I denne tekst vil jeg forsøge på, at give en samlet skildring af den opblussende socialistiske bevægelse her i Kristiania (Oslo) i begyndelsen af 1870erne. Den kom som et pust fra den internationale bevægelse, som i de større kulturlande anførtes af Lassalle og Marx, og vakte adskillig opmærksomhed for en tid, men også hurtigt døde hen. Men den har ikke været uden betydning for den videre udvikling. Den vakte tanker, og førte til en livlig pressedebat og satte minder og indtryk igen efter sig. Af det blad, som bevægelsen affødte, eksisterer så godt som ingenting, og kilderne er ellers også spredte, så det er på tide, at noget bliver optegnet. Nogen historie om Thraniter-bevægelsen er her ikke forsøgt at give, da den vil blive beskrevet udførligt fra anden side. Det, som er skrevet, udgør kun en indledning. Kristiania i oktober 1910. Olav Kringen.

ARBEJDERBEVÆGELSENS REVOLUTIONÆRE OPMARCH

Historien har altid sin sammenhæng og sin logik. Intet sker forgæves. Det ene led udvikler sig så at sige organisk af det andet, og begivenhederne indvarsles på forhånd. Da vi fik vor grundlov i 1814, var vort land omtrent udelukkende et bondeland. Der var ingen industri. Grundloven gav da også den politiske magt til bønderne, selvom det tog mange års arbejde, førend bønderne evnede at overtage den. Hvis Nicolai Wergelands forslag til almindelig stemmeret var blevet vedtaget, så ville det vistnok ingen betydning haft i en lang årrække fremover. Den socialistiske diskussion var begyndt i udlandet allerede i århundredets første fjerdedel med St. Simon og Fourier i Frankrig og Robert Owen i England. Her hos os var der ingen åndelig modenhed og intet økonomisk grundlag for en sådan diskussion. Men en bevægelse må nævnes, som virkelig er af grundlæggende art, og det er Henrik Wergelands demokratiske oplysningsarbejde.

Det er ikke bare hans blad, »For Arbejdsklassen«, som her har gjort sin nytte; det er hele hans politiske, sociale og digteriske arbejde, som må tages i betragtning. Thi altsammen nåede virkelig »de brede lag«, og ingen personlighed fra de højere samfundslag havde før således stået i rapport med hele sin samtid af alle samfundslag som Henrik Wergeland. Han søgte dog ikke at vække arbejderklassen til selvstændig handling. Han havde ikke tanke på, at den skulle kunne organiseres til en selvstændig magt, og det var jo også for den kongelige understøttelse han udgav sit blad. Det var et loyalt organ uden revolutionære tanker, som kun havde til opgave, at gøre noget for arbejdsklassen, ikke at den selv skulle gøre andet end holde sig renlig, være stræbsom, sparsommelig og nøjsom. Det var, hvad tiden krævede. Og den norske arbejder takkede Henrik Wergeland for, hvad han var. Det var også langt mere ved Wergeland i hans øvrige virksomhed, end der kom frem i »For Arbejdsklassen«. Henrik Wergeland døde i 1845, og da han bæres til graven, var hans navn indskrevet blandt nationens udødelige. Tre år efter hans død fejrede revolutionens stormende forår over Europa. Det var frugten af det arbejde, som Europas radikale ånder af samme art som Wergelands, havde udført årtierne forud. Men kun lidt af 1830ernes revolutionære ideer var imidlertid nået op til Norge. Anderledes skulle det blive med 1848, som skabte en bevægelse af enestående art både i intensiv styrke og i omfang. Den centrale skikkelse i denne bevægelse blev Marcus Møller Thrane. Han er født d. 14. oktober 1817. Familien Thrane var en af vore fineste militærslægter, lidt trodsige og derfor også af radikalt sindelag. Thranes far, David Thrane, var en af direktørerne i rigsbanken, og kort før Marcus fødtes blev det opdaget, at han havde foretaget et underslæb på henved 400,000 kroner. Familien kom derved i slette kår, og Marcus blev optaget hos toldkasserer H. E. Schäffer som adoptivsøn. Han forlod imidlertid ganske tidlig sit hjem og afbrød sine påbegyndte studier, og var en kort tid handelsbetjent og rejste så gennem Tyskland, Schweits og Frankrig, hvor han tjente sit brød som omvandrende visesanger. Det var imidlertid ikke nogen fed bestilling, og i Paris gik det så dårligt, at han måtte sendes, hjem på det offentliges regning, efter at han en tid havde siddet arresteret.

Da han kom hjem, begyndte han at undervise i tysk og fransk, og studerede samtidig ivrig selv, sådan at han i 1840 kunne tage studentereksamen. Derpå begyndte han at studere teologi; men giftede sig kort efter, og slog sig nu på skolearbejdet. Han holdt i 5 år skole på Lillehammer, siden i Aasgaardstrand og ved Modums blåfarveværk. Hans hustru, Josephine Buch, var en højtbegavet kvinde, der i alt delte sin mands interesser og fulgte ham tro i medgang og modgang. Begge to nærede også kunstneriske og litterære interesser, og Thrane var ved at slå ind på forfatterbanen. Han var samtidig en dygtig lærer. Under sit ophold ved Modums blåfarveværk, læste han ivrig teologi. Eksamen måtte han imidlertid opgive, da han ikke havde andeneksamen. Thranes journalistiske interesser vaktes med stormbølgernes højdepunkt i 1848. Da den Slesvigske Krig udbrød, gik også de nationale bølger højt, og nationens fremmeste mænd opmanede Norge til at deltage og hjælpe Danmark. Marcus Thrane tog stridshandsken op, og han gjorde det, fordi han var imod krigen i sin almindelighed. Han skrev en artikel i »Morgenbladet« undertegnet »En stemme fra landet«, hvori han ligefrem sagde, at Norge burde holde sig neutralt. »En krig er gerne en gevinst for aristokraterne, især i sådanne tider som nu,« skrev Thrane. Og han hævdede videre bestemt, at for arbejderen var krigen kun til skade. Artiklen vakte voldsom opsigt, og blandt dem, som imødegik den, var bl.a. P. A. Munch. Thranes offentlige optræden vakte en sådan opsigt, at han blev tilbudt redaktørposten for »Drammens Adresse«, som tidligere havde været redigeret af digterne Christian Monsen og Sylvester Sivertson. Af »Drammens Adresse« fra Thranes redaktionstid findes der ikke mere noget tilbage. Men han har beskæftiget Kristianiapressen stærkt i denne tid, så han sikkert har været en værdig efterfølger efter »Norges første journalist« (Sylvester Sivertson). Thrane skriver selv til det svenske socialistblad »Reform« (d. 8. jan. 1850), at det var Februarrevolutionens gennembrud, som havde klaret hans ideer, og han fik en uimodståelig lyst til at deltage i dagens strid. Thranes radikale ideer fandt ikke den genklang, han havde ventet. Både mod hans opfordring til oprettelse af »reformselskaber« udover landet og mod hans hævdelse af arbejderklassens lige ret med de andre klasser, ligesom mod hans forsvar for direkte skatter og hans fordømmelse af toldskatterne, rejstes der protester indenfor den daværende opposition, som lededes af »Morgenbladet«. Han ses ligeledes at have kæmpet for almindelig stemmeret. I det hele gjorde han bladet så radikalt, at abonnenterne begyndte at sige det op, og allerede i slutningen af 1848 måtte han gå af. Men han havde dog været der så længe, at han havde fået udstukket et radikalt venstreprogram i alle store træk, som det skulle tage et halvt århundredes kamp at gennemføre.

Marcus Thrane havde længe omgåedes med tanken på at stifte arbejderforeninger; men han havde været i tvivl om, hvorledes han skulle tage fat. Endelig en dag traf han en fattig skovhugger, som klagede over sine trange kår, og Thrane skildrede for ham lovens uretfærdigheder. Thrane bad skovhuggeren komme hjem til sig, og tage med sig nogle af sine kammerater; skovhuggeren kom, men alene. Kammeraterne turde ikke komme, da de troede det var farligt, og politiet kunne komme over dem. Men organisationstanken var nu modnet hos Thrane. Han henvendte sig til et par andre arbejdere, og det lykkedes da at få samlet ca. 20 mand hos Thrane søndag d. 17. december 1848. Thrane holdt foredrag for dem, og enhver lovede at gøre sit bedste for at få flere med. Straks, efter holdtes et nyt møde på Erik Larsens sal på Strømsø, hvorved 30 medlemmer tegnede sig, og enhver lovede at bringe med sig 3 kammerater til et nyt møde på samme sted med foredrag d. 24. december. Dette møde fik stor tilslutning, og foreningen voksede nu til 160 medlemmer. Foreningen konstitueredes d. 27. samme måned. Foreningen begyndte straks ved forskellige petitioner politisk agitation, og henledte opmærksomheden på sig. Da Thrane kort efter blev syg af nervefeber, forfaldt den; men så snart han kom op, genrejste han det sunkne, og fik en mængde nye medlemmer. Foreningen satte ham snart istand til at gøre en agitationstur til Kristiania, og d. 28. marts 1849 holdt han møde på Dragsalen ved Vaterlands bro. Der var ikke fremmødt mange folk; men en forening dannedes med 30 medlemmer. Natten efter mødet blev der imidlertid opslået plakater på forskellige steder i byen med opfordring til at gøre oprør, og skønt dette kun var en kåd streg udøvet af ukendte, forøgede det interessen for det andet foredrag, så der indfandt sig 150 tilhørere. Thrane gentog omtrent det samme foredrag som aftenen før. Hermed var bevægelsen sat igang også i Kristiania. Men Thrane fandt ved sit første besøg i Kristiania ikke den sympati, han havde ventet. Den kom senere. Han vendte nu tilbage til Drammen og udstedte derfra indbydelse til abonnement på »Arbejdetforeningernes Blad«. Det første nummer af dette blad udkom d. 5. maj 1849. Efter tre ugers forløb havde det allerede 1700 abonnenter.

Den første artikel i dette blad begynder således: »Arbejdere! Gud være med Eder! Gud være med os alle! En kamp vil begynde; en kamp må begynde. Gud ledte denne kamp således, at den blot bliver åndelig og ikke legemlig, at den vil indskrænke sig til en kamp med sandhedens ord. Gud ledte de mod hverandre stridende stænder således, at kanoner og bajonetter undgås, så at efterslægterne kan sige til vor ros: »Den strid, som i året 1849 opstod i Norge mellem arbejdsstanden og de tvende højere stænder, blev ført med et ægte kristeligt sindelag, så at den hele strid kun var en strid for at få en sand og varig fred!« Bladet udbredtes hurtig og blev et mægtigt organ. Ved siden af »Arbejderforeningernes Blad« i den skriftlige agitation virkede den petition til kongen, som Thrane affattede, og hvorpå der samledes underskrifter over hele landet. I denne petition, der udgjorde et lidet hæfte på 40 sider, er også partiets program opført i koncentreret form, som følger: 1) Beskyttelsessystemets ophævelse, og toldbeskatningens tilbageførelse til dens oprindelige karakter. 2) Ophævelse af indførselstolden på korn og andre nødvendighedsvarer eller nedsættelse til 5 procent af varernes værdi. 3) Genindførelse af liggedagene. 4) Udvidelse af handelsfriheden på landet. 5) Undersøgelse og forbedring af husmandsklassens kår. 6) Foranstaltninger mod brændevinsondet. 7) Forbedring af almueskolevæsenet. 8) Indførelse af almindelig stemmeret. 9) Reform af Retsplejen. 10) Indførelse af almindelig værnepligt.

Denne vel udarbejdede petition, holdt i et roligt og sindigt sprog, klar og logisk som den er, udgør det rene demokratis første egentlig målbevidste program i Norge. Midt i Thranes agitation udspilledes der en tragikomisk episode, som for en tid trak opmærksomheden bort fra programmet. Det var holsteneren Harro Harrings mærkelige arrestation og udførelse af riget d. 29. maj 1859, uden forhør og dom. Han havde skrevet et dårligt skuespil: »Testamentet fra Amerika«, med republikansk tendens. Regeringen begik en dumhed, og Harring blev en martyr, som udnyttedes mod den.

Nogle dage før Harrings udvisning sattes Thrane under tiltale for gudsbespottelse for et par uskyldige artikler i bladet. Ved underretten dømtes han til 6 måneders strafarbejde, en dom, som Stiftsoverretten stadfæstede. Men højesteret frifandt ham. Advokat Andresen var Thranes forsvarer. Ud på sommeren 1850, lige foran landsmødet på Bygdø, opgiver Thrane i sit blad, at over 200 foreninger har dannet sig i 2 af landets stifter, og at over 18,000 mennesker har sluttet sig til disse foreninger. Som et forbillede for 1. majdemonstrationerne i vor tid, tjener ganske godt den demonstration, Thrane foranstaltede St. Hansaften 1850 og hvorved en mængde mennesker, angivelserne af antal er vidt forskellige, tog fra Slotsbakken og ud til Ekeberg, hvor aftenen tilbragtes med forskellig formål. Det var kort efter at petitionen var afleveret til kongen. Samme dag som demonstrationen foregik, holdtes der også i foreningerne ud over landet møder til valg af repræsentanter til det første landsmøde. Thrane opstillet 16 spørgsmål til mødets overvejelse. Blandt disse var skolesagen, kirkespørgsmålet, kooperation (arbejderassociationer), skattespørgsmålene, unionsspørgsmålet, folkepension, brændevinsforbud, kornmagasiner m. m. fl.. Thrane fremsatte da tanken om at disse foreninger nu burde sende repræsentanter til et centralmøde i Kristiania, og d. 1. august 1850 afholdtes dette møde på Fredriksborgs dansesal på Bygdø, da intet lokale kunne fås i byen. Der mødte 103 repræsentanter. Mødet varet til d. 9. august, og her diskuteredes foreningernes almindelige politik og love for samorganisationen. Det hele forløb parlamentarisk, roligt og værdigt.

Det er først efter Bygdømødet, at der indenfor bevægelsen mærkes urolige elementer. I november 1850 kom det til opsætsighed mod pengeudsugerne i Romedal. Værre gik det med bevægelsen i og omkring Trondhjem, hvor ledelsen var faldt i hænderne på en vis C. J. Michelsen, der var en forvorpen charlatan. Historien med Michelsen, hans sørgelige bedrifter i Trøndelagen, optøjerne ved hans arrestation på Levanger og hans usmagelige omvendelse i fængslet, er et mørkt kapitel i bevægelsens historie. Den store arbejderpetition var overleveret til statholderen d. 19. maj 1850 med henved 13,000 underskrifter, og i juni samme år opgives organisationens styrke til 273 foreninger med over 20,000 medlemmer. Petitionen var et meget vigtigt dokument i valgåret 1850 og diskuteredes ivrig. Regeringen behandlet petitionen, og i en kongelig resolution af d. 12. november 1850 affejedes den uden videre på en faderlig måde.

Samtidig begyndte hovedledelsen at lægge politiken over i en moderat retning, og i det sidste nummer af »Arbejderforeningernes Blad« for 1850 kundgør Thrane, at han træder af som redaktør fra nytår 1851, og stud. jur. Theodor Abildgård skal overtage redaktionen. Der fulgte nu en tid, hvori der har været ført mange slags underforhandlinger endda også med stortingsmænd, og hvori man især tilstræber at få et regeringsskifte. Det må også nævnes, at Marcus Thrane og flere for Centralforeningens bestyrelse d. 1. marts 1851 havde indsendt et andragende til Stortinget om statsforanstaltninger til arbejderklassens bedste. Dette andragende er trykt som stortingsdokument, efter at det var refereret i Stortinget d. 19. marts. D. 29. april nedsattes på forslag af pastor Dahl en komite til behandling af arbejdersagen.

D. 10. juni og de følgende dage afholdtes i Kristiania det andet landsmøde. Man samledes denne gang i et lokale i Youngsbakken, omtrent der, hvor Folkets Hus nu står. Fra et par steder kendes de fuldmagter som repræsentanterne fik med sig. Den ene er fra Ytre Aadalens Arbejderforening, hvorfra skolelærer Johan Henrik Olsen Semmen valgtes til delegeret, og den anden er fra Ottestad, Stange og Stange Skovbygds Arbejderforeninger, hvorfra Ole Sinderud valgtes. Begge disse kom på hver sin måde til at gøre bevægelsen skade. Semmen havde selv skrevet og fået vedtaget sin instruks, der slår stærkt på det revolutionære, men er ellers lidet intelligent skrevet. Ole Sinderud havde ligeledes revolutionær fuldmagt. Der mødte 79 repræsentanter. Mødets forhandlinger førtes for lukkede døre; men der optoges en protokol, hvori talerne også kort refereredes. Denne protokol, som man kan vide var meget unøjagtig, blev senere lagt til grund for retsforhandlinger. Blandt dét mødet foretog sig, var også vedtagelsen af et andragende om at få anledning til at fremstille for Stortinget arbejdernes sag, et andragende, som fra Stortinget fik det svar, at en deputation kunne få foretræde for den komite, som var nedsat til at behandle arbejdersagen. Efter en del debat blev Stortingets tilbud antaget på mødet, samtidig vedtoges det, at dersom styrelsen ikke ville indgå på noget af vigtighed, så skulle der foretages en demonstration efter Centralstyrelsen nærmere bestemmelse. (Revolutionsbeslutningen) Centralmødets forhandlinger lededes af Frits Jensen fra Kristianssand ved siden af Bernhard Hansen, en af bevægelsens mest sympatiske og dygtigste arbejderkræfter. Den revolutionære beslutning, som fattedes om aftenen d. 13. juni, omgjordes imidlertid igen i formiddagsmødet d. 14. Om hvordan det hele rigtig er forløbet, foreligger der ikke klar besked.

I den hele bevægelse ser det ud til, at Marcus Thrane altid har stået med rene hensigter og kun har haft arbejdernes vel for øje uden sidehensigter. Abildgård var opportunist og søgte altid med hast at få resultater af bevægelsen. Hans politik har tydeligvis været den, at holde bladet moderat og pænt, mens han gerne har villet se en revolutionær arbejderbevægelsen, så at den kunne virke skræmmende på statsmagten. Især ønsket han et ministerskifte. Det er spørgsmålet, om Abildgård havde noget mål udover sig selv. Dette har nok også Thrane gennemskuet; men alligevel måtte han ifølge magtforholdene overgive ledelsen til Abildgård. Men også Abildgård reves med og måtte dele skæbne med bevægelsen. Der har sandsynligvis været revolutionær bund i ham ved siden af en stærk ærgerrighed. At der har været afgjort revolutionær stemning på centralmødet (af folkevittigheden kaldt »Lilletinget«) d. 13. juni om aftenen er tydeligt. Den rev også præsidenten, Fr. Jensen, med, som fra først af udtalte sig skarpt mod den. Protokol blev ikke ført over forhandlingerne om aftenen d. 13. juni, da den i debattens hede blev glemt. Hvad der er klart er, at Abildgård synes at have været en af de mest revolutionære om aftenen d. 13., medens Thrane optrådte besindig imod revolution. Om formiddagen d. 14. var det Abildgård, som fik beslutningen omgjort.

Thrane trak sig nu mere ud af bevægelsens hovedledelse og drev agitation ud over landet, medens Abildgård ledede bladet og endog benyttet det til chikane over Thrane. Imidlertid herskede der efter mødet stærk gæring blandt arbejderne søndenfjelds. Det kom d. 17. juni til en del uroligheder i Sarpsborg, og på Kongsberg var man så bange for oprør, så autoriteterne fragtede våben og krudt til Kristiania, medens de ældre geværer og sabler ødelagdes. Piberne bankedes flade, låsene skruedes af, og sablerne bøjedes sammen! D. 7. juli 1851 arresteredes Marcus Thrane,. Theodor Abildgård, Bernhard Hansen, Nils Quarme, C. Olsen og H. Olsen i Kristiania, og deres lange lidelseshistorie begyndte, det martyrium, som nu danner glorien i den sociale frihedskamp i vort land, og som satte kronen på disse mænds værk. Den årelange varetægtsarrest, de gemene forhør og den skandaløse dom, som gik ud over disse og de andre anklagede, er en skamplet på vor retshistorie; men mindet om deres lidelser og savn blev sæden til ny rejsning, da dagen atter brød frem efter den reaktionens nat, som fulgte.

Under de retslige undersøgelser som fulgte på arrestationerne, var det kun på et sted, at det kom til uroligheder. Det var på Ringerike, hvor skolelærer Semmen ledet i Aadalen og hattemager Halsten Knudsen på Hønefos. Der foranstaltedes demonstrationer fra landsbygden og ned til Hønefos, og den allerede arresterede hattemager Knudsen befriedes fra arresten og flygtede sammen med flere andre, - militæret kaldtes ud, og de fleste ledere blev indfanget. Knudsen meldte sig endelig frivillig. Politiet havde imidlertid løsladt Bernhard Hansen og Nils Quarme af arresten i den fordægtige hensigt, at de skulle tjene til at samle yderligere beviser mod bevægelsen, og dette opnås selvfølgelig i fuldt mål, idet de løsladte intet ondt anede. De blev da også efter en tid atter indsat i arresten. En kommission nedsattes til at undersøge og dømme i sagen, og denne tog sig god tid. D. 16. august 1852 gav stiftsamtmanden i Kristiania ordre til at tiltale 149 personer for kommissionen. Anklager var overretssagfører Hans Paludan. To af disse døde, før sagen optoges til behandling, to døde, mens sagen behandledes, og en viste sig at være opført under to forskellige navne. 144 fremstilledes til doms. Disse inddeltes i 8 grupper efter »forbrydelsens« art. Dommen faldt d. 10. april 1854. Marcus Thrane dømtes til strafarbejde i 4 år, hjulmager Jakobsen 9 år og 2 måneder, Abildgård 3 år, Bernhard Hansen 9 år og 1 måned, Quarme 9 år og 7 måneder, hattemager Knudsen 15 år, lærer Semmen 10 år, Eystein Trøan 9 år og 1 måned. Forresten varierede dommen mellem 9 år og 1 måned, nogle dages vand og brød og bøder. Enkelte frifandtes. Mens de tiltalte sad i varetægtsarrest var et andragende om bedre forplejning, som de havde indsendt til Stortinget forkastet, efter en skandaløs behandling. Daa og Sverdrup anbefalede andragendet, U. A. Motzfeldt og Ketil Motzfeldt forsvarede det gamle barbari.

Kommissionens dom indankedes for højesteret, hvor advokat Bernhard Dunker, der tidligere havde ført sagen mod Michelsen og fået ham dømt, nu påtog sig de anklagedes sag. D. 22. maj 1855 tog proceduren sin begyndelse. Det glimrende forsvar, advokat Dunker her førte, gjorde ham med et slag til det almene folks afgud, så meget mere, som de anklagede også efterhånden havde vundet folkets sympati igen. Selv aktor, advokat D. Kildal, kom endog lidt efter lidt til den anskuelse, at Thrane ikke var skyldig efter loven. Dunkers tale i højesteret varede i 5 dage. D. 22. juni 1855 optoges sagen til doms. For Thranes vedkommende opretholdtes kommissionens dom, medens også Abildgård her fik 4 år. For de øvriges vedkommende nedsattes straffen betydelig. I. C. Jakobsen, Bernhard Hansen, Ramberg, Quarme, Trøan og Semmen fik 3 år hver. Halsten Knudsen fik 9 år; men han døde af kolera i arresten før han fik påbegynde afsoningen. Alle de øvrige fik betydelige nedsættelser.

»Arbejderforeningernes Blad« sygnede langsomt hen i de år det forsøgte at holde sig, og selve bevægelsen var knækket. Efter straffetidens udløb drog mange af de ledende over til Amerika. Gudbrand Johnsrud og Eystein Trøan rejste i slutningen af 1850erne. Thrane i begyndelsen af 1860erne, og så sent som i 1887 urmager Quarme. Thrane døde i Eau Claire i Wisconsin i 1890 efter en interesseret og livlig socialistisk virksomhed derover, som journalist, agitator og bladudgiver. Bernhard Hansen tog Det Norske Arbejderparti sig af på hans gamle dage. Han døde i Haugesund d. 27. juni 1903. Abildgård fik senere ansættelse i Kristiania fattigvæsen. Thrane og den bevægelse, han skabte, har rejst de fleste af de store sociale sager, som det norske demokrati har arbejdet med til idag, og i alt peger han fremover mod socialismen. Når det norske socialdemokrati i vore dage har sat hans buste i »Folkets Hus«, så er det i erkendelsen af, at han også er socialismens første budbærer i Norge, og som han i sin ungdoms kraft og mod bar socialismens budskab over lande, så vil hans navn i de kommende tider vedblive med være som en fane i vor fremgang.

DEN FILANTROPISKE ARBEJDERPOLITIK

Den organisation af arbejderne, som Thrane vakte til live, var i hele sin art revolutionær. Det var ikke bare det, at den var en af Februarrevolutionens bølger. Den voksede hurtig op. Stoffet til den lå færdigt over hele landet. Mægtige foreninger dannedes, bare man havde hørt om den, begyndte en bevægelse andetsteds. Det var faktisk en revolutionær rejsning. De lokale udbrud på Levanger, Hedemarken og Kongsberg viser dette. At man talte om anvendelsen af voldsomme midler, er da ikke så besynderligt. Man kan være sikker på, at der er faldt adskillig revolutionære taler på »Lilletinget« om aftenen d. 13. juni 1851. Men der havde da været revolutionære bevægelser over hele Europa, nye forfatninger var tvunget frem ved folkeviljen, og den preussiske monark havde været tvunget til at gøre honnør for de i revolutionskampen faldne helte. Det, som skede hos os, var så uskyldigt som det vel kunne være. Og selv den offentlige anklager i højesteret, advokat Kildal, kom snart på det rene med, at Thrane var dømt uden hjemmel i loven.

Men den organisation, som var bygget, havde ikke den stabilitet, som de moderne fagorganisationer eller de regulære politiske partier. Thranes foreninger var ikke fagforeninger, og noget politisk parti kunne de heller ikke være; thi massen havde ikke stemmeret. Det var kun en mobilisering af arbejderklassen med bestemte formål. Regering og Storting og endog kongemagten skulle påvirkes til fremme af bestemte krav. Organisationen fremsatte disse ved sine medlemmer, direkte i den store petition fra 1850 og indirekte ved petitionen fra »Lilletinget« året efter. Den måtte få svar på disse, indvilgende eller nægtende, og i sidste tilfælde måtte organisationen spørge sig selv, hvad den da skulle gøre. Det eneste, man kunne tale om var da igrunden »at gå på«, som det hed i folkesproget. Den anden udvej: at bygge op en organisation, som tålmodig skulle uddanne arbejderklassen til modenhed for modtagelsen af den almindelige stemmeret og for den bevidste klassekamp i moderne ånd, var vanskelig at slå ind på. Selvhjælpsinstitutioner, oplysnings og diskussionsinstitutioner og til slut fagforeninger måtte her være forløberne. Men Thrane selv, som i den første årsoversigt i »Arbejderforeningernes Blad« siger, at foreningernes »fremvækst og forøgelse er et blad af tidens historie, der vel er umagen værd at standse ved,« har vist anset sit program, som det var formet i den store petition og som det formedes på centralmøderne, som et beskedent arbejdsprogram for Stortinget i 1851. Og så var det omtrent alle de store mærkesager, som det norske folk, skulle arbejde med i halvhundrede år og enkelte blink længere frem endda. Sådan er revolutionen i sin rigdom af kræfter. Den ligner det tidlige forår; den er som marts, der ikke selv ved hvad der forberedes i de stærke brydninger, når vinterens bånd løsner.

Efter at Thrane-bevægelsens mænd havde udstået straffen, var der intet tilbage af den rejste bevægelse. Det, som nu levede, var modforeningerne, der var organiseret af præsten Hallling. Disse var bygget på selvhjælps- og oplysningsinstitutioner og kom i denne egenskab til at tjene den fremtidige arbejderorganisation. Som Thrane havde løftet arbejderpolitikens fane her i landet, kom præsten Halling til at forberede vejen for selvhjælpsinstitutioner og kooperation. Heri lå der en spire til fagorganisation. Det store endnu uløste spørgsmål, folkepension, optoges og formedes i et udarbejdet forslag af landskabsmaler P. Balke, som fik sit forslag godkendt af centralmødet i 1851. Både dette spørgsmål og arbejderboligspørgsmålet, tilligemed alle de sociale spørgsmål, som var oppe i tiden, interesserede Thrane sig meget for. Honoratus Halling var 31 år i 1850, da arbejderforeningerne stod på sit højeste. Han var personelkapellan hos præsten i Aker fra 1847 af. I 1848 var han begyndt at udgive ugeskriftet »For Fattig og Rig«, der nåede en stor udbredelse. I 1850 havde bladet 30,000 abonnenter, hvilket for den tid var noget uhørt.

Første pinsedag 1850 afholdtes der et møde på Enerhaugen for at få stiftet en arbejderforening. Halling havde kort før angrebet Thrane i sit blad, og Thrane havde svaret. Enerhaugen tilhørte dengang Aker. Halling mødte op, og som sjælesørger fik han de fleste forhindret fra at gå ind i Thranes forening; men til gengæld opfordret han til stiftelse af en kristelig arbejderforening, og møde blev berammet til næste dag. Der mødte et par tusind mennesker i gårdsrummet til Enerhaugens asyl. Pastor Halling gav en kritik af Thranes arbejderbevægelse og hævdet at gudsfrygten måtte sættes først. Murer Bernhard Hansen var mødt op og optog diskussionen med Halling. Dette var selvfølgelig i høj grad dristigt gjort af en purung murersvend; men han gjorde det godt. Det er den første diskussion mellem en embedsmand og en arbejder, som omtales i vor arbejderbevægelses historie, og af Bernhard Hansens senere givne referat af mødet gengives derfor en del her. I sit svar til Halling udtalte murer Hansen bl.a.: »De river af alle kræfter ned på Thrane og siger, at han selv er ukristelig og sætter en ond ånd i foreningen; men har ikke Thrane både gennem sit blad og mundtlige foredrag stedse indprentet os, at Vorherre har givet os forstand og kræfter, fordi vi skal bruge det til at forsørge os selv, og sørge for vor fremtid og ikke bebyrde andre dermed; men da må jo naturligvis alle de bånd og hindringer væk, som er lagt i vejen for os, og kan man da ikke vise en smukkere kristendom end ved at hjælpe sine fattige og fortrykte medmennesker, der, uagtet de arbejder, dog ofte må se sine børn og sin familie sulte og mangle, at ofre hele sin virksomhed, for at disse mennesker også engang kan finde et nogenlunde sorgfrit udkomme uden at fornærme nogen mands ejendom. De fremstiller Thrane som et ugudeligt menneske uden moral; men jeg kender Thrane personlig; han lægger ikke alene selv ved sine handlinger en god moral for dagen; men med de bedste grundsætninger af den kristne moral indvirker han også på enhver, som kommer i nærmere berøring med ham.« Præsten rettet en appel til sine tilstedeværende menighedsmedlemmer, som havde kendt ham i tre år og vidste, at han havde rene hensigter. Hansen: »Og jeg har talt med folk, som har kendt Thrane endnu længere. Så længe der rører sig varmt blod i os, vil vi ikke tåle, at der bliver gjort uret mod Thrane. Hvilken fordærvelse har han da udbredt? Vore samlinger og møder holder vi for åbne døre; vi gør intet, som ikke enhver kan høre og se. Hvad vi klager over, fremsætter vi offentligt i bladet, og det skulle ikke være rigtig? Hvorledes skal regeringen, om den var den bedste i verden, kunne hjælpe, når den ikke skal blive bekendt med vore klager? Vi går åbent og offentlig tilværks. Sig da, hvori har vi forbrudt os? De love, vi ønsker forandret, har vi omtalt i petitionen, for at de på Stortinget kan overvejes af landets udvalgte. Vi skal være tålmodige og vente til de andre klasser hjælper os; men du himmelske gud, hvor længe skal vi da vente? Siden verdens skabelse kan historien ikke opvise, at de rige og mægtige godvilligt har indrømmet arbejderen sin ret i samfundet.«

I den videre debat skildrede Hansen i korte knappe sætninger og et rammende sprog klassemodsætningerne og standsforskellen i samfundet, kapitalismens indmarsch, som ødelagde arbejdernes egne hjem, og gik så over til at skildre broderskabet, solidariteten og den begyndende kultur i arbejderforeningerne. Hansens ord syntes ikke at være uden virkning på præsten, og han indrømmede at det meget vel var muligt, at arbejderforeningerne besjæledes af en anden ånd end den, som rådede i bladet. Hansen takket for forståelsen og udbragte til slut et leve for pastor Halling.

Den Hallingske foreningsprogram indeholdes i § 3 i lovene og lyder således: Samfundet søger indrettet, a) en sparekasse og låneindretning, der bestyres af en valgt direktion efter en af bestyrelsen meddelt instruks, b) et lånebibliotek og læselokale, hvor aviser og skrifter dagligt udlægges, c) en understøttelseskasse for syge og fattige medlemmer, dannet ved sammenskud af medlemmerne, ved gaver fra samfundets velyndere og ved en i andagtstimen udstillet bøsse, d) aftenskole for voksne og e) magasin for brænde og, om muligt, andre fornødenhedsartikler«. Der var selvfølgelig intet i dette program, som Thrane eller hans bevægelse kunne have noget imod. Det er tværtimod altsammen ting, som Thrane også virkede for. Men Halling fornægter al politik i foreningen. Som der hos Thrane er en tendens i retning af den marxistiske socialisme, så er der hos Halling en svag tendens i retning af Proudhons anarkisme. Der dannedes efterhånden en række sådanne gensidige understøttelsesforeninger udover det ganske land, og ialtfald holdtes organisationstanken vedlige.

Eilert Sundt var egentlig udgået af samme kreds som Halling, og han havde sammen med biskop Arup, professorerne Bock, Hansteen, Keyser, Holmboe, Munck o. m. fl. stiftet »Selskabet til folkeoplysningens fremme« i 1850. D. 17. februar 1864 stiftede han »Kristiania Arbejdersamfund« på et noget bredere program end Hallings »Enerhaugens samfund«. Halling havde forudsat, at væsentlig kropsarbejdere skulle være med, og for andre havde han sat dobbelt kontingent. Kristiania Arbejdersamfund skulle i lang tid fremover komme til at bestå væsentlig af overklassemænd. Ialtfald beholdt de ledelsen. Disse overklassemænd følte det som sin opgave, at holde arbejderne ude fra enhver selvstændig tænkning. Og det gjaldt da først og fremmest at holde deres foreningsliv bundet. Et selvstændigt foreningsliv for arbejderne var en samfundsfare. Dette var en europæisk bevægelse, og den havde sine fleste ledere mellem præsterne. Den filantropiske arbejderbevægelse var først og fremmest kristelig, selvom den ledes af ellers irreligiøse mænd som stadsfysikus Bidenkap i Kristiania Arbejdersamfund. Der kunne også mellem dens ledere findes mænd, som var højst velvillig stemt mod arbejderne, som f.eks. pastor Halling, der startede bevægelsen her hos os. I endnu højere grad Eilert Sundt. At den filantropiske arbejderbevægelse var fremtrædende kristelig gjorde også sit til, at dens arvtager, den revolutionære arbejderbevægelse, til at begynde med optrådte anti-religiøst.

Eilert Sundts arbejde til belysning af arbejderklassens kår i Norge er enestående af sin slags, og hans interesse for arbejderne var mere end den videnskabelige. Tiltrods for at al politik var forbudt i Arbejdersamfundet fik dog E. Sundt i 1868 vedtaget, at samfundet skulle gå med på stemmeretsadressen til Stortinget. Arbejdersamfundet gav først og fremmest stødet til en kooperativ bevægelse, som opover til 1870ernes slutning var i stadig vækst. Denne bevægelse talte i 1877 ca. 250 foreninger.

Et samtalelag, som var oprettet inden Arbejdersamfundet, samlede både politiken og radikalismen, og dette samtalelag kastet hele samfundet ind i den politiske strid, som førte det over til venstre og derfra til socialisterne, hvorved det blev den arena, hvor alle de folkelige storpolitiske debatter brødes stærkest i årrækker. I 1880 udstedte Kristiania Arbejdersamfund indbydelse til det første centralmøde for Norges arbejdersamfund. Kun en lille del af de sendte delegater var arbejdere. På det andet almindelige arbejdermøde i Trondhjem 1882 fremsatte A. Hølaas forslag om oprettelse af et centralforbund af arbejdersamfundene for hele landet, og denne tanke realiseredes fra nytår 1885.

Der havde fra den tid, Thrane fremstod og op til 1884, da Knudsens blad, »Vort Arbejde« begyndte at udkomme og socialismen indvarsledes påny, været drevet en ivrig socialpolitik, den nye husmandslov, som Thrane gav stødet til, var fremmet allerede i 1851. I 1860 kom den nye almueskolelov; arbejderboligsagen optoges privat fra 1851 af og gjorde meget godt, oplysningsarbejdet fremmedes ivrig i foreningerne, og kooperationen voksede op til en mægtig bevægelse. Overalt var der ialtfald ønsker om at ophjælpe arbejderstanden også økonomisk. Hvad højre vogtede over, var at arbejderne ikke befattede sig med politik, at de fik disse gaver, som en nåde, og at de ikke blev givet nogen del i styrelsen. Alle disse upolitiske og filantropiske bestræbelser for at gøre arbejderen tilfreds, som vistnok var vakt til live ved Thraniter-bevægelsen, bar dog også med sig mange af de revolutionære spirer og stoffer, som senere skulle slå ud i fuldt flor; men endnu engang, før gennembruddet skulle Norges arbejdere få besøg fra de store landes revolutionære bevægelse og vækkes op derved. »Internationale« - Association Internationale des Travailleurs - som dens officielle navn var på fransk - stiftedes i St. Martins Hall i London d. 28. september 1864. Karl Marx' ideer blev den ledende ånd i dette internationale forbund, som ellers kom til at bestå af så mange forskellige elementer. De engelske fagforeningsmænd Odger, Applegarth, Howell, Osborne, Cremer o. fl. havde fra først af ledelsen. Senere blev de franske proudhonister mægtige. Den første kongres, som afholdtes i Genf og den anden, som afholdtes i Lausanne hjalp nok til at klare begreberne; men ellers svirrede her så mange forskellige principper om hinanden, at nogen egentlig vejledning i arbejdernes internationale politik, gav ikke disse sammenkomster. Men organisationen blev dog ordnet, og arbejdernes internationale sammenslutningstanke sejrede. Kongressen i Genf afholdtes i 1866, i Lausanne 1867. På de kongresser, som afholdtes de to følgende år respektive i Brüssel og Basel kæmpede man sig frem over Proudhons og Bakunins anarkisme til et socialistisk program, som indeholder hovedprincipperne i den moderne socialisme. Og fra 1869 begynder Internationale også at gøre sig gældende i det parlamentariske liv. Så kom Pariserkommunen i 1870, hvori Internationale ikke alene tog del, men også udnyttede al den agitation, som var mulig. Karl Marx og Engels var forøvrig kun personlig tilstede på en af Internationales kongresser, og det var i Haag i 1872, hvor Internationales egentlige virksomhed afsluttedes, og de nationale forbund skulle optage dens plads. I anledning af Pariserkommunen udstedte Internationale et manifest, som spredtes over hele verden.

Internationale havde i sin tid i 1871-73 stor udbredelse i Danmark. Der var f.eks. 2000 medlemmer i sektionerne i København, 400 i Århus. Sofus Pihl mødte som Danmarks repræsentant på kongressen i Haag. I 1872 udgav »Udvalget for folkeoplysningens fremme« i Danmark en brochure om Internationale ved C. Rosenberg, der skønt meget partisk gav en hel del faktiske oplysninger om bevægelsen. Der lægges i dette skrift særlig vægt på dens anti-religiøsitet og dens principper om ejendomsretten. De danske og norske aviser fulgte ivrig med både i Internationales og i Pariserkommunens udvikling, omend meget af det skrevne var højst upålideligt og forvrængt. I sit blad »Fram« redegjorde Fjørtoft for Internationales principper på en korrekt måde, og han havde medarbejdere, som skrev forståelsesfuldt om socialismen. »Morgenbladet« havde stadig artikler om de revolutionære bevægelser i udlandet, og kendsgerningerne lagdes ofte godt tilrette. Det radikale »Verdens Gang« hjalp ligeledes til at holde publikum underrettet. Når man læser den norske presse for disse år, så ser man, at vort folk aldeles ikke behøvet at svæve i mørke angående det, som foregik. Man var imidlertid efter Thrane-tiden falden i en behagelig ro, og den frygtede Internationale strakte aldrig sine organisationsarme ud efter vore arbejdere. Arbejdersamfundene lededes af overklassemænd. At den gamle frygt skulle opblusse igen, så snart »faren« viste sig, skal vi snart se.

M. JANTZEN OG MØDET PÅ RASMUSSALEN D. 22. SEPTEMBER 1873

I august 1873 kom den danske sadelmagersvend Marius Jantzen til Kristiania. Han havde været medlem af Internationale i København, og havde rejst meget, således i Tyskland, og var begejstret for ideerne. Det sidste Jantzen havde været til i København, var at redde Internationales fane, da foreningen blev forbudt. Et par dage før Internationale blev forbudt, havde Louis Pio gennem fængselsbarberen underrettet formanden, cigarmager Johnson, om sagen og bedt ham om redde fanen. Johnson fik Jantzen med sig ned i lokalet tidlig en søndag morgen, og de tog da fanen ud af dens hylster og lagde en rød klud, som havde været brugt til dekoration, i stedet for. Den rigtige fane blev sendt til et sikkert sted i Jylland; men politiet konfiskerede to dage senere triumferende den improviserede fane. Forbudet mod Internationale udstedtes efter højesteretsdommen over Pio, Geleff og Brix d. 14. august 1873.

I løbet af sommeren 1872 havde der været adskillig uro blandt vort lands arbejdere. En hel del strejker var forekommet, også blandt uorganiserede arbejdere i Kristiania og en række andre byer og i de forskellige fag. Under sådanne forhold kommer trangen til at meddele sig til hinanden stærkt frem, og organisationstanken kom tillive. Mange af vore fagforeninger har sin rod nede i disse tider og forhold. Interessen var således vakt, da Jantzen med ungdommens mod og begejstring kom herop. Han fik straks arbejde hos sadelmager Lillo, og han ventet ikke længe med at tage fat på agitationen. D. 3 september 1873 lod han indrykke i »Intelligenssedlerne« følgende annonce: »De af Christianias arbejdere, som erkender, at der også her eksisterer et arbejderspørgsmål, og som ønsker at slutte sig til en Socialdemokratisk Arbejderforening, bedes at henvende sig i Dronningensgade 22, 4 sal tilhøjre, hvor nærmere bestemmelse træffes. Hvorfor vedkommende averterende ikke offentliggør sit navn, er af den grund, at han ikke ønsker at fremtræde offentlig, forinden han nøjere har sat sig ind i arbejderforholdene…, fra København.« En af de første som meldte sig var Olaus Fjørtoft. Resten var nysgerrige studenter og nogle avisreportere. Kun et par virkelige arbejdere kom; en af disse var snedker Simonsen. Jantzen konfererede med de arbejdere, som kom, og man besluttede da at indkalde til et offentlig møde for at sondere stemningen blandt arbejderne. Samme uge stod følgende notis i »Vikingen«: »En københavnsk sadelmagersvend er kommet her til byen for gennem flyveskrifter, afholdelse af offentlige møder og lignende, at virke for tilslutning til den danske såkaldte »Socialdemokratiske« forening.

Vi håber, at sadelmagersvenden vil komme til at sadle om, eller at politiet i modsat fald sørger for snarest muligt at få ham op at ride.« Det var en direkte alvorlig opfordring fra et vittighedsblad til politiet om at gribe ind mod forsamlings- og foreningsfriheden, stik imod grundloven altså ikke videre vittigt. Den påfølgende mandag blev Jantzen kaldt op på Lillo's kontor og forelagt »Vikingens« notis. Delinkventen tilstod på forespørgsel, at den var møntet på ham, og fik da den besked, at hvis han ville holde sådanne møder, så havde han øjeblikkelig sin afsked. Jantzen gik og smagte på dette et par ugers tid; det gjaldt jo levebrødet; men frihedstrangen sejrede, og så indvarsledes mødet på Rasmus-salen til d. 22. september. Annoncen i »Christiania Nyheds- og Avertissementsblad« tilkendegiver mødets hensigt således: »En del arbejdere tillader sig herved at indbyde Christiania medarbejdere til et overordentligt arbejdermøde, som afholdes i Rasmus-salen, mandag d. 22. september kl. 8 1/2 aften. Diskussionsemne: Arbejderspørgsmålet og om hvorvidt man erkender, at der også her eksisterer et sådant. »Demokratens« referent fra København indleder mødet. Entre 8 skilling.«

Der averteredes også i »Intelligenssedlerne«, og »Morgenbladet« aftrykte annoncerne i teksten. Det var først efter henvendelse på flere steder, at man fik den dansesal på Grønlandsleret, som gik under navnet Rasmus-salen. Annoncen og omtalen af mødet på forhånd havde vakt adskillig opsigt, og efter de indkomne entreindtægter beregnes fremmødet til 571 personer. Bladene opgiver, at der angiveligt var 424 tilstede, tilhørende alle samfundsklasser. Dagbladene havde sendt alle sine referenter, og »Morgenbladet« lod endog tage stenografisk referat af det, som foregik. Bladet tager højst alvorlig på sagen. Det gør opmærksom på, at der på en af »Internationales« kongresser blev udtalt, at der i Norge ikke kunne nytte at arbejde for selskabet; men forholdene er nu ændret. Der insinueres, at strejkerne i Kristiania året forud også stammer fra »Internationales« virksomhed; og at selskabet nu alligevel har anset det formålstjenligt at begynde sin virksomhed i Norge. »Som kommende bedrifters morgenrøde lyse scenerne fra Pariserkommunen, fra Alcoy osv. om Internationales navn, og i vort broderland Danmark har kløverbladet Brix, Pio og Geleff vundet sig tugthusdommens uvisnelige martyrkrone,« skrev bladet. Rasmus-salen kaldes »Terpsikores lidet anselige tempel«. Før mødet solgtes i salen en sang, der var trykt i København under titel »Vort Liv! Socialistisk skildring af P. L. J.«, og »Morgenbladet« så tydelig forbindelsen med Internationale i følgende meddelelse på titelbladet: »(Denne sang, som har vundet almindelig bifald i den Internationale Arbejderforening, sælges til fordel for den fængslede bestyrelse)« og skrev: »Når man lægger mærke til, hvorledes Internationale og dens virksomhed under forhandlingerne holdtes omhyggelig borte, så er denne meddelelse ikke uden sin betydning.«

Mødet på Rasmus-salen forløb ikke helt fredeligt. Jantzens tale var vel memoreret, siger »Morgenbladet«, »og taleren, en temmelig ung mand, i besiddelse af ikke liden tungefærdighed; men stemmen var noget svag og sproget lidet tydeligt.« Efter foredraget valgtes Jantzen til dirigent, og det fortælles, at han ikke kunne hjælpe sig selv af, med to alt for oprømte interpellanter, som trængte sig op på tribunen til ham, lige så lidt som han kunne skaffe sig ørenslyd for enkelte af sine modstandere. Bogtrykker Jakobsen og student Christophersen ville forsamlingen aldeles ikke høre på. Jantzen blev da også budt på tæv efter  mødet, men beskyttet af snedker Hagens brede skikkelse slap han ud gennem en bagdør. »Morgenbladets« referent optoget stenografisk referat af mødets forhandlinger, og da det er det første egentlig socialistiske møde efter Thrane-tiden, gengives her referatet: »Jansen: Det land hvorfra arbejderbevægelsen er udsprunget, er Schweitz, hvor Lasalle begyndte sit arbejde, hvis resultater nu er spredt udover de mest kultiverede lande, han og hans venner har allesteds optrådt som arbejdets talsmænd lige overfor kapitalens voldsomhed. Lasalles virksomhed blev vel kun kort, idet han blev udfordret til en duel, og hårdt såret i denne, døde han kort efter uden at se sit håb opfyldt. Karl Marx blev derimod nu arbejderspørgsmålets ledende stjerne. Dette arbejde er heller ikke blevet uden frugter, idet det væsentligst skylder ham den lov, der i England nu indskrænker børns arbejde i fabrikkerne. (En drukken stemme: Dårlig tale! Er det noget at give 8 skilling for da? kom så går vi, gutter!) Hans lille skrift »om arbejde og kapital« er velkommen i enhver arbejders hjem. I Amerika er arbejderspørgsmålet, omend fremtrædende, så dog ikke, som her i Europa, hvortil grunden vel må søges i, at man dér er bedre aflagt og har en friere forfatning. Dog indser også de amerikanske arbejdere, .at der kan gøres mere for den sociale sag. I Rusland, skønt stående under eneherskeren, har man dog ikke kunnet lukke øjnene for, at der er noget, som kaldes menneskerettigheder. I Danmark har storborgerne altid sagt, at arbejderne havde det så brilliant, men efter at Pio og hans venner havde fremstillet spørgsmålet i sin sande belysning, har man nu set, at der kan gøres mere, end der er gjort for sammenslutningen af arbejderne (bravo). Hvad er da arbejderspørgsmålet og den bevægelse, der udgår fra det? Det er ikke en dum floskel eller vås, som kapitalisterne kalder det. Den er grundlagt på sandhed og moral. Førhen gjaldt det kun om at formilde arbejdernes kår og skaffe nogle forbedringer, nu er det blot ikke mere spørgsmålet om dette, men det gælder kampen mod kapitalen, kampen mod adelen (en stemme: det passer ikke hos os), kampen mod aristokratiet, mod tredjestanden, thi denne sidste har, efter at det successivt er lykkedes den, ved arbejdernes hjælp at tilkæmpe sig den forønskede frihed, i stedet for at ophjælpe arbejdsklassen, hvilket var dens simple pligt, at yderligere trykke arbejderklassen ned i støvet for selv at være uindskrænket herre over den, der just har skabt og forøget dens kapitaler; især ved børsspekulationer har de erhvervet penge, og pengene er blevet verdens herre. Arbejderbevægelsen er nu fremtrådt, og vil om ikke styrte kapitalrenten, så dog få indflydelse på samme, og enhver vil se, at hvis ikke dette spørgsmål løses ad frivillighedens vej, kan det let komme til at blive løst ad samfundsomvæltningernes! Lad os se lidt på forskellen mellem en arbejder og en kapitalist! Jeg vil gå fra vuggen til graven. Når en storborger bliver velsignet med et barn, er der glæde over hele familiens kreds, enhver kappes om at bringe sin hyldest; er det en prins, så er det ikke at tale om, da der bliver skudt 21 skud (bravo, fy, skrig og tumult); er det derimod et arbejderbarn, ser forældrene med mismodige blik på den lille og tænker: Herregud, vi havde vel nok uden dig! Er han to år gammel sendes han til et asyl eller lignende, moderen kan ikke pleje ham, fordi hun ligesom manden må ud og tjene det nødvendige til husbehov; når barnet er nået 5 år sendes det til fabrikkerne for også at tjene lidt, og dets undervisning bliver forsømt (Nej! det er løgn! Det sker måske i Danmark, men ikke her! Skrig, latter og bravoråb; en stemme: Snak så vi ser, du skønner dig på norske forhold, far!) På denne måde bliver barnet moralsk fordærvet, ved den usunde luft, opfyldt af tobaks- og svovldunster, gnaver døden allerede på barnets livsrod og undergraver dets sundhed, før det kommer ud i verden. (Bravo! det er rigtig!). Kapitalistens barn er samtidig opdraget, men der er intet sparet af, hvad kapitalen formår for at fremme hans udvikling, han står da udrustet med menneskekundskab og penge, medens arbejderen står med to tomme hænder, ja ofte med et usundt legeme. Når han i den tidlige morgen går til sit arbejde, kan han se, hvorledes drivermanden, der har penge, endnu sover på sit grønne øre, når han går hjem til middag, møder han kapitalisten kørende i flot ekvipage eller gående sig en tur i fordøjelsestimen. Når arbejderen træt går fra sit arbejde om aftenen, møder han storborgerne på vejen til teatret eller gilder, hvor der dækkes med alle jordens herligheder, ikke tale om vin, som arbejderen aldrig smager. (Jubel, bravo! En stemme: Arbejderen vil hellere have brændevin!) Når nu den tid er kommet - vi forudsætter, at storborgeren er embedsmand - kan han »veltjent« gå af med pension så stor, at 3 á 4 arbejdere kunne leve af den (bravo!). Arbejderen får også pension, når han er gammel, det vil sige, på en plads på Ladegården eller en arbejdsanstalt (Mangelsgården mener du vel! - Bravo, skrig og jubel) - hvor han skilt fra sin familie og sine børn, og henlever sin alderdom i usselhed uden kærlighed og omsorg, - er det ikke sandt? (Jo! Jo! Nej ikke her i Norge; det er kun, når han selv er et svin det!). Kapitalisten begraves med glans og pragt, og præsten, der betales godt, holder med fordrejet ansigt og hellig mine en glimrende tale om vedkommendes dyd og hellighed (bravo!). Den kiste, der skjuler den største kæltring, bliver sænket ned under fanfarer og blomsterkransning, medens den hæderlige fattige ikke får et blik. (En stemme: Men hvorledes skal der da rådes bod på dette ?). Dette er en skildring af den skrigende forskel mellem arbejder og kapitalist. Der er en ulighed, som aldrig overvindes: uligheden i den personlige dygtighed, men der er en, som kan overvindes, og som arbejderne kan hæve, det er den ulighed, som forekommer under tyranniet for at tjene magthaverne til at kue og knuse den svagere. Arbejderspørgsmålet er et udryk for de underkuedes følelser, fremstået af bevidstheden om ens menneskerettigheder. Arbejderne her i landet har ikke det ringeste at sige i statsstyrelsen, men hvor længe vil de tåle dette, gad jeg vide. Jeg har hørt at de, der bestyrer Arbejderforeningen her i byen, skal sige, at arbejderne kun skal leve for sit arbejde - ikke have politiske rettigheder. Nej, de skal kun slide og slæbe! Men den mand, der har skoen på, ved hvor den trykker. Arbejderne må selvfølgelig selv vide, hvad der tjener til deres vel. Kapitalisten ved det ikke, thi han lever blot i sus og dus. (Stærkt bifald).

Fattigassistent Elling Christoffersen søgte nu at få ordet, men det mislykkedes på grund af en ivrig fægten mellem to drukne, der også ville tilorde. Derpå begyndte handelsborger Pedersen at tale og erklærede, at han i en række af år havde arbejdet for sit brød uden internationale opviglerier og politisk farve, men da forsamlingen mærkede, at han ikke syntes om denne slags belærelse, som her fornylig var hørt, blev der sådant skrål og spektakel, at han tilslut blev trukket ned af tribunen.

Snedker Jondal (svensk?) (det skal være snedker Ljungdal. Referenten har ikke opfatte navnet) fik da endelig ørenslyd for følgende foredrag: At samfundet er sygt, det ser man af kirkemødet og håndværkermødet i Drammen, thi hvis ikke samfundet var sygt, behøvede man ikke at søge efter medicin. Man ser der gennem Europa går en ånd, vi kan ikke stå imod. Hvis vi ikke følger tiden, må vi tage dens følger. Mestrene forhandlede 3 á 4 uger, men der blev ingenting af det for os arbejdere, hvis vi ikke trykker tilbage, så trykker de os ned (Bravo! Jubel). Rimestad var her for nogle år siden og sagde, at arbejderne havde det brillant, men han tjente ikke 3 á 4 mark om dagen og skulle leve for dem ! Det kommer nu an på, om arbejderne selv vil gøre noget; de højere klasser gør ikke noget for os. (En stemme: Nej vi har bestandig for godt; en anden stemme: Og så drikker vi for meget!). Ser vi hen til de store paladser. (Det passer ikke på os, vi har ingen paladser! Hyssen, skrigen), hvem bor der? Jo de, som plukker frugterne af arbejderne (Bravo). Hvor bor arbejderne? hvor deres fattige koner og børn ? Hvem er forbruger og hvem er frembringer? (»Stå ikke og indbild os arbejdere galskab,« skrig og hyl!). Arbejderen frembringer alt, og så løber han ligesom en »Tantullus« omkring sit arbejde og får ikke plukket dets frugter! (Latter). Man siger: »det oplyste norske folk!« det er så oplyst, at det ikke behøver mere, der gives tusinder ud for at få det godt opdraget, men hvis vi i morgen forlanger at være med i Stortinget, ville der råbes: »den uoplyste pøbel«. (Latter, bravo, skrig). Jeg har set i aviser, at handelsmændene skal få nogen til at tale deres sag i Stortinget, men arbejderne har jeg aldrig hørt tale om. (Nej! Nej!). Men arbejderne bærer dog hele samfundet på sine skuldre (Bravo!). Når arbejderne på lovlig, fredelig måde kommer og forlanger sine rettigheder, kalder man dem i aviserne den »uoplyste pøbel«; det har jeg set i Preussen, i Østrig, i Frankrig. (En stemme: Men ikke i Norge! Skrig: Kast ham ud!) Jeg vil bede, at de tilstedeværende er forsigtige, her er nok af referenter og politi. Enhver arbejder må lægge sig på sinde, hvad jeg har sagt og se, om referenterne har skrevet det, thi de er meget tilbøjelige til at gå en smule udenfor. (En stemme: Ja, men vi har hørt det selv, så kan de slippe at jukse os! Latter og tumult. Jag referenterne ud!) Ja, men Sverige og Danmark har sine øjne på os, og hvis det bliver galt refereret så tror man der, at mødet er noget fillefanteri. (Så siger vi det er løgn). Adelsmands barn og fattigmands barn er ligedan født, men tænker ikke den rige, at mit blod er meget bedre, end en arbejders blod ? Derfor undertrykker han fattigmands barn og det skønt hans eget, ofte efter at være påført tusinder af omkostninger, kun bliver en afdanket student. (Latter). I 5 á 6 tusind år kender jeg historien, men jeg ved ingen, der har talt arbejdernes sag, undtagen arbejderen selv; derfor lad os slutte os sammen, tal på gader og stræder eders egen interesse og I vil sætte eders sag igennem. (Bravo!) (En stemme: Lad os få høre, hvorledes der skal hjælpes på dette samfundsonde ?) Jo, når arbejderen bliver sin egen entreprenør og drager hele profitten af sit arbejde, så er han hjulpen. (En stemme: Men hvorfra kommer kapitalen til os?) Nu tjener jeg en halv spd. til mig selv og en halv spd. til min mester; er vi er 8 mand, så han tjener altså 4 spd. dagligt. (En stemme: uden at bestille noget!). Når vi får en forening istand, skal vi nok få midler til at rette på det nærværende; det kan ikke ske i aften; de mange, som går hjem herfra og ikke har et stykke brød at stikke i munden, kan vi ikke hjælpe nu. (En stemme: der findes ikke nogen sådanne her!) Men tiden skal komme. E. Christoffersen: Jeg må først give Jansen min anerkendelse, fordi han med sådan åbenhed har udtalt sig om den forenings anskuelser han repræsenterer; han glemte rigtignok at fortælle, at da Lasalle faldt i Schweitz, var det i en duel på grund af et utilladeligt kærlighedsforhold. (Stemme: Hvad fanden gør det ved sagen ?) Da man bedst lærer folk at kende af deres egne udtalelser, skal jeg meddele et enkelt udtryk, der forekommer i den socialdemokratiske avis (Afbrydelser af Jansen som dirigent og piben og skrig i forsamlingen); jeg kan ikke tro andet, end at Jansen har mod til at høre mig? Der står i nævnte avis en artikel, hvori vor frelser Jesus sættes på samme standpunkt som Lasalle og Pariserkommunens forkæmpere. (Råb og tumult! Kast ham ud, lad ham ikke få lov til tale; andre skriger: Lad ham tale, ned med dirigenten! Skam for dirigenten, som ikke tør høre på en modstander!) Skønt tydeligvis den størstedel af forsamlingen var ivrig for at lade Christoffersen komme til orde, blev det umulig på grund af de andres støj, og han måtte til sidst trække sig tilbage.

Snedkersvend Hagen: Jeg gruer næsten for at optræde, thi man kan jo skælve for en sådan dundrende bevægelse, som hersker her. Det kommer ikke alene af, at man er misfornøjet med at mødet er kommet istand, men fordi forsamlingen er indesprængt (fyldt) med modstandere på forhånd. Hvorledes er vort skattesystem ? Jo, det kommer indirekte og snigende på vort daglige forbrug, uden at vi ved det; på alle produkter til vor daglige beskæftigelse, først når de kommer ind i havnen, siden gennem alle kontorer, hos hver mellemmand; der bliver trukket af det, hvorpå de lever i de prægtige villaer. (Stemme: Men hvilket land har ikke trold? Skrig: Ingen afbrydelser nu! Kast dem på døren!) Man siger: Du skal ikke klage på skatter; din skatteseddel lyder jo kun på 16 á 18 skilling. Men de indirekte skatter da? Skatterne på hvert stykke, du putter i munden ? Og hvad bruges de til, disse penge ? Jo, til vejanlæg, til flotte bygninger og forskellige ting, alt til de riges egen benyttelse. (En stemme: Til pensioner!) Men bliver der gjort noget til arbejdernes gavn ? Nej ikke et gran! De mangler alt. Man se til Vaageby, de mangler gas, de mangler lygter, de bar i lang tid en skvæt vand lange veje traskende i smuds til knæene. Her ser man, hvorledes pengene forvaltes indenfor vores kommune, man må vel se, at vi ligger under på alle måder. (Bravo!). Beskattes storborgerne så meget? Nej kun arbejderen beskattes, thi hin betaler blot os arbejdere så meget mindre for, hvad vi gør, derfor betaler arbejderne skatten for ham også. (Bravo!) Da vi gjorde strejker i fjor, og man ville have 4 mark dagen istedetfor 3, fordi man ikke kunne leve af mindre, sagdes der, at vi hellere skulle nøjes med et måltid mindre om dagen, men når det gælder en mands pension, der har 10 á 20,000 spd. formue, skriges der: han må have så meget mere end før, det er så dyrt at leve. Her i byen er det endda ikke værst, i landdistrikterne står det end dårligere. Giv os ret til at få vore repræsentanter ind i tinget og få dem til at virke, som vi vil! Da dirigenten udtalte sig, - jeg syntes han talte sandhed, - sagde en mand gentagende ved siden af mig: det er løgn! (En stemme: Ja det er, lad os ikke smittes hverken af Frankrig eller Spanien! Latter, tumult).

Stadsfysikus Bidenkap: Når der er antydet, at der også hos os eksisterer et arbejderspørgsmål, er dette vistnok ganske rigtigt. Overalt, hvor der er arbejdere, vil der også være et arbejderspørgsmål. Det er ikke godt at klare denne store sag, og jeg vil langtfra forsøge at gøre det nu. Jeg vil kun spørge forsamlingen, om man har gjort sig nogen mening om grundene til den ulighed i stilling, der hersker her ligesom over hele verden, hvad grunden er til, at en er fattig, en rig, at der er en, som arbejder med hånden, en anden med hovedet. Vi arbejder alle, det går jeg ud fra, ialtfald i vort land, og det temmelig strengt. Jeg er arbejder i den forstand, og har arbejdet måske ligeså strengt, som nogen her; jeg har stået tidlig op og lagt mig sent, og arbejdet mangen nat. Men hvoraf kommer da den forskel i stilling, der visselig eksisterer? Menneskene har fra begyndelsen af alle været lige, men der udvikler sig gennem tiderne en ulighed langtsomt, men sikkert. Der har naturligvis fra begyndelsen af været folk med større og mindre begavelse; der fødes dyr med større og mindre begavelse, og vi skiller os ikke i sådan henseende fra dyrene; der er folk, som siger, at vi nedstammer fra aber. (En stemme: Er det sandt da?) Jeg ved det ikke. (Afbrydelser og uro.) Måske keder jeg eder, men det er fuldt alvorligt det, jeg har at sige. (Tumult igen). Den ene har haft bedre forstand, end den anden, den stærkeste og dygtigste har udviklet sig og fået magten, og hans afkom er blevet dygtigere end han, thi det er også en naturlov. (Bravo). Derfra skriver uligheden i vilkår sig. Vi kan ikke alle være lige, ikke alle sy sko og klæder. (En stemme: Men vi vil have betaling for vort arbejde) Ja enhver skal have betaling, det vil jeg også have for mit arbejde; dygtigheden, og  kun den, får til sidst sin løn og bærer frugter. Enhver har sin kapital i hånd eller hoved. Hvad ville kapitalisten gøre, hvis han ikke havde praktisk forstand og havde lært noget? Men så spørges der: hvorledes skal vi få opdraget vore børn som andres - thi for sig selv erkender man, at det er for sent at gøre nogen forandring - men man vil have sine børn til at stige (Ja. Bravo!) Dertil kan svares, at der gives ikke noget land i hele verden, hvor arbejderens børn har så let for at stige op som her. (Det er sandt! Bravo!) Vi, som står her i dette øjeblik, kan synes at nyde livets goder, fordi vi er udgået fra kapitalister; jeg er ikke udgået fra nogen kapitalist, min kapital sidder her (pegende på sit hoved). (Bravo!) Vi har hørt på vort Storting, at bønder fra Listerkanten ikke har villet, at staten skulle bidrage til skoler, fattigmands barn kan komme frem ligeså godt den rigeres. (Det er ikke sandt!). Jeg har en sådan skole, og jeg har ofte prist den adgang, der er til at søge den. Hvis arbejderne ville forstå, hvad der handles om, og hvad der ligger i deres interesse, hvad der letter dem i at komme frem, skulle de netop arbejde for oplysning i alle klasser, og det arbejder alle frisindede mænd på i dette land; man skal ikke alene sørge for arbejdsskoler, men også for de højere. Jeg indrømmer, at den lovgivning, vi har om stemmeretten, er forældet; det er rimeligt, at man vil have lov til at gøre sine meninger og rettigheder gældende; det er blot spørgsmål om måden, hvorpå en sådan reform kan ske; der var jo heller ikke mange på Stortinget, som var mod enhver reform. De, som holdt igen, var heller ikke de såkaldte storborgere eller de, der arbejder med hovedet, det var de, der ejer fast jord. (Bravo!) Jeg ønsker, at en forandring må komme, og efter alle mærker bliver det ikke så længe. Men vi skal arbejde på en fredelig løsning af dette spørgsmål; ved tumult opnås intet. (Bravo!) Der er intet til hindre i dette land for en fredelig arbejden i dette formål, og det står arbejderne frit for ved sine valgte mænd, at stræbe til en fredelig løsning. (En stemme: Vi har et arbejdersamfund her, i hvilken ånd arbejder det?) Ja, det skal jeg sige. Det har sat sig til mål at opdrage arbejderen for at sætte ham istand til, for det første klart at anskue sin stilling, for det andet at udvikle sine evner og sin dygtighed; det er netop formålet at modarbejde kløften mellem de forskellige klasser og lette arbejderne deres opadstræbende higen. Jeg er vis på, at det vil lykkes, og jeg er vis på, at den arbejder, der har fået dette syn, har større chance for, at hans børn vil nå højere op end ham selv. (Bravo! Uro).

Snedkersvend Hagen: Skolelærerne har hidtil været så dårligt aflønnet, at man ikke kan vente, at de arbejder flittigt, jeg skal blot nævne den måde, hvorpå Stortinget i år behandlede skolelærernes andragende om forhøjet aflønning; man stræbte efter, at de bedre poster skulle besættes med lærerne selv, men nej! der kom kandidater. Vil man sige som Bidenkap, at blot dygtige hoveder kommer frem ? Nej, der sidder mangt et torskehoved i et godt embede. (Bravo!) En anden side at mærke, er den måde, hvorpå den simple mand bliver behandlet hos embedsmændene, er han i dårlig dragt, bliver han set foragteligt på, og ryger stormanden sin pibe i sin lænestol, kan man være glad over at få svar et kvarter efter, at man har spurgt. Her i hovedstaden tegner det sig dog til at blive bedre, man finder humanitet især hos de yngre. (En stemme: Jeg vil bare have rettighed som svend, jeg har været arbejder så længe. Latter). Alle er arbejdere, så sandt de udvikler deres kræfter til samfundets gavn, ligesåvel videnskabsmanden, der opdager skatte, som vi gør os nyttige i livet, som de andre, blot man ikke vil forholde de øvrige klasser adgangen til at erhverve sig oplysning og taler om sine egne rettigheder; derfor skal man ikke forstyrre nogen, som taler her, men tage imod det med tak og se, om det er brugeligt. (En stemme: Bare simpelt og godt! Voldsom støj. En anden stemme: Ikke internationalt!)

En handelsmand Th. Holter fik nu anledning til at holde en vrøvlet tale om, hvorledes alle kunne blive rige, som han var blevet det, ved at spare, og en drukken svensker, som i referatet kaldes Lundberg, førte en stund en noget usammenhængende snak. Begge disses optræden vakte den værste tumult. Jansen: Bidenkap talte om, at uligheden mellem kapitalist og arbejder havde udviklet sig lidt efter lidt; men det er netop det, som nu søges formidlet igen. Han sagde, at der ikke var nogen kapitalist, uden at han havde arbejdet sig frem. Men i gamle dage, da adelskabet regerede, og en mand slog nogen ihjel, gav kongen ham et fedt gods, og således har man fået sin kapital. (Stemme: Det er ikke sandt mere! Det er måske sket i Danmark, men ikke i Norge ialtfald!) Når Bidenkap omtaler, at Arbejdersamfundet stræber hen til at lade arbejderne komme til sin ret, så har man bevis på det i de sidste dage, da han offentlig har udtalt, hvorledes han har nægtet Arbejdersamfundet at diskutere valgene. (Ned med ham! Skrål og forvirring). Man skulle spare, når man har 2 mark og 12 skilling om dagen. (Stemme: Norske mark og skilling far! ikke danske). Jeg skal gøre opmærksom på, hvorledes en dansk rigsdagsmand rådede folk til at hjælpe sig. Han mente, at en arbejder spiste for 3 skilling ost om dagen; men når han lod det være, ville han have så meget, at han kunne ernære sig i alderdommen. Den sidste taler mente, at man skulle få noget mere at vide om midlerne til at fremme arbejdersagen; men her er endnu ikke tale om midlerne. Jeg har kun sammenkaldt mødet, for at få vide, om der eksisterer et arbejderspørgsmål, og om man vil have, at arbejderne skal komme til sin ret. (Stemme: Flere møder! Anden stemme: Nej, dette er mere end nok!)

Student Fjørtoft (bifald): Bidenkap sagde, at det var lige let for alle at komme frem; men hvad jeg tror er kernen i den sociale lære, er netop børneopdragelsen. Der er åben adgang for alle til at studere, men hvem er det som kommer frem? Mon man ikke, netop derved at skolen er fri, binder fattigdommen? Man bygger skoler ved de for alle fælles skatter, ligesom telegrafer og veje, og så siger man: der kan I studere, men hvorledes kan den fattige gøre dette uden understøttelse. Efter hvad jeg får frem af den sociale lære, vil man netop have større tvang i skolevæsenet. Staten skal se til, at den rige mands frøkener ikke skal få lov til at ødelægge sig ved at sidde og klimpre piano og konjugere franske og tyske verber. (Bravo!) Man vil, at enhver rig og fattig skal lære, men man benægter, at nogen skal få lov at gå til de højere skoler, medmindre folkejurien vil det. Opholdet i Kristiania under studiet er det som koster. Skal man håbe, at begavede børn kommer frem, må man sige: På statsskoler kommer ingen, før han er dygtig, og er han dygtig skal han kostes frem af staten helt og holdent. (Hvem skal bestemme det? Hvem skal betale det? Stemme: Ved skatter naturligvis.) Ved den nuværende frihed binder man den fattiges hænder, han kan ikke leve under åben himmel; der må mere tvang. (Bevægelser og afbrydelser). Man har beskyldt Jaabæk for i Norges Storting at ville nægte skolen understøttelse, det tror jeg ikke, han siger almueskolen skal kostes dygtig på. Men hvem arbejder på at få almueskolen væk? det er det folkelige parti fra Danmark: Grundtvigianerne, i Stortinget med Bentsen som talsmand, der vil hindre skolen i at få understøttelse. Hvad Arbejdersamfundet angår, lukker det sine døre. Der var i samfundet stillet opfordring til at sætte dørene på vid gab, for at liberale og konservative, radikale og reaktionære kunne få udtale sig, men der blev svaret, at Arbejdersamfundet ikke er noget politisk samfund. (Bravo!) Man ved, hvorledes Bidenkap har haft travlt med at vaske sig ren i så henseende. Hvad har man da gjort? Jo, man har på væggen under bestyrelsens navn opslået dagen for valghandlingen, betingelserne for stemmeret osv.. Er det da blot meningen, at enhver skal springe ned på Børsen og kaste sin stemme bort; thi arbejderne kan ikke vente på at få det bedre, og hvorledes de skal stemme. (»Der er ingen af os, som har stemmeret!« »Jo, nogle!«) De villet kaste den bort til et af partierne, der fører kampen. Der skal ikke arbejdes offentlig i Kristiania Arbejdersamfund for stortingsvalget, men vi så dog i går, at der var slået op udenpå døren, den såkaldte liberale stemmeliste, ingen anden, det drister man sig dog til. Da jeg spurgte, hvorledes det skulle gå med valget, blev der svaret: »Ti blot stille! Det er i gode hænder!« Har da Arbejdersamfundet en bestemt politik ? Det synes mig klart, at man her arbejder hemmeligt, for at få op dem, som de selv vil have. Hvis Arbejdersamfundet nogensinde skulle have noget at gøre, måtte det være at samtale med arbejderne om, hvorledes de skulle stille sig lige overfor stortingsvalg og kommunale valg; der kunne enhver dygtig komme og belære. Jeg vil netop, at det skal være et politisk samfund uden fast politisk retning. Netop fordi så mange endnu ikke har stemmeret, burde de ialtfald få udtalt sin mening. Nu holdes der et foredrag om månen, et om Napoleon, o.s.v. (Stemme: Ja, det er vel godt nok!). Javist, jeg gør det selv, men for at der kan blive noget af det, må der længere tids arbejde til. (En stemme: Når en storborger kommer did bliver han båret på guldstol!) Jeg vil opfordre til, at forsamlingen udtaler ønsket om, at arbejderspørgsmålet og stortingsvalget sættes under diskussion i Arbejdersamfundet netop i denne uge. (En stemme: Hvem er arbejder? En anden stemme: Alle som ikke er medlemmer af Arbejdersamfundets bestyrelse!)

Da ingen mere forlangte ordet, satte hr. Jansen følgende resolution under afstemning: »Arbejderne erkender, at der ligesåvel her som i andre lande eksisterer et arbejderspørgsmål, og at der kan og bør gøres noget for at hæve arbejderne i politisk og social henseende«. Dette vedtoges enstemmig, thi, som en stemme bemærkede, det var ikke mange, som kunne votere mod en sådan udtalelse. Dernæst bekendtgjorde han, at der ville blive afholdt et nyt møde i næste uge, samt at der for de indkomne penge ville udkomme et socialdemokratisk blad, »så ingen skal sige, at jeg putter pengene i egen lomme.« (En stemme: Jo, gør hellere det!) Derpå udbragte han et leve for arbejderne, medens en af forsamlingen ville have et leve den norske og svenske konstitution.« Pressens store interesse for mødet bundede visselig ikke i følelsen af at man stod lige over noget, som var kommet for at blive. Meningen var nok hellere at slå det hele ihjel på en gang, og det troede den også var besørget. Vi ser nu klart, at løgnens ord som avner trindtom spredes«, stod der i den på mødet omdelte sang, og disse linjer tog pressen til indtægt for sin behandling af sagen. Det hele var løgn og floskler og fraser, som lyset skulle sprede. Der skulle ingen arbejderbevægelse være i Norge, udgået fra arbejderne selv. Det var dommen, og den skulle fuldbyrdes.

FORPOSTBEVÆGELSENS UDVIKLING. TYVEHOLMSMØDERNE

»Morgenbladets« referat af mødet på Rasmus-salen er vist ganske korrekt. Bladet siger selv, at det gir et fotografisk billede af mødet, og dette er der næppe tvivl om. Det bekræftes også i bladet dagen efter af en tilstedeværende, som sympatiserede med arbejderne. De øvrige større blade i Kristiania optog ligeledes et udførlig referat af det stormende møde og kommenterede ivrig over det. Især var »Aftenposten« godt på vagt, og for »Vikingen« gav det stof i flere uger både i viser, som tildels blev udbredt og sunget og i harcellerende referater. »Aftenposten« skrev bl.a., at Jantzen havde et vist forhungret og lidende udseende, som passet godt for en socialistagitator. Især levet vittigheden på, at mødets formål kun havde været at undersøge om der var et arbejderspørgsmål. At der eksisterede et sådant måtte man vel holde for givet. Men agitatorerne havde villet begynde beskedent og tage det hele fra grunden af. I »Vikingen« for d.27 september 1873 findes følgende fornøjelige vise: Socialistvise til afsyngelse ved det næste møde i Rasmus-salen:

For arrangørerne var den første umiddelbare følge, at Jantzen fik sin afsked hos Lillo og Ljungdal ligeledes hos Motzfeldt i Fjerdingen (nu Christian Krohgs Gade) nr. 2, hvor han arbejdede. Ljungdal havde deltaget i Internationale i København i 1871 og 1872 og havde været med til at stifte Møbelsnedkernes Fagforening der. Da arbejderbevægelsens deltagere dernede boykottedes af mestrene, var han kommet herop i maj 1873, og havde fået arbejde hos Motzfeldt. Han begyndte straks socialistisk agitation på værkstedet. Motzfeldt spurgte ham en dag, hvad det egentlig var socialisterne ville. Ljungdal forklarede ham, at de ville søge at oprette et produktionssystem, hvorunder enhver blev forpligtet til at forsørge sig selv og ingen blev tilladt at leve på arbejdernes bekostning, Det syntes Motzfeldt var både retfærdigt og fornuftigt. Men så snart det berørte hans interesser måtte han jo være imod det. Og så var det jo det, at bevægelsen antoges, at have sammenhæng med den frygtede Internationale. Både Jantzen og Ljungdal kom jo direkte fra udlandet.

Man havde da også udenlandsk materiale at møde dem med. Mod Lassalles arbejderbevægelse i Tyskland havde biskop Ketteler i Frankfurt am Main i 1860erne udgivet en brochure, »Socialismen og Arbejderbevægelsen«, som med passende tillempninger var oversat til dansk af biskop Mortensen. Brochuren er i sin helhed arbejdervenlig og hævder, at noget må gøres for at lette arbejdernes materielle kår, for at hindre at de henfalder til socialisme. Det var denne brochure stadsfysikus Bidenkap benyttet på Rasmus-salen; men han havde brugt den sådan, at kun det som gik arbejdernes krav imod citeredes. Det andet sprang han over. »Morgenbladet« for d. 26. september indeholdt et indsendt opsats til forsvar for arbejdernes krav, og »Verdens Gang« optrådte ligeledes velvilligt; men ellers var det tydeligt, at »dannelsen« stod på Bidenkaps side. Kort efter mødet på Rasmussalen afholdt studenterne sin høstfest på Klingenberg (Tivoli), hvor socialistmødet fik sin bekomst. Under øredøvende bifald blev en sang om »Kommunismen i Krisjan« afsunget, hvori følgende vers forekom:.

 En anden vise fra samme høstfest indeholder følgende, som var lagt stadsfysikus Bidenkap i munden:

Je som arbejder au har måt tjene, je har læst så je mest er blit gal; men i hue mit, sku je mene har je samla en pen kapital.

»Var det måske nogen af Deres, som ville udføre mit arbejde?« »Nej de ville da ikke gå omkring og lugte på byens binger.«

Imens spekulerede arbejderne på at få istand et nyt møde, da den store opsigt det første møde vakte tydelig havde overbevist dem om, at der var et arbejderspørgsmål i Norge. Nu skulle . selve realiteten i dette spørgsmål diskuteres. Men hvor skulle man få lokale? Politiet havde straks underrettet danseværterne om, at dersom de udlejet sine lokaler til sådanne møder, så ville de blive frataget den ret, som de havde til skiftevis at holde dans om tirsdagene. »Aftenposten« frydede sig og hoverede, idet den udtalte, at selv om Jantzen nu lagde »en rød en« (100 speciedaler) på bordet så ville han ikke få lokale. Som en sidste tilflugt henvendte han sig på Fjørtofts råd til Bidenkap for at få Arbejdersamfundet. Han blev uden videre vist døren.

»Hr. Jansen drog over salten hav, til Norrig hans kurs monne stande. I tigerstaden han fandt sin grav der var folk for klog i sin pande.«

D. 11 oktober indeholdt»Vikingen« igen en længere vise på Sinclar-visens melodi, hvori den forgæves jagt efter lokale skildres.

Den eneste proselyt han vandt var »Fjørtop«. Nu får han heller ikke en dansesal mere. Fra selve »Røverborgen« er han jaget ud, og den eneste plads, som anvises ham, er Christian Augusts minde (»Mangelsgården«).

De lod ham kry vide, at de »holdt dansehus for byens anstændige pøbel og ikke brød sig et snus om den københavnske vrøvler«. Det var da også den rene splittende galskab, at komme og prædike socialisme for de »kloge« norske arbejdere. Mødet på Rasmus-salen førte til en livlig pressedebat, og selv i Arbejdersamfundet var man tvungen til at optage enkelte spørgsmål. Sagerne drøftedes. Det var ingen tvivl om at de optrædende på arbejdernes side havde trukket det længste strå, og man var enig om at Jantzen både som indleder og dirigent havde gjort sine sager godt. I Arbejdersamfundet gik Fjørtoft omkring og strøede radikalismens tanker om sig. Og han ventede på den dag, da arbejderne skulle blive herrer i Arbejdersamfundet, da de skulle gøre det til en kampplads for kultur og fremgang i byen.

Den dag fik Fjørtoft aldrig se. Han oplevede noget andet. D. 29 september 1873 blev han af bestyrelsen udstødt af Arbejdersamfundet og nægtedes endog adgang til restaurationen. (Fjørtofts udstødelse af Arbejdersamfundet var vistnok forberedt før mødet på Rasmus-salen. Forslaget om udstødelse stilledes af arbejdsformand Chr. Nicolaysen og lød således: »På grund af, at student Fjørtoft gentagne gange offentlig og udenfor Samfundet har vedkendt sig anskuelser, der står i strid med det i Samfundets love opstillede formål, og modarbejdet dette samt derhos søgt at nedsætte Samfundet i udenforståendes omdømme, har bestyrelsen i henhold til Samfundets love § 10 besluttet, at hr. Fjørtoft fra idag af anses som udmeldt af Kristiania Arbejdersamfund.« To af bestyrelsens medlemmer, skolelærer (senere fattigforstander) A. Johnsson og bager J. Kristensen, foreslog sagen udsat; men dette forslag forkastedes, hvorpå udstødelsesforslaget vedtoges. Et forsøg fra Fjørtofts venner indenfor Samfundet på at få et mistillidsvotum istand mod bestyrelsen mislykkedes. I 1875 ansøgte Fjørtoft om igen at blive optaget i Samfundet; men mod 1 stemme (skomager Skaarer) besluttedes det at henlægge skrivelsen.)  Selvom forslaget kom fra en af de mindre fremtrædende i styret, så var vistnok stadsfysikus Bidenkap den bevægende kraft i dette arbejde. Og Fjørtofts optræden på Rasmus-salen fremskyndet visselig beslutningen. Da der foreløbig ikke var mere at gøre i Kristiania, rejste Jantzen i oktober til Drammen og fik arbejde der over vinteren. Han forfattede der to flyveskrifter under titelen »Arbejderens Røst«, som han lod trykke i København for at kunne uddele på et møde, som han agtede at afholde ud på foråret. Med dette gik det således til: Jantzen lejede en dansesal på Strømsø, betalte i forskud og bekendtgjorde mødet i begge byens blade. Dagen efter at bekendtgørelsen havde stået, fik han indkaldelse til politimester Gamborg, som da tillige var formand i »Drammens Arbejderforening«. Politimesteren holdt et belærende foredrag for Jantzen og endte med venligst at anmode ham om at afstå fra sit forsæt og aflyse mødet. Dette var Jantzen ikke villig til. »Godt, så sætter jeg politivagt ved indgangsdøren,« sagde Gamborg, og det blev sat iværk. Om aftenen, da taleren kom til lokalet, stod han på den anden side af gaden og så, hvorledes den ene efter den anden kom, og med rædsel skyndsomt drejede om og forsvandt, da de så to bistre politimænd stå ved døren. Store flokke gik i dæmpet hvisken tilbage. Men ingen gik ind; thi det vovede de ikke. Gamborg havde slået socialismen af marken ved en krigslist, og Jantzen gav op for Drammens vedkommende.

En måned efter var han igen i Kristiania, og idet han traf sammen med ligesindede, begyndte de nu at spekulere på at holde friluftsmøder. Det trak imidlertid ud, før man kunne komme videre. Samtidig begyndte man også at tænke på udgivelsen af det socialistiske blad, som Jantzen havde antydet allerede på mødet året forud. Som samlingsplads for et sådant stort friluftsmøde tænkte man først på St. Hanshaugen. Jantzen gik til politimesteren og spurgte om tilladelse. Denne henviste ham til borgermesteren. Naturligvis blev benyttelsen af St. Hanshaugen nægtet dem. Begrundelsen herfor var, at pladsen delvis var beplantet. Så faldt tanken på Tullinløkken, som slet ikke var beplantet. Jantzen gik igen den samme vej fra Herodes til Pilatus, og nu anførte borgermesteren den betænkelighed, at pladsen lå så nær ind til universitetet. Men man kunne dog spørge statsråd Helliesen. Jantzen satte da op til denne sidste instans. Om dette fortæller Jantzen selv, at statsråden kom frem fra det indre kontor og stod og hørte på at J. fremførte sit andragende med hænderne i bukselommen og med rynkede øjenbryn. Da J. var færdig brummed H. et tvært »Nej«, svang sig på hælen og forsvandt gennem kontordøren, så frakkeskøderne slang på hans luvslidte bonjour.! Jantzen rapporterede nu til Fjørtoft, på hvis værelse i Torvegaden 22, kammeraterne mødtes om aftenerne. Det var nu klart, at autoriteterne ville hindre også friluftsmøders afholdelse, og Fjørtoft blev for alvor vred. »Nu går vi til Jaabæk,« sagde han, »så må vi høre hans mening.« Og så søgte arbejderne bondehøvdingen i Akersgaden for at høre om afholdelsen af friluftsmøder også kunne nægtes dem. »Det kan ingen nægte jer,« sagde Jaabæk. »Retten til at samles ubevæbnede er hjemlet i grundloven. Hold I kun møder, karle.«

Dette satte mod i karlene. Efter nogen overvejelse valgtes så Tyveholmen, som det bedst egnede samlingssted, og kæphøje sendte de et ironisk affattet brev til politimesteren, hvori nægtelsen af St. Hanshaugen og Tullinløkken berøres, og der meddeltes, at de har valgt Tyveholmen, fordi det ikke er nogen fare for at beplantningen kan blive nedtrådt eller at man kommer for nær op til lærdommens anstalter. Der blev ikke bedt om tilladelse. Mødet blev tillyst til kl. 5 om eftermiddagen d. 6 juli, og i god tid vandrede snedker Hansen med talerstolen, som han havde snedkereret sammen, på sin ryg udover til den klassiske samlingsplads, hvor vikagutterne og byens glædespiger til den tid havde rådet grunden. Samme dag havde nogle af byens konservative herrer foranstaltet et fanetog, til ære for enkedronningen, »i anledning af, at det da var 50 år siden hun første gang besøgte Norge«, og dette tog havde nok trukket folk bort fra mødet på Tyveholmen. Da Jantzen skulle bestige talerstolen, var der kun en 30-40 tilhørere. Dette syntes man var altfor lidt at begynde med, og tiden for forhandlingernes begyndelse sattes til kl. 8. I mellemtiden skrev Jantzen plakater om forandringen og klistrede op på lygtepælene omkring i strøget, og da de høje herrer havde været inde hos enkedronningen og afleveret den reglementerede hyldest, og toget opløstes, strømmet deltagerne ned til Tyveholmen. Ved kl. 9, da mødet åbnedes, var der ca. 500 tilstede. En politifuldmægtig tog plads lige ved talerstolen, og flere civilklædte politimænd var tilstede. Referenter fra samtlige blade var også tilstede. For »Verdens Gang« refererede Ole Thommesen, og dette blad indtog en velvillig stilling til bevægelsen.

Mødet åbnedes af Jantzen, som fremlagde et nok så et omfattende program for forsamlingen. Det var tydeligt, at man opfattet mødet som en beslutningsdygtig forsamling. Dagsordenen omfattede: Arbejdernes stemmeret, korporation (organisation), fagforeninger, strejkers anvendelse og berettigelse, samt endnu et punkt, som man foreløbig ikke kundgjorde. På forslag af Jantzen indtog snedker Ljungdal uden protest dirigentpladsen. Under følelsen af, at forsamlingen måske ville blive lidt balstyrig, åbnede hr. Ljungdal forhandlingerne med nogle beskedne bemærkninger om sin uskikkethed for hvervet, hvorpå han oplæste dagsordenen. Jantzen besteg derpå talerstolen og holdt en indledningstale for stemmeretsspørgsmålet. Han skildrede først i korte træk vor forfatning som den var og de forudsætninger, den var bygget på, og gik så over til det praktisk-reelle i arbejdernes stemmeretskrav. Han fortalte om den repræsentation arbejderne allerede havde vundet i den tyske rigsdag og i det engelske parlament og som ingen fandt på at bestride dem retten til. Skulle man tale om oplysning, så var vistnok de norske arbejdere så oplyste som i noget andet land og tilstrækkelig modne til stemmerettens udøvelse. Årsagen til, at de, som sad inde med stemmeretten, ikke ville give den til de andre var, at de frygtede for, at de ville blive altfor mægtige i varetagelsen af sine interesser.

Stemningen var noget usikker; men Jantzen talte dog uden altfor store afbrydelser og fik sagt det han ville. I et kort foredrag hævdede også Ljungdal stemmerettens nødvendighed for at arbejderne kunne hævde sine interesser i det parlamentariske liv. Den repræsentation, man havde, var ikke på nogen måde udgået fra arbejderne. Som klovn optrådte en vis Haakon Mathiesen med adskillig virkning. Han var udrustet med stor frækhed, brugte et uparlamentarisk sprog og veg ikke tilbage for uanstændige gebærder. Han medgav, at der kunne være adskillig i det Jantzen fremførte, og at han talte godt for sig; men troede man måske, at man ville overlade noget til varetægt hos den, som intet havde og ikke hos den, som før ejede noget at varetage? Det ville ikke Jantzen, og det ville heller ikke de, som sad inde med stemmeretten. Hele hans tale var forresten vrøvl, og han blev til slut revet ned af talerstolen. Lundin syntes, at de som havde forstand på at bruge stemmeretten også burde få den. Således var det i håndværket, at de som førte bevis for at de kunne udføre et arbejde også fik udføre det. Staten burde her optræde ligesådan som man fandt forholdene i det private liv.

Ljungdal fremholdte arbejdernes store betydning i samfundet. Intet kunne bestå eller trives uden deres virksomhed, og deres krav på stemmeret var derfor rimeligt. De havde det ondt nu; men kom deres repræsentanter ind på Stortinget, så ville de udvirke vedtagelsen af love til arbejdernes beskyttelse, til sundhedsregler i fabrikkerne og lignende. Hans Simonsen holdt en kort kraftig tale og revsede klovnen Mathiesen. Han hævdede, at det var arbejderne, som skaffede kapitalen tilveje, medens kapitalen var aldeles hjælpeløs uden arbejdskraften. Heri lå arbejdernes store betydning og deres magt. Fik ikke arbejderne fremfør deres krav, så burde de udvandre, og så fik de herværende kapitalister at se, hvad de kunne udrette. Han anbefalede forresten, at man til førstkommende Storting burde indgå med et andragende om at få almindelig stemmeret. Fjørtoft besteg talerstolen under opmuntrende tilråb og holdt et længere foredrag. Han påviste, hvorledes Arbejdersamfundets liberale ledere havde svigtet sin egentlige opgave, at værne om arbejdernes interesser og kæmpe for den liberale sag. Han sagde, at han var blevet udstødt af Arbejdssamfundet, fordi han på Rasmus-salen havde blottet de liberale mænd i Arbejdersamfundet, idet de foér med fusk ved sidste stortingsvalg. De liberale mænd bedrog altid arbejderne. I 1870 var Christopher Bruun inde og holdt foredrag i Studentersamfundet. Da kom de liberale meninger frem. Der var løsgængere af politikere, som ikke havde levebrød, og der var levebrødspolitikere. Dengang slog man også fast, at man måtte fordre af enhver formand i Arbejdersamfundet, at han skulle virke for arbejdernes stemmeret; men hvad havde disse mænd gjort? Han imødegik udførlig flere falske påstande om »Internationale« og socialisterne. Det var bl.a. ikke sandt, at de ville indføre fri kærlighed. Vore førere brød sig ikke om arbejderne. Man skulle råbe et varsko til de politiske førere: »I er ikke skudt op af os«. Når arbejderne kom til magten ville de vise retfærdighed; de ville give minoriteten sin ret. Minoriteten havde nu ingen ret. Begge de politiske partier kæmpede for at kue minoriteten, derfor var nationalforsamlingen intet sandt udtryk for folkeviljen. Arbejderne ville sikre en minoritet ret til at sige nej. Man skulle få et overhus fremgået ikke af kapitalinteresser, men af frie valg.

Lærer Sæther, en kendt foredragsholder fra Arbejdersamfundet, oplyste at Bakunin havde optrådt for fri kærlighed indenfor Internationale og udbredte sig over dette emne, indtil han blev afbrudt at dirigenten, som bad ham holde sig til stemmeretten. Han kom også i en heftig ordveksel herom med Fjørtoft. Sæther erklærede at han så inderlig gerne ville være med på at få arbejdernes krav igennem, hvis det kunne bevises, at det ville hjælpe dem. Jantzen fremsatte nu følgende forslag: »De forsamlede arbejdere udtaler sin misbilligelse med vort nuværende valgsystem og henstiller til Stortinget at få en lov gennemført, som sikrer enhver norsk statsborger stemmeret.« Fjørtoft foreslog: »Forsamlingen ønsker almindelig stemmeret, ønsker at minoriteten skal gøre sig gældende gennem minoritetsvalg og sikkerhed for at minoritetens ret holdes oppe ved rettigheder svarende til kongens suspensive veto.« »Vi forstår os ikke på majoritet og minoritet«, råbtes der fra forsamlingen. Carl Møller (typograf) gav så en forklaring over majoritet og minoritet. Majoritet var det større, minoritet det mindre. Han havde rejst i mange lande; men ikke nogensteds havde han fundet, at minoriteten havde større magt og flere privilegier end i Norge. Det var tydelig at mødets hang til at styre sig selv og holde løjer tiltog, eftersom tiden skred frem, og eftersom de medbragte sager øvede sin virkning, og det blev vanskeligere for talerne at klare sig. Nogen egentlig ordentlig afstemning over disse forslag var det vistnok umulig at få. Forsamlingen var ikke af den art, at den ville vælge standpunkter. Det var heller ikke så afgørende, hvad som blev vedtaget. Fjørtofts forslag sattes under afstemning først og vedtoges enstemmig. Over Jantzens forslag blev der vistnok ikke stemt, selvom hans forslag uden tvivl var det bedste.

Jantzen afsluttet mødet ved halv elleve tiden. Han udtalte, at man måtte få et nyt møde om 14 dage; men da bladene nægtede at tage avertissementer for møderne, var det vanskelig at få det kundgjort. Fjørtoft mente, man burde søge politiets tilladelse til at opstille poster i gaderne og kundgøre det. Til slut takkede Jantzen dem som havde været rolige og påhørt talerne for fremmødet, hvorpå han kastede sit skrift «Arbejderens Røst« udover mængden. Der blev nogen tumult og kamp om dette skrift. En stor del af forsamlingen, og det mange af dem, som havde deltaget i talernes afbrydelser havde visselig været ikke-arbejdere. Men hovedmassen også indenfor arbejdernes kredse havde nok opfattet det hele som en slags folkeforlystelse,  hvor man kunne tillade sig alt muligt Det var jo vikagutternes samlingssted, og disse var også tilstede i stort antal. Men det ser ikke ud til at de havde været de værste urostiftere. Det er at mærke sig, at de, som fik den slemmeste behandling, var de, som optrådte imod talerne på arbejdernes side. De blev hånet og afbrudt, og endog revet ned af talerstolen. Sådan var det på dette møde og i endnu stærkere grad på det andet. Arbejdernes talere havde afgjort forsamlingens sympati, selvom spektakelmagerne også forbeholdt sig et ord med, når de talte. Mødet var således på ingen måde mislykket, og arrangørerne var vistnok veltilfreds. Det på mødet uddelte skrift var egentlig et prøvenummer af bevægelsens blad. Det var forfattet af Jantzen under hans ophold i Drammen og trykt i København. Dets titel var som sagt «Arbejderens Røst« »udgivet af Drammens Håndværkerforening«. Følgende digt af Jantzen stod på første side:

Det andet møde på Tyveholmen fandt sted mandag aften kl. 8 d. 14. Juli, og det lod til at folk havde fået rede på det; thi den forsamlede menneskemængde anslås til op imod 1000. Ved mødets begyndelse regnede det; men under forhandlingerne klarede det op. Snedker Hagen valgtes til dirigent, og han forsøgte ikke på at gøre forsamlingen til en besluttende myndighed. Selvfølgelig var det kun en mindre del af forsamlingen, som flokkede sig om talerstolen. Mange havde samlet sig på højen ovenfor og så med jubel på svømmeøvelserne fra kommunens badehus, som var beregnet på at tiltrække sig opmærksomheden. Andre dannede grupper for sig selv og førte sine egne forhandlinger.

Hagen indledet emnet. Man skulle nu tale om dannelsen af fagforeninger eller en norsk arbejderforening. Han begyndte med at sige, at de måske havde samlet sig sammen mest af nysgerrighed. Man burde jo tænke sig det, efter de latterliggørelsens referater, som var givet af det første møde. Man stiller sig i vejen for alle fremskridt for arbejderne og dæmmer op; men dæmningen må til sidst briste, og så bryder det løs med vældig kraft og oversvømmer mere end måske før var tænkt. Man havde sagt, at det var nogle danske, som havde fået opviglerierne istand; men det viste sig, at når de norske optrådte, så fik de den samme modtagelse. Det var ikke arbejderne som forrige gang havde gjort vrøvl, og sandheden skulle frem tiltrods for al hån. De spørgsmål, som er opstået, er ikke kommet hverken med dem, som kaldes socialister eller Internationale, de er kommet af sig selv som en rullende bølge mod de norske klipper. Man søger at hæmme den, men den vil måske ikke standse, før den har rejst sine varder på Dovre. (Bravo). Det er den flugt som ligger i de stille borgeres tanke som venter her; de store læresætninger fra Internationalen og socialismen bryder vi os ikke om; vi ser efter om det er noget som hører hjemme på norsk grund, og da ser vi, hvorledes arbejderen træller her i landet. Han skildrede derefter arbejdernes kår fra husmandens til byarbejderens og påviste, at aviserne altid søgte at fremhæve, at arbejderen havde det godt som han havde det. Arbejdernes kamp gentog sig fra slægtled til slægtled uden forandring. Han indrømmede, at han ikke kendte Internationalens lære; men han kendte arbejdernes kår her i landet, og han havde set, hvad der var gjort til arbejdernes vel. Specielt fra Trondhjem var det sagt: Det er glædeligt at se, hvor arbejderne har det godt, de har nu 60 á 70 skilling om dagen. (»Det er fælt, det«, latter). Men på samme tid berettes at en favn ved koster 6 á 7 spdl., hvor langt strækker så lønnen? Efter en diskussion vi havde om, hvad en familie med 3 børn behøvede, kom vi til, at der måtte 400 spd. om året til; efter 60 skilling dagen får vi lidt over 100 spd.. Ja Kristiania magistrat har endog pralet af at middelfortjenesten for den, der var ansat i kommunens tjeneste var 36 á 48 sk. dagen. En mand ved navn Stensrød afbrød idelig taleren, og efter en del bryderi med denne klovn udtalte Hagen: »Jeg havde tænkt mig en stiftelse af fagforeninger med en centralforening her i byen.« Ljungdal: »Hørt«. Stemme: »Det bliver det ikke noget af, Hagen.« Snedker Ljungdals tale gik væsentlig ud på at klandre avisreferaternes uefterretteligheder og overdrivelser i anledning af det sidste møde, og han revsede referenterne. Fjørtoft udtalte, at det aldeles ikke nyttede med deklamation om trang og trængsel; vi må se at gribe sagen praktisk an. Han troede, at der nu var trang til en virkelig arbejderorganisation i landet. Eilert Sundt havde stiftet Arbejdersamfundet; men nu stod der en mand i spidsen for det, som ikke kendte sine sager, når han skulle optræde. Jeg kan nævne ham - (»Du er socialist«). Fjørtoft: Jeg står på norsk grund og bryder mig fanden om socialismen, - denne mand hedder Bidenkap! (Bravo). Han førte derpå en nærmere kritik over Arbejdersamfundets indre politik og gik nærmere ind på årsagerne til sin udstødelse. Han skildrede derpå, hvorledes de havde tænkt at danne en ny arbejderforening. Vi er nogen få mænd, der har sluttet sig sammen, og som midlertidigt har styrelsen. Vi har tænkt at leje lokale, og indbyder arbejderne til korporationsvis at træde sammen, og vælge enkelte af hver gruppe til at træde sammen med os for at udarbejde love. Arbejderne skal få lov til at lade sig repræsentere fuldstændig. Vi vil ikke have revolution som det står i »Dagbladet«. (»Jo da«). Og det er sørgelig at »Dagbladet« skal sende ud folk, der tager en mands ytring i den stik modsatte betydning af, hvad der er sagt og ment. Nej, desværre jeg ser vort liberale blad bryder sig ikke om sandheden, det refererer sådan, for at kunne komme personer på livet. Men vi skal trodse dem, skal de se, og jeg tror mange vil slutte sig til os. Fjørtofts foredrag ledsagedes af vild jubel. Han havde gået Arbejdersamfundets bestyrelse temmelig nær, og hans ord var skarpe som knive.

Jantzen udtalte, at Eilert Sundt, da han stiftede Arbejdersamfundet for en stor del havde brugt Schulze-Delitsch's ideer. De har oprettet husholdningsforeninger, spare- og sygekasser osv. Dette ville han kritisere. Husholdningsforeningerne er aldeles ubrugelige for arbejderen; han kan få nogle procenter om måneden, men han betænker ikke, at hvad han vinder i den ene ende taber han i en anden (Bravo). Det er en kendsgerning at arbejdslønnen står i forhold til fornødenhederne. (»Vi skønner ikke hvad du siger«). Og når forbrugsforeninger lykkes over det hele land vil kapitalisterne benytte sig af lejligheden og trække af på lønnen, hvad vi vinder på denne måde. Jeg erkender låne- og sygekassens ringe nytte, og spørges om den er værd at omtale, så må man med kritisk varme ubetinget svare nej. Og råstofforeninger! Arbejderne har ikke brug for råstof, de mangler kapital. Og de foredrag der holdes i Arbejdersamfundet, er de gode for proletariatet? Nej, de blege arbejderansigter, de kommer der ikke, og når disse foredrag ikke til proletariatet, så er intet tabt derved; thi der er talt om jordbunden om Christiania, kan den skaffe arbejderne brød i munden? (»Ja gu kan den så!« skrig, bravoråb!). I disse arbejderforeninger har man kun store mænd i spidsen, i Christiania Bidenkap, i Drammen politimester Gamborg, i. Skien borgermesteren osv.; de har altså netop dem i spidsen, som kuer arbejderne mest. Den som. skal være arbejdernes leder må være udsprunget af arbejdsklassen! (Bravo. All right!). Taleren sluttede med samme henvendelse som Fjørtoft.

August Olsen (svensk) forsøgte sig nu på at imødegå talerne; men ham ville forsamlingen ikke høre på. Efter at han i kort tid have været genstand for forsamlingens hån og spottegloser labbede han ned af talerstolen. Fjørtoft: Man siger det står så godt til med arbejderen! Nuvel, så er han selvfødt; har han ko og får på båsen, hvorfor skal han så ikke have lov til at komme sammen og snakke i fred? Hvorfor kan man så ikke få stemmeretten? Men vi bryder os ikke om pøbelens latter hverken den simple eller dannede, og vi trodser massen! (Bravo, det var realt sagt). Snedker Simonsen udtalte, at det ikke var danskeren det gjaldt. Dette var jo et norsk arbejdermøde. Desuden er vel danskeren ligeså god som vi, vi får jo mange ting fra udlandet, kan vi så ikke få dette fra Danmark? At Jantzen skulle lægge sig på arbejdernes pengepung, kan så være, men der er ikke stort at røve der. Min er ikke af de sletteste, men den vil ikke hjælpe ham et stykke på vej, og jeg tænker der er mange som min (Bravo, latter). Efter at Jantzens navn nu var trukket så stærkt frem, stod han frem og erklærede, at han ikke stod i nogen forbindelse med Internationale. Han var heller ikke designeret til leder i den påtænkte organisation; der skulle stå norske mænd i spidsen for den. Hagen kritiserede sognebåndet og mente, at det måtte afskaffes. Typograf Kristensen besteg nu talerstolen. Han gik under øgenavnet »Bommelom«, og forsamlingen var med på noderne. De sang hans navn ud. Kristensen hævdet, at intet nyttet sålænge man ikke var organiseret. Deri lå hovedsagen. Han forstod sig ikke på Internationales principper; men han vidste, at både de norske og de danske arbejdere trængte til reformer, og det var dette man diskuteret. Fjørtoft havde udtalt, at han indså, at det ikke nyttede med møder under åben himmel. Han havde troet mere på arbejderne, og han havde troet mere på den dannede klasse, sagde han. Han havde ikke tænkt, at arbejderne ville drikke sig fulde og komme did for at forstyrre, ligesålidt som han havde ventet, at den dannede mand ville gå did og gøre spektakel. Tumulten tiltog nu i betænkelig grad. Især var der stor forvirring under og efter Kristensens tale. Hagen omtalte, at Fjørtoft havde tilbudt, at undervise en matematikklasse i Kristiania Arbejdersamfund for 4 sk. timen. Der var dannet et parti, og man stod rede til at begynde. Der skulle undervises 3 timer ugentlig i 2 år. Fjørtoft havde foreslået, at pengene skulle lægges op til et fond for at understøtte lignende fremtidige foretagender. Samfundet forlangte 4 mark timen (!) for et lidet værelse. Efter lang forhandling slog man ned til 3 mark. Efter yderligere endnu en replik af Fjørtoft, afsluttede Hagen mødet.

Det er værd, at mærke sig ved dette møde, at man kun søger at vække interesse for organisationen ved at tale om den. Der besluttes intet. Dertil var visselig forsamlingen ikke kompetent. Samtidig optræder alle talere moderat; når socialismen og Internationale nævnes, så tilbageviser de dem med kraft. Dermed slår de dog ikke fast, at de intet har med socialismen at gøre. De vil have arbejdernes opmærksomhed henvendt på deres egne kår og forhold, og bortvendt fra det, som disse mener kommer fra udlandet, som de har hørt benævne som socialisme, og som de end ikke har de dunkleste anelser om, hvad er. Imidlertid er det aldeles klart, at det er socialisme både Fjørtoft, Hagen, Jantzen, Ljungdal og Simonsen vil plante over på norsk grund, eller rettere sagt plantede i norsk grund.

MØDET I GYMNASTIKHALLEN - ORGANISATIONENS DANNELSE

DET TREDIE TYVEHOLMSMØDE - »DEMOKRATEN« - KATAKOMBERNE

Man indså nu med Fjørtoft, at møder under åben himmel var umulige, og kameraterne begyndte igen at se sig om efter et lokale. Endelig fik Hagen som Snedkersvendenes Forenings formand lejet gymnastikhallen til et møde. Man blev enige om at optræde forsigtig, og Hagen skulle være den egentlige taler. Ljungdal skulle ikke optræde. Mødet kom da også istand mandag d. 26 juli 1874. Det var adviseret til kl. 6 om aftenen, og kl. 6 1/2 besteg Hagen talerstolen og holdt et ypperligt foredrag. Det var ikke som det burde være med arbejderen, sagde han. Hans stilling og kår var slet ikke tilfredsstillende. Han skildrede hvorledes de norske husmænd havde det, hvorledes de ofte dreves bort fra et helt livs arbejde, og det skabte bitterhed, som aldrig glemtes. Men overklassens bud til arbejderen var, at han kun skulle have, hvad han trængte til dagen og vejen. Kunne fri mænd finde sig i det? Men endda var arbejderne med og jublede d. 17 maj. De vidste ikke, hvad de jublede for. Det må slås fast, at arbejderen hidtil kun såvidt har kunnet eksistere, og om hvorledes han har kunnet eksistere ville måske fattigkommissionerne kunne oplyse, hvis de var villige dertil. Arbejdersagen kommer nu rullende ind ude fra Europa - på hvad måde er af liden vigtighed. Men enhver som har levet med i nogen tid, ved, at den allerede tidligere har gjort sig gældende også hos os. Det gjaldt om at gennemføre, at fuldstændiggøre, lighed for hver norsk borger. Her mødtes politiske spørgsmål; men på dem skulle han nu ikke indlade sig. De sidste 10 år havde man set landet gå overordentlig fremad i udvikling; men disse år havde været en trængselens tid for hver norsk arbejder, som havde båret landet frem til storhed og blomstring. Thi kom denne storhed og blomstring arbejderne tilgode? Drøfter arbejderne sine inderste interesser, ja, så møder de hån og foragt fra den kant, hvorfra man mindst skulle vente det - derfra hvor man skulle vente den højeste dannelse og fremskredne kultur. Men der fandtes megen uvidenhed blandt disse folk. Han skildrede her, hvorledes de norske håndværkere for at konkurrere med udlandet udbyttede sine arbejdere og altid hedder det nu, at arbejderne har det så godt som de nogengang kunne få det. Han omtalte, hvorledes de ca. 200 møllearbejdere ved Akerselven havde det. Mølleejerne havde indgået overenskomst om, at den ene ikke skulle overtage nogen af den andens arbejdere, medmindre han havde været ude af arbejdet i 3 måneder. På den måde havde disse arbejdere kun det valg at blive, hvor de var, og tage til takke med, hvad der blev budt, eller også flytte til et andet sted, at vente i 3 måneder var jo en arbejder ikke istand til. Sagen var her, at mølleejerne var uvillige til at lade arbejderne få andel af den større fortjeneste. Dette var en undertanke, som kun kunne karakteriseres som lav. (Bravo, bifald). Taleren havde tænkt sig muligheden af, at arbejderne også kunne stifte foreninger, hvorved de kunne holde sig underrettede om behovet for arbejde på de forskellige steder, for derefter at stille sine krav. Dette var fuldt lovligt; således gjorde skibsredere, bankierer og andre. Når handelsmændene averterede, at en vis vare fra den og den dag kostede så og så meget mere, gjorde de også strejke, og strejke skulle arbejderen gøre, netop, når han så, at hans arbejde mest behøvedes. Det er en almindelig gængs talemåde, enten der arbejdes for ugeløn eller på akkord, at det fremhæves, at arbejderen kun behøver så og så meget for at leve. Dette oprører den frittænkende arbejder. Han vil selv råde for sin egen eksistens. Skulle alle slige omstændigheder trækkes frem, måtte man se, at der var grund til klager, og man kunne ikke forundre sig over, at arbejderne stimlede sammen og sagde: Vi vil afskaffe disse misforhold! Om midlerne til at afskaffe dem, måtte overgives til et samarbejde og fællesråd. Meningen var her at få oprettet en centralforening, for at overveje hvad arbejderen er, og hvad han bør være. Her var ikke tale om noget stort, revolutionært, men der måtte stilles bestemte krav til samfundet. Arbejderen bærer dette oppe, men har nu kun pligter, ingen rettigheder. Han havde at gøre gældende et fuldt og berettiget krav på at komme i besiddelse af sine grundlovsmæssige rettigheder. (Bifald).

Han korrigerede »Morgenbladets« referat fra Tyveholmsmødet, idet han skulle have sagt, at Kristiania magistrat havde skrydet af, at middelfortjenesten for de kommunale arbejdere var 36 á 48 skilling om dagen. Men dette var ikke tilfældet, da han kun havde anført, hvad han havde set af magistratens 5års-beretning. Taleren fastholdt, at han ikke kunne have udtrykt sig som anført, da han ikke havde tænkt at ramme en person, men kun havde villet meddele tallene. Det kunne ikke være heldigt for samfundet, at arbejderne var dårligt lønnede. Derpå omtalte han »Morgenposten«, og hvorledes den udnyttede unge pigers arbejdskraft. Dets ejere havde lavet en stinkende bogtrykkersværte af parafin og kønrøg (bravo jubel). Det blev trykt med udslidte typer fra andre trykkerier. (Jubel). Guds- og menneskebespottelser fandtes der i hvert eneste nummer. Entreprenørerne havde dannet en stok af unge piger, der udrettede det samme arbejde, som andetsteds var mandsarbejde, for 24 á 30 skilling om dagen. (»Det kommer ikke sagen ved«). Det kommer arbejdersagen ved, hvordan arbejdernes døtre har det, og nødes til at bidrage til de bedrestilledes fortjeneste. Derpå opfordrede han til indmeldelse i den forening, som skulle dannes. Jantzen fremhævet at småhandlere og småmestre måtte have samme sag at kæmpe for, som arbejderne, og arbejdernes kamp mod kapitalen medførte ikke en kamp mod alle de klasser, som var bedre stillede end arbejderne. Han nævnte også at man måtte komme tilbage til de gamle protektive bestemmelser for håndværket. Det norske og danske håndværk kunne ikke stå sig i konkurrencen med det udenlandske. (Dette var en tanke, som var ganske almindelig indenfor arbejderbevægelsen i dens første begyndelse. Især i 1870erne, da den Bismarckske frihandelspolitik gennemførtes i Tyskland). Her måtte man huske på, at det gjaldt frihed og uafhængighed, som man måtte foretrække for foragtens lidet misundelsesværdige stilling. Vi selv kunne ikke opnå resultater; men vore børn skulle høste frugterne. (Bifald). Mødet hævedes kl. 7 1/2 uden at nogen andre havde udtalt sig. Hagen annoncerede et nyt møde på samme sted til næstfølgende mandag. Det blev der intet af. Som man ser var dette et fredeligt møde. »Morgenbladet« angiver deltagernes antal til 150. Til organisationens dannelse samledes man efter mødet i et sideværelse. 37 personer tegnede sig til dannelse af den nye forening. Den konstituerede sig under navnet »Norske Arbejderes Forening«, og valgte en midlertidig bestyrelse bestående af snedkersvend Hagen, student Fjørtoft, sadelmagersvend Jantzen, skrædder Engelstad, cigarmager Nielsen, samt snedkersvendene Simonsen og Torgersen. »Morgenbladet« finder intet at udsætte på foredragene, men minder dog om, at flytningen fra Tyveholmen til gymnastiksalen ikke er nogen flytning fra Jantzen og hans antagelige forbindelse med socialismen. Nissen flyttet med. Jantzen viste sig ved Hagens side på talerstolen i gymnastikhallen, og Jantzen var det røde spøgelse. »Verdens Gang« henleder sundhedskommissionens opmærksomhed på forholdene i »Morgenpostens« trykkeri i anledning Hagens udtalelser. Men fra den dag af har »Morgenposten« i folkemunde båret navnet »Sværta«. Efter mødet i gymnastikhallen samledes deltagerne hos restauratør Koch tæt ved Hefty-kælderen nederst i Dronningens Gade, idet politiet nøje vogtete over deres videre handlinger. De fik lejet Kochs keglebane efter kl 10 aften. Den gik ind under gaden og skulle således være tryg. Det var naturligvis de mest trofaste, som mødtes her. Og her diskuteredes da arbejdernes stilling og kår og hvad som kunne udrettes. Her udarbejdedes og vedtoges også det ganske omfattende lovværk, som skulle være rettesnor for organisationen. Disse love hidsættes i sin helhed, da de tillige indeholder det program, som bevægelsen antog.

1) I et statssamfund bør ingen stand være udelukket fra repræsentation.

2) Endnu mindre bør i den offentlige mening nogen stand være dømt til en evig forbliven ved læsten for at overlade til højere og bedre klasser ved den frie diskussion at våge over landets bedste.

3) Ej heller bør nogen stand være forment samarbejde til varetagelse af sine materielle interesser, medens andre klassers sammenslutning betragtes som god.

4) Heller ikke bør nogen stand være dømt til national indestængning, medens derimod kunst, videnskab, handel og vandel forresten er international og kosmopolitisk. Grundet herpå grundlægges herved »Den Norske Arbejderforening« med det mål ved sammenslutning og diskussion at virke for arbejdernes borgerret og dygtiggørelse til det samfundsarbejde landslovene hjemle og mene, arbejderens sammenslutning til mulig beskyttelse mod kapitalens overgreb, arbejderens kendskab til samtidens arbejderbevægelse i de store kulturlande.

Foreningen foranstalter i den anledning l) møder til drøftelse af arbejdernes politiske, sociale og økonomiske stilling; 2) Samlinger til forestående valg til udtalelse og massevalg såvel i stat som kommune og samlet optræden til benyttelse af den allerede hjemlede ret; 3) Foredrag over arbejdersagens stilling, såvel hjemme som ude; 4) Udgivelse af et arbejderblad for det hele land.

Medlem af foreningen kan blive enhver brav mand over 15 år, der vil vedkende sig foreningens program og adlyder dens love.

Foreningens anliggender ledes af en bestyrelse bestående af en formand og 12 bestyrere, som vælges for 1 år. Valg sker hvert halvår, således, at der vælges 6 ad gangen. Bestyrelsen skal ved alle midler stræbe at ordne arbejdernes optræden såvel i politisk som i social retning, og den skal efterhånden som forholdene tillader det, virke hen til oprettelse af produktionsforeninger, hvor alle deltagere får det fulde udbytte af sit arbejde. Bestyrelsen er ligeledes forpligtet til, forinden nogen arbejdsstandsning finder sted, indenfor foreningen, at sammenkalde og mægle mellem de stridende parter, og kun i tilfælde af at en overenskomst ikke opnås og tidsforholdene ved nærmere undersøgelse viser sig at være gunstige, så der er udsigter til strejkens gennemførelse, at gøre de fornødne skridt i så henseende og at støtte strejken af yderste evne.

Foreningen vælger en talsmand, som skal godtgøre arbejdersagens stilling, såvel hjemme som ude, og hvert år skal udgive en sammentrængt oversigt, der trykkes for samfundets regning og uddeles til alle medlemmer. Talsmanden vælges for 1 år.

Foreningens medlemmer inddeles efter stilling og fag i mindre grupper, der har sin egen bestyrelse. Til disse må mestre og fabriksejere ej få adgang. Derimod har foreningens hovedbestyrelse adgang til alle møder i grupperne.

Gruppebestyrelserne styrer gruppernes pengeanliggender, modtager de månedlige bidrag og afgiver til hovedbestyrelsen beretning om af og tilgang af medlemmer samt hvad andet, der måtte være sket i gruppen. Det bliver gruppernes private sag at bestemme, hvorvidt de vil oprette syge- og strejkekasser; men lovene må indsendes til bekræftelse. Hvad der i grupperne påtænkes til optræden udadtil, må i betimelig tid meddeles til hovedbestyrelsen.

Den månedlige kontingent er 6 skilling. Bestyrelsen aflægger hvert halvår regnskab for de indkomne og forvaltede penge og indestår for kassen. Dens regnskab gennemses af 3 dertil valgte revisorer, som til enhver tid kan forlange bestyrelsens bøger og regnskaber udleverede og kassen undersøgt. I kassen kan aldrig være mere end 10 spd., overskuddet må indsættes i en bank.

Den lovgivende og bevilgende myndighed udøver foreningen gennem sine generalforsamlinger, som ordentligvis holdes 2 gange om året, da valg på ombudsmænd foregår, ligesom også bestyrelsens indberetning og revisorernes betænkninger og halvårsbudgettet forelægges. Forresten kan generalforsamlingen også til andre tider sammenkaldes, når bestyrelsen sådant finder fornødent. Enhver generalforsamling indkaldes af formanden med 3 ugers varsel. Stemmeret har ethvert medlem over 18 år, der efter foreningens 1. fjerdingår har stået i foreningen 2 måneder.

Diskussionsmøder holdes så ofte sådanne af bestyrelsen indkaldes eller af foreningen selv på et af bestyrelsen indkaldt almindelig møde ved stemmeflerhed vedtages. Diskussionsret har ethvert medlem i foreningen. Ved diskussioner om foreningens indre gøremål, ligesom på enhver generalforsamling, leder formanden forhandlingerne; men ved diskussioner om opstillede emner vælges ordstyrer for mødet. Skulle formanden ved tilfældige omstændigheder ikke kunne lede forhandlingerne på et møde, ledes forhandlingerne af en indenfor bestyrelsen valgt stedfortræder.

Formanden og talsmanden vælges ved særskilt valg. Har førstemanden ikke fået det halve stemmetal af de givne stemmer, foregår ny afstemning mellem de to, der har det største stemmeantal. Revisorerne vælges derimod ved simpel pluralitets afstemning. Valg til bestyrelse foregår på alle underet, så at hver kun stemmer på en bestyrer. Valgt er enhver, som har opnået kvotadelen af de afgivne stemmer, dvs. et stemmeantal så stort som de stemmendes antal, divideret med antallet som skal vælges. (Sjettedelen, når 6 bestyrere vælges.) Opnåes ikke herved det fulde bestyrelsesantal, foretages ny afstemning på så mange, som resterer underet. Udfaldet afgøres da ved simpel pluralitet. Skulle imidlertid ved første afstemning kun en være valgt, foregår anden afstemning påny som første og den mulig tredje ved almindelig pluralitets afstemning. Suppleanter tages af dem, der ved bestyrelsesvalget har de næstfleste stemmer efter de valgte bestyrere, så at antallet bliver halvdelen af de hver gang valgte. Må en bestyrer være fraværende eller fratræde, har han frit at vælge sin stedfortræder blandt de valgte suppleanter. Dog kan sådant tilstedes kun ved forfald der indenfor bestyrelsen godkendes. Må formanden eller talsmanden fratræde, har bestyrelsen uopholdelig at indkalde generalforsamling til nyt valg. Det samme gælder om revisorerne. Enhver valgseddel må kun lyde på stemmeberettigede medlemmer og på kun så mange, der hver gang skal vælges. Overtrædes dette skal seddelen forkastes. Såfremt nogen har stemt 2 gange eller ved 2 sedler, skal han udvises af foreningen, og kan han ikke optages før et halvt år efter udtrykkelig pluralitetsbeslutning af en ordentlig generalforsamling. Til bestyrelsen kan ikke vælges mænd, der har borgerskab eller beklæder embeder i staten.

På bestyrelsesmøderne føres bestandig protokol, hvori optegnes dagsorden og de tilstedeværende, udfaldet og stemmeafgivningen for hver enkelt og - om forlanges - motivering. Bestyrelsesprotokollen forelægges revisorerne og generalforsamlingen. Til bestyrelsesmøderne har talsmanden adgang, og han deltager i diskussionen, men ikke i stemmeafgivningen. Det samme gælder suppleanterne.

11. stykke.

Indmeldelse i foreningen kan ske nårsomhelst, men kontingentet regnes fra begyndelsen af den måned, hvori man indtræder. Indmeldelsesbeløbet er 12 skilling. Udtrædelse kan ske nårsomhelst, men kontingentet betales for den måned, hvori udmeldelse foregår. Indmeldelsespenge må betales hver gang, nogen efter at være udtrådt påny indmelder sig. For medlemmer af understøttelseskasser kan kontingentet nedsættes, det bliver at fastsætte af en generalforsamling og står fast som bestemt ved lov.

Viser nogen ved sin opførsel sig uværdig til at være medlem, eller antages han at virke til skade for foreningen, kan bestyrelsen udvise ham, - dog skal vedkommende have ret til at skyde sin sag ind for selve foreningen. Det samme gælder, hvorvidt adgang kan nægtes nogen, der ønsker at indtræde. Vedkommende har ret til selv at være tilstede og tale sin sag for foreningen, men må fjerne sig ved afstemningen.

Foreningens resolutioner blive bekendtgjort og gælder som sideordnede med foreningens program - dog må de ikke gå i strid med dette.

Mænd, som anerkende foreningen, men ifølge sin stand og stilling ikke ønsker at deltage i de offentlige møder, kan optages som hemmelige medlemmer, når de forpligter sig til - så vidt muligt - at hjælpe foreningen med råd og dåd. Kontingentet for disse er 24 skilling om måneden.

Tilrejsende kan af bestyrelsen gives midlertidig adgang til foreningen.

Foreninger i landets byer og herreder kan slutte sig til foreningen, når de vil anerkende dens program og love, og deltage i dens resolutioner, hvorover de må diskutere og erklære sig. Hvert år sender alle foreninger deputerede til Kristiania, der sammen med Kristiania foreningsbestyrelse efter medlemmernes forholdstal har at udarbejde love for en centralforening for landet.

Foreningens love skal bekendtgøres ved tryk og et eksemplar af samme tildeles hvert medlem.

18. stykke.

Mulige lovforslag skal indgives til bestyrelsen, der straks har at bringe disse til medlemmernes kundskab. Forandringer i lovene kan kun foretages på en generalforsamling og alene med 2/3 stemmeflertal. Har et forslag imidlertid 2 gange fået stemmeflertal for sig, kan simpelt stemmeflertal tredje gang gøre udslaget, når tiden mellem forhandlingerne har været et halvt år.

***

Fjørtoft deltog ivrig i disse sammenkomster, og hans indflydelse er let at spore i programmet og lovene. Derimod kom Fjørtoft ikke til at yde nogen hjælp ved redaktionen af foreningens blad. Det han på tryk ville fremføre offentlig, kom han med i sit eget blad. Til det sidste møde i Kochs restaurant var redaktør Olsen i »Verdens Gang« indbudt. Han påhørte diskussionen og fik forelagt det færdige lovværk, og d. 9. september gengaves dette i bladet med følgende bemærkninger undertegnet af »Iver Iversøn«: »Den Norske Arbejderforening som for nogen tid siden stiftedes i gymnastikhallen har vist både De, hr. redaktør, og publikum næsten helt glemt eller I har i alle fald troet, at der ikke længere var nogen forening til, som kalder sig med dette navn. Det er imidlertid ikke sådan. Foreningen ikke alene lever, men den er i god trivsel, og vil endog om nogle dage stadig lade høre fra sig gennem sit organ, der så vidt jeg har hørt, skal udkomme på lørdag i denne uge. Siden man nægtede »Den Norske Arbejderforening« gymnastiklokalet har den turneret på et andet sted, og den har anvendt tiden til at få ordnet sine politiske trosartikler og sine love. Som de første kristne holdt til i Katakomberne med deres sammenkomster, således har medlemmerne af »Den Norske Arbejderforening« måttet unddrage sig verdens opmærksomhed og politiets ditto; tager jeg derfor ikke fejl i min formodning, så skulle det aktstykke, jeg herved sender Dem burde vække så meget større interesse hos Deres læsere. Det indeholder foreningens program og regler.«

Efter at aktstykket er meddelt, fortsætter hr. »Iver Iversøn«: »Foranstående er altså udbyttet af nogle ugers arbejde i Katakomberne. Hvis nogen skulle gøre den ondskabsfulde bemærkning, at den nye forening vil undergrave samfundet - jeg mener ikke Arbejdersamfundet - så kan jeg berolige med, at der aldrig har vist sig tegn til nogen retning, der skulle pege mod et sådant mål. Man vil kun, at arbejderen i virkeligheden skal nyde de samme rettigheder i staten som enhver anden, og at der tages lige så meget hensyn til ham, som til andre stænder.« Da de offentlige møder nu var slut, var det bladet, man skulle forsøge sig med. Det bebudes i den citerede artikel fra »Verdens Gang« og d. 3. september stod følgende annonce i »Intelligenssedlerne«: »DEMOKRATEN«. Et ugeblad for arbejderen, udgivet af et interessentskab. Abonnement kan tegnes i ekspeditionen. Thorvald Meyers Gade 69. Prisen er 39 sk. kv. Enkeltnr. 3 skilling. Bogtrykker Edvard Larsen, Thorvald Meyers Gade 69, som også trykte »Fram«, erklærede sig villig til at trykke bladet i 500 eksemplarer for en 4-5 speciedaler pr. nummer, og der blev da stiftet et interessentskab på en snes mand, som én mark til om ugen for at få bladet ud. Resten troede man, at man kunne få dækket ved frivillige bidrag. Det skulle udkomme regelmæssig fra d. 1. oktober 1874. Der eksisterer vistnok ikke mere nogen hel samling af dette blad, skønt udgiverne påstår, at to eksemplarer overleveredes til universitetets bibliotek. Der hersker ligeledes uenighed om, hvor mange nummer, der i det hele kom ud. Antallet har været opgivet fra 13 til 27. Ljungdal opgiver numrenes antal til 13, hvoraf han stod ansvarlig for de første 7 numre, cigarmager Nilsen, der var foreningens kasserer, for de øvrige. Abonnenter havde bladet kun nogle få af. Det meste blev solgt på gaden. Avisgutterne blev desuden i mange tilfælde underkøbt til at tilsøle bladene, og bringe dem tilbage til ekspeditionen i den tilstand som usolgt. Mange postkontorer nægtede at tegne abonnement, idet postbudene ikke ville vide af bladets tilværelse. Jantzen, som boede i ekspeditionens baggård, var den egentlige redaktør. Nr. 9 af bladet blev beslaglagt, og man troede da at kunne knibe Jantzen. Det var en seminarist i Trøndelagen, som havde indsendt en artikel, hvori han klandrede to højesteretsdomme. Den ene dom var en frifindelse af en kaptajn som havde skudt en mand, den anden var en dom på 12 års strafarbejde over en soldat fra Jørstadmoen, fordi han angivelig skulle have skudt på en kaptajn, hvilket seminaristen antydede, men som ikke var bevist. Politiet foretog husundersøgelse på trykkeriet, og efter en tid fremskaffedes seminaristens følgeskrivelse. Artiklens forfatter fik 10 dage på vand og brød. Jantzen fratrådte, efter sin egen beretning, redaktionen med nr. 16 af bladet. Ljungdal og Nielsen fik derefter to nummer udgivet, så der skulle være 18, som i det hele udkom; men så døde det.

Uden et lokale kan ingen forening i længden bestå, og allermindst en arbejderforening, som stadig måtte have offentligheden i tale. Efter et par måneders skjult tilværelse trak man atter talerstolen frem og tog ud til Tyveholmsberget. Man ville nu tale om »Demokraten«. Andet blev der heller ikke egentlig talt om på dette møde, hvor arbejderne synes at have været i minoritet. Fjørtoft og Hagen havde opgivet friluftsmøderne og deltog ikke. Det tredie Tyveholmsmøde gik af stabelen tirsdag d. 27. september 1874. Der var fremmødt 5-600 mennesker. Jantzen, Ljungdal, cigarmager Nilsen, snedkersvend Kahlum og sadelmager Gustafson talte. De to første talte 5 gange, de tre sidste 2 gange hver. Mødet varede ca. 1 time. Talerne blev stadig afbrudt, og især havde man morskab med snedker Kahlum, som efter hver sætning brugte ordet »ja«. Ingen af talerne havde heller ikke noget nyt at komme med, og det opsatte emne kunne ikke vinde synderlig interesse. Man har derfor meget let for at tro bladene, når de betegner mødet som et flop. Floppet burde da de have været, som en hel time orkede at stå og afbryde de talere, som dog havde en kær sag at frembære. »Morgenbladet« fortæller, at mødet sluttede med, at Jantzen tog talerstolen og gik bort med den på ryggen. Dermed var de socialistiske møder på Tyveholmen for altid slut. Foreløbig var det ikke muligt, at få de norske arbejdere i tale.

Under trykket af de dårlige tider udvandrede nu flere af de ledende kræfter efterhånden til Amerika. Fjørtoft gik ud af politik og døde i 1878. Jantzen skrev et skuespil, »Et arbejderhjem«, som anonymt blev opført, på Møllergadens Teater og anmeldtes bl.a. rosende af Hartvig Lassen. Siden opførtes det af det Fogtske selskab i provinserne. Han fik også Arbejdersamfundets sal til et foredrag, antagelig af neutral art, og i 1881 kom han til Chicago og opsøgte Markus Thrane. Jantzen fortæller selv i sine optegnelser fra Amerika: »Jeg kom til Chicago i 1881 og meldte mig til tjeneste hos »Den nye Tid«, som dengang havde kontor sammen med »Arbeiter Zeitung« på Lasalle Street. Her traf jeg Thrane. »Er De nu den rigtige Jantzen?« sagde han. »For her har allerede været to, som har introduceret sig som Jantzen.« Han havde åbenbart sine berettigede tvivl og fik først tillid til mig, da han havde set mine artikler. Thrane var da meget afholdt i frisindede kredse i Amerika. Han havde oversat til norsk Ingersolls »Selvmodsigelser i Bibelen«, og han havde forfattet det humoristiske præstefjendtlige skrift »Wisconsin bibelen« (under pseudonymet Tubal Cain). »Som offentlig taler hørte jeg ham kun en gang,« siger Jantzen, »nemlig ved en Thomas Paine fest. Men han var af og til at træffe i Fritænkerforeningen, hvis formand, dr. Paulli, var en af hans bedste venner. Hans hørelse var allerede noget svækket, og han kunne ikke lide at vække opmærksomhed. Han kom kun på svipture til Chicago, og foretrak at leve stille og ubemærket hos sine barn, mest hos sønnen, som var doktor i Eau Claire, Wisconsin.« Af andre norske, som Jantzen traf sammen med i Chicago, nævner han Aasta Hansteen, Kristofer Kristofersen og fru Bluhme (Helga Rasmussen fra Møllergadens Teater). Jantzen bosatte sig først i Rockford, Illinois, hvor han skrev to skuespil, »Helene Krag« og »Under Dække.« Begge udkom i 1886. Det sidste blev oplæst af Kristofer Janson i Nasareth kirken i Minneapolis. Begge skuespil viser adskillig dramatisk evne. Senere har han udgivet en lille digtsamling »Fremtidssalmer« i Omaha, hvortil han kom i 1899, og kom sammen med »Den danske Pioneers« radikale kreds. Han havde fået opført et par revuer i Chicago og havde i tre år i træk arrangeret og ledet »Den nye Tids« store årlige maskerader, som holdt bladet oppe. De samlede altid hele det skandinaviske element i Chicago.

Fra Omaha flyttet Jantzen i 1893 til Texas, hvor han blev forretningsmand. I 1904 berejste han størstedelen af Europa og kom også til Norge. (Jantzen var under sit ophold i Norge i slutningen af 1870erne blevet gift med en norsk dame, frøken Aalrud, datter af en gårdbruger i Vestby). I 1906 kom han igen til Europa og bosatte sig da, idet han var blevet enkemand, på et stamgods i Danmark, hvor hans far i sin tid havde været skytte, og hvor Jantzen var født. Men efter et par års forløb vendte han atter tilbage over Norge til Texas, idet han, som den agitator han var, var kommet i konflikt med slottets funktionærer, sognets præst- og skolestyret. Fra sine oplevelser på det under administration stående stamgods i Danmark, hvor han boede, skrev han en bog, »Under Administration«, som udkom i Kristiania i 1908. Efter at »Demokraten« var gået ind, og de offentlige møder slut, samledes foreningens medlemmer i 1875 hos Fjørtoft i Torvegade 22 eller på Café National. Her kom også den unge juridiske student Kristofer Kristofersen til, samt en seminarist Neergaard. Både disse og snedker Hagen udvandrede kort efter til Amerika. De to første kom igen efter nogle års forløb og døde i Kristiania, Kristofersen blev forfatter, og Bjørnstjerne Bjørnson tog sig bl.a. varmt af ham. Neergaard blev frimærkekontrollør. Talerstolsfabrikanten, snedker Hansen, arbejder fremdeles i Kristiania. Cigarmager Nielsen rejste også, og har siden 1874 har han ikke ladet høre fra sig. Hans Simonsen udvandrede til Amerika. J. Bjørklund, som deltog ivrigt, døde i Haabøl, Witell i Stockholm. Lars Moe og Eng skal fremdeles arbejde i Kristiania. J. O. Ljungdal, som også igen deltog i bevægelsen i 1880erne, er nu på Malmø Fattighus. Disse var alle »aktieejere« i »Demokraten«.

FORPOSTBEVÆGELSENS FORUDSÆTNINGER OG KARAKTERISTIK.

Hvad tilslutning angår, så må samtlige disse 1870ernes møder erklæres for vellykkede. De var heller ikke bare, hvad pressen forsøgte at gøre dem til, rene spektakelmøder uden nogen mening. Referaterne fra disse møder er visselig i høj grad farvede. Hvad bladene omhyggelig noterede og tog med var afbrydelserne og den fine pøbels vittigheder, hvoraf de fleste nu falder ganske flovt. Mødernes programmer var klare og tydelige, og man fik diskuteret, hvad man ville. Jantzens taktfulde optræden på Rasmus-salen havde skaffet ham både respekt og sympati, og hans medhjælpere kunne både redegøre for, hvad de havde på hjerte og afparere vittighederne. Vi kan opsummere mødernes forhandlingsemner i rækkefølge: 1) møde (Rasmus-salen): Er der et arbejderspørgsmål. 2) møde (Tyveholmen): Stemmeretten. 3) møde (Tyveholmen): Organisationens nødvendighed. 4) møde (gymnastikhallen): Organisationen dannes. 5) møde (Tyveholmen): Arbejderpressen. Disse sager diskuteredes og forhandledes, og talen på hvert møde var uden altfor store sidespring. Vedtagelsen af resolutioner, som forsøgtes på de to første møder havde mindre betydning. Når Fjørtoft på det tredje møde iltert udbryder: »Jeg står på norsk grund og giver fanden i socialismen«, så var dette ikke så meget en tilbagevisning af beskyldningen mod ham for at være socialist, som det var en opfordring til at holde sig til den foreliggende sag. Under forsamlingens opmærksomhed forklarede Fjørtoft senere på samme møde, den danske socialismes principper og Internationales virksomhed, og under dette blev han heller ikke afbrudt. Man kan være sikker på, at han ikke har givet nogen usympatisk redegørelse. Det gjaldt for de optrædende, at få forsamlingens opmærksomhed bortvendt fra to ting. Det var at Jantzen, som på dansk kom med noget fremmed for dem fra udlandet, og at dette fremmede var noget oprørsk og ulovligt. Det var de norske arbejderes kår under norske forhold, som skulle behandles. Netop dette var det Fjørtoft med sin kraftsats ville understrege. Egentlig rettroende socialist var Fjørtoft dog næppe. Men dette er en anden sag. Han sympatiserede med bevægelsen, ellers ville han ikke have deltaget. At bølgerne har gået højt på det tredje møde er klart, når Jantzen endelig bliver bange og trækker sig tilbage for at ikke hans person skal stå i vejen.

Også Hagen, der var en dygtig og handlekraftig personlighed, optræder moderat, erklærer at det hele skal bygges på norsk grund og at han intet kendskab har til den internationale bevægelse. Der er kun tale om organisation af fagforeninger. Fjørtofts specielle krav var minoritetens vælgerret. Hermed mente han ganske vist forholdstalsvalg. Men hvad han mente med minoriteten i den forbindelse har han visselig haft vanskelig for at klargøre. Rimeligvis er det opstået under hans matematiske spekulationer og i følelsen af, at han og de, som sympatiserede med ham, var i så håbløs minoritet. Som politisk programsag var projektet på den tid selvfølgelig uden noget point. Når forsamlingens »røster« udbryder, at de ikke forstår sig på majoritet og minoritet gir Carl Møller en lakonisk forklaring på begreberne og erklærer, at han ikke ved noget land, hvor minoriteten har en sådan magt som i Norge. Det var da også faktisk minoriteten, som styrede og havde al magt. Derfor var der agitatorisk point i Carl Møllers ord. Fjørtoft havde vel erfaring for at »intelligensen« stod på de økonomiske magthaveres side og at en almindelig stemmeret, som ville føre masserne til valgurnene ved at behæftes med minoritetsvalg, derved ville få en reaktionær garanti, men han havde næppe tænkt denne tanke helt ud. Det var ialtfald umulig at forklare den på et sådant møde.

Så klar tænker som Fjørtoft var på alle andre strøg, så var der noget tvedelt i hans politiske optræden. Han søgte masserne og ville gerne have dem i tale; men han havde tydeligvis ingen tro på deres politiske brugbarhed og evne. Derimod er der ingen tvivl om at han har haft en glødende begejstring for de socialistiske idealer, medens han vistnok har hældet mere til de ideale anarkistiske metoder for deres gennemførelse. »Individualistisk socialist« er måske den bedste betegnelse for Fjørtofts politiske meninger. Han opgav da også snart politik, og det var som politisk neutral, at han atter søgte tilbage til Arbejdersamfundet. Men den eneste, som overså den stejle form for hans anmodning om genoptagelse, var skomager Skaarer. Dørene forblev lukket også for den upolitiske Fjørtoft. Kristiania Arbejdersamfund var grundlagt af en dyb religiøs natur og en varm menneskeven, Eilert Sundt. Han havde studeret arbejdernes og det hele proletariats levekår, og han havde en stærk vilje til at hjælpe. Dertil valgte han de nærmest liggende midler, og Sundt ville visselig været den sidste til at afholde arbejderne fra politisk deltagelse, såsnart han havde øjnet frugter af det. I ham finder tidens nye foreteelser fuld forståelse, og den gamle socialøkonomis dogmer eller den nye udviklingslæres ubarmhjertighed står ham ikke ivejen. Han byggede også hele sin virksomhed på selvtænkning og egenhændig undersøgelse. Han var ingen efterplaprer. Hvor langt anderledes, og i modsætning til Sundt, var den mand, som fra 1871-1875 stod i spidsen for den institution Sundt havde bygget op: Stadsfysikus Bidenkap, var en kras materialist som stod helt på liberalismens grund. Han havde fået sine teorier om udviklingslæren på anden hånd, og han havde ikke nogen grundig kundskab om den. Han optog den gamle samfundsøkonomis læresætninger, som antydede, at arbejdernes kår ikke kunne være anderledes end de var, og at hver måtte finde sig i den plads og den stilling, han var sat i. Kun personlig dygtighed, stræbsomhed og sparsomhed kunne hæve den enkelte lidt over sine mindre dygtige og mindre omtænksomme kollegaer. Nogen jævnere fordeling af samfundets goder kunne der ikke være tale om. Arbejderen havde ingen ret og intet at kræve. Hertil føjer så Bidenkap de brokker af udviklingslæren, han havde fået fat i, og som han ligesom så mange af sine liberale samtidige groft havde misforstået. Livskampen i naturen gik igen i samfundshusholdningen, og det svageste gik til bunds, det dygtigste og bedste sejret. Det er selvfølgeligt ikke dette udviklingslæren siger: den siger, at i en fri konkurrence sejrer det bedst egnede. Og det kan ofte både i naturen og i samfundsordningen være det dårligste. Ugræsset sejrer i en mark, som ikke passes, ligesom den plyndrende udsuger i et dårlig ordnet samfund. Udviklingslæren har således undervist os om, hvorledes vi skal modvirke de dårlige kræfter og skabe betingelser for de gode. Intet under derfor, at den nye arbejderbevægelse rejste sig mod Arbejdersamfundet og dets leder. Han var i enhver henseende liberalismens repræsentant i vor politik.

Arbejderne ventede sig også noget ganske andet af Kristiania Arbejdersamfund end de havde ventet sig af Enerhaugens samfund. Samfundet på Enerhaugen havde været en arbejderforening, hvis øjemed (ifølge § 1 i dets love) var at fremme gudsfrygt og sand oplysning blandt menigmand, at bidrage til værdig anvendelse af søn- og helligdage og således på denne rette grundvold at bygge og befordre arbejdsklassens velfærd i almindelighed. Det var altså en religiøs institution, og med ordene »denne rette grundvold« menes der: i modsætning til de vildfarende og vildledte Thrane-foreninger. Arbejdersamfundet var en helt igennem neutral og verdslig institution. Medens Enerhaugens samfunds formand, præsten Malling, i høsten 1850 d. 8. og 9. september - havde været på slottet og først fået kronprinsens, så dronningens og endelig, sammen med et par andre af bestyrelsens medlemmer, kongens velsignelse, samt dennes udtalelse, at han i høj grad misbilligede Thranes virksomhed» og mens denne forenings politiske diskussioner i det højeste gik ud på enten samfundet skulle deltage på en helligdag i et fanetog til kronprinsen (i 1856) i anledning af at han var udnævnt til vicekonge eller ej, så gik Arbejdersamfundet i 1880erne hen og besluttet, at holde sig borte fra et hyldningstog til det nygifte kronprinspar, og det viste sig snart umulig for Arbejdersamfundet at holde sig borte fra politik. Imidlertid havde også Thrane-bevægelsen søgt at få forbindelse med Enerhaugens samfund i sin tid, idet der fra Kristiania Arbejderforening d. 31. marts 1851 indsendtes andragende til førstnævnte forening om samarbejde og om ophævelse af bestemmelsen i lovene, mod at medlemmer af Kristiania Arbejderforening optoges, og at denne forening betragtedes som fordømmelig. Svaret herpå blev ikke alene afvisende, men Enerhaugens samfund sendte endog en skrivelse til behandling af arbejdersagen i Stortingets nedsatte komite, om at det »ingen deputeret havde ved det såkaldte »almindelige arbejdermøde«, der afholdtes i Kristiania d. 10. juni og følgende dage.« Denne erklæring blev faktisk refereret i Stortinget d. 23. juni 1851.( Denne klassiske erklæring kan det være af interesse her at referere ordlydende af. Den lød: »Samfundet på Enerhaugen finder det ikke ufornødent at underrette komiteen om, at det ingen deputeret havde ved det såkaldte »almindelige arbejdermøde«, der afholdtes her i Kristiania d. 10 juni og følgende dage.«) Underlig er det at tænke sig, at dette i særlig gudbenådede konservative Enerhaugens samfund alligevel i al sin virksomhed skulle blive en vejviser fremover mod socialismen i det praktiske som Kristiania Arbejdersamfund blev det i det politiske. 1870ernes socialister, som slyngedes op på vore kyster med Internationales ideer - ialtfald dens begejstring - gjorde derfor ret, når de henvendte sig til de bestående arbejdersammenslutninger, spurgte hvad de havde for, og krævede dem til regnskab for sin virksomhed. Både Enerhaugens samfund med filialer og Kristiania Arbejdersamfund repræsenteret nemlig arbejderne. Der var også kommet en tid, da politisk diskussion krævedes. Det gik ikke længere an for nogen sammenslutninger at stille sig udenfor det politiske liv. Og bølgerne skulle snart gå højt. Det blev dog ikke de spørgsmål, som var rejst af socialisterne, som for det første skulle trænge sig frem. Eftersom venstrepartiet nu arbejdede sig frem til magten bliver det udelukkende de nationale spørgsmål, som diskuteredes. Det begyndte med flagsagen, og så åd det sig videre udover, H. E. Berner, Bjørnstjerne Bjørnson, Steen, Sverdrup, Løvland og flere blev nu de farlige revolutionære i landet. Yderligere kom hertil også 1870ernes økonomiske krise. Det er en kendsgerning, at arbejderbevægelsen lider i dårlige tider. I dårlige tider går organisationen gerne tilbage. Der var også endnu en ting til med arbejderbevægelsen i 1870erne. Politiet og autoriteterne optrådte med en mærkværdig iver. Der vogtedes nøjagtig over alle bevægelser, og arbejderne fik det indtryk, at organisationen, ialtfald med politisk formål, var ulovlig. Disse tre ting bidrog til, at der foreløbig intet mer kom ud af den politiske arbejderbevægelse i de følgende 10 år. Stærkest virkede her naturligvis den nationale debat. Den bevægelse, som var rejst, må heller ikke bedømmes efter den larm, den bragte med sig, eller den ydre pomp, som de store møder gav. Dens indre styrke og dens faste tilslutning var meget beskeden. Den var væsentlig et stort socialistisk råb fra udenverdenen. 

DE NYE TIDERS OPSANG.

Tiden mellem 1870 og 1884 afmærker den største nationale strid og et af de største nationale gennembrud i vort folks historie siden kristendommens indførelse og op til idag. Vor løsrivelse fra Danmark i 1814 kom udefra næsten uden vor skyld, og grundloven, som var vort selvstændige arbejde, fulgte heraf. Men den frihed, som grundloven forudsatte, fik vi først da rigsretsdommen faldt i 1884. Da var det fastslået, at vi var et selvstændigt og selvstyret folk, og da faldt også både kongedømmet og unionen; det var kun et tidsspørgsmål, da bruddet skulle vise sig i dagen. D. 17. april 1871 nedstemtes i Stortinget med 92 mod 17 stemmer den kgl. proposition til ny rigsakt, som unionskomiteen havde udarbejdet. D. 10. marts 1872, d. 25. marts 1874, d. 10. april 1877 og d. 17. november 1880 vedtoges det i Stortinget, at statsråderne skulle deltage i Stortingets forhandlinger og nægtedes hver gang sanktion. D. 9. juni 1880 vedtog Stortinget, at forslaget skulle være gældende grundlovsbestemmelse, og at regeringen skulle kundgøre det som i grundloven bestemt. Regeringen satte sig imod, og Stang pilede af. Selmer kom istedet og føjede nye synder til de gamle, idet der nægtedes sanktion på stemmeretsudvidelsen i 1881, bevillingen til folkevæbningsgruppernes og jernbanestyrelsens udnævnelse. Kongens tale i Stortinget d. 21. juni 1882 og folkemøderne udover landet, de nye stortingsvalg, protokolkomiteens indstilling d. 30. marts 1883, rigsretsbeslutningen af d. 23. april samme år efter 18 stortingsmøders debat, selve rigsretten, og så dommen over Selmer d. 18. februar 1884 og over hans kolleger de følgende dage - alt dette var nok til at optage et helt folks opmærksomhed, fattige og rige. Og disse sager, hvoraf den ene voksede ud af den anden, var også af dybeste vitalitet for vort folk. Intet under at de sociale spørgsmål trådte i skyggen. Men så snart forfatningskampen var endt, meldte de sig igen. Endnu i 1873 og 1874 var forfatningskampen ikke så langt fremskreden, at den overskyggede dem helt; men den tog dem med sin storm kort efter. Det som var igen af de nationale spørgsmål efter 1884 magtede at holde arbejderspørgsmålene noget i skyggen udover; men ikke helt.

I slutningen af 1883 samledes en centralkomite for 15 fagforeninger i Kristiania til drøftelse af fælles sager, og denne komite enedes om at sammenkalde et offentligt arbejdermøde for at forhandle om en fastere fagsammenslutning. Mødet kom istand d. 11. maj 1884, og til dette møde havde bogtrykker Chr. H. Knudsen fået et prøvenummer ud af et blad for fagforeningerne. Han kaldte det »Vort Arbejde«, og det var holdt i en moderat tone. Det var trykt i 20 000 eksemplarer. Det andet prøvenummer udkom d. 19. august samme år. Knudsen arbejdet som faktor på »Almuevennens« trykkeri hos Chr. Johnsen og måtte opgive denne plads på grund af sin beskæftigelse med bladet. For at få det ud, måtte han oprette eget trykkeri. Da venstrepartiet nu ikke ville beskæftige sig med arbejdernes sager, og endog forlod stemmeretssagen, begyndte arbejderne at vurdere, at skulle de række frem, så måtte de også gå deres egne politiske veje, og jordbunden forberedtes for den nye stærke og solide socialistiske bevægelse, som idag omfatter hele landet. »Vort Arbejde« pegede korrekt på den politiske situation som den var, skildrede højres og venstres interessefællesskab, og opmanede arbejderne til at slutte sig sammen til kamp mod kapitalherredømmet. Knudsen og Ljungdal holdt socialistiske foredrag i fagforeningerne, og d. 27. januar 1885 slog Knudsen på et offentligt møde til lyd for dannelsen af et uafhængigt socialistisk parti, og mødet vedtog en resolution til gunst herfor. D. 2. februar udstedte Knudsen sammen med nogle andre indbydelse til at danne en socialdemokratisk forening. En livlig bevægelse kom nu igang overalt, og Knudsen var alle steder på færde og talte socialismens sag. D. 17. maj 1886 gik arbejderne i Kristiania i eget tog for første gang, Knudsen talte om socialismen og stemmeretten, og der var stor begejstring. Denne socialdemokratiske forening stiftedes d. 1. marts 1885 med ca. 100 medlemmer. Chr. H. Knudsen valgtes til formand, og foreningen overtog bladet. Kort efter stiftedes en lignende forening i Skien, og Sophus Pihl dannede »Socialistisk arbejderforening« i Bergen. Fra nytår 1886 omdøbtes »Vort Arbejde« til »Socialdemokraten«. I 1878 var Carl Jeppesen kommet til Norge, og så snart han fik høre om »Socialdemokratisk forening« sluttede han sig med iver til og blev med et slag bevægelsens største agitatoriske kraft. Han valgtes til formand for foreningen i 1886, og blev tillige »Socialdemokratens« redaktør. D. 19. december 1885 havde han skrevet sin første artikel i bladet. D. 21. august 1887 stiftedes »Det Norske Arbejderparti« i Arendal efter indbydelse af Samholdsforeningerne derfra. De ledende kræfter ved stiftelsen af partiet var Knudsen og Jeppesen, der var delegerede for Socialdemokratisk forening i Kristiania. Udmærkede hjælpere fik det unge parti i dr. Oscar Nissen og advokat Ludvig Meyer. I 1891 vedtog partiet et helt socialistisk program, og fra De forenede Norske Arbejdersamfund kom O. G. Gjøsteen over. Fattigforstander A. Johnsson var også ved sin virksomhed i Kristiania Arbejdersamfund ført over til socialismen, og arbejder Edvard Olsen blev for en tid en stærkt virkende kraft i partiet. Den nye bevægelse, som skulle blive den, der slog igennem og arbejdet sig frem til stabilitet og jævn fremgang, begyndte stilfærdig og uden bram; men i den lå styrken. Den er udgået fra fagforeningerne, og det er en historisk kendsgerning, uden modsigelse, at den moderne socialismes historie i Norge begynder med 1885.

Skift til: Socialdemokratiets århundrede * * Socialistisk Bibliotek

Webmaster