes koncentrering. Samtidig med at arbejdsmidlerne samledes i større værksteder, i store fabriker og i større byer, droges arbejderne hertil fra deres tidligere spredte arbejdssteder, hvor de hyppigst var blevet gjort overflødige. De kom under nye forhold, og i samme grad som arbejdsprocessen socialiceres, bliver deres arbejds- og livsvilkår mere ensartede, og deres interesser fælles, hvilket er betingelserne for at de kan organiseres til fælles optræden i faglig og politisk henseende. Ved den kapitalistiske produktions mekanisme skoles, forenes og organiseres arbejderklassen«.

For vort lands vedkommende er to perioder betegnende i så henseende. I slutningen af det 18 århundrede bestod vanskeligheden for den borgerlige virksomheds, industriens, udvikling i manglen på arbejdskraft. De få tyske håndværkssvende, der på denne tid opholdt sig i Danmark, og som af regeringen blev støttet på mange måder, var ikke tilstrækkelige. Den danske arbejder var stavnsbunden, han måtte først rives ud af dette tvangsforhold. Stavnsbåndets løsning - der i forbindelse med de andre landboreformer var blevet en nødvendighed for landbruget - bliver således også en nødvendighed for industriens udvikling. De arbejdskræfter der på grund af de nye forhold på landet bliver overflødige der, tyer til byerne til industrien. Håndværkerne søgte at holde sig denne tilstrømning af arbejdskraft fra livet gennem deres laugsinstitutioner, hvorved de frigjorte arbejdere førtes i armene på de købmænd, som søgte lønarbejdere for deres virksomheder, og selvom de ikke kaldtes håndværkere, men oftest daglejere, tjenestekarle, medhjælpere hos kunstnere og fabrikanter, så udførte de i mangfoldige tilfælde industrielt arbejde.

Den sidste fjerdedel af det 19 århundrede medfører på landbrugets område nye produktionsmåder, maskiners anvendelse i landbruget, socialisering af produktionen gennem andelsforetagender, der overflødiggør en stor del arbejdskraft, som atter trænger ind i byerne og tilfredsstiller industriens voksende fordringer efter arbejdskraft. I virkeligheden har det sidste ¼ århundrede vist et i Danmark ukendt opsving i industri og handel, men massen af lønarbejdere har jo også tiltaget i en grad som ikke tidligere var set. Dannelsen af klasserne er således resultatet af de økonomiske kræfter, det ubevidste og uforudsete resultat af menneskesamfundets virksomhed. Da den politiske kamp drejer sig om disse klassers økonomiske interesser og økonomiske herredømme, så er hermed også sagt at, i sidste instans, er det økonomiske liv det grundlag hvorpå de menneskelige bevidsthedsfremtoninger, menneskenes begreber om ret og uret o.s.v., udvikles og gør sig gældende.

Måden hvorpå der bliver produceret i et givet samfund bestemmer også formerne for fordelingen af produktionsudbyttet. Det er formentlig indlysende, at en produktionsform med småmestre med kun enkelte medhjælpere medfører en anden fordeling end stordrift. Middelalderens produktionsmåde hvor produktionsmidlerne ejedes af de direkte producerende, kunne ikke fremkalde en sådan ulige fordeling af goderne som fandt sted under slaveriet, hvor en enkelt mand ejede hundreder af slaver og deres arbejdsmidler, og hvor han selv beholdt hovedparten af de frembragte goder, og kun overlod slaverne det nødvendigste til livets ophold. Ligeså med den moderne stordrift. Her foregår jo også fordelingen på den måde at et mindretal bliver rigere, medens de direkte producenter må nøjes med en »arbejdsløn«, der lige er tilstrækkelig til vedligeholdelsen af den arbejdskraft, der er nødvendig for kapitalens værdiformerelsesproces. Med andre ord: den kapitalistiske produktionsproces frembringer ikke blot brugsgenstande i rigelig mængde, ikke blot vareværdier; men den frembringer også de forhold hvorunder værdiformerelsesprocessen kan gentages; den genfrembringer en kapitalistklasse, som sidder inde med produktionsmidlerne, og den genfrembringer en besiddelsesløs arbejderklasse, der er tvungen til at sælge sin arbejdskraft til kapitalistklassen for at kunne eksistere. Produktionsprocessen frembringer ikke blot betingelser for sin fornyelse; men også for den fortsatte klassekamp.

»Herefter må man ikke søge de sidste årsager til de samfundsmæssige forandringer og politiske omvæltninger i menneskenes hoveder, ikke i deres tiltagende indsigt i en evig sandhed og retfærdighed; men derimod i forandringerne i produktionsforholdene og ombytningsforholdene; de bør ikke søges i filosofien, men i den betræffende periodes økonomi. Den vågnende erkendelse af at de bestående samfundsmæssige indretninger er ufornuftige og uretfærdige, er kun tegn på at der i al stilhed er foregået sådanne forandringer i produktions- og ombytningsforholdene, at samfundsorganisationen ikke mere passer til dem« (F. Engels, Dühring.)

Menneskene er produkter af deres tid, af deres omgivelser. Dette bliver ofte nok hævdet. Det er disse der bestemmer deres ideelle, eller ideløse, opfattelser. Gennem den bestående klassedeling, gennem klassemodsætninger, opstår deres forskellige livssyn, deres forskellige begreber om ret og uret. De økonomiske forhold former mennesket. Dog, formålet er jo at mennesket bliver det bestemmende, bliver herre over sine egne forhold. Hvorledes dette går for sig på grundlag af den materialistiske historieopfattelse fremgår af det senere, foreløbig kun dette: Mennesket har i tidens løb kæmpet en hård kamp mod den ydre natur, indtil det blev istand til at beskytte sig imod den og beherske snart den ene, snart den anden side deraf, lærte at »gøre sig jorden underdanig«. Dette skete ikke ved at ophæve naturlovene, men ved at lære dem at kende, ved at forstå dem. Magtmidlerne til at blive herre over naturen ligger i den mere og mere udviklede produktion. »Spørgsmålet om menneskets herredømme over naturen afhænger af dets dygtighed i produktion af levnedsmidler«. Ligeså med hensyn til samfundsforholdene. Ved erkendelsen af de økonomiske loves karakter, af deres indvirkning på, og omformning af de menneskelige begreber vil vi være i stand til at forstå muligheden af at mennesket også gør sig det økonomiske samfund underdanigt. Herved adskiller den moderne socialisme sig fra den utopiske, såvel den fra det forrige århundrede som fra de talrige utopier i vore dage.

I den moderne historieskrivning er den rolle, som samfundets økonomiske forhold spiller i historien som den baggrund hvortil det øvrige sociale liv støtter sig, vel tildels anerkendt, men hvor ofte finder man ikke hos ældre forfattere, og - forresten også hos nyere - at man tilskriver enkelte individer - såkaldte store mænd - den bestemmende indflydelse på historiens gang! Dog er denne delvise anerkendelse noget platonisk, thi ved betragtningen af de historiske fremtoninger fører man ikke disse tilbage til deres økonomiske årsager, men betragter dem væsentligst som ideens resultater.

Skildringen af det menneskelige samfunds historie har sikkert stedse været meget mangelfuld. Den har nærmest været en beskrivelse af de herskendes liv og virksomhed, og historikerne har betragtet dette som det hovedsagelige, som det ene, der fortjente at overleveres til efterverdenen. En optegnelse af de mest dramatiske situationer, af større og mindre myrderier, fremtrædende personers bedrifter, uden nogen forbindelse med almene årsager, uden noget hensyn til det store folk som ved sit arbejde bar det hele oppe, kendetegnede hidtil historieskrivningen. Var tidligere krig, konger og feltherrer hovedemner for historieskrivning og opfattedes som kultur, og skildringen deraf som kulturhistorie, så er det nu, efter at bourgeoisiet er blevet den herskende klasse, dettes virksomhed, dettes åndelige præstationer, der væsentlig kendetegner den borgerlige historieskrivning. Det er skønlitteratur, litteraturhistorie, blandet med krigs- og herredømmets historie, men ikke det store menige folks økonomiske livshistorie; det er bourgeoisiets åndsfostre, som ofte kan have en højst tvivlsom værdi, der danner hovedstoffet i kulturhistorien, medens folkemassernes liv og kamp, deres økonomiske væren og bestræbelser, som næppe nok bliver forstået af bourgeoisiet, kun finder en underordnet omtale. Dette liv, denne kamp kan og vil kun blive skildret fra arbejdernes egen kreds. Dette er jo også en rar illustration til den materialistiske historieopfattelse.

Storindustrien med sin udstrakte arbejdsdeling, særinteresser, særopfattelser påvirker alle samfundsklasser. Det er ikke blot arbejderklassen der lider under trykket heraf; »men også de klasser, som direkte eller indirekte udbytter arbejderne, bliver på grund af den forhånden værende arbejdsdeling kuet under deres virksomheds værktøj: den åndsdøde bourgeois under sin egen kapital og sin egen profitbegærlighed, juristen under sine forbenede retsforestillinger, der behersker ham som en selvstændig magt; de »dannede klasser« i det hele taget under deres mangfoldige bornertheder og ensidigheder, under deres egen legemlige og åndelige kortsynethed, under deres forkrøbling ved en opdragelse, som er tilskåren efter en specialitet, og en livsvarig tilknytning til denne specialitet, selv om den består i det rene driverliv«. (Fr. Engels, Dühring.) »Kulturen«, dvs. bourgeoisiets egen kultur, er en af de ideologiske fremtoninger som sættes i gudernes højsæde, ligeså med andre ideologiske former, som staten og religionen. Dem alle skal vi ære og tilbede, og vi bliver proppede med læresætninger og trosartikler om dem alle, for at de rigtig skal gøre indtryk på os, påvirke vor opfattelse, så at vi ikke forlader disse »sande guder« og muligvis kommer til en selvstændig opfattelse af samfundsforholdene, en opfattelse, der afveg væsentlig fra bourgeoisiets, og styrtede dets guder fra tronen til fordel for det klasseløse samfunds ideal.

I det foregående er påvist, hvorledes samfundets former, klasserne, skyldes de økonomiske forhold, og at bl.a. de politiske kampe er et udslag heraf. Her er altså den politiske ordning - staten - det underordnede, medens det borgerlige samfund, dvs. de som leder økonomiske forhold, er det afgørende element. Ligesom hos det enkelte menneske alle drivkræfter til dets handlinger må passere igennem hovedet og forvandles til viljesårsager, således går det borgerlige samfunds fornødenheder - hvad der svarer til den til enhver tids herskende klasses interesser - gennem statsviljen for der at få almindelig gyldighed i form af love; og dette sker, ligegyldig hvilken klasse der i øjeblikket er den herskende.

Vort eget land byder os jo et ret karakteristisk eksempel i så henseende. Den landbrugsdrivende klasse, der i økonomisk henseende har spillet en så stor rolle for vort land, har efter mange års kampe endelig nået at blive den politisk herskende. Nu vil næppe nogen bestride, at den jo benytter sit politiske herredømme i god overensstemmelse med denne klasses interesser, og med den almindelige opfattelse som hersker indenfor denne klasse. Statsmagten, som tilsyneladende er den organisation der skal varetage de almindelige fælles interesser i samfundet, kan ikke magte denne opgave; thi da de forskellige klasser hver for sig har særegne interesser der står i strid med hinanden, så kæmper disse klasser bestandig mod hinanden for deres økonomiske eksistens, deres økonomiske interesser. Disse ulige, hinanden modstridende interesser kan staten ikke varetage; men den klasse som har erhvervet den politiske magt, benytter statsmagten i sin kamp mod modstanderne. Staten udvikler sig derfor snart til at blive et organ for den økonomisk herskende klasse, hvis interesser den skal bringe til direkte gyldighed. Den undertrykte klasses kamp bliver derfor nødvendigvis en politisk kamp, eftersom den politiske magt jo benyttes til beskyttelse af, til opretholdelse og fremme af de herskende økonomiske interesser, og i denne kamp findes altid statsmagten på den undertrykkende klasses side, og aldrig omvendt. Statsviljen eller statsmagtens indhold svarer til det borgerlige samfunds vekslende fornødenheder, eftersom denne eller hin klasse har overmagten. Staten er derfor ikke et selvstændigt væsen eller område med sin egen selvstændige udvikling; men dens beståen og udvikling hænger nøje samman med samfundets økonomiske livsproces. Ikke desto mindre fremtræder og fremstilles staten som en politisk og social guddom, der i lovene avler børn der er ligeså guddommelige og uundværlige som den selv. For de professionelle politikere, statslærde og jurister går sammenhænget med de økonomiske forhold for det meste tabt, alt hvad de beskæftiger sig med må, i hvert enkelt tilfælde, antage en juridisk form, og sanktioneres i form af love. Og dette afkom er utalligt, som sandet ved havets bred. Og folket skal bøje sig i støvet for disse børn og vise dem ærefrygt, selv om de er uartige. Du skal adlyde en lov, selv om du og alle ved at den er uretfærdig; thi således står der skrevet.

Si Dieu n'existait pas, il faudrait l'inventer - dersom der ikke eksisterede en gud, så måtte man lave en - Voltaire i »Existence de dieu«. Filosofien og religionen synes ved første øjekast at være meget fjerne fra det økonomiske grundlag. Forestillingernes sammenhæng med de økonomiske, de materielle forhold er vel en del indviklede, og fordunkles noget ved andre forholds mellemkomst, men den er tilstede. »Ligesom hele renaissancetiden, siden midten af det 15. århundrede, væsentlig var et produkt af byerne, altså af borgerklassen, således var også den filosofi det der genopstod siden den tid. Efter sit indhold var den kun det filosofiske udtryk der svarede til den tanke som bundede i udviklingen af det lille og mindre borgerskab til storbourgeoisiet. Hos de foregående århundreders franskmænd og englændere, der hyppigt ligesåvel var økonomer som filosofer, træder denne tanke tydelig frem« (jfr. Fr. Engels »Feuerbach«) og hvor naturlig var det ikke, at borgerklassens egne filosofer beskæftigede sig med deres egen klasses interesser og fremskridt. Tanken om én gud er formentlig opstået som en erkendelse af regelmæssigheden og lovbundetheden i universet.

Det fortælles at de ægyptiske mysterier var det sted, hvor den største sum af erkendelser og kundskaber var samlede. Alle Grækenlands vise mænd: Homer, Pythagoras, Platon, Lykurg, Solon og andre gik til Ægypten for der at søge kundskab; og disses tilhængere kendte intet bedre middel til at bekæmpe de rå tilstande i deres hjem end det dér at overføre ægyptiske forhold. Selv Oraklet erklærede ægypterne for de viseste blandt jordens folk. Der troede man ikke at vilkårlighed herskede i verdensaltet. Den store erkendte kraft var én, som ikke kunne sammenlignes med noget andet, som ikke behøvede noget navn for at adskilles fra noget andet, som er, var og altid bliver. Vel blev den store befolkning holdt uden for disse kundskaber og sandhedens erkendelse. Men bevidstheden om lovbundetheden i universet blev dog under formen af troen på een gud ført frem, til det tidspunkt kom hvor en mere almindelig erkendelse heraf var tilstede. Jødefolket var bæreren af denne lære, vel ikke fordi den havde gennemtrængt befolkningen, thi afgudsdyrkelsen florerede jo livligt hos det gode jødefolk, men snarere blot som en læresætning, der var indskrevet på deres stentavler af en Moses, som var opdraget i al Ægyptens visdom. Troen på een gud blev altså den form, under hvilken erkendelsen af enhed i universet blev opbevaret gennem tiderne, og ført ned til senere generationer.

De vilkårlige guder, der hidtil var anerkendte som regerende verdensaltet, var en sand genspejling af vilkårligheden på jorden, og det er derfor heller ikke nogen tilfældighed, at troen på een gud slår igennem, just på det tidspunkt, hvor det sker. Det store romerske rige indfører på sit område en ordning og enhed i administrationen og på det økonomiske område, som næppe nogensinde tidligere har fundet sted i den udstrækning. Store landeveje byggedes fra den ene ende af det kæmpemæssige rige til den anden. Et ensartet pengesystem, ensartede handelsregler, ensartet mål og vægt ophæver i høj grad usikkerheden og vilkårligheden, og vækker forståelsen af betydningen af enhed i styrelsen. Der viser sig nu en trang til at fuldstændiggøre dette verdensrige og dets systematiske enhed med en ny verdensreligion; men dette verdensrige kunne ikke bruge mange forskellige, vilkårlig virkende guder, det ville have været uforeneligt med rigets politiske og økonomiske retsbegreber - som endnu for en del har holdt sig til vore dage. Den kristelige religion var den religion, der svarede til tidsomstændighederne (Fr. Engels, Feuerbach), det var den religion som under formen af troen på een gud erkender den samme regelbundethed i universet som romerretten var et udtryk for med hensyn til rigets økonomiske liv. Thi en ny verdensreligion skabes ikke ved en kejserlig forordning; den ny erkendelse var i al stilhed trådt frem som en blanding af den jødiske teologi og den græske filosofi, underordnede økonomiske samfundsforhold.

Tidligere folkeslags gudsbegreber var sikkert begrænsede af selve folkeslagenes grænser, det var væsentlig nationale guder, og disses storhed og magt var et udtryk for den storhed og magt som nationen selv rådede over. Denne guddomsforestilling kunne kun vedblive at bestå, sålænge nationen selv bestod, og den måtte forsvinde, når nationen gik tilgrunde. For de uciviliserede folkeslag stod endvidere alle livets begivenheder under indflydelse af indbildte væsener, af guder: fødsel, modenhed, ægteskab, sygdom og død stod under disses indflydelse. Den katolske religion, som vel ikke har opfundet meget, men derimod udvisket meget, forvandlede de hedenske guder til religiøse testamenter: dåb, kommunion, ægteskab, nadveren, den sidste olie etc.. Under hedenskabet var det forskellige guder der styrede solens gang, bandt stormen, kastede lynet; de monoteistiske religioner lægger alle disse egenskaber i hænderne på én gud. Dog menneskene trængte også til forklaring af de samfundsmæssige fremtoninger, af deres sociale forhold, der ofte trykkede dem hårdere end naturen. Også her fremstilles den samme lære: det var guder, der jagede menneskene bort fra deres jordiske paradis, og fordømte dem til brydsomt arbejde og lidelser. Når store riger blomstrede og forfaldt, skyldes det et guddommeligt forsyns bestemmelse uden hvis vilje intet sker. Det er derfor ganske konsekvent, når præsterne giver gud æren for de i den senere tid så hyppigt forefaldne mord. Mennesket skaber guderne i sit eget billede, og udstyrer dem med de samme følelser og tilbøjeligheder, som de selv nærer. »Da grækerne frygtede at få guderne til fjender, når de nærede kønslige tilbøjeligheder der var stridende mod gudernes, så vidste de ingen anden måde at hjælpe sig på, end at underskyde guderne deres egne, ikke altid fine sædvaner« (Vico). Gennem hele middelalderen prægede religionen hele samfundslivet: politik, retslære og filosofi betragtedes som underafdelinger af teologien, ligesom samfundets politiske og sociale bevægelser antog religiøse former; og selv for masserne måtte deres interesser fremstilles i religiøs forklædning. Da borgerklassen begyndte at gøre oprør mod det gamle samfund, mod de bestående tilstande, så skete det også under teologiske former, som en bekæmpelse af katolicismen og pavedømmet. Da bourgeoisiet lige fra begyndelsen har haft et påhæng af besiddelsesløse daglejere og andre arbejdere, så deler kætteriet sig også snart i et moderat-borgerligt og et plebejsk-revolutionært rettet imod romerkirkens og pavens herredømme. Naturligvis blev den plebejske reformationsbevægelse afskyet og ladt i stikken af den borgerlige.

At reformationsbevægelsen ikke kunne slås ned, skyldes den omstændighed at det fremadstræbende bourgeoisi var bærere af nye produktionsformer, som ikke kunne undertrykkes, trods alle velmente forsøg. De store religionskrige udmattede vel det tyske bourgeoisi og satte Tyskland en del tilbage; men desto virksommere og konsekventere var kalvinisterne i Genf, Holland, Skotland. Selv om bourgeoisiets kamp, såvel som forfølgelserne imod det, endnu sker under religiøse former, kampen mod hugenotterne i Frankrig og Nederlandenes befrielseskrig, så bidrager disse forfølgelser til at gøre det lettere for bourgeoisiet at frigøre sig for den religiøse form og føre kampen videre under den eneste fornuftige form nemlig den politiske. I den grundlovgivende forsamling i Frankrig i 1791 sad ikke protestanter, men derimod fritænkere. Den menneskelige fornuft skulle nu indtage gudens højsæde. Ganske vist bliver religionen endnu bibeholdt som en regeringsforanstaltning, som et middel til at holde de lavere klasser i ave, og som sådan eksisterer den endnu, trods al erkendelse om naturens og menneskets væsen. Men for en undertrykt og fremadstræbende klasse kan derfor religionen ikke blive nogen forklædning mere, eller noget som helst hjælpemiddel i dens befrielseskamp.

Ved undersøgelsen af tidligere samfundsformer, specielt de forhistoriske, kommer de til enhver tid forhåndenværende produktionsforhold til at spille en rolle, thi ganske naturligt spørger man først: hvad levede disse folk af, og hvorledes forskaffede de sig deres levnedsmidler? Morgan, forfatteren til »Det gamle samfund«, New York 1871, inddeler hele menneskehedens historie i perioder: vildhedens, barbariets og civilisationens, hver med sine underafdelinger. På vildhedens første trin kommer uddannelsen af det artikulerede sprog, på det andet trin oprindelsen af ildens brug. Det tredje stadium kendetegnes ved opfindelsen af bue og pil, som jo allerede er et meget sammensat værktøj, resultatet af mange ophobede erfaringer og skærpede åndskræfter, altså også af det samtidige kendskab til en mængde andre opfindelser. På vildhedens sidste trin finder allerede en vis beherskelse af produktionen sted ved den menneskelige ånd, man kender fade af træ, flettede kurve, stenværktøj og andet. Overgangen til barbariet daterer Morgan fra pottemageriets indførelse, som kendetegner dets laveste trin. Middeltrinet medfører tæmning af husdyr, dyrkning af nærende planter, vanding af det dyrkede land, anvendelse af sten til huse m. m.. Det øverste trin begynder med smeltning af jernærts, og her opnår produktionen af de materielle livsforhold allerede en rig udvikling. Denne tid kender: blæsebælgen, jordovne, smedjen, jernøksen, sværd og spyd af jern, håndmøllen, drejeskiven for pottemageriet, køretøj, krigsvogne, skibsbygning af planker og brædder, byer med stenmure og tårne o.s.v. Det viser sig også her, at ethvert fremskridt i produktionsmåden giver menneskene større magt over deres egne livsvilkår, mindre afhængighed af naturen, og større virkeområde for den menneskelige ånd, og at ethvert yderligere fremskridt i produktionen forøger menneskets herredømme over naturen, hæver det stadigt højere over dyret, og gør det muligt for det i stadig højere grad at forøge virkeområdet for den menneskelige ånd. Thi på dette stadigt større økonomiske grundlag af mere udviklede økonomiske former bliver der forøget og fornyet spillerum for mennesket til at påvirke de sociale forhold, til kultivering af den menneskelige ånd, dyrkning af videnskaben m. m.

På menneskehedens tidligere trin, hvor arbejdet var mindre frugtbringende, udkrævedes langt mere tid af samtlige medlemmer for at tilvejebringe de nødvendige eksistensmidler; men ethvert fremskridt i social og økonomisk henseende har stadig forkortet den nødvendige arbejdstid. Dog, sålænge arbejdet var mindre produktivt, kunne kun en mindre del af samfundets medlemmer fritages for deltagelse i det almindelige arbejde for at ofre sig for andre opgaver, søge nye kundskaber, og benytte tidligere erfaringer. Med den forøgede produktivitet kan større masser blive delagtig i kundskaber, og for tiden er produktionen så rigelig, og kan, ved at drage alle kræfter ind i det produktive arbejde, blive endnu rigeligere, så at den tid som vil være nødvendig til den materielle produktion kan nedsættes til et minimum for den enkelte, og produktionsforholdene således tillade alle som har lyst og anlæg til at studere, til at beskæftige sig med videnskabelige arbejder, at gøre således og derigennem højne individerne såvel som samfundet i sin helhed.

Dog, det er som regel denne minoritet af ikke arbejdende man, fra ideologisk side, vil fremstille som sjælen i og årsagen til samfundets fremskridt; men derved gøres jo, som tidligere omtalt, samfundsudviklingen til et spil af tilfældigheder. Men når der i den ubevidste natur, som synes at beherskes af tilfældigheder og disses gensidige virkninger, overalt gennemføres en almindelig bevægelseslov, så spørger man om den med bevidsthed begavede menneskehed ikke også styres af en sådan lov, og en sådan lov findes, jfr. Franz Mehring »om den historiske materialisme«. Mennesket kan jo kun komme til bevidsthed i den sociale væren, kun der kommer han til at tænke og handle bevidst. Det samfundsmæssige forbund, hvis medlem han er, vækker og begrænser hans åndelige kræfter. Men grundlaget for ethvert socialt forbund, socialt samliv, er produktionsforholdene af dets materielle livsforhold; disse bestemmer og begrænser således i sidste instans den åndelige livsproces. Den historiske materialisme nægter ingenlunde de ideale kræfter, fordi den undersøger dem fra grunden af, og skaffer den nødvendige klarhed over hvorfra ideerne har deres magt og oprindelse.

Menneskene laver selv deres historie, men hvorledes de laver den, det er i hvert enkelt tilfælde afhængig af, hvor klart eller uklart tingenes materielle sammenhæng afspejler sig i deres hoveder. Thi ideerne opstår ikke af intet, men er produkter af den samfundsmæssige produktionsproces, og jo nøjagtigere ideen afspejler denne proces, desto mægtigere er den. Den menneskelige ånd står ikke over, men i det menneskelige samfunds historiske udvikling, og er nøje sammenvokset med den materielle produktion. Når denne gennem den fremadskridende udvikling er blevet mere enkelt, kan dens indre sammenhæng nøjere erkendes, og først når de sidste modsætninger i det økonomiske liv er besejrede og uddøde, bliver mennesket herre over den samfundsmæssige produktion. Ved klassemodsætningernes yderligere tilspidsning bliver en nøjere erkendelse muligere, men samtidig vokser også massen af de utilfredse, af dem der får interesse af en ny samfundsorden uden klassemodsætningen. Menneskets positive virksomhed vil derfor blive mere og mere rettet imod en ophævelse af klasserne. Dette kan kun ske gennem en afskaffelse af privatejendomsretten over produktionsmidlerne, da det er denne ejendomsform der danner grundlaget for klassedelingen. Men i denne positive virksomhed er mennesket på hvert sted og til hver tid begrænset af højden af den materielle produktion, og den øvrige historiske udvikling.

Ideernes sammenhæng med de økonomiske forhold erkender man lettest ved at betragte de store opdagelser og opfindelser og prøve deres oprindelse. Efter den ideologiske opfattelse er de jo udsprungne af den skabende menneskeånd, ligesom Pallas Athene af Zeus hoved, og har fremkaldt de store økonomiske omvæltninger. Nu har selv de fantasifulde grækere ikke engang turdet lade Pallas Athene opstå på denne ideelle måde, uden at tage hensyn til det rå materielle; thi først måtte Vulcan med sin hakke kløve hjerneskallen på Zeus, og desforuden var jo Athene først blevet avlet på naturlig måde.

Enhver af de store opfindelser har en lang forhistorie (det fonetiske alfabet var ligesom andre store opfindelser, enderesultatet af mange på hinanden følgende anstrengelser (Morgan), og ved at forfølge denne vil man overalt erkende den trang som fremkaldte dem. »En kritisk historie af teknologien ville vise, hvor lidt nogen af det 18. århundredes opfindelser tilhører et enkelt individ«. (Das Kapital.) Derfor stiller menneskeheden sig kun opgaver som den kan løse; thi, nøjere betragtet, vil det stedse vise sig, at opgaverne kun opstår der, hvor de materielle betingelser for deres løsning er forhånden, eller befinder sig i deres tilblivelsesproces. Det er ingen tilfældighed, at opfindelsen af bogtrykkerkunsten og krudtet, der i så høj grad har forandret samfundets udseende, er skjult under et slør af sagn; thi de er nemlig ikke et værk af enkelte, blot et foster af én hjerne; selvom enkelte har erhvervet sig stor fortjeneste derved, så er det dog kun fordi den økonomiske trang dertil, og midlerne til dennes tilfredsstillelse, er trådt tydeligere frem, og skarpest erkendt af disse enkelte. Næppe nogen vil påstå at det i stenalderen ville have været muligt for den menneskelige ånd at opfinde bogtrykkerkunsten, telefonen, elektroteknikken, at besidde kendskab til de nu bekendte lande eller at en lære som Darwins kunne være opstået. Den ved de sociale omvæltninger opståede trang danner udspringet for opfindelser og opdagelser.

At Colombus blev Amerikas opdager skyldtes ikke at han havde nogen egentlig forestilling om det land han skulle opdage, eller om hvilken betydning det ville få for den gamle verden. Han handlede jo tildels i blinde. En almindelig anelse om at der måtte være søvej vesterud til Indien, havde i længere tid eksisteret. Det var vel heller ikke nogen ideel bevæggrund der foranledigede ham til at gøre forsøget - hans daglige bøn var: »Måtte herren i sin barmhjertighed lade mig finde guldminerne«, og det var heller ikke det at finde Amerika der gjorde det til den betydningsfulde opdagelse som det blev, thi Amerika var jo fundet flere århundreder i forvejen af nordmændene, uden at det blev til en epokegørende opdagelse. Dette bliver det først ved begyndelsen af den kapitalistiske udvikling, hvor trangen til ædle metaller, ny arbejdskræfter og markeder betyder en økonomisk revolution. Betegnende er det også, at det land, hvorfra opdagelsen udgik, ikke havde den fordel af opdagelsen som mere fremskredne lande.

En kendt talemåde er det jo, at de genialeste opfindere ofte har lidt den sørgeligste skæbne, at virkelig store mænd oftest først bliver anerkendte efter deres død. Dette er just ikke noget bevis på menneskenes utaknemlighed, som idelogerne ville sige, men en bekræftelse af den kendsgerning, »at det ikke er opfindelsen der gør omvæltningen, men derimod den økonomiske omvæltning der gør opfindelsen«. Dette forklarer også det tilfælde, at en opfindelse kan gøres samtidig af individer der ikke står i nogen forbindelse med eller kender hinanden. At skarpsynede og dybttænkende mænd kan erkende en opgave og dens løsning der hvor de materielle betingelser endnu er umodne, er jo rigtig nok; men det er betegnende, at de opfindelser der har spillet den største rolle ved udviklingen af samfundets produktivkræfter, har bragt fordærvelse over de første opfindere.

Anton Møller opfandt således en vævemaskine i Danzig i 1529, den såkaldte båndmølle eller schnürmühle, der kunne væve 6 stykker på én gang. Byrådet frygtede imidlertid for at opfindelsen ville blive til skade for byen ved at gøre arbejderne arbejdsløse og til betlere, lod opfindelsen undertrykke, og opfinderen hemmelig drukne. I Leyden blev den samme maskine anvendt i 1629; men væverne gjorde oprør derimod, og tiltvang sig derigennem et forbud imod dens anvendelse. I Tyskland blev den forbudt ved kejserlig forordning af 1685 og i 1719, og i Hamborg blev den offentlig brændt på magistratens foranstaltning. Denne maskine, som gjorde så megen larm, var i virkeligheden forløberen for spinde- og vævemaskinen, for det 18 århundredes industrielle revolution. (Das Kapital.) Denis Papin, professor i matematik i Marburg, søgte at konstruere en dampmaskine til brug for industrielle formål. Men da han mødte almindelig modstand, tabte han modet og lod den ligge. Han byggede så en dampbåd, hvormed han ville sejle til England i 1707; men i Münden forbød den højvise øvrighed ham at sejle videre, og Weserskipperne sønderslog hans båd. Han selv døde fattig og forladt i England. Nu er det klart, at Anton Møllers og Denis Papins virksomhed er langt større ydelser af den menneskelige ånd end James Hargreaves (spinning-jenny i 1764) og Fultons (dampbåd i 1807), fordi disse sidste byggede på århundreders større erfaring. Når ikke desto mindre netop de havde en verdensomvæltende succes, og de første slet ingen, så er dermed formentlig bevist at det ikke er opfindelserne der laver den økonomiske revolution, men at det er denne der fremkalder opfindelserne. Den menneskelige ånd er ikke årsagen til, men fuldbyrderen af den sociale revolution.

I slutningen af middelalderen havde vareproduktionen og varehandelen udviklet sig betydelig og medførte et stærkt forøget materielt og åndeligt samkvem, hvad der igen fremkaldte trangen til en hurtig massefremstillelse af litterære frembringelser. Dette førte til anvendelse af trætavler til fremstilling og mangfoldiggørelse af bøger og andre skriftlige arbejder. På disse tavler var det skrevne udskåret, og de kunne således benyttes til trykning. Dette såkaldte brevtryk var allerede i begyndelsen af det 15 århundrede tiltaget i den grad, at der dannedes laugsmæssige organisationer, hvoraf de betydeligste var i Nürnberg, Augsburg, Køln, Mainz og Lybeck. Disse brevtrykkere trådte for det meste sammen i foreninger med malerne - og ikke med de senere bogtrykkere - med hvem de en tid lang arbejdede sammen, væsentlig til mangfoldiggørelse af mindre skrifter. Bogtryk udsprang ikke af brevtryk, men derimod af metalhåndværket. Det lå nær at udskære bogstaverne af trætavlerne for efter behag at sætte dem sammen igen, men alle forsøg strandede på den tekniske umulighed at fremstille typer af træ som gav den nødvendige ensartethed i linierne. Det næste skridt var så at skære typerne i metal; men at skære i metal med hånden tog for lang tid, og bogstaverne blev dog ikke ens. Begge disse mangler blev afhjulpne ved at støbe typerne i metal; og skriftstøberiet er i virkeligheden opfindelsen af bogtrykkerkunsten, af den kunst ved hjælp af enkelte bogstaver at kunne sætte hele ord, sætninger, sider, og mangfoldiggøre dem. Guttenberg var guldsmed ligesom Bernardo Cennini, der skal have opfundet bogtrykkerkunsten samtidig i Florens. Den lange bitre strid om, hvem der er den egentlige opfinder, vil aldrig blive afgjort. Hvor den økonomiske udvikling stiller problemer, bliver en løsning forsøgt med større eller mindre held. Og om man også tør antage at Guttenberg fuldførte det sidste afgørende skridt med største klarhed, og derfor også med den største succes, idet denne kunst fra Mainz udbredte sig hurtigst, så var det fordi han bedst forstod at finde facit af en ophobet sum af erfaringer, af sine forgængeres og samtidiges helt eller halvt mislykkede forsøg. Hans fortjeneste er derfor lige udødelig, hans opfindelse derfor ligeså beundringsværdig en ydelse af den menneskelige ånd; men han plantede ikke nye rødder i jordsmonnet, men kun fin langsom modnet frugt, jfr. Franz Mehring i »Den materialistiske Historieopfattelse«. Næppe er nogen opfindelse, nogen videnskab nået så vidt at man tør sige at intet fremskridt mere er muligt, tværtimod summen af den menneskelige ånds erfaringer er nu umådelig meget større end tidligere. På disse erfaringer vil ny opfindere, ny videnskabsmænd bygge videre, og resultaterne vil stedse tydeligere stå som et produkt af samfundsmæssig virksomhed.

Den tanke, som endnu optugtes af den herskende klasse om en udenfor og over naturen stående ånd der er den skabende og opholdende kraft, kan bourgeoisiet end ikke selv bruge i videnskabelige forskninger; men af frygt for den arbejdende klasse tør man ikke kaste den overbord. Men denne dobbelthed sætter altfor hyppigt indskrænkninger for den menneskelige ånd. Menneskeånden fremtræder eller fremstilles som den bårne søn af den guddommelige ånd, og har som sådan en oprindelse uafhængig af stoffet og sin egen udvikling. Der ligger anstødsstenen. Den menneskelige ånd er ikke noget selvstændigt, noget isoleret, den kan ikke skilles fra stoffet. Ånden står hverken over eller under stoffet, men dannes sammen med det i en enhed. Ånden har derfor heller ingen selvstændig udviklingshistorie eller område, man finder kun denne i udviklingen af menneskehedens hele livsproces. Fremtoningerne i det økonomiske liv viser sig som massefremtoninger, og den systematiske betragtning deraf gennem statistikken, samfundsvidenskaben, socialøkonomien danner grundlaget for arbejderklassens ejendommelige verdens- og historieopfattelse. Da arbejderen let kommer til erkendelse af at det ikke er som isoleret individ at han med fordel kan bekæmpe den kapitalistiske udbytning, at hans produktive virksomhed stedse foregår som en samvirken med hans klassefæller, at hans personlige væren og optræden er bestemt af de sociale omgivelser, i forbindelse med andres personlige væren og i den almindelige sociale samvirken, lærer han derved at betragte forholdene i deres sammenhæng, som en eneste organisme. Han bekæmper derfor heller ikke individer, men samfundets institutioner, og at bekæmpe og omstyrte det hele samfund bliver for ham en selvfølge. Det klasseløse samfund og individet som én enhed har derfor for ham ikke noget skrækindjagende eller tvangsmæssigt, tværtimod er det for ham formen hvorunder individet - ikke det undertrykkende, det udbyttende individ - det arbejdende individ, kan erhverve den størst mulige selvstændighed og den frieste udfoldelse af alle sine individuelle evner og anlæg.

Denne historieopfattelse kan selvfølgelig ikke finde nogen gunstig modtagelse hos bourgeoisiet, den må jo støde dettes finfølelse, da den ikke anerkender nødvendigheden af en herskende klasse. »Men den ny retning, som finder nøglen til forståelsen af hele samfundets historie i arbejdets udviklingshistorie, henvender sig til arbejderklassen«. (Fr. Engels, Feuerbach.) Man kan kalde den for proletariatets filosofi, der imidlertid ikke, som den borgerlige, ender i et færdigt system, men stadig forlanger fri bane for den menneskelige ånd, fri for alle økonomiske tryk - til stadig nye fremskridt. De økonomiske forhold, som efter det foregående spiller en så stor rolle, bør derfor blive genstand for arbejdernes opmærksomhed og undersøgelser. I et følgende skrift vil der blive givet en kort fremstilling af Marx' værdilære, men det må kun betragtes som en indledning, en ledetråd for dem som kunne have interesse af et videre selvstændigt studium af Karl Marx' værk.

Skift til: Flere artikler af Gustav Bang * * Marxismens ABC * * Den franske revolution * * Oktoberrevolutionen * * Arbejderbevægelsens historie * * Danmarks historie * *

Webmaster