Indhold på denne side: Den socialistiske fremtidsstat * * Den sociale katastrofeteori * * Anarkismen af Gerson Trier (1894) * * Arbejderne og den socialistiske videnskab af Nic. L. Petersen (ca. 1913) * * Socialismen af P. Knudsen (1884)

Blandt alle nutidens politiske partier er socialdemokratiet det eneste, hvis program peger ud over det bestående samfunds grænser. Og der er to ord, hvormed denne særstilling betegnes, to ord, der skinner og smælder som røde faner i skarp vind: »den sociale revolution« og »den socialistiske fremtidsstat«. De andre partier kan være mere eller mindre vidtgående i deres fordringer. De kan kræve reformer af forskellig art, en ny fordeling af den politiske magt, af de borgerlige rettigheder, af den økonomiske adkomst, en forskydning af mit og dit imellem de forskellige samfundslag - men alt på det givne grundlag. I socialdemokratiets program træffer man ligeledes en række reformkrav, der kan virkeliggøres indenfor det herskende samfunds rammer. Men man træffer tillige - i spidsen for programmet og som dets hovedpunkt - kravet om et helt nyt system for mit og dit, om en socialistisk stat eller rigtigere et socialdemokratisk samfund, et system, der kun kan føres ud i livet under samfunds- og ejendomsforhold, som ikke er gradsforskellige,  men væsensforskellige fra de nuværende. En sådan radikal omdannelse af samfundstilstandene er det mål, socialdemokratiet planmæssig stræber frem imod, og dette er det revolutionære element i den moderne arbejderbevægelse.

Thi den proces, hvorigennem der kan bygges bro fra nutidens kapitalistiske samfund til et fremtidigt socialistisk, kan kun betegnes ved det ene ord »revolution«. Det er et ord, der kan tydes på forskellig måde, og hvortil der kan knyttes de mest forskelligartede forestillinger, helt ud til det bloddryppende. Man må da først gøre sig klart, hvorledes det i denne sammenhæng skal opfattes. Hvad er socialdemokratiet forstår ved en social en revolution, den omvæltning der finder sted i hele det politiske og juridiske system, når hidtil undertrykte klasser i samfundet har nået en sådan styrke, at de ikke længere kan finde sig tilrette under de gamle tilstande. Igennem en jævn og langvarig udvikling er der groet nye kræfter frem, hvis interesser ligger i strid med de bestående samfundsforhold, og spændingen er omsider nået det punkt, hvor de må sprænge de gamle former og skabe nye, indenfor hvilke de har plads til at røre sig og føre udviklingen videre frem.

Måden, hvorpå en sådan revolution finder sted, kan være yderst forskellig. Den kan kræve en lang årrække, og den kan fuldbyrdes på én eneste dag. Den kan ske gennem ville optrin, og den kan foregå sådan, at en overfladisk iagttager ikke ser noget usædvanligt. De ydre former er det tilfældige; de afhænger af de særlige forhold. Gadeopløb, barrikadekampe og blodige sammenstød var det naturlige, sålænge de revolutionære folkemasser savnede organisation og politisk repræsentation; der var ingen anden måde, hvorpå de kunne give deres krav eftertryk. I nutidens kulturstater er de revolutionære lag af befolkningen i besiddelse af ganske andre kampmidler, og man kan vistnok med ret stor sikkerhed gå ud fra, at den ældre tids kampmåde hører historien til og ikke i fremtidens revolutioner vil komme til at spille nogen virkelig rolle.

Et tydeligt og storslået eksempel på et sådant revolutionært gennembrud finder man i den Franske Revolution i slutningen af det 18. århundrede. Det var en social revolution i udpræget skikkelse, der her gik for sig. Forud var gået den franske pengeadels århundredlange udvikling; der havde rejst sig et bourgeoisi, og det var nået til en grad af betydning og faktisk indflydelse, der ikke længere lod sig forene med de gamle samfundsforhold. Alle de mange rester fra middelalderens lenssamfund måtte ryddes af vejen, for at det kunne udfolde sig. Og det revolutionære bourgeoisi benyttede sig af Paris' proletarer som kanonføde i kampen mod de herskende stænder. »Frihed, lighed og broderskab« var den frase, hvormed det ildnede dem op, sålænge det havde brug for dem; men hvor liden alvor der var heri, viste sig, da man i forfatningen af 1791 udelukkede fra valgretten »enhver, der arbejdede for løn«. Således skabte det franske bourgeoisi et samfund, der var formet over dets interesser. Men centrum i hele denne revolution, det punkt, hvor man møder de revolutionære kræfter i deres mest fortættede form, var ikke noget af de mange voldsomme gadeoptrin; det var det berømte møde natten efter d. 4 august 1789, da nationalforsamlingen med ét strøg udslettede livegenskabet og hoveriet, tienden og adelens skattefrihed, lavsvæsenet og alle de andre levninger af det feudale stændersamfund. Ved denne lejlighed kom adelen og gejstligheden selv den nye tid imøde og bragte ét for ét af deres gamle privilegier til offerbålet. Men de gjorde det ikke i nogen sentimental rus af friheds- og lighedsbegejstring; de gjorde det under pres af den i høj grad nøgterne fornemmelse at have kniven på struben.

Når man forstår begrebet revolution på denne måde - og det er den eneste, der i denne forbindelse er berettiget, - ville det være mere end urimeligt at stille revolutionen op som en modsætning til evolutionen, udviklingen. De står ikke i modsætningsforhold; de betinger tværtimod hinanden som årsag og virkning. Revolutionen træder ind som slutpunktet på én udviklingsrække og samtidig som udgangspunktet for en ny. Den er på samfundslivets område et sidestykke til, hvad på naturlivets område vårbrudet er, når spirerne bryder igennem jordskorpen og knopperne sprænger svøbet.

For at danne sig et billede af den sociale revolution, vi går imøde, og de tilstande, den vil drage efter sig, gælder det da først om at lære de revolutionære spirer at kende, som gror i det nuværende samfund. Man må forstå, hvilke klasser det rummer, i hvilken retning de udvikler sig, hvilke interesser der bevæger dem, og på hvilke måder de står i modsætning til hverandre. Thi af brydningen imellem dem fremgår revolutionen. Klassemodsætningerne udløser sig i klassekampe, og klassekampene er den drivende kraft i historien. Klasserne begrænses efter deres økonomiske stilling, og deres handlen bestemmes efter deres økonomiske interesser. Det enkelte individ står altid til en vis grad frit; han kan sætte sig ud over sin klasses interessekreds; der er her ikke tale om viljens frihed eller ufrihed i filosofisk forstand. Men ligesom statistikken, trods de tusinde personlige hensyn, som i hvert enkelt tilfælde gør sig gældende, dog fra år til år finder en næsten fuldstændig regelmæssighed i alle mulige forhold, på samme måde er det også her faste og ubrydelige love, som hersker. I det lange løb og i det store hele bevæger hver enkelt klasse sig altid i den retning, hvori dens klasseinteresser peger. Dens tankegang, dens politik, dens holdning overfor alle offentlige spørgsmål kan altid spores tilbage som et bevidst eller ubevidst udslag af dens hele økonomiske og sociale stilling. Når de danske bønder gennemgående er frihandelsvenlige, da er dette ingenlunde noget udslag af ideelle bevæggrunde; det har sin årsag i det rent materielle forhold, at en korntold ville ruinere det store flertal af dem. Og omvendt tegner de danske godsejeres klasseinteresser sig i deres vågnende begærlighed efter en told på landbrugsprodukter; thi for dem ville den betyde økonomisk fordel.

I det moderne samfund er klassedelingen i høj grad simpel og gennemsigtig. Den herskende magt er kapitalen, den rigdom, der af sin besidder anvendes til at skabe ham ny rigdom igennem udbytningen af andre menneskers arbejdskraft. Det skarpe skel er modsætningen mellem bourgeoisi og proletariat, mellem dem, der udbytter ved hjælp af kapitalen, og dem, der udbyttes af den. Og hvad der opløser samfundet i disse to dele, er den kapitalistiske udbytningsproces,

Udbytning har fundet sted også under ældre samfundstilstande, historien kender. Slaveejeren udbyttede slaverne, godsejeren de hørige bønder. Men kapitalen har skabt sig sin egen udbytningsform, der er nøje tilpasset efter dens særlige væsen. Det ejendommelige er, at alt tilsyneladende foregår i den fuldstændigste frihed; der er ikke tale om nogen ydre tvang; den fattigste arbejder er efter lovene ligeså fri en mand som den rigeste kapitalist; udbytningsprocessen kommer i stand ved frivillig overenskomst imellem dem. Begge trænger de til hinanden. Kapitalisten kan ikke gøre sin kapital frugtbringende uden i forbindelse med arbejderens arbejdskraft; arbejderen kan ikke skaffe sig udbytte af sin arbejdskraft uden i forbindelse med de arbejdsmidler, som kapitalisten råder over. De mødes da ganske naturlig og indgår en arbejdskontrakt; kapitalisten køber arbejderens arbejdskraft i et vist antal timer om dagen for en vis pris, enten så og så mange øre i timen (timeløn) eller så og så mange øre for et bestemt arbejdes udførelse (stykløn). Den menneskelige arbejdskraft bliver en vare, der er genstand for omsætning mellem køber og sælger.

Prisen på varen arbejdskraft er vekslende; den bestemmes i hvert enkelt tilfælde, ligesom prisen på enhver anden vare, ved forholdet mellem tilbud og efterspørgsel. Er der meget arbejde at udføre, men kun få arbejdere, som tilbyder sig, vil lønnen have tilbøjelighed til at stige; er det omvendte tilfældet, vil den have tilbøjelighed til at synke. Men der er to grænser, indenfor hvilke arbejdslønnen under normale forhold altid vil bevæge sig. Den kan ikke i længden holde sig så lavt, at arbejderklassen ikke ved den er i stand til at holde livet oppe og at forplante slægten. Thi hvor det sker, hvor hovedmassen af arbejderbefolkningen er bragt ned på de absolutte sultekår, dér vil voksende sygelighed og dødelighed hurtig gøre lyst i dens rækker; tilbudet af arbejdskraft vil synke og lønnen derved påny drives i vejret. Men den kan heller ikke i længden holde sig så højt, at den dækker hele den værdi, som arbejderne ved deres arbejde frembringer. Thi hvis det skete, vilde der ikke blive nogen gevinst til kapitalisterne, og da de kun lader arbejdet udføre for gevinstens skyld, ville de indskrænke produktionen, og den synkende efterspørgsel efter arbejdskraft ville atter sænke lønnen.

Under normale forhold vil således arbejderne ikke få det fulde udbytte af det arbejde, de præsterer; kapitalen beslaglægger en del af det. Når de råstoffer, der indgår i arbejdet, i forening med sliddet på redskaber og bygninger, udgifterne til belysning, opvarmning, administration og deslige repræsenterer en samlet sum af en vis størrelse, medens det færdige produkt kan sælges på markedet for en pris, der er et vist antal kroner højere, da er denne forskel et udtryk for den nye værdi, arbejderne har frembragt. I de enkelte tilfælde kan ganske vist markedskonjunkturerne eller de skiftende moder bringe misforhold mellem den virkelige værdi og prisen; men i det store gennemsnit vil under fri konkurrence prisen være i overensstemmelse med det arbejde, der er nedlagt i varen; tager det dobbelt så lang tid at lave ét par støvler som et par sko, vil de også i almindelighed koste dobbelt så meget. Men af den værdi, der således bliver til igennem det menneskelige arbejde, går en del, og ofte den største, til kapitalen, - til driftens udvidelse, til anbringelse på andre felter, til kapitalistens personlige forbrug. Dette er den »merværdi«, som arbejderne skaber, den »profit«, som kapitalen høster på lønarbejdernes arbejde. Under denne form er det, at den kapitalistiske udbytning finder sted.

En målestok for, i hvilken grad udbytningen går for sig, kan man finde på en række spredte punkter, gennem de kapitalistiske forretningers driftsregnskaber. Her kun et par eksempler. For året 1902 viste regnskabet for Fakse Kalkbrud et nettooverskud af 330,000 kr. og en udgift til arbejdsløn, gager, kontorhold og deslige af 297,600 kr., foruden de øvrige udgifter, til trækkraft, materiel og deslige. Den nyskabte værdi var altså ialt 627,600 kr., hvoraf lidt under halvdelen gik til arbejderne. Det vil sige, at der på hver én krone i arbejdsvederlag er faldet en merværdi af 1 kr. 10 øre, at altså kapitalen har tilegnet sig godt halvdelen af arbejdets udbytte. En endnu stærkere udbytning fremgår af bryggeriet Gamle Carlsbergs regnskaber for tiden fra 1. oktober 1888 til 30. september 1897. Her viser det sig, at hver gang bryggeriets arbejdere har frembragt en værdi af 3 kr., hver gang salgsprisen for det producerede øl - bortset fra ølskatten - har oversteget driftsomkostningerne (med undtagelse af arbejdslønnen) med 3 kr., har den løn, der er blevet udbetalt for arbejdet, kun udgjort næppe én krone; overskuddet, de to kroner, er gået til kapitalen. Eller, udtrykt med andre ord, af årets 300 arbejdsdage er der blevet betalt fuld løn for de 100; de øvrige 200 dage har arbejderne måttet arbejde gratis, gøre »ubetalt arbejde«, udelukkende til gavn for kapitalen.

Hvor kapitalisten selv planlægger og leder arbejdet, er der endnu ligesom et slør over udbytningsforholdet. Til den profit, han høster på sin kapital ved udbytningen af arbejderne, knytter sig nemlig her den løn, han erhverver for sin personlige deltagelse i virksomheden, og disse to bestanddele, kapitalprofitten og driftslederlønnen, kan ikke skelnes med det blotte øje. Hvor derimod aktieforholdet hersker og profitten udbetales i form af renter til obligationsejere og dividender til aktionærer, som absolut intet har med driften at gøre, dér træder udbytningen frem i sin håndgribelige skikkelse. Hver øres gevinst er vundet på bekostning af arbejderne. Og det samme er tilfældet, hvor et gods bestyres af en lønnet forvalter, medens godsejerens eneste forbindelse med bedriften er den, at han fortærer de værdier, landarbejderne frembringer.

Dette er den udbytning, den arbejdende klasse er prisgivet. Og arbejderen har under de bestående samfundsforhold ingen mulighed for at frigøre sig for den. Thi han kan ikke eksistere uden ved at sælge sin arbejdskraft, og hvor han vender sig hen, møder han arbejdsvilkår af samme beskaffenhed. Det er kapitalisterne, som overalt ejer produktionsmidlerne, jord, grund, bygninger, redskaber, råstoffer, og råder over dem efter eget tykke. Og kapitalisternes eneste formål med at sætte produktionen igang er at presse profit ud af arbejderne, jo mere des bedre, de er kun villige til at købe arbejdskraften, når de kan få den for en pris, der sikrer dem selv et passende overskud. Arbejdslønnen indgår i deres regnskaber side om side med de øvrige driftsomkostninger, som en udgiftspost, det gælder om at indskrænke så stærkt som muligt. Arbejderen er fra kapitalens side set kun et redskab til at frembringe profit, de engelske fabrikanter taler om, at de i deres fabrikker anvender så og så mange, ikke mennesker, men »hænder«. Udtrykket er råt, men ærligt. Og arbejderen, der føler det økonomiske tryk over nakken, har intet andet valg end at sulte eller at lade sig udbytte.

Forholdet mellem køber og sælger af varen arbejdskraft er den kapitalistiske udbytnings store pulsåre; men der er mange andre kanaler, hvorigennem udbytningen foregår, mindre åbent, men ikke mindre virksomt.

Der er den stærkt og stadig stigende prioritetetsgæld i landbruget, som gradvis suger ejendomsretten til den jord, bonden dyrker, bort under fødderne på ham og forvandler ham fra selvejer til fæster. Han beholder navn af ejer, men det bliver mere og mere et blændværk; de virkelige ejere er de kapitalister, hvis penge er anlagt i kreditforeningers og andre låneinstitutiters obligationer, hvor de år efter år drager renter til sig. Som bonden i gamle dage måtte gøre hoveri for herremanden, må han nu trælle fra termin til termin for at klare afgifterne til kapitalen. Og byrden er tung og trykkende. Efter statistikken over de landejendomssalg, der fandt sted i årene 1896-1900, kan man regne, at en husmand med jord til 4 skæpper hartkorn i gennemsnit må svare en årlig rente af 80 kr., en smågårdmand med jord til 1½ tønde hartkorn en rente af 230 kr.. Hypotekbehæftelsen, der i ældre tider nærmest var at betragte som et undtagelsesforhold, et kendetegn på en unormal periode, er med det kapitalistiske kreditvæsens udvikling blevet et fast og normalt led i samfundshusholdningen. Systemet er i rask fremgang. I de senere år er prioritetsgælden i danske landejendomme vokset med gennemsnitlig omkring 50 millioner kr. om året, hvad der svarer til en årlig forøgelse af udbytningen med 2 millioner kr.. Allerede nu er de to tredjedele af den danske bondejords værdi på denne måde opsuget af kapitalen. Og den tredjedel, der endnu er tilbage, må for størstedelen forstås som en risiko, kapitalen overlader de såkaldte ejere at bære. Hvis ejendomspriserne synker, bliver det dem, der kommer til at lide tabet, medens kapitalisterne har deres part i sikkerhed.

Der er spekulationerne i byggegrunde, en indtægtskilde, der særlig under de moderne forhold, med storstadslivets stærke udvikling, er såre rigtflydende. Efterhånden som byågeren vokser ud over de gamle grænser, stiger forstædernes grunde i værdi, og de kapitalister, der i tide har sikret sig arealer her, høster fordelen. De skaber ikke selv samfundsnyttige værdier af nogen art; de tilegner sig kun andel i udbyttet af det samfundsmæssige arbejde, der udføres af andre, af den voksende industri, handel og samfærdsel, og ikke mindst af de offentlige foranstaltninger, der bliver iværksat for borgernes penge, gadeanlæg, kloakanlæg, belysningsanlæg og deslige. Det er en simpel og ganske ubesmykket tilegnelse af det offentlige arbejdes udbytte, som finder sted. Den stærke værdistigning på grundene, der f.eks. er foregået i Københavns ydre kvarterer i løbet af den sidste menneskealder, har skabt spekulationskapitalen kolossale rigdomme. En del af disse rigdomme hviler hos de nuværende husejere, en anden del er kapitaliseret, omsat i prioriteter i ejendommene, som stadig må forrentes. Det er den store befolkning, der må svare skat til denne kapital, dels direkte, i form af huslejen af beboelseslejlighederne, dels indirekte, i form af den prisforøgelse på de allerfleste varer, som de handlende må beregne sig for den større leje, de giver for deres forretningslokaler. Og det er ikke småbeløb, befolkningen på den måde må skatte. I København, Frederiksberg og Sundbyerne betales der hvert år over 67 millioner kr. i husleje, hvoraf den store hovedmasse går til kapitalens forrentning og kun en ringe del til bygningernes vedligeholdelse. Rundt om i provinsbyerne og ikke mindst i de mange opblomstrende stationsflækker på landet finder den samme bevægelse sted.

Der er fremdeles aktiesvindelen, som trives indenfor de skrevne loves grænser. For den naive betragtning er aktievæsenet et middel til at gøre den lille kapital delagtig i den store kapitals højere fortjeneste; i virkeligheden er det kun et middel for den store kapital til at suge den lille til sig. Til de fagre løfter og blændende prospekter, hvormed publikum lokkes til at købe aktier, svarer der sjælden nogen virkelighed; før aktierne udbydes til salg, er de gerne »udvandede«, bragt så stærkt ned i værdi, at de i heldigste fald kun kan give udbytte efter den almindelige rentefod. Hvor det er en ældre forretning, kapitalister omdanner til aktieselskab, sker det som oftest på den måde, at de lader sig værdien af forretningens ejendele udbetale med anskaffelsessummens fulde beløb, uden hensyn til det slid og den forældelse, der har fundet sted; hvor det er en ny forretning, der startes under aktieselskabets form, beregner stifterne sig et »gründer-honorar«, som forøger den sum, forretningen skal forrente, for at den kan siges at svare regning. Der bliver da lidet eller intet tilovers til aktionærerne. Og selv hvor en sådan »overkapitalisering« ikke har fundet sted og et selskab virkelig ville være i stand til at give højt udbytte, drager de store, ledende kapitalister fordelen over til sig. Ved at udsprede rygter om forestående tab eller oprette konkurrerende foretagender bringer de kursen på aktierne til at falde; de skræmmede småaktionærer sælger deres aktier for spotpris, men når disse først er nået over på kapitalisternes hænder, stiger kursen påny, og selskabet giver høje dividender. De menige aktionærer, der fortryder at have sluppet aktierne til lave priser, køber dem tilbage til høje kurser, og den store kapital inkasserer forskellen som ren fortjeneste. Men når først aktierne påny er spredt ud iblandt publikum, gentager det samme sig; der bliver atter arrangeret et kunstigt fald i kursen, og aktionærerne skræmmes atter til at sælge med tab. Så langt fra at gøre kapitalen demokratisk, virker aktievæsenet ved disse sindrige makinationer netop som et pumpeværk, der stadig suger middelstandens spareskillinger op i de store kapitalisters, i gründernes og bankiernes kasser.

Der er endelig statshusholdningen. Den høje finans er levende interesseret i statsgældens vækst og særlig i, at dens grundholdningkilde, militærudgifterne, stadig holdes flydende på bekostning af den store befolkning, der må betale i form af øgede skatter og savn af sociale reformer. Og finanskapitalen er her i god overensstemmelse med indflydelsesrige dele af industrikapitalen, der er begærlig efter leverancerne af panserskibe, kanoner og andre krigsinstrumenter. Alene af disse grunde er det magtpåliggende for kapitalen at hidse nationalfølelsen op til chauvinisme og militarisme. Imellem krigsministerierne og de store fabrikkers agenturer sporer man i mere end ét land underjordiske forbindelser. Men også andre hensyn gør sig gældende. For kapitalisterne, især i de store militærstater, er den pansrede næve den prokurator, der varetager deres interesser i fremmede lande og giver deres fordringer eftertryk; og den er tillige det middel, hvorved der erhverves kolonier i fremmede verdensdele, det vil sige markeder, hvor man kan finde afsætning for de kapitalistiske fabrikkers produkter, hvor man samtidig kan købe arbejdskraften til lavere pris end i hjemlandet, og hvor man endelig har nem adgang til de råstoffer, som behøves til produktionen. Derfor de senere årtiers imperialistiske politik, storstaternes stadig hidsigere kamp for at vinde verdensherredømme; den er dikteret udelukkende af den store kapitals interesser. Og for kapitalisterne i alle lande har bajonetterne tillige en anden betydning; de er det magtmiddel, kapitalen stoler på i kampene mod socialdemokratiets revolutionære bestræbelser.

I statshusholdningen fejrer kapitalen overhovedet nogle af sine største triumfer. Dens hånd spores overalt, i den ud over alle forsvarlige grænser drevne beskyttelsestold, der fordyrer befolkningens forbrug for at skaffe kapitalisterne en ekstraprofit - den nylig vedtagne tyske toldlov hører til de uhyggeligste eksempler, men også den danske toldbeskyttelse frembyder uhyggelige træk -; i bibeholdelsen af den indirekte beskatning gennem finanstolden, der virker som en indkomstskat med synkende skala - jo fattigere en mand er, des større en brøkdel af sine indtægter må han betale i told til staten, 3 øre pr. flaske petroleum, godt 4 øre pr. pund ris, 12¹/₂ øre pr. pund kaffe; alene på disse tre artikler udgør indførselstolden 4³/₄ millioner kr. om året -; i koncessioner, der giver indehaveren de urimeligste fordele til skade for det øvrige samfund. »Det tredje ting«, der bag kulisserne med skjulte tråde leder regering og repræsentation, tit også presse og offentlig mening som marionetter, er i alle kapitalistiske lande en kendsgerning, om hvis mægtige indflydelse der ikke kan tvivles.

Det nuværende samfund er som et jordlag, der er gennemfuret med et net af tusind sugerødder, hvorigennem den store kapital ustandselig drager værdierne til sig fra arbejderklassen og middelstanden. En stadig større brøkdel af nationens rigdom samles hos den lille brøkdel af individer, der råder over kapitalen. For de øvrige bliver tilbage det nødtørftigste til livets ophold.

Således er udviklingen igennem det kapitalistiske samfund. Den er let at anskue, og den kan også påvises i skarpe tal. Københavns indtægtsforhold giver et tydeligt eksempel. Her udgjorde den samlede indkomst, både for indtægterne over og under skattepligtsgrænsen, i året 1892 172,700,000 kr.; i året 1898 222,971,000 kr.. Men heraf faldt på de meget store indtægter, hver på mindst 20,000 kr., et beløb af 24,758,100 kr. i 1892 og 45,251,900 kr. i 1898. Disse kolossale indtægter var således voksede fra at udgøre 14,3 % af den samlede indkomst i 1892 til 6 år senere at udgøre 20,3 %, fra syvendedelen til femtedelen. Og hele denne femtedel af de københavnske indkomster var i hænderne på en lille kreds af personer, 976 ialt, kun lidt over ^]/₂ % af samtlige forsørgere i København. Dette er den ene udviklingslinje i det moderne samfund: kapitalisternes voksende pengevælde. Ligeså tydelig iagttager man igennem statistikken den anden: den stadige tilvækst i tallet på dem, der er genstand for udbytning, proletarerne.

Man ser det i industrien. Med kapitalismens fremgang breder stordriften sig, og den gammeldags selvstændige håndværkerstand udtyndes. Småhåndværket konkurreres til døde af den store kapitalistiske fabrik. Stordriften har alle fordelene på sin side i konkurrencen. Med de maskiner og den hele tekniske fremgangsmåde, den anvender, kan den producere større varemasser med ringere omkostninger og derfor sælge til lavere priser; dens udgifter til husleje, opvarmning, belysning, kontorhold og deslige er forholdsvis mindre; den kan med stor fortjeneste anvende affaldsstoffer, som er værdiløse i smådriften, fordi de ikke er tilstede i tilstrækkelig mængde. Hvor stordriften først har holdt sit indtog i en industrigren, dér vil smådriftens død som oftest kun være et tidsspørgsmål. Og den breder sig ud over det ene område efter det andet; skotøjsindustrien er et betegnende eksempel på, hvorledes håndværket bukker under for fabriksdriften, og den samme bevægelse går med større eller mindre voldsomhed for sig i næsten alle industrigrene. Som følge heraf vokser antallet af industrielle lønarbejdere, af folk, der udelukkende lever af at sælge deres arbejdskraft til fabrikker og værksteder, rask fra den ene folketælling til den anden. I tiden 1870-1890 tiltog den samlede danske befolkning med 22 %, men tallet af industriarbejdere med 81 %, henved 4 gange så stærkt. I året 1897 taltes der ialt 176,608 lønarbejdere i den danske industri, deraf 109,838 mænd over 18 år, og det virkelige tal var uden tvivl en del større. Det svarer, når man tager hensyn til arbejdernes husstand, til mindst sjettedelen af den danske befolkning. Og det småhåndværk, der stadig er igen, holder for størstedelen kun livet oppe under rent proletariske kår. Flertallet af de såkaldte håndværksmestre er vistnok omtrent ligeså slet stillede og i omtrent ligeså høj grad genstand for udbytning som de egentlige lønarbejdere. Mange af dem er, som leverandører til de store kapitalistiske etablissementer, guldsmedebutikker, ekviperingsforretninger, møbelmagasiner og deslige, i virkeligheden kun for akkordlønnede arbejdere at regne. Af hver 3 mandlige hovedpersoner i håndværk og industri i København stod i året 1898 de 2 i skattebogen for en indtægt af under 1600 kr. I 1897 fandtes der i Danmark 42,293 industridrivende, som arbejdede uden fremmed medhjælp i deres bedrift, og 13,273, som kun havde én medhjælper, en svend eller en lærling. Og også af dem hører den store hovedmasse efter hele sin sociale stilling proletariatet til.

Man ser det samme i handelen. Ligesom i industrien viser også her stordriften sig som den overlegne i konkurrencen. Stormagasinerne konkurrerer de små forretninger ned, ikke blot i de store byer, men også i småstæderne og flækkerne, gennem det net af filialer, de spænder ud over landet, og gennem den udvikling af kommunikationsmidlerne, der gør det muligt for forbrugerne at forskrive deres varer langvejsfra. De små handlende er klemte og pinte under konkurrencen med de store. Mange af dem er bragt ned til det trin, at de ikke ville kunne ernære sig, hvis ikke de havde andet erhverv ved siden; i mangfoldige københavnske småforretninger er det hustruen, som passer butikken, medens manden går ud på arbejde. Andre er snærede i den strammeste afhængighed af den udbyttende kapital, som dikterer dem deres livsvilkår. Brødhandlernes forretninger ejes af de store brødfabrikker, værtshusholdernes af de store bryggerier, og de fleste af dem lever på gæld hos grossererne og veksler i bankerne. Hertil kommer huslejekapitalens udsugelser. Selv den handlende, der står nogenlunde frit, og hvis forretning går godt, er stadig udsat for, at husejeren forhøjer lejen og således beslaglægger en væsentlig del af hans fortjeneste, i regelen må han finde sig deri, da han ved at flytte ville tabe en del af sin kundekreds. Og samtidig med at den handlende middelstand således i stigende grad bliver et bytte for kapitalistisk udsugelse under den ene eller den anden form, samtidig vokser tallet på de handelsmedhjælpere, der er uden udsigt til nogensinde at hæve sig til kendelig bedre kår, jævnstillede som de er med industriens lønarbejdere - blot i almindelighed med lavere løn og længere arbejdstid. I 1898 udgjorde handelsmedhjælperne over tiendedelen af Københavns forsørgere, og deraf havde mere end halvdelen under 800 kr. om året.

Og man ser det i stor stil i landbruget. Medens de større bedrifter i nogen grad hævder deres rent ydre stilling, kun vokser eller aftager svagt i tal og omfang, gror der derimod frem fra bunden en såre talrig klasse af småhusmænd og landarbejdere, og om store dele af dem gælder det, at de lever i kår så elendige og så nedværdigende, at man vanskelig finder sidestykke dertil selv i de værste skildringer fra bondefornedrelsens tid. Fra 1873 til 1895 tiltog antallet af herregårde (over 12 tdr. htk.) med 9 %, medens antallet af større bøndergårde (4-12 tdr. htk.) aftog med 7 % og antallet af mindre bøndergårde og større husmandslodder (2 skpr. - 4 tdr. htk.) tiltog med 4 %. Det var således kun små forskydninger, der fandt sted indenfor disse klasser. Men samtidig tiltog antallet af ganske små husmandsbedrifter (under 2 skpr. htk.) med 30 %. Og da der i gennemsnit på hver af disse lodder kun faldt jord til 1½ fdk. htk., står man overfor bedrifter, der i de allerfleste tilfælde svarer til en kartoffelmark og græsning til et par får eller højt regnet en ko, medens besidderen må skaffe sig sit hovedudkomme ved at gå på dagleje for godsejeren eller bønderne. Ialt var der i året 1895 192,093 husmandsbedrifter med mindre end 1 td. htk. Og vel må man for at måle landbrugsproletariatets omfang se bort både fra de industriarbejdere, håndværkere og handlende, som er besiddere af sådanne bedrifter, og også fra de bolsmænd og større husmænd, som skaffer sig en tålelig tilværelse, men man må på den anden side tage med i betragtning de mange indsiddere, der ikke bebor noget selvstændigt hus. Sikkert er det, at man her har en såre talrig klasse, den talrigste indenfor den danske befolkning, af landarbejdere og småhusmænd, af mennesker, som ved at anspænde hele familiens arbejdsevne til det yderste slid og ved at nægte sig enhver af livets nydelser netop er i stand til at eksistere, og som føler kapitalens tryk nage både på det ene punkt og på det andet.

Det er denne proces, der er det afgørende karaktertræk igennem nutidens sociale udvikling. Kapitalen suger en stadig større del af samfundets rigdomme til sig og suger en stadig større del af befolkningen ind under sin udbytning. Det er kun et naturligt udslag af dens hele væsen. Thi den trænger bestandig til at formere sig, til at spænde sin magt over nye felter. Den store kapitalist forbruger selv kun en del af sin profit; jo større hans indtægter er, des større en brøkdel af dem vil han sende ud til fornyet kapitalistisk anvendelse, til anbringelse i nye forretninger, til anlæg i nye obligationslån. Kapitalen vokser efter reglerne for rentes rente, som en snebold ad et skråt tag.

Således spaltes befolkningen bestandig skarpere i sine to bestanddele, på den ene side det lille mindretal af kapitalister, der lever i kraft af deres besiddelse, på den anden side det uhyre flertal af proletarer, af mennesker, der kun kan leve ved at sælge deres arbejdskraft til kapitalens udbytning og ingen udsigt har til nogensinde at komme ud over dagen og vejen. Indenfor hver af disse to klasser er der forskellige grupper, hvis interesser ofte i enkelte spørgsmål kan krydse hverandre. Husmanden ønsker høje priser på æg, flæsk og smør; industriarbejderen ønsker lave priser. Finanskapitalisten ønsker høj rentefod, fordi det for ham betyder høje indtægter; godsejeren ønsker lav rentefod, fordi han må svare renter af sin prioritetsgæld, og det samme gør den industrikapitalist, der væsentligst arbejder med lånte penge. Men overfor de store almene spørgsmål udviskes alle småforskellighederne; det bliver overvægtsinteresserne, der gør sig gældende med fuld styrke. Arbejderen bliver ikke kapitalist, selv om han har 100 kr. stående i sparekassen, lige så lidt som godsejeren bliver proletar, fordi han skal udrede en del af godsets udbytte til prioritetshaverne. Når spørgsmålet rejses om kapitalisme eller socialisme, om udbytningens vedbliven eller dens ophør, da hamres hver af de to klasser sammen til et fast hele, da står de besiddende og de besiddelsesløse overfor hinanden som fjendtlige hære. Thi imellem disse to magter er der en evig standende strid; deres interesser tørner imod hinanden. Fra kapitalistisk side, hvor bestræbelserne naturlig går ud på at undertrykke proletariatets bevidsthed om klassemodsætningerne, fordi denne bevidsthed fører til klassekamp, til modstand imod kapitalens udbytning, har man opstillet en lære om, at der i virkeligheden er harmoni tilstede mellem de to klassers interesser. De betinger hinanden, kan ikke eksistere uden hinanden. Thi ligeså hjælpeløs som kapitalisten står uden arbejderens arbejdskraft, ligeså hjælpeløs står arbejderen uden kapitalistens kapital. Jo stærkere kapitalen breder sig og befæster sin magt, des mere arbejde vil der være lejlighed til, des mindre vil arbejdsløsheden blive, des højere arbejdslønnen. Når arbejderne blot lader kapitalisterne få frit spillerum til at forfølge deres interesser, vil også for deres eget vedkommende alt forme sig på den bedste måde. Hele denne harmonilære er falsk. Sandt er det, at kapitalisten ikke kan undvære arbejderen, fordi arbejdskraften er knyttet til dennes person. Men arbejderen kan fortræffelig undvære kapitalisten; hvad han trænger til, er de produktionsmidler, som er nødvendige for arbejdets gang, men han trænger ikke til privatmænd, som råder over dem og anvender dem til at udbytte ham selv. Hvis arbejdernes personer forsvandt fra jordens overflade, ville kapitalisterne have valget mellem at sulte ihjel eller selv at stige ned og blive arbejdere; hvis kapitalisternes personer forsvandt og produktionsmidlerne gik fra privates besiddelse over til samfundets, ville arbejderne kunne føre en langt lykkeligere tilværelse end nu.

I stedet for harmoni er der en skærende disharmoni. Det ligger i kapitalens natur, at den bestandig vil søge at trykke arbejderklassen ned imod det laveste trin, på hvilket det overhovedet er muligt at eksistere. Thi jo lavere løn og jo længere arbejdstid, des større er den merværdi, der produceres, des større den profit, kapitalisterne tager ind. Lønhøjden er som et termometer, hvorpå kapitalen aflæser udbytningsgraden. Den er interesseret i at skaffe sig arbejdskraften på de billigst mulige vilkår, og den bruger alle midler dertil.

Derfor den stigende anvendelse af kvinder og børn i fabriker og på arbejdspladser, overalt hvor det er muligt at lade dem afløse de voksne mænd. Thi dette betyder, at lønnen kan holdes lavt over hele linjen. I længden må arbejdslønnen være høj nok til, at arbejderklassen kan ernære sig og forplante sig. Sålænge det er regelen, at den voksne mand er familiens eneste forsørger, må der derfor alene ved hans indtægt mellem år og dag tilflyde en arbejderfamilie af gennemsnitlig størrelse så meget, at det dækker alle medlemmernes samlede behov. Men hvor hustru og børn drages ind i arbejdet og familien opløses i flere erhvervende individer, dér er det tilstrækkeligt, når deres forenede indkomst har en sådan størrelse. Lønnen kan nedsættes; kapitalen kan købe 2-3-4 menneskers arbejdskraft for samme eller noget nær samme pris, som den ellers havde måttet give for ét menneskes arbejdskraft. Og den véd at benytte sig deraf. Straks da den kapitalistiske arbejdsmåde i stor stil brød igennem, i England i begyndelsen af det 19. århundrede, blev kvinder og børn helt ned til de spædeste aldre genstand for en udbytning af den forfærdeligste art, der drog uhyggelige følger efter sig for hele arbejderbefolkningen. Systemet har bredt sig med kapitalismen. I hvilken grad den kapitalistiske storindustri og udnyttelsen af den svage arbejdskraft hænger sammen som årsag og virkning, får man en tydelig forestilling om igennem den danske industristatistik. Af hver 1000 arbejdere i mindre industriforretninger (med 1-5 arbejdere i hver) var i 1897 de 43 gifte kvinder og børn under 14 år, i middelstore (med 6-20 arbejdere) de 73 og i store (med over 20 arbejdere) de 102. Derfor også den stigende import af arbejdere fra lande, der står lavere i kultur. Også dette er et middel til at holde lønnen nede. Arbejdslønnen må være høj nok til at dække arbejderklassens første livsfornødenheder. Men dette er et elastisk begreb, vekslende i de forskellige lande, efter de klimatiske forhold og navnlig efter det forskellige kulturtrin. Flertallet af danske arbejdere har med deres højere civilisation en række fornødenheder, som folk på et lavere trin ikke kender. Hvor de første kræver og nødvendigvis må kræve en løn, der dog i nogen måde tilfredsstiller disse fordringer, dér er de sidste villige til at sælge deres arbejdskraft for lavere pris - for penge til kartofler og cikorievand i stedet for til kød og mælk. Og kapitalens falkeblik finder hurtig disse folk, i hvis »nøjsomhed« den ser en velgørende modsætning til de hjemlige arbejderes »fordringsfuldhed«. Kapitalen elsker barbariet og belønner det ved at tage det i sin tjeneste. Straks fra begyndelsen af det 19. århundrede blev der ført i tusindvis af de nøjsomme irer over til England, hvor de blev sat til alt groft arbejde, mod en løn, der rakte til kartofler og brændevin, til de elendigste huler og de usleste pjalter. Med de forbedrede samfærdselsmidler og de billigere befordringstakster tager bevægelsen stadig stærkere fart. Polske arbejdere indføres hvert forår i stigende tal til de danske roemarker og teglværker, norditalienske arbejdere vandrer til Sydfrankrig, Schweiz, Østrig og Ungarn, hvert efterår rejser tusinder af italienere til markarbejdet i Sydamerika for at vende hjem om foråret. Og det er ingenlunde usandsynligt, at man engang får de uhyre flittige og uhyre nøjsomme kineseres gule ansigter at se på Europas arbejdspladser.

For landets arbejdere betyder alt dette en bestandig voksende fare for arbejdsløshed, den værste svøbe, hvorunder nutidens arbejderbefolkning lider. Men arbejdsløsheden er ikke i strid med kapitalens interesser, tværtimod. Jo flere mennesker der står uden beskæftigelse og byder deres arbejdskraft til, des skarpere er konkurrencen mellem arbejderne indbyrdes, des mere vil de være tilbøjelige til at stemme deres betingelser ned. I de arbejdere, hvem lang tids nød har gjort myge og møre, har kapitalen den reservearmé, hvorfra den henter løntrykkere og strejkebrydere som forstærkning imod den øvrige del af arbejderklassen. Den er interesseret i stadig at holde denne de arbejdsløses mængde vedlige. Under stigende produktion søger fabrikanterne såvidt muligt at få det forøgede arbejde udført ved overarbejde af det gamle mandskab, thi en forøgelse i arbejdertallet ville formindske den industrielle reservearmé og styrke arbejdernes modstandsevne. I kriseperioder med stor arbejdsløshed antager de kapitalistiske undertrykkelsesbestræbelser deres voldsomste skikkelse.

En arbejderklasse på sultegrænsen, med hovedet bøjet sløvt under udbytningen, det er da det ideal, som kapitalen instinktmæssig søger at realisere. Personlig kan bourgeoisiets medlemmer enkeltvis være besjælet af de humaneste følelser, beklage den sociale elendighed, de ser om sig, og søge efter evne at lindre den værste nød, de møder; men overfor den økonomiske fællesinteresse blegner de enkeltes mere eller mindre humane sindelag. Kapitalistklassen som helhed drives til de mest energiske bestræbelser for at holde arbejderklassen nede. Og hvad der bidrager stærkest til således at give bourgeoisiet karakter af en kompakt undertrykkermasse, er den indbyrdes konkurrence; den virker som en spore, der hidser til brutalitet. Jo hensynsløsere en kapitalist forstår at udbytte, jo mere arbejde han presser ud af arbejderne, des bedre er hans udsigter til at holde sig oven vande. Kapitalismen sætter en præmie på hensynsløsheden. Og det er den hensynsløseste af konkurrenterne, der bestemmer udbytningsgraden, også for de øvriges vedkommende. De er nødt til at følge med, hvordan så deres personlige tilbøjelighed er; i modsat fald udsætter de sig for at bukke under i tilværelseskampen.

Og ganske vist kan denne skånselsløse udbytning i det lange løb være i strid med kapitalens virkelige interesser. Ligesom der kan drives rovdrift med jorden, således også med den menneskelige arbejdskraft, en rovdrift, som i længden ikke svarer regning. Det har vist sig ved mangfoldige praktiske erfaringer, at en arbejderklasse i de laveste kår ikke under alle forhold er den rigeste kilde til profit. Det er således ofte godtgjort, at en forkortelse af den daglige arbejdstid forøger arbejdets produktivitet, gør det muligt uden forøget anstrengelse i hver time at forvandle en større mængde råstoffer til færdige produkter, og jævnlig har denne forøgelse endog været så stærk, at der i den kortere arbejdsdag har kunnet udføres et absolut større arbejde end tidligere i den længere; i en hollandsk cigarfabrik blev i året 1889 arbejdstiden nedsat fra 11½ til 9½ time, og resultatet var, at der på hver arbejder faldt en større produktion i den korte arbejdsdag end i den lange. Og det er også tilstrækkelig bevist, at en vellønnet, og derfor sundere, friskere og intelligentere arbejderklasse arbejder mere omhyggelig og fremstiller et mere værdifuldt produkt end en sletlønnet; en engelsk ingeniør har efter praktiske erfaringer ved jernbaneanlæg i næsten alle egne af jordkloden gjort rede for, hvorledes arbejdsevnen vokser efter en langt større målestok end arbejdslønnen; selv i lande, hvor lønnen kun var halvt så høj som i England, kunne det dog på de fleste punkter betale sig at benytte fagdannede engelske arbejdere, fordi de i dagens løb udrettede et både 3 og 4 gange så stort arbejde som de indfødte arbejdere. Og det er endelig umiddelbart indlysende, at en arbejderbefolkning i gode økonomiske kår betyder et købedygtigt publikum for kapitalisternes varer, garanterer en soliditet i markedet, som tager stødet af imod de værste rystelser af den regelmæssige forretningsgang. Altsammen til stigende profit og øget sikkerhed for kapitalen.

Men alt dette er grå teori for den kapitalist, der står overfor arbejdere, som kræver højere løn eller kortere arbejdstid. De for ham selv gunstige virkninger af en sådan indrømmelse ville for størstedelen først indtræde, når opgangsbevægelsen havde bredt sig ud over hele arbejderbefolkningen og der var forløbet en årrække, hvor følgerne havde haft tid til at gro; og imidlertid ville han svække sig selv i konkurrencen. Og også de gunstige virkninger, som kunne ventes at indtræde hurtig, vil øve liden tillokkelse for ham; de vil forekomme ham usandsynlige eller i hvert fald usikre, og han har ikke lyst til at gøre sig selv til forsøgskanin for socialpolitiske eksperimenter. Hvad han støtter sig til, når han siger nej og atter nej til arbejdernes fordringer, sålænge han formår, er den usvigelige bevidsthed om, at højere løn betyder større driftsudgifter. Og kendsgerningerne har da også noksom vist, at hver 10 øres forhøjelse af arbejdslønnen, hvert kvarters forkortelse af arbejdstiden har måttet vindes ved krig, har måttet aftvinges kapitalen.

Der er således i kapitalen en tendens til at sænke arbejderklassen i den dybeste elendighed. Og hvor den har frit albuerum, uden hindringer af arbejderlovgivning fra oven og arbejderorganisationer fra neden, dér kan man lære virkningerne at kende i deres renhed. Det klassiske eksempel er det engelske samfund, som det var i det 19. århundredes første halvdel, et helvede for arbejderklassen, hvor børn og kvinder og voksne mænd blev pint i en umenneskelig lang arbejdstid og lønnen kun rakte til sulteføde, hvor de uhyggeligste sygdomme hærgede industribyernes befolkning og slægten forkrøbledes legemlig og åndelig, vantrivedes og demoraliseredes, medens det tykkeste barbari bredte sig. England i kapitalismens gennembrudsperiode er den tydeligste illustration til kapitalismens elendighedstendens; man ser her, hvor vidt den kan gå og vil gå, overalt hvor den kan virke i fuld frihed.

Men selv hvor der er dæmmet stærkt op imod den, hvor arbejderne har formået at hæve deres gennemsnitlige kår betydelig over sultegrænsen, selv dér kender ikke blot enhver proletar af egen bitter erfaring, men også enhver statistikker ud fra de mange pålidelige kendsgerningers masse, hvor megen elendighed der alligevel hersker rundt i den arbejdende befolkning, ikke som enkelte undtagelsestilfælde, men som det regelmæssige, det naturlige udslag af selve den kapitalistiske udbytning. Det gælder ikke mindst et land som Danmark, trods alt hvad arbejderne her har tilkæmpet sig. I januar 1902 var 37,000 danske industriarbejdere arbejdsløse; hvilken sum af savn og lidelser dette tal repræsenterer, er uberegneligt. Og arbejdsløsheden rammer i flæng; ingen arbejder véd sig sikker for, hvilken dag den vil træffe ham. I smede- og maskinarbejderfaget, som dog ikke hører til de stærkest udsatte, blev i året fra 1. juli 1899 til 30. juni 1900 de 46 %, næsten halvdelen af arbejderne, ofre for arbejdsløsheden, og dens gennemsnitlige varighed var for hver af dem halvanden måned, men længst var den for de ældre arbejdere, på over 35 år, i gennemsnit to måneder.

Den mangelfulde ernæring, de usunde boliger, det opslidende arbejde spejler sig i dødelighedsforholdene, særlig iblandt småbørn. I tiden omkring år 1880 var forholdet imellem børnedødeligheden i de forskellige lag af Københavns befolkning et sådant, at hver gang der døde 100 børn under 9 år i bourgeoisiet, døde der i de samme aldersklasser 141 i arbejderbefolkningen. Og udbytningen fører ikke blot sine ofre alkohol til sygelighed og en altfor tidlig død, ofte også ned i den dybeste moralske fordærvelse. Alkoholismen er i sin nuværende skikkelse et rent socialt onde, hvis udbredelse og dybde står i nøje sammenhæng med de økonomiske forhold. Prostitutionen rekrutteres næsten udelukkende fra de uslest stillede lønarbejdersker, fra tjenestepiger, fabriksarbejdersker og syersker. Overlægen ved Vestre hospital skriver herom i sin officielle beretning: »Under de bestående samfundsforhold er ikke få af disse piger ligefrem henvist til prostitution som hjælp til at skaffe sig føde i deres iøvrigt glædeløse tilværelse.«

Syerskerne er vel som helhed taget den gruppe af industriarbejdere, hvis kår er de elendigste - skønt mange andre grupper kun står lidet over dem. Af københavnske syersker må i den døde tid hver sjette, i den travle sæson hver anden arbejde over 12 timer i døgnet for at skaffe sig det tarveligste udkomme, og der er fuldt bekræftede eksempler på en regelmæssig daglig arbejdstid hele året rundt af 16, ja endog 18 timer - fra kl. 3½ morgen til kl. 10 aften med kun en halv times middagspause. Og om det udbytte, disse arbejdersker har af deres slid, er det oplyst, at af hver 5 københavnske syersker får de 3 en dårligere ernæring end kvindelige straffefanger.

På landet er elendigheden under den kapitalistiske udbytnings pres nok så stor som i byerne. I 1897 regnede statens statistiske bureau som den årlige gennemsnitsløn for en daglejer på egen kost 534 kr., med fast arbejde hele året rundt; det vil sige 17-18 øre i timen, medens lønnen for kvindelige arbejdere kan anslås til omtrent 10 øre i timen. Landarbejderens bolig er oftest af den mest oprørende slethed, og hans ernæring svarer til hans usle indtægter. Det viser sig af en undersøgelse, som statistisk bureau har foranstaltet, at hver voksen mand i landarbejderfamilierne gennemsnitlig kun nyder omtrent 39 pund kød og flæsk om året, medens det tilsvarende forbrug i københavnske arbejderfamilier, hvor det dog er såre langt fra, at behovet fuldtud kan tilfredsstilles, er 119 pund, tre gange så meget.

Blandt de besiddende husmænd er ernæringen adskillig bedre, og også boligen tilfredsstiller vistnok gennemgående i højere grad sundhedens fordringer. Men det skyldes kun det trælsomste slid og den fuldstændigste given afkald på al luksus, på alle nydelser, på alt, hvad der gør livet en smule farverigt at leve. Forbrugsstatistikken viser, at den besiddende husmand overfor alt, hvad der går ud over livets allerabsoluteste fornødenheder, er fuldt så nøjsom som den besiddelsesløse landarbejder. Hans udgifter til kolonialvarer, øl, tobak, spirituosa, klæder, fodtøj, brændsel, petroleum, vask, bohave, forsikring, foreninger, adspredelser, bøger og aviser er tilsammenlagte ligeså små som landarbejderens.

De økonomiske kår giver sig også her børnenes udslag i sygelighed og mangel på harmonisk legemlig udvikling. I årene 1883-84 blev der foretaget en række undersøgelser over børn i landsbyskoler hele landet over, og det viste sig ved dem, at husmands- og landarbejderbørnene i alle landsdele var gennemsnitlig én tomme lavere af vækst end gårdmandsbørnene i de samme aldre, at de gennemgående vejede et par pund mindre, og at de led langt mere af sygelighed, især af kirtelsygdomme.

Og også selvmordsstatistikkens dumpe sprog taler tydelig om virkningerne af de økonomiske klasseforskelligheder på landet. På hver 1000 voksne mænd blandt proprietærer, gårdmænd og forpagtere faldt der i løbet af de 10 år 1886-1895 6 selvmord, men iblandt landarbejdere, husmænd og aftægtsfolk faldt der 10. Alt dette er eksempler valgt i flæng; de er tilstrækkelige til at vise, i hvilken retning kapitalismens tendens overfor de arbejdende klasser peger. Det er en tendens, der kan modvirkes, men kun derved, at dens ofre sætter sig til modværge. Den er som en springfjeder med voldsom spænding; den kan holdes nede, men kun når de arbejdende klasser stemmer sig imod med yderste kraft. Slippes taget eller slappes kraften, vil den med fuld magt slå ud igen.

At arbejderne, og ikke mindst de danske arbejdere, endog i meget høj grad har været i stand til at modvirke den kapitalistiske elendighedstendens, er ganske uomtvisteligt. Lønnen er bragt i stigning på næsten alle punkter af industrilivet, arbejdstiden i nedgang på de allerfleste, og tåleligere arbejdsforhold er blevet gennemført. Følgen har været højere legemlig sundhed og åndelig udvikling, et større mål af lykke og velvære. Et samlet og let overskueligt udtryk for hele denne opgangsbevægelse finder man i den ene kendsgerning, at de danske industriarbejdere i år et 1899 havde 40 millioner kr. mere i arbejdsløn, end de ville have fået, om lønsatserne havde været de samme som i 1872. Den gennemsnitlige daglige arbejdstid var i de 27 år sunket fra 11³/_1o til 10¹/_lo time; den gennemsnitlige løn for hver arbejdstime var steget fra 19⁹/_1o til 35½ øre. Også blandt de uorganiserede landarbejdere har opgangen bredt sig, som en naturlig følge af de organiserede industriarbejderes kamp for bedre kår. Den stigende løn i byerne har draget folk til fra landet, og gårdmænd og godsejere har været nødt til at købe arbejdskraften for højere pris. I tiden fra 1872 til 1897 er årslønnen for tjenestekarle gennemsnitlig vokset med 80 %, for tjenestepiger med 100 %, for faste mandlige daglejere med 30 %.

Dog må man ikke lade sig blænde af de vundne resultater. Thi for det første er det et spørgsmål, om ikke en meget stor del af denne lønstigning er illusorisk, er slugt af de højere priser på livets fornødenheder. Da kapitalen har det i sin magt indenfor visse grænser at diktere priserne på sine produkter, er den i stand til ad den vej at tage sig betalt og mere end betalt for den forøgede løn. Stiger f.eks. arbejdslønnen i et fag med 10 %, vil fagets kapitalister, såvidt de formår, forhøje priserne med 10 %, hvad der, når omsætningen bevares uforandret, svarer til en betydelig indtægtsforøgelse for dem, idet arbejdslønnen jo kun udgør en del af deres driftsudgifter. Når da arbejderne skal forsyne sig med deres fornødenheder, mødes de af en prisforhøjelse, der måske lægger fuldtud beslag på den forøgede indtægt. De får en ligeså stor merudgift på den ene konto, som de har haft merindtægt på den anden, og resultatet er, at deres livsvilkår er uforandrede, uagtet lønnen, udtrykt i kroner og ører, er blevet forøget.

Nu er der i priserne på den brede befolknings vigtigste livsfornødenheder en stadig bølgebevægelse med flod og ebbe. Enkelte af dem er i regelmæssig opgang, andre i regelmæssig nedgang, men for de fleste er der en urolig stigen og falden. I hvert fald indenfor visse tidsrum kan hele arbejderklassens lønforøgelse, selv om den tilsyneladende har været stærk, forvandles til regnepenge, der ingen kurs har i det virkelige liv. For tiden fra 1895 til 1901 kan man, dels efter den officielle københavnske huslejlighedsstatistik, dels efter regnskaberne for kommunehospitalet og St. Hans hospital, beregne, hvilke forandringer der er indtrådt i priserne på en lang række af arbejdernes livsfornødenheder, boligen, de vigtigste næringsmidler og klædningsstykker, sengetøj, brændsel, belysning og vask. Tilsammen omfatter udgifterne på disse poster omtrent tre fjerdedele af en københavnsk arbejderfamilies gennemsnitlige årsudgift. Stiller man prisændringerne i forhold til den plads, disse forskellige varer indtager på regnskabet, da viser det sig, at der gennemsnitlig i de 6 år har været en stigning af 12¹/₂ %. Det vil sige, at en arbejderfamilie, hvis indtægt er stegen f.eks. fra 800 til 900 kroner eller fra 1200 til 1350 kroner, trods denne stigning vil være nøjagtig lige slet stillet.

Og det er udenfor al tvivl, at befolkningen netop i denne henseende trues af en såre alvorlig fare. Kapitalens rådighed over priserne tegner til at antage karakteren af et ubrydeligt diktatur. Kapitalisternes bestræbelser rettes mere og mere mod at sætte den fri konkurrence ud af spillet og etablere monopol. Gennem en sammenslutning af alle producenter i samme branche til en »ring«, en »trust«, et »kartel«, skal alt underbud lukkes ude, så at priserne kan hæves helt op mod den grænse, hvor befolkningens absolutte købeevne glipper. Begyndt i Nordamerika for kun en snes år siden breder denne bevægelse sig blandt den gamle verdens kapitalister som ild i tørt græs. Og den truer med at antage endnu mere kæmpemæssige og for befolkningen endnu farligere former. Verdensmonopolet, hvorved en enkelt kapitalistsammenslutning tilegner sig alverdens forsyning med en vare, er på flere punkter godt på veje til at virkeliggøres. Petroleumsindustrien er det felt, der er videst fremme i denne retning; allerede i 1893 og 1894 blev der indledet forhandlinger mellem den amerikanske og den russiske petroleumsring, og forbrugerne alverden over har mærket følgerne i form af en stærk prisstigning. Når denne bevægelse skrider videre frem, og kapitalen ikke længere tøjles af nogen international konkurrence, vil den ad denne vej kunne drive sin brandskatning næsten til det ubegrænsede.

Det hører fremtiden til, om end en fremtid, der næppe ligger langt ude. Sikkert er det, at allerede nu en del af lønstigningen er blevet beslaglagt af kapitalen. Sikkert er det dog også på den anden side, at endnu er en væsentlig del af den forblevet hos arbejderklassen, at der har fundet en absolut stigning sted i dens kår, at den er i stand til at forsyne sig bedre og købe sig flere af livets nydelser end for 20-30 år siden. Men overfor denne absolutte stigning i løn og livsvilkår rejser sig et andet spørgsmål, spørgsmålet om, hvorvidt der til den absolutte fremgang også svarer en relativ, hvorvidt arbejderklassen også har formået at holde fodslag med den almindelige økonomiske udvikling, hvori samfundet som helhed befinder sig. Thi det er ganske indlysende, at hvis arbejdslønnen i en vis periode er stegen med så og så mange %, men kapitalprofitten samtidig med dobbelt så mange %, ville den absolutte opgang betyde en relativ nedgang; arbejderklassen ville få en formindsket andel i de værdier, den selv skabte; dens kår ville, samfundsmæssig set, være gået tilbage; udbytningens termometer ville være løbet i vejret.

Og alle tegn tyder på, at det er dette, der sker. Når massen af københavnske indtægter på under 20,000 kr. i tiden 1892-98 er vokset med 20 %, men massen af indtægter på over 20,000 kr. med 83 %, mere end 4 gange så stærkt, er det et udtryk for, at profitten er vokset langt raskere end arbejdslønnen. Thi man kan med fuld sikkerhed gå ud fra, at hovedmængden af de første indtægter er erhvervet ved personligt arbejde - de to tredjedele af deres samlede beløb falder på folk med under 2000 kr. om året -, medens derimod de sidste så godt som udelukkende er vundet ved direkte eller indirekte udbytning af andres arbejdskraft. Også på anden måde sporer man denne arbejdslønnens relative tilbagegang. I løbet af de samme 6 år steg den gennemsnitlige årsindtægt blandt mandlige industriarbejdere, handelsmedhjælpere og funktionærer i underordnede stillinger med 20 %, medens gennemsnitsindtægten blandt mandlige hovedpersoner i industri og handel steg med 36 %, henved dobbelt så stærkt. Og at adskillige af disse sidste kun erhverver en del af deres indtægter som profit, men en anden del som løn, som vederlag for eget arbejde, forstærker kun forskellen; så meget mere må profitten være tiltaget. Og tal fra andre lande viser på lignende vis, hvorledes arbejderen ikke kan vinde med i kapløbet med kapitalisten, hvorledes kapitalen - trods lønnens absolutte stigning - sluger en voksende brøkdel af arbejdets udbytte.

Men denne stadig lurende elendighedstendens overfor arbejderne, det naturlige udslag af bourgeoisiets klassekamp imod proletariatet, er kun den ene linje i den udvikling, kapitalismen sætter i gang; den anden er proletariatets klassekamp mod bourgeoisiet. Tryk avler modtryk. Det er en lov, der gælder ligesåvel for samfundslivet som for mekaniken. Den kapitalistiske undertrykkelse fremkalder naturligt modstand. Og som det er kapitalisternes klasseinteresser, der driver dem til at presse arbejderklassen så dybt ned som muligt, således er det proletarernes klasseinteresser, der samler og organiserer dem til kamp mod den kapitalistiske udbytning. Uvilkårlig og ureflekteret fødes der fra først af hos de udbyttede en dump fortvivlelse og forbitrelse over de kår, kapitalismen bereder dem. Og tidlig, længe før de forstod, hvad det var for en ny magt, som havde hælen på deres nakke, gav deres forbitrelse sig sine første udslag, spredte og tilfældige og uden nogen virkning. Da den kapitalistiske storindustri ved det 19. århundredes begyndelse holdt sin sejrsgang igennem det engelske samfund, vendte arbejderne deres had imod maskinerne, de nye udbytningsinstrumenter, hvori de så kilden til alle ulykkerne; de forstod ikke, at maskinerne kun var redskaber i en stærkeres hånd, og at al modstand imod dem var håbløs. Under hidsige revolter blev maskinerne slået i stykker i hundredtal, fabrikkerne brændt, og mere end én fabrikant mistede livet. Men resultatet var kun, at udbytningen skærpedes. Helt ned til den nyeste tid kan man se ligeså planløse og ligeså frugtesløse bevægelser, på steder hvor kapitalismen er ung og dens ofre uorganiserede og uskolede. Endnu kan det hænde, at når hungersnøden har nået en vis højde blandt de syditalienske landarbejdere, samler de sig og plyndrer ladegårdene - hvorefter gendarmerne skyder nogle af dem ned, og domstolene sender andre af dem i tugthuset. Men efterhånden som kapitalismen udvikler sig, udvikles der også hos proletariatet en voksende forståelse af udbytningens natur og en klarere erkendelse af, ved hvilke midler det er muligt planmæssig at modvirke dens værste former. Klassekampen slår ind på nye, jævnere veje, den faglige og den politiske.

Igennem fagforeningsbevægelsen udnytter den fagarbejderne sammenholdets styrke til at give arbejdsforholdet en ny karakter. Sålænge de står uorganiserede, splittede, i stadig indbyrdes konkurrence, er de svage overfor kapitalisten, der er stærk ved sin kapitalbesiddelse, kan handle med fuld, koncentreret kraft og har en industriel reservearmé til sin rådighed under enhver konflikt. Han kan egenmægtig diktere arbejdsbetingelserne; forholdet er et despotisk. Hvor organisationen samler alle de enkeltes spredte kræfter til én, forvandles forholdet til et konstitutionelt; arbejderne får medbestemmelsesret. Arbejdsbetingelserne kommer til at fremgå af en forhandling mellem to jævnstærke parter eller, hvor forhandlingen brister, af en styrkeprøve imellem dem. Resultatet er en række fremskridt, som - så ubetydelige de ofte kan være, når de ses enkeltvis, - i deres helhed betyder en anselig højnelse af arbejderklassens livsniveau. De er vundet gennem hårde kampe og tunge ofre, og dog er ofrene kun små i forhold til udbyttet; i Danmark tabes der ved strejker i gennemsnit mindre end én arbejdsdag om året for hver arbejder, en dråbe i havet mod de ødelæggelser, arbejdsløsheden forvolder. Igennem den politiske bevægelse organiserer arbejderne sig som et klasseparti. Ligesom hvert af de øvrige partier i de store træk repræsenterer sit lag af befolkningen - industrikapitalister, godsejere, gårdmænd - ledes af dets interesser, varetager dets tarv, således træder et nyt parti ind som repræsentant for arbejderklassen - ordet taget i dets videste forstand, omfattende ikke blot de egentlige lønarbejdere, men også den store masse af de øvrige småkårsfolk, der tjener deres brød ved eget arbejde og har kapitalens udbytning over sig. Efterhånden som arbejderpartiet tilkæmper sig repræsentation i rigsdagene, stræber det med større eller mindre held at sætte reformer igennem til gavn for de udbyttede klasser. Det søger at udnytte den indre modsætning indenfor de øvrige partier til at samle stemmer om de forslag, der under den ene eller den anden form kan afbøde kapitalens overgreb; det søger gennem agitationen for sine krav at rejse en folkestemning, stærk nok til at tvinge modstanderne til indrømmelser. Den danske sociallovgivning, der har taget sit udgangspunkt i fabriksloven af 1873, er et tydeligt resultat af det socialdemokratiske arbejderpartis politiske optræden.

Igennem disse bevægelser i deres samspil lykkes det arbejderne i nogen grad at dæmpe udbytningens brutalitet og skabe sig selv tålelige kår. Men så betydningsfuldt  alt dette end er, formår det dog ikke i længden at tilfredsstille det proletariat, der er sig sin egen sociale stilling bevidst. Udbytningen kan gøres mindre følelig, men den står i fuldt flor alligevel, og dens styrkegrad er snarere i tilvækst end i synken. Lønarbejderen ser sig hver dag berøvet en del af sit arbejdsudbytte til fordel for kapitalen; husmanden må hvert år svare en del af sit arbejdsudbytte til kapitalen. Modsætningen mellem kapitalens og samfundets interesser træder grellere og grellere for dagen, alt som udviklingen skrider frem. Til de materielle klasseinteresser kæder sig også den moralske indignation over udbytningens uretfærdighed; mellem udbytning og udplyndring er der kun en hårfin skillelinje. Den utryghed, der hersker i alle forhold, det hensigtsløse spild af værdier og arbejdskraft, som den kapitalistiske produktionsmåde forårsager, den stadige årvågenhed, arbejderne må opbyde» for at ikke alle elendighedens sluser skal åbnes over deres hoveder, hele tilstanden minder om den væbnede fred, som tynger Europas stater.

Og tanken må da trænge sig på om at rydde selve ondets rod ud og nå til den virkelige fred. Der dukker en forestilling om et nyt samfund og sætter en bevægelse ind for at nå frem til det, et samfund, hvor der i stedet for den private ejendomsret til arbejdsmidlerne er stillet samfundets ejendomsret, hvor der i stedet for den kapitalistiske produktion af profit er stillet den socialistiske produktion af brugsgenstande til samfundets forsyning, således at den arbejdende befolkning kommer til at nyde udbyttet af sit arbejde ubeskåret. Arbejderbevægelsen bliver socialistisk; det er ikke noget nyt led, der trænger ind ved siden af den faglige og den politiske aktion, men en særlig farve, der kommer over hele proletariatets klassekamp, et stort fælles mål, der rejses for alle dets mange enkelte bestræbelser.

Socialismen begyndte, som arbejderbevægelsen overhovedet, famlende og uklart. Dens første skikkelse var utopien, den vilkårlige konstruktion af en fremtidsstat. Det var enkelte filantropiske mænd af bourgeoisiet, der udkastede planen til et sådant samfund og ofte med stor fantasi udpenslede den til de mindste enkeltheder. De tænkte sig planen realiseret, enten ved at en millionær eller fyrste begejstredes for den og ofrede sin formue og indflydelse på at gøre den til virkelighed, eller ved at arbejderne gennem sammenslutning i produktionsforeninger og forbrugsforeninger tilegnede sig selv hele profitten og således med ét slag satte den kapitalistiske udbytning ud af spillet. At arbejderklassen skulle kunne erobre den politiske magt for derefter at omdanne samfundet i socialistisk retning, var en tanke, der lå utopisterne fjernt; thi proletariatet var endnu i sin dybeste fornedrelse, svækket og sløvet, og klassekampen kun i sin vorden.

Det kunne kun ende med skuffelser. Fyrsterne og millionærerne interesserede sig ikke for sagen, i hvert fald ikke på den måde utopisterne havde tænkt. De kooperative foretagender, som arbejderne hist og her fik oprettet, blev enten knust i konkurrencen, eller de forvandlede sig til rent kapitalistiske aktieselskaber, der hævede en lille brøkdel af arbejderklassen op til småborgerlige kår og kapitalistiske interesser, men var uden mindste betydning for proletariatet som helhed. Og alt imens de økonomiske og tekniske forhold stadig udviklede sig til nye former, opløste alle de utopistiske drømmerier sig i intet, som skønne fatamorganabilleder.

Men imidlertid var kritikken af de kapitalistiske samfundsforhold vakt og banen brudt for en ny socialisme, der ikke som den gamle hvilede på digterisk fantasi, men på videnskabelig erkendelse. Som den astrologiske overtro i sin tid udviklede sig til den astronomiske videnskab, som guldmageriet udviklede sig til kemien, således udvikledes nu socialismen fra utopi til videnskab. Der er to årstal, der danner mærkepunkter i denne udvikling. Det er i 1848, da Karl Marx og Friedrich Engels udgav »Det kommunistiske Manifest«, hvor for første gang grundtankerne i den videnskabelige socialisme var tegnet i skarpe, knappe træk, og i 1867, da første bind af Marx's »Kapitalen« udkom, et kæmpeværk af geni og lærdom, i hvilket han underkastede hele den kapitalistiske produktionsmåde en ætsende kritik, afslørede udbytningsprocessens hemmeligheder og således gav den socialistiske samfundsopfattelse fast grund under fødderne. Siden er to ting sket; dels er den marxistiske socialisme blevet uddybet og udviklet gennem en mangfoldighed af nye studier over de sociale forhold, og teorierne er i alt væsentligt blevet bekræftede og fæstnede; og dels har den bredt sig ud til arbejderne i alle lande og er allevegne blevet den røde tråd igennem den socialistiske arbejderbevægelse. Socialismens metode er skiftet. Alle forsøg på at opfinde et fremtidssamfund er forladt; i stedet er trådt bestræbelserne for at opdage, at erkende hovedlinjerne i det nuværende samfund og se, i hvilken retning de peger, hvilken fremtid de varsler om. I stedet for at opstille socialismen som et »projekt« til virkeliggørelse, søger man at »projicere«, at forlænge de kendte udviklingslinjer. Man slutter fra det kendte til det ukendte, og dette er metoden for al videnskab. Ligesom geologien fra nutidens rullesten og ler og jordbundsforhold med fuld videnskabelig sikkerhed slutter, at der har været en fjern fortid, da hele Nord- og Mellemeuropa var bedækket med uhyre ismasser, ligesom astronomien ud fra en planets afvigelser fra den regelmæssige bane når til vished om, at der på det og det punkt i himmelrummet må findes en hidtil ukendt klode, skønt man måske ikke gennem den stærkeste kikkert er istand til at påvise den, således erkender socialismen, at den hele nuværende samfundsudvikling med jernhård nødvendighed bærer frem imod en ny samfundsform med de og de bestemte hovedkendemærker. Der er her selvfølgelig ikke den samme sikkerhed tilstede som den, hvormed man slutter i matematikken, hvor alle resultater er ligeså absolut uomtvistelige som at to og to er fire; men der er en sikkerhed af ganske samme art som den, hvortil man kan nå i enhver anden videnskab, der beskæftiger sig med naturen eller samfundet.

Socialismen fører udviklingslæren over på det historiske område. Den forstår kapitalismen som et led i samfundsudviklingen, en særlig fase, ligesom middelalderens feudalisme var én fase, oldtidens slavehusholdning én anden. Enhver af disse faser har hvilet på sit særlige retsgrundlag, slaveriet på ejendomsretten over mennesker, feudalismen på højhedsretten til jord og grund, kapitalismen på ejendomsretten over produktionsmidlerne. De har udviklet sig gradvis efter hinanden, med mange overgangsformer, efterhånden som de historiske betingelser har forskudt sig. Enhver af dem har haft sin mission, har betegnet et fremskridt ud over de forudgående tilstande, har været i stand til at skabe sin ejendommelige kultur, den antikke, den middelalderlige, den moderne. Men efterhånden er tiden vokset fra dem; de er kommet på tværs af samfundets interesser. Og samfundet har, som den organisme det er, skiftet ham, indrettet sig nye former, nøje tilpassede efter dets nye behov. På den måde er kapitalismen trådt ind som afløser for ældre, udlevede samfundstilstande; på den måde vil den også selv finde sin naturlige arvtager.

Dens historiske betydning, det fremskridt den betegnede ved sit gennembrud, er let at se. Det var en ny verden, der åbnede sig, med muligheder for et langt større velvære for befolkningen. Ved de hensigtsmæssige maskiner, den moderne teknik, den gennemførte arbejdsdeling, der anvendtes og kun kunne anvendes i de store kapitalistiske fabrikker, blev arbejdets produktivitet forøget til det mangedobbelte. Det samme antal arbejdere kunne i den samme tid og med den samme udfoldelse af arbejdskraft fremstille 10, 100, undertiden 1000 gange så mange produkter som før. Varerne kunne strømme ud over markedet i voksende masser og sælges til priser, man ikke før havde drømt om. Og i den fri konkurrence hævdede kapitalismens forkæmpere, at der lå en sikker garanti mod alle skadelige følger af det nye system. Blot kapitalen fik fuld handlefrihed på alle punkter, ville konkurrencen holde de enkelte producenter i skak, tvinge produktionens teknik op til det højeste trin og priserne ned til det lavest mulige. Samfundet ville igennem sit forbrug høste alle fremskridtets fordele. Men det viste sig snart, at alle de stolte håb, man kunne nære til den unge kapitalistiske produktionsmåde, faldt til jorden med knækkede vinger. Dens første følge var en social elendighed, hvis lige man ikke før havde set. Og skønt proletariatet siden har tilkæmpet sig nogen andel i opgangen, viser det sig dog bestandig tydeligere, alt som kapitalismen ældes, hvorledes de rige muligheder, den åbnede, for den allerstørste del bliver liggende hen som uindfriede løfter, det er forbeholdt et senere samfund at gøre til virkelighed. Det er profithensynet, der kommer i stadig skarpere konflikt med samfundshensynet. På alle områder ses det, hvordan kapitalismens evne til at magte de opgaver, samfundet stiller, er ifærd med at ebbe ud.

Det ses i det uhyre kraftspild, der er en spildet af uundgåelig følge af den kapitalistiske produktionsmådes mangel på samfundsmæssig organisation. Når der i en erhvervsgren gennemføres en ny teknik, som forøger arbejdets produktivitet, er det i og for sig i flugt med samfundets interesser. Thi det vil sige, at befolkningen ad den vej med kortere daglig arbejdstid kunne tilfredsstille sit behov, eller at den med uforandret arbejdstid kunne forøge sin forsyning. Men kapitalen lægger beslag på hele fordelen. På de arbejdspladser, hvor det tekniske fremskridt har fundet sted, bliver ganske vist arbejdskraften genstand for en rationellere udnyttelse, men samtidig bliver en del af arbejdsstyrken overflødiggjort og fortrængt. Hvor sættemaskinen indføres, gør den en stor del af typograferne overflødige; hvor selvbinderen og damptærskemaskinen tages i brug, mister mangfoldige landarbejdere deres høst- og vintersysselsættelse. Arbejdsløsheden vokser; de udstødte arbejdere må enten se deres arbejdskraft ligge ganske brak, eller de må søge anvendelse for den på felter, hvor kun en brøkdel af den kommer til udfoldelse, slå sig ned som småhåndværkere med sparsomt arbejde og sparsom fortjeneste, åbne en butik, hvor der i forvejen er handlende nok. Resultatet er, at samfundet som helhed har liden eller ingen fordel deraf; hvad der vindes på det ene punkt, tabes på det andet. Og med de stadige tekniske fremskridt betyder det, at en bestandig voksende del af den arbejdskraft, der står til samfundets rådighed, i virkeligheden kastes hensigtsløst ud af vinduet, til nytte for ingen. De mest nøgterne beregninger godtgør, at man uden yderligere tekniske fremskridt, uden nye opfindelser eller opdagelser, blot ved en fornuftig organisation af produktions- og omsætningslivet, således at hele samfundets arbejdskraft blev taget i brug på den mest hensigtsmæssige måde, at man ved en sådan ordning ville være i stand til at forøge arbejdets produktivitet til i det allermindste det dobbelte, så der i det store gennemsnit kunne produceres den samme mængde værdier i højst 6 timer, som nu kræver 12 timers arbejde. Men denne arbejdets organisation kan ikke gennemføres, sålænge kapitalens døde hånd hviler over arbejdet. Det ses i et forhold af den mest brændende aktuelle interesse, arbejdsløsheden. Det er et onde, der hist og her kan hjælpes på, gennem oprettelsen af forsikringskasser og iværksættelsen af større offentlige arbejder i de tider, da arbejdsløsheden er hårdest. Men det er og bliver flikværk. Selve ondet kan ikke udryddes under de bestående samfundsforhold, thi de kriser, de brud på den regelmæssige forretningsgang, som slynger arbejderne ud af erhverv, er kun naturlige udslag af den kapitalistiske produktion af profit. Når udbytningen bestandig presser arbejdets vederlag ned under værdien af arbejdets udbytte, må følgen nødvendig blive, at befolkningens købeevne stadig er for lav til at optage massen af de værdier, der kastes ud på markedet. År ud år ind bliver der produceret mere, end der kan konsumeres; trangen til at købe er vel tilstede, men evnen til at betale mangler. Der er, fra kapitalens side set, en kronisk overproduktion, fra samfundets side set, en kronisk underkonsumtion. Det er en djævlering, man ikke kan komme ud over, sålænge arbejdet går ud på at producere profit, bestemt til ny opsamling af profit på kapitalisternes hænder. Fra tid til anden stiger misforholdet til springflod; afsætningen stopper op; fabrikkerne må lukke eller indskrænke deres produktion, og arbejderne afskediges i stort tal eller gør kun halvdagsarbejde. Og da ser man kapitalismens galmandslogik på sit højdepunkt. Den store masse af befolkningen må sulte og indskrænke sig og nægte sig alle livets goder - ikke fordi der er mangel, men netop fordi der er overflod på alle livets goder. Kriserne med alle deres onde følger satte ind, da den kapitalistiske produktionsmåde brød igennem. Fra 1815 har de gentaget sig med omtrent 10 års mellemrum det meste af århundredet ud. Også nu står Europa midt i en sådan tilstand. Men der er en ejendommelig forskel mellem før og nu. Tidligere rasede kriserne voldsomt, men gik forholdsvis snart over; det var kun i nogle få lande, at den nye produktionsmåde var trængt helt igennem, og der var store nye markeder, hvor man hurtig kunde finde afsætning for overproduktionen. Nu derimod, da den kapitalistiske produktion spænder over alverden, og kun de vanskeligst tilgængelige markeder ikke i forvejen er optagne, har man i stedet for de akutte kriser langvarige og trøstesløse depressionsperioder. Den endelige udvej er kun en socialistisk ordning af arbejdsforholdet; »retten til arbejde« er uforenelig med kapitalens ret til at lede arbejdet i egen interesse.

Og kapitalismens samfundsfjendske natur ses, i endnu grellere skikkelse, i den økonomiske bevægelse, der det sidste tiår igennem har behersket den kapitalistiske verden, dannelsen af ringe, forsøget på at skabe monopoler. Kapitalismen, der begyndte med forjættelsen om at ville producere så meget som muligt og sælge så billig som muligt, ender i bestræbelsen for at producere så lidt som muligt og sælge så dyrt som muligt. Thi markedets underforsyning er formålet med kapitalistsammenslutningen, en underforsyning ned til den grænse, hvor priserne når en sådan højde, at kapitalen kan høste den størst mulige masse profit. Jo mere uundværlig en vare er for den store befolkning, des længere kan i al almindelighed kapitalen gå frem ad den vej. Stiger prisen på en luksusartikel, på en genstand, man uden større afsavn kan undvære, vil en del af de tidligere købere falde fra, og producenterne kan måske, trods produktionsnedgangen, komme til at sidde med usolgte varer og må da atter lade prisen synke for at få dem afsat. Men er det en nødvendighedsartikel, en genstand, hele befolkningen er nødt til at forsyne sig med for at opretholde sin eksistens, da kommer man til at købe trods den forhøjede pris. En prisstigning på fint kalveskindsfodtøj vil skræmme en del folk bort, der før havde råd til at købe, og afsætningen vil gå stærkt ned, men forhøjede priser på grovere og billigere fodtøj vil befolkningen være tvungen til at underkaste sig. Er det genstande som korn eller kød, petroleum eller kul, vil selv en ubetydelig nedgang i produktionen drive priserne frygtelig i vejret og kapitalen høste en uhyre ekstrafortjeneste. Det er derfor selve samfundet, den store arbejdende befolkning, hvis livsinteresser trues. Og bestræbelsen for markedets underforsyning er fremme overalt, også på områder, hvor endnu ingen egentlig trust er blevet dannet. Statens bistand påkaldes, når kapitalisterne ser deres fordel derved. I Brasilien har man i dette forår drøftet et forslag om ved regeringens mellemkomst at lade en del af kaffehøsten i et af kaffedistrikterne opbrænde for at holde verdensprisen på brasiliansk kaffe oppe.

Og således træder det på alle områder bestandig klarere for dagen, hvorledes kapitalens interesser og samfundets interesser fundets står overfor hverandre som fjender, imellem hvilke ingen udsoning er mulig. Hele den sociale elendighed, hele det skrigende misforhold mellem den virkelighed, hvori samfundet er dømt til at leve, og de muligheder, det har udsigt til, kan følges tilbage til sit udspring i selve kapitalismen, i det system, der lader enkeltmænd ustandselig tilegne sig udbyttet af det hele samfunds arbejde. Sammentrængt i en kort formel kan det siges, at kapitalismens historiske gerning har været den at gøre produktionen social, men individuel, men dens dødspire er, at den stadig lader tilegnelsen være individuel.

Under de ældre arbejdsforhold var i almindelighed såvel produktionen som tilegnelsen individuel. Hver enkelt vare var resultatet af kun nogle få menneskers arbejde. Håndværksmesteren arbejdede i sit eget værksted, med sine egne arbejdsmidler, enten alene, eller i forening med et par medhjælpere, yngre mennesker, der under hans vejledning lærte faget. Fra råstoffet i dets første skikkelse til den færdige genstand på forbrugerens hånd gik vejen kun igennem et par mellemled; garveren købte de rå huder hos bonden og solgte dem i garvet tilstand til skomageren, der afsatte dem i form af færdigt fodtøj umiddelbart til forbrugeren. For hele den industrielle produktion gjaldt den regel, at enhver af disse mellemmænd kunne tage fuldt vederlag for det arbejde, han udførte. Hele forskellen mellem skindets værdi og skoenes værdi tilfaldt skomageren som hans arbejdsfortjeneste, hans arbejdsløn; selvfølgelig kunne han forregne sig, når han gjorde sit overslag, men han kunne ikke til stadighed udsuges af andre, thi der var ingen fremmed magt, som skød sig ind i hans arbejde. Små som håndværkerens indkomster gerne var, var de dog det rigtige udtryk for værdien af det arbejde, han med hele tidens lavt udviklede teknik formåede at præstere.

Kapitalismen har gjort produktionen social. En uendelighed af mennesker virker bestandig sammen om at frembringe hver enkelt genstand og føre den til forbrugeren. Den tændstik, der kun koster en lille brøkdel af en øre, er blevet til ved samarbejde mellem skovarbejdere, bjergværksarbejdere, fabriksarbejdere, fyrbødere, matroser, jernbanefunktionærer og andre arbejdere i tusindtal; og deres arbejde har atter været betinget af de maskinarbejdere, der har bygget maskinerne, de bygningsarbejdere, der har opført fabrikslokalerne, de ingeniører, der har anlagt jernvejene og således videre ud i det uendelige. Hele samfundet er blevet som en maskine med millioner af hjul, der griber planmæssig ind i hverandre, alle med det fælles mål at give råstofferne den hensigtsmæssigste skikkelse og bringe dem til de steder, hvor der er brug for dem. Produktionen er blevet social, men tilegnelsen er stadig individuel. Hele udbyttet af det samfundsmæssige arbejde går stadig til enkelte individer, til den lille klasse af kapitalister, som ejer produktionsmidlerne og derfor råder over produktionen. Hvad der herfra flyder tilbage til det arbejdende samfund, er det mindst mulige, netop til livets ophold for arbejderklassen. Det er vedligeholdelsesomkostningerne, kapitalen udreder til sine maskiner af kød og blod, som den betaler smørelse og reparationer til sine maskiner af stål og jern. Det næste men heri ligger kapitalismens egen indre skridt, selvmodsigelse. Den individuelle tilegnelse af arbejdets udbytte er den kilde, hvorfra den sociale elendighed og den sociale urimelighed flyder, og her er udspringet til den stadig voksende modstand, som befolkningen rejser imod de kapitalistiske samfundsforhold. Det næste skridt i udviklingen må naturlig være at gøre også tilegnelsen social. Samfundet, der som en uopløselig helhed udfører produktionen, tvinges af selvopholdelsesdriften til at lægge beslag på de arbejdsmidler, det selv har skabt, ekspropriere de individer, der år efter år har eksproprieret den hele øvrige befolkning, tage produktionens ledelse over i sit eget styre, for så at lade arbejdsudbyttet i dets fulde omfang flyde ud til sig selv, ud til massen af de arbejdende individer. I stedet for produktionen af profit til kapitalen som alt arbejdes ledende mål må træde produktionen af de genstande, der tilfredsstiller samfundets behov. Kapitalismens logiske konsekvens bliver socialismen.

Såvidt kan man med fast videnskabelig grund under fødderne slutte om målet for den samfundsudvikling, vi står midt i. At dette resultat fra anden side bestrides med den største fanatisme, er let forklarligt. Thi det varer altid længe, inden en ny videnskabelig erkendelse sprænger den mur af fordomme, der står imod den. Det tog århundreder, inden læren om, at jorden bevæger sig omkring solen, brød igennem de fordomme, der forkætrede den som gudsbespottelse; nu tvivler intet menneske derom. Men her er det fordomme af en ganske anden styrke, det gælder, selve de herskende klassers livsinteresser. Kapitalen er ikke mindre interesseret i at slå den teoretiske socialisme ned end i at kvæle den praktiske arbejderbevægelse; thi det er den første, der er sjælen i den sidste og gør den farlig. Og da den økonomiske videnskab som de fleste andre led i det åndelige liv enten står direkte i kapitalens tjeneste eller indirekte under dens indflydelse, da den af de herskende klasser kun opfattes som redskab til at værne om deres interesser, så har den det som sin opgave med alle våben at rydde den samfundsfarlige lære ud af verden. Derfor de kapitalistiske økonomers stadige bestræbelser for dels at tie socialismen ihjel, dels at lyve den ihjel, dels endelig at smile den ihjel i hånsmil, hvis overlegenhed gerne står i omvendt forhold til deres kundskab om de teorier, de smiler ad. Men skønt »socialismens umulighed« er resultatet af alle den officielle nationaløkonomis bevisførelser, og skønt det nuværende samfund stadig fastslås som det, der i sine hovedtræk vil blive stående til evig tid, så vinder dog den erkendelse stedse videre udbredelse og stedse fastere fodfæste, at socialismen ikke blot er mulig, men også nødvendig, den uundgåelige følge af selve den kapitalistiske samfundsudvikling. Men medens grundprincippet for det socialistiske samfund med fuld sikkerhed kan aflæses af nutidsforholdene, står alle enkeltheder i dets bygning helt i det uklare. Den videnskabelige socialisme forsøger ikke at udfinde dem; det ville være en ørkesløs gerning. De vil gro organisk frem af de foreliggende betingelser og navnlig af den teknik, man råder over, det herredømme, man er i stand til at øve over naturens kræfter. Men teknikken er i en rivende udvikling, og ingen kan forudse, på hvilket trin den står, når proletariatet omdanner samfundet i sin interesse. Hvad der var en fantastisk drøm i fjor, er virkelighed i år og ad åre en tilvant ting, der forlængst er indrangeret blandt samfundets faste og uundværlige inventar. Telefonen, cyklen, den elektriske sporvej, den elektriske belysning, automaterne, automobilerne har vendt ganske op og ned på de forestillinger, man for en årrække siden kunne gøre sig om bylivets former under et kommende samfund; den trådløse telegraf er i færd med at skabe et helt nyt led i det internationale samkvem; og ingen fantasi kan ane rækkevidden af den udnyttelse af elektriciteten som drivkraft, der endnu er i sin første vorden.

Hvordan det socialistiske samfund vil udforme sig, bliver da kun »fremtidsmusik«; man kan nå til gisninger, der har større eller mindre sandsynlighed for sig, men ikke til nogen vished. Virkeligheden vil sandsynligvis på de fleste punkter komme til at tage sig helt anderledes ud, end det nu er muligt at tænke sig. Dog er der en række spørgsmål, som det har sin interesse at fremdrage, om forhold, hvor man allerede nu kan skelne enkelte træk af den verden, som kommer. Og for dem alle gælder det, at jo skarpere forståelsen er af nutidssamfundet og dets udvikling, des større er sandsynligheden for, at man skønner i den rigtige retning.

Der er spørgsmålet om rammerne for det socialistiske samfund. Når man taler om en socialistisk »stat«, er udtrykket misvisende. Thi det er ganske indlysende, at om nogen stat i lighed med den nuværende, af kapitalismen beherskede, om nogen sådan institution vil der umulig kunne blive tale, hvor det er proletariatet, der skriver samfundets love og naturlig anlægger den bredeste demokratiske basis for alle offentlige forhold. Men heller ikke ordet »stat« i betydning af et nationalt samfund er udtømmende. Ved siden af den enkelte samlede nation som et hele, der i fællesskab producerer for sine medlemmer, kan der tænkes organisationer både af snævrere og videre omfang, til varetagelse af visse sider af befolkningens forsyning. En hel række virksomheder synes bedst at kunne varetages igennem mindre, lokale samfund som nutidens kommuner; det gælder sådanne som sporvejsdrift, gadebelysning, forsyning med mælk og lignende letfordærvelige varer; andre kan kun bringes i stand ved international sammenslutning; det gælder navnlig udvekslingen af produkter, som af naturlige grunde kun kan fremstilles i visse egne af jordkloden, minerallier, petroleum, sydfrugter, krydderier, pelsværk, forskellige træsorter og således videre. Og tillige vil sagtens fagforeningerne blive stående ind i det nye samfund, som organisationer ikke længere til kamp, men til produktion, til lettelse og regulering af det hele samfundsmæssige arbejde. På samme måde er allerede det nuværende samfund en broget blanding af organisationer af allehånde omfang, lige fra sognekommunen med nogle få hundrede indbyggere, til Verdenspostforeningen, der omspænder hele den civiliserede verden. En stadig forskydning imellem de forskellige små og større, faglige og lokale organisationer vil være det rimelige indenfor et socialistisk samfund, efterhånden som udviklingen gør det hensigtsmæssigt at lægge tyngdepunktet det ene eller det andet sted. Sandsynligst er det vel, at staten, det nationale samfund, fra først af vil blive den fremherskende organisationsform, ikke blot fordi den er rummelig nok til at gennemføre en vidtgående centralisation og derfor en rationel produktionsmåde på de fleste arbejdsfelter, men også og navnlig fordi det sikkert vil blive igennem statsmagtens erobring, at socialismens gennembrud rundt om i landene kommer til at finde sted.

Der er spørgsmålet om formerne for udbyttets fordeling. Heller ikke her vil der være tale om nogen skabelonmæssig ensartethed over det hele; der står tværtimod en mangfoldighed af muligheder åben, og de vil sikkert blive udnyttede i broget mosaik, eftersom det på hvert enkelt punkt viser sig hensigtsmæssigt. De falder i to hovedgrupper, som man kunne kalde den socialistiske og den kommunistiske. Den første, som ligger nutidens lønforhold nærmest, er den direkte udbetaling af arbejdsvederlag til de enkelte arbejdere, et vist beløb for hver arbejdsdag eller for hver arbejdspræstation, med udsigt til en gradvis stigning i forhold til dygtighed og energi; det store organisatoriske talent kan tænkes belønnet ved et højere arbejdsvederlag end det normale, opfinderen ved en livsvarig pension som honorar for de fordele, han har skænket samfundet - mens han under de nuværende forhold, når han ikke selv tilfældig er kapitalist, i almindelighed bliver skambudt af den udbyttende kapital, der tilegner sig hele fordelen. Men alle enkeltheder i denne fordelingsmåde er kun fremtidsmuligheder, som ingen kan forudse. Den anden, den »kommunistiske« form for arbejdsudbyttets overføring til samfundets medlemmer, er allerede indenfor det kapitalistiske samfunds rammer i stærk fremvækst som følge af socialdemokratiets agitation. Den består i den fælles, vederlagsfri adgang for alle samfundsmedlemmer til en række sociale goder, og den kan ventes at ville udvikle sig på mangfoldige områder, fri sygepleje, fri bespisning af børn i skolerne, fuld forsørgelse af alle arbejdsinvalider og alle mænd og kvinder over en vis alder, gratis afbenyttelse af alle befordringsmidler, installation af elektrisk lys og telefon i hjemmene til beboernes fri brug, gratis adgang til kunstudstillinger, teatre og så fremdeles. Fordelingen imellem disse to former kan være yderst forskellig, og sagtens vil den sidste, der repræsenterer fællesprincippet i dets mest udprægede skikkelse, trænge sig mere i forgrunden, efterhånden som den tekniske udvikling skrider frem. Det afgørende er, at under den ene eller den anden form vil hele arbejdsudbyttet komme selve det arbejdende samfund til gode. Hvad der må tilbageholdes, er - bortset fra en lille reservefond til at afbøde uforudselige brud på det regelmæssige samfundsliv, naturulykker, epidemiske sygdomme eller lignende - kun så meget, som er nødvendigt til at vedligeholde og udvide driften, erstatte de udslidte maskiner og anskaffe nye og forbedrede, anstille kemiske og mekaniske eksperimenter og deslige. Og dette fradrag kan ikke betragtes som en formindskelse af samfundets indkomst, men som en opsparing, der ad åre vil bringe samfundet forøget udbytte.

Der er spørgsmålet om produktionens produksforøgelse indenfor de forskellige fag. Når det ved en planmæssig organisation af arbejdet og arbejdskraften ganske uomtvistelig er muligt allerede med den nu kendte teknik at forøge arbejdsproduktiviteten i en overordentlig høj grad, til det dobbelte og højere endnu, vil et socialistisk samfund naturligt bestræbe sig for at bringe en sådan forøgelse tilveje i dens fulde udstrækning. Thi medens den under kapitalismen betyder voksende profit for kapitalen, voksende arbejdsløshed for proletariatet, voksende kraftspild for samfundet, vil den under socialismen enten betyde en forkortet arbejdstid eller en rigeligere forsyning med livets goder, ikke for en enkelt gruppe arbejdere, men for det hele samfund. Imellem disse to forskellige udnyttelsesmåder vil der naturlig finde en uendelighed af kombinationer sted, alt efter samfundets afvigende behov på de forskellige områder. Bortset fra de enkelte varer, for hvis vedkommende produktionen sandsynligvis vil aftage, fordi den nytte eller nydelse, de bereder forbrugerne, ikke står i noget virkeligt forhold til den byrde, deres fremstilling pålægger samfundet, de overdådigste luksusgenstande og de usleste surrogater, bortset herfra er der andre områder, hvor produktionen kun kan tænkes forøget indenfor snævre grænser, fordi forbrugsevnen her er stærkt indskrænket; man kan ikke fortære mere end et vist mål salt og peber, brød og smør om dagen. For andre genstandes vedkommende er forbrugsevnen mere udvidelig, men når dog i almindelighed ikke ud over en vis grænse; få mennesker ville sætte pris på at eje mere end to lommeure eller fem sæt klæder; og således er det med de allerfleste af menneskets fornødenheder; der vil her være tale om en forøgelse af produktionen langt ud over dens nuværende omfang, men vægten vil sagtens blive lagt på kvalitetens forbedring i højere grad end på kvantitetens forhøjelse. Hvad der indvindes i arbejdskraft på disse punkter, kan så anvendes til en forkortelse af arbejdstiden ud over hele linjen, dels til en nedsættelse af den daglige arbejdstid, sikkert betydelig ned under de 8 timer, som nu er genstanden for arbejderklassens krav i alle lande, dels f.eks. til ferier; en måneds sommerferie med fuld løn til alle arbejdere ville kun kræve en forøgelse af arbejdsproduktiviteten med 9 %; oprettelsen af hoteller ved strand eller skov, hvor der leveredes god forplejning mod et vederlag, der ikke oversteg produktionsomkostningerne, ville ikke lægge beslag på nogen nævneværdig brøkdel af samfundets arbejdskraft; og alene disse to ting ville give livet en helt anden karakter for det langt overvejende flertal af befolkningen. Tilbage bliver så en lille kreds af genstande, som sikkert vil blive produceret efter en mange gange større målestok end nu om stunder; det er genstande som fine, kunstnerisk udførte møbler, gengivelser af kunstværker og andre af de ting, der gør det daglige liv lysere og indholdsrigere at leve.

Der er spørgsmålet om, ved hvilke midler socialismen vil få folk til at udføre det samfundsnødvendige arbejde. Man kender udtrykket »den socialistiske tvangsstat«; det er en af de fraser, hvormed man søger at lede opmærksomheden bort fra det despoti, kapitalen øver. Bundet på hænder og fødder er under de kapitalistiske samfundsforhold den store hovedmasse af befolkningen, med en økonomisk tvang over sig, der virker mange gange sikrere end den strengeste skrevne lov, nødt til at vælge det arbejde, som tilfældig byder sig frem, nødt til at bøje sig for arbejdskraftens køber den lange arbejdstid igennem, nødt til at bo i de kaserner, klæde sig i det tøj, nyde de levnedsmidler, kapitalen tilbyder, nødt til at ofre sine børn til udbytningen, så tidlig det blot er muligt. Og spændt i de strammeste bånd er ikke blot arbejderklassen personlig, men hele det åndelige liv. Kapitalen råder over pressen og derigennem over kritikken af kunst og litteratur og teater; den hersker over skolen og universitetet, over embedernes besættelse og legaternes bortgivelse. Enhver stærk og fri udfoldelse af individualiteten, enhver dristig tanke er den imod, fordi det let kan blive til fare for den selv; den søger at stække og nivellere og brede sit jævne grå over det hele. Under disse forhold er det hykleri at tale om tvangen i det kommende samfund. Ethvert samfund er bygget på en akkord mellem det enkelte individs fri selvbestemmelsesret og de sociale fællesinteresser. Men hvor kapitalismen på alle væsentlige punkter afgør dette mellemværende ved tyranni, vil socialismen stille selvstyret i stedet. Thi det absolutte demokrati vil være udstrakt over alle områder af det offentlige liv, og ikke mindst over arbejdsforholdet, det vigtigste af dem alle. Formerne er det umuligt at forudse, men de kan tænkes af mangfoldig art, forskellige fra tid til tid, fra fag til fag. Fælles for dem alle vil det være, at den almindelige lige stemmeret bliver grundlaget, og det er for urimelig en tanke, at befolkningen skulle anvende den til at spærre sig selv inde i et tugthus. Man vil naturlig nøjes med at tage sig de forpligtelser på, som er uundgåelige for samfundets eksistens - ligesom bønderne har pålagt sig selv visse indskrænkninger i handlefriheden, når de dannede et andelsmejeri, indskrænkninger, de aldrig har fortrudt. Først og sidst vil der være pligten til at deltage i det samfundsnødvendige arbejde, forsåvidt man vil have del i det direkte arbejdsvederlag - men et arbejde i få timers daglig arbejdstid, i hyggelige og sunde arbejdslokaler, under en ledelse, man selv har været med til at vælge og selv har ret til at kontrollere, under et reglement, der er blevet vedtaget og atter kan ændres ved éns egen stemme, og hvor man endelig er medejer i det altsammen. Skulle der mangle arbejdskraft i én produktionsgren og være overflod i en anden, kunne forholdet om fornødent reguleres ved en lille forhøjelse af arbejdsvederlaget på det første af de to områder - og med den moderne maskinteknik vil det i de allerfleste tilfælde være arbejderen personlig ligegyldigt, i hvilket stof den maskine arbejder, som han betjener; nu om stunder fuldbyrdes denne overflytningsproces gennem en langvarig og pinefuld arbejdsløshed iblandt arbejderne i de fag, hvor der er for megen arbejdskraft. Under sådanne forhold vil det legemlige arbejde kunne ophøre at være den forbandelse for mennesket, det nu er; en voksende interesse for det arbejde, man er med i, vil kunne brede sig i befolkningen; disciplinen, det taktfaste samarbejde, som allerede kapitalismen har opekserceret hos arbejderne, vil kunne styrkes gennem friheds- og ansvarsfølelsen. Og udenfor de få timers dagligt arbejde, der ikke som under kapitalismen sløver og udslider sin mand, vil enhver være absolut fri, kunne indrette sit liv, som han vil, dyrke de interesser, han nærer. Der kan ikke tænkes frodigere jordbund for et frit og rigt åndeligt liv.

Der er fremdeles spørgsmålet om hjemlivets ordning. Også her er en velkendt frase gængs, at socialismen vil »opløse hjemmet« og »tage børnene fra forældrene«, og også den er uimodsigelig falsk. Det er netop kapitalismen, der sprænger arbejderens familieliv, idet den tvinger hans hustru og hans børn ud på arbejdsmarkedet i så vid en udstrækning som det lader sig gøre. Medens børnearbejdet i dets nuværende skikkelse i al almindelighed må anses for en social ulykke, er derimod den voksne kvindes erhvervsarbejde til en vis grad at betragte som et samfundsmæssigt fremskridt. Thi det er udenfor al tvivl, at hun derigennem udnytter sin arbejdskraft på en mere rationel måde, frembringer større værdier end ved husarbejdet i hjemmet, hvor der ved den komplette mangel på centralisation og arbejdsdeling ødsles uendelig med arbejdskraft. Men det ulykkelige er, at kapitalismen ikke, samtidig med al den drager kvinden ud i erhvervet, letter hende for husarbejdets byrder. Når hun er træt af arbejdet for andre, venter der hende arbejdet for familien, madlavningen, børnenes pasning, vasken, rengøringen, reparationen af tøjet og deslige, og hun bliver dobbelt udslidt derunder, hvis ikke hjemmet helt skal forfalde. Under socialismen ligger det nærmest at tænke sig, at både den gifte og den ugifte kvinde deltager i det samfundsmæssige arbejde indenfor rimelige grænser, hvorved der navnlig vil blive taget hensyn til hendes modergerning, men at samtidig en del af det husarbejde, der før påhvilede hende, vil gå over til at blive samfundsmæssigt arbejde, drevet af særlige arbejdere, med benyttelse af en fremskreden teknik og en gennemført arbejdsdeling. Det er kun en fortsættelse af den udvikling, der allerede forlængst i de fleste hjem har lagt bagning og brygning og en mængde andre af fortidshjemmets virksomheder over i fremmede hænder. Man må tænke sig noget i retning af fælleskøkkener, hvorfra et større antal familier får maden leveret i hjemmet, og hvor nogle få arbejdersker kan tilberede den samme mad, som nu kræver hundreder af husmødres arbejde, hver ved sin gryde - og om tvang til at nyde netop de og de bestemte retter behøver der ligeså lidt at være tale som på en restauration, hvor der står en del forskellige retter til udvalg. Man må tænke sig centralvarme, elektrisk belysning og wc installeret rundt om i hjemmene, hvorved husmoderen befries for en anden række af sine byrdefuldeste beskæftigelser, vaskeri-etablissementer, der med korte mellemrum henter og bringer tøjet. Man må tænke sig børnehaver, hvor mødrene, i den tid af dagen de er optaget af deres øvrige sysler, kan anbringe deres børn under tilsyn af kyndige mennesker, der har valgt sig børneopdragelsen til livsgerning og uddannet sig deri, medens nu arbejderbørnene i moderens fravær gerne må gå for lud og koldt vand, og selv bourgeoisiets børn må overlades til en såre tvivlsom varetægt af ganske unge og ukyndige barnepiger. Man må tænke sig opdragelsen som en blanding af ånds- og legemsøvelser, hvori både sløjd og havearbejde udgør væsentlige led, fortsat op igennem ungdommen ved højskolekursus, og anlagt ikke mindst på at sætte det unge menneske i stand til selvstændig at vælge den livsgerning, som han stærkest interesserer sig for, og hvor hans evner kan gøre bedst nytte. Under en udvikling i disse retninger vil socialismen ikke betyde hjemmets opløsning, men tværtimod dets genrejsning i nye lykkeligere former.

Der er spørgsmålet om landbruget under socialismen, et spørgsmål, der har været genstand for livlig debat, hvorunder stærkt afvigende anskuelser er kommet til orde. Selvfølgelig vil man her som overalt søge at træffe den hensigtsmæssigste ordning, den som med ringest anvendelse af menneskelig arbejdskraft er i stand til at tilfredsstille samfundets behov i videst udstrækning. Men fordelene ved de forskellige driftsformer er endnu ikke helt klare. Medens i industriens verden stordriften viser sig som den ubetinget overlegne, har i landbruget smådriften ikke blot været levedygtig, men også på visse områder hævdet sig som den fordelagtigste. Det gælder særlig et land som Danmark, hvor landbruget er bygget på produktionen af fedevarer i langt højere grad end på produktionen af korn. Det er husmandens personlige kærlighed til sin egen lille bedrift, det uhyre intensive arbejde, han nedlægger i den, den nænsomme omhu, han overalt viser, som her har været det afgørende. Imidlertid er denne overlegenhed i de allerfleste tilfælde vundet ved et højdemål af slid, som kun ville stemme ilde med socialismens hele karakter. Overlegenheden er også mere tilsyneladende end virkelig. På hver tønde land høstes der ganske vist et langt større udbytte i husmandsbedrifterne end i herregårdsbedrifterne, men for hver arbejdstime, der er anvendt på jordens dyrkning og kvægets røgt, er udbyttet utvivlsomt langt større i de store bedrifter end i de små. Og smådriften er næsten helt afskåret fra at udnytte den teknik, der i landbruget ligesåvel som i industrien dels har gjort, dels, efter alle tegn at dømme, vil gøre arbejdet mange gange mere udbytterigt; kun få og lidet fuldkomne maskiner lader sig anvende i de små bedrifter, og kun på ganske enkelte punkter er det lykkedes igennem sammenslutning i andelsselskaber at komme uden om vanskelighederne. Især synes det at være elektricitetens anvendelse som drivkraft, der er bestemt til at blive den store omskaber af landbruget, som vil gøre det muligt at spare det meste af det tunge slid, der nu må opbydes, og med samme arbejdskraft at udføre et langt større arbejde end nu om stunder. Denne tekniske udvikling står endnu i sin første begyndelse, men de praktiske forsøg, man har anstillet, giver store løfter. Også her er der da muligheder af meget forskellig art; forskellige driftsformer kan godt bestå side om side, afvekslende efter jordbundsbeskaffenheden og efter den gren af landbrugsproduktionen, der på hvert enkelt sted er den fremherskende; formerne vil være forskellige for Jyllands hedeegne og Lollands fede jord; hønseriet vil kræve en helt anden organisation end kornavlen. Rimelig og naturlig ville vel også en delvis forening af industri- og markarbejde være, således at på de særlig travle tider adskillige af de yngre industriarbejdere drog ud for at hjælpe med ved de sider af markarbejdet, der ikke kræver synderlig fordannelse; under kapitalismens opslidende og ensformige arbejde er ganske vist i almindelighed den mand eller kvinde, der en årrække igennem har været industrielt beskæftiget, lidet duelig eller helt uduelig til landarbejde, men anderledes med den sundere og mindre ensidig udviklede slægt, socialismen kan frembringe. De forskellige driftsformer, hver med sine særlige fortrin og mangler, kan da tænkes kombinerede på mangfoldige måder, stadig i den hensigt at lade fortrinene komme til deres fulde ret og udfylde manglerne. Rimelig synes tanken om storgodser, der dyrkes af landarbejdere i fællesskab, i en kort og lidet anstrengende daglig arbejdstid, med fuld udnyttelse af hele den moderne arbejdssparende teknik, mens samtidig hver landarbejder har sit eget hus med en lille lod, hvor han i den lange tid, der er tilovers, som fritidssyssel driver lidt havebrug, lidt fjerkræavl, lidt frøavl eller deslige. Alt dette er usikre sandsynligheder, men sikkert er det, at fremtiden også på dette område vil forme sig frit og naturlig, ikke efter en teoretisk skabelon, men efter hvad befolkningen selv og deriblandt selvfølgelig fortrinsvis landbefolkningen ud fra praktisk erfaring til enhver tid skønner, er klogest og rigtigst.

Og således skelner man på disse og på en hel række andre punkter de store grundtræk af den verden, udviklingen bærer os frem imod. Enkelthederne er uklare, men hovedlinjerne tegner sig klart og skarpt. Det er ikke endemålet for rejsen, så lidt som nogen tidligere historisk fase har været det. På den anden side socialismen vil der sagtens ligge nye samfundstilstande, skabt af menneskets stræben efter højere velvære og højere kultur og passede til efter den fjerne fremtids krav. Men alle grublerier herover er ørkesløs fantasi. Heller ikke er det et forjættet land, hvor mælk og honning flyder, og ingen sorger kendes. Det ideale samfund er en utopi. Al nydelse må købes med arbejde, og den absolutte lykke hører ikke jorden til. Men hvad socialismen kan gøre, er først at bringe det arbejde, der må udføres, ned til kun en ringe del af, hvad det er nu, og at berøve det hele dets pinefulde karakter, og dernæst at rydde én række af menneskelige lidelser ud af verden, og det netop dem, der nu om stunder volder de fleste smerter, de økonomiske. Gode kår vil kunne skabes ethvert menneske og fuld tryghed for udkommet. Og dermed vil alle de økonomiske bekymringer være bragt til ophør med de tusinder af triste følger, de drager efter sig, ligefra sulten i de laveste lag af befolkningen til fornuftægteskaberne i de højeste. Tilbage vil så blive andre sorger, med dybere udspring, og måske de vil føles stærkere, når de ikke længer overdøves af næringssorgerne; men det vil være de sorger, der højner sin mand i stedet for at fornedre ham, det virkelige kulturmenneskes sorger.

Socialismens gennemførelse vil bringe med sig en sikkerhed og fasthed over alle livets materielle forhold, som danner det absolutte modstykke til nutidens vulkanske samfund med den evige kæde af økonomiske og politiske rystelser og den stadig standende klassekamp, men en tilstand, hvor enhver åndelig bevægelse vil have det videste spillerum, enhver åndelig brydning den frieste kampplads, hvor en fin og fornem kultur kan udvikle sig, ikke blandt nogle få, hvem rent ydre forhold begunstiger, men i hele befolkningen.

Den vil betyde ejendomsrettens betryggelse. Under kapitalismen er ejendomsretten, det hellige bannermærke i kampen mod socialismen, en såre skrøbelig vare. Thi rent bortset fra den daglige regelmæssige ekspropriation gennem udbytningen, så véd ingen næringsdrivende sig sikker på, hvad dag konkurrencen måske slår ham ned, og ingen arbejder, hvad dag arbejdsløsheden tvinger ham til at skille sig ved sin smule ejendele. Socialismen vil sikre enhver det fulde særeje over de brugsgenstande, han har erhvervet sig ved eget arbejde, de møbler, han har stående i sin stue, det billede, han har hængende på sin væg, med ret til frit at råde over dem indenfor sin levetid og også til at give sine nærmeste dem i arv; thi arverettens afskaffelse er ingenlunde nogen nødvendig følge af socialismen; det er kun ejendoms- og arveretten til arbejdsmidlerne, det gælder. Disse sidste vil være det fælleseje, hvortil enhver samfundsborger har lige medejendomsret med ret til at gøre sin indflydelse gældende på deres anvendelse, ligesom aktionærerne i et aktieselskab, kun at det er mennesket og ikke pengene, der stemmer.

Den vil betyde krigenes og militarismens krigenes ophør. Thi alle de internationale forviklinger og hele det deraf flydende militærvæsen er bestemt efter kapitalistiske hensyn; det trodser alle velmenende fredsvenners bestræbelser og spotter alle internationale voldgiftsretter og deslige forholdsregler; det vil bryde op atter og atter som et kræftsår, sålænge kapitalen er den herskende magt i staterne, men også kun sålænge.

Den vil endelig betyde klassekampenes, klassemodsætningernes og selve klassedelingens forsvinden. Al tidligere historie har været historien om, hvorledes enkelte klasser arbejdede sig op fra en forkuet stilling til voksende indflydelse og derpå - ad revolutionær vej - satte sig selv i højsædet. Men nedenunder dem blev der stadig andre klasser tilbage som genstand for ny undertrykkelse. Bourgeoisiets emancipation betød proletariatets trældom. »den uselig bonde« fra gammel tid er blevet den mægtige mand, han nu er, men landarbejderen lever under de elendigste kår. Hvad der sker ved socialismens gennembrud, er, at de arbejdende klasser, proletariatet, erobrer magten i samfundet og udnytter den i overensstemmelse med sine egne interesser. Men proletariatet er samfundets bund; under det findes der ingen nye klasser og kan der ingen opstå, som kan gøres til genstand for udbytning. Socialismen vil da gøre en ende på al udbytning og derigennem på al klassedeling; den vil ikke lade en enkelt gruppe af befolkningen leve på bekostning af andre, men vil smelte hele samfundet sammen til én helhed, hvor ethvert arbejdsdygtigt individ lever udelukkende på grundlag af det arbejde, han selv udfører.

Der er to indvendinger, som bliver gjort gældende imod denne opfattelse af socialismen som de sociale knuders naturlige og heldige løsning.

Den ene er af økonomisk natur og drejer sig om befolkningsspørgsmålet. Den hævder, at den rimelige følge af den øgede almindelige velstand i det socialistiske samfund vil være en stærk, en altfor stærk vækst af befolkningen. Når ingen økonomiske hensyn hindrer folk deri, vil de sætte flere børn i verden end nu om stunder, og når tilmed dødeligheden aftager med den vigende sociale elendighed, vil resultatet være, at der bliver for mange munde til det forråd af livsgoder, der er tilstede; det almindelige velvære vil omformes til almindelig armod. - men her må det først huskes, at for hver én mund til at fortære fødes der to arme til at frembringe, og det synes under hele nutidens rige tekniske udvikling, at arbejdets produktivitet og dermed den mængde brugsgenstande, der står til befolkningens rådighed, vokser efter én større målestok end befolkningens tal. En befolkning på to millioner mennesker synes i almindelighed at kunne skabe mere end dobbelt så mange værdier som en befolkning på én million indenfor det samme fladerum. Det gælder industriprodukter, men ikke mindst landbrugsprodukter. Den danske husmandsbedrift er et talende vidnesbyrd om, hvad det ved intensiv og rationel bearbejdelse er muligt at kalde frem af jorden. For 100 år siden fandtes der i Danmark mindre end én million indbyggere, og de kunne dårlig ernære sig selv, mens befolkningen nu, skønt den er vokset til henimod det tredobbelte, kan sende en overskudsproduktion af levnedsmidler for flere hundrede millioner kroner til fremmede lande. Og ingen kan endnu ane, hvilke fremskridt i næringsmidlernes fremstilling kemien og mekanikken vil bringe. Og dernæst er det mere end tvivlsomt, om det voksende velvære i et socialistisk samfund vil føre til en tilsvarende vækst i børnetallet. Langt snarere synes under de nuværende samfundstilstande den regel at gælde, at jo mere usselt og usikkert en befolkning er stillet, des flere børn får den. Det viser sig ved undersøgelser over de enkelte samfundslag, - i København var ved år 1880 forholdet mellem børnefødslernes antal i bourgeoisiet og proletariatet som mellem 100 og 112; det viser sig også ved undersøgelser over de enkelte nationer, - de europæiske lande, hvor der i forhold til folketallet fødes flest børn, er Rusland, Rumænien, Bulgarien, Serbien og Ungarn, alle lande med en lavtstående kultur og kun en ringe nationalvelstand; de lande, hvor fødselstallet er lavest, er Frankrig, Sverige, Schweiz, England og Belgien. - hvorledes forholdet på dette punkt vil forme sig under samfundstilstande grundforskellige fra de nuværende, er det selvfølgelig umuligt at forudse. Sikkert er det, at den fjerne fremtidsmulighed, at jorden engang vil blive absolut overbefolket, så der bogstavelig ikke er plads for befolkningen, at den vil ligeså lidt skræmme fra arbejde for fremtiden som videnskabens profetier om, at jorden engang om årmillioner vil blive en iskold, uddød klode.

Den anden indvending er af filosofisk art og udtrykker en tvivl om, hvorvidt ikke det socialistiske fælleseje og fællesarbejde vil naturen, være i strid med menneskets naturlige instinkter og virke lammende på initiativ og handlekraft og derigennem svække hele udviklingen. Man plejer som et vidnesbyrd at henvise til det gamle landsbyfællesskab, der lå som en død klump og spærrede af for alle fremskridt, indtil det omsider ryddedes af vejen. Men netop denne henvisning taler stærkt til gunst for socialismen som en naturlig samfundsform. Som man kender landsbyfællesskabet fra dets sidste periode, var det ganske vist i alle måder uheldigt, men det var dengang kun en udlevet rest fra svunden tid. Følger man det tilbage til de middelalderlige forhold, ser man det i fuld livskraft og i nøje overensstemmelse med bøndernes interesser, og bønderne fandt sig såre vel tilpas derunder. Under det ekstensive trevangsbrug var et vidtgående fællesskab i arbejdet det naturlige, og kun gennem fælles opsamling af forråd i gode år kunne de værste følger af en mulig misvækst afbødes. Historien gentager sig ikke, og der er et årtusindes svælg befæstet imellem det middelalderlige fællesskab og det socialistiske. Socialismen bygger sig op på et uendelig bredere grundlag og åbner en uendelig videre udsigt. Men grundprincippet er det samme, en udsoning mellem egoismen og altruismen, egenkærligheden og følelsen for medmenneskene; enhver bringes til at arbejde for sig selv, idet han arbejder for andre, og til at arbejde for andre, idet han arbejder for sig selv.

Den videnskabelige socialisme viser således, hvorledes det kommende samfund med en naturmagts nødvendighed må udforme sig af det gamle samfunds indre selvmodsigelser. Men den viser tillige, hvorledes de ydre betingelser for gennembruddet modnes, hvorledes alt lægger sig tilrette for den sociale revolution. Den viser, hvorledes arbejdsmidlerne mere og mere opsamles på et fåtal af punkter, hvorfra det vil være let at drage dem over i samfundets besiddelse. Sålænge den enkle teknik endnu lod størstedelen af industrier forblive hos småhåndværkere, spredt i tusinder af små værksteder, og de uudviklede kreditforhold endnu lod bonden være virkelig ejer af sin jord, ville ekspropriationen af arbejdsmidlerne være en uhyre vanskelig og uhyre pinefuld operation. Men kapitalismen gør selv »ekspropriatorernes ekspropriation« til en stedse mere simpel proces. I bankerne, trust'erne og aktieselskaberne, kapitalens mægtige upersonlige organisationer, er allerede nu rådigheden over den store hovedmasse af samfundets produktionsmidler draget sammen, og den sammentrænges bestandig yderligere. Hvad der bliver tilbage i hænderne på den småhåndværker eller den husmand, som passer sin egen bedrift ved sit eget arbejde, vil selvfølgelig ingen tænke på at berøve ham, ikke blot fordi det ingen som helst rolle spiller målt imod massen af de arbejdsmidler, der er i kapitalisternes hænder, men mest fordi det overhovedet ikke er kapital, ikke anvendes til udbytning af andres arbejdskraft. Til at føre de rigdomskilder, der samfundsmæssig set har nogen betydning, over i samfundets fælleseje, ville der behøves lidet mere end en rigsdagsbeslutning, og kun forsvindende få mennesker ville rammes deraf. For Nordamerikas befolkning ville allerede det være en stor lykke, om det amerikanske samfund lagde beslag på de truster, der nu ejes af nogle få snese milliardærer, selv om man iøvrigt lod hele samfundsmaskineriet gå sin vante gang. Med hensyn til den måde, hvorpå en sådan overgang kan tænkes at finde sted, står der mangfoldige muligheder åbne; den større eller mindre hensynsfuldhed overfor kapitalisterne vil naturlig afhænge af, hvor bitter de ved deres modstand gør klassekampen. Yderpunkterne er på den ene side en beslaglæggelse uden erstatning og på den anden en overtagelse mod fuldt vederlag. Den danske grundlov bestemmer, at ekspropriation kun kan finde sted, »hvor almenvellet kræver det«, og kun »mod fuldstændig erstatning«. Men at almenvellet kræver det, er for socialisten en indlysende kendsgerning, og overfor den sidste af de to bestemmelser gælder den regel, at ved lov kan lov omstødes. Imod kapitalisternes erstatningskrav vil proletariatet med føje kunne henvise både til den ekspropriation, det selv menneskealdre igennem har været genstand for, og også til, at bourgeoisiet aldrig har vist nogen hensynsfuldhed i så henseende overfor sine fjender; hverken da den svenske adel i det 17. århundrede måtte afstå de godser, den havde købt eller fået skænket af kronen, eller da den franske adel under revolutionen fik sine ejendomme beslaglagt, var der tale om erstatning; og begge gange var det den fremvoksende kapitalismes repræsentanter, der førte slaget. Rimeligst er det vel dog, at det sejrende proletariat vil vise sig mere skånsomt og yde kapitalens besiddere en erstatning, af det ene eller det andet omfang, under den ene eller den anden form. Men her må det dels erindres, at i det øjeblik proletariatet erobrer den politiske magt, vil hele kapitalens kurs, den pris, til hvilken kapitalisterne er villige til at sælge arbejdsmidlerne, sikkert under indtrykket af den forestående socialisme være sunket til et lavmål, så selv en overtagelse mod fuld erstatning efter de priser, som er gængs, kun vil volde samfundet en forholdsvis ringe byrde, og dels, at endog det rundeligste vederlag, udbetalt i rede penge, efter en årrækkes forløb vil være vendt tilbage til samfundet, idet det efterhånden vil blive fortæret af besidderne; thi rente eller andet udbytte af pengene vil selve udbytningens ophør umuliggøre.

Den videnskabelige socialisme viser hvorledes muligheden for at planlægge og regulere et socialistisk samfunds virksomhed bliver stadig større, navnlig igennem den voksende statistiske erkendelse. For at socialismens maskineri skal kunne virke tilfredsstillende, er det nødvendigt at have nøje rede både på omfanget og arten af samfundets produktive kræfter og på de krav, der fra befolkningens side vil blive stillet til forsyning med hver enkelt brugsgenstand. Hertil kræves den rigeste og mangesidigste statistiske erfaring. Uden en rigtig forestilling om befolkningens størrelse, dens tilvækst, dens fordeling efter alder og bopæl, dens sysselsættelse, dens forbrug af de forskellige varer og mange andre lignende forhold, som kun ad statistisk vej, igennem tal, kan belyses, ville alt falde fra hinanden i planløshed. Med den bestandig skarpere og mere detaillerede undersøgelse over alle disse forhold - og her er særlig de i de senere år begyndte studier over forbrugsforholdene af stor betydning, - vil et socialistisk samfund være udsat for bestandig færre fejlgreb og kunne virke med bestandig større sikkerhed.

Og endelig viser den videnskabelige socialisme, hvorledes den store drivkraft i samfundsrevolutionen, den proletariske klassekamp er i stadig fremgang, idet de udbyttedes masser samler og organiserer sig indenfor socialdemokratiet, i den bevidste hensigt at erobre den politiske magt for derefter at omdanne samfundet i socialistisk retning. Og på dette punkt opgiver den videnskabelige socialisme at nøjes med passiv iagttagelse; den træder ud af studerekamret og bliver aktiv deltager i kampen. Socialismen bliver anvendt videnskab. Overfor stjernehimlen kan menneskene kun iagttage og erkende, men ikke selv gribe ind i bevægelserne. Samfundet derimod, socialismens studiefelt, er de selv medlemmer af, og de er i stand til at øve indflydelse på dets udvikling, så længe de bevæger sig i flugt med den naturlige udviklings retning. Den socialistiske erkendelse bliver det kompas, hvorefter nutidens arbejderbevægelse holder sin kurs. I socialdemokratiet mødes to ting, den videnskabelige skole, med den opgave teoretisk at erkende samfundsudviklingens love, og det politiske parti, med den opgave praktisk at gribe ind i samfundsudviklingens gang, begge dele bestemmende og betingende hinanden, uløselig forenede som møntens to sider. 

Under dette synspunkt må man se socialdemokratiets hele nutidsarbejde for sociale reformer. Enhver sådan reform er som et ord, der har skiftende betydning efter den sammenhæng, hvori det står. Den kan være et stykke reaktion, spillet ud som et forsøg på at splitte arbejderne, at tage brodden af deres selvstændige bevægelse, at lede deres opmærksomhed bort fra den store klassekamp. Den kan være et stykke konservatisme, skænket arbejderne som en drikkeskilling, for at berolige dem, eller som en barmhjertighedsgerning. Men den kan også være et stykke revolution, erobret i klassekamp som led i en bevægelse med mål vidt ude. Bismarcks og Estrups forsøg på arbejderlovgivning i 1880érne nåede aldrig nogen popularitet blandt arbejderne; hensigten var for tydelig. Men overfor de indrømmelser, arbejderne selv direkte eller indirekte har tilvristet sig, er forholdet et ganske andet. Det er ikke beroligelsesmidler i klassekampen, men blod på tanden, der ægger til nye kampe og nye sejre.

Igennem disse reformer søger arbejderklassen skridt for skridt at komme ud af den kapitalistiske udbytning. De må ikke betragtes som enkeltheder, der er afsluttede i sig selv, men som bestanddele af en stor helhed. Igennem dem indsuger allerede det nuværende samfund gradvis socialistiske elementer. Hver for sig er de reformatoriske, men deres sum er revolutionær. Nogle af dem har til formål på enkelte udbytpunkter at indskrænke kapitalisternes udbytningsret. Når den nye fabrikslov forhøjer aldersgrænsen, nedenunder hvilken det er forbudt at udbytte børn i fabrikkerne, fra 10 til 12 år og fastsætter regler for arbejdslokalernes hygiejne og deslige, når ulykkesforsikringsloven pålægger arbejdskøberne at bære det økonomiske ansvar for de lemlæstelser, der finder sted under arbejdet, da er det skridt i denne retning. Andre reformer af denne art er endnu kun genstand for socialdemokratiets agitation. Den vigtigste blandt disse er den lovbefalede 8 timers maksimalarbejdsdag, en reform, der allerede i sig selv ville være af den mægtigste kulturbetydning, som et middel til at højne både det materielle velvære og den åndelige udvikling i arbejderklassen. Målet for hver enkelt af disse reformer er at sætte en bom for en af de mest brutale former af udbytningen; målet for deres sammenspil er gradvis at fortrænge selve udbytningen og bane vejen for den socialistiske produktion.

Andre går ud på at lægge nye sociale opgaver over på stat og kommune. Når det offentlige gennem en alderdomsforsørgelseslov påtager sig at yde underhold til enhver hæderlig gammel mand eller kvinde, som en efterløn for det arbejde, vedkommende har udført i samfundets interesse, da er det en indrømmelse i denne retning, så fjernt end praksis ligger fra idealet. Mange reformer af lignende natur er endnu kun til som krav, socialdemokratiet rejser og de øvrige partier møder med større eller mindre kulde, men ikke i længden vil kunne vise fra sig. Således kravet om den offentlige, vederlagsfri bespisning af skolebørn, om det offentliges hjælp til foreninger, der forsikrer imod arbejdsløshed, om det offentliges overtagelse af kampen mod tuberkulosen og deslige. Hele denne bevægelse betegner et skarpt brud med den ældre, den rent kapitalistiske statsopfattelse, der i staten blot så et middel til at holde ro og orden, til at sikre kapitalisterne mod overgreb på udenlandske markeder og angreb fra indenlandske røvere. Den kapitalistiske politistat er allerede nu i forfald; i stedet begynder man at skelne omridsene af den socialistiske kulturstat, bygget over det princip, at samfundsinstitutionernes opgave er at skabe de lykkeligst mulige kår for alle samfundets medlemmer.

Og atter andre af disse reformatoriske fremskridt er led i den almindelige demokratiske udvikling. Socialdemokratiets standpunkt er, som naturligt efter hele dets væsen, yderst til venstre i demokratiet, så langt ude, som intet andet parti kan nå. Dets program er den absoluteste demokratisering af alle offentlige institutioner, den fuldstændigste anerkendelse af den almindelige valgret og de almindelige borgerlige rettigheder, presse-, forenings-, forsamlingsfrihed og deslige. I enhver kamp for disse formål er socialdemokratiet i spidsen. I stedet for rigdommen som det, der nu kvalificerer en mand til at øve den overvejende indflydelse på det offentlige liv, lægger socialdemokratiet menneskeværdien og det samfundsnyttige arbejde til grund. I den kapitalist eller godsejer, der øver en mange gange så vægtig indflydelse som arbejderne, fordi han betaler en større skat, ser det et menneske, som i virkeligheden yder det offentlige lidet eller intet; hvad han afleverer i stats- eller kommunekassen, er kun en brøkdel af det, han har tilvendt sig fra arbejderne; det er disse, som i sidste instans bærer alle de offentlige byrder, og som derfor også har krav på alle de offentlige rettigheder. Men demokratiet er for det socialistiske arbejderparti noget andet og mere end et mål, det i sig selv er værdt at stræbe efter; det er tillige det middel, ved hvis hjælp dets idéer kan føres ud i livet. Jo større magt den almindelige valgret besidder, jo friere alle strømninger kan røre sig, des lettere og mere smertefrit vil den sociale revolution kunne gå for sig.

Alt dette er reformer, der hver for sig dels er gennemført, dels - i hvert fald til en vis grad - kan gennemføres på det bestående samfunds grundlag og under tilslutning fra radikale bestanddele af de øvrige partier. En sådan samvirken har i de fleste lande i større eller ringere udstrækning vist sig nyttig og naturlig. Thi socialdemokratiet har forlængst opgivet forestillingen om, at alle andre partier udgør én kompakt reaktionær masse, en forestilling, som iøvrigt ingen er trådt stærkere op imod end netop Karl Marx.

De er ganske vist alle »borgerlige« partier, som de kaldes med et udansk udtryk, der let giver anledning til misforståelse; det vil sige, at de ikke kan se ud over det nuværende samfund, hvor bourgeoisiet, »storborgerskabet«, er det regerende; men de er ingenlunde alle særlige repræsentanter for dette storborgerskabs interesser. De er konservative, målt imod socialdemokratiets hovedprogram, men de rummer indenfor sig en broget mængde afskygninger, og der vil, i hvert fald til tider, være dem deriblandt, der overfor vigtige spørgsmål føler sig nærmere ved det socialistiske standpunkt end ved det kapitalistiske. Alligevel er forskellen mellem socialdemokratiet og alle andre, selv de radikaleste partier, overalt slående. Det »borgerlige demokrati« ser i de forskellige former af den sociale elendighed sygelige udvækster af samfundsforholdene, socialdemokratiet ser deri kun naturlige udslag af hele systemet og retter sin økse mod selve det træ, der bærer de onde frugter. Det er radikalt, hvor de andre er overfladiske. For det borgerlige demokrati er enhver gennemført reform et fremskridt, som man i hvert fald, foreløbig kan slå sig til ro ved, slutningsstationen på en rejse. For socialdemokratiet er det kun en station undervejs; rejsens mål ligger langt længere ude, dér hvor alle linjerne løber sammen i det socialistiske samfund. Og i det lange løb forslår heller ingen kan kun samvirken mellem socialdemokratiet og noget andet parti; den kan kun have rent foreløbig karakter. Så snart kapitalistiske klasseinteresser gør sig gældende af den ene eller den anden art, fører de til konflikt med arbejderklassen. Gårdmændene kan være fortræffelige allierede for proletariatet, når det gælder at komme godsejerne og bykapitalisterne til livs; men når kampen føres over i deres egen lejr, vender de sig i bitterhed mod deres tidligere kampfæller. Og selv de dele af folket, der - som videnskabsmænd, læger, lærere, kunstnere - ikke ved nogen egentlig klasseinteresse er afstemt i særlig kapitalistisk farve, selv de af dem, der måske til det sidste bliver deres sympati for arbejderbevægelsen tro, selv de er - hvis ikke de fuldtud indsuger den socialistiske anskuelse - for upålidelige allierede at regne; det kæmpende proletariat kan drage nytte af dem, men tør ikke stole på dem. Overfor klassekampen i de skarpe og bitre former, hvori den føres og må føres, står de vaklende og uforstående, råder til fred, hvor fred er umulig, prædiker fordragelighed, hvor krig må til. De savner den proletariske klassebevidsthed, som aldrig leder vild. I det lange løb kan arbejderklassen kun stole på sig selv; dens emancipation må være dens eget værk.

Opgaven er den igennem agitationen at udløse proletariatets dumpe utilfredshed i en skarp, målbevidst bestræbelse. Utilfredsheden er i forvejen tilstede rundtom iblandt de udbyttede, hvor den da ikke er vegen for en dyrisk sløvhed, men den er uklar og planløs, rettet imod enkeltmænd, ikke imod det system, hvorunder der lides, og ligeså ofte rettet imod naboer og genboer i flæng som imod dem, der driver udbytningen. Agitationens formål er ikke at frembringe misfornøjelse, men at organisere den, at omsætte den i klassebevidsthed, at rette den imod det kapitalistiske princip. Og sikkert er det, at de proletarer, der besjæles af denne sociale utilfredshed, er de, der føler størst lykke og tilfredsstillelse ved at leve og kæmpe; thi de har et højt, ideelt mål for deres kamp. Medens bourgeoisiet forsumper mere og mere under pengebegæret - begyndt med frisind på det religiøse område, med radikalisme på det politiske område og med udpræget antimilitarisme, alt fordi det dengang tjente dets interesser bedst, ender det i klerikalisme og royalisme og militarisme, fordi det i alteret, tronen og bajonetterne ser bolværk imod arbejdernes klasserejsning, - medens bourgeoisiet synker dybere og dybere i den krasseste materialisme, så bliver derimod det kæmpende proletariat det eneste idealistiske parti, det eneste, der har et stort samfundsideal som mål. Hvad der vindes af reformer ved den faglige og den politiske bevægelse, er midler til at styrke arbejderne fysisk og moralsk, gøre dem til dygtigere og mere skolede soldater i kampen for det kommende samfund.

Og dermed træder socialdemokratiets nutidsarbejde atter ind i en ny, mere revolutionær belysning. Man ser det først som et middel til at hæve arbejderklassens livsbetingelser på en hel række punkter, der alle ligger indenfor det nuværende samfunds grænser, og såvidt kan socialdemokratiet følges af store dele af de ikke-socialistiske partier. Man ser det siden som et middel til gradvis at komme ud af udbytningsforholdet og ind i samfundstilstande af socialistisk karakter, og såvidt endnu kan socialdemokratiet følges af forskellige slags såkaldte socialister, kristelige socialister, statssocialister og med hvad navne de nu smykker sig. Man ser det endelig som udrustning og våbenøvelse til de forestående kampe, og her rider socialdemokratiet alene; alle andre viger sky tilbage overfor den revolution, som trækker op.

De politiske valg er de store hærskuer, ved hvilke man fra tid til anden kan mønstre den revolutionære troppestyrkes vækst. Og i alle kulturlande er socialdemokratiets stadige fremgang det afgørende træk i de sidste tiårs politiske udvikling, kun sjælden standset et øjeblik ved kunstige hindringer, og da kun for at bryde så meget stærkere på. I Danmark er socialdemokratiet i den menneskealder, det har virket, vokset til henved 56,000 stemmer, mellem femtedelen og fjerdedelen af alle ved folketingsvalget afgivne stemmer, og fra valg til valg har der bestandig været stærk og jævn fremgang. I Tyskland har fremgangen været ligeså stærk og regelmæssig, trods al modstand. Her steg stemmetallet i de 12 år, da undtagelsesloven gjaldt, fra 1878 til 1890, medens partiets ledende mænd blev landsforvist, dets blade beslaglagt, dets forsamlinger forbudt, alligevel til over det tredobbelte. Og også her har man for ganske nylig set en kolossal vækst. I alle kapitalistiske lande går udviklingen for sig i samme retning; så fjernt som i Japan er et kraftigt socialistisk arbejderparti i opkomst, handlende i takt med de socialdemokratiske partier i alle andre lande. Overalt er bevægelsen så ren og retlinjet, at man med temmelig sikkerhed kan se, hvorledes det tidspunkt nærmer sig, da socialdemokratiet udgør flertallet af vælgerbefolkningen, kan besætte flertallet af rigsdagens pladser og bestemme statsstyrelsens retning - alt under forudsætning af, at de parlamentariske regeringsformer og den almindelige valgret overholdes.

Enhver socialdemokrat ønsker, at revolutionen fuldbyrdes på denne jævne og fuldtud regulære måde. Men ingen er naiv nok til at tro, at det vil gå for sig så let. Når man erindrer den menneskealders hårdnakkede og seje kamp, der krævedes for at bringe folketingsparlamentarismen til anerkendelse i Danmark, ville det være urimeligt at foregøgle sig noget sådant. Thi her, hvor kampen er rettet imod selve det kapitalistiske system, er det ganske anderledes interesser, det gælder. Det er de besiddende, de herskende klassers livsnerve, det drejer sig om, og der er ingen grund til tvivl om, at de med ethvert af de mange stærke midler, de råder over, vil sætte sig til modværge, vil bryde lovene og stille magt for ret, sålænge det nytter. I Tyskland har man allerede længe offentlig drøftet mulighederne for den almindelige valgrets afskaffelse; overalt går den kapitalistiske reaktions udtalte eller uudtalte begær i samme retning, og intet krav mødes med så bitter en modstand som kravet om den almindelige politiske og kommunale valgret.

Det er også kun naturligt, at i samme hvorledes grad som socialdemokratiet vokser, i samme grad vokser modstanden fra kapitalistisk side. Der er i bourgeoisiet en stadig ulmende kamplyst overfor arbejderbevægelsen og socialdemokratiet, og såsnart et gunstigt luftstrøg går henover samfundet, slår den ud i lyse luer. De sidste års angreb på de danske havnearbejderes organisationsret er talende eksempler. Den samme strømning går over den øvrige verden; i England, Tyskland, Italien, Nordamerika, Sverige er ødelæggelseskrigen mod arbejdernes organisationer i fuld gang. Til byens kapitalister slutter sig landets godsejere og storbønder, den del af landbrugerne, som driver deres jord overvejende ved fremmed arbejdskraft og derfor føler sig fortrinsvis som arbejdskøbere. Sålænge socialdemokratiet holdt sig til storbyernes industriarbejdere, kunne mange af dem se derpå med ligegyldighed eller endog sympati; men efterhånden som det vinder fodfæste på landet, kalder husmændene og landarbejderne til klassekamp, organiserer bøndernes egne daglejere i landarbejderforeninger, kritiserer deres styre i sogneråd og amtsråd, kræver almindelig valgret til disse forsamlinger, afslører den hensynsløshed, der vises tyendet, så slår sympatien om til sin modsætning. Også herom kan man i de allersidste tiders begivenheder finde tydelige vidnesbyrd, ikke mindst tydelige i den danske politik. Kapitalister og agrarer smeltede fast sammen i én masse med front imod arbejderne, det er modstykket til socialdemokratiets vækst. Modsætningerne kommer til at stå knivskarpt overfor hinanden.

To ting bidrager til at skærpe modsætningen imellem arbejde og kapital. Dels, at finanskapitalen gennem aktievæsenets udvikling bliver stadig mere fremherskende indenfor industriverdenen. Hvor den enkelte kapitalist ejer og leder sin egen fabrik, er der ofte - trods alt - et vist personligt forhold mellem ham og hans arbejdere. Han kender dem og betragter dem som levende væsener, og selv om ethvert patriarkalsk forhold er dræbt af kapitalismen, kan dog hans følelser som menneske og som kapitalist ikke helt skilles ud fra hinanden. Finanskapitalen er derimod iskold og upersonlig; den ser ikke sine udbytningsgenstande som mennesker. I aktieselskabets regnskaber optræder arbejderne kun som cifre blandt de øvrige udgiftsposter, det gælder om at holde så langt nede som muligt. Og når de store kapitalister på forhånd har tilsvindlet sig aktieselskabets hele udbytte, bliver skylden for, at aktionærerne intet udbytte får, væltet over på de »fordringsfulde« arbejdere med deres »altfor høje« arbejdsløn. Fra aktieselskaberne er det, de hårdeste angreb på arbejderne udgår, og de breder misstemningen mod arbejderbevægelsen nedefter, blandt de øvre lag af middelstanden, hvor de skuffede aktionærer findes.

Og dels, at den gamle verdens industrikapitalister i de senere år føler sig hårdere presset i den internationale konkurrence. Den strøm af amerikanske varer, som er begyndt at flyde ud over verdensmarkedet, tvinger dem til at sætte deres priser ned og nøjes med lavere profit, end de ellers kunne have høstet. Og skønt Amerikas overlegenhed udelukkende beror på den højere teknik, medens arbejdslønnen gennemgående er langt større end i Europa, er det dog imod arbejderne, at Europas kapital vender sig for ved stigende udbytning af dem at søge erstatning for skårene i profitten. Den kapitalist, der under gode konjunkturer med flot forretningsgang kunne have råd til at optræde som human og nådig arbejdsherre, han kommer til at se på arbejderne med rovdyrøjne.

Der er ved skiftet mellem det 19. og 20. århundrede en stærk kapitalistisk reaktion i luften. Barometret står lavt. Overfor alt dette har socialdemokratiet indtil videre kun ét at gøre, gennem en stadig mere energisk agitation at øge sit tal og styrke sine organisatoriske rammer. Og det har under dette agitationsarbejde en pålidelig hjælper i selve den kapitalistiske reaktion. Der er intet, der så virksomt bidrager til at ruske de store døde masser til live og rejse proletariatet til klassekamp, som netop de slag, kapitalen fører imod den socialistiske arbejderbevægelse. Den store lockout i 1899 har virket som den kraftigste agitation for socialdemokratiet, har ført til, at store dele af arbejderklassen er blevet sig deres sociale stilling bevidst og helt og varmt har sluttet sig til socialdemokratiet. Og således overalt; trykket avler bestandig modtryk; i stadig stridere strømme driver kapitalen folk til sine fjenders lejr.

Hvad det gælder om, er at holde socialdemokratiet stærkt nok til at sætte hårdt mod hårdt. Bourgeoisiet har aldrig været bange for at sætte hårdt mod hårdt, sålænge det selv var den revolutionære klasse, der skulle bryde sig vej frem. Selv i Danmark har der været den tid, da det ikke skyede at male revolutionens skræmmebillede på væggen, når det mente derved at kunne fremme sine interesser. I 1846 kunne en af dets repræsentanter i Roskilde stænderforsamling tale truende ord om den »afgørende katastrofe, der turde være endnu mindre i regeringens end i folkets interesse«; og to år senere gik Københavns borgerrepræsentanter, af det liberale parti, hvorfra det senere kapitalistiske Højre stammer, til kongen for at henstille til ham »ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp«. Det er først nu, da bourgeoisiet selv er blevet gammelt og konservativt og føler sin egen magt truet af de unge revolutionære kræfter, at det med alle tegn på gru taler om revolutionens rædsler.

Men når bourgeoisiet skildrer den kommende revolution i de gamle revolutioners lignelse, da er det ganske falsk. Den socialdemokratiske arbejderklasse vil ikke lade sig forlede til tumultuariske revolter, som ingen andre kunne have fordel af end kapitalisterne selv, fordi de deri ville finde påskud til undertrykkelse i den brutaleste form. Den vil bruge den passive modstand imod alle overgrebene, holde sig strengt indenfor lovenes grænser, og imens vil den jævnt og støt arbejde for at skaffe sig flertal i folket. Når først det er nået, og bourgeoisiet til trods derfor ikke vil vige, da er det dette, som erklærer revolutionen, bryder de ordnede forholds rammer og tager ansvaret over på sig.

Men selv hvor et socialistisk flertal står på lovens grund overfor en lovløs kapitalistisk minoritet, der med ydre våben holder sig ved magten, selv dér vil det kunne tvinge sin ret igennem, uden at en eneste vinduesrude går i stykker og en eneste blodsdråbe flyder. Thi det har særlige magtmidler, som ingen tidligere revolutionær klasse har besiddet, og navnlig ét våben af den ejendommeligste art, smedet af arbejderklassens hele virksomhed som det bærende grundlag for samfundet. Det er den politiske massestrejke, generalstrejken. Det er et tveægget sværd ganske vist, som ingen ønsker at anvende, men som kan anvendes og under visse forhold, som det synes, med sikker udsigt til sejr. At de forsøg, der hidtil i forskellige lande er blevet gjort med en almindelig arbejdsstandsning, for største delen kun har beredt skuffelser, er let forklarligt, og arbejderne vil vide at tage lære deraf. Thi der kræves, for at midlet skal kunne virke, et højtryk af den politiske spænding, en aktiv begejstring hos det overvejende flertal af befolkningen, en organisation og disciplin, som vanskelig kan tænkes mulig før under de store fremtidskampe, hvor det er for og imod det kapitalistiske og det socialistiske samfund, striden står. Men er disse betingelser engang tilstede, vil massenedlæggelsen af alt det samfundsnødvendige arbejde kunne øve et tryk, som en magthavergruppe kun en stakket stund vil kunne modstå. Man måler bedst dets styrke ved at sammenligne det med de midler, som f.eks. venstres bønder rådede over i 1880érne; de kunne anskaffe sig rifler, lade være at købe hos højrekøbmænd, nægte at betale skat - altsammen slag i luften. Hvis derimod blot en uge igennem bagere og slagtere, jernbanefunktionærer og postbude, gasarbejdere og sporvognsfunktionærer, typografer og avisbude, hele arbejderklassens hovedmasse satte sig selv ud af virksomhed, ville alle samfundslivets nerver lammes.

De våben, der vil blive anvendt i fremtidens sociale kampe, deres større eller mindre skarphed afhænger ikke af socialdemokratiets ønsker; de afhænger af den kapitalistiske reaktions hvashed. Det socialdemokratiske arbejderparti lægger alt an på en jævn og rolig gennemførelse af socialismens idéer, med stemmesedlen og det fredelige organisationsarbejde som de eneste kampmidler, men det må tillige holde sig rede til de hidsigere sammenstød, som kan blive uundgåelige. Et klogt og vidtskuende bourgeoisi, som så sin egen historiske rolle udspilles og forstod, at al modstand i længden var håbløs, ville være i stand til at bane vejen for en lempelig overgang. Men dette er en mulighed, man ikke tør regne med, thi den ligger langt udenfor det sandsynliges grænser. Der ville hertil kræves en resignation, som en herskende klasse vanskelig ville være i stand til at hæve sig til. Og kendsgerningerne viser netop, hvorledes bourgeoisiets uforsonlighed bestandig vokser.

Et er sikkert. Kapitalismen går sin opløsning imøde, og socialismen er dens naturlige arvtager. Socialdemokratiets historiske opgave er at gøre dødsboet op og fuldbyrde arveskiftet. Dets stadige fremgang er den store strøm igennem nutidens samfund. Den udspringer af selve kapitalismens naturlove; den får tilløb fra alle sider; og den kan ikke standses. Der kan dæmmes op for den til en tid, men kun til en tid. Og jo højere dæmninger der bygges, des stærkere bliver spændingen, des voldsommere det gennembrud, der alligevel omsider finder sted, des mere går der med i løbet.

Fremtidsstaten fra 1919 er en tykkere bog med artikler om socialismen af: »H. G. Wells: Fortids- og Fremtidsstaten; Grevinden af Warvick: Fremtidsstaten og Landet; L. G Chiozza Money, M. P.: Arbejdet i Fremtidsstaten; Sir Ray Lankester: Om at skabe en ny Viden; E. S. P. Haynes: Loven og Fremtidsstaten; Cicely Hamilton: Kvinderne i Fremtidsstaten; C. J. Bond: Sundhed og Helbredelse i Fremtidsstaten; Cecil Chesterton: Demokratiet og Fremtidsstaten; Roger Fry: Kunstneren og Fremtidsstaten; G. R. Stirling Taylor: Den nuværende Udvikling af Fremtidsstaten; Conrad Noel: Et Billede af Kirken i Fremtidsstaten; Herbert Prench: Fremtidsstatens Vækst; Hugh P. Vowles: Fremtidsstatens Tradition; J. H. Leunbach: Socialismens verdensbillede og livsanskuelse; H. G. Wells: Nye verdener for gamle.«

Foråret 1899 har bragt bevægelse indenfor den videnskabelig interesserede socialdemokratiske verden. Med kun et par måneders mellemrum har dens to mest fremtrædende repræsentanter, tyskerne Karl Kautsky og Eduard Bernstein, udsendt hver sit omfangsrige skrift, og disse skrifter dels har givet, dels vil give anledning til megen diskussion. Først kom, i midten af januar, Kautskys store bog om Agrar-spørgsmålet (Die Agrarfrage. Eine ubersicht über die tendenzen der modemen landwirthschaft und die agrarpolitik der sozialdemokratie. Stuttgart), et mønster for en social monografi, imponerende ved sin stofmængde, fængslende ved sin tankerigdom, skærende skarp i sin kritik, ikke på alle punkter fuldt udtømmende, men overalt tankevækkende, interessant, og blændende ved sin fremstillingskunst. Og midt i marts udkom et »stridsskrift« af Bernstein under den meget lovende titel: »Socialismens forudsætninger og socialdemokratiets opgaver« (Die voraussetzungen des socialismus und die aufgraben der sozialdemokratie). Og mange tønder bogtrykkersværte vil blive brugt, inden den storm lægger sig, som denne bog har vakt. Bogen har længe været imødeset med spænding. I vinteren 1897-98 begyndte Bernstein i en række tidsskriftartikler at fremsætte anskuelser, der i mange henseender fjernede sig fra dem, der var de rådende indenfor socialdemokratiet. Artiklerne blev mødt med megen protest. Og endnu skarpere blev protesterne, da Bernstein i begyndelsen af oktober fra England, hvor han længe har været bosat, og af hvis forhold han er stærkt påvirket, tilstillede den tyske partikongres i Stuttgart et manifest, hvori han i en knap form udtalte sit ændrede syn på den moderne sociale udvikling: det socialistiske fremtidssamfund stod for ham som en fjern fremtidsmulighed; intet syntes ham at tyde på, at udviklingen bar hen imod det nuværende samfunds undergang indenfor en overskuelig fremtid; socialdemokratiets hovedopgaver måtte derfor ligge i kampen for de små reformer, der i øjeblikket kunne nås; endemålet var det underordnede, bevægelsen blev alt. Bernsteins brev blev en af hovedgenstandene for kongressens forhandlinger; modsætningerne stod skarpt mod hverandre, og den borgerlige presse i Tyskland - og da forøvrigt også i Danmark med - undlod ikke at notere, at nu var det tyske socialdemokrati ifærd med at opgive alle sine gamle teorier og forvandle sig til et skikkeligt reformparti på det bestående samfunds grund. Notitsen var lidt forhastet; thi efter alt at dømme vil de Bernsteinske tanker næppe komme til at influere i nogen kendelig grad på det tyske socialdemokratis taktik.

Under indtrykket af den opposition, han mødte, og opfordret af partifæller besluttede Bernstein så at samle sine anskuelser i et selvstændigt skrift, der kunne danne et fast grundlag for en diskussion, og dét er dette skrift, der nu foreligger. Indtrykket af den første gennemlæsning - og det kan tilføjes, at dette indtryk bekræftes ved senere gennemlæsninger, - er dette, at det er en mislykket bog, mislykket af to grunde. Først fordi opgaven har været for stor, fordi bogen spænder over for meget. Man kan nu engang ikke på knap 200 sider udtømme hele den socialdemokratiske teori og drage konsekvenserne for den socialdemokratiske praksis. Og det er dette, Bernstein har forsøgt. Han har ikke nøjedes med at drage et par enkelte centrale punkter frem og drøfte dem indgående, i alle deres forbindelser; han har villet have alting med, stort og småt imellem hinanden, de bærende teoretiske forudsætninger og rene døgnspørgsmål. Følgen er blevet, at bogen virker urolig, forvirrende; men værre er det, at den virker ganske utilfredsstillende. Intetsteds har man følelsen af at være kommet rigtig til bunds, at være færdig med et spørgsmål; overalt flygtige hentydninger, tanker, der henkastes uden nogen egentlig begrundelse; aldrig nogen udtømmen. Og dernæst fordi der over hele bogen er noget valent. Vel nærmest af pietetsfølelse overfor mindet om Marx og Engels har Bernstein i sin kritik af de Marx-Engelske tanker skyet enhver kraftig og skarp udtalelse; han nøjes også af den grund hyppig med at antyde sin stilling i stedet for at tage bestemt parti. Det er forståeligt, men ikke heldigt. Man ved ikke ret, hvorvidt han er gået; hvad han synes at sige med nogenlunde klare ord på den ene side, dét afdæmpes på den næste, og det næsten udviskes på den tredje.

Bogens tendens er angivet ved det motto, der står over det første kapitel, et citat af Engels, hvori det hedder om de marxistiske teorier: »Med dem blev socialismen til en videnskab, som det nu drejer sig om at udarbejde videre i alle dens enkeltheder og forbindelser.« En værdsættelse af marxismen, en prøvelse af dens gyldighed, en udfylden af dens eventuelle mangler og en korrektur af dens eventuelle fejl, dét er dét, som det har været formålet for Bernstein at levere.

Intetsteds vil berettigelsen af en sådan undersøgelse mere beredvillig blive indrømmet end netop indenfor marxistiske kredse. Intet ville virke mere forbenende på den videnskabelige socialisme, end om Marx's og Engels' skrifter blev kanoniserede, blev kendt ufejlbare og uantastelige - og det kan ikke nægtes, at der har været tendenser i den retning. Og mere end rimeligt er det, at der er adskilligt både at ændre og at tilføje i dem. Der er gået over et halvt århundrede, siden »Det kommunistiske Manifest« udkom, og 32 år siden første bind af »Kapitalen« - den videnskabelige socialismes standardbog - så lyset, år hvori udviklingen er gået frem i syvmilestøvler; de konkrete erfaringers antal er mangedoblet, og nye sociale faktorer er indtrådt, hvortil der kun var antydninger for få tiår siden. Det er da forståeligt, at der er korrigerende bemærkninger at gøre til Marx's og Engels' skrifter, og det må indrømmes, at Bernstein har bragt enkelte værdifulde iagttagelser frem, især i de første kapitler, hvor han værdsætter de filosofiske udgangspunkter for den marxistiske samfundsteori. Mere værdifuld end disse korrekturer synes mig dog de rundtom i bogen forekommende bemærkninger at være, der viser den historiske udviklingsgang i de marxistiske doktrin viser, hvordan disse tanker ikke springer fuldfærdige ud af Marx's hoved, men lidt efter lidt modnes klares modificeres, tildels også afdæmpes. Her er der gjort et arbejde som vil have betydning for alle senere studier af marxismens udviklingshistorie.

Hvad der derimod virker forbløffende og ægger stærkest til protest, det er Bernsteins kritik at den fundamentale forudsætning for hele den marxistiske doktrin, opfattelsen af tendensen i den sociale udviklingsgang og den deraf flydende teori om den sociale katastrofe. Det er kernepunktet i hele den videnskabelige socialisme, der her er rørt ved, et punkt af den betydning, at hvis det kunne udslettes, ville den socialdemokratiske bevægelses berettigelse være mere end tvivlsom. Den marxistiske katastrofeteori er fremstillet så uendelig mange gange, at vi her kan nøjes med en flygtig antydning. Under den moderne sociale udvikling træder der en stadig skarpere klassemodsætning frem. Som følge af den kapitalistiske produktionsmåde spaltes samfundet mere og mere i to klasser, hvis interesser er hinanden stik modsatte: et lille mindretal af kapitalister og et uhyre flertal af proletarer. Alle overgangsled tegner mere og mere til at forsvinde, således at kun de to klasser, udbytterne og de udbyttede, bliver tilbage. Den store kapital og dens repræsentanter bliver mere og mere den enebestemmende faktor i samfundslivet; hele samfundet bliver mere og mere afhængigt af kapitalen. Men samtidig med, at kapitalen således stiger højere og højere i indflydelse, undergraves dens stilling mere og mere. Den stadig voksende koncentration i bedrifterne ophober kapitalen på et stadig aftagende mindretal af punkter. Den stadig skarpere konkurrence bringer kapitaludbyttet ind i en nedadgående bevægelse; det tenderer mere og mere mod nulpunktet. Og samtidig vokser den revolutionære ånd i de proletariserede samfundslag; de udbyttede føler mere og mere det uretfærdige i deres egen stilling, vågner til klassebevidsthed, modnes til at erobre magten i samfundet; den moderne produktionsmåde har løsrevet dem fra besiddelsen af de produktionsmidler, ved hvis hjælp de virker, har eksproprieret dem; det vil ende med, at de eksproprierer ekspropriatorerne. Der har straks fra begyndelsen af været en modsætning tilstede indenfor det kapitalistiske samfund: produktionsformen var social; det var de mange hænder, der arbejdede sammen for at bringe det enkelte samfundsnyttige produkt frem: men tilegnelsesformen var individuel; udbyttet af de sociale arbejde gik ikke i de manges lommer, men i den enkelte kapitalists; efterhånden træder denne modsætning stærkere og grellere frem, og omsider vil den kun kunne løses ved, at også tilegnelsesformen bliver social. Produktionsmidlerne går over til samfundseje; den individuelle udbytning ophører.

Det er mod denne udviklingsrække, Bernstein retter en række angreb, særlig imod dens første led. Svarer denne forestilling om en voksende samfundsspaltning, om en stadig skarpere og uforsonligere klassemodsætning også til virkeligheden, eller er den kun en konstruktion? Bernstein giver ikke noget fuldstændig tydeligt svar på dette spørgsmål, men det fremgår klart nok, at han finder meget overdrevent i denne forestilling. Hvad først koncentrationstendensen angår, finder han, at den er såre langt fra at optræde med den styrke, som man hidtil har været tilbøjelig til at antage. I landbruget viser den sig enten slet ikke eller kun yderst svagt; der er ikke noget som helst tegn til, at de små bondebrug er i færd med at opsluges af de store godser; tværtimod, det lille landbrug lever i bedste velgående og med det den agrariske mellemstand. Der er endog tegn, som tyder på, at det netop er det lille landbrug, som har fremtiden for sig; i Tyskland vokser således fra 1882 til 1895 antallet af små bondebedrifter (på 5 til 20 hektarer land; 1 hektar = l 4/% tønder land) med 8 %, stærkere end nogen anden klasse landbedrifter, og den grundflade, de omfatter, med omtrent 9 %; altså er de i løbet af de 13 år ikke blot blevet forholdsvis talrigere, men også gennemsnitlig blevet større, mere modstandsdygtige.

Og heller ikke i industrien, som den socialdemokratiske videnskab med så megen forkærlighed peger på, så lidt som i handelen, træder koncentrationstilbøjeligheden frem med den styrke, som de fleste formoder. Små- og mellembedrifterne går ganske vist relativt tilbage, men de vokser dog absolut; fra 1882 til 1895 voksede i Tyskland antallet af arbejdere, der var beskæftigede i industrielle småetablissementer (med 1-5 medhjælpere) med over 24 %. Der er endnu uhyre langt igen, inden de store, kapitalistisk drevne forretninger har opslugt de små. Af de 10¼ millioner arbejdere, der i 1897 var beskæftigede i den tyske industri, faldt kun lidt over 3 millioner på storbedrifterne; 2½ millioner faldt på middelbedrifterne (med mellem 6 og 50 medhjælpere) og 4¾ på småbedrifterne; ved siden taltes der endnu 1¼ millioner selvstændige håndværksmestre. I andre lande er forholdet et lignende; selv i England, storindustriens forjættede land, er storbedrifternes arbejdertal endnu kun 3½-4 millioner, mod over 5½ millioner beskæftigede i mellem- og småbedrifter. En mængde erhverv egner sig endnu lige så godt eller dog omtrent lige så godt for smådrift som for stordrift; håndværket, drevet på den gamle vis, med højst et par svende, har endnu et overordentlig vidt virkefelt. Og samtidig med, at der, hvad jo ikke kan betvivles, i en række erhverv foregår en stærk centralisation, så finder der i andre en decentralisation sted; forskellige sider af produktionen overtages af selvstændige småproducenter, som modtager halv- eller trefjerdedelsfabrikater fra storetablissementet for selv at gøre dem færdige, eller modsat afleverer deres produkter i halvfærdig tilstand til storetablissementet, der så fuldfører, dem til afsætning; således skaber den kapitalistiske stordrift en ny smådrift og som følge deraf en ny middelstand til erstatning for den, den slår ihjel.

Og selv om driftskoncentrationen var nok så stærk, behøvede den jo ikke at medføre, at kapitalen samlede sig på et mindretal af hænder. Den enkelte kapitalist, der virker i kraft af sin egen kapital, forsvinder mere og mere og afløses af aktieforholdet. Den for kort tid siden dannede engelske sygarns trust fremtræder som en enkelt kæmpebedrift med henved 30 millioner kroners kapital; men denne kapital er spredt ud på over 12,000 aktier. Samtidig med, at kapitalen således kan komme til at virke med mere og mere koncentreret styrke på et mindretal af punkter, kan besiddelsen af den og alle de dermed følgende fordele brede sig i stadig videre kredse; i stedet for en stadig vækst af proletariseringen kan det moderne økonomiske system tværtimod blive i stand til at løfte lag på lag op fra de besiddelsesløses til de besiddendes klasse. At en sådan bevægelse virkelig finder sted, synes en betragtning af indkomststatistikken at vise. Var den marxistiske tankegang rigtig, ville man finde en stærk vækst i de ganske små indtægtshaveres antal, en tilbagegang i de meget store indtægtshaveres, alt som på den ene side proletariseringen bredte sig på den anden den store kapital koncentreredes på bestandig færre hænder. Men dette viser sig ikke at være tilfældet. I Saksen - for at nævne et enkelt af Bernsteins eksempler - udgjorde i 1879 skatteyderne med en årlig indtægt af mellem 800 og 3300 mark (»bedre stillede arbejdere og småborgerskabet«) 20,94 % af samtlige skatteydere, i 1892 derimod 30,48 %. Og samtidig stiger netop overalt de store indtægtshaveres tal overordentlig stærkt. Altså »både absolut og relativt vokser de besiddendes tal. Hvis socialdemokratiets virksomhed og udsigter var afhængige af, at de besiddendes tal går tilbage, da kunne det i virkeligheden gå hen og lægge sig til at sove.«

Bernstein sammenfatter resultaterne af den tankerække, jeg ovenfor har søgt at gengive i så sammentrængt en form som muligt, i følgende ord: »indkomstskala og bedriftskala viser sig i deres leddeling som udpræget parallelle, navnlig for så vidt mellemleddene angår. Vi ser intetsteds disse aftage, tværtimod næsten overalt udvider de sig betydelig. Hvad der på det ene sted berøves dem ovenfra, udfyldes ved tilførsel nedefra, og for det, der på det andet sted synker ned fra deres rækker, får de erstatning fra oven. Hvis det moderne samfunds sammenstyrtning afhang af, at mellemleddene mellem den sociale pyramides top og grund svandt, hvis den var betinget af, at disse mellemled opsugedes af yderpartierne over og under dem, da er denne sammenstyrtning den dag i dag i England, Tyskland og Frankrig ikke sin virkeliggørelse nærmere end på noget som helst tidligere tidspunkt i det 19. århundrede.« Til at begynde med må det nu siges, at denne sætning er paradoksal, - måske bevidst fremsat paradoksalt, for at udæske. Thi at proletariseringen - ordet taget i betydning ikke af den yderste nød og elendighed, men af fuldstændig og udsigtsløs afhængighed af kapitalen -, at den stadig breder sig, rammer stadig flere og flere lag af befolkningen, det behøver man ikke at slå op i mange statistiske tabeller for at finde eksempler på, og det viser intet bedre end de tal, Bernstein selv fremfører, især da når man trænger lidt om bag de kolde gennemsnitstal og ser, hvad det egenligt er, der ligger i dem.

For landbrugets vedkommende er forholdet vanskeligst at klare, af grunde, der er så umiddelbart indlysende, at de ikke behøver at angives. Men selv om også kræfterne her giver sig andre numeriske udtryk end i industrien og handelen, så kommer disse separatistiske tendenser til at træde bestandig mindre frem i de sociale helhedsbilleder. Landbruget beskæftiger nemlig overgang til nye driftsmetoder, f.eks. anvendelse af maskinkraft, betyder her kun i et mindretal af tilfælde, hvad den betyder i industrien, en tildragning af ny arbejdskraft; i de fleste tilfælde bevirker den, at en del af den tidligere anvendte arbejdskraft overflødiggøres og for at kunne eksistere må gå til byen og blive industriproletariat. I Tyskland går således fra 1882 til 1895 antallet af personer, der har deres hovederhverv i det egentlige landbrug (ikke skovbrug og gartneri) absolut tilbage, med ¹/& %, medens antallet af dem, der har hovederhverv i bjergværksdrift, industri, handel og omsætning, tilsammen vokser med 33 1/3 %. Og nu de bønder, der sidder på deres gårde, hvor deres oldefædre sad. Er deres stilling den samme som oldefædrenes? Den er en ganske anden. De er ophørt at producere udelukkende eller dog ganske overvejende til eget forbrug; de er blevet vareproducenter; for at kunne eksistere må de sælge deres produkter. De er blevet afhængige af den store kapital i industrien og handelen; bevægelser indenfor den forplanter sig ud til dem og virker bestemmende på deres stilling og livsvilkår. Bonden, der dyrker byg og humle, er råstofleverandør for de store bryggerier, og hans fortjeneste svinger med ølpriserne; i hvilken grad smørpriserne er betinget af konjunkturerne på det store marked, ved de danske bønder såre vel. Med »selvstændigheden« hos disse nominelt selvstændige mindre landbrugere er det altså i et overordentlig stort antal tilfælde kun småt bevendt, og med »velstanden« står det de fleste steder næppe bedre til, selv om en tilbagegang i så henseende ikke ytrer sig i en statistisk påviselig tilbagegang i areal-tilliggende eller kvæghold. Hvor opslidende et overarbejde for hele familien, hvor stor en resignation, ikke blot overfor trangen til enhver art af luksus, men også overfor kravet på tilstrækkelig ernæring og beklædning, mon der ikke i de fleste tilfælde ligger bag den lille landbrugers holden sig oven vande? Men denne form for proletarisering, den uhyggeligste af dem alle, den kan kun rent undtagelsesvis blive genstand for statistisk påvisning; i de egne af Norditalien, hvor det lille landbrug har holdt sig sejest, dér dør befolkningen som fluer af pellagra og hungertyfus. Jo mere det lille landbrug går over til ligesom det større at blive vareproducerende, at producere for markedet, des mere vil det også blive revet med ind i den permanente krisetilstand, hvori det europæiske landbrug befinder sig, og som efter alt at dømme vil vare den nuværende samfundsorden ud. Og hele den bevægelse, der det 19. århundrede igennem har fundet sted indenfor landbefolkningen i de forskellige lande, har jo iøvrigt været den reneste proletarisering. Bondefrigørelsen har overalt haft til følge, at der nedenfor bønderne dannede sig en ny klasse, en landarbejderstand, enten helt besiddelsesløs eller kun utilstrækkelig besiddende; i 1805 var der i Danmark omtrent lige mange husmands- og gårdmandslodder; i 1885 er der mere end dobbelt så mange husmandslodder som gårdmandslodder; i løbet af de 80 år er de sidste voksede med 33 %, de første derimod med 164 %; og nedenunder den jordbesiddende husmandsstand har der samtidig dannet sig en ny proletarklasse, de jordløse husmænd, indsiddere, daglejere osv. Og på lignende måde er det gået overalt. Hvorvidt denne bevægelse er nået i et land som Tyskland, vil fremgå af, at i 1895 udgjorde landbrugene under 2 hektarer mellem halvdelen og to tredjedele (58¼) af alle landets landbrug, men deres andel i det i landbruget udnyttede jordareal udgjorde kun lidt over tyvendedelen (5½ %). Og på den anden side udgjorde storgodserne (over 100 hektar) næppe ½ % af landbrugene, men omfattede næsten fjerdedelen (24 %) af arealet. Ganske tilsvarende tal kan fremføres for Danmark, Frankrig, England osv. og ser vi på den udvikling, som har fundet sted i det tyske landbrug i tiden 1882-95, finder vi en række forhold, som viser alt andet end en fremblomstren af de gammeldags mellemstore bondebedrifter. Medens som ovenfor sagt det samlede antal individer, som har deres hovederhverv i landbruget, er gået ned, er derimod tyendets antal vokset med 1 %, antallet af daglejere uden eget landbrug med 5 %, og antallet af funktionærer (godsforvaltere, inspektører, tilsynsmænd, regnskabsførere osv.), en for det kapitalistiske landbrug særlig typisk klasse, med fulde 62: %.

Betydelig simplere og mere gennemsigtigt er forholdet i industrien. Den tyske industristatistik for årene 1882 og 1895 er her i virkeligheden Bernsteins eneste kilde, og de summariske resultater af disse tællinger kan udtrykkes således: i løbet af de 13 år stiger antallet af de personer, der er beskæftigede:

I året 1882 var 22 % af Tysklands industrielle befolkning beskæftiget i etablissementer med mindst 51 arbejdere, i året 1895 derimod 30 %. De små bedrifter er altså gået relativt overordentlig stærkt tilbage; jo større en bedrift er, des stærkere har koncentrationshastigheden været. Det bliver en smagssag, om man vil kalde denne hastighed stor eller liden; på forhånd vil vel de fleste finde den overordentlig stor; at man i disse tal kan finde noget som helst vidnesbyrd om de små og middelstore bedrifters levedygtighed, er i hvert fald ubegribeligt. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at se på disse helhedstal ; vi må søge at se, hvad der ligger bag dem. Industriverdenen er ikke en ensartet masse; den er et kompositum af meget forskelligartede bestanddele, og den mulighed er ikke udelukket, at ganske modsatte tendenser kan have gjort sig gældende indenfor dem. Vi må derfor specialisere, sondre i grupper og undersøge dem hver for sig.

Vi vælger først 12 kvalificerede stordrifter ud af den tyske industristatistik for årene 1882 og 1895, erhverv, hvor de selvstændige hovedpersoners tal i 1882 i intet tilfælde overskrider 10 % af samtlige i erhvervet virksomme personer. Vi finder som sådanne brancher: teglværker, saltværker, jernstøberier, glasværker, skibsbyggerier, fabriker for eksplosivstoffer, gasværker, farvefabrikker, kunstgødningsfabrikker, fabrikker for tilvirkning af voksdug, lædervarer og gummi, fabriker for tilberedelse af spindestoffer, papirfabrikker. Som helhed taget er i disse 12 erhverv de beskæftigede personers tal gået stærkt op, med 60,8 % (medens hele den tyske industribefolkning i de 13 år kun er vokset med 39, 9 %). Kun i 4 af de 12 erhverv er imidlertid de selvstændige hovedpersoners tal vokset absolut, og det endda ganske ubetydeligt; totaltallet af hovedpersoner i de 12 er gået ned med 21.9 %. Antallet af egentlige lønarbejdere er vokset med 84,6 %, antallet af teknisk uddannede funktionærer med 121,8 %. For hver 100 selvstændige hovedpersoner var der i 1882 1342 lønarbejdere, i 1895 2831, i 1882 49 funktionærer, i 1895 138. Derimod er en særlig klasse producenter i færd med at forsvinde i disse storerhverv, de »selvstændige« hovedpersoner, der leverer produkter, ikke til selvstændig afsætning, men for et storetablissement; deres tal er allerede i 1882 ret ubetydeligt, kun 0,6 % af samtlige erhvervsvirksomme, i 1895 er det sunket yderligere, til kun 0,2 %. At der i disse erhverv har fundet en koncentration sted, endog med en meget betydelig styrke, lader sig jo ikke bestride. De selvstændiges, de »besiddendes« tal er blevet både absolut og relativt meget indskrænket; de afhængiges, »proletarernes« tal er vokset efter en meget stor målestok. Den marxistiske doktrin har her vist sig at slå fortræffelig til; alle tegn tyder på, at udviklingen i disse erhverv bærer hen imod den tilstand, da de egner sig til at gå over i samfundets hænder.

Men nu de små håndværksmæssig drevne erhverv, der efter Bernsteins mening »slet ikke gør nogen mine til at forsvinde fra jordens overflade«? Hvordan stiller forholdet sig for deres vedkommende, hvilke tendenser gør sig her gældende? Vi må søge svaret herpå ved ligesom for de kvalificerede stordrifters vedkommende at vælge en række kvalificerede smådrifter, indenfor hvilke den storindustrielle driftsmåde og den storindustrielle konkurrence endnu kun i ringe grad har gjort sig gældende. Vi finder som repræsentanter for sådanne erhverv: slagtere, bagere, skræddere, snedkere, sadelmagere, rebslagere, malere, glarmestre, bødkere, urmagere, grovsmede og kobbersmede; i intet af disse 12 erhverv var der i året 1882 mere end gennemsnitlig 2 medhjælpere for hver 1 hovedperson. Sammenligner vi nu forholdene for året 1882 med 1895, ser vi, at antallet af samtlige personer, der havde deres hovederhverv i disse 12 fag, vel er gået en del op, men mindre end industribefolkningen under ét, med kun 31,8 % imod 39,9 %; selvom de altså ikke tegner til at forsvinde, så kommer de dog til at spille en mere underordnet rolle i den store samfundshusholdning. Og også indenfor disse fag, i sammensætningen af de forskellige klasser personer, der er beskæftiget i dem, er der foregået betydningsfulde forskydninger. Medens antallet af de selvstændige mestre kun er vokset med 7,7 %, er derimod antallet af egentlige lønarbejdere tiltaget med 51 % og af funktionærer med 207 %. Meden der i året 1882 var 113 lønarbejdere og 0,6 funktionærer for hver 100 mestre, var de tilsvarende tal i 1895 158 og 1,8. tallet af selvstændige er altså skrumpet relativt stærkt ind også i disse fag; en lønarbejderklasse skyder frem, og overgangen til moderne driftsmåder, vidt fjernede fra dem, der var gængs i lavsperioden, antydes ved det stærkt voksende tal af funktionærer. Et andet forhold, der peger i retning af ændrede produktionsformer, er den store stigen i antallet af uselvstændige mestre, som i eget værksted beskæftiges, måske også beskæftiger andre, for fremmed regning; de udgjorde i 1882 1,9 %, i 1895 2,4 % af samtlige i de 12 fag erhvervsvirksomme personer. Denne anvendelse af pseudoselvstændig arbejdskraft viser sig som et symptom på overgangen til storindustriel driftsmåde, ligesom husindustrien i den store sociale helhedshistorie viser sig som et overgangsled til den egentlige storindustri. I de stordrifter, som vi nys undersøgte, er forholdet i færd med at forsvinde; her er det derimod endnu i vækst.

De gammeldags håndværkserhverv gør ingen mine til at forsvinde, mener Bernstein. Det er dog mere end tvivlsomt, om denne mening kan fastholdes. Ikke blot drages de, som vi har set, tagne under ét med i koncentrationsbevægelsen; i ikke ét af disse 12 håndværksfag er mestrenes relative antal gået frem; men en opmærksom betragtning vil også vise, hvordan et efter et af håndværkene svinger sig over grænseskellet og går over til at blive stordrift. Tilvirkningen af lys og sæbe var endnu i 1882 i Tyskland hovedsagelig en smådrift; i 1895 har denne produktionsgren gjort springet, og det er nu de store lys- og sæbefabrikker, der har overtaget. I København vil enhver vide, hvordan brødfabrikkerne og de store kapitalistisk drevne hvedebrødsbagerier har gjort en meget væsentlig del af de små bagermestres arbejde overflødigt, hvordan skrædderiet influeres af de store herreekviperingsforretninger, hvordan konkurrencen fra skotøjsfabrikkerne er i færd med at underminere skomagernes stilling, hvordan »stormagasinerne« truer ikke blot den lille handelsstand, men også de mindre håndværkere. At der så udenfor det gamle håndværks grund, netop som følge af de ændringer, de nye samfundsforhold fører med sig, danner sig nye produktionsgrene (f.eks. vask og syning), der til en begyndelse ofte har småpræg. Men i regelen meget hurtigt antager kapitalistiske former, eller at der som ynkelige rester af en tidligere håndværksstand bliver en klasse fuldstændig proletariserede, men ganske vist »selvstændige« producenter tilbage (f.eks. smålappeskrædere og lappeskomagere), ændrer intet i, hvad ovenfor er sagt; det kan til en tid give udviklingen udseende af at være langsommere, end den virkelig er, men det skaber intet ækvivalent for den mellemstand, der knuses.

Ganske den samme udvikling som indenfor industrien finder vi indenfor handelen. Tallene taler derom, og det hvad enten vi tager dem under ét, eller vi specialiserer. Tendensen hen imod merkantile storetablissementer er i øjeblikket mindst lige så stærk som mod industrielle storetablissementer. Og hertil kommer et forhold, som vanskelig kan fæstnes i statistiske tal, men som taler stærkt i disfavør af den Bernsteinske opfattelse. Et overordentligt stort antal af »selvstændige« småhandlende og tildels også større handlende, måske det store flertal, er i virkeligheden fuldstændig uselvstændige; cigarhandleren, der har udsalg for den og den cigarfabrik, manufakturhandleren, der kun må føre varer fra det og det lager, den store hær af mælkehandlere, brødhandlere osv. osv. er jo i virkeligheden kun tantiémelønnede agenter i den store kapitals tjeneste, maskerede lønarbejdere, hvis stilling er så meget utryggere end de egentlige lønarbejderes, som risikoen hviler på deres skuldre. Og ved siden af disse er der en anden uforholdsmæssig stærkt voksende klasse »selvstændige« forretningsmænd, som på en anden vis er afhængige af den store kapital. Det er speditører, kommissionærer, mæglere, indehavere af oplysningsbureauer, annonceagenter, taksatorer, for en stor del også forsikringsagenter, bankierer osv., hvis erhverv, om end individuelt set selvstændigt, dog socialt set er afhængigt, idet det kun er et hjælpeerhverv i den store kapitalistiske industris eller handels tjeneste. En sådan mindre forretningsmand står måske i henseende til indtægter og levevis i niveau med en mindre håndværker eller urtekræmmer; men hans eksistensgrundlag er ganske forskelligt fra deres, hans sociale interesse ligger på et helt andet punkt. Således omformes og omskabes det sociale liv under den moderne udvikling, og resultatet er på den ene side en stadig mere overvejende indflydelse af den store kapital, på den anden et stadig voksende tal af proletarer. At disse sidste ikke, som man måske en tid har været tilbøjelig til at antage, synker stedse dybere i nød og fornedrelse, er for de fleste landes vedkommende utvivsomt; men lige så utvivlsomt turde det være, at den opgang, der har fundet sted, ikke er en naturlig konsekvens af den frie udvikling, men tværtimod en følge af reaktionen fra neden, fra arbejderstanden selv, der er vågnet til klassebevidsthed og har begyndt at organisere sig faglig og politisk. Og tilbage bliver det spørgsmål, om ikke differencen mellem proletariatets og kapitalistklassens sociale niveau alligevel udvider sig, idet niveauet under den almindelige højnelse hæver sig stærkere for bourgoisiet end for arbejderne.

Bernstein ser i aktievæsenet et forhold, der er i stand til at udjævne de sociale modsætninger, driftskoncentrationen skaber. Samtidig med, at kapitalkraften samles på et mindretal af steder, kan kapitalbesiddelsen stadig spaltes ud på stadig flere hænder; kapitalistklassen kan således opsuge flere og flere hidtil proletariske elementer i sig; genforeningen mellem arbejder og arbejdsmiddel kan således finde sted uden nogen udvikling i socialistisk retning. - hertil er for det første at sige, hvad Bernstein selv meget rigtig bemærker, at der ikke eksisterer nogen som helst brugbar aktiestatistik; hele denne formodning svæver altså indtil videre i luften og kan ikke bevises. Og fremdeles, hvad han ligeledes selv gør opmærksom på, at selv om det viser sig, at en aktiekapital er spredt i små partier på mange aktionærers hænder, er det mere end sandsynligt, at en og samme storkapitalist kommer igen i det ene aktieselskab efter det andet som lille aktionær hvert sted. Og endelig, hvad der taler stærkest imod den betydning, Bernstein tillægger hele forholdet: selv om en del arbejdere virkelig får sparet sig så meget sammen, at de får råd til at købe en aktie, bliver de ikke derved kapitalister. Den indtægt, de vil høste i kraft af deres kapitalbesiddelse, udgør kun en ringe del af deres årsfortjeneste, fjerner ikke deres proletariske præg. Og navnlig ikke, når - hvad Bernstein flere steder uden forbehold indrømmer - profitraten befinder sig i stadig dalen, når dividenderne bliver mindre og mindre, når der skal en stadig mere og mere kæmpemæssig kapital til for at sikre sin mand en nogenlunde betydelig årsindtægt. Kun i et kooperativforetagende, hvis aktionærer og arbejdere var identiske, ville aktieforholdet kunne medføre den klasseophævelse, som Bernstein tænker sig; men sådanne kooperativforetagender, der er forsøgt i hundredtal, har aldrig vist sig levedygtige i deres rene skikkelse: de er enten gået til grunde eller har udviklet sig til almindelige aktieselskaber som alle andre.

Men nu indtægtsstatistikken, som Bernstein synes at lægge så stor en vægt på, og hvori han synes at se så tydeligt et tegn på, at samfundet ikke kløves i to klasser, men at modsætningerne langt snarere udjævnes? For det første kan man herimod indvende, at det statistiske materiale, man har til at bedømme indkomstfordelingens udvikling i de forskellige lande, endnu er så spinkelt, at man må vogte sig for at lægge altfor stor en vægt på de resultater, der kan indvindes deraf. Og endvidere kan man med nogenlunde tryghed påstå, at de eksempler, Bernstein anfører, netop med stor tydelighed viser den samfundsspaltning, som Bernstein bestrider. Ganske vist vokser de besiddendes, det vil sige de meget store indtægtshaveres tal uforholdsmæssig stærkt, men lige så eller omtrent lige så stærkt vokser de besiddelsesløses, det vil sige de meget små indtægtshaveres tal; de mellemliggende samfundslag, middelstanden, går nok frem i absolutte tal, men relativt går de såre stærkt tilbage. Et særligt typisk eksempel, som Bernstein ikke anfører, men som falder godt i tråd med, hvad han ellers nævner, frembyder den københavnske indkomststatistik for årene 1863 og 1893. Alle indkomstklasser er gået frem i antal, absolut set; men relativt er de middelstore indkomsthavere på mellem 1000 og 15,000 kroner årlig gået meget tilbage; i 1863 udgjorde de 59,8 %, i 1893 kun 48,7 % af samtlige skatteydere. De store indtægtshavere er i de 30 år vokset fra 1,8 % til 2,1 %, de små med 1000 kroner eller derunder, fra 38,9 % til 49,2 %. Træk, der peger i lignende retning, finder vi ved undersøgelser over mange forskellige forhold; huslejlighedsstatistikken viser os således, at efterspørgslen koncentrerer sig stadig stærkere om de meget små og tarvelige og de meget store og luksuriøse lejligheder; efter middelstandslejlighederne bliver efterspørgslen relativt mindre og mindre. Altså samfundet kløver sig mere og mere i to klasser, de storbesiddende og de besiddelsesløse, proletarerne; mellemformerne udtyndes mere og mere; klassedelingen bliver mere og mere skarp, klassemodsætningen mere og mere uforsonlig.

Bernstein lægger stærk vægt på, at ikke blot de besiddelsesløses, men også de storbesiddendes tal vokser uforholdsmæssig, og ser heri et tegn på, at samfundsmodsætningen kan løses allerede indenfor det nærværende samfund. Men dette forhold er jo kun en konsekvens af den ovenfor skitserede udvikling, kun et led i den stadige uddyben af samfundsmodsætningen. Lad os tænke os, at f.eks. bogbinderiet i løbet af en årrække som følge af en række tekniske fremskridt forvandler sig fra en lille håndværksdrift til en stærkt koncentreret stordrift. Så ville måske et par procent af Tysklands 12,000 bogbindermestre være heldige og nå op i storproducenternes række og tilføre den lidet talrige kapitalistklasse et betydeligt numerisk plus. I de følgende år ville atter antallet af de kapitalistiske bogbindere aftage som følge af den indbyrdes konkurrence, men denne aftagen ville efter al rimelighed mere end opvejes ved, at nye erhverv svang sig op iblandt stordrifterne, og deres indehavere tilførte kapitalistklassen nye forøgelser. Men forlænger man linjen frem til det punkt, da den middelstore driftsmåde er næsten ganske forsvundet, og da der ingen eller kun yderst få erhverv er, som kan svinge sig over grænseskellet, så vil denne vækst i kapitalistklassens medlemstal nødvendig ophøre, så vil kapitalbesiddelsen nødvendig fra år til år fortættes på et bestandig aftagende mindretal af hænder, så vil den sociale katastrofe, det nuværende samfunds sammenstyrtning ligge lige for døren - hvis den da ikke er indtrådt allerede længe forinden. Det er lidt svært at standse her. Der er så mange punkter, hvor man har lyst til at tage den diskussion op, Bernstein har rejst. Men pladsforholdene tvinger til begrænsning.

Jeg har søgt at vise, at det teoretiske grundlag for Bernsteins bog er for svagt til at begrunde et angreb på den marxistiske katastrofeteori; tværtimod har det forekommet mig, at de fakta, der fremføres, snarere bestyrker end svækker tanken om, at den moderne sociale udvikling bærer spirerne til sin egen undergang i sig at det hele bærer i retning af det punkt, hvor den kapitalistiske samfundsorden må glide over i den socialistiske. Om 20 år eller om 200 lidt efter lidt eller ved en revolution, imod hvilken den »store« franske var det rene barneværk - det er ikke det, talen drejer sig om, og det ville være ørkesløst at fordybe sig den. Det er kun tendensens retning, det gælder at bestemme, og det forekommer mig ikke, at det er lykkedes Bernstein at vise, at kursretningen bør ændres, om så blot en eneste grad.

Jeg ser bogens hovedbetydning deri, at den vækker til diskussion, at den rejser spørgsmålet om, hvorvidt de gamle teorier har fuld gyldighed under de nye forhold, at den ved sin noget kætterske tone lægger en dæmper på tilbøjeligheden til at forbruske i gold dogmatisme. En sådan diskussion, selv om den føres med skarpe våben, kan kun bidrage til at klare målene og kaste rigere lys over bevægelsen, til at gøre partiet mere livskraftigt og kampdygtigt. Jeg tror ikke, at bogen vil gøre socialdemokratiet skade. Når jeg alligevel beklager, at den er fremkommet, er det, fordi der er en til vished grænsende sandsynlighed for, at den vil blive taget til indtægt af partier, som Bernstein sikkert ikke har ønsket at arbejde til fordel for: »statssocialisterne«, »katedersocialisterne«, de »kristelige socialister«, og hvad nu de andre sociale kvaksalver-partier kalder sig. Bernstein var for god en mand dertil.

Intet er mere betegnende for de samfundsforhold, hvorunder det nittende århundrede nærmer sig sin afslutning, end at de dynamitbomber, som opfylder en så stor del af samfundet med rædsel og afsky, hos tusinder af mennesker fremkalder bifald, ja endog modtages som forbud på en tilstundende frigørelse og lykke, og at de mænd, som af hele samfundslag betragtes som de værste forbrydere eller rasende vanvittige, af andre hilses som befriere og martyrer. Thi således er det i virkeligheden. Denne kendsgerning er et af de højest råbende vidnesbyrd om den uforsonlige kamp mellem samfundets forskellige klasser, som - det kan ikke nytte at nægte det - foregår for vore øjne. Ganske vist anser langt fra alle anarkister dolk og dynamit som de ønskeligste våben i kampen; men de ideer og det had, som en Ravachol og Vaillant gør sig til talsmænd for, deles af så godt som dem alle, og selv om de gyser tilbage for at anvende samme midler som disse mænd, betragter de dem dog som forkæmpere for og, når politimyndighederne får fat på dem, som kampofre for dette fælles had og disse fælles ideer. Og man må ikke tro, at anarkisterne kun udgør en lille flok mere eller mindre forskruede eller ryggesløse mennesker, der »ikke vil arbejde«, eller idealistiske stuelærde, der lever ved siden af den virkelige verden i utopiske drømmerier. Nej, den store del af anarkismens tilhængere er dygtige arbejdere, hvis had til det bestående har sit naturlige udspring fra den elendighed, de ser i deres eget og deres kammeraters daglige liv side om side med en bugnende rigdom og hensynsløs overdådighed hos et lille mindretal, hvis moralske overlegenhed eller merret til livets nydelser de ikke anerkender. »Bagved de få hundrede agitatorer og ugerningsmænd, som tilstrækkelig viser, hvem de er, ved deres handlinger«, siger den alt andet end anarkistiske forfatter Paul Desjardins«, i Revue Bleue d. 23 décembre 1893: L'idée Anarchiste, »udgør utallige arbejdere i de store byer et helt folk, der er gennemtrængt af de samme ideer; det er intelligente arbejdere, som af karakter er overspændte, men ædelttænkende og sagtmodige og, mens de føler sig stødte tilbage af forbrydelser, ikke desmindre deler den lære, hvis praktiske anvendelse bliver til forbrydelser. Og, som vi straks skal vise, der er endnu flere anarkister; de findes alle vegne, og deres tal forøges stadig.«

Af dette vidnesbyrd, som fuldt ud kan betegnes som uvilligt, fremgår det ikke blot, at anarkismen breder sig mere og mere i de store masser, men også at attentaterne og hvad dertil hører ikke kan være det væsentlige ved anarkismen; for man ville ikke se utallige ædelttænkende og sagtmodige, intelligente mennesker slutte sig til en bevægelse, der kun gik ud på at ødelægge og dræbe. En sådan bemærkning kunne synes overflødig, men er det dog ikke overfor den store mængde mennesker, der er uvidende om, at anarkismen har i enkeltheder udarbejdede teorier, eller kun nærer en vag forestilling om, at anarkismen er andet end en vild lære om opløsning og tøjlesløs individualisme. Anarkisternes teorier har en negativ og en positiv side: en kritik af det bestående samfunds grundlag og institutioner og en lære om, hvad der bør sættes i stedet, hvortil der hos nogle anarkistiske forfattere kommer et forsøg på at give et udkast af, hvorledes en anarkistisk samfundstilstand vil komme til at se ud. Ved nedenstående fremstilling af disse teorier vil jeg i vid udstrækning benytte citater af anarkistiske forfattere, fordi selve sprogudtrykkene hos dem i almindelighed er et led i taktikken, de anvender for at udbrede deres ideer. Med en ændring af Buffons bekendte ord kan man sige, at hos dem er stilen teorien selv.

I.

Grundlæggeren af den moderne anarkisme er russeren Mikhael Bakunin (1814-1876), men allerede i 1840 havde P. J. Proudhon (1809-1865) for at betegne den ny samfundsorden, der skulle afløse den nuværende, benyttet ordet an-archie i sin bog »Hvad er ejendom«. Tendensen i dette værk fremgår tydelig af den titel, han først havde tænkt at give det, således som det ses af et brev til hans ven Bergmann, dateret d. 22 februar 1840 (C. A. Sainte-Beuve, P. J. Proudhon, sa vie et sa correspondance) nemlig: »Hvad er ejendom? Det er tyveri eller: Den politiske borgerlige og industrielle Lighed«. Den moderne anarkisme godkender dog ikke de økonomiske teorier og forslag, som Proudhon udvikler i dette og senere skrifter. Ja selve betegnelsen anarkisme og anarkist, hvorunder bevægelsen og dens tilhængere går, er kun indirekte en arv fra Proudhon. Ligesom i 1793 hvor sansculotterne først blev kaldte de »bukseløse« af deres fjender, der dermed ville betegne det pjaltede folks opstand, ligesom nihilister, efter at denne betegnelse var blevet sat i omløb ved Turgenjews »Fædre og Sønner«, først blev brugt som et øgenavn af »fædrene« overfor »sønnerne«, »således«, siger Peter Kropotkin (1842-1921,Pierre Kropotkine i Paroles d'un Revolte), »var det også tilfældet med anarkisterne. Da der indenfor Internationale opstod et parti, som rejste sig mod autoriteten under en hvilken som helst form, kaldte dette parti sig først federalister, statsmodstandere eller anti-autoritære, men det ligefrem undgik at kalde sig anarkister. Ordet an-archie, som det dengang skreves, syntes at knytte partiet alt for meget til Proudhons tilhængere, hvis økonomiske reformideer internationale den gang bekæmpede. Men netop af den grund morede det modstanderne, der ville forvirre begreberne, at bruge dette navn, som desuden gjorde det muligt for dem at sige, at selve anarkisternes navn beviser, at det eneste, de stræber efter, er at fremkalde uorden og forvirring uden at tænke på de endelige følger. Det anarkistiske parti antog da ivrigt det navn, der blev givet det. Først holdt det på en lille bindestreg mellem an og archie, og forklarede, at i denne skikkelse betegner ordet »ingen magt«, men derimod ikke »uorden«; men snart efter antog det navnet slet og ret uden at give korrekturlæserne unyttigt arbejde eller sine læsere timer i græsk«.

Lederen, eller for ikke at bruge et anarkisterne så forhadt ord, den besjælende ånd i dette parti var Mikhael Bakunin. Bakunin, der er født 1814 i Torschok, i guvernementet Tver, ikke langt fra Moskva, var ligesom franskmanden Louis Auguste Blanqui (1805-1881) et menneske, for hvem sammensværgelse og oprør var en livsfornødenhed som den luft, han indåndede. Det er sin egen karakter, han har opstillet som en slags type, når han betegner oprørstrangen som den ædleste følelse i mennesket, til hvilken det skylder sin udvikling fra det lavere dyr, og oprøret som den højeste form for denne udvikling: »Tre grundelementer udgør i historien hovedbetingelserne for al menneskelig udvikling, både den fælles (kollektive) og den individuelle: 1) dyriskheden, 2) tanken, 3) oprøret. Til den første svarer samfundets og individets økonomiske forhold; til den anden videnskaben; til den tredje friheden« (Bakunin, Dieu et lÉtat). Bakunin var en veltalende mand, fuld af lidenskab og voldsom kraft, med et hensynsløst had til undertrykkere og undertrykkelse og en lidenskabelig hengivelse til den sag, han ville føre igennem. Han betragtede sig selv som en slags nutidens Prometeus, som en himmelstormende Titan (E. de Laveleye, Le socialisme contemporain). Hans skikkelse var imponerende. Han var en ægte folketaler, der forstod at agitere og begejstre mængden, hvis kamp og fattigdoms kår han delte. Han havde i sig det slaviske halvbarbaris vildhed som underlag for den vesteuropæiske civilisations filosofiske og videnskabelige ideer, og det er den vilde, ubændige naturs oprør mod civilisationens mange lænker og løgne, han bringer ind i den socialistiske bevægelse, og som der danner anarkismen. I denne halvvildhed må også søges de andre karaktertræk hos ham: hans racehad til tyskerne, der til trods for hans internationale ideer, sikkert har været væsentlig medvirkende i hans kamp mod Karl Marx, hans store nydelsestrang, hans forfængelighed, selvherskertilbøjelighed og jesuitisme (se Menneix, La France socialiste) egenskaber mod hvilke, som bekendt, civilisationen heller ikke i nogen høj grad beskytter vesteuropæerne.

Bakunins had til undertrykkelse skriver sig fra den tid, han, hvis familie hørte til det russiske aristokrati, som artilleriofficer lå med sit regiment i Polen. Rystet og harmfuld over, hvad han her så, tog han sin afsked og begav sig til Moskva. Her lagde han sig efter filosofiske studier og studerede navnlig Hegel som han kalder »det største filosofiske geni, der har levet siden Aristoteles og Plato«, og hvis dialektik har sat dybe spor i hans tanke- og skriftform. I 1840érne foretog han en rejse til forskellige europæiske lande, og overalt blandede han sig i tidens revolutionære rørelser. I Paris, hvor han var i 1847, omgikkes han bl.a. med Proudhon og George Sand, der dengang var i sin socialistiske periode. Han blev dog snart udvist fra Frankrig, og i 1849 træffer vi ham som en af førerne for opstanden i Dresden. Her blev han fanget, stillet for retten og dømt til døden. Men Østrig, som, på grund af hans agitation der, mente at have krav på ham, fik ham udleveret, og han blev påny dømt og hensat på en østrigsk fæstning. Men nu fordrede Rusland ham udleveret, og i 8 år sad han i Petropovlovsk-fæstningen, indtil han blev sendt til Sibirien. Guvernøren i Sibirien var imidlertid en slægtning af hans familie og tillod ham at rejse rundt i landet; derved lykkedes det ham at slippe bort, og i 1861 landede han i England.

Langt fra at kue ham havde hans mangeårige lidelser kun fyldt ham med endnu større had mod al undertrykkelse, og så snart han var i frihed igen, optog han sin revolutionære propaganda. Da Polen rejste sig i 1863, ville han have været til Litauen, men nåede ikke længere end til Sverige. Et par år senere er han i Italien, hvor han søger at sprede de socialistiske ideer, og i 1867 er han i Schweiz, hvor han er medlem af »Freds- og Frihedsligaens« styrelse. Denne forening foreslog i 1868 en alliance med Internationale, men forsøget blev afvist. Bakunin, som indså, hvilken stor betydning Internationale kunne få, og som ønskede at se dette forbund af arbejdere fra alle lande gå mere revolutionært frem, end dets første bevægelser tydede på, at det ville, opgav ikke at opnå indflydelse på det. I 1869 afholdt »Freds- og Frihedsligaen« en kongres i Bern under Victor Hugo´s forsæde. Bakunin foreslog nogle kommunistiske resolutioner, men de blev forkastede med 30 stemmer mod 80. Forbitret herover dannede han det »Socialistiske Demokratis Forbund« (L'Alliance de la démocratie Socialiste: se E. de Laveleye). Ved siden af, eller som en hemmelig del af dette forbund, stod de »Internationale Brødre«, der kendte hverandre, men ikke kendtes af de andre medlemmer af forbundet. Dette dannedes yderligere af de »Nationale Brødre«, der skulle forberede revolutionen i hvert enkelt land uden at vide noget om den internationale organisation, og de simple medlemmer, som skulle danne socialistiske foreninger, afholde kongresser og udadtil egentlig udgøre forbundet. Dets program indeholder allerede, ved siden af de fælles socialistiske, de særlig anarkistiske ideer. Her et par brudstykker, aftrykte hos Laveleye: »Forbundet erklærer sig for ateistisk. Det vil endeligt og helt og holdent afskaffe alle klasser og fordrer politisk, økonomisk og social lighed for begge køn. Det fordrer, at jorden, arbejdsmidlerne og al anden kapital skal blive hele samfundets fælleseje og udelukkende kunne benyttes af arbejderne, det vil sige de agerdyrkende og industrielle forbund. Det erkender, at alle nuværende politiske, på myndigheder hvilende, stater må forsvinde og gå op i de fri forbunds universelle forening.« »De Internationale Brødres Forbund tilstræber den universelle, på en gang sociale, filosofiske, økonomiske og politiske revolution, for at der ikke skal blive sten på sten tilbage i Europa og senere i hele verden af den nuværende tingenes orden, der hviler på ejendommen, udbytningen og autoritetsprincippet, enten dette nu er den religiøse, den metafysiske, den borgerlig doktrinære eller endog den jakobinske revolutionære myndighed. Under råbene: »Fred for arbejderne, frihed for alle undertrykte!« og »Død over de herskende, udbytterne og formynderne af alle slags!« vil vi tilintetgøre alle stater og alle religioner, med alle deres institutioner og deres religiøse, politiske, juridiske, finansielle, politi-, universitets-, økonomiske og sociale love, for at alle disse millioner af stakkels mennesker, som bliver bedragne, trælbundne, pinte og udnyttede, endelig kan blive befriede for alle deres officielle og officiøse ledere og velgørere, enten det er foreninger eller enkelte personer, og for fremtiden trække vejret i fuldkommen frihed.« Her har vi altså i det samme voldsomme sprog, som anarkisterne bruger som en stormklokke til at kime masserne sammen, endnu inden anarkismen eksisterer som navn og parti, dens egentlige grundprincip: bort med al autoritet, alle myndigheder. Man har heraf villet slutte, at, hvad anarkismen i virkeligheden ville, var den tilbagevenden til den vilde tilstand (ved en tilintetgørelse af hele den gennem århundreders kampe og lidelser vundne moderne civilisation), som Jean Jacques Rousseau (1712-1778) anså for at være den lykkeligste tilstand for menneskeslægten, om end umulig at kalde tilbage. Dette er, som man senere vil se, en fejltagelse. Hvad anarkisterne fra det gamle samfund vil tage med over i det ny, er resultatet af menneskeslægtens udviklingskamp, videnskaben, men vel at mærke således, at de ikke vil indrømme videnskabsmændene udenfor hver enkelts rent »faglige« område nogen autoritet i samfundslivet; herved stiller anarkismen sig som en skær modstander af positivismen, som den ellers har adskillige berøringspunkter med.

I 1869 foreslog Bakunin, at det »Socialistiske Demokratis Forbund« skulle danne en sektion af Internationale, men Internationales Generalråd afslog at optage forbundet, fordi man ikke ville optage nogen anden international forening indenfor sin ramme. Forbundet opløste sig da, dog synes det, som om det hemmelige råd, de »Internationale Brødre«, vedblev at bestå; dets enkelte afdelinger trådte ind som sektioner af internationale, og nu begynder tæt på livet den kamp mellem Bakunin og Karl Marx om arbejderverdenen, som endnu fortsættes mellem anarkister og marxister og socialdemokrater.

I dette år, 1869, havde Internationale taget et storartet opsving. Rundt omkring fra erklærede arbejderne i tusinde, ja i hundredetusindevis, at de tiltrådte foreningen. Skønt denne overvældende tilslutning ikke fik nogen direkte praktisk betydning på grund af den splittelse, der nogle år efter gav forbundet som sådant dødsstødet, så er den dog af den største historiske betydning, fordi den betegner den første virkeliggørelse af et nyt princip i menneskeslægtens udvikling: solidaritetens, for hvilket nationalhad og landegrænser ikke mere skiller det ene menneske fra det andet (den berømte geograf, anarkisten Élisée Reclus ser i Internationale den vigtigste begivenhed i historien siden Amerikas opdagelse og jordens omsejling: godtgørelsen af menneskeslægtens moralske enhed efter påvisningen af jordens materielle enhed. É. Reclus, Evolution et Revolution). Den kongres, som forbundet afholdt i Basel fra d. 5. til d. 12 september 1869, fulgtes derfor med den største spænding rundt om i Europa og Amerika. Bakunin var tilstede som delegeret for silkearbejderskerne i Lyon og en gruppe maskinarbejdere i Neapel. Man diskuterede på kongressen flere økonomiske spørgsmål vedrørende det kommende samfund, navnlig den private ejendomsret og spørgsmålet om arv. Bakunin erklærede, at hvad det for ham kom an på, var tilintetgørelsen af det nuværende samfund og afskaffelsen af den politiske og den juridiske stat, der skulle afløses af solidariske kommuner. Han begyndte således straks en opposition mod Karl Marx' videnskabelige socialismes økonomisk-historiske behandling af det sociale spørgsmål, og stillede op mod denne det revolutionære program fra det »Socialistiske Demokratis Forbund«. Udenfor kongressen fortsattes denne strid i de schweiziske sektioner af Internationale mellem marxisterne og bakunisterne, de første ligeledes repræsenterede af en russer, Outine. Generalrådet i London udtalte sig imod Bakunin, og nu var et åbent brud uundgåeligt. Under beskyldning af, at Marx og Generalrådet tilrev sig en uberettiget diktatorisk myndighed, dannede nogle af sektionerne i det franske Schweiz, under ledelse af James Guillaume, et forbund for sig: »Juraforbundet« (La Federation jurassienne), blandt hvis mest virksomme medlemmer var den senere possibilist og borgerrepræsentant i Paris, Paul Brousse, en fransk student, som dømt til fængsel for en presseforseelse, var flygtet til Spanien, hvor han var kommet i berøring med bakunistiske sektioner af Internationale. »Juraforbundets« medlemmer gik under navnet »Federalister« eller »Autonomister«. Betegnelsen »anarkister« for de ivrigste modstandere af Generalrådet begynder på dette tidspunkt at blive gængse.

I 1872 afholdt Internationale en kongres i Haag. James Guillaume angreb der Karl Marx og Generalrådet, men flertallet udtalte sig for dette og forøgede endog dets myndighed. Generalrådet svarede på angrebet ved at anklage Bakunin og Guillaume for at tilhøre et hemmeligt selskab, hvis statutter stod i ligefrem strid med Internationales, og med en lille majoritet blev de ekskluderede. Juraforbundet sammenkaldte nu en kongres, som nægtede at underkaste sig Haager-kongressens beslutninger og erklærede, at den vedblivende betragtede Bakunin og Guillaume som medlemmer af Internationale. Næste år sammenkaldte såvel det marxistiske Internationale som autonomisterne en kongres i Genf i september måned. Autonomisterne vedtog at afskaffe Generalrådet og det foreskrevne faste kontingent og at overlade til hver enkelt kongres at bestemme sammenkaldelsen af den næste. Altså et forsøg på i deres egen organisationsform at afskaffe al centralisation og dirigerende myndighed. Kongresser afholdtes ligeledes i Bryssel i 1874 og i Bern 1876. På denne sidste kongres fremsatte italieneren Malatesta anarkisternes opfattelse af samfundet med ord, der kunne sættes som en slags grundtekst til, hvad en stor del af vore dages anarkister betragter som anarkismens videnskabelige begrundelse og praktiske program: »Det [samfundet] er et organisk levende legeme, hvori menneskene er de gælder, som solidarisk samvirker til altings liv og udvikling. Det styres af iboende, nødvendige love, uforanderlige som alle naturlove. Der er ikke nogen samfundsoverenskomst, men derimod en samfundslov. Hvad er så staten ? En superfetation (dannelse af et foster, hvor der allerede i forvejen findes et), som lever på samfundslegemets bekostning og ikke har andet mål og anden virkning end at organisere og vedligeholde arbejdernes udbytning. Derfor vil vi tilintetgøre staten. Hvorledes samfundet så vil ordne sig, ved vi ikke. Vi ser med mistillid på alle utopiske løsninger. Vi vil ikke mere have noget at gøre med den kunstige, videnskabsstridige »stuesocialisme«, som vi bekæmper som reaktionær. Vort eneste mål bør være at ødelægge staten. Det må overlades til samfundets naturloves fri og frugtbare virksomhed at fuldbyrde menneskeslægtens skæbne«. Afstanden fra socialisterne, der netop anser samfundslovene for foranderlige og afhængige af den økonomiske, materielle udvikling, træder her skarpt frem; ligeledes vil vi straks se, at nutidens anarkister for en stor del ikke stiller sig så afvisende til spørgsmålet om, hvorledes samfundet vil forme sig »dagen efter revolutionen«. I 1877 forsøgtes en udsoning af anarkisterne og marxisterne, eller som anarkisterne kaldte dem, de »autoritære«; en »universel socialistkongres« sammenkaldtes i Gent. Der mødte 46 delegerede. Her stod Liebknecht og César de Paepe, den belgiske læge, der ellers efter kongressen i Haag havde deltaget i anarkisternes kongresser, lige overfor Juraforbundets stifter James Guillaume, de første to hævdende, at staten bør overtage produktionen og arbejderne deltage i den politiske kamp, den sidste, at produktionsmidlerne må tilhøre arbejderforbundene, at arbejderne ikke kan vente noget af den politiske kamp, da de altid er blevet og fremdeles vil blive udbyttede og bedragne af de andre, borgerlige partier, samt at de kun kan nå deres mål ved revolutionen. Da anarkisterne ved afstemningen var i mindretal, erklærede de, at de to skolers principper var for modstridende til at noget samarbejde var muligt. Man skiltes uforsonede, og siden er svælget kun blevet dybere. Bakunin havde 1873 trukket sig tilbage fra aktiv virksomhed til en villa ved Lago Maggiore, som hans ven Caflero havde givet ham. Han døde i Bern d. 2 juli 1876. Det er i de romanske lande, at hans ideer først har fundet anklang og har spredt sig videst.

II.

I Italien, hvor Bakunin begyndte sin propaganda i 1865, fandt han en udmærket jordbund for sine ideer. Hele landet var gennemvævet med hemmelige og åbenlyse foreninger, og folkets elendighed er der større end de fleste andre steder i Europa. Det er ikke for intet, at italienerne i Frankrig og andre nabolande optræder som en slags europæiske kinesere og underbyder deres indfødte klassefællers løn til et lavmål, disse aldeles ikke kan friste livet ved; thi fra deres hjemland er de vante til de elendigste levekår: sultekost, hundeføde, svinsk halvnøgenhed i de usleste pjalter, dyrisk sammenstuvning i de værste huller eller den åbne himmel som eneste tag. Plinius den Ældres ord om, at de store godser er Italiens ødelæggelse, er sandhed en gang til. Der er godser, hvor der i såningens eller høstens tid anvendes indtil 4.000 arbejdere, som udfører markarbejderne på militær vis. I rækker, hundrede mand høj, går de frem med plovene under kommando af beredne opsynsmænd, nutidens rå slavefogder. Arbejderne bor ikke på godset, men kommer derud fra byerne, slæbende deres familier med sig, og anbringes så i usle skure, udsatte for vind og regn, efter at de ofte har slidt fra tidlig morgen til sent på dagen i den glødende solvarme. Resten af året beholdes der kun et par hundrede mand til at besørge arbejdet på disse store strækninger, medens de sumpige egne er overgivne til okse- og bøffelhjorde, som på enkelte godser kan tælle mange tusinde høveder. Indtægterne af disse uhyre ejendomme bortødsles i overdådig pragt i Italiens store byer; ejerne ser arbejderne aldrig noget til; godserne bestyres af forvaltere, der skal skaffe penge tilveje og derfor holder svøben over forpagterne, som lader udsugningen gå videre ud over arbejderne. Når de er kommet hjem igen til byerne, lever arbejderne i snavsede huse i svinske gyder, med arbejdsløshed som stadig gæst. På de steder, hvor der ikke er store godser, er forholdene dog ikke bedre, og alle vegne fra søger arbejderne derfor bort både til nabolandene og til Nord- og Sydamerika, uden at det hjælper det mindste på dem, der bliver tilbage. Efter urolighederne i Calatabiano på Sicilien i 1880 erklærede den carabiniere-officer, som havde undertrykt bevægelsen, til præfekten: E questione di fame - det er et madspørgsmål -, og det samme vidnesbyrd gentages ved den sidst udbrudte opstand, som nylig er blevet undertrykt, idet generalprokurøren i Palermo, Sighele, skal have sagt til en journalist: »De hundredårige undertrykkelser bærer nu deres frugt. Bøndernes stilling på Sicilien er slettere end noget andet sted i Italien. Man kan ikke undre sig over, at de med magt søger at forbedre deres forhold.« Det italienske proletariat strækker sig langt ud over arbejderklassen; det breder sig ved universiteterne og når helt op i adelsklassen; dog med den forskel, at denne sidste som regel anser det for under sin værdighed at arbejde for løn. »Der er lige så mange adelsmænd på Sicilien som i England, og mr. Dawes, fra hvis indberetning om Sicilien, afgiven til udenrigsministeriet i 1872, disse bemærkninger er taget fra, meddeler, at 25 % af de lavere stænder er droner - dagdrivere, som lader sig ernære af deres koner og børn« (John Rae, Contemporary Socialism. New York, 1891).

Til trods for modstanden fra Mazzini og hans tilhængeres side, var tilslutningen til Internationale stor. En centralsektion blev dannet i Neapel i 1869; i de næste par år dannedes der talrige sektioner, som sluttede sig sammen i arbejderforbundet il Fascio Operaio. En kongres blev afholdt i Bologna i 1872, og da Bakunin noget senere samme år var blevet udstødt af internationale, trådte delegerede fra il Fascio operaio påny sammen og erklærede, at det italienske arbejderforbund sagde sig løs fra forbindelsen med Internationales Generalråd. Efter Internationales ophør vedblev de italienske arbejdere at kalde sig sektioner af Den Internationale Arbejderassociation. Efter kongressen i Bologna skrev Bakunin til en ven i Madrid, at Italien måske nu var det mest revolutionære land efter Spanien. Ejendommeligt for Italien, men forklarligt ved de store godser, er det, at den socialistiske bevægelse straks greb stærkt om sig blandt landarbejderne og bønderne. I en apulisk landsby holdt mairen (borgmesteren) socialistiske foredrag; andre steder foreslog hans kolleger bønderne at dele jorden. I 1877 drager en skare, hvoriblandt de ledende anarkister, Malatesta og Cafiero, ind i landsbyen Letino i Benevento med et rødt og et sort flag i spidsen og begiver sig til kommunalbygningen; kommunalrådet viger dem pladsen mod en kvittering lydende på, at »vi undertegnede har sat os i besiddelse af kommunehuset i Letino med væbnet hånd i den sociale revolutions navn«. Bønderne iler til, og under deres bifaldsråb erklærer en af lederne, at de er komnet for at befri folket. Kvinderne forlanger, at man straks skal skride til jordens deling. Man opbrænder skatteprotokollerne og uddeler kommunalkassens indhold og de arbejdsredskaber, der fandtes som pant for gæld. En præst står op og hilser folkets befriere velkomne i evangeliets navn. Man drager videre til næste landsby, hvor under ikke ringere begejstring skattebøgerne også opbrændes, og hele befolkningen jubler over, at skatternes og udsugelsernes tid er afløst af frihedens og lighedens ny tidsalder. Da tropperne nærmer sig, flygter skaren ind i bjergene. Ved den senere retssag frikender juryen deltagerne i denne lille revolution ud fra den amnesti for politiske forbrydelser, kong Umberto havde udstedt ved sin tronbestigelse.

Også kvinderne tager ivrig del i den anarkistiske bevægelse. En begavet og dannet russerinde fru Kulischof stod sammen med en italiensk dame fru Pezzi i spidsen for bevægelsen i Florens. Internationalisternes kvindelige sektioner i Syditalien udstedte i 1877 et opråb til alle Italiens kvinder, hvori de erklærede, at kvindens frigørelse er et med arbejdernes frigørelse. Hele denne stærke bevægelse var selvfølgelig ledsaget af politiforfølgelser, processer, domfældelser og fængselsliv. Men bevægelsen standsedes ikke, kun omdannedes de åbenlyse foreninger til hemmelige selskaber, en kampform, italienerne altid har haft forkærlighed for. Den anarkistiske bevægelse fik hurtig en stor presse, men rigtignok gik disse blade ofte lige så hurtig ind, som de kom ud. Deres navne er betegnende nok: Satana, L'Ateo, Il Petrolio, L'Anticristo, Il Povero, Il Proletario. I 1882 udvides stemmeretten i Italien noget, og dermed begynder der, ved siden af den anarkistiske bevægelse, at brede sig en marxistisk, hvoraf den tidligere anarkist Costa var en hovedleder. Anarkisten Malatesta kom tilbage for at bekæmpe sin tidligere meningsfælle, men et års tid efter blev han og et halvt hundrede andre anarkister fængslede.

Dog har socialdemokratismen lige så lidt som politi og soldater kunnet standse bevægelsen. Anarkismen breder sig vedblivende stærkt i Italien. En mængde grupper og forbund spreder dens teorier, og deres virksomhed støttes ved de store og oprørende svindlerier, som magthaverne mere eller mindre ustraffet gør sig skyldig i. »Dådspropagandaen« vinder flere og flere tilhængere, hvorom de stadig hyppigere dynamit- og bombeattentater vidner. De forskellige grupper er dog langtfra indbyrdes enige. »Der er mellem anarkisterne,« siger Malatesta i et brev til la Révolte i september 1892, »taktiske forskelle, måske også forskellige opfattelser af anarkiet. Der er forskellige meninger om, hvorledes man skal stille sig overfor arbejderbevægelsen; nogle kammerater ser på den med ligegyldighed, mens vi i den ser revolutionens kraft.« Uoverensstemmelsen er den samme, som genfindes i de andre lande: nogle anarkister foretrækker en forbindelse mellem individer og grupper, en slags organisation; til disse hører Malatesta og den til Amerika udvandrede Merlino (Merlino, der havde foretrukket Amerika frem for 5 år i et italiensk tugthus, vendte, skønt de 5 år ikke endnu var helt udløbne, for kort tid siden tilbage til Italien, hvor han, under anarkistforfølgelserne, er blevet kastet i fængsel); andre vil lade individerne handle fuldstændigt uafhængigt af hverandre; talsmand herfor er bl.a. Pomati. Ved den almindelige arbejderkongres, som i august 1892 holdtes i Genua, kom det til strid mellem de socialistiske og anarkistiske delegerede; kongressen splittedes i to, idet socialdemokraterne trak sig tilbage, da de i første møde viste sig at være i minoritet, og der dannedes et slags anarkistisk parti, der dog nærmest synes at svare til de »Uafhængige« i Tyskland. De vigtigste anarkistiske blade er for tiden Il Riscatto (»Hævnen«) i Messina, La Propaganda i Imola, Ordine (»Ordnen«) i Turin og Sempre Avanti (»Altid Fremad«) i Livorno. Det socialistiske blad i Mantua la Favilla (»Gnisten«) gik i 1892 over til at blive anarkistisk. Dets redaktør, advokat Molinari, blev for nogle uger siden af en krigsret dømt til 23 års fængsel, hvoraf 3 år skulle tilbringes i ensomhed. Forbrydelsen var en tale, han havde holdt. Denne dom forekom dog den civile kassationsret for grov, og den omstødte den.

I Spanien begyndte Bakunin, støttet af italienske og spanske venner som Fanelli, Sentinon, Friscia og Alerini i 1867 sin propaganda. Hans anarkistiske ideer blev modtagne med begejstring og udbredte sig hurtig. De mange revolutionære bevægelser og voldsomme omskiftelser, der i århundredets første halvdel havde rystet landet, og hvorfor netop dengang Isabellas trone ramlede sammen, gjorde spanierne let modtagelige for den mest revolutionære form af socialismen, hvis forestillinger om et statsløst samfund, bygget på uafhængige, men samvirkende kommuner, fandt genklang i de udbredte separatistiske følelser, der kræver Spanien opløst i en række federative republikker. Spanien er ikke noget fabriksland som Belgien eller England, men de franske socialistiske systemer fra før 1848 fandt tidligt talsmænd dér (se B. Malon, Le Socialisme en Espagne i Revue Socialiste, maj 1889), og i den sydlige del af landet genfinder vi de samme landboforhold som i Italien, de umådelige godser med tusinder af omvankende og ejendomsløse landarbejdere. Også fandtes der i Spanien inden 1867 arbejderorganisationer og El Obrero (Arbejderen), et arbejderblad, som vel ikke endnu var socialistisk, men som snart kunne blive det. I 1868 sendte Internationale delegerede til Spanien, og arbejderne sluttede sig i massevis til forbundet; allerede året i forvejen var der dannet en sektion i Barcelona med La Federation som organ; nu dannes der en centralsektion i Madrid, og F. Mora og Morago udgiver La Solidaridad. Trods politiforfølgelserne, som nu begyndte, talte ved slutningen af året 1869 forbundet 195 sektioner med over 20,000 medlemmer, og denne tilstrømning fortsattes i 1870/71. Samtidig førtes der en forbitret kamp mellem Bakunins og Internationale Generalrådets tilhængere. Pariserkommunen hilstes med begejstring, og frygten hos de konservative og herskende klasser for, at en lignende bevægelse skulle bryde ud i deres eget land, var stor.

Hele landet over, men især i Catalonien, udbrød der i løbet af 6 måneder over et halvt hundrede for arbejderne sejrrige strejker. En taler i Cortes erklærede forfærdet, at man inden lang tid måtte være forberedt på en generalstrejke og et derpå følgende almindeligt oprør af arbejderne, der ville fordre »alle arbejdsmidler, det vil sige, maskiner, råstoffer og kapital udleveret.« Internationale blev erklæret for en ulovlig forening. Regeringen sendte d. 9 februar 1872 en rundskrivelse (R. Meyer, Der Emancipationskampf des vierten standes. Anden udgave Berlin 1882) til sine udenlandske repræsentanter, hvori den betegner denne diskussion om Internationale som »en vigtig, måske den vigtigste debat, der nogen sinde har fundet sted i en lovgivende forsamling«, og om selve Internationale siges, at den »er et slag i ansigtet på alle menneskeslægtens traditioner, sletter gud ud af sindene, familien og arveretten ud af livet, nationerne af den civiliserede verden, og kun stræber efter arbejdernes velfærd på grundlag af et alment forbund«; de lokale forfølgelser, som ministeren for Spaniens vedkommende lover intet skal lade tilbage at ønske, er ikke nok: »For at besværge ondet, må alle regeringer forene deres bestræbelser.... Farens overhængende nærhed og størrelse kan ikke overvurderes«. »Det ville også være meget heldigt, om de lande, der ikke har nogen udleveringstraktat med Spanien, kunne blive enige om at afslutte en konvention eller specialtraktat med hensyn til alt angående den her nævnte sag«. På dette rædselsglødende nødråb var lord Granvilles svar som en stråle koldt vand: »Ifølge Storbritanniens love har udlændinge uindskrænket ret til at komme til og bo her i landet, og så længe de er her, står de i samme grad som de britiske undersåtter under lovens beskyttelse. Hendes majestæts regering ville ikke blot beklage, men i højeste grad fordømme, hvis fremmede flygtninge i England skulle ophidse til opstand mod regeringerne i deres egne lande..., men den tror ikke, der foreligger nogen grund, som kan berettige den til at søge nogen som helst overordentlig eller yderligere fuldmagt med hensyn til de i England sig opholdende udlændinge« (dette afslag forbitrede ikke blot den spanske regering, men, som det fremgår af en artikel i det officiøse »Nordd. Allg. Zeitung«, aftrykt hos R. Meyer, også i høj grad Bismarck). Ministeriet Sagasta havde dog ikke afventet sit cirkulæres skæbne, men hjemme i det mindste begyndt udførelsen af sit forfølgelsesprogram, og i et cirkulære til præfekterne pålagt dem at »forfølge alle Internationales medlemmer og stille dem for domstolene.« Flere af lederne måtte flygte til Portugal.

Arbejderforbundene i de store byer protesterede mod regeringens fremgangsmåde, og til trods for dennes trusler sammenkaldte forbundsrådet til en kongres; indbydelsen endte således: »Arbejderklassen, som udnyttes, forfølges og bagtales af dem, som den skaffer alt til livets ophold, må svare på magthavernes udfordringer ved fredelig at mødes i Saragossa for at behandle nogle af de spørgsmål, som angår deres frigørelse, der vil blive hele menneskehedens frigørelse. Men hvis myndighederne, den besiddende klasses repræsentanter, skulle forsøge at hindre denne fredelige sammenkomst af arbejdets børn, så husk på, at der aldrig i historien, på en så tydelig og indtrængende måde, har frembudt sig en lejlighed til at erklære den sociale krig, klassekrigen, krigen imellem de fattige og de rige... hvis dette skulle indtræffe, vil arbejderklassen vide at gøre sin pligt.« Kongressen afholdt først private møder d. 6 og 7 april, og det blev bestemt, at den skulle begynde de offentlige møder d. 8 april. Dette skete, men næppe var mødet åbnet, før politikommissæren erklærede det for opløst. Forsamlingen svarede, at den kun veg for magten, og skiltes ad, men trådte sammen igen i et privat lokale, hvor politiet ikke indlod sig på at forstyrre den, men nøjedes med at anlægge sag mod forretningsudvalgets medlemmer. Imidlertid blev situationen mere og mere kritisk for kong Amadeos regering; republikanerne løftede overalt hovedet, og de konservative partier tabte mere og mere modet. Kongedømmets fjender bestod af tre grupper: de federale republikanere under den senere præsident Pi y Margalls ledelse, de intransigente og internationalisterne med det kæmpende proletariat bag sig. De federale foreslog internationalisterne at arbejde sammen med dem på løsningen af spørgsmålet om arbejderklassens sociale stilling. De mere moderate, navnlig Paul Lafargue og J. Mesa, ville modtage dette tilbud, men anarkisterne modsatte sig det, og deres anskuelser gik af med sejren. I deres svar erklærer de, at samarbejde ikke kan føre til noget resultat: I tilstræber »at forbedre arbejderklassens stilling; men vi vil afskaffe klasserne, det vil sige, virkeliggøre alle individers, mænds som kvinders, fuldstændige økonomisk-sociale frigørelse«.

I september samme år afholdtes kongressen i Haag, og efter Bakunins udstødelse af Internationale, erklærede størstedelen af de spanske sektioner sig for ham og anarkismen, og deres antal forøgedes stadig. Efter den spanske delegeredes beretning på kongressen i Genf i 1873, bestod Internationale dengang af 557 faglige sektioner og 117 sektioner af forskellige arbejdere, i alt 674 med omtrent 300,000 tilhængere. De rådede over en stor mængde blade, hvoraf mange med lige så karakteristiske navne som deres italienske meningsfæller: El Condenado (Den Fordømte), Los Decamisados (De Skjorteløse) (et navn, der er optaget efter et i 1820 stiftet revolutionært parti), El Petroleo, der førte et lige så voldsomt sprog: »og hvis vi ikke er stærke nok til at nå vort mål«, skriver dette sidste blad, »nemlig at sætte os, nu det er vor tur, ved livets rige bord, så vil den hævner, de priviligerede klasser frygter så meget, petroleumen, komme, ikke blot for at fuldbyrde ødelæggelsens, men for at udføre den hellige og højeste retfærdigheds værk. En nivelering, om det skal være med økse og ild, er det, proletarens så længe nedtrampede værdighed fordrer.« Men anarkismen havde da nået sit højdepunkt. Efter at kongedømmet d. 13 februar 1873 var faldet, og Pi y Margall var blevet præsident, havde de intransigente oprettet en velfærdskomite, der dannede en regering ved siden af regeringen. Denne komite søgte at fremkalde en rejsning, og der udbrød uroligheder i Cadix, Sevilla, Granada, Murcia og mange andre steder. D. 7 juli erklærede arbejderne i fabriksbyen Alcoy strejke, og det kom til et blodigt sammenstød mellem hæren og internationalisterne. D. 12 juli rejste Cartagena sig, hvor matroserne og soldaterne sluttede sig til oprørerne, og landet var nu delt imellem to krigsførende magter. Hvor anarkisterne deltager i kampen, står de på de intransigentes side. Ottetimers arbejdsdagen indføres i Sevilla, og det bestemmes, at de lukkede fabrikker og værksteder og uopdyrkede jorder skal gives til dem, der kan gøre dem frugtbringende. Juntaen i Cartagena erklærer al ejendom, der er en følge af kongelige gaver, og som de nuværende besiddere har fået ved arv, og al ejendom, der skyldes statens salg af kirkegodser til en lavere pris end en tredjedel af deres værdi, for konfiskerede til fordel for det kanton, hvori de ligger. Endelig, efter at Castelar har afløst Pi y Margall som præsident, lykkes det general Pavia sammen med general Martinez Campos at blive herre over de intransigente undtagen i Cartagena, der først indtages i begyndelsen af 1874. Men Madrid regeringens sejr var republikkens undergang.

Efter Cartagenas indtagelse forfølges anarkisterne skånselsløst; al åben agitation umuliggøres; deres blade undertrykkes. Selve bevægelsen fortsætter sig derimod i hemmelige foreninger med hemmelige trykkerier. Indtil 1883 hørtes der ikke meget til den, så opdagedes »Den sorte Hånds«, La Mana negra's, sammensværgelse. Denne hemmelige forening, en selvstændig organisation, der talte en 40,000 medlemmer, havde sit hovedsæde i Andalusien og sine tilhængere blandt de ulykkelige landarbejdere, »fortærede af feber og brystsyge gennemstrejfer de de udtørrede marker, de øde landsbyer og de halvt sammensunkne byer for at anråbe godgørenheden om hjælp; de vender sig fra private folk til velgørenhedsselskaberne og regeringen; og det har nu varet i ti måneder; privatfolk har været godgørende, hospitalerne er fulde, men det slår langt fra til, thi deres antal vokser stadig, og elendigheden bliver større og større«. Og regeringen? »Der er tusinder af ulykkelige, som dør af sult; det er forfærdeligt at se på; de må ganske simpelt forsvinde. Desuden, en regerings økonomiske og politiske kredit, og navnlig en regerings, der trænger til kredit for at kunne låne til en rente af 20 eller 21 %, ville ellers tage skade« (brev fra Antonio de la Calle, forhenværende medlem af juntaen i Cartagena. Til pariserbladet la Justice, citeret af Malon. Efter Laveleye er la Mana negra et rent anarkistisk forbund, men det benægtes af andre: se G. Adler, Handbuch d. Staatswissenschaften, Anarkismus). Efter at »Den sorte Hånd« var slået ned, indtrådte der en standsning i de socialrevolutionære bevægelser i Spanien. Men tvungne til en hemmelig agitation havde anarkisterne i deres hemmelig trykte skrifter erklæret sig for »dådspropagandaen«: »siden vi forfølges som vilde dyr, vil vi også handle som vilde dyr og bringe død og fordærvelse over den bestående regering og det bestående samfund ved alle midler«. Disse trusler har de, som bekendt, i fjor (1893) udført ved attentatet på Martinez Campos, hvis blodige virksomhed i 1873 og 1883 anarkisterne således har villet hævne. Dette attentat var et kampsignal og kan betragtes som et bevis for, at anarkismen i løbet af de sidste ti år må have bredt sig vidt i Spaniens arbejderlag, til trods for regeringens skånselsløse forholdsregler; og dette bekræftes ved tal og ved de senere begivenheder. Efter borgerlige opgivelser var der i fjor i Catalonien 6000 anarkister, hvoraf et par hundrede var tilhængere af »dådspropagandaen«, og siden henrettelsen af Pallas, Campos attentatets ophavsmand, foregår kampen mellem det beståendes forsvarere og dets fjender med uafbrudte sammenstød og en ganske anderledes voldsomhed, end man udenfor Spanien gennem dagspressen får nogen forestilling om. De anarkistiske blade er bedre underrettede. I november 1893 lød således beretningen for en enkelt uge: »I fabriksbyen Villanueva y Geltru sprang d. 15 november en nitroglycerinbombe i nærheden af gendarmerikasernen og anrettede betydelige ødelæggelser uden at dræbe nogen. I Barcelona blev der yderligere d. 18 november arresteret 8 anarkister, og geværer og ammunition beslaglagdes hos dem. Samme dag sprang der en dynamitbombe i borgermesterens hus i Torrente, provinsen Valencia, der ødelagde mange ting, men intet menneskeliv. I Santa Barbara, i nærheden af Oviedo, har der fundet en eksplosion sted i krudtfabrikken. Lyceumteatret i Barcelona (hvor der fandt en eksplosion sted for at hævne Pallas' henrettelse) er stadig lukket. Publikums skræk er så stor, at en kikkert, der faldt på gulvet i Eldoradoteatret, fremkaldte en livsfarlig panik. Formanden for grosserersocietetet i Barcelona har fået et trusselsbrev om, at Børsen vil blive sprængt i luften. Ingen indlades uden på et særligt adgangskort. En anarkist er blevet arresteret i Børsens nærhed.« (Beilage zum Socialist d. 23 november 1893). Regeringen svarer med arrestationer i massevis og, hvad der hos de letophidsede spaniere sikkert giver anarkismen ny vind i sejlene, med deportationer. I det hele er der nu sendt over 200 anarkister til øen Fernando Po i havbugten ved Guinea. Imparcial, et borgerligt blad skriver: »Naturen er dér paradisisk, klimaet helvedsagtigt, febersvangert, morderisk, et Cayenne i det små. Orme gnaver europæerne i levende live. Der er indbragt et lovforslag, som skal godkende denne umenneskelige, uden retsforfølgning udførte fremgangsmåde og gøre denne deportation lovlig.« (Beilage zum Socialist d. 23 december 1893)

Ligesom i Italien findes der i Spanien en mængde anarkistiske selskaber og klubber, og ligesom der er de splittede i deres anskuelser på teoretiske og taktiske områder. Deres hovedorganer er La Anarquia i Madrid, El Productor og La Conquista del Pan (Erobring af Brødet) i Barcelona, El Rebelde i Saragossa. Den spanske revolution i 1868 gav stødet til en arbejderbevægelse i Portugal, men først indflydelsen fra Pariserkommunen 1871 gav denne bevægelse en socialistisk retning med en stærk tilslutning til Internationale. I mindre end to år samlede dennes portugisiske afdeling over 20,000 tilhængere i Lissabon, Oporto og Coïmbre og havde tre blomstrende organer O Clamor do Povo (Folkets Råb), A Tribuna (Talerstolen) og O Jornal do Trabalho (Arbejdsbladet). I teoretisk henseende stod de portugisiske arbejdere anarkismen nærmest, men på det taktiske område forkastede de dådspropagandaen. I halvfjerdserne vandt kollektivismen større og større terræn, og på kongressen i Lissabon i 1875 dannedes et socialistisk arbejderparti, og de nævnte blade ombyttedes med ny. Denne bevægelse gik i løbet af de følgende ti år længere og længere bort fra socialismen og over i radikalismen. Der gjordes et par forsøg på at grundlægge revolutionære blade, men uden held. Endelig i 1888 påbegyndtes et rent anarkistisk blad A Bevoluzao social. Men heller ikke dette kunne holde sig oven vande. Det opsving, anarkismen i de sidste par år har taget, har ikke ladet Portugal uberørt; en ivrig anarkistisk agitation drives nu der som i de andre romanske lande; også dådspropagandaen har der sine tilhængere og udøvere. De socialistiske arbejdere vender sig i større og større antal bort fra valgdeltagelse, og deres blade omtaler med uro anarkismens tilvækst. Anarkisterne har nu, om end med en del vanskelighed, fået et eget organ A Revolta, som udkommer i Lissabon. Fra Spanien og Portugal er den anarkistiske agitation ført over havet til stammefrænderne i Sydamerika. I Brasilien og de sydamerikanske republikker har anarkismen ivrige talsmænd og tilhængere og en særlig presse. Således af spanske blade El Perseguido (Den Forfulgte) i Buenos Aires, El Oprimido (Den Undertrykte) i Chile. Desuden på spansk og italiensk Demoliamo (Lad os Ødelægge) i Rosario de Santa Fé og El derecho a La Vida (Retten til Livet) i Montevideo. På portugisisk udgår Tribuna operaria (Arbejdertalerstolen) i Brasilien. Også i New York udgår der et spansk anarkistisk blad El despertar (Opvækkelsen).

II.

Frankrig er det land, hvor i øjeblikket anarkismen står i sin kraftigste udfoldelse, bredende sig ikke blot til siderne, men også fra neden opad gennem de forskellige samfundslag, og dog er det det af de romanske lande, hvor denne bevægelse sidst tog fart. Så sent som i 1886 påstår Mermeix, at der i Frankrig kun findes anarkister i Lyon og omegn: »Man har ganske vist nogle i Paris, men det er mindre anarkister end nogle voldsomme og misfornøjede urostiftere«. Dette er vel overdrevent, men antallet af anarkister i Paris beløb sig dengang, så vidt politiet kendte dem, kun til omtrent 1500, fordelte i en snes klubber, og deraf var mange fremmede flygtninge, især østrigere og russere og nogle spaniere. Men året i forvejen, 1885, var anarkismens hovedorgan, Le Revolte, fra Genf flyttet til Paris, hvor dens indflydelse i de følgende år stadig tager til. Som de sidste år og måneder har vist, er de franske anarkister ikke mindre end de andre romanske ultrarevolutionære, komne ind på dådspropagandaens bane og har således skuffet den tillid, den socialistiske bevægelses historieskriver B. Malon udtalte til dem, da han 1879 i en korrespondance til Ludvig Richters »Jahrbuch f. Sozialwissenschaft«) skrev: »Dådspropagandaen, således som den forsøges i Italien og Spanien, og i Rusland anvendes med mere berettigelse, er umulig i Frankrig«.

Den anarkistiske bevægelse kom ind i Frankrig fra Schweiz og »Juraforbundet«, og det er derfor let forklarligt, at den først slog an i det østlige Frankrig og navnlig i Lyon med de mange fabriksarbejdere. Allerede i 1869 var Bakunin mødt i Basel som delegeret for silkearbejderskerne i Lyon, og i 1870 havde han der forsøgt at fremkalde en lignende rejsning, som kort efter til dels virkeliggjordes i Kommunen i Paris, og havde udstedt et dekret om statens ophævelse, men ved troppernes ankomst atter forladt byen. Det socialistiske Demokratis Forbunds medlemmer både dér og i Marseille. Også flere af de franskmænd, der opholdt sig i Schweiz, var medlemmer af forbundet, således B. Malon og Jules Guesde, der dog begge vægrede sig ved at følge Bakunin i hans anarkistiske teorier, og hvoraf den første senere, efter et besøg hos Karl Marx i London, blev og endnu er føreren i Frankrig for den marxistiske socialismes tilhængere. P. Brousse, der havde været en ivrig anarkistisk agitator i Schweiz og dannet anarkistiske sektioner i Italien, havde ligeledes, efter et besøg i London hos Karl Marx, opgivet sine anarkistiske ideer. Bevægelsen voksede stærkt i Østfrankrig i slutningen af halvfjerdserne og »Den østlige Federation« blev dannet. I 1880 dannedes »Den lyonske Federation«, blandt hvis virksomste medlemmer kan nævnes Bernard og Bordat. Agitationen dreves med iver, og de anarkistiske blade Le Droit Social, l'Étendard, Le Drapeau Noit-, La Lutte førte det voldsomste sprog. På møder vedtog man dødsdomme over republikkens præsident, over dommere og politikommissærer; dådspropagandaen anbefaledes. Til de mest voldsomme og ophidsende talere hørte Valadier, der senere under retsforhandlingerne viste sig at være politiagent for Rhónepræfekturet; thi her, som andetsteds, undså politiet sig ikke for at sende sine spioner ind i arbejdernes foreninger og ved alle mulige ophidselser drive de revolutionære talsmænd til yderligere og voldsommere handlinger. Da der i august 1882 blev rettet dynamitattentater mod nogle gejstlige bygninger i Montceau les Mines, hvor et mineselskabs bestyrer havde afskediget alle arbejdere, der ikke ville optræde som troende katolikker, blev skylden kastet på den anarkistiske agitation, og en eksplosion i Belle-cour Teatret i Lyon fremkaldte den største bevægelse landet over. I slutningen af 1882 lod regeringen et halvt hundrede af Lyons mest bekendte anarkister arrestere - Valadier besørgede politiet over grænsen - og blandt disse var Kropotkin. Efter flere dages opsigtvækkende retsforhandling, hvorved politiets rolle blev afsløret, idømtes 47 anarkister fængsel fra 5 år til 6 måneder og bøder fra 5000 til 100 francs. Den højeste straf ramte Kropotkin. Anklagen lød på overtrædelse af loven af 1872, der i Frankrig forbød Internationale og tilslutning til Internationale foreninger, hvilket var så meget mærkeligere, som Internationale dengang ikke eksisterede mere. Derimod blev Louise Michel, som samtidig i Lyon på et offentligt møde havde fået vedtaget en resolution, der opfordrede til at gribe til våben for at omstyrte de bestående institutioner, ikke stillet for retten. Også Émile Gautier blev idømt 5 års fængsel og 5000 francs bøde. Mermeix siger om ham: »Han er den første fremragende anarkist, vi har haft her i landet, efter Elisée Reclus selvfølgelig. Han er en ung, højst betydelig mand, så veltalende som de ti bedste talere, vi har i Frankrig, ærgerrig og mistænksom«. Endog Journal des Débats ydede ham i referatet af Lyonerprocessen anerkendelse for hans sjældne veltalenhed. Han hørte til en lille gruppe studenter, som i midten af halvfjerdserne hver dag mødtes i Café Soufflet på hjørnet af boulevarderne St. Germain og St. Michel, studenterkvarterets hovedårer, for der at diskutere og studere den videnskabelige socialisme. Da Jules Guesde, der på grund af sit forsvar af Pariserkommunen var blevet idømt en fængselsstraf på 5 år, hvorfor han foretrak frivillig landflygtighed, i 1876 kom tilbage fra Schweiz, satte de unge mænd fra Café Soufflet sig ivrig i forbindelse med ham. Kun Gautier var mere tilbageholden; han beskyldte Guesde for personlig ærgerrighed, og det kom endog til et åbenbart fjendskab mellem dem, der endte med en duel på pistoler. Gautier dannede så med nogle arbejdere en anarkistisk gruppe; af studenterne fra Café Soufflet sluttede Antoine Grié sig til anarkisterne. Flere og flere grupper dannedes nu i arbejderkvartererne, og en stærk agitation dreves, hvorved ikke blot det kapitalistiske samfund, men også de forskellige »autoritære« socialister blev genstand for angreb. »Ingen ledere, ingen gud, ingen herre mere«, var grundtanken i agitationen. Det gjaldt om at frigøre arbejderne for al autoritetstro, også den på de »gamle anerkendte førere«, hvis personlige interesser, splid og kævl bidrog så med til at splitte og lamme arbejderbevægelsen. Anarkisterne, skønt et ringe mindretal, var tilstede ved alle arbejdermøder, og afholdt selv, til trods for politiforordninger og love, offentlige møder på åben gade. Overalt førte de et voldsomt sprog, og blandt de voldsomste fandtes atter ophidsende politiagenter. En af disse, Serreaux, skrev endog i det anarkistiske blad La Revolution Sociale, som politiet - hvad den tidligere politidirektør Andrieux har meddelt - støttede med penge, uden at de andre medarbejdere, hvortil Louise Michel hørte, havde mindste anelse derom.

Efter at Le Revolté var flyttet fra Genf til Paris, hvor det fra 1888 fortsattes under navnet La Révolte, er Paris blevet midtpunktet for den anarkistiske bevægelse i Frankrig. Samtidig har de anarkistiske teorier antaget en mere positiv eller, som anarkisterne selv foretrækker at kalde det, en mere videnskabelig karakter; ved siden af sætningen om, at det væsentlige er: ved alle midler og hurtigst muligt at tilintetgøre det bestående kapitalistiske samfund med alle dets institutioner, moral- og retsbegreber, søges anarkismens berettigelse og nødvendighed godtgjort ud fra historiske, naturvidenskabelige og moralske synspunkter. I halvfemserne har bevægelsen taget et stærkt opsving. Den stadig voksende nød og arbejdsløshed på den ene side og misfornøjelse og forbitrelse over de socialistiske politikeres gåen op i parlamentarisme med tilsidesættelse af socialismens revolutionære princip på den anden, har drevet flere og flere arbejdere over i anarkismen. De store samfundsskandaler som Wilson historien, Panama svindlerierne og bank bedragerierne i forbindelse med forargelse over den herskende klasses behandling af arbejderne som en lavere kaste, mod hvem der ustraffet kan anvendes kugler og krudt, når de gennem strejker fordrer forbedrede livsforhold, har ført mange af de unge udenfor arbejderklassen, navnlig forfattere og kunstnere, samme vej. Det voldsomme sprog, som de fleste anarkistiske blade førte, havde i praksis ganske naturlig en »dådspropaganda« til følge. Denne bestod ikke blot i anvendelse af eksploderende stoffer, hvorpå en kemiker i de anarkistiske blade i Lyon gav recepter under benævnelsen »produits antibourgeois«, men i angreb af enhver form på den private ejendom. Ravachol, der efter sin henrettelse som ophavsmand til eksplosionen i Rue de Clichy, er blevet en martyr i anarkisternes øjne - en anarkistisk digter, Paul Paillet, kalder ham endog »Ravachol-Jésus« - havde under sin »Kamp mod Samfundet« - foretaget både indbrud og rovmord, og ved en arrestation af anarkister i Levallois-Perrot ved Paris i fjor fandtes der, foruden flere bomber, et helt udstyr af dirke, mejsler, falske nøgler o.s.v. til at foretage indbrud med. En særlig måde at angribe ejendomsretten på er at flytte »á la cloche de bois«, dvs. uden at betale huslejen. Når værten eller hans repræsentant konciergen ikke længere vil vente på lejen, men søger den inddreven ved at beslaglægge den anarkistiske lejers møbler, indfinder nogle af dennes kammerater sig, et par af dem tager sig af konciergen, for hvis øjne de andre derpå i en håndevending bortfører hele deres meningsfælles bohave.

Foruden ved dådspropagandaen, hvis udøvere betegnes som »les impulsifs«, drives agitationen på værkstederne mundtlig mand og mand imellem og skriftlig ved blade og brochurer. Desuden søger grupperne at danne biblioteker til brug for deres medlemmer. Det er her ikke blot anarkistiske skrifter, man søger at stille til rådighed, men alle de forfatteres værker, der direkte eller indirekte bidrager til at kuldkaste nedarvede fordomme og forestillinger på det sociale, moralske, videnskabelige eller religiøse område. Tager man på må og få et par numre af La Révoltes litterære tillæg, finder man ikke blot navne som Kropotkin, Elisée Reclus og J. Grave, men H. de Balzac, Tolstoi, Turgenjeff, Jules Lemaitre, Aur. Scholl, Alphonse de Karr, Herbert Spencer, Letourneau, Büchner, ja endog la Boëtie og madame de Sévigné afgivende stof til anarkistisk læsning. En gruppe, der har i sinde at danne et bibliotek og opfordrer til at skænke bøger dertil, skriver i sin opfordring: »Det er yderst nyttigt for biblioteket at eje værker af Büchner, Hæckel, Darwin, Herbert Spencer, Tolstoi, Herzen, Bakunin og Elisée Reclus«. Endelig drives agitationen på møder og ved udsendelse af rejsende anarkister, der i det tekniske sprog kaldes »landevejsløbere« (»trimardeurs« af gadesprogudtrykket »trimard« en landevej). Nogen egentlig partiorganisation findes ikke. De fleste anarkister anser en sådan for principstridig; men af og til har der hævet sig røster for at søge en organisation dannet, der kunne give bevægelsen en mere samlet karakter. Nu foregår denne ved dannelsen af indbyrdes uafhængige grupper, som navnlig findes i de store byer. De er sjælden meget talrige. De grundlages af et mindre antal individer, undertiden af en enkelt mand, der så gennem de anarkistiske blade opfordrer ligesindede i nabolaget til at slutte sig til. Grupperne mødes en á to gange om ugen i reunions et soiréen familiales enten i et af medlemmernes hjem eller oftere på en beværtning, og her diskuteres teorierne og træffes aftaler om offentlige møder, forhandlingsemner på disse og andre agitationen vedrørende spørgsmål. Resultaterne meddeles, når de er af almindelig interesse for bevægelsen, i de anarkistiske blade. Forhandlingerne med andre grupper sker mundtlig eller gennem de anarkistiske blade. Disse grupper har som oftest navne, der søges gjort så betegnende som muligt. Her nogle: Les Indignés, Les Réooltés, La Vengeance, Le Tocsin, Les Forrats, La Panthere des Batignolles (Batignolles er et af Paris' yderkvarterer), Les Résolus, Les Dés-Hérités, l'Homme libre og lignende.

Hvor meget der består af den anarkistiske presse i dette øjeblik, er tvivlsomt. De ved den nys henrettede Henrys bombeattentat på Vestbanegårdens café fremkaldte forfølgelser og arrestationer har standset udgivelsen af de vigtigste blade. Men indtil for få uger siden var anarkisternes vigtigste organer La Révolte og Le Pere Peinard (Den gamle Slider), som begge udkom i Paris. I provinserne var de mest bekendte blade l'Insurgé i Lyon, som gik ind for nogen tid siden, og La Mistoufte (Elendigheden) i Dijon. La Révolte gik i sit 16de år. Den udkom hver lørdag i 8500 eksemplarer og talte mellem sine abonnenter socialøkonomer og andre videnskabsmænd, forfattere og kunstnere og mange andre udenfor anarkisternes kreds. Dens vigtigste medarbejdere var Kropotkin, Elisée Reclus og Jean Grave, dens egentlige redaktør, der nu er arresteret. Den bragte teoretiske artikler om anarkismen og en ugentlig oversigt over bevægelsen i og udenfor Frankrig. Her førtes diskussioner mellem anarkister af forskellige anskuelser og fra forskellige lande. Med bladet fulgte hver uge et litterært tillæg, der, som ovenfor sagt, tog sit stof alle vegne fra, hvor det fandt det. Fra dets trykkeri i Rue Moufifetard, den lange, snævre, men maleriske gade ude bag studenterkvarteret, hvor der altid vrimler med kvinder og børn i italienske modeldragter, udgik de fleste anarkistiske småskrifter. Dets redaktør, Jean Grave, har selv skrevet flere af de mest udbredte. Han var først skomagersvend, senere typograf. I et tillæg til Le Figaro for d. 13 januar1894, der er viet anarkisterne, fortæller Félix Dubois om et besøg hos Jean Grave: »Når man er krøbet op til fjerde sal, må man klavre op endnu en etage ad en smal og dårlig stige og befinder sig så foran en loftsdør. En plakat viser, at man står ved aviskontorets dørtærskel. Der er ingen klokke. Så banker man på døren. En hund bjæffer, og en stemme råber: Kom ind! Man ser straks ved sin indtrædelse, at lokalet længe kun kan have tjent til tørreloft og pulterkammer. I et snævert kvistværelse gør dynger af aviser og hylder, overfyldte med småskrifter, hverandre den smule plads stridig, som findes under det skrå tag. Et par stole og som bord nogle brædder på to bukke. Lige ved tagvinduet har Grave, for bedre at kunne benytte det sparsomt indtrængende lys, indrettet sig sit arbejdshjørne. Han er midt i trediverne. Hans kraftigt byggede hoved med den store pande, hans på en gang bestemte og milde udtryk, hans fordringsløse optræden, som aldeles ikke minder om de offentlige møders rasende talere, danner et højst interessant hele. Hans stemme er rolig og så mild og venlig, at man hurtig føler sig sympatisk greben. Han indtager efter Kropotkin og Reclus en vigtig plads blandt de anarkistiske forfattere. Hans stil er fri for hule fraser, og i klare og letfattelige ord gengiver han de to andres indviklede teorier og drømme.« Jean Grave blev arresteret d. 6 januar i år; La Révolte havde indeholdt en liste med navne og adresser på alle medlemmer af den jury, der skulle sidde til doms over Vaillant, der kastede bomben i deputeret kamret. Helt modsat La Révoltes teoretiske alvor er Le Pére Peinards galgenhumor. Dens sprog er parisergaminens gadesprog, hvis fordrejede former og drastiske vendinger fremkalder smil på enhver parisers ansigt, dens indhold er et væld af de voldsomste smædeord mod samfundets herrer, kapitalisterne og deres hjælpere og hjælpers hjælpere: ministre, dommere, politi og militær fra den højeste til den laveste. Allerede et blik på bladets titel viser dets ejendommelige karakter: Le Pére Peinard, Réflecs hebdomadaires d'un Gniaff (Skoflikker). Bladets hovedredaktør, Emile Pouget, er, ligesom Jean Grave, skomager af fag. Titelvignetten viser en skomagersvend med kasket på hovedet og stort skødskind; det venstre skjorteærme er smøget op, og den venstre hånd er i færd med at smøge det andet skjorteærme op. I den højre hånd holder han en pisk, og foran ham flygter i vild flugt hen over en vej med væltede kors og vievandskosten kastet hen på jorden, det borgerlige samfunds mænd: en politibetjent i spidsen, og efter ham kapitalisten med sin pengesæk i favnen, dommere, officerer og præster. I det hele taget virker bladet ikke blot ved sin tekst (en oversættelse, således at argotsprogets saftighed kommer til sin ret, kan ikke gives. Her en mundsmag i original for yndere af moderne fransk: La grande Troullle! Ainsi que je l'ai dit, les jean-foutres de la haute ont une frousse épastrouillante. Ils ne savent plus á quel sainl se vouer, nom de dieu! Pour rassurer les capitalos, les bouffe-galette de l'Aquarium vont accoucher d'une loi qui punira de mort les dynamiteurs. Pauvres serins! S'agirait pour vous de pincer les gas, - plutót que de pondre des lois. Oú l'ahurissement atteint le comble de la loufoquerie, c'est á la préfectance: les roussins sont á cran, les chefs grognent comme des baleines, - ils sont furieux de ne pouvoir paumer leurs ennemis. Le taf est si grand que mardi, á partir de cinq heures du soir, l'entrée de la Préfectance de police et du Palais d'Injustice a été interdite... Si ça continue, y aura plus méche de se balader dans la rue avec une boite de sardines á la main, sans que les sergots vous agrichent [Trouille - skøge; jean-foutre - hundsvot; la haute - den fine verden; frousse épastrouillante - rasende skræk; capitalo - kapitalist; bouffegalette - den der æder kagen; l'Aquarium - »Bulen« dvs. Deputeret kamret; serin - en »lyseblå«; loufoquerie - vanvid; roussin sergot politibetjent; á cran - ivrig i tøjet; taf - angst; mêche - mulighed; agricher - gå løs på]) men også ved sine billeder, hvoraf der, foruden betegnende titelvignetter, findes et så stort, som bladets format tillader det, i hvert nummer. Disse billeder, der er lige så bidende i deres satire, som den tekst der ledsager dem, er ofte gjort med glimrende flothed og skyldes tegnere, hvis navne, som Ibel, Félix Pisarro, Luce, Willette og andre hører til de ansete i Paris' kunstnerverden.

Ved siden af denne agitatoriske anarkistiske presse er der i Frankrigs litterære presse organer, som helt eller delvis løfter anarkismens fane. Les Écrits pour i'Art, Les Entretiens, Le Mercure de France, l'Ermitage, l'Idée libre, La Plume, l'Art Social, mere eller mindre talsmænd for en litterær revolution, har også i forskellig grad bragt anarkistiske artikler. Numret af La Plume for d. 1 maj 1893 er udelukkende viet anarkismen og indeholder, foruden artikler af Kropotkin, Elisée Reclus og Grave, bidrag bl.a. af Jean Richepin og Lëon Cladel. I 1891 fik den litterære anarkisme et specielt organ i l'En Dehors, udgivet af Gallo eller som han kalder sig Zo d'Axa, blandt hvis medarbejdere var den nylig udviste Alex. Cohen, Sébastien Faure, O. Mirbeau og flere andre. Det udgik en gang om ugen i 6000 eksemplarer, men måtte gå ind, da Zo d'Axa blev idømt 3½ års fængsel. Det afløstes af La Bevue anarcliiste (senere libertaire), blandt hvis medarbejdere, foruden de nævnte, også findes Clovis Hugues og A. F. Hérold, en søn af den forhenværende Seinepræfekt. Da La Révolte for nogle uger siden foreløbig måtte gå ind, fordi dets medarbejdere blev arresterede den ene efter den anden, blev La Revue libertaire tilstillet dets abonnenter istedet. Revuens redaktør blev kort efter, i slutningen af marts, ligeledes arresteret under den jagt på anarkister, der siden Vaillants attentat har fundet sted hele landet over, og om hvis omfang man får en forestilling ved at høre, at antallet af husundersøgelsesordrer mod anarkister nyårsdag efter sigende løb op til et par tusinde. Dette tal viser også, da man selvfølgelig kun har kunnet få fat i de på møder og i agitationen fremtrådte anarkister, hvor stor tilslutning anarkismen nu har blandt franske arbejdere. Når man tager den store åndelige indflydelse i betragtning, Frankrig udøver på sin lille nabo Belgien, navnlig dettes wallonske del, er det naturligt, at det billede, vi møder af anarkismen her, kun er et miniaturbillede af det, Frankrig fremviser. Vi finder det samme revolutionære, voldsomme sprog overfor det herskende samfund, samme kamp på kniven om arbejderne med socialdemokratiet, samme anvendelse af dådspropagandaen for at skræmme bourgeoisiet til marv og ben, samme martyrbegejstring hos dem, der øver den, samme metode fra politiets side: ved benyttelse af agents provocateurs at drive de revolutionære fra voldsomme ord til voldsomme handlinger, for bagefter så meget des sikrere at kaste sig over dem og frelse samfundet. Derfor vil et par historiske oplysninger være nok til at give et begreb om anarkismen i Belgien.

Mens tilslutningen til Internationale i Frankrig i begyndelsen var forholdsvis ringe og til en vis grad forsigtig, var den i Belgien straks meget stor. I 1869 talte forbundet otte afdelingsfederationer med 69.000 medlemmer. I striden mellem Marx og Bakunin stemte belgierne mod en udelukkelse af Bakunin og hævdede gruppernes indbyrdes fuldstændige autonomi. Den sidste kongres, Internationale afholdt, var en anarkistisk kongres i Verviers. Sammesteds udgaves også bladet Le Mirabeau, der i stærke udtryk hævdede den anarkistiske ødelæggelsesteori i modsætning til de bestræbelser, der gjorde sig gældende for ved dannelsen af et centraliseret belgisk arbejderparti at komme ind på den politiske vej til en forbedring af de sociale misforhold. Et sådant parti dannedes også ved de tyske socialistføreres medhjælp i 1879 efter en kongres i Bryssel; men to år efter indtrådte en spaltning, og en del, navnlig wallonske arbejdere, sluttede sig til anarkismen. De rædselsfulde forhold, hvorunder de belgiske minearbejdere træller, i forbindelse med den barbariske måde, hvorpå den herskende klasse har søgt at tvinge arbejderne, når de strejkede, har været en mægtig løftestang for anarkismens og dådspropagandaens indtrængen i den belgiske arbejderverden. Anarkisterne har tre organer, der alle udkommer i Bryssel: Le Libertaire, Le XX Siéde og tidsskriftet La Société Nouvelle.

Det var fra Schweiz, at den anarkistiske bevægelse havde spredt sig over alle de romanske lande. Her opholdt Bakunin sig i lange tider og bearbejdede Spanien og Italien, her dannede Juraforbundet midtpunktet for modstanden mod Marx og Internationales Generalråd, ligesom det blev udgangspunktet for bevægelsen i Frankrig; her mødtes de revolutionære flygtninge fra alle lande, for fra dette fristed at fortsætte deres bestræbelser for at tilintetgøre reaktion og undertrykkelse i deres hjemlande, her udgaves Le Révolte samt »Freiheit« og Der Sozialdemokrat, så længe socialistloven i Tyskland dømte socialdemokratiet som revolutionært, herfra lededes som i ustandselige underjordiske strømme de revolutionære og forbudte blade og skrifter ud over Østrig, Tyskland og Rusland. Da Forbundsrådet under et stærkt tryk fra Berlin og St. Petersborg i 1884 anstillede en undersøgelse af de revolutionæres virksomhed, fandt det landet »gennemfuret af anarkistiske klubber«, som Rae udtrykker sig. Men schweizerne selv forblev så godt som uberørte af den vulkanske bevægelse i deres midte, hvis stød bragte det gamle samfund i Europa til at ryste. Først da Forbundsrådet i 1888 gav politiet befaling til at afgive beretning over alle socialistiske møder og holde øje med alle fremmede, hvis subsistensmidler man ikke kendte, vakte dette den revolutionære ånd hos Schweiz's egne arbejdere, og disse sluttede sig nu til den almindelige socialistiske arbejderbevægelse. Le Révolte blev i Genf afløst af l'Égalitaire, der dog ikke udkommer mere. Dets efterfølger er l'Avenir. Nogen videre tilslutning indenfor landets egen befolkning synes anarkismen alligevel ikke at have opnået. Men da myndighederne fortsætter med forfølgelser og udvisninger - således blev 13 anarkister og socialister udviste sidste februar efter en demonstration i Zürich d. 28 januar, der udtrykte arbejdernes sympati med rejsningen i Italien - er det vanskeligt at sige, hvad fremtiden vil bringe.

Et lignende forhold finder man i England. Og årsagen er den samme. Den relativ anerkendte tale- og forsamlingsfrihed, der bringer misfornøjelsen op på overfladen, hvor den breder sig ind i den offentlige mening udvidende sit leje lidt efter lidt i stedet for at tvinges ned i en understrøm, hvor den under nedkuelsens stærkere og stærkere tryk svulmer større og større, indtil den med voldsomhed søger at sprænge og bortskylle alle hindringer. Også England byder dem et fristed, hvem kamp mod undertrykkelse og udbytning har drevet i frivillig eller tvungen landflygtighed. Også her mødes revolutionære fra alle lande. Her havde Internationale sit Generalråd, her boede Karl Marx, og dog blev den første socialdemokratiske forening, en omdannelse af den Demokratiske Federation, først dannet her i 1883, samme år, som Marx døde. Det ny forbund splittedes allerede året efter, da digteren William Morris og andre modstandere af den parlamentariske metode til løsningen af det sociale spørgsmål trådte ud og dannede »Den Socialistiske Liga«, med et nyt organ The Commonweal. Ligaen indtog en lignende stilling som senere de »Uafhængige« i Tyskland og førtes mere og mere over til de anarkistiske teorier. Da Nicoll og Kitz overtog redaktionen af The Weal, hvorfra Morris havde trukket sig tilbage i 1890, blev det et fuldstændig anarkistisk organ. Forfølgelserne mod alle former af den socialistiske bevægelse havde da allerede længe været i gang. I 1892 fandtes der nogle bomber i Walsall, Birmingham; de anklagede blev idømte strenge straffe. Commonweal indeholdt i den anledning nogle harmglødende artikler, som medførte, at Nicoll blev arresteret og stillet for retten, anklaget for ophidselse til mord. Skønt selv borgerlige blade udtalte, at Nicolls artikel meget mindre opfordrede til blodsudgydelse end den berømte tale, hvori lord Salisbury udtalte, at hvis den af Gladstone foreslåede homerule-lov for Irland blev vedtaget af parlamentet, ville den protestantiske del af Irland rejse sig og med våben i hånd bekæmpe dens anvendelse, blev han dog dømt til halvandet års fængsel. Disse to domme, der fremkaldte stærk forbitrelse blandt arbejderne, gav anarkismen vind i sejlene, og grupper dannedes rundt om i England og Skotland. Førend Commonweal blev anarkistisk, fandtes der allerede et par anarkistiske månedsblade. I 1885 udgav H. Seymour The Anarchist, a revolutionary review; der i statens afskaffelse så bodemidlet på den sociale elendighed; den er nu ophørt at udkomme. I 1886 begyndtes udgivelsen af Freedom, hvis redaktør eller rettere redaktrice er C. M. Wilson. Den forfægter den anskuelse, at den private ejendomsret er roden til samfundets misforhold og til alt herredømme af det ene menneske over det andet, og at dens ophør vil ophæve dette herredømme. Den er skreven i et meget roligt sprog, så sindigt, at nogle af dens meningsfæller har ment offentlig at måtte give den et mildt dadelsvotum i en resolution om, at det var ønskeligt, at den optrådte lidt mere revolutionært. Anarkismen har endvidere et organ i The Torch og i et ejendommeligt blad The Worker's Friend. Det udkommer i Londons østende, og henvender sig særlig til den store masser af fattige jøder, som under de elendigste levevilkår træller fra morgen til nat for den usleste betaling, og hvis antal stadig forøges ved den store indvandring fra Rusland. Det trykkes med hebraiske bogstaver og er skrevet på »engelsk-jedisch«.

Skønt anarkismen har gjort stærke fremskridt blandt de engelske arbejdere i den seneste tid (et borgerligt blad The Weekly Times & Echo for d. 31 december 1893, citeret af Freedom, februar 1894, siger i en artikel om »Socialdemokratisme og Anarkisme«: »På denne tid for et år siden ville vi ubetinget have sagt, at socialdemokratismen sikkert i en nærmere eller fjernere fremtid ville blive den første udviklingsform i den store forandring, der forestår; men når vi nu ser os omkring, er vi slet ikke så vis på at ikke anarkisterne tilbagelægger to mil af vejen, mens socialdemokraterne tilbagelægger én), så ligger Englands betydning i anarkismens historie dog til dato langt fra så meget i bevægelsens gang der i landet som i det stød fremad, der er givet den i alle andre lande fra fremmede, der i kortere eller længere tid har levet eller endnu lever i England. De to, der har haft størst indflydelse, er Peter Kropotkin og Johann Most. Peter Kropotkin (jeg har foretrukket denne stavemåde, fordi han selv i sine engelske og franske skrifter skriver sig Kropotkine; navnets udtale er Kropotkin) blev født i 1842 af en højadelig familie, så fin, at han har ret til at bære titel af fyrste. Han gav, ved sagen imod ham i Lyon, nogle biografiske oplysninger, som her er benyttede efter et referat i l'Intransigeant af d. 17 januar 1883: »Der er fortalt så mange røverhistorier om mig, at jeg, meget imod min vilje, må give nogle oplysninger om mit liv. Min fader var trælle-slaveejer, og fra min tidligste barndom har jeg set den slags ting foregå, som man kender fra »Onkel Toms Hytte«. Fra den tid fattede jeg kærlighed til folket, der sukkede i slaveri. I min ammes hytte har jeg lært at elske de undertrykte og svoret aldrig at stille mig i undertrykkernes rækker. Senere kom jeg ind på zarens pageskole; jeg så hoffet på nært hold og lærte at foragte det. Det var i 1862. En frisindet ånd sendte den gang sit pust gennem Rusland, og man talte om reformer. Da jeg kunne vælge, hvilket korps jeg ville træde ind i, valgte jeg et kosakregiment i Sibirien, thi jeg mente, at jeg i dette ulykkelige land ville kunne arbejde for reformer. Jeg blev adjudant hos guvernøren og har gjort, hvad godt jeg kunne i den stilling. Jeg var naiv og troede, at regeringen havde til hensigt at indføre reformer. Den polske opstand brød ud og fulgtes af en rædselsfuld reaktion. Efter to års forløb indså jeg, at regeringen intet ville gøre, og gav mig så hen til videnskaben og gennemrejste Sibirien«. Fremstillingen af de undersøgelser, han foretog i Sibirien og Kina, belønnedes med en guldmedalje. Han var imidlertid i 1865, blevet forfremmet til kaptajn. Endelig forlod han Sibirien, og 26 år gammel gav han sig til at studere matematik i St. Petersborg. I de fire år, han var her, opstod der en mægtig socialistisk bevægelse. Han var sekretær ved en afdeling af det geografiske selskab, der i 1871 sendte ham til Finland og Sverige for at undersøge de derværende isbræer. I 1872 foretog han en rejse til Belgien og Schweiz og trådte ind i Internationale. Han blev snart et af de ivrigste medlemmer af de anarkistiske grupper. Da han kom tilbage til Rusland, tog han virksom del i nihilisternes organisation. I 1873 blev han arresteret sammen med sin broder og sad i fængsel i 2½ år. »I dette fængsel hørte jeg under mig skrigene fra de ulykkelige, der var blevet grebet af vanvid, og jeg led dobbelt. Ni af mine kammerater blev vanvittige; elleve dræbte sig selv. Efter to års forløb var jeg så hærget af skørbug og mavekrampe, at jeg blev overflyttet til et hospital, hvorfra det lykkedes mig at undfly.« Han tog til England og derfra til Schweiz, hvor han levede under navnet Levachaff. Her deltog han ivrig i den anarkistiske agitation og grundede le Révolté. I 1881 blev han fordreven derfra, opholdt sig først nogle måneder i Thonon i Haute Savoie og vendte derfra tilbage til England, hvor han med ord og pen deltog i den nihilistiske propaganda; i oktober 1882 gjorde han en tur til Thonon hvor han var genstand for et udstrakt spioneri og modtog skrivelser, der opfordrede ham til at bruge dynamit. I december blev han arresteret og stillet for domstolen i Lyon. Jeg behøver ikke at sige,« bemærker han i sit forsvar, »at jeg intet havde at gøre med, hvad der er sket i Montceau-les-Mines, da jeg dengang var i London«. Han blev dømt til fem års fængsel. Skønt både Victor Hugo og flere af Englands største lærde søgte at udvirke hans frigivelse, blev han holdt fanget indtil 1886. Efter at være løsladt tog han igen til England, hvor han siden da har haft bopæl. Her fortsætter han ufortrødent sin kamp for de undertrykte både ved artikler i blade og tidsskrifter og ved taler på møder og i foreninger. Han er nu over 50 år, men hans begejstring for sin sag er lige ung. Hans middelhøje skikkelse er bøjet, hans ansigt med de knudrede træk og det lange skæg er grimt som en Sokrates. Men når han taler til en stor forsamling, som han til trods for sin fremmede accent og sit ikke altid korrekte sprog forstår at rive med til begejstring, så lyser hans øjne med et vidtskuende seerblik, og hans skikkelse ranker sig, men når han er færdig med at tale, synker han igen sammen, og kryber ligesom ind i sig selv for ikke ved sin nærværelse at trykke nogen af de mange hundrede tarvelige mænd og kvinder, der ser hen til ham i beundring, og fra hvem et ord, en henvendelse er nok til at få ham frem igen.

Kropotkin er, sammen med Bakunin, grundlæggeren af den moderne anarkisme i dens mest udbredte skikkelse. Bakunin opstillede den negative nedbrydelsesteori. Men skulle anarkismen trænge ind i masserne, og skulle den kunne tage en kamp op med andre teoriers forsøg på at løse det brændende samfundsspørgsmål, måtte der noget andet og mere positivt til; der måtte vises, hvad man skulle arbejde på at få sat i stedet, når det gamle samfund ramler sammen, og tillige, hvorfor andre løsninger, særlig den socialdemokratiske, ikke kan føre til målet. Dette teoretiske arbejde påtog Kropotkin sig. Han skrev 1879-1882 en kække artikler i le Révolté, hvoriblandt »Staternes opløsningsproces«, »Revolutionens nødvendighed«, »De politiske rettigheder, »Til de unge-, »Kommunen«, »Den repræsentative regering«, »Lov og Autoritet«, »Den revolutionære Regering«. »Oprørsånden«, »Teori og Praksis«, »Ekspropriationen«. Under hans fangenskab i Clairvaux udgav hans ven Elisée Reclus disse artikler i bogform under titlen Paroles d'un Révolté. Bogen er oversat på forskellige sprog, snart den hele, snart enkelte afsnit i aviser eller som brochurer, der i tusinder af eksemplarer spredes ud over alle lande, hvor anarkismen har tilhængere. Og disse teorier, den kommunistiske anarkisme, er det, der finder tilslutning hos den største mængde anarkister i Europa. I 1892 kom en fortsættelse under navn af La Conquéte du Pain, ligeledes med fortale af E. Reclus, hvori denne bl.a. siger: »Han [forfatteren] henvender sig til dem, der har den gode vilje og ærligt ønsker at arbejde med på at omdanne samfundet, og fremstiller for dem i store træk faserne i den umiddelbart forestående historie, som vil sætte os i stand til endelig at danne den menneskelige familie på bankernes og staternes ruiner«.

Blandt de fremmede arbejdere i England findes der flere anarkistiske grupper, som dog ofte med stor bitterhed fejder indbyrdes. Efter socialistlovens vedtagelse i Tyskland var Johann Most blevet udvist fra Berlin. Han tog til London, hvor han fortsatte udgivelsen af sit blad »Freiheit« og ved omgang særlig med anarkisterne Reinsdorf, der senere blev henrettet efter sit Frankfurter attentat, og en anden meget omtalt anarkist, som senere beskyldtes for at have solgt sig til politiet, selv blev fuldstændig anarkist. Han førte en voldsom pen, og i marts 1881, da han havde lovprist attentatet på zar Alexander II og forherligede »de berømmelige dynamitbomber, som synes at være bestemte til at befri menneskeheden for alle onder«, blev han af den engelske regering stillet for en jury, der dømte ham skyldig. Hans dom lød på 16 måneders tugthus. Efter at han havde afsonet denne straf, flyttede han i december 1882 med sit blad til New York. »Freiheit«s udbredelse mellem de tysktalende arbejdere i Europa besørgedes af en tysk anarkistisk gruppe i London. J. Most har sine særlige teorier, hvilket oftere fremkaldte bitre diskussioner mellem hans og andre grupper, navnlig gruppen Autonomie, der sluttede sig til Kropotkins kommunistiske anarkisme, og fra 1886 udgav et blad, Die Autonomie. Bladets »udgiver og trykker« efter loven var en nordmand, R. Gundersen, en ægte type på en stor mængde anarkister: i daglig omgang mild og betagende elskværdig, afholdt af alle kammerater og flittig arbejder; en sværmerisk ædel karakter og et så ømtåligt følelsesmenneske, at den mindste uret eller hårdhed begået mod andre bringer ham fuldstændig ud af ligevægt. Og så på den anden side en af glødende had til de herskende klasser opfyldt fanatiker, så at den samme mand, der lider under andres smerter, som var de hans egne, i voldsomme udtryk kan forherlige andre menneskers død og ødelæggelse. Ledere af bladet var i længere tid Peukert og Rink, der begge tidligere havde virket i den anarkistiske journalistik, og hvoraf den førstnævnte havde været en af de mest fremtrædende i den østrigske bevægelse. Autonomie førte en heftig polemik med der socialdemokrat, som beskyldte Peukert for at være politispion og således at have forrådt Neve, (herom har Max Trantuer, preussisk politispion, skrevet en interessant brochure »Wie John Neve verhaftet wurde. Ein blick hinter die coulissen des Herrn Josef Peukert, London 1888) en af de højstansete tilhængere af anarkismen, hvem den belgiske regering stik mod landets love transporterede over i hænderne på det tyske politi, der fik ham dømt til 15 års tugthus. Peukert besad udmærkede talegaver, og til trods for alle beskyldninger og al den mysticisme, hvormed han omgav sig, holdt Autonomies medlemmer ved ham med den største hårdnakkethed. Dog har han vel selv anset sin stilling for uholdbar, thi en skønne dag forlod han London og Europa og tog til Amerika, hvor han fortsatte sin agiterende virksomhed. Autonomie vedblev at udkomme og er først gået ind for et par måneder siden, da politiets forfølgelser mod klubben Autonomie foreløbig i alt fald har tvunget denne til at opløse sig og har spredt dens medlemmer; en del af disse er trådte ind i den radikale socialistiske klub i Grafton Street, Communistischer Arbeiter Bildungsverein. Efter at Autonomie er gået ind, er der kun ét tysk anarkistisk blad tilbage i London: Der Lumpenproletarier, der dog ikke synes at have nogen stor indflydelse på bevægelsen i de tysktalende lande.

IV.

Af de tysktalende lande er Østrig det land, hvor anarkismen tidligst og kraftigst udfoldede sig. At anarkismens federalistiske princip slår bedre an i de romanske lande end socialdemokratiets centralistiske, skyldes de tendenser til decentralisation, som i det hele for en del findes der på det politiske område, og som er historisk letforklarlige af den relative indbyrdes uafhængighed, de enkelte bestanddele af disse lande har stået i så længe. Noget lignende genfinder man i Østrig, hvor socialdemokratiets centralisme først har kunnet trænge frem, efter at regeringen ved de mest skånselsløse forfølgelser havde trængt den vidt udbredte federalistiske anarkisme fra dagens lys ned i de hemmelige foreningers underjordiske liv. Den »Internationale« agitation trængte fra Italien over Triest ind i landet i begyndelsen af halvfjerdserne og fandt naturligvis en frodig jordbund i den slette tilstand, hvori de Østrigske arbejdere befandt sig. En konservativ »kristeligsocial« forfatter (Rudolf Meyer) skriver: »For arbejderne, særlig industriarbejderne, er der fra lovgivningens og administrationens side slet intet gjort i dette land. Der er ingen normalarbejdsdag, intet forbud mod kvinde- og børnearbejde, ingen fabriksinspektører, intet godt arbejdersygekassevæsen, intetsteds en tilstrækkelig fattigforsørgelse. Arbejderne har ingen politiske rettigheder og er ikke repræsenterede i rigsdagen. Lønnen er lavere end i alle vestligere og nordligere stater; i hjemmeindustrien og hos bjergarbejderne er den som oftest en ligefrem sulteløn, dertil varer den ukontrolerede arbejdstid 12, 14 timer ja ofte endnu flere timer, og fødemidlerne er dyre, især i de store byer - tolden på fødemidler i Wien er over 12 gylden pr. hoved - embedsmændene farer frem mod arbejderne, som om der eksisterede en socialistlov (jfr. anden udgave af Meyers bog, der er skreven i 1882. Den østrigske undtagelseslov er fra 1884). Man fængsler socialister eller folk, der angives som socialister, i dusinvis, lader dem sidde mange måneder i fængsel, dømmer eller frikender dem, sender dem til deres hjemstavn snart hist, snart her, forstyrrer deres strejkemøder, opløser deres andre forsamlinger, konfiskerer deres blade...« Bevægelsen bredte sig til alle landsdele i Østrig-Ungarn og trængte ind ikke blot fra syd men også fra nord, fra Tyskland og Rusland. Den nåede fra byerne ud på landet, båren frem af de af myndighederne til deres hjemstavne transporterede arbejdere, og fandt næring ved de elendige forhold, hvorunder de forgældede bønder og landarbejderne lever. Men en udpræget voldsom og bestemt anarkistisk karakter fik den først ved J. Mosts »Freiheit«, der over Schweiz i stor mængde indførtes i Østrig. Blandt de mest virksomme anarkister var Josef Peukert. Da regeringens skarpe forfølgelser vanskeliggjorde offentlig propaganda, dannede der sig grupper i al hemmelighed med hemmelig trykte blade og med særlige formål som f.eks. at dræbe politiets embedsmænd. Dådspropagandaen udvidedes fra attentater på andres liv til at omfatte pengerov for at skaffe midler til at agitere for. De mest bekendte attentater forøvedes af Stellmacher, der dræbte politispionen Blöch, og af Kammerer, der begge henrettedes i 1884. Stellmacher, der en kort tid havde været redaktør af »Freiheit«, da det under J. Mosts fængsling i England blev udgivet i Schweiz, forherligedes som en helt og martyr af anarkisterne hele verden over. Af en forsamling, der afholdtes i New York i Irwing Hall vedtoges en resolution, hvori det blandt andet hedder: »Vi giver vore brødre i Østrig det råd ikke at skåne noget liv, hvor der er tale om at skaffe aristokratiet og bourgeoisiet bort. Da militarismen har indrettet et rædselsherredømme, må vore kammerater vise sig endnu rædselsfuldere end selve rædslen. Det er ikke Østrigs sag, det er alle folkeslags hellige sag« (Jfr. A. Sartorius freiherr v. Waltershausen, Der moderne Socialismus in d. Vereinigten Staaten von Amerika, Berlin 1890). Regeringen havde samme år i henhold til en lov af 1869 om »Umtriebe«, der sætter den offentlige sikkerhed i fare, udstedt en undtagelseslov for Wien og omegn, der tillod at fængsle folk uden nogen ordre fra dommere, at nægte de fængsledes løsladelse mod kaution, at udvise folk eller henvise dem til ophold på et begrænset område, at beslaglægge og åbne breve, at indskrænke forenings- og forsamlingsfriheden, at hindre og forbyde udbredelsen af trykte skrifter. Myndighederne benyttede denne lov i den fuldeste udstrækning, stærkere forfølgelser end nogen sinde før iværksattes, næsten alle bekendte anarkister blev fængslede eller måtte flygte, udbrederne af »Freiheit« blev dømt til 10 eller 15 års tugthus. Under dette skrækkens regimente levede de wienske arbejdere indtil juni 1891. Anarkismen har imidlertid overlevet det og forfægtes både i de tyske blade Die Zukunft i Wien og Allgemeine Zeitung i Salzburg og de czekiske Volné listy (Det fri Blad) i Wien og Praca (Arbejde) i Lemberg.

Af alle Europas store lande er Tyskland det, hvor anarkismen har været længst om at trænge frem. Juraforbundet talte vel et par sektioner tyske arbejdere i Schweiz, men ellers fulgte tyskerne, hvor de tog del i den socialistiske bevægelse, Karl Marx og hans venner, og disses fordringer og optræden var i 1870érne endnu så revolutionære, at selv de radikale elementer blandt arbejderne i det hele følte sig tilfredsstillede. Det første tyske anarkistiske blad, Arbeiterzeitung, der udkom i juli 1876 i Bern, blev ledet af en franskmand, P. Brousse, og holdt sig kun et års tid. Den første anarkistiske gruppe i Tyskland, der dannedes som en sektion af Juraforbundet, trådte sammen i Mülhausen, men det gik kun langsomt med at få oprettet flere grupper til trods for den stærke agitation, Arbeiterzeitungs medarbejder August Reinsdorf udøvede. Reinsdorf var født i Saksen i 1849 og kom, efter en forholdsvis lykkelig barndom, i sætterlære. Han gennemvandrede Sydtyskland for at unddrage sig militærtjenesten og drog derfra til Schweiz. Her kom han i berøring med Bakunin, Kropotkin, Brousse og andre socialrevolutionære, blev greben af de anarkistiske ideer og kastede sig ind i en ivrig agitation. Det blev ham efterhånden umuligt at finde arbejde i Schweiz, og han tog da til Tyskland, hvor han fortsatte sin agitatoriske virksomhed og snart kom til at stifte bekendtskab med det ene fængsel efter det andet. Til sidst blev det ham for hedt hjemme; han begav sig til Paris, hvor han knyttede nye forbindelser og blev tilhænger af dådspropagandaen. I 1883 tog han tilbage til Tyskland og dannede i Elberfeld en anarkistisk gruppe, ved hvis hjælp han besluttede at udføre det attentat, der knytter sig til hans navn. D. 28 september 1883 skulle »Das Germania denkmal« afsløres i Niederwald ved Rüdesheim. Kejseren, Bismarck og hele hoffet skulle overvære højtideligheden. Reinsdorf fattede den plan at sprænge hele festtoget i luften. Attentatet mislykkedes, da lunten var blevet fugtig, og ligeså et andet forsøg, som Reinsdorf gjorde på at sprænge kursalen i Wiesbaden i luften. Et dynamitattentat mod politipræsidiet i Frankfurt am Main lykkedes derimod, og politiråd Rumpff fattede mistanke til Reinsdorf. Han dømtes, tillige med Küchler, der havde været ham behjælpelig ved Niederwald-attentatet, til døden. Hans forsvarstale var en agitatorisk anklage mod det nuværende samfund: »Min forsvarer, sluttede han, ville gerne redde mit hoved; men for en så hidset proletar som jeg, er den hurtigste død det bedste. Selv om jeg havde tusind liv at miste, ville jeg gerne give dem hen for menneskehedens sag, for anarkiet, som jeg har viet mig til« (Der Socialist d. 10 februar 1894). Politiråd Rumpff døde det følgende år som offer for et hævnattentat. Reinsdorf fejredes rundt om blandt anarkisterne som »den tyske anarkismes skaber og organisator«, men alt i alt synes hans agitation i forbindelse med »Freiheit«s kun at have givet et ringe resultat, nogle få hundrede anarkister, spredte i en snes grupper.

Indenfor det tyske socialdemokrati har der i mange år været en opposition, der misbilliger den autoritet, som rigsdagsfraktionen har tiltaget sig indenfor partiet, og er modstander af den stærke centralisation i partiet. Denne opposition samlede sig under navn af »De Unge« eller »De Uafhængige« under bogtrykker Werners og dr. Bruno Willes ledelse og begyndte i 1890 i Berlin udgivelsen af der socialist. Den stod i teoretisk henseende på Karl Marx' standpunkt, men forlangte i taktisk henseende større decentralisation og bekæmpede den kulsviertro på de politiske valgs og parlamentarismens betydning for arbejderne, som den officielle taktik, der gjorde hele partiet til en valgmaskine i rigsdagsfraktionens hånd, måtte fremkalde. Endelig hævdede »De Unge« det revolutionære grundlag overfor det bestående samfund, som partiet altid tidligere havde stået på, men som førerne nu mere og mere forlod for et parlamentarisk forhandlende standpunkt. Selvfølgelig fandtes der indenfor oppositionen mod socialdemokratiet forskellige afskygninger. En behandling også af teoretiske spørgsmål begyndte snart i Socialist, og da bladet åbnede sine spalter uden intolerance for en fri diskussion, kom der også anarkistiske anskuelser til orde. Disse greb mere og mere om sig og fremkaldte til sidst en spaltning og et redaktionsskifte; bladet, der først kaldte sig »Organ der Unabhängigen Sozialisten«, blev til »Organ aller Revolutionäre«. Bladet udgår stadig under denne benævnelse, men er og udgiver sig heller ikke for at være andet end et rent anarkistisk organ. Det ville være for vidtløftigt at opramse bladets medarbejdere og redaktører. De har skiftet lige så hurtigt, som det har været regeringen muligt at få dem henførte under en af straffelovens mange og elastiske paragrafer og idømte et færre eller flere antal års fængsel. Thi det er unødvendigt at bemærke, at den tyske regering, som aldrig har taget med blød hånd på socialdemokraterne, farer endnu voldsommere frem mod anarkisterne med forfølgelser, der, som næsten altid, har den modsatte virkning af den ønskede. Anarkismen tæller nu tilhængere rundt omkring i Tysklands byer, hvor man i 1880érne intet kendte til den, og hvor den giver sig udtryk dels i selvstændige møder dels som opposition på de socialdemokratiske møder.

Endelig må endnu Holland nævnes som et land, hvor anarkismen har fundet ørenlyd og synes, af lignende årsager som i Tyskland, i den nyeste tid at bane sig ny veje. Der har allerede i flere år eksisteret et anarkistisk blad: de Anarchist, men i den senere tid er der kommet et til: Licht en Waarheid. Det er egentlig først siden den Internationale kongres i Zürich, hvor de socialdemokratiske førere fik de af arbejdernes delegerede, der var anarkister, udviste af kongressen, at anarkismen har bredt sig i Holland. Blandt dem, der protesterede mod denne usocialistiske adfærd, var den bekendte fører for det hollandske socialdemokrati Domela Nieuwenhuis. Efter hans hjemkomst har både Secht voor Allen, for hvilket han og Cornelissen er redaktører, og de Arbeider, hvis redaktør er Luitjes, indeholdt artikler, der går i anarkistisk retning, ligesom »Anarkismen imod Parlamentarismen« er blevet optagen til uhildet diskussion på møderne. På kongressen i Groningen sidste jul blev det vedtaget aldeles ikke at deltage mere i valgene. I det hele er det hollandske arbejderparti optrådt mere revolutionært og indbyrdes mere tolerant end de tilsvarende arbejderpartier i andre lande, og selv om en fuldstændig spaltning indtræder, kan man håbe på en saglig, upersonlig forhandling om de teoretiske modsætninger.

Af Europas øvrige stater har Rusland og Polen, hvor der i 1884 opdagedes et hemmeligt anarkistisk trykkeri i Warszawa, anarkistiske rørelser, der står som et nyt led i den store revolutionære, af så mange uensartede elementer sammensatte nihilistiske bevægelse. Til de skandinaviske lande er den anarkistiske agitation, med undtagelse af en gruppe i Norge, endnu ikke nået; men blandt anarkismens tilhængere i de store europæiske lande findes der adskillige skandinaver.

I De Forenede Stater i Nordamerika (om den amerikanske bevægelse giver det ovenfor anførte værk af v. Waltershausen fyldige oplysninger) har anarkismen haft en forholdsvis stor udbredelse, særlig imellem de fra Europa indvandrede arbejdere, medens de indfødte amerikanske arbejdere endnu viser sig ret tilbageholdne over for socialismen i det hele, både den socialdemokratiske og den socialrevolutionære. Det var den tyske undtagelseslov af 1878, der fremkaldte en større indvandring af socialrevolutionære, og fra 1880, efter en kongres i Allegheny, står disse og socialdemokraterne skarpt overfor hverandre. Førerne for de radikale elementer var Parsons, Schwab og Bachmann, der ville opstille en af alle andre partier uafhængig kandidat til det næste præsidentvalg. De støttedes af chicagobladene Arbeiterzeitung med Paul Grottkau og Den Ny Tid med Petersen som redaktører. En revolutionær klub dannedes i Chicago, hvis program, foruden almindelige socialistiske sætninger, indeholdt følgende: »Den eneste vej, der står arbejderklassen åben, til at frigøre sig for lønslaveriets åg, er den voldsomme revolution og en tilintetgørelse af alle tyranner og udbyttere...Den i den vilde revolutionskamp sejrende arbejderklasse må grundlægge det ny kammeratlige og broderlige samfund på et fuldstændigt selvstyre med fordømmelse af fordomme, forrettigheder, autoriteter og førere, for at man endelig engang kan blive færdig med menneskenes klasseherredømme over mennesker«. Snart opstod der lignende grupper i Boston, Philadelphia og Milwaukee. I Boston udgav en dr. N. Ganz The Anarchist, som de socialrevolutionære dog tog afstand fra, og som snart viste sig at være et svindlerforetagende. De mest udprægede anarkister fandtes i New York. Da den engelske regering fængslede J. Most, protesterede de offentligt og indsamlede penge til »Freiheit«s fortsatte udgivelse; ligeledes sendte de en delegeret til den socialrevolutionære kongres i London i 1881, der anbefalede dådspropagandaen som et hensigtsmæssigt kampmiddel. Et stærkt stød fremad fik anarkismen ved J. Mosts ankomst til Amerika i slutningen af 1882.

Johann Most er født 1846 i Augsburg. Hans barndom, der gik hen under en rå stedmoders strenge tugt, var en lang lidelseshistorie, der fortsattes under hans læretid hos en ikke mindre rå bogbinder. Da han var udlært, gennemrejste han Tyskland, Østrig og Schweiz, og her kom han i berøring med Internationales tilhængere. Han kastede sig nu over den socialistiske litteratur og besluttede, at han »ville gøre sig til apostel« for socialismens »evangelium«. Han begyndte sin virksomhed i Wien og tog så kraftigt fat, at han snart blev idømt 5 års fængsel. Han blev dog amnesteret efter nogle måneders forløb, men da han fortsatte sin agitation med uformindsket kraft, blev han udvist af Østrig. Han tog til Tyskland, og i 7 år udfoldede han her en, kun af længere og kortere fængselsstraffe afbrudt, ustandselig virksomhed som socialistisk agitator med pen og mund. Han var således redaktør af flere socialdemokratiske blade, indtil han grundlagde sit eget blad »Freiheit«, og han skrev en del brochurer, bl.a. et udtog af Marx' »Kapital«, som han forfattede i forskellige tyske fængsler. Han blev to gange valgt til medlem af den tyske rigsdag, hvor han dog aldrig kom til at holde nogen tale. Så meget mere talte han på Berlins arbejdermøder, og efter en sådan tale, hvori han forherligede Pariserkommunen, blev han idømt 19 måneders fængsel. Efter socialistlovens udstedelse tog han til England, og blev, som ovenfor sagt, her sal i fængsel for sin udtalelse om attentatet på Alexander II. Fra England tog han til Amerika, hvor han blev modtaget med stor begejstring af de amerikanske anarkister og straks foretog en agitationsrundrejse, der vakte stor opsigt. I New York udgav han påny »Freiheit«, hvori han fortsatte sit i voldsomhed enestående sprog, som han også anvendte i sine taler. Under den store bevægelse i 1886 for 8-timer dagens indførelse, holdt han en tale, hvori han gav anvisning på anvendelse af sprængstoffer og tilbød for 10 dollars at forsyne hvem, der ønskede det, med en riffel. Han blev anklaget og idømt 1 års fængsel. Han fortsatte sin voldsomme agitation, efter at han var kommen ud, men i den seneste tid synes et vist mismod at have grebet ham, en følelse af, at hans agitation er som »råb i ørkenen«. J. Most er en talentfuld journalist og en effektfuld taler, men han er en i højeste grad stridbar natur. Han begyndte med at komme på kant med de socialdemokratiske førere i Tyskland, og har siden den tid så godt som uafbrudt smældt og skældt ikke blot mod principielle fjender, men mod alle dem, der står på samme side som han selv i klassekampen, og som ikke blindt vil følge hans førerskab. Man kan måske beundre den uforfærdethed og udholdenhed, hvormed han et helt liv igennem trods hån og had, trods fængsel og forfølgelser slås for den sag, han har gjort til sin, men man føler ikke sympati med hans person. Han er autodidakt og lider i høj grad af den hos autodidakter ikke sjældne selvovervurdering og selvbeundring.

J. Mosts rundrejse i 1883, der blev fulgt med interesse og undertiden med stor ængstelse af den amerikanske presse - i Pittsburg foreslog et blad, at »man skulle gribe denne skurk og hænge ham op på den første den bedste lygtepæl« - og det medførte, at der i flere byer dannedes anarkistiske grupper til dels af medlemmer af det socialistiske arbejderparti. De vigtigste var grupperne i Chicago og New York. På en i Pittsburg afholdt kongres organiserede disse grupper og de socialrevolutionære socialister sig som The International Working Peoples Association. Forbundet skulle bestå af »autonome« grupper, der accepterede de af kongressen vedtagne principper; de skulle stå i indbyrdes forbindelse gennem et i Chicago oprettet informationsbureau. Grupperne blev sammenfattede i propagandadistrikter, som havde lov til at vælge en agitationskomite, altså en slags centralisation. I modsætning til denne offentlige organisation, hvis formål skulle være at revolutionere folket ved taler og diskussion og indsamle pengemidler til pressen og revolutionære handlinger, udtalte »Freiheit« sig for nødvendigheden af en hemmelig organisation, »thi kun en sådan er egnet til at muliggøre dådspropagandaen og bane vej for den revolutionære aktion«. Hemmelige organisationer dannedes også i flere byer. De består af små grupper på 5-10 medlemmer. Der findes ingen medlemskort, ingen navnefortegnelse, ingen protokolføring. I forsamlinger tiltales medlemmerne ikke ved navn, men kun ved deres nummer. Hvert medlem skal søge at danne ny grupper. Forrædere straffes med døden. Pittsburg-kongressen vedtog også, at man skulle forsøge at komme til en forståelse med de socialdemokratiske arbejdere i kampen mod den fælles fjende. Det blev dog ikke til noget, lige så lidt som et tilsvarende skridt fra indbyderne til den noget senere afholdte socialdemokratiske kongres i Baltimore. »Freiheit« opfordrede til at »boykotte den socialdemokratiske presse«, og »Labour Bulletin«, socialdemokraternes officielle organ, skrev, at »Most måtte anses for vor værste fjende«. Efter Pittsburg kongressen tiltog gruppernes antal, der ifølge v. Waltershausen i 1885 omtrent beløb sig til 80 med en 7000 medlemmer, 7 tyske og 2 engelske organer, hvoraf det ene var Parsons blad Alarm i Chicago, og 2 bøhmiske blade. De mindre radikale elementer, der endnu fandtes i grupperne, trådte ud, og talerne havde en voldsom karakter på de store møder, som afholdtes dels i New York i anledning af Stellmachers henrettelse i Østrig, hvor Most bl.a. udtalte: »Hvad Amerika angår, så vil folket en dag lære at forstå, at narrestregerne ved valgurnen må have en ende, og at man gør bedre i at klynge folk som Jay Gould, Vandeibilt osv. op på den nærmeste lygtepæl«, dels i Chicago, hvor Parsons, Spies, Fielden og Schwab talte under mængdens bifald. Samtidig optoges med fornyet kraft den tanke, man allerede havde begyndt at virkeliggøre i de såkaldte »Lehr- und Wehrvereine«, at væbne arbejderne, for at de ikke, som tilfældet havde været ved de store strejker, navnlig i kuldistrikterne, skulle stå værgeløse over for militssoldaternes og Pinkertons private politisoldaters angreb, en forholdsregel, som syntes arbejdernes ordførere så meget mere betimelig, som adskillige kapitalistblade i udtryk, der ikke gav anarkisternes noget efter i voldsomhed, ligefrem opfordrede til at skyde arbejderne ned. De anarkistiske blade anbefalede særlig brugen af sprængstoffer: »En mand med en dynamitbombe er et helt militærregiment voksen«; de bragte også anvisning til deres fremstilling. Der var i disse år 1884-85 stærkt røre i arbejderverdenen. Arbejdsløsheden var stor på grund af den trykkende handelskrise, og de amerikanske fagforeningsforbund havde stillet fordringen om indførelsen af en 8 timers arbejdsdag og sat d. 1 maj 1886 som den sidste frist for denne fordrings gennemførelse. Agitationen dreves med uhyre kraft, og jo nærmere dagen kom, des større blev spændingen hos såvel arbejdere som arbejdsgivere. Som forløbere for den almindelige arbejdsnedlæggelse d. 1 maj i tilfælde af et afslag, udbrød der strejker rundt omkring, der ofte var ledsagede af blodige sammenstød. Af de 366,000 arbejdere, der havde fordret 8 timers dagen fra d. 1 maj, fik de 150,000 deres ønske opfyldt, 216,000 derimod et afslag og nedlagde arbejdet. I Chicago kom det d. 3 maj udenfor en fabrik, hvor der arbejdedes med skruebrækkere, til et sammenstød mellem de strejkende arbejdere og politiet med sårede og døde på begge sider. Den anarkistiske Arbeiterzeitungs redaktør August Spies, der var tilstede, ilede hjem rystet af harme over, at politiet havde skudt med skarpt, og udstedte et opråb: »Hævn, hævn! Arbejdere til våben!« Det besluttedes at afholde et møde næste aften på Haymarket for at drøfte politiets adfærd. Spies, Alb. R. Parsons, redaktør af anarkistbladet Alarm, og Sam. Fielden var til stede som talere. Den bekendte, for knap et år siden myrdede, borgmester Harrison overværede mødets begyndelse. Ifølge hans vidneudsagn i den påfølgende retssag, var talerne så moderate, at han besluttede at gå hjem kl. 10 og betydede politiinspektør Bonfield, der med en styrke på 178 mand opholdt sig i nærheden, at han kunne gøre det samme. Denne syntes dog at vente, at der skulle ske noget, og rykkede sammen med politikaptajn Schaak frem mod mødet og erklærede det for opløst. Fielden svarede »we are peaceable« og steg ned fra den vogn, der brugtes som talerstol. I det samme susede en bombe fra en sidegade ud over forsamlingen og ned mellem politiet, hvor den sprang. To sekunder efter genlød luften af pistolskud og skrig og klage fra de sårede og flygtende. 7 politisoldater lå dræbte, 60 hårdt sårede; af arbejderne var 2 dræbte og 40 til 50 sårede. En panik greb Chicago, og i løbet af nogle dage arresteredes alle fra møder bekendte anarkister. Parsons kunne man ikke finde, men han fremstillede sig selv for retten - og Spies, Parsons, Mich. Schwab, Engel, Louis Lingg, Sam. Fielden, Ad. Fischer og Oskar Neebe anklagedes for at have kastet bomben. Skønt det blev godtgjort, at ingen af de anklagede havde kastet den, og retten ikke kunne godtgøre, at de i det hele havde været delagtige i attentatet, blev de 7 førstnævnte dømte til døden og Neebe til 15 års tugthus. Dommen blev modtagen med et forbitrelsens råb ikke blot af de dømtes tilhængere, men af arbejdere hele verden over, fordi de følte, at der her ikke var udøvet en hævdelse af retfærdigheden, men en blot og bar klassejustits af den herskende klasse mod dem, der havde gjort sig til »underklassens« talsmænd. Hvem der kastede bomben, er aldrig blevet opklaret. Den mand, der senere blev anset for at være bombekasteren, havde politiet fængslet og derpå frigivet uden bagefter at kunne eller ville fremstille ham for retten. Som oplysende efterspil til processen kan anføres: dommeren Gary blev nogen tid efter vanvittig; politiofficererne Bonfield og Schaak blev i 1889 suspenderede, fordi de i en anden dynamitsag havde sat sig i besiddelse af de fængsledes ejendom og havde fabrikeret kunstigt bevismateriale ved at bearbejde tvivlsomme vidner (jfr. Illinois statstidende). Neebe, Schwab og Fielden, der fik dødsdommen forandret til livsvarigt fængsel af Illinois' daværende guvernør, sattes på fri fod af hans efterfølger. Haymarket bomben havde en endnu mere omsiggribende virkning. Den slog på den ene side 8 timers bevægelsen, på den anden side den anarkistiske bevægelse i Chicago til jorden. Anarkismens bedste talsmænd var henrettede eller fængslede, Arbeiterzeitungs redaktion gik over i hænderne på socialdemokratiet med Christensen, en slesviger, som redaktør, og Alarm flyttedes til New York, hvor det efter nogen tids hård økonomisk kamp gik ind. Der findes vel endnu anarkister i Chicago, hvor Vorborte udgår som anarkistisk organ, men nogen videre rolle spiller anarkismen ikke mere der.

I New York er bevægelsen stærkere, der findes både et engelsk, et tysk, foruden »Freiheit«, et italiensk, et spansk, to tjekkiske og et jedisch-tysk anarkistisk organ, men den har ikke heller her forvundet det slag, den fik i maj 1886. I anledning af 8 timers-bevægelsen holdt J. Most på et stort møde d. 23 april den ovenfor nævnte tale, hvori han opfordrede til at anvende sprængstoffer. Mødet var sammenkaldt ved et cirkulære, der begyndte: »Arbejdere! Kapitalistbanditerne myrder jeres brødre. Rejs jer til modværge! Kom i mængde!« Regeringen anlagde sag imod ham. Processen førtes under ophidselsen fra Haymarketsagen, og d. 25 maj blev den allerede sluttet og J. Most idømt 1 års fængsel og 500 dollars bøde. Efter at han atter var kommen ud, afholdt han i anledning af Chicago anarkisternes henrettelse igen et møde, hvor en ny voldsom tale skaffede ham en frisk proces på halsen. Ikke så underligt, at han derefter syntes at tabe en del af sin gamle kampiver. »Freiheit« havde store økonomiske vanskeligheder og angrebes desuden af Peukert og hans tilhængere og af Liberty, de bostonske anarkisters organ. Disse »anarkister«, hvis leder er Benjamin R. Tucker, består væsentlig af mænd og kvinder af den besiddende klasse. De er individualister og holder på den individuelle privatejendom, hvad konsumtionsmidlerne og så meget af produktionsmidlerne angår, som den enkelte kan anvende til eget brug. Men de vil afskaffe al udbytning ved produktionsmidlernes privateje. Omsætningen skal, som hos Proudhon, foregå ved hjælp af en byttebank. Det anarkistiske hos dem ligger i deres fordring om at afskaffe enhver regering. Til udbredelsen af deres ideer vil de kun benytte åndelige våben og forkaster alle voldsomme midler, »så længe de kan beholde talefriheden ubeskåren.« Deres ideer har hidtil kun fundet ringe udbredelse blandt deres landsmænd. Mens altså de anarkistiske teorier i Europa i det hele er i, nogle steder endog meget stærk og truende, fremgang, synes de ikke at finde nogen tilslutning i Nordamerika. Deraf at slutte, at Nordamerika i længden vil være uimodtageligt for dem, ville sikkert være overilet. Socialistiske forestillinger trænger stærkere og stærkere frem hos de amerikanske arbejdere, og da de jo har en lang erfaring for, hvor magtesløs den mest udstrakte almindelige stemmeret er til at hæve det økonomiske tryk, og at de politiske former, de er voksede op med, ikke fremavler nogen trang til en »stærk regering«, er der mange betingelser til stede for, at den sociale bevægelses strøm, når den en gang bryder frem, vil tage retning hen imod i det mindste nogle af de principper, anarkismen opstiller som sine.

V.

Negre de l'usine forçat de la mine Ilote des champs Léve-toi, peuple puissant: Ouvrier, prends la machine! Prends la terre, paysan!

Hvis vi kan tro anarkistiske forfattere, så må vi gå tilbage til menneskeslægtens grå morgen for at finde oprindelsen til »anarkiet«, så var Lucifer en af de første anarkister; ja endnu dybere ned i naturens hemmeligheder må vi trænge, ind bag den organiske verden, for at finde anarkiets inderste væsen, der hviler på historiske, fysiologiske og fysiske love. André Veidaux siger (Philosophie de lÁnarchie i la Plume, d. 1 maj 1893): »Den autentiske historie giver en rig høst af navne på dem, der har forberedt anarkiets baner...Lao-tseu, som sprællede mod Konfucius' resignation, Çakia-Mouni, som flygtede for bramanerne, Sokrates, som drak skarntydegiften, Mazdac, som blev et offer for zoroasters tilhængere, Jesus, som blev korsfæstet af jøderne, er sagnene om Prometeus og Kain, om og om igen. Og fremdeles, de kristne anarkister, som kastes ud på arenaen, kirkefædrene, som hånes og forfølges af Romerriget, anabaptisterne, som udryddes ...« Overalt anarkiets forløbere. Samme forfatter siger: »Det fremgår af en fysisk og historisk undersøgelse af udviklingen, at anarkismen ligger i selve naturen, at den er en naturlov, som man nødvendigvis må vende tilbage til«; og videre: »mineralverdenen, planteverdenen, dyreverdenen frembyder i deres inderste fremtoninger skuet af harmoni i autonomi«; og endelig, som et slags fysiologisk bevis, anfører han følgende af en afhandling om transformismen: »findes der i virkeligheden nogen centralisation hos de mangecellede væsener? Er deres celler delte i herskende og adlydende celler, herrer og undersåtter? Alle kendsgerninger giver herpå med den største tydelighed et nægtende svar. Jeg skal ikke gå nærmere ind på den virkelige autonomi, som enhver mangecellet organismes enkelte celler udøver, thi hvis de alle afhænger af hverandre, så er der lige så vist ingen, som byder over de andre ...« Slutningen, som heraf skal drages, er klar: det menneskelige samfund er en sådan mangecellet organisme, og derfor har, ifølge naturloven for de mangecellede organismer, ingen enkelt celle, dvs. intet enkelt menneske nogen ret til at byde over noget andet.

Ved denne opfattelse af de sociale forhold som bestemte ved en autonomiens fælles uforanderlig naturlov, og af de sociale misforhold som følger af denne lovs krænkelse, stiller anarkismen sig i modsætning til den marxske socialisme, hvorefter disse forhold må forklares ved særlige, stadig foranderlige og vekslende økonomiske love, afledede af den vekslende form for produktionen og ejendommen (heri ligger måske også forklaringen af den tiltrækning til anarkismen, som mange forfattere af den yngre generation i Frankrig føler. Man sammenligne den definition af symbolismen, som gives af Paul Adam anført af G. Pellissier i Essai de littérature contemporaine. Symbolismen består derefter i »at gribe forholdet mellem de forskelligartede af naturforskere og psykologer givne grundtanker, deraf at uddrage livs- og væsensårsagen til de menneskelige rørelser, som står i en inderlig forbindelse med planetens bevægelser, hvori mennesket så at sige kun er en hjernecelle, mens menneskeheden er dens hjerne«). Stiger man ned fra disse naturens svimlende højder, for i den menneskelige ånds udviklingshistorie mere umiddelbart at søge forløberne for de anarkistiske ideer, så finder man dem i al almindelighed i det attende århundredes kritik og nedbryden af alt det bestående og overleverede, i dets forkyndelse af frihedens og lighedens principper. Thi, som vi straks skal se, anarkisterne mener i den kommunistiske anarkisme, det vil sige fællesskab føjet ind i absolut selvstyre, at have fundet den form, der forener det efter de flestes anskuelser uforenelige: en fuldstændig frihed og en fuldstændig lighed for menneskene i deres indbyrdes forhold. Men skal man nævne et enkelt navn, som repræsentant for disse principper, så bliver det J. J. Rousseaus anarkisterne selv erkender imidlertid ikke slægtskabet med Rousseau; det fremgår af, hvorledes Bakunin bedømmer ham: »En sand type på snæverhed og pirrelig smålighed, på ophøjelse af sig selv og intet andet, på kold begejstring, et på en gang sentimentalt og uforsonligt hykleri, løgnen i den moderne liberalisme. Man kan betragte ham som reaktionens virkelige skaber. Tilsyneladende var han vel det attende århundredes mest demokratiske forfatter, men i sit indre udruger han statsmandens hjerteløse despotisme. Han var den doktrinære stats profet, hvis ypperstepræst Robespierre, hans værdige og tro discipel, søgte at blive«. Denne dom er for absolut, for ensidig til at fælde Rousseau, men den rammer mere end et ømt punkt hos ham. Og som anarkist måtte Bakunin særlig få øje på disse ømme sider. Rousseau har skrevet en bog, som har haft en umådelig indflydelse på hans eftertid, en bog, der danner et af udgangspunkterne for den moderne demokratisme fra liberalismens ængstelige famlen til socialdemokratismens bestemt formulerede fordringer; det er le Contrat Social. Grundtanken i denne afhandling er »suverænens« det vil sige statens, ganske vist den mest demokratiske folkestats, men altså dog statens herredømme over de enkelte individer, det absolutte majoritetsherredømme, minoritetens absolutte underkastelse. For socialdemokrater - og her har vi den anden grundmodsætning mellem socialdemokratismen (som forskellig fra den revolutionære marxske socialisme) og anarkismen - må forfatteren af dette værk naturlig stå som en forløber og hero, for anarkister derimod som hjerteløs despot, den profetisk doktrinære. Men »le Contrat Social« står i afgjort modstrid med Rousseaus hele øvrige forfattervirksomhed, som den kun hænger sammen med, hvis man betragter den som et opportunistisk nødanker, forfatteren tager sin tilflugt til i erkendelse af det umulige for menneskene i at vende tilbage til den »naturtilstand«, som det er deres store ulykke, at de nogen sinde er kommet bort fra. I alle Rousseaus andre skrifter fra »Oprindelsen til uligheden mellem menneskene« til »Émile«, fra »Et brev om Teatret« til »Julie« o.s.v. er der en helt modsat grundtanke. I dem er han en samfundsfjende, en fjende af den moderne civilisation, af den private ejendomsret, en forkæmper for »sin egen og menneskets befrielse, om det var muligt, fra det hårde, nedværdigende og fordærvende åg, som den opfindelse, der kaldes samfundet, har smedet«. Og i disse punkter mødes anarkismen med Rousseau, uden at det derfor er nødvendigt med Graham (Socialism new and old) at antage, at Bakunin sandsynligvis har hentet spirerne til anarkismens mål og anskuelser i Rousseaus tidligste skrifter.

Vi har allerede omtalt den indflydelse, Hegel har udøvet på Bakunin. Som bekendt, var Karl Marx også til en begyndelse en discipel af Hegel. Hvad han beholdt af Hegels filosofi, var hans dialektiske metode, efter at have, som F. Engels (Fr. Engels: Ludwig Feuerbach und d. Ausgang der klass. deutschen Philosophie. Stuttgart 1888) udtrykker sig, »fra hovedet, som den stod på, stillet den på benene«, det vil sige, efter at han havde taget sit udgangspunkt i den »materialistiske« opfattelse af forholdet mellem os og verden omkring os, hvorefter vore begreber er billeder af de virkelige ting uden om os, i stedet for som Hegel at tage de virkelige ting som billeder af et eller andet trin af det absolutte begreb. Og det var det revolutionære i denne dialektik, der tillod at vise, at »alt, hvad der består, er værdigt til at gå til grunde igen«, der tiltalte ham. Også for Bakunin var Hegels dialektik af stor betydning; men hans had til enhver samfundsorganisation, der undertrykkede eller indskrænkede individets fulde autonomi, hans opfattelse af individets hævdelse og ret som historiens mål, følte sig tiltrukken af en anden side af Hegels filosofi, dens syn på individet: »Skal vi karakterisere den hegelske filosofi med ét ord, kan vi kalde den individualitetsforgudelse. Individet er det almene (C. N. Starcke: L. Feuerbach )«. Men foruden denne direkte indflydelse fra Hegels filosofi modtog Bakunin en ikke mindre stærk indirekte påvirkning gennem Max Stimer, som F. Engels spottende kalder »den nuværende anarkismes profet. Max Stimer, et pseudonym for Kaspar Schmidt, som Bakunin havde kendt, da han studerede i Berlin i 1846, har skrevet der Einzige und sein Eigenthum. Han erklærede den individuelle selvbevidsthed for den eneste erkendelseskilde til filosofering. »Kun af den kan jeg se, hvad jeg vil, og fornuftigvis kan jeg kun ville det, som er til min fordel«. Men denne egoisme kan kun virkeliggøres ved en fuldkommen individualisme, og »derfor måtte der opstå en almindelig menneskelig tro, frihedens fanatisme«. Men denne frihed kan man hverken vente at få i den liberale retsstat eller under kommunismen. I den første bliver man undertrykt med iagttagelse af alle retslige former. I det forrige århundredes stat var menneskene afhængige af et enkelt menneske, nu hersker en upersonlig hersker, loven....I den kommunistiske fremtidsstat må arbejderen underkaste sig et arbejdssamfunds overhøjhed, i hvilket man fortsætter den skønne drøm om en samfundspligt....Når det ene menneske vil bruge det andet, må han komme til en forståelse med ham for at forøge sin magt, men han skal ikke være afhængig af denne forening, kun nyde og udnytte den. Dermed kommer man til den sætning, at mennesket kun har pligter mod sig selv. Når man korrigerer denne Stimers opfattelse af individet ved solidaritetsbegrebet, som anarkisterne opstiller som det bånd, der knytter individerne sammen og hindrer egoismen i at nå ud i sine sidste konsekvenser, får man så godt som hele den moderne anarkisme i spire: individet som sin egen, absolut fri herre, forkastelsen af loven og af enhver på love eller anden bindende form hvilende samfundsordning, benægtelse af majoritetens ret overfor minoriteterne, som den ville kunne ventes at gøre sig gældende i en kommunistisk arbejderstat.

Endelig må som medskaber af anarkismen nævnes den moderne socialisme. Fra den har anarkismen for en væsentlig del sin kritik af det bestående samfund, fra den solidariteten. Max Stimer angiver ikke, hvorledes man skal fremkalde og indrette et samliv, men anarkismen gør det: solidaritetsfølelsen vil danne grundlaget for samarbejdet. Den borgerlige kapitalistiske samfundslære kunne ikke anvise denne udvej, da den netop teoretisk ligesom anarkismen hævder individualismen og statens ikke-indgriben i individernes indbyrdes forhold med den praktiske indskrænkning, at den individuelle frihed kun kan nydes af den besiddende, økonomisk uafhængige klasse. Med sin mere eller mindre åbenlyse klassekamp mellem et udbyttende og et udbyttet samfundslag kan vort nuværende samfund kun indirekte som sin egen modsætning fremkalde solidariteten som det almene samfundsgrundlag. Den socialistiske samfundsteori derimod behøver ikke en gang, som anarkismen, at opstille solidaritetsfølelse som et princip, der må forudsættes givet. Den opstiller ejendomsfællesskab, fællesskab i de økonomiske interesser, og af dette fællesskab må saminteresser, samfølelse, solidaritet blive en lige så naturlig følge som egoisme af interessemodsætninger. Faktisk har også de allerfleste af de teoretisk toneangivende anarkister begyndt som tilhængere eller været under den stærkeste påvirkning af socialismen, og Kropotkin bruger ofte ordet socialist således, at han deri også indbefatter de kommunistiske anarkister. Den forskellige måde, hvorpå solidariteten således kommer frem som samfundsprincip, svarer til forskellen mellem socialismens og anarkismens opfattelse af historien. Den første ser i historien vel »resultaterne af de mange menneskelige viljer, der handler i forskellige retninger, og deres mangfoldige indvirkninger på omverdenen«, men søger bag disse viljer de kræfter, der sætter dem i bevægelse, og finder dem i de økonomiske forhold som produktionsmåder, produktombytningsmåder, o.s.v.. Disse bestemmes nu af produktionsmidlernes udvikling, som igen afhænger af menneskenes indsigt i og udnyttelse af naturen og dens frembringelser. Historien bliver således en udviklingsproces, der foregår uafhængig af de enkelte menneskers, også de såkaldte store mænds viljer og ønsker. Anarkisterne taler vel også hist og her om betydningen af de økonomiske forhold, som det grundbestemmende i historien. »Hele menneskeslægtens intellektuelle og moralske, politiske og sociale historie er en genspejling af dens økonomiske historie«, siger Bakunin (Dieu et l'État og Kropotkin i Paroles d'un Revolte), men de undgår helst dette emne; de spotter over Marx's og socialismens videnskab - som de gerne anfører i gåseøjne - og opstiller menneskenes ideer og idealer som det ledende. »Menneskeslægten er samtidig og væsentligt en bevidst og fremskridende negation af dyriskheden i menneskene; denne [negation] danner og skaber idealet, de intellektuelle og moralske overbevisningers verden, ideerne«. »Hidtil har hele menneskeslægtens historie kun været en uophørlig og blodig opofren af millioner af stakkels menneskelige væsener til en eller anden hjerteløs abstraktion som gud, fædrelandet, statens magt, den nationale ære, politisk frihed, det offentlige vel. Således har hidtil de menneskelige samfunds naturlige, spontane og skæbnesvangre bevægelse været«. Det er derfor kun en logisk slutning, når J. Most endog ligefrem benægter nogen lovbestemt udvikling. I »»Freiheit«« d. 14 april 1888 taler han om »overtroens forskellige former« og siger: »Der er nu for det første udviklingsideen anvendt på kulturens gang. Det er en teori, som i lange tider i den grad er blevet omsorgsfuldt dyrket af de socialistiske doktrinære, at vi selv i mange år var bombefast overbevist om dens rigtighed....efter egen moden overvejelse, forekommer »udviklingsideen« os nu kun at være et sidestykke til sådanne teologiske sætninger, hvorefter der skulle gives en »forudbestemmelse«, et »guddommeligt forsyn«, og deslige«. Efter en henvisning til Asien, hvor på den ene side uhyre folkemasser i den historiske tid hverken i henseende til kultur eller frihed har gennemgået nogen udvikling, medens på den anden side Japan i 25 år har undergået en civilisatorisk omdannelse, som Europa har brugt et par tusinde år til, fortsætter han: »Det er menneskene, ikke forholdene, som opbygger og nedriver de sociale indretninger.« Man kan forstå, at fra et sådant standpunkt kan anarkisterne let komme ud over den almindelige indvending mod virkeliggørelsen af deres fremtids samfund, at det er en utopi. Har man gjort det af med udviklingsideen, og er det abstraktioner og ideer, som bestemmer »de menneskelige samfunds naturlige, spontane og skæbnesvangre bevægelser«, så gælder det kun om at få den anarkistiske ide og begejstringen for den tilstrækkelig udbredt, for at gennemføre den anarkistiske samfundstilstand og - hvad der navnlig er umuligt, hvis der til trods for J. Most og meningsfæller alligevel skulle være en af »idealerne« uafhængig, lovbunden udvikling - bevare den: »Vi bekender en ny tro, og så snart denne tro, som samtidig er videnskaben, bliver alle deres, som søger sandheden, vil den få kød og blod i virkelighedens verden, thi den første af historiens love er, at samfundet former sig over sit ideal (É. Reclus, Préface, la Conquéte du Pain, X)«.

VI.

Anarkismen er læren om anarkiet. Anarkiet er et samfund uden styrelse med fuldstændig selvstyrende (autonome) individer, holdt sammen af solidaritetens bånd. Anarkiet er et samfund uden styrelse. Styrelse under enhver form er derfor det første, anarkismen bekæmper, »Ned med autoriteten« dens første feltråb. Og den første autoritet, den vender sig imod, er gud. »Forbundet er ateistisk« hed det allerede i det »Socialistiske demokratis Forbunds« program. Socialismens verdensopfattelse er også ateistisk: »Kristendommens gud er selv et produkt af en langvarig abstraktionsproces, en koncentreret kvintessens af de mange tidligere stamme- og nationalguder (F. Engels, socialdemokratismen derimod erklærer, at »religionen er en privatsag)«, men socialismen overlader til naturvidenskaben og don sammenlignende religionsvidenskab i forbindelse med forandrede økonomiske forhold at udrydde de gængse religiøse forestillinger. Anarkismen ser en direkte fjende i religionerne: »Alle religioner er grusomme, alle er grundede på blod, alle hviler de på forestillingen om ofret, det vil sige, menneskehedens uophørlige opofren til guddommens umættelige hævn. I dette blodige mysterium er mennesket altid ofret, og præsten, også et menneske, men privilegeret ved nåden, er guddommens bøddel.« »Hvis gud er til, må han nødvendigvis være den evige, højeste og absolutte herre, og overfor denne herre er mennesket slave; men er mennesket slave, kan der hverken findes retfærdighed, lighed, broderskab eller lykke« »Jeg vender Voltaires sætning om (si Dieu n'existait pas, il faudrait l'inventer),« udbryder Bakunin og siger: »Hvis gud var til, måtte man afskaffe ham.« Det er en af grundene til Bakunins vrede overfor Rousseau og Robespierre, at den første opfandt og den sidste indførte dyrkelsen af »det højere væsen, deisternes abstrakte og golde gud«. J. Most udtaler sig ikke mindre krast i en afhandling, hvis titel, »Den religiøse Pest«, er tilstrækkelig betegnende.

Den næste form for autoritet, anarkismen vender sig imod, er staten. Staten har ikke altid været til; der er samfund, som har undværet den. Den kommer frem som et historisk produkt fra det øjeblik, der i samfundet indtræder klassemodsætninger og modstridende klasseinteresser (se F. Engels, Familiens, privatejendommens og statens oprindelse), enten som følge af en erobringskamp, så at samfundet består af sejrherrer og overvundne, eller som følge af en økonomisk udvikling, så det består af ejendomsløse og besiddende. I begge tilfælde optræder staten som en slags overhøjhed over de stridende parter; teoretisk skal den mægle imellem dem eller endog beskytte den svagere; praktisk derimod har statens myndighed altid væsentlig tjent og måttet tjene den stærkeste klasse til at udbytte og nedtrykke de i social hensende svagest stillede, samtidig med, at disse har måttet forsyne den med de midler, i form af produkter eller penge, og de mennesker, i form af soldater og politi, hvormed den hævder sin magt udadtil mod andre stater, indadtil mod de besiddelsesløse. Dette gælder såvel om det mest despotisk regerede, absolutte monarki, som om den fri demokratiske republik. Den borgerlige stats så meget udskregne ikke-indblanding (laisser-faire) gælder kun, hvor talen er om at beskytte den besiddelsesløse arbejderklasse. »Alle de store formuer i vore dage er samlede ved statens seén igennem fingrene, om ikke ved dens direkte medvirkning. Jomfrujordens plyndring i Nord- og Sydamerika, jernbanemonopolerne, Suez- og Panama kanalen, Pacific- og Kanada jernbanerne, bank-, mine- og børs- spekulationsmonopolerne; koloniernes udbytning, som alene sætter den store industridrivende i stand til uhindret at udstrække og bevare sit herredømme - over alt møder man staten, som hjælper med til dannelsen af millionærerne og millionærernes formuer. I vore dage som i middelalderen laver staten de store formuer«. Og på den anden side: »Lige siden lovene om arbejdernes sammenslutninger under den Store Franske Revolution og de drakoniske engelske love mod strejkende, som man hængte i 1813 og sendte i tugthuset i 1848, og indtil vore dages nedskydninger af arbejdere i Fourmies, i Belgien, i Spanien, i Italien og i Schweiz, eller trusler imod dem, som kanonbådene på Hulls Red og Wilhelm IIs løfte om at nedskyde bjergarbejderne - bestandig har staten taget kapitalisternes parti mod arbejderne. Den har i fuldeste mål nedsablet og nedskudt arbejdere; men har den så meget som givet deres udbyttere en dragt prygl (Kropotkin, les Temps Nouveaux )«. Men til trods for sin store magt har staten ikke kunnet undgå sin skæbne, »en galoperende opløsning og nær forestående fallit«. »Folkene, særlig de romanske, stræber allerede efter provinsernes, kommunernes, arbejdergruppernes selvstyre. De europæiske staters samlede gæld overstiger allerede hundrede tusinde millioner; hvis deres samlede indtægter udelukkende anvendtes til at dække denne gæld, ville de ikke være tilstrækkelige til at gøre dette i femten år. Og stadig vokser gælden. Thi hvo der siger »stat«, siger »krig«, og krigen det er arbejdsløshed, krise, forøgede skatter, ny gæld. Og hver krig er et moralsk nederlag for staten, selv den sejrende. Se blot hen til den gæring, der siden 1871 har grebet sindene hos den store befolkning i Tyskland som i Frankrig; militarismen dræber staterne. Og ved siden af krigene udad til, krigen indad til. Overalt gør det misfornøjede folk oprør, som fuldstændig optager de herskendes opmærksomhed. Det er ikke principper og hensyn til det offentlige vel, men kun hensyn til kampen mod folket for at bevare forrettighederne, som gør sig gældende i lovene og regeringshandlingerne. Alt dette, som ville være nok til at ryste de stærkeste politiske legemer, foregår i Europas stater, som efter historiske love er på deres hælding, hvis politiske organisation ikke mere svarer til de moderne produktionsformer, og som indbyrdes sønderriver hverandre. Selv den roligste filosof skimter glimtene af en stor revolution, som nærmer sig (Kropotkin, Paroles)«. Statens afskaffelse er derfor for anarkisterne kun en naturlig følge af den for vore øjne foregående udvikling (også socialismen mener, fra en lignende kritik og opfattelse af statens historie, at staten har udspillet sin rolle: se F. Engels, der Ursprung d. Familie, des Privateigenthums u. d. Staates. Socialdemokratismen derimod søger at bringe storindustrien og samfundets andre funktioner i statens hænder).

Statens brøst og mangler ville ikke forsvinde, om den kapitalistiske stat blev afløst af en arbejderstat under hvilken som helst form, hvor majoriteten skulle kunne træffe afgørelser, altså give love, også for minoritetens vedkommende. En majoritet og en minoritet ville igen være to ny klasser med modstridende interesser og deraf følgende forviklinger. Derfor ingen majoritetsherredømme og ingen love. Loven er den tredje autoritet, hvis altere anarkismen vil omstyrte. »Da samfundet havde begyndt at spalte sig i to fjendtlige klasser, den ene, som søger at grunde sit herredømme, den anden, som vil unddrage sig dette, opstod der en kamp. Sejrherren skyndte sig med at fastslå den fuldbyrdede kendsgerning og stille den udenfor al diskussion, at gøre den hellig og ærværdig ved alt, hvad de overvundne kan have ærbødighed for, og loven viser sig, bekræftet af præsterne og forsvaret af krigernes køller. For at skaffe loven lydighed, sammenblander lovgiveren i den de grundsætninger, som repræsenterer moralske og solidariske principper, som det fælles samliv har udarbejdet, med de bud, der for bestandig skal indvi uligheden«. Og videre hedder det hos samme forfatter: »Undersøger man lovens karakter, finder man ubevægelighed i stedet for menneskehedens stadige udvikling; den opretholdes ved inkvisitionens grusomheder, middelalderens pinsler, øksen, strikken, bøsserne og fængslerne. En hob lovlavere giver love om ting, de ikke forstår sig på. Den ene dag lovgiver de om byernes sundhedsvæsen, uden at have mindste anelse om sundhedslæren, den næste dag om troppernes udrustning, uden en gang at kende et gevær, de giver love om undervisning og opdragelse, uden at de har undervist nogen eller engang kunnet give deres børn en ordentlig opdragelse, og aldrig glemmer de bøden, som stodderen vil komme til at betale, og fængsel og tugthus. »Og derfor,« slutter han, »i stedet for tåbeligt at gentage den gamle formel: »Respekt for loven«, råber vi »Foragt for loven og dens attributer! For det feje ord: »Lydighed mod loven« sætter vi: »Oprør mod alle love!« En lignende slutning drager Jean Grave (la Societé Mourante et l´Anarchie): »Når man anerkender, at en lov kan forandres må man gå ud fra, at denne lov kan blive skadelig; det er det samme som at indrømme, at den, i selve sit princip, kan krænke nogles interesser. Og der er ikke i vore samfund en lov, uden at den krænker nogle medlemmers interesser eller ideer; der gives ikke en lov, som ikke det sejrende parti har kunnet vende mod sine modstandere. Ethvert ulovligt parti, som erobrer magten, bliver lovligt, thi det er det, som ved sine kreaturer anvender »loven«. Deraf kan man slutte, at da loven kun er et udtryk for den stærkeste vilje, behøver man kun at adlyde den, når man er for svag til at gøre modstand imod den.«

Man vil forstå, at med dette syn på staten og lovene er anarkisterne ivrige modstandere af den af det borgerlige og sociale demokrati så højt priste almindelige stemmeret. »Det repræsentative system er bourgeosiets organiserede herredømme og vil forsvinde med dette,« siger Kropotkin, og allerede Bakunin afviser den almindelige stemmeret, fordi den undertrykte klasse faktisk stedse holdes i en tilstand af uvidenhed og uerfarenhed og derfor må blive et bytte for de herskende. »I virkeligheden«, siger Grave, er den almindelige stemmeret ikke andet end de regeredes ret til at vælge deres herrer, de svøber, hvormed de skal piskes. Fra det øjeblik, vælgeren har afgivet sin stemmeseddel, har han abdiceret sin suverænitet. Teoretisk er stemmeretten udtryk for samfundsflertallets vilje, faktisk er det helt anderledes. For det første er kvinder og børn udelukkede, for det andet, da der i hver valgkreds findes tre, fire eller flere kandidater - bliver alle de, hvis kandidater ikke vælges, for ikke at tale om dem, hvis ideer ingen kandidat udtrykker ikke repræsenterede. Selve de valgte deler sig igen i en mængde smågrupper, og afgørelsen kommer til sidst til at ligge i hænderne på en lille gruppe ærgerrige, der holder sig imellem de to yderliggående partier og af dem støtter det, der kan bringe dem størst fordele«. »Meningen med den repræsentative regeringsform var at hindre det personlige regimente - i virkeligheden styres landet altid af en enkelt mand, førsteministeren« (Kropotkin). Endelig henviser anarkisterne til, at det ikke er det repræsentative system, som har givet eller blot sikret os de friheder, vort århundrede har erobret. Det er den store liberale tankebevægelse fra revolutionen, der har fravristet regeringerne og repræsentationerne dem, og den samme ånd, der har bevaret dem: pressefrihed, kritik af lovgivningen, forsamlings- og foreningsfrihed er alle fratvungne parlamentet ved en agitation, der truede med at bryde ud i åbent oprør.

Som anarkisterne forkaster og vil nedbryde al autoritet i det offentlige samfundsliv, således forkaster de den også i det private. Og her er det selvfølgelig familien, de vender sig imod. Denne institution, der i tidernes løb har skiftet med ejendomsformen, ganske naturligt, fordi den afhang af denne, er imidlertid genstand for kritik fra så mange andre sider, at anarkismen, fraset den voldsomme udtryksmåde, den som regel altid anvender, ikke bringer noget nyt eller særligt ved sin kritik. Når nu religion, stat, love og familie forsvinder, hvad vil der så efter anarkisternes mening opstå af asken? - Den amorfe, altså formløse tilstand, således betegnede de tidligere anarkister med Bakunin de ny forhold, hvis nærmere ordning hverken kunne foreskrives eller forud beskrives, men først ville fremgå, når »Pan destruktionen« af det gamle samfund var fuldbyrdet. Alt, hvad man kunne sige, var, hvad Herzen allerede i 1848 havde forkyndt: »Så kommer foråret. Et ungt og frisk liv vil udvikle sig på de slægters grave, som døde for uretten. Folkeslag fulde af usammenhængende, men karske kræfter vil opstå. Et nyt bind af verdenshistorien åbner sig«. Også blandt de moderne anarkister er der mange, som vil indskrænke sig til at arbejde for det gamles omstyrtelse, men andre, de fleste, kan ikke nøjes hermed. Ganske vist »det falder os ikke ind, at udarbejde et socialt system, som straks dagen efter revolutionen kan gennemføres; men grunden til, at alle tidligere revolutioner er slået så ynkeligt fejl, er, at masserne kun har været optagne af øjeblikkets kamp; vel var deres mål friheden og det almindelige velvære, men de havde ikke overvejet, under hvilke former dette mål skulle nås, og de blev ofre for intriganternes spil (Grave, la Société au lendemain de la Révolution)«. For at undgå en gentagelse heraf, og fordi man ikke vinder massernes tilslutning alene for ødelæggelsen af det bestående, er det nødvendigt, efter disse moderne anarkisters mening, i ganske almindelige træk at skitsere, hvorledes det anarkistiske samfund kan komme til at se ud.

Nogen organisation i ordets almindelige betydning tænker man sig ikke; thi der bliver hverken love, reglementer eller bånd af nogen art undtagen dem, individet selv pålægger sig og selv altid har ret til at fri sig for. Men dampens, elektricitetens og maskinernes produktion fordrer et samarbejde mellem arbejderne, og disse vil derfor naturligt slutte sig sammen i grupper. Da gruppernes dannelse for en stor del, til en begyndelse i alt fald, vil være bestemt af stedlige hensyn og ved statens og al administrations ophævelse kun kommuner, byer og landsbyer bliver tilbage, ikke som administrativt, men som stedligt begreb, bliver de den kerne, hvorom den ny organisation former sig. Dog er selve det stedlige af underordnet betydning. De producerende grupper på et sted må sætte sig i forbindelse med de grupper andre steder, som de har interesser tilfælles med, og der vil opstå interessekommuner, hvis medlemmer er spredte i tusinder af byer og landsbyer hele jorden over. »Allerede i vore dage ser vi fri foreninger således strække sig over alle den menneskelige virksomheds felter, selv på områder, der betragtes som særlig henhørende under statens kontrol; foreninger for litteratur, kunst, videnskab, undervisning, handel, industri, fornøjelser, sundhedsvæsen, museer, opdagelsesrejser, ja endog for fædrelandets forsvar, hjælp til sårede, forsvar mod angribere, ja mod domstolene. Idet denne tendens udfolder sig frit, vil den blive grundlaget for det kommende samfund. Der vil danne sig millioner af kommuner, ikke bestemte ved geografiske grænser, som vil række hinanden hånden over floder, bjergkæder og have, og vil forene de individer, der er spredte over alle verdensdele, og folkene i en eneste stor familie af ligemænd«.

En sådan gruppeordning vil give individet lejlighed til den fuldeste udfoldelse og den mest udstrakte frihed. Da der ingen overmyndighed af en eller flere findes, der kan befale over noget individ, vil enhver slutte sig til den eller de grupper, han synes bedst om, eller kunne danne en ny gruppe for de interesser, der ikke skyttes, som han ønsker det. Da der ingen pengehensyn gør sig gældende, fordi penge vil være fuldstændig overflødige, ja ligefrem ubrugelige, vil en mængde af de egoistiske bevæggrunde som gør menneskene til hinandens fjender, forsvinde. Og det samme vil yderligere følge af, at intet menneske hersker over et andet. Særinteresser vil mere og mere træde i baggrunden eller helt forsvinde, og de fælles almeninteresser vil yderligere udvikle solidaritetsfølelsen, som allerede i vort nuværende samfund er så stærkt til stede, hvor et eller nogle individer rammes af en stor naturulykke som stormflod, jordskælv, og lignende. Da enhver kan følge sit kald og sin lyst, vil ingen af de virksomheder, åndelige og materielle, som har betydning for samfundet, ligge udyrkede hen. Fordi produktionen ikke foregår under nogen overledelse, vil den dog ikke blive planløs. »Der vil altid«, bemærker Grave, »være folk nok, som finder en tilfredsstillelse i at tælle, beregne og sammenstille, til hvem de producerende grupper vil henvende sig og få de oplysninger, der kan vejlede dem ved deres arbejde«. Et sådant samfund - for at bruge dette ord, som anarkisterne helst undgår, fordi det let medfører forestillingen om et ved love og hierarkiske regler bundet forhold - vil ikke alene yde den højeste frihed, men også den fuldstændigste lighed. Ligheden består ikke i at tilhugge alle efter samme mønster i en prokrustesseng kaldet loven, men i at alle har samme, og den fuldeste adgang til at udvikle sig autonomt såvel som til alle tilstedeværende materielle og åndelige nydelser. Alt, hvad der behøves til produktionen under en hvilken som helst form: jorden, maskiner og arbejdsmidler, samfærdsels- og omsætningsmidler er fællesejendom, da det er nødvendigt ved det fælles arbejde, ligesom det som produktionsmidler i det hele kun kan bruges ved et fælles arbejde. Produkterne, frembragte ved fællesskabet, tilhører alle. Sætningen om, at arbejderen skal have det fulde udbytte af sit arbejde, er i det moderne produktionssystem meningsløs, thi ingen genstand er frembragt ved noget enkelt menneskes arbejde, og ved den endelige formning af stoffet i det foreliggende, færdige produkt har samtidig mange hænder været beskæftigede, nogle mere, andre mindre, nogle med større, andre med mindre energi, så det bliver umuligt at påvise, hvad den enkeltes arbejde er, og derfor også at give ham det fulde udbytte deraf. Det færdige produkt er som frugten på et æbletræ. Dens dannelse skyldes et samarbejde af naturen, solen, regnen, jordbunden og gartneren, plus alle dem, der ved tidligere arbejde har sat jorden og gartneren i stand til at virke. »Hvem tilhører æblet? Ikke nogen af dem, der har frembragt det (ingen, ikke engang gartneren, kan gøre fordring på mere end at have bidraget, arbejdet med på dets dannelse), men den, for hvis skyld det blev til; den modne frugt bøjer sig af sig selv ned mod det levende væsen, som trænger til den (Ludovic Malquin, La Propriété i La Plume d. 1 maj 1893)«. Og det samme gælder for alle produkter, frembragte af naturens og menneskenes, de levendes som de dødes samarbejde. Retten til produkterne tilhører alle, brugen af det enkelte produkt den, der trænger til det, brødet den sultne, klæderne den nøgne, lærredet maleren. Da der er nok af alle ting, der er nødvendige for at skaffe alle ikke blot et tarveligt udkomme, men en behagelig tilværelse, så snart de bånd, som nu spekulationen og privatinteresserne lægger på produktionen, er sprængte, så vil man kunne tilfredsstille alles fornødenheder, kunne sige »tag i bunken« (»Prenez dans le tas« er et yndlingsudtryk hos Kropotkin). Man vil efter ovenstående forstå, hvad anarkisterne mener med at tale om det kommunistiske anarki, en betegnelse, hvis to dele synes at skurre mod hinanden. »Ordet »anarki« er kun en politisk negation« (Grave). Det er betegnelsen for »ingen autoritet eller regering«, for friheden; »kommunistisk« betegner den økonomiske side, ligheden i det anarkistiske fremtidssamfund. I dette vil altså produktionen foregå i fællesskab, konsumtionen derimod vil kunne foregå i adskilthed. De fremtidige folkehusstande, som socialdemokratismen tænker sig som familiens fremtidige form, vil ikke være en nødvendighed. Når familien som juridisk begreb forsvinder, vil den side af den, der hviler på en særlig art af sympati, kunne udvikle sig, uden at det individuelle i et »privatliv« drukner i det store fællesskab.

I modsætning til de kommunistiske anarkisters »tag i bunken« indlader de kollektivistiske anarkister, navnlig repræsenterede i Spanien, sig ikke på nogen løsning af spørgsmålet om, hvorledes de enkelte grupper må tænkes at ville fordele deres produkter. Overfor billedet af det anarkistiske gruppesamfund har kritikken navnlig fremført to indvendinger. Benægtende muligheden af individets fuldstændige frihed har man gjort anarkisterne det spørgsmål: »Men hvad vil i gøre med dem, der intet vil bestille, og med forbryderne herpå lyder svaret omtrent således: historien, om at mangt et menneske helst ville leve i lediggang, er en røverhistorie, der taler mod den daglige erfaring. Selv de rigeste nu til dags føler trang til at bestille noget - ofte ganske vist noget unyttigt eller for en stor del af deres medmennesker skadeligt - nogle timer om dagen. Hvis en arbejder, der dag efter dag tilbringer 10 eller flere timer om dagen med at lave en tyvende del af en knappenål eller stikke en metalplade ind under en maskinhammer, hader sit arbejde, da ligger det naturligvis i dette arbejdes åndsfortærende karakter. Lad det samme menneske arbejde 4, 5 timer i gode, lyse arbejdsrum eller fri luft ved et vekslende arbejde, som han føler lyst eller anlæg til, og han vil arbejde med største lyst og iver. Lad ham tillige have følelsen af, at hans arbejde ikke udføres for en dårlig løn, der udelukker ham fra nydelsen af det bedste og skønneste, han ser omkring sig, men at han arbejder for, at han selv og alle omkring ham skal kunne få adgang netop til disse nydelser, og han vil lægge sin kraft ind i et endog ensformigt og uinteressant arbejde, som bevisligt ikke kan gøres ad rent mekanisk vej. Skulle der endelig være individer, som ikke vil arbejde, så er der dog ingen grund til for deres skyld igen at indføre en straffende myndighed med tilbehør af love og andet sligt, der ville indeholde spirer til en genindførelse af herskende og undertrykte klasser. Deres kammeraters eksempel og almene omdømme, den offentlige mening, som allerede nu kan virke så stærkt ind på folks handlemåde, vil sikkert være nok til at bringe dem på bedre tanker. Vore muskler, vor hjerne, hele vor organisme trænger til at virke, og arbejdet er en lige så nødvendig og naturlig funktion som søvn og hvile. Og hvad forbryderne angår, så vil alle de forbrydelser, der er knyttede til den private ejendomsret eller udelukkelse fra de af den fælles åndelige eller materielle produktion stammende nydelser af sig selv forsvinde. Tilbage bliver de forbrydere, hvis handlinger enten skyldes en abnorm, måske atavistisk hjerne eller stærke lidenskaber. For dem gælder, at en opdragelse, der uhæmmet af pekuniære hensyn må gå ud på at udvikle de sider af tanke- og følelseslivet, der vil være de vigtigste for hele samfundet: solidaritetsbegrebet og ansvarsfølelsen for den bedste benyttelse af de individuelle ejendommeligheder, sikkert vil udvikle et større selvherredømme end det, den nuværende opdragelse i skolen og navnlig i livet med dets misforhold fører med sig. Hvor opdragelsen slår fejl, ville man for den første klasse »forbrydere« have hospitalerne, for den anden, såfremt hverken andres eksempel eller omdømme hjælper, det naturlige nødværge. For samfundet at indføre myndigheder og fængsler igen for en morders skyld ville være meningsløst.

Hovedindvendingen mod anarkiet fra deres side, der ikke for enhver pris vil holde på det bestående, er dog denne: »Eders fremtidssamfund er meget skønt og tiltalende, men det er en utopi, der aldrig kan virkeliggøres, før menneskene blev rene engle«. Anarkisternes teoretikere underkender ikke betydningen af denne indvending: »Vi må tilstå, at denne indvending altid er generende, ikke ved selve sit indhold, men i formen; thi i det nuværende samfund synes vore ideer virkelig en utopi. Det er meget vanskeligt for en, der aldrig løfter sit blik ud over det nuværende samfund, at nå til at forstå, at man kan leve uden regering, uden love, dommere, politi eller svøbe af nogen art, uden penge eller værdirepræsentant (Grave, la Soc. Mour.)«. »Men fordi vore ideer ikke straks kan virkeliggøres, er det så, når vi erkender det rigtige i dem, en grund til ikke at søge at lade dem træde ind i det virkelige liv. Hvis de første kæmpere, som kæmpede mod kirken og kongedømmet for ideerne om naturen og friheden og trodsede bål og stejle for at bekende dem, havde sagt »det lader sig ikke virkeliggøre« om deres ideal, så ville vi den dag i dag ikke være kommet ud over mystikken og den adelige højhedsret«. Den virkelige grund til, at man ikke kan tænke sig en tilstand, hvori samfundet arbejder uden styrende, alene holdt sammen ved solidaritet, er, at der fra vuggen til graven, i skolen og kirken, i videnskaben og industrien, i bøger og blade, overalt indprentes os uundværligheden af ledelse og regering. Men når såvel en betragtning af historien som af livet omkring os lærer, at de ledende aldrig har givet eller kunnet give de ledede de lykkelige forhold, der må være menneskenes mål, men altid væsentligt har værnet om deres egne og har hæmmet massernes interesser, når endelig anarkiets virkeliggørelse ville betyde frihed og lighed og lykke for disse sidste, så kan den nævnte hovedindvending, som i reglen de, der fremkommer med den, mener ikke er gyldig for deres eget vedkommende, ikke for anarkisterne være nogen grund til ikke at arbejde for deres fremtidsideal. Tværtimod: »Jo større kraft der lægges i propagandaen, des snarere vil virkeliggørelsens time slå« (Grave). Tendenserne i det nuværende samfund peger, som ovenfor påvist, hen på anarkiets frivillige interessegrupper (i la Conquéte du pain, kapitlet La libre entente giver Kropotkin en detailleret udvikling af denne tankegang), og når den sociale revolution, hvis uundgåelighed erkendes også af bourgeosiesamfundets ivrigste forkæmpere, bryder løs, gælder det om at have så mange tilhængere som muligt, og ved eksemplets magt vise ideernes gennemførlighed og drage masserne med sig, for at ikke folkene en gang til, som efter den store revolution for hundrede år siden, skal blive narret for dens frugter. »Denne kamp vil være kortere eller længere og kan vare et ubestemt antal år, hvem ved, måske flere generationer. I denne tid må produktionen organisere sig. Fra begyndelsen af vil befolkningen, dreven af sine fornødenheder ganske simpelt tage i magasiner og butikker, hvad den trænger til, og yde sin arbejdskraft, hvor der er brug for den. På denne måde vil den ved praksis vænne sig til at konsumere uden at spørge om, hvor produktet kommer fra, og til at frembringe uden at bekymre sig om, hvor det går hen. Selve revolutionen vil, som man ser, i vidt mål kunne erstatte den opdragelsestid, som visse socialistiske efternølere råber så stærkt på (M Grave, la Soc. au lendemain de la rev.)«.

VII.

Propaganda, brugt af en anarkist, er for størstedelen af publikum, der intet har hørt om eller er blevet fyldt med bevidst urigtige fremstillinger af anarkismens teorier, det samme som bomber og dynamit. Dette er dog en stor fejltagelse. Dådspropagandaen er ganske vist den propagandaform, der har vakt mest opsigt, men på den anden side den mindst anvendte. I modsat fald ville man, da de propagerende anarkister kan tælles i hundred- eller tusindvis, ikke høre om eksplosioner som nogle isolerede tilfælde, men træffe dem bogstavelig talt som hørende til hverdagsbegivenhederne. Anvendelsen af mord eller, som anarkisterne med et udtryk fra de borgerlige lovbøger foretrækker at kalde det, »henrettelser« i den sociale klassekamp har anarkisterne fået fra de russiske terrorister, blandt hvem den blev præket af Bakunins udsending Serget Netchajeff (Bakunin angives i reglen som den egentlige ophavsmand til mordtaktikken ,se f.eks. Laveleye, men G. Adler i Handb. d. Staatswiss. påstår, at det er med urette, denne beskyldning rettes mod ham), der i 1865 i Moskva dannede en russisk afdeling af Internationale. De moderne anarkister stiller sig forskelligt til denne propaganda. Nogle anbefaler den som det bedste middel til at vække masserne og henlede deres opmærksomhed på anarkismen. Dette er den russiske teori direkte overført. Nogle betragter den som en hævnakt, udøvet på hele den undertrykte arbejderklasses vegne mod repræsentanter for dens undertrykkere. Andre derimod forkaster den, fordi den fremkalder ny forfølgelser mod anarkisterne og bortskræmmer mange vaklende fra anarkismen, da den store masse er en fjende af vold og mord. På dette sidste svarer en indsender i Sozialist (individuelle taktik d. 7 oktober 1893): »Det kan man som oftest ikke spore noget til; massen har hidtil endnu altid, når de legitime magthavere befalede det, skudt med bøssen, hugget med sablen og kastet bomber med kanonen;« og en anden: »Den påstand, at proletariatet er ugunstigt stemt mod alle voldsomme handlinger, er en af diplomater og stemmeretspolitikere opspunden løgn«. Rigtigst ser vel den forfatter i samme blad, som mener, at de forskellige folkeslags stilling til hele dette spørgsmål vil være forskellig efter deres forskellige karakter. De fleste anarkistiske forfattere synes at indtage et lignende standpunkt som Grave, når han siger: »Selv om anarkisterne ville, kunne de ikke være fredelige. Når man ser, at nød og elendighed er et resultat af den slette samfundsorden; at nogle dør af sult, fordi andre fylder sig og skraber sammen til deres efterkommere, så finder man sig ikke roligt i at dø på et gadehjørne. Der kommer et øjeblik, da man, hvor fredelig man end er, svarer på vold med vold og på udbytning med oprør«, og »dådspropagandaen er kun tanken blevet til handling; at føle noget dybt er at ville virkeliggøre det; men på den anden side er der visse anarkister, snarere fusentaster end vel oplyste mennesker, som vil anvende dådspropagandaen overalt: at dræbe storborgerne, slå arbejdsgiverne fordærvet, stikke ild på fabrikker og mindesmærker, andet har de ikke øje for; men hvo der kun taler om at dræbe og brænde, er ikke værdig at kaldes anarkist«. »Men hvem der ikke har ret til at råbe op mod anvendelse af vold, det er alle de politiske partier. Hvor tør man tale til os om det menneskelige livs ukrænkelighed, når man i aktionærernes interesse bombarderer Alexandria, massakrerer ved Bac-Lé, skyder ned i Afrika, Asien, Europa og Amerika. Når man dræber i minerne og på jernbanerne, sænker skibe for den høje assurancesum, og for at forøge arbejdsgivernes profit ikke betænker sig på at kaste 300,000 arbejdere på gaden og vie deres koner og børn til sult?«

Opfyldte af sådanne betragtninger, med arbejderklassens sultne børn, og magre og udslidte mænd og kvinder daglig for øje og, i modsætning hertil, fantasien beruset af deres fremtidssamfunds blændende billede om lykke og livsnydelse for alle, ser anarkisterne i kampen mod det bestående samfund en hellig krig, på liv og død, hvor det, som i enhver anden krig, gælder om at ramme fjendens bedste støtter og officererne uden hensyn til hvem eller hvorledes disse er som private mennesker, og hvor man selv, hvis man fanges, må være rede til at dø. Kun ud fra en sådan tankegang bliver dådspropagandaens attentater forklarlige, ellers er de rent vanvittige slag i det blinde. Det vil fremgå af den her givne fremstilling, at der ikke, som nogle af anarkismens modstandere påstår, er nogen logisk sammenhæng mellem de anarkistiske teorier og de mord og voldshandlinger, der kaldes dådspropaganda. Snarest peger de sidste års hyppige attentater hen på en af den slags sociale epidemier, hvorpå den sporadiske optræden af overhåndtagende selvmordsmanier afgiver et andet eksempel. Den mest anvendte propagandaform er den ovenfor ved Frankrig og andetsteds omtalte på møder, i værtshuse, på værksteder, ved bøger, blade, billeder, foredrag og lignende. Den har samme karakter som for de fleste andre sociale eller politiske partier, kun præget af en voldsommere tone; thi, som antydet i begyndelsen af disse artikler, selve sprogets voldsomhed er jo et propagandamiddel til omstyrtelse af autoriteter, fordomme og forestillinger.

Anarkismen har noget af en religions ideale karakter i sig. Bakunin har følt det, da han skrev: »I vor kirke - for et øjeblik at bruge et udtryk, som jeg hader - har vi, ligesom i den protestantiske, et overhoved, en usynlig kristus, videnskaben; og som protestanterne, men mere konsekvente end de, vil vi hverken tåle pave, konsilium, ufejlbarlige kardinalkonklaver, biskopper eller præster (Dieu et l'État)«. Det forklarer den fanatisme, hvormed så mange anarkister kaster sig ind på veje, der fører dem i døden som martyrer for oprørets hinsidesløse religion. Anarkismens paradis på jorden er en naturlig reaktion mod det jordiske helvede, som vort moderne samfunds skrigende misforhold skaber for en stor mængde mennesker, og det er mod disse misforhold, at kampen må føres af dem, der ønsker at drage mængden bort fra ideer, som de anser for skadelige eller utopiske. Lige så lidt som anarkistiske voldshandlinger vil kunne fremkalde det beståendes omstyrtning og et lykkeligt samfunds tilblivelse, vil ydre undertrykkelsesmidler kunne gøre det af med de anarkistiske teorier. Ideer viger, som bekendt, kun pladsen for andre ideer.

Læs også denne artikel af Vladimir Iljitsj Uljanov (Lenin): Forberedelse og gennemførelse af den socialistiske Oktoberrevolution i 1917: Proletariatets opgaver i vor revolution

Proletariatets kamp har medført en fuldstændig omvæltning på samfundsvidenskabens og åndsvidenskabernes område, idet denne klasse støtter sig i kampen til de nye videnskaber: den marxistiske økonomi og den historiske materialisme, hvis sandhed bourgeoisiet ikke kan indse og ikke vil anerkende. Imod denne bekendte kendsgerning har man gjort den indvending, at denne sammenhæng mellem videnskaben og en klasse består ikke umiddelbart, at arbejderklassens videnskabelighed er noget tillært, noget overført, derigennem at proletariatets fører, der jo selv er udsprunget af de studeredes kreds, har opbygget den og benytter den i polemikken. Arbejderne selv forstår intet af denne videnskab. Thi for at kunne forstå en videnskab, virkelig forstå den selvstændig, så må man have studeret den grundigt. Og det er kun det akademiske studium - kun i enkelte tilfælde kan det erstattes af privatstudium - der sætter os i stand til at bedømme rigtigheden af videnskabelige teorier.

Så rigtigt nu også dette kan være med hensyn til specialvidenskaber, så ligger der dog et godt stykke laugsmæssig overvurdering deri; en selvovervurdering hos dem, der betragter videnskaben som deres monopol, som skal være lukket med dobbelt lås for den profane masse. Selv om denne overvurdering nok så ofte er blevet blottet af ikke-akademikere, som med deres friske idéer har vækblæst gamle teorier, så bliver den dog stedse opretholdt som et middel til al holde masserne i åndelig afhængighed. Folket skal bestandig og troskyldig skue op til præsternes og professorernes visdom. Hvad blev der ellers af den herskende klasses autoritet, når masserne selv vovede at tænke? Igennem den hånlatter, hvormed de »dannede« falder over de »dumme« arbejdere, når disse vover at have en egen mening om videnskaben, klinger altid angsten over at deres autoritet, deres herredømme skal få en ende.

Med hensyn til nationaløkonomien da er glansen allerede gået af Sct. Gertrud. Det er dog bekendt, at den lære, som bereder de borgerlige professorer den største vanskelighed, med lethed forstås af arbejderne. Hvoraf kommer nu det?

For den borgerlige videnskabsmand er den et system af begreber, af abstrakte idéer, af rigtige og falske slutninger, af mere eller mindre tvingende logik. For arbejderen er derimod den marxistiske økonomi en fremstilling af hans egen livserfaring. Hvor ofte hænder det ikke, at en arbejder udbryder, når man første gang fremstiller den for ham: ja, det er dog naturligt, det har jeg længe vidst. Og det er også naturligt. Når en arbejder af et stykke jern laver en hestesko, så véd han godt, at den færdige sko har større værdi end jernet, og både arbejderen og mesteren véd godt, at denne større værdi skyldes arbejdet; og når der anvendes dobbelt så meget arbejde på et stykke jern som på et andet, så véd han også, at han ved sit arbejde har tilført det første stykke jern dobbelt så megen værdi som han har tilført det andet. Dette hedder i Marx' økonomi: arbejdet er kilden til al værdi, og denne måles ved tiden, som der medgår dertil. Dette er i virkeligheden intet nyt for arbejderen; det, som teorien fremstiller, er noget, han selv har oplevet. Det er en teori af arbejderens eget liv, således som det foregår i fabrikken, og derfor forstår han den så grundig.

Videnskab er ordnet viden, den kort sammenfattede virkelighed. Den, som ikke kender virkeligheden, for ham er videnskaben kun et uforståeligt ordspil. Den, som kender virkeligheden, har allerede viden, selv om den ikke er ordnet klart og bevidst. Denne behøver da blot at ordnes, det væsentlige videns indhold skilles fra det uvæsentlige og bringes i den rigtige sammenhæng. At gøre dette er ganske vist ikke enhver mands sag, det fordrer kendskab til abstraktion, en videnskabelig metode, som læres ved de højere skoler. Derfor kan arbejderen sjælden fremsætte videnskaben i en teoretisk ordnet form, men han forstår den, den er hans egen viden, der ubrødelig lever i ham og i hans praksis, og som overalt gennemtrænger hans deltagelse i klassekampen. Og denne viden lader han aldrig tage fra sig, trods borgerlige akademikeres forsøg på at forplumre den.

I dette tilfælde af nationaløkonomien ligger det altså klart, hvorfor arbejderen selv bedre kan forstå det end en professor og nødvendig må kunne forstå det for at kunne kæmpe mod kapitalen. Men er det ikke noget andet med den historiske materialisme, der jo fremstiller en filosofisk lære?

Man møder ofte den opfattelse, at rigtigheden af den historiske materialisme som en metode til at forklare historien kun kan bevises gennem historisk materiale. Dette materiale findes kun i bøger, og kun de, som er bekendt med bøgerne, er i stand til at danne sig en selvstændig dom over denne lære. Arbejderen råder ikke over sådanne historiske kundskaber, og hvor vor lære optræder under navnet »dialektisk materialisme som filosofisk anskuelsesmåde, står det endnu værre til med ham.

I en diskussion om, hvorvidt det er rigtigt, at de klassebevidste arbejdere står på den dialektiske materialismes grundlag og laden deres anskuelse præge deraf, udtalte en tysk præst: jeg påstår, at af 100 socialdemokrater er der ikke 90, der kender den dialektiske materialisme således, at de kan gøre den til grundlaget for deres verdensopfattelse, og de øvrige 10 kender den vel nok, men ikke 8 af disse 10 er ved eget studium blevet overbevist om dens sandhed, hvad der dog er hovedsagen, men de forlader sig på tro og love på det, som bliver dem meddelt. Altså! Arbejderne, der ingen filosofiske værker læser, kan derfor ikke indtage noget selvstændigt standpunkt, men må nøjes med at tro, hvad andre fortæller ham. I denne sætning lyser bourgeoisiets hele indskrænkede åndelige hovmod ud, som kun i folket ser en tankeløs hob, fordi det ikke kan læse så meget i bøger, og derfor må løbe efter en eller anden bourgeois.

I virkeligheden ligger sagen helt anderledes. Selv om den socialistiske arbejder hverken har læst Kant eller Hegel, ja måske ikke engang hverken Marx eller Engels eller Dietzgen, så har han i stedet for noget helt andet, han har selve livet. Her gælder det samme som i nationaløkonomien: hans egen livserfaring er det studium, der bibringer ham en bestemt overbevisning. Men her er det ikke hans erfaring som »arbejder«, ikke hans erfaring i fabrikken, men hans erfaring som kæmpende samfundsborger, hans erfaring i klassekampen. Den socialistiske arbejder, som kender samfundets bygning, klasseforholdene og klasseinteressen, forstår af disse modstridende interesser, som noget naturligt, hvorledes klasserne handler og bekæmper hinanden. Han ser, hvorledes deres politiske optræden og deres tænken stadig forandres, men han tænker ikke på at tilskrive guddommelige eller andre uforklarlige magter dette, fordi den virkelige grund — forandringen af den materielle verden - ligger åben og klar for ham. Er én gang øjnene blevet åbnet på ham for de dybeste drivkræfter til al menneskelig handling, så kan han slet ikke tænke anderledes end materialistisk. Denne tænkemåde, som altid bevæger sig i virkeligheden, er ham lige så selvfølgelig, som det er selvfølgeligt for lærde ved naturforskningen; dér er det jo også virkeligheden, det kommer an på.

Det er altså heller ikke rigtigt, at arbejderen ikke kan have nogen selvstændig mening om den historiske materialisme, fordi han mangler de historiske kundskaber. Det er ikke fortiden, hvorpå teorierne skal prøves, men den selvoplevede nutid er det materiale, der skal godtgøre teoriens rigtighed. Samfundet med sine politiske, økonomiske og åndelige kampe er for arbejderne en kilde til viden, og den lærdes bogstudium når langt fra ikke op til den friske kraft, som sprudler deraf.

Det er vel sandt, at den socialistiske arbejder kun i undtagelsestilfælde kan tale med om abstrakte filosofiske problemer; men derfor har han noget meget bedre. Kan han end ikke ytre sig om den dialektiske materialisme som teori, så ejer han den selv, dens virkelighed. Den historiske materialisme er grundlaget for hele hans opfattelse af verden. Det er ikke en akademikers visdom, han eftersnakker, men derimod selverhvervet viden, viden, som er erhvervet i kamp !

Mine damer og herrer! Det vil være dem alle bekendt, at det emne jeg i aften skal tale om, er så overordentlig omfattende, at det umuligt kan behandles blot nogenlunde udtømmende i et enkelt foredrag. Den socialistiske bevægelse er jo nemlig ikke en speciel arbejderbevægelse, der blot tilsigter at hidføre forbedrede livsvilkår for selve de fysiske arbejdere, men derimod en kulturbevægelse, der har til formål at hidføre en ny og fra den nuværende væsentlig forskellig samfundstilstand. Socialismen kommer derved til at gribe ind i så godt som alle forhold i livet, og som følge deraf er der en mængde enkeltheder, som jeg ikke vil blive i stand til at komme ind på. Ikke desto mindre håber jeg det skal lykkes mig at fremdrage hovedpunkterne i de socialistiske ideer, og derved blive i stand til at meddele dem et nogenlunde korrekt billede af den socialistiske bevægelses karakter.

Forinden jeg går over til det egentlige emne tror jeg at burde forudskikke nogle bemærkninger om grundlaget for mine udtalelser, og jeg vil da sige, at jeg ikke særlig vil komme til at omtalte hvad der muligvis kan udredes på grundlag af de skrevne love, men nærmest henholde mig til de kræfter, der udvikler sig i samfundet, uanset hvorledes de skrevne love er. Det er jo nemlig således, at de skrevne love er et resultat eller en virkning af de samfundskræfter, der til enhver tid udvikler sig, og det er altså så disse man må have sin opmærksomhed henvendt, når talen er om overgangen fra en samfundstilstand til en anden. Dette standpunkt er ganske vist et revolutionært, men når socialdemokratiet er et revolutionært parti, da har dette sin grund deri, at selve samfundsudviklingen er revolutionær, og da socialdemokratiets virksomhed er bygget på de principper, der befordrer samfundsudviklingen, ville det mangle berettigelse til at eksistere, dersom det ikke var et revolutionært parti.

Den række forandringer i det bestående, hvorved en ny tilstand er trådt i stedet for den gamle, der til forskellige tider har fundet sted, er en række revolutioner, hvorom verdenshistorien meddeler os underretning, og det, der har fremkaldt dem, er den stadige forandring af de i samfundet eksisterende virkelige magtforhold. Hvis de i et samfund bestående love skal være i stand til at befordre samfundsudviklingen, må de være byggede på de virkelige magtforhold; er de ikke dette, vil samfundsudviklingen bane sig vej uden hensyn til lovene. Det går med samfundskræfterne som med naturkræfterne, man må lære at kende de love, hvorefter de udvikler sig og træder i virksomhed. Det nytter ikke at skrive en lov, der forbyder lynet at slå ned, men forsyner man sit hus med en lynafleder, er man derved i stand til at forhindre det. En lynafleder er ligesom en lov, der er baseret på kundskab om lynets naturkraft, og som derfor afvender dets fordærvelige virkninger. Ved kundskaben om denne krafts, elektricitetens væsen, er det tillige muligt at benytte den i menneskenes tjeneste. På lignende måde forholder det sig med samfundskræfterne, og en lov, der hviler på kundskaben om disses udvikling, vil kunne føre samfundet over i andre forhold uden voldsomme rystelser.

De socialistiske ideer er som bekendt ikke opstået i den nyeste tid. De har eksisteret omtrent lige så længe som den menneskelige kultur har eksisteret, lige så længe samfundet har været delt i en herskende klasse på den ene side og en undertrykt klasse på den anden. De har gjort sig gældende i oldtiden, og ned gennem middelalderen har der været gjort forsøg på at indføre samfundstilstande, der hvilede på socialistiske principper. Kun enkelte af disse forsøg blev gennemførte i praksis, men selv disse viste sig at være uholdbare. Som følge deraf kunne det synes at være håbløst vedblivende at arbejde for gennemførelsen af ideer, der forgæves er blevet arbejdet på i årtusinder. Dette er imidlertid ikke tilfældet. De socialistiske ideer måtte i hine tider være utopiske, fordi samfundet ikke var tilstrækkelig udviklet til at modtage dem. Samfundsudviklingen har ikke kunnet fremkalde andre samfundsformer end den virkelig har fremkaldt. Det absolutte kongedømme måtte afløse adelens herredømme, og bourgeoisiet måtte atter afløse kongedømmet. Det, der muliggør gennemførelsen af socialismen, er spørgsmålet om, hvorvidt samfundet kan producere efter socialistiske princip. Dette var umuligt, så længe den lille industri var den form, hvorunder produktionen fandt sted, og så længe industrien savnede de mægtige hjælpemidler, som den senere er kommet i besiddelse af. Siden kapitalen imidlertid blev frigjort ved den Franske Revolution og de deraf følgende begivenheder, er forholdet blevet anderledes. Det er nu ikke alene blevet muligt at gennemføre en socialistisk ordning i samfundet, men den nuværende tilstand arbejder selv hen derimod, ja gør endog socialismen til en konsekvens af denne tilstand. Vil man derfor danne sig en forestilling om muligheden af den socialistiske stats gennemførelse må man først gøre sig nøje bekendt med den nuværende samfundstilstand og de virkninger, den fremkalder.

Det følger af, hvad jeg allerede har sagt, at vi socialdemokrater ikke betragter gennemførelsen af de principper, der ligger til grund for den nuværende samfundstilstand, som et fejlgreb i den historiske udvikling. Det kunne måske synes således, fordi vi daglig og på en eftertrykkelig måde angriber denne samfundstilstand. Men vi gør dette, fordi vi mener, at disse principper har udspillet deres rolle og i fremtiden kun kan forvolde ulykker for menneskeheden, af hvilken grund den nuværende tilstand bør aflyses af en anden, der hviler på andre principper.

Indførelsen af den frie konkurrence og kapitalherredømmet var en konsekvens af samfundsudviklingen. Borgerstanden, der var blevet talrig og havde erhvervet sig betydelige rigdomme, var allerede før slutningen af forrige århundrede i besiddelse af en betydelig magt, dens magtstilling var imidlertid ikke retslig anerkendt, idet den måtte bøje sig under den absolutte kongemagt. Anerkendelsen af dens retslige magtstilling gennemførtes hovedsagelig ved den Store Franske Revolution. Industrien led desuden under en overordentlig trang til at frigøres for den mængde bånd, der hæmmede dens udvikling, og af disse grunde måtte borgerstanden træde op imod datidens magthavere, og at den formåede at besejre disse, er et bevis for, at dens magtstilling var i tilstrækkelig grad udviklet til, at dens herredømme måtte blive en historist nødvendighed.

Kapitalens frigørelse har haft et uhyre opsving i samfundsrigdommen til følge, idet der er blevet tilvejebragt produktionsmidler og samfundsværdier i et så stort omfang, at man under den tidligere produktionsmåde umuligt har kunnet danne sig noget begreb derom. Man beundrer pyramiderne fra oldtiden og middelalderens mægtige kirkebygninger, men disse resultater af det menneskelige arbejde er dog kun ubetydelige ved siden af det, der er blevet frembragt i den nyere tid. Alene nutidens transportmidler, jernbaner og dampskibe, repræsenterer uhyre værdier, og overgår alt, hvad selv den dristigste fantast i fortiden har kunnet forestille sig. I skabelsen af disse samfundsværdier ligger der allerede et bevis for, at det var nødvendigt at gennemføre den ved den Franske Revolution indtrådte nye ordning af samfundsforholdene, thi denne uhyre tilvækst af rigdomme var det fuldstændig umuligt at skaffe tilveje under de snævre forhold og de mange bånd, der tidligere tyngede på industrien.

Men ved at omtale denne forøgede velstand opstår straks spørgsmålet om, hvorledes den er blevet fordelt, og det viser sig da, at der er indtrådt en i forhold til tidligere væsentlig forandring i fordelingen. Medens forholdet tidligere var dette, at der fandtes mange mindre arbejdsgivere og forholdsvis få arbejdere, blev der nu langt færre arbejdsgivere og en meget stærk tilvækst i antallet af arbejdere. Tidligere besad samfundet som helhed en langt mindre grad af velstand, men denne var mere ligelig fordelt, i al fald for den industrielle befolknings vedkommende. Særlig så længe indtil lavsvæsenet viste sig at være forældet, besad den mindre håndværker en ret betrygget stilling, og der var ikke den store kløft mellem arbejdsgiver og arbejder, som senere er opstået. I reglen havde arbejderne udsigt til at kunne overgå til at blive selvstændige, hvorimod denne udsigt mere og mere tilintegøres under den kapitalistiske produktionsmåde, idet denne har storindustrien med dens stærke sammendragning af produktionsmidlerne og samvirken mellem en mængde forskellige arbejdere til forudsætning. Følgen af den kapitalistiske produktionsmåde er således den, at samfundsrigdommen mere og mere samler sig på enkelte hænder.

Storindustrien tilintetgør efterhånden den lille industri, den trænger sig frem overalt og tvinger ethvert land til at producere efter det samme mønster, hvis det ikke vil gå økonomisk til grunde. Det våben, storindustrien benytter sig af, er varernes prisbillighed, og denne kan fremkaldes alene ved de økonomiske fordele, masseproduktionen har fremfor den lille industri. Men fabrikkerne konkurrerer tillige med hver andre indbyrdes, og dette sker navnlig på bekostning af arbejdslønnen, som storindustrien besidder midler til at trykke ned til det lavest mulige stadium.

Det væsentligste middel hertil er den omstændighed, at arbejdskraften er blevet til en vare, som det for arbejdsgiveren kommer an på at købe så billig som muligt. Om arbejderen kan leve af det vederlag, der bydes for hans arbejdskraft, er et for arbejdsgiveren ligegyldigt spørgsmål. Hertil kommer endvidere den konkurrence, der finder sted mellem arbejderne indbyrdes. Storindustrien medfører nemlig, at der næsten altid er et stærkere tilbud af arbejdskraft end efterspørgsel derefter. Er der ved enkelte lejligheder og på enkelte steder så gunstige arbejdsforhold, at alle kræfter kan sættes i virksomhed, så indføres der i reglen arbejdere fra andre steder, således at forholdet snart forrykkes. Indførelse af arbejdskraft finder ofte sted blot for at skaffe billigere arbejdskraft og for at modvirke arbejdernes forlangende om bedre lønningsvilkår. Man har jo her i landet endog spekuleret på at indføre kinesiske arbejdere, under foregivende af, at disse kunne leve af køkkenaffald og lignende, og derfor var billigere end danske arbejdere, med mindre disse kan vænne sig til at leve på samme måde. Storindustrien tager endvidere kvinder og børn i sin tjeneste, og tvinger mændene til at konkurrere med kvinderne, de voksne arbejdere med børnene. Endelig må arbejderne konkurrere med maskinerne, og spørgsmålet, hvorom det bestandig drejer sig, er stadig dette, hvem der kan levere arbejdskraften billigst.

Disse forhold forværres stadig, og det er navnlig en sørgelig egenskab ved de nuværende samfundsforhold, at den mest inhumane arbejdsgiver har de største chancer for at sejre i konkurrencekampen. En mand, som for at kunne levere sine varer billigt, benytter det stærke tilbud af arbejdskraft til at nedtrykke arbejdslønnen, tvinger derved sine konkurrenter til også at nedsætte deres arbejderes løn. Følgen af dette system er, at arbejderne tvinges til at sælge deres arbejdskraft for et så ringe vederlag, at dette lige kan strække til anskaffelse af de allenødvendigste livsfornødenheder. Dette er reglen. Er der end enkelte, som i sammenligning med andre kan holde arbejdslønnen på et sådant standpunkt, at de kan tillade sig nogen komfort, så er der på den anden side en uhyre mængde, der tvinges til at skrue deres fordringer til livet ned til et sådant minimum, at de hver eneste dag lider så store savn af livsfornødenheder, at deres sundhed ødelægges og deres liv forkortes. Og fattigdommen forøges stadigt, medens rigdommene mere og mere samles på enkelte hænder. De besiddelsesløses antal forøges ikke alene ved fødsler blandt selve arbejderstanden, men også ved det store antal mindre næringsdrivende, som må bukke under i kampen mod kapitalen, samt disses efterkommere.

Det økonomiske resultat af den kapitalistiske produktionsmåde er således dette, at den tilstedeværende samfundsrigdom kun kommer et mindretal til gode, medens det store flertal i befolkningen gøres besiddelsesløs og fattigdommen vinder større og større udbredelse. Der har ganske vist også tidligere eksisteret fattigdom ved siden af rigdom, men der er dog en væsentlig forskel på tilstanden nu og før, og denne forskel består hovedsagelig deri, at egenlig hunger eller mangel på de nødvendigste livsfornødenheder, når sådanne tilstande antog større omfang, i tidligere perioder nærmest har været knyttede til misvækst, krige eller epidemiske sygdomme, medens en overordentlig stor mængde mennesker nu lider nød, endskønt der hersker overflod på alle livsfornødenheder. Magasinerne kan være overfyldte af brugsgenstande af enhver art, og dog mangler millioner mennesker en hensigtsmæssig klædning, jorden kan have givet det rigeste udbytte, og dog er der en uhyre mængde mennesker, som ikke kan få tilstrækkelig føde.

Tabelværket til Københavns statistik, der er udarbejdet af kontorchef Rubin, giver nogle oplysninger om fattigdommen i København, som jeg skal tillade mig at nævne de tal, der i dette værk angiver arbejdernes gennemsnitsfortjeneste, er opgivne efter et skøn, og kan således ikke betragtes som absolut pålidelige. Efter hvad arbejderne i flere fag har gjort gældende, sætte tabelværket fortjenesten noget for højt. Det er imidlertid de bedste tal man har, når man ønsker oplysning om arbejdernes økonomiske forhold, og kan tilnærmelsesvis betragtes som rigtige. Ifølge dette værk var gennemsnitsfortjenesten for håndværkere, når året beregnes til 300 arbejdsdage, i 24 fag med et samlet antal af ca. 8000 arbejdere fra 500 til 850 kr. årlig, og i 42 andre fag med ca. 11,000 arbejdere fra 880 til 1040 kr.. En sådan fortjeneste kan endda kun opnås under den forudsætning, at vedkommende har arbejde hele året rundt, men som bekendt har en stor mængde arbejdere kun arbejde en del af året, og fortjenesten forringes således i forhold til varigheden af arbejdsløsheden.

Hvor meget disse summer forslår har professor Scharling givet oplysning om, idet han ansætter udgifterne til de allernødvendigste livsfornødenheder for en familie på 4 personer til over 1200 kr. årlig. Det samme resultat kommer man til ved at læse et lille skrift: »Hvorledes skaffes god daglig kost til den billigste pris«, der for ikke længe siden er udkommet her i København. Der gives imidlertid en stor mængde arbejdere, der, selv om de har arbejde året rundt, har en langt mindre årlig fortjeneste end de ovenfor nævnte tal udviser. Minimumsfortjenesten udgør således i 42 fag med ca. 11,000 arbejdere fra 450 til 625 kr.. årligt, når man forudsætter, at vedkommende har stadigt arbejde hele årret; i 50 fag ligeledes med 11,000 arbejdere ville fortjenesten under samme betingelser blive fra 690 til 832 kr.. Om forholdet mellem arbejdernes minimums og middelfortjeneste foreligger der ligeledes oplysninger, og det fremgår deraf, at lønnen for ca. ¾ af arbejderne i de fleste fag er mellem det laveste tal og middeltallet. Dette gælder navnlig håndværkerne, for de arbejdsmænd, der beskæftiges i industrien, giver tabelværket følgende oplysninger om minimums, gennemsnits- og maksimumsfortjenesten: i 43 fag blev minimum fra 450 til 798 kr.; i 50 fag blev gennemsnittet fra 450 til 825 kr. ; I 43 fag maksimum fra 450 til 900 kr.. Mange, der ikke af erfaring kender de forhold, arbejderne lever under, har vanskeligt ved at forstå, hvad disse tal betyder, men arbejderne selv eller hvem der daglig får indtrykket af, hvorledes arbejderne lever, ved, at de betyder den bitreste nød, og savn af de allernødvendigste fornødenheder.

Af en opgørelse efter byen Københavns regnskaber får man et begreb om fattigdommens tilvækst ved at betragte tilgangen i antallet af dem, der nød understøttelse af fattigvæsnet i tidsrummet fra 1875 til 1861. Ifølge den summariske oversigt var antallet af dem, der nød fattighjælp, foruden de syge, der erholdt hospitalshjælp eller medicin, ved slutningen af året 1875 6.220, og ved slutningen af året 1881 8.313. Dette viser en stigning i tilgangen til fattigvæsnet af 25 %, medens tilvæksten i befolkningen i samme tidsrum kun androg 16 %. I ovennævnte tal er imidlertid ikke alle de medregnede, der i årets løb modtog hjælp af fattigvæsnet, men når disse medregnes, bliver antallet 15,142 personer i 1875 og 23,596 personer i 1881. Regner man endelig antallet af de syge med, der i løbet af det sidstnævnte år modtog hospitals hjælp eller medicin, bliver summen ca. 31,000 personer, eller det samme som hvert syvende menneske i København.

Ved siden af disse økonomiske følger af den frie konkurrence har det kapitalistiske system også indflydelse på de moralske forhold. Dette viser sig til eksempel med hensyn til familielivet, der skulle være bærer af moralen i samfundet, men som bringes i en opløsningstilstand under det nuværende system. Under de patriarkalske forhold, der karakteriserede den lille industri, var familien et organist hele, hvor manden og hustruen havde hver sin særegne gerning at varetage. Nu splittes derimod familien ad. Manden må arbejde på en fabrik, hustruen ofte på en anden, og børnene på en tredje. Samlivet mellem familiens forskellige medlemmer er derfor i overordentlig mange tilfælde næsten illusorist, og disse forhold kan kun have en højest uheldig indflydelse navnlig på børnenes opdragelse. Dette gælder for arbejdernes vedkommende, men for de besiddende klasser stiller sagen sig i virkeligheden ikke bedre. Det gælder her i overordentlig mange tilfælde om at vinde en stilling eller en formueforøgelse ved at indgå et ægtestab, og dette synker derved ned til at blive en almindelig forretningssag.

Frikonkurrencen har tillige indflydelse på de menneskelige karakterer, og det en alt andet end heldig indflydelse. Menneskene tvinges til at væbne sig imod hinanden, søge at fortrænge hinanden på alle områder i stedet for at arbejde til det heles vel, konkurrencen har åbnet en krig af alle mod alle, i hvilken det kun kommer an på at tilintetgøre sin modstander, og der tages selvfølgelig intet hensyn til, om denne går totalt til grunde. Under lavsvæsnet var der sat grænser, indenfor hvilke konkurrencen måtte finde sted, og det betragtedes som noget uhæderligt at overskride disse grænser. At tage rente af penge betragtedes ligeledes tidligere som uhæderligt. Frikonkurrencen har imidlertid slået en streg over alle disse hensyn. Ågersystemet er nu blevet sanktioneret, og det gælder kun om ved hjælp af penge at tjene flere penge. Besiddelsen er egenlig det, der giver et menneske betydning, og det kapitalistiske system har således også herved en demoraliserende indflydelse.

Jeg skal endnu nævne nogle andre følger af det kapitalistiske system, der nærmest fremtræder som inkonsekvenser hos bourgeoisiet. Da dette kom til magten, skete det derved, at det satte sig op mod det absolutte kongedømme, og det løsen, det satte på sin fane, var ordet frihed. Bourgeoisiet fordrede frihed; og det er nødt til at forlange frihed, thi et bourgeoisi kan kun vanskeligt bestå under en absolutistisk regeringsform. Men den frihed, bourgeoisiet forlanger, er kun frihed for sig selv, frihed til at udbytte arbejderne. For disse arbejdere eksisterer friheden derimod ikke. Friheden har arbejderen kun, når han er arbejdsløs, og da betyder den kun frihed til at sulte. Kommer han indenfor fabriksporten, da er det forbi med friheden, idet han da er genstand for en aldeles vilkårlig behandling. Det tyranni, der kan udøves af fabriksherrerne, og ofte udøves af disse mod arbejderne, overgår i visse henseender det, der udøvedes af de absolutte konger, thi ingen absolutistisk despot er i stand til at udstrække sin vilkårlighed til den enkelte person i et sådant omfang, som en fabrikant er i stand til. Herimod vil man måske indvende, at arbejderne jo har frihed til at forlade en sådan arbejdsgiver og søge arbejde hos en anden, men som jeg en gang har udtalt har de mest inhumane arbejdsgivere den væsentligste indflydelse på arbejdsforholdene, og følgen deraf er i reglen den, at arbejderen træffer tilnærmelsesvis de samme forhold på de forskellige arbejdssteder.

En anden inkonsekvens under den nuværende tilstand er det, at der fordres lydighed for lovene, medens der i de økonomiske forhold hersker fuldstændigt anarki. I konkurrencekampen benyttes så godt som alle midler til at ødelægge andres økonomiske eksistens, og loven yder ikke den enkelte nogen beskyttelse mod at gå til grunde i denne kamp. Når socialdemokratiet udtaler ordene: »Med loven eller uden den«, betragtes dette som noget ganske forfærdeligt, hvorimod det anses for at være noget aldeles selvfølgeligt, at bourgeoisiet etablerer anarkiske tilstande.

Samtidig med, at det kapitalistiske system har bevirket en forøgelse af produktionsmidlerne og samfundsrigdommen, indeholder det i sit princip tillige en hæmsko for en videre udvikling deraf. Maskinerne, der burde være et middel for hele samfundet til på en let og arbejdsbesparende mande at tilfredsstille menneskenes fornødenheder, er for kapitalisten kun et middel til at skaffe sig så billig arbejdskraft som mulig. Kan han ved hjælp af konkurrencen tvinge arbejderne til at sælge deres arbejdskraft ligeså billig eller måske endnu billigere end den pris, for hvilken maskinkraften kan fåes, så falder det selvfølgelig ikke arbejdsgiveren ind at anskaffe sig en maskine. Bortset fra, at arbejdsgiveren ved denne konkurrence tvinger arbejderne til ofte at forlænge arbejdstiden endog ud over hvad deres fysiske kræfter tillader, samt at lade sig nøje med en så ringe løn, at den er utilstrækkelig til selve den fysiske ernæring, ligger der i disse forhold tillige en hæmsko for samfundets videre udvikling. Det må nemlig ikke overses, at maskinerne, hvis de benyttedes på rette måde, kunne være til stor velsignelse for samfundet, idet de ville bevirke, at menneskene med forholdsvis få anstrengelser kunne tilfredsstille deres fornødenheder, ligesom en væsentlig del af den tilvækst i samfundsrigdommen, der har fundet sted, skyldes maskinerne. Men idet den privatkapitalistiske produktionsmåde indeholder den hindring for maskinernes udvikling, som jeg før omtalte, indeholder den tillige en hindring for velstandsforøgelsen i samfundet, en hindring, der vil fjernes ved, at arbejderne selv gennem staten bliver besiddere af produktionsmidlerne.

Jeg skal tillige nævne en anden hindring for samfundsudviklingen, som den kapitalistiske produktionsmåde indeholder. Den private kapitalist fordrer gevinst straks af de foretagender, han sætter i gang. Foretagender, der først kan ventes at ville give udbytte i en senere generation vil derfor ikke blive påbegyndte sålænge private kapitalister dirigerer produktionen, selvom der er tale om foretagender, hvis almennyttige karakter ingen kan bestride. Dette viser sig f. eks. ved opdyrkningen af landstrækninger, som nu er ufrugtbare, men som der ikke desto mindre er en mulighed for at kunne opdyrke. De jydste heders opdyrkning er således i nutiden en ren almissesag, fordi der ikke kan ventes udbytte deraf i en nær fremtid. I en stat, der er ordnet efter socialistiske principper, har man derimod betingelserne for, at samfundsvelstanden kan forøges også på denne måde.

Den kapitalistiske produktionsmåde viser endelig sin inkonsekvens ved det spild af arbejdskræfter og andre værdier, den fremkalder. Storproduktionens princip er egenlig dette, at arbejdskraft og andre værdier kan anvendes mere økonomisk, end i den lille industri, men ikke desto mindre ødsles der daglig i det nuværende samfund med begge dele, til dels fordi den mængde mennesker, hvis eksistens trues med at blive ødelagt af den store kapital, tvinges til at søge erhvervsmåder, der i og for sig er uøkonomiske. Når til eksempel en bager på Nørrebro lader sit brød transportere til Kristianshavn for der at få det solgt, medens en bager på Kristianshavn af samme grund lader sine varer transportere til Nørrebro, foregår der her et spild af arbejdskraft og en fordyrelse af varen, der kan undgås, når det er staten, der er indehaver af produktionen. Spild af håndgribelige værdier fremkalder det nuværende system på mangfoldige områber, og disse forhold er så nøje knyttede til systemet, at de ikke lader sig fjerne, uden at systemet ophæves.

Det ville være overordentlig mistrøstende, dersom de samfundstilstande, som den kapitalistiske udvikling har fremkaldt, ikke stod til at ændre, og hvis de uheldige økonomiske og moralske følger af storproduktionen, som jeg har omtalt, ikke lod sig afværge. Men heldigvis tilvejebringer den kapitalistiske udvikling selv betingelserne for, at bedre tilstande kan afløse de nuværende, og skaber selv de kræfter, som vil fremtvinge en overgang til andre tilstande i samfundet. Den store tilvækst i samfundsrigdommen og den omstændighed, at rigdommene mere og mere samles på enkelte hænder, bevirker, at produktionsmidlerne, idet de i stigende grad sammendrages og ophobes, antager en mere og mere samfundsmæssig karakter. Under den lille industri var forholdet dette, at arbejdsgiverne både var arbejdsledere og tillige deltog direkte i arbejdets udførelse. Men efterhånden som arbejdsmidlerne i den enkelte bedrift vokser og produktionen antager et større og større omfang, bortfalder ikke alene arbejdsgiverens direkte deltagelse i arbejdet, men endog ledelsen, der ikke længere kan overkommes af den, der ejer produktionsmidlerne. Man har jo i udlandet store industrielle foretagender, der beskæftiger mange tusinder af arbejdere. Hele befolkningen i flere byer er knyttet til et enkelt industrielt etablissement, og endskønt forholdene her i Danmark ikke har antaget så stort et omfang, har vi dog også her etablissementer, der har den selv samme karakter, som de store industricentrer i udlandet. Ved disse etablissementer kan der ikke være tale om, at den egentlige ledelse af arbejdet kan overkommes af ejerne. Både udførelsen af det fysiske arbejde og ledelsen deraf må overlades til købt arbejdskraft. Ejernes stilling bliver nærmest at føre et kontrollerende overopsyn, som mere og mere indskrænker sig til det rent pekuniære. Arbejdsgiveren bliver slet og ret kapitalist, for hvem det kun kommer an på at hæve udbyttet af forretningen. Dette træder navnlig skarpt frem ved dannelsen af aktieselskaber. De egentlige arbejdsgivere, aktieejerne, har ikke og kan som regel ikke have kendskab til den praktiske ledelse af de industrielle foretagender, de er medejere i. Deres virksomhed indskrænkes til at give møde på generalforsamlingerne for at hæve dividenden og så vidt muligt kontrollere regnskabets rigtighed, medens hele den øvrige virksomhed overlades til lønnede arbejdere, hvis arbejdskraft, hvad enten den er af fysisk eller åndelig natur, som almindelig regel købes og betales efter de samme principper, nemlig efter loven om tilbud og efterspørgsel, der under de nuværende forhold er bestemmende for prisen på arbejdskraften som vare. Ifølge denne udvikling taber produktionen sin tidligere personlige karakter og bliver mere og mere samfundsmæssig. Produktionen bliver en samvirken imellem en mængde forskelligartede kræfter, og bourgeoisiet bliver mere og mere ude af stand til at forestå ledelsen deraf. Socialdemokratiet vil nu føre denne udvikling videre, og i konsekvens med den mere og mere samfundsmæssige karakter, som produktionsmidlerne antager, gøre dem fuldstændig samfundsmæssige ved at lade staten overtage produktionen.

På samme tid, som produktionsmidlerne udvikler sig i den retning, jeg har omtalt, udvikler kapitalismen tillige de kræfter, der vil føre produktionen over i statens hænder og fratage bourgeoisiet dets herredømme i samfundet. Udviklingen af disse kræfter er ligeledes en fortsættelse af den tidligere udvikling, der i sin tid bragte bourgeoisiet til magten. Da adelen måtte opgive sin magtstilling til fordel for kongemagten, var det fordi denne fandt støtte hos befolkningen i byerne, hos borgerstanden, hvis interesser var modsatte adelens. Befolkningen i byerne tiltog imidlertid stadigt, og dermed voksede borgerstandens magtstilling således, at den blev i stand til at frigøre sig for det tryk, kongemagten udøvede. Selve arbejderstanden var imidlertid dengang for lidt udviklet til at den kunne gøre sine særlige interesser gældende, og disse faldt i flere henseender sammen med borgerstandens. I kampene mod adelen og mod det absolutte kongedømme udgjorde arbejderne og borgerstanden ét hele, og dannede en kraft, der var tilstrækkelig stærk til at kunne omstyrte de tidligere samfundsformer.

Siden kapitalen imidlertid blev frigjort, er magtforholdene i samfundet atter blevet forrykkede. Rigdommens sammendragning på enkelte hænder har bevirket dannelsen af et stort besiddelsesløst proletariat, hvis interesser er bourgeoisiets interesser stik modsatte. Industriens koncentrering har tillige ført til en yderligere udvikling af de store byer, i hvilke befolkningens flertal hører til de besiddelsesløse, til proletariatet, som her danner en uhyre, stærk koncentreret, revolutionær kraft. Jeg har tidligere omtalt, at proletariatet ikke alene rekrutteres ved den formerelse af arbejderstanden, der sker ved fødsler indenfor denne stand, men tillige ved alle de mindre næringsdrivende, der ikke kan bestå i kampen mod den store kapital. Den tilvækst til proletariatet, der hidrører fra middelstanden, behøver ikke at finde sted på den måde, at den mindre næringsdrivende, for at komme til at høre til proletariatet, just behøver at gå over til at blive fabriksarbejder. Han kan godt tilsyneladende beholde sin selvstændige stilling, men dog være i den grad økonomisk afhængig af kapitalen, at han, til trods for sin tilsyneladende selvstændighed, dog hører til de besiddelsesløse. Jeg skal fremdrage nogle eksempler herpå, hentede dels fra industrien, og dels fra handelen. I møbelfabrikationen er det således temmelig almindeligt, at større møbelhandlere lader deres magasiner forsyne fra små snedkermestre, der kun erholde et så ringe vederlag for det arbejde, de leverer, at de i lige så høj grad som arbejderne lever fra hånden og i munden. De står i afhængighedsforhold til kapitalisten, der er køber af arbejdet, og er således proletarer. På handelens område finder noget lignende sted. De varer, som findes i de mindre handlendes butikker, er i reglen ikke indkøbt kontant, men tagne på kredit hos grossisterne. Mange handlende står på denne måde i et sådant afhængighedsforhold til grossisterne, at deres selvstændighed næsten er illusorisk, og deres afhængighed er i virkeligheden næsten lige så stor som den, en kommis er underkastet.

Ved disse samvirkende kræfter vokser proletariatet stadigt. Menneskene adskilles efterhånden i to hinanden absolut fjendtlige klasser, nemlig en mindre, der besidder al samfundsrigdommen, og et uhyre stort, besiddelsesløst flertal. Og dette flertal har de samme betingelser for at kunne besejre bourgeoisiet, som dette havde overfor kongemagten og adelen. Den kraft, der stadig ophober sig i proletariatet, og som næres ved den stadig voksende higen efter at komme bort fra de nuværende tilstande, kan de ærede tilstedeværende måske vanskelig danne dem en fuldstændig klar forestilling om. Når de ved en eller anden lejlighed kommer i direkte berøring med fattigdommen, når de f.eks. kommer ind i et fattigdommens hjem og erfarer, at konen må trælle på en fabrik fra morgen til aften for en krone daglig, når de endvidere erfarer, at dette usle beløb skal strække til en hel families underhold, enten fordi manden er arbejdsløs eller måske bukket under for sygdomme, fremkaldt ved overanstrengende arbejde og slet forplejning; når de ser følgerne af dette: børnene blege og sygelige, hjemmet uhyggeligt, mørkt og fugtigt, da gribes de måtte af medlidenhed og søger ved hjælp af en gave at mildne nøden noget. Men senere, efterhånden som en sådan berøring med fattigdommen kommer til at ligge længere tilbage i tiden, vil den stå for dem som en smertelig erindring, der taber sig, jo mere genstanden derfor er fjernet fra øjeblikket.

På arbejderne gør de forhåndenværende forhold en ganske anderledes og langt kraftigere virkning. Mange arbejdere lever nemlig daglig under så slette forhold, som jeg før omtalte. Mangfoldige børn er blevet berøvede deres forældre, og forældre er blevet berøvede deres børn på grund af fattigdommen og de slette samfundstilstande i det hele taget. Mange arbejdere bevarer i deres senere alder et uudsletteligt indtryk af fattigdom og nød, som de har modtaget i deres tidlige barndom. Og selv de arbejdere, der lever under noget bedre forhold, færdes dog hver dag iblandt dem, der lider nød, og er vidne til den elendighed, der hersker i samfundet. De føler tillige deres økonomiske afhængighed og usikkerhed, føler, at tilfældige omstændigheder kan ødelægge deres økonomiske forhold. Og alt dette tilsammen bevirker, at der hos arbejderne opstår en heftig indignation over de nuværende samfundstilstande, og at de tidligt og sent besjæles af den ene tanke, at tomme bort fra disse tilstande, der kun bringer dem ulykke og savn. Denne indignation vinder selvfølgelig i styrke derved, at arbejderne ser, at de selv har skabt de midler, hvormed bourgeoisiet undertrykker dem; de ser, at samfundsrigdommen er skabt ved deres arbejde, og dette giver dem selvfølgelig en bevidsthed om deres værd for samfundet, som forøger den kraft, hvorimod de stræber efter at komme bort fra de nuværende samfundsforhold og søger at fremtvinge anerkendelsen af deres menneskeværd og naturlige rettigheder til livets goder.

På denne måde opstår da proletariatets kamp mod bourgeoisiet, og vi står allerede midt i denne klassekamp og har gennemgået forskellige udviklingstrin deraf. I sin tid rettede arbejderne deres angreb mod maskinerne, hvori de så en trussel mod deres eksistens. De ituslog maskinerne og hævnede sig undertiden tillige på disses opfindere. Arbejderne lærte imidlertid snart at indse, at de her ikke havde fundet det rette middel til deres befrielse. Der fremstod bestandig nye maskiner, og arbejderne gjorde da front mod arbejdsgiverne. Forsøgene på at bekæmpe disse var i begyndelsen famlende og uorganiserede, og førte ofte til nederlag. De lærte imidlertid efterhånden at indse, at de måtte organisere og proviantere sig, når de med eftertryk skulle kunne bekæmpe bourgeoisiet, de organiserede sig da i fagforeninger og opsparede pengemidler, hvorved det blev dem muligt at udholde kampen i længere tid og derved fravriste bourgeoisiet en højere betaling for arbejdet. Alle disse kampe kunne imidlertid ikke føre til et tilstrækkelig gunstigt resultat, og arbejderne indså, at hvis det skulle lykkes dem at komme bort fra de nuværende samfundstilstande, måtte de føre kampen over på det politiske område. Også på dette område bidrager bourgeoisiet til at udvikle de kræfter, der vil blive bragt i anvendelse mod det selv. Som jeg tidligere har bemærket, må bourgeoisiet være en modstander af den absolutistiske regeringsform, og må derfor stadig være beredt på at bekæmpe de politiske bestræbelser, der går i absolutistisk retning. Endvidere er bourgeoisiets interesser ikke ensartede, og der udvikler sig heraf stadig politiske kampe, dels mellem bourgeoisiet indbyrdes og dels imod de absolutistiske tendenser, der jævnlig gør sig gældende. I disse kampe må bourgeoisiet ty til folkemassernes hjælp, lige som det i sin tid kam til magten ved hjælp af folkemasserne. Bourgeoisiet kalder på arbejderne og benytter deres stemmer til fremme af interesser, der i almindelighed ikke er arbejdernes interesser, idet disse i reglen ikke er repræsenterede i bourgeoisiets politiske kampe. Men når arbejderne ser, hvor meget deres stemmer vejer i disse kampe, da vil de snart lære at indse, at de kan benytte deres politiske indflydelse bedre ved at bruge den til fremme af deres egne interesser, og de vil da vende deres stemmer imod bourgeoisiet og bruge dem til at fremkalde bedre tilstande for sig selv.

Jeg man endnu omtale et magtmiddel, der hidtil har spillet en stor rolle i samfundsudviklingen, og som de nuværende magthavere, i lighed med de tidligere, tror at kunne støtte sig til, nemlig militarismen. Men jo mere kampen mellem bourgeoisiet og proletariatet nærmer sig sin afslutning, desto mindre er bourgeoisiet i stand til at støtte sig til militarismen, idet selv denne udvikler sig til at blive et våben i proletariatets hænder. Den udvikling, militarismen har gennemgået, beviser dette. I sin tid støttede adelens magtstilling sig dertil, at adelsmandene var herrer over den bevæbnede magt. Ved hjælp af denne trodsede de kongerne og tyranniserede borgerne og bønderne. Med opfindelsen af krudtet i forbindelse med tilvæksten i byernes befolkning blev det muligt for kongemagten at skabe de stående arméer, og da der her havdes en større kraft, måtte den tidligere form for militarismen falde. De stående, hvervede arméer blev nu en tid lang formen for den væbnede magt, men også denne form blev forældet, hvilket navnlig viste sig, da Napoleon førte det republikanske Frankrig i marken mod det monarkistiske Europa. Thi det var ikke alene Napoleons strategiske geni, der bevirkede, at han sejrede over de andre staters armeer, men tillige dette, at han rådede over en større kraft i de konskriberede tropper, der nærmede sig til at blive en folkevæbning. I Tyskland skulle der dog udvikles en endnu større kraft ved indførelsen af den almindelige værnepligt, som for første gang bragtes i anvendelse i slaget ved Leipzig. Medvirkende årsager kan have været tilstede her. Men hovedårsagen til det resultat, der nåes i slaget ved Leipzig, var dog den, at der i bevæbningen af selve folket ved den almindelige værnepligt var tilvejebragt en langt større kraftudvikling, end der nogensinde tidligere var blevet opnået.

Så længe folket, når det led nød, slog sig til tåls med præsternes forsikringer om et bedre liv efter dette, så længe var kirken en magt, men så snart folket ikke ville vente på det hinsides, men forlangte en menneskeværdig tilværelse i dette liv, fra det øjeblik indtræder der en svækkelse af kirkens magt. På lignende måde vil det gå med militarismen. Ved den almindelige værnepligt har man gjort enhver våbenfør mand til soldat, og så længe folket lader sig fortælle, at det ligger i dets interesse at myrde og lemlæste folk af andre nationer, »for gud, konge og fædreland«, så længe er den almindelige værnepligt et frygteligt våben i det regerende mindretals hånd. Men så snart folket lærer at indse, at det ikke ligger i dets interesse at bekæmpe andre nationer, så snart det lærer at indse, at det har fjender i sit eget land at bekæmpe, vil selv militarismen stå på folkets side og gøre det herskende og besiddende mindretal magtesløst. Og folket vil lære at indse dette. Det forøgede samkvem, der som følge af den stadige udvikling og forbedring af kommunikationsmidlerne finder sted mellem de forskellige lande, vil bringe disses befolkninger til at agte hinanden og til at forstå, at det ikke ligger i deres interesse at bekæmpe hinanden. Det vil som følge deraf vise sig, når det besiddende mindretal tror at kunne benytte militarismen imod folket, at også dette magtmiddel står på folkets, og ikke på mindretallets side.

Hele den nuværende udvikling går således i retning af at lægge magten i hænderne på folkets store flertal, på proletariatet. I sin kamp mod bourgeoisiet vil proletariatet benytte denne magtstilling til at gøre sig til herrer over produktionsmidlerne og føre dem over i statens besiddelse. Spørgsmålet bliver nu, hvorfor det just må være staten, der skal overtage produktionen, og om der ikke kan findes en anden måde, på hvilken de af de nuværende forhold flydende onder kan ophæves og lykkelige samfundstilstande kan indtræde. Hertil må svares, at det kun ved statens overtagelse af produktionen er muligt at skabe tilfredsstillende samfundsforhold, og at denne ordning er den eneste økonomisk rigtige.

Hovedgrunden til, at produktionen bør overdrages til staten, er navnlig den, at staten først derved kan løse sin opgave og komme til at stå i det forhold til dens enkelte medlemmer, hvori den bør stå. Så længe produktionsmidlerne er genstand for privateje, og ejerne af disse som følge deraf har en overvejende indflydelse på statens anliggender og på de økonomiske forhold, så længe vil staten nærmest have karakteren af at være et aktieselskab, i hvilket de store medejere tilriver sig alle de største fordele, og kun meget få af de goder, den organiserede stat kan byde, tilflyder dem, der betragtes enten som små aktieejere eller som slet ikke havende aktier i staten. Alt hvad man fordrer af staten til fordel for de ubemidlede, betragtes af de bedre stillede som et offer, disse må bringe. Og hvad de således efter deres opfattelse ofrer på et område, vil de søge at vinde igen på et andet. Der vil bestandig opstå kampe om enhver økonomisk reform, der skal komme de ubemidlede tilgode, fordi de velhavende ikke betragter sig som solidariske med hine eller med samfundet som helhed, og de goder, der i et kapitalistisk samfund kan opnås for de ubemidlede, vil derfor altid blive disse få karrigt tilmålt som muligt.

Når staten derimod er ejer af produktionsmidlerne og leder af produktionen, da vil staten også stå i det forhold til alle dens enkelte medlemmer, hvori den ifølge sin bestemmelse bør stå. Den vil drage omsorg for, at der til enhver tid produceres en så stor mængde livsfornødenheder, af enhver art, som der behøves, og vil sørge for at fordele disse og det med deres tilvejebringelse forbundne arbejde blandt alle samfundets medlemmer på en retfærdig mande. Staten vil da være identisk med hele folket og fuldt ud opfylde sin bestemmelse, at være et middel til at sikre enhver af sine borgere alle de goder, de ikke kan opnå som enkelt stillede personer. En stat, der hviler på disse principper, vil ikke lade oplysning og kundskab være et monopol for en del af sine medlemmer. Den vil betragte kundskaber som et absolut fælleseje og derfor lade dem tilflyde alle sine borgere. Den vil indse nytten af, at udvikle ethvert samfundsmedlems evner til den størst mulige grad af fuldkommenhed. Den vil drage human omsorg for gamle og syge. Idet arbejdet vil blive lettet ved maskiner i et langt større omfang end i en kapitalistisk stat, vil det ikke koste de yngre og fuldt ud arbejdsdygtige individer nogen anstrengelse at frembringe det fornødne kvantum livsgoder, og det vil derfor ikke falde nogen ind at fordre arbejdsydelse af de gamle som vederlag for det underhold, de nyder. Vil de tage del i arbejdet, vil det selvfølgelig ikke blive dem forment. Men ingen vil forlange det, idet man vil gå ud fra, at de allerede har ydet tilstrækkeligt til samfundets velstand, og idet de yngre kræfter er fuldt ud tilstrækkelige til at præstere det fornødne kvantum arbejde.

Der gives heller ingen som helst anden ordning af samfundsforholdene, ved hvilken de onder, der klæber ved de nuværende forhold, i længden kan ophæves. Man har således bragt i forslag, at lade staten overtage ejendomsretten til produktionsmidlerne, men derefter atter at bortforpagte dem til private personer. Herved vil der i virkeligheden intet være opnået. Arbejderne vil komme til at stå i væsentlig det samme forhold til arbejdsgiverne - produktionsmidlernes forpagtere - som nu. Arbejdskraften vil vedblivende være en vare, og samfundet vil i det væsentlige frembyde de samme interessekampe som nu. Man har endvidere forestået den anarkistiske ordning, ved hvilken produktionsmidlerne menes at skulle overgås til at være visse arbejdergruppers ejendom. Heller ikke denne ordning indeholder betingelserne for tilvejebringelsen af sunde tilstande i samfundet. Produktionen, navnlig industrien, er jo nemlig underkastet en stadig udvikling. Nye industrigrene opstår, andre indskrænkes eller går tilgrunde, og en gren af produktionen, der til en given tid kan beskæftige den arbejdergruppe, der ejer de dertil hørende arbejdsmidler, har ikke altid betingelserne for at kunne gøre det. Da staten som sådan, ifølge det anarkistiske system, ophæves, vil det ikke kunne forhindres, at der atter opstår et proletariat, hvis stilling vil blive ligeså slet, muligvis endnu slettere end proletariatets i det nuværende samfund. De forskellige grupper, der ville komme til at konkurrere med hinanden uden at have nogen regulerende myndighed over sig, vil desuden fremkalde en konkurrence, der i sine følger næppe vil give den nuværende konkurrence noget efter. Den eneste ordning, hvorved der kan stabes tilfredsstillende samfundstilstande, bliver således den socialistiske, der forudsætter, at produktionen skal overtages af staten.

Der er rejst forskellige indvendinger imod denne statsordning, og jeg skal så vidt tiden tillader det, søge at imødegå en del af dem. Man har således ment, at den socialistiske stat ville udsuge et tyranni over befolkningen, idet den kommer til at optræde som arbejdsgiver. Man kan let imødegå denne indvending ved at opstille det spørgsmål, under hvilke forhold den størst mulige grad af personlig frihed kan opnås. Det, der nu udøver det største tryk på den personlige frihed, er den økonomiske afhængighed, hvori en person står til andre. Jo mere et menneske er økonomisk uafhængig af andre, i desto højere grad besidder han personlig frihed. Når ethvert enkelt menneske var i stand til selv at frembringe alt, hvad han behøver, og ikke i nogen som helst retning trængte til andres hjælp, ville han derved være i besiddelse af fuld personlig frihed. En sådan tilstand, under hvilken hver enkelt fuldt ud ville være sin egen arbejdsgiver, kan imidlertid ikke tænkes tilvejebragt på grund af de mangeartede fornødenheder, menneskene har, og på grund af den høje grad af udvikling, den på arbejdsdelingens princip baserede produktion er nået frem til. Det gælder således at finde en form, under hvilken menneskene kan opnå den størst mulige grad af personlig frihed, og idet enhver i en socialistisk stat i så stor udstrækning som muligt er sin egen arbejdsgiver, idet han er medejer i de staten tilhørende produktionsmidler, byder denne samfundsordning de bedste garantier for bevarelsen af friheden. I den nuværende stat er arbejderen økonomisk afhængig af arbejdsgiveren, og den økonomiske afhængighed går igennem alle forhold. Er arbejderen misfornøjet, kan han vel skifte arbejdsgiver, men derved bliver han ikke mindre afhængig, idet forholdene, hvilket jeg tidligere har bemærket, udvikler sig i retning af at blive temmelig ensartede hos de forskellige arbejdsgivere. Ofte finder arbejderne sig i en meget høj grad af vilkårlighed af frygt for arbejdsløshed. I den socialistiske stat derimod, i hvilken enhver af dens medlemmer har indflydelse på statens anliggender og er medbestemmende i de forhold, hvorunder der arbejdes, er den personlige økonomiske afhængighed ophævet, og den byder altså de bedste betingelser for bevarelsen af den personlige frihed.

Der indvendes endvidere, at fordi den socialistiske stat fordrer lighed, at den da vil nivellere alt, og navnlig i åndelig henseende ikke tillade afvigelser ud over det almindelige. Det uberettigede i denne indvending fremgår allerede deraf, at vi socialdemokrater, ved det opdragelsessystem, vi stræber hen til at indføre, vil søge at udvikle alle åndelige kræfter i samfundet til den først mulige grad af fuldkommenhed. Ved et sådant opdragelsessystem kan der selvfølgelig ikke være tale om at sætte en grænse for det enkelte individs åndelige udvikling. Hertil kommer, at der i en socialistisk stat vil blive brug for meget forskelligartede kræfter, de samfundsstillinger, hvortil der nu udfordres en højere grad af åndelig begavelse, blive ikke overflødige i den socialistiske stat, de kommer kun til at stå i et andet forhold til befolkningen, end i det nuværende samfund. Den socialistiske stat behøver, lige så fuldt som den nuværende, lærere, arbejdsledere, videnskabsmænd, embedsmand osv., og disse stillinger vil selvfølgelig blive beklædt af dem, der har opnået den størst mulige dygtighed. Hvis der endvidere skulle være fare for, at den socialistiske stat skulle virke hæmmende på udviklingen af de åndelige kræfter, måtte der allerede nu hos arbejderne gøre sig en tendens gældende til at ringeagte kundskaber. Men jeg vil spørge de herrer, der har beskæftiget sig med arbejderundervisningen, om de har mærket noget til en sådan tendens. De vil i stedet herfor have bemærket, at arbejderne nærer højagtelse for kundskab, og stræber efter at tilegne sig sådanne. Da besiddelsen af kundskaber giver deres besidder indflydelse på sine medmennesker, såfremt disse nærer agtelse for kundskaber, ville det være en mere begrundet indvending, at der muligvis i en socialistisk stat vil udvikle sig et åndsaristokrati. Vi nærer imidlertid ingen frygt heller i den retning, thi selv om de kundskabsrige skulle vinde en meget betydelig grad af indflydelse, må man erindre, at de, der i en socialistisk stat som følge af deres større kundskabsmængde og dygtighed indtager ledende stillinger, rekrutteres af den hele befolkning og ikke af nogen enkelt klasse, lige som deres indflydelse vil komme til at hvile på en bred basis af almindelig oplysning og intelligens hos befolkningens store masse,

Man har endvidere fremsat den indvending mod den socialistiske stat, at den vil strande på menneskenes begær efter at erhverve sig privat ejendom. Det kommer her navnlig an på at gøre sig klart, hvad man forstår ved begrebet: privat ejendom, og hvorledes ejendomsforholdene stiller sig i det nuværende samfund. Når man retter den bebrejdelse mod os socialdemokrater, at vi vil ejendommen til livs, da må det erindres, at denne bebrejdelse ikke bør adresseres til os, men derimod til det bestående kapitalistiske samfund. Tilsyneladende hviler dette samfund på privatejendommen, der jo endog betragtes som en af samfundets grundpiller, men i virkeligheden vil man have vanskeligt ved at tænke sig en tilstand, under hvilken ejendomsretten bliver mindre respekteret end under den nuværende.

Hvad vil det nemlig sige, at kapitalen ophober sig på bestandig færre og færre hænder? Det vil simpelt hen sige, at kapitalisterne, ved hjælp af den store kapitals overvægt i konkurrencen, berøver de mindre besiddende deres ejendom. Arbejderne har for længe siden ikke besiddet nogen ejendom. De besidder ikke alene ikke nogen andel i produktionsmidlerne, men selv genstande til rent privat forbrug, besidder en meget stor del af arbejderne så godt som ikke. Det, at arbejderne ofte må sælge deres arbejdskraft for et så ringe vederlag, at det ikke engang er tilstrækkeligt til hans eller hans families ernæring, hvis denne skulle indrettes på videnskabelig rigtig måde, bevirker, at hans fordringer til bohave og klædedragt må nedstemmes i en sådan grad, at det arbejderen besidder af disse ting, ofte er fuldstændig værdiløst. Man ser ofte sørgelige eksempler herpå, når arbejderen på grund af resterende husleje kastes på gaden af sin husvært, eller ved flytning fra en bopæl til en anden. I hovedtrækkene gælder disse forhold for arbejderne såvel i byerne som på landet. Landarbejderen besidder enten ingen andel i den jord, på hvilken han fødes, eller selv om han besidder en strimmel deraf, er hans stilling dog næsten lige så fortrykt. Købstadarbejderen besidder ingen andel i den fabrik, hvori han arbejder, og for begges vedkommende gælder, hvad jeg for bemærkede om den i bohave og andre brugsgenstande bestående ejendom.

Men også for middelstanden tilintetgør den kapitalistiske produktionsmåde ejendomsretten med stigende hurtighed, og har i et meget stort omfang allerede tilintetgjort den. Den mindre håndværker eller næringsdrivende, som må bukke under i konkurrencen med den store kapital og vandre over i arbejdernes rækker, gøres på denne måde ejendomsløs. Den stigende usikkerhed blandt de mindre næringsdrivende, disses bestandig større og større afhængighed af kapitalisterne, er ligeledes ensbetydende med ejendomsløshed. Hvad nytter det, at en mand tilsyneladende ejer et mindre varelager, et butiksinventarium, et værksted osv., når han hvert øjeblik kan vente, at et uforskyldt uheld kan påføre ham en eksekution, der berøver ham det hele, eller han i form af renter må betale en art leje af de ting, der står for hans regning i hans butik. Og hvad der af borgerlig ejendom ikke tilintetgøres i den almindelige dagligdags konkurrence, det tilintetgøre med rivende hurtighed under de økonomiske kriser, der med ubønhørlig logik ledsager den kapitalistiske produktionsmåde. Under disse kriser styrtes de mindre næringsdrivende ikke enkeltvis, men massevis ud i proletariatet, i reglen for aldrig nogensinde mere at genvinde en selvstændig stilling. Endelig må det ikke forglemmes, at de mindre næringsdrivendes efterkommere år for år leverer en uhyre tilvækst til proletariatet. Meget ofte er det umuligt for en mand af middelstanden at overdrage en nogenlunde selvstændig bedrift til blot et af sine børn. Er der tale om flere, er det næsten altid fuldstændig umuligt.

Ligesom for arbejderne gælder det, jeg her har fremsat om middelstanden, denne såvel i byerne som på landet. Når en mand ejer en mindre landejendom, men der i denne indestår en betydelig pengesum, hvem er da den egentlige ejer, kapitalisten, der gennem renten hvert år putter en væsentlig del af udbyttet i sin lomme, eller besidderen? Et eksempel vil let overbevise os derom. Sæt, at manden et år ikke er i stand til at betale renten, så gøres der eksekution i ejendommen. Kapitalisten kalder denne sin ejendom, tager den i besiddelse, og den hidtidige besidder må vandre over i proletariatets, i de ejendomsløses rækker. Det samme, der gælder for middelstanden i byerne såvel med hensyn til besiddelse som med hensyn til overdragelsen af ejendom til den kommende slægt, gælder ligeledes for middelstanden på landet. En mindre landejendomsbesidder har, for så vidt han har flere børn, som oftest valget imellem enten at overdrage sin ejendom til et enkelt af dem og derved straks gøre de øvrige besiddelsesløse, eller ejendommen må sælges, for at hvert af børnene kan få en sum penge, der imidlertid, langt fra at byde disse en sikker eksistens, i reglen snart bliver opbrugt eller opsluges af den store kapital. I begge tilfalde må middelstanden yde et bidrag til at forøge tallet på de ejendomsløse.

De nuværende forhold yder således ingen betryggelse for bevarelsen af den store mængdes ejendomsbesiddelse, men tilintetgør i stigende grad arbejdernes og middelstandens mulige ejendom, som opsluges af og inddrages under den store kapital. Så længe denne er genstand for privat besiddelse betyder den bevægelse, der gør sig gældende, at et mindretal i samfundet bliver stedse rigere og den store mængde af befolkningen stedse fattigere. Anderledes i et efter socialistiske principper ordnet samfund. Den stærke sammendragning af produktionsmidlerne, som er og fremdeles vil vedblive at være nødvendig for produktionen, må ligeledes finde sted i den socialistiske stat, kun sammendrages produktionsmidlerne her ikke på enkelte individers hænder eller i en enkelt klasses besiddelse, men derimod i statens, dvs. i hele folkets besiddelse. Ingen enkelt person kan som følge deraf have fuld ejendomsret til de produktive værdier, så som jord og grund, bygninger, maskiner, råprodukter eller de deraf tilvirkede varer så længe disse ikke er tagne i brug, osv., men på den anden side blive alle samfundsmedlemmer medejere deri, og produktionsmidlernes sammendragning har således almindelig velstand, og ikke som nu fattigdom hos folkets store masse til følge.

Men herimod indvender socialismens modstandere, at begæret efter privatejendom er så stærkt og almindeligt, at statens ejendomsret til produktionsmidlerne vil støde på en så stærk modstand, at den enten ikke lader sig gennemføre, eller i længden ikke vil kunne holde sig. Da der her ikke er tale om ejendomsretten til sådanne ting, som i deres egenskab af forbrugsgenstande er nødvendige for tilfredsstillelsen af menneskenes personlige fornødenheder, og da erhvervelsen af de herhen hørende artikler under socialistiske samfundsforhold sker på en langt lettere måde og for befolkningens store mængde i langt større udstrækning end nu, kommer denne side af ejendomsretten altså ikke i betragtning med hensyn til imødegåelsen af ovenanførte indvending, uden for så vidt den tjener til at belyse det begær efter ejendom, vore modstandere betragter som en hindring for socialismens gennemførelse.

Vore modstandere henviser som bevis for deres påstand til det begær efter ejendom, og da navnlig efter produktiv ejendom, der finder sled under de nuværende forhold. Dette er imidlertid en ligefrem følge af tilstanden og vil ophøre, så snart denne tilstand afløses af den socialistiske ordning. At der under de nuværende samfundsforhold er et stærkt begær efter ejendom følger af, at ejendomsbesiddelsen i virkeligheden er den faktor, som nu giver mennesket betydning og anseelse, ligesom erhvervelsen af ejendom under de nuværende forhold er midlet til at nå en bedre og mere betrygget økonomisk stilling, end de besiddelsesløses. Ejendommen frigør ikke alene fra den afhængighed, som den ejendomsløse proletar er underkastet, men i forhold til sin størrelse stiller den tillige besidderen i et overordnet forhold til et større eller mindre antal medborgere. Endelig giver ejendommen dens besidder adgang til uden arbejde at erhverve ny ejendom, idet kapitalen tilegner sig en del af de værdier, der tilvejebringes ved arbejdet. Det er derfor en ganske naturlig følge af den nuværende samfundstilstand, at enhver, for hvem det på nogen måde er muligt, søger at erhverve sig ejendom, navnlig af produktiv natur.

Anderledes stiller forholdet sig i et efter socialistiske principper ordnet samfund. Den egenskab ved kapitalen, at den skaffer sin besidder en indtægt af andres arbejde, uden at vedkommende kapitalist selv behøver at deltage i arbejdet, bortfalder når staten er ejer af produktionsmidlerne. I en socialistisk stat kan indtægt kun erhverves ved arbejde, og en ejendomsbesidder er ikke i stand til ved hjælp af sin ejendom at skaffe sig nogen som helst indtægt, men vil blive nødt til at tage del i det for samfundet nødvendige arbejde, og kun som vederlag for sin deltagelse heri vil han kunne erhverve sig indtægt. I en socialistisk stat giver besiddelsen af ejendom ikke dens besidder nogen som helst myndighed over andre. Kun dygtigheden alene vil give udkomst til at indtage stillinger som arbejdsledere, embedsmænd osv.. I en socialistisk stat behøver ingen at ty til ejendomsbesiddelse for at opnå betryggelse af sin eksistens, idet staten, ligesom den fordrer arbejde af alle sine arbejdsdygtige medlemmer, også tilsikrer enhver adgang til livets goder, og betrygger således enhver af sine borgeres økonomiske stilling i langt højere grad, end selv en temmelig udstrakt besiddelse af ejendom under de nuværende forhold er i stand til.

Det her fremsatte gælder hovedsagelig produktiv ejendom, og da de kræfter, som nu bringe menneskene til at hige efter besiddelse deraf, ophører at virke i en socialistisk stat, idet produktionsmidlerne, som denne er i besiddelse af, selvfølgelig står til dens arbejdende medlemmers rådighed og afbenyttelse, bortfalder således enhver grund til at tragte efter besiddelsen af ejendom af denne art. Men selv ejendom af uproduktiv natur, såsom genstande til rent personligt brug, er det højst rimeligt, at menneskene ikke vil tragte efter at besidde, når samfundet har antaget en socialistisk ordning. Herfra må dog undtages genstande, som ifølge deres natur i almindelighed kun kan benyttes af den enkelte person. Alle genstande derimod, som snart kan benyttes af en, snart af en anden, eller som på samme tid kan benyttes af flere i fællesskab, er der en stor sandsynlighed for, at bestandig færre og færre vil tragte efter at besidde som ejendom. Der er således allerede under de nuværende forhold ingen, der føler sig mindre vel tilpas ved at køre på en jernbane, fordi han ikke er ejer deraf. Alene at kunne benytte den, er tilstrækkelig, og når nogen tragter efter at blive medejer af en jernbane er det for gevinstens skyld og ikke af hensyn til benyttelsen. I et teater tragter ingen efter at eje den stol, han sidder på, det er også her retten til at benytte den, hvorpå det kommer an. Det samme gælder om koncertlokaler, restaurationer og lignende, og det er i så henseende ret betegnende, at mange familiefester, der tidligere holdtes i hjemmet, nu forlægges til restaurationslokaler, altså til steder, hvis benyttelse vedkommende kun har en øjeblikkelig og forbigående brugsret til. I en socialistisk stat, hvor samfundsånden vil stå på et langt højere trin end under de nuværende, egoismen begunstigende forhold, vil en langt større mængde nydelser og bekvemmeligheder antage en samfundsmæssig karakter end mange mennesker nu er tilbøjelige til at tro, og følgen deraf vil være, at begæret efter ejendomsret til en mængde brugsgenstande vil tabe sig overordentlig, og det vil efterhånden gå op for borgerne, at det i særdeles mange tilfælde er fuldt ud tilfredsstillende i en given tid at være i besiddelse af brugsretten til en mangfoldighed af ting, som menneskene nu tragter efter at erhverve som ejendom.

Som følge af det foregående kan man altså betragte det som givet, at begæret efter privat ejendom vil blive aldeles forsvindende i et socialistisk samfund, og nærmest indskrænke sig til genstande, som ifølge deres natur ikke kunne blive samfundsmæssige. Endelig skal jeg berøre den indvending mod den socialistiske stat, der går ud på, at det enkelte land ikke vil kunne bestå som socialistisk stat, når forholdene i de omkringliggende lande vedblivende er baserede på privatkapitalen og den frie konkurrence. I virkeligheden er denne indvending meget umotiveret, idet den socialistiske bevægelse er international, og som sådan uden meget store afvigelser baner sig vej i alle civiliserede lande. Da tillige den socialistiske samfundsordning overalt søges indført gennem en række omfattende reformer i socialistisk ånd, er der, forudsat at der ikke lægges unaturlige hindringer i vejen for udviklingen, en meget stor sandsynlighed for, at de socialistiske samfundsformer omtrent samtidig vil bryde igennem i de fleste civiliserede lande. Hermed er den nævnte indvending til dels afkræftet. Men selv om man tænker sig den enkelte stat ordnet efter socialistiske principper, samtidig med, at de øvrige stater endnu hviler på den frie konkurrences princip, gør dette ikke indvendingen mere berettiget. Medens nemlig den kapitalistiske storproduktion har betydelige fordele fremfor den lille industri, og overalt fortrænger denne fra markedet, har den socialistiske ordning så store fordele fremfor den frie konkurrence, at denne ikke vil være i stand til at fortrænge eller umuliggøre hin

Den socialistiske ordning af samfundsforholdene har, ved den fordeling af arbejdet og arbejdsudbyttet, den indfører, til følge at fattigdommen ophæves og aflyses af en almindelig velstand, ligesom staten bliver et organist hele, hvis medlemmer er gensidig interesserede i det heles vel. Heraf følger atter, at alle de tekniske hjælpemidler ved arbejdet (maskiner osv.) kan indføres i langt større målestok end nu. Og de vil i en socialistisk stat bevirke, at den arbejdsmængde, der kommer til at påhvile de enkelte samfundsmedlemmer, bliver i en overordentlig grad formindsket. Formålet med produktionen vil være dette, at samtlige medlemmer af staten kan føre en så lykkelig tilværelse som muligt, og produktionen vil da komme til at hvile på en beregning over, hvor stor en mængde livsfornødenheder, der til enhver given tid behøves. Der gives ingen fornuftig grund til at antage, at en stat ikke skulle være i stand til således at foretage en efter socialistiske principper ordnet fordeling af arbejde og arbejdsudbytte, selv om denne ordning ikke er indført i de tilgrænsende lande. Sålænge samfundsforholdene er baserede på den frie konkurrence, udover forholdene i ene land et tryk på forholdene i det andet, men dette tryk ophører at være til stede, når et land forkaster frikonkurrencen og antager den socialistiske ordning.

Et par eksempler vil tjene til at oplyse dette. Under privatkapitalismens og frikonkurrencens herredømme kan arbejdernes løn i det enkelte land ikke hæve sig i nogen større grad over den norm, der er gældende i de øvrige lande. Ved hjælp af en god organisation af arbejderne, og ved hjælp af andre særlige forhold, kan det måske lykkes al hæve arbejdernes løn noget, men de kræfter, der virker trykkende på arbejdslønnen, vil ikke lade længe vente på sig, og vil forhindre den i at stige over en vis grænse. Forbedrede arbejdsforhold i det enkelte land må f.eks., medføre, at der finder en indvandring sted af arbejdere fra de tilgrænsende lande, og disse arbejdere vil, da lønningsforholdene er slettere i de lande, de kommer fra, tilbyde deres arbejdskraft billigere end de indfødte. Da nu produktionen, så længe den foregår efter frikonkurrencesystemet, ledes af private arbejdsgivere, der er interesserede i at erholde så billig arbejdskraft som mulig, vil arbejdsgiverne enten tage den billigere udenlandske arbejdskraft i deres tjeneste, eller i al fald benytte den forhåndenværende overflødighed af arbejdskraft til at nedtrykke de indfødte arbejderes løn, og i begge tilfælde vil følgen blive, at de vundne økonomiske fordele for arbejderne enten helt ville gå tabt, eller forringes i en sådan grad, at forskellen mellem de forskellige lande ikke bliver af nogen større betydning,

I en socialistisk stat vil indvandring af fremmede arbejdere derimod ikke kunne virke forstyrrende på forholdene af den simple grund, at ingen har interesse af at købe billig arbejdskraft, ligesom arbejdskraften overhovedet da ikke længere har den karakter, at være genstand for køb og salg. Udførelsen af det nødvendige kvantum arbejde fordeles mellem statens arbejdsdygtige medlemmer, og såfremt arbejdsmængden er tilstrækkelig stor og landet besidder livsfornødenheder nok til at kunne ernære og beskæftige et større antal mennesker, vil indvandrede arbejdere blive beskæftigede på samme måde og samme betingelser, som landets egne arbejdere. I modsat tilfælde vil de blive nødt til atter at forlade landet. Tilbud om at levere billigere arbejdskraft vil der selvfølgelig ikke blive taget hensyn til, fordi der ikke eksisterer private arbejdsgivere, der kunne være interesserede i at købe billig arbejdskraft. Med hensyn til indfrielsen af fremmede varer stiller forholdet sig på samme måde. Under frikonkurrencen må navnlig de lande, der ikke er i besiddelse af naturbetingelserne for at kunne være industrilande, dvs. sådanne, som ikke selv frembringer de vigtigere råprodukter, som jern, træ, stenkul osv., søge at beskytte sin industri ved hjælp af en indførselstold. Beskyttelsessystemet har imidlertid til følge, at varerne fordyres, og at den egentlige gevinst går i arbejdsgivernes lommer. Afskaffelsen af beskyttelsessystemet har imidlertid til følge, at de i industriel  henseende mere begunstigede lande vil tilintetgøre industrien og fremkalde arbejdsløshed i de mindre heldigt stillede.

Under frikonkurrencen har de i industriel henseende uheldigt stillede lande, så længe de bibeholder frikonkurrencesystemet, kun valget imellem, enten at beskytte deres industri ved en fordyrelse af varerne, eller at udsætte den industrielle del af befolkningen for en omfattende arbejdsløshed, som i virkeligheden er ensbetydende med økonomisk ruin. Også dette forhold forklares fuldstændig ved en nærmere betragtning af de privatkapitalistiske samfundsforhold. Disse stiller de enkelte individer i staten isoleret og ikke i et solidarisk forhold til hinanden. Ligesom den private arbejdsgiver har personlig interesse af at købe arbejdskraften så billig som muligt, og af denne grund hellere antager indvandrede arbejdere, når disse arbejder billigere end landets egen befolkning, selv om han derved gør en stor del af landets egen arbejderstand brødløs, således har også den enkelte køber en større øjeblikkelig og personlig fordel ved at købe de billigere, i udlandet forfærdigede varer, end de dyrere indenlandske, selv om han derved bidrager til, at landets egne industrielle arbejdere kommer til at mangle beskæftigelse. I dette forhold ligger farer for, at de store industrilande, som ved deres gunstigere naturbetingelser og masseproduktion kan levere billigere industrivarer, end de i denne retning mindre heldigt stillede lande, kunne ødelægge industrien i de sidstnævnte. Og denne fare vil altid være til stede sålænge et land bibeholder frikonkurrencen som grundlag for sin produktion og handelsomsætning.

Den socialistiske stat vil derimod blive upåvirket heraf, fordi det enkelte individ da står i et gensidig, solidarisk forhold til det hele samfund, og ligesom ingen i en socialistisk stat har interesse af at købe billig arbejdskraft med tilsidesættelse af landets egen befolkning, er heller ingen interesseret i at købe billige udenlandske industrivarer, når dette, som i nutiden, sker på bekostning af landets egen befolknings velvære. Et land som Danmark, der hovedsagelig er et agerdyrkende land, vil f.eks. for en så stor del af sin årlige produktion af landbrugsprodukter, som landets egen befolkning ikke behøver, købe så mange råprodukter, industrivarer eller andre af udlandets frembringelser, som det trænger til. Er landets produktion af landbrugsartikler så stor, at ikke alene den hele befolkning kan blive forsynet dermed, men at der endog kan blive så meget tilovers, at man, ved at udføre det overskydende til udlandet, derfor kan erholde alt, hvad landet behøver at indføre, i fuldstændig færdig tilstand (der tales her navnlig om industrivarer) er der selvfølgelig ingen grund for befolkningen til kun at indføre råprodukter for selv at udføre arbejdet ved deres omdannelse til varer. Under sådanne forhold vil det være en lettelse for befolkningen at erholde færdige varer fra udlandet, idet tilvejebringelsen af det fornødne økonomiske velvære da vil kræve anvendelsen af en så meget desto kortere arbejdstid.

Er det kvantum naturprodukter, som landet frembringer, ikke tilstrækkeligt til, at der deraf kan udføres få meget, at de varer, der må hentes fra udlandet, kan indføres i fuldstændig færdig tilstand, vil man selvfølgelig indskænke sig til at indføre råprodukterne, og i landet selv underkaste disse den videre forarbejdelse. Ven industrielle virksomhed, som heraf opstår, vil ikke som under de nuværende forhold være truet af den udenlandske produktion, fordi det altid vil være fordelagtigere at forarbejde råmaterialet i landet selv, fremfor at indføre varerne i færdig tilstand. Den forringelse i velstand, eller den ligefremme fattigdom, som nu fremkaldes for de enkelte individer ved, at indførslen af fremmede varer enten hidfører arbejdsløshed eller lav arbejdsløn, falder i den socialistiske stat over på det hele samfund, ligesom omvendt en forringelse af den almindelige velstand falder tilbage på hvert enkelt individ. De i landet selv forfærdigede varer er derfor altid billigere og deres forarbejdelse i landet selv fordelagtigere end de fra udlandet indfører, i samme forhold som landets naturlige velstandsgrad nødvendiggør, at befolkningen selv udfører arbejdet ved deres tilvejebringelse. Det middel, man under kapitalistiske forhold må anvende for at beskytte den indenlandske industri, nemlig tolden, bliver således fuldstændig overflødig i en socialistisk stat, og den er i lige grad overflødig enten et land i følge sine naturbetingelser er anlagt for agerdyrkning, industriel virksomhed, eller for begge dele tilsammen.

Spørgsmålet om, hvorvidt en stat overfor udlandet kan bevare sin økonomiske eksistens under socialistiske samfundsformer, er det eneste, der har afgørende indflydelse på, om det enkelte land er i stand til at kunne bestå som socialistisk stat eller ikke, og da den socialistiske produktionsmåde har overordentlig store økonomiske fordele fremfor den kapitalistiske produktion, som således ikke vil være i stand til at besejre socialismen, er det derved givet, at den socialistiske samfundsordning lader sig gennemføre og opretholde i det enkelte land selv om nabostaterne bibeholder det kapitalistiske system.

Men, som allerede bemærket, er der ikke nogen stor sandsynlighed for, at det enkelte land vil komme i en sådan situation, idet socialismen dels udbreder sig i alle civiliserede lande, og som følge deraf vil blive gennemført i al fald i de fleste af disse med forholdsvis korte tidsmellemrum. Dels tilstræber socialdemokratiet i alle lande at gennemføre de socialistiske principper successivt gennem en skala af økonomiske og politiske reformer og statens stykkevise overtagelse af produktionen. Denne fremgangsmåde vil medføre, at alle, eller i ethvert tilfælde de allerfleste civiliserede lande noget så nær i det samme tempo vil nærme sig den fuldstændige realisation af de socialistiske principper. Afvigelserne i deres udvikling henimod den socialistiske stat vil blive af en forholdsvis ringe betydning, og som følge heraf vil der næppe nogetsteds blive tale om, at en enkelt stat vil nå frem til en fuldstændig socialistisk samfundsordning, samtidig med, at alle øvrige stater hviler på et selvstændigt privatkapitalistisk grundlag. Og selv om privatkapitalismen på en kunstig måde ved hjælp af magtanvendelse fra de besiddende klassers side tilsyneladende opretholdes som grundlag for den økonomiske ordning i enkelte stater, medens den sociale udvikling i andre lande er langt mere fremskreden, måske endog så vidt, at den socialistiske ordning kan betragtes som gennemført, da vil privatkapitalismen i hine stater være så stærkt undergravet, at den ikke lader sig opretholde i nogen lang tidsperiode. Den vil under alle omstændigheder ikke kunne øve nogen indflydelse på de mere fremskredne lande. Det vil under sådanne forhold være privatkapitalismen, der påvirkes og hvis eksistens bliver truet af socialismen. Det modsatte forhold kan ikke tænkes at ville finde sted. Betragtningerne over, hvorvidt socialismen lader sig gennemføre i det enkelte land, er således nærmest af interesse derved, at de afkræfter den i denne retning mod de socialistiske principper rejste indvending. Denne deler på den måde skæbne med de øvrige mod socialismen fremsatte indvendinger, som alle, ved at blive nærmere belyst viser sig at være uholdbare med ubetinget ret kan man derimod vende spørgsmålet om og gøre gældende, at politik og videnskab, hvis virkelige formål er at hidføre de bedst mulige tilstande for befolkningen, ikke er i stand til at nå dette mål uden ved gennemførelsen af de socialistiske principper. Socialismen bliver således fuldstændiggørelsen af politik og videnskab, og den politiker eller videnskabsmand, der gør sig til modstander af socialismen, må derfor tidligt eller sent komme til erkendelse om, at han enten ikke vil fremme befolkningens lykke og velfærd, eller at han ved sin modstand mod gennemførelsen af de socialistiske principper har opstillet en skranke for sin egen virksomhed, som han ikke er i stand til at komme ud over uden ved at slutte sig til socialdemokratiet.

For politikens vedkommende kan der her selvfølgelig kun være tale om den demokratiske politik. Den aristokratiske eller reaktionære politik, der tilstræber opretholdelsen eller udvidelsen af en privilligeret klasses herredømme over den øvrige del af befolkningen og at opretholde og forøge denne klasses økonomiske velvære på det øvrige folks bekostning, kan i følge sin natur ikke tilstræbe politikens virkelige mål: tilvejebringelsen af sådanne samfundsforhold, under hvilke den hele befolkning kan opnå den størst mulige grad af velvære og lykke. Grundlaget for den demokratiske politik er den almindelige valgret, fordi delagtigheden i statens styrelse er en ret, som i overensstemmelse med retfærdighed og billighed ikke kan berøves nogen myndig statsborger. Den almindelige valgret er endvidere det eneste middel til at forebygge voldsomme omvæltninger af samfundsforholdene. Kun derved, at den store masse af befolkningen gennem sine valgte repræsentanter er i stand til at gøre sine krav til samfundet gældende, kan en rolig udvikling sikres, og historien såvel fra den ældre som fra den nyere tid viser talrige eksempler på opstande og revolutioner, som er fremkaldte alene derved, at befolkningen har savnet det i den politiske valgret bestående middel til at fjerne de misforhold og uretfærdigheder, som den led under. For at det samme ikke skal gentage sig i fremtiden er det nødvendigt, at staten gennem den almindelige valgret gøre det muligt for befolkningen ved deltagelse i lovgivningsvirksomheden at fjerne de samfundssonder, for hvis tryk den i modsat tilfælde vil blive nødt til at befri sig ved anvendelse af voldsomme midler. Men når den store masse af befolkningen er i besiddelse af det politiske magtmiddel, som indeholdes i den almindelige valgret, vil den ikke lade sig nøje med, at enkelte reformer af mindre økonomisk betydning gennemføres, navnlig når disse ikke rammer årsagen til de onder, som den kapitalistiske produktion medfører, nemlig den udbytningsproces, der finder sted overfor arbejderstanden, og den successive tilintetgørelse af middelstanden, som udøves af den kapitalbesiddende klasse.

Efterhånden som arbejderne og middelstanden får øjnene op for, at fattigdommen og alle deraf flydende onder er naturlige følger af kapitalens herredømme, vil de selvfølgelig rette deres bestræbelser på at befri sig fra dette herredømme. De ville ikke føle sig tilfredse med at være ligestillede i politisk henseende med deres øvrige medborgere, når denne ligestillelse egentlig kun er til stede på selve valgdagen, og kun i rent politisk forstand, medens de hele den øvrige tid må føre et afhængigt, trælbundet liv under idelige kampe med næringssorger. De vil derimod snart komme til erkendelse om hvilket værd deres arbejde og derved de selv har for samfundet, komme til at indse, at al samfundsrigdom hidrører fra arbejdet, og at den nuværende fordeling af velstanden er unaturlig og uretfærdig, og i henhold til denne erkendelse vil de stille deres fordringer. Ved gennem valgretten at blive stillede i mere gensidigt forhold til staten vil arbejderne og middelstanden komme til erkendelse om, hvad der er statens virkelige opgave. De vil komme til at indse, at enhver borger har ret til at deltage i alle de goder, som det organiserede menneskelige samfund er i stand til at byde sine medlemmer, og at det er stridende mod statens formål, særlig på det trin, hvortil civilisationen er nået frem, at en stor mængde af befolkningen er afskåret fra delagtighed i det økonomiske velvære og i de dannelses og nydelsesmidler, som samfundet er i besiddelse af. I erkendelsen heraf vil de benytte den indflydelse på statens styrelse, som den almindelige valgret giver dem, til at åbne adgangen til disse goder, for alle dem, der tidligere enten helt eller til dels har været udelukkede derfra. Men idet de arbejde i denne retning vil arbejderne og middelstanden snart komme til at erkende, at det bestående samfunds uligheder og uretfærdigheder i det højeste kun lader sig mildne noget, og det endda kun for en tid, men derimod ikke lader sig fjerne, så længe den private besiddelse af produktionsmidlerne gør det muligt for det mindretal, der ejer og besidder disse, at lade befolkningens store mængde arbejde for sig, og stadig forøge sine rigdomme ved at sætte sig i besiddelse af arbejdets udbytte. Kilden til den fattigdom, ulighed og uretfærdighed, som det er opgaven at fjerne, vil vedblive at være til stede så længe denne privatbesiddelse er grundlaget for samfundets økonomiske forhold, og vil følge de bestående misforhold i langt stærkere grad end det omfang, i hvilket det ved hjælp af reformer er muligt at modarbejde disse. Følgen af denne erkendelse må være en undersøgelse af, med hvilken ret det kapitalbesiddende mindretal råder over produktions, midlerne og deres anvendelse, og resultatet af denne undersøgelse vil blive en forståelse af, at kapitalen som en frugt af arbejdet ikke med moralsk berettigelse kan tilhøre enkelte, men at den i følge sin natur, tilblivelsesmåde og indflydelse på samfundsforholdene må være det hele samfunds ejendom,

Når bevidstheden herom er kommet tilstede, vil befolkningen ikke længere indskrænke sig til det i virkelighed resultatløse arbejde at søge samfundsforholdene forbedrede med bibeholdelse af samfundets nu eksisterende økonomiske grundlag. I betragtning af, at dette grundlag, den private besiddelse af produktionsmidlerne, er den egentlige og stadigt virkende årsag til de samfundsonder, som det er lovgivningens opgave at fjerne, og i erkendelsen af, at det er den store mængdes arbejde, der har skabt disse produktionsmidler, vil arbejderne og middelstanden ikke sinde sig i, at grundlaget for den nuærende samfundsordning bibeholdes, men benytte deres politiske indflydelse til at føre produktionsmidlerne over i statens besiddelse. Til dette resultat vil tillige enhver politiker komme, såfremt han opfatter sin stilling på rette måde, og i politiken ser et middel til at hidføre de bedst mulige tilstande for den hele befolkning. På lignende måde arbejder også videnstaben henimod gennemførelsen af socialismen. De nationaløkonomer f.eks., der fastholder det bestående grundlag for samfundets ordning, kan umuligt påvise, hvorledes fornuftsmæssige og tilfredsstillende økonomiske tilstande skal kunne gennemføres. Betragtningen af en enkelt side af samfundets økonomiske udvikling, nemlig af den rolle, industrien spiller, er tilstrækkelig til at give bevis herfor.

I modsætning til oldtidens luksusindustri betegner man industrien i dens moderne form med navnet: folkeindustri, og man begrunder denne betegnelse ved, at der nu ikke produceres industrigenstande til brug for enkelte samfundsklasser, men for den hele befolkning. Betingelsen for, at industrien i virkeligheden kan svare til denne betegnelse er, at ombytningen af de forfærdigede varer kan ske på en sådan måde, at de kommer befolkningen i sin helhed til gode. Hertil udfordres, dels at de industrielle frembringelser svarer til befolkningens fornødenheder, og dels at der er tilstrækkelig købeevne til stede til, at forbrugerne kan komme i besiddelse af de producerede varer.

Den førstnævnte betingelse er den moderne industri meget vel i stand til at opfylde, men derimod lægger de bestående samfundsforhold alvorlige hindringer i vejen for opfyldelsen af den sidst anførte betingelse. Den private besiddelse af produktionsmidlerne medfører, at arbejderne er uden indflydelse på fastsættelsen af prisen for de færdige varer, ja selv på prisen for deres egen arbejdskraft, der ligeledes betragtes som en vare, har de kun en meget begrænset, ofte så godt som slet ingen indflydelse. Kapitalisterne køber arbejdskraften efter det samme princip, hvorefter alle andre varer købes, nemlig til den lavest mulige pris, og følgen deraf er, at arbejdernes købevene formindskes i en sådan grad, at de må indskrænke tilfredsstillelsen af deres fornødenheder til det mindst mulige. Men betingelsen for industriens eksistens som »folkeindustri« kommer derved til at mangle. Den manglende købeevne medfører en tilsyneladende overproduktion, denne fører atter til arbejdsstandsninger, som med periodiske mellemrum antager karakteren af kriser. Herved forringes købeevnen yderligere, ikke alene derved, at arbejdsløsheden i og for sig forøger fattigdommen, men også fordi den er ensbetydende med et meget stærkt tilbud af ledig arbejdskraft og en stærkt forringet efterspørgsel derefter, hvilket i følge de gældende økonomiske principper medfører en forringelse af arbejdslønnen. Kriserne og arbejdsløsheden bringer ikke alene fattigdom over arbejderne, men ruinerer tillige middelstanden, hvis økonomiske eksistens er nøje knyttet til arbejdernes. Den hermed forbundne yderligere svækkelse af købeevnen fører atter til en ny tilsyneladende overproduktion med dens følger, og så fremdeles indtil den såkaldte folkeindustri mister alle betingelser for at kunne svare til dette navn. Købeevnen vil til sidst blive i den grad svækket hos den store mængde af befolkningen, at den egenlig kun findes hos en enkelt klasse, nemlig hos den klasse, i hvis besiddelse samfundsværdierne efterhånden mere og mere sammendrages. Den moderne industri arbejder således i retning af sin egen ødelæggelse, og beviser derved, at de herskende økonomiske principper er uholdbare og uvidenskabelige.

Et bevis for den successive svækkelse af købeevnen, som de herskende økonomiske principper forårsager, er tillige den higen efter at skaffe nye afsætningsmarkeder, der finder sted fra alle de industridrivende landes side. Efterhånden som købeevnen i det enkelte land viser sig at være utilstrækkelig til i landet selv at skaffe afsætning for frembringelserne af dets industri, søger det at kaste sine produkter ind på markedet i andre lande og at fortrænge disses egne frembringelser. I de mere fremskredne lande ophører dette middel at være virksomt, eller i al fald tilstrækkelig virksomt, efterhånden som disses industri enten nærmer sig det samme udviklingstrin, som den konkurrerende stats, eller der ved hjælp af en indførselstold rådes bod på hvad der muligt måtte komme til at mangle i denne retning, eller endelig når købeevnen også her er blevet i så høj grad svækket, at betingelserne for afsætningen mangler. Afsætningsområdet må derfor stadig udvides; der må stadig findes nye udveje, og når disse ikke i tilstrækkelig grad kan findes i de nærmest liggende lande, går man på opdagelsesrejser til fjernere steder, ucivilicerede lande som Afrika eller Sydhavsøerne, hos hvis beboere man gør regning på at finde det eftertragtede afsætningsmarked.

Denne fremgangsmåde er i virkeligheden de bestående økonomiske princippers falliterklæring. Medens man opsøger fjerne egne for at skaffe den moderne industris frembringelser afsætning, og i så henseende endogså lægger an på at udbytte hele eller halvvilde folkeslag, som kun har yderst få fornødenheder, ligger det afsætningsmarked, man søger, lige udenfor varemagasinernes porte. Alle de genstande, som man har en så overordentlig vanskelighed ved at få afsat, er der en uhyre trang til netop i de lande, der har frembragt dem. Millioner af mennesker savner her anstændige og hensigtsmæssige klæder, ordentlig bohave, en hyggelig bolig osv. og dog opsøger man fjerntliggende egne for at blive af med alle de varer, der fylder magasinerne, endskønt disse egnes beboere ikke eller kun i ringe grad har sådanne fornødenheder, at de bøhøver de varer, som man søger at skaffe afsætningsmarked for.

Ved at betragte denne higen efter stadig at udrive industriens afsætningsområde som de herskende økonomiske princippers falliterklæring, skal dermed selvfølgelig ikke være sagt, at det overhovedet er noget urigtigt, at det ene land afsætter produkter til det andet. Der er her kun tale om den måde, på hvilken afsætningen søges iværksat, og de mål, man søge at opnå derved. Det er aldeles naturligt, at det ene land ombytter en så stor del af sine produkter, som dets befolkning ikke selv behøver, med andre landes frembringelser, som befolkningen trænger til. Men således som omsætningen går for sig under den private kapitals herredømme, er den i hovedsagen udartet til at blive en karikatur af hvad den burde være. De produkter, som nu søges afsatte på fjerne steder, har de respektive landes befolkning i virkeligheden selv behov. For at komme i besiddelse deraf mangler den kun købeevnen, og den er blevet tilintetgjort ved den beskatning som de kapitalbesiddende iværksætter overfor de producerende arbejdere.

I hvor ringe en grad ombytningen af varer fra det ene land til det andet finder sted efter sunde økonomiske principper fremgår tillige deraf, at det samme land, der forgæves tragter efter at finde et afsætningsmarked for sine industriprodukter, ofte ved hjælp af en høj indførdselstold søger at forhindre indførslen af fødevarer. Tilførsel af billigt korn fra andre lande betragtes som ødelæggende for agerbruget og som følge deraf som en ulykke. Man skulle tro, at der i et sådant land måtte herske overflødighed af alt hvad befolkningen behøver, og at fattigdom og nød måtte være ukendte begreber dér. Det slår imidlertid aldrig fejl, at en stor mængde af befolkningen i ethvert land, der står under privatkapitalistisk indflydelse, lider mangel af forskellig art selv om landet har rigelige hjælpekilder såvel på agerdyrkningens som på industriens område, og årsagen hertil er kun den, at den private besiddelse af produktionsmidlerne gør det muligt for en enkelt klasse af befolkningen at berøve den besiddelsesløse mængde en væsentlig del af dens arbejdsudbytte.

Fjernelsen af disse forhold, som er stridende mod al sund økonomi, kan kun ske ved at opgive de på den frie konkurrence hvilende økonomiske principper og i stedet for disse antage socialistiske grundsætninger. Den nationaløkonom, som ved hjælp af sin videnstab virkelig stræber efter at påvise, hvorledes et sundt økonomisk liv skal bringes til veje i samfundet, vil af kendsgerningerne blive belært om, at de økonomiske teorier, hvorpå samfundet nu hviler, fører bort fra målet, og at produktion og konsumtion kun kan komme til at stå i et fornuftmæssigt forhold til hinanden ved hjælp af de socialistiske ideers gennemførelse.

Pædagogen vil ligeledes under de nuværende samfundsforhold være forhindret i at nå det ideal, som hans videnskab foreskriver ham. De mange såvel økonomiske som moralske hindringer, samfundsforholdene lægger i vejen for en fornuftmæssig børneopdragelse, gør det ligeså umuligt at nå det videnskabelige ideal på dette som på nationaløkonomiens område, hvorimod en på de socialistiske principper grundet samfundsordning bortrydder alle disse hindringer og formår at tilvejebringe de materielle og moralske betingelser for en sund og kraftig udvikling af menneskenes fysiske og åndelige evner. En undersøgelse af forholdene i vore skoler viser straks en række hindringer, som de forhåndenværende økonomiske forhold lægger i vejen såvel for at bibringe børnene kundskaber som for deres fysiske kræfters udvikling. For nogle få år siden oplystes det, at 37 pct. af samtlige børn i Københavns friskoler, hvilket svarer til et antal af ca. 2000 som, ikke fik varm middagsmad hele vinteren. Det er en selvfølge, at disse børn, hvis beklædning og øvrige pleje stod i forhold til deres ernæring, hverken kunne blive kraftigt udviklede i fysisk hensende eller i tilstrækkelig grad være modtagelige for undervisning. Men rækken af de økonomiske vanskeligheder er langt fra udtømt ved omtalen af disse børns slette ernæring og beklædning. Forældrenes fattigdom foranlediger tillige, at børnene udenfor skoletiden anvendes til arbejde snart i fabrikker og snart i andre beskæftigelser, og herved overanstrenges de ofte i en sådan grad, at de aldeles ikke er i stand til at følge undervisningen og endnu mindre kan erholde noget udbytte deraf.

Også andre forhold lægger alvorlige hindringer i vejen for en videnskabelig rigtig og formålstjenlig børneopdragelse. En meget væsentlig betingelse for at nå en sådan er, at de, hvem børnenes opdragelse påhviler, er i stand til i tilstrækkelig grad at beskæftige sig dermed og formår i tilbørligt omfang at være børnenes vejledere. Også i denne retning lægger de bestående økonomiske forhold børneopdragelsen en mængde hindringer i vejen. For arbejdernes vedkommende tvinger de ikke alene faderen, men som oftest tillige moderen til at anvende en uforholdsmæssig lang tid af døgnet til sådant arbejde, som skal bringe familien de fornødne indtægter. Når sådant arbejde skal udføres udenfor hjemmet af begge forældrene, er betingelserne for en god børneopdragelse selvfølgelig i en særlig grad ugunstige, men selv om arbejdet udføres i hjemmet, er det i de allerfleste tilfælde umuligt, at forældrene kan beskæftige sig i en så høj grad med børnenes opdragelse og vejledning, at opdragelsens mål, en fyldig udvikling af børnenes evner, kan nåes.

For at pædagogikken som videnstab skal kunne blive frugtbringende for menneskeheden, må først og fremmest disse forhold tages i betragtning. At indskrænke sig til at optræde belærende overfor forældrene vil kun bære få og for det store hele betydningsløse frugter, thi selv om kundskaben om og viljen til at lede børneopdragelsen på rette måde er til stede, vil de bestående økonomiske forhold dog i en overordentlig mængde tilfælde forhindre, at selv de mest energiske beslutninger i så henseende kan bringes til udførelse. Den pædagog, der vil, at hans vidensskab skal komme til at bære frugt, må derfor medvirke til, at de økonomiske forhold i samfundet undergår en sådan forandring, at de ikke lægger hindringer i vejen for udviklingen af den kommende slægts åndelige og fysiske evner. Han kan ikke føle sig tilfreds, når forbedringerne i undervisning og opdragelse kun kan komme de heldigt økonomisk stillede til gode, men må erklære opdragelsen for et samfundsanliggende, til hvis fremme som helhed staten må tilvejebringe midlerne, og som i lige grad skal være tilgængelig for ethvert individ af den opvoksende slægt, uden hensyn til hvilken samfundsklasse forældrene tilhører, eller hvilke økonomiske forhold disse er underkastede

Denne fordring er netop den selv samme som den Socialdemokratiet stiller på dette område, og med dens gennemførelse er i virkeligheden en af de væsentligste grundpiller for den bestående privatkapitalistisk samfundsordning fjernet. Den slægt af arbejdere, der opdrages efter disse principper, vil ikke finde sig i at leve under de nedværdigende, slaviske forhold, som fremkaldes af det privatkapitalistiske herredømme. Den hensynsløshed, der ligger til grund for frikonkurrencesystemet, vil stå i en så skærende modstrid med de humane principper, den opvoksende slægt nødvendigvis må tilegne sig under et videnskabeligt opdragelsessystem, der opfylder såvel de økonomiske som de intellektuelle betingelser for udviklingen af de menneskelige evner, at den ikke ret længe vil blive tålt. Det vil ikke kunne forenes med den fordragelighed og stræben efter at tilvejebringe harmoni i samfundslivet, der nødvendigvis må være til stede hos en slægt, som gennem en sund opdragelse er nået frem til en langt højere grad af intelligens end den nulevende, at samfundets økonomiske ordning fordrer, at menneskene gensidig skal bekrige hinanden, trænge sig frem på hinandens bekostning og tragte efter gensidig at ødelægge hinanden, og da disse onder er nøje knyttede til de privatkapitalistiske samfundsforhold og kun kan fjernes ved den fuldstændige gennemførelse af de socialistiske principper, vil disses gennemførelse blive en nødvendig følge af et opdragelsessystem, som virkelig tilstræber den størst mulige udvikling af de menneskelige evner.

Gennemføres et sådant opdragelsessystem vil det, også betragtet fra et rent intellektuelt standpunkt, være umuligt at opretholde et kapitalistisk klasseherredømme. Dygtigheden og intelligensen udvikles hos menneskene uden hensyn til klasseforskellen, og der er da ikke længere nogen grund til at lægge ledelsen af samfundets anliggender i hænderne på en enkelt klasse. Skal den dygtige under sådanne forhold træde i tjeneste hos den mindre dygtige, medens denne, fordi han ved tilfældige omstændigheder er kommen i besiddelse af kapital, beriger sig ved udbyttet af den andens arbejde, vil en sådan ordning være som iøjenfaldende uretfærdig, at den snart vil have udspillet sin rolle. Under de nu bestående forhold har den priviligerede, kapitalbesiddende klasse tilsyneladende en grund til at påstå sig berettiget til at indtage en ledende, og derved tillige en herskende stilling i samfundet, idet denne klasse har midlerne til at kunne udvikle selv de svageste intellektuelle evner hos dens medlemmer, medens der er lagt utallige hindringer i vejen for arbejderstandens åndelige udvikling, men så snart dette forhold er forandret, såsnart dygtigheden bliver i stand til at udvikle sig uden hensyn til klasseforskellen, er der ikke længere nogen som helst grund til at forbeholde en enkelt klasse nogen særstilling, hvilken en sådan forøvrigt heller ikke vil være i stand til at hævde. Pædagogikken arbejder således fuldstændig i retning af socialismen, kun ved gennemførelsen af de fordringer, socialdemokratiet stiller til staten kan betingelserne for et sundt opdragelsessystem bringes tilveje. Pædagogen kan derfor ikke, uden at lægge hindringer i vejen for selv at nå sit mål, erklære sig for en modstander af socialismen. Og på den anden side vil en videnskabelig opdragelsesmetode, gennemført med et almenmenneskeligt formål for øje, nødvendigvis føre til ophævelsen af det nuværende økonomiske system, og til de socialistiske princippers realisation.

Også lægevidenskaben fortjener at anføres som en videnskabsgren, der arbejder henimod socialismen. Det er den moderne lægevidenskabs særkende, at den hovedsagelig stræber hen til at forhindre sygdommes fremkomst, stræber efter at bortfjerne sygdomsårsagerne. Konsekvensen af disse bestræbelser er ligeledes en forandring af de bestående økonomiske forhold. Det nævnte mål for lægevidenskaben kan nemlig kun nåes derned, at sundhedsplejen ordnes på samfundsmæssig måde, samt at arbejds- og ernæringsforholdene tages i betragtning. Sundhedsnedbrydende arbejde må forhindres, overanstrengelse, navnlig en sådan, som fremkaldes ved for lang arbejdstid, må ligeledes forhindres ved en indskrænkning af arbejdstiden. Alt dette fordrer en indgriben i arbejdsforholdene fra statens side netop således, som socialdemokratiet forlanger den, og disse forlangender må nødvendigvis i lægevidenskabens egen interesse støttes af lægerne, såfremt disse vil handle i overensstemmelse med deres videnskab. Det vigtigste spørgsmål er dog ernæringsspørgsmålet. Dette har indflydelse på alle de øvrige forhold, navnlig på renlighedsforholdenes og de dermed forbundne beboelsesforholds område. Af hensyn til ernæringsspørgsmålet tvinges mangfoldige mennesker til at lade sig sammenstuve i snævre, usunde beboelsesrum, og man behøver ikke at være i besiddelse af nogen særlig høj grad af dømmekraft for at kunne indse, i hvor høj grad renligheden vanskeliggøres af fattigdommen, mangfoldige sygdomme har deres udspring fra slet ernæring, enten direkte eller derved, at et slet ernæret legeme er i langt højere grad modtageligt for sygelige påvirkninger, bliver et langt lettere bytte for farlige sygdomme, og er langt vanskeligere at helbrede, end et kraftigt.

Vil lægevidenskaben virkelig nå det mål, i den størst mulige grad at bortfjerne sygdomsårsagerne, må den altså tage ernæringsspørgsmålet op og arbejde hen til dets løsning. Men ernæringsspørgsmålet er spørgsmålet om fordelingen af arbejdsudbyttet, altså det samme spørgsmål, som socialismen arbejder på at løse. Og det kan kun løses på den måde, socialismen anviser. Lav arbejdsløn, fattigdom, er en fra privatkapitalismen uadskillelig ledsager. Først når produktionsmidlerne er overgået til at blive statsejendom kan den arbejdende befolkning blive fritaget for at betale tribut til en enkelt klasse i samfundet, først da ophører arbejdskraften at være en vare, der spekuleres i, og som købes til den lavest mulige pris, og først da kan der være tale om en sådan fordeling af arbejdsudbyttet, at ernæringsspørgsmålet kan siges at være løst.

Også lægevidenskaben bliver således socialismens allierede, og kan kun nå sit mål ved etableringen af socialistiske samfundsforhold. Det samme er tilfælde med alle andre videnskaber, som har deres virkekreds på de sociale forholds område. Det er således en aldeles fejlagtig opfattelse, at f.eks. retsvidenskaben kun har til formål at fortolke og forsvare visse som juridisk gyldige antagne grundsætninger. Hvis dette var tilfælde måtte retsvidenskaben være en uoverstigelig hindring for samfundets udvikling, thi denne er i virkeligheden intet som helst andet end en stadig forandring af de bestående retslige forhold. Men retsvidenskabens opgave er ikke at hæmme samfundsudviklingen, ligeså lidt som dette er nogen som helst anden videnskabs opgave. Derimod har den til opgave at befordre udviklingen, og dens ideale mål er i så henseende anerkendelsen og hævdelsen af ethvert menneskes naturlige ret. I sin stræben efter at nå dette mål må retsvidenskaben komme i strid med de bestående samfundsforhold, der fordømmer den arbejdende befolkning til at leve i fattigdom, medens rigdommen og alle de dermed forbundne samfundsgoder står til kapitalbesiddende lediggængeres rådighed. Og udgangen af denne strid kan kun være ophævelsen af de bestående samfundstilstande og indførelse af sådanne retslige og økonomiske forhold, som dem socialismen tilstræber.

De bestræbelser efter at udfinde betingelserne for menneskelig lykke, som udfoldes af filosofferne, er ligeledes resultatløse, når der holdes fast ved de bestående samfundsforhold. Spørgsmålet om frihed og lykke er så nøje knyttet til det økonomiske spørgsmål, at det ene ikke kan løses uden at også det andet har fundet sin løsning, og da det økonomiske spørgsmål ikke kan løses uden på den måde, socialismen angiver, nemlig ved opgivelse af det bestående grundlag for samfundsforholdene, vil filosofiens dyrkere ikke kunne nå videre ind til at beskæftige sig med uigennemførlige teorier, såfremt de erklærer sig for at være modstandere af socialismen. Da det imidlertid må forudsættes som noget selvfølgeligt, at disse videnskabsmænd, i lighed med alle andre, stræber hen til realisationen af deres teorier, følger deraf, at de må blive socialismens allierede. I modsat tilfælde bliver de nødt til at opgive den praktiske gennemførelse af deres ideer.

Socialismen står således i en så nøje forbindelse med videnskaben, at denne ikke kan bære de tilsigtede frugter uden ved socialismens hjælp. Videnskaben er i så henseende at ligne ved murene til en bygning, hvis bestemmelse er at blive en beskyttende bolig for menneskene. Murene kunne vel være solide, men så længe taget mangler, kan bygningen ikke opfylde sin bestemmelse. Det beskyttende tag, der ligesom samler alt videnskabens arbejde i sig og gør samfundsbygningen beboelig for menneskene, dette tag er socialismen. Måske vil videnskabsmandene endnu ikke indrømme dette. I tidens løb vil de dog blive nødt dertil. Samfundsudviklingen står ikke stille. Nye samfundsforhold vil i fremtiden såvel som i fortiden afluse de gamle, når disse har vist sig at være forældede. Nye samfundsmagter vil træde frem og fortrænge de gamle, der ikke længere er i stand til at håndhæve deres herredømme, og således vil der efter den nuværende periode i samfundsudviklingen komme en anden, der bæres oppe af andre kræfter end denne.

Men de kræfter, der kommer til at bære den tilstundende periode, vil ikke tilhøre nogen af de tidligere herskende samfundsmagter. Kirken, adelen og kongemagten har udspillet deres rolle, og vil ingensinde kunne tilbageerobre deres herredømme. Kapitalismen, som nu er den herskende magt, er i tilbagegang, og er den magt, der skal afløses. Spørgsmålet bliver da hvilke magter der vil komme til at afløse den sidstnævnte, og svaret kan kun blive dette, at det vil blive videnskaben og arbejdet, der vil komme til at indtage kapitalismens plads som de samfundet beherskende kræfter. For tiden er der tildelt arbejdet en underordnet og ydmygende rolle, og man kan antagelig let blive enige om, at det ville se helt anderledes ud i samfundet, hvis videnskaben var i stand til at udfolde sig i sin hele kraft, og hvis der ikke gaves hindringer, dels bestående af fordomme, dels og hovedsagelig af økonomisk natur, der hæmmer videnstabens udvikling til det, den bør være for menneskeheden. Men idet arbejderne stræber efter at hæve deres stand, stræber efter at komme bort fra den undertrykte, ydmygende stilling, de indtager under kapitalens herredømme, i det samme arbejder de på at fjerne de kræfter, der forhindrer videnskaben i at udfolde sig.

At arbejderne således er videnskabens og den sande civilisations pionerer, idet de baner vejen for videnskaben, med hvilken de vil forene sig for at skabe sunde og retfærdige samfundstilstande, vil det forhåbentligt ikke vare længe inden videnskabsmændene erkender. Men videnskaben og arbejdet, forenede i fælles samvirken, er netop socialismen. Det forhold, der i virkeligheden består mellem socialismen og videnskaben, gør denne ved dens forbindelse med arbejdet identisk med socialismen, den videnskabens og arbejdets karakter, der vil præge den næste periode i samfundsudviklingen, er derfor ensbetydende med, at denne periode vil få sit præg og blive båret oppe af socialismen. Det er navnlig overbevisningen herom, der bevirker, at vi socialdemokrater med kraft er i stand til at føre vor sag. Når vi af samfundets magthavere forfølges med fængselsstraffe, undtagelseslove, forhånelser og forvrængninger af vore ideer, da er det ikke alene indignationen over de nuværende samfundstilstande, der bringer os til at arbejde videre. Indignationen kan fremkalde hævntanker, og disse kan lede på afveje. Det, der derimod bringer os til med bestandig forøget kraft at føre vor sag videre, er overbevisningen om, at socialismen vil sejre trods alle forhindringer, overbevisningen om, at det næste store afsnit i verdenshistorien tilhører socialdemokratiet.

Skift til: Flere artikler af Gustav Bang * * mere Gustav Bang * * Socialdemokratiets århundrede I * * Socialdemokratiets århundrede II * * Marxismens ABC * * Den franske revolution * * Oktoberrevolutionen * * Arbejderbevægelsens historie * * Danmarks historie * * 

Webmaster